Jordens undergang

- om astrofysikeres fremtidsvisioner

I en engelsk og såkaldt videnskabelig tv-programserie i 7 afsnit fra 2008, som på dansk har fået titlen ”Trusler mod jorden”, en mindre markant titel kunne åbenbart ikke gøre det i forsøget på at fange seernes opmærksomhed og interesse i det vitterligt brogede og kalejdoskopiske mediebillede. Programmet blev genudsendt i DR TV2 i august 2013, og i afsnit 6 berettedes om astrofysikernes forudsigelser af jordens kommende endeligt. Det er kosmiske visioner, som på sin vis overgår Johannes’ Åbenbaring i Ny Testamentes religiøse syner af dommedag med jordens og alt dens livs undergang og endeligt, ja, og himlens med.

Men i modsætning til Johannes’ Åbenbaring, som bevæger sig i de højere religiøse dimensioner, befinder astrofysikernes ’dommedags-visioner’ sig så at sige ”nede på jorden”. For man er jo i modsætning til de religiøse visioner naturligvis videnskabelige og holder sig til det, man anser for at være relevante videnskabelige teorier eller bevislige fakta.

Kort fortalt er det de nævnte astrofysikeres opfattelse, at jorden af bestemte lovbundne årsager med tiden vil komme tættere og tættere på solen, hvorved jorden efterhånden vil blive så opvarmet og ophedet, at alt liv på den umuliggøres. Jorden vil senere blive en livløs glohed planet, som stadig vil blive draget tættere og tættere ind mod solen, for i dennes voldsomme hede til sidst at blive opløst i sine bestanddele og gå helt til grunde.

Men som en slags konklusion på denne fatale ’videnskabelige’ undergangsvision lød det vildt optimistisk – og science-fiction-agtigt - også i programmet, at menneskeheden måske ville kunne overleve ved at kolonisere en eller flere andre og velegnede planeter i solsystemet eller i et andet solsystem. Det vil sige, ved at konstruere og benytte egnede rumfartøjer, som vil være i stand til via rumstationer og måske flere generationer, at befordre – ikke alle – men nogle relativt få udvalgte og velegnede mænd og kvinder til den eller de nævnte planeter, hvor de pågældende kunne bosætte sig og derefter gennem simpel forplantning føre menneskeslægten videre til en fortsat eksistens!

Tanken om kolonisering lyder umiddelbart helt vildt, men ligner godt nok i princippet den kolonisering, som en del nationer foretog her på jorden i løbet af 1700-tallet. Den tankegang har altså fået en slags kosmisk renæssance her i det 21. århundrede. Den engelske astronom Fred Hoyle (1915-2001) var allerede inde på lignende tanker og visioner i bogen ”Of Men and Galaxies” (1965; dansk titel: ”Om mennesker og mælkeveje”), hvori han tilmed fablede om et intergalaktisk kommunikationssystem. Han tænkte sig, at der var mange menneskeheder spredt rundt i universet og talte ligefrem om, at den jordiske menneskehed blot manglede at blive optaget i en ”mælkevejens telefonbog”, for at kunne opnå telekontakt med i hvert fald nogle af de mange andre planeters menneskeheder.

Tja, hvad skal man som almindeligt begavet menneske mene om disse såkaldt videnskabelige ideer og tanker? Nogle vil jo nok mene, at de er realistiske, idet den nyere tids rumforskning og tekniske udvikling kunne tyde på det realisable i de dristige tanker.

Tanken om spredte menneskeheder i verdensaltet og om den jordiske menneskeheds emigration og ’kolonisering’ af andre planeter i solsystemet eller i andre og fjernere solsystemer, forekommer også indenfor det åndsvidenskabelige tankeområde, nemlig i og med Martinus’ verdensbillede eller kosmologi. Men heri fremføres den nok så interessante teori, ikke kun om menneskenes, men også om alle andre livsformers udvikling via det, Martinus betegner som ”kosmiske udviklingsbaner”:

(Citat): Da den måde, hvorpå individerne kan komme til at opleve de samme erfaringer, er uendelig i sine variationer, vil der heller ikke være nogen grænse for variationerne af de levende væseners udseende, manifestationsmåde og legemsform på samme trin, og kun den moralske standard angiver for os hvilke væsener, der netop hører til samme trin i udviklingen. Afvigelsen mellem væsenerne vil så igen være afhængig af forskellen mellem erfaringsfelterne, thi disse kan nemlig, selv om de er udtryk for den samme moral, være højst forskellige. Her må man forstå, at de levende væseners udvikling, ikke for noget som helst væsens vedkommende, evigt er knyttet til den klode, på hvilken de for tiden oplever livet, men har haft en forudgående og vil få en efterfølgende udvikling på helt andre kloder i verdensaltet. Væsenernes udvikling manifesterer sig således i baner, der strækker sig fra klode til klode. Et væsens nuværende manifestationstilstand eller jordtilværelse vil altså være identisk ned det samlede resultat af en forudgående tilværelse på andre kloder. Ethvert jordvæsen vil derfor også, i sit nuværende lokale liv, bære præget af denne sin førjordiske tilværelse. […] (Citat fra Livets Bog I, stk. 284, slut)

Men – og det er det afgørende her – Martinus forestiller sig ikke menneskenes ’udvandring’ og ’indvandring’ på andre kloder i universet foregå ved hjælp af fysiske apparater som eksempelvis tekniske rumfartøjer. Han sætter en helt anden ’transportmetode’ ind i stedet, nemlig den psykofysiske metode, som indenfor åndsvidenskaben kaldes reinkarnation, hvilket kortfattet vil sige: via diskarnation fra én planet og inkarnation til en anden planet.

I denne forbindelse er det selvfølgelig vigtigt, at gøre sig klart og forstå, at Martinus’ opfattelse af liv og menneske, er en helt anden eller snarere direkte modsat den naturvidenskabelige opfattelse af liv og menneske. For Martinus er det levende væsen (individet) det helt centrale i hans verdensbillede, og ikke det fysiske univers med dettes naturlove, kræfter og energier. Dette univers er for Martinus kun et led i det uhyre verdensalt, som ifølge ham er Guds psykofysiske organisme, hvori de levende væsener på alle planer og niveauer i bund og grund lever og udgør og virker som Guds manifestationsredskaber og sanseorganer.

Denne kosmiske vision af livet og verden er naturvidenskaben endnu langt fra nået til. Men i henhold til Martinus’ kosmiske analyser vil denne før eller senere nå frem til at betragte livet og verden på principielt samme måde, som han har fremstillet det i det verdensbillede, der bærer hans navn.

For læsere, som kunne tænke sig en uddybelse af Martinus’ visioner af de ovenfor nævnte emner, kan her eksempelvis henvises til afsnittene:

H1-16. Gennem døden eller de parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’, og H1-17. Reinkarnationsprocessen – om dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller materialisation.

I disse artikler findes også henvisninger til de relevante steder i Martinus’ egen litteratur.

****************