Konspirationsteorier

- sandhed eller falsum?

Begrebet ’konspirationsteori’ har i tidens løb vist sig under mange forskellige former. Ikke mindst i nyere tid har sådanne teorier, som grundlæggende går ud fra og mener, at der altid ligger en konspiration, det vil sige en sammensværgelse omkring en hemmelig plan, bag en nærmere bestemt og gerne mere eller mindre dramatisk begivenhed, som eksempelvis mordet på præsident John F. Kennedy. Eller som et andet eksempel, at de bemandede månelandinger i 1969-72 i virkeligheden var et falsum, som rumforskningsorganisationen NASA havde iværksat, for at tjene egne prestigemæssige interesser.

Imidlertid er det vigtigt, at man skelner mellem mere eller mindre sandsynlige og helt usandsynlige konspirationsteorier på den ene side og reelle konspirationer på den anden side. De mest positive af den sidstnævnte slags var eksempelvis tyske generalers konspiration med det formål, at fjerne og om nødvendigt dræbe diktatoren Hitler. Det mislykkedes af flere grunde. Til de værste af den sidstnævnte slags hører de konspirationer, der har til formål at udsprede eller opbygge et organiseret had til eksempelvis en bestemt etnisk befolkningsgruppe, sådan som tilfældet var med nazisternes jødehad før og under Anden Verdenskrig. Hadet udviklede sig som bekendt ekstremt i form af den såkaldte holocaust, som i nazistisk terminologi kaldtes Die Endlösung, på dansk: den endelige løsning på jødeproblemet, hvilket i praksis ville sige et forsøg på total udryddelse af det jødiske folk. Denne udryddelse eller holocaust er i øvrigt også blevet betvivlet af visse folk og karakteriseret som ren og skær løgn og propaganda, som i al hemmelighed blev iværksat af fremtrædende jøder, hvis plan angiveligt var at kaste skylden for uhyrlighederne over på det i forvejen plagede tyske folk. Altså med andre ord endnu en konspirationsteori.

Man kan undre sig over, at konspirationsteorier kan vække så stor interesse og tilsyneladende har så let ved at blive spredt og vinde fodfæste, selv blandt nogenlunde oplyste og begavede mennesker, men det er en kendsgerning at det er tilfældet. Tag blot eksemplet med det såkaldte Da Vinci Mysteriet, som i nyeste tid dels fik en hidtil uset medieopmærksomhed, og som dels gjorde forfatteren af bogen om ’mysteriet’, amerikaneren Dan Brown, til mangemillionær i løbet af kort tid. Det skyldtes, at bogen straks ved sin udgivelse solgtes i et hidtil uset antal eksemplarer, og at første oplag hurtigt efterfulgtes af flere nye oplag. Foruden at gøre sin forfatter til millionær, var bogen også en guldgrube for alverdens boghandlere, som derfor følgelig roste bogen, der blev lanceret som ægte historieskrivning, uanset at dens reelle indhold faktisk er ren fiktion, i hovedsagen baseret på fantasifulde og udspekulerede gætterier og forfalskede kendsgerninger.

Årsager til konspirationsteorier

Et fundamentalt spørgsmål af interesse er, hvad der er årsagen eller årsagerne til, at der opstår konspirationsteorier? – Det er der flere bud på blandt forskere i konspirationsteorier. Mit bud er, at en af årsagsforklaringerne f.eks. kunne være, at man føler trang til at bryde den i almindelighed uundgåelige hverdagsrutine eller såkaldte ”trædemølle” med en vis form for spænding, enten af romantisk eller dramatisk karakter. Personlige hverdagskonflikter med omverdenen og en vis paranoia kunne være en anden mulig forklaring. Det betyder med andre ord, at spiren til og væksten af en konspirationsteori i alle tilfælde finder næring i psykologiske faktorer og ’mekanismer’. Det vil igen sige, faktorer, som det at nære mistro eller mistillid til f.eks. autoriteter og myndigheder, eller konkurrencebetinget misundelse i forhold til mennesker, som man mener ufortjent lever et bedre liv, end én selv. Så vel mistroen som misundelsen og paranoiaen kan man dele med ligesindede, især når den udmønter sig i troen på en bestemt konspirationsteori, og det giver samtidig følelsen af et vist fællesskab. Når et menneske eksempelvis i lettere grad lider af paranoia, opleves det som en følelse af at være forfulgt af nogen eller noget. Følelsen kan bunde i, at man bærer på en vis skyldfølelse, enten over for Gud, hvis man er troende, eller overfor et andet eller andre mennesker, som man måske ikke altid har behandlet med lige stor opmærksomhed, omsorg eller respekt. Skyldfølelsen følges i reglen af en vis frygt for gengældelse eller straf, hvilket alt efter personligt temperament kan give sig udtryk i en følelse af f.eks. at leve i ”de sidste tider”, med udsigt til en nært forestående ”dommedag”. Det var den følelse, der eksempelvis beherskede de jødekristne i urmenigheden og som bandt dem sammen i et stærkt indbyrdes fællesskab. Den trussel, som hang over deres hoveder, var dels de jødiske autoriteter og dels den romerske besættelsesmagt, som i forening havde konspireret om at skaffe Jesus af vejen ved at dømme og henrette ham for kætteri. Her var der dog tale om ægte konspiration eller sammensværgelse med det formål at forhindre kristendommens udbredelse. Derfor havde disciplene og apostlene god grund til at frygte for, at den samme skæbne også skulle overgå dem, så derfor gik de til at begynde med i skjul. Men frygten forstærkede kun de ægte troendes mod og vilje til at ville fortsætte udbredelsen af evangeliet, en mission de derfor snart efter genoptog, i øvrigt med stor risiko for forfølgelse og straf, ikke sjældent i form af døden.

Det kan altså foreløbig konkluderes, at modstand eller modgang kan motivere en gruppe af mennesker til at danne sig reelle eller indbildte forestillinger om at være forfulgt. At være forfulgt betyder implicit, at der er tale om en modstander eller fjende, som man kan samles om at frygte og om muligt bekæmpe. De indbildte forestillinger får karakteren af konspirationsteori, når og hvis der er tale om antagelsen af grundløse præmisser med deraf følgende fejlagtige konklusioner, som eksempelvis troen på, at angrebet på WTC var iværksat af præsident Bush og hans medsammensvorne. Der er tale om grundløse præmisser, når det drejer sig om indbildt modstand eller om en indbildt fjende.

Konspirationsteorier kan med andre ord opfattes som en form for konflikter, som iklædes en fortælling eller myte, som man eventuelt kan være flere eller mange om at dele. Konspirationsteorier kan derfor være en måde at tackle konflikter på, men ikke en måde at løse dem på, for i så fald forsvinder teorien og ’mystikken’, og det er ingen i regelen interesserede i.

Men man kan i øvrigt ikke udelukke, at der i og med en konspirationsteori kan være tale om en form for kreativ intellektuel leg med fænomenernes, begivenhedernes og faktorernes orden, sådan som tilfældet så vidt jeg kan se er med Da Vinci Mysteriet. Baggrunden for ’legen’ kan være ønsket om at opnå personlig prestige og accept, samt eventuelt samtidig økonomiske og positionsmæssige fordele.

Generelle træk ved konspirationsteorier

Et karakteristisk grundtræk ved konspirationsteorier er, at de oftest handler om at noget af nogen bliver holdt hemmeligt for andre eller offentligheden, og den omstændighed giver nogle mennesker anledning til at spekulere over og eventuelt danne sig en teori om, hvorfor noget holdes skjult.

Et andet karakteristisk træk ved konspirationsteorier er, at disse som regel beskæftiger sig med begivenheder, der har et stærkt følelsesladet indhold eller som har en betydning af formodet eller reelt historiske dimensioner. I ly af en påstand om at vide bedre, nemlig gennem mistillid og mistanke om snyderi og bedrag, tilsidesætter konspirationsteoretikerne f.eks. socialt og moralsk komplicerede fænomener og reducerer disse til simple og angiveligt umoralske handlinger, begået helt bevidst af ’umoralske’ og ’ondskabsfulde’ myndighedspersoner eller fageksperter. Denne sidstnævnte form for konspirationsteori ser man oftest opstå inden for politik. F.eks. var nazismen og kommunismen på hver sin måde begge udtryk for konspirationsteori, hvor i hovedsagen jøderne og kapitalisterne blev identificeret med hinanden og lagt for had. Men sovjetkommunismen nøjedes dog ikke med at mistro og tillægge jøderne ansvaret for alle dårligdomme, hadet blev også overført på kulakkerne og andre ”klassefjender”, ja, sågar på egne trofaste partimedlemmer, hvad enten disse var arbejdere eller intellektuelle, som mistænktes for at stå i vejen for diktatorernes magtbrynde. Stalin led angiveligt af fremadskridende paranoia og skal engang have udtalt, at han endog var bange for sig selv!

Til Lenins og bolsjevikkernes forbrydelser hører det grusomme og brutale mord på zaren, zarinaen og deres fem børn i 1918. En begivenhed, som dels fik historiske konsekvenser for Rusland, og dels gav anledning til i hvert fald én konspirationsteori.

Et tredie træk ved konspirationsteoretikerne er, at disse ofte tillægger konspiratorerne nærmest overmenneskelige egenskaber og evner, hvorfor man har nemt ved at forestille sig, at der altid står en eller anden magtfuld person eller gruppe af personer bag den eller de begivenheder, man forestiller sig er resultatet af en sammensværgelse.

Et fjerde karakteristisk træk ved konspirationsteorier er, at disses ophavsmænd og tilhængere i videst muligt omfang forsøger at inddrage videnskaben til støtte for deres i reglen uverificerbare svar på spørgsmål om komplicerede problemer. Når videnskabens repræsentanter afviser at ville beskæftige sig med det ’materiale’ og de ’beviser’, som konspirationsteoretikerne fremlægger, bliver afvisningen i reglen tolket som udtryk eller ligefrem bevis for, at den er et tegn på konspiration og altså dermed en sammensværgelse med det formål at skjule ’sandheden’ eller ’kendsgerningerne’. Konspirationsteoretikerne tilsidesætter generelt set fagvidenskabernes undersøgelsesresultater og appellerer i stedet til såkaldt ’sund fornuft’. Man nøjes i reglen med at slutte fra det enkelte tilfælde og gøre det alment gældende, i stedet for som en kontrol også at slutte fra det almene tilfælde til det specielle.

Et femte karakteristisk træk ved konspirationsteorier er, at disse ofte produceres og opretholdes af personer med påviseligt fejlagtige opfattelser af de videnskabsgrene, som de i reglen selv inddrager og henviser til i sammenhængen. Desuden indeholder teorierne ofte velkendte logiske og metodiske fejl, hvilket må tilskrives, at det oftest er ikke-akademiske folk, der føler sig kaldet til at ’afsløre’ konspirationerne og helst også konspiratorerne. Der forekommer dog undtagelser fra reglen, idet der både i ældre og nyere tid også findes eksempler på fagvidenskabelige folk, der hengiver sig til konspiratoriske teorier over et eller andet emne, som de pågældende ikke har videnskabelige beviser eller rationelle forklaringer på. Et eksempel herpå er professor i astronomi ved Edinburghs Universitet, Charles Piazzi Smyth, som i 1864 udgav bogen Our Inheritance in the Great Pyramid. Bogen fik enorm betydning for okkultister og mystikere af alle afskygninger, specielt Rosenkreuzere og andre hemmelige selskaber, der mente at kunne spore deres oprindelse helt tilbage til den ægyptiske dødekult omkring pyramiden. Ifølge Mystikkens Verden, håndbog om parapsykologi og magi, 1978, skrevet af forfatteren Poul Fersling, er især Smyth's bog et godt eksempel på, hvordan en intelligent mand med et lidenskabeligt engagement i en bestemt teori, kan forledes til at manipulere sine videnskabelige observationer på en sådan måde, at de bekræfter hans teoretiske antagelser og ideer, i stedet for omvendt, at ideer og antagelser skal bekræftes eller evt. afkræftes af videnskabelige observationer. Men Mr. Smyth har formentlig selv været i god tro, men ladet sig forlede af entusiasme og ønsketænkning.

Karakteristisk for en konspirationsteori er det endvidere, at den er baseret på et begrænset antal data eller på indicier, som ikke sjældent er hentet fra mediernes ofte utilstrækkelige, overfladiske og sensationsprægede formidling af såkaldte kendsgerninger. Et af de seneste eksempler herpå, er at finde i tidsskriftet Illustreret Videnskab nr. 1-2010, hvori omtales opførelsen af slottet Coral Castle i Florida. En lettisk emigrant ved navn Edward Leedskalnin brugte angiveligt fra 1920 og frem 31 år af sit liv på at bygge slottet, men hvordan den spinkle mand havde båret sig ad med at transportere de store stenblokke og tonstunge porte til stedet og på plads, var for nogle noget af et mysterium. Der opstod myter om, at han havde genopdaget de gamle pyramidebyggeres byggemetode, og det understøttedes af, at ”nogle drenge, der engang sneg sig ind på byggepladsen, påstod at Leedskalnin havde fået de store sten til at svæve som heliumballoner.” (Citeret fra tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 1-2010, hvori artiklen om Coral Castle omtales s, 47).

Hvorfor ingen tænkte over, at den nævnte bygherre brugte 31 år på at bygge slottet, når han åbenbart beherskede magiske kræfter, forekommer uforståeligt. Det er også uforståeligt, at nogen har kunnet fæste lid til nogle fantasifulde drenges beretning og uden videre troet på deres forklaring. Eller det er det måske ikke, især når man gerne vil anlægge okkulte synspunkter på begivenhederne. Men også i dette tilfælde med opførelsen af Coral Castle er der efter min mening igen tale om en slags konspirationsteori, lige som 'forklaringerne' om byggeteknikken er helt efter den okkulte manual. På basis af ukendskab og uvidenhed om, hvad der rent faktisk er foregået, danner fantasifulde og ukritiske personer med præmisserne i uorden sig forestillinger om, hvordan noget kunne tænkes at være foregået. På grundlag af ufuldstændige og delvis forkerte præmisser tænker og gætter de pågældende personer sig til konklusionerne på basis af cirkelbeviser. Et cirkelbevis består som formentlig bekendt i, at man forudsætter det, der skal bevises.

Berømte konspirationsteorier

Lad os her nøjes med at se på nogle konspirationsteorier fra og med 1900-tallet og fremefter. En af disse er den, der påstår at holocaust aldrig har fundet sted, men at jødeforfølgelsen og jødeudryddelsen er en myte eller skrøne, der er sat i omløb af en sammensvoret international magtfuld jødedom. Også en del såkaldte ”revisionistiske historikere” med engelske David Irving som den mest kendte, benægter, at omkring 6 millioner jøder blev myrdet under naziregimet 1933-45. Irving og flere andre er siden blevet kendt skyldige i historieforfalskning, hvilket dog ikke har forhindret andre i at fortsætte med de uhyrlige påstande, som savner ethvert grundlag i virkeligheden, og som desuden er en hån imod de mange jøder så vel som ikke-jøder, der fristede et kummerligt liv i nazitiden, både i og udenfor kz-lejrene.

Dokumentationen for og vidnerne til, at udryddelsen af især det jødiske folk fandt sted, er så overvældende, at det er utroligt at nogen har turdet og tør benægte eller forfalske kendsgerningerne. Jeg behøver i øvrigt ikke at gå længere end til min kones far, der som politiassistent blev arresteret under den tyske besættelsesmagts internering af dansk politi 19. september 1944. Sammen med mange af sine kolleger endte han i kz-lejren Neuengamme i Tyskland, som også var gennemgangslejr for jødiske fanger. Selv om han havde svært ved at omtale sine heldigvis kun 8 måneders ufrivillige ophold i nazistisk fangelejr, kunne han dog fortælle om sine iagttagelser af, hvad der skete med især en gruppe jødiske børn, som midlertidigt opholdt sig i lejren og afventede at blive transporteret videre. Børnene var afmagrede og udsultede og stod ved pigtrådshegnet og stirrede med store, indfaldne og tomme øjne over på de danske politifolk. De sidstnævnte overlevede angiveligt kun i kraft af de nødhjælpspakker med mad, som de modtog fra Dansk Røde Kors. De fik dog ikke alt pakkernes indhold, for de tyske fangevogtere stjal en del af det, før pakkerne blev udleveret til danskerne. Men til trods herfor, delte de fleste af de danske politifolk på stedet i ubevogtede øjeblikke indholdet med de jødiske børn, selv om det var strengt forbudt og kunne betyde alvorlige repressalier. Min kones far oplevede også, at de jødiske børn en dag var væk, fordi de i ly af natten var blevet tranporteret videre til en anden lejr, og formentlig til en af udryddelseslejrene. I modsætning til, hvad tyskerne selv senere påstod, at de intet kendte til dødslejrene, så vidste både han og hans kolleger udmærket at de fandtes. Tanken om, hvilken skæbne, der havde ventet disse jødiske børn og i øvrigt også deres forældre, forlod ham aldrig siden. Selv blev han og hans kolleger, takket være den svenske Folke Bernadottes humanitære indsats, løsladt kort før Danmarks befrielse og kørt med de såkaldte Hvide Busser til et midlertidigt ophold i det neutrale Sverige, hvorfra han vendte hjem den 18. maj 1945.

Det er i øvrigt uhyrligt at diskutere antallet af bl.a. jøder, der omkom i dødslejrene og i øvrigt under nazistisk herredømme, for selve den kendsgerning, at tyskerne berøvede millioner af mennesker i Europa, jøder som ikke-jøder, deres frihed og selvbestemmelsesret og gjorde sig til regenter, dommere og bødler over disse, er i sig selv en uhyrlighed. Ét eneste menneske, der døde som følge af disse omstændigheder, er ét dødt menneske for meget.

UFO’er, IFO’er eller hvad?

Kort efter Anden Verdenskrig opstod rygterne om, at fremmede væsener fra det ydre rum jævnligt besøgte Jorden, fortrinsvis i Guds eget land, USA. Der var angiveligt folk, som ikke alene havde set rumfartøjerne, de såkaldte flyvende tallerkner, også kaldet UFOer, hvilket vil sige Uidentificerede Flyvende Objekter, af andre kaldt IFOer, dvs. Identificerede Flyvende Objekter. Det sidstnævnte var tilfældet for de folk, der påstod at have mødt nogle besynderligt udseende, men højt intelligente rumvæsener. En af disse folk var forfatteren George Adamski (1891-1965), som i medierne og i flere bøger tilmed hævdede, at han havde været oppe at flyve i disse rumfartøjer og i nogle tilfælde endda havde besøgt andre kloder i solsystemet. Forresten kunne Adamski forsyne sine bøger med fotos af angivelige rumfartøjer. Et af disse fotos blev af sagkyndige folk vurderet som værende et foto af et skraldebøttelåg til en type runde skraldebøtter, som fandtes i New York. Låget var konstrueret på en sådan måde, at der på dets underside fandtes tre triangulært anbragte halvkugleformede udbygninger, som holdt låget tæt og fast tillukket, når det blev presset ned over bøttens åbning. Adamski påstod, at de tre halvkugler var rumfartøjets landingsstel. Det var hans ukritiske tilhængere mere end villige til at tro på.

Der kan næppe være tvivl om, at opkomsten af aliens eller væsener fra det ydre rum, hænger sammen med verdens generelle situation i de perioder, hvor sådanne væsener og deres flyvende fartøjer hyppigt optræder. Anden Verdenskrigs afslutning i 1945-46 fulgtes snart efter af den såkaldte ”kolde krig” mellem Rusland og Amerika og mellem Øst- og Vestblokken. I den periode herskede der også frygten for atombomben, så den mentale jordbund var ligesom gødet for tanker eller forestillinger om undergang eller ligefrem ”dommedag”. Eftersom det var indlysende for stort set enhver, at der ikke var meget, der tydede på at politikerne og ejheller det nyoprettede FN kunne klare problemerne, endsige skabe den med længsel eftertragtede fred på Jorden, måtte opskræmte og utålmodige sjæle se sig om efter hjælp andetsteds fra. Den naive forestilling om, at superhelte kunne redde menneskeheden, sådan som det fremstilledes i flere af tegneserierne fra kriseårene i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne, helte som f.eks. ”Superman”, ”Batman” og ”Spiderman”, var selvfølgelig ren og skær fiktion. Det er derfor forståeligt, at frygten og usikkerheden så sig om efter ’helte’ af ’overjordisk’ karakter, og det er derfor karakteristisk, at der netop i sidste halvdel af 1940’erne og i 1950’erne nærmest vrimlede med science fiction-bøger og –film. Men rumvæsenerne i disse, som kom til Jorden fra andre planeter, deriblandt fra Mars, var til at begynde med ikke venligt stemte overfor de jordiske mennesker, tværtimod. UFOlogerne mente, og adskillige frygtsomme mennesker var enige med dem i, at rumvæsenernes hensigt med specielt at opsøge jorden, var at foretage straffeaktioner overfor den ’vildfarne’ og ’syndige’ menneskehed. Rumvæsenerne var derfor på den tid i reglen kun ude på at demonstrere deres egen styrke og overlegenhed og skabe frygt og terrorisere jordboerne, hvor de kunne komme afsted med det.

Men allerede i slutningen af 1930’erne, hvor frygten for en ny storkrig dominerede store dele af verden, blev rumvæsenerne aktuelle. Medierne og herunder ikke mindst de radiofoniske, bragte dagligt den ene nedslående og uhyggelige nyhed efter den anden, og bidrog dermed til at skabe frygt og usikkerhed, især omkring verdenssituationen. I Amerika lurede frygten nærmest som hysterisk paranoia, og at denne kendsgerning og situation i længden var farlig og uholdbar, ville den daværende teaterdirektør og senere filminstruktør Orson Welles i 1938, - måske lidt naivt og psykologisk ukyndigt - gerne medvirke til at få folk til at forstå det uhensigtsmæssige i. Derfor producerede han et radiohørespil, ”The War of the Worlds”, som foregav at være en nyhedsudsendelse, som blev afbrudt midtvejs med den alarmerende meddelelse, at såkaldte UFO’er var landet flere forskellige navngivne steder i Amerika, og at formentlig fjendtligt indstillede rumvæsener måske havde til hensigt at invadere og tage magten i landet. Folk, som boede i nærheden af de angivne steder flygtede ud på vejene, så der opstod trafikkaos. Ingen, selv ikke dem, der boede tæt på de lokaliteter, hvor rumvæsenerne angivneligt skulle befinde sig, tænkte på selv at undersøge sagen, men blev i stedet grebet af panik og forskansede sig i deres huse eller flygtede fra stedet. Da radiostationen på politimyndighedernes opfordring afbrød Welles’ udsendelse og meddelte, at der kun var tale om et fiktivt hørespil, var der angiveligt mange mennesker, som i første omgang ikke ville eller turde stole på dementiet.

McCarthyismen

Situationen med den stadigt lurende amerikanske paranoia gentog sig i øvrigt i 1950’erne, men da var årsagen angiveligt frygten for sovjetkommunismen og amerikanske kommunisters formodet undergravende virksomhed inden for Amerikas egne grænser. Det udmøntede sig i 1953 i nedsættelsen af ”Komiteen til undersøgelse af uamerikansk virksomhed”, som indkaldte mange kendte så vel som mindre kendte amerikanere til afhøring om deres politiske tilhørsforhold eller sympatier. Komiteen blev ledet af den rabiate republikanske senator Joseph McCarthy, hvis fordømmende moralske myndighed blandt andet fratog en hel del amerikanere, fortrinsvis mænd, deres frihedsrettigheder, foruden deres professionelle arbejde. Blandt de uheldige var ikke mindst en række folk i filmbyen Hollywood, som f.eks. den verdensberømte filmkomiker Charlie Chaplin. Han mistede dog ikke sit job eller sit internationale ry som verdens største filmkomiker, men han, der havde bevaret sit engelske statsborgerskab, kom på yderligere kollisionskurs med den magtfulde højrefløj i amerikansk politik. Det førte nogle få år senere til hans udvisning fra Amerika, hvor han havde boet og levet og betalt skat lige siden 1914, hvor han startede sin enestående filmkarriere i Guds eget land.

Men McCarthys metoder var så hensynsløse, at man anså det for at kunne skade USAs renommé, både internt og eksternt, at Senatet allerede året efter, i 1954, afskedigede ham. McCarthys regime kaldtes McCarthyismen. Set i bakspejlet må man desværre konstatere, at de to senere så berømte Kennedy-brødre, John F. Kennedy og Robert Kennedy, som begge var advokater af uddannelse, en overgang arbejdede som sekretærer for den ligeledes senere kendte advokat og endnu senere præsident Richard M. Nixon, der dengang fungerede som anklager for Komiteen for uamerikansk virksomhed.

Aliens og nisser

På biografrepertoiret stod der i de år en hel del science fiktion-film, som f.eks. ”When Worlds Collide” (1951; ”Klodernes kamp”), som helt igennem var en dygtigt lavet såkaldt ”dukke-film”, idet den udelukkende var blevet lavet med minaturemodeller af kloder, rumskibe og rumvæsener, optaget i enkeltbilled-teknik, hvor man ændrer lidt på en figur for hvert eller hvertandet billede (eksponering). Men der forekom også en del spillefilm, som fik betegnelsen horrorfilm, altså gyserfilm, hvori rumvæsener spillede en afgørende rolle, som f.eks. i horrorfilmen ”Invasion fra Mars”, som blev et stort tilløbsstykke. Derfor ikke noget at sige til, at biograferne gerne spillede den slags film.

Imidlertid ændrede de invaderende rumvæsener totalt karakter, da disse en del år senere blev fremstillet af den nyopdukkede amerikanske filminstruktør Steven Spielberg, som i og med sine spillefilm ”Close Encounter of the Third Kind” (1980; ”Nærkontakt af tredie grad”) og ikke mindst ”Extra Terrestrial, E.T.” (1982; ”E.T.”), hvori rumvæsenerne blev fremstillet som venligere, mere imødekommende og til dels mere følsomme og klogere, end de jordiske mennesker. Det må siges, at på det tidspunkt var den vestlige verden i den situation, at velstanden var steget betydeligt i mange af de enkelte lande, først og fremmest i Amerika, og blandt andet som følge af den større og stigende produktivitet og deraf følgende lave arbejdsløshed. Det gav følelsen af en relativt større tryghed, og denne følelse og situation afspejlede sig altså også i en del af tidens spillefilm.

Der er for mig ingen tvivl om, at Ufologien holdes i live af de mange interesseforeninger, der efterhånden er opstået rundt om i verden. Disses eksistensgrundlag og berettigelse hænger jo nøje sammen med, at der i hvert fald med mellemrum ’rapporteres’ om de angiveligt flyvende objekter og de påståede aliens. Og sådanne ’rapporter’ skorter det ikke på. Så sent som her i slutningen af februar 2009 kunne medierne fortælle, at der alene i Canada var udkommet en rapport om mere end et tusinde iagttagelser af ’mystiske’ ting i luftrummet over landet. Den canadiske UFO-forening kunne dog fastslå, at der for 90% af iagttagelsernes vedkommende var tale om naturlige forklaringer, så som fly, lyseffekter, luftballoner mm., men der resterede imidlertid 10%, som man ikke var i stand til at give en naturlig forklaring på. Underforstået, at der så nok var tale om, at der lå ’overnaturlige’ årsager til grund. Dertil må dog siges, at den omstændighed, at ’man’ ikke ser sig i stand til at redegøre for de nævnte resterende 10%, jo ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at der så reelt er tale om UFO’er.

Det er næppe helt uberettiget at sammenligne de såkaldte aliens med folketroens nisser. Begrebet nisse er et tabu-ord for husvætte eller gårdbo, som holder til ved bøndergårde, hvis ve og vel de sørger for, hvis de behandles godt hele året rundt. Gør de ikke det, forårsager de skade og sygdom på mennesker og husdyr og misvækst på markerne. Nisserne er med andre ord blevet brugt til at forklare tilsyneladende uforklarlige hændelser og fænomener, som man, hvilket vil sige godtfolk i al almindelighed, ikke umiddelbart har kunnet give naturlige årsagforklaringer på. At nisserne blev karakteriseret som usynlige er forståeligt, især i betragtning af at de jo ikke eksisterer i det virkelige liv. Men ved at bruge nissen eller gårdboen som årsagsforklaring, kunne man lige som gøre sig dé ting og hændelser forklarlige, der forekom uforståelige. At der i virkeligheden var tale om, at der lå naturlige årsager til grund, når gårdens folk og dyr blev syge, eller der forekom år med misvækt af afgrøderne, havde almindelige bønder og landbefolkningen normalt ikke kendskab til, især ikke før i tiden. Samtidig var man til en vis grad overtroiske og troede på gode så vel som onde ånder, og satte i reglen sin lid til, at kloge koner eller hekse kunne udvirke mirakler, når det gjaldt om at helbrede eller besværge og modvirke de onde magter.

Jeg vover altså den påstand, at det i princippet forholder sig med aliens som med nisser, og at begge kategorier er produkter af forskellige så vel positive som negative psykologiske faktorer, som for de positive faktorers vedkommende f.eks. kan være trang til spænding, mystik og romantik, og for de negative faktorers vedkommende kan være frygt, angst og paranoia. Men altsammen kombineret med en trang til at undergive sig og en evne til at tro, ikke kun på én, men et multiplum af højere magter, der ifølge sagens natur anses for at være både mere magtfulde, intelligente og specielt teknisk dygtigere, end tilfældet er for noget menneske. Dog altså ikke kun ’gode’ magter, der har til hensigt at ville hjælpe menneskeheden på den rette vej, men i nogle tilfælde magter med ’onde’ hensigter, som vil terrorisere og i værste fald tilintetgøre menneskeheden og sågar også selve Jordkloden.

Hvad mente Martinus om UFO’er?

Her skal jeg ikke indlade mig på en udførlig og detaljeret redegørelse for, hvordan Martinus opfattede fænomener som flyvende tallerkener og aliens, men kun sige, at bedømt på grundlag af de få udtalelser af ham herom, der foreligger på tryk, var han skeptisk og mente, at der højst sandsynligt var tale om flyvende ’fartøjer’, som supermagterne eksperimenterede med, for blandt andet at kunne udspionere hinandens territorier. Dette synspunkt bekræftes i hvert fald af det senere afslørede amerikanske spionfly, kaldet Stealth, der karakteriseredes som usynligt, fordi det ikke var muligt at registrere det ved hjælp af radar. Men amerikanerne eksperimenterede også med noget mindre flyvende, ubemandede objekter, som eksempelvis kunne bevæge sig ind i en by helt nede i gadeniveau, hvilket skulle gøre det muligt at registrere fjendtlige soldaters og våbens positioner under en byguerillakamp.

Det er i øvrigt et af Martinus’ grundsynspunkter, at verdensaltets utallige kloder er fuld af liv på alle planer og niveauer, fra primitive til højt udviklede, intelligente og humane væsener, hvilket læseren vil kunne gøre sig bekendt med, ved f.eks. at læse nogle af afsnittene her på hjemmesiden. Men det er former for liv, som ikke nødvendigvis ligner det jordiske menneske eller andre jordiske skabninger, og som derfor fordrer andre livsbetingelser, end dem vi kender her på Jorden. De pågældende væsener ville derfor næppe kunne trives her. Imidlertid mente Martinus ikke, at han helt kunne afvise, at der muligvis kunne være tale om flyvende objekter og aliens fra det ydre rum, men i så fald måtte det dreje sig om overfysiske fartøjer og væsener, som i nogle tilfælde blev synlige eller synliggjorde sig for dertil særligt egnede og måske clairvoyante personer. Som grund til, at det ikke kunne være fysiske fartøjer og væsener, angav Martinus, at afstandene i verdensrummet er så umådeligt store, at det ville være umuligt at passere disse inden for et rimeligt tidsrum. Det er i øvrigt også et af de argumenter imod aliens og flyvende fartøjer fra det ydre rum, der bruges af fagfolk med kendskab til astronomi og astrofysik. Konklusionen må her blive, at man ikke med rette vil kunne tage Martinus til indtægt for, at der findes UFO’er og aliens, men heller ikke for det modsatte, nemlig at de ikke findes. At Martinus overhovedet udtalte sig om UFO’oer og aliens skyldtes, at nogle af hans medarbejdere havde den opfattelse, at siden han angiveligt havde såkaldt kosmisk bevidsthed, måtte han jo kunne svare på et hvilket som helst spørgsmål, der blev stillet til ham. Men det afviste han, med henvisning til, at den slags detaljespørgsmål ikke hørte ind under den emnekreds, han følte det som sin opgave at skulle have med at gøre.

Fænomenet korncirkler

Man kan i øvrigt undre sig over de i de senere år så hyppigt optrædende såkaldte korncirkler, som dels er strengt geometriske og dels ofte meget smukke. Som påstået af konspirationsteoretikere er korncirklerne meddelelser eller budskaber fra ’højere magter’, formidlet af de såkaldte aliens, på dansk kaldet de ’udenjordiske’. Det, man som skeptiker kan undre sig over, er, hvorfor angiveligt så højt begavede væsener som aliens påstås at være, kun lige præcis benytter modnede og ofte lidt afsides beliggende kornmarker til at kreere budskaberne i. Det begrænser jo i al fald den periode, hvori det er muligt at sende budskaber ad den vej, idet høstsæsonen på f.eks. vore breddegrader kun omfatter cirka 3 måneder! For at få det fulde udbytte af korncirklerne, skal disse desuden ses fra luften og helst fra en helikopter, hvorfra det er muligt at overskue og eventuelt fotografere og filme fænomenerne. Besynderligt nok findes der en masse fotografier af korncirkler, hvilket må betyde, at der også findes fotografer eller folk, der om jeg så må sige er på pletten ved enhver given lejlighed.

Det vides imidlertid med sikkerhed, at en del af de korncirkler, der f.eks. er fotograferet i England, er menneskeskabte, og de korncirkler, man ikke umiddelbart har nogen normal eller såkaldt naturlig forklaring på, påstås af konspirationsteoretikere at være frembragt af de ’udenjordiske’. Imidlertid vil jeg personligt tro, at de ofte visuelt smukke og geometrisk perfekte korncirkler snarere er computerskabte gennem billedmanipulation. Det tror jeg blandt andet, fordi jeg anser det for både fysisk og praktisk umuligt at forme en mere eller mindre tør kornmark i de præcise og ikke sjældent komplicerede geometriske figurer og mønstre, som der vitterligt er tale om med en del af korncirklerne. Derimod ved jeg, at det i nyere tid er blevet både teknisk og kreativt muligt at fremstille troværdige ’fotos’ af snart sagt hvad som helst. Tænk bare på de computergenererede ’tegnefilm’, som er blevet så almindelige i biograferne og i fjernsynet, lige som digitalt fremstillede billeder eller ’fotos’ efterhånden er blevet almindelige i den trykte presse. Den digitale eller computerskabte ’verden’ forekommer ikke mindst i det enorme udbud, der er af computerspil, og for de digitalt fremstillede films vedkommende, behøver man blot at tænke på spillefilm, som f.eks. Jurassic Park, hvori fortidsdyrene er computergenererede, Titanic, hvori bl.a. skibet Titanic er computerskabt, mens Toy Story 1- 2, Shrek 1-3, The Antz, The Dinosaurs, Bee Movie, Flat Feet, Bolt og mange, mange andre og flere helt igennem er computergenererede. Hvad film angår behøver man i øvrigt blot at tænke på de såkaldte UFOer og aliens, der optræder i filminstruktøren Steven Spielbergs ”Close Encounter of the Third Kind” og den rørende ”Extra Terrestrial, E.T.”, der i øvrigt blev en verdenssucces. I disse to film er rumvæsenerne og rumfartøjerne dog i hovedsagen fremstillet ved hjælp af traditionel filmteknik. Det særligt interessante er efter min opfattelse, at det ’rumskib’, der forekommer i den førstnævnte film, ifølge Spielbergs eget udsagn var inspireret af den elektrisk oplyste storby Los Angeles ved nattetid, og – vigtigt at notere sig – set fra et højtliggende plateau og således, at byen vendte på hovedet, hvorved det kunne se ud som om der var tale om lys fra et kæmpemæssigt og såkaldt udenjordisk ’rumfartøj’.

Man kunne så spørge, hvilken interesse visse folk kan have i at kreere korncirkler, hvad enten disse er skabte ved hjælp af tekniske redskaber eller via computer? – Jo, så vidt jeg har forstået, kan det psykologisk set dels være udtryk for spænding ved det hemmelighedsfulde, for derigennem at føle og gøre sig interessant, og dels kan det være for at drive gæk med godtroende mennesker, som jo ikke har en jordisk chance for umiddelbart at kunne gennemskue det falsum, som fænomenernes påståede ’udenjordiske’ oprindelse i hvert fald efter min opfattelse er udtryk for.

Men i øvrigt skal jeg ikke indlade mig på yderligere argumentation imod påstanden om de påståede ’aliens’ eller ’udenjordiskes’ budskaber, for hvad jeg end ville fremføre af ’modbeviser’, ville disse omgående blive modsagt af folk, der er fuldkommen overbeviste om, at det er disse ’udenjordiske’ intelligente kræfter, der står bag blandt andet korncirklerne. Dog skal det tilføjes, at jeg personligt tror på, at der findes liv, og tilmed højt udviklet, intelligent liv mange steder i det uendelige univers, men jeg mangler forståelse for, hvorfor væsener fra fjerne fremmede planeter, måske tilmed uden for vort eget solsystem, skulle have speciel interesse i lige præcis os jordboere. Så unikke og betydningsfulde er vi trods alt nok ikke set i det umådelige verdensalts perspektiv.

Kommentar

Tidsskriftet Kosmos nr. 1-2011 bragte blandt andet en interessant artikel med titlen "Symboler på marken ...". Den er skrevet af en af bladets redaktører, Olav Johansson, som angiveligt er ”en ven af orden, logik og rimelighed”. Det med logikken kan man måske tillade sig at stille sig skeptisk overfor, når man har læst artiklen, for dens forfatter tror, ”at der findes højere udviklede væsener end os selv, som ved hjælp af geometriske figurer vil kommunikere et slags budskab – og skøn kunst ikke at forglemme! – til os jordmennesker.” Det har Olav Johansson naturligvis lov til at mene, men man kunne så spørge, hvad det er for et budskab, disse ”højere udviklede væsener” vil viderebringe til os laverestående jordbeboere? Dette har han efter min mening ikke noget præcist og acceptabelt bud på, i hvert fald ikke i sin artikel.

Men selvom jeg ikke her skal vove mig ind på en detaljeret begrundet vurdering eller diskussion af substansen i Olav Johanssons artikel "Symboler på marken ...", vil jeg dog sige, at enhver bliver salig i sin tro, han i sin og jeg i min. Min tro eller overbevisning – jævnfør, hvad der er sagt tidligere ovenfor - vedr. korncirkler er, at disse under alle omstændigheder er menneskeskabte, enten i kornmarker eller i en del – og formentlig de fleste - tilfælde i form af computergenereret billedmanipulation. De fotos, der illustrerer artiklen side 10, 12 og 13, er efter mit bedste skøn fremstillet ved hjælp af computerskabt billedmanipulation.

Forresten kan korncirklernes konstruktion i forbavsende grad minde en del om de computerskabte fantastiske fraktaler, der i slutningen af 1970'erne var på mode, og som herhjemme blev promoveret af videnskabsjournalisten Tor Nørretranders. Fraktaler består i, at uanset hvor meget man opdeler en helhed eller enhed i stadig mindre enheder, så vil hver enkelt enhed være en tro minikopi af den overordnede helhed. Dette princip om stadig mindre enheder indeni enheder har Martinus især gjort brug af i sit nærmest geniale symbol over Livs- og Stofenhedsprincippet.

I forbindelse med den raffinerede struktur af i hvert fald nogle af de komplicerede korncirkel-figurer, der illustrerer Olav Johanssons artikel, vil jeg vove den påstand, at sådanne ikke vil kunne skabes i en kornmark. Men derfor behøver man ikke nødvendigvis at drage den forhastede – og derfor urimelige - konklusion, at disse figurer så derfor nok må være skabt af 'højere udviklede væsener end os selv”, for det er en kendsgerning, at de viste figurer med relativ lethed vil kunne skabes gennem computergenereret billedmanipulation - og formentlig også er blevet det!  

Man kunne med rette stille spørgsmålet: Hvorfor kreeres korncirkler forresten altid lige præcis i kornmarker, som jo kun findes i den kortvarige høsttid? - Man skulle jo mene, at hvis der var nogen kloge og ”højere udviklede væsener”, som ville kommunikere vigtige budskaber, at de så ville vælge et mere bestandigt medie!  

Man kan desuden undre sig over, at der tilsyneladende altid er en fotograf i en flyvemaskine eller måske i en helikopter til stede, men først efter at korncirklerne er blevet konstrueret i en kornmark. Man kan undre sig endnu mere over, at sådanne fotografer – i hvert fald mig bekendt - aldrig har været til stede og har fotograferet under selve kreationen af en korncirkel. Nej, siger den troende 'overbeviste', det skyldes nok at korncirklerne skabes i al hemmelighed og at de '”højere udviklede væsener” ikke ønsker, at symbolerne skal blive set, før de er færdige (!). 

I det hele taget er der mange finurlige spekulationer og teorier omkring korncirkel-fænomenerne. Som f.eks. den forsøgsvise sammenligning mellem "mark-symbolerne" og Martinus' helt igennem håndtegnede, men afgjort geniale geometriske symboler. Den sammenligning og sammenkædning må stå for Olav Johanssons egen regning, for den kan efter min mening næppe, sådan som han udtrykkeligt mener, på seriøs måde medvirke ”til at berede jorden for modtagelighed og interesse for det geniale sprog, som Martinus’ symboler taler.” Rent bortset fra, at jeg tror, at fænomenet korncirkler er et forbigående åndeligt modefænomen, så mener jeg desuden, at der er tale om et falsum, iværksat af matematisk begavede spøgefugle. Desuden må jeg sige, at jeg personligt havde håbet på, at vi i det seriøse tidsskrift KOSMOS skulle blive forskånet for beretninger om de såkaldte korncirkler. Det troede og håbede jeg var et emne, der var forbeholdt mindre seriøse og mere populære tidsskrifter.

(Kommentaren tilføjet 15. januar 2011)

Mordet på præsident Kennedy

En dramatisk begivenhed, som attentatet mod præsident John F. Kennedy den 22. november 1963 i Dallas, Texas, fik for alvor konspirationsteoretikere op på mærkerne. De tilsyneladende uafklarede omstændigheder, der til at begynde med var omkring den totalt uventede tragiske begivenhed, førte hurtigt til dannelsen af flere forskellige teorier om, at der måtte stå en sammensværgelse bag mordet. Skeptikere troede simpelthen ikke på, at mordet kunne være blevet begået af en enkelt mand, og slet ikke af en så ubetydelig og almindelig person som Lee Harvey Oswald. En af teorierne går derfor ud på, at der var flere mænd om at udføre selve angrebet på præsidenten, der som bekendt blev myrdet, mens han sad i en kørende, åben bil ved siden af sin hustru, Jacqueline Kennedy. Den af myndighederne nedsatte Warren-kommissions undersøgelser og konklusioner blev rask væk fejet til side af en række folk, som mente at vide bedre, nemlig at der i virkeligheden var tale om et komplot, muligvis fra mafiaens eller CIA’s side eller muligvis fra begge sider i samarbejde. Som begrundelse herfor blev angivet, at mafiaen var stærkt utilfreds med at præsidenten og hans broder, justitsminister Robert Kennedy, gjorde alvorligt mente forsøg på at minimere mafiaens indflydelse i USA. Desuden var der en del magtfulde mennesker, som angiveligt var stærkt imod, at præsidenten og hans broder ville ophæve raceadskillelsen, således at også afroamerikanere skulle have adgang til skoler og læreanstalter, og desuden til busser og offentlige toiletter på lige fod med hvide.

Noget af det ved mordet på præsident Kennedy, der har været med til at mystificere dette, er de mange mere eller mindre relevante spekulationer omkring selve hændelsesforløbet og årsagerne dertil. Hvad kendsgerningerne angår, så er disse efter min opfattelse faktisk forholdsvis enkle og uden nogen form for mystik. Mystikken opstår i de folks bevidsthed, som er skeptiske og mistroiske af tilbøjelighed, og dem var og er der en hel del af. Eksempelvis var der nogle, som mente og stædigt fastholdt, at præsidenten måtte være blevet skudt forfra, og ikke bagfra, sådan som Warren-rapporten konkluderer. Påstanden om, at der blev skudt forfra, baserer sig dels på, at der var folk som mente at have hørt skud, som kom henne fra en græshøj et stykke foran præsidentens bil, og dels på, at man på Abraham Zapruders amatørfilm af mordet tydeligt ser, at præsidentens hoved og overkrop på et tidspunkt bliver tvunget bagover. Det med lydene af skud fra græshøjen blev imidlertid af eksperter afvist med, at der formentlig var tale om ekko fra bl.a. viadukten længere fremme på Elm Street. Men derudover har senere grundige ballistiske prøver og analyser dels demontreret, at skudvinklen for de tre skud, der angiveligt blev affyret imod præsidenten, passer med, at der blev skudt oppe fra 5. sal i den bygning, som præsidentens kortege havde passeret forbi få øjeblikke, før skuddene faldt, og dels, at den tilsyneladende modsigende bevægelse, præsidentens hoved og krop gør bagud efter det andet skud, har en naturlig forklaring, som folk i almindelighed i reglen overser. Der skete nemlig lige præcis det, der sker, når f.eks. en person i en bil bliver påkørt bagfra, at overkrop og hoved presses bagover, og hvis sædet ikke har nakkestøtte, så bøjes hovedet bagover i en pludselig og kraftig bevægelse, som ofte beskadiger halshvivlerne. Det er det, der kaldes et ”piskesmæld”. Men i øvrigt har eksperter, som har undersøgt Kennedy-mordet, påvist at der var tale om en rekyl-refleks hos præsidentens hoved og krop som følge af, at nakkeskuddet slyngede hans højre hjernehalvdel ud i forreste side af hovedet.

Der skete i henhold til, hvad man i øvrigt kan se af Zapruders film, det, at præsidentens siddestilling efter det første skud læner sig lidt forover og ind mod Jacqeline, idet han samtidigt hæver begge arme krampagtigt bøjet. Hun forsøger tilsyneladende at beskytte ham, idet hun ligesom lægger sine arme om ham. Det er mens han sidder i denne stilling, at det andet skud øjeblikket efter affyres oppe fra skolebogslageret og rammer hans hoved i en vinkel, så skuddet går ind i nakken og ud i øverste højre side af hans foroverbøjede hoved, hvorved tindingebenet splintres og rives løs og højre hjernehalvdel delvis slynges ud af hjerneskallen og bliver hængende foran højre side af præsidentens hoved. Sekunder før det tredie skud angiveligt falder, bøjer præsidenten sig igen forover, for derefter at falde ned i bunden af bilen, hvorved han ikke kan ses fra Zapruders synsvinkel. Imens kravler præsidentfruen fladt bagud og op på bilens bagsmæk, tilsyneladende i et forsøg på at hjælpe den sikkerhedsvagt, der på sin side forsøger at hænge fast i bilen, idet chaufføren speeder op, for at komme væk fra stedet.

Det med, at præsidentens højre hjernehalvdel blev slynget delvis ud, så at den hang ned på højre side af hans hoved, undgik til at begynde med åbenbart manges opmærksomhed, for i de første TV-programmer om mordet blev det slet ikke omtalt. Heller ikke selvom filmoptagelsen af selve skudepisoden blev repeteret i TV igen og igen. At konspirationsteoretikere heller ikke nævnte det, kunne måske skyldes, at det ville modsige påstanden om, at præsidenten blev skudt forfra. Ifølge denne påstand kom skuddene henne fra den græs- og buskbeklædte forhøjning, som lå og ligger på højre side af Elm Street, som præsidentens kortege kørte ad på vej mod viadukten længere borte. Men ifølge senere og meget grundige ekspertundersøgelser af fotos af græshøjen med træbevoksningen, kan der næppe være tvivl om, at der med den person, som nogle mente at se stå i skyggen bag træerne, er tale om en illusionistisk virkning i lighed med et såkaldt fikserbillede, idet bladhanget med lidt god vilje godt kunne se ud, som om der står en person i skjul bag det. Men kraftige forstørrelser og analyser af billederne har med sikkerhed påvist, at der kun er tale om træernes blade.

Til påstanden om, at den inferiøre Lee Harvey Oswald ikke var Kennedys morder, må man efter min mening sige, at det desværre før er set, at der faktisk kun skal et relativt ubetydeligt menneske til, for at myrde en mere betydelig personlighed. Her tænker jeg især på tre andre eksempler: Mordet på præsident Abraham Lincoln, samt mordene på henholdsvis borgerretsforkæmperen, baptistpræsten Martin Luther King og justitsminister Robert Kennedy. Mordet på præsident Lincoln, som var kendt for sin modstand imod slaveriet, som det lykkedes ham at få ophævet i 1865, fandt sted samme år og kort efter sejren over Sydstaterne. Han blev myrdet under et teaterbesøg. Morderen var den ukendte skuespiller John Wilkes Booth, som var rabiat tilhænger af slaveriet. Han havde for øvrigt flere gange tidligere forsøgt at myrde Lincoln, men havde ikke haft heldet med sig. Man mener i øvrigt, at Booth blev dræbt kort efter i den efterfølgende ildkamp med militæret. Mordet på Robert Kennedy fandt sted under en valgkamp i Los Angeles i juni 1968 og morderen var den kun 24-årige palæstinenser Sirhan B. Sirhan, som ikke selv kunne eller ville give nogen rimelig forklaring på sin ugerning, men hans mor mente, at sønnens motiv var arabisk nationalisme. Sirhan blev i øvrigt idømt dødsstraf, som senere ændredes til livsvarigt fængsel.

Mærkværdigvis er der ikke opstået konspirationsterorier i den anledning, måske fordi morderen straks blev pågrebet og hændelsesforløbet i øvrigt klarlagt. Lidt anderledes forholder det sig med mordet på Martin Luther King, som skete i 1965, og hvor morderen med al sandsynlighed var den kriminelle James Earl Ray, som blandt venner var kendt for sin rabiate racisme. Nogle mente i øvrigt, at der stod en sammensværgelse bag mordet, men det er ikke blevet bekræftet, så derfor har vi formentlig her endnu en konspirationsteori.

Men i det hele taget, så har påstandene, argumenterne og spekulationerne især imod Oswald som solo-morderen været så omfattende, at de er vanskelige at forholde sig til. Personligt mener jeg, at mange af argumenterne baserer sig på falske grundlag, som det f.eks. er tilfældet med påstanden om, at præsidenten ”med al sandsynlighed” blev skudt forfra, fordi der i hvert fald også stod en person skjult bag nogle træer oppe på den græshøj, der lå og ligger tilhøjre for den rute, som præsidenten og hans følge kørte ad, da de passerede bygningen med skolebogslageret. Dette lå som nævnt øverst oppe på 5. sal i bygningen Texas School Book Depository, hvor Oswald havde sin arbejdsplads. I henhold til Warren-rapporten fandt politiet i øvrigt både skydevåbnet, en Mannlicher-Carcano-riffel med kraftigt kikkertsigte, og tomme patronhylstre ud for det vindue, hvorfra der var blevet skudt mod præsidenten.

Imidlertid tjener det ikke noget formål, at forsøge at mane til besindighed i myter, som f.eks. den om den påståede sammensværgelse bag mordet på præsident Kennedy, for folk med trang til at danne sig konspirationsteorier kan lige så lidt overbevises om noget andet, som tilfældet er med dybt troende mennesker, som kun kan acceptere den tro, de nu engang har. Disse linier er derfor ikke skrevet for folk, som søger udspekulerede og spidsfindige luftkasteller, men derimod for åbne og fordomsfri mennesker, som søger at se bag om det ydre skin, der ikke sjældent omgiver store og særlige begivenheder. At disse ikke altid er umiddelbart forståelige og gennemskuelige, men alligevel ved nærmere eftersyn viser sig at være banale og ligetil, burde egentlig være en advarsel om at udvise forsigtighed i bedømmelsen og vurderingen af disse.

Månelandinger – fakta eller fup?

En fjerde og hårdnakket konspirationsteori går ud på, at de amerikanske bemandede månelandinger i perioden 1969-72, var forfalskede. Det var altså en total misinformation, der fandt sted, da astronauten Neil Armstrong i 1969 som den første betrådte månens overflade, en begivenhed, der blev fulgt på alverdens TV-skærme. Efter at have udtalt de berømte ord, da han satte foden på månens overflade: ”Det er et lille skridt for et menneske, men et stort skridt for menneskeheden!”, fulgtes han af Edwin E. Aldrin, mens Michael Collins fortsat opholdt sig i det parkerede rumfartøj ”Apollo 11”. Konspiratorerne bag månelandgangen som et falsum, var ifølge skeptikerne angiveligt magtfulde folk i rumfartsorganisationen NASA, som med det formål at fremme prestigen og dermed også de økonomiske bevillinger til at fortsætte rumprogrammet, havde ladet nogle filmfolk arrangere og foretage optagelserne af månelandingerne og astronauternes ekskursion på månens overflade i et filmstudies kulisser. Konspirationsteoretikere fremførte mange og finurlige argumenter for, at det hele skulle dreje sig om et falsum. For blot at nævne ét argument, så indvendtes det, at det amerikanske flag, Stars and Stibes, som blev opstillet, for dels at markere landingstedet og for dels at tilkendegive, at amerikanske astronauter var de første til at betræde månen, blafrede. Men da der ingen vind er på månen, måtte dette være en umulighed, hævdede skeptikerne. Hertil indvendte sagkundskaben imidlertid, at flagstangen af vægtmæssige grunde var lavet af et let materiale, og den lette konstruktion bevirkede, at stangen og flaget rystede ved de mindste vibrationer i underlaget, som fremkaldtes af astronauternes bevægelser hen over måneoverfladen. I det lufttomme rum er der ingen luft til at dæmpe svingningerne, så derfor blafrede flaget i længere tid, end tilfældet ville være på Jorden.

Den påstand, at månelandingerne var et falsum, har man hægtet den afdøde filminstruktør Stanley Kubrick op på, vistnok fordi hans enke har påstået, at han engang skulle have fortalt hende 'sandheden', og han måtte jo vide bedst, for det var ham der i 1968 havde lavet fiktionsfilmen ”2001 – a Space Odyssey” ("Rumrejsen 2001"). I øvrigt en teknisk set fremragende film, hvori de forekommende planeter, rumskibe og lignende udelukkede var blevet lavet ved hjælp af traditionel filmteknik, dvs. ved hjælp af modeller, der gennem særlige mekaniske arrangementer bevægede sig omkring på skinner, som imidlertid ikke kunne ses, fordi studiet, hvori de blev optaget på film, var totalt mørkelagt, bortset fra modellerne, som blev belyst ved hjælp af spotlights. Computergenereret grafik og animation var af gode grunde endnu ikke taget i brug på det tidspunkt, da filmen blev produceret, for brugbare computere blev først konstueret flere år senere. Derimod var man begyndt at bruge den såkaldte ”blue screen”-teknik, som kort fortalt går ud på, at man optager en skuespiller eller en ting, i dette tilfælde måske en model af et landende månefartøj, foran en stor blå, nøgen skærm. Den blå skærmfarve bevirker, at man rent teknisk kan kombinere optagelsen af f.eks. en skuespiller med en anden optagelse, som i dette tilfælde kunne tænkes at være et på forhånd optaget månelandskab. Der ville altså teknisk set intet have været i vejen for at fremstille en film om en astronauts ’fiktive’ månevandring, idet man blandt andet også kunne illudere månens svagere tyngdekraft, ved at optage med flere billeder, end de normalt 24 bill/sek. Jo flere billeder pr. sekund, jo langsommere bevægelse giver det, når filmen i øvrigt fremføres med den normale hastighed. 

For øvrigt afvises konspirationsteorierne omkring de bemandede månelandinger af sagkundskaben, hvilket vil sige, af forskere, ingeniører og astronauter. Man henviser til, at mængden af materiale, der uigendriveligt beviser, at månelandingerne har fundet sted, er så enormt, at påstanden om et falsum ikke holder vand, men snarere kan sammenlignes med det absurde i at benægte nazisternes holocaust, uden sammenligning i øvrigt.

Myten om storfyrstinde Anastasia

En femte konspirationsteori opstod efter at Lenins hemmelige politi koldblodigt og brutalt havde myrdet den tilfangetagne zarfamilie. Det skete på ordre af Lenin personligt, som udover politiske grunde også havde den personlige grund, at han ville hævne henrettelsen af sin bror, der var dødsdømt for statsfjendtlig virksomhed, men som zaren ikke havde villet benåde. Det skulle nu gå ud over zaren og hans nærmeste familie, hvilket vil sige hans hustru og fem børn, hvoraf den ældste var Olga og den yngste, Aleksej. Eftersom Anastasia blev født i 1901 var hun derfor 17 år på det fatale tidspunkt. Henrettelsen af dem foregik i et hus i byen Jekaterinburg den 17. juli 1918, hvor de var blevet holdt som fanger siden maj samme år. Alle fem blev skudt i husets kælder, men nogle af kvinderne døde ifølge vidneberetninger ikke i første omgang, idet kuglerne prellede af på de smykker de bar på sig og som var indsyede i deres klæder. De af dem, der stadig ikke var døde, blev enten dræbt ved nakkeskud eller stukket ihjel med bajonet. Efter henrettelsen blev ligene transporteret ud til en skov i nærheden, hvor de blev kastet i en hulning i jorden og overhældt med syre, for at slette sporene efter, hvem de pågældende var og havde været. Imidlertid opstod der kort tid efter det rygte, at datteren Anastasia havde overlevet henrettelsen, hvilket dog blev modsagt af den politikommissær ved navn Yakov Yurovsky, som overværede henrettelsen af Romanov-familien. Han erklærede, at samtlige tilbageholdte personer var blevet dræbt ved den lejlighed. Alligevel fortsatte rygterne om, at i al fald den sårede Anastasia stadig var i live og at hun var blevet hjulpet over i et nabohus af en østrigsk krigsfange ved navn Franz Svboda.

For ikke at skulle stå til ansvar for deres umenneskelige gerning overfor offentligheden og resten af familien Romanov, udspredte det hemmelige politi efter henrettelsen af zar-familien det rygte, at denne af sikkerhedshensyn var blevet forflyttet til et hemmeligt sted i Rusland. Stedets lokalitet kunne man derfor af gode grunde ikke oplyse. Men Romanov’erne havde dog deres velbegrundede tvivl om, hvor vidt rygtet talte sandt, for de lærte snart kommunistpartiets brug af eufemismer, det vil sige, en forskønnende eller formildende omskrivning af noget, man ikke ønsker at nævne ved dets rette navn, at kende. I det stykke var og forblev kommunismen lige så kynisk dygtig, som tilfældet senere blev med nazismen. I det her nævnte tilfælde betød ’forflyttet’ det samme som ’ henrettet’.

Et vedholdende rygte ville imidlertid som sagt vide, at selvom zaren, zarinaen og fire af deres store eller halvstore børn var døde, så var datteren Anastasia stadig i live, men man vidste blot ikke, hvor hun opholdt sig. Det gav derfor fortsat anledning til fantasifulde gætterier om, hvad der i så fald kunne være blevet af hende, hvis det viste sig at hun havde overlevet den brutale massakre. Rygtet om, at Anastasia havde overlevet, men var forsvundet, blev i begyndelsen af 1920’erne udnyttet af flere kvinder, som meldte sig og foregav at være Anastasia, men det blev hurtigt afvist som opspind. Derimod var der en angiveligt lettere sindsforvirret kvinde, som i 1920’erne udgav sig for at være Anastasia, og som til dels også blev accepteret som sådan, men det blev senere ved en tysk domstol afgjort, at hun var en bedrager og formentlig også en selvbedrager. Storfyrstinde Olga, som var en søster til zaren, og som i mange år var bosat i Danmark, mere præcist i Ballerup ved København, benægtede med sikkerhed, at den pågældende kvinde kunne være identisk med hendes niece, Anastasia. At kvinden måtte være en bedrager, blev videnskabeligt fastslået i 1993, idet det via DNA-undersøgelser blev dokumenteret, at der med 99% sikkerhed var tale om skeletterne af zar Nikolaj II, zarina Aleksandra Feodorovna og døtrene Olga, Tatjana og enten Maria eller Anastasia. Men foreløbig manglede man skeletterne af enten Maria eller Anastasia og sønnen Aleksej. Men den ene procent, der manglede for at man kunne være fuldkommen sikker på, at der var tale om zarfamilien, har været nok til at starte diverse spekulationer og teorier omkring den i øvrigt veldokumenterede begivenhed. Men den helt sikre viden kom, da de to manglende skeletter blev fundet i august 2007, hvorefter russiske arkæologer og retsmedicinere i april 2008 kunne bekræfte, at der var tale om zarens søn Aleksej og en af dennes fire søstre.

Der er flere lag i konspirationsteorien vedrørende zaren. Først den egentlige konspiration imod denne og hans regime, som Lenin og toppen i kommunistpartiet stod for. Dernæst var der en intern konspiration ved hoffet, som ønskede at slippe af med munken Grigori Rasputin, hvis indflydelse på især zarinaen, man anså skadelig for både zar-familien og Rusland. Derimod består konspirationsteorien vedrørende Anastasia i, at der var folk omkring kvinden og deriblandt medlemmer af Romanov-familien, som afviste, at der kunne være tale om, at hun kunne være identisk med den angiveligt myrdede zardatter. Det fandt den kreds af mennesker, som troede på hendes påståede identitet, var for stærkt, og de mente derfor at Romanov-familien og dens tilhængere så deres personlige fordel i at hævde, at påstanden om kvindens identitet som Anastasia, var ren og skær løgn. Men tvivlen kom på sin vis kvinden til gode, for hun levede og førte sig i mange år frem som den overlevende storfyrstinde Anastasia af Rusland. Hendes navn var sandsynligvis Franziska Schanzkowska, også kaldet Anna Anderson, som formentlig blev født i den tyske delstat Preussen omkring 1896, og hun var dermed 3 år ældre end den rigtige Anastasia.

Vedrørende den ægte Anastasia, kan der eksempelvis henvises til følgende hjemmesider: http://en.wikipedia.org/wiki/Grand_Duchess_Anastasia_Nikolaevna_of_Russia Vedr. den uægte, se f.eks.: http://en.wikipedia.org/wiki/Anna_Anderson . I begge tilfælde gives der en detaljeret historisk beskrivelse af de to kvinders respektive liv og skæbne.

At der var tale om en vaskeægte konspirationsteori i forbindelse med Anastasia, blev indirekte bekræftet, da man i 1991 fandt og udgravede de afsyrede skeletrester af den sidste og før så mægtige russiske zar og hans kone og børn, der på Lenins ordre hensynsløst og brutalt var blevet myrdet af navngivne bolsjevikker i 1918. Det var dog kun skeletresterne af zaren, zarinaen og tre af deres børn, der blev fundet ved den lejlighed, idet skeletterne af en formodet datter Maria og sønnen Aleksej angiveligt manglede. Imidlertid viste det sig ved et fund i 2007, at ligene af de to sidstnævnte var blevet begravet og afsyret i et andet jordhul i nærheden af det første. Som nævnt fastslog retsmedicinere med stor sikkerhed, at det ene lig var sønnen Aleksej, mens der var nogen tvivl om, hvor vidt det andet lig var Anastasia eller Maria. I så fald måtte et af de fem lig, man havde fundet i den første grav have været enten Maria eller Anastasia, hvis DNA det imidlertid ikke havde været muligt at identificere med absolut sikkerhed. Men en dokumenteret kendsgerning anses det for at være, at ligene af alle zarens fem børn var blevet fundet. Der var altså ikke noget reelt grundlag for den antagelse, at datteren Anastasia skulle have overlevet.

Som et plaster på den dybe tragedie i russisk historie blev zaren i 2000 helgenkåret af Den Ortodokse Russiske Kirke. Det ville utvivlsom have glædet hans moder, enkezarina Maria Feodorovna, født 1847 som prinsesse Dagmar af Danmark, en datter af kong Christian IX og dronning Louise af Hessen-Kassel. Det danske kongepar blev i øvrigt kaldt ”Europas svigerforældre”, fordi deres døtre blev gift med europæiske konger eller fyrster, og deres sønner havde giftet sig med europæiske prinsesser. Dagmar var gift med storfyrste Alexander Alexandrovitsch, som 1881 blev zar Alexander III. Sammen havde parret bl.a. sønnen Nikolaj, som giftede sig med prinsesse Alice af Hessen, der senere som zarina blev kaldt Aleksandra Feodorovna. Parret fik sammen børnene Olga, Tatjana, Maria, Anastasia og Aleksej. 1894 døde zar Alexander III, og sønnen efterfulgte sin far som zar under navnet Nikolaj III.

Efter at kommunisterne havde overtaget magten i Rusland i 1917 og arresteret zaren, zarinaen og deres fem børn, flygtede Dagmar, som i familien kaldtes for ”Minnie”, sammen med datteren Olga, altså zar Nikolaj II’s søster, til deres gods på Krim, hvorfra de i 1919 blev afhentet af et britisk krigsskib, som bragte dem til England, hvor Dagmars søster, Alexandra, var dronning. Senere tog Dagmar og Olga ophold på Hvidøre Slot ved Klampenborg, hvor Dagmar døde 16. oktober 1928, altså cirka 10 år efter den grusomme skæbne, der var overgået hendes kære i Rusland. Til sin dødsdag nægtede Dagmar at tro på, at der var tilstødt hendes søn og svigerdatter og hendes fem børnebørn noget forfærdeligt. Dagmar blev bisat i krypten under sin fars, Christian IX’s kapel, i Roskilde Domkirke, altså ikke langt fra sine forældres sarkofager, og her stod hendes egen sarkofag i mange år, indtil den i september 2006 blev ført til Sankt Petersborg, hvor Dagmar blev gravlagt i Peter og Paul Katedralen ved siden af sin mand, zar Aleksander III.

Terror-angrebet på WTC

En sjette og nok så alvorlig begivenhed var det selvmorderiske terrorangreb på World Trade Center (WTC) i New York den 11. september 2001, hvorunder flere tusinde mennesker, der opholdt sig og arbejdede i bygningerne, omkom. Det skete på den mest uhyggelige måde, ved at de blev mast og kvast til døde, da de to meget høje tvillingtårne styrtede sammen som en følge af, at to kaprede passagerfly, fyldt med passagerer, efter tur blev fløjet direkte ind i hver sit tårn. Bortset fra, at alle ombordværende blev dræbt på stedet, udbrød der som en følge af de fyldte flytankes eksplosioner også brand på de etager, flyene var fløjet ind i og delvis borede sig igennem.

Desorienteringen var stor hos alle, der i første omgang overlevede flyangrebene og hos folk i gaderne i nærheden, og i øvrigt hos medierne, radio og TV, som efter at det første fly var fløjet ind i tårn 1, til at begynde med meddelte offentligheden, at der måtte være tale om en ulykke. Men efter at man på TV ved selvsyn havde set og hørt om flyangrebet på tårn 2, stod det klart for medier og myndigheder, at der måtte være tale om et egentligt og bevidst angreb, ikke alene på WTC, men på Amerika som nation. Dette blev yderligere bekræftet af de efterfølgende flyangreb på Pentagon og det formentligt planlagte angreb på Det Hvide Hus, som imidlertid blev afværget ved modige passagerers dristige indgriben.

For myndighederne kom det snart til at stå klart, at terrornetværket al-Qaeda måtte stå bag angrebene, især da man kort efter fik kendskab til, hvilke personer, der havde kapret flyene i Bostons lufthavn og målrettet og kynisk fløjet disse mod deres planlagt mål. Imidlertid afviste konspirationsteoretikerne efterfølgende, at det skulle være terrornetværket al-Qaeda, der stod bag, og gættede i stedet på, at det var den israelske efterretningstjeneste, Mossad, der stod bag attentattet. En nok så ejendommelig konspirationsteori går ud på, at bagmanden bag angrebet var selveste præsident George W. Bush, men naturligvis godt hjulpet af det hemmelige efterretningsvæsen, CIA. Denne teori fik opbakning af en norsk imam så sent som den 24. februar i år (2009), som under et foredrag på en højskole i Oslo skal have udtalt, at det var Amerika selv, der stod bag angrebet på WTC. Imamen tilføjede angiveligt, at der var 4000 jøder, som netop den dag udeblev fra deres arbejde i WTC! Det skal vel tolkes sådan, at der efter imamens opfattelse var amerikanske jøder, der på forhånd kendte til og derfor var blevet advaret om angrebet. En uhyrlig tanke og holdningspræget udtalelse.

Hvad angår angrebet på WTC, så er mange af konspirationsteoriernes mere eller mindre absurde påstande blevet objektivt og veldokumenteret tilbagevist af bl.a. folkene bag tidsskriftet Popular Mechanics. Eksempelvis blev det for godt og vel et halvt års tid siden (regnet fra februar 2009) dokumenteret i en efter min opfattelse sober TV-udsendelse omkring konspirationsteorien vedr. WTC, at en mand som f.eks. Webster Griffin Tarpley har startet en radio- og tv-kanal alene med det formål at udbrede sit 'budskab' om, at Bush-administrationen stod bag angrebet på WTC. Tarpley var/er i lighed med f.eks. filminstruktøren Michael Moore kendt for at være en arg modstander af præsident Bush og det Republikanske Parti, hvilket naturligvis i sig selv er helt legitimt. Tarpleys angivelige ’scoop’ som redaktør var bl.a. at lade den verdenskendte skuespiller Charlie Sheen fremsætte sine vredt-forargede og stærkt forenklede, udokumenterede og dramatiske synspunkter på WTC-tragedien til de mange amerikanske seere, som fulgte Tarpley-kanalens udsendelser. Formentlig i det håb, at skuespillerens image kunne forlene påstandene med et skær af legitimitet og autoritativ gyldighed. Som formål med det amerikansk iværksatte terrorangreb angav konspirationsteoretikere blandt andet, at det drejede sig om at retfærdiggøre kampen mod terrorisme i Afghanistan og Irak, og at gavne den amerikanske våbenindustri (!), samt desuden legitimere indførelsen af en skærpet republikansk kontrol med den amerikanske befolkning.

Her skal kun nævnes en af de hændelser i forbindelse med angrebet på WTC-komplekset, der har givet anledning til konspirationsteoretikeres skepsis overfor det faktum, at både de to tårne og en anden skyskraber tæt ved, kaldet bygning 7, som hørte med til komplekset WTC, ikke væltede, men sank lodret sammen, som det f.eks. sker ved kontrolleret sprængning af bygninger. Skeptikerne mente nemlig, at den brand, der opstod i nogle af de øverste etager i de to tårne efter flyangrebet, ikke var nok til at få bygningerne til at falde lodret sammen. Derimod mente man, at der snarere har været tale om en planlagt minering af de to tårne, som er blevet udført i al hemmelighed, så at ingen, der til daglig færdedes i de to kontorbygninger, havde fattet mistanke. Denne opfattelse og påstand er imidlertid blevet afvist af sprængningseksperter, som erklærer, at sammenstyrtningen af de to tårne dels skete som følge af ophedning af den stålkontruktion, som udgjorde bygningernes ’skelet’, og dels som følge af tyngden af de overliggende etager. At også bygning 7, som ikke var blevet udsat for er direkte angreb, kollapsede på samme måde som de to tårne, beroede ifølge samme eksperter på, at der dels var opstået en længerevarende brand i bygningen og dels, at temperaturen her har været så begrænset, at det tog adskillige timer, før bygningens stålkonstruktion blev så ophedet, at den sank sammen.

Nogle eksperter har endog udtalt til medierne, at det netop var det geniale i den planlagte terroraktion mod WTC, at bagmændene må have haft kendskab til bygningernes stålkontruktion og dermed også til, hvordan disse ville reagere på overophedning. Derfor kunne man opnå en maksimal effekt som følge af en relativt minimal indsats, som det må siges at være, når man nøjes med kun at flyve ét benzinfyldt fly direkte ind i en skyskraberbygning, men vel at mærke oppe i en højde, som sikrer, at der på et tidspunkt, når stålkontruktionen var blevet tilstrækkelig ophedet og svækket, ville ske en sammenstyrtning. Dog er jeg ikke sikker på, at de tusindvis af mennesker, kvinder og mænd, der arbejdede og opholdt sig inde i bygningerne under selve angrebet og bagefter, havde forståelse for genialiteten i angrebet, især ikke da de blev spærret inde, så enhver mulighed for flugt blev umuliggjort. Derfor endte disse menneskers liv i en grusom og tragisk død, da de blev mast og kvast til ukendelighed under de sammenstyrtende bygninger. Planlæggernes og bagmændenes genialitet – og ikke mindst brutalitet - må derfor have hørt til ondskabens genialitet.

Men de mere eller mindre velunderbyggede konspirationsteorier fortsætter åbenbart med at dukke op fra tid til anden. Så sent som i begyndelsen af april 2009 kunne man i TV2 Lorry høre en dansk it-konsulent og en dansk lektor fremføre en teori om, at der med sprængningen af de to WTC-tårne samt af bygning 7 var tale om en veltilrettelagt aktion, hvorunder flere tons sprængstof i form af ”nanoteknologisk sprængstof”, hvilket vil sige forstøvet sprængstof, var blevet anbragt strategiske steder i de to bygninger i dagene forud for attentatet. Teorien blev efterfølgende fulgt op af den trykte presse, der som kilde angav www.videnskab.dk. Her viste det sig, at det er nogle folk fra Kemisk Institut på Københavns Universitet, der sammen med flere internationale forskere er ophavsmænd til, hvad de opfatter som strengt videnskabelige kendsgerninger. Det drejer sig mere præcist om, at de ved kemiske undersøgelser af støvet fra WTC-tårnene har fundet et specialfremstillet materiale kaldet nanotermit, som angiveligt indeholder så meget energi, at det kan udvikle ekstremt høje varmegrader samtidig med at det er højeksplosivt. De involverede forskere forholder sig dog ikke til, hvordan nanotermitstoffet er blevet anbragt i de to WTC-tårne. Men det må dog vel betragtes som bemærkelsesværdigt, hvorfor nogle forskere pludselig giver sig til at undersøge det kemiske indhold af støvet efter de sammenstyrtede to største WTC-tårne. Det kunne jo give en formodning om, at de pågældende forskere har haft en mistanke om, at ikke alt var, som de officielle forklaringer lyder på vedrørende angrebene på WTC den 11. september 2001. Det viser sig da også, at der ifølge it-konsulenten er dannet et netværk af skeptikere, som ikke tror på de officielle rapporter og forklaringer på angrebene på WTC.

Åbenbart i modsætning til flere af de involverede forskere forholdt såvel it-konsulenten som lektoren, der blev interviewet i TV2 Lorry, sig til, hvordan nanosprængstoffet var blevet anbragt i de tre tårnbygninger, idet begge mente, at det nogen tid forud for angrebet måtte være blevet transporteret til stedet med lastbiler og på paller ført ind og op i bygningerne, hvor det så var blevet anbragt strategiske steder. Begge forklarede blandt andet også, at antændelsen af sprængstoffet skulle være blevet udløst ved eksplosionerne fra de to fly, der planlagt blev fløjet direkte ind i bygningerne. Ingen af de to kom i TV-interviewet nærmere ind på den koordination, der i givet fald må have fundet sted, før anbringelsen af sprængstoffet og flyangrebene. It-konsulenten fremsatte dog en længere redegørelse for de nærmere omstændigheder, som han mente, der lå bag. Som et af ’beviserne’ på påstanden, vistes blandt andet en videooptagelse af selve eksplosionsøjeblikket på et af tårnene, hvor man i henhold til lektorens – efter min opfattelse tvivlsomme - forklaring kunne se, at stumper af de bærende stålbjælker blev slynget ud fra eksplosionsstedet. Han og it-konsulentens begrundelse for at mene, at der var tale om nanoteknologisk sprængstof er, dels at der ved selve flyangrebene skete så voldsomme eksplosioner, at disse ikke kun kunne skyldes flyenes eksploderende brændstoftanke, og dels, at der som nævnt er blevet fundet mikroskopiske sprængstofpartikler i støvet fra ruinerne af de tre tårne. Foreholdt interviewerens skepsis på seernes vegne, afviste lektoren denne med, at ”kendsgerningerne” taler deres eget sprog, og med, at en forventelig fremtidig udforskning af, hvad der virkelig skete den fatale 11. september 2001, ville bekræfte hans og andres begrundede mistanke om tilstedeværelsen af højeksplosivt nanoteknologisk stof. Det skal tilføjes, at der er flere sagkyndige, som afviser at det avancerede højeksplosive nanomateriale skulle have haft noget med selve angrebet på WTC at gøre, men disse indvendinger afvises naturligvis af konspirationsteoretikerne. Specielt interesserede læsere kan f.eks. se nærmere om den nye teori ved at klikke ind på navnet Niels Harrit på Internettet.

For at genopfriske, hvad det var Niels Harrit sagde i TV-interviewet i april 2009, har jeg her i september 2013 genset og genhørt videoklippet fra dengang. Men bortset fra, at der mangler de udtalelser som it-konsulenten fremsatte i den sammenhæng, må jeg for det første sige, at Harrit tager mange forbehold i sine udtalelser. Han mener således ikke, at nanotermit alene var årsag til sammenstyrtningerne. Dernæst postulerer han, at den eneste konspirationsteori, det er værd at tale om, er den, at det var flyangrebene, der forårsagede de tre tårnes sammenstyrtning. Han postulerer endvidere, at man ikke ved, hvem der udførte selve attentaterne. Det sidstnævnte er en mærkværdig udtalelse, eftersom der foreligger endog meget detaljerede oplysninger om, hvilke 6 arabiske mænd, med Mohmmad Atta i spidsen, som havde påtaget sig den selvmorderiske mission. Disse oplysninger kan man bl.a. finde på internettet. Men hvis man er skruet sådan sammen, kan man naturligvis betvivle alt, og det er netop, hvad konspirationsteoretikere gør. I virkelighedens verden forholder det sig jo normalt sådan, at man ikke vil kunne give forklaring på alt.

I øvrigt afvises nanotermit-teorien af det amerikanske National Institute of Standards and Technology (NIST), som foretog den officielle undersøgelse af tårnenes sammenstyrtning, og herunder fandt man ingen spor af eksplosiver i tårnenes ruiner. NIST fastholder, at sammenstyrtningen dels skyldtes flyenes sammenstød med tårnene, som skadede disses stålkonstruktion, og dels, at den sidstnævnte efterfølgende ikke kunne modstå de kraftige ildebrande, som spredte sig over flere etager. Dertil kommer en senere videnskabelig teori, som ligeledes afmonterer konspirationsteorierne, idet det påpeges, at flyskrogene jo var af aluminium, som udgjorde 30 tons i hvert fly. Det var derfor de smeltende flyskrog, der skabte et potent sprængstof på stedet, hvilket angives som forklaringen på de eksplosioner, som ramte tårnene, efter at de to fly havde ramt dem. Tårn nr. 7 blev ganske vist ikke ramt af noget fly, men forskeren bag aluminiums-teorien peger på, at denne bygning blev oversprøjtet med flydende aluminium, brændstof og stålstykker, hvilket gav en kraftig tændsats, hvorved der også opstod brand i tårn 7. Branden var dog ikke så kraftig, som i de to tårne, hvorfor det varede længere tid, inden dette tårns stålkonstruktion gav efter og bygningen kollapsede.

Nok så interessant er det, at i den oprørte og omfattende debat, som fulgte efter terrorangrebet på især WTC, så bragte Tidsskriftet Ingeniøren så sent som den 13. september 2013 en artikel under overskriften: Avis frikendt for at kalde 9/11-skeptiker Niels Harrit ’tosse’ – Tidligere lektor på Københavns Universitet tabte injuriesag anlagt mod journalist og Weekendavisens chefredaktør. Af Jens Ramskov, 13. sep 2013. (http://ing.dk/artikel/avis-frikendt-kalde-911-skeptiker-niels-harrit-tosse-161748) Den pågældende journalist ved Weekendavisen er Søren Willemoes og chefredaktøren er Anne Knudsen.

Imidlertid havde tidsskriftet Ingeniøren (http://ing.dk/) allerede den 28. april 2009 omtalt, at chefredaktøren for det seriøse tidsskrift The Open Chemical Physics Journal, Marie-Paule Pileni, følte sig og tidsskriftet misbrugt af en gruppe forskere med blandt andre Niels Harrit som medlem, der påstod, at de havde fundet rester af sprængstoffet nanotermit i ruinerne af World Trade Center, og at dette kemiske stof var den virkelige årsag til kollapset af de to tårne samt af tårn 7. Chefredaktøren var selv af den opfattelse, at nanotermit-teorien videnskabeligt set er blevet erklæret for ugyldig af en række seriøse forskere. (http://ing.dk/artikel/chefredaktor-gar-af-i-arrigskab-efter-kritisk-11-september-artikel-98255.)

Hvad angår årsagen eller årsagerne til angrebet på bl.a. WTC, så har nogle konspirationsteoretikere ment, at Busch-regeringen stod bag angrebene, med det formål, at der skulle skabes en opsigts- og afskyvækkende hændelse, som ville få det amerikanske folk til at acceptere regeringens aggressive udenrigspolitik. Andre teorier gør dog Israels højreregering eller en jødisk sammensværgelse ansvarlig for det uhyrlige angreb. Men både FBI, Storbritanniens regering, amerikanske embedsmænd og anerkendte videnskabelige forskere har konkluderet, at de ansvarlige for terrorangrebene ene og alene er Al-Qaida, som da også selv ved flere lejligheder har påtaget sig ansvaret.

Det kan derfor undre, at konspirationsteoretikere kan betvivle, at det var al-Qaeda netværket, der stod bag angrebet på WTC, for så vel Osama bin Laden som hans næstkommanderende Ayman al Zawahiri har offentligt påtaget sig ansvaret for det, de har betegnet som en helte- og martyrgerning af de unge arabiske mænd, der udførte selve selvmordsangrebet. Men om disse mænd og deres bagmænd troede, at USA’s regering og den vestlige koalition bare ville sidde tilbage og ryste i bukserne over den forfærdelige og afskyelige handling, har jeg personlig ingen viden om. Men det blev i hvert fald signalet til en konfrontation mellem de vestlige demokratier og den fundamentalistiske islamisme, en konfrontation som desværre er meget langt fra at være afsluttet, og som formentlig vil strække sig langt ind i dette århundrede. Men optimister og idealister i den vestlige demokratiske verden tror på, at det vil være muligt for parterne at forhandle sig frem til en gensidig forståelse og respekt, så at en egentlig væbnet konflikt eller ’koldkrig’ i fremtiden kan undgås. Det kan alene tiden vise, om det vil kunne lykkes, for at forene de demokratiske tanker, idealer og kultur med ikke-demokratisk muslimsk tankegang, lovgivning og kultur, vil formentlig være som at forene vand og olie. Foreløbig gøres der forsøg på en gensidig tilnærmelse gennem konferencer som eksempelvis Civilisationernes Alliance, der i begyndelsen af april 2009 afholdtes i Tyrkiets hovedstad Istanbul. Men skeptikere peger på, at muslimske landes udemokratiske forslag om at indføje en paragraf i Menneskeretserklæringerne om, at enhver form for religionskritik skal forbydes, sådan som det er blevet fremsat på Durban II-konferencen, i hvert fald ikke fremmer en gensidig tilnærmelse eller forståelse mellem de to kulturer. Indførelsen af en sådan lovgivning vil være i direkte strid med vestlig videnskabelig og kulturel tradition og praksis, ifølge hvilken kritik af religion som sådan og religiøse bevægelser i både almindelighed og særdeleshed hører til de rettigheder, som i medfør af ytringsfriheden er tilsikret enhver borger i de demokratiske vestlige samfund. Når og hvis kritikken har karakter af injurier, har man domstolene til at afgøre skyldspørgsmålet og eventuelt idømme den eller de skyldige en eller anden form for rimelig straf, primært i form af bøde og i særtilfælde i form af fængsel.

I forbindelse med 11. september 2001 blev der også kapret to andre passagerfly, hvoraf det ene – med passagerer ombord - blev fløjet direkte ind i det amerikanske forsvarsminiterium, Pentaton, i Washington, hvor det dog kun anrettede mindre skader. Men alle ombordværende samt nogle ansatte i Pentagon omkom. Også i dette tilfælde kom konspirationsteoretikere på banen og påstod, at det hul, der opstod i den bygning i Pentagon, som flyet ramte ned i, var for lille til at det kunne være et fly, der havde forårsaget det. Det måtte snarere være et missil, formentlig fra et jagerfly. Til dette postulat har eksperter indvendt, at selv om et fly godt nok har et bredt vingefang, så er vingerne trods alt konstrueret sådan, og ikke stærkere, end at de vil klappe sammen i sådan et tilfælde, som der her er tale om. Og det kan også være grunden til, at brændstoftankene ikke eksploderede ved sammenstødet med muren, men først inde i selve bygningen.

I det fjerde kaprede fly, som man mener også var på vej mod Washington, men med Det Hvide Hus som mål, kom det imidlertid efter meget at dømme til kamp mellem nogle modige passagerer og flykaprene, som endte med, at flyet kom ud af kontrol og styrtede ned på en mark i staten Pennsylvania, hvor det sammen med samtlige ombordværende eksploderede og splittedes i tusindvis af småstykker. Men både denne og den ovenfor omtalte begivenhed, blev naturligvis også velkomne emner for konspirationsteoretikere, som hurtigt kunne finde noget at hænge deres finurlige teorier op på. I tilfældet med det nedfaldne og eksploderede fly, mente skeptikerne, at det var blevet skudt ned af et jagerfly, amerikansk forstås. Her ser jeg dog ingen grund til at gå ind på de nærmere omstændigheder ved de to dramatiske og tragiske hændelser, som kostede mange uskyldige mennesker livet. De mobiltelefonsamtaler, som nogle af passagerne ombord på det sidstnævnte fly, United Airlines Flight 93, havde med pårørende, taler sit eget tydelige sprog om, hvad der gik forud for havariet. Af disse samtaler fremgår det umiskendeligt, at flyet var blevet kapret af nogle arabisk udseende mænd, som tilmed havde dræbt en stewardesse ved at skære halsen over på hende med en barberbladskniv, som det i sammenfoldet form var lykkedes kapreren at smugle udenom sikkerhedskontrollen i lufthavnen og ombord på flyet. Der blev senere lavet en dokumentarfilm med titlen ”Heltene fra Flight 93”, som detaljeret berettede om hændelseforløbet.

Sluttelig vil jeg gerne berøre endnu et aspekt af begivenhederne omkring flykapringerne og terrorangrebene på WTC, Pentagon og flyet, der blev bragt til styrt på en øde mark i Pennsylvania. Det forekommer mig at være symptomatisk og formentlig også karakteristisk for konspirationsteorierne omkring disse uhyggelige begivenheder, at de i hvert fald tilsyneladende er komplet ufølsomme overfor den kendsgerning, at det kostede mange, mange og i den sammenhæng uskyldige mennesker, mænd og kvinder, livet. Først og fremmest flypassagererne og besætningerne på de fire kaprede fly, og dernæst mange af de tusindvis af mennesker, der arbejdede i WTC, foruden mange brandmænd og politifolk, som forsøgte at redde de stakkels mennesker, der var spærret inde i de to tårne ovenover de etager, der var blevet direkte ramt og sat i brand af flyene, før bygningerne kollapsede og trak over 3000 med sig i døden. Derudover de mange sørgende og traumatiske efterladte, koner, mænd, børn, forældre, ægtefæller, kærester, sønner og døtre, søstre og brødre, som alle blev indirekte ofre for tragedien, og som skulle leve med denne sorg og disse forfærdelige minder resten af deres liv.

I øvrigt har jeg afholdt mig fra at gå nærmere ind på, hvilken slags mennesker – eller vel nærmere umennesker – der stod bag planlægningen og udførelsen af de overfor berørte terrorhandlinger, som blev optakten til den intensiverede terrorbekæmpelse, der omtrent omgående blev iværksat, først og fremmest af USA’s regering under daværende præsident George W. Bush, men også af den koalition af lande, der siden har deltaget i krigen i Afghanistan og besættelsen af Irak. Det er enkeltpersoner og grupper i disse lande, dog fortrinsvis i Afghanistan, man ser som inspiratorer, planlæggere og ophavsmænd til terroren i Amerika og Europa og andre steder i verden, herunder ikke mindst i Pakistan, som på grund af sine mange koranskoler desuden anses for arnested for udklækningen af vordende islamistiske selvmordsbombere og andre former for terrorister. Men erfaringen har vist, at der også fandtes og efter en del at dømme fortsat findes mindre terrorceller rundt om i Europa, Afrika og mellem- og Fjernøsten. Her tænkes blandt andet på terrorangrebet mod et passagertog i Madrid og terrorangrebet mod undergrundsbanen og en bus i London. Men adskillige andre terrorangreb har fundet sted inden for det sidste tiår, som har kostet adskillige mennesker livet eller førligheden, bortset fra de traumer og den sorg, det har efterladt sig. Terroristerne, som i reglen er af mellemøstlig oprindelse, mener, at de er berettiget til at foretage de dræbende og ødelæggende angreb, angiveligt fordi de i reglen yngre mænd føler, at både de selv og især deres religion bliver forhånet af Vesten, herunder også af Danmark. Det er i hvert fald, hvad de unge fra sagerne omkring Volsmose i Odense og fra Glostrup og Glasvej i København har angivet som hovedgrund til deres opposition imod samfundet.

Et lille pip fra den hjemlige ’hønsegård’

Her i Danmark florerer der også hjemmegjorte konspirationsteorier, men så afgjort af en helt anden og mere fredsommelig karakter. En af de kendteste og mest udbredte i nyere tid er den, der påstår, at vores store digter H.C.Andersen ikke var søn af det jævne skomagerpar i Odense, der står opført i Sankt Hans Kirkes døbebog som hhv. fædrene og mødrene ophav til det senere så berømte barn. Nej, konspirationsteoretikerne med daværende rektor Jens Jørgensen i spidsen, erklærede ligeud, at de sad inde med beviser for, at drengen var illegitimt afkom af prins Christian Frederik, den senere kong Christian VIII, og komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig. Det skulle være ganske vist og slet ikke have noget med kejserens nye klæder at gøre. Til læserens orientering kan jeg her nævne, at jeg selv hører blandt nogle af de forfattere, der har imødegået ”prinsebarns-teorien”, hvilket sker i artiklen ”Et forbyttet, meget fornemt barn...”, som er trykt i årsskriftet Anderseniana 2006, og som også findes gengivet her på hjemmesiden under titlen ”...et forbyttet, meget fornemt barn...” Derfor vil jeg ikke her gå yderligere ind på den snobbede og utroværdige konspirationsteori, som påstår, at den etablerede H.C.Andersen-forskning har svoret sig sammen om at afvise muligheden af digterens royale og adelige herkomst.

Er Da Vinci Mysteriet et mysterium?

I 2004 udkom den amerikanske succesforfatter Dan Browns fjerde roman, som har titlen ”The Da Vinci Code”, på dansk oversat til ”Da Vinci Mysteriet”, skønt ordet ’code’ på engelsk betyder lovbog eller kodeks. Romanen indledes med en forsikring om, at alle beskrivelser af f.eks. dokumenter og hemmelige ritualer i bogen er sandfærdige og autentiske. Bogen blev efterhånden trykt i 60 millioner eksemplarer og oversat til 44 sprog. Bogen blev i 2006 desuden filmatiseret i Hollywood med Ron Howard som instruktør og med Tom Hanks i hovedrollen som romanens helt Robert Langdon. Filmen blev så vidt vides en nogenlunde kassesucces, og ud fra det kriterium må romanen Da Vinci Mysteriet siges at være en populær historie. Anmelderne af filmen var dog knapt så begejstrede.

Foreholdt, at påstanden om det sandfærdige og autentiske i romanen ikke holdt vand, idet dens behandling og beskrivelse af historiske fakta blev kritiseret af fagfolk for at være vildledende, indvendte Dan Brown, at bogen var fiktion og at den som sådan kunne tillade sig visse ”kunstneriske friheder”.

Imidlertid var det ikke alle, der hilste bogen Da Vinci Mysteriet velkommen, idet forfatterne Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln mente, at Dan Brown havde hentet ideerne til romanen i deres bog ”The Holy Blood and the Holy Grail”, på dansk oversat til ”Helligt Blod, Hellig Gral”. Bogen udkom første gang i 1982 i London og blev genudgivet i 2005. De to førstnævnte forfattere anlagde derfor sag mod Dan Brown for plagiat og krænkelse af ophavsretten, men selv om der ikke kunne være tvivl om, at bogen havde været Browns vigtigste inspirationskilde, da han skrev romanen, fik de ikke retsligt medhold i anklagen.

Forresten viste det sig, at bogen ”Helligt Blod, Hellig Gral” selv var baseret på en bog, nemlig ”Prieuré de Sion”, på dansk ”Sions Priorat”, hvis ophavsmand er den franske arkitekt Pierre Athanase Marie Plantard (1820-2000), som gav sig selv det adelige tilnavn de Saint Clair. Plantard erklærede at han var arving til den franske trone, idet han påstod at være en efterkommer af den sidste merovianske konge, Dagobert 3. Bogen, som bevisligt er en gennemført forfalskning af først og fremmest historiske fakta, indeholder teorier om en århundredgammel international organisation, kaldet Prieuré de Sion, som blandt andet gennem Tempelherreordenen har virket for at indsætte Jesu efterkommere, Merovingerslægten, på Europas trone. Tempelherreordenen var en gejstlig fransk ridderorden, som blev stiftet i Jerusalem i år 1110 med det formål at beskytte kristne pilgrimme og korsfarere. Til trods for, at ordenen med tiden blev en økonomisk og politisk magtfaktor, ophævedes den dog i 1312.

Det er ikke hensigten her, at forsøge på at gå detaljeret ind på teorierne i hverken ”Helligt Blod, Hellig Gral” eller i Da Vinci Mysteriet, for det ville sprænge rammerne for denne artikel. Derimod vil jeg nøjes med at referere nogle af hovedpunkterne i den konspirationsteori, som det i virkeligheden drejer sig om. Begge bøger påstår og hævder, at deres ’historiske forskning’ har afsløret, at Jesus formentlig ikke døde på korset, men efterfølgende giftede sig med Maria Magdalene, som efter de dramatiske begivenheder omkring hans arrestation og domfældelse, flygtede til Frankrig, hvor hun muligvis fødte Jesu datter, som fik navnet Sarah. Det skulle være baggrunden for, at Jesus blev far til en slægt, der fortsat eksisterer, og hvis seneste efterkommer, Pierre Plantard, derfor var den retmæssige arving til Frankrigs trone. I Plantards bog påstås det, at disse ’kendsgerninger’ er blevet hemmeligholdt af den katolske kirke, men at der for mere end hundrede år siden blev fundet nogle gamle pergamenter, som opbevaredes i en kirke i Sydfrankrig, hvor Plantard nok så belejligt i øvrigt selv var bosat. Ved nærmere undersøgelser viste det sig, at de nævnte pergamenter var blevet fremstillet af Plantard selv, hvilket han da også senere under ed måtte indrømme og vedstå. Dokumenterne var falske og hele historien omkring Sions Priorat var det pure opspind.

Fra Plantards falsknerier og via bogen ”Helligt Blod, Hellig Gral” er de ejendommelige ideer om Jesus og Maria Magdalene, samt om apostlen Johannes, vandret over i Dan Browns roman, Da Vinci Mysteriet, og derfra videre ud til en undrende og fascineret verdensoffentlighed, som tog imod de falske ideer med kyshånd og som tilmed gladeligt betalte penge i tilgift.

Apropos den ’rolle’, som der er tildelt apostlen Johannes i Da Vinci Mysteriet, så drejer den sig kort og godt om, at det ikke skulle være ham, men derimod Maria Magdalene, der ses siddende på Jesu højre side i Leonardo da Vincis store vægmaleri, Den sidste Nadver, som er malt i årene 1495-97 i klosteret Santa Maria delle Grazie i Milano, og det betragtes som et af højrenæssancns hovedværker. I konspirationsteorien, som kort sagt går ud på, at den katolske kirke har hemmeligholdt sin viden om Jesu virkelige historie, påstås det, at Leonardo var medlem af Tempelherreordenen – der som nævnt blev ophævet i 1312, hvor Leonardo endnu ikke var født - og at han som sådan havde en dybere indsigt i det påståede forhold mellem Jesus og Maria. På maleriet er apostlene bænket omkring nadverbordet med Jesus som det absolutte centrum, men der er af gode grunde naturligvis ikke tale om nogen autentisk portrætlighed, men snarere om et symbolsk billede som illustration til indstiftelsen af den hellige nadver, der jo er en vigtig begivenhed i den kristne kirkes historie. Johannes er fremstillet lidt kvindagtigt, og det har formentlig for konspirationsteoretikere været medvirkende til en identifikation med Maria Magdalene.

Imidlertid kan velorienterede og kløgtige Leonardo næppe have været uvidende om, at ifølge den religiøse jødiske bordskik spiste mænd og kvinder hver for sig, lige som de to køn sad hver for sig, når man var til gudstjeneste i synagogen, og den samme skik er gældende i synagogerne den dag i dag. Desuden bør man huske på, at selvom Jesus ved den lejlighed indstiftede nadveren til symbolsk erindring om ham selv og hans mission, så overholdt han reglerne for måltidet helt efter Moselovens forskrifter. Jesus, som først og fremmest var religiøs jøde, brød ikke med Moseloven, men tolkede og udvidede den i henhold til sin egen lære. Der kan derfor efter min opfattelse ikke herske tvivl om, at en så kyndig og vidende mand som multigeniet Leonardo har vidst besked med, hvordan et jødisk påskemåltid formede sig. Det er derfor utroligt at fremføre en påstand, som simpelthen ikke har sandsynligheden for sig, medmindre man lader fantasi og gætterier gælde for historiske fakta og traditionsbundne religiøse ceremonier.

Jesus og ægteskab?

En helt anden side af spørgsmålet om Jesu liv og virke, er hans seksualitet, for naturligvis var han som alle andre mennesker også disponeret seksuelt. Men om han også har praktiseret sit seksualliv, er et andet spørgsmål. Det er jo en kendt sag, at munke og nonner skal aflægge løfte om kyskhed og leve i cølibat, hvilket vil sige i seksuel afholdenhed, nemlig med det formål at forbeholde energien til det religiøse livs tjeneste. Denne praksis kendes ikke mindst blandt munke og yogier i hinduismen, men disse kan selvfølgelig kun i princippet sammenlignes med hellige mænd, munke og nonner i kristendommen. Hvis Jesus eventuelt har praktiseret et seksuelt samliv, må det betyde, at han også har været gift, for ifølge Moseloven var seksualitet uden for ægteskab det samme som at bedrive hor, og for det var der dødsstraf ved stening. Flere af Jesu disciple, både de mandlige og de kvindelige, var for manges vedkommende gifte, hvilket Ny Testamente overhovedet ikke lægger skjul på. Men om også Jesus var det, fortælles der ikke det mindste om. Og hvis det skulle have været tilfældet, måtte man snarere forvente, at hans ægtefælle ville have været Maria fra Betania, end Maria Magdalene, som i Ny Testamente kun omtales som en af de kvinder, der var til stede ved Jesu korsfæstelse, og som den, der var blandt de tre kvinder, der gik ud til graven, for at salve Jesu lig og der som den første talte med den genopstandne Jesus. Senere blev hun identificeret med den kvinde, han frelste fra stening og som fra det tidspunkt blev hans trofaste dicipel. Og hvis Jesus eventuelt har været homoseksuel, så må han have skjult det godt, for der var ligeledes dødsstraf ved stening for den slags adfærd. Sandsynligheden for, at Jesus levede i frivilligt cølibat, er efter min mening størst, for det synes indirekte at fremgå af hele hans livshistorie og religiøse mission, sådan som denne fremgår at Ny Testamente. Så hvis det virkelig skulle forholde sig sådan, så er muligheden for at han kan have været biologisk far til eksempelvis den nævnte datter Sarah lig nul, rent bortset fra at hun sikkert kun kan anses for at være en opdigtet person eller romanfigur. Og altså helt bortset fra, at der med den allerstørste sandsynlighed er tale om en opdigtet myte eller fiktion.

Hvad angår Jesu seksualitet, så anlægger Martinus på grundlag af sine kosmiske analyser omkring ”Det seksuelle polprincip” og Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” et helt andet syn på menneskers seksuelle orientering i almindelighed og Jesu seksuelle orientering i særdeleshed. Det vil læseren kunne orientere sig om, ved f.eks. at læse ’bogen’ JESUS MENNESKESØNNEN II her på hjemmesiden. I henhold til Martinus kan der ikke herske tvivl om, at Jesus var såkaldt ”dobbeltpolet” og at hans seksuelle observans som en følge deraf har været rettet mod det guddommelige i mennesket, altså mod det næstekærlige eller alkærlige væsen i mennesket, og ikke mod kønnet, hverken han- eller hunkønnet.

I øvrigt er der et andet og nok så mærkværdigt aspekt ved konspirationsteorien om Jesu påståede franske efterkommere, nemlig hvorfor i alverden Maria Magdalene skulle forlægge residensen fra datidens Palæstina til et land så langt mod nord som lige præcis Frankrig! Hun kunne jo meget nemmere og bekvemmere have søgt til nærmere steder, som f.eks de jødekristne menigheder, som der fandtes en hel del af rundt omkring i Palæstina så vel som i de nære nabolande, f.eks. i Syrien og Ægypten. Men godt nok rejste de tidligste kristne missionærer langt omkring i verden i det første århundrede, men så vidt vides ikke højere op mod Europa end til Rom i Italien, hvor blandt andet apostlene Peter og den iøvrigt ugifte Paulus opholdt sig i flere omgange, og hvor de begge endte med at blive taget til fange og henrettet i år 64. Så vidt det fremgår af Johannes’ Åbenbaring, nåede apostlen og evangelisten Johannes ’kun’ til Efesus i Grækenland, hvor han slog sig ned og antagelig blev forstander for den jødekristne menighed, indtil sin død som cirka 100-årig.

Og forresten, hvad med Jesu mor og søskende, og de øvrige nære disciple og apostle, som af frygt for de jødiske myndigheder godt nok måtte holde sig skjult et stykke tid efter Jesu angivelige død og begravelse. I henhold til beretningen i Apostlenes Gerninger opholdt medlemmerne af den første jødekristne menighed sig i Johannes Markus’ moders hus i Jerusalem. Jesus havde flere brødre og søstre, og en af hans brødre, Jakob, blev forstander for menigheden i Jerusalem. Siden hen ser det ud til, at medlemmerne af menigheden blev accepteret af jøderne, ikke mindst fordi de første jødekristne overholdt Moselovens religiøse forskrifter. Det er højst sandsynligt, at den historiske Maria Magdalene også tilhørte denne menighed, som var indstiftet af Jesus selv, og selvom hun eventuelt har været Jesu enke og gravid, eller eventuelt gravid med en anden og levende ægtemand, så ville hun næppe have været mere udsat for chikane og forfølgelse, end de øvrige menighedsmedlemmer. Derfor ville hun formentlig ikke have haft nogen reel grund til at flygte, og da slet ikke til et så fjerntliggende mellemeuropæisk land som Frankrig.

I øvrigt vil der her være grund til at pege på, at det modsætningsforhold mellem jøderne og de jødekristne, som fremgår allerede af evangelierne og af Apostlenes Gerninger, i hovedsagen skyldes, at evangelisterne og apostlene havde travlt med at lægge afstand til jødedommen. Denne tendens er så blevet yderligere forstærket senere i kristendommens historie udenfor Palæstina, hvor man mere eller mindre omfortolkede Jesus og begivenhederne omkring ham i henholdsvis den katolske og senere i den protestantiske kirkes favør. I Europa blev Jesus nærmest gjort til europæer, hvilket ikke mindst fremgår af de utallige malerier, som op gennem Middelalderen er blevet malt til de katolske kirker. Tænk her på Leonardo da Vincis fremstilling af Jesus og apostlene på maleriet ”Den hellige nadver”, hvor personerne fremtræder som udprægede italienere fra højrenæssancen i 1500-tallet. Eller tænk f.eks. på danske Bertel Thorvaldsens skulptur af den helt igennem europæisk udseende Jesus Kristus, der siden 1800-tallet har skuet ud over menigheden i Vor Frue Kirke i København.

Men mon ikke forklaringen på, at Maria, i stedet for at drage til sin hjemby Magdala i Galilæa, drog via den besværlige rejse, især for en gravid, og muligvis over både land og hav til Frankrig og dér fødte et barn, navngivet Sarah, udelukkende skyldes, at det som omtalt er franskmanden Pierre Plantard, der i nyere tid er ophavsmand til påstanden, som skulle tjene hans ambitioner om at fremtræde som arving til den franske trone. Så meget – eller så lidt – for dén fantastiske historie.

Vedr. Da Vinci Mysteriet, se http://da.wikipedia.org/wiki/Da_Vinci_Mysteriet og http://da.wikipedia.org/wiki/Pierre_Plantard samt diverse websites, der deri henvises til. - Vedr. Jesu liv og lære, og om personerne i hans liv, se f.eks. Jesus Menneskesønnen I og Jesus Menneskesønnen II her på hjemmesiden. I bind II fremføres en noget anden forklaring på Jesu seksualitet, end den, der gives i henhold til den almengældende biologiske seksuallære. I 2012 blev ’Jesus Menneskesønnen I-II’ udgivet af forlaget Scientia Intuitiva med titlen: ”JESUS søn af mennesket I-II. Jesu personlighed, liv og lære skildret på grudlag af Martinus’ Kosmologi”

En ikke-konspirationsteoretiker

Som læseren nok allerede har fået indtrykket af, så giver jeg personligt ikke meget for konspirationsteorier i det hele taget. Jeg synes ærlig talt, at de foruden at være unødvendige provokationer mod intelligensen også er inderligt overflødige, hvad enten de er af urgammel dato eller af nyere dato, som de ovenfor nævnte. Men nogle forskere i konspirationsteorier forholder sig positivt til disse og mener, at de siden menneskene begyndte at tænke og danne sig forestillinger om livet og verden, har tjent det formål, at være en måde at udtrykke og komme til rette med konflikter på. Her vil jeg dog tillade mig at indskyde, at det forholder sig anderledes med ægte myter, sagn, legender, lignelser og eventyr, som i modsætning til konspirationsteorierne rummer en værdifuld symbolik eller et læreindhold, som er i stand til at fortælle om ellers uforståelige eksistentielle fænomener, der er principielt vigtige i menneskets tilværelse. At det er tilfældet vil kunne ses af f.eks. min artikel Eventyr og kosmologi her på hjemmesiden, hvor det påvises, at især folkeeventyrene, men også kunsteventyrene, som f.eks. H.C.Andersens, er symbolske skildringer af det virkelige livseventyr. Konspirationsteorierne fortæller derimod i grunden mere om deres ophav, end om den eller dem, de er rettet imod.

Imidlertid er mit ærinde ikke at ville overbevise konspirationsteoretikere om, at de tager fejl og begår overgreb mod virkeligheden og sandheden, for det anser jeg på forhånd som umuligt. Primært fordi overbevisningen om gyldigheden af en konspirationsteoris præmisser, analyser, argumenter og konklusioner har troens karakter. Ganske vist kan man vakle i sin tro, hvilket dog forudsætter, at man besidder en vis ydmyghed, åbenhed og fordomsfrihed. Men det er mit indtryk, at konspirationsteoretikere tværtimod indeholder en god portion stædighed og åbenbar tillid til egne intellektuelle evner og forstand. Så derfor fred være med dem og deres teorier. Hvis det forholder sig sådan, som jeg mener, nemlig at konspirationsteorierne generelt set er et falsum, så må det overlades tiden og erfaringen at demonstrere for konspirationsteoretikerne, hvad der er op og ned her i livet og verden. Vi befinder os jo i henhold til Martinus’ kosmologi på forskellige udviklingstrin, men er ikke desto mindre alle på vej mod principielt samme mål: Erkendelsen af virkeligheden og sandheden, dog nærmer vi os den successivt ad forskellige veje og på forskellige tidspunkter.

I øvrigt viser det sig – jeg havde nær sagt endnu engang – at Internettet er et ret benyttet medium eller forum, også når det drejer sig om at udbrede konspirationsteorier. Her finder man en hel flora af mere eller mindre sandsynlige teorier om hemmelige eller skjulte sammensværgelser. Som et eksempel på en begavet konspirationsteoretiker finder man den norske bibliotekar Rolf Kenneth Myhre, som på sit website http://www.rolfkenneth.no/ blandt andet giver nogle indforståede beskrivelser og detaljerede analyser af nogle af de mest markante konspirationsteorier, der findes og som den udmærkede skribent tilsyneladende har stor tiltro til gyldigheden af.

Men nok så vigtigt, så er det også på internettet, at man finder websites, hvor kompetente folk kritiserer og imødegår konspirationsteorierne. Blandt disse websites kan der eksempelvis henvises til følgende:

http://videnskab.dk,

http://da.wikipedia.org/wiki/Konspirationsteori,

http://dr.dk/DR2/VidenOm,

http://www.humanisme.dk/logbog/log042.php http://www.liviuniverset.dk/?Modkultur:Korncirkler.

På disse adresser vil man kunne finde en detaljeret beskrivelse af nogle af de mest kendte konspirationsteorier og til dels også en saglig kritik af disse.

Til slut vil jeg gerne understrege, at min modvilje mod konspirationsteorier ikke er ensbetydende med, at jeg ikke synes disse kan være interessante at gøre sig bekendt med. Men man bør vogte sig for at lade sig indfange af deres tilsyneladende logik og forførende argumentation. Det forholder sig jo som bekendt sådan, at kvaliteten og gyldigheden af logiske slutninger helt og holdent er beroende på de præmisser, der er lagt til grund. Hvis man eksempelvis ud fra fænomenet ’en hvid svane’ slutter, at alle svaner så må være hvide, begår man et ’overgreb’ mod virkeligheden, som jo fortæller, at der eksempelvis også findes sorte svaner. Dertil kommer det såkaldte cirkelbevis, som består i, at man på forhånd antager et eller andet for at være sandt, hvorefter man finder argumenter for at ’bevise’ denne ’sandhed’, som for at have gyldighed jo egentlig burde have udgjort konklusionen på argumenterne og bevisførelsen.

© 2009 Harry Rasmussen. Lettere revideret 2015 af forfatteren.