En slags status
Lad os begynde med at fastslå nogle helt basale kendsgerninger, som
ethvert oplyst menneske bør eller burde kende til:
Vi er så vant til, at solen står op i øst og
går ned i vest, at morgenen følges af formiddag, eftermiddag, aften og nat.
Ligeledes, at forår følges af sommer, denne af efterår
og vinter. I alle tilfælde er der tale om ’cirkulære’ gentagelser af de
samme fænomener, altså om kredsløb.
Men hvad er det i virkeligheden, der sker eller foregår? – Jo, når
solen står op i øst og går ned i vest, at morgenen følges af formiddag,
eftermiddag, aften og nat, så skyldes det primært at Jorden roterer om sin egen
akse. Og når forår følges af sommer, denne af efterår og vinter, så hænger
dette sammen med den kendsgerning, at Jorden kredser omkring solen.
Imidlertid er der desuden tale om endnu et globalt fænomen, som
særlig i nutiden i form af 2000-årene, er blevet aktuelt for offentligheden.
Det drejer sig om de såkaldte klimaforandringer, som visse folk hævder primært
skyldes den forøgede udledning af kuldioxid - CO2 - og nærmest tillægger
dommedagsagtige følger og problemer for livet på Jorden, ja, sågar for selve
Jordkloden og dennes eksistens. Der er derfor forsøgsvis gjort og gøres
ihærdige og hæderlige forsøg på at formindske udslippet af CO2, hvilket i
øvrigt ikke er så nemt og ligetil, som nogle ikke-sagkyndige miljøaktivister
åbenbart håber og tror.
Men for at afkorte et omfattende emne, skal jeg – dog med understregning af, at
jeg ikke er sagkyndig fagmand - her nøjes med at henvise til klimaforskeren,
astrofysiker Henrik Svensmarks veldokumenterede undersøgelser af årsagen eller
årsagerne til klimaforandringer, de aktuelle så vel som fortidige og
fremtidige. Ifølge ham og hans forskerteam er klimaforandringer primært
forårsaget af solens energi og udstråling i forening med udstråling af partikler
fra det ydre rum. Denne udstråling har altid foregået, men en afgørende faktor
i sammenhængen, som man hidtil ikke fuldt ud har kendt til eller været
opmærksom på, nemlig hvad det forhold betyder, at solsystemet kredser omkring i
yderkanten af Mælkevejsgalaksen.
En galakse er en enorm samling af stjerner, der er bundet til
hinanden ved den indbyrdes tyngdekraft. Der kan være fra 100 000 000 til flere
hundrede milliarder stjerner i en galakse. I vores egen Mælkevej, som
sagkundskaben regner med, er en typisk galakse, er der 100 milliarder stjerner,
og en af dem er vores egen sol. Stjernerne i en galakse bevæger sig omkring
midten af galaksen, måske rundt i cirkelbaner, måske mere tilfældigt imellem
hinanden. Foruden stjerner er der også gas og støv imellem stjernerne i en
galakse. Mælkevejen kan karakteriseres som en spiralgalakse.
Det helt afgørende i denne forbindelse og sammenhæng er, at Mælkevejssystemet
har fire såkaldte centripetale ’arme’, bestående af utallige milliarder af
stjerner og kosmiske partikler samt gasarter. Når solsystemet på sin lange
cirkulære vej passerer igennem de nævnte ’arme’ er det, at disse så at sige
hæmmer både solens udstråling og samtidig den kosmiske stråling i at nå Jorden.
Det betyder en relativt formindsket dannelse af skyer, så Jordens opvarmning
formindskes, i værste tilfælde så meget, at man kan tale om isvintre. Omvendt,
når solsystemet passerer imellem ’armene’, da har solvarmen og den
kosmiske stråling så at sige fri adgang til at danne skyer, som netop har den
funktion, at medvirke til at holde på jordvarmen.
Men bortset fra alt det ovenfor omtalte, så er det immervæk en
fantastisk tanke at forestille sig det forunderlige verdensalt eller univers,
som vi levende væsener har fået det privilegium – nogle vil nok mene uheld – at
eksistere og leve i og med. Vi befinder os jo i et slags mellem-kosmos
mellem makrokosmos og mikrokosmos. Disse tre kosmos forudsætter
og betinger hinanden eksistentielt og funktionsmæssigt i et uhyre
og formentlig ubegrænset og evigt mørkt rum, som oplyses af milliarder og atter
milliarder af sole og andre lysende himmellegemer. Samtidigt hermed er alt og
alle i uophørlig bevægelse i form af tilblivelse, længere eller kortere
varighed og slutteligt ophør. Stilstand er et bedrag, idet stilleståenhed kun
er en illusion.
Men for øvrigt er et absolut ophør en illusion, for alle organismer og ting
vender sluttelig – eller rettere sagt for en tid - tilbage til de stoffer og
energier, hvoraf de midlertidigt består eller
har været opbygget af. De samme stoffer og energier danner derefter på
ny basismateriale for nye ting og organismer. Skematisk kan man opstille en
oversigt over levende væseners primære ’bestanddele’ eller principper:
Galakse-princippet
Solsystem-princippet
Klode-princippet
Organisme-princippet
Organ-princippet
Molekyle-princippet
Atom-princippet
Elementarpartikel-princippet.
Vores Jord er relativt set en lille del af solsystemet, som igen er
en diminutiv del af Mælkevejsgalaksen, som igen er en del af et endnu større
system af galakser, et uhyre og vældig stort makrokosmos. Samtidig består
Jordkloden – sammen med alle vi midlertidigt levende væsener - af en lang række
af stadig mindre bestanddele, i sidste instans i form af molekyler, atomer og
elementarpartikler.
Men nok så vigtigt er det at konstatere, at levende væsener i form af mikrober,
planter, dyr og mennesker er forlenet med det vi almindeligvis betegner som
’bevidsthed’. Men vel at bemærke en ’bevidsthed’, der strækker sig fra instinkt
over følelse og tanke, i bedste fald til intelligens og intuition. I alle
tilfælde og i bedste fald ledsaget af den nok så vigtige og vægtige
bevidsthedsevne: Hukommelse.
Hvorfor lever vi mon og er til?
Ja, dette helt basale og primære spørgsmål har vi vel lov til at
stille, selvom det nok ikke vil kunne besvares på helt afgørende og
tilfredsstillende måde. Man kunne også stille spørgsmålet sådan: Hvad kan mon
være hensigten eller formålet med verdens og vores, de levende væseners eller livets
eksistens? Men hensigt og formål forudsætter jo logisk set, at der er et
’NOGET’, der har denne hensigt og dette formål, og som i øvrigt må tillægges
evner og kræfter til at have skabt eller frembragt, iværksat og opretholder
verden og livet.
Ja, hvis man har et religiøst behov, sådan som utroligt mange mennesker har og
har haft i århundredernes løb, så kan svaret sådan set være meget enkelt. Alt
efter nationalitet og kulturel baggrund må svaret lyde: Det skyldes alt sammen
Brahma, Jahve, Gud Fader, Jehova eller Allah.
Men ét er i hvert fald sikkert og vist, nemlig at noget ikke
kan frembringes eller fremkomme af intet. Derfor må konklusionen være og
blive, at den første årsag i sig selv må være årsagsløs – og dermed evig! Denne
primære første årsag må derfor karakteriseres som et evigt altomfattende,
altibefattende, allestedsnærværende, altgennemtrængende og altbelivende under
og væsen. Dette altoverordnede væsen kan man efter behag og behov kalde Brahma,
Jahve, Gud Fader, Jehova eller Allah.
Men hermed er spørgsmålet om, hvad der kan tænkes at være hensigten eller
formålet med verdens og de levende væseners eksistens jo ikke besvaret. Et
fyldestgørende og tilfredsstillende svar forekommer det mig især at været givet
af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus (1890-1981) i og
med hans lære om verdensaltet: Sidstnævnte er udtryk for Guddommens bevidsthed
og fysiske organisme i form af et integreret livsenheds- og organismeprincip. Livsenheds
princippet udsiger, at enkelthederne er samlet i form af helheden, som i medfør
af organismeprincippet er opbygget af stadig mindre enheder. Hvilket
principielt og skematisk set tager sig sådan ud:
Galakse-princippet
Solsystem-princippet
Klode-princippet
Organisme-princippet
Organ-princippet
Molekyle-princippet
Atom-princippet
Elementarpartikel-princippet.
Altså kortest sagt: Samtlige levende væsener i verdensaltet danner
og udgør tilsammen Guddommens sanseorganer og manifestationsredskaber.
Men hermed slutter min enighed med Martinus’ internt logisk
sammenhængende og fabelagtige livs- og verdensopfattelse, nemlig især i og med
at jeg ikke mener eller tror, at de levende væsener som sådanne er evigt
eksisterende. For selvom de nævnte væsener principielt ligner deres ophav,
altså Guddommen, i og med at alle hver især i princippet består af et jeg eller
ego-center, en skabe- og oplevelsesevne og en skabt eller frembragt psykofysisk
organisme, så er den helt store forskel mellem parterne den, at medens
Guddommen qua sin natur er evigt og almægtigt eksisterende, er de levende
væsener hver for sig forgængelige og dermed dødelige. Det betyder, at de
levende væsener efter deres art hver især normalt opstår, udvikler sig og efter
et kortere eller længere livsforløb ophører med at eksistere, i og med den
proces, vi kender i form af død.
Nok så vigtigt i hele sammenhængen er det imidlertid, at livet og tilværelsen i
regi af det, der kan og skal forstås som verdensaltet, med dettes indbyggede og
nødvendige modsætninger af lys og mørke, liv og død, godt og ondt etc., i bund
og grund er et guddommeligt under og eventyr.
Derfor bør vi hver især være taknemmelige og glade for, at vi har fået
det privilegium at leve og udfolde os, i kortere eller længere tid, sådan som det bestemmes af omstændighederne og livsvilkårene.
© 2020 Harry Rasmussen.
******************