Ideale drømme, skepsis og tvivl 5. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(1938 og videre fortsat fra artiklens 4. del)

 

Hjemrejse

Men selv om dagene ind imellem kunne forekomme lange og uden ende og man syntes at ferien varede næsten en evighed, så kom uvægerligt den dag og det tidspunkt, hvor der måtte tages afsked. Men jeg husker ikke længere, hvor mange uger af sommerferien, jeg tilbragte hos mine morforældre i København, men året før, i 1937, var skole­sommerferien netop blevet forlænget til at vare i 7 uger, i al fald for de københavnske skoleelever. Hvor længe den varede for pro­vinsskoleelevernes vedkommende dengang, kan jeg desværre ikke erindre, men antagelig omkring 5-6 uger på det tidspunkt, og jeg tilbragte formentlig fire af disse uger i København. 

 

Dagen for min hjemrejse nærmede sig efterhånden, og selvom jeg holdt meget af mine morforældre og min fætter Dennis, så hændte det dog lejlighedsvis at jeg længtes hjem til mine forældre og mine to små brødre, Benny og Bent, i Nakskov.

 

Den sidste aften, hvor pufsengen blev slået op og redt inde i stuen, kom da uvægerligt også, og det blev sent før vi gik til ro og faldt i søvn, for mit vedkommende, fordi der meldte sig en vis spænding og nervøsitet hos mig ved udsigten til den lange hjemrejse med bumletoget. Det var derfor en noget træt mig, der vågnede tidligt næste morgen og fik vasket sig nød­tørftigt, og som næsten ikke kunne spise nogen morgenmad, fordi jeg var bange for at komme for sent til toget. Aftenen før havde mormor pakket min kuffert, kun min pyjamas og en nysmurt madpakke manglede at blive lagt i den, inden den blev lukket og låst og jeg fik nøglen med mig i bukselommen.

 

Kort efter kom min morbror Thorkild, som havde tilbudt at hjælpe sine forældre med at få mig af sted til det rigtige klokkeslæt. Denne gang tog vi alle, mormor, morfar, Dennis, Thorkild og jeg, sporvognen ind til Hoved­banegår­den, hvor vi ankom i god tid og derfor ikke behøvede at have travlt med at finde den rigtige perronnedgang og toget til Gedser med stop i bl.a. Nykøbing Falster, hvor jeg jo skulle skifte over til Lollandsbanen, mere præcist til det lokaltog, der kørte til Nakskov.

 

Men ved sådanne lejligheder har jeg altid følt en anspændt nervøsitet og en vis angst for dels at komme for sent, og dels for ikke at komme med det rigtige tog. Denne følelse har intet med logik og fornuft at gøre, men er en fuldstændig irrationel og i grunden unødvendig og ikke mindst ubehagelig tilstand, som det alle dage har været umuligt for mig at undertrykke, endsige kontrollere. Panikken griber mig uvægerligt og påvirker både psyke og krop, men jeg forsøger af al magt og evne at lade som ingenting over for omgivelserne, hvilket dog sjældent lykkes. Roen falder faktisk først over mig, når jeg har nået mit bestemmelsessted og er vel tilbage i de gammelkendte omgivel­ser.

 

Sådan var det også på dagen for min første afrejse fra København efter sommerferien hos mine morforældre. Jeg kunne ingenting spise eller drikke ved morgenbordet, men skulle alligevel flere gange løbe ned ad alle trapperne for at tisse. Derimod skulle jeg ikke som sædvanligt på wc, for min krop reagerede, som altid ved den slags lejligheder, med at holde på afføringen, og jeg kom derfor i reglen først på toilettet sent på dagen eller ofte først næste dag.

 

 

Min kære onkel Thorkild, som altid var parat til at hjælpe sin familie, når og hvor han kunne. Fotoet er formentlig fra ca. 1939-40. Han havde i lighed med sin søster Lilly boet i København i en del år, inden den øvrige familie flyttede dertil. Han var en forholdsvis høj, slank og mørkhåret mand med såkaldte ”sovekammerøjne” og dertil næsten altid i godt humør, hvilket alt i alt bevirkede, at visse unge damer havde svært ved at modstå ham og hans erotiske udstråling. Han var i øvrigt heller ingen asket i den retning. – Privatfoto ca. 1939-40: Tilhører Harry Rasmussen.

 

Men anført af Thorkild og Dennis fandt vi snart den rigtige perron, hvor toget afgik fra, som jeg skulle med. Men min nervøsitet og angst for at toget skulle køre uden mig blev imidlertid ikke mindre af, at damplokomo­tivet stod og prustede og lukkede damp ud, så efter en hurtig afsked med mormor og morfar fulgte Thorkild og Dennis mig op i en af togets kupeer, hvor de fandt en ledig siddeplads til mig. Det var nu ikke vanskeligt, for der var kun et par andre børn og voksne, som skulle med toget. Thorkild åbnede kupevinduet ud mod perronen, hvor mormor og morfar stod og kiggede op på os, men nu blev jeg grebet af nervøsitet for, om Thorkild og Dennis kunne nå at komme af toget, inden det begyndte at køre. Derfor sagde jeg til dem, at de hellere måtte skynde sig af, hvilket dog kun fik Thorkild til at smile beroligende til mig, idet han purrede op i mit hår og sagde: - "Farvel, knægt! Hils din mor og far og dine to små brødre!" Jeg følte mig trykket af situa­tionen og så for­legent på Dennis, som uden et ord rakte mig hånden til afsked. Han syntes heller ikke glad ved, at jeg nu skulle rejse efter alle de rare og fornøjelige dage, vi havde tilbragt sammen i løbet af de sidste fire uger. Men afsked skulle der jo tages, og snart efter stod han og Thorkild ude på perronen sammen med morfar og mormor, mens jeg stak hovedet ud ad kupevinduet og utålmodigt ventede på fløjtesignalet til togets afgang.

 

Ventetiden forekom mig uendelig lang, hvilket måske også var tilfældet for min kære familie ude på perronen, for de kiggede snart til den ene side, hvor uret på perronen var, og snart til den anden side, for at se, hvor togføreren var henne og hvad han foretog sig, og om han eventuelt allerede havde fløjten fremme, klar til at give signal til afgang. Imens hørtes den tunge, dunkende lyd fra lokomotivet, som var delvis skjult af ud­sivende tæt damp, som om lokomotivet fnøs af ivrighed after at sætte igang. Det lød som om det talte sekunderne til afgang, og jeg følte det, som om lyden forenede sig med min egen blanding af bedrøvethed og utålmo­dighed efter at komme af sted.

 

Endelig lød togførerens gennemtrængende fløjtesignal til afgang, som straks blev besvaret og bekræftet af lokomotivets damp­fløjte. Så lød der en hvæsende lyd af damp, der bliver lukket ud, og derefter gav det et ryk i togstammen, da lokomo­tivet lang­somt satte sig i bevægelse. Morfar, mormor, Dennis og Thorkild stod på perro­nen og vinkede farvel til mig, og jeg vinkede farvel til dem fra det åbentstående kupevindue. Toget satte farten lidt op og kørte ud på jern­baneterrænet bag ved banegår­den, hvor det snart efter ikke længere var muligt at se min vinkende familie, lige som de naturligvis heller ikke længere kunne se mig. Hjemrejsen var nu for alvor begyndt.

 

En underlig tom følelse greb mig og jeg havde en klump i halsen, da jeg satte mig ned på det hårde træsæde, hvor min kuffert lå ved siden af mig. Det var ikke langt fra, at jeg ville være begyndt at græde over afskeden med nogle mennesker, der betød meget for mig. Desuden vidste jeg ikke, hvornår jeg fik dem at se igen. Men det lykkedes mig at bekæmpe tårerne, mest fordi jeg ikke ville have, at de andre passagerer i kupeen skulle se, hvad for en tøsedreng, jeg i virkeligheden var i den slags og lignende situationer.

 

For at aflede tankerne, lænede jeg panden op mod vinduesruden og forsøgte at interessere mig for, hvad der var at se udenfor, men tankerne ville ikke slippe de mennesker, jeg lige havde måttet forlade. Med udsigt til den omkring 5 timer lange rejse, jeg havde foran mig, fik Jeg følelsen af at være fortabt og helt alene i den store verden mellem København og lille Nakskov. Det varede jo omkring et kvarter eller tyve minutter, før toget kom uden for selve København, hvilket først skete efter at Valby Station var passeret. Derefter var der mere eller mindre åbent land med marker og bondegårde mellem hver af de småsta­tioner, som toget gjorde holdt ved undervejs, stort set som det skete på turen ind til København. Dengang kunne jeg naturligvis end ikke ane, hvilken betydning nogle af de stationsnavne, toget passerede undervejs, senere i livet skulle få for mig. Det var stationsnavne og –byer som Valby, Glostrup, Taastrup og Hedehusene, som slet intet sagde mig på det tidspunkt, og som jeg kun læste på skiltene, fordi toget gjorde holdt ved de nævnte stationer.

 

Dengang vidste jeg endnu ikke, at stationerne Valby, Glostrup, Taastrup og Hedehusene var de allerførste jernbanestationer i Danmark, nemlig på banestrækningen mellem København og Roskilde, som var blevet indviet og åbnet den 27. juni 1847. 

 

Langt om længe nåede toget endelig Vordingborg og Masnedø, hvorfra turen fortsatte over Storstrømsbroen til Orehoved på Falster-kysten, og derfra videre til Nykøbing Falster. Her skulle jeg skifte til det lokaltog på Lollandsbanen, som kørte til Nakskov og under­vejs blandt andet gjorde holdt i Maribo og Sakskøbing, som jeg jo kendte fra tidligere besøg. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok af i Nykøbing, for jeg var grebet af ængstelse for, om jeg nu også kunne finde og nå det rigtige tog, inden det kørte fra stationen. Det var allerførste gang i mit da 9-årige liv, at jeg rejste alene med toget, og min nervøsitet var derfor meget stor, mens jeg lidt forvildet for fra det ene sted til det andet, for at finde den perron, hvor lokaltoget holdt.

 

 

Her ses på en solrig dag i august 2006 det 26 meter høje vartegn for Vordingborg, Gåsetårnet, som er Danmarks bedst bevarede middelaldertårn. Det er sammen med de bevarede dele af slottets ringmur resterne af Vordingborg Slot, som kong Valdemar Atterdag lod opføre i 1600-tallet. Personerne på billedet er fra venstre: Mig, Harry Rasmussen, og Hanne og Kaj Grye Pedersen. Fotograferet af Birgit Bennedbæk. – Privatfoto: © 2006 Harry Rasmussen.

 

Der var det måske lidt ejendommelige ved mig som barn, at jeg ikke kunne lide at dumme mig, det forbød min stolthed, og desuden var jeg en smule sky over for fremmede, så derfor kunne jeg ikke lide at spørge nogen om vej. Til sidst lykkedes det mig da også ved egen hjælp at finde lokaltoget til Nakskov, som jeg forpustet og med dunkende hjerte steg op i og fandt mig en siddeplads i en næsten tom kupé. Imidlertid viste der sig faktisk at være god tid til togets afgang, og da der var lummert inde i vognen, åbnede jeg derfor kupe­vin­duet på klem, så der kunne komme en smule friskere luft ind.

 

For at få tiden til at gå, tog jeg mod til mig og åbnede den pakke smørrebrød, som mormor havde givet mig med på turen. Det var dog ikke sulten, der plagede mig mest, så da jeg i det samme hørte avis- og sliksælgeren ude på perronen råbe. "Avi­ser, ugeblade, is og chokola-a-a-a-ade", skyndte jeg mig at åbne kupe­vinduet helt og stille mig op på overkanten af afskærmningen omkring varme­apparatet forneden ved gulvpanelet, så jeg kunne stikke hovedet ud og kalde på ham og bede om en ispind. Den kostede 25 øre, som jeg rakte ham med den ene hånd, mens jeg tog imod ispinden med den anden hånd. Den kolde og velsmagende vaniljeis samgte som sædvaligt godt og virkede samtidig beroligende på mit nervøse sind.

 

Kort efter blev der fløjtet afgang og toget satte sig i bevægelse og snart tøffede det efter bedste evne af sted med sin karakteristiske og velkendte dum-da-da-dum lyd, der som tidligere sagt fremkom, når toghjulene kørte over jernbaneskinnernes sammenføjninger. Da toget langt om længe, og efter at have gjort holdt ved a l l e stationer undervejs, nåede Avnede, som var sidste station før Nakskov, begyndte mit hjerte at hamre på grund af forventningen om gensynet med mine foræl­dre og mine to små brødre.

 

Jeg åbnede derfor kupevinduet og stak forsigtigt hovedet lidt ud, for at spejde efter min hjembys endnu knapt så velkendte togstation, som jeg da også snart fik øje på, og jeg kunne også se nogle få mennesker på perronen. Så skyndte jeg mig at lukke kupevinduet, hanke op i kuffer­ten og gå ud på den åbne for­perron, for at være klar til at stige af, så snart toget holdt ved stationen.

 

Ude godt, men hjemme bedst

De mennesker, jeg havde set fra kupevinduet, viste sig at være mine forældre og mine to små brødre, og gensynsglæden var stor hos alle, om end en vis forlegenhed over at vise sine følelser gjorde sig gældende hos både mine forældre og mig. Der var ikke noget med omfavnelser og slet ikke kys, man nøjedes med at sige "go'dav" og måske samtidig give hinanden hånden, dog ikke altid. Min herligt rundhovede bulderbasse til lillebror, 3-årige Benny, gav derimod uforbeholdent udtryk for sin glæde over at se mig, og han smilte derfor over hele hovedet og rakte ud efter mig, hvorfor jeg da også gav ham et efter omstændig­hederne varmt knus. Det samme gjaldt lille Bent, som dog kun var godt et år og fire måneder på det tidspunkt, og som mor derfor bar på armen. 

 

Mine forældre var spadseret den lange vej fra Rosnæs til stationen, idet mor havde Bent i barnevogn og far for det meste bar Benny, som jo dengang kun var godt tre år. Det tog omkring tre kvarter for familien og mig at gå den cirka 2 km lange stræk­ning, men glad var jeg, da jeg fik øje på det hus, vi nu boede i, efter at vi for godt et år siden var flyttet fra Tillitse til Nakskov. Bortset fra, at alt føltes småt på baggrund af store København, så var alting stort set alligevel, som det havde været, da jeg rejste på ferie, så derfor følte jeg mig efter et par dages forløb godt tilpas ved at være hjemme i de kendte omgivelser igen. 

 

Men at være hjemme igen betød for mit vedkommende også at skolegangen skulle genoptages, og jeg var ikke specielt interesseret i de fag, man kunne lære i skolen, men havde heller ikke så meget at indvende imod disse, men fulgte bare med, så godt jeg kunne, som så mange andre skolebørn havde gjort både før og efter mig. Karakteristisk nok, så husker jeg praktisk talt intet fra mine to års skolegang på Tårsvejens Skole i Nakskov, hvilket faktisk er lidt beskæmmende. Normalt har jeg ellers en god hukommelse, men naturligvis især for de ting, der har interesseret og optaget mig.

 

For mors vedkommende gik dagene fortsat med at passe de to barylere, Benny og Bent, og sørge for min skolemadpakke og for, at jeg kom rettidigt i skole om morgenen og se efter mig, når jeg kom hjem om eftermiddagen. Desuden skulle hun jo lave mad og vaske tøj og hvad der ellers hører til en almindelig husholdnings hverdag.

 

Far var som altid travlt beskæftiget med sit arbejde på værftet, som han var blevet endog meget glad for, og som gav ham en lidt større indtægt end arbejdet ved landbruget. Desuden var det ikke så slidsomt som dette, så han havde kræfter tilovers, også efter fyraften. Ydermere betød arbejdet på værftet en fast ugeløn, og det var naturligvis en vældig fordel i forhold til det løsarbejde, far tidligere i reglen havde måttet nøjes med. I sin fritid om foråret, sommeren og efteråret havde han nok at gøre med at passe det stykke have, der hørte til lejemålet, og som lå på den anden side af vejen, omtrent lige overfor huset, vi boede i. Der dyrkede han foruden et blomsterbed også alle slags urter, grøntsager og bærbuske, som f.eks. persille, dild, kartofler, gulerødder, ærter, selleri, tomater, jordbær, hindbær, solbær og ribs, som alt sammen kom vores husholdning til gode og som sparede på den i forvejen anspændte økonomi. 

 

Uden at tænke nærmere over det, gled jeg lige så stille og roligt ind i den vante hverdag hjemme, og i fritiden efter skoletiden, som strakte sig fra kl. 8-14, syslede jeg med mine fritidsinteresser. Sidstnævnte bestod hovedsageligt i at ønskedrømme om, at barndomstiden snart ville være ovre, så man kunne komme til at leve ’rigtigt’. For det forekom mig, at der var lagt så mange begrænsninger på det at være barn, at det ligesom spærrede én inde i et bur af formaninger, pligter og restriktioner. Mit første besøg i hovedstaden havde desuden overbevist mig om, at der lå en mere interessant, spændende og tillokkende verden udenfor provinsbyens trods alt snævre grænser og muligheder.

 

 

Her ses det stykke have, som tilhørte mine forældres lejemål, mens vi boede på Rosnæs fra 1. april 1937 til 1. april 1939. Far var haveelsker, som forstod at gøre et stykke jord både nyttigt og smukt. Han dyrkede mange slags grøntsager og flere frugtbuske,  ligesom der også var et stykke prydhave med forskellige slags blomster. Billedet her er dog fra sommeren 2001.  Imellem træerne og buskene i baggrunden ses en lille del af havnebassinet og derover St. Nikolai Kirkes tårn og spir. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

På besøg hos farmor og bedstefar

Efter sommerferien, det må have været en lørdag eller søndag, var vi engang på besøg i Majbølle hos mine farforældre, og hertil var vi cyklet sammen med Alma, Johannes og fætter Børge. Det var på et tidspunkt, hvor solen endnu stod nogenlunde højt på himlen. Før vi ankom, havde farmor været i færd med at skære æbler ud i skiver, som hun havde lagt til tørring på nogle lange brætter, der var placeret på et par træbukke ude på gårdspladsen. De udskårne æbleskiver lå tæt ved siden af hinanden i hele brættets længde og ventede på at tørre ind, så de kunne opbevares på glas. Sådanne tørrede skiver af æbler kunne dels spises som en delikatesse, eller de kunne blødes op i vand og koges ud til æblemos eller æblegrød hen på efteråret eller vinteren, når der ikke var friske æbler at få. Nogle af os børn syntes imidlertid at de tørre æblestykker smagte herligt, som de var, og imens de voksne sad inde og drak kaffe, listede Børge og jeg os til at tage snart en og snart en anden halvtørret skive fra brættet, hvor de lå til tørring. For at det ikke skulle kunne ses, rykkede vi lidt om på de nærmest liggende æblestykker, så at afstanden imellem disse blev nogenlunde lige stor. Imidlertid stoppede appetitten ikke ved nogle få æblestykker, men den syrlig-søde velsmag fristede til efterhånden at spise mange stykker, flere end godt var. Men jo flere, Børge og jeg spiste, jo større blev problemet med at skjule ’tyveriet’, for afstanden mellem de enkelte æblestykker blev efterhånden så stor, at der var op til fem centimeter imellem dem, og det ville farmor sikkert nemt kunne opdage. Det var derfor et par forlegne og flove ”Knold og Tot”er, der gik om i forhaven og satte sig på trappestenen, for at slå mave, i håbet om, at farmor ikke ville opdage, hvad vi havde gjort.

 

Der gik da også det meste af eftermiddagen, før farmor og nogle af de andre kom ud på gårdspladsen, hvor de især var interesseret i at se på farmors tørrede æblestykker. Børge og jeg sad anspændt og lyttede til, hvad de voksne talte om. ”Nej, nu er det for galt!” lød det pludselig meget højt fra farmor, ”Nu har de pokkers unger taget af mine tørrede æbler!” ”Hvor er de utige skarnsunger henne? De sku’ ha’ så manne tæsk, der ku’ ligge på deres rygstykker! Jeg skal komme etter dem!” fnyste hun arrigt. Udtrykket ’utige’ betød i farmors fynske mund ’utidige’ eller ’uartige’, og ’etter’ betød ’efter’. Ved lyden af farmors vrede stemme rystede jeg i bukserne, mens Børge nøjedes med at fnise nervøst, men han havde i virkeligheden mindst lige så meget respekt for farmor, som jeg havde. 

 

 

Herover ses mine farforældres hus i Majbølle lidt sydvest for Tillitse. Bag de to vinduer tilvenstre for indgangsdøren lå dagligstuen, og bag de to stuer tilhøjre for denne var stadsstuen beliggende. På mine farforældres tid blev denne indgangsdør dog sjældent benyttet. I stedet benyttedes adgangen via køkkendøren på bagsiden af huset. Bag vinduet på første sal, oftest kaldt loftet, i den vestvendte gavl var mine farforældres soveværelse beliggende. Huset og dets omgivelser ligner med sit nuværende udseende stort set det, jeg kendte fra min barndom. – Privatfoto: © 2006 Harry Rasmussen.

 

Heldigvis gjorde farmor ikke alvor af sine trusler, og hun har mig bekendt aldrig nogen sinde hverken tjattet til eller slået nogen af sine børnebørn. Hun nøjedes med at uddele verbale øretæver, og det vidste vi godt, men da vi ikke kunne lide at se hende vred og gal, så gjorde vi normalt ikke noget, der kunne vække hendes mishag. Men somme tider hændte det jo, at naturen gik over optugtelsen, som man siger, og at vi gjorde lige præcis det, der var blevet forbudt os.

 

Da tiden til aftensmaden nærmede sig blev Børge og jeg jo nødt til at vise os, og lidt slukørede og betuttede nærmest listede vi ind i spisestuen, hvor de voksne allerede sad ved bordet. ”Nå! Dér er I, I to uvorne unger!” udbrød farmor, da hun så os, og tilføjede: ”I fortjener ikke at få no’en avtensmad, så utige I har været!” Personligt hadede jeg, når farmor kaldte os for ’unger’, for jeg følte mig ikke som ’en unge’, men som et menneskebarn, der havde krav på en vis respekt alene i kraft heraf. Havde farmor vidst, at jeg tænkte sådan, ville hun have anset mig for ’obsternasig’ og ’tovlig’, det vil sige: hovmodig og ikke rigtig klog. Sådan havde jeg i øvrigt indtrykket af, at hun opfattede mig både i min barndom, ungdom og som voksen, hvilket jeg dog tog mig let og undskyldte med, at hun og jeg var meget forskellige, om ikke af skind, så dog af sind. Hvor hun var snobbet, var jeg usnobbet, hvor hun var småtskåren i sin opfattelse af mennesker og verden, var jeg frisindet og utraditionel.  

     Når dette er sagt, må jeg også tilføje, at farmor havde mange gode sider, som hun især viste, når hun var i godt lune, og det var hun heldigvis for det meste. (Mange år senere brugte jeg hende som karikeret forbillede for den hvidfjerede høne, der piller en lille fjer af sig i tegnefilmen ”Det er ganske vist!”). Æret være hendes minde.

 

”Skomagerværkstedet”

Efter sommerferien begyndte skolegangen og dermed dagligdagens trummerum igen. Dagene sneglede sig af sted, men så meget mere arbejdede fantasien. En dag fandt jeg tilfældigvis på, at lægge øret til en af de telefonstolper, der stod ude på vejen foran huset på Rosnæs, og til min store overraskelse hørte jeg en summende og syngende lyd, der ligesom kom inde fra selve stolpen. Jeg vidste dog, at lyden skyldtes vibrationerne fra tele­fontrå­dene, hvorigennem der sendtes en elektrisk strøm. Men selvom jeg kendte telefonen fra min tidligste barndom i Tillitse, så undrede jeg mig til stadighed over, at det lod sig gøre at menne­sker kunne tale med hinanden over lange afstande, takket være denne geniale opfindel­se.

 

 

Her ses udhuset, hvor der var vaskerum bag det nærmeste vindue ud mod Riddersborgvej.og med adgang gennem den dør, der ses i gavlen og nærmest plankeværket. Vinduet til højre hørte til det opbevaringsrum, som hørte med til mine forældres lejemål. Det samme gjorde toilettet og brændselsrummet, som lå i udhusets modsatte side. Det var bag vinduet til højre i bygningen, at min far havde et kombineret pulterrum og værksted, og her jeg på et tidspunkt indrettede mig med et ”skomagerværksted”. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

     På den tid var jeg 9 år, og af en eller anden grund havde jeg pludselig fattet interesse for skomagerhåndværket, måske fordi jeg havde været inde hos den lokale skomager og set hans spændende værksted. I et af rummene i udhuset havde far sit værksted, hvor der foruden en hel del værktøj af forskellig slags også var en skolæst, som han brugte, når han i reglen selv forsålede sine og vores sko. Denne læst gav nu inspiration til at indrette rummet som et "rigtigt" skomagerværksted. Værktøjet lagde jeg sirligt op på en aflang, smal bordplade, der var fastgjort til væggen, mens jeg forestillede mig, at jeg var skomageren, der sad og ventede på at kunder skulle komme ind i "forretningen". Som udstillingsgenstand havde jeg anbragt et kært klenodie bag det enlige og ikke særlig store vindue, der vendte ud mod Riddersborgvej. Klenodiet havde jeg fået af far, og det bestod af et udstoppet egern, der sad på en gren og ligesom gnavede i en kogle.

 

Et tilbud, der ikke kunne afslås

Da jeg en dag var på vej til skole og derfor skråede over den store tomme cirkusplads, kom der pludselig en mørklødet dreng med kulsort hår og lidt fremmedartede ansigtstræk gående op på siden af mig. Han var omtrent et hoved højere end lille mig, og tydeligvis også stærkere. Imidlertid havde jeg ikke tidligere lagt særligt mærke til ham i skolegården, men han gik ellers i samme klasse som mig, så jeg kendte ham af udseende. Desuden vidste jeg, at han også boede på Rosnæs, og det var grunden til at han skulle samme vej som mig, når han skulle til og fra skolen.

     - Det egern, du har stående i vinduet i jeres udhus, hvad skal du ha' for det? spurgte han uden nogen indledning.

     - Det er ikke til salg! Det er ikke mit! svarede jeg.

     - Jo, det er! for ellers får du tæv! fortsatte han og tilføjede: Jeg kommer hen til dig efter skoletid og henter det, og hvis ikke du gi'r mig det, så vanker der øretæver til dig! Du får 25 øre for egernet.

     Vi fulgtes ad til skolen, men det var med bævende hjerte og rystende ben, at jeg den eftermiddag skyndte mig hjem. Jeg gik slet ikke ned i værkstedet den dag, men blev oppe i lejligheden og lavede lektier og hvad jeg ellers kunne få tiden til at går med. Men indvendig var jeg rystende angst for, hvad der ventede mig næste dag, når jeg mødte den mørklødede dreng igen. Jeg formoder, at han enten var af sydeuropæisk eller eventuelt af grønlandsk afstamning. Han boede omme på en af de andre sideveje på Rosnæs, og hans familie var lige så mørkhudede og sorthårede som ham.

 

Næste morgen sneg jeg mig ud af huset og skyndte mig af sted over cirkuspladsen på vej til skolen, samtidig med at jeg kiggede spejdende til alle sider, men heldigvis var drengen ingen steder at se. Han var heller ikke at se i skolegården den dag, så derfor drog jeg et lettelsens suk og håbede naivt på, at han måske slet ikke kom i skole mere. Håbet brast dog allerede næste dag, for da opsøgte han mig i skolegården og sagde truende:

     - Du var ikke på værkstedet i forgårs! Jeg var ellers henne for at hente egernet, som vi havde aftalt.

     Rystende af angst fremstammede jeg:

     - Det har vi ikke aftalt, og du må ikke få egernet, for det er min fars!

     Den store og kraftige dreng greb mig i kraven og nærmest hvæsede:

     - Egernet er mit, det har du lovet mig! Jeg kommer og henter det i eftermiddag, og hvis ikke du er i værkstedet, så vil du komme til at fortryde det!

     Han slap sit tag i kraven, idet han skubbede mig kraftigt fra sig, så at jeg var nær ved at miste balancen og falde bagover.

 

Den eftermiddag blev en af de værste i hele mit hidtidige liv, ja, faktisk meget længere, for dels holdt jeg meget af det udstoppede og fine lille rødbrune egern, og dels frygtede jeg for, hvad far og mor ville sige, når de blev klar over, at egernet ikke var der mere. Men jeg var så bange for, hvad den mørke dreng kunne finde på, at jeg ikke turde nægte ham at få egernet, og heller ikke turde fortælle mor og far om drengen.

 

Da jeg efter skoletid var kommet hjem og havde lagt min skoletaske, gik jeg derfor ned i værkstedet, for at vente på den slemme dreng. Det varede da heller ikke længe, før han stod udenfor og bankede på vinduesruden, som jeg skyndte mig at åbne, for at kunne række ham egernet, hvis opsats dårligt nok kunne komme ud af vinduesåbningen. Drengen grinede hoverende og smed en 25-øre ind til mig, hvorefter han forsvandt med sin nyerhvervelse.

 

Som du, kære læser, i al fald indirekte nok kan forstå af, at jeg har omtalt denne episode her, nu godt 68 år senere, så gjorde den et så stort og negativt indtryk på mig, at jeg aldrig har glemt den siden. Og bedre blev det ikke af, at da mor og far opdagede, at egernet var væk, så fik jeg så mange skældud af dem begge, at jeg følte mig som verdens største og mest usle synder. Far blev tilmed så vred, at han straks cyklede om til drengens bopæl, som han kendte, for at kræve egernet tilba­geleveret, men han kom tomhændet tilbage, endnu mere vred end før. Drengens mor havde nægtet at give ham egernet, med den begrundelse, at hendes søn havde købt det af mig! Og hvis far ikke var tilfreds med den forklaring, så kunne han komme igen senere, når hendes mand var kommet hjem, og tage mig med, så de kunne høre min forklaring.

 

Senere samme aften cyklede min vrede og forbitrede far og jeg om til den pågældende adresse. Far ville have mig med, så at jeg kunne bevidne, hvad der var sket. Denne gang var det drengens far, der lukkede entredøren op. Men alene synet af denne høje, sværlemmede og sortsmudskede mandsperson, fik det til at gyse i mig, og jeg kunne fornemme, at min far, der ikke var særlig høj, men som ellers ikke plejede at gå af vejen for ret meget, i den aktuelle situation følte sig højst utilpas og ilde til mode. Han indså, at han ikke ville kunne klare sig rent fysisk mod den store og svære mand, og derfor forsøgte han i stedet for at mægle mellem sig og manden. Denne holdt dog på, at en handel var en handel, og hans søn havde ærligt og redeligt betalt det, jeg forlangte for egernet. Basta! Fars indvendinger om, at manden dog måtte kunne indse, at prisen på 25 øre for egernet var alt for lav, rent bortset fra, at hans søn, altså mig, ikke havde lov til at sælge en ting, der tilhørte ham, altså min far.

 

Manden smækkede til sidst døren i lige for næsen af os, og noget slukørede cyklede vi hjemad, men far så usædvanlig vred og sammenbidt ud og sagde ikke et ord til mig, mens vi kørte. Da vi var kommet hjem og cyklerne var stillet ind i skuret, udbrød far: ”Det, du har gjort, kan jeg ikke tilgive dig! Derfor kan du nu skrubbe op i seng uden at få aftensmad, og du skal ikke vente, at jeg vil være venlig imod dig de nærmeste dage!”.  Den tone kendte jeg jo fra tidligere, og vidste, at far mente, hvad han sagde. Og mor gav ham ret, selvom hun nok var en smule mildere stemt imod mig. Alligevel sagde hun til mig, da jeg var kommet op: ”Hvordan kunne du dog finde på at sælge egernet til drengen? Det var jo ikke dit egern!” – ”Jamen jeg var bange for den mørke dreng, for han truede mig med tæv!” indvendte jeg spagfærdigt, men mine ord gjorde ikke indtryk på mor, som derefter sagde: ”Gør nu, som din far har sagt og gå i seng!”

 

Tung i sindet og grædende af en blanding af fortrydelse og ydmygelse skyndte jeg mig ind på værelset og skiftede til nattøj og krøb op i sengen, hvor jeg trak dynen helt op over hovedet og følte at hele verden var mig imod. Snart efter faldt jeg i en dyb søvn, som jeg først vågnede af næste morgen, da jeg skulle op og i skole. Gangen til skolen blev denne dags ”via doloroso”, som jeg aldrig har glemt siden, selvom jeg i løbet af mit liv, men i andre sammenhænge, har oplevet flere af den slags ”smertevandringer”. 

 

Nakskovs tre biografteatre

I min barndom havde Nakskov hele tre bi­ografer: BIO på Axel­torv, hvis direktør under Besættelsen var Alvin Klinke, som tillige var formand for Biografteatrenes Provinsforening, ROXY på Vejlegade, hvis daværende leder, jeg ikke kender navnet på, og KINO på hjørnet af Fruegade og Til­egade. Sidst­nævnte biograf blev ledet af frk. Skuldfri Adrian. Men jeg havde dog endnu ikke haft mulighed for at besøge nogen af biograferne. Det skete først hen mod slutningen af året, da mor til min store overraskelse og glæde en dag tog mig med i BIO for at se Osvald Helmuth-filmen "Der var engang en vice­vært", som netop fik premiere ved juletid 1937. Jeg var nu 8 1/2 år og lagde mere mærke til filmenes titel og til de med­virkende skuespil­lere, end tilfældet havde været under mit første biografbesøg i 1935. Selvfølgelig først og fremmest til navnet Osvald Helmuth (1894-1966), der allerede da var en fremtrædende visesanger, men også en udmærket skuespil­ler. Og så lagde jeg naturligvis også mærke til den danske filmhelt nr.1: Poul Reichhardt (1913-85), som forresten vil få en særlig betydning i denne sammen­hæng, idet han 8 år senere lagde stemme til soldaten i lang­tegnefilmen "Fyrtøjet".

 

Et navn og en musikalsk-komisk skuespiller, man heller ikke kunne undgå at lægge mærke til, var Børge Rosenbaum (1909-2000), som en hel del år senere skulle gå hen og blive verdensberømt dansk-amerikansk musikalsk entertainer under navnet Victor Borge. Og så var der selvfølgelig hele det danske biograf­publikums kæledægge, barnestjernen Lille Connie, dansk films svar på den inter­nationalt berømte amerikanske barnefilmstjerne Shirley Temple (f.1929), der allerede som 3-årig debuterede på film. Lille Connie, hvis rigtige navn er Connie Meiling (f.­1930), debutere­de som cirka 5-årig i filmen "Kidnapped" (1935) og nåede at indspille ialt 7 film mellem 1935-40, førend hun som 10-årig trak sig tilbage fra filmens ikke altid lige nemme verden.

 

 

 

Sådan så det tidligere Biografteatret, også kaldet BIO, i Nakskov ud i henholdsvis 1917 og i sommeren 2001. Biografen havde siden omkring 1914 ligget på hjørnet af Vejlegade og Tolderensstræde. Men biografen var i 2001 for længst omdøbt til at hedde SAGA, og det var nu byens eneste biograf.  Biografen ROXY lidt længere henne i Vejlegade var totalt nedlagt og en ny bygning opført på stedet. KINO i Jernbanegade var også nedlagt, men bygningen og stedet stod der endnu, hvor lokalerne blev brugt som Pizzeria. Biografen havde altså lidt samme skæbne som hundredvis af andre biografer i Danmark. – Øverste foto lånt fra bogen Filmen i Danmark af Niels Jørgen Dinnesen og Edvin Kau. Akademisk Forlag 1983. Nederste foto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Lille Connie havde dog især vundet alles hjerter, da hun i 1936 viste sig i filmen "Panserbasse", hvor hun spillede sammen med den allerede dengang folkekære skuespiller Ib Schønberg (1902-55), i folkemunde kaldet "Ibbermand". Det var ham, der havde hoved- og titelrollen som politibetjent i "Panserbasse", men hverken denne film eller "Kidnapped" havde jeg dog set på det tidspunkt. Det skete først mange år senere, da filmene udkom på video. Connie Meiling blev senere gift med forfatteren Mogens Linck (f.1912), og på et tidspunkt i 1960'-70'erne var hun ansat i Grafisk Afdeling i Danmarks Radio/TV.

 

Dagliglivet hjemme

Forresten husker jeg ikke meget fra efteråret og julen 1937, lige som jeg heller ikke erindrer nytåret det år. Far passede som sædvanlig sit daglige arbejde på Skibsværftet og mor havde nok at se til derhjemme med os tre knægte, som hun selv syede en del tøj til. For på trods af fars faste arbejde og indtjening, var pengene alligevel små og rakte kun lige akkurat til husleje, brændsel og mad, mens det kneb med at afse penge til at købe nyt tøj for. Vi børn fik sjældent nyt tøj, men måtte efter tur gå med hinandens aflagte klæder og fodtøj. Jeg arvede i reglen tøj og sko efter min fætter Dennis, sjæld­nere efter min fætter Børge, og Benny overtog det af det, der var bruge­ligt, efter mig. Det vil sige, det af tøjet, der kunne syes om til ham, der jo var omkring fem år yngre end mig.

 

Det hændte også, at en af de voksnes aflagte frakker blev syet om til enten et par bukser eller en overtrøje til mig eller Benny. Det var noget, mor var temme­lig dygtig til. Bent, som dengang endnu kun var trekvart år, fik derimod af gode grunde nyt tøj. Til gengæld var det yderst sjældent, at mine forældre fik nyt tøj, men mor fik dog forskelligt undertøj i ny og næ, hvad der var yderst sjældent for far, hvis tøj, også undertøjet, blev repareret og lappet indtil det simpelthen ikke kunne mere. Det hjalp noget på mine forældres anstreng­te økonomi, at især farmor var meget flittig med strikkepin­dene, hvorfor hun jævnligt forsynede os med strømper, sokker, vanter, halstørklæ­der og striktrøjer. Min farmor var meget gavmild, og derfor leverede hun også ofte forskellige fødevarer til mine forældres husholdning, så som slagtekyl­linger, surt og sødt syltetøj og henkogte grønsager, og til Mortensaften en gås og til jul en and og en flæskesteg.

 

I de par år, hvor vi boede i Nakskov, måtte far nøjes med et betydeligt mindre værksted, end det, han havde haft i Til­litse. Det var det lille rum i udhuset, hvori jeg på et tids­punkt havde indrettet "skomagerværksted". For fars vedkommen­de blev det derfor ikke til særlig meget med hverken sned­keriet eller andet lignende håndværksmæssigt arbejde. Han havde dog selv istandsat lejligheden, før vi flyttede ind i den, malet alt træværk, hvidtet alle lofter, tapetseret alle vægge og ferniseret gulvene og trappen. Men en vis erstat­ning for sin dejlige have i Tillitse, havde han dog, nemlig i form af et stykke jord ovre på den modsatte side af Strandpro­mena­den, hvor også en række andre beboere havde hver deres jordstykke. Her dyrkede far til gengæld alle de former for urter og grønsager, herunder kartof­ler, gulerød­der, selleri, rødbeder, porrer, hvidkål, rødkål og grønkål, agurker og græskar, samt jordbær, ribs, solbær og stikkelsbær, som haven kunne rumme og han ved mors lejlighedsvise hjælp kunne overkomme at passe. Desuden var der et æbletræ, et pæretræ og et kirsebærtræ, som til familiens store glæde forsynede os med en del af den friske, syltede og hen­kogte frugt, som vi så nødigt ville undvære.

 

En stabelafløbning

En af de hændelser, der særligt fascinerede os børn på Rosnæs' sydlige side, var stabelafløbningen af et af de store nybyggede skibe ovre på værftet. Det var en begivenhed af særlig be­tydning både for byen og for Nakskov Skibsværft. Den dok, hvori skibsskroget blev bygget op og gjort klar til søsætning, lå placeret sådan, at skibet tog retning lige over mod Rosnæs' sydlige bred, når det blev søsat. Af hensyn til den høje søgang, som stabelafløb­ningen for­årsagede, var der derfor anlagt en temmelig høj jordvold eller et dige, der skulle forhindre oversvømmelse af det bagved liggende areal. Det var jo her, at de ovenfor omtalte haver var be­liggende. Jeg nåede at opleve et par sådanne søsætninger, men kan i dag desværre ikke længere huske, hvilke af ØK's skibe, det drejede sig om. Derimod husker jeg endnu tydeligt, hvordan det rustrøde skibs­skrog gled ud i vandet, hvor det straks skabte stor søgang og temme­lig høje bølger, der skyllede ind over strandbredden nedenfor diget på Rosnæs. Under søsætningen hørtes nogle skærende og gennemtrængende høje fløjtelyde, og skibene i havnen saluterede med dybe lyde fra deres dampfløjter og tågehorn. En del af os børn stod da helt nede ved vand­kanten og ventede på, at vandet skulle overskylle bredden, så vi skynd­somst måtte trække os tilbage, for ikke at få våde sko og strømper. Der var også noget spændende ved at se det kæm­pestore skib komme lige over imod os, som om det ville fortsæt­te helt op på strandbredden. Det skete dog aldrig, idet der forinden var kastet trosser ud til slæbebåde­ne, som dels bremsede skibets fart og dels bragte det til standsning, så det derefter kunne slæbes tilbage til værftets dok, for at blive færdiggjort. 

 

To uforglemmelige oplevelser

 Det må formentlig have været i pinsen 1938, at min fætter Dennis, formentlig i følgeskab med morfar og – eller i hvert fald - mormor, kom på besøg hos os. Jeg erindrer dog kun, at solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og at Dennis og jeg en tidlig formiddag var ude at gå en tur på Rosnæs. Vi gik om ad en af de for­holdsvis brede veje, hvor fortovene var kantet af træer med nyudsprungne friske grønne blade. Der var ingen mennesker at se på vejen, og da vi selv forholdt os tavse, var der fuldstændig stille omkring os. Bedst som vi gik hen ad fortovet, følte jeg det pludselig, som om det vibrerende sollys' gyldne tråde gennemstrålede hele mit væsen og at jeg lige som blev løftet op mod solens varme og liv­givende kilde. En intens følelse af noget stort og ophøjet over­vældede mig med en uudsigelig glæde og salighed, som gjorde, at jeg syntes livet var noget vid­underligt, eller vel nærmest noget gud­dommeligt, skønt jeg ikke kendte til nogen gud på den tid, bortset fra, hvad jeg havde hørt og lært i skolens religions­timer. Men jeg forbandt dengang ikke nogen følelser, tanker eller forestillinger med ordet Gud.

 

 

Vue over en del af Nakskov Havn set fra Rosnæs en sommerdag i 2001. Som det fremgår af billedet er der stadigvæk store fragtskibe, der anløber havnen, for at losse eller laste varer og gods, men værftet fungerer ikke længere som skibsbyggeri. Det er dog stadigvæk ligesom de mange kraner dominerer havnens skyline, så at St. Nikolai kirkes tårn og spir ’drukner’ i billedet. Men det var også her i denne del af havnen, at de kæmpestore nybyggede skibe løb af stabelen og blev søsat. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Denne for mig på det tidspunkt enestående og ret specielle oplevelse, som syntes at være uden for tid og sted, varede vel i virkeligheden kun i sekunder, men selv om den fortog sig lidt efter lidt, efterlod den mig med en indre vished om, at til­værelsen i virkeligheden rummer noget umådelig ophøjet og nærmest hel­ligt. Det tog faktisk det meste af dagen, før jeg blev mig selv igen og omgivelserne antog hverdags­karakter. Men jeg forstod ikke dengang, hvad det var, jeg havde oplevet, og fortalte heller ikke til nogen om den, heller ikke til Dennis, som måske ellers ville have forstået mig, eftersom han jo dagligt bad Fadervor. For dels talte man simpelt­hen ikke om den slags emner i de kredse, jeg færdedes i som barn og heller ikke som ung mand. Desuden var jeg bange for, at man skulle opfatte mig som lidt til en side, som det kaldtes.

 

Mit barndomshjem var, hvad jeg vil kalde ikke-religiøst, idet ingen af mine forældre havde andet tilknytningsforhold til kristendommen, end det der bestod i obligatorisk medlems­skab af Den danske Folkekirke. End ikke min mor var særlig religi­øst indstillet, skønt hendes mor, altså min mormor, tyde­ligvis, men i det stille, be­kendte sig til den kirkekristne lære og moral. Og som tidligere omtalt opdrog hun sin plejesøn, min fætter Dennis, til at være et hæderligt, sandfærdigt og flit­tigt menneske, der i al fald som dreng aldrig lagde sig til at sove om aftenen, uden først at have bedt sit "Fadervor".

 

 

Her ses en af de stille veje på Rosnæs, som fætter Dennis og jeg spadserede om ad en solbeskinnet dag i pinsen 1938. Dengang var det dog højst usædvanligt at se parkerede biler ved fortovene, men da den situation var jo blevet drastisk ændret i de mange år, der var forløbet siden dengang og til dette foto blev taget i august 2001. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Det var dog næppe min ateistiske morfars indflydelse, der gjorde sig gældende for mine forældres vedkommende. Men som gammel socialist og syndikalist gik han i mange år ind for, at kirken, kongemagten og kapitalismen burde afskaffes. Det første, fordi han anså religion for at være den ’opium’, som de til enhver tid siddende magthavere benyttede til at undertrykke og holde arbejderklassen i ave. Det andet, fordi han mente, at der ikke var nogen grund til, at arbejderne skulle slide og slæbe og tilmed betale for, at kongefamilien kunne leve i overdådig luksus, især når arbejderne selv dårligt kunne tjene til de daglige livsfornødenheder. Det tredie, fordi han mente, at kapitalismen var årsagen til al verdens misére.

 

I mange år og på hans ældre dage, holdt han gerne tale ved festlige lejligheder, og oftest når han havde fået et par dram eller mere inden for vesten. Disse skåltaler afsluttede han i reglen med at sige med oprømt stemmeføring: ”For øvrigt mener jeg, at Gud, konge og fædreland burde afskaffes! Skål!” Mormor, som i tidens løb havde vænnet sig til morfars tirade, syntes godt nok ikke om hans udtalelse, som hun i hvert fald ikke var enig med ham i. Tværtimod, men hun tav – for fredens skyld.   

 

Senere samme sommer, da jeg en dag opholdt mig mutters alene nede ved strandkanten vest for Rosnæs, fik jeg igen en op­levelse af omtrent samme indhold og karakter, som den ovenfor omtalte. Jeg havde det med at ville være alene i fred og ro, og derfor søgte jeg en gang imellem ned til det nævnte øde strand­område, der dengang var fyldt op med kæmpestore sten, formentlig en slags bølgeværn, der skulle forhindre kølvandsbølgerne i at vaske jorden bort, når de store oceangående skibe sejlede ind og ud ad havnen.

 

Det må have været omkring middagstid denne varme sommerdag, for solen stod højt på en dybblå og lettere skyet himmel. Jeg havde medbragt et tæppe til at sidde eller ligge på, og en madpakke og en sodavandsflaske med saftevand i, fordi jeg ville tilbringe eftermiddagen på stedet. På et tidspunkt rejste jeg mig og kiggede op mod himlen, uden dog at se direkte mod solen, som var skjult bag en skyformation, som lod lyset falde i spredte stråler, der flimrede og glitrede for øjnene. Lige med ét overvældedes jeg af den samme ophøjede og salighedsfyldte følel­se, som på den ovenfor beskrevne pinsedag, og igen for­nemmede jeg det, som om jeg blev draget op imod solen og det uende­li­ge blå dyb, der ligesom udvidede sig mere og mere for mit undrende blik. Da forstod jeg dybt inde i mig selv, at det var den kraft eller den Gud, jeg anede eller følte, men ikke kendte til med min vågne, forstandsmæssige bevidsthed, der tilkendegav sig for mig og ligesom tog mig i sin kærlige favn.

 

 

Dette vue over den vestlige ende af Strandpromenaden på Rosnæs, som er fotograferet i august 2001, kan give et lille indtryk af den lokalitet, hvor min specielle oplevelse fandt sted i sommeren 1938. Dengang var strandkanten til højre imidlertid ikke så ’velfriseret’ som her på billedet, men lå mere hen som et relativt bredt naturområde med de store sten spredt i en mere tilfældig orden end her. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Senere som voksen, har jeg også med min forstand kunnet forstå, at det virkelig var vibrationerne fra den allestedsnærværende guddommelige kraft, min barnebevidsthed var kommet på bølge­længde med. Det vil interesserede kunne læse mere om senere i denne selvbiografi.

 

Et uheld, som endte godt

I sommeren 1938 var min ældste lillebror, Benny, godt og vel 4 år, en lille kraftkarl med mod på, hvad livet havde at byde på af fysiske udfordringer. En dag var han og en jævnaldrende legekammerat søgt ned til den anløbsbro på vestsiden af Rosnæs, hvor skibsværftets store og hurtigtgående mandskabsbåde lagde til, når de skulle afhente værftsarbejderne om morgenen, for at sejle dem over til værftet, og når de bragte dem tilbage derfra efter fyraften. Takket være disse både, som mindede meget om de motorbåde, der i mange år er blevet benyttet af den køben­havnske turist- og kanalrundfart, kunne de af værftets funktio­nærer og arbejdere, der boede på Rosnæs, spare tid på den daglige transport til og fra deres arbejdsplads. Alternativet var at cykle ind omkring havnen og over til værftet, en tur, som sikkert ville tage omkring en halv time eller mere. Nu klaredes turen på cirka 15 minutter.

 

Anløbsbroen ved Rosnæs var vel omkring 10-12 meter lang og 2-3 meter bred, og fra dens yderste ende var der næppe mere end en halv snes meter ud til den sejlrende, som bl.a. tillod de meget store oceangå­ende ØK-skibe at sejle ud og ind af havnen. Første gang et af disse skibe sejlede ud fra havnen, var når det forlod skibs­værftet efter færdiggørelsen. Inden da var skibet blevet søsat fra stabelpladsen, hvor det var blevet bygget. Derefter blev det bugseret til skibsværftets dok, for at blive færdig­bygget. ØK-skibene sejlede ofte på Det fjerne Østen og var derfor væk længe ad gangen, men vendte i reglen tilbage til Nakskov Skibsværft, for at blive kontrol­leret og eventuelt repareret for eventuelle skader eller mangler.

 

 

Her ses den i teksten omtalte anløbsbro ind mod Rosnæs, som så mange ansatte på Nakskov Skibsværft, der boede på Rosnæs, dagligt har betrådt, når de skulle til og fra arbejde. Det var på denne bro, at min 4-årige lillebror og hans legekammerat løb om kap, for at se hvem af dem, der turde løbe længst ud på broen uden at falde i vandet. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Ud over ØK-skibene var der også en del fragtskibe, fiskerbå­de, lystsej­lere, og fritidsmotorbåde, samt roere fra Nakskov Roklub, og ikke at forglemme færgen "Mjølner", der passerede forbi anløbsbroen ved Rosnæs, når de skulle ud og ind af havnen, for at komme videre ud eller ind gennem Fjorden til eller fra Langelandsbæltet, hvorfra turen enten gik sydover, østpå, vestpå eller nordover. Min onkel Johannes havde selv en flot motorbåd liggende i lystbåde­havnen, og det hændte lejlighedsvis, at far og jeg blev inviteret med på en sejltur rundt i havnen og omkring ude i Fjorden, hvor vi sejlede tæt forbi dennes øer og holme. Den største ø i Nakskov Fjord er Enehøje, som dengang ejedes af den på det tidspunkt meget berømte polarforsker og forfatter Peter Freuchen (1886-1957), som senere solgte øen til el-fabrikant Søren Madsen, kendt for SM-elpæren. Enehøje overgik vistnok efter dennes død til enten kommunen eller staten, og blev derefter et yndet offentligt ud­flugtsmål bl.a. for naksko­vitterne.

 

Eventyreren og forfatteren Peter Freuchens særprægede skikkelse med træbenet kunne man lejlighedsvis være heldig at møde i Nakskov, hvor han stavrede af sted, formentlig for at gå på indkøb eller for at besøge venner og bekendte. Legenden vil vide, at Freuchen mistede sit ene ben, da han engang overnattede alene i polarkulden og fik forfrysninger, som bevirkede at der gik koldbrand i benet. Men eftersom han angiveligt ingen redskaber havde med sig, måtte han gribe til den specielle udvej, at skide en lort, som det lykkedes ham at forme som et økseblad, før den frøs til stenhård is! Med dette primitive redskab lykkedes det ham at kappe underbenet af. – Fantasi manglede manden i hvert fald ikke.      

 

Men den dag, der her er tale om, havde de to vovehalse, den da godt 4-årige Benny og hans jævnaldrende legekam­merat, fundet på at lege en leg, hvis risici, de ikke var klar over. De væddene nemlig om, hvem af dem, der i hurtig fart turde løbe længst ud på anløbsbroen, før de stoppe­de op. Det turde min kække lillebroder altså, men med det resultat, at han løb ud over brokanten og faldt i vandet. Fra broens overkant til vandets overflade har der vel normalt været cirka en meter til halvanden, afhængig af vandstanden, som den dag heldigvis var lidt over middel.

 

Som nævnt var Benny lidt af en kraftkarl, og det kom ham heldigvis til hjælp i den situation, hvori han da befandt sig. Skønt han endnu ikke havde lært at svømme, tabte han åbenbart ikke besindelsen, men fik snart basket og pjasket sig hen til en af bropælene, hvor han kunne nå op og få tag i et af de bildæk, der fungerede som bolværk. Her holdt han fast, indtil nogle voksne mænd, som var blevet tilkaldt af Bennys legekam­merat, kom til stedet og fik den drivvåde og noget slukørede Benny bragt i sikkerhed op på broen. Det varede dog nogen tid, før dette lykkedes, fordi man ikke uden videre kunne nå drengen oppe fra selve broen, men måtte have fat i en bådshage eller lignende, som han kunne klamre sig til, så man på den måde kunne hale ham op.

 

I mellemtiden var legekammeraten ilet af sted for at fortælle mor, hvad der var sket. Mor blev naturligvis helt ude af sig selv over det, men viste sig handlekraftig, for hun forlod omgående det, hun var igang med hjemme, og skyndte sig hen til anløbsbroen. Den da godt 1-årige Bent sov heldigvis middagssøvn i sin barnevogn, som stod inde på husets lukkede gårdsplads, så ham kunne hun godt forlade for et kortere tidsrum.

 

Selv befandt jeg mig sammen med nogle andre børn nede på det græsbe­voksede areal, der lå mellem havnebassinets nordlige ende og den forholdsvis høje jordvold, som lå parallelt med Rosnæs' Strandpromenades sydlige del, og som førte hen til anløbsbroen. Jordvolden eller diget havde til formål at forhindre de ofte temmelig høje bølger, der opstod, når et af de store skibe løb af stabelen, i at skylle ind over de bag ved diget liggende havearealer.

 

Tilfældigvis var vi børn som nævnt netop lige blevet filmet af en velklædt fotograf med et 16mm kamera, som tog billeder af os med havnen og skibsværftet i baggrunden. Fotografen havde dog først spurgt om lov til at filme os, men jeg husker ikke, om han fortalte, hvad filmen skulle bruges til. Bedst som vi unger teede os lettere fjollede foran filmkameraet, fik jeg pludselig øje på mor, der pilede af sted i vanvittig fart hen ad den sti, der var anlagt ovenpå diget. Hendes ben gik som trom­mestikker, mens hun holdt overkroppen stiv og armene tæt ind til kroppen, og snart forsvandt hun ud af syne i retning af broen.

 

Det var en fuldstændig overraskede og uvant situation for mig, at se mor på den måde, så jeg lod fotograf og filmkamera være, hvad de ville, og skyndte mig straks at løbe efter hende. Da jeg løb hen ad diget så jeg, at nogle mennesker kom mor imøde med den drivvåde Benny imellem sig, og de fik forklaret hende, hvad der var sket, og hvordan de havde fået halet ham op på broen. Alle roste hans åndsnærværelse og fysiske styrke, uden hvilke egenskaber, det nemt kunne være endt galt. Der var nemlig temmelig stærke strømme i vandet omkring broen, og disse havde den tapre lille knægt haft kræfter til at modstå og kæmpe sig hen til bropælen og bolværket. 

 

Det var dog lige i øjeblikket en lidt chokeret og noget slukøret cirka 5-årig knægt, der den dag blev hjulpet op af vandet ude ved enden af broen, men af hans selvsikre gangart, da han fulgtes med mor hen ad diget på vej hjemad, fulgt af beundrene øjne fra tilskuerne, børn som voksne, kunne man tydeligt se, at han også var stolt af sig selv. Med sin kropsholdning signalerede han, at man bestemt ikke skulle betragte ham som hverken en kryster eller tøsedreng.

 

Det hører desværre med til historien, at Bennys legekammerat senere samme år desværre faldt i vandet fra en lystbådebro lidt længere inde i havnen, og så uheldigt, at han slog hovedet mod et eller andet, hvilket formentlig var medvirkende til, at han druknede. Den forsigtighed, som havde hjulpet ham, da han og Benny løb om kap på anløbsbroen, var åbenbart ikke til nogen nytte ved denne lejlighed, der endte som en tragedie. 

 

 

Anløbsbroen set fra landsiden. Mandskabsbådene lagde til med langsiden op mod den yderste ende af broen. Ikke langt fra broen ligger sejlrenden, hvor blandt andet de store oceangående skibe passerede ind og ud af Nakskov Havn. Det er mig, der står yderst ude på broen. Landtangen overfor hører til værftsområdet, som i 2001 tjente som oplagsplads for vindmøllefabrikken VESTAS’ store vindmøllevinger, som blev transporteret med den store kran, som ses til venstre i billedet. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Truende udsigter

Imidlertid begyndte der endnu engang i dette århundrede at trække truende krigsskyer hen over Europa. Hitler var jo kommet til magten i 1933, og det var ingen ringere end den aldrende rigspræsident Paul von Hindenburg, der den 30. januar d.å. udnævnte Hitler til den næsthøjeste post i Tysk­land. Med Göring som sin højre hånd og Goebbels som pro­paganda­minister, be­gyndte det rædsels­regimente, der skulle komme til at martre Europa og store dele af verden i de følgen­de tolv forfærdelige år.   

 

Året efter, i 1934, døde von Hindenburg, og Hitler benyttede anledningen til at slå præsident- og kanslerembedet sammen under fællesbetegnelsen "Der Führer", på dansk: "Føreren". Og som nationalsocialismens og Tysklands åndelige og praktiske "Fører", planlagde han i de følgende år systematisk og målbevidst, hvordan det skulle lykkes ham at erobre resten af verden.

 

I 1938 erklærede Hitler mod bedre vidende, at Sudeterområdet var Tysklands sidste revisionskrav. Vestmagterne, der for næsten enhver pris ville bevare "freden", accepterede kravet, men ville dog have en folkeafstemning om spørgsmålet, men Hitler beordrede øjeblikkeligt sine tropper til at besætte Sudeter­land. Da Hitler ikke mødte nævneværdig modstand hos Vestmagter­ne, lod han sine tropper besætte Østrig og lod foranstalte en folkeafstemning, der med mere end 99% godkendte Anschluss, dvs. territorial og administrativ tilslutning til Tyskland, som okkupationen af Østrig blev kaldt. På samme tid angreb Hitler verbalt tjekkerne voldsomt for deres be­handling af det tyske mindretal, en optakt til angrebet på og be­sættelsen af Tjek­koslovakiet, som fandt sted året efter.

 

Den engelske premierminister Neville Chamberlain (1869-1940), troede på fred med Hitler og Mussolini og gennemførte derfor München-overenskomsten, hvorved Tjekkoslovakiets skæbne i virkeligheden blev beseglet. Berømt er Chamberlains hjemkomst til London fra forhandlingerne i Berlin, hvor han endnu stående på flyets trappe, vifter med "fredsdokumentet" med Hitlers og hans egen underskrift og kundgør for pressen: "Peace in our Time!" ("Fred i vor tid!").

 

Der er næppe tvivl om, at den politisk set konservative Chamberlain var en velmenende fredens mand, som blot ikke havde psykologisk format til at fatte eller forudse, hvad en politi­ker som Hitler og hans regime i virkeligheden havde for. Det var der forresten mange andre, der heller ikke kunne. 

 

"Freden" varede dog kun til året efter, da Hitlers tropper den 1. september 1939 indledte en lynkrig mod Polen. Cham­berlain så sig derfor nødsaget til at erklære Tyskland krig. Det skete den 3. september s.å., og dermed var 2. verdenskrig reelt indledt.

 

I Tyskland fortsatte de statsligt inspirerede og dikterede overgreb eller progromer mod den jødiske del af befolkningen. Natten til den 9. november 1938 drog brunskjorterne, godt hjulpet af civilbefolkningen, omkring i byerne og knuste ruderne til de jødisk ejede for­retninger. Ved samme lejlighed afbrændtes så godt som samtlige synagoger i Tyskland. Denne nat blev siden betegnet som "Kri­stallnacht", på dansk: "Krystalnatten".

 

Her i Danmark og ikke mindst i København, gik livet omtrent sin sædvanlige gang. Den 18. januar, som forresten var mors 30-års fødselsdag, indviedes storbiografen "Palladium" i Industribygningen på Vesterbrogade, tæt ved Rådhuspladsen. Biografens seværdighed var det første kinoorgel her i landet. Organisten var pianisten Mogens Kilde  (1917-1988), der fungerede som sådan 1938-48 og 1950, og som i 1952 blev ansat som programsekretær ved Danmarks Radio, en stilling han beholdt lige til sin død. Mogens Kilde har også virket som komponist af kor- og klaverstykker samt af underholdnings- og dansemusik. Desuden en kort overgang fungeret som programvært ved DR TV, hvor han bl.a. lavede et program med jazzmusikeren og animatoren Børge Ring (f.1920), som vi senere skal høre mere om her i min selvbiografi.

 

Den 13. april 1938 indførtes lov om ferie med løn, nemlig to ugers ferie for arbejdere, funktionærer og medhjælpere. I 1953 blev ferien udvidet til tre uger. Samme dato blev retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer i private virksomheder lovfæstet.

 

Den 13. april var åbenbart også en lidt uheldig dato, for da justitsminister Steincke den dag stod på Folketingets taler­stol, blev der affyret to skud fra tilhørerpladserne. Gernings­manden blev pågrebet og viste sig at være nazist. 6. maj blev han idømt 40 dages fængsel.

 

Forresten havde man som følge af den spændte verdenssituation allerede fra februar kunnet købe den såkaldte folkegasmaske, som var dansk fremstillet. Dengang troede man endnu på, at en kommende krig ville blive ført ved hjælp af bl.a. giftgas, sådan som tilfældet havde været under 1. verdenskrig, men sådan kom det slet ikke til at gå, hvad folk naturligvis ikke kunne vide på forhånd.

 

Den internationale krise og truende krigsfare førte i løbet af året til en avisdebat om manglende luftbeskyttelsesforanstaltninger. Den 29. september afholdtes i Domkirken og Helligåndskirken under stor tilstrømning andagter med bøn for freden. Det hjalp dog ikke.

 

Dette år anlagdes der i Københavnsområdet to nye teatre, nemlig Bellahøj Friluftsteater og Frederiksberg Teater, der dog blev indrettet i det tidligere Fønix Teater på Fredriksberg.

 

En af de kendteste forestillinger på Bellahøj Friluftsteater, er nok eventyrspillet "Der var engang" af forfatteren Holger Drachmann (1846-1908). Stykket er fra 1885 og blev opført første gang på Det kgl. Teater i 1887.

 

Der skete naturligvis mange andre og mere betydelige ting i 1938, både internationalt og nationalt, men det, jeg ovenfor har fortalt, må tjene som en lille smagsprøve på, hvad der skete det år. Men vi er dog endnu ikke færdige med året 1938, for det år fik en helt særlig betydning for mig personlig, hvilket jeg skal berette om i det efterfølgende.

 

Lidt dansk filmhistorie

I oktober 1938 tog mor mig atter med i BIO i Nakskov, denne gang for at se den danske spillefilm "Livet paa Hegnsgaard", der netop havde haft premiere samme måned. I denne folkloristi­ske bondeidyl af en film genhørte jeg en kær sang fra skolen, nemlig "Jeg er havren, jeg har bjælder på", skrevet af Jeppe Aakjær, der også er forfatter af det skuespil, som filmen er frit baseret på. Og i denne herlige og rørende film, så jeg for første gang den unge og yndige skuespillerinde Karin Nellemose (1905-1998), og den lille rappe, allerede da næsten allesteds­nær­værende i dansk film, Petrine Sonne (1870-1946), som snart blev et kvindeligt modstykke til folkekære Ib Schønberg, om hvem det hed sig, at der ikke blev lavet en eneste dansk film, uden at han medvirkede i den.

 

Faktisk var der lidt om snakken, selv om ingen af de to hver for sig lige fremragende skuespil­lere medvirkede i alle danske film fra perioden 1925-1946 for Petrine Sonnes vedkommende, og perioden 1922-1955 for Ib Schønbergs vedkommende. Og mærk­værdigt nok, var der ingen af disse to meget kendte og populære skuespillere, som lagde stemme til figurer i langtegnefilmen "Fyrtøjet". Fru Sonne var imidlertid højt oppe i årene, idet hun var født i 1870, og hun døde 10 dage efter at "Fyrtøjet" havde haft premiere. Den sidste af de relativt mange spille­film, som fru Sonne medvirkede i, var "Billet mrk.", der havde premiere 14.januar 1946. Og netop i disse år under og efter Besættelsen, havde Ib Schønberg travlt med at befæste sin position som seriøs skuespiller. Hidindtil havde han mest været kendt som den muntre, joviale og hjælpsomme "komiker", en rolle han følte sig fast­låst i og som han derfor gerne ville ud af, hvilket i øvrigt også lykkedes over al måde for ham. 

 

Omkring juletid samme år, altså 1938, tog mor mig endnu engang med i BIO til en anden ny dansk spillefilm, folkekomedi­en "Bolettes Brudefærd", hvori jeg forresten genkendte Petrine Sonne i en af rollerne. Men her så jeg for første gang den store skuespillerinde Bodil Ipsen (1889-1964), og det komiske - nogle kritikere synes anstrengt komiske - talent Peter Malberg (1887-1965), der også blev en af dansk teaters og films folke­kære skuespillere. Han spillede med i en lang række film, deriblandt i et par af dem som hovedrolleindehaver. Bodil Ipsen havde, lige som det var tilfældet med Peter Malberg, medvirket i nogle stumfilm og et par talefilm, inden de to kom til at indspille film sammen, og netop i "Bolettes Brudefærd" scorede de begge de helt store points hos et velfornøjet biografpubli­kum. Hun som "Bolette" og han som "Puttekræmmeren". De skulle i årenes løb komme til at spille sammen i endnu nogle få film, senest i "Tro, håb og trolddom" (1960), baseret på et manu­skript af den færøske forfatter William Heinesen og filmin­struktør Erik Balling. Det blev fru Ipsens sidste film, hun døde i slutningen af november 1964, 75 år gammel.

 

Forresten kan her indskydes, at i den periode, hvor inden­dørsscenerne til "Tro, håb og trolddom" blev indspillet på Nordisk Films Studier i Valby, var jeg selv ansat som animator hos Nordisk Tegnefilm A/S, der havde til huse i en bygning lige ved siden af stedets kantine og ikke langt fra filmstudierne. Her havde jeg den personlige for­nøjelse næsten daglig at møde de veltjente skuespillere Bodil Ipsen, Peter Malberg, Gunner Lauring og Poul Reichhardt, og forresten også mange andre skuespillere, når de færdedes på atelierområdet eller befandt sig i kantinen, hvor de gerne spiste frokost og drak eftermiddags­kaffe. Dette gjaldt dog ikke den aldrende og vistnok ikke helt raske fru Ipsen, der før, mellem og efter optagelser­ne på scenen mest opholdt sig i sin garderobe. Hun ankom i taxa tidligt om morgenen og tog ligeledes derfra i taxa sent på eftermiddagen. Det samme gjorde de andre skuespillere forresten også, for det er et anstrengen­de job at indspille film, selv om der i løbet af en dag ofte kan fore­komme lange pauser mellem optagelserne, og det derfor kan ske, at der ryger et par styrkende genstande for meget inden­bords. 

 

Bodil Ipsen havde mest gjort sig bemærket som teaterskuespil­ler, men havde dog også medvirket i to danske spillefilm før "Bolettes Brudefærd", nemlig "Paustians Uhr", 1932, og "Det gyldne smil", 1935. I begyndelsen af 1940'erne vovede fru Ipsen at debutere som filmin­struktør med speciale i en personinstruk­tion, hvis hovedtræk bestod i, at få danske skuespillere til at tale og agere relativt naturligt og utvun­gent. Det holdt vistnok hårdt for, for bortset fra nogle ganske få, som f.eks. Petrine Sonne, Rasmus Christiansen, Ib Schønberg og Poul Reichhardt, så talte de fleste danske skuespillere på den tid "duarder-sprog", hvilket især var tilfældet for de skuespil­lere, der var ud­dannet og til daglig optrådte på Det kgl.Duar­der (læs: Det kgl.Tea­ter).

 

Blandt de i reglen fremragende spillefilm, Bodil Ipsen iscenesatte - i flere tilfælde sammen med den især filmteknisk dygtige og erfarne filminstruktør Lau Lauritzen, jun. (1910-19??) - kan nævnes "Afsporet" (1942), "Mordets Melodi" (1944), og friheds­kæmperfilmen "De røde Enge" (1945), en stærk og realistisk film, der var baseret på Ole Juuls roman af samme navn. Og sidst, men ikke mindst, den socialrealistiske "Café Paradis" (1950). I flere af disse film genså man blandt andet også Ib Schønberg, men i en helt ny type roller af meget seriøs karak­ter, hvori han ydede toppræstationer som den fremragende karakterskuespiller, han forlængst havde bevist, at han var.

 

Bodil Ipsen kom i øvrigt også til at øve en vis indflydelse i sin egenskab af bevillingshaver til Odeon-biografen på Fælled­vej på Nørrebro, hvis forsøgsvise kunstneriske drift, hun forestod i årene 1944-59. Det var i fru Ipsens tid i Odeon-biografen, at Chaplins stærkt antinazistiske film "Diktatoren" (1940) havde en slags uofficiel dansk urpremiere, så vidt jeg husker engang i efteråret 1946, og hvor jeg var så heldig at komme med, takket være nogle personligt gode forbindelser. Filmen fik først Danmarks-premiere året efter, og da i World Cinema, og her genså jeg den. På baggrund af krigen og Be­sættelsen, gjorde "Diktatoren" et stort og bevægende indtryk, som jeg aldrig siden har glemt. Charlie Chaplin (1889-1977) var i forvejen en af de geniale filmkomikere, jeg holdt allermest af, og hvis film jeg i løbet af årene stort set allesammen har set. Jeg vil senere fortælle mere om denne enestående skikkelse i filmkunstens historie.

 

Det var også Bodil Ipsen, som til dels under råd og vejled­ning af Odeon-bygningens og -biografens ejer, filmproducenten Henning Karmark (1907-1989), satte spillefilm af høj kunst­nerisk kvalitet på plakaten. Film, som f.eks. den meksikanske "Maria Candelaria" (1943) med den meget smukke Dolores del Rio (1905-1983) og den mandige Pedro Armendariz (1912-1963) i hoved­rollerne. Denne film vistes i Odeon i 1946 eller 1947. Men det viste sig snart, at stampublikummet desværre svigtede en biograf, hvor de ellers plejede at se kriminalfilm og farcer, serie-film og westerns. I stedet søgte dette publikum til biografer som f.eks. Regina, Ry-Kino, Fasan og Vesterbros Bio. Desuden havde Odeon hård konkurrence, når det gjaldt kunst­neriske og seriøse spillefilm, fra centrumsbi­ografer, der traditionelt var kendt for deres såkaldt lødige repertoire. Det var biografer som Alexandra, Dagmar og Grand.

 

Odeon-biografen fik, som så mange andre biografer i hoved­staden, en krank skæbne: For det første udbrød der natten til den 17.september 1958 en brand, som raserede det veltjente gamle tempel for levende billeder, og denne begivenhed i forbindelse med det stadigt svigtende publikumstal, bevirkede at det ikke kunne betale sig at genopbygge og genåbne biogra­fen. Bygningen blev omdannet til møbellager og siden delvis også til offentligt toilet. Bodil Ipsen ansøgte straks om, at biografbe­villingen måtte blive overført til at gælde biografen på Nygade 3, den tidligere "Alexandra Te­atret", men som Karmark og hans kompag­non, Preben Philipsen, forlængst havde genåbnet under navnet "Nygade Teatret".

 

Der måtte imidlertid ikke drives almindelig biografvirksomhed i ejendommen Nygade 3, mest af hensyn til den nyåbnede biograf "Alexandra Teatret" få minutters gang derfra. Karmark og Philipsen fandt derfor på at vise såkaldte foredrags- og rejsefilm i Nygade Teatret, bl.a. en, der hed "Jorden rundt i 80 minutter", som var lavet af Familie Journalens mangeårige rejserepor­ter og globetrotter Hakon Mielche (1904-1979). Men publikumsinteressen var svigtende og besøgstallet stærkt dalende. Imidlertid var Karmark meddirektør for Cirkus­-revyen på Dyrehavsbakken, hvor skuespilleren Ib Schønberg også var direktør, og gennem denne fik førstnævnte kontakt med skuespil­lerinden Else Jarlbak (1911-1963), der i 1950'erne var fast engageret til Cirkus-revyen. Fru Jarlbak blev ansat som fore­dragsholder ved Nygade Teatret omkring 1956, men havde på det tidspunkt medvirket i en lang række danske spillefilm, be­gyndende med kriminalfilmen "Lynet", 1934, og foreløbig endende med "Tante Tut fra Paris", 1956. I årene 1957-61 medvirkede Else Jarlbak i endnu fire danske spillefilm.

 

I sidste halvdel af 1950'erne begyndte der en bølge af interesse for de såkald­te nudistfilm at gå hen over Danmark, ikke mindst i Køben­havn, og samme år viste Nygade Teatret den schwei­ziske dokumentarfilm "Nudi­sternes gyldne ø". Med ét slag steg besøgstallet i biografen, men publikum bestod mest af mænd, som mere eller mindre for­legne sneg sig ind i den dunkelt oplyste sal, for at finde deres pladser. Året efter vistes "Vi ta'r til nudisternes paradis", og i 1958 "Nudist­-ferie", i begge tilfælde også schweiziske produktioner, hvortil Else Jarlbak holdt "fore­drag", hvilket vil sige: oplæste den kommen­tar, der fulgte med filmene. Else Jarlbak blev i 1959 udnævnt til inspektør ved Nygade Teatret under Bodil Ipsen, og det var faktisk hende, der forestod den daglige drift af biografen indtil sin død den 16.februar 1963.

 

Bodil Ipsen fik først en midlertidig bevilling til at drive Nygade Teatret, som i den anledning blev nyindrettet med bl.a. nyt stort lærred i Cinema­Scope-format, og allerede den 7.novem­ber 1958, altså knapt to måneder efter Odeons brand, kunne bi­ografen genåbne med filmen "Mig og obersten" på plakaten. Filmens store trækplaster var den især i 1940-50'erne uhyre populære filmkomiker Danny Kaye (1913-1987). Den 10.juli 1959 tildeltes Bodil Ipsen en permanent bevilling til Nygade Te­atret, som hun drev til sin død i 1964. Nygade Teatret fik dog ikke nogen lang levetid, og det viste sig snart umuligt at vise blot nogenlunde hæderli­ge kvalitetsfilm, for publikum var nu vænnet til, at det var meget nemmere og behageligere at blive hjemme og se TV, også selv om filmudbuddet i fjernsynet endnu ikke var så stort, lige som der dengang heller ikke eksisterede salg eller leje af videofilm. Begge dele kom dog senere og blev en stor og ulige konkurrent til biograferne, og altså herunder også for Nygade Teatret. Til sidst, det vil sige i løbet af 1980'erne, måtte Nygade Teatrets daværende bevillings­haver, Carla Madsen, enke efter Ingolf Madsen, Eagle-Lion Film, give op og lukke biografen, hvis lokaler derefter blev brugt til andet formål. Sic transit gloria: Således forgår verdens herlighed.

 

Den samme triste skæbne ramte også snart Alexandra Teatret ovre på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade. Den måtte også lukke i løbet af 1980'erne, men efter en om­bygning genåbnedes salen og stedet som rocktempel for byens ungdom, og som sådan fungerede det i en årrække.

 

I Bodil Ipsens og Lau Lauritzen juniors store dramatiske film om Besættelsestiden, "De røde Enge", baseret på Ole Juuls roman af samme navn, og som havde premiere ved juletid 1945, altså omkring et halvt år efter befrielsen fra tyskernes okkupation, spillede den ligeledes folkekære Poul Reichhardt den seriøse hovedrolle som en ung frihedskæmper, der tages til fange, tortureres på det grusomste, dødsdømmes og henrettes af Gestapo. Det er udtryk for denne fine og alsidige skuespillers professionalisme, at han omtrent samtidig var i stand til at spille med i et par lystspil og at lægge stemme til den muntre og kække soldat i langtegnefilmen "Fyrtøjet".

 

Også Poul Reichhardt havde jeg fornøjelsen af i perioder i løbet af 1959-70 at møde næsten daglig på Nordisk Films studier i Valby, hvor han ofte indspillede film. Men ASA-studierne i Lyngby havde siden begyndelsen af 1930'­erne været Poul Reich­hardts foretrukne filmselskab - eller omvendt, hvilket forment­lig ikke mindst skyldtes venskabet med filmskuespilleren, manu­skriptforfatteren, filmin­struktøren og senere direktøren for selskabet, Lau Laurit­zen junior (1910-1971). Poul Reichhardt debuterede dog i småroller i Palladium-produktioner, som Fy og Bi-farcen "I kantonne­ment", fra 1931, og i den sjette danske tonefilm, Liva Weel-filmen "Odds 777" fra 1932. Det skyldtes formentlig, at Lau Lauritzen senior (1878-1938) i perioden 1920-37 var til­knyttet Palla­dium, først som filminstruktør og senere som direktør. Sønnen, Lau junior, var 1929-33 tilknyttet samme selskab som manu­skriptforfatter og film­fotograf, fra 1934-37 som manuskriptfor­fatter, filmskuespiller og filmin­struktør.

 

Både som manuskriptforfatter og filminstruktør arbejdede Lau Lauritzen jun. i en lang årrække sammen med Alice O'Fre­dericks (Frederiksen) (1899-1968), først på Palladium og senere for ASA. ASA Films og dermed parrets måske mest populære - om end ikke kunstnerisk bedste - film, er formentlig Morten Korch-filmene, hvoraf Lau jun. dog kun var medinstruktør på kæmpesuc­cessen "De røde heste" (1950). En anden af parrets store publikumssuccesser var "Far til fire"-filmene, som indledtes med "Far til fire" i 1953 og afsluttedes med "Far til fire med fuld musik" i 1961. Lau jun. var dog "kun" producent på disse film, idet han fra slutningen af 1950'erne mest koncentrerede sig om administrative opgaver. Lau Lauritzen jun. havde i øvrigt produktionsbevilling til storbiografen Kinopalæet 1948-65, men driften blev af flere grunde stadig vanskeligere med årene. Filmserien ”Far til fire” blev forresten genoptaget mange år senere og af gode grunde med andre instruktører, filmfotografer og ikke mindst andre skuespillere i rollerne.

 

Den store aviskonflikt i begyndelsen af 1980'erne, hvorunder de fleste aviser ikke udkom i flere måneder, var en medvirkende årsag til, at en del biografer måtte lukke. Det gjaldt Alexan­dra, Kinopalæet, Rialto og Nørreport. Kinopalæet blev senere nedrevet for at give plads til den kæmpemæssige Codan-bygning, som stadig knejser på stedet.

 

Men apropos omtalen af Poul Reichhardt og hans rolle i for­bindelse med den første danske langtegnefilm "Fyrtøjet", lad mig da benytte anledningen til at vende tilbage til mit egent­lige emne og ærinde, nemlig at fortælle noget om baggrunden for, at jeg i det hele taget kom til at arbejde med tegnefilm. Jeg har allerede omtalt min skoleklasses biografbesøg under udflugten til Nykøbing F., hvor jeg for allerførste gang blev bekendt med begreberne film og specielt tegnefilm.

 

Men tilbage til juletid i året 1938:

 

Den helt store filmbegivenhed i 1938

Det helt afgørende for mig og min fremtid blev vinteren 1938, for netop da stødte jeg for allerførste gang på navnet Walt Disney, som jeg aldrig havde hørt om tidligere. Det skete i anledning af, at han og hans selskabs allerførste langtegnefilm, som forresten på fagsproget engelsk hedder "an animated feature", nemlig "Snow White and the seven Dwarfs", på dansk: "Snehvide og de syv dværge", havde Dan­markspremiere i Kino-Palæet i København den 29.september 1938, og repremiere i Metropol Teatret på Strøget den 26. december s.å. Filmen var ikke så lidt af et financielt og kunstnerisk vovestykke fra Disneys side, og et pionerarbejde, hvad angår lange tegnefilm. Han måtte da også høre mange knubbede ord om den, både før, under og i nogen grad også efter dens produktion.

 

Det havde taget den modige tegne­filmmand og hans mange og dygtige med­arbejdere på alle niveauer omkring 3 år at produceres denne i ordets bedste forstand fantastiske tegnefilm, som fik ameri­kansk urpremiere den 21. december 1937. Men til alt held for tegne­filmbranchen i almindelighed og Disney-selskabet i særdeleshed, blev filmen straks fra starten en overvældende publikumssuc­ces, og dermed også en virkelig kassesucces. Det sidste var og er ikke mindst vigtigt, i særdeleshed i betragtning af, at det også dengang kostede en betydelig sum penge at producere en langtegnefilm. En film som "Snehvide" havde et budget på omkring 1,7 mill. dollars, men den tjente allerede ved første visningsrunde (release) omkostningerne mere end 8 gange hjem, altså omkring 8 mill. dollars.

 

Som allerede nævnt fik "Snehvide og de syv dværge" Danmark­spre­miere i september 1938. I København skete det som nævnt i den store biograf "Kino-Palæet" på Gammel Kongevej lige over for Skt. Jør­gens Sø. Som forfilm vistes ved den lejlighed den skønne korte tegnefilm "Den gamle mølle" ("The Old Mill") fra samme pro­duktionsår. Det forlyder, at Disney og hans folk lavede denne fremragende "perle" blandt de korte Disney-tegnefilm, til dels for at afprøve deres nye og såkaldte "multiplan-kamera", som kort fortalt har den fordel fremfor det sædvanligt brugte etplans-ka­mera, at cels og baggrunde kan fotograferes i for­skellige planer eller niveauer, hvorved der opnås en vis illusion af rumdybde i billedet.

 

Multiplan-kameraet blev også brugt under nogle af optagelser­ne til Snehvide-filmen, eksempelvis i indledningssekvensen, hvor kameraet zoomer ind på det slot, hvor Snehvide bor med sin onde stedmoder. Den begrænsede brug af multiplans-kameraet skyldtes først og fremmest, at det var kompliceret og relativt langsommeligt at arbejde med, og derfor også dyrt at anvende.

 

Det skal her indskydes, at da min datter Linda og jeg i 1977 var på besøg i Los An­geles, havde jeg det held at få adgang til Disney-studi­erne i Burbank, og her fik jeg lejlighed til blandt meget andet at se det nævnte multiplan-kamera og nogle af bag­grundene til netop "Den gamle mølle". Men mere herom meget senere. 

 

Som nævnt havde den danske version af "Snow White and the seven Dwarfs" Danmarkspremiere i september 1938, men filmen vistes dog samtidig i de større provinsbyer, og senere også i købstædernes biografer, og det vil for Nakskovs vedkommende sige i KINO. Det blev jeg klar over en dag, da jeg var på julebesøg inde i selve byen - vi boede som tidligere nævnt omkring 1 km uden for Centrum - og kom om forbi biografen, som lå omtrent på hjørnet af Jernbanegade og Danagade, ikke langt fra jernba­nestationen. Til min store over­raskelse og op­hidsede glæde så jeg filmen oprekla­meret på biograffacaden, og da jeg kiggede ind bag det jerngit­ter, der udenfor biograf­tiden afspærrede indgangen, fik jeg dels et glimt af nogle legems­store figurer af dværgene, som var ud­skåret i krydsfinér og opstillet i forhallen, og dels af udhængsskabene på hver side af indgangen, hvor der bag disses glasruder var ophængt en række scenebille­der fra filmen, sådan som det var almindeligt brugt dengang.

 

     Det var så betagende, hvad jeg ved den lejlighed fik at se, at jeg i de følgen­de dage efter skoletid hastede ind til KINO, i håb om at få mere af billederne i udhængsskabene at se. Men da det var udenfor åbningstiderne, var jerngitterlågen foran indgangen lukket og aflåst. Men ved at presse hovedet tæt ind mod gitteret lykkedes det mig at få endnu et glimt af filmbillederne, som nærmest tryllebandt mig. 

     Og naturligvis fortalte jeg mor om, at mine filmdrømmes store mål for øjeblikket fandtes i KINO, og mor, som selv var betaget af at se film, forstod åbenbart hvilken betydning det ville have for mig at få filmen at se, for hun forbarmede sig og tog mig en aften med til en af forestillingerne. På forhånd havde mor bedt far om at være hjemme og passe mine to yngre brødre, den 4-årige Benny og den godt 1-årige Bent. Selv var han ikke særligt biografinteresseret, så han blev gerne hjemme og passede mine to småbrødre imens mor og jeg var i biografen. Det havde han i øvrigt gjort flere gange tidligere, når mor og jeg skulle i BIO og se en eller anden ny dansk film. Den første af slagsen, mor og jeg så sammen, var som nævnt ”Der var engang en vicevært” fra 1937.

 

Mor kunne på det tidspunkt ikke have gjort mig nogen større glæde eller tjeneste, end da hun tog mig med ind til KINO for at se "Sne­hvide og de syv dværge". For filmen blev en stor og gribende oplevelse, ja, nærmest en åbenbaring for mig, og sandsynligvis også for mange andre, for der var udsolgt til alle forestil­linger. Min bekymring var, om der var nogen billetter tilbage, når vi var nået frem til billetsalget, for vi stod i en lang kø, som gik helt ud på gaden og rundt om hjørnet af biografbygningen. Men da køen kun langsomt bevægede sig fremad, fik jeg til gengæld lejlighed til at gense de udstillede filmbilleder i det ene udhængsskab, som vi kom tæt forbi under den ulideligt langsomme bevægelse fremad. Og da vi endelig langt om længe nåede ind i forhallen, så jeg nogle af de store figurer af dværgene, udskåret i krydsfinér og malet i livlige farver, som stod opstillet rundt om i lokalet, og mor og jeg passerede tilmed tæt forbi to af figurerne, "Dumpe" og ”Brille". Jeg blev næsten feberhed ved synet, som prentede sig dybt og uforglemmeligt i mit stærkt modtagelige barnesind. 

 

 

I denne bygning i Jernbanegade i Nakskov havde biografen KINO til huse i min barndom. Biografens indgang lå under det røde halvtag, hvor der nu ligger et Pizzeria. Den mørke tilbygning, som ses bagest til venstre i billedet, er den gamle biografsal, som senere er belvet brugt til andet formål. Billedet her er taget under et besøg i Nakskov i sommeren 2001. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Og hvad fik jeg og mor og det øvrige publikum så at se, da vi efter en næsten ubærlig lang ventetid var kommet på plads i biografsalen og tæppet langsomt og nærmest andægtigt var blevet trukket fra, alt imens den musikalske ouverture lød fra de store højtalere? - Jo, i al fald for mine undrende øjne trådte de livagtigt tegnede figurer i strålende farver og de herlige scenerier, frem på det hvide lærred, ledsaget af den skønneste musik og de mest iørefaldende melodier, man kunne tænke sig, og som man umiddelbart kunne huske og nynne eller synge med på, så snart man genhørte dem. Men de blev nu også ofte, ja, omtrent dagligt, spillet og sunget i radioen i de dage, til lige stor glæde for børn som for voksne, der ikke havde mistet deres barnesind. Musikken og sangene i "Snehvide" viste sig at være af en sådan karat og kvalitet, at de faktisk har overlevet tiden og derfor endnu i vore dage jævnligt kan høres i radioen eller i andre sammenhænge.

 

Navne som operettesangerne Annie Jessen (1915-1993) og Marius Jacobsen (1894-1961) som lagde danske stemmer og sang til henholdsvis Snehvide og Prinsen, vil jeg aldrig glemme, for de var en del af den første fortryllelse af filmen. Mange år senere er Snehvide-filmens danske lydside blevet genindspillet med andre og nye skuespillere i hoved- så vel som i birollerne, men selvom resultatet også i dette tilfælde er godt, kan det dog ikke rigtig måle sig med den "originale" udgave, i al fald ikke set med mine nostalgiske øjne.

 

 

Herover ses den forhenværende indgang til biografen KINO i Nakskov, nu Pizzaria, fotograferet i sommeren 2001,  og længe efter at den ærværdige biograf var blevet lukket for altid.  Men det var her jeg i julen 1938 så ”Snehvide og de syv dværge”, og det var hertil jeg efter skoletid vandrede de mindst 2 km fra skolen, for at få et glimt af billederne i udhængsskabene. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Men hvor publikum og mor og jeg dog følte med den stakkels Snehvide, der måtte optræde som almindelig tjene­stepige på slottet, blot fordi hendes stedmoder misundte hende hendes skønhed. Sent vil jeg glemme introduktionen af den smukke, men laset klædte pige, da hun, fulgt af en flok interesserede duer, går hen til hejsebrønden, for at hente en ny spand vand til sin trappevask. Her synger hun sin længsel og drøm om udfrielse fra sin ydmygende stilling ud i sangen "Jeg ønsker", mens hendes sang giver ekko i brøndens dyb.

 

Sangen bliver hørt af en ung prins, som kommer ridende forbi slottet på sin prægtige hvide ganger, og han overrasker hende ved brønden, men hun flygter i en blanding af overraskel­se, forskrækkelse og blufærdighed ind i slottet. Prinsen, som naturligvis øjeblikkeligt er blevet forelsket i Snehvide, følger efter og bliver stående på trappen op til slottets bagindgang, og her synger han en kærlighedsserenade til hende. Hun vover sig ud på balkonen og her kysser hun en af sine duer på næbbet, hvor­efter hun sender den ned til prinsen, på hvis hånd den lander, for at aflevere Snehvides kys. Da han vil modtage kysset, rødmer duen ærbart og genert, men skynder sig så at give ham et hurtigt kys på munden og flyve væk.

 

Imidlertid har den onde dronning stået skjult oppe bag gardinforhænget i et af slottets vinduer og set optrinet, som gør hende rasende. Hun skynder sig derfor ind i sit private gemak, hvor hun fremmaner spejlets ånd, idet hun spørger: " - Lille spejl på væggen dér, hvem er skønnest i landet her!" Da dronningen tidligere havde stillet samme spørgsmål, lød svaret: ”Du, min dronning, er skønnest i landet her!”, hvilket behagede hende overmåde meget. Men da hun efter at have set prinsen gøre kur til Snhvide for anden gang spørger spejlets ånd, lyder svaret: ”Snehvide er nu skønnest i landet her!”       

 

Spejlets svar gør dronningen aldeles rasende, og hun tilkalder derfor sin jæger og befaler ham at føre pigen ud i skoven og dræbe hende dér. Jægeren må adlyde, for ikke selv at blive offer for dronningens vrede, men hvilken lettelse for os publikum, at han viste sig menne­skelig og ikke nænnede at dræbe Snehvi­de, men i stedet lod hende flygte langt ind i skoven, bort fra den onde sted­moder. Dog, hvilket mareridt var ikke flugten gennem den mørke skov for Snehvide - og for publi­kum! Til slut falder hun udmattet og fortvivlet sammen og bliver liggende hulkende på den mørke skovbund, mens tilsyneladende onde øjne stirrer på hende fra alle sider.

 

 

 

 

Ovenstående små figurer fra Snehvide-filmen har jeg i 2013 fotograferet i omgivelser, der viser deres relativt lille størrelse. Figurerne måler ca. 5,5 cm (dværgene) og 9,5 (Snehvide, prinsen og dronningen/heksen) måler 7,5 cm i højden. Personerne er under Walt Disney copyright fremstillet af Bullyland Germany og håndmalet. Phantastic! – Min kone købte de små figurer i en legetøjsbutik omkring 12 år siden, og prisen androg omkring 320 DK. Så vidt jeg ved er denne særlige form for Snehvide karakterer er så vidt vides desværre ikke til salg mere. – Fotos: © Harry Rasmussen.

 

Da dagen gryede næste morgen, viste det sig heldigvis kun at være i skræk­kens over­troiske fantasi, at skoven og dens mange dyr fore­kom onde og farlige. Tværtimod var dyrene venlige og hjælp­somme, og da hun spørger dem, om de måske kender et sted, hvor hun vil være uden for sin onde stedmoders vrede og efterstræbelse, leder dyrene Snehvide hen til dværgenes hytte inde i skoven. Men alt i denne er småt, båd stole og borde og senge, og så er der støvet og snavset overalt, for der ser ikke ud til at være blevet gjort rent i hytten i meget lang tid. 

 

Hvor vi publikummer dog morede os over Snehvides og dyrenes rengøring af dværgenes forsømte hytte, mens hun med sin dejlige sopran sang "Vi fløjter og ta'r fat", så vi allesammen følte trang til at hjælpe med. Og hvor uforglemmeligt var ikke det første møde med de syv dværge: Brille, Gnavpot, Lystig, Søvnig, Prosit, Flov­mand og Dumpe, ude på deres arbejds­plads i diamantminen, og deres hjemmarch efter fyraften, hvor de sang "Hej hå! Hej hå! fra arbejd' hjem vi gå", så man selv fik lyst til at marchere med. Ja, man lo over og med dværgene og dyrene, følte glæde og sorg med den under­dejlige Snehvide, og gyste af skræk og uhygge over den onde dronning, der for­vand­lede sig til en afskyelig heks - ingen af de højdramatiske scener var klippet ud dengang, det blev de først senere og efter at bekymrede pædagoger og børnepsykologer havde gjort indsigelse - og man heppede på dværgene, da de sammen med dyrene forfulgte den listige heks, som havde haft held til at ombringe den uskyldige og hjertensgode Snehvide med sit forgiftede æble. Og man sørgede med dværgene, da de kom hjem til hytten og fandt den livløse Snehvide liggen­de på gulvet, og ikke et øje var tørt, allermindst mit, da de knælede omkring den kiste med glaslåg, hvori de havde lagt hende i en rydning ude i skoven. Og man trak igen vejret lettet og glad, da den smukke prins kom på sin stolte hvide ganger og kyssede den "døde" skønhed til live igen, og red bort med hende til sit strålende slot i det fjerne, mens dværgene, sammen med os publikum, glædede sig på Snehvides vegne.    

 

Det føltes egentlig ikke som et antiklimaks, da filmen tonede ud til en potpourri af dens melodiøse og iørefaldende musik, for dens handling var så veltilrettelagt og tilfredsstillende gennemført, at man følte sig glad og fornøjet, da tæppet tilpas langsomt blev trukket for og lyset tændtes i salen, så publikum kunne finde vej ud. Derimod føltes det knapt så rart at forlade den lune biograf og komme ud i aftenmør­ket og ­kulden. Mor og jeg skulle jo trave den forholdsvis lange vej hjem til Rosnæs, hvilket kunne gå, så længe vi befandt os inde i byen, som var forholdsvis godt oplyst, men så snart vi kom udenfor den, var der kun sparsomt med vejbelysning, så vi måtte mere eller mindre gå i halvmørke.

 

Men jeg bemærkede dårligt nok mørket og kulden, mens mor og jeg gik hjemad, for jeg var så opfyldt af at tænke på filmens figurer og handling, at jeg nærmest følte det som om jeg befandt mig i en anden verden, eller mere præcist i Snehvi­des, prinsens og dværgenes eventyrverden.

 

En fast beslutning

Under biografbesøget i Nykøbing Falster tre år tidligere, havde jeg fattet beslutningen om at ville lave tegnefilm, når jeg blev voksen. Denne beslutning blev yderligere bestyrket ved at se Snehvide-filmen, idet jeg al­lerede midt under filmen be­sluttede med mig selv, at det lige præcis var sådan en slags tegnefilm, jeg ville stræbe efter at komme til at lave engang, når jeg blev voksen. Skønt min beundring og respekt for denne storslåede, frem­ragende og helt igennem professionelle film næsten var grænse­løs, og jeg anså mulig­heden for at kunne nå til samme tekniske kvalitet og kunst­neriske højde, for noget nær det uopnåelige, var min be­slut­ning dog fast.

 

I de nærmeste dage efter besøget i KINO, gik jeg efter skoletid ind til biografen og tog opstilling tæt foran den lukkede jerngitterlåge, for at få endnu nogle glimt af de forunderlige billeder bag udhængsskabenes glasruder. Nu havde billederne jo fået tilføjet genkendelsens fortrolighed og glæde, så at det var muligt at studere deres detaljer, hvilket jeg gjorde med begærlig interesse. Ja, jeg nærmest sugede indtrykket af billederne til mig, således at figurerne og scenerierne stod klare og skarpe i mit sind. Således be­mærkede jeg, at nogle af billederne adskilte sig fra de andre billeder, ved at være sort-hvide blyantstegninger, en omstændig­hed, der bidrog til forståelsen af, at filmen i første instans var håndtegnet af en række dygtige tegnere, hvis navne jeg for­resten mange år senere skulle komme til at kende ganske godt. Og tilmed mødte jeg nogle af de efterhånden ældre tegnere i pensionsalderen, da jeg i 1977 besøgte Disney-studierne i Burbank, og et par af disse igen, da de i 1985 afholdt et endags animationsseminar på Filminstituttet i København.

 

Hjemme sad jeg ofte stille for mig selv og tænkte over, hvordan det dog kunne lade sig gøre, at få gjort tegninger livagtige i bevægelserne, at det næsten virkede som om figurer­ne var rigtig levende personer og dyr. Dette var ikke så lidt af en gåde for mig, selvom jeg jo allerede kendte til den mest elementære animationsteknik, der som bekendt består i, at en figur forandrer position og eventuelt også mimik fra enkelt­billede til enkeltbillede. Der skulle da også komme til at gå nogle år endnu, inden jeg ved skæbnens gunst fik mit højeste ønske opfyldt og kom til at lære at lave tegnefilm. Men endnu langt flere år skulle gå, førend jeg forstod, hvad der rent faktisk kræves af forudsætninger og kvalifikationer, for at kunne lave tegnefilm, der tåler sammenligning med de klassiske Disney-tegnefilm.

 

Selv kunne jeg aldrig blive træt af at leve mig ind i den dejlige fantasiverden, som Snehvide-filmens handling og figur­galleri er udtryk for. Dengang forstod jeg naturligvis ikke den dybere betydning af det, der i virkeligheden er et gammelt tysk folkeeventyr, som handler om det godes sejr over det onde, og i sit endnu dybere perspektiv om det, som jeg i mine artikler og bøger og med forfatteren Martinus’ ord har kaldt for "det seksuelle polprincip" og "polforvand­lingen". Principper, som også forekommer i en del af H.C.Andersens eventyr, eksempelvis i ”Den lille Havfrue” (1836). Herom vil læseren kunne forvisse sig, ved at klikke ind på hjemmesiden LIVETS EVENTYR med adressen http://www.livetseventyr.dk/  - Vedr. en nærmere omtale af Snehvide-filmen, se http://www.tegnefilmhistorie.dk/ under afsnittet Da tegnefilmen kom til Danmark, og endvidere artiklen En kærlighedserklæring.

 

Den bølge af anti-amerikanske og ikke mindst anti-Disney’ske følelser og stemninger, som især under og efter det såkaldte undomsoprør i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne greb om i intellektuelle og kulturradikale kredse, både herhjemme og i store dele af verden, var jeg ikke enig i. Det blev nærmest et modefænomen at udtale sig kritisk og nedladende om f.eks. Disneys kulørte, sødladne og fordummende tegnefilm. Og man anklagede og klandrede ham og hans selskab for at tilhøre kapitalisternes og reaktionens fordømte kreds, alt imens man som ung og yngre socialistisk ’would be’ intellektuel i al gedulgthed morede sig over de herlige tegnefilm fra Disneys Studier.  

 

Her vil det måske være på sin plads at indskyde, at jeg i 1938 endnu ikke kendte til den herlige række af fantastiske tegne­films- og tegneseriefigurer, som siden hen skulle blive en uundgåelig og integreret del af mit "verdensbillede". Dels havde jeg endnu ikke set nogen af hverken Disneys eller Flei­schers eller andre producenters korte tegnefilm, bortset fra den ene, der var tale om under biografbesøget i Nykøbing Falster i 1935, og dels kendte jeg på det tidspunkt kun tegne­seriefigurerne fra "Familie Journalen", som var det eneste ugeblad, min mor havde råd til at holde og som hun foretrak, ikke mindst på grund af bladets mange snitmønstre. Disse brugte hun jævnligt som forlæg for tilskæring af tøj, herunder kjoler til hende selv. Senere lod Aller-koncernen snitmønstrene udgive i et specielt blad, som fik navnet "Mønster Tidende", der dengang blev lidt af en publikumstræffer for kvinder, der ikke havde råd til at følge moden og købe nyt tøj i tide og utide, og som derfor var nødsaget til selv at sy deres og især børne­nes tøj.

 

En avis var dengang en luksus for mine forældres sparsomme økonomi, og de nøjedes derfor med at høre nyhederne i Radioavisen. For mor var radioen også en kilde til adspredelse og fornøjelse i den grå og trædemølleagtige hverdag. Hun lyttede dagligt til transmissionerne af middagskoncerterne fra enten Wivex eller National Scala i København.

 

Men fra "Familie-Journalen" kendte jeg foreløbig tegneserier og tegneseriefigurer som "Bamse og Dukkelise", "Willy paa Eventyr", "Jim og Piraterne", "Obersten og Hertuginden", "Kong Kylie", "Klaus Kludder", "Den kære Familie", og hvad der ellers har været af tegneserier i det populære ugeblad på den tid. Derimod var hele det nu så velkendte galleri af Disneys tegne­films- og tegneseriefigurer endnu ukendte for mig. Det var navne som Mickey Mouse, som i Danmark oprindeligt kaldtes Mikkel Mus, og Donald Duck (på dansk: Anders And) i spidsen, fulgt af herlige skikkelser som Minnie Mouse, på dansk oprindeligt kaldt Mikkeline, og Anders Ands nevøer Rip, Rap og Rup, hunden Pluto, Goofy (Fedtmule), Uncle Scroo­ge (Joakim von And), Georg Gearløs, Pegleg Pete eller Black Pete (Sorte Per) m.fl.

 

Fra Max Fleischer-studierne udgik tegnefilms- og tegneserier som Klovnen Ko Ko, Bimbo, Betty Boop og Skipper Skræk, Olivia, Vimmer, Brutus og Grønært, som endnu i 1938 var totalt ukendte for mig. En i og for sig mærkværdig tanke, når man betænker, hvor selvfølgelig en bestanddel disse og en lang række andre tegnefilms- og tegneseriefigurer i dag er for éns dagligdag.

 

Ja, tænk, en verden uden den berømte Mickey Mouse (på dansk: Mikkel Mus), som endda var "født" et år før mig, nemlig i 1928.  Eller den mindst lige så kendte Donald Duck (på dansk: Anders And), der først kom til verden i 1934, da jeg selv var omkring 5 år. Og ikke at forglemme den herlige, spinatædende super-sømand, Popeye (på dansk: Skipper Skræk), som blev skabt i 1929 af sin ophavsmand, Elzie Chrisler Segar (1894-1938), og i begyn­delsen fandtes i denne tegners berømte serie "Thimble Theatre", som fra 1919 publiceredes i "New York Evening Jour­nal". Seriens oprindelige hovedfigur var Olive Oyl (på dansk: Olivia), men dens navn ændredes på et tidspunkt til slet og ret "Popeye" (på dansk: "Skipper Skræk"). Segars signatur var i allusion til hans efternavn en cigar!

     Men der var naturligvis mange andre udenlandske og ikke mindst danske tegneserier i aviser, ugeblade o.lign. i 1930'-40'er­ne, end jeg har nævnt ovenfor. Og som allerede sagt, indskrænkede mit kendskab til tegneserier sig i 1938 til, hvad der fandtes i "Familie Journalen". I sommerferien i København hos mine morforældre, stiftede jeg dog også et kortvarigt og overfladisk bekendtskab med de tegneserier, som dengang fandtes i "Social Demokraten", dettes tillæg "Hjemmets Søndag", "Aften­bladet" og "Aftenbladet Søndag".

 

Ved nytårstid 1938/39 tog mor mig for første og eneste gang med i biografen ROXY i Nakskov, for at se den dramatiske danske spillefilm "Blaavand melder Storm", der havde haft premiere omkring juletid. Denne biograf spillede ellers normalt fortrinsvis udenlandske og især amerikanske film. I ”Blåvand melder Storm” genså jeg Osvald Helmuth, hvis søn, Frits Helmuth (1931-2004), som dengang var en lille knægt på cirka 7 år, også medvirkede i filmen. Det var så vidt vides tilmed hans filmdebut. Samme Frits Helmuth er jo adskillige år senere gået hen og er blevet landskendt som en fremragende karakterskuespiller, der udfolder sig lige så vel på film som på teatret. "Blaavand melder Storm" var, som så mange danske film på den tid, instrueret af makkerparret Alice O'Fredericks og Lau Lauritzen jun., og sidstnævnte spillede også selv med i filmen, hvor han havde rollen som en ung vesterhavsfisker, der med livet som indsats kæmper mod de oprørte bølger sammen med sine kammerater. Filmen ville skildre vesterhavsfiskernes barske liv og hverdag, hvilket formentlig også lykkedes, for så vidt som det er muligt for en spillefilm og et par københavnere som Alice O'Fredricks og Lau Jun. at give et ægte og sandfærdigt billede af noget især dengang så fremmedartet, som Vesterhavs­fiskernes miljø og livsform var for de fleste danskere. Alice O'Fredricks hed egentlig Alice Frederiksen (1899-1968), men man skulle jo være smart og med på noderne, hvilket i filmsammenhæng ville sige amerikansk. Lau jr.’s borgerlige navn var Lau Lauritzen (1910-1971).

 

Blandt de øvrige medvirkende var forresten nogle skuespil­lere, som siden skulle blive temmelig velkendte for det danske film- og teaterpublikum. Det var navne som Betty Söderberg (1910-93), der blev moder til forfatteren Henrik Stangerup (1937-98) og forfatterinden Helle Stangerup (1939-), Lise Thomsen (1914-2003), Axel Frische (1877-1956), John Price (1913-1996), Sigurd Lang­berg (1897-1954), Carl Fischer (1876-1953), Carl Heger (1910-2002), Elith Foss (1911-1972) og Gunner Lauring (1905-1968).

 

Forresten føler jeg mig overbevist om, at inspirationen til "Blaavand melder Storm" må være kommet fra den amerikanske "Captains Courageous", 1937, på dansk: "Havets Helte", med den fremragende karakterskuespiller Spencer Tracy (1900-67) i hoved­rollen som fiskeren Manuel, der omkommer ved en drukneu­lykke på havet. Tracy fik en Oscar for sin fremstilling af denne rolle. Filmen, der er baseret på Kiplings roman "Havets Helte" (1887), blev instrueret af filmveteranen Victor Fleming (1883-1949), som også er kendt for filmsucceser som "The Wizard of Oz", 1939, på dansk: "Troldmanden fra Oz", med den velsyngende Judy Garland (1922-69) i en altoverskyggende hovedrolle; den hero­stra­tisk berømte "Gone with the Wind", 1939, på dansk: "Borte med Blæsten", med den fremragende engelske skuespillerinde Vivien Leigh (1913-67) som Scarlet O'Hara, og Olivia de Havil­land (f.1916-) og Leslie Howard (1893-1942) som ægteparret Melanie og Ashley; "Dr.Je­kyll and Mr. Hyde", 1941. på dansk: "Dr.Je­kyll og Mr.Hy­de", med en atter fremragende Spencer Tracy i hovedrollen, og med den svenskfødte Ingrid Bergman (1915-82) i den kvindelige hoved­rolle.

 

Året efter, mere præcist den 30. oktober 1939 havde ASA-filmen "Nordhavets Mænd" premiere. Den var skrevet af for­fatteren Peter Tutein (1902-49) og havde Lau jr. som instruk­tør, og han spillede også selv med, i øvrigt sammen med Johan­nes Meyer og Poul Reichhardt. Filmen handlede om sælfan­gere i polarom­rådet, og der kan næppe være tvivl om, at også den må have været inspireret af den store succes, som "Havets  Helte" havde opnået.

 

Men i det hele taget kæmpede danske filmproducenter både før og efter Anden Verdenskrig hårdt for at overleve i den ulige konkurrence med især amerikanske film, som blev indspillet på basis af budgetter, som var helt utænkelige i dansk filmproduktion. Desuden havde amerikanske filmselskaber et veludviklet og stærkt distributionsapparat, så vel i Amerika som i Europa - og herunder ikke mindst i det lille Danmark, - som bevirkede, at amerikansk filmproduktion var monopoliseret og derfor stort set uden for konkurrence.  

 

For øvrigt havde den muntre og fornøjelige del af danske spillefilm, herunder især folkekomedier, ikke så vanskeligt ved at lokke folk i biograferne. Men værre så det ud for den mere seriøse del af dansk filmproduktion, som næppe havde kunnet overleve, hvis ikke der var blevet indført en statslig garanti- og støtteordning for filmproduktion af kunstnerisk og kulturel art. Det skete dog først med filmloven af 1964.

 

Ulempen ved den statsstøttede filmproduktion var og er imidlertid, at denne samtidig også fremmede en bureaukratisk ordning med blandt andet filmkonsulenter af kulturadikale og mere eller mindre venstreorienterede personer, som i forholdsvis vid udstrækning kunne bestemme, hvilke film og kategorier af film, der skulle gives hel eller delvis finasiel produktionsstøtte til. Dette gjaldt både for spillefilmenes og kortfilmenes vedkommende og  førte særlig efter ungdomsoprøret i 1968 til, at film med et socialrealistisk sigte og indhold blev foretrukket.

 

Et skridt nærmere målet

Imidlertid var mor kommet til at savne sine forældre og søskende, som på nær den yngste søster, Ditte, der var gift og boede i omegnen af Sakskøbing, nu alle var bosat i København. Hun ville derfor meget gerne flytte til hovedstaden, for at være i nærheden af sin egen familie, men tænkte vistnok ikke så meget på, at far jo havde det meste af sin familie i Maj­bølle, Dannemare og Nakskov. Selv var jeg af den opfattelse, at det kun ville være i København, at man kunne gøre sig for­håbninger om at realisere drømmen om at komme til at lave tegnefilm.

 

Det viste sig, at mor i længere tid, ja faktisk lige siden hendes forældre var flyttet til København omkring april-maj 1937, havde næret et brændende ønske om at følge deres ek­sempel. Men mor vidste naturligvis også, at det ville koste penge at foretage så stort et skridt, som det ville være at flytte til hovedstaden. Imidlertid var hun sparsommeligt anlagt og havde derfor i det stille spinket og sparet i længere tid, hvor det var muligt, for at skrabe flest mulige penge sammen til at dække omkostningerne ved flytningen. Det var især også derfor, at hun ofte selv syede både sit eget og vores tøj, mens far i reglen måtte gå med sit, til det var slidt op og nyt af billigste slags måtte købes. 

 

Selv om jeg ikke har nogen begrundet viden om det, føler jeg mig dog overbevist om, at mine morforældre har spædet lidt til mors pengekasse, for at gøre det muligt for mine forældre at klare de ekstraordinære udgifter, der uvægerligt ville blive i forbindelse med flytningen til København.

 

 

Vue over en del af Nakskov havnefront set fra Rosnæs i efteråret 2001. Det er Nakskov Skibsværft, der ses midt i billedet, og som også så omtrent sådan ud i 1939. Det var dette vue og det faste arbejde på værftet, far skulle sige farvel til og flytte til landets overbefolkede hovedstad, fordi hans kone, min mor, længtes efter sine forældre. -  Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Til at begynde med var far meget modvilligt indstillet til tanken om at bryde op fra de vante omgivelser og, ikke mindst, fra det gode, faste arbejde, han havde på Nakskov Skibsværft, som trods alt skaffede ham og hans lille familie bolig, mad og tøj på krop­pen. Arbejde hang jo ikke på træerne dengang, og især ikke for en ufaglært arbejder som min far, for selv efter at vi var flyttet til Nakskov, følte han sig stærkt knyttet til landbolivet, naturen og den friske luft, og det frie udsyn over marker og enge, lige som han følte sig godt tilpas med dyrene. Og han vidste heller ikke noget bedre, end at cykle ud og gå sig en tur i skoven, særlig om foråret, når anemonerne og bøgen lige var sprunget ud, eller om efteråret, når der kunne plukkes has­selnødder. Om sommeren kunne han finde på at tage sig en dukkert i bølgerne ved Maglehøj Stand, som lå i nærheden af skovområdet.

 

Men til trods for fars modvilje, lykkedes det alligevel mor at overtale ham til at rejse til København, for at søge arbejde dér, og, hvis alt gik godt, også finde en lejlighed til os at bo i. Forinden havde mor brevvekslet med sine forældre og forelagt dem sin plan om at flytte til Køben­havn, hvilket de åbenbart syntes var en god idé, for de svare­de, at far natur­ligvis kunne bo hos dem, indtil han fik arbejde og havde lejet en lejlighed.

 

Mine morforældre havde som tidligere nævnt kun en lille toværelsers lejlighed i Baggesensgade 24 på fjerde sal, og her boede de med min fætter Dennis, som siden sin tidligste barndom havde været i pleje hos dem, først mens de boede i Bursø på Lolland og siden, da de i 1937 flyttede til København. Der var derfor af gode grunde trang plads i den lille lejlighed, hvor jeg formoder, at far efter sin ankomst engang i begyndelsen af marts 1939, om natten sov på samme pufseng, som den, jeg havde benyttet under sommerferieopholdet hos mine morforældre.

 

Som sagt var far ikke glad ved tanken om at skulle forlade sit gode arbejde på værftet, lige som han heller ikke var al for begejstret ved udsigten til at komme på så stor afstand fra sin egen familie, som på nær en enkelt og noget ældre halv­bror, Theodor, der som tidligere omtalt boede i København, alle befandt sig tæt på hinanden i Nakskov, Majbølle og Danne­mare. Far var dog ikke mere bundet til sin familie og sit hidtidige job, end at han trods alt havde mod på at prøve lykken i hovedstaden, som han i øvrigt kendte nogenlunde fra den tid, da han som garderhusar lå i garnison på regimentets kaserne på Østerbro.

 

Men det må alligevel have været en sær fornemmelse for far, da han måtte sige op på værftet og ikke længere skulle tage de daglige ture med motorbåden fra Rosnæs og over til værftet om morgenen og tilbage igen om aftenen. Dertil kom, at han også måtte sige farvel til en god lejlighed i et forholdsvis frit og luftigt kvarter, og til sin have, som han som altid så frem til at skulle forårsgrave, tilså og beplante og alt det, som han holdt så meget af at beskæftige sig med i sin fritid.

 

Far rejser til København

Far var ugeløn­net, så derfor havde han en uges opsigelse på værftet, men dagen for hans afrejse nærmede sig snart, og en søndag formiddag i midten af februar sagde han farvel til mor og os tre drenge, og cyklede derefter ind til Nakskov Jern­banestation, for at tage toget til København via Nykøbing Falster. Mine forældres håb var, at det ville lykkes far at få arbejde allerede i ugen efter, at han var ankommet til storbyen, således at lejligheden på Rosnæs kunne siges op senest den 1. marts. Da der var en måneds opsigelse på leje­målet, betød det, at vores lille familie i heldigste fald kunne flytte til København omkring den 1. april.

 

Til alt held fandt far, der alle sine dage var uhyre flittig og ikke brød sig om at være uden beskæftigelse for længe ad gangen, allerede et par dage efter sin ankomst til København, et arbejde, ganske vist "kun" som havnearbejder i Københavns Havn, hvor han især skulle losse kul. Det var et hårdt og beskidt arbejde, men far var ikke kræsen i valget af be­skæftigelse, især ikke, da der dengang ikke var meget at vælge imellem for en ufaglært arbej­der. Han måtte tage til takke med de muligheder, der bød sig på arbejds­markedet, og det gjorde han stort set uden at kny. Hans lille familie betød mere for ham end hensynet til hans egne interesser.

 

Efter omkring en uges forløb, da far var blevet klar over, at han kunne regne med at få nogenlunde fast beskæftigelse som kullemper i havnen, begyndte han at se sig om efter en ledig lejlig­hed. En sådan var det ikke så vanskeligt at finde på den tid, idet der dengang var et anseligt antal tomme lejligheder i København, særlig på Nørrebro og Vesterbro. Men meget for­ståeligt valgte far en lejlighed et sted, der lå i nærheden af sine svigerforældres bopæl, nemlig i naboejendommen til det hus, de boede i. Det var en nogenlunde stor en suite 2-værel­sers stue­lejlig­hed med et tilpas stort køkken og indlagt toilet, noget mine forældre aldrig havde haft før.

 

 

Det var på dette geografiske og topografiske sted, Baggesensgade 26, her fotograferet som det så ud i 2009, at far i det tidlige forår 1939 fandt den i teksten omtalte stuelejlighed, som lå inde bag porten til venstre og i første baggård som nr. 26 C. Men stedet så totalt anderledes ud dengang, hvor gaden var opfyldt med huse fra omkring århundredeskiftet 1800-1900, og hvor der var en livlig butikshandel i gadens mange butikker. I nutiden er gaden faktisk kun en stenørken. – Foto: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Ulempen ved lejligheden var imidlertid, at den lå inde i første baggård til Baggesensgade nr. 26A og 26B, hvor der var flere opgange: 26C og 26D. Vores lejlighed var i opgang 26C, stuen til højre. Fra lejlighedens vinduer var der kun udsigt til en smal tarm af en mørk gårdsplads, som var adskilt fra naboe­jen­dommen i nr.24 ved et højt plankeværk. Det viste sig siden, at det var nødvendigt at lade det dyre elek­triske lys brænde i stuen eller andre steder i lejligheden dagen lang, for at man kunne orien­tere sig ordentligt. Men til gengæld fandtes der som allerede nævnt et indlagt og pænt stort toilet med "træk og slip" i lejligheden, noget, der ikke fandtes i naboejendommen, hvor mine morforældre og flere af mors søskende boede. Her måtte man som tidligere beskrevet nøjes med retirade og pissoir i en meget smal baggård, hvortil der for øvrigt også var adgang for gæsterne på det værts­hus, som lå tilvenstre for opgangen til nr.24. Det var derfor en lang tur fra fjerde sal og ned, når man blev trængen­de, men det var forbavsende at konstatere, hvor hurtigt og på hvor kort tid, det lod sig gøre at komme ned ad alle trapperne, når naturen for alvor gjorde sine såkaldte krav gældende, hvad enten det drejede sig om "stort" eller "småt". Og det gjaldt om ikke at glemme den obligatoriske rulle toilet­papir, som man selv måtte medbringe, for ellers havde man ikke noget at tørre sig med. Oppe i de øverste lejligheder på fjerde og femte sal, havde man selvfølgelig potter, men de blev som regel kun benyttet om natten eller under sygdom, og måtte så bæres den lange vej ned og tømmes ud i et af retiraderne i baggården. Det gjaldt da om at holde tungen lige i munden, så pottens indhold ikke skvulpede over og spildtes undervejs.

 

Det var især mor og mig der glædede os til at flytte til København, og min ældste lillebror, Benny, som da var omkring 5 år, var selvfølgelig også spændt på at komme til den store by, han havde hørt så meget godt om. Den mindste lillebror, Bent, på 2 år, var dog endnu for lille til at vide, hvad det hele drejede sig om. Mor glædede sig til at bryde op, og til at få bopæl i nærheden af sine forældre og søskende, men skønt mor, i lighed med sin egen mor, var født i København, som de sammen forlod i januar eller februar 1908, kort efter at mor var blevet født, havde hun endnu aldrig haft lejlighed til at 'gense' sin fødeby. For mit eget vedkommende var forventningens glæde og spændingen over den store forandring, der skulle ske, så meget desto større, som at jeg jo allerede kendte til det storslåede og myldrende storstadsliv fra sommerferieopholdet hos mine morforældre i 1938, sådan som jeg har fortalt om i det foregående. Desuden vidste jeg, at det kun var i hovedstaden, at mine drømme om at komme til at lave tegnefilm, ville have mulighed for at kunne gå i opfyldelse. Hvordan min far så på hele situationen, har jeg allerede berørt ovenfor.

 

 

Dette foto af Baggesensgade set fra Peblinge Dossering giver et bedre indtryk af, hvordan gaden så ud i 1939, da mine forældre med os tre drenge flyttede fra Strandpromenaden i Nakskov og ind til det betydeligt mere befolkede og indeklemte Nørrebro. Flere af de bygninger, som ses i billedets forgrund, er formentlig fra århundredeskiftet 1800-1900. Træerne til venstre fandtes dog så vidt jeg husker ikke dengang. De er kommet til efter den store sanering af bydelen omkring 1980’erne. Baggesensgade nr. 24 og 26 er beliggende i billedets højre side og omtrent helt i baggrunden. – Foto: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Vi flytter til København

Hen mod slutningen af marts 1939 fik mor brev fra far om, at han dels havde fået arbejde og dels også havde fundet en lejlighed til os, men som – det understregede han – kun skulle betragtes som midlertidig. Kort efter begyndte mor og jeg at pakke tingene sammen i lejligheden i Nakskov, og den 31. marts ankom far fra København i en lastbil, ført af min morbror Thor­kild, som i modsætning til far havde kørekort, både til motorcykel, person- og lastbil. Vejret var heldigvis solrigt og tørt, om end stadig køligt og med frostgrader om natten. Tidligt næste morgen, den 1. april, begyndte far og Thor­kild at bære vores møbler ned på gaden og ud til bilen, der stod parkeret lige uden for porten ind til gården. Møblerne blev stablet op på lastbi­lens åbne lad i den orden, far og Thor­kild fandt bedst og kunne enes om, og heldigvis skinnede solen og luften var lun og mild, hvilket gjorde alting meget lettere. Mor og min ældste lillebror og jeg hjalp med at bære de mindre ting ned og ud til bilen, som i løbet af for­middagen efterhånden blev pakket og læsset med top på. Lille Bent ville også gerne give en hånd med, men selvom han gjorde sit bedste for at hjælpe, siger det næsten sig selv, at det er begrænset, hvad sådan en lille purk på 2 år kunne klare.

 

 

Ejendommen på Strandpromenaden på Rosnæs i Nakskov, hvor vores forholdsvis store lejlighed lå på førstesalen. Da dette foto blev taget i sommeren 2001 var flere af ejendommene og ikke mindst facaderne tydeligt misligholdt, men i 1937-39, hvor vi boede i ejendommen, var husene hvidmalede og vinduerne var tofaget og med hvidmalede rammer og sprosser. Det er mig, der står foran huset. Til højre ses udhuset. Det var her fra dette forholdvis frie sted, at mine forældre med os tre børn flyttede til Baggesensgade på Nørrebro i København. Man skal forestille sig, at min morbror Thorkild har parkeret sin lejede lastbil ved fortovskanten omtrent ud for, hvor jeg ses stående ved ’vores’ hus. – Privatfoto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Efterhånden som køkkenet og stuerne blev tømt for møbler, begyndte mor at feje og vaske gulvene og tørre af, hvor hun fandt det nødvendigt, for at kunne aflevere lejligheden i pæn og ordentlig stand. Til slut blev døren op til lejligheden låst og nøglerne afleveret til underboen, kaptajnsfruen, som skulle beholde dem, indtil den nye lejer flyttede ind. Vi sagde alle pænt farvel til den lidt ældre og strikse dame, som inderst inde sikkert har følt det som lidt af en lettelse at slippe af med os tre børn. Selv havde hun jo kun to voksne og meget velop­dragne sønner, der som nævnt begge var styrmænd, men så vidt jeg vidste endnu ikke nogen børne­børn.

 

Mor og mine to småbrødre fik plads i førerhuset ved siden af morbror Thorkild, der som sagt var bilens chauffør. Far og jeg måtte tage til takke med hver en plads omme bag på ladet, midt i hele flyttelæsset, hvilket ikke var særlig bekvemt, men der var ikke andre muligheder. Endelig var alle på plads, motoren blev startet og bilen satte sig så småt i bevægelse, mens der blev vinket farvel til os fra nogle af de andre naboer, som vi havde lært at kende periferisk i løbet af de cirka to år, vi havde boet på Rosnæs.

 

Den lange køretur til hovedstaden

Køreturen gik langs havnen og om ad Rødbyvej til Maribovej og dermed ud af Nakskov by i østlig retning mod Maribo, Sakskø­bing og videre over Guldborgsundbroen til Orehoved. Herfra skulle vi passere den 3,2 km lange Storstrømsbroen, som på den tid endnu var Europas længste kombinerede vej- og jernbanebro, der som tidligere nævnt var blevet indviet den 26.september 1937. Indtil da var overfarten over Storstrømmen foregået med færge fra Orehoved på Falster til Masnedø og Vordingborg på Sjælland. Færgeturen i begge retninger, kendte vi fra rejser til og fra besøg hos min moster Emmy i Præstø, hvor vi var en del gange, senest i 1937, hvor broen endnu kun var under opførelse. Og selv kendte jeg den også fra min første sommerferierejse til og fra København i 1938, hvor jeg havde kørt med toget over broen, da jeg skulle på sommerferieophold hos mine morforældre i Køben­havn. Nu, den 1. april 1939, passerede vi over den med en særegen følelse af noget nyt, noget afgørende, for vores lille familie. Før betød broen den fysiske forbindelse til vores slægtninge i Hoved­staden, nu kom den til at betyde den fysiske forbindelse til vores - mest min fars - slægtninge i Nakskov, Majbølle og Dannemare.

 

På køreturen op over Sjælland genkendte jeg sted- og bynavne, som for eksempel Tappernøje og Rønnede. Sidstnævnte sted blev der gjort holdt ved kroen, for at købe øl og sodavand til de medbragte madpakker, mor havde smurt til turen, og disse blev hurtigt fortæret ved de udendørs borde og bænke, kroen stillede til rådighed for sine gæster. Vi var alle ivrige efter at komme videre mod vort mål, og desuden var det endnu forholdsvis køligt i det tidlige forår. Noget far og jeg havde mærket til omme bag på ladet under køreturen, hvor vi søgte at krybe i læ imellem møblerne, og jeg specielt godt pakket ind i et uldent tæppe. Lige så snart den sidste bid var fortæret og de sidste sjatter i flaskerne drukket, fortsattes rejsen mod København. 

 

 

 

På fotoet til venstre ses Korsgade fra Peblinge Dossering, men det var fra den modsatte ende af gaden, hvor denne krydser Griffenfeldtsgade, at morbror Thorkild den 1. april 1939 transporterede mine forældre og os tre børn, samt al vores bohave via Todesgade til Baggesensgade. – På billedet tilhøjre ses Todesgade med Korsgade i den modsatte ende af gaden. Det skal bemærkes, at beplantningen ved Korsgade og træerne i Todesgade ikke fandtes der dengang, vi flyttede til det mørke Nørrebro. Derfor giver de to fotos egentlig ikke det rette indtryk af, hvordan der så ud dengang, hvor gaderne virkede indeklemte, grå og kedelige. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Køreturen fra Rønnede til hovedstaden blev tilbagelagt uden af­brydelse og i ét stræk. Da vi havde passeret Køge gik turen ad Gammel Køge Landevej helt til Valby, og derfra videre ad Vigerslev Allé over Enghavevej, H.C.Ørstedsvej, Griffenfeldts­gade, Korsgade, og om ad Todesgade, som stødte vinkelret ud i Baggesens­gade omtrent lige over for ejendommen i nr.26, hvor vi skulle bo. Efterhånden som vi nærmede os storbyen og bebyggel­sen blev tættere og tættere, og husene og gaderne smallere og smallere, sank humøret gradvist hos en familie - måske lige bortset fra min morbroder, som havde vænnet sig til storbylivet og befandt sig i det, som en fisk i vandet - der hidtil havde været vant til at leve under lyse, åbne og landlige forhold, hvor husene selv i bymæssig bebyggelse sjældent var højere end til 2. eller maksimum 3. sal.

 

Ankomsten til storbyen

Også jeg følte det sådan, skønt jeg jo allerede kendte storby­en, men det var kun fra sommerferierne hos mine mor­forældre, og da tog byen sig anderledes ud end ved denne lejlighed. Desuden kom jeg de nævnte gange ind til byen via Hovedbanegården og hjem til mine morforældre gennem store, brede gader og boule­varder og langs med Søerne, og derfra godt nok ind i den forholdsvis smalle og mørke Baggesensgade med de meget høje huse. Men det oplevedes altsammen meget anderledes, lysere og venligere, i sommerferiestemningen og ved tanken om, at det kun var for en begrænset tid, jeg skulle være der. Nu derimod, blev humøret og stemningen omtrent på nulpunktet, da vi så, hvor vi skulle bo og hvor mørk og indelukket lejligheden var. Ja, mor blev rent ud fortvivlet og græd og skændte på far, fordi han ikke havde formået at finde noget bedre og mere egnet at bo i, end den triste lejlighed i første bag­gård. Men far undskyldte sig med, at han hverken havde haft tid eller råd til at rende omkring og søge lejlighed, når han samtidig også skulle passe sit arbejde i havnen fra tidlig morgen til sen aften, tilmed for en ussel løn, der langt fra rakte til det hele. Han mente heller ikke, at hverken stedet eller lejlig­heden skulle være andet og mere, end en midlertidig bopæl, indtil der blev råd til at finde et bedre, lysere og mere passende sted at bo.

 

Mors store skuffelse

Mor følte hele situationen på den måde, at der havde været tale om en social deroute siden vi forlod huset i Tillitse, som mine forældre trods alt havde været ejere af, og til den lejede førstesals lejlighed på Rosnæs ved Nakskov. Og derfra – ak og ve – til en mørk og kold stuelejlighed inde over første baggård i et af Københavns arbejderkvarterer. Det var næsten mere end hun kunne bære, for i sit inderste følte hun, at hun selv og hendes børn havde fortjent en bedre skæbne og tilværelse. Mor, som når det gjaldt, kunne være sej og viljestærk, hensank da heller ikke i vemod, men var trods alt parat til at tage kampen op mod livsvilkår, som hun syntes var ufortjente. Hun trøstede sig indtil videre med, at der var folk, der havde det værre end hende selv og hendes familie.

 

Som allerede nævnt, viste det sig nødvendigt at have det elektriske lys tændt også om dagen, hvis man skulle kunne orientere sig i den ellers så mørke lejlighed. Dens tre værel­ser lå en suite, således at alle vinduer vendte ud mod en smal baggård, hvor solen på grund af de omgivende høje husmure faktisk aldrig nåede ned. Desuden var værelserne temmelig fugtige og kolde, så der måtte købes kul eller briketter og fyres op i lejlig­hedens eneste kakkel­ovn, som stod i stuen, for at holde kulden og fugtigheden bare nogenlunde ude. Koks, der var mere renlige i brug, havde mine forældre i reglen ikke råd til at købe, fordi de var for dyre for deres pengepung.

 

    Når det var rigtigt koldt udenfor, sådan som det var den vinter, vi kom til at bo i Baggesensgade 26C, lod det sig kun til­nærmelsesvis gøre at holde kulden fra døren, men fugtigheden var det umuligt at blive af med, den drev fortsat ned ad væggene og løsnede tapetet enkelte steder og efterlod i øvrigt en underlig mugagtig og indeklemt lugt i hele lejligheden. Køkkenet var specielt koldt og fugtigt, og selv om sommeren var det alminde­ligt, at mælk, fløde, smør og lignende havde let ved at holde sig frisk i flere dage. (Køleskabe var, lige så lidt som de såkaldte isskabe, endnu langt fra blevet hvermands eje, og især slet ikke noget, som almindelige arbejderfamilier havde råd til at anskaffe sig). Men om vinteren blev det dog lidt for meget af det gode, for da frøs mælken ofte til is og smørret blev stenhårdt, og fløden med forresten, for der var ikke tale om rigtig fløde, men om den såkaldte kaffefløde med meget lavt fedtindhold, så også den frøs gerne til is og skulle tøs op, førend den var brugbar. Imidlertid var det med smørret ikke det store problem, for det brugte man faktisk kun på morgenbordets kryddere og rundstykker om søndagen, og når der kom gæster til kaffe og der blev serveret franskbrød. Til hverdag spiste man så godt som ude­lukkende sigtebrød til morgenmad og rugbrød til frokost. Der blev til daglig brugt margarine og fedt på brødet, lige som det også mest var det, man brugte i den daglige madlavning. Men fedt var for resten også en sjældenhed til daglig, simpelthen fordi det var for dyrt at bruge.

 

Daglejeres arbejdsvilkår 

Som tidligere sagt var pengene små, især hos ufaglærte arbej­derfamilier, hvor familiefaderen ofte måtte nøjes med et job som daglejer, hvilket vil sige, at han hver eneste dag seks dage om ugen kunne møde frem på et eller andet arbejdssted, som for eksempel min egen far, der i flere år arbej­dede som kullemper i Københavns Havn, og var man og han heldig, kunne man regne med arbejde for den dag. Daglejerne vidste med andre ord aldrig om de også havde arbejde den næste dag, men måtte daglig se i øjnene, at der ikke var arbejde til dem hverken den dag, den næste eller de følgende dage. Som medlemmer af fagforeningen og arbejdsløshedskassen - de fik normalt ikke arbejde, hvis de ikke var medlemmer - kunne daglejerne i tilfælde af arbejdsløs­hed få udbetalt såkaldt understøt­telse, men den var noget mindre, end hvad der kunne tjenes i dagløn. Det libera­listiske princip om, at det skal kunne betale sig at arbejde, var også - og måske især - fremherskende dengang. De "dovne" og "uduelige" arbej­dere skulle sandelig ikke forledes til at tro, at de kunne få noget forærende, så derfor havde borgerlige politikere gjort deres til at håndhæve princippet.

 

Det viste sig da også snart, at far ikke kunne tjene nok ved det ustabile havnearbejde, lige som arbejdsløshedsunder­støttelsen ikke var tilstrækkelig stor til, at han havde mulighed for at forsørge sin lille familie, selv ikke med dens for­holdsvis beskedne krav og forventninger til tilværel­sen. At henvende sig om hjælp på Socialkontoret var dengang noget nær det mest degraderende en arbejder med respekt for sig selv kunne tænke på, endsige gøre. Og det var dengang i 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne almindeligt, at konen gik hjemme og passede huset og børnene, hvorfor udearbejdende kvinder endnu var et særsyn på det danske ar­bejdsmarked. Det betød dog ikke, at kvinderne ikke også bidrog til husstandens indtægt, når det var nødvendigt, tværtimod, men da mange af dem samtidig skulle passe huset og børnene, måtte de søge at skaffe sig indtægter ved et arbejde, der fortrinsvis kunne udføres i hjemmet.

 

Mor bliver syerske

For at supplere husstandsindtægten begyndte mor, der var dygtig til at sy, ikke mindst på maskine, derfor at arbejde som hjemmesyerske for en konfektionsfabrik omme på Nørrebrogade. Så vidt jeg husker kom hun i kontakt med fabrikanten via en annonce, denne havde indrykket i lokalavisen, "Nørrebro Bla­det", og første gang, mor skulle møde fabrikanten for at aftale nærmere, hvad arbejdet gik ud på og hvilken løn hun kunne regne med at få, var det mormor, der fulgte med mor om til fabrikken, eller måske rettere de store systuer, som fabrikanten havde i en mellembygning til Nørrebrogade, så vidt jeg husker i nr. 40. Det var også mormor, der på sin datters vegne førte "forhand­lingerne" med fabrikanten, hvis navn jeg ikke længere kan huske. Mor nøjedes med at svare enten "ja" eller "nej" på fabrikan­tens spørgsmål, men alligevel må han have ment, at hun muligvis kunne bruges, for hun blev antaget på prøve.

 

 

 

På fotoet til venstre ses Slortsgades udmunding i Nørrebrogade. Ikke langt derfra, men på den modsatte side af gaden, lå portindgangen til den baggård, hvor bygningen med den i teksten omtale systue var beliggende. Det er med nogen sandsynlighed den port, som ses på fotoet til højre. Det er den samme bygning som i 1939, men butikkerne er dog ikke helt de samme som dengang. Desværre var der i 2009 ikke adgang for uvedkommende til ejendommens baggård, idet porten var aflåst. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Det viste sig imidlertid, at det syarbejde, mor skulle udføre for fabrikanten, krævede en elektrisk symaskine, men da mor kun havde en almindelig hånddrevet symaskine, var der her til­syneladende et problem. Syarbejdet skulle jo gå hurtigt for at kunne betale sig - ikke så meget for mor eller de andre hjemmesyersker eller syerskerne i det hele taget, men for fa­brikanten og grossisten, hvis navn jeg som nævnt ikke længere husker, men som helt tydeligt var af jødisk herkomst. På den tid og senere, fandtes der en hel del jødiske fabri­kanter og grossister med virksom­heder i Nørrebrogades mellem- og bagbygninger, lige som der forresten også fandtes adskillige jødisk ejede konfektions­forretninger på den side af Nørrebroga­de, der har lige numre.

 

Fortsættes i artiklens 6. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra og med året 1938 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________