Lad os begynde med at fastslå, at selvom
begrebet skæbne lige så vel indbefatter behagelig og glædelig så vel som
ubehagelig og smertelig skæbne, så er den i alle tilfælde lovbundet, nemlig i
medfør af den lovmæssighed, som er udtrykt med de bibelske ord: ”hvad et
menneske sår, skal det også høste”. (Paulus’ brev til Galaterne, 6, 7).
Skæbnens lovbundne funktion er også og i nok så høj grad defineret i klassisk
indisk filosofi og religion, og betegner her en universel lovmæssighed, på
sanskrit kaldet karma, dvs. handling og skæbne, ifølge hvilken ethvert
individs, menneskers så vel som dyrs og planters, væsen og skæbne bestemmes af
dets handlinger, fortidige som nutidige så vel som fremtidige. Dette binder
mennesket til et uendeligt kredsløb af fødsel, død og genfødsel, et kredsløb,
også betegnet som ”livshjulet”, der på sanskrit kaldes samsara. Forestillingen
om karma-samsara vandt stor tilslutning, dels som forklaring på ulighed i
evnemæssig udrustning, vilkår og skæbne, og dels ved det perspektiv, der åbnes
for stadigt nye muligheder for enhver. (1)
Skæbne er altså i førstnævnte tilfælde
ens egen fortjeneste og i sidstnævnte tilfælde ens egen skyld. Men fordi alt det, der sker med og for én også i henhold til
Martinus kosmisk set er ens eget ansvar og egen skyld, så er dette jo ikke
ensbetydende med, at man behøver at være fatalist, altså det at mene og tro, at
alt hvad der sker, er uopretteligt forudbestemt af skæbnen. I øvrigt bør man
skelne mellem individuel og kollektiv skæbne. Disse to kategorier af skæbne er
dog mere eller mindre sammenfaldende. Når eksempelvis danskerne under 2.
verdenskrig oplevede Nazitysklands besættelse af Danmark 1940-45, var der tale
om både kollektiv og individuel ’afbetaling’ af skæbnegæld.
Men selvom skæbne
er selvforskyldt, idet Martinus definerer skæbne som oplevelsen af virkningerne
til de årsager, individet selv i første instans har udløst, så taler han også
om, at ikke-selvforskyldt skæbne som følge af livets komplicerede natur og
struktur lejlighedsvis kan ramme den enkelte. Til at modvirke denne form for
automatiseret og egentlig uhensigtsmæssig skæbne, forklarer Martinus, at den
åndelige verdens ’hjælpekorps’ i form af skytsånder eller skytsengle træder i
funktion. Men om denne beskyttelse er 100 % effektiv er uvist for mig. (2)
Imidlertid bør
man som nævnt ikke være fatalist, primært fordi individet til enhver tid er sin
egen skæbnes herre, hvilket vil sige, at man selv i bedste fald og på sigt vil
kunne bestemme og vælge, hvilke årsager, de livgivende eller de dræbende, de
positive eller de negative, man vil udløse. Frem for alt bør man ikke forholde
sig passivt til det, der sker, hverken med én selv eller med samfundet og
menneskeheden.
Et sådant valg
omtaler Martinus et eksempel på i sin fremragende bog Menneskeheden og
verdensbilledet, 16. kapitel med overskriften: ”Valget mellem åndsfrihed,
kultur og fred eller retsløshed, åndeligt og fysisk slaveri.” Bogen udkom i
1955 og på et tidspunkt, hvor verden endnu våndede sig over eftervirkningerne
af Anden Verdenskrig, og hvor den såkaldt ”kolde krig” var begyndt mellem
demokratierne i Vest, anført af USA, og diktaturstaterne i Øst med
Sovjetunionen i lederposition. Men den umenneskelige og grusomme behandling af
dele af den sovjetiske befolkning, som havde fundet sted omtrent fra den
russiske revolutions begyndelse i 1917, var endnu ikke kommet til
offentlighedens kundskab. Det skete først i og med Krustjovs afsløringer i 1956
af Stalin og dennes nærmest enevældige og despotiske ledelse af Sovjetunionen i
årene 1941 og indtil sin død i 1953, samt med alt, hvad der historisk set var
gået forud. (3)
Uden at nævne
navne på totalitære stater og politikere, fremsætter Martinus i ovennævnte bogs
15. kapitel en generel karakteristik af lederne af diktaturstater, hvorfra jeg
skal tillade mig at citere følgende:
(Citat) […] Tror
man virkelig, at sådanne magtsyge, diktatorisk indstillede væsener, der er så
fyldte med dyriske, dræbende traditioner, at de endnu i stor udstrækning på
visse områder ved siden af deres jordmenneskelige begavelse , kosmisk set, vil
være at betragte som brutale dyr, kan frelse menneskeheden, give den virkelig
intellektuel frihed, ånd og kultur. Er det ikke allerede for længst blevet en
uomstødelig kendsgerning for enhver uhildet intellektuel forsker, at de med
deres uintellektuelle eller inhumane magt kun tilstræber at gøre menneskene til
en slags umælende husdyr, en slags kreaturer, hvis liv de kan skalte og valte
med, alt eftersom det passer ind i deres syge magtbegærs tilfredsstillelse. Tor
man virkelig, at det er det, der har været målet med klodens og menneskehedens
millionårige udviklingsepoker? […] (Citat slut). (4)
I sin nævnte bogs
16. kapitel, fortsætter Martinus med følgende stærke, manende og klare memento
til sine læsere:
(Citat) Vil livets
tale her ikke være at udtrykke således: ”Kære jordiske menneske! Vågn op og
se dig omkring. Din igennem mange liv tilegnede intelligensevne og på anden
måde erhvervede udviklingsstandard er i fare. Diktaturet eller ”antikrist” er
ude efter dig. En dag kan valget også for dig udelukkende være
koncentrationslejr eller stikkerembede, intellektuel passivitet eller tortur,
tyranni imod din næste eller døden for dig selv. Tiden er kommet, da
dommedagens store bud således lyder til menneskene. Dit valg vil ikke længere
blive udskudt til ind i fremtiden. Dommedagen er over verden. Afgørelsen
tvinges nu gennemført. Men du kan selv bestemme, om du vil gå over til
dommedagens ”venstre side” og være med i ”bukkene”s skæbne: dødens, grådens og
lidelsernes domæne, eller du vil overgå til dommedagens ”højre side” og være
med i ”fårene”s skæbne: humanitetens, intellektualitetens eller kulturens ”nye
himmel og jord”, opfyldelsen af juleevangeliets budskab: Fred på jorden.”
(Citat slut) (5)
Hvis og når man
læser ovennævnte bog og især de citerede kapitler, kan man altså ikke være i
tvivl om, at vi hver især selv bestemmer – vel at bemærke på basis af vores
forudsætninger og livsforhold samt aktuelle skæbne – hvad man vil vælge og hvad
man vil fravælge at tænke om og gøre mod andre levende væsener, mennesker så
vel som dyr og planter. Altså om man vil være aktiv eller passiv
”skæbne-bestyrer”.
eller mindre
sammenfaldende. Når eksempelvis danskerne under 2. verdenskrig oplevede
nazityskernes besættelse af Danmark 1940-45, var der både tale om kollektiv og
individuel 'afbetaling' af skæbnegæld.
Men forudsætningen og betingelsen for at kunne
vælge, er, at man har en vilje til det, og om begrebet vilje har Martinus sin
helt egen opfattelse, hvilket blandt andet vil fremgå af de artikler, der
henvises til i efterfølgende note. (6)
Under alle normale omstændigheder er valget eller fravalget basalt
set dit og mit eget ansvar.
© 2014 Harry
Rasmussen.
******************
1 Vedr. indisk filosofis opfattelse af
karma-samsara, se f.eks. artiklen 4.28. Den
indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen. Artiklen giver en
oversigt over klassisk indisk filosofi, herunder af Sankhya, Yoga og Vedanta.
2 H1-23. Individets skæbnedannelse – om skæbnedannelsens almindelige
lovmæssigheder, og H1-24. Livets risici og skytsenglenes opgave – om skæbnedannelsens specielle
lovmæssigheder. – Se evt. også artiklerne 2.08. Polprincip,
polforvandling, kønsskifte – og skæbnelov – Martinus’ kosmologi og naturvidenskaben, 4.29. Hvorfor? – om
skæbnens gru, 4.72., Skæbnens gru -
igen! – Skæbne eller tilfældighed? og 4.75. Skæbnens gru –
i tilbageblik! - Skæbne eller tilfældighed?
3 Se f.eks. Niels
Erik Rosenfeldt: Stalin. Diktaturets anatomi. Forlaget Høst & Søn.
København 2006. Kan evt. suppleres med samme forfatters bog: Lenin. En
revolutionær fundamentalist. Forlaget Høst & Søn. København 2008. På
bogens omslag er Lenin citeret for følgende udtalelse til sovjetregeringens
justitsminister kort efter Oktoberrevolutionen i 1917: ”Tror De virkelig, at vi
kan sejre uden den mest grusomme revolutionære terror?”
4 Martinus: Småbog nr. 8:
Menneskeheden og verdensbilledet. Forlaget Kosmos. København 1955.
5 Vedr. Dommedagen,
se f.eks. artiklerne 2.09. ”Dommedag!” I – om forskellige dommedagsvisioner gennem tiden, og 2.10. ”Dommedag!” II
– om Martinus’ opfattelse af
”Dommedag”
6 H1-21. Individets fri
kontra ufri vilje (I) – om
viljen og de viljeførende kræfter og faktorer, og H1-22. Individets fri
kontra ufri vilje (II) – om
viljen og de viljeførende kræfter og faktorer (fortsat).
© 2014 Harry
Rasmussen.
******************