Den endelige finale

+Nogle slutbetragtninger

 

 

Introduktion

Faktisk igennem længere tid har jeg tænkt og ment, at nu måtte det snart høre op med mine skriverier. Men min skrivetrang og skriveglæde ville og vil ligesom ingen ende tage. Igennem mange år har jeg skrevet den ene artikel efter den anden og det er indtil dato blevet til ret så mange artikler – nogle vil nok mene alt for mange. Men nu er de altså skrevet og offentliggjort, fortrinsvis på hjemmesiden LIVETS EVENTYR, hvor de til min egen store overraskelse har fået et besøgstal, som jeg aldrig har turde drømme om ville blive tilfældet. Nævnte hjemmeside blev opretter den 12. juni 2006 og har indtil nu, da disse linjer skrives i oktober 2019, haft et besøgstal på over 190.000 besøg, og alene i perioden 2. oktober 2018 til 2. oktober 2019 haft over 184.000 besøg! 

 

Jeg tør godt vove den påstand, at mit liv indtil nu, da jeg foreløbig er 90 år, har været lidt af et eventyr, men vel at bemærke, et eventyr, der som de digtede eventyrs hekse og troldmænd, også har indeholdt og stadigvæk indeholder mørke sider og kræfter. Det skal dog retfærdigvis konstateres og siges, at de mørke og ubehagelige oplevelser i mit liv trods alt er blevet opvejet af alle de gode, lyse og behagelige perioder.

 

Det er ikke mindst mit tænksomme og filosofiske sindelag, der har medvirket til at gøre mit liv positivt og interessant, som når jeg f.eks. hver morgen, når jeg slår øjnene op  og kigger ud ad vinduet og ser omverdenen i form af husene, træerne,  buskene, blomsterne og - ikke mindst – menneskene, så kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at det alt sammen eksisterer og er til! Helt uvilkårligt tænker jeg og stiller spørgsmålet: Hvorfor kunne det ikke lige så godt have været sådan, at der ingenting var eller er til! - 

 

Det er naturligvis et hypotetisk spørgsmål, som man ikke vil kunne få noget egentligt svar på, for hvem skulle kunne give det? - Man kan efter behov og behag højest danne sig en idé eller forestilling om, hvorfor noget overhovedet er til og desuden er som det er. Ifølge naturvidenskaben – og den kan man vel i det store og hele stole på - er verden og livet blevet til og eksisterer på basis af en indre lovbundet, men samtidig absolut tilfældig nødvendighed.


Naturvidenskaben har siden sin egentlige begyndelse i renæssancen haft trange kår, ikke mindst fordi man nødvendigvis måtte forkaste teologernes og kirkens religiøst-katolske dogmatiske postulater om bl.a. verdens og livets skabelse. For resten postulater, som protestantismen til dels har overtaget og videreført. Men den  bibelske skabelsesberetning har bevisligt ikke ret meget med den faktiske virkelighed at gøre, primært fordi den er en fortælling fortalt til sin tids mennesker, som ikke havde ret mange forudsætninger for at forstå, at der var og er tale om en legende, altså om en fantastisk og utrolig – og objektivt set utroværdig - historie. For selv om der er en egen form for indre logik i den bibelske fortælling om verdens og livets skabelse, så kan den ikke stå distancen i forhold til de - i hvert fald forsøgsvis - objektivt naturvidenskabelige forskningsresultater og de på det grundlag fremsatte basale hypoteser og teorier om samme emner.  

 

Her følger en del bemærkninger om det bibelske og detmed det naiv-realistiske verdensbillede, læs dem eller spring dem over:

 

Troen på, at jorden er flad

Er det en skrøne?

Hvis man går ind på Google og søger på ”Den flade jord”, dukker der en hel del bud op på, at det med, at jævne folk i middelalderen, ja, helt tilbage i oldtiden, troede på, at jorden var flad, i virkeligheden ikke har noget på sig og derfor er en skrøne, hvilket vil sige et fantasiprodukt, som nogle muntre forfattere i tidens løb angiveligt har villet bilde godtroende folk ind. Blandt kritikerne af skrønen finder man blandt andet Illustreret Videnskab, Videnskab.dk og DR.dk. Sidstnævnte kilde, DR Radio & TV, har for nogen tid siden søsat radio- og tv-programmet Detektor, der ser det som sin opgave at tjekke fakta og tal i den aktuelle debat, ligesom Detektor undersøger, om det, magthavere, meningsdannere og medier fremfører, vil kunne dokumenteres. Altså, om det vil kunne dokumenteres som sandt eller falsk. 

 

Indledning

Det udmærkede og højst nødvendige kritiske tv-program Detektor sendte tirsdag den 11. december 2012 et program, hvori man påstod, at det var en afgjort fejl, når visse folk, som f.eks. den amerikanske forfatter Washington Irving (1783-1859) i sin bog ”Voyages of Christopher Columbus” (1825), skal have hævdet den opfattelse, at blandt andet middelalderens europæere havde den opfattelse, at jorden er flad. I programmet påstod man, at ”skrønen” om at jorden er flad, siden dengang fejlagtigt er gået over i bl.a. europæiske og amerikanske lærebøger og i øvrigt i den almindelige mening og i litteraturen.

 

Hvad angår den italienske søfarer Christoffer Columbus (1451-1506), som var i spansk tjeneste under dronning Isabella af Castillien, så havde han på baggrund af antikke og middelalderlige geografiske forestillinger, dannet sig den opfattelse, at det ville være muligt at finde en kortere søvej til Asien og Indien. Under sin første af tre sørejser i 1492, nåede han og hans 100 mand store besætning ombord på sejlskibene ”Santa Maria”, ”Nina” og ”Pinta”, under store strabadser til Bahamaøerne, Cuba og Haiti. Men Columbus troede dermed, at havde fundet de japanske øer og Vestvejen til Indien. Derfor blev lokalbefolkningen på de nævnte steder betegnet som indianere, skønt disse intet havde med Indien at gøre, men navnet blev hængende og bruges den dag i dag om Amerikas urindvånere.

 

Der kan dog ikke herske tvivl om, at Columbus og andre oplyste mennesker på hans tid, ikke har haft anden opfattelse, end at jorden var rund som en kugle. Dette sidste havde Nicolaus Cusanus (1401-64), og i endnu højere grad Nikolaus Kopernikus (1473-1543), jo gjort sig til talsmand for, ligesom kartografen Fra Mauro Camaldolese havde fremstillet et kort over jordgloben, som Columbus i henhold til bogen ”The Life & Times of Columbus”, Curtis Books, Philadelphia – New York 1967, blandt andet menes at have kendt og benyttet.

 

Idéen, troen eller opfattelsen af, at jorden er flad, stammer antagelig oprindelig fra den bibelske skabelsesberetning i Første Mosebog, 1. kapitel, som i øvrigt har sine paralleller i oldægyptiske og oldgræske astronomiske og mytologiske forestillinger. I oldægypten forestillede man sig jorden som en flad grundvold over hvilken himlen hvælvede sig i en halvbue. I oldgræsk astronomi var det naturfilosoffer som Thales fra Milet (ca. 625-ca. 545), Anaximandros, 610-547 f. Kr., og Anaximenes, død omkr. 525 f. Kr., samt ikke mindst filosoffen Anaxagoras, 500-428 f. Kr., som fremførte den opfattelse, at jorden er flad og holdes svævende på grund af sin størrelse og fordi der intet tomrum findes. Luften, som opfylder rummet, er bæredygtig og holder jorden oppe.

 

I bogen "Verdensbilledet - Astronomiens idéhistorie", udgivet af Steen Hasselbalchs Forlag 1964, side 66, kan man bl.a. læse følgende citat af naturfilosoffen Anaxagoras (ca. 500 f. Kr.):

 

(Citat) Jorden er flad og holdes svævende på grund af sin størrelse og fordi der intet tomrum findes. Luften er meget bæredygtig og holder jorden oppe. (Citat slut)

 

Uanset hvor fuldkommen naiv Anaxagoras’ forestilling om den svævende flade jord og tomrummet udenom end er, så er den dog en slags dokumentation for, at der fandtes endog lærde oldgrækere, som troede på, at jorden var flad

 

Bibelens skabelsesberetning

Som nævnt ovenfor, er der grund til at tro og mene, at den bibelske skabelsesberetning, som anslås til at være blevet til i det 10. århundrede f. Kr., har ligget til grund for mange kristne europæeres opfattelse af jordens tilblivelse og form. I Første Mosebog, 1. kapitel, står der følgende i vers 1-10 om jordens tilblivelse:

 

(Citat) 1. I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden. 2. Og jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds ånd svævede over vandene. 3. Og Gud sagde: ”Der blive lys!” og der blev lys. 4. Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket, 5. og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Og det blev aften, og det blev morgen, første dag. 6. Derpå sagde Gud: ”Der blive en hvælving midt i vandene til at skille vandene ad!” 7. Og således skete det: Gud gjorde hvælvingen og skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen; 8. og Gud kaldte hvælvingen himmel. Og det blev aften, og det blev morgen, anden dag. 9. Derpå sagde Gud: ”Vandet under himmelen samle sig på eet sted, så det faste land kommer til syne!” Og således skete det; 10. og Gud kaldte det faste land jord, og stedet, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Og Gud så, at det var godt. (Citat slut)

 

Man kan måske hævde, at der intet steds i det ovenfor anførte citat står direkte, at jorden er flad, men der står til gengæld heller ikke noget om, at jorden er rund. Og historisk set er jorden i bibelsk og religiøs opfattelse formentlig lige siden Moses blevet opfattet som værende flad. Hvis ikke det var tilfældet, ville der ikke have været nogen grund til at tale om en hvælving over vandene, som jo om jeg så må sige er vandrette, altså i en vis forstand flade, og at vandene skulle skilles, så at ”det faste land kommer til syne!” Men at den katolske kirke havde taget autoritært patent på en bogstavelig tolkning af skabelsesberetningen, er en af de væsentligste grunde til. at der som en følge af de store opdagelser, der blev gjort i løbet af 1400-1500-tallet, dels opstod en stor forvirring og dels en stor modstand i visse kredse imod det nye verdensbillede, som så småt var på vej til at tegne sig for videnskaben og dermed efterhånden også for almenheden. Det åbnede for perspektiver, der radikalt ændrede de tilvante forestillinger om den flade jord, da man måtte indse, at der også fandtes beboere på den diametralt modsatte side af jorden. Denne kendsgerning var der imidlertid nogle vittige folk, der gjorde grin med, idet man anførte, dels at det ville være en total umulighed, for folk at opholde sig på jordens underside, for de ville logisk set falde af og ned i afgrunden. Det samme måtte gælde for folk, der på jordens overflade vovede sig for langt ud til siderne.

 

Kloge folk har i nyere tid spurgt sig selv, hvordan det kunne være at de ovenfor nævnte forestillinger om den flade jord i det hele taget har kunnet opstå. Svaret må være et kendskab til erkendelsesteorien, inden for hvilken man opererer med begrebet ”det naiv-realistiske verdensbillede”, og ifølge dette viser jorden sig som værende flad, nærmest som en cirkelrund skive, hvor over himmelbuen hvælver sig. Den opfattelse beror selvsagt på virkningerne af perspektivprincippet, både hvad angår selve sanseopfattelsen, primært synsopfattelsen, og sekundært på den psykologiske opfattelse. I henhold til især synssansens umiddelbare registrering og oplevelse af verdensrummet, forekommer dette som et halvkugleformet rum med den flade jord til gulv og den hvælvede blå himmelskal som loft. I horisonten hviler himmelkuplen på jorden, mens stjernernes mængde danner et uoverskueligt virvar på den himmelske halvbue. Vi opfatter os selv hver især som verdens centrum, hvilket vi da også i psykologisk og subjektiv forstand er, men ikke i fysisk forstand, hvor vi kun udgør en enkelt lille del af den store og utallige mængde af individer på jorden.

 

”Jorden er flak!”

Det kan altså konstateres, at opfattelsen af at Jorden er flad, først og fremmest skyldes ældre tiders religiøse og mytologiske forestillinger, som i tidens løb er blevet udbredt til den jævne og ulærde del af den europæiske befolkning. Denne havde ikke besvær med at forstå forestillingen om den flade jord med himmelkuplen, for det var hvad de selv så med deres egne øjne og forstod med deres forstand. Det er det tema, som den danske skuespil- og komedieforfatter Ludvig Holberg (1684-1754), som blev nævnt i Detektor-programmet, især benytter i skuespillet ”Erasmus Montanus” (1723), hvori han ironiserer over den selvhøjtidelige og indbildske Rasmus Berg, som efter at have bestået sin latinske studentereksamen i København, vender hjem til sine jævne forældre på bondelandet. Her fører han sig frem som en lærd mand, der ser med en vis foragt og irritation på sine jævne forældre, fordi de blandt andet tror, at jorden er flad, når Rasmus nu ved bedre, nemlig at jorden vitterligt er rund som en kugle.

Men i og med Detektors påstand om, at der aldrig er nogen, der har troet og ment at jorden er flad, tilsidesætter man jo – formentlig utilsigtet - den del af Ludvig Holbergs komedie "Erasmus Montanus", 3. akt. 2. scene, hvori Rasmus disputerer med ridefogeden Jesper:

JESPER: Hør, min kære monsieur Montanus Berg! jeg har hørt, at lærde folk skal have så underlige meninger. Er det sandt, at man holder for i København, at jorden er rund? Her på bjerget vil ingen tro det; thi hvor kan det være, efterdi jorden synes jo ganske flak?

MONTANUS: Det kommer deraf, at jorden er så stor at man ikke kan mærke dens rundhed.

JESPER: Ja det er sandt, jorden er stor, det er fast den halve del af verden. Men hør, monsieur! Hvor mange ville der vel til at gøre en måne?

MONTANUS: En måne! Månen er mod en stjerne ligesom Peblingesøen mod hele Sjælland.

JESPER: Ha ha ha ha! De lærde folk er aldrig rigtige i hovedet. Jeg har min tro hørt dem, der siger, at jorden løber, og solen står stille. Monsieur tror vel ikke det også?

MONTANUS: Ingen fornuftig mand tvivler mere derom.

JESPER: Ha ha ha! Skulle jorden løbe, måtte vi jo falde iblandt og slå halsen i stykker.

MONTANUS: Kan ikke et skib løbe med Jer, uden at I slår halsen itu?

JESPER: Men I siger jo, at jorden løber omkring, skulle nu skibet vende sig om, faldt da folkene ikke udi søen?

MONTANUS: Nej jeg skal forklare Jer det tydeligere, hvis I vil have tålmodighed.

JESPER: Jeg vil min tro ikke høre derom. Jeg måtte jo være gal, om jeg troede sådant. Jorden skulle vælte sig om, og vi skulle ikke falde hovedkulds Fanden i vold ned i afgrunden, ha ha ha! […] (Citat slut)

Sådan fortsætter de to debattanter diskussionen om jorden er flad eller rund, og om den bevæger sig eller ej, scenen ud. Men ridefogeden lader sig ikke overbevise, hverken om jorden er rund eller bevæger sig, men mener det er en tåbelig tanke, for hvis jorden var rund og kredsede om solen, ville vi mennesker jo dels falde omkuld og dels falde af og ned i afgrunden. 

Flad som en pandekage eller en rødspætte?

På Videnskab.dk’s hjemmeside har lektor emeritus Kurt Møller Pedersen, der underviser i videnskabsstudier på Aarhus Universitet, følgende at sige om Holberg og dennes komedie ”Erasmus Montanus”:

 

(Citat) Det er Holbergs skyld

Et andet eksempel, man kan hive op af hatten, hvis man springer lidt frem i tiden, er Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus fra 1723. I historien gør Holberg grin med mor Ana, der tror, at Jorden er flad som en pandekage. Alle på Holbergs tid vidste netop, at Jorden er rund, det er derfor, det er sjovt, når mor Ana tror, den er flad, forklarer Kurt Møller Pedersen. (Citat slut)

 

Bortset fra, at ”mor Ana” hedder ”mor Nille”, så forekommer det mig, at Kurt Møller Pedersen slipper lidt nemt og hurtigt om ved at give Holberg skylden – eller man skulle måske sige æren – for udbredelsen af troen på den flade jord.

 

Videnskab.dk fortsætter umiddelbart efter med at citere en anden videnskabsmand, som også er tilbøjelig til at give Holberg skylden for troen på den flade jord:

 

(Citat) Ideen om, at man i gamle dage troede, Jorden er flad som en rødspætte, er ifølge Ole J. Knudsen, planetarieleder på Steno Museet, Aarhus, mere udbredt i Danmark end i de fleste andre lande. Og han peger netop på misforståelsen af Holbergs kendte komedie som en af grundene.

»Især danskere har en ide om, at man troede, Jorden er flad. Jeg har en fornemmelse af, at det er Erasmus Montanus skyld,« siger Ole J. Knudsen, der dog ikke har undersøgt fornemmelsen nærmere. (Citat slut)

 

De historikere, ingen nævnt ingen glemt, som blev interviewet i Detektor-programmet, fremførte som en kendsgerning, at videnskaben aldrig har hævdet eller ment, at jorden er flad, og deri har de jo ret. Men de pågældende historikere synes derimod ikke at have meget tilovers for filosofi, religion og mytologi, som formentlig opfattes som værdiløs dokumentation, i hvert fald målt med videnskabelige alen. I nyeste tid synes der at være bred enighed mellem de faglige forskere om, at forestillingen om den flade jord er og forbliver en skrøne, og det skal da også medgives forskerne, at kilderne til ”skrønen” ikke er mange og heller ikke særlig godt dokumenterede. Hvad angår de medvirkende forskere i Detektor-programmet, er det i øvrigt mit personlige indtryk, at de interviewede historikere mere eller mindre følte sig overrumplet af den overbevisende Detektor-værts velforberedte og velformulerede spørgsmål og kommentarer. Det er desuden en særlig situation, der er egnet til at forvirre, når folk, der normalt ikke er vante til det, pludselig befinder sig i fokus for projektørlys, mikrofon og kamera.

 

Troen på den flade jord. Afsluttende bemærkninger:

I Detektor-programmet den 11.12.12 omtaltes som nævnt Ludvig Holbergs komedie ”Erasmus Montanus”, fordi der deri forekommer et eksempel på, at troen på, at jorden er flad, var almindelig udbredt hos den jævne befolkning på den tid, hvori komediens handling foregår, hvilket vil sige i 1700-tallet. Jf. komediens 3. akt, 2. scene vedr. Rasmus Bergs samtale med ridefogeden Jesper, som er citeret ovenfor. Detektor-programmet fremførte som sin opfattelse, at det er falsk, at tro eller mene, at troen på, at jorden er flad, var så udbredt som almindeligt antaget. Dertil kan forsigtigt indvendes, at Holberg vel må have haft et vist belæg for at lade Jesper Ridefoged udtale sig som denne gør, og ifølge hvilke udtalelser den jævne befolkning på den tid angiveligt mente, at jorden er flad. For det kan formentlig ikke med rette anses for sandsynligt, at det er noget, Holberg selv har fundet på eller digtet, men snarere er noget, han har erfaret gennem sit bekendtskab med jævne folk.

 

Der synes i øvrigt at gå en lige linje mellem den græske naturfilosof Anaxagoras 500 f. Kr. og Jesper Ridefoged i 1723, det år komedien ”Erasmus Montanus” antagelig er skrevet. I det tidsrum på godt og vel et par tusinde år ser det ud til, at den jævne europæiske og i øvrigt mere eller mindre overtroiske befolkning som en selvfølge har ment, at jorden er flad. Og hvordan skulle den jævne befolkning i grunden have vidst andet og mere, for folkeoplysningen kom først for alvor i gang i løbet af 1800-tallet, herhjemme især efter at foregangsmanden, naturfilosoffen og videnskabsmanden H.C. Ørsted (1777-1861) i 1824 havde stiftet ”Selskabet til Naturlærens Udbredelse”. I hvert fald indtil da og måske længere, har den ulærde og jævne befolkning stolet mere på, hvad deres egne sanser fortalte dem, end på, hvad de mere eller mindre lærde herrer – det var kun mænd, der i ældre tid var akademisk lærde - berettede om bl.a. jordens form og øvrige habitus.

 

Grafisk fremstilling fra omkr. 1000 f. Kr., som viser ægypternes mytologiske opfattelse af forholdet mellem himmelbuen og den svævende jord, båret oppe af luften. Billedet indikerer ikke direkte, at jorden blev opfattet som flad, men dette fremgår af den kontekst, hvori billedet indgår.

På Steno Museets hjemmeside kan man blandt andet se ovenstående billede og læse følgende tekst:

(Citat) Det ægyptiske verdensbillede

Det ægyptiske verdensbillede omkring år 1000 f. Kr. var baseret på den umiddelbare oplevelse af, at jorden er flad, og at himlen er en hvælving, som stjernerne sidder fast på, og som solen, månen og planeterne bevæger sig henover. Men karakteristisk nok for datidens mytologiske verdensbillede er dette udtrykt symbolsk ved hjælp af tre guder: Himmelgudinden Nut hvælver sig over jordguden Geb båret oppe af luftguden Shu.

 

Det babyloniske verdensbillede

Babylonierne troede ligesom ægypterne, at jorden var flad [min fremhævning]. Men ved at observere himmellegemerne over lange perioder opdagede de alligevel systemet i deres regelmæssige bevægelser. Ved hjælp af tabeller, der var skrevet med kileskrift i ler, kunne de således forudsige f.eks. sol- og måneformørkelser.

Dette var af stor betydning, idet babylonierne identificerede planeterne med deres hovedguder og troede på, at de havde indflydelse på landets økonomi og styring. Derfor var de babyloniske astronomer kongens embedsmænd, som bl.a. skulle forsøge at læse gudernes vilje i planeternes stilling i forhold til stjernerne og give kongen varsler på det grundlag. Astrologi er altså et levn fra babyloniernes verdensopfattelse. (Citat slut)

På Wikipedia, den frie encyklopædi, kan man blandt andet læse følgende om Middelalderen:

(Citat) Middelalderen (latin: medium aevum eller media ætas) betegner i europæisk historie perioden fra antikkens afslutning i folkevandringstiden til tidlig moderne tid eller renæssancen. Det har været almindeligt at tidsfæste den mere præcist til 476-1453 med henholdsvis det vest- og østromerske riges fald som yderpunkterne. I dag bruges det almindeligvis om perioden ca. 500-1500. (Citat slut)

En flad jord. Under Gud og Englene er Firmamentet og næstnederst over Jorden, Luften og Vandet er der en Sfære af Ild! 1475.

 

Selv om billedteksten indledes med ordene ”En flad jord”, kan man selvfølgelig alligevel her indvende, at billedet ikke direkte siger noget om den flade jord, idet det kun viser rangordenen mellem Gud og englene og firmamentet og jorden.

 

 

Kobberstik i Camille Flammarion 1888 i L'atmosphère : météorologie populaire (p. 163)

 

Den franske astronom og forfatter Nicolas Camille Flammarion (1842-1925), som i 1887 var medstifter af Societé astronomique de France, udgav en lang række populære bøger og tidsskrifter om astronomi og emner som spiritisme og spirituelle fænomener. Han gjorde sig blandt andet tanker om liv i universet og forestillinger om begreber som uendelighed og udødelighed. Flere af hans bøger er blevet oversat til dansk, f. eks. ”Beboede Verdener” (1887) og ”Verdens Undergang” (1895). I 1973 udgav forlaget Nihil Press Inc. en dansk oversættelse ved K.L. Müllen, bearbejdet af Peter Juhl Svendsen, af den sidstnævnte bog under titlen ”Spådomme om Verdens Undergang”.

 

På det ovenstående kobberstik ses en nysgerrig og videbegærlig mand, som tydeligvis befinder sig på den flade jord, stikke hovedet ud af himmelkuplen, for at se, hvad der mon gemmer sig på den anden side af denne. For det viser sig jo, at der ER noget på ydersiden af himmelbuen, nemlig det store univers, hvilket man dog først for alvor forstod i og med Kopernikus og Galilei, og især med astronomiens iagttagelser og resultater i de følgende århundreder. Man kan med rette spørge, hvorfra Flammarion har haft den opfattelse, at der var folk, som troede, at det forholdt sig sådan med jorden og himlen, som vist på billedet? Det kan næppe være noget, han selv har fundet på og digtet sig til, og det forekommer ikke sandsynligt, at han har kendt til hverken Holberg eller dennes ”Erasmus Montanus”. I øvrigt blev de avancerede forestillinger om det uendelige verdensalt, som skyldtes den italienske filosof og forfatter Giordano Bruno, foreløbig afvist af videnskaben som værende urealistiske syner, beslægtede med fantasibilleder. Disse syner og forestillinger har faktisk først for alvor fundet deres legalitet og bekræftelse i nyeste tid, nemlig i og med den danske intuitive tænker og mystiker Martinus’ verdensbillede.

 

Den opfattelse, at troen på den flade jord har været mere eller mindre udbredt blandt fortidens jævne mennesker, deles og bekræftes indirekte også af forfatteren Johannes Bjerre, som i bogen ”Vort Verdensbillede”, Jul. Gjellerups Forlag, 1939, på side 30-31 bl.a. skriver følgende:

 

(Citat) Verdensrummet vil ved en umiddelbar betragtning med de nøgne sanser alene forekomme os som et halvkugleformet rum med den flade jord til gulv og den hvælvede blå himmelskal til loft. I horisonten hviler himmelkuplen på jorden. Stjernerne synes at danne et uoverskueligt virvar på det himmelske loft. Den daglige bevægelse af sol og måne derimod får man temmelig hurtigt fat på. Vi synes at befinde os i verdens centrum, en kendsgerning, som vi kun kan føle os smigrede af og derfor noterer med tilfredshed, og i vor glæde herover kan vi naturligvis ikke tænke os andet, end at sol og måne må være sat på himlen blot for vor skyld.

     Med en sådan verdensopfattelse har naturligvis menneskeheden i sin barndom måttet begynde, akkurat som vi alle som børn har gjort det. Hvem har ikke i sin barndoms troskyldighed tænkt: Når jeg engang bliver større og får god tid, vil jeg alligevel en dag ud og se, hvordan det forholder sig der, hvor himmel og jord støder sammen, muligvis løfte op og kigge lidt bagved; for vi lader os jo alligevel ikke standse af denne grænse; men ingen er endnu blevet stor nok dertil.

     Med fantasien har man da søgt at bøde på den mangelfulde viden. De forskellige folkeslag har, før de fik større samkvem med hinanden, bygget til på hver sin måde, og næsten altid i nøje tilknytning til stedets og tidens religiøse forestillinger. Det er dog som regel vanskeligt af de mange spredte brudstykker i skrifter fra de forskellige tider at sammenflikke et helhedsbillede uden modsigelser. […] (Citat slut)

 

Men igen, man kan naturligvis diskutere den dokumentariske værdi af Johs. Bjerres udsagn, for man vil kunne hævde, at han også selv har været et ’offer’ for troen på skrønen om den flade jord. Dog vil jeg tillade mig at betvivle, at Bjerre alene skulle have baseret sin opfattelse på Holbergs ”Erasmus Montanus”, dertil tror jeg, at han var en for seriøs formidler af historiske foreteelser.

 

Finale uden modsigelser

Men selv om det i henhold til ovenfor citerede Johannes Bjerre er vanskeligt ”at sammenflikke et helhedsbillede uden modsigelser”, så må konklusionen alligevel her lyde, at Detektor ikke entydigt har ret i, at opfattelsen af at jorden er flad, ikke har været udbredt i ældre europæisk kulturhistorie. Tværtimod dannede især den bibelske skabelsesberetnings forestillinger om jordens skabelse og form i nogen grad et provokativt udgangspunkt for specielt den tidlige astronomiske videnskabs udforskning af verdensrummet. Den middelalderlige videnskab havde dog ikke kun falske forestillinger at kæmpe imod, men også en magtfuld autoritær katolsk pavekirke, som havde kanoniseret de bibelske forestillinger om jorden og verdensaltet. Det fik kontroversielle folk som f.eks. Giordano Bruno (1545-1600) og Galileo Galilei (1564-1642) at mærke. Den førstnævnte kostede det livet, idet inkvisitionen dødsdømte ham som kætter til at blive brændt på bålet, hvilket skete på torvet Canpo di Fiori i Rom i året 1600, og den sidstnævnte, Galilei, blev ligeledes dømt som kætter, men slap med livsvarig husarrest, angiveligt fordi han afsværgede sin opfattelse af, at jorden bevæger sig rundt om solen, og ikke omvendt, sådan som kirken fastholdt.

 

© December 2012. Harry Rasmussen. Revideret af forfatteren i October 2019.

 

****************

Vigtige og nødvendige tilføjelser:

Det naturvidenskabelige verdensbillede kan man jo ikke bare sådan ignorere, så derfor vil jeg her skildre dette via citat fra artiklen  4.78. Verdens og livets under – nogle ’kosmiske’ betragtninger:

 

Erkendelsen af underet

For at give den forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative og ret beset illusoriske. (6) 

 

For os jordboere er jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem, der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed – overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog ikke skal komme yderligere ind på her. (7) 

 

Men tilbage til min ’himmelflugt’, først og fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’ galakse, Mælkevejen, må opleve i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele taget vil kunne opleve, idet dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om et levende væsen. Dette er imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine analyser af de 7 basale organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk sammenligning mellem Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses fra jorden, størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder ind til en diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede – og dog sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver disse linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner andre mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det samme som mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet. (8) 

 

Og hvad, hvis vi tænker os endnu længere ud blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at tale om det uendelige og evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne må forekomme som støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er mindre end det mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på den, eksisterer tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset er jo, at både det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet, planeterne og jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med den, eksisterer. 

 

Foreløbig  konklusion

Men hvad er det i grunden, jeg og vi alle er vidne til, ja, tilmed er deltagere i? – Jo, det er, hvad både H.C. Andersen og Martinus er enige i og om, nemlig med Andersens ord: ”den vise orden, vi daglig har for øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.” Og det sker alt sammen lige præcis nu og her og hvert eneste sekund og minut! Rummet og tiden er evighedens opløftende sendebud til os levende væsener om, at når vi hver især engang før eller senere opnår den form og grad af bevidsthed, som Martinus betegner som ”kosmisk bevidsthed”, da bliver vi i stand til at skue verden og livet med Guds øjne, og da er vi jordiske mennesker hver især blevet til ”mennesket i Guds billede efter hans lignelse.”

 

Verdensaltet og dermed naturen i videste forstand er udtryk for livets guddommelige natur og oprindelse. Naturen, dvs. materien og den fysiske verden, er synlig ånd, mens ånden, dvs. den åndelige materie og åndelige verden, er usynlig natur, tilsammen udgør ånd og natur en ubrydelig helhed eller enhed. Dette er jo også, hvad Martinus gennem sine kosmiske analyser i høj grad belærer os om, og også han deler digterens oplevelse og opfattelse af livet som det største af alle eventyr, og udtrykker det bl.a. på denne måde:

 

[…] at selve det daglige, jordiske liv i virkeligheden er et stort eventyr. Dette eventyr adskiller sig fra alle andre eventyr derved, at det ikke som disse kun er et digt, en fabel, en kunstnerisk opsat forestilling, men er selve den realistiske virkelighed. Nævnte eventyr er en åbenbaring af en menneskehed, der er på vandring fremad og opad mod en strålende oplevelse, en guddommelig forløsning fra sorg og lidelse, et møde med selve Guddommen. (9)

Som det blandt andet også vil være fremgået af denne artikel, er pointet det, at både ifølge H.C. Andersen og Martinus er der kosmisk set, altså set fra det absoluttes, dvs. set fra Guds synspunkt, ikke nogen væsens- eller værdiforskel mellem samtlige levende væsener, som hver især og tilsammen udgør treenige livsenheder i den store guddommelige organisme og i det store guddommelige og evige livseventyr. (10) 

Dog, det er jo ikke så lidt dristigt, at tro og mene at man som menneske kan vide, hvad der er Guds udsigtspunkt, medmindre man tænker sig, at dette må være det samme som et udsigtspunkt, der indbefatter og overskuer alt hvad der er til og alt hvad der eksisterer. Men som almindeligt menneske er man jo milevidt fra at kunne det, så derfor må man lade sig nøje med det udsigtspunkt, der omfatter ét-livs-hypotesen.

Ét-livs-hypotesens hovedtræk

Set i ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen fortsat det altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og lever. En Guddom, som især kendetegnes ved sin alvisdom og almagt, men ikke ved sin alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville være indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er nu, hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger er dominant. Dertil kommer, at forventningen om retfærdighed ikke altid synes at blive opfyldt, snarere tværtimod.   

 

Det væsentligste, primære og afgørende hovedtræk i ét-livs-hypotesen er, at de levende væsener, mennesket inklusive, kun har ét liv til deres og sin rådighed, nemlig det til enhver tid og for ethvert levende væsen aktuelle nutidige liv.  Dette liv strækker sig i normalt og bedste fald fra undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Døden, som alle levende væsener er underkastet, kan i praksis   indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt i livsforløbet, men det teoretisk normale er døden som følge af alderdom. Men døden forekommer som bekendt mere eller mindre tilfældigt i alle aldre, og af vidt forskellige årsager.

 

Lige præcis døden - eller mere generelt forandringen og forgængeligheden i form af fødsel og død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i grunden drejer sig om. For døden er jo modsætningen til den basale udødelighed, som det levende væsen ifølge Martinus' kosmologi grundlæggende er forlenet med, nemlig i medfør af sin universale eller kosmiske grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, sidstnævnte primært i form af det interaktive kommunikationsorgan: det psykofysiske legeme.  Kaldet ”psykofysisk”, fordi det fysiske legeme, mere præcist det fysiske legemes hjerne, som bekendt også repræsenterer psyke eller bevidsthed.

 

Desuden vil det være sådan, at så længe individet er i live, hvad enten det er som barn, ung, voksen eller gammel og indtil døden indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en hvilken som helst alder, så længe er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg, lige som dets bevidsthed og fysiske legeme vil være forbundet med og udgøre en lille del af henholdsvis Guddommens bevidsthed og fysiske legeme eller organisme, det sidstnævnte i form af verdensaltet.

 

Denne grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, er stadigvæk også gyldig set under ét-livs-hypotesens synsvinkel. Men vel at bemærke kun så længe individet eksisterer i sit ene liv. I og med ét-livs-hypotesen er alt, hvad der er skabt eller blevet til, undergivet den irreversible forgængelighedens definitive lovmæssigheder, nemlig som nævnt principielt og normalt i form af undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Og eftersom der her ikke er tale om, at individet har en basal overfysisk og over-psykisk struktur, forekommer begreber som udødelighed og reinkarnation totalt uvedkommende og derfor helt overflødige. Hver eneste af os, hvad enten vi er amøbe, plante, dyr eller menneske, har kun fået dette ene liv, vi lever her og nu, skænket til vores rådighed. I bedste fald lever man kun videre som en erindring hos sine slægtninge og venner, for så vidt som man ikke overlever disse.

 

Som nævnt under den korte omtale af Martinus' kosmologi ovenfor, er et af de vigtige kosmiske skabeprincipper dette, at de levende væsener i lighed med Guddommen er seksuelt dobbeltpolede, men på den måde, at mens Guddommen er det permanent, er de levende væsener undergivet en evig rytme, som kosmisk set periodisk skifter mellem at være dobbeltpolede og at være enkeltpolede. Dette skabeprincip gælder delvis også i ét-livs-hypotesen, men naturligvis ikke på samme måde, idet der jo som sagt kun er ét enkelt jordisk liv til rådighed for individet. Men det er den enkeltpolede tilstand, der udgør grundlaget for de to køn, hankøn og hunkøn, med alt, hvad dette indebærer af både godt og mindre godt, blandt andet i form af mere eller mindre vellykkede parforhold og ægteskaber. I den enkeltpolede tilstand har en uselvisk kærlighed til næsten, herunder medmenneskene, normalt meget svære vilkår, hvilket er en del af baggrunden for indbyrdes misundelse, jalousi, fjendskab og strid, som i værste fald udarter til oprør og krige. 

 

Men den såkaldt dobbeltpolede tilstand, hvorunder de to seksuelle poler, den feminine pol og den maskuline pol, er ligeværdige i indflydelse på individets psyke og adfærd, kan f.eks. tænkes at være en tilstand, som evolutionen på sigt efterhånden vil føre med sig i hele menneskeheden. Undervejs er det så, som virkeligheden viser, at der kan forekomme afvigelser fra normen, blandt andet i form af homoseksualitet og lesbianisme mm.

 

Hvad angår de kosmiske lovmæssigheder, Martinus betegner som de kosmiske skabeprincipper, så er loven for skæbne en absolut vigtig lovmæssighed i tilværelsen, som jo ifølge ham grundlæggende handler om, at overhovedet alle levende væsener i verdensaltet i det store kosmiske perspektiv er fuldkommen ens og ligestillede, hvorfor retfærdighed på sigt er tilsikret hvert eneste individ. Men dette er ikke tilfældet set i ét-livs-hypotesens perspektiv, idet det dels er åbenlyst, at ikke alle levende væsener er ligestillede, og dels har det kunnet konstateres, at hvad der må karakteriseres som i hvert fald tilsyneladende uretfærdig skæbne, ikke altid og i ethvert tilfælde lader sig udligne i løbet af et enkelt jordisk liv, og dels har det ifølge ét-livs-hypotesen heller ikke kunnet verificeres eller bevises, at et fænomen som reinkarnation er en realitet. De forsøg, jeg kender til og som er blevet gjort for at 'bevise', at reinkarnation er en realitet, er efter min opfattelse ikke overbevisende.

 

Sluttelig konklusion

Derfor må konklusionen på ét-livs-hypotesen her lyde: At da der – i hvert fald tilsyneladende -  ikke findes udødelighed og som en følge deraf heller ikke reinkarnation, og da det erfaringsmæssigt kan konstateres, at uretfærdigheder ikke altid vil kunne kompenseres indenfor et enkelt jordisk liv, findes  der dermed heller ikke fuldkommen retfærdighed. Det må derfor i sin konsekvens betyde, at der kun findes ét eneste liv, nemlig det jordiske liv her og nu, til alle os, som har fået den store gave og det privilegium, det trods alt er, i det mindste én gang i verdensaltets eksistens, at have fået lov til at opleve livet eller tilværelsen som virkelighedens eget store, brogede og forunderlige guddommelige eventyr, dette ret beset i grunden er.

 

Men hvad betyder så det i forholdet til Martinus' kosmologi, som han brugte over 40 år på at manifestere eller skabe, og omkring 60 år til at fortælle sin omverden om? - Det er klart, at man ikke bare sådan uden videre kan tillade sig at affeje det med, at der i tidens løb har været så mange andre filosoffer og vismænd, hvis store visioner og dybsindige tanker – nu mere eller mindre oversete og glemte - indgår i filosofi- og religionshistorien. Dermed være ikke sagt, at dette også vil blive tilfældet med Martinus' kosmologiske lære, men muligheden for det, er unægtelig til stede, og det uanset, hvad hans loyale og trofaste tilhængere måtte mene om det.

 

For min egen part vil jeg fortsat være en studerende af alle de dele af Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter, som jeg har kunnet få bekræftet ved hjælp af mine egne erfaringer, intelligens og logiske sans, og som jeg fortsat vil være i stand til at få bekræftet. Det, jeg ikke har kunnet og kan få bekræftet, må jeg lade ligge, i hvert fald indtil videre. Hvilket i øvrigt er i god overensstemmelse med Martinus' egen tolerante opfattelse af studerende af hans kosmologi. Denne tolerante holdning eller indstilling til studerende af sine åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har Martinus også givet udtryk for i blandt andet følgende citat:

 

(Citat, med nutids retskrivning) ”Naturligvis vil der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som fører til indvielse i selve livets mysterium.” (Citat slut. Martinus i artiklen: Besættelse, sidst bragt i tidsskriftet Kosmos Nr. 9 – 2009)

 

I forbindelse med det ovenfor anførte citat, vil jeg tillade mig at fremhæve følgende ordlyd af Martinus: ”Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham.” (Min fremhævelse).

 

Denne udtalelse og konstatering er naturligvis positivt og indforstået ment, nemlig at man skulle søge at verificere hans kosmiske analyser og livsfacitter i relation til den såkaldte virkelighed. Men jeg har altså tilladt mig at opfatte den som en opfordring til helt frit og uafhængigt at forholde sig de nævnte kosmiske analyser og livsfacitter. At min holdning så har ført specielt mig frem til antagelsen af ét-livs-hvhypotesen, er nok ikke det, Martinus lige har tænkt sig skulle blive resultatet.

 

© Maj 2013 Harry Rasmussen. Revideret i oktober 2019.

 

******************