Tro, overtro og videnskab

Forsøg på en udogmatisk og ikke-akademisk tolkning

og mulig forståelse af de ovennævnte emner.

Ordet tro kan blandt andet forstås som det at tro på eller nære tillid til værdien eller sandheden i noget. Det kan også forstås som det at være tro mod noget eller være trofast mod noget eller nogen.

Det, at tro på noget eller nogen, kan også forstås religiøst, hvilket sidste mere præcist kan opfattes som tro på og tillid til en bestemt form for religiøs tro. Det sidstnævnte findes der en hel del eksempler på, især i form af de store verdensreligioner: Kristendommen særlig i form af blandt andet katolicisme og protestantisme, og verdensreligioner som Hinduismen og Buddhismen.

Så vidt jeg har forstået og forstår, så er religion og religiøsitet historisk og psykologisk set primært et udtryk for menneskehedens mere eller mindre famlende og usikre forsøg på at komme overens med en verden og en tilværelse, som i bund og grund er problematisk, besværlig og uforståelig. Det er i reglen mere eller mindre karismatiske personer, der fører an i og er ophav til disse bestræbelser og bevægelser. Især mænd, eksempelvis som hinduismens Ramakrishna, buddhismens Buddha og kristendommens Jesus Kristus.

Man kan forholde sig mere eller mindre afslappet til religion og religiøse bevægelser, men der forekommer og er i tidens løb også forekommet – og forekommer fortsat i nutiden – mennesker af begge køn, som har tilbøjelighed til ekstrem og fanatisk fastholden og tilbedelse af den særlige eller specielle trosretning, som de pågældende instinktivt og emotionelt eller traditionelt føler sig på bølgelængde med og derfor er tiltrukket af.

Fænomenet overtro

Imidlertid kan tro også antage form af overtro, hvilket kort vil sige en tro, som bevisligt ikke er i overensstemmelse med, men tværtimod er i strid med den basale faktuelle virkeligheds kendsgerninger. I visse tilfælde i en så ekstrem grad, at det nærmer sig det helt utrolige og ufattelige for ikke-troende, sådan som så mange nutids mennesker opfatter det.

Til det utrolige og absolut virkelighedsfjerne hører ikke mindst kristnes faste tro på opstandelsen fra de døde, herunder Jesus’ opvækkelse af den døde Lazarus og ikke mindst Jesu egen opstandelse og himmelfart efter døden på korset. Disse såkaldte ’historiske’ begivenheder er i henhold til saglig og objektiv videnskab et udtryk for religiøs fantasi, fostret af og til den forsamling eller menighed af mere eller mindre intellektuelt naive, velmenende og derfor godtroende mennesker af begge køn.

Man kan højest gå med til, at Lazarus kun var skindød, en tilstand, som hans søstre Maria og Martha åbenbart ikke før havde kendt til, hvorfor de troede at deres broder var afgået ved en fysisk set rigtig død.

Man kan også gå med til, at Jesus ikke havde lidt et større blodtab, da vagten stak et spyd i siden på ham, for at fremme dødsprocessen, men kun var bevidstløs eller endog skindød, da hans tilhængere tog ham ned fra korset og anbragte hans såkaldt afsjælede legeme i et nærliggende gravkammer. Det var derfra, at Jesus i henhold til legenden igen opstod til det levende liv og vandrede omkring og blev mødt af flere af sine disciple. Indtil dagen kom, hvor han satte dem stævne på Oliebjerget, hvorfra han forsvandt fra deres åsyn. Det blev af troende disciple og andre tilhængere udlagt som Jesus’ ’himmelfart’. Nøgterne iagttagere mente dengang og senere, at Jesus blot gik ned ad den modsatte side af Oliebjerget, hvor de åbenbart uopmærksomme disciple og apostle ikke mere kunne se ham. I deres følelsesmæssige sindsstemning og religiøse fantasi blev det udlagt, som om Jesus i korporlig og bogstavelig forstand blev opløftet af Gud og forsvandt i himlens skyer, bag hvilke disciplene og apostlene mente og disses efterfølgere op gennem tiden også mener, at Guds Rige findes.

Jesus, virkelighed eller legende?

Hovedbetragtningen her er altså min påstand om, at historien om Jesus – hvis man ellers vil postulere ham som en person, der historisk set har eksisteret – rent faktisk er en opdigtet legende til trøst og opmuntring for religiøst troende mennesker.

I min tankeverden kan der udmærket have eksisteret en person for omkring 2000 år siden, som bar det dengang ret almindeligt anvendte navn Jesus. Samme person kan udmærket have været en omvandrende lægprædikant, som lidt provokerende opfordrede sin samtids mennesker, det jødiske folk især, til ikke kun at snakke og prædike moral, men tværtimod forsøge at praktisere den adfærd, som der i form af de 10 bud er blevet påbudt i den ældgamle Moselov.

For at kunne indføre og opretholde legenden om Jesus Kristus’ himmelfart, måtte disciplene og apostlene nødvendigvis fjerne Jesus lig fra det gravkapel, hvor det var blevet anbragt. Man lod ligklæderne ligge, for på den måde og overfor skeptikere, at underbygge påstanden om, at Jesus Kristus var opstået fra de døde. Desuden søgte apostlene – formentlig i god tro - yderligere at udbygge skrønen ved at påstå, at nogle af disciplene havde mødt Jesus gående på landevejen mod Galilæa. Det var da, at han havde talt til dem og sat dem stævne på et bjerg, hvorfra hans såkaldte himmelfærd skulle foregå. Hvor nævnte bjerg egentlig lå, er der tvivl om, men antagelig i egnen omkring Genesaret Sø i Galilæa.

Her kan man sikkert forvente, at den skeptiske og kritiske læser vil komme med den indvending, nemlig hvordan jeg kan tillade mig at tænke og påstå det, jeg har beskrevet ovenfor?

Til det må jeg svare, at det kan jeg, fordi jeg igennem mange år har tænkt og skrevet om disse emner, problemer og spørgsmål, som i hvert fald foreløbig er endt op med, at jeg må erklære som min overbevisning, at mennesket – så lidt som andre levende skabninger – ikke er udstyret med en såkaldt udødelig sjæl eller ånd. At det skulle være tilfældet, er kun noget, som religiøse idealister og spirituelle utopister mener, påstår og hævder. (Vedr. mine studier over Jesu liv, lære og skæbne, kan læseren her henvises til min bog JESUS – søn af mennesket: udgivet 2012 på forlaget Scientia Intuitiva ved forlægger og forfatter Jan Tarbensen. Vil også kunne læses via dette link:

http://www.livetseventyr.dk/INDEX Bog 1.htm

Det ’evige noget’ eller ’Den evige urgrund’

Derimod vil jeg gerne påstå, at alle levende væseners så vel som alle ’døde’ tings basale urgrund er ’udødelig’ og dermed evig i den forstand, at denne er uskabt og dermed uforgængelig i sin natur. Denne argumentation grunder sig på opfattelsen af den kendsgerning, at noget ikke kan komme eller opstå af intet eller af tomhed. Kendsgerningen er, at ’noget’ principielt opstår af eller frembringes af ’noget andet’, hvilket i sin konsekvens vil sige, at det oprindelige ’noget’ i sig selv besidder og forudsætter de kræfter, energier og lovmæssigheder, der nødvendigvis må virke, for at ’noget andet’ kan blive til, skabes eller opstå.

Det er følgelig et spørgsmål, om man vil betegne den nævnte ’urgrund’ eller det basale ’evige noget’ ved navnet Gud, Brahman, Jahve eller Allah, hvilket for et frit tænkende menneske til enhver tid må blive et spørgsmål om personlig smag. Men en kendsgerning er det også – religiøse og spiritualister vil nok hævde, at der er tale om en påstand – at den eller de nævnte guddomme i realiteten ikke fungerer ’telepatisk’ overfor enkeltpersoner så vel som overfor ’hellige’ forsamlinger eller menigheder, sådan som det påstås af de nævnte religioners ophavsmænd og deres i det store og hele ukritiske tilhængere.

Alt, hvad der ovenfor er blevet sagt og skrevet, medfører i sin konsekvens, at eksempelvis skabelsesberetningen i Det gamle Testamente både i sin helhed og i detaljen er totalt ude af samklang med virkelighedens verden. Man vil højst kunne karakterisere Bibelens omfattende beretninger dels om det jødiske folks liv og skæbne i oldtiden og dels om Jesu tid for omkring 2000 år siden som delvis historiske og delvis mere eller mindre fantastiske beretninger som især værende fremragende dokumenter i form af et endog meget smukt eventyr.

___________________