Ideale drømme, skepsis og tvivl 4. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(1938 og videre fortsat fra artiklens 3. del)

 

På ferie i København

Den omstændig­hed, at mine morforældre fra foråret 1937, formentlig april 1937, tog fast bopæl i Køben­havn, fik indirekte afgørende betydning for min egen fremtid, hvilket vil komme til at fremgå senere af denne beretning. Men som sagt, kom jeg til at holde ferie hos dem allerede i sommeren 1938, da jeg var 9 år. På det tidspunkt var mine forældre og vi tre børn, Benny, Bent og mig, året før flyttet til Rosnæs lige udenfor Nakskov, så min afrejse begyndte fra Nakskov Station.

 

Min rejse til København foregik med såkaldt "bumletog", der havde hårde træsæder og som slingrede og "bumlede" sig af sted fra station til station. Så vidt jeg husker, var der ikke ret mange passagerer med fra Nakskov, så jeg sad for mig selv i den togvognskupé på 2. klasse, hvor jeg havde tilladelse til at sidde. Med mig havde jeg en stor brun kuffert i imiteret læder, og foruden tøj og undertøj havde jeg også en medbragt madpakke deri, men jeg var alt for spændt til at kunne spise noget. Togturens første etape gik til Nykø­bing Falster, hvor der skulle skiftes til Københavns-toget, og alene denne omstændighed var nok til at gøre mig godt nervøs og bange for ikke at nå at komme med det rigtige tog, som holdt på en anden perron. Med den lidt halvtunge kuffert i hånden løb jeg, alt hvad jeg kunne, fra lokaltogets holdeplads og over til perronen, hvor toget til København holdt med dampen oppe.

 

Heldigvis nåede jeg det i nogenlunde god tid, så god, at jeg kunne nå at fristes og købe en mælkeispind til 15 øre, som en yngre mand gik rundt langs med toget og falbød. Han solgte også slik og aviser. Endelig blev der fløjtet afgang og toget satte sig i bevægelse, for at køre mod Orehoved på Falsters nordkyst, hvorfra der så sent som året før endnu kun havde været færgeforbindelse til Masnedø ved Vordingborg på Sjællands sydkyst. Al togtrafik til og fra Lolland-Falster og Sydsjælland foregik derfor via togfærge, idet Storstrømsbroen endnu ikke var færdigbygget, men fra færgen kunne man tydeligt se den næsten færdige og imponerende lange og elegante bro strække sig fra kyst til kyst. Den blev først indviet i efteråret 1937, nemlig den 26. september. Det var da også med en særlig følelse af nærmest ærefrygt, at man som togpassager hørte den hule lyd, da toget med nedsat fart kørte ud på den lange bro med vandet dybt nede under os. Fra Vording­borg gik den uendeligt lange dum-da-da-dum-rejse videre med stop ved en række småbyer og ganske få lidt større byer, førend toget endelig langt om længe kunne køre ind og gøre holdt ved perronen under de store, buede haller på Københavns Hovedbanegård. Så vidt jeg erindrer tog turen fra Nakskov til København omkring 5 stive timer dengang, og med afrejsetidspunkt kl. 8 morgen betød det ankomst til København omkring kl. 13.

 

 

Kort over en del af København med Nørrebro og en del af Frederiksberg til venstre for Søerne, og en del af det indre København til højre for Søerne. Det var i bydelen Nørrebro, at mine morforældre og Dennis kom til at bo, formentlig  fra sommeren 1937 og mange år fremover, og her mine forældre og jeg selv ligeledes kom til at bo fra 1. april 1939 og mange år fremover. Baggesensgade ligger 2 felter ned fra oven og tre felter ind fra venstre. Indenfor det første felt foroven til venstre finder man Jægersborggade, som kom til at danne base for mig selv fra sidst i marts 1940 og til sommeren 1950, hvor jeg flyttede hjemmefra. – Udsnit af Kraks kort over København og omegn 1993.

 

Mit første møde med storbyen gjorde et overvældende og uudsletteligt indtryk på mig, som jo hidtil kun havde oplevet og været vant til Tillitses lille idylverden og Nakskovs i sammenligning noget større og mere hektiske købstadsverden. Allerede da toget fra omkring Valby nærmede sig København fik jeg en fornemmelse af byens større og tæt sammenpakkede høje huse, som der ikke fandtes ret mange mage til i Nakskov. Ved ankomsten til Københavns Hovedbanegård blev det overvældende indtryk bekræftet og forstærket. På ankomstperronen stod mine morforældre og min fætter Dennis og onkel Thorkild og ventede på mig, som gjorde store øjne, for aldrig før i mit liv havde jeg set en bane­gårdshal af den størrelse og med så mange mennesker forsamlet på ét sted. Det næste store indtryk, der forbavsede mig, var de 5-6 etager høje huse, de brede, flisebelagte fortove og endnu bredere gader, end jeg nogensinde tidligere havde set noget andet sted, jeg indtil da havde været.

 

 

 

På fotoet til venstre ses indgangspartiet på Nakskov Jernbanestation, fotograferet en regnvejrsdag i eftersommeren 2001. Stationsbygningen er tegnet af Nakskov-arkitekten Ejnar Ørnsholt og blev indviet i 1925. Stationen er opført på en af de gamle fæstningsbastioner og skråner ned til Nygade. På fotoet til højre ses et vue over det gamle fæstningsterræn, set fra jernbanestationen en regnvåd dag i eftersommeren 2001. Husene til venstre er beliggende ved Jernbanegade, som i baggrunden går over i Nygade. Bag ved den regnvejrsklædte Birgit ses det parti, hvor det tidligere viste monument for byens forsvar i 1659 er opført.  –  Fotos: © 2001 Harry Rasmussen.

 

 

 

Herover ses et vue over en del af Københavns Hovedbanegårds perroner, til venstre set fra Tietgensgade. Til højre nede fra selve perronerne. De to fotost er dog taget så sent som i juli 2009 og da var meget forandret siden dengang i juli 1938, da jeg for første gang fik Hovedbanegården at se. Men tagkonstruktionen med halvbueformerne samt administrationsbygningen i baggrunden fandtes også dengang. En markant forskel fra før er dog, at togene dengang udelukkende var trukket af damplokomotiver og det gav et noget andet indtryk og atmosfære end tilfældet er i nutiden, hvor togene er trukket af diesellokomotiver og S-togene af el. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Skønt det var søndag og de fleste af byens forretninger derfor lukkede, var der en så livlig trafik af gående, cyklende og bilende mennesker, der fyldte gaderne, at jeg næsten ikke kunne fatte det. Og ikke at forglemme: de mange gule sporvogne, hovedvogn og bivogn, som dengang kørte i fast rutefart fra endestation til endestation og fra stoppested til stoppested ad hver sin specielle rute i byen. Sporvognene var på det tidspunkt og i mange år fremefter, vist nok det mest benyttede transportmiddel i storbyen og dens forstæder. Bybusser var endnu ikke blevet en almindelig del af gadebilledet. De elektriske sporvogne, som kørte ved hjælp af elektriske luftledninger, var jo for alvor blevet et nyttigt og agtet transportmiddel i storbyen allerede omkring 1912. I 1938 fandtes der så mange sporvognslinjer i København, at jeg ikke har tal på disse.

 

Den søndag, hvor jeg første gang ankom til landets hovedstad, har formentlig været hen mod slutningen af juni, hvor skoleferien lige var begyndt, og det skete i strå­lende solskin fra en høj blå sommerhimmel. Turen fra hovedbanegården og ud til mine morforældres hjem i Baggesensgade på Nørrebro, foregik derfor til fods. Man ville nemlig gerne have, at jeg skulle få et indtryk af byen denne solbeskinnede dag. Onkel Thorkild bar min medbragte kuffert, mens Dennis og jeg gik ved siden af hinanden og forsøgte at komme i snak med hinanden, i begyndelsen lidt benovede over gensynet. Det blev dog kun til lidt spredte og usam­menhængende bemærk­ninger. Morfar og mormor travede bagef­ter, så godt de kunne, og ind imellem måtte vi andre enten sagtne farten eller stoppe op, for at de ikke skulle sakke for meget bagud for os andre. Morfar var jo 68 år og mormor 53 år på det tidspunkt. Men alle ville gerne delagtiggøre mig i storbyens lyksaligheder: Dér, lige over for hovedbanegården, var jo TIVOLI, forlystelsesparken, hvor - det sagde Dennis - vi senere i ferien skulle aflægge besøg. Høje og hvinende stemmer hørtes fra, hvad jeg senere skulle erfare, var Rutschebanen.

 

Og hvilken imponerende hovedindgang var der ikke dengang til den have, som det meste af landets befolkning og dets udenlandske turister så som et af formålene med at besøge København! Den berømte restaurant Wivex på den ene side og Apollo Teatret og Industri­bygningen på den anden side. Navnet Wivex kendte jeg jo fra radioens transmissioner af middagskon­certer, som i mange tilfælde netop kom fra dette særprægede sted midt i storbyen.

 

 

 

På fotoet til venstre ses perronhallens tagkonstruktion med de mange halvbuer. Tagkonstruktionen er udført i træ, som hviler på stenpiller. På billedet til højre ses trappen og i nutiden escallatorerne op til og fra banegårdshallen. I dag er der kun adgang til og fra perronnerne ad denne vej, men dengang og  til langt op i århundredet var trapperne ned til afgangsperronerne og ankomstperronerne adskilt, idet trapperne til afgangsperronerne var beliggende i banegårshallens  nordlige side, mens trapperne fra ankomstperronerne lå, hvor de ligger i nutiden. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

 

 

Ovenstående fotos er optaget i selve banegårdshallen. På billedet til venstre ses hallens tagkonstruktion og på billedet til højre et udsnit mod hovedindgangen mod Vesterbrogade. I sidstnævnte billedes højre side ses en af de store stenpiller, der bærer tagkontruktionen. Under taget ses et par af de store lysekroner, der har prydet banegårdshallen formentlig lige siden den blev indviet i 1912. Det flisebelagte stengulv er så vidt vides også det originale. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

På den modsatte side af Vesterbrogade, lige overfor Tivoli, lå også dengang det store bygningskompleks, "Axelborg", opkaldt efter den borg ved byen Havn, som biskop Absalon anlagde år 1167, og på modsatte side af Axeltorv, lå forlystelsesetablissementet "National-Scala", hvorfra der lejlighedsvis også blev transmitteret middagskon­certer i radioen, og som min mor gerne lyttede til. Noget af det første, jeg lagde mærke til, var de såkaldte lyskurve, der hængte højt oppe over gaden, og som med deres skiftevis røde, gule og grønne lysfelt dirigerede trafikken. Sådanne lyskurve havde jeg ikke set hverken i Nakskov eller Nykøbing på den tid. At der ikke fandtes lyskurve skyldtes formentlig, at der ikke var særlig mange biler i gaderne på den tid. Det store bil-boom i Danmark kom først i slutningen af 1950’erne og især i 1960’erne, da velstanden for alvor begyndte at gøre sig gældende.

 

Fra Palads Teatret passerede vi broen over jernbanegraven over for Shell-huset, som senere, under den tyske besættelse af Danmark 1940-45, skulle blive beslaglagt og anvendt som hoved­kvarter for Gestapo i København. Huset udbød ikke dengang nogen særlig interesse, ud over at det var meget højt og kolosagtigt. Ad Kampmannsgade spadserede vi videre langs Vester- og Nørre Søgade ved Skt.Jørgens Sø, hvor vi drejede af ved Gyldenløves­gade og passerede den hvide eventyragtige restaurant "Søpavil­lonen", hvis haveside vender ud mod Peblingesøen. Vi drejede af ved Peblinge Dossering og gik langs med søen, indtil vi nåede Baggesensgade, hvis sydlige ende støder ud mod søen. Lige på det sted lå og ligger der en bådplads, hvor man udlejer robåde, kanoer og vandcykler. Ude på søen kunne man da også se adskil­lige af disse bemandede fritidsfartøjer, som mange køben­havnere, og formentlig også en del turister, dengang som nu fandt, var en både fornøjelig og sund adspredelse på en så dejlig sommersøndag, som det var, den dag, jeg første gang kom til København.

 

  

 

Herover til venstre ses Københavns Hovedbanegårds hovedindgang med banegårdspladsen foran. På fotoet til højre ses banegraven med Vesterbrogade med Frihedsstøtten i baggrunden. Til venstre i billedet ses Hotel Astoria, populært kaldet ”Strygejernet” og den høje, hvide bygning i midten er en kontorbygning, som kaldes ”Buen”. Den er først bygget meget senere. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Da vi havde passeret Vester­brogade ad fod­gængerovergan­gen ved Bernstorffsgade og Vesterbrogade og var kommet over foran Axelborg, lød der pludselig nogle meget høje og tunge klok­keslag, meget højere og anderledes end nogen kirkeklokke, jeg før havde hørt. Det var ikke muligt for mig at se, hvor lyden kom fra, for Rådhuset og Rådhustårnet var ikke synligt fra den synsvinkel, hvor jeg befandt mig, men Dennis forklarede straks, at det var klokkerne på Københavns Rådhus, der slog timeslag. En lyd, man aldrig glemmer, når man først har hørt den én gang, så speciel fore­kommer den at være. 

 

Snart passerede vi Palads Teatret, som jeg tidligere har omtalt, men som jeg nu så for første gang i mit liv, men uden at vide, at det var en kæmpestor biograf. Den imponerende bygning svarede virkelig til sit navn af palads, men tiden var ikke til at fordybe sig nærmere i, hvad der foregik bag dens store facader, hvoraf jeg tilmed kun så den side, der vender ud mod banegraven, og som jeg senere skulle erfare var biografens udgangsside.

 

 

 

På Fotoet til venstre ses Vesterbrogade med Det Ny Scala helt til venstre og Palace Hotel med tårnet helt i baggrunden og Rådhustårnet til højre ragende op over Industriforeningens bygning. I billedets højre side ses hovedindgangen til Tivoli. Det er også Tivolis hovedindgang, der ses på fotoet til højre. Som det fremgår af billederne er cyklisterne ved at vende tilbage i det københavnske gadebillede, som ellers mest præges af en voldsom biltrafik. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

 

 

På fotoet til venstre ses husrækken langs Vester Farimagsgade til venstre og storbiografen Palads Teatret til højre i billedet. Gaden i forgrunden er Gl. Kongevejs begyndelse ved Axeltorv, som ses på fotoet til højre, med Cirkusbygningen til venstre i billedet og Det Ny Scalas bagindgang i Jernbanegade lidt tilhøjre med Rådhustårnet ragende op bagved, og helt til højre ses et hjørne af Axelborgs bagside. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Men jeg var naturligvis så utålmodig og anspændt, at indtrykket af omgivelserne ikke rigtig trængte ind i mit benovede og lettere forvirrede sind. Desuden var jeg allermest interesseret i at se, hvordan Baggesensgade så ud, og ejendommen og lejligheden, hvor morfar, mormor og Dennis boede. Jeg havde ikke på forhånd nogen som helst viden eller anelse om, hverken kvarteret eller lokaliteterne, som mine morforældre og Dennis til daglig boede og færdedes i. Den slags fortalte de voksne i reglen ikke til børn, idet man vel gik ud fra at det ikke havde interesse, rent bortset fra, at børn almindeligvis ikke forstod sig på den slags. Børnene selv fortalte det normalt heller ikke til hinanden, for det var helt andre ting, der optog interessen og opmærksomheden i barnets endnu lille perspektiv.

 

Hele min interesse var fokuseret på, om stedet og lokaliteterne, hvor mine morforældre og fætter Dennis boede og havde deres daglige liv, svarede til mine vage barnlige forestillinger om storbyens glans og herlighed, som jeg havde hørt så meget om på forhånd i flere år. Disse forestillinger havde for mit indre blik fremmanet en storby med høje bygninger, store, brede gader og fortove, og en tæt og travl trafik af biler, cykler og fodgængere, efter mørkets frembrud strålende oplyste forretninger og neonskilte på facader og tage. Men foreløbig måtte jeg nøjes med at se København i sollys og relativt fredsommelig og stille søndagsstemning. 

   

   

 

På fotoet til venstre ses bagsiden af Palads Teatret med biografens udgangsdøre. Bygningen vender her ud mod Bernstorffsgades forlængelse: Hammerichsgade, som løber langs banegraven og ud Kampmannsgade, der ses i baggrunden. Fotoet til højre er set fra Hammerichsgade ved hjørnet af Palads Teatret og med banegraven til venstre og Kampmannsgade til højre, som via en bro over banegraven fortsætter over mod Vester Farimagsgade, som løber langs med husrækken overfor. Bygningen på hjørnet af Kampmannsgade og Vester Farimagsgade er en nyere kontorbygning, som blev opført efter at Shellhuset, som lå på stedet før 2. verdenskrig, men som blev bombet af engelske bombefly den 21. marts 1945. - © 2009 Harry Rasmussen.

 

 

 

Herover til venstre ses Gyldenløvesgade fra hjørnet af Vester Farimagsgade og mod Søerne. Bygningerne er de samme nu som i 1938. På det andet foto ses Den Reformerte Kirke på hjørnet af Gyldenløvesgade og Nørre Søgade. Renæssancebygningen til højre i billedet er den forhenværende Grevinde Danners Stiftelse, som i nutiden fungerer som såkaldt kvindecenter. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

 

 

På billederne herover er vi ved Søpavillonen, som ligger for i den vestlige ende af Peblingesøen. Pavillonen, som er bygget af træ, var tidligere en velbesøgt restaurant, men har i de senere mange år ført en hensygnende tilværelse. Bygninger trænger i dag til en grundig renovering. Vejen foran Søpavillonen er Gyldenløvesgade. På fotoet til højre ses Søpavillonen fra sydsiden og med udsigt over Peblingesøen til højre. På hver side af pavillonen er der stadig et smukt anlæg med buske, træer og springvand. Det er min kone, Birgit, der står og nyder udsigten. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

 

 

    

 

På denne billedsuite ses øverst til venstre udsigten fra Søpavillonen og over mod Peblinge Dossering, en promenade, der løber langs med søen, hvilket især kan ses af fotoet øverst til højre og af det nederst til venstre. På det sidstnævte er der udsigt til Dronning Louises Bro i baggrunden og til husrækken langs Vester Søgade på den anden side af søen. Det er min kone, Birgit, der ses på begge de to sidstnævnte fotos. Billedet nederst til højre er Korsgade set fra Peblinge Dossering og ned mod Hellig Kors Kirke helt i baggrunden. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

 

 

På fotoet til venstre ses bådudlejningen på Peblingesøen, hvor man kunne leje robåde, kanoer og vandcykler. I dag fungerer anlægget stadig som bådudlejning, men også som udendørs caféteria. På billet til højre ses den ende af Peblingesøen, der støder op til Dronning Louises Bro. I forgrunden ses promenaden langs Peblinge Dossering. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Baggesensgade

Fra det store åbne og solbelyste terræn med søerne, kom vi nu ind i Baggesensgade, hvis 5-6 etager høje huse med grågrumsede facader, der i tidens løb var blevet medtaget af vind og vejr, skyggede for solen, undtagen når den på sin daglige bane hen over himlen, befandt sig lige over den dybe kløft mellem gadens tætpakkede huse, sådan som tilfældet var på dette klokkeslæt. Da vi gik det sidste stykke hen ad Baggesens­gade til den ejendom og opgang i nr. 24, hvor mine morforældre boede, var det første gang i mit liv, at lille mig befandt sig i en situa­tion, hvor jeg følte, at de høje huse virkede deprimerende, skønt vinduerne mange steder stod på vid gab på grund af sommervarmen, og der hist og her lød musikalske toner fra radioen eller grammofonen, som spillede tidens nyeste melodier, sange og viser. Gaden selv var næsten mennesketom, for enten var beboerne borte på besøg hos familie eller også holdt de sig indendørs og slappede af på den eneste ugentlige fridag, som arbejdende mennesker dengang havde. Begrebet weekend i den betydning, som vi nu kender det, var dengang endnu et ukendt begreb. De allerfleste mennesker arbejdede også om lørdagen, selv om arbejdstiden for mange kun var til kl.14, så søndagen var den eneste hele fridag, bortset fra årets helligdage.

    

 

 

På fotoet til venstre ses Baggesensgades udmunding ved Peblinge Dossering. På fotoet til højre ses et vue ned gannem Baggesensgade mod Stengade.. Husene i den sydlige ende af Baggesnsgade ser i dag nogenlunde ud som i 1938, men så vel facader som baggårde og formentlig også lejlighederne er renoverede siden da. Det var i Wesselsgade, at min morbror Thorkild og hans søster, min moster Lilly boede i midten af 1930’erne. I billedets venstre side ses Wesselsgade munde ud i Baggesensgade. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

 

 

Omtrent midtvejs mellem Peblinge Dossering mod syd og Stengade mod nord løber Baggesensgade tværs over Blågårdsgade. På fotoet til venstre, som er set fra hjørnet af Baggensensgade, ses et udsnit af den del af Blågårdsgade, der munder ud i Nørrebrogade i baggrunden. På billedet til højre ses den del af Blågårdsgade, der fra Baggesensgade løber ud mod Korsgade i baggrunden. De grønne træer, som ses øverst til venstre i billedets baggrund, flankerer den sydlige del af Blågårds Plads. – Fotos © 2009 Harry Rasmussen.

 

Mærkværdigt nok var der heller ikke ret mange børn at se i gaden, da vi ankom. Det blev jeg senere klar over skyldtes, at mange børn tilbragte weekenden på Blågårds Plads eller på legepladsen i en af de nærliggende parker. En del større børn brugte meget af deres fritid til at spille fodbold på banerne i Fælled­parken. I stenanlægget med billedhuggeren Kai Nielsens skulp­turer på Blågårds Plads, kunne børnene om sommeren spille bold, sjippe, hinke, hoppe eller løbe på rulleskøjter. Om vinteren blev anlægget overiset og brugt som glidebane eller skøjtebane for de af kvarterets børn, der var så heldige at eje et par skøjter, og som havde mod på at bruge disse. Min et år ældre fætter Dennis var set med mine øjne en mesterlig rulleskøjteløber, når han løb omkring inden for stenanlæggets lave murværk, beundret af pigerne og misundt af de mindre heldige drenge, som f.eks. mig. Jeg skulle naturligvis også prøve og lånte derfor Dennis’ rulleskøjter, som blev spændt på mine uegnede sandaler, men jeg havde ikke mer end lige taget de første tilløb, før skøjterne gled af, så jeg stod tilbage med skuffelse og ærgelser over min egen uduelighed som rulleskøjteløber.

 

 

 

På det østlige hjørne af Baggesensgade og Blågårdsgade ligger Københavns Telefon Aktieselskabs (KTAS) imposante bygning, som i mange år rummede telefoncentralen Nora og som dermed dagligt var den travle arbejdsplads for mange mennekser, især telefonistinder. På fotoet til højre ses et udsnit af den bygning, som kaldes Baggesenshus, og som støder direkte op til telefonhusets nordlige side. I den høje kælderetage ses nogle af de store vinduer til de forretninger, som Baggesensgade var så rig på i min barndom og ungdom. I dag er gaden så godt som tom for forretninger, men til gengæld efter sanering i 1980’erne fyldt op med moderne og kedelig udseende, men sikkert mere sunde og velegnede boligblokke. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

 

 

På billedet til venstre ses Baggesensgades østre side med husnumrene 24-32. Omtrent mellem nr. 24 – til højre i billedet - og nr. 26 lå den korridorejendom, hvor mine morforældre boede fra sommeren 1937 og til de omkring 1960 kom på plejehjemmet De Gamles By som pensionister, der ikke længere kunne klare sig selv. På fotoet til højre ses et udsnit af samme husblokke som på billedet til venstre. Men her ses nr. 26 A (til højre) og porten ind til ejendommens gårdsplads til venstre. Da mine forældre med os tre drenge flyttede til København 1. april 1939 boede vi i en stuelejlighed, som var beliggende i den første af i alt tre asfalterede baggårde. Så vidt  jeg erindrer havde ’vores’ opgang nr. 26 C, men der fandtes endnu flere opgange til lejligheder i anden baggård, og den allerbageste baggård vendte op mod en høj endemur uden vinduer og som tilhørte en ejendom på Nørrebrogade. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

 

 

Fotoet til venstre viser en stor overraskelse, idet der faktisk er tale om et kig ind i den baggård, som tidligere bestod af de ovenfor omtalte tre asfalterede baggårde til Baggesensgade nr. 26 A og B, og som dengang var mørke og indeklemte og hvor det eneste, der groende dér, var en tot græs eller en lille forhutlet mælkebøtte hist og pist. På fotoet til højre står Bigit i portåbningen til Baggesensgade nr. 16, som hører til KTAS-huset. Allerbagest i porten kan man øjne baggården med et baghus og fornemme, at sollyset kun når ned i gården, når solen står højt på himlen. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen

 

 

 

På ovenstående to fotos ses Todesgades udmunding i Baggesensgade omtrent over for nr. 26 B (den tidligere ovenfor omtalte portåbning). På fotoet til venstre ses hjørnet af Todesgade med Baggesensgade til højre. I lejligheden på første sal med de to vinduesfag mod Todesgade, hjørnevinduet og fire fag mod Baggesensgade, boede min moster Lilly og hendes daværende mand Povl i 1938. På fotoet til højre ses Todesgade fra Baggesensgade mod Korsgade. Gaden mundede i den ende ud ved Blågårds plads. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen

 

På varme sommerdage søgte en del voksne og børn dog ud til Charlottenlund Strand eller Bellevue Strand, som også dengang var yndede badesteder for bl.a. københavnerne. Mange familier pakkede også madkurven og tog med trolleybus eller tog til Klampen­borg, hvor man lejrede sig under de store skyggefulde træer, dels for at nyde naturen og dels for at spise sin medbragte mad, og for kvindernes vedkommende drikke den obliga­toriske termokaffe, og for mændenes vedkommende drikke den lige så obligatoriske bajer eller to. Senere gik man måske en tur ind på selve Dyrehavsbakken og lod børnene få nogle ture i stedets mange mekaniske forlystelser: Rutschebanen, radiobilerne osv. Køben­havns gader lå derfor ofte øde hen i sommer­weeken­der­ne.

 

Mine morforældres lejlighed på fjerde sal i korridorejen­dommen Baggesensgade 24, var forbavsende lille og vel næppe mere end omkring 45-50 m2. Fra entredøren kom man ind i en ganske lille og smal korridor, hvor der til højre var en dør ud til et meget lille køkken, som formentlig kun var på cirka 4 m2.  Lige inden for og til højre for køkkendøren stod der et gasbord med to gammeldags gasapparater og vistnok også en gasbageovn. I modsatte side af gasbordet fandtes køkkenbordet med en diminutiv køkkenvask, hvori der lige akkurat kunne stå et ikke særlig stort vandfad. Køkkenvasken blev både benyttet i for­bindelse med madlavningen og til klatvask, og - ikke m­indst­ - når familien skulle vaske sig. I sidstnævnte tilfælde blev der dog brugt et emaljeret vandfad til formålet. Foran køkkenbordet og -vasken, var der et ikke særlig stort tofags vindue, som vendte ud til selve Baggesensgade. Til venstre for køkkenvasken var der et spiseskab, hvori madvarerne normalt blev opbevaret. På den venstre køkkenvæg hængte der en såkaldt tallerkenrække, hvor så vel flade som dybe, rene spisetallerke­ner havde deres faste plads både før og efter brugen.

 

 

 

To fotos fra Blågårds Plads. På billedet til venstre ses et udsnit af selve pladsen med billedhuggeren Kai Nielsens i alt 18 figurgrupper fra 1918, som er placeret med mellemrum i den lave mur, der omgiver den fliseblagte plads. Til venstre i billedet skimtes bag træerne Blågårds Kirke. På fotoet til højre tager Birgit sig et velfortjent hvil på muren ved siden af en af Kai Nielsens smukke og karakteristiske skulpturer. Også her skimtes Blågårds Kirken i baggrunden. De to fotos er taget i august 2008. – Fotos:© 2008 Harry Rasmussen.

 

For enden af den ganske lille og smalle korridor var der en dør ind til stuen, som formentlig ikke har været meget mere end omkring 20 m2. Lige inden for døren og op mod den omtrent kvadratiske stues væg tilvenstre, stod et stort dække­tøjsskab med to låger og nogle skuffer. Her blev foruden duge og andet linned også opbevaret sølvtøj, kopper, tallerkener, glas mm., som var til "finere" brug. Ovenpå skabet var der en opsats med et for­holdsvis stort, indrammet vippe­spejl, som var ophængt mellem to reolskabe. Mellem dækketøjs­skabet og i hjørnet op til stuevæg­gen ind mod det bagved liggen­de soveværelse, stod kakkelovnen. Tilhøjre for denne var døren ind til soveværelset, som jeg skal forsøge at beskrive om lidt. Efter døren, og altså til højre for denne, hængte stueuret med sit gyngende pendul og sit evindeli­ge tik-tak, som brød stilheden, når ingen sagde noget. Til højre for uret stod der langs væggen et lavt bord, hvor radioen havde sin plads, og efter denne og i hjørnet op til vinduesvæg­gen, som vendte ud mod Baggesensgade, var der anbragt en lænestol, som mormoder i reglen sad i og enten hvilede sig eller når hun læste i avisen "Aftenbladet" eller "Det røde Aftenblad", eller i ugebladet "Familie Journa­len" eller "Roman­bladet". I vindue­svæggen var der to tofags vindu­er, og der var derfor altid temmelig lyst i lejligheden, særlig i sommerhalv­året, når solen skinnede lige ind i stuen.

 

Mellem de to vinduer stod der et dengang meget almindeligt brugt lavt, kvadratisk sofabord med en hylde underneden. Bordpladen så vel som hylden underneden var lavet af krydsfinér. På den anden side af dette bord, var der anbragt endnu en lænestol, knebet ind på den trange plads mellem sofabordet og divanen, der havde plads op mod væggen ud til køkkenet. Denne divan var normalt forbe­holdt morfar, når han skulle have sin daglige middags­søvn, eller når han blot følte trang til at ligge ned, enten for at læse avisen, som hele hans liv var "Social Demokraten", eller fundere over verdenssituationen i almindelig­hed og tingenes tilstand i særdeleshed. Han tog dog i reglen ikke ret meget særlig alvorligt, og derfor var hans motto i mange år det ret op­timisti­ske: "Er det ikke så godt i dag, så kan det være, at det bliver bedre i morgen!" 

 

Midt i stuen stod spisebordet med normalt fire højryggede stole omkring, hvis sæder altid var skubbet ind under bordet, for at give plads til at man kunne komme forbi på begge sider. Der fandtes et par ekstra spisebordsstole, som til daglig havde plads i soveværelset. Ovenover spisebordet hængte den obliga­toriske lysekrone, som i dette tilfælde havde fire arme med hver sin lampet, der tilsammen gav en nogenlunde god belysning i stuen, når de tændtes efter mørkets frembrud.

 

Lejlighedens soveværelse var et rektangulært rum, om muligt endnu mindre end stuen, antagelig kun 16 m2. Jeg husker kun, at der midt i værelset stod to senge op mod hinanden og med hovedgærdet ved endevæggen, og en mindre seng med hovedgærdet op mod den indre sidevæg. Morfar og mormor sov i de to midterste senge og Dennis i den tredje og mindre. Ved den modsatte væg ind mod stuen og overfor Dennis’ seng stod der et klædeskab. Når jeg var på ferie hos mine morforældre, sov jeg i stuen i en såkaldt pufseng, som blev slået ud ved sengetid og sammen igen om morgenen. Soveværelset var om dagen oplyst af et tofags vindue, der i lighed med lejlig­hedens øvrige vinduer vendte ud mod Baggesensgade, så også herinde var der normalt temmelig lyst om dagen.

 

Når mine morforældre havde mange gæster, hvilket jævnligt skete, fordi de som tidligere nævnt havde fem voksne børn med tilhørende svigerbørn og en del børnebørn, så blev gæsternes overtøj i reglen lagt ind ovenpå sengene i soveværelset. Der ville simpelthen ikke have været plads til tøjet ude i entreen, hvor der godt nok var en knagerække, men den var oftest forbe­holdt mine morforældres daglige overtøj.

 

Du, kære nutidslæser, undrer dig måske over, at jeg endnu ikke har omtalt lejlighedens ydmyge sted: WC’et. Det er imidlertid ikke en forglemmelse, men skyldes ganske enkelt det faktum, at der ikke var indbygget WC i lejlig­hederne i den korridorejendom i Baggesens­gade, hvor mine mor­forældre boede i så mange år. WC'erne, eller rettere lokummerne, fandtes nede i en smal baggård, der hørte til ejendommen, og hvortil beboerne havde nøgler, så de kunne lukke sig ind, når nødvendigheden meldte sig. Men det gjaldt om ikke at blive alt for trængende, for det var en lang vej ned ad alle trapperne fra fjerde sal og til lokummerne i gården, der skulle tilbagelægges, før man kunne blive befriet for sine ’trængende omstændigheder’.

 

Nede i den meget smalle baggård var der vel omkring 6 lokummer på rad og række i den retirade, som husedes i en aflang træbygning, hvis bagvæg vendte op mod gavlen til en bagbygning i baggården til nr. 26. De enkelte lokum­mer var adskilt fra hinanden med trævæg­ge imellem sig, som dog ikke kunne forhindre, at lokumsgæsterne kunne høre hinanden under den højst private seance, det er, at komme af med sin såkaldte nødtørft. Til mændene fandtes der dog et såkaldt pissoir, som kun var beregnet til, at man kunne lade vandet der.

 

Dørene ind til lokummerne var foroven forsynet med træla­meller, som tillod en vis og højst påkrævet ventilation. Selve lokummet var en trækasse fra væg til væg med et ovalt hul i midten af sædebrættet, tydeligvis beregnet til den menneskelige bagpart, og nedenunder var der i cementfundamentet, som udgjorde lokum­mets gulv, støbt nogle kegleformede huller, hvor fækalier og urin i bedste fald havnede under seancen, og herfra gled efter­ladenskaberne mere eller mindre af sig selv ned i et tilstøden­de kloakafløb. Det var dog påkrævet, særlig om som­meren, at ejendommens vicevært eller gårdmand mindst én gang om ugen enten skyllede eller spulede lokumsrenden, så den blev så grundigt rengjort, som det lod sig gøre.  

 

Lokummerne og pissoiret blev også benyttet af gæsterne i "Nykro", det værtshus, der lå til venstre for opgangen til Baggesensgade 24. Det var derfor ikke usædvanligt, at de mere eller mindre berusede værtshusgæster ikke altid nåede at placere sig rigtigt, før enten stort eller småt forlod dem. Derfor stank pissoiret forfærdeligt, lige som lokummerne ofte var temmelig uhumske af mange menneskers efter­ladenskaber. Værst var det især, når fuldesyge værtshus­gæster ikke nåede hen på lokummet, inden de ofrede et ubestemmeligt og stærkt stinkende maveindhold, men efterlod det et sted på gårdspladsen.

 

Her må du, kære læser, gerne holde en formentlig tiltrængt pause og tænke på noget andet, for at få det ubehagelige indtryk af de netop beskrevne lokaliteter ud af ’systemet’.   

 

I dag husker jeg ikke længere, hvor lang tid af skolesommer­ferien, jeg tilbragte hos mine morforældre, men formentlig 3-4 uger, og det var længe nok til, at jeg kom til at føle mig rigtig hjemme hos dem, og ikke havde noget ønske om at vende hjem til mine forældre og søsken­de i Nakskov. Mormor, morfar, Dennis og jeg havde det hyggeligt, rart og sjovt sammen, og de vidste ikke al det gode, de skulle gøre for at glæde og fornøje mig.

 

Det hændte jævnligt, at Dennis og jeg fik hver en 25-øre, som vi enten kunne spare op eller bruge som vi ville. Fætter Dennis var en ivrig sparer, og til dette formål havde han fået et par såkaldte sparebarometre, et til 10-ører og et til 25-ører, og det varede normalt ikke længe, førend han havde fyldt disse barometre, som så blev tømt for pengene, der blev sat i banken, hvorefter han begyndte forfra. Desværre lignede jeg ikke min fætter i sparermæssig henseende, men havde derimod svært ved at holde på pengene. Noget af det bedste, jeg vid­ste, var at gå hen i gadens ismejeri, som lå i nr. 18 eller 20, hvor man bl.a. kunne købe en isvaffel, en såkaldt mus­lingeskal lavet af sprød, lysegul vaffeldej. For en 25-øre fik man to iskugler lagt mellem de to skaller. Uhm, hvor det smagte, især når man havde suttet tilstrække­ligt længe på vaffelen til, at skallen var blevet blød, så man rigtig kunne smage isen, som enten kunne være vanilje-, jordbær- eller chokola­deis.

 

Det var også lidt af en oplevelse at gå med mormor, når hun skulle købe ind, enten henne i den travle Blågårdsgade med de mange slagter- og viktualiefor­retninger, eller omme på den endnu mere travle og stærkt trafi­kerede Nørrebrogade. Her gik turen nogle gange hen til Java-kaffeforretningen i nr. 3, hvor det første, der mødte én allerede oppe på gaden, var den specielle og liflige duft af nybrændt kaffe. Denne duft blandede sig snart med smagen af chokolade, for i reglen vankede der et lille stykke af denne herlige spise, når mormor havde set, hvor længselsfuldt barnebarnets øjne hang ved de søde sager i butik­ken.

 

 

 

På fotoet til venstre ses Blågårdsgades nordsides udmunding i Nørrebrogade, skråt overfor Fælledvej. Den nuværende hjørneforretning er en farvehandel, men før og under krigen var det en kendt radioforretning, Bagger Radio. Lokalerne på førstesalen var i 1944-46 tegnestuer for firmaet Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, som 1942-46 producerede den første danske langtegnefilm ”Fyrtøjet”. – Fotoet til højre er fotograferet fra det sydlige hjørne af Blågårdsgade og viser et udsnit af den østvendte sydlige del af Nørrebrogade med Dronning Louise Bro i baggrunden. Midt i billedet ses et vældigt maleri på husgavlen, og foran denne i gadeplan ligger der en Irma-forretning.  Stedet er hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade, som før og under krigen prægedes af den meget høje forretningbygning, som husede det dengang meget berømte og besøgte varehus ”Buldog”, som i lighed med Daells Varehus i Nørregade solgte sine varer meget billigt, således at selv arbejderfamilier og andre lavtlønnede havde råd til at handle dér. Dengang og til helt op i 1970’erne var gadebilledet til daglig i øvrigt stærkt præget af sporvognstrafikken, idet linjerne 5 og 16 havde faste stoppesteder langs Nørrebrogade.  – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Det var også en særlig oplevelse at købe ind i Irma-butikken på hjørnet af Nørrebrogade og Slotsgade. Butikken var ikke særlig stor, men her kunne man købe nymalet kaffe, te, smør, margari­ne, kiks, småkager og kolonialvarer, og ved hvert køb af en bestemt beløbsstørrelse, fik man udleveret nogle såkaldte rabatmærker med den senere så berømte Irma-pige på, som skulle klistres ind i et dertil beregnet rabathefte. Når alle felter i heftet var fyldt op med rabat­mærker, kunne det beløb, mærkerne repræsen­terede, indgå som hel eller delvis betaling af de købte varer. Mormor var en ivrig samler af bl.a. Irmas rabatmærker. Dengang var der ikke mange, der anede, at Irma-forretningerne mange år senere skulle komme til en overgang at dominere det københavnske gadebillede og handelen med dagligvarer. 

 

 

 

På fotoet herover til venstre ses Slotsgades udmunding i Nørrebrogade (i forgrunden). I stueetagen til den ældre hjørnebygning i billedets venstre side lå dengang dagligvareforretningen IRMA, som dog ikke var nær så stor, som tilfældet er i 2009 med forretningen TELIA. Det var her mormor gerne købte margarine og smør. På fotoet til højre ses Nørrebrogade fra hjørnet af Stengade og ind mod Dronning Louises Bro. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Men det hændte også, at mormor gik efter tilbudsvarer ude på Værnedamsvej på Frederiksberg, og så kunne det ske, at hun tog mig med i sporvognslinje 16, for at handle ind i en af de mange butikker, som lå i den nævnte gade. Det var næsten lige som et eventyr for mig at få lov til at komme med hende derud.   

 

  

 

Billedet til venstre viser Nørrebrogade set mod nord med den katolske kirkes tårn rage op i baggrunden. Fotoet er optaget omtrent fra hjørnet af Nørrebrogade og Sortedams Dossering. Som det fremgår er det i nutiden de gule busser, der præger gadebilledet – og så naturligvis bilerne og i de senere år også cyklisterne, i begge tilfælde i store mængder, som ofte skaber tæt traffik. – På fotoet til højre ses Dronning Louises Bro med Øster Søgade i baggrunden. Billedet er taget fra den modsatte, vestre side af Nørrebrogade og ud for Peblinge Dossering. Begge fotos er fotograferet omkring kl. 14 på en tirsdag, hvor vi kunne konstatere, at trafikken mærkværdigvis og undtagelsesvis ikke var særlig livlig . – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Sommerferiens dagligdag

Dennis og jeg tilbragte jævnligt dagene med boldspil eller lignende omme på den nærliggende Blågårds Plads. Dennis havde desuden rulleskøjter af den gammeldags slags, som skulle spændes på skoene eller støvlerne. Han var endog meget dygtig til at løbe på rulleskøjter, lige som jeg senere forresten også erfarede at han var til at løbe på skøjter. Begge dele misundte jeg ham en smule, for jeg var ikke selv særlig god til nogen af delene, mest måske fordi jeg var lidt ængstelig af natur og ømskindet. Desuden havde jeg heller ikke hverken rulleskøjter eller isskøjter, for det havde mine forældre slet ingen mulighed for at kunne afse penge til.

 

Men det skete dog, at jeg fik lov til at prøve Dennis' rulleskøjter, men de var faktisk for store til mig, så selvom det lykkedes at få dem spændt nogenlunde fast på mine sandaler, varede det ikke længe før mine fuldstændig ukontrollerede forsøg på bare at stå op med rulleskøjterne på, endte med at jeg faldt. Og i faldet vred jeg om på fødderne, hvorved skøj­terne gled af sandalerne, så jeg efter yderligere et par forsøg tabte lysten og modet til at fortsætte fiaskoen. Præcis det samme gentog sig et par år senere, da jeg forsøgte mig som skøjteløber på den tilfrosne Peblingesø, eller på skøjtebanen omme i parken ved Hans Tavsensgade, hvor Dennis brillerede med sine evner som skøjteløber. Jeg misundte ham dog egentlig ikke, men så nærmest op til ham, ikke mindst fordi han tiltrak sig pigernes opmærksomhed. Den evne havde jeg af en eller anden grund ikke.

 

Børnebadet i Peblingesøen

Bedre gik det med at bade i Peblingesøen, hvor der lidt vest for bådudlejningen for enden af Baggesensgade, og langs med stenkanten ved søbredden, var indrettet et rektangulært område på vel omkring 6x12 meter, som var afgrænset af et til formålet opsat tråd­hegn.

 

På særligt varme dage, og i erindringen var sommerdagene i reglen varme dengang, tilbragte Dennis og jeg gerne nogle timer i børnebadet sammen med en mængde af kvarterets andre børn. Kun iført badebukser ankom vi barfodede til stedet, og de badehånd­klæder, vi havde med ved disse lejligheder, blev lagt på græsskråningen lige over for badebassinet. Her lå der masser af lignende håndklæder og i mange tilfælde også drengenes shorts og pigernes nederdele, samt en hel del børnesandaler. Så vidt jeg ved, var der aldrig nogen, der forgreb sig på eller tog fejl af hinandens ejendele.

 

 

 

På fotoet til venstre, som er set fra den nordlige ende af Dronning Louises Bro lige ved Nørrebrogades begyndelse, ses et udsnit af Peblingesøen med bådudlejningen omtrent midt i billedet med adgang fra promenaden. Omkring 25-30 meter bag bådudlejningsanlægget var børnebadet beliggende. I baggrunden ses husene langs med Peblinge Dossering. – På billedet til højre ses Birgit stå ved rækværket på den vestvendte side af Dronning Louises Bro og kigge over mod bådulejningen. I baggrunden ses den karakteristiske ældre bebyggelse langs med Vester Søgade. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Men efter det første tøvende forsøg på at stige ned i vandet, som til at begynde med føltes lidt køligt, tog man endelig mod til sig og hoppede ud i bølgerne blandt de mange andre børn af begge køn, som allerede var i gang med at more sig på det herligste. Nogle spille­de ureglemen­teret vandbold eller pjaske­de rundt i vandet, måske i forsøget på at svømme, eller måske bare for at være i aktivitet og lave sjov, alt imens en øredø­vende glad og begejstret råben og skrigen af de mange børne­stemmer gjorde det umuligt at høre, hvad man selv sagde og tænkte.

 

På den varme sommerdag føltes det særlig dejligt med en svalende badetur, som i reglen blev strakt så længe ud, at man til sidst havde gåsehud, inden det blev besluttet at legen var slut og man kravlede op på den stenkant, der afgrænsede stien langs med søen. Pjaskvåd og rystende og tænderklaprende af afkølethed, gik man over stien og hen til græsvolden, hvor éns bade­håndklæde lå, og fik med et vist besvær tørret sig nogenlunde, men man beholdt ofte de våde badebukser på, fordi man generede sig for at skifte for øjnene af de andre børn. Turen hjemad mod Baggesensgade 24 foregik som regel barfodet, idet man holdt sine sandaler i den ene hånd og håndklædet og eventuelt tøj i den anden hånd.

 

Dennis i spejderkorps

Min fætter Dennis var på mange måder min direkte modsætning: Han var sparsommelig uden at være påholdende, han satte en ære i at være flittig og god, han bad "Fadervor" hver aften. Desuden havde han et lyst og humoristisk sind, var udadvendt og ofte vittig i sine replikker, og kom godt ud af det med sine skole- og legekammerater og med de voksne.  

 

Alt dette skyldtes til dels mormors opdragelse af ham, idet hun foruden at holde meget af ham som sit første barnebarn, også følte sig stærkt forpligtet af den plejetilladelse, som myndig­hederne havde tillagt hende, da han var ganske lille. Datteren Emmy, Dennis' mor, havde siden hans fødsel været meget svagelig og kunne derfor ikke påtage sig den opgave og det ansvar, det ville være at have ham hos sig. Senere pådrog hun sig en kræftlidelse, som medførte at hun i 1937 blev indlagt på Finsen Insti­tuttet på Østerbro i København, hvor hun blev strålebehandlet, men desværre viste sygdommen sig at være uhelbredelig. Men mere herom lidt senere.

 

Det var naturligt for en dreng med en opdragelse og karak­ter, som den Dennis repræsenterede, at han kom i Y.A. (Yngste Afdelingen), som holdt til i nogle lokaler i menighedshuset omme ved Blågårds Kirke på Blågårds Plads. På Lolland havde han været medlem af D.U.I. (Dansk Ungdoms Idrætsforbund), og i København blev han på et tidspunkt spejder, idet han blev medlem af F.D.F. (Frivilligt Drenge Forbund), som havde klublokaler i Brohus­gade, hvor moster Lillys plejebarn, Tonny, i øvrigt gik på fritidshjem.

 

Efter at Dennis sammen med sine (og mine) morforældre var flyttet til København, kom han til at gå på Kapelvejens Skole, hvor han forresten havde den senere så berømte forfatter Martin A. Hansen (1909-55) som klas­selærer, men om skolen eller eventuelt en eller flere af skolekammera­terne havde indflydelse på min fætters valg af netop F.D.F., ved jeg ikke, men her var han i hvert fald et ivrigt og pligt­opfyl­dende medlem.

 

Et par år senere, mere præcist den 1. april 1939, da mine forældre med os børn selv flyttede til hoved­staden, hvor vi i det første års tid kom til at bo i Baggesens­gade nr. 26C, hændte det lejlighedsvis, at Dennis inviterede mig med om i Y.A.s klubhus, hvor der bl.a. blev vist Disney-tegnefilm og Chap­lin-film. Det var jo lige noget for en film-fan, som mig, men derimod følte jeg mig ikke fristet af spejderlivet, og derfor heller ikke til selv at blive spejder. Jeg havde jo heller ikke fået samme opdragelse, som tilfældet var for Dennis’ vedkommende, for ingen af mine forældre var særligt religiøst anlagt. De var nærmest religiøst indifferente, men overholdt dog pligtskyldigst de borgerlige regler for, hvornår man viste sig i kirken, nemlig ved barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse.  

 

På familiebesøg

Mens jeg var på mit første feriebesøg hos mine morforældre i 1938, blev jeg klar over, sådan som tidligere omtalt, at min morfar bl.a. havde en søster, der var gift med en overværkfører på Rech Kedler i Esrumgade på det yderste Nørrebro. Denne familie boede i eget stort hus på Degnemose Allé i Brønshøj, og en dag i sommerferien skulle vi aflægge et besøg hos morfars søster og svoger. Jeg erindrer ikke særlig meget fra besøget, og kun meget vagt morfars søster og dennes mand, hvis sidstnævnte overhovedet var til stede ved den lejlighed. Derimod husker jeg udmærket familiens dejlige have, som jeg nysgerrigt gik omkring i, for at se på planterne, blomsterne, buskene og træerne. Det var en dejlig varm sommer­dag med strålende solskin og høj sommerhimmel, som gjorde, at haven var et flimmer af sollys og af velgørende skyggefulde partier, hvor man kunne søge hen, når solflimmeret blev for meget.

 

Svagt husker jeg, at haven havde et skyggefuldt område, hvor der stod et havebord omgivet af en del havestole, og her blev der dækket op og serveret kaffe til de voksne, mens Dennis og jeg fik hver en sodavand eller et glas saftevand og et stykke kage. Så vidt jeg erindrer, var der også en gynge et sted i haven, og den var formentlig beregnet til ægteparrets datter­søn, som sammen med sin mor boede oppe på villaens førstesal. Denne dreng var omtrent jævnaldrende med Dennis, men jeg husker ikke, om han eventuelt var til stede ved den nævnte lejlighed. År senere, da Dennis skulle konfirmeres, arvede han drengens konfirmationstøj. Men gyngen var naturligvis tillokkende for både Dennis og mig, og vi tillod os da også hver for sig at tage nogle gyngeture. Imidlertid blev det snart tid til at vende næsen hjemad mod den i sammenligning med dette sted mørke, overbe­folkede, men samtidigt livfulde Baggesensgade. Hjemturen foregik, i lighed med udturen, med rumlende sporvogn.

 

Om familien i Brønshøj kan Dennis i forbindelse med sin omtale af morfars tre søstre fortælle følgende:

 

"Den tredie søster boede på Degnemose Allé i en stor villa på to etager og med en stor have, der gik ned til Degnemosen. Her tog morfar altid med. Hun var gift med en stor, rar mand, der var overværkfører hos Rech Kedler i Esrumgade. Der boede en datter hjemme (på 1.sal), hun var porcelænsmaler på den "Kongelige". Hun havde en søn lidt ældre end mig. Jeg arvede hans konfirmationsjakke. Så var det sparet." (Dennis i brev af 12.10.1998).

 

 

Her ses det i teksten omtalte hus på Degnemose Allé i Brønshøj, som var ejet af en af morfars søstre og hendes mand, der var overværkfører på Rech Kedler i Esrumgade på Nørrebro. Det er formodentlig husherren, der står foran huset og lader sig fotografere sammen med dette. – Privatfoto fra 1930’erne. Tilhører Harry Rasmussen.

 

Mens jeg holdt sommerferie hos mine morforældre 1938, fik jeg på et tidspunkt et løbehjul, der ganske vist var brugt, men som jeg ikke des mindre var meget glad for og stolt over, for sådan et havde jeg aldrig ejet før. Det havde tilhørt en dreng, som var barnebarn af min morfars søster ude i Brønshøj. En dag tog mormor mig og løbehjulet med sig om til hjørnet af Dronning Louises Bro og Sortedams Dossering, hvor en såkaldt kanonfoto­graf havde fast stadeplads. Her sad fotografen, der i reglen var en lidt ældre mand, på sin lille klapstol og ventede på, at der kom kunder, hvis han da ikke allerede var i gang med at fotografere en eller flere sådanne. Det var mormors hensigt, at fotografen skulle tage et billede af mig med løbehjulet foran broen, hvilket også skete, hvad man kan se af det vedføjede foto. Men eftersom billedet blev kopieret over på et postkort, var det derfor mormors mening, at jeg selv skulle skrive bag på dette og sende det hjem til mine forældre og søskende i Nakskov, hvilket jeg da også gjorde. Med lidt ubehjælpsomme ’kragetæer’ skrev jeg følgende korte og ’kontante’ hilsen:

 

     Til Far Mor Benni og Bent

     God Dag Far og Mor Benni og Bent / her kommer jeg med mit Løbehjul / jeg har faaet det ude i Brønshøj igaar / Kærlig [Hilsen] fra Harry

 

Hvordan fotobrevkortet blev modtaget af dem derhjemme i Nakskov, husker jeg ikke noget om, men mor gemte det i hvert fald lige til sin død i 1975, hvor jeg som ældste barn arvede hendes fotoalbum og genså billedet og teksten efter de mange års forløb. Det vakte da mange og gode og glade minder om min sommerferie i det spændende København hos mine kære morforældre og min lige så kære og muntre fætter Dennis, som ofte imponerede mig med sine velopdragne dyder, sin udadvendthed og rappe replikker. Selv var jeg på den tid ikke særlig godt skåret for tungebåndet 

 

 

 

På billedet til venstre ses jeg med mit nyerhvervede brugte løbehjul i sommeren  1938, da jeg var 9 år. Fotoet er taget i København af en kanonfotograf, som havde fast stade i den ende af Dronning Louises bro, som lå og stadig ligger lige ved Sortedams Dosseringen. – Kanonfotograf-foto 1938. Tilhører Harry Rasmussen. - Fotoet til højre er taget præcis samme sted som billedet til venstre, men 71 år senere, hvor jeg er 80 år, men som det ses uden løbehjul!. – Fotoet er optaget af Birgit. © 2009 Harry Rasmussen.     

 

Storbyens lys

En af de mange ting i København, der gjorde indtryk på mig, var de forholdsvis mange lysreklamer, der var opsat rundt omkring på husene i byen, og som tændtes omkring mørkets frembrud. Men især Irmas lysreklame på Dosserin­gen ved Sorte­damsøen gjorde indtryk, fordi den var "levende". Den fore­stillede en høne, der lagde æg, og man så ægget komme ud af hønen og trille ned og lægge sig forneden, mens hønen drejede hovedet og kiggede på det. Derefter slukkedes "billedet", for straks efter at tændes og begynde forfra og om igen. Teknikken bag den bevægelige høne og det trillende æg er jo beslægtet med de levende billeder, men i dette tilfælde skabtes illusionen ved, at lyset auto­matisk og succes­sivt tændtes og slukke­des i de lysstofrør, der hver især repræsenterede de forskellige faser i bevægelsesfor­løbet. Denne lysreklame eksisterede i mangfoldige år, og jeg tror faktisk, at den findes på stedet endnu den dag i dag (juli 2004).

 

Besøget på Finsen Instituttet

Som tidligere nævnt ovenfor, var Dennis' mor, Emmy, med jævne mellemrum indlagt til behandling for sin kræftlidelse på Finsen Instituttet, og en dag i skolesommerferien 1938, da mine mor­forældre og Dennis skulle ud for at se til Emmy på Finsen Instituttet, tog de naturligvis også mig med. Der var særligt to ting, som ved den lejlighed gjorde indtryk på mig, og som jeg derfor tydeligt kan huske fra besøget, og det ene er, at der stod en masse senge forholdsvis tæt ved siden af hinanden vinkelret ud fra væggene på den sygestue eller gang, hvor den på det tids­punkt dødsmærkede Emmy lå.

 

 

Her ses chikke og velklædte moster Lilly promenere i København, formentlig på Vesterbrogade. Bemærk de velklædte mennesker. Dengang bevægede  ordentlige folk sig sommer og vinter almindeligvis ikke udendørs uden hat på hovedet. Automobilerne var et andet indslag i gadebilledet, og dem var der allerede før krigen en hel del af i København, men dog ikke i så stort antal, som det skulle blive tilfældet i 1950’erne og især i årene fremefter. – Privatfoto ca. 1938: Tilhører Harry Rasmussen.

 

Det andet og nok så stærke indtryk var, at Emmy, der var iklædt hvidt hospi­talstøj, halvvejs lå og halv­vejs sad op i sengen med en stor pude bag ryggen og hovedet. Hun lignede grangiveligt, hvad jeg forstod ved en engel. Det forekom mig som om hendes smukke, men magre hvide ansigt med de markerede kindben og det kulsorte hår, ligesom var omstrålet af en glorie eller aura, der frem­hævede de dybtliggende, skinnende mørke øjne og den mat smilende mund. Hun, der jo udmærket kendte mig, blandt andet fra mors og mine besøg hos hende og Carl i Præstø, hilste også på mig og sagde nogle få ord, men jeg husker ikke længere indholdet af disse.

 

Imidlertid kunne jeg ikke undgå at bemærke den trykkede og lidt anspændte stem­ning, der på trods af Emmys smilende ansigt var under besøget, for mormor og morfar vidste eller anede jo nok, hvor det bar henad med datteren. Om Dennis, som på det tidspunkt var 10 år, havde nogen fornemmelse af alvoren af sin mors sygdom, har jeg ingen viden om, men jeg vil tro, at mormor og morfar havde forberedt ham på, hvad der var ved at ske. Og han var naturlig­vis også trykket af situationen, men eftersom han faktisk i højere grad be­tragtede sine morforældre som sine forældre, var sorgen over moderens sygdom og senere død til at bære for ham. Hun døde på Finsen samme efterår, og blev i en alder af kun 29 år be­gravet på Præstø Kirkegård. I denne by havde hun boet i en del år sammen med sin mand, Carl Hansen, sådan som tid­ligere fortalt under omtalen af mine morforældre og af mors og mine besøg hos Emmy og Carl i Præstø.  

 

 

På dette foto fra 1938 ses fra venstre moster Lilly, fætter Dennis og onkel Poul, Lillys daværende mand. Bag på fotoet står der skrevet med blyant, at det er Fotograferet på Langelinje, der dengang som nu var et yndet udflugtsmål på søndag eftermiddage.  – Privatfoto 1938: Tilhører Harry Rasmussen.

 

Men livet skulle jo gå videre, og efter besøget hos Dennis' mor på Finsen Instituttet, gik dagene atter i den vante gænge i mine morforældres hjem i Baggesensgade. Mormor besøgte dog i reglen sin syge datter hver eneste dag, men lod os to drenge blive hjemme og lege nede på gaden eller omme på Blågårds Plads, mens morfar holdt os under et vist opsyn. Vi vidste altid, at han enten stod nede ved deres gadedør og fulgte med i gadelivet, eller talte med en eller flere af ejendommens eller gadens beboere, eller også lå han på sofaen oppe i lejligheden og hvilede sig, mens han læste dagens avis eller hørte radioa­visen. Vi kunne derfor hurtigt og nemt kontakte ham, hvis der skulle blive brug for det. Og selvom stemningen nok har været lidt trykket i hjemmet i de dage på grund af Emmys alvor­lige sygdom, så skulle livet jo gå videre. Dennis og jeg foretog os da også stort set de sædvan­lige ting, så som at spille bold, lege røvere og solda­ter, spille med kugler eller spille om land, hvilket sidste foregik ved at kaste en kniv ned i jorden, hvor den helst skulle blive sidden­de i et af de afmærkede felter, hvilket betød, at man havde erobret landet. Det sidstnævnte, det med at kaste kniven med så megen kraft og så præcist, at den blev siddende i jorden, var jeg forresten ikke særligt god til, men Dennis, der gerne gik med en flot spejderdolk i læderskede, var misundelsesværdigt dygtig til at kaste kniven og ramme præcist, hvor han skulle.

 

Alt dette foregik i reglen omme på Blågårds Plads, hvor Dennis også ofte løb på rulleskøjter, mens jeg sad på anlæggets stenrækværk og så til. Ind imellem gik vi ned til Peblingesøen og badede i børnebassinet. Og når det var regnvejr eller køligt vejr, blev vi som regel oppe i lejlig­heden og læste avisens og ugebladenes tegneserier. I "Aftenbladet", som mormor købte daglig, var der hver dag en stribe på 4-6 sort-hvide billeder, som under overskriften "Anders Ands Genvordigheder", berettede om den koleriske ands oplevelser og især uheld, og dem slugte jeg med stor interesse og begærlig­hed.

 

Hurra, en tur i Tivoli!

Men så en herlig morgen, hvor solen skinnede fra en høj blå himmel, fortalte mormor os, at om efter­middagen skulle vi i Tivoli. Det løfte, Dennis havde givet mig den dag, da familien afhentede mig på Hovedbanegården og vi passerede Tivoli, gik dermed i opfyldelse. Både Dennis og jeg blev grebet af for­ventningens spæn­ding, som gjorde, at vi syntes uret sneglede sig af sted og kun langsomt, umådelig langsomt, nærmede klokken sig to. Vi to drenge sad anspændte på hver sin stol i stuen, og øjnene blev tit rettet mod uret, som uanfægtet hang på væggen og lod pendulet svinge taktfast fra side til side, mens den sprøde lyd af dets evinde­li­ge tik-tak hakkede tiden ud sekund for sekund.

 

Endelig langt om længe forkyndte to timeslag fra uret, at tiden var inde til at tage af sted. Det var kun mormo­r, der skulle med os, mens morfar blev hjemme, men vi to drenge kunne ikke komme hurtigt nok ned ad de mange trapper fra fjerde sal og ud på gaden, så mormor havde svært ved at følge med os. Vi nærmest småløb om ad Blågårdsgade til linje 16s stoppested omme på Nørrebroga­de omtrent ud for Nørrebros Biograf, hvor vi utålmo­digt blev stående for at vente, først på mormor, som kom halsende og trippende lidt efter, og dernæst på den fordømte sporvogn, som netop den dag lod til at ville drille os, ved at lade vente ekstra længe på sig. Den ene linje 5 og 7 ankom og afgik efter den anden, før endelig en linje 16 viste sig henne omkring Griffenfeldtsgade, på vej mod det stoppested, hvor vi stod. Der var dog også et stoppested mellem Slotsgade og Stengade, og det varede en evighed inden det behagede sporvog­nen at forlade dette og køre videre.

 

 

 

På fotoet til venstre ses Fælledvejs udmunding i Nørrebrogade. Skråt overfor mod nordvest lå dengang den ærværdige Nørrebros Biografteater, hvis sørgelige facade ses på fotoet til højre. Det var faktisk den eneste biograf, min mormor ofte besøgte lige siden 1938 og til sin død i 1962. Biografen lukkede engang i 1980’erne og blev ombygget og åbnet som teater under navnet Kalejdoskop. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Der var som sædvanligt mange mennesker, der skulle med sporvognen også denne dag, og folk masede og skubbede til hinanden, for at komme først op i vognen, hvor siddepladserne i reglen på forhånd allerede var optaget. Så både mormor og vi to drenge måtte pænt stå op på turen, idet vi klamrede os til, hvad der var at få tag i, for at kunne holde balancen. Mormor kunne heldigvis nå en af de mange læderstropper, der hængte ned fra en metalstang oppe under loftet. Efter at konduktøren havde sikret sig, at der enten ikke skulle flere passagerer af eller på, eller at der ikke var plads til at tage flere med, ringede han afgang ved at trække i en læderstrop, som havde forbindelse til en klokke, hvis jævnlige klemten var en karakteristisk lyd i dati­dens københavnske gadebillede.

 

Vognstyreren, som sad i sit lille aflukke på forperronen i den forreste vogn - der var i reglen to vogne, nemlig en motorvogn og en bivogn - reagerede ved selv at klemte med en klokke, som så vidt jeg husker, blev dirigeret med en fodpedal. Samtidig drejede han med den ene hånd på bremsehåndtaget for at løsne bremserne, og med den anden hånd dirigerede han et andet håndtag, der bestemte sporvognens hastighed. Og jævnligt klemtede han mere eller mindre ivrigt med klokken, som advar­selssignal, hvis gående eller kørende trafikan­ter kom lidt for tæt på sporvognen eller sporskinnerne, så der var risiko for påkørsel eller sammenstød.

 

Imens sporvognen fortsatte til næste stoppested, gik konduk­tøren gennem vognen, for at billettere passagererne. Billetter og penge havde han i en speciel sort lædertaske, som altid hængte foran hans mave i lændehøjde. Nogle passagerer skulle kun have en enkelt­billet - også kaldet "en ligeud" - og den kostede dengang 20 øre, og andre en omstigningsbillet, der gjaldt en time og et kvarter, og som derfor var forsynet med en tegning af en urskive, der angav døgnets hele og halve timer og kvar­ter. Omstignings­billetter skulle konduktøren klippe med sin tang, som lavede et lille hul ud for det klokke­slæt, på hvilket billetten var blevet udleveret til passageren. I 1938 kostede en omstignings­billet - almindeligvis kun kaldet "en omstigning" - 25 øre.

 

Det føltes som om sporvognen sneglede sig af sted fra stoppested til stoppested, over Dronning Louises Bro og videre ad Frederiksborggade til Nørreport, hvorfra turen gik videre om ad Nørre Voldgade til Vestervoldgade, og derfra til Rådhuspladsen, hvor den drejede om ad Vesterbrogade. Vi stod af på Rådhuspladsen og gik til fods det sidste stykke hen til Tivolis hovedindgang, hvor mormor købte indgangsbilleter til sig selv og os..For hendes eget vedkommende var det, at hun kunne give os den fornøjelse, det var at komme i det berømte gamle og ærværfige Tivoli hende nok. Hun fulgte troligt med, hvor vi end for omkring, men måtte engang imellem sætte sig ned for at hvile en kort stund og vente på os, mens vi prøvede en eller anden forlystelse.

 

   

 

På fotoet til venstre ses et udsnit af Nørre Voldgade, som bl.a. Nørregade støder ud til, og som vi passerede med sporvognen på vej til Tivoli. På billedet til højre ses Københavns Rådhus med det store torv foran, som i dag (august 2009) ser helt anderledes ud, end da jeg første gang så stedet i juli 1938. I det ydre og indre er selve Rådhuset derimod stort set uændret, men visse moderniseringer har der dog fundet sted i nyere tid. Det er jo ikke alle overborgmestre, der har været lige pietetsfulde overfor den ærværdige  og snart ethundrede år gamle bygning. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

  

 

Fotoet til venstre viser det såkaldte Richshuset på hjørnet af Vesterbrogade og Rådhuspladsen, som ses i til højre billedets baggrund. Karakteristisk for Richshuset var og er tårnet med barmetret i form af to figurer, hvoraf den ene kommer frem, når vejret står på sol og godt vejr, mens den anden gør det, når det er gråvejr og regnvejr. På fotoet til højre ses tydeligt, at det er solskinspigen, der var fremme den dag, da tårnet blev fotograferet. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

  

 

På fotoet til venstre ses Tivolis hovedindgang præcis som den så ud i 1938, da jeg for første gang i mit liv var gæst i den smukke og fornøjelige have. Fotoet til højre er taget inde fra selve Tivoli og få meter fra hovedindgangens bagside. Det var en herlig solskinsdag søndag den 23. august 2009 og der er var enormt mange besøgende. Tivoli har i nyere tid fået sit eget brandkorps, og en af dettes brandslukningskøretøjer ses omtrent i billedets midte. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

 

 

Herover ses det ærværdige Pantomimeteater, som er ret enestående i verden. Forestillingen søndag den 23. august 2009 kl. 15.30 var balletten ”Svinedrengen” efter H.C.Andersens eventyr af samme navn og med kostymer og dekorationer af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. – På billedet til højre ses et udsnit med hjørmnet af Pantomimeteatret i forgrunden til højre og den del af haven, som vender ud mod Vesterbrogade. Den røde bygning i baggrunden er Industriforeningen, som dog er en ny bygning til erstatning for den, der lå der i min barndom og ungdom. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

På denne min første tur i Tivoli syntes jeg nok, at Pantomimeteatret var smukt og specielt i sin kinesiske stil og jeg var normalt meget interesseret i teater, men fætter Dennis og jeg havde ikke tanke for andet, end hurtigst muligt at komme hurtigt ind til de mange lokkende forlystelser, så mormor måtte følge med os så godt hun kunne. Jeg husker ikke længere i hvilken rækkefølge, Dennis og jeg tog ture i de forskellige forlystelsestilbud, men rutschebanen stod i hvert fald på listen over det, vi skulle nå at prøve, og helst mere end én gang. Desuden radiobilerne, hvor det gjaldt om ikke at køre ind i hinanden, hvilket derfor netop var en uimodståelig udfordring for de drenge, der syntes at det var det allermor­somste, når man i fuld fart påkørte andre. Den voldsomhed, hvormed sammenstødene skete, var ikke lige noget for mig, så jeg nøjedes med én tur og derefter med at se på, at min mere dristige fætter tog sig en tur til og morede sig herligt..

 

"Den blå vogn" eller "Spø­gelsestoget" var det derimod spæn­den­de at tage en eller to ture i. "Pariser­hjulet" skulle også prøves, og dér ville mormor også gerne med, dels fordi det foregik roligt og stilfærdigt, og dels fordi der var et herligt udsyn over København, når den gondol, man sad i, befandt sig helt oppe på toppen af hjulet. Mormor var også med, da vi sejlede i "Den blå Grotte", hvor der inde i mørket snart dukkede en række forskellige smukke scenerier frem, som lå badet i projektørlys af forskellig farve og lysstyrke.

 

På det tidspunkt havde vi to knægte ingen forståelse for, hvad der lå bag oprettelsen af et sted som Tivoli, og det interesserede os derfor heller ikke synderligt, hvilken historie der lå bag forlystelsesstedets oprettelse i 1843. Heller ikke, at initiativtageren og entreprenøren bag havens oprettelse hed Georg Carstensen (1812-1857), og som også var den, der 1847 oprettede Casino i Amailegade som vintertivoli. Casino blev senere en kendt teater i Hovedstaden, som i 1840’-50’erne blandte andet opførte nogle af H.C. Andersens eventyrkomedier.

 

 

 

På fotoet til venstre ses en buste af Tivolis grundlægger, Georg Carstensen. Som børn var vi mere interesseret i Pjerrot, som der ses en buste af på fotoet til højre, og som skal forestille Pantomimeteatrets allerføste Pjerrot, Niels Henrik Volkersen, som optrådte i rollen indtil sin død i 1893. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Den for den lidt ældre generation af Tivoli-gængere bedst kendte Pjerrot var Niels Henrik Volkersen (1820-1893), som fra Tivolis åbning i 1843 også var der første, der optrådte i denne populære rolle på det oprindelige og senere det nye Pantomimeteatret. Volkersen optrådte i sin selvskabte og dansk-nationale rolle som Pjerrot indtil sin død i 1893.

 

Dengang i 1930’erne lå fregatten Sankt Georg opankret i Tivoli-søen lige over for Færgekroen, og dér havde skibet ligget siden Den nordiske Industri-, Land­brugs- og Kunstudstilling 1888, da Tivoli var indlemmet i udstilling­sterrænet. Fregatten havde oprindelig tjent som flydende restaurant, hvor gæsterne fra den side, hvor Koncertpavillonen (Glassalen) er beliggende, blev sejlet til og fra skibet i robåde. Sankt Georg blev fjernet fra Tivoli-søen i 19??, men traditionen med en flydende restaurant genoptog Tivoli for en del år siden, da et tilsvarende skib atter fik plads i søen, dog nærmere søbredden, således at adgangen sker via en bro. Men i min barndom var Sankt Georg ikke længere restau­rationsskib, men derimod et sted, hvor både voksne og børn frit kunne gå ombord, de første for at besigtige det og de sidst­nævnte for at tumle rundt og op og ned ad trapper og ind og ud af kahytter, for at more sig eller lege sørøvere. 

 

De små motordrevne Ellehammer-både i den anden ende af Tivoli-søen var også en attraktion for os drenge, som naturlig­vis skulle have hver sin båd, for at kunne sejle om kap eller drille hinanden lidt i al godmodighed, eller, hvad jeg selv især holdt meget af, prøve at undgå at sejle ind i nogen.

 

Ind imellem turene i de forskellige forlystelser, havde Dennis og jeg også købt noget slik, som vi guffede i os under­vejs, bolsjer, lakrids og chokolade, eller, hvad vi vistnok begge holdt meget af, en glaseret æblepind. Sidstnævnte bestod af et friskt æble, der var stukket på en træpind og derefter dyppet i varm, flydende rød jordbær- eller hindbærglasur, som hurtigt stivnede og blev til en hård skal, når den stod til tørre. Det glasserede æble smagte virkelig godt. 

 

Endelig var det en særlig fornøjelse for både mormor og os to drenge at gå hen til en af isboderne og købe en af de hjem­melavede isvafler, helst en af de store med tre iskugler i og flødeskum og syltetøj ovenpå. Så satte vi os trætte på en bænk i nærheden, hvis en sådan ellers var ledig, og nød den herlige spise, der fyldte godt i maven. Klokken var efterhånden blevet henad kl.17, men Dennis og jeg havde det, som de allerfleste børn både dengang og nu, at de meget nødigt ville forlade stedet, så derfor tiggede vi om endnu en sidste tur i rutschebanen, hvilket vi fik lov til. Derefter var det på tide at vende næsen hjemad mod Bag­gesensgade, hvor morfar ventede på os, og på, at mormor skulle komme og lave aftensmaden, for det befattede han sig i reglen ikke med. Vi to knægte var dog så mætte af slikket og den store isvaffel, vi havde fået, og så trætte efter timerne i Tivoli, at det ikke var meget aftensmad, vi kunne spise den dag.

 

For resten havde Dennis og jeg hver fået en Tivoli-ballon, som vi passede godt på, så den kunne komme ’helskindet’ med hjem, hvilket ikke var så let, især ikke i den tætpakkede sporvogn. Men hjem kom vi, glade og stolte over at ballonerne holdt endnu og derfor kunne hænge oppe under loftet om natten ovenover sengen, mens vi sov. Til gengæld var skuffelsen stor, da vi vågnede næste morgen og så, at de krympede balloner lå halvslatne på hver vores dyne. Men det var trods alt en af de skuffelser, der var til at bære. 

 

Min fascination af storbyen

Storbyen København fascinerede mig meget, men indtrykket af den travle trafik var næsten for overvældende for en lille provinsbo som mig. Mormor tog gerne min fætter, Dennis, som hun og morfar havde haft i pleje siden hans fødsel, og mig med på indkøb og visitter rundt om i byen. Vi kørte som regel med en af de rumlende og støjen­de, men allige­vel meget spændende sporvogne, som byen dengang vrimlede med. Morfar blev næsten altid hjemme, for han havde nok at gøre med at snakke med opgangens og gadens beboere og forretnings­drivende. Desuden gav han mange en hjælpende hånd, når det gjaldt indkøb eller ærinder af den ene eller anden art, som f.eks. at gå på apote­ket, posthuset eller sygekassekontoret. Sygekassekontingentet betalte man dengang på et af de lokale sygekassekontorer. Det var først mange år senere, at der opstod et begreb som sygesikringen, og at man betalte denne via skatten.

 

Ved middagstid, når morfar havde spist sin frokost, der i reglen bestod af rugbrød med sild og stærk ost, og drukket det obligatoriske glas snaps, lagde han sig på sofaen og læste lidt i sin ynd­lings­avis, Social Demokraten, og han hørte i reglen også middagsradioavisen, og når han havde slukket for den, hvis han ellers nåede det, døsede og sov han i en lille times tid. Så var det atter tid for ham til at indtage sin ståplads nede foran ejendommens opgang, og her kunne han blive stående i flere timer, dog noget afhængigt af vejret og af, hvad der skete i gaden og om der var nogen at snakke med, hvad der dog næsten altid var. 

 

 

 

På fotoet til venstre ses Dronning Louises Bro fra hjørnet af Nørrebrogade og Peblinge Dossering og ind mod byen. I billedets baggrund og omtrent i midten ligger og lå Søtorvet, og til højre for dette Frederiksborggade. Det var ad den rute mormor gik, når hun skulle handle ind på Grønttorvet, som netop ligger ved Fredriksborggade. På fotoet til højre ses et udsnit af netop Frederiksborggade med Linnégade i baggrunden, fotograferet fra Vendersgade. Bag indhegningen lå dengang det egentlige Grønttorv, som nu hovedsagelig kun er et blomstertorv tilhøjre for bygningen med det røde tegltag og det høje træ. Denne bygning rummer i sin kælderetage toiletter for henholdsvis damer og herrer, og gjorde det også dengang. De bygninger, der ses på billedet fandtes også i 1938, og bortset fra facaderenovering ligner de sig selv fra dengang. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Som stedkendt var Mormor fortrolig med store dele af København og Frederiksberg, hvilket blandt andet hang sammen med, at hun jo var født og opvokset i byen, som hun først forlod som ca. 22-årig. Hun tog ofte os to drenge med på Grønttorvet, det nuværen­de Israels Plads, hvor der dengang var en livlig torvehandel overalt på hele pladsen, og hvor byens grønthandlere, købmænd og blomsterhandlere kom og købte deres varer en gros. Men man solgte altså også til private kunder, som kom fra nær og fjern, for at købe friske grønsager, frugt og blomster, som tilmed var lidt billigere, end når man købte dem i butikkerne, som jo nødvendigvis skulle have deres avancer.

 

Besøget hos ”onkel Theodor”

Når det gjaldt private besøg, husker jeg, at mormor og jeg engang tog med linie 5 til Gammeltorv, og undervejs fortalte hun, at hun som barn og ung pige lejlighedsvis havde kørt mellem Nørregade og Nørreport med den hestetrukne sporvogn, der kaldtes "Hønen". "Hønen" kørte sin sidste tur den 13. juni 1915. Men fra Gammeltorv spadserede mormor og jeg hen til Jorcks Passage, hvor morfars svoger, kaldet "onkel Theodor", havde kontorer på førstesalen i op­gangen lige inden for gennem­gangen til højre, når man kom fra Nygade-siden. Mormor og jeg kom ind i et forkontor, der virkede fornemt gammeldags med en stor mahogni­skranke og ditto skabe langs væggene. Desuden var der nogle læderbetrukne mahognilænestole i lokalet, og ved det meget store vindue ud til Jorcks Passage, var der placeret et par store palmetræer i messingpotter. På et halvhøjt skab stod der et fint glasover­dækket konsolur, hvis sprøde halv- og heltimesslag meldte om tidens gang.

 

Det blev dog ikke noget langt besøg, for den i mine øjne fornemt klædte onkel Theodor i stramtsiddende mørkt jakkesæt med vest, slips og guldur i kæde, havde tydeligvis travlt. Vi blev ikke budt indenfor i de øvrige gemakker, men måtte pænt sidde på de fine stole i forkontoret og vente på, at han kunne afse tid til at tale med mormor. Min erindring fortæller, at jeg følte mig meget trykket af stedet og situationen, selv om manden, som jeg aldrig tidligere havde mødt, hilste venligt men kort på mig. Hvad der egentlig var mormors ærinde med besøget hos onkel Theodor, husker jeg ikke og vidste det måske heller ikke, lige som jeg forresten heller ikke husker, hvorfor fætter Dennis ikke var med ved denne lejlighed. Onkel Theodor så jeg i øvrigt heller ikke noget til senere i livet.

 

 

Billedet herover viser Nørregade i begyndelsen af 1900-tallet, hvor den hestetrukne sporvogn, populært kaldet ”Hønen” ses lige før den passerer forbi Folketeatret (til højre) på vej mod Nørrevoldgade. Telefonhuset, hvor Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab havde domicil, er den høje bygning bagest i midten af billedet. Mormor fortalte i øvrigt, at hun i sin barndom i København flere gange havde kørt med ”Hønen” mellem Gammel Torv og Nørrevold. Postkortfoto fra ca. 1900.

 

 

Til sammenligning vises herover Nørregade set fra Nørre Voldgade, sådan som stedet så ud i juli 2009. Som det ses af bygningerne længere nede i gaden og af hjørneejendommen til højre, er det de samme bygninger, som i min mormors barndom. Folketeatrets bygning og facade, som kan anes til højre i billedet, er heller ikke meget forandret fra dengang. Bemærk den gule bus, som er på vej mod Nørrevoldgade. – Foto: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Men turen ind til onkel Theodor var interessant, for den foregik som nævnt med sporvognslinie 5 om ad Nørregade, hvor bl.a. Daells  Varehus og Telefonhuset dengang var beliggende og som de fleste københavnere var bekendte med.

 

 

 

På fotoet tilvenstre ses det forhenværende Daells Varehus, som ligger mellem Nørregade (til vesstre) og Krystalgade ( til højre). Varehuset er dog  nedlagt for mange år siden, men bygningen fungerer i nutiden som hotel. På billedet til højre ses det såkaldte Telefonhuset, som i mangfoldige år var hovedcentralen for Københavns telefonabonnenter. Det er ikke tilfældet i nutiden, hvor hovedaktiviteterne foregår i bygningskomplekset på Borups Plads ude på Nørrebro. - Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

  

 

Herover ses til venstre Nørregade med  Telefonhuset i baggrunden. Bygningen til højre hører under Københavns Universitet og kaldtes tidligere ”Kannibalen”, som var kantine for de studerende. På fotoet tilhøjre ses Nygade fra Gl. Torv-siden og hen mod Vimmelskaftet, som ligger i billedets baggrund. Den høje bygning (nr. 3 fra højre) i højre side af gaden, rummede dengang biografen Alexandra Teatret, som senere, i 1942,  flyttede over i en nyopført bygning på hjørnet af Nørregade og Gl. Torv. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

  

 

På fotoet til vesntre ses bygningen, som i sidste halvdel af 1890’erne blev opført og ejedes af bygherren R. W. Jorck (1832-1909), og som rummer den såkaldte Jorcks Passage. Sidstnævnte, som ses på fotoet til højre,  strækker sig fra Vimmelskaftet og til Skindergade. Stedet er meget specielt og virker selv den dag i dag fornemt, særlig i en by, som på mange måder er blevet atadig mere ødelagt af en lang række kolosagtige og uskønne nyere bygninger, samtidig med at andre bygninger og steder er forsømte og forfaldne. Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

-          

  

 

I porten og passagens stueetage var og er der stadigvæk butikker af forskellig slags, lige som der er kontorer i alle fire fløjes tre etager. Kompleksets første lejer var Københavns telefoncentral, som flyttede hertil i april 1896, hvor byen havde mere end 2.000 abonnenter. Telefoncentralen blev i 1910 flyttet til det nyopførte telefonhus i Nørregade, og i 1924 rykkede Københavns Radiofonistation, en interimistisk forløber for Danmarks Statsradiofoni, ind i de Jorcks impossante bygning. Herfra blev den første danske radioudsendelse transmitteret den 24. september 1924. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

  

 

På fotoet til venstre ses nogle af vinduerne i passagens føstesal, mere præcist de vinduer, som hørte til onkel Theodors kontor. Vinduesrækken i billedets midte hører til trappeopgangen, som ses lige inden for portåbnningen nederst til højre. På fotoet til højre ses min kone, Birgit, stå i den ende af Jorcks Passage, som vender ud mod Skindergade lige over for bagsiden af Vor Frue Kirke og Fiolstræde.  – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Onkel Theodor havde som nævnt kontorer i det højst interessante og på sin vis fornemme Jorcks Passage mellem Vimmelskaftet og Skindergade. Stedet ligger der stadigvæk og er stort set uforandret fra dengang, jeg i 1938 så det for første gang. På det tidspunkt anede jeg naturligvis ikke det mindste om det specielle steds historie, som i sig selv er nok så interessant, sådan som tilfældet også er med mange andre gamle huse og steder i København, ja, selve byens historie er som allerede tidligere omtalt en historie for sig.

 

Forresten var min morfar en uforbederlig optimist, og en af hans stående replikker, når nogen beklagede sig over tingenes tilstand eller over personlig modgang, var denne: "Er det ikke så godt i dag, kan det jo være, at det bliver bedre i morgen!". Det er faktisk et godt livsråd at rette sig efter, men nogle syntes det var for letkøbt at afvise folk med sådan en replik. Men min morfar nøjedes ikke med "letkøbte" eller smarte replikker, han var i høj grad en hjælpsom mand, der ikke kviede sig for at række folk en hånd, når det kneb, både praktisk og økonomisk. Det var derfor ikke uden grund, at han i mange år fungerede som beboertalsmand for lejerne i Baggesensgade 24. De fleste af ejendommens og mange af gadens beboere, både voksne og børn, kaldte ham "bedstefar", en tiltaleform, som han var glad for og stolt over.

 

To stykker med højt belagt

Skråt over for, hvor mine morforældre boede, lå der i byg­ningen på hjørnet af Baggesensgade og Todesgade, hvor min moster Lilly og hendes mand, Poul, på et tidspunkt boede på 1. sal, en smørrebrøds­for­retning, og den havde min særlige bevågenhed af to grunde: Dels lå der normalt en mængde fristende smørre­brød i udstil­lings­vinduet, og dels var der en smørrebrødsauto­mat uden for selve butikken, hvor man mod en bestemt sum penge kunne trække en pakke smørrebrød. Der fandtes flere slags tilbud, enten en flad madpakke til vistnok 75 øre og en pakke med højt belagt smørre­brød til vistnok 1 krone og 25 øre. I den flade pakke var der i reglen et halvt stykke med leverpostej, et halvt stykke med spege- eller rullepølse, og et halvt stykke med ost. I pakken med højt belagt, var der f.eks. et halvt stykke med fiskefilet med remoulade og en skive citron, pyntet med et par tomatstyk­ker og drysset med karse, og et halvt stykke med en særlig god ost, belagt med sky, løgringe og nogle flækkede radiser. Men jeg holdt dog også meget af en rugbrødsmad med æg og tomat skåret i skiver og med mayonnaise og lidt karse ovenpå.

 

 

I denne ejendom på hjørnet af Baggesensgade (i forgrunden) og Todesgade (til venstre) boede min tante Lilly og hendes mand Poul i 1938 i den store lejlighed på første sal til venstre. Nedenunder, med indgang fra hjørnet, lå den i hovedteksten omtalte IRIS-dagligvareforretning, og til højre for opgangen i billedets højre side, lå den ligeledes i hovedteksten omtalte smørrebrødsforretning. Som det fremgår af dette foto fra 2009, er IRIS-forretningen væk og erstattet af beboelse, og det samme er tilfældet med smørrebrødsforretningen. Men hvornår de nævnte to forretninger er blevet sløjfet og ombygget til lejligheder, har jeg ingen viden om. – Foto: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Det var naturligvis særlig pakken med det højt belagte smørre­brød, og især når denne indeholdt de ovenfor beskrevne to stykker smørrebrød, eller eventuelt æg- og tomatmaden, der fik mine tænder til at løbe i vand. Men jeg kunne ikke lide at bede om penge til at trække smørrebrødet for, så jeg undlod derfor i nogle dage at bruge de penge, jeg fik til is og slik, og sparede på den måde de 1 krone og 25 øre sammen, som det dyre smørrebrød kostede. Det var derfor en stolt og forventningsfuld mig, der en dag før aftensmaden sagde til mormor, at jeg havde sparet penge sammen til at købe nogle stykker smørrebrød for, så jeg behøvede altså ikke at spise med den dag. Mormor rystede på hovedet over mit påfund, men lod mig få min vilje, formentlig mest fordi hun undte mig at få den oplevelse med.

 

Tidlig samme aften omkring spisetid gik jeg over til smørre­brødsfor­ret­ningen, for at trække den pakke smørrebrød, som jeg så længe havde ønsket mig. Det havde naturligvis været nemmest at gå ind i forret­ningen og købe smørrebrødet, men der var noget helt særligt ved at trække pakken i automaten udenfor butikken, så derfor foretrak jeg det sidstnævnte. Jeg valgte den luge, hvor den halvt åbne pakke med fiskefilet’en lå, og puttede så fem 25-ører i automatens møntindkast. Men da jeg ville åbne glaslågen ind til det lille rum, hvor den efter­tragtede smørrebrødspakke lå, viste det sig til min ube­hageli­ge overraskelse, at den var meget stram at få op. Kolds­veden sprang frem på min pande, da jeg med to hænder og op­bydelsen af alle mine armkræf­ter, med stort besvær endelig fik åbnet lågen, så jeg kunne tage den halvåbne pakke med de to stykker smørre­brød ud.   

 

Med stor forsigtighed pakkede jeg papiret omkring de to højt belagte stykker smørrebrød, og skyndte mig der­efter hjem med dem. Mormor, morfar og Dennis var allerede ved at spise, da jeg kom tilbage og fik bakset de to uhåndter­lige stykker smørrebrød ud på min tallerken, og da jeg endnu ikke rigtig havde lært at bruge kniv og gaffel, måtte jeg spise dem som håndmadder. Det resulterede uundgåeligt i, at jeg snart havde remoulade på fingrene og i hele underansigtet. Værre var det, at jeg faktisk kun kunne spise smørrebrødet med fiskefilet’en, men ikke stykket med skybelagt ost. Det kunne Dennis heldigvis, for han havde normalt en temmelig god appetit og var ingen kostfor­agter, som han selv plejede at sige.

 

Biografer, biografer og atter biografer!   

Men det var ulige mere spændende for mig, at se den indre by med Gammeltorv med det berømte Caritas-springvand, og Nytorv med Domhuset og byens høje huse og gamle bygninger, dens torve, gader og stræder, der lod én ane de forgangne tider. Og naturligvis kiggede jeg ikke mindst langt efter biograferne, når vi var i nærheden af en af disse for mig så tillokkende "Aladdin-huler", og det gjorde vi tit, for dem var der rigtig mange af i København dengang. På turen fra Gammeltorv og hen til Jorcks Passage var vi forresten kommet forbi en af dem, nemlig "Alexandra-Teatret", Nygade 3, som havde ligget her siden 1924. Men mormor havde travlt, så vi kunne ikke afse tid til at kigge nærmere på biografens udstillingsbilleder, hvad jeg ellers plejede gerne at ville.

 

 

Herover ses Alexandra Teatret i Nygade 3 i 1930, altså otte år, før jeg fik mulighed for st se stedet. Som det fremgår af biografens facade, spillede man på det tidspunkt det tyske lystpil ”De Tre fra Benzintanken” med de meget populære skuespillere Lillian Harwey og Willy Fritsch i hovedrollerne. – Foto 1930: Det danske Filmmuseum

 

Alexandra-Teatret lukkede i øvrigt i 1942 og flyttede over i den splinternye bygning og biografsal på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade. Først mange år senere, mere præcist den 7. november 1958, genåbnede den gamle biografsal i Nygade og havde nu fået navnet "Nygade-Teatret". Der ligger faktisk en interessant og spænden­de historie bag denne genåbning, som jeg dog først skal vende tilbage til senere i denne i nogenlunde kronologisk orden for­talte selvbiografi.

  

 

På dette foto ses de sørgelige rester af den fordums så fornemme og flotte biograf Alexansra Teatret på hjørnet af Nørregade og Gl. Torv, som åbnede i 1942. Her blev der stort set udelukkende spillet seriøse kvalitetsfilm lige indtil biografen i 1981 måtte lukke på grund af en konflikt mellem filmudlejere og biograferne, samt en avisstrejke, som holdt publikum væk fra en række købnhavnske biografer.  Derefter blev den benyttet til  alle mulige andre formål, bl.a. rockkoncerter og lign. – Foto: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Men på det tidspunkt havde jeg endnu ikke haft lejlighed til at komme indenfor i nogen af de københavnske biografer, ikke engang i den gamle hæderkronede "Nørrebros Biografteater", der lå omme på Nørrebrogade, kun cirka 5-6 minutters gang fra, hvor mine morforældre boede i Baggesensgade. Mormor, som først omkring dette tidspunkt fik sine hårdt tiltrængte første par briller, blev ellers en flittig biografgænger resten af sit liv. Men morfar syntes ikke om, at man skulle spilde tid og penge på den slags "løgn og bedrag", som film efter hans mening var udtryk for. Desuden var pengene små dengang, i al fald i min familie, og så var det forresten en herlig sommer, og den brugte man ikke til at bure sig inde i biografsalenes mørke, nej, pengene blev sparet til den årlige tur i "TIVOLI”, Dér vankede der til gengæld ture i nogle af de mest populære forlystelser, som en rask dreng holdt af: Rutschebanen, Spøgel­sestoget, Radiobilerne, og til nød Pariserhjulet og sejlture i Den blå Grotte. Og oveni fik vi hver en stor isvaffel og måske en slikkepind, og - som kronen på dagen - en stor og flot Tivoli-ballon, som, hvis man ellers var heldig nok med at transportere den hel og uskadt hjem, om natten hang stolt og stramskindet at se til oppe under loftet over éns seng, og var det sidste man havde øje for, inden søvnen overvældede den trætte krop. Ballonen var også det første øjnene søgte, når man vågnede næste morgen, men da lå den som regel lille og krympet på puden eller dynen ved siden af én, hver gang til lige stor skuffelse og ærgrelse for os børn. Men alt sammen noget, som jeg allerede havde oplevet for nogle dage siden.

 

Det blev imidlertid hurtigt glemt til fordel for nye og spændende oplevelser, som for eksempel en tur i en af de lejede robåde på Peblingesøen. Dengang som nu, lå bådudlejningen lige ud for den sydlige ende af Baggesensgade, så der var ikke langt at gå for min fætter og mig, når vi havde fået penge til at tage os en rotur på søerne. Eller når vi, som tidligere nævnt, ville ned for at bade i søens børnebassin.

 

Der blev dog også både råd og tid til et besøg i Københavns zoologiske Have på Valby Bakke, og det var bestemt også noget af en oplevelse, måske især for en provinsdreng som mig, der ’kun’ havde set vilde dyr i omrejsende cirkus. Der var dog særlig to dyrearter, som interesserede mig, og det var elefanter og aber. De førstnævnte fordi de indgød mig tillid og ro, og de sidste på grund af deres relativt store og i en vis forstand skræmmende lighed med os mennesker. Interessen for aberne, særlig bavianerne, var jeg ikke ene om, hvilket den store mængde publikum foran abegrotten var et tydeligt bevis på. Bavianerne eksponerede deres sexlyst og sexliv fuldstændig åbenlyst og ugenert overfor publikum, så ugenert, at dydige forældre skyndte sig at genne deres børn bort, når aberne parrede sig, hvilket jævnligt skete.

     Men morsomt var det at fodre bavianerne med jordnødder med skal på, som de var eksperter i at afskalle med deres fortænder, så de kunne gnaske nøddekernerne, på engelsk peanuts, i sig med tydeligvis stort velbehag. Den fornøjelse er imidlertid forlængst frataget aberne såvel som publikum, idet fodring af dyrene på et tidspunkt blev totalt forbudt. Til gengæld er saltede peanuts blevet et yndet tilbehør til drinks, en skik, som danskerne som så meget andet har overtaget efter amerikansk mønster. 

 

Fortsættes i artiklens 5. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra og med året 1938 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________