Ideale drømme, skepsis og tvivl 1. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

Indledning

Denne artikel, som for ikke at trætte eventuelt interesserede seriøse læsere, er delt i flere successive dele, kan og skal ses som en slags status over min egen åndelige eller sprituelle udvikling fra idealistisk og optimistisk indstillet ungersvend i 1940’erne og frem til og med 2018, en periode, hvor et gradvist skifte til realistisk pessimist især har fundet sted siden begyndelsen af 2000-året.

 

Til det formål har jeg valgt til dels at benytte relevante uddrag fra tekster i min selvbiografi ”Mit liv og min tid” og til dels også fra mine egne artikler her på hjemmesiden, som efter min egen opfattelse i alt væsentligt vil kunne bidrage til at belyse den nævnte personlige åndelige udvikling. Ikke kun for at være selvcentreret og lufte mine egne meninger og ideosynkrasier, men for at belyse den nævnte udvikling, som ret beset også indeholder objektive kendsgerninger, der kan være til både oplysning og måske også til opmuntring for de af mine læsere, det måtte interessere. 

 

Det skal for god ordens skyld her nævnes, at jeg ikke syntes det er nødvendigt eller relevant at anføre kildehenvisninger til de artikler, som citaterne er hentet fra  Det er trods alt mine egne artikler der stort set er kilderne, og hvor der forekommer citater fra andre kilder, vil der selvfølgelig altid medfølge de ophavsretlige kildehenvisninger.

 

Det skal også lige nævnes, at da disse linjer skrives, er jeg godt på vej til at fylde 89 år, hvilket dog ikke skal tjene som undskyldning for det, jeg skriver! Fra min tidligste barndom i landsbyen Tillitse på det sydvestlige Lolland har jeg blandt andet følgende erindringer, som kan anses for relevante i relation til den her valgte sammenhæng:

 

 

Her ses mine forældres hus i den sydvestlige udkant af Tillitse på Sydvest-Lolland, som fra juni 1929 til april 1937 blev mit første barndomshjem. Fra dette sted og disse lokaliteter stammer mine tidligste og måske allerlykkeligste minder. Mine forældre satte en ære og personlig tilfredsstillelse i, at huset altid fremtrådte i pæneste stand, både udvendigt og indvendigt. Bemærk årstallet 1927, som var året for husets opførelse. Omtrent forneden til venstre i billedet ses taget og skorstenen til udhuset. - Privatfoto ca. 1933-34: © Harry Rasmussen.

 

Venter på far

En af mine tidligste barndomserindringer er, at mor i aftenskum­ringen sad med mig på skødet foran det store stue­vindue, og at hun sang for mig, mens vi ventede på, at far skulle komme hjem fra arbejde og dukke op på sin cykel uden for stakittet, der omgav forhaven. Der var endnu ikke tændt lys i stuen, og uden for på vejen fandtes der dengang ingen gadelyg­ter på sidevejene. En af de børne­sange, jeg kan huske at min mor sang ved den lejlighed var:

 

"Hop, hop, hop, hop, hop, hop, hop, hop,

ride, ride ranke!

Greven er så højt på strå,

Bonden må med træsko gå.

Ride , ride ranke!

 

Mor kunne alle 10 vers udenad og dem sang hun, mens hun vippede med benene, hver gang hun sang "Hop, hop, hop osv.", så jeg bog­stavelig talt følte, at jeg selv sad højt til hest og var et grevebarn, et meget lattermildt sådant, for jeg grinede himmel­højt ved hoppene. Hvis hun kunne nå det, sang hun også flere andre af de kendte børnesange for mig, og jeg hyggede mig gevaldigt ved den rare stemning og fysiske nærhed til mit moderlige ophav. Det var tydeligt for mig, at hun elskede mig over alt andet på jorden, og hun følte sig ikke så hæmmet i at give udtryk for sine følelser, når hun var alene med mig. Men så snart der var andre til stede, ja, endog bare min far, blev hun straks genert og sky, hvilket gav sig udslag i krops­lig stivhed, hæmmethed og kejtethed.

 

Men nogle af de andre børnesange, jeg husker at min mor sang for mig som helt lille, var f.eks. "Klappe, klappe kage", og så klappede vi kage, det bedste jeg havde lært. Eller når hun sang "Tinge-linge-later", så stavrede jeg rundt efter hende, når hun marcherede rundt om stuebordet. På det tidspunkt vidste jeg endnu ikke rigtig, hvad en tinsoldat og da slet ikke en rigtig soldat var for en størrelse, bortset fra, at der på en af væggene i stadsstuen hang et fotografi af min far som garderhusar, hvor han med sabel ved siden sad højt til hest i sin flotte uniform med den høje gallahjelm med de mange nedhængende frynser. Hvad jeg ikke kunne se, fordi fotografiet kun var i sort og hvidt, var uniformens flotte farver.

 

Der var endnu en sang, der involverede fysisk aktivitet fra både mor og barns side, nemlig "Save, save brænde", og herunder holdt mor mig i hænderne og bevægede sine og mine arme frem og tilbage modsat hinanden, som efterlignede at save brænde. Det var jo en herlig leg, der i lighed med de andre aktivitetssange bidrog til at træne barnets muskler og led, og det kunne mine nok behøve, min lidenhed og spinkelhed taget i betragtning.

 

Min barndoms sange

Men når mor sad med mig på skødet og sang "Jeg en gård mig bygge vil", var det jo om dyr og situationer, som jeg snart skulle blive fortrolige med i min hverdag, idet far i min tidligste barndom som nævnt var landarbejder, og han arbejdede for flere af egnens gårde, blandt andet "Kløngegården", som var vores nærmeste nabo mod syd. Det var også bondegårdens dyr og velkendte situationer fra min fars arbejde, jeg mødte i sangen "Kom, du store "pruhest!". Det var også de velkendte høns, jeg så for mig, når mor sang "Poul sine høns i haven lod flyve",ligesom jeg havde set og kendte storken i B.S.Ingemanns herlige "Stork, stork, langeben", for den havde jeg set nogle gange ude på engen, hvor den gik og snappede frøer og firben, eller stod på ét ben og hvilede sig, så at man kunne tro sangens ord om, at den måske havde mistet det andet ben nede i Faraos moser.

 

Børnesangen ”Stork, stork, langeben” var en af de børnesange, jeg holdt meget af som barn, og storken kendte jeg jo fra selvsyn, idet det kunne hænde at den for en stund slog sig ned på den mark, der lå lige uden for vores havehæk. Hvem Farao var, vidste jeg ikke, men på mit spørgsmål herom svarede mor, at det var en konge der boede meget, meget langt borte i de varme lande. Gennem denne sang blev jeg klar over, at det er storken der kommer med de små børn, som den henter i Faraos moser. Det skal jeg fortælle lidt mere om i en senere sammenhæng.

 

 

 

På dette billede, som er fotograferet i august 2006, ses ”Kløngegården” i baggrunden. Helt til venstre for gården, men udenfor billedet, ligger ’vores’ hus. Det er min kære kone, Birgit, der står ved æbletræet i forgrunden. Stedet ligger lige overfor den fhv. Tillitse Station på den anden side af vejen. – Privatfoto: © 2006 Harry Rasmussen.

 

Og af de mange forskellige insekter, som det vrimlede med på landet, var der ikke mindst honningbien, som blev besunget i "Sur, sur, sur, lille bi, omkring". Både min far og flere af naboerne havde hver især tre-fire bistader stående nede i haven, hvor bierne kunne gøre dobbelt nytte som bestøvere og pollensamlere, således at frugttræer- og buske kunne sætte bær og der kunne blive adskillige glas honning til vintertiden.

 

En børnesang, som jeg også holdt meget af, var ikke mindst "Pande­ben, godt det gror, bag ved det for­standen bor". Og den sidst­nævnte sang ledsagede mor naturligvis med at pege på de forskellige ansigtsdele, efter­hånden som de blev nævnt i versene, og når hun så nåede til sjette og sidste vers og dikkede mig med pegefingeren i halsgruben, mens hun sang de herlige linier:

Dikkedik! - Hvad er det!

Vil du sidde rank og ret!

Så skal jeg nok luksen finde,

thi jeg ved, han er derinde.

O, nu fik jeg ham, den strik!

Dikke, dikke, dikke, dik!

 

Og når mor nåede til versets sidste linjer og kildede mig under hagen, var jeg revnefærdig af latter og kildenhed. Dengang vidste jeg naturligvis ikke, at denne genialt enkle og varmt fortalte børnesang var skrevet af H.C.Andersen, forresten digtet i 1845 og trykt første gang i "Månedsskrift for Børn", 1. hefte, der udkom i marts 1845. Skønt selv ugift og barnløs, var Andersen en stor børneven, som forstod barnets psykologi langt bedre end de fleste voksne på den tid, og vel også senere. Det kan man især læse ud af hans børne­sange og digte om børn, hvoraf "Lille Viggo, vil Du ride Ranke?" (1832) forment­lig hører til hans allerkendteste. Men man ser det måske i højere grad af hans egentlige børneeventyr, dels dem, der er skrevet for børn, og dels dem, der handler om børn.

 

 

 

På fotoet til venstre ses jeg stående foran et højt fuglebur, hvori der sidder en papegøje, men jeg kan ikke erindre nogensinde at have ejet en sådan. Alligevel kan fotoet godt være taget hjemme i Tillitse, nemlig ude foran udhuset. - På fotoet til højre sidder jeg på skødet af en midaldrende dame, hvis identitet det ikke er lykkedes mig at fastslå. Billedet, som antagelig er fotograferet i klitten foran Maglehøj Strand, er et udsnit af nedenstående foto. – Privatfoto ca. 1931: © Harry Rasmussen.

 

Lidet anede jeg dengang, at H.C.Andersen og hans digtning skulle få så stor betydning for mig som voksen, og at jeg dels kom til at medvirke som animator på langtegnefilmen ”Fyrtøjet” (1946) og dels producerede, instruerede og iscenesatte tegnefilmen ”Det er ganske vist!”. Jeg havde heller ingen anelse om, at jeg som voksen efterhånden skulle skrive adskillige artikler og et par bøger om H.C.Andersen, hans livsanskuelse og forfatterskab.

 

De overnaturlige: englene

Der var også en anden af Andersens dejlige sange, mor sang for mig i min allertidligste barndom, og det var "Hist, hvor vejen slår en bugt". Han skrev den i 1829, hundrede år før min fødsel, og den foregår jo netop i et landligt miljø og skil­drer en dagligdags situation, hvori en moder ved af­tenstid lægger sin lille søn i seng for at sove. Jeg følte derfor, at sangen var specielt møntet på mig, selvom vores hus ikke lå ved en vej­bugtning og heller ikke var så gammelt og forfaldent, som tilfældet er med det i sangen, og vi havde heller ikke på det tidspunkt nogen hund. Det fik vi først, da jeg var 3-4 år.

 

Det var blandt andet i forbindelse med denne sang, at det overnaturlige også kom ind i mit liv, for det er barnet med sin åbne og ofte også på en gang levende og konkrete fantasi ikke så fremmed over for, som tilfældet er med de fleste voksne. Jeg tænker her på de fire sidste linier i sangen, der lyder sådan:

 

Moder klapper barnets kind,

se, hvor sødt det sover ind,

drømmer om de engle smukke

i sin lille, pæne vugge.

 

De smukke engle kendte jeg dels fra mors samling af glansbilleder og dels fra nogle billeder eller illustra­tioner i ugebladet Familie Journalen. Dette blad havde min mor købt og læst stort set hver eneste uge siden sin tidligste ungdom, og det vedblev hun med resten af livet. Men for mig var engle ensbe­tydende med smukke unge og nærmest kønsløse mennesker i hvide natkjoler, og de adskilte sig fra almindelige mennesker ved at have store, hvide vinger på ryggen, ligesom f.eks. svanerne. Og mor havde fortalt, at englene altid var gode og hjælpsom­me, men kun over for artige børn, det vil sige børn, der opførte sig pænt og kun gjorde, hvad deres far og mor sagde. Uartige børn kunne derfor aldrig regne med at få hjælp af engle, og de kunne heller ikke se disse, for de gjorde sig kun synlige for børn, som de vidste var gode og kærlige.

 

 

På dette foto sidder jeg på skødet af den ovenfor nævnte dame, hvis navn og identitet det desværre ikke er lykkedes mig at fastslå. Siddende som nr. 2 fra venstre ses min mor, som nr. 3 mormor, og som nr. 4 farmor. – Billedet er med al sandsynlighed fotograferet i klitten foran Maglehøj Strand, men hvem der har fotograferet situationen har jeg ingen viden eller erindring om. Det var normalt min onkel Johannes der fotograferede familiesituationerne, men eftersom tante Alma ikke er med på billedet, har det næppe været ham der i dette tilfælde agerede fotograf. – Privatfoto ca. 1932: © Harry Rasmussen.

 

 

Herover ses jeg på det store vildtvoksende græsareal, som tydeligvis er identisk med det, der ses på ovenstående foto. Billedet er derfor med al sandsynlighed taget ved samme lejlighed, som det nævnte. Jeg har formentlig været omkring 3 år på det tidspunkt. – Privatfoto ca. 1932: © Harry Rasmussen.

 

 

På dette foto fra 24. august 2006 befinder vi os på Maglehøj Strand, formentlig omtrent på det sted, hvor de ovenfor viste og omtalte fotos er taget 74 år tidligere. Personerne på billedet er fra venstre Kaj Grye Pedersen, Birgit Bennedbæk og Hanne Grye Pedersen. – Privatfoto: © 2006 Harry Rasmussen.

 

     Den forældre-pædagogiske opfattelse af englene tog jeg ganske ukritisk til mig, for selvom jeg endnu ikke kendte nogen uartige børn, så var jeg enig i, at det var rigtigt af englene ikke at hjælpe disse. Og hvad spørgsmålet om engles eksistens angår, så var jeg ikke et eneste øjeblik i tvivl om, at de selvfølgelig eksisterede, også selvom man normalt ikke kunne få dem at se. De levede jo højt oppe blandt himlens stjerner og kom kun ned til jorden, når et godt barn eller en god voksen havde brug for deres hjælp. Og stjernerne havde jeg med egne øjne set, både en sen midsommeraften med høj himmel, og en frostklar nat, hvor den fjerne, tavse og utallige skare af klart lysende stjerner gjorde et uudsletteligt, om end ufor­ståeligt indtryk på mig. Det var i øvrigt et indtryk, som jeg senere i livet skulle komme til at opleve i sjældne øjeblikke, hvor verdensrummets uendelige storhed og dybde åbenbarede sig for mig.

 

 

Tegneren Vilhelm Pedersens illustration til H.C.Andersens dejlige eventyr Engelen (1843), svarer meget godt til min barndoms forestillinger om engle, som jeg jo kendte fra mors samling af kønne glansbilleder og af billeder af engle i Familie Journalen.

-  Tegning af Vilhelm Pedersen. H.C.Andersen. Samlede Eventyr og Historier. Gyldendal, København 1962.

 

 

Illustration til H.C.Andersens eventyr Ole Lukøje (1841). Andersen skrev også en eventyrkomedie med titlen ”Ole Lukøje” (1849), som første gang blev opført på Casino den 1. marts 1850, og som i øvrigt ofte blev vist i reprise. - Tegning af Vilhelm Pedersen. H.C.Andersen. Samlede Eventyr og Historier. Gyldendal, København 1962.

 

Englene hørte jeg jo også om ved sengetid, når jeg lå i min lille seng og skulle sove, og mor sad ved siden af og sang "Den lille Ole med paraplyen", som ville fortælle dejlige drømmeeventyr om de stjerner klare og himlens engleskare, "og om den yndige, milde fe, som alle børn vil så gerne se." Denne fe forekom mor mig at være, når jeg befandt mig i den vid­underlige tilstand mellem vågen og søvn, og hvor jeg i halvdøs så hendes milde, rare og smilende ansigt og hørte hende synge "Sov, mit barn, sov længe". Ole Lukøje med paraplyen hørte til en af de allerkæreste skikkelser i min barndoms eventyrunivers, og jeg var af den opfattelse, at han hørte til blandt Guds engleskare og kom ned til jorden hver aften, når børn skulle sove. Dengang tænkte jeg slet ikke over, at eftersom en masse børn i verden bliver lagt til ro på omtrent samme klokkeslæt, så måtte han enten være allestedsnærværende på samme tid, eller også måtte der være umådeligt mange Ole Lukøjer til, for at kunne over­komme at besøge "hver lille pige, hver lille dreng", ikke bare i byen, men også på landet. Men i modsætning til englene, er Ole Lukøje naturligvis kun et symbol på søvnens og drømmens væsen, i lighed med den græske søvngud Morfeus.

 

Nisserne og julemanden

Et andet overnaturligt væsen, jeg lærte at kende i min tid­ligste barndom, var nissen, og ham hørte jeg om, når mor sang den herlige "En lille nisse rejste", og det gjorde hun jævn­ligt. Jeg syntes allerede dengang, at det var morsomt at nissen drog ud i verden for at ville hilse på "verdens største mand", og så var det i virkeligheden ham selv, der var det. Eller rettere sagt: han syntes selv, at han var det! Sådan som vel de allerfleste af os synes at vi selv er, fordi vi jo hver især udgør centrum i vort eget personlige univers.

 

Men nissen eller nisserne kendte jeg jo især som julenissen eller julenisserne, der ved juletid fandtes i Familie Journalen og som kravlenisser i vore stuer. Desuden havde jeg allerede som helt lille en nissedukke på omkring 25 cm i højden, og den var jeg meget glad for og stolt over. Men selvom den hele året lå gemt i kassen med julepynt og kun kom frem til jul, så hændte det alligevel, at der gik hul på den, så man kunne se, at den var udstoppet med savsmuld, som dryssede. Det kan jeg tydeligt huske skuffede mig dybt, for i min fantasi havde den indtil da næsten været som et rigtigt levende væsen.

 

Julenisserne kendte jeg naturligvis også fra juleudstillinger i vinduerne hos Brugsen og Tatolforretningen oppe på hoved­gaden, men disse var for intet at regne mod de flotte juleud­stillinger, der især fandtes i mange forretninger på hoved­gaden, Søndergade, i Nakskov. Her kunne man til og med se nissedukker, der foretog en eller anden enkel form for be­vægelse, som f.eks. at dreje hovedet fra side til side eller bevæge armen op og ned med en ske i hånden, som om de tog skefulde op af fadet med risen­grød.

 

Og jeg kendte selvfølgelig også julemanden, dels fra teg­ninger i Familie Journalen og dels fra juleindkøbsturene til Nakskov op mod jul. For her mødte man ham jo lyslevende på hovedgaden, der var festligt oplyst og udsmykket med guirlander af gran og kristtjørn. Men som jeg senere i livet har konsta­teret med mine egne børn og børnebørn, så var jeg faktisk også lidt småbange for den store mand med det mærkelige lange hvide skæg, der så så kunstigt ud og var underligt at røre ved. Og det var med en blanding af generthed, frygt og nysgerrighed, at man vovede at nærme sig ham og stikke hånden ned i den kurv, han rakte frem mod en, for at tage en pebernød eller brun småkage med mandel på. Han talte også fortroligt til hvert enkelt barn og spurgte, om man havde været artig, for det var jo kun de artige børn, der kunne få lov til at ønske sig en julegave. Uden at vente svar på dette spørgsmål, spurgte han derefter det i reglen meget benovede og forlegne barn, hvad det ønskede sig allermest til jul, men hvis barnet hørte til den generte slags, og det gjorde jeg, så var det gerne moderen eller faderen, der måtte svare på barnets vegne.

 

I lighed med englene blev julemanden mere eller mindre bevidst også brugt af de voksne som et pædagogisk hjælpemiddel. I praksis ytrede det sig f.eks. gennem replikken: "Hvis ikke du er artig og sød, så kommer julemanden ikke med gaver til dig til jul!" En alvorlig trussel set med et barns øjne, og i særlig grad fordi man var usikker på, hvad de voksne mente med, at man skulle være "artig og sød", og man derfor ikke vidste, om man kunne opfylde kravene og forventningerne.

 

Skønt meget fantasifulde, tænker børn i almindelighed helt konkret. Og lige som tilfældet var med Ole Lukøje, så tænkte man som barn heller ikke nærmere over, hvordan julemanden inden for et tidsrum af højst et par timer dog kunne nå omkring med gaverne til alver­dens millioner eller milliarder af børn. Det er først som voksen, at man forstår, at julemanden dybest set er et symbol på den guddommelige Fader, som er den, der i virkeligheden har indstiftet selve gaveprincippet. Nemlig i den forstand, at selve livet og alle dets tilskikkelser ret beset er gaver, skænket af livets højeste repræsentant for forældre- og omsorgsprincippet: Gud.  

 

Troldene, heksen og Djævelen

Der var endnu et overnaturligt væsen i min barndoms univers, som jeg havde hørt om og set billeder af i mors ugeblad, og det var trolden eller troldene. Jeg vidste, at de levede dybt inde i skoven og normalt var meget sky, og at de derfor kun sjældent viste sig for mennesker. Men til gengæld var troldene i det skjulte drillevorne og til tider onde over for husdyrene og menne­skene. Hvis en gårdmand eller hans folk ikke var venligt stemte mod troldene, kunne disse finde på at skade f.eks. en hest ved at gøre den halt, eller en ko, så den blev syg og ikke kunne blive drægtig og give mælk. Men det værste var dog, at troldene kunne "fortrylle" eller "forhekse" menne­sker, så at disse fik vrang­forestillinger om det ene eller det andet, gjorde gale ting og var onde og til tider endda grusomme mod hinanden.

 

Troldene stod i lighed med, hvad der var tilfældet for heksenes vedkommende, i ledtog med Djævelen eller den Onde selv, og denne gyselige skikkelse med behåret krop og to horn i panden, bukkeben og lang æselhale, havde jeg også set et billede af i Familie Journalen. Han tilhørte jo mørkets magt, og derfor var jeg lige så bange for ham som for mørke.

 

Endelig var der så en sidste uhyggelig og faretruende skik­kelse i barndomsuniverset, nemlig heksen, der oftest blev fremstillet som en gammel, krumrygget og knoklet kælling med stærkt rynket ansigt, der domineredes af en stor, krum og svampet næse med store vorter. Hendes grumsede grågrønne ansigtsfarve og stride, tjavsede hår bar præg af, at hun kun sjældent eller måske aldrig blev vasket. Hun var normalt iført en sort, fodlang kåbe med hætte, som skjulte det meste af hendes stygge hoved. Som gangbesværet støttede hun sig i reglen til en knorte­kæp, når hun haltede omring i sit gamle faldefær­dige, støvede hus, hvor hun omgav sig med et rod af gryder, potter, pander og glas, fyldte med de ingredienser, som hun brugte i forbindelse med sine trolddomskunster: døde tudser, snoge, firben, alrunerod, kaffegrums og meget andet og mere, og i helt specielle tilfælde døde menneskefostre. 

 

Også heksen havde jeg set i Familie Journalen, ugebladet, som dengang var et af den jævne befolknings største og bedste kilder til oplysning så vel som underholdning. Bladet, som oprindelig hed Illustreret Familie Journal, blev grundlagt 1877 af Carl Julius Aller (1845-1926) og havde sin forgænger og sit for­billede i Illustreret Tidende, som blev etableret 1859 og ophørte med at udkomme 1924.

 

Først langt senere i livet forstod jeg, at troldene var de ukontrollerbare drifter og kræfter i vort sinds ubevidste eller underbevidste regioner, som billedlig talt kan lignes ved den dybe, mørke skov, hvori "troldene" lever. Og når man troede, at trolde kunne trylle eller hekse, hænger det sammen med fol­ketroens manglende indsigt i og forståelse af naturlovene og dermed af de naturlige årsagssammenhænge. Hermed være ikke sagt, at folketroen i alle tilfælde kun er udtryk for overtro, for på den anden side set rummer den også en indsigt i psykiske fænome­ner og magi, som utvivlsomt har med en form for virkelighed at gøre.

 

Det var først som voksen at jeg blev jeg klar over, at heksen op­rindeligt var et overnaturligt væsen, der personificerede det ondes princip i børneeventyrene, mens hun i det virkelige liv var en såkaldt klog kone, der i en del tilfælde kunne kurere for­skellige sygdomme hos dyr og mennesker, og som måske kunne spå om fremtiden. Siden Middelalderen var hun i lighed med andre mennesker, der enten ikke troede på eller ligefrem satte sig op imod den kristne lære og religion, blevet betragtet og behand­let som såkaldt kætter, og sådanne mente man stod i ledtog med Djævelen.

 

Gud og Djævelen

Det må i overensstemmelse med sandheden siges, at jeg aldrig har troet på Djævelen. Selv som mindreårig kunne jeg nemlig ikke se noget tegn på en sådan skikkelses eksistens. Derimod kunne jeg se, at menneskene ikke altid var så gode, som de burde være, lige som jeg mente, at sygdom, død, ulykker og f.eks. misvækst, skyldtes naturlige årsager. Men at mene sådan, blev især i tidligere tider anset for et kætteri eller et blænd­værk, som skyldtes Djævelen. Kætteri var særlig i Middel­alderen strengt forbudt ifølge den religiøse lovgivning, og såfremt der forelå mistanke om brud på denne lovgivning, blev heksen arresteret og under­kastet strengt forhør. Når de gejst­lige myndigheder i deres egenskab af forvaltere af Jesu kærlig­hedslære (!) fandt det så nødven­digt, at heksen indrømmede sin forbrydelse og skyld, hang det sammen med den opfattelse, at hendes sjæls frelse og salighed var beroende på, at hun inden sin død havde fået "syndernes for­ladelse" og dermed kirkens velsignelse. Men uanset om heksen frivilligt eller under tortur indrømmede sin såkaldte skyld, var straffen uundgåeligt den samme, nemlig døds­straf enten ved drukning eller offentlig bræn­ding på bålet.

 

Ligeledes forstod jeg først som voksen, at Djævelen var en personifikation af ondskabens princip eller et udtryk for en hemmelighedsfuld magt, der til stadighed lurer på at gøre Gud rangen stridig ved at friste mennesket til at overtræde Guds bud om godhed, dyd og kærlighed. Det Ondes princip er derfor ret beset en komplementær og dermed nødvendig og uundværlig modsæt­ning til det Godes princip. Og apropos det Godes princip, så er det kun dette, troende mennesker forbinder med begrebet Gud, ligesom dette tilværelsens første og højeste væsen af naive mennesker og barnlige sjæle personificeres som den urgamle, overdimensionerede olding i menneskeskikkelse, med det lange, kridhvide skæg, der sidder på sin vældige trone oppe i himlen bag skyerne og stjernerne, og her er omgivet af alle englene, der er hans sendebud til menneske­ne. En forestilling, som antagelig skyldtes den opfattelse, man i middelalderen havde af verden og tilværelsen, og som det kristne verdens­billede stadig fastholdt helt op i vores tidsalder.

 

Den forestilling eller erkendelse, at Gud er identisk med den første, almægtige, alvise og alkærlige årsagsløse årsag og som sådan er evig, allestedsnærværende, altgennem­strømmende og altibefattende, thi i ham lever vi, rører os og er vi til, er en erkendelse, der er forbeholdt mere filosofisk anlagte, ikke-troende mennesker. Den tanke, at det Gode og det Onde, eller Lyset og Mørket, eller kort og godt: at alle modsæt­ninger i virkelig­heden er to sider af samme væsen, nemlig af Gud, afvises i reglen af det naivt troende menneske, fordi det simpelthen ikke kan fatte denne dybere filosofiske sandhed.

 

Min familie og kristendommen

Det var da også i skikkelse af den urgamle olding, at jeg første gang hørte om dette forunderlige universalvæsen, hvorom det blev sagt, at han var almægtig, alvis og alkærlig, og at han var den, der fra først af skabte himmelen og jorden med alt, hvad der har liv. Men eftersom hverken min mor eller far var religiøse i den forstand, hvilket forresten også gjaldt resten af min familie, med undtagelse af min mormor, så spillede hverken Gud eller Bibelen nogen særlig rolle i deres liv, og følgelig heller ikke i mit barndomsliv. Både Gud og Jesus havde jeg jo hørt nævne i de salmer, som min familie sang, når vi juleaften gik omkring det smukt pyntede juletræ. Men det var først, da jeg som 5-6 årig kom i søndags­skole, at jeg for alvor hørte om, hvem denne Jesus egentlig var, og her blev han traditionen tro ikke bare betegnet som Guds Søn, men nærmest identificeret med Gud selv i form af treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden. Hvilket jeg naturligvis ikke forstod et ord af, hverken den­gang eller senere, skønt jeg har tænkt meget over det.

 

At mor ikke var specielt religiøst anlagt, hang jo nok til dels sammen med den omstændighed, at hun var opvokset i et hjem, der i overvejende grad blev domineret af min morfar, og som god radikal socialist afviste han kristendommen så vel som enhver anden form for religion som svindel og bedrag, og opfattede denne som magtha­vernes, hvilket vil sige kapitalens og overklassens, middel til at under­trykke arbejderklas­sen eller de besiddelsesløse. Mormor var derimod ikke af­visende over for den kristne tro, men gik meget stille med dørene i det spørgsmål, måske mest for ikke at provokere morfar til ilter og sarkastisk modsigelse. Og da hun på et tidspunkt fik sit ældste barnebarn, min fætter Dennis, i pleje, påtog hun sig samtidig højtideligt den opgave, at opdrage ham til at blive en flittig, god og nyttig samfundsborger, og denne opdragelse indbefattede ikke mindst den kristne tro. Denne forpligtelse tog hun så alvorligt, at hun ikke alene sørgede for at han kom i søndagsskole og blev kristelig spejder, men også i mange af hans barneår dagligt læste Fadervor med ham, før han skulle sove.

 

Mine farforældre var begge traditionelt kristne, hvilket vil sige, at de i lighed med den tids fleste gode borgere bekendte sig til den kristne tro uden at gøre noget særligt ud af det, ligesom de kun kom i kirken ved de traditionelle familiebegi­venheder: bryllup, barnedåb, konfirmation og begravelse.  

 

Døden, den store gåde

Apropos begravelse, så var døden ikke noget, der var påtrængen­de i min tidlige barndom, idet ingen jeg kendte endnu var afgået ved døden. Desuden var sygdom og død situationer, som man almindeligvis søgte at skærme børn for at få kendskab til, idet man mente det ville kunne skræmme dem. Men helt forhindre, at børn lejlighedsvis blev vidner til alvorlig sygdom og død, kunne man dog ikke.

 

Døden er jo uanset dødsårsagen umiddelbart set dette, at et menneske, som man måske har kendt og holdt af, pludselig ligger ubevægelig og ikke længere trækker vejret, og heller ikke er til at komme i sædvan­lig kontakt med. Døden er også det, at et menneske, som man måske har kendt al sin tid, pludselig med et ikke er der mere rent fysisk. Kun erindringen om vedkommende bliver tilbage, og efter en vis tids forløb, blegner også erindringen, og det er da som om den pågældende aldrig har eksisteret. Også sorgen efter og erin­dringerne om de afdøde blegner med tiden, godt hjulpet af, at vi i vores kultur ikke længere har nogen tradition eller noget ritual for med jævne mellemrum at mindes de døde familiemedlemmer, sådan som det er tilfældet i andre kulturer, især i den japanske og kinesiske kultur.

 

I Østeuropa og Rusland søger man endnu i vore dage at bevare mindet frisk om de afdøde, idet man opsætter fotos eller eventuelt malede portræt­ter af de afdøde slægtninge. I katoli­cismen højtidelig­holder man som fast ritual stadigvæk Allehel­gensdag til minde om alle martyrer og trosvidner. Det sker den 1. november, i Danmark altid 1. søndag i november. Men efter­hånden som sekulariseringen eller verdsliggørelsen af kristen­dommen er taget til i Europa, er den middelalderlige kristne enhedskultur på retur, og verdens tidligere to dimensioner: en over-naturlig og over-historisk evighed og en naturlig og historisk timelighed, er blevet endimensional i den forstand, at den naturlige og historiske dimension er blevet hele virke­ligheden.

 

Sekulariseringen kan ses som en reaktion imod kristendommens eneret til at tolke verden ud fra evighedens synspunkt, og filosofisk set, har denne reaktion nået sit højdepunkt i vor tids materialistiske og reduktionistiske livs- og verdensansku­else, sådan som denne implicit fremføres af naturvidenskaben, men måske især som den er eksemplificeret i marxismen og nymarxismen, som i 1960-70erne fik så stærkt et tag i kulturradikale, intellektuelle kredse i Vesteuropa, herunder også i Danmark. Men materialistisk livs- og verdensanskuelse er stadigvæk i højsædet også efter årtusindeskiftet, selvom den har skiftet karakter fra ideologi til mere pragmatisk holdning. 

 

Imidlertid er der for længst igangsat en reaktion imod materi­alismens livs- og verdensanskuelse, nemlig i form af de mange­artede bestræbelser, der er på at finde tilbage til - eller måske rettere: frem til - en ny, anti-reduktionistisk og spiri­tuel enhedskultur. I denne kultur indtager både livet og døden en noget anden rolle, end tilfældet er i modkulturen. Dette emne skal jeg senere vende tilbage til her i selvbi­ografien.

 

Mit første møde med døden

En sen efterårsdag, da jeg som cirka 4-årig sad og kiggede ud ad dagligstue­vinduet, så jeg pludselig et i mine øjne mærk­værdigt optog ude på vejen: En hestetrukken sort rustvogn med en mørk, blomstersmykket egetræski­ste på ladet, passerede forbi vores hus med retning op mod byen og kirken. Rustvognens lad var åbent og havde et tag, der blev båret af fire snoede, flor­omvundne søjler, nærmest som på en gammeldags himmelseng. Der var fire sorte heste foran vognen, og kusken og hans medhjæl­per, som begge sad på bukken, var iklædt sort tøj og høj, sort hat. Bag rustvognen gik et følge af ligeledes sortklædte mennesker, mændene med høje, sorte hatte og kvin­derne med sort hat og slør, der dækkede ansigterne. Mændene var iklædt lange, sorte frakker, mens kvinderne havde ankellange og ligeledes sorte kjoler på. Jeg bemærkede også, at flere af følget bar sorte armbind udenpå det i for­vejen sorte tøj.

 

Indtrykket af optoget, mens det langsomt bevægede sig forbi vores hus, var mørkt og dystert som den sorg, jeg på det tidspunkt endnu ikke selv kendte til. Men som man vil forstå, har jeg aldrig kunnet glemme dette mit første møde med og indtryk af døden. Hvem den pågældende afdøde var, har jeg ingen viden eller erindring om, men det må have været en af sognets velstillede bønder eller borgere, for kun sådanne havde råd til en så fornem ekvipage.

 

Far kommer hjem fra arbejde

Men for at vende tilbage til den situation, hvor mor sad med mig på skødet foran det store stuevindue og sang børnesange for mig, mens vi ventede på, at far skulle komme hjem fra arbej­de, så hændte det selvfølgelig, at far nåede at komme hjem, før sangen var slut, og så vidste jeg, at vi var nødt til at afbryde, fordi vi skulle spise aftensmad. Der gik dog et lille stykke tid, før far kom ind, for han skulle først stille sin cykel ude i den aflåste garage bag ved indkørslen til huset, og derefter gik han gerne ud i udhusets vaskerum, for at vaske sine i reglen meget snavsede hænder og ansigtet. Jeg stod spændt og ventede på, at han skulle træde ind ad køkken­døren, for jeg holdt meget af min far, og jeg vidste, at han straks ville løfte mig højt op i luften flere gange, alt mens han smilede og sagde et eller andet til mig. Det var gerne den måde, på hvilken han viste, hvor meget han holdt af mig.

 

Når far kom hjem fra arbejde, ville han også gerne give mor et kram og et lille kys, for at fortælle hende, hvor meget han elskede hende. Men mor var allerede dengang meget forbeholden og afvisende overfor far, i hvert fald, når der var andre til stede, også selvom det kun var lille mig. Jeg hæftede mig dog ikke så meget ved dette dengang, for jeg havde indtrykket af, at til trods for mors store hæmmethed i at udtrykke følelser, så holdt hun mindst lige så meget af min far, som han af hende. Først som voksen indså jeg, at en kvinde, som min mor, der både var psykisk og fysisk stærkt hæmmet, var nødt til at holde sin mand på en vis afstand, fordi den fysiske nærhed mellem parterne vakte hans naturlige seksu­elle begær. Og min mor følte efter eget senere udsagn væmmel­se ved alt, hvad der havde med seksualitet at gøre, og det gav hun i sin uforstand og uvidenhed far en væsentlig del af skylden for. I lighed med andre kvinder af hendes egen generation var hun opvokset med eftervirkningerne af 1800-tallets formørkede, victorianske syn på kærlighedslivet. Hun havde som mange af sine medsøstre følelsen af og forestillingen om, at sex var noget dyrisk, ja, nærmest noget svinsk og dermed det forbudte, som man ikke talte om og helst heller ikke burde tænke på. Sex var forbeholdt mændene, siden det nu ikke kunne være anderledes, for disse var generelt set nogle liderlige bæster, der havde svært ved at holde drifterne i ave.

 

Et tabubelagt emne

Det seksu­elle var desuden et tabubelagt emne helt op til midten af 1950erne, så derfor talte mand og kone i reglen ikke med hinanden, og normalt heller ikke med deres huslæge, om, hvad der eventuelt kunne være af pro­blemer i sam­livet. Dertil kom, at der især dengang hvilede et tungt åg på kvinderne i almin­delighed, idet de gik i evig angst for uønsket graviditet, og ansvaret for svanger­skabsforebyggel­se var efter stiltiende overenskomst oftest lagt på manden, som derfor skulle sørge for at købe og bruge kondom. Men mænd er i reglen store egoister, når det kommer til det seksuelle, og det kunne derfor hænde, at manden i sin seksuelle ophidselse glemte eller undlod at benytte kondomet, og så var risikoen for uønsket graviditet jo selvsagt relativt stor. Det kan man se af, at almindelige og ikke sjældent fattige familier både dengang og i tidligere tid ofte fik mange børn, idet det ene barn i reglen fulgte lige efter det andet, indtil forældrene havde fået 8-10 børn, hvilket ikke var ualmindeligt, men nærmest sædvanligt.

 

Men hvad kirkebøgerne ikke melder noget om, er de mange ufrivillige og især illegalt provokerede aborter, der forekom dengang, og som er forekommet gennem tiderne helt op til vore dage. De legale aborter, der blev foretaget af læger, blev i min ungdom kaldt for svanger­skabsafbrydelse, og de illegale aborter, der blev udført af de såkaldte kvaksalvere, kaldtes for fosterfordrivelse. Antallet af anslåede illegale aborter begyndte først for alvor at aftage, efter at en ny svanger­skabslov var blevet vedtaget i Folketinget i 1970. Adgangen til abort skulle dog afgøres af de lægelige og sociale myndig­heder, men da det årlige antal lovlige aborter op til 1973 blev opgjort til ca.13 000, valgte politikerne at indføre fri adgang til abort. Det betød omgående en hastig stigning i antallet af aborter, men efter nogle år stabiliserede tallet sig til omkring 30 000 tilfælde pr. år.

 

Adgangen til fri abort er blevet livligt og heftigt dis­kuteret både før og efter lovens vedtagelse i 1973, og der findes naturligvis tilhængere så vel som modstandere af denne. Tilhængerne, særlig blandt kvinderne, hævder at der er tale om en menneskeret, mens modstanderne mener det drejer sig om drab på uskyldige og forsvarsløse ofre. Mere sagligt indstillede tilhængere er af den opfattelse, at adgangen til fri abort måske har fristet, eller i hvert fald kan friste kvinderne til at benytte fremkaldt abort i stedet for præventi­ve midler. Senere er der så kommet den såkaldte fortrydelsespille, som ifølge mediernes oplysninger benyttes af en hel del kvinder.

 

For mine forældres vedkommende bevirkede mors frygt for graviditet og fødsel, at der skulle komme til at gå cirka fem år, førend det næste barn, min bror Benny, kom til verden. Det betød samtidig, at jeg faktisk kom til at føle mig som enebarn, idet jeg jo i de fem år var genstand både for mine forældres og mine bedsteforældres og den øvrige families fulde opmærksomhed, interesse, omsorg og kærlighed.

 

Min lilleverden

Formentlig fra omkring sommeren 1931-32, da jeg var to-tre år, husker jeg det indtryk de små fugle gjorde på mig. Gråspurvene var jo daglige gæster på gårdspladsen og i hønsegården, hvor de pikkede af det korn, der blev kastet ind til hønsene. Det undrede mig, at fuglene havde vinger og kunne flyve frit omkring, som de havde lyst til. Småfugle som musvit, blåmej­se, dompap, bogfinke, vipstjert, løvsanger var sjældnere at se, men en enkelt eller et par af disse dejlige fugle kom dog jævnligt på besøg, fortrinsvis i for- eller baghaven, og særlig i bærtiden. Solsorten var også en jævnlig gæst i haven, hvor den pikkede efter regnorm eller gjorde sig til gode med nogle af frugt­buskenes bær eller frugttræernes frugter, særlig kirsebær, ribs, solbær og jordbær. Derfor havde far da også ophængt sølvpapirs­strimler i kirsebærtræerne og frugtbuskene, og langs jordbærbedene var der udspændt snore, på hvilke sølvpapirs­strim­lerne var fastgjorte. Men nogle af fuglene, især solsortene, syntes hurtigt at lære, at der ikke var nogen fare på færde, så på trods af alle modforanstaltninger fortsatte de med at tage for sig af de mange fristende og saftige bær. Hver dag ved aftenstid sad solsorten i et træ og lod sin karakteristiske og smukke melodi­øse sang­stemme høre, til glæde for voksne som for børn, men ikke altid for min far, som bandede over at ukræene åd bærrene på buske og træer i haven.

 

Jordbærrene var for resten især også eftertragtet af de lidt større snegle, som ofte havde ædt op til en tredjedel af nogle af de dejligt modne bær. Sådanne jordbær fandt jeg ulækre og ville derfor ikke spise dem, selv efter at de var blevet renset og skyllet. I det hele taget syntes jeg, at snegle var nogen underlige og uforståelige dyr, men deres i reglen meget smukke spiralformede huse fascinerede mig, og jeg samlede derfor en overgang på tomme sneglehuse.

   

Nogle af de småfugle, jeg især holdt meget af, var svalerne med de to lange, elegante halespidser. Hvert forår omkring første maj vendte de tilbage fra deres vinterophold i Sydafri­ka, og så havde de travlt, enten med at bygge reder under tagskæg­get på udhuset eller med at udbedre de gamle lerklinede reder, som de tog i be­siddelse igen. Der var op til tre svalereder ad gangen, og det har antagelig været de samme svalepar, der vendte tilbage år efter år, eller måske nogle af deres unger. Når de så havde lagt deres æg og udruget disse, fik de atter travlt med at flyve omkring og finde mad til de forslugne unger. Dette gentog sig to gange i løbet af sommeren. Der var i reglen omkring 4-5 unger ad gangen, som stak deres små hoveder med vidt åbne, gullige gab ud over redekanten, og så snart foræl­drene havde fodret et par af dem med de fangne insekter, og var fløjet af sted igen, så gav ungerne sig til med deres hæse stemmer at pippe så højt og ind­trængende, at der til tider lød et in­fernalsk spektakel, især fordi lyden gav ekko mellem husmurene.  

 

Det hændte ikke så sjældent, at en af de endnu nøgne unger faldt eller ved et uheld blev skubbet ud af reden og havnede nede på fliser­ne foran udhuset. Hvis den endnu var i live, forsøgte den at rejse hovedet og spjætte lidt rundt på stedet, og det fangede naturligvis straks kattens opmærksomhed. Katten, vi havde, hed Mis, og det var en almindelig grå huskat. Den sprang til og greb det arme kræ med gabet og forsvandt ind mellem nogle af havens tætte buske. Hvad der videre skete her, kan man nok forestille sig. Men det kunne dog ske, at min mor eller far kom katten i forkøbet, og hvis de skønnede, at ungen var levedygtig, lagde de den tilbage i reden, hvor den i lighed med sine søskende var i sikkerhed for katten. Var ungen derimod ikke levedygtig, blev den klasket hårdt mod fliserne, så den døde på stedet, og det lille fuglelig blev derefter kastet på møddingen. Senere, da jeg blev stor nok, til at forstå lidt af, hvad der foregik, ville jeg have at vi lagde den lille døde fugleunge i en æske og be­gravede den i haven. Det syntes min far var at gå for vidt, så det var gerne mor, der deltog i begravelsen af det døde lille kræ.

 

Men hen i september var det slut med at høre svalernes "kvivit, kvivit", for da forlod de sammen med deres artsfæller Danmark, for at vende tilbage til deres vinterkvarter i Sydaf­rika, sådan som man for resten kan læse så poetisk om i H.C.Andersens dejlige eventyr ”Tommelise”.

 

En anden og endnu tidligere forårsbebuder var stæren, og til den havde far lavet en redekasse, som var sat op i et af de lidt højere træer, der stod omme bag ved udhuset. Stæren er især kendt for sin hæse stemme, og hvert år i februar lød det fra de voksne: "Stæren er kommet!", og det betød, at det dejlige forår snart nærmede sig. Stæreparret fik i reglen 4-6 unger, men dem fik man ikke at se, for de holdt sig skjult i redekassens normalt sikre ly, og kom først frem, når de var flyvefærdige. Det gjorde de i juni, hvor de sluttede sig til de andre flyvefærdige stæreunger, og i store flokke fløj de hen over himlen og øvede sig til det kommende træk vestpå til Sydengland, hvor de overvintrer. 

    

En lidt sjældnere fugl var nattergalen, som hvert år i begyndelsen af maj ankommer fra sit vinterkvarter i tropisk Østafrika. Den bygger normalt sin rede på jorden under tætte buske, og her lægger den i reglen 4-6 æg, men det gjorde den imidlertid ikke i vores have, måske på grund af katten. Det hændte dog, at den sad i et af træerne om aftenen og lod sin sang­stemme høre.

 

Ikke gøre dyr fortræd

Nogle dyr, som jeg heller ikke var så meget for at røre ved, var sommerfuglelarver af alle mulige slags, men jeg syntes de var interessante. Jeg husker specielt kålsommerfuglens kæm­pestore grønne larve med de mange ben og den karakteristiske "pig" på ryggen. Den fede og velnærede larve kravlede omkring på de grønne kålblade og åd løs, men da jeg fik fortalt, at den en dag ville blive til en af de meget smukke hvide sommerfugle, der så ofte flagrede rundt i haven, undrede det mig meget, hvordan dét kunne gå til. Det var simpelthen uforståeligt, at den fede, kluntede og grådige larve kunne forvandle sig til den lette, sarte og elegante hvidvingede sommerfugl, der hver sommer flagrede ubekymret omkring mellem buskene i haven. Men jeg måtte jo tro det, når de kloge voksne sagde, at sådan forholdt det sig.

 

Allerede som helt lille havde jeg en udpræget modvilje imod at gøre dyr og planter fortræd, og jeg nænnede end ikke at træde på de bittesmå såkaldte "pissemyrer", som det ofte vrimlede med i haven eller på gårdspladsen. Jeg kunne heller ikke nænne at rive blade af træer eller buske, eller at knække grene og kviste, og heller ikke at ødelægge blomster. De fleste børn, jeg som voksen har iagttaget, er i reglen tilbøjelige til at træde mindre insek­ter ihjel, ligesom de tankeløst og i flæng river blade af buske og træer, og uden mindste tøven ødelægger selv de allersmukkeste blomster.

 

Far på løsarbejde

Tiderne var dengang i 1930'erne ikke gunstige for land­arbej­dere, og i lighed med så mange andre land- og industri­arbej­dere, var far derfor ofte ufrivilligt arbejdsløs og måtte tage til takke med en arbejdsløshedsunderstøttelse, der kun lige akkurat rakte til de allermest nødvendige ud­gifter. Far var imidlertid ikke indstillet på ledighed og påtog sig derfor det arbejde af den ene eller anden slags, der var at få. En gang imellem tog han mig med sig, når han skulle møde til stempling på arbejdsløshedskassens kontrolsted, som så vidt jeg husker, lå et sted ikke så langt fra Spidsby og lidt nord for Tillitse. På det tidspunkt har jeg vel været omkring 3-4 år og far havde mig derfor siddende i en såkaldt cykelstol foran på styret. Disse cykelstole var dengang meget brugt til mindre børn, når de skulle med deres far eller mor et eller andet sted hen.

 

Det, jeg husker bedst fra besøgene på arbejdsløshedskassens kontrolsted, var den lange kø af arbejdere, udelukkende mænd, som hver især stod og ventede på, at det blev deres tur til at få et stempel i kontrolbogen. Så vidt jeg erindrer, blev ar­bejdsløs­hedsunderstøttelsen udbetalt ugentligt, men jeg kan ikke længere huske, hvor stort et beløb, det drejede sig om. Det har formentlig været omkring 12 kr. pr uge, hvad der ikke lyder af meget i vore dage, men som dog dengang rakte til de mest nødvendige ting i hverdagen. De fleste supplerede jo i reglen understøttelsen med de naturalier, som de selv kunne dyrke i haven, lige som de fleste holdt høns og ofte også havde en enkelt gris gående til opfedning og slagt­ning omkring juletid.  

 

Tit om sommeren cyklede far mange kilometer hjemmefra, for at komme hen til et sted, hvor han havde påtaget sig at luge roer eller slå grøftekan­ter med en le. Det hændte, da jeg var omkring 4-5 år, at jeg fik lov til at komme med på nogle af disse ture, og så sad jeg da i en såkaldt cykelstol foran på fars cykel. Bag på cyklen havde han en kurv med hver vores smurte madpakke, og en termo­kande med kaffe til ham, og til mig mælk med en smule kaffe i, fyldt på en soda­vandsflaske med såkaldt patent­pro­p.

 

Når vi så var nået frem til det sted, ofte langt hjemmefra forekom det mig, hvor han skulle slå grøftekanten eller luge roer, sad jeg på et lunt sted i nærheden og betragtede far, der altid satte en ære i at udføre sit arbejde godt og grundigt. På særligt varme dage svedte han, så vandet sprang fra hans pande og løb ned ad ansigtet, hvor det dryppede i store dråber fra hagen. Så tog han gerne skjorte og undertrøje af, for at disse ikke skulle blive gennemvædet af sved. Far, som dengang endnu var næsten helt sorthåret, var derfor i reglen altid temmelig solbrun på sin muskuløse overkrop om sommeren, men hvid fra bæltestedet og ned.

 

Men når jeg så blev ked af at betragte det ensformige arbej­de, far i reglen måtte udføre, hvad enten det gjaldt lugning af roer eller slåning af grøftekanter, vendte jeg opmærksom­heden indad og hyggede mig med mine egne tanker, mens jeg glædede mig til vi skulle spise vores med­bragte mad. Langt om længe indtraf middagspausen endelig, og jeg kan endnu huske, hvor dejligt sigte­brødsmaden med pudder­sukker på, smagte. Sådan smagte den ikke derhjem­me, og det gjorde mælkekaffen heller ikke. Her blev begge dele noget helt særligt og appetit­ligt, som jeg nød, mens naturens stilhed kun engang imellem blev brudt af et lille summende insekt, der enten fløj forbi eller satte sig på en blomst eller et græsstrå i grøfte­kanten. Mens vi spiste, blev der ikke vekslet mange ord mellem far og mig, og det blev der i det hele taget ikke på disse ture.

 

Himmeldybet - og roesæsonen

Efter at maden var spist, lagde far og jeg os ned i græs­set, han for at hvile sig efter det hårde arbejde og for at slå mave, og jeg for at kigge op mod de store sommerskyer og lade fantasien forvandle disse til dyre-, menneske- eller fantasi­skikkelser. Sommeti­der, når jeg lå på ryggen og stirrede op i den blå himmel, kunne det allerede dengang hænde, at jeg pludselig fik for­nemmelsen af, at himmelrummet ligesom blev dybere og dybere i det uendelige, så jeg følte at det svimlede for mig. Der gik da gerne en let, sødmefyldt gysen gennem sindet og kroppen, hvorefter jeg løsrev mig fra indtrykket og kon­centrerede opmærksomheden om det mere jordiske og nær­værende. Her for­kyndte lette snorkely­de, at far var faldet i søvn, hvilket der ikke var noget at sige til, særlig ikke i betragt­ning af, at han som altid havde været meget tidligt oppe og som altid aktiv fra morgenstunden.

 

Ved disse lejligheder, når far og jeg lå i grøftekanten for at hvile os, hændte det da også, at jeg selv blev så søvnig, at øjnene begyndte at glippe og at jeg snart befandt mig i den lyksalige tilstand mellem vågen og søvn, hvori synerne og drømmene begynder at optræde på sindets arena. Mange slags scenerier passerede revy for mit indre blik, kom og svandt, for hele tiden at give plads for nye billeder, som blev akkompag­neret af lyden af summende insekter og lejlighedsvise fugle­fløjt og vindens sagte brise. Umærkeligt gled bevidstheden over i den tilsyneladende intethed, vi kalder søvn, men kun for en kort stund, for pludselig kunne det give et sæt i mig, så jeg vågnede ved det og opdagede, at far havde rejst sig og atter var gået i gang med sit arbejde lidt længere væk på marken eller i grøftekanten.

 

Om efteråret i roesæsonen arbejdede far i reglen som ar­bejds­mand på Majbølle Saftstation, men arbejdet varede kun i et par måneder, og ved vintertid skovlede han som oftest sne på vejene for kommunen eller private. Men som tiden gik, blev han mere og mere utilfreds med sin situation, hvilket gav sig udslag i en stigende rastløshed og irritation over småting. Selv var jeg ikke stor eller gammel nok, til at forstå, hvad der var årsagen til hans stigende utilfredshed, men senere i livet forstod jeg, at det var den udsigtsløse arbejdsløshedssituation, i forening med det daglige knokleri, som kun med nød og næppe skaffede penge til de daglige udgifter, og endnu mindre til at betale de halvårligt tilbagevendende terminer på huset. Desuden havde han problemer med mor, som også var utilfreds med situationen, og som i forbindelse med fars uudtalte seksuelle krav og forventninger til hende derfor blev nervøs i en grad, der nærmede sig en regulær psykisk lidelse, som senere er blevet betegnet som nervesammenbrud. Det var grunden til, at mor en overgang i 1933 og igen i 1935 blev indlagt på rekonvalescenthjemmet i Maribo. Jeg var da fire-fem år på det tidspunkt.

 

Mens far arbejdede på saftstationen, var jeg engang så heldig at få lov til at komme med ham på arbejde, for at se hvad det var, han lavede. Det første der slog mig, da vi ankom til fabrikken, var en gennemtrængende sursød lugt af roer og kalk, som sved i næseborene. Dernæst var det støjen fra maskinerne og transport­båndene, der førte roerne gennem fabriksanlægget, hvor de blev vasket, snittet og formalet til den sukkermasse, der kaldes melasse. Jeg husker endnu tydeligt far stående med en greb øverst oppe på transportbåndet, hvor han bl.a. sørgede for, at roerne ikke faldt af til siderne.

 

Nogle gange om året, i reglen om søndagen, cyklede mor og far til Nakskov, for at besøge familien, især min onkel Johannes, tante Alma og fætter Børge på Tolle­sensvej. Jeg sad da i en cykelstol foran på fars cykel, og noget af det, jeg husker bedst, er, når hjemturen foregik hen på aftenen og det var fuldmåne. Månen stod lavt på himlen, så jeg kunne se den mellem vejtræerne - vejene var dengang i reglen på begge sider kantet med træer med få meters afstand - og når vi kørte, så det grangiveligt ud, som om den fulgte med os. Standsede vi op, hvad der kunne ske af en eller anden grund, gjorde månen også holdt! Det undrede mig meget, både at den fulgte med os og at den stod stille, når vi gjorde det, men på det tidspunkt forstod jeg naturligvis ikke, at der var tale om en illusion, og mine forældre kunne heller ikke give mig en god forklaring på fænomenet. De nøjedes med at konstatere, at det forekom.

 

Sommerglæder

I den herlige sommertid, hvor alt stod i flor og de solfyldte dage syntes lange, hændte det lejlighedsvis at vi fik besøg af Johannes, Alma og Børge, som kom cyklende fra Nakskov, hvor de boede på Tollesensvej. Var vejret særlig godt gik turen i fællesskab ud til Maglehøj Strand, ikke altid for at bade, men blot for at nyde synet af det store hav, Østersøen.

 

På disse udflugter fik Børge og jeg i reglen hver en is, oftest en af de aflange, runde mælkeis til 10 øre, men vi var særligt glade, når der vankede en firkantet ispind med overtrækschokolade. Den kostede så vidt jeg husker 25 eller 35 øre. Vores mødre var dog ængstelige for, at vi skulle komme til at spilde chokolade på vores nyvaskede og nystrøgne fine hvide tøj, så det tog lidt af fornøjelsen ved at nyde isen.

 

På et senere tidspunkt, så vidt jeg erindrer omkring 1939, købte min onkel og tante en sommerhusgrund ude ved Maglehøj Strand, hvor de til at begyndte med camperede i telt. De tilbragte siden da de fleste sommer-weekender og især sommerferierne på stedet, hvor dagliglivet foregik på meget interimistiske og primitive vilkår. Men glæden og fornøjelsen over naturen og landliggerlivet var til gengæld en stor kontrast til dagligdagens tilværelse i byen.

 

Efter at mine forældre, to brødre og jeg i april 1939 var flyttet til København, fik jeg den store glæde at tilbringe skolesommerferierne 1940-42 hos min onkel, tante og fætter Børge i Nakskov, hvilket jeg naturligvis vil fortælle betydeligt mere om, men i kronologisk orden.  

 

Den søde juletid og Daells varekatalog

Det første bud om, at julen nærmede sig, var især at det årlige julekatalog fra Daells Varehus i København kom med posten. Det skete vistnok allerede i begyndelsen af november måned, således at provinskunderne havde tid til at studere katalogets store vareudbud og gøre deres postor­drebestillinger på de varer, som man ønskede at få tilsendt pr efterkrav.

 

Kataloget var fyldt med billeder af de udbudte varer af alle slags, herunder ikke mindst en masse forskelligt legetøj, som jeg naturligvis studerede med særlig interesse. Der var en hel del legetøj af celluloid, som f.eks. vellignende ænder, der kunne flyde på vandet i vaskefadet, pigedukker, klovne og meget mere, tøjdyr af alle slags og ikke mindst nisser, og træle­getøj i form af klodser, husdyr og zoologiske dyr, he­stevogne, brand­biler og almindelige biler, og legetøj af metal, så som bygge­sættet "Mekano", hvormed den fingernemme og snilde kunne bygge forskelligt, mobilt legetøj, og der var ikke mindst tinsoldater af forskellig slags, og såkaldt mekanisk legetøj, biler, ­motor­cykler og flyvema­skiner, dansende aber, klovne og mar­cherende solda­ter, som kunne trækkes op og bevæge sig i nogle minutter ad gangen, indtil fjederkraften var brugt op, og legetøjet måtte trækkes op på ny.

 

Desuden var der en mængde forskelligt gummilegetøj: bolde, dukker og dyr. Dertil kom solda­ter, cowboys og india­nere i et plastmateriale, og selvom jeg endnu ikke vidste, hvad cowboys og indianere var for noget, syntes jeg, at de kulørte figurer var spændende og lidt mystiske, særlig in­dianerne, der var rødbrune i ansigterne og på hænderne, og nogle af dem havde flotte fjerprydelser på hovedet.

 

Så vidt jeg husker, var noget af det første legetøj, jeg selv ønskede mig til jul, en flot hestevogn med et forspand af to brune heste, og en kusk, der sad på bukken og holdt tømmen med den ene hånd, og som havde en pisk i den anden hånd. På vognens lad var der bl.a. mælkejunger. Både vogn, heste og kusk var lavet af træ, som så meget andet legetøj dengang. Et materiale som plastic blev først anvendt i lege­tøjs­industrien fra omkring 1950'erne, men til gengæld kom det efterhånden til at erstatte træ mere og mere, således at der i 1990'erne og senere kun forekom meget lidt vestligt produceret legetøj i træ.

 

Juleaften 1931    

Min første juleaften i 1929 kan jeg af gode grunde ikke erin­dre, og heller ikke juleaften 1930, men derimod nok min tredje juleaften 1931, da jeg var toethalvt år. Jeg husker dog kun det smukt pyntede juletræ, som stod midt i stadsstuen og ragede så højt op, at den øverste spids af den glimtende sølvstjerne berørte loftet. På stammen lige under stjernen hængte der gennem hele min barndom og tidlige ungdom altid et glansbillede af en engel. Men ellers var træet pyntet med kræmmerhuse af den hjemmelavede slags, hvori der i reglen var lagt nødder eller forskelligt konfekt. Både mor og far var fingernemme og dygtige til at lave julestads. Og så var der de smukke, skinnende glas­kugler, gyldne, sølvhvide, røde, orange og blå, dertil glas­fugle i forskellige strålende farver, små glastrompeter og små trommer af karton, guir­lan­der bestående af danne­brogs­flag om­kransede træet fra øverst til nederst, og på grenene sad hvide og røde stearin­lys i stort tal, ligesom "fugle på kvi­ste", og desuden var der hængt glimmerstrim­ler og stjerneka­stere rundt om, og ud over det hele var der spændt et fint væv af såkaldt fehår, som gav træet et eventyr­agtigt skær.    

 

Efter at jeg lillejuleaften var blevet lagt i seng og faldet i søvn, gik mor og far i fællesskab i gang med at pynte træet, for traditionen krævede, at det pyntede juletræ skulle være en overraskelse for barnet eller børnene. Dørene ind til stadsstuen, hvor træet stod, var derfor aflåst juleaf­tensdag, for at det forventningsfulde og nysgerrige barn ikke skulle få træet at se, før om aftenen, når det var tændt. Denne tradition bibeholdtes i de år, vi boede i huset i Tillitse, og altså også efter, at min ældste lillebror, Benny, var kommet til fem år senere. Bent var jo endnu ikke kommet til på det tidspunkt, og han kom heller ikke til at opleve en juleaften i Tillitse, for vi flyttede til Nakskov omkring 3 uger efter at han var blevet født, nemlig den 24. marts 1937. Og Lizzie kom først til flere år senere, og efter at vi var flyttet til København.

 

Sådan som jeg husker min barndoms jule- og nytårstid, lå der altid højt med sne overalt, og far havde derfor ofte travlt med at skovle sneen væk fra indkørslen og gårdspladsen, så det var til at komme frem og tilbage. Den offentlige vej uden for vores hus blev ryddet af folk med skovle og hestetrukne sneplove, som tilhørte kommunen. Det allerbedste for mig var dog, at så var det også tid til at lave en snemand, og det blev i reglen gjort ude i indkørslen. Min far var vældig god til at hjælpe mig med at lave snemanden, og mens han rullede to større snebolde til snemandens under- og over­krop, baksede jeg med at lave en noget mindre kugle til sneman­dens hoved. To store stykker sort kul blev hans øjne, næsen var en stor og lang gulerod, og den smilende mund blev lavet af en række mindre kulstykker. På snemandens krop blev anbragt en lodret række knapper, også af kul, som vi jo altid havde lige ved hånden på den årstid, fordi det var denne form for brændsel, der blev brugt mest af. Far havde også sørget for at gemme en gammel aflagt hat, som sneman­den kunne få på, og desuden havde han lavet en træpibe, som blev stukket i munden på den efterhånden værdigt udseende snemand. Til allersidst fik denne en riskost under den ene arm, og så var han klar til at stå vagt ved indkørslen.  

 

Så længe der var frost i luften, stod den stolte snemand med sit lidt skæve smil og stirrede med sine to kulsorte øjne ufravendt ud mod vejen, hvor der forresten meget sjældent kom nogen gående eller kørende forbi. De køretøjer, der passerede forbi ude på vejen, var for det meste hestevogne, enten arbejdsvogne eller personvogne, hvoraf de sidstnævnte på den årstid, hvor der lå sne, i reglen var forsynet med meder eller ligefrem omskiftet med hestetrukne kaner. Det var en herlig fornøjelse som barn, at se de store kaner komme kørende hen ad den snedækkede vej, og høre kanebjælderne klinge så muntert i takt med hestens eller hestenes trav. Vognene og kanerne tilhørte naturligvis ikke almindelige arbejdsfolk, men derimod ejerne eller for­pagterne af de store gårde i omegnen.

 

Dengang, i begyndelsen af 1930'erne var det uhyre sjældent at se et automobil ude på landet, idet det kun var de meget vel­stillede eller rige, der havde råd til købe sådan et nymo­dens mon­strum. Automobilerne eller bilerne, som de for nemheds skyld blev og fortsat bliver kaldt, var dog allerede på den tid et meget brugt vare- og persontransportmiddel i købstæderne og naturligvis især i storbyerne. Og som tidligere nævnt havde den slagter og fiskehandler, der kom og solgte ved dørene i lands­byen, hver sin bil med specialindrettet kasselad. Det hændte meget sjældent, at man så en såkaldt lastbil, dvs. en bil med førerhus og åbent lad. Men det var endnu sjældnere at se en personbil. Engang, da min kammerat Ove og jeg en sommer, vistnok i 1935, sad ved grøftekan­ten et stykke fra vores hus, og ville tælle og notere ned i en lille notesbog, hvor mange person­biler, der kom forbi, mens vi sad der, talte vi siger og skriver kun to biler på en hel efter­middag. Den ene var en mindre lastbil og den anden en åben personbil.

 

Mange af personbilerne var på den tid ofte åbne vogne, idet chassiset i reglen ikke var over­dækket, men nogle havde dog en kaleche, som kunne slås op eller ned, alt efter vejret. Disse biler egnede sig imid­lertid dårligt til det danske klima, men kunne gå an om som­meren, hvor vejret hændel­sesvis var mildere og varmere. Efter­hånden for­trængtes de åbne vogne af stadig flere biler med karros­seri, dvs. med chassis og overdækning ud i ét.

 

Grisen skal slagtes!

Men tilbage til min tidligste barndoms juletid. Forud for juleaften var der gået en travl tid, først og fremmest med slagtning af grisen og tilberedning af alt, hvad der var på denne, som kunne bruges til madvarer. Det har dog nok ikke været i toethalvt års alderen, at jeg fik lov til at overvære slagtningen af grisen, men snarere et eller to år senere, da jeg var 3-4 år. Men jeg husker tydeligt, at det gjorde et dybt og uudsletteligt indtryk på mig, da den gris, som havde gået ovre i stalden i hønsehuset det meste af året, og som jeg ind imellem havde hjulpet far med at fordre, en dag i begyndelsen af december skulle slagtes. Den gris, hvis grynten, smasken og snøften var blevet en del af min hverdag, og som så ofte havde kigget på mig med sine små griseøjne. Den gris, hvis faste ryg med de stride børster jeg så tit havde klappet, og bemærket, at grisen nød det, når den blev kløet bag ørene. At den nu pludselig skulle dø for slagterens store skarpe kniv, var mig ubegribe­ligt, og jeg var oprigtigt ked af det på grisens og ikke mindst egne vegne. Men da jeg spurgte mor, om ikke grisen nok måtte få lov til at leve, svarede hun, at den skulle slagtes, for at vi kunne få julemad på bordet. Dette argument kunne jeg ikke forstå, men jeg blev naturligvis nødt til at acceptere det nødvendige og uundgåelige: grisen skulle slagtes næste dag. 

 

Tidligt om formiddagen næste dag kom slagteren kørende i bil, og han anbragte sine remedier i vaskehuset, hvor slagtningen skulle foregå. Det dampede allerede fra gruekedlen, som far tidligt fra morgenstunden havde tændt op for at koge det vand, der skulle bruges i forbindelse med slagtningen. Da alt var gjort klar i vaskehu­set, hentede far og slagteren grisen ovre i stalden, bandt et reb om dens hals og slæbte derefter den hvinende gris ud af stalden og over i vaskehuset. Jeg tror, at den anede, hvilken skæbne der ventede den.

 

I vaskehuset blev grisens forben og bagben bundet sammen parvis, så den ikke kunne løbe sin vej eller spjætte, og med stort besvær blev den hylende gris modstræbende bakset op og lagt sidelæns på vaske­bænken med hovedet et stykke ud over dennes ene ende, hvorunder der stod en stor zinkbalje, som på forhånd var blevet skoldet til formålet. Og mens far pressede grisens krop mod vaskebænken, greb slagteren sin store, skarpe kniv og jog den ind under halsen på den skrigende gris og skar et vel omkring 10 cm langt snit, som skar halspulsåren over, hvorefter blodet i pumpende rytme straks begyndte at fosse ud af grisen og ned i baljen. Efter­hånden som blodet tappedes af grisen, blev dens hylen svagere, og til sidst gik dens skrigen over i stønnen, gispen og prusten, der til sidst ebbede ud. Grisen lå nu helt stille med stirren­de øjne, dens åndedræt og hjerteslag var ophørt, og dermed var livet i grisen udslukt. Men til gengæld bankede mit hjerte heftigt af ophidselse og skræk over, hvad jeg indtil nu havde været vidne til. Jeg stod henne ved døren og så til, og følte mig fastnaglet til stedet, så at jeg ikke kunne være løbet væk, selvom jeg havde haft lyst til det. Men jeg var samtidig så fascineret af dette mærkværdige, at vi måtte dræbe et andet levende væsen, for at vi selv skulle kunne leve, at jeg ønskede at se alt, hvad der skulle ske med den gris, som jeg på en eller anden måde var kommet til at holde af og i hvert fald kendte godt.

 

Straks efter at grisen var blevet helt rolig, greb far og slagteren hver sin spand og tog spilko­gende vand fra gruekedlen og hældte det over den døde grisekrop, for at blødgøre dens børster, således at de var lette at skrabe af. Slagteren tog nu en skaber og med denne fjernede han alle hår på grisens ene side. Da det var gjort, blev grisen vendt om på den anden side, hvorefter hele pro­cessen blev gentaget. Til sidst blev grisen bakset ned i en af de store ovale zinkbal­jer, og her blev den endnu engang over­hældt med kogende vand og skrubbet med en stiv børste til den ansås for at være tilstrækkeligt ren.

 

Imens dette skete rengjorde far vaskebænken, og grisen blev igen lagt op på denne, parat til at blive parteret. Det blev et af de mest makabre syn, jeg nogensinde i mit liv har oplevet, og det skal da også straks siges, at jeg ikke havde lyst til at overvære hele processen. Efter at have set, at slagteren havde skåret maven op på grisen, så tarmene væltede ud og ned i en balje, havde jeg fået nok. Jeg skyndte mig ind til mor, som opholdt sig i køkkenet, hvor hun var ved at gøre klar til at modtage de dele af grisen, som straks skulle bearbejdes til forskellige former for madvarer. Her satte jeg mig op på den høje brændekasse, for bedre at kunne følge med i, hvad mor foretog sig, og jeg så da, at kødhakkemaskinen var taget frem og spændt fast på køkkenbordskanten.

 

Fra gris til julemad

Noget af det første, der kom ind ude fra den slagtede gris, var store kødstykker og tømte og rensede tarme. Et langt stykke tømt og renset tarm blev først snøret til i den ene ende, og den anden og åbne ende blev sat ind over en tragt, som var monteret på kødhakke­maskinen dér, hvor det småhakkede kød kom ud. Mor bad mig nu om at holde den nedhængende del af den tomme tarm, hvorefter hun puttede kødstykker i hakkemaskinen, idet hun samtidig drejede på dennes håndtag, og straks efter begyndte det hakkede kød at komme ud og efterhånden fylde tarmen op. Den fyldte tarm blev derefter også bundet til i den åbne ende, og vupti, den første medisterpølse var færdig. Processen gentoges det antal gange, som der var tarme og kød til.

 

Det næste mor i reglen gjorde, var at fylde nogle skåle med småhakket kød, hvoraf noget blev svitset på stegepanden og derefter blandet med ligeledes finthakkede grønsager. Denne ret kaldtes finker, og den blev serveret med brun sovs og hvide kartofler, og oftest med syltede rødbeder til. Andet af det småhakkede kød blev blandet med snittede løg, salt og peber og rørt til en fars, som der blev stegt frikadeller af. Det aftap­pede, mørkerøde blod fra grisen blev blandet i byggrød med rosiner i, hvorefter grødmassen fyldtes i en af de større tarme, som blev stoppet så tilpas hårdt, at pølsen efter afkøling kunne skæres i tykke skiver og steges på panden. De cirkel­runde, stegte og nærmest sorte blod­pølsestykker blev derefter serveret med melis eller sirup til at dyppe i. Retten smagte herligt, især på grund af grøden, rosinerne og dyppel­sen, og glemt var det, i al fald for en tid, at den også bestod af blod fra den slagtede gris.

 

Derimod blev man i allerhøjeste grad mindet om grisen og det slagtedrama, der havde fundet sted tidligere på dagen, når far kom ind i køkkenet med det afskårne grisehoved på et emaljeret fad. Grisens øjne stirrende stift og tomt ud i luften, og dens mund var en smule åben, så tænderne var synlige, hvilket i al fald fik både mor og mig til at gyse, men far rørte det tilsynela­dende ikke. Det var da også ham, der fik overdraget den opgave, at skære kødet på grisehovedet i småstykker, som blev grov­hakket i kødmaskinen, for derefter at blive kogt og blandet i en gelémasse, der skulle stå og stivne i et rektangulært fad. Retten kaldtes sylte, og den blev pyntet med laurbærblade og siden serveret 1. juledag som kold frokostret på rugbrød og med sennep til.

 

Far var på nogle områder ikke særlig følsom, især ikke i forhold til dyr, og som opvokset på landet havde han fuldt ud accepteret og vænnet sig til, at husdyrene var til for menne­skets skyld. Han var dog af den opfattelse, at de skulle behand­les ordentligt, så længe de var i live, men han så ikke noget galt i, at nogle af dyrene ind imellem måtte slagtes, for at give mad på bordet. I enkelte tilfælde udviste han en bizar form for fornøjelse, som da han eksempelvis skar grisens øjne ud og viste mig, at de kunne trille rundt på en tallerken. Det syntes at more ham, ligesom en anden gang, da han ude på en huggeblok midt på gårdspladsen huggede hovedet af en høne, der skulle ende i suppegryden. Efter at have hugget hovedet af hønen, slap han den og lod den flagre af sted. Det morede ham tilsyneladende at se den hovedløse høne flakse rundt på jorden, mens blodet sprøj­tede ud af dens hals, indtil den faldt død om. Far havde ladet både mor og mig være vidner til denne makabre situa­tion, og han viste mig også det afhuggede hønsehoved, som endnu plirrede med øjnene, hvilket undrede mig meget. Mor syntes bestemt ikke om synet, og syntes heller ikke at det var noget, jeg burde se på, så hun kaldte mig med sig ind i huset, men jeg blev stående med en blanding af modvilje og fascination over endnu et af livets mere barske aspekter.    

 

Men i øvrigt blev stort set alt, hvad der kunne anvendes af grisen, brugt til forskellige former for kødmad. Leveren blev til leverpostej og stegt lever, nyrerne blev brugt til ragout, flæskesi­derne blev saltede og skinkerne røget, så de kunne holde sig et stykke tid ind i det nye år. Ribbenene blev til ribbenssteg, ja, selv de afskårne grisetæer blev anvendt i form af syltede grisetæer, en ret, som især min far og morfar var meget glade for. Men den skulle hverken mor, mormor, Dennis eller jeg nyde noget af. Selv de kasserede dele af grisen blev til nytte, idet de blev smidt ud i hønsegården, hvor hønsene ligefrem sloges om at kaste sig over de gode sager.

 

Risengrød, and og flæskesteg

Juleaftensdag havde mor travlt i køkkenet allerede fra tidlig formiddag, for der skulle koges risengrød, som skulle sættes i høkasse, for at koge færdig dér, idet man på den måde sparede på brændselsforbruget. Der skulle snittes rødkål, som skulle koges og smages til, og flæskestegen skulle steges med sprød svær i komfurets ovn. Det samme gjaldt anden, som far havde slagtet og plukket, og som mor havde tilbe­redt, men den skulle først sættes i ovnen lidt senere end flæskestegen. Desuden skulle der skrælles og koges kartofler, både hvide kartofler og de mindre kartofler, som skulle bruges til brune kartofler. Jeg mener at kunne huske, at den dessert vi fik til julemiddagen, bestod af syltede svesker med flødeskum. Dengang var det endnu ikke almindeligt at servere ris á la mande, sådan som det blev det siden 1950'erne, hvor denne ret blev indført i mange danske hjem og risengrøden udgik som traditionel forret.

 

For resten var man allerede dengang meget sparebevidste i hjem som mine forældres. Det gjaldt eksempelvis for risengrødens vedkommende, som kun blev kogt op til kogepunktet og derefter sat i såkaldt "høkasse", dvs. en kasse foret med træuld og aviser, hvor den kunne stå i flere timer og "koge" færdig. Og risengrød fik man kun een gang om året, nemlig juleaften, for risengryn var forholdsvis dyre.

 

Men der var altså alt i alt mere end nok at se til og gøre for mor, som havde let ved at blive nervøs og bange for, at alting ikke skulle blive perfekt, sådan som hun altid helst ville have det. Resultatet var derfor ofte det, at risengrøden sved på, anden blev stegt lidt for meget og de brunede kartof­ler brændte på. Ind imellem skulle mor jo dække op inde i dagligstuen, hvor der blev lagt en efter min mening meget flot papirsdug, fuld af påtrykte nisser, snemænd, granguirlander og kristtjørn, på spisebordet, som var blevet forlænget med udtræksplader, fordi vi ventede gæster, nemlig mormor, morfar og Dennis, der ville komme med toget i løbet af dagen. De skulle overnatte hos os, og der var redt op til dem inde i gæsteværelset, hvor der i den anledning også var opslået en såkaldt pufseng, som Dennis skulle sove i.  

 

De kære julegæster

Flere gange i løbet af dagen spurgte jeg utålmodigt min mor, hvornår mormor, morfar og Dennis kom, for jeg glædede mig meget til deres besøg, især fordi de var nogle af de mennesker, jeg holdt allermest af. Flere gange gik jeg ud på den snedække­de vej, for at spejde efter dem, men endnu var de ikke at se oppe på vejen fra stationen. Lidt skuffet kiggede jeg op på snemanden, som syntes at forstå mig, og så sjoskede jeg over i garagen, for at se, hvad far havde travlt med. Ved den slags lejligheder opholdt han sig gerne i garagen, vistnok mest for ikke at gå i vejen, men som regel lavede han et eller andet nyttigt eller nødvendigt. En af de ting, han gjorde, da han igen kom ind i huset, var at hælde rødvinen på kara­fler. Han hjalp i reglen også til med at dække bordet og satte til slut vin og sodavand ind. Da mormor, morfar og Dennis endelig langt om længe kom hen på efter­midda­gen, sad jeg ude i køkkenet hos mor og legede med et eller andet stykke legetøj. Men da jeg hørte dem komme, fløj jeg op og ud i forstuen, for at tage imod dem, og fik selv­følgelig et kram af min dejlige mormor, som jeg havde et helt specielt godt og varmt forhold til. Morfar og Dennis gav jeg hånden, sådan som det især var skik og brug dengang, hvor mænd og drenge normalt ikke demon­strerede følelser overfor hinanden indbyrdes. Men det var tydeligt, at vi alle var meget glade for at se hinanden.

 

Mor, som var højrød i ansigtet af både køkkenets varme og af nervøsitet, var selvfølgelig også fulgt med ud i forstuen for at sige goddag til sine forældre og sin lille nevø, og kort efter kom far også til og hilste på sine svigerforældre og Dennis. Da de havde lagt overtøjet ude i forstuen (entreen) gik mormor og morfar ind i daglig­stuen, idet morfar ville stille kufferten, som blandt andet inde­holdt deres nattøj og andre personlige ting, ind i gæ­steværelset. Mormor havde et par bæretasker med, hvorfra der stak nogle julepakker op, hvilket jeg allerede havde bemærket, da de ankom. Dennis og jeg blev nu bedt om at gå udenfor, mens far lukkede morfar og mormor ind i stads­stuen, hvorfra der var adgang til gæsteværelset. Mens morfar stillede deres kuffert ind i det nævnte værelse, an­bragte mormor deres medbragte gavepakker under juletræet. I mellemtiden havde Dennis og jeg sneget os om foran huset, hvor vi ved at kigge ind ad vinduerne til stads­stuen håbede på, at kunne se juletræet og gavepakkerne, men rullegardi­nerne var naturligvis trukket for, så vi intet kunne se af herlighederne.

 

Julemiddagen

Noget skuffede vendte vi tilbage til dagligstuen, hvor morfar og far sad på hver sin stol og udvekslede nyheder og hvad der ellers var at tale om. Mormor var ude i køkkenet, hvor hun hjalp til med at anrette maden og bære den ind. Langt om længe var alting klar, og vi blev bedt om at sætte os til bords. Mormor, morfar og Dennis ved den ene side, og mor, far og jeg ved den anden side. Efter at far havde tændt lysene i stagerne og skænket kirsebærsaftevand i glassene, blev fadet med den dampende risengrød, med en stor smørklat i midten, båret ind og sat på bordet. Men mærkeligt nok, så kom mor ind med to tallerkener risengrød, en til Dennis og en til mig, og i begyndelsen forstod jeg ikke, at det var fordi hun ville sikre sig, at han og jeg fik hver en mandel, således at vi begge fik en mandelgave. Denne bestod i reglen enten af en marcipangris eller en chokoladegris, begge med en rød sløjfe om halsen.

 

Men der var også en mandel i risengrøden i fadet, og med den blev der ikke lavet snyd. Den af de voksne, der tilfældigvis fik mandlen, blev i reglen belønnet med en noget større mar­cipangris, ligeledes med rød sløjfe om halsen, eller en lille æske chokolade. Efter at risengrøden var blevet spist og fadet og de brugte tallerkener båret ud i køkkenet, åbnede far soda­vands­flaskerne til os to drenge og skænkede det første glas rødvin op til morfar og sig selv - hverken mor eller mormor drak vin, og det var utænkeligt, at børn fik vin at drikke. Mor og mormor drak i reglen citronsodavand. Der­efter blev fadene og tilbehøret til hovedretten, and og flæske­steg, båret ind. Det var altid far, der trancherede den stegte and med en fjerkræsaks, og det var i reglen også ham, der delte stykkerne ud, først til morfar, mormor og Dennis, og derefter til mor, mig og sig selv. Fadene med henholdsvis hvide og brune kartof­ler blev budt rundt, og skålene med ribsgelé, solbærsyltetøj, syltede rødbeder, asier, agurker og agurkesa­lat gik ligeledes på omgang.

 

Problemet for os drenge var imidlertid, at vi som regel havde spist for meget risengrød og derfor ikke kunne spise ret meget af hovedretten. Det eneste, vi gerne ville have, var brune kartofler og et par sprøde flæskesvær, men ikke noget af anden, i hvert fald ikke for mit vedkommende, for jeg var stopmæt, og sad desuden hele tiden og tænkte på marcipangrisen, som under ingen omstændigheder måtte spises før efter desserten. Så gik det bedre med at få desserten ned, som jo bestod af syltede svesker eller pærer med flødeskum, uhm, uhm! Men vi drenge syntes, at de voksne var ulideligt længe om at spise sig igennem hovedretten, især far og morfar gjorde sig til gode med de lækre stege, og begge elskede brune kartofler. Til desserten fik morfar og far portvin og mormor og mor et lille glas kirsebærvin. Vi drenge drak saftevand eller sodavand til.

 

Da julemiddagen endelig efter et par uendeligt lange timer var overstået og alting båret ud, måtte Dennis og jeg gerne spise hver vores marcipangris, men dels var vi så mætte, at ingen af os kunne få en bid mere ned, og dels syntes i al fald jeg, at det var synd at ødelægge den smuktformede marcipangris ved at spise den. Min marcipangris blev derfor omhyggeligt opbevaret til længe efter jul i den fine æske, hvori jeg havde fået den.  Hvad Dennis gjorde med sin, husker jeg ikke længere, men formentlig det samme, især da han ikke var lige så stor en slikmund som jeg. Men det hændte for mit vedkommende, at marcipangrisen blev gemt så længe, at den var blevet så tør og hård, at jeg ikke havde lyst til at spise den.

 

Det store øjeblik!

En væsentlig grund til, at vi drenge gerne ville have midda­gen hurtigt overstået, var naturligvis forventningen og spæn­dingen ved tanken om juletræet og - ikke mindst - julegaverne. Og endelig kom da det store øjeblik, hvor far forsvandt ind bag døren til stadsstuen, for at tænde de mange levende lys på juletræet. Med bankende hjerte ventede jeg på, at han skulle åbne fløjdøren, spændt på, hvad vi ville få at se. Endelig, endelig skete det, og med undrende barnesind og tindrende øjne så jeg og Dennis det smukt og rigt pyntede og næsten overjordiske træ, der lyste og glimtede så levende, at man næsten glemte at trække vejret. Og med den intense duft af gran og tændte stearinlys, gik vi seks mennesker nu ind og dannede kæde omkring træet: mormor og morfar med Dennis imellem sig, og mor og far med mig imellem sig. Far og mor sang for, først "Glade jul, dejlige jul" og "Julen har bragt velsignet bud", begge af den geniale digter B.S.Ingemann. Derefter "Et barn er født i Betlehem", fordansket fra latin af Grundtvig, og så til den lidt mere muntre "Højt fra træets grønne top" af Peter Faber, og til slut På loftet sidder nissen med sin julegrød” af Margrethe Munthe, der inspirerede til en befriende latter og lige som bragte alle tilbage til sig selv og det barnlig-festlige ved julen. 

 

De voksne satte sig nu mætte og mere eller mindre trætte på stolene i stadsstuen, og vi to drenge fik herefter lov til tage pakker­ne under træet, og da ingen af os endnu kunne læse, gav vi dem til en af de voksne, som læste på gavemærket, hvem pakken var til. Nogle af gaverne var farmor kommet med om formiddagen, så der var også gaver fra hende og bedstefar. Der var flest bløde pakker under træet og kun nogle få såkald­te hårde pakker. De førstnævnte indeholdt i reglen enten hjem­mestrikkede strøm­per, sokker, vanter, halstørklæder, undertøj, forklæder eller duge. De sidstnævnte og "hårde" pakker inde­holdt som regel et stykke legetøj til børnene. Selv fik jeg som allerede nævnt en hestevogn med kusk og heste af mine forældre, af mine mor­forældre fik jeg strømper, vanter og undertøj. Af mine far­forældre fik jeg vistnok en metalabe, som hoppede og slog takt med to bækkener, når den blev trukket op med nøglen, der sad i dens ryg. Jeg husker ikke, hvad Dennis fik ved den lejlighed, men formentlig også noget tøj og et stykke legetøj. I det hele taget fik børn hverken dengang i 1930'erne eller senere i 1940'erne ret meget legetøj. Det gjorde børn først så småt fra omkring slutningen af 1950'erne med stigende tendens op gennem 1960'erne og 1970'erne, og i nærmest overflødig grad senere, og ikke kun til jul og fødselsdage, men faktisk hele året igennem.

 

De voksne udvekslede gaver, der i reglen bestod af bløde pakker med et indhold á la det, der er nævnt ovenfor, men det hændte dog, at der var hårde pakker imellem, og i så fald kunne der være tale om en glasvase, en porcelænskande eller lignende til damerne, og et askebæger, et cigar- eller cigaretetui eller lignende til herrerne. Men for det meste var der tale om hjemmelavede gaver, for pengene var små, meget små, dengang, hvor land- og industriarbejdere ikke tjente ret mange penge, og hvor der desuden var begyndt at gøre sig et stor arbejdsløshed gældende, både på landet og i byerne. Det var eftervirkningerne af det store børskrak i Amerika i 1929, og de finansielle kriser, der fulgte heraf og som havde bredt sig til Europa. Den stigende arbejdsløshed medførte nedgang i købekraften, hvilket bidrog til at forstærke krisen og arbejdsløsheden yderligere.

 

Den økonomiske verdenskrise

Særlig slemt så det ud i Tyskland, som efter 1. verdenskrig tilmed var blevet dømt til at betale 105 milliarder mark i krigsskadeerstat­ninger til de Allierede, altså til Frankrig, England og Amerika. Beløbet skulle afdrages efterhånden og være betalt senest 1988. Denne efter mange tyskeres mening helt urimelige bod, blev en af årsagerne til, at tyske industrimagnater besluttede sig til at støtte Adolf Hitler og hans bestræbelser på at gengive Tyskland den uafhængighed og storhed, det som kolonimagt havde haft før 1.Verdenskrig. Dertil kom, at det var en torn i øjet på mange tyskere, at Rhinlandet helt op til 1930 var besat af allierede tropper. Men nok så stor betydning havde det, at stadig større dele af den efter­hånden forarmede tyske befolkning sluttede op om denne mærk­værdige mand og hans politik, som nogle år senere skulle kaste Europa ud i en ny verdenskrig, der om muligt var værre og grusommere, og som kostede flere menneskeliv, flere invalider, og flere hjemløse og flygtninge, end 1.Verdenskrig.

 

For vor hjemlige lilleverdens vedkommende skulle 2. verdens­krig komme til at få mere alvorlige og direkte følger, end tilfældet var med den forrige verdenskrig, hvor det neutra­le Danmark stort set holdt sig skadefri. Der var ganske vist indført rationering under 1. verden­skrig på grund af vareknap­heden, men en del fore­tagsomme danskere forstod at udnytte situationen, idet de tjente sig rige ved at levere fødevarer til de krigsførende lande, og ikke mindst til arvefjenden Tyskland. Disse fødevarer bestod blandt andet af konserves med kødterninger i sovs, en ret, der kaldtes gullasch, og derfor gav man øgenavnet "gul­lasch-baroner" til de i reglen udannede opkomlinge til handelsmænd, der stod bag, og som nærmest blev betragtet som en slags landsfor­rædere. 

 

 Herhjemme dannede Thorvald Stauning sin anden regering i mit fødselsår, 1929, en af de længst siddende regeringer nogensinde i Danmark, idet den varede uafbrudt fra 30. april 1929 til 9. november 1942. Stauning, som i denne lange periode fik status som en slags landsfader, i hvert fald for arbejderbefolkningen, døde imidlertid den 4. maj 1942 og han efterfulgtes som stats­minister af Vilhelm Buhl, der dog kun beholdt denne post til 9. november s.å., idet den tyske besættelsesmagt krævede, at den protyske Erik Scavenius (1877-1962), som havde været uden­rigsminister siden regeringens omdannelse den 8. juli 1940, skulle indsættes som stats- og udenrigsminister. Den velvilje, som Scavenius, der fordømte modstandsbevægelsens virksom­hed, udviste overfor den tyske besættelsesmagt, førte på grund af den tyske fremfærd og befolkningens reaktioner til hans og regeringens afgang den 29.august 1943. 

 

Socialreform og Kanslergade-forlig

En af de betydeligste ministre i Stauning-regeringen var  K. K. Steincke (1880-1963), som havde været justitsminister i regeringen 1924-26, og som blev det igen 1935-39 samt 1950, men som 1929-35 var socialminister. I denne egenskab udarbejde­de og gennem­førte han i 1933 en socialreform, som blandt meget andet indeholdt arbejderbeskyttelsesloven, ferie­loven, boligloven (boligstøtte til mindrebemidlede), uddannel­sesloven (gratis adgang til undervisning og statens uddannel­sesstøtte), sundhedsloven og skatteloven (progressiv beskat­ning, der lader de højere indkomster bære en forholdsvis større del af skatte­byrden end lavindkomsterne).

 

Socialreformen, som naturligvis vakte stor modstand, især hos Venstre og De konservative, fik stor betydning for arbejder­klassen eller lønmodtagerne, som det hedder i vore dage. Når Venstre alligevel gik med til at gennemføre socialreformen, skal det ses i lyset af den tids indenrigspolitiske begiven­heder. Først og fremmest var man blevet klar over, at den økonomiske krise, der i 1932 førte til oprettelsen af et særligt regeringskontor, senere kaldet valutacentralen, som betød at Danmark forlod sin traditionelle frihandelspolitik og i stedet gik over til stram statsregulering af handelen med udlandet. Formålet var at sikre en sådan balance mellem import og eksport, at man kunne bevare kontrollen med den danske krones kurs.

 

Baggrunden var, at man forudså at den økonomi­ske krise og massearbejdsløsheden ville styrke de yderligt­gående tendenser blandt arbejderne. Dette havde allerede givet sig udslag omkring slutningen af første verdenskrig, nemlig i dannelsen af et kommunistisk parti, som dog i løbet af 1920'er­ne aldrig nåede op over 6 000 stemmer. Men ved valget i 1932 fik kommunisterne 17 000 stemmer og to mandater i folketinget, ligesom de også var ved at vinde frem inden for fagforenin­gerne. De to mandater blev tildelt Aksel Larsen (1897-1972) og Arne Munch-Petersen (1904-1940). Omkring nytår 1933 begyndte det at trække op til ar­bejds­kamp, fordi arbejdsgiverne krævede meget be­tydelige lønned­skæringer og varslede storlockout. Desuden svækkede den store arbejdsløshed den socialdemokratiske fagbe­vægelse, som jo ikke havde kunnet komme igennem med sine stadige krav om arbejds- og lønforbed­ringer, og som derfor frygtede for, at en arbejdskamp ville betyde nederlag og en yderligere styrkelse af kommuni­sterne.

 

Det var i denne situation, at regeringen og Venstres ledere på Staunings initiativ deltog i nogle sammenkomster i Staunings hjem i Kanslergade på Østerbro. I slutningen af januar 1933 enedes man om at indgå et forlig - siden betegnet som Kansler­gadeforliget - som forpligtede Venstre til ikke at modsætte sig en lov, der forbød strejker og lockouter for et år, samti­dig med, at partiet lovede at stemme for Steinckes store lovkom­pleks, under ét kaldet socialreformen, som blandt andet sikrede en fast­holdelse af de bestående lønninger, hvilket dog kun var en fordel for dem, der var i arbejde. Men de mange arbejdsløses nød blev delvis søgt imøde­gået gennem social­reformen. Til gen­gæld krævede Venstre, at kronens kurs skulle sænkes, hvilket var en mærkbar fordel for land­bruget.

 

De konservative ville ikke deltage i forliget, som de mente ville betyde store forringelser for arbejdsgiverne, og som argument brugte de blandt andet, at hvis lønningerne var blevet nedsat, ville så mange flere være kunnet komme i beskæftigelse, hvilket jo ville have begrænset arbejdsløsheden. Imidlertid viste det sig, at industrien ikke havde de dårligste vilkår under valutacentralens kontrol, idet især tekstil- og skotøjs­fabrikker fik et mærkbart opsving i 1930'erne. Da man samtidig lempede vilkårene for byggeindustrien og desuden satte offent­lige arbejder i gang, fik man i de følgende år nedbragt ar­bejdsløsheden en del.

 

Men trods den lettelse landbruget havde fået gennem sænk­ningen af kronekursen, gik det dårligt for mange landmænd, som kom i stor gæld, som de i kraft af de faldende priser på landbrugsvarer ikke var i stand til at betale. På trods af lovbe­stemmelser om henstand med betalingerne, blev det bitre resul­tat derfor ofte, at gårdene kom på tvangs­auk­tion. Den danske eksport af smør til hovedkunden England, var belagt med en told på 15%, hvorimod smør fra engelske dominions som Australien og New Zealand var fritaget for told. Det betød naturligvis, at England fortrinsvis købte sit smør i de sidst­nævnte lande. Eksporten af bacon var derimod toldfri, men England havde lagt begrænsninger på den mængde bacon, der måtte indføres. Det var sket, fordi man ville fremme den indenlandske svineavl, så derfor var det begrænset, hvad England købte af bacon i Danmark.

 

Det var ikke alle Venstrefolk, der så med velvilje på Kans­lergadeforliget - og forresten heller ikke alle socialdemokra­ter - og i 1932 førte det til oprettelsen af "Landbrugernes Sammenslutning", til daglig blot kaldet "L.S.". Sammenslut­ningen søgte at påvirke folkestemningen gennem kraftige demon­strationer, blandt andet en mælkestrejke. Nogle venstrepoliti­kere dannede også et "bondeparti", som opnåede et par mandater ved valgene, hvilket svækkede moderpartiet Venstre. Det konser­vative Folkeparti var under Christmas Møllers ledelse for et samarbejde med regeringen, forudsat at man derved kunne fremme, hvad man forstod ved sund politik.

 

Sympati for Hitler

Denne opfattelse deltes imidlertid ikke af alle konservative, og specielt ikke af de unge i partiet, blandt hvilke der var en del, som ikke blot var modstandere af det radikale-socialdemo­kratiske styre, men ydermere vendte sig mod parlamentarisme og demokrati og gav udtryk for sympati for Hitler. Dette tilløb til at skabe et dansk nazistparti lykkedes det i første omgang Christmas Møller at bremse, idet han erklærede at den nazisti­ske poli­tik og dens metoder var uforenelig med dansk konserva­tiv­ tankegang, som tog kraftig afstand fra antiparlamentariske og antidemokra­tiske ideer og metoder.

 

Gennem demagogisk pro­paganda med løfter om at føre det tyske folk ud af dets efter egen opfattelse store fornedrelse efter første verdens­krig, at befri tyskerne for den store arbejdsløs­hed, som skyldtes indre og ydre fjender, som i begge tilfælde blev identificeret med den internationale zionisme, var det indtil videre lykkedes Hitler at gøre sig selv og sin politik så kendt og populær i Tyskland, at han i 1933 blev udnævnt til rigs­kansler. Hvad mange uden­landske politikere og befolkninger derimod ikke så eller i første omgang ignorerede, var, at Hitler straks efter sin magtovertagelse forbød det tyske kommunistparti, mens han nøjedes med at modarbejde og i rea­liteten knuse socialdemo­kratiet og fagforeningerne. Samtidig oprettedes de første og senere så berygtede og forhadte kon­centrationslejre, hvis internerede var kommunister, socialdemo­krater, fagforeningsle­dere og alle, der kunne karakteriseres som modstandere af Hitler og hans politik. 

 

Folkenes Forbund magtesløst

Men en af Hitlers mest provokerende handlinger på den tid, var Tysklands udtræden af Folkenes Forbund, ofte kaldt Folke­forbun­det. Det blev oprettet kort efter 1.verdenskrigs af­slutning, nemlig i 1919, og havde som formål fredens bevarelse, idet internationale konflikter i videst muligt omfang skulle søges løst ad fredelig, forhandlingsmæssig vej. Dertil kunne man bruge ikke-mili­tære tvangsmidler og sanktioner mod en angriber. Til at begynde med var det kun de vindende stater, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Italien, Portugal, Rumænien, Grækenland, Rusland, Japan, der var medlemmer, men senere optog man også de tabende natio­ner, først og fremmest Tyskland og dernæst Østrig-Ungarn, Tyrkiet og Bulgarien. USA, som ellers havde ydet en betydelig indsats under 1.ver­den­skrig, både økonomisk og militært, blev mærkeligt nok aldrig medlem, skønt en af hoved­initiativtagerne til Folkeforbundets oprettel­se var den ameri­kanske demokratiske præsident Woodrow Wilson (1856-1924). Han fremsatte i 1918 et fredspro­gram i 14 punkter, hvis hovedindhold sigtede på op­rettelsen af Folkenes Forbund.

 

Folkefor­bundets hoved­organer var: Dele­geretfor­sam­lingen, Rådet, Sekre­tariatet, Den inter­nationale Domstol i Haag og Den inter­natio­nale Arbejds­organisa­tion. Delegeretfor­sam­lingen trådte sammen første gang i 1920 i Genève. De to sidst­nævnte organisationer fortsatte efter Folkeforbundets officiel­le ophør 1946, men reelt begyndte sammenbruddet i 1933, da Japan meldte sig ud efter angrebet på Kina 1931, som Folke­forbundet ikke havde kraft eller evne til at standse ved sanktioner. Tyskland fulgte efter med sin udmeldelse samme år, og Italien førte en brutal krig mod Etiopi­en i 1935, som Folkefor­bundet heller ikke magtede at forhindre. Folkeforbundet var reelt handlingslammet og formåede derfor heller ikke at gribe ind, da der var optræk til 2. ver­denskrig.

 

Et nyt håb: FN?

Set i bakspejlet kan det konstateres, at verden i 1920'-30'erne endnu ikke var moden til overnationalt samar­bejde, og da slet ikke til overnationalt styre. Men efter 2. verdenskrig gjorde de mere progressive nationer et forsøg på at genoplive den over­nationa­le fredsorganisation, som denne gang blev døbt United Nations, forkortet UN, på dansk: Forenede Nationer, forkortet FN. Den 10. december 1948 vedtog FN en erklæring om de basale menne­skerettigheder, som på det mest hensynsløse og grusomme var blevet tilsidesat af de krigs­førende diktatursta­ter med Tysk­land og Japan i spidsen. På trods af store funk­tionsvan­skelig­heder, herunder obstruktion og nedlæggelse af Veto fra kommu­nistisk dominerede stater, særlig Sovjetunionen, og især under den kolde krig, og senere også Kina, har FN dog i 1980'er­ne og 1990'erne formået at løse en række konflikt­fyldte og på­trængende opgaver, dels i form af humanitær hjælp til krigs­ramte områder, og dels ved at indsætte inter­nationalt sammen­satte fredsbe­varende styrker i krigstruede områder. Det mere funktionsdygtige FN skyldes ikke mindst kommunismens fald i Rusland og Østeuropa omkring 1989-90. De nye og i al fald forsøgsvis demokratisk sindede magthavere i disse lande er generelt set blevet mere samarbejdsvillige med Vesten end deres kommu­nistiske forgængere.  

 

En fredelig jul og New Deal

Efter dette svinkeærinde til forhold og begivenheder, hvorom jeg naturligvis ikke havde den ringeste anelse eller viden i min tidligste barndom, men som i større eller mindre grad også prægede situationen herhjem­me, skal vi vende tilbage til den tidligere ovenfor omtalte juleaften i mit barndomshjem i Tillitse.

 

Da dansen om juletræet var slut og gaverne pakket ud, var det tid for os to drenge til at lege med det legetøj, vi hver især havde fået. Samtidig blev der budt på juleknas, så som lakrids­kon­fekt, chokoladepastiller med små bitte kulørte sukkerkugler på, marcipankonfekt, gelékon­fekt og lignen­de. Desuden figner, dadler, appelsi­ner, pigeon­æbler og pærer. Fader og morfader satte sig og fik ild på hver deres cigar, og så gik snakken om indenrigs- og udenrigspoliti­ske begivenheder. Arbejdsløsheden var et af de store samtaleem­ner på den tid. Der var i 1932 cirka 30 millio­ner arbejdsløse i verden, heraf omkring 12 millioner ar­bejds­løse i USA, hvilket blandt andet førte til et vigtigt præsi­dentskifte, idet re­publikaneren Herbert Hoover (1874-1964) ved præsident­valget i 1933 blev vraget til fordel for demokraten Franklin D. Roose­velt (1882-1945), der blev valgt på et poli­tisk-økonomisk program om "New Deal", dvs. "ny begyndelse med større økonomisk og social retfærdig­hed".

 

Gennem en omfattende reformlovgivning lykkedes det efter­hånden Roosevelt og hans medarbejdere at bekæmpe den store erhvervskrise og arbejdsløshed, der udmarvede USA. Flere hårdt tiltrængte sociale reformer blev gennemført, og udenrigspoli­tisk bragte Roosevelt USA ud af den isolationisme, som nogle af hans forgængere havde forfægtet. Den ny amerikanske udenrigs­politik skulle i høj grad komme især de nazistisk besatte lande i Europa til gode, både under og efter 2.verdenskrig. Men herom senere.

 

Hjemme i det næsten uforskammet fredelige lille Tillitse gik livet dog sin vante gang, som det stort set havde gjort lige siden vinteren 1658-59, da svenske hærafdelinger gjorde land­gang over isen og hærgede Sydvest-Lolland, især Nakskov. Og juleaften efter bordet og dansen om juletræet og gaveud­de­lingen, gjorde min mor og mormor det, som utallige kvinder både dengang og før har gjort i ge­nerationer: de trak sig tilbage til køkken­regionen og gik i gang med opvasken. Denne retrætepost gav dem imidlertid samti­dig lejlighed til at tale om mere jordnære og familiære emner, end indenrigs- og uden­rigspolitik, som meget få kvinder dengang interesserede sig for og derfor heller ikke havde meget begreb om. 

 

Senere på aftenen var det tid til kaffen og julesmåkagerne: klejner, brune kager, pebernødder og vaniljekranse. Dennis og jeg drak dog ikke kaffe, men fik i stedet saftevand eller sodavand. Til gengæld kunne vi begge godt lide småkagerne, men var i lighed med de voksne så mætte på det tidspunkt, at vi ikke orkede at spise ret mange. Efterhånden var vi også blevet godt trætte og søvnige, og selvom vi kæmpede imod så længe som muligt, kom uvægerligt det øjeblik, da det var sengetid for små drenge. Til sidst måtte vi give op, og mens mor lagde mig i seng i soveværelset, lagde mormor Dennis i seng på pufsen­gen i gæste­værelset.

 

Hvad de voksne derefter foretog sig, kan man kun tænke sig til: mor og mormor har helt sikkert båret ud fra bordet og vasket kaffekopperne af, mens far og morfar nok har siddet og småsnakket, røget sig en cigar og hygget sig. Men derefter har trætheden sikkert meldt sig, ikke mindst hos mor og far, der jo havde været tidligt oppe og hele dagen haft travlt med forberedelserne til julemiddagen. Alle er derefter gået til ro.

 

1. juledag og tandbørstning

Far var morgenmand, så han var tidligt oppe næste dag, hvor han begyndte med at vaske og barbere sig ved køkkenvasken, som han plejede, mens han havde sat vand over på primussen til kaffen og teen. Snart var jeg også vågen og stod ud af sengen og gik ud i køkkenet til far, som hældte vand op i et fad i køkkenvasken, så jeg kunne vaske ansigt og hænder. Det var almindeligt, at man kun vaskede sig over hele kroppen én gang om ugen, men så foregik det til gengæld i karbad, enten i køkkenet eller ovre i vaske­huset. Sidstnævnte sted blev der tændt op under gruekedlen, som var fyldt med vand, så derfor var der både varmt vand i karret og varme i rummet, når vi skulle i det ugentlige karbad.

 

Som barn vidste jeg ikke, hvad en tandbørste var for en tingest. Regelmæssig daglig tandbørstning og jævnlige tand­lægebe­søg var nemlig et ukendt fænomen i mit barndomshjem og forresten også hos både mine morforældre og farforældre, ja, vel i grunden hos de allerfleste land- og byboere af arbejder­klassen på den tid. Det resulterede i, at de fleste arbejderfa­milier havde dårlige tænder dengang, og først når relativt ofte forekommende tandpine til sidst blev uudholdelig, gik man til tandlægen, i reglen for at få tanden trukket ud. Det resultere­de efter­hånden i, at der enten ingen tænder var tilbage eller at dem, der var, var blevet så dårli­ge, at enten over- eller under­munden, i mange tilfælde begge dele, måtte ryddes. Det var det billig­ste, og arbejderstanden havde sjæl­dent råd til tandre­parationer, og ofte heller ikke til proteser, så derfor så man dengang mange med meget dårlige tænder eller med kun få tænder, eller lidt sjældnere helt tandløse.

 

Min farmor havde protese både i over- og undermunden, mens bedstefar kun havde det i overmunden, og her kun en delprote­se, idet de seks fortænder var bevaret. Mormor havde kun få tænder i over- og undermunden, men på grund af en skævhed i munden efter en færdselsulykke, kunne hun ikke have protese. Morfar havde derimod de fleste af sine egne tænder, men de blev i årenes løb dårligere og dårligere, ikke mindst fordi han var forfalden til at tygge skrå og bruge snus, hvilket også gjorde, at hans tænder konstant var meget mørke, ja, nærmest sorte. At børste tænder forekom ham at være topmålet af forfængelighed.

 

"Bisser" og "Busser"

Både mor og far havde deres egne tænder i mange år, men mor fik på et tidspunkt en delprotese i overmunden, idet fortænderne var bevaret, mens far først langt senere så sig nødsaget til at få protese, først i overmunden og en del år senere også i under­munden. Som den store slikmund, jeg selv var, og som der faktisk heller ikke blev sat nogen begrænsninger for, hvad søde sager angik, havde jeg selv dårlige mælke­tænder, og klagede derfor ofte over tandpine, idet jeg gerne sagde: "Jeg har så ondt i bisser­ne!" Udtrykket bisser om tænder var almin­deligt brugt dengang, men fordi jeg brugte udtrykket forholds­vis ofte, fik jeg kælenavnet "Bisser". Min fætter Dennis, som forresten havde forholdsvis gode tænder, både mælketænder og de blivende tænder, blev kaldt for "Busser", men hvorfor, er jeg egentligt aldrig blevet klar over. Det lød derfor lidt morsomt, når en af de voksne kaldte på os begge samtidigt og f.eks. råbte: "Bisser og Busser, kom ind og spis!".

 

Men den nævnte første juledags morgen viste Dennis sig snart efter også i køkkenet, endnu i pyja­mas, og også han måtte vaske ansigt og hænder. Desuden var morfar stået op, og han skulle også vaske hænder og ansigt, og desuden barbere sig. I modsætning til far, som brugte en såkaldt barbermaskine med løse, udskiftelige bar­berblade, barbere­de morfader sig ved hjælp af en ragekniv. Derfor syntes jeg det var meget interessant at stå og betragte, hvordan han bar sig ad. Efterhånden kom mor og mormor også op, men de vaskede og gjorde sig i stand ved servanten i soveværelset, først mor, som stadig var for genert og sky til, at andre og end ikke hendes egen mor kunne være til stede, når hun ordnede sig. Når mor havde forladt soveværel­set og efterladt sig et renset vandfad og skiftet vand i vandkanden, var det mormo­rs tur til morgen­toilette.

 

Så var det tid til morgenbordet, som var dækket op i daglig­stuen. De voksne drak kaffe og vi to drenge te med sukker og meget mælk i, og der blev serveret frisk franskbrød, som far havde bagt i mellemtiden. Som tilbehør var der puddersukker, som Dennis og jeg elskede, eller ost og forskellig marmelade. Efter morgenbordet løb vi to drenge ud, for at tage kælken frem og lege i sneen. Som den ældste af os, var det gerne Dennis, der måtte trække mig omkring, og det hændte da, at vi kørte hen til mergelgraven, som på den årstid i reglen var tilfrosset og isen så tyk, at nogle af landsbyens større børn og unge løb på skøjter der.

 

 

Her ses ”Bisser” og ”Busser” alias fætrene Harry og Dennis i fineste puds hos fotograf Christensen i Maribo.

Fotoet er formentlig fra ca. 1933, da vi var hhv. 4 og 5 år. – Fotoet tilhører © Harry Rasmussen.

 

På den ene side af mergelgraven var der en ikke særlig stejl skråning, og den blev brugt som kælkebakke, ­hvilket vi da også gjorde. Efter tur satte Dennis og jeg os op på kælken og stødte fra med benene, så at kælken rutschede helt ud på isen og over til den modsatte side, før den standsede. Det irritere­de imidlertid de skøjteløbende, som skældte os ud og sagde, at vi skulle gå hjem. Da vi havde respekt for dem, hankede vi op i kælken og forlod stedet, lidt forlegne og skuffe­de, men det var snart glemt, for da vi kom ud på vejen løb Dennis af sted med mig på kælken efter sig. Pludselig stoppede han op og lod kælken fortsætte i et stort sving, så den var lige ved at vælte. Men det var kun sjovt. Han blev dog snart træt af denne leg, og ville have, at jeg skulle trække ham, men da det viste sig, at jeg ikke havde kræfter til det, stod han af og lod mig trække den tomme kælk hjem. 

 

Da vi kom hjem, satte jeg kælken ind i garagen, og fulgte efter Dennis ind i huset. Her fik vi det halvvåde overtøj og de helvåde uldne vanter af, og så varmede vi de forfrosne hænder ved kakkelovnen. Vanterne blev hængt til tørre ude i køkkenet i nærheden af det varme komfur. Bagefter gav vi os til at lege med det legetøj, vi hver især havde fået i julegave.

 

Julefrokosten

Far og morfar havde i mellemtiden været ovre i garagen, for at morfar kunne se, hvad far for tiden havde gang i af snedkerarbejde, og det hændte vel herunder, at de fik sig en stille formiddagsbajer. Morfar var i reglen også interesseret i at se kaninerne, hønsene og duerne, så det gik der også nogen tid og småsnak med. I køkkenet havde mor og mormor travlt med at forberede julefrokosten, som kom på bordet omkring middagstid. Den bestod dels af flere slags sild, røget ål, sildesalat, lun leverpo­stej, kold ande- og flæskesteg med opvarmet rødkål til, hårdkogte æg med ansjoser, rødbedesalat, og ikke mindst den populære sylte. Denne blev i lighed med, hvad der var tilfældet for silderet­terne, for fars og morfars vedkommende skyllet ned med et passende antal iskolde snaps. Til maden drak d'herrer bajersk øl og mor og mormor sodavand, mens Dennis og jeg fik den obligatoriske appelsinso­davand, citronvand eller rød saftevand.

 

Under frokostens forløb blev både far og ikke mindst morfar mere og mere blussende i ansigterne og højrøstede, og der var vist nok ikke grænser for deres tro på, at hvis bare arbejderne fik flertal i Folketinget, og fagforeningerne blev styrket og mere revolutionære, så skulle de nok vide at sætte kapitalisterne og disses lakajer eller håndlangere fra magten, så der kunne blive ordnede forhold og fred både herhjemme og ude i verden. Som den ærlige og trofaste revolutionære socia­list, morfar var, havde han en stående og til en vis grad ironisk replik, som han altid fremkom med ved sådanne og lignende lejligheder: "Arbejderne har udviklet sig fra at være slaver til at blive lønslaver!" Disse ord har jeg hørt utallige gange i løbet af mit liv, og han fortsatte med at bruge dem helt op i sin høje alderdom, fordi han angiveligt følte sig skuffet og indig­neret over, at det ikke var lykkedes arbejder­klassen eller proletari­atet at stoppe kapitalisterne og de store truster og monopolforetagender. 

 

Hverken far eller morfar sympatiserede med nazismen, min far var faktisk temmelig upolitisk af indstilling, men morfa­r var som sagt en uforbederlig syndikalist i sit hjerte, idet han alle dage mente, at arbejderne skulle tilegne sig samfunds­magten via fagforeningerne. Men fra midten og til hen mod slutningen af 1930'erne var han - i lighed med mange andre danskere dengang - tilbøjelig til at mene, at Hitler var inde på noget af det rigtige med sin ganske vist nationale socialis­me, for han viste sig jo at kunne afskaffe arbejdsløsheden og forbedre arbejdernes løn- og livsvilkår. Hvad morfar og mange med ham ikke så på det tidspunkt, var, at det kun lykkedes for Hitler, fordi han fik store finansfolk til at finansiere rustningsindustrien, nemlig med det nøje planlagte formål, at udvide det stortyske "Lebensraum" ved militært gradvis at underlægge sig så store dele af Europa, som den tyske krigs­maskine kunne overkomme. Siden skulle turen efter planerne komme til England, Afrika, Sov­jetunionen og Nord- og Syd-Amerika. Hitler sigtede altså kort og godt på verdensherredømmet.

 

Men det skal dog allerede her indskydes, at da Nazi-Tyskland i 1939 angreb og okkuperede Polen og derefter Tjekkoslovakiet, hvilket forpligtede englænderne til at erklære krig mod Tysk­land, da forduftede morfars - og formentlig også mange andres - sympati for Hitler fuldstændig. Og da tyske tropper snigløb og besatte Danmark den 9. april 1940 blev morfar vred og for­bitret på de forbandede "nati­ster", som han af en eller anden grund altid kaldte dem. Han indså nu, at han som så mange andre - ikke mindst flere af de hjemlige aviser - havde været et naivt offer for den velsmurte nazistiske propagan­damaskine.

 

Julegæsternes afrejse (snøft!)

Resten af vores 1.juledag gik for Dennis' og mit vedkommende med at lege, dels inde og dels ude, og de voksne hyggede sig og snakkede, og mor og far sørgede for de praktiske og nødven­dige ting, der skulle gøres i løbet af dagen. Næste dag, 2. juledag, skulle morfar, mormor og Dennis hjem til Bursø igen. Efter at morgenmaden var blevet spist og kuffert og tasker pakket, fulgte mor, far og jeg dem op til stationen. Både mor og far havde dog taget deres cykler med, som de trak ved siden af sig. Far havde taget mine morforældres kuffert på bagagebæreren, og mor nogle af de andre pakkenel­liker, som de skulle have med sig hjem. Det var som tidligere nævnt en gåtur på omkring 1 km., og den tog vel omkring tyve minutter i vores gangart. Det føltes altid lidt vemodigt, hver gang jeg skulle tage afsked med mine mor­forældre og min kære fætter Dennis, selvom jeg jo vidste, at der nok ikke ville gå så lang tid, før vi sås igen, enten hos os eller hos dem.

 

Mor, far og jeg blev stående på stationen, indtil toget var kommet og morfar, mormor og Dennis var steget på, og vi vinkede farvel, mens det prustende damplokomotiv satte igang og langsomt trak de i reglen to-tre personvogne og en enkelt eller to godsvog­ne med sig. Men snart var det tøffende tog langt borte på vej mod Bursø, og far satte da mig op i cykelstolen, hvor­efter vi alle kørte hjem igen. Cykelturen tog kun 6-7 minutter.

 

2. juledag: hos mine farforældre

Om eftermiddagen og aftenen skulle mor, far og jeg til julehygge hos mine farforældre i Majbølle, og dér cyklede vi op, dvs. far havde mig i en såkaldt cykelstol, der i lighed med en cykelkurv var ophængt foran på styret. Karbidlygten, der normalt blev anbragt i lygteholderen foran på cykelstyret, sad derfor nede på venstre side af forgaflen. En karbidlygte er en særlig lygtekonstruktion, hvori kalciumkarbid og vand bringes til at reagere under dannelse af acetylen, som antændes og lyser. Kalciumkarbidet kom i små skarptlugtende klumper ned i lygtehu­set og der hældtes vand på, hvorefter overstykket med det frem­adrettede lygteglas blev lukket til. Kort efter an­tændtes en flamme og lyset begyndte at skinne. På grund af glassets specielle slibning kastedes lyset nogle meter frem på vejen foran.

 

Hos mine farforældre var min fars søskende og deres respek­tive ægtefæller og børn samlede 2. juledag. Børn havde de dog endnu ikke så mange af dengang, for bortset fra min fætter Børge på cirka 3 år og mig på godt 2 år, var der kun fætter Henry på ligeledes godt 2 år. Men foruden vore forældre, nemlig henholdsvis Alma og Johannes, min mor og far og Dagmar og Edmond, var der de ugifte onkler Henry og Alfred.

 

Som tidligere nævnt boede mine farforældre i et hyggeligt toplans hus, der foruden af stuehus også bestod af et tilbygget udhus, som lå vinkelret op til hovedhusets østlige bagende. I udhuset var der indrettet bryggers, vaskehus og brændsels­rum. Stuehusets hovedindgang på forsiden af huset blev kun meget sjældent brugt, idet det normalt var nemmere at gå ind ad bagdøren, som lå i krogen mellem stuehuset og udhuset. Der var to stentrin op til døren, og ad denne kom man ind i forstuen, hvorfra døren tilvenstre førte ud til køkkenet og døren til højre ind til stadsstuen. Fra denne kom man via en i reglen altid åbentstående dør ind i dagligstuen, som var relativt stor. Der var fire tofagsvinduer i facade­væggen, to på hver side af indgangsdøren i midten. I Dagligstuen var der i anledning af julen gjort plads til et højt og festligt pyntet juletræ, og her stod et stort, aflangt spisebord, omkring hvilket der var plads til de i alt ti voksne og os tre børn.

 

Lokum og biodynamik

Mine farforældres have eller haver, er næsten et helt kapitel for sig. Der var en ganske smal forhave foran huset, som var afgrænset af en lav hæk, og bag denne voksede der for­skellige prydblomster i bed, som f.eks. roser, pæoner og lupiner. Desuden lavendler, tagetes og stedmoderblomster, altsammen omkranset af lav buksbom.

     Men deres baghave, som var mindst lige så stor som mine forældres, var et eventyr at gå på opdagelse i. Baghaven strakte sig fra gårdspladsen bag huset og vel omkring 15-20 meter bagud. Allernederst til højre i haven, fandtes et for­holdsvis smalt og højt træskur med et udskåret hjerte i døren. Det var lokummet, som hvad det indre angik, lignede det lokum, vi havde hjemme hos os. Og også hos mine farforældre brugtes gamle aviser til at tørre sig med. Det skal siges, at avispapiret dengang var af blødere kvalitet end nu om dage. Uden for skuret og op til den højre sidevæg, stod der en tønde, og oven på den var der i reglen et vandfad og en skål med et stykke håndsæbe, beregnet til håndvask efter lokumsbesøget. Ved siden af tønden stod der en spand vand, som jævnligt skulle fyldes med nyt, rent vand, når spanden var blevet tom.

 

Som det var helt almindeligt og dagligdags på landet dengang, blev lokums­span­dens indhold om foråret og sommeren brugt til at gøde haven med. Om vinteren gravede man spandens indhold ned forskellige steder i haven. Og det var måske i begge tilfælde en af grundene til, at haverne var så frodige, frugtbare og fri for forurening på den tid! Og hvilken have, mine farforældre også havde! Med alle slags grøntsager: kartofler, gulerødder, ærter, rødbeder, pastinakker, selleri, agurker, bønner, græs­kar, hvid-, rød- og grønkål. Og af bærbu­ske: ribs, solbær, stikkelsbær, hindbær, brombær og jordbær. Af frugttræer var der kirsebær, flere sorter æbler, pærer og blommer, og sågar et ferskentræ. Selv husker jeg i særlig grad mine farforældres Grev Moltke-pærer, som var så store, at vi børn kun måtte få en enkelt pære hver. Men at sætte tænderne i en sådan pære, når den var rigtig moden, så den søde saft drev ned ad hagen og kinderne, var alene besøget hos mine farforældre værd. Det gjaldt også deres store blåsorte sveskeblommer, der smagte fuld­kommen vidunderligt, og som vi børn kunne spise os en mavepi­ne til af, hvis ikke enten farmor eller vores mødre havde stoppet os forinden.

 

Men nu var det jo vinter og 2. juledag, og så tæredes der i høj grad på spisekammerets righoldige indhold af røgede, saltede, henkogte og syltede naturalier. Middagen var over­dådig, for mine far­forældre satte en ære i, at beværte deres gæster på allerbedste måde, og det ville ikke sige så lidt. Som tilfældet er for de fleste børn, blev vi tre smådrenge dog hurtigt trætte af at spise og sidde stille ved middagsbordet, og vi begyndte derfor at blive mere og mere urolige. Det bemærkede farmor, som altid førte det store ord i huset, mens bed­stefar for det meste forholdt sig passiv og tavs, men med et mildt og venligt udtryk i ansigtet. "Nå, I tre kneite, skrub så ud og leg med jer!" sagde farmor med påtaget strenghed, og det lod Børge, Henry og jeg os ikke sige to gange, men kom hurtigt ned af stolene og for omkring i stuen eller ud i køkkenet og brygger­set, snuppede vores overtøj og fortsatte ud i det fri, hvor vi sloges med snebolde eller bare pjankede omkring. 

 

Bortset fra de evigt årvågne og omsorgsfulde mødre, tog de voksne ikke notits af os børn, men fortsatte spisningen og den livlige samtale, der blev ivrigere og højere, jo flere vel­smagende glas, der tømtes i løbet af aftenen. Det var dog ikke almindeligt, at kvinder indtog alkohol og spiritus dengang, men bortset fra min altid asketiske og blege mor og altid travle farmor, som ikke kunne "fordrage det stads", så kunne min tante Alma og faster Dagmar godt nyde et par enkelte glas, som pyntede på ansigtskuløren, der afhængigt af antallet af glas kunne skifte til blussende højrød. Som mindre­årig har jeg dog aldrig nogen­sinde oplevet kvinderne i min familie berusede i mærkbar grad, kun, at de blev glade og endnu mere kvidrende end til daglig.  

 

Nytårs­aften

Det var formentlig i forbindelse med Nytårsaften 1931 eller måske 1932, da jeg var henholdsvis toethalvt eller treethalvt år, at jeg husker nogle ganske bestemte indtryk, der nedfældede sig i mit sind. Vi havde gæster den aften, og så vidt jeg nu erindrer var det onkel Johannes, tante Alma og fætter Børge, der var kommet på besøg i anledning af Nytåret. Det må det have været, for min onkel Johannes havde altid et eller andet specielt for, også ved sådanne lejligheder. Det specielle bestod denne aften i nogle former for bordfyrværkeri, som jeg ikke tidligere havde kendt til. Han demonstrerede bl.a. en særlig form for bordfyrværkeri, som ved antænding efterlod en aflang brun og let snoet aske, der grangiveligt lignede en lort. Det morede især os to drenge, som grinede om kap, mens mor og tante Alma fandt det særdeles ulækkert

 

Da far og Johannes omkring midnatstid gik udenfor på den delvis snedækkede plads foran huset, hvor de ville affyre for­skelligt udendørs fyrværkeri, var det kun med den største ængstelse at i al fald jeg fulgte efter, for at se, hvad der skulle ske. Min fætter, Børge, som er et år ældre end mig, var en smule dristigere, og desuden bar han briller på grund af en medfødt bygningsfejl på øjnene, men brillerne ydede jo samtidig en vis beskyttelse mod eventuelt vildfarende fyrværkeri. Noget, man selvfølgelig også var opmærksom på dengang, men begrebet beskyttelsesbriller var så vidt jeg husker endnu ukendt eller brugen af sådanne i hvert fald ikke særlig udbredt dengang.

 

Det var ikke normalt for os småbørn, at vi fik lov til at være oppe til over midnat, så det var alene af den grund en helt usædvanlig situation for os. Imidlertid var det første jeg bemærkede, da vi denne sene aftentime trådte ud i sneen foran indgangsdøren, at den knirkede så lifligt og forunderligt under skosålerne, når man tog nogle skridt. Det var begrænset, hvor langt man kunne se omkring sig, for pladsen var kun oplyst af  lampen over entredøren, hvis lys forekom mig skarpt og grelt i den endnu totalt stille og sorte nat. Men sneen glitrede i et væk, der hvor lyset faldt på den.

 

Det næste, der tiltrak sig min opmærksomhed, var den umådeli­ge, vidstrakte og tyste stjernehimmel, der hvælvede sig over vore hoveder. Synet af de utallige lysende punkter deroppe på den natsorte store hvælving gjorde mig stum af forundring, for jeg anede jo ikke det mindste om, hvad stjerner og planeter var for noget. Og selv i dag, da jeg ved lidt mere herom, kan synet af stjernehimlen dog stadig fascinere mig på en måde, så jeg føler mig opløftet og stedt over for noget i mere end én forstand ophøjet, eller snarere noget helligt, som fylder mig med andagt. Denne følelse er ikke blevet mindre af, at jeg i min voksne alder dels har fået en vis astronomisk viden og dels har tilegnet mig en filosofisk opfattelse, som betragter universet som en organisk, levende helhed, hvilket jeg senere skal vende tilbage til i anden sammenhæng.

 

Efter at klokken havde slået tolv og udendørsfyrværkeriet var blevet skudt af, var det tid for min onkel, tante og fætter at vende hjem til Nakskov igen, hvilket i lighed med udturen foregik på cykel. Børge sad i en cykelstol foran på sin fars cykel. Turen tog vel omkring tre kvarter, så det blev sent inden de var hjemme og fik lagt den noget trætte og søvnige Børge i seng, og før de selv kunne kravle under dynerne. Straks efter, at de var kørt, blev jeg selv lagt i seng, men selvom jeg var dødtræt, var hovedet fuldt af så mange indtryk, at det varede lidt, inden jeg kunne falde i søvn. Mor plejede at synge godnatsang for mig, men denne sene nattetime nøjedes hun med at pusle lidt om mig.

 

Næste morgen, da jeg vågnede og kiggede ud ad stuevinduet, så jeg til min store forbavselse, at den mindste af de to låger i stakittet foran husets indkørsel var væk. Det viste sig, at nogle spasmagere havde været på spil nytårsnat, idet de havde hægtet stakitlågen af og hejst den op i flagstan­gen. Far blev godt gal over det, der var sket, for han hægede om sine ting og ønskede ikke disse ødelagt. Men da han fik lågen firet ned og så, at den ikke havde lidt overlast eller fået nogen skrammer, blev han lidt formildet og kunne godt se det sjove i situationen. Det var heller ikke nogen større ulejlighed for ham, at få lågen sat på plads igen i stakittet, så alt var ved det gode gamle.

 

Nytårsdag skulle vi til frokost hos mine farforældre kl.13, og det gjaldt også min fars søskende med familie, så Alma, Johannes og Børge fik ikke lov til at sove længe den dag, for de skulle jo cykle helt fra Nakskov til Majbølle. Mærkeligt nok overnattede de ikke hos os, skønt vi både havde gæsteværelse og hele førstesalen til rådighed, og der var både sengepladser og sengetøj til rådighed, som mine morforældre og Dennis plejede at bruge, når de var på besøg og overnattede hos os. Men det er i øvrigt ikke meget, jeg husker fra denne nytårsfrokost, og derfor kan jeg faktisk ikke fortælle noget særligt om den. Kun at den som altid hos mine farforældre, var hyggelig og at der var mere end rigeligt at spise, samt at de voksne sad længe over maden og efterhånden blev mere og mere livlige og højrøstede og morede sig. Man kom aldrig op at skændes, for farmor og bedstefar frabad sig, at der blev diskuteret politik ved sådanne lejligheder.

 

Imens de voksne fortsatte den uendeligt lange spisning, legede vi tre drenge, Børge, Henry og mig, og morede os på vores egen måde. Vi fik jo i reglen lov til at gå hurtigt fra bordet, for maden var ikke det, der interesserede nogen af os særlig meget, så når vi var blevet mætte og sad uroligt på hver vores plads, sagde farmor gerne: "Nå, løb så ud med jer og leg!".

 

Fortsættes i artiklens 2. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra og med året 1932 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________