eget store under
- flere tanker om livsunderet
Bemærk venligst, at i og med denne artikel er der ikke
tale om den slags fænomener, som man sædvanligvis betragter og betegner med ord
og begreber som mirakler eller undere. Men derimod om det i bund og grund
allerstørste mirakel eller under, som findes, nemlig LIVET SELV, forstået i
videste forstand. At livet eller tilværelsen er et eneste stort under og
eventyr, er ikke nogen ny opfattelse, for det er der i historiens løb mange,
som også har tænkt, ment og givet udtryk for. Her på hjemmesiden har jeg selv
især fremført to eksempler på den nævnte opfattelse, nemlig digteren H. C.
Andersen og den intuitive tænker og mystiker Martinus, som hver for sig og
uafhængigt af hinanden, opfattede livet som et eneste stort eventyr. Særlig
interessant, fordi Andersen af gode kronologiske grunde ikke kendte noget til
Martinus' kosmologi, og fordi Martinus godt nok havde et vist kendskab til
eventyrdigterens forfatterskab, men dog uden at dette influerede direkte på
hans eget forfatterskab. Martinus brugte i nogle få tilfælde enkelte af
Andersens eventyr som verbale illustrationer til sine kosmiske analyser. - Vedr. Martinus' brug af Andersens eventyr,
se f.eks. H1-04. Indledning.
Ovenstående tekststykke er et citat fra artiklen 4.68.
Livet er et under - nogle tanker over livsunderet (2012), men med den
hermed foreliggende artikel drejer det sig dog ikke om hverken H. C. Andersen's
eller Martinus' opfattelse af livet eller tilværelsen. Den omhandler derimod den decideret
naturvidenskabelige viden om og definition af primært livets tilblivelse, mere
specifikt i forbindelse med menneskets biologiske, anatomiske, fysiologiske,
seksuologiske og psykologiske egenskaber og kvaliteter.
Helt grundlæggende kan man opstille problematikken i to
hovedkategorier, nemlig følgende:
1. Undren over, at 'noget' i det hele taget er til
eller eksisterer.
2. Undren over den måde 'noget' er blevet til og
fungerer på.
Grundvidenskabeligt set er de forskellige videnskaber i
løbet af 1900-tallet nået relativt vidt i dokumentationen af 'hvad' og
'hvordan', hvorimod man - bortset fra årsags-virkningsloven - ikke opfatter
spørgsmålet 'hvorfor' som hørende til de strengt videnskabelige discipliner.
Spørgsmålet 'hvorfor' henhører i bedste fald under de filosofiske betragtninger
og må som sådanne mere eller mindre være udtryk for overvejende teoretiske og
mere eller mindre verificerbare spekulationer og påstande.
Et godt og fremragende eksempel på overvejende
teoretiske og mere eller mindre verificerbare intuitioner, spekulationer og
påstande findes ikke mindst i form af Martinus' Kosmologi. 2.17. Ateisme og materialisme - om de
filosofiske hovedproblemer og Martinus' opfattelse af ateisme og materialisme.
Imidlertid må man også erkende og indse, at de såkaldt
eksakte videnskaber har det tilfælles, at de er reduktionistiske i den
forstand, at de grundlæggende reducerer de såkaldt psykologiske, sjælelige
eller åndelige fænomener til at være forårsaget af og baseret på fysisk
materielle energier eller kræfter og lovmæssigheder. Filosofisk set betegner
man den situation og opfattelse som materialisme, medens den modsatte
opfattelse betegnes med udtrykket og begrebet idealisme.
Lad os begynde den videre fremstilling med at definere,
hvad der mere præcist kan og skal forstås ved begrebet og fænomenet energi.
Sagkundskaben opfatter energi som et fundamentalt fysisk begreb, der ikke
mindst defineres som evnen til at udføre arbejde eller kort og godt som
virkeevne. Sådan ses og opfattes energi inden for fysikken og dennes tilhørende
videnskaber kemi og biologi. Men desuden spiller energi en stor rolle
samfundsmæssigt set. Ordet energi hidrører fra det franske énergie som kommer
af græsk energeia.
For mit eget personlige vedkommende mener jeg at være
på nogenlunde gyldig og sikker grund i og med min opfattelse af og påstand om,
at der forekommer to indbyrdes forskellige, men interagerende grundformer for
energi, nemlig de fysiske energier, kræfter og lovmæssigheder på den ene side
og de åndelige energier. kræfter og lovmæssigheder på den anden side.
Det emne omtales og behandles nærmere i artiklen 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed -
nogle kritiske betragtninger. Den
indeholder bl.a. argumenter for antagelsen af, at ånd og materie er udtryk for
to indbyrdes forskellige, men interagerende former for grundenergi. Det
fortælles der om i bl.a. den følgende tekst, som er et citat fra nævnte
artikel:
Citat:
Her skal gives en forsøgsvis kortfattet beskrivelse af,
hvad der i henhold til den videnskabelige anatomi og fysiologi i normale
tilfælde sker, når vi bruger synet. Anatomisk set er synssansen baseret på
øjets og hjernens indretning og på samspillet mellem de to instanser.
Fysiologisk baserer synssansen sig dels på lyset og dels på de
kemisk-elektriske processer, der foregår i øjet og i de to synsnerver samt i
synscentret bagest i den såkaldte nakkelap lige ovenover lillehjernen, hvilket
sidste i øvrigt fremgår af nedenstående illustration af hjernen.
Synsopfattelsen er ikke mindst beroende på øjets nethinde, som er placeret
bagtil i øjets indre hulrum, hvorfra synsnerven fra hvert øje udgår og ender i
synscentret i nakkelappen. De to øjne sikrer i hovedsagen den tredimensionale
synsopfattelse af omverdenen.
Længdesnit gennem midten af hjernen, hvor nakken ligger
til venstre og panden til højre. Tallet 1 refererer til lillehjernen og tallet
2 til nakkelappen, mens tallet 28 henfører til rygmarvens udløb fra hjernens
underside. Tallet 18 angiver pandelappen og 21 hentyder til hypofysen.
Betydningen af de øvrige tal skal dog ikke gennemgås her. Blot skal det nævnes,
at synscentret ligger i nakkelappens bageste og mediale del (tallet 2). -
Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C. M. Steenberg og Helge Volsøe:
Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.
Selve synsprocessen begynder med lyset, hvis stråler
tilbagekastes fra genstande, de rammer. Det tilbagekastede lys opfanges blandt
andet af et menneskes øjne og disses normalt lysfølsomme nethinder. Men i kraft
af øjets optik vil genstande ses omvendt på nethinden, således at hvad der er
op og ned på en genstand er vendt på hovedet på nethinden. Nethinden består af
lysfølsomme tappe og stave og fra disse sendes ved hjælp af nerveaktiviteter
impulser via de to synsnerver til synscentret, hvor disses impulser eller
signaler samarbejdes til et enkelt billede. Hvordan dette synsindtryk bliver
transformeret til en bevidst opfattelse af en genstands- og omverden, ved
videnskaben ikke helt præcist, hvorfor man drager en bagvendt slutning, som
siger, at bevidsthedsindtrykket opstår, når de omtrent identiske nerveimpulser
fra de to øjne når frem til synscentret, og der derfra udgår signaler til andre
hjernecentre, herunder blandt andet til hukommelsescentret, som normalt kan
fortælle, om individet, som i det aktuelle tilfælde ser og oplever sin
genstands- og omverden, har set denne eller en lignende før. Man taler da
henholdsvis om genkendelse og associativ genkendelse. Når dette sker, mener de videnskabelige
forskere, at der er tale om, at synsindtrykkene bliver bevidstgjorte.
Imidlertid er der her al mulig grund til at stoppe op
og tænke lidt over de ganske vist sparsomme oplysninger om synssansen, som her
foreløbig er fremført. For det første fortæller den fysiske videnskab os, at
genstandenes verden er farveløs, hvorfor disses farver alene opstår i
samspillet mellem det i sig selv farveløse lys, øjnene og hjernen. For det
andet fortæller den optiske videnskab os, at vi ikke ser genstandenes verden
direkte, men kun indirekte, nemlig i og med, at det sete først opfattes, når
impulserne fra øjets nethinde når frem til synscentret i hjernens nakkelap. Men
hovsa, det synsindtryk eller billede, der i hvert givet tilfælde er dannet på
øjets nethinde, kan af gode grunde kun have en maksimal størrelse af cirka 2-3
centimeter i diameter, svarende til den halvbuede, men flade nethindes
dimensioner! Men det vides som nævnt, at hvis billedet på nethinden af en eller
anden årsag ikke når frem til synscentret, så vil det ikke blive opfattet af
den, der ser. Altså er synsopfattelsen totalt afhængig af, at nerveimpulserne
fra nethinden når frem til synscentret.
Men - og det er en vigtig pointe i hele sammenhængen -
det ovenfor beskrevne er ikke, hvad vi med vores bevidsthed rent faktisk
oplever! Situationen er jo den, at selvom nerveimpulserne er nået frem til
synscentret, er der stadigvæk kun tale om nerveimpulser, hverken mere eller
mindre. Og ligeledes og uanset hvor mange hjernecentrer, der end er eller
bliver mere eller mindre involveret i synsprocessen og synsoplevelsen, vil der
dog stadigvæk kun være tale om nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare
mønstre, databærende mønstre kunne man sige. Men hvordan forholder det sig med
'afkodningen' eller 'tolkningen' af disse mønstre? For afkodet eller tolket
bliver disse, idet synsopfattelsen jo vitterligt viser os en umådeligt stor
synlig verden af former og farver, af sten og planter, dyr og mennesker osv. Og
ikke kun et lille nethindebillede på cirka 2-3 centimeter i diameter, som
ovenikøbet er vendt på hovedet! - Denne store verden bliver tilmed bekræftet af
vores fysiske krops bevægelses- og følesans. Den krop, hvoraf vi ser og
opfatter det meste, bortset fra, at øjnene ikke direkte kan se sig selv og
deres egen placering i ansigtet. Det kan kun ske ved, at personen kigger i et
spejl.
Hvilken konklusion vil der så overordnet set kunne
drages af de netop fremførte oplysninger og betragtninger? - Jo, kort fortalt
den hovedkonklusion, at vores opfattelse og oplevelse af os selv i form af en
fysisk krop og af dennes omverden, er af en anden natur og karakter end det, vi
almindeligvis forstår ved den fysiske sanseverden. Hvad er da denne anden natur
eller karakter? - Jo, det er individets, mere præcist jegets bevidsthed. Men om
man vil kaldte bevidsthedens verden for at være af åndelig natur og karakter,
eller man vil foretrække at kalde den for værende af en parafysisk natur og
karakter, må blive en smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her blot forstås
som en natur ved siden af eller over den fysiske natur. Hermed er vi kommet frem
til en hypotese, som vi skal se lidt nærmere på i det følgende.
Den hypotese, som der her skal gøres rede for,
forholder sig noget anderledes til individet end tilfældet er for natur- og
humanvidenskaben. Som allerede antydet i indledningen til denne artikel, så
anskuer de sidstnævnte individet udelukkende ud fra den forhåndsantagelse, at
dette helt igennem kun udgør en fysisk størrelse, idet det menes kun at befinde
og udfolde sig indenfor det såkaldte fysiske rum-tid-kontinuum, hvilket især
vil sige, at individet er undergivet den fysiske materies kræfter,
lovmæssigheder og vilkår, og at denne omstændighed er det eneste reelle
grundlag og den eneste faktiske årsag til individets eksistens, herunder også
til dettes bevidsthed og bevidsthedsliv.
Denne opfattelse af individet og af de levende væsener
i det hele taget er i henhold til den danske tænker og intuitionsbegavelse
Martinus, så langt fra den reelle virkelighed som vel muligt. Det vil sige, når
det levende væsen og herunder individet anskues på baggrund af et såkaldt
kosmisk perspektiv, ifølge hvilket verden ikke kun udgør en fysisk realitet,
men samtidig også en over-fysisk eller såkaldt åndelig realitet. Ja, for at
sige det ligeud, så er Martinus af den veldefinerede og velbegrundede
opfattelse, at den fysiske materies verden i virkeligheden er afledt af
tilværelsens åndelige eller psykiske faktorer, kræfter og lovmæssigheder. Denne
omstændighed udmønter sig i en opfattelse og anskuelse af det levende væsen
eller individet som et åndeligt væsen med både en åndelig eller parafysisk og
en fysisk organisme. Dette forhold viser sig også, når det drejer sig om
sanseoplevelser og sanseillusioner, som de ovenfor omtalte og beskrevne.
Helt basalt og generelt er det nok ikke for meget at
sige, at de allerfleste mennesker har den opfattelse, at bevidsthed og hjerne
stort set er identiske begreber, for det har man lært i skolens timer med
anatomi, fysiologi og biologi. I en del ældre fagbøger kan man ligefrem læse
udtryk, som f.eks. at "hjernen er sæde for bevidstheden" eller
"Bevidstheden har sæde i hjernen", lidt upræcise udtryk, som skal
indikere, at bevidsthed og hjerne er to sider af samme sag. I nyere og især
nyeste tid har opfattelsen indirekte fået støtte af hjerneforskningen, som ved
hjælp af neuropsykologiske tests og Magnetic Response-scanning af hjernen,
forkortet MR-hjernescanning, ser ud til at have fastslået den nære forbindelse,
der er mellem fysiologiske hjerneprocesser og bevidsthedslivet. Ved sidstnævnte
forstås især de sanseindtryk, forestillinger, tanker, følelser, viljesudtryk og
beslutninger mm., eller kort og godt de mangeartede oplevelser, som optræder
eller fremtræder indenfor rammerne af det, man kunne kalde bevidsthedsfeltet.
Men at anatomiens, fysiologiens, biologiens og specielt
neuropsykologiens tilsyneladende videnskabeligt funderede og verificerede
opfattelse af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, nemlig at bevidsthedslivet
basalt genereres i og af hjernen, ikke kan stå for en nærmere og uvildig
prøvelse, har jeg som allround amatørforsker efter evne søgt at påvise i
adskillige artikler her på hjemmesiden. Til det formål har jeg i særlig grad
henholdt mig til den opfattelse af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, som
forefindes i Martinus' kosmologi, nemlig med den begrundelse, at sidstnævnte i
højere grad inddrager et større spekter af data, end tilfældet er med de nævnte
videnskabelige discipliner. Dette større spektrum involverer nemlig også
erkendelsesmæssige forhold, hvilke er uundgåelige og nødvendige aspekter af en
fuldstændig og til bunds gående undersøgelse af fænomenet livsoplevelse i
almindelighed og forholdet mellem sjæl og legeme problemet, subsidiært
bevidsthed og hjerne problemet, i særdeleshed.
Et stort paradoks:
Hjerneforskningens dilemma
Hjerneforskningens reduktionisme fortsætter stadig og
stort set uanfægtet med at promovere opfattelsen af forholdet mellem hjerne og
bevidsthed, subsidiært mellem legeme og sjæl. Denne promovering sker ikke
mindst via medierne, herunder de elektroniske medier. Senest har man her i
Danmark i DR TV2 søndag den 22. april 2012 kunnet se et genudsendt to-delt
program om det nævnte emne. Heri fremførte en hjerneforsker sin paradoksale og
skråsikre opfattelse af, at fænomener som f.eks. nærdødsoplevelser og
ud-af-kroppen-oplevelser blot skyldtes kemiske påvirkninger, bl.a. i form af
dopamin, i bestemte hjernecentre.
Såkaldt para-normale oplevelser kan også fremkaldes ad
anden kemisk vej, nemlig ved indtagelse eller indgivelse af spiritus eller
narkotiske stoffer af forskellig slags, som f.eks. kokain, heroin, ecstasy,
hash, m.fl. Disse stoffer doper hjernen og giver i bedste fald nogle euforiske
og ekstatiske oplevelser og i værste fald fremkalder de angst, frygt eller
aggressioner og forvrænger generelt hjernens formidling af virkeligheden.
Paradokset består hovedsagelig i, at man i henhold de
nævnte hjerneforskeres foreløbige forskningsresultater og udsagn må konstatere,
at hjernen, som de identificerer med bevidstheden, personligheden og jeget,
åbenbart siger til sig selv, at fænomener som f.eks. nærdødsoplevelser og
ud-af-kroppen-oplevelser bare er nogle bevidsthedsforestillinger om nogle
illusoriske ledsagefænomener til de reale kemisk-elektriske processer, som
hjernen på grund af sin uvidenhed, det vil formentlig sige mangel på synapser,
fortolker og oplever, som om der er tale om oplevelser af objektive og
virkelige forhold.
Det synes fortsat ikke et øjeblik at undre de samme og
i øvrigt dygtige hjerneforskere, at de kemisk-elektriske processer i hjernen i
det hele taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som vel at
bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de kemisk-elektriske
processer i sig selv. Neurovidenskaben i almindelighed og hjerneforskerne i
særdeleshed ser stadig ingen grund til at antage og betragte bevidstheden eller
psyken som et selvstændigt fænomen eller energisystem. Man føler sig angiveligt
overbevist om at vide, at hjernen repræsenterer bevidsthed og psyke, for andet
har man i hvert fald indtil videre ikke kunnet finde via sine strengt
videnskabelige undersøgelser og eksperimenter.
Men her kunne man måske have lov til at indvende, at
neuropsykologerne og hjerneforskerne ikke har kunnet eller kan se skoven for
bare træer. Eller sagt mere konkret: Man kan ikke se psyken eller subjektet,
fordi det er denne eller dette, der via hjernen foretager undersøgelserne og
eksperimenterne. Man kan heller ikke se disse vigtige og nødvendige instanser,
selvom de sproglige udsagn: "min hjerne" eller "jeg har en
hjerne" implicit antyder, at der må være tale om et 'ejendomsforhold',
altså om et jeg, der har eller ejer en hjerne, som er en overordnet instans i
den fysiske organisme, som ligeledes tilhører jeget.
Neuropsykologerne og hjerneforskerne fokuserer og
udadretter med andre ord - men vel at mærke af historiske og traditionelle
grunde - ensidigt deres egen bevidsthed eller psyke på de
fysisk-kemisk-elektriske processer, der foregår i hjernen hos forsøgspersonerne,
og tolker og identificerer disse processer som årsager i stedet for som
ledsagende virkninger. Når de gør det, skyldes det så vidt jeg kan se, at de
apriori går ud fra, at der ikke eksisterer andet eller mere, end den fysiske
materie, mere specifikt de fysiske sanser og de fysiske naturlove. Åndsevnerne
instinkt, følelse, intelligens, intuition og hukommelse betragtes ikke som
sanser, men ses blot som produkter af og ledsagefænomener til hjernens
fysiologiske processer. Men dette er og forbliver en apriori antagelse, som
viser sig ikke at kunne stå for en fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk
prøvelse. Sagen er i virkeligheden den, at bevidsthedens eller psykens problem
kun kan løses ad den introspektive erkendelses vej. Og det uanset om man er
videnskabelig forsker eller læg iagttager.
Det, neuropsykologer og hjerneforskere blandt andet
mangler at erkende og forstå, er, i hvert fald i henhold til min opfattelse af
forholdet, at den i øvrigt helt fantastiske fysiske hjerne 'kun' er et nødvendigt
interaktivt mellemled mellem den fysiske omverden og bevidstheden eller psyken.
Desuden at sidstnævnte kan opfattes og defineres som et energisystem, der kun
delvis er afhængigt af den fysiske krop og hjerne, men som er så relativt
energisvagt på grund af karakteren eller substansen af de åndelige eller
psykiske energier, at det ikke kan kommunikere eller interagere direkte med den
fysiske omverden eller de fysiske energier. Derfor er den fysiske hjerne og
centralnervesystemet det redskab eller nødvendige instrument, der gør en sådan
kommunikation og interaktion mulig.
Den nævnte kommunikation og interaktion mellem psyken
og den fysiske krop, subsidiært hjernen, er kvalificeret påvist og grundigt
gennemanalyseret af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus, fulgt op
af hans elev Per Bruus-Jensen i dennes værker, som netop søger at bygge bro
mellem naturvidenskab og åndsvidenskab, sådan som læsere af min hjemmeside vil
vide. Men her skal i øvrigt efterfølgende argumenteres nærmere for gyldigheden
af Martinus' såkaldt kosmiske analyser blandt andet vedrørende krop og psyke,
som det for resten også allerede er blevet gjort i form af en lang række
artikler her på hjemmesiden, som jeg derfor må henvise til.
Men foreløbig må vi spiritualister altså affinde os
med, at neuropsykologien og hjerneforskningen ikke har fundet nogen grund til
at inddrage opfattelsen af psyken som et selvstændigt energisystem i sine
grundige videnskabelige undersøgelser og eksperimenter, og det til trods for,
at en anerkendt dybdepsykolog som C.G. Jung har påvist psyken som et sådant
selvstændigt energisystem. Vi må trøste os med, at den etablerede og
kanoniserede videnskabs opfattelse af og konsensus om den fysiske materies og
den naturvidenskabelige metodes overordnede værdi og betydning, er foreløbig,
og at den på et tidspunkt ude i fremtiden vil blive erstattet af et
paradigmeskift med et større helhedssyn.
Begrebet og fænomenet
bevidsthed
I almindelig psykologisk forstand defineres bevidsthed
som en samlebetegnelse for de forskellige former for oplevelse, opmærksomhed
eller opfattelse, mere præcist som oplevelse og opfattelse af omverdenen i form
af sanseindtryk, og af individets egen indre verden af forestillinger, tanker,
følelser etc., hvilket kort og godt vil sige bevidsthedstilstande. Men begrebet
og fænomenet bevidsthed omfatter også de meninger, teorier og synspunkter, der
knytter sig til et bevidst væsen, og endelig også som selvbevidsthed, hvorved
kort forstås individets bevidsthed om sig selv og sin egen og for resten ikke
sjældent overdrevne betydning.
Indenfor rammerne af Martinus' kosmologi kan og skal
fænomenet bevidsthed ses i relation til hans analyser af, hvad det er, der ikke
kun konstituerer mennesket, men i videre forstand det levende væsen, hvilket i
videste forstand vil sige alle levende væsener. Dette væsen udgør i henhold til
Martinus et treenigt princip i form af et jeg, en bevidsthed og en organisme,
men forstået sådan, at jeget udgør den overordnede instans i forholdet, medens
bevidstheden forekommer i form af en overbevidsthed og en underbevidsthed, og
organismen er det interaktive redskab, individet via sin bevidsthed betjener
sig af. Den væsentlige karakteristik for et levnede væsen, mennesket inklusive,
er, at det sanser, oplever og manifester sig i form af handlinger. Imidlertid
fremhæver Martinus, at sansning ikke - som det er almindeligt at tro og mene -
er en passivt receptiv proces, men tværtimod en proces, der forudsætter og
kræver et betydeligt moment af skabende virksomhed, om end i hovedsagen en
automatisk skabende virksomhed. Dette er en del af baggrunden for, at Martinus
også betegner bevidstheden som det levende væsens skabeevne, men altså som en
evne, der forudsætter og er betinget af et intimt samarbejde mellem de ovenfor
nævnte tre instanser. Denne skabeevne ligger også til grund for sansning, som
igen udgør grundlaget for fænomenet oplevelse, og herom skriver Martinus bl.a.
følgende:
(Citat) 254. Da alt, hvad der kommer ind under begrebet
"oplevelse", kun kan eksistere som identisk med vibration eller
bevægelse, vil hele verdensaltet i sin detaljering være identisk med et
uendeligt ocean af energi- eller bevægelseskombinationer, stråler og bølger,
der hver især, efterhånden som de opleves af det levende væsen, kommer til at danne
et nyt billede i det billedgalleri, der i den daglige tilværelse kendes som
identisk med dets "bevidsthed". [...] Citat slut) (Martinus: Livets
Bog 1, stk. 254.)
Stærkt forenklet sagt, opfatter Martinus altså
bevidsthed som et "mentalt billedgalleri", mere præcist i form af
mentale forestillinger, som naturligvis i større eller mindre grad er forbundet
med tanker og følelser. Men der hører selvfølgelig meget andet og mere til, for
at kunne begribe og forstå, hvad bevidsthed er og omfatter. Dette emne er da i
virkeligheden også så kompliceret og omfattende, at det ligger udenfor rammerne
af en artikel som denne at gøre forsøg på at give en bare nogenlunde dækkende
beskrivelse af det. Dog skal her tilføjes, at følgende psykologiske energier
eller -evner er mere eller mindre virksomme i individets bevidsthed, nemlig
instinkt, tyngdeenergi (dynamisk energi), følelse, intelligens, intuition og
hukommelse, og som drivkraften eller motivationsfaktoren bag disse evner eller
energier ligger et fænomen eller en kraft, som Martinus betegner som urbegæret,
der defineres som et uspecificeret grund-begær efter oplevelse eller mere
præcist efter livsoplevelse. Dette urbegær udgør grundlaget for alle specifikke
former for begær, vilje og ønsker, men vel at mærke styret af en serie såkaldte
kosmiske (også kaldet guddommelige) skabeprincipper. Disse er automatisk
virkende lovmæssigheder, som alle og alt er undergivet.
Der er i henhold til Martinus endvidere det specielle
ved det levende væsens bevidsthed, at denne i lighed med den guddommelige
bevidsthed er struktureret i en overbevidsthed og en underbevidsthed, hvoraf
førstnævnte udgør et højpsykisk kraftfelt, der er præget af en serie såkaldte
universelle eller kosmiske skabeprincipper, som ligger til grund for
overhovedet al det levende væsens skabelse (manifestation) og livsoplevelse
(sansning), mens den sidstnævnte, underbevidstheden, udgør en psykisk organisme
i form af seks sjælelige organsystemer eller legemer. I praksis udgør underbevidsthedens
seks organsystemer i virkeligheden seks åndelige legemer. Til en nærmere
forståelse af disse åndelige legemer kan her henvises til artiklerne H1-30. Jegets evige energikilder. - om
de kosmiske grundenergier, og H1-31.
Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes
kombinationer.
Set i kosmologiens perspektiv er det levende væsens
eksistens og evige liv behersket og styret af dets overbevidsthed, der som
nævnt grundlæggende er repræsenteret ved de herunder nævnte kosmiske
skabeprincipper, hvoraf der regnes 8 hovedskabeprincipper og 7 særligt vigtige
variantprincipper. Her skal vi dog nøjes med skematisk at nævne de omhandlede
15 skabeprincipper:
For hovedskabeprincippernes vedkommende drejer det sig
om følgende i alt 8 betegnelser:
1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip
2. Livsenhedsprincippet
3. Kontrastprincippet
4. Perspektivprincippet
5. Bevægelsesprincippet
6. Talentkerneprincippet
7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
8. Verdensgenløsningsprincippet.
De i det følgende nævnte skabeprincipper udgør i
realiteten 'kun' varianter af hovedskabeprincipperne, og vil som sådanne
omtrent umiddelbart kunne sammenholdes med disse. De 7 variantprincipper er
følgende:
1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet. Variant af
hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
2. Stofenhedsprincippet. Variant af hovedskabeprincip
nr. 2: Livsenhedsprincippet
3. Sult- og mættelsesprincippet. Variant af
hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet
4. Opbygnings- og nedbrydningsprincippet. Variant af
hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet
5. Skæbne- eller karmaprincippet. Variant af
hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip nr. 6:
Talentkerneprincippet
6. Reinkarnationsprincippet. Variant af
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og hovedskabeprincip nr. 7:
Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
7. Forældre- og beskyttelsesprincippet. Variant af
hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
De ovenfor nævnte femten skabeprincipper eller
universelle guddommelige lovmæssigheder for al sansning (livsoplevelse) og
manifestation (skabelse), og for overhovedet al indvikling så vel som
udvikling, kort sagt for tilværelsen i det hele taget, er tilsammen
repræsenteret ved tilværelsens grundlæggende og overordnede, højpsykiske
generalenergi: moderenergien. Det er i kraft af denne generalenergi, at Jeget
er i stand til at udspalte, styre og regulere de seks kosmiske grundenergier
eller grundformer for kvalitativ bevægelse. (Note 12)
Det skal dog skyndsomst tilføjes og pointeres, at set i
ét-livs-hypotesens perspektiv, har
individet kun sit ene jordiske liv til sin rådighed, hvorfor hovedskabeprincip
nr. 6: Reinkarnationsprincippet følgelig ikke er gyldigt, idet individet jo er
et dødeligt væsen uden en fortidig tilværelse.
Det jordiske menneskes primære legeme udgøres altså af
det fysiske legeme, men samtidig er individet gennem dettes hjerne- og
nervesystem forbundet med de endnu spædt udviklede åndelige legemer, gennem
hvilke dets åndelige funktioner befordres og udløses. Disse åndelige funktioner
eller evner og legemer udgøres i hovedsagen af følelsesevnen og
følelsescentret, intelligensevnen og intelligenscentret, intuitionsevnen og
intuitionscentret, og hukommelsesevnen og hukommelsescentret. Men da disse
åndelige funktioner, som Martinus betegner som værende af elektrisk beslægtet
natur, kun kan blive fysisk udløste via et lednings- eller antennesystem,
findes et sådant netop i form af individets hjerne- og nervesystem. Dette
system består altså dels af fysiske energier og dels af åndelige energier eller
energibølger, hvorved individet sættes i stand til at komme i kontakt med
reaktionen af den vekselvirkning, der foregår mellem dets fysiske legeme og
grundenergierne, som jo er den virkelige basis for individets livsoplevelse og
manifestation. Den nævnte reaktion har altså reelt set karakter af elektrisk
beslægtede energibølger i hjernen og nervesystemet. I fysiologien betegnes
disse energibølger som fysisk-kemisk-elektriske reaktioner i hjerne- og
nervesystemet, en betegnelse, som stemmer godt overens med Martinus' forklaringer
på sanse- og oplevelsesprocessen. Men hermed hører overensstemmelsen også op,
for hvor naturvidenskaben i almindelighed og hjernefysiologien i særdeleshed
udelukkende opfatter fænomenerne og processerne som fysisk-kemiske, dér hævder
Martinus, at der samtidigt også er tale om over-fysiske kemiske fænomener og
processer. Dette pointerer han også i Livets Bog I, stk. 224, idet han
fremfører det synspunkt, at når menneskene i almindelighed og videnskaben i
særdeleshed ikke er i stand til at observere individets fornemmelser længere
end ind i hjerne- og nervesystemet, skyldes det, at individets åndelige sanser
og evner endnu kun befinder sig på det stadium, som det fysiske legeme befandt
sig på, dengang det under evolutionen endnu ikke var i besiddelse af fysiske
sanser, som f.eks. syn, hørelse etc.
Apropos begrebet og fænomenet stadium, så refererer
dette jo umiddelbart til flere stadier, mere præcist til, hvad der med rette
betegnes som udviklingsstadier, både i fysisk biologisk og i mental eller
bevidsthedsmæssig forstand. Det emne skal vi se lidt nærmere på i det følgende.
Herefter skal anføres et citat fra artiklen 4.68. Livet er et under - nogle tanker
over livsunderet:
Undfangelsen og
fosterudviklingen
Som gode illustrerende eksempler på livets
forunderlighed og dets fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed, kan
undfangelsen og fosterudviklingen tjene, især da ethvert nogenlunde begavet
menneske omtrent umiddelbart kan indse, at der virkelig er tale om noget højst
fantastisk i og med de nævnte to fænomener. Dertil har en efterhånden righoldig
litteratur, og ikke mindst fotografier og film- og videooptagelser, formentlig
også bidraget.
Undfangelse eller på latin konception, består kortest
fortalt i den hændelse eller situation, hvorunder kvinden bliver gravid eller
påbegynder et svangerskab, hvilket biologisk set betyder, at en ægcelle i
kvindens indre kønsorganer befrugtes af en sædcelle eller på latin spermatozo.
Under normale omstændigheder vil en udvikling af det foster, der som
fuldtudviklet barn skal fødes, blive påbegyndt.
Imidlertid kræves der en række forudsætninger og
betingelser opfyldt, for at først og fremmest undfangelse kan finde sted. Og
det er allerede i denne forbindelse, at det forunderlige ved livet viser sig,
nemlig i form af en kønsmoden kvindekrop og en ligeledes kønsmoden mandekrop. Idet
vi her ser bort fra den bevidsthedsmæssige eller psykologiske side af sagen,
betyder det i begge tilfælde primært anatomisk og fysiologisk egnede
organismer, men vel at mærke af hver sit køn, nemlig henholdsvis hunkøn og
hankøn. De to organismer viser sig nemlig fra naturens side at være udviklet og
indrettet med det formål, via en indbyrdes vekselvirkning i form af samleje, at
forplante sig og dermed videreføre arten eller slægten. For at det skal kunne
ske, er mandens organisme udstyret med de såkaldte ydre og indre
forplantningsorganer, hvilket vil sige penis og kønskirtler, kaldet testikler,
samt prostata. Disse organer er delvis styret af nervesystemet og delvis af
hormoner, især af det overordnede hormon, som dannes i hjernen, mere præcist i
hypofysen, og via blodbanen sendes til kønskirtlerne i scrotum (pungen), hvor
sædcellerne dannes og modnes. (Citat slut)
Længdesnit gennem mandens bækken visende urin- og
kønsorganer, X 1/2, 1. bugmuskulatur; 2. symfyse; 3. børste, stukket ind gennem
sædlederens udmundingssted i urinrøret; 4. bughinde; 5. urinblære; 6.
livmoderrudiment; 7. sædblære; 8. urinlederens indmunding; 9. krøs med
krøstarm; 10. korsben; 11. endetarmsfold; 12. haleben; 13. endetarmens glatte
muskulatur; 14. endetarm; 15. ydre, tværstribede lukkemuskel; 16. bækkengulvets
forreste del; 17. urinrørets 'hindeagtige' del: 18. muskler der fæster penis
til bækkenets underkant; 19. testikel; 20. pung; 21. karnet, der fortsætter sig
i sædstrengen; 22. urinrørets yderste, udvidede del; 23. penishovedet; 24.
forhud; 25. urinrørets kavernøse legeme; 26. urinrør; 27. penis' kavernøse
legeme; 28. blærehalskirtlen (prostata); 29. vene. (Efter Sobotta) Kilde:
MENNESKETS ANATOMI OG FYSIOLOGI. Med Grundtræk af Fosterlæren. Af P. Brandt Rehberg, Professor, dr. phil., C.
M. Steenberg, Professor dr. phil. Under medvirken af: Helge Volsøe, Lektor, dr. phil. 3.
Udgave. C. A. Reitzels Forlag - København 1952.
På komplementær og kompletterende måde, er kvindens
organisme også udstyret med ydre og indre forplantningsorganer, hvilket i dette
tilfælde vil sige kønslæber, klitoris, skede, æggestokke og livmoder, og i
principiel lighed med mandens forplantningsapparat, er kvindens forplantningsapparat
også delvis styret af nervesystemet og delvis af hormoner, i det sidstnævnte
tilfælde af æggestokkenes såkaldt gule legemer. Det overordnet styrende hormon
dannes også i dette tilfælde i hypofysen og sendes via blodbanen til
kønskirtlerne i form af æggestokkene. Det overordnede hormon er ens for både
hundyr og handyr og dermed også for kvinder og mænd.
Vedr. de kvindelige kønsorganer, som ses på
illustrationen: Længdesnit gennem midten af kvindens bækken, visende urin- og
kønsorganerne, X 1/2: 1. Det brede moderbånd; 2. æggestokkens nedre
fasthæftningsbånd; 3. æggeleder; 4. æggestok; 5. æggelederens udvidede del; 6.
æggestokkens ophængningsbånd; 7. urinleder; 8. æggeledertragt; 9. korsben; 10.
haleben; 11. endetarmsfold; 12. endetarm; 13. længdefolder i endetarmens ydre
del; 14. endetarmens ydre, tværstribede lukkemuskel; 15. indre, glatte
lukkemuskel; 16. gat (anus): 17. bækkengulvets forreste del; 18. skedens
åbning; 19. de ydre, 20. de indre skamlæber; 21. clitoris; 22. skeden;
23.urinrør; 24. urinblære; 25. symfyse: 26. bughinde; 27. livmoder; 28.
bugmuskulatur; 29. det runde moderbånd. (Efter Sobotta) Kilde: MENNESKETS
ANATOMI OG FYSIOLOGI. Med Grundtræk af Fosterlæren. Af P. Brandt Rehberg, Professor, dr. phil., C.
M. Steenberg, Professor dr. phil. Under medvirken af: Helge Volsøe, Lektor, dr. phil. 3.
Udgave. C. A. Reitzels Forlag - København 1952.
Her skal der lige tilføjes et par bemærkninger til
ovenstående billedtekst. For det første er ordet 'skamlæber' i nyere tid
ombyttet med ordet 'kønslæber', fordi der jo reelt set ikke er grund til at
skamme sig over naturlige anatomiske forhold og funktioner. Ordet 'symfyse'
betyder den bruskede ledforbindelse mellem kønsbenene (tidligere betegnet som
'skambenene')
Men først og fremmest er der jo virkelig grund til at
undre sig, både over den anatomiske og den biologiske så vel som den
fysiologiske side af forplantningen. Tænk, hvor forunderligt og på sin vis
overraskende det er, at den mandlige og den kvindelige organisme og ikke mindst
disses kønsorganer er indrettet, så de normalt passer til hinanden, både fysisk
og fysiologisk. Tænk, at mandens penis, som normalt er slap og hænger nedad,
kan erigeres og blive stiv, så den lettere kan føres ind i kvindens skede, som
normalt ved samme lejlighed er blevet blødgjort og fugtig. Alene disse forhold
viser jo, at der er tale om en overordnet faktor, som har udvirket, at det
forholder sig sådan. Det har naturvidenskaben og specielt biologien sit bud på,
nemlig at der er tale om evolutionær tilpasning på basis af naturlovene, og det
samme har f.eks. Martinus et mere omfattende bud på, idet han påviser, at der i
og med den evolutionære udvikling og tilpasning er tale om en skabelsesakt,
hvilket vil sige, om en udvikling med et bevidst og hensigtsmæssigt formål for
øje. Den nævnte overordnede faktor er derfor set i Martinus-perspektiv den
guddommelige skaber, som vi mennesker kender under forskellige navne: Gud,
Brahman, Jahve, Allah, eller hvilket navn denne tilværelsens urkraft og højeste
væsen end kendes og tilbedes under.
Men alene dannelsen af ægcellerne i æggestokkene og af
spermacellerne i testiklerne, er i sig selv en så fantastisk biologisk og
fysiologisk proces, at denne i sig selv giver anledning til forundring og
beundring. Selve denne proces skal vi dog ikke komme nærmere ind på her, men i
stedet gå over til en kortfattet beskrivelse af den nok så mirakuløse proces,
som sættes i gang efter at ægcellen har passeret gennem æggelederen og ind i
livmoderen, i hvis slimhinde ægget lejrer sig. Men før ægcellen er nået så
langt i sin i forhold til dens størrelse lange rejse fra æggestok gennem
æggelederen og til livmoderen, kan ægcellen være blevet befrugtet allerede i
æggelederen. Befrugtningen af ægcellen vil normalt være foregået som en følge
af samlejet mellem mand og kvinde, og det er denne naturlige proces, vi vil gå
ud fra her.
At en ægcelle er blevet befrugtet, vil sige, at en
sædcelle er trængt ind i ægcellen og så at sige smelter sammen med denne. Noget
af det forunderlige, der sker ved denne sammensmeltning mellem ægcelle og
sædcelle er nok især, at sædcellen tilføjer ægcellens hunlige kromosomer et
antal hanlige kromosomer. Kromosomerne er bærere af arveanlæggene, de såkaldte
gener, som igen består af det højst forunderlige og såkaldte DNA-molekyle, der
igen består af atomer, som atter består af elementarpartikler. Men af et
fosters arveanlæg vil normalt halvdelen af dets arveanlæg være fra kvinden og
den anden halvdel af arveanlæggene fra manden. Arveanlæggene bestemmer normalt
både den fysiske statur, køn og individets karakteregenskaber. (11)
Menneskefoster, 4 mm langt og 24-25 dage gammelt,
visende svælgbuer, svælgspalter (gællespalter), en lang hale og pladeformede
anlæg til lemmerne, x ca. 15. bk bækkenregion; be benanlæg (anlæg til armen er
en lav trekantet plade midt på legemet); h hjertefremspring; mh midthjerne
(issebøjning); ns navlestreng; ok overkæbeanlæg (bag ved dette underkæbe-,
tungebens- og gællebuer); øb øje. (Efter Rabl). Kilde: Menneskets Anatomi og
Fysiologi. Med Grundtræk af Fosterlæren. Af P. Brandt Rehberg, professor,
d. phil., C.M. Steenberg, professor, Dr. phil. Under redaktion af Helge Volsøe, lektor, dr. phil. C.A.
Reitzels Forlag, København 1952.
Den efter undfangelsen følgende fosterudvikling er
virkelig et af livets store mirakler, hvorunder en ganske lillebitte ægcelle
vokser og deler sig i stadig flere celler, for under normale forhold til sidst
at ende som et fuldt udviklet foster. Denne proces tager i menneskets tilfælde
normalt 9 måneder, før fostret er fødselsmodent. I løbet af fosterudviklingen
gentager eller repeterer fosteret i princippet artens eller slægtens biologiske
udvikling fra de ældste tider og helt op til nutiden, en repetition, der
faktisk også fortsætter under den videre udvikling efter fødslen, nemlig i form
af barndom, ungdom, manddom og alderdom, i princippet svarende til
døgnkredsløbets morgen, formiddag, middag og aften/nat, og ligeledes til
årstiderne på vore breddegrader: vinter, forår, sommer og efterår. Til denne udvikling
hører endvidere en repetition af artens eller slægtens kulturelle historie,
samt en repetition af individets egen personlige fortidige historie. (12)
Fosterudviklingen hos dyr og mennesker er et godt
eksempel på, hvad repetitionsprincippet drejer sig om. På illustrationen, som
skal læses lodret, ses tre stadier i fosterudviklingen hos henholdsvis fisk,
skildpadde, ko og menneske. Som det umiddelbart fremgår, er ligheden slående
mellem de fire forskellige arters tidligste stadium, og for de tre sidstnævnte
arters vedkommende også i mellemste stadium. For disse tre arters - og mange
andre arters - vedkommende, sker differentieringen først på et senere stadium,
hvor man tydeligt kan se karakteristiske forskelle mellem arterne. Tegning af
Jakob Koch (c) 2006.
Som det i øvrigt fremgår af ovenstående tegning af
fosterudviklingen hos mennesket (den lodrette række yderst til højre), ses det,
at fosteret både i det tidlige og i mellemstadiet har en hale, hvilket
indikerer, at mennesket også anatomisk set nedstammer fra dyrene og dermed
tilhører dyreriget. Hos det fuldbårne og fødselsmodne foster vil halen dog
normalt kun udgøre et rudimentært vedhæng til rygsøjlen, men som ikke er synligt
udenpå kroppen.
Herover ses en tegning af det
fuldbyrdede resultat af 9 måneders fosterudvikling i kvindens livmoder, nemlig
det omtrent nyfødte barn, der, som det ses, i dette tilfælde er en pige.
Tegning (c) 1990 Harry
Rasmussen.
Imidlertid er mennesket jo andet og mere end den
fysiske krop, også selvom hjerneforskningen og neuropsykologien - i hvert fald
indtil videre - betragter bevidstheden eller psyken som et uselvstændigt
biprodukt af hjernens funktioner. Man mener med andre ord, at psykologien i
hovedsagen kan forklares med hjernens anatomi og fysiologiske processer. Men
for at vide, hvad der menes med begreberne bevidsthed og psyke, vil vi her
kredse os nærmere ind på disse for os levende væsener så betydningsfulde og
afgørende fænomener. Det er jo bevidstheden eller psyken, der gør os til
mennesker, frem for dyrene, som - med primaterne som en delvis undtagelse - jo
'kun' har instinktstyret bevidsthed, som dog også er en form for bevidsthed.
Det er også bevidstheden, der gør, at vi i det hele taget oplever livet og
verden, ligesom det er den, der bevirker, at jeg kan tænke og skrive disse
linjer.
Bevidsthed vil kortest defineret sige dette, at man,
individet eller subjektet, er bevidst om noget. Bevidstheden kan være mere
eller mindre udadrettet mod omverdenen via sanserne, eller mere eller mindre
indadrettet mod tanke- og følelsesaktiviteterne, eller en blandet bevidsthed om
begge dele samtidigt. Rent organisk er bevidstheden fysisk set primært
lokaliseret til hjernen, men er så at sige også 'til stede' i den øvrige del af
kroppen, hvis dele vi derfor generelt er mere eller mindre bevidst om, idet vi
dog er i stand til at rette bevidstheden - opmærksomheden - til eller mod stort
set et hvilket som helst lokalområde af kroppen. Det tænker vi i reglen ikke så
meget over i hverdagen, men kun hvis det klør, svier, klemmer, føles særlig
koldt eller varmt eller gør direkte ondt et eller andet sted på eller i
kroppen.
Nok så interessant er fænomenet søvn, idet denne jo
midlertidigt og i bedste fald helt fjerner bevidstheden om kroppen og dennes
funktioner. Det forekommer derfor sandsynligt, at bevidstheden må have en slags
sæde eller et lokalt center i hjernen, som så at sige både kan lukke op og af
for den grundfunktion, der betegnes med ordet og begrebet bevidstheden. Dette
søvncenter menes at være lokaliseret i den del af hjernen, der kaldes for
hypothalamus, som mere præcist er lokaliseret i storhjernens indre, hvor det
område af hjernen overordnet regulerer og kontrollerer funktionen af kroppens
indre organer via sin indflydelse på hypofysen, som ligger lige under
hypothalamus. Hypofysen er en kirtel med indre sekretion af hormoner, der er
afgørende for bl. a. legemsvæksten, kønsmodningen og stofskiftet
Men nok så bemærkelsesværdigt og interessant er det, at
i forbindelse med søvn forekommer drømmetilstanden. Det vil sige den
bevidsthedstilstand, hvorunder det sovende individ oplever eller eventuelt
genoplever og i vågen tilstand i nogle tilfælde husker mere eller mindre
realistiske drømte bevidsthedsforestillinger.
Den psykologiske og psykiatriske sagkundskab opfatter
generelt set drømme som hallucinationer, hvilket mere præcist vil sige
oplevelser, som hjernen skaber uden en direkte forbindelse eller relation til
det, vi normalt opfatter som virkelighed.
Her er der god grund til også at nævne, at Martinus
definerer drømme som værende "ødelagte beviser på en åndelig verdens
eksistens". Men den opfattelse forudsætter jo, at man mener at der
eksisterer en selvstændig såkaldt åndelig verden. Hvilket der i en vis forstand
gør, nemlig i henhold til den opfattelse, at der findes to former for
energisystemer: fysisk energi og åndelig eller spirituel energi, der eksisterer
sideordnet og interagerer med hinanden. Den opfattelse deles og promoveres i
forbindelse med ét-livs-hypotesen. (Se her afsnittet "Synsprocessen"
tidligere ovenfor, hvori den nævnte problematik forklares nærmere).
Den opfattelse, at drømme basalt er udtryk for
illusioner, hvilket kortfattet vil sige oplevelser, som basalt set ikke har
relation til den fysiske virkelighed, finder man blandt andet også fremragende
udtrykt i den engelske dramatiker Shakespeares skuespil "Stormen"
("The Tempest"). Det sker i Fjerde Akt. Første Scene, hvor
troldmanden Prospero udtaler følgende til kongesønnen Ferdinand:
Du ser urolig ud, min søn, som om
Du var bekymret; vær kun frejdig, ven.
Vor fest er sluttet. De, der trådte op,
Var, som jeg forud sagde, alle ånder
Og løstes op i luft, i flygtig luft.
Og just som dette luftsyns løse svæv
Skal skybelagte tårne, stolte slotte,
Storladne templer, hele kloden selv
Med dem, hvis arvelod den blev, forgå
Og lig hint svundne tant end ikke lade
En sky tilbage. Vi er sådant stof,
Som drømme dannes af; vor smule liv
Omrammes af en søvn. - Ven, jeg er rystet;
Tilgiv min svaghed, thi min gamle hjerne
Er oprørt; æns blot ej min skrantenhed.
Behag, træd ind og hvil dig i min hytte;
Nu går jeg her en vending eller to
At bringe sindets puls til ro.
Citeret med nutids retskrivning efter William
Shakespeare - STORMEN - En Komedie. Oversat og kommenteret af V. Østerberg. J. H.
Schultz Forlag. København 1969.
Det primære og centrale i det citerede tekststykke er
disse ord:
Vi er sådant stof,
Som drømme dannes af; vor smule liv
Omrammes af en søvn.
Hermed ser vi endnu engang ét-livs-hypotesen blive
indirekte postuleret og verificeret.
© November 2020.
Harry Rasmussen.
******************