Efter en lidt længere og ophedet
offentlig debat om et kirkeligt ritual for vielser af homoseksuelle, opfyldtes ligestillings-
og kirkeminister Manu Sareens løfte til de homoseksuelle den 15. juni 2012,
idet den første lovformelige kirkelige vielse af homoseksuelle fandt sted denne
dato. Det skete i gamle hæderkronede Frederiksberg Kirke, og parret var STAR
TOUR-ejer Stig Elling og hans samlivspartner og bofælle gennem 24 år. Selvom
jeg hører til blandt dem, der mener, at vielse af homoseksuelle ikke burde
finde sted i kirken, men på rådhuset, valgte jeg dog alligevel at ønske
brudeparret tillykke på Facebook og udtrykke håbet om, at de måtte leve
lykkeligt sammen til deres dages ende. Det gjorde jeg, fordi jeg mener ganske
godt at kunne forstå de homoseksuelle og deres situation.
Men forud for denne på sin vis lykkelige slutning – eller
måske snarere begyndelse – var som nævnt gået en længere og især ophedet debat
i offentligheden om selve vielsesritualets udformning. Til at begynde med
drejede det sig om gætterier og rygter, og især rygtet om et såkaldt
kønsneutralt ritual vakte både bekymring og harme. Et sådant ritual måtte jo
betyde, at man fjernede begreberne mand og kvinde og begrebet ægteskab i
sammenhængen og erstattede disse ord og begreber med den mere generelle
betegnelse ægtefællesskab. Dette ville dog ikke ændre væsentligt ved det
heteroseksuelle vielsesritual, hvor det bl.a. stadig ville lyde eksempelvis:
”Vil du, Søren, tage Jette til ægte?” og ”Vil du, Jette, tage Søren til ægte?”.
- For homoseksuelle par lyder det: ”Vil du, Erik, tage Peter til ægte?” eller
”Vil du, Grethe, tage Lis til ægte?” – Især disse spørgsmål lyder jo absurde i
kristen teologisk sammenhæng og vel også i almindelig og traditionel
menneskelig sammenhæng. Det er da formentlig også derfor især for den
teologiske side af sagen, at de otte biskopper, som har udarbejdet det nye
ritual, har valgt at udelade begrebet og ordet ægteskab i det nye vielsesritual
for homoseksuelle. Det er det kompromis, som ligestillingsforkæmperne må finde
sig i og leve med, som vi andre, der både historisk og religiøst lægger vægt på
Biblens ord, må finde os i, at der overhovedet nu forekommer kirkelig vielse af
homoseksuelle. Hvilket med det nye vielsesritual jo trods alt er en form for
anerkendelse og til at leve med for os andre. Det er jo ikke de homoseksuelle,
vi har noget imod, men kun vielse af homoseksuelle i kirken, og det uanset om
vi er medlemmer af folkekirken eller ej. Selv er jeg ikke medlem.
Her skal indskydes, at der ikke mindst indenfor
Martinus-bevægelsen findes folk, som gerne vil fremstå som forstående,
tolerante og kærlige, og som for nogles vedkommende formentlig også reelt set
er det, men som i hvert fald for en dels vedkommende lider af, hvad der kunne
kaldes berøringsangst, i hvert fald overfor emner af kontroversiel karakter.
Som nu i dette tilfælde med vielse af homoseksuelle i kirken. Der kan dog også
være tale om, at man ikke mener emnet er så betydningsfuldt, at det er værd at
beskæftige sig med. Endelig er der også den mulighed, at man mener, at
kirkekristendommen i henhold til Martinus’ kosmiske analyser er en døende
institution, hvorfor dens interne forhold ikke er aktuelt vedkommende. Martinus
mener jo generelt, at de store gamle verdensreligioner hører ind under det, han
betegner som den gamle verdensimpuls fra det guddommelige skabeprincip, altså
fra Gud, er forældet i en moderne verden, hvor intellektet er under stærk
udvikling, og som derfor er degenererende, for til sidst helt at forsvinde. Der
er dog tale om en århundredelang proces, idet i hvert fald millioner af
mennesker verden over stadig er tilhængere af og har brug for hver deres
religion, som i dette tilfælde primært vil sige traditionelle religioner som
buddhismen, islam og kristendommen, og de under disse hørende religiøse
retninger og sekter. Imidlertid påbegyndtes i forrige århundrede, mere præcist i
1921, en ny udstråling fra det guddommelige skabeprincip, som viste sig at være
en fornyelse af kristendommen, mere præcist i form af en ny fortolkning af Jesu
liv og lære. Denne nye verdensimpuls er i særlig grad blevet påstået formidlet
via den danske tænker og intuitionsbegavelse, Martinus, som hævder, at hans
lære er en opfyldelse af Jesu profeti om ”Talsmanden, den hellige Ånd”, og
altså dermed en fortsættelse af Jesu lære og gerning som såkaldt
verdensgenløser, et ord og begreb, der skal erstatte ordet og begrebet frelser,
fordi dette ikke har relevans i det verdensbillede, Martinus tegner i sin
kosmologi eller åndsvidenskab, hvis man vil foretrække at kaldet det det.
(1)
Men blandt de berøringsangste – eller hvad man nu skal kalde
det – var der på Facebook netop en skribent og foredragsholder, som er
tilknyttet undervisningsarbejdet indenfor Martinus Institut. I en kommentar til
et af mine opslag dér, skrev han bl.a., at kærlighed er kærlighed, hvad enten
det drejer sig om hetero- eller homoseksuelle, som elsker hinanden. Dertil
tillod jeg mig at svare, at vedkommende tilsyneladende havde overset, at der i
henhold til Martinus findes to slags kærlighed. Forstået sådan, at
homoseksuel kærlighed ikke i det væsentlige adskiller sig fra heteroseksuel kærlighed,
men begge adskiller sig fra det, som Martinus forstår ved næstekærlighed.
Der er derfor ikke tale om kønsbetinget kærlighed i begge de ovenfor nævnte
tilfælde, hvorfor det derfor er meget vigtigt, at man skelner mellem
kønsbestemt kærlighed og altruistisk kærlighed eller næstekærlighed. Det kan vi
få meget at vide om hos Martinus, lige som om hans opfattelse af
homoseksualitet, hvilket vi skal vende tilbage til senere nedenfor.
Blandt
de meget aktive folk, som i årevis har arbejdet på at fremme indførelsen af
kirkelig vielse af homoseksuelle, er den homoseksuelle præst i Stefanskirken,
Ivan Larsen, der bl.a. sammen med f.eks. ovennævnte Stig Elling, har været en
af de mest ivrige forkæmpere for sagen. Til det formål må man nok have lov til
at sige, at han har læst og udlagt Biblen relativistisk, i lighed med en vis
anden herre. Hermed tænker jeg ikke kun på kirkeministeren, som har været og er
en ivrig fortaler for en moderne og nutidsorienteret tolkning af Biblen og
dermed også af kristendommen. Dette er så nu til dels takket være samme
radikale ligestillings- og kirkeminister altså lykkedes, nemlig at få
gennemtrumfet det nye vielsesritual, som dog må betragtes som et kompromis
eller modus vivendi. Biskopperne har nemlig trods alt ikke villet imødekomme
ligestillingskravet, hvorfor de har nøjedes med at betegne parterne i den nye
ægteskabsform som "ægtefæller" i stedet for som ”ægtemand” og
ægtehustru”. Dette udelukker jo desuden nærmest automatisk sig selv i
betragtning af, at der er tale om to mennesker af samme køn. Den kendsgerning
har biskopperne altså ikke villet tilsidesætte.
I det
traditionelle vielsesritual henholder man sig til, at mennesket kommer til at
ligne Gud gennem de to køns forening og samliv. Ikke kun på et sjæleligt plan,
men også på et kropsligt plan. Det hænger sammen med Skabelsesberetningens ord:
”Og Gud skabte mennesket i sit billede; i sit billede skabte han det, som
mand og kvinde skabte han dem;” Samme vielsesritual henholder sig også til
Jesus-ordene, som siges til nogle farisæere, som forsøgte at lægge en fælde for
ham: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og
kvinde og sagde: ”Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig
til sin hustru, og de to skal blive ét kød?” Så er de da ikke længer to, men ét
kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” Da siger
de til ham: ”Hvorfor har Moses da befalet, at når man giver sin hustru et
skilsmissebrev, kan man skille sig fra hende?” Han siger til dem: ”Det var på
grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres
hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således. Og jeg siger jer, at
den der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med
en anden, han bedriver hor.” Her er
altså utvetydigt tale om, at et ægteskab i kristen forstand alene drejer sig om
et forhold mellem en mand og en kvinde. (2)
Jo, vil nogle
selvfølgelig her nok sige, men er der virkelig grund til at tage disse ældgamle
opfattelser bogstavelige og højtidelige? Desuden er vi jo i vor tid klar over,
at Gud ikke eksisterer og derfor heller ikke kan have skabt hverken verden
eller os. Ligesom vi fra videnskaben ved, at der ikke er tale om momentan og
bevidst, hensigtsmæssig skabelse, men om milliardårig evolution, som i det
væsentlige er foregået via naturlovene og herunder selektiv udvikling og
mutationer. Derfor må vi følge med tiden og indrette os på et andet grundlag,
sådan som vi jo da for resten også har gjort lige siden renæssancen og
oplysningstiden. Begge disse kulturperioder har dog udelukkende fundet sted i
den vestlige kulturkreds, medens den øvrige del af verden ikke i samme grad har
været berørt af tilsvarende fornyende processer. Det er derfor hovedsagelig i
den vestlige verden, at det ateistiske og materialistiske livssyn har haft
grobund og fået lov til at udvikle sig. (3)
Det kunne der
naturligvis siges meget andet og mere om, end det er muligt i en artikel som
denne. Men lad mig her nøjes med i noten at henvise til, hvad Martinus har at
sige om skabelse kontra evolution, og om verden og mennesket og alle andre
levende væsener. Martinus er i princippet enig med den bibelske
skabelsesberetning, også selvom han tolker denne på en ny måde, idet han anskuer
den mere som en mytisk fortælling end som en historisk beretning. Det vil man i
øvrigt også kunne læse om i min bog ”Jesus - søn af mennesket”. (4)
Apropos ægteskab
mellem mand og kvinde, så er det som bekendt noget, der lige siden tidernes morgen
er forekommet og stadig forekommer i alle kulturer og religioner. Men forholdet
mellem mand og kvinde er jo først og fremmest biologisk, anatomisk og
fysiologisk betinget og tjener som forudsætning for forplantning eller slægtens
beståen og videreførelse. Men i spirituelle kultursamfund er seksualitet også
blevet opfattet som et helligt sakramente, der har værdi i sig selv og i
sekulariserede kultursamfund som noget, der i bedste fald betyder ekstraordinær
glæde og fornøjelse. Homoseksualitet har i samme tidsrum og i de fleste
kulturer - bortset fra en periode i det gamle Grækenland - været betragtet som
en anormalitet, for ikke at sige abnormitet, som der nogle steder tilmed har
været dødsstraf for, endda helt op i nyere tid. Sådan er det generelt set
heldigvis ikke længere, i hvert fald ikke i den vestlige kultur, hvor man
efterhånden betragter homoseksualitet for blot at være en anden form for
seksualitet end heteroseksualitet. Men at gå så vidt, som rabiate fortalere for
homoseksualitet gør og har gjort, og erklære arten af seksualitet for at være
et spørgsmål om frit valg, er efter min mening at gå for vidt. Det begrunder
jeg dels med erfaring og dels med de analyser vedr. seksualitet, som er fremsat
af Martinus. Herom vil man i kortfattet form kunne læse på min hjemmeside under
1. Hovedafsnit. (5)
Religiøs åbenbaring og demokrati
Det er efterhånden
kommet til at stå klart for mig, at de Martinus-folk og Martinus-interesserede,
som debatterer og kommenterer på Facebook, og jeg, ikke er enige i synet på
homoseksuelle vielser i kirken. For de nævnte drejer det sig primært om at
promovere ligestilling mellem kønnene, for det er den eneste rigtige
indstilling at have, mener de angiveligt, når man vel at mærke er et tolerant,
forstående og kærligt menneske. Derfor skal ligestilling også gælde i kirkelig
sammenhæng, synes de. Det, at promovere ligestilling og ens behandling af alle
mennesker uanset køn, race, nationalitet og religion, er i øvrigt også det FN's
menneskerettighedserklæringer i princippet og i videre forstand går ud på.
Men for mig at se, drejer det sig imidlertid om andet og mere
end et generelt ligestillingsspørgsmål, for religiøs åbenbaring kan man ikke
gøre til genstand for en demokratisk afgørelse. Det er altså ikke noget, der
kan afgøres ved flertalsafstemning. Åbenbaret religion, som f.eks.
kristendommen, må man enten vælge til eller fra, og det samme gælder faktisk
også for Martinus' kosmologi, som baserer sig på de åbenbaringer, Martinus
oplevede i påsken 1921. Uden de sidstnævnte åbenbaringer ville der ikke have
eksisteret noget, der hedder Martinus' kosmologi eller hvad man nu vil
foretrække at kalde hans kosmiske analyser og facitter. En del af disse
analyser og facitter handler om det seksuelle polprincip og herunder også om
bl.a. homoseksualitet, sådan som påpeget tidligere ovenfor.
En væsensforskel
mellem kristendommen og Martinus' kosmologi er, at den førstnævnte i hovedsagen
appellerer til troen, mens den sidstnævnte appellerer til intuitionen og
intelligensen. Denne forskel er større, end man umiddelbart skulle tro. Dertil
kommer, at Martinus' kosmiske analyser over det seksuelle polprincip, stort set
er enestående i verdens kulturhistorie, og de har med al sandsynlighed
fremtiden for sig. Her vil jeg derfor gerne anmode seriøst interesserede, om
især at læse eller genlæse Livets Bog V, stk. 1854-1864, så vil man få at se,
hvorfor jeg ikke er tilhænger af kirkelig vielse og dermed følgende velsignelse
af homoseksuelle 'ægteskaber'. Og dette har vel at mærke intet som helst med
diskrimination af homoseksuelle at gøre, snarere tværtimod. (6)
Men i øvrigt skal jeg gerne føre an og lede ind på det
tankespor, som jeg mener, er vigtig i sammenhæng med forståelsen af, hvorfor
jeg synes, som jeg gør, og specielt i dette tilfælde. I de afsnit af Livets Bog
V, som der ovenfor henvises til, behandler Martinus især seksuelle afvigelser
fra normen og herunder homoseksualitet. Den dybere liggende årsag til homoseksualitet
er ifølge Martinus, at den modsatte pol er blevet overdimensioneret og mere
eller mindre førende i dagsbevidstheden, hvilket for mandens vedkommende
betyder, at det er den feminine pol, der er blevet mere fremtrædende, end
individets kosmiske udviklingstrin berettiger til, lige som det samme er
tilfældet for kvindens vedkommende, hvor det dog er den maskuline pol, der er
blevet forceret frem. Martinus taler derfor ligefrem om henholdsvis ”den
kvindelige mand” og ”den mandlige kvinde”, hvilke poltyper han ligeud
karakteriserer som abnorme.
(Citat) 1856. For begge disse overdimensionerede poltyper,
”den mandlige kvinde” og ”Den kvindelige mand”, gælder det, at det nye væsen i
deres bevidsthed ikke er nær så udviklet som deres mange inkarnationer gamle
normale pols væsen, der nu er trængt alt for meget tilbage af den modsatte pols
alt for stærkt fremtrædende overdimensionering og dens heraf følgende føring af
væsenets dagsbevidsthed. Denne overdimensionering er altså ikke baseret på
udvikling, så ville den netop ikke have været abnorm. Den er derimod baseret på
den omstændighed, at dens ophav på et eller andet tidspunkt i tidligere liv har
været genstand for en seksuel forføring eller et andet abnormt forhold, der har
været i stand til at sætte det pågældende væsens seksuelle tankebane i en
forceret aktivitet og flugt fra den normale udviklingslinje. Denne heraf
opståede særlige seksuelle indstilling er derved efterhånden blevet til
vanebevidsthed, ligesom f.eks. drik eller tobaksrygning eller andre bevidsthedsmæssige
abnormiteter kan blive til en vane, blive til et overdrevent begær, der i
vanskeligste tilfælde kun kan bekæmpes efter at de har udløst sig i en
katastrofe. Denne seksuelle forførelse eller anden årsag til afsporingen kan
f.eks. være foregået på den måde, at et voksent menneske, hvis tilbøjelighed
til at søge kønslig tilfredsstillelse hos sit eget køn, har udartet sig til en
sådan dimension, at det ikke har nok i samkvemmet med voksne, men er så
afsporet, at det begærer seksuelt samkvem med det umodne, med mindreårige eller
børn. Da jordmenneskeheden er langt fremme i dens seksuelle forvandlingsproces,
og den modsatte pol er mere eller mindre i udvikling og fremme hos alle
kulturmennesker, bor der allerede en tilsvarende om end ubevidst tendens til at
fornemme sympati for sit eget køn dybt i hvert eneste menneske, men den kommer
ikke og skal helst ikke komme frem til sit ophavs kundskab eller vågne
dagsbevidsthed på anden måde end som en af naturen selv diskret og lempeligt
eller umærkeligt befordret normal poludvikling. Da vil den, som vi senere skal
se, ikke forvolde alle disse kvaler og abnormiteter, som den nu afstedkommer
ved den af mennesker selv iværksatte alt for forcerede udvikling. (Citat
slut) (7)
I det netop anførte citat fortæller Martinus blandt andet, at
homoseksualitet i mange eller rettere sagt i de fleste tilfælde kan være
forårsaget af en voksens forførelse af en mindreårig eller et barn. Men i den
sammenhæng inddrager han nødvendigvis reinkarnationen, hvorfor den omtalte forførelse
eller anden form for årsag, med stor sandsynlighed kan være foretaget eller
udløst for en eller eventuelt flere inkarnationer siden i det forførte individs
tilværelse. Forførelsen har som omtalt sat sine spor i form af vane, det vil
rent ’teknisk’ sige i form af erindringstalentkerner, som bærer præg af
behagsoplevelse, hvilket afføder en automatisk eller instinktiv trang til eller
et behov for genoplevelse i den nye inkarnation, ja, i flere nye inkarnationer,
hvis individet ellers fortsætter sin homoseksuelle praksis. Individet, som af
gode grunde ikke har kosmisk bevidsthed, tror derfor, som tilfældet er for
homoseksuelle i nutiden, at dets homoseksualitet er medfødt, hvilket jo på sin
vis også er rigtigt.
Men nu er talen her især om homoseksuelt ægteskab, og det vil
derfor være interessant at konstatere, hvad Martinus eventuelt har at sige om
dette. Herom siger han blandt andet, at det afgørende i den forbindelse er
forelskelse, for evnen til at forelske sig deler den homoseksuelle i princippet
med den heteroseksuelle. Forskellen er kun, at medens det sidstnævnte individ
normalt kun forelsker sig i et individ af modsat køn, så forelsker den
homoseksuelle sig i et individ af samme køn, Det ligger i sagens natur, at den
homoseksuelle mand forelsker sig i og tiltrækkes af en anden mand, fordi det er
vedkommendes feminine pol, der bestemmer tiltrækningen. Omvendt hos den
lesbiske kvinde, hvor det er den maskuline pol, der bestemmer forelskelsen og
tiltrækningen, hvorfor hun forelsker sig i og føler sig seksuelt tiltrukket af
en anden kvinde. Herom skriver Martinus blandt andet følgende i stk. 1862:
(Citat) […] Dog kan man ikke helt udelukke, at der også
kan være tilfælde, hvor et sådant samliv en tid kan udvise en vis form for behag.
Det er i sådanne tilfælde, hvor objektet for forelskelsen ikke er alt for
seksuel kontrær eller er en udpræget repræsentant for sit eget køn, men indtil
en vis grad også kan føle tiltrækning til og behag i den andens tilbedelse, med
andre ord, er et væsen, der også, om end ubevidst, nu allerede er et godt
stykke inde i den modsatte pols udvikling. Vi ser da også her samliv, en slags
kunstigt ægteskab mellem sådanne væsener, men samlivet kan aldrig blive udtryk
for den fuldkomne naturlige lykke. Væsenerne er for meget ens i struktur. Da
det er deres modsatte pol, der er fundamentet for samlivet, vil den fordre, at
objektet for forelskelsestendensen eller den overdimensionerede sympati er et
væsen af sit ophavs eget køn. Men da dette køn i sin fuldt normale tilstand
mere eller mindre nærer antipati eller i værste tilfælde er hader af sit eget
køn og navnlig da, som tidligere nævnt, når det fremtræder abnormt, har sit
modsatte køns tendenser, er der ingen chancer for f.eks. den kvindelige mand at
opnå samliv med et sådant maskulint væsen, som ellers er det fuldkomne objekt
for hans forelskelse. Han må da resignere og kaste sin sympati på de mænd, der
nok er maskuline og ubevidste i deres modsatte pol, men dog ikke anderledes end
at de alligevel føler et vist behag i at være genstand for en anden mands
opmærksomhed og sympati og derfor ikke har noget imod at knytte sig til denne
mand i et intimt samliv, altså en slags kunstigt ægteskab. […] (Citat slut)
(8)
Herefter fortsætter Martinus med at udrede de nærmere
omstændigheder vedrørende den homoseksuelle mands situation i forhold til sit
eget køn, og herunder nævner den antipati eller negative følelser, som den
udpræget homoseksuelle mand ofte kan have overfor kvinder, som tilmed lige så
ofte opleves som konkurrenter. For min egen part vil jeg tillægge, at der dog
også er undtagelser, hvor homoseksuelle mænd betragter især lidt modne kvinder
som deres fortrolige veninder. Herefter fortsætter Martinus i stk. 1863:
(Citat) Naturen har således her sat en bom for ægteskabets
videreførelse. Da den kvindelige mand kun kan blive virkeligt forelsket i den
maskuline eller mandlige mand, og denne på sin vis umuligt kan blive forelsket
i noget andet væsen end den normale kvinde, er der som nævnt ingen mulighed for
skabelse af lykke i det her omtalte kunstige ægteskab eller seksuelle samliv.
Det vil aldrig nogen sinde kunne baseres på andet end ulykkebringende,
forkvaklede forhold, der til sidst i værste tilfælde kan føre til livslede og
selvmord for den forelskede part, efter at denne har kulmineret i skinsygens
kvaler, andre menneskers bagtalelse, sladder, hån og spot rent bortset fra den
i mange tilfælde uhyggelige, ruinerende økonomiske pris et sådant samliv har
ført med sig eller har kostet den feminine part. Disse samlivstilbøjeligheder
stammer således fra de endnu uudlevede, men hæmmede normale poltilstande og
hører således normalt kun hjemme i samliv mellem de fuldkomne hankøns- og
hunkønsvæsener og ikke imellem to partnere, der umuligt kan manifestere den
totale gensidige opfyldelse eller lykkegivende tilfredsstillelse af de kønslige
krav, der er selve livets hovedhjørnesten eller grundpille. Vi må naturligvis
her tilføje, at den maskuline eller mandlige kvinde har de samme
samlivsubehageligheder. At samlivet mellem disse væsener kun kan opretholdes i
kraft af resignation eller given afkald plus en særlig velvilje fra den ene
eller fra begge parters side, gør jo ikke dette forhold naturligt. Det bliver
kun unaturligt og dermed i tilsvarende grad utilstrækkeligt lykkeligt akkurat
ligesom i de ulykkelige ægteskaber mellem de degenererede, men endnu i
overvejende grad som hankøns- og hunkønsvæsener fremtrædende mennesker. Det er
i virkeligheden kun en videreførelse af den i de ulykkelige ægteskabers zone
fremtrædende ægteskabelige samlivs degenererende eller døende tilstand. […]
(9)
I den umiddelbart følgende tekst, fastslår Martinus, at de
ovenfor beskrevne forhold og tilstande kosmisk set er at betragte som led i den
polforvandlingsproces, som har til formål og skal sikre, at ethvert jordisk
menneske med tiden bliver omdannet til det rigtige menneske i Guds billede, og
dermed bliver selvskreven borger i Guds eller Himmeriges Rige. Men Martinus har
selvfølgelig meget mere og andet at sige om de herskende seksuelle forhold hos
og blandt mennesker, - som det ikke er opgaven at komme ind på her. Det skal
dog her udtrykkeligt pointeres, at de ovenfor gengivne citater af Martinus er
løsrevet fra en større sammenhæng, og de rummer derfor en vis risiko for at
blive misforstået, især af mennesker, som ikke på forhånd kender til Martinus’
analyser vedrørende de 11 seksuelle hovedkategorier af mennesker, han så
indgående og grundigt beskriver, især i 5. bind af sit hovedværk, Livets Bog.
Så langt, så godt. Men nu vil en og anden her nok indvende og sige, at Martinus jo ikke i de
anførte citater udtaler sig om homoseksuel vielse i kirken, hvilket er korrekt.
Men dertil må jeg svare, nej, det gør han naturligvis ikke, for emnet var ikke
aktuelt i hans levetid. Hvad hans opfattelse ville have været, hvis han havde
kunnet tage stilling til det, kan ingen af gode grunde vide. Men efter min
opfattelse indeholder hans analyser omkring det, han betegner som ”kunstigt
ægteskab” mellem homoseksuelle, underforstået at det kosmisk set er et unaturligt
fænomen, som ganske vist forekommer, men i grunden helst ikke burde være
forekommet, ikke mindst af hensyn til de homoseksuelle selv. Der ligger altså
ikke fra Martinus’ side nogen som helst form for diskrimination af
homoseksuelle i hans analyser, som er lige kærlige over for alle uden nogen som
helst undtagelse, og i øvrigt udgør ét eneste stort forsvar for overhovedet
alle levende væsener, forstået på den måde, at disse til enhver tid og på
ethvert sted ikke kan være og handle anderledes, end de netop gør. Hvilket dog
ikke er ensbetydende med, at der ikke er forskel på måden at være på og handle
på, for det er der naturligvis, nemlig i den forstand, at nogen måder at være
og handle på, er mere rigtige og hensigtsmæssige end andre. Eksempelvis fastslår
Martinus i de ovenfor anførte citater, at forførelse til homoseksualitet og
homoseksuelt ægteskab kosmisk set ikke er af det gode, tværtimod. Når sådanne
fænomener alligevel forekommer, skyldes det primært to forhold, nemlig dels den
mangel på erfaring, eller den uvidenhed, som er en uundgåelig del af menneskets
tilværelse, og dels den relativt frie vilje, som mennesket er udstyret med. Der
er derfor et relativt, men udviklingsbestemt frit valg mellem at handle rigtigt
eller forkert i forhold til livslovene. (10)
Da Martinus i sin tid
udarbejdede sine kosmiske analyser over det seksuelle polprincip og
polforvandlingen, var den almindelige holdning til homoseksualitet angiveligt
en noget anden, end tilfældet er i nutiden. På Martinus’ tid herskede der en
betydeligt mere negativ og ligefrem fjendtlig holdning til og stemning imod de
homoseksuelle, som i grelle tilfælde endog var udsat for chikane og vold. Den
situation ser ud til at være ændret i nyere tid, idet det er en kendsgerning,
at et flertal af folketingspolitikere og et flertal af befolkningen ifølge
meningsmålingerne var positivt stemte for indførelse af vielse af homoseksuelle
i kirken. Dette er jo i sig selv overraskende og skyldes formentlig, at de
adspurgte i hovedsagen har haft ligestilling af homoseksuelle med
heteroseksuelle i tankerne, altså har opfattet og betragtet de homoseksuelles
situation mere ud fra et ligestillingssynspunkt, end ud fra et religiøst, for
ikke at tale om kosmologisk synspunkt. Problemet har så kun været og er, at
regering og folketing har så stor magt over folkekirken, at man indirekte kunne
diktere denne at indføre et vielsesritual for homoseksuelle. Men som vi har set
af alt, hvad der her er blevet sagt ovenfor, så betragter vismanden Martinus
homoseksuelle ægteskaber for at være unaturlige og kunstige, og han har også
begrundet hvorfor. Men præmisser og argumenter, som dem han fremfører, finder
nok ikke nogen særlig genklang, hverken hos politikere eller i befolkningen som
helhed, som i begge tilfælde enten er traditionelt kristne eller ateister med
en materialistisk livs- og verdensanskuelse.
Her skal vi afslutte denne
artikel med kort at se på, hvordan Martinus ud fra sit kosmiske perspektiv
opfatter den aktuelle situation. Hans kosmiske analysers postulater og
konklusioner i form af såkaldte livsfacitter, har under ingen omstændigheder
til hensigt at være hverken uforstående, intolerante eller diskriminerende
overfor nogen eller noget, og allermindst overfor mennesker, for hvem
tilværelsen i realiteten kan være nok så barsk og problemfyldt, sådan som
tilfældet ikke sjældent er for mennesker af homoseksuel observans. Martinus’
kosmologi er tværtimod et eneste stort og stærkt forsvar for alt og alle uden
nogen som helst undtagelse. Men selvom alt på sin vis er tilladt, så er dette
ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alt også er gavnligt. Ganske vist fører
uhensigtsmæssige og endog skadelige ønsker, tanker og handlinger på sigt og
ofte ad omveje til det begærede ”mål”, men derfor ville det måske alligevel
have været bedre, om man havde lyttet til og rådført sig med erfaringen og
fornuften, således at vejen mod målet” kunne være blevet tilbagelagt mere
direkte og med færre omkostninger i form af ubehagelige og eventuelt smertelige
oplevelser og lidelsesfulde erfaringer. Denne erfaring og fornuft – eller
rettere sagt visdom – findes efter alt at dømme repræsenteret i og med
Martinus’ kosmologi eller åndsvidenskab, som primært er en klarlæggelse af
livets og tilværelsens åndelige love og principper, der som en frit tilgængelig
vejledning for alle, ikke mindst har til formål at inspirere til udviklingen af
den humanisme og næstekærlighed, som er den nødvendige forudsætning og
betingelse for løsningen af menneskehedens nuværende moralske krisetilstand og
konfliktsituation.
I forbindelse med omtalen af
homoseksualitet, skal der her til slut kun nævnes det forhold, at mange
homoseksuelle ofte synes at indrette sig med et modus vivendi – altså
efter , hvad der under de givne omstændigheder er muligt og opnåeligt – således
forstået, at man står i forhold til eller danner par med andre homoseksuelle,
skønt begge parter i grunden helst havde ønsket sig henholdsvis en feminin
kvinde for den lesbiske kvindes vedkommende, og en maskulin mand for den
homoseksuelle mands vedkommende. Og er de involverede parter begge forstående
og tolerante og af en vis etisk-moralsk habitus, kan et sådant forhold udmærket
tænkes at ville forme sig varigt og relativt lykkeligt. Men en del tyder på, at
sådanne forhold ikke er prototypiske for nutidens homoseksuelle kredse, hvor
det at holde sig til en fast partner eller leve i et fast parforhold, snarere
er undtagelsen end reglen. Det typiske synes at være, at man har mange og ofte
udskiftede seksualpartnere. Og dette kan i sig selv kun bidrage til at øge de
ubehagelige og lidelsesfyldte konsekvenser, herunder også risikoen for smitte
med kønssygdomme, som ikke kan undgå at blive resultatet, både i de
øjeblikkelige forhold og situationer og især på det lidt længere sigt, hvilket
i denne sammenhæng faktisk godt kan komme til at betyde i op til flere
inkarnationer. Men som sagt tjener disse situationer og tilstande i henhold til
de kosmiske analyser til at øge de for den igangværende humane udvikling så
nødvendige og uundværlige lidelseserfaringer, som samtidigt er forudsætningen
og betingelsen for etableringen af dén åndelige balance mellem intelligensenergien
og følelsesenergien i den enkeltes sind, som med tiden blandt andet vil sikre,
at intuitionsenergien eller –evnen kan blive underlagt viljens kontrol, således
at denne vil kunne benyttes lige så vilkårligt, som vi i dag anvender
intelligensevnen. Og i og med intuitionen følger adgangen til det
visdomsreservoir, Martinus betegner som ”Visdomsoceanet”, og hvorfra han selv
har hentet de mange visdomsfacitter, som tilsammen tegner hans i god forstand
fantastiske og fabelagtige verdensbillede. (11)
Det er
som allerede nævnt et faktum, at intellektuelle homoseksuelle selv afviser
påstanden om forførelse som en årsag til homoseksuel disposition og
orientering. Ligesom man vil påstå, at begrebet og fænomenet homoseksualitet
kun forekommer fra sidste halvdel af 1800-tallet. Man mener derfor ikke, at der
er tale om homoseksuel adfærd, når det i 3. Mosebog, 20. kap. vers 13.,
eksempelvis hedder: ”Om nogen ligger hos en mand, på samme måde som man
ligger hos en kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed; de skal lide
døden, der hviler blodskyld på dem.” For mig at se, kan dette citat kun
tolkes som udtryk for en seksuel adfærd, der svarer til det, vi i nyere tid
forstår ved ordet og begrebet homoseksualitet. Om man så vil kalde denne
umiskendelige seksuelle adfærd det ene eller det andet, må blive en smagssag.
Desuden mener nogle intellektuelle homoseksuelle, at seksualitet i praksis
udelukkende er et spørgsmål om selvvalg. Man kan selv vælge, om man vil være heteroseksuel,
homoseksuel eller biseksuel, påstås det. Som påvist tidligere ovenfor, er der i
henhold til Martinus’ kosmiske analyser ikke belæg for at arten af seksuel
disposition frit kan vælges til eller fra. Naturligvis bortset fra, at man
f.eks. kan vælge at leve i cølibat, som nogen af flere forskellige grunde jo
gør. Tværtimod er seksuel disposition som sådan strengt lovbundet. Helt grassat
gik den feministiske rødstrømpebevægelse i 1970’erne med deres ø-lejre og
kvindekollektiver, paradoksalt nok stærkt inspireret af den nymarxistiske
politiske ideologi. Det vil man blandt andet kunne læse indforstået om i den
ret så lærde videnskabelige afhandling: Lyst eller Nød? Kvinders og mænds
homoseksualitet. Redegørelse for nogle synspunkter og resultater i videnskabelig
litteratur- Udarbejdet af Henning Bech og Karin Lützen - Redegørelse fra
kommissionen til belysning af homoseksuelles situation i samfundet – 1986. Det
var på den tid ’in’ i visse intellektuelle kredse, at fremføre sådanne
synspunkter på homoseksualitet, som den nævnte redegørelse er udtryk for. Dens
forfattere er hhv. cand. mag. og mag. art. og begge er erklærede homoseksuelle,
henholdsvis bøsse og lesbisk, hvilket efter min opfattelse gør de to forfattere
inhabile og desuden svækker undersøgelsen, som ikke kan undgå at være ’farvet’
af deres personlige holdning til homoseksualitet. Hvilket de formentlig selv
vil benægte! (12)
For
resten vil de af kirkens folk, der går ind for det nye vielsesritual sikkert
ikke mene, at kirken er på afveje i den sag. Tiden vil vise, om de har ret i
det synspunkt, men foreløbig har spørgsmålet om homovielser i kirken i hvert
fald splittet kirkens folk, hvilket blandt andet kan ses af den uforsonlige
debat, der fortsat raser her i juni 2012.
© juni
2012 Harry Rasmussen.
Post Skriptum
Som
det så ofte eller i reglen går med den slags ophedede debatter, som eksempelvis
den om vielser af homoseksuelle i kirken, så aftager interessen for emnet
proportionalt med afstanden i tid. Her i efteråret 2013 må man konstatere, at
antallet af kirkelig vielse af homoseksuelle foreløbig har været ret begrænset,
hvorimod antallet af udmeldelser af folkekirken siden vedtagelsen af det nye
vielsesritual for homoseksuelle har været stigende. I første halvdel af 2012
skete der næsten lige så mange udmeldelser som i hele 2011, nemlig iht.
Danmarks Statistik 12.306, og det anses for sandsynligt, at indførelsen af
vielsesritualet har været medvirkende dertil.
©
september 2013. Harry Rasmussen.
***********************
1. Vedr. Den gamle verdensimpuls og Den nye verdensimpuls, se Livets
Bog I, især 3. og 5. kap. –
Verdensimpulserne er også omtalt i artiklen H1-13. Introduktion til ”Den seksuelle
polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’
2.
Vedr. Skabelsesberetningen, se 1.
Mos 1, 27. – Vedr. Jesus-citatet, se Matt. 19, 1-10.
3. Se f.eks. artiklen 2.17. Ateisme og materialisme
– om de filosofiske hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og
materialisme.
4.
Vedr. begrebet skabelse, se f.eks.
Livets Bog II, stk. 348, 440, 487, 523, 536, 546. – Vedr. evolution eller
udvikling, se f.eks. Livets Bog II, stk. 326-7, 345. 359, 388, 404-5, 445, 449,
510-5, 518, 611-2. – Om Martinus’ opfattelse af evolution kan også læses i
bogen Jesus – søn af mennesket, se især 2. Del, 17.-18. kap.
5. Vedr. Martinus’ forståelse af seksualitet, se f.eks. H1-08. Introduktion
til ”Det seksuelle polprincip”, H1-09. ”Det seksuelle
polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”, H1-11. Emotionel
og intellektuel seksualisme – om de to grundformer for seksualisme, H1-12. Det
seksuelle dobbeltkredsløb – om de to seksuelle polers evige
vekselvirkning med hinanden, H1-13. Introduktion til ”Den seksuelle
polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’, og H1-14. Polforvandlingens
seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske. – Martinus’ analyser
vedr. det seksuelle polprincip og polforvandlingen, og herunder homoseksualitet,
er også omtalt i min bog Jesus – søn af mennesket, se især 2. Del, kap. 17.-19
og kap. 30.
6.
Vedr. begreberne tro og viden, se
f.eks. Martinus: Logik, kap. 0, 11-3, 15, 30, 51-2 66, 82.
7.
Livets Bog V, stk. 1856.
8.
Livets Bog V, stk. 1862.
9.
Livets Bog V, stk. 1863.
10. Se f.eks. flg.
artikler H1-21. Individets fri kontra ufri vilje (I) – om viljen og de
viljeførende kræfter og faktorer, H1-22. Individets fri kontra
ufri vilje (II) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer (fortsat),
og H1-23.
Individets
skæbnedannelse – om skæbnedannelsens almindelige lovmæssigheder
11. Se her evt.
artiklerne H1-30. Jegets evige energikilder. - om de kosmiske
grundenergier, og H1-31. Grundenergiernes
kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer.
12. Vedr. homoseksualitet kan også henvises til artiklen 3.17. H.C.Andersens seksualitet – om digteren
H.C.Andersens seksuelle orientering set på baggrund af Martinus’ kosmologi. I
denne artikel vil man også kunne finde henvisning til seriøs litteratur, der beskæftiger
sig med homoseksualitet.
© juni 2012
Harry Rasmussen.
***************************