Ideale drømme, skepsis og tvivl 5. del
Fra idealist til realist
Morale: Livet er kun til låns
(1938 og videre fortsat fra artiklens 4. del)
Men
selv om dagene ind imellem kunne forekomme lange og uden ende og man syntes at ferien
varede næsten en evighed, så kom uvægerligt den dag og det tidspunkt, hvor der
måtte tages afsked. Men jeg husker ikke længere, hvor mange uger af
sommerferien, jeg tilbragte hos mine morforældre i København, men året før, i
1937, var skolesommerferien netop blevet forlænget til at vare i 7 uger, i al
fald for de københavnske skoleelever. Hvor længe den varede for provinsskoleelevernes
vedkommende dengang, kan jeg desværre ikke erindre, men antagelig omkring 5-6
uger på det tidspunkt, og jeg tilbragte formentlig fire af disse uger i
København.
Dagen
for min hjemrejse nærmede sig efterhånden, og selvom jeg holdt meget af mine
morforældre og min fætter Dennis, så hændte det dog lejlighedsvis at jeg
længtes hjem til mine forældre og mine to små brødre, Benny og Bent, i Nakskov.
Den
sidste aften, hvor pufsengen blev slået op og redt inde i stuen, kom da
uvægerligt også, og det blev sent før vi gik til ro og faldt i søvn, for mit
vedkommende, fordi der meldte sig en vis spænding og nervøsitet hos mig ved
udsigten til den lange hjemrejse med bumletoget. Det var derfor en noget træt
mig, der vågnede tidligt næste morgen og fik vasket sig nødtørftigt, og som
næsten ikke kunne spise nogen morgenmad, fordi jeg var bange for at komme for
sent til toget. Aftenen før havde mormor pakket min kuffert, kun min pyjamas og
en nysmurt madpakke manglede at blive lagt i den, inden den blev lukket og låst
og jeg fik nøglen med mig i bukselommen.
Kort
efter kom min morbror Thorkild, som havde tilbudt at hjælpe sine forældre med
at få mig af sted til det rigtige klokkeslæt. Denne gang tog vi alle, mormor,
morfar, Dennis, Thorkild og jeg, sporvognen ind til Hovedbanegården, hvor vi
ankom i god tid og derfor ikke behøvede at have travlt med at finde den rigtige
perronnedgang og toget til Gedser med stop i bl.a. Nykøbing Falster, hvor jeg
jo skulle skifte over til Lollandsbanen, mere præcist til det lokaltog, der
kørte til Nakskov.
Men
ved sådanne lejligheder har jeg altid følt en anspændt nervøsitet og en vis
angst for dels at komme for sent, og dels for ikke at komme med det rigtige
tog. Denne følelse har intet med logik og fornuft at gøre, men er en
fuldstændig irrationel og i grunden unødvendig og ikke mindst ubehagelig
tilstand, som det alle dage har været umuligt for mig at undertrykke, endsige
kontrollere. Panikken griber mig uvægerligt og påvirker både psyke og krop, men
jeg forsøger af al magt og evne at lade som ingenting over for omgivelserne,
hvilket dog sjældent lykkes. Roen falder faktisk først over mig, når jeg har
nået mit bestemmelsessted og er vel tilbage i de gammelkendte omgivelser.
Sådan
var det også på dagen for min første afrejse fra København efter sommerferien
hos mine morforældre. Jeg kunne ingenting spise eller drikke ved morgenbordet,
men skulle alligevel flere gange løbe ned ad alle trapperne for at tisse.
Derimod skulle jeg ikke som sædvanligt på wc, for min krop reagerede, som altid
ved den slags lejligheder, med at holde på afføringen, og jeg kom derfor i
reglen først på toilettet sent på dagen eller ofte først næste dag.
Min kære onkel Thorkild, som altid
var parat til at hjælpe sin familie, når og hvor han kunne. Fotoet er
formentlig fra ca. 1939-40. Han havde i lighed med sin søster Lilly boet i København
i en del år, inden den øvrige familie flyttede dertil. Han var en forholdsvis
høj, slank og mørkhåret mand med såkaldte ”sovekammerøjne” og dertil næsten
altid i godt humør, hvilket alt i alt bevirkede, at visse unge damer havde
svært ved at modstå ham og hans erotiske udstråling. Han var i øvrigt heller
ingen asket i den retning. – Privatfoto ca. 1939-40: Tilhører Harry Rasmussen.
Men
anført af Thorkild og Dennis fandt vi snart den rigtige perron, hvor toget
afgik fra, som jeg skulle med. Men min nervøsitet og angst for at toget skulle
køre uden mig blev imidlertid ikke mindre af, at damplokomotivet stod og
prustede og lukkede damp ud, så efter en hurtig afsked med mormor og morfar
fulgte Thorkild og Dennis mig op i en af togets kupeer, hvor de fandt en ledig
siddeplads til mig. Det var nu ikke vanskeligt, for der var kun et par andre
børn og voksne, som skulle med toget. Thorkild åbnede kupevinduet ud mod
perronen, hvor mormor og morfar stod og kiggede op på os, men nu blev jeg
grebet af nervøsitet for, om Thorkild og Dennis kunne nå at komme af toget,
inden det begyndte at køre. Derfor sagde jeg til dem, at de hellere måtte
skynde sig af, hvilket dog kun fik Thorkild til at smile beroligende til mig,
idet han purrede op i mit hår og sagde: - "Farvel, knægt! Hils din mor og
far og dine to små brødre!" Jeg følte mig trykket af situationen og så
forlegent på Dennis, som uden et ord rakte mig hånden til afsked. Han syntes
heller ikke glad ved, at jeg nu skulle rejse efter alle de rare og fornøjelige
dage, vi havde tilbragt sammen i løbet af de sidste fire uger. Men afsked
skulle der jo tages, og snart efter stod han og Thorkild ude på perronen sammen
med morfar og mormor, mens jeg stak hovedet ud ad kupevinduet og utålmodigt
ventede på fløjtesignalet til togets afgang.
Ventetiden
forekom mig uendelig lang, hvilket måske også var tilfældet for min kære
familie ude på perronen, for de kiggede snart til den ene side, hvor uret på
perronen var, og snart til den anden side, for at se, hvor togføreren var henne
og hvad han foretog sig, og om han eventuelt allerede havde fløjten fremme,
klar til at give signal til afgang. Imens hørtes den tunge, dunkende lyd fra
lokomotivet, som var delvis skjult af udsivende tæt damp, som om lokomotivet
fnøs af ivrighed after at sætte igang. Det lød som om det talte sekunderne til
afgang, og jeg følte det, som om lyden forenede sig med min egen blanding af
bedrøvethed og utålmodighed efter at komme af sted.
Endelig
lød togførerens gennemtrængende fløjtesignal til afgang, som straks blev
besvaret og bekræftet af lokomotivets dampfløjte. Så lød der en hvæsende lyd
af damp, der bliver lukket ud, og derefter gav det et ryk i togstammen, da
lokomotivet langsomt satte sig i bevægelse. Morfar, mormor, Dennis og
Thorkild stod på perronen og vinkede farvel til mig, og jeg vinkede farvel til
dem fra det åbentstående kupevindue. Toget satte farten lidt op og kørte ud på
jernbaneterrænet bag ved banegården, hvor det snart efter ikke længere var
muligt at se min vinkende familie, lige som de naturligvis heller ikke længere
kunne se mig. Hjemrejsen var nu for alvor begyndt.
En
underlig tom følelse greb mig og jeg havde en klump i halsen, da jeg satte mig
ned på det hårde træsæde, hvor min kuffert lå ved siden af mig. Det var ikke
langt fra, at jeg ville være begyndt at græde over afskeden med nogle
mennesker, der betød meget for mig. Desuden vidste jeg ikke, hvornår jeg fik
dem at se igen. Men det lykkedes mig at bekæmpe tårerne, mest fordi jeg ikke
ville have, at de andre passagerer i kupeen skulle se, hvad for en tøsedreng,
jeg i virkeligheden var i den slags og lignende situationer.
For
at aflede tankerne, lænede jeg panden op mod vinduesruden og forsøgte at
interessere mig for, hvad der var at se udenfor, men tankerne ville ikke slippe
de mennesker, jeg lige havde måttet forlade. Med udsigt til den omkring 5 timer
lange rejse, jeg havde foran mig, fik Jeg følelsen af at være fortabt og helt
alene i den store verden mellem København og lille Nakskov. Det varede jo
omkring et kvarter eller tyve minutter, før toget kom uden for selve København,
hvilket først skete efter at Valby Station var passeret. Derefter var der mere
eller mindre åbent land med marker og bondegårde mellem hver af de småstationer,
som toget gjorde holdt ved undervejs, stort set som det skete på turen ind til
København. Dengang kunne jeg naturligvis end ikke ane, hvilken betydning nogle
af de stationsnavne, toget passerede undervejs, senere i livet skulle få for
mig. Det var stationsnavne og –byer som Valby, Glostrup, Taastrup og
Hedehusene, som slet intet sagde mig på det tidspunkt, og som jeg kun læste på
skiltene, fordi toget gjorde holdt ved de nævnte stationer.
Dengang
vidste jeg endnu ikke, at stationerne Valby, Glostrup, Taastrup og Hedehusene
var de allerførste jernbanestationer i Danmark, nemlig på banestrækningen
mellem København og Roskilde, som var blevet indviet og åbnet den 27. juni
1847.
Langt
om længe nåede toget endelig Vordingborg og Masnedø, hvorfra turen fortsatte
over Storstrømsbroen til Orehoved på Falster-kysten, og derfra videre til
Nykøbing Falster. Her skulle jeg skifte til det lokaltog på Lollandsbanen, som
kørte til Nakskov og undervejs blandt andet gjorde holdt i Maribo og
Sakskøbing, som jeg jo kendte fra tidligere besøg. Jeg kunne ikke komme hurtigt
nok af i Nykøbing, for jeg var grebet af ængstelse for, om jeg nu også kunne
finde og nå det rigtige tog, inden det kørte fra stationen. Det var allerførste
gang i mit da 9-årige liv, at jeg rejste alene med toget, og min nervøsitet var
derfor meget stor, mens jeg lidt forvildet for fra det ene sted til det andet,
for at finde den perron, hvor lokaltoget holdt.
Her
ses på en solrig dag i august 2006 det 26 meter høje vartegn for Vordingborg,
Gåsetårnet, som er Danmarks bedst bevarede middelaldertårn. Det er sammen med
de bevarede dele af slottets ringmur resterne af Vordingborg Slot, som kong
Valdemar Atterdag lod opføre i 1600-tallet. Personerne på billedet er fra
venstre: Mig, Harry Rasmussen, og Hanne og Kaj Grye Pedersen. Fotograferet
af Birgit Bennedbæk. – Privatfoto: © 2006 Harry Rasmussen.
Der
var det måske lidt ejendommelige ved mig som barn, at jeg ikke kunne lide at
dumme mig, det forbød min stolthed, og desuden var jeg en smule sky over for fremmede,
så derfor kunne jeg ikke lide at spørge nogen om vej. Til sidst lykkedes det
mig da også ved egen hjælp at finde lokaltoget til Nakskov, som jeg forpustet
og med dunkende hjerte steg op i og fandt mig en siddeplads i en næsten tom
kupé. Imidlertid viste der sig faktisk at være god tid til togets afgang, og da
der var lummert inde i vognen, åbnede jeg derfor kupevinduet på klem, så der
kunne komme en smule friskere luft ind.
For
at få tiden til at gå, tog jeg mod til mig og åbnede den pakke smørrebrød, som
mormor havde givet mig med på turen. Det var dog ikke sulten, der plagede mig
mest, så da jeg i det samme hørte avis- og sliksælgeren ude på perronen råbe. "Aviser,
ugeblade, is og chokola-a-a-a-ade", skyndte jeg mig at åbne kupevinduet
helt og stille mig op på overkanten af afskærmningen omkring varmeapparatet
forneden ved gulvpanelet, så jeg kunne stikke hovedet ud og kalde på ham og
bede om en ispind. Den kostede 25 øre, som jeg rakte ham med den ene hånd, mens
jeg tog imod ispinden med den anden hånd. Den kolde og velsmagende vaniljeis
samgte som sædvaligt godt og virkede samtidig beroligende på mit nervøse sind.
Kort
efter blev der fløjtet afgang og toget satte sig i bevægelse og snart tøffede
det efter bedste evne af sted med sin karakteristiske og velkendte
dum-da-da-dum lyd, der som tidligere sagt fremkom, når toghjulene kørte over
jernbaneskinnernes sammenføjninger. Da toget langt om længe, og efter at have
gjort holdt ved a l l e stationer undervejs, nåede Avnede, som var sidste
station før Nakskov, begyndte mit hjerte at hamre på grund af forventningen om
gensynet med mine forældre og mine to små brødre.
Jeg
åbnede derfor kupevinduet og stak forsigtigt hovedet lidt ud, for at spejde
efter min hjembys endnu knapt så velkendte togstation, som jeg da også snart
fik øje på, og jeg kunne også se nogle få mennesker på perronen. Så skyndte jeg
mig at lukke kupevinduet, hanke op i kufferten og gå ud på den åbne forperron,
for at være klar til at stige af, så snart toget holdt ved stationen.
De
mennesker, jeg havde set fra kupevinduet, viste sig at være mine forældre og
mine to små brødre, og gensynsglæden var stor hos alle, om end en vis
forlegenhed over at vise sine følelser gjorde sig gældende hos både mine
forældre og mig. Der var ikke noget med omfavnelser og slet ikke kys, man
nøjedes med at sige "go'dav" og måske samtidig give hinanden hånden,
dog ikke altid. Min herligt rundhovede bulderbasse til lillebror, 3-årige
Benny, gav derimod uforbeholdent udtryk for sin glæde over at se mig, og han
smilte derfor over hele hovedet og rakte ud efter mig, hvorfor jeg da også gav
ham et efter omstændighederne varmt knus. Det samme gjaldt lille Bent, som dog
kun var godt et år og fire måneder på det tidspunkt, og som mor derfor bar på
armen.
Mine
forældre var spadseret den lange vej fra Rosnæs til stationen, idet mor havde
Bent i barnevogn og far for det meste bar Benny, som jo dengang kun var godt
tre år. Det tog omkring tre kvarter for familien og mig at gå den cirka 2 km
lange strækning, men glad var jeg, da jeg fik øje på det hus, vi nu boede i,
efter at vi for godt et år siden var flyttet fra Tillitse til Nakskov. Bortset
fra, at alt føltes småt på baggrund af store København, så var alting stort set
alligevel, som det havde været, da jeg rejste på ferie, så derfor følte jeg mig
efter et par dages forløb godt tilpas ved at være hjemme i de kendte omgivelser
igen.
Men
at være hjemme igen betød for mit vedkommende også at skolegangen skulle
genoptages, og jeg var ikke specielt interesseret i de fag, man kunne lære i
skolen, men havde heller ikke så meget at indvende imod disse, men fulgte bare
med, så godt jeg kunne, som så mange andre skolebørn havde gjort både før og
efter mig. Karakteristisk nok, så husker jeg praktisk talt intet fra mine to
års skolegang på Tårsvejens Skole i Nakskov, hvilket faktisk er lidt
beskæmmende. Normalt har jeg ellers en god hukommelse, men naturligvis især for
de ting, der har interesseret og optaget mig.
For
mors vedkommende gik dagene fortsat med at passe de to barylere, Benny og Bent,
og sørge for min skolemadpakke og for, at jeg kom rettidigt i skole om morgenen
og se efter mig, når jeg kom hjem om eftermiddagen. Desuden skulle hun jo lave
mad og vaske tøj og hvad der ellers hører til en almindelig husholdnings
hverdag.
Far
var som altid travlt beskæftiget med sit arbejde på værftet, som han var blevet
endog meget glad for, og som gav ham en lidt større indtægt end arbejdet ved
landbruget. Desuden var det ikke så slidsomt som dette, så han havde kræfter
tilovers, også efter fyraften. Ydermere betød arbejdet på værftet en fast
ugeløn, og det var naturligvis en vældig fordel i forhold til det løsarbejde,
far tidligere i reglen havde måttet nøjes med. I sin fritid om foråret,
sommeren og efteråret havde han nok at gøre med at passe det stykke have, der
hørte til lejemålet, og som lå på den anden side af vejen, omtrent lige overfor
huset, vi boede i. Der dyrkede han foruden et blomsterbed også alle slags
urter, grøntsager og bærbuske, som f.eks. persille, dild, kartofler,
gulerødder, ærter, selleri, tomater, jordbær, hindbær, solbær og ribs, som alt
sammen kom vores husholdning til gode og som sparede på den i forvejen
anspændte økonomi.
Uden
at tænke nærmere over det, gled jeg lige så stille og roligt ind i den vante
hverdag hjemme, og i fritiden efter skoletiden, som strakte sig fra kl. 8-14,
syslede jeg med mine fritidsinteresser. Sidstnævnte bestod hovedsageligt i at
ønskedrømme om, at barndomstiden snart ville være ovre, så man kunne komme til
at leve ’rigtigt’. For det forekom mig, at der var lagt så mange begrænsninger
på det at være barn, at det ligesom spærrede én inde i et bur af formaninger,
pligter og restriktioner. Mit første besøg i hovedstaden havde desuden overbevist
mig om, at der lå en mere interessant, spændende og tillokkende verden udenfor
provinsbyens trods alt snævre grænser og muligheder.
Her ses det stykke have, som tilhørte mine forældres lejemål,
mens vi boede på Rosnæs fra 1. april 1937 til 1. april 1939. Far var
haveelsker, som forstod at gøre et stykke jord både nyttigt og smukt. Han
dyrkede mange slags grøntsager og flere frugtbuske, ligesom der også var et stykke prydhave med forskellige slags
blomster. Billedet her er dog fra sommeren 2001. Imellem træerne og buskene i baggrunden ses en lille del af
havnebassinet og derover St. Nikolai Kirkes tårn og spir. – Privatfoto: © 2001
Harry Rasmussen.
På besøg hos farmor og
bedstefar
Efter
sommerferien, det må have været en lørdag eller søndag, var vi engang på besøg
i Majbølle hos mine farforældre, og hertil var vi cyklet sammen med Alma,
Johannes og fætter Børge. Det var på et tidspunkt, hvor solen endnu stod
nogenlunde højt på himlen. Før vi ankom, havde farmor været i færd med at skære
æbler ud i skiver, som hun havde lagt til tørring på nogle lange brætter, der
var placeret på et par træbukke ude på gårdspladsen. De udskårne æbleskiver lå
tæt ved siden af hinanden i hele brættets længde og ventede på at tørre ind, så
de kunne opbevares på glas. Sådanne tørrede skiver af æbler kunne dels spises
som en delikatesse, eller de kunne blødes op i vand og koges ud til æblemos
eller æblegrød hen på efteråret eller vinteren, når der ikke var friske æbler
at få. Nogle af os børn syntes imidlertid at de tørre æblestykker smagte
herligt, som de var, og imens de voksne sad inde og drak kaffe, listede Børge
og jeg os til at tage snart en og snart en anden halvtørret skive fra brættet,
hvor de lå til tørring. For at det ikke skulle kunne ses, rykkede vi lidt om på
de nærmest liggende æblestykker, så at afstanden imellem disse blev nogenlunde
lige stor. Imidlertid stoppede appetitten ikke ved nogle få æblestykker, men
den syrlig-søde velsmag fristede til efterhånden at spise mange stykker, flere
end godt var. Men jo flere, Børge og jeg spiste, jo større blev problemet med
at skjule ’tyveriet’, for afstanden mellem de enkelte æblestykker blev
efterhånden så stor, at der var op til fem centimeter imellem dem, og det ville
farmor sikkert nemt kunne opdage. Det var derfor et par forlegne og flove
”Knold og Tot”er, der gik om i forhaven og satte sig på trappestenen, for at
slå mave, i håbet om, at farmor ikke ville opdage, hvad vi havde gjort.
Der
gik da også det meste af eftermiddagen, før farmor og nogle af de andre kom ud
på gårdspladsen, hvor de især var interesseret i at se på farmors tørrede
æblestykker. Børge og jeg sad anspændt og lyttede til, hvad de voksne talte om.
”Nej, nu er det for galt!” lød det pludselig meget højt fra farmor, ”Nu har de
pokkers unger taget af mine tørrede æbler!” ”Hvor er de utige skarnsunger
henne? De sku’ ha’ så manne tæsk, der ku’ ligge på deres rygstykker! Jeg skal
komme etter dem!” fnyste hun arrigt. Udtrykket ’utige’ betød i farmors fynske
mund ’utidige’ eller ’uartige’, og ’etter’ betød ’efter’. Ved lyden af farmors
vrede stemme rystede jeg i bukserne, mens Børge nøjedes med at fnise nervøst,
men han havde i virkeligheden mindst lige så meget respekt for farmor, som jeg havde.
Herover ses mine
farforældres hus i Majbølle lidt sydvest for Tillitse. Bag de to vinduer
tilvenstre for indgangsdøren lå dagligstuen, og bag de to stuer tilhøjre for
denne var stadsstuen beliggende. På mine farforældres tid blev denne indgangsdør
dog sjældent benyttet. I stedet benyttedes adgangen via køkkendøren på bagsiden
af huset. Bag vinduet på første sal, oftest kaldt loftet, i den vestvendte gavl
var mine farforældres soveværelse beliggende. Huset og dets omgivelser ligner
med sit nuværende udseende stort set det, jeg kendte fra min barndom. –
Privatfoto: © 2006 Harry Rasmussen.
Heldigvis
gjorde farmor ikke alvor af sine trusler, og hun har mig bekendt aldrig nogen
sinde hverken tjattet til eller slået nogen af sine børnebørn. Hun nøjedes med
at uddele verbale øretæver, og det vidste vi godt, men da vi ikke kunne lide at
se hende vred og gal, så gjorde vi normalt ikke noget, der kunne vække hendes
mishag. Men somme tider hændte det jo, at naturen gik over optugtelsen, som man
siger, og at vi gjorde lige præcis det, der var blevet forbudt os.
Da
tiden til aftensmaden nærmede sig blev Børge og jeg jo nødt til at vise os, og
lidt slukørede og betuttede nærmest listede vi ind i spisestuen, hvor de voksne
allerede sad ved bordet. ”Nå! Dér er I, I to uvorne unger!” udbrød farmor, da
hun så os, og tilføjede: ”I fortjener ikke at få no’en avtensmad, så utige I
har været!” Personligt hadede jeg, når farmor kaldte os for ’unger’, for jeg
følte mig ikke som ’en unge’, men som et menneskebarn, der havde krav på en vis
respekt alene i kraft heraf. Havde farmor vidst, at jeg tænkte sådan, ville hun
have anset mig for ’obsternasig’ og ’tovlig’, det vil sige: hovmodig og ikke
rigtig klog. Sådan havde jeg i øvrigt indtrykket af, at hun opfattede mig både
i min barndom, ungdom og som voksen, hvilket jeg dog tog mig let og undskyldte
med, at hun og jeg var meget forskellige, om ikke af skind, så dog af sind.
Hvor hun var snobbet, var jeg usnobbet, hvor hun var småtskåren i sin
opfattelse af mennesker og verden, var jeg frisindet og utraditionel.
Når dette er sagt, må jeg også tilføje,
at farmor havde mange gode sider, som hun især viste, når hun var i godt lune,
og det var hun heldigvis for det meste. (Mange år senere brugte jeg hende som
karikeret forbillede for den hvidfjerede høne, der piller en lille fjer af sig
i tegnefilmen ”Det er ganske vist!”). Æret være hendes minde.
Efter
sommerferien begyndte skolegangen og dermed dagligdagens trummerum igen. Dagene
sneglede sig af sted, men så meget mere arbejdede fantasien. En dag fandt jeg
tilfældigvis på, at lægge øret til en af de telefonstolper, der stod ude på
vejen foran huset på Rosnæs, og til min store overraskelse hørte jeg en
summende og syngende lyd, der ligesom kom inde fra selve stolpen. Jeg vidste
dog, at lyden skyldtes vibrationerne fra telefontrådene, hvorigennem der
sendtes en elektrisk strøm. Men selvom jeg kendte telefonen fra min tidligste
barndom i Tillitse, så undrede jeg mig til stadighed over, at det lod sig gøre
at mennesker kunne tale med hinanden over lange afstande, takket være denne
geniale opfindelse.
Her ses udhuset, hvor der var vaskerum bag det nærmeste
vindue ud mod Riddersborgvej.og med adgang gennem den dør, der ses i gavlen og
nærmest plankeværket. Vinduet til højre hørte til det opbevaringsrum, som hørte
med til mine forældres lejemål. Det samme gjorde toilettet og brændselsrummet,
som lå i udhusets modsatte side. Det var bag vinduet til højre i bygningen, at
min far havde et kombineret pulterrum og værksted, og her jeg på et tidspunkt
indrettede mig med et ”skomagerværksted”. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.
På den tid var jeg 9 år, og af en eller
anden grund havde jeg pludselig fattet interesse for skomagerhåndværket, måske
fordi jeg havde været inde hos den lokale skomager og set hans spændende
værksted. I et af rummene i udhuset havde far sit værksted, hvor der foruden en
hel del værktøj af forskellig slags også var en skolæst, som han brugte, når
han i reglen selv forsålede sine og vores sko. Denne læst gav nu inspiration
til at indrette rummet som et "rigtigt" skomagerværksted. Værktøjet
lagde jeg sirligt op på en aflang, smal bordplade, der var fastgjort til
væggen, mens jeg forestillede mig, at jeg var skomageren, der sad og ventede på
at kunder skulle komme ind i "forretningen". Som udstillingsgenstand
havde jeg anbragt et kært klenodie bag det enlige og ikke særlig store vindue,
der vendte ud mod Riddersborgvej. Klenodiet havde jeg fået af far, og det bestod
af et udstoppet egern, der sad på en gren og ligesom gnavede i en kogle.
Et tilbud, der ikke
kunne afslås
Da
jeg en dag var på vej til skole og derfor skråede over den store tomme
cirkusplads, kom der pludselig en mørklødet dreng med kulsort hår og lidt
fremmedartede ansigtstræk gående op på siden af mig. Han var omtrent et hoved
højere end lille mig, og tydeligvis også stærkere. Imidlertid havde jeg ikke
tidligere lagt særligt mærke til ham i skolegården, men han gik ellers i samme
klasse som mig, så jeg kendte ham af udseende. Desuden vidste jeg, at han også
boede på Rosnæs, og det var grunden til at han skulle samme vej som mig, når
han skulle til og fra skolen.
- Det egern, du har stående i vinduet i
jeres udhus, hvad skal du ha' for det? spurgte han uden nogen indledning.
- Det er ikke til salg! Det er ikke mit!
svarede jeg.
- Jo, det er! for ellers får du tæv!
fortsatte han og tilføjede: Jeg kommer hen til dig efter skoletid og henter
det, og hvis ikke du gi'r mig det, så vanker der øretæver til dig! Du får 25
øre for egernet.
Vi fulgtes ad til skolen, men det var med
bævende hjerte og rystende ben, at jeg den eftermiddag skyndte mig hjem. Jeg
gik slet ikke ned i værkstedet den dag, men blev oppe i lejligheden og lavede
lektier og hvad jeg ellers kunne få tiden til at går med. Men indvendig var jeg
rystende angst for, hvad der ventede mig næste dag, når jeg mødte den
mørklødede dreng igen. Jeg formoder, at han enten var af sydeuropæisk eller
eventuelt af grønlandsk afstamning. Han boede omme på en af de andre sideveje
på Rosnæs, og hans familie var lige så mørkhudede og sorthårede som ham.
Næste
morgen sneg jeg mig ud af huset og skyndte mig af sted over cirkuspladsen på
vej til skolen, samtidig med at jeg kiggede spejdende til alle sider, men
heldigvis var drengen ingen steder at se. Han var heller ikke at se i
skolegården den dag, så derfor drog jeg et lettelsens suk og håbede naivt på,
at han måske slet ikke kom i skole mere. Håbet brast dog allerede næste dag,
for da opsøgte han mig i skolegården og sagde truende:
- Du var ikke på værkstedet i forgårs!
Jeg var ellers henne for at hente egernet, som vi havde aftalt.
Rystende af angst fremstammede jeg:
- Det har vi ikke aftalt, og du må ikke få
egernet, for det er min fars!
Den store og kraftige dreng greb mig i
kraven og nærmest hvæsede:
- Egernet er mit, det har du lovet mig!
Jeg kommer og henter det i eftermiddag, og hvis ikke du er i værkstedet, så vil
du komme til at fortryde det!
Han slap sit tag i kraven, idet han
skubbede mig kraftigt fra sig, så at jeg var nær ved at miste balancen og falde
bagover.
Den
eftermiddag blev en af de værste i hele mit hidtidige liv, ja, faktisk meget
længere, for dels holdt jeg meget af det udstoppede og fine lille rødbrune
egern, og dels frygtede jeg for, hvad far og mor ville sige, når de blev klar
over, at egernet ikke var der mere. Men jeg var så bange for, hvad den mørke
dreng kunne finde på, at jeg ikke turde nægte ham at få egernet, og heller ikke
turde fortælle mor og far om drengen.
Da
jeg efter skoletid var kommet hjem og havde lagt min skoletaske, gik jeg derfor
ned i værkstedet, for at vente på den slemme dreng. Det varede da heller ikke
længe, før han stod udenfor og bankede på vinduesruden, som jeg skyndte mig at
åbne, for at kunne række ham egernet, hvis opsats dårligt nok kunne komme ud af
vinduesåbningen. Drengen grinede hoverende og smed en 25-øre ind til mig,
hvorefter han forsvandt med sin nyerhvervelse.
Som
du, kære læser, i al fald indirekte nok kan forstå af, at jeg har omtalt denne
episode her, nu godt 68 år senere, så gjorde den et så stort og negativt
indtryk på mig, at jeg aldrig har glemt den siden. Og bedre blev det ikke af,
at da mor og far opdagede, at egernet var væk, så fik jeg så mange skældud af
dem begge, at jeg følte mig som verdens største og mest usle synder. Far blev
tilmed så vred, at han straks cyklede om til drengens bopæl, som han kendte,
for at kræve egernet tilbageleveret, men han kom tomhændet tilbage, endnu mere
vred end før. Drengens mor havde nægtet at give ham egernet, med den
begrundelse, at hendes søn havde købt det af mig! Og hvis far ikke var tilfreds
med den forklaring, så kunne han komme igen senere, når hendes mand var kommet
hjem, og tage mig med, så de kunne høre min forklaring.
Senere
samme aften cyklede min vrede og forbitrede far og jeg om til den pågældende
adresse. Far ville have mig med, så at jeg kunne bevidne, hvad der var sket.
Denne gang var det drengens far, der lukkede entredøren op. Men alene synet af
denne høje, sværlemmede og sortsmudskede mandsperson, fik det til at gyse i
mig, og jeg kunne fornemme, at min far, der ikke var særlig høj, men som ellers
ikke plejede at gå af vejen for ret meget, i den aktuelle situation følte sig
højst utilpas og ilde til mode. Han indså, at han ikke ville kunne klare sig
rent fysisk mod den store og svære mand, og derfor forsøgte han i stedet for at
mægle mellem sig og manden. Denne holdt dog på, at en handel var en handel, og
hans søn havde ærligt og redeligt betalt det, jeg forlangte for egernet. Basta!
Fars indvendinger om, at manden dog måtte kunne indse, at prisen på 25 øre for
egernet var alt for lav, rent bortset fra, at hans søn, altså mig, ikke havde
lov til at sælge en ting, der tilhørte ham, altså min far.
Manden
smækkede til sidst døren i lige for næsen af os, og noget slukørede cyklede vi
hjemad, men far så usædvanlig vred og sammenbidt ud og sagde ikke et ord til
mig, mens vi kørte. Da vi var kommet hjem og cyklerne var stillet ind i skuret,
udbrød far: ”Det, du har gjort, kan jeg ikke tilgive dig! Derfor kan du nu
skrubbe op i seng uden at få aftensmad, og du skal ikke vente, at jeg vil være
venlig imod dig de nærmeste dage!”. Den
tone kendte jeg jo fra tidligere, og vidste, at far mente, hvad han sagde. Og
mor gav ham ret, selvom hun nok var en smule mildere stemt imod mig. Alligevel
sagde hun til mig, da jeg var kommet op: ”Hvordan kunne du dog finde på at
sælge egernet til drengen? Det var jo ikke dit egern!” – ”Jamen jeg var bange
for den mørke dreng, for han truede mig med tæv!” indvendte jeg spagfærdigt,
men mine ord gjorde ikke indtryk på mor, som derefter sagde: ”Gør nu, som din
far har sagt og gå i seng!”
Tung
i sindet og grædende af en blanding af fortrydelse og ydmygelse skyndte jeg mig
ind på værelset og skiftede til nattøj og krøb op i sengen, hvor jeg trak dynen
helt op over hovedet og følte at hele verden var mig imod. Snart efter faldt
jeg i en dyb søvn, som jeg først vågnede af næste morgen, da jeg skulle op og i
skole. Gangen til skolen blev denne dags ”via doloroso”, som jeg aldrig har
glemt siden, selvom jeg i løbet af mit liv, men i andre sammenhænge, har
oplevet flere af den slags ”smertevandringer”.
I
min barndom havde Nakskov hele tre biografer: BIO på Axeltorv, hvis direktør
under Besættelsen var Alvin Klinke, som tillige var formand for
Biografteatrenes Provinsforening, ROXY på Vejlegade, hvis daværende leder, jeg
ikke kender navnet på, og KINO på hjørnet af Fruegade og Tilegade. Sidstnævnte
biograf blev ledet af frk. Skuldfri Adrian. Men jeg havde dog endnu ikke haft
mulighed for at besøge nogen af biograferne. Det skete først hen mod slutningen
af året, da mor til min store overraskelse og glæde en dag tog mig med i BIO
for at se Osvald Helmuth-filmen "Der var engang en vicevært",
som netop fik premiere ved juletid 1937. Jeg var nu 8 1/2 år og lagde mere
mærke til filmenes titel og til de medvirkende skuespillere, end tilfældet
havde været under mit første biografbesøg i 1935. Selvfølgelig først og
fremmest til navnet Osvald Helmuth (1894-1966), der allerede da var en
fremtrædende visesanger, men også en udmærket skuespiller. Og så lagde jeg
naturligvis også mærke til den danske filmhelt nr.1: Poul Reichhardt
(1913-85), som forresten vil få en særlig betydning i denne sammenhæng, idet
han 8 år senere lagde stemme til soldaten i langtegnefilmen
"Fyrtøjet".
Et
navn og en musikalsk-komisk skuespiller, man heller ikke kunne undgå at lægge
mærke til, var Børge Rosenbaum (1909-2000), som en hel del år senere
skulle gå hen og blive verdensberømt dansk-amerikansk musikalsk entertainer
under navnet Victor Borge. Og så var der selvfølgelig hele det danske
biografpublikums kæledægge, barnestjernen Lille Connie, dansk films
svar på den internationalt berømte amerikanske barnefilmstjerne Shirley
Temple (f.1929), der allerede som 3-årig debuterede på film. Lille Connie,
hvis rigtige navn er Connie Meiling (f.1930), debuterede som cirka
5-årig i filmen "Kidnapped" (1935) og nåede at indspille ialt
7 film mellem 1935-40, førend hun som 10-årig trak sig tilbage fra filmens ikke
altid lige nemme verden.
Sådan så det
tidligere Biografteatret, også kaldet BIO, i Nakskov ud i henholdsvis 1917 og i
sommeren 2001. Biografen havde siden omkring 1914 ligget på hjørnet af
Vejlegade og Tolderensstræde. Men biografen var i 2001 for længst omdøbt til at
hedde SAGA, og det var nu byens eneste biograf. Biografen ROXY lidt længere henne i Vejlegade var totalt nedlagt
og en ny bygning opført på stedet. KINO i Jernbanegade var også nedlagt, men
bygningen og stedet stod der endnu, hvor lokalerne blev brugt som Pizzeria.
Biografen havde altså lidt samme skæbne som hundredvis af andre biografer i
Danmark. – Øverste foto lånt fra bogen Filmen
i Danmark af Niels Jørgen Dinnesen og Edvin Kau. Akademisk Forlag 1983.
Nederste foto: © 2001 Harry Rasmussen.
Lille
Connie havde dog især vundet alles hjerter, da hun i 1936 viste sig i filmen "Panserbasse",
hvor hun spillede sammen med den allerede dengang folkekære skuespiller Ib
Schønberg (1902-55), i folkemunde kaldet "Ibbermand". Det
var ham, der havde hoved- og titelrollen som politibetjent i
"Panserbasse", men hverken denne film eller "Kidnapped"
havde jeg dog set på det tidspunkt. Det skete først mange år senere, da filmene
udkom på video. Connie Meiling blev senere gift med forfatteren Mogens Linck
(f.1912), og på et tidspunkt i 1960'-70'erne var hun ansat i Grafisk Afdeling i
Danmarks Radio/TV.
Forresten
husker jeg ikke meget fra efteråret og julen 1937, lige som jeg heller ikke
erindrer nytåret det år. Far passede som sædvanlig sit daglige arbejde på
Skibsværftet og mor havde nok at se til derhjemme med os tre knægte, som hun
selv syede en del tøj til. For på trods af fars faste arbejde og indtjening,
var pengene alligevel små og rakte kun lige akkurat til husleje, brændsel og
mad, mens det kneb med at afse penge til at købe nyt tøj for. Vi børn fik
sjældent nyt tøj, men måtte efter tur gå med hinandens aflagte klæder og
fodtøj. Jeg arvede i reglen tøj og sko efter min fætter Dennis, sjældnere
efter min fætter Børge, og Benny overtog det af det, der var brugeligt, efter
mig. Det vil sige, det af tøjet, der kunne syes om til ham, der jo var omkring fem
år yngre end mig.
Det
hændte også, at en af de voksnes aflagte frakker blev syet om til enten et par
bukser eller en overtrøje til mig eller Benny. Det var noget, mor var temmelig
dygtig til. Bent, som dengang endnu kun var trekvart år, fik derimod af gode
grunde nyt tøj. Til gengæld var det yderst sjældent, at mine forældre fik nyt
tøj, men mor fik dog forskelligt undertøj i ny og næ, hvad der var yderst
sjældent for far, hvis tøj, også undertøjet, blev repareret og lappet indtil
det simpelthen ikke kunne mere. Det hjalp noget på mine forældres anstrengte
økonomi, at især farmor var meget flittig med strikkepindene, hvorfor hun
jævnligt forsynede os med strømper, sokker, vanter, halstørklæder og
striktrøjer. Min farmor var meget gavmild, og derfor leverede hun også ofte
forskellige fødevarer til mine forældres husholdning, så som slagtekyllinger,
surt og sødt syltetøj og henkogte grønsager, og til Mortensaften en gås og til
jul en and og en flæskesteg.
I
de par år, hvor vi boede i Nakskov, måtte far nøjes med et betydeligt mindre
værksted, end det, han havde haft i Tillitse. Det var det lille rum i udhuset,
hvori jeg på et tidspunkt havde indrettet "skomagerværksted". For
fars vedkommende blev det derfor ikke til særlig meget med hverken snedkeriet
eller andet lignende håndværksmæssigt arbejde. Han havde dog selv istandsat
lejligheden, før vi flyttede ind i den, malet alt træværk, hvidtet alle lofter,
tapetseret alle vægge og ferniseret gulvene og trappen. Men en vis erstatning
for sin dejlige have i Tillitse, havde han dog, nemlig i form af et stykke jord
ovre på den modsatte side af Strandpromenaden, hvor også en række andre
beboere havde hver deres jordstykke. Her dyrkede far til gengæld alle de former
for urter og grønsager, herunder kartofler, gulerødder, selleri, rødbeder,
porrer, hvidkål, rødkål og grønkål, agurker og græskar, samt jordbær, ribs,
solbær og stikkelsbær, som haven kunne rumme og han ved mors lejlighedsvise
hjælp kunne overkomme at passe. Desuden var der et æbletræ, et pæretræ og et
kirsebærtræ, som til familiens store glæde forsynede os med en del af den
friske, syltede og henkogte frugt, som vi så nødigt ville undvære.
En
af de hændelser, der særligt fascinerede os børn på Rosnæs' sydlige side, var
stabelafløbningen af et af de store nybyggede skibe ovre på værftet. Det var en
begivenhed af særlig betydning både for byen og for Nakskov Skibsværft. Den
dok, hvori skibsskroget blev bygget op og gjort klar til søsætning, lå placeret
sådan, at skibet tog retning lige over mod Rosnæs' sydlige bred, når det blev
søsat. Af hensyn til den høje søgang, som stabelafløbningen forårsagede, var
der derfor anlagt en temmelig høj jordvold eller et dige, der skulle forhindre
oversvømmelse af det bagved liggende areal. Det var jo her, at de ovenfor
omtalte haver var beliggende. Jeg nåede at opleve et par sådanne søsætninger,
men kan i dag desværre ikke længere huske, hvilke af ØK's skibe, det drejede
sig om. Derimod husker jeg endnu tydeligt, hvordan det rustrøde skibsskrog
gled ud i vandet, hvor det straks skabte stor søgang og temmelig høje bølger,
der skyllede ind over strandbredden nedenfor diget på Rosnæs. Under søsætningen
hørtes nogle skærende og gennemtrængende høje fløjtelyde, og skibene i havnen
saluterede med dybe lyde fra deres dampfløjter og tågehorn. En del af os børn
stod da helt nede ved vandkanten og ventede på, at vandet skulle overskylle
bredden, så vi skyndsomst måtte trække os tilbage, for ikke at få våde sko og
strømper. Der var også noget spændende ved at se det kæmpestore skib komme
lige over imod os, som om det ville fortsætte helt op på strandbredden. Det
skete dog aldrig, idet der forinden var kastet trosser ud til slæbebådene, som
dels bremsede skibets fart og dels bragte det til standsning, så det derefter
kunne slæbes tilbage til værftets dok, for at blive færdiggjort.
Det må formentlig have været i pinsen 1938,
at min fætter Dennis, formentlig i følgeskab med morfar og – eller i hvert fald
- mormor, kom på besøg hos os. Jeg erindrer dog kun, at solen skinnede fra en
næsten skyfri himmel, og at Dennis og jeg en tidlig formiddag var ude at gå en
tur på Rosnæs. Vi gik om ad en af de forholdsvis brede veje, hvor fortovene
var kantet af træer med nyudsprungne friske grønne blade. Der var ingen
mennesker at se på vejen, og da vi selv forholdt os tavse, var der fuldstændig
stille omkring os. Bedst som vi gik hen ad fortovet, følte jeg det pludselig,
som om det vibrerende sollys' gyldne tråde gennemstrålede hele mit væsen og at
jeg lige som blev løftet op mod solens varme og livgivende kilde. En intens
følelse af noget stort og ophøjet overvældede mig med en uudsigelig glæde og
salighed, som gjorde, at jeg syntes livet var noget vidunderligt, eller vel nærmest
noget guddommeligt, skønt jeg ikke kendte til nogen gud på den tid, bortset
fra, hvad jeg havde hørt og lært i skolens religionstimer. Men jeg forbandt
dengang ikke nogen følelser, tanker eller forestillinger med ordet Gud.
Vue over en del af Nakskov Havn set fra Rosnæs en sommerdag
i 2001. Som det fremgår af billedet er der stadigvæk store fragtskibe, der
anløber havnen, for at losse eller laste varer og gods, men værftet fungerer
ikke længere som skibsbyggeri. Det er dog stadigvæk ligesom de mange kraner
dominerer havnens skyline, så at St. Nikolai kirkes tårn og spir ’drukner’ i
billedet. Men det var også her i denne del af havnen, at de kæmpestore
nybyggede skibe løb af stabelen og blev søsat. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.
Denne
for mig på det tidspunkt enestående og ret specielle oplevelse, som syntes at
være uden for tid og sted, varede vel i virkeligheden kun i sekunder, men selv
om den fortog sig lidt efter lidt, efterlod den mig med en indre vished om, at
tilværelsen i virkeligheden rummer noget umådelig ophøjet og nærmest helligt.
Det tog faktisk det meste af dagen, før jeg blev mig selv igen og omgivelserne
antog hverdagskarakter. Men jeg forstod ikke dengang, hvad det var, jeg havde
oplevet, og fortalte heller ikke til nogen om den, heller ikke til Dennis, som
måske ellers ville have forstået mig, eftersom han jo dagligt bad Fadervor. For
dels talte man simpelthen ikke om den slags emner i de kredse, jeg færdedes i
som barn og heller ikke som ung mand. Desuden var jeg bange for, at man skulle
opfatte mig som lidt til en side, som det kaldtes.
Mit
barndomshjem var, hvad jeg vil kalde ikke-religiøst, idet ingen af mine
forældre havde andet tilknytningsforhold til kristendommen, end det der bestod
i obligatorisk medlemsskab af Den danske Folkekirke. End ikke min mor var
særlig religiøst indstillet, skønt hendes mor, altså min mormor, tydeligvis,
men i det stille, bekendte sig til den kirkekristne lære og moral. Og som
tidligere omtalt opdrog hun sin plejesøn, min fætter Dennis, til at være et
hæderligt, sandfærdigt og flittigt menneske, der i al fald som dreng aldrig
lagde sig til at sove om aftenen, uden først at have bedt sit
"Fadervor".
Det
var dog næppe min ateistiske morfars indflydelse, der gjorde sig gældende for
mine forældres vedkommende. Men som gammel socialist og syndikalist gik han i mange
år ind for, at kirken, kongemagten og kapitalismen burde afskaffes. Det første,
fordi han anså religion for at være den ’opium’, som de til enhver tid siddende
magthavere benyttede til at undertrykke og holde arbejderklassen i ave. Det
andet, fordi han mente, at der ikke var nogen grund til, at arbejderne skulle
slide og slæbe og tilmed betale for, at kongefamilien kunne leve i overdådig
luksus, især når arbejderne selv dårligt kunne tjene til de daglige
livsfornødenheder. Det tredie, fordi han mente, at kapitalismen var årsagen til
al verdens misére.
I
mange år og på hans ældre dage, holdt han gerne tale ved festlige lejligheder,
og oftest når han havde fået et par dram eller mere inden for vesten. Disse
skåltaler afsluttede han i reglen med at sige med oprømt stemmeføring: ”For
øvrigt mener jeg, at Gud, konge og fædreland burde afskaffes! Skål!” Mormor,
som i tidens løb havde vænnet sig til morfars tirade, syntes godt nok ikke om
hans udtalelse, som hun i hvert fald ikke var enig med ham i. Tværtimod, men
hun tav – for fredens skyld.
Senere
samme sommer, da jeg en dag opholdt mig mutters alene nede ved strandkanten
vest for Rosnæs, fik jeg igen en oplevelse af omtrent samme indhold og
karakter, som den ovenfor omtalte. Jeg havde det med at ville være alene i fred
og ro, og derfor søgte jeg en gang imellem ned til det nævnte øde strandområde,
der dengang var fyldt op med kæmpestore sten, formentlig en slags bølgeværn,
der skulle forhindre kølvandsbølgerne i at vaske jorden bort, når de store oceangående
skibe sejlede ind og ud ad havnen.
Det
må have været omkring middagstid denne varme sommerdag, for solen stod højt på
en dybblå og lettere skyet himmel. Jeg havde medbragt et tæppe til at sidde
eller ligge på, og en madpakke og en sodavandsflaske med saftevand i, fordi jeg
ville tilbringe eftermiddagen på stedet. På et tidspunkt rejste jeg mig og
kiggede op mod himlen, uden dog at se direkte mod solen, som var skjult bag en
skyformation, som lod lyset falde i spredte stråler, der flimrede og glitrede
for øjnene. Lige med ét overvældedes jeg af den samme ophøjede og
salighedsfyldte følelse, som på den ovenfor beskrevne pinsedag, og igen fornemmede
jeg det, som om jeg blev draget op imod solen og det uendelige blå dyb, der
ligesom udvidede sig mere og mere for mit undrende blik. Da forstod jeg dybt
inde i mig selv, at det var den kraft eller den Gud, jeg anede eller følte, men
ikke kendte til med min vågne, forstandsmæssige bevidsthed, der tilkendegav sig
for mig og ligesom tog mig i sin kærlige favn.
Dette vue over den vestlige ende af Strandpromenaden på
Rosnæs, som er fotograferet i august 2001, kan give et lille indtryk af den
lokalitet, hvor min specielle oplevelse fandt sted i sommeren 1938. Dengang var
strandkanten til højre imidlertid ikke så ’velfriseret’ som her på billedet,
men lå mere hen som et relativt bredt naturområde med de store sten spredt i en
mere tilfældig orden end her. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.
Senere
som voksen, har jeg også med min forstand kunnet forstå, at det virkelig var
vibrationerne fra den allestedsnærværende guddommelige kraft, min
barnebevidsthed var kommet på bølgelængde med. Det vil interesserede kunne
læse mere om senere i denne selvbiografi.
I
sommeren 1938 var min ældste lillebror, Benny, godt og vel 4 år, en lille
kraftkarl med mod på, hvad livet havde at byde på af fysiske udfordringer. En
dag var han og en jævnaldrende legekammerat søgt ned til den anløbsbro på
vestsiden af Rosnæs, hvor skibsværftets store og hurtigtgående mandskabsbåde
lagde til, når de skulle afhente værftsarbejderne om morgenen, for at sejle dem
over til værftet, og når de bragte dem tilbage derfra efter fyraften. Takket
være disse både, som mindede meget om de motorbåde, der i mange år er blevet
benyttet af den københavnske turist- og kanalrundfart, kunne de af værftets
funktionærer og arbejdere, der boede på Rosnæs, spare tid på den daglige
transport til og fra deres arbejdsplads. Alternativet var at cykle ind omkring
havnen og over til værftet, en tur, som sikkert ville tage omkring en halv time
eller mere. Nu klaredes turen på cirka 15 minutter.
Anløbsbroen
ved Rosnæs var vel omkring 10-12 meter lang og 2-3 meter bred, og fra dens
yderste ende var der næppe mere end en halv snes meter ud til den sejlrende,
som bl.a. tillod de meget store oceangående ØK-skibe at sejle ud og ind af
havnen. Første gang et af disse skibe sejlede ud fra havnen, var når det forlod
skibsværftet efter færdiggørelsen. Inden da var skibet blevet søsat fra
stabelpladsen, hvor det var blevet bygget. Derefter blev det bugseret til
skibsværftets dok, for at blive færdigbygget. ØK-skibene sejlede ofte på Det
fjerne Østen og var derfor væk længe ad gangen, men vendte i reglen tilbage til
Nakskov Skibsværft, for at blive kontrolleret og eventuelt repareret for
eventuelle skader eller mangler.
Her ses den i teksten omtalte anløbsbro ind
mod Rosnæs, som så mange ansatte på Nakskov Skibsværft, der boede på Rosnæs,
dagligt har betrådt, når de skulle til og fra arbejde. Det var på denne bro, at
min 4-årige lillebror og hans legekammerat løb om kap, for at se hvem af dem,
der turde løbe længst ud på broen uden at falde i vandet. – Privatfoto: © 2001
Harry Rasmussen.
Ud
over ØK-skibene var der også en del fragtskibe, fiskerbåde, lystsejlere, og
fritidsmotorbåde, samt roere fra Nakskov Roklub, og ikke at forglemme færgen
"Mjølner", der passerede forbi anløbsbroen ved Rosnæs, når de skulle
ud og ind af havnen, for at komme videre ud eller ind gennem Fjorden til eller
fra Langelandsbæltet, hvorfra turen enten gik sydover, østpå, vestpå eller
nordover. Min onkel Johannes havde selv en flot motorbåd liggende i lystbådehavnen,
og det hændte lejlighedsvis, at far og jeg blev inviteret med på en sejltur
rundt i havnen og omkring ude i Fjorden, hvor vi sejlede tæt forbi dennes øer
og holme. Den største ø i Nakskov Fjord er Enehøje, som dengang ejedes af den
på det tidspunkt meget berømte polarforsker og forfatter Peter Freuchen
(1886-1957), som senere solgte øen til el-fabrikant Søren Madsen, kendt for
SM-elpæren. Enehøje overgik vistnok efter dennes død til enten kommunen eller
staten, og blev derefter et yndet offentligt udflugtsmål bl.a. for nakskovitterne.
Eventyreren
og forfatteren Peter Freuchens særprægede skikkelse med træbenet kunne man
lejlighedsvis være heldig at møde i Nakskov, hvor han stavrede af sted,
formentlig for at gå på indkøb eller for at besøge venner og bekendte. Legenden
vil vide, at Freuchen mistede sit ene ben, da han engang overnattede alene i
polarkulden og fik forfrysninger, som bevirkede at der gik koldbrand i benet.
Men eftersom han angiveligt ingen redskaber havde med sig, måtte han gribe til
den specielle udvej, at skide en lort, som det lykkedes ham at forme som et
økseblad, før den frøs til stenhård is! Med dette primitive redskab lykkedes
det ham at kappe underbenet af. – Fantasi manglede manden i hvert fald
ikke.
Men
den dag, der her er tale om, havde de to vovehalse, den da godt 4-årige Benny
og hans jævnaldrende legekammerat, fundet på at lege en leg, hvis risici, de
ikke var klar over. De væddene nemlig om, hvem af dem, der i hurtig fart turde
løbe længst ud på anløbsbroen, før de stoppede op. Det turde min kække
lillebroder altså, men med det resultat, at han løb ud over brokanten og faldt
i vandet. Fra broens overkant til vandets overflade har der vel normalt været
cirka en meter til halvanden, afhængig af vandstanden, som den dag heldigvis
var lidt over middel.
Som
nævnt var Benny lidt af en kraftkarl, og det kom ham heldigvis til hjælp i den
situation, hvori han da befandt sig. Skønt han endnu ikke havde lært at svømme,
tabte han åbenbart ikke besindelsen, men fik snart basket og pjasket sig hen
til en af bropælene, hvor han kunne nå op og få tag i et af de bildæk, der
fungerede som bolværk. Her holdt han fast, indtil nogle voksne mænd, som var
blevet tilkaldt af Bennys legekammerat, kom til stedet og fik den drivvåde og
noget slukørede Benny bragt i sikkerhed op på broen. Det varede dog nogen tid,
før dette lykkedes, fordi man ikke uden videre kunne nå drengen oppe fra selve
broen, men måtte have fat i en bådshage eller lignende, som han kunne klamre
sig til, så man på den måde kunne hale ham op.
I
mellemtiden var legekammeraten ilet af sted for at fortælle mor, hvad der var
sket. Mor blev naturligvis helt ude af sig selv over det, men viste sig
handlekraftig, for hun forlod omgående det, hun var igang med hjemme, og
skyndte sig hen til anløbsbroen. Den da godt 1-årige Bent sov heldigvis
middagssøvn i sin barnevogn, som stod inde på husets lukkede gårdsplads, så ham
kunne hun godt forlade for et kortere tidsrum.
Selv
befandt jeg mig sammen med nogle andre børn nede på det græsbevoksede areal,
der lå mellem havnebassinets nordlige ende og den forholdsvis høje jordvold,
som lå parallelt med Rosnæs' Strandpromenades sydlige del, og som førte hen til
anløbsbroen. Jordvolden eller diget havde til formål at forhindre de ofte
temmelig høje bølger, der opstod, når et af de store skibe løb af stabelen, i
at skylle ind over de bag ved diget liggende havearealer.
Tilfældigvis
var vi børn som nævnt netop lige blevet filmet af en velklædt fotograf med et
16mm kamera, som tog billeder af os med havnen og skibsværftet i baggrunden.
Fotografen havde dog først spurgt om lov til at filme os, men jeg husker ikke,
om han fortalte, hvad filmen skulle bruges til. Bedst som vi unger teede os
lettere fjollede foran filmkameraet, fik jeg pludselig øje på mor, der pilede
af sted i vanvittig fart hen ad den sti, der var anlagt ovenpå diget. Hendes
ben gik som trommestikker, mens hun holdt overkroppen stiv og armene tæt ind
til kroppen, og snart forsvandt hun ud af syne i retning af broen.
Det
var en fuldstændig overraskede og uvant situation for mig, at se mor på den
måde, så jeg lod fotograf og filmkamera være, hvad de ville, og skyndte mig
straks at løbe efter hende. Da jeg løb hen ad diget så jeg, at nogle mennesker
kom mor imøde med den drivvåde Benny imellem sig, og de fik forklaret hende,
hvad der var sket, og hvordan de havde fået halet ham op på broen. Alle roste
hans åndsnærværelse og fysiske styrke, uden hvilke egenskaber, det nemt kunne
være endt galt. Der var nemlig temmelig stærke strømme i vandet omkring broen,
og disse havde den tapre lille knægt haft kræfter til at modstå og kæmpe sig
hen til bropælen og bolværket.
Det
var dog lige i øjeblikket en lidt chokeret og noget slukøret cirka 5-årig
knægt, der den dag blev hjulpet op af vandet ude ved enden af broen, men af
hans selvsikre gangart, da han fulgtes med mor hen ad diget på vej hjemad,
fulgt af beundrene øjne fra tilskuerne, børn som voksne, kunne man tydeligt se,
at han også var stolt af sig selv. Med sin kropsholdning signalerede han, at
man bestemt ikke skulle betragte ham som hverken en kryster eller tøsedreng.
Det
hører desværre med til historien, at Bennys legekammerat senere samme år
desværre faldt i vandet fra en lystbådebro lidt længere inde i havnen, og så
uheldigt, at han slog hovedet mod et eller andet, hvilket formentlig var
medvirkende til, at han druknede. Den forsigtighed, som havde hjulpet ham, da
han og Benny løb om kap på anløbsbroen, var åbenbart ikke til nogen nytte ved
denne lejlighed, der endte som en tragedie.
Anløbsbroen set fra landsiden. Mandskabsbådene lagde til med
langsiden op mod den yderste ende af broen. Ikke langt fra broen ligger
sejlrenden, hvor blandt andet de store oceangående skibe passerede ind og ud af
Nakskov Havn. Det er mig, der står yderst ude på broen. Landtangen overfor
hører til værftsområdet, som i 2001 tjente som oplagsplads for
vindmøllefabrikken VESTAS’ store vindmøllevinger, som blev transporteret med
den store kran, som ses til venstre i billedet. – Privatfoto: © 2001 Harry
Rasmussen.
Imidlertid
begyndte der endnu engang i dette århundrede at trække truende krigsskyer hen
over Europa. Hitler var jo kommet til magten i 1933, og det var ingen ringere
end den aldrende rigspræsident Paul von Hindenburg, der den 30. januar d.å.
udnævnte Hitler til den næsthøjeste post i Tyskland. Med Göring som sin højre
hånd og Goebbels som propagandaminister, begyndte det rædselsregimente, der
skulle komme til at martre Europa og store dele af verden i de følgende tolv
forfærdelige år.
Året
efter, i 1934, døde von Hindenburg, og Hitler benyttede anledningen til at slå
præsident- og kanslerembedet sammen under fællesbetegnelsen "Der
Führer", på dansk: "Føreren". Og som nationalsocialismens og
Tysklands åndelige og praktiske "Fører", planlagde han i de følgende
år systematisk og målbevidst, hvordan det skulle lykkes ham at erobre resten af
verden.
I
1938 erklærede Hitler mod bedre vidende, at Sudeterområdet var Tysklands sidste
revisionskrav. Vestmagterne, der for næsten enhver pris ville bevare
"freden", accepterede kravet, men ville dog have en folkeafstemning
om spørgsmålet, men Hitler beordrede øjeblikkeligt sine tropper til at besætte
Sudeterland. Da Hitler ikke mødte nævneværdig modstand hos Vestmagterne, lod
han sine tropper besætte Østrig og lod foranstalte en folkeafstemning, der med
mere end 99% godkendte Anschluss, dvs. territorial og administrativ tilslutning
til Tyskland, som okkupationen af Østrig blev kaldt. På samme tid angreb Hitler
verbalt tjekkerne voldsomt for deres behandling af det tyske mindretal, en
optakt til angrebet på og besættelsen af Tjekkoslovakiet, som fandt sted året
efter.
Den
engelske premierminister Neville Chamberlain (1869-1940), troede på fred
med Hitler og Mussolini og gennemførte derfor München-overenskomsten, hvorved
Tjekkoslovakiets skæbne i virkeligheden blev beseglet. Berømt er Chamberlains
hjemkomst til London fra forhandlingerne i Berlin, hvor han endnu stående på
flyets trappe, vifter med "fredsdokumentet" med Hitlers og hans egen
underskrift og kundgør for pressen: "Peace in our Time!" ("Fred
i vor tid!").
Der
er næppe tvivl om, at den politisk set konservative Chamberlain var en
velmenende fredens mand, som blot ikke havde psykologisk format til at fatte
eller forudse, hvad en politiker som Hitler og hans regime i virkeligheden
havde for. Det var der forresten mange andre, der heller ikke kunne.
"Freden"
varede dog kun til året efter, da Hitlers tropper den 1. september 1939
indledte en lynkrig mod Polen. Chamberlain så sig derfor nødsaget til at
erklære Tyskland krig. Det skete den 3. september s.å., og dermed var 2.
verdenskrig reelt indledt.
I
Tyskland fortsatte de statsligt inspirerede og dikterede overgreb eller
progromer mod den jødiske del af befolkningen. Natten til den 9. november 1938
drog brunskjorterne, godt hjulpet af civilbefolkningen, omkring i byerne og
knuste ruderne til de jødisk ejede forretninger. Ved samme lejlighed
afbrændtes så godt som samtlige synagoger i Tyskland. Denne nat blev siden
betegnet som "Kristallnacht", på dansk: "Krystalnatten".
Her
i Danmark og ikke mindst i København, gik livet omtrent sin sædvanlige gang.
Den 18. januar, som forresten var mors 30-års fødselsdag, indviedes
storbiografen "Palladium" i Industribygningen på Vesterbrogade, tæt
ved Rådhuspladsen. Biografens seværdighed var det første kinoorgel her i
landet. Organisten var pianisten Mogens Kilde (1917-1988), der fungerede som sådan 1938-48 og 1950, og som i
1952 blev ansat som programsekretær ved Danmarks Radio, en stilling han beholdt
lige til sin død. Mogens Kilde har også virket som komponist af kor- og
klaverstykker samt af underholdnings- og dansemusik. Desuden en kort overgang
fungeret som programvært ved DR TV, hvor han bl.a. lavede et program med
jazzmusikeren og animatoren Børge Ring (f.1920), som vi senere skal høre
mere om her i min selvbiografi.
Den
13. april 1938 indførtes lov om ferie med løn, nemlig to ugers ferie for
arbejdere, funktionærer og medhjælpere. I 1953 blev ferien udvidet til tre
uger. Samme dato blev retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer i
private virksomheder lovfæstet.
Den
13. april var åbenbart også en lidt uheldig dato, for da justitsminister
Steincke den dag stod på Folketingets talerstol, blev der affyret to skud fra
tilhørerpladserne. Gerningsmanden blev pågrebet og viste sig at være nazist.
6. maj blev han idømt 40 dages fængsel.
Forresten
havde man som følge af den spændte verdenssituation allerede fra februar kunnet
købe den såkaldte folkegasmaske, som var dansk fremstillet. Dengang troede man
endnu på, at en kommende krig ville blive ført ved hjælp af bl.a. giftgas,
sådan som tilfældet havde været under 1. verdenskrig, men sådan kom det slet
ikke til at gå, hvad folk naturligvis ikke kunne vide på forhånd.
Den
internationale krise og truende krigsfare førte i løbet af året til en
avisdebat om manglende luftbeskyttelsesforanstaltninger. Den 29. september
afholdtes i Domkirken og Helligåndskirken under stor tilstrømning andagter med
bøn for freden. Det hjalp dog ikke.
Dette
år anlagdes der i Københavnsområdet to nye teatre, nemlig Bellahøj
Friluftsteater og Frederiksberg Teater, der dog blev indrettet i det tidligere
Fønix Teater på Fredriksberg.
En
af de kendteste forestillinger på Bellahøj Friluftsteater, er nok
eventyrspillet "Der var engang" af forfatteren Holger
Drachmann (1846-1908). Stykket er fra 1885 og blev opført første gang på
Det kgl. Teater i 1887.
Der
skete naturligvis mange andre og mere betydelige ting i 1938, både
internationalt og nationalt, men det, jeg ovenfor har fortalt, må tjene som en
lille smagsprøve på, hvad der skete det år. Men vi er dog endnu ikke færdige
med året 1938, for det år fik en helt særlig betydning for mig personlig,
hvilket jeg skal berette om i det efterfølgende.
I
oktober 1938 tog mor mig atter med i BIO i Nakskov, denne gang for at se den
danske spillefilm "Livet paa Hegnsgaard", der netop havde haft
premiere samme måned. I denne folkloristiske bondeidyl af en film genhørte jeg
en kær sang fra skolen, nemlig "Jeg er havren, jeg har bjælder på",
skrevet af Jeppe Aakjær, der også er forfatter af det skuespil, som filmen er
frit baseret på. Og i denne herlige og rørende film, så jeg for første gang den
unge og yndige skuespillerinde Karin Nellemose (1905-1998), og den lille
rappe, allerede da næsten allestedsnærværende i dansk film, Petrine Sonne
(1870-1946), som snart blev et kvindeligt modstykke til folkekære Ib Schønberg,
om hvem det hed sig, at der ikke blev lavet en eneste dansk film, uden at han
medvirkede i den.
Faktisk
var der lidt om snakken, selv om ingen af de to hver for sig lige fremragende
skuespillere medvirkede i alle danske film fra perioden 1925-1946 for Petrine
Sonnes vedkommende, og perioden 1922-1955 for Ib Schønbergs vedkommende. Og
mærkværdigt nok, var der ingen af disse to meget kendte og populære
skuespillere, som lagde stemme til figurer i langtegnefilmen
"Fyrtøjet". Fru Sonne var imidlertid højt oppe i årene, idet hun var
født i 1870, og hun døde 10 dage efter at "Fyrtøjet" havde haft
premiere. Den sidste af de relativt mange spillefilm, som fru Sonne medvirkede
i, var "Billet mrk.", der havde premiere 14.januar 1946. Og netop i
disse år under og efter Besættelsen, havde Ib Schønberg travlt med at befæste
sin position som seriøs skuespiller. Hidindtil havde han mest været kendt som
den muntre, joviale og hjælpsomme "komiker", en rolle han følte sig
fastlåst i og som han derfor gerne ville ud af, hvilket i øvrigt også lykkedes
over al måde for ham.
Omkring
juletid samme år, altså 1938, tog mor mig endnu engang med i BIO til en anden
ny dansk spillefilm, folkekomedien "Bolettes Brudefærd",
hvori jeg forresten genkendte Petrine Sonne i en af rollerne. Men her så jeg
for første gang den store skuespillerinde Bodil Ipsen (1889-1964), og
det komiske - nogle kritikere synes anstrengt komiske - talent Peter Malberg
(1887-1965), der også blev en af dansk teaters og films folkekære
skuespillere. Han spillede med i en lang række film, deriblandt i et par af dem
som hovedrolleindehaver. Bodil Ipsen havde, lige som det var tilfældet med
Peter Malberg, medvirket i nogle stumfilm og et par talefilm, inden de to kom
til at indspille film sammen, og netop i "Bolettes Brudefærd" scorede
de begge de helt store points hos et velfornøjet biografpublikum. Hun som
"Bolette" og han som "Puttekræmmeren". De skulle i årenes
løb komme til at spille sammen i endnu nogle få film, senest i "Tro,
håb og trolddom" (1960), baseret på et manuskript af den færøske forfatter
William Heinesen og filminstruktør Erik Balling. Det blev fru Ipsens sidste
film, hun døde i slutningen af november 1964, 75 år gammel.
Forresten
kan her indskydes, at i den periode, hvor indendørsscenerne til "Tro, håb
og trolddom" blev indspillet på Nordisk Films Studier i Valby, var jeg
selv ansat som animator hos Nordisk Tegnefilm A/S, der havde til huse i en
bygning lige ved siden af stedets kantine og ikke langt fra filmstudierne. Her
havde jeg den personlige fornøjelse næsten daglig at møde de veltjente
skuespillere Bodil Ipsen, Peter Malberg, Gunner Lauring og Poul Reichhardt, og
forresten også mange andre skuespillere, når de færdedes på atelierområdet
eller befandt sig i kantinen, hvor de gerne spiste frokost og drak eftermiddagskaffe.
Dette gjaldt dog ikke den aldrende og vistnok ikke helt raske fru Ipsen, der
før, mellem og efter optagelserne på scenen mest opholdt sig i sin garderobe.
Hun ankom i taxa tidligt om morgenen og tog ligeledes derfra i taxa sent på
eftermiddagen. Det samme gjorde de andre skuespillere forresten også, for det
er et anstrengende job at indspille film, selv om der i løbet af en dag ofte
kan forekomme lange pauser mellem optagelserne, og det derfor kan ske, at der
ryger et par styrkende genstande for meget indenbords.
Bodil
Ipsen havde mest gjort sig bemærket som teaterskuespiller, men havde dog også
medvirket i to danske spillefilm før "Bolettes Brudefærd", nemlig "Paustians
Uhr", 1932, og "Det gyldne smil", 1935. I begyndelsen
af 1940'erne vovede fru Ipsen at debutere som filminstruktør med speciale i en
personinstruktion, hvis hovedtræk bestod i, at få danske skuespillere til at
tale og agere relativt naturligt og utvungent. Det holdt vistnok hårdt for,
for bortset fra nogle ganske få, som f.eks. Petrine Sonne, Rasmus Christiansen,
Ib Schønberg og Poul Reichhardt, så talte de fleste danske skuespillere på den
tid "duarder-sprog", hvilket især var tilfældet for de skuespillere,
der var uddannet og til daglig optrådte på Det kgl.Duarder (læs: Det kgl.Teater).
Blandt
de i reglen fremragende spillefilm, Bodil Ipsen iscenesatte - i flere tilfælde
sammen med den især filmteknisk dygtige og erfarne filminstruktør Lau
Lauritzen, jun. (1910-19??) - kan nævnes "Afsporet"
(1942), "Mordets Melodi" (1944), og frihedskæmperfilmen "De
røde Enge" (1945), en stærk og realistisk film, der var baseret på Ole
Juuls roman af samme navn. Og sidst, men ikke mindst, den socialrealistiske "Café
Paradis" (1950). I flere af disse film genså man blandt andet også Ib
Schønberg, men i en helt ny type roller af meget seriøs karakter, hvori han
ydede toppræstationer som den fremragende karakterskuespiller, han forlængst
havde bevist, at han var.
Bodil
Ipsen kom i øvrigt også til at øve en vis indflydelse i sin egenskab af bevillingshaver
til Odeon-biografen på Fælledvej på Nørrebro, hvis forsøgsvise kunstneriske
drift, hun forestod i årene 1944-59. Det var i fru Ipsens tid i
Odeon-biografen, at Chaplins stærkt antinazistiske film "Diktatoren"
(1940) havde en slags uofficiel dansk urpremiere, så vidt jeg husker engang i
efteråret 1946, og hvor jeg var så heldig at komme med, takket være nogle
personligt gode forbindelser. Filmen fik først Danmarks-premiere året efter, og
da i World Cinema, og her genså jeg den. På baggrund af krigen og Besættelsen,
gjorde "Diktatoren" et stort og bevægende indtryk, som jeg aldrig
siden har glemt. Charlie Chaplin (1889-1977) var i forvejen en af de
geniale filmkomikere, jeg holdt allermest af, og hvis film jeg i løbet af årene
stort set allesammen har set. Jeg vil senere fortælle mere om denne enestående
skikkelse i filmkunstens historie.
Det
var også Bodil Ipsen, som til dels under råd og vejledning af Odeon-bygningens
og -biografens ejer, filmproducenten Henning Karmark (1907-1989), satte
spillefilm af høj kunstnerisk kvalitet på plakaten. Film, som f.eks. den
meksikanske "Maria Candelaria" (1943) med den meget smukke Dolores
del Rio (1905-1983) og den mandige Pedro Armendariz (1912-1963) i
hovedrollerne. Denne film vistes i Odeon i 1946 eller 1947. Men det viste sig
snart, at stampublikummet desværre svigtede en biograf, hvor de ellers plejede
at se kriminalfilm og farcer, serie-film og westerns. I stedet søgte dette
publikum til biografer som f.eks. Regina, Ry-Kino, Fasan og Vesterbros Bio.
Desuden havde Odeon hård konkurrence, når det gjaldt kunstneriske og seriøse
spillefilm, fra centrumsbiografer, der traditionelt var kendt for deres
såkaldt lødige repertoire. Det var biografer som Alexandra, Dagmar og Grand.
Odeon-biografen
fik, som så mange andre biografer i hovedstaden, en krank skæbne: For det
første udbrød der natten til den 17.september 1958 en brand, som raserede det
veltjente gamle tempel for levende billeder, og denne begivenhed i forbindelse
med det stadigt svigtende publikumstal, bevirkede at det ikke kunne betale sig
at genopbygge og genåbne biografen. Bygningen blev omdannet til møbellager og
siden delvis også til offentligt toilet. Bodil Ipsen ansøgte straks om, at
biografbevillingen måtte blive overført til at gælde biografen på Nygade 3,
den tidligere "Alexandra Teatret", men som Karmark og hans kompagnon,
Preben Philipsen, forlængst havde genåbnet under navnet "Nygade
Teatret".
Der
måtte imidlertid ikke drives almindelig biografvirksomhed i ejendommen Nygade
3, mest af hensyn til den nyåbnede biograf "Alexandra Teatret" få
minutters gang derfra. Karmark og Philipsen fandt derfor på at vise såkaldte
foredrags- og rejsefilm i Nygade Teatret, bl.a. en, der hed "Jorden
rundt i 80 minutter", som var lavet af Familie Journalens mangeårige
rejsereporter og globetrotter Hakon Mielche (1904-1979). Men
publikumsinteressen var svigtende og besøgstallet stærkt dalende. Imidlertid
var Karmark meddirektør for Cirkus-revyen på Dyrehavsbakken, hvor
skuespilleren Ib Schønberg også var direktør, og gennem denne fik førstnævnte
kontakt med skuespillerinden Else Jarlbak (1911-1963), der i 1950'erne
var fast engageret til Cirkus-revyen. Fru Jarlbak blev ansat som foredragsholder
ved Nygade Teatret omkring 1956, men havde på det tidspunkt medvirket i en lang
række danske spillefilm, begyndende med kriminalfilmen "Lynet",
1934, og foreløbig endende med "Tante Tut fra Paris", 1956. I
årene 1957-61 medvirkede Else Jarlbak i endnu fire danske spillefilm.
I
sidste halvdel af 1950'erne begyndte der en bølge af interesse for de såkaldte
nudistfilm at gå hen over Danmark, ikke mindst i København, og samme år viste
Nygade Teatret den schweiziske dokumentarfilm "Nudisternes gyldne
ø". Med ét slag steg besøgstallet i biografen, men publikum bestod
mest af mænd, som mere eller mindre forlegne sneg sig ind i den dunkelt
oplyste sal, for at finde deres pladser. Året efter vistes "Vi ta'r til
nudisternes paradis", og i 1958 "Nudist-ferie", i
begge tilfælde også schweiziske produktioner, hvortil Else Jarlbak holdt
"foredrag", hvilket vil sige: oplæste den kommentar, der fulgte med
filmene. Else Jarlbak blev i 1959 udnævnt til inspektør ved Nygade Teatret
under Bodil Ipsen, og det var faktisk hende, der forestod den daglige drift af
biografen indtil sin død den 16.februar 1963.
Bodil
Ipsen fik først en midlertidig bevilling til at drive Nygade Teatret, som i den
anledning blev nyindrettet med bl.a. nyt stort lærred i CinemaScope-format, og
allerede den 7.november 1958, altså knapt to måneder efter Odeons brand, kunne
biografen genåbne med filmen "Mig og obersten" på plakaten.
Filmens store trækplaster var den især i 1940-50'erne uhyre populære
filmkomiker Danny Kaye (1913-1987). Den 10.juli 1959 tildeltes Bodil
Ipsen en permanent bevilling til Nygade Teatret, som hun drev til sin død i
1964. Nygade Teatret fik dog ikke nogen lang levetid, og det viste sig snart
umuligt at vise blot nogenlunde hæderlige kvalitetsfilm, for publikum var nu
vænnet til, at det var meget nemmere og behageligere at blive hjemme og se TV,
også selv om filmudbuddet i fjernsynet endnu ikke var så stort, lige som der
dengang heller ikke eksisterede salg eller leje af videofilm. Begge dele kom
dog senere og blev en stor og ulige konkurrent til biograferne, og altså
herunder også for Nygade Teatret. Til sidst, det vil sige i løbet af 1980'erne,
måtte Nygade Teatrets daværende bevillingshaver, Carla Madsen, enke efter
Ingolf Madsen, Eagle-Lion Film, give op og lukke biografen, hvis lokaler
derefter blev brugt til andet formål. Sic transit gloria: Således forgår
verdens herlighed.
Den
samme triste skæbne ramte også snart Alexandra Teatret ovre på hjørnet af
Gammeltorv og Nørregade. Den måtte også lukke i løbet af 1980'erne, men efter
en ombygning genåbnedes salen og stedet som rocktempel for byens ungdom, og
som sådan fungerede det i en årrække.
I
Bodil Ipsens og Lau Lauritzen juniors store dramatiske film om
Besættelsestiden, "De røde Enge", baseret på Ole Juuls roman af samme
navn, og som havde premiere ved juletid 1945, altså omkring et halvt år efter
befrielsen fra tyskernes okkupation, spillede den ligeledes folkekære Poul
Reichhardt den seriøse hovedrolle som en ung frihedskæmper, der tages til
fange, tortureres på det grusomste, dødsdømmes og henrettes af Gestapo. Det er
udtryk for denne fine og alsidige skuespillers professionalisme, at han omtrent
samtidig var i stand til at spille med i et par lystspil og at lægge stemme til
den muntre og kække soldat i langtegnefilmen "Fyrtøjet".
Også
Poul Reichhardt havde jeg fornøjelsen af i perioder i løbet af 1959-70 at møde
næsten daglig på Nordisk Films studier i Valby, hvor han ofte indspillede film.
Men ASA-studierne i Lyngby havde siden begyndelsen af 1930'erne været Poul
Reichhardts foretrukne filmselskab - eller omvendt, hvilket formentlig ikke
mindst skyldtes venskabet med filmskuespilleren, manuskriptforfatteren, filminstruktøren
og senere direktøren for selskabet, Lau
Lauritzen junior (1910-1971). Poul Reichhardt debuterede dog i småroller i
Palladium-produktioner, som Fy og Bi-farcen "I kantonnement",
fra 1931, og i den sjette danske tonefilm, Liva Weel-filmen "Odds
777" fra 1932. Det skyldtes formentlig, at Lau Lauritzen senior
(1878-1938) i perioden 1920-37 var tilknyttet Palladium, først som filminstruktør
og senere som direktør. Sønnen, Lau junior, var 1929-33 tilknyttet samme
selskab som manuskriptforfatter og filmfotograf, fra 1934-37 som
manuskriptforfatter, filmskuespiller og filminstruktør.
Både
som manuskriptforfatter og filminstruktør arbejdede Lau Lauritzen jun. i en
lang årrække sammen med Alice O'Fredericks (Frederiksen) (1899-1968),
først på Palladium og senere for ASA. ASA Films og dermed parrets måske mest
populære - om end ikke kunstnerisk bedste - film, er formentlig Morten Korch-filmene,
hvoraf Lau jun. dog kun var medinstruktør på kæmpesuccessen "De røde
heste" (1950). En anden af parrets store publikumssuccesser var
"Far til fire"-filmene, som indledtes med "Far til fire"
i 1953 og afsluttedes med "Far til fire med fuld musik" i
1961. Lau jun. var dog "kun" producent på disse film, idet han fra
slutningen af 1950'erne mest koncentrerede sig om administrative opgaver. Lau
Lauritzen jun. havde i øvrigt produktionsbevilling til storbiografen Kinopalæet
1948-65, men driften blev af flere grunde stadig vanskeligere med årene.
Filmserien ”Far til fire” blev forresten genoptaget mange år senere og af gode
grunde med andre instruktører, filmfotografer og ikke mindst andre skuespillere
i rollerne.
Den
store aviskonflikt i begyndelsen af 1980'erne, hvorunder de fleste aviser ikke
udkom i flere måneder, var en medvirkende årsag til, at en del biografer måtte
lukke. Det gjaldt Alexandra, Kinopalæet, Rialto og Nørreport. Kinopalæet blev
senere nedrevet for at give plads til den kæmpemæssige Codan-bygning, som
stadig knejser på stedet.
Men
apropos omtalen af Poul Reichhardt og hans rolle i forbindelse med den første
danske langtegnefilm "Fyrtøjet", lad mig da benytte anledningen til
at vende tilbage til mit egentlige emne og ærinde, nemlig at fortælle noget om
baggrunden for, at jeg i det hele taget kom til at arbejde med tegnefilm. Jeg
har allerede omtalt min skoleklasses biografbesøg under udflugten til Nykøbing
F., hvor jeg for allerførste gang blev bekendt med begreberne film og specielt
tegnefilm.
Men
tilbage til juletid i året 1938:
Det
helt afgørende for mig og min fremtid blev vinteren 1938, for netop da stødte
jeg for allerførste gang på navnet Walt Disney, som jeg aldrig havde hørt om tidligere. Det skete i
anledning af, at han og hans selskabs allerførste langtegnefilm, som forresten
på fagsproget engelsk hedder "an animated feature", nemlig "Snow
White and the seven Dwarfs", på dansk: "Snehvide og de syv
dværge", havde Danmarkspremiere i Kino-Palæet i København den
29.september 1938, og repremiere i Metropol Teatret på Strøget den 26. december
s.å. Filmen var ikke så lidt af et financielt og kunstnerisk vovestykke fra
Disneys side, og et pionerarbejde, hvad angår lange tegnefilm. Han måtte da
også høre mange knubbede ord om den, både før, under og i nogen grad også efter
dens produktion.
Det
havde taget den modige tegnefilmmand og hans mange og dygtige medarbejdere på
alle niveauer omkring 3 år at produceres denne i ordets bedste forstand
fantastiske tegnefilm, som fik amerikansk urpremiere den 21. december 1937.
Men til alt held for tegnefilmbranchen i almindelighed og Disney-selskabet i
særdeleshed, blev filmen straks fra starten en overvældende publikumssucces,
og dermed også en virkelig kassesucces. Det sidste var og er ikke mindst
vigtigt, i særdeleshed i betragtning af, at det også dengang kostede en
betydelig sum penge at producere en langtegnefilm. En film som
"Snehvide" havde et budget på omkring 1,7 mill. dollars, men den
tjente allerede ved første visningsrunde (release) omkostningerne mere end 8
gange hjem, altså omkring 8 mill. dollars.
Som
allerede nævnt fik "Snehvide og de syv dværge" Danmarkspremiere i
september 1938. I København skete det som nævnt i den store biograf
"Kino-Palæet" på Gammel Kongevej lige over for Skt. Jørgens Sø. Som
forfilm vistes ved den lejlighed den skønne korte tegnefilm "Den gamle
mølle" ("The Old Mill") fra samme produktionsår. Det
forlyder, at Disney og hans folk lavede denne fremragende "perle"
blandt de korte Disney-tegnefilm, til dels for at afprøve deres nye og såkaldte
"multiplan-kamera", som kort fortalt har den fordel fremfor det
sædvanligt brugte etplans-kamera, at cels og baggrunde kan fotograferes i forskellige
planer eller niveauer, hvorved der opnås en vis illusion af rumdybde i
billedet.
Multiplan-kameraet
blev også brugt under nogle af optagelserne til Snehvide-filmen, eksempelvis i
indledningssekvensen, hvor kameraet zoomer ind på det slot, hvor Snehvide bor
med sin onde stedmoder. Den begrænsede brug af multiplans-kameraet skyldtes
først og fremmest, at det var kompliceret og relativt langsommeligt at arbejde
med, og derfor også dyrt at anvende.
Det
skal her indskydes, at da min datter Linda og jeg i 1977 var på besøg i Los Angeles,
havde jeg det held at få adgang til Disney-studierne i Burbank, og her fik jeg
lejlighed til blandt meget andet at se det nævnte multiplan-kamera og nogle af
baggrundene til netop "Den gamle mølle". Men mere herom meget
senere.
Som
nævnt havde den danske version af "Snow White and the seven Dwarfs"
Danmarkspremiere i september 1938, men filmen vistes dog samtidig i de større
provinsbyer, og senere også i købstædernes biografer, og det vil for Nakskovs
vedkommende sige i KINO. Det blev jeg klar over en dag, da jeg var på julebesøg
inde i selve byen - vi boede som tidligere nævnt omkring 1 km uden for Centrum
- og kom om forbi biografen, som lå omtrent på hjørnet af Jernbanegade og
Danagade, ikke langt fra jernbanestationen. Til min store overraskelse og ophidsede
glæde så jeg filmen opreklameret på biograffacaden, og da jeg kiggede ind bag
det jerngitter, der udenfor biograftiden afspærrede indgangen, fik jeg dels
et glimt af nogle legemsstore figurer af dværgene, som var udskåret i
krydsfinér og opstillet i forhallen, og dels af udhængsskabene på hver side af
indgangen, hvor der bag disses glasruder var ophængt en række scenebilleder
fra filmen, sådan som det var almindeligt brugt dengang.
Det var så betagende, hvad jeg ved den
lejlighed fik at se, at jeg i de følgende dage efter skoletid hastede ind til
KINO, i håb om at få mere af billederne i udhængsskabene at se. Men da det var
udenfor åbningstiderne, var jerngitterlågen foran indgangen lukket og aflåst.
Men ved at presse hovedet tæt ind mod gitteret lykkedes det mig at få endnu et
glimt af filmbillederne, som nærmest tryllebandt mig.
Og naturligvis fortalte jeg mor om, at
mine filmdrømmes store mål for øjeblikket fandtes i KINO, og mor, som selv var
betaget af at se film, forstod åbenbart hvilken betydning det ville have for
mig at få filmen at se, for hun forbarmede sig og tog mig en aften med til en
af forestillingerne. På forhånd havde mor bedt far om at være hjemme og passe
mine to yngre brødre, den 4-årige Benny og den godt 1-årige Bent. Selv var han
ikke særligt biografinteresseret, så han blev gerne hjemme og passede mine to
småbrødre imens mor og jeg var i biografen. Det havde han i øvrigt gjort flere
gange tidligere, når mor og jeg skulle i BIO og se en eller anden ny dansk
film. Den første af slagsen, mor og jeg så sammen, var som nævnt ”Der var
engang en vicevært” fra 1937.
Mor
kunne på det tidspunkt ikke have gjort mig nogen større glæde eller tjeneste,
end da hun tog mig med ind til KINO for at se "Snehvide og de syv
dværge". For filmen blev en stor og gribende oplevelse, ja, nærmest en
åbenbaring for mig, og sandsynligvis også for mange andre, for der var udsolgt
til alle forestillinger. Min bekymring var, om der var nogen billetter
tilbage, når vi var nået frem til billetsalget, for vi stod i en lang kø, som
gik helt ud på gaden og rundt om hjørnet af biografbygningen. Men da køen kun
langsomt bevægede sig fremad, fik jeg til gengæld lejlighed til at gense de
udstillede filmbilleder i det ene udhængsskab, som vi kom tæt forbi under den
ulideligt langsomme bevægelse fremad. Og da vi endelig langt om længe nåede ind
i forhallen, så jeg nogle af de store figurer af dværgene, udskåret i krydsfinér
og malet i livlige farver, som stod opstillet rundt om i lokalet, og mor og jeg
passerede tilmed tæt forbi to af figurerne, "Dumpe" og ”Brille".
Jeg blev næsten feberhed ved synet, som prentede sig dybt og uforglemmeligt i
mit stærkt modtagelige barnesind.
I denne bygning i Jernbanegade i Nakskov havde biografen
KINO til huse i min barndom. Biografens indgang lå under det røde halvtag, hvor
der nu ligger et Pizzeria. Den mørke tilbygning, som ses bagest til venstre i
billedet, er den gamle biografsal, som senere er belvet brugt til andet formål.
Billedet her er taget under et besøg i Nakskov i sommeren 2001. – Privatfoto: ©
2001 Harry Rasmussen.
Og
hvad fik jeg og mor og det øvrige publikum så at se, da vi efter en næsten
ubærlig lang ventetid var kommet på plads i biografsalen og tæppet langsomt og
nærmest andægtigt var blevet trukket fra, alt imens den musikalske ouverture
lød fra de store højtalere? - Jo, i al fald for mine undrende øjne trådte de
livagtigt tegnede figurer i strålende farver og de herlige scenerier, frem på
det hvide lærred, ledsaget af den skønneste musik og de mest iørefaldende
melodier, man kunne tænke sig, og som man umiddelbart kunne huske og nynne
eller synge med på, så snart man genhørte dem. Men de blev nu også ofte, ja,
omtrent dagligt, spillet og sunget i radioen i de dage, til lige stor glæde for
børn som for voksne, der ikke havde mistet deres barnesind. Musikken og sangene
i "Snehvide" viste sig at være af en sådan karat og kvalitet, at de
faktisk har overlevet tiden og derfor endnu i vore dage jævnligt kan høres i
radioen eller i andre sammenhænge.
Navne
som operettesangerne Annie Jessen
(1915-1993) og Marius Jacobsen (1894-1961) som lagde danske stemmer og sang til henholdsvis Snehvide
og Prinsen, vil jeg aldrig glemme, for de var en del af den første fortryllelse
af filmen. Mange år senere er Snehvide-filmens danske lydside blevet
genindspillet med andre og nye skuespillere i hoved- så vel som i birollerne,
men selvom resultatet også i dette tilfælde er godt, kan det dog ikke rigtig
måle sig med den "originale" udgave, i al fald ikke set med mine
nostalgiske øjne.
Herover ses den forhenværende indgang til biografen KINO i
Nakskov, nu Pizzaria, fotograferet i sommeren 2001, og længe efter at den ærværdige biograf var blevet lukket for
altid. Men det var her jeg i julen 1938
så ”Snehvide og de syv dværge”, og det var hertil jeg efter skoletid vandrede
de mindst 2 km fra skolen, for at få et glimt af billederne i udhængsskabene. –
Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.
Men
hvor publikum og mor og jeg dog følte med den stakkels Snehvide, der måtte
optræde som almindelig tjenestepige på slottet, blot fordi hendes stedmoder
misundte hende hendes skønhed. Sent vil jeg glemme introduktionen af den
smukke, men laset klædte pige, da hun, fulgt af en flok interesserede duer, går
hen til hejsebrønden, for at hente en ny spand vand til sin trappevask. Her
synger hun sin længsel og drøm om udfrielse fra sin ydmygende stilling ud i
sangen "Jeg ønsker", mens hendes sang giver ekko i brøndens
dyb.
Sangen
bliver hørt af en ung prins, som kommer ridende forbi slottet på sin prægtige
hvide ganger, og han overrasker hende ved brønden, men hun flygter i en
blanding af overraskelse, forskrækkelse og blufærdighed ind i slottet.
Prinsen, som naturligvis øjeblikkeligt er blevet forelsket i Snehvide, følger
efter og bliver stående på trappen op til slottets bagindgang, og her synger
han en kærlighedsserenade til hende. Hun vover sig ud på balkonen og her kysser
hun en af sine duer på næbbet, hvorefter hun sender den ned til prinsen, på
hvis hånd den lander, for at aflevere Snehvides kys. Da han vil modtage kysset,
rødmer duen ærbart og genert, men skynder sig så at give ham et hurtigt kys på
munden og flyve væk.
Imidlertid
har den onde dronning stået skjult oppe bag gardinforhænget i et af slottets
vinduer og set optrinet, som gør hende rasende. Hun skynder sig derfor ind i
sit private gemak, hvor hun fremmaner spejlets ånd, idet hun spørger: " -
Lille spejl på væggen dér, hvem er skønnest i landet her!" Da dronningen
tidligere havde stillet samme spørgsmål, lød svaret: ”Du, min dronning, er
skønnest i landet her!”, hvilket behagede hende overmåde meget. Men da hun
efter at have set prinsen gøre kur til Snhvide for anden gang spørger spejlets
ånd, lyder svaret: ”Snehvide er nu skønnest i landet her!”
Spejlets
svar gør dronningen aldeles rasende, og hun tilkalder derfor sin jæger og
befaler ham at føre pigen ud i skoven og dræbe hende dér. Jægeren må adlyde,
for ikke selv at blive offer for dronningens vrede, men hvilken lettelse for os
publikum, at han viste sig menneskelig og ikke nænnede at dræbe Snehvide, men
i stedet lod hende flygte langt ind i skoven, bort fra den onde stedmoder.
Dog, hvilket mareridt var ikke flugten gennem den mørke skov for Snehvide - og
for publikum! Til slut falder hun udmattet og fortvivlet sammen og bliver
liggende hulkende på den mørke skovbund, mens tilsyneladende onde øjne stirrer
på hende fra alle sider.
Ovenstående små figurer fra Snehvide-filmen
har jeg i 2013 fotograferet i omgivelser, der viser deres relativt lille
størrelse. Figurerne måler ca. 5,5 cm (dværgene) og 9,5 (Snehvide, prinsen og
dronningen/heksen) måler 7,5 cm i højden. Personerne er under Walt Disney
copyright fremstillet af Bullyland Germany og håndmalet. Phantastic! – Min kone
købte de små figurer i en legetøjsbutik omkring 12 år siden, og prisen androg
omkring 320 DK. Så vidt jeg ved er denne særlige form for Snehvide karakterer
er så vidt vides desværre ikke til salg mere. – Fotos: © Harry Rasmussen.
Da
dagen gryede næste morgen, viste det sig heldigvis kun at være i skrækkens overtroiske
fantasi, at skoven og dens mange dyr forekom onde og farlige. Tværtimod var
dyrene venlige og hjælpsomme, og da hun spørger dem, om de måske kender et
sted, hvor hun vil være uden for sin onde stedmoders vrede og efterstræbelse,
leder dyrene Snehvide hen til dværgenes hytte inde i skoven. Men alt i denne er
småt, båd stole og borde og senge, og så er der støvet og snavset overalt, for
der ser ikke ud til at være blevet gjort rent i hytten i meget lang tid.
Hvor
vi publikummer dog morede os over Snehvides og dyrenes rengøring af dværgenes
forsømte hytte, mens hun med sin dejlige sopran sang "Vi fløjter og
ta'r fat", så vi allesammen følte trang til at hjælpe med. Og hvor
uforglemmeligt var ikke det første møde med de syv dværge: Brille, Gnavpot,
Lystig, Søvnig, Prosit, Flovmand og Dumpe, ude på deres arbejdsplads i
diamantminen, og deres hjemmarch efter fyraften, hvor de sang "Hej hå!
Hej hå! fra arbejd' hjem vi gå", så man selv fik lyst til at marchere
med. Ja, man lo over og med dværgene og dyrene, følte glæde og sorg med den
underdejlige Snehvide, og gyste af skræk og uhygge over den onde dronning, der
forvandlede sig til en afskyelig heks - ingen af de højdramatiske scener var
klippet ud dengang, det blev de først senere og efter at bekymrede pædagoger og
børnepsykologer havde gjort indsigelse - og man heppede på dværgene, da de
sammen med dyrene forfulgte den listige heks, som havde haft held til at
ombringe den uskyldige og hjertensgode Snehvide med sit forgiftede æble. Og man
sørgede med dværgene, da de kom hjem til hytten og fandt den livløse Snehvide
liggende på gulvet, og ikke et øje var tørt, allermindst mit, da de knælede
omkring den kiste med glaslåg, hvori de havde lagt hende i en rydning ude i
skoven. Og man trak igen vejret lettet og glad, da den smukke prins kom på sin
stolte hvide ganger og kyssede den "døde" skønhed til live igen, og
red bort med hende til sit strålende slot i det fjerne, mens dværgene, sammen
med os publikum, glædede sig på Snehvides vegne.
Det
føltes egentlig ikke som et antiklimaks, da filmen tonede ud til en potpourri
af dens melodiøse og iørefaldende musik, for dens handling var så
veltilrettelagt og tilfredsstillende gennemført, at man følte sig glad og
fornøjet, da tæppet tilpas langsomt blev trukket for og lyset tændtes i salen,
så publikum kunne finde vej ud. Derimod føltes det knapt så rart at forlade den
lune biograf og komme ud i aftenmørket og kulden. Mor og jeg skulle jo trave
den forholdsvis lange vej hjem til Rosnæs, hvilket kunne gå, så længe vi
befandt os inde i byen, som var forholdsvis godt oplyst, men så snart vi kom
udenfor den, var der kun sparsomt med vejbelysning, så vi måtte mere eller
mindre gå i halvmørke.
Men
jeg bemærkede dårligt nok mørket og kulden, mens mor og jeg gik hjemad, for jeg
var så opfyldt af at tænke på filmens figurer og handling, at jeg nærmest følte
det som om jeg befandt mig i en anden verden, eller mere præcist i Snehvides,
prinsens og dværgenes eventyrverden.
Under
biografbesøget i Nykøbing Falster tre år tidligere, havde jeg fattet
beslutningen om at ville lave tegnefilm, når jeg blev voksen. Denne beslutning
blev yderligere bestyrket ved at se Snehvide-filmen, idet jeg allerede midt
under filmen besluttede med mig selv, at det lige præcis var sådan en slags
tegnefilm, jeg ville stræbe efter at komme til at lave engang, når jeg blev
voksen. Skønt min beundring og respekt for denne storslåede, fremragende og
helt igennem professionelle film næsten var grænseløs, og jeg anså muligheden
for at kunne nå til samme tekniske kvalitet og kunstneriske højde, for noget
nær det uopnåelige, var min beslutning dog fast.
I
de nærmeste dage efter besøget i KINO, gik jeg efter skoletid ind til biografen
og tog opstilling tæt foran den lukkede jerngitterlåge, for at få endnu nogle
glimt af de forunderlige billeder bag udhængsskabenes glasruder. Nu havde
billederne jo fået tilføjet genkendelsens fortrolighed og glæde, så at det var
muligt at studere deres detaljer, hvilket jeg gjorde med begærlig interesse.
Ja, jeg nærmest sugede indtrykket af billederne til mig, således at figurerne
og scenerierne stod klare og skarpe i mit sind. Således bemærkede jeg, at
nogle af billederne adskilte sig fra de andre billeder, ved at være sort-hvide
blyantstegninger, en omstændighed, der bidrog til forståelsen af, at filmen i
første instans var håndtegnet af en række dygtige tegnere, hvis navne jeg forresten
mange år senere skulle komme til at kende ganske godt. Og tilmed mødte jeg
nogle af de efterhånden ældre tegnere i pensionsalderen, da jeg i 1977 besøgte
Disney-studierne i Burbank, og et par af disse igen, da de i 1985 afholdt et
endags animationsseminar på Filminstituttet i København.
Hjemme
sad jeg ofte stille for mig selv og tænkte over, hvordan det dog kunne lade sig
gøre, at få gjort tegninger så livagtige i bevægelserne, at det næsten
virkede som om figurerne var rigtig levende personer og dyr. Dette var ikke så
lidt af en gåde for mig, selvom jeg jo allerede kendte til den mest elementære
animationsteknik, der som bekendt består i, at en figur forandrer position og
eventuelt også mimik fra enkeltbillede til enkeltbillede. Der skulle da også
komme til at gå nogle år endnu, inden jeg ved skæbnens gunst fik mit højeste
ønske opfyldt og kom til at lære at lave tegnefilm. Men endnu langt flere år
skulle gå, førend jeg forstod, hvad der rent faktisk kræves af forudsætninger
og kvalifikationer, for at kunne lave tegnefilm, der tåler sammenligning med de
klassiske Disney-tegnefilm.
Selv
kunne jeg aldrig blive træt af at leve mig ind i den dejlige fantasiverden, som
Snehvide-filmens handling og figurgalleri er udtryk for. Dengang forstod jeg
naturligvis ikke den dybere betydning af det, der i virkeligheden er et gammelt
tysk folkeeventyr, som handler om det godes sejr over det onde, og i sit endnu
dybere perspektiv om det, som jeg i mine artikler og bøger og med forfatteren
Martinus’ ord har kaldt for "det seksuelle polprincip" og
"polforvandlingen". Principper, som også forekommer i en del af
H.C.Andersens eventyr, eksempelvis i ”Den lille Havfrue” (1836). Herom vil
læseren kunne forvisse sig, ved at klikke ind på hjemmesiden LIVETS EVENTYR med
adressen http://www.livetseventyr.dk/ - Vedr. en nærmere omtale af
Snehvide-filmen, se http://www.tegnefilmhistorie.dk/ under afsnittet Da tegnefilmen kom til Danmark, og
endvidere artiklen En
kærlighedserklæring.
Den
bølge af anti-amerikanske og ikke mindst anti-Disney’ske følelser og
stemninger, som især under og efter det såkaldte undomsoprør i slutningen af
1960’erne og i 1970’erne greb om i intellektuelle og kulturradikale kredse,
både herhjemme og i store dele af verden, var jeg ikke enig i. Det blev nærmest
et modefænomen at udtale sig kritisk og nedladende om f.eks. Disneys kulørte,
sødladne og fordummende tegnefilm. Og man anklagede og klandrede ham og hans
selskab for at tilhøre kapitalisternes og reaktionens fordømte kreds, alt imens
man som ung og yngre socialistisk ’would be’ intellektuel i al gedulgthed
morede sig over de herlige tegnefilm fra Disneys Studier.
Her
vil det måske være på sin plads at indskyde, at jeg i 1938 endnu ikke kendte
til den herlige række af fantastiske tegnefilms- og tegneseriefigurer, som
siden hen skulle blive en uundgåelig og integreret del af mit
"verdensbillede". Dels havde jeg endnu ikke set nogen af hverken
Disneys eller Fleischers eller andre producenters korte tegnefilm, bortset fra
den ene, der var tale om under biografbesøget i Nykøbing Falster i 1935, og
dels kendte jeg på det tidspunkt kun tegneseriefigurerne fra "Familie
Journalen", som var det eneste ugeblad, min mor havde råd til at holde og
som hun foretrak, ikke mindst på grund af bladets mange snitmønstre. Disse
brugte hun jævnligt som forlæg for tilskæring af tøj, herunder kjoler til hende
selv. Senere lod Aller-koncernen snitmønstrene udgive i et specielt blad, som
fik navnet "Mønster Tidende", der dengang blev lidt af en publikumstræffer
for kvinder, der ikke havde råd til at følge moden og købe nyt tøj i tide og
utide, og som derfor var nødsaget til selv at sy deres og især børnenes tøj.
En
avis var dengang en luksus for mine forældres sparsomme økonomi, og de nøjedes
derfor med at høre nyhederne i Radioavisen. For mor var radioen også en kilde
til adspredelse og fornøjelse i den grå og trædemølleagtige hverdag. Hun
lyttede dagligt til transmissionerne af middagskoncerterne fra enten Wivex
eller National Scala i København.
Men
fra "Familie-Journalen" kendte jeg foreløbig tegneserier og
tegneseriefigurer som "Bamse og Dukkelise", "Willy paa
Eventyr", "Jim og Piraterne", "Obersten og
Hertuginden", "Kong Kylie", "Klaus Kludder", "Den
kære Familie", og hvad der ellers har været af tegneserier i det
populære ugeblad på den tid. Derimod var hele det nu så velkendte galleri af
Disneys tegnefilms- og tegneseriefigurer endnu ukendte for mig. Det var navne
som Mickey Mouse, som i Danmark oprindeligt kaldtes Mikkel Mus, og Donald
Duck (på dansk: Anders And) i spidsen, fulgt af herlige skikkelser som Minnie
Mouse, på dansk oprindeligt kaldt Mikkeline, og Anders Ands nevøer Rip, Rap
og Rup, hunden Pluto, Goofy (Fedtmule), Uncle Scrooge (Joakim
von And), Georg Gearløs, Pegleg Pete eller Black Pete (Sorte Per) m.fl.
Fra
Max Fleischer-studierne udgik tegnefilms- og tegneserier som Klovnen Ko Ko,
Bimbo, Betty Boop og Skipper Skræk, Olivia, Vimmer, Brutus og Grønært, som endnu
i 1938 var totalt ukendte for mig. En i og for sig mærkværdig tanke, når man
betænker, hvor selvfølgelig en bestanddel disse og en lang række andre
tegnefilms- og tegneseriefigurer i dag er for éns dagligdag.
Ja,
tænk, en verden uden den berømte Mickey Mouse (på dansk: Mikkel Mus),
som endda var "født" et år før mig, nemlig i 1928. Eller den mindst lige så kendte Donald Duck
(på dansk: Anders And), der først kom til verden i 1934, da jeg selv var omkring
5 år. Og ikke at forglemme den herlige, spinatædende super-sømand, Popeye
(på dansk: Skipper Skræk), som blev skabt i 1929 af sin ophavsmand, Elzie
Chrisler Segar (1894-1938), og i begyndelsen fandtes i denne tegners
berømte serie "Thimble Theatre", som fra 1919 publiceredes i
"New York Evening Journal". Seriens oprindelige hovedfigur var Olive
Oyl (på dansk: Olivia), men dens navn ændredes på et tidspunkt til slet og
ret "Popeye" (på dansk: "Skipper Skræk"). Segars
signatur var i allusion til hans efternavn en cigar!
Men der var naturligvis mange andre
udenlandske og ikke mindst danske tegneserier i aviser, ugeblade o.lign. i
1930'-40'erne, end jeg har nævnt ovenfor. Og som allerede sagt, indskrænkede
mit kendskab til tegneserier sig i 1938 til, hvad der fandtes i "Familie
Journalen". I sommerferien i København hos mine morforældre, stiftede jeg
dog også et kortvarigt og overfladisk bekendtskab med de tegneserier, som
dengang fandtes i "Social Demokraten", dettes tillæg "Hjemmets
Søndag", "Aftenbladet" og "Aftenbladet Søndag".
Ved
nytårstid 1938/39 tog mor mig for første og eneste gang med i biografen ROXY i
Nakskov, for at se den dramatiske danske spillefilm "Blaavand melder
Storm", der havde haft premiere omkring juletid. Denne biograf
spillede ellers normalt fortrinsvis udenlandske og især amerikanske film. I
”Blåvand melder Storm” genså jeg Osvald Helmuth, hvis søn, Frits Helmuth
(1931-2004), som dengang var en lille knægt på cirka 7 år, også medvirkede i
filmen. Det var så vidt vides tilmed hans filmdebut. Samme Frits Helmuth er jo
adskillige år senere gået hen og er blevet landskendt som en fremragende
karakterskuespiller, der udfolder sig lige så vel på film som på teatret.
"Blaavand melder Storm" var, som så mange danske film på den tid,
instrueret af makkerparret Alice O'Fredericks og Lau Lauritzen jun., og
sidstnævnte spillede også selv med i filmen, hvor han havde rollen som en ung
vesterhavsfisker, der med livet som indsats kæmper mod de oprørte bølger sammen
med sine kammerater. Filmen ville skildre vesterhavsfiskernes barske liv og
hverdag, hvilket formentlig også lykkedes, for så vidt som det er muligt for en
spillefilm og et par københavnere som Alice O'Fredricks og Lau Jun. at give et
ægte og sandfærdigt billede af noget især dengang så fremmedartet, som
Vesterhavsfiskernes miljø og livsform var for de fleste danskere. Alice
O'Fredricks hed egentlig Alice
Frederiksen (1899-1968), men man skulle jo være smart og med på noderne,
hvilket i filmsammenhæng ville sige amerikansk. Lau jr.’s borgerlige navn var Lau Lauritzen (1910-1971).
Blandt
de øvrige medvirkende var forresten nogle skuespillere, som siden skulle blive
temmelig velkendte for det danske film- og teaterpublikum. Det var navne som
Betty Söderberg (1910-93), der blev moder til forfatteren Henrik Stangerup
(1937-98) og forfatterinden Helle Stangerup (1939-), Lise Thomsen (1914-2003),
Axel Frische (1877-1956), John Price (1913-1996), Sigurd Langberg (1897-1954),
Carl Fischer (1876-1953), Carl Heger (1910-2002), Elith Foss (1911-1972) og
Gunner Lauring (1905-1968).
Forresten
føler jeg mig overbevist om, at inspirationen til "Blaavand melder
Storm" må være kommet fra den amerikanske "Captains
Courageous", 1937, på dansk: "Havets Helte", med den
fremragende karakterskuespiller Spencer Tracy (1900-67) i hovedrollen
som fiskeren Manuel, der omkommer ved en drukneulykke på havet. Tracy
fik en Oscar for sin fremstilling af denne rolle. Filmen, der er baseret på
Kiplings roman "Havets Helte" (1887), blev instrueret af
filmveteranen Victor Fleming (1883-1949), som også er kendt for
filmsucceser som "The Wizard of Oz", 1939, på dansk:
"Troldmanden fra Oz", med den velsyngende Judy Garland
(1922-69) i en altoverskyggende hovedrolle; den herostratisk berømte "Gone
with the Wind", 1939, på dansk: "Borte med Blæsten", med den
fremragende engelske skuespillerinde Vivien Leigh (1913-67) som Scarlet
O'Hara, og Olivia de Havilland (f.1916-) og Leslie Howard
(1893-1942) som ægteparret Melanie og Ashley; "Dr.Jekyll and Mr.
Hyde", 1941. på dansk: "Dr.Jekyll og Mr.Hyde", med en atter
fremragende Spencer Tracy i hovedrollen, og med den svenskfødte Ingrid
Bergman (1915-82) i den kvindelige hovedrolle.
Året
efter, mere præcist den 30. oktober 1939 havde ASA-filmen "Nordhavets
Mænd" premiere. Den var skrevet af forfatteren Peter Tutein (1902-49)
og havde Lau jr. som instruktør, og han spillede også selv med, i øvrigt
sammen med Johannes Meyer og Poul Reichhardt. Filmen handlede om sælfangere i
polarområdet, og der kan næppe være tvivl om, at også den må have været
inspireret af den store succes, som "Havets Helte" havde opnået.
Men
i det hele taget kæmpede danske filmproducenter både før og efter Anden
Verdenskrig hårdt for at overleve i den ulige konkurrence med især amerikanske
film, som blev indspillet på basis af budgetter, som var helt utænkelige i
dansk filmproduktion. Desuden havde amerikanske filmselskaber et veludviklet og
stærkt distributionsapparat, så vel i Amerika som i Europa - og herunder ikke
mindst i det lille Danmark, - som bevirkede, at amerikansk filmproduktion var
monopoliseret og derfor stort set uden for konkurrence.
For øvrigt havde den
muntre og fornøjelige del af danske spillefilm, herunder især folkekomedier,
ikke så vanskeligt ved at lokke folk i biograferne. Men værre så det ud for den
mere seriøse del af dansk filmproduktion, som næppe havde kunnet overleve, hvis
ikke der var blevet indført en statslig garanti- og støtteordning for
filmproduktion af kunstnerisk og kulturel art. Det skete dog først med
filmloven af 1964.
Ulempen ved den statsstøttede
filmproduktion var og er imidlertid, at denne samtidig også fremmede en
bureaukratisk ordning med blandt andet filmkonsulenter af kulturadikale og mere
eller mindre venstreorienterede personer, som i forholdsvis vid udstrækning
kunne bestemme, hvilke film og kategorier af film, der skulle gives hel eller
delvis finasiel produktionsstøtte til. Dette gjaldt både for spillefilmenes og
kortfilmenes vedkommende og førte
særlig efter ungdomsoprøret i 1968 til, at film med et socialrealistisk sigte
og indhold blev foretrukket.
Imidlertid
var mor kommet til at savne sine forældre og søskende, som på nær den yngste
søster, Ditte, der var gift og boede i omegnen af Sakskøbing, nu alle var bosat
i København. Hun ville derfor meget gerne flytte til hovedstaden, for at være i
nærheden af sin egen familie, men tænkte vistnok ikke så meget på, at far jo
havde det meste af sin familie i Majbølle, Dannemare og Nakskov. Selv var jeg
af den opfattelse, at det kun ville være i København, at man kunne gøre sig forhåbninger
om at realisere drømmen om at komme til at lave tegnefilm.
Det
viste sig, at mor i længere tid, ja faktisk lige siden hendes forældre var
flyttet til København omkring april-maj 1937, havde næret et brændende ønske om
at følge deres eksempel. Men mor vidste naturligvis også, at det ville koste
penge at foretage så stort et skridt, som det ville være at flytte til
hovedstaden. Imidlertid var hun sparsommeligt anlagt og havde derfor i det
stille spinket og sparet i længere tid, hvor det var muligt, for at skrabe
flest mulige penge sammen til at dække omkostningerne ved flytningen. Det var
især også derfor, at hun ofte selv syede både sit eget og vores tøj, mens far i
reglen måtte gå med sit, til det var slidt op og nyt af billigste slags måtte
købes.
Selv
om jeg ikke har nogen begrundet viden om det, føler jeg mig dog overbevist om,
at mine morforældre har spædet lidt til mors pengekasse, for at gøre det muligt
for mine forældre at klare de ekstraordinære udgifter, der uvægerligt ville
blive i forbindelse med flytningen til København.
Vue over en del af Nakskov havnefront set fra
Rosnæs i efteråret 2001. Det er Nakskov Skibsværft, der ses midt i billedet, og
som også så omtrent sådan ud i 1939. Det var dette vue og det faste arbejde på
værftet, far skulle sige farvel til og flytte til landets overbefolkede
hovedstad, fordi hans kone, min mor, længtes efter sine forældre. - Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.
Til
at begynde med var far meget modvilligt indstillet til tanken om at bryde op
fra de vante omgivelser og, ikke mindst, fra det gode, faste arbejde, han havde
på Nakskov Skibsværft, som trods alt skaffede ham og hans lille familie bolig,
mad og tøj på kroppen. Arbejde hang jo ikke på træerne dengang, og især ikke
for en ufaglært arbejder som min far, for selv efter at vi var flyttet til
Nakskov, følte han sig stærkt knyttet til landbolivet, naturen og den friske
luft, og det frie udsyn over marker og enge, lige som han følte sig godt tilpas
med dyrene. Og han vidste heller ikke noget bedre, end at cykle ud og gå sig en
tur i skoven, særlig om foråret, når anemonerne og bøgen lige var sprunget ud,
eller om efteråret, når der kunne plukkes hasselnødder. Om sommeren kunne han
finde på at tage sig en dukkert i bølgerne ved Maglehøj Stand, som lå i
nærheden af skovområdet.
Men
til trods for fars modvilje, lykkedes det alligevel mor at overtale ham til at
rejse til København, for at søge arbejde dér, og, hvis alt gik godt, også finde
en lejlighed til os at bo i. Forinden havde mor brevvekslet med sine forældre
og forelagt dem sin plan om at flytte til København, hvilket de åbenbart
syntes var en god idé, for de svarede, at far naturligvis kunne bo hos dem,
indtil han fik arbejde og havde lejet en lejlighed.
Mine
morforældre havde som tidligere nævnt kun en lille toværelsers lejlighed i
Baggesensgade 24 på fjerde sal, og her boede de med min fætter Dennis, som
siden sin tidligste barndom havde været i pleje hos dem, først mens de boede i
Bursø på Lolland og siden, da de i 1937 flyttede til København. Der var derfor
af gode grunde trang plads i den lille lejlighed, hvor jeg formoder, at far
efter sin ankomst engang i begyndelsen af marts 1939, om natten sov på samme
pufseng, som den, jeg havde benyttet under sommerferieopholdet hos mine
morforældre.
Som
sagt var far ikke glad ved tanken om at skulle forlade sit gode arbejde på
værftet, lige som han heller ikke var al for begejstret ved udsigten til at
komme på så stor afstand fra sin egen familie, som på nær en enkelt og noget
ældre halvbror, Theodor, der som tidligere omtalt boede i København, alle
befandt sig tæt på hinanden i Nakskov, Majbølle og Dannemare. Far var dog ikke
mere bundet til sin familie og sit hidtidige job, end at han trods alt havde
mod på at prøve lykken i hovedstaden, som han i øvrigt kendte nogenlunde fra
den tid, da han som garderhusar lå i garnison på regimentets kaserne på
Østerbro.
Men
det må alligevel have været en sær fornemmelse for far, da han måtte sige op på
værftet og ikke længere skulle tage de daglige ture med motorbåden fra Rosnæs
og over til værftet om morgenen og tilbage igen om aftenen. Dertil kom, at han
også måtte sige farvel til en god lejlighed i et forholdsvis frit og luftigt
kvarter, og til sin have, som han som altid så frem til at skulle forårsgrave,
tilså og beplante og alt det, som han holdt så meget af at beskæftige sig med i
sin fritid.
Far
var ugelønnet, så derfor havde han en uges opsigelse på værftet, men dagen for
hans afrejse nærmede sig snart, og en søndag formiddag i midten af februar
sagde han farvel til mor og os tre drenge, og cyklede derefter ind til Nakskov
Jernbanestation, for at tage toget til København via Nykøbing Falster. Mine
forældres håb var, at det ville lykkes far at få arbejde allerede i ugen efter,
at han var ankommet til storbyen, således at lejligheden på Rosnæs kunne siges
op senest den 1. marts. Da der var en måneds opsigelse på lejemålet, betød
det, at vores lille familie i heldigste fald kunne flytte til København omkring
den 1. april.
Til
alt held fandt far, der alle sine dage var uhyre flittig og ikke brød sig om at
være uden beskæftigelse for længe ad gangen, allerede et par dage efter sin
ankomst til København, et arbejde, ganske vist "kun" som
havnearbejder i Københavns Havn, hvor han især skulle losse kul. Det var et
hårdt og beskidt arbejde, men far var ikke kræsen i valget af beskæftigelse,
især ikke, da der dengang ikke var meget at vælge imellem for en ufaglært arbejder.
Han måtte tage til takke med de muligheder, der bød sig på arbejdsmarkedet, og
det gjorde han stort set uden at kny. Hans lille familie betød mere for ham end
hensynet til hans egne interesser.
Efter
omkring en uges forløb, da far var blevet klar over, at han kunne regne med at
få nogenlunde fast beskæftigelse som kullemper i havnen, begyndte han at se sig
om efter en ledig lejlighed. En sådan var det ikke så vanskeligt at finde på den
tid, idet der dengang var et anseligt antal tomme lejligheder i København,
særlig på Nørrebro og Vesterbro. Men meget forståeligt valgte far en lejlighed
et sted, der lå i nærheden af sine svigerforældres bopæl, nemlig i
naboejendommen til det hus, de boede i. Det var en nogenlunde stor en suite
2-værelsers stuelejlighed med et tilpas stort køkken og indlagt toilet,
noget mine forældre aldrig havde haft før.
Det var på dette geografiske og topografiske sted,
Baggesensgade 26, her fotograferet som det så ud i 2009, at far i det tidlige
forår 1939 fandt den i teksten omtalte stuelejlighed, som lå inde bag porten
til venstre og i første baggård som nr. 26 C. Men stedet så totalt anderledes
ud dengang, hvor gaden var opfyldt med huse fra omkring århundredeskiftet
1800-1900, og hvor der var en livlig butikshandel i gadens mange butikker. I
nutiden er gaden faktisk kun en stenørken. – Foto: © 2009 Harry Rasmussen.
Ulempen
ved lejligheden var imidlertid, at den lå inde i første baggård til
Baggesensgade nr. 26A og 26B, hvor der var flere opgange: 26C og 26D. Vores
lejlighed var i opgang 26C, stuen til højre. Fra lejlighedens vinduer var der
kun udsigt til en smal tarm af en mørk gårdsplads, som var adskilt fra naboejendommen
i nr.24 ved et højt plankeværk. Det viste sig siden, at det var nødvendigt at
lade det dyre elektriske lys brænde i stuen eller andre steder i lejligheden
dagen lang, for at man kunne orientere sig ordentligt. Men til gengæld fandtes
der som allerede nævnt et indlagt og pænt stort toilet med "træk og
slip" i lejligheden, noget, der ikke fandtes i naboejendommen, hvor mine
morforældre og flere af mors søskende boede. Her måtte man som tidligere
beskrevet nøjes med retirade og pissoir i en meget smal baggård, hvortil der
for øvrigt også var adgang for gæsterne på det værtshus, som lå tilvenstre for
opgangen til nr.24. Det var derfor en lang tur fra fjerde sal og ned, når man
blev trængende, men det var forbavsende at konstatere, hvor hurtigt og på hvor
kort tid, det lod sig gøre at komme ned ad alle trapperne, når naturen for
alvor gjorde sine såkaldte krav gældende, hvad enten det drejede sig om
"stort" eller "småt". Og det gjaldt om ikke at glemme den
obligatoriske rulle toiletpapir, som man selv måtte medbringe, for ellers
havde man ikke noget at tørre sig med. Oppe i de øverste lejligheder på fjerde
og femte sal, havde man selvfølgelig potter, men de blev som regel kun benyttet
om natten eller under sygdom, og måtte så bæres den lange vej ned og tømmes ud
i et af retiraderne i baggården. Det gjaldt da om at holde tungen lige i
munden, så pottens indhold ikke skvulpede over og spildtes undervejs.
Det
var især mor og mig der glædede os til at flytte til København, og min ældste
lillebror, Benny, som da var omkring 5 år, var selvfølgelig også spændt på at
komme til den store by, han havde hørt så meget godt om. Den mindste lillebror,
Bent, på 2 år, var dog endnu for lille til at vide, hvad det hele drejede sig
om. Mor glædede sig til at bryde op, og til at få bopæl i nærheden af sine
forældre og søskende, men skønt mor, i lighed med sin egen mor, var født i
København, som de sammen forlod i januar eller februar 1908, kort efter at mor
var blevet født, havde hun endnu aldrig haft lejlighed til at 'gense' sin
fødeby. For mit eget vedkommende var forventningens glæde og spændingen over
den store forandring, der skulle ske, så meget desto større, som at jeg jo
allerede kendte til det storslåede og myldrende storstadsliv fra
sommerferieopholdet hos mine morforældre i 1938, sådan som jeg har fortalt om i
det foregående. Desuden vidste jeg, at det kun var i hovedstaden, at mine
drømme om at komme til at lave tegnefilm, ville have mulighed for at kunne gå i
opfyldelse. Hvordan min far så på hele situationen, har jeg allerede berørt
ovenfor.
Dette foto af Baggesensgade set fra Peblinge Dossering giver
et bedre indtryk af, hvordan gaden så ud i 1939, da mine forældre med os tre
drenge flyttede fra Strandpromenaden i Nakskov og ind til det betydeligt mere
befolkede og indeklemte Nørrebro. Flere af de bygninger, som ses i billedets
forgrund, er formentlig fra århundredeskiftet 1800-1900. Træerne til venstre
fandtes dog så vidt jeg husker ikke dengang. De er kommet til efter den store
sanering af bydelen omkring 1980’erne. Baggesensgade nr. 24 og 26 er beliggende
i billedets højre side og omtrent helt i baggrunden. – Foto: © 2009 Harry
Rasmussen.
Hen
mod slutningen af marts 1939 fik mor brev fra far om, at han dels havde fået
arbejde og dels også havde fundet en lejlighed til os, men som – det
understregede han – kun skulle betragtes som midlertidig. Kort efter begyndte
mor og jeg at pakke tingene sammen i lejligheden i Nakskov, og den 31. marts
ankom far fra København i en lastbil, ført af min morbror Thorkild, som i modsætning
til far havde kørekort, både til motorcykel, person- og lastbil. Vejret var
heldigvis solrigt og tørt, om end stadig køligt og med frostgrader om natten.
Tidligt næste morgen, den 1. april, begyndte far og Thorkild at bære vores
møbler ned på gaden og ud til bilen, der stod parkeret lige uden for porten ind
til gården. Møblerne blev stablet op på lastbilens åbne lad i den orden, far
og Thorkild fandt bedst og kunne enes om, og heldigvis skinnede solen og
luften var lun og mild, hvilket gjorde alting meget lettere. Mor og min ældste
lillebror og jeg hjalp med at bære de mindre ting ned og ud til bilen, som i
løbet af formiddagen efterhånden blev pakket og læsset med top på. Lille Bent
ville også gerne give en hånd med, men selvom han gjorde sit bedste for at
hjælpe, siger det næsten sig selv, at det er begrænset, hvad sådan en lille
purk på 2 år kunne klare.
Ejendommen på Strandpromenaden på
Rosnæs i Nakskov, hvor vores forholdsvis store lejlighed lå på førstesalen. Da dette
foto blev taget i sommeren 2001 var flere af ejendommene og ikke mindst
facaderne tydeligt misligholdt, men i 1937-39, hvor vi boede i ejendommen, var
husene hvidmalede og vinduerne var tofaget og med hvidmalede rammer og
sprosser. Det er mig, der står foran huset. Til højre ses udhuset. Det var her
fra dette forholdvis frie sted, at mine forældre med os tre børn flyttede til
Baggesensgade på Nørrebro i København. Man skal forestille sig, at min morbror
Thorkild har parkeret sin lejede lastbil ved fortovskanten omtrent ud for, hvor
jeg ses stående ved ’vores’ hus. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.
Efterhånden
som køkkenet og stuerne blev tømt for møbler, begyndte mor at feje og vaske
gulvene og tørre af, hvor hun fandt det nødvendigt, for at kunne aflevere
lejligheden i pæn og ordentlig stand. Til slut blev døren op til lejligheden
låst og nøglerne afleveret til underboen, kaptajnsfruen, som skulle beholde
dem, indtil den nye lejer flyttede ind. Vi sagde alle pænt farvel til den lidt
ældre og strikse dame, som inderst inde sikkert har følt det som lidt af en
lettelse at slippe af med os tre børn. Selv havde hun jo kun to voksne og meget
velopdragne sønner, der som nævnt begge var styrmænd, men så vidt jeg vidste
endnu ikke nogen børnebørn.
Mor
og mine to småbrødre fik plads i førerhuset ved siden af morbror Thorkild, der
som sagt var bilens chauffør. Far og jeg måtte tage til takke med hver en plads
omme bag på ladet, midt i hele flyttelæsset, hvilket ikke var særlig bekvemt,
men der var ikke andre muligheder. Endelig var alle på plads, motoren blev
startet og bilen satte sig så småt i bevægelse, mens der blev vinket farvel til
os fra nogle af de andre naboer, som vi havde lært at kende periferisk i løbet
af de cirka to år, vi havde boet på Rosnæs.
Køreturen
gik langs havnen og om ad Rødbyvej til Maribovej og dermed ud af Nakskov by i
østlig retning mod Maribo, Sakskøbing og videre over Guldborgsundbroen til
Orehoved. Herfra skulle vi passere den 3,2 km lange Storstrømsbroen, som på den
tid endnu var Europas længste kombinerede vej- og jernbanebro, der som
tidligere nævnt var blevet indviet den 26.september 1937. Indtil da var
overfarten over Storstrømmen foregået med færge fra Orehoved på Falster til
Masnedø og Vordingborg på Sjælland. Færgeturen i begge retninger, kendte vi fra
rejser til og fra besøg hos min moster Emmy i Præstø, hvor vi var en del gange,
senest i 1937, hvor broen endnu kun var under opførelse. Og selv kendte jeg den
også fra min første sommerferierejse til og fra København i 1938, hvor jeg
havde kørt med toget over broen, da jeg skulle på sommerferieophold hos mine
morforældre i København. Nu, den 1. april 1939, passerede vi over den med en
særegen følelse af noget nyt, noget afgørende, for vores lille familie. Før
betød broen den fysiske forbindelse til vores slægtninge i Hovedstaden, nu kom
den til at betyde den fysiske forbindelse til vores - mest min fars -
slægtninge i Nakskov, Majbølle og Dannemare.
På
køreturen op over Sjælland genkendte jeg sted- og bynavne, som for eksempel
Tappernøje og Rønnede. Sidstnævnte sted blev der gjort holdt ved kroen, for at
købe øl og sodavand til de medbragte madpakker, mor havde smurt til turen, og
disse blev hurtigt fortæret ved de udendørs borde og bænke, kroen stillede til
rådighed for sine gæster. Vi var alle ivrige efter at komme videre mod vort
mål, og desuden var det endnu forholdsvis køligt i det tidlige forår. Noget far
og jeg havde mærket til omme bag på ladet under køreturen, hvor vi søgte at krybe
i læ imellem møblerne, og jeg specielt godt pakket ind i et uldent tæppe. Lige
så snart den sidste bid var fortæret og de sidste sjatter i flaskerne drukket,
fortsattes rejsen mod København.
På fotoet til venstre ses Korsgade fra Peblinge Dossering,
men det var fra den modsatte ende af gaden, hvor denne krydser
Griffenfeldtsgade, at morbror Thorkild den 1. april 1939 transporterede mine
forældre og os tre børn, samt al vores bohave via Todesgade til Baggesensgade.
– På billedet tilhøjre ses Todesgade med Korsgade i den modsatte ende af gaden.
Det skal bemærkes, at beplantningen ved Korsgade og træerne i Todesgade ikke
fandtes der dengang, vi flyttede til det mørke Nørrebro. Derfor giver de to
fotos egentlig ikke det rette indtryk af, hvordan der så ud dengang, hvor
gaderne virkede indeklemte, grå og kedelige. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.
Køreturen
fra Rønnede til hovedstaden blev tilbagelagt uden afbrydelse og i ét stræk. Da
vi havde passeret Køge gik turen ad Gammel Køge Landevej helt til Valby, og
derfra videre ad Vigerslev Allé over Enghavevej, H.C.Ørstedsvej, Griffenfeldtsgade,
Korsgade, og om ad Todesgade, som stødte vinkelret ud i Baggesensgade omtrent
lige over for ejendommen i nr.26, hvor vi skulle bo. Efterhånden som vi nærmede
os storbyen og bebyggelsen blev tættere og tættere, og husene og gaderne
smallere og smallere, sank humøret gradvist hos en familie - måske lige bortset
fra min morbroder, som havde vænnet sig til storbylivet og befandt sig i det,
som en fisk i vandet - der hidtil havde været vant til at leve under lyse, åbne
og landlige forhold, hvor husene selv i bymæssig bebyggelse sjældent var højere
end til 2. eller maksimum 3. sal.
Også
jeg følte det sådan, skønt jeg jo allerede kendte storbyen, men det var kun
fra sommerferierne hos mine morforældre, og da tog byen sig anderledes ud end
ved denne lejlighed. Desuden kom jeg de nævnte gange ind til byen via
Hovedbanegården og hjem til mine morforældre gennem store, brede gader og boulevarder
og langs med Søerne, og derfra godt nok ind i den forholdsvis smalle og mørke
Baggesensgade med de meget høje huse. Men det oplevedes altsammen meget
anderledes, lysere og venligere, i sommerferiestemningen og ved tanken om, at
det kun var for en begrænset tid, jeg skulle være der. Nu derimod, blev humøret
og stemningen omtrent på nulpunktet, da vi så, hvor vi skulle bo og hvor mørk
og indelukket lejligheden var. Ja, mor blev rent ud fortvivlet og græd og
skændte på far, fordi han ikke havde formået at finde noget bedre og mere egnet
at bo i, end den triste lejlighed i første baggård. Men far undskyldte sig
med, at han hverken havde haft tid eller råd til at rende omkring og søge
lejlighed, når han samtidig også skulle passe sit arbejde i havnen fra tidlig
morgen til sen aften, tilmed for en ussel løn, der langt fra rakte til det
hele. Han mente heller ikke, at hverken stedet eller lejligheden skulle være
andet og mere, end en midlertidig bopæl, indtil der blev råd til at finde et
bedre, lysere og mere passende sted at bo.
Mor
følte hele situationen på den måde, at der havde været tale om en social
deroute siden vi forlod huset i Tillitse, som mine forældre trods alt havde
været ejere af, og til den lejede førstesals lejlighed på Rosnæs ved Nakskov.
Og derfra – ak og ve – til en mørk og kold stuelejlighed inde over første
baggård i et af Københavns arbejderkvarterer. Det var næsten mere end hun kunne
bære, for i sit inderste følte hun, at hun selv og hendes børn havde fortjent
en bedre skæbne og tilværelse. Mor, som når det gjaldt, kunne være sej og
viljestærk, hensank da heller ikke i vemod, men var trods alt parat til at tage
kampen op mod livsvilkår, som hun syntes var ufortjente. Hun trøstede sig
indtil videre med, at der var folk, der havde det værre end hende selv og
hendes familie.
Som allerede nævnt, viste det sig nødvendigt at
have det elektriske lys tændt også om dagen, hvis man skulle kunne orientere
sig i den ellers så mørke lejlighed. Dens tre værelser lå en suite, således at
alle vinduer vendte ud mod en smal baggård, hvor solen på grund af de omgivende
høje husmure faktisk aldrig nåede ned. Desuden var værelserne temmelig fugtige
og kolde, så der måtte købes kul eller briketter og fyres op i lejlighedens
eneste kakkelovn, som stod i stuen, for at holde kulden og fugtigheden bare
nogenlunde ude. Koks, der var mere renlige i brug, havde mine forældre i reglen
ikke råd til at købe, fordi de var for dyre for deres pengepung.
Når det var rigtigt koldt udenfor, sådan
som det var den vinter, vi kom til at bo i Baggesensgade 26C, lod det sig kun
tilnærmelsesvis gøre at holde kulden fra døren, men fugtigheden var det
umuligt at blive af med, den drev fortsat ned ad væggene og løsnede tapetet
enkelte steder og efterlod i øvrigt en underlig mugagtig og indeklemt lugt i
hele lejligheden. Køkkenet var specielt koldt og fugtigt, og selv om sommeren
var det almindeligt, at mælk, fløde, smør og lignende havde let ved at holde sig
frisk i flere dage. (Køleskabe var, lige så lidt som de såkaldte isskabe, endnu
langt fra blevet hvermands eje, og især slet ikke noget, som almindelige
arbejderfamilier havde råd til at anskaffe sig). Men om vinteren blev det dog
lidt for meget af det gode, for da frøs mælken ofte til is og smørret blev
stenhårdt, og fløden med forresten, for der var ikke tale om rigtig fløde, men
om den såkaldte kaffefløde med meget lavt fedtindhold, så også den frøs gerne
til is og skulle tøs op, førend den var brugbar. Imidlertid var det med smørret
ikke det store problem, for det brugte man faktisk kun på morgenbordets
kryddere og rundstykker om søndagen, og når der kom gæster til kaffe og der
blev serveret franskbrød. Til hverdag spiste man så godt som udelukkende
sigtebrød til morgenmad og rugbrød til frokost. Der blev til daglig brugt
margarine og fedt på brødet, lige som det også mest var det, man brugte i den
daglige madlavning. Men fedt var for resten også en sjældenhed til daglig,
simpelthen fordi det var for dyrt at bruge.
Som tidligere sagt var pengene små, især hos
ufaglærte arbejderfamilier, hvor familiefaderen ofte måtte nøjes med et job
som daglejer, hvilket vil sige, at han hver eneste dag seks dage om ugen kunne
møde frem på et eller andet arbejdssted, som for eksempel min egen far, der i
flere år arbejdede som kullemper i Københavns Havn, og var man og han heldig,
kunne man regne med arbejde for den dag. Daglejerne vidste med andre ord aldrig
om de også havde arbejde den næste dag, men måtte daglig se i øjnene, at der
ikke var arbejde til dem hverken den dag, den næste eller de følgende dage. Som
medlemmer af fagforeningen og arbejdsløshedskassen - de fik normalt ikke
arbejde, hvis de ikke var medlemmer - kunne daglejerne i tilfælde af arbejdsløshed
få udbetalt såkaldt understøttelse, men den var noget mindre, end hvad der
kunne tjenes i dagløn. Det liberalistiske princip om, at det skal kunne betale
sig at arbejde, var også - og måske især - fremherskende dengang. De "dovne"
og "uduelige" arbejdere skulle sandelig ikke forledes til at tro, at
de kunne få noget forærende, så derfor havde borgerlige politikere gjort deres
til at håndhæve princippet.
Det
viste sig da også snart, at far ikke kunne tjene nok ved det ustabile
havnearbejde, lige som arbejdsløshedsunderstøttelsen ikke var tilstrækkelig
stor til, at han havde mulighed for at forsørge sin lille familie, selv ikke
med dens forholdsvis beskedne krav og forventninger til tilværelsen. At
henvende sig om hjælp på Socialkontoret var dengang noget nær det mest
degraderende en arbejder med respekt for sig selv kunne tænke på, endsige gøre.
Og det var dengang i 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne almindeligt, at
konen gik hjemme og passede huset og børnene, hvorfor udearbejdende kvinder
endnu var et særsyn på det danske arbejdsmarked. Det betød dog ikke, at
kvinderne ikke også bidrog til husstandens indtægt, når det var nødvendigt,
tværtimod, men da mange af dem samtidig skulle passe huset og børnene, måtte de
søge at skaffe sig indtægter ved et arbejde, der fortrinsvis kunne udføres i
hjemmet.
For
at supplere husstandsindtægten begyndte mor, der var dygtig til at sy, ikke mindst
på maskine, derfor at arbejde som hjemmesyerske for en konfektionsfabrik omme
på Nørrebrogade. Så vidt jeg husker kom hun i kontakt med fabrikanten via en
annonce, denne havde indrykket i lokalavisen, "Nørrebro Bladet", og
første gang, mor skulle møde fabrikanten for at aftale nærmere, hvad arbejdet
gik ud på og hvilken løn hun kunne regne med at få, var det mormor, der fulgte
med mor om til fabrikken, eller måske rettere de store systuer, som fabrikanten
havde i en mellembygning til Nørrebrogade, så vidt jeg husker i nr. 40. Det var
også mormor, der på sin datters vegne førte "forhandlingerne" med
fabrikanten, hvis navn jeg ikke længere kan huske. Mor nøjedes med at svare
enten "ja" eller "nej" på fabrikantens spørgsmål, men
alligevel må han have ment, at hun muligvis kunne bruges, for hun blev antaget
på prøve.
På fotoet til venstre ses Slortsgades udmunding i
Nørrebrogade. Ikke langt derfra, men på den modsatte side af gaden, lå
portindgangen til den baggård, hvor bygningen med den i teksten omtale systue
var beliggende. Det er med nogen sandsynlighed den port, som ses på fotoet til
højre. Det er den samme bygning som i 1939, men butikkerne er dog ikke helt de
samme som dengang. Desværre var der i 2009 ikke adgang for uvedkommende til ejendommens
baggård, idet porten var aflåst. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.
Det
viste sig imidlertid, at det syarbejde, mor skulle udføre for fabrikanten,
krævede en elektrisk symaskine, men da mor kun havde en almindelig hånddrevet
symaskine, var der her tilsyneladende et problem. Syarbejdet skulle jo gå
hurtigt for at kunne betale sig - ikke så meget for mor eller de andre
hjemmesyersker eller syerskerne i det hele taget, men for fabrikanten og
grossisten, hvis navn jeg som nævnt ikke længere husker, men som helt tydeligt
var af jødisk herkomst. På den tid og senere, fandtes der en hel del jødiske
fabrikanter og grossister med virksomheder i Nørrebrogades mellem- og
bagbygninger, lige som der forresten også fandtes adskillige jødisk ejede konfektionsforretninger
på den side af Nørrebrogade, der har lige numre.
Fortsættes i artiklens 6. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra
og med året 1938 og fremefter.
___________________________________