Ideale drømme, skepsis og tvivl 7. del
Fra idealist til realist
Morale: Livet er kun til låns
(1940 og videre fortsat fra artiklens 6. del)
På fotoet til venstre ses den nordlige side af det huk, der
ligger sydligst mellem Jægersborggade og parallelgaden Kronborggade. Som det
fremgår af billedet, var der beplantning i hukket foruden en stor mængde
parkerede cykler, da fotoet blev taget i august 2009, hvilket ikke var
tilfældet dengang min familie og jeg boede i gaden. Henstillen af cykler var
ganske enkelt ikke tilladt. Men tiderne skifter som bekendt, og efter
ungdomsoprøret i ’68 blev mange af de tidligere sæder og skikke undermineret og
nedbrudt. – På fotoet til højre ses et udsnit fra midten af Kronborggade. I min
barndom og ungdom lå der en forretning, et såkaldt ismejeri, dér, hvor der nu
ses to store vinduer i stueetagen til højre for billedets midte. Her blev jeg
senere som 12-årig ansat som bybud. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.
Jeg
husker ikke, om mine brødre blev klippet i denne frisørsalon, men selv gjorde
jeg det ikke, for jeg havde fundet en frisør omme i Hørsholmsgade nær ved Stefansgade,
som blev min faste frisør i den tid, jeg boede hjemme. Denne mand havde en søn,
der var jævnaldrende med mig, og til faderens stolthed var drengen blevet
medlem af Radioens Drengekor under Mogens Wøldike. Det holdt frisøren meget af
at tale om, og da jeg altid har været god til at tale med mennesker, der er
ældre end mig selv, fik vi gerne en hyggelig snak om alt mellem himmel og jord.
Men sanger-sønnen stod dog hans hjerte og talegaver nærmest.
For
øvrigt var der også en damefrisørsalon i Jægersborggade, som så vidt jeg
husker, lå i nr.18. Jeg erindrer ikke, om mor og med hende senere Lizzie var
kunder i denne forretning, men det var de nu nok. Ved siden af den, på hjørnet
af hukket, var der en garnforretning, som på den tid reklamerede med at
"Strømper opmaskes". Det gjaldt naturligvis damestrømper, især de
finere strømper af silke, hvor der nemt kunne løbe en maske eller to. På den
tid var nylonstrømper et helt ukendt fænomen i Danmark. Senere under krigen, da
importen var lukket, gik man over til at væve damestrømper af finmasket bomuld.
Dette materiale var dog ikke ukendt i strømpesammenhæng, for til hverdag gik
mange kvinder med lidt grovere vævet lange strømper. Disse strømper var ikke så
sarte som silkestrømperne, og de holdt derfor længere, og når og hvis der gik
hul på dem, reparerede kvinderne dem i reglen selv. Denne meget kolde vinter
1940 gik de fleste, både kvinder og mænd, dog med uldstrømper eller uldsokker
til hverdag, for bedre at kunne holde fødderne og benene varme.
Men
der knytter sig for mit vedkommende en speciel oplevelse til den nævnte
garnforretning. Oplevelsen fandt dog først sted senere på året 1940 eller i
1941, men jeg vil alligevel omtale den her. En dag, da mor havde sendt mig over
til forretningen, for at aflevere et par af hendes strømper til opmaskning,
var der i forvejen en kunde, da jeg kom ind i butikken. Kunden var en omkring
30-årig og for kvarteret usædvanlig velklædt og velplejet kvinde, som tilmed
var meget smuk og som – forekom det mig - smilede indladende og varmt til mig,
da jeg trådte ind. Alene det overraskede mig, for dengang var forholdet mellem
mennesker, der ikke kendte hinanden, betydelig mere reserveret og formelt, end
tilfældet senere blev. Det var dog især kvindens påklædning, der tiltrak sig
min opmærksomhed og nysgerrighed, for inde under sin åbentstående frakke
havde hun en temmelig nedringet og derfor afslørende bluse på, som stillede en
stor del af hendes velformede bryster til skue. Det gjorde mig så forvirret og
forlegen, at jeg dårligt vidste, hvilket ben jeg skulle stå på. Blodet steg mig
til hovedet og jeg skyndte mig derfor at se den anden vej. Kvinden bemærkede
åbenbart min forlegenhed, for hun udbrød kækt: "Så, så, min lille ven, du
kan ikke se andet, end hvad Vorherre har skabt!" Og henvendt til
ekspeditricen fortsatte hun: "Jeg tror sørme, jeg har fået en beundrer!
Det er vel nok herligt!" Og så lo begge damerne hjerteligt. Og idet den
smukke kvinde skulle til at forlade forretningen, vendte hun sig om imod mig og
strøg mig over kinden, hvorefter hun forsvandt ud ad døren.
Jeg
kunne være krøbet i et musehul ved hendes ord og berøring, hvis jeg ellers
havde været lille nok og et sådant havde forefandtes, men samtidig følte jeg
mig underlig stolt og beæret over, at en så smuk kvinde havde værdiget mig så
megen opmærksomhed. Det bevirkede, at jeg følte mig forelsket i damen, og i de
følgende dage skottede jeg forsigtigt ind ad vinduerne, når jeg gik forbi
forretningen, i håb om at få et glimt af den dejlige dame at se. Men jeg så
hende faktisk kun en enkelt gang senere, for det viste sig, at hun slet ikke
boede i gaden, men kun var der på besøg. Det faldt mig slet ikke ind dengang,
at den pågældende dame var dobbelt så gammel som mig, eller at hun blot var en
munter kvinde, der havde lavet lidt sjov med mig.
Ved
siden af herrefrisørsalonen, men på den anden side af opgang nr. 30, lå der en
cigar- og tobaksforretning, som vi børn dog stort set aldrig kom i. Far, som
var en moderat ryger, røg både pibe og cigaretter, men han købte altid selv
sine tobaksvarer, og gerne andre steder ude i byen, eller trak cigaretterne i
en af de mange automater, der dengang var ophængt udenfor tobaksforretninger
eller købmandsbutikker, så kunder også kunne købe især cigaretter udenfor
forretningernes lukketider..
Længere
fremme i gaden, formentlig i nr.10 eller 12, lå der dengang en urmagerbutik,
hvis indehaver var en ældre mand, som da også senere lukkede butikken. En kort
overgang stod den tom, men derefter blev den overtaget af en ny lejer, der
indrettede den til marskandiserbutik. Her solgtes der lidt af hvert, sådan som
tilfældet er i den slags butikker. Et års tid efter købte jeg mit første
fotografiapparat hos denne marskandiser, et brugt Kodak Bokskamera, som jeg
vistnok gav 25 kr. for, som jeg delvis selv havde sparet sammen til formålet.
Blandt forskellige mindre møbler og andre genstande, havde marskandiseren også
en bogkasse stående uden for sin forretning. Foruden forskellige brugte
bøger, rummede bogkassen også en mængde seriehæfter med bl.a. den dengang
verdensberømte cowboystjerne Tom Mix, og desuden hæfter med en anden, men
opdigtet cowboyhelt, Sorte Maske, og detektivromaner med Charlie Chan, der,
lige som tilfældet var med Tom Mix, også kendtes fra amerikanske film. Det vil
jeg senere vende tilbage til i kronologisk orden.
I
Jægersborggade nr. 2 eller 4 lå der dengang en bagerbutik i kælderetagen. Det
var dog kun sjældent, at vi handlede der, for der lå også en bagerbutik omme på
hjørnet af hukket og Kronborggade, og der var det nærmere for os at handle.
Mælk, smør og fløde købte vi i den ismejeributik, der lå skråt over for
bagerforretningen i Kronborggade. Den ugifte indehaverske hed forresten aldrig
andet end fru Jensen, og hende skal vi høre mere om senere, for i 1941 blev
jeg, der dengang var 12 år, ansat som morgen- og eftermiddagsbud i hendes
butik.
Der
var flere andre forretninger i Jægersborggade, end de her nævnte, men de fleste
af dem lå dog i den halvdel af gaden, der var nærmest Jagtvej. I den anden
halvdel af gaden, der lå mod Stefansgade, var der kun nogle ganske få
forretninger, som vi i øvrigt meget sjældent eller aldrig kom eller handlede i.
Imidlertid
erfarede jeg snart, at vores flytning fra Baggesensgade til Jægersborggade
skulle få den konsekvens, at jeg blev nødt til at skifte skole. Det var jeg
naturligvis ked af, for nu havde jeg lige vænnet mig til Kapelvejens Skole og
de kammerater og ukammerater, jeg havde fået der. Desuden havde jeg vanskeligt
ved at forstå, at skiftet skulle ske til Hellig Kors Skolen, der lå og ligger
lige rundt om hjørnet til Hans Tavsensgade. Jeg ville have kunnet forstå det,
hvis skiftet skulle have været til Jagtvejens Skole, eller til nød til Hans
Tavsensgades Skole. Men af for mig uforståelige grunde, blev det altså Hellig
Kors Skolen, jeg kom til at gå i, og så vidt jeg erindrer, sluttede jeg på
Kapelvejens Skole i midten af marts og begyndte på den ny skole dagen efter,
altså omkring den 14.-15. marts.
På fotoet til venstre ses hovedindgangen til
drengeafdelingen i Hellig Kors Skolen. På fotoet til højre ses jeg som 79-årig
stående ved den indgangsdør, som jeg fra midten af marts 1940 til slutningen af
maj 1943 skulle komme til at gå ind og ud ad mange gange, idet skoleugen
dengang var på 6 dage og hver dag på 6 timer fra kl. 8-14, lørdag dog kun til
kl. 12. Sidstnævnte foto er
fotograferet af mine kone Birgit. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.
Men
nok så ked af det var jeg, fordi jeg så ikke længere daglig fik lejlighed til
at se og snakke med min fætter Dennis, som jeg holdt meget af, fordi han
simpelthen var alle tiders kammerat, samtidig med, at han for mig
repræsenterede det velkendte og trygge, som også trådte til som min beskytter,
når dette viste sig nødvendigt. Og det gjorde det ikke sjældent i starten af
min københavnske skolegang, hvor jeg som allerede nævnt bl.a. blev drillet en
del med min tydelige lollandske dialekt, som især visse af kammeraterne fandt
umådelig komisk og lattervækkende. Desuden var jeg forholdsvis lille af vækst
efter min alder, noget kalveknæet og havde rundt hoved med flyveører og
opstoppernæse. Det var simpelthen bare for meget for klassens
"anfører" og hans fire-fem "stik-i-rend-drenge", som åbenbart
derfor følte en uimodståelig trang til at forfølge og chikanere mig, så ofte de
fandt anledning dertil.
Hellig
Kors Skolen var og er en fire etager høj, rød murstensbygning, som lå og
ligger vinkelret på Hans Tavsensgade, lige skråt over for Hellig Kors Kirke.
Fra vinduerne i skolens sydside kunne man se over til Kapelvejens Skole og
dennes skolegård, som kun var adskilt fra Hellig Kors Skolen af det nord-sydgående
"knæk", som der her er på Struensegade. I modsætning til Kapelvejens
Skole, var Hellig Kors Skole også en pigeskole, idet den vestlige halvdel af
skolebygningen og skolegården var forbeholdt pigeeleverne, mens den østlige
halvdel af skolebygningen og skolegården var forbeholdt drengeeleverne.
Skolegården var til det formål adskilt ved et højt ståltrådshegn, som det var
strengt forbudt elever af begge køn at opholde sig tæt ved, endsige kravle op
i, og naturligvis slet ikke over.
I
det hele taget søgte man at holde de to køn adskilt fra hinanden så meget som muligt,
hvilket naturligvis havde den stik modsatte virkning, idet det kun gjorde dét
endnu mere interessant, som man forbød. Baggrunden for den strengt overholdte
adskillelse mellem kønnene var tidens, hvilket vil sige de toneangivende
kredses, herunder præsters, pædagogers, psykologers og lægers udpræget snerpede
seksualmoral. Det var karakteristisk for tiden, at man altid fortrinsvis
fremhævede de negative sider ved seksuallivet, så som kønssygdomme og
illegale aborter, hvortil det skæbnesvangre ord "kvaksalver" altid
var knyttet, der i begge tilfælde blev brugt som skræmmebilleder. Det skete i
håbet om, at de mennesker, der havde løse seksuelle forhold, ville komme på
bedre tanker og afholde sig fra at føre et udsvævende liv, og forstå, at
seksuelt samliv kun burde finde sted inden for ægteskabet.
Denne
situation hang formentlig sammen med det forhold, at skolerne på den tid ikke
kun gav undervisning i religionshistorie, hvilket for underskolens vedkommende
udelukkende ville sige Bibelhistorie, men også underviste i og forkyndte
kristendom. Det sidste skete ved hjælp af den såkaldte katekismus, der består
af en kortfattet fremstilling af hovedindholdet i den kristne troslære, formet
som spørgsmål og svar. Og det var naturligvis især de ti bud, og ikke mindst
det sjette bud om ikke at bedrive hor, det var vigtigt for religionslærerne at
indprente deres sagesløse elever. Og så naturligvis trosbekendelsens
afsværgning af Djævelen og alle hans gerninger.
Herover ses Hellig
Kors Skoles nordvendte facade en dag i slutningen af august 2008. Selve
bygningen er ikke væsentligt forandret fra dengang, jeg gik på skolen, men det
er derimod skolegården, som i min tid var opdelt i to afdelinger ved et højr
ståltrådshegn, som adskilte en drenge- og en pigeafdeling. Set på ovenstående
foto lå drengeafdelingen til venstre og pigeafdelingen til højre i billedet.
Den dag, hvor billedet blev fotograferet, var det udenfor skoletiden og
skolegården blev da benyttet af nogle af kvarterets yngre beboere og børn. – Foto:
© 2008 Harry Rasmussen.
Den form for kristendom, der i
tidens løb havde fået indflydelse på borgerskabet, var en underlig blanding af
teoretisk kristen etik og traditionel verdslig borgerlig moral, som for
sidstnævntes vedkommende gik ud på, at det ikke betød så meget at man handlede
imod de ti bud, når blot det ikke blev opdaget. Denne dobbeltmoral havde i
større eller mindre grad præget befolkningerne i den vestlige verden, i al fald
lige siden middelalderen, men måske særlig markant i 1700- og 1800-tallets
Europa. I Oplysningstiden, og særlig i slutningen af 1700-tallet, søgte de
mest fremskridtsvenlige mennesker imidlertid at gøre op med den borgerlige
dobbeltmoral, hvilket dog ikke lykkedes på afgørende måde. Dobbeltmoralen
overlevede og fortsatte med at regere et godt stykke ind i 1900-tallet, hvor
den mødte modstand i form af kulturradikalismen og marxismens ideologikritik.
Et markant vendepunkt kom med 1968-generationen, som for de mest rabiates
vedkommende stort set smed alle hidtidige værdi- og adfærdsnormer overbord,
eller i det mindste forsøgte man på det. Denne opbruds- og fornyelsesproces
efterlod sig foruden stor forvirring og usikkerhed hos mange, også spor hos
både borgerskabet og arbejderklassen, således at det derefter blev anset for
illegitimt at mene og sige én ting og gøre noget helt andet i praksis. Et
mindstekrav måtte være, mente især 68'erne, at der skulle være overensstemmelse
mellem teori og praksis. Med teori mente de mere præcist marxisme eller
socialisme.
Bagest
i skolegården lå en bygning, som rummede gymnastiksalen og sløjdlokalet, to
steder, der bestemt ikke hørte til, hvad jeg holdt mest af. I det hele taget
var jeg ikke meget for fysiske udfoldelser, men ville hellere sidde og tegne
eller dagdrømme, beskæftigelser, der bestemt ikke blev regnet for at være noget
for "raske drenge". Men jeg erkendte tydeligt, at jeg ikke var, hvad
man forstod ved "en rask dreng", men derimod, hvad man betragtede
som en "tøsedreng". Dog følte jeg mig ikke som en sådan og blev heller
aldrig kaldt det, men jeg indså, at jeg på flere måder adskilte mig fra mine
skolekammerater, især på grund af mine forholdsvis specielle interesser. Men
måske ikke mindst af den grund, at jeg allerede som 9-årig, ja, faktisk fra jeg
var 6 år, var fast sporet ind på, hvad jeg ville lave som voksen, nemlig
tegnefilm, og en tilsvarende målrettethed fandt jeg ikke hos nogen af mine
skolekammerater og heller ikke hos mine senere legekammerater og ungdomskammerater.
Den
mørke og kolde morgen i midten af marts 1940, da jeg for første gang skulle
give fremmøde i Hellig Kors Skole, følte jeg mig anspændt og ikke særlig let
til mode, for jeg afskyede forandringer. Desuden forudså jeg, at drillerierne,
som jeg havde været udsat for, mens jeg gik på Kapelvejens Skole, ville
fortsætte, og nu havde jeg ikke en fætter Dennis til at beskytte mig og tage
mig i forsvar. Det var derfor som om, at mine ben ikke rigtig ville bære mig,
da jeg travede hjemmefra og som sædvanlig lagde vejen ind gennem Hans Tavsen Parken,
og det virkede forstemmende, da jeg tilmed så, at slikboden netop denne
skæbnesvangre dag endnu ikke havde åbent, sådan som den plejede.
På
forhånd havde jeg gennem en skrivelse, som mine forældre havde modtaget fra
skolen, fået besked på, at jeg skulle møde op på skolens inspektørkontor
senest et kvarter før klokken otte. Inspektørens kontor var beliggende i
stueetagen, og det var med hamrende hjerte, at jeg bankede på døren og
afventede et eventuelt "Kom ind!". Der lød dog ikke nogen stemme
derindefra, og derfor åbnede jeg tøvende den store, tunge dør, men før jeg
nåede at åbne døren helt og se noget som helst, lød der en høj, skarp stemme:
"Vent udenfor!". Forskrækket skyndte jeg mig at lukke døren igen og
stillede mig lige overfor ved væggen i den modsatte side af gangen. Her ventede
jeg så, i en evighed forekom det mig, og imens ringede skoleklokken ind og kort
efter kom den ene elevgruppe efter den anden i de obligatoriske rækker på to og
to elever ved siden hinanden, ind ad hovedindgangen og forsvandt, højt
snakkende og trampende i trinene, op ad trapperne til de andre etager.
Efter
et stykke tid bredte roen og stilheden sig i skolebygningen, og først da åbnedes
døren til inspektørkontoret, og en midaldrende, middelhøj, tynd mand med et
smalt og lidt tvært ansigt, der var indrammet af et helt hvidt, kortklippet hår
og et halvlangt, smalt og ligeledes hvidt, velplejet fipskæg, så stirrende på
mig gennem et par runde brilleglas, som var indfattet i et tyndt guldstel. Han
var klædt i mørkt jakkesæt med vest, hvid skjorte og mørkt slips, og havde
sorte sko på fødderne. Hele hans fremtoning bar præg af agtværdighed og
nidkærhed, og især det sidstnævnte skulle jeg senere komme til at erfare som et
hovedkendetegn for denne mand.
Efter
at have åbnet døren, vendte inspektøren, som forresten viste sig kun at være
viceskoleinspektør, sig om og gik tilbage og satte sig ved et stort, massivt
skrivebord, idet han lod døren stå åben, som tegn til mig om at komme indenfor.
Og selvom jeg naturligvis havde allermest lyst til at stikke af, så fungerede
autoritetstroen og frygten for konsekvenserne så meget hos mig, at jeg gik
indenfor og lukkede døren bag mig. Kontoret viste sig at være et forholdsvis
stort lokale, holdt i mørke farver, og omtrent midt i rummet stod det massive
skrivebord, hvor viceinspektøren nu sad og kiggede i nogle papirer og lod, som
om jeg var luft for ham.
Jeg
gik frem og stillede mig respektfuldt foran den strengt udseende mand, hvis
borgerlige navn jeg ikke længere kan huske. Men jeg husker til gengæld så meget
mere det øgenavn, som mindre respektfulde elever havde givet ham, nemlig "Gedebukken".
Det hang sammen med, at han for det ’kreative’ - og ironiske eller
ondskabsfulde - øje, havde en umiskendelig ydre lighed med netop det bemeldte
pattedyr, naturligvis ikke mindst på grund af det aflange, smalle ansigt og
fipskægget. Og det hændte, når viceinspektøren en sjælden gang gik hen over
skolegården i et af frikvartererne, og eleverne stod mange samlede i en
klynge, at en eller et par af de dristigste elever i ly af gruppen gav sig til
at bræge højlydt. Men selvom "Gedebukken" formentlig godt var klar
over, at brægeriet gjaldt hans person, lod han dog som ingenting.
Men
nu var jeg altså for første gang konfronteret med "Gedebukken" og
hans gammeldags, triste kontor, som henlå i halvmørke, idet kun den
obligatoriske skrivebordslampe var tændt i lokalet. Tavs stod jeg og afventede,
hvad der videre skulle ske, og følte mig nærmest som en, der havde gjort noget
galt. Langt om længe brød han stilheden, idet han uden at se på mig spurgte om
mit navn og mine personlige data, samtidig med at han kiggede ufravendt i en
protokol, der lå opslået foran ham på skrivebordet. Med sine lange, magre
fingre greb han en pen, der stod i et stativ, dyppede den i blækhuset og
kradsede nogle sirlige bogstaver og tal ned på papiret. Herefter satte han
pennen fra sig, greb blæksugeren og vippede denne gentagne gange hen over den
våde skrift, for at tørre den. Så rejste han sig, greb et stykke papir, der lå
på skrivebordet, og gik hen mod døren, som han åbnede og gik ud ad, idet han
ganske kort og kommandoagtigt sagde: "Følg med!".
Uden
at se sig tilbage, gik han op ad trappen, tæt fulgt af lille, forsagte mig, som
naturligvis var meget spændt på at skulle møde mine nye klassekammerater og min
kommende klasselærer. På anden sal gik vi et stykke hen ad den brede midtergang,
og her standsede inspektøren foran en lukket dør, hvor der foroven var en smal
råglasrude, hvorigennem man kunne se i dette tilfælde det tændte elektriske lys
inde i klasselokalet. På denne årstid og dette tidspunkt var dagslyset endnu
ikke kraftigt nok til, at man kunne se ved hjælp af det alene.
Efter
en kort banken på og uden at afvente nærmere, åbnede viceinspektøren døren og
gik indenfor, fulgt af lille mig. Lokalet, vi kom ind i, var forholdsvis stort,
og lignende de fleste klasselokaler på den tid. Væggene var grumsetgrønne,
loftet hvidkalket, men for så længe siden, at farven nu nærmest var grålig.
Indgangsdøren lå bagest i lokalet i dettes nordvendte sidevæg, der var uden
vinduer. I den sydvendte sidevæg var der fire store tofags vinduer, som normalt
forsynede lokalet med dagslys. Katederet, der som altid dengang var forhøjet
ved hjælp af et podium, som strakte sig fra den ene side af lokalet til den
anden, befandt sig ved lokalets vestvendte endevæg og dermed længst borte fra
døren. Her var der foruden tavlen også forskellige skabe anbragt i begge sider,
som rummede de forskellige remedier og ting, som indgik i undervisningen, herunder
også det famøse afstraffelsesmiddel: spanskrøret. På den østvendte endevæg var
der ophængt nogle glasindrammede billeder, så vidt jeg husker med motiver fra
Bibelhistorien.
Det
sidstnævnte hang formentlig sammen med, at viceskoleinspektøren var stærkt
ortodoks kristen, og det viste sig snart, at det var ham, der var min klasses
religionslærer. Han lagde altid stor og nidkær vægt på, at vi kunne trosbekendelsen
og salmeversene udenad, ellers vankede der enten slag på håndfladen med
pegepinden eller med en lineal, eller eftersidning, som varede, indtil man
havde lært den omhandlede tekst udenad.
Med
små, hastige, nærmest trippende skridt, gik "Gedebukken" hen langs
væggen og frem til katederet, bag hvilket der sad en tydeligvis høj, velnæret
og svær men ikke tyk mand, i færd med at råbe elevernes navne op, for at
konstatere om de var mødt. Hans ansigt var fyldigt og han havde et tætklippet,
gråt hår og et velplejet sølvgråt overskæg, som fik ham til at se ud som en
engelsk godsejer. Dette understregedes yderligere af hans påklædning, som var
et gråligt tweedjakkesæt med tilsvarende vest og guldur i kæde. Han rejste sig,
idet viceinspektøren med mig i hælene nåede hen til podiet, hvor denne,
henvendt til læreren, med en lidt skinger stemme sagde: "Dette er klassens
nye elev!". Derpå rakte viceinspektøren læreren det stykke papir, han
havde haft i hånden, og idet han gjorde omkring, rettede han sit blik skarpt
imod mig og sagde: "Lad mig nu se, at du opfører dig ordentligt og lærer
dine lektier!", hvorpå han i samme specielle gangart trippede tilbage ad
den vej, han og jeg var kommet fra. Alles blikke var rettet mod "Gedebukken",
og jeg lagde mærke til, at nogle af eleverne havde et syrligt grin om munden,
hvilket jeg senere erfarede skyldtes, at de nærmest hadede og samtidig foragtede
ham.
Da
"Gedebukken" havde lukket døren efter sig, rakte læreren hånden frem
imod mig til goddag, og idet jeg gengældte håndtrykket, sagde han venligt:
"Velkommen!". Derefter satte han sig igen bag katederet, greb pennen
og dyppede den i blækhuset, hvorpå han atter henvendte sig til mig og spurgte:
"Hvad er dit for- og efternavn?". Jeg svarede: "Harry
Rasmussen!". Da han havde skrevet mit navn ind i protokollen og krydset
mig af, rejste han sig igen og trådte hen ved siden af mig, og idet han tog mig
om skulderen, sagde han henvendt til klassen: "Harry Rasmussen er jeres
nye klassekammerat, og jeg håber at I vil tage pænt imod ham og behandle ham
ordentligt!". Ved disse ord, som varmede mig, følte jeg allerede en vis
sympati for min nye klasselærer, hvis navn var Hr. Holbro. Lærerens
fornavn husker jeg ikke, for vi sagde altid "Hr. Holbro" til ham, men
han skulle vise sig at være et venligt, men bestemt, menneske, der dog ikke
forlangte det umulige af sine elever. Han må dengang have været omkring 62 år,
for han blev pensioneret som 65-årig i 1943, samtidig med at jeg gik ud af
skolen.
Selv
kiggede jeg lidt usikkert hen over de mange mere eller mindre viltre hoveder i
klassen, som med mig havde i alt 38 elever. Det var kun drengene på de forreste
rækker, der havde vandkæmmet eller brillantinekæmmet hår, resten af klassens
elever syntes ikke at have været i nærheden af en kam, i hvert fald ikke denne
morgen. Alle kiggede tilbage mod mig, nogle smågrinende og udfordrende, andre
lidt ligegyldigt og nogle totalt uinteresserede. Min usikkerhed skyldtes især
en vis frygt for at blive mobbet, men til min senere store overraskelse viste
det sig, at mine nye klassekammerater ikke var nær så slemme i den henseende,
som dem, jeg havde haft på Kapelvejens Skole.
Læreren
sagde derefter: "Nu kan du foreløbig sætte dig hen på den ledige plads ved
siden af Svend Holm!". Så vidste jeg, hvad min nye sidekammerat hed.
Pladsen viste sig mærkværdigvis at svare til den, jeg havde haft, da jeg
sluttede på den anden skole, nemlig tredie pult og femte plads i fjerde række
til højre, hvilket også i dette tilfælde var vinduessiden. Denne placering har
muligvis stået på det stykke papir, som "Gedebukken" havde overrakt
læreren.
Den
nævnte elev, Svend Holm, viste sig at være en lidt forfinet og altid
velklædt mors dreng, som både personligt og socialt gerne ville gælde for mere,
end han og hans familie egentlig var. Men med al respekt for hans
mindreværdskompleks, som han søgte at dække bag en stolt og hovmodig facade, så
var virkeligheden den, at han boede med sin alenemor og fire mindre søskende i
en lille toværelsers lejlighed i den ende af Slotsgade, der lå nærmest
Korsgade. Dette erfarede jeg dog først et par år senere, da jeg i en bestemt
anledning havde ærinde i den opgang, hvor han boede, hvilket jeg senere skal
vende tilbage til.
Herover ses til venstre det stykke af Slotgade, der er
bevaret fra Baggesensgade og til Nørrebrogade bagest i billedet. På fotoet til
højre ses det korte stykke af Slotsgade, der er bevaret fra Baggesensgade og
hen mod Korsgade, som ville have kunnet ses i baggrunden, hvis ikke denne var
blevet bebygget med nye store beboelsesejendomme i samme byggestil, som dem der
bl.a. findes i Baggesensgade nr. 22-32. Min klasse- og sidekammerat i skolen,
Svend Holm, boede med sin mor og søskende vist nok i Slotsgade nr. 4 eller 6,
som lå nær på Korsgade. Disse ejendomme samt ejendommene på den modsatte side
af Slotsgade blev condemneret og revet ned i 1980’erne. – Fotos: © 2008 Harry
Rasmussen.
Skolefoto fra Helligkors Skole,
formentlig fra efteråret 1940, da jeg var 11 år og var rykket op i 4. klasse.
Læreren som ses på fotoet hed så vidt jeg husker Mikkelsen til efternavn, men
han var ikke vores klasselærer, som hed Holbro, men vikar. Beklageligvis husker
jeg ikke navnene, men kun ansigterne, på mine i alt 37 klassekammerater. Selv
sidder jeg yderst til venstre i anden række nedefra. – Skolefoto fra 1940.
Tilhører Harry Rasmussen.
Men
ellers husker jeg ikke ret mange af mine klassekammerater fra den tid, og
heller ingen af dem blev mine kammerater udenfor skolen, hvilket formentlig
mest skyldtes, at der ikke var nogen af dem, der boede i nærheden af min bopæl.
Derimod husker jeg tydeligt, at det kun var de dygtigste og flittigste elever,
de såkaldte "dukse", der, som skik var dengang, sad på de forreste
bænke nærmest katederet og læreren. Blandt disse "dukse" var der en,
som hed Jørgen Vestergaard, en lidt forfinet og altid velklædt og velfriseret
dreng, og ham mødte jeg mange år senere, da vi begge var voksne og en kort
overgang kom til at bo i samme ejendom i Brøndbyøster. Hans sidekammerat hed
Mogens, men dennes efternavn husker jeg ikke. Mogens var lidt af Jørgens
modsætning af ydre: relativt kraftig til det fedladne, men også han var altid
yderst velklædt og velfriseret. Jørgen og Mogens kunne af ydre godt minde om
det berømte amerikanske filmkomikerpar, Gøg og Gokke, men de to drenge var
tydeligvis sig deres bedre sociale placering og boglige begavelse bevidst, og
det gav sig bl.a. udslag i, at de så godt som aldrig mængede sig med klassens
andre drenge, som jeg havde indtrykket af, at de nærmest så ned på. At disse
duksedrenge så også viste sig at være sønner af fædre med såkaldt liberalt
erhverv, såsom direktører, fuldmægtige, revisorer o. lign., var måske ingen
tilfældighed, men nok en kilde til misundelse og en vis foragt fra
"fuksenes” side. ”Fuks” betyder jo hale, og derfor sad de sidstnævnte på
de bageste bænkerader og pladser i klassen, og hertil var de henvist i medfør
af deres dårlige eksamenskarakterer.
Det hændte, at
klasselæreren var syg, og så fik vi en lærervikar i stedet, som klassen i reglen
havde svært ved at acceptere og respektere. En overgang havde vi en venlig
lærervikar, som så vidt jeg husker hed Mikkelsen, og som var rødhåret og brugte
cirkelrunde briller. Han lignede faktisk "Brille" fra tegneren
Arne Ungermanns berømte tegneserie "Hanne Hansen", som i
årene 1935-58 med nogle korte afbrydelser kunne læses i Dagbladet Politikens
tillæg Magasinet. Mikkelsen er med på ovenstående foto, som derfor må være
taget en dag, hvor lærer Holbro enten var syg eller fraværende af anden grund.
Samme lærer Mikkelsen fungerede også som vikar og timelærer på andre skoler,
f.eks. på Jagtvejens Skole, hvor han fortrinsvis fungerede som tegnelærer.
På dette skolefoto af min skoleklasse fra 1941-42 var der
åbenbart kun 27 elever, hvilket dels kan skyldes, at nogle var sygemeldte mens
andre var gået ud af skolen pga. flytning. Det er klasselæreren Hr. Holbro, der
står til venstre i billedet og selv sidder jeg i forreste række som nr. to fra
højre. Drengen, som sidder som nr. to fra venstre i første række hedder Per
Mejlstrup. Drengen, som ses stående yderst til højre i anden række, hedder
John, og han var en formidabel gymnast. Min sidekammerat, den i teksten omtalte
Svend Holm, ses stående som dreng nr. to i anden række. Nr. fire i samme række
er den ligeledes i teksten omtalte Lejf Sass. De to dukse og dydsmønstre,
Jørgen og Mogens, ses stående yderst til højre i tredie række. Den ligeledes i
teksten omtalte Kaj, der blev kunstmaler som voksen, ses stående som nr. tre i
øverste række. – Skolefoto 1941-42. Tilhører Harry Rasmussen.
En
passant kan allerede her indskydes, at et par af "duksene" senere i
livet henholdsvis er blevet netop direktør og revisor, mens en af
"fuksene", ifølge de oplysninger, jeg har fået, er blevet en
anerkendt kunstmaler. Denne sidstnævnte dreng, hvis fornavn var Kaj, hørte til
på samfundets skyggeside, idet hans forældre – hans far var murerarbejdsmand -
havde i alt seks børn og var meget fattige. Han gik stort set aldrig i andet
end træsko, om sommeren med bare fødder i disse og om vinteren med tykke
uldsokker, som han sled huller i, der praktisk taget aldrig blev stoppet. Men
Kaj var et roligt og muntert gemyt, der tog tingene ovenfra og ikke lod sig
intimidere af, at hans forældre var dybt fattige og han selv ikke havde stået
i første række, da der blev uddelt intellektuelle, boglige evner. Det havde han
til gengæld, når det gjaldt kunstneriske evner, idet han dels havde et markant
tegnetalent og et endnu større koloristisk talent. Allerede dengang, da han var
omkring 11 år, tegnede og malede han, så at jeg måtte indrømme ham hans
åbenlyse talent og derfor misundte ham i det skjulte.
Blandt
den "gemene" mængde af klassekammerater, som bestemt ikke var
uintelligente, men som bare ikke interesserede sig særligt for lektierne, var
en velbegavet dreng ved navn Per Mejlstrup. Han var en smule højere end mig og
havde et lidt buttet rundt hoved med kastaniebrunt, krøltoppet hår, og
glansfulde brune øjne, men det er også alt, hvad jeg husker og ved om ham. Han
er som de fleste af mine skolekammerater desværre forsvundet i glemselens tåge
i min erindring, bortset fra, at både han og de andre af mine klassekammerater
findes på et af mine skolefotos fra dengang..
Tidligt
om morgenen denne tirsdag, vågnede jeg ved at høre den brummende lyd fra mange
flyvemaskiner, som fløj lavt hen over byen, og da jeg omkring kl. 7,30 kom ned
på gaden for at gå til skolen, konstaterede jeg, at der lå nogle lysegrønne
sedler spredt omkring overalt på fortovene og gaden. Jeg samlede en af disse
sedler op og så, at der var en trykt tekst på begge sider og at overskriften
lød sådan: OPROP! Til Danmarks Soldater og Danmarks Folk! Men eftersom
jeg skulle skynde mig i skole, nøjedes jeg med at stikke sedlen i min
skoletaske, så jeg kunne læse den senere, når der blev tid til det.
Henne
på skolen var de grønne sedler dagens samtaleemne, og her var der nogle, som
kunne fortælle, hvad der egentlig var på færde. De havde nemlig hørt i
morgenradioavisen, at tyske tropper tidligt samme morgen havde besat Danmark,
angiveligt for at beskytte landet, og de ville blive her i landet indtil
videre. Nogle af os drenge forventede, at vores klasselærer ville komme med en
udtalelse eller forklaring på de indtrufne begivenheder, men Hr. Holbro nævnte
end ikke med et ord, hvad der var på færde. Han virkede i lighed med de andre
lærere nærmest chokeret og forstenet over det, der var sket denne morgen, og
forholdt sig derfor tavs om emnet.
Undervisningen
gik derfor også denne specielle dag, som om intet usædvanligt var hændt, men
lærerne holdt fællesmøde i det store frikvarter, og har vel drøftet, hvordan
man skulle forholde sig til den nye situation. Selv så jeg med spænding frem
til kl.14, hvor skoletimerne var slut, så jeg kunne komme hjem og høre, om
radioen eventuelt havde ekstraudsendelser i dagens anledning. Det havde den,
selvom de ordinære udsendelser fortsatte som om intet usædvanligt var hændt.
Men radioavisens speaker kunne i løbet af dagen gentagne gange oplæse en proklamation,
der var udarbejdet af regeringen og underskrevet af kongen og statsministeren,
og hvis tekst lød som følger:
Til
det danske Folk!
Tyske Tropper har i Nat overskredet den danske Grænse og har gjort
Landgang forskellige Steder. Den danske Regering har under Protest besluttet
at ordne Landets Forhold under Hensyn til den Besættelse, som har fundet Sted,
og i henhold dertil kundgøres følgende:
De tyske Tropper, der nu befinder sig her i
Landet, træder i Forbindelse med den danske Værnemagt, og det er Befolkningens
Pligt at afholde sig fra enhver Modstand overfor disse Tropper.
Den danske Regering vil forsøge at sikre
det danske Folk og vort Land imod de af Krigsforhold følgende Ulykker og
opfordrer derfor Befolkningen til rolig og behersket Holdning overfor de
Forhold, som nu er opstaaet. Ro og Orden maa præge Landet, og loyal Optræden
maa udvises overfor alle, som har en Myndighed at udøve.
København. den 9. April 1940.
Christian R. /
Th. Stauning.
Til
denne proklamation havde kongen åbenbart personligt ønsket at tilføje følgende:
Under disse for vort Fædreland saa
alvorlige Forhold opfordrer jeg alle i By og paa Land til at vise en fuldt ud
korrekt og værdig Optræden, da enhver uoverlagt Handling eller Ytring kan have
de alvorligste Følger.
Gud bevare Dem alle. Gud bevare Danmark.
Christian
R.
Amalienborg, den 9. April 1940.
Da
jeg endelig fik tid til at læse det såkaldte "Oprop!", konstaterede
jeg, at det var dårligt oversat fra formentlig tysk til blandet norsk og dansk,
hvilket antagelig hang sammen med, at teksten også skulle bruges i Norge, som
tyskerne samtidig havde besat, men dog ikke uden at møde en vis energisk
modstand. I "Oprop!" lagde tyskerne hele skylden for besættelsen over
på Englands og Frankrigs ledende politikere, herunder især Winston Churchill
(1874-1965), som kaldtes for "Krigsdriver". Han ville bl.a. gøre
Skandinavien til krigsskueplads, og for "at foregripe det engelske
Angrep", havde de rare tyskere desværre set sig nødsaget til at landsætte
deres tropper i Danmark og Norge, for at beskytte disse to landes uafhængighed
og interesser. "Oprop!" sluttede med følgende linier:
"Folket opfordres til at fortsætte
det daglige Arbeide og til at sørge for Rolighed og Orden! / For Landets
Sikkerhed mot engelske Overgrep sørger fra nu af den tyske Hær og Flaate.
Den
Tyske Kommandør
Kaupisch"
Den
underskrivende Kaupisch er identisk med general Leonard von Kaupisch
(1878-1945), som ledede overfaldet på Danmark den 9. april 1940. Berlingske
Aftenavis følte sig allerede samme dag foranlediget til at anslå en forsonlig
tone over for tyskerne, og bragte bl.a. en kortfattet biografi under overskriften
"General Kaupisch":
"General
Kaupisch, der havde underskrevet de tyske Proklamationer, der i Morges blev
nedkastet over Byen, er en Mand paa 62 Aar. Oprindelig var han Løjtnant i et Artilleriregiment,
men traadte i 1913 med Kaptajnsrang ind i den store Generalstab. Her gjorde han
Tjeneste under det meste af Verdenskrigen og forfremmedes til Major. Efter Krigen blev han knyttet til det
bayerske Artilleri og forfremmedes efterhaanden til Generalmajor og
Artillerifører. I 1932 fik han første Gang sin Afsked med Generalløjtnantsrang,
men i 1935 blev han kaldt ind paa ny og udnævnt til Kommandant i Luftkreds II
Berlin. Kort efter udnævntes han til Flyvergeneral, i Februar 1938 traadte han
anden Gang udenfor Tjenesten - for saa paany at indtræde i aktiv Tjeneste ved
Storkrigens Udbrud i September."
"Oprop!"
er et skoleeksempel på nazisternes udbredte brug af eufemismer, dvs. af
formildende eller forskønnende omskrivninger af noget, man ikke ønsker at
nævne ved dets rette navn eller betegnelse. Hitler var personlig en mester
heri, og Goebbels og de andre nazikoryfæer stod ikke tilbage for ham. Men det
skulle siden hen blive meget værre og mere alvorligt, som tilfældet var med
f.eks. den systematiske og grufulde udryddelse ved gasning og ligbrænding af
jøderne, som af nazisterne selv blev kaldt for "den endelige løsning af
det jødiske spørgsmål".
Det
var naturligt, at langt de fleste danskere - og herunder ikke mindst
københavnerne - i begyndelsen var noget trykkede af den nye og for landet som
helhed temmelig alvorlige situation. Men efterhånden som man havde vænnet sig
til, at "de grønne", som de snart blev kaldt på grund af deres grønne
uniformer, uundgåeligt var til stede her i landet som det
"herrefolk", Hitler betragtede og kaldte sine landsmænd for, vendte
forholdene og tankerne tilbage til hverdagslivets små og store pligter,
gøremål, glæder og sorger. Meget få danskere havde dengang nogen viden om eller
overblik over, hvad der i virkeligheden var sket den skæbnesvangre 9. april
1940.
Men
siden hen har historikerne kunnet fortælle os, at den tyske gesandt, Cecil
von Renthe-Fink (1885-1964) den 9. april 1940 kl. 4,30 om morgenen havde
meddelt den danske udenrigsminister Peter Munch (1870-1948), at tyske
militære tropper siden omkring kl. 4 morgen var gået over grænsen ved Kruså, og
samtidig hermed var tyske tropper blevet landsat i Middelfart, Assens, Nyborg
og Korsør, samt i Gedser. Desuden var luftlandetropper nedkastet ved Aalborg
og på Masnedø. Fra disse landgangssteder var de tyske tropper nu i gang med at
besætte de vigtigste militære punkter og installationer i landet.
Renthe-Fink
overbragte samtidig det ultimatum, at enten undlod Danmark at sætte sig til
modværge eller også ville landet blive sønderbombet. Desuden var det en
betingelse, at den danske regering skulle garantere et loyalt samarbejde med
"beskyttelsesmagten", læs: besættelsesmagten, medens krigen varede.
Til gengæld ville Tyskland love ikke at antaste Danmarks politiske
uafhængighed og territoriale integritet.
I
København foregik besættelsen på den måde, at tyske transportskibe i nattens
løb havde lagt til kaj ved Langelinie, og tidligt om morgenen tømtes de for
deres last af soldater og materiel. Fra Langelinie begav tyskerne sig i retning
af Kastellet, hvor det var meningen at mange af soldaterne skulle
indkvarteres. En del tyske soldater nærmede sig Amalienborg, hvor kongen netop
holdt møde med medlemmer af regeringen og den kommanderende general. Slottet
var bevogtet af gardere og danske politifolk, og disse kom i ildkamp med de
tyske soldater.
Kongen
blev holdt løbende underrettet om tingenes tilstand, men da han på et tidspunkt
erfarede, at ildkampen havde kostet en dansk politimand livet, beordrede han
livgarden og politiet til at afholde sig fra at skyde, medmindre tyskerne skød
først. Det gjorde de ikke, ligesom de trak sig tilbage, idet de i mellemtiden
åbenbart havde indset det uhensigtsmæssige i, at forsøge at erobre Amalienborg,
og dermed automatisk lægge sig ud med den danske og mere specielt den
københavnske befolkning.
Derimod
trængte tyskerne med magt ind i Kastellet, som de beslaglagde. Det samme skete
med Statsradiofonien, som på den tid havde til huse i Stærekassen ved Det kgl. Teater,
og med Kastrup Lufthavn og den militære Værløse Flyveplads, hvor
flyvemaskinerne blev ødelagt. De øvrige militære anlæg, forter, kaserner,
Holmen og Orlogsværftet blev ligeledes beslaglagt. Den tyske hærkommando
beslaglagde og installerede sig på Hotel d'Angleterre på Kongens Nytorv, marinekommandoen
på Hotel Phønix over for Københavns Hovedbanegård, Waffen-SS i
Persil-Kompagniets ejendom i Jernbanegade, og en del af Dagmarhus blev
beslaglagt og brugt som hovedsæde for den tyske administration i Danmark.
Allerede
samme dag, den 9. april, indførtes der tvungen mørklægning over hele landet i
tiden kl. 19 til kl.5 morgen, idet der henvistes til Indenrigsministeriets
Bekendtgørelse af 31. august 1939. Mørklægningen tjente to hovedformål, nemlig
for det første at gøre det vanskeligere for fjendtlige fly at bombe deres
eventuelle mål ved nattetid, og for at andet at gøre det lettere for
antiluftskytsets lyskastere at identificere og indkredse disse fly mod den
mørke nattehimmel.
Kong
Christian, der normalt havde foretaget sine morgenrideture gennem byen hver
dag, når han opholdt sig på Amalienborg, indstillede disse i dagene
9.-11.april, men genoptog dem den 12.april, og her blev han hilst hjertelig
velkommen af befolkningen, som snart kom til at opfatte den i forvejen populære
konge som et nationalt samlingspunkt. Man opfattede simpelthen hans daglige
rideture gennem byen som et udtryk for mod og en stiltiende protest mod
tyskernes beslaglæggelse af landet.
De
borgerlige politikere, særlig de konservative, lagde i første række ansvaret
for, at Danmark ikke havde været i stand til at forsvare sig mod det tyske
overgreb, på udenrigsminister Munch, som tilhørte Det Radikale Venstre. Han
blev fremstillet som en verdensfjern idealist, der ikke fattede den situation,
der var opstået som følge af diktatorernes brutale magtpolitik og oprustning,
og som troede på, at problemerne kunne løses gennem Folkeforbundet. Denne
opfattelse af Munch deles ikke af historikere, som mener, at Munchs vurdering
af de udenrigspolitiske forhold var præget af nøgternhed og ganske blottet for
illusioner. Han ønskede blot ikke, at Danmark skulle gennemføre en styrkelse af
det militære beredskab, idet han mente, at hvis landet blev udsat for et angreb
af en stormagt, læs: Tyskland, ville en nok så hårdnakket og heroisk modstand
ikke nytte det mindste, men blot føre til svære materielle ødelæggelser og tab
af menneskeliv.
Tyskernes
overfald på Danmark kom dog ikke fuldstændig bag på udenrigsministeren og den
danske regering, for allerede den 4.april 1940 havde den danske gesandt i
Berlin, Herluf Zahle (1873-1941), meddelt og advaret det danske
udenrigsministerium om, at tyskerne ville angribe inden for de nærmeste dage.
Denne viden havde Zahle fra nogle højtstående tyske officerer, som ønskede at
modarbejde Hitler og svække tilliden til hans krigsførelse. Imidlertid svækkede
Zahle sin alarmerende meddelelse med en senere indberetning, hvori han
fremsatte den teori, at der kunne være tale om, at oplysningerne om et
forestående angreb på Danmark blot var et rygte, der var blevet
"plantet" af den tyske regering, som muligvis ønskede at fremkalde
reaktioner, som man kunne have interesse i. Udenrigsministeren og regeringen
valgte da også indtil videre at lade som ingenting.
Den
danske regerings officielle holdning var derfor den, at forholde sig neutralt,
selvom nogle danske tropper var blevet indkaldt til forstærkning af de styrker,
der lå inde. Men da disse både mandskabsmæssigt og hvad materiel angår, var for
svage til at stille noget afgørende op over for den vældige tyske krigsmaskine,
blev de ekstraindkaldte atter hjemsendt. Ved grænseovergangen i Sønderjylland
kom det imidlertid til skudveksling mellem de indtrængende tyske tropper og en
dansk hærenhed, der dog hurtigt måtte opgive den håbløse modstand.
Eftersom
Danmark havde erklæret sig neutralt ved krigens udbrud den 3. september 1939,
kunne landet derfor ikke vente at få effektiv hjælp fra vestmagterne.
Englænderne havde dog på et tidspunkt haft planer om en storstilet landgang på
Jyllands vestkyst, hvilket fik tyskerne til at anlægge en række befæstede
betonbunkers op langs hele kysten. Der blev dog aldrig noget ud af denne
landgang, men i maj-juni 1940 forsøgte fransk-britiske tropper under store tab
at gå i land ved havnebyen Dunkerque i Nordfrankrig, men aktionen slog totalt
fejl og til sidst måtte man i al hast evakuere 340 000 soldater tilbage til
England. De Allieredes bedre tilrettelagte og mere vellykkede landgang fandt først
sted den 6.juni 1944 og da i Normandiet, hvor engelske og amerikanske
tropper, dog under store tab af menneskeliv, bemægtigede sig først kystområdet
og senere herfra trængte ind og efter svære kampe befriede Frankrig og efterhånden
det øvrige Vesteuropa.
Den
første officielle virkning af den tyske besættelse af Danmark, var
overholdelsen af tyskernes krav om Danmarks udmeldelse af Folkeforbundet, og
senere, i 1941, da Hitler havde ladet sine tropper invadere Sovjetrusland,
fulgte kravet om tilslutning til Antikominternpagten, som var vendt mod
Rusland og dets allierede, og som en direkte følge heraf at udstede forbud mod
det danske kommunistparti og at arrestere og internere de danske kommunister.
En
ny og ildevarslende lyd blev snart en del af hverdagen under Danmarks
besættelse, nemlig luftværnssirenerne, der fra 17. april afprøvedes hver
morgen kl.9. Desuden blev det påbudt at indrette beskyttelsesrum i
beboelsesejendommenes kældre, lige som der blev bygget en række underjordiske
betonbunkers rundt om i byens parker og andre offentlige steder. Disse bunkers
blev dengang betegnet som tilflugtsrum. En del af disse offentlige bunkers lå
dog så højt i terrænet, at den øverste, halvrunde del af disse var synlig, og
ikke mindst på grund af den mindre, firkantede opbygning ovenpå, som havde
aflange, smalle åbninger på hver side, der skulle tjene til at ventilere luften
indeni bunkerne. Den øverste del af disse blev dækket med jord og sået til med
græs og anden beplantning, som samtidig skulle tjene som en slags camouflage.
Men bunkernes firkantede og tårnagtige overbygning lå dog fortsat frit til
skue. Det viste sig, at de private så vel som de offentlige beskyttelsesrum
skulle komme i anvendelse adskillige gange i løbet af besættelsestiden.
I
den følgende tid under besættelsen beslaglagde tyskerne en række andre
ejendomme, bl.a. en del af Dagmarhus, Vægtergården, Shellhuset, Vesterport,
Skt. Annæ Palæ og Paladsteatrets ejendom. Sidstnævnte sted blev indrettet til
forlystelsessted under navnet Deutsches Eck, og Dagmar Bio blev gjort til
værnemagtsbiograf, hvortil der kun var adgang for medlemmer af den tyske
værnemagt.
Men
til trods for den tyske besættelse, fortsatte biograferne indtil videre med at
vise engelske og amerikanske film. Midt i maj 1940 foregik der en
filmbegivenhed, som jeg desværre gik glip af, formentlig fordi min familie og
mig havde nok at se til efter flytningen og for mit vedkommende skoleskiftet.
Men på det tidspunkt havde Max og David Fleischers Gulliver's Travels
(1939; "Gullivers Rejse") Danmarkspremiere i Metropol, og den
spilledes i biografen til og med den 9. juli. Børnebilletterne kostede 70 øre
og en voksenbillet 125 øre.
I
biografannoncen betegnedes filmen som "Den strålende eventyr-tegnefilm
GULLIVERS REJSE", og det var vel næppe for meget sagt, selvom den ikke i
nogen henseende kunne måle sig med Walt Disneys "Snehvide".
"Gullivers Rejse" var faktisk verdens anden langtegnefilm (Animated
feature), i hvert fald hvad visning i biograferne angår, efter "Snehvide",
som var den første professionelle lange tegnefilm overhovedet. Men
Disney-studierne var allerede på det tidspunkt i gang med at færdiggøre to nye
langtegnefilm, nemlig Pinocchio, som havde urpremiere den 7. februar
1940, og Fantasia, der havde urpremiere den 13. november s.å.
Efter
at Disney i 1937 havde haft kæmpesucces - både kritiker- og publikumsmæssigt
og økonomisk - med "Snehvide og de syv dværge", ville brødrene Max
og David Fleischer også forsøge at konkurrere med Disney på langtegnefilmens
område, sådan som de op gennem 1930'erne havde gjort det med de korte
tegnefilm. Selvom "Gullivers Rejse" blev en pæn publikumssucces,
kunne den dog slet ikke hamle op med "Snehvide", som i så godt som
enhver henseende, fortællemæssigt, animationsmæssigt og teknisk, rangerede på
et højere professionelt niveau.
Imidlertid
fik jeg for mit eget vedkommende først "Gullivers Rejse" at se efter
besættelsen, vistnok i eftersommeren 1945, så derfor vil jeg vente med at
beskrive mit indtryk af filmen, til selvbiografien er nået frem til den nævnte
periode.
Forresten
erindrer jeg tydeligt, at Ugebladet Hjemmet engang i 1940 bragte en to-siders
illustreret artikel med foromtale af Disneys "Fantasia". Der var bl.a.
et billede af Mickey Mouse i rollen som "Troldmandens Lærling", og
det fascinerede mig meget, idet jeg vidste, at Mickey ikke tidligere havde
optrådt i en lang tegnefilm, men kun i de korte tegnefilm. I øvrigt bragte
ugeblade og aviser kun ved sjældne lejligheder omtale og billeder fra
tegnefilm, hvilket formentlig først og fremmest skyldtes, at tegnefilm - i
lighed med tegneserier - dengang udelukkende blev betragtet som noget for børn
og barnlige sjæle.
I den første tid, vi boede i Jægersborggade,
havde jeg ingen legekammerater, idet der ikke var nogen børn på min egen alder
i mine umiddelbare omgivelser. I vores opgang boede der ganske vist to familier
med børn, men disse var alt for små, til at kunne blive legekammerater for mig,
dog ikke for Benny og Bent. Ved siden af os på førstesalen, boede en familie
Nielsen, og de havde to drenge, som vel på det tidspunkt har været omkring 7 og
5 år. Det var et par værre krudtkarle, som ofte bragte sig i vanskeligheder,
fordi de ikke respekterede almindelig lov og orden, og som lidt større blev de,
så vidt jeg ved, kriminelle. Det havde de vistnok ikke fra fremmede, for
faderen var en stor, sværlemmet og grov mand, som ikke lod sig sige noget på,
og som vistnok følte sig i opposition til sine omgivelser og specielt til
myndighederne, herunder ikke mindst politiet. Moderen var også en velvoksen
dame, som ofte brugte mund og skældte ud på sine to drenge, og på os andre, som
hun verbalt gav udtryk for, at hun ikke regnede for det skidt, hun trådte på.
De to drenge, hvoraf den ældste hed Ib og den
yngste Leif, smadrede tit ruder nede i gården, og så skældte far dem ud og
sagde, at deres forældre ville komme til at betale regningen for nye ruder.
Det grinede drengene bare af og løb op og fortalte til moderen, at viceværten
havde skældt dem ud. Deres far var i reglen ikke hjemme om dagen, men hvad
slags arbejde, han eventuelt havde, husker jeg ikke længere. Næste dag ringede
nabokonen på hos os, og da mor, som var alene hjemme med mine to brødre, troede
at det måske drejede sig om en beboer, der ville afhente nøglerne til vaskerummet,
lukkede hun intetanende op. I samme øjeblik døren var åbnet, kæftede nabokonen
op og skældte ud, så det kunne høres i hele opgangen. Hun ville ikke finde sig
i, råbte hun, at den dumme stodder til vicevært skældte hendes to søde og
uskyldige englebasser ud, og hvis han gjorde det oftere, skulle hendes mand nok
sørge for, at det ikke kom til at gentage sig.
Mor, som normalt ikke var meget snakkende,
kunne slet ikke komme til orde, og hun havde mest lyst til at smække døren i,
men i medfør af sin position som viceværtkone, beherskede hun sig og ventede,
til den vrede og ophidsede nabokone havde fået sagt, hvad hun ville. Men denne
fortsatte uanfægtet et stykke tid endnu og endte med at gå ind ad sin egen dør
og smække den bag sig.
Sådanne situationer var ikke lige, hvad mor
brød sig om, og selvom hun godt kunne blive gal, især over uretfærdig behandling,
så tav hun og rugede i dagevis over nabokonens vrede og hendes plebejiske
tirader. Det var et held for mor, at hun følte sig åndeligt hævet over den helt
igennem hysteriske og proletariske nabokvinde, men det pinte hende, at hun
følte sig magtesløs i sådanne situationer.
Herover ses til venstre Jægersborggade 25, hvor mine
forældre og vi tre drenge boede på første sal til venstre for trappeopgangen,
som ses i den lodrette vinduesrække lige ovenover bilen i forgrunden. Til højre
for os boede familien Nielsen, og nedenunder dem på mezzaninen boede det
barnløse ægtepar Mikkelsen. Overfor dem på mezzaninen til venstre boede Frk.
Blomster (vinduet under vores lejlighed), og nedendunder hende i den høje
kælderlejlighed flyttede familien Holm senere ind. Til højre for hovedopgangen
var der dengang en viktualiebutik. Til højre for den lå og ligger stadig døren
ind til den gennemgang, der var og stadig er midt mellem de to hovedrapper nr.
25 og 27. Sidstnævnte opgang ses til højre lige ovenover bagenden på den
parkerede sorte bil. Til højre for nævnte opgang lå og ligger stadig en butik,
som dengang var et mejeriudsalg eller såkaldt ismejeri, hvis indehaver hed Frk.
Tommerup. Ejendommen nr. 25-27 slutter ved den lodrette adskillelse, som
tydeligt ses efter nævnte butik. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.
Som det forresten ses er gadebelægningen brosten, og denne
består stadig i nutiden. Den såkaldte brobelægning, dvs. brosten, som de
såkaldte brolæggere, dvs. håndværkere med speciale i dette fag, som møjsommeligt
har lagt hver eneste sten lige ved siden af hinanden i hele gadens bredde og
længde. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.
På dette foto ses et udsnit af Jægersborggades brobelægning,
som i øvrigt fik en særlig betydning under besættelsen, idet gadens
oppositionelle ungdom under folkestrejken 1944 brød brostene op og brugte disse
til en barrikade tværs over gaden oppe ved gadens udmunding i Jagvej. Det skete
for at forhindre tysk og dansk politi samt brandvæsen i at komme ind i gaden ad
den vej. Midt i gaden havde ’oprørerne’ nemlig slæbt al muligt skrammel ud og
stablet det op og antændt det. Læs mere herom under den senere omtale af folketrejken 1944. – Foto: - © 2008
Harry Rasmussen.
Den anden familie med børn hed Felsted, og
den boede oppe på fjerde sal i vores opgang. Der var tre børn, Hans på 5 år,
Else på 3 år og Jørn på bare 1 år. Disse tre børn blev med tiden legekammerater
for Benny og Bent. Børnenes far var vistnok typograf, mens moderen i nogle år
var hjemmegående, men havde et morgenjob som rengøringskone. Faderen var
kommunist af politisk overbevisning, og vistnok også medlem af DKP, og
formentlig af samme grund deltog han i modstandskampen mod besættelsesmagten.
Det kom til at koste ham dyrt personligt. Han overlevede dog besættelsen, men
hans nervesystem var blevet ødelagt og han blev med tiden stærkt forfalden til
misbrug af alkohol, og det medvirkede til en tragisk social og mental deroute
for både ham selv og familien, som blev fuldstændig opløst en del år senere.
Bortset fra de netop nævnte to familier
kendte vi kun beboerne på mezzaninen. Lige under os boede den tidligere nævnte
enlige dame, som altid blev omtalt som Frk. Blomster. Så vidt jeg ved, levede
hun af at lave dukker eller sy dukketøj, men i øvrigt mængede hun sig ikke med
de andre beboere. Derfor var der ingen, der kendte til hendes privatliv, men
man konstaterede dog, at hun en overgang havde en jævnaldrende dame boende
hos sig.
I lejligheden ved siden af Frk. Blomsters
boede et barnløst og ikke helt ungt ægtepar, Mikkelsen, hvis fornavne vist nok
var Else og Kaj. Det var et par søde og rare mennesker, som vi da også kom til
at kende lidt mere til end til de øvrige beboere. Mikkelsen var mælkekusk hos
mejeriet "Enigheden", og selvom hans rute ikke omfattede
Jægersborggade, hændte det dog lejlighedsvis, at han havde et ærinde hjemme hos
konen, og imens han var oppe i lejligheden, holdt mælkevognen med sit forspand
af to heste ud for vores opgang. Fru Mikkelsen gik ellers på arbejde hver dag,
men hvad hun lavede husker jeg ikke, dog tror jeg nok, at hun var ansat på en
eller anden fabrik.
Det var slet ikke nogen særlig attraktiv
position for mor, at være viceværtkone, for hun havde meget vanskeligt ved at
kommunikere med fremmede mennesker. Hun var jo hjemmegående, og derfor var det
som tidligere nævnt hende, der måtte have den daglige kontakt med ejendommens
beboere, når disse skulle afhente eller tilbagelevere nøglerne til vaskerummet
og tørrelofterne, eller hvis de havde noget at anmode om eller klage over. Det
hændte lejlighedsvis, at der skulle repareres en vandhane, et afløb, en
cisterne eller lignende, og så skulle blikkenslageren jo tilkaldes. Men mor
nøjedes altid med kun at modtage besked, hvorimod det var far eller mig, der
måtte rette henvendelse til blikkenslageren. Vi havde ikke selv telefon
dengang, men det var så heldigt, at der stod en telefonboks nede på gaden,
lige skråt over for, hvor vi boede. Den blev dog i reglen kun benyttet, når der
var noget særligt på færde.
Samme sommer, som vi var flyttet til
Jægersborggade om foråret, flyttede der en familie Nielsen ind i lejligheden
på fjerde sal til højre i nr. 27. Familien kom fra Næstved, og faderen var
snedker, mens moderen var hjemmegående. Der var tre børn, Jørgen på 10 år, Else
på 8 år og Per på 5 år. Alle snakkede udpræget sjællandsk, og det var
medvirkende til, at jeg fattede sympati for dem, for jeg vidste jo, at børnene
sandsynligvis ville blive drillet i skolen.
Drengen Jørgen var jævnaldrende med mig, og
selvom han og jeg ikke umiddelbart havde fælles interesser, blev vi dog
alligevel snart gode kammerater, især fordi han var en beskeden og renhjertet,
om end intellektuelt ikke særlig begavet dreng. Så vidt jeg husker, var han
også ordblind og måtte derfor have ekstra hjælp i skolen. Hvordan vi oprindelig
kom i kontakt med hinanden, kan jeg ikke huske, men alene den omstændighed, at
vi var jævnaldrende og nogenlunde lige store, han var dog et par centimeter
højere end mig, har antagelig været nok til, at fange opmærksomheden og
interessen hos os begge.
Men Jørgen og jeg blev som sagt snart gode
kammerater, hvilket bl.a. gav sig udtryk i, at vi næsten daglig efter skoletid
sad sammen nede på stentrappen og snakkede om, hvad der interesserede os og
tilfældigvis faldt os ind. Det hændte dog også, at vi sammen gik over i
Nørrebroparken, for at tage en gynge- eller karruseltur eller lignende. Derimod
spillede vi meget sjældent bold, skønt Jørgen - i lighed med sin far - var en
stor fodboldentusiast. Faderen, som for øvrigt var snedker, var altid en ivrig
lytter til radioen, når der var transmission fra fodboldkampe, og især når det
drejede sig om landskampe. Ved disse lejligheder hørte man i årevis altid den
efterhånden herostratisk berømte sportskommentator, Gunner "Nu"
Hansen, der fik sit "mellemnavn", fordi han ofte med overivrig og
begejstret stemmeføring nærmest råbte: "Nu! nu! nu! nu nærmer bolden sig
målet! Nu! nu! nu gik den i mål!" og lignende.
Som tidligere nævnt, interesserede fodbold
mig ikke så meget, at det er værd at tale om, men Jørgen og jeg kunne da
heldigvis også tale om mange andre ting, som f.eks. om de film, vi havde været
inde at se, eller som vi ønskede at se. Vi talte også jævnligt om fremtiden,
men Jørgen vidste ikke rigtig, hvad han ville være og heller ikke, hvad han
egnede sig til. Jeg derimod, vidste lige præcis, hvad jeg ville være, og det
kunne jeg tale om igen og igen. Jørgen rystede engang imellem på hovedet over
mine i hans øjne højtflyvende og urealistiske fremtidsdrømme, men det anfægtede
mig ikke, for jeg var overbevist om, at det skyldtes, at han ikke havde
fantasi og viljekraft til at fatte, at man kunne blive, hvad man af hele sit
hjerte ville, hvis blot talentet var til stede.
Jørgen kom til at gå i skole på Jagtvejens
Skole, og her fik han en klassekammerat, som hed Jørn og som viste sig at bo i
Kronborggade, mere præcist i en lejlighed, der lå på hjørnet af Kronborggade og
det såkaldte huk. Lejligheden havde gadedør i hukket. Men de to, Jørgen og
Jørn, blev snart kammerater med hinanden, idet de på flere punkter havde
interesser tilfælles, bl.a. fodbold, og på den måde kom sidstnævnte med ind i
vort lille fællesskab. Jørn var en ret høj, mager og benet, mellemblond fyr med
en stor næse og blå troskyldige øjne. Han havde desuden en ludende holdning,
som fik ham til at ligne en forsømt fugleunge af gribbefamilien. Jørns forældre
sad hårdt i det, for dels havde han fem yngre søskende og dels var faderen, der
var arbejdsmand, ofte arbejdsløs. Moderen gik hjemme og passede børnene og
huset.
I
begyndelsen af vort kammeratskab mødtes vi i reglen foran Jørns opgang i
hukket, hvor vi stod og sludrede om løst og fast, og om, hvad der optog os hver
især. Jørn syntes det var spændende, at jeg ville lave tegnefilm, for det var
noget han selv var vild med, altså at se tegnefilm. "Selv ka' jeg ikke slå
en streg, uden at den bliver skæv!" sagde han med munter selvironi,
"Men jeg elsker simpelthen at se tegnefilm!" Alene af den grund var
der et vist interessefællesskab mellem ham og mig. Desuden var han som oftest
rar og behagelig at være sammen med.
På fotoet til venstre ses den bygning på Jagtvej, hvor i sin
tid biografen ”Colosseum” havde til huse i mange år, indtil den i lighed med
mange andre københavnske biografer måtte lukke i 1980’erne. Biografens indgang
lå, hvor der nu står ALDI på facaden. Til højre for indgangen var der dengang
en konfekture-forretning, et pænere ord for slikbutik. – På fotoet til højre ses
en del af samme bygning, men med biografsalen liggende bagved. Til denne side
havde biografen udgange omtrent i hele salens længde, og disse er der
stadigvæk, men er skjult bag et plankeværk. Udgangdørene førte ud til en
aflang, smal smøge, som grænsede op til det såkaldte Ungdomshus, Jagtvej 69,
som var hjemsted for de såkaldte Autonome. Efter en del problemer og optøjer i
2008, hvorunder der blev antændt bål på Jagtvej og kastet brosten og
Molotovcocktails mod politi og brandvæsen, valgte politiet under stor
mediebevågenhed at storme og lukke huset. Senere i 2008 lod ejeren, den
religiøse sekt Faderhuset, bygningen rive ned, og det efterlod en tomt, som
snart efter blev brugt som parkeringsplads for biler, sådan som det til dels
fremgår af billedet til højre. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.
Der blev også snart skabt nærmest en
tradition for, at Jørgen, Jørn og jeg fulgtes ad i biografen til eftermiddagsforestillingerne
om søndagen. Så gik turen enten til Colosseum, almindeligvis kaldet
”Colossen”, på Jagtvej, Standard Bio på Falkonér Allé, Nora Bio på
Nørrebrogade, Roxy på Godthåbsvej, Regina på H.C.Ørstedsvej, Odeon på
Fælledvej, Ry Kino i Ryesgade, eller sjældnere: Bispebjerg Bio på
Frederiksborgvej. Men vores foretrukne biograf i de år, var Fasan Bio på
Nordre Fasanvej. Det var især i den sidstnævnte biograf, som vi altid omtalte
som "Fasanen", at vi drenge stiftede bekendtskab med de store filmcowboyhelte
Tom Mix (1880-1940) og John Wayne (1907-1979).
Tom Mix blev internationalt berømt som sin
tids mest populære cowboyhelt, og til denne berømmelse bidrog hans toptrænede
og veldresserede hest, Tony. Alle hans film handlede om, at det gode og den
gode (Mix selv) efter forskellige forviklinger sejrer til sidst. Tom Mix,
der oprindelig havde været medlem af de såkaldte Texas Rangers, Texas' beredne
politi, begyndte sin filmkarriere i 1910 og indspillede adskillige film, også
tonefilm, indtil han i 1936 etablerede sit eget cirkus, hvor han selv og hans
hest var hovedattraktionen. Det var nogle af Tom Mix' tonefilm, der blev vist
ved eftermiddagsforestillinger i Fasan Bio.
Cowboyhelten John Wayne, som egentlig hed Marion Michael Morrison, begyndte som
filmstatist i Hollywood, men fik i 1929 chancen for en hovedrolle i The Big
Trail (dansk: "Mod Lykkens Land"), instrueret af en af den tids
store amerikanske instruktører af Westernfilm, Raoul Walsh (1887-1980).
Men hverken filmen eller John Wayne slog rigtig an, og derfor fortsatte han i
årene 1930-38 som cowboyhelt i en lang række ikke særlig betydelige cowboyfilm,
og det var disse film, der bl.a. blev vist i biografer som f.eks. Fasan Bio.
Sit store skuespillertalent viste han for første gang som Ringo i John
Ford-filmen Stage Coach (1939; "Diligencen"). 1940 kom han
kunstnerisk set markant igen med film som The Long Voyage Home
("Den lange rejse hjem"), She Wore a Yellow Ribbon (1949;
"Kavalleriets gule bånd"), begge med Ford som instruktør, The
Alamo (1960; "Fort Alamo"), som han både producerede,
instruerede og spillede hovedrollen i. Med sit spil som lovens håndhæver i True
Grit (1969; "De frygtløse"), vandt han sin første Oscar. Senere
blev han tildelt en Æres-Oscar for sin indsats i amerikansk film. I filmen The
Man who Shot Liberty Valance (1962; "Manden, der skød Liberty Valance")
spillede han sammen med James Stewart (1908-98) i rollen som den unge
sagfører, og med Lee Marvin (1924-1987) i rollen som skurken Liberty
Valance.
Sit egentlige gennembrud som filmskuespiller,
fik John Wayne med rollen som "Ringo" i Stage Coach (1939;
"Diligencen"). Filmen var instrueret af amerikansk films måske
bedste instruktør af Westernfilm, John Ford (1895-1973), hvis egentlige
navn er Seam O'Feeney, idet han er af irsk afstamning. Selvom Ford var
amerikaner helt igennem, havde han dog en vis kærlighed til gamle Irland,
hvorfra hans fader emigrerede i slutningen af 1800-tallet. Sin forkærlighed for
Irland viste Ford i og med filmen The Quiet Man (1952; "Den tavse
Mand"), hvori tre af hans foretrukne skuespillere, John Wayne, Victor
McLaglen og Maureen O'Hara havde hovedrollerne. Men så langt er vi jo endnu
ikke nået i kronologien.
Når vi tre drenge skulle over i
"Fasanen", for at se en cowboyfilm, gik vi om ad Stefansgade og over
Borups Plads, hvor der dengang om vinteren var oplagsplads for den sne, der var
skovlet sammen i de omliggende gader og bragt hertil med hestetrukne lastvogne.
Sneen, som der var meget af disse krigsvintre, var sort og grå af gadesnavs og
hård på grund af kulden, og lå i kæmpemæssige bunker på pladsen og lignede
bjerge. Når vi drenge så skulle hjem igen efter biografturen, var vi så
opfyldte af, hvad vi havde set, at vi i vores egen fantasi blev til cowboys og
indianere, og så snart vi nåede hen til snebjergene på Borups Plads,
"red" vi på vores stolte fantasiheste ind mellem og op over bjergene,
hvor vi jagtede og "skød" på hinanden med vores
"fingerpistoler". Legen varede dog sjældent mere end en halv times
tid, før "krudtet" og fantasien var blevet udtømt, og virkeligheden
atter meldte sig i form af klokkeslettet. Så traskede vi mere eller mindre
modvilligt hjemad til aftensmaden, for den måtte man ikke komme for sent til.
"Min mor og far bli'r gale i skralden, hvis jeg ikke kommer hjem til
tiden!" sagde Jørgen, mens han trippede nervøst foran os andre. "Mine
de gamle er s'gu ligeglade!" konstaterede Jørn lidenskabsløst. "Hvis
ikke jeg er hjemme til tiden, så må jeg selv smøre mig nogen madder, når jeg
kommer hjem!"
Mine egne forældre så helst, at jeg og mine brødre
var hjemme til måltiderne, så man var sikre på, at vi fik noget at spise. Men
det gjorde ikke noget, at vi ikke kom hjem til tiden, hvis bare vi havde givet
besked herom på forhånd. Men problemet var ofte, at vi ikke forudså, at vi
ville komme for sent. Så vankede der bebrejdelser og skæld ud, og i værste fald
fik man ikke noget at spise til det måltid. Nu var det jo sådan dengang, at
man spiste kold mad til aftens om søndagen, for den varme mad havde man
almindeligvis fået ved middagstid. Derfor lod det sig gøre, at være lidt large
med spisetiden om aftenen.
Engelske spillefilm var blevet forbudt i
danske biografer allerede fra Besættelsens start. Til gengæld viste biograferne
på det tidspunkt stadigvæk hovedsagelig amerikanske film, og mange af disse var
"Forbudt for børn", i biografannoncerne ofte forkortet til
"Forb. f. Børn", så dem kunne vi altså ikke få at se. Men
eftermiddagsprogrammerne om søndagen var specielt beregnet på børn, og filmene
var derfor i et vist omfang valgt derefter. Mange af disse film var dog
voksenfilm, men blot ikke forbudt for børn, hvorfor biograferne udmærket kunne
vise dem ved børneforestillingerne. Dette hang formentlig sammen med, at der
dengang ikke blev produceret specielle børnefilm, først og fremmest af rentable
grunde, fordi en film ikke kunne svare sig økonomisk, ved kun at være beregnet
på børn. I 1940 kostede en biografbillet for børn 35 øre til
eftermiddagsforestillingerne, og det siger næsten sig selv, at der skulle
sælges rigtig mange billetter, for at man kunne udrede samtlige omkostninger
ved filmens produktion, distribution og fremvisning. Det var sandsynligvis en
af grundene til, at der hovedsagelig blev vist amerikanske lavbudget-film, de
såkaldte B-film, oftest i reprise, ved biografernes eftermiddagsforestillinger.
Der blev også vist enkelte danske, svenske og
franske spillefilm dengang, men kun meget få tyske, et biografrepertoire, der
imidlertid skulle komme til at ændre sig noget i løbet af besættelsesårene.
Som ovenfor nævnt, var svensk film også
begyndt at gøre sig gældende i danske biografer, og på et tidspunkt spilledes
der faktisk flere svenske end danske film. Det hang formentlig sammen med, at
dansk spillefilmproduktion generelt set ikke var særlig stor, idet der i
1930'-40'erne og senere kun blev indspillet 12-14 danske spillefilm om året.
Men for de svenske films vedkommende, drejede det sig hovedsagelig om lystspil,
filmfarcer og lejlighedsvis nogle meget tungsindige, socialrealistiske film,
oftest om kriminalitet i form af mord, drab og prostitution.
På dagen for den tyske besættelse af Danmark,
den 9. april 1940, var der siger og skriver kun een dansk film på københavnske
biografers repertoire, og det var den satiriske folkekomedie Familien
Olsen, som havde haft premiere den 18. marts s. å. i biograferne Aladdin,
Carlton, Colosseum, Roxy og Triangel. Det var en ASA-produktion med drejebog
af Flemming Lynge, Svend Rindom (1884-1960) og Paul
Sarauw (1883-1959), og instruktion af makkerparret Alice O'Fredericks og
Lau jr. I hovedrollerne kunne man se Osvald Helmuth, Maria Garland
(1889-1967) og Berthe Qvistgaard.
Og Ib Schønberg var naturligvis også med.
Af svenske film var der på besættelsesdagen
kun Bastard, 1940, med den smukke Signe Hasso (1915-2002), på programmet
i københavnske biografer som Nørrebros Biograf og Gentofte Kino. Sidstnævnte
biograf annoncerede med "En pragtfuld og spændende
Film fra Finlands Ødemarker". Den 10.
juni s. å. havde Ry-Kino også en Signe Hasso-film på programmet: Elskerinden,
fra 1939. Den åbenbart ambitiøse Signe Hasso søgte efter 1940 at gøre karriere
i Hollywood, og her kom hun da også til at medvirke i en del film, men slog
aldrig rigtig igennem. 1950 vendte hun tilbage til Europa og indspillede film
i Tyskland og Sverige.
En filmrekord: ”Landevejs-Kroen”
Der var også kun en enkelt engelsk film på
biografernes repertoire på besættelsesdagen, nemlig i Nørreport Bio, hvor man
spillede den engelske kæmpesucces It's in the Air (1939; dansk:
"Det ligger i Luften") med den vanvittige og skøre, mandolinspillende
revykomiker George Formby (1904-1961) i den altoverskyggende
hovedrolle. Biografen annoncerede med, at filmen spilledes på 12. uge, hvilket
må betyde, at den har haft premiere omkring midten af december 1939. Filmen var
endnu på plakaten dagen efter, den 10. april, hvor Nørreport Bio annoncerede
med, at "110.000 har jublet over soldaterfarcen, latterorkanen, der nu
på 12. uge bliver stormet af publikum".
Jeg ved ikke, hvor længe filmen stod på
plakaten, men en måned senere, den 10. juni, annoncerede Nørreport Bio med Landevejs-Kroen
(på svensk: "Kalle på Spången") og kaldte den "Latterorkanen
med Edvard Persson", og fortæller endvidere, at filmen går på 18. uge i
København. Det må betyde, at filmen har haft premiere i begyndelsen af februar
samme år, altså før besættelsens begyndelse. En enkelt kilde nævner den 29.
januar 1940 som dato for filmens premiere, som i så fald næppe kan have fundet
sted i Nørreport Bio, for her havde man den 9. april 1940 som nævnt "Det
ligger i luften" på plakaten på 12. uge. Samme dato havde Allé Teatret på
Jægersborg Allé i Ordrup "Landevejs-Kroen" på plakaten. Efter
tyskernes besættelse af Danmark blev "Landevejs-Kroen" et så stort
tilløbsstykke, især i Nørreport Bio, at filmen gik uafbrudt til den 7. oktober
1941. Den havde da spillet i i alt 87 uger i København! Heraf de allerfleste
uger på Nørreport Bio.
De københavnske biografer havde i årevis
jævnligt haft franske film på repertoiret, og dette var også tilfældet den 9.
april, hvor Bella Bio på Brønshøj Torv havde Pour le mérite ("For
Mod og Tapperhed") på programmet, men ikke et ord om medvirkende
skuespillere. Dette var til gengæld tilfældet med Grand Teatret, som vistnok
var den eneste københavnerbiograf, der annoncerede med "Ingen reklamer".
Denne dag kunne Grand annoncere med "syvstjernefilmen Bag
facaden", 1939, med stjerner som Betty Stockleid (ukendt i
Danmark), Gaby Morley (1893-1964), Michel Simon (1895-1975), Jules
Berry (1883-1951, Erich von Stroheim (1885-1957) og Lucien Baroux
(1888-1968).
Om filmen "Bag Facaden" kunne
Ekstrabladet den 9. april 1940 skrive følgende notits: "Den franske film
"Bag Facaden" bestaar af en Række Sketches, som viser et Par
konkurrerende Opdageres Ransagning af et stort Hus i Paris for at finde
Gerningsmanden til et Mord. Husets Værtinde er myrdet, men før Gerningsmanden
findes, har man lært alle de lyssky Mennesker at kende, som bor i de
forskellige Lejligheder: Man ser kort sagt "Bag Facaden", og
Menneskene viser sig helt anderledes end de ser ud til."
I 1948 udsendte Saga Studio filmen Mens
Porten var lukket, baseret på Hasse Ekmans manus til den svenske film
"Medan porten var stängd". Den danske udgave var instrueret af Asbjørn
Andersen (1903-1978) og havde en række velkendte skuespillere i rollerne,
herunder også Ib Schønberg. Denne films handling, og forresten også dens
scenerier, kan minde en hel del om den franske film "Bag facaden".
Gaby Morlay og Michel Simon var populære
franske filmstjerner i 1930'-40'erne, ikke mindst i Danmark. Navnet Erich von
Stroheim var dengang som senere kun kendt af særligt filminteresserede, som
vil vide, at han var østriger af fødsel, men kom til Amerika ca. 1909, hvor han
gjorde tre års tjeneste i kavaleriet. Omkring 1914-15 kom han til Hollywood, på
det tidspunkt, da D.W.Griffith var i gang med optagelserne til storfilmen Birth of A Nation (1915;
"En Nations Fødsel"). Stroheim blev instruktørassistent på filmen,
hvori han også havde forskellige småroller. 1919 iscenesatte han sin første
selvstændige spillefilm, Blind Husbands ("Blinde ægtemænd").
Hans store kunstneriske gennembrud som filminstruktør kom med Greed
(1924; "Guld"). I de følgende år frem til og med 1929 rejste han
omkring mellem Amerika og Europa og fik kun lejlighedsvis opgaver som filminstruktør,
og efter det sidstnævnte år slet ingen instruktøropgaver. Derimod blev han
med sit hårde prøjseransigt og sin firskårne, tætte skikkelse en ofte benyttet
skuespiller i germanske officersroller og i skurkeroller i gyserfilm. Siden
1945 boede han i Frankrig, hvor han mest virkede som filmskuespiller.
Men de københavnske biografer havde i årevis
haft en voldsom overvægt af amerikanske spillefilm på repertoiret, hvilket også
var tilfældet i 1940. På dagen for den tyske besættelse af Danmark, altså den
9. april 1940, spillede Alexandra Teatret lystspillet Den forbløffende Mr.
Williams, 1939, med det uhyre populære par, Melwyn Douglas
(1901-1981) og Joan Blondell (1909-1979) i hovedrollerne. Hver for sig
fortsatte de to skuespillere med at indspille film til højt op i alderen.
Boulevard Teatret på Sønder Boulevard
spillede Destry Rides Again (1939; "Vestens Dronning"),
instrueret af George Marchall
(1891-1959), og med Marlene Dietrich (1902-1992) og James Stewart
(1908-1997) i hovedrollerne.
Bristol Teatret på Frederiksberggade havde
"En Film om international Spionage" på programmet, nemlig Spionage,
1940, som formentlig er identisk med Alfred Hitchcock's Foreign Correspondent
("Udenrigskorrespondenten"). Den havde den uhyre sympatiske Joel
McCrea (1905-1990) i hovedrollen. Han blev ellers bedst kendt som cowboyhelt
i en række udmærkede westernfilm.
På disse to fotos ses det sted på Frederiksberggade 25-27, hvor
biografen Bristol i mange år havde til huse. Biografen hed indtil 1939 Kinografen, men efter en kort lukning og
ombygning åbnedes den igen under navnet Bristol Teatret. Her spilledes
fortrinsvis moderne amerikanske lystspilfilm og hårdkogte kriminalfilm. Biografen
måtte i lighed med så mange andre københavnske biografer give op over for
konkurrencen med Fjernsynet og lukke. I nutiden tjener den i lighed med flere
andre tidligere biografer som hjemsted for dagligvarebutikker eller, som her,
for burgerkæden McDonald’s. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.
Men allerede dagen efter, den 10. april 1940,
havde Bristol skiftet program til "Swing-pigen", 1939, med Lana
Turner (1920-1994) og Richard Carlson (1912-1977), og med Artie
Shaw (1910-2004) og hans orkester.
Dagmar Bio i Jernbanegade annoncerede med to
film, hvoraf den ene blev spillet til eftermiddagsforestillingerne. Den hed The
Wizard of Oz (1939; dansk: "Troldmanden fra Oz") og blev siden en
af de store filmklassikere. Den kvindelige hovedrolle blev spillet af den da
kun 16-årige Judy Garland (1923-1969), som sang sig ind i alles hjerter
over hele kloden med "Somewhere over the Rainbow". Til aftenforestillingerne spillede Dagmar på
2. uge "Laante Dage", 1939, med Lionel Barrymore
(1878-1954). Det er imidlertid ikke lykkedes mig at identificere filmens
originaltitel, og heller ikke dens instruktør.
Den Vide Verden, D.S.B.s Kino på
Hovedbanegården annoncerede med "3 Ugerevyer. Ørkenens Vovehalse. Et
Hawaii-Eventyr. Voksne og Børn 70 Øre inkl. Skat". Ekstrabladet havde
samme dag en notits under overskriften "Filmens Verden" følgende at
fortælle: "Den vide Verden bringer i denne Uges Program Ufas
Ugerevy fra de sidste Begivenheder ude i Verden. Dansk Films Revy fortsætter
med Billeder fra Finland. Hovednummeret paa Programmet er en Sportsfilm, der
viser et Par fænomenalt arbejdende Bueskytter; til sidst vises en Tegnefilm, en
Slags Mickey Mouse, der er meget morsom."
Udtrykket "en slags Mickey Mouse"
skal måske forstås sådan, at det ikke var en Mickey Mouse-tegnefilm, der
vistes, men én, der bare lignede. Men hvis det har drejet sig om en Mickey
Mouse film, kan talen formentlig kun være om Hawaiian Hollyday (1937;
dansk: "Glade dage på Hawaii"), hvori det faktisk er Fedtmule der har
hovedrollen. Dette kan måske også være forklaringen på forbeholdet "en
Slags". Denne film blev første gang vist i København i Metropols
Forårsshow 1938.
Enghave Bio på Enghavevej havde
kriminalfilmen Afsporet på programmet, med Chester Morris
(1901-1970) og Ralph Bellamy (1904-1991).
Grøndals Teatret på Godthåbsvej havde The
Women (1939; dansk: "Kvinder"), på plakaten, med Norma Shearer
(1900-1983) og Joan Crawford (1906-1977) i hovedrollerne.
Kino Lyngby på Lyngby Torv havde Andy
Hardy faar Forårsfornemmelser", 1939, en film i en serie med de to
meget populære skuespillere Mickey Rooney (1922-) og Judy Garland
(1923-69) i hovedrollerne.
Kino-Palæet på Gammel Kongevej annoncerede
med De, der kom tilbage, en film, som det heller ikke er lykkedes mig at
identificere. Men den var naturligvis amerikansk og havde James Cagney
(1899-1986) i den dominerende hovedrolle. Siden hans filmdebut i Public
Enemy (1931; dansk: "Samfundets Fjende"), blev han verdensberømt
som hårdkogt og hårdtslående gangster. Men som uddannet revy- og
varietéstjerne, kunne han også synge, steppe og charmere sig til publikums
gunst, som f.eks. i den patriotiske musical Yankee Doodle Dandy, 1943. I
denne film spillede han den amerikanske showman George M. Cohan
(1878-1904), og for denne rolle fik han en Oscar.
I begyndelsen af 1960'erne trak Cagney sig
tilbage til privatlivet, men vendte omkring 1981 tilbage til Hollywood, hvor
han indspillede i al fald to film, bl.a. Ragtime. Heri havde han rollen
som en aldrende politiinspektør, der sætter sig som opgave at fange nogle
durkdrevne bankrøvere.
Lyngby Bio på Jernbanevej i Lyngby havde Luftens
Amazoner på plakaten, med Alice Faye (1915-1998) som eneste nævnte
rollehavende. Det er ikke lykkedes mig at identificere filmen.
Lyngbyvejens Kino annoncerede med
"Busser, Dengse og Vovse" i "Blondie møder Chefen",
der var "endnu morsommere end den første." Filmen var naturligvis baseret på Chic Youngs verdensberømte
tegneserie "Blondie", der havde gået i "B.T." som
hverdagsstribe fra 18. april 1934. Biografannoncen nævner dog ikke navnene på
de medvirkende skuespillere, men jeg kan godt huske, at jeg i begyndelsen af
1940'erne så et par film med "Blondie og Busser". Filmene virkede
kedsommelige og kunne efter min mening slet ikke leve op til tegneserien.
Merry Bio på Amagerbrogade annoncerede den
12. april 1940 med "Basil Rathbone i Conan Doyles Sherlock Holmes,
1939, den anden film i serien om den verdensberømte engelske detektiv. Den
første Sherlock Holmes/Rathbone-film var The Hound of Baskervilles (1939;
dansk:"Baskervilles Hund"). Som medspiller havde Rathbone den lige
så fremragende skuespiller Nigel Bruce (1895-1953), i rollen som en
bulderbasseagtig og velmenende, men ikke særlig kløgtig Dr. Watson. Parret
indspillede i årene 1939-46 ialt 14 Sherlock Holmes-film. I 1952 spillede Nigel
Bruce teaterdirektøren Mr. Postant i Chaplins film Limelight ("Rampelys").
Nigel Bruce’s sidste film er fra hans dødsår 1953 og hedder på dansk
"Afrikas Djævle".
Metropol på Strøget annoncerede med Hollywood
Cavalcade, "En brølende Latter-Sukces", men nævner ingen
skuespillernavne.
Odeon på Fælledvej spillede "Fjernsyns
Gaaden", med William Henry
(1914-1982) og Judith Barrett
(1914-2000), som var og er ukendte i Danmark. Odeon kunne også lokke med
"Ekstra: Ugejournal og Skipper Skræk". Men apropos filmens titel, så
var begrebet "fjernsyn" fuldstændig ukendt for den almindelige
dansker dengang, inklusive mig selv. Fjernsynet blev først introduceret på det
danske marked i begyndelsen af 1950'erne, og dengang var det meget få
mennesker, der havde råd og lyst til at anskaffe sig et sådant monstrum.
Palads Teatret reklamerede med "Rudyard
Kiplings The Light that failed" (1940; dansk: "Lyset der
sluktes"), med Ronald Colman (1891-1958), Walter Huston
(1884-1950), Ida Lupino (1918-1995) og Muriel Angelus
(1909-2004). Walter Huston er far til den nok så berømte skuespiller og
filminstruktør John Huston.
Palladium på Vesterbrogade annoncerede med We
are not Alone (1939; dansk: "Vi er ikke de eneste"), med den
dengang legendariske skuespiller Paul Muni (1897-1967) i en dominerende
hovedrolle. Annoncen for filmen tilføjede: "Pragtfuld Skuespilpræstation
- genial Iscenesættelse". Filmen blev kun spillet til aftenforestillingerne.
Om eftermiddagen havde man et Non-Stop program, hvorom Ekstrabladet skrev:
”Paramount bringer de forskellige Ugerevyer, bl.a. Ufa-Journalen. - En
Kulturfilm viser nogle mærkelige amerikanske Dyr, og endelig er der en morsom
Tegnefilm, "Den gamle Væddeløbshest". Den nævnte tegnefilm har
antagelig været en Max og David Fleischer-film, idet Fleischer-brødrene på det
tidspunkt var knyttet til Paramount.
Paul Muni, hvis egentlige navn er Muni
Weisenfreund, var født i Østrig (en anden kilde mener dog Polen), men kom sammen
med sine skuespillerforældre til USA i 1901. Fra 1908-26 var han skuespiller
ved Jiddisch Theater og kom derefter til Broadway. Han debuterede på film i
1929, nemlig i The Valiant. Det var dog først med Scarface, 1932,
at der for alvor blev lagt mærke til ham som filmskuespiller. Allerede som
teaterskuespiller var han blevet kendt for sin maskeringskunst, og han
spillede ofte mennesker, der var meget ældre end ham selv. Bedst kendt er han
for sin udførelse af rollen som lægen Louis Pasteur (1822-1895) i filmen
The Story of Louis Pasteur (1935; dansk: "Louis Pasteur"), for
hvilken han fik en Oscar. Denne film så jeg forresten omkring 1940-41, da jeg
var medlem af Skole Bio, som dengang holdt til i Amager Bio på Amagerbrogade.
Filmen gjorde et stort indtryk på mig, kan jeg tydeligt huske.
Mest berømt blev Paul Muni dog nok for sin
maskering og sit spil som kineseren i The Good Earth (1937; dansk:
"Den gode Jord"). Heri spillede han sammen med den
østrigsk-amerikanske skuespillerinde Luise Rainer (1910-), der begyndte
sin filmkarriere i Østrig, men som i 1935 kom til USA, hvor hun fortsatte sit
filmarbejde. Sit store gennembrud fik hun netop i filmen "Den gode
jord", hvori hun spillede kineserhustruen så fremragende, at hun modtog en
Oscar for sin fremstilling. Hun var endnu i live i 2008, men beklagede sig i et
tilbageblik over, at hendes filmkarriere nærmest var stoppet, efter at hun
havde modtaget 2 Oscars.
Samme år indspillede Paul Muni The Life of
Émile Zola (1937; dansk: "Émile Zola's Liv"), hvori han på
træffende måde var maskeret som den store franske forfatter Émile Zola
(1840-1902). Zola lagde grunden til den naturalistiske roman, der detaljeret
ville beskrive de bestemmende kræfter i menneskets karakter: arv og miljø, men
dog "set gennem et temperament", nemlig forfatterens eget. Zola
indså altså, at man ikke helt kunne udelukke subjektiviteten. I Danmark er han
især kendt for romanerne Thérèse Raquin (1867; dansk 1901), Faldgruben
(1876; dansk: 1882), Nana (1880; dansk: 1882), Germinal (1885;
dansk: 1931) og La Béte Humaine (1890; på dansk
"Menneskedyret" 1890). Flere af romanerne er i tidens løb blevet
filmatiseret, bl.a. "Menneskedyret", 1938, med den fine franske
skuespiller Jean Gabin i den mandlige hovedrolle.
Palæ Bio i Klerkegade havde den danske
melodramafilm Hotel Paradis, 1931, på plakaten. Annoncen nævnte to
navne: Eyvind Johan Svendsen (1896-1946) og Karen Caspersen
(1890-1941), og de to var da også kendte teater- og filmskuespillere på den
tid, men spillede dog fortrinsvis i et seriøst repertoire.
Platan Bio på Platanvej annoncerede med
"Det stjaalne Paradis" (1936) med Marlene Dietrich og Gary Cooper (1901-1961). Det er ikke
lykkedes mig at identificere filmens originaltitel eller produktionsår.
Rialto Teatret i Smallegade havde den
tidligere omtalte The Private Lives of Elizabeth and Essex (1939;
"Dronningens Elsker") på plakaten, med Bette Davis og Errol Flynn i
hovedrollerne.
Rio Bio på Roskildevej annoncerede med
"Den store Illusion", men nævner intet om dens handling eller
medvirkende skuespillere. Men filmens originaltitel er La Grande Illusion,
1937, og den er altså fransk og var instrueret af Jean Renoir
(1894-1979), med Jean Gabin og Erich von Stroheim i de mandlige hovedroller.
Jean Renoir er en søn af den verdensberømte impressionistiske franske maler Auguste
Renoir (1841-1919).
Jean Renoir var en eksperimenterende
filmkunstner, og blandt hans eksperimenterende spillefilm kan ikke mindst
nævnes The River (1951; dansk: "Floden"), hvis handling
konsekvent overholder tidens og stedets enhed, hvilket vil sige, at filmens
handling udspiller sig i løbet af de ca. 3 timer, filmen varer.
"Floden" er indspillet i Bengalen, Indien, og her havde Renoir en
yngre filmentusiastisk instruktørassistent ved navn Satyajit Ray
(1921-1992), som få år senere blev verdensberømt på Apu-trilogien Pather
Panchali (dansk: "Sangen om Vejen"), The Unvanquished
(dansk: "Aparajito - Den Ubesejrede"), The World of Apu
(dansk: "Apus Verden"), indspillet i årene 1955-58.
Jean Gabin (1904-1976) var oprindelig varietékunstner, men kom i 1930 til filmen,
hvor han efterhånden sikrede sig en fremtrædende position gennem en række
tragiske melodramaer. Blandt disse var "Natherberget", 1936, "La
Bête Humaine" (1938; dansk: "Menneskedyret"), begge instrueret
af Jean Renoir. Quai des Brumes (1938; dansk: "Tågernes
kaj"), Le Jour se Lève (1939; dansk: "- og ved Daggry"),
La Marie du Port (1950; dansk: "Marie fra Havnen"), alle tre
instrueret af Marcel Carné (1906-1996). Jean Gabin medvirkede også i
film, instrueret af Julien Duvivier (1896-1967), som La Bandéra,
1935, og Pépé le Moko, 1936. Under 2. verdenskrig opholdt han sig i
Hollywood, hvor han genindspillede nogle af sine tidligere film på engelsk.
1945 vendte han tilbage til Frankrig, hvor han snart fik et gennembrud i et
ældre rollefag, som passede til hans alder og temperament. En af hans mange
senere og nok så markante film er Les Misérables (1957; "De
elendige"), hvori han på mesterlig måde spillede den frigivne galejslave
Jean Valjean. Han indlagde sig også stor fortjeneste i rollen som mesterdetektiven
Maigret, i film som Maigret un piége (1957) og Maigret Voit Rouge
(1963).
Scala-Bio på Vesterbrogade havde "Til
sidste Mand", med Gary Cooper i hovedrollen, på plakaten. Det er desværre
ikke lykkedes mig at identificere filmens originaltitel eller produktionsår.
Strand Teatret på Strandvejen havde
"Vestens Dronning" (1939) på programmet. Se under Boulevard Teatret.
Toftegårds Bio på Toftegårds Plads
annoncerede med "Havets Beherskere" (1939), med Douglas Fairbanks
jr. (1909-2000) og George Bancroft (1882 -1956) i hovedrollerne. Her
er det heller ikke lykkedes mig at identificere filmens originaltitel.
Valby Teater på Valby Langgade reklamerede med
"Hvide Heltinder", men ikke med, hvem der medvirker eller antydning
af, hvad filmen handler om. Filmen kan derfor udmærket tænkes at have været
tysk. Tre dage senere, den 12. april 1940, havde biografen kriminalfilmen
"Afsporet" på plakaten. Se under Enghave Bio.
Vanløse Bio på Jernbane Allé annoncerede med Tarzan
Finds a Son (1939; ”Tarzans søn"), med Johnny Weissmuller (1904-1984), Johnny
Sheffield (1931-) og Maureen
O’Sullivan (1911-1998) i hovedrollerne. Det kan tilføjes, at Maureen
O’Sullivan også og måske især gjorde sig gældende i filmlystspil med Marx
Brothers og seriøse film, som f.eks. ”Anna Karenina” (1935) med Greta Garbo, og
hvori hun spillede rollen som Kitty.
Windsor på Peter Bangsvej havde
"Stjerneskud" (1939) med Fred
Astaire (1899-1987) og Ginger Rogers
(1911-1995) i hovedrollerne. Annoncen meddeler, at filmen har været
"Palads Teatrets Sukces".
Den
store filmdiva: Greta Garbo
World Cinema på Axeltorv annoncerede med Ninotchka,
1939, med den verdensberømte Greta Garbo (1905-1990) i den altdominerende
titelrolle. Hendes medspiller var Melvyn Douglas. Filmen var instrueret
af datidens store lystspilinstruktør Ernst Lubitsch (1892-1947).
Greta Garbo er et kapitel for sig i filmens
historie. Hendes filmkarriere strakte sig fra 1922 til 1941, og i løbet af den
tid nåede hun at indspille en række stumfilm, som skabte hendes ry som
stumfilmens store og altfordunklende stjerne. Sit filmgennembrud fik hun i
rollen som Elisabeth Dohna i Gösta Berlings Saga, 1924. Filmen var
baseret på en roman af Selma Lagerlöf (1858-1940) og instrueret af Mauritz Stiller (1883-1928). I 1925
indspillede hun i Tyskland filmen "Bag glædernes maske", hvori
hendes kvindelige medspiller var den internationalt kendte danske
stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972). Filmen var instrueret af den
store tyske filminstruktør Georg Wilhelm Pabst (1885-1967).
I mellemtiden havde MGM's leder, Louis B.
Mayer (1885-1957), set "Gösta Berlings Saga", og filmen gjorde så
stærkt indtryk på ham, at han gerne ville engagere Stiller til at lave film for
MGM. Stiller betingede sig, at Garbo skulle følge med i "købet",
hvilket Mayer ikke umiddelbart var begejstret for. Men sådan blev det.
Amerika-tiden blev en skuffelse og fiasko for Stiller, til trods for at han
indspillede en enkelt publikumssucces, Hotel Imperial, 1927, som dog
ikke havde Garbo men Pola Negri i den kvindelige hovedrolle. Efter denne film
vendte Stiller tilbage til Sverige, hvor han døde i 1928.
Garbos stjernestatus steg hurtigt til store
højder, hvilket skyldtes hendes sjælfulde og blufærdige spil i en række film,
hvori hun spillede sammen med den romantiske elsker, John Gilbert
(1895-1936). Romancen mellem de to udstrakte sig også til privatlivet, og på
et tidspunkt var det meningen, at de skulle giftes, men selvom bryllupsdagen
var blevet bestemt, havde Garbo i mellemtiden fortrudt og udeblev derfor fra
vielseshøjtideligheden.
Med talefilmens indførelse blev John Gilberts
filmkarriere brat afbrudt, idet publikum ikke kunne forbinde hans talestemme
med hans mandige udseende. Man lo simpelthen ad hans talefilmstemme, hvilket
objektivt set er uforståeligt, idet den ikke adskilte sig væsentligt fra andre
mandlige skuespilleres talestemme på den tid. Lydteknikken var på
eksperimentstadiet, og den dårlige gengivelse af tale, blev mange skuespilleres
og skuespillerinders tragedie. Men biografpublikummet var nådesløst og
ubønhørligt, og det samme gjaldt filmmogulerne i Hollywood, som afgjorde en
skuespillers værdi på grundlag af de indtægter vedkommendes film indtjente.
Men Greta Garbos talestemme gjorde hende om
muligt kun endnu mere berømt og tilbedt, da den for allerførste gang kunne
høres i Anna Christie, 1930. Denne berømmelse og tilbedelse holdt sig op
gennem 1930'erne, hvor hun bl.a. indspillede Marie Walewska, og hvori
hun havde den ligeledes berømte filmelsker, Charles Boyer (1899-1978)
som medspiller i rollen som Napoleon.
Efter en række romantiske og tragiske film,
herunder Anna Karenina, 1934, Camille (1936;
"Kameliadamen"), som vittige hoveder kaldte ”Kameldamen”) havde Garbo
formentlig lyst til at prøve kræfter med lystspilfaget, men det blev faktisk
kun til to lystspilfilm, nemlig den allerede nævnte "Ninotschka" og Two-Faced
Woman (1941; dansk: "Tvillinger"). Især i den sidstnævnte film
havde publikum svært ved at forlige sig med, at den før så romantiske og
mystiske Garbo nu optrådte overgivent leende og morsom. Filmen blev ganske
enkelt en publikumsfiasko, og i skuffelse herover, trak Garbo sig tilbage til
privatlivet og indspillede aldrig mere film.
Hendes privatliv var i de følgende år præget
af stadige forsøg på at undgå nysgerrige journalister og fotografer, og hun
levede blandt andet af den grund sine senere år i tilbagetrukket og selvvalgt
ensomhed. Hun blev aldrig gift, men nægtede sig ikke livets goder, herunder
heller ikke kærligheden, som hun lige så godt dyrkede med mænd som med
kvinder. Sine androgyne træk havde Garbo forresten haft lejlighed til at demonstrere
i Queen Christina (1933; dansk: "Dronning Christina"), hvori
hun havde titelrollen som den svenske dronning Kristina (1626-89). Denne var
ugift og stærkt interesseret i filosofi, kunst og videnskab, og skabte et
festligt kulturcentrum ved hoffet. Hun var desuden en målbevidst og handlekraftig
politiker, der fremskyndede Westphalske fred og sikrede tronen for Karl X
Gustav og spillede de tre lavere stænder ud mod højadelen, det sidste i lighed
med, hvad den danske kong Christian II havde gjort i midten af 1500-tallet. Hun
frasagde sig tronen i 1654 og gik officielt over til katolicismen og bosatte
sig i Rom, hvor hun døde, og hvor hun er begravet i Peterskirken.
Det er blevet sagt om Dronning Kristina, at
hun havde stærke androgyne, dvs. mandlige træk, og at hun foretrak kvinder som
seksuelle partnere. Det samme kan som nævnt til en vis grad siges om Greta
Garbo, som da også privat vedkendte sig sin biseksualitet, således som det er
fremgået af biografier om hende. Men Greta Garbo var og forblev primært en
legende, ikke mindst i levende live, hvilket formentlig skyldtes, at hun efter
at have afsluttet sin filmkarriere, af al magt søgte at undgå pressefolk. I
dag kan hendes skuespilkunst dog heldigvis stadig genses og nydes, takket være
den omstændighed, at hendes film er blevet genudsendt på TV og video.
Alle raske drenges helt: Erroll Flynn
Alle raske drenges helt eller idol, var i
1930'-40'erne den australsk fødte amerikanske filmskuespiller Erroll Flynn
(1909-59). Efter et omflakkende liv, kom Flynn til Hollywood i 1935, hvor han i
begyndelsen optrådte som statist i forskellige spillefilm, bl.a. i Mutiny
on the Bounty (1935; dansk: "Mytteriet på Bounty"), med den
allerede da verdensberømte Charles Laughton (1889-1963) i hovedrollen
som kaptajn Bligh.
Efter at have haft den mandlige hovedrolle i
et par spillefilm, fik Flynn et gennembrud som indbegrebet af en romantisk
helt i The Adventures of Robin Hood (1937; dansk: "Robin
Hood"), med den smukke og udmærkede Olivia de Havilland (1916-) i
den kvindelige hovedrolle som Lady Marian. Hendes store gennembrud som
filmskuespillerinde skete dog først med rollen som Melanie i Gone with the
Wind (1939; dansk: "Borte med Blæsten"). Robin Hood-filmens
skurk var den sydafrikansk fødte skuespiller Basil Rathbone (1892-19??),
som senere især skulle komme til at brillere som Sherlock Holmes i en serie
film om denne fabelagtige mesterdetektivs meriter.
Olivia de Havilland var også med i flere af
Flynns følgende film. Således i Dodge City (1939), som handler om en
ærlig kvæghandler, der tager kampen op mod ulovlighederne i den berygtede by
Dodge City. Men hun var derimod ikke med i Flynns følgende film, den, som jeg
allerførste gang så ham i, nemlig The Sea Hawk (1940; dansk:
"Havørnen"), som jeg så til en eftermiddagsforestilling i
"Ry-Kino" i Ryesgade, formentlig i for- eller eftersommeren 1940.
Der er for mig også det interessante ved
filmen "Havørnen", at man i billedarkivet på Københavns Bymuseum opbevarer
et foto af Ry-Kinos facade, hvis reklameskilte tydeligt viser, at på det
tidspunkt, hvor billedet er taget, var den nævnte film på plakaten. Det
specielt interessante er imidlertid, at der står en lille gruppe børn på
trinene foran biografens indgang, og selvom en af drengene på billedet vender
ryggen til, er jeg ikke i tvivl om, at drengen er identisk med mig! Jeg kan dog
ikke erindre, at der var en fotograf til stede ved den lejlighed, men måske
har jeg bare ikke set vedkommende, fordi jeg stod med ryggen til, da billedet
blev taget.
Bag på fotoet har museet noteret, at billedet
er fra 1939? Spørgsmålstegnet betyder, at man ikke er helt sikker på årstallet,
og det er forståeligt, eftersom det tidligst kan have været fra det år, 1940,
hvor filmen "Havørnen" fik dansk premiere. Ifølge filmens fortekster
er dens produktionsår da også 1940, hvilket formentlig betyder, at den er
indspillet i slutningen af 1939/begyndelsen af 1940. Den må dog have haft
Danmarkspremiere i en anden biograf end Ry-Kino, som kun var reprisebiograf,
men i hvilken ved jeg ikke.
Filmen, hvis handling foregår i 1585, hvor
Spanien drømte om verdensherredømmet og herunder også planlagde at ville erobre
England, rummede alle de ingredienser, som man kan forvente og forlange af
en romantisk og heroisk eventyrfilm, var instrueret af den ungarsk-amerikanske
instruktør Mihály Kertész, bedre kendt under navnet Michael Curtiz
(1888-1962). Han begyndte at lave film allerede i stumfilmtiden, og var i 1913
i Danmark, hvor han ifølge nogle kilder var instruktørassistent og havde en
birolle i Nordisk Films Kompagnis Atlantis.
I 1941 gav Errol Flynn en sympatisk
fremstilling af den berømt-berygtede amerikanske general Custer i dennes
sidste kamp mod indianerne ved Little Big Horn. En kamp, hvorunder han og hans
soldater blev dræbt. Filmens titel er They died with their Boots on
(dansk: "De døde med Støvlerne på"), og her havde han atter den
sympatiske Olivia de Havilland som sin medspillerske i rollen som Mrs. Custer.
Flynns karriere fortsatte med en række mere eller mindre betydelige krigs- og
cowboy-film, og ind imellem nogle eventyrfilm, som f.eks. The New
Adventures of Don Juan (1948; dansk: "Don Juan paa nye Eventyr"),
og Kim (1951), efter Kiplings fortælling. 1949 spillede han Soames i The
Forsythe Saga ("Familien Forsythe"), og skal i denne rolle have
ydet en betydelig indsats som karakterskuespiller. Han afsluttede sin karriere
med The Sun Also Rises (1957; dansk: "Og solen gaar sin
Gang"), baseret på en roman af Ernest Hemingway, og Night in
Havanna" (1957), som vistnok blev Flynns sidste film.
’
På dette muntre foto fra 1954
ses til venstre Anker Roepstorff, idet han overrækker den
karikaturtegning, han netop har tegnet af den celebre gæst Erroll Flynn (i
midten). Til højre ses kontorchef Rudolf Holst, Carlsberg. - Foto: © 1954 Carlsberg. Gengivet med
tilladelse fra fru Inge Roepstorff.
Mange af Errol Flynns film viser, at han var
en temmelig lun og humoristisk skuespiller, der tilsyneladende ikke tog sig
selv al for højtideligt. Det viser han ikke mindst i episodefilmen Thank
your Lucky Stars! (1943; dansk "Lykkestjernen"), hvori han
fremfører et højst komisk sang- og dansenummer. Flynn skrev også et par
romaner, Beam Ends (1934) og Showdown (1946), samt selvbiografien
My Wicked, Wicked Ways (1959). Flynn kæmpede i mange år med en
overhåndtagende alkoholisme, og hans store spiritusforbrug forandrede med
tiden hans flotte, slanke og charmerende mandige ydre til et fedladent og
lettere forsumpet udseende. Han blev da også kun 50 år.
Ifølge vedholdende rygter i den
"moralske" amerikanske presse, havde Errol Flynn, hvad man kalder for
et Lolita-kompleks, idet han foretrak helt unge piger som sine seksuelle
partnere, og der var vistnok også noget om et par retssager i den anledning.
Men om det blot er ondsindede rygter eller hvad, har jeg ingen begrundet viden
om. I mine øjne vil skuespilleren Errol Flynn imidlertid altid stå som min
barndoms filmhelt, ja, som selve indbegrebet af den kække og mandige Robin Hood
fra Sherwood-skovene.
I 1954 var Errol Flynn i København, hvor han
bl.a. aflagde besøg på bryggeriet Carlsberg. Her blev han vist rundt af en af
dansk tegnefilms pionerer, Anker Roepstorff (1910-92), som på det tidspunkt var
inspektør på bryggeriet. I sin egenskab af tegner tegnede Roepstorff en
karikatur af den celebre gæst. Flynns besøg i København har formentlig fundet
sted i forbindelse med Danmarkspremieren på en af hans film, enten ”Junkeren
fra Ballantrae" (1953) eller Lilacs in the Spring (1954, hvis
danske titel jeg ikke kender).
Olivia De Havilland gjorde sig i løbet af
1940'erne verdensberømt som en stor karakterskuespillerinde. Det skete i og
med film som The Snake Pit (1949; dansk: "Ormegården"), The
Heiress (1949; dansk: "Arvingen"), som hun fik en Oscar for. Hun
har fortsat med at filme til højt op i alderen. I 1977 var hun således med i Airport
'77, sammen med James Stewart, og i 1986 medvirkede hun i 10. afsnit af
TV-serien North and South (dansk: "Nord og Syd"), hvori
Stewart forresten også medvirkede i en mindre rolle. I 1988 medvirkede den
stadigvæk smukke, men efterhånden noget fruede Olivia de Havilland i
dokumentarfilmen The Making of A Legend (dansk: "En myte bliver
til"), og heri fortalte den da 72-årige skuespillerinde om sin egen rolle
som Melanie i kæmpesuccessen "Gone With the Wind" (1939).
Forresten havde Olivia De Havilland en
søster, Joan Fontaine (1917-), der oprindelig var teaterskuespiller, men
som i 1937 debuterede på film. I 1939 spillede hun sammen med Cary Grant
(1904-1986), hvis egentlige navn var Archibald Alexander Leach, i filmen Gunga
Din, baseret på en fortælling af Kipling. Hendes gennembrud som
filmskuespiller kom med titelrollen i Rebecca (1940), instrueret af Alfred
Hitchcock (1899-1980) og med Laurence Olivier (1907-1989) i den
mandlige hovedrolle. 1952 spillede hun rollen som Lady Marian i Ivanhoe,
instrueret af Richard Thorpe (1896-1991), og med Robert Taylor
(1911-1969) i titelrollen. Rollen som den meget smukke jødiske pige, Rebecca,
blev spillet af en ganske ung Elizabeth Taylor (f.1932), som senere udviklede
sig til at blive en aldeles fremragende karakterskuespillerinde.
En markant
filminstruktør: Michael Curtiz
Michael Curtiz begyndte sin filmkarriere i
Ungarn, men indspillede senere også film i Sverige, hvor han assisterede
filminstruktører som Mauritz Stiller (1883-1928) og Viktor Sjöström
(1879-1960). Derefter arbejdede han i Tyskland, Frankrig og Østrig, og
sidstnævnte sted instruerede han filmen Moon of Israel (1924), som bevirkede,
at Hollywood fik øjnene op for ham. Og til filmbyen kom han i 1926, hvor han i
årene 1926-29 lavede ialt ni stumme spillefilm, idet den sidste, Noah's Ark
(1929), dog var forsynet med eftersynkroniseret lyd.
Curtiz var ansat på kontrakt hos Warner
Brothers, og alene i årene 1930-39 instruerede han 44 film for dette selskab,
bl.a. flere spillefilm med Bette Davis (1908-1989) i hovedrollen.
Omkring 1934 blev en af hans ledende mandlige skuespillere den ovenfor nævnte
Errol Flynn, og deres mangeårige samarbejde begyndte så vidt vides med Captain
Blood (1935; dansk: "Kaptajn Blod"), med Olivia de Havilland, som
også er med i Curtiz/Flynns The Charge of the Light Brigade (1936;
dansk: "For Englands Ære").
Af Curtiz/Flynn-film fulgte derefter The
Private Lives of Elizabeth and Essex (1939; dansk: "Dronningens
Elsker", med Bette Davis som Dronning Elizabeth I), og de tidligere nævnte
"Robin Hood" (1938), "Dodge City" (1939),
"Havørnen" (1940), "Vejen til Santa Fé" (1940), alle med Olivia
de Havilland i den kvindelige hovedrolle. Curtiz', Flynns og Olivia De
Havillands veje ser derefter ud til at have skiltes, idet de fortsatte deres
respektive karrierer ad hver sine veje.
Curtiz brillerede i 1943 med filmen Casablanca,
som han fik en Oscar for. Som ledende skuespillere havde han Humphrey Bogart
(1899-1957) og Ingrid Bergman (1915-1982),
og i væsentlige biroller Claude Rains
(1889-1967), Peter Lorre (1904-1964)
og Conrad Veidt (1892-1943). Blandt
Curtiz’ mange senere film kan nævnes Mildred Pierce (1945), White
Christmas (1954), The Adventures of Huckleberry Finn (1960; dansk:
"Huckleberry Finn paa Eventyr"), baseret på den berømte fortælling
af den amerikanske forfatter og humorist Mark Twain (1835-1910). og Commancheros
(1961). I den sidstnævnte film har John Wayne hovedrollen. Denne film blev
formentlig Curtiz’ sidste film.
Den 9. april 1940 var der kun en eller højst
to tyske spillefilm i københavnske biografer. Nora Bio på Nørrebrogade reklamerede
med "Den store Læge", 1939, med den dengang berømte skuespiller Emil
Jannings (1886-1950) i titelrollen. Jannings var oprindelig
teaterskuespiller, men kom på foranledning af Ernst Lubitsch i 1915 til filmen.
Sit store gennembrud som filmskuespiller fik han i Der letzte Mann, 1925,
instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau (1888-1931). Gennembruddet
konsoliderede han med sit spil i "Den blaa Engel", 1930, hvori han
spillede uforglemmeligt sammen med Marlene
Dietrich (1902-1992). Filmen var instrueret af Josef von Sternberg
(1894-1969), som kom til amerikansk film i 1914, i Hollywood fra 1924. Men
1929-30 vendte han tilbage til Tyskland for at indspille "Den blaa
engel" med sin foretrukne kvindelige stjerne, Marlene Dietrich, hvorom det
hed sig, at hun i mange år havde været Sternbergs elskerinde.
Ifølge en enkelt kilde har Sternberg i 1926
indspillet en film for Chaplin, nemlig The Seagull, som angiveligt
skulle være et forsøg på at promovere Edna Purviance som selvstændig filmskuespillerinde,
men filmen ses ikke bevaret. Chaplin har heller ikke med et eneste ord nævnt
denne film i sin selvbiografi, "Mit Liv". Ja, han nævner end ikke
Josef von Sternberg deri, så mon ikke der snarere er tale om et rygte? Men som
sagt, havde Chaplin allerede nogle år tidligere selv søgt at promovere sin
tidligere ledende kvindelige stjerne som seriøs skuespillerinde i filmen
"A Woman of Paris" (1923; dansk: "Kvinden fra Paris").
Så sent som i 1952 instruerede Sternberg
filmen Jet Pilot (udsendt 1957), med John Wayne og Janet Leigh i
hovedrollerne, en ubetydelig koldkrigs-film, der hverken gør instruktøren eller
de medvirkende nogen speciel ære. Filmen var omkring seks år undervejs, hvilket
til dels skyldtes, at man angiveligt genindspillede en del scener, som åbenbart
var blevet anset for utilfredsstillende. Det kan måske også hænge sammen med,
at denne type film nok ikke var den helt rigtige for en instruktør som von
Sternberg.
Park Teatret på Østerbrogade spillede også
"Den store Læge" med Emil Jannings. Denne fremragende
karakterskuespiller fortsatte sin karriere under Nazi-styret og udnævntes
tilmed til "Staatsschauspieler" og spillede med usvækket kunstnerisk
kraft roller i de pågående anti-britiske propagandafilm, der blev ham tildelt.
Efter krigens afslutning med Tysklands kapitulation, henvistes han i de
følgende år til et liv i lediggang og døde den 2. januar 1950 som en nedbrudt
mand.
Den 17. april 1940 så biografrepertoiret
således ud:
Aladdin havde nu "Den store Læge" på programmet.
Allé Teatret havde skiftet til "Dronningens Elsker".
Bella Bio havde skiftet til "Susannah, Gyldne Høg" (1939;
originaltitel uidentificeret), med den verdensberømte barnestjerne Shirley
Temple (1928-) i hovedrollen. Hun begyndte sin filmkarriere allerede som
3-årig og var med i en serie kaldet Baby Burlesque. Som lidt større blev
hun stjerne i rørende og muntre folkekomedier, og med sit runde ansigt, sine
kvikke øjne, der slog smut, og sin slangekrøllefrisure, blev hun den tids store
idol for alle småpiger verden over, eller måske snarere for disses mødre, som
gerne så, at deres egen lille tuttenut lignede den feterede stjerne. Shirley
Temple opnåede en berømmelse, som overgår alle andre barnestjerners, og hun
indspillede i tidens løb et utal af film. I 1937 fik hun til opgave at
overrække Walt Disney en speciel Oscar for "Snehvide og de syv
dværge". Den bestod af én stor Oscar og syv mindre Oscars!
Det var formentlig omkring 1942, at den da
13-årige Shirley Temple for pladeselskabet RCA Victor Records indtalte "Walt
Disney's Bambi as told by SHIRLEY TEMPLE with cast. Orchestra and Chorus
conducted by PAUL SMITH (Adapted from the WALT DISNEY production by LARRY
MOREY)". Denne grammofonplade er
angiveligt den første, Shirley Temple nogensinde har indspillet.
Shirley Temple fortsatte med at filme helt
frem til 1950, hvor hun var omkring 21 år. 1948 medvirkede hun f.eks. i John
Fords Fort Apache, som havde John Wayne i hovedrollen, og selvom hun
ydede en sympatisk og udmærket indsats i denne film, var det tydeligt, at hun
ikke følte sig helt vel tilpas i ungpigerollen. Men hvad enten hun selv har
følt, at hendes skuespillertalent måske ikke rakte til voksne karakterroller,
eller der har foreligget andre og mere private grunde, så trak hun sig i al
fald i 1950 tilbage til privatlivet. Shirley Temple dukkede først op for
offentligheden igen i slutningen af 1960'erne, hvor hun søgte at skabe sig en
politisk karriere i Californien. Som en følge af sit politiske engagement,
blev Shirley Temple i 1969 valgt som FN-delegeret for USA.
Boulevard Teatret havde "Sherlock Holmes" på plakaten, dog på
sidste dag.
Colosseum havde nu "Vestens Dronning" at byde på.
Dagmar Bio havde skiftet til "Felttoget i Polen", som
var en tysk propagandafilm.
Enghave Bio havde skiftet til "Ungdommens Melodi", men
bortset fra, at den betegnes som "Forårets skønneste film", får man
intet at vide om filmens oprindelse eller medvirkende. Se under Grøndals
Teatret.
Gentofte Kino havde nu Paul Muni-filmen "Vi er ikke de eneste"
på programmet.
Grøndals Teatret havde "Ungdommens Melodi" på plakaten, og
annoncen nævner i den forbindelse violinisten Jascha Heifetz (1901-1987)
som medvirkende. Heifetz var russisk-amerikansk jødisk violinvirtuos, der
debuterede som 7-årig. Han var på Europa-turné i 1912, og kom til Amerika i
1917, formentlig som følge af revolutionen i Rusland. Han blev amerikansk
statsborger i 1925. Senere fulgte flere verdensturnéer, og herunder har han
flere gange været i København. Han har desuden indspillet adskillige
grammofonplader og også medvirket i flere film.
Kino Lyngby havde nu "Kvinder" på plakaten.
Kino Palæet havde skiftet til den østrigske "En Nat i Wien",
med Paul Hörbiger (1894-1894-1981) og Hans Moser (1880-1964). Førstnævnte
blev anset for at være en fin og kultiveret kunstner med udpræget wienercharme.
Men især sidstnævnte var på film indbegrebet af en ægte "wiener":
geskæftig, mundrap, kværulantisk og selvhævdende.
Lyngby Bio havde skiftet til "Spøgelseshuset", men bortset
fra, at filmen er med Joe. E. Brown (1915-1976),
har det ikke været muligt for mig at identificere den.
Lyngbyvejens Kino annoncerede med "Kaptajn Stål - Anfører for en
Bande undvegne Forbrydere", men heller ikke denne film er det lykkedes mig
at identificere.
Metropol havde nu sat The Invisible Man
Returns (1940; "Den usynlige Mand vender tilbage") på
programmet. Filmen, som var en af en serie, der begyndte i 1932, havde den fine
karakterskuespiller Claude Rains (1889-1967) i titelrollen. Han medvirkede
desuden i en lang række berømte amerikanske film op gennem 1930'-40'erne,
herunder i The Adventures of Robin Hood (1938; "Robin Hood"), Mr.
Smith goes to Washington (1939; "Mr.Smith kommer til
Washington") The Sea Hawk (1940; "Havørnen") Casablanca,
1943, Phantom of the Opera (1943; "Spøgelset i Operaen"),
Hitchcock-filmen Notorious (1946; "Berygtet"), storfilmen "Lawrence
of Arabia", 1962, med Peter O'Toole (1932-) i titelrollen, og Twilight of Honor (1963). Så vidt vides
var hans sidste filmrolle i The Greatest
Story ever Told (1965), hvor svenske Max von Sydow spillede hovedrollen som
Jesus fra Nazaret.
Nora Bio havde skiftet "Den store
Læge" ud med First Love (1939; "Det første Kys"), med den
velsyngende Deanna Durbin (1921-). Sin filmdebut fik hun i 1936 som
15-årig med Three Smart Girls ("Tre smarte Piger") og vandt
øjeblikkelig biografpublikummets bevågenhed. Sit store internationale filmgennembrud
fik hun året efter med filmen One Hundred Men and a Girl (1937; "Hundrede
Mand og een Pige"), og med denne og sine senere film henrykkede hun med
sin klare, lyse og virtuose sangstemme millioner af biografgængere i
1930'-40'erne. I 1948 trak hun sig imidlertid nervenedbrudt tilbage til privatlivet
og har ikke optrådt på film siden. Men efter forlydende blev hun umådelig
velhavende og lagde i sine senere år afstand til sin efter hendes egen
opfattelse inferiøre filmiske fortid.
Omkring det tidspunkt, da "Three Smart
Girls" blev indspillet, formentlig i 1935, var Walt Disney og hans
medarbejdere i fuld gang med at planlægge Snehvide-filmen, og da man i den
anledning ledte efter en sangerinde, der kunne indsynge Snehvides sange, kom
Deanna Durbin en overgang på tale som et muligt emne. Men efter at have hørt
hende synge, erklærede Disney, at hendes stemme lød for voksen til, at han
kunne identificere den med sine forestillinger om Snehvide. Det blev i stedet
den 18-årige italiensk-amerikanske sopran Adriana Caselotti, der fik til
opgave at indsynge Snehvides sange til filmen.
Men i den ovenfor sidstnævnte film, sang
Deanna Durbin til et hundrede mands orkester, dirigeret af den
polsk-amerikanske Leopold Stokowski (1882-1977), der 1912-36 havde været
chef for Philadelphia Symphony Orchestra, som han gjorde verdensberømt. Senere
var han leder af andre amerikanske orkestre, bl.a. af New York Symphony
Orchestra, som han ledede indtil 1972. Stokowski rejste også på flere
verdensturnéer og kom til Danmark i 1939 og 1967. Ifølge forlydender var Deanna
Durbin en overgang gift med den betydeligt ældre Stokowski, men ægteskabet
var stormfuldt og endte med skilsmisse.
Omkring 1938 havde Stokowski henvendt sig til
Walt Disney med en opfordring til denne, om at omsætte Paul Dukas musikstykke,
The Sorcerer’s Apprentice ("Troldmandens Lærling"), til
tegnefilm. Det førte til et - ikke altid problemløst - samarbejde, som
efterhånden endte op med at blive til den imponerende koncertfilm "Fantasia",
1940.
Nørrebros Biograf havde skiftet til
"Tarzans Søn".
Odeon havde skiftet til "Dr. X vender tilbage", men annoncen
meddeler ikke et ord om filmen eller dens medvirkende.
Palads Teatret havde nu fået en tysk film på programmet: Maria Ilona,
1939, med Paula Wessely (1907-2000) og Willy Birgel (1891-1973),
som begge var nogle af tysk films største aktiver, der også i Danmark var
værdsatte som fine karakterskuespillere. Paula Wessely var svigerinde til Paul
Hörbiger.
Palladium havde nu skiftet Paul Muni-filmen ud med "Din for
evigt", 1939, med Loretta Young (1913-2000) og David Niven
(1910-1983).
Palæ Bio kunne annoncere med den franske filmfarce "Formildende Omstændigheder",
1939-40, med Michel Simon.
Park Teatret havde igen en tysk film på programmet, denne gang
lystspillet "Ungkarlenes Paradis”, 1939, med den uhyre populære
lystspilskuespiller Heinz Rühmann
(1902-1994).
Platan Bio kunne vigte sig af den herlige Gøg og Gokke-film Swiss
Miss (1938; "To Tyrolere"), men filmen blev dog kun spillet på
dette teater i 2 dage. Gøg og Gokke var og forblev bedst i deres korte og
kortere film.
Rialto havde nu fået kæmpesuccessen "Landevejs-Kroen" på
plakaten.
Roxy annoncerede med Deanna Durbin-filmen "Det første kys". Se
under Nora Bio.
Ry-Kino havde skiftet til den danske Mille, Marie og mig, 1937,
med den vitale, sprudlende og humørfyldte sanglærke Marguerite Viby (1909-2001) i en tredobbelt komedierolle. Filmen
blev også indspillet på svensk med titlen: "Milly, Maria och jag",
med de samme skuespillere og i begge tilfælde med Emanuel Gregers (1881-1972) som instruktør.
Scala-Bio kunne annoncere med John Ford-filmen Drums Along the Mohawk
(1939; "Flammer over Mohawk"), med Henry Fonda (1906-1982) og Claudette
Colbert (1905-1996).
Henry Fonda hører til generationen af store
mandlige filmstjerner i amerikansk film. Han begyndte som teaterskuespiller,
for øvrigt sammen med James Stewart, men kom i 1935 til filmen, hvor han
debuterede i Farmer takes a Wife. Det er karakteristisk for Fonda, at
han altid udstråler ro og selvsikkerhed, hvad enten han spiller helte- eller
skurkeroller. Selv så jeg ham allerførste gang i filmen "Jesse James den
lovløse", 1939, i Fasan Bio forstås, og formentlig i 1940. Heri spillede
han sammen med Tyrone Power, og det var jo rigtig noget for os knægte. Henry
Fonda foretrak - eller hans filmselskab foretrak? - at han fortrinsvis
spillede i alvorlige roller og film med menneskeligt og socialt perspektiv.
Hans filmkarriere er da også rig på film i denne genre, som f.eks. Grapes
of Wrath (1940; "Vredens Druer") efter John Steinbecks roman af
samme navn, The Ox-Bow Incident (1943; "De døde ved Daggry"),
My Darling Clementine, 1946, og Fort Apache, 1948.
Efter endnu en film i 1948, afbrød Fonda
midlertidigt sin filmkarriere og helligede sig teaterarbejdet, indtil han i
1955 vendte tilbage i og med John Ford-filmen Mister Roberts, og
herefter fortsatte han sin filmkarriere med film, som f.eks. The Wrong Man
(1957; "Den forkerte mand"), Twelve Angry Men (1957;
"Tolv vrede Mænd"), The Tin Star (1957; "Sheriffens
Stjerne"), The Longest Day (1962; "Den længste Dag"), Battle
of the Bulge (1966; "Panserslaget ved Ardennerne"), The
Boston Strangler, (1968; "Boston-kvæleren"), Once Upon a
Time in the West (1969; "Der var engang i det vilde Vesten"),
hvori han spillede den kyniske bandeleder. Derefter fulgte lystspillet The
Cheyenne Social Club (1970; "Præriens Lysthus”), hvori han spillede
sammen med sin gode, livslange ven og kollega, James Stewart, og Midway
(1976; "Slaget om Midway").
Fondas sidste film blev vistnok On Golden
Pond (1981; dansk: "Deres sensommer") med Katharine Hepburn
(1907-2003) og Fondas datter Jane Fonda (1937-). I lighed med James
Stewart fortsatte Henry Fonda med at indspille film til højt op i alderen, men
blev i den henseende slået af den aldrende og efterhånden næsten mumieagtige
Katharine Hepburn, som på trods af, at hun gennem tiltagende ufrivillige
hovedrystelser viste, at hun led af Parkinsons Disease, åbenbart ikke selv
kunne sætte et nådigt stop for sin skuespillerkarriere.
Claudette Colbert, født i Paris som Lily
Chauchion, kom til USA i 1913, hvor hun kom på kunstakademi og teaterskole. Fik
sin scenedebut i 1924 og sin filmdebut i 1927 i For the Love o' Mike.
Hun spillede både i komedier og alvorlige skuespil, men i begge tilfælde evnede
hun at udtrykke noget menneskeligt i sine roller. I lighed med sin mandlige
medspiller, Clark Gable (1901-1960),
brød hun i 1934 igennem med "Det hændte en Nat", og i lighed med ham
fik hun en Oscar for sit spil. Så sent som i 1961 indspillede hun filmen Parrish,
men om hun har indspillet film senere end dette årstal, har jeg ingen viden
om. Hun døde som nævnt i 1996.
Skovshoved Bio reklamerede med The Rains
Came (1939; dansk: "Og Regnen kom"), med Myrna Loy
(1905-1993) og Tyrone Power (1913-1958). Myrna Loy blev kaldt
"Hollywoods Dronning", idet hun begyndte sin filmkarriere i 1925,
altså i stumfilmtiden, og fortsatte med at indspille film og optræde på
Broadway og i TV til højt op i alderen. Under Anden Verdenskrig arbejdede hun
for Røde Kors og har haft flere vigtige poster som konsulent for USA i FN. Hun
blev især kendt for sit vittige, elegante og præcise samspil med William
Powell (1892-1984) i serien om "Den tynde Mand".
Tyrone Power begyndte at filme omkring
1929-30, hvor han som 16-årig bl.a. medvirkede i The Big Trail (1930;
dansk: "Mod Lykkens Land"), der havde en debuterende John Wayne i
hovedrollen. Indtil omkring 1942 indspillede Tyrone Power hovedsagelig røverromantiske
melodramer, halvpsykologiske film og historiske kærlighedsfilm. 1942 gik han
ind i US Navy, og selvom han også efter krigen til dels fortsatte i sit gamle
rollefag, kunne man spore en ændring i hans rollevalg, som lejlighedsvis gav
ham bedre muligheder for karakterfuldt spil, senest i film som Witness for
the Prosecution (1957; dansk: "Anklagerens Vidne") og The Sun
Also Rises (1957; dansk: "Solen gaar sin Gang"), baseret på
Hemingways roman. I den sidstnævnte film havde Errol Flynn som tidligere
omtalt en karakterrolle, lige som Ava
Gardner ydede glimrende spil i filmen. Så vidt jeg erindrer og ved, døde
Tyrone Power af et hjerteslag under indspilningen af en film i Spanien, men
hvilken husker jeg ikke. Det kan dog have drejet sig om sidstnævnte film.
William Powell begyndte som
teaterskuespiller, men kom i 1920 til filmen, hvor han samme år debuterede i
"Sherlock Holmes". Mellem 1920 og 1934 spillede han skurk i cowboyfilm,
roller, som ingen lagde specielt mærke til. Det var først i 1934, at han i
lighed med Myrna Loy fik sit filmgennembrud med filmserien om "Den tynde
Mand". Men han spillede dog også en lang række andre roller, som f.eks. i My
Man Godfrey (1936; dansk: "Godfrey ordner alt"), hvori han har
rollen som en excentrisk millionær, der giver sig ud for at være vagabond.
Heri var hans kvindelige medspillende den dengang verdensberømte filmkomedienne
Carole Lombard (1909-1942). I 1955 kunne man opleve William Powell i
John Ford-filmen Mister Roberts, i samspil med Henry Fonda og James
Cagney.
Carole Lombard begyndte sin filmkarriere som
barnestjerne, men kom derefter til den berømte producent og instruktør af
stumfilmfarcer, Mack Sennett, hos hvem hun hørte til hans filmharem af
badeskønheder. Men den ambitiøse unge dame ville videre, og det kom hun i 1928,
da hun fik en rolle som femme fatale i The Perfect Crime. Flere film i
samme rollefag fulgte, men i midten af 1930'erne skiftede hun type og spillede
herefter især livlige og lystige piger med smittende lune og højt humør. I sine
sidste leveår udviklede hun en raffineret og sofistikeret komediestil, der
dels viste hende som den store lystspilskuespillerinde, og dels som en
underfundig parodist af kendte kolleger, som f.eks. Marlene Dietrich i Ernst
Lubitschs To be or not to be (1942; dansk: "At være eller ikke
være"), der blev hendes sidste film. Carole Lombard omkom ved en
flyveulykke den 17. juli 1942. Carole Lombard var på det tidspunkt gift med Hollywoods
stjernehelt nr.1: Clark Gable (1901-1960), som tog sig hendes død meget
nær.
Clark Gable begyndte som teaterskuespiller,
men optrådte samtidig som statist på film. Han fik sin første rolle i filmen The
Painted Desert, 1930, men det var først med It Happened One Night
(1934; dansk: "Det hændte en Nat"), at han for alvor brød igennem som
filmskuespiller, især da han også fik en Oscar for sin rolle i filmen. Han
gjorde sig dog også udmærket gældende i den højdramatiske San Francisco,
1936, hvori han bl.a. spillede sammen med Spencer Tracy. Filmen handler om det
uhyggelige jordskælv, der i 1905 ramte og ødelagde store dele af storbyen.
Gables helt store filmgennembrud kom dog i rollen som Rhett Butler i Gone
with the Wind (1939; dansk: "Borte med Blæsten"), hvor han især
spillede sammen med Vivien Leigh (1913-67), der havde den altdominerende
rolle som Scarlett O'Hara.
Clark Gable spillede i løbet af sin
filmkarriere sammen med mange forskellige kvindelige stjerner, som f.eks. Myrna
Loy, Grace Kelly, Ava Gardner, Sophia Loren og Marilyn Monroe (1926-1962). 1938 spillede han således sammen med
Myrna Loy i Test Pilot (1938; "Vor Tids Helte"). Omkring 1951
skiftede Gable rollefag og spillede sammen med Ava Gardner i westernfilmen The
lone Star (1951; "Oprør i Texas"). Parret spillede også sammen i
John Ford-filmen Mogambo (1953: "Mogambo"), hvori Grace Kelly
også medvirkede. 1959 spillede den tydeligt ældre og lidt satte, men stadigvæk
charmerende Clark Gable sammen med den betydeligt yngre italienske skuespillerinde
Sophia Loren i It started in Naples (1959; "Det begyndte i
Napoli").
Clark Gables sidste rolle var i filmen The
Misfits (1960), hvori han spillede sammen med en efterhånden nervenedbrudt
Marilyn Monroe. Manuskriptet
til "The Misfits" var skrevet af Marilyn Monroes tredie mand, dramatikeren
Arthur Miller (1895-2005), og det menes, at han har benyttet sin kone
som model til filmens kvindelige hovedrolle. Marilyn Monroe døde som et
ulykkeligt menneske i sit hjem i 1962, angiveligt som en følge af, at hun havde
indtaget en overdosis sovepiller. Konspirationsteoretikerne, som altid er i
spil med deres mere eller mindre vanvittige påstande og teorier, ville dog
gerne fremstille hendes død som nærmest et mord begået af daværende
justitsminister Robert Kennedy (1925-1968)
på vegne af præsident John F. Kennedy (1917-1963).
Toftegaards Bio havde nu fået Jannings-filmen "Den store Læge"
på plakaten.
Triangel Teatret annoncerede med "Hollywood Cavalcade".
Valby Teater diverterede med alle raske drenges helt, Johnny
Weissmuller, i "Tarzans Søn". Sønnen blev spillet af den da 9-årige
Johnny Sheffield.
Vanløse Bio, som kort forud havde spillet "Tarzans Søn", kunne
nu byde på "For fuldt Drøn" med Pat
O'Brien (1899-1983). Filmen blev karakteriseret som "En sensationel
Væddeløbsfilm".
Windsor bød på The Cat and the Canary (1939; dansk: "Katten
og kanariefuglen"), med Paulette Goddard, som tidligere er blevet omtalt
her under omtalen af Charlie Chaplin.
World Cinema annoncerede med den tyske film "Kongo-Ekspressen",
1939, med Marianne Hoppe (1911-2002), Willy Birgel og Rene Deltgen i
hovedrollerne.
Den 10. juni 1940 kunne man i Ekstrabladet
læse følgende notits om den pressebevågne Ib Schønberg under overskriften
"Rekorddag":
"Der er ikke meget tilbage af Ib Schønberg i Dag, idet han i gaar
havde en af de travleste Dage i sit Liv - og det siger ikke saa lidt! Han
startede Kl. 7 i gaar Morges med S-Tog til Lyngby. Derfra til Fods til Asas
Atelierer - et halvt Pund tabt paa Strækningen - og kl. 15 i gaar med S-Tog
tilbage til København for at give stor Børneforestilling i Landsbyen. Kl. 20
spillede han sin Rolle som Christian den Anden i Sukcesforestillingen
"Dyveke" i Arneweelteatret, og bagefter var han Konferencier med mere
i Landsbyen.
Er der noget at sige til, at der maatte rekvireres en Hestedroske til
at køre Resterne af ham hjem - og i Morges kl.7 maatte han atter op for at tage
S-Toget til Lyngby."
Ja, den altid travle og allestedsnærværende
Ib Schønberg, var ikke sådan at komme udenom! Det sørgede han især selv for.
Den nævnte forestilling, Dyveke, var en revy-komedie af Kjeld Abell
(1901-1961), og den blev spillet på Riddersalen i Lorry, som i den anledning
var omdøbt til "Arneweelteatret". Arne Weel (1891-1971) var
formentlig stykkets instruktør, og rollen som Dyveke blev spillet af hans
daværende kone, den i sin tid uhyre populære skuespillerinde og revykunstner, Liva
Weel (1897-1952).
Samme dag, den 10. juni 1940, kunne
Berlingske Aftenavis under overskriften "Herman Bangs
"Sommerglæder", som Palladium optager paa Film, var en Nøgleroman",
meddele sine læsere, at "Hotelejeren i Sæby og hans Kone følte sig
udleverede" i Bangs roman. I avisens brødtekst fortaltes hvorfor. Artiklen
var signeret "Henry H.", hvilket formentlig står for Henry Hellsen (1888-1957), der i mange
år var journalist og redaktør ved de Berlingske Blade. Han er tidligere omtalt
her i selvbiografien under omtalen af middagsavisen B.T..
Men under alle omstændigheder var der faktisk
tale om god forhåndsreklame for filmen, som var baseret på Herman Bangs
bittersøde sommerpensionats-roman fra 1901. Filmen havde premiere i World
Cinema den 26. september 1940. Blandt de mange medvirkende og dengang
almindeligt kendte skuespillere, kan f.eks. nævnes Rasmus Christiansen (1885.1964), Ellen Gottschalk (1894-1981), Mathilde
Nielsen (1858-1945), Elith Foss
(1911-1972), Sigurd Langberg
(1897-1954), Agnes Rehni (1887-1966),
Inger Stender (1912-1989), Helge Kjærulff-Schmidt (1906-1982), Albert Luther (1888-1962), Augusta Blad (1871-1953), Inga Schultz (1907-1990), Karen Poulsen (1881-1953), Johannes Meyer (1884-1972), Karen Berg (1906-1995), Chr. Arhoff (1893-1973), Ellen Jansø (1906-1981), Henrik Bentzon (1895-1971), Karen Lykkehus (1904-1992), Petrine Sonne (1870-1946), Clara Østø (1911-1983), Carl Johan Hviid (1899-1964).
Sidstnævnte var i årene 1938-63 Pjerrot på Pantomimeteatret i Tivoli.
Der var altså også fortsat en del danske film
at se i biograferne, og jeg kan huske, at jeg var inde og se Pas på Svinget
i Solby, som havde premiere den 19. august 1940 i biograferne Aladdin,
Colosseum, Dagmar og Triangel. Jeg så den i "Colossen", som vi kaldte
Colosseum. Det var et ASA-lystspil efter et svensk forlæg, og filmen var som så
ofte med danske film dengang, instrueret af makkerparret Alice O'Fredericks og
Lau jr. I hovedrollerne sås Ludvig Brandstrup (1892-1949), Berthe
Qvistgaard (1910-1999) og Sigfred Johansen (1908-1953), og Ib Schønberg
var selvfølgelig også med. Og "Lille Connie (Meiling)", som dog nu
var blevet hele 10 år, stod også på rollelisten.
Forresten kunne Ekstrabladet den 9. april
1940 meddele, at der nok ikke blev noget ud af den forhøjelse af biografbilletterne,
som Biografteaterforeningen havde ønsket og foreslået Justitsministeriet,
hvorunder biograferne af ’moralske’ grunde sorterede. Forstadsbiografernes og
provinsbiografernes ejere ville ikke gå med til prisforhøjelser, af frygt for,
at publikum skulle svigte biograferne.
Fra den 28. september 1940 kunne man se
Nordisk Films store succes Sørensen og Rasmussen, med ingen ringere end
Bodil Ipsen i rollen som Grevinde Danner, født Rasmussen, og den altid kvikke
og muntre sanglærke Marguerite Viby (1909-2001) i rollen som en jovial
stuepige med hjertet på det rette sted. Rollen som Kong Frederik VII blev
spillet af Valdemar Møller (1885-1947), der forresten også var kendt som
humoristisk bladtegner og desuden var broder til skuespillerinden Petrine
Sonne, der dog ikke var med i denne film, og det var Ib Schønberg heller ikke.
Men også denne film så jeg det år.
Den 8. november 1940 havde "World
Cinema" (i Cirkusbygningen) premiere på Palladium-filmen Vagabonden,
instrueret af skuespilleren og sceneinstruktøren Arne Weel, og med Carl
Alstrup (1877-1942) i hovedrollen som en skærsliber-original, der bliver
indviklet i en drabssag. Carl Alstrup havde haft sin scenedebut i provinsen,
men kom i 1904 til københavnske scener, var førende revyskuespiller ved Scala
1912-29, hvor han blev kendt som en fortræffelig visesanger. Fra 1930 var han
freelance. Han begyndte at filme omkring 1908 og medvirkede i "Talende
Film" 1908-09, og var indtil 1915 især hos Nordisk Film og Biorama,
1915-16 hos Dania Film, og fortsatte som filmskuespiller til sin død den 2.
oktober 1942.
Den 30. august 1926 kunne B.T. kundgøre, at
Carl Alstrup havde løst "Farvefotograferingens Gaade", idet han i
samarbejde med en ingeniør, Viggo Jensen, havde opfundet et system, som bestod
i, at man kunne optage en sort/hvid film gennem røde og grønne filtre, og når
filmen senere blev forevist gennem tilsvarende filtre, ville den fremtræde som
farvefilm på lærredet. De to optimistiske herrer havde i fællesskab konstrueret
et "farvefilmapparat", der skulle monteres foran det almindelige
forevisningsapparat. Det lykkedes at udtage patent på apparatet i 18 lande (!),
men problemet var imidlertid, at systemet ikke var tilfredsstillende i praksis.
Carl Alstrup havde dog allerede haft en
filmhovedrolle i 1937 i ASA-filmen Den kloge mand, som også var blevet
instrueret af Arne Weel. Denne rørende folkekomedie om en såkaldt kvaksalver,
blev i 1956 genindspillet af Palladium med Osvald Helmuth i Alstrups rolle og
med Jon Iversen (1889-1964) i instruktørstolen. I 1939 havde Alstrup
spillet Løjtnant von Buddinge i filmatiseringen af Hostrups
"Genboerne", men selvom han udførte rollen ganske godt, var
skikkelsen dog ikke så nuanceret og afslørende fremstillet, som tilfældet var
med den von Buddinge, som Poul Reumert (1883-1968) fremstillede på Det
kgl. Teater. I filmen blev den jødiske skomager, Ahasverus, spillet fremragende
af Holger Gabrielsen (1896-1955), som vistnok også havde denne rolle i
teateropførelsen af stykket.
Da jeg i 1955-57 aftjente min civile
værnepligt som militærnægter i Gribskov-lejren ved Mårum, blev jeg på et
tidspunkt instruktør for Dramatisk Kreds, og i den egenskab instruerede jeg
bl.a. "Genboerne" og spillede selv rollen som Ahasverus. Dengang
havde jeg ikke haft lejlighed til at se hverken teaterstykket eller filmen, så
fremstillingen og instruktionen var helt efter mit eget hoved, men naturligvis
på grundlag af stykkets regianvisninger. Men herom senere og i kronologisk
orden.
Allerede kort efter at have skiftet til
Hellig Kors Skole fandt jeg ud af, at den i reglen venlige Hr. Holbro ikke var
specielt interesseret i sin lærergerning. Det hang formentlig sammen med hans
alder, som på det tidspunkt, i 1940, har været omkring 62 år. Alderen var
tydeligvis begyndt at trykke ham, og desuden led han af en plagsom psoriasis,
som bl.a. medførte, at han nogle dage mødte op med bandager om hænderne og
salve smurt på forskellige steder i ansigtet og i nakken. Og når det var allerværst,
blev han nødsaget til at sygemelde sig, men i reglen kun for et par dage ad
gangen. Der er for mig ingen tvivl om, at han så frem til at skulle gå på pension,
når han havde ført min klasse frem til afgang i maj 1943. Men tiden indtil da
søgte han at få til at glide så stille og problemløst som muligt.
Det hændte ofte, at Hr. Holbro i dagens
sidste timer, hvor vi elever for eksempel var beskæftiget med skriftlige
opgaver eller indenadslæsning, sad i sin stol bag katederet og blundede, så
hovedet i små nyk efterhånden sank ned mod brystet, hvilket til sidst fik ham
til at vågne halvvejs op med et sæt. Han kiggede da sløvt og åndsfraværende ud
over klasseværelset, men snart efter faldt de tunge øjenlåg i igen, og det
samme gentog sig, og sådan kunne han blive ved i det meste af en undervisningstime.
Men selv om Hr. Holbro ikke var nogen striks
lærer, så forventede og krævede han dog, at vi kunne vores lektier og at vi
lavede vores hjemmeopgaver. Det var også en selvfølge, at der skulle være ro i klassen
i timerne og at vi koncentrerede os om lektierne. I modsætning til, hvad der
var tilfældet for flere af skolens andre lærere, benyttede han sig meget
sjældent af lussinger eller rap af spanskrøret som afstraffelse for forseelser,
og han var heller ikke nogen tilhænger af at idømme eleverne eftersidninger.
Men der forekom dog lejlighedsvis så grove overtrædelser af ordensreglementer
og forsømmelser af lektielæsningen, at han var nødsaget til at tage de påbudte
afstraffelsesmidler i anvendelse.
I de knapt fire år, jeg havde Hr. Holbro som
klasselærer, har jeg personlig aldrig fået en lussing eller et rap af spanskrøret
af ham, men jeg har i et par enkelte tilfælde fået en eftersidningstime, fordi
jeg havde forsømt at lave mine hjemmeopgaver. Men da jeg følte og vidste, at
afstraffelsen var fortjent, syntes jeg at lærerens handlemåde var rimelig og
retfærdig. Til gengæld følte jeg mig skamfuld og flov over, at jeg havde
svigtet lærerens tillid, som jo i virkeligheden var til mit eget bedste.
De af klassens elever, som ind imellem blev
udsat for afstraffelse, var i reglen en lille klike på 4-5 drenge, der blev
anført af en dreng ved navn John. Han var en fysisk veludviklet, brunlødet og
sorthåret dreng med mørkebrune og gennemtrængende øjne, som kunne få andre
til at slå øjnene ned, når han stirrede på dem. Han hørte ikke til de mest
vakse, når det gjaldt lektierne, men til gengæld var han enormt ferm til
gymnastik, og han gik aldrig af vejen for at uddele øretæver eller bank, når
og hvis det passede ham. Han var formentlig klassens fysisk stærkeste dreng og
måske også den psykisk stærkeste, og i denne egenskab dominerede han en lille
gruppe på 4 drenge, som gjorde næsten alt for at behage ham. Hvis ikke en af
hans "stridsmænd" gjorde, som han ønskede og befalede, blev
vedkommende afstraffet af ham og de andre klikemedlemmer. Det hændte også
jævnligt, at han sloges i regulær kamp med en eller flere af dem, der
udfordrede hans position som "bandeleder", men han gik altid af med
sejren.
Personlig havde jeg ikke noget udestående med
den næsten altid smilende John og hans kumpaner, men jeg søgte også at undgå
ham og dem i frikvartererne, når vi opholdt os nede på gårdspladsen. Her var
det meget ofte en eller et par stykker af Johns "stridsmænd", der som
udprægede uromagere blev sat til vægs af gårdvagten, som i nogle tilfælde var
vores klasselærer, Hr. Holbro. Men det gik yderst sjældent ud over John selv,
som altid behændigt undgik at slås eller uddele øretæver eller knubs, når
gårdvagten befandt sig i nærheden.
Et par år senere blev jeg selv et
"offer" for Johns personlige behandling en dag tidligt på året 1942.
Han var af en eller anden grund blevet irriteret på mig, og med sit sædvanlige
smørrede grin om munden, greb han fat i mit halstørklæde og strammede det så
meget om min hals, at jeg mistede bevidstheden. Denne "begivenhed"
skal jeg dog først omtale nærmere i kronologisk sammenhæng, altså under
1942.
Det var vistnok i begyndelsen af juni, at Hr.
Holbro en dag meddelte at de af os der ville og kunne det, nu skulle reservere
sig billetter til Skole Bio og til Skole Scenen, som begyndte i september. Så
vidt jeg husker, var der to forestillinger hvert sted i den kommende sæson. Jeg
var naturligvis meget opsat på at få adgang til at være med begge steder, og
den eftermiddag skyndte jeg mig ekstra hurtigt hjem og forelagde tilbudet for
mor. Lige straks mente hun dog ikke, at der var råd til at jeg kunne få lov til
at deltage i de pågældende arrangementer, men da hun så, hvor skuffet jeg blev
over det, sagde hun, at det nok kunne lade sig gøre alligevel. Det var derfor
en glad og stolt mig, der næste dag kunne indbetale det beløb, så vidt jeg
husker 12 kr., det kostede at blive medlem af Skole Bio og Skole Scenen. Det
eneste jeg vidste om disse institutioner var, at førstnævnte viste
filmforestillinger i Amager Bio, og den sidstnævnte teaterforestillinger på Det
ny Teaters scene.
Teater kendte jeg ikke ret meget til på det
tidspunkt, for det eneste teater, jeg nogensinde havde været i, var Nørrebros
Teater, hvor jeg omkring sidste juletid havde set forestillingen
"Snehvide og de syv dværge". Men jeg havde naturligvis læst og hørt
en del om teater i aviser og ugeblade, og teater en miniature, dvs. dukke- og
marionetteater, interesserede mig så meget, at jeg også selv forsøgte at lave
dukketeater. Det første dukketeater, jeg havde, var hjemmelavet og meget primitivt.
Det bestod kun af et proscenium med fortæppe og en kulisse, der forestillede
en søbred. Stykket, jeg spillede, var Konen i muddergrøften, og til
dette havde jeg selv snedkereret tre temmelig primitive marionetdukker,
nemlig fiskeren, hans kone og den gyldne fisk. Så vidt jeg husker, havde jeg
købt stykkets tekst og fortegninger til, hvordan man kunne lave dukkerne,
gennem Familie Journalen.
Allerede som 11-årig syntes jeg, at stykkets
handling og morale var genial, og det morede mig meget at gennemspille
stykket, både for mig selv, når jeg øvede mig, og for mit publikum, hvilket som
sædvanlig ville sige mine forældre, søskende og morforældre, og vistnok også
fætter Dennis.
Særlig stykkets slutning frydede mig, for da
den begærlige fiskerkone til sidst ønsker sig at blive som Gud selv og få magt
som denne, ender hun i muddergrøften! Jeg forstod godt, at Gud er i det store
så vel som i det små, og at hans almagt, alvisdom og alkærlighed omfatter det
hele, lige fra det uendelige himmelrum til den lille og beskedne, mudrede
grøft, hvor frøer og snoge har deres liv og tilværelse.
Omkring et par år senere, i 1942, erhvervede
jeg det såkaldte "Pegasus Teater", også gennem Familie Journalen, men
det vil jeg dog først berette om senere og i kronologisk orden.
Med udsigt til at komme til at opleve noget
nyt og spændende, glædede jeg mig naturligvis til efteråret, hvor jeg og en del
af mine klassekammerater og børn fra skolens andre klasser og fra andre skoler
skulle i Amager Bio og se nogle specielt udvalgte film, og i Det ny Teater og
se nogle klassiske danske teaterstykker. Jeg har allerede nævnt, at en af de
film, som Skole Bio havde på programmet, var den amerikanske spillefilm om
Louis Pasteur, spillet af den dengang meget berømte Paul Muni. Den første film,
vi kom til at se, var imidlertid Toms Eventyr, som formentlig er fra
1937-38, og som var baseret på en bog af samme navn fra 1876 af den store
amerikanske forfatter og humorist Mark Twain (1835-1910), hvis egentlige
navn var Samuel Langhorne Clemens. Den næste film, vi så i Skole Bio, var Captains
Courageous (1937; "Havets Helte" baseret på en roman af Rudyard Kipling (1865-1936) og med Spencer Tracy (1900-1967) i hovedrollen.
På Skole Scenen på Det Ny Teater så vi
"Eventyr på fodrejsen" (1847) af J.Chr.Hostrup
(1818-92), "Sparekassen" (1836) af Henrik Hertz (1798-1870) og "Jeppe på bjerget" (1722) af Ludvig Holberg (1684-1754). De enkelte
film og skuespil vil jeg senere beskrive i den rækkefølge, hvori jeg så dem.
Eksamenstiden og derefter befrielsens time i
form af den 7 uger lange sommerferie nærmede sig snart. Skriftlig eksamen
begyndte i maj og fulgtes af mundtlig eksamen i juni. Min 11 års fødselsdag
var også nært forestående, og i København var det skik og brug i skolerne, at
man delte bolsjer ud til sine klassekammerater. Det var lidt af en økonomisk
belastning for mors husholdningspenge, når hun skulle spendere de 5-6 kroner,
som en dåse bolsjer kostede dengang. Hun formanede da også én til ikke at købe
de dyreste bolsjer, men det gjorde mig ked af det, for jeg ville nødigt stå
tilbage for mine klassekammerater. Standarden for fødselsdagsbolsjerne var
naturligvis sat af de af klassens drenge, hvis forældre var økonomisk
bedrestillede.
De billigere bolsjer bestod hovedsagelig af de
bolsjer, der mere eller mindre knuste lå i bunden af det store glas, bolsjerne
normalt blev opbevaret i hos slikmutter, og dem ville jeg altså ikke være
bekendt at byde mine klassekammerater, så derfor endte det da også med, at jeg
fik lov af mor til at købe de hele bolsjer. Bolsjerne købte jeg hos slikmutter
nede i hendes kælderbutik i Jægersborggade 23.
Ved eksamen bestod jeg både den skriftlige og
den mundtlige eksamen med en gennemsnitskarakter på mg plus, hvilket efter
omstændighederne var ganske godt. Mine karakterer var høje, dvs. ug minus, i
fag som dansk, religion og Danmarkshistorie, og et enkelt ug i tegning. Det,
der trak ned, var mine karakterer i regning, naturhistorie og verdenshistorie,
og i praktiske fag som gymnastik og sløjd, som alle var fag, der ikke rigtig
fængede hos mig. For de teoretiske fags vedkommende skyldtes det, at jeg
faktisk aldrig rigtig kom til at forstå, hvad disse fag handlede om. Det var
særlig regning, der voldte mig kvaler, for vi lærte godt nok den lille og senere
den store tabel udenad, men hvad tallene egentlig stod for, fattede jeg ikke.
Der var heller ingen, der bekymrede sig om, hvor vidt jeg forstod det eller ej,
hverken regnelæreren eller mine forældre. Derfor lærte jeg faktisk først at
regne nogenlunde, efter at jeg var blevet voksen og i stigende grad fik brug
for denne disciplin. Men nogen mester i regning, for slet ikke at tale om
matematik, blev jeg aldrig.
Denne sommer kunne jeg glæde mig til, at jeg
for første gang efter at vi var flyttet til København, skulle på 7 ugers
sommerferie hos min tante Alma, onkel Johannes og fætter Børge i Nakskov. Det
glædede jeg mig usigelig meget til. Rejsen blev allerede bestemt i maj, for da
meddelte vores klasselærer os, at de af eleverne, der gerne ville have gratis
transport til og fra feriestedet, skulle henvende sig til ham og få et skema
med hjem til vores forældre, som skulle udfylde det. Man kunne nemlig kun komme
i betragtning til gratis tog og/eller rutebilrejse, hvis éns forældre lå under
en vis indtægtsgrænse, og dette skulle de pågældende forældre oplyse på skemaet
og skrive under på tro og love på.
Selv
om det faktisk føltes ydmygende, at éns forældre hørte til de mindrebemidlede -
det skulle man være, for at éns børn kunne deltage i ordningen - var det
alligevel en særlig fornemmelse den dag kort før sommerferiens begyndelse, da
klasselæreren uddelte nogle specielle togbilletter til de elever, der skulle
af sted på landet. Disse billetter var et forholdsvis stort, hvidt kort, på
hvis forside man fandt sit navn og den station anført, hvortil rejsen fra
Københavns Hovedbanegård skulle foregå, samt datoen og klokkeslettet for hen-
og tilbagerejsen.
For
mit vedkommende havde mor fået det arrangeret sådan, at jeg skulle tilbringe
sommerferien hos min onkel Johannes og tante Alma i Nakskov og deres søn, min
et år ældre fætter, Børge. Det glædede jeg mig til, men samtidig var jeg ked af
at skulle være væk fra mine forældre og to småbrødre, og mine morforældre og
Dennis, i syv uoverskuelige uger. Udsigten til at komme væk fra Jægersborggade
og vores halvmørke, indeklemte og triste lejlighed, og "hjem" til
Nakskov og dens for mig velkendte omegn, var dog en formildende
omstændighed.
Imidlertid nærmede skoleåret sig sin afslutning
og sommerferien begyndte. Både den skriftlige og mundtlige eksamen var vel
overstået, for mit vedkommende med gode gennemsnitskarakterer, så derfor
skulle jeg begynde i fjerde klasse efter sommerferien. Alt tegnede derfor lyst
set med mine øjne, særlig fordi sommerferien nu var meget tæt på, og snart
oprandt dagen, da jeg skulle med toget fra Københavns Hovedbanegård. Far havde
allerede dagen i forvejen været inde på Godsbanegården, for at sende min cykel
af sted til Nakskov. Den ville nemlig være uundværlig under mit sommerophold
der. Mor havde pakket en stor brune og lidt slidt kuffert med al det tøj, som
jeg skulle have med og som hun mente jeg ville få brug for i de syv uger, jeg
skulle tilbringe hos familien i Nakskov. Det var dog beregnet, at undertøj,
bluser og strømper skulle vaskes flere gange i løbet af ferien, men det var
ikke noget, jeg tog mig af eller bekymrede mig om, for det havde mor alt sammen
aftalt med min kære tante Alma.
Efter
som jeg tidligere har beskrevet mine togrejser frem og tilbage mellem Nakskov
og København, skal jeg ikke trætte med at beskrive, hvordan min første
ferierejse fra København til Nakskov formede sig. Mine forældre og søskende
fulgte mig til banegården og der tog vi noget forlegne afsked med hinanden,
idet mor bad mig huske på at være flittig til at skrive til dem. "Ja! Det
skal jeg nok!" sagde jeg, dog uden særlig overbevisning, og viste mig da
også siden som en meget lidt flittig brevskriver til mine forældre. Til gengæld
holdt min tante Alma via sine breve jævnligt mor underrettet om, hvordan jeg
havde det og trivedes under opholdet hos dem.
På fotoet til venstre ses indgangen til Nakskov Station, som
efterhånden blev kendt for mig, fordi det var herfra jeg afrejste på feriebesøg
hos mine morforældre i København, og som jeg naturligvis også vendte tilbage
til på hjemrejsen. Senere, da vi boede i København og jeg holdt sommerferie hos
min tante og onkel i Nakskov, var det også her jeg ankom til og efter ferien
igen afrejste fra. – På fotoet til højre, som er optaget fra Stationspladsen,
ses Nygade løbe tværs gennem billedet og med Danagade beliggende til venstre i
billedet. Den høje bygning bagest i billedet, som delvis er dækket af det høje
træ i forgrunden, husede i mange år biografen KINO, hvor jeg i 1938 havde set
Walt Disneys første lange tegnefilm ”Snehvide og de syv dværge”. – Fotos: ©
2001 Harry Rasmuseen.
Lige
fra første øjeblik, jeg ankom til Nakskov, og min tante og fætter tog imod mig
på banegården - onkel var på arbejde på Skibsværftet - følte jeg mig velkommen
og godt behandlet, og denne følelse blev ikke mindre, da min onkel kom hjem
efter fyraften senere på dagen. Han talte venligt og muntert til mig og sagde,
at han håbede jeg ville få en god tid hos dem. "Jeg har snart ferie,"
sagde han, "og så skal vi ud til stranden og ligge i telt!" -
"Ud til stranden" vidste jeg betød Maglehøj Strand syd for Tillitse
og Majbølle, som jeg jo kendte fra den tid, hvor vi boede i Tillitse, og hvor
vi lige fra jeg var en lille dreng ofte var taget ud for at bade om sommeren.
At
"ligge i telt" var nyt for mig, for det havde jeg aldrig prøvet før,
og vidste derfor ikke helt præcist, hvad det betød. Men det skulle snart vise
sig, at min onkel og tante havde købt en sommerhusgrund i et nyligt udstykket
landbrugsareal nord for stranddiget, ikke langt fra vejen fra Maglehøj Strand
over Majbølle, Spidsby og Kuditse til Nakskov. Der var derfor heller ikke
langt til mine bedsteforældre, som boede i Majbølle.
Imidlertid
gik de første cirka fjorten dage af min sommerferie med, at Børge og jeg sov
længe om morgenen. Vi sov begge i min onkel og tantes store soveværelse, hvor
der op mod væggen ind til stuen stod to barnesenge i forlængelse af hinanden.
Onkel og tante sov i en stor dobbeltseng, hvis ene side kun befandt sig cirka
halvanden meter fra de to børnesenge. På grund af sin beliggenhed på øverste,
dvs. anden etage i ejendommen, havde lejligheden skråvægge, hvilket bidrog til
at gøre den hyggelig. Der var to rum, en stor, nordvendt stue med kun ét
forholdsvis stort vindue, og et endnu større, sydvendt soveværelse, som også
kun havde ét stort vindue, og dertil et relativt stort køkken, samt en pænt
stor entré og ditto hvidfliset toilet med træk og slip og porcelænshåndvask.
Lejligheden var yderst velholdt og møbleret med gedigne egetræs- og mahognimøbler,
og min tante satte en stor ære og et stort arbejde i, at renholde hele
lejligheden. Man kunne derfor ikke finde støv nogetsteds eller sætte en finger
på mangler eller defekter, alt var i den bedste orden.
Dette
med ordenen og renligheden var noget jeg selv satte højt, for det havde vi også
haft både i Tillitse og i Nakskov, men efter at vi var flyttet til København,
var det som om mor tabte lysten eller måske ikke havde kræfter til at holde
vores lejlighed helt så ren og ryddelig, som tilfældet før havde været. Til
daglig havde hun jo travlt med at sy dagen lang og desuden lave aftensmad til
os. Men støvet sænkede sig jævnt i hele lejligheden, godt hjulpet af støvet fra
det tøj, mor syede, og nullermændene bredte sig under senge og møbler. Som
tilfældet var med de fleste andre arbejderfamilier dengang, havde mine forældre
ikke råd til at have støvsuger, og derfor foregik al rengøring af lejlighedens
værelser ved hjælp af fejekost og gulvskrubbe, og ingen af delene blev brugt
særlig flittigt, men dog nok til, at der var rimelig rent og pænt hos os.
Men
det pinte mig alligevel lidt, at der var noget at udsætte på vores lejlighed og
vores gamle møbler, og det bevirkede, at jeg ikke kunne lide at tage en
kammerat med hjem, og desuden vidste jeg, at mor ikke brød sig om, at der kom
fremmede, det være sig børn eller voksne, hos os. Dette forhold ændrede sig
stort set ikke i hverken min eller mine søskendes barndom. Men efter at vi i
marts 1940 var flyttet til Jægersborggade på det ydre Nørrebro, lykkedes det
mig dog en kort overgang at bryde det "panser", mor med sin menneskeskyhed
havde opbygget omkring os. Herom dog først senere.
Feriedagene
i Nakskov gik med leg nede i den store gård, der hørte til ejendommen. Her var
der flere drenge og piger, som jeg lærte at kende. Men hverken min fætter Børge
eller jeg var til de store kropslige udfoldelser, så vi sad for det meste og så
på, mens de andre børn havde travlt med deres forskellige lege. Jeg ved ikke
præcis, hvad der optog min fætters tanker, for han var en dreng af få ord. Men
måske var det hans modeltog, for allerede som barn var han stærkt optaget af
sin interesse for alt, hvad der havde med jernbanedrift at gøre. Oppe på loftet
over lejligheden havde min onkel et lille værksted, og her havde han bl.a. også
en mindre drejebænk, som han og Børge brugte, når de skulle fremstille
skalamodeller af de tog, som Børge gerne ville indlemme i sin togsamling.
Min
onkel Johannes var ferm til at bruge en hobbydrejebænk, for det hørte med til
hans arbejde på Nakskov Skibsværft at fremstille professionelle skalamodeller
af de store skibe, der blev bygget på værftet. Seks dage om ugen cyklede han
hver dag frem og tilbage fra arbejdet, og hans arbejdstid begyndte klokken
seks om morgenen og sluttede klokken fem om eftermiddagen, men dog afbrudt af
to timers middagspause. Om lørdagen arbejdede han dog kun fra kl. seks morgen
til kl.12 middag. Men når han kom hjem i middagspausen, fik vi varm mad, forret
og efterret, som blev spist ved et lille bord i køkkenet, og derefter gik han
ind i stuen, lukkede op for middagsradioavisen, tog dagens avis og satte sig i
en af de store læderlænestole og kiggede lidt i avisen. Det varede i reglen
ikke længe, før avisen sænkedes ned på hans skød, et tegn på, at han blundede
og fik sig en tiltrængt lur på en lille halv times tid. Så vågnede han af sig
selv, gik ud på toilettet og friskede sig lidt op, hvorefter han forlod
lejligheden ad køkkentrappen, for at cykle tilbage til sit arbejde.
Når
onkel Johannes var gået, kastede Børge og mig os over avisen, for at se, hvad
dagens stribe med "Ferd'nand" havde at byde på. Vi syntes begge, at
det var en hyggelig og morsom tegneserie, og for mit vedkommende var der også
noget fascinerende ved den stil, hvori figurerne var tegnet. Stilen mindede
nemlig lidt om 1930'ernes tegnefilmsstil, hvilket egentlig ikke var så mærkværdigt,
i betragtning af at seriens tegner, Mik, var den ene af Danmarks dengang to
mest fremtrædende og betydelige tegnefilmstegnere. Men det vidste jeg
naturligvis ikke noget om på det tidspunkt.
Et
andet tidsfordriv, som Børge og jeg havde, når det var regnvejr eller vi ikke
gad lege nede i gården længere, var at ligge på maven på gulvet i deres store
soveværelse og læse tegneserierne i "Dansk Familieblad" og "Ude
og Hjemme". Det var nemlig sådan, at min tante engang imellem hentede en
stak ugeblade hos en veninde ude på Tårsvej, ikke så langt fra, hvor jeg havde
gået i skole, da vi boede på Rosnæs. Denne veninde var gift med en malermester,
og de boede i eget hus, hvor manden også havde sit malerværksted.
Børge
og jeg kunne ligge i flere timer og læse de fortsatte tegneserier i de to
ugeblade, og selv interesserede jeg mig især for "Dansk Familieblad"s
tegneserie med Anders And, fordi den var tegnet i en såkaldt tegnefilmsstil.
Anders And havde jeg jo set i nogle af de sort-hvide Mikkel Mus-film, der var
blevet vist omme i Blågårds Kirkes menighedshus, men endnu havde jeg ikke hørt
hverken Mickeys, Fedtmules eller Anders Ands stemmer. Men samme ugeblads
mesterligt tegnede tegneserier som "Jens Lyn" og "Detektiv
X-9", begge tegnet af Alex Raymond, hørte også til mine
tegneseriefavoritter
I
"Ude og Hjemme" var det særlig "Store Klaus og Lille Klaus"
("Mutt and Jeff") af Bud Fisher, og science fiction-serien "Tom
Trick/ Brick Bradford" af Clarence Gray, der fangede opmærksomheden.
Et par
eksempler på tegninger, der er tegnet af mig som ca. 11-12-årig. Jeg sporede
mig tidligt ind på at tegne i, hvad jeg dengang forstod ved en ’tegnefilmstil’,
hvor figurerne efter min opfattelse skulle være komiske og med afrundede
former. Tegningen til højre er i virkeligheden en karikatur af en af min fætter
Børges onkler, Ejvind Hansen. – Tegninger: © 1940-41 Harry Rasmussen.
Selv
øvede jeg mig ind imellem på at tegne figurer i "tegnefilmsstil", og
det slap jeg nogenlunde heldigt fra, syntes både jeg selv og andre. Min onkel
og tante fik nogle af de tegninger, jeg lavede, mens jeg var på min første
ferie hos dem, og de opbevarede disse resten af deres liv. De var tydeligvis
stolte af mine små "kunstværker". Efter onkel og tantes død i hhv.
1989 og 1992 fik jeg tre af tegningerne tilbage, og på den ene af disse ser
man en mand, iført kasket og med en malerpensel i den ene hånd og en fyldt
malerbøtte i den anden, fare afsted i susende fart. Tegningen var inspireret
af, at en af min onkel og tantes nære venner var håndværksmaler.
En anden af
mine tegninger var et karikeret ’portræt’ af en af fætter Børges onkler, som var
saddelmager af profession og som havde værksted omme i byen. En tredie af de
bevarede tegninger forestiller samme onkel sidde med cigar i munden og en
ølflaske i hånden, alt imens han støtter sit tydeligt beduggede hoved i den
anden hånd. I og for sig ubetydelige tegninger, men som nok var lidt
usædvanlige, fordi de var tegnet af en kun 11-12-årig knægt. Tegningerne var
desuden bebudere om, hvad der senere skulle følge fra min hånd af betydeligt
bedre og naturligvis mere professionel tegnekunst.
Endnu et eksempel på min ca.
11-12-årige ’tegnefilmstil’, hvor figurerne f.eks. kun havde fire fingre. Der
er ikke tale om stor tegnekunst, men dog om, at det var tegninger af figurer
som disse, der var medvirkende til at jeg i 1943, i en alder af kun 14 år, blev
ansat som elev hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. – Tegning: © 1940-41 Harry
Rasmussen.
På fotoet til venstre
ses Nakskovs hovedgade, Søndergade, som mod øst munder ud i Nybrogade og som
mod vest slutter ved torvet. Hovedgaden fører direkte op til byens hovedtorv,
Axeltorvet, som ses på fotoet til højre. Det var på dette torv, at der i hvert
fald i mind barndom og ungdom blev holdt torvedage, hvor oplandets gartnere og
frugtavlere falbød deres efterspurgte varer, som dels havde den fordel, at de
var friske og dels at de var lidt billigere, end man kunne købe de samme varer
for i byens forretninger. – Fotos: © 2001 Harry Rasmussen.
Min
tante var i reglen travlt beskæftiget dagen igennem, idet hun stod tidligt op
om morgenen og smurte frokostpakke til min onkel og lavede morgenmad til sig
selv og ham. Imens sov Børge og jeg, men det hændte dog, at jeg vågnede og
lindede lidt på det ene øje, for at se, hvad der foregik. Døren ud til køkkenet
blev dog som regel lukket, formentlig mest for ikke at vække de to sovende
uskyldigheder. Efter opvasken planlagde tante, hvad vi skulle have til middag
den dag, og derefter cyklede hun hen til et sted, vistnok hos en læge eller
tandlæge, hvor hun havde et morgenjob som rengøringskone. På hjemvejen herfra
gjorde hun i reglen indkøb et eller flere steder i byen, gerne hos slagteren
og bageren, i ismejeriet og hos ostehandleren. Kolonialvarer som kaffe, te,
sukker, mel og gryn, blev så vidt jeg husker fortrinsvis købt hos købmand
Clausen, som havde købmandshandel på hjørnet af Tollesensvej og Rødbyvej, og
altså i samme ejendom, som min tante og onkel boede i.
Det
skete også, at tante gjorde indkøb på Torvet, byens centrale plads: Axeltorv,
hvor man bl.a. kunne købe friske grøntsager, frugt og blomster, men det gjorde
hun kun, når de ikke havde frugt, grønt og blomster fra deres egen kolonihave.
Denne var beliggende i et kolonihaveområde lidt uden for byen, omtrent over
for forlystelsesstedet Svingelen, og man kom dertil ved at cykle ud ad Løjtoftevej.
Middagsmaden
hos min onkel og tante bestod til daglig som nævnt af en forret og en efterret.
Noget af det bedste, jeg vidste, var, når vi skulle have krebinetter med
stuvede grønærter og gulerødder og nye kartofler til. Ærterne, gulerødderne
og kartoflerne var af egen avl. Det var en himmerigs mundfuld, som hvad
krebinetterne angik, aldrig var noget, vi fik derhjemme, simpelthen fordi
krebinetkødet var for dyrt. Hjemme fik vi i stedet frikadeller, hvilket jo
også var udmærket, men de smagte altså ikke lige så godt, som tilfældet var
med krebinetterne.
I
den ferietid, jeg tilbragte hos min onkel og tante, fik vi god og veltillavet
varm mad så godt som hver eneste dag, og forretten kunne veksle mellem
medisterpølse, stegt flæsk, hakkebøf, frikadeller, krebinetter, stegt lever og
lignende, og i reglen var der en ugentlig dag med fisk på menuen. Det kunne
være stegte rødspætter, stegte ål eller hornfisk. Til maden blev der til daglig
enten drukket vand, saftevand eller mælk. Øl eller vin til de voksne og
sodavand til os drenge kom kun på bordet om søndagen eller når der var gæster.
Både min tante og onkel var kræsne i deres valg af mad, men min fætter Børge
var især kræsen og kritisk, specielt hvad angik varm mad, som han stort set
ikke brød sig meget om. De dage, hvor vi skulle have en ret, han ikke kunne lide,
nægtede han simpelthen at spise. Onkel skældte ham ud og forlangte at han
skulle spise den mad, der blev serveret for ham, men tante var mere eftergivende,
og det var vel det, fætter Børge havde erfaret, og han vidste derfor at hans
stædighed blev belønnet, for det endte gerne med, at han i stedet fik nogle
stykker smørrebrød med den slags pålæg, han holdt mest af. Han holdt især
meget af tomatmadder, og han kunne nemt spise tre-fire rundtenommer.
Dagens
efterret bestod i reglen af hjemmelavet stikkelsbær-, rabarber-, hindbær- eller
rødgrød, og i jordbærsæsonen af friske jordbær med sukker og fløde, eller af
jordbærgrød. Både rabarberne og de her nævnte bærformer var i reglen fra min
onkels og tantes egen kolonihave.
Om
eftermiddagen, når onkel kom hjem fra arbejde, det vil sige omkring klokken
fem, fik de voksne gerne kaffe og vi to knægte mælkete, og hertil spiste vi
sigtebrød med marmelade eller puddersukker på. Klokken seks blev der serveret
aftensmad, som bestod af smørrebrød, som min tante havde smurt, og det var
altid friskt og lækkert, men ikke overdådigt og slet ikke fedt. Både Børge og
jeg holdt meget af tomatmadder, så dem spiste vi gerne hver en rundtenom af.
Desuden var der leverpostej, rullepølse, spegepølse og ost. På leverpostejen
var der ofte hjemmelavet agurkesalat og på rullepølsen og spegepølsen sky,
ligesom der var radiser til osten.
Efter
aftensmaden cyklede vi alle fire i reglen en tur rundt i byen eller omegnen, og
herunder kom vi jævnligt ud til Svingelen eller til kolonihaven, hvor det kunne
ske, at vi plukkede ærter, kirsebær og jordbær, som vi spiste nogle af på
stedet. I Svingelen var der jævnligt sang og musik fra en åben tribune, eller
der var sommertivoli af den slags, som turnerer rundt fra by til by. Der var
luftgynger, karruseller, skyde- og spilletelte og meget andet gøgl, men der
var ikke noget af det, som Børge og jeg syntes særlig godt om, så derfor
nøjedes vi med at se på.
Når
det begyndte at mørkne, kørte vi hjem igen, og her fik vi aftente med
sigtebrødsmadder til, og bagefter blev vi venligt men bestemt beordret ud på
toilettet for at tisse af og vaske ansigt og hænder. Men tandbørstning var også
her et ukendt fænomen, bortset fra, at min tante, som allerede dengang havde
protese i overmunden, børstede sine tænder og skyllede mund morgen og aften, og
ved sengetid blev gebisset lagt i et tandglas fyldt med vand, som stod ved
hendes natbord. Dette skete dog så diskret, at det kun var ved en ren
tilfældighed, at jeg opdagede, at tante havde delprotese.
Cyklen
var et vigtigt transportmiddel for de allerfleste mennesker i 1930'-40'erne, og
selv ikke faglærte og funktionærer som f.eks. min onkel, havde råd til at
holde bil. Min onkel og tante havde dog den luksus, at de en overgang i mine
tidlige barndomsår ejede en halvstor motordrevet fritidsbåd, der havde en lille
kahyt, som jeg holdt af at sidde inde i, når far og jeg var med min onkel og
fætter ude at sejle i Nakskov havn og fjord. Men senere solgte de båden, og det
var måske for pengene, de fik ved salget, at de havde købt en nyudstykket
sommerhusgrund ude ved Maglehøj Strand.
En
tidlig søndag formiddag cyklede vi til Majbølle, for at besøge farmor og
bedstefar. Vi skulle spise middag hos dem og først køre hjem hen mod aften.
Børge og jeg benyttede lejligheden til at se os omkring i den store have, hvor
der foruden diverse grøntsager, såsom kartofler, gulerødder, agurker, porrer,
løg, persille, kørvel og andet, også var både ærter, kirsebær, jordbær,
hindbær, stikkelsbær og ribs og solbær at plukke og smage. Og vi kiggede langt
efter de store blå blommer og Grev Moltke-pærerne, som desværre ikke var modne
nok endnu, til at kunne spises. Begge dele havde jeg haft lejlighed til at
smage, når vi besøgte mine farforældre, mens vi endnu boede i Tillitse.
Min
tante havde en et par år ældre søster, hvis navn var Martha, og hun var
gift med en sadelmager ved navn Ejvind Hansen, som havde både værksted
og lejlighed omme bag i en gård i Søndergade. Parret havde så vidt jeg husker
to børn, datteren Lis og sønnen Leif, og sidstnævnte var som
voksen ansat i mange år i en overordnet stilling hos FDB i Albertslund nær ved
København. Denne familie deltog i reglen i den årlige familie- og venneudflugt
til Kragenæs på Lollands nordkyst, lige som tilfældet også var med min tantes
ovenfor nævnte veninde og dennes malermestermand. Deltagerne mødtes efter
forud truffet nærmere aftale ved Løjtoftevej ud for Sukkerfabrikkens nordside,
og herfra cyklede man i samlet flok til stedet, som ligger cirka 16 km stik
nordøst for Nakskov. Alle havde madkurv og kaffe på termokande med, og man
kunne købe øl, sodavand og is på stedets kro, hvor der var nogle udendørs faste
borde og bænke, som man gerne måtte spise sin medbragte mad ved.
Vi
børn fik gerne en gul sodavand til maden, mens mænnerne foretrak øl og
brændevin, som efter et par stykker af slagsen satte humøret nogle grader i
vejret. Enkelte damer, som f.eks. min tante, kunne godt lide en enkelt snaps
til sildemaden, men det var sjældent at det blev til mere end denne ene dram,
lige som det var uhyre sjældent at se damer drikke øl og spiritus dengang, og
da særlig ikke på offentlige steder. Damerne så i reglen mest frem til kaffen,
som de kunne sidde længe over og nyde, og det hændte da, at den blev forstærket
med nogle dråber af livets vand: akva vita.
Her
ved Kragenæs var der også en badebro, og fra den var det en yndet leg for både
børn og voksne at springe ud og fange rejer på havbunden. Der var i reglen
masser af rejer inde på relativt lavt vand, så man kunne stå op med hovedet
over vandet, og så dykke ned, hver gang man ville forsøge at fange nogle af
disse helt specielt udseende dyr. Rejerne blev bragt i land og lagt i et fad
eller en skål, og herunder afgik de ved døden, hvorefter de blev pillet og spist
til den medbragte mad.
Jeg
prøvede også selv på at fange nogle rejer, men jeg var ikke særlig god til det,
fordi jeg ikke kunne lide at tage på de små dyr, som gjorde et pludseligt hop
eller spring, når man ville fange dem. Det er det, man kalder et rejehop, men
jeg hoppede i reglen højere og hurtigere end rejen, jeg skulle fange. Jeg kunne
heller ikke lide at pille rejer, en procedure, der jo består i, at man med et
snuptag fjerner hoved, ben og den hårde skal, så kun dyrets relativt bløde del
bliver tilbage. Men når først de var pillet, havde jeg ikke noget specielt imod
at spise rejerne.
Nogle
af mænnerne blev nødt til at snuppe sig en lille lur før hjemturen, for det
hændte, at enkelte af dem havde fået en eller et par genstande for meget indenbords,
og det gik gerne ud over balanceevnen. Den i reglen meget muntre og slagfærdige
onkel Ejvind var en af de herrer, der havde brug for en god time på øjet, inden
hjemturen kunne finde sted.
Hen
på aftenen, men før lygtetændingstiden, blev der kaldt til samling ag afgang,
og så gik cykelturen langsomt og for nogles vedkommende lidt usikkert hjemad
mod Nakskov, hvortil der var omtrent dobbelt så langt som på udturen. Dagens
mange oplevelser og den bagende sol havde gjort os børn godt trætte, så pedalerne
føltes ekstra tunge at træde. For de voksnes vedkommende var det en blanding af
solen, badningen, maden og - især - de våde varer, der besværliggjorde
køreturen, og det var derfor en sagtmodig flok cyklister, der trampede ud ad
landevejen på vej sydpå mod hjembyen.
Selv om ovenstående to fotos, som er
optaget ved Maglehøj Strand i august 2006, ikke yder stedet og stranden
retfærdighed, så har jeg alligevel valgt at gengive dem her, nemlig i mangel af
bedre. Senere vil der blive lejlighed til at bringe nogle fotos fra 1940’erne,
når dette årtid bliver omtalt her. – På fotoet til venstre ses min svigersøns
forældre: Kaj Grye Pedersen og Hanne Grye Pedersen, og til højre for dem min
egen person. – På fotoet til højre ses min kære viv Birgit, som vist nok
demonstrerer, at med en så ren og frisk luft, som der er dér, får man kræfter
og godt humør. – Fotos: © 2006 Harry Rasmussen.
Langt
om længe nærmede dagen sig, da onkel skulle begynde sine fjorten dages ferie,
og hvor vi skulle ligge på landet på deres sommerhusgrund ved Maglehøj Strand.
Min onkel og tante havde endnu ikke fået noget sommerhus på grunden, men indtil
videre havde de købt et brugt kolonihavehus på omkring 6 m2, men da
det ikke var stort nok til, at vi kunne sove i det, måtte vi af samme grund
ligge i telt. To telte blev opbevaret i huset eller skuret, som det jo nærmest
var. Det var et par lave, hvide 4-mands telte, hvoraf det ene i dette tilfælde
blev benyttet af tante, onkel, fætter Børge og mig. Det andet telt blev brugt
af Ejvind, Martha, sønnen Leif og datteren Lis. I skuret var der desuden et
kogested med primusapparat, hvor der blev kogt vand til kaffe og lavet mad, og
desuden opbevaredes her forskellige gryder, stegepander og andet, som der
normalt ville være brug for under landliggertiden.
Toiletbesøg
var i øvrigt ikke noget problem, for lige over for grunden lå der en stor åben
plads, og i dens sydlige udkant var der en forholdsvis stor træbygning med
tilbygninger, der rummede toiletter og brusebad. Hertil var der adgang for
sommerhusbeboerne og strandens besøgende, enten via diget eller det
fællesareal, der lå foran. I den centrale del af træbygningen lå stedets
blanding af kiosk, købmandshandel og restaurant, og ved siden af denne var der
en trappe med adgang til et udsigtstårn, som var så tilpas højt, at det ragede
op over det tæt ved liggende dige, således at man kunne kigge vidt ud over
havet eller ind over det flade land.
Turen
ud til Maglehøj Strand foregik som sædvanligt på cykel, men denne gang var
vores cykler pakket med en del grej og madvarer, som vi nødvendigvis måtte have
med. Det var meningen, at Ejvind, Martha og datteren Lis skulle følge efter
senere på dagen. Vejret var nogenlunde godt og solen skinnede, men ikke fra en
skyfri himmel, da vi kørte fra Nakskov og ud ad den vej, som jeg med mine
forældre havde kørt så forholdsvis ofte, når vi skulle fra Tillitse til Nakskov
og retur. Men ved Spidsby fortsatte vi lige ud, hvorved vi kørte udenom
Tillitse og mere direkte til Maglehøj. Undervejs passerede vi Majbølle
Saftstation, hvor min bedstefader arbejdede som lokomotivfører af tipvognstog.
Men der var ikke tid til at aflægge besøg, for det gjaldt om at nå ud til stranden
og få sat teltene op, inden det blev for sent på dagen.
Teltene
blev slået op på den græsbevoksede grund, et stykke fra hinanden, men sådan, at
det telt, som onkel, tante, Børge og jeg skulle sove i, lå tættest ved den
grusvej, der fra den asfalterede vej førte ind til sommerhusarealet. Mellem
denne vej og grunden, var der en lav afvandingsgrøft. Uheldigvis tog man ikke
vejrguderne i ed, og glemte derfor at grave en rende rundt om teltene, hvor
eventuelt regnvand kunne sive ned. Vi havde kun soveposer at ligge i på den
bare grønsvær, og det føltes jo lidt hårdt, og kroppen var mørbanket, når man
vågnede om morgenen.
Det
blev hen på aftenen, uden at Ejvind med kone, søn og datter var dukket op, og
tante talte derfor om, at der måtte være kommet noget i vejen og at de derfor
nok først ville ankomme den næste dag, som var en søndag. Men vi andre hyggede
os, gik tur op på diget og hen ad stranden, og efter en times spadseretur
vendte vi tilbage til familiens base, hvor tante arrangerede aftensmad, der som
altid bestod af smørrebrød. Hen på aftenen fik vi som sædvanligt te og
sigtebrødsmadder, og trætte efter den lange dag krøb først Børge og jeg og
siden tante og onkel i hver vores sovepose i teltet. Længe lå vi og
småsnakkede, inden vi til sidst faldt i søvn under de for os alle fire uvante
og noget ubekvemme forhold.
Allerede
denne første nat blev det et silende regnvejr, som teltene, der tilmed ikke
havde oversejl, ikke var tilstrækkeligt imprægnerede til at kunne modstå.
Resultatet blev, at i løbet af natten begyndte regnvandet at dryppe fra den
sjaskvåde teltdug og lige ned i hovedet på os. Værre var det imidlertid, at
også soveposerne blev våde, men vi kunne ikke gøre andet, end at holde ud til
næste morgen, når det blev lyst. Hen på morgenen stilnede regnen heldigvis af,
så vi kunne rejse os og gå udenfor og tage bestik af situationen. Onkel og
tante tog stort set situationen med godt humør, selvom de var lidt smågnavne over, at vejret ikke artede sig
bedre.
Tante
tog os to drenge og de halvvåde soveposer med over til toiletbygningen, hvor vi
var i tørvejr og kunne skifte til tørt tøj og få håret tørret, og soveposerne
kunne blive hængt op til tørring. Tisse skulle vi jo også, og bagefter fik vi
kaffe med rundstykker og horn i stedets cafeteria. Onkel var i mellemtiden
også kommet til. Han havde bl.a. brugt tiden til at grave render omkring
teltene, fortalte han.
Efterhånden
kom vi alle til hægterne igen, og kunne nu gå tilbage til grunden og teltene,
som da heldigvis også så småt var ved at tørre. Solen begyndte også at titte
frem mellem regnskyerne, og dermed steg humøret også adskillige grader. Det var
tilmed et herligt sted, hvorfra vi ved at gå op over det forholdsvis høje dige
nemt kunne komme ned til forstranden med det dejligste fine, hvide sand, som
dog i vandkanten var mere eller mindre fyldt med opskyllede, men heldigvis i
reglen afrundede, mindre sten. Bølgerne skyllede i rytmisk gentagne bølger op
på forstranden, hvor de efterlod skum, løs tang og muslingeskaller, og somme
tider også nogle uheldige vandmænd, og sjældnere en brandmand.
Når
man ville ud og bade og havde passeret det forreste område med sten og høje
bølger, mødte man først en forholdsvis dyb rende, hvor der var en kraftig
strøm, men når man kom ud forbi denne, var vandet roligere og havbunden jævn
og blød over store strækninger. Hist og her var der dog brune og lidt hårde
tangplanter med blærer, som gjorde lidt ondt at træde på med de bare fødder,
men som vi ofte fornøjede os med at klemme ud, så det gav et lille knald.
To
til tre meter fra strandkanten gik vandet sådan en størrelse som mig til op
over brystet, men hvis man bevægede sig længere ud, enten ved at gå eller
svømme, kom man til første sandrevle, og her var der ikke særlig dybt. Så vidt
jeg husker, var der også en stor sandrevle længere ude, men eftersom vanddybden
mellem de to revler var så stor, at jeg ikke kunne bunde, turde jeg ikke svømme
ud til anden revle.
Det
evindeligt gentagne og rytmiske brus fra brændingen, kunne høres langt inde fra
land, og den lyd sov man ind ved om aftenen og vågnede man op ved om morgenen,
og det var simpelthen herligt.
For
Børge og mig gik dagene ved Maglehøj mest med at bade, dase og småsnakke.
Lejlighedsvis gik vi over i kiosken, for at købe os en ispind eller noget slik,
som vi så satte os og spiste ved et af de faste borde og de dertil hørende
bænke, der stod på fællesarealet foran kioskbygningen. Så længe vejret var
godt, havde vi ingen problemer med at få tiden til at gå, og hvis det blev
halvdårligt vejr, lagde vi os i teltet og læste i de medbragte ugeblade. Og
hvis det regnede, satte vi os over i udkigstårnet og kiggede ud over havet, for
at se, om vi kunne få øje på skibe, der sejlede forbi langt ude mod horisonten.
Tidligt
søndag formiddag kom moster Martha, hendes mand Ejvind og deres to halvstore
børn, Leif og Lis, cyklende på besøg, og så havde vi nogle at bade sammen med
og snakke med om løst og fast. Det kunne da hænde, at vi børn opholdt os på
stranden i den lune sommeraften, hvor vi havde sat os godt tilrette og i ly i
en sandgryde, og så blev der udvekslet mere eller mindre vandede og vovede
vittigheder og gruelige spøgelseshistorier. Lis, der så vidt jeg husker var
lidt ældre end mig, var især god til at fortælle uartige vitser, så at i hvert
fald jeg rødmede, og grumme spøgelseshistorier, som vi dog mest grinede af. Men
de havde alligevel gjort deres virkning, for jeg husker, at når vi gik hjemad i
halvmørket sent på aftenen, kiggede vi os lidt ængstelige omkring, når vi
passerede stedet omkring kiosken, som kun lå oplyst af en enkelt søvnig lampe.
Om
dagen hyggede de voksne sig mest med at spise frokost, middags- og aftensmad,
og drikke kaffe og snakke, Johannes og Ejvind om de indenrigske og udenrigske
politiske nyheder, og deres eget respektive arbejde. Alma og Martha snakkede
mest om familieforhold og de små praktiske og nære hverdagsting. Men jeg
opfattede også, at de med bekymrede miner talte om, at onkel Ejvind var
tilbøjelig til at kigge lidt for dybt i flasken, også til daglig, og det gjorde
især hans kone ked af det, så meget, forstod jeg på de voksne, at hun en
overgang tænkte på skilsmisse, noget der var en stor sjældenhed dengang. Hun
nøjedes dog kun med at tænke på det.
Der
blev ikke noget ud af overnatning for Ejvind, Martha og børns vedkommende i
denne omgang, for han havde ikke ferie og de skulle derfor hjem allerede samme
dags aften. Alt for hurtigt gik timerne og klokken blev omkring 21,30, hvor gæsterne
skulle bryde op og cykle hjem til Nakskov. Det var vi vist nok alle lidt kede
af lige i øjeblikket, også Børge og jeg, som kom godt ud af det med Leif og
Lis, men vi glemte det snart, da trætheden efter dagens oplevelser begyndte at
melde sig og det var tid til at krybe i soveposerne.
Til
daglig havde min tante nok at se til med at gøre indkøb, lave mad til fire
personer, og med at vaske klatvask og andre praktiske gøremål. Ind imellem fik
hun dog også tid til at slappe lidt af, hygge sig og læse i et af sine
ugeblade, og måske en sjælden gang gå en tur i vandet, så hun havde bestemt
ingen problemer med at få tiden til at gå. Desuden hjalp hun ind imellem onkel
med nogle af de ting, der krævede en hjælpende hånd.
Min
onkel havde til daglig travlt med at opføre træstilladset til den udvidelse af
skuret bagtil, som ville medføre, at der dels blev bedre indendørs plads og
dels et antal køjer til at sove i. Så vidt jeg husker blev der lavet i alt seks
køjer i tilbygningen, tre i venstre side og tre i højre side, således at der
var en plads eller gang i midten. Træstilladset skulle udvendigt beklædes med
imprægneret sækkelærred og taget dækkes med tagpap.
Det
var et stort arbejde, og da det var vigtigt at få det lavet hurtigst muligt,
havde det oprindeligt været meningen, at onkel Ejvind skulle have hjulpet sin
svoger, men det blev der ikke noget af den nævnte søndag, hvor han og kone og
børn havde været på besøg. Blandt andet derfor lykkedes det heller ikke for min
onkel at blive færdig med tilbygningen på de tre uger, han havde ferie, og som
vi tilbragte ved Maglehøj Strand. Men han havde da fået lagt tagpap på og
beklædt ydersiden af stilladset med sækkelærred, som blev malet med grøn,
vandskyende oliemaling. Indretningen med køjer og andet, måtte vente med at
blive lavet i de kommende weekender.
Den
sidste søndag af ferien pakkede vi hen under aften vort habengut og cyklede
hjem til Nakskov og om til Tollesensvej, som forekom os indelukket og snæver i
forhold til den friske saltvandsluft, frie udsigt og høje himmel ved Maglehøj
Strand. Men på den anden side set var det også rart at komme til at sove i en
rigtig seng igen, og at være fri for den efterhånden evindelige og ensformige
brusen fra havets brænding.
Allerede
næste morgen skulle Johannes begynde på sit arbejde igen, og det var tegnet
til, at dagene atter begyndte at gå i den vante rutine. Men det havde jeg det
godt med, for jeg har alle dage syntes at livet var bedst og tryggest, når
dagene fulgte et bestemt og fastlagt mønster. Alma genoptog da også sine sædvanlige
pligter og gøremål, og Børge og jeg drev tiden væk på bedst mulig måde, sådan
som vi jo faktisk også havde gjort i den tid af ferien, der allerede var gået.
Fortsættes i artiklens 8. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra
og med året 1940 og fremefter.
___________________________________