Essay om forelskelse
og kærlighed
Lige for tiden, hvilket vil sige
i efteråret 2019, har man i dansk TV kunnet se nogle programmer, der primært
handler om hvordan følelserne regerer og dirigerer menneskers handlinger og
forhold. Som nærmeste selvfølgeligt eller i hvert fald naturligt, har de
sidstnævnte både deres positive og negative
sider, og det er i særlig grad de negative sider ved forelskelse og
parforhold, der interesserer de altid sensationsbevidste journalisters og
redaktørers interesse. Det gælder jo om at fastholde og eventuelt forøge
seerinteressen, så at man kan sikre sig det størst mulige seertal.
I august 2016 skrev og offentliggjorde jeg artiklen 4.111. "Jeg
elsker dig!" - betragtninger over forelskelse og
ægteskab, som tog udgangspunkt i og i særlig grad handlede om den markante
skilsmisserate, der ifølge statstikken viste, at hvert andet nyere ægteskab
blev opløst efter kun ét års forløb. Forskellige eksperter gav hver deres bud
på, hvad der kunne være hovedårsagen til de relativt mange skilsmisser. Flere
af disse eksperter var enige om, at årsagen til stigningen i skilsmisser med
stor sandsynlighed skulle søges i de senere mange års tiltagende
individualisering, i dette tilfælde i dansk kultur. Der blev i den forbindelse
peget på, at før i tiden var par- og ægteskabsforholdene mere stabile, idet
parrene generelt set mødtes som unge, giftede sig, stiftede familie og
udviklede sig sammen eller i hvert fald forblev sammen indtil deres dages ende.
Det er da også stort set den samfunds- og ægteskabsmæssige
situation, jeg selv erindrer fra min egen barndom i 1930’erne, hvor skilsmisser
sjældent forekom. Ægteparrene holdt sammen i tykt og tyndt, uanset at samlivet
skrantede, men den offentlige holdning og mening var den, at skilsmisse under
alle omstændigheder både var et nedværdigende familiemæssigt og samfundsmæssigt
nedbrydende onde.
I artiklen ”Jeg elsker dig!" skildres især en nyere tids
situation på det ægteskabelige område, hvilket fremgår af følgende citat:
(Citat)
Men den kolde objektive statistik
kan jo også berette om, at skilsmisser er noget, der i hvert fald kendes op
gennem 1900-tallet, med en stigende tendens i 1960-70erne. Den mest almindelige
tendens dengang, var, at skilsmisser i reglen først forekom efter flere eller
mange års ægteskab, og årsagerne til disse var og er så vidt vides mangfoldige.
Men én af de nok væsentligste årsager eller grunde til skilsmisse, kan være
utroskab, hvorved især skal forstås, at den ene af ægtefællerne har indledt
eller har haft et kortere eller længere varende seksuelt forhold til en anden
end ægtefællen. Den form for utroskab giver i reglen anledning til enten dyb
skuffelse, natsort fortvivlelse og sorg, eller jalousi, desperation, vrede og
hævnlyst hos den part, der føler sig svigtet og reelt også er blevet svigtet.
Blandt de øvrige årsager til skilsmisse kan også nævnes, at i
sen-tresserne og halvfjerdserne tog kvinder uddannelse i højere grad end
tidligere, hvorved de fik et større perspektiv på verden, tjente egne penge,
blev uafhængige af deres mænd, udviklede sig til selvstændighed. Dertil kom, at
det stigende antal børneinstitutioner medvirkede til generelt at give kvinderne
større frihed til f.eks. at uddanne sig eller tage arbejde udenfor hjemmet. Det
var alt sammen noget der var mere eller mindre ønsket og støttet fra politisk
side, uanset at det fik nogle konsekvenser, såsom en større tendens til
skilsmisse.
I øvrigt er situationen som formentlig bekendt den, at hvis og når
man har indgået ægteskab ved enten borgerlig elle kirkelig vielse, så er
ægteskabet i så godt som enhver henseende juridisk bindende for begge parter.
Derfor kan skilsmisse i henhold til ægteskabsloven kun finde sted ad juridisk
vej, dvs. at en offentlig myndighed skal bevilge skilsmissen. Tidligere kunne
man kun blive skilt efter en såkaldt separation, som varede i 12 måneder. Men
man kunne også blive skilt hurtigere, hvis der f.eks. forelå erklæret utroskab.
Desuden kan man nu, efter at de nye regler for skilsmisse trådte i kraft den 1.
juli 2013, blive skilt uden forudgående separation, hvis parterne ellers er
enige om det. Er de ikke det, kræves der en separationstid på 6 måneder. Alt
sammen noget, der i reglen er meget tyngende og frustrerende for de fleste.
(Citat slut)
Af ovenstående citat fremgår det
indirekte, men dog ganske tydeligt, at der i de nævnte tilfælde og situationer
netop er tale om følelsernes magt, i så vel positiv som i negativ forstand. Som
nævnt giver utroskab i reglen anledning til enten dyb skuffelse, natsort
fortvivlelse og sorg, eller jalousi, desperation, vrede og hævnlyst hos den
part, der føler sig svigtet og reelt også er blevet svigtet. I de værste
tilfælde kan det give anledning til selvmord eller mord, i nogle tilfælde til
begge dele, hvor f.eks. en svigtet ægtemand dræber sin hustru og sine
eventuelle børn og derefter begår selvmord. Det er sjældnere, at det er
kvinderne, der foretager den slags handlinger.
Naturvidenskabens syn på sagen
I den nævnte artikel gives en
redegørelse for den biologiske baggrund for forekomsten af de to køn, samt en
nok så vigtig redegørelse for naturvidenskabens opfattelse af menneskets køn og
seksualitet:
(Citat)
Men der er jo som bekendt også en anden og mere naturalistisk,
ikke-religiøs baggrund for og forklaring på ægteskabsinstitutionens opståen,
end den bibelske, nemlig den biologiske. Denne forklaringsmodel kunne man
passende kalde for den objektivt velbegrundede naturvidenskabelige påvisning af
årsagerne til menneskets opståen som følge af en lang række fysiske og
biologiske faktorer, kræfter og lovmæssigheder.
Kort sagt henholder den biologiske forklaringsmodel sig til
evolutionsteorien, der oprindelig tog afsæt i Darwin's udviklingslære, som han
i 1859 offentliggjorde i bogen ”On the Origin of Species by Means of Natural
Selection”, og i 1871 i bogen ”The Descent of Man”. Evolution eller udvikling
betyder en tilstands gradvise fremgåen af en anden og tidligere tilstands
egenskaber, evner og lignende, frem mod stadig højere og i bedste fald mere
nyttige og gavnlige stadier. Det evolutionære synspunkt kan anvendes både på
enkeltvæseners udvikling og på den samlede udvikling af naturen, solsystemet,
jorden, racer, kulturer, samfund, ja, kort sagt på så godt som alle områder og
niveauer. (4)
Hos Darwin og den naturvidenskabelige evolutionsteori er
hovedbegreberne ”kampen for tilværelsen” og ”survival of the fittest”, det vil
sige, at de bedst egnede var og er de biologiske arter, der var og er mest
tilpasningsdygtige, fysisk såvel som psykisk. Arternes oprindelse skyldes et
naturligt samspil af flere faktorer, herunder ikke mindst livets samspil med
naturen og dermed jordkloden. Alle levende væsener har et fælles stamtræ
begyndende med celler, der har udviklet sig til encellede dyr og svampe,
hvorefter ”livsstammen” deler sig i to ”hovedgrene”, nemlig i bløddyr og
hvirveldyr. Bløddyrstammen har udviklet sig til orme, leddyr, krebsdyr,
blæksprutter, snegle og muslinger og til en sværm af forskellige insektarter.
Hvirveldyrene har udviklet sig til pighuder, fisk, padder og derfra til
krybdyr, fugle, og pattedyr, og disse sidstnævnte til næbdyr, kænguruer,
flagermus, gnavere, sæler, hvalrosser, hvaler og delfiner, samt rovdyr af alle
slags og byttedyr, ligeledes af alle slags. Og – ikke mindst – til aber,
primater og mennesker.
Ovennævnte liste over diverse dyr
– for øvrigt gælder det også planter - har det til fælles, at de for alles
vedkommende er undergivet ”det dræbende princip”s overherredømme, også selvom
der forekommer såkaldt symbiose, hvilket vil sige, samliv mellem organismer af
forskellig art til indbyrdes gavn. Fælles og nok så betydningsfuldt i den her
omhandlede sammenhæng er det, at de allerfleste af de nævnte arter – inklusive
planterne - forekommer i form af de to køn. Her er vi så nået frem
til, hvad der er årsagen til de to køn, altså hankøn og hunkøn. Svaret er
egentlig ligetil og enkelt: Kønsforskellen skyldes, at naturen har organiseret
det sådan, at de to køn, både anatomisk, fysiologisk og adfærdsmæssigt, er
nødvendige, primært for at forplante sig og dermed sikre artens fortsatte
beståen. Til dette formål tjener den normalt gensidige seksuelle tiltrækning
mellem de to køn, en tiltrækning, som i henhold til biologien hænger sammen med
produktionen af hormoner, i dette tilfælde kønshormoner, for mænds
vedkommende især testosteron, og for kvinders vedkommende især østrogen. Den
videre konsekvens heraf, er den gensidige seksuelle tiltrækning mellem de to
køn, som i al fald for menneskets vedkommende kan have form af og give sig
udtryk i forelskelse. Såvel det gensidige seksuelle tiltrækningsbegær som
forelskelsesfunktionen, danner i mange tilfælde basis for indgåelse af
ægteskab, hvad enten dette er indstiftet ved kirkelig eller borgerlig vielse.
Men med sit krav om objektiv saglighed ser natur- og
humanvidenskaben sig end så længe ikke i stand til at beskæftige sig med og
udtale sig om, dels hvorfor der findes to køn, og dels hvad det og livet og
verden i det hele taget tjener til, altså om det alt sammen har noget formål.
Det, som natur- og humanvidenskaben vil stå inde for, er, at de to køn er
nødvendige for det organiske livs tilblivelse, opretholdelse og forplantning ,
men med efterfølgende visnen og død for de enkelte organismer og dermed for de
enkelte individer. Imidlertid konstaterer man samtidigt, at års- og
livskredsløbet sikrer, at naturen og dens liv uafbrudt gentager og fornyer sig,
i hvert fald så længe jordkloden består, for den er jo på trods af sin relativt
store alder af 4600 millioner år, dømt til døden, og derfor lige så forgængelig
som alt andet fysisk eksisterende. (Citat slut)
Når det gælder om naturvidenskabelig forskning og forståelse af
livet og verden, må det stadigvæk konstateres, at videnskabsfolkene forholder
sig reduktionistisk i deres grundholdning. Forstået på den måde, at man
reducerer alle livsprocesser og al livsudfoldelse som primært værende
forårsaget af fysisk-kemiske energier og lovmæssigheder. Dette får jeg endnu
engang bekræftet, for idet jeg åbner Martinus’ bog ”Logik", som jeg i
øvrigt skal vende tilbage til senere nedenfor, falder der et avisudklip ud, som
har overskriften ”DET ER REN KEMI”. Udklippet er fra EKSTRA-BLADET, 2. Sektion,
søndag den 22. april 1990, og er skrevet af avisens lægefaglige medarbejder,
lægen Erik Münster. Dennes tekst fortjener at blive citeret i sin helhed:
(Citat) Traditionen siger, at der er særligt mange forelskede her i
forårstiden. Men jeg tvivler på, at det er rigtigt. Det afspejler sig i alt
fald ikke i et specielt stort fødselstal ni måneder efter.
Mon ikke det snarere er
sådan, at vi overfører den spirende
natur og dyreverdenens hormonbestemte, store forårsaktivitet på os mennesker?
Men i modsætning til dyrene er vores
følelser ikke så meget styret af hormoner som af hjerneaktivigtet.
Hertil kommer, at vi
stort set danner den samme mængde hormon på alle årstider. Vi har ikke bestemte
brunst-tider som dyrene. Vi vil og kan det der med kærlighed året rundt.
Men selv om det ikke er hormonerne, der er
det afgørende, så er der alligevel kemiske stoffer på spil. Endda i en sådan
grad, at en 37-årig amerikansk forsker, Michael R. Liebowitz, for nylig har
kunnet udgive en bog med titlen ”The Chemistry Of Love” (kærlighedens kemi) på
forlaget Little, Brown.
Den er delvis baseret
på hans egne arbejder på et psykiatrisk institut ved Columbia Universitetet i
New York, og han har fundet frem til, at alle de dejlige følelser ikke er andet
end kemiske reaktioner i vores krop.
Liebowitz siger, at hjernen reagerer ved forelskelse på samme måde,
som hvis vi tager amfetamin eller kokain. Der frigives store mængder af
stofferne adrenalin og dopamin, og de bevirker overledning af elektriske
impulser fra nervecelle til nervecelle.
Det får hjertet til at
banke og åndedrættet til at blive hurtigere, når vi får øje på den person, vi
er forelsket i. Vi fyldes af en følelse af ophidselse, lykke og forventning.
Men hvorfor det lige er
den bestemte person, vi falder for, kan Liebowitz ikke give et sikkert svar på.
Hans teori er, at der i den enkelte hjerne er banet bestemte neuro-kemiske
spor, og så pludselig en dag møder man en kvinde eller mand, hvis udseende,
tale, lugt og opførsel passer ind i disse spor.
Det sætter gang i
produktionen af stofferne, som foruden at udløse de nævnte legemlige reaktioner
også påvirker et hjernecenter, der hensætter os i en skøn, romantisk stemning.
Liebowitz skelner mellem den
øjeblikkelige forelskelse og den længere varende kærlighed, som forelskelsen
gerne skal gå over i. Han mener, at kærligheden, der er en hengivenhed for den
anden part, er så givende, fordi den hæmmer vores naturlige uro og angst.
Også kærligheden kan
han henføre til kemiske stoffer, nemlig endorfinerne, som er bedøvende midler,
der dannes i vores hjerne. De mens bl. a. at virke smertehæmmende på os.
Liebowitz må dog
indrømme, at han ikke kan forklare, hvordan kemiske forandringer i hjernen kan
blive til følelser. Det er nok godt det samme, fordi en vigtig del af
kærligheden netop er det skønne,
mystiske og uforståelige.
Forelskelse og kærlighed følges i reglen af erotik. Men der er dog
mange eksempler på, at det ikke er strengt nødvendigt. Mange ægtefolk kan
vedblive at være dybt forelskede i hinanden, uden at der er sex imellem dem.
Undertiden har der aldrig været det, og det vedbliver hele deres liv at være en
ren platonisk kærlighed.
Der kan være flere
forklaringer på det, men undertiden skyldes det sikkert, at kvinden ikke har
tilstrækkeligt af det mandlige kønshormon, testosteron. For til trods for
hormonernes gegrænsede betydning for den menneskelige seksualitet, har man
opdaget, at testosteronet er afgørende for kvindens lyst til sex.
Både mænd og kvinder
danner begge køns seksualhormoner, men mest af deres eget køns.
Medicinalfabrikkernes kemikere har travlt med at finde frem til et stof, som
har testosterons lystforøgende virkning på kvinder, men som ikke giver dem bivirkninger
som mørk stemme og uønsket hårvækst. Det vil blive en tablet med store penge i!
(Citat slut)
Min kommentar: Det er forståeligt og velgørende, at Münster
tydeligvis forholder sig lidt muntert og skeptisk til den gode og velmenende
kemiske forsker Liebowitz’ opfattelse og meninger omkring forelskelse og
kærlighed. I forbindelse med videnskabeligt set faglige forskeres opfattelse af
bestemte kemiske stoffers indvirkninger på bl.a. hjernen, kan jeg i øvrigt
henvise specielt interesserede læsere til følgende artikelserie: Artikler med
emner vedr. hjernedebat.
Vedr. den nok så interessante og
mere omfattende kosmologiske forklaringsmodel, skal vi i det følgende især
henholde os til den eller de forklaringer på forelskelse, ægteskab og
kærlighed, som Martinus giver i sin fremragende bog ”Logik” (1938). Ifølge
foreliggende oplysninger blev bogen skrevet for at imødekomme de daværende
Martinus-studerendes ønske om en foreløbig uddybning af nogle af de emner, der
fandtes omtalt og behandlet i det foreløbig første bind af LIVETS BOG, udgivet
i juli 1932. Andet bind af LIVETS BOG lod nemlig af flere og især økonomiske
grunde vente på sig og udkom da også først i 1942 og i første omgang som
successive tillæg til Martinus-sagens månedsskrift KOSMOS.
Selv kom jeg først i kontakt med
Martinus’ kosmologi i slutningen af 1957 og købte i begyndelsen af 1958 første
bind af LIVETS BOG i form af 3. udgave, som var blevet udgivet i 1956. Bogen
LOGIK erhvervede jeg først senere i 1958 og da som 2. udgave, udgivet i 1954.
Men nu til det væsentlige, nemlig
den forklaringsmodel på forelskelse, ægteskab og kærlighed, som Martinus har
analyseret og beskrevet indenfor rammerne af sin kosmologi eller sit
verdensbillede.
I bogen LOGIK omtaler og
analyserer Martinus emnerne forelskelse, ægteskab og kærlighed især i
kapitlerne 31. – 47. En opremsning af kapiteloverskrifter kan give et vist
indtryk af, hvad og hvordan Martinus opfatter de nævnte emner:
Kapitel 31.: Alle levende væsener
er ”Gudeafkom”. De er hver især i deres
dybeste analyse dobbeltkønnede, er en kombination af ”han” og ”hun”.
Kapitel 32.. ”Forelskelse” er
noget ganske andet end ”kærlighed”.
Kapitel 33.: Mangfoldige mennesker føler sig hjemløse
eller i blinde med hensyn til deres seksuelle tilstand.
Kapitel 34.: Når
”forelskelse" gør ejendomsretten over et andet væsen til livsbetingelse.
Kapitel 35.: Sjælen kan ikke
dræbes; tankerne kan ikke fængsles. Med dem kan man elske, omfavne og kærtegne ”sin
næste som sig selv”, ganske uafhængig af enhver spærring.
Kapitel 36.: Når opfyldelsen af
det sjette bud degenererer.
Kapitel 37.: Kærlighed og seksualisme udgør samme grundprincip.
Kapitel 38.: Længslen efter at
kærtegne alle andre levende væsener gør individet til ”eet med Faderen”.
Kapitel 39.: Biblens påbud
fremtræder som udtryk for to store diametralt modsatte moralopfattelser.
Kapitel 40.: Når autoriteternes
myndighed er baseret på en forældet moralopfattelse, og ægteskabet er et
spørgsmål om økonomi.
Kapitel 41.: Det fuldkomne
ægteskabs zone.
Kapitel 42.: Uddrivelsen af
”Paradisets Have”.
Kapitel 43.: ”Adam" og
"Eva" går til grunde, men opstår igen som "det fuldkomne
menneske".
Kapitel 44.: Ægteskabet
fortrænges af en ny mentalitet og degenererer.
Kapitel 45.: ”Evig
fortabelse", "død" eller absolut undergang må evigt forblive de
illusioner, de evigt har været.
Kapitel 46.: Kirke- og
præstevæsenet som ”Keruberne med det blinkende sværd”.
Kapitel 47.: Omskabelsen af
”dyr" til "menneske".
Inden vi går over til at
orientere os om de nærmere detaljer i Martinus’ kloge, dybsindige betragtninger
vedrørende de her omtalte emner, bliver jeg desværre nødt til at minde læseren om,
at begreber og fænomener som sjælens udødelighed og evige liv, samt skæbnens
ufejlbarlige fuldkomne retfærdighed, ikke hører hjemme under den
ét-livs-hypotese, jeg i de senere år fuldt og helt tilslutter mig. Desuden er
jeg både skeptisk og kritisk overfor den utopiske forestilling om, at
menneskeheden og dermed samfundet på det lange sigt vil udvikle sig i retning
af et overnationalt og internationalt verdensrige. Men det forandrer ikke, at
det væsentlige i Martinus’ psykologiske analyser og beskrivelser er både sandt
og dermed gyldigt. Det vil blandt andet fremgå af følgende citat fra 33.
Kapitel, som har overskriften: Mangfoldige mennesker føler sig hjemløse
eller i blinde med hensyn til deres seksuelle tilstand:
(Her vil jeg dels tillade mig at
citere hele kapitlet og dels gøre det med nutids retskrivning. Martinus
skriver): ”Inden jeg går videre vil jeg dog gerne gøre opmærksom på, at
nærværende analyser er ganske upartiske, og at jeg personlig selvfølgelig ikke
har noget som helst imod forelskelse, ligesom samme analyser naturligvis ikke
på nogen som helst måde skal være en nedsættende kritik af det store flertal af
personer, mænd og kvinder, der endnu har en medfødt modtagelighed for denne
”besættelse” af deres bevidsthed som et naturligt anlæg, tværtimod. Jeg ønsker
netop kun upartisk at belyse problemerne således, at hver især kan blive klar
over de gængse vildfarelser angående sådanne realiteter, der i det daglige liv
behersker individernes tilværelse, og gøre dem bekendt med, hvad det er, de ser
eller bliver vidne til.
Selvfølgelig er ”forelskelse”, som jeg allerede har bemærket,
et naturligt fænomen, der i den zone, hvor den hører hjemme, og for de
individer, i hvem den blomstrer, kan skabe den for dem foreløbige højeste salighedsnydelse
eller højeste glæde ved livet, foruden samtidigt slet ikke at kunne undværes i
forplantningens eller befrugtningens tjeneste. Men det tyvende århundredes
menneskehed lever i en zone, hvor forelskelsesevnerne er mere degenererede end
nogensinde, således at mangfoldige mennesker, såvel indenfor som udenfor
ægteskaberne, mere eller mindre har mistet denne evne, og derfor befinder sig
på et stadium, hvor de i tilsvarende grad mere eller mindre er hjemløse, hvor
de foreløbigt er i blinde angående deres egen tilstand. At de netop befinder
sig i ”uddrivelsen af Paradiset”, hvilket vil sige uddrivelsen af det dyriske
Paradis, uddrivelsen af dyreriget, at de er under stærk omskabelse fra dyr til
menneske, at deres organdannelse er under omformning til en hel ny bevidsthedstilstand,
i hvilken ”forelskelsesevnen” er afløst af ”kærlighedsevnen”, ved de endnu ikke
noget virkeligt positivt om. Vildspor og afveje, ulykkelige ægteskaber,
perversiteter og sindssyge med henblik på deres seksuelle princip eller højeste
livsegenskab, er overordentligt dominerende. Derfor kan jeg naturligvis ikke
her i ”Logik”, der er et kortfattet omrids af verdensplanens mål og
bestemmelse, dens struktur og mening, undgå at berøre dette tilværelsens
højeste problem. Men da en indgående redegørelse kræver et helt bind, har jeg
ikke plads til den, men må forbeholde den til et af ”Livets Bog”s kommende
bind. Her kan jeg altså kun lige give et lille svagt orienterende strejflys,
som læserne foreløbig må støtte sig til. Men samtidigt vil jeg gerne berolige
læserne med, at de af dem, der lever i et lykkeligt ægteskab eller i en
lykkelig forlovelse, naturligvis ikke behøver at beskæftige sig med disse
linjer, som i virkeligheden kun er beregnet på de mennesker, der i dag martres
under seksualismens sønmderknusende vildfarelser, lever i fuldstændigt
ukendskab til kræfter og anlæg, af hvilket de modløst og viljeløst må lade sig
beherske, føres i afgrunden, netop på grundlag af grænseløs uvidenhed om livet
og dets vidunderlige love og bestemmelser.
At hjælpe sådanne mennesker lader sig kun gøre ved at give et
billede af de faktiske forhold, få dem rettet ind til at forstå, hvad det er,
de i virkeligheden oplever, og hvilken rolle i verdensplanen, de er med til at
udløse. Og for at komme til denne erkendelse,
må de også vænne sig til at betragte ”forelskelse” i en mere saglig eller
virkelig videnskabelig målestok end den, hvormed forfattere, poeter og
moralvogtere fra forelskelsens egen zone fortolker og lovpriser den i den
kærlighedsglans, hvormed den netop kan og skal stråle for de væsener, for hvem
den endu ikke er et tilbagelagt stadium. Men livet har langt højere mål og
zoner i baghånden til menneskene end de, der er befordrende for ejendomsret og
egoisme. Og menneskene må således lære at forstå, at forelskelse vel er
guddommelig og naturlig i den zone, i hvilken den er en uundværlig faktor, men
at dette ikke forandrer, at dens nøgterne og sande virkelighed er kulminationen
af egoisme, med dens skyggeszone ”dyreriget”, smerternes, lemlæstelsernes og sorgernes
hjemstavn. Og livet har en langt større plan med seksualisme end netop befrugtning og kærlighed til kun et enkelt
væsen, har langt højere og skønnere ”besættelse” til individet end
”forlovelse”. Denne besættlse er ”Den hellige Ånd” med dens stråleglorie:
Uselviskheden eller ”Alkærligheden”. Det er dette, der i Biblen er udtrykt som
”Himmeriges Rige”, i hvilket der ”ikke tages til ægte”, og hvor der ikke er
sorg, skrig eller pine. (Citat af kapitel 33 slut).
Omtalen og analyserne omkring
forelskelse, ægteskab og kærlighed kom i øvrigt ikke til kun at omfatte et
enkelt bind af Livets Bog, men derimod i hvert fald tre bind, nemlig Livets Bog
3, 4 og 5. I bind 5, stk 1816ff definerer Martinus, hvad han betegner som
forelskelsens A-begær og B-begær, hvor A-begær står for de positive sider og
behagelige oplevelser i forbindelse med forelskelse, og B-begær står for de
negative og ubehagelige oplevelser og følgevirkninger, der i en del tilfælde
kan følge med forelskelsen, især når denne klinger ud hos enten den ene eller
begge de involverede parter. Herom skriver Martinus i ”Logik”, 34. kapitel,
blandt andet følgende og i høj grad manende ord:
(Citat) Men det kan også hænde, at en oprigtig gensidig forelskelse kan
gå i stykker, idet den hos den ene af parterne pludseligt begynder at svækkes.
Årsagen hertil er som regel den, at den pågældende part har mødt en anden
person, hvis legeme og charme har en endnu større evne til at mobilisere
forelskelsesenergierne hos den svigtende part, end det væsens natur har, som
den nævnte part før var forelsket i. Hvis samme part finder genklang i sin ny
forelskelse, resulterer det meget ofte i, at han svigter sin første ”elskede”
til fordel for den ny. Denne svigten skaber naturligvis et stort tomt hul i
salighedsnydelsen hos det væsen, der bliver svigtet, og hvis forelskelse i den
svigtende person jo endnu ikke er udlevet eller forbi. Da denne
salighedsnydelse, som altså var baseret på samlivet med det svigtende væsen,
mere eller mindre var blevet dets livsbetingelse eller basis for dets glæde ved
at være til, afstedkommer nævnte svigten i mange tilfælde en voldsom reaktion i
nævnte væsens bevidsthed. Denne reaktion manifesterer sig ganske naturligt som
en hårdnakket bekæmpelse af de årsager, der udløser den ”elskede”s svigten. Af
disse årsager er hovedårsagen jo det fremmede væsen, der har tiltrukket sig den
svigtendes forelskelse eller sympati. Det tankeklima, der behersker denne
bekæmpelse, kalder vi ”skinsyge" eller "jalousi". At denne
bekæmpelse i form af ”skinsyge” eller "jalousi" spiller på hele det
dræbende princips register lige fra uærlighed til mord, drab og selvmord, tør jeg vel nok forudsætte så
almenkendt, at jeg ikke ehøver at uddybe dette nærmere her, ligesom det også er
almenkendt, at hvis den ”skinsyge" ikke kan sejre, men må give op og
betragte det som håbløst at få den "elskede" tilbage, så begynder
forholdet at fornemmes som et ”martyrium”. Mobiliseringen af de sympatiske
anlæg til fordel for den "elskede", der mere og mere kommer til at
opfattes som den svigtedes "onde ånd”, som en "forbryder", en
"skurk" o.s.v., ophører. Et glødende had flammer nu undertiden der,
hvor før alt var koncentreret i sympati. Og det vordende menneske vånder sig i
dyrets grusomhed. Den tabte ejendomsret har opløst freden, givet mørket næring.
Egoismen blomstrer, selvet er alt. Næsten alle medvæsenerne er intet.
”Forelskelsen” har fuldbyrdet sin mission. Dens fodspor er hadet, krigen og
døden.
Men et samfund, en verden, en kollektiv mentalitet bestående
af enheder med en sådan analyse, kan umuligt være fredens og kærlighedens
hjemstavn. Sålænge ”forelskelse” gør ejendomsretten over et andet væsen til
livsbetingelse i ens bevidsthed, har man ingen betingelser for at forstå
tilværelsens største bud ”elsker hverandre”. "Guds rige" er kun en
skøn forjættelse, en zone, der endnu ikke er dukket op over ens horisont i det
fjerne. (Citat slut)
Ja, man må jo nok indrømme, at
Martinus’ såkaldt åndsvidenskabelige opfattelse af emnerne forelskelse,
ægteskab og kærlighed ligger i et betydeligt højere leje end f.eks.
naturvidenskabelige hjerneforskeres opfattelse af samme. Det, der især skiller
de nævnte to videnskaber fra hinanden, er, at medens naturvidenskaben betragter
livet og verden udelukkende som produkter og virkninger af fysisk-kemiske
energier og årsager, skelner Martinus i sine analyser og opfattelse af livet og
verden mellem fysiske energier og tilstande og åndelige eller spirituelle
energier og tilstande. Herom vil den særligt interesserede læser kunne læse
væsentlige og vigtige kendsgerninger og oplysninger om i artiklen 4.91. Øje, hjerne og
bevidsthed - nogle kritiske betragtninger, eventuelt
suppleret med artiklen 4.117. Hjerneforskning
igen! - Om hjerneforskningens fejltagelser og udprægede
reduktionisme i den naturvidenskabelige opfattelse af de nævnte fænomener.
©
Oktober 2019 Harry Rasmussen.
________________________
Herunder er henvisninger og links
til en række af mine artikler, som især behandler forholdet mellem specielt
Martinus’ åndsvidenskab og naturvidenskaben og begge videnskabers opfattelse af
livet og verden:
4.47. Kosmologi
eller åndsvidenskab? – et kontroversielt spørgsmål…
4.48. Kommentar til artiklen ”Kosmologi eller åndsvidenskab?”
4.49. Videnskabelig reduktionisme på retræte?
4.50. Kommentar til artiklen ”Videnskabelig reduktionisme på
retræte?”
4.69. Hjernen – den
store gåde - naturvidenskabelige analyser
af hjernen og Martinus’ kosmiske analyser af samme
4.78. Verdens og livets under – nogle ’kosmiske’ betragtninger
4.79. Verden og livets under (2) – nogle tillægsbetragtninger
4.80. Verden og livets under (3) – flere tillægsbetragtninger
4.81. Martinus’ verdensbillede – nogle betragtninger
4.82. Den åndelige verden – Hvad er en åndelig verden for noget?
4.83. Illusionernes narrespil – om falsk kontra ægte virkelighed
©
Oktober 2019 Harry Rasmussen.
******************