Ideale drømme, skepsis og tvivl 3. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(1937 og videre fortsat fra artiklens 2. del)

 

Indledning

I dette afsnit skal vi høre nærmere om, at mine forældre med os tre børn, mig på cirka 8 år, bror Benny på 3 år og lillebror Bent på 3 uger, flyttede fra huset i Tillitse og til en førstesals lejlighed på Strandpromenaden på Rosnæs lidt udenfor byen Nakskov. Det var unægtelig noget af en forandring, især for mor og far og mig, som havde været vant til tilværelsen i eget hus i udkanten af en lille landsby. Men man kan vænne sig til meget, ikke mindst når det er nødvendigheden, der dikterer det. Til trods herfor blev vores midlertidige og to-årige ophold i Nakskov alligevel noget, det er værd at tale om og beskrive, hvilket læseren formentlig og forhåbentlig vil være enig med mig i, når den her følgende beretning er blevet læst.

 

 

Rosnæs set fra Vestre havnekaj i Nakskov i sommeren 2001. Bag træerne og buskene på dæmningen ud mod vandet løber Strandpromenaden, og den lidt flade bygning til venstre med det lyse tag, er Nakskov Roklub. Til venstre for denne anes den bro, der i min barndom tjente som anlægsbro for de mandskabsbåde, der transporterede værftsarbejdere fra Rosnæs over til værftet og hjem igen efter fyraften. – Privatfoto: © 2006 Harry Rasmussen. 

 

Vi flytter til Nakskov

Hvordan det kom sig, ved jeg ikke helt præcist, men i begyndelsen af 1937 var far, som havde været arbejdsløs i nogen tid, imidlertid så heldig at få fast ansættelse som arbejdsmand på Nakskov Skibsværft. Her arbejdede hans ældste bror, Johannes, som snedker med specia­le i bygning af skala­modeller af de i reglen meget store skibe, som værftet byggede for blandt andre ØK. Så måske var det Johannes, der gav far et praj om, at værftet søgte ledig arbejdskraft. Arbejds­tiden begyndte kl.6 morgen og sluttede først kl.17 om eftermiddagen, dog afbrudt af en middagspause på omkring 2 timer. I begyndel­sen cyklede far til og fra arbejdet de 8 km, der er mellem Tillitse og Nakskov, en strækning han normalt ikke regnede for noget, idet han var i god fysisk form.

 

Det, der blev bestemmende for, at far søgte arbejde så langt væk fra bopælskommunen, og for, at mine forældre besluttede at flytte til Nakskov, var den omstændighed, at det for alvor begyndte at knibe med at kunne betale termi­nerne på huset, idet et barn mere naturligvis belastede den hårdt trængte økonomi yderligere. Dertil kom, at far efter at have fået ansættelse på skibsværftet desuden skulle meget tidligt op hver eneste morgen ugens seks arbejdsdage, for at nå rettidigt på arbejde, hvilket kunne knibe, når der eksempel­vis var faldet sne i løbet af natten. Efter en del svære overvejelser besluttede mine forældre sig derfor nødtvungent til at sælge huset og flytte nærmere til fars arbejdssted, Nakskov Skibs­værft. Værftet ejedes af Østasiatisk Kompagni (ØK), og sel­skabet rådede over den boligbe­byggel­se, der lå og stadig ligger på Rosnæs lidt nordvest for værftet og omkring 2 km uden for selve Nakskov by. Her fik mine foræl­dre tildelt en lejet 3-værelsers lejlighed i en toetages bygning på hjørnet af Strandpromenaden og Ridders­borgvej.

 

Det er desværre begrænset, hvad jeg kan huske vedrørende lejlighedens størrelse, antal værelser og indretning, men jeg husker naturligvis at der var stue, soveværelse, kammer og køkken. Jeg ved også, at vi havde alle vores møbler med fra Tillitse, men hvordan de blev placeret under de nye forhold, har jeg mærkværdigvis ikke den ringeste erindring om. På samme måde forholder det sig med min skolegang på Tårsvejens Skole, for heller ikke denne har jeg særlig mange tydelige erindringer om. I begge tilfælde har min hukommelse kun gemt på særligt markante hændelser og begivenheder, som har haft speciel betydning for mig, egocentreret som jeg er og altid har været.

 

Men det blev ikke så lidt af en omvæltning, at komme til at bo så nær en købstad som Nakskov. Byen kendte jeg jo allerede fra mange tidligere besøg, for her boede tre af min fars brødre, nemlig den føromtalte onkel Johannes og hans kone, Alma, og min fætter Børge. En anden onkel var Henry, der også var arbejds­mand som min far, men som senere startede eget cykelværksted i byen. Den tredie bror, Alfred, var på den tid ansat som lagerarbejder på Møllen i Nakskov, hvor han senere blev vare­vogns- og salgschauffør i en længere årrække. I de knapt fem år, hvor jeg var enebarn, havde farmor, mor og jeg lejlighedsvis været på indkøbsture til Nakskov, særlig op mod julehøj­tiden. Her fik vi i reglen følgeskab af tante Alma og fætter Børge. Det var en stor og spændende fornøjelse, at se de strålende oplyste og julepyn­tede gader og forretningsvinduer, med deres fristende og lokkende vareudbud. Men for os to drenge var det især udstil­lingsvindu­ernes dekorationer med kørende model-juletog og julenisser­ne, der i nogle tilfælde var mekaniske og bevægede sig "af sig selv", der tiltrak sig opmærksomheden i en sådan grad, at vi mindre børn måbende tabte både næse og mund. Især fætter Børge var fasci­neret af alt, hvad der havde med jernbanetog at gøre, og han var lige fra barnsben en ivrig samler og selvbygger af modeltog, specielt af mærket Märklin.

 

 

I denne ejendom på Strandpromenaden på Rosnæs boede mine forældre med os tre børn: Harry, Benny og Bent, fra 1. april 1937 til 1. april 1939, hvor vi flyttede til København. Fotoet herover er fra sommeren 2001 Vores lejlighed lå til højre i bygningen på første sal, hvis vinduer er delvis dækket af bladhanget fra det træ, hvis størrelse tyder på, at det også må have stået der i min barndom. – Privatfoto: © Harry Rasmussen.

 

En særlig oplevelse var det desuden at stå og kigge på en bestemt viktualieforretnings vinduer, for de var næsten umulige at kigge igennem, fordi klart og rent kølevand konstant silede ned ad ruderne, hvilket jeg syntes så interessant og fornøjeligt ud. Det undrede mig ikke, at ekspedienterne var klædt godt og varmt på under deres hvide kitler, for der var vel ikke mere end omkring 15-17 graders varme inde i selve butikken. Henne ved vinduet må der have været endnu lavere temperatur, måske helt ned til 6-8 grader, for at holde en passende temperatur af hensyn til de udstillede varer. 

 

Men for rigtig at kunne se de udstillede varer i vinduet, måtte man stå i den niche, der var ved indgangsdøren til forretningen. Her var nemlig en siderude, hvor vandet ikke rislede ned ad, og herfra kunne man se alle de lækre sager på hylden bag vinduet. Det var nok noget, der kunne friste folk med god smag og appetit.

 

 

Ejendommen på Strandpromenaden på Rosnæs i Nakskov, hvor vores forholdsvis store lejlighed lå på førstesalen. Da dette foto blev taget i sommeren 2001 var flere af ejendommene og ikke mindst facaderne tydeligt misligholdt, men i 1937-39, hvor vi boede i ejendommen, var husene hvidmalede og vinduerne var tofaget og med hvidmalede rammer og sprosser. Det er mig, der står foran huset. Til højre ses udhuset. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

 

Her ses jeg stående foran huset på Rosnæs i sommeren 2001, hvor Birgit og jeg besøgte stedet og byen Nakskov i øvrigt. Det frodige træ udenfor det mørke plankeværk, som anes bagved, fandtes formentlig også i min barndom, da vi boede i huset, men har da formentlig haft nogenlunde samme størrelse som træet til venstre. Gårdspladsen var dengang lukket inde bag et hvidmalet plankeværk, som her ligger i skygge, bortset fra lågen, der ses lige til højre for mig. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

 

Her ses udhuset, hvor der var vaskerum bag det nærmeste vindue ud mod Riddersborgvej.og med adgang gennem den dør, der ses i gavlen og nærmest plankeværket. Vinduet til højre hørte til det opbevaringsrum, som hørte med til mine forældres lejemål. Det samme gjorde toilettet og brændselsrummet, som lå i udhusets modsatte side. Vaskerummet var fælles med kaptajnsfamilien i stueetagen, som i øvrigt havde eget toilet i tilslutning til deres lejlighed, og deres brændselsrum lå i en sidebygning til venstre i gården. Det gule hus til højre lå der også dengang, men var da hvidmalet som alle de øvrige huse på Rosnæs. Senere er mange af husene blevet malet i samme okkergule farve. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen. 

 

 

Her er et kig ind i gården til ’vores’ ejendom, fotograferet i sommeren 2001. I forgrunden til venstre ses indgangen til stueetagens lejlighed, mens indgangen til førstesalen anes bag den mørke postkasse i baggrunden. Til højre ses gavlen af udhuset med vinduet ind til vaskerummet. Dengang var hverken indgangspartiet eller gårdspladsen bag ved græsbevokset, men så vidt jeg erindrer enten asfalteret eller belagt med fliser. Allerbagest under træerne  anes det mørke udhus, som kaptajnsfamilien disponerede over. -  Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Købstaden Nakskov og dens historie

Byen Nakskov har navn efter en skovklædt halvø, kaldet Nakken, som før i tiden lå dybt inde i fjorden, der på den tid skar dybere ind i landet. Der var tidligt i middelalderen spredte fiskerlejer rundt om i fjorden. Således også på den vestligt beliggende særegne tange, Albuen, der sydfra skyder op og adskiller en del af fjorden fra Langelands Bælt. Her var der i middelalderen en betydelig fiske- og handelsplads, hvorfra der stadig findes en del hustom­ter bevaret.

 

Men en egentlig bymæssig bebyggelse fandt altså sted på Nakken, og da stedet omkring 1200 blev et betydeligt sildemar­ked, var grunden dermed lagt til byens senere status som købstad. Dens hovedernæring var foruden fiskeri og landbrug også en søværts handel. I 1300-tallet fik byen et helligåndshus med tilhørende kirke, der dog sammen med en mængde byhuse nedbrændte og gik til grunde under en storbrand i 1420. En genopbygning af kirke så vel som af by skete dog forholdsvis hurtigt.

 

 

Her ses Nakskov Sankt Nikolaj Kirke fra den sydlige ende af Tolderensstræde ned mod havnen. Det var en bygevejrsdag i eftersommeren 2001, hvor Birgit og jeg aflagde byen et endagsbesøg. Min kære viv ses stående foran huset til venstre, parat til at lære ’min’ fødeby at kende. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

I 1400-tallet påbegyndte man opførelsen af en ny kirke ved siden af den gamle, som skulle have været nedrevet, men på grund af pengemangel gik byg­geriet i stå omkring 1450. Det romanske skib og enkelte tilsluttede gotiske bygningsdele blev stående. Skt. Nikolai Kirke blev først færdigbygget et par hundrede år senere. Prædikestolen med reliefudskæringer af mesteren Jørgen Ringnis, er fra 1630. Der er relieffer af nadveren, korsfæ­stelsen og korsnedtagelsen, og desuden apostel- og evangelist­figurer. Altertavlen, der er skåret af Anders Mortensen, Odense, er opsat i kirken i 1657. Orgel­pulpituret er fra 1600-tallet. Tårnets nuværende spir og kamtakkede gavle er først opsat 1906. Døbefonten er en alabasterfont fra 1758, udført af billedhuggeren S.F.Stanley.

 

I 1510 nedbrændte store dele af byen som følge af en stor­brand, der var anstiftet af hævngerrige lybækkere, som ikke tålte den handelsmæssige konkurrence fra den driftige handels­by. En ny katastrofebrand i 1528 lagde atter store dele af byen i ruiner, men herefter fulgte en lang og fredelig periode, hvorunder byen blev genopbygget og udviklede sig. Belært af de dårlige erfaringer med udefra kommende fjender, anlagde man volde og voldgrave omkring Nakskov, som betød, at byen blev en af landets stærkeste fæstninger. Denne fæstning blev efter­hånden til et betydeligt handelscentrum, som bl.a. fik en latinskole og et nyt rådhus.

 

Byen var i 1600-tallet Danmarks syvende største købstad, og denne status blev der ikke rokket ved på trods af, at byen i 1629 blev ramt af en pest, som kostede mange af byens ind­byggere livet. Efter en fredelig periode på omkring tredive år, kom det for alvor til at se sort ud for nakskovitterne i vin­teren 1658, da svenske tropper gik over isen og invaderede Nakskov og omegn. Byen overgav sig uden modstand, hvorfor svenskerne lod byen slippe billigt, og snart efter forsvandt de igen. Værre gik det året efter, da fjenden kom tilbage, for selvom byens ind­byggere denne gang var forberedte og derfor forsvarede byen af al kraft mod de belejrende svenske tropper, gik det dog gruelig galt. Nakskovit­ternes forsvar holdt ud i tre måneder, men til sidst måtte de give op over for over­magten. Svenskerne indtog derefter byen, hvis embeds­mænd og borgere blev groft udplyndre­de.

 

 

Her ses Birgit siddende på fundamentet til det mindesmærke for byens forsvar under svenskernes belejring af byen i 1659. Monumentet, omgivet af kanoner fra den tid, er beliggende ud for Jernbanegade 8, hvor der endnu kan ses rester af den gamle byvold. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Nakskov og dens indbyggere blev ved den lejlighed så hårdt medtaget og forarmet, at kongen gav byen skattefrihed i en længere årrække, og desuden blev den gjort til stabelstad med landsdelsmonopol på næsten al handel, alt sammen for at hjælpe byen på fode igen. Det blev også tilladt udlændinge at etablere sig i byen, hvilket bl.a. en del jøder og huguenotter benyttede sig af. Nakskov var dengang eneste by på øerne, hvor jøder måtte tage fast bopæl, og de indvandrede jøder dannede et helt kvarter for sig i byens nordvestlige udkant omkring Tårsvej, hvilket den såkald­te Jødevej er en erindring om. I september 1674 fik Jacob Sostman opholdstilladelse og bevilling til at drive et tobaks­spinderi i byen. (Se Per Katz: Jøderne i Danmark i det 17. år­hundrede). 

 

I 1714 opførtes en synagoge, og menigheden fungerede i næsten 200 år. Stedet fik også en Mosaisk Kirkegård på Jødevej, hvor gravsten med hebraiske indskrifter stadig minder byens beboere om de gammeltestamentlige religionsdyrkere. Kirkegården har cirka 175 begravelser, hvoraf den ældste gravsten er fra 1722.  Kirkegården bruges dog ikke mere.

 

Mens jøderne i reglen var handelsfolk, så var huguenotterne, som kom fra Frankrig, oftest håndværkere. De bekendte sig til Calvinismen, en lære, som skyldtes franskmanden Jean Calvin (1509-65), som havde studeret teologi, men opgav studiet til fordel for juraen. Han blev juridisk doktor i 1533, men var blevet grebet af Luthers og evangeliets lære, som han udlagde på sin egen måde, hvilket i 1534 førte til at han blev udvist af landet. Han slog sig derefter ned i Schweiz, først i Basel og senere i Genève, hvor det i 1541 lykkedes ham at indføre sin lære i kirke­ordningen og i den borger­lige lov­givning.

 

Calvinismen lærer, at menneskets natur er ødelagt gennem arvesynden, og at mennesket kun kan retfærdiggøres gennem tro, ikke tillige ved gode gerninger. Mennesket er af Gud forudbe­stemt til frelse eller fortabelse, og dets opgave er frem for alt at forherlige Guds majestæt ved lydighed i form af kirke­tugt. Calvins opfattelse af, at Kristus kun er åndeligt, ikke også legemligt, til stede i nadveren, var en af Calvins refor­matoriske - for ikke at sige kætterske - tanker.

 

Calvinisterne var i 16. årh. udsat for katolsk for­følgel­se, og i 1685 op­hævede Louis XIV huguenotter­nes borgerli­ge rettig­heder, hvilket medførte mas­seudvandringer, især af håndværkere, til de om­liggende lande, og nogle endte altså i Danmark. Det var dygtige og flittige folk, som bidrog til en opblomstring af stedets næringsliv.

        

 

Her ses Nakskovs hovedgade, Søndergade, på en regnvejrsdag i eftersommeren 2001. Billedet er taget fra Nybrogade og i retning af Torvet. Det var især denne gade, jeg som barn oplevede med festligt pyntede og oplyste vinduer i tiden op mod jul. Dengang var gaden trafikeret med hestevogne og biler, men nu er den for længst blevet gågade, sådan som det ses på billedet. Det er Birgit i gul-hvid regnfrakke, der ses under den rød-hvide parasol cirka midt i billedet. Kirkespiret ses øverst til venstre.  – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

I Nakskov findes der stadig bevaret en række bindingsværks­byg­ninger fra 1600-tallet. Dels en 30 fag lang magasinbygning, Dronningens Pakhus, på hjørnet af Dronningensstræde og Havnega­de, og dels nogle pakhuse tilhørende den Theisenske Gård på hjørnet af Havnegade og Badstuestræde, samt et par borgerhuse på Søndergade 23 og 25. 

 

Nakskov, som i 1769 havde 1.300 indbyggere, kom dog kun langsomt til hægterne igen efter sin store trængselstid, men efterhånden som der kom gang i søhandelen, blomstrede byens erhvervsliv igen op, og særlig kraftigt omkring 1830, da korneksporten var stærkt stigende.

 

Axeltorv i Nakskov i eftersommeren 2001. Torvets navn hentyder ikke til et personnavn, men menes at stamme fra at varerne, der fra oplandet blev bragt ind til torvet for at sælges, blev transporteret med hestevogn. Husene lige bag statuen menes at stamme fra de kirkeboder, som kirken udlejede i middelalderen. Rytterstatuen af Christian X fandtes ikke i min barndom, men er først opstillet i 1952 som et minde om Danmarks Befrielse i maj 1945. Her ses jeg stående foran statuen, som er udført af billedhuggeren V. Kvederis. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

 

Vue over en del af Nakskov havnefront set fra Rosnæs i efteråret 2001. Det er Nakskov Skibsværft, der ses midt i billedet, men det fungerede ikke som skibsværft på dette tidspunkt, hvor vindmøllefabrikken Vestas havde gang i produktionen af vindmøller. St. Nikolaj Kirkes tårn og spir ses til venstre i billedet. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Formentlig først og fremmest takket være sin ideelle be­liggenhed tæt ved havet og i bunden af en fjord, fik byen i 1826 et skibsværft, og i løbet af de følgende tiår opstod der en række andre industrier. Oprindelig fandt færgefarten sted fra Nakskov Havn, men senere blev den forlagt til Tårs i fjordens nordvestlige hjørne. I min barndom og ungdom i 1930'-­40'erne sejlede færgen "Mjølner" passagerer og gods mellem Nakskov Havn og Spodsbjerg på Langeland. Desuden lå der bl.a. et par isbrydere til kaj i havnen, klar til at rykke ud, når der blev brug for det i de ikke sjældent strenge vintre, hvor havnebassinet og den 12 km lange fjord frøs mere eller mindre til. Det var især vigtigt at holde den 6,3 meter dybe sejlrende isfri, således at den nødvendige skibstrafik ind og ud af havnen kunne fortsætte uhindret.

 

Nakskov Fjord er et kapitel for sig. Den er som allerede nævnt 12 km lang og rummer en række øer og holme, nemlig henholdsvis Enehøje, Vejlø og Slotø, samt halvøen Langø, og Rommer­holm, Dueholm, Kåreholm, Smedeholm og Barneholm. På Slotø findes der en ruin af en borg og et skibsværft fra kong Hans' tid, hvilket vil sige fra omkring 1481-1513. Speciel er den lange tange, kaldet Albuen, der på Lollands sydkyst fra Ve­sternæs skyder op og adskiller en del af fjorden fra Langelands Bælt. På Albuen findes der i vor tid en havn og nogle lodshuse, men i middelalderen var stedet en betydelig fiske- og handels­plads, og der findes som nævnt en del hustomter bevaret fra den tid.

 

 

Her ses Birgit stående på Winchellsgade ud for Inderfjordsanlægget. Skinnerne, som ses løbe fra billedets forgrund og hen mod Rødbyvej i baggrunden, er de skinner, som min bedstefar benyttede, når han kørte sit tipvognstog frem og tilbage fra Majbølle Saftstation til Nakskov Sukkerfabrik. Sporene førte om ad Tietgensgade til Sukkerfabriekken. - Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Inderfjorden

Nakskov Fjord indsnævres ganske betydeligt fra Rosnæs, som markerer indsejlingen til Havnen, der strækker sig videre indtil Nybrovej. Herfra fortsætter fjorden, idet den dog går over i det afspærrede naturreservat, som kaldes Inderfjordsan­lægget. Indrefjorden fungerer som pumpebassin for to større afvandinger. Nordsiden af anlægget, som delvis er tilgroet, ligger som en søpark, der lokker søfugle til, og man har her tidligere haft en af landets største yng­lepladser for rødhove­det and og taffeland. En opsalgstavle viser, hvilke fuglearter, der jævnligt gæster stedet. Der er i den øvrige del af anlægget tilgængelige stier, som i min barndom og ungdom var ret be­nyttede til spadsereture, bl.a. den såkaldte "kærligheds­stien", hvor unge par gerne søgte hen for at sværme i de lune sommeraf­tener. Det var dog ikke kun lutter romantisk sværmeri, det drejede sig om, for inde mellem buskene kunne man meget prosaisk finde adskillige brugte kondomer dagen efter en lun sommeraften eller -nat. Men i de seneste mange år er der ikke længere almindelig adgang i området, som af såkaldte miljøhensyn har fået reservat-status.

 

 

På fotoet herover ses et udsnit af anlægget Indrefjorden, fotograferet i eftersommeren 2001 og set fra Winchellsgade mellem Nybro og  Rødbyvej. Nogle gæs ses nederst til højre i billedet. Af samme billede kan man måske også få et lille indtryk af, hvorfor man meget romantisk kunne kalde en enkelt  af  parkanlæggets stier for ”kærlighedsstien”.  – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Nakskovs industri

I 1850 grundlagdes en maskinfabrik og i 1856 en dampmølle, men især oprettelsen af Lollands-banen i 1874 betød et vældigt skub fremad i udvik­lingen, hvor der bl.a. skete store havneudvidel­ser. I 1882 grundlagdes Nakskov Sukker­fabrik, som senere skulle blive landets største. 1896 oprette­des andelsslagteriet, som også fik stor betydning for Nakskovs velstand. Endelig i 1916 etablere­des det nuværende Nakskov Skibsværft, som siden er blevet udvidet flere gange og som i de følgende årtier voksede til at blive Lollands største industri­virksomhed, og dermed en af regionens største arbejdspladser. Dertil kom en OTA havre- og rismølle, som dengang var beliggende mellem havnen og Stormgade, samt en mælkekondenseringsfabrik, som også bidrog væsentligt til byens næringsliv. For nu snart mange år siden blev OTA-fabrikken overtaget af amerikansk kapital, og så vidt jeg ved, er den senere blevet lukket og produktionen overført til et andet sted i landet.

 

OTA Solgryn var og er stadig­væk et landskendt havregrynsmær­ke, som de fleste børn i min generation kendte til, ikke mindst på grund af de samlebille­der, der dengang var indlagt i pakker­ne, og for de meget afholdte illustrerede Ota-bøger, der indeholdt spændende og til dels historiske fortællinger fra Danmarks glorværdige fortid, og illustreret af nogle af tidens kendte tegnere. 

 

Når Nakskov fik så stor en virksomhed til byen, som ØK, hang det sammen med, at et af bysbørnene, Hans Niels Andersen (1852-1937), havde haft succes med sit tidligere firma, Ander­sen & Co., stiftet i 1884, der solgte og fragtede teaktræ fra Bangkok til Europa, og desuden ejede store skovkoncessioner i Siam. I 1897 omdannedes firmaet til Det Østasiatiske Kompagni (ØK), Danmarks største handelsvirksomhed, med hovedsæde i København. Firmaet drev desuden rederivirksomhed, plantagedrift og fabri­kation af flere slags varer. Rederivirksomheden medførte et omfattende skibsbyggeri af store oceangående skibe, som f.eks. "Selandia" og "Jutlandia" m.fl. Efter værftets grundlæggelse i 1916 blev flere af disse skibe bygget på Nakskov Skibs­værft. 

 

I 1920 lod Nakskov Skibsværft opføre et kompleks af lyse og venlige arbejderboliger på Rosnæs, hvor der samtidigt blev anlagt en mindre bro ud mod havneløbet. De motordrevne mandskabsbåde, der i min barndom transporterede arbejderne frem og tilbage mellem Rosnæs og værftet, lagde til ved denne bro, hvilket sparede de pågældende arbejdere for at skulle tilbagelægge den relativt lange tur fra Rosnæs og ind omkring havnen og via Nybro over til værftet. En tur, som enten kun kunne foregå til fods eller på cykel, idet de færreste arbejdere dengang havde råd til at købe og holde bil. 

 

 

Herover ses et luftfotograferet vue over Nakskov og nærmeste omegn, som giver et godt og overskueligt indtryk af byens geografiske og topografiske forhold. Som det ses ligger byen omgivet af marker på alle sider, også på den side, der ikke er kommet med på billedet. Rosnæs ses øverst tilvenstre.

   

Først og fremmest bemærker man, hvordan fjorden skærer sig ind nordvest fra og ender i det såkaldte Indrefjordsanlæg, som ses nederst i midten af billedet. Øverst til venstre ses de hvide huse i Rosnæs-bebyggelsen, og lige overfor denne på den anden side af havneindsejlingen ligger Nakskov Skibsværft. Sukkerfabrikkens imposante siloer ses til højre i billedet, hvor Rødbyvej løber ind i byen fra sydøst og munder ud i Maribovej, som østfra  fortsætter i nordvestlig retning og via Perlestikkergade går over i Tårsvej.

 

Til venstre og nederst i billedet ses Maglehøjvejs forløb sydfra og ind mod byen, hvor den via Nybro (omtrent midt i billedet) munder ud i Winchellsgade, som løber langs Indrefjordsanlæggets nordlige ende. Det var via Maglehøjvej, at mine forældre og jeg kom på cykel fra Tillitse, når vi skulle på indkøb eller besøge vores derboende familie, fortrinsvis Alma, Johannes og fætter Børge, og det var naturligvis samme rute vi fulgte, når vi skulle hjem igen. – Foto ’lånt’ fra Lademanns Leksikon nr. 13. © Lademanns Forlagsaktieselskab 1974. 

 

Som følge af skibsværftsindustriens generelle tilbagegang i de vestlige lande i nyere tid, har Nakskov Skibsværft uheldig­vis for byen mistet sin tidligere store betydning, hvad angår skibsbyggeri og skibsreparationer, hvilket har ført til masse­fyringer og dermed stor arbejdsløshed i byen. Som delvis kompensation herfor, er der i de senere år opstået et nyt småindustrikvarter i Nakskovs sydøstlige del, lige som værftet i de seneste år er et foreløbigt hjemsted for vindmøllefabrikken Vestas.

 

Nakskov - i 1974 havde byen 17.200 ind­byggere - har næsten alle dage været en udpræget arbejderby, og den har haft social­demokratisk borgme­ster uafbrudt siden 1914. Byens første socialdemokratiske borgmester fra 1914 hed S. Bresemann, som billedhuggeren Kaj Louis Jensen udførte en statue af, som i 1953 blev opstillet ved banegården.  

 

 

På dette sølvbryllupsfoto fra 1937 ses mine morforældre og min fætter Dennis stående ude foran huset på Rødvejen i Bursø. Det var kort før huset blev solgt og familien flyttede til København, som både mormor og morfar kendte ret godt i forvejen, idet mormor var født og opvokset der, og morfar delvis havde fået sin uddannelse som kedelpasser hos Rech Kedler i Esrumgade på Nørrebro. – Privatfoto 1937: Tilhører Harry Rasmussen.

 

Mine morforældre flytter til København

Samme forår, som vi flyttede til Nakskov, altså i 1937, var mine morforældre og Dennis flyttet til København, sådan som jeg tidligere har berettet om. Men kort forinden at de solgte huset på Rødvejen, havde de holdt sølvbryllup. Jeg har dog ingen specielle erindringer fra denne familiebegivenhed og kan end ikke huske, om vi var i Bursø ved den lejlighed. Det er dog højst tænkeligt, at vi ikke har været med til at fejre morfar og mormor, for dels var mor højgravid eller havde lige født Bent, og dels var vi midt i flytteforberedelser eller var lige flyttet til Nakskov. Derfor har der næppe været kræfter, tid og/eller penge til at rejse til Bursø lige på dette tidspunkt. Men mor og far vidste naturligvis besked med både sølvbrylluppet og om hendes mors og fars planer om at flytte til København.

 

Det er heller ikke meget, jeg husker fra vores egen flytning fra det kære hus i Tillitse til den lidt mindre kære førstesals lejlighed på Strandpromenaden på Rosnæs i Nakskov. Men til at begynde med syntes jeg faktisk at det var spændende at bo på første sal, hvorfra der var ganske god udsigt ud mod havneområdet og byen i baggrunden. Imidlertid faldt jeg snart til i de nye omgivelser, optaget som jeg var af mig selv og min egen tanke- og forestillingsverden, som ikke nødvendigvis fordrede så meget af de ydre vilkår og omstændigheder.

 

Det står ikke helt klart for mig, hvad der var årsagen eller grunden til, at mine morforældre ønskede at bryde op og omplante deres stille liv og tilværelse på bondelandet til storbyens fortravlede og hektiske menneskemylder og trafik. Men en af grundene til, at de gjorde det, var vistnok, at de havde hørt, at aldersrenten – senere kaldt folkepensionen – var højere i København end på landet. Desuden trak det, at to af mine morforældres ’børn’, Lilly og Thorkild, allerede havde boet i byen i nogle år, og de var begge fulde af lovord om den. Det hændte jo lejlighedsvis, at Lilly og hendes daværende mand, Poul, hvorom det sagdes, at han var taxavognmand, dukkede op på besøg i egen bil, og det samme gjorde Thorkild, dog i reglen alene. Men den omstændighed, at de to parter havde bil, var åbenbart egnet til at imponere morfar og mormor, som lige siden deres barndom havde været henvist til enten at benytte ’apostlenes heste’ (gå-benene) eller ’jernhesten’ (cyklen), når de skulle på arbejde eller på besøg.   

 

Mine morforældre mente med andre ord, at deres egen levestandard ville blive forbedret i og med at de tog permanent ophold i landets hovedstad, og heri havde de stort set vistnok ret. De fik på flere måder et mere interessant og friere liv, og også et økonomisk bedrestillet liv, end de havde haft i de mange år på landet, hvor dagligdagen hovedsagelig bestod i arbejde, arbejde og atter arbejde fra tidlig morgen til sen aften og til en alt for lav løn, som lige akkurat kunne få det hele til at løbe rundt.

 

 

Her ses søskendeparret Thorkild og Lilly i København i 1934-35, formentlig på Vesterbrogade. De to var de første af familien, der tog fast ophold i hovedstaden, hvor de til at begynde med boede på hver sit værelse i Wesselsgade på Nørrebro. – Privatfoto ca. 1934-35: Tilhører Harry Rasmussen. 

 

Morbror Thorkild og moster Lilly boede på hver deres værelse i Wesselsgade på Nørrebro, og det var formentlig en medvirkende grund til, at den øvrige familie også slog sig ned i dette kvarter efterhånden som de selv ’emigrerede’ til København. Nørrebro var og er i lighed med Vesterbro et decideret arbejderkvarter, hvor huslejerne i de store beboelsesejendomme var overkommelige for en lille families økonomi. Dengang i 1930’erne var det endnu almindeligt, at husfaderen var ene om at tjene pengene, medens husmoderen i reglen gik hjemme og passede hus og børn. Dette traditionelle familiemønster begyndte så småt at ændre sig under krigen, hvor kvinderne i stigende grad og antal fik arbejde på især fabrikker af forskellig art. Kvinderne viste sig især gode til at udføre rutinepræget arbejde, og eftersom de betød billigere arbejdskraft for virksomhedsejerne, var disse derfor mere end villige til at ansætte kvindelig arbejdskraft, også indenfor fag, som tidligere udelukkende havde været forbeholdt mændene.

 

 

 

Herover ses Wesselsgade i juli 2009. Til venstre, hvor den munder ud i Baggesensgade i højre side. På fotoet til højre Wesselsgade, hvor den ses fra Baggesensgade i retning mod Korsgade. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

I Storkøbenhavn fandtes der mange større og mindre virksomheder, som havde brug for både villig og billig arbejdskraft, og det var formentlig baggrunden for, at hovedstaden i de år især tiltrak ufaglærte fra provinsen. I sidstnævnte var arbejdssituationen mange steder præget af overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund, og desuden af, at man havde færre industrier end i hovedstadsområdet. Den interne omrokering af arbejdskraften begyndte i 1930’erne og fortsattes for alvor op gennem 1940’erne og 1950’erne. En hel del ’indvandrere’ kom fra Jylland, og folk derfra var især værdsatte, fordi de i reglen viste sig pligtopfyldende og flittige, og desuden ikke stillede samme krav til løn og arbejdsvilkår, som tilfældet generelt set var for de københavnske arbejderes vedkommende.

 

I København var arbejderne i høj grad undergivet fagforeningernes indflydelse, som i øvrigt uafbrudt blev udfordret af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), der ikke undså sig for at bruge udenomsparlamentariske strategier og metoder i kampen mod virksomhedsejerne og ’kapitalisterne’ (aktieejerne eller ’kuponklipperne’). Målet helligede simpelthen midlet, hvilket bekræftes af kommunismens internationale historie op gennem det 20. århundrede. Det blev i øvrigt kommunismens fald, at den ikke tog det så nøje med midlerne.

 

Hurra, Cirkus!

Ved flytningen fra Tillitse i april 1937 gik jeg i 2. klasse i Tillitse Skole, og det fortsatte jeg med, da vi flyttede til Nakskov, hvor jeg kom til at gå i Tårsvejens Skole. Efter sommerferien blev jeg rykket op i 3. klasse, men det er ikke meget, jeg husker fra tiden dér. Klassekammeraterne fra den tid husker jeg desværre heller ikke, skønt jeg burde have kunnet huske i hvert fald nogle af dem. Men det er som om jeg slet ingen hukommelse har i den sammenhæng.  

 

Min daglige vandring til og fra skolen, var på en lille km, og en del af vejen gik hen over et stort, græsbevokset område, som blandt andet brugtes til stadeplads for omrejsende cirkus. Det var i reglen Cirkus Miehe og Cirkus Benneweis, der hvert år i sommersæsonen kom til byen, ikke mindst til stor glæde for os børn, som for nogles vedkommende - i al fald mig iberegnet - så måbende til, når de store telte blev rejst. Vi var nogle få stykker, der ofte snusede nysgerrige omkring de mange spændende cirkusvogne, og især vakte de forskellige rovdyrbure med løver, tigre og leoparder, en sød gysen, som fik os til at holde en respektfuld afstand fra de farlige, men heldigvis solidt indespærrede dyr. Elefanterne indgød os nok respekt, hvilket dog mere var på grund af deres kolossale størrelse, end fordi de virkede frygtindgydende. Vi havde dog hørt, at elefanter godt kunne blive vrede og gå amok, og så var de faktisk på deres måde lige så farlige som rovdyrene.

   

 

Det var inde i denne baggård til huset på Rosnæs, som jeg mener var flisebelagt dengang vi boede der, at mine cirkusforestillinger fandt sted. Adgangen skete gennem  porten i det plankeværk, som var og stadigvæk (august 2006) er mellem huset (til venstre) og udhuset (til højre). Kaptajnsfruen i stueetagen sagde aldrig noget til, at der kom en del børn til disse arrangementer, som da stort set også blev afviklet stille og fredeligt. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen. 

 

Cirkus Benneweis havde dengang en domptør ved navn Manfred Benneweis, som særlig fremførte rovdyrdressur med bengalske tigre, et flot og dygtigt udført nummer, der afkrævede de fleste mennesker dyb respekt hos både voksne og børn. Han blev senere biologisk far til den nok så berømte nutidige ejer af Cirkus Benneweis, Diana Benneweis. Datteren blev imidlertid allerede som lille adopteret af cirkus' forrige og mangeårige direktør, Eli Benneweis, og dennes kone, og hos disse to blev hun opdraget til engang ude i fremtiden at skulle efterfølge plejefaderen som ejer af og direktør for Cirkus Benneweis.

 

Cirkus Benneweis var desuden også kendt for sin hestedressur, som i de seneste år blev fremført af ’cirkusprinsessen’ Diana Benneweis, der hermed viste sine store evner som dygtig og kompetent dressurrytter. 

 

Cirkus Miehe var især kendt for sine musikalske klovner, som morede børn og barnlige sjæle, så at alle var ved at revne af grin. Begge cirkus havde også de spændende trapeznumre, hvor dygtige artister svang sig højt oppe under cirkuskuplen og undervejs udførte dristige og nervepirrende øvelser, som fik publikum til at holde vejret af spænding. Drama, spænding og komik hørte til de faste ingredienser i en god cirkusforestilling.

 

På hjemvejen efter skoletid gjorde jeg gerne ophold på cirkuspladsen, hvor jeg havde lejlighed til at kigge ind i det store, tomme telt, og se nogle af dressurhestene gå og græsse frit bag en indhegning, ligesom elefanterne var ude i det fri, men lænket ved den ene fod, så de ikke kunne stikke af. Desuden fik man lejlighed til at se nogle af artisterne, der jo boede i de såkaldte skurvogne, enten øve sig eller slappe af og nyde solen for en kortere stund, inden arbejdet og pligterne igen kaldte.

 

 

 

Herover ses Tårsvejens Skole, som den almindeligvis blev kaldt i min barndom, men i august 2006, hvor dette billede er taget, kaldtes den for Madeskov-skolen. Det er desværre ikke mange erindringer, det er blevet mig beskåret at have fra min skolegang her. – Privatfoto: © 2006 Harry Rasmussen.

 

Men det var gerne synet og oplevelsen af cirkusmiljøet, der satte min egen fantasi i sving, så jeg fik lyst til at arrangere og spille mine egne cirkusforestillinger for kvarterets børn. Lysten til at sætte noget i sving og dirigere forløbet, har faktisk fulgt mig lige siden min tidligste barndom, og den har ikke forladt mig endnu her i mit syvoghalvfjerdsindstyvende år. Nu er det kun kræfterne og til dels pengene, der sætter en grænse for min udfoldelse.      

 

De store cirkus havde som sagt altid flotte hestedressurnumre på programmet, og da det ikke var ualmindeligt at have op til 20 heste i manegen på én gang, så fyldte de aflange telte, hvor hestene var opstaldede, når de ikke optrådte, en stor del af cirkuskomplekset. Desuden havde cirkus dengang ofte trækheste til at køre cirkusvognene omkring fra sted til sted i de egne af landet, hvor man aflagde besøg.

 

Heste var de fleste af os børn dengang forholdsvis fortrolige med, i den forstand, at vi så godt som dagligt så heste alle vegne, for de fandtes endnu i stor udstrækning som trækdyr både på landet og i byerne. Deciderede rideheste var det derimod i reglen forbeholdt de mere velstillede borgere at eje og bruge. Mekaniseringen af landbruget var kun så småt begyndt, og det var endnu kun i storstæderne, at auto­mobilet kunne ses i relativt stort antal. Dog var det i slut­ningen af 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne intet imod, hvad der senere skulle komme. Under krigen og Be­sættelsen 1940-45 stagnerede antallet af biler, idet der på et tidspunkt ikke var benzin at få til privatbiler og til sidst heller ikke til vare- og transportbiler. De relativt få biler, der var på gaden, blev drevet ved hjælp af de såkaldte gas­generatorer, nogle ildelugtende og rygende ovne, som gerne var anbragt bag bilens førerhus eller bag på bilen. De blev fyret med brænde og brunkul. Men efter krigen, hvor benzintil­førslen efter­hånden blev normaliseret igen, steg antallet af biler og dermed også biltrafikken stort set støt fra omkring midten af 1950'er­ne og op gennem 1960­'erne og 1970'erne, og fortsatte i 1980'er­ne og 1990'erne.

 

Men apropos cirkus, så skete det også, at nogle af os knægte fik lov til at hjælpe med et eller andet på cirkuspladsen, og til gengæld lod de venlige cirkusarbejdere os forstå, at de ville se gennem fingre med det, hvis vi til en af eftermiddags­forestillingerne kravlede ind under teltvæggen og fandt os en diskret ståplads øverst oppe og bagest på tilskuerpladserne. Her kunne de modigste og største af os være så heldige at se i al fald en del af forestillingen. Hvis altså ikke ståpladserne var fyldt op i forvejen med et betalende publikum, som natur­ligvis ikke syntes om at blive skubbet til side af et par mindreårige "smugkiggere".

 

Det kunne dog også hænde, således som det gjorde for mig, at éns mor, gerne mod løfte om en eller anden passende genydelse, forbarmede sig og gav penge til den eftertragtede entrébillet til de morsomme klovne­løjer, spændende artistoptrin og nervepirrende rovdyrdressurer, der foregik i den savsmulds­bedækkede manege. Det var som at få adgang til sine drømmes paradis. Men senere, når den lovede genydelse blev afkrævet af éns mor, var viljen til at udføre denne ikke særlig stor, og und­skyldningerne for at slippe, mange.      

 

Min tid som "cirkusdirektør" mm.

Som barn var jeg stærkt optaget af cirkus og artisteri, og jeg lavede selv nogle gange cirkusforestillinger for legekammera­terne og andet nærtboende børnepublikum. Det skete hjemme på gårds­pladsen til den ejendom, hvor min familie og jeg boede på overetagen, mens underetagen beboedes af en sømandsfamilie. Manden var kaptajn på et af ØK's store skibe, og begge de to voksne sønner var styrmænd sammesteds. De tre mænd var ofte hjemmefra i lange perioder, fordi de sejlede på det fjerne Østen, og når de en gang imellem kom hjem, vakte de opsigt, fordi de da gerne ankom iført snehvide uniformer og tropehjel­me, formentlig mest for at dupere det mere gemene pak på Rosnæs. Der er vel forskel på folk! Men ellers var kaptajns­familien forresten meget harmløse og lod os andre i fred, og så vidt jeg erindrer, havde min familie og jeg intet udestående med dem. Alligevel forekom det mig meget lettere og bedre at lave cirkus og andre løjer, når jeg vidste, at kaptajnen og hans sønner var langt borte over verdenshavene og at det ville vare længe, før de dukkede op igen. Kaptajnskonen så og hørte vi i det daglige ikke meget til, men det hændte dog, at jeg engang imellem fik et glimt af hende, når hun gik ud eller kom hjem.

 

Huset, vi boede i, var som nævnt forholdsvis stort og hvidkalket, og med rødt tegltag. Vores indgangsdør lå i den nordlige ende af bygningen, hvor en indvendig trætrappe førte op til vores lejlighed på første sal. Her var køkken, stor spisestue, et stort soveværelse og et mindre værelse, hvori jeg og min lillebror Benny havde vores senge. Bent, der endnu kun var en baby, sov inde hos mor og far i soveværelset. Toilettet, som var fælles for os og kaptajnsfamili­en, var placeret i et aflangt udhus, som også var hvidkalket og havde rødt tegltag, og som var beliggende på den modsatte side af den asfalterede gårdsplads. I modsætning til det gammeldags lokum i Tillitse, var der her tale om et rigtigt WC med por­celænskumme, træsæde, som kunne slås op, og træk og slip. Det var en rar og be­hagelig forandring fra den fyldte lokumsspand, der altid skulle tømmes ud bagest i haven, hvad enten det var sommer eller vinter. Det moderne WC (Water Closet) var dog ikke noget fuldstændig nyt, hverken for mig eller mine forældre, for sådan et havde min onkel Johannes og tante Alma også i deres lejlig­hed omme på Tolle­sensvej, hvor de efterhånden havde boet i en del år.

 

I udhuset var der forresten også fælles vaskerum med grueke­del, vaskebænke og baljer, og desuden to pænt store og lidt aflange rum, hvoraf det ene hørte til vores lejlig­hed. Her havde far værksted, og her stod vores cykler, og her opbevaredes desuden forskellige effekter, som der ikke var plads til i lejligheden. Lejligheden var kakkelovnsfyret, som de fleste lejligheder og huse var dengang, og brændselet blev opbevaret i et skur, der lå i gårdspladsens modsatte side. Skuret havde halvtag og var delt i to rum, et til lejligheden i stuen og et til lejligheden på første sal.

 

Mit eget lille Cirkus

Men når der havde været cirkus i byen, blev jeg gerne in­spireret til selv at arrangere cirkusforestillinger. Så op­trådte jeg især selv i "manegen", der som regel var indhegnet af nogle tomme træ- eller papkasser, som var stillet op i noget, der skulle forestille en rundkreds, og som altså ud­gjorde "pisten". Så lod jeg bud gå rundt i nabolaget, for at hidkalde det i reglen interesserede og ivrige børnepublikum. Billetten kostede 5 øre og gav adgang til at sidde på de få interimistiske bænkerækker, som udgjorde tilskuerpladserne. Bænkene bestod af nogle brædder, der var lagt hen over to trækasser, en i hver ende af brættet. Kom der flere publikum­mer, end der kunne sidde på bænkene, - hvad der forresten sjældent gjorde - så kunne de få en ståplads for 2 øre. For resten ville de fleste gerne nøjes med en ståplads, især fordi det i reglen kneb med kontanter - 5 øre var faktisk for noget at regne endnu i slutningen af 1930'erne. For dette beløb kunne man købe et kræmmerhus bolsjer eller et par lakridsstænger i slikbutikkerne eller hos købmanden. For 2-3 øre kunne man få det halve, og derfor foretrak størsteparten af børnepublikummet til mine cirkusforestillinger, at bruge godt den ene halvdel af femøren til at købe slik for og den anden halvdel til at betale en ståplads i mit cirkus.

 

Det betød, at der faktisk var mange tomme bæn­kepladser, og det fandt de børn med ståpladser jo hurtigt ud af. Efter at jeg som "kon­troll­ør" havde billetteret alle og vist dem på plads og dernæst havde optrådt i egenskab af "direktør" og "sprech­stallmeister", og som sådan annonceret, hvad der ville komme af cirkusnumre, skiftede jeg over til at optræde som klovn eller tryllekunstner. Det varede da heller ikke længe, før den ene efter den anden af de stående lige så stille satte sig på en af bænkene ved siden af dem, der allerede sad der, fordi de havde betalt for det. Kun de allermest spagfærdige blev stående på deres pladser, og det gjaldt i reglen pigerne, der sjældent var så dristige eller frække som drengene. Det var sjældent at nogen protesterede, og jeg gjorde det heller ikke selv, for jeg vidste, at så vankede der øretæver af de stærke­ste og mest dominerende af drengene.

 

Men det gik jo unægteligt ud over fortjenesten og "gagerne" til cirkusdirektøren og cirkuspersonalet, der som regel kun bestod af én person, nemlig mig selv. Det skal dog siges, at det ikke primært var for pengenes skyld, at jeg lavede cirkus­forestillinger, eller senere teater- og filmforestillinger. Penge har aldrig haft særlig stor betydning for mig, tværtimod har jeg altid betragtet disse som et nødvendigt onde, som jeg for øvrigt heller aldrig har været specielt god til at tjene, bortset fra min tid med tegnefilmen ”Fyrtøjet” 1943-45, og senere, da jeg 1986-87 og 1989-90 var medarbejder på et par af Jannik Hastrups store tegnefilm..

 

”Hokus, pokus, filiokus”

Som nævnt optrådte jeg selv på omtrent alle niveauer i forbindelse med cirkusarrangementet: direktør, cirkusarbej­der, billetsælger, kontrollør, klovn og tryllekunst­ner. De to sidstnævnte "roller" holdt jeg især meget af at udføre. Jeg elskede at klæde mig ud i noget gammelt tøj, som mor havde overladt mig til formålet, og jeg vidste ikke noget bedre end at klovne, så godt jeg kunne. Om det var morsomt set med mit publikums øjne, ved jeg faktisk ikke, men de klappede i al fald af mine numre.

 

Også tryllekunstnermetieren fascinerede mig meget og havde gjort det i nogle år, siden jeg engang ved en eller anden lejlighed havde set en rigtig tryllekunstner udføre sine forbavsende tryllenumre. Et par år før, medens vi endnu boede i Tillitse, havde jeg fået et såkaldt "tryllesæt" i fødsels­dagsgave af mine forældre, som jeg selv havde ønsket mig. Det indeholdt foruden den obliga­toriske tryllestav også nogle bægre og røde og hvide kugler, små spillekort og meget andet. Jeg øvede mig så godt jeg kunne, men det var faktisk sværere at udføre de forskellige trick, end jeg havde fore­stillet mig. Den egentlige grund til mit ønske om at få det nævnte tryllesæt, var i virkeligheden nok så meget, at jeg gerne ville finde ud af, hvordan man bærer sig ad med at udføre de magiske trick, som jeg allerede dengang i Tillitse, i en alder af 6-7 år, syntes var beslægtede med det store magiske nummer, der hedder "de levende billeder".

 

Men meget apropos mine cirkusforestillinger, så kan min fætter Dennis, der engang var på nogle dages besøg hos os, mens vi boede på Rosnæs, fortælle følgende om disse forestillinger og sin egen medvirken: "Vi hentede alle områdets børn til cirkusforestilling på jeres gårdsplads. Jeg skulle lave gymnastiske øvelser på en hvid havebænk (jeg var ved at brække nakken), og du skulle synge: "Jeg er havren ...", men var for genert og ville kun, hvis du måtte sidde under et tæppe som var lagt over havebordet." (Dennis i brev af 25.1.1999).

 

Ak ja, min kære fætter har sikkert ret, for jeg var vældig genert, samtidig med at jeg i fantasien omgikkes med vældige planer om en gloriøs fremtid som et eller andet ved ”musikken”. Men det stod mig endnu ikke knivskarpt, om det skulle være som cirkusklovn, cirkusdirektør, tryllekunstner eller biografdirektør eller noget helt femte, jeg skulle gøre mig gældende. Min plan om at ville lave tegnefilm, som var blevet vakt et par år tidligere under skoleudflugten til Nykøbing F., lå af gode grunde naturligvis stadig i dvale i underbevidstheden og afventede den rette tid, inspiration og tilskyndelse.  

 

Nogle år senere, og efter at vi i 1939 var flyttet til København, tilbragte jeg i reglen skolesommerferierne fra i al fald 1940 og til og med 1942 hos min tante, onkel og fætter på Tollesensvej i Nakskov. Her udvidede jeg forresten mit "repertoire" med et bugtalernum­mer, hvori jeg optrådte med en dukke med be­vægelig mund, jeg selv havde lavet, og som fik navnet "Lodvig". Der var dog ikke tale om et ægte og såkaldt ventrilokvist-nummer, men kun om en imitation, hvor­under jeg forsøgte at tale uden at bevæge læberne. Forsøgene faldt åbenbart heldigt ud, for de vakte megen opmærksomhed og jeg fik stor applaus af både mit børne- og voksenpublikum, der dog nok ikke har været særlig kritisk. Jeg var ellers ikke så lidt af en dagdrømmer, og jeg nærede store visioner om en fremtid, der skulle have noget med underholdning og film at gøre. Det var specielt tegnefilmmedi­et, jeg havde i tankerne som målet for mine store forhåbninger.

 

Her i provinsbyens lilleverden mærkede folk i øvrigt foreløbig ikke meget til hverken krigen eller tyskernes besættelse af Danmark i april 1940. Livet gik sin stille, vante gang og folk passede deres job og for det meste hver sit. Alt dette skal jeg dog først for alvor vende tilbage til i kronologisk rækkefølge.

 

Men medens livet altså gik stille og fredeligt i den provinsielle danske lille­ver­den, så det noget anderledes ud ude omkring i den store verden, hvor økonomisk, politisk og social uro i større eller mindre grad hørte til dagens orden. I året 1936 havde den tyske kansler Hitler ladet tyske tropper besætte den demilitariserede Rhin­zone, men med ordre til tilbagetrækning, hvis de mødte mod­stand. Det gjorde de ikke, idet Vestmagterne nøjedes med svage protester. Vejen var derfor åbnet for en storstilet tysk nazistisk oprustning efter en plan, udarbejdet af daværende rigsluftfartsminister og øverst­kommanderende for luftvåbnet Hermann Göring (1893-1946), som ved samme lejlig­hed var blevet udnævnt til leder af den fireår­splan, der skulle bringe det tyske militær på fode igen.

 

Den tyske nazistiske genoprustning, som skete i modstrid med de kapitulationsbetingelser, som tyskerne havde måttet under­skrive i 1918 efter afslutningen af 1.verdenskrig, skulle i løbet af få år medvirke til at kaste verden ud i en ny storkrig af endnu større dimensioner end den foregående.

 

Mit første møde med København

I skolesommer­ferien 1938 fik jeg den store oplevelse, det var, første gang at komme til København, hvortil jeg 9-årige knægt var rejst alene med toget fra Nakskov, for at tilbringe en del af ferien hos mine morforældre og sammen med min kære fætter Dennis. De havde som allerede tidligere omtalt, boet på Lol­land, i Bursø nær Maribo, men i det tidlige forår 1937 solgte de deres hus og flyttede til hovedstaden, dels for at være i nærheden af nogle af deres voksne børn, som flere år før selv havde forladt de små forhold på landet, for at prøve lykken i den store by, og dels fordi de havde hørt, at aldersrenten - senere kaldet folkepensionen - var større her, end ude i provinsen. Dertil kom den direkte anledning til, at de brød op, nemlig at deres næstældste datter, Emmy, min fætter Dennis' mor, som boede i Præstø med sin mand Carl, var meget syg af kræft og derfor var indlagt på Finsens Instituttet i København. Desuden ville min mormor formentlig gerne tilbage til sin barndomsby, hvor hun havde boet fra sin fødsel og til omkring sit 22. år.

 

Eftersom mine morforældres data og fata er blevet grundigt omtalt tidligere i denne beretning, vil det være på sin plads her, at fortælle lidt om min fætter Dennis' oprindelse. Som tidligere nævnt blev han født den 29. februar 1928 i mine morforældres hus ved Rødvejen i Bursø på Lolland, og herom fortæller han selv i et brev af 25. januar 1999 til mig:

 

"Jeg blev født i huset på Rødvejen (i den fine stue) d. 29.2.­1928 kl.23,45. Det er oplyst, at man ville have jordemoderen til at skrive d.1.3. på fødselsattesten, men at hun sagde at det var hende så sjældent at modtage et skudbarn og at jeg var født på nævnte tidspunkt. Jeg er døbt i Bursø Kirke - er aldrig blevet ammet. Har aldrig boet sammen med min mor, hun var syg fra jeg kom til verden. Dog ikke af den grund. [...]"

 

Dette kan suppleres med følgende tekst fra et andet af Dennis' breve, der er dateret 16.11.1998:

 

"[...] Om min mor kan der vel skrives en bog, som der kan om alle mødre. - Emmy, i øvrigt også min far, fyldte 18 år Lille-juleaften, hvor jeg blev født et par måneder senere på skuddagen d. 29. februar 1928. Da jeg blev gammel nok blev det fortalt mig at min mor ved min fødsel fik oplyst at hun havde en dårlig nyre. Hun blev aldrig så stærk at hun kunne tage mig til sig. Jeg blev sat i pleje hos hendes forældre. Mennesker som altid havde hus- og hjerterum. Min mor var "ude og tjene" når hun havde kræfter til det, og på en gård ved Ryde blev hun gode venner med sønnen (Carl), som hun senere blev gift med. De bosatte sig i Præstø. Carl arbej­dede i Faxe Kalkbrud. Emmy var ofte indlagt på Maribo sygehus og senere på Finsen. Her fik hun fjernet den ene nyre og senere en del af den anden. Til mig blev det sagt at det var på grund af nyrebetændelse, men Gudrun har senere sagt at det var kræft. Døden skal jo have en årsag. Når min mor besøgte os i Bursø tog hun mig i bad og når vi var kommet i seng, jeg sov hos hende, fortalte hun. Jeg husker bl.a. historien om en mand, der vist havde taget noget der ikke tilhørte ham. At politiet satte ham (det var nat) ind på et "hotelværelse", det var så fint at der var sat jerntremmer for vinduerne for at ingen skulle bryde ind til ham. !! -

 

Gudrun var 18-20 år, på det tidspunkt passede hun Emmy i Præstø, i den sidste tid. Hun døde da jeg var 10 år. - Min biologiske far hed Edvin Jensen, han var proprietærsøn. Gården, der som sådan var ret stor, lå vistnok i Skørringe. Engang da jeg som 8-9 årig cyklede til Tillitse med mormor (på egen cykel) stoppede hun op, pegede over på en mand, der lugede roer ca. 200 m inde på marken, og sagde: ham, der står der og ser på os, det er din far. Han arvede gården efter sine foræl­dre - giftede sig - solgte gården - købte en maskinstation (nær Dannemare) - fik tre børn (heraf et par tvillinger) - afgik ved døden, da jeg var omkring 17-18 år."

 

Supplerende og en smule korrigerende kan jeg (Harry) oplyse, at Dennis' mor, Emmy, blev født den 23. december 1909 og hun døde i 1938, formentlig om efteråret, altså knapt halvandet års tid efter at morfar, mormor og Dennis i foråret 1937 var til flyttet København. Ved sin død var Emmy altså kun omkring 29 år, og Dennis var som nævnt godt 10 år. Når han fortæller, at han som 8-9 årig cyklede til Tillitse, kan det altså senest have været som 9-årig, at den omtalte cykel­tur har fundet sted, for vi flyttede fra Tillitse i. april 1937, og det var på samme tidspunkt, at han og mormor og morfar flyttede til København. Medmindre cykelturen til Tillitse har fundet sted kort før det nævnte tidspunkt, er det derfor snarere sandsynligt, at cykelturen er foregået i som­meren forud, dvs. i 1936, da Dennis var 8 år.

 

Min moster Gudrun, der som født den 6. maj 1918 var 20 år i 1938, har forresten kunnet fortælle, at da hun kort før sin søster Emmys død opholdt sig i Præstø, for at passe hende, var hun med på kirkegården, hvor Emmy selv havde udvalgt sig et gravsted. Moster Gudrun fortæller også, at selv med sin unge alder af knapt 29 år så Emmy sin død i møde med fortrøstning til Gud. Efter hendes død og begravelse kom reaktionen hos Gudrun, som viste sig i form af vrede og anklager mod Gud for at være ond og grusom, siden han så meningsløst kunne nænne at berøve så ungt et menneske livet og et barn dets moder. Men mormor irettesatte hende og sagde: "Du glemmer, hvor mange smerter og lidelser, Gud har sparet Emmy for her i livet, ved at tage hende til sig så tidligt! Og han har også sørget for Dennis! Gud er ikke ond eller grusom, men god og kærlig!". Det måtte Gudrun senere indrømme over for sig selv, ligesom hun indså, at Dennis trods alt var kommet i en god og kærlig pleje hos sine morforældre, der betragtede og behandlede ham, som om han var deres eget barn.

 

 

Det vides ikke, hvor dette foto er optaget, men efter landskabet i baggrunden at dømme, kunne der være tale om et sted i nærheden af Præstø, og på grundlag af de to drenges og de tre voksne damers alder, må det være omkring 1937. Drengen til venstre må være moster Lillys adoptivsøn Tonny, mens drengen i midten er min fætter Dennis. Damerne er fra venstre Dennis’ mor, Emmy, Lilly (med briller) og mormor. – Amatørfoto ca. 1937: Tilhører Harry Rasmussen. 

 

Samme forår, som vi flyttede til Nakskov, var mine morforældre og Dennis flyttet til København, sådan som jeg tidligere har berettet om. Men kort forinden at de solgte huset på Rødvejen,  havde de som tidligere omtalt holdt sølvbryllup.

 

Om morfars og mormors flytning til København, kan Dennis fortælle følgende i brev af 16. november 1998:

 

"Morfar og mormor havde længe - så småt - planlagt at flytte til København, når morfar overgik til aldersrente. Den væsentlige årsag var min mors sygdom, men i høj grad også at deres børn Thorkild, Lilly og Gudrun var i storbyen. Det var jo en kraftig tendens i 1925-40 at de yngre tog til storbyerne. Vi boede i starten sammen med Lilly og Poul, (som også kørte os herind). Poul havde skaffet lejlighed (2 værelser m. bad) i nybygning på Venedigvej på Amager til 80 kr. pr. md. Poul "glemte" at betale huslejen med de penge, som morfar gav ham til det. Morfar gik på vandring og fandt lejlig­heden i Baggesensgade. Et miljø der da også passede ham meget bedre. Lilly og Poul boede en periode med Pouls mor i Todes­gade, det var en stor lejlighed, i stueetagen (hjørnet) lå "Iris", der handlede med smør, æg, kaffe m.v."

 

Om selve flytningen til København, tilføjer Dennis følgende:

 

"Vi flyttede til København i en åben lastbil som Lilly og Poul kom i (jeg har billede af den). - jo, det var en stor omvælt­ning (vi mennesker lærer at flytte os)." (Dennis i brev af 25.1.1999). I samme brev skriver han også følgende om Lilly og Poul: "Ja, de flyttede til den store lejlighed i Todesgade. Derefter flyttede Lilly - alene - ind i lejligheden i [Bagge­sensgade] nr. 24. Den dame, der fraflyttede, efterlod kun een "ting". Det var Tonny. Ham ville hun ikke have med, så ham overtog Lilly. Han var 8 år. Han gik ikke på Kapelvejens Skole, men på Helligkors. Det var kun ca. 1/2 år senere, at han på vej fra skolen til fritidshjem i Brohusgade, på vejen over Rant­zausgade, blev kørt ned af en lastbil og dræbt på stedet. Jo, han var ilde tilredt. Jeg nægtede at se ham. Han stod mig meget nær. Det var nok for mig at se min døde mor på Finsen."

 

 

På dette foto, som antagelig er fra 1937, ses fra venstre moster Lilly, Morfar, Dennis og Mormor. Alle står med en lille buket nyplukkede markblomster i hånden, som muligvis har skullet bruges som bordpynt i forbindelse med Morfar og Mormors sølvbryllup. Billedet er med al sandsynlighed taget op mod marken lige overfor huset  på Rødvejen i Bursø, og det er formentlig Lillys mand, Poul, der er fotografen. – Privatfoto ca. 1937: tilhører Harry Rasmussen.

 

 

Selv kendte jeg ikke min moster Lillys plejesøn godt nok til, at jeg ville kunne beskrive ham og hans personlighed nærmere. Senere i denne beretning vil jeg dog fortælle om, hvilket indtryk, Tonnys pludselige død gjorde på mig. Men jeg kan supplere Dennis' oplysninger med, at forud for ’emigrationen’ til hovedstaden var gået, at mine morforældre som før nævnt kunne fejre deres sølvbryllup i 1937, og i den anledning må det meste af familien have været samlet i huset i Bursø. Min hukommelse har imidlertid ikke den ringeste erindring herom, hvilket måske kan skyldes, at mine forældre og jeg og lille 3-årige Benny ikke var med ved den begivenhed, som sagt sandsynligvis fordi mor enten var højgravid eller lige havde født Bent, og fordi vi desuden stod over for at skulle flytte til Nakskov i begyndelsen af april. 

 

Om vores moster Lilly og hendes mand Poul, der en kortere overgang boede sammen med morfar, mormor og Dennis i den 2-værelsers lejlighed på Venedigvej, Dennis nævner, kan jeg fortælle, at da mine mor­forældre og Dennis flyttede til Baggesensgade, flyttede Lilly og Poul sammen med Pouls mor ind i lejligheden på hjørnet af Todesgade og Baggesensgade. Senere flyttede Lilly, uden Poul, som nævnt af Dennis, ind i en lejlighed i samme opgang lige overfor mine morforældre i Baggesensgade 24, 4.sal, hvor de boede tilhøjre og hun til­venstre. Her var det så, at Lilly "overtog" den 8-årige Tonny.

 

Lilly og Poul genoptog dog senere samlivet og flyttede med Tonny om til en lejlighed, som så vidt jeg husker lå på hjørnet af Griffenfeldtsgade og Rantzausgade. Det var mens de boede her, at Tonny kom ulykkeligt af dage. Endnu senere gik Lilly og Poul definitivt fra hinanden, og hun flyttede igen ind i Baggesensgade 24, men nu på 2. sal. Herfra flyttede hun på et tidspunkt til Ryesgade 56 A, hvor hun boede i mange år, og hvor hun var gift med op til flere mænd, fire i alt, dog ikke samtidigt. I sin høje alderdom kom hun til at bo på Birkedommervej 80 i Nordvestkvarteret, og her boede hun til sin død i 19??. Hun døde på Bispebjerg Hospital som følge af lungekræft og blev den ?.?. s. å. bisat i de ukendtes grav på Bispebjerg Kirkegård. Men mere om min kære moster Lilly i anden og senere sammenhæng.

 

 

På dette foto, som er fra 1938, ses fra venstre mormor, den da 10-årige Dennis, morfar og moster Gudrun. Billedet er fotograferet udenfor Finsen Instituttet på Østerbro i København, ifølge min fætter Dennis den dag, da hans mors, Emmys, båre skulle køres til Præstø, for at hun kunne blive begravet der.   – Privatfoto: tilhører Harry Rasmussen.

 

Foreløbigt Post Scriptum

Den tålmodige og udholdende læser har naturligvis for længst noteret sig, at min beretning stort set er en mere eller mindre privat familiesaga. Men ind imellem forekommer der dog også omtaler og oplysninger af mere almen og i en del tilfælde også af historisk karakter, som alt sammen gerne skulle medvirke til at forberede og give en bedre forståelse af hovedsigtet med denne artikelserie. Nemlig en viden om baggrunden for mit skift fra en idealistisk og spiritualistisk livs- og verdensopfattelse til en mere nøgtern og realistisk ét-livs-hypotese. Kaldet hypotese, altså en i grunden teoretisk antagelse af, at tilværelsen muligvis er af en anden og anderledes natur og karakter, end den idealistiske og spirituelle livs- og verdensanskuelse antager, mener og postulerer. 

 

Fortsættes i artiklens 4. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra og med året 1938 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________