Ideale drømme, skepsis og tvivl 7. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(1940 og videre fortsat fra artiklens 6. del)

 

 

 

På fotoet til venstre ses den nordlige side af det huk, der ligger sydligst mellem Jægersborggade og parallelgaden Kronborggade. Som det fremgår af billedet, var der beplantning i hukket foruden en stor mængde parkerede cykler, da fotoet blev taget i august 2009, hvilket ikke var tilfældet dengang min familie og jeg boede i gaden. Henstillen af cykler var ganske enkelt ikke tilladt. Men tiderne skifter som bekendt, og efter ungdomsoprøret i ’68 blev mange af de tidligere sæder og skikke undermineret og nedbrudt. – På fotoet til højre ses et udsnit fra midten af Kronborggade. I min barndom og ungdom lå der en forretning, et såkaldt ismejeri, dér, hvor der nu ses to store vinduer i stueetagen til højre for billedets midte. Her blev jeg senere som 12-årig ansat som bybud. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.

 

Jeg husker ikke, om mine brødre blev klippet i denne frisør­salon, men selv gjorde jeg det ikke, for jeg havde fundet en frisør omme i Hørsholmsgade nær ved Stefansgade, som blev min faste frisør i den tid, jeg boede hjemme. Denne mand havde en søn, der var jævn­aldrende med mig, og til faderens stolthed var drengen blevet medlem af Radioens Drengekor under Mogens Wøldike. Det holdt frisøren meget af at tale om, og da jeg altid har været god til at tale med mennesker, der er ældre end mig selv, fik vi gerne en hyggelig snak om alt mellem himmel og jord. Men sanger-sønnen stod dog hans hjerte og talegaver nærmest.

 

For øvrigt var der også en damefrisørsalon i Jægersborggade, som så vidt jeg husker, lå i nr.18. Jeg erindrer ikke, om mor og med hende senere Lizzie var kunder i denne forretning, men det var de nu nok. Ved siden af den, på hjørnet af hukket, var der en garnforret­ning, som på den tid reklamerede med at "Strømper opmaskes". Det gjaldt naturligvis damestrømper, især de finere strømper af silke, hvor der nemt kunne løbe en maske eller to. På den tid var nylonstrømper et helt ukendt fænomen i Danmark. Senere under krigen, da importen var lukket, gik man over til at væve damestrømper af finmasket bomuld. Dette materiale var dog ikke ukendt i strømpesammenhæng, for til hverdag gik mange kvinder med lidt grovere vævet lange strømper. Disse strømper var ikke så sarte som silkestrømperne, og de holdt derfor længere, og når og hvis der gik hul på dem, reparerede kvinderne dem i reglen selv. Denne meget kolde vinter 1940 gik de fleste, både kvinder og mænd, dog med uldstrømper eller uldsokker til hverdag, for bedre at kunne holde fødderne og benene varme.

 

Kønnenes mysterium

Men der knytter sig for mit vedkommende en speciel oplevelse til den nævnte garnforretning. Oplevelsen fandt dog først sted senere på året 1940 eller i 1941, men jeg vil alligevel omtale den her. En dag, da mor havde sendt mig over til forret­ningen, for at aflevere et par af hendes strømper til op­mask­ning, var der i forvejen en kunde, da jeg kom ind i butik­ken. Kunden var en omkring 30-årig og for kvarteret usædvan­lig velklædt og vel­plejet kvinde, som tilmed var meget smuk og som – forekom det mig - smilede ind­ladende og varmt til mig, da jeg trådte ind. Alene det over­raskede mig, for dengang var forholdet mellem menne­sker, der ikke kendte hinanden, betydelig mere reserveret og formelt, end tilfældet senere blev. Det var dog især kvindens på­klæd­ning, der tiltrak sig min opmærksomhed og nys­gerrighed, for inde under sin åbentstå­ende frakke havde hun en temmelig nedringet og derfor afsløren­de bluse på, som stillede en stor del af hendes velformede bryster til skue. Det gjorde mig så forvirret og forlegen, at jeg dårligt vidste, hvilket ben jeg skulle stå på. Blodet steg mig til hovedet og jeg skyndte mig derfor at se den anden vej. Kvinden bemærkede åbenbart min forlegenhed, for hun udbrød kækt: "Så, så, min lille ven, du kan ikke se andet, end hvad Vorherre har skabt!" Og henvendt til ekspeditricen fort­satte hun: "Jeg tror sørme, jeg har fået en beundrer! Det er vel nok herligt!" Og så lo begge damerne hjerteligt. Og idet den smukke kvinde skulle til at forlade forretningen, vendte hun sig om imod mig og strøg mig over kinden, hvorefter hun forsvandt ud ad døren.

 

Jeg kunne være krøbet i et musehul ved hendes ord og berøring, hvis jeg ellers havde været lille nok og et sådant havde forefandtes, men samtidig følte jeg mig underlig stolt og beæret over, at en så smuk kvinde havde værdiget mig så megen opmærksomhed. Det bevirkede, at jeg følte mig forelsket i damen, og i de følgende dage skottede jeg forsigtigt ind ad vinduerne, når jeg gik forbi forretningen, i håb om at få et glimt af den dejlige dame at se. Men jeg så hende faktisk kun en enkelt gang senere, for det viste sig, at hun slet ikke boede i gaden, men kun var der på besøg. Det faldt mig slet ikke ind dengang, at den pågælden­de dame var dobbelt så gammel som mig, eller at hun blot var en munter kvinde, der havde lavet lidt sjov med mig.    

 

Ved siden af herrefrisørsalonen, men på den anden side af opgang nr. 30, lå der en cigar- og tobaksforretning, som vi børn dog stort set aldrig kom i. Far, som var en moderat ryger, røg både pibe og cigaretter, men han købte altid selv sine tobaksvarer, og gerne andre steder ude i byen, eller trak cigaretterne i en af de mange automater, der dengang var ophængt udenfor tobaksforretninger eller købmandsbutikker, så kunder også kunne købe især cigaretter udenfor forretningernes lukketider.. 

 

Længere fremme i gaden, formentlig i nr.10 eller 12, lå der dengang en urmagerbutik, hvis indehaver var en ældre mand, som da også senere lukkede butikken. En kort overgang stod den tom, men derefter blev den overtaget af en ny lejer, der indrettede den til marskandiserbutik. Her solgtes der lidt af hvert, sådan som tilfældet er i den slags butikker. Et års tid efter købte jeg mit første fotografiapparat hos denne marskandiser, et brugt Kodak Bokskamera, som jeg vistnok gav 25 kr. for, som jeg delvis selv havde sparet sammen til formålet. Blandt forskellige mindre møbler og andre genstande, havde marskandiseren også en bogkasse stående uden for sin forretning. Foruden for­skelli­ge brugte bøger, rummede bogkassen også en mængde seriehæfter med bl.a. den dengang verdensbe­rømte cowboystjerne Tom Mix, og desuden hæfter med en anden, men opdigtet cowboyhelt, Sorte Maske, og detektivromaner med Charlie Chan, der, lige som tilfældet var med Tom Mix, også kendtes fra ameri­kanske film. Det vil jeg senere vende tilbage til i kronologisk orden.

 

I Jægersborggade nr. 2 eller 4 lå der dengang en bagerbutik i kælderetagen. Det var dog kun sjældent, at vi handlede der, for der lå også en bagerbutik omme på hjørnet af hukket og Kron­borgga­de, og der var det nærmere for os at handle. Mælk, smør og fløde købte vi i den ismejeributik, der lå skråt over for bagerforretningen i Kronborggade. Den ugifte indehaverske hed forresten aldrig andet end fru Jensen, og hende skal vi høre mere om senere, for i 1941 blev jeg, der dengang var 12 år, ansat som morgen- og eftermiddagsbud i hendes butik.

 

Der var flere andre forretninger i Jægersborggade, end de her nævnte, men de fleste af dem lå dog i den halvdel af gaden, der var nærmest Jagtvej. I den anden halvdel af gaden, der lå mod Ste­fansgade, var der kun nogle ganske få forretninger, som vi i øvrigt meget sjældent eller aldrig kom eller handlede i.

 

Skoleskift, snøft...

Imidlertid erfarede jeg snart, at vores flytning fra Bag­gesensgade til Jægers­borggade skulle få den konsekvens, at jeg blev nødt til at skifte skole. Det var jeg naturligvis ked af, for nu havde jeg lige vænnet mig til Kapelvejens Skole og de kammerater og ukammerater, jeg havde fået der. Desuden havde jeg vanskeligt ved at forstå, at skiftet skulle ske til Hellig Kors Skolen, der lå og ligger lige rundt om hjørnet til Hans Tavsensgade. Jeg ville have kunnet forstå det, hvis skiftet skulle have været til Jagtvejens Skole, eller til nød til Hans Tavsensgades Skole. Men af for mig uforståelige grunde, blev det altså Hellig Kors Skolen, jeg kom til at gå i, og så vidt jeg erin­drer, sluttede jeg på Kapelvejens Skole i midten af marts og begyndte på den ny skole dagen efter, altså omkring den 14.-15. marts.

 

 

 

På fotoet til venstre ses hovedindgangen til drengeafdelingen i Hellig Kors Skolen. På fotoet til højre ses jeg som 79-årig stående ved den indgangsdør, som jeg fra midten af marts 1940 til slutningen af maj 1943 skulle komme til at gå ind og ud ad mange gange, idet skoleugen dengang var på 6 dage og hver dag på 6 timer fra kl. 8-14, lørdag dog kun til kl. 12.  Sidstnævnte foto er fotograferet af mine kone Birgit. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.

 

Men nok så ked af det var jeg, fordi jeg så ikke længere daglig fik lejlighed til at se og snakke med min fætter Dennis, som jeg holdt meget af, fordi han simpelthen var alle tiders kammerat, samtidig med, at han for mig repræsenterede det velkendte og trygge, som også trådte til som min beskytter, når dette viste sig nødvendigt. Og det gjorde det ikke sjældent i starten af min københavnske skolegang, hvor jeg som allerede nævnt bl.a. blev drillet en del med min tydelige lollandske dialekt, som især visse af kammeraterne fandt umådelig komisk og lattervækkende. Desuden var jeg forholdsvis lille af vækst efter min alder, noget kalveknæet og havde rundt hoved med flyveører og opstoppernæse. Det var simpelthen bare for meget for klassens "anfører" og hans fire-fem "stik-i-rend-drenge", som åben­bart derfor følte en uimodståelig trang til at forfølge og chikanere mig, så ofte de fandt anledning dertil.

 

Hellig Kors Skolen var og er en fire etager høj, rød murstens­bygning, som lå og ligger vinkelret på Hans Tavsensgade, lige skråt over for Hellig Kors Kirke. Fra vinduerne i skolens sydside kunne man se over til Kapelvejens Skole og dennes skolegård, som kun var adskilt fra Hellig Kors Skolen af det nord-syd­gående "knæk", som der her er på Struensegade. I modsætning til Kapelvejens Skole, var Hellig Kors Skole også en pigeskole, idet den vestlige halvdel af skolebygningen og skolegården var forbeholdt pigee­leverne, mens den østlige halvdel af skolebyg­ningen og skole­gården var forbeholdt drenge­eleverne. Skolegår­den var til det formål adskilt ved et højt ståltrådshegn, som det var strengt forbudt elever af begge køn at opholde sig tæt ved, endsige kravle op i, og naturligvis slet ikke over.

 

I det hele taget søgte man at holde de to køn adskilt fra hinanden så meget som muligt, hvilket naturligvis havde den stik modsatte virkning, idet det kun gjorde dét endnu mere interessant, som man forbød. Baggrunden for den strengt over­holdte adskillelse mellem kønnene var tidens, hvilket vil sige de toneangivende kredses, herunder præsters, pædagogers, psykologers og lægers udpræget snerpe­de seksualmoral. Det var karakteristisk for tiden, at man altid fortrinsvis fremhævede de negative sider ved seksual­livet, så som kønssyg­domme og illegale abor­ter, hvortil det skæbnesvangre ord "kvaksalver" altid var knyttet, der i begge tilfælde blev brugt som skræmme­billeder. Det skete i håbet om, at de mennesker, der havde løse seksuelle forhold, ville komme på bedre tanker og afholde sig fra at føre et udsvævende liv, og forstå, at seksuelt samliv kun burde finde sted inden for ægteskabet.

 

Denne situation hang formentlig sammen med det forhold, at skolerne på den tid ikke kun gav undervisning i religions­historie, hvilket for underskolens vedkommende udelukkende ville sige Bibelhistorie, men også underviste i og forkyndte kristendom. Det sidste skete ved hjælp af den såkaldte katekis­mus, der består af en kortfattet fremstilling af hovedindholdet i den kristne troslære, formet som spørgsmål og svar. Og det var naturligvis især de ti bud, og ikke mindst det sjette bud om ikke at bedrive hor, det var vigtigt for religions­lærerne at indprente deres sagesløse elever. Og så naturligvis trosbe­kendelsens afsværgning af Djævelen og alle hans gerninger.

 

 

Herover ses Hellig Kors Skoles nordvendte facade en dag i slutningen af august 2008. Selve bygningen er ikke væsentligt forandret fra dengang, jeg gik på skolen, men det er derimod skolegården, som i min tid var opdelt i to afdelinger ved et højr ståltrådshegn, som adskilte en drenge- og en pigeafdeling. Set på ovenstående foto lå drengeafdelingen til venstre og pigeafdelingen til højre i billedet. Den dag, hvor billedet blev fotograferet, var det udenfor skoletiden og skolegården blev da benyttet af nogle af kvarterets yngre beboere og børn. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.

 

Den form for kristendom, der i tidens løb havde fået ind­flydelse på borgerskabet, var en underlig blanding af teoretisk kristen etik og traditionel verdslig borgerlig moral, som for sidstnævntes ved­kommende gik ud på, at det ikke betød så meget at man handlede imod de ti bud, når blot det ikke blev opdaget. Denne dobbelt­moral havde i større eller mindre grad præget befolkningerne i den vestlige verden, i al fald lige siden middelalderen, men måske særlig markant i 1700- og 1800-tallets Europa. I Op­lysningstiden, og særlig i slutningen af 1700-tallet, søgte de mest frem­skridtsvenlige mennesker imidlertid at gøre op med den borgerlige dobbeltmoral, hvilket dog ikke lykkedes på afgørende måde. Dobbeltmoralen overlevede og fortsat­te med at regere et godt stykke ind i 1900-tallet, hvor den mødte modstand i form af kulturradikalis­men og marxismens ideologikritik. Et markant vendepunkt kom med 1968-generationen, som for de mest rabiates vedkommende stort set smed alle hidtidige værdi- og adfærdsnor­mer overbord, eller i det mindste forsøgte man på det. Denne opbruds- og fornyelsesproces efterlod sig foruden stor forvirring og usikkerhed hos mange, også spor hos både borgerskabet og arbejderklassen, således at det der­efter blev anset for illegitimt at mene og sige én ting og gøre noget helt andet i praksis. Et mindstekrav måtte være, mente især 68'erne, at der skulle være overensstemmelse mellem teori og praksis. Med teori mente de mere præcist marxisme eller socialisme. 

 

Bagest i skolegården lå en bygning, som rummede gymnastiksa­len og sløjdlokalet, to steder, der bestemt ikke hørte til, hvad jeg holdt mest af. I det hele taget var jeg ikke meget for fysiske udfoldelser, men ville hellere sidde og tegne eller dagdrømme, beskæftigelser, der bestemt ikke blev regnet for at være noget for "raske drenge". Men jeg erkendte tydeligt, at jeg ikke var, hvad man forstod ved "en rask dreng", men der­imod, hvad man betragtede som en "tøsedreng". Dog følte jeg mig ikke som en sådan og blev heller aldrig kaldt det, men jeg indså, at jeg på flere måder adskilte mig fra mine skolekam­merater, især på grund af mine forholdsvis specielle inter­esser. Men måske ikke mindst af den grund, at jeg allerede som 9-årig, ja, faktisk fra jeg var 6 år, var fast sporet ind på, hvad jeg ville lave som voksen, nemlig tegnefilm, og en til­svarende målrettethed fandt jeg ikke hos nogen af mine skole­kammerater og heller ikke hos mine senere lege­kammerater og ungdomskam­merater.

 

Den mørke og kolde morgen i midten af marts 1940, da jeg for første gang skulle give fremmøde i Hellig Kors Skole, følte jeg mig an­spændt og ikke særlig let til mode, for jeg afskyede foran­dringer. Desuden forudså jeg, at drillerierne, som jeg havde været udsat for, mens jeg gik på Kapelvejens Skole, ville fortsætte, og nu havde jeg ikke en fætter Dennis til at be­skytte mig og tage mig i forsvar. Det var derfor som om, at mine ben ikke rigtig ville bære mig, da jeg travede hjemmefra og som sædvanlig lagde vejen ind gennem Hans Tavsen Parken, og det virkede forstemmende, da jeg tilmed så, at slikboden netop denne skæbnesvangre dag endnu ikke havde åbent, sådan som den plejede.

 

På forhånd havde jeg gennem en skrivelse, som mine forældre havde modtaget fra skolen, fået besked på, at jeg skulle møde op på skolens inspektør­kontor senest et kvarter før klokken otte. Inspektørens kontor var beliggende i stueetagen, og det var med hamrende hjerte, at jeg bankede på døren og afventede et eventuelt "Kom ind!". Der lød dog ikke nogen stemme derinde­fra, og derfor åbnede jeg tøvende den store, tunge dør, men før jeg nåede at åbne døren helt og se noget som helst, lød der en høj, skarp stemme: "Vent udenfor!". Forskrækket skyndte jeg mig at lukke døren igen og stillede mig lige overfor ved væggen i den modsatte side af gangen. Her ventede jeg så, i en evighed forekom det mig, og imens ringede skoleklokken ind og kort efter kom den ene elevgruppe efter den anden i de obligatoriske rækker på to og to elever ved siden hinanden, ind ad hovedind­gangen og forsvandt, højt snakkende og trampende i trinene, op ad trapperne til de andre etager.

 

”Gedebukken”

Efter et stykke tid bredte roen og stilheden sig i skolebyg­ningen, og først da åbnedes døren til inspektørkontoret, og en midaldren­de, middelhøj, tynd mand med et smalt og lidt tvært ansigt, der var indrammet af et helt hvidt, kortklippet hår og et halvlangt, smalt og ligeledes hvidt, velplejet fipskæg, så stirrende på mig gennem et par runde brilleglas, som var indfattet i et tyndt guldstel. Han var klædt i mørkt jakkesæt med vest, hvid skjorte og mørkt slips, og havde sorte sko på fødderne. Hele hans fremtoning bar præg af agtværdighed og nidkærhed, og især det sidstnævnte skulle jeg senere komme til at erfare som et hovedkendetegn for denne mand.

 

Efter at have åbnet døren, vendte inspektøren, som for­resten viste sig kun at være viceskolein­spektør, sig om og gik tilbage og satte sig ved et stort, massivt skrivebord, idet han lod døren stå åben, som tegn til mig om at komme indenfor. Og selvom jeg naturligvis havde allermest lyst til at stikke af, så fungerede autoritetstroen og frygten for konsekvenserne så meget hos mig, at jeg gik indenfor og lukkede døren bag mig. Kontoret viste sig at være et forholdsvis stort lokale, holdt i mørke farver, og omtrent midt i rummet stod det massive skrive­bord, hvor viceinspektøren nu sad og kiggede i nogle papirer og lod, som om jeg var luft for ham.

 

Jeg gik frem og stillede mig respektfuldt foran den strengt udseende mand, hvis borgerlige navn jeg ikke længere kan huske. Men jeg husker til gengæld så meget mere det øgenavn, som mindre respektfulde elever havde givet ham, nemlig "Gedebuk­ken". Det hang sammen med, at han for det ’kreative’ - og ironi­ske eller ondskabsfulde - øje, havde en umiskendelig ydre lighed med netop det bemeldte pattedyr, naturligvis ikke mindst på grund af det aflange, smalle ansigt og fipskægget. Og det hændte, når viceinspektøren en sjælden gang gik hen over skolegården i et af frikvarterer­ne, og eleverne stod mange samlede i en klynge, at en eller et par af de dri­stigste elever i ly af gruppen gav sig til at bræge højlydt. Men selvom "Gedebukken" formentlig godt var klar over, at brægeriet gjaldt hans person, lod han dog som ingenting.

 

Men nu var jeg altså for første gang konfronteret med "Gedebukken" og hans gammeldags, triste kontor, som henlå i halvmørke, idet kun den obligatoriske skrivebordslampe var tændt i lokalet. Tavs stod jeg og afventede, hvad der videre skulle ske, og følte mig nærmest som en, der havde gjort noget galt. Langt om længe brød han stilheden, idet han uden at se på mig spurgte om mit navn og mine personlige data, samti­dig med at han kiggede ufravendt i en protokol, der lå opslået foran ham på skrivebordet. Med sine lange, magre fingre greb han en pen, der stod i et stativ, dyppede den i blækhuset og kradsede nogle sirlige bogstaver og tal ned på papiret. Herefter satte han pennen fra sig, greb blæksugeren og vippede denne gentagne gange hen over den våde skrift, for at tørre den. Så rejste han sig, greb et stykke papir, der lå på skrivebordet, og gik hen mod døren, som han åbnede og gik ud ad, idet han ganske kort og kommando­agtigt sagde: "Følg med!".

 

Uden at se sig tilbage, gik han op ad trappen, tæt fulgt af lille, forsagte mig, som naturligvis var meget spændt på at skulle møde mine nye klassekammerater og min kommende klas­selærer. På anden sal gik vi et stykke hen ad den brede midter­gang, og her standsede inspektøren foran en lukket dør, hvor der foroven var en smal råglasrude, hvorigennem man kunne se i dette tilfælde det tændte elektriske lys inde i klasselokalet. På denne årstid og dette tidspunkt var dagslyset endnu ikke kraftigt nok til, at man kunne se ved hjælp af det alene.

 

Efter en kort banken på og uden at afvente nærmere, åbnede viceinspektøren døren og gik indenfor, fulgt af lille mig. Lokalet, vi kom ind i, var forholdsvis stort, og lignende de fleste klasselokaler på den tid. Væggene var grumsetgrønne, loftet hvidkalket, men for så længe siden, at farven nu nærmest var grålig. Indgangsdøren lå bagest i lokalet i dettes nord­vendte sidevæg, der var uden vinduer. I den sydvendte sidevæg var der fire store tofags vinduer, som normalt forsynede lokalet med dagslys. Katederet, der som altid dengang var forhøjet ved hjælp af et podium, som strakte sig fra den ene side af lokalet til den anden, befandt sig ved lokalets vestvend­te endevæg og dermed længst borte fra døren. Her var der foruden tavlen også forskellige skabe anbragt i begge sider, som rummede de for­skellige remedier og ting, som indgik i undervisningen, her­under også det famøse afstraffelsesmiddel: spanskrøret. På den østvendte endevæg var der ophængt nogle glasindrammede bille­der, så vidt jeg husker med motiver fra Bibelhistorien.   

 

Det sidstnævnte hang formentlig sammen med, at viceskolein­spektøren var stærkt ortodoks kristen, og det viste sig snart, at det var ham, der var min klasses religionslærer. Han lagde altid stor og nidkær vægt på, at vi kunne trosbekendelsen og salmeversene udenad, ellers vankede der enten slag på hånd­fladen med pegepin­den eller med en lineal, eller eftersidning, som varede, indtil man havde lært den omhandlede tekst udenad.

 

Med små, hastige, nærmest trippende skridt, gik "Gedebukken" hen langs væggen og frem til katederet, bag hvilket der sad en tydeligvis høj, velnæret og svær men ikke tyk mand, i færd med at råbe elevernes navne op, for at konstatere om de var mødt. Hans ansigt var fyldigt og han havde et tætklippet, gråt hår og et velplejet sølvgråt overskæg, som fik ham til at se ud som en engelsk godsejer. Dette understregedes yderligere af hans påklædning, som var et gråligt tweedjakkesæt med tilsvarende vest og guldur i kæde. Han rejste sig, idet viceinspektøren med mig i hælene nåede hen til podiet, hvor denne, henvendt til læreren, med en lidt skinger stemme sagde: "Dette er klassens nye elev!". Derpå rakte viceinspektøren læreren det stykke papir, han havde haft i hånden, og idet han gjorde omkring, rettede han sit blik skarpt imod mig og sagde: "Lad mig nu se, at du opfører dig ordentligt og lærer dine lekti­er!", hvorpå han i samme speciel­le gangart trippede tilbage ad den vej, han og jeg var kommet fra. Alles blikke var rettet mod "Gedebuk­ken", og jeg lagde mærke til, at nogle af eleverne havde et syrligt grin om munden, hvilket jeg senere erfarede skyldtes, at de nærmest hadede og samtidig for­agtede ham.

 

Da "Gedebukken" havde lukket døren efter sig, rakte læreren hånden frem imod mig til goddag, og idet jeg gengældte hånd­trykket, sagde han venligt: "Velkommen!". Derefter satte han sig igen bag katederet, greb pennen og dyppede den i blækhuset, hvorpå han atter henvendte sig til mig og spurg­te: "Hvad er dit for- og efternavn?". Jeg svarede: "Harry Rasmussen!". Da han havde skrevet mit navn ind i protokollen og krydset mig af, rejste han sig igen og trådte hen ved siden af mig, og idet han tog mig om skulderen, sagde han henvendt til klassen: "Harry Rasmussen er jeres nye klassekammerat, og jeg håber at I vil tage pænt imod ham og behandle ham ordentligt!". Ved disse ord, som varmede mig, følte jeg allerede en vis sympati for min nye klas­selærer, hvis navn var Hr. Holbro. Lærerens fornavn husker jeg ikke, for vi sagde altid "Hr. Holbro" til ham, men han skulle vise sig at være et venligt, men bestemt, menneske, der dog ikke forlangte det umulige af sine elever. Han må dengang have været omkring 62 år, for han blev pensioneret som 65-årig i 1943, samtidig med at jeg gik ud af skolen.

 

Selv kiggede jeg lidt usikkert hen over de mange mere eller mindre viltre hoveder i klassen, som med mig havde i alt 38 elever. Det var kun drengene på de forreste rækker, der havde vandkæmmet eller brillantinekæmmet hår, resten af klassens elever syntes ikke at have været i nærheden af en kam, i hvert fald ikke denne morgen. Alle kiggede tilbage mod mig, nogle smågrinende og udfor­drende, andre lidt lige­gyldigt og nogle totalt uinteresserede. Min usikker­hed skyldtes især en vis frygt for at blive mobbet, men til min senere store overraskel­se viste det sig, at mine nye klassekam­merater ikke var nær så slemme i den henseende, som dem, jeg havde haft på Kapelvejens Skole.

 

Læreren sagde derefter: "Nu kan du foreløbig sætte dig hen på den ledige plads ved siden af Svend Holm!". Så vidste jeg, hvad min nye sidekammerat hed. Pladsen viste sig mærkværdigvis at svare til den, jeg havde haft, da jeg sluttede på den anden skole, nemlig tredie pult og femte plads i fjerde række til højre, hvilket også i dette tilfælde var vinduessiden. Denne pla­cering har muligvis stået på det stykke papir, som "Gedebuk­ken" havde overrakt læreren.

 

Den nævnte elev, Svend Holm, viste sig at være en lidt for­finet og altid velklædt mors dreng, som både personligt og socialt gerne ville gælde for mere, end han og hans familie egentlig var. Men med al respekt for hans mindreværdskompleks, som han søgte at dække bag en stolt og hovmodig facade, så var virkeligheden den, at han boede med sin alenemor og fire mindre søskende i en lille toværelsers lejlighed i den ende af Slotsgade, der lå nærmest Korsgade. Dette erfarede jeg dog først et par år senere, da jeg i en bestemt anledning havde ærinde i den opgang, hvor han boede, hvilket jeg senere skal vende tilbage til.

 

 

 

Herover ses til venstre det stykke af Slotgade, der er bevaret fra Baggesensgade og til Nørrebrogade bagest i billedet. På fotoet til højre ses det korte stykke af Slotsgade, der er bevaret fra Baggesensgade og hen mod Korsgade, som ville have kunnet ses i baggrunden, hvis ikke denne var blevet bebygget med nye store beboelsesejendomme i samme byggestil, som dem der bl.a. findes i Baggesensgade nr. 22-32. Min klasse- og sidekammerat i skolen, Svend Holm, boede med sin mor og søskende vist nok i Slotsgade nr. 4 eller 6, som lå nær på Korsgade. Disse ejendomme samt ejendommene på den modsatte side af Slotsgade blev condemneret og revet ned i 1980’erne. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.

 

Skolefoto fra Helligkors Skole, formentlig fra efteråret 1940, da jeg var 11 år og var rykket op i 4. klasse. Læreren som ses på fotoet hed så vidt jeg husker Mikkelsen til efternavn, men han var ikke vores klasselærer, som hed Holbro, men vikar. Beklageligvis husker jeg ikke navnene, men kun ansigterne, på mine i alt 37 klassekammerater. Selv sidder jeg yderst til venstre i anden række nedefra. – Skolefoto fra 1940. Tilhører Harry Rasmussen.

 

Men ellers husker jeg ikke ret mange af mine klassekammerater fra den tid, og heller ingen af dem blev mine kammerater udenfor skolen, hvilket formentlig mest skyldtes, at der ikke var nogen af dem, der boede i nærheden af min bopæl. Derimod husker jeg tydeligt, at det kun var de dygtigste og flittigste elever, de såkald­te "dukse", der, som skik var dengang, sad på de forreste bænke nærmest kate­deret og læreren. Blandt disse "dukse" var der en, som hed Jørgen Vestergaard, en lidt forfinet og altid velklædt og velfriseret dreng, og ham mødte jeg mange år senere, da vi begge var voksne og en kort overgang kom til at bo i samme ejendom i Brøndbyøster. Hans sidekammerat hed Mogens, men dennes efternavn husker jeg ikke. Mogens var lidt af Jørgens modsætning af ydre: relativt kraftig til det fedladne, men også han var altid yderst velklædt og velfriseret. Jørgen og Mogens kunne af ydre godt minde om det berømte amerikanske filmkomikerpar, Gøg og Gokke, men de to drenge var tydeligvis sig deres bedre sociale placering og boglige begavelse bevidst, og det gav sig bl.a. udslag i, at de så godt som aldrig mængede sig med klassens andre drenge, som jeg havde indtrykket af, at de nærmest så ned på. At disse duksedrenge så også viste sig at være sønner af fædre med såkaldt liberalt erhverv, såsom direk­tører, fuld­mægtige, revisorer o. lign., var måske ingen til­fældighed, men nok en kilde til misundelse og en vis foragt fra "fuksenes” side. ”Fuks” betyder jo hale, og derfor sad de sidstnævnte på de bageste bænkera­der og pladser i klassen, og hertil var de henvist i medfør af deres dårlige eksamen­skarakterer.

 

Det hændte, at klasselæreren var syg, og så fik vi en lærervikar i stedet, som klassen i reglen havde svært ved at acceptere og respektere. En overgang havde vi en venlig lærervikar, som så vidt jeg husker hed Mikkelsen, og som var rødhåret og brugte cirkelrunde briller. Han lignede faktisk "Brille" fra tegneren Arne Unger­manns berømte tegneserie "Hanne Hansen", som i årene 1935-58 med nogle korte afbrydelser kunne læses i Dagbladet Politikens tillæg Magasinet. Mikkelsen er med på ovenstående foto, som derfor må være taget en dag, hvor lærer Holbro enten var syg eller fraværende af anden grund. Samme lærer Mikkelsen fungerede også som vikar og timelærer på andre skoler, f.eks. på Jagtvejens Skole, hvor han fortrinsvis fungerede som tegnelærer.  

 

 

På dette skolefoto af min skoleklasse fra 1941-42 var der åbenbart kun 27 elever, hvilket dels kan skyldes, at nogle var sygemeldte mens andre var gået ud af skolen pga. flytning. Det er klasselæreren Hr. Holbro, der står til venstre i billedet og selv sidder jeg i forreste række som nr. to fra højre. Drengen, som sidder som nr. to fra venstre i første række hedder Per Mejlstrup. Drengen, som ses stående yderst til højre i anden række, hedder John, og han var en formidabel gymnast. Min sidekammerat, den i teksten omtalte Svend Holm, ses stående som dreng nr. to i anden række. Nr. fire i samme række er den ligeledes i teksten omtalte Lejf Sass. De to dukse og dydsmønstre, Jørgen og Mogens, ses stående yderst til højre i tredie række. Den ligeledes i teksten omtalte Kaj, der blev kunstmaler som voksen, ses stående som nr. tre i øverste række. – Skolefoto 1941-42. Tilhører Harry Rasmussen.

 

En passant kan allerede her indskydes, at et par af "duksene" senere i livet henholdsvis er blevet netop direktør og revisor, mens en af "fuksene", ifølge de oplysninger, jeg har fået, er blevet en anerkendt kunstmaler. Denne sidstnævnte dreng, hvis fornavn var Kaj, hørte til på samfundets skyggeside, idet hans forældre – hans far var murerarbejdsmand - havde i alt seks børn og var meget fattige. Han gik stort set aldrig i andet end træsko, om sommeren med bare fødder i disse og om vinteren med tykke uldsokker, som han sled huller i, der praktisk taget aldrig blev stoppet. Men Kaj var et roligt og muntert gemyt, der tog tingene ovenfra og ikke lod sig intimi­dere af, at hans forældre var dybt fattige og han selv ikke havde stået i første række, da der blev uddelt intellektuelle, boglige evner. Det havde han til gengæld, når det gjaldt kunstneriske evner, idet han dels havde et markant tegnetalent og et endnu større koloristisk talent. Allerede dengang, da han var omkring 11 år, tegnede og malede han, så at jeg måtte indrømme ham hans åbenlyse talent og derfor misundte ham i det skjulte.

 

Blandt den "gemene" mængde af klassekammerater, som bestemt ikke var uintelligente, men som bare ikke interesserede sig særligt for lektierne, var en velbegavet dreng ved navn Per Mejlstrup. Han var en smule højere end mig og havde et lidt buttet rundt hoved med kastaniebrunt, krøltoppet hår, og glansfulde brune øjne, men det er også alt, hvad jeg husker og ved om ham. Han er som de fleste af mine skolekam­merater desværre forsvundet i glemselens tåge i min erindring, bortset fra, at både han og de andre af mine klassekammerater findes på et af mine skolefotos fra dengang..

 

Den fatale 9. april 1940

Tidligt om morgenen denne tirsdag, vågnede jeg ved at høre den brummende lyd fra mange flyvemaskiner, som fløj lavt hen over byen, og da jeg omkring kl. 7,30 kom ned på gaden for at gå til skolen, konsta­terede jeg, at der lå nogle lysegrønne sedler spredt omkring overalt på fortovene og gaden. Jeg samlede en af disse sedler op og så, at der var en trykt tekst på begge sider og at overskriften lød sådan: OPROP! Til Danmarks Soldater og Dan­marks Folk! Men eftersom jeg skulle skynde mig i skole, nøjedes jeg med at stikke sedlen i min skoletaske, så jeg kunne læse den senere, når der blev tid til det.

 

Henne på skolen var de grønne sedler dagens samtaleemne, og her var der nogle, som kunne fortælle, hvad der egentlig var på færde. De havde nemlig hørt i morgenradioavisen, at tyske tropper tidligt samme morgen havde besat Danmark, angiveligt for at beskytte landet, og de ville blive her i landet indtil videre. Nogle af os drenge forventede, at vores klasselærer ville komme med en udtalelse eller forklaring på de ind­trufne begivenheder, men Hr. Holbro nævnte end ikke med et ord, hvad der var på færde. Han virkede i lighed med de andre lærere nær­mest chokeret og forstenet over det, der var sket denne morgen, og forholdt sig derfor tavs om emnet.

 

Undervisningen gik derfor også denne specielle dag, som om intet usædvanligt var hændt, men lærerne holdt fællesmøde i det store frikvarter, og har vel drøftet, hvordan man skulle forholde sig til den nye situation. Selv så jeg med spænding frem til kl.14, hvor skoletimerne var slut, så jeg kunne komme hjem og høre, om radioen eventuelt havde ekstraudsendelser i dagens anledning. Det havde den, selvom de ordinære udsendelser fortsatte som om intet usædvanligt var hændt. Men radioavisens speaker kunne i løbet af dagen gentagne gange oplæse en pro­klamation, der var udarbejdet af regeringen og under­skrevet af kongen og stats­ministeren, og hvis tekst lød som følger:

 

                                                         Til det danske Folk!

     Tyske Tropper har i Nat overskredet den danske Grænse og har gjort Landgang forskellige Steder. Den danske Regering har under Protest be­sluttet at ordne Landets Forhold under Hensyn til den Besættelse, som har fundet Sted, og i henhold dertil kundgøres følgende:

  De tyske Tropper, der nu befinder sig her i Landet, træder i Forbindelse med den danske Værnemagt, og det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand overfor disse Tropper.

     Den danske Regering vil forsøge at sikre det danske Folk og vort Land imod de af Krigsforhold følgende Ulykker og opfordrer derfor Befolkningen til rolig og behersket Holdning overfor de Forhold, som nu er opstaaet. Ro og Orden maa præge Landet, og loyal Optræden maa udvises overfor alle, som har en Myndighed at udøve.

        København. den 9. April 1940.

        Christian R.  /   Th. Stauning.

   

Til denne proklamation havde kongen åbenbart personligt ønsket at tilføje følgende:

 

      Under disse for vort Fædreland saa alvorlige Forhold opfordrer jeg alle i By og paa Land til at vise en fuldt ud korrekt og værdig Optræden, da enhver uoverlagt Handling eller Ytring kan have de alvorligste Følger.

     Gud bevare Dem alle. Gud bevare Danmark.

                                             Christian R.

     Amalienborg, den 9. April 1940.

 

Da jeg endelig fik tid til at læse det såkaldte "Oprop!", konstaterede jeg, at det var dårligt oversat fra formentlig tysk til blandet norsk og dansk, hvilket antagelig hang sammen med, at teksten også skulle bruges i Norge, som tyskerne samtidig havde besat, men dog ikke uden at møde en vis energisk modstand. I "Oprop!" lagde tyskerne hele skylden for besættelsen over på Englands og Frankrigs ledende politikere, herunder især Winston Churchill (1874-1965), som kaldtes for "Krigsdriver". Han ville bl.a. gøre Skandinavien til krigs­skueplads, og for "at foregripe det engelske Angrep", havde de rare tyskere desværre set sig nødsaget til at landsæt­te deres tropper i Danmark og Norge, for at beskytte disse to landes uafhængighed og interesser. "Op­rop!" sluttede med følgende linier:

 

     "Folket opfordres til at fortsætte det daglige Arbeide og til at sørge for Rolighed og Orden! / For Landets Sikkerhed mot engelske Over­grep sørger fra nu af den tyske Hær og Flaate.

                                       Den Tyske Kommandør

                                             Kaupisch"

 

Den underskrivende Kaupisch er identisk med general Leonard von Kaupisch (1878-1945), som ledede overfaldet på Danmark den 9. april 1940. Berlingske Aftenavis følte sig allerede samme dag foranlediget til at anslå en forsonlig tone over for tyskerne, og bragte bl.a. en kortfattet biografi under over­skriften "General Kaupisch":

 

"General Kaupisch, der havde underskrevet de tyske Proklamationer, der i Morges blev nedkastet over Byen, er en Mand paa 62 Aar. Oprindelig var han Løjtnant i et Artilleriregiment, men traadte i 1913 med Kaptajnsrang ind i den store Generalstab. Her gjorde han Tjeneste under det meste af Verdenskrigen og forfremmedes til Major.     Efter Krigen blev han knyttet til det bayerske Artilleri og forfremmedes efterhaanden til Generalmajor og Artillerifører. I 1932 fik han første Gang sin Afsked med Generalløjtnantsrang, men i 1935 blev han kaldt ind paa ny og udnævnt til Kommandant i Luftkreds II Berlin. Kort efter udnævntes han til Flyvergeneral, i Februar 1938 traadte han anden Gang udenfor Tjenesten - for saa paany at indtræde i aktiv Tjeneste ved Storkrigens Udbrud i September." 

 

"Oprop!" er et skoleeksempel på nazisternes udbredte brug af eufemismer, dvs. af formildende eller forskønnende omskriv­ninger af noget, man ikke ønsker at nævne ved dets rette navn eller betegnelse. Hitler var personlig en mester heri, og Goebbels og de andre nazikoryfæer stod ikke tilbage for ham. Men det skulle siden hen blive meget værre og mere alvorligt, som tilfældet var med f.eks. den systematiske og grufulde udryddelse ved gasning og ligbrænding af jøderne, som af nazisterne selv blev kaldt for "den endelige løsning af det jødiske spørgsmål".

 

Det var naturligt, at langt de fleste danskere - og herunder ikke mindst københavnerne - i begyndelsen var noget trykkede af den nye og for landet som helhed temmelig alvorlige situation. Men efterhånden som man havde vænnet sig til, at "de grønne", som de snart blev kaldt på grund af deres grønne uniformer, uundgåeligt var til stede her i landet som det "herrefolk", Hitler betragtede og kaldte sine landsmænd for, vendte for­holdene og tankerne tilbage til hverdagslivets små og store pligter, gøremål, glæder og sorger. Meget få danskere havde dengang nogen viden om eller overblik over, hvad der i virke­ligheden var sket den skæbnesvangre 9. april 1940.

 

Men siden hen har historikerne kunnet fortælle os, at den tyske gesandt, Cecil von Renthe-Fink (1885-1964) den 9. april 1940 kl. 4,30 om morgenen havde meddelt den danske udenrigs­minister Peter Munch (1870-1948), at tyske militære tropper siden omkring kl. 4 morgen var gået over grænsen ved Kruså, og samtidig hermed var tyske tropper blevet landsat i Middelfart, Assens, Nyborg og Korsør, samt i Gedser. Desuden var luft­landetropper nedkastet ved Aalborg og på Masnedø. Fra disse landgangssteder var de tyske tropper nu i gang med at besætte de vigtig­ste mili­tære punkter og installationer i landet.

 

Renthe-Fink overbragte samtidig det ultima­tum, at enten undlod Danmark at sætte sig til modværge eller også ville landet blive sønder­bom­bet. Desuden var det en betingelse, at den danske regering skulle garantere et loyalt samarbejde med "beskyt­telsesmagten", læs: besættelsesmagten, medens krigen varede. Til gengæld ville Tyskland love ikke at antaste Dan­marks politiske uafhængighed og territoriale integritet.

 

I København foregik besættelsen på den måde, at tyske trans­portski­be i nattens løb havde lagt til kaj ved Langelinie, og tidligt om morgenen tømtes de for deres last af soldater og materiel. Fra Langelinie begav tyskerne sig i retning af Kastellet, hvor det var meningen at mange af solda­terne skulle indkvarteres. En del tyske soldater nærmede sig Amalienborg, hvor kongen netop holdt møde med medlemmer af regeringen og den kommanderende general. Slottet var bevogtet af gardere og danske politifolk, og disse kom i ildkamp med de tyske solda­ter.

 

Kongen blev holdt løbende underrettet om tingenes tilstand, men da han på et tidspunkt erfarede, at ildkampen havde kostet en dansk politimand livet, beordrede han livgarden og politiet til at afholde sig fra at skyde, med­mindre tyskerne skød først. Det gjorde de ikke, ligesom de trak sig tilbage, idet de i mellemtiden åbenbart havde indset det uhensigtsmæssige i, at forsøge at erobre Amalienborg, og dermed automatisk lægge sig ud med den danske og mere specielt den københavnske befolkning.

 

Derimod trængte tyskerne med magt ind i Kastellet, som de beslaglagde. Det samme skete med Statsradiofonien, som på den tid havde til huse i Stærekassen ved Det kgl. Teater, og med Kastrup Lufthavn og den militære Værløse Flyveplads, hvor flyvemaskinerne blev ødelagt. De øvrige militære anlæg, forter, kaserner, Holmen og Orlogsværftet blev ligeledes beslaglagt. Den tyske hærkommando beslaglagde og installerede sig på Hotel d'Angleterre på Kongens Nytorv, marine­kommandoen på Hotel Phønix over for Københavns Hovedbanegård, Waffen-SS i Persil-Kompagniets ejendom i Jern­banegade, og en del af Dagmar­hus blev beslaglagt og brugt som hovedsæde for den tyske administra­tion i Danmark. 

 

Allerede samme dag, den 9. april, indførtes der tvungen mørklægning over hele landet i tiden kl. 19 til kl.5 morgen, idet der hen­vistes til Indenrigsministeriets Bekendtgørelse af 31. august 1939. Mørklægningen tjente to hovedformål, nemlig for det første at gøre det van­skeligere for fjendtlige fly at bombe deres eventuelle mål ved nattetid, og for at andet at gøre det lettere for antiluftskytsets lyskastere at identifi­cere og indkredse disse fly mod den mørke nattehimmel.

 

Kong Christian, der normalt havde foretaget sine morgen­rideture gennem byen hver dag, når han opholdt sig på Amalien­borg, ind­stillede disse i dagene 9.-11.april, men genoptog dem den 12.april, og her blev han hilst hjertelig velkommen af befolkningen, som snart kom til at opfatte den i forvejen populære konge som et nationalt samlingspunkt. Man opfattede simpelthen hans daglige rideture gennem byen som et udtryk for mod og en stiltiende protest mod tyskernes beslaglæggelse af landet.

 

De borgerlige politikere, særlig de konservative, lagde i første række ansvaret for, at Danmark ikke havde været i stand til at forsvare sig mod det tyske overgreb, på udenrigsminister Munch, som tilhørte Det Radikale Venstre. Han blev fremstillet som en verdensfjern idealist, der ikke fattede den situation, der var opstået som følge af diktatorer­nes brutale magtpolitik og oprustning, og som troede på, at problemerne kunne løses gennem Folkeforbundet. Denne opfattelse af Munch deles ikke af historikere, som mener, at Munchs vurdering af de udenrigspolitiske forhold var præget af nøg­ternhed og ganske blottet for illusioner. Han ønskede blot ikke, at Danmark skulle gennemføre en styrkelse af det militære beredskab, idet han mente, at hvis landet blev udsat for et angreb af en stormagt, læs: Tyskland, ville en nok så hårdnak­ket og heroisk modstand ikke nytte det mindste, men blot føre til svære materielle ødelæggelser og tab af menneskeliv.

 

Tyskernes overfald på Danmark kom dog ikke fuldstændig bag på udenrigsministeren og den danske regering, for allerede den 4.april 1940 havde den danske gesandt i Berlin, Herluf Zahle (1873-1941), meddelt og advaret det danske udenrigsministerium om, at tyskerne ville angribe inden for de nærmeste dage. Denne viden havde Zahle fra nogle højtstående tyske officerer, som ønskede at modarbejde Hitler og svække tilliden til hans krigsførelse. Imidlertid svækkede Zahle sin alarmerende meddelelse med en senere indbe­retning, hvori han fremsatte den teori, at der kunne være tale om, at oplysningerne om et forestående angreb på Danmark blot var et rygte, der var blevet "plantet" af den tyske regering, som muligvis ønskede at fremkalde reaktioner, som man kunne have interesse i. Udenrigsministeren og regerin­gen valgte da også indtil videre at lade som ingenting.

 

Den danske regerings officielle holdning var derfor den, at forholde sig neutralt, selvom nogle danske tropper var blevet indkaldt til forstærkning af de styrker, der lå inde. Men da disse både mandskabsmæssigt og hvad materiel angår, var for svage til at stille noget afgørende op over for den vældige tyske krigs­maskine, blev de ekstraindkaldte atter hjemsendt. Ved grænseovergangen i Sønderjylland kom det imidlertid til skudveks­ling mellem de indtrængende tyske tropper og en dansk hærenhed, der dog hurtigt måtte opgive den håbløse modstand.

 

Eftersom Danmark havde erklæret sig neutralt ved krigens udbrud den 3. september 1939, kunne landet derfor ikke vente at få effektiv hjælp fra vestmagterne. Englænderne havde dog på et tidspunkt haft planer om en storstilet landgang på Jyllands vest­kyst, hvilket fik tyskerne til at anlægge en række be­fæstede betonbunkers op langs hele kysten. Der blev dog aldrig noget ud af denne landgang, men i maj-juni 1940 forsøgte fransk-britiske tropper under store tab at gå i land ved havnebyen Dunkerque i Nordfrankrig, men aktionen slog totalt fejl og til sidst måtte man i al hast evakuere 340 000 soldater tilbage til England. De Allieredes bedre tilrettelagte og mere vellykkede landgang fandt først sted den 6.juni 1944 og da i Norman­di­et, hvor engelske og amerikanske tropper, dog under store tab af menneskeliv, bemægtige­de sig først kystområdet og senere herfra trængte ind og efter svære kampe befriede Frank­rig og efter­hånden det øvrige Vesteu­ropa.

 

Den første officielle virkning af den tyske besættelse af Danmark, var overholdelsen af tyskernes krav om Danmarks udmeldelse af Folkeforbundet, og senere, i 1941, da Hitler havde ladet sine tropper invadere Sovjetrusland, fulgte kravet om til­slutning til Antikominternpagten, som var vendt mod Rusland og dets allierede, og som en direkte følge heraf at udstede forbud mod det danske kommunistparti og at arrestere og inter­nere de danske kommunister.

 

Besættelsens hverdag

En ny og ildevarslende lyd blev snart en del af hverdagen under Danmarks besættelse­, nemlig luftværnssirenerne, der fra 17. april afprøvedes hver morgen kl.9. Desuden blev det påbudt at indrette beskyttelsesrum i beboelsesejendommenes kældre, lige som der blev bygget en række underjordiske betonbunkers rundt om i byens parker og andre offentlige steder. Disse bunkers blev dengang betegnet som tilflugtsrum. En del af disse offentlige bunkers lå dog så højt i terrænet, at den øverste, halvrunde del af disse var synlig, og ikke mindst på grund af den mindre, firkantede opbygning ovenpå, som havde aflange, smalle åbninger på hver side, der skulle tjene til at ventilere luften indeni bunkerne. Den øverste del af disse blev dækket med jord og sået til med græs og anden beplantning, som samti­dig skulle tjene som en slags camou­flage. Men bunkernes firkan­tede og tårnagtige overbygning lå dog fortsat frit til skue. Det viste sig, at de private så vel som de offent­lige beskyt­tel­sesrum skulle komme i anvendel­se adskilli­ge gange i løbet af besættel­sestiden.   

 

I den følgende tid under besættelsen beslaglagde tyskerne en række andre ejendomme, bl.a. en del af Dagmar­hus, Vægter­gården, Shellhuset, Vesterport, Skt. Annæ Palæ og Palad­ste­atrets ejen­dom. Sidst­nævnte sted blev indrettet til for­lystelsessted under navnet Deutsches Eck, og Dagmar Bio blev gjort til værne­magtsbi­ograf, hvortil der kun var adgang for medlemmer af den tyske værnemagt.

 

Men til trods for den tyske besættelse, fortsatte biograferne indtil videre med at vise engelske og amerikanske film. Midt i maj 1940 foregik der en filmbegivenhed, som jeg desvær­re gik glip af, formentlig fordi min familie og mig havde nok at se til efter flytningen og for mit vedkommende skole­skiftet. Men på det tidspunkt havde Max og David Fleischers Gulliver's Tra­vels (1939; "Gullivers Rejse") Dan­markspremiere i Metropol, og den spilledes i biografen til og med den 9. juli. Børnebil­letterne kostede 70 øre og en voksen­billet 125 øre.

 

I biografannoncen betegnedes filmen som "Den strålende eventyr-tegnefilm GULLIVERS REJSE", og det var vel næppe for meget sagt, selvom den ikke i nogen henseende kunne måle sig med Walt Disneys "Snehvide". "Gullivers Rejse" var faktisk verdens anden langtegnefilm (Animated feature), i hvert fald hvad visning i biograferne angår, efter "Snehvi­de", som var den første professionelle lange tegnefilm over­hovedet. Men Disney-studierne var allerede på det tidspunkt i gang med at færdig­gøre to nye langtegnefilm, nemlig Pinocchio, som havde urpremi­ere den 7. februar 1940, og Fantasia, der havde urpremiere den 13. november s.å.

 

Efter at Disney i 1937 havde haft kæmpesucces - både kriti­ker- og publi­kumsmæs­sigt og økono­misk - med "Snehvide og de syv dværge", ville brødrene Max og David Flei­scher også forsøge at konkur­rere med Disney på langtegne­filmens område, sådan som de op gennem 1930'erne havde gjort det med de korte tegnefilm. Selvom "Gullivers Rejse" blev en pæn publikumssucces, kunne den dog slet ikke hamle op med "Snehvide", som i så godt som enhver henseende, fortællemæssigt, animationsmæssigt og teknisk, rangerede på et højere professionelt niveau.

 

Imidlertid fik jeg for mit eget vedkommende først "Gullivers Rejse" at se efter besættelsen, vistnok i eftersommeren 1945, så derfor vil jeg vente med at beskrive mit indtryk af filmen, til selvbiografien er nået frem til den nævnte periode.   

 

Forresten erindrer jeg tydeligt, at Ugebladet Hjemmet engang i 1940 bragte en to-siders illustreret artikel med foromtale af Disneys "Fantasia". Der var bl.a. et billede af Mickey Mouse i rollen som "Troldmandens Lærling", og det fascinerede mig meget, idet jeg vidste, at Mickey ikke tidligere havde optrådt i en lang tegnefilm, men kun i de korte tegnefilm. I øvrigt bragte ugeblade og aviser kun ved sjældne lejligheder omtale og billeder fra tegnefilm, hvilket formentlig først og fremmest skyldtes, at tegnefilm - i lighed med tegneserier - dengang ude­lukkende blev betragtet som noget for børn og barnlige sjæle.  

 

Dagligliv i Jægersborggade

I den første tid, vi boede i Jægersborggade, havde jeg ingen legekammerater, idet der ikke var nogen børn på min egen alder i mine umiddelbare omgivelser. I vores opgang boede der ganske vist to familier med børn, men disse var alt for små, til at kunne blive legekammerater for mig, dog ikke for Benny og Bent. Ved siden af os på førstesalen, boede en familie Nielsen, og de havde to drenge, som vel på det tidspunkt har været omkring 7 og 5 år. Det var et par værre krudtkarle, som ofte bragte sig i van­skelighe­der, fordi de ikke respekterede almindelig lov og orden, og som lidt større blev de, så vidt jeg ved, kriminelle. Det havde de vistnok ikke fra fremmede, for faderen var en stor, sværlemmet og grov mand, som ikke lod sig sige noget på, og som vistnok følte sig i opposition til sine omgivelser og specielt til myndighederne, herunder ikke mindst politiet. Moderen var også en velvoksen dame, som ofte brugte mund og skældte ud på sine to drenge, og på os andre, som hun verbalt gav udtryk for, at hun ikke regnede for det skidt, hun trådte på.

 

De to drenge, hvoraf den ældste hed Ib og den yngste Leif, smadrede tit ruder nede i gården, og så skældte far dem ud og sagde, at deres foræl­dre ville komme til at betale regningen for nye ruder. Det grinede drengene bare af og løb op og fortalte til moderen, at viceværten havde skældt dem ud. Deres far var i reglen ikke hjemme om dagen, men hvad slags arbej­de, han eventuelt havde, husker jeg ikke længere. Næste dag ringede nabokonen på hos os, og da mor, som var alene hjemme med mine to brødre, troede at det måske drejede sig om en beboer, der ville afhente nøglerne til vaskerum­met, lukkede hun intetanen­de op. I samme øjeblik døren var åbnet, kæftede nabokonen op og skældte ud, så det kunne høres i hele opgangen. Hun ville ikke finde sig i, råbte hun, at den dumme stodder til vicevært skældte hendes to søde og uskyldige englebasser ud, og hvis han gjorde det oftere, skulle hendes mand nok sørge for, at det ikke kom til at gentage sig.

 

Mor, som normalt ikke var meget snakkende, kunne slet ikke komme til orde, og hun havde mest lyst til at smække døren i, men i medfør af sin position som vice­værtkone, beherskede hun sig og ventede, til den vrede og ophidsede nabokone havde fået sagt, hvad hun ville. Men denne fortsatte uanfægtet et stykke tid endnu og endte med at gå ind ad sin egen dør og smække den bag sig.

 

Sådanne situationer var ikke lige, hvad mor brød sig om, og selvom hun godt kunne blive gal, især over uretfærdig behand­ling, så tav hun og rugede i dagevis over nabokonens vrede og hendes plebejiske tirader. Det var et held for mor, at hun følte sig åndeligt hævet over den helt igennem hysteriske og proletariske nabokvinde, men det pinte hende, at hun følte sig magtesløs i sådanne situationer.

 

 

Herover ses til venstre Jægersborggade 25, hvor mine forældre og vi tre drenge boede på første sal til venstre for trappeopgangen, som ses i den lodrette vinduesrække lige ovenover bilen i forgrunden. Til højre for os boede familien Nielsen, og nedenunder dem på mezzaninen boede det barnløse ægtepar Mikkelsen. Overfor dem på mezzaninen til venstre boede Frk. Blomster (vinduet under vores lejlighed), og nedendunder hende i den høje kælderlejlighed flyttede familien Holm senere ind. Til højre for hovedopgangen var der dengang en viktualiebutik. Til højre for den lå og ligger stadig døren ind til den gennemgang, der var og stadig er midt mellem de to hovedrapper nr. 25 og 27. Sidstnævnte opgang ses til højre lige ovenover bagenden på den parkerede sorte bil. Til højre for nævnte opgang lå og ligger stadig en butik, som dengang var et mejeriudsalg eller såkaldt ismejeri, hvis indehaver hed Frk. Tommerup. Ejendommen nr. 25-27 slutter ved den lodrette adskillelse, som tydeligt ses efter nævnte butik. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.

 

Som det forresten ses er gadebelægningen brosten, og denne består stadig i nutiden. Den såkaldte brobelægning, dvs. brosten, som de såkaldte brolæggere, dvs. håndværkere med speciale i dette fag, som møjsommeligt har lagt hver eneste sten lige ved siden af hinanden i hele gadens bredde og længde.  – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.

 

 

På dette foto ses et udsnit af Jægersborggades brobelægning, som i øvrigt fik en særlig betydning under besættelsen, idet gadens oppositionelle ungdom under folkestrejken 1944 brød brostene op og brugte disse til en barrikade tværs over gaden oppe ved gadens udmunding i Jagvej. Det skete for at forhindre tysk og dansk politi samt brandvæsen i at komme ind i gaden ad den vej. Midt i gaden havde ’oprørerne’ nemlig slæbt al muligt skrammel ud og stablet det op og antændt det. Læs mere herom under den senere omtale af folketrejken 1944. – Foto: - © 2008 Harry Rasmussen.

 

Den anden familie med børn hed Felsted, og den boede oppe på fjerde sal i vores opgang. Der var tre børn, Hans på 5 år, Else på 3 år og Jørn på bare 1 år. Disse tre børn blev med tiden lege­kammera­ter for Benny og Bent. Børnenes far var vistnok typograf, mens moderen i nogle år var hjemmegående, men havde et morgen­job som rengøringskone. Faderen var kommunist af politisk overbevis­ning, og vistnok også medlem af DKP, og formentlig af samme grund deltog han i modstandskampen mod besættelsesmagten. Det kom til at koste ham dyrt personligt. Han overlevede dog besættelsen, men hans nervesystem var blevet ødelagt og han blev med tiden stærkt forfalden til misbrug af alkohol, og det med­virkede til en tragisk social og mental deroute for både ham selv og famili­en, som blev fuld­stændig opløst en del år senere.

 

Bortset fra de netop nævnte to familier kendte vi kun be­boerne på mezzaninen. Lige under os boede den tidligere nævnte enlige dame, som altid blev omtalt som Frk. Blomster. Så vidt jeg ved, levede hun af at lave dukker eller sy dukketøj, men i øvrigt mængede hun sig ikke med de andre beboere. Derfor var der ingen, der kendte til hendes privatliv, men man konsta­tere­de dog, at hun en overgang havde en jævnaldrende dame boende hos sig.

 

I lejligheden ved siden af Frk. Blomsters boede et barnløst og ikke helt ungt ægtepar, Mikkelsen, hvis fornavne vist nok var Else og Kaj. Det var et par søde og rare mennesker, som vi da også kom til at kende lidt mere til end til de øvrige beboere. Mikkelsen var mælke­kusk hos mejeriet "Enigheden", og selvom hans rute ikke om­fattede Jægersborggade, hændte det dog lejlighedsvis, at han havde et ærinde hjemme hos konen, og imens han var oppe i lejligheden, holdt mælkevognen med sit forspand af to heste ud for vores opgang. Fru Mikkelsen gik ellers på arbejde hver dag, men hvad hun lavede husker jeg ikke, dog tror jeg nok, at hun var ansat på en eller anden fabrik.           

 

Det var slet ikke nogen særlig attraktiv position for mor, at være viceværtkone, for hun havde meget vanskeligt ved at kommunikere med fremmede mennesker. Hun var jo hjemmegående, og derfor var det som tidligere nævnt hende, der måtte have den daglige kontakt med ejendommens beboere, når disse skulle afhente eller tilbagelevere nøglerne til vaskerum­met og tørre­lofterne, eller hvis de havde noget at anmode om eller klage over. Det hændte lejlighedsvis, at der skulle repareres en vand­hane, et afløb, en cisterne eller lignende, og så skulle blikkenslageren jo tilkaldes. Men mor nøjedes altid med kun at modtage besked, hvorimod det var far eller mig, der måtte rette henvendelse til blikkenslageren. Vi havde ikke selv telefon dengang, men det var så heldigt, at der stod en tele­fonboks nede på gaden, lige skråt over for, hvor vi boede. Den blev dog i reglen kun benyttet, når der var noget særligt på færde.

 

Mine kammerater: Jørgen og Jørn

Samme sommer, som vi var flyttet til Jægersborgga­de om foråret, flyttede der en familie Nielsen ind i lejlig­heden på fjerde sal til højre i nr. 27. Familien kom fra Næst­ved, og faderen var snedker, mens moderen var hjemmegående. Der var tre børn, Jørgen på 10 år, Else på 8 år og Per på 5 år. Alle snakkede udpræget sjællandsk, og det var medvirkende til, at jeg fattede sympati for dem, for jeg vidste jo, at børnene sandsynligvis ville blive drillet i skolen.

 

Drengen Jørgen var jævnaldrende med mig, og selvom han og jeg ikke umiddelbart havde fælles interesser, blev vi dog alligevel snart gode kammerater, især fordi han var en beskeden og ren­hjertet, om end intellektuelt ikke særlig begavet dreng. Så vidt jeg husker, var han også ordblind og måtte derfor have ekstra hjælp i skolen. Hvordan vi oprindelig kom i kontakt med hinan­den, kan jeg ikke huske, men alene den omstændighed, at vi var jævn­aldrende og nogenlunde lige store, han var dog et par centime­ter højere end mig, har antagelig været nok til, at fange opmærksomheden og interessen hos os begge.

 

Men Jørgen og jeg blev som sagt snart gode kammerater, hvilket bl.a. gav sig udtryk i, at vi næsten daglig efter skoletid sad sammen nede på stentrappen og snakkede om, hvad der interesserede os og tilfældigvis faldt os ind. Det hændte dog også, at vi sammen gik over i Nørrebroparken, for at tage en gynge- eller karruseltur eller lignende. Derimod spillede vi meget sjældent bold, skønt Jørgen - i lighed med sin far - var en stor fodboldentusiast. Faderen, som for øvrigt var snedker, var altid en ivrig lytter til radioen, når der var transmission fra fodboldkampe, og især når det drejede sig om landskampe. Ved disse lejligheder hørte man i årevis altid den efter­hånden her­ostratisk berømte sports­kommentator, Gunner "Nu" Hansen, der fik sit "mellemnavn", fordi han ofte med overivrig og begejstret stemmeføring nærmest råbte: "Nu! nu! nu! nu nærmer bolden sig målet! Nu! nu! nu gik den i mål!" og lignende.

 

Som tidligere nævnt, interesserede fodbold mig ikke så meget, at det er værd at tale om, men Jørgen og jeg kunne da heldigvis også tale om mange andre ting, som f.eks. om de film, vi havde været inde at se, eller som vi ønskede at se. Vi talte også jævnligt om fremtiden, men Jørgen vidste ikke rigtig, hvad han ville være og heller ikke, hvad han egnede sig til. Jeg der­imod, vidste lige præcis, hvad jeg ville være, og det kunne jeg tale om igen og igen. Jørgen rystede engang imellem på hovedet over mine i hans øjne højtflyvende og urealistiske fremtidsdrømme, men det anfægtede mig ikke, for jeg var overbe­vist om, at det skyldtes, at han ikke havde fantasi og vil­jekraft til at fatte, at man kunne blive, hvad man af hele sit hjerte ville, hvis blot talentet var til stede.

 

Jørgen kom til at gå i skole på Jagtvejens Skole, og her fik han en klassekammerat, som hed Jørn og som viste sig at bo i Kronborggade, mere præcist i en lejlighed, der lå på hjørnet af Kronborggade og det såkaldte huk. Lejligheden havde gadedør i hukket. Men de to, Jørgen og Jørn, blev snart kammerater med hinanden, idet de på flere punkter havde interesser tilfælles, bl.a. fodbold, og på den måde kom sidstnævnte med ind i vort lille fællesskab. Jørn var en ret høj, mager og benet, mellemblond fyr med en stor næse og blå troskyldige øjne. Han havde desuden en ludende holdning, som fik ham til at ligne en forsømt fugleunge af gribbefamilien. Jørns forældre sad hårdt i det, for dels havde han fem yngre søskende og dels var faderen, der var arbejdsmand, ofte arbejds­løs. Moderen gik hjemme og passede børnene og huset.

     I begyndelsen af vort kammeratskab mødtes vi i reglen foran Jørns opgang i hukket, hvor vi stod og sludrede om løst og fast, og om, hvad der optog os hver især. Jørn syntes det var spæn­dende, at jeg ville lave tegnefilm, for det var noget han selv var vild med, altså at se tegnefilm. "Selv ka' jeg ikke slå en streg, uden at den bliver skæv!" sagde han med munter selvironi, "Men jeg elsker simpelthen at se tegnefilm!" Alene af den grund var der et vist interessefælles­skab mellem ham og mig. Desuden var han som oftest rar og behagelig at være sammen med.

 

  

 

På fotoet til venstre ses den bygning på Jagtvej, hvor i sin tid biografen ”Colosseum” havde til huse i mange år, indtil den i lighed med mange andre københavnske biografer måtte lukke i 1980’erne. Biografens indgang lå, hvor der nu står ALDI på facaden. Til højre for indgangen var der dengang en konfekture-forretning, et pænere ord for slikbutik. – På fotoet til højre ses en del af samme bygning, men med biografsalen liggende bagved. Til denne side havde biografen udgange omtrent i hele salens længde, og disse er der stadigvæk, men er skjult bag et plankeværk. Udgangdørene førte ud til en aflang, smal smøge, som grænsede op til det såkaldte Ungdomshus, Jagtvej 69, som var hjemsted for de såkaldte Autonome. Efter en del problemer og optøjer i 2008, hvorunder der blev antændt bål på Jagtvej og kastet brosten og Molotovcocktails mod politi og brandvæsen, valgte politiet under stor mediebevågenhed at storme og lukke huset. Senere i 2008 lod ejeren, den religiøse sekt Faderhuset, bygningen rive ned, og det efterlod en tomt, som snart efter blev brugt som parkeringsplads for biler, sådan som det til dels fremgår af billedet til højre. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Ugentlige biografture

Der blev også snart skabt nærmest en tradition for, at Jørgen, Jørn og jeg fulgtes ad i biografen til eftermiddags­fore­stil­lingerne om søndagen. Så gik turen enten til Colos­seum, almindeligvis kaldet ”Colossen”, på Jagtvej, Standard Bio på Falkonér Allé, Nora Bio på Nørrebrogade, Roxy på Godthåbsvej, Regina på H.C.Ør­stedsvej, Odeon på Fælledvej, Ry Kino i Ryesgade, eller sjældnere: Bispe­bjerg Bio på Frederiksborg­vej. Men vores foretrukne biograf i de år, var Fasan Bio på Nordre Fasanvej. Det var især i den sidst­nævnte biograf, som vi altid omtalte som "Fasanen", at vi drenge stiftede bekendtskab med de store filmcow­boyhelte Tom Mix (1880-1940) og John Wayne (1907-1979).

 

Tom Mix blev internationalt berømt som sin tids mest populære cowboyhelt, og til denne berømmelse bidrog hans toptrænede og veldresserede hest, Tony. Alle hans film handlede om, at det gode og den gode (Mix selv) efter forskellige forviklinger sejrer til sidst. Tom Mix, der oprindelig havde været medlem af de såkald­te Texas Rangers, Texas' beredne politi, begyndte sin filmkarriere i 1910 og indspillede adskillige film, også tonefilm, indtil han i 1936 etablerede sit eget cirkus, hvor han selv og hans hest var hovedattraktionen. Det var nogle af Tom Mix' tonefilm, der blev vist ved eftermiddagsforestillinger i Fasan Bio.

 

Cowboyhelten John Wayne, som egentlig hed Marion Michael Morrison, begyndte som filmstatist i Hollywood, men fik i 1929 chancen for en hovedrolle i The Big Trail (dansk: "Mod Lykkens Land"), instrueret af en af den tids store ameri­kanske instruktører af Westernfilm, Raoul Walsh (1887-1980). Men hverken filmen eller John Wayne slog rigtig an, og derfor fortsatte han i årene 1930-38 som cowboyhelt i en lang række ikke særlig betydelige cowboyfilm, og det var disse film, der bl.a. blev vist i biografer som f.eks. Fasan Bio. Sit store skuespil­lerta­lent viste han for første gang som Ringo i John Ford-filmen Stage Coach (1939; "Dili­gencen"). 1940 kom han kunst­nerisk set markant igen med film som The Long Voyage Home ("Den lange rejse hjem"), She Wore a Yellow Ribbon (1949; "Kavalleriets gule bånd"), begge med Ford som instruk­tør, The Alamo (1960; "Fort Alamo"), som han både producere­de, instruerede og spillede hovedrollen i. Med sit spil som lovens håndhæver i True Grit (1969; "De frygt­løse"), vandt han sin første Oscar. Senere blev han tildelt en Æres-Oscar for sin indsats i amerikansk film. I filmen The Man who Shot Liberty Valance (1962; "Man­den, der skød Liberty Valan­ce") spillede han sammen med James Stewart (1908-98) i rollen som den unge sagfører, og med Lee Marvin (1924-1987) i rollen som skurken Liberty Valance.

 

Sit egentlige gennembrud som filmskuespiller, fik John Wayne med rollen som "Ringo" i Stage Coach (1939; "Diligen­cen"). Filmen var instrueret af amerikansk films måske bedste instruk­tør af Westernfilm, John Ford (1895-1973), hvis egent­lige navn er Seam O'Feeney, idet han er af irsk afstamning. Selvom Ford var amerikaner helt igennem, havde han dog en vis kærlighed til gamle Irland, hvorfra hans fader emigrerede i slutningen af 1800-tallet. Sin forkærlighed for Irland viste Ford i og med filmen The Quiet Man (1952; "Den tavse Mand"), hvori tre af hans foretrukne skuespil­lere, John Wayne, Victor McLaglen og Maureen O'Hara havde hoved­rollerne. Men så langt er vi jo endnu ikke nået i kronologien.

 

Besættelsestidens biografrepertoire

Når vi tre drenge skulle over i "Fasanen", for at se en cowboyfilm, gik vi om ad Stefansgade og over Borups Plads, hvor der dengang om vinteren var oplagsplads for den sne, der var skovlet sammen i de omliggende gader og bragt hertil med hestetrukne lastvog­ne. Sneen, som der var meget af disse krigsvintre, var sort og grå af gadesnavs og hård på grund af kulden, og lå i kæmpe­mæssige bunker på pladsen og lignede bjerge. Når vi drenge så skulle hjem igen efter biografturen, var vi så opfyldte af, hvad vi havde set, at vi i vores egen fantasi blev til cowboys og indianere, og så snart vi nåede hen til snebjer­gene på Borups Plads, "red" vi på vores stolte fantasiheste ind mellem og op over bjergene, hvor vi jagtede og "skød" på hinanden med vores "fingerpistoler". Legen varede dog sjældent mere end en halv times tid, før "krudtet" og fantasien var blevet udtømt, og virkeligheden atter meldte sig i form af klokkeslettet. Så traskede vi mere eller mindre modvilligt hjemad til aftensmaden, for den måtte man ikke komme for sent til. "Min mor og far bli'r gale i skralden, hvis jeg ikke kommer hjem til tiden!" sagde Jørgen, mens han trippede nervøst foran os andre. "Mine de gamle er s'gu ligeglade!" konstaterede Jørn liden­skabsløst. "Hvis ikke jeg er hjemme til tiden, så må jeg selv smøre mig nogen madder, når jeg kommer hjem!"

 

Mine egne forældre så helst, at jeg og mine brødre var hjemme til måltiderne, så man var sikre på, at vi fik noget at spise. Men det gjorde ikke noget, at vi ikke kom hjem til tiden, hvis bare vi havde givet besked herom på forhånd. Men problemet var ofte, at vi ikke forudså, at vi ville komme for sent. Så vankede der bebrejdelser og skæld ud, og i værste fald fik man ikke noget at spise til det måltid. Nu var det jo sådan den­gang, at man spiste kold mad til aftens om søndagen, for den varme mad havde man almindeligvis fået ved middagstid. Derfor lod det sig gøre, at være lidt large med spisetiden om aftenen.

 

Engelske spillefilm var blevet forbudt i danske biografer allerede fra Besættelsens start. Til gengæld viste biograferne på det tidspunkt stadigvæk hovedsagelig amerikanske film, og mange af disse var "Forbudt for børn", i biografannoncerne ofte forkortet til "Forb. f. Børn", så dem kunne vi altså ikke få at se. Men eftermiddagsprogrammerne om søndagen var specielt beregnet på børn, og filmene var derfor i et vist omfang valgt derefter. Mange af disse film var dog voksenfilm, men blot ikke forbudt for børn, hvorfor biograferne udmærket kunne vise dem ved børneforestillingerne. Dette hang formentlig sammen med, at der dengang ikke blev produceret specielle børnefilm, først og fremmest af rentable grunde, fordi en film ikke kunne svare sig økonomisk, ved kun at være beregnet på børn. I 1940 kostede en biografbillet for børn 35 øre til eftermiddagsforestillingerne, og det siger næsten sig selv, at der skulle sælges rigtig mange billetter, for at man kunne udrede samtlige omkostninger ved ­filmens produktion, distribution og fremvisning. Det var sandsynligvis en af grundene til, at der hovedsagelig blev vist amerikanske lavbud­get-film, de såkaldte B-film, oftest i reprise, ved biografernes eftermiddagsfore­stillinger.

 

Der blev også vist enkelte danske, svenske og franske spillefilm dengang, men kun meget få tyske, et biograf­repertoire, der imidlertid skulle komme til at ændre sig noget i løbet af besættelsesårene.

 

Som ovenfor nævnt, var svensk film også begyndt at gøre sig gældende i danske biografer, og på et tidspunkt spilledes der faktisk flere svenske end danske film. Det hang formentlig sammen med, at dansk spillefilmproduktion generelt set ikke var særlig stor, idet der i 1930'-40'erne og senere kun blev ind­spillet 12-14 danske spille­film om året. Men for de svenske films vedkommende, drejede det sig hovedsagelig om lystspil, film­farcer og lejlighedsvis nogle meget tungsindige, socialrea­listiske film, oftest om kriminali­tet i form af mord, drab og prostitution.

 

På dagen for den tyske besættelse af Danmark, den 9. april 1940, var der siger og skriver kun een dansk film på køben­havnske biografers repertoire, og det var den satiriske folke­komedie Familien Olsen, som havde haft premiere den 18. marts s. å. i biograferne Aladdin, Carl­ton, Colosseum, Roxy og Trian­gel. Det var en ASA-produktion med drejebog af Flemming Lynge, Svend Rindom (1884-1960) og Paul Sarauw (1883-1959), og in­struktion af makkerpar­ret Alice O'Fredericks og Lau jr. I hovedrollerne kunne man se Osvald Helmuth, Maria Garland (1889-1967) og Berthe Qvistgaard. Og Ib Schønberg var natur­ligvis også med.

 

Af svenske film var der på besættelsesdagen kun Bastard, 1940, med den smukke Signe Hasso (1915-2002), på pro­grammet i københavnske biografer som Nørrebros Biograf og Gentofte Kino. Sidstnævnte biograf annoncerede med "En pragtfuld og spændende

Film fra Finlands Ødemarker". Den 10. juni s. å. havde Ry-Kino også en Signe Hasso-film på programmet: Elskerinden, fra 1939. Den åbenbart ambitiøse Signe Hasso søgte efter 1940 at gøre karriere i Hollywood, og her kom hun da også til at medvirke i en del film, men slog aldrig rigtig igennem. 1950 vendte hun tilbage til Europa og ind­spillede film i Tyskland og Sverige.

 

En filmrekord: ”Landevejs-Kroen”

Der var også kun en enkelt engelsk film på biografernes reper­toire på besættelsesdagen, nemlig i Nørreport Bio, hvor man spillede den engelske kæmpesucces It's in the Air (1939; dansk: "Det ligger i Luften") med den vanvittige og skøre, mandolinspillen­de revykomiker George Formby (1904-1961) i den altoverskyg­gende hovedrolle. Biografen annoncerede med, at filmen spilledes på 12. uge, hvilket må betyde, at den har haft premiere omkring midten af december 1939. Filmen var endnu på plakaten dagen efter, den 10. april, hvor Nørreport Bio annon­cerede med, at "110.000 har jublet over soldater­farcen, lat­terorka­nen, der nu på 12. uge bliver stormet af publikum".

 

Jeg ved ikke, hvor længe filmen stod på plakaten, men en måned senere, den 10. juni, annoncerede Nørre­port Bio med Lande­vejs-Kroen (på svensk: "Kalle på Spån­gen") og kaldte den "Latterorkanen med Edvard Persson", og fortæller endvidere, at filmen går på 18. uge i København. Det må betyde, at filmen har haft premiere i be­gyndelsen af februar samme år, altså før besættelsens be­gyndel­se. En enkelt kilde nævner den 29. januar 1940 som dato for filmens premiere, som i så fald næppe kan have fundet sted i Nørreport Bio, for her havde man den 9. april 1940 som nævnt "Det ligger i luften" på plakaten på 12. uge. Samme dato havde Allé Teatret på Jægersborg Allé i Ordrup "Landevejs-Kroen" på plakaten. Efter tyskernes besættel­se af Danmark blev "Lande­vejs-Kroen" et så stort tilløbsstykke, især i Nørreport Bio, at filmen gik uafbrudt til den 7. oktober 1941. Den havde da spillet i i alt 87 uger i København! Heraf de allerfleste uger på Nørreport Bio. 

 

De københavnske biografer havde i årevis jævnligt haft franske film på repertoiret, og dette var også tilfældet den 9. april, hvor Bella Bio på Brønshøj Torv havde Pour le mérite ("For Mod og Tapperhed") på programmet, men ikke et ord om medvirkende skuespillere. Dette var til gengæld tilfældet med Grand Teatret, som vistnok var den eneste københavnerbio­graf, der annoncerede med "Ingen reklamer". Denne dag kunne Grand annoncere med "syvstjernefilmen Bag facaden", 1939, med stjerner som Betty Stockleid (ukendt i Danmark), Gaby Morley (1893-1964), Michel Simon (1895-1975), Jules Berry (1883-1951, Erich von Stroheim (1885-1957) og Lucien Baroux (1888-1968).

 

Om filmen "Bag Facaden" kunne Ekstrabladet den 9. april 1940 skrive følgende notits: "Den franske film "Bag Facaden" bestaar af en Række Sketches, som viser et Par konkurrerende Opdageres Ransagning af et stort Hus i Paris for at finde Gerningsmanden til et Mord. Husets Værtinde er myrdet, men før Gerningsmanden findes, har man lært alle de lyssky Mennesker at kende, som bor i de forskellige Lejligheder: Man ser kort sagt "Bag Facaden", og Menneskene viser sig helt anderledes end de ser ud til."

 

I 1948 udsendte Saga Studio filmen Mens Porten var lukket, baseret på Hasse Ekmans manus til den svenske film "Medan porten var stängd". Den danske udgave var instrueret af Asbjørn Andersen (1903-1978) og havde en række velkendte skuespillere i rollerne, herunder også Ib Schønberg. Denne films handling, og forresten også dens scenerier, kan minde en hel del om den franske film "Bag facaden".

 

Gaby Morlay og Michel Simon var populære franske filmstjerner i 1930'-40'erne, ikke mindst i Danmark. Navnet Erich von Stroheim var dengang som senere kun kendt af særligt filmin­teresserede, som vil vide, at han var østriger af fødsel, men kom til Amerika ca. 1909, hvor han gjorde tre års tjeneste i kavaleriet. Omkring 1914-15 kom han til Hollywood, på det tidspunkt, da D.W.Griffith var i gang med optagelserne til  storfilmen Birth of A Nation (1915; "En Nations Fød­sel"). Stroheim blev instruktørassistent på filmen, hvori han også havde forskellige småroller. 1919 iscenesatte han sin første selvstændige spillefilm, Blind Husbands ("Blinde ægtemænd"). Hans store kunstneriske gennem­brud som filmin­struktør kom med Greed (1924; "Guld"). I de følgende år frem til og med 1929 rejste han omkring mellem Amerika og Europa og fik kun lejlig­hedsvis opgaver som filmin­struktør, og efter det sidst­nævnte år slet ingen instruktørop­gaver. Derimod blev han med sit hårde prøjseransigt og sin firskårne, tætte skikkelse en ofte be­nyttet skuespiller i germanske officers­roller og i skurkeroller i gyserfilm. Siden 1945 boede han i Frankrig, hvor han mest virkede som filmskue­spiller.

 

Amerikanske film dominerende

Men de københavnske biografer havde i årevis haft en voldsom overvægt af amerikanske spillefilm på repertoiret, hvilket også var tilfældet i 1940. På dagen for den tyske besættelse af Danmark, altså den 9. april 1940, spillede Alexandra Teatret lystspil­let Den forbløffende Mr. Williams, 1939, med det uhyre popu­lære par, Melwyn Douglas (1901-1981) og Joan Blondell (1909-1979) i hoved­rollerne. Hver for sig fortsatte de to skuespil­lere med at indspille film til højt op i alderen.

 

Boulevard Teatret på Sønder Boulevard spillede Destry Rides Again (1939; "Vestens Dronning"), instrueret af George Mar­chall (1891-1959), og med Marlene Dietrich (1902-1992) og James Stewart (1908-1997) i hoved­rollerne.

 

Bristol Teatret på Frederiksberggade havde "En Film om inter­national Spionage" på programmet, nemlig Spionage, 1940, som formentlig er identisk med Alfred Hitchcock's Foreign Corre­spondent ("Udenrigskorrespondenten"). Den havde den uhyre sympatiske Joel McCrea (1905-1990) i hovedrollen. Han blev ellers bedst kendt som cow­boyhelt i en række udmærkede westernfilm.

 

  

 

På disse to fotos ses det sted på Frederiksberggade 25-27, hvor biografen Bristol i mange år havde til huse. Biografen hed indtil 1939 Kinografen, men efter en kort lukning og ombygning åbnedes den igen under navnet Bristol Teatret. Her spilledes fortrinsvis moderne amerikanske lystspilfilm og hårdkogte kriminalfilm. Biografen måtte i lighed med så mange andre københavnske biografer give op over for konkurrencen med Fjernsynet og lukke. I nutiden tjener den i lighed med flere andre tidligere biografer som hjemsted for dagligvarebutikker eller, som her, for burgerkæden McDonald’s. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

 

Men allerede dagen efter, den 10. april 1940, havde Bristol skiftet program til "Swing-pigen", 1939, med Lana Turner (1920-1994) og Richard Carlson (1912-1977), og med Artie Shaw (1910-2004) og hans orkester.

 

Dagmar Bio i Jernbanegade annoncerede med to film, hvoraf den ene blev spillet til eftermiddagsforestillingerne. Den hed The Wizard of Oz (1939; dansk: "Troldmanden fra Oz") og blev siden en af de store filmklassikere. Den kvindelige hovedrolle blev spillet af den da kun 16-årige Judy Garland (1923-1969), som sang sig ind i alles hjerter over hele kloden med "Somewhere over the Rainbow".  Til aftenforestillingerne spillede Dagmar på 2. uge "Laante Dage", 1939, med Lionel Barrymore (1878-1954). Det er imid­lertid ikke lykkedes mig at identificere filmens originalti­tel, og heller ikke dens instruktør.

 

Den Vide Verden, D.S.B.s Kino på Hovedbanegården annoncerede med "3 Ugerevyer. Ørkenens Vovehalse. Et Hawaii-Eventyr. Voksne og Børn 70 Øre inkl. Skat". Ekstrabladet havde samme dag en notits under overskriften "Filmens Verden" følgende at fortælle: "Den vide Verden bringer i denne Uges Program Ufas Ugerevy fra de sidste Begivenheder ude i Verden. Dansk Films Revy fortsætter med Billeder fra Finland. Hovednummeret paa Programmet er en Sportsfilm, der viser et Par fænomenalt arbejdende Bueskytter; til sidst vises en Tegnefilm, en Slags Mickey Mouse, der er meget morsom."

 

Udtrykket "en slags Mickey Mouse" skal måske forstås sådan, at det ikke var en Mickey Mouse-tegnefilm, der vistes, men én, der bare lignede. Men hvis det har drejet sig om en Mickey Mouse film, kan talen formentlig kun være om Hawaiian Holly­day (1937; dansk: "Glade dage på Hawaii"), hvori det faktisk er Fedtmule der har hovedrollen. Dette kan måske også være forklaringen på forbeholdet "en Slags". Denne film blev første gang vist i København i Metropols Forårsshow 1938.

 

Enghave Bio på Enghavevej havde kriminalfilmen Afsporet på programmet, med Chester Morris (1901-1970) og Ralph Bellamy (1904-1991).

 

Grøndals Teatret på Godthåbsvej havde The Women (1939; dansk: "Kvinder"), på plakaten, med Norma Shearer (1900-1983) og Joan Crawford (1906-1977) i hovedrollerne.

 

Kino Lyngby på Lyngby Torv havde Andy Hardy faar Forårsfor­nemmelser", 1939, en film i en serie med de to meget populære skuespillere Mickey Rooney (1922-) og Judy Garland (1923-69) i hovedrollerne.

 

Kino-Palæet på Gammel Kongevej annoncerede med De, der kom tilbage, en film, som det heller ikke er lykkedes mig at identificere. Men den var naturligvis amerikansk og havde James Cagney (1899-1986) i den dominerende hovedrolle. Siden hans filmdebut i Public Enemy (1931; dansk: "Samfundets Fjende"), blev han verdensberømt som hårdkogt og hårdtslående gangster. Men som uddannet revy- og varietéstjerne, kunne han også synge, steppe og charmere sig til publikums gunst, som f.eks. i den patriotiske musical Yankee Doodle Dandy, 1943. I denne film spillede han den amerikanske showman George M. Cohan (1878-1904), og for denne rolle fik han en Oscar.

 

I begyndelsen af 1960'erne trak Cagney sig tilbage til privatlivet, men vendte omkring 1981 tilbage til Hollywood, hvor han indspillede i al fald to film, bl.a. Ragtime. Heri havde han rollen som en aldrende politiinspektør, der sætter sig som opgave at fange nogle durkdrevne bankrøvere.

 

Lyngby Bio på Jernbanevej i Lyngby havde Luftens Amazoner på plakaten, med Alice Faye (1915-1998) som eneste nævnte rollehavende. Det er ikke lykkedes mig at identificere filmen.

 

Lyngbyvejens Kino annoncerede med "Busser, Dengse og Vovse" i "Blondie møder Chefen", der var "endnu morsommere end den første."  Filmen var naturligvis baseret på Chic Youngs ver­dens­berømte tegneserie "Blondie", der havde gået i "B.T." som hverdagsstribe fra 18. april 1934. Biografannoncen nævner dog ikke navnene på de medvirkende skuespillere, men jeg kan godt huske, at jeg i begyndelsen af 1940'erne så et par film med "Blondie og Busser". Filmene virkede kedsommelige og kunne efter min mening slet ikke leve op til tegneseri­en.

 

Merry Bio på Amagerbrogade annoncerede den 12. april 1940 med "Basil Rathbone i Conan Doyles Sherlock Holmes, 1939, den anden film i serien om den verdensberømte engelske detektiv. Den første Sherlock Holmes/Rathbone-film var The Hound of Baskervilles (1939; dansk:"­Baskervilles Hund"). Som medspiller havde Rathbone den lige så fremragende skuespiller Nigel Bruce (1895-1953), i rollen som en bulderbasseagtig og velmenende, men ikke særlig kløgtig Dr. Watson. Parret indspillede i årene 1939-46 ialt 14 Sherlock Holmes-film. I 1952 spillede Nigel Bruce teaterdirektøren Mr. Postant i Chaplins film Limelight ("Rampelys"). Nigel Bruce’s sidste film er fra hans dødsår 1953 og hedder på dansk "Afrikas Djævle".

 

Metropol på Strøget annoncerede med Hollywood Cavalcade, "En brølende Latter-Sukces", men nævner ingen skuespillernavne.

 

Odeon på Fælledvej spillede "Fjernsyns Gaaden", med William Henry (1914-1982) og Judith Barrett (1914-2000), som var og er ukendte i Danmark. Odeon kunne også lokke med "Ekstra: Ugejournal og Skipper Skræk". Men apropos filmens titel, så var begrebet "fjernsyn" fuld­stændig ukendt for den almindelige dansker dengang, inklusive mig selv. Fjernsynet blev først introduceret på det danske marked i begyndelsen af 1950'erne, og dengang var det meget få mennesker, der havde råd og lyst til at anskaffe sig et sådant monstrum.

 

Palads Teatret reklamerede med "Rudyard Kiplings The Light that failed" (1940; dansk: "Lyset der sluktes"), med Ronald Colman (1891-1958), Walter Huston (1884-1950), Ida Lupino (1918-1995) og Muriel Angelus (1909-2004). Walter Huston er far til den nok så berømte skuespiller og filminstruktør John Huston.

 

Filmlegenden Paul Muni

Palladium på Vesterbrogade annoncerede med We are not Alone (1939; dansk: "Vi er ikke de eneste"), med den dengang legen­dariske skuespiller Paul Muni (1897-1967) i en dominerende hovedrolle. Annoncen for filmen til­føjede: "Pragtfuld Skuespil­præstation - genial Iscenesættel­se". Filmen blev kun spillet til aftenforestil­lingerne. Om eftermiddagen havde man et Non-Stop program, hvorom Eks­trabla­det skrev: ”Paramount bringer de forskellige Ugerevyer, bl.a. Ufa-Journa­len. - En Kulturfilm viser nogle mærkelige amerikanske Dyr, og endelig er der en morsom Tegnefilm, "Den gamle Væddeløbshest". Den nævnte tegnefilm har antagelig været en Max og David Fleischer-film, idet Fleischer-brødrene på det tidspunkt var knyttet til Paramount.

 

Paul Muni, hvis egentlige navn er Muni Weisenfreund, var født i Østrig (en anden kilde mener dog Polen), men kom sammen med sine skuespil­lerforældre til USA i 1901. Fra 1908-26 var han skuespiller ved Jiddisch Theater og kom derefter til Broadway. Han debuterede på film i 1929, nemlig i The Valiant. Det var dog først med Scarface, 1932, at der for alvor blev lagt mærke til ham som filmskuespiller. Allerede som teaterskuespil­ler var han blevet kendt for sin maskeringskunst, og han spillede ofte mennesker, der var meget ældre end ham selv. Bedst kendt er han for sin udførelse af rollen som lægen Louis Pasteur (1822-1895) i filmen The Story of Louis Pasteur (1935; dansk: "Louis Pasteur"), for hvilken han fik en Oscar. Denne film så jeg forresten omkring 1940-41, da jeg var medlem af Skole Bio, som dengang holdt til i Amager Bio på Amagerbrogade. Filmen gjorde et stort indtryk på mig, kan jeg tydeligt huske.

 

Mest berømt blev Paul Muni dog nok for sin maskering og sit spil som kineseren i The Good Earth (1937; dansk: "Den gode Jord"). Heri spillede han sammen med den østrigsk-amerikanske skuespillerinde Luise Rainer (1910-), der begyndte sin film­karriere i Østrig, men som i 1935 kom til USA, hvor hun fort­satte sit filmarbejde. Sit store gennembrud fik hun netop i filmen "Den gode jord", hvori hun spillede kineserhustruen så fremragende, at hun modtog en Oscar for sin fremstilling. Hun var endnu i live i 2008, men beklagede sig i et tilbageblik over, at hendes filmkarriere nærmest var stoppet, efter at hun havde modtaget 2 Oscars.

 

Samme år indspillede Paul Muni The Life of Émile Zola (1937; dansk: "Émile Zola's Liv"), hvori han på træffende måde var maskeret som den store franske forfatter Émile Zola (1840-1902). Zola lagde grunden til den naturalistiske roman, der detaljeret ville beskrive de bestemmende kræfter i menne­skets karakter: arv og miljø, men dog "set gennem et tempera­ment", nemlig forfatterens eget. Zola indså altså, at man ikke helt kunne udelukke subjektiviteten. I Danmark er han især kendt for romanerne Thérèse Raquin (1867; dansk 1901), Faldgruben (1876; dansk: 1882), Nana (1880; dansk: 1882), Germinal (1885; dansk: 1931) og La Béte Humaine (1890; på dansk "Menneskedyret" 1890). Flere af romanerne er i tidens løb blevet filmatiseret, bl.a. "Menneskedyret", 1938, med den fine franske skuespiller Jean Gabin i den mandlige hovedrolle.

 

Palæ Bio i Klerkegade havde den danske melodramafilm Hotel Paradis, 1931, på plakaten. Annoncen nævnte to navne: Eyvind Johan Svendsen (1896-1946) og Karen Caspersen (1890-1941), og de to var da også kendte teater- og filmskuespillere på den tid, men spillede dog fortrinsvis i et seriøst repertoire.

 

Platan Bio på Platanvej annoncerede med "Det stjaalne Para­dis" (1936) med Marlene Dietrich og Gary Cooper (1901-1961). Det er ikke lykkedes mig at identificere filmens origi­nal­titel eller produktionsår.

 

Rialto Teatret i Smallegade havde den tidligere omtalte The Private Lives of Elizabeth and Essex (1939; "Dronningens Elsker") på plakaten, med Bette Davis og Errol Flynn i hoved­rollerne.

 

Fransk films store helt: Jean Gabin

Rio Bio på Roskildevej annoncerede med "Den store Illusion", men nævner intet om dens handling eller medvirkende skuespil­lere. Men filmens originaltitel er La Grande Illusion, 1937, og den er altså fransk og var instrueret af Jean Renoir (1894-1979), med Jean Gabin og Erich von Stroheim i de mand­lige hovedroller. Jean Renoir er en søn af den verdensbe­rømte impressionistiske franske maler Auguste Renoir (1841-1919).

 

Jean Renoir var en eksperimenterende filmkunstner, og blandt hans eksperimenterende spillefilm kan ikke mindst nævnes The River (1951; dansk: "Floden"), hvis handling konsekvent overholder tidens og stedets enhed, hvilket vil sige, at filmens handling ud­spiller sig i løbet af de ca. 3 timer, filmen varer. "Floden" er indspillet i Bengalen, Indien, og her havde Renoir en yngre filmentusiastisk instruktørassistent ved navn Satyajit Ray (1921-1992), som få år senere blev verdensbe­rømt på Apu-trilogien Pather Panchali (dansk: "Sangen om Vejen"), The Unvanquished (dansk: "Aparajito - Den Ubesejre­de"), The World of Apu (dansk: "Apus Verden"), indspillet i årene 1955-58.

 

Jean Gabin (1904-1976) var oprindelig varietékunstner, men kom i 1930 til filmen, hvor han efterhånden sikrede sig en frem­trædende position gennem en række tragiske melodramaer. Blandt disse var "Natherberget", 1936, "La Bête Humaine" (1938; dansk: "Menneskedyret"), begge instrueret af Jean Renoir. Quai des Brumes (1938; dansk: "Tå­gernes kaj"), Le Jour se Lève (1939; dansk: "- og ved Dag­gry"), La Marie du Port (1950; dansk: "Marie fra Havnen"), alle tre instrueret af Marcel Carné (1906-1996). Jean Gabin medvirkede også i film, instru­eret af Julien Duvivier (1896-1967), som La Bandéra, 1935, og Pépé le Moko, 1936. Under 2. verdenskrig opholdt han sig i Hollywo­od, hvor han genindspillede nogle af sine tidligere film på engelsk. 1945 vendte han tilbage til Frankrig, hvor han snart fik et gennem­brud i et ældre rollefag, som passede til hans alder og temperament. En af hans mange senere og nok så markan­te film er Les Misérables (1957; "De elendige"), hvori han på mesterlig måde spillede den frigivne galejslave Jean Valjean. Han indlagde sig også stor fortjeneste i rollen som mesterde­tektiven Maigret, i film som Maigret un piége (1957) og Maigret Voit Rouge (1963).

 

Scala-Bio på Vesterbrogade havde "Til sidste Mand", med Gary Cooper i hoved­rollen, på plakaten. Det er desværre ikke lykkedes mig at identificere filmens originaltitel eller produktionsår.

 

Strand Teatret på Strandvejen havde "Vestens Dronning" (1939) på programmet. Se under Boulevard Teatret.

 

Toftegårds Bio på Toftegårds Plads annoncerede med "Havets Beherskere" (1939), med Douglas Fairbanks jr. (1909-2000) og George Bancroft (1882 -1956) i hovedrollerne. Her er det heller ikke lykkedes mig at identifi­cere filmens originaltitel.

 

Valby Teater på Valby Langgade reklamerede med "Hvide Heltin­der", men ikke med, hvem der medvirker eller antydning af, hvad filmen handler om. Filmen kan derfor udmærket tænkes at have været tysk. Tre dage senere, den 12. april 1940, havde bi­ografen kriminalfilmen "Afsporet" på plakaten. Se under Enghave Bio.

 

Vanløse Bio på Jernbane Allé annoncerede med Tarzan Finds a Son (1939; ”Tarzans søn"), med Johnny Weissmuller (1904-1984), Johnny Sheffield (1931-) og Maureen O’Sullivan (1911-1998) i hovedrollerne. Det kan tilføjes, at Maureen O’Sullivan også og måske især gjorde sig gældende i filmlystspil med Marx Brothers og seriøse film, som f.eks. ”Anna Karenina” (1935) med Greta Garbo, og hvori hun spillede rollen som Kitty.

 

Windsor på Peter Bangsvej havde "Stjerneskud" (1939) med Fred Astaire (1899-1987) og Ginger Rogers (1911-1995) i hovedrollerne. Annoncen meddeler, at filmen har været "Palads Teatrets Sukces".

 

Den store filmdiva: Greta Garbo

World Cinema på Axeltorv annoncerede med Ninotchka, 1939, med den verdensberømte Greta Garbo (1905-1990) i den altdomi­nerende titelrolle. Hendes medspiller var Melvyn Douglas. Filmen var instrueret af datidens store lystspilinstruktør Ernst Lubitsch (1892-1947).

 

Greta Garbo er et kapitel for sig i filmens historie. Hendes filmkarriere strakte sig fra 1922 til 1941, og i løbet af den tid nåede hun at indspille en række stumfilm, som skabte hendes ry som stumfilmens store og altfordunklende stjerne. Sit film­gennembrud fik hun i rollen som Elisabeth Dohna i Gösta Berlings Saga, 1924. Filmen var baseret på en roman af Selma Lagerlöf (1858-1940) og instrueret af Mauritz Stiller (1883-1928). I 1925 indspillede hun i Tyskland filmen "Bag glæder­nes maske", hvori hendes kvindelige medspiller var den inter­nationalt kendte danske stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972). Filmen var instru­eret af den store tyske filminstruktør Georg Wilhelm Pabst (1885-1967). 

 

I mellemtiden havde MGM's leder, Louis B. Mayer (1885-1957), set "Gösta Berlings Saga", og filmen gjorde så stærkt indtryk på ham, at han gerne ville engagere Stiller til at lave film for MGM. Stiller betingede sig, at Garbo skulle følge med i "kø­bet", hvilket Mayer ikke umiddelbart var begejstret for. Men sådan blev det. Amerika-tiden blev en skuffelse og fiasko for Stiller, til trods for at han indspillede en enkelt publikums­succes, Hotel Imperial, 1927, som dog ikke havde Garbo men Pola Negri i den kvindelige hovedrolle. Efter denne film vendte Stiller tilbage til Sverige, hvor han døde i 1928.

 

Garbos stjernestatus steg hurtigt til store højder, hvilket skyldtes hendes sjælfulde og blufærdige spil i en række film, hvori hun spillede sammen med den romantiske elsker, John Gilbert (1895-1936). Romancen mellem de to ud­strakte sig også til privat­livet, og på et tidspunkt var det meningen, at de skulle giftes, men selvom bryllupsdagen var blevet bestemt, havde Garbo i mellemtiden fortrudt og udeblev derfor fra vielses­højtideligheden.

 

Med talefilmens indførelse blev John Gilberts filmkarriere brat afbrudt, idet publikum ikke kunne forbinde hans talestemme med hans mandige udseende. Man lo simpelthen ad hans talefilmstemme, hvilket objektivt set er uforståeligt, idet den ikke adskilte sig væsentligt fra andre mandlige skuespilleres talestemme på den tid. Lydteknikken var på eksperimentstadiet, og den dårlige gengivelse af tale, blev mange skue­spil­leres og skuespillerinders tragedie. Men biografpublikummet var nådesløst og ubønhørligt, og det samme gjaldt filmmogulerne i Hollywood, som afgjorde en skuespillers værdi på grundlag af de indtægter vedkommendes film indtjente.

 

Men Greta Garbos talestemme gjorde hende om muligt kun endnu mere berømt og tilbedt, da den for allerførste gang kunne høres i Anna Christie, 1930. Denne berømmelse og tilbedelse holdt sig op gennem 1930'erne, hvor hun bl.a. indspillede Marie Walewska, og hvori hun havde den ligeledes berømte filmelsker, Charles Boyer (1899-1978) som medspiller i rollen som Napoleon.

 

Efter en række romantiske og tragiske film, herunder Anna Karenina, 1934, Camille (1936; "Kameliadamen"), som vittige hoveder kaldte ”Kameldamen”) havde Garbo formentlig lyst til at prøve kræfter med lystspilfaget, men det blev faktisk kun til to lystspilfilm, nemlig den allerede nævnte "Ninotschka" og Two-Faced Woman (1941; dansk: "Tvillinger"). Især i den sidstnævnte film havde publikum svært ved at forlige sig med, at den før så romantiske og mystiske Garbo nu optrådte overgivent leende og morsom. Filmen blev ganske enkelt en publikumsfiasko, og i skuffelse herover, trak Garbo sig tilbage til privatlivet og indspillede aldrig mere film.

 

Hendes privatliv var i de følgende år præget af stadige forsøg på at undgå nysgerrige journalister og fotogra­fer, og hun levede blandt andet af den grund sine senere år i tilbagetrukket og selvvalgt ensomhed. Hun blev aldrig gift, men nægtede sig ikke livets goder, herunder heller ikke kærlig­heden, som hun lige så godt dyrkede med mænd som med kvinder. Sine androgyne træk havde Garbo forresten haft lejlighed til at demonstrere i Queen Christina (1933; dansk: "Dronning Chri­stina"), hvori hun havde titelrollen som den svenske dronning Kristina (1626-89). Denne var ugift og stærkt interesseret i filosofi, kunst og videnskab, og skabte et festligt kultur­centrum ved hoffet. Hun var desuden en målbevidst og handle­kraftig politiker, der fremskyndede Westphalske fred og sikrede tronen for Karl X Gustav og spillede de tre lavere stænder ud mod højadelen, det sidste i lighed med, hvad den danske kong Christian II havde gjort i midten af 1500-tallet. Hun frasagde sig tronen i 1654 og gik officielt over til katolicismen og bosatte sig i Rom, hvor hun døde, og hvor hun er begravet i Peterskirken.

 

Det er blevet sagt om Dronning Kristina, at hun havde stærke androgyne, dvs. mandlige træk, og at hun foretrak kvinder som seksuelle partnere. Det samme kan som nævnt til en vis grad siges om Greta Garbo, som da også privat vedkendte sig sin biseksua­litet, således som det er fremgået af biografier om hende. Men Greta Garbo var og forblev primært en legen­de, ikke mindst i levende live, hvilket formentlig skyldtes, at hun efter at have afsluttet sin filmkarriere, af al magt søgte at undgå presse­folk. I dag kan hendes skuespilkunst dog heldigvis stadig genses og nydes, takket være den omstændighed, at hendes film er blevet genud­sendt på TV og video.

 

Alle raske drenges helt: Erroll Flynn

Alle raske drenges helt eller idol, var i 1930'-40'erne den australsk fødte amerikanske filmskuespiller Erroll Flynn (1909-59). Efter et omflakkende liv, kom Flynn til Hollywood i 1935, hvor han i begyndelsen optrådte som statist i forskellige spille­film, bl.a. i Mutiny on the Bounty (1935; dansk: "Mytteriet på Bounty"), med den allerede da verdensberømte Charles Laugh­ton (1889-1963) i hovedrollen som kaptajn Bligh.

 

Efter at have haft den mandlige hovedrolle i et par spille­film, fik Flynn et gennembrud som indbegrebet af en romantisk helt i The Adventures of Robin Hood (1937; dansk: "Robin Hood"), med den smukke og udmærkede Olivia de Havilland (19­16-)­ i den kvindelige hovedrolle som Lady Marian. Hendes store gennem­brud som filmskuespillerinde skete dog først med rollen som Melanie i Gone with the Wind (1939; dansk: "Borte med Blæ­sten"). Robin Hood-filmens skurk var den sydafrikansk fødte skuespiller Basil Rathbone (1892-19??), som senere især skulle komme til at brillere som Sherlock Holmes i en serie film om denne fabelagtige mesterde­tektivs meriter.

 

Olivia de Havilland var også med i flere af Flynns følgende film. Således i Dodge City (1939), som handler om en ærlig kvæghand­ler, der tager kampen op mod ulov­lighederne i den berygtede by Dodge City. Men hun var derimod ikke med i Flynns følgende film, den, som jeg allerførste gang så ham i, nemlig The Sea Hawk (1940; dansk: "Havørnen"), som jeg så til en efter­middagsforestilling i "Ry-Kino" i Ryesgade, formentlig i for- eller efter­sommeren 1940.

 

Der er for mig også det interessante ved filmen "Havørnen", at man i billedarkivet på Københavns Bymuseum opbe­varer et foto af Ry-Kinos facade, hvis reklameskilte tydeligt viser, at på det tidspunkt, hvor billedet er taget, var den nævnte film på plakaten. Det specielt interessante er imidlertid, at der står en lille gruppe børn på trinene foran biografens indgang, og selvom en af drengene på billedet vender ryggen til, er jeg ikke i tvivl om, at drengen er identisk med mig! Jeg kan dog ikke erindre, at der var en fotograf til stede ved den lejlig­hed, men måske har jeg bare ikke set vedkommende, fordi jeg stod med ryggen til, da billedet blev taget.

 

Bag på fotoet har museet noteret, at billedet er fra 1939? Spørgsmålstegnet betyder, at man ikke er helt sikker på årstal­let, og det er forståeligt, eftersom det tidligst kan have været fra det år, 1940, hvor filmen "Havørnen" fik dansk premi­ere. Ifølge filmens fortekster er dens produktionsår da også 1940, hvilket formentlig betyder, at den er indspillet i slutningen af 1939/begyndelsen af 1940. Den må dog have haft Danmarkspre­miere i en anden biograf end Ry-Kino, som kun var reprisebio­graf, men i hvilken ved jeg ikke.

 

Filmen, hvis handling foregår i 1585, hvor Spanien drømte om verdensherredømmet og herunder også planlagde at ville erobre England, rummede alle de ingre­dienser, som man kan for­vente og forlan­ge af en romantisk og heroisk even­tyrfilm, var instru­eret af den ungarsk-ameri­kanske instruktør Mihály Ker­tész, bedre kendt under navnet Michael Curtiz (1888-1962). Han begyndte at lave film allerede i stumfilmtiden, og var i 1913 i Danmark, hvor han ifølge nogle kilder var instruk­tøras­sistent og havde en birolle i Nordisk Films Kompagnis At­lantis.

 

I 1941 gav Errol Flynn en sympatisk fremstilling af den berømt-berygtede amerikan­ske general Custer i dennes sidste kamp mod indianerne ved Little Big Horn. En kamp, hvorunder han og hans soldater blev dræbt. Filmens titel er They died with their Boots on (dansk: "De døde med Støvlerne på"), og her havde han atter den sympatiske Olivia de Havilland som sin medspillerske i rollen som Mrs. Custer. Flynns karriere fort­satte med en række mere eller mindre betydelige krigs- og cowboy-film, og ind imellem nogle even­tyrfilm, som f.eks. The New Adventures of Don Juan (1948; dansk: "Don Juan paa nye Eventyr"), og Kim (1951), efter Kiplings fortælling. 1949 spillede han Soames i The Forsythe Saga ("Familien Forsythe"), og skal i denne rolle have ydet en betydelig indsats som karakterskuespiller. Han af­sluttede sin karriere med The Sun Also Rises (1957; dansk: "Og solen gaar sin Gang"), baseret på en roman af Ernest Heming­way, og Night in Havanna" (1957), som vistnok blev Flynns sidste film.

 

På dette muntre foto fra 1954  ses til venstre Anker Roepstorff, idet han overrækker den karikaturtegning, han netop har tegnet af den celebre gæst Erroll Flynn (i midten). Til højre ses kontorchef Rudolf Holst, Carlsberg. - Foto: © 1954 Carlsberg. Gengivet med tilladelse fra fru Inge Roepstorff.

 

Mange af Errol Flynns film viser, at han var en temmelig lun og humoristisk skuespiller, der tilsyneladende ikke tog sig selv al for højtideligt. Det viser han ikke mindst i episode­fil­men Thank your Lucky Stars! (1943; dansk "Lykkestjernen"), hvori han fremfører et højst komisk sang- og dansenummer. Flynn skrev også et par romaner, Beam Ends (1934) og Show­down (1946), samt selvbiografien My Wicked, Wicked Ways (1959). Flynn kæmpede i mange år med en overhåndtagende alkoho­lisme, og hans store spiritusforbrug forandrede med tiden hans flotte, slanke og charmerende mandige ydre til et fedladent og lettere forsumpet udseende. Han blev da også kun 50 år.

 

Ifølge vedholdende rygter i den "moralske" amerikanske presse, havde Errol Flynn, hvad man kalder for et Lolita-kompleks, idet han foretrak helt unge piger som sine seksuelle partnere, og der var vistnok også noget om et par retssager i den anledning. Men om det blot er ondsindede rygter eller hvad, har jeg ingen begrundet viden om. I mine øjne vil skuespil­leren Errol Flynn imidlertid altid stå som min barndoms filmhelt, ja, som selve indbegrebet af den kække og mandige Robin Hood fra Sherwood-skovene.  

 

I 1954 var Errol Flynn i København, hvor han bl.a. aflagde besøg på bryggeriet Carlsberg. Her blev han vist rundt af en af dansk tegnefilms pionerer, Anker Roepstorff (1910-92), som på det tidspunkt var inspektør på bryggeriet. I sin egenskab af tegner tegnede Roepstorff en karikatur af den celebre gæst. Flynns besøg i København har formentlig fundet sted i forbindelse med Danmarkspremi­eren på en af hans film, enten ”Jun­keren fra Ballantrae" (1953) eller Lilacs in the Spring (1954, hvis danske titel jeg ikke kender).

 

Olivia De Havilland gjorde sig i løbet af 1940'erne verdens­berømt som en stor karakterskuespillerinde. Det skete i og med film som The Snake Pit (1949; dansk: "Ormegården"), The Heiress (1949; dansk: "Arvingen"), som hun fik en Oscar for. Hun har fortsat med at filme til højt op i alderen. I 1977 var hun således med i Airport '77, sammen med James Stewart, og i 1986 medvirkede hun i 10. afsnit af TV-serien North and South (dansk: "Nord og Syd"), hvori Stewart forresten også medvirkede i en mindre rolle. I 1988 medvirkede den stadigvæk smukke, men efterhånden noget fruede Olivia de Havilland i dokumentarfilmen The Making of A Legend (dansk: "En myte bliver til"), og heri fortalte den da 72-årige skuespillerinde om sin egen rolle som Melanie i kæmpesucces­sen "Gone With the Wind" (1939).

 

Forresten havde Olivia De Havilland en søster, Joan Fontaine (1917-), der oprindelig var teaterskuespiller, men som i 1937 debuterede på film. I 1939 spillede hun sammen med Cary Grant (1904-1986), hvis egentlige navn var Archibald Alexander Leach, i filmen Gunga Din, baseret på en fortælling af Kipling. Hendes gennembrud som filmskuespiller kom med titel­rollen i Rebecca (1940), instrueret af Alfred Hitchcock (1899-1980) og med Laurence Olivier (1907-1989) i den mandlige hovedrolle. 1952 spillede hun rollen som Lady Marian i Ivanhoe, instrueret af Richard Thorpe (1896-1991), og med Robert Taylor (1911-1969) i titelrollen. Rollen som den meget smukke jødiske pige, Rebecca, blev spillet af en ganske ung Elizabeth Taylor (f.1932), som senere ud­viklede sig til at blive en aldeles fremragende karakterskuespillerinde.

 

En markant filminstruktør: Michael Curtiz

Michael Curtiz begyndte sin filmkarriere i Ungarn, men indspille­de senere også film i Sverige, hvor han assi­sterede filmin­struk­tører som Mauritz Stiller (1883-1928) og Viktor Sjö­ström (1879-1960). Derefter arbejdede han i Tyskland, Frankrig og Østrig, og sidstnævnte sted instru­erede han filmen Moon of Israel (1924), som bevirkede, at Holly­wood fik øjnene op for ham. Og til filmbyen kom han i 1926, hvor han i årene 1926-29 lavede ialt ni stumme spillefilm, idet den sidste, Noah's Ark (1929), dog var forsynet med eftersynkroniseret lyd.

 

Curtiz var ansat på kontrakt hos Warner Brothers, og alene i årene 1930-39 instruerede han 44 film for dette selskab, bl.a. flere spille­film med Bette Davis (1908-1989) i hovedrollen. Omkring 1934 blev en af hans ledende mandlige skuespillere den ovenfor nævnte Errol Flynn, og deres mangeårige samarbejde begyndte så vidt vides med Captain Blood (1935; dansk: "Kaptajn Blod"), med Olivia de Havilland, som også er med i Curtiz/­Flynns The Charge of the Light Brigade (1936; dansk: "For Englands Ære"). 

 

Af Curtiz/Flynn-film fulgte derefter The Private Lives of Elizabeth and Essex (1939; dansk: "Dronningens Elsker", med Bette Davis som Dronning Elizabeth I), og de tidligere nævnte "Robin Hood" (1938), "Dodge City" (1939), "Havørnen" (1940), "Vejen til Santa Fé" (1940), alle med Olivia de Havil­land i den kvindelige hoved­rolle. Curtiz', Flynns og Olivia De Havillands veje ser der­efter ud til at have skiltes, idet de fortsatte deres respektive karrierer ad hver sine veje.

 

Curtiz brillerede i 1943 med filmen Casablanca, som han fik en Oscar for. Som ledende skuespillere havde han Humphrey Bogart (1899-1957) og Ingrid Bergman (1915-1982), og i væsentlige biroller Claude Rains (1889-1967), Peter Lorre (1904-1964) og Conrad Veidt (1892-1943). Blandt Curtiz’ mange senere film kan nævnes Mild­red Pierce (1945), White Christmas (1954), The Adventures of Huckleberry Finn (1960; dansk: "Huckleberry Finn paa Eventyr"), baseret på den berømte for­tælling af den amerikanske forfatter og humorist Mark Twain (1835-1910). og Comman­cheros (1961). I den sidstnævnte film har John Wayne hoved­rollen. Denne film blev formentlig Curtiz’ sidste film. 

 

Den 9. april 1940 var der kun en eller højst to tyske spille­film i københavnske biografer. Nora Bio på Nørrebrogade rekla­merede med "Den store Læge", 1939, med den dengang berømte skuespiller Emil Jannings (1886-1950) i titelrollen. Jannings var oprindelig teaterskuespiller, men kom på foranledning af Ernst Lubitsch i 1915 til filmen. Sit store gennembrud som filmskuespiller fik han i Der letzte Mann, 1925, instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau (1888-1931). Gennembruddet konsoli­derede han med sit spil i "Den blaa Engel", 1930, hvori han spillede uforglemmeligt sammen med Marlene Dietrich (1902-1992). Filmen var instrueret af Josef von Sternberg (1894-1969), som kom til amerikansk film i 1914, i Hollywood fra 1924. Men 1929-30 vendte han tilbage til Tyskland for at indspille "Den blaa engel" med sin foretrukne kvindelige stjerne, Marlene Dietrich, hvorom det hed sig, at hun i mange år havde været Sternbergs elskerinde.

 

Ifølge en enkelt kilde har Sternberg i 1926 indspillet en film for Chaplin, nemlig The Seagull, som angiveligt skulle være et forsøg på at promovere Edna Purviance som selvstændig filmskue­spillerin­de, men filmen ses ikke bevaret. Chaplin har heller ikke med et eneste ord nævnt denne film i sin selvbi­ografi, "Mit Liv". Ja, han nævner end ikke Josef von Sternberg deri, så mon ikke der snarere er tale om et rygte? Men som sagt, havde Chaplin allerede nogle år tidligere selv søgt at promovere sin tidlige­re ledende kvindelige stjerne som seriøs skuespillerinde i filmen "A Woman of Paris" (1923; dansk: "Kvinden fra Paris").

 

Så sent som i 1952 instruerede Sternberg filmen Jet Pilot (udsendt 1957), med John Wayne og Janet Leigh i hovedrollerne, en ubetydelig koldkrigs-film, der hverken gør instruktøren eller de medvirkende nogen speciel ære. Filmen var omkring seks år undervejs, hvilket til dels skyldtes, at man angiveligt genindspillede en del scener, som åbenbart var blevet anset for util­fredsstillende. Det kan måske også hænge sammen med, at denne type film nok ikke var den helt rigtige for en instruktør som von Sternberg.

 

Park Teatret på Østerbrogade spillede også "Den store Læge" med Emil Jannings. Denne fremragende karakterskuespiller fortsatte sin karriere under Nazi-styret og udnævntes tilmed til "Staatsschauspieler" og spillede med usvækket kunstnerisk kraft roller i de pågående anti-britiske propagandafilm, der blev ham tildelt. Efter krigens afslutning med Tysklands kapitulation, henvistes han i de følgende år til et liv i lediggang og døde den 2. januar 1950 som en nedbrudt mand.

 

1930’ernes store barnestjerne

Den 17. april 1940 så biografrepertoiret således ud:

     Aladdin havde nu "Den store Læge" på programmet.

     Allé Teatret havde skiftet til "Dronningens Elsker".

     Bella Bio havde skiftet til "Susannah, Gyldne Høg" (1939; originaltitel uidentificeret), med den verdensberømte barnest­jerne Shirley Temple (1928-) i hovedrollen. Hun begyndte sin filmkarriere allerede som 3-årig og var med i en serie kaldet Baby Burlesque. Som lidt større blev hun stjerne i rørende og muntre folkekomedier, og med sit runde ansigt, sine kvikke øjne, der slog smut, og sin slangekrøllefrisure, blev hun den tids store idol for alle småpiger verden over, eller måske snarere for disses mødre, som gerne så, at deres egen lille tuttenut lignede den feterede stjerne. Shirley Temple opnåede en berømmelse, som overgår alle andre barnestjerners, og hun indspillede i tidens løb et utal af film. I 1937 fik hun til opgave at overrække Walt Disney en speciel Oscar for "Snehvide og de syv dværge". Den bestod af én stor Oscar og syv mindre Oscars!

 

Det var formentlig omkring 1942, at den da 13-årige Shirley Temple for pladesel­skabet RCA Victor Records indtalte "Walt Disney's Bambi as told by SHIRLEY TEMPLE with cast. Orchestra and Chorus conducted by PAUL SMITH (Adap­ted from the WALT DISNEY produc­tion by LARRY MOREY)". Denne grammofonplade er angiveligt den første, Shirley Temple nogensinde har indspillet.   

 

Shirley Temple fortsatte med at filme helt frem til 1950, hvor hun var omkring 21 år. 1948 medvirkede hun f.eks. i John Fords Fort Apache, som havde John Wayne i hovedrollen, og selvom hun ydede en sympatisk og udmærket indsats i denne film, var det tydeligt, at hun ikke følte sig helt vel tilpas i ungpigerollen. Men hvad enten hun selv har følt, at hendes skuespil­ler­talent måske ikke rakte til voksne karakterroller, eller der har foreligget andre og mere private grunde, så trak hun sig i al fald i 1950 tilbage til privat­livet. Shirley Temple dukkede først op for offentlig­heden igen i slutningen af 1960'erne, hvor hun søgte at skabe sig en politisk karriere i Califor­ni­en. Som en følge af sit politiske engagement, blev Shirley Temple i 1969 valgt som FN-dele­geret for USA.

 

     Boulevard Teatret havde "Sherlock Holmes" på plakaten, dog på sidste dag.

     Colosseum havde nu "Vestens Dronning" at byde på.

     Dagmar Bio havde skiftet til "Felttoget i Polen", som var en tysk propagandafilm.

     Enghave Bio havde skiftet til "Ungdommens Melodi", men bortset fra, at den betegnes som "Forårets skønneste film", får man intet at vide om filmens oprindelse eller medvirkende. Se under Grøndals Teatret.

     Gentofte Kino havde nu Paul Muni-filmen "Vi er ikke de eneste" på programmet.

     Grøndals Teatret havde "Ungdommens Melodi" på plakaten, og annoncen nævner i den forbindelse violinisten Jascha Heifetz (1901-1987) som med­virken­de. Heifetz var russisk-amerikansk jødisk violinvirtuos, der debuterede som 7-årig. Han var på Europa-turné i 1912, og kom til Amerika i 1917, formentlig som følge af revolutionen i Rusland. Han blev amerikansk statsborger i 1925. Senere fulgte flere verdensturnéer, og herunder har han flere gange været i København. Han har desuden indspillet adskillige grammofonpla­der og også medvirket i flere film.

     Kino Lyngby havde nu "Kvinder" på plakaten.

     Kino Palæet havde skiftet til den østrigske "En Nat i Wien", med Paul Hörbiger (1894-1894-1981) og Hans Moser (1880-1964). Først­nævnte blev anset for at være en fin og kultiveret kunstner med udpræget wienercharme. Men især sidst­nævnte var på film indbe­grebet af en ægte "wiener": geskæftig, mundrap, kværulan­tisk og selvhævdende.

     Lyngby Bio havde skiftet til "Spøgelseshuset", men bortset fra, at filmen er med Joe. E. Brown (1915-1976), har det ikke været muligt for mig at identificere den.

     Lyngbyvejens Kino annoncerede med "Kaptajn Stål - Anfører for en Bande undvegne Forbrydere", men heller ikke denne film er det lykkedes mig at identificere.

 

Metropol havde nu sat The Invisible Man Returns (1940; "Den usyn­lige Mand vender tilbage") på programmet. Filmen, som var en af en serie, der begyndte i 1932, havde den fine karakter­skuespiller Claude Rains (1889-1967) i titel­rollen. Han med­virkede desuden i en lang række berømte amerikanske film op gennem 1930'-40'erne, herunder i The Adventures of Robin Hood (1938; "Robin Hood"), Mr. Smith goes to Wa­shing­ton (1939; "Mr.­Smith kommer til Washington") The Sea Hawk (1940; "Hav­ørnen") Casablanca, 1943, Phantom of the Opera (1943; "Spøgelset i Operaen"), Hitchcock-filmen Notorious (1946; "Berygtet"), storfil­men "La­wrence of Arabia", 1962, med Peter O'Toole (1932-) i titel­rollen, og Twilight of Honor (1963). Så vidt vides var hans sidste film­rolle i The Greatest Story ever Told (1965), hvor svenske Max von Sydow spillede hovedrollen som Jesus fra Nazaret.

 

Nora Bio havde skiftet "Den store Læge" ud med First Love (1939; "Det første Kys"), med den velsyngende Deanna Durbin (1921-). Sin filmdebut fik hun i 1936 som 15-årig med Three Smart Girls ("Tre smarte Piger") og vandt øjeblikkelig biografpublikummets bevågenhed. Sit store inter­nationale film­gennembrud fik hun året efter med filmen One Hundred Men and a Girl (1937; "Hundrede Mand og een Pige"), og med denne og sine senere film henrykkede hun med sin klare, lyse og virtuose sangstemme millioner af biografgængere i 1930'-40'erne. I 1948 trak hun sig imid­lertid nervenedbrudt tilbage til privat­livet og har ikke optrådt på film siden. Men efter forlydende blev hun umådelig velhavende og lagde i sine senere år afstand til sin efter hendes egen opfattelse inferiøre filmiske fortid.

 

Tegnefilmpioneren Walt Disney 

Omkring det tidspunkt, da "Three Smart Girls" blev indspil­let, formentlig i 1935, var Walt Disney og hans medarbej­dere i fuld gang med at planlægge Snehvide-filmen, og da man i den anledning ledte efter en sangerinde, der kunne indsynge Snehvi­des sange, kom Deanna Durbin en overgang på tale som et muligt emne. Men efter at have hørt hende synge, erklærede Disney, at hendes stemme lød for voksen til, at han kunne identificere den med sine forestillinger om Snehvide. Det blev i stedet den 18-årige italiensk-amerikanske sopran Adriana Caselotti, der fik til opgave at indsynge Snehvides sange til filmen.

 

Men i den ovenfor sidstnævnte film, sang Deanna Durbin til et hundrede mands orkester, dirigeret af den polsk-amerikanske Leopold Stokowski (1882-1977), der 1912-36 havde været chef for Philadelphia Symphony Orchestra, som han gjorde verdensberømt. Senere var han leder af andre amerikanske orkestre, bl.a. af New York Symphony Orchestra, som han ledede indtil 1972. Stokowski rejste også på flere verdensturnéer og kom til Danmark i 1939 og 1967. Ifølge forlydender var Deanna Durbin en overgang gift med den be­tydeligt ældre Stokow­ski, men ægte­skabet var storm­fuldt og endte med skilsmisse.

 

Omkring 1938 havde Stokowski henvendt sig til Walt Disney med en opfor­dring til denne, om at omsætte Paul Dukas mu­sikstykke, The Sorcerer’s Apprentice ("Troldman­dens Lærling"), til tegnefilm. Det førte til et - ikke altid problemløst - samarbejde, som efterhånden endte op med at blive til den imponerende koncertfilm "Fantasia", 1940.

 

Store filmskuespillere

Nørrebros Biograf havde skiftet til "Tarzans Søn".

     Odeon havde skiftet til "Dr. X vender tilbage", men annoncen meddeler ikke et ord om filmen eller dens medvirkende.

     Palads Teatret havde nu fået en tysk film på programmet: Maria Ilona, 1939, med Paula Wessely (1907-2000) og Willy Birgel (1891-1973), som begge var nogle af tysk films største aktiver, der også i Danmark var værdsatte som fine karakterskuespillere. Paula Wessely var svigerinde til Paul Hörbiger.

     Palladium havde nu skiftet Paul Muni-filmen ud med "Din for evigt", 1939, med Loretta Young (1913-2000) og David Niven (1910-1983).

     Palæ Bio kunne annoncere med den franske filmfarce "Formil­dende Om­stændigheder", 1939-40, med Michel Simon.

     Park Teatret havde igen en tysk film på programmet, denne gang lystspillet "Ungkarlenes Paradis”, 1939, med den uhyre populære lystspilskuespiller Heinz Rühmann (1902-1994).

     Platan Bio kunne vigte sig af den herlige Gøg og Gokke-film Swiss Miss (1938; "To Tyrolere"), men filmen blev dog kun spillet på dette teater i 2 dage. Gøg og Gokke var og forblev bedst i deres korte og kortere film.

     Rialto havde nu fået kæmpesuccessen "Landevejs-Kroen" på plakaten.

     Roxy annoncerede med Deanna Durbin-filmen "Det første kys". Se under Nora Bio.

     Ry-Kino havde skiftet til den danske Mille, Marie og mig, 1937, med den vitale, sprudlende og humørfyldte sanglærke Marguerite Viby (1909-2001) i en tredobbelt komedierolle. Filmen blev også indspillet på svensk med titlen: "Milly, Maria och jag", med de samme skuespillere og i begge tilfælde med Emanuel Gregers (1881-1972) som instruktør.

     Scala-Bio kunne annoncere med John Ford-filmen Drums Along the Mohawk (1939; "Flammer over Mohawk"), med Henry Fonda (1906-1982) og Claudette Colbert (1905-1996).

 

Henry Fonda hører til generationen af store mandlige films­tjerner i amerikansk film. Han begyndte som teaterskuespiller, for øvrigt sammen med James Stewart, men kom i 1935 til filmen, hvor han debuterede i Farmer takes a Wife. Det er karak­teristisk for Fonda, at han altid ud­stråler ro og selv­sikker­hed, hvad enten han spiller helte- eller skurkeroller. Selv så jeg ham allerførste gang i filmen "Jesse James den lovløse", 1939, i Fasan Bio forstås, og formentlig i 1940. Heri spillede han sammen med Tyrone Power, og det var jo rigtig noget for os knægte. Henry Fonda foretrak - eller hans filmsel­skab foretrak? - at han fortrins­vis spillede i alvorlige roller og film med menneskeligt og socialt perspek­tiv. Hans filmkarri­ere er da også rig på film i denne genre, som f.eks. Grapes of Wrath (1940; "Vre­dens Druer") efter John Steinbecks roman af samme navn, The Ox-Bow Inci­dent (1943; "De døde ved Dag­gry"), My Darling Clementine, 1946, og Fort Apache, 1948.

 

Efter endnu en film i 1948, afbrød Fonda midlertidigt sin filmkarri­ere og helligede sig teater­arbejdet, indtil han i 1955 vendte tilbage i og med John Ford-filmen Mister Roberts, og herefter fortsatte han sin filmkar­riere med film, som f.eks. The Wrong Man (1957; "Den forkerte mand"), Twelve Angry Men (1957; "Tolv vrede Mænd"), The Tin Star (1957; "She­riffens Stjerne"), The Longest Day (1962; "Den længste Dag"), Battle of the Bulge (1966; "Pansersla­get ved Ardenner­ne"), The Boston Strang­ler, (1968; "Boston-kvæ­leren"), Once Upon a Time in the West (1969; "Der var engang i det vilde Ve­sten"), hvori han spille­de den kyniske bandeleder. Derefter fulgte lystspil­let The Cheyenne Social Club (1970; "Præriens Lysthus”), hvori han spillede sammen med sin gode, livslange ven og kollega, James Stewart, og Midway (1976; "Slaget om Midway").

 

Fondas sidste film blev vistnok On Golden Pond (1981; dansk: "Deres sensommer") med Katharine Hepburn (1907-2003) og Fondas datter Jane Fonda (1937-). I lighed med James Stewart fortsatte Henry Fonda med at indspille film til højt op i alderen, men blev i den henseende slået af den aldrende og efterhånden næsten mumieagtige Katharine Hepburn, som på trods af, at hun gennem tiltagende ufrivillige hovedrystelser viste, at hun led af Parkinsons Disease, åbenbart ikke selv kunne sætte et nådigt stop for sin skuespillerkarriere.  

 

Claudette Colbert, født i Paris som Lily Chauchion, kom til USA i 1913, hvor hun kom på kunstakademi og teaterskole. Fik sin scenedebut i 1924 og sin filmdebut i 1927 i For the Love o' Mike. Hun spillede både i komedier og alvorlige skuespil, men i begge tilfælde evnede hun at udtrykke noget menneskeligt i sine roller. I lighed med sin mandlige medspiller, Clark Gable (1901-1960), brød hun i 1934 igennem med "Det hændte en Nat", og i lighed med ham fik hun en Oscar for sit spil. Så sent som i 1961 indspillede hun filmen Parrish, men om hun har ind­spillet film senere end dette årstal, har jeg ingen viden om. Hun døde som nævnt i 1996.

 

Skovshoved Bio reklamerede med The Rains Came (1939; dansk: "Og Regnen kom"), med Myrna Loy (1905-1993) og Tyrone Power (1913-1958). Myrna Loy blev kaldt "Hollywoods Dronning", idet hun begyndte sin filmkarriere i 1925, altså i stumfilmtiden, og fortsatte med at indspille film og optræde på Broadway og i TV til højt op i alderen. Under Anden Verdenskrig arbejdede hun for Røde Kors og har haft flere vigtige poster som konsulent for USA i FN. Hun blev især kendt for sit vittige, elegante og præcise samspil med William Powell (1892-1984) i serien om "Den tynde Mand".

 

Tyrone Power begyndte at filme omkring 1929-30, hvor han som 16-årig bl.a. medvirkede i The Big Trail (1930; dansk: "Mod Lykkens Land"), der havde en debuterende John Wayne i hoved­rollen. Indtil omkring 1942 indspillede Tyrone Power hoved­sagelig røverromanti­ske melodramer, halvpsykologiske film og historiske kærlighedsfilm. 1942 gik han ind i US Navy, og selvom han også efter krigen til dels fortsatte i sit gamle rollefag, kunne man spore en ændring i hans rollevalg, som lejlighedsvis gav ham bedre muligheder for karakterfuldt spil, senest i film som Witness for the Pro­secution (1957; dansk: "Anklagerens Vidne") og The Sun Also Rises (1957; dansk: "Solen gaar sin Gang"), baseret på Hemingways roman. I den sidstnævnte film havde Errol Flynn som tid­ligere omtalt en karakter­rol­le, lige som Ava Gardner ydede glimrende spil i filmen. Så vidt jeg erindrer og ved, døde Tyrone Power af et hjerteslag under indspilningen af en film i Spanien, men hvilken husker jeg ikke. Det kan dog have drejet sig om sidst­nævnte film.

 

William Powell begyndte som teaterskuespiller, men kom i 1920 til filmen, hvor han samme år debuterede i "Sherlock Holmes". Mellem 1920 og 1934 spillede han skurk i cowboyfilm, roller, som ingen lagde specielt mærke til. Det var først i 1934, at han i lighed med Myrna Loy fik sit filmgennem­brud med filmseri­en om "Den tynde Mand". Men han spillede dog også en lang række andre roller, som f.eks. i My Man Godfrey (1936; dansk: "Godfrey ordner alt"), hvori han har rollen som en excentrisk millio­nær, der giver sig ud for at være vagabond. Heri var hans kvindelige medspil­lende den dengang verdensberømte filmko­medienne Carole Lombard (1909-1942). I 1955 kunne man opleve William Powell i John Ford-filmen Mister Roberts, i samspil med Henry Fonda og James Cagney.

 

Carole Lombard begyndte sin filmkarriere som barnestjerne, men kom derefter til den berømte producent og instruktør af stumfilmfarcer, Mack Sennett, hos hvem hun hørte til hans filmharem af badeskønheder. Men den ambitiøse unge dame ville videre, og det kom hun i 1928, da hun fik en rolle som femme fatale i The Perfect Crime. Flere film i samme rollefag fulgte, men i midten af 1930'erne skiftede hun type og spillede herefter især livlige og lystige piger med smittende lune og højt humør. I sine sidste leveår udviklede hun en raffineret og sofisti­keret komediestil, der dels viste hende som den store lystspil­skue­spillerinde, og dels som en underfundig parodist af kendte kolleger, som f.eks. Marlene Dietrich i Ernst Lubitschs To be or not to be (1942; dansk: "At være eller ikke være"), der blev hendes sidste film. Carole Lombard omkom ved en flyveulykke den 17. juli 1942. Carole Lombard var på det tidspunkt gift med Hollywoods stjernehelt nr.1: Clark Gable (1901-1960), som tog sig hendes død meget nær.

 

Clark Gable begyndte som teaterskuespiller, men optrådte samtidig som statist på film. Han fik sin første rolle i filmen The Painted Desert, 1930, men det var først med It Happened One Night (1934; dansk: "Det hændte en Nat"), at han for alvor brød igennem som film­skuespiller, især da han også fik en Oscar for sin rolle i filmen. Han gjorde sig dog også udmærket gældende i den højdramatiske San Francisco, 1936, hvori han bl.a. spillede sammen med Spencer Tracy. Filmen handler om det uhyggelige jordskælv, der i 1905 ramte og ødelagde store dele af storbyen. Gables helt store filmgennembrud kom dog i rollen som Rhett Butler i Gone with the Wind (1939; dansk: "Borte med Blæ­sten"), hvor han især spillede sammen med Vivien Leigh (1913-67), der havde den altdominerende rolle som Scar­lett O'Hara.

 

Clark Gable spillede i løbet af sin filmkarriere sammen med mange forskellige kvindelige stjerner, som f.eks. Myrna Loy, Grace Kelly, Ava Gardner, Sophia Loren og Marilyn Monroe (1926-1962). 1938 spillede han således sammen med Myrna Loy i Test Pilot (1938; "Vor Tids Helte"). Omkring 1951 skiftede Gable rollefag og spillede sammen med Ava Gardner i western­filmen The lone Star (1951; "Oprør i Te­xas"). Parret spillede også sammen i John Ford-filmen Mogambo (1953: "Mogambo"), hvori Grace Kelly også medvirkede. 1959 spillede den tydeligt ældre og lidt satte, men stadig­væk char­merende Clark Gable sammen med den betydeligt yngre itali­enske skue­spillerin­de Sophia Loren i It started in Naples (1959; "Det begyndte i Napoli").   

 

Clark Gables sidste rolle var i filmen The Misfits (1960), hvori han spillede sammen med en efterhånden nervened­brudt Marilyn Monroe. Manuskriptet til "The Misfits" var skrevet af Marilyn Monroes tredie mand, dramati­keren Arthur Miller (1895-2005), og det menes, at han har be­nyttet sin kone som model til filmens kvindelige hovedrolle. Marilyn Monroe døde som et ulykkeligt menneske i sit hjem i 1962, angiveligt som en følge af, at hun havde indtaget en overdosis sove­pil­ler. Konspirationsteoretikerne, som altid er i spil med deres mere eller mindre vanvittige påstande og teorier, ville dog gerne fremstille hendes død som nærmest et mord begået af daværende justitsminister Robert Kennedy (1925-1968) på vegne af præsident John F. Kennedy (1917-1963).     

 

     Toftegaards Bio havde nu fået Jannings-filmen "Den store Læge" på plakaten.

     Triangel Teatret annoncerede med "Hollywood Cavalcade".

     Valby Teater diverterede med alle raske drenges helt, Johnny Weissmuller, i "Tarzans Søn". Sønnen blev spillet af den da 9-årige Johnny Sheffield.

     Vanløse Bio, som kort forud havde spillet "Tarzans Søn", kunne nu byde på "For fuldt Drøn" med Pat O'Brien (1899-1983). Filmen blev karakteriseret som "En sensationel Væddeløbsfilm".

     Windsor bød på The Cat and the Canary (1939; dansk: "Katten og kanariefuglen"), med Paulette Goddard, som tidligere er blevet omtalt her under omtalen af Charlie Chaplin.

     World Cinema annoncerede med den tyske film "Kongo-Ekspres­sen", 1939, med Marianne Hoppe (1911-2002), Willy Birgel og Rene Deltgen i hovedrollerne.

 

Danske film og danske skuespillere

Den 10. juni 1940 kunne man i Ekstrabladet læse følgende notits om den pressebevågne Ib Schønberg under overskriften "Rekorddag":

     "Der er ikke meget tilbage af Ib Schønberg i Dag, idet han i gaar havde en af de travleste Dage i sit Liv - og det siger ikke saa lidt! Han startede Kl. 7 i gaar Morges med S-Tog til Lyngby. Derfra til Fods til Asas Atelierer - et halvt Pund tabt paa Strækningen - og kl. 15 i gaar med S-Tog tilbage til København for at give stor Børneforestilling i Landsbyen. Kl. 20 spillede han sin Rolle som Christian den Anden i Sukcesfore­stillingen "Dyveke" i Arneweelteatret, og bagefter var han Konferencier med mere i Landsbyen.

     Er der noget at sige til, at der maatte rekvireres en He­stedroske til at køre Resterne af ham hjem - og i Morges kl.7 maatte han atter op for at tage S-Toget til Lyngby."

 

Ja, den altid travle og allestedsnærværende Ib Schønberg, var ikke sådan at komme udenom! Det sørgede han især selv for. Den nævnte forestilling, Dyveke, var en revy-komedie af Kjeld Abell (1901-1961), og den blev spillet på Riddersalen i Lorry, som i den anledning var omdøbt til "Arneweelteatret". Arne Weel (1891-1971) var formentlig stykkets instruktør, og rollen som Dyveke blev spillet af hans daværende kone, den i sin tid uhyre populære skuespillerin­de og revykunstner, Liva Weel (1897-1952). 

 

Samme dag, den 10. juni 1940, kunne Berlingske Aftenavis under overskriften "Herman Bangs "Sommerglæder", som Palladium optager paa Film, var en Nøglero­man", meddele sine læsere, at "Hotelejeren i Sæby og hans Kone følte sig udleverede" i Bangs roman. I avisens brødtekst fortaltes hvorfor. Artiklen var signeret "Henry H.", hvilket formentlig står for Henry Hellsen (1888-1957), der i mange år var journa­list og redaktør ved de Berlingske Blade. Han er tidligere omtalt her i selvbi­ografien under omtalen af middagsavisen B.T..

 

Men under alle omstændigheder var der faktisk tale om god forhåndsreklame for filmen, som var baseret på Herman Bangs bittersøde sommerpensionats-roman fra 1901. Filmen havde premiere i World Cinema den 26. september 1940. Blandt de mange med­virkende og dengang almindeligt kendte skuespillere, kan f.eks. nævnes Rasmus Christiansen (1885.1964), Ellen Gottschalk (1894-1981), Mathilde Nielsen (1858-1945), Elith Foss (1911-1972), Sigurd Langberg (1897-1954), Agnes Rehni (1887-1966), Inger Stender (1912-1989), Helge Kjærulff-Schmidt (1906-1982), Albert Luther (1888-1962), Augusta Blad (1871-1953), Inga Schultz (1907-1990), Karen Poulsen (1881-1953), Johannes Meyer (1884-1972), Karen Berg (1906-1995), Chr. Arhoff (1893-1973), Ellen Jansø (1906-1981), Henrik Bentzon (1895-1971), Karen Lykkehus (1904-1992), Petrine Sonne (1870-1946), Clara Østø (1911-1983), Carl Johan Hviid (1899-1964). Sidstnævnte var i årene 1938-63 Pjerrot på Panto­mimeteatret i Tivoli.

 

Der var altså også fortsat en del danske film at se i bi­ograferne, og jeg kan huske, at jeg var inde og se Pas på Svinget i Solby, som havde premiere den 19. august 1940 i biograferne Aladdin, Colosseum, Dagmar og Triangel. Jeg så den i "Colossen", som vi kaldte Colosseum. Det var et ASA-lystspil efter et svensk forlæg, og filmen var som så ofte med danske film dengang, instrueret af makkerparret Alice O'Fre­dericks og Lau jr. I hovedrollerne sås Ludvig Brandstrup (1892-1949), Berthe Qvist­gaard (1910-1999) og Sigfred Johansen (1908-1953), og Ib Schøn­berg var selvfølgelig også med. Og "Lille Connie (Mei­ling)", som dog nu var blevet hele 10 år, stod også på rollelisten.

 

Forresten kunne Ekstrabladet den 9. april 1940 meddele, at der nok ikke blev noget ud af den forhøjelse af biografbillet­terne, som Biografteaterforeningen havde ønsket og foreslået Justitsministeriet, hvorunder biograferne af ’moralske’ grunde sorterede. Forstadsbiografernes og provinsbiografernes ejere ville ikke gå med til prisforhøjelser, af frygt for, at publikum skulle svigte biograferne.

 

Fra den 28. september 1940 kunne man se Nordisk Films store succes Sørensen og Rasmussen, med ingen ringere end Bodil Ipsen i rollen som Grevinde Danner, født Rasmussen, og den altid kvikke og muntre sanglærke Margu­erite Viby (1909-2001) i rollen som en jovial stuepige med hjertet på det rette sted. Rollen som Kong Frederik VII blev spillet af Valdemar Møller (1885-1947), der forresten også var kendt som humoristisk blad­tegner og desuden var broder til skuespillerinden Petrine Sonne, der dog ikke var med i denne film, og det var Ib Schøn­berg heller ikke. Men også denne film så jeg det år.

 

Den 8. november 1940 havde "World Cinema" (i Cirkusbygningen) premiere på Palladium-filmen Vagabonden, instrueret af skuespilleren og sceneinstruktøren Arne Weel, og med Carl Alstrup (1877-1942) i hovedrollen som en skærsliber-original, der bliver indviklet i en drabssag. Carl Alstrup havde haft sin scenedebut i provinsen, men kom i 1904 til københavnske scener, var førende revyskuespiller ved Scala 1912-29, hvor han blev kendt som en fortræffelig visesanger. Fra 1930 var han freelance. Han begyndte at filme omkring 1908 og medvirkede i "Talende Film" 1908-09, og var indtil 1915 især hos Nordisk Film og Biorama, 1915-16 hos Dania Film, og fort­satte som filmskuespil­ler til sin død den 2. oktober 1942.

 

Den 30. august 1926 kunne B.T. kundgøre, at Carl Alstrup havde løst "Farvefotograferingens Gaade", idet han i samarbejde med en ingeniør, Viggo Jensen, havde opfundet et system, som bestod i, at man kunne optage en sort/hvid film gennem røde og grønne filtre, og når filmen senere blev forevist gennem tilsvaren­de filtre, ville den fremtræde som farvefilm på lærredet. De to optimistiske herrer havde i fællesskab konstru­eret et "farvefilmapparat", der skulle monteres foran det almindelige forevisningsapparat. Det lykkedes at udtage patent på apparatet i 18 lande (!), men problemet var imidlertid, at systemet ikke var tilfredsstillende i praksis.

 

Carl Alstrup havde dog allerede haft en filmhovedrolle i 1937 i ASA-filmen Den kloge mand, som også var blevet instrueret af Arne Weel. Denne rørende folkekomedie om en såkaldt kvaksal­ver, blev i 1956 genindspillet af Palladium med Osvald Helmuth i Alstrups rolle og med Jon Iversen (1889-1964) i instruktør­stolen. I 1939 havde Alstrup spillet Løjtnant von Buddinge i filmati­seringen af Hostrups "Genboerne", men selvom han udførte rollen ganske godt, var skikkelsen dog ikke så nuanceret og afslørende fremstillet, som tilfældet var med den von Buddinge, som Poul Reumert (1883-1968) fremstillede på Det kgl. Teater. I filmen blev den jødiske skomager, Ahasverus, spillet frem­ragende af Holger Gabrielsen (1896-1955), som vistnok også havde denne rolle i teateropførelsen af stykket. 

 

Da jeg i 1955-57 aftjente min civile værnepligt som militær­nægter i Gribskov-lejren ved Mårum, blev jeg på et tidspunkt instruktør for Dramatisk Kreds, og i den egenskab instruerede jeg bl.a. "Genboerne" og spillede selv rollen som Ahasverus. Dengang havde jeg ikke haft lejlighed til at se hverken teaterstykket eller filmen, så fremstillingen og instruktionen var helt efter mit eget hoved, men naturligvis på grundlag af stykkets regianvisninger. Men herom senere og i kronologisk orden.

 

Min klasselærer og skolekammeraterne

Allerede kort efter at have skiftet til Hellig Kors Skole fandt jeg ud af, at den i reglen venlige Hr. Holbro ikke var specielt interesseret i sin lærergerning. Det hang forment­lig sammen med hans alder, som på det tidspunkt, i 1940, har været omkring 62 år. Alderen var tydeligvis begyndt at trykke ham, og desuden led han af en plagsom psoriasis, som bl.a. medførte, at han nogle dage mødte op med bandager om hænderne og salve smurt på forskellige steder i ansigtet og i nakken. Og når det var allerværst, blev han nødsaget til at sygemelde sig, men i reglen kun for et par dage ad gangen. Der er for mig ingen tvivl om, at han så frem til at skulle gå på pen­sion, når han havde ført min klasse frem til afgang i maj 1943. Men tiden indtil da søgte han at få til at glide så stille og problemløst som muligt.

 

Det hændte ofte, at Hr. Holbro i dagens sidste timer, hvor vi elever for eksempel var beskæftiget med skriftlige opgaver eller indenadslæsning, sad i sin stol bag katederet og blunde­de, så hovedet i små nyk efterhånden sank ned mod brystet, hvilket til sidst fik ham til at vågne halvvejs op med et sæt. Han kiggede da sløvt og åndsfraværende ud over klasseværelset, men snart efter faldt de tunge øjenlåg i igen, og det samme gentog sig, og sådan kunne han blive ved i det meste af en undervisnings­time.

 

Men selv om Hr. Holbro ikke var nogen striks lærer, så forventede og krævede han dog, at vi kunne vores lektier og at vi lavede vores hjemmeopgaver. Det var også en selvfølge, at der skulle være ro i klassen i timerne og at vi koncentrerede os om lektierne. I modsætning til, hvad der var tilfældet for flere af skolens andre lærere, benyttede han sig meget sjældent af lussinger eller rap af spanskrøret som afstraffelse for forseelser, og han var heller ikke nogen tilhænger af at idømme eleverne eftersidninger. Men der forekom dog lejlighedsvis så grove overtrædelser af ordensreglementer og forsømmelser af lektielæsningen, at han var nødsaget til at tage de påbudte afstraffelsesmidler i anvendelse.

 

I de knapt fire år, jeg havde Hr. Holbro som klasselærer, har jeg personlig aldrig fået en lussing eller et rap af span­skrøret af ham, men jeg har i et par enkelte tilfælde fået en efter­sidningstime, fordi jeg havde forsømt at lave mine hjem­meop­gaver. Men da jeg følte og vidste, at afstraffelsen var for­tjent, syntes jeg at lærerens handlemåde var rimelig og ret­færdig. Til gengæld følte jeg mig skamfuld og flov over, at jeg havde svigtet lærerens tillid, som jo i virkeligheden var til mit eget bedste.

 

Klassens ’hårde’ drenge

De af klassens elever, som ind imellem blev udsat for af­straffelse, var i reglen en lille klike på 4-5 drenge, der blev anført af en dreng ved navn John. Han var en fysisk velud­viklet, brunlødet og sort­håret dreng med mørkebrune og gennemtræn­gende øjne­, som kunne få andre til at slå øjnene ned, når han stirrede på dem. Han hørte ikke til de mest vakse, når det gjaldt lektier­ne, men til gengæld var han enormt ferm til gymnastik, og han gik aldrig af vejen for at uddele øretæ­ver eller bank, når og hvis det passede ham. Han var formentlig klassens fysisk stærkeste dreng og måske også den psykisk stærkeste, og i denne egenskab dominerede han en lille gruppe på 4 drenge, som gjorde næsten alt for at behage ham. Hvis ikke en af hans "stridsmænd" gjorde, som han ønskede og befalede, blev vedkommende afstraffet af ham og de andre klikemedlemmer. Det hændte også jævnligt, at han sloges i regulær kamp med en eller flere af dem, der udfordrede hans position som "bandele­der", men han gik altid af med sejren.

 

Personlig havde jeg ikke noget udestående med den næsten altid smilende John og hans kumpaner, men jeg søgte også at undgå ham og dem i frikvarterer­ne, når vi opholdt os nede på gårds­pladsen. Her var det meget ofte en eller et par stykker af Johns "stridsmænd", der som udprægede uromagere blev sat til vægs af gårdvagten, som i nogle tilfælde var vores klas­selærer, Hr. Holbro. Men det gik yderst sjældent ud over John selv, som altid behændigt undgik at slås eller uddele øretæver eller knubs, når gårdvagten befandt sig i nærheden.

 

Et par år senere blev jeg selv et "offer" for Johns person­lige behandling en dag tidligt på året 1942. Han var af en eller anden grund blevet irriteret på mig, og med sit sædvan­lige smørrede grin om munden, greb han fat i mit halstørklæde og strammede det så meget om min hals, at jeg mistede bevidst­heden. Denne "begivenhed" skal jeg dog først omtale nærmere i kronologisk sammenhæng, altså under 1942.    

 

Skole-Scenen og Skole-Bio

Det var vistnok i begyndelsen af juni, at Hr. Holbro en dag meddelte at de af os der ville og kunne det, nu skulle reservere sig billetter til Skole Bio og til Skole Scenen, som begyndte i september. Så vidt jeg husker, var der to forestillinger hvert sted i den kommende sæson. Jeg var naturligvis meget opsat på at få adgang til at være med begge steder, og den efter­middag skyndte jeg mig ekstra hurtigt hjem og forelagde tilbudet for mor. Lige straks mente hun dog ikke, at der var råd til at jeg kunne få lov til at deltage i de pågældende arrangementer, men da hun så, hvor skuffet jeg blev over det, sagde hun, at det nok kunne lade sig gøre alligevel. Det var derfor en glad og stolt mig, der næste dag kunne indbetale det beløb, så vidt jeg husker 12 kr., det kostede at blive medlem af Skole Bio og Skole Scenen. Det eneste jeg vidste om disse institutioner var, at førstnævnte viste filmforestillinger i Amager Bio, og den sidstnævnte teaterforestillinger på Det ny Teaters scene.

 

Teater kendte jeg ikke ret meget til på det tids­punkt, for det eneste teater, jeg nogensinde havde været i, var Nørrebros Teater, hvor jeg omkring sidste juletid havde set fore­stil­lingen "Snehvide og de syv dværge". Men jeg havde natur­lig­vis læst og hørt en del om teater i aviser og ugeblade, og teater en miniature, dvs. dukke- og marionettea­ter, inter­esserede mig så meget, at jeg også selv forsøgte at lave dukketeater. Det første dukkete­ater, jeg havde, var hjemmelavet og meget primi­tivt. Det bestod kun af et proscenium med for­tæppe og en kulisse, der fore­stillede en søbred. Styk­ket, jeg spillede, var Konen i mudder­grøften, og til dette havde jeg selv sned­kereret tre temmelig primitive marionet­dukker, nemlig fiskeren, hans kone og den gyldne fisk. Så vidt jeg husker, havde jeg købt stykkets tekst og forteg­ninger til, hvordan man kunne lave dukkerne, gennem Familie Journalen.

 

Allerede som 11-årig syntes jeg, at stykkets hand­ling og morale var genial, og det morede mig meget at gennem­spille stykket, både for mig selv, når jeg øvede mig, og for mit publikum, hvilket som sædvanlig ville sige mine foræl­dre, søskende og mor­forældre, og vistnok også fætter Dennis.

 

Særlig stykkets slutning frydede mig, for da den begærlige fiskerkone til sidst ønsker sig at blive som Gud selv og få magt som denne, ender hun i muddergrøften! Jeg forstod godt, at Gud er i det store så vel som i det små, og at hans almagt, alvisdom og alkærlighed omfatter det hele, lige fra det uende­lige himmelrum til den lille og beskedne, mudrede grøft, hvor frøer og snoge har deres liv og tilværelse.

 

Omkring et par år senere, i 1942, erhvervede jeg det såkaldte "Pegasus Teater", også gennem Familie Journalen, men det vil jeg dog først berette om senere og i kronologisk orden.

 

Med udsigt til at komme til at opleve noget nyt og spændende, glædede jeg mig naturligvis til efteråret, hvor jeg og en del af mine klassekammerater og børn fra skolens andre klasser og fra andre skoler skulle i Amager Bio og se nogle specielt udvalgte film, og i Det ny Teater og se nogle klassiske danske teater­stykker. Jeg har allerede nævnt, at en af de film, som Skole Bio havde på programmet, var den amerikanske spillefilm om Louis Pasteur, spillet af den dengang meget berømte Paul Muni. Den første film, vi kom til at se, var imidlertid Toms Even­tyr, som formentlig er fra 1937-38, og som var baseret på en bog af samme navn fra 1876 af den store amerikan­ske for­fatter og humorist Mark Twain (1835-1910), hvis egent­lige navn var Samuel Langhorne Clemens. Den næste film, vi så i Skole Bio, var Captains Courageous (1937; "Havets Helte" baseret på en roman af Rudyard Kipling (1865-1936) og med Spencer Tracy (1900-1967) i hoved­rollen.

 

På Skole Scenen på Det Ny Teater så vi "Eventyr på fodrejsen" (1847) af J.Chr.Hostrup (1818-92), "Sparekassen" (1836) af Henrik Hertz (1798-1870) og "Jeppe på bjerget" (1722) af Ludvig Holberg (1684-1754). De enkelte film og skuespil vil jeg senere beskrive i den rækkefølge, hvori jeg så dem.

 

Sommerferie, hurrah!

Eksamenstiden og derefter befrielsens time i form af den 7 uger lange sommerferie nærmede sig snart. Skriftlig eksamen begyndte i maj og fulgtes af mundtlig eksamen i juni. Min 11 års fød­selsdag var også nært forestående, og i København var det skik og brug i skolerne, at man delte bolsjer ud til sine klassekam­merater. Det var lidt af en økonomisk belastning for mors husholdningspenge, når hun skulle spendere de 5-6 kroner, som en dåse bolsjer kostede dengang. Hun formanede da også én til ikke at købe de dyreste bolsjer, men det gjorde mig ked af det, for jeg ville nødigt stå tilbage for mine klassekammerater. Stan­darden for fødselsdagsbolsjerne var naturligvis sat af de af klassens drenge, hvis forældre var økonomisk bedrestillede.

 

De billigere bolsjer bestod hovedsagelig af de bolsjer, der mere eller mindre knuste lå i bunden af det store glas, bolsjerne normalt blev opbevaret i hos slikmutter, og dem ville jeg altså ikke være bekendt at byde mine klassekammerater, så derfor endte det da også med, at jeg fik lov af mor til at købe de hele bolsjer. Bolsjerne købte jeg hos slikmutter nede i hendes kælderbutik i Jægersborggade 23.

 

Ved eksamen bestod jeg både den skriftlige og den mundtlige eksamen med en gennemsnitskarakter på mg plus, hvilket efter omstændig­hederne var ganske godt. Mine karakterer var høje, dvs. ug minus, i fag som dansk, religion og Danmarkshistorie, og et enkelt ug i tegning. Det, der trak ned, var mine karakterer i regning, naturhistorie og verdenshistorie, og i prakti­ske fag som gym­nastik og sløjd, som alle var fag, der ikke rigtig fængede hos mig. For de teoretiske fags vedkommen­de skyldtes det, at jeg faktisk aldrig rigtig kom til at forstå, hvad disse fag handlede om. Det var særlig regning, der voldte mig kvaler, for vi lærte godt nok den lille og senere den store tabel udenad, men hvad tallene egentlig stod for, fattede jeg ikke. Der var heller ingen, der bekymrede sig om, hvor vidt jeg forstod det eller ej, hverken regnelæreren eller mine forældre. Derfor lærte jeg faktisk først at regne nogenlunde, efter at jeg var blevet voksen og i stigende grad fik brug for denne disciplin. Men nogen mester i regning, for slet ikke at tale om matematik, blev jeg aldrig.

 

Denne sommer kunne jeg glæde mig til, at jeg for første gang efter at vi var flyttet til København, skulle på 7 ugers sommerferie hos min tante Alma, onkel Johannes og fætter Børge i Nakskov. Det glædede jeg mig usigelig meget til. Rejsen blev allerede bestemt i maj, for da meddelte vores klasselærer os, at de af eleverne, der gerne ville have gratis transport til og fra feriestedet, skulle henvende sig til ham og få et skema med hjem til vores forældre, som skulle udfylde det. Man kunne nemlig kun komme i betragtning til gratis tog og/eller rutebil­rejse, hvis éns forældre lå under en vis indtægtsgrænse, og dette skulle de pågældende forældre oplyse på skemaet og skrive under på tro og love på.

 

Selv om det faktisk føltes ydmygende, at éns forældre hørte til de mindrebemidlede - det skulle man være, for at éns børn kunne deltage i ordningen - var det alligevel en særlig for­nemmelse den dag kort før sommerferiens begyndelse, da klas­selæreren uddelte nogle specielle togbilletter til de elever, der skulle af sted på landet. Disse billetter var et forholdsvis stort, hvidt kort, på hvis forside man fandt sit navn og den station anført, hvortil rejsen fra Københavns Hovedbanegård skulle foregå, samt datoen og klokke­slettet for hen- og tilba­gerejsen.

 

For mit vedkommende havde mor fået det arrangeret sådan, at jeg skulle tilbringe sommerferien hos min onkel Johannes og tante Alma i Nakskov og deres søn, min et år ældre fætter, Børge. Det glædede jeg mig til, men samtidig var jeg ked af at skulle være væk fra mine forældre og to småbrød­re, og mine morforældre og Dennis, i syv uoverskuelige uger. Udsigten til at komme væk fra Jægersborggade og vores halvmørke, indeklemte og triste lejlighed, og "hjem" til Nakskov og dens for mig velkendte omegn, var dog en formildende omstændighed. 

 

Hurra, sommerferie i Nakskov!

Imidlertid nærmede skoleåret sig sin afslutning og sommer­ferien begyndte. Både den skriftlige og mundtlige eksamen var vel overstået, for mit vedkommende med gode gennemsnitskarak­terer, så derfor skulle jeg begynde i fjerde klasse efter sommerferien. Alt tegnede derfor lyst set med mine øjne, særlig fordi sommerferien nu var meget tæt på, og snart oprandt dagen, da jeg skulle med toget fra Københavns Hovedbanegård. Far havde allerede dagen i forvejen været inde på Godsbanegården, for at sende min cykel af sted til Nakskov. Den ville nemlig være uundværlig under mit sommerophold der. Mor havde pakket en stor brune og lidt slidt kuffert med al det tøj, som jeg skulle have med og som hun mente jeg ville få brug for i de syv uger, jeg skulle tilbringe hos familien i Nakskov. Det var dog beregnet, at undertøj, bluser og strømper skulle vaskes flere gange i løbet af ferien, men det var ikke noget, jeg tog mig af eller bekymrede mig om, for det havde mor alt sammen aftalt med min kære tante Alma.

 

Efter som jeg tidligere har beskrevet mine togrejser frem og tilbage mellem Nakskov og København, skal jeg ikke trætte med at beskrive, hvordan min første ferierejse fra København til Nakskov formede sig. Mine forældre og søskende fulgte mig til banegården og der tog vi noget forlegne afsked med hinanden, idet mor bad mig huske på at være flittig til at skrive til dem. "Ja! Det skal jeg nok!" sagde jeg, dog uden særlig overbevisning, og viste mig da også siden som en meget lidt flittig brevskriver til mine forældre. Til gengæld holdt min tante Alma via sine breve jævnligt mor underrettet om, hvordan jeg havde det og trivedes under opholdet hos dem.

 

 

 

På fotoet til venstre ses indgangen til Nakskov Station, som efterhånden blev kendt for mig, fordi det var herfra jeg afrejste på feriebesøg hos mine morforældre i København, og som jeg naturligvis også vendte tilbage til på hjemrejsen. Senere, da vi boede i København og jeg holdt sommerferie hos min tante og onkel i Nakskov, var det også her jeg ankom til og efter ferien igen afrejste fra. – På fotoet til højre, som er optaget fra Stationspladsen, ses Nygade løbe tværs gennem billedet og med Danagade beliggende til venstre i billedet. Den høje bygning bagest i billedet, som delvis er dækket af det høje træ i forgrunden, husede i mange år biografen KINO, hvor jeg i 1938 havde set Walt Disneys første lange tegnefilm ”Snehvide og de syv dværge”. – Fotos: © 2001 Harry Rasmuseen.

 

Lige fra første øjeblik, jeg ankom til Nakskov, og min tante og fætter tog imod mig på banegården - onkel var på arbejde på Skibsværftet - følte jeg mig velkommen og godt behandlet, og denne følelse blev ikke mindre, da min onkel kom hjem efter fyraften senere på dagen. Han talte venligt og muntert til mig og sagde, at han håbede jeg ville få en god tid hos dem. "Jeg har snart ferie," sagde han, "og så skal vi ud til stranden og ligge i telt!" - "Ud til stranden" vidste jeg betød Maglehøj Strand syd for Tillitse og Majbølle, som jeg jo kendte fra den tid, hvor vi boede i Tillitse, og hvor vi lige fra jeg var en lille dreng ofte var taget ud for at bade om sommeren.

 

At "ligge i telt" var nyt for mig, for det havde jeg aldrig prøvet før, og vidste derfor ikke helt præcist, hvad det betød. Men det skulle snart vise sig, at min onkel og tante havde købt en sommerhusgrund i et nyligt udstykket landbrugsareal nord for stranddiget, ikke langt fra vejen fra Maglehøj Strand over Maj­bølle, Spidsby og Kuditse til Nakskov. Der var derfor heller ikke langt til mine bedsteforældre, som boede i Majbølle.

 

Imidlertid gik de første cirka fjorten dage af min sommer­ferie med, at Børge og jeg sov længe om morgenen. Vi sov begge i min onkel og tantes store soveværelse, hvor der op mod væggen ind til stuen stod to barnesenge i forlængelse af hinanden. Onkel og tante sov i en stor dobbeltseng, hvis ene side kun befandt sig cirka halvanden meter fra de to børnesenge. På grund af sin beliggenhed på øverste, dvs. anden etage i ejendommen, havde lejlig­heden skråvægge, hvilket bidrog til at gøre den hyggelig. Der var to rum, en stor, nordvendt stue med kun ét forholdsvis stort vindue, og et endnu større, sydvendt sove­værelse, som også kun havde ét stort vindue, og dertil et relativt stort køkken, samt en pænt stor entré og ditto hvidfliset toilet med træk og slip og porcelænshåndvask. Lejligheden var yderst velholdt og møbleret med gedigne egetræs- og mahogni­møbler, og min tante satte en stor ære og et stort arbejde i, at renholde hele lejligheden. Man kunne derfor ikke finde støv nogetsteds eller sætte en finger på mangler eller defekter, alt var i den bedste orden.

 

Dette med ordenen og renligheden var noget jeg selv satte højt, for det havde vi også haft både i Tillitse og i Nakskov, men efter at vi var flyttet til København, var det som om mor tabte lysten eller måske ikke havde kræfter til at holde vores lejlighed helt så ren og ryddelig, som tilfældet før havde været. Til daglig havde hun jo travlt med at sy dagen lang og desuden lave aftensmad til os. Men støvet sænkede sig jævnt i hele lejligheden, godt hjulpet af støvet fra det tøj, mor syede, og nullermændene bredte sig under senge og møbler. Som tilfældet var med de fleste andre arbejderfamilier dengang, havde mine forældre ikke råd til at have støvsuger, og derfor foregik al rengøring af lejlighedens værelser ved hjælp af fejekost og gulvskrubbe, og ingen af delene blev brugt særlig flittigt, men dog nok til, at der var rimelig rent og pænt hos os.

 

Men det pinte mig alligevel lidt, at der var noget at udsætte på vores lejlighed og vores gamle møbler, og det bevirkede, at jeg ikke kunne lide at tage en kammerat med hjem, og desuden vidste jeg, at mor ikke brød sig om, at der kom fremmede, det være sig børn eller voksne, hos os. Dette forhold ændrede sig stort set ikke i hverken min eller mine søskendes barndom. Men efter at vi i marts 1940 var flyttet til Jægersborggade på det ydre Nørrebro, lykkedes det mig dog en kort overgang at bryde det "panser", mor med sin menneske­sky­hed havde opbygget omkring os. Herom dog først senere.

 

Herlige feriedage hos onkel og tante

Feriedagene i Nakskov gik med leg nede i den store gård, der hørte til ejendommen. Her var der flere drenge og piger, som jeg lærte at kende. Men hverken min fætter Børge eller jeg var til de store kropslige udfoldelser, så vi sad for det meste og så på, mens de andre børn havde travlt med deres forskellige lege. Jeg ved ikke præcis, hvad der optog min fætters tanker, for han var en dreng af få ord. Men måske var det hans model­tog, for allerede som barn var han stærkt optaget af sin interesse for alt, hvad der havde med jernbanedrift at gøre. Oppe på loftet over lejligheden havde min onkel et lille værksted, og her havde han bl.a. også en mindre drejebænk, som han og Børge brugte, når de skulle fremstille skalamodeller af de tog, som Børge gerne ville indlemme i sin togsamling.

 

Min onkel Johannes var ferm til at bruge en hobbydrejebænk, for det hørte med til hans arbejde på Nakskov Skibsværft at fremstille professionelle skalamodeller af de store skibe, der blev bygget på værftet. Seks dage om ugen cyklede han hver dag frem og tilbage fra arbej­det, og hans arbejds­tid begyndte klokken seks om morgenen og sluttede klokken fem om efter­middagen, men dog afbrudt af to timers middagspause. Om lørda­gen arbejdede han dog kun fra kl. seks morgen til kl.12 middag. Men når han kom hjem i middagspausen, fik vi varm mad, forret og efterret, som blev spist ved et lille bord i køkkenet, og der­efter gik han ind i stuen, lukkede op for middagsradioavi­sen, tog dagens avis og satte sig i en af de store læderlæ­nestole og kiggede lidt i avisen. Det varede i reglen ikke længe, før avisen sænkedes ned på hans skød, et tegn på, at han blundede og fik sig en tiltrængt lur på en lille halv times tid. Så vågnede han af sig selv, gik ud på toilettet og friske­de sig lidt op, hvor­efter han forlod lejligheden ad køkkentrap­pen, for at cykle tilbage til sit arbejde.

 

Når onkel Johannes var gået, kastede Børge og mig os over avisen, for at se, hvad dagens stribe med "Ferd'nand" havde at byde på. Vi syntes begge, at det var en hyggelig og morsom tegneserie, og for mit vedkommende var der også noget fasci­nerende ved den stil, hvori figurerne var tegnet. Stilen mindede nemlig lidt om 1930'ernes tegnefilmsstil, hvilket egentlig ikke var så mærk­værdigt, i betragtning af at seriens tegner, Mik, var den ene af Danmarks dengang to mest frem­trædende og betydelige tegne­filmstegnere. Men det vidste jeg naturligvis ikke noget om på det tidspunkt.

 

Et andet tidsfordriv, som Børge og jeg havde, når det var regnvejr eller vi ikke gad lege nede i gården længere, var at ligge på maven på gulvet i deres store soveværelse og læse tegneserierne i "Dansk Familieblad" og "Ude og Hjemme". Det var nemlig sådan, at min tante engang imellem hentede en stak ugeblade hos en veninde ude på Tårsvej, ikke så langt fra, hvor jeg havde gået i skole, da vi boede på Rosnæs. Denne veninde var gift med en malermester, og de boede i eget hus, hvor manden også havde sit malerværksted.

 

Børge og jeg kunne ligge i flere timer og læse de fortsatte tegneserier i de to ugeblade, og selv interesserede jeg mig især for "Dansk Familieblad"s tegneserie med Anders And, fordi den var tegnet i en såkaldt tegnefilmsstil. Anders And havde jeg jo set i nogle af de sort-hvide Mikkel Mus-film, der var blevet vist omme i Blågårds Kirkes menighedshus, men endnu havde jeg ikke hørt hverken Mickeys, Fedtmules eller Anders Ands stemmer. Men samme ugeblads mesterligt tegnede tegne­serier som "Jens Lyn" og "Detektiv X-9", begge tegnet af Alex Raymond, hørte også til mine tegneseriefavoritter

 

I "Ude og Hjemme" var det særlig "Store Klaus og Lille Klaus" ("Mutt and Jeff") af Bud Fisher, og science fiction-serien "Tom Trick/ Brick Bradford" af Clarence Gray, der fangede opmærksom­heden.

 

 

Et par eksempler på tegninger, der er tegnet af mig som ca. 11-12-årig. Jeg sporede mig tidligt ind på at tegne i, hvad jeg dengang forstod ved en ’tegnefilmstil’, hvor figurerne efter min opfattelse skulle være komiske og med afrundede former. Tegningen til højre er i virkeligheden en karikatur af en af min fætter Børges onkler, Ejvind Hansen. – Tegninger: © 1940-41 Harry Rasmussen.

 

Selv øvede jeg mig ind imellem på at tegne figurer i "tegne­filmsstil", og det slap jeg nogenlunde heldigt fra, syntes både jeg selv og andre. Min onkel og tante fik nogle af de teg­ninger, jeg lavede, mens jeg var på min første ferie hos dem, og de opbevarede disse resten af deres liv. De var tydeligvis stolte af mine små "kunstværker". Efter onkel og tantes død i hhv. 1989 og 1992 fik jeg tre af teg­ningerne tilbage, og på den ene af disse ser man en mand, iført kasket og med en malerpensel i den ene hånd og en fyldt malerbøtte i den anden, fare afsted i susende fart. Tegningen var inspireret af, at en af min onkel og tantes nære venner var håndværksmaler. 

En anden af mine tegninger var et karikeret ’portræt’ af en af fætter Børges onkler, som var saddelmager af profession og som havde værksted omme i byen. En tredie af de bevarede tegninger forestiller samme onkel sidde med cigar i munden og en ølflaske i hånden, alt imens han støtter sit tydeligt beduggede hoved i den anden hånd. I og for sig ubetydelige tegninger, men som nok var lidt usædvanlige, fordi de var tegnet af en kun 11-12-årig knægt. Tegningerne var desuden bebudere om, hvad der senere skulle følge fra min hånd af betydeligt bedre og naturligvis mere professionel tegnekunst.

 

 

 

Endnu et eksempel på min ca. 11-12-årige ’tegnefilmstil’, hvor figurerne f.eks. kun havde fire fingre. Der er ikke tale om stor tegnekunst, men dog om, at det var tegninger af figurer som disse, der var medvirkende til at jeg i 1943, i en alder af kun 14 år, blev ansat som elev hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. – Tegning: © 1940-41 Harry Rasmussen.

 

 

 

På fotoet til venstre ses Nakskovs hovedgade, Søndergade, som mod øst munder ud i Nybrogade og som mod vest slutter ved torvet. Hovedgaden fører direkte op til byens hovedtorv, Axeltorvet, som ses på fotoet til højre. Det var på dette torv, at der i hvert fald i mind barndom og ungdom blev holdt torvedage, hvor oplandets gartnere og frugtavlere falbød deres efterspurgte varer, som dels havde den fordel, at de var friske og dels at de var lidt billigere, end man kunne købe de samme varer for i byens forretninger. – Fotos: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Min tante var i reglen travlt beskæftiget dagen igennem, idet hun stod tidligt op om morgenen og smurte frokostpakke til min onkel og lavede morgenmad til sig selv og ham. Imens sov Børge og jeg, men det hændte dog, at jeg vågnede og lindede lidt på det ene øje, for at se, hvad der foregik. Døren ud til køkkenet blev dog som regel lukket, formentlig mest for ikke at vække de to sovende uskyldigheder. Efter opvasken planlagde tante, hvad vi skulle have til middag den dag, og derefter cyklede hun hen til et sted, vistnok hos en læge eller tandlæge, hvor hun havde et morgenjob som rengøringskone. På hjemvejen herfra gjorde hun i reglen indkøb et eller flere steder i byen, gerne hos slag­teren og bageren, i ismejeriet og hos ostehandleren. Kolonialvarer som kaffe, te, sukker, mel og gryn, blev så vidt jeg husker fortrinsvis købt hos købmand Clausen, som havde købmandshandel på hjørnet af Tollesensvej og Rødbyvej, og altså i samme ejendom, som min tante og onkel boede i.

 

Det skete også, at tante gjorde indkøb på Torvet, byens centrale plads: Axeltorv, hvor man bl.a. kunne købe friske grøntsager, frugt og blomster, men det gjorde hun kun, når de ikke havde frugt, grønt og blomster fra deres egen kolonihave. Denne var be­liggende i et kolonihaveom­råde lidt uden for byen, omtrent over for forlystelsesstedet Svingelen, og man kom dertil ved at cykle ud ad Løjtofte­vej.

 

Middagsmaden hos min onkel og tante bestod til daglig som nævnt af en forret og en efterret. Noget af det bedste, jeg vidste, var, når vi skulle have krebinetter med stuvede grøn­ærter og gulerødder og nye kartof­ler til. Ærterne, gulerødderne og kartoflerne var af egen avl. Det var en himmerigs mundfuld, som hvad krebinetterne angik, aldrig var noget, vi fik derhjem­me, simpelthen fordi krebinet­kødet var for dyrt. Hjemme fik vi i stedet frikadeller, hvilket jo også var ud­mærket, men de smagte altså ikke lige så godt, som tilfældet var med krebinet­terne.

 

I den ferietid, jeg tilbragte hos min onkel og tante, fik vi god og veltillavet varm mad så godt som hver eneste dag, og forretten kunne veksle mellem medisterpølse, stegt flæsk, hakkebøf, frikadel­ler, krebinetter, stegt lever og lignende, og i reglen var der en ugentlig dag med fisk på menuen. Det kunne være stegte rødspætter, stegte ål eller hornfisk. Til maden blev der til daglig enten drukket vand, saftevand eller mælk. Øl eller vin til de voksne og sodavand til os drenge kom kun på bordet om søndagen eller når der var gæster. Både min tante og onkel var kræsne i deres valg af mad, men min fætter Børge var især kræsen og kritisk, specielt hvad angik varm mad, som han stort set ikke brød sig meget om. De dage, hvor vi skulle have en ret, han ikke kunne lide, nægtede han simpelthen at spise. Onkel skældte ham ud og forlangte at han skulle spise den mad, der blev serveret for ham, men tante var mere efter­givende, og det var vel det, fætter Børge havde erfaret, og han vidste derfor at hans stædighed blev belønnet, for det endte gerne med, at han i stedet fik nogle stykker smørre­brød med den slags pålæg, han holdt mest af. Han holdt især meget af tomat­madder, og han kunne nemt spise tre-fire rundtenommer. 

 

Dagens efterret bestod i reglen af hjemmelavet stikkelsbær-, rabarber-, hindbær- eller rødgrød, og i jordbærsæsonen af friske jordbær med sukker og fløde, eller af jordbærgrød. Både rabarberne og de her nævnte bærformer var i reglen fra min onkels og tantes egen koloniha­ve.

 

Om eftermiddagen, når onkel kom hjem fra arbejde, det vil sige omkring klokken fem, fik de voksne gerne kaffe og vi to knægte mælkete, og hertil spiste vi sigtebrød med marmelade eller puddersukker på. Klokken seks blev der serveret aftensmad, som bestod af smørre­brød, som min tante havde smurt, og det var altid friskt og lækkert, men ikke overdådigt og slet ikke fedt. Både Børge og jeg holdt meget af tomatmadder, så dem spiste vi gerne hver en rundtenom af. Desuden var der leverpostej, rullepølse, spege­pølse og ost. På leverpostejen var der ofte hjemmelavet agurke­salat og på rullepølsen og spegepølsen sky, ligesom der var radiser til osten.

 

Efter aftensmaden cyklede vi alle fire i reglen en tur rundt i byen eller omegnen, og herunder kom vi jævnligt ud til Svingelen eller til kolonihaven, hvor det kunne ske, at vi plukkede ærter, kirsebær og jordbær, som vi spiste nogle af på stedet. I Svingelen var der jævnligt sang og musik fra en åben tribune, eller der var sommertivoli af den slags, som turnerer rundt fra by til by. Der var luftgynger, karruseller, skyde- og spilletel­te og meget andet gøgl, men der var ikke noget af det, som Børge og jeg syntes særlig godt om, så derfor nøjedes vi med at se på.

 

Når det begyndte at mørkne, kørte vi hjem igen, og her fik vi aftente med sigtebrødsmadder til, og bagefter blev vi venligt men bestemt beordret ud på toilettet for at tisse af og vaske ansigt og hænder. Men tandbørstning var også her et ukendt fænomen, bortset fra, at min tante, som allerede dengang havde protese i overmunden, børstede sine tænder og skyllede mund morgen og aften, og ved sengetid blev gebisset lagt i et tandglas fyldt med vand, som stod ved hendes natbord. Dette skete dog så diskret, at det kun var ved en ren tilfældighed, at jeg opdagede, at tante havde delprotese. 

 

Cyklen var et vigtigt transportmiddel for de allerfleste mennesker i 1930'-40'erne, og selv ikke faglærte og funktio­nærer som f.eks. min onkel, havde råd til at holde bil. Min onkel og tante havde dog den luksus, at de en overgang i mine tidlige barndomsår ejede en halvstor motordrevet fritidsbåd, der havde en lille kahyt, som jeg holdt af at sidde inde i, når far og jeg var med min onkel og fætter ude at sejle i Nakskov havn og fjord. Men senere solgte de båden, og det var måske for pengene, de fik ved salget, at de havde købt en nyudstyk­ket sommerhus­grund ude ved Maglehøj Strand.

 

En tidlig søndag formiddag cyklede vi til Majbølle, for at besøge farmor og bedstefar. Vi skulle spise middag hos dem og først køre hjem hen mod aften. Børge og jeg benyttede lejligheden til at se os omkring i den store have, hvor der foruden diverse grøntsager, såsom kartofler, gulerødder, agurker, porrer, løg, persille, kørvel og andet, også var både ærter, kirsebær, jordbær, hindbær, stikkelsbær og ribs og solbær at plukke og smage. Og vi kiggede langt efter de store blå blommer og Grev Moltke-pærerne, som desværre ikke var modne nok endnu, til at kunne spises. Begge dele havde jeg haft lejlighed til at smage, når vi besøgte mine far­forældre, mens vi endnu boede i Tillitse.

 

En årlig udflugt

Min tante havde en et par år ældre søster, hvis navn var Martha, og hun var gift med en sadelmager ved navn Ejvind Hansen, som havde både værksted og lejlighed omme bag i en gård i Sønderga­de. Parret havde så vidt jeg husker to børn, datteren Lis og sønnen Leif, og sidstnævnte var som voksen ansat i mange år i en over­ordnet stilling hos FDB i Albertslund nær ved København. Denne familie deltog i reglen i den årlige familie- og venneudflugt til Kragenæs på Lollands nordkyst, lige som tilfældet også var med min tantes ovenfor nævnte veninde og dennes malermester­mand. Deltagerne mødtes efter forud truffet nærmere aftale ved Løjtoftevej ud for Sukkerfabrikkens nordside, og herfra cyklede man i samlet flok til stedet, som ligger cirka 16 km stik nordøst for Nakskov. Alle havde madkurv og kaffe på termokande med, og man kunne købe øl, sodavand og is på stedets kro, hvor der var nogle udendørs faste borde og bænke, som man gerne måtte spise sin medbragte mad ved.

 

Vi børn fik gerne en gul sodavand til maden, mens mænnerne foretrak øl og brændevin, som efter et par stykker af slagsen satte humøret nogle grader i vejret. Enkelte damer, som f.eks. min tante, kunne godt lide en enkelt snaps til sildemaden, men det var sjældent at det blev til mere end denne ene dram, lige som det var uhyre sjældent at se damer drikke øl og spiritus dengang, og da særlig ikke på offentlige steder. Damerne så i reglen mest frem til kaffen, som de kunne sidde længe over og nyde, og det hændte da, at den blev forstærket med nogle dråber af livets vand: akva vita. 

 

Her ved Kragenæs var der også en badebro, og fra den var det en yndet leg for både børn og voksne at springe ud og fange rejer på hav­bunden. Der var i reglen masser af rejer inde på relativt lavt vand, så man kunne stå op med hovedet over vandet, og så dykke ned, hver gang man ville forsøge at fange nogle af disse helt specielt udseende dyr. Rejerne blev bragt i land og lagt i et fad eller en skål, og herunder afgik de ved døden, hvorefter de blev pillet og spist til den med­bragte mad.

 

Jeg prøvede også selv på at fange nogle rejer, men jeg var ikke særlig god til det, fordi jeg ikke kunne lide at tage på de små dyr, som gjorde et pludseligt hop eller spring, når man ville fange dem. Det er det, man kalder et rejehop, men jeg hoppede i reglen højere og hurtigere end rejen, jeg skulle fange. Jeg kunne heller ikke lide at pille rejer, en procedure, der jo består i, at man med et snuptag fjerner hoved, ben og den hårde skal, så kun dyrets relativt bløde del bliver tilbage. Men når først de var pillet, havde jeg ikke noget specielt imod at spise rejer­ne. 

 

Nogle af mænnerne blev nødt til at snuppe sig en lille lur før hjemturen, for det hændte, at enkelte af dem havde fået en eller et par genstande for meget indenbords, og det gik gerne ud over balanceevnen. Den i reglen meget muntre og slagfærdige onkel Ejvind var en af de herrer, der havde brug for en god time på øjet, inden hjemturen kunne finde sted.

 

Hen på aftenen, men før lygtetændingstiden, blev der kaldt til samling ag afgang, og så gik cykelturen langsomt og for nogles vedkommende lidt usikkert hjemad mod Nakskov, hvortil der var omtrent dobbelt så langt som på udturen. Dagens mange oplevelser og den bagende sol havde gjort os børn godt trætte, så pedalerne føltes ekstra tunge at træde. For de voksnes vedkommende var det en blanding af solen, badningen, maden og - især - de våde varer, der besværliggjorde køreturen, og det var derfor en sagtmodig flok cyklister, der trampede ud ad lande­vejen på vej sydpå mod hjembyen.

 

 

 

Selv om ovenstående to fotos, som er optaget ved Maglehøj Strand i august 2006, ikke yder stedet og stranden retfærdighed, så har jeg alligevel valgt at gengive dem her, nemlig i mangel af bedre. Senere vil der blive lejlighed til at bringe nogle fotos fra 1940’erne, når dette årtid bliver omtalt her. – På fotoet til venstre ses min svigersøns forældre: Kaj Grye Pedersen og Hanne Grye Pedersen, og til højre for dem min egen person. – På fotoet til højre ses min kære viv Birgit, som vist nok demonstrerer, at med en så ren og frisk luft, som der er dér, får man kræfter og godt humør. – Fotos: © 2006 Harry Rasmussen.

 

Maglehøj strand

Langt om længe nærmede dagen sig, da onkel skulle begynde sine fjorten dages ferie, og hvor vi skulle ligge på landet på deres sommerhusgrund ved Maglehøj Strand. Min onkel og tante havde endnu ikke fået noget sommerhus på grunden, men indtil videre havde de købt et brugt kolonihavehus på omkring 6 m2, men da det ikke var stort nok til, at vi kunne sove i det, måtte vi af samme grund ligge i telt. To telte blev opbevaret i huset eller skuret, som det jo nærmest var. Det var et par lave, hvide 4-mands telte, hvoraf det ene i dette tilfælde blev benyttet af tante, onkel, fætter Børge og mig. Det andet telt blev brugt af Ejvind, Martha, sønnen Leif og datteren Lis. I skuret var der desuden et kogested med primus­apparat, hvor der blev kogt vand til kaffe og lavet mad, og desuden opbe­varedes her for­skellige gryder, stegepander og andet, som der normalt ville være brug for under landligger­ti­den.

 

Toiletbesøg var i øvrigt ikke noget problem, for lige over for grunden lå der en stor åben plads, og i dens sydlige udkant var der en forholdsvis stor træbygning med tilbygninger, der rummede toiletter og brusebad. Hertil var der adgang for sommerhus­be­boerne og strandens besøgende, enten via diget eller det fællesareal, der lå foran. I den centrale del af træbyg­ningen lå stedets blanding af kiosk, købmandshandel og restau­rant, og ved siden af denne var der en trappe med adgang til et ud­sigtstårn, som var så tilpas højt, at det ragede op over det tæt ved liggende dige, således at man kunne kigge vidt ud over havet eller ind over det flade land.

 

Turen ud til Maglehøj Strand foregik som sædvanligt på cykel, men denne gang var vores cykler pakket med en del grej og madvarer, som vi nødvendigvis måtte have med. Det var meningen, at Ejvind, Martha og datteren Lis skulle følge efter senere på dagen. Vejret var nogenlunde godt og solen skinnede, men ikke fra en skyfri himmel, da vi kørte fra Nakskov og ud ad den vej, som jeg med mine forældre havde kørt så forholdsvis ofte, når vi skulle fra Tillitse til Nakskov og retur. Men ved Spidsby fortsatte vi lige ud, hvorved vi kørte udenom Tillitse og mere direkte til Maglehøj. Under­vejs pas­serede vi Majbølle Saftsta­tion, hvor min bedstefader arbejdede som lokomotivfører af tipvognstog. Men der var ikke tid til at aflægge besøg, for det gjaldt om at nå ud til stranden og få sat teltene op, inden det blev for sent på dagen.

 

Teltene blev slået op på den græsbevoksede grund, et stykke fra hinanden, men sådan, at det telt, som onkel, tante, Børge og jeg skulle sove i, lå tættest ved den grusvej, der fra den asfal­terede vej førte ind til sommerhusarealet. Mellem denne vej og grunden, var der en lav afvandingsgrøft. Uheldigvis tog man ikke vejrgu­derne i ed, og glemte derfor at grave en rende rundt om telte­ne, hvor eventuelt regnvand kunne sive ned. Vi havde kun soveposer at ligge i på den bare grønsvær, og det føltes jo lidt hårdt, og kroppen var mørbanket, når man vågnede om morgenen.

 

Det blev hen på aftenen, uden at Ejvind med kone, søn og datter var dukket op, og tante talte derfor om, at der måtte være kommet noget i vejen og at de derfor nok først ville ankomme den næste dag, som var en søndag. Men vi andre hyggede os, gik tur op på diget og hen ad stranden, og efter en times spadseretur vendte vi tilbage til familiens base, hvor tante arrangerede aftensmad, der som altid bestod af smørrebrød. Hen på aftenen fik vi som sædvanligt te og sigtebrødsmadder, og trætte efter den lange dag krøb først Børge og jeg og siden tante og onkel i hver vores sovepose i teltet. Længe lå vi og småsnakkede, inden vi til sidst faldt i søvn under de for os alle fire uvante og noget ubekvemme forhold.

 

Allerede denne første nat blev det et silende regnvejr, som teltene, der tilmed ikke havde oversejl, ikke var tilstrække­ligt imprægnerede til at kunne modstå. Resultatet blev, at i løbet af natten begyndte regnvandet at dryppe fra den sjaskvåde teltdug og lige ned i hovedet på os. Værre var det imidlertid, at også soveposerne blev våde, men vi kunne ikke gøre andet, end at holde ud til næste morgen, når det blev lyst. Hen på morgenen stilnede regnen heldigvis af, så vi kunne rejse os og gå udenfor og tage bestik af situationen. Onkel og tante tog stort set situationen med godt humør, selvom de var lidt  smågnavne over, at vejret ikke artede sig bedre.

 

Tante tog os to drenge og de halvvåde soveposer med over til toiletbygningen, hvor vi var i tørvejr og kunne skifte til tørt tøj og få håret tørret, og soveposerne kunne blive hængt op til tørring. Tisse skulle vi jo også, og bagefter fik vi kaffe med rund­styk­ker og horn i stedets cafeteria. Onkel var i mellemti­den også kommet til. Han havde bl.a. brugt tiden til at grave render omkring teltene, fortalte han.

 

Efterhånden kom vi alle til hægterne igen, og kunne nu gå tilbage til grunden og teltene, som da heldigvis også så småt var ved at tørre. Solen begyndte også at titte frem mellem regnskyerne, og dermed steg humøret også adskillige grader. Det var tilmed et herligt sted, hvorfra vi ved at gå op over det forholdsvis høje dige nemt kunne komme ned til forstranden med det dejligste fine, hvide sand, som dog i vandkanten var mere eller mindre fyldt med opskyllede, men heldigvis i reglen afrundede, mindre sten. Bølgerne skyllede i rytmisk gentagne bølger op på forstranden, hvor de efterlod skum, løs tang og muslingeskaller, og somme tider også nogle uheldige vandmænd, og sjældnere en brandmand.

 

Når man ville ud og bade og havde passeret det forreste område med sten og høje bølger, mødte man først en for­holdsvis dyb rende, hvor der var en kraftig strøm, men når man kom ud forbi denne, var vandet roligere og hav­bunden jævn og blød over store stræk­ninger. Hist og her var der dog brune og lidt hårde tangplanter med blærer, som gjorde lidt ondt at træde på med de bare fødder, men som vi ofte fornøjede os med at klemme ud, så det gav et lille knald. 

 

To til tre meter fra strandkanten gik vandet sådan en stør­relse som mig til op over brystet, men hvis man bevægede sig længere ud, enten ved at gå eller svømme, kom man til første sandrevle, og her var der ikke særlig dybt. Så vidt jeg husker, var der også en stor sandrevle længere ude, men eftersom vanddybden mellem de to revler var så stor, at jeg ikke kunne bunde, turde jeg ikke svømme ud til anden revle.

 

Det evindeligt gentagne og rytmiske brus fra brændingen, kunne høres langt inde fra land, og den lyd sov man ind ved om aftenen og vågnede man op ved om morgenen, og det var simpelthen herligt.

 

For Børge og mig gik dagene ved Maglehøj mest med at bade, dase og småsnakke. Lejlighedsvis gik vi over i kiosken, for at købe os en ispind eller noget slik, som vi så satte os og spiste ved et af de faste borde og de dertil hørende bænke, der stod på fælle­sarealet foran kioskbygningen. Så længe vejret var godt, havde vi ingen problemer med at få tiden til at gå, og hvis det blev halvdårligt vejr, lagde vi os i teltet og læste i de medbragte ugeblade. Og hvis det regnede, satte vi os over i udkigstårnet og kiggede ud over havet, for at se, om vi kunne få øje på skibe, der sejlede forbi langt ude mod horisonten.

 

Tidligt søndag formiddag kom moster Martha, hendes mand Ejvind og deres to halvstore børn, Leif og Lis, cyklende på besøg, og så havde vi nogle at bade sammen med og snakke med om løst og fast. Det kunne da hænde, at vi børn opholdt os på stranden i den lune sommeraften, hvor vi havde sat os godt tilrette og i ly i en sandgryde, og så blev der udvekslet mere eller mindre vandede og vovede vittigheder og gruelige spøgel­ses­histori­er. Lis, der så vidt jeg husker var lidt ældre end mig, var især god til at fortælle uartige vitser, så at i hvert fald jeg rødmede, og grumme spøgelseshistorier, som vi dog mest grinede af. Men de havde alligevel gjort deres virkning, for jeg husker, at når vi gik hjemad i halvmørket sent på aftenen, kiggede vi os lidt ængstelige omkring, når vi passerede stedet omkring kiosken, som kun lå oplyst af en enkelt søvnig lampe.

 

Om dagen hyggede de voksne sig mest med at spise frokost, middags- og aftensmad, og drikke kaffe og snakke, Johannes og Ejvind om de indenrigske og udenrigske politiske nyheder, og deres eget respektive arbej­de. Alma og Martha snakkede mest om familiefor­hold og de små praktiske og nære hverdagsting. Men jeg opfattede også, at de med bekymrede miner talte om, at onkel Ejvind var tilbøjelig til at kigge lidt for dybt i flasken, også til daglig, og det gjorde især hans kone ked af det, så meget, forstod jeg på de voksne, at hun en overgang tænkte på skilsmisse, noget der var en stor sjældenhed dengang. Hun nøjedes dog kun med at tænke på det.

 

Der blev ikke noget ud af overnatning for Ejvind, Martha og børns vedkommende i denne omgang, for han havde ikke ferie og de skulle derfor hjem allerede samme dags aften. Alt for hurtigt gik timerne og klokken blev omkring 21,30, hvor gæ­sterne skulle bryde op og cykle hjem til Nakskov. Det var vi vist nok alle lidt kede af lige i øjeblikket, også Børge og jeg, som kom godt ud af det med Leif og Lis, men vi glemte det snart, da trætheden efter dagens oplevelser begyndte at melde sig og det var tid til at krybe i soveposer­ne.

 

Til daglig havde min tante nok at se til med at gøre indkøb, lave mad til fire personer, og med at vaske klatvask og andre praktiske gøremål. Ind imellem fik hun dog også tid til at slappe lidt af, hygge sig og læse i et af sine ugeblade, og måske en sjælden gang gå en tur i vandet, så hun havde bestemt ingen problemer med at få tiden til at gå. Desuden hjalp hun ind imellem onkel med nogle af de ting, der krævede en hjælpende hånd.

 

Min onkel havde til daglig travlt med at opføre træstilladset til den udvidelse af skuret bagtil, som ville medføre, at der dels blev bedre indendørs plads og dels et antal køjer til at sove i. Så vidt jeg husker blev der lavet i alt seks køjer i til­bygningen, tre i venstre side og tre i højre side, således at der var en plads eller gang i midten. Træstilladset skulle udvendigt beklædes med imprægneret sækkelærred og taget dækkes med tagpap.

 

Det var et stort arbejde, og da det var vigtigt at få det lavet hurtigst muligt, havde det oprindeligt været meningen, at onkel Ejvind skulle have hjulpet sin svoger, men det blev der ikke noget af den nævnte søndag, hvor han og kone og børn havde været på besøg. Blandt andet derfor lykkedes det heller ikke for min onkel at blive færdig med tilbygningen på de tre uger, han havde ferie, og som vi til­bragte ved Maglehøj Strand. Men han havde da fået lagt tagpap på og beklædt ydersiden af stilladset med sækkelærred, som blev malet med grøn, vandskyen­de oliema­ling. Indretningen med køjer og andet, måtte vente med at blive lavet i de kommende weekender.

 

Den sidste søndag af ferien pakkede vi hen under aften vort habengut og cyklede hjem til Nakskov og om til Tollesensvej, som forekom os inde­lukket og snæver i forhold til den friske saltvandsluft, frie udsigt og høje himmel ved Maglehøj Strand. Men på den anden side set var det også rart at komme til at sove i en rigtig seng igen, og at være fri for den efterhånden evindelige og ensfor­mige brusen fra havets brænding.

 

Allerede næste morgen skulle Johannes begynde på sit arbejde igen, og det var tegnet til, at dagene atter begyndte at gå i den vante rutine. Men det havde jeg det godt med, for jeg har alle dage syntes at livet var bedst og tryggest, når dagene fulgte et bestemt og fastlagt mønster. Alma genoptog da også sine sædvan­lige pligter og gøremål, og Børge og jeg drev tiden væk på bedst mulig måde, sådan som vi jo faktisk også havde gjort i den tid af ferien, der allerede var gået.

 

Fortsættes i artiklens 8. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra og med året 1940 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________