- en finurlig historie om køn

Introduktion

De fleste mennesker, børn så vel som især voksne ved jo, at begrebet køn rummer to begreber og fænomener, nemlig henholdsvis pige og dreng. Til grund for denne kendsgerning ligger primært de biologiske og genetiske forhold, der skyldes gener og kromosomer. Principielt de samme forhold gør sig som ligeledes bekendt også gældende i dyreriget i videste forstand, dog i nogle tilfælde med den specielle undtagelse, at nogle dyr er hermafroditter, hvilket vil sige at de rummer begge køns biologiske karakteristika. Stort set de samme forhold og karakteristika forefindes også i planteverdenen, hvor der ligeledes forekommer kønnet og ukønnet forplantning.

Ukønnet formering

Når en celle deler sig, og dermed bliver til to celler, hvor de to nye celler er identiske med den oprindelige celle. Arvematerialet DNA'et kopieres, så der bliver et sæt til hver. Cellen deler sig, og hver ny celle får sin egen kopi af DNA'et.

Nogle organismer formerer sig ved såkaldt mitose, hvilket vil sige indirekte celledeling ved spaltning af kromosomerne på langs. Som det sker, når en algecelle eller en bakteriecelle deler sig og dermed bliver til to celler. Gærceller kan formere sig ved knopskydning. De to celler, som er et resultat af delingen, er identiske. Denne form for formering kaldes ukønnet formering.

Kønnet formering og meiose

Når den mandlige eller hanlige organisme skal lave sædceller, som dannes i testiklerne, skal testiklerne lave en særlig celledeling. Principielt det samme sker i kvindens æggestokke. Ved meiosen bliver der dannet celler med kun det halve antal kromosomer. De enkelte kønsceller er forskellige, da det er forskelligt, hvilke dele af kromosomerne der kommer med i hver celledeling. Vi er derfor ikke 100% identiske med vores søskende, undtagen når og hvis vi er enæggede tvillinger. Enæggede tvillinger kommer nemlig fra det samme befrugtede æg. Meiosen foregår i handyrets subsidiært i mandens testikler, mens meiosen foregår i hundyrets / kvindens æggestokke. Ved meiosen dannes kønsceller med det halve kromosomantal. Mandens sædceller har 23 kromosomer, mens kvindens ægceller har 23 kromosomer. Meningen er, at sæden og ægget skal smelte sammen. Det befrugtede æg har 46 kromosomer, 23 fra far og 23 fra mor.

Kønnet formering er, når en kønsligt set han og en kønsligt set hun formerer sig. I den kønnede formering er der derfor to individer, som normalt i forplantnings-akten skaber et nyt afkom i form af nye individer/unger/børn. De nye individer/børn/unger er med andre ord principielt forskellige fra forældrene.

Mennesker indeholder som nævnt altså 23 par kromosomer, hvoraf de 23 indeholdes i ægcellen og de andre 23 i sædcellen. Par nr. 23 er kønskromosomer. Kromosomerne indeholder generne, der er bærere af arveanlæggene. Antallet af forskellige kombinationer af kromosomer som findes i kønscellerne er nærmest uendelig stort. Det er derfor at et menneske ikke er helt ens med sine forældre eller søskende, selv om man kan have visse egenskaber, træk og evner tilfælles.

Men bortset fra det, når vi som her fortrinsvis taler om mennesker, så vides det med absolut sikkerhed, at barnets køn for pigers vedkommende bestemmes af et dominant og såkaldt x-kromosom og for drenges vedkommende af et dominant og såkaldt y-kromosom. De nævnte kromosomer indeholdes i mandens tilfælde i sædcellen, der - normalt under det naturlige samleje mellem kvinde og mand - trænger ind i kvindens ægcelle og forener sig med denne og dermed bestemmer. om et foster bliver en pige eller en dreng.

Men denne i og for sig enkle årsagssammenhæng giver ikke nogen umiddelbar forklaring på, hvad det er der i grunden bestemmer, om en kvinde føder et pigebarn eller et drengebarn. Det er nemlig ikke nok at vide, at som nævnt, når mandens sæd indeholder et dominant x-kromosom, så bliver barnet en pige, og når mandens sæd indeholder et dominant y-kromosom, så bliver barnet en dreng. For hvad er det der bestemmer, om mandens sæd enten indeholder et dominant x-kromosom eller et dominant y-kromosom?

Det sidstnævnte spørgsmål og problem ser det ud til, at fertilitetsvidenskaben (endnu ikke i 2019) har noget præcist og gyldigt svar på. Vi må derfor end så længe nøjes med at konstatere, at nogle par får enten en pige eller en dreng, nogle får både drenge og piger, andre enten kun piger eller kun drenge. Rent bortset fra de par, der får tvillinger, trillinger eller sågar firlinger eller femlinger! Her ses i øvrigt bort fra såkaldt kunstig befrugtning, hvor der på forhånd foreligger muligheden for gennem gen-teknologisk manipulation at bestemme barnets køn.

Her er det naturligvis unødvendigt at sige og i fornødent omfang pointere, at hvad viden om køn og kønsbestemmelse angår, da er jeg absolut ukvalificeret amatør. Men alligevel kan jeg ikke dy mig for at komme med de ovenfor anførte betragtninger.

Imidlertid vil jeg her forlade det afgjort mere videnskabelige emne om køn og kønsbestemmelse og i stedet beskæftige mig lidt med, hvordan disse emner tager sig ud, når de ses i Martinus-perspektiv. I det spørgsmål føler jeg mig lidt mere på hjemmebane, skønt jeg dog ikke vil bryste mig af at være ekspert, heller ikke på det område. Men jeg vover alligevel pelsen.

Martinus om køn og kønsbestemmelse

Selv om jeg tidligere har skrevet indtil flere artikler om nævnte emne, har jeg dog her tænkt mig at anskue og behandle de nævnte problemer ud fra en lidt anden synsvinkel end den, der er anlagt i de nævnte artikler. Disse forholder sig nemlig 100% loyalt til og indforstået med det store sæt af såkaldt kosmiske analyser og livsfacitter, der tilsammen udgør og tegner Martinus’ kosmologi eller lære om mennesket og verdensaltet.

For det første skal det pointeres, at Martinus betragter det jordiske menneske som et midlertidigt stadium i det universelle levende væsens evige eksistens og liv. Det perspektiv giver unægtelig og selvsagt en anden og på sin vis forholdsvis nyere tilgang til en opfattelse og bekrivelse af køn og kønsbestemmelse. Nemlig den, at det levende væsen i bund og grund er et dobbeltkønnet – eller mere præcist – et kønsligt dobbeltpolet væsen, hvis liv og tilværelse er helt afhængigt af og beroende på dette faktum.

Begrebet dobbeltpolet væsen skal kort fortalt forstås sådan, at individets basale struktur indeholder eller rummer begge køns karakteristika i form af den feminine pol og den maskuline pol, som overordnet er medbestemmende for, hvordan samme individ sanser, oplever og udfolder eller manifesterer sig. Der hører dog det med til forståelsen af situationen, at der til de to overordnede seksuelle poler også er knyttet to såkaldte polorganer, nemlig det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan.

Forholdet mellem de to poler og polorganer er dette, at den feminine pol og det emotionelle polorgan primært betjener sig af bevidsthedsenergier som instinkt, tyngde og følelse, medens den maskuline pol og det intellektuelle polorgan primært betjener sig af højere følelse, intelligens og intuition.

Køn og evolution

I den evolutionære proces, som Martinus’ kosmologi opererer med, forekommer der ialt 6 universale eller kosmiske grundenergier i form af 1. instinktenergi, 2. dynamisk energi, 3. følelsesenergi, 4. intelligensenergi, 5. intuitionsenergi og 6. hukommelsesenergi. Disse grundenergier og - nok så vigtigt - deres indbyrdes kombinationer opretholdes og styres af den overordnede 7. kosmiske grundnergi kaldet Moderenergien, idet det er dennes indhold af såkaldte skabe- og oplevelsesprincipper eller lovmæssigheder, der udgør den absolut overordnede magtfaktor i de levende væseners og individers liv og tilværelse.

Men nok så vigtigt at vide, er det, at Martinus’ lære om verdensaltet også opererer med 6 kosmiske storriger, nemlig 1. planteriget, 2. dyreriget, hvortil det jordiske menneske også hører, 3. det rigtige menneskerige, 4. visdomsriget, den guddommelige verden, og 6. salighedsriget. Til sidstnævnte hører mineralriget.

Set i det evolutionære perspektiv lever det egentlig dobbeltpolede individ successivt i følgende af de ovenfor nævnte storriger, nemlig i sidste halvdel af det rigtige menneskerige, i hele visdomsriget, i hele den guddommelige verden, hvor dobbeltpoletheden kulminerer, og i første halvdel af salighedsriget. Fra sidsnævnte inkarnerer individet i storrige nr. 1. planteriget og derfra videre på en ny rejse med successive ophold i de andre nævnte riger.

Pointen er altså nu her, at set i det store kosmiske perspektiv, befinder individet sig ikke konstant i den dobbeltpolede tilstand, men efter bestemte universale lovmæssigheder og kræfter, som individet ufravigeligt og uundgåeligt er undergivet, og som bestemmer, at individet automatisk successivt skifter fra at være et dobbeltpolet væsen til endnu engang at være et enkeltpolet væsen. I henhold til Martinus gentager denne universale proces sig om og om igen i al evighed, hvilket vi dog ikke skal komme nærmere ind på her.

Det skal dog lige nævnes, at det i henhold til Martinus forholder sig sådan, at de fleste mennesker normalt kun er i stand til at benytte sig af det emotionelle polorgan, medens det – i hvert fald indtil videre - er sådan, at et foreløbigt mindretal samtidig eller fortrinsvis også benytter sig af det intellektuelle polorgan. I og med sidstnævnte tilstand og situation befinder individet sig udviklingsmæssigt foreløbig i sidste halvdel af det rigtige menneskerige. I øvrigt skal de nævnte riger, bortset fra de fysiske verdener: planteriget, dyreriget og det jordiske menneskes verden, naturligvis ikke opfattes som geografiske, men derimod snarere som kollektive bevidsthedstilstande.

Som en ønskelig, men kortfattet og utilstrækkelig forklaring og konstatering, vil det også være naturligt og af betydning her, at forbinde det kvindelige x-kromosom med den feminine seksuelle pol og det mandlige y-kromosom med den maskuline seksuelle pol. En passant kan det nævnes, at denne konstatering baserer sig på, at individets overbevidsthed blandt meget andet også rummer eller indeholder et såkaldt arkiv af såkaldte organtalentkerner og erindringstalentkerner, som er forbundet med individets genkompleks, det såkaldte genom.

Specielt interesserede læsere kan henvises til følgende samling af artikler:

1. Hovedafsnit:

Kortfattet indføring i Martinus’ kosmologi

Herunder også sektionen

Kosmologiske lektioner

Konkluderende finale

Her skal jeg afslutte denne korte artikel med at pointere, at forudsætningerne for og kravene til gyldigheden af Martinus’ kosmologi forudsætter, at det kan påvises – for ikke at sige bevises – at begreber og fænomener som individets udødelige grundstruktur og reinkarnationer og ikke mindst en fuldkommen retfærdig skæbnelov kan anses for at være realiteter. Efter mine mange års studium og beskæftigelse med Martinus’ imponerende kosmiske og internt storslået logiske analyser og livsfacitter, har jeg meget mod min vilje måttet erkende og konstatere, at jeg desværre ikke har set mig i stand til at verificere disse.

Det skal siges og indrømmes, at den situation i højeste grad føltes utilfredsstillende, især fordi den satte mig i et dilemma, idet jeg i første omgang ikke kunne se nogen udvej eller løsning på problemerne. Men som tiden er gået begyndte det imidlertid at dæmre for mig, at løsningen måtte være at erkende og indse, at de store utopisk idealistiske visioner, som ikke mindst Martinus’ eventyrlige kosmologi unægtelig er udtryk for, måtte erstattes af en mere virkelighedsnær erkendelse af, at individet er dødeligt og at der ikke findes reinkarnation og ejheller en fuldkommen retfærdig skæbnelov, men derimod i det store og hele tilfældigheder, også selv om der findes loven for årsag og virkning.

Efter at denne erkendelse efterhånden havde fæstnet sig hos mig, indså jeg, at løsningen på de eksistentielle problemer måtte være, hvad jeg betegner som ét-livs-hypotesen. Altså den opfattelse, at individet og i øvrigt alle levende væsener kun har ét eneste liv at leve, nemlig det mellem fødsel og død. Til gengæld er Martinus’ kosmologi blevet mig et storslået og vidunderligt eventyr, der ikke står tilbage for nogen af digteren H. C. Andersens bedste eventyr. Dette være sagt og skrevet i min høje alder af 90 år, og vel at bemærke uden hovmod, men tværtimod i taknemmelighed overfor de to nævnte åndsgiganter, der har fyldt og beriget det meste af mit liv.

******************