En 85-årigs gammelmands-tanker
Allerede som ganske
ung og romantisk-filosofisk mand i 16-17 års alderen, tænkte jeg jævnligt på
døden. På det tidspunkt havde jeg svært ved at finde mig selv og hvad jeg
skulle bruge mit liv og min fremtid til. Juni 1943 til 1945 havde jeg, som i
1943 kun var 14 år, været entusiastisk elev hos firmaet Dansk Farve- og
Tegnefilm A/S i København. Det blev til en ret speciel uddannelse som tegner og
animator, idet jeg i de nævnte 2 år var medarbejder på den første danske lange
tegnefilm ”Fyrtøjet”. Da arbejdet på denne film havde belært mig om, at det var
vigtigt at kunne tegne bedst muligt, blev jeg fra september 1945 til 1948 elev
på illustrationslinjen hos Akademiet for Fri og Merkantil Kunst, også i
København. (1)
Imidlertid havde jeg i
hele den ovenfor nævnte periode benyttet weekender og feriedage til, at gå ture
ovre på Assistens Kirkegård, som lå ganske tæt ved, hvor mine forældre,
søskende og jeg boede dengang. Kirkegården var på den tid et fredhelligt sted,
hvor der normalt aldrig kom mange mennesker, undtagen ved begravelser. Derfor
kunne jeg spadsere frit omkring overalt på den i øvrigt meget smukke og
velholdte kirkegård. Især holdt jeg af at gå mellem de ældre gravsteder, hvor
der lå døde fra omkring 1700-tallet, og medens jeg gik mellem gravene og
stoppede op for at læse, hvad der stod på særligt interessante gravsten,
fornemmede jeg det som om den tids mennesker ’opstod’ og blev levende for min
fantasi. Det var jo mennesker, mænd, kvinder og børn, hvis liv i princippet
havde været lige som mit eget, min families og min samtids liv. De var blevet
født, voksede op, stiftede hjem og familie, og arbejdede med hver deres
profession og øvrige gøremål. Og afdøde beboere på Nørrebro blev i reglen
begravet på Assistens Kirkegård.
To fotos fra den idylliske
Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Til venstre den lange poppelallé,
som strakte sig på langs gennem hele kirkegården. Til højre et parti fra samme
sted, som viser, hvor utrolig smuk ”dødens have” kunne være, især i
sommertiden, hvor sollyset faldt ned gennem de højre træer og skabte solpletter
på plæner og grave. Det var i disse fredfyldte omgivelser, at min barnekæreste,
Alice, og jeg gik ture i sommerhalvåret eller, hvor vi sad og nød udsigten og
hinanden på en af de mange bænke, der står rundt omkring ved stierne. Dengang
var der kirkegårdsbetjente, som vogtede over stedet, og de havde sådanne
vagtbygninger at søge ly i, som den, der ses på billedet til venstre. – Fotos:
© 2008 Harry Rasmussen.
Assistens Kirkegård på
Nørrebro i København var blevet oprettet og indviet 6. november 1760 på et
areal, hvor der tidligere havde ligget tobaksplantager. Grunden til
kirkegårdens tilkomst, - assistenskirkegård betyder i øvrigt hjælpekirkegård -
skyldtes først og fremmest, at kirkegårdene indenfor Københavns volde ikke
måtte modtage flere begravelser. Det betød derfor, at folk, som var bosatte
indenfor voldene, fra og med november 1760 efter døden måtte begraves på
Assistens Kirkegård. Det medførte, at adskillige mere eller mindre kendte
personer af begge køn, ja, tilmed to verdensberømtheder, ved disses respektive
død blev gravsat på nævnte kirkegård. De to verdensberømtheder var filosoffen
Søren Kierkegaard (1813-1855) og digteren H.C. Andersen (1805-1875).
Herover
til venstre ses digteren H.C. Andersens gravsted og til højre filosoffen Søren
Kierkegaards og hans families gravsted, begge på Assistens Kirkegård på
Nørrebro i København.
Det
er min ringhed, som ses stående på fotoet til venstre. ©
August 2006 Harry Rasmussen.
Men for mig
omvandrende filosofisk anlagte ungersvend betød hvert eneste menneske, levende
eller afdød, noget, for jeg havde tidligt tilegnet mig den opfattelse, at alle
mennesker er lige for Gud, og den universelle Gud – ikke specielt den kristne -
troede jeg allerede dengang på som altings ophav og opretholder. Jesus Kristus
var for mig – dengang som nu – ikke frelseren, men den store vejleder og det
moralske forbillede. I kristen forståelse af Jesus’ død og opstandelse var der
tale om, at han i og med sin opstandelse var ”førstegrøden af de hensovede”.
Man havde jo den forestilling, at de døde indtil videre sov i gravene, men at
de på dommens dag skulle genopstå til fornyet og evigt liv. Sådan udtrykte
apostlen Paulus det i hvert fald. (1. Kor. 15,20ff) (2)
Hvis jeg ikke allerede
dengang omkring 1946-47 havde gjort mig klart, at døden ventede ethvert
menneske for enden af livsvejen, hvor kort eller lang denne nu end måtte blive
og være, så blev jeg i hvert fald klar over det, da jeg på en af mine gåture på
Assistens Kirkegård stoppede op foran et gravsted, hvor jeg på en tavle kunne
læse en indskrift, som frit gengivet lyder noget i retning af det følgende: ”Vandrer!
Du, som i dette øjeblik står og læser disse ord, vid, at sådan som jeg nu
ligger her under jorden, således skal du også selv komme til at ligge en dag!”
– Det var jo om jeg så må sige rene ord for pengene. Der var tydeligvis
tale om en mand, som ikke havde tænkt sig muligheden af et fortsat liv, hverken
i himlen eller på jorden. Men selv om jeg naturligvis vidste, at den samme
skæbne ville blive min en dag, så var jeg ikke tilbøjelig til at give den
afdøde ret i hans pessimistiske fremtidsudsigter.
Imidlertid måtte jeg give manden ret så langt,
at situationen er den, især i min høje alder, at mange af mine
nære slægtninge og venner samt arbejdskollegaer efterhånden er borte i og med
deres respektive død. Men de ’lever’ jo trods alt mere eller mindre tydeligt og
levende videre i erindringen, selvom det ikke kan erstatte de virkelige
personer. Erindringen kan dog støttes af fotografier og i nogle tilfælde af
filmoptagelser af de pågældende. Min mor døde i 1975 som 67-årig, min far døde
i 1976 som 72 årig, så mine forældre er for længst borte, det samme er min
ældste lillebror, der døde som 78-årig i 2012 og min lillesøster, som døde som
60-årig i 2001. Min mormor døde i 1962 som 76-årig, min morfar i 1964 som
95-årig, min farfar døde i 1953 som 72-årig, min farmor i 1975 som 95-årig. Men
adskillige andre af mine nærmere slægtninge er også for længst afgået ved
døden, men selvom det var nogle jeg holdt meget af, behøver jeg dog ikke at
nævne dem her, for at give indtrykket af omfanget af det ’tab’, som de mange
afdøde slægtninge har betydet. Det samme er i øvrigt tilfældet med mine få nære
venner og tidligere arbejdskollegaer. De er alle savnet.
Pointet er her, at det
personligt, subjektivt set er helt ubegribeligt, at de mennesker, som
eksempelvis de ovennævnte, som man har kendt hele sit liv eller for nogles
vedkommende det meste af sit liv, ikke er her mere. Det er kun en lille trøst,
at de findes på fotos og for en dels vedkommende også på smalfilm. Især i de
sidstnævnte tilfælde, er det uforståeligt, at de ikke længere er her og rører
på sig, smiler og vinker til mig som fotografen. Men egentlig kan man sige det
samme om alle de mere eller mindre kendte skuespillere i den tid jeg har levet,
som i deres forskellige roller stadig kan ses på spillefilm, der i nutiden er
så righoldig og nem adgang til på videofilm.
Men for ikke at gøre
en lang historie længere end nødvendigt, skal jeg her vove springet fra de
teoretiske romantisk-filosofiske overvejelser over til de mere personlige
tanker om, hvad den sære begivenhed egentlig er, som fænomenet døden i
virkeligheden udgør. Nemlig fordi de fleste almindelige og ufilosofiske
mennesker kun tænker på – og måske frygter for – døden, fordi den i den
almindelige bevidsthed er identisk med individets og personlighedens totale og
definitive ophør, og desuden betyder den varig adskillelse fra især familie og
nære venner.
Sagen er jo den, at i
og med min høje alder af 85 år, er tanken om døden ligesom blevet mere
nærværende og aktuel, også uanset at man jo ikke kan vide, hvor længe det vil
være én forundt, at få lov til at være her på den på en gang forunderlige og
problemfyldte jordklode, som uhindret fortsætter sit kredsløb omkring solen,
som om den ikke kerede sig det mindste om, hvordan tilværelsen former sig for
det levende kryb, der suger næring og kraft af dens legeme og som
tilsyneladende udnytter og udpiner dens ressourcer, i hvert fald, hvis man skal
tro miljøfolk og klimaforskere.
I det følgende vil jeg
derfor gerne indvi dig, kære læser, i mine helt personlige tanker, følelser og
forestillinger om, hvad udsigten til døden som sådan betyder for mig. Det skal
dog skyndsomst tilføjes, at mine forestillinger om døden, mere præcist om
dødsprocessen og dennes eftervirkninger, ikke er helt forudsætningsløse, idet
min åndelige baggrund er et relativt godt kendskab til klassisk idealistisk
indisk filosofi, i form af Sankhya, Yoga og Vedanta, og – især – til den
intuitionsbegavede danske tænker og mystiker Martinus’ åndsvidenskabelige
kosmologi. Det er derfor i eller på den baggrund, at den herefter følgende
fremstilling tager afsæt.
Men hvor skal jeg
begynde, og hvor skal jeg ende? Jo, lad mig begynde med min overbevisning om,
som primært skyldes mit kendskab til Martinus’ verdensbillede, at vi mennesker,
ja, faktisk alle levende væsener, hver især basalt er konstitueret som et
treenigt princip, nemlig som et jeg, en bevidsthed og en organisme. De tre
instanser er faktisk evige, idet de er uskabte, i den forstand, at de så at
sige ’ligger’ før eller ’forud’ for det skabtes, herunder vores psykofysiske
organismes, tilblivelse og eksistens. De tre instanser er som principper
betragtet derfor ikke undergivet begyndelse og ophør.
Det nævnte treenige
princips anden instans, bevidstheden, er blandt andet karakteriseret ved sine
to ’afdelinger’, nemlig en overbevidsthed og en underbevidsthed. Sidstnævnte er
igen inddelt i en dagsbevidsthed og en natbevidsthed. Det er den sidstnævnte,
der i almindelig psykologi er kendt som underbevidstheden eller det ubevidste.
Overbevidstheden karakteriserer Martinus som ”et højpsykisk kraftfelt”,
mens underbevidstheden karakteriseres som ”et lavpsykisk kraftfelt”,
sidstnævnte for nemheds skyld også betegnet som ”P-kraftfeltet”. Det er
indenfor grænserne af P-kraftfeltet, at begrebet og fænomenet legeme
forekommer eller optræder. Dette fænomen omfatter ikke kun det fysiske legeme,
men også 5 andre legemer, som det levende væsen har til rådighed i sin evige
tilværelse. Disse legemer er resultatet af ganske bestemte og lovbundne
indbyrdes kombinationer mellem 6 kosmiske grundenergier.
Men nok så vigtigt og
afgørende er det. at det er i overbevidstheden, at de såkaldte kosmiske
skabeprincipper indeholdes og hvorfra de administreres og virker ind på
P-kraftfeltet og dermed ind på de nævnte legemer og derigennem på omgivelserne.
Denne påvirkning og vekselvirkning foregår i kraft af de 6 kosmiske
grundenergier, der evigt er stillet til det levende væsens, individets,
rådighed og disposition. Der er dog i alt tale om 7 kosmiske grundenergier,
hvoraf de seks første i den her nævnte rækkefølge udgøres af: Instinktenergien,
tyngdeenergien (dynamisk energi), følelsesenergien, intelligensenergien,
intuitionsenergien og hukommelsesenergien. Den syvende og i virkeligheden
basale grundenergi har Martinus givet navnet moderenergien, simpelthen fordi de
seks øvrige energier er en slags ’udspaltninger’ af denne.
Jegets bevidsthedsapparat
(X2) fremstillet som en kombination af to zoner: en overbevidsthedszone (OBZ),
der tjener som omsætningsredskab for moderenergien (7), samt en
underbevidsthedszone (UBZ), der varetager omsætningen af de seks øvrige
grundenergier (1-6). - (Ó
1986 Per Bruus-Jensen: "X" bd.1, stk.
1. 211. – Gengivet her med forfatterens tilladelse). – Her skal for en ordens
skyld tilføjes, at den punkterede trekant foroven på diagrammet, skal udtrykke
Jeget og dermed også egoet, hvor sidstnævnte er en underinstans af førstnævnte.
Diagram af mekanismen bag
P-kraftfeltets funktion. Trekanten refererer til det levende væsens treenige
struktur. X 1 = jeget; fig. 7 = moderenergien; fig. 2 og 3 = tyngde- og
følelsesenergien; fig. 1 = instinktenergien og 4, 5 og 6 henholdsvis
intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. P-kraftfeltet udgøres mere
præcist af grundenergierne 1, 2 og 3, som igen danner objektivt grundlag for
jegets mentale livsrum. Diagram: © 1982 Per Bruus-Jensen: Eksistens og
udødelighed, bind 1, s. 257. Borgens Forlag, København, 1982. – Gengivet her med forfatterens og forlagets tilladelse
Ovenstående diagram søger grafisk
at illustrere og forklare de specielle forhold, der gør sig gældende for
individets sjælelige struktur og dets kommunikation med sin omverden, sådan som
disse forhold er fremlagt indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi. Diagrammets
forklaring findes i teksten nedenfor. Det skal bemærkes, at diagrammets farver
kun tilnærmelsesvist er i overensstemmelse med farverne på Martinus’ symboler.
– Tegningen er rentegnet af Jakob Koch på grundlag af en skitse af © 2008 Harry
Rasmussen. – Jævnfør eksempelvis med Martinus’ hovedsymbol nr. 11, som på sin
mesterlige måde viser og forklarer det samme, som ovenstående diagram
forsøgsvist gør rede for: : Det evige verdensbillede, Det levende væsen 2, Den
evige Guddom og de evige Gudesønner: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11/
Diagrammets
store centrale cirkelfigur skal symbolisere det levende væsens (individets)
totale kosmiske struktur: Jeget = X 1., overbevidstheden = X 2., og
underbevidstheden = X 3. Det hvide cirkelfelt med trekanten i centrum markerer
Jeget, mens den ligesidede trekant angiver det levende væsen som udtryk for et
treenigt princip. Det smalle cirkelfelt udenom trekanten, der ligesom stråler
ud mod det violette cirkelfelt udenom, skal symbolisere urbegæret, der jo i henhold
til Martinus udgør al sansnings og manifestations motiverende grundfaktor. Det
violette cirkelfelt angiver overbevidstheden i dens egenskab af et højpsykisk
kraftfelt, der er præget af et sæt universelle skabeprincipper, samt i dets
funktion som base eller såkaldte ”spiralcentre” for de seks kosmiske
grundenergitalentkerner og dermed også for ”skæbneelementet”.
Grundenergitalentkernerne eller ”spiralcentrene” ses i form af den skraverede
lille del af de i alt seks radiære ellipsefigurer, der ligesom er ’rodfæstede’
i det violette overbevidsthedsfelt. De seks ellipsefigurer markerer den
sjælelige strukturs seks åndelige legemer, hvis maksimale udfoldelsesmulighed
(kulmination) er vist med punkteret linjeføring. Desuden er de seks åndelige
legemer samtidig også markeret med de symbolfarver, der er benyttet af Martinus
i hans egen symbolik. Det fremgår af den skematiske opstilling af de seks små
firkanter til højre på diagrammet, hvilken farve, der symboliserer hvert enkelt
legeme.
Endelig er der på diagrammet afsat en diagonal linje, som
der ses et brudstykke af øverst til venstre i salighedsriget, og forneden til
højre i Det rigtige menneskerige. Ovenover og under de to linjebrudstykker står
der ÅND. VERD. og FYS. VERD., hvilket henholdsvis skal betyde, at rigerne over linjen repræsenterer de åndelige
verdener og at rigerne under linjen repræsenterer de fysiske verdener.
P-kraftfeltet og
dermed den sjælelige struktur udgør altså det objektive grundlag for
jegets eller individets bevidsthedsliv og dermed for dets livsoplevelse
(sansning) og livsudfoldelse (manifestation), medens ”jegets mentale livsrum”,
hvori al oplevelse og udfoldelse foregår, udgør det subjektive produkt
eller resultat af aktiviteterne og forholdene i P-kraftfeltet.
Vedrørende en forståelse af det nærmere
forhold mellem, hvad der er subjektivt og objektivt i sanse- og
oplevelsesprocessen, kan den specielt interesserede læser henvises til følgende
artikel: H1-26. Tillæg. 2. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi
(I)
På den herover
skitserede baggrund kan jeg nu gå over til forsøgsvis at beskrive, hvordan jeg
tænker mig, at døden, altså det at forlade den fysiske verden, generelt og
normalt set foregår og derfor også vil komme til at foregå i mit eget
personlige tilfælde. På forhånd kan jeg jo i øvrigt ikke vide, hvordan min egen
død i praksis vil blive indledt, om den vil være forårsaget af sygdom, ulykke
eller alderdom, hvor organismens funktioner er blevet så svækkede, at de ganske
simpelt ophører med at fungere. Men dødsårsagen er for så vidt ikke så vigtig i
forhold til selve den proces, det er at gennemgå og opleve, hvad der sker i og
med den fysiske døds indtræden.
Det er for resten nok
ikke uden grund, at både H.C. Andersen og Martinus – hver for sig – betegnede
søvnen som ”den lille død”. Men ligesom P-kraftfeltet
samvirker
med individets fysiske hjerne- og nervesystem i de tidsrum, hvor det er
inkarneret i den fysiske verden, sådan samvirker det også med individets sjælelige
hjerne- og nervesystem i de perioder, hvor individet er diskarneret, altså i en
vis forstand ’død’, og sanser og oplever via et dertil beregnet og egnet
åndeligt legeme i de åndelige verdener. Det beror på, at P-kraftfeltet som
sådan består permanent, idet det er indenfor rammerne af dette, at al Jegets
livsoplevelse, dvs. dets og dermed individets sansning og manifestation, dets
funktioner og kommunikation foregår, og det, hvad enten Jeget midlertidigt
fremtræder som plante, dyr, menneske eller højere former for levende væsen. Her
er det dog vigtigt at gøre sig klart, at samvirket mellem P-kraftfeltet og det
fysiske legeme ikke sker direkte, men indirekte via den melleminstans,
som Martinus betegner son ”transformationsfeltet” og Per Bruus-Jensen som
”koblingslegemet”. De to udtryk og begreber udtrykker den samme realitet.
Men kort sagt, så sker der det, at individets
bevidsthed ved dødens indtræden automatisk overføres på det såkaldte
koblingslegeme eller dobbeltkroppen, som er en slags kopi af det fysiske
legeme. Og fra koblingslegemet overføres bevidstheden til det såkaldte
følelseslegeme, som er det, der i første omgang viderefører individets
bevidsthed i den bevidsthedszone, som Martinus betegner som ”dødens første
sfære”. Denne sfære har iht. Martinus to afdelinger: en såkaldt
”skærsilds-zone” og en såkaldt ”paradis-zone”. Det skal understreges og
fremhæves, at der i og med ”dødens første sfære” absolut kun er tale om en bevidstheds-sfære
for hvert enkelt fysisk nyligt afdødt individ.
Der er altså på ingen måde tale om, at sjælen
eller bevidstheden ved dødens indtræden i fysisk-rumlig forstand forlader det
afdøde legeme, men derimod om, at bevidstheden eller sjælen om man vil, så at
sige trækker sig ’sovende’ tilbage fra det fysiske legeme og ’vågner’ op i
følelseslegemet, som er et rent sjæleligt eller åndeligt legeme. Via dette
legeme træder de bevidste såvel som ubevidste vanetanker, vaneforestillinger,
sympatier og antipatier, som ligger ’oplagrede’ i det såkaldte bevidsthedsarkiv
i form af erindringstalentkerner, som blandt andet viser sig i form af det
pågældende individs især ubevidste forestillinger, i funktion og projiceres ud
som det miljø, det pågældende individ kender til fra sin fysiske tilværelse,
hvorved individet – ubevidst for sig selv - i første omgang skaber sin egen
personlige, subjektive verden og omverden, men altså vel at mærke i
åndelig materie eller energi. Dette hænger iht. Martinus sammen med det
forhold, at den åndelige materie/energi prompte adlyder enhver af de impulser i
form af vaneforestillinger, tanker, følelser osv., som individets
bevidsthedsarkiv og desuden dets ønsker og vilje transmitterer, dog med visse begrænsninger.
Se nedenfor.
Apropos dødens første sfære, hvor det som omtalt
er individets egne vanetanker, vaneforestillinger mv., der udgør dettes verden
og yderverden, så kan der med et vist forbehold henvises til at drage en
sammenligning med drømmetilstanden, hvorunder det sovende individ jo i reglen
har mulighed for at opleve en verden og omverden, som i det store og hele
ligner individets virkelige hverdagsverden i vågen tilstand. Medens man drømmer
er man ikke – eller i hvert fald ikke normalt – bevidst om, at der er tale om,
at den omverden og de mennesker mm., man møder i drømme, ’kun’ er illusoriske
kopier af den såkaldt virkelige verdens mennesker og omgivelser.
Men objektivt set,
sker der altså ’kun’ det, at det efter døden er følelseslegemet – jævnfør med
diagrammet ”Individets sjælelige struktur” – der overtager individets
bevidsthed, og efter en ’udrensningsproces’, hvorunder individets egoistiske
tilbøjeligheder og vrangforestillinger midlertidigt suggereres i ’dvale’,
således at individet kan få indpas i ”dødens anden sfære”, hvilket vil sige i
den virkelige åndelige verden. Denne er foreløbig identisk med den del af den
åndelige verden, Martinus betegner som ”det rigtige menneskerige”. Derfra går
’rejsen’ eller passagen videre gennem de følgende riger: Visdomsriget, den
guddommelige verden og til salighedsriget, hvorfra individet igen inkarnerer i
den fysiske verden.
Imidlertid er det i
den første del af den åndelige verden, at individet har mulighed for at mødes
med sine forudgangne nære slægtninge og venner, ja, ifølge Martinus også med
sine uvenner eller ligefrem fjender. Men da det er i den anden sfære efter
døden, at der er tale om, at individernes selviske og negative sider er
’lammet’, vil man altså kunne mødes med alle i god ro og orden, uanset den
status eller karakter enhver havde i den forladte fysiske tilværelse. Dog, i
den nye inkarnation er individet tilbage i den situation, som vedkommende
befandt sig i og med, før døden. Man skal dog ikke tro eller forestille sig, at
det alt sammen er så enkelt og ligetil, som her skitseret, hvilket tydeligt
fremgår af Martinus’ kosmiske analyser omkring døden, den død, som han i øvrigt
ikke anskuer i samme dystre perspektiv, som vi mennesker ikke så sjældent er
tilbøjelige til. Set fra hans synsvinkel er døden blot livets ikke alene
uundgåelige, men tilmed også nødvendige ’skyggeside’, ganske som man kan sige,
at natten er dagens ’skyggeside’. Den problematik er det dog ikke hensigten at
komme nærmere ind på her, hvor meningen kun har været et forsøg på at lufte
mine personlige tanker omkring døden generelt og min egen forestående død i
særdeleshed. Nemlig ud fra den betragtning, at især i dødssituationen er enhver
sig selv nærmest.
For imidlertid at
afslutte denne artikel på en poetisk måde, hvilket der er god grund til i
betragtning af, at verden, livet og tilværelsen jo ret beset er det største
eventyr, der findes, vil jeg tillade mig at citere H.C. Andersens digt Dødsøjeblikket
fra 1829, altså skrevet længe før han selv i 1875 kom til at opleve dette
enestående øjeblik for os mennesker. Digtet gengives her med moderne
retskrivning:
Hvad er det dog, som lyser? Det lutres for min
sans;
Jeg føler øjet briste i denne stråleglans.
Mit hoved mat sig bøjer for kraften i min ånd,
Og mildt om hjertet løsne sig alle snævre bånd.
I døden få vi vinger, det tro vi jo som små,
Ja ånden den får vinger, som tankens overgå!
I stjernernes systemer i midet på vor Jord,
Jeg ser en Guddoms fylde, hvortil jeg ej har
ord.
En evighed jeg skuer i alt, selv i mit bryst,
Og alle tåger synke bag Jordens kendte kyst.
I mine brødres hjerter nu først jeg læser ret,
Vel er’ vi alle svage, men ingen ganske slet.
O kunne vi herneden så klart i andre se,
Som i vort eget indre, vi gjorde dem ej ve.
I hver jeg mig genkender, i store, som i små,
O, skal vi da i døden hinanden først forstå?
Jeg er så let, så salig, så lutret i min tro,
Jeg føler kamp og stræben, og dog en himmelsk
ro!
(3)
Her skal jeg benytte
lejligheden til at henvise til følgende artikler her på sitet, som vedrører det
emne, denne artikel drejer sig om:
4.38. Døden – den
store gåde - personlige tanker omkring døden.
4.64. Liv efter
døden? – Det store terminale spørgsmål
I disse to artikler findes der i øvrigt henvisninger til
andre relevante artikler om emnet her på sitet.
© August 2014 Harry Rasmussen.
__________________________
1. Se
evt. under navnet Harry Rasmussen under Biografier i Dansk
Tegnefilms Historie 1919 – 2000: http://www.tegnefilmhistorie.dk/
2. Se
evt. min bog ”Jesus – søn af mennesket” (2012), som under
titlen ”Jesus Menneskesønnen” også vil kunne læses
her på sitet via følgende link: JESUS
menneskesønnen I og JESUS
menneskesønnen II
- Her i denne forbindelse er det særligt JESUS menneskesønnen II, der
kan have interesse, idet denne del handler om Martinus’ opfattelse af Jesus og
dennes verdensgenløsende mission.
3. H.C.
Andersen: Samlede Værker, 2. Udgave, Bind 12, side 361.
© August 2014 Harry Rasmussen.
******************