Ideale drømme, skepsis og tvivl 1. del
Fra idealist til realist
Morale: Livet er kun til låns
Denne artikel, som for ikke at trætte eventuelt
interesserede seriøse læsere, er delt i flere successive dele, kan og skal ses
som en slags status over min egen åndelige eller sprituelle udvikling fra
idealistisk og optimistisk indstillet ungersvend i 1940’erne og frem til og med
2018, en periode, hvor et gradvist skifte til realistisk pessimist især har fundet
sted siden begyndelsen af 2000-året.
Til det formål har jeg valgt til dels at
benytte relevante uddrag fra tekster i min selvbiografi ”Mit liv og min tid” og
til dels også fra mine egne artikler her på hjemmesiden, som efter min egen
opfattelse i alt væsentligt vil kunne bidrage til at belyse den nævnte
personlige åndelige udvikling. Ikke kun for at være selvcentreret og lufte mine
egne meninger og ideosynkrasier, men for at belyse den nævnte udvikling, som
ret beset også indeholder objektive kendsgerninger, der kan være til både
oplysning og måske også til opmuntring for de af mine læsere, det måtte
interessere.
Det skal for god ordens skyld her nævnes, at
jeg ikke syntes det er nødvendigt eller relevant at anføre kildehenvisninger
til de artikler, som citaterne er hentet fra
Det er trods alt mine egne artikler der stort set er kilderne, og hvor
der forekommer citater fra andre kilder, vil der selvfølgelig altid medfølge de
ophavsretlige kildehenvisninger.
Det skal også lige nævnes, at da disse linjer
skrives, er jeg godt på vej til at fylde 89 år, hvilket dog ikke skal tjene som
undskyldning for det, jeg skriver! Fra min tidligste barndom i landsbyen
Tillitse på det sydvestlige Lolland har jeg blandt andet følgende erindringer,
som kan anses for relevante i relation til den her valgte sammenhæng:
Her ses mine forældres hus i den sydvestlige
udkant af Tillitse på Sydvest-Lolland, som fra juni 1929 til april 1937 blev
mit første barndomshjem. Fra dette sted og disse lokaliteter stammer mine tidligste
og måske allerlykkeligste minder. Mine forældre satte en ære og personlig
tilfredsstillelse i, at huset altid fremtrådte i pæneste stand, både udvendigt
og indvendigt. Bemærk årstallet 1927, som var året for husets opførelse.
Omtrent forneden til venstre i billedet ses taget og skorstenen til udhuset. -
Privatfoto ca. 1933-34: © Harry Rasmussen.
En
af mine tidligste barndomserindringer er, at mor i aftenskumringen sad med mig
på skødet foran det store stuevindue, og at hun sang for mig, mens vi ventede
på, at far skulle komme hjem fra arbejde og dukke op på sin cykel uden for
stakittet, der omgav forhaven. Der var endnu ikke tændt lys i stuen, og uden
for på vejen fandtes der dengang ingen gadelygter på sidevejene. En af de
børnesange, jeg kan huske at min mor sang ved den lejlighed var:
"Hop, hop, hop,
hop, hop, hop, hop, hop,
ride,
ride ranke!
Greven
er så højt på strå,
Bonden
må med træsko gå.
Ride
, ride ranke!
Mor
kunne alle 10 vers udenad og dem sang hun, mens hun vippede med benene, hver
gang hun sang "Hop, hop, hop osv.", så jeg bogstavelig talt følte,
at jeg selv sad højt til hest og var et grevebarn, et meget lattermildt sådant,
for jeg grinede himmelhøjt ved hoppene. Hvis hun kunne nå det, sang hun også
flere andre af de kendte børnesange for mig, og jeg hyggede mig gevaldigt ved
den rare stemning og fysiske nærhed til mit moderlige ophav. Det var tydeligt
for mig, at hun elskede mig over alt andet på jorden, og hun følte sig ikke så
hæmmet i at give udtryk for sine følelser, når hun var alene med mig. Men så
snart der var andre til stede, ja, endog bare min far, blev hun straks genert
og sky, hvilket gav sig udslag i kropslig stivhed, hæmmethed og kejtethed.
Men
nogle af de andre børnesange, jeg husker at min mor sang for mig som helt
lille, var f.eks. "Klappe, klappe kage", og så klappede vi kage, det
bedste jeg havde lært. Eller når hun sang "Tinge-linge-later", så
stavrede jeg rundt efter hende, når hun marcherede rundt om stuebordet. På det
tidspunkt vidste jeg endnu ikke rigtig, hvad en tinsoldat og da slet ikke en
rigtig soldat var for en størrelse, bortset fra, at der på en af væggene i
stadsstuen hang et fotografi af min far som garderhusar, hvor han med sabel ved
siden sad højt til hest i sin flotte uniform med den høje gallahjelm med de
mange nedhængende frynser. Hvad jeg ikke kunne se, fordi fotografiet kun var i
sort og hvidt, var uniformens flotte farver.
Der
var endnu en sang, der involverede fysisk aktivitet fra både mor og barns side,
nemlig "Save, save brænde", og herunder holdt mor mig i hænderne og
bevægede sine og mine arme frem og tilbage modsat hinanden, som efterlignede at
save brænde. Det var jo en herlig leg, der i lighed med de andre aktivitetssange
bidrog til at træne barnets muskler og led, og det kunne mine nok behøve, min
lidenhed og spinkelhed taget i betragtning.
Men
når mor sad med mig på skødet og sang "Jeg en gård mig bygge vil",
var det jo om dyr og situationer, som jeg snart skulle blive fortrolige med i
min hverdag, idet far i min tidligste barndom som nævnt var landarbejder, og
han arbejdede for flere af egnens gårde, blandt andet "Kløngegården",
som var vores nærmeste nabo mod syd. Det var også bondegårdens dyr og velkendte
situationer fra min fars arbejde, jeg mødte i sangen "Kom, du store
"pruhest!". Det var også de velkendte høns, jeg så for mig, når mor
sang "Poul sine høns i haven lod flyve",ligesom jeg havde set og
kendte storken i B.S.Ingemanns herlige "Stork, stork, langeben", for
den havde jeg set nogle gange ude på engen, hvor den gik og snappede frøer og
firben, eller stod på ét ben og hvilede sig, så at man kunne tro sangens ord
om, at den måske havde mistet det andet ben nede i Faraos moser.
Børnesangen
”Stork, stork, langeben” var en af de børnesange, jeg holdt meget af som barn,
og storken kendte jeg jo fra selvsyn, idet det kunne hænde at den for en stund
slog sig ned på den mark, der lå lige uden for vores havehæk. Hvem Farao var,
vidste jeg ikke, men på mit spørgsmål herom svarede mor, at det var en konge
der boede meget, meget langt borte i de varme lande. Gennem denne sang blev jeg
klar over, at det er storken der kommer med de små børn, som den henter i
Faraos moser. Det skal jeg fortælle lidt mere om i en senere sammenhæng.
På
dette billede, som er fotograferet i august 2006, ses ”Kløngegården” i
baggrunden. Helt til venstre for gården, men udenfor billedet, ligger ’vores’
hus. Det er min kære kone, Birgit, der står ved æbletræet i forgrunden. Stedet
ligger lige overfor den fhv. Tillitse Station på den anden side af vejen. –
Privatfoto: © 2006 Harry Rasmussen.
Og
af de mange forskellige insekter, som det vrimlede med på landet, var der ikke
mindst honningbien, som blev besunget i "Sur, sur, sur, lille bi,
omkring". Både min far og flere af naboerne havde hver især tre-fire
bistader stående nede i haven, hvor bierne kunne gøre dobbelt nytte som
bestøvere og pollensamlere, således at frugttræer- og buske kunne sætte bær og der
kunne blive adskillige glas honning til vintertiden.
En
børnesang, som jeg også holdt meget af, var ikke mindst "Pandeben,
godt det gror, bag ved det forstanden bor". Og den sidstnævnte sang
ledsagede mor naturligvis med at pege på de forskellige ansigtsdele, efterhånden
som de blev nævnt i versene, og når hun så nåede til sjette og sidste vers og
dikkede mig med pegefingeren i halsgruben, mens hun sang de herlige linier:
Dikkedik!
- Hvad er det!
Vil
du sidde rank og ret!
Så
skal jeg nok luksen finde,
thi
jeg ved, han er derinde.
O,
nu fik jeg ham, den strik!
Dikke,
dikke, dikke, dik!
Og
når mor nåede til versets sidste linjer og kildede mig under hagen, var jeg
revnefærdig af latter og kildenhed. Dengang vidste jeg naturligvis ikke, at denne
genialt enkle og varmt fortalte børnesang var skrevet af H.C.Andersen,
forresten digtet i 1845 og trykt første gang i "Månedsskrift for
Børn", 1. hefte, der udkom i marts 1845. Skønt selv ugift og barnløs,
var Andersen en stor børneven, som forstod barnets psykologi langt bedre end de
fleste voksne på den tid, og vel også senere. Det kan man især læse ud af hans
børnesange og digte om børn, hvoraf "Lille Viggo, vil Du ride
Ranke?" (1832) formentlig hører til hans allerkendteste. Men man ser
det måske i højere grad af hans egentlige børneeventyr, dels dem, der er
skrevet for børn, og dels dem, der handler om børn.
På fotoet
til venstre ses jeg stående foran et højt fuglebur, hvori der sidder en
papegøje, men jeg kan ikke erindre nogensinde at have ejet en sådan. Alligevel
kan fotoet godt være taget hjemme i Tillitse, nemlig ude foran udhuset. - På
fotoet til højre sidder jeg på skødet af en midaldrende dame, hvis identitet
det ikke er lykkedes mig at fastslå. Billedet, som antagelig er fotograferet i
klitten foran Maglehøj Strand, er et udsnit af nedenstående foto. – Privatfoto
ca. 1931: © Harry Rasmussen.
Lidet
anede jeg dengang, at H.C.Andersen og hans digtning skulle få så stor betydning
for mig som voksen, og at jeg dels kom til at medvirke som animator på
langtegnefilmen ”Fyrtøjet” (1946) og dels producerede, instruerede og
iscenesatte tegnefilmen ”Det er ganske vist!”. Jeg havde heller ingen anelse
om, at jeg som voksen efterhånden skulle skrive adskillige artikler og et par
bøger om H.C.Andersen, hans livsanskuelse og forfatterskab.
Der
var også en anden af Andersens dejlige sange, mor sang for mig i min
allertidligste barndom, og det var "Hist, hvor vejen slår en
bugt". Han skrev den i 1829, hundrede år før min fødsel, og den
foregår jo netop i et landligt miljø og skildrer en dagligdags situation,
hvori en moder ved aftenstid lægger sin lille søn i seng for at sove. Jeg
følte derfor, at sangen var specielt møntet på mig, selvom vores hus ikke lå
ved en vejbugtning og heller ikke var så gammelt og forfaldent, som tilfældet
er med det i sangen, og vi havde heller ikke på det tidspunkt nogen hund. Det
fik vi først, da jeg var 3-4 år.
Det var blandt andet i forbindelse med denne
sang, at det overnaturlige også kom ind i mit liv, for det er barnet med sin
åbne og ofte også på en gang levende og konkrete fantasi ikke så fremmed over
for, som tilfældet er med de fleste voksne. Jeg tænker her på de fire sidste
linier i sangen, der lyder sådan:
Moder
klapper barnets kind,
se,
hvor sødt det sover ind,
drømmer
om de engle smukke
i
sin lille, pæne vugge.
De
smukke engle kendte jeg dels fra mors samling af glansbilleder og dels fra
nogle billeder eller illustrationer i ugebladet Familie Journalen.
Dette blad havde min mor købt og læst stort set hver eneste uge siden sin
tidligste ungdom, og det vedblev hun med resten af livet. Men for mig var engle
ensbetydende med smukke unge og nærmest kønsløse mennesker i hvide natkjoler,
og de adskilte sig fra almindelige mennesker ved at have store, hvide vinger på
ryggen, ligesom f.eks. svanerne. Og mor havde fortalt, at englene altid var
gode og hjælpsomme, men kun over for artige børn, det vil sige børn, der
opførte sig pænt og kun gjorde, hvad deres far og mor sagde. Uartige børn kunne
derfor aldrig regne med at få hjælp af engle, og de kunne heller ikke se disse,
for de gjorde sig kun synlige for børn, som de vidste var gode og kærlige.
På dette
foto sidder jeg på skødet af den ovenfor nævnte dame, hvis navn og identitet
det desværre ikke er lykkedes mig at fastslå. Siddende som nr. 2 fra venstre
ses min mor, som nr. 3 mormor, og som nr. 4 farmor. – Billedet er med al
sandsynlighed fotograferet i klitten foran Maglehøj Strand, men hvem der har
fotograferet situationen har jeg ingen viden eller erindring om. Det var
normalt min onkel Johannes der fotograferede familiesituationerne, men eftersom
tante Alma ikke er med på billedet, har det næppe været ham der i dette
tilfælde agerede fotograf. – Privatfoto ca. 1932: © Harry Rasmussen.
Herover ses
jeg på det store vildtvoksende græsareal, som tydeligvis er identisk med det,
der ses på ovenstående foto. Billedet er derfor med al sandsynlighed taget ved
samme lejlighed, som det nævnte. Jeg har formentlig været omkring 3 år på det
tidspunkt. – Privatfoto ca. 1932: © Harry Rasmussen.
Den forældre-pædagogiske opfattelse af
englene tog jeg ganske ukritisk til mig, for selvom jeg endnu ikke kendte nogen
uartige børn, så var jeg enig i, at det var rigtigt af englene ikke at hjælpe
disse. Og hvad spørgsmålet om engles eksistens angår, så var jeg ikke et eneste
øjeblik i tvivl om, at de selvfølgelig eksisterede, også selvom man normalt
ikke kunne få dem at se. De levede jo højt oppe blandt himlens stjerner og kom
kun ned til jorden, når et godt barn eller en god voksen havde brug for deres
hjælp. Og stjernerne havde jeg med egne øjne set, både en sen midsommeraften
med høj himmel, og en frostklar nat, hvor den fjerne, tavse og utallige skare
af klart lysende stjerner gjorde et uudsletteligt, om end uforståeligt indtryk
på mig. Det var i øvrigt et indtryk, som jeg senere i livet skulle komme til at
opleve i sjældne øjeblikke, hvor verdensrummets uendelige storhed og dybde
åbenbarede sig for mig.
Tegneren Vilhelm Pedersens illustration til
H.C.Andersens dejlige eventyr Engelen (1843), svarer meget godt til min
barndoms forestillinger om engle, som jeg jo kendte fra mors samling af kønne
glansbilleder og af billeder af engle i Familie Journalen.
-
Tegning af Vilhelm Pedersen. H.C.Andersen. Samlede Eventyr og
Historier. Gyldendal, København 1962.
Illustration til H.C.Andersens eventyr Ole
Lukøje (1841). Andersen skrev også en eventyrkomedie med titlen ”Ole
Lukøje” (1849), som første gang blev opført på Casino den 1. marts 1850, og som
i øvrigt ofte blev vist i reprise. - Tegning af Vilhelm Pedersen. H.C.Andersen.
Samlede Eventyr og Historier. Gyldendal, København 1962.
Englene
hørte jeg jo også om ved sengetid, når jeg lå i min lille seng og skulle sove,
og mor sad ved siden af og sang "Den lille Ole med paraplyen",
som ville fortælle dejlige drømmeeventyr om de stjerner klare og himlens
engleskare, "og om den yndige, milde fe, som alle børn vil så gerne
se." Denne fe forekom mor mig at være, når jeg befandt mig i den vidunderlige
tilstand mellem vågen og søvn, og hvor jeg i halvdøs så hendes milde, rare og
smilende ansigt og hørte hende synge "Sov, mit barn, sov længe".
Ole Lukøje med paraplyen hørte til en af de allerkæreste skikkelser i min
barndoms eventyrunivers, og jeg var af den opfattelse, at han hørte til blandt
Guds engleskare og kom ned til jorden hver aften, når børn skulle sove. Dengang
tænkte jeg slet ikke over, at eftersom en masse børn i verden bliver lagt til
ro på omtrent samme klokkeslæt, så måtte han enten være allestedsnærværende på
samme tid, eller også måtte der være umådeligt mange Ole Lukøjer til, for at
kunne overkomme at besøge "hver lille pige, hver lille dreng", ikke
bare i byen, men også på landet. Men i modsætning til englene, er Ole Lukøje
naturligvis kun et symbol på søvnens og drømmens væsen, i lighed med den græske
søvngud Morfeus.
Et
andet overnaturligt væsen, jeg lærte at kende i min tidligste barndom, var
nissen, og ham hørte jeg om, når mor sang den herlige "En lille nisse
rejste", og det gjorde hun jævnligt. Jeg syntes allerede dengang, at
det var morsomt at nissen drog ud i verden for at ville hilse på "verdens
største mand", og så var det i virkeligheden ham selv, der var det. Eller
rettere sagt: han syntes selv, at han var det! Sådan som vel de allerfleste af
os synes at vi selv er, fordi vi jo hver især udgør centrum i vort eget personlige
univers.
Men
nissen eller nisserne kendte jeg jo især som julenissen eller julenisserne, der
ved juletid fandtes i Familie Journalen og som kravlenisser i vore stuer.
Desuden havde jeg allerede som helt lille en nissedukke på omkring 25 cm i
højden, og den var jeg meget glad for og stolt over. Men selvom den hele året
lå gemt i kassen med julepynt og kun kom frem til jul, så hændte det alligevel,
at der gik hul på den, så man kunne se, at den var udstoppet med savsmuld, som
dryssede. Det kan jeg tydeligt huske skuffede mig dybt, for i min fantasi havde
den indtil da næsten været som et rigtigt levende væsen.
Julenisserne
kendte jeg naturligvis også fra juleudstillinger i vinduerne hos Brugsen og
Tatolforretningen oppe på hovedgaden, men disse var for intet at regne mod de
flotte juleudstillinger, der især fandtes i mange forretninger på hovedgaden,
Søndergade, i Nakskov. Her kunne man til og med se nissedukker, der foretog en
eller anden enkel form for bevægelse, som f.eks. at dreje hovedet fra side til
side eller bevæge armen op og ned med en ske i hånden, som om de tog skefulde
op af fadet med risengrød.
Og
jeg kendte selvfølgelig også julemanden, dels fra tegninger i Familie
Journalen og dels fra juleindkøbsturene til Nakskov op mod jul. For her mødte
man ham jo lyslevende på hovedgaden, der var festligt oplyst og udsmykket med
guirlander af gran og kristtjørn. Men som jeg senere i livet har konstateret
med mine egne børn og børnebørn, så var jeg faktisk også lidt småbange for den
store mand med det mærkelige lange hvide skæg, der så så kunstigt ud og var
underligt at røre ved. Og det var med en blanding af generthed, frygt og
nysgerrighed, at man vovede at nærme sig ham og stikke hånden ned i den kurv,
han rakte frem mod en, for at tage en pebernød eller brun småkage med mandel
på. Han talte også fortroligt til hvert enkelt barn og spurgte, om man havde
været artig, for det var jo kun de artige børn, der kunne få lov til at ønske
sig en julegave. Uden at vente svar på dette spørgsmål, spurgte han derefter
det i reglen meget benovede og forlegne barn, hvad det ønskede sig allermest
til jul, men hvis barnet hørte til den generte slags, og det gjorde jeg, så var
det gerne moderen eller faderen, der måtte svare på barnets vegne.
I
lighed med englene blev julemanden mere eller mindre bevidst også brugt af de
voksne som et pædagogisk hjælpemiddel. I praksis ytrede det sig f.eks. gennem
replikken: "Hvis ikke du er artig og sød, så kommer julemanden ikke med
gaver til dig til jul!" En alvorlig trussel set med et barns øjne, og i
særlig grad fordi man var usikker på, hvad de voksne mente med, at man skulle
være "artig og sød", og man derfor ikke vidste, om man kunne opfylde
kravene og forventningerne.
Skønt
meget fantasifulde, tænker børn i almindelighed helt konkret. Og lige som
tilfældet var med Ole Lukøje, så tænkte man som barn heller ikke nærmere over,
hvordan julemanden inden for et tidsrum af højst et par timer dog kunne nå
omkring med gaverne til alverdens millioner eller milliarder af børn. Det er
først som voksen, at man forstår, at julemanden dybest set er et symbol på den
guddommelige Fader, som er den, der i virkeligheden har indstiftet selve
gaveprincippet. Nemlig i den forstand, at selve livet og alle dets
tilskikkelser ret beset er gaver, skænket af livets højeste repræsentant for
forældre- og omsorgsprincippet: Gud.
Der
var endnu et overnaturligt væsen i min barndoms univers, som jeg havde hørt om og
set billeder af i mors ugeblad, og det var trolden eller troldene. Jeg vidste,
at de levede dybt inde i skoven og normalt var meget sky, og at de derfor kun
sjældent viste sig for mennesker. Men til gengæld var troldene i det skjulte
drillevorne og til tider onde over for husdyrene og menneskene. Hvis en
gårdmand eller hans folk ikke var venligt stemte mod troldene, kunne disse
finde på at skade f.eks. en hest ved at gøre den halt, eller en ko, så den blev
syg og ikke kunne blive drægtig og give mælk. Men det værste var dog, at
troldene kunne "fortrylle" eller "forhekse" mennesker, så
at disse fik vrangforestillinger om det ene eller det andet, gjorde gale ting
og var onde og til tider endda grusomme mod hinanden.
Troldene
stod i lighed med, hvad der var tilfældet for heksenes vedkommende, i ledtog
med Djævelen eller den Onde selv, og denne gyselige skikkelse med behåret krop
og to horn i panden, bukkeben og lang æselhale, havde jeg også set et billede
af i Familie Journalen. Han tilhørte jo mørkets magt, og derfor var jeg lige så
bange for ham som for mørke.
Endelig
var der så en sidste uhyggelig og faretruende skikkelse i barndomsuniverset,
nemlig heksen, der oftest blev fremstillet som en gammel, krumrygget og knoklet
kælling med stærkt rynket ansigt, der domineredes af en stor, krum og svampet
næse med store vorter. Hendes grumsede grågrønne ansigtsfarve og stride,
tjavsede hår bar præg af, at hun kun sjældent eller måske aldrig blev vasket.
Hun var normalt iført en sort, fodlang kåbe med hætte, som skjulte det meste af
hendes stygge hoved. Som gangbesværet støttede hun sig i reglen til en knortekæp,
når hun haltede omring i sit gamle faldefærdige, støvede hus, hvor hun omgav
sig med et rod af gryder, potter, pander og glas, fyldte med de ingredienser,
som hun brugte i forbindelse med sine trolddomskunster: døde tudser, snoge,
firben, alrunerod, kaffegrums og meget andet og mere, og i helt specielle
tilfælde døde menneskefostre.
Også
heksen havde jeg set i Familie Journalen, ugebladet, som dengang var et af den
jævne befolknings største og bedste kilder til oplysning så vel som
underholdning. Bladet, som oprindelig hed Illustreret Familie Journal, blev
grundlagt 1877 af Carl Julius Aller (1845-1926) og havde sin forgænger og sit
forbillede i Illustreret Tidende, som blev etableret 1859 og ophørte med at
udkomme 1924.
Først
langt senere i livet forstod jeg, at troldene var de ukontrollerbare drifter og
kræfter i vort sinds ubevidste eller underbevidste regioner, som billedlig talt
kan lignes ved den dybe, mørke skov, hvori "troldene" lever. Og når
man troede, at trolde kunne trylle eller hekse, hænger det sammen med folketroens
manglende indsigt i og forståelse af naturlovene og dermed af de naturlige
årsagssammenhænge. Hermed være ikke sagt, at folketroen i alle tilfælde kun
er udtryk for overtro, for på den anden side set rummer den også en indsigt i
psykiske fænomener og magi, som utvivlsomt har med en form for virkelighed at
gøre.
Det
var først som voksen at jeg blev jeg klar over, at heksen oprindeligt var et
overnaturligt væsen, der personificerede det ondes princip i børneeventyrene,
mens hun i det virkelige liv var en såkaldt klog kone, der i en del tilfælde
kunne kurere forskellige sygdomme hos dyr og mennesker, og som måske kunne spå
om fremtiden. Siden Middelalderen var hun i lighed med andre mennesker, der
enten ikke troede på eller ligefrem satte sig op imod den kristne lære og
religion, blevet betragtet og behandlet som såkaldt kætter, og sådanne mente
man stod i ledtog med Djævelen.
Det
må i overensstemmelse med sandheden siges, at jeg aldrig har troet på Djævelen.
Selv som mindreårig kunne jeg nemlig ikke se noget tegn på en sådan skikkelses
eksistens. Derimod kunne jeg se, at menneskene ikke altid var så gode, som de
burde være, lige som jeg mente, at sygdom, død, ulykker og f.eks. misvækst,
skyldtes naturlige årsager. Men at mene sådan, blev især i tidligere tider
anset for et kætteri eller et blændværk, som skyldtes Djævelen. Kætteri var
særlig i Middelalderen strengt forbudt ifølge den religiøse lovgivning, og
såfremt der forelå mistanke om brud på denne lovgivning, blev heksen arresteret
og underkastet strengt forhør. Når de gejstlige myndigheder i deres egenskab
af forvaltere af Jesu kærlighedslære (!) fandt det så nødvendigt, at heksen
indrømmede sin forbrydelse og skyld, hang det sammen med den opfattelse, at
hendes sjæls frelse og salighed var beroende på, at hun inden sin død havde
fået "syndernes forladelse" og dermed kirkens velsignelse. Men
uanset om heksen frivilligt eller under tortur indrømmede sin såkaldte skyld,
var straffen uundgåeligt den samme, nemlig dødsstraf enten ved drukning eller
offentlig brænding på bålet.
Ligeledes
forstod jeg først som voksen, at Djævelen var en personifikation af ondskabens
princip eller et udtryk for en hemmelighedsfuld magt, der til stadighed lurer
på at gøre Gud rangen stridig ved at friste mennesket til at overtræde Guds bud
om godhed, dyd og kærlighed. Det Ondes princip er derfor ret beset en
komplementær og dermed nødvendig og uundværlig modsætning til det Godes
princip. Og apropos det Godes princip, så er det kun dette, troende mennesker
forbinder med begrebet Gud, ligesom dette tilværelsens første og højeste væsen
af naive mennesker og barnlige sjæle personificeres som den urgamle,
overdimensionerede olding i menneskeskikkelse, med det lange, kridhvide skæg,
der sidder på sin vældige trone oppe i himlen bag skyerne og stjernerne, og her
er omgivet af alle englene, der er hans sendebud til menneskene. En
forestilling, som antagelig skyldtes den opfattelse, man i middelalderen havde
af verden og tilværelsen, og som det kristne verdensbillede stadig fastholdt
helt op i vores tidsalder.
Den
forestilling eller erkendelse, at Gud er identisk med den første, almægtige,
alvise og alkærlige årsagsløse årsag og som sådan er evig, allestedsnærværende,
altgennemstrømmende og altibefattende, thi i ham lever vi, rører os og er vi
til, er en erkendelse, der er forbeholdt mere filosofisk anlagte, ikke-troende
mennesker. Den tanke, at det Gode og det Onde, eller Lyset og Mørket, eller
kort og godt: at alle modsætninger i virkeligheden er to sider af samme
væsen, nemlig af Gud, afvises i reglen af det naivt troende menneske, fordi det
simpelthen ikke kan fatte denne dybere filosofiske sandhed.
Det
var da også i skikkelse af den urgamle olding, at jeg første gang hørte om
dette forunderlige universalvæsen, hvorom det blev sagt, at han var almægtig,
alvis og alkærlig, og at han var den, der fra først af skabte himmelen og
jorden med alt, hvad der har liv. Men eftersom hverken min mor eller far var
religiøse i den forstand, hvilket forresten også gjaldt resten af min familie,
med undtagelse af min mormor, så spillede hverken Gud eller Bibelen nogen
særlig rolle i deres liv, og følgelig heller ikke i mit barndomsliv. Både Gud
og Jesus havde jeg jo hørt nævne i de salmer, som min familie sang, når vi
juleaften gik omkring det smukt pyntede juletræ. Men det var først, da jeg som
5-6 årig kom i søndagsskole, at jeg for alvor hørte om, hvem denne Jesus
egentlig var, og her blev han traditionen tro ikke bare betegnet som Guds Søn,
men nærmest identificeret med Gud selv i form af treenigheden: Faderen, Sønnen
og Helligånden. Hvilket jeg naturligvis ikke forstod et ord af, hverken dengang
eller senere, skønt jeg har tænkt meget over det.
At
mor ikke var specielt religiøst anlagt, hang jo nok til dels sammen med den
omstændighed, at hun var opvokset i et hjem, der i overvejende grad blev
domineret af min morfar, og som god radikal socialist afviste han kristendommen
så vel som enhver anden form for religion som svindel og bedrag, og opfattede
denne som magthavernes, hvilket vil sige kapitalens og overklassens, middel til
at undertrykke arbejderklassen eller de besiddelsesløse. Mormor var derimod
ikke afvisende over for den kristne tro, men gik meget stille med dørene i det
spørgsmål, måske mest for ikke at provokere morfar til ilter og sarkastisk
modsigelse. Og da hun på et tidspunkt fik sit ældste barnebarn, min fætter
Dennis, i pleje, påtog hun sig samtidig højtideligt den opgave, at opdrage ham
til at blive en flittig, god og nyttig samfundsborger, og denne opdragelse
indbefattede ikke mindst den kristne tro. Denne forpligtelse tog hun så
alvorligt, at hun ikke alene sørgede for at han kom i søndagsskole og blev
kristelig spejder, men også i mange af hans barneår dagligt læste Fadervor med
ham, før han skulle sove.
Mine
farforældre var begge traditionelt kristne, hvilket vil sige, at de i lighed
med den tids fleste gode borgere bekendte sig til den kristne tro uden at gøre
noget særligt ud af det, ligesom de kun kom i kirken ved de traditionelle
familiebegivenheder: bryllup, barnedåb, konfirmation og begravelse.
Apropos
begravelse, så var døden ikke noget, der var påtrængende i min tidlige
barndom, idet ingen jeg kendte endnu var afgået ved døden. Desuden var sygdom
og død situationer, som man almindeligvis søgte at skærme børn for at få kendskab
til, idet man mente det ville kunne skræmme dem. Men helt forhindre, at børn
lejlighedsvis blev vidner til alvorlig sygdom og død, kunne man dog ikke.
Døden
er jo uanset dødsårsagen umiddelbart set dette, at et menneske, som man måske har
kendt og holdt af, pludselig ligger ubevægelig og ikke længere trækker vejret,
og heller ikke er til at komme i sædvanlig kontakt med. Døden er også det, at
et menneske, som man måske har kendt al sin tid, pludselig med et ikke er der
mere rent fysisk. Kun erindringen om vedkommende bliver tilbage, og efter en
vis tids forløb, blegner også erindringen, og det er da som om den pågældende
aldrig har eksisteret. Også sorgen efter og erindringerne om de afdøde blegner
med tiden, godt hjulpet af, at vi i vores kultur ikke længere har nogen
tradition eller noget ritual for med jævne mellemrum at mindes de døde
familiemedlemmer, sådan som det er tilfældet i andre kulturer, især i den
japanske og kinesiske kultur.
I
Østeuropa og Rusland søger man endnu i vore dage at bevare mindet frisk om de
afdøde, idet man opsætter fotos eller eventuelt malede portrætter af de afdøde
slægtninge. I katolicismen højtideligholder man som fast ritual stadigvæk
Allehelgensdag til minde om alle martyrer og trosvidner. Det sker den 1.
november, i Danmark altid 1. søndag i november. Men efterhånden som
sekulariseringen eller verdsliggørelsen af kristendommen er taget til i
Europa, er den middelalderlige kristne enhedskultur på retur, og verdens
tidligere to dimensioner: en over-naturlig og over-historisk evighed og en
naturlig og historisk timelighed, er blevet endimensional i den forstand, at
den naturlige og historiske dimension er blevet hele virkeligheden.
Sekulariseringen
kan ses som en reaktion imod kristendommens eneret til at tolke verden ud fra
evighedens synspunkt, og filosofisk set, har denne reaktion nået sit højdepunkt
i vor tids materialistiske og reduktionistiske livs- og verdensanskuelse,
sådan som denne implicit fremføres af naturvidenskaben, men måske især som den
er eksemplificeret i marxismen og nymarxismen, som i 1960-70erne fik så stærkt
et tag i kulturradikale, intellektuelle kredse i Vesteuropa, herunder også i
Danmark. Men materialistisk livs- og verdensanskuelse er stadigvæk i højsædet
også efter årtusindeskiftet, selvom den har skiftet karakter fra ideologi til
mere pragmatisk holdning.
Imidlertid
er der for længst igangsat en reaktion imod materialismens livs- og
verdensanskuelse, nemlig i form af de mangeartede bestræbelser, der er på at
finde tilbage til - eller måske rettere: frem til - en ny, anti-reduktionistisk
og spirituel enhedskultur. I denne kultur indtager både livet og døden en
noget anden rolle, end tilfældet er i modkulturen. Dette emne skal jeg senere
vende tilbage til her i selvbiografien.
En
sen efterårsdag, da jeg som cirka 4-årig sad og kiggede ud ad dagligstuevinduet,
så jeg pludselig et i mine øjne mærkværdigt optog ude på vejen: En
hestetrukken sort rustvogn med en mørk, blomstersmykket egetræskiste på ladet,
passerede forbi vores hus med retning op mod byen og kirken. Rustvognens lad
var åbent og havde et tag, der blev båret af fire snoede, floromvundne søjler,
nærmest som på en gammeldags himmelseng. Der var fire sorte heste foran vognen,
og kusken og hans medhjælper, som begge sad på bukken, var iklædt sort tøj og
høj, sort hat. Bag rustvognen gik et følge af ligeledes sortklædte mennesker,
mændene med høje, sorte hatte og kvinderne med sort hat og slør, der dækkede
ansigterne. Mændene var iklædt lange, sorte frakker, mens kvinderne havde
ankellange og ligeledes sorte kjoler på. Jeg bemærkede også, at flere af følget
bar sorte armbind udenpå det i forvejen sorte tøj.
Indtrykket
af optoget, mens det langsomt bevægede sig forbi vores hus, var mørkt og
dystert som den sorg, jeg på det tidspunkt endnu ikke selv kendte til. Men som
man vil forstå, har jeg aldrig kunnet glemme dette mit første møde med og
indtryk af døden. Hvem den pågældende afdøde var, har jeg ingen viden eller
erindring om, men det må have været en af sognets velstillede bønder eller
borgere, for kun sådanne havde råd til en så fornem ekvipage.
Men
for at vende tilbage til den situation, hvor mor sad med mig på skødet foran
det store stuevindue og sang børnesange for mig, mens vi ventede på, at far
skulle komme hjem fra arbejde, så hændte det selvfølgelig, at far nåede at
komme hjem, før sangen var slut, og så vidste jeg, at vi var nødt til at
afbryde, fordi vi skulle spise aftensmad. Der gik dog et lille stykke tid, før
far kom ind, for han skulle først stille sin cykel ude i den aflåste garage bag
ved indkørslen til huset, og derefter gik han gerne ud i udhusets vaskerum, for
at vaske sine i reglen meget snavsede hænder og ansigtet. Jeg stod spændt og
ventede på, at han skulle træde ind ad køkkendøren, for jeg holdt meget af min
far, og jeg vidste, at han straks ville løfte mig højt op i luften flere gange,
alt mens han smilede og sagde et eller andet til mig. Det var gerne den måde,
på hvilken han viste, hvor meget han holdt af mig.
Når
far kom hjem fra arbejde, ville han også gerne give mor et kram og et lille
kys, for at fortælle hende, hvor meget han elskede hende. Men mor var allerede
dengang meget forbeholden og afvisende overfor far, i hvert fald, når der var
andre til stede, også selvom det kun var lille mig. Jeg hæftede mig dog ikke så
meget ved dette dengang, for jeg havde indtrykket af, at til trods for mors
store hæmmethed i at udtrykke følelser, så holdt hun mindst lige så meget af min
far, som han af hende. Først som voksen indså jeg, at en kvinde, som min mor,
der både var psykisk og fysisk stærkt hæmmet, var nødt til at holde sin mand på
en vis afstand, fordi den fysiske nærhed mellem parterne vakte hans naturlige
seksuelle begær. Og min mor følte efter eget senere udsagn væmmelse ved alt,
hvad der havde med seksualitet at gøre, og det gav hun i sin uforstand og
uvidenhed far en væsentlig del af skylden for. I lighed med andre kvinder af
hendes egen generation var hun opvokset med eftervirkningerne af 1800-tallets
formørkede, victorianske syn på kærlighedslivet. Hun havde som mange af sine
medsøstre følelsen af og forestillingen om, at sex var noget dyrisk, ja,
nærmest noget svinsk og dermed det forbudte, som man ikke talte om og helst
heller ikke burde tænke på. Sex var forbeholdt mændene, siden det nu ikke kunne
være anderledes, for disse var generelt set nogle liderlige bæster, der havde
svært ved at holde drifterne i ave.
Det
seksuelle var desuden et tabubelagt emne helt op til midten af 1950erne, så
derfor talte mand og kone i reglen ikke med hinanden, og normalt heller ikke
med deres huslæge, om, hvad der eventuelt kunne være af problemer i samlivet.
Dertil kom, at der især dengang hvilede et tungt åg på kvinderne i almindelighed,
idet de gik i evig angst for uønsket graviditet, og ansvaret for svangerskabsforebyggelse
var efter stiltiende overenskomst oftest lagt på manden, som derfor skulle
sørge for at købe og bruge kondom. Men mænd er i reglen store egoister, når det
kommer til det seksuelle, og det kunne derfor hænde, at manden i sin seksuelle
ophidselse glemte eller undlod at benytte kondomet, og så var risikoen for
uønsket graviditet jo selvsagt relativt stor. Det kan man se af, at almindelige
og ikke sjældent fattige familier både dengang og i tidligere tid ofte fik
mange børn, idet det ene barn i reglen fulgte lige efter det andet, indtil
forældrene havde fået 8-10 børn, hvilket ikke var ualmindeligt, men nærmest
sædvanligt.
Men
hvad kirkebøgerne ikke melder noget om, er de mange ufrivillige og især
illegalt provokerede aborter, der forekom dengang, og som er forekommet gennem
tiderne helt op til vore dage. De legale aborter, der blev foretaget af læger,
blev i min ungdom kaldt for svangerskabsafbrydelse, og de illegale aborter,
der blev udført af de såkaldte kvaksalvere, kaldtes for fosterfordrivelse.
Antallet af anslåede illegale aborter begyndte først for alvor at aftage, efter
at en ny svangerskabslov var blevet vedtaget i Folketinget i 1970. Adgangen
til abort skulle dog afgøres af de lægelige og sociale myndigheder, men da det
årlige antal lovlige aborter op til 1973 blev opgjort til ca.13 000, valgte
politikerne at indføre fri adgang til abort. Det betød omgående en hastig
stigning i antallet af aborter, men efter nogle år stabiliserede tallet sig til
omkring 30 000 tilfælde pr. år.
Adgangen
til fri abort er blevet livligt og heftigt diskuteret både før og efter lovens
vedtagelse i 1973, og der findes naturligvis tilhængere så vel som modstandere
af denne. Tilhængerne, særlig blandt kvinderne, hævder at der er tale om en
menneskeret, mens modstanderne mener det drejer sig om drab på uskyldige og
forsvarsløse ofre. Mere sagligt indstillede tilhængere er af den opfattelse, at
adgangen til fri abort måske har fristet, eller i hvert fald kan friste
kvinderne til at benytte fremkaldt abort i stedet for præventive midler.
Senere er der så kommet den såkaldte fortrydelsespille, som ifølge mediernes
oplysninger benyttes af en hel del kvinder.
For
mine forældres vedkommende bevirkede mors frygt for graviditet og fødsel, at
der skulle komme til at gå cirka fem år, førend det næste barn, min bror Benny,
kom til verden. Det betød samtidig, at jeg faktisk kom til at føle mig som
enebarn, idet jeg jo i de fem år var genstand både for mine forældres og mine
bedsteforældres og den øvrige families fulde opmærksomhed, interesse, omsorg og
kærlighed.
Formentlig
fra omkring sommeren 1931-32, da jeg var to-tre år, husker jeg det indtryk de
små fugle gjorde på mig. Gråspurvene var jo daglige gæster på gårdspladsen og i
hønsegården, hvor de pikkede af det korn, der blev kastet ind til hønsene. Det
undrede mig, at fuglene havde vinger og kunne flyve frit omkring, som de havde
lyst til. Småfugle som musvit, blåmejse, dompap, bogfinke, vipstjert,
løvsanger var sjældnere at se, men en enkelt eller et par af disse dejlige
fugle kom dog jævnligt på besøg, fortrinsvis i for- eller baghaven, og særlig i
bærtiden. Solsorten var også en jævnlig gæst i haven, hvor den pikkede efter
regnorm eller gjorde sig til gode med nogle af frugtbuskenes bær eller
frugttræernes frugter, særlig kirsebær, ribs, solbær og jordbær. Derfor havde
far da også ophængt sølvpapirsstrimler i kirsebærtræerne og frugtbuskene, og
langs jordbærbedene var der udspændt snore, på hvilke sølvpapirsstrimlerne
var fastgjorte. Men nogle af fuglene, især solsortene, syntes hurtigt at lære,
at der ikke var nogen fare på færde, så på trods af alle modforanstaltninger
fortsatte de med at tage for sig af de mange fristende og saftige bær. Hver dag
ved aftenstid sad solsorten i et træ og lod sin karakteristiske og smukke
melodiøse sangstemme høre, til glæde for voksne som for børn, men ikke altid
for min far, som bandede over at ukræene åd bærrene på buske og træer i haven.
Jordbærrene
var for resten især også eftertragtet af de lidt større snegle, som ofte havde
ædt op til en tredjedel af nogle af de dejligt modne bær. Sådanne jordbær fandt
jeg ulækre og ville derfor ikke spise dem, selv efter at de var blevet renset
og skyllet. I det hele taget syntes jeg, at snegle var nogen underlige og
uforståelige dyr, men deres i reglen meget smukke spiralformede huse
fascinerede mig, og jeg samlede derfor en overgang på tomme sneglehuse.
Nogle
af de småfugle, jeg især holdt meget af, var svalerne med de to lange, elegante
halespidser. Hvert forår omkring første maj vendte de tilbage fra deres
vinterophold i Sydafrika, og så havde de travlt, enten med at bygge reder
under tagskægget på udhuset eller med at udbedre de gamle lerklinede reder,
som de tog i besiddelse igen. Der var op til tre svalereder ad gangen, og det
har antagelig været de samme svalepar, der vendte tilbage år efter år, eller
måske nogle af deres unger. Når de så havde lagt deres æg og udruget disse, fik
de atter travlt med at flyve omkring og finde mad til de forslugne unger. Dette
gentog sig to gange i løbet af sommeren. Der var i reglen omkring 4-5 unger ad
gangen, som stak deres små hoveder med vidt åbne, gullige gab ud over redekanten,
og så snart forældrene havde fodret et par af dem med de fangne insekter, og
var fløjet af sted igen, så gav ungerne sig til med deres hæse stemmer at pippe
så højt og indtrængende, at der til tider lød et infernalsk spektakel, især
fordi lyden gav ekko mellem husmurene.
Det
hændte ikke så sjældent, at en af de endnu nøgne unger faldt eller ved et uheld
blev skubbet ud af reden og havnede nede på fliserne foran udhuset. Hvis den
endnu var i live, forsøgte den at rejse hovedet og spjætte lidt rundt på
stedet, og det fangede naturligvis straks kattens opmærksomhed. Katten, vi
havde, hed Mis, og det var en almindelig grå huskat. Den sprang til og greb det
arme kræ med gabet og forsvandt ind mellem nogle af havens tætte buske. Hvad
der videre skete her, kan man nok forestille sig. Men det kunne dog ske, at min
mor eller far kom katten i forkøbet, og hvis de skønnede, at ungen var
levedygtig, lagde de den tilbage i reden, hvor den i lighed med sine søskende
var i sikkerhed for katten. Var ungen derimod ikke levedygtig, blev den klasket
hårdt mod fliserne, så den døde på stedet, og det lille fuglelig blev derefter
kastet på møddingen. Senere, da jeg blev stor nok, til at forstå lidt af, hvad
der foregik, ville jeg have at vi lagde den lille døde fugleunge i en æske og
begravede den i haven. Det syntes min far var at gå for vidt, så det var gerne
mor, der deltog i begravelsen af det døde lille kræ.
Men
hen i september var det slut med at høre svalernes "kvivit, kvivit",
for da forlod de sammen med deres artsfæller Danmark, for at vende tilbage til
deres vinterkvarter i Sydafrika, sådan som man for resten kan læse så poetisk
om i H.C.Andersens dejlige eventyr ”Tommelise”.
En
anden og endnu tidligere forårsbebuder var stæren, og til den havde far lavet
en redekasse, som var sat op i et af de lidt højere træer, der stod omme bag
ved udhuset. Stæren er især kendt for sin hæse stemme, og hvert år i februar
lød det fra de voksne: "Stæren er kommet!", og det betød, at
det dejlige forår snart nærmede sig. Stæreparret fik i reglen 4-6 unger, men
dem fik man ikke at se, for de holdt sig skjult i redekassens normalt sikre ly,
og kom først frem, når de var flyvefærdige. Det gjorde de i juni, hvor de
sluttede sig til de andre flyvefærdige stæreunger, og i store flokke fløj de
hen over himlen og øvede sig til det kommende træk vestpå til Sydengland, hvor
de overvintrer.
En
lidt sjældnere fugl var nattergalen, som hvert år i begyndelsen af maj ankommer
fra sit vinterkvarter i tropisk Østafrika. Den bygger normalt sin rede på
jorden under tætte buske, og her lægger den i reglen 4-6 æg, men det gjorde den
imidlertid ikke i vores have, måske på grund af katten. Det hændte dog, at den
sad i et af træerne om aftenen og lod sin sangstemme høre.
Nogle
dyr, som jeg heller ikke var så meget for at røre ved, var sommerfuglelarver af
alle mulige slags, men jeg syntes de var interessante. Jeg husker specielt
kålsommerfuglens kæmpestore grønne larve med de mange ben og den
karakteristiske "pig" på ryggen. Den fede og velnærede larve kravlede
omkring på de grønne kålblade og åd løs, men da jeg fik fortalt, at den en dag
ville blive til en af de meget smukke hvide sommerfugle, der så ofte flagrede
rundt i haven, undrede det mig meget, hvordan dét kunne gå til. Det var
simpelthen uforståeligt, at den fede, kluntede og grådige larve kunne forvandle
sig til den lette, sarte og elegante hvidvingede sommerfugl, der hver sommer
flagrede ubekymret omkring mellem buskene i haven. Men jeg måtte jo tro det,
når de kloge voksne sagde, at sådan forholdt det sig.
Allerede
som helt lille havde jeg en udpræget modvilje imod at gøre dyr og planter
fortræd, og jeg nænnede end ikke at træde på de bittesmå såkaldte
"pissemyrer", som det ofte vrimlede med i haven eller på
gårdspladsen. Jeg kunne heller ikke nænne at rive blade af træer eller buske,
eller at knække grene og kviste, og heller ikke at ødelægge blomster. De fleste
børn, jeg som voksen har iagttaget, er i reglen tilbøjelige til at træde mindre
insekter ihjel, ligesom de tankeløst og i flæng river blade af buske og træer,
og uden mindste tøven ødelægger selv de allersmukkeste blomster.
Tiderne
var dengang i 1930'erne ikke gunstige for landarbejdere, og i lighed med så mange
andre land- og industriarbejdere, var far derfor ofte ufrivilligt arbejdsløs
og måtte tage til takke med en arbejdsløshedsunderstøttelse, der kun lige
akkurat rakte til de allermest nødvendige udgifter. Far var imidlertid ikke
indstillet på ledighed og påtog sig derfor det arbejde af den ene eller anden
slags, der var at få. En gang imellem tog han mig med sig, når han skulle møde
til stempling på arbejdsløshedskassens kontrolsted, som så vidt jeg husker, lå
et sted ikke så langt fra Spidsby og lidt nord for Tillitse. På det tidspunkt
har jeg vel været omkring 3-4 år og far havde mig derfor siddende i en såkaldt
cykelstol foran på styret. Disse cykelstole var dengang meget brugt til mindre
børn, når de skulle med deres far eller mor et eller andet sted hen.
Det,
jeg husker bedst fra besøgene på arbejdsløshedskassens kontrolsted, var den
lange kø af arbejdere, udelukkende mænd, som hver især stod og ventede på, at
det blev deres tur til at få et stempel i kontrolbogen. Så vidt jeg erindrer,
blev arbejdsløshedsunderstøttelsen udbetalt ugentligt, men jeg kan ikke
længere huske, hvor stort et beløb, det drejede sig om. Det har formentlig
været omkring 12 kr. pr uge, hvad der ikke lyder af meget i vore dage, men som
dog dengang rakte til de mest nødvendige ting i hverdagen. De fleste supplerede
jo i reglen understøttelsen med de naturalier, som de selv kunne dyrke i haven,
lige som de fleste holdt høns og ofte også havde en enkelt gris gående til
opfedning og slagtning omkring juletid.
Tit
om sommeren cyklede far mange kilometer hjemmefra, for at komme hen til et
sted, hvor han havde påtaget sig at luge roer eller slå grøftekanter med en
le. Det hændte, da jeg var omkring 4-5 år, at jeg fik lov til at komme med på
nogle af disse ture, og så sad jeg da i en såkaldt cykelstol foran på fars
cykel. Bag på cyklen havde han en kurv med hver vores smurte madpakke, og en
termokande med kaffe til ham, og til mig mælk med en smule kaffe i, fyldt på
en sodavandsflaske med såkaldt patentprop.
Når
vi så var nået frem til det sted, ofte langt hjemmefra forekom det mig, hvor
han skulle slå grøftekanten eller luge roer, sad jeg på et lunt sted i nærheden
og betragtede far, der altid satte en ære i at udføre sit arbejde godt og
grundigt. På særligt varme dage svedte han, så vandet sprang fra hans pande og
løb ned ad ansigtet, hvor det dryppede i store dråber fra hagen. Så tog han
gerne skjorte og undertrøje af, for at disse ikke skulle blive gennemvædet af
sved. Far, som dengang endnu var næsten helt sorthåret, var derfor i reglen
altid temmelig solbrun på sin muskuløse overkrop om sommeren, men hvid fra
bæltestedet og ned.
Men
når jeg så blev ked af at betragte det ensformige arbejde, far i reglen måtte
udføre, hvad enten det gjaldt lugning af roer eller slåning af grøftekanter,
vendte jeg opmærksomheden indad og hyggede mig med mine egne tanker, mens jeg
glædede mig til vi skulle spise vores medbragte mad. Langt om længe indtraf
middagspausen endelig, og jeg kan endnu huske, hvor dejligt sigtebrødsmaden
med puddersukker på, smagte. Sådan smagte den ikke derhjemme, og det gjorde
mælkekaffen heller ikke. Her blev begge dele noget helt særligt og appetitligt,
som jeg nød, mens naturens stilhed kun engang imellem blev brudt af et lille
summende insekt, der enten fløj forbi eller satte sig på en blomst eller et
græsstrå i grøftekanten. Mens vi spiste, blev der ikke vekslet mange ord
mellem far og mig, og det blev der i det hele taget ikke på disse ture.
Efter at maden var
spist, lagde far og jeg os ned i græsset, han for at hvile sig efter det hårde
arbejde og for at slå mave, og jeg for at kigge op mod de store sommerskyer og
lade fantasien forvandle disse til dyre-, menneske- eller fantasiskikkelser.
Sommetider, når jeg lå på ryggen og stirrede op i den blå himmel, kunne det
allerede dengang hænde, at jeg pludselig fik fornemmelsen af, at himmelrummet
ligesom blev dybere og dybere i det uendelige, så jeg følte at det svimlede for
mig. Der gik da gerne en let, sødmefyldt gysen gennem sindet og kroppen,
hvorefter jeg løsrev mig fra indtrykket og koncentrerede opmærksomheden om det
mere jordiske og nærværende. Her forkyndte lette snorkelyde, at far var
faldet i søvn, hvilket der ikke var noget at sige til, særlig ikke i betragtning
af, at han som altid havde været meget tidligt oppe og som altid aktiv fra
morgenstunden.
Ved
disse lejligheder, når far og jeg lå i grøftekanten for at hvile os, hændte det
da også, at jeg selv blev så søvnig, at øjnene begyndte at glippe og at jeg snart
befandt mig i den lyksalige tilstand mellem vågen og søvn, hvori synerne og
drømmene begynder at optræde på sindets arena. Mange slags scenerier passerede
revy for mit indre blik, kom og svandt, for hele tiden at give plads for nye
billeder, som blev akkompagneret af lyden af summende insekter og
lejlighedsvise fuglefløjt og vindens sagte brise. Umærkeligt gled bevidstheden
over i den tilsyneladende intethed, vi kalder søvn, men kun for en kort stund,
for pludselig kunne det give et sæt i mig, så jeg vågnede ved det og opdagede,
at far havde rejst sig og atter var gået i gang med sit arbejde lidt længere
væk på marken eller i grøftekanten.
Om
efteråret i roesæsonen arbejdede far i reglen som arbejdsmand på Majbølle
Saftstation, men arbejdet varede kun i et par måneder, og ved vintertid
skovlede han som oftest sne på vejene for kommunen eller private. Men som tiden
gik, blev han mere og mere utilfreds med sin situation, hvilket gav sig udslag
i en stigende rastløshed og irritation over småting. Selv var jeg ikke stor
eller gammel nok, til at forstå, hvad der var årsagen til hans stigende
utilfredshed, men senere i livet forstod jeg, at det var den udsigtsløse
arbejdsløshedssituation, i forening med det daglige knokleri, som kun med nød
og næppe skaffede penge til de daglige udgifter, og endnu mindre til at betale
de halvårligt tilbagevendende terminer på huset. Desuden havde han problemer
med mor, som også var utilfreds med situationen, og som i forbindelse med fars
uudtalte seksuelle krav og forventninger til hende derfor blev nervøs i en
grad, der nærmede sig en regulær psykisk lidelse, som senere er blevet betegnet
som nervesammenbrud. Det var grunden til, at mor en overgang i 1933 og igen i
1935 blev indlagt på rekonvalescenthjemmet i Maribo. Jeg var da fire-fem år på
det tidspunkt.
Mens
far arbejdede på saftstationen, var jeg engang så heldig at få lov til at komme
med ham på arbejde, for at se hvad det var, han lavede. Det første der slog
mig, da vi ankom til fabrikken, var en gennemtrængende sursød lugt af roer og
kalk, som sved i næseborene. Dernæst var det støjen fra maskinerne og transportbåndene,
der førte roerne gennem fabriksanlægget, hvor de blev vasket, snittet og
formalet til den sukkermasse, der kaldes melasse. Jeg husker endnu tydeligt far
stående med en greb øverst oppe på transportbåndet, hvor han bl.a. sørgede for,
at roerne ikke faldt af til siderne.
Nogle
gange om året, i reglen om søndagen, cyklede mor og far til Nakskov, for at
besøge familien, især min onkel Johannes, tante Alma og fætter Børge på Tollesensvej.
Jeg sad da i en cykelstol foran på fars cykel, og noget af det, jeg husker
bedst, er, når hjemturen foregik hen på aftenen og det var fuldmåne. Månen stod
lavt på himlen, så jeg kunne se den mellem vejtræerne - vejene var dengang i
reglen på begge sider kantet med træer med få meters afstand - og når vi kørte,
så det grangiveligt ud, som om den fulgte med os. Standsede vi op, hvad der
kunne ske af en eller anden grund, gjorde månen også holdt! Det undrede mig
meget, både at den fulgte med os og at den stod stille, når vi gjorde det, men
på det tidspunkt forstod jeg naturligvis ikke, at der var tale om en illusion,
og mine forældre kunne heller ikke give mig en god forklaring på fænomenet. De
nøjedes med at konstatere, at det forekom.
I den herlige sommertid, hvor alt stod i flor
og de solfyldte dage syntes lange, hændte det lejlighedsvis at vi fik besøg af
Johannes, Alma og Børge, som kom cyklende fra Nakskov, hvor de boede på Tollesensvej.
Var vejret særlig godt gik turen i fællesskab ud til Maglehøj Strand, ikke
altid for at bade, men blot for at nyde synet af det store hav, Østersøen.
På
disse udflugter fik Børge og jeg i reglen hver en is, oftest en af de aflange,
runde mælkeis til 10 øre, men vi var særligt glade, når der vankede en
firkantet ispind med overtrækschokolade. Den kostede så vidt jeg husker 25
eller 35 øre. Vores mødre var dog ængstelige for, at vi skulle komme til at
spilde chokolade på vores nyvaskede og nystrøgne fine hvide tøj, så det tog
lidt af fornøjelsen ved at nyde isen.
På
et senere tidspunkt, så vidt jeg erindrer omkring 1939, købte min onkel og
tante en sommerhusgrund ude ved Maglehøj Strand, hvor de til at begyndte med
camperede i telt. De tilbragte siden da de fleste sommer-weekender og især
sommerferierne på stedet, hvor dagliglivet foregik på meget interimistiske og
primitive vilkår. Men glæden og fornøjelsen over naturen og landliggerlivet var
til gengæld en stor kontrast til dagligdagens tilværelse i byen.
Efter
at mine forældre, to brødre og jeg i april 1939 var flyttet til København, fik
jeg den store glæde at tilbringe skolesommerferierne 1940-42 hos min onkel,
tante og fætter Børge i Nakskov, hvilket jeg naturligvis vil fortælle betydeligt
mere om, men i kronologisk orden.
Det
første bud om, at julen nærmede sig, var især at det årlige julekatalog fra
Daells Varehus i København kom med posten. Det skete vistnok allerede i
begyndelsen af november måned, således at provinskunderne havde tid til at
studere katalogets store vareudbud og gøre deres postordrebestillinger på de
varer, som man ønskede at få tilsendt pr efterkrav.
Kataloget
var fyldt med billeder af de udbudte varer af alle slags, herunder ikke mindst
en masse forskelligt legetøj, som jeg naturligvis studerede med særlig
interesse. Der var en hel del legetøj af celluloid, som f.eks. vellignende
ænder, der kunne flyde på vandet i vaskefadet, pigedukker, klovne og meget
mere, tøjdyr af alle slags og ikke mindst nisser, og trælegetøj i form af
klodser, husdyr og zoologiske dyr, hestevogne, brandbiler og almindelige
biler, og legetøj af metal, så som byggesættet "Mekano", hvormed den
fingernemme og snilde kunne bygge forskelligt, mobilt legetøj, og der var ikke
mindst tinsoldater af forskellig slags, og såkaldt mekanisk legetøj, biler, motorcykler
og flyvemaskiner, dansende aber, klovne og marcherende soldater, som kunne
trækkes op og bevæge sig i nogle minutter ad gangen, indtil fjederkraften var
brugt op, og legetøjet måtte trækkes op på ny.
Desuden
var der en mængde forskelligt gummilegetøj: bolde, dukker og dyr. Dertil kom
soldater, cowboys og indianere i et plastmateriale, og selvom jeg endnu ikke
vidste, hvad cowboys og indianere var for noget, syntes jeg, at de kulørte
figurer var spændende og lidt mystiske, særlig indianerne, der var rødbrune i
ansigterne og på hænderne, og nogle af dem havde flotte fjerprydelser på
hovedet.
Så
vidt jeg husker, var noget af det første legetøj, jeg selv ønskede mig til jul,
en flot hestevogn med et forspand af to brune heste, og en kusk, der sad på
bukken og holdt tømmen med den ene hånd, og som havde en pisk i den anden hånd.
På vognens lad var der bl.a. mælkejunger. Både vogn, heste og kusk var lavet af
træ, som så meget andet legetøj dengang. Et materiale som plastic blev først
anvendt i legetøjsindustrien fra omkring 1950'erne, men til gengæld kom det
efterhånden til at erstatte træ mere og mere, således at der i 1990'erne og
senere kun forekom meget lidt vestligt produceret legetøj i træ.
Min
første juleaften i 1929 kan jeg af gode grunde ikke erindre, og heller ikke
juleaften 1930, men derimod nok min tredje juleaften 1931, da jeg var toethalvt
år. Jeg husker dog kun det smukt pyntede juletræ, som stod midt i stadsstuen og
ragede så højt op, at den øverste spids af den glimtende sølvstjerne berørte
loftet. På stammen lige under stjernen hængte der gennem hele min barndom og
tidlige ungdom altid et glansbillede af en engel. Men ellers var træet pyntet
med kræmmerhuse af den hjemmelavede slags, hvori der i reglen var lagt nødder
eller forskelligt konfekt. Både mor og far var fingernemme og dygtige til at
lave julestads. Og så var der de smukke, skinnende glaskugler, gyldne,
sølvhvide, røde, orange og blå, dertil glasfugle i forskellige strålende
farver, små glastrompeter og små trommer af karton, guirlander bestående af
dannebrogsflag omkransede træet fra øverst til nederst, og på grenene sad
hvide og røde stearinlys i stort tal, ligesom "fugle på kviste", og
desuden var der hængt glimmerstrimler og stjernekastere rundt om, og ud over
det hele var der spændt et fint væv af såkaldt fehår, som gav træet et eventyragtigt
skær.
Efter
at jeg lillejuleaften var blevet lagt i seng og faldet i søvn, gik mor og far i
fællesskab i gang med at pynte træet, for traditionen krævede, at det pyntede
juletræ skulle være en overraskelse for barnet eller børnene. Dørene ind til
stadsstuen, hvor træet stod, var derfor aflåst juleaftensdag, for at det
forventningsfulde og nysgerrige barn ikke skulle få træet at se, før om
aftenen, når det var tændt. Denne tradition bibeholdtes i de år, vi boede i
huset i Tillitse, og altså også efter, at min ældste lillebror, Benny, var
kommet til fem år senere. Bent var jo endnu ikke kommet til på det tidspunkt,
og han kom heller ikke til at opleve en juleaften i Tillitse, for vi flyttede
til Nakskov omkring 3 uger efter at han var blevet født, nemlig den 24. marts
1937. Og Lizzie kom først til flere år senere, og efter at vi var flyttet til
København.
Sådan
som jeg husker min barndoms jule- og nytårstid, lå der altid højt med sne
overalt, og far havde derfor ofte travlt med at skovle sneen væk fra indkørslen
og gårdspladsen, så det var til at komme frem og tilbage. Den offentlige vej
uden for vores hus blev ryddet af folk med skovle og hestetrukne sneplove, som
tilhørte kommunen. Det allerbedste for mig var dog, at så var det også tid til
at lave en snemand, og det blev i reglen gjort ude i indkørslen. Min far var
vældig god til at hjælpe mig med at lave snemanden, og mens han rullede to
større snebolde til snemandens under- og overkrop, baksede jeg med at lave en
noget mindre kugle til snemandens hoved. To store stykker sort kul blev hans
øjne, næsen var en stor og lang gulerod, og den smilende mund blev lavet af en
række mindre kulstykker. På snemandens krop blev anbragt en lodret række
knapper, også af kul, som vi jo altid havde lige ved hånden på den årstid,
fordi det var denne form for brændsel, der blev brugt mest af. Far havde også
sørget for at gemme en gammel aflagt hat, som snemanden kunne få på, og
desuden havde han lavet en træpibe, som blev stukket i munden på den
efterhånden værdigt udseende snemand. Til allersidst fik denne en riskost under
den ene arm, og så var han klar til at stå vagt ved indkørslen.
Så
længe der var frost i luften, stod den stolte snemand med sit lidt skæve smil
og stirrede med sine to kulsorte øjne ufravendt ud mod vejen, hvor der forresten
meget sjældent kom nogen gående eller kørende forbi. De køretøjer, der
passerede forbi ude på vejen, var for det meste hestevogne, enten arbejdsvogne
eller personvogne, hvoraf de sidstnævnte på den årstid, hvor der lå sne, i
reglen var forsynet med meder eller ligefrem omskiftet med hestetrukne kaner.
Det var en herlig fornøjelse som barn, at se de store kaner komme kørende hen
ad den snedækkede vej, og høre kanebjælderne klinge så muntert i takt med
hestens eller hestenes trav. Vognene og kanerne tilhørte naturligvis ikke
almindelige arbejdsfolk, men derimod ejerne eller forpagterne af de store
gårde i omegnen.
Dengang,
i begyndelsen af 1930'erne var det uhyre sjældent at se et automobil ude på landet,
idet det kun var de meget velstillede eller rige, der havde råd til købe sådan
et nymodens monstrum. Automobilerne eller bilerne, som de for nemheds skyld
blev og fortsat bliver kaldt, var dog allerede på den tid et meget brugt vare-
og persontransportmiddel i købstæderne og naturligvis især i storbyerne. Og som
tidligere nævnt havde den slagter og fiskehandler, der kom og solgte ved dørene
i landsbyen, hver sin bil med specialindrettet kasselad. Det hændte meget
sjældent, at man så en såkaldt lastbil, dvs. en bil med førerhus og åbent lad.
Men det var endnu sjældnere at se en personbil. Engang, da min kammerat Ove og
jeg en sommer, vistnok i 1935, sad ved grøftekanten et stykke fra vores hus,
og ville tælle og notere ned i en lille notesbog, hvor mange personbiler, der
kom forbi, mens vi sad der, talte vi siger og skriver kun to biler på en hel
eftermiddag. Den ene var en mindre lastbil og den anden en åben personbil.
Mange
af personbilerne var på den tid ofte åbne vogne, idet chassiset i reglen ikke
var overdækket, men nogle havde dog en kaleche, som kunne slås op eller ned,
alt efter vejret. Disse biler egnede sig imidlertid dårligt til det danske
klima, men kunne gå an om sommeren, hvor vejret hændelsesvis var mildere og
varmere. Efterhånden fortrængtes de åbne vogne af stadig flere biler med
karrosseri, dvs. med chassis og overdækning ud i ét.
Men
tilbage til min tidligste barndoms juletid. Forud for juleaften var der gået en
travl tid, først og fremmest med slagtning af grisen og tilberedning af alt,
hvad der var på denne, som kunne bruges til madvarer. Det har dog nok ikke
været i toethalvt års alderen, at jeg fik lov til at overvære slagtningen af
grisen, men snarere et eller to år senere, da jeg var 3-4 år. Men jeg husker
tydeligt, at det gjorde et dybt og uudsletteligt indtryk på mig, da den gris,
som havde gået ovre i stalden i hønsehuset det meste af året, og som jeg ind
imellem havde hjulpet far med at fordre, en dag i begyndelsen af december
skulle slagtes. Den gris, hvis grynten, smasken og snøften var blevet en del af
min hverdag, og som så ofte havde kigget på mig med sine små griseøjne. Den
gris, hvis faste ryg med de stride børster jeg så tit havde klappet, og
bemærket, at grisen nød det, når den blev kløet bag ørene. At den nu pludselig
skulle dø for slagterens store skarpe kniv, var mig ubegribeligt, og jeg var
oprigtigt ked af det på grisens og ikke mindst egne vegne. Men da jeg spurgte
mor, om ikke grisen nok måtte få lov til at leve, svarede hun, at den skulle
slagtes, for at vi kunne få julemad på bordet. Dette argument kunne jeg ikke
forstå, men jeg blev naturligvis nødt til at acceptere det nødvendige og
uundgåelige: grisen skulle slagtes næste dag.
Tidligt
om formiddagen næste dag kom slagteren kørende i bil, og han anbragte sine
remedier i vaskehuset, hvor slagtningen skulle foregå. Det dampede allerede fra
gruekedlen, som far tidligt fra morgenstunden havde tændt op for at koge det
vand, der skulle bruges i forbindelse med slagtningen. Da alt var gjort klar i
vaskehuset, hentede far og slagteren grisen ovre i stalden, bandt et reb om
dens hals og slæbte derefter den hvinende gris ud af stalden og over i
vaskehuset. Jeg tror, at den anede, hvilken skæbne der ventede den.
I
vaskehuset blev grisens forben og bagben bundet sammen parvis, så den ikke
kunne løbe sin vej eller spjætte, og med stort besvær blev den hylende gris
modstræbende bakset op og lagt sidelæns på vaskebænken med hovedet et stykke
ud over dennes ene ende, hvorunder der stod en stor zinkbalje, som på forhånd
var blevet skoldet til formålet. Og mens far pressede grisens krop mod
vaskebænken, greb slagteren sin store, skarpe kniv og jog den ind under halsen
på den skrigende gris og skar et vel omkring 10 cm langt snit, som skar
halspulsåren over, hvorefter blodet i pumpende rytme straks begyndte at fosse
ud af grisen og ned i baljen. Efterhånden som blodet tappedes af grisen, blev
dens hylen svagere, og til sidst gik dens skrigen over i stønnen, gispen og
prusten, der til sidst ebbede ud. Grisen lå nu helt stille med stirrende øjne,
dens åndedræt og hjerteslag var ophørt, og dermed var livet i grisen udslukt.
Men til gengæld bankede mit hjerte heftigt af ophidselse og skræk over, hvad
jeg indtil nu havde været vidne til. Jeg stod henne ved døren og så til, og
følte mig fastnaglet til stedet, så at jeg ikke kunne være løbet væk, selvom
jeg havde haft lyst til det. Men jeg var samtidig så fascineret af dette
mærkværdige, at vi måtte dræbe et andet levende væsen, for at vi selv skulle
kunne leve, at jeg ønskede at se alt, hvad der skulle ske med den gris, som jeg
på en eller anden måde var kommet til at holde af og i hvert fald kendte godt.
Straks
efter at grisen var blevet helt rolig, greb far og slagteren hver sin spand og
tog spilkogende vand fra gruekedlen og hældte det over den døde grisekrop, for
at blødgøre dens børster, således at de var lette at skrabe af. Slagteren tog
nu en skaber og med denne fjernede han alle hår på grisens ene side. Da det var
gjort, blev grisen vendt om på den anden side, hvorefter hele processen blev
gentaget. Til sidst blev grisen bakset ned i en af de store ovale zinkbaljer,
og her blev den endnu engang overhældt med kogende vand og skrubbet med en
stiv børste til den ansås for at være tilstrækkeligt ren.
Imens
dette skete rengjorde far vaskebænken, og grisen blev igen lagt op på denne,
parat til at blive parteret. Det blev et af de mest makabre syn, jeg nogensinde
i mit liv har oplevet, og det skal da også straks siges, at jeg ikke havde lyst
til at overvære hele processen. Efter at have set, at slagteren havde skåret
maven op på grisen, så tarmene væltede ud og ned i en balje, havde jeg fået
nok. Jeg skyndte mig ind til mor, som opholdt sig i køkkenet, hvor hun var ved
at gøre klar til at modtage de dele af grisen, som straks skulle bearbejdes til
forskellige former for madvarer. Her satte jeg mig op på den høje brændekasse,
for bedre at kunne følge med i, hvad mor foretog sig, og jeg så da, at
kødhakkemaskinen var taget frem og spændt fast på køkkenbordskanten.
Noget
af det første, der kom ind ude fra den slagtede gris, var store kødstykker og
tømte og rensede tarme. Et langt stykke tømt og renset tarm blev først snøret
til i den ene ende, og den anden og åbne ende blev sat ind over en tragt, som
var monteret på kødhakkemaskinen dér, hvor det småhakkede kød kom ud. Mor bad
mig nu om at holde den nedhængende del af den tomme tarm, hvorefter hun puttede
kødstykker i hakkemaskinen, idet hun samtidig drejede på dennes håndtag, og
straks efter begyndte det hakkede kød at komme ud og efterhånden fylde tarmen
op. Den fyldte tarm blev derefter også bundet til i den åbne ende, og vupti,
den første medisterpølse var færdig. Processen gentoges det antal gange, som
der var tarme og kød til.
Det
næste mor i reglen gjorde, var at fylde nogle skåle med småhakket kød, hvoraf
noget blev svitset på stegepanden og derefter blandet med ligeledes finthakkede
grønsager. Denne ret kaldtes finker, og den blev serveret med brun sovs og
hvide kartofler, og oftest med syltede rødbeder til. Andet af det småhakkede
kød blev blandet med snittede løg, salt og peber og rørt til en fars, som der
blev stegt frikadeller af. Det aftappede, mørkerøde blod fra grisen blev
blandet i byggrød med rosiner i, hvorefter grødmassen fyldtes i en af de større
tarme, som blev stoppet så tilpas hårdt, at pølsen efter afkøling kunne skæres
i tykke skiver og steges på panden. De cirkelrunde, stegte og nærmest sorte
blodpølsestykker blev derefter serveret med melis eller sirup til at dyppe i.
Retten smagte herligt, især på grund af grøden, rosinerne og dyppelsen, og
glemt var det, i al fald for en tid, at den også bestod af blod fra den
slagtede gris.
Derimod
blev man i allerhøjeste grad mindet om grisen og det slagtedrama, der havde
fundet sted tidligere på dagen, når far kom ind i køkkenet med det afskårne
grisehoved på et emaljeret fad. Grisens øjne stirrende stift og tomt ud i
luften, og dens mund var en smule åben, så tænderne var synlige, hvilket i al
fald fik både mor og mig til at gyse, men far rørte det tilsyneladende ikke.
Det var da også ham, der fik overdraget den opgave, at skære kødet på
grisehovedet i småstykker, som blev grovhakket i kødmaskinen, for derefter at
blive kogt og blandet i en gelémasse, der skulle stå og stivne i et
rektangulært fad. Retten kaldtes sylte, og den blev pyntet med laurbærblade og
siden serveret 1. juledag som kold frokostret på rugbrød og med sennep til.
Far
var på nogle områder ikke særlig følsom, især ikke i forhold til dyr, og som
opvokset på landet havde han fuldt ud accepteret og vænnet sig til, at
husdyrene var til for menneskets skyld. Han var dog af den opfattelse, at de
skulle behandles ordentligt, så længe de var i live, men han så ikke noget
galt i, at nogle af dyrene ind imellem måtte slagtes, for at give mad på
bordet. I enkelte tilfælde udviste han en bizar form for fornøjelse, som da han
eksempelvis skar grisens øjne ud og viste mig, at de kunne trille rundt på en
tallerken. Det syntes at more ham, ligesom en anden gang, da han ude på en
huggeblok midt på gårdspladsen huggede hovedet af en høne, der skulle ende i
suppegryden. Efter at have hugget hovedet af hønen, slap han den og lod den
flagre af sted. Det morede ham tilsyneladende at se den hovedløse høne flakse rundt
på jorden, mens blodet sprøjtede ud af dens hals, indtil den faldt død om. Far
havde ladet både mor og mig være vidner til denne makabre situation, og han
viste mig også det afhuggede hønsehoved, som endnu plirrede med øjnene, hvilket
undrede mig meget. Mor syntes bestemt ikke om synet, og syntes heller ikke at
det var noget, jeg burde se på, så hun kaldte mig med sig ind i huset, men jeg
blev stående med en blanding af modvilje og fascination over endnu et af livets
mere barske aspekter.
Men
i øvrigt blev stort set alt, hvad der kunne anvendes af grisen, brugt til
forskellige former for kødmad. Leveren blev til leverpostej og stegt lever,
nyrerne blev brugt til ragout, flæskesiderne blev saltede og skinkerne røget,
så de kunne holde sig et stykke tid ind i det nye år. Ribbenene blev til
ribbenssteg, ja, selv de afskårne grisetæer blev anvendt i form af syltede
grisetæer, en ret, som især min far og morfar var meget glade for. Men den
skulle hverken mor, mormor, Dennis eller jeg nyde noget af. Selv de kasserede
dele af grisen blev til nytte, idet de blev smidt ud i hønsegården, hvor
hønsene ligefrem sloges om at kaste sig over de gode sager.
Juleaftensdag
havde mor travlt i køkkenet allerede fra tidlig formiddag, for der skulle koges
risengrød, som skulle sættes i høkasse, for at koge færdig dér, idet man på den
måde sparede på brændselsforbruget. Der skulle snittes rødkål, som skulle koges
og smages til, og flæskestegen skulle steges med sprød svær i komfurets ovn.
Det samme gjaldt anden, som far havde slagtet og plukket, og som mor havde
tilberedt, men den skulle først sættes i ovnen lidt senere end flæskestegen.
Desuden skulle der skrælles og koges kartofler, både hvide kartofler og de
mindre kartofler, som skulle bruges til brune kartofler. Jeg mener at kunne
huske, at den dessert vi fik til julemiddagen, bestod af syltede svesker med
flødeskum. Dengang var det endnu ikke almindeligt at servere ris á la mande,
sådan som det blev det siden 1950'erne, hvor denne ret blev indført i mange
danske hjem og risengrøden udgik som traditionel forret.
For
resten var man allerede dengang meget sparebevidste i hjem som mine forældres.
Det gjaldt eksempelvis for risengrødens vedkommende, som kun blev kogt op til
kogepunktet og derefter sat i såkaldt "høkasse", dvs. en kasse foret
med træuld og aviser, hvor den kunne stå i flere timer og "koge"
færdig. Og risengrød fik man kun een gang om året, nemlig juleaften, for risengryn
var forholdsvis dyre.
Men
der var altså alt i alt mere end nok at se til og gøre for mor, som havde let
ved at blive nervøs og bange for, at alting ikke skulle blive perfekt, sådan
som hun altid helst ville have det. Resultatet var derfor ofte det, at
risengrøden sved på, anden blev stegt lidt for meget og de brunede kartofler
brændte på. Ind imellem skulle mor jo dække op inde i dagligstuen, hvor der
blev lagt en efter min mening meget flot papirsdug, fuld af påtrykte nisser,
snemænd, granguirlander og kristtjørn, på spisebordet, som var blevet forlænget
med udtræksplader, fordi vi ventede gæster, nemlig mormor, morfar og Dennis,
der ville komme med toget i løbet af dagen. De skulle overnatte hos os, og der
var redt op til dem inde i gæsteværelset, hvor der i den anledning også var
opslået en såkaldt pufseng, som Dennis skulle sove i.
Flere
gange i løbet af dagen spurgte jeg utålmodigt min mor, hvornår mormor, morfar
og Dennis kom, for jeg glædede mig meget til deres besøg, især fordi de var
nogle af de mennesker, jeg holdt allermest af. Flere gange gik jeg ud på den
snedækkede vej, for at spejde efter dem, men endnu var de ikke at se oppe på
vejen fra stationen. Lidt skuffet kiggede jeg op på snemanden, som syntes at
forstå mig, og så sjoskede jeg over i garagen, for at se, hvad far havde travlt
med. Ved den slags lejligheder opholdt han sig gerne i garagen, vistnok mest
for ikke at gå i vejen, men som regel lavede han et eller andet nyttigt eller
nødvendigt. En af de ting, han gjorde, da han igen kom ind i huset, var at
hælde rødvinen på karafler. Han hjalp i reglen også til med at dække bordet og
satte til slut vin og sodavand ind. Da mormor, morfar og Dennis endelig langt
om længe kom hen på eftermiddagen, sad jeg ude i køkkenet hos mor og legede
med et eller andet stykke legetøj. Men da jeg hørte dem komme, fløj jeg op og
ud i forstuen, for at tage imod dem, og fik selvfølgelig et kram af min
dejlige mormor, som jeg havde et helt specielt godt og varmt forhold til. Morfar
og Dennis gav jeg hånden, sådan som det især var skik og brug dengang, hvor
mænd og drenge normalt ikke demonstrerede følelser overfor hinanden indbyrdes.
Men det var tydeligt, at vi alle var meget glade for at se hinanden.
Mor,
som var højrød i ansigtet af både køkkenets varme og af nervøsitet, var
selvfølgelig også fulgt med ud i forstuen for at sige goddag til sine forældre
og sin lille nevø, og kort efter kom far også til og hilste på sine
svigerforældre og Dennis. Da de havde lagt overtøjet ude i forstuen (entreen)
gik mormor og morfar ind i dagligstuen, idet morfar ville stille kufferten,
som blandt andet indeholdt deres nattøj og andre personlige ting, ind i gæsteværelset.
Mormor havde et par bæretasker med, hvorfra der stak nogle julepakker op,
hvilket jeg allerede havde bemærket, da de ankom. Dennis og jeg blev nu bedt om
at gå udenfor, mens far lukkede morfar og mormor ind i stadsstuen, hvorfra der
var adgang til gæsteværelset. Mens morfar stillede deres kuffert ind i det
nævnte værelse, anbragte mormor deres medbragte gavepakker under juletræet. I
mellemtiden havde Dennis og jeg sneget os om foran huset, hvor vi ved at kigge
ind ad vinduerne til stadsstuen håbede på, at kunne se juletræet og
gavepakkerne, men rullegardinerne var naturligvis trukket for, så vi intet
kunne se af herlighederne.
Noget
skuffede vendte vi tilbage til dagligstuen, hvor morfar og far sad på hver sin
stol og udvekslede nyheder og hvad der ellers var at tale om. Mormor var ude i
køkkenet, hvor hun hjalp til med at anrette maden og bære den ind. Langt om
længe var alting klar, og vi blev bedt om at sætte os til bords. Mormor, morfar
og Dennis ved den ene side, og mor, far og jeg ved den anden side. Efter at far
havde tændt lysene i stagerne og skænket kirsebærsaftevand i glassene, blev
fadet med den dampende risengrød, med en stor smørklat i midten, båret ind og
sat på bordet. Men mærkeligt nok, så kom mor ind med to tallerkener risengrød,
en til Dennis og en til mig, og i begyndelsen forstod jeg ikke, at det var
fordi hun ville sikre sig, at han og jeg fik hver en mandel, således at vi
begge fik en mandelgave. Denne bestod i reglen enten af en marcipangris eller
en chokoladegris, begge med en rød sløjfe om halsen.
Men
der var også en mandel i risengrøden i fadet, og med den blev der ikke lavet
snyd. Den af de voksne, der tilfældigvis fik mandlen, blev i reglen belønnet
med en noget større marcipangris, ligeledes med rød sløjfe om halsen, eller en
lille æske chokolade. Efter at risengrøden var blevet spist og fadet og de
brugte tallerkener båret ud i køkkenet, åbnede far sodavandsflaskerne til os
to drenge og skænkede det første glas rødvin op til morfar og sig selv -
hverken mor eller mormor drak vin, og det var utænkeligt, at børn fik vin at
drikke. Mor og mormor drak i reglen citronsodavand. Derefter blev fadene og
tilbehøret til hovedretten, and og flæskesteg, båret ind. Det var altid far,
der trancherede den stegte and med en fjerkræsaks, og det var i reglen også
ham, der delte stykkerne ud, først til morfar, mormor og Dennis, og derefter
til mor, mig og sig selv. Fadene med henholdsvis hvide og brune kartofler blev
budt rundt, og skålene med ribsgelé, solbærsyltetøj, syltede rødbeder, asier,
agurker og agurkesalat gik ligeledes på omgang.
Problemet
for os drenge var imidlertid, at vi som regel havde spist for meget risengrød
og derfor ikke kunne spise ret meget af hovedretten. Det eneste, vi gerne ville
have, var brune kartofler og et par sprøde flæskesvær, men ikke noget af anden,
i hvert fald ikke for mit vedkommende, for jeg var stopmæt, og sad desuden hele
tiden og tænkte på marcipangrisen, som under ingen omstændigheder måtte spises
før efter desserten. Så gik det bedre med at få desserten ned, som jo bestod af
syltede svesker eller pærer med flødeskum, uhm, uhm! Men vi drenge syntes, at
de voksne var ulideligt længe om at spise sig igennem hovedretten, især far og
morfar gjorde sig til gode med de lækre stege, og begge elskede brune
kartofler. Til desserten fik morfar og far portvin og mormor og mor et lille
glas kirsebærvin. Vi drenge drak saftevand eller sodavand til.
Da
julemiddagen endelig efter et par uendeligt lange timer var overstået og alting
båret ud, måtte Dennis og jeg gerne spise hver vores marcipangris, men dels var
vi så mætte, at ingen af os kunne få en bid mere ned, og dels syntes i al fald
jeg, at det var synd at ødelægge den smuktformede marcipangris ved at spise
den. Min marcipangris blev derfor omhyggeligt opbevaret til længe efter jul i
den fine æske, hvori jeg havde fået den.
Hvad Dennis gjorde med sin, husker jeg ikke længere, men formentlig det
samme, især da han ikke var lige så stor en slikmund som jeg. Men det hændte
for mit vedkommende, at marcipangrisen blev gemt så længe, at den var blevet så
tør og hård, at jeg ikke havde lyst til at spise den.
En
væsentlig grund til, at vi drenge gerne ville have middagen hurtigt overstået,
var naturligvis forventningen og spændingen ved tanken om juletræet og - ikke
mindst - julegaverne. Og endelig kom da det store øjeblik, hvor far forsvandt
ind bag døren til stadsstuen, for at tænde de mange levende lys på juletræet.
Med bankende hjerte ventede jeg på, at han skulle åbne fløjdøren, spændt på,
hvad vi ville få at se. Endelig, endelig skete det, og med undrende barnesind
og tindrende øjne så jeg og Dennis det smukt og rigt pyntede og næsten
overjordiske træ, der lyste og glimtede så levende, at man næsten glemte at
trække vejret. Og med den intense duft af gran og tændte stearinlys, gik vi
seks mennesker nu ind og dannede kæde omkring træet: mormor og morfar med
Dennis imellem sig, og mor og far med mig imellem sig. Far og mor sang for,
først "Glade jul, dejlige jul" og "Julen har bragt
velsignet bud", begge af den geniale digter B.S.Ingemann. Derefter "Et
barn er født i Betlehem", fordansket fra latin af Grundtvig, og så til
den lidt mere muntre "Højt fra træets grønne top" af Peter
Faber, og til slut På loftet sidder nissen med sin julegrød” af
Margrethe Munthe, der inspirerede til en befriende latter og lige som bragte
alle tilbage til sig selv og det barnlig-festlige ved julen.
De
voksne satte sig nu mætte og mere eller mindre trætte på stolene i stadsstuen,
og vi to drenge fik herefter lov til tage pakkerne under træet, og da ingen af
os endnu kunne læse, gav vi dem til en af de voksne, som læste på gavemærket,
hvem pakken var til. Nogle af gaverne var farmor kommet med om formiddagen, så
der var også gaver fra hende og bedstefar. Der var flest bløde pakker under
træet og kun nogle få såkaldte hårde pakker. De førstnævnte indeholdt i reglen
enten hjemmestrikkede strømper, sokker, vanter, halstørklæder, undertøj,
forklæder eller duge. De sidstnævnte og "hårde" pakker indeholdt som
regel et stykke legetøj til børnene. Selv fik jeg som allerede nævnt en
hestevogn med kusk og heste af mine forældre, af mine morforældre fik jeg
strømper, vanter og undertøj. Af mine farforældre fik jeg vistnok en metalabe,
som hoppede og slog takt med to bækkener, når den blev trukket op med nøglen,
der sad i dens ryg. Jeg husker ikke, hvad Dennis fik ved den lejlighed, men
formentlig også noget tøj og et stykke legetøj. I det hele taget fik børn
hverken dengang i 1930'erne eller senere i 1940'erne ret meget legetøj. Det
gjorde børn først så småt fra omkring slutningen af 1950'erne med stigende
tendens op gennem 1960'erne og 1970'erne, og i nærmest overflødig grad senere,
og ikke kun til jul og fødselsdage, men faktisk hele året igennem.
De
voksne udvekslede gaver, der i reglen bestod af bløde pakker med et indhold á la
det, der er nævnt ovenfor, men det hændte dog, at der var hårde pakker imellem,
og i så fald kunne der være tale om en glasvase, en porcelænskande eller
lignende til damerne, og et askebæger, et cigar- eller cigaretetui eller
lignende til herrerne. Men for det meste var der tale om hjemmelavede gaver,
for pengene var små, meget små, dengang, hvor land- og industriarbejdere ikke
tjente ret mange penge, og hvor der desuden var begyndt at gøre sig et stor
arbejdsløshed gældende, både på landet og i byerne. Det var eftervirkningerne
af det store børskrak i Amerika i 1929, og de finansielle kriser, der fulgte
heraf og som havde bredt sig til Europa. Den stigende arbejdsløshed medførte
nedgang i købekraften, hvilket bidrog til at forstærke krisen og arbejdsløsheden
yderligere.
Særlig
slemt så det ud i Tyskland, som efter 1. verdenskrig tilmed var blevet dømt til
at betale 105 milliarder mark i krigsskadeerstatninger til de Allierede, altså
til Frankrig, England og Amerika. Beløbet skulle afdrages efterhånden og være
betalt senest 1988. Denne efter mange tyskeres mening helt urimelige bod, blev
en af årsagerne til, at tyske industrimagnater besluttede sig til at støtte
Adolf Hitler og hans bestræbelser på at gengive Tyskland den uafhængighed og
storhed, det som kolonimagt havde haft før 1.Verdenskrig. Dertil kom, at det
var en torn i øjet på mange tyskere, at Rhinlandet helt op til 1930 var besat
af allierede tropper. Men nok så stor betydning havde det, at stadig større
dele af den efterhånden forarmede tyske befolkning sluttede op om denne mærkværdige
mand og hans politik, som nogle år senere skulle kaste Europa ud i en ny
verdenskrig, der om muligt var værre og grusommere, og som kostede flere
menneskeliv, flere invalider, og flere hjemløse og flygtninge, end
1.Verdenskrig.
For
vor hjemlige lilleverdens vedkommende skulle 2. verdenskrig komme til at få
mere alvorlige og direkte følger, end tilfældet var med den forrige
verdenskrig, hvor det neutrale Danmark stort set holdt sig skadefri. Der var
ganske vist indført rationering under 1. verdenskrig på grund af vareknapheden,
men en del foretagsomme danskere forstod at udnytte situationen, idet de
tjente sig rige ved at levere fødevarer til de krigsførende lande, og ikke
mindst til arvefjenden Tyskland. Disse fødevarer bestod blandt andet af
konserves med kødterninger i sovs, en ret, der kaldtes gullasch, og derfor gav
man øgenavnet "gullasch-baroner" til de i reglen udannede opkomlinge
til handelsmænd, der stod bag, og som nærmest blev betragtet som en slags
landsforrædere.
Herhjemme dannede Thorvald Stauning sin anden
regering i mit fødselsår, 1929, en af de længst siddende regeringer nogensinde
i Danmark, idet den varede uafbrudt fra 30. april 1929 til 9. november 1942. Stauning,
som i denne lange periode fik status som en slags landsfader, i hvert fald for
arbejderbefolkningen, døde imidlertid den 4. maj 1942 og han efterfulgtes som
statsminister af Vilhelm Buhl, der dog kun beholdt denne post til 9. november
s.å., idet den tyske besættelsesmagt krævede, at den protyske Erik Scavenius
(1877-1962), som havde været udenrigsminister siden regeringens omdannelse den
8. juli 1940, skulle indsættes som stats- og udenrigsminister. Den velvilje,
som Scavenius, der fordømte modstandsbevægelsens virksomhed, udviste overfor
den tyske besættelsesmagt, førte på grund af den tyske fremfærd og
befolkningens reaktioner til hans og regeringens afgang den 29.august
1943.
En
af de betydeligste ministre i Stauning-regeringen var K. K. Steincke (1880-1963), som havde været
justitsminister i regeringen 1924-26, og som blev det igen 1935-39 samt 1950,
men som 1929-35 var socialminister. I denne egenskab udarbejdede og gennemførte
han i 1933 en socialreform, som blandt meget andet indeholdt
arbejderbeskyttelsesloven, ferieloven, boligloven (boligstøtte til
mindrebemidlede), uddannelsesloven (gratis adgang til undervisning og statens
uddannelsesstøtte), sundhedsloven og skatteloven (progressiv beskatning, der
lader de højere indkomster bære en forholdsvis større del af skattebyrden end
lavindkomsterne).
Socialreformen,
som naturligvis vakte stor modstand, især hos Venstre og De konservative, fik
stor betydning for arbejderklassen eller lønmodtagerne, som det hedder i vore
dage. Når Venstre alligevel gik med til at gennemføre socialreformen, skal det
ses i lyset af den tids indenrigspolitiske begivenheder. Først og fremmest var
man blevet klar over, at den økonomiske krise, der i 1932 førte til oprettelsen
af et særligt regeringskontor, senere kaldet valutacentralen, som betød
at Danmark forlod sin traditionelle frihandelspolitik og i stedet gik over til
stram statsregulering af handelen med udlandet. Formålet var at sikre en sådan
balance mellem import og eksport, at man kunne bevare kontrollen med den danske
krones kurs.
Baggrunden
var, at man forudså at den økonomiske krise og massearbejdsløsheden ville
styrke de yderligtgående tendenser blandt arbejderne. Dette havde allerede
givet sig udslag omkring slutningen af første verdenskrig, nemlig i dannelsen
af et kommunistisk parti, som dog i løbet af 1920'erne aldrig nåede op over 6
000 stemmer. Men ved valget i 1932 fik kommunisterne 17 000 stemmer og to
mandater i folketinget, ligesom de også var ved at vinde frem inden for
fagforeningerne. De to mandater blev tildelt Aksel Larsen (1897-1972)
og Arne Munch-Petersen (1904-1940). Omkring nytår 1933 begyndte det at
trække op til arbejdskamp, fordi arbejdsgiverne krævede meget betydelige
lønnedskæringer og varslede storlockout. Desuden svækkede den store
arbejdsløshed den socialdemokratiske fagbevægelse, som jo ikke havde kunnet
komme igennem med sine stadige krav om arbejds- og lønforbedringer, og som
derfor frygtede for, at en arbejdskamp ville betyde nederlag og en yderligere
styrkelse af kommunisterne.
Det
var i denne situation, at regeringen og Venstres ledere på Staunings initiativ
deltog i nogle sammenkomster i Staunings hjem i Kanslergade på Østerbro. I
slutningen af januar 1933 enedes man om at indgå et forlig - siden betegnet som
Kanslergadeforliget - som forpligtede Venstre til ikke at modsætte sig en lov,
der forbød strejker og lockouter for et år, samtidig med, at partiet lovede at
stemme for Steinckes store lovkompleks, under ét kaldet socialreformen, som
blandt andet sikrede en fastholdelse af de bestående lønninger, hvilket dog
kun var en fordel for dem, der var i arbejde. Men de mange arbejdsløses nød
blev delvis søgt imødegået gennem socialreformen. Til gengæld krævede Venstre,
at kronens kurs skulle sænkes, hvilket var en mærkbar fordel for landbruget.
De
konservative ville ikke deltage i forliget, som de mente ville betyde store
forringelser for arbejdsgiverne, og som argument brugte de blandt andet, at
hvis lønningerne var blevet nedsat, ville så mange flere være kunnet komme i
beskæftigelse, hvilket jo ville have begrænset arbejdsløsheden. Imidlertid
viste det sig, at industrien ikke havde de dårligste vilkår under
valutacentralens kontrol, idet især tekstil- og skotøjsfabrikker fik et
mærkbart opsving i 1930'erne. Da man samtidig lempede vilkårene for
byggeindustrien og desuden satte offentlige arbejder i gang, fik man i de
følgende år nedbragt arbejdsløsheden en del.
Men
trods den lettelse landbruget havde fået gennem sænkningen af kronekursen, gik
det dårligt for mange landmænd, som kom i stor gæld, som de i kraft af de
faldende priser på landbrugsvarer ikke var i stand til at betale. På trods af
lovbestemmelser om henstand med betalingerne, blev det bitre resultat derfor
ofte, at gårdene kom på tvangsauktion. Den danske eksport af smør til
hovedkunden England, var belagt med en told på 15%, hvorimod smør fra engelske
dominions som Australien og New Zealand var fritaget for told. Det betød
naturligvis, at England fortrinsvis købte sit smør i de sidstnævnte lande.
Eksporten af bacon var derimod toldfri, men England havde lagt begrænsninger på
den mængde bacon, der måtte indføres. Det var sket, fordi man ville fremme den
indenlandske svineavl, så derfor var det begrænset, hvad England købte af bacon
i Danmark.
Det
var ikke alle Venstrefolk, der så med velvilje på Kanslergadeforliget - og
forresten heller ikke alle socialdemokrater - og i 1932 førte det til
oprettelsen af "Landbrugernes Sammenslutning", til daglig blot kaldet
"L.S.". Sammenslutningen søgte at påvirke folkestemningen gennem
kraftige demonstrationer, blandt andet en mælkestrejke. Nogle venstrepolitikere
dannede også et "bondeparti", som opnåede et par mandater ved
valgene, hvilket svækkede moderpartiet Venstre. Det konservative Folkeparti
var under Christmas Møllers ledelse for et samarbejde med regeringen, forudsat
at man derved kunne fremme, hvad man forstod ved sund politik.
Denne
opfattelse deltes imidlertid ikke af alle konservative, og specielt ikke af de
unge i partiet, blandt hvilke der var en del, som ikke blot var modstandere af
det radikale-socialdemokratiske styre, men ydermere vendte sig mod
parlamentarisme og demokrati og gav udtryk for sympati for Hitler. Dette tilløb
til at skabe et dansk nazistparti lykkedes det i første omgang Christmas Møller
at bremse, idet han erklærede at den nazistiske politik og dens metoder var
uforenelig med dansk konservativ tankegang, som tog kraftig afstand fra
antiparlamentariske og antidemokratiske ideer og metoder.
Gennem
demagogisk propaganda med løfter om at føre det tyske folk ud af dets efter
egen opfattelse store fornedrelse efter første verdenskrig, at befri tyskerne
for den store arbejdsløshed, som skyldtes indre og ydre fjender, som i begge
tilfælde blev identificeret med den internationale zionisme, var det indtil
videre lykkedes Hitler at gøre sig selv og sin politik så kendt og populær i
Tyskland, at han i 1933 blev udnævnt til rigskansler. Hvad mange udenlandske
politikere og befolkninger derimod ikke så eller i første omgang ignorerede,
var, at Hitler straks efter sin magtovertagelse forbød det tyske
kommunistparti, mens han nøjedes med at modarbejde og i realiteten knuse
socialdemokratiet og fagforeningerne. Samtidig oprettedes de første og senere
så berygtede og forhadte koncentrationslejre, hvis internerede var
kommunister, socialdemokrater, fagforeningsledere og alle, der kunne
karakteriseres som modstandere af Hitler og hans politik.
Men
en af Hitlers mest provokerende handlinger på den tid, var Tysklands udtræden
af Folkenes Forbund, ofte kaldt Folkeforbundet. Det blev oprettet kort efter
1.verdenskrigs afslutning, nemlig i 1919, og havde som formål fredens
bevarelse, idet internationale konflikter i videst muligt omfang skulle søges
løst ad fredelig, forhandlingsmæssig vej. Dertil kunne man bruge ikke-militære
tvangsmidler og sanktioner mod en angriber. Til at begynde med var det kun de
vindende stater, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Italien, Portugal,
Rumænien, Grækenland, Rusland, Japan, der var medlemmer, men senere optog man
også de tabende nationer, først og fremmest Tyskland og dernæst Østrig-Ungarn,
Tyrkiet og Bulgarien. USA, som ellers havde ydet en betydelig indsats under
1.verdenskrig, både økonomisk og militært, blev mærkeligt nok aldrig medlem,
skønt en af hovedinitiativtagerne til Folkeforbundets oprettelse var den
amerikanske demokratiske præsident Woodrow Wilson (1856-1924). Han
fremsatte i 1918 et fredsprogram i 14 punkter, hvis hovedindhold sigtede på oprettelsen
af Folkenes Forbund.
Folkeforbundets
hovedorganer var: Delegeretforsamlingen, Rådet, Sekretariatet, Den internationale
Domstol i Haag og Den internationale Arbejdsorganisation. Delegeretforsamlingen
trådte sammen første gang i 1920 i Genève. De to sidstnævnte organisationer
fortsatte efter Folkeforbundets officielle ophør 1946, men reelt begyndte
sammenbruddet i 1933, da Japan meldte sig ud efter angrebet på Kina 1931, som
Folkeforbundet ikke havde kraft eller evne til at standse ved sanktioner.
Tyskland fulgte efter med sin udmeldelse samme år, og Italien førte en brutal
krig mod Etiopien i 1935, som Folkeforbundet heller ikke magtede at
forhindre. Folkeforbundet var reelt handlingslammet og formåede derfor heller
ikke at gribe ind, da der var optræk til 2. verdenskrig.
Set
i bakspejlet kan det konstateres, at verden i 1920'-30'erne endnu ikke var
moden til overnationalt samarbejde, og da slet ikke til overnationalt styre.
Men efter 2. verdenskrig gjorde de mere progressive nationer et forsøg på at
genoplive den overnationale fredsorganisation, som denne gang blev døbt
United Nations, forkortet UN, på dansk: Forenede Nationer, forkortet FN. Den
10. december 1948 vedtog FN en erklæring om de basale menneskerettigheder, som
på det mest hensynsløse og grusomme var blevet tilsidesat af de krigsførende
diktaturstater med Tyskland og Japan i spidsen. På trods af store funktionsvanskeligheder,
herunder obstruktion og nedlæggelse af Veto fra kommunistisk dominerede
stater, særlig Sovjetunionen, og især under den kolde krig, og senere også
Kina, har FN dog i 1980'erne og 1990'erne formået at løse en række konfliktfyldte
og påtrængende opgaver, dels i form af humanitær hjælp til krigsramte
områder, og dels ved at indsætte internationalt sammensatte fredsbevarende
styrker i krigstruede områder. Det mere funktionsdygtige FN skyldes ikke mindst
kommunismens fald i Rusland og Østeuropa omkring 1989-90. De nye og i al fald
forsøgsvis demokratisk sindede magthavere i disse lande er generelt set blevet
mere samarbejdsvillige med Vesten end deres kommunistiske forgængere.
Efter
dette svinkeærinde til forhold og begivenheder, hvorom jeg naturligvis ikke
havde den ringeste anelse eller viden i min tidligste barndom, men som i større
eller mindre grad også prægede situationen herhjemme, skal vi vende tilbage
til den tidligere ovenfor omtalte juleaften i mit barndomshjem i Tillitse.
Da
dansen om juletræet var slut og gaverne pakket ud, var det tid for os to drenge
til at lege med det legetøj, vi hver især havde fået. Samtidig blev der budt på
juleknas, så som lakridskonfekt, chokoladepastiller med små bitte kulørte
sukkerkugler på, marcipankonfekt, gelékonfekt og lignende. Desuden figner,
dadler, appelsiner, pigeonæbler og pærer. Fader og morfader satte sig og fik
ild på hver deres cigar, og så gik snakken om indenrigs- og udenrigspolitiske
begivenheder. Arbejdsløsheden var et af de store samtaleemner på den tid. Der
var i 1932 cirka 30 millioner arbejdsløse i verden, heraf omkring 12 millioner
arbejdsløse i USA, hvilket blandt andet førte til et vigtigt præsidentskifte,
idet republikaneren Herbert Hoover (1874-1964) ved præsidentvalget i
1933 blev vraget til fordel for demokraten Franklin D. Roosevelt
(1882-1945), der blev valgt på et politisk-økonomisk program om "New
Deal", dvs. "ny begyndelse med større økonomisk og social retfærdighed".
Gennem
en omfattende reformlovgivning lykkedes det efterhånden Roosevelt og hans
medarbejdere at bekæmpe den store erhvervskrise og arbejdsløshed, der udmarvede
USA. Flere hårdt tiltrængte sociale reformer blev gennemført, og udenrigspolitisk
bragte Roosevelt USA ud af den isolationisme, som nogle af hans forgængere
havde forfægtet. Den ny amerikanske udenrigspolitik skulle i høj grad komme
især de nazistisk besatte lande i Europa til gode, både under og efter 2.verdenskrig.
Men herom senere.
Hjemme
i det næsten uforskammet fredelige lille Tillitse gik livet dog sin vante gang,
som det stort set havde gjort lige siden vinteren 1658-59, da svenske
hærafdelinger gjorde landgang over isen og hærgede Sydvest-Lolland, især
Nakskov. Og juleaften efter bordet og dansen om juletræet og gaveuddelingen,
gjorde min mor og mormor det, som utallige kvinder både dengang og før har
gjort i generationer: de trak sig tilbage til køkkenregionen og gik i gang
med opvasken. Denne retrætepost gav dem imidlertid samtidig lejlighed til at
tale om mere jordnære og familiære emner, end indenrigs- og udenrigspolitik,
som meget få kvinder dengang interesserede sig for og derfor heller ikke havde
meget begreb om.
Senere
på aftenen var det tid til kaffen og julesmåkagerne: klejner, brune kager,
pebernødder og vaniljekranse. Dennis og jeg drak dog ikke kaffe, men fik i
stedet saftevand eller sodavand. Til gengæld kunne vi begge godt lide
småkagerne, men var i lighed med de voksne så mætte på det tidspunkt, at vi
ikke orkede at spise ret mange. Efterhånden var vi også blevet godt trætte og
søvnige, og selvom vi kæmpede imod så længe som muligt, kom uvægerligt det
øjeblik, da det var sengetid for små drenge. Til sidst måtte vi give op, og mens
mor lagde mig i seng i soveværelset, lagde mormor Dennis i seng på pufsengen i
gæsteværelset.
Hvad
de voksne derefter foretog sig, kan man kun tænke sig til: mor og mormor har
helt sikkert båret ud fra bordet og vasket kaffekopperne af, mens far og morfar
nok har siddet og småsnakket, røget sig en cigar og hygget sig. Men derefter
har trætheden sikkert meldt sig, ikke mindst hos mor og far, der jo havde været
tidligt oppe og hele dagen haft travlt med forberedelserne til julemiddagen.
Alle er derefter gået til ro.
Far
var morgenmand, så han var tidligt oppe næste dag, hvor han begyndte med at
vaske og barbere sig ved køkkenvasken, som han plejede, mens han havde sat vand
over på primussen til kaffen og teen. Snart var jeg også vågen og stod ud af
sengen og gik ud i køkkenet til far, som hældte vand op i et fad i
køkkenvasken, så jeg kunne vaske ansigt og hænder. Det var almindeligt, at man
kun vaskede sig over hele kroppen én gang om ugen, men så foregik det til
gengæld i karbad, enten i køkkenet eller ovre i vaskehuset. Sidstnævnte sted
blev der tændt op under gruekedlen, som var fyldt med vand, så derfor var der
både varmt vand i karret og varme i rummet, når vi skulle i det ugentlige
karbad.
Som
barn vidste jeg ikke, hvad en tandbørste var for en tingest. Regelmæssig daglig
tandbørstning og jævnlige tandlægebesøg var nemlig et ukendt fænomen i mit
barndomshjem og forresten også hos både mine morforældre og farforældre, ja,
vel i grunden hos de allerfleste land- og byboere af arbejderklassen på den
tid. Det resulterede i, at de fleste arbejderfamilier havde dårlige tænder
dengang, og først når relativt ofte forekommende tandpine til sidst blev
uudholdelig, gik man til tandlægen, i reglen for at få tanden trukket ud. Det
resulterede efterhånden i, at der enten ingen tænder var tilbage eller at
dem, der var, var blevet så dårlige, at enten over- eller undermunden, i
mange tilfælde begge dele, måtte ryddes. Det var det billigste, og
arbejderstanden havde sjældent råd til tandreparationer, og ofte heller ikke
til proteser, så derfor så man dengang mange med meget dårlige tænder eller med
kun få tænder, eller lidt sjældnere helt tandløse.
Min
farmor havde protese både i over- og undermunden, mens bedstefar kun havde det
i overmunden, og her kun en delprotese, idet de seks fortænder var bevaret.
Mormor havde kun få tænder i over- og undermunden, men på grund af en skævhed i
munden efter en færdselsulykke, kunne hun ikke have protese. Morfar havde
derimod de fleste af sine egne tænder, men de blev i årenes løb dårligere og
dårligere, ikke mindst fordi han var forfalden til at tygge skrå og bruge snus,
hvilket også gjorde, at hans tænder konstant var meget mørke, ja, nærmest
sorte. At børste tænder forekom ham at være topmålet af forfængelighed.
Både
mor og far havde deres egne tænder i mange år, men mor fik på et tidspunkt en
delprotese i overmunden, idet fortænderne var bevaret, mens far først langt
senere så sig nødsaget til at få protese, først i overmunden og en del år
senere også i undermunden. Som den store slikmund, jeg selv var, og som der
faktisk heller ikke blev sat nogen begrænsninger for, hvad søde sager angik,
havde jeg selv dårlige mælketænder, og klagede derfor ofte over tandpine, idet
jeg gerne sagde: "Jeg har så ondt i bisserne!" Udtrykket
bisser om tænder var almindeligt brugt dengang, men fordi jeg brugte udtrykket
forholdsvis ofte, fik jeg kælenavnet "Bisser". Min fætter Dennis,
som forresten havde forholdsvis gode tænder, både mælketænder og de blivende
tænder, blev kaldt for "Busser", men hvorfor, er jeg egentligt
aldrig blevet klar over. Det lød derfor lidt morsomt, når en af de voksne
kaldte på os begge samtidigt og f.eks. råbte: "Bisser og Busser, kom
ind og spis!".
Men
den nævnte første juledags morgen viste Dennis sig snart efter også i køkkenet,
endnu i pyjamas, og også han måtte vaske ansigt og hænder. Desuden var morfar
stået op, og han skulle også vaske hænder og ansigt, og desuden barbere sig. I
modsætning til far, som brugte en såkaldt barbermaskine med løse, udskiftelige
barberblade, barberede morfader sig ved hjælp af en ragekniv. Derfor syntes
jeg det var meget interessant at stå og betragte, hvordan han bar sig ad.
Efterhånden kom mor og mormor også op, men de vaskede og gjorde sig i stand ved
servanten i soveværelset, først mor, som stadig var for genert og sky til, at
andre og end ikke hendes egen mor kunne være til stede, når hun ordnede sig.
Når mor havde forladt soveværelset og efterladt sig et renset vandfad og
skiftet vand i vandkanden, var det mormors tur til morgentoilette.
Så
var det tid til morgenbordet, som var dækket op i dagligstuen. De voksne drak
kaffe og vi to drenge te med sukker og meget mælk i, og der blev serveret frisk
franskbrød, som far havde bagt i mellemtiden. Som tilbehør var der
puddersukker, som Dennis og jeg elskede, eller ost og forskellig marmelade.
Efter morgenbordet løb vi to drenge ud, for at tage kælken frem og lege i sneen.
Som den ældste af os, var det gerne Dennis, der måtte trække mig omkring, og
det hændte da, at vi kørte hen til mergelgraven, som på den årstid i reglen var
tilfrosset og isen så tyk, at nogle af landsbyens større børn og unge løb på
skøjter der.
Her ses ”Bisser” og ”Busser” alias fætrene
Harry og Dennis i fineste puds hos fotograf Christensen i Maribo.
Fotoet er formentlig fra ca. 1933, da vi var
hhv. 4 og 5 år. – Fotoet tilhører © Harry Rasmussen.
På
den ene side af mergelgraven var der en ikke særlig stejl skråning, og den blev
brugt som kælkebakke, hvilket vi da også gjorde. Efter tur satte Dennis og jeg
os op på kælken og stødte fra med benene, så at kælken rutschede helt ud på
isen og over til den modsatte side, før den standsede. Det irriterede
imidlertid de skøjteløbende, som skældte os ud og sagde, at vi skulle gå hjem.
Da vi havde respekt for dem, hankede vi op i kælken og forlod stedet, lidt
forlegne og skuffede, men det var snart glemt, for da vi kom ud på vejen løb
Dennis af sted med mig på kælken efter sig. Pludselig stoppede han op og lod
kælken fortsætte i et stort sving, så den var lige ved at vælte. Men det var
kun sjovt. Han blev dog snart træt af denne leg, og ville have, at jeg skulle
trække ham, men da det viste sig, at jeg ikke havde kræfter til det, stod han
af og lod mig trække den tomme kælk hjem.
Da
vi kom hjem, satte jeg kælken ind i garagen, og fulgte efter Dennis ind i
huset. Her fik vi det halvvåde overtøj og de helvåde uldne vanter af, og så
varmede vi de forfrosne hænder ved kakkelovnen. Vanterne blev hængt til tørre
ude i køkkenet i nærheden af det varme komfur. Bagefter gav vi os til at lege
med det legetøj, vi hver især havde fået i julegave.
Far
og morfar havde i mellemtiden været ovre i garagen, for at morfar kunne se,
hvad far for tiden havde gang i af snedkerarbejde, og det hændte vel herunder,
at de fik sig en stille formiddagsbajer. Morfar var i reglen også interesseret
i at se kaninerne, hønsene og duerne, så det gik der også nogen tid og småsnak
med. I køkkenet havde mor og mormor travlt med at forberede julefrokosten, som
kom på bordet omkring middagstid. Den bestod dels af flere slags sild, røget
ål, sildesalat, lun leverpostej, kold ande- og flæskesteg med opvarmet rødkål
til, hårdkogte æg med ansjoser, rødbedesalat, og ikke mindst den populære
sylte. Denne blev i lighed med, hvad der var tilfældet for silderetterne, for
fars og morfars vedkommende skyllet ned med et passende antal iskolde snaps.
Til maden drak d'herrer bajersk øl og mor og mormor sodavand, mens Dennis og
jeg fik den obligatoriske appelsinsodavand, citronvand eller rød saftevand.
Under
frokostens forløb blev både far og ikke mindst morfar mere og mere blussende i
ansigterne og højrøstede, og der var vist nok ikke grænser for deres tro på, at
hvis bare arbejderne fik flertal i Folketinget, og fagforeningerne blev styrket
og mere revolutionære, så skulle de nok vide at sætte kapitalisterne og disses
lakajer eller håndlangere fra magten, så der kunne blive ordnede forhold og
fred både herhjemme og ude i verden. Som den ærlige og trofaste revolutionære
socialist, morfar var, havde han en stående og til en vis grad ironisk replik,
som han altid fremkom med ved sådanne og lignende lejligheder: "Arbejderne
har udviklet sig fra at være slaver til at blive lønslaver!" Disse ord
har jeg hørt utallige gange i løbet af mit liv, og han fortsatte med at bruge
dem helt op i sin høje alderdom, fordi han angiveligt følte sig skuffet og indigneret
over, at det ikke var lykkedes arbejderklassen eller proletariatet at stoppe
kapitalisterne og de store truster og monopolforetagender.
Hverken
far eller morfar sympatiserede med nazismen, min far var faktisk temmelig
upolitisk af indstilling, men morfar var som sagt en uforbederlig syndikalist
i sit hjerte, idet han alle dage mente, at arbejderne skulle tilegne sig
samfundsmagten via fagforeningerne. Men fra midten og til hen mod slutningen
af 1930'erne var han - i lighed med mange andre danskere dengang - tilbøjelig
til at mene, at Hitler var inde på noget af det rigtige med sin ganske vist
nationale socialisme, for han viste sig jo at kunne afskaffe arbejdsløsheden
og forbedre arbejdernes løn- og livsvilkår. Hvad morfar og mange med ham ikke
så på det tidspunkt, var, at det kun lykkedes for Hitler, fordi han fik store
finansfolk til at finansiere rustningsindustrien, nemlig med det nøje planlagte
formål, at udvide det stortyske "Lebensraum" ved militært gradvis at
underlægge sig så store dele af Europa, som den tyske krigsmaskine kunne
overkomme. Siden skulle turen efter planerne komme til England, Afrika, Sovjetunionen
og Nord- og Syd-Amerika. Hitler sigtede altså kort og godt på
verdensherredømmet.
Men
det skal dog allerede her indskydes, at da Nazi-Tyskland i 1939 angreb og
okkuperede Polen og derefter Tjekkoslovakiet, hvilket forpligtede englænderne
til at erklære krig mod Tyskland, da forduftede morfars - og formentlig også
mange andres - sympati for Hitler fuldstændig. Og da tyske tropper snigløb og
besatte Danmark den 9. april 1940 blev morfar vred og forbitret på de
forbandede "natister", som han af en eller anden grund altid kaldte
dem. Han indså nu, at han som så mange andre - ikke mindst flere af de hjemlige
aviser - havde været et naivt offer for den velsmurte nazistiske propagandamaskine.
Julegæsternes afrejse (snøft!)
Resten
af vores 1.juledag gik for Dennis' og mit vedkommende med at lege, dels inde og
dels ude, og de voksne hyggede sig og snakkede, og mor og far sørgede for de
praktiske og nødvendige ting, der skulle gøres i løbet af dagen. Næste dag, 2.
juledag, skulle morfar, mormor og Dennis hjem til Bursø igen. Efter at
morgenmaden var blevet spist og kuffert og tasker pakket, fulgte mor, far og
jeg dem op til stationen. Både mor og far havde dog taget deres cykler med, som
de trak ved siden af sig. Far havde taget mine morforældres kuffert på
bagagebæreren, og mor nogle af de andre pakkenelliker, som de skulle have med
sig hjem. Det var som tidligere nævnt en gåtur på omkring 1 km., og den tog vel
omkring tyve minutter i vores gangart. Det føltes altid lidt vemodigt, hver
gang jeg skulle tage afsked med mine morforældre og min kære fætter Dennis,
selvom jeg jo vidste, at der nok ikke ville gå så lang tid, før vi sås igen,
enten hos os eller hos dem.
Mor,
far og jeg blev stående på stationen, indtil toget var kommet og morfar, mormor
og Dennis var steget på, og vi vinkede farvel, mens det prustende damplokomotiv
satte igang og langsomt trak de i reglen to-tre personvogne og en enkelt eller
to godsvogne med sig. Men snart var det tøffende tog langt borte på vej mod
Bursø, og far satte da mig op i cykelstolen, hvorefter vi alle kørte hjem
igen. Cykelturen tog kun 6-7 minutter.
2. juledag: hos mine farforældre
Om
eftermiddagen og aftenen skulle mor, far og jeg til julehygge hos mine
farforældre i Majbølle, og dér cyklede vi op, dvs. far havde mig i en såkaldt
cykelstol, der i lighed med en cykelkurv var ophængt foran på styret.
Karbidlygten, der normalt blev anbragt i lygteholderen foran på cykelstyret,
sad derfor nede på venstre side af forgaflen. En karbidlygte er en særlig
lygtekonstruktion, hvori kalciumkarbid og vand bringes til at reagere under
dannelse af acetylen, som antændes og lyser. Kalciumkarbidet kom i små
skarptlugtende klumper ned i lygtehuset og der hældtes vand på, hvorefter
overstykket med det fremadrettede lygteglas blev lukket til. Kort efter antændtes
en flamme og lyset begyndte at skinne. På grund af glassets specielle slibning
kastedes lyset nogle meter frem på vejen foran.
Hos
mine farforældre var min fars søskende og deres respektive ægtefæller og børn
samlede 2. juledag. Børn havde de dog endnu ikke så mange af dengang, for
bortset fra min fætter Børge på cirka 3 år og mig på godt 2 år, var der kun
fætter Henry på ligeledes godt 2 år. Men foruden vore forældre, nemlig
henholdsvis Alma og Johannes, min mor og far og Dagmar og Edmond, var der de
ugifte onkler Henry og Alfred.
Som
tidligere nævnt boede mine farforældre i et hyggeligt toplans hus, der foruden
af stuehus også bestod af et tilbygget udhus, som lå vinkelret op til
hovedhusets østlige bagende. I udhuset var der indrettet bryggers, vaskehus og
brændselsrum. Stuehusets hovedindgang på forsiden af huset blev kun meget
sjældent brugt, idet det normalt var nemmere at gå ind ad bagdøren, som lå i
krogen mellem stuehuset og udhuset. Der var to stentrin op til døren, og ad
denne kom man ind i forstuen, hvorfra døren tilvenstre førte ud til køkkenet og
døren til højre ind til stadsstuen. Fra denne kom man via en i reglen altid
åbentstående dør ind i dagligstuen, som var relativt stor. Der var fire
tofagsvinduer i facadevæggen, to på hver side af indgangsdøren i midten. I
Dagligstuen var der i anledning af julen gjort plads til et højt og festligt
pyntet juletræ, og her stod et stort, aflangt spisebord, omkring hvilket der
var plads til de i alt ti voksne og os tre børn.
Mine
farforældres have eller haver, er næsten et helt kapitel for sig. Der var en
ganske smal forhave foran huset, som var afgrænset af en lav hæk, og bag denne
voksede der forskellige prydblomster i bed, som f.eks. roser, pæoner og
lupiner. Desuden lavendler, tagetes og stedmoderblomster, altsammen omkranset
af lav buksbom.
Men deres baghave, som var mindst lige så
stor som mine forældres, var et eventyr at gå på opdagelse i. Baghaven strakte
sig fra gårdspladsen bag huset og vel omkring 15-20 meter bagud. Allernederst
til højre i haven, fandtes et forholdsvis smalt og højt træskur med et udskåret
hjerte i døren. Det var lokummet, som hvad det indre angik, lignede det lokum,
vi havde hjemme hos os. Og også hos mine farforældre brugtes gamle aviser til
at tørre sig med. Det skal siges, at avispapiret dengang var af blødere
kvalitet end nu om dage. Uden for skuret og op til den højre sidevæg, stod der
en tønde, og oven på den var der i reglen et vandfad og en skål med et stykke
håndsæbe, beregnet til håndvask efter lokumsbesøget. Ved siden af tønden stod
der en spand vand, som jævnligt skulle fyldes med nyt, rent vand, når spanden
var blevet tom.
Som
det var helt almindeligt og dagligdags på landet dengang, blev lokumsspandens
indhold om foråret og sommeren brugt til at gøde haven med. Om vinteren gravede
man spandens indhold ned forskellige steder i haven. Og det var måske i begge
tilfælde en af grundene til, at haverne var så frodige, frugtbare og fri for
forurening på den tid! Og hvilken have, mine farforældre også havde! Med alle
slags grøntsager: kartofler, gulerødder, ærter, rødbeder, pastinakker, selleri,
agurker, bønner, græskar, hvid-, rød- og grønkål. Og af bærbuske: ribs,
solbær, stikkelsbær, hindbær, brombær og jordbær. Af frugttræer var der
kirsebær, flere sorter æbler, pærer og blommer, og sågar et ferskentræ. Selv
husker jeg i særlig grad mine farforældres Grev Moltke-pærer, som var så store,
at vi børn kun måtte få en enkelt pære hver. Men at sætte tænderne i en sådan
pære, når den var rigtig moden, så den søde saft drev ned ad hagen og kinderne,
var alene besøget hos mine farforældre værd. Det gjaldt også deres store
blåsorte sveskeblommer, der smagte fuldkommen vidunderligt, og som vi børn
kunne spise os en mavepine til af, hvis ikke enten farmor eller vores mødre
havde stoppet os forinden.
Men
nu var det jo vinter og 2. juledag, og så tæredes der i høj grad på
spisekammerets righoldige indhold af røgede, saltede, henkogte og syltede
naturalier. Middagen var overdådig, for mine farforældre satte en ære i, at
beværte deres gæster på allerbedste måde, og det ville ikke sige så lidt. Som
tilfældet er for de fleste børn, blev vi tre smådrenge dog hurtigt trætte af at
spise og sidde stille ved middagsbordet, og vi begyndte derfor at blive mere og
mere urolige. Det bemærkede farmor, som altid førte det store ord i huset, mens
bedstefar for det meste forholdt sig passiv og tavs, men med et mildt og
venligt udtryk i ansigtet. "Nå, I tre kneite, skrub så ud og leg med
jer!" sagde farmor med påtaget strenghed, og det lod Børge, Henry og jeg
os ikke sige to gange, men kom hurtigt ned af stolene og for omkring i stuen
eller ud i køkkenet og bryggerset, snuppede vores overtøj og fortsatte ud i
det fri, hvor vi sloges med snebolde eller bare pjankede omkring.
Bortset
fra de evigt årvågne og omsorgsfulde mødre, tog de voksne ikke notits af os
børn, men fortsatte spisningen og den livlige samtale, der blev ivrigere og
højere, jo flere velsmagende glas, der tømtes i løbet af aftenen. Det var dog
ikke almindeligt, at kvinder indtog alkohol og spiritus dengang, men bortset
fra min altid asketiske og blege mor og altid travle farmor, som ikke kunne
"fordrage det stads", så kunne min tante Alma og faster Dagmar godt
nyde et par enkelte glas, som pyntede på ansigtskuløren, der afhængigt af antallet
af glas kunne skifte til blussende højrød. Som mindreårig har jeg dog aldrig
nogensinde oplevet kvinderne i min familie berusede i mærkbar grad, kun, at de
blev glade og endnu mere kvidrende end til daglig.
Det
var formentlig i forbindelse med Nytårsaften 1931 eller måske 1932, da jeg var
henholdsvis toethalvt eller treethalvt år, at jeg husker nogle ganske bestemte
indtryk, der nedfældede sig i mit sind. Vi havde gæster den aften, og så vidt
jeg nu erindrer var det onkel Johannes, tante Alma og fætter Børge, der var
kommet på besøg i anledning af Nytåret. Det må det have været, for min onkel
Johannes havde altid et eller andet specielt for, også ved sådanne lejligheder.
Det specielle bestod denne aften i nogle former for bordfyrværkeri, som jeg ikke
tidligere havde kendt til. Han demonstrerede bl.a. en særlig form for
bordfyrværkeri, som ved antænding efterlod en aflang brun og let snoet aske,
der grangiveligt lignede en lort. Det morede især os to drenge, som grinede om
kap, mens mor og tante Alma fandt det særdeles ulækkert
Da
far og Johannes omkring midnatstid gik udenfor på den delvis snedækkede plads
foran huset, hvor de ville affyre forskelligt udendørs fyrværkeri, var det kun
med den største ængstelse at i al fald jeg fulgte efter, for at se, hvad der
skulle ske. Min fætter, Børge, som er et år ældre end mig, var en smule
dristigere, og desuden bar han briller på grund af en medfødt bygningsfejl på
øjnene, men brillerne ydede jo samtidig en vis beskyttelse mod eventuelt
vildfarende fyrværkeri. Noget, man selvfølgelig også var opmærksom på dengang,
men begrebet beskyttelsesbriller var så vidt jeg husker endnu ukendt eller
brugen af sådanne i hvert fald ikke særlig udbredt dengang.
Det
var ikke normalt for os småbørn, at vi fik lov til at være oppe til over
midnat, så det var alene af den grund en helt usædvanlig situation for os.
Imidlertid var det første jeg bemærkede, da vi denne sene aftentime trådte ud i
sneen foran indgangsdøren, at den knirkede så lifligt og forunderligt under
skosålerne, når man tog nogle skridt. Det var begrænset, hvor langt man kunne
se omkring sig, for pladsen var kun oplyst af
lampen over entredøren, hvis lys forekom mig skarpt og grelt i den endnu
totalt stille og sorte nat. Men sneen glitrede i et væk, der hvor lyset faldt
på den.
Det
næste, der tiltrak sig min opmærksomhed, var den umådelige, vidstrakte og
tyste stjernehimmel, der hvælvede sig over vore hoveder. Synet af de utallige
lysende punkter deroppe på den natsorte store hvælving gjorde mig stum af forundring,
for jeg anede jo ikke det mindste om, hvad stjerner og planeter var for noget.
Og selv i dag, da jeg ved lidt mere herom, kan synet af stjernehimlen dog
stadig fascinere mig på en måde, så jeg føler mig opløftet og stedt over for
noget i mere end én forstand ophøjet, eller snarere noget helligt, som fylder
mig med andagt. Denne følelse er ikke blevet mindre af, at jeg i min voksne
alder dels har fået en vis astronomisk viden og dels har tilegnet mig en
filosofisk opfattelse, som betragter universet som en organisk, levende helhed,
hvilket jeg senere skal vende tilbage til i anden sammenhæng.
Efter
at klokken havde slået tolv og udendørsfyrværkeriet var blevet skudt af, var
det tid for min onkel, tante og fætter at vende hjem til Nakskov igen, hvilket
i lighed med udturen foregik på cykel. Børge sad i en cykelstol foran på sin
fars cykel. Turen tog vel omkring tre kvarter, så det blev sent inden de var
hjemme og fik lagt den noget trætte og søvnige Børge i seng, og før de selv
kunne kravle under dynerne. Straks efter, at de var kørt, blev jeg selv lagt i
seng, men selvom jeg var dødtræt, var hovedet fuldt af så mange indtryk, at det
varede lidt, inden jeg kunne falde i søvn. Mor plejede at synge godnatsang for
mig, men denne sene nattetime nøjedes hun med at pusle lidt om mig.
Næste
morgen, da jeg vågnede og kiggede ud ad stuevinduet, så jeg til min store
forbavselse, at den mindste af de to låger i stakittet foran husets indkørsel
var væk. Det viste sig, at nogle spasmagere havde været på spil nytårsnat, idet
de havde hægtet stakitlågen af og hejst den op i flagstangen. Far blev godt
gal over det, der var sket, for han hægede om sine ting og ønskede ikke disse
ødelagt. Men da han fik lågen firet ned og så, at den ikke havde lidt overlast
eller fået nogen skrammer, blev han lidt formildet og kunne godt se det sjove i
situationen. Det var heller ikke nogen større ulejlighed for ham, at få lågen
sat på plads igen i stakittet, så alt var ved det gode gamle.
Nytårsdag
skulle vi til frokost hos mine farforældre kl.13, og det gjaldt også min fars
søskende med familie, så Alma, Johannes og Børge fik ikke lov til at sove længe
den dag, for de skulle jo cykle helt fra Nakskov til Majbølle. Mærkeligt nok
overnattede de ikke hos os, skønt vi både havde gæsteværelse og hele
førstesalen til rådighed, og der var både sengepladser og sengetøj til
rådighed, som mine morforældre og Dennis plejede at bruge, når de var på besøg
og overnattede hos os. Men det er i øvrigt ikke meget, jeg husker fra denne
nytårsfrokost, og derfor kan jeg faktisk ikke fortælle noget særligt om den.
Kun at den som altid hos mine farforældre, var hyggelig og at der var mere end
rigeligt at spise, samt at de voksne sad længe over maden og efterhånden blev
mere og mere livlige og højrøstede og morede sig. Man kom aldrig op at skændes,
for farmor og bedstefar frabad sig, at der blev diskuteret politik ved sådanne
lejligheder.
Imens
de voksne fortsatte den uendeligt lange spisning, legede vi tre drenge, Børge,
Henry og mig, og morede os på vores egen måde. Vi fik jo i reglen lov til at gå
hurtigt fra bordet, for maden var ikke det, der interesserede nogen af os
særlig meget, så når vi var blevet mætte og sad uroligt på hver vores plads,
sagde farmor gerne: "Nå, løb så ud med jer og leg!".
Fortsættes i artiklens 2. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra
og med året 1932 og fremefter.
___________________________________