Det skyldes hjernen!

 

- Også når det drejer sig om seksualitet.

 

For en del år siden lød parolen: ”Det skyldes det sociale miljø!”, senere skiftede parolen til: ”Det ligger i generne!”, og nu lyder den: ”Det skyldes hjernen!” Med disse udsagn har den reduktionistiske natur- og humanvidenskab søgt at få styr på og ’forklare’ eksempelvis menneskets bevidsthed, kønslige orientering, kriminelle adfærd, og meget andet og mere. Imidlertid ser det ud som om, at forskerne forveksler registrering og procesbeskrivelse med årsagsforklaringer på, hvordan og hvorfor det lige præcis hænger sammen, som det i henhold til deres egne iagttagelser og undersøgelser ser ud til at gøre, eller som de i hvert fald mener det gør, ud fra de præmisser og kriterier, de per tradition arbejder på grundlag af. I denne artikel skal vi især se på et nyere eksempel på en hjerneforsker, der ikke et øjeblik synes at være i tvivl om at seksualitet er et rent fysisk-kemisk fænomen, og  at hjernen også er en vigtig fysisk faktor i genereringen af sekuel disposition, herunder homoseksuel orientering.

 

Hvis normal seksualitet har været et problem gennem tiderne, så har fænomenet homoseksualitet været et stærkt kontroversielt problem helt tilbage til den ældste oldtid i menneskets historie. Det fremgår bl.a. af Gamle Testamente, hvor der var dødsstraf for at praktisere homoseksualitet. (3. Mos. 22; 20.13). Homoseksualitet blev betragtet som en dødssynd, en overtrædelse af Guds bud om, at en mand skal holde sig til sin kvinde, og en kvinde til sin mand, thi som mand og kvinde havde han skabt dem. (1. Mos. 26.-28.).

 

Kort historisk tilbageblik

I oldtidens Grækenland var holdningen til homoseksualitet helt anderledes end i den orientalske kultur, idet det ikke var ualmindeligt, at en voksen og tilmed gift mand også havde et seksuelt forhold til en yngling, som var betroet til hans varetægt og opdragelse. Det vides, at socialt højtrangerende gifte mænd, som f.eks. filosoffer, i reglen kun havde seksuelt samkvem med deres koner i forplantningsøjemed, medens de for glædens og fornøjelsens skyld også stod i seksuelt forhold til en af deres unge eller yngre mandlige elever, og det var der ingen, eller i hvert fald kun meget få i samtiden, der tog forargelse af eller fandt hverken syndigt eller uacceptabelt. Tværtimod blev det anset for normalt og naturligt.

     Men med kristendommens udbredelse og indførelse i den vestlige verden, ændredes holdningen til såvel seksualitet som især til homoseksualitet, der i begge tilfælde blev betragtet som ”synd”. For seksualitetens vedkommende, når denne blev brugt til andet formål end forplantning, og for homoseksualitetens vedkommende, fordi denne angiveligt stred imod Guds bestemmelse. Det spillede også en rolle, at kristendommen så det som en uopsættelig opgave, at bekæmpe naturreligionerne, der i reglen hørte ind under kategorien frugtbarhedskulte, og som følgelig dyrkede seksualiteten og i øvrigt også opfattede denne som en sakramental, dvs. hellig kulthandling, med det formål at fremme både jordens, dyrenes og menneskenes frugtbarhed og dermed livets fortsættelse.

 

     Holdningen til seksualiteten skiftede dog omtrent i takt med den stigende sekularisering, idet seksuel aktivitet udenom forplantningsøjemed blev accepteret som en naturlig handling, men homoseksualitet blev dog fortsat betragtet, ikke som syndig, men som unormal og unaturlig, og nærmest opfattet som en psykisk sygdom. Denne holdning lå til grund for bl.a. psykologen Sigmund Freuds opfattelse af homoseksualitet, og han mente derfor at den burde behandles og helbredes, og til det formål mente han at psykoanalyse egnede sig. Det viste sig dog snart, at ”sygdommen” ikke lod sig kurere ad den vej. Som årsager til denne mente Freud, at en drengs forhold til og manglende identifikation med en følelesmæssigt kølig og fjern far, i nogle tilfælde kunne disponere drengen for homoseksuel adfærd. Han mente dog samtidig, at årsagen kunne være et såkaldt Ødipus-kompleks, hvorunder en søns  underbevidste seksuelle forestillinger og følelser giver sig udtryk i et stærkt tilknytningsforhold til moderen, og i et deraf rundet had til eller jalousi overfor faderen. Moderen og dermed kvindekønnet opfattedes som hellig og urørlig, hævet over seksualitetens ’dyriskhed’, hvilket man mente bevirkede, at sønnens seksualdrift ikke rettede sig mod en kvinde, men derimod mod en mand. For lesbiske kvinders vedkommende forekommer tilsvarende et såkaldt elektrakompleks, som indebærer en datters psykologisk bestemte faderbinding og følgelige rivalisering med moderen. Den følelsesmæssige identifikation med faderen eller manden, disponerede efter ’eksperternes’ opfattelse kvindens seksuelle begær i retning af tiltrækning mod kvinder.

 

     I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var det en fremherskende opfattelse, at homoseksualitet var unaturlig og derfor forkastelig. Der var strenge straffe for det, hvis en voksen homoseksuel havde kønslig omgang med unge mænd under 18 år, lige som seksuel omgang med mindreårige (pædofili), det være sig piger eller drenge, både var moralsk forkasteligt og naturligvis strafbart, alene ud fra den betragtning, at det unaturlige forhold ville være skadeligt for den yngre partner. Man mente også, at en dreng eller ung mand kunne forføres til homoseksualitet, enten af en kammarat eller nok så ofte af en voksen homoseksuel mand. I nyere tid drejer problemet sig mere om, hvad der kan være årsag eller årsager til homoseksualitet, om denne evt. er arveligt, genetisk bestemt, om der er tale om påvirkninger af fosteret under svangerskabet, eller om det skyldes miljøets indflydelse, f.eks., at der findes homoseksuelle i familien eller omgangskredsen. I nogle undersøgelser mener man at have fundet belæg for, at seksualitet og dermed også homoseksualitet er delvis arveligt betinget.

     Til trods for de store fremskridt på molekylærbiologiens område, hvor det i de senere år er lykkedes at registrere den menneskelige arvemasse (genomet), råder der dog fortsat stor usikkerhed omkring spørgsmålet om årsagen eller årsagerne til homoseksualitet, ikke mindst fordi det har været vanskeligt at identificere gener, der særskilt regulerer den komplekse og differentierede seksuelle adfærd. Det helt store spørgsmål er i henhold til forskerne, om der rent faktisk findes et specielt ”homoseksuelt gen”, der dels disponerer et individ for at blive homoseksuel, og dels indikerer, at homoseksualitet kan være arvelig. En del forskere er overbeviste om, at seksuel orientering og dermed også homoseksuel orientering, er en medfødt egenskab.

 

    Som afslutning på denne kortfattede og utilstrækkelige historiske gennemgang af seksualitetens historie, skal nævnes, at biologen Charles Darwin var af den opfattelse, at eftersom heteroseksuelle mænd og kvinder har samleje som et led i forplantningen, og derfor er dem, der formerer menneskeslægten, vil de homoseksuelle mænd og kvinder efterhånden uddø, fordi de ikke på normal og almindelig måde er i stand til at sætte afkom i verden. Det skyldes, at de homoseksuelle gener af samme grund ikke vil kunne videreføres. Men bortset fra, at Darwin åbenbart ikke kendte til kunstig befrugtning, viser de faktiske forhold imidlertid, at antallet af homoseksuelle synes at være stigende, eller at dette måske snarere skyldes, at flere og flere ”springer ud”, fordi opfattelsen af homoseksualitet stort set er blevet mere tolerant og accepterende i nyere tid.

 

Hjerneforskning og seksualitet

Det var naturligvis uundgåeligt, at hjerneforskningen ville blive inddraget i spørgsmålene omkring seksualitet og homoseksualitet.  En af de nyeste undersøgelser på hjerneforskningens succesrige gebet, blev omtalt i danske medier den 18. og 19. juni 2008. Det drejer sig om en svensk undersøgelse af forholdet mellem hjernen og seksualitet og mellem hjernen og homoseksualitet, på grundlag af hvilken konklusionen forenklet sagt lyder, at homoseksualitet sandsynligvis er medfødt. Ordet ’sandsynligvis’, fordi det endnu ikke er endegyldigt videnskabeligt fastslået, om homoseksualitet rent faktisk er medfødt.

     Men det er forståeligt, at udsagnet om, at homoseksualitet ikke er et til- eller fravalg, som rabiate intellektuelle fra det homoseksuelle miljø hævdede i 1970’erne, og heller ikke er forårsaget af forførelse, som andre hævdede endnu tidligere, men er en medfødt disposition og skyldes forhold i hjernen, især hilses velkommen af de homoseksuelle selv, primært fordi det understøtter disses selvaccept og antagelig også omgivelsernes accept af homoseksualitet. Men midt i glæden og tilfredsheden overser man efter min mening, at der fra videnskabeligt hold i virkeligheden blot er tale om registrering, beskrivelse og ”baglæns” årsagsforklaring. Det sidste forstået på den måde, at man slutter fra fænomenet homoseksualitet og til, at de registrerede specielle forhold i hjernen, man har iagttaget, må forholde sig til hinanden som henholdsvis virkning og årsag, hvilket vil sige, at de i undersøgelsen beskrevne specielle forhold i hjernen disponerer for homoseksualitet, og eftersom hjernen er medfødt slutter man, at så må homoseksualitet naturligvis også være medfødt. Dette sidste synes også at kunne bekræftes af arvebiologien, omend stadig med nogen usikkerhed.

 

     Her skal indskydes, at den ovenfor nævnte konklusion forholder sig omvendt af, hvad der postuleres indenfor rammerne af f.eks. Martinus’ kosmologi, nemlig at homoseksualiteten bunder dybere end i hjernen og den biologiske arvemasse, og at det i virkeligheden forholder sig sådan, at det er seksualiteten, subsidiært homoseksualiteten, der er årsagen til de specielle forhold i hjernen, så vel som til de gener i arvemassen, der disponerer for seksualitet og homoseksualitet. Disse sidstnævnte udsagn – eller lad os indtil videre kalde det hypoteser – vil den reduktionistiske natur- og humanvidenskab selvfølgelig afvise som værende i bedste fald usandsynlige og i værste fald det rene nonsens. Men før vi her går over til at se på den alternative og end så længe kontroversielle hypotese om, at den kønslige disposition bl.a. kan være årsag til de forhold i hjernen, som beskrives i den undersøgelse, der her skal refereres til, vil vi se lidt nærmere på, hvilke begrundelser den pågældende forsker fremfører til forsvar for sin hypotese om medfødt homoseksuel disposition. For hypotese må der trods alt være tale om, afhængigt af beviserne og – nok så vigtigt – tolkningen af disse. 

 

Tolkningsproblemet

For lige som præmisserne kan være et problem, således kan tolkningen af disse også være det, idet det jo er denne, der i bedste fald medfører konklusionen eller konklusionerne og dermed opfattelsen af et emne eller en sag. Præmisserne kan være opstillet ud fra vedtagne traditionelle kriterier, men tolkningen af disse er i høj grad eller måske endda udelukkende beroende på den eller dem, der fortolker. Beroende på fortolkerens forudsætninger, herunder intelligens, viden og erfaring, og – nok så vigtigt – på fortolkerens idiosynkrasier eller sym- og antipatier. Et forhold og en afhængighed, som fortolkeren måske ikke selv er sig bevidst, men som under alle omstændigheder i hvert fald indvirker ubevidst på den pågældendes tænkning. Det betyder bl.a., at der stilles krav om højeste grad af objektivitet eller fordomsfrihed hos fortolkeren eller fortolkerne. Objektivitet indebærer, at man ikke på forhånd har taget stilling til – og slet ikke at man evt. foretrækker - en bestemt konklusion, frem for en anden og eventuelt helt modsat. Videnskabeligt set bør man derfor som udgangspunkt forholde sig fuldkommen neutral overfor sit emne, bortset fra interessen for eller nødvendigheden af at få dette undersøgt og belyst bedst muligt. Men forskerne er jo først og fremmest mennesker og som sådanne undergivet de samme psykologiske betingelser og vilkår som alle andre.

 

     Med disse forbemærkninger vil vi gå over til at se på, hvad der ligger til grund for artiklen ”Bøsser har kvindehjerner og lesbiske har mandehjerner”, som NYHEDSAVISEN bragte den 18. juni 2008. Den var skrevet af journalist Rasmus Karkov og baserede sig angiveligt på en svensk undersøgelse, som under ledelse af Dr. Ivanka Sevic er blevet foretaget af et forskerteam på Karolinska Institutet i Stockholm. I artiklen refereres til Dr. Ivanka Savic, som iht. omtalen af hende på Internettet i artiklen ”Sagen om Ivanka Savic”, er en ret speciel dame med en påstået kriminel fortid i ex-Jugoslavien, idet den da 77-årige Savic den 21. januar 2004 ved civilretten i Vukovar blev anklaget for folkemord og idømt 4½ års fængsel for krigsforbrydelser, begået i den kroatiske by Vukovar, efter at denne var blevet erobret af den jugoslaviske hær og serbo-kroatiske oprørere i november 1991.

     Ivanka Savic blev oprindelig dømt for folkemord omkring 1992, men appellerede dommen, og nye retssager blev afholdt i 1993 og 1994 i Osijek, som endte med, at anklagen for folkemord blev ændret til ”ansvarlig for krigsforbrydelser mod civilbefolkningen”. Savic var ikke selv til stede i retten, men blev in absentia idømt 8 års fængsel, hvilken dom hun atter appellerede. Ivanka Savic blev atter anholdt af kroatisk politi i Vukovar i oktober 2000, og den nye retssag mod hende begyndte i maj 2001. I august s.å. bevilgede domstolen i Vukovar en midlertidig løsladelse af Ivanka Savic, og sagen mod hende blev udsat i to omgange og først genoptaget i november 2003 og igen i januar 2004. Den 21. januar det år stadfæstede appelretten i Vukovar den dom, der var blevet afsagt ved civilretten. Dommen blev dog straks appelleret til Højesteret, hvor sagen så vidt det fremgår af oplysningerne på Internettet vistnok fortsat beror.

     I øvrigt skal det tilføjes, at organisationen Human Rights Watch i mellemtiden var gået ind i sagen Ivanka Savic, idet man mente og mener at der er begået alvorlige procedurefejl, men det understreges, at man ikke er istand til at afgøre, om Savic har begået de kriminelle handlinger, hun er anklaget for. 

 

Et spørgsmål om etik og moral

Men selvom jeg hverken kan eller vil tage stilling til sagen mod Dr. Ivanka Savic som sådan, vil jeg dog mene, at hvis hun har begået de forbrydelser, hun er anklaget og dømt for, så må man have lov til at betvivle hendes moralske og etiske kvalifikationer, både som menneske og naturvidenskabelig forsker. Det er jo desværre ikke et enestående tilfælde, at en læge har misbrugt sin særstilling til at opnå fordele på andre menneskers ufrivillige bekostning. Særlig interessant, men selvfølgelig uden direkte sammenligning, er tilfældet med den danske praktiserende læge Carl Værnet (1893-1965), som under Besættelsen gik i tysk tjeneste og blev læge i kz-lejren Buchenwald, hvor han med direkte tilladelse fra den frygtede og senere berygtede Rigsfører Heinrich Himmler, blandt andet udførte pinefulde medicinske eksperimenter på omkring 15 homoseksuelle kz-fanger, men som det efter krigen lykkedes at flygte og emigrere til Argentina, hvor han bosatte sig i Buenos Aires og i en årrække her praktiserede som læge. I kz-lejren havde Værnet fået muligheder for at eksperimentere med homoseksuelle, hvis seksuelle orientering og præference han mente at kunne ændre eller helbrede gennem medicinske behandlinger, hvorunder han blandt andet indopererede en kunstig kirtel i form af en ampul, et såkaldt depot, med testosteron (det mandlige kønshormon) i sine forsøgspersoners krop. Men hverken depoterne eller injektionerne med testosteron havde den ønskede virkning, så de patienter, der var homoseksuelle før forsøgene, forblev det også efterfølgende.

     Dr. Værnet blev aldrig direkte dømt for sine kriminelle handlinger, til trods for at disse blev takseret som en form for krigsforbrydelse, men efter at det var blevet afsløret, hvad den pæne og kultiverede mand i virkeligheden havde gjort sig skyldig i, var han i hvert fald ikke velkommen i den danske koloni i Buenos Aires. Carl Værnet afgik ved døden den 25. november 1965 som følge af en akut sygdom, og han blev begravet på den engelske kirkegård i Buenos Aires, hvor hans daværende hustru var blevet bisat ti år tidligere. (Note 1)

 

     Men hvad der har motiveret Dr. Ivanka Savic til at foretage undersøgelserne vedrørende de mulige årsager til homoseksualitet, er jeg ikke blevet helt klar over, men i hvert fald står det klart bl.a. ifølge Internet-sitet "Ivanka Savic - Born Gay ProCon.orig", hvoraf det fremgår, at hun har ”No Position Found to the question "is sexual orientation determined at birth?"”, og at hun begrunder dette med følgende udtalelse: "I want to be extremely cautious - this [my] study [Brain Response to Putative Pheromones in Homosexual Men] does not tell anything about whether sexual orientation is hardwired in the brain. It doesn't say anything about that." (Note 2)

 

     Denne udtalelse, som angiveligt er fremført overfor Chicago Tribune, May 9, 2005, har jeg vanskeligt ved at forene med, hvad der dels står i artiklen ”Bøsser har kvindehjerner og lesbiske har mandehjerner”, som der her bl.a. refereres til, og dels med påstandene i nogle af de artikler, der findes på Internettet under Ivanka Savic, for heri fremfører andre forskere påstanden om, at "sexual orientation is hardwired in the brain", og følgelig at "sexual orientation is determined at birth", som noget nær en videnskabelig kendsgerning.

     Personlig læser jeg den da 79-årige Ivanka Savics udtalelse som en bekræftelse på, at hun – i hvert fald i maj 2005 – ikke mente eller følte sig sikker på, at seksuel orientering er rodfæstet (hardwired) i hjernen og følgelig heller ikke, at seksuel orientering er bestemt ved fødslen. Underforstået, at seksuel orientering og præference lige så lidt som kønnet vil kunne forklares alene med henvisning til hjernens anatomi og fysiologiske funktioner, for i det mindste spiller biologiske faktorer også en rolle i sammenhængen.

 

Undersøgelsen

Men lad os kort se på, hvad det er Dr. Ivanka Savics og kollegers undersøgelse går ud på, dog uden at gå ind på de mere fagtekniske udtryk og sider af sagen. Det drejer sig om, at man ved hjælp af en hjerne-scannings teknik, hvorunder hjernen afbildes på en monitor, viser, hvilke områder i hjernen, der på grund af blodgennemstrømningen ’lyses op’ i det center af hjernen, der kaldes hypothalamus, når man som i dette tilfælde udsætter mænd og kvinder for at lugte til nogle specielle duftstoffer. Undersøgelserne har angiveligt påvist, at mænd og kvinder reagerer forskelligt på to former for kemiske duftstoffer, som menes at være forbundet med seksuel ophidselse. Men pointen og nyheden i undersøgelsen er konstateringen af, at homoseksuelle mænd reagerer på samme måde overfor disse stoffer som tilfældet er for heteroseksuelle kvinder, og omvendt reagerer lesbiske kvinder angiveligt på samme måde som heteroseksuelle mænd.

     De nævnte to duftstoffer er dels et testosteron, som findes i mænds sved, og dels en østrogen-lignende blanding, der findes i kvinders urin. Disse duftstoffer kalder man for feromoner, og de anses for at spille en afgørende rolle for dyrs seksuelle adfærd, men om de også gør det for menneskets parring, er forskerne ikke enige om. Men Ivanka Savic og hendes team ved Karolinska Institutet i Stockholm mener at have konsateret, at homoseksuelle mænds hypothalamus, der anses for center for seksualitet,  reagerer på mænds sved, men ikke på kvinders urin, som kun stimulerede lugtcenteret. Savic og hendes team håber imidlertid, at de nye undersøgelser vil kunne bane vejen for et studium af de menneskelige feromoner i sampil med det biologiske grundlag for seksuel orientering og præference. 

 

     I henhold til de seneste oplysninger om de af Dr. Savic og hendes team foretagne undersøgelser, som er refereret i en artikel i tidsskriftet The Proceedings of The National Academy of Sciences for den 17. juni 2008, drejer disse sig om, at forskerholdet har scannet et antal heteroseksuelle kvinder og mænds hjerne, og derpå som en tredje gruppe også et antal homoseksulle mænds hjerne. Derimod er undersøgelserne af homosksuelle eller lesbiske kvinders hjerne ikke gennemført i samme omfang som i tilfældet med homoseksuelle mænd. Alligevel har andre forskere tilladt sig at drage – måske forhastede? - slutninger vedrørende kvindelig homoseksualitet.

     Dette er måske også tilfældet i artiklen ”Bøsser har kvindehjerner og lesbiske har mandehjerner”, hvor det raskt væk siges, at ”bøssers hjerne er formet som kvinders, mens lesbiskes hjerner er som mænds”, at ”både kvinder og bøsser har asymetriske hjerner, hvor hjernehalvdelene ikke er lige store. / Mænd og lesbiskes hjernehalvdele har derimod samme størrelse. / Med andre ord er hjernen opbygget i forhold til, hvem vi falder for seksuelt.” Artiklen fastslår også, at ”Det er ikke kun hjernehalvdelene, der følges ad i forhold til seksuel tiltrækning”, idet den del af hjernen, der betegnes som amygdala, også er involveret på den måde, at heteroseksulle mænds og lesbiske kvinders amygdala især har kontakt til hjernens bevægelsescentrer, mens heteroseksuelle kvinders og mandlige homoseksuelles amygdala især har forbindelse til den del af hjernen, der dirigerer følelser og kropssignaler. Artiklen konkluderer, at Ivanka Savics undersøgelser dels har påvist, at der er en afgørende sammenhæng mellem hjernens anatomi og fysiologi på den ene side og menneskets seksualitet på den anden side, og dels, at hjernen er forskelligt opbygget i forhold til køn.

 

Tvivl om konklusionerne

Det skal dog tilføjes, at der er forskere, som nærer tvivl om Dr. Savics og hendes teams konklusioner på undersøgelserne, og som desuden tvivler på, om de humane feromoner (dufthormoner) overhovedet findes. Håbet hos medicinalindustrien om at finde de menneskelige feromoner, bristede for flere år siden, da det viste sig, at en lille struktur i næsen, kaldet vomero-nasal orgel, gennem hvilken f.eks. mus registrerer feromoner, stort set har mistet sin funktion hos mennesker. Det betyder ifølge nogle forskere, at mennesker har udviklet sig til at stole mere på synet end på lugtesansen, og de mener derfor, at det er et stort spørgsmål, om Dr. Savics teknik i det hele taget kan bruges til at vurdere en persons seksuelle orientering. Dette mener hun tilsyneladende heller ikke selv, jvf. det tidligere citat ovenfor. Andre forskere mener, at man lige så godt kan observere folks reaktioner på erotiske billeder, og at dette er en enklere måde at gøre det på, end hjerne-scannings teknikken. (Note 3)

 

     Andre forskere, som f.eks. genetikeren Dr. Dean Hamer ved National Institutes of Health, mener, at hvis der findes menneskelige feromoner, ville disse måske nok kunne give et indblik i, hvordan hjernen er organiseret, ikke blot vedrørende seksuel orientering, men vedrørende seksualitet i almindelighed. Det store spørgsmål, siger han, er ikke, hvad homoseksualitet skyldes, men hvad seksualitet i det hele taget skyldes. De forskellige aktivitetsmønstre, Dr. Savic ser i homoseksuelle mænd, kan enten være en årsag til eller en virkning af disses seksuelle orientering. Hvis seksuel orientering har genetisk årsag eller er påvirket af hormoner i livmoderen eller i puberteten, så at de neuroner der forekommer i hypothalamus kunne være formet på en måde, som en person føler sig seksuelt tiltrukket af. Alternativt kunne det tænkes, at Dr. Savics konstatering bare er en ren konsekvens af den måde, hvorpå homoseksuelle mænd bruger deres hjerne. Det kan derfor ikke siges med bestemthed, om de forskellige mønstre er årsag eller virkning, og Dr. Savics undersøgelser giver ikke noget endegyldigt svar  på disse afgørende spørgsmål.

 

En alternativ hypotese

Hermed knyttes faktisk an til det tidligere ovenfor nævnte alternative postulat af Martinus, nemlig at homoseksualiteten bunder dybere end i hjernen, og at det i virkeligheden forholder sig sådan, at det er seksualiteten, der er årsagen til de specielle forhold i hjernen. Altså den kontroversielle hypotese om, at den kønslige disposition kan være årsag til de forhold i hjernen, som blandt andet beskrives i Dr. Savics undersøgelser. Der består dog mindst to store hovedproblemer for de naturvidenskabelige forskere, først og fremmest, at der ikke forefindes en selvindlysende og sammenhængende (konsistent) teori eller hypotese om, hvad seksualitet overordnet set er for et fænomen, eller endnu mere overordnet: en teori om, hvad individet eller mennesket i grunden er. Man søger derfor i alle mulige retninger og kan i en vis forstand ikke se skoven for bare træer. Og for det andet, at forskerne begrænser deres undersøgelser til at foregå indenfor det firedimensionale rum-tid-kontinuum, hvor man nødvendigvis må indskrænke sig til at måle, veje og hastighedsbestemme undersøgelsesobjekterne. Denne metode resulterer erfaringsmæssigt og uundgåeligt i en reduktionistisk opfattelse af fænomenerne, eksempelvis udtrykt i det forenklede årsags-udsagn: Det skyldes hjernen!   

     Imidlertid er vi i den heldige situation, at lige præcis en overordnet teori som den efterlyste, netop findes indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, vel at mærke ikke i form af en blot og bar trossag, men i højeste grad i form af en logisk sammenhængende arbejdshypotese, som enhver med de rette kvalifikationer har mulighed for at eftertænke og efterprøve i praksis.

 

    For læsere af denne hjemmeside står det formentlig klart, at for Martinus er det levende væsen andet og mere end et blot og bart fysisk, biologisk fænomen, Tværtimod er det i sin grundstruktur et evigt væsen i form af et uadskilleligt treenigt princip, kortest udtrykt som Jeget, bevidstheden og organismen. Jeget er i sin egennatur uskabt, unikt og udeleligt, medens bevidstheden kan deles i en overbevidsthed og en underbevidsthed, hvor førstnævnte ligeledes er uskabt, men i sine funktioner både har karakter af en  skabeevne og en oplevelsesevne. Underbevidstheden, som ikke bør forveksles med det psykologiske begreb af samme navn, kan igen deles i en dagsbevidsthed og en natbevidsthed. Dagsbevidstheden er den bevidsthed vi benytter os af i den daglige, vågne tilværelse, medens natbevidstheden, et begreb, der dækker nogenlunde det psykologiske begreb underbevidstheden, er den bevidstheden overføres på, når vi sover eller er såkaldt bevidstløse. Det trenige princips tredje og sidste instans er organismen, og denne skal forstås både som den psykiske og den fysiske organisme, der forholder sig til hinanden som henholdsvis ’inderside’ og ’yderside’. Den fysiske organisme fremtræder indenfor rammerne af det kausale firedimensionale rum-tid-kontinuum, og er derfor undergivet dettes lovmæssigheder og begrænsninger, hvilket bl.a. vil sige livskredsløbet og deraf følgende fænomener som f.eks. fødsel og død. Den psykiske organisme, bevidstheden, sindet eller sjælen, fremtræder udelukkende i åndelig materie (energi) og har som sådan sine egne lovmæssigheder, hvad f.eks. angår tid og rum, hvilket jeg dog ikke skal komme nærmere ind på i denne forbindelse, men henvise læseren til andre steder her på hjemmesiden. Vedrørende det treenige princip, kan der f.eks. henvises til afsnittet ”Intuition og personlighed”.       

 

     Men for dog ikke at efterlade læseren i total vildrede med, hvad det er vi her taler om, skal jeg endnu engang tillade mig at gentage Per Bruus-Jensens enkle og fortræffelige diagram over det levende væsens totale, kosmiske struktur i henhold til Martinus: 

 

    

 

Oversigt over det levende væsens totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.

1) kombinationen A+B+C+C’           =  det totale levende væsen i fysisk fremtræden

2) kombinationen A+B+C   =  det totale levende væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden

3) kombinationen B+C+C’  =  det totale bevidsthedsapparat eller det totale udtryk for  princippet  ”organismen”

4) kombinationen A+B         =  overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)

5) kombinationen B+C         =  ”psyken” eller det totale parafysiske apparat

6) kombinationen C+C’      =  den komplette underbevidsthedszone (UBZ), alias den psyko-fysiske organisme

Mellem C og C’ må man i øvrigt tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur.

(Ó Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, 1, stk. 1.280. – Gengivet her med forfatterens tilladelse).            

  

     Imidlertid er det vi efterspørger her jo, hvordan det ifølge Martinus forholder sig med seksualitet, subsidiært homoseksualitet, i forhold til bl.a. hjernen og den psykofysiske organisme. Mere præcist: hvordan begrundes påstanden om, at homoseksualiteten bunder dybere end i hjernen, og at det i virkeligheden forholder sig sådan, at det er seksualiteten, der er årsagen til de specielle forhold i hjernen, hvilket vil sige, at den kønslige disposition kan være årsag til de forhold i hjernen, som blandt andet beskrives i Dr. Savics undersøgelser, og ikke omvendt?

 

Det seksuelle polprincip

Det begrunder Martinus med henvisning til det seksuelle polprincip, ifølge hvilket hvert eneste levende væsen, herunder mennesket, er forlenet med to overordnede energicentre eller såkaldte talentkerner: Den maskuline pol og den feminine pol. Disse er lokaliseret i dén højpsykiske region, Martinus betegner som overbevidstheden, men er samtidig også repræsenteret i den psykofysiske organisme, i menneskets tilfælde dels i et center i kønsregionen og dels i et center i hjernen. Imidlertid kan de to seksuelle energicentre eller ’poler’ ikke fungere og gøre sig gældende alene, men må assisteres af to såkaldte polorganer, det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan, tilsammen betegnet som det psykosympatiske anlæg, der ligger til grund for individets seksuelle aktiviteter, herunder dets tiltrækning eller evt. ikke-tiltrækning mod en seksuel partner af enten det modsatte eller eget køn. Men nok så vigtigt ligger det psykosympatiske anlæg også til grund for individets sympatier og antipatier. Dette emne skal jeg dog ikke gå dybere ind på her, men henvise til omtalen af det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling her på hjemmesiden.

     Derimod skal jeg forsøge at gøre rede for, hvad det mere præcist er, der i henhold til Martinus ligger til grund for seksualitet i almindelighed og homoseksualitet i særdeleshed. Forenklet og kortfattet sagt, er det relationen eller konstellationen mellem de to seksuelle poler på den ene side og de to seksuelle polorganer på den anden side, der er forklaringen på individets seksuelle disposition og orientering. Denne relation eller konstellation er nemlig ikke permanent, men varierer rytmisk mellem en kosmisk periode eller epoke, hvori de to poler og de to polorganer samtidig udøver lige stor indflydelse på individets liv og bevidsthed. Denne konstellation betegner Martinus som ”den dobbeltpolede tilstand”, nemlig i modsætning til ”den enkeltpolede tilstand”, som forekommer i en påfølgende kosmisk epoke, hvorunder kun den ene af individets to overbevidsthedspoler og kun det ene af dets to polorganer, er funktionsdygtige. Denne vekselvirkning mellem de to nævnte kosmiske epoker er ifølge Martinus altid forekommet rytmisk skiftende i individets evige kosmiske tilværelse, og vil ifølge ham også fortsætte med det ud i al fremtid.

 

    Imidlertid er pointet i den kosmisk set vekslende polkonstellation dette, at i den dobbeltpolede tilstand, hvor de to poler og polorganer fungerer i harmoni med hinanden, fremtræder individet hverken som hankøn eller hunkøn, men snarere som repræsentant for de bedste og smukkeste egenskaber ved begge køn. Det er denne tilstand, der i henhold til Martinus råder i den periode, han betegner som næstekærlighedens epoke, hvor man ikke tager til ægte eller bortgiftes, som det hedder i bibelsk sprogbrug. Omvendt forholder det sig med den enkeltpolede tilstand, idet det er denne der udgør det dybere grundlag eller den dybere årsag til forekomsten af de to køn, sådan forstået, at når den maskuline pol og det emotionelle polorgan er aktivt hos et individ, så fremtræder dette som hankøn, mens omvendt, at når den feminine pol og det emotionelle polorgan er aktivt, så fremtræder individet som hunkøn. Denne sidstnævnte periode i individernes tilværelse betegner Martinus som ægteskabskærlighedens epoke. 

 

Den seksuelle polforvandling

Men hvordan forholder det sig med forekomsten af homoseksualitet? På dette spørgsmål har Martinus et ligefrem genialt svar, idet han henviser til og forudsætter den kosmiske proces, han betegner som den seksuelle polforvandling. Herved forstår han det forhold, at konstellationen mellem de to seksuelle poler på den ene side og de to seksuelle polorganer på den anden side, skifter indflydelsesmæssig position i relation til hinanden. Det er denne proces, der dybest set ligger til grund for den kosmiske vekselvirkning mellem den dobbeltpolede og den enkeltpolede tilstand, lige som det er under forløbet af denne proces, at der kan opstå seksuelle afvigelser fra normen eller ligefrem afsporinger af forskellig seksuel art. Martinus betegner faktisk homoseksualitet som en seksuel afsporing fra den normale kosmiske udvikling frem mod dobbeltpoletheden. Men det er vigtigt at forstå, at han med ”afsporing” absolut ikke mener hverken noget unaturligt, forargeligt eller foragteligt. Tværtimod er seksuel afsporing i form af homoseksualitet og lesbianisme uundgåelig som noget, nogle individer – men altså meget langt fra alle – må gennemleve på den fælles vej mod dobbeltpolethedens paradisiske tilstand og tilværelse.

     Men hvad er kosmisk set den mere præcise årsag til homoseksualitet og lesbianisme? – Jo, svarer Martinus, mænd kan blive homoseksuelle, fordi den hidtil ’sovende’ feminine seksuelle pol i forening med det intellektuelle polorgan, på et tidspunkt i mnnneskets kosmiske udvikling på vej mod dobbeltpolethed, ’vågner’ og i stigende grad begynder at gøre sin indflydelse gældende i individets psyke og fysiske legeme, og dermed efterhånden også i dets handlingsliv. Undtagelsevist kan den frembrydende pol og dens polorgan også give sig udslag i seksuel orientering, ikke rettet mod modkønnet, men fordi der er tale om den feminine pol, som kun kan tiltrækkes mod det maskuline væsen, altså mod egetkønnet. På samme måde forholder det sig principielt med, at kvinder kan blive lesbiske, fordi den hidtil ’sovende’ maskuline seksuelle pol og det intellektuelle polorgan ’vågner’ og ligeledes begynder at gøre indflydelse gældende i individets psyke og fysiske legeme, og som følge deraf efterhånden også i dets handlingsliv. Og også her kan det ske, at den frembrydende pol og dens polorgan også giver sig udslag i seksuel orientering, men heller ikke her rettet mod modkønnet, fordi der er tale om den maskuline pol, som kun kan tiltrækkes mod et feminint væsen, hvilket altså vil sige mod egetkønnet. 

 

     Den særligt omtænksomme læser kunne her tænkes at stille spørgsmålet: ”Ja, men hvorfor eller hvordan kan det gå til, at individet

’afspores’ fra den normale vej og blive homoseksuel eller lesbisk?” Hertil svarer Martinus, at det kan der være flere årsager til, hvoraf en kammerats eller voksens forførelse kan være en af årsagerne, for Martinus mener bestemt, at seksuel forførelse i både hetero- og homoseksuel retning kan forekomme. Og når kammeraten eller den voksne lader sit stærke seksuelle begær rette sig mod en ung mand eller kvinde, og derfor gør alt, hvad der står i vedkommendes magt, for at forføre den unge til seksuelt samkvem, så kan det ske, at lysten eller ligefrem trangen vækkes hos denne til at gentage oplevelsen, og dermed er den unge mand på vej ind i homoseksuel adfærd og den unge kvinde på vej ind i lesbisk adfærd. Dette er der for så vidt ikke noget galt i, medmindre der opstår sjælelige konflikter og selvforagt hos de forførte, hvilket i henhold til erfaringen ikke er ualmindeligt. Men hvis ellers de pågældende accepterer sig selv som homoseksuelle eller lesbiske eller eventuelt som bifile, og de ellers kan finde sig en seksuel partner, der ligeledes accepterer situationen, vil de pågældende udmærket kunne fortsætte med at leve livet som homoseksuelle, lesbiske eller bifile.

     Som det vil være fremgået af det netop sagte, så var der et voksent menneske involveret i sammenhængen, hvis seksuelle begær var rettet mod egetkønnet, og som ikke kunne modstå lysten eller måske snarere behovet eller trangen til at forføre et andet menneske til homoseksuel aktivitet. I henhold til Martinus skyldes det pågældende menneskes trang eller begær primært dets seksuelle poltilstand, i hvilken den modsatte pol er begyndt at gøre sin indvirkning så stærkt gældende, at individet føler seksuel dragning mod egetkønnet, og altså i visse situationer griber til den moralsk og juridisk – og ikke mindst skæbnemæssigt set – uheldige udvej, eventuelt at forføre en mindreårig, men i andre tilfælde måske en jævnaldrende af samme køn, til at have seksuelt samkvem med sig. Det korte af det lange svar lyder derfor, at homoseksualitet primært opstår som følge af, at nogle individer med fremskreden og i og for sig normal poludvikling, ikke formår at styre deres seksuelle begær, men i deres lyst eller nød griber til den udvej, at forføre et individ af samme køn til at have seksuelt samkvem med sig.

 

Homoseksualitet kan være medfødt

Men mener Martinus også, at homoseksualitet eller homoseksuel orientering er medfødt? – Ja, det mener han i høj grad kan være tilfældet, nemlig i medfør af, at såvel individer, hos hvem den modsatte pol er under stærk udvikling, som individer, der er blevet forført til homoseksuel orientering, jo i henhold til Martinus lige så godt bliver genfødt som alle andre heteroseksuelle mennesker og alle andre fysisk levende væsener med for den sags skyld, der er undergivet reinkarnationens lovmæssigheder, herunder også årsags-virkningsloven.

     Men hvordan forholder det sig med overførelsen af individets seksuelle orientering til en ny inkarnation? – Her lyder svaret i kortfattet udgave, at det sker på akkurat samme måde, som tilfældet er med de øvrige egenskaber ved den fysiske krop, nemlig gennem de såkaldte organtalentkerner, som i form af ultramikroskopiske energiladninger eller energimønstre findes oplagrede i individets overbevidsthed, mere specifikt i ”skæbneelementet”, og via genkomplekset, specielt kønskromosomerne, hvis ’kodning’ jo allerede foreligger på forhånd og som gør sig gældende via den befrugtede ægcelle. Herfra udvikler organismen sig under normale omstændigheder på helt sædvanlig og naturlig måde. Det må anses for sandsynligt, at kodningen for homoseksualitet i lighed med, hvad tilfældet er for heteroseksualitet, allerede foreligger i kønskromosomernes gener. Men i henhold til Martinus er seksualitet lige så lidt som homoseksualitet i den forstand arvelige egenskaber, hvilket vil sige, at de ikke nedarves fra generation til generation, selvom det måske kan se sådan ud, men i virkeligheden skyldes den seksuelle disposition, der på forhånd foreligger i individets eget overfysiske talentkernekompleks, og som herfra (via det såkaldte koblingslegeme eller transformationsfelt) overføres til det fysiske genkompleks. Her skal jeg dog ikke gå i yderligere detaljer med dette omfattende og komplicerede emne, men henvise den specielt interesserede læser til afsnittene ”Talentkerneprincippet”, ”Gennem døden eller de parafysiske verdener”, ”Repetitionsprincippet” m.fl., samt ”Individets skæbnedannelse”, hvor der i alle tilfælde i noterne vil kunne findes henvisning til relevante steder primært i Martinus’ egne værker, og sekundært til relevante steder i Per Bruus-Jensens værker.

 

Hjernen og bevidstheden 

Men med alt det ovenfor stående sagt, må man fortsat konstatere, at naturvidenskaben i almindelighed og hjerneforskningen i særdeleshed er reduktionistisk, forstået på den måde at man omtrent per automatik søger at reducere alt, hvad der henregnes under det såkaldt åndelige, herunder fænomener som ånd, sjæl, bevidsthed, jeget, samt fænomener som udødelighed, overfysisk tilværelse, Gud, religiøse følelser etc., som i en vis forstand illusoriske produkter og ledsagefænomener (epifænomener) til den basale fysisk-kemiske materie/energi og dennes ’blinde’ lovmæssigheder. Der foregår i nutiden en energisk forskning på hjerneneurologiens, hjernepsykologiens og hjernefysiologiens områder, som alene har til hovedformål at verificere hypotesen om, at de ovenfor nævnte åndelige fænomener og begreber ’bare’ er afledt af hjernefunktioner. Dette kan passende eksemplificeres med at citere en udtalelse af en amerikansk hjerneforsker, som i et TV-interview fornylig bl.a. udtalte: ”Noget af det næste, jeg meget gerne vil udforske er, hvordan hjernen bærer sig ad med at træffe beslutninger.” Det minder mig om, at en navngiven dansk hjerneforsker for en del år siden ligeledes udtalte i et TV-program (frit citeret): ”Almindeligvis siger vi f.eks.: Jeg tænker, føler, mener osv., men det er en sproglig tilsnigelse, for i virkeligheden burde vi sige: Hjernen tænker, føler, mener osv., for vi er i bund og grund vores hjerne.”

     Den pågældende og stadig ret aktive danske hjerneforsker, som jævnligt optræder offentligt og i medierne, overså tilsyneladende udtrykkene ”vi” og ”vores”, for hvem eller hvad er ”vi” og ”vores”, hvis disse udtryk og begreber er lig med hjernen? – Er der kun tale om en sproglig konstruktion, som har til formål at sætte hjernen i stand til at referere til sig selv? – Eller er der, sådan som blandt andre Martinus hævder og argumenterer for, tale om et ’noget’, der så at sige ligger ’bag ved’ eller ’forud for’, at hjernen er i stand til at benytte udtryk som ’jeg, ’vi’ og ’vores’? - 

 

Immaterielt kontra materielt

Problemet med naturvidenskabsfolk i almindelighed og hjerneforskere, hjerneneurologer og hjernepsykologer i særdeleshed er formentlig, at meget få af disse, om overhovedet nogen, også er filosoffer eller erkendelsesteoretikere. Hvis de havde været det, ville de antagelig nok have tænkt på en anden måde om hjernen og dens funktioner. I denne sammenhæng vil jeg i øvrigt tillade mig at anbefale og henvise til Per Bruus-Jensens seneste og angiveligt allersidste bog fra hans hånd og ånd, nemlig ”Kosmisk kemi. Introduktion til grundenergiernes kemi i teori og praksis.” Særligt skal henvises til kapitlerne 5.- 8. Desuden kan henvises til samme forfatters ”Det kosmiske Gudsbegreb. En samling essays over gudsbegrebet som det optræder i en stor, moderne mystikers stadigt aktuelle visioner og erkendelse.” På baggrund af det faktum, at energibegrebet indtager en central position i både ånds- og naturvidenskaben, og i begge videnskaber spiller rollen dels som arbejds- og skabeevne og dels som grundlaget for eksistensen af det materielle fænomen, fremsætter Per Bruus-Jensen til slut i bogen et forslag til det naturvidenskabelige establishment, som opfordres til at foretage en ”eksperimentel afprøvning af Martinus’ tese om virkelighedens immaterielle fundering.”    

     Meget dristigt stiller Per Bruus-Jensen problemets alternative muligheder op på følgende måde, at hvis energi endegyldigt kan påvises at være noget immaterielt, taler det til fordel for Martinus’ tese om Guds eksistens, idet man i bekræftende fald må betragte den materielle verden som en skabt foreteelse, der implicit refererer til en skaber som sin første forudsætning. Men hvis energi derimod endegyldigt kan bevises grundlæggende at være et materielt fænomen, vil dette selvfølgelig være til fordel for den materialistiske virkelighedsopfattelse, med alt, hvad dette indebærer og deraf følger, herunder at begrebet Gud dermed konsekvent er en totalt overflødig instans og forudsætning for den materielle virkeligheds eksistens, og dermed for den verden og tilværelse, vi kender, – og ikke mindst: for os selv. Det skal blive interessant at se, om der findes naturvidenskabsfolk, der vil, kan og tør? tage udfordringen op, men mon ikke det vil ske før eller siden? Der har jo tidligere været lignende tiltag fremme i den retning, som tilfældet f.eks. var med seminaret under tema-overskriften ”Videnskaben eller Gud?”, som blev afholdt i midten af 1990’erne, men hvor man imidlertid kun nåede frem til at trække ’fronterne’ op mellem videnskabens bud på virkeligheden og åndsvidenskabens og religionens bud på samme. (Note 4)

 

     Tilbage bliver dog spørgsmålet om, hvor vidt man med rette kan stille problemet om materielt kontra immaterielt op på den forenklede måde, som Per Bruus-Jensen foreslår, for det indebærer jo blandt andet, at man i sandhedens interesse samtidig åbner op for muligheden af, at religionens og religionsfilosofiens – og ikke mindst Martinus’ kosmologis - bud på en virkelighedsforståelse, skulle vise sig at være en ren og skær illusion, altså en i bund og grund urealistisk eller falsk virkelighedsforklaring eller virkelighedsforståelse. Dette sidste er naturligvis ikke hverken Per Bruus-Jensens eller andre åndsvidenskabeligt interesserede menneskers hensigt eller mening, idet man jo – på trods af, at der vitterligt forekommer meget bedrag og svindel på det åndelige marked og gebet - rent faktisk nærer en grundlæggende tiltro til, at f.eks. Martinus’ kosmiske analyser i alt væsentligt og i kraft af disses interne logik er holdbare og sande, og dermed til, at eksistensen af ikke-fysisk åndelig energi er et faktum. Ja, Martinus går endda så vidt, at han karakteriserer fysisk energi som en illusion, idet den ved roden er afledt af åndelig energi, hvilket umiskendeligt fremgår af hans kosmologi. I det stykke er han helt på linje med andre store filosoffer og åndsforskere ned gennem historien, som f.eks. grundlæggeren af det indiske filosofiske system Advaita Vedanta, Sri Sankar Acharya, italieneren Giordano Bruno og hollænderen Baruch Spinoza, m.fl.. At disse kloge og indsigtsfulde folk levede og virkede for århundreder siden, er ikke ensbetydende med, at de var urealistiske i deres livs- og verdensopfattelse.

 

     Her skal i øvrigt særligt henvises til bogen ”Det kosmiske Gudsbegreb”s 7. kapitel: ”Refleksioner over hjernebegrebet – hvor sidder sjælen i hjernen...?” (Begge de nævnte bøger vil forresten kunne rekvireres på www.nordisk-impuls.dk).

 

     Fra sidstnævnte bog og kapitel skal jeg afslutningsvis tillade mig at citere følgende:

 

Konklusion

”Medens hjerneforskerne ser sjælen/Jeget som et rent og skært produkt af materiel hjernevirksomhed, optræder sjælen/Jeget hos Martinus som et selvstændigt, immaterielt fuktionsprincip (X1), der fra en komplementær position bruger hjernen til at sikre sig selv eksistentiel bekræftelse. Og takket være, at det materielle ved roden i virkeligheden har immateriel status, og dertil lige som sjælen/Jeget er forankret i ”Det guddommelige Noget”, er der basis for, at de to former for virkelighed kan ’tale’ med hinanden, og hvorved der til fordel for to-vejstrafik slås bro mellem objektiv og subjektiv virkelighed...”

 

Og hvor sidder sjælen/Jeget så i hjernen...?

 

Svaret er fra Martinus’ side, at dette kosmiske funktionsprincip totalt gennemtrænger hjernen akkurat som det tomrum, der er dens hovedbestanddel. Sjælen/Jeget optræder m.a.o. overalt i den fysiske hjerne – gennemtrænger og overskygger den totalt.

 

Men hvad kan vi bruge det til, dette alternative syn på sjælen/Jeget...?

 

Til at se udødelighedstanken bekræftet, idet sjælen/Jeget i Martinus’ fremstilling tydeligt nok er en usårlig og uforgængelig størrelse. En størrelse, som det i samme forbindelse er nærliggende at tilkende evnen til også at kunne forbinde sig med andre former for stof end det fysiske – fx. energien/stoffet i det nyopdagede, såkaldte nulpunkt- eller kvante-vakuumfelt, således at dette kan tænkes at tjene som en para-fysisk overlevelseszone, der ved døden tilbyder sig til afløsning af livet i den fysiske eksistenssfære...” (Note 5) 

 

     Det kan i øvrigt også anbefales at læse 8. kapitel  ”Om hjernen og det tre-enige princip” i bogen ”Det kosmiske Gudsbegreb”, idet man heri får et glimrende overblik over og indtryk af, hvilken rolle hjernen spiller i forhold til både psyken (sjælen) og ånden. I kapitlet drages den interessante konklusion, ”at hjerneteorien som et produkt af menneskelig hjernevirksomhed selv tilhører den subjektive virkelighed og dermed også selv må betragtes som et eksempel på epifænomenal skinvirkelighed, omfattet af de samme forbehold mht. troværdighed som alt andet af subjektiv natur. Eller sagt anderledes: Ved at fremføre det epifænomenale postulat med samtlige dets implikationer ophæver den materialiststiske hjerneteori på forhånd sin egen troværdighed og ’skyder’ dermed så at sige sig selv i foden...

 

At nå til denne konklusion er imidlertid ikke ensbetydende med total afvisning eller underkendelse af hjerneforskningens empiriske, faktuelle, operationelle samt terapeutiske kvaliteter og aspekter, men angår alene den type eksistentielle konklusioner, man mener at kunne drage af sin forskning.” 

 

    Disse ord og denne konklusion af Per Bruus-Jensen kan jeg helt tilslutte mig, idet jeg dog samtidig vil minde om, at emnet naturligvis er betydelig mere omfattende og kompliceret, end det er fremgået her af min artikel. Men først og fremmest er emnet interessant set fra en erkendelsesteoretisk synsvinkel, hvilket læseren måske vil kunne få et lille indtryk af, ved at læse TILLÆG: Om erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi, 1. – 5. kapitel, her på hjemmesiden.

 

Finale

For imidlertid at afværge en eventuel anklage for, at jeg forholder mig til emnet om hjernen og bevidstheden med videre, på samme måde som de fortolkere, jeg tidligere klandrede i denne artikel, må jeg skynde mig at tilføje, at jeg naturligvis er opmærksom på, at der her kan ligge et problem. Det må også indrømmes, at jeg måske ikke selv opfylder kravet om højeste grad af objektivitet eller fordomsfrihed, idet mit udgangspunkt jo vitterligt er, at jeg personlig foretrækker den løsningsmodel på livs- og verdensanskuelsen, der er eksemplificeret i og med Martinus’ kosmologi. Men til mit forsvar vil jeg dog tillade mig at fremhæve, at jeg på ingen måde forholder mig hverken ortodokst eller dogmatisk til Martinus’ kosmiske analyser og disses konklusioner. Tværtimod har jeg altid søgt at eftertænke og eventuelt bekræfte eller afkræfte konklusionerne ud fra mine egne præmisser og kriterier, som primært har været og fortsat er beroende på, hvad jeg er i stand til at erkende som værende sandhed eller virkelighed. Men hvis det – mod forventning – skulle lykkes for naturvidenskaben, subsidiært hjerneforskningen, at fremlægge reelt modsigelsesfri dokumentation for, at det materialistiske grundsynspunkt er holdbart og dermed det eneste gældende, vil jeg – omend ikke med glæde – frafalde enhver tro på det modsatte.

     Men end så længe må jeg holde fast i opfattelsen af – kald det for min skyld gerne troen på – at den livs- og verdensanskuelse, der er fremlagt af Martinus, og som i øvrigt har store lighedspunkter med f.eks. Advaita Vedanta, giver et helhedssyn, der på positiv måde inkorporerer og tilgodeser den materialistiske livs- og verdensanskuelse, og anviser denne en angiveligt både nødvendig og uundværlig plads i menneskehedens mentale udviklingshistorie. Det forholder sig ikke på helt samme måde med den modsatte, materialistiske model, idet denne ganske vist indbefatter den idealistiske model, men på en grundlæggende negativ måde, idet den anser ånden og bevidstheden for at være epifænomener eller illusoriske, og derfor i den forstand uvirkelige, produkter af den fysisk-kemiske energi og dennes ubevidste og i en vis forstand tilfældige lovmæssigheder. Dette grundsynspunkt har jeg altid haft overordenstlig svært ved at forstå og acceptere, især når jeg betragter livet og verden i og omkring mig, som i min opfattelse fremstår som både en virkelighed og et underværk, der får mig til at forundres og intenst føle, at livet, fra den mindste blomst til den umådelige stjernehimmel, er det største eventyr, der findes.

 

 

© 2008 Harry Rasmussen.

 

 

Noter:

 

Note 1.: I krigens  sidste måneder var SS-Sturmbannführer, Dr. Carl Værnet med kone og børn vendt tilbage til Danmark og havde taget ophold hos hans broder i Torrild, og her afhentede frihedskæmpere fra Odder ham dagen efter befrielsen. Sigtelsen lød på forbindelse med den tyske værnemagt og nazi-partiet, men hvad lægen nærmere havde bedrevet i det Tredje Rige blev man i første omgang tilsyneladende ikke klar over. Selv bedyrede han naturligvis sin uskyld, og mange af hans tidligere patienter, blandt andet i Søbirg, hvor han havde haft praksis i mange år, havde svært ved at tro dårligt om den venlige og hjælpsomme mand. Senere blev han overført til København, hvor hans sag blev behandlet af Frederiksberg Politi, fordi Værnet tidligere havde haft klinik og boet på Platanvej. Men også her havde politiet vanskeligt ved at samle bevismateriale imod Værnet, og han blev derfor midlertidigt løsladt med en sigtets rettigheder. Imidlertid var formående og mere eller mindre pro-nazistiske venner parate til at hjælpe Værnet, og disse formidlede at han kunne rejse til Sverige, for at blive behandlet for sin hjertelidelse i Stockholm.

     Senere erfarede man via Nürnberg-domstolen, og ligeledes fra bl.a. hjemvendte danske politifolk, der 1944 til april 1945 havde været interneret i kz-lejren Buchenwald, at en del her havde mødt major Værnet i SS-uniform og med uniformshue med dødningehoved, og det stod derfor klart, at Værnet ikke kun havde været en ubetydelig håndlanger i de nazistiske krigsforbrydelser. Man anmodede derfor de svenske myndigheder om at arrestere og sende Værnet tilbage til København. Dette viste sig af forskellige grunde vanskeligt, og inden man nåede så langt som til at arrestere ham, havde han forladt Sverige og var via en af de store europæiske havnebyer rejst – eller vel nærmere flygtet – til Brasilien, hvor han bosatte sig i Buenos Aires og hvor han snart blev et agtet medlem af stedets danske koloni. - Det skal her tilføjes, at Carl Værnet angiveligt selv opfattede sine hormon-eksperimenter på homoseksuelle som ”en ideel terapiform”, som kunne få afgørende betydning ”for både den syge og sunde del af  menneskeheden”, og han tilføjer i et brev af 20. nov. 1945  til vennen og samarbejdspartneren Gunnar Kelstrup, at han kun havde haft til hensigt, ”at gavne menneskeheden”, og at hvis det lykkedes ham at fuldføre dette arbejde, havde han i hvert fald været tro mod sin lægeed.. .:– Værnets forsøg med ”kunstige hormonkirtler”, bl.a. også mod diabetes, vakte også interesse hos den danske medicianlindustri, da man erfarede, at homoseksuelle ”kunne helbredes og således befries for deres ulykkelige skæbne.” Men selvom det faktisk lykkedes for Dr. Værnet at udtage verdenspatent af 20. sept. 1946 og for Danmark af 23. februar 1963, kom der dog ikke noget praktisk resultat ud af projektet. - Vedr. Carl Værnet og hans liv og skæbne, se Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby, Niels-Birger Danielsen, Jakob Rubin: VÆRNET. Den danske SS-læge i Buchenwald. JP Bøger 2002.   

 

Note 2.: Dansk oversættelse af Dr. Savics udsagn: ”Har ingen stillingtagen til spørgsmålet “er seksuel orientering bestemt fra fødslen”, og “Jeg ønsker at være yderst forsigtig – denne [min]  afhandling [Hjernens reaktion på mulige feromoner i homoseksuelle mænd], fortæller ikke noget om, hvor vidt seksuel orientering er rodfæstet i hjernen. Den siger intet om det.”

 

Note 3.:– Dr. Værnets forsøg med ”kunstige hormonkirtler”, bl.a. også mod diabetes, vakte også interesse hos den danske medicinalindustri, da man erfarede, at homoseksuelle ”kunne helbredes og således befries for deres ulykkelige skæbne.” Men selvom det faktisk lykkedes for Dr. Værnet at udtage verdenspatent af 20. sept. 1946 og for Danmark af 23. februar 1963, kom der dog ikke noget praktisk resultat ud af projektet.

 

Note 4.: Vedr. det nævnte seminar og dettes tematiske problematik: Se bogen ”Videnskaben eller Gud?” Redaktion Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen. DR Multimedie 1996. - Vedr. Gud som skaber, skal læseren her erindres om, at eftersom samtlige levende væsener iht. Martinus udgør Guds sanse- og manifestationsorganer, er det via disse, at Gud skaber alt, hvad der eksisterer, har eksisteret og nogensinde vil komme til at eksistere. Lad os som eksempel på Guds skabelse tage et træ. Guds direkte medvirken i skabeprocessen sker ’substantielt’ i form af, at træet eksisterer indenfor Guds egen psykofysiske organisme, og ’overordnet’ ved, at de kosmiske skabeprincipper (= Guds vilje) råder og udgør de lovmæssigheder, der via de seks kosmiske grundenergier og summen af organtalentkerner bestemmer, hvordan træet – og i øvrigt al det skabte – skabes. Den fysiske del af træet udgør organisme for et individ i den åndelige verden, mere præcist i den sfære, Martinus betegner som ”salighedsriget”, medens træets rødder, stamme, grene, blade og eventuelle blomster er opbygget af assisterende mikroskopiske individer i form af elementarpartikler, atomer, molekyler og celler. Vedr. de kosmiske skabeprincipper mm. henvises læseren til artiklen Alts oprindelse – et essay om at forstå verden, hvori der bl.a. findes en kort oversigt over de kosmiske skabeprincipper:

 

Note 5.: Vedr. Per Bruus-Jensens brug af udtrykket ”sjælen/Jeget” i ovenstående citat, så skyldes dette angiveligt ikke at han sidestiller eller identificerer de to faktorer eller instanser med hinanden, men naturligvis på forhånd er helt på det rene med, at instansen ’sjælen’ henhører under det treenige princips tredje instans: det skabte = X3, medens ’Jeget’ henhører under samme princips første instans: skaberen = X1. Hans brug af udtrykket ”sjælen/Jeget” skyldes, at hans artikel refererer til radioudsendelsen ”Hjernerejsen – hvor sidder sjælen i hjernen”, DR, progam 1, hvori den nævnte sammenstilling ”sjælen/jeget/selvet” forekommer. Udsendelsen er tilgængelig på internettet. Se evt. Per Bruus-Jensens egen nærmere forklaring herom i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 2-2008, side 16-17.

 

© 2008 Harry Rasmussen.

   .