Ideale drømme, skepsis og tvivl 2. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(1932 og videre fortsat fra artiklens 1. del)

 

Indledning

Som meddelt i denne artikels 1. del, er den delt i flere successive dele, kan og skal ses som en slags status over min egen åndelige eller sprituelle udvikling fra idealistisk og optimistisk indstillet ungersvend i 1940’erne og frem til og med 2018, en periode, hvor et gradvist skifte til realistisk pessimist især har fundet sted siden begyndelsen af 2000-året.

 

Til det formål har jeg valgt til dels at benytte relevante uddrag fra tekster i min selvbiografi ”Mit liv og min tid” og til dels også fra mine egne artikler her på hjemmesiden, som efter min egen opfattelse i alt væsentligt vil kunne bidrage til at belyse den nævnte personlige åndelige udvikling. Ikke kun for at være selvcentreret og lufte mine egne meninger og ideosynkrasier, men for at belyse den nævnte udvikling, som ret beset også indeholder objektive kendsgerninger, der kan være til både oplysning og måske også til opmuntring for de af mine læsere, det måtte interessere. 

 

Det skal for god ordens skyld her gentages, at jeg ikke syntes det er nødvendigt eller relevant at anføre kildehenvisninger til de artikler, som citaterne er hentet fra  Det er trods alt mine egne artikler der stort set er kilderne, og hvor der forekommer citater fra andre kilder, vil der selvfølgelig altid medfølge de ophavsretlige kildehenvisninger.

 

Det skal også lige nævnes, at da disse linjer skrives, er jeg godt på vej til at fylde 89 år, hvilket dog ikke skal tjene som undskyldning for det, jeg skriver! Fra min tidligste barndom i landsbyen Tillitse på det sydvestlige Lolland har jeg blandt andet følgende erindringer, som kan anses for relevante i relation til den her valgte sammenhæng:

 

Fastelavn

I februar kom fastelavnstiden, og den husker jeg især for fra en enkelt gang, da jeg var omkring 3-4 år, hvor jeg sad ved det store vindue ud mod vejen en sen eftermiddag og kiggede ud, kom der en flok spraglet klædte ryttere med masker for ansigterne, som gjorde holdt uden for vores hus. Her steg de af hestene og bandt disse til stakittet, hvor­efter de i række, den ene bag den anden, kom ind i vores dagligstue, hvor de dansede rundt om spisebordet, alt imens de sang. Da jeg blev klar over, at mændene ville komme ind i vores hus, blev jeg bange og skyndte at gemme mig nede under spise­bordet. På denne lå nemlig en stor dug, som nåede langt ned på siderne, og derfor mente jeg, at de mærkelige og noget skræm­mende skikkel­ser ikke ville kunne få øje på mig der, hvilket de da heller ikke gjorde.

 

Da flokken, som vel har været på 6-8 mænd, havde danset nogle gange omkring bordet og sunget en sang, som jeg ikke længere kan huske, og var blevet beværtet med, hvad huset kunne byde på af mad- og drikkevarer, som de indtog stående, for­svandt de ud ad døren igen og besteg hestene og red højt leende og syngende bort, formentlig til næste hus, for at gentage det årlige ritua­l.

 

Imidlertid havde jeg næsten ikke turdet trække vejret, da mændene stod omkring bordet, for at spise og drikke det, der blev budt dem, for jeg kunne jo se deres støvlesnuder der, hvor dugen ikke dækkede. Jeg vovede mig heller ikke frem fra mit skjul, før jeg var helt sikker på, at den skræmmende flok var både ude af syne og ude af hørevidde. Min mors og fars forsikringer om, at mændene var fuldstændig ufarlige, hjalp intet, for dertil var min frygt for stor.

 

På besøg i Bursø

Det er mig desværre ikke muligt at erindre, hvornår jeg sammen med mine forældre eller med min mor første gang besøgte mine morforældre i Bursø. Men jeg mener bestemt, at det var mens jeg endnu var enebarn, og i så fald må det have været i 1932 eller 1933, eller sandsynligvis tidligere. Men en klar bevidst erindring herom har jeg først fra omkring 1933, da jeg var 4 år. Rejsen til Bursø foregik med tog, og jeg kan stadigvæk erindre, at vi efter ankomsten til Bursø Station spadserede den omkring 1 km lange vej­strækning til mine morforældres hus på Rød­vejen. Derimod kan jeg ikke huske, om vi overnattede hos dem eller vi vendte hjem samme aften, hvilket i al fald var til­fældet flere gange senere.

 

Men det hændte også jævnligt, at mor og jeg - og senere Benny - blev hos morfar og mormor i nogle dage, mens far tog hjem senere samme dag eller dagen efter ankomsten. Han skulle jo passe sit arbejde, og dengang var der ikke noget, der hed ferie for landarbejdere. Nogle gange cyklede far de omkring 25-30 km, der er fra Tillitse til Bursø, hvilket formentlig skete for at spare udgiften til togbilletten. Engang havde han forresten medbragt et par af vores ungduer, som morfar og mormor skulle have, og de blev da også lukket ind til de andre duer, som mine morforældre havde i forvejen. Duerne, der var ringmærkede, kunne flyve frit ud og ind ad dueslaget, og hvad skete der? Jo, et par dage senere vendte de to duer tilbage til vores eget dueslag hjemme i Tillitse! De havde aldrig tid­ligere fløjet længere væk fra dette end måske højst et par kilometer, og de havde været lukket inde i en skotøjsæske med lufthuller i, da far pr cykel transporterede dem til Bursø, men alligevel formåede duerne at finde vej tilbage til vores hus i Til­litse, til det dueslag, hvor de formentlig var kommet til verden! Et eksempel på de mysterier, som livet og naturen er så rig på, og som naturvidenskaben endnu ikke har kunnet give fuldt ud tilfredsstillende svar og forklaringer på.

 

Syntes lige, at jeg her ville indskyde et bryllupsfoto af mine dengang unge forældre, som giftede sig den 22. oktober 1927, et år og otte måneder før min fødsel den 12. juni 1929. Men da jeg blev født ca. to måneder for tidligt, kan min mor først være blevet gravid omkring maj 1928.

 

 

Bryllupsfoto af mine forældre 22. oktober 1927.

 

 

Mine morforældres hus på Rødvejen i Bursø, hvor far omkring 1926 jævnligt kom på besøg, for at gøre kur til mor. Han var 22 år på det tidspunkt og aftjente sin værnepligt som garderhusar ved garnisonen i Næstved. Hun var kun 18 år og kendte ikke meget til livet og verden udenfor hjemmets fire vægge. Huset, som mine morforældre solgte i 1937, er senere blevet restaureret og eksisterer endnu i år 2006.  Privatfoto ca. 1932-33.

 

Huset ved Rødvejen

Som tidligere omtalt blev mine morforældre gift i 1912, fire år efter at morfar havde hentet mormor og mor i København og hjem til hans forældres hus, som dengang antagelig har været beliggende i lands­byen Krønge lidt sydøst for Bursø. Omkring bryl­lupstidspunktet havde morfar købt et stråtækt hus ved Rød­vejen i Bursø, og her flyttede det nygifte par ind med min da 4-årige mor, den knapt 3-årige Emmy og den 1-årige Lilly.

 

Det skal nævnes, at mine erindringer om morfars og mormors hus, er suppleret med oplysninger, som min fætter Dennis velvilligt har stillet til min rådighed. Han blev selv født i huset den 29. februar 1928 kl. 23,45, og er således skudbarn, idet datoen den 29.2. kun forekommer hvert fjerde år, og han boede der til sit niende år, dvs. til 1937, da han sammen med morfar og mormor flyttede til København. Huset findes den dag i dag, men i restaureret og nyindrettet stand, og Dennis og hans kone, Lilly, har for få år siden besøgt stedet.

 

Huset lå og ligger vinkelret på Rødvejen, således at den ene gavl vender mod sydøst og den anden mod nordvest. I den førstnævnte gavl var der et tofagsvindue, som altså vendte ud mod Rød­vejen, sådan som de tidligere gengivne fotos af huset viser. Men lad os først se på, hvordan husets omgivelser så ud dengang. På dets østlige side lå der en mark, som stødte helt op til huset og derfra strakte sig til Søholt-vejen. Omtrent på hjørnet af denne vej og Rødvejen, lå der et fodermesterhus, som formentlig hørte til Søgård. På den vestlige side af mine morforældres hus var der et stykke jord, og her var der anlagt nytte- og prydhave, og foran denne, ud mod vejen, var der grøft og græsrabat, hvor deres ged kunne gå og græsse i sommerhalvåret. Bagved og i forlængelse af huset, hvilket vil sige bag den nordvestlige gavl, lå hønsehuset med den dertil knyttede indhegnede hønsegård.

 

Men idet man fra vejen gik ind mod huset, lå indgangsdøren omtrent ved gavlhjørnet, og herfra kom man ind i en forstue, fra hvilken der dels var adgang til "den fine stue", hvis vindue vendte ud mod Rødvejen, og dels til køkkenet, der lå langs med den omtrent sydvendte facade. Den såkaldte "fine stue", også kaldet "stadsstuen", var husets største rum, men her opholdt man sig kun ved specielle lejligheder. Den blev i vinterhalvåret opvarmet af en kakkelovn, som stod op mod den væg, der vendte ud til køkkenet.

 

Fra forstuen eller entreen kom man også ind i køkkenet, som var nogenlunde stort og havde lerstampet gulv. Langs med vinduesvæggen, som vendte ud mod den ovenfor nævnte have, var der i hele rummets længde et fast, smalt og aflangt køkken­bord med køkken­vask, som også brugtes til personvask. Modsat køkken­bordet og omtrent midt i huset, hvor skorstenen befandt sig, stod komfuret med sine fire kogesteder og stege- og bageovn. På køkkenbordet stod bl.a. et primusapparat, som til daglig blev brugt til at koge vand til kaffe og lignende.

 

Fra køkkenet kom man via en dør "op" i dagligstuen, som var husets næststørste rum. Familien sagde almindeligvis "op", når det drejede sig om stuerne, fordi gulvbrædderne lå i et lidt højere niveau end køkkengulvet. Dagligstuen blev ligeledes opvarmet af en kakkelovn, som stod op til væggen ud mod køkke­net. På den anden side af døren ud til køkkenet var der et lille bord, hvor radioen havde sin plads. Op mod den modsatte væg stod en slagbænk og foran denne et aflangt spisebord med stole omkring. Det var her familien indtog sine måltider. I væggen ud mod haven var der to tofagsvinduer, så rummet lå nogenlunde oplyst af dagslyset. I væggen modsat vinduesvæggen var der cirka midt for en dør, som førte ind til soverummet, der domineredes af en stor dobbeltseng, som morfader og mormo­der normalt sov i, og desuden en seng til Dennis, samt et stort klædeskab. Dobbeltsengen havde halm i bunden, og henover halmen var der lagt et stort, groft slamlærredsklæde, for at hindre, at halmen skulle stikke, når man lå i sengen. Under hoved­puderne var der skråpuder, foret med fastpresset træuld. Der blev naturligvis brugt både lagner og hovedpude- og dynebetræk. 

 

Mus i sengehalmen

Min fætter har fortalt, at morfar et par gange om året bragte et knippe halm med sig hjem fra "Søgaard", hvor han jævnligt arbejdede som landarbejder i høsttiden, og så blev halmen i dobbeltsengen skiftet ud. Dennis fortæller også, at slamklædet havde været brugt på sukkerfabrikken til at presse saft ud af roerne, og når det var udtjent, fik de ansatte lov til at få det. Som tidligere omtalt, arbejdede morfar i reglen på Maribo Sukker­fabrik i roesæsonen, og han hørte altså til dem, der var heldige at erhverve sig det udmærkede slamklæde, der stadigvæk var brug­bart, om end til andet end sit oprindelige formål.

 

Dennis har også fortalt, at det kunne ske, at der var mus i den nye halm, og de peb lidt, når nogen vendte sig i sengen. Det har jeg dog nok aldrig oplevet de gange i min barndom, hvor jeg overnattede hos mine morforældre, selvom mor og jeg, og ved enkelte lejligheder også far, sov i dobbelt­sengen. Derimod husker jeg ganske tydeligt, at den store dobbeltdyne var meget tung og polstret sådan, at fjerene ofte blev skubbet ned i benenden af dynen. Sidst på natten og efter at man havde væltet sig rundt i søvne, havde man derfor stort set kun dynebetrækket over sig.

 

En af de erindringer, der står tydeligst for mig, er den, at når mine forældre og jeg skulle hjem efter et besøg hos mine morforældre, så spadserede vi op til Bursø Station, hvilket i reglen skete hen under aften, når det var blevet halv- eller helmørkt. Jeg husker endnu den enlige, søvnige lampe, der oplyste den lille perron og væggen på den side af stationen, der vendte ud mod skinnerne. Her var der nemlig foruden en cigaretautomat også ophængt en chokoladeautomat, og det bedste, jeg vidste var, når jeg havde fået en 25-øre til at trække et stykke flødechokolade for. Af en eller anden grund syntes jeg, at netop dette stykke choko­lade smagte meget bedre, end det tilsvarende, man kunne købe i forretningerne.

 

Bumletoget

Men ellers var togturen frem og tilbage mellem Tillitse og Bursø og retur lidt af en prøvelse. Det var dog især hjemrejsen fra Bursø til Tillitse, der kunne være lidt af en prøvelse, ikke mindst for en lille purk som mig. Henrejsen forekom ikke nær så lang, som hjemrejsen, for da glædede jeg mig til at gense mine kære morforældre og min mindst lige så kære fætter Dennis. Hjemrejsen kunne derimod være slem, mest fordi den oftest foregik hen på aftenen, hvor jeg i reglen var træt og søvnig.

 

Men først var der venteti­den på togets ankomst, som virkede uendelig lang, når man stod og stirrede ud i mørket og spejdede efter lyset og lyden fra toget, så ventetiden på passagerer, der enten skulle af eller med toget, så at dette skulle sætte i gang igen efter at det havde holdt stille i nogle minutter, mens damplokomo­tivet gik i tomgang. Så lydene af togførerens fløjte, der signalerede afgang, og lokoførerens svarsignal med damp­fløjten, som til­kendegav, at signalet var opfattet. Endelig de dengang tøf-tøf-tøf-lyde, som fremkom med kortere og kortere intervaller som udtryk for, at lokomoti­vet havde sat sig i bevægelse. Så rykket i og lydene fra vognstammen, idet lokomotivet trak i disse og satte dem i gang, først langsomt og snart hurtigere og hurtigere, samtidig med at den velkendte og evindeligt gentagne, rytmiske dum-da-da-dum-lyd meldte sig. Lyden var forårsaget af togskinnernes sam­linger, hvor der var en lille afstand mellem hver skinne. Når toghjulene kørte henover disse samlinger, afgav det en bumpe­lyd, og tidsinter­vallerne mellem disse bumpelyde blev kortere og kortere, jo hurtigere toget kørte, og tilsvarende længere og længere, jo langsommere farten var.

 

Når toget var kommet op på sin maksimale kørehastighed, lød bumpene som en melodisk rytme á la dum-da-da-dum-da-da-dum, som virkede søvndyssende på en træt lille fyr som mig, der derfor snart faldt i søvn. Sæderne i togets person­vogne var lavet af træla­mel­ler og uden nogen form for pol­string, hvorfor man hurtigt fik ondt alle vegne af at sidde på det hårde sæde. Når træt­heden og søvnig­heden meldte sig, og det gjorde den snart, for jeg havde en lang dag bag mig, lænede jeg gerne hovedet op mod den ligeledes hårde kupévæg, og vågnede kun kortvarigt op, når toget gjorde holdt ved stationerne undervejs. Men ofte slingre­de togvognen så meget fra side til side, at man havde van­skeligt ved at blive siddende i samme stilling, men blev tumlet frem og tilbage som en leddeløs dukke.

 

På strækningen mellem Bursø og Tillitse gjordes holdt ved de samme stationer, som på udvejen, men selvfølgelig i omvendt rækkefølge. Det var så vidt jeg erindrer stationerne Hillested, Skørringe, Ryde, Nybølle, Græshave og Gloslunde. Da vi langt om længe nåede Tillitse Station, var jeg så træt, fortumlet og søvnig, at jeg ikke selv magtede at gå den cirka en km lange strækning hjem til vores hus. Far måtte derfor bære mig på armen hele vejen, hvilket dog ikke var særlig besværligt for ham, idet han var i temmelig god fysisk form, og jeg i øvrigt lille af vækst og vægt.

Der er andre hændelser, jeg kan huske fra mine lejlighedsvise besøg hos mine kære morforældre og fætter Dennis, men de stammer nok fra et par år senere end de her omtalte. Eksempel­vis kan jeg huske, at jeg engang imellem kørte på cykel med mormor op til bageren i Bursø, hvor hun for næsten ingen penge købte wienerbrød fra dagen før. Særlig wienerbrødssneglene med hvid glasur smagte herligt og blev sat til livs med stor appetit. Det generede mig ikke det mindste, at de trods alt var en smule tørre i konsistensen.

 

En anden og måske knapt så munter ting, jeg husker fra disse besøg, var, når Dennis og jeg gik om i hønsegården og satte os på hug for at skide. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke gik ind på lokummet, som lå i tilslutning til hønsehuset, men det gjorde vi altså ikke hver gang. Det, jeg særlig husker, er, at Dennis ofte havde gullig tyndskide, hvilket naturligvis var synd for ham, men jeg fandt det aldeles ulækkert, ikke mindst fordi hønsene bagefter med stor appetit gjorde sig til gode med de menneskeli­ge efter­ladenskaber. De lagde dog ikke skidne æg af den grund!

 

Mormors trafikuheld

Da Dennis var omkring 3-4 år, og jeg selv altså omkring 2-3 år, kom mormor ud for et alvorligt trafikuheld, som forårsagede, at hun fik et dybt sår på sin højre kind. Såret efterlod et stort ar, som mormor havde resten af livet. ­Eftersom jeg ikke selv har nogen bevidst erin­dring om, hvad der skete i min mormors liv omkring ulykkestidspunktet, vil jeg henholde mig til, hvad Dennis har at fortælle herom: "Ja, det dybe ar på kinden, kan have meget at gøre med det svage syn. - Som så ofte cyklede hun til Maribo for at gøre indkøb. På Rødvejen, hvor den ender ved Søholt-vejen, kom brødmanden kørende i sin brødbil. Den kunne hun ikke se på nært hold, da fodermesterens hus lå i vejen. Han kørte ind i hende (eller omvendt). Det var bilens forskærm der skar hende. Hun lå længe på Maribo Sygehus. Jeg blev passet imedens af Gudrun og Ditte. Har vel været 3-4 år. Brødmanden, som havde bageri og butik i Krønge, tilbød familien at adoptere mig. Dette blev afslået." (Dennis i brev af 24.9.­1998).

 

I et senere brev har Dennis følgende at tilføje til oven­stående: "Den påkørsel af mormor, som jo var nok så alvorlig, blev aldrig meddelt til øvrigheden. Noget sådant var man vist nok lidt varsom med; men i den periode mormor lå på sygehuset, leverede bageren jævnligt brød og kager til huset og gjorde aldrig krav på betaling." (Dennis i brev af 12.10.1998).

 

Det er desværre ikke så meget mere, jeg personligt kan erindre fra mine forældres og mine besøg hos morfar, mormor og Dennis i Bursø, end hvad jeg har fortalt ovenfor. Men at jeg var endog meget glad for at komme der, ligesom jeg var glad, når vi fik besøg af dem i Tillitse, håber jeg vil være fremgået af, hvad jeg allerede har fortalt herom. Måske lige bortset fra, at jeg har glemt at nævne, at de - eller rettere sagt Dennis - havde en hund, der hed "Dino". Så vidt jeg kan huske, var det noget i retning af en engelsk eller irsk setter, og den var meget venlig og omgænge­lig, så den var jeg ikke bange for.

 

Dennis fortæller endvidere, at hunden til hans store sorg blev skudt, formentlig i foråret 1937, da mine morforældre og han flyttede til København og bosatte sig der. Morfar begrundede ifølge Dennis aflivningen af hunden med, at den ikke ville egne sig til en storby, og han ville heller ikke have at den skulle til fremmede.

 

Mine morforældre havde naturligvis mindst een kat, sådan som tilfældet var for alle andre folk i eget hus på landet. Jeg kan dog ikke erindre, hvad katten - eller kattene - hed, og jeg havde heller ikke meget med den eller disse at gøre. Jeg var i det hele taget kun til dyr – på afstand.

 

 

På dette foto fra omkring 1934, taget ved huset i Bursø, ses den da 5-årige Dennis stående foran hans og mine morforældre, som imidlertid på grund af hans mors sygdom havde taget ham til sig som plejebarn, da han var helt lille. Han betragtede dem derfor som sine forældre, som han nærede stor kærlighed til, hvilket var gensidigt. – Privatfoto: © ca. 1934 Harry Rasmussen.

 

Hunden "Vips"

På et tidspunkt, da jeg ikke var mere end omkring 3-4 år, fik jeg selv en lille sort ung hanhund, en såkaldt dværgpincher, som enten havde eller fik navnet "Vips", formentlig fordi den var meget omkringfarende og hurtig i sine bevægelser. Den virkede derfor temmelig urolig og nervøs i sin adfærd, hvilket jeg da heller ikke syntes særlig godt om. Men alligevel holdt jeg af den og legede en del med den, hvad den naturligvis var meget glad for. Mor havde været vant til at have hund siden sin tidlige barndom, idet hendes forældre altid havde en hund i huset. Men min far var derimod ikke særlig interesseret i eller glad for hunde - og forresten heller ikke i katte - så måske er det fra ham, at jeg har "arvet" en vis aversion imod begge dele. Jeg ved dog ikke, om han decideret var bange for hunde, men jeg har aldrig nogensinde set, at han gav sig af med at lege med eller kæle for en hund. Han var mere til heste, som han da også forstod at omgås. 

 

Vi havde i forvejen en kat, meget enkelt kaldet ”Mis”, for en sådan fandtes som nævnt i de fleste huse, fordi den hjalp til med at holde musene og rotterne væk. At katten så lejlighedsvis også fangede og enten skambed eller dræbte småfugle og fugleunger, var en ulempe, som man var nødt til at affinde sig med.

 

Mine far­forældre havde så vidt jeg ved heller aldrig hund, men til gengæld et par katte, som de var glade for, og som derfor nærmest blev behandlet som gode familiemedlemmer.

 

Men en dag, da jeg sad og legede med hunden Vips i det lille haveanlæg, der var tilvenstre for indkørslen til vores hus, skete der på et tidspunkt det uheldige, at jeg må være kommet til at gøre et eller andet forkert ved hunden, for pludselig nappede den mig hårdt i den ene endeballe. Eftersom jeg var forfærdelig ømskin­det, gjorde det frygtelig ondt, og jeg hylede selvfølgelig op i vilden sky, hvilket fik min mor til at komme styrtende til, for at se, hvad der var hændt. Grædende fortalte jeg hende, at Vips havde bidt mig, og hun skammede derfor straks hunden ud, hvilket fik den til at stikke halen mellem benene og dukke hovedet, mens den så bedende op på mor.

 

Mor tog mig straks med ind i køkkenet, for at se, om hundebiddet havde efterladt noget mærke i min balle. Det havde det, i form af en rødmen rundt omkring de svage mærker efter hundens tænder. Vips stod udenfor døren og ville ind, men mor sagde vredt til den, at den måtte blive udenfor. Senere lukkede mor den inde i garagen, og stillede mad og vand ud til den.

 

Da far kom hjem efter fyraften, fortalte jeg ham naturlig­vis, hvad der var sket, hvilket fik ham til at bebrejde mig, at det var mig selv, der ville have hunden. Det måtte jeg jo ind­rømme var tilfældet, og derfor sagde jeg da også, at jeg var glad nok for Vips, men at jeg var blevet bange for, at den skulle bide mig igen.

 

Om natten havde jeg et mareridt, hvorunder jeg blev angrebet af et rasende uhyre med store tænder og et frygteligt gab, som jagtede og bed mig så hårdt i den ene endeballe, at jeg skreg op og råbte om hjælp. Jeg vågnede ved mit eget skrig, og i det samme kom mor til og spurgte, hvad jeg havde drømt, hvilket jeg snøftende fortalte hende. Hun trøstede mig og sagde: "Så, så, det er kun noget, du har drømt! sov du nu kun roligt igen, så må vi se, hvad vi kan gøre ved det i morgen!". Jeg forstod naturligvis ikke, hvad mor mente, men hendes omsorg og beroligende tale trøstede mig tilstrækkeligt til, at jeg snart faldt i søvn igen.

 

Da jeg vågnede næste morgen, var far allerede taget af sted på arbejde, og mor havde morgenmaden parat til mig. Mine tanker drejede sig snart igen om Vips, og på spørgsmålet om, hvor den var henne, svarede mor til min store overraskelse: "Den er løbet sin vej, og din far har ikke kunnet finde den!". Mærkværdigvis følte jeg mig meget ked af, at hunden var borte, og da jeg gav udtryk for dette, svarede mor: "Nu må vi se, om ikke den kommer tilbage af sig selv, eller om din far kan finde den, når han kommer hjem fra arbej­de!".

 

For resten var det karakteristisk for mor, at hun altid omtalte far som "din far". Allerede som helt lille havde jeg en fornemmelse af den personlige distance, der lå i ud­trykket. Senere, som stor dreng, syntes jeg, at det lød lidt underligt, når mor altid sagde "din far" eller "jeres far", og følte, at han ligesom blev skubbet udenfor familie­samhørigheden derved. Først mange år senere, som voksen, forstod jeg, at det var en for hende selv ube­vidst måde, på hvilken hun markerede, at den mand, som hun oprindelig var blevet forelsket i og gift med, ham følte hun nu som en frem­med. Men det gjorde mig i alle tilfælde bedrøvet og ked af det, for jeg holdt også rigtig meget af min far.

 

I de følgende dage vendte mine tanker atter og atter tilbage til Vips, som jeg savnede til trods for, at den havde bidt mig, så det både gjorde ondt og forskrækkede mig. For hunden vendte ikke tilbage af sig selv, og det lykkedes heller ikke min far at finde den, til trods for påståede forsøg på at ville opspore den. Men ikke et eneste øjeblik strejfede den tanke mig den­gang, at hunden enten var blevet foræret væk eller var blevet aflivet. Og selv mange år efter fastholdt både mor og far, at Vips var løbet bort af sig selv.  

 

Det værste for mig var imidlertid, at Vips' bid skulle vise sig at få langtrækkende, ja, livsvarige, psykiske mén hos mig, idet jeg fra den tid kom til at nære en nærmest panisk angst for hunde, som det aldrig er lykkedes mig helt at overvinde. Selv i dag, når jeg møder en hund, jeg ikke kender, løber det mig koldt ned ad ryggen, og hårene rejser sig på mine arme og benene dirrer. Men heller ikke over for en hund, jeg kender, føler jeg mig helt tryg og er nærmest rædsels­slagen, hvis jeg bliver ladt alene med den, og det uanset dens størrelse. Det hænger forment­lig sammen med, at jeg ikke har nogen som helst for­nemmelse for hundes psyke og adfærd, som jeg derfor heller ikke ejer nogen forståelse af.

 

Mine to dværghøns: Hans og Grethe

Til en slags erstatning for "Vips" fik jeg kort efter et dværghønsepar, som jeg mener må have været af racen dværg italienere, idet de havde samme farvestrålende fjerpragt, som brune italienere eller danske landhøns, men blot var halvt så store som disse. Far havde lavet et lille hønsehus og en tilsvarende hønsegård til dem omme foran i anlægget til venstre for indkørslen, og her fik de et lille paradis for sig selv. Jeg døbte dem Hans og Grethe, navne, jeg kendte fra eventyret af samme navn, som mor engang imellem havde læst højt for mig eller fortalt efter hukommelsen.

 

Disse to høns blev mig meget kære, og jeg passede dem stort set selv og sørgede for, at de fik mad og rent vand hver dag. Det lød så rørende, når Hans galede om morgenen, for stemmens lydstyrke svarede til hanens diminutive størrelse. Det hændte også, at Grethe lagde æg, nogle bittesmå æg omtrent på størrel­se med dueæg. Æggene brugte jeg til at lave mig en æggesnaps af, den bestod af æggeblommerne rørt ud med melis, og det smagte herligt, syntes jeg, selvom der kun var tale om en lille mundsmag. Der var mere blomme, når jeg og min legekammerat Ove engang imellem fik hver et æg til at røre ud med melis i en kop, og vi kappe­des om at røre rundt, så blomme og melis til sidst var rørt helt sammen til en lind gul masse. Det smagte nam nam.

 

Kort før vi i foråret 1937 skulle flytte til Nakskov og bo, fik nabodrengen Ove de to dværghøns, men eftersom jeg ikke siden da havde nogen kontakt med ham, ved jeg ikke, hvad der blev af dem. Forhåbentlig havde de fået det lige så godt hos ham, som de havde haft det hos os.

 

Det var også herligt, når vi i bærtiden kunne plukke ribs og solbær af buskene i haven, pille bærrene fri for blomst og stilk og mase dem ud, enten blandet sammen eller hver for sig, i en kop med melis. Det var en himmerigsmundfuld, som vi lejlighedsvis fik at smage i bærsæsonen. Det var en glæde og fornøjelse, som min legekammerat Ove og jeg ofte delte med hinanden, sådan som vi delte så mange andre oplevelser med hinanden.

 

Noget af det, der interesserede mig som lille dreng, var, når far skulle pode et af frugttræerne i haven. Ved podning forstås, at en afskåren plantedel bringes til at vokse sammen med en del af en groende plante. Man skærer et skråt snit i den afskårne kvist og et modsvarende snit i den gren, som man vil have at kvisten skal vokse sammen med og få næring fra. Snittet smøres med podevoks og ombindes med bast, der holder podekvist og gren sammen. Jeg erindrer stadigvæk den sødsyrlige duft af podevoksen, når far smurte den på.

 

Det var også interessant at se, når far sprøjtede frugttræ­er og buske for at forhindre angreb af skadelige insekter og svampe. Dengang i 1930'erne brugte man ikke så skrappe sprøjte­midler i private haver, som det langt senere blev tilfældet, og derfor var forureningen af miljøet ikke særlig mærkbar.

 

Bistade og bistik

Noget andet, der også var spændende at overvære, var, når far skulle tømme bistaderne for honning. Så var han iført en særlig hovedbeklædning, der dækkede ansigtet, og handsker, for at undgå at blive stukket af bierne, når de lodretstående træram­mer med vokstavlerne, der af bierne var opbygget i form af mange små seks­kantede huller, der var fyldt med den masse, dvs. honning, som skulle slynges ud under centrifugering. Bagefter blev honningen i reglen varmet op i et dampbad, så den dels blev flydende og dels inddampet, således at når den blev hældt på glas og stillet til afkøling, stivnede den til den nogenlunde faste konsi­stens, som er almindelig for honning.

 

Men på trods af en vis forsigtighed i omgangen med bierne, når trærammerne med vokstavlerne skulle tages op af bistaderne, hændte det engang imellem at far blev stukket af en eller flere bier, men bortset fra at han bandede lidt over uheldet, rørte smerten ham ikke synderligt. Det var noget andet med mig, der var meget ømskindet. En dag, da jeg befandt mig ovre ved den nærliggende mergelgrav, tog jeg fat i en blomst på en busk for at ville lugte til den, men derved kom jeg til at lægge hånden over en bi, som omgående stak mig i håndfladen. Smerten føltes forfærdelig og hånden blev rød og hævede straks op. Grædende skyndte jeg mig at løbe hjem til mor, som naturligvis straks trøstede mig, idet hun undersøgte hånden, for at se om biens bråd endnu sad der, hvad den dog ikke gjorde. Hun smurte et eller andet på stikstedet og gav mig et gazebind om hånden, hvilket styrkede min selvmedlidenhed, for nu kunne alle se, at jeg havde været ude for et uheld og var blevet såret.

 

Mergelgrav og fantasifostre

For resten opholdt både Ove og mig os tit ovre ved mergelgra­ven, både sommer og vinter. Om sommeren lå vi ved bredden og kiggede ned i det fuldstændig klare vand, for at spejde efter haletudser og hundestejler, og det hændte engang imellem, at vi fik lyst til at fange nogen af dem med en fiskestang, som bestod af et spanskrør med en finmasket pose i den ene ende. Med denne lykkedes det os at fange både hundestejler og de små mærkværdige haletudser, som vi vidste med tiden skulle blive til frøer eller skrubtudser. Begge dele kom vi ned i et sylte­tøjsglas fyldt med vand fra mergelgraven, og på den måde kunne vi få lejlighed til at studere dem på nært hold. Vi lagde mærke til, at både fiskene og haletudserne åndede ved hjælp af gæller, og at haletudserne vimsede rundt i vandet ved hjælp af den hale, der har givet dem navn.

 

Når vi ikke gad det længere, sænkede vi glassene ned i vandet og hældte småfiskene og hundestejlerne ud igen i deres rette miljø. Senere, når vi fangede og studerede dem, så vi, at haletudserne var ved at udvikle bagben, som de brugte til at svømme med, og endnu senere var de blevet til bittesmå tudser eller frøer, som lejlighedsvis krøb op på land. De voksne tudser og frøer kunne vi også se svømme omkring i mergelgraven eller støde på dem i græsbevoksningen rundt om.

 

En vinter, mens jeg endnu kun var omring 3-4 år havde jeg fået et nyt stort kulørt uldhalstørklæde, som fyldte godt omkring hals og hoved. Det havde jeg på, da jeg en dag var gået over til den tilfrosne og snedækkede mergelgrav, for at se de større børn løbe på skøjter eller kælke. Jeg satte mig ned på bredden sammen med et par andre børn, og havde glemt alt om mit nye halstørklæde. På et tidspunkt kiggede jeg bagud over skul­deren og så til min store rædsel, at en stor, lodden insekt­larve sad på ryggen af mig. Skrigende rejste jeg mig og styrte­de hjem til mor, idet jeg råbte: "Tag den væk! Tag den væk!". Mor kom til og spurgte, hvad der var i vejen, og jeg svarede: "Der sidder en stor larve på min ryg!". Mor kunne ikke lade være med at smile, idet hun sagde: "Jamen, det er jo bare dit nye halstørklæde!". Selvom jeg åndede lettet op, ville jeg næsten ikke tro på, at det bare var halstørklædet, min fantasi havde foregøglet mig at være en kæmpelarve. Det var og er et eksempel på vort sinds ’trylleevne’, som faktisk betyder mere for vores livs- og verdensopfattelse, end vi normalt går rundt og forestiller os.  

 

Held i uheld

Der er endnu en oplevelse, som knytter sig til mergelgraven, og det er, at da min legekammerat Ove og jeg en vinterdag legede alene ovre ved den tilfrosne mergelgrav, skete der et uheld, som nær kunne have kostet mig livet. Jeg var normalt ikke meget for at vove mig ud på selve isen, men denne bestemte dag var jeg uforsigtig nok til at gøre det. På det sted nær ved bred­den, hvor jeg gik ud, viste det sig, at isen ikke var stærk nok til at bære mig, for i samme øjeblik jeg var kommet cirka en meter ud, brasede jeg igennem isen og havnede til min egen og Oves store forskrækkelse nede i vandet. Grunden til, at isen var tyndere på dette sted, var den, at Oves storebroder plejede at ride ned til mergelgraven, for at lade sin hest drikke der, og derfor havde han slået hul på isen. Vandet var imidlertid frosset til igen, men havde altså ikke samme tykkelse som isen på den øvrige del af mergelgraven.

 

Mergelgraven havde temmelig stejle sider, og der var derfor forholdsvis dybt også inde ved land, men heldigvis havde jeg åndsnær­værelse nok til at gribe fat i kanten af isen, hvor jeg kramp­agtigt holdt mig fast. Men herved kom mine ben og krop ind under isen, så jeg lå vandret på ryggen, og selvom jeg søgte at komme fri og ville kravle op på isen, var det mig ikke muligt, fordi min krop ligesom blev suget opad indtil den mødte under­siden af islaget. Jeg var alt for rædselsslagen til at råbe om hjælp, men Ove indså med det samme, at han ikke selv ville kunne magte at redde mig op, så derfor løb han ud på vejen og råbte om hjælp, men da der ingen mennesker var, spænede han hjem til sin mor, for at søge hjælp hos hende.

 

Heldet eller skæbnen ville imidlertid, at Oves storebror i det samme kom ridende til stedet, for at vande sin hest. Han standsede først hesten helt nede ved mergelgravens kant, og dens hoved og hals ragede derfor ud næsten lige, hvor jeg lå. Synet af den store hest ovenover mig og Oves storebror, der bøjede sig frem og kiggede ned på mig, vil jeg aldrig glemme. Særlig ikke, fordi han ikke kunne lade være med at skraldgrine, da han så mig ligge der i vandet og sprælle. Det varede dog ikke længe, førend han fik mig trukket op af vandet og gik med mig hjem, idet han trak hesten ved siden af sig. Vi boede jo ikke meget mere end omkring 50 meter fra mergelgraven, så vi var hurtigt hjemme. På hjemvejen mødte vi Ove og hans mor, der var på vej over mod mergelgra­ven, men de vendte naturligvis om igen, da de så os, og fulgtes med os hjem.

 

Mor blev selvfølgelig helt ude af sig selv, da hun så mig drivvåd og rystende af kulde, men hun takkede naturligvis Oves storebror for, at han havde reddet mig op på land, ja, vel faktisk havde reddet mig fra at drukne. For var hjælpen ikke kommet på det tidspunkt, tror jeg ikke, jeg ville have haft kræfter til at holde mig fast længere i kanten af isen. Mine fingre var stivfrosne og min krop gennemkold, så alene det iskolde vand ville formentlig have gjort det af med mig, hvis ikke hjælpen var kommet tids nok.

    

Da vi straks efter var blevet alene, tog mor alt det våde, iskolde tøj af mig og pakkede mig ind i et uldtæppe og satte mig på brændekassen ude i køkkenet, hvor varmen fra komfuret efterhånden gennemvarmede mig igen. Herunder skændte hun på mig, fordi jeg havde været så uforsigtig at gå ud på isen, og derfor forbød hun mig oftere at gå hen til mergelgraven. Dengang forstod jeg ikke, at hun skældte mig ud af angst for, hvad der i værste fald kunne være sket, hvis der ikke var kommet hjælp til mig i tide. Det forstod jeg først mange år senere. Men oplevelsen af at falde gennem isen og ned i det iskolde vand, bidrog til at øge min farefantasi, så alene af den grund havde mor ikke grund til at frygte for, at jeg ville bringe mig selv i en sådan situation igen.

 

”Det var på Capri …”

Det var formentlig i sommeren 1933, da jeg var fire år, at jeg for allerførste gang i mit liv stiftede bekendtskab med et mærkværdigt teknisk vidunder. En dag, da jeg sammen med mine forældre passerede forbi barberens hus, som lå på den modsat­te side af vejen over for mine forældres hus, hørte jeg en særegen lyd, der kom oppe fra den dør, der var ovenover deres havestue. Det var lyden af musik og sang, ikke på samme måde, som det lød fra radioen, men mere hult og lidt metallisk skrattende. Melodien og sangen husker jeg lige så tydeligt endnu, for det var "Det var på Capri, jeg så hende komme. Det var på Capri, jeg så, hun forsvandt", og sangstemmen har sikkert tilhørt den dengang dansk berømte refrænsanger, også lidt ondsindet kaldet smørte­nor, Victor Cornelius (1897-1956). Han var desuden slager-kompo­nist og pianist, debuterede som biografpianist på Strand Theatre i New York, hvor han voksede op. Efter sin hjemkomst var han hyggepianist og refrænsanger i "Bonbonnièren" i Køben­havn, optrådte derefter på Apolloteatret, Palace og Arena, og senere også i Oslo og Stockholm. I 1929 debuterede han som refrænsan­ger i Danmarks Radio, og indspillede talrige gram­mofonplader og komponerede musik til mange danske spillefilm, hvori han også ofte sang og i enkelte tilfælde viste sit fyldige korpus. Mor var helt henført, når hun i dagens løb hørte Victor Cornelius’ smeltende romantiske stemme i middagsradioen. 

 

Victor Cornelius lagde i et enkelt tilfælde også sangstemme til en udenlandsk film, da denne skulle versioneres på dansk. Det drejer sig om Walt Disneys "Pinocchio" fra 1940, men som først kom frem i Danmark i 1950, hvor den i København havde premiere i Palads Teatret. Den danske lydside til filmen var instrueret af instruktørparret Bjarne og Astrid Henning-Jensen. Victor Cornelius sang Jesper Fårekyllings "Når du ser et stjerneskud", så ikke et øje var tørt.

 

Men da jeg spurgte mine forældre, hvorfra sangen og musikken kom, svarede mor: "Den kommer fra en rejsegrammofon!". På spørgsmålet om, hvad det var for noget, sagde hun: "Det er et apparat, som skal trækkes op med et håndsving og som kan afspille grammofonskiver, hvor sangen og musikken findes på!". Disse oplysninger blev jeg naturligvis ikke meget klogere af dengang, men senere, da min onkel Johannes havde anskaffet sig en sådan rejsegrammofon, kunne jeg jo ved selvsyn danne mig et indtryk af, hvordan apparatet så ud og fungerede.

 

Jeg kan ikke længere huske grammofonens fabrikat, kun at den var forsynet med en tragt, der fungerede som højtaler, og at den var koblet til en speciel og såkaldt pickup, der var forsynet med en udskiftelig metalstift, kaldet nålen, som blev placeret i grammofonskivens riller. Via disse bragtes stiften til at vibrere på en bestemt måde, som blev opfanget af pickup'ens "hoved" og her omdannet til hørlig lyd, som så igen blev forstærket af højtalertrakten. I centrum af grammofonpladerne så man en mærkat, som var dekoreret med en tegning af en hund, der sad ved siden af en grammofon med stor lydtragt. Da jeg senere lærte at læse, konstaterede jeg, at pladerne var pro­duceret og distribueret af grammofonselskabet "His Masters Voice", som dengang var verdens­berømt. Vittige danske tunger omdøbte navnet til ”Hans Mosters Vovse”.

 

Stork, Stork Langeben ... endnu engang!

I sommeren 1933, da jeg var 4 år, begyndte min mor at for­tælle mig om storken, som kom med de små børn. Storken kendte jeg jo udmærket, for den kunne man tit se på engene eller ved moserne på den tid. Mor sagde, at hvis man ønskede sig en lillebror eller lillesøster, så skulle man bare lægge et stykke hugget sukker i vindueskarmen i soveværelset, så ville storken komme forbi en dag, spise sukkeret og forstå, at her på stedet var der én, som ventede på at få sig en lille legekammerat. Men, tilføjede mor, det var kun hvis storken havde taget sukkeret i vindueskarmen, at den ville og kunne opfylde ønsket.

 

Det forholdt sig i øvrigt sådan, at jeg efterhånden var blevet lidt ked af, at være enebarn, så jeg ville hellere end gerne ha' en legekammerat, men helst en lillebror. Mor havde derfor ikke vanskeligt ved at overbevise mig om, at det ville være godt at få et par små fødder i huset. Samme dag fik jeg derfor et stykke hugget sukker, som jeg lagde op i vindueskarmen inde i soveværelset, og jeg var derfor spændt på, hvornår mon storken ville komme forbi og tage sukkeret gennem det halvt åbnede vindue. Men mor havde sagt, at man ikke skulle regne med at få storken at se, for den kom kun nær til huset, når den vidste, at der ikke var nogen i nærheden.

 

Min nysgerrighed og utålmodighed var stor, så jeg listede mig med mellemrum til at kigge efter, om storken måske allerede havde taget sukkeret. Den kom dog ikke den første dag, jeg havde lagt sukker i vinduet, og heller ikke næste dag. Da jeg på andendagen vågnede om morgenen, var noget af det første, jeg foretog mig, da jeg stod op, at gå hen til vindueskarmen og se, om storken måske havde været her. Det havde den til min store skuffelse ikke, og da jeg sagde det til mor, svarede hun: "Så prøv og læg et stykke sukker mere i vinduet!". Nå ja, tænkte jeg, det kan være at storken er lige så stor en slikmund som mig, og at den bedre ville lade sig lokke af to stykker sukker end af et. Derfor lagde jeg endnu et stykke hugget sukker op i vindueskarmen til det, der lå der i forvejen.

 

Imidlertid skete der ikke noget de følgende dage, idet de to stykker sukker fortsat lå urørte i vindueskarmen. Det skuffede mig lidt, og jeg var i de følgende dage meget påpasselig med, at sovekammervinduet stod på klem, så storken kunne nå sukker­stykkerne med sit næb, hvis den kom forbi.

 

Endelig en morgen, da jeg vågnede og gik hen til vindues­karmen, for at se om de to stykker sukker lå der, var de væk! Overrasket og lettere ophidset, styrtede jeg ud i køkkenet til mor, for at fortælle hende den glædelige nyhed. Mor lod som om hun ikke kendte noget til det, så derfor sagde hun: "Er det rigtigt? Kom, lad os se!", og sammen gik vi ind i sovekammeret og hen til vinduet, hvorfra sukkerstykkerne jo ganske rigtigt var forsvundet. "Jo, du har ret! de er væk! så må storken ha' taget dem!". "Hvornår får jeg så en lillebror?" spurgte jeg ivrigt, idet jeg håbede på, at det måske kunne blive i dag eller i morgen. "Det varer nogen tid", svarede mor, "for storken skal først hente ham nede i Afrika i Faraos moser, så du må være tålmodig! Og du må ikke blive ked af det, hvis det bliver en lillesøster, for måske kan storken ikke finde en lillebror til dig!".

 

Selv om jeg ikke vidste, hvor Afrika og Faraos moser lå, var jeg klar over at det måtte være meget, meget langt borte. "Nå," tænkte jeg, "så er det klart at det vil vare længe, før jeg får en lillebror eller en lillesøster, men helst en lillebror, for drenge kender jeg bedst!".

 

I de følgende mange måneder kunne jeg naturligvis ikke undgå at lægge mærke til, at mors mave voksede og blev større og rundere. På en eller anden måde forstod jeg inderst inde, at det måtte hænge sammen med den ventede lillebror eller lille­søster, men da jeg spurgte mor, hvorfor hun blev så tyk, svarede hun med et smil: "Det er fordi jeg spiser for meget!". Den forklaring lod jeg mig stille tilfreds med, men jeg nærede mistro til den, selv om jeg ikke rigtig forstod hvorfor.

 

Endelig langt om længe, nemlig den 19. marts 1934, oprandt den længe imødesete dag, da min lillebror Benny kom til verden. Mange år senere har mor fortalt mig, at han kom til verden under en meget svær fødsel, en såkaldt sædefødsel, hvorunder barnet ligger sådan placeret i livmoderen, at det kommer ud med sædet først. Normalt fødes børn jo med hovedet forrest, hvilket har sine klare fordele. Dertil kom, at drengen var stor og vejede omkring 9 pund, hvilket naturlig­vis ikke bidrog til at gøre fødslen nemmere. Jeg erindrer intet omkring selve fødslen, men mener at den foregik hjemme, sådan som det var mest almindeligt dengang. Men hvor jeg selv opholdt mig, medens fødslen stod på, har jeg slet ingen erindring om. Det kan dog ikke have været i hjemmet, for dengang var man uhyre påpasselige med, at børn ikke blev udsat for sindsbe­vægelser, og sådanne kunne nok ikke mindst fremkaldes af en fødsels­situa­tion, hvor den fødende normalt ikke kunne undgå at give smertefulde, klagende ­lyde fra sig.

 

Så vidt jeg ved - for min hukommelse har ingen erindring om det - var min dengang 15-årige moster Gudrun kommet fra Bursø og hjem til os, for i dagene efter fødslen at passe mor og mig. Far klarede sig selv, hvilket han var vant til, og han sørgede både for vask, rengøring og madlavning til os alle. Det gjorde han forresten altid, når mor enten var syg eller ikke kunne overkomme de daglige gøremål og pligter. Efter en lang arbejdsdag fra tidlig morgen til sent på eftermiddagen, kom han hjem og fortsatte ufortøvet med at klare tingene derhjemme, så reelt havde han først "fyraften" et stykke hen på aftenen. Ikke så underligt, at han straks faldt i søvn og ikke var til at vække, når han først havde lagt sig.

 

Min kære moster Gudrun, som i dag, da disse linjer skrives i 1999, er 81 år og stadig ved nogenlunde godt helbred og især åndsfrisk, kan forresten også fortælle, at da mine forældre var  nygifte, men før de flyttede ind i det nybyggede hus, boede hun, der dengang var cirka 9 år, i en længere periode hos dem. Det må have været i det hus, som jeg mener har ligget i nærheden af Kuditse lidt udenfor Til­litse. Min moster kan desværre ikke huske, hvor huset lå, men kan i hvert fald fortælle, at hun gik i Tillitse Skole, mens hun opholdt sig hos mine forældre.

 

 

Herover ses den 5 mdr. gamle Benny siddende fastspændt til en stol. Billedet er angiveligt fotograferet hos vores moster Emmy i Præstø, hvilket mor selv har noteret bag på fotoet, og tidspunktet må derfor have været cirka i midten-slutningen af juli måned det år. – Privatfoto: Tilhører Harry Rasmussen.

 

Den kære bulderbasse til lillebror, som jeg blev meget glad for at få, blev senere døbt i Tillitse Kirke og fik navnet Benny Alf Rasmussen. Han bevarede i flere år sit kuglerunde ansigt, et indtryk, som ikke blev mindre af, at han var så lyshåret, at håret i begyndelsen næsten var usynligt. Senere, da han voksede til, blev han en sund og stærk dreng med et normalt roligt gemyt. Der skulle meget til at bringe ham ud af fatning, men hvis det først skete, blev han så vred, at blodet steg ham til hovedet, samtidigt med, at han bed tænderne hårdt sammen, så man tydeligt kunne se hans kæbemuskler strammes, men han skældte næsten aldrig ud. Han holdt omtrent altid sin vrede - og forresten også sin skuffel­se - for sig selv. I den henseende mindede han meget om mor, som også ofte bed sin vrede og skuffelse i sig og tav.

   

Senere, da mor et par gange blev indlagt på et nervesana­torium i nærheden af Maribo, var det også moster Gudrun, der kom hjem til os og passede først mig og senere både mig og min lillebror Benny. Jeg husker, at far flere gange tog mig med på cykel, når han skulle hen for at besøge mor. Jeg savnede hende naturligvis forfærdeligt, og det var derfor meget vanskeligt at tage afsked med hende, når far og jeg nogle timer senere skulle til at cykle hjem til Tillitse igen. Når vi forlod hende og hun stod ude foran sanatoriebygningen og vinkede til os, græd jeg og følte en stor tomhed i mit indre. Far var også trykket ved situationen, for han holdt virkelig meget af mor og savnede hende naturligvis i det daglige liv hjem­me.

 

 

Herover har den da omkr. 1-årige Benny og jeg været til portrætfotografen i Nakskov. Benny var længe om at få hår på hovedet, medens jeg har den tids typiske pagefrisure for børn. Benny var til forskel fra mig efter den tids målestok et rundt, sundt og robust barn, som kunne udstå større strabadser, end jeg havde kunnet i samme alder og for resten også senere i livet. Efter at han havde lært at gå og var begyndt at kunne bevæge sig omkring i større stil, tabte han sig til normalvægt og fedtet blev i stedet erstattet af muskler. – Portrætfoto: © ca. 1934-35 tilhører Harry Rasmussen.

 

 

Her er et såkaldt Polyfoto af lillebror Benny og mig, som er fotograferet hos Stella Nova i Nakskov, formentlig sent på året 1934. Benny er iført tidens karakteristiske småbørnstøj og jeg har min nye, forede astrakanhue på, som jeg var meget stolt af. Benny kigger betuttet hen mod fotografen, mens jeg har et godt øje til den formentligt unge kvindelige fotografassistent. – Polyfoto ca. 1934: Tilhører Harry Rasmussen.

 

 

 

Rekonvalcenthjemmet i omegnen af Maribo, hvor mor var indlagt et par gange i min tidlige barndom, for at komme til hægterne ovenpå udbrud af såkaldt ”dårlige nerver”. Det skete blandt andet omkring et års tid efter Bennys svære fødsel, som vistnok jog en skræk for gentagelse i livet på mor, så hun overfor far brugte ethvert påskud til at undgå det seksuelle samliv. – Postkortfoto fra 1930’erne: Tilhører Harry Rasmussen.

 

 

Herover ses udsigten fra rekonvalcenthjemmets haveside i 1930’erne. Alt synes at ånde fred og idyl, og det var jo netop også, hvad mor havde brug for i en periode, for at få dagligdagens udfordringer og problemer på afstand. – Postkortfoto fra 1930’erne: Tilhører Harry Rasmussen.

 

Den egentlige grund til min mors indlæggelser på nervesanatorium, kender jeg ikke. Men mor var livet igennem af en sart og nervøs konstitution, både fysisk og psykisk, og dertil kom hendes ulyst til det seksuelle samliv og hendes mere eller mindre konstante angst for at blive gravid. Denne ulyst og angst blev naturligvis ikke mindre efter hendes andet barns svære fødsel, som tog hårdt på hende både fysisk og psykisk, og som samtidig bidrog til at forøge hendes modvilje mod seksuelt samliv. Dertil kom de traumer og neuroser, som især hidrørte fra hendes sociale mindreværds­følelse og hendes følelse af at være "en horeunge".

 

Det er klart, at disse forhold og omstændigheder ikke var velegnede til at fremme det gode forhold mellem mor og far, og det bevirkede da også at far blev stadig mere irritabel og rastløs og søgte at kompensere ved at kaste sig endnu ivrigere over de mange praktiske gøremål, der altid er ved at skulle holde både hus og have i den gode orden, som han altid stræbte efter. Han satte en ære i, at vedligeholde huset både indvendigt og udvendigt.

 

Kønnets mysterium

Som lille dreng i 3-4 års alderen var jeg ikke klar over den egentlige forskel mellem drenge og piger, selvom jeg naturlig­vis nemt kunne kende forskel på de to køn. Men desuden var piger jo lang­hårede, havde kjoler og pigesko på og talte med lysere stemmer end drenge. Dertil var de i reglen spinklere bygget og af lidt lavere højde end jævn­aldrende drenge, og deres interesser adskilte sig ofte fra drenges. Pigerne var interesseret i tøj og legede med dukker, mens drengene stort set var ligeglade med, hvordan de selv så ud, og almindeligvis foretrak at lege røvere og soldater, hvor det gjaldt om at konkurrere og vinde over "banditterne" eller "fjenden".

 

Omkring 4-5 års alderen og før jeg kom i skole, hændte det jævnligt, at vi drenge og piger legede sammen, og herunder kunne det ske, at vi f.eks. i høsttiden henlagde legen til den nyslåede kornmark, hvor der endnu lå stakke af hø og ventede på at blive kørt hjem til gården. Den nævnte kornmark lå op til øst- og sydsiden af mine forældres baghave, som dels var beplantet med en del høje frugttræer og dels var omgivet af en relativt høj hæk, der forhindrede, at man kunne se fra haven, hvad der foregik ude i kornmarken, så vel som omvendt.

 

Således beskyttet mod nysgerrige blikke, vovede vi børn at lege en "fræk" leg, som bestod i, at både pigerne og drengene tog bukserne af og lagde sig i en klynge ovenpå hinanden. Først pige og så dreng, pige og dreng, op til fire-fem-seks personer ovenpå hinanden, hvilket naturligvis endte med, at de øverste børn ikke kunne holde balancen, men uvægerligt tumlede ned til siderne, i øvrigt til stor morskab for alle. Det, der drev os, var vel vores ubevidste seksualitet, men det aktuelt set afgørende var imid­lertid, at vi børn fik lejlighed til at se, hvordan Vorher­re havde skabt os, og jeg husker endnu min store forundring over og fascination af, at piger har en revne dér, hvor drenge har en tissemand.

 

Helt bag på mig kom det dog ikke, for det anede mig nok, at der på en eller anden måde var en vis lighed mellem piger og f.eks. køer, hopper og søer, ligesom jeg forstod, at der var en slags lighed mellem drenge og tyre, hingste og orner. Den forskel kunne jeg som landsbybarn jo se blandt de dyr, der omgav os til daglig, og jeg forstod udmærket, at der var en form for lighed mellem f.eks. hopper, køer og piger og kvinder, og mellem hingste, tyre og drenge og mænd.  Piger og kvinder havde en revne mellem benene, som vi drenge godt vidste, blev kaldt en fisse, mens drenge og mænd havde en tissemand, som vi også vidste, blev kaldt en pik. Men vi vidste også, at ordene ’fisse’ og ’pik’ var frække ord, som vi ikke skulle bruge, i hvert fald ikke, når der var voksne i nærheden.

 

Men hvordan piger var i stand til at tisse, kunne jeg dog trods alt ikke rigtig forestille mig, førend jeg havde haft lejlighed til at se en af de jævnaldrende piger sætte sig på hug på marken og sende en fladspredt stråle vand i en stor bue fra sig. Det forekom mig uforståe­ligt, hvordan det kunne lade sig gøre, når nu piger vitterligt ikke have nogen tissemand. Det gik faktisk først op for mig mange år senere, da jeg som ung mand havde haft lejlighed til at studere anatomi og fysiologi.

 

Imidlertid havde jeg allerede erfaret, at tissemanden også kunne bruges til andet end at tisse med, for dels havde jeg lejlighedsvis oplevet, at den som følge af vandladningstrang kunne være stiv om morgenen, når man vågnede, og dels havde min godt et år ældre legekammerat, Ove, indviet mig i, hvordan man selv kunne gøre den stiv og gnide på den, indtil der på et tidspunkt kom en klar væske ud af den. Det føltes overordent­ligt dejligt og afstedkom en behagelig afslappelse eller afspænding af hele kroppen, så han og jeg gentog i fællesskab, men hver for sig, lejlighedsvis den særegne og helt uovertrufne oplevelse. 

 

Bag om den herskende officielle moralkodeks og fortielse på det seksuelle område, havde de fleste voksne mænd og kvinder formentlig et relativt naturligt syn på og forhold til seksuallivet, for hvordan skulle de ellers bære sig ad med at få børn. Dette var i hvert fald tilfældet for min far, selvom han med mors anstrengte forhold til det intime samvær nok kun sjæl­dent fik lejlighed til at praktisere det seksuelle samliv. Og som nævnt skulle der komme til at gå omkring fem år efter min fødsel, før mor igen nedkom med en baby, nemlig min lillebror Benny, der som nævnt blev født den 19. marts 1934.

 

Men dengang i 1930'erne var det fuldstændig utænkeligt, at mænd og kvinder, heller ikke forlovede eller gifte, skulle kunne finde på at kysse hinanden, når de færdedes på offentlige steder, sådan som det senere blev ganske almindeligt og uan­stødeligt at gøre, i hvert fald i Danmark. Ja, det var ikke engang almindeligt, at mand og kone kyssede eller krammede hinanden i hjemmet, i hvert fald ikke, når der var andre til stede, ikke engang for øjnene af deres egne børn. Folk viste sig heller ikke offentligt, uden at være tækkeligt påklædte, og det var dengang helt almindeligt, at så vel kvinder som mænd bar hat, eller for kvindernes vedkommende i det mindste tørklæ­de og for mændenes ved­kommende kasket. Det gjaldt uanset om det var hverdag eller søn- og helligdage. Den tids badedragter var for kvindernes og pigernes - og ofte også for mændenes - ved­kommen­de, i helfigur, medens drengene godt kunne tillade sig kun at have badebukser på, dels når de gik i vandet og dels når de opholdt sig på strandbredden.

 

For resten var det lidt af en cirkusforestilling, når voksne, ja, selv børn, dengang skulle skifte om fra almindeligt tøj til badetøj, og efter badeturen til almindeligt tøj igen. Der blev udfoldet mange anstrengelser, for at skjule kroppen bag badekå­ber, håndklæder eller andet mere eller mindre egnet "skjul", for at end ikke ens nærmeste skulle kunne få bare det aller­mindste lille glimt, af et stykke med bart, mens man skiftede om. Det var særlig vanskeligt at skifte fra den våde badedragt eller de våde badebukser til det tørre tøj, og især hvis det foregik under det våde badehåndklæde, som klæbede til kroppen, så det næsten var umuligt at manøvrere med tøjet. Særlig kvinderne var påpasselige med, at ingen fik at se, hvad Vorher­re har skabt. Af samme grund, og fordi det var en penibel situation, gik min mor aldrig i strandbad, for hun var simpelthen for genert og undselig til at ville skifte tøj på stranden.

 

For gemene folk var det dengang ualmindeligt med speciel­le omklæd­ningssteder på badestrandene, sådan som det findes mange steder i vore dage, skønt folk nu er mere frie over for hinan­den end i min barndom og ungdom.

 

Der var en anden særegen situation, man kunne komme ud for at opleve dengang i begyndelsen af 1930'erne, ja, forresten også helt op i 1940'erne. Det var, når en pæn ældre herre i jakkesæt med presse­folder i benklæderne, og med hvid skjorte og slips samt blank­polerede sko, kom ned til strandkanten, hvor han afførte sig sko og strømper og trak op i benklæderne, for ikke at gøre disse våde, når han soppede omkring i vandkanten. Det særegne bestod i, at mandens fødder var fuldkommen sorte af snavs til op over anklerne, hvilket kunne tyde på, at manden måske ikke havde fået vasket fødder - og derfor sikkert heller ikke resten af kroppen - i meget lang tid.

 

At vaske sig endsige tage bruse- eller karbad dagligt eller i det mindste et par gange om ugen, var faktisk ikke almindeligt i min barndom og havde heller ikke været det tidligere, måske især ikke i arbejderfamilier, der i reglen boede i huse eller lejligheder uden bad. Den ovenfor nævnte mand så imidlertid ikke ud til at være arbejder eller håndværker, det var han for velklædt til. Søn- og helligdage skiftede arbejdere og håndværkere ganske vist ofte til deres fineste tøj og tog slips og nypudse­de sko på, men man kunne alligevel tydeligt se forskel på, om det var en arbejder og håndværker eller en kontormand og ekspedient, for slet ikke at tale om folk fra endnu højere sociale lag. Direktører og folk i lignende stillinger, mængede sig simpelt­hen ikke med det gemene folk, og derfor kom de så godt som aldrig på de alminde­lige badestrande.

 

Mester Jakel

Endnu før jeg kom i skole, hvilket skete i eftersommeren 1934, da jeg var fyldt 5 år, havde jeg en oplevelse, der kom til at gøre et uudsletteligt indtryk på mig. En dag, da jeg var omme i Brugsen for at hente nogle varer til mor, og var på vej hjemad, kom jeg forbi bagerforretningen, og da jeg havde passeret denne, kom bagerens 12-13 årige søn pludselig op på siden af mig og sagde: "Kunne du ikke tænke dig, at se Mester Jakel-teater? Det koster 10 øre og det foregår hjemme hos mig klokken tre i eftermiddag!". Jeg husker desværre ikke bagersøn­nens navn, men jeg kendte ham af udseende, og derfor svarede jeg: "Hva' er Mester Jakel-teater for noget?". "Det er en slags dukketeater, hvor dukkerne bevæger sig og taler!" svarede han. Det lød jo spændende, dog tillagde jeg: "Men jeg vil kun, hvis min legekammerat, Ove, også kommer med!". "Det gør han!", sagde han, "og flere andre kommer også, for dem har jeg allerede talt med! Men lov mig at lade være med at sige noget til de voksne, for så sladrer de bare til min far, og han vil ikke ha', at jeg spiller tea­ter!".

 

Med denne "betroelse" var der jo blevet skabt en slags hemmelig fortrolighed mellem os, og det syntes jeg var spændende, så jeg nikkede, for ligesom at bekræfte, at jeg selvfølgelig ikke ville sige noget om det til min mor. Dermed skiltes vi, idet han gik tilbage til bagerforretningen og jeg hjemad. Da jeg kom til vores nabos hus, mødte jeg Ove, som jeg fortalte, at jeg lige havde snakket med bagersønnen. Det havde han også, sagde han, og vi blev enige om at gå hen om eftermiddagen og se, hvad det var, bagersønnen ville vise os. Ingen af os vidste, hvad dukketeater var for noget, men det lød spændende, og vi be­sluttede os derfor til at møde op ved bagerforretningen samme eftermiddag lidt før kl.15.

 

 

Her ses huset på Tillitse hovedgade, sådan som det så ud i august 2006, men som i min barndom rummede bageri og bagerforretning. Dengang fandtes tilbygningen helt til højre ikke, idet det var her der var adgang til en gavldør, som via en trappe førte op til loftet, og ovenover dette havde bagersønnen indrettet sit Mester Jakel-teater. Privatfoto: © 2006 Harry Rasmussen.

 

Men jeg havde naturligvis ingen 10-øre til formålet, og da jeg ikke måtte fortælle mor, hvad jeg skulle bruge pengene til, blev jeg nødt til at lyve for hende og sige, at jeg gerne ville købe noget slik omme i Brugsen. 10-øren kunne jeg da også få, hvis jeg til gengæld tog nogle varer med hjem for hende. Det lovede jeg, selvom jeg allerede på det tidspunkt havde det dårligt med, at varerne "skulle skrives". Det følte jeg som en slags social degradering, for det betød nemlig, at vi ikke havde penge til at betale varerne kontant med. Imidlertid var det ikke ualmindeligt dengang - og vel heller ikke senere - at nogle forretninger gav en vis kredit med betalingen. Denne kredit blev der holdt regnskab med af forretningsbestyreren eller -indehaveren, idet man til kunden udleverede en regn­skabsbog i A5 format, hvori varens art og pris ved ethvert køb blev noteret. Efter en vis aftalt tid, blev det samlede beløb af varekøbene talt op, og kunden afkrævet betalingen herfor. Men det skete ikke så sjældent, at en kunde så sig ude af stand til at betale til det aftalte tidspunkt og derfor måtte bede om yderligere henstand med betalingen. Dette var også ind imellem tilfældet for mine forældre.

 

En dag, da jeg var omme i Brugsen, for at hente nogle varer på kredit til mor, sagde ekspedienten: "Kan du sige til din mor og far, at I snart må betale det I skylder, for ellers kan I ikke købe flere varer her!". Disse ord ramte mig som et slag i ansigtet og jeg kunne være krøbet i et musehul af skam og sorg over, at mine forældre var så fattige, at de havde svært ved at betale enhver sit. Heldigvis var der ingen andre kunder i butikken end mig, og derfor gjorde jeg mig det forfængelige håb, at det kun var brugsuddeleren, der vidste besked med mine forældres anstrengte og dårlige økonomi.

 

Et par år senere, da mine forældre havde fået endnu van­skeligere ved at klare deres udgifter, havde de planer om at sælge huset og flytte hen i et ældre og mindre hus omme på Tillitse hovedgade. Det syntes jeg faktisk var spændende, og efter at min far en dag havde udpeget huset og stedet for mig, gik jeg jævnligt derhen og kiggede på huset og haven. Huset, der var meget forfaldent, var i ét plan og aflangt, og så vidt jeg husker i bindings­værk. Det havde mange vinduer og en dobbelt­fløjet indgangsdør midt på facaden, og langs med denne stod en overflødighed af mere eller mindre visne stokroser. Alt træværk var malet i en okker farve og væggene var kalkede i en farve, der oprindeligt må have været hvid, men både træværk og vægge var temmelig afskallede. Dertil kom, at haven var så tilgroet og tæt, at det kun var med besvær, at man kunne orientere sig om, hvad der gemte sig bag det tætte buskads eller krat.

 

Det hele gav indtryk af fremskredent forfald, men det in­spirerede kun min sans for det romantiske, så jeg håbede meget på, at det ville ende med, at mine forældre købte huset, så vi kunne flytte ind i det. Imidlertid var mor af en anden opfattelse, for hun så for sig al det praktiske arbejde, der ville være med at ordne både huset og haven og bringe begge dele i blot nogenlunde acceptabel stand. Og selvom far var dygtig og ferm til at ordne både hus og have, så ville det også komme til at koste en del penge, at få huset sat i bare nogenlunde ordentlig stand. Huskøbet blev derfor opgivet og flytningen udskudt indtil videre.

 

Men den eftermiddag i sommeren 1934 mødte Ove og jeg op henne ved bagerforretningen, hvor der allerede var samlet flere andre og især mindre børn. Så vidt jeg erindrer, var der en 5-6 piger og drenge, som stod ude på fortovet og ventede på, at bagersøn­nen skulle vise sig. Det varede da heller ikke længe, førend han kom hen til os og sagde: "I må være helt stille, for min far må ikke opdage, hvad vi laver!". Det lød jo spændende, men også lidt foruroligende, for tænk, hvis bageren nu kom og så, hvad der foregik!.

 

Bagersønnen førte os nu hen langs den vestlige side af huset og hen til en dør, der via nogle trapper førte op til husets loftetage, hvor bageren opbevarede de fyldte sække med mel, indtil de skulle bruges i bageriet. Gulvet var helt hvidt af et tyndt lag mel, men bagersønnen havde fejet gulvet, der hvor vi gik, for at hans far ikke skulle kunne se sporene efter vores sko og på den måde opdage, hvad der var foregået.

 

Efter at alle vi børn var samlet på husets overetage, blev vi ført hen ad en smal korridor, og midt i denne gjorde bagersøn­nen holdt og kravlede op på en kort stige og åbnede en lofts­lem, hvorefter han kravlede op gennem hullet, som førte op til det øverste loft lige under taget. Herefter lagde han sig fladt ned på maven og rakte ud efter det første af børnene, som han kommanderede til at stå i række og en for en kravle op på stigen og række en arm i vejret. Det skyldtes, at der faktisk ikke var nogen af hverken drengene eller pigerne, der var så høje, at de selv kunne nå op til hullet. Bagersønnen rakte derfor sin ene hånd ned og greb det barn, der stod på stigen og trak det op gennem hullet og i sikkerhed. Han må have haft temmelig gode armkræfter, for det gik forholdsvis hurtigt med at få alle 5-6 børn op.

 

Da alle børnene på den måde var kommet op på det øverste loft, blev de afkrævet hver en 10-øre og fik anvist en plads på gulvet foran "teaterscenen". Teatret bestod af et ophængt sort tæppe, som skulle skjule bagersønnen for publikum, når han manøvrerede teaterfigurerne. Selve scenen fandtes ovenover tæppet, og her var der i venstre side opsat en galge og til højre var en kulisse, som forestillede et hus. Bagtæppet var ligeledes sort, hvilket medvirkede til, at dukkerne fremtrådte meget tydeligt på baggrund af de ensfarvede omgivelser.

 

Det er ikke meget, jeg husker af selve forestillingen, kun at alle medvirkende dukker til slut blev dømt til døden og hængt i galgen af Mester Jakel, der så så grum ud med sin store krogede næse, at man skulle tro, han var indbegrebet af alverdens frygtede skoleme­stre. Dukkerne var såkaldte hånd- eller hand­skedukker, som dukke­føreren har på hænderne under forestil­lingen. Desværre har jeg ingen specialviden om Mester Jakel-teater, men ved dog, at det kom til Danmark omkring 1800, og at Mester Jakel selv egentlig er identisk med Santa Claus eller Julemanden, der jo også kun belønner de gode børn med gaver, mens de uartige børn ingenting får og måske tilmed bliver dyppet i det sorte blækhus.

 

Den dag i dag kan man købe Mester Jakel-dukker i legetøjs­for­retninger­ne, og Mester Jakel ligner sig selv fra gammel tid og kan minde om "den store Bastian". Sidstnævnte figur  blev skabt i 1844 af den tyske læge Heinrich Hoffmann (1809-94), og den fremkom i en bog med vers og teg­ninger af nævnte forfatter: "Struwwelpeter", på dansk: "Den store Bastian eller Vær Lydig. Lystige histori­er og morsomme billeder for børn imellem 3-6 år." Bogens indhold var inspireret af oplysnings­tidens dydspæ­dago­gik, hvis morale kort og godt var den, at det går de dovne, sløsede og opsætsige børn rigtig dårligt og uheldigt. Eksempel­vis dypper den store Bastian de børn, der driller negeren med hans farve, i det sorte blækhus, så de endog bliver mørkere end negeren. Eller som det går pigen Jette i "En meget sørgelig historie om tændstikker", idet hun trods forbud herom, leger med tændstikker og ender med at antænde sig selv og brænde op!

 

Hoffmann brugte bogens fortællinger til bl.a. at ind­prente sine børnepatien­ter, at det var vigtigt at overholde lægens for­skrifter, og tage sin medicin, selvom den kunne være besk. Han mente åbenbart, at bogens mange eksempler på, hvordan det kan gå ulydige og uartige børn, ville virke tilpas skræmmende på dem til, at de i det mindste ville bestræbe sig på at opføre sig ordentligt.

 

Da forestillingen efter omkring en halv times forløb var forbi, hejsede bagersønnen børnene forsigtigt og lydløst ned gennem loftshullet en efter en, og alle listede ned ad trappen og ud i det fri. Men midt under det hele, hørtes der pludselig tunge trin på trappen, og bagersøn­nen tyssede på de tilbageblevne, herunder Ove og mig. Det var bageren, der kom op på melloftet for at hente en sæk mel. Han opdagede tilsyneladende intet usædvanligt, heller ikke at stigen stod henne i gangen, hvad den kun gjorde, når nogen havde ærinde oppe på det øverste loft. Da han var gået ned igen og alt havde været stille og roligt i nogle minutter, der forekom som evigheder, genoptog bagersøn­nen nedhejsningen af de resterende publikum­mer.

 

 Det var med bankende hjerte og stakåndet vejrtrækning, at jeg sammen med Ove sneg mig ned ad trapperne og ud foran bagerfor­retningen, hvorfra vi kunne se bagerkonen stå bag disken inde i butikken og ekspedere en kunde. Hun så os godt nok, men har måske i højere grad været i stand til at se gennem fingre med sin søns teatergriller, end tilfældet var for bageren, som åbenbart fandt sønnens beskæfti­gelse umandig og ørkes­løs.

 

Det var både første og eneste gang, at jeg fik lejlighed til at overvære bagersønnens dukketeaterforestilling, og jeg har desværre ikke nogen viden om, hvad der senere er blevet af ham. Han var så uheldig at være født og opvokset i et miljø, hvor småborgerlige normer og værdier var herskende, men han havde og har min store sympati og taknemmelighed, fordi han - uden dog at vide det - bidrog til at åbne mine modtagelige øjne for, at der er andet og mere i livet end det daglige brød og de jordnære interesser.

 

Min seksuelle "debut"

I sommeren 1935, da jeg var seks år, skete der en be­givenhed, som jeg aldrig siden har glemt. Min seksuelle nys­gerrighed var ikke blevet mindre med tiden, tværtimod var den så stor, at jeg en dag forsøgte mig med en pige, der var omkring et år ældre end mig. Hun hed Karla og boede et par huse længere henne ad vejen, og det hændte jævn­ligt, at hun var med i vores almindelige lege, men også deltog ivrigt i de ’forbudte’ lege omme i høstakkene. Det var faktisk hende, der i dette tilfælde tog initia­tivet, og selvom hun ikke lige var min type og jeg heller ikke var forelsket i hende, fik hun en dag lokket mig med hen i deres store forhave, hvor der bl.a. fandtes mange kartoffel­rækker. Kartoffelplanterne var meget høje og derfor var det let for sådanne små størrelser som os, at skjule sig i en rende mellem to kartoffelrækker. Her lagde vi os, og hun tog sine bukser af og sagde til mig, at jeg skulle trække mine bukser ned, hvilket jeg gjorde. Hun komman­derede mig derefter til at lægge mig ovenpå hende og stikke min tissemand ind i hendes revne, men eftersom tisseman­den var helt slap og revnen helt tør, lykkedes det ikke, men blev kun til nogle ubehjælpelige og ynkelige forsøg.

 

Noget slukøret rejste jeg mig derfor og trak bukserne op, mens hun blev liggende og tog sine bukser på. I det samme lød der en høj, skinger kvindestemme oppe fra huset, som råbte: "Karla! hvad er det, I laver?!". Skrækslagen og med hamrende hjerte skyndte jeg mig væk fra stedet og løb hjem og gemte mig i vores baghave, idet jeg forestillede mig, at det værste ville ske. Jeg var jo ganske klar over, at det pigen og jeg havde fore­taget os, var meget forkert set med de voksnes øjne, og jeg følte derfor en stor angst og bæven for, at pigen ville sladre til sin mor, og at mine forældre eventuelt skulle få at vide, hvad der var foregået.

 

Og ganske rigtigt, pigen kunne ikke holde mund, og senere samme dag henvendte hendes mor sig til min mor og bebrejde­de hende, at hun ikke havde formået at opdrage sin søn bedre, end tilfældet efter pigens mors mening var. I sin egen angst havde pigen åbenbart lagt hele skylden for episoden over på mig, så hendes mor må derfor have troet, at hendes egen lille pige var en stor uskyldighed, som den slemme dreng ville forføre til ’det frække’. Virkeligheden var imid­lertid den, at det var pigen, der havde lokket mig, men til gengæld bør det siges, at jeg ikke var noget særligt uvilligt offer. 

 

Mor blev naturligvis meget opbragt over det, hun fik at høre, og da jeg kom ind til hende i køkkenet, foreholdt hun mig anklagen og spurgte, om det var rigtigt, at jeg havde foretaget mig noget meget forkert sammen med den pågældende pige. Modvilligt måtte jeg jo indrømme, at det var rigtigt nok, men at pigen havde lokket mig til det. Det formildede nu ikke mor, for i truende vendinger sagde hun, at jeg kunne vente det værste, når far kom hjem fra arbejde, og desuden tillagde hun, at det, som pigen og jeg havde foretaget os sammen, kunne få de frygteligste følger, lige som det, "at røre ved sig selv på den måde, jeg nok vidste", ville kunne medføre, at man senere fik børn med hundehoveder! Det lød jo forfærdeligt, men samtidig så urealistisk, at jeg mente det ikke kunne passe, at der fandtes sådanne mennesker, hvilket jeg gjorde hende op­mærksom på. "Jo, det gør der!" sagde min mor, "for dem er der mange af henne på Oringe!". Oringe er en halvø ved Vordingborg, hvor der var og er et statshospital for sindslidende. "Men," fort­satte mor, "hvis man var heldig, ville der dog "kun" ske det, at den formastelige "synder" før eller siden blev sinds­syg."

 

På ’pinebænken’

Den eftermiddag var det ikke særlig behageligt at vente på, at far skulle komme hjem fra arbejde, for jeg vidste, at han kunne blive meget vred og skælde ud, men han slog mig aldrig. Kort før, jeg vidste han plejede at komme hjem, gemte jeg mig ude på lokummet, og her hørte jeg, da han kom og stillede sin cykel ind i garagen og gik ind i vaskehuset, for at vaske hænder og ansigt. Et stykke tid efter kom han ud og gik over i køkkenet, hvor mor stod og lavede aftensmad. Jeg kunne ikke høre, hvad de talte om, men var sikker på, at mor fortalte ham om den famøse episode. Hjertet hamrede i brystet på mig og ansigtet føltes glohedt.

 

Det varede da heller ikke længe, før jeg hørte køkkendøren blive åbnet og far med høj og meget bestemt stemme kaldte på mig, at jeg skulle komme ind. Hjertet dunkede i livet på mig og jeg havde en tyk klump i halsen, da jeg nølende tog mod til mig og gik over i køkkenet. "Hvad er det jeg hører, du har lavet! Det kan du lige vove på nogensinde at gøre igen, for så bliver du sendt væk!". Jeg stod som lammet over fars ord. Et var, at han skældte mig ud, men at han måske ville sende mig væk, føltes som om der åbnede sig en afgrund, jeg kunne styrte ned i. At blive sendt væk fra mine kære forældre og min lillebror, var en forfærdende tanke for mig, og jeg brast i gråd. Men i dette tilfælde trøstede mor mig ikke, som hun ellers altid pleje­de, og hun protesterede heller ikke, da far vredt sagde: "Nu kan du gå ind og i seng uden at få mad!".

 

Snøftende og tung om hjertet, som om hele verden var imod mig, gik jeg ind i soveværelset og skiftede til nattøj, krøb op i sengen og gemte mig under dynen. Sådan en trist sengegang havde jeg aldrig oplevet før, hvor mor altid lagde mig i seng og sang godnatsang eller fortalte en godnathistorie for mig. Heldigvis faldt jeg snart i en tung søvn og sov til næste morgen. Men da var far og mor forlængst stået op, og far var taget af sted på arbejde, mens mor havde travlt med de sædvanlige daglige gøremål, herunder at sørge for at gøre lillebror Benny i stand og give ham mad. Han var lidt af det, man kalder en ædedolk, og det kunne ses på ham, for han var godt ved huld og havde et kuglerundt hoved med tykke, runde kinder.

 

Tøvende vovede jeg mig ud i køkkenet, hvor mor sad og madede Benny, som fægtede med armene og kiggede på mig med runde, troskyldige øjne og stor nys­gerrighed. Stille gik jeg hen til køkken­vasken, hældte vand op i vandfadet og vaskede ansigt og hænder, og gik derefter ind i soveværelset igen, for at tage tøj på. Da det var gjort, gik jeg gennem køkkenet og ud i gården, og om til den lille hønse­gård overfor forhaven, hvor Hans og Grethe gik og hakkede i jorden. Mor råbte efter mig: "Skal du ikke ha' nogen morgenmad?!", men jeg følte mig såret og fornærmet og lod derfor som om jeg ikke hørte det.

 

Jeg blev stående en tid ved hegnet ind til Hans og Grethe, som et øjeblik holdt op med at pikke i jorden og kiggede op på mig og plirrede med øjnene, så jeg følte det, som om de havde medlidenhed med mig, og det gjorde godt, for jeg syntes at resten af verden var imod mig. Så gik jeg om i det store hønsehus og hentede nogle håndfulde korn til dem, som jeg dryssede på jorden i deres hønsegård. Jeg gav dem også nyt drikkevand, og desuden kiggede jeg ind i deres hønse­hus, for at se, om Grethe eventuelt havde lagt et æg, men det var ikke tilfældet.

 

Det varede dog ikke længe, så kom Benny stavrende hen mod mig, idet mor holdt ham i hænderne og fulgte med. Da de var nået helt hen til indhegningen, greb han fat i hønsenettet og holdt fast, for ikke at falde. Mor, der stod lige bag ved ham, sagde henvendt til mig: "Der står morgenmad til dig inde i køkkenet!". Jeg var dog endnu ikke helt blevet mig selv, så derfor svarede jeg ikke, men blev stående og så på de to kønne dværghøns. Min lillebror greb ud efter mig, og ville have, at jeg skulle tage ham i hænderne og gå omkring med ham, og det kunne jeg naturligvis ikke afslå, for han var mig meget kær.  

 

Efter at jeg et stykke tid havde gået omkring i indkørslen med Benny ved hænderne, overtog mor ham, idet hun sagde til mig: "Gå nu ind og spis din mad!". Og nu var mit brødebetyngede sind lettet så meget, at jeg uden videre efterkom opfordringen og gik om i køkkenet, hvor jeg satte mig på den høje brændekas­se og spiste to halve sigtebrødsmadder med puddersukker og drak et krus mælkete.

 

Sent på eftermiddagen samme dag, legede Ove og jeg sammen med et par jævnaldrende piger ved den grøftekant, der løb langs med vejen og den kornmark, som stødte op til vores hus. Vi skifte­des til at springe over grøften fra den ene side til den anden, og morede os herligt, indtil jeg pludselig fik øje på min far, der kom cyklende ad vejen fra stationen og hen mod stedet, hvor vi befandt os. Han var på vej hjem fra arbejde, og da han var kommet nær nok til, at jeg kunne se hans ansigt, så jeg, at han var endog meget vred. Idet han passerede os, sagde han strengt til mig: "Gå hjem med dig! Jeg vil ikke ha', at du leger med piger!". Legen hørte straks op, og pigerne løb deres vej, mens Ove blev stående, tydeligt meget forlegen ved situa­tionen.

 

Rystende af frygt og angst, turde jeg ikke andet end at adlyde, og jeg skyndte mig at smutte ind ad lågen til ind­kørslen, som lå tæt ved, og ind i køkkenet til mor og Benny. Her satte jeg mig som sædvanligt op på den høje brændekasse og håbede på, at mor ville være mere venligt stemt end i går, og at hun derfor ville tage mig i forsvar. Men det var hun åbenbart ikke i stemning til, men skældte mig i det mindste ikke ud.

 

Efter at far havde stillet sin cykel i garagen og havde været ovre i vaskehuset og vasket hænder, arme og ansigt, kom han som sædvanlig over i køkkenet, og her begyndte han straks at skælde mig ud. Jeg husker ikke alt, hvad han sagde ved den lejlighed, men følgende ord prentede sig fast i min hukommelse: "Hvis jeg nogen sinde ser dig lege med piger igen, så bliver du sendt væk, for sådan en uartig knægt som dig, kan vi ikke have boende her i huset!". Derefter tilføjede han: "Skrub nu ind i seng med  dig, for du fortjener ikke at få nogen aftensmad!"

 

Tudende måtte jeg gå ind i soveværelset og klæde mig af og skifte til pyjamas og gå i seng. Aftensmaden kunne jeg til nød undvære endnu en gang, men fordømmelsen og dertil ydmygelsen over at få skæld ud, forbød min stolthed mig at acceptere, for jeg syntes ikke, at jeg havde gjort noget galt ved at lege med de to piger, tilmed sammen med Ove. Og jeg syntes også, at min mor svigtede mig lige præcis i den situation. Vores leg ved grøftekanten havde vitterligt været helt uskyldig.

 

Datidens strenge syn på ’det frække’

Allerede dengang syntes jeg, at mine forældre - i lighed med de fleste andre voksne, jeg kendte på den tid - var for strenge i deres syn på den seksuelle side af menneskelivet. Dengang forstod jeg ikke, at samfundet som helhed og med sin lovgiv­ning, var restriktivt og repressivt over for seksuallivet. Det er derfor forståeligt, at almindelige mennesker, som f.eks. mine forældre, mere eller mindre delte eller lå under for den officielle moralopfattelse, som dybest set skyldtes flere århundreders teologiske og borgerlige fejlfor­tolkning af kristen moral og etik. Dertil kom, at min mor som tidligere omtalt, og særlig i sine yngre dage, havde et neurotisk og angstpræget forhold til seksualli­vet, hvilket formentlig hang sammen med hendes psykiske og til dels fysiske umodenhed fra barnsben af, og senere også med hendes frygt for at blive gravid i utide, hvilket sidste var forståeligt nok. 

 

Men ethvert uhildet eller fordomsfrit menneske må i vore dage formentlig være i stand til at kunne se, at seksualiteten er en Guds gave til det frie, naturli­ge menneske. Seksualiteten er ganske vist som et tveæg­get sværd, idet den ved misbrug og uansvarlighed kan afstedkomme adskillige ulykkelige forhold og situatio­ner, men til trods herfor, er den dog med til at forsøde jordelivet, rent bortset fra dens nødvendighed i forplantnings­øjemed.

 

I den følgende tid søgte jeg naturligvis at undgå at møde de piger, som min kammerat Ove og jeg ellers jævnligt plejede at omgås og lege med. Det var mit indtryk, at Karla befandt sig i nogenlunde samme situation som mig, for hun undgik mig faktisk efter den tid, og vi legede aldrig senere sammen mere. Men jeg så af og til et glimt af hende på vejen eller i skolen, hvor hun gik en klasse over mig. ­Bortset fra, at hun sikkert havde fået besked på ikke at måtte omgås, endsige lege med mig mere, så var hun måske også flov over, at have sladret og lagt hele skylden over på mig. Det har man i al fald lov til at håbe på var grunden.

 

Da glemslen efter nogen tid havde lagt sig over de ube­hageli­ge episoder, genoptog Ove og jeg lejlighedsvis vores lille hemmelige leg. Den bestod i, at vi sammen krøb ned i en stor sæk, som dog ikke lukkede dagslyset fuldstændig ude, og her i denne lune og intime "hule" snakkede vi om piger, og hvad man kunne lave sammen med dem, alt imens vi hver især onanerede på det lystigste. Denne aktivitet, der jo også var strengt for­budt, blev dog heldigvis aldrig opdaget af de moral­ske og nidkære voksne. Men det er ikke godt at vide, hvad der ville være sket for os to "syndere", hvis vores hemme­lighed var blevet opdaget. De dystre advarsler og trusler fra mor, afholdt på trods af udsigten til at blive sindssyg eller at få børn med hundehove­der, hverken mig eller min kammerat, som jeg naturlig­vis havde fortalt alt, fra at fortsætte den i sig selv ret uskyldige "sækkeleg". Den ophørte faktisk først, da min familie og jeg af helt andre grunde blev nødsaget til at flytte til Nakskov. Desværre genså jeg aldrig senere min tidligste barn­domskam­merat, som jeg havde leget sammen med lige fra vi var ganske små, og hvad der siden er blevet af ham, har jeg ingen viden eller anelse om.

 

De store drenge og ’frække’ ord

Interessen for det seksuelle delte jeg både med min legekam­merat Ove og de noget ældre og større drenge i landsbyen. Det hændte jævnligt, at de sidstnævnte i de lune sommeraftener samledes foran Tatolforretningen henne på hjørnet af hoved­gaden, og selvom de gerne jagede os mindre drenge væk, når vi forsøgte at mænge os med dem, fandt vi dog snart ud af, hvad de i særlig grad snakkede om. Her hørte jeg for første gang udtryk­ket "reppe", som betød samleje eller at kneppe eller på nutids­dansk: at bolle. Ordet "reppe" findes mig bekendt ikke på dansk eller tysk, men kan måske tænkes at være en omskrivning af "repe­tere", idet samlejeaktiviteten jo normalt består i at gentage den samme bevægelse frem og tilbage.

 

Som sagt blev vi mindre drenge i reglen jaget væk af de store, men vi lod os ikke skræmme,  tværtimod blev vi endnu mere nysgerrige og ivrige efter at suge til os af den frække og vovede "lærdom". Her lærte vi også sangen "På en jernbaneskin­ne, lå en splitternøgen kvinde, og killed' sig i fissen med et strå", at kende, og syntes at det var både morsomt og noget af det mest frække, vi nogensinde havde hørt. Vi forstod jo nok, at "fissen" var den revne, som pigerne og damerne havde mellem benene, men vidste naturligvis ikke dengang, at ordet og udtrykket "fisse" antagelig kommer af det ganske ufrække latinske ord "fissur", som netop betyder revne eller spalte. Men i de store drenges fantasi og mund var det topmålet af liderlig frækhed, som vi smådrenge følte det som en særlig ære og var stolte over at blive indviet i.

 

Dette gjaldt ikke mindst fortsættelsen af sangen, som lød nogenlunde sådan: "Så kom der en mand fra et fremmed land, han lagde sig oven på." Vi mente eller troede, at vi nok vidste, hvad det drejede sig om, for selvom de voksne omgav emnet med tabu og stort hemme­lighedskræmmeri, kendte vi jo lidt til sagen, blandt andet fordi vi ikke havde kunnet undgå at lægge mærke til, hvad dyrene helt ugenert foretog sig en gang imel­lem.  Men allerede som dreng var jeg klar over, at også i den henseende adskilte menneskene sig noget fra dyrene, for disse gjorde jo ’det frække’ bagfra, mens der for menneskenes vedkommende normalt var tale om, at manden lå ovenpå kvinden, som lå på ryggen. I mange år havde jeg af en eller anden grund godt nok den forestilling, at pigen eller kvinden under samlejet skulle ligge på ryggen, men med samlede ben! Det gjorde det ganske vist lidt vanskeligt for mig at forestille sig, hvordan penis under de omstændigheder kunne få plads til at opfylde den side af sin bestemmelse. Dette "mysterium" optog min tanke i en del år, og jeg fandt faktisk først ud af det som voksen.

 

Naturens belæring

Omkring samme tidspunkt havde jeg en dag en oplevelse, som også gjorde stærkt indtryk på mig. Jeg ville op til mine farforældre i Majbølle og det foregik per gå-ben, men idet jeg var nået hen til Klønge­gaarden, som var nærmeste sydlige nabo til mine forældres hus, men dog lå flere hundrede meter derfra, blev jeg opmærksom på, at der var ved at foregå noget inter­essant og spændende inde på gårdspladsen. Kløngegaarden var trelænget, og foran på den gårdsplads, der lå imellem længerne, var der et stort, rundt haveanlæg, hvor der voksede høje træer og buske.

 

Idet jeg nåede hen til gården, blev jeg som nævnt opmærksom på, at der foregik noget ganske særligt inde på gårdspladsen, for her stod der to heste og en del mænd. Den ene hest var en rødbrunlig hoppe, som øjensynlig skulle bedækkes af den anden hest, som var en flot sort hingst. To af mændene holdt hoppen, som vendte bagparten mod hingsten, som blev styret af tre mænd, en på hver side og en foran, som holdt en lang tømme. der var fastgjort til hingstens hoved. Den havde desuden mundkurv på.

 

Dirrende af en blanding af spænding og frygt, vovede jeg mig i ly af træerne og buskene nærmere, for bedre at kunne se, hvad der skulle foregå. De to heste forekom mig enormt store, og særlig hingsten virkede frygtindgydende med sine spændte muskler og sine ivrigt trippende ben, hvis skobeslåede hove slog gnister mod gårdspladsens brosten. Hingsten pru­stede og fnysede og var så urolig, at de tre mænd havde vanskeligt ved at holde den og styre den hen mod den ventende hoppe, idet manden med tømmen med højt løftede arme trak hingsten langsomt nærmere denne. Hing­stens lange, stive penis svingede fra side til side, og idet hingsten var nær på hoppen og rejste sig på bagbenene og trippede ind over denne, tog den ene af mændene fat i dens penis og førte den op til hoppens skede. Fråden stod hingsten om munden, idet den gjorde et par kraftige små hop fremad og stødte sin penis ind i hoppen, og bed efter dennes hals, hvilket dog var umuligt på grund af mundkurven. Efter få øjeblikke nærmest faldt hingstens forkrop ned over hoppen, idet dens slappe, men stadig lange penis samtidig gled ud af skeden. Hingsten var nu blevet ganske rolig og lod sig trække væk fra stedet og hen til den åbne, hestetrukne transportvogn, som den var ankommet til gården i. Hoppen blev ført tilbage til stalden af en af de karle, der havde holdt den under bedækningen.  

 

Fyldt af forundring og lettere ophidset over, hvad jeg just havde været vidne til, fortsatte jeg min afbrudte vandring op til mine farforældre i Majbølle. Da jeg nåede op til landevejen mellem Gloslunde-Dannemare og Majbølle og drejede af mod sidstnævnte sted, skulle jeg passere en stor gård, hvis ind­kørsel lå på den modsatte side af vejen. Idet jeg gik forbi, satte to store lænkehunde, formentlig broholmere, i med en voldsom og rasende gøen, som gjorde, at det løb mig koldt ned ad ryggen og hårene rejste sig på mine arme og ben. Nærmest i løb skyndte jeg mig forbi stedet og kom snart hen til mine farforældres hus, hvor dog kun farmo­r var hjemme. Bedstefar var på arbejde på Saftstatio­nen, som lå omkring en 6-800 meter fra deres hus.

 

Mit besøg var helt uventet for farmor, og da jeg ankom sad hun på en taburet ude på gårdspladsen, hvor hun havde fødderne i en balje vand. Desuden havde hun en del forskellige huslige gøremål, der skulle ordnes, når hun havde vasket fødder og ben, så derfor opfordrede hun mig til at gå hen til møllerens, som lå et par huse derfra. Mølleren Aage og hans kone Else kendte jeg ud­mærket fra flere tidligere besøg hos dem, og jeg blev altid meget venligt modtaget og godt behandlet, så jeg fik indtryk af, at de to rare mennesker virkelig holdt af mig. Parret har vel dengang været sidst i tyverne eller først i trediverne, og så vidt jeg kan huske, var de barnløse, hvilket måske var en del af forklarin­gen på deres store interesse for mig.

 

Manden og konen på møllen

Der var flere ting, som gjorde det interessant at besøge møllerparret, nemlig for det første den store vejrmølle, som var af den slags, hvor de fire møllevinger er monteret på en drejelig hætte, som gjorde, at man kunne stille vingerne efter vindretningen. Det var uhyre spændende at få lov til at komme ind i møllen og se dens interessante valseværk, som desværre kun sjældent var i gang. Herinde i det halvdunkle rum lugtede alt af korn og gammelt træværk, og det føltes godt og trygt at opholde sig der. Valseværket, hvor kornet blev formalet til mel eller valset til gryn, lå på førstesalen, og hertil kom man op ad en trappe. Neden­under var den store tøndeformede beholder, hvor melet eller grynene via en tragt faldt ned og blev mid­lertidigt opbe­varet, og hvorfra dette eller disse blev tappet over i sække eller poser. 

 

Imidlertid gav møllerivirksomheden åbenbart ikke indtægter nok, for ved siden af drev parret egnens telefoncentral, som fortrinsvis blev passet af konen, mens manden supplerede indtægterne ved at køre omkring til omegnens gårde og indsamle æg, som han videresolgte til forretninger og private.

 

Majbølle telefoncentral har jeg omtalt og beskrevet andet­steds her i selvbiografien, så derfor skal jeg i denne sammenhæng nøjes med at omtale møllerens ægindsamling. Det forholdt sig nemlig sådan, at jeg lejlighedsvis fik lov til at følge med mølleren, når han i sin ladbil kørte rundt omkring til gårdene i omegnen, for at samle æg ind. Men i reglen blev jeg siddende i bilen, som holdt parkeret på gårdspladsen, medens mølleren var inde i huset for at hente æggene, der altid var anbragt i de også dengang store velkendte ægbakker.

 

Engang kom vi til en meget stor gård i omegnen, og det, jeg særlig lagde mærke til, mens bilen holdt på gårdspladsen, var en høj lyd af kinoorgelmusik, som åbenbart kom fra en stor højtaler, der var opsat på den ene husvæg. Musikken blev forstærket gennem ekkoet fra gårdens husmure, og det lød overvældende for lille mig, der kun var vant til ikke særlig høj musik fra vores hjemlige radioapparat.

   

En anden gang, da jeg var på tur med mølleren i hans bil, skete der det lille uheld, at jeg, der sad på forsædet til højre for ham, i et venstresving trimlede over mod døren, som jeg åbenbart ikke havde fået lukket ordentligt efter mig, hvorfor den gik op og jeg faldt ud og trillede ned i vejgrøf­ten. Der var heldigvis ikke vand i grøften, og jeg havde faktisk ikke slået mig noget særligt. Men mølleren blev selv­følgelig for­skrækket og standse­de omgående bilen og ilede om, for at hjælpe mig op af grøften. Da han kunne konstatere, at jeg ikke var kommet noget til, sagde han: "Jeg må hellere selv lukke bil­døren for dig, når vi er ude at køre!".   

 

Farmors skarpe tunge

Bagefter, da vi var vendt tilbage til møllerens hus, gik jeg ind til farmor, som i mellemtiden havde bagt franskbrød, som jeg fik en stor, tyk skive af med et tykt lag smør og noget af hendes hjemmelavede marmelade. Dertil fik jeg et stort glas koldt saftevand, og det smagte altsammen himmelsk. Efter at have opholdt mig en lille times tid hos farmor, hvorunder jeg fulgte med i, hvad hun lavede, ville jeg hjem igen. Ved af­skeden gav hun mig et nybagt franskbrød og et glas marmela­de, som jeg skulle tage med hjem til mine forældre, men da jeg sagde tak for de gode sager, sagde hun: "Derfor ingen tak! Dine forældre kan nok bruge det, de har jo ikke ret mange penge!".

 

Allerede dengang følte jeg et stik i hjertet, når nogen med vilje eller i tankeløshed talte nedsættende om mine kære forældre. Farmo­r var i reglen meget velmenende, men samtidig også åbenmundet og lagde ingen dæmper på sin mening om andre menne­sker, heller ikke - eller måske rettere sagt: slet ikke - når det drejede sig om hendes nærmeste familie. Dertil kom, at min farmor var temmelig snobbet, og det gav sig udslag i, at hun stort set kun havde respekt for folk af rang eller med penge. Over for rangspersoner, som f.eks. præsten og læreren, kunne hun være underdanig og servil, og der var ingen grænser for, hvad hun ville gøre og faktisk gjorde for sin relativt vel­stillede datter og svigersøn og deres børn. Det samme gjaldt, når det drejede sig om min onkel Johannes og tante Alma og deres søn Børge, der dog ikke fik nær så mange og dyre gaver, som tilfældet var med familien i Dannemare. Over for os andre begrundede farmor det med, at de jo var bedre vant end os andre, og derfor skulle de også have større, dyrere og flere gaver, end vi fik. En logik, som både mine forældre og jeg havde van­skeligt ved at forstå. Min far tilgav faktisk aldrig sin mor denne forskelsbehandling, især af familiens børn.    

 

Dette bør dog nok ses på baggrund af, at mine bedsteforældre tidligere ofte havde hjulpet far, når han som ungkarl var i pengenød, og det var han efter sigende tit. Desuden er jeg overbevist om, at de hjalp ham med udbetalingen på huset, ligesom de vitterligt forærede mine forældre et komplet og dyrt stuemøblement og desuden et komplet soveværelsesmøblement i bryllupsgave. Dertil kommer, at de ofte for­ærede mine forældre alle mulige former for naturalier til husholdningen, også efter at vi var flyttet til Nakskov og endnu senere til København.

 

Men for nogle mennesker, som f.eks. mine forældre og mig, var og er det ikke fremmende for selvværdet at stå i for stor taknemme­lighedsgæld til andre mennesker, heller ikke selvom der er tale om ens nærmeste. Min far og mor led alle dage af social mindre­værds­følel­se, som havde ind­flydelse på forholdet til og omgangen med andre mennesker, især for mors vedkommende. Denne sociale mindreværdsfølelse har mine søskende og jeg i større eller mindre grad "arvet", og den har nok i et vist omfang været medvirkende til, at vi søgte at stræbe "opad", ikke i borgerlig forstand, men for at gøre os personligt gældende på områder og med færdigheder, som vi hver især viste os særlig dygtige til.

 

Der er dog ingen af os søskende, der har haft held eller evne til ved egen indsats at tjene mange penge, heller ikke Lizzie, som relativt sent i livet dog giftede sig til den formue, hun heldigvis for hende forstod at forvalte, især til gavn for sin søn og sønnedatter. Men op­rindeligt satte hun en større ære i at blive en dygtig og anerkendt artist, ligesom jeg satte en ære i at blive en god og anerkendt animator og tegnefilminstruktør og forfatter. Benny satte en ære i at blive en dygtig maskinarbejder og gymnastiklærer, og Bent i at blive en god mekaniker og altmuligmand, og det blev de, men ingen af delene gav stort set andet og mere i økonomisk henseende, end til det daglige brød og de daglige fornøden­heder.

 

Hvordan kommer man til Spangkuk?

En på sin egen vis "uskyldig", men for mig selv nok så alvor­ligt ment leg var det, da jeg engang omkring 5 års al­deren, forment­lig i eftersommeren 1934, hørte far og morfar tale om kineserne i Spangkuk. Mine morforældre var på besøg, men denne gang havde de ikke Dennis med, for han var vistnok på ferie hos sin mor i Præstø. Far og morfar havde siddet og lyttet til middags­radioavisen, som åbenbart havde nævnt noget om kineserne og Bangkok. Sidstnævnte er ganske vist hovedstaden i Thailand, men halvdelen af indbyggerne var kinesere. Navnet Bangkok var velkendt i Danmark, fordi Østasiatisk Kompagni (ØK) havde store handelspladser i havnebyen.

 

På mit spørgsmål om, hvor kineserne boede, svarede morfar, at de boede i Spangkuk, som lå omme på den modsatte side af jordkloden. "Kineserne går med hovedet nedad!" sagde morfar med et stort smil. Jeg forstod dengang ikke, at Jorden var rund, og at der derfor boede mennesker på steder eller i lande, der ligger diametralt modsat os. "Falder de da ikke ned?" spurgte jeg i min barnlige naivitet og uvidenhed. "Nej," svarede morfar og fortsatte: "for dem ser det ud, som om det er os, der går med hovedet nedad!". Det kunne jeg naturligvis slet ikke fatte, for det rakte min forestillingsevne ikke til.

 

"Hvordan kommer man til Spangkuk?" spurgte jeg. "Jo, hvis du graver langt nok ned i jorden, ender du med at komme op lige der, hvor kineserne bor!" svarede min humoristisk anlagte morfar. Dermed var snakken om kineserne og Spangkuk ovre, og søndag aften rejste han og mormor hjem til Bursø. Men for mig var spørgsmålet om kineserne, der gik med hovedet nedad og boede lige under os på den anden side af jordkloden, langt fra færdigt. Tværtimod beskæftigede det min fantasi, og da det blev mandag og jeg igen legede med Ove, fortalte jeg ham om, hvad min morfar havde fortalt mig. "Vil du hjælpe mig med at grave ned til kineserne?" spurgte jeg Ove. "Du må være tovlig!" sagde han og tilføjede: "Det ka' man ikke, der er for langt!".

 

Da Ove var gået hjem til sig selv, gik jeg om i haven og hen til kartoffelbedet, hvor der var et større stykke bar jord, dér, hvor der var taget kartofler op. Her bestemte jeg, at det ville være godt at grave sig ned til den anden side af jorden. Omme i redskabsskuret hentede jeg spade og skovl, og tog mine gummistøvler på, og så gik jeg ufor­trødent igang med at grave et stort hul, som i løbet af dagen var blevet så stort, at det gik mig et godt stykke over hove­det. Mens jeg stod nede i hullet og skovlede den løsgjorte jord op, dukkede Ove pludselig op og kiggede nysgerrigt på, hvad jeg lavede. Han ville stadigvæk ikke hjælpe mig, for han var bange for, at mine forældre ville blive godt vrede, når de opdagede, hvad jeg var i færd med.

 

Imidlertid var jeg blevet så træt af gravearbejdet, at jeg sluttede for den dag. Mine forældre opdagede foreløbig ikke, hvad der var foregået, idet de ikke havde haft noget ærinde omme i haven den dag. Næste dag genoptog jeg gravearbejdet, men da jeg havde gravet et stykke længere ned, begyndte der plud­selig at sive vand ind og fylde hullet så meget, at vandet nåede et stykke op på mine gummistøvler. Jeg hentede en spand og forsøgte at øse vandet væk, men det blev ved med at sive ind, og derfor mistede jeg tilsidst modet. Hvorfor vandet blev ved med at sive ind i hullet, havde jeg dengang ingen for­klaring på, men det ærgrede mig, at jeg ikke forstod det og ikke kunne få vandet væk. Mange år senere forstod jeg, at det naturligvis var grundvandet, der sivede ind i hullet, og når det ikke nåede højere op i hullet, end tilfældet var, skyldtes det ganske enkelt grundvandstanden, som vel har ligget godt og vel en halvanden meter nede. 

 

Næste dag skulle min mor grave nogle kartofler op til aftensmaden, og da hun så det forholdsvis dybe hul i den bare del af kartoffelbedet, blev hun klar over, at jeg atter havde været på gale veje. Da hun kom tilbage til køkkenet spurgte hun: "Er det dig, der har gravet hullet omme i kartoffelbedet?" Det måtte jeg jo lidt tøvende indrømme, men forklarede, at det var fordi jeg ville besøge kineserne, der jo, som morfar havde sagt, boede nede under os på den anden side af jorden. "Det bliver din far ikke glad for at se, når han kommer hjem, så skynd dig hellere at dække hullet til igen, inden han kommer!".

 

Denne gang ville Ove godt hjælpe mig, og vi tilbragte flere timer med at fylde den opgravede jord ned i det vandfyldte hul igen. Men inden vi var helt færdige, var vi blevet så trætte, at vi ikke orkede mere, og derfor smed vi skovlene fra os og gik om ved vandposten, for at rense vores gummistøvler, som den lerede jord klæbede til. Herunder kom mor frem i køkkendøren og spurgte: "Har du fået dækket hullet til igen?". "Næsten!" svarede jeg, "men nu er vi trætte og orker ikke mere!". "Ja, så må vi håbe, at din far ikke ser det og bliver gal!", sagde hun og gik ind igen.

 

Da far senere på dagen kom hjem fra arbejde og på et tids­punkt gik om i haven, for at lave et eller andet, kunne han naturligvis ikke undgå at se, at der havde været gravet i den ryddede del af kartoffelbedet. Han vidste naturligvis også, at det ikke var mor, der havde gjort det, så derfor kunne det kun være mig.

 

I mellemtiden havde jeg sat mig op på brændekassen ude i køkkenet hos mor, og da far lidt efter kom ind, sagde han: "Hvad er det, du har lavet omme i kartoffelbedet, knægt?". Hans stemme lød ikke vred, og derfor turde jeg nok fortælle ham, hvad der var foregået og hvorfor. Da jeg fortalte, at jeg havde villet grave ned til kineserne og Spangkuk, så jeg, at han ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet. "Det må du love mig ikke at gøre en anden gang," sagde han, "for det kunne let være sket, at jorden var styrtet sammen ovenover dig, og så ville du blive levende begravet og dø!". Ved disse ord gøs det i mig, for min farefantasi var allerede dengang veludviklet, selvom jeg ikke vidste, hvad det at dø skulle betyde, kun at det var noget meget alvorligt og farligt.

 

På ferie hos moster Ditte

Endnu mens vi boede i Tillitse, kom jeg et par gange på kortere ferieophold hos min 15-16 årige moster Edith, kaldet Ditte. Hun var i mellemtiden blevet gift per kongebrev med en trædrejer, Ib, hvis efternavn jeg ikke længere husker. De boede på førstesalen i hans forældres hus i Våbensted, ikke langt fra Sakskøbing. Ib havde værksted i en tilbygning og her stod han det meste af dagen og drejede bordben, stoleben og lignen­de, hvad han vistnok var meget dygtig til, og det var hans levebrød. Han var en rar, munter og hygge­lig, lidt bamseagtig mand på omkring et par og tyve år, som man ikke kunne undgå at komme til at holde meget af. 

 

Der er især tre ting, jeg husker fra mit første ophold hos Ditte og Ib, og det var dels den årlige fugleskydning i Hunse­by, som Ib var en ivrig deltager i. Så vidt jeg husker, kørte vi dertil på cykel og jeg sad på en lille sadel foran hos Ib. Stedet havde nærmest karakter af et marked og der var mange mennesker forsamlet, både mænd, kvinder og børn, og alt virkede festligt og fornøjeligt. Det var også tydeligt, at onkel Ib var en meget populær mand blandt sine venner og bekendte.

 

En anden af de oplevelser, jeg havde under et af mine ferie­besøg hos moster Ditte og onkel Ib, var, da vi en dag var ude at gå en tur gennem landsbyen. På et tidspunkt nåede vi skolen og skolegården, og her var der nogle meget høje ahorntræ­er, og fra disse var der faldet og faldt fortsat en mængde tovingede frø, som hvirvlede gennem luften som små pro­peller. Det undrede mig virkelig meget og jeg samlede nogle af dem op og kastede dem op i luften og så dem endnu engang dale hvirvlende til jorden. Jeg husker endnu tydeligt, at det undrede mig, at frøene var så fantastisk formede, som om de var udtænkt og formet af menne­skeånd og menneskehånd. Men det var de jo ikke, vidste jeg, men hvad eller hvem havde så lavet dem? Allerede dengang fornemmede jeg, at der var noget mirakuløst ved den hensigts­mæssige måde, som frøet var opbygget på og som frøspredningen også i dette tilfælde var et eksempel på. Det anede mig, at der stod en højere og over­menneskelig magt, kraft og visdom bag naturens forunderlige indretning og mang­foldig­hed. Men hvad det var for en magt vidste jeg ikke, og det blev derfor et stående spørgs­mål for mig i mange år, indtil jeg som ung mand kom til den overbe­visning, at det var den altomfatten­de, evige Gud, der i form af naturen har skabt og skaber alle ting.

 

Førstesalen lejes ud

Det har formentlig været omkring foråret 1934, kort efter at Benny var kommet til verden, at førstesalen blev udlejet til den hjemmesygeplejerske, der havde tilset mor efter den svære fødsel. Denne dame, hvis navn jeg ikke kan huske, var en ikke særlig høj, men bredbringet og lavbenet, midaldrende kvinde, som i øvrigt var ugift. Dertil kom, at hun var en meget bestemt dame, som man ikke kunne undgå at have en vis respekt for. Hun var i reglen sjældent hjemme om dagen, idet hun cyklede rundt i omegnen til de for­skellige patienter, som hun skulle tilse. Så vidt jeg erindrer, fik hun indlagt telefon i lejlig­heden, således at hun dels kunne være i jævnlig kontakt med den praktiserende læge, og dels kunne tilkaldes af patienter, når der var brug for det.

 

Lægen, som for vores vedkommende var en doktor Falbe Hansen fra Nakskov, kendte jeg fra nogle af hans besøg i embedes medfør i vores hjem. Jeg husker, at jeg engang lå til sengs med halsbetændel­se, og at han ordinerede en mikstur, som faktisk smagte rigtig godt. Han tilså mig også ved flere andre lejlig­heder, som da jeg f.eks. havde mæslinger og han anbefalede mor at rulle gardinerne for om dagen, så dagslyset ikke skulle genere mine øjne. Det var også ham, der et par år senere beordrede den kun 2-årige Benny indlagt på Nakskov Sygehus, da han havde fået skarlagensfeber.

 

Men det viste sig faktisk praktisk for os, at vi havde fået en sygeplejerske som lejer, for hende kunne vi i reglen henvende os til, når der var et eller andet i vejen med helbredet, som ikke nødvendigvis krævede doktorens hjælp. Det var for øvrigt almindeligt dengang, at man kaldte lægen for "doktor", i al fald på landet og i provinsbyerne på Lolland.

 

Et uheldigt fald

En dag hen på foråret 1934, havde jeg fået den idé, at jeg ville se, om duerne havde fået unger. Som tidligere beskrevet, fandtes dueslaget oven over hjalet inde i hønsehuset, og for at kunne konstatere, om der var dueunger i reden, måtte jeg kravle op på de løstliggende brædder, der lå hen over hønsehusets loftsbjælker. Det gjorde jeg ved hjælp af en stige, men da jeg var kommet op på et af brædderne, viste det sig, at jeg havde fået skubbet så meget til det, at det i den ene ende kun hvilede med et hjørne på en af bjælkerne. Da jeg forsigtigt kravlede hen ad brættet, for at komme nærmere til duernes redepladser, skete der til min store forskrækkelse det, at dette bræt og flere andre brædder styrtede ned på gulvet med mig ovenpå. Men jeg faldt så uheldigt, at mit højre knæ ramte ind i brættets ene skarpe hjørne, som trængte ind i knæet lige under knæskallen, hvor det efterlod et ovalt, dybt hul på cirka en centimeter i diameter.

 

Mærkværdigvis blødte såret ikke og jeg følte heller ingen smerte, men da jeg fortumlet rejste mig, så jeg til min skræk, at der hang en tråd med små ovale, hvide perler fast i brættet og blev trukket ud af mit knæ, så vidt jeg husker omkring 4-5 cm. Jeg humpede derefter over mod køkkenet, hvor døren ud til gårdspladsen stod åben, men her var mor ikke at se, så derfor kaldte jeg på hende. Hendes stemme svarede omme fra garagen, hvor hun var i færd med at tage barnevognen ud, for at lægge Benny til at sove middagssøvn. Det gjorde stadigvæk ikke ondt i knæet, og jeg græd heller ikke, men følte mig blot lidt opskræmt over den hvide perletråd, der hang ud af hullet i knæet.

 

Mor blev også noget opskræmt, da hun så såret og perletrå­den, men inden hun nåede at foretage sig noget, kom sygeplejersken ned ad trappen, for at tage af sted. Da hun så, hvad der var sket, åbnede hun straks sin taske og tog bl.a. en pincet frem, og mens hun knælede ned foran mig, brugte hun denne til at stoppe det meste af perlesnoren, som i virkeligheden var en senetråd, tilbage i hullet i knæet. Den tiloversblevne rest af senen klippede hun over og smed væk, hvorefter hun rensede sårom­givelserne og lagde en forbinding rundt om knæet.

 

Sygeplejersken sagde, at grunden til, at såret ikke gjorde ondt, skyldtes at det slag, jeg havde fået ved faldet, havde lammet stedet og nerverne. Først senere på dagen begyndte det at gøre ondt i knæet, til tider så meget, at jeg næsten ikke kunne være nogen steder for smerten, men jeg græd ikke på noget tidspunkt, hvilket var usædvanligt for mig på den tid, for jeg var normalt ømskindet og havde let ved at græde og synes, at det var synd for mig.

 

I de følgende dage tilså den i grunden rare men udadtil strikse valkyrie såret mindst een gang om dagen, og skiftede bindet, når hun anså det for nødvendigt. Smerterne i knæet fortog sig efterhånden så småt, og det varede ikke mange dage, førend bindet blev fjer­net, så såret kunne hele og efterhånden falde af. Det efterlod et ovalt, hvidt ar af nogen­lunde samme størrelse som selve såret, og det pryder mit knæ den dag i dag, men har aldrig voldt mig gener.   

 

Under alt dette postyr glemte jeg helt at se efter, om duerne havde fået unger, og jeg skulle ikke have noget af at forsøge mig igen med at kravle op, for at se efter. Men far kunne en dag fortælle, at et par af duerne nu havde fået unger, og det glædede mig meget, også selvom jeg ikke fik dem at se før senere, da de kom ud på brættet foran hullerne ind til due­slaget. Nu skulle de øve sig i at flyve, og det var interessant at se, hvordan forældreparret ligesom lokkede deres unger til at forsøge sig i den for duer så vigtige kunst at flyve. Og det varede faktisk ikke længe, før de var omtrent lige så dygtige til det, som de voksne duer, men de forlod aldrig dueslaget ret længe ad gangen.

 

Men en gang imellem hændte det jo, at et par af duerne måtte lade livet og blive pillet og renset og stegt som middagsmad for familien. Duerne havde jeg ikke noget personligt forhold til, så det generede mig ikke at spise duesteg, hvor særlig kråse, hjerte, lever og duelår hørte til mine lækkerbidskner.

 

En rotterede

En formiddag hen på sommeren 1934, da far med en greb var ved at vende møget på møddingen omme i hønsegården, for at lufte det, kaldte han på mig, at jeg skulle komme, for at se en rottere­de. Den var kommet til syne, da han vendte den våde og gærende halm. Lidt tøvende nærmede jeg mig stedet, jeg havde jo hørt så meget dårligt om rotter, og hvad fik jeg at se? En rede med de nysseligste små nøgne og lyserøde rotteunger, som endnu ikke havde fået øjne. Der var vel omkring en halv snes af disse små kræ, som peb og krøb tæt sammen, formentlig fordi den varme "dyne" af gærende halm var taget af dem. De så så uskyldige ud, at jeg ikke kunne for­binde dem med de rædsels­vækkende historier om rotter, der var i omløb.

 

"Du må ikke slå dem ihjel, far!" sagde jeg bedende. "Jo, det bliver jeg nødt til!", svarede han og fortsatte: "Det er skade­dyr, og dem har vi nok af i forvejen!". Jeg skyndte mig ned fra møddingen og ud af hønsegården og løb over til mor i køkke­net, for jeg ville ikke se på, at rotteungerne blev slået ihjel. Hvordan far aflivede de små stakler, ved jeg ikke, men jeg tror nok, at han druknede dem i en spand og kastede dem på møddingen igen.

 

Som født og opvokset på landet var far i det hele taget ikke sart, når det gjaldt dyrene, hverken husdyrene eller vilddyrene. Han havde et helt igennem professionelt forhold til alle slags tamdyr, som f.eks. heste, køer, får, geder osv., selvom hestene udgjorde lidt af en undtagelse, dels fordi de var arbejdsdyr, som han i årevis havde haft med at gøre i sit daglige arbejde som bondekarl, og dels fordi de ikke mindst var ridedyr. Som tidligere fortalt, havde han i sine yngre dage selv været en ivrig rytter, der af samme grund derfor også blev medlem af garderhusarernes rytteri, da han blev indkaldt til militærtjeneste.

 

Men svin, ænder, gæs og duer var til for at skulle slagtes og ædes af os mennesker, mente han. Det forholdt sig lidt anderledes med fars syn på høns, for de lagde jo æg, men det gjorde unghøns og ældre høns ikke, så de skulle enten steges i ovnen eller koges i suppegryden. Selv hans stolte hobby, kaninerne, undså han sig ikke for at slagte og tilberede til at spises, når han havde fået lyst til kaninkød. Det skal dog siges, at det sjældent skete at der blev slagtet en kanin, og selvfølgelig ikke nogen af racekaninerne. 

 

Far havde også den holdning, at vilddyr som f.eks. ræve, harer, fasaner, agerhøns og vildænder, var til for at menneskene nogle gange om året kunne fornøje sig med at drive jagt på dem. Han var dog ikke selv nogen ivrig jæger, men han elskede i almindelighed fuglene, og især holdt han af at vandre omkring i skovens stilhed og lytte efter gøgens kukken.  

 

En anden gang, det må have været omkring efteråret 1934, hvor Benny har været omkring 8 mdr., var vi i Nakskov på en alminde­lig hverdag, fordi Benny og mig skulle fotogra­feres hos Stella Nova på Søndergade. Far var på arbejde og derfor ikke med ved den lejlighed, så mor havde Benny foran i cykelsto­len og jeg kørte på min egen cykel, som jeg havde fået tidligere samme år. Som sædvan­lig gik turen først om til tante Alma og fætter Børge - Johan­nes var på arbejde - og de fulgte med os om til fotogra­fen, for det havde mor ikke turdet gøre som ene voksen. Jeg husker ikke detaljer fra besøget hos fotografen, kun at der blev taget en serie fotos, som vi fik i form af mange små billeder på ét stort ark fotopapir. Herfra blev der senere valgt et foto, som egnede sig til forstørrelse. Det var et, hvor jeg sidder med Benny på skødet, og det billede har jeg den dag i dag, og det er gengivet tidligere ovenfor.

 

 

Herover ses et parti af byen Nakskovs hovedgade, Søndergade, fotograferet på en regnvejrsfugtig dag i august 2001. Her havde Stella Nova til huse i min barndom, men præcis i hvilket hus erindrer jeg ikke. Det er min kone, Birgit, som ses i gul og hvid regnfrakke omtrent midt i billedet. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen. 

 

En ny, brugt cykel

For resten var jeg meget stolt af min cykel, som jeg vistnok fik i foråret 1934, da jeg var knapt 5 år. Det var en brugt en, som far satte i stand og lakerede, så den så ud som splinter­ny. Den var jeg meget, meget stolt af, og jeg lærte at køre på den ude på den fredelige vej foran vores hus, mens far gav mig instruktion og holdt øje med, hvad jeg foretog mig. Til at begynde med var der spændt tykke træklodser på pedalerne, så jeg kunne nå at træde med mine korte ben. Klod­serne gjorde det lidt besværligt at manøvrere med cyklen, så da de efterhånden blev overflødige, fjernede far dem igen. Det varede dog ikke længe, førend jeg blev så rutineret i at cykle, at jeg slet ikke tænkte over, hvordan man skulle gøre, for at holde balancen, træde pedalerne, styre, bremse osv.. Nu kunne jeg cykle på lidt længere ture, først sammen med far og senere sammen med min legekammerat, Ove. På et tidspunkt havde drengene i landsbyen fundet på at fastgøre papstykker med klemmer på forhjulsgaflen. Pappet stak ind i egerne, så det lød som noget i retning af en "motor", når hjulet kørte rundt. Det skulle Ove og mig naturligvis også prøve, og jeg husker, det var en herlig følelse, når man cyklede frem og tilbage på vejen i susende fart og forestillede sig, at man kørte på motorcykel.

 

En anden "dille", som især de lidt større drenge i landsbyen på et tidspunkt havde fundet på, var at sætte styr og forhjul i rotation, når de kørte. Det var nogle af dem vældig dygtige til, og det så legende let ud, når de kom kørende hen ad vejen, som om denne måde at køre på var den mest selvfølgelige af verden. Så det skulle Ove og jeg naturligvis også prøve en dag, og Ove lærte det hurtigt, mens jeg var knapt så heldig. Idet jeg kørte fremad i nogenlunde god fart og fandt, at nu var tiden inde til at sætte styr og forhjul i sving, skete der øjeblikkeligt det, at jeg til min egen store overraskelse og forskrækkelse blev slynget hen over styret og ned på vejen, hvor jeg landede på hovedet og slog mig temmelig voldsomt. Årsagen hertil, var, at jeg ikke havde formået at sætte forhjulet i tilstrækkelig hurtig rotation, så cyklen kunne fortsætte fremad. I stedet blokerede forhjulet for fremdriften, således at cyklen stejlede forover, hvorved jeg blev slynget fremad og ned på asfalten. På det tidspunkt var vejen forresten kun as­falteret på det stykke, der strakte sig fra hovedgaden og lige akkurat hen forbi mine forældres hus. Derfra fortsatte vejen som almindelig jordvej.

 

Mærkværdigvis havde jeg ikke fået nogen hudafskrabninger, men derimod en stor bule i panden, som gjorde rigtig godt ondt. Da jeg kom ind og fortalte mor, hvad der var sket, skældte hun mig ud og sagde, at den der ikke ville høre, måtte føle, samtidig med at hun lagde våde, kolde omslag over min pande. Hun havde nemlig tidligere advaret mig imod at være for dristig på cyklen, så længe jeg ikke var bedre til at køre på den, end tilfældet reelt set var. Til gengæld havde jeg rigtig godt og grundigt ondt af mig selv og følte, at verden var et hårdt sted at være.

 

Så var det betydelig mere fredeligt og ufarligt med den leg, som de større drenge også i dette til­fælde engang havde fundet på. De havde nemlig været ude i skoven ved Magle­høj Strand og hentet en særlig slags svamp, der gror på fyr­retræer, og den havde de tændt ild i, så den glødede og afgav røg og duft, når de holdt den op i vejret, medens de susede af sted på deres cykler.

 

Denne leg skulle Ove og mig selvfølgelig også prøve, så derfor cyklede vi ud til skoven, der lå og stadig ligger lige før man når ud til Maglehøj Strand, og her gik vi ind, for at lede efter den omtalte svamp. Efter nogen tid lykkedes det os at finde et træ, hvor svampen groede, og vi brækkede nogen passen­de stykker af den og tog disse med os. Ove havde en æske tændstikker i bukselommen, og da vi igen var kommet udenfor skoven, prøvede vi at antænde svampestykker­ne, hvilket dog ikke var helt let. Ilden skulle først fænge i svampen og derefter bringes til at gløde, hvilket skete ved at man pustede til gløderne. Flere gange gik ilden i svampen ud, før det endelig lykkedes os at få den til at blive ved med at gløde og afgive en fin røg, der duftede lifligt, og med de glødende svampestykker i hænderne susede vi hjemad på vores cykler. På denne måde holdt vi også ilden ved lige i svampestykkerne. Vel hjemme i lands­byen igen, kørte vi frem og tilbage på vores vej og om på hovedgaden, for at demonstrere for de andre drenge, - og for pigerne med - at vi to også var nogen fandens karle.

 

I skole, hurra! 

Hukommelsen er i nogle tilfælde et stort pulterkammer, hvor erindringerne er blandet med hinanden i en tilsyneladende tilfældig orden, lige som nogle ting står svagt og andre er totalt glemte. Erindringsforskydninger, hvor man ubevidst blander ting sammen, spiller også en rolle, når man som jeg vil forsøge at give en nogenlunde kronologisk skildring af et livsforløb. Derfor er sikkert ikke alt, hvad jeg her fortæller, nødvendigvis foregået i den rækkefølge, som min hukommelse fremmaner for mig og enkelte ting er måske slet ikke forekommet i det virkelige liv, som jeg har troet og beskrevet. Korrekte årstal kan det også være et problem at huske. Men med disse forbehold vil jeg fortsætte beretningen om mit barndomsliv i Tillitse. 

 

Som tidligere omtalt var min far landarbejder og mor såkaldt hjemmegående husmor, og medens far passede sit arbejde som bondekarl, eller rettere sagt daglejer, på en af gårdene i omegnen, så var det mors opgave at passe huset og mig, som var enebarn indtil jeg blev cirka 5 år. Men da fik jeg til gengæld en dejlig lillebror, Benny, som jeg havde ønsket mig så stærkt, at jeg gennem et stykke tid hver dag lagde en sukker­knald i soveværelsesvinduet, i det håb at jeg derved kunne lokke storken til huset. Den kunne godt lide sukker og bragte jo de små børn, havde jeg fået fortalt. Spædbørnene hentede den i mosen eller dammen og bragte dem til de familier, der havde gjort sig fortjent til at få et lille barn eller en lille bror eller søster.

 

Tre år senere fik jeg endnu en lillebror, Bent, selv om jeg faktisk ikke havde lagt sukkerstykker i vindueskarmen! Men jeg var selvfølgelig også i mellemtiden blevet næsten hele otte år gammel og troede ikke længere på den historie med storken og de små børn. I mellemtiden havde jeg ikke kunnet undgå at lære lidt biologi af naturen selv, for ind imellem havde jeg haft lejlighed til at se, hvordan dyrene bar sig ad med at få "børn", og den indsigt gjorde det af med min tro på storkemy­ten. Desuden forstod jeg så meget om mænd og kvinder, at de i princippet lignede dyrene, især når det gjaldt forplantningen. Siden da kunne jeg jo nok lægge en og en sammen og få tre ud af det!

 

 

Herover ses i august 2006 den bygning, som i min barndom husede Tillitse Skole, og hvor jeg i semestrene 1935 –1937 gik i henholdsvis 1. og 2. klasse. Som tidligere omtalt var der skolegård på pladsen foran bygningen. Garagen til højre må være bygget til senere. Det var bag vinduerne i den aflange længe, at undervisningen foregik. -  Privatfoto: © 2006 Harry Rasmussen.

 

Den seksuelle side af livet, af dyrenes så vel som af menne­skenes, var som nævnt et tabubelagt emne i min barndom, i hvert fald i mit hjem og i min familie, som i de fleste andre arbejder- og borgerfamilier i 1930'erne. Man talte aldrig åbent om seksu­elle emner, men nøjedes med mere eller mindre direkte hentydninger og omskrivninger af de fakta, som de allerfleste mennesker må formodes at kende til i en eller anden grad og udstrækning.

 

I intellektuelle og kulturradikale kredse betegnede man den officielle holdning til sex som værende dobbeltmoralsk, idet man henviste til, at folk i praksis ofte gjorde lige præcis det, som de i teorien fordømte og følte sig forargede over. Desuden fandtes der en del fordomme og ikke mindst en stor portion intolerance over for mennesker, hvis seksualitet afveg fra, hvad flertallet opfattede som sund og normal seksualisme. En situation, som generelt set til dels stadig eksisterer den dag i dag, men som dog er blevet noget modereret, især efter 1960'-70'ernes såkald­te seksuelle frigørelse, som da også i en vis udstrækning har sat sig spor i lovgivningen i flere lande, og ikke mindst i Danmark.

 

Mit barndomshjem var i den henseende præget af min mors stærkt personligt farvede neurotiske indstilling til den seksuelle side af menneskelivet. I modsætning hertil havde min far et sundt og naturligt forhold til seksualitet, men da dette kun sjældent kunne fuldbyrdes på normal måde i samlivet med mor, måtte han kompensere sig ud af problemet. Så vidt jeg har kunnet konstatere, skete det igennem mangfoldige år ved, at han altid var i fysisk aktivitet, dels i form af sit pligt­arbejde og dels i form af sine fritidsinteresser, som alle drejede sig om hus, have og familiens trivsel. 

 

 

Den dydsirede ’pædagogiske’ forklaring, at de små børn hentes i moserne og at det er storken, der bringer disse ud til forældrene, og som har været dominerende i den vestlige verden helt op til al fald 1930’erne, så var det den forklaring jeg fik, da mor ventede min lillebror Benny. – Digteren H.C.Andersen brugte også denne myte i nogle af sine eventyr, som f.eks. i eventyret Peiter, Peter og Peer (1868), men med en så tydelig underfundighed, at i al fald den voksne læser straks kunne forstå, at Andersen selvfølgelig vidste god besked med, hvordan det virkelig forholder sig med de små børns ankomst til denne verden. – Tegning af Lorenz Frølich.

 

Imidlertid var der som allerede nævnt et par år tidligere, dvs. i 1934, sket det, at jeg havde fået et andet stort ønske opfyldt: jeg kom i skole! Og det allerede, da jeg var godt og vel 5 år gammel. Det hang sådan sammen, at min tidligere nævnte legekam­merat, naboens søn Ove, der var et år ældre end mig, og som derfor også begyndte at gå i skole et år før det blev min tur, nu var væk hele formiddagen. Jeg følte mig derfor lidt ensom, når min kammerat var i skole, og da han tilmed kunne fortælle, at man fik en læsebog med mange billeder i og en tavle, som man kunne skrive eller tegne på med en griffel, øgedes min længsel derfor efter selv at komme i skole. Mor kunne jo nok mærke, at der var noget galt fat med mig, for jeg plagede hende ofte og bad hende om jeg ikke også kunne få lov til at gå i skole. Skolen stod dengang for mig som lidt i retning af et eventyr, og det endte da også med, at mine forældre fik arrangeret det sådan, at jeg kunne begynde skolegangen kort efter, og altså faktisk før den skolepligtige alder, som dengang var 6 år. Det var derfor en overlykkelig mig, der fik at vide, at jeg snart skulle begynde at gå i skole.

 

Som tidligere beskrevet lå Tillitse Skole omme på hovedgadens nordlige side og ikke så langt fra kirken. Det var en lang lavlænget bygning, så vidt jeg husker med skifertag, - så jeg har altså ikke gået i "den stråtækte" ude i fjerde kartoffelrække! - og den rummede en række omtrent ens klasseværelser. På skolens vestlige side var der en stor asfalteret gårdsplads, som brugtes til legeplads i frikvar­tererne. Jeg erindrer ikke længere, hvad der var af legered­skaber på pladsen, men muligvis en vippe, nogle gynger og et klatrestativ samt et par fod­boldmål.

 

Det blev en herlig tid for mig, for straks fra begyndelsen af min skolegang roste man mit tegnetalent og min relativt smukke håndskrift, som blev omhyggeligt prentet med griflen på den lille skifertavle med træramme, som dengang var i almindelig brug, i al fald i landsbyskolernes mindste klasser. Men især var jeg stolt af mit nye, flotte tornyster, den tids mest brugte form for skoletasker, som man bar på ryggen lige som nogle af mine tinsoldater gjorde. For slet ikke at glemme penalhuset af træ, med skydelåg og drejelig overdel, og hvis indre gemte de kostelige klenodier: 2 blyanter, 1 blyants­spidser og et fint, hvidt viskelæder, der lugtede helt specielt og som jeg dårligt nok nænnede at bruge, for at det ikke skulle blive snavset og slidt op.

 

 

Herover ses et eksempel på noget af det, der bevirkede at jeg syntes det var sjovt at gå i skole: OLE BOLE ABC med masser af fornøjelige og farvelagte illustrationer af Robert Storm Petersen. Bogen var udgivet på Gjellerups Forlag, København 1927, og var derfor kun knapt en halv snes år gammel, da jeg kom i skole. Ovenstående tegning illustrerer børneremsen ”Snip, Snap, Snude, nu er Bogen ude, Tip Tap, Tønde, en anden kan begynde.” – Tegning: © 1996 Storm P.-Museet.

 

Der var dog endnu et par grunde til, at jeg var glad for at gå i skole. Den ene var, at vi havde en lærerinde, som jeg vil anslå til at have været omkring 25-30 år dengang. Hun var gerne iført spadseredragt bestående af bluse, cardigan og en halv­lang, mørk neder­del, og hendes meget mørke hår var strøget glat tilbage og samlet i en stor knude i nakken. Jeg ved ikke, om andre af klassens drenge havde det lige som mig, men jeg var i hvert fald forelsket til op over begge ører i den smukke og dejlige lærerinde, hvilket bevirkede, at jeg blev blussende rød og forvirret og fik en klump i halsen, når hun så på eller talte til mig. Men forelskelsen har dog ikke været større eller dybere, end at jeg i dag desværre totalt har glemt hendes navn og kun svagt kan huske hendes ansigtstræk!

 

Oh, de piger!

Som dreng og ung mand havde jeg det forresten med ofte at blive forelsket i unge eller voksne piger, som naturligvis ikke gengældte mit barnlige sværmeri. Men helt "uskyldigt" var sværmeriet nu ikke, for jeg husker endnu tydeligt, hvor dejligt det føltes, når en af de voksne unge piger løftede mig op og trykkede min krop ind til sig, så jeg kunne mærke hendes fyldige, bløde bryster. Min legekammerat, Ove, som afkoms­mæssigt var en efternøler, havde blandt andet en storesøster, hvis alder dengang måske har været 16-18 år, og det hændte jævn­ligt, at hun løftede mig op og gav mig et kælent knus. Men en dag bemærkede hun åbenbart, at hendes krammeri gjorde indtryk på mig, idet en vis lille legemsdel på mig reagerede, for siden gentog hun det aldrig mere. For øvrigt til min store skuffelse.

 

Heldigvis for mig havde cykelsmeden henne på hjørnet af hovedgaden et par voksne unge døtre, som lejlighedsvis om sommeren bød Ove og mig indenfor i deres have og legede med os. Og da kunne det ske, at den ene eller i nogle tilfælde begge de unge damer på skift løftede især mig op til sig og bar mig rundt på armen. Det var salige øjeblikke, som dog gjorde mig forlegen, fordi jeg ikke ønskede, at pigen skulle opdage, at hendes bløde nærhed påvirkede mig på lige præcis den måde, som tilfældet var.  

 

Min kammerat Ove havde det åbenbart på nogenlunde samme måde, hvad angår de voksne piger, men da han dels var et år ældre end mig og dels større af vækst, var det ikke så ofte, at de unge damer løftede ham op til sig. Imidlertid var han udmærket klar over, hvad der foregik, og han drillede mig ofte med, at jeg ved den slags lejligheder havde en bule i bukserne. Om de unge piger nogen sinde blev klar over situationen, ved jeg ikke, men mon dog ikke de gjorde. I alle tilfælde valgte de at lade som ingenting og at slå det hen med fnis og latter, hvilket i reglen havde til følge, at den lille "stritter" til min egen store lettelse retirerede.

 

Den anden grund til, at jeg holdt af at gå i skole, var den, at læreren, som forresten også hed Rasmussen til efternavn, lige som jeg selv, åbenbart omfattede mig med særlig interesse og sympati. Især holdt jeg af de dage, hvor vi havde sangtime om efter­middagen, og han da akkompagnerede os syngende elever på sin violin. Imens vi sang iagttog jeg halvdøsigt støvpartik­lerne, der svævede dovent rundt i solstrålerne, som faldt skråt ind ad vinduerne i det lavloftede klasseværelse. Langs dets sidevægge var der opstillet en række høje skabe med glasvindu­er, bag hvilke kunne ses en mængde udstoppede dyr og gennem­sigtige glas med præparerede krybdyr af forskellig slags: snoge, firben, frøer. tudser m.fl.

 

Der hvilede en helt særlig stemning og atmosfære over sko­lestuen, når den genlød af violinens sprøde og lidt klagende toner og de høje, lyse barnestemmer, som forsøgte sig med sange som f.eks. "Jeg ved en lærkerede", "Højt på en gren en krage sad", "Jeg er havren, jeg har bjælder på" og "I skoven skulle være gilde". Der var i øvrigt det specielle ved lærer Rasmus­sen, at han var meget høj, benet og senet, havde et langagtigt ansigt med store træk, som domineredes af en fremtrædende og krum næse, der bar et par store mørke hornbriller. Han var desuden næsten altid iført storternet tweedjakke og ditto plusfours, og på benene havde han i reglen storternede eller stærkt mønstrede sportsstrømper, der stak ned i et par kraftige, brune lædersko af meget stort nummer. I frikvartererne, når han gik gårdvagt, og når han ellers færde­des ude, havde han oftest en såkaldt sixpence på hovedet og en pibe i munden.

 

Nu har jeg ganske vist selv alle dage hørt til pygmæ-størrel­sen, men at stå over for denne mægtige mand, der natur­ligvis i særlig grad ragede højt op i luften for en lille undermåler, som mig, det kunne ellers nok have skræmt hvem som helst, havde det ikke været for hans venlige ansigt og det humoristiske blik bag de tykke brilleglas. Jeg har i hvert fald aldrig glemt ham, selvom der ingen forbindelse har været mellem os siden dengang i midten af 1930'erne. Men han glemte åbenbart heller ikke mig, for igennem mange år og helt op i min ungdom, spurgte han - via min farmor, som jævnligt mødte ham, når hun var på indkøb i Tillitse - til mit ve og vel, og hun videre­bragte lejlighedsvis mundtlige hilsener fra ham.

 

Det omtalte særlige tegnetalent havde jeg nu nok ikke helt fra fremmede. Det er i al fald et faktum, at min far var meget dygtig til at tegne alle slags husdyr, især heste og køer, men også får, geder, ænder, gæs og høns. Personlig syntes jeg, at min far næsten var lige så god til at tegne husdyr, som dem Storm P. havde tegnet i Ole Bole-bogen. Det skete også jævnligt, at han klippede dyrene ud af avispapir eller hvidt papir, og det lige efter hukommelsen og uden at tegne dem først. Det imponerede mig meget, når jeg sad ved siden af ham og så, hvordan han "tryllede" med saks og papir og lavede lange "kæder" med forskellige dyr eller mennesker. Ved juletid klippede han gerne sådanne kæder med julenisser af begge køn, som blev hængt til pynt i stuerne eller på juletræet.

 

Min far var forresten også dygtig til at lave ting af træ, og engang lavede han en meget fin lille træhest til mig. Den målte omkring 12 cm i højden og cirka 15 cm i længden, og jeg så selv, hvordan den blev til. Far savede, skar og filede i en træklods, som i begyndelsen sad fastspændt på høvlbænken, der stod ude i hans spændende værksted. Træklodsen blev efter­hånden til den fineste lille legetøjshest, jeg nogensinde havde set, og den blev indlemmet i min barndoms meget store samling af ride- og trækheste med sadler og seletøj og he­stevogne. Den lille træhest, som far lavede til mig, da jeg var omkring 4 år, havde jeg til helt op i min voksne alder, hvor den var kommet i "stald" oppe på mine forældres loft i det hus i København, hvor de da boede. Sammen med mange andre af mine og mine forældres og forresten også min søsters ting, brændte hesten engang i slut­ningen af 1950'erne, da en pyroman satte ild til ejen­dommens loft. Det gjorde ondt at miste et så kært barndoms­minde, som træhesten da betød for mig.

 

 

Herover ses et andet eksempel fra OLE BOLE ABC, hvor især Storm P.s herlige tegninger, her af husdyr, gjorde et stort og uudsletteligt indtryk, og mindede mig om de tegninger af husdyr, som min egen far lejlighedsvis tegnede for mig og desuden også klippede ud i papir. – Tegning: © 1996 Storm P.-Museet.

 

Fars værksted i Tillitse var oprindelig tænkt som garage og havde derfor en stor port, men efter som far ikke havde råd til andet køretøj end en helt uund­værlig cykel, så brugte han altså rummet som værksted. Og jeg skal ellers love for, at det var et inter­essant sted for en nysgerrig purk som mig, for her var der alle slags værktøj, haveredskaber, stiger og malersa­ger. At sned­kerere var fars store hobby ved siden af have­arbejdet, som han også holdt meget af at udføre. Noget af det mest interessante i fars garage, var en såkaldt dreje- eller høvlbænk, og den brugte han flittigt til forskellige snedkeri formål. Det var da også hans ungdoms store skuffelse, at forældrene ikke mente at de havde råd til at sætte ham i snedkerlære, sådan som hans ældste bror, Johannes, havde været det, og som siden blev ansat som modelsnedker på Nakskov Skibsværft, hvor han nåede at fejre sit 40 års jubilæum, inden han lod sig pensionere.

 

Mine farforældre var ellers ikke for ubemidlede folk at regne, men de fik i relativ hurtig rækkefølge 8 børn, 7 drenge og 1 pige, hvoraf de to ældste drenge, et tvillingepar, dog døde som små. Min farfar, eller bedstefar, som vi kaldte ham, var som tidligere omtalt født på Falster, og som voksen og gift med min farmor, var han en tid fodermester på "Næsgaard" mellem landsbyerne Næs og Åstrup. Omkring 1908 flyttede familien til Vestlolland og slog sig ned på Rudbjergvej 6 i Majbølle, hvor de boede i mange, mange år. Min farfar arbejdede som kedelpasser på Majbølle Saftstation, både indenfor og udenfor roesæsonen. Han var uddannet lokomotivfører og kørte som sådan og på heltid i mange år tipvognstog rundt i regionen, og mellem Majbølle Saftstation og Nakskov Sukkerfabrik, sådan som altsammen tidligere fortalt.

 

Farmor, der ellers havde nok at se til med hus, have og seks mere eller mindre uvorne unger, tjente ofte en ekstraskil­ling eller fik betaling i form af naturalier, hvormed hun kunne supplere sin egen husholdning, ved lejlighedsvis at give en hånd med som kogekone eller vaske-, rulle- og strygekone på de større gårde og hos velstående familier i omegnen. Alligevel rakte pengene åbenbart ikke til, at alle seks børn kunne blive sat i lære, men på trods heraf, klarede de sig dog stort set hver især relativt godt livet igennem.

 

 

Herover ses jeg (til højre) sammen med min daglige legekammerat, naboens søn Ove (til venstre), hvor vi begge er på besøg hos et ældre ægtepar, der boede omtrent lige overfor vores hus. Det hændte lejlighedsvis om sommeren, at han og jeg blev inviteret indenfor i deres have og blev trakteret med et glas limonade og et stykke kage. Det var en særlig fornøjelse for mig at se parrets hvidmalede havemøbler, for disse havde min far snedkereret til dem hjemme ved drejebænken i garagen. – Privatfoto ca. 1935: © Harry Rasmussen.

 

 

”Levende billeder”

I forbindelse med min tidlige skolegang, er der særlig to be­givenheder eller tildragelser, som fik stor betydning for mig, især senere hen i livet. Den ene var, da jeg fik min allerfør­ste bog, nemlig OLE BOLE ABC. Bogen, der var en rimet stave- og læsebog for de yngste klasser, var illu­streret med morsomme tegninger, heraf en del i farver, og teg­ningerne var af ingen ringere end den berømte tegner og hu­morist Robert Storm Petersen, som jeg tidligere har fortalt om her i selvbiografien, nemlig under omtalen af min mormor. Men hans navn sagde mig naturligvis ikke noget særligt i min tidlige barndom, ja, faktisk slet ingenting! Men de let groteske og komiske figurer appellerede umiddelbart til min fantasi og humoristiske sans, og jeg syntes straks, at der ikke var noget højere mål i livet, end at kunne tegne figurer og billeder som dem, der fandtes i denne kostelige bog. Og jeg gik da også straks igang med at øve mig i den lettere karika­turtegnings svære kunst.

 

 Den anden begivenhed i mit tidlige barndomsliv, som skulle få om muligt endnu større og varigere betydning for mig, var mit første møde med de "levende billeder". Det skete på en skoleud­flugt i 1935, da jeg var omkring 6 år. Turen gik med bumletog fra den lille landstation mellem Tillitse og Majbølle, over Maribo og Sakskøbing til Nykøbing Falster. Dér skulle vi skoleelever, sammen med lærer Rasmussen og den smukke lærerin­de, blandt andet på besøg i en af byens biografer, hvor vi skulle se et filmprogram for børn. Dengang vidste jeg endnu ikke, hvad en biograf var for noget, og langt mindre anede jeg, at der fandtes så forbavsende et fænomen som levende billeder, og tilmed tegnede levende billeder!

 

På det tidspunkt af mit liv kendte jeg af tekniske kommunika­tionsmidler kun radioen, for en sådan havde vi i lighed med vores øvrige familie selv derhjemme. Omtrent dagligt hørte man den kvindelige eller mandlige speaker sige: "Danmarks Radio - Køben­havn - Kalundborg! Vi transmitterer nu middagskoncerten fra restaurant Wivex i København", eller fra National Scala. En anden daglig radiostemme forkyndte: "Her er Pressens Radioa­vis!". Vi børn troede dengang, at speakeren sagde: "Præstens Radioavis" og kunne slet ikke forstå, hvad det, der blev sagt i radioen, havde med præsten at gøre!

 

Telefonen var jeg dog også bekendt med, for den havde jeg både set og hørt i funktion hos Aage og Else på møllen i Majbølle, hvor konen forestod den daglige praktiske drift af det lille om­stillingsbord, som var installeret i en af deres stuer. Et metalskilt udenfor på væggen ved siden af hoveddøren meddelte, at her lå regionens telefoncentral. Og forresten havde min onkel, tidligere omtalte Edmond Jensen, der var smedemester i den nærliggende landsby Dannemare, også en telefon på sit kontor. Telefonerne var dengang af den høje og set med efter­tidens øjne gammeldags slags, hvor man skulle ringe op og ringe af, ved at dreje på et håndsving på siden af apparatet, en manøvre, der altid blev ledsaget af en høj kimelyd fra tele­fonklokken.

 

Dengang i slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne var der endnu ikke så mange telefonabonnenter, ja, der var faktisk ikke flere på de kanter, end at møllerkonen kendte og tiltalte dem alle ved fornavn: "Go'dav, Marie! Hvordan står det til?" - Hvis man sad i nærheden af omstillingsbordet, kunne man tydeligt høre en lidt skrattende men uidentificerbar lyd af en kvindestemme i telefonens høretragt. Mange mennesker havde dengang opfattelsen af, at man skulle råbe særlig højt, når man talte i telefon, for ellers kunne modparten måske ikke høre, hvad man sagde! - Og efter en del snakken frem og tilbage med abonnenten, sagde møllerkonen gerne: "Og hvem ska' du så tale me' idav? - Skrattende lyde i telefontragten, idet abonnenten bad om at komme til at tale med den eller den. - "Javel! Karen Bagers! Et øjeblik!" Møllerkonen rumsterede med omstil­lings­bordets ledninger og koblede centralens stik sammen med modta­gerens stik, hvorefter hun ringede op ved at dreje på et håndsving på omstillingsbordet. Forbindelsen mellem telefon­centralen og de to abonnenter var nu etableret: - "Go'dav, Karen! Marie Smed er i telefonen! Et øjeblik! - Møllerkonen tog derefter centralens stik ud og koblede de to abonnenters stik sammen, hvorefter hun af­ventede, at samtalen afsluttedes og der blev ringet af, så hun kunne frakoble de to stik igen.

 

Tegnede ”levende billeder”

Men det førnævnte, enkeltstående biografbesøg i Nykøbing Falster, skulle som allerede sagt få stor og afgørende be­tydning for mig og min fremtid. Jeg hæftede mig ikke så meget ved, hvad det var for film, vi så under besøget, men så meget desto mere ved, at billederne bevægede sig, som om de var rigtig levende. Det var i sig selv overraskende eller for­bavsende, at se fotograferede mennesker, dyr, biler, tog og lignende, bevæge sig og virke omtrent lige så levende, som i det daglige liv. Et indtryk, som yderligere blev forstærket af, at menneskene talte, hundene gøede, køerne brølede og hestene vrinskede, lige som lokomotivet prustede og bilerne dyttede.

 

Men det var noget nær en åbenbaring for mig, at især tegnede figurer og ting kunne bevæge sig omkring, som om de også var rigtig levende! Det var ikke så lidt af en gåde, som skulle komme til at optage mig stærkt i de følgende år. Mine tanker kredsede da også ofte om, hvordan det mon kunne gå til, at man fik farvelagte tegninger af mennesker, dyr og ting til at bevæge sig, både sammen og hver for sig, og så kunne de tilmed tale og give lyd fra sig! - Fotografiet kendte jeg, dels fra Stella Nova, som havde fotografisk atelier i de fleste lidt større byer, herunder også i Nakskov, hvor jeg som lille blev portræt­teret flere gange. Og dels kendte jeg fotografiet via min onkel Johannes, som i sine yngre dage var en ivrig amatørfotograf, en dengang relativt bekostelig hobby, som kun de færreste havde råd til at be­skæftige sig med. Men han tog i tidens løb mange snapshots af familien, og det er derfor takket være ham, at jeg i dag er i besiddelse af et pænt antal fotos fra min barndom. 

 

På det tidspunkt, der her er tale om, havde jeg endnu ikke haft lejlighed til at se de ellers ikke så ualmindelige "kine­toskoper" eller såkaldte "kuk-kasser", som i reglen kunne ses på markedspladser, hvor de hørte til gøglet i omrejsende tivolier. Der skulle puttes en mønt i apparatet, som var forsynet med et kighul foroven, hvorigennem én person ad gangen kunne se, hvad der foregik i kukkassens indre. Når mønten var indkastet, tændtes der lys inde i apparatet og belyste en filmstrimmel eller oftere en serie fotografier, der var mon­teret radialt rundt omkring en "rulle". Når rullen blev drejet rundt, enten af en elektromotor, eller, som i lidt ældre tid, ved hjælp af et håndsving uden på apparatet, blev billederne i kraft af en særlig og såkaldt kinematografisk teknik fremført og fore­vist i ryk og med en hastighed, der gav ind­trykket - eller rettere sagt illusionen - af, at menneskene, dyrene, bilerne eller togene bevægede sig.

 

Sådanne kinetoskoper eller kuk-kasser havde man forresten også på Dyrehavsbakken i Klampenborg i mange år, og så sent som i min ungdom i slutningen af 1940'erne fandtes her endnu nogle eksemplarer af slagsen i et af stedets spillehaller. Men her var det dog ikke de levende billeder af frembrusende tog eller ridende cowboys og indianere, der lokkede folk til kighullet, men derimod mere avancerede sager, som strippende skønheder i forførende og "dristige" positurer.

 

Men jeg er overbevist om, at havde jeg dengang som barn blot haft mulighed for at se et af disse kinetoskoper eller en af kukkas­serne efter i "sømmene", så ville det ikke have været vanskeligt for mig at forstå mekanikken bag de fotograferede eller tegnede figurers bevægelser, nemlig den i grunden meget simple: hurtige, rykvise skift fra billede til billede i en serie af billeder. Nu forblev den kinematografiske teknik imidlertid indtil videre en gåde for mig. Og selv om jeg dengang eventuelt havde fået forklaret de anatomiske, fysiolo­giske og optiske faktorer, der er forud­sætningen for, at de nævnte billedskift er i stand til at frembringe illusionen af be­vægelse, ville jeg næppe have kunnet forstå det.

 

Men fra samme øjeblik, jeg dengang i biografen i Nykøbing Falster, havde set en tegnefilm for allerførste gang i mit liv, fra da af fascinerede selve muligheden af at man kunne få tegnede figurer, som f.eks. dem i min kære Ole Bole-bog, til at bevæge sig i en ligeledes tegnet verden, så at man kunne vise et handlingsforløb eller berette en historie, mig i så høj grad, at jeg på stedet besluttede, at jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt, for med tiden selv at komme til at lave tegnefilm. Dengang vidste jeg af gode grunde ikke, at Ole Bole-bogens tegner, Robert Storm Petersen, også havde været fasci­neret af filmens og ikke mindst tegnefilmens teknik og mulig­heder, ja, han havde endda været både filmpioner og tegnefilmpioner og tilmed selv lavet nogle korte tegnefilm med sine berømte ”De tre små mænd” fra tegneserien af samme navn, og desuden små reklametegnefilm i årene 1919-25.  

 

Desværre husker jeg ikke længere, hvad den pågældende tegne­film, vi skolebørn så ved den lejlighed, handlede om, og naturligvis heller ikke dens titel, al den stund at vi dårligt nok kunne læse flydende endnu. Jeg husker heller ikke om det var en Disney-film eller af en anden af de forholdsvis mange udenlandske og især amerikanske tegnefilmproducenter dengang. Desuden sagde navnet Disney såvel som de andre tegnefilmproducenters navne mig ikke noget som helst, for de var fuldstændig ukendte for mig på det tidspunkt. Min erindring fortæller kun, at personerne i tegnefilmen var en lille pige og en lille dreng, begge med store, runde øjne, og at en stor abe, vistnok en gorilla, behændigt kravlede over gitter­porten i muren, som omgav den villa, hvori de to børn formentlig boede. Jeg husker også at filmen var i klare, strålende farver og at stilen var den typiske tegne­filmsstil fra de tidlige 1930'ere, sådan som den kunne ses både hos Disney, Fleischer og i andre studiers produktioner. Men muligheden af, at det kan have drejet sig om en tegnefilm af den senere herostratisk berømte Walt Disney (1901-1966), kan dog ikke helt udelukkes, lige som det heller ikke kan ude­lukkes, at det kan have været en tegne­film af Disneys allerfør­ste med­arbejder, Ub Iwerks (1901-1971). Sidst­nævnte, der havde arbejdet sammen med Disney siden omkring 1919 og længe før Disney-navnet over­hovedet blev kendt, forlod det senere så berømte Walt Disney Productions i 1930 og slog sig ned som selvstændig producent af korte underholdnings­tegnefilm.

 

Det kan heller ikke ude­lukkes, at det kan have drejet sig om en tegne­film af makkerparret Hugh Harman (1903-1982) og Rudolf Ising (1903-1992), to andre af Disneys tidligste og nærmeste med­arbej­dere, som forlod det berømte tegnefilmstudio allerede i 1928, omkring det tidspunkt, da Mickey Mouse blev "født".

 

Imidlertid kunne der også have været tale om en tegnefilm af engelsk oprindelse, idet tegnefilmpioneren Anson Dyer (1876-1962) i 1935 havde etableret sit "Color Cartoon Studio, Anglia Films" i London, med det formål at påbegynde en intensiv produktion af tegnefilm. Og stilen og farverne i disse film, bedømt på grundlag af de relativt få billeder, der findes publiceret fra selskabets produktion, kunne meget vel tyde på, at den på­gældende film har været fra Anson Dyers studio. Det er dog desværre aldrig lykkedes mig at identificere den nævnte film, skønt jeg faktisk altid har haft erindringen om den liggende i underbevidstheden. Men til trods for stadige forsøg på at sammenholde erindringen om den med et utal af tegnefilm af alle slags fra den tid, som jeg har haft lejlighed til at se siden da, har ethvert forsøg på identifikation hidtil været forgæves.

 

Lysbilleder og film

I tiden efter biografbesøget i Nykøbing Falster, kunne mine forældre - og måske især min mor - ikke undgå at vide, at problemet med de tegnede levende billeder optog mig meget stærkt. Det har sikkert været baggrunden for, at jeg til jul det år, fik en for mig virkelig kostelig gave, nemlig et lille lysbilledapparat, hvortil der hørte en æske med for­skellige serier kulørte billeder, malet på fine små aflange glaspla­der, med så vidt jeg husker fire, fem eller seks bille­der på hver plade. Når en af disse glasplader blev sat lodret ind i den dertil indrettede ramme på apparatet, og lyset blev tændt, forstørre­des billedet via objektivet og kastedes op på væggen eller på den hvide dug, der som regel var blevet ophængt til formålet. Og havde man nu omhyggeligt sikret sig, at placere glaspladen med billederne rigtigt bag linsen, hvilket vil sige sådan, at disse vendte på hovedet, ja, så kunne man se det ene herlige og kulørte sceneri efter det andet lyst op på den hvide dug på væggen. Glemte man derimod at vende glaspladen rig­tigt, stod billedet på hovedet på den hvide dug, til stor ærgrelse for én selv og i reglen til irritation for de eventuel­le til­skuere.

 

Men min største skuffelse var, at figurerne på lysbillederne, - de sidstnævnte kaldes i nyere tid for dias - ikke bevægede sig, og de interesserede mig derfor i længden ikke så meget som de levende billeder. Det beklagede jeg mig naturligvis over til min mor, som sagde noget i retning af, at nu måtte vi se tiden an til en senere lejlighed. Stor var derfor min over­raskelse og glæde, da jeg i julen 1936 fik et lille hånddrevet legetøjsfilmap­parat! Med appara­tet, der, lige som tilfældet havde været med lysbilledappara­tet, var hjem­skrevet fra Daells Varehus i Køben­havn, fulgte et par filmsløj­fer med nogle tegnede figurer, som under frem­visningen naturlig­vis udførte de samme bevægelser om og om igen, lige så længe man blev ved med at dreje på appara­tets håndsving.

 

 

Herover ses et eksempel på princippet bag illusionen om levende billeder: Figuren, her en dansende mandsperson, tegnes i en serie tegninger, som fra udgangspositionen og efter en forud bestemt plan afviger lidt fra hinanden tegning for tegning. Når disse hver for sig ubevægelige tegninger derefter fremvises med tilpas hastighed efter hinanden, smelter indtrykket af de enkelte tegninger sammen hos iagttageren, som derved får en oplevelse af kontinuerlig bevægelse, i dette tilfælde af en dansende person. – Strimlen med den dansende figur er fra ca. 1877 og var beregnet til at montere på indersiden af en tromle, som ved rotation fremkaldte indtrykket af kontinuerlig bevægelse hos tilskueren, som betragtede figuren gennem et såkaldt Praxinoscope. Apparatet, som ses herunder, var opfundet og konstrueret omkring 1876 af den franske filmpioner Emile Reynaud (1844-1918). 

 

Nu kunne jeg rigtig lege "biografdirektør", og mine forældre og besøgende familie, for det meste mormor og morfar og Dennis, blev nærmest tvangsindlagt til at agere publikum, for et sådant var mindst lige så vigtigt i forbindel­se med lysbilled- eller filmfremvisning, syntes jeg, som når jeg lavede cirkus- eller teaterforestillinger, hvad ikke sjældent skete, mens jeg var barn - og forresten da også senere en overgang som voksen.

 

 

Praxinoscopet virkede på den måde, at den udskiftelige papirstrimmel med den tegnede figur i forskellige bevægelsesfaser blev monteret på indersiden af den yderste tromle, således at de enkelte bevægelsesfaser spejlede sig i et tilsvarende antal rektangulære spejle på ydersiden af den midterste tromle. Den simple lyskilde udgjordes af stearinlyset ovenpå den inderste tromle. Apparatet blev bragt til at rotere ved at dreje på ’nøglen’, som ses til højre.  

 

Men hvad der var nok så betydningsfuldt for mig, var, at jeg med filmapparatets filmsløjfer i hænderne kunne se og regne ud, hvordan det lod sig gøre, at de tegnede figurer bar sig ad, så det grangiveligt så ud som om de bevægede sig og var levende. For ved et nøjere studium af filmstrimlen lagde jeg mærke til, at figurer­ne var lidt forskellige fra billede til billede. Jeg forstod da, at figurerne naturligvis ikke var levende i sig selv, men at det så ud som om de var det, når de enkelte billeder på filmstrimlen blev ført forbi apparatets lyskilde og objektiv i hurtig rækkefølge efter hinanden.

 

Det undgik heller ikke min opmærksomhed, at fremføringen af filmstrimlen skete i ryk, når der blev drejet på håndsvinget, lige som jeg lagde mærke til, at den roterende blænderskive foran objektivet dækkede for lyset ved hvert billedskift. Ved at dreje tilpas langsomt på filmapparatets håndsving, kunne man tilmed studere, hvordan figurerne ændrede sig fra det ene billede til det andet. Jeg forstod da, at indtrykket af kontinuerlig bevægelse beroede på, at billederne blev fremført med en passende hastig­hed. Men hverken jeg selv eller mine forældre, eller nogen andre i min familie, kendte dengang til de optisk-fysio­logiske forud­sæt­ninger og faktorer, der betinger og ligger til grund for illu­sionen de levende billeder.

 

Benny får skarlagensfeber

Mens vi boede i Tillitse skete det engang, at min lillebror, Benny, fik den meget smitsomme og derfor frygtede børne­sygdom, skarla­gens­feber, og at han derfor blev hasteindlagt på Nakskov Sygehus. Benny må dengang have været omkring 2 år, hvilket vil sige at det har været omkring 1936, for Bent var endnu ikke kommet til verden. Ifølge sag­kundskaben skyldes sygdommen en slags streptokokker, og den giver ondt i halsen, høj feber og højrødt ansigt. Efter nogle døgn opstår der et fint­prikket, rødt hududslet over hele kroppen og på arme og ben. Sygdommen kompliceredes ofte med mellemørebetændelse og nyrebetændelse. Den kan i vore dage behandles med penicillin, men dette lægemiddel var endnu ikke blevet udviklet og taget i brug i den almindelige medicinske behandling, da vi var børn. Det skete først for alvor under og efter Anden verden­skrig.

 

Det står endnu tydeligt i min erindring, hvilket stort indtryk det gjorde på mig, at min lillebror skulle af sted med den ambulance, der kom fra Nakskov, for at køre ham til ind­læggelse på byens sygehus. Værst var det, at han skulle være væk i et stykke tid, og at jeg slet ikke måtte komme med og besøge ham på sygehuset på grund af smittefaren. En dag havde jeg oppe i Tatolforretningen på hjørnet set en i mine øjne stor og smuk legetøjsand i celluloid, og den ville jeg gerne købe og give til min stakkels syge lille­bror, der måtte ligge på sygehuset blandt fremmede børn og fremmede mennesker. Mor syntes det var en god idé med lege­tøjsanden, så jeg fik penge til at købe den for. Jeg var selv så glad for celluloidanden, at jeg helst havde beholdt den for mig selv, men efter en meget svær indre kamp for at overvinde sorgen og ærgrelsen over at skulle af med den, endte jeg med at sige til mig selv, at det jo var min meget kære og stakkels syge lillebror, der skulle have den. Og det kunne jo være, at han fik den med sig hjem, når han ikke mere skulle ligge på sygehuset, og så kunne det jo være, at jeg kunne få den til den tid!

 

Dagen efter skulle mor sammen med farmor cykle til Nakskov, for at besøge Benny på sygehuset. Jeg kunne som sagt ikke komme med på grund af smittefaren, så jeg måtte pænt blive hjemme. Desuden skulle jeg jo også passe min skolegang, som da var fra kl.8 til kl.12, og det var på forhånd aftalt med Oves mor, at jeg skulle komme ind til dem efter skoletid. Senere på dagen vendte mor og farmor hjem igen og kunne fortælle, at Benny havde det godt og snart ville komme hjem igen. Min først tanke gjaldt da den celluloid-and, han havde fået af mig, og jeg spurgte tøvende og prøvende mor, om ikke han også fik den med sig hjem. Jeg ville jo ikke have, at hun skulle få indtrykket af, at min bekymring mere gjaldt celluloidanden end min syge lillebror. Til min store skuffelse svarede mor, at Benny ikke måtte få anden med hjem, for det var sådan, at det legetøj, børn fik mens de var ind­lagt, skulle blive på sygehu­set, så andre børn, der endnu ikke var raske og derfor måtte blive der, også kunne få glæde af at lege med det.  

 

Nogle dage senere cyklede mor og far af sted til sygehuset i Nakskov, for at hente Benny hjem. Det skete imens jeg var i skole, og da jeg kom hjem, var de kommet tilbage med den lille bulderbasse, som heldigvis nu var blevet rask, selvom han var meget bleg og havde tabt sig noget. Hvilken han dog godt kunne tåle! Gensynsglæden var meget stor på begge sider, for vi var glade for hinanden, Benny og jeg. Men den "tabte" kulørte celluloidand forblev i lang tid et vemodigt minde for mit vedkommende.

 

Mine stakkels træheste!

Men snart blev det jo hverdag igen, og da var min begejstring over "bulderbassen" ikke altid lige stor, for det hændte at han kom til at ødelægge noget af mit legetøj. Jeg husker eksempel­vis, at en sommerdag, da jeg legede ude på gårdspladsen foran køkkenvinduet, og havde opstillet alle mine mange legetøjshe­ste med og uden vogne på det brønddæksel, hvor vandposten stod, blev "bulderbassen" pludselig meget interesseret i at lege med. Og et kort øjeblik, da min opmærksomhed var vendt bort, trådte han op på brønddækslet og vadede rundt blandt alle mine kleno­dier, som væltede, og til sidst satte han sig ned på en del heste og vogne, som alle var af træ og som derfor knaste og knustes under hans temmelig tunge vægt.

 

 

Her ses fra venstre min 7-årige fætter Dennis, min 16 mdr. gamle lillebror Benny og 6-årige mig siddende ude i den smalle have foran huset i Tillitse i sommeren 1935. Tidspunktet er formentlig min fødselsdag den 12. juni, hvilket jeg skønner af min påklædning med slipset, som jeg jo ikke bar til hverdag. Haven var beplantet med rosenbuske helt til venstre i billedet, derefter et bed med bl.a. stedmoderblomster og en række lavendler, som kantede grusgangen op mod huset. Bagest til venstre ses stakittet foran indkørslen, og i midten af billedet det træ, som endnu står der i 2006. (Se evt. tidligere bragte fotos). Nabo Jensens hus ses til højre for træet. Bilen, hvoraf kun ses forenden, og som holder i vores indkørsel, var morbror Thorkilds. Han har formentlig kørt mine morforældre og Dennis fra Bursø til Tillitse og senere på dagen kørt dem hjem igen. – Privatfoto 1935: © Harry Rasmussen. 

 

Men Benny ødelagde ikke kun et antal heste, som brækkede benene, og nogle vogne, der braste sammen og ikke kunne re­pareres, men han knuste også min stolthed og glæde over de i mine øjne smukke heste og køretøjer, som jeg altid havde passet omhyggeligt på fra det øjeblik, jeg havde fået dem. Jeg råbte derfor op og græd mine ulykkelige tårer, og mor, som opholdt sig i køkkenet, hvorfra hun kunne holde øje med os, kom til og trøstede mig med, at far sikkert kunne lime hestenes brækkede ben sammen og måske også reparere hestevognene. Desuden, sagde hun, måtte jeg tænke på, at Benny naturligvis ikke havde ødelagt noget med vilje, men at det skyldtes at han var så lille, at han ikke vidste, hvad han gjorde. Snøftende og modvilligt måtte jeg acceptere denne forklaring, men jeg vidste med mig selv, at selv om far kunne lime hestenes brækkede ben og rette op på de delvis ødelagte vogne, så ville jeg ikke længere have nogen af delene. Det var nemlig allerede dengang en særhed hos mig, at ting - herunder ikke mindst legetøj - skulle være hele, nye og fine, ellers gad jeg hverken eje eller have dem.

 

En dag i sommeren 1935, så vidt jeg kan rekonstruere var det på min 6 års fødselsdag den 12. juni, at mine morforældre og fætter Dennis var på besøg hos os. De blev transporteret frem og tilbage mellem Bursø og Tillitse af morbror Thorkild i hans bil. På et tidspunkt sad vi ude på gårdspladsen bag ved huset og spiste middagsmad. Her var opstillet et aflangt havebord med seks havestole omkring, som far i begge tilfælde selv havde lavet for år tilbage. Jeg husker ikke længere, hvad vi fik til forret, men vi fik i al fald rabarbergrød til efterret, og da vi var nået til den og den var blevet spist, skete der på et tidspunkt det, at mormor pludselig blev meget utilpas og dårlig, ja, så meget, at far i al hast måtte ile over til barberen overfor og låne telefonen, for at ringe efter ambulancen. Sygeplejersken var nemlig ikke hjemme på det tidspunkt, for ellers havde hun formentlig kunnet klare situationen.

 

Så vidt jeg husker, blev mormor kørt til Nakskov Sygehus, som kun lå 8 km væk, og hvor man konstaterede en maveforgiftning, hvorfor ma­veindholdet blev pumpet ud. Forgiftningen skyldtes angiveligt oksalsyreindholdet i rabarber, men mor, der heller ikke selv tålte oksalsyre, plejede normalt at komme anti-oksaldråber i rabarbergrøden. I dette tilfælde havde hun åbenbart ikke kommet et tilstrækkeligt stort antal dråber i grøden, og det var formentlig årsagen til mormors uheldige maveforgiftning.

 

Efter behandlingen på sygehuset, blev mormor kørt tilbage til Tillitse i en ambulance, men hun skulle ikke have mere at spise den dag, men derimod noget mælk at drikke. Kaffen ville hun dog i lighed med mor ikke undvære, for den var nærmest en livseliksir for begge. Kaffe er nu så meget sagt, for dengang var det faktisk skik og brug, at man til kaffebryg­ningen brugte halvt kaffe og halvt kaffetilsætning, også kaldet cikorie. Ved begrebet kaffetilsætning eller cikorie forstod man et ristet produkt af cikorierod, blandet med rug og sukkerroe, men det kan også fremstilles af figner, byg (malt), majs og mange andre planters frugter eller rødder.

 

Rich’s-billeder og OTA-bøger

På den tid fandtes der især to kendte mærker af kaffeerstat­ning eller kaffetilsætning, og det var "Danmarks" og "Richs", som ikke mindst var populære hos børnene på grund af de sam­lemærker, der til tider var indlagt i pakkerne. I "Danmarks" var det i reglen fotografiske billeder af natur eller industri, mens "Richs" mest blev kendt for sine samleserier med billeder fra Walt Disneys store tegnefilm. Hos de nævnte firmaer kunne man købe flotte albums til samlemærkerne, og utallige børn har i flere generationer samlet på f.eks. "Richs-billeder".

 

For øvrigt konkurrerede de to kaffeerstatningsfirmaer på livet løs med hinanden. På reklamerne og i annoncerne for Richs lød det ”Det er Richs, der drik’s!, mens Danmarks svarede igen med: ”Det er Danmarks, der du’r!”

 

Selv samlede jeg fra omkring 1938 på Richs-billeder, men det lykkedes mig faktisk aldrig at samle til et komplet album, idet der var mange dubletter blandt samlebillederne. Disse kunne man ganske vist få ombyttet med billeder, man manglede, men det kræve­de, at dubletterne blev sendt ind til firmaet og var vedlagt frimær­ker til retur­porto. Det fik jeg faktisk aldrig gjort, så derfor blev mine ukomplette Richs-albums med tiden enten smidt ud eller givet væk til andre børn.

 

Men det lykkedes mig dengang at samle et omtrent komplet album med billeder fra Snehvide- og Pinocchio-filmene, og år senere også med billeder fra nogle af de andre store Disney-tegnefilm. Disse albums har jeg imidlertid ikke længere, bortset fra et enkelt med billeder fra "Alice i Eventyrland" fra begyndelsen af 1950'erne, som jeg imidlertid ikke selv har samlet, men købt antikvarisk omkring 1970'erne.   

 

Der var dengang endnu et samleobjekt, som især lidt større børn interesserede sig for, og det var samlemærkerne, der var indlagt i OTA Solgryn-pakkerne. Når man havde samlet et vist antal mærker, kunne man ved at indsende disse, vedlagt et bestemt beløb i frimær­ker til returportoen, få tilsendt en af de meget afholdte og efter­spurgte OTA-bøger. Så vidt jeg husker, havde min fætter Børge en komplet samling, mens jeg selv kun havde nogle få ek­semplarer. Bøgernes indhold var bearbejdede og forkortede udgaver af danske historiske for­tællinger af Bern­hard Severin Inge­mann (1789-1862): f.eks. "Valdemar Sejr" (1826), "Erik Menveds barndom" 1828), Kong Erik og de Fredløse" (1833), og "Prins Otto af Danmark" (1835). Desuden ligeledes forkortede fortæl­linger af amerikaneren James Fenimore Cooper (1789-1851): f.eks. de meget berømte indianer­romaner som "Den sidste Mohika­ner" (1826; dansk 1827), "Stifin­der" (1840; dansk 1845) og "Hjortedræber" (1841; dansk 1845). Også skotten Sir Walter Scott (1781-1832) var repræsen­teret med bearbejdede og for­kortede fortællinger som "Waverley" (1814; 1826, 1881), "Guy Man­nering" (1815; dansk: "Guy Mannering eller Stjernetyderen", 1923), "The Antiquary" (1816; dansk: "Oldgran­skeren", 1824), "The Black Dwarf" (1816; dansk: "Den sorte dværg", 1825), "Rob Roy" (1817; dansk: "Røde Ro­bin"­(1821, 1881), "Ivan­hoe" (1819; talrige danske udgaver lige siden), og flere andre. Endelig var der også stærkt forkortede udgaver af romaner af englæn­deren Frederich M.Mar­ryat (1792-1848): f.eks. "Nybyg­gerne i Kanada" (1844; dansk 1836) og "Børnene i Nysko­ven" (1847; dansk 1851).

 

OTA-bøgerne var illu­streret af nogle af tidens dygtige og kendte illu­stra­torer, som f.eks. Palle Wennerwald (1898-1972), Oscar Knud­sen (1924-1990) og flere andre tegnere, som jeg ikke længere husker navnene på.

 

For resten havde OTA en meget stor fabrik i Nakskov, som i daglig tale kaldtes for "OTA-Møllen". Den lå i Havnegades vestlige ende og havde egen kajplads, hvorfra varerne blev udskibet til andre danske og muligvis også udenlandske havne. Virksomheden blev på et tidspunkt overtaget og ejet af ameri­kansk kapital, og senere blev produktionen flyttet til udlandet og fabrikken i Nakskov lukket. Men i min barndom og ungdom lå OTA-Møllen med sine store siloer på havnekajen, og den lidt tørre og tunge duft af rå og let ristede havregryn fyldte næseborene, når man færdedes i den ende af byen, hvor fabrikken lå.

 

 

 

På dette vue til venstre over den del af Nakskov Havn, der hedder Møllekajen, set fra Rosnæs i august 2006, ser man de fabriksbygninger og siloer, der for år tilbage tilhørte OTA, og som senere blev overtaget af et amerikansk firma, der fortsatte produktionen af egne og lignende varer. Den røde tårnlignende bygning til højre hører til den forhenværende mælkekondenseringsfabrik, som også lukkede på et tidspunkt. – På fotoet til højre er den fhv. OTA fabrik og Møllekajen set fra Vestre kaj i august 2006. Der er ikke sket de store forandringer siden dengang i slutningen af 1930’erne, da vi boede på Rosnæs, bortset fra, at OTA Møllen nu bruges til andet formål end at fremstille OTA SOLGRYN. – Fotos: © 2006 Harry Rasmussen.

 

Hjemme i Tillitse gik dagene som de plejede, med skolegang, lektier og især leg, alene og sammen med Ove, og sjældnere med nogen af de andre nabobørn. Benny var for lille til at lege sammen med ret længe ad gangen, men det hændte da jævnligt, at jeg gav mig af med ham, mest fordi han var en kær og usædvanligt rolig dreng. Han var en taknemlig og beundrende "publikummer", når jeg klovnede eller lavede andre løjer for ham.

 

Mor på rekreationsophold igen

Mor og far passede hver deres daglige gøremål, og det var mit indtryk, at de stort set havde det godt sammen. Imidlertid begyndte mor på et tidspunkt at blive mere nervøs end ellers og hun slog ud med røde knopper i ansigtet og på arme og ben. En dag, da det var helt galt fat med hende, tilkaldte sygeplejersken lægen, og efter at have til­set mor, bestemte han åbenbart at hun trængte til ro og hvile, hvorfor han ordinerede hende indlagt på det nervesana­torium, hvor hun en gang tidligere havde opholdt sig i nogen tid.

 

Nu blev der igen brug for moster Gudrun til at holde hus for far og især passe Benny og mig, og hun ankom da også efter et par dages forløb og skulle som sædvanligt bo inde i gæsteværel­set, mens hun var hos os. Far fulgte mor til toget og til Maribo, i hvis omegn rekreationshjemmet var beliggende. Efter at have sørget for, at mor var blevet godt installeret på stedet, vendte far hjem til Tillitse igen. Og i den følgende tid havde han endnu mere travlt i fritiden, end han ellers plejede, og jeg forstod, at han i lighed med os to drenge, savnede mor meget.

 

Hvad jeg endnu ikke vidste dengang, var, at årsagen til min mors dårlige nerver denne gang var, at hun igen var blevet gravid og ventede sig omkring marts måned året efter, altså samme måned, som Benny var født i. Hun kunne simpelthen ikke overskue konsekvenserne af sin lille familiens situation, men hun vidste, at økonomien ville blive endnu mere anstrengt, end den havde været tidligere. Det påvirkede hende så stærkt både psykisk og fysisk, at hun blev syg af det, og derfor endte med at måtte indlægges, for at komme til hægterne igen.

 

Sammen med far besøgte jeg et par gange mor, medens hun var indlagt. Jeg husker, at vi cyklede frem og tilbage fra Tillitse til Maribo, en strækning på omkring 25-30 km, og den tog flere timer derhen og et tilsvarende antal timer på tilba­gevejen til Tillitse. Der gik faktisk en hel søndag med det, og jeg var dødtræt, når vi kom hjem hen på aftenen, også selvom jeg ikke kørte på min egen cykel, for det var for langt for mig, og derfor sad jeg på en sadel, som far havde spændt på stangen af sin egen cykel.

 

Mor blev øjensynlig glad for at se os, da vi ankom, især mig, der var hendes yndlingssøn, men det var tydeligt, selv for 7-årige mig, at hun var sløj og træt og at humøret var på nulpunktet. Der blev ikke vekslet mange ord mellem far og mor under disse besøg, men jeg kunne mærke og føle, at min far var parat til at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at beskytte mor og gøre hende glad og tilpas. Men mor syntes ikke at sætte særlig pris på det. Hun var ligesom lukket inde i sin egen verden, hvor til nød kun jeg glimtvis kunne nå ind. Denne situation gjorde os alle tre kede af det, selvom vi hver især forsøgte at lade som ingenting. Maribo Rekonvalescenthjem lå sådan set i smukke og velholdte omgivelser, men inde i selve huset var der mørkt, klinisk og kedeligt, og man måtte kun tale dæmpet sammen, både på den stue, hvor mor lå, og på gangene.

 

Jeg erindrer ikke, hvor lang tid mor opholdt sig på rekreationshjemmet, men det har nok mindst været en måned, men vi glædede os usigeligt til hun skulle komme hjem igen. Det var ikke mindst lille Benny, der savnede sin mor meget, og det savn var der ingen andre, der kunne erstatte, heller ikke vores dengang kun 18-årige moster Gudrun, selvom hun gjorde sit bedste.

    

Endelig oprandt da også den søndag, da far og jeg tog af sted med toget for at hente mor hjem. Hun havde tilsyneladende haft godt af opholdet på rekonvalescenthjemmet og glædede sig også til at komme hjem til mand og børn. Og moster Gudrun glædede sig nok også til, at hendes lange ophold i Tillitse endelig var slut, så hun kunne vende hjem til familien i Bursø, eller hvor hun ellers agtede sig hen. 

 

Vokseværk, av!

Så vidt jeg erindrer, var det i efteråret-vinteren 1936, at jeg som godt 7-årig kom ud for at opleve, hvad det vil sige at have "vokse­værk". For mit vedkommende viste det sig især i det højre ben, mere specielt i knæet, hvor jeg havde et varigt ar efter uheldet i hønsehu­set. Det var sådan, at jeg ikke kunne gå normalt på benet, idet det ikke kunne bøjes, når det var rettet ud, og ikke kunne rettes ud, når det først var bøjet. Begge dele kunne kun lade sig gøre med stort besvær og ved at bruge hænderne til hjælp, og det gjorde ind imellem pokkers ondt, hvilket blev kaldt, at det værkede. Ifølge sygeplejersken skyldtes det, at min krop var ved at vokse, og det kaldtes altså vokseværk, fordi det værkede i benet.

 

I de dage vokseværket særligt stod på, var jeg sygemeldt på skolen, og jeg tilbragte en del af tiden med at sidde på den høje brændekasse ude i køkkenet hos mor. Her var varme fra kom­furet, og varmen bekom mig og mit ben godt. Desuden kunne vi jo snakke om løst og fast, mens mor f.eks. lavede mad, vaskede op eller lignende ting, der skulle gøres i et køkken.

 

Selv havde jeg nok at gøre til daglig med at passe min skolegang og lektier, og i fritiden legede jeg fortsat med Ove eller tilbragte tiden omme i gården eller i haven, hvor jeg studerede gråspurvene og svalerne oppe under tagskægget på udhuset, hvor der var flere lerklinede svalereder med unger. Hønsene tiltrak sig også min opmærksomhed, ligesom fars mange kaniner gjorde det.

 

Bents fødsel

Tre år efter at Benny var kommet til verden, fik jeg endnu en lillebror, Bent, selv om jeg faktisk ikke havde lagt sukkerstykker i vindueskarmen! Men jeg var selvfølgelig også i mellemtiden blevet næsten hele otte år gammel og troede ikke længere på den historie med storken og de små børn. I mellemtiden havde jeg ikke kunnet undgå at lære lidt biologi af naturen selv, for ind imellem havde jeg haft lejlighed til at se, hvordan dyrene bar sig ad med at få "børn", og den metode mente jeg også måtte gælde for menneskenes vedkommende.

 

Så vidt jeg erindrer blev Bent født hjemme i huset i Tillitse, men hvor Benny og jeg opholdt os præcis på fødselstidspunktet, kan jeg desværre ikke huske, men sandsynligvis har moster Gudrun været der, for at tage sig af os, indtil mor atter var kommet på ret køl.   

 

Mærkværdigvis husker jeg heller ikke dåben i Tillitse Kirke, hvor vores lillebror blev døbt med fornavnene Bent Orla, men hvorfor mellemnavnet lige præcis blev Orla, har jeg ingen viden om. Mor var også efter denne fødsel udmattet og afkræftet, men blev som ved Bennys fødsel hjulpet af både far og moster Gudrun, som begge gjorde alt for at aflaste mor, så at hun kunne koncntrere sine kræfter om den lille nyfødte.

 

Såvel mor, far, Benny som jeg var meget glade for den lille ny, der snart viste sig at få de nysseligste røde små hår på hovedet. Det måtte være en arv fra mor og hendes biologiske far, musikeren fra Maribo, for mor var selv rødhåret, medens far var sorthåret som yngre. Lille Bent viste sig snart som en kvik dreng, der hurtigt blev opmærksom på personerne i sine nære omgivelser. Det var da også lutter venlige og smilende ansigter, der var omkring ham til daglig, og alle ville gerne holde ham og give ham et knus. Han blev kort og godt et centrum for alles opmærksomhed, og det fortsatte i de nærmest følgende år og indtil familien i 1941 blev forøget med endnu et barn, nemlig Lizzie, som vi selvfølgelig skal høre meget mere om i kronologisk rækkefølge.

 

 

Tre år senere fik jeg endnu en lillebror, Bent, som blev født i Tillitse den 24. marts 1937. Han var kun omkring 3 uger gammel, da vi i midten af april 1937 flyttede til Nakskov. På dette foto, som er taget i Tillitse kort før vi flyttede, er Bent spændt fast på en stol, medens mor står til venstre og den 3-årige Benny til højre. Det er det eneste foto, der findes af mine to brødre sammen i Tillitse. – Privatfoto: © 1937 Harry Rasmussen.

 

 

Fortsættes i artiklens 3. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra og med året 1937 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________