Ideale drømme, skepsis og tvivl 6. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

(1939 og videre fortsat fra artiklens 5. del)

Mor som syerske (fortsat)

Problemet med symaskinen blev løst ved, at fabrikanten tilbød at installere den nødvendige og meget dyre elektriske symaskine af mærket "Singer" i mine forældres lejlighed, men på den betingelse, at mor selv skulle betale for den i form af ratemæssige afdrag på købesummen. Afdragene ville blive fratrukket hver gang mor fik udbetalt penge for syarbejdet. Men samtidig skulle der også installeres en elmåler til såkaldt "teknisk strøm", idet den store elektriske symaskines motor kørte på 110 Volt, hvor det almindelige lysnet som bekendt er på 220 Volt. Til trods for den noget billigere "tekniske strøm", betød den elektriske symaskine en mærkbar merudgift på grund af det forholdsvis store elforbrug, brugen af den krævede.

Den værste gene ved den elektriske symaskine var imidlertid, at den infernalske larm, den frembragte, når den var igang, var så stor at man ikke kunne høre, hvad man selv sagde, endsige tænkte. Men mor havde stort set intet andet valg, end at sige ja til jobbet, som fortrinsvis bestod i at sy de på forhånd tilskårne og riede pyjamas, skjorter og kitler.

I tiden efter at Singer-maskinen var blevet installeret i vores stue og taget i brug, sad mor derfor dagen lang ved den larmende maskine og syede på livet løs, for blot nogenlunde at kunne overholde den stramme akkord, hun havde været nødsaget til at gå ind på. Men da hun samtidig skulle passe hjemmet og os børn, måtte hun ofte arbejde til langt ud på aftenen eller i visse tilfælde natten, for at kunne overholde de aftalte leverancer. Det skabte imidlertid problemer i forhold til ejendommens almindelige ordensreglement, idet der på hverdage normalt ikke måtte være aktiviteter efter kl.22, som støjede og var til gene for de øvrige beboere.

Det skete da også et par enkelte gange, når maskinen var igang i de sene aftentimer og dens larmende brøl lød med korte og næsten konstante intervaller under syarbejdet, at naboen eller overboen kom og klagede over støjen, hvilket naturligt nok gjorde mor både irriteret og nervøs. Hun syede jo ikke for sin fornøjelses skyld eller for at irritere sine medbeboere, men af bitter nødvendighed. Mor indså dog, at det ville være bedst om hun i stedet benyttede aftentimerne til at udføre det håndarbejde, som f.eks. at fjerne løse tråde, der også var forbundet med syarbejdet.

Den kritiske fabrikant

Når mor havde syet et aftalt antal pyjamas, skjorter eller kitler færdige, skulle disse jo afleveres til fabrikanten omme på Nørrebrogade, og eftersom min menneskesky mor ikke selv var meget for at påtage sig dette job, blev det overladt til enten mormor eller mig, at besørge det. I øvrigt hjalp jeg til hjemme, så godt jeg kunne og så meget, som min fritid efter skoletid levnede plads til. Jeg gik byærinder, gjorde indkøb, hentede de store pakker med tilskåret og riet tøj omme hos grossereren på Nørrebrogade, og bragte dette tilbage igen i færdigsyet stand, pakket ind i samme brune indpakningspapir, som det var blevet afhentet i. Jeg var dengang 10 år og lille og spinkel af vækst, så det var ikke så lidt af en opgave for mig at bære de store pakker med tøj frem og tilbage mellem vores bopæl og systuen, og særlig i dårligt vejr frygtede jeg ofte for at skulle komme til at tabe den store og forholdsvis tunge pakke på fortovet.

En af de ting, jeg husker fra dengang er, at det var temmelig ubehageligt for mig at komme op på den larmende systue, som lå på førstesalen i mellembygningen, for her sad der en masse syersker på rad og række bag hver sin store elektriske symaskine, og de syede som om nogen holdt konstant øje med, hvad de foretog sig. Og det var der tilsyneladende også, for fabrikanten selv vimsede rundt i lokalet, snart her og snart dér, og så efter, at arbejdet blev udført, som han ønskede det. Og han pakkede altid selv det færdigsyede tøj fra mor ud, mens jeg ventede på at få noget nyt, usyet tøj med tilbage. Han efterså kritisk hver eneste pyjamas, skjorte eller kittel, mor havde syet, og kom med sure og vrisne kommentarer: så var der det eller det i vejen med det, og var der noget af tøjet, der efter hans mening ikke var syet godt nok, gav han mig det med hjem igen, for at mor skulle lave det om, vel at mærke for samme betaling. Mor blev naturligvis både irriteret og fortvivlet, når jeg kom tilbage med tøj, som den krakilske fabrikant ikke var tilfreds med syningen af, for det betød ubetalt ekstraarbejde og dermed alt i alt færre penge til husholdningen og andre livsfornødenheder.

Kapelvejens Skole

Få dage efter flytningen til København, var jeg begyndt at gå i skole og fulgtes i reglen hver dag sammen med min fætter Dennis til og fra skolen på Kapelvej, omkring et kvarters gang fra bopælen. Jeg gik dog ikke i samme klasse som ham, der var godt et år ældre end mig. I Nakskov gik jeg i 3. klasse, da vi flyttede, og det fortsatte jeg nu med i København, selvom der kun var godt to måneder tilbage inden sommerferien.

Der var omkring 28-30 elever i min klasse, og klasselæreren hed Hr. Christensen - fornavnet husker jeg ikke - og han var meget nær pensionsalderen, som for lærere dengang formentlig har været 65 år. Faktum er i al fald, at han holdt op senere samme år, hvorfor klassen fik en ny klasselærer, som vi forresten ikke syntes nær så godt om, som om den i reglen skikkelige og rare Hr. Christensen.

I begyndelsen drillede mine klassekammerater mig især meget med min lollandske dialekt, som de åbenbart fandt ustyrlig morsom, for hele klassen grinede højlydt, når jeg f.eks. sagde "alle hønerne", hvor de mente at jeg burde have sagt "alle hønsene". De kunne jo ikke vide, at ude på landet skelner man mellem hønerne og hanerne, og da der i reglen kun er én hane i hver hønsegård, er hønerne altså i flertal. Klassekammeraterne var nærmest ved at dø af grin, når jeg sagde "plutte", for det hedder jo "pløre" mente de. Jeg blev selvfølgelig både ulykkelig, oprørt og vred over, hvad jeg opfattede som mine klassekammeraters dumhed og hensynsløshed, men var alt for genert og forfjamsket til at kunne forsvare mig.

Værst var det dog, når jeg konstaterede, at også klasselæreren smilte over mine bondske udtryk, for da følte jeg, at han nærmest sanktionerede den fjendtlige stemning imod mig. Det skal dog retfærdigvis siges, at det ikke var alle mine klassekammerater, der var med til at mobbe mig, men at det kun var en lille klike på omkring 4-5 dominerende drenge, der førte an i drillerierne. En del af de andre drenge var usikre og svage, både fysisk og psykisk, og de havde derfor mere eller mindre frivilligt valgt at følge trop, for ikke selv at risikere at blive udsat for mobning og måske øretæver eller regulær bank.

Spanskrørets regimente

En dag, da vi havde geografitime med klasselæreren, Hr. Christensen, stod denne oppe ved et stort Danmarkskort, der var rullet ned foran tavlen. Med ryggen delvis vendt mod eleverne, pegede læreren på kortet og gennemgik de forskellige landsdele, større øer og byer. Imens var nogle af kliken gået igang med at kaste et sammenrullet halstørklæde omkring i klassen, og på et tidspunkt var der én, der kastede det lige over mod mig, og jeg greb rent refleksmæssigt ud efter tøjbylten og fik fat i den. I selv samme øjeblik dette skete, vendte læreren sig - uheldigvis for mig - om mod klassen og blev opmærksom på, hvad der foregik. Vredt spurgte han, hvem der havde kastet tørklædet, men ingen svarede, heller ikke jeg, som ikke havde set, hvem af femmands-kliken, der gjorde det. Og selv om jeg havde vidst det, ville jeg ikke have turdet svare, af frygt for de konsekvenser, jeg vidste det kunne få for mig fra klikens side.

Da ingen ville svare, kaldte læreren mig op til podiet til venstre for katederet, og da jeg skamfuld og rød i hovedet stod foran ham, sagde han: "Fortæl mig nu, hvem af dine kammerater, der kastede tørklædet over til dig!" Jeg svarede, at det vidste jeg ikke. "Nuvel," sagde han, "så kan du hente spanskrøret!" Spanskrøret var en cirka en meter lang, tynd bambuskæp, som det dengang var tilladt lærerne at anvende til afstraffelse af elever, der på en eller anden måde havde forbrudt sig imod skolens ordensreglement, eller som havde optrådt opsætsigt over for læreren.

Kapelvejens Skole, som den så ud i 2008. Det var i denne halvdel af bygningen, at kommuneskolens klasser var beliggende, mens den anden halvdel var hjemsted for Blågårds Seminarium. Indgangen til kommuneskolens klasseværelser lå i bygningens vestre side, hvilket vil sige omme bag hjørnet til venstre i billedet. Bygningen bruges i nutiden til andre formål, men er meget forsømt og stærkt overmalet med grafitti på gårdsiden. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.

Spanskrøret havde sin plads i samme høje skab, som det, hvori pegepinden stod, og der var i reglen flere af begge slags, vel sagtens for det tilfælde, at en kæp eller pind skulle knække.

Det var med stor bæven og angst, jeg gik hen til det aflåste skab, hvor nøglen sad i nøglehullet, låste det op og tog en af bambuskæppene ud og afleverede den til den tydeligt opbragte lærer. Han vendte sig nu om mod klassen og sagde: "Hvis ingen af jer fortæller, hvem der kastede tørklædet, må Harry tage straffen: tre slag i enden!" Læreren blev stående et øjeblik, idet han så ud over klassen, tydeligvis afventende et svar fra en af de formastelige. Ingen svarede, hvorfor læreren vendte sig om mod mig og sagde: "Bøj dig fremover og stram bukserne!" Jeg gjorde, som han sagde, og i det øjeblik lød der en stemme nede fra klassens bænkerader: "Det var mig, der gjorde det!"

Læreren, som allerede havde løftet kæppen til første slag, vendte sig straks om i den retning, hvorfra stemmen havde lydt, og jeg trak vejret lettet, idet jeg så småt håbede på at slippe for straffen, så meget mere, som jeg jo rent faktisk var helt uskyldig. Det viste sig, at den, der havde kastet tørklædet over til mig, naturligvis i håb om at bringe mig i fedtefadet, var en af klikens stik-i-rend drenge, hvis navn jeg ikke længere husker. Han var lidt højere end mig, havde midterskilning, som gjorde, at hans mørke hår hang halvlangt ned på begge sider af hovedet, og samtidig var han tætklippet i nakken, så at hans frisure så højst mærkværdig ud. Han havde et smalt, benet, fugleagtigt ansigt med en skarp næse, og han bar runde briller med tyndt, mørkt stel. Dertil kom, at han var temmelig rundrygget, formentlig som følge af sygdom eller det var noget medfødt.

"Kom herop!" befalede læreren ham skarpt, og ved hans ord følte jeg straks en vis lettelse og rettede mig op fra den foroverbøjede stilling, jeg havde stået i, idet jeg troede at jeg nu slap for straffen. Men heri tog jeg fejl, for læreren vendte sig atter om mod mig, som han betydede at jeg igen skulle bøje mig forover og stramme bukserne, hvilket jeg lidt modstræbende måtte gøre. Jeg lukkede øjnene, hørte spanskrørets susen, idet det for gennem luften, og følte et sviende slag i bagdelen, som fik tårerne frem i mine øjne. De to næste slag fulgte med en evighed imellem, og ved sidste slag føltes min ende varm og lidt følelsesløs. Jeg kneb tænderne sammen og pressede tårerne tilbage, for jeg ville ikke have at mine klassekammerater skulle se mig som det, jeg vidste de kaldte "en tøsedreng".

Da afstraffelsen var overstået for mit vedkommende, hørte jeg læreren sige: "Gå ned på din plads!", hvorefter han, stadig med spanskrøret i hånden, af en eller anden grund vendte sig om mod katederet, hvorved han kom til at vende ryggen mod eleverne. Idet jeg var på vej ned mod min plads, som var femte plads i vinduesrækken, så jeg, at den kammerat, der havde forvoldt mig denne ærekrænkende afstraffelse, var på vej op mod katederet. Herunder havde han travlt med at putte det Atlashefte, som var i almindeligt brug i skolerne dengang, ned i sin buksebag, åbenbart for at afbøde virkningerne af de spanskrørsslag, som han vidste at der ventede ham.

Læreren, som vel har været omkring de 65 år, var hverken særlig godt seende eller hørende, og han lagde derfor ikke mærke til noget usædvanligt ved elevens udseende. Denne tog opstilling på podiet foran læreren og bøjede sig straks forover, uden at læreren behøvede at befale ham det. Tre lydelige klask af spanskrøret fulgte, og da afstraffelsen var overstået, gik den pågældende elev smågrinende tilbage til sin plads og satte sig. Han havde vist sig modig og snarrådig, hvorfor han steg i agtelse hos kliken og vel også hos de fleste andre i klassen. Jeg syntes derimod, at han var en tarvelig fyr, fordi han ikke straks fra starten havde villet stå frem og bekende, at det var ham og ikke mig, der var ordensbryder. Læreren var den eneste, der ingenting så, for han var på vej hen til skabet, for at stille spanskrøret tilbage på dets plads.

Datidens mobning

Herefter blev undervisningen genoptaget, som om der intet usædvanligt var hændt. Men det var der for mig, for jeg følte mig uretfærdigt behandlet, både af mine klassekammerater og af læreren. Fra mine klassekammeraters side, dog mest fra klikens side, var der tale om et led i mobningen af en elev, der dels var nytilkommet og dels var anderledes, fordi han af gode grunde talte dansk med udpræget lollandsk accent. En dialekt, der adskiller sig temmelig markant fra det københavnske vokabularium og dettes sprogtone.

Det kunne måske have været en lille trøst for mig, hvis jeg dengang havde vidst, at jeg naturligvis ikke var den eneste fra provinsen, der var blevet drillet med sit sprog, når man kom til storstaden. Denne forsmædelse var også overgået fynboen H.C.Andersen, da han i 1819 som 14-årig dreng kom til København, hvor han først tilbragte et år i en slags lediggang og siden to år som elev på Det kgl. Teater. Derefter var han fra 1822 latinskoleelev i Slagelse og siden i Helsingør, hvorpå han i 1827 vendte tilbage til hovedstaden for at tage studentereksamen der. Mens han var i Helsingør, skrev han det smukke og rørende digt "Det døende Barn", 1826, og når han sin sædvane tro læste det op for venner og bekendte i København, trak man lidt skadefro på smilebåndet over hans fynske udtale. Dette undgik ikke Andersens opmærksomhed, og situationer af den art bidrog til, at han fik følelsen af at skulle "kanøfles", fordi han blev opfattet som værende anderledes. I digtets tredie og sidste vers hedder det eksempelvis om moderens kind: "Den er våd", men i Andersens mund lød det: "Den e' vo'". Ved sådanne lejligheder, havde hans borgerlige københavnske omgangskreds svært ved at holde smilet og latteren tilbage.

Til sidst kunne jeg ikke holde mobningen ud mere, og en dag i det store frikvarter fortalte jeg det derfor til Dennis, som jeg opfattede som en slags beskytter, dels fordi han både var ældre og større end mig, og dels ikke så bange af sig. Han blev vred over at høre, hvad jeg fortalte ham, og gik straks i aktion og opsøgte den klike i min klasse, som dirigerede drillerierne og mobningen. De fire-fem drenge, som gerne holdt til under et halvtag et bestemt sted i skolegården, grinede fjoget, da han skældte dem ud og truede med, at det ville blive værst for dem selv, hvis ikke de ophørte med at genere og drille mig.

Klikens drenge tog ganske vist alvorligt, hvad min fætter havde sagt til dem, men de holdt ikke op med at drille og chikanere mig. Drillerierne og chikanen kom bare til at foregå mere i det skjulte, men heldigvis også sjældnere, idet klikens anfører sagde til mig: "Sådan en lille lort og sladrehank som dig, gider vi ikke have med at gøre!". Men det pinte min selvfølelse, at han både kaldte mig "lille lort" og "sladrehank".

Om at blive ”sat til vægs”

Men apropos drenge, så var det normalt sådan i de københavnske skoler dengang, at piger og drenge var adskilte, både i klasserne og i skolegården. Det vil sige, drenge og piger gik i klasser hver for sig, og drenge blev fortrinsvis undervist af mandlige lærere, og piger af kvindelige lærere, og som eksempelvis på Hellig Kors Skolen, hvor jeg året efter blev elev, var skolegården ved et højt trådhegn opdelt i to afdelinger: en for drenge og en for piger. Hvis nogen, hvad enten det var drenge eller piger, efter gårdvagtens opfattelse kom for tæt på trådhegnet, blev de straks beordret væk, eller i visse grelle tilfælde sat til vægs. At blive "sat til vægs" ville sige, at den eller de pågældende blev beordret til straks at tage opstilling ved skolebygningens ydervæg, hvor de skulle blive stående resten af frikvarteret og frem til det tidspunkt, hvor skoleklokken havde ringet og samtlige elever i skolegården havde taget opstilling, hver klasse for sig, og efter tur var afmarcheret ind i skolebygningen. Gårdvagtens egen klasse var den sidste til at afmarchere, og den pågældende lærer anførte selv sine elever, og den eller de formastelige "syndere", der havde været så uheldige at blive sat til vægs, vidste på forhånd, at de skulle følge efter vedkommendes klasse.

Proceduren var i sådanne tilfælde i reglen den, at synderen eller synderne skulle blive stående udenfor gårdvagtens klasses klasseværelse og vente på, at eleverne havde hængt deres eventuelle overtøj ude på gangen og var gået ind i klasserummet. Når eleverne så havde sat sig på deres pladser, bad læreren ordensduksen om at kalde synderen eller - hvis der var flere sådanne - synderne ind en efter en. For øjnene af hele klassen måtte den eller de uheldige elever modtage straffen, som enten bestod af en lussing eller et ordentligt rap af spanskrøret. I grovere tilfælde vankede der to lussinger eller to-tre rap af spanskrøret, og læreren lagde sjældent eller aldrig fingrene imellem, men slog, så det virkelig kunne mærkes. Noget, jeg selv kom til at opleve ved en enkelt lejlighed, mens jeg gik på Kapelvejens Skole, hvilket jeg dog først vil vende tilbage til lidt senere.

Det skal dog understreges her, at Kapelvejens Skole udelukkende var en drengeskole, som havde klasselokaler i skolebygningens vestlige halvdel. Den østlige halvdel var forbeholdt Blågårds Seminarium, hvor der så vidt jeg erindrer kun gik unge mænd, som læste til lærer. Kvindelige lærere hørte dengang endnu til sjældenhederne, men de relativt få, der var, fik deres uddannelse på andre seminarier.

Imidlertid nærmede eksamenstiden sig og dermed også den tid, da frihedens time i form af skolesommerferien tonede frem i horisonten. Da jeg begyndte på Kapelvejens Skole skulle jeg naturligvis have nye skolebøger. Nye er nu så meget sagt, for nogle af bøgerne var ikke alene brugte af tidligere elever, men tilmed også temmelig medtagne, slidte og med æselører. Det pinte mig og føltes som en personlig fornærmelse og degradering, at jeg, der holdt så meget af og var påpasselig med at holde mine skolebøger i fineste stand, skulle lade mig nøje med så dårligt vedligeholdte eksemplarer, som jeg fik ved den lejlighed. Det lykkedes mig dog at få byttet Dansk Læsebog, som var den mest slidte og medtagne - en del sider var tilmed løse - og det hjalp jo lidt på humøret, altså at få byttet bogen. De andre bøger var en regnebog, en dansk historiebog, en naturhistorie, en katekismus, en religionshistorie, en geografibog og et Atlas-hefte. Desuden fik vi forskellige stilehefter, et til kladde, et til skrivning og et til regning, og de var heldigvis helt nye, og det bekom mig rigtig godt.

Det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem med bøgerne, var at gå hen til boghandleren på Nørrebrogade og købe brunt karduspapir, som bøgerne blev indbundet i, for at beskytte dem, og det gjorde også, at bøgerne så lidt mere tiltalende ud, i al fald i mine øjne. Jeg havde stadigvæk mit skoletornyster og mit fine penalhus fra da jeg gik i skole i Tillitse og Nakskov, og begge dele brugte jeg i endnu nogle år, før først og fremmest tornysteret måtte skiftes ud, for at der kunne være plads til det efterhånden voksende antal skolebøger.

Skolebespisning og ferieordning

Kort efter min start i Kapelvejens Skole, blev jeg tilmeldt skolebespisningsordningen, som gjorde, at jeg og de andre tilmeldte elever ikke selv skulle medbringe madpakke hjemmefra. Der var kun nogle få i min klasse, der ikke var tilmeldt ordningen, og som derfor spiste deres medbragte madpakker, når vi andre fik uddelt de madpakker, som var blevet smurt af personalet i spisekøkkenet, der lå i skolens kælderetage. Hver dag fik vi også tildelt en kvart liter sødmælk.

Til at begynde med havde jeg madpakke med hjemmefra hver dag, og købte så en kvart liter sødmælk på flaske, som daglig blev leveret fra mejeriet Solbjerg på Frederiksberg. Man måtte selv afhente mælken fra nogle stativer, som mælkemanden hver morgen satte ude foran skolens indgang, og jeg husker, at der i april måned endnu kunne forekomme nattefrost, og det hændte derfor at mælken var mere eller mindre tilfrosset i flasken, så den var vanskelig at drikke. Men det generede os ikke, at der var isklumper i mælken, tværtimod syntes vi det var herligt at få disse mælkeisklumper i munden.

Når man var blevet tilmeldt bespisningsordningen, blev så vel madpakke som mælk hentet og uddelt af ordensduksene, hvoraf der i reglen var to i hver klasse. Madpakkerne var fuldkommen ens og indeholdt 1 stykke med leverpostej med en lille strimmel syltet rødbede på, 1 stykke med f.eks. rullepøle, 1 stykke med fint revet gulerodssalat og 1 stykke med gummiost. Efter at tyskerne den 9. april 1940 havde besat Danmark, blev en del varer rationerede, og der skulle spares på mange ting i det daglige forbrug, herunder bl.a. papir. Derfor kom skolebespisningen på et tidspunkt til at foregå i spiselokalet i skolens kælderetage. Når det var spisefrikvarter begav de af os, der var tilmeldt ordningen, sig i samlet trop ned i spiselokalet, hvor vi hver især hentede vores tallerken med fire halve stykker smørrebrød. Da der skulle spares på både smør og margarine, indgik der en fedtemad med groft salt på i den daglige menu, men til gengæld kunne de særligt sultne få flere sådanne fedtemadder, hvis de ønskede det. Man kunne også få ekstramadder med friskrevet gulerod, som også smagte herligt.

Senere under besættelsestidens første år, begyndte en fabrik at sende den såkaldte "Pomona" på markedet. Det var en smørepålæg lavet af mosede æbler og gulerødder, som til dels skulle erstatte brugen af margarine, og den smagte faktisk ganske udmærket. "Pomona" kunne især købes i ismejerier, hvor den blev opbevaret køligt, hvilket var nødvendigt, fordi der ikke blev brugt ret meget sukker til fremstillingen, og vistnok heller ingen kunstige konserveringsmidler.

De københavnske skoler havde dengang og senere en ferieordning, som havde til formål at få sendt flest muligt af stenbroens børn, dvs. fortrinsvis børn fra de socialt belastede kvarterer, Nørre- og Vesterbro, på sommerophold hos familier eller plejefamilier på landet. Ferieordningens kasse betalte børnenes tog og/eller busbilletter til og fra feriestedet, hvilket gjorde det muligt for ubemidlede, fattige eller økonomisk dårligt stillede forældre at sende deres barn eller børn af sted på syv ugers sommerferieophold, enten på Sjælland, Lolland-Falster, Møn, Fyn eller Jylland. Sommerferien i de københavnske skoler var den 27. januar 1937 af skoledirektionen blevet forlænget til syv uger, og disse uger føltes som en evighed, kan jeg huske, men vel at mærke og stort set som en behagelig evighed.

Imidlertid viste det sig, at jeg ikke kunne komme i betragtning med betalt ferierejse, fordi jeg og mine forældre ikke havde boet længe nok i København til, at jeg var berettiget til at deltage i den gratis sommerferierejseordning. Det ville jeg først blive til næste sommer, fik vi at vide, og det måtte mine forældre og jeg så slå os til tåls med. Personlig havde jeg sådan set ikke noget imod at blive hjemme i den lange sommerferie, for jeg følte mig sikker på, at jeg ikke ville komme til at kede mig, for dels var alting trods alt så nyt for mig i storbyen, som rummede mange interessante og spændende muligheder og udfordringer, og dels ville jeg helst ikke være for længe væk fra min nærmeste familie, det vil sige fra mine forældre, brødre og morforældre og Dennis.

”Spøgelsestoget”

Der var dog i øvrigt sket det, at jeg var kommet til at kende nogle af de andre børn i ejendommen, hvor vi boede, både drenge og piger, og vi legede jævnligt sammen i gården. Vi spillede bold, legede hinkelege, sjippede eller løb på løbehjul. Det var dog uhyre sjældent, at jeg deltog i disse lege, simpelthen fordi de kedede mig. Jeg ville meget hellere sidde og se på de andre, og når jeg blev træt af det, gik jeg i reglen ind for at lege indendørs, mest for at tegne eller for blot at sidde i mine egne tanker og fantasere.

En af de lege, vi børn en overgang særlig holdt af at lege, og som jeg trods alt også selv lejlighedsvis deltog i, var, hvad vi kaldte "spøgelsestoget". Legen, som foregik i ejendommens mørke kælder, gik ud på at konstatere, hvem af os, der turde gennemføre hele turen og blive længst i kælderen, og den foregik på den måde, at drenge og piger tog opstilling i en række bag hinanden og således, at kammeraten bag ved holdt den, der stod foran vedkommende, om livet eller på skuldrene, så man på den måde ligesom dannede en "kæde" eller et "tog". Anføreren havde en lommelygte, som var tændt, medens vi gik ned ad trappen til kælderen, hvor der ikke var elektrisk lys eller anden form for belysning. Der var med andre ord bælgmørkt i de lange, vidtforgrenede, labyrintagtige og forholdsvis brede gange, som strakte sig ind under hele ejendomskomplekset fra forbygningen over mellembygningen og sidebygningerne til bagbygningen.

I kælderetagen lå der en række for det meste aflåsede større og mindre rum, som beboerne i reglen brugte til at opbevare deres brændsel, der dengang mest bestod af optændingsbrænde, tørv, briketter og kul. Det var dog ikke alle, der også havde forsynet sig med optændingsbrænde, idet mange nøjedes med at købe det fra dag til dag i fyringssæsonen. Mange beboere købte almindeligvis en enkelt rulle optændingsbrænde hver dag hos brændselshandleren, som ofte var den lokale købmand eller grønthandler. Rullen bestod af smalle, korte brændestykker, kaldet pindebrænde, bundtet i hjulform og holdt sammen af ståltråd.

Men der var ikke brug for brændsel på denne årstid, for vi havde jo ikke komfur, men gasapparater i køkkenet. Desuden stod vores kælderrum tomt, fordi mine forældre ikke havde haft råd til at købe brændsel i større mængder ad gangen. Men mens det endnu var temmelig køligt og tilmed nattefrost, hændte det, at mor sendte mig hen til brændselshandleren efter en spand kul og en rulle optændingsbrænde. Og så blev der fyret op i lejlighedens eneste kakkelovn, som stod i stuen, for at forjage den værste kulde og fugt, så 5-årige Benny og 2-årige Bent ikke frøs, og mor kunne holde ud at sidde og arbejde ved symaskinen.

Men tilbage til "spøgelsestoget", som naturligvis var inspireret af, hvad de fleste af os børn havde oplevet i Tivoli, hvor netop "Spøgelsestoget" hørte til blandt de forlystelser, der var populære hos børnene. Men når nu vores levende "spøgelsestog" var nået et stykke ind i en af kældergangene, slukkede anføreren sin lommelygte, så det blev bælgmørkt rundt omkring, så at ingen af os kunne se en hånd frem for sig. Nu gjaldt det om at være modig og ikke blive grebet af angst eller panik, for så havde man "tabt". Det skete dog jævnligt, at en eller flere af pigerne begyndte at hvine og skrige op om, at de var bange og derfor ville have lygten tændt igen. Så vidt jeg kunne konstatere, benyttede enkelte af de større drenge situationen til at føle og tage på pigerne, som i reglen protesterede og råbte, at de ikke ville være med mere og at de ville sladre til deres mødre.

Jeg ved ikke, om pigerne sagde dette på skrømt og af koketteri, for enkelte af dem blev i hvert fald småfornærmet, når anføreren tændte sin lommelygte og erklærede, at de piger og drenge, som ikke kunne opføre sig ordentligt, ikke måtte være med. De pågældende blev derefter lyst hen til og op ad den nærmeste kældertrappe af anføreren, hvorefter han vendte tilbage til sit "mini-tog", så resten af turen kunne gennemføres som planlagt.

Det hændte engang, at jeg og et par andre for sjovs skyld blev efterladt i de bælgmørke kældergange, og det var kun med største besvær, at vi fandt tilbage til den trappe, som vi var startet fra. Vi måtte føle os frem med hænderne langs væggene og bevæge os forsigtigt fremad skridt for skridt, for ikke at støde ind i en tværvæg. Siden den tid tabte jeg lysten til at lege "spøgelsestog", for opholdet i de bælgmørke og kølige kældergange var alt andet end behageligt. Den følgende episode bidrog også til at dæmpe min lyst til at gå ned i den mørke og kølige kælder:

Engang, da far skulle ned i kælderen, for som sædvanligt at hente sin cykel, som han ofte stillede i sit aflåste kælderrum, for ikke at få cyklen stjålet, gik jeg med ham. Han havde sin lommelygte i hånden og lyste frem for sig, så vi uden besvær kunne finde hen til vores kælderrum. Da far havde låst døren op og lod lyskeglen ramme cyklen, så vi, at der sad en stor, fed rotte på dens saddel. Rottens øjne lyste fosforagtigt og den hvæsede ad os, idet far tog et eller andet op fra gulvet og kastede det over mod rotten, som straks sprang ned fra sadlen og forsvandt i kælderrummets mørke. Jeg havde set rotter og rotteunger i Tillitse, men dette eksemplar var i skræmmende overstørrelse.

Krigstrusler og lille Danmark

De truende udsigter til krig, var så småt begyndt at sætte sit præg også på Danmark. Ved Folketingsvalget den 3.april 1939 blev DNSAP (Danmarks National-Socialistiske Arbejder Parti) for første gang repræsenteret på Rigsdagen, endda med hele tre mandater. Det national-socialistiske dagblad, "Fædrelandet", flyttede sin redaktion fra Kolding til København, hvor det holdt til indtil befrielsen i maj 1945, da bladet straks ophørte med at udkomme.

Vinteren 1939-40 blev i mere end een forstand hård og kold, og ikke mindst var fremtidsudsigterne for Europa mørke og truende. Den 3. september markerede begyndelsen på 2. verdenskrig i og med Englands og Frankrigs krigserklæring overfor Nazi-Tyskland, som et par dage forinden havde indledt en lynkrig mod Polen. På trods af ihærdig modstand, formåede de polske tropper ikke at forhindre den veltrænede og stærke tyske krigsmaskine i at bemægtige sig landets vestlige provinser, mens russiske tropper angreb og besatte de østlige provinser. Polens befolkning - og herunder især jøderne - kom i de følgende år til at lide under nogle af de værste og mest umenneskelige vilkår, der kan tænkes. Barbariet var begyndt sit midlertidige triumftog hen over Europas før så frodige og fremgangsrige lande, og følgerne blev grufulde og forfærdelige. Nedværdigelse, forarmelse, sult, og for jødernes vedkommende tilmed tvangsdeportation, slavearbejde, vold og ussel død, blev det nådesløse resultat heraf.

Men herhjemme gik livet alligevel videre i omtrent samme vante gænge, som det havde gjort op gennem 1930'erne. Aviserne var naturligvis fyldt med malende, men også forsigtige, beretninger om krigssituationen og de truende fremtidsudsigter også for lille Danmark. Det gjaldt om ikke at udfordre nazisterne unødigt, for tænk, hvis Hitler og hans regime blev herskende i Centraleuropa. Danmark havde jo i øvrigt og under pres indgået en ikke-angrebspagt med Hitler-Tyskland, og det forledte til en almindeligt udbredt tro på, at vort land var udenfor krigsfare. Men for alle tilfældes skyld var luftværnssirenerne i København allerede blevet afprøvet den 3. juni 1939, og staden begyndte så småt at forberede sig på luftangreb og følgerne af disse. Ingen, eller i al fald meget få, troede dog for alvor på, at et luftangreb med bombning af København eller andre danske byer, ville finde sted.

I august 1939 udstedtes der påbud om luftbeskyttelsesforanstaltninger og mørklægning af offentlige bygninger, og 2. september kom der forbud imod såkaldt "hamstring" af varer og mod ekstraordinære prisforhøjelser som følge af situationen. Den 4.september opfordredes befolkningen til at spare på gas-, vand- og elektricitetsforbruget. Dagen efter blev al privat motorkørsel forbudt, men forbudet blev dog senere lempet. Benzinrationering indførtes 18.september, og gas og elektricitet rationeredes syv dage senere og efterfulgtes efterhånden af rationering af de allerfleste almindelige forbrugsvarer. Der udstedtes i den anledning såkaldte rationeringskort og -mærker, som de handlende havde pligt til at afkræve kunderne samtidig med betalingen for varerne. Hensigten var, at man på den måde forhåbningsvis kunne sikre en nogenlunde ligelig og retfærdig fordeling af de pågældende varer til befolkningen, og samtidig opnå en begrænsning af forbruget.

Men som ved enhver påtvungen begrænsning af forbrugsvarer, opstod der uundgåeligt den såkaldte sortbørshandel, dvs. en ulovlig handel, ikke alene med de varer, der var rationerede, fordi deres mængde var begrænset, men også med selve rationeringsmærkerne, som gav adgang til køb af varerne. På trods af forbud og strenge straffe, blomstrede sortbørshandlen på det frodigste, og mange af de handlende eller forretningsdrivende deltog selv i disse transaktioner. Ikke sjældent blev de mest eftertragtede varer, som f.eks. cigaretter, tobak, kaffe, te, sukker, smør o. lign., solgt "under disken" til stærkt forhøjede priser. Eller rationeringsmærkerne til disse varer solgt stykvis eller samlet arkvis for betydelige summer, og jo større, jo mere eftertragtede de pålydende varer erfaringsmæssigt viste sig at være.

Som forventeligt, var der også mennesker, som gav sig af med at trykke falske rationeringsmærker og -kort, som derefter solgtes på det sorte marked for klækkelige beløb. De folk, der i særlig grad gav sig af med illegal handel med efterspurgte mangelvarer og rationeringsmærker, blev i folkemunde meget hurtigt betegnet og kaldt "sortbørshajer". Et i grunden meget sigende udtryk for denne ulovlige og usolidariske handel, som altid vil gå mest og hårdest ud over den økonomisk dårligst stillede del af befolkningen. Det vil som regel sige arbejderne og den nedre ende af middelstanden, som derfor må lide de afsavn og eventuelt den nød, der kan blive den direkte eller indirekte konsekvens af vareknapheden i krigssituationer eller under krigslignende forhold, som dem der kom til at udvikle sig blandt andet i Danmark under den tyske besættelse af landet.

Det skal dog pointeres, at de såkaldte sortbørshajer blev der almindeligvis set ned på med en blanding af foragt og misundelse; med foragt, fordi man syntes de handlede imod almenvellets interesser, og med misundelse, fordi enhver ved selvsyn kunne notere sig, at disse "hajer" som regel klarede sig godt i økonomisk henseende. De løb dog en betydelig personlig risiko, idet der vankede bøder eller fængselsstraf og konfiskation af varer og fortjeneste, hvis de var så uheldige at blive pågrebet af politiet, og det var der trods alt nogen, der blev.

Men som sagt gik livet i Danmark stort set videre, som om der var fred og ingen fare. Folk som flest var som altid mest optaget af dagens og vejens nære interesser og pligter, og for de økonomisk dårligst stillede, som f.eks. mine forældre, kunne hver dag have nok i sin plage. Både lands- og kommunalpolitikerne var fortrinsvis optaget af de kortsigtede - for ikke at sige kortsynede - problemløsninger, ganske som tilfældet stort set også er i nutiden.

Skolegang, fritidssysler og krigens udbrud

For mit personlige vedkommende gik dagene med skolegang og fritidssysler som sædvanligt. Imidlertid vandt jeg efterhånden mine klassekammeraters respekt, da de indså, at jeg var adskillige af dem overlegen i fag som skrivning, dansk stil og frihåndstegning, det sidste ikke mindst. At jeg også var god til religion og religionshistorie, så de fleste af dem derimod på med en vis foragt og skepsis. Religionsundervisning og religionshistorie var bestemt ikke noget populært skolefag i min skoletid, og noget af det værste, man kunne blive beskyldt for, var at være "hellig". Selv havde jeg et noget andet forhold til faget, idet jeg elskede Bibelhistorie, hvad enten det drejede sig om Gamle eller Nye Testamente. Det satte mine følelser og fantasi i sving, så jeg livagtigt fantaserede mig ind i de beretninger og situationer, jeg hørte om og så for mig i mere eller mindre klare visioner, som delvis var inspireret af tegninger og fotos fra Bibelhistoriebogen.

Men måske betød det også noget, at jeg selv havde haft nogle religiøst prægede stærke og uforglemmelige oplevelser, mens jeg endnu boede på Rosnæs ved Nakskov. Disse oplevelser har jeg allerede omtalt tidligere i denne beretning, og skal derfor ikke gentage dem her. Men den slags oplevelser var og er åbenbart ikke så almindeligt forekommende og anerkendte, at de er egnet til at legitimere og skabe respekt omkring tilværelsens åndelige eller religiøse aspekter, herunder Bibelen og Bibelhistorien. Eller de var det i al fald ikke i min barndom i 1930'-40'erne.

En dag kom jeg forresten selv til at opleve, hvad det ville sige at blive "stillet til vægs". Det skete i det store middagsfrikvarter, og den lærer, der havde gårdvagten den dag, var såmænd ingen ringere end den senere så bekendte forfatter Martin A. Hansen (1909-55). Han var iført omtrent samme påklædning, som jeg tidligere har beskrevet, at lærer Rasmussen i Tillitse Skole normalt havde på til daglig, dvs. sixpence, tweedjakke, plusfours, ternede sportsstrømper og brune lædersko. Men i modsætning til lærer Rasmussen var Martin A. Hansen kun af middelhøjde, men også han havde gerne en pibe i munden, når han stille og roligt gik frem og tilbage i skolegården, tydeligt optaget af sine egne tanker.

Martin A. Hansen var i årene 1931-45 lærer i København, men om han i alle disse år var lærer på Kapelvejens Skole, som også var hjemsted for Blågårds Seminarium, ved jeg ikke, men han var i al fald lærer der, mens min fætter og jeg gik i skolen. På den tid havde Martin A. Hansen udgivet to romaner: "Nu opgiver han" (1935) og "Kolonien", 1937, hvilket jeg dog ikke kendte noget til på det tidspunkt. Begge romaner handler om landbrugets problemer i krisetiden i 1930'erne, den første mere specielt om opløsningen af ældre former og om striden mellem nye reformideer, den anden om et mislykket forsøg på at skabe en slags kollektivbrug på den gård, som den gamle bonde blev tvunget til at opgive.

Det er ikke usandsynligt, at det, der i efteråret 1939 optog Martin A. Hansens tanker, medens han som gårdvagt spadserede omkring i skolegården, har været arbejdet med romanen "Jonathans rejse", der udkom i 1941. I og med denne roman har forfatteren forladt den realistiske samfundsskildring fra sine to første romaner, til fordel for en kulturkritik, der skulle komme til at præge resten af hans forfatterskab. Som bekendt begyndte optakten til anden verdenskrig med, at Nazi-Tyskland invaderede Bøhmen og Mähren, hvorefter Hitler gjorde krav på den Polske Korridor. Dette fik England og Frankrig til at udstede garantier for, at de ville komme Polen, Rumænien og Grækenland til hjælp, hvis disse landes grænser blev krænket.

1. september 1939 begyndte Hitlers tropper en lynkrig mod Polen, og 3. september erklærede England og Frankrig krig mod Tyskland, og dermed var 2. verdenskrig reelt begyndt. Den 9. april 1940 besatte tyske tropper Danmark og Norge, og denne besættelse varede for begge landes vedkommende til Tysklands betingelsesløse kapitulation den 4. maj 1945.

Men i efteråret 1939 var krigen altså endnu ikke nået til Danmark. Imidlertid kunne ethvert nogenlunde oplyst og tænkende menneske jo nok regne ud eller ane, hvor det bar henad, da England og Frankrig erklærede angriberen, Nazi-Tyskland, krig. Det er formentlig de truende udsigter til en ny verdenskrig, der har optaget Martin A. Hansens tanker på den tid, for i sin nye roman vendte han sig med stor kraft mod den umenneskelighed og moralske opløsning, som krigen forstærkede, og som han mente grundlæggende skyldtes den overvægt af rationalisme og naturvidenskabeligt livssyn, som i stigende grad har præget og domineret europæisk kultur siden renæssancen. Martin A. Hansen efterlyste både som menneske og forfatter et nyt religiøst og etisk helhedssyn på tilværelsen, i principiel lighed med det, der havde rådet i middelalderen, men som på godt og ondt var gået tabt i og med renæssancen og senere med oplysningstiden og nyere tids tiltagende materialistiske naturvidenskabelige livssyn. Men han ønskede naturligvis ikke at vende tilbage til et middelalderligt livssyn, formørket som dette jo var af dogmatisk og ortodoks religiøsitet.

Men medens denne dybsindigt tænkende forfatter og lærer en efterårsdag i september 1939 gik omkring i sine egne tanker i skolegården på Kapelvejens Skole, skete der det, at den føromtalte dominerende klike i min klasse var begyndt at slås mod en dominerende klike fra en af de andre klasser. Drenge i 10-års alderen befinder sig efter min opfattelse i større eller mindre grad på et udviklingsstadium, hvor de i princippet repeterer de primitive stammesamfunds mentalitet og adfærdsmønstre. Mentaliteten er præget af magtbegær, dominans, strenge æresbegreber og en moralkodeks, ifølge hvilken hævn og drab er nødvendige magt- og straffemidler. Desuden hylder man den stærkeres ret til at regere og håndhæve love og æreskodeks, og fjendtligheden mod en eller flere andre stammer, som udfordrer en dominerende stammes magt, er stærk og uforsonlig, thi kun den svage har behov for at forsone sig med sin fjende.

Under slåskampen mellem de rivaliserende kliker, havde jeg siddet sammen med en venligsindet kammerat på en bænk ovre under et halvtag i skolegårdens østlige side. Idet skoleklokken ringede ind, rejste vi os begge op for at søge hen mod det sted, hvor vores klasse ifølge reglerne skulle tage opstilling, men jeg tog mig ikke i agt for de kæmpende drenge, og blev derfor helt tilfældigt involveret i deres opgør, idet en af drengene greb fat i mig bagfra og skubbede mig voldsomt over mod en af sine modstandere. Skæbnen ville, at i samme øjeblik nærmede Martin A. Hansen sig og så, hvad der foregik, og han troede åbenbart, at jeg også var en af de kæmpende, for han greb fat i armen både på mig og den dreng, som jeg var blevet skubbet over mod, og efter at have noteret vores navne og klasse i en lille notesbog, beordrede han os til at tage opstilling ved skolebygningens væg ud mpd skolegården.

Noget slukøret og grædefærdig måtte jeg gå den tunge gang hen til væggen og tage opstilling dér sammen med den anden dreng, der ikke var fra min klasse, men som dog i det mindste var skyldig i den forstand, at han havde deltaget i slåskampen. Mens vi stod her til spot og grin for hele skolen, tog de forskellige klasser opstilling i rækker, hver klasse for sig, og da alle var på plads, lød lærerens fløjte som tegn til afgang for den række elever, der befandt sig nærmest indgangen til skolebygningen. Sådan afmarcherede den ene række af elever efter den anden, og da turen kom til den klasse, der havde Martin A. Hansen som klasselærer, gjorde anføreren os to drenge opmærksomme på, at vi skulle følge efter hans klasse op til deres klasseværelse.

Det var en tung gang op ad alle trapperne, så vidt jeg husker til 2., hvor vi måtte tage opstilling ude på gangen, mens klassens elever forsvandt ind ad døren og lukkede denne efter sig. Lydende af de mange og ofte højrøstede drengestemmer lød nu mere dæmpet, og da Martin A. Hansen straks efter ankom og gik ind ad døren, som han lukkede efter sig, blev der stille derinde. Roen og stilheden bredte sig nogenlunde samtidigt i de andre klasselokaler i skolen. Læreren havde ikke værdiget os et blik, da han gik forbi, og nu stod vi mutters alene som to forskræmte mus og vidste ikke hvad der ventede os, men i al fald jeg frygtede det værste.

Efter nogle enerverende minutters forløb blev døren ind til klasseværelset åbnet og en af eleverne, formentlig ordensduksen, stak hovedet ud og sagde, at vi skulle komme ind. Tøvende gik vi hen mod døren, usikre på, hvem af os, der turde gå først ind. Det blev mig, for jeg havde faktisk ikke noget valg, idet den anden dreng holdt sig bagved mig. 28-30 par drengeøjne rettedes imod os, da vi trådte ind i klasselokalet, og da jeg forskræmt kastede et blik hen over den tyste flok, så jeg en del anspændte ansigter og nogle som grinede smørret. Martin A. Hansen stod oppe på podiet ved siden af katederet, og vi to drenge tog opstilling foran ham med cirka halvanden meter imellem os. Jeg stod nærmest og var derfor den første, læreren tog under behandling. Han tog et par skridt og stillede sig foran mig, og rakte højre hånd frem og tog fat i mine tindingehår og trak opad, så at jeg for at undgå smerten trådte et skridt op på podiet, idet jeg ventede at få en lussing af lærerens venstre hånd. Men i samme øjeblik, jeg stod oppe på podiet, slap han taget i mine tindingehår og gav mig helt uventet en kraftig lussing med sin højre hånd. Slaget var så kraftigt, at det sang for mit øre, og jeg røg flere meter mod højre hen ad podiet, så den anden dreng, der stod ved siden af mig, måtte flytte sig, for at jeg ikke skulle ramle ind i ham.

Endnu inden jeg fik samlet mig sammen og havde rejst mig, fik min uheldige kammerat præcis samme behandling, men selvom han vaklede som følge af slaget, holdt han sig dog på benene. Martin A. Hansen havde ikke sagt et ord, hverken før eller under afstraffelsen, men nu sagde han, at vi begge skulle melde os hos inspektøren nede i stueetagen.

Da vi to drenge gik ned ad trapperne, var mit sind i oprør i en blanding af vrede, frygt og skamfuldhed. Vrede over, at jeg endnu engang var blevet udsat for en uretfærdig behandling. Frygt for, hvad der skulle ske, og skam over den ydmygelse, det var at blive udsat for korporlig afstraffelse for øjnene af en mængde elever, jeg daglig mødte nede i skolegården.

På vej op til sit klasselokale havde Martin A. Hansen åbenbart været inde på inspektørens kontor, for at aflægge rapport, og nu skulle vi altså stå skoleret for selveste inspektøren. Jeg husker ikke længere hverken mandens navn eller udseende, men kun, at han formanede mig at overholde skolens ordensreglement, hvilket jeg naturligvis prøvede at forklare ham, at jeg ikke mente at have overtrådt. Men han overhørte min forklaring og gav mig en anmærkning i den protokol, han havde liggende foran sig på skrivebordet.

Da jeg kom hjem samme eftermiddag, fortalte jeg mor om, hvad der var sket og om, hvilket uretfærdig behandling, jeg mente at have været udsat for. Men havde jeg håbet på at få hendes forstående medfølelse, så havde jeg i al fald håbet forgæves, for hun mente, at det nok var min egen skyld, at jeg var blevet rodet ind i den batalje, som de andre drenge havde igangsat.

Mor havde alle sine dage meget stor respekt for myndigheder, autoriteter og standspersoner, og til de sidstnævnte regnede hun skoleinspektører og lærere. Hun mente simpelthen ikke, at sådanne mennesker kunne tage eller begå fejl. Det var derfor en noget slukøret mig, der den eftermiddag "flygtede fra den onde verden" og satte sig ind i soveværelset, for at lege med mine kære Snehvide-figurer. Denne leg eller beskæftigelse trøstede mig, men episoden i skolen nagede mig i flere dage efter, og - som læseren kan forstå - har jeg aldrig glemt den forsmædelse, som den sikkert helt ligeglade lærer havde udsat mig for. Først mange år senere erfarede jeg, at han i mellemtiden var blevet kendt som en endog særdeles stor skønlitterær forfatter.

Et betydningsfuldt bekendtskab

Imidlertid skete der også noget af stor betydning for mig og mine fremtidsdrømme, mens vi boede i Baggesensgade. Som tidligere nævnt var min fætter Dennis F.D.F.-spejder, og desuden kom han i Y.A.s klublokaler, der lå i tilknytning til Blågårdskirkens menighedshus, som stadigvæk er beliggende ved Blågårds Plads på Nørrebro. Her skete det lejlighedsvis, at der blev arrangeret forevisning af filmfarcer og tegnefilm.

Engang imellem tog Dennis mig med over til disse filmforestillinger, sådan som han også havde gjort tidligere under mit ferieophold hos mormor og morfar. Her så vi som allerede nævnt stumme Disney-tegnefilm samt film med Chaplin, hvis vagabondfigur og film, jeg som også allerede omtalt kom til at holde særlig meget af. Endnu havde jeg ikke set det mindst lige så berømte filmkomikerpar Laurel and Hardy (Gøg og Gokke), og heller ikke Marx Brothers, for slet ikke at tale om W.C.Fields og Buster Keaton og nogle af de andre stumfilmkomikere.

Enkelte gange kom min fætter og jeg også til filmforevisninger i Frelsens Hærs mødelokaler i Gartnergade, hvor der så vidt jeg husker også vistes Chaplin-farcer og Disney-tegnefilm. Men før filmene blev vist, skulle man overvære et af deres religiøse møder, hvorunder der blev holdt opbyggelige taler og fællesbøn. Bagefter kunne unge mennesker af begge køn komme op på talerstolen og bekende deres såkaldte "synder" og fremsige deres tak til Gud og Jesus for ”frelsen” overfor hele forsamlingen. Det skete i en stemning, der gav indtryk af en religiøs eksaltation eller begejstringsrus hos de pågældende.

Personlig følte jeg mig ikke tiltalt af disse trivielle selvbekendelsesmøder, som virkede forskruede, opstyltede og utroværdige på mig. Og uniformeringen og det militære præg hos Frelsens Hær og dennes medlemmer, forekom mig allerede dengang i 10-års alderen, at være i klar uoverensstemmelse med de beretninger om Jesu ord og gerninger, jeg havde lært og læst om i skolens religionstimer. Men især syntes jeg, at det jeg hørte og så på selvbekendelsesmøderne, var i direkte modstrid med Ny Testamente, i al fald sådan som jeg opfattede det. - Men formentlig passer netop den form for religionsdyrkelse og -udøvelse, som fandt sted og vel fortsat finder sted indenfor Frelsens Hær, sig for en bestemt kategori af mennesker, som altså bare ser og opfatter livet og tilværelsen anderledes, end tilfældet for eksempel var og er for mit vedkommende. Men i øvrigt vil jeg gerne tilføje, at jeg har stor respekt og agtelse for det store sociale arbejde, som Frelsens Hær har bidraget med både før i tiden og i nutiden. Min familie og jeg har selv nydt godt af det et par gange, da vi under Besættelsen kom i betragtning ved uddelingen af de såkaldte julekurve, som bidrog til, at også økonomisk småtstillede familier som min blev i stand til at fejre jul på anstændig vis.

Filmene, vi så ved disse lejligheder, var sort-hvide og normalt uden lyd, altså såkaldte stumfilm, hvilket var godt nok i forbindelse med Chaplins pantomimiske filmfarcer, der jo var skabt stumme, og dette gjaldt også for nogle af Disney-tegnefilmenes vedkommende. Men de af Disneys tegnefilm, der var produceret efter 1928, var alle tonefilm, og efter 1933 blev filmene også lavet i farver.

Alle film, også Chaplins og Disneys, blev dengang optaget på 35mm film, som var det filmformat, der passede til biografernes kinomaskiner. Imidlertid viste der sig hurtigt også at være et privat marked for mange af disse film, og de blev derfor nedkopieret til 16mm film og solgt til private købere, som havde et 16mm fremvisningsapparat. Men det var endnu almindeligt, at disse apparater ikke var indrettet til tonefilm, men kun kunne vise stumfilm, og det var derfor næsten en selvfølge dengang, at film, der ikke blev vist i biografen, altid var stumme. Så vel Chaplin-film som Disney-film og mange andre, kunne man enten leje eller i sjældnere tilfælde købe, dog med den strenge klausul, at filmene ikke måtte vises offentligt eller mod entré.

Der fandtes dog også allerede dengang 16mm tonefilmfremvisere, men disse var temmelig dyre at anskaffe til privat brug, så de blev derfor fortrinsvis købt eller lejet og benyttet af skoler, foreninger og rejsefilmproducenter. Det var kun filmentusiaster med tegnebogen i orden, der kunne finde på at anskaffe sig en 16mm filmfremviser, dels fordi apparatet som sagt var kostbart og dels fordi udvalget af 16mm smalfilm var relativt lille og filmene til gengæld dyre at købe.

"Metropols Juleshow"

Op mod juletid 1939 erfarede jeg en ting, der fyldte mig med stor forventning. Mine forældre og vi børn kom naturligvis jævnligt hos mine morforældre, som kun boede et par opgange fra os. Jeg holdt meget af min mormor og morfar, og de af mig og mine to søskende. Morfar var som tidligere omtalt gammel socialist, eller rettere sagt: oprindelig var han syndikalist - "røde Rasmus" blev han kaldt - skønt han var søn af en formentlig nogenlunde velstillet lollandsk købmand. Men i mange år havde han nu været socialdemokrat og som sådan abonnerede han på partiavisen, "Social-Demokraten". Mormor var ikke særlig politisk sindet, så hun købte daglig "Aftenbladet", også kaldet "Rullekonebladet". Jeg ved faktisk ikke hvorfor bladet blev kaldt sådan, men gætter på det skyldtes, at der var mange såkaldte rulleforretninger rundt om i byen dengang, hvor folk kunne få rullet og strøget deres vasketøj. De travle rullekoner i disse butikker var også kendt for at holde det letlæste "Aftenbladet", som de formentlig læste i frokost- og kaffepauser, og når der var tomgang i forretningen.

Men i morfars "Social-Demokraten" så jeg en dag annoncen for biografen Metropols juleshow: "Et festligt og strålende fyrværkeri af Walt Disney Tegnefilm" stod der, og teksten fortsatte: "Und Dem selv og Deres børn en hjertelig befriende latter" - "Forældre! Tag Deres børn med! Børn! Tag jeres forældre med!" Annoncen, hvis tekst var indrammet af tegninger med figurer fra filmprogrammet: Mickey Mouse, Anders And, de tre små nevøer med flere, sluttede med ordene: "Det er ikke rigtig jul, før De har set Metropols Jule-Show."

Herover tilvenstre ses et udklip med biografannoncer fra en københavnsk avis i 1944, men hvad angår annoncen for Metropols Jule-Show kunne annoncen lige så godt have været fra 1939, det år, hvor jeg selv for allerførste gang i mit liv så nogle af Disneys korte tegnefilm med lyd og i farver. På billedet til højre, som er fra Det danske Filmmuseum, ses Metropol Teatrets oplyste indgang i november 1960. Nogenlunde sådan så det ud, når der var Disneys Juleshow på programmet, men naturligvis med udstillingsskabe og facader, som var præget af Walt Disneys berømte tegnefilmsfigurer. Det var en næsten ubeskrivelig fryd og glæde for mig - og efter tilstrømningen at dømme også for mange andre børn og barnlige sjæle – at stå i kø, for at købe billet og komme ind og se de farvestrålende og muntre tegnefilm. Det var tider, da tegnefilmen endnu var ung og publikum ikke forvænt med fjernsyn.

Denne gang havde mor desværre ikke tid - og måske også knapt nok råd - til at gøre mig følgeskab, så jeg fik lokket min fætter Dennis til at gå med i stedet for. Og det gjorde han, selvom tegnefilm ikke interesserede ham nær så meget, som tilfældet var for mit vedkommende. En eftermiddag tog vi linje 16 ind til Rådhuspladsen og gik ned ad Strøget til den biograf, hvis navn i mange år kom til at stå med en særlig glans i mine tanker. For mig med, skulle jeg måske sige, for jeg har senere forstået, at dette også var tilfældet for mange andre københavnerbørn fra dengang.

Det første, der mødte os udenfor Metropol, var et mylder af mennesker, mest børn i alle aldre, som stod i kø fra biografens indgang og langt om ad Kattesundet. Vi kom derfor til at stå et godt stykke nede i køen, hvorfor især jeg fyldtes af uro og spænding over, om der nu også ville være billetter at få, når vi nåede frem til billetlugen. I ventetiden prøvede vi - eller i al fald jeg, som var helt specielt interesseret - at se så meget som muligt af den store filmplakat med et opbud af de nu velkendte tegnefilmsfigurer på biografvæggen ud mod Kattesundet. Da vi langt om længe nåede hen omkring indgangen til biografen, lykkedes det mig at komme inderst i køen, således at jeg havde et bedre udsyn til filmbillederne i udhængsskabene på hver side af indgangen.

Men man skulle hele tiden tage sig i agt for ikke at blive skubbet ud af køen og være nødt til at begynde forfra, for der blev maset og skubbet, og især større børn gjorde, hvad de kunne, for at snyde sig ind foran i køen. Blev man først skubbet ud af køen, hjalp ingen kære mor, og så måtte den eller de uheldige ned bagest i køen og begynde forfra, uden sikkerhed for, at der ville være billetter at få til den forestilling, man havde tænkt sig. Der var ganske vist forestilling hver time dagen igennem, men man skulle være heldig, hvis man ville sikre sig en god plads, for der var nummererede pladser i biografen. Lige indenfor til venstre i forhallen, ved siden af billetlugen, stod den flot uniformerede overkontrollør og holdt orden i geleddet og sørgede for, at brushovederne blandt børnene ikke kom op at slås eller snød sig ind foran de andre i køen. Han søgte også at dæmpe gemytterne, for der var til tider en råben og skrigen, som man selv skal have oplevet, for at kunne forestille sig rigtigt, hvordan det dengang var at stå i kø foran en københavnsk biograf, der viste film for børn.

Men hvilket tegnefilmprogram! Hvilken perlerække af uforglemmelige og nu klassiske Disney-tegnefilm, fik vi og det øvrige publikum ikke at se ved den lejlighed: Den tapre lille skrædder" ("The Brave Little Taylor" fra 1938), Tyren Ferdinand ("Ferdinand the Bull", 1938), De tre små grise på nye eventyr" ("The Practical Pig", 1938), Den grimme ælling ("The Ugly Duckling", 1939), Anders And på glatis ("The Hockey Champ", 1939) og Søspejderne ("The Sea Scouts", 1939).

Alle filmene var i strålende farver og med festlige lydsider og iørefaldende og herlig musik, i modsætning til de korte sort-hvide og stumme Disney-tegnefilm, jeg hidindtil havde haft lejlighed til at se hos spejderne og Frelsens Hær. Dette var virkelig en oplevelse af de helt store for mig, som næsten - men også kun næsten - var i stand til at måle sig med oplevelsen af "Snehvide og de syv Dværge", som jeg som omtalt havde set i KINO i Nakskov året før. Men hvilken festlig optakt til julen var ikke Metropols Juleshow! Intet under, at netop dette filmshow for altid kom til at stå i et særligt skær og blev et begreb, der var omgærdet af forventning, glæde og overraskelse. Det sidste, fordi man som regel altid kunne se frem til en eller flere nye tegnefilm i det årlige juleprogram.

Det var næsten utroligt, hvad den dygtige Disney og hans stab af opfindsomme medarbejdere gang på gang kunne finde på at overraske deres trofaste publikum verden over med. Men en lige så vigtig ting ved det årlige juleshow, var genkendelsens glæde og fornyelsen af bekendtskabet med det herlige galleri af mere eller mindre skøre og vanvittige figurer, for hvilke de almindelige naturlove ikke så ud til at eksistere. Tegnefilmfigurerne kunne uden vanskeligheder og modstand foretage sig handlinger, som almindelige dødelige kun kan fantasere om eller måske opleve i drømme eller feberfantasier. Og det er vel forresten sagen i en nøddeskal: Filmen - og specielt tegnefilmen - åbner store muligheder for en oplevelsesmæssig adgang til at overskride den fysiske verdens begrænsninger og "træde" ind i en rent åndelig dimension, der er beslægtet med drømmens fantasiverden, hvor næsten alt kan ske.

På dette foto fra 2001 ses den meget specielle bygning på hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet, som fra 1914 og til omkring 1982 husede den berømte biograf Metropol Teatret, som var kendt af ethvert københavnsk barn og voksent menneske, som især holdt af Walt Disneys korte så vel som lange tegnefilm. Biografen var fra 1934 og til sin lukning i 1981 stedet, hvor især københavnere skulle ind og se ”Walt Disney’s Jule Show”. Biografens indgang var på hjørnet, mens dens udgange var på bygningens vestlvendte side ned ad Kattesundet, som ses til venstre i bygningen. Langs hermed stod folk ofte i tætpakket og lang kø, for at komme ind til billetlugen og købe billet til f.eks. årets 1-times juleshow eller til Danmarkspremieren på en af Disney langtegnefilm. – Foto: © 2001 Harry Rasmussen.

Det var en dybt betaget 10-årig knægt, som efter den alt for korte festforestilling på en times tid, fulgtes med sin fætter hjemad gennem de oplyste og julepyntede gader med deres mylder af travle mennesker. Min fætter syntes også om tegnefilmene, og han morede sig også herligt, men han var ikke fascineret af mediet, sådan som tilfældet var for mig. Han var et decideret udendørsmenneske, der gik stærkt op i rollen som spejder, og som spillede klubfodbold og samtidig var en habil skøjteløber. Desuden var han en interesseret, flittig og dygtig skoleelev, for hvem pligterne kom foran fornøjelserne. For mig var det lige omvendt. Der var især én egenskab hos ham, som jeg misundte, nemlig hans store vilje og evne til at spare penge op. Selv brugte jeg mine få lommepenge næsten hurtigere, end jeg fik dem. De gik til is og slik, og senere hen også til biografbilletter.

Skolesommerferie i storbyen

Den første skolesommerferie efter at vi var flyttet til København, tilbragte jeg hjemme hos mine forældre og søskende i Baggesensgade. Det skyldtes især, at vi jo næsten lige var flyttet til storbyen og jeg derfor helst ville blive hjemme hos mine forældre og søskende. For mine forældre skyldtes det formentlig også, at de ikke havde råd til at betale togbilletten, som det ville koste at sende mig på sommerferie hos min onkel og tante i Nakskov. De ville meget gerne have mig hos sig i sommerferien, og det var jo også dér jeg helst ville være, når jeg skulle på ferie, nemlig på grund af min et par år ældre fætter, Børge, som jeg så ville have at lege med. Men det måtte altså vente indtil videre.

Der var da også rigeligt at tage sig til i de mange uger skolesommerferien varede. Dels tilbragte jeg ofte nogle timer sammen med min fætter Dennis omme på Blågårds Plads, hvor vi enten spillede bold eller løb på rulleskøjter. Det vil sige, jeg var ikke så meget for det, for det kneb for mig at holde balancen og jeg var meget bange for at falde og slå mig. Desuden havde jeg ingen rulleskøjter, men måtte låne Dennis’, som imidlertid ikke passede til min noget mindre skostørrelse og som derfor sad så løse, at de jævnligt faldt af. Det blev jeg snart træt af og foretrak derfor at sidde og iagttage, hvor misundelsesværdigt dygtigt Dennis og nogle af de andre drenge og piger var til at mestre rulleskøjtekunsten.

På fotoet til venstre ses bådudlejningen ved Peblingesøen, hvor til der var adgang fra blandt andet Baggesensgade, som i sin sydlige ende munder ud i Peblinge Dossering. Omkring 20-30 meter vest for bådudlejningen var børnebadet beliggende. Fotoet til højre er fotograferet fra Peblinge Dossering med udsigt til Dronning Loises Bro i baggrunden og Nørre Søgade på den modsatte side af søen. Billedet giver et udmærket indtryk af den idyl, der herkser omkring Søerne, og er hvad det angår ikke meget forandret fra 1930’erne. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

På særligt varme dage gik vi ned til soppebassinet ved Peblingesøen for at bade og køle os af. Her var der i reglen et vældigt leben af mange glade og halvnøgne børn i alle aldre, som morede sig herligt og drillede og skubbede til hinanden af bar livsglæde. Her kunne piger og drenge på naturlig måde komme tæt på og røre ved hinanden, uden at de voksne fandt det upassende eller ’anstødeligt’. Dydsmoralen gennemsyrede jo den tid, og i hvert fald i flere københavnske skoler gik drenge og piger i adskilte klasser og blev undervist af henholdsvis mandlige og kvindelige lærere.

Men sådan i al almindelighed undrede det mig til stadighed, at vi drenge har en tissemand og at det ikke er tilfældet for pigernes vedkommende. Men jeg vidste jo fra min tid i Tillitse, hvordan piger alligevel var i stand til at kunne tisse, og at deres kønsorgan blev kaldt en fisse, lige som drengenes kønsorgan blev kaldt en pik. Jeg vidste også, at det var ord og betegnelser, der blev opfattet som umådeligt ’frække’ og som man skulle vogte sig for at udtale, i hvert fald, når der var voksne i nærheden. Endvidere vidste jeg, at den stive pik var beregnet og egnet til at stikke ind i pigernes fisse eller skede, men jeg anede endnu ikke, at det havde noget med forplantning at gøre, kun at det var noget, som kunne føles virkelig dejligt, når det skete.

Mine to brødre, 6-årige Benny og 3-årige Bent, legede for det meste hjemme i gården, hvor der også var nogle andre mindreårige børn at lege med. Men det hændte ind imellem, at mor bad mig om at se efter drengene og for eksempel tage dem med over på Blågårds Plads eller om i Hans Tavsensparken, hvor der var forskellige legeredskaber. Selv vovede mor sig uhyre sjældent udenfor en dør, og det var derfor i reglen mig, der måtte gøre indkøb for mor hos kolonial- eller grønthandleren og i viktualiebutikken eller hvor der nu skulle købes dagligvarer: Men også mormor, som kom på omtrent daglige småvisitter, for at høre, hvordan alting stod til, måtte træde til og besørge de lidt større og dyrere indkøb for mor i de omkringliggende butikker i kvarteret, og især i den nærliggende og travle forretningsgade Blågårdsgade. Mors fobi bestod i, at hun stadig led af skræk og afsky for at gå på indkøb i dagligvarebutikker. Derimod kunne hun til nød gå med mormor om i Varehuset Buldog på Nørrebrogade eller tage ind til Daells Varehus i Nørregade, især når det gjaldt indkøb af fødselsdags- eller julegaver. Til det førstnævnte sted var turen ikke længere, end at den kunne tilbagelægges til fods, men til det sidstnævnte sted blev man nødt til at køre med sporvognen, som var linje 5, der havde stoppesteder omme på Nørrebrogade og som kørte ind til Nørreport og om ad Nørregade.

På de to fotos herover ses den før så tæt befærdede, trafikerede og travle forretningsgade Blågårdsgade på Nørrebro i København. I dag (2009) er gaden delvis gågade. Før i tiden og i mange år kørte sporvognslinje 3 gennem gaden, hvor den på ruten fra Enghave Plads over Enghavevej og videre over Alhambravej, H.C.Ørstedsvej og Åboulevarden passerede Blågårdsgade på vej mod Fælledvej og Blegdamsvej, Trianglen og Ndr. Frihavnsgade, hvor den havde endestation ved Melchiors Plads. På ruten herfra og til Enghave Plads kørte linje 3 via Elmegade, Stengade, Åboulevarden, H.C.Ørstedsvej, Alhambravej, Enghavevej til endestationen Enghave Plads. På fotoet herover til venstre er Blågårdsgade set fra hjørnet af Baggesensgade og op mod Nørrebrogade, og på fotoet til højre ses gaden fra samme udsigtspunkt, men den modsatte vej mod Åboulevarden. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

I modsætning til mor var mormor vant til byen og dens trafik, og hun havde let ved at omgås andre mennesker, herunder alle de ukendte og fremmede, man uundgåeligt mødte, når man færdedes på gaden og alle andre offentlige steder. Alle forsøg på at bagatellisere situationen med det formål at prøve på at overtale mor til at indse det urimelige i frygten og modviljen, prellede totalt af på hende. Der skulle faktisk komme til at gå en del år, før mor lærte selv at gå i butikker og køre med sporvogne, men selv da gjorde hun det kun, når det var virkelig nødvendigt og uundgåeligt, eller når det var noget hun brændende ønskede sig, som da hun få år senere f.eks. begyndte at gå til dans og uddannede sig til at blive danselærerinde på Fru Lous’ Danseinstitut på H.C.Ørstedsvej.

I skole igen

Skoleferiens afslutning nærmede sig og den første mandag i starten af august begyndte skolegangen igen. Denne gang skulle jeg gå i fjerde klasse og de første timer gik med at få udleveret nyt skema og nye bøger, og med atter at vænne sig til den hårde bænk, der hørte til skolebordet, hvor vi elever sad to ved siden af hinanden. Desværre kan jeg ikke længere huske, hvem der var min sidemand, og desuden blev han skiftet ud med en anden, hvis han ikke fulgte med, når man efter overstået eksamen blev rykket enten op eller ned i klassen. I den tid, jeg gik i Kapelvejens Skole, havde jeg dog samme sidekammerat, og jeg er derfor lidt ked af, at jeg ikke længere kan huske hverken hans navn eller udseende.

I øvrigt fik vi at vide, at Hr. Christensen kun skulle være vores klasselærer indtil juleferien, idet han da gik på pension. Det blev vi eller i alt fald jeg lidt kede af at høre, for lærer Christensen var i grunden en venlig og sympatisk mand, som efterhånden blot var kørt træt af det ikke altid lige nemme job som klasselærer for en flok mere eller mindre uvorne knægte. Men når det nu ikke kunne være anderledes, så var vi naturligvis spændte på at se, hvem der skulle overtage lærer Christensens plads som vores klasselærer, og jeg tror nok at mange af os på forhånd var fjendtligt stemt overfor den kommende ny lærer, som vi ikke vidste noget som helst om på forhånd. Det må forresten have været i dette ’interregnum’, at en yngre lærervikar midlertidigt kom ind i billedet.

En dag hen på efteråret kom inspektøren helt uventet op i vores klasseværelse, for at præsentere os for den mand, der skulle være vores klasselærer efter nytår. Manden viste sig at være omkring halvtreds år, men hans navn husker jeg ikke længere, derimod husker jeg, at hans fremtoning ikke umiddelbart indgød tillid. Han var af middelhøjde, fedladen og iført et lysegråt jakkesæt med tilhørende vest og spraglet slips. Dertil lysegrå sko med hvide gamacher, som bidrog til at give indtryk af et lapset udseende. Hans runde, blankpolerede ansigt smilede hele tiden forekommende, så man kunne se guldplomberne i hans tænder. På fingrene bar han flere store, prangende guldringe, og var i det hele taget på alle måder en direkte modsætning til den distingverede hr. Christensen, der altid var klædt i mørk habit og som kun bar sin vielsesring. Den nye klasselærer lignede nærmest en ekspedient i en klædehandlerbutik eller en omrejsende slipsesælger.

Den ny klasselærer havde altså alle odds imod sig endnu før han overhovedet var begyndt i sin stilling. Vi fik forresten at vide, at han for tiden havde en stilling som viceinspektør ved en skole på Amager, men som han ønskede at fratræde, for at hellige jeg arbejdet som lærer. I frikvarteret talte nogle af os elever sammen om den kommende ny klasselærer, og der var almindelig enighed om, at han nok ikke lige var sagen. Stemningen var derfor imod ham, som den i øvrigt plejede at være, når der skete forandringer i den rutineprægede og hævdvundne hverdag.

Men snart var vi tilbage i den daglige skolerutine, hvor den ene småkedelige time afløste den anden, indtil klokken blev to og skoleklokken forkyndte, at frihedens time var inde den dag. Så ventede jeg udenfor skolen på Dennis, og sammen fulgtes vi ad hjem til Baggesensgade. Bortset fra den strengt nødvendige lektielæsning, tilbragte vi fritiden stort set som hidtil. Dennis passede sin spejdertjeneste og var også begyndt at spille fodbold i en klub, der holdt til et sted ude i Ryesgade på Østerbro. Klubben trænede på fodboldbanerne ovre i Fælledparken. Selv legede jeg ofte for mig selv og tilbragte meget af tiden med at dagdrømme og fantasere mig til alt det, jeg ville gøre og opnå, når jeg blev voksen.

Fiasko som fodboldspiller

Min fætter Dennis forsøgte forresten på et tidspunkt at få mig gjort interesseret i fodbold, og tog mig derfor med til træningen, der foregik i Fælledparken. Jeg fik da også anskaffet mig et par nye fodboldstøvler, nogle benskinner og specielle sokker, samt korte bukser og trøje, og med dette skrud i tasken mødte jeg en dag op til træningen. Inden da samledes holdet i klublokalerne i Ryesgade, hvor man klædte om, og herfra gik vi i samlet trop over til fodboldbanen i Fælledparken. Undervejs søgte min fætter, der godt kunne se på mig, at jeg var noget betænkelig ved situationen, at indgyde mig mod og trøstede mig med, at jeg i den første tid kunne nøjes med at være tilskuer.

Det var imidlertid så bidende koldt den vinterdag, hvor det var meningen at jeg skulle have debuteret som fodboldspiller, at jeg frøs som en lille hund. Med tænderne klaprende i munden og blåfrossen om næsen og de bare knæ, stod jeg nærmest paralyseret ude på sidelinjen og ventede utålmodigt på, at træningstiden udløb. For mig syntes den at vare en evighed. Men endelig var den overstået, så vi kunne skynde os tilbage til klublokalet, for at få varmen og skifte til en lunere påklædning. Jeg var så gennemkold, at det kun var med største besvær, jeg så mig i stand til at foretage tøjskiftet. Og selvom det havde været en dyr udgift med de nye fodboldstøvler og andet udstyr, var jeg fast besluttet på aldrig at gentage denne eklatante fiasko, som gjorde mig flov og gal på samme tid. Det blev derfor både første, eneste og sidste gang, jeg forsøgte mig som fodboldspiller. Mine interesser lå på helt andre områder og var udpræget indendørs beskæftigelser.

Men filmene fra juleshowet optog til gengæld min tanke og fantasi i lang tid efter den fantastiske oplevelse det var, at overvære sit første juleshow. I samme tidsrum samlede jeg på glansbilleder, og specielt på dem med Disney-figurer, hvor iblandt fandtes Tyren Ferdinand, De tre små grise og ulven, Den grimme Ælling, og forresten også Snehvide, Prinsen med hest, Dronningen, Heksen, og ikke mindst: Dværgene. De blev omhyggeligt opbevaret i et stift omslag, jeg nænnede ikke at klistre dem ind i et album, for jeg syntes det var synd at komme lim bag på dem!

I den følgende tid gjorde jeg ihærdige forsøg på at lære at tegne disse i mine øjne herlige og skønne figurer, som præcis lignede dem i tegnefilmene, jeg havde set, hvilket kun bidrog til at gøre dem endnu mere dyrebare for mig. Det lykkedes mig da også tilnærmelsesvis at få mine tegninger til at ligne figurerne, selv om jeg naturligvis ikke havde helt samme styr på linieføring, form og komposition, som det senere hen blev tilfældet. Og bekendtskabet med Disney-figurerne fik - på godt og ondt - selvfølgelig indflydelse på alt, hvad jeg ellers tegnede. Mine egne figurer kom derfor også til at bære præg af et tydeligt slægtskab med figurerne fra det verdensberømte tegnefilmsværksted i Hollywood, hvilket jeg dengang kun følte mig stolt over.

Senere, da jeg i nogle år havde været medarbejder på tegnefilmen "Fyrtøjet", kom jeg i en længere periode til at nære aversion imod den såkaldte Disney-stil, og gjorde mig store anstrengelser for at komme væk fra den, hvilket da også lykkedes, til gavn og glæde for mit senere virke. Men efter nogle år som forsøgsvis "seriøs" tegner, gik det efterhånden mere og mere op for mig, hvor godt tegnede Disney-figurerne i grunden var og er. Og samtidig indså jeg, hvor tåbeligt af mig det var, at forkaste dem og den stil, som de af gode grunde var tegnet i. Det hang jo selvfølgelig sammen med deres anvendelighed som først og fremmest tegnefilmsfigurer, og specielt med deres anvendelse i kommercielle underholdningstegnefilm, som det økonomisk set gerne skulle kunne betale sig at producere. Dette er der ikke i sig selv noget suspekt ved, og i dag synes jeg faktisk, at Disney-figurerne ofte er noget nær genialt og mesterligt tegnede, ja, endda så godt, at jeg ville ønske, at jeg selv kunne tegne ligesådan og lige så godt.

Men bortset fra dette, så vil enhver sagkyndig kunne konstatere, at den såkaldte Disney-stil faktisk har udviklet og ændret sig gennem tiden. Fra 1920'ernes ligefremme og ofte banale figurer, udviklede stilen sig op gennem 1930'erne til det, man i dag forstår ved den klassiske Disney-stil, som kan ses i en række af Disneys bedste korte tegnefilm, og som kulminerede i og med Snehvide-filmen. I 1940'-50'erne perfektionerede man stilen, som efterhånden blev strammet mere og mere op, hvilket især kan ses i de store tegnefilm fra 1950'erne, film som Alice i Eventyrland ("Alice in Wonderland", 1951), Peter Pan ("Peter Pan", 1952), Lady og Vagabonden (Lady and the Tramp", 1955, og kulminerende med The Sleeping Beauty ("Tornerose", 1959).

Efter den sidstnævnte film, som havde været seks år i produktion, forsøgte man sig med en friskere stil, hvilket blandt andet hang sammen med de nye tekniske muligheder for at overføre de blyantstegnede animationstegninger til de celluloidark, man bruger og næsten altid har brugt i tegnefilmproduktionen. I 1970'erne fortsatte man med denne stil, men fra omkring 1980 var der et nyt og yngre hold af tegnere og animatorer parat til at overtage ansvaret på Disney-studierne. Det medførte blandt andet, at tegnefilmstilen vendte tilbage til den oprindeligt stramme og lukkede streg, men nu eksperimenterede man i stedet for med figurernes stilart, og det har medført, at der faktisk ikke er to Disney-tegnefilm fra 1980'-90'erne, der er ens, i hvert fald ikke, hvad tegnestil angår. Særkendet for Disney-tegnefilm var, er og forblev selve animationen, som det stort set aldrig er lykkedes andre tegnefilmstudier at overgå. Men man bibeholdt dog den ny teknik, som i løbet af '80'erne yderligere blev udvidet og suppleret med computer-genereret grafik og animation. Det allerseneste nye er, at man ikke længere overfører blyantstegningerne til cels og farvelægger disse, men benytter computerteknikken til det. Animationstegningerne, der i lighed med baggrundene fortsat laves ved håndkraft, scannes ind i computeren, hvor de derefter farvelægges og kombineres med baggrundene, som i reglen er optaget på normal vis på trickbordet, men som i visse tilfælde er computergenererede. Til slut overføres det hele på f.eks. 35mm filmmateriale, hvis det drejer sig om tegnefilm, der skal vises i biograferne. Eller på videotape, hvis filmene kun skal vises i hjemmebiografen.

I 1990'erne kom den helt igennem computergenererede, såkaldt 3D-"tegnefilm" på markedet, både som kortfilm og spillefilm, som f.eks. "Toy Story", "Roots" og "Ants". Denne type film kan dog egentlig ikke karakteriseres som tegnefilm, men er derimod en helt speciel teknik og kunstart for sig. Det er i dag vanskeligt at spå om, hvor vidt den computergenererede film vil slå den tegnede og animerede kommercielle film af markedet, men det kan næppe helt udelukkes, at det vil ske på et tidspunkt. Eller at produktionen af ’gammeldags’ tegnefilm vil blive indskrænket til en minimum, alene på grund af de uhyre summer, det koster at lave sådanne film. Tegnefilm som sådan vil måske derefter kun være et medium for specielle kunstnere og fans.

Min fætter og jeg fulgtes lejlighedsvis sammen i biografen lørdag eller søndag til eftermiddagsforestilling i Odeon på Fælledvej. Her så jeg for første gang filmfarcer med Ungerne ("The Gang"), Harold Lloyd og Gøg og Gokke. Især de sidstnævnte syntes jeg forresten ikke særlig godt om som dreng, og heller ikke senere som "seriøst" ungt menneske. Det var naturligvis det, at de altid opførte sig "forkert" og ødelagde ting og sager, som de kom i nærheden af, der ikke faldt i min smag. Jeg havde kort sagt ikke sans for deres egenart og særlige form for crazy humor. Min opfattelse ændrede sig imidlertid mange år efter, da jeg af en eller anden grund pludselig fik øjnene op for genialiteten i de to herlige komikeres spil og samspil.

Midt i billedet til venstre ses Fælledvejs udmunding i Nørrebrogade. I den relativt lave bygning på fotoet til højre ligger den bygning, der i 1939 og til op i 1980’erne formentlig var Odeon-biografen. Facaden er dog totalt ændret, medmindre der er tale om en nyere bygning, lige som bagbygningen med biografsalen er nedrevet. Bygningen tilvenstre for ’biografen’ er muligvis den samme som i 1930’erne, men i så fald renoveret, hvorimod bygningen tilhøjre med sikkerhed er den samme, som også lå der i Odeon-biografens tid. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

Enkelte gange kom min fætter og jeg også i Ry-Kino i Ryesgade, og her gjaldt det oftest også lørdag-søndags matinéerne kl.16. Det hændte lejlighedsvis, at biografturen gik til Regina på H.C.Ørstedsvej, hvor der som regel vistes et dobbeltprogram, der ofte bestod af en gangsterfilm og en westernfilm, begge amerikanske naturligvis. For de fleste biografers vedkommende gjaldt det dengang, at der gerne vistes en eller anden kortfilm som såkaldt forfilm til hovedfilmen eller hovedfilmene, og de ovenfor nævnte biografer var ingen undtagelse i den henseende. Forfilmene var uhyre populære og et velkomment indslag hos både børne- og voksenpublikummet, og de bestod i nogle tilfælde af filmfarcer med f.eks. Chaplin, Gøg og Gokke eller Harold Lloyd. Men oftere drejede det sig om korte tegnefilm, som f.eks. "Knold og Tot" ("The Katzenjammer Kids") - sådanne tegnefilm har jeg selv set blandt andet i Odeon og Nora Bio - "Skipper Skræk" ("Popeye") eller "Betty Boop".

I meget sjældne tilfælde kunne det være en eller anden af Disneys korte tegnefilm, der blev vist som forfilm, men det hørte til sjældenhederne, vistnok fordi Disney-selskabet selv ville bestemme, hvor og hvornår dets film blev vist. I alle tilfælde skete det, at det veloplagte og talrige børnepublikum brød ud i et højlydt jublende "Jaeeeh!" i samme øjeblik logoet af f.eks. Mickey Mouse, Anders And eller Pluto strålede oppe fra det hvide lærred til tonerne af deres respektive kendingsmelodier. Sidstnævnte var det dog normalt fuldkommen umuligt at høre på grund af de voldsomme bifaldstilkendegivelser fra den begejstrede tilskuermasse, der gerne hoppede i sæderne og slog omkring sig af bar glæde. Det samme var tilfældet med Skipper Skræk- og Betty Boop-film, hvoraf børnepublikummet især holdt umådelig meget af den spinatædende sømand.

Den opmærksomme og vidende læser vil måske have lagt mærke til, at Disney-figuren Fedtmule ("Goofy") ikke er nævnt i det ovenstående. Men det skyldes den gode grund, at han først fik sin egen tegnefilmserie samme år, altså 1939, og jeg havde endnu ikke haft lejlighed til at se hans første solo-film. Goofy-serien indledtes med den herlige "Fedtmule paa fisketur" ("Goofy and Wilbur"), der mig bekendt først vistes i Danmark i Metropols Juleshow 1940, hvor jeg forresten selv havde lejlighed til at se den. I øvrigt er denne film måske også interessant derved, at den formentlig har inspireret den danske tegnefilmmand, Henning Dahl Mikkelsen (Mik), til at lave sin ”Ferd'nand på fisketur”, som indgik i et kortfilmprogram fra filmselskabet ASA, og som havde premiere i en række københavnske biografer den 30. oktober 1944. Hovedfilmen i programmet var forresten den løsslupne danske farce "Bedstemor går amok" fra samme år, der med Petrine Sonne i titelrollen havde en række populære danske skuespillere i rollerne.

"Ferd'nand", som blev skabt i 1937, var på det tidspunkt landskendt og tilmed verdensberømt som tegneseriefigur, og det var formodentlig Dahl Mikkelsens ønske og håb, at den pudseløjerlige lille mand med tophatten, som i øvrigt aldrig sagde en lyd eller et ord, men lejlighedsvis havde et udråbstegn eller et spørgsmålstegn som eneste "verbale" udtryk, skulle blive lige så godt modtaget som tegnefilmshelt, som tilfældet var med Disneys figurer. Det gik desværre ikke sådan, for det blev kun til endnu en kortfilm med den venlige, stumme lille mand i hovedrollen, ”Ferd'nand på bjørnejagt”, 1945, og nogle reklamefilm med ham. Grunden til, at der ikke blev lavet flere tegnefilm med "Ferd'nand" kender jeg ikke, men bortset fra de altid nærværende og afgørende finansielle grunde, tror jeg det blandt andet kan skyldes, at figuren ikke havde helt den samme charme og appel på tegnefilm, som tilfældet er i tegneserien. Dertil bidrog måske at figuren var lidt ’mekanisk’ animeret, især i den sidstnævnte film, og derfor ikke udstrålede det "liv" og den "personlighed", der er så vigtig en faktor i al god tegnefilm. En god animation er publikum jo især blevet vænnet til gennem Disneys tegnefilm, hvor dog ikke kun karakter-animationen, men også måden at fortælle "historien" på, er helt i top, både hvad kvalitet og teknik angår.

Det kan en passant indskydes, at efter krigen henvendte Dahl Mikkelsen sig med sine Ferd'nand-film til Disney-studierne i Californien, for om muligt at komme i betragtning som supervising animator. Men ifølge et uverificeret forlydende, fandt man ham ikke tilstrækkelig kvalificeret som supervising animator, og det var, hvad han åbenbart ønskede at være. I stedet foreslog man ham ansættelse som "story-man", dvs. en, som får ideer til tegnefilm, til sekvenser og scener i samme, og som skitserer ideer og handlingsforløb ned på papirlapper, som hænges op på den såkaldte storyboard. Det havde man nemlig konstateret, at han var god til, hvilket han jo også til fulde havde demonstreret i og med tegneserien "Ferd'nand".

Dahl Mikkelsen afslog ifølge samme forlydende tilbudet, men slog sig alligevel ned i Californien, hvor han fortsatte med at tegne sin med god grund berømte tegneserie. Men før det var kommet så langt, havde han tegnet denne og et par andre serier herhjemme, lige som han både før, under og efter krigen havde tegnet adskillige reklametegnefilm. I en årrække samarbejdede han med sin læremester, dansk tegnefilms egentlige pionér og grand old man, Jørgen Müller. Jeg ser i denne forbindelse bort fra Robert Storm Petersens pionérvirksomhed på tegnefilmens område 1919-24. Storm P.s arbejde med tegnefilm ophørte brat og fik ingen umiddelbare efterfølgere. Der skulle komme til at gå omkring 8 år, førend Jørgen Müller, som den første herhjemme efter Storm P., trådte frem som tegnefilmmand. Jeg skal senere vende tilbage til en lidt mere indgående omtale af Jørgen Müller og hans tegnefilmarbejde. Det vil ske i forbindelse med omtalen af langtegnefilmen "Fyrtøjet”s forhistorie.

På fotoet til venstre ses Fælledvejs udmunding i Nørrebrogade ud for den indeklemte, men alligevel imponerende katolske Sankt Ansgars Kirke. Nogle få husblokke derfra mod højre side ligger – eller måske rettere sagt lå – Nørrebros Biografteater, som aldrig var hverken imponerende eller pompøs, men derimod et lidt trist indrettet og intermistisk lokalt ’tempel’ for de levende billeder. Men for min mormor var det biografen frem for alle i København. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

Men tilbage til min fætters og mine fælles biografbesøg: Mærkværdigt nok, kom vi på det tidspunkt, der her er tale om, nemlig efteråret/vinteren 1939, aldrig i Nørrebros Biografteater, kaldet Nørrebros Bio, på Nørrebrogade. Bortset fra Odeon, var det den biograf, der lå nærmest vores bopæl i Baggesensgade. Men i Nørrebros Bio, som den kaldtes i daglig tale, spilledes der for det meste danske og svenske film, og dem brød vi os dengang ikke nær så meget om at se, som de efter vores opfattelse betydeligt mere interessante og spændende udenlandske film, hvilket så godt som altid var ensbetydende med amerikanske film.

Det generede os overhovedet ikke, at vi ikke forstod, hvad personerne på filmlærredet sagde, for vi var kvikke nok til at kunne læse og følge med i filmenes undertekster, de såkaldte subtitles. Og desuden var det mere filmens handling, som ofte fremgik direkte af billedsiden, vi havde opmærksomheden rettet imod og som fængede os. Man behøvede ikke at læse undertekster, for at kunne følge med i cowboy'dernes og indianernes vilde ridt hen over prærien, eller for at se politiet i skudduel med gangstere. Vi forstod også umiddelbart, når helt og heltinde blev forelskede og efter diverse misforståelser fik hinanden i enden.

Kærlighedsfilm var forresten ikke noget for drengepublikummet, som på det tidspunkt i filmen, hvor helten og heltinden kyssede hinanden, gentagne gange råbte: "Ismand! Ismand!" Det hang sammen med, at biograferne på den tid i reglen havde en sliksælger, som både før og under forestillingerne gik rundt i biografsalen og solgte sine varer. - De romantiske idyl- og tåreperser-film var mere for piger og damer, og derfor var min rare, kære mormor fast ugentlig gæst i Nørrebros Bio, hvor der i reglen spilledes den slags film. Det var faktisk den eneste biograf, hun kom i, efter at hun var begyndt at gå regelmæssigt i biografen. Fra omkring 1938, da hun fik sit første par briller, var hun i mange år efter en fast ugentlig gæst i Nørrebros Bio, for programmet skiftede i reglen hver mandag, og så kunne man finde hende siddende på første række midt for til første aftenforestilling.

Morfar fandt til stadighed, at det ikke var ulejligheden værd at gå i biografen, og som tidligere nævnt var han fuld af ironi og sarkasme over, at mormor eller nogen anden for den sags skyld, ville spilde tid og penge på det i bedste fald ligegyldige og værdiløse bras, han i almindelighed betragtede film for at være. Men hans mening anfægtede ikke mormor, som troligt hver mandag et kvarter før klokken 19 mødte op til ugens og aftenens første forestilling. Og dette "ritual" fulgte hun faktisk til omkring 1959-60, hvor en dødelig sygdom forhindrede hende deri.

Men som sagt, Metropols årligt tilbagevendende juleshow overstrålede for mig og - efter publikumstilstrømningen at dømme - mange andre børn, alt andet, hvad biograferne havde at byde på dengang. At stå i kø, for at købe billet, og bagefter, fuld af spænding og forventning, at storme ind i salen og finde sin plads - dengang var der altid nummererede pladser, bortset fra de tre første rækker - og dér vente på det magiske øjeblik, hvor tæppet gik fra, mens lyset dæmpedes i salen, og de første lystige toner og farvestrålende billeder viste sig deroppe på den store hvide skærm, det hørte til et af livets højdepunkter. Og hvad enten det var hovedet af Mickey, Anders And eller Pluto og senere Fedtmule, der stirrede ned på det veloplagte og hujende børnepublikum, iblandet et vist antal voksne ledsagere, så overskygger disse begejstrede og betagende øjeblikke og disse herlige tegnefilm, alt andet i erindringen fra dengang.

I dag er alt dette jo forlængst blevet historie, dels fordi man selv er blevet voksen, om end stadig begejstret tegnefilm-fan, og dels fordi biografer og biografbesøg ikke længere er helt den samme oplevelse, som tidligere. Og det er det bl.a. ikke, fordi biograferne - på få undtagelser nær - er omdannet til såkaldte multi-biografer med en enkelt eller to større sale og et vist antal mindre sale, afhængigt af biografens oprindelige størrelse. Dertil kommer, at mange af de gode gamle biografer forlængst er blevet lukket og omdannet til supermarkeder eller andet lignende brug.

Den økonomisk set rentable fordel ved multi-biograferne ligger i, at disse i lighed med andre discountbutikker, kan drives ved hjælp af meget mindre personale, ja, faktisk kan en multi-biograf med mange sale, i kraft af automatiserede operatørrum, der styres fra en slags kommandocentral, betjenes af en enkelt operatør. I nogle tilfælde er "operatøren" tilmed identisk med den person, der også sælger billetter!

Men fjernsynsmediets succesrige fremmarch inden for de sidste 50 år af 1900-tallet har medført lukningen af et betydeligt antal biografer i Danmark, og ikke mindst i Storkøbenhavn, hvor der siden slutningen af 1960'erne var adskillige mere eller mindre velrenommerede biografer, der efterhånden måtte give op og dreje nøglen om. Således også Disney-biografen par excellence, Metropol, som i lighed med flere andre biografer i samme trængte situation, f.eks. Carlton på Vesterbrogade, dog først gjorde ihærdige forsøg på at overleve, eller i al fald forhale et ophør, ved i sine sidste år at spille udprægede erotiske eller såkaldte sex-film fra den bløde ende af pornoskalaen. Men her fik biograferne stigende konkurrence fra den mængde butikker, der efterhånden dukkede op på Strøget og i Istedgade og de omkringliggende sidegader, og som viste og solgte såkaldt hård porno.

I sit forgæves forsøg på at fastholde et publikum, ændrede og sænkede f.eks. Metropols ledelse efterhånden den før så velrenommerede biografs repertoire til et niveau og en kvalitet, der faktisk ikke var biografen værdig. Desuden var det ikke just pornofilm, det unge og yngre biografpublikum gik i biografen, for at se. Og publikum, hvilket i Metropols seneste år hovedsagelig vil sige ungdommen, svigtede derfor med tiden i et omfang, så at det ikke kunne svare sig at holde åbent. I begyndelsen af 1980'erne måtte Metropol dreje nøglen om for sidste gang, i øvrigt i lighed med, hvad der var tilfældet for før så betydelige københavnske biografer som Nørreport Bio, Alexandra, Kino-Palæet, 3 Falke Bio, World Cinema og Rialto.

Lukningen af disse biografer, var blot en fortsættelse af den tendens, der tog sin begyndelse omkring midten af 1960'erne, og som, særlig efter videomaskinernes og videofilmenes markedsføring i begyndelsen af 1980'erne, er fortsat helt op i 1990'erne. Men navnet Metropol vil altid have en særlig klang for Disney-fans af min årgang, for stedet var ikke alene knyttet til de berømte juleshows med i reglen 6 Disney-tegnefilm, men også til 2.juledagspremierne på de store og pragtfulde lange tegnefilm fra Disney-studierne. Det var også hjemstedet for udlejningsselskabet "Gloria Film", hvis bomærke eller logo forestiller mytologiens fløjtespillende Pan siddende over firmateksten, og som på det tidspunkt vistnok var eneudlejer af Disney-film herhjemme. Firmaet havde kontorer på førstesalen ovenover biografen, og her lå også den tegnestue, hvor der på det tidspunkt var et antal tegnere beskæftiget med at tegne de berømte og populære Disney-figurer til alskens formål: Etiketter, varepakninger etc., etc. En aktivitet, som havde overordentlig stor reklamemæssig og økonomisk betydning for Disney-selskabets situation og trivsel.

Ifølge visse forlydender indbragte denne indtægtskilde mange flere penge til selskabet, end tilfældet dengang var med tegnefilmene, som med undtagelse af "Snehvide", 1937, og senere "Askepot", 1950, i reglen gav underskud i pengekassen. Det havde selvsagt stor værdi for Disney-studiernes finansielle situation og muligheder i forbindelse med tegnefilmproduktionen. Forresten var det også på den ovenfor nævnte tegnestue, at de danske tekster blev lavet til det hurtigt meget populære tegneserieblad Anders And & Co., efter at dette var begyndt at udkomme i 1949. Bladet benyttede jo dengang udelukkende serier, som var forfattet og tegnet i udlandet, fortrinsvis i Amerika på Disney-studiernes egne tegnestuer. Her var det især serietegnere som f.eks. Carl Barks, hvis speciale var Anders And-serierne, og Floyd Gottfredson, hvis domæne var Mickey Mouse-serierne, der dominerede. Senere er mange andre tegnere kommet til, både udenlandske og danske, og blandt de sidstnævnte bør især nævnes Freddy Milton, som i en årrække har tegnet danske Anders And-serier.

Juleaften og 1. juledags frokost

Som det vil være fremgået af det ovenstående, er vi i vort tilbageblik nået frem til omkring juletid 1939. Så vidt jeg erindrer tilbragte vi juleaften hos os selv, men med mine morforældre og fætter Dennis som gæster. 1. juledagsfrokosten blev derimod holdt hos mine morforældre, hvor også en del af den øvrige familie var samlet, dvs. min moster Lilly og hendes mand, Poul, min moster Gudrun og hendes samlever, Bubbi, samt min morbror Thorkild og dennes kæreste eller kone, Lillian. Så vel min moster Lilly og hendes mand som moster Gudrun og hendes samlever, boede i samme opgang som mine morforældre. Hertil var moster Lilly og hendes mand flyttet, efter at hans gamle mor, som de havde boet hos i lejligheden på hjørnet af Todesgade og Baggesensgade, var afgået ved døden.

Min moster Gudruns samlever hed egentlig Volmer til fornavn, men kaldtes i daglig tale for Bubbi. Han var lædervaredekupør, dvs. tilskærer af tasker, punge, tegnebøger o.lign., og arbejdede som sådan på en lædervarefabrik i Gothersgade, hvor min fætter Dennis senere kom i lære og også blev uddannet som dekupør. Under Besættelsen deltog Bubbi, der var kommunist, i undergrunds- og sabotageaktiviteter, men det var selvfølgelig noget, han aldrig nogen sinde talte om dengang og vist nok heller ikke senere.

I min mormors fotoalbum, som jeg arvede efter mors død, findes blandt andet det herover gengivne foto, som jeg formoder, forestiller Thorkilds første kone, Lillian, med sit formentlig første barn, en pige, hvis navn desværre er mig ubekendt. Den lille pige på billedet er antagelig 3-4 år, og jeg formoder derfor at fotoet må være fra begyndelsen af 1940’erne. Billedet er antagelig fotograferet i København, men præcis hvor er det ikke lykkedes mig at identificere. – Privatfoto fra ca. 1940-42 . Tilhører Harry Rasmussen.

Min morbror Thorkilds samlever eller kone, Lillian, var en forholdsvis høj og særdeles velskabt brunette, og parret boede en overgang i Tjørnegade på Nørrebro. Kort efter at hun havde født deres første barn, så vidt jeg husker en pige, kom jeg en dag på besøg hos dem, og idet jeg trådte ind i stuen, hvor hun sad i en lænestol og ammede sin baby, rettede hun sit store, fyldige og velformede bryst imod mig og klemte det, således at der stod en tynd mælkestråle fra det, som ramte mig lige i ansigtet. Det var hendes egen muntre måde at byde mig velkommen på! Men det gjorde mig forlegen, at hun ganske ugenert ammede sit barn, for dengang var det ikke almindeligt, ja, vel nærmest stridende mod den offentlige moral, at halvstore drenge fik lov til at se på, når mødre ammede deres børn. Det forargede mig imidlertid ikke, tværtimod syntes jeg det var modigt gjort af hende, som jeg godt kunne lide, men ikke fik lejlighed til at lære nærmere at kende, for ikke længe efter blev parret separeret eller gik fra hinanden. Dog kan jeg svagt huske, at jeg sammen med mormor og Dennis en dag besøgte Lillians mor og hendes mindre søskende, som boede i en dengang moderne etageejendom et sted i en af Københavns forstæder, vist nok i Vanløse eller muligvis i Sydhavnskvarteret..

Thorkilds ægteskab eller samliv med Lillian ophørte så vidt jeg husker i begyndelsen af 1940’erne, og jeg fik forståelsen af, at det skyldtes hans gentagne utroskab. Den virile mand og charmetrold havde svært ved at holde sig fra andre kvinder.

Snehvide-panorama

Dette år fik jeg i julegave bl.a. et hæfte i stift karton med udstansede ark med alle hovedfigurerne og en del bifigurer fra Snehvide-filmen. På indersiderne af hæftets lidt tykkere omslag, var der på den ene side trykt et panorama, som forestillede dværgenes hytte i skoven, og på den modstående side sås i den nedgående sols stråler prinsens eventyrslot på den skyhøje bjergtinde i det fjerne. Dette panorama dannede baggrund for en opstilling af figurerne, som kunne stå oprejst ved hjælp af en støtteanordning.

Det helt særlige ved netop lige præcis disse figurer og baggrunde, og det som specielt glædede mig, var, at de fuldstændig lignede dem på filmen. Der fandtes nemlig mange andre udgaver af filmens personer og lokaliteter, som ganske vist lignede i større eller mindre grad, men som var tegnet på en lidt anderledes måde og ligesom i en lidt anden stil, og dem brød jeg mig ikke særlig meget om. Nej, måtte jeg bede om den "ægte" vare, som for mig altså var ensbetydende med figurer og baggrunde, der præcis lignede dem, man kunne se på filmen. Og det gjorde figurerne så meget mere, som de var trykt på glittet karton, dvs. med en glat og skinnede overflade, som til min store glæde og tilfredsstillelse i udpræget grad gengav karakteren af filmbillede, hvorved jeg i denne forbindelse naturligvis især tænker på tegnefilmbilledet, som har sin helt egen karakter.

Når Snehvide-panoramaet var stillet op og figurerne gjort parate til at optræde, kunne "spillet" begynde. Og med mine to små brødre og mine forældre, og lejlighedsvis den øvrige familie, som mere eller mindre beredvillige tilskuere, førte jeg figurerne ind og ud af "scenen", mens jeg fremsagde de replikker, jeg kunne huske fra filmen, og sang og nynnede dens melodier. Det var herlige og minderige øjeblikke, men måske nok mest for mig selv. I fantasien genoplevede jeg den spændende og romantiske handling i filmen, og papfigurerne og -baggrundssceneriet blev levendegjort for mit indre øje og øre, medens en næsten hellig gysen fik hårene til at rejse sig på mine arme, og det rislede mig koldt ned ad rygraden, når den onde dronning bag den sorte, dampende gryde forvandlede sig til den skoggerleende, fæle heks. Eller da denne lokkede den uskyldsrene Snehvide med det dejlige, men forgiftede æble, og den stakkels intetanende pige, efter at have taget et bid af dette, faldt livløs om på gulvet.

Min stemme sitrede af rørelse, da dværgene, hidkaldt af Snehvides dyrevenner, kom og fandt deres kære prinsesse død, og da de anbragte hende i glaskisten og knælede sørgende omkring den. Det føltes frydefuldt og herligt, da prinsen på sin flotte hvide hest, kom ridende ind fra kulissen til højre på scenen, steg af og gik hen til kisten, løftede glaslåget og kyssede den "døde" pige på munden. Og miraklet skete: Snehvide vaktes atter til live, og prinsen løftede sin elskede op på hesten, og førte hende bort til sit slot, i dette tilfælde ved, at de forsvandt bagved kulissen, som forestillede nogle træer og buske. Imens dansede dværgene omkring af glæde og råbte "hurra", og "musikken" i form af min sangstemme, efter bedste evne og formåen istemte med en skønsom potpourri af filmens melodier.

Mit "publikum" havde undervejs fulgt mere eller mindre interesseret og opmærksomt med i "spillets gang", og især havde naturligvis min mindste lillebror på omkring et par år, svært ved at følge med og holde interessen fanget ved det, der foregik på "scenen". Han sad urolig og utålmodig på skødet af mor, som derfor også kunne have vanskeligt ved at holde opmærksomheden omkring "spillet". Men det ignorerede jeg alt sammen, optaget og opslugt, som jeg var af at udføre "rollerne" og styre og bevæge de stive papfigurer ind og omkring på "scenen" og ud igen, når dét skulle ske.

Da "forestillingen" langt om længe var forbi, stod jeg tilbage med tindrende blik og røde kinder, stolt og bevæget over min solopræstation, som da også gerne blev kvitteret med en klapsalve og et par anerkendende bemærkninger. Og medens "publikum" forlod "salen", dvs. vores fælles soveværelse, hvor sceneriet eller tableauet var opstillet oven på en kommode, der var ryddet til formålet, begyndte jeg omhyggeligt og nænsomt at pakke de for mig næsten "hellige" figurer og kulisser sammen. Hele herligheden blev lagt ned i en af kommodeskufferne, som kunne aflåses, så at mine små pilfingre til brødre ikke skulle kunne få fat i dem. Nøglen til kommodeskuffen lagde jeg selvfølgelig på et sted, som kun jeg og mor eller far kunne nå. Mor var forresten en smule irriteret over, at jeg lagde beslag på en hel kommodeskuffe for mig selv, men sådan blev det, hvilket hun sikkert kunne skylde sig selv for, idet hun i bedste hensigt havde forkælet mig og i reglen ladet mig få min vilje i de cirka fem år, hvori jeg var enebarn.

Men jeg opbevarede også et andet dyrebart klenodie i den aflåste kommodeskuffe, idet jeg også det år som fødselsdagsgave havde fået de syv dværge som sæbefigurer, der kunne stå oprejst som små statuetter. De var i strålende farver og så fine, at jeg ikke nænnede at have dem stående fremme, så at mine to små brødre eventuelt kunne få fat i dem. Og at vaske sig med figurerne - hvilken uhyrlig tanke! Det kunne slet ikke komme på tale. Alligevel kan jeg i dag ikke huske, hvad der blev af dem, men "borte" tog dem i al fald.

På fotoet til venstre ses den sydlige del af Nørrebrogade med Ravnsborggades udmunding cirka midt i billedet, mellem den gullige bygning tilvenstre og hjørneejendommen med dagligvareforretningen FAKTA og den store gavlreklame, hvor tidligere varehuset BULDOG var beliggende. På fotoet til højre ses et udsnit af Ravnsborggade med facaden og indgangspartiet til det ærværdige Nørrebros Teater, hvis eksistens og historie er en historie for sig. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

I forjulen 1939 havde jeg for øvrigt også haft en anden speciel oplevelse, og det var en juleforestilling på Nørrebros Teater, hvor man spillede "Snehvide og de syv dværge" med "rigtige" mennesker, hvilket vil sige voksne i Snehvides, dronningens, heksens, jægerens og prinsens roller, og børn i dværgerollerne og som skovens dyr. Jeg erindrer ikke, om mor og Benny eller mormor og Dennis var med mig ved den lejlighed, men kun, at forestillingen trods alt var lidt af en skuffelse. Mest fordi de medvirkende børn havde svært ved at illudere som voksne dværge, og også fordi kostumer og kulisser ikke helt svarede til mine forventninger, som naturligvis var præget af Disneys flotte version af eventyret om Snehvide.

Men interessen for forestillingen var stor, for salen var propfyldt og der var udsolgt til alle forestillinger i de følgende dage. Desværre har jeg ingen erindring eller viden om, hvem af tidens voksne skuespillere, der udførte rollerne som hhv. Snehvide, prinsen, dronningen/heksen og jægeren, men der har formentlig været tale om nogle fra teatrets faste stab. Det er dog ikke usandsynligt, at det har været Annie Jessen, som havde indsunget Snehvides stemme i den danske udgave af Disneys tegnefilm, der udførte samme rolle i teaterstykket. Annie Jessen var nemlig på det tidspunkt knyttet til Nørrebros Teater.

Nytårsaften det år blev lidt usædvanlig ved, at størstedelen af Københavns befolkning efterkom myndighedernes opfordring til at undlade afbrænding af fyrværkeri. Men der vil vist altid være nogle mennesker, fortrinsvis store drenge og unge mænd, som ikke tager tingene særlig alvorligt, heller ikke myndighedernes påbud, og som synes, at livets mening og formål må være fest og ballade, og derfor gør deres til, at lave spektakel, og helst så at det provokerer eller irriterer både mere stilfærdige, lovlydige og ansvarsbevidste borgere og - især - ordensmagten, politiet. I den henseende dannede dette år ingen undtagelse, selvom netop denne nytårsaften adskilte sig fra tidligere års nytårsaftener ved, som sagt at forløbe forholdsvis roligt og stilfærdigt.

Skæbneåret 1940

Det eneste, jeg kan erindre om nytårsaften 1939 er, at vi fejrede den i al beskedenhed og stilfærdighed sammen med mors forældre og nogle af hendes søskende, hvoraf ingen endnu havde nogen børn, bortset fra den i 1936 afdøde Emmy, hvis søn, min fætter Dennis, der, som allerede bekendt, var plejebarn hos mine morforældre.

Men ingen kunne vide eller ane, at nytårsaften 1939 markerede overgangen til Danmarks (og Norges) skæbneår. Vinteren var streng og satte ind med en frostperiode, der varede uafbrudt fra 15.januar til 21.februar 1940, med kuldegrader helt ned til minus 33 grader. Farvandene omkring København frøs til og gjorde sejlads vanskelig og til sidst kun mulig ved hjælp af isbrydere. Det medførte store søværts forsyningsproblemer, herunder bl.a. tilførslen af kul, hvilket førte til, at der af sparehensyn indførtes strenge brændselsrestriktioner den 12. februar. Stuetemperaturen måtte overalt højst være 18 grader og skulle sænkes i nattetimerne, ligesom forsamlingslokaler, museer, teatre, biografteatre og kirker kun måtte opvarmes til 10 grader. Det gjaldt også restaurationer og beværtninger, som desuden skulle lukke senest kl. 24.

I den situation blev det for alvor svært at holde varmen i vores i forvejen kolde stuelejlighed, hvor vinduerne hurtigt blev totalt tilfrosne med et tykt lag is. Far gjorde ellers, hvad han kunne for sin lille familie i et forsøg på at holde kulden fra døren. Som havnearbejder var han bl.a. beskæftiget med at losse kul, og i middagspausen og efter fyraften samlede han - og de andre kullempere - kul, der lå spildt på kajpladsen. Det hændte jo, at krangrabben, som hentede kullene op fra skibet last, forsætligt eller uforsætligt nogle gange i løbet af en arbejdsdag blev åbnet lidt for tidligt, når den skulle losse sit indhold over på lastvognenes lad, med det resultat, at en hel del kul faldt ved siden af. Så ofte som muligt kom far efter arbejdstid hjem med en halv- eller helfyldt sæk kul, hvilket vil sige cirka 1/4-1/2 hektoliter, som skulle supplere eller erstatte den dyre og rationerede mængde kul, som en af de lokale brændselshandlere på bestilling havde læsset af i vores kælderrum.

Vandhanerne og afløbsrørene i de uopvarmede køkkener frøs til, så vandet ikke kunne løbe hverken til eller fra. Derfor blev det nødvendigt at tilkalde den i de dage travlt optagne blikkenslager, som kom med sin blæselampe og tøede vandhanen og afløbsrøret op. Det samme gjaldt engang imellem også toilettet, hvor vandet i cisternen frøs til is, når det var allerkoldest udenfor og temperaturen i stuen - for slet ikke at tale om det uopvarmede soveværelse - var ekstremt lav, fordi man af flere forskellige grunde var nødt til at spare på brændselet.

Ventetiden kunne somme tider være lang, for blikkenslagerne havde mere end nok at se til i de dage, også fordi nedløbsrørene fra hustagene, som i de her omtalte tilfælde drejede sig om 4.-5. sals høje huse, ofte frøs til og ikke sjældent sprængte læk. Her kom blikkenslagerne også med blæselampen og tøede rørene op, så der var passage i dem, når isen i tagrenderne og sneen på tagene begyndte at smelte. Det var ikke usædvanligt at se kæmpetykke og alenlange istapper, der i stort antal hang ned fra tagrender, gesimser og andre fremspring udenpå husene. Med stort besvær blev disse kæmpespyd fjernet, fordi de bl.a. udgjorde en stor risiko for fodgængerne på fortovene.

Men at fjerne istapperne, indebar også en stor risiko for de folk, der havde til opgave at gøre det. Mest fordi husejerne i reglen ikke mente at have råd til at betale Falcks Redningskorps for at gøre det, hvilket ellers ville have været det bedste og sikreste, idet korpset rådede over stigevogne, hvis stiger kunne nå helt op til femte eller sjette sals højde.

Risikoen var stor, fordi husejerne almindeligvis overlod det til ejendommens vicevært eller gårdmand, at sørge for fjernelsen af istappene så vel som af sneen på tagene. Viceværten var jo i forvejen forpligtet til at holde ejendommens fortove og gårde passable og fri for sne og is, i det omfang dette normalt lod sig gøre. De som nævnt i reglen meget store, tykke og meterlange istapper, der hængte faretruende ned fra husenes tagrender, blev almindeligvis fjernet ovenfra på taget, hvor en af mændene med et tov om livet, som blev holdt fast i den anden ende af makkeren, der for modvægtens skyld havde anbragt sig på den anden side af tagryggen, for bedre at kunne stemme imod med sin kropsvægt. Den dristige mand med tovet bundet om livet, gik nu forsigtigt skridt for skridt ned ad den side af taget, der vendte ud mod gaden, idet han fjernede sneen undervejs, indtil han nåede ned til tagrenden. Her knælede han ned og bøjede sig fremover, så han kunne komme til at slå med sin hammer eller isøkse på de ofte meget tykke og genstridige istappe.

Det var et møjsommeligt arbejde, der krævede sin mand og tog sin tid, ikke mindst fordi de to mænd skulle koordinere deres samarbejde meget præcist, særlig når manden med isøksen skulle skifte position og bevæge sig et stykke ad gangen hen langs tagrenden. Makkeren oppe på tagryggen måtte da følge med hen langs tagryggen, uden at miste fodfæste og balance, hvilket enhver sikkert kan forestille sig var et risikofyldt forehavende. Men jeg dog har aldrig hørt eller læst om, at en mand skulle være faldet ned under disse dristige manøvrer.

Fortovet nedenfor det sted på taget, hvor istapperne skulle fjernes, var naturligvis forinden blevet behørigt afspærret med et tov, som var ophængt mellem nogle jernstænger, der var placeret med et par meters afstand omkring det sted, hvor istapperne formodedes at ville falde ned og ramme fortovet eller gaden. Det skete selvfølgelig for, at ingen skulle komme noget til, når de store isspyd løsnedes og faldt ned på fortovsfliserne, hvor de knustes i stumper og stykker, der spredtes til alle sider. Som regel var der stort tilløb af især gadens knægte i alle aldre, som tog opstilling udenomkring afspærringen - ofte i betænkelig nærhed af denne - for herfra at følge det i deres øjne spændende arbejde. Og hver gang en kæmpeistap susede ned og knustes, hujede og jublede ungerne i kor, og de modigste dristede sig til straks efter at krybe indenfor afspærringen, for at samle et stort isstykke op, enten for at sutte på det eller bruge det som kasteskyts.

Film, film og atter film

Det var også hundekoldt at gå i biografen i den periode, for salen måtte som nævnt kun opvarmes til maksimum 10 grader. Derfor gjaldt det om at klæde sig varmt på, hvis man ikke ville fryse eller undvære den regelmæssige ugentlige biograftur. Og det kunne eller ville de færreste. Biograferne var en uundværlig, fast og højt værdsat del af befolkningens tilværelse. Her blev man underholdt med alvor og morskab, og her hørte man om de seneste nyheder og begivenheder herhjemme og ude omkring i verden i de dengang almindelige og såkaldte film-ugerevuer, som f.eks. Politikens Filmjournal, samt forskellige udenlandske filmjournaler, hvoraf især de amerikanske var populære. Et berygtet eksempel på en nyhedsrevy, der i virkeligheden var renlivet politisk propaganda, fandtes i form af den tysk-nazistiske Ufa Wochenschau, som det efter 9. april 1940 mere eller mindre blev påtvunget biografejerne at forevise i deres respektive filmteatre. Men det emne skal vi vende tilbage til lidt senere og i en anden sammenhæng.

I Kino Palæet kunne man fra 3. februar 1940, altså før den tyske besættelse havde fundet sted, se et nyt dansk filmlystspil: ”En Pige med Pep”, hvori den meget benyttede og populære skuespiller- og sangerinde Marguerite Viby (1909-2001) havde den kvindelige hovedrolle. Et par dage senere fik den dramatiske og meget ambitiøse spillefilm, "Jens Langkniv", premiere i en række københavnske biografer. Den blev sablet ned af filmkritikken, som dengang mest bestod af avisernes litteratur- og teateranmeldere, cand.mag.er, der i reglen aldrig kunne få "kuldur" og alvor nok, og som forresten for de flestes vedkommende ikke havde meget forstand på filmens særlige og i hovedsagen visuelle "sprog". Men hvad værre var, så blev filmen totalt svigtet af publikum, som bl.a. havde svært ved at godtage den måde, som denne film var "fortalt" på.

Filmen var baseret på Jeppe Aakjærs roman af samme navn, og det var godt nok en revolutionær røverhistorie, men manuskriptet eller rettere drejebogen til filmen blev skrevet af to avantgardistisk indstillede filmkunstnere og filmteoretikere som Karl Roos (1914-1951) og Theodor Christensen (1914-1967), der så deres filmiske forbillede i den i filmhistorien og filmkredse berømte russiske filminstruktør Sergei Eisenstein (1898-1948) og dennes lige så berømte sovjetiske spillefilm, som f.eks. ”Panserkrydseren Potemkin”, 1926, en film, som i øvrigt har haft stor indflydelse både på samtidige og senere tiders internationale filmfolk. Så sent som i den amerikanske The Untouchables ("De uovervindelige") fra 1987, som var instrueret af Brian de Palma og havde Robert de Niro, Sean Connery og Kevin Costner i hovedrollerne, kunne man opleve et "filmcitat", der refererede til den meget dygtigt fortalte og herostratisk berømte trappesekvens i "Panserkrydseren Potemkin", hvis mesterligt klippede scener tilsammen skabte en uhyggelig og hjerteskærende tragedie, som man sent vil glemme.

Men på trods af det store forbillede og de mindst lige så store aspirationer hos skaberne og producenten af filmen "Jens Langkniv", blev den altså både en kritiker- og publikumsfiasko. Også selvom dansk films meget populære og afholdte førsteelsker og helt, Poul Reichhardt, spillede den mandlige hovedrolle i filmen. Det gamle, hæderkronede århusianske filmselskab, Fotorama, der havde produceret filmen, måtte som følge af fiaskoen træde i likvidation. Desværre har jeg aldrig selv haft lejlighed til at se "Jens Langkniv", så mine udtalelser om filmen er alene baseret på, hvad jeg har læst om den.

Det skal tilføjes, at filmen blev instrueret af sceneinstruktør Per Knutzon (1897-1948) og Peter Lind, med Søren Melson (1916-) som instruktørassistent. Per Knutzon var gift med kabaretsangerinden Lulu Ziegler (1903-73), og parret hørte til en københavnsk kreds af fremtrædende kunstnere og intellektuelle, der almindeligvis blev betegnet som salon-kommunister.

Dagligdagens trummerum

Men ellers gik livet videre i det daglige, som om der var fred og ingen fare. For mit eget vedkommende gik tiden med skolegang og fritidssysler. For far med hårdt slid og beskidt arbejde i 10-12 timer hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Når han kom hjem efter fyraften, som oftest ved 18-tiden, og havde vasket sig, klædt om og spist aftensmad, hørte han måske radioavis eller læste lidt i avisen, hvis en sådan var for hånden, og herunder faldt han uvægerligt i søvn ved bordet eller i sofaen, udmattet som han var efter dagens ofte drøje slid.

For mor gik dagen med børnepasning, husligt arbejde og hjemmesyning ved den elektriske symaskine til et stykke ud på aftenen, afløst af det mere lydløse efterarbejde med at fjerne løsthængende tråde fra pyjamas, skjorter eller kitler, eller hvad det nu var, hun for øjeblikket syede. Også det var et relativt hårdt og især ensformigt, men på grund af familieøkonomien højst nødvendigt arbejde, som bidrog til husholdningen.

Mine to småbrødre på henholdsvis knapt 3 og 6 år, brugte naturligvis tiden på samme måde, som de fleste småbørn gjorde i fattige arbejderfamilier på den tid. De havde næsten intet rigtigt legetøj, men legede så meget desto mere med hinanden og med kammeraterne fra ejendommen eller gaden, enten i gården eller omme på Blågårds Plads, hvor de ofte faldt eller sloges og fik buler og skrammer, som de dog ikke regnede for noget. Senere, efter at vi var flyttet til Jægersborggade, blev det en yndet leg for dem, ofte sammen med legekammeraterne, at klatre over de mange plankeværker, der var mellem de forskellige huses baggårde. Plankeværkerne var i reglen foroven forsynet med pigtråd, men det kunne ikke forhindre Benny, Bent og deres kammerater i den farefulde leg. Resultatet var ofte blodige rifter på arme og ben, og ikke sjældent flænger i bukser og trøjer, hvilket sidste især gav anledning til alvorlige skældud og strenge formaninger fra mor om, at det ikke måtte gentage sig, for så vankede der slag af en tøjbøjle.

Men lige meget hjalp det. Blodige rifter og sår, og flåede eller iturevne bukser og bluser blev ved med at høre til dagens omtrentlige orden, og det år efter år det meste af mine brødres barndomstid. De gjorde det jo ikke af ondskab, men kun, fordi de heldigvis var fulde af liv og energi. Denne vinter 1939 legede de ofte henne på Blågårds Plads, hvor de, i lighed med mange andre børn, lavede snemænd, sloges med snebolde og lavede glidebaner og meget andet og mere. Og de var i reglen så opslugt af at lege, at de ofte kom for sent hjem til aftensmaden, hvilket i høj grad vakte mors og fars mishag, for nu at sige det mildt. Benny havde naturligvis fået indprentet at holde øje med og passe på sin tre år yngre lillebror, og det hverv mener jeg at han røgtede samvittighedsfuldt. Men han havde jo ikke noget armbåndsur eller andet ur, for det var der meget få børn i arbejderfamilierne, der havde dengang, og i legens hede glemte han åbenbart at kigge på kirkeuret. Det hændte derfor, at jeg blev sendt af sted om til Blågårds Plads, for at hente de to raske gutter hjem, og naturligvis kom jeg altid ubelejligt for dem, for de var lige så godt i gang med en eller anden leg, så det kunne knibe med at få dem med sig. Men truslen om og udsigten til ikke at få nogen aftensmad gjorde gerne udslaget.

Et lyspunkt i mørket

Midt i mørket, kulden og dagligdagens udsigtsløse trummerum, viste der sig imidlertid en dag et lyspunkt, som vi alle i vores lille familie glædede os meget over. Alle som en var vi utilfredse med og kede af vores deprimerende triste boligforhold, og som tidligere nævnt havde far straks ved indflytningen i den mørke, kolde og fugtige stuelejlighed lovet os, at det kun drejede sig om en midlertidig ordning. Lejligheden var meget vanskelig at varme op i den strenge isvinter, hvorfor ruderne især i det uopvarmede soveværelse frøs til, så man ikke kunne kigge ud ad dem. Vandhanen i køkkenet og cisternen på toilettet frøs også ofte til, så begge dele måtte tøes op ved hjælp af opvarmede klude eller i værste fald med en blæselampe. Mor var fortvivlet og det fik derfor far til, fortrinsvis på søndage, at købe og kigge i Berlingske Tidende efter annoncer om udlejning af lejligheder på Nørrebro. Men det viste sig, at de fleste lejligheder enten var for dyre i husleje eller i for dårlig stand til, at mine forældre kunne klare huslejen eller acceptere lejlighedernes tilstand.

Men endelig en dag sidst i januar 1940 fangedes fars opmærksomhed og interesse af en annonce om en toethalvt værelses lejlighed, hvor der imidlertid var knyttet det særlige vilkår til lejemålet, at lejeren skulle påtage sig hvervet som vicevært for den ejendom på i alt to opgange med hver elleve lejligheder, som den omhandlede lejlighed hørte til. Heraf var der i hver opgang ti lejligheder fra mezzaninen og op til fjerde sal, og en enkelt lejlighed i halvlavt kælderplan, samt en butik i samme plan. Til gengæld for viceværttjansen, kunne lejeren påregne at bo husfrit, dvs. uden at betale husleje, hvilket mine forældre naturligt nok betragtede som et stort plus.

Hvervet som vicevært indebar, at der skulle holdes opsyn med, at ro og orden blev opretholdt i ejendommen, daglig fejning og renholdelse af gårdsplads, herunder af toilet og pissoir i gården, af fortov og den halve side af gaden ud for ejendommens to opgange. I vintertiden betød dette også ofte snerydning, saltning og grusning af de nævnte steder. Desuden indebar det ugentlig fejning og vask af to hoved- og køkkentrapper fra kælderen og op til femte sal, jævnlig pudsning af vinduerne i opgangene, samt udlevering og modtagelse efter tur af nøglerne til vaskerummet og tørrelofterne.

På de to øverste fotos ses til venstre den sydlige indgang fra Kapelvej til Assistens Kirkegård. Det var denne port, mine forældre og vi børn benyttede, da vi første gang skulle ud og bese vores ny lejlighed i Jægersborggade 25, 1. sal tv. Turen gik ad den lange hovedallé, som ses på det øverste foto til højre, og hvis nordlige ende munder ud i Jagtvej lige over for Jægersborggade. - De to næste billeder viser hhv. et parti fra Kirkegården med hovedalleen som det centrale. Fotoet til højre viser den nordre indgang eller udgang til Jagtvej. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.

Viceværtlejligheden var efter gammel skik beliggende på førstesalen og rummede entré, stue, soveværelse, kammer, køkken og toilet, alt sammen af en nogenlunde acceptabel størrelse og standard, undtagen toilettet, hvor man kun lige akkurat kunne kante sig ind og sidde, uden at knæene stødte mod døren. Ejendommen lå længere ude på Nørrebro, i Jægersborggade, en sidegade til Jagtvej, og lige over for den nordre indgang til Assistens Kirkegård. Gadens egen nordlige ende stødte ud til Stefansgade ud for Nørrebroparken.

Allerede næste dag, om mandagen, ringede far til ejendommens administrator, som holdt til i den fine Amaliegade inde i København. Efter aftale indfandt han sig kort efter på kontoret til en samtale, som mundede ud i, at man tilbød ham jobbet og lejligheden på de ovenfor nævnte vilkår og betingelser, hvis han ville have det, dog med den tilføjelse, at der var seks måneders opsigelse af lejemålet fra begge sider. Far forbeholdt sig naturligt nok, at han først ville besigtige ejendommen og specielt lejligheden, før han eventuelt sagde ja, og det forbehold accepterede administratoren selvfølgelig.

På det nærmeste hjørne til højre er genetableret fortovscafé, som i mange år var sløjfet, fordi caféen var lukket og lokalerne brugt til andet formål. Husene i gaden er fra omkring århundredeskiftet 1890-1900, men er senere blevet restaurerede, især efter at gadens huse i 1990’erne blev gjort til andelsboliger og der derfor blev dannet an andelsbogligforening til varetagelse af gadens interesser. Siden da har en restaurering af husfacaderne og en renovering af lejlighederne stået på helt op til nutiden og var endnu i 2008 ikke færdiggjort. Som det fremgår af billedet her nedenfor til højre er der foruden de mange parkerede biler også midlertidigt opstillet skurvogne og affaldscontainere. Det sidste i forbindelse med renoveringer og restaureringer. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.

Far tog sig naturligt nok en fridag denne dag, selvom der dårligt var råd til det, men hvis ellers lejligheden og forholdene var acceptable, ville det betyde, at mine forældre fremover kunne spare udgiften til den månedlige husleje, og lige så længe, de blev boende i ejendommen, og så længe administrationen var tilfreds med fars indsats som vicevært.

Samme dag omkring middagstid tog far og mor og vi tre børn af sted ud til Jægersborggade, for at besigtige lejligheden, som naturligt nok havde den største interesse, især for mor. Turen derud foregik til fods om ad Stengade, Prins Jørgens Gade til Kapelvej, hvor vi drejede af mod højre hen til den store indgang til den allé, der både dengang og i nutiden løber tværs gennem Assistens Kirkegård fra syd til nord. Efter at have gået den forholdsvis lange strækning nåede vi frem til den nordre udgang lige over for Jægersborggades udløb i Jagtvej. Men ved synet af gaden blev vi straks lidt skuffede, for den svarede ikke til vores forventninger, og især ikke til mors. Den virkede halvmørk og indelukket med sine høje, snavsede og tydeligt forsømte huse, men var ellers livlig nok, idet der dengang fandtes en hel del butikker på begge sider af gaden.

På fotoet til venstre ses Jægersborggade fra omtrent midten af gaden og ned mod Stefansgade i baggrunden. På fotoet befinder vi os midt i gaden, mere præcist mellem nr 19 og 21, hvor et af dennes to såkaldte huk ses lidt til venstre for billedets midte. Fotoet til højre viser den ende af Jægersborggade, der munder ud i Stefansgade lige overfor Nørrebroparken, hvis træer ses i baggrunden. Som det tydeligt fremgår af dette billede, er gaden også opfyldt af parkerede cykler, hvad der nogle steder besværliggør passagen på fortovet. – Fotos: 2008 Harry Rasmussen.

Imidlertid lettede det lidt på humøret, da vi nåede frem til ejendommen nr. 25 og 27, som lå og stadig ligger midt i gadens venstre side, regnet fra Jagtvej, for her konstaterede vi straks, at den var i betydeligt bedre stand og mere velholdt og ren, end tilfældet faktisk var med de allerfleste af gadens mange andre huse. Lejligheden, det drejede sig om, stod tom og ubeboet, så far kunne uden videre åbne hoveddøren med den nøgle, han havde fået udleveret inde på administrationskontoret. Og bortset fra, at tapetet i alle værelser var revet ned og væggene derfor så lidt miserable ud, og at der endnu lugtede stærkt og ramt af desinfektionsmiddel efter den dengang obligatoriske desinficering af fraflyttede lejligheder, så syntes vi alle straks om den, ikke mindst fordi den så ud til at være helt fri for fugt og fordi den havde forholdsvis store vinduer og var betydeligt mere oplyst af dagslyset, end dér, hvor vi boede nu. Og så vendte den både ud til gaden og til gården, og vel at mærke en gårdsplads, der var større og mere oplyst, end den i Baggesensgade. Desuden var der cykelskure, et pissoir og et aflåst toilet, dels beregnet til at benyttes af personalet i ejendommens to butikker, og dels til eventuelt brug i forbindelse med, når folk var i vaskerummet.

På fotoet til venstre ses ejendommen Jægersborggade nr. 25 og 27, som var den ejendom, hvor far i 1940 blev ansat som vicevært og hvor vi derfor kom til at bo fra omkring 1. marts 1940, kort før tyskernes besættelse af Danmark. På fotoet til højre befinder vi os tættere på ejendommens facade, hvor man i billedets nederste del ser opgangen nr. 25 og skråt op til venstre på første sal set det store stuevindue, der hørte til den lejlighed, som vi kom til at bo i. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.

Her ses ejendommen fra gårdsiden med vores lejligheds tre vinduer øverst i billedet. Til venstre i billedet ses køkkenvinduet, i midten vinduet til det værelse, der senere blev mit, og til højre vinduet til soveværelset. – På fotoet til højre ses midt i billedet døren til den gennemgang, der var fra gaden og til gården. Da vi boede i ejendommen var der ingen dør i denne ende af gennemgangen, kun i den ende, der vendte mod gaden. Bag vinduet til venstre for døren var der vaskerum, og til højre for døren er der en dør ind til den forretning, som i vores tid var en viktualiebutik. Gårdspladsen, som her er delvis flisebelagt, var i vores tid kun asfalteret og al henstillen af cykler og al leg og boldspil i gården forbudt. Til cyklerne var der cykelskure, og legende børn henvistes til enten Nørrebroparken eller Hans Tavsensparken. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.

Efter at have inspiceret de to hoved- og køkkentrapper samt lofter og kældre, var både far, mor og vi tre drenge rørende enige om, at her måtte og skulle vi bo, for alt andet ville være bedre end den væmmelige stuelejlighed inde over gården i Baggesensgade. Det var derfor med betydeligt lettede sind, vi begav os tilbage til den mørke, kolde og fugtige lejlighed i den ellers så travle og livlige Baggesensgade, fuld af forretninger af alle slags, som den var dengang, for nu vidste vi, at opholdet her ville være af begrænset varighed.

Samme eftermiddag tog far ind på ejendommens administrationskontor og underskrev lejekontrakten, som efter overenskomst med den velvillige administrator kom til at gælde fra den 1.marts. Der var nemlig en måneds opsigelse på lejemålet i Baggesensgade, således at vi først ville kunne flytte derfra omkring tre uger senere, hvilket jo også passede godt med, at lejligheden i Jægersborggade skulle gøres i stand først. Dette arbejde tilbød far selv at udføre, mod at administrationen betalte en del af udgifterne til tapet, maling, fernis, pensler osv., og de følgende søndage tog han ud og udførte arbejdet, så vi kunne påregne at flytte ind i begyndelsen af marts.

Kulde, sne og fastelavn

I mellemtiden tiltog den strenge vinter, som kulminerede i løbet af februar. Gaderne blev naturligvis ryddet for sneen, der dog kun blev fejet ind til siderne, hvor snebunkerne hobede sig op, til stor gene for trafikken på gaden, som dog mest bestod af hestevogne og cyklister. Sneen fra fortovene blev også skovlet og fejet op i de førnævnte bunker, som efterhånden antog anselige dimensioner. Kommunens folk kunne ikke følge med, men normalt blev sneen fjernet og kørt bort og læsset af på de kommunale oplagspladser, hvor den blev liggende til den smeltede og efterhånden forsvandt, en proces, som, afhængigt af temperaturen, kunne tage meget lang tid. Gadesneen var i reglen også fyldt af bl.a. det grus, der var spredt på glatte steder, og det virkede isolerende, således at sneen dels var ekstra hård og dels længere om at smelte.

Senere så jeg de vældige snebunker, nærmest små bjerge, der lå opmagasineret på kommunens oplagsplads på Borups Plads. Snebunkerne var hårde som is og gråsorte af gadesnavs, men for os børn var det en spændende legeplads, hvilket jeg senere skal vende tilbage til. Normalt ville oplagspladsens snebunker efterhånden blive kørt til steder, hvor de kunne dumpes i søer eller havneløb, men eftersom alle sådanne steder var tilfrosset i flere måneder, bortset fra udhuggede våger til fuglelivet og friholdte sejlrender i havnene, kunne dette indtil videre ikke lade sig gøre.

Fastelavns mandag havde skolebørnene fri, og det år ville jeg også forsøge mig med at rasle nogle penge ind, men jeg var faktisk ikke særlig meget for at gå ind i butikkerne og rasle med bøssen og synge den traditionelle fastelavnssang "Boller op, boller ned, boller i min mave, hvis vi ingen boller får, så laver vi ballade". Men jeg fik da noget aflagt tøj af mor og så havde jeg købt en maske, der forestillede "Lystig" fra Snehvide-filmen. Formummet bag denne maske, vovede jeg mig sammen med et par kammerater ind i tre-fire forretninger i kvarteret. To af stederne fik vi hver især puttet nogle småører i raslebøsserne, det tredie sted jog ekspeditricen os ud, men det fjerde sted var en bagerforretning, hvor vi hver fik en dejlig fastelavnsbolle.

Men efter at vi var blevet jaget ud det ene af de steder, vi besøgte, syntes jeg ikke længere at spøgen var sjov. Det generede mig, at nogle voksne kunne være så udeltagende over for det, der dels var en ældgammel tradition og dels kun var ment som en spøg, som især for børnene betød et behageligt og fornøjeligt afbræk i hverdagens trummerum. Forresten kan jeg ikke erindre, at min fætter Dennis deltog i fastelavnsløjerne. Jeg tror, at han holdt sig for god til at rende omkring og tigge penge ind til sig selv. Derimod havde han aldrig noget imod at yde en indsats på anden måde til fordel for andre. Han var jo ikke spejderdreng for ingenting, og der gjaldt derfor den udmærkede regel for ham, at han skulle gøre mindst én god gerning hver dag.

Vi flytter til Jægersborggade

I slutningen af februar stod lejligheden i Jægersborggade 25, 1. sal tilvenstre, klar til indflytning, takket være fars store indsats. Glæden var stor hos os alle, over at komme til at bo under lidt mere menneskeværdige og sunde forhold, end dem vi havde boet under i det sidste års tid. Også selvom vor nye bolig slet ikke tålte sammenligning med den, vi havde haft i Nakskov, og slet, slet ikke med den, vi endnu tidligere havde haft i Tillitse, som jo tilmed var købt og ejet af mine forældre. Og som jeg heldigvis fik lov til at opleve indtil omkring otte års alderen. De indtryk, oplevelser og erfaringer, der blev mig til del i de år, fik afgjort en uudslettelig indflydelse på mit liv og min personlighed, og blev af uforglemmelig og uvurderlig betydning for min livsopfattelse og verdensanskuelse, hvilket jeg til en vis grad allerede har givet udtryk for tidligere i denne beretning.

Endnu engang fik vi hjælp til flytningen af min altid beredvillige onkel Thorkild, som var den eneste i familien, der havde kørekort på den tid, bortset fra onkel Poul. Thorkild havde ikke selv bil, men lejede atter en lastbil og hjalp til med at læsse møblerne på bilens lad og senere med at bære dem op på første sal til lejligheden i Jægersborggade. Vi andre hjalp til, så godt vi kunne, og sent på dagen kunne lejligheden i Baggesensgade gøres ren og nøglerne afleveres til viceværten. Far, mor og Bent kørte med sidste læs, mens Benny og jeg gik til fods ud til Jægersborggade. Hen på aftenen var alt stillet nogenlunde på plads i lejligheden, hvor mors, fars og Bents senge var anbragt i soveværelset, mens Benny og jeg skulle deles om og sove i kammeret. Både soveværelse og stue var mindre, end de tilsvarende rum i Baggesensgade, så møblerne fyldte mere, men efterhånden fik vi det indrettet på bedst mulige og mest hensigtsmæssige måde.

Med flytningen til Jægersborggade, fik far lidt længere at cykle til og fra sit arbejde i havnen, og jeg selv fik lidt længere at gå til skolen på Kapelvej. For fars vedkommende betød det, at han skulle lidt tidligere op om morgenen, for at kunne nå at feje gård og gade, eller som det var tilfældet dette år, for at skovle og feje sneen væk fra gårdspladsen og fortovet, og bagefter gruse. Men det generede ham ikke, for han var og havde altid været morgenmand.

For mit vedkommende fik jeg som sagt en lille smule længere at gå til skolen, men det spillede ingen rolle, for jeg kunne slå en smutvej ind gennem Hans Tavsens Parkens smukke anlæg, som på denne årstid var klædt i sne. Det vakte behagelige minder til live hos mig at gå gennem parken, fordi det virkede lidt "landligt" med dens mange træer og buske, som jeg allerede havde set de par gange, hvor jeg var med min fætter ovre på parkens tilisede boldbane, der om vinteren fungerede som skøjtebane for de omliggende kvarterers børn og ungdom.

På fotoet til venstre ses den indgang fra Jagtvej til Hans Tavsens parken, som jeg dagligt benyttede på min gang til og fra skolen. Det tog vel omkring 8-10 minutter at passere igennem parkanlægget. På fotoet til højre befinder vi os omkring midterpartiet af selve parken med springvandet med jagtens gudinde Diana i midten af billedet. Hvorfor det lige præcis er en skulptur af denne gudinde, der er opstillet på dette sted, har jeg ingen viden om. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.

Det var heller ikke uden betydning for mig, at der ved parkens udgang ved Hans Tavsensgades Skole lå en lille iskiosk, hvor der også solgtes alskens former for slik. Her blev i vinterens løb mangen en 25-øre ombyttet med glaserede æblepinde, nybagte vaffelflager, lagt sammen med jordbærsyltetøj imellem, og for 10-15 øre kunne man få spejderhagl, lakridspastiller, bolsjer og meget andet godt til at forsøde ganen og ødelægge tænderne med. I sommerhalvåret, når alt i parken stod grønt og blomstrende, gjaldt købet især ispinde eller de særligt lækre muslingeskal-vafler, lagt sammen med to vaniljeiskugler indeni. En rigtig isvaffel i kræmmerhusform med en stor iskugle efter frit valg mellem vanilje, jordbær, nougat eller chokolade, kunne man få for en 50-øre, men det hørte til sjældenhederne, at man havde penge tilovers til den slags ekstravagance. Det betød dog ikke så meget, for jeg var faktisk mindst lige så glad for muslingeskal-isvaflen til 25 øre.

Da vi i løbet af de nærmeste par dage var blevet nogenlunde vel installeret i vores nye lejlighed, og belysningsvæsenets folk havde været der, for at installere en elmåler til såkaldt teknisk strøm, fortsatte mor med det daglige syarbejde, mest fordi det fortsat var nødvendigt at supplere fars beskedne indtægt på omkring 16-18 - skriver seksten-atten - kroner om dagen. Men selvom beløbet skal ses i forhold til den tids prisniveau, var der alligevel tale om et så ringe beløb, at en familie på fem personer, som vi var, vanskeligt kunne brødfødes og klædes for det. Desuden skulle der betales skat af beløbet, selvom det månedlige ratebeløb ikke var stort for en familie med tre børn. Værst var det, når far ikke havde arbejde hver dag, så han heller ikke tjente nogen penge, men i stedet fik arbejdsløshedsunderstøttelse, som så vidt jeg husker, for hans vedkommende var på omkring 12 kroner om dagen, hvoraf der yderligere også skulle betales fagforenings- og arbejdsløshedskassekontingent.

Det kan derfor ikke undre, at min stakkels far ofte var i restance med skatten, og utallige er de gange, hvor han blev tilsagt til rodekontoret, som dengang lå i Stefansgade, for at blive påmindet om, at han skyldte i skat. Og lige så utallige gange måtte han love dem, at han ville afdrage gælden med små ugentlige beløb, som han da også efter bedste evne forsøgte at overholde, men som det ustandselig kneb for ham at opfylde.

Dette var, så vidt jeg ved, situationen for tusinder af Københavns ufaglærte løsarbejdere eller såkaldte daglejere dengang. Man sultede måske ikke ligefrem, men de voksne gik nok ikke altid lige mætte i seng hver aften efter dagens møje og besvær. Og både børn og voksne i arbejderfamilierne måtte undvære mange af de ting, ikke mindst hvad klæder angår, som man i dag betragter som en selvfølgelighed i dagliglivet. Dengang var det f.eks. almindeligt, at mænd i vinterhalvåret gik med undertøj med lange ærmer og ben. Far havde i reglen kun to-tre sæt at skifte mellem, og i den tid, hvor han arbejdede som kullemper i havnen og senere som kulafbærer for et brændselsfirma, måtte han omtrent hver aften vaske det sæt undertøj, han havde haft på, for tøjet var helt gråsort af kulstøv fra dagens arbejde. Og vel at mærke vaske det i en spand i køkkenvasken. Mor nægtede simpelthen at ville have med det kulsodede undertøj at gøre, og desuden havde hun selv nok at se til i det daglige med husarbejde, børnepasning og syarbejde. Samtidig sled det hårde arbejde og den megen vask også på fars undertøj, og utallige er de gange, jeg i tidens løb har set ham sidde og lappe på sit undertøj, for der var sjældent råd til at købe et nyt sæt.

Men mor måtte altså fortsætte det ensformige og belastende slid det var, at sidde bøjet over den larmende elektriske symaskine i mange timer hver dag. Det foregik foran stuens eneste, men temmelig store vindue, der var af den slags med en meget stor, mønster-imateret, fastsiddende rude, som fyldte hele det midterste fag, og to smallere, aflange vinduer med klart, gennemsigtigt glas, et i hver side, som kunne åbnes og sættes på hasp. Ovenover hvert af disse, var der et mindre vindue, også i klart glas, og som ligeledes kunne åbnes og sættes på hasp. Dagslyset blev udnyttet optimalt, og den elektriske lampe, der var monteret på symaskinen, blev kun tændt, når det var absolut nødvendigt. Det gjaldt jo om at spare mest muligt på elektriciteten, som i øvrigt på så godt som alt andet i den lille husholdning. Men selvom vores nye lejlighed var betydeligt bedre oplyst af dagslyset end tilfældet havde været med lejligheden i Baggesensgade, var det dog på denne årstid alligevel nødvendigt for mor at tænde symaskinelampen hen på eftermiddagen, når mørket begyndte at falde på.

Det varede dog ikke mange dage, før underboen, en enlig dame i 35-40 års alderen, kom op og ringede på, for at beklage sig over støjen fra symaskinen. Min menneskesky mor, som kun med opbydelsen af den største selvovervindelse fik åbnet entredøren, beklagede og sagde, at det desværre var nødvendigt for hende at udføre syarbejdet, men at hun ville begrænse dette mest muligt. Damen var sådan set forstående og venlig nok, men mente, at det måtte være muligt at få en symaskine, der var mindre støjende, end den Singer-maskine, som mor brugte. Mor lovede at undersøge, om det kunne lade sig gøre at få en ny og mindre støjende symaskine.

I de følgende dage var mor meget bekymret og så nervøs, at små røde knopper slog ud i ansigtet og over hele kroppen, en reaktion, der var almindelig hos hende, når noget ikke gik som det efter hendes mening burde. Imidlertid fik far ordnet det sådan, at tekstilfabrikanten ombyttede Singer-maskinen med en mindre støjende symaskine af mærket Pfaff. Det hjalp en hel del på støjniveauet, som under hensyntagen til omstændighederne måtte siges at være acceptabelt, og underboen var da også så venlig at meddele mine forældre, at hun havde nemmere ved at affinde sig med støjen fra den ny maskine.

Lejlighedens soveværelse var indrettet til mine forældre og den da 3-årige Bent. Min lidt større lillebror, 6-årige Benny, og jeg selv holdt til og sov i det såkaldte kammer, et værelse på kun omkring 3,5 x 4,5 meter, dvs. knapt 16 m², men stort nok til i de kommende år at danne rammen om mine store forhåbninger og drømme om fremtiden. Kammeret skulle nogle år senere blive helt mit eget sted, mit "værksted", hvor mange tegninger og filmplaner efterhånden skulle komme til at se dagens lys. Og i pubertetsårene skulle det komme til at blive mit "lønkammer", hvor jeg tumlede med dybsindige tanker om livet og verden. Men indtil da var det mit og Bennys fælles soveværelse og opholdsværelse slet og ret, og selvom vore interesser og aktiviteter naturligvis ikke kunne være sammenfaldende, alene på grund af aldersforskellen, så forløb arrangementet i det store og hele tilfredsstillende, i al fald sådan som jeg husker det.

En af de lidt morsomme episoder, jeg især husker fra denne periode, var en, der gentog sig omtrent hver eneste morgen. Far var jo tidligt på benene, fordi han skulle møde på sit arbejde i havnen allerede kl. 6 morgen. Inden da skulle han nå både at få morgenmad og som vicevært feje gårdsplads og fortov. Men han havde endnu en vigtig opgave at udføre, nemlig den, at lille Bent, som var vågnet omtrent samtidig med far, så godt som hver eneste morgen rejste sig op i sin høje tremmeseng og stod i benenden af denne og kaldte på far ude i køkkenet: ”Farmand, gi’ mig min babbavælling!”. Han tav ikke, før far havde lavet hans morgendrik, som så vidt jeg husker, bestod af semuljevælling, som var fyldt på en sutteflaske. Når han så endelig fik den, lagde han sig atter ned under dynen og pattede på den lune drik – og faldt kort efter i søvn igen.

Gaslygter erstattes af el-belysning

Forresten har jeg glemt at omtale, at siden begyndelsen af 1880'erne havde gadebelysningen i København bestået af gaslygter. Denne belysningskilde fortsatte til helt op gennem første halvdel af det 20. århundrede, og derfor var det også i 1930'-40'erne et almindeligt indslag i gadebilledet, at man om aftenen ved lygtetændingstid kunne se lygtetænderen småløbe gennem gaderne med sin lange stang, som havde en slags krog i den øverste ende, og med denne åbnede han for gasblusset i gadelygternes lampehus. Om morgenen kunne man se samme syn, men da havde lygtetænderen travlt med at gå fra lygte til lygte og lukke for gassen, så lyset slukkedes.

I København blev den elektriske gadebelysning, med centralt dirigeret tænding og slukning, først gennemført i slutningen af 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne. Også i Jægersborggade og omliggende og tilliggende gader var der på den tid gasbelysning, og lygtetænderen og -slukkeren var derfor en daglig gæst i gaderne, når han nærmest småløb fra gadelygte til gadelygte på sin vej fra den ene ende af gaden til den anden, for at kunne nå at tænde eller slukke lyset inden for et rimelig kort tidsrum.

Jægersborggade adskilte sig fra sine to nabogader, Kronborggade på den ene side og Bjelkes Allé på den anden, dels ved hovedsagelig at være beboet af arbejderfamilier og dels ved generelt at være en mere livligt trafikeret gade, end de to andre. Såvel person- som varebiler og såkaldte lastvogne var på den tid et forholdsvis sjældent syn, men til gengæld vrimlede det nærmest med hestetrukne vogne. Hestevognene var i reglen tospands, og disse hørtes meget tydeligt, når de jernbetrukne hjul og hesteskoene klaprede hen over gadens brosten og meldte deres ankomst eller afgang. Det gjaldt skraldevognene, som i almindelighed var de allerførste meget tidligt om morgenen, og mælkevognene som de næste. De førstnævnte var bemandet med en kusk og hans medhjælper, og disse to mænd havde til daglig opgave at gå ind i baggårdene og hente de fyldte og ofte meget tunge skraldespande og bære disse ud til vognen og tømme indholdet over på ladet, og derefter sætte de tomme skraldespande tilbage på plads. Alene i vores gård, der tilhørte to opgange, var der 5 skraldespande, og da disse var lavet af galvaniserede om end tynde jernplader, havde de i sig selv en vis vægt. Skraldemændene havde en svær lædersadel spændt på den ene skulder, og på denne bar de skraldespandene frem og tilbage mellem baggården og vognen ude på gaden. Det har altid været tungt og hårdt arbejde, at være skraldemand, men det var det særlig dengang.

De sidstnævnte hestetrukne vogne, mælkevognene, der i reglen også var bemandet med en kusk og hans medhjælper, leverede hele, halve og kvarte liters flaskemælk af enhver art i jernstativer til de såkaldte ismejerier, hvorfra mælken solgtes til de almindelige kunder, og der lå netop et sådant ismejeriudsalg til højre for opgangen i nr. 27. Betegnelsen ismejeri hang så vidt jeg ved sammen med, at disse forretninger også solgte is i stænger til kundernes isskabe, som var den tids form for køleskab, der dog i reglen kun fandtes hos bedrestillede familier, og sjældnere hos arbejderfamilier. Det elektriske køleskab i form af den såkaldte frigidaire fandtes, men kun til brug i forretninger, der handlede med let fordærvelige varer, hvilket især vil sige viktualiebutikker. Der lå forresten en viktualiebutik lige til højre for vores opgang.

Tilvenstre for samme opgang, altså nr. 25, lå der i nr.23 i en høj kælder en slikbutik, som i daglig tale kaldtes "slikmutter", fordi indehaveren var en dame. Her kunne man for 25 øre eksempelvis købe et rødglaseret æble på pind, og det syntes de fleste af os børn dengang var en himmerigsmundfuld. Eller man kunne købe spejdersnus, spejderhagl eller saltpastiller og meget andet og mere af søde og salte sager, og naturligvis også ispinde og isvafler. Til venstre for slikbutikken lå skomageren, der også havde butik og værksted i en høj kælder. Det var en nogenlunde god forretning at være skomager dengang, for det var almindeligt at folk lod deres sko forsåle eller på anden måde reparere. Derfor havde skomageren i reglen altid travlt fra tidlig morgen til lukketid, også om lørdagen.

På hjørnet af det såkaldte huk og tilvenstre for skomageren, lå grønthandleren, som dengang også solgte brændsel i form af optændingsbrænde, kul, koks og briketter, og på et senere tidspunkt af krigen også og især tørv. Lige over for grønthandleren, men på den modsatte side af gaden lå kolonialhandleren eller købmanden, som solgte alt, hvad der hører ind under kolonial- og købmandsvarer, hvilket bl.a. vil sige friskmalet kaffe, kaffetilsætning, Danmarks og Richs, sukker, mel, gryn, krydderier, osv. osv.

Lige over for vores ejendom på den modsatte side af gaden og mellem nr. 26 og 28 lå der en kombineret vaskeri- og rulleforretning i kælderetagen. Det var tre ældre søskende, to kvinder og en mand, der ejede og personligt drev forretningen, hvor de arbejdede fra tidlig morgen og ofte til over lukketid. De to 55-60 årige kvinder knoklede dagen lang med at vaske, tørre, rulle og stryge kundernes tøj, som broderen i reglen bragte til og fra forretningen. Der var det specielle ved manden, som formentligt har været omkring 50 år på det tidspunkt, at han dels var meget lille af vækst og dels var kraftigt pukkelrygget og samtidig havde et temmelig skævt ansigt. Han kunne minde lidt om Klokkeren fra Notre Dame af skikkelse, men det meget blege ansigt havde forfinede, om end noget forvredne træk. Når han færdedes til og fra forretningen, veg de mindre børn, især småpigerne, gysende væk fra ham, medens nogle af de lidt større børn, særlig drengene, gjorde nar af den stakkels mand og efterlignede hans krumryggethed og haltende gangart.

I gadens nr. 30 lå der en herrefrisørforretning, som i modsætning til barber- og frisørsaloner var karakteristisk ved, at der over indgangen hængte det aflange, smalle, rørformede skilt med den røde spiralstribe. Frisører, der også påtog sig barbering af folk, havde den lige så bekendte ovalformede flade metalskål med det karakteristiske halvbueformede indhak hængende uden for forretningen. Denne form for skylleskål med et bueformet indsnit i den ene side, som skyldtes, at fadet under skylningen skulle placeres tæt på kundens hals, brugtes dog ikke mere.

Fortsættes i artiklens 7. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra og med året 1938 og fremefter.

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

___________________________________