Ideale drømme, skepsis og tvivl 8. del
Fra idealist til realist
Morale: Livet er kun til låns
(1940 og videre fortsat fra artiklens 7. del)
På dette foto, som
må være fra 1940-41, ses fra venstre fætter Børge, kusine Esther og mig, Harry.
Vi står foran det lille og brugte kolonihavehus, som min onkel og tante havde anskaffet
sig til deres sommerhusgrund ved Maglehøj Strand. – Fotoet er optaget af onkel
Johannes, som var en ivrig amatørfotograf, som også selv fremkaldte og
kopierede sine fotografier. Foto 1940-41: Johannes Rasmussen. Tilhører Harry
Rasmussen.
På ovenstående
foto fra min onkel og tantes sommehusgrund ved Maglehøj Strand, ses den
tilbygning til det lille kolonihavehus, som min onkel til dels ved hjælp fra
sin svoger, byggede i sommeren 1940-41. Manden på fotoet husker jeg ikke navnet
på, men det var en af vennerne. Siddende fra venstre ses Lis, datter af tante
Almas søster Martha og svogeren Ejvind. De to piger derefter husker jeg
desværre ikke mere, men det er Børge, der sidder til højre, mens jeg sidder
forrest i gruppen. – Foto: 1940-41: Johannes Rasmussen. Tilhører Harry
Rasmussen.
De
to fotos, som er gengivet herover, er de eneste, jeg har fra mine
sommerferieophold hos min tante og onkel ved Maglehøj Strand på
Sydvest-Lolland. De måler hver især 6 x 9 cm, et format, som de fleste
amatørfotografer benyttede dengang, formentlig fordi det gjorde priser på
kopier rimelig. Fotografering var jo ikke noget, som alle og enhver havde råd
til, lige som det heller ikke var alle, der var interesserede i at lege
fotograf. At fotografere i farver var
endnu ikke blevet indført, ikke engang af de professionelle fotografer, som for
de flestes vedkomende kun fotograferede i sort-hvid, men i nogle tilfælde
tilbød man håndkolorering af billederne, især af portrætfotos.
Skønt
temmelig genert af natur, ville jeg som sædvanlig gerne gøre mig bemærket hos
mine omgivelser, og jeg fandt derfor på at lave en slags Mester Jakel-teater i
min onkel og tantes cykleskur nede i ejendommens gård. Ved min tantes hjælp,
fik jeg snart lavet nogle handskedukker, som jeg selv kreerede og lavede
hoveder til, og min fætter hjalp med at arrangere et slags proscenium i
cykelskurets døråbning, og et bagtæppe bagved, men jeg husker ikke, om han også
hjalp mig med selve forestillingen. Det tror jeg nu ikke, for han skulle vist
ikke have noget af at blive til grin for ejendommens andre børn. Det lod han
mig om at blive.
Det
har sikkert alt sammen været primitivt, umodent og meget kluntet, og
forestillingen usammenhængende og kejtet udført, men min entusiasme drev mig og
lukkede mine øjne for de sikkert åbenlyse mangler og fejl, der var ved det
hele. Publikum manglede da heller ikke, idet de fleste af ejendommens større og
mindre børn samt enkelte voksne, var villige tilskuere til en forestilling,
som jeg ikke kan erindre det mindste af handlingen af.
Blandt
de børn, der var jævnaldrende med mig, lagde jeg især mærke til en køn pige med
langt, glat lyst hår. Hun var et år yngre end mig og hendes navn var så vidt
jeg husker Jytte, og hun havde forresten to lidt ældre brødre, hvoraf den ene
hed Jørgen, mens jeg ikke husker den anden brors navn, men muligvis hed han
Svend. Jørgen var handicapped, vistnok som følge af engelsk syge eller
sclerose, og det viste sig ved, at hans ene arm var misdannet og hånden sad i
en underlig indadbøjet stilling. Desuden var hans ben i samme side af kroppen
delvis lammet og forkortet, og foden drejet indad, og selvom han havde skinne
på, haltede han stærkt, når han gik. Som om dette ikke var nok, havde han
synsproblemer og gik derfor med briller, og desuden stammede han også ret
kraftigt, og det kunne en del af børnene ikke lade være med at grine af. Men
Jørgen var ikke alene godt begavet, men han havde også en elskelig personlighed,
og derfor hørte han da også til en af min fætters gode kammerater.
På
grund af sine handicap kom Jørgen i specialskole, og senere som ung mand blev
han kontoruddannet. Det seneste jeg hørte om ham, var, at han som voksen i
mange år var ansat i administrationen på Nakskov Sygehus.
Svend,
eller hvad han nu hed, var sin lidt ældre brors modsætning i så godt som enhver
henseende. Han var høj og slank, havde et kønt om end almindeligt ansigt, lyst
hår og mørkeblå øjne. Det viste sig, at han også var stærkt interesseret i at
tegne, men han tegnede mest soldater og moderne krigsflyvemaskiner, hvilket
han gjorde udmærket. Så vidt jeg kunne bedømme, var hans tegnetalent dog
hverken originalt eller særlig stort, men som voksen kom han i lære som
ekspedient i herretøj, og i forbindelse hermed lod han sig uddanne til vinduesdekoratør.
Derimod
har jeg ingen viden om, hvad der siden skete med den kønne lyshårede pige, som
jeg naturligvis faldt pladask for allerførste gang jeg så hende. Når hun viste
sig i min nærhed, blev jeg rød i hovedet og tør i munden, så jeg ingenting
kunne sige, og mit hjerte bankede lidt hurtigere end normalt. Når jeg opholdt
mig nede i gården og hun ikke var der, skottede jeg op til hendes vinduer, for
om muligt at få et glimt af hende, men det skete sjældent. Min fætter begyndte
at lægge mærke til min i hans øjne underlige adfærd, og han begyndte derfor at
drille mig med, at hun var kæreste med en anden dreng. De andre børn lagde
åbenbart også mærke til mine reaktioner, når pigen var i nærheden, og derfor
begyndte de nu også at drille mig og kalde hende min kæreste. Det blev både hun
og jeg meget flove over, men selvom jeg oplevede det, som om hun koketterede
lidt med mig, sikkert fordi hun følte sig smigret over, at en københavnerdreng,
for som sådan blev jeg betragtet, viste hende interesse, tror jeg ikke, at min
person betød noget som helst for hende.
Apropos
københavnerdreng, så var situationen lige den modsatte, når jeg var på ferie i
Nakskov, af hvad den var og især havde været i København. I Nakskov blev jeg
nemlig ved et par lejligheder drillet med at være fra København. En dag var der
nogle piger og drenge, som pludselig råbte i kor og gentog flere gange:
"Køvenhavner, Køvenhavner, du savner din mo'ars papa!" Utroligt, for
jeg havde på det tidspunkt kun boet et års tid i København! Men rent ubevidst
bestræbte jeg mig sikkert på at tale københavnsk, for ikke at stikke så meget
af fra mine københavnske skolekammerater, så de skulle finde anledning til at
drille mig med min lollandske udtale, sådan som jeg jo havde oplevet det i det
år, jeg gik i Kapelvejesn Skole..
Den
følgende uge gik hurtigt, og weekenden kom. Johannes arbejdede til omkring
middagstid på lørdage, og efter at vi havde spist middag, drog vi af sted på
vores cykler til Maglehøj Strand, for at tilbringe resten af weekenden der. Jeg
var ganske vist ked af ikke at skulle se pigen med det lyse hår i hele to dage,
men der var ingen vej udenom, af sted skulle vi selvfølgelig.
Så
snart vi var ankommet til Maglehøj Strand, gik Johannes i gang med at lave
køjer i husets tilbygning, og det lykkedes ham da også at få gjort fire af
køjerne færdige, så vi kunne sove i dem om natten. Men gulv var der endnu ikke
lagt, så vi måtte gå på den bare jord inde i huset, hvor der endnu duftede af
friskt træværk og maling.
Det
var sådan set heldigt, at vi kunne sove inde i huset, og ikke skulle ligge i
teltene, for i løbet af natten kom der nogle voldsomme regnskyl, som slog
gennem de ikke helt tætte lærredsvægge, så at det støvregnede ind på os to
drenge, som sov i overkøjerne. Og vandet var sivet ind under huset og stod som
en lille sø over hele gulvet, så da min onkel løftede benene ud af sin køje,
for at stikke fødderne i sine træsko, satte han dem til sin egen store
overraskelse med et plask lige ned i vandet. Det kom vi alle fire til at grine
så meget og højt over, at vi kun så det komiske i situationen. Vi begyndte
derfor at lave sjov med, hvad der var sket, og mere eller mindre i fællesskab
fandt vi på denne sætning: "Et kvajpandet bomuldsfår [dvs. et fæhoved] i
pyjamas gik i vandet med træsko på!"
I
mellemtiden var det heldigvis holdt op med at regne, og onkel og tante fik
travlt med at forsøge at fjerne vandet fra gulvet. Det skete ved at de skovlede
det op i en spand, som derefter tømtes et sted ude på grunden, hvor det kunne
sive ned i jorden. Ved at træde ned på hver sin underkøje, lykkedes det Børge
og mig at undgå at få våde fødder, ved at kante os ud i forhuset, hvor der
heldigvis var tørt trægulv. Vores sandaler,
som vi havde sat på jordgulvet nedenfor køjerne, da vi gik til køjs
aftenen forud, befandt sig nede i vandet og var derfor blevet våde, så de måtte
stilles til tørre, inden vi kunne bruge dem igen.
Vejret
var nogenlunde godt om søndagen, viste det sig, så vi fik endnu en dejlig dag ud
af det. Efter at vandet på gulvet i tilbygningen var blevet fjernet og vi havde
fået morgenmad, gik Johannes igang med at lave de øverste køjer færdige. Det
gik der nogle timer med, men det ærgrede ham, at tilbygningens lærredsvægge
ikke nåede at blive tørre nok til, at han kunne give dem et nyt lag tætnende
maling. Det måtte vente til en senere lejlighed.
Min
tante tog alle soveposerne ud og hængte dem til tørring og udluftning udenfor.
Og så gik hendes dag atter med at lave mad, vaske op og hvad der ellers var at
gøre af nødvendige praktiske ting.
Inden
vi tog af sted, gik vi alle fire en tur langs stranden, og herunder kom vi om
til et sted, der var omgivet af høje hække, og bag disse, fortalte min tante,
boede familien Viking. Det var nogle ret specielle mennesker, hed det sig, for
de spiste kun frugt og grøntsager, og de havde ofte mange gæster, og så gik de
nøgne rundt, mænd og kvinder mellem hverandre, og det var ikke noget for sarte
sjæle. Den nyfigne forargelse var stor, forstod jeg på min tante, og den blev
ikke mindre af, at den sære familie holdt sig for sig selv og ikke mængede sig
med de lokale. Familien Viking havde et flere tønder land stort område ved
Maglehøj Strand, hvor man dyrkede alle slags grøntsager, køkkenurter og mange
slags frugt og bær. Der var store arealer med æble-, pære-, kirsebær- og
blommetræer, og med alle slags bærbærende buske og planter, så man var
selvforsynende med alt, hvad der hører ind under frugt og grønsager.
En
del år senere erfarede jeg, at min farmor faktisk forholdsvis ofte havde trådt
til som kogekone hos familien Viking, især når der var mange gæster på besøg.
Ved samme lejlighed fik jeg at vide, at hr. Viking var åndeligt overhoved for
unitarerne eller Det Fri Kirkesamfund, stiftet år 1900. Unitarismen er en
religiøs bevægelse, der er opstået i Polen, stiftet af Fausto Sozzini (1525-62), hvorfor tilhængerne oprindelig kaldte
sig socinianere, men i vore dage kalder de sig unitarer. Sozzinis lære har et
rationalistisk, panteistisk præg, og den benægter Treenigheden og betragter
sakramenterne som blotte ceremonier. Unitarerne holder også til i København,
hvor de har deres egen kirke på Dag Hammarskjölds Allé ved Lille Triangel på
Østerbro.
Omkring
klokken otte om aftenen steg vi på vores cykler, for at køre hjem til Nakskov,
en cykeltur i roligt tempo på omkring en lille time. Min cykel var tung at
træde, for den havde hverken gear eller frihjul, så hvis man ville hvile
fødderne undervejs, måtte man strække benene ud til siderne. Værst var det, når
det gik op ad bakke, og det gjorde det et par enkelte steder, for da måtte man
lægge alle sine kræfter i pedalerne.
Vel
hjemme i Nakskov omkring klokken ni om aftenen, fik vi den obligatoriske
aftente med sigtebrødsmadder til, en hyggelig og rar afslutning på en lang dags
oplevelser. Mandag morgen fortsatte den daglige rutine som sædvanligt med, at
Alma og Johannes stod op, hun for at lave kaffe og morgenmad og smøre hans
frokostpakke, han for at vaske ansigt og overkrop og barbere sig, og tage sit
arbejdstøj på. Dette bestod af en skjorte og brune overalls, og når han forlod
hjemmet, tog han i reglen også en hverdagsjakke på, altsammen velholdt og pænt
og rent.
For
mit eget vedkommende betød mandagen begyndelsen på den sidste uge af
sommerferien. Ifølge togbilletten skulle jeg fredag formiddag med toget tilbage
til København, hvor jeg skulle genoptage skolegangen om mandagen. De sidste
dage i Nakskov blev uundgåelig præget af udsigten til, at den lange, dejlige
ferie lakkede mod enden, og selvom jeg glædede mig til gensynet med mine
forældre og søskende, var jeg også ked af, at måtte forlade min tante, onkel og
fætter. Og jeg var forresten også en smule vemodig ved tanken om, at der ville
gå et helt år, før jeg kunne komme til at gense den kønne pige med det smukke,
lange lyse hår, ja, måske fik jeg hende aldrig mere at se, hvis hun for
eksempel var flyttet i mellemtiden!
Fredag
morgen stod vi alle op samtidig og spiste morgenmad sammen, så jeg kunne sige
pænt farvel til min onkel, inden han skulle på arbejde. Da han var gået, gjorde
vi os i stand og belavede os på at tage af sted. Min kuffert blev pakket færdig
og lukket, efter at tante som det sidste havde lagt en nysmurt madpakke i den.
Madpakken var beregnet til at spise undervejs på den lange togrejse, som så
vidt jeg husker dengang tog omkring fire-fem timer med bumletoget.
Tante
Alma og fætter Børge fulgte mig om til jernbanestationen og fik mig anbragt i
toget til Nykøbing F. Min cykel ville onkel Johannes sende af sted med
godstoget, når han kom hjem om eftermiddagen, men det hastede ellers ikke, for
jeg brugte sjældent cyklen i København, hvor jeg foretrak at gå til og fra
skolen.
Men
eftersom togturen til København stort set formede sig, som den havde gjort de
andre gange, jeg rejste på denne strækning, skal jeg ikke trætte med at
gentage beskrivelsen her. Faktum er, at jeg nåede til Københavns Hovedbanegård
først på eftermiddagen, og her stod min mor og to små brødre, samt mormor og
Dennis og tog imod mig. Far var på arbejde, og det forstod jeg nødvendigheden
af, og desuden var jeg vældig glad for også at gense min kære mormor og min
mindst lige så kære fætter.
Herover
ses til venstre endnu engang et vue over perronerne på Københavns Hovedbanegård,
hvorfra jeg afrejste og hvortil jeg ankom, når jeg skulle på sommerferie hos
min onkel og tante i Nakskov. Stedet er dog noget forandret siden dengang, men
i hovedsagen ligner banegården sig selv. På fotoet til højre ses et vue over
Nørrebros Runddel i juli 2009, set fra Assistens Kirkegårds nordøstlige hjørne.
Men i min barndom og ungdom var der en afgrænset rundkørsel midt på pladsen,
som biler og cyklister måtte køre omkring, hvad enten de kom fra den ene eller
den anden af de i alt fire sider. Sporvognene, som havde en slags
forkørselsret, kørte derimod tværs over runddelen, idet sporene fra henholdsvis
Nørrebrogade og Jagtvej krydsede hinanden vinkelret midt på runddelen. Det er
Nørrebrogade, der er beliggende i billedets forgrund, mens
den østliggende del af Jagtvej ses omtrent i billedets bageste midte. – Fotos:
© 2009 Harry Rasmussen.
Vi
kørte med linje 16 fra Frihedsstøtten til Nørrebros Runddel, hvor vi alle stod
af og spadserede den forholdsvis korte tur ad Jagtvej til Jægersborggade. Snart
var jeg derfor igen hjemme hos min egen kære familie, som jeg naturligvis havde
savnet, og som da heldigvis også var glade for at gense mig. Og mor spurgte mig
selvfølgelig ud om, hvordan jeg havde haft det, og om, hvordan det gik med
familien i Nakskov og Majbølle. Mor havde også snart et kaffebord parat til
især mormor og sig selv, og vi børn fik hver et stykke hjemmebagt franskbrød og
kage, og Dennis og jeg kaffe med mest mælk i. Efter en god halv times tid
skulle mormor og Dennis hjem til morfar, som kun sjældent var med på
almindelige besøg. Deres hjemtur foregik som sædvanligt via den store
midterallé gennem Assistens Kirkegård, og jeg gik med dem, for at hilse på
morfar, og det tror jeg nok han blev glad for. ”Har du haft det godt, Ry?” spurgte
han. Han kaldte mig næsten altid Ry som en forkortelse for Harry, og det følte
jeg som en æresbevisning. ”Ja!” svarede jeg, ”men jeg er også glad for at se
jer igen!”. Dermed var ’audiensen’ forbi, og jeg skyndte mig hjem til mor og
mine brødre igen.
Da
far kom hjem fra arbejde om aftenen, kunne jeg se, at han også var glad for at
have mig hjemme igen. Han spurgte mig lidt ud om, hvordan jeg havde haft det og
hvad vi havde lavet, og jeg fortalte om dagene ved Maglehøj Strand, hvor onkel
Johannes havde lavet en tilbygning til deres lille kolonihavehus. Far spurgte
også til farmor og bedstefar, om vi havde besøgt dem og om, hvordan de havde
det.
Den
aften har vi sikkert fået noget ekstra godt at spise, men jeg husker ikke
længere, hvad det var. Hos os spiste vi i reglen varm aftensmad, fordi far jo
var på arbejde og jeg i skole om dagen. Benny var kun godt fem år og derfor
endnu ikke begyndt at gå i skole, og Bent var en herlig lille krøllet, rødhåret
trold på godt to år, som almindeligvis blev omtalt som ”lille Bent”, hvilket i
daglig tale snart blev til ”Li-Bent”.
Noget
af det første, jeg ellers gjorde, da Benny og Bent var kommet i seng og der var
faldet ro over os alle, og jeg havde vænnet mig til tanken om at være hjemme i
det mørke København igen, var, at tage papir og blyant - jeg brugte meget
sjældent farver - frem og tegne nogle
komiske figurer og fantasere mig ind i eventyrets verden. På den måde
bearbejdede jeg ubevidst de blandede følelser, hjemkomsten havde fyldt mig med,
samtidig med at jeg gav næring til den stadige drøm og ambition om selv at
blive professionel tegner og lave tegnefilm en dag.
Den
første mandag i august begyndte skolegangen igen, og de indledende timer gik med
at få udleveret nyt skema og nye bøger, og med atter at vænne sig til den hårde
bænk, der hørte til skolebordet, hvor vi elever sad to ved siden af hinanden.
Det store spørgsmål var ofte, om man blev rykket op eller ned i klassen, det
vil sige, om man skulle bytte plads med en elev, som sad nærmere katederet
eller med én, som sad fjerne fra dette. Hvis det var tilfældet kunne det jo
hænde, at éns hidtidige sidemand enten blev på sin sædvanlige plads eller at
det måske var ham, der skulle skifte plads, fordi hans karakterer måske betød,
at han enten blev rykket op eller ned i klassen. Men indtil videre forblev jeg
på samme plads i klassen, og det samme var tilfældet for Svend Holm, som derfor
fortsatte som min sidekammerat.
Det
er utroligt så hurtigt man vænnede sig til at være tilbage i den daglige
skolerutine, hvor den ene småkedelige time afløste den anden, indtil klokken
blev to og skoleklokken forkyndte, at frihedens time var inde for den dag. Så
skyndte jeg mig hjem gennem Hans Tavsensparken og via Jagtvej og Kronborggade
og Hukket. Her blev jeg som stort set sædvalig modtaget af mor og de to
spilopmagere, Benny og Bent, som jo endnu ikke gik i skole og som derfor havde
lange legedage til deres rådighed. Det nød de i fulde drag sammen med en eller
flere af deres legekammerater. Mor var jo fortsat travlt beskæftiget med at sy
for konfektionsfabrikanten, men nu havde hun fortrinsvis fået til opgave at sy
kjoler, hvilket hun syntes bedre om.
Men
vel hjemme gav jeg mig i reglen til at lave lektier, hvis vi havde sådanne for.
Dog havde jeg det sådan, at jeg meget hellere ville sidde på værelset og lade
tiden gå med at tegne sjove figurer og dagdrømme og fantasere mig til alt det,
jeg ville gøre, når jeg blev voksen. Det kunne jeg efter min egen mening ikke
blive hurtigt nok. Ulempen ved mit sværmeriske drømmeri var, at jeg ikke altid
fik lavet lektier, som jeg skulle. Det hævnede sig naturligvis næste dag, idet
jeg straks fra morgenstunden og på vejen til skolen blev stadig mere hed om
ørerne ved tanken om ’straffen’, som i reglen betød en times eftersidning efter
skoletid. Men de fleste gange lykkedes det mig at få læst på lektien i et
frikvarter, inden vi havde den time, hvor jeg kunne risikere at blive hørt i
stoffet.
Engang i efteråret 1940 var mor, mormor og
jeg i Nørreport Bio, for at se "Landevejs-Kroen", og vi stod da i
den ene af tre enormt lange køer, hvoraf en strakte sig fra biografens indgang
og rundt om hjørnet og et godt stykke ned ad Købmagergade, den anden i modsat retning
helt hen til Fiolstræde, og den tredie krydsede Nørrevoldgade og gik over
forbi Nørreport Station. Og hver gang, der kom en sporvogn, måtte denne kø
sprede sig, så at sporvognene kunne få plads til at passere. Jeg har aldrig
hverken før eller siden set noget lignende foran en københavnsk biograf.
Da vi endelig langt om længe nåede frem til
billetlugen, var der kun pladser tilbage på de forreste rækker, og det passede
jo mormoder meget godt, mens moder og mig lod os nøje dermed for mormoders skyld.
Publikum asede og masede, så man dårligt nok kunne komme frem og tilbage, men
ind i salen kom vi da til sidst, men reklamefilmene var allerede forbi på det
tidspunkt, og forfilmen, som jeg ikke længere husker, var begyndt. Salen var
fyldt til sidste plads, og da vi bagefter kom ud af biografen, kunne jeg
konstatere, at der var udsolgt til alle forestillinger den dag, og sikkert
allerede også til flere dage frem.
Filmen "Landevejs-Kroen" var en
jævn svensk folkekomedie, hvis handling ikke adskilte sig væsentligt fra andre
samtidige svenske og danske folkekomedier. Den handler om den åh så rare
krofatter, der vil alle sine gæster det så godt, så godt, bortset fra "de
onde", som det lykkes ham at få gjort til grin, så de foretrækker at forsvinde
fra stedet.
Det var helt tydeligt, hvorfor filmen
"Landevejs-Kroen" fik en så enorm publikumssucces, som tilfældet
vitterligt var. Det gjorde den, dels fordi folk var frustrerede over den tyske
besættelse af Danmark, og dels fordi den havde den trinde, tilsyneladende
troskyldige og i særdeleshed velsyngende, men i grunden ikke særlig morsomme
skuespiller Edvard Persson (1888-1957) i den altdominerende hovedrolle
som krofatter, der har "boet ved en landevej hele sit liv", som han
sang så inderligt på sin skånske dialekt, at ikke et øje var tørt. En anden af
filmens slagere, som han foredrog med kraft og lune, var "Når man ser det
hele sådan lidt fra oven", og den blev en påmindelse til danskerne om, at
man burde kigge ud over hverdagen og nutidssituationen og se fremad, i håbet
og måske også forvisningen om, at "det onde" ville få en ende en
dag, og Danmark atter blive et frit land at leve i.
Dengang var jeg jo kun 11 år, og selvom jeg
ganske godt forstod, hvilken alvorlig situation, Danmark befandt sig i efter
tyskernes okkupation af landet, så var det ikke noget, jeg - og formentlig
heller ikke andre københavnere – endnu mærkede til eller tænkte over til
daglig. De tyske soldater så man ikke så meget til på det tidspunkt, i hvert
fald ikke i Københavns yderkvarterer og forstæder. Tyskerne holdt sig for det
meste til de steder og kvarterer, hvor de var indkvarteret, hvilket i København
bl.a. vil sige Kastellet på Østerbro. Det var først senere, at det blev
almindeligt at se tyske soldater i den indre by, hvor de da til gengæld ofte
daglig færdedes og gjorde indkøb i butikkerne. Det hemmelige tyske politi
Gestapo var der også, men indtil videre gjorde de alt for ikke at blive
bemærket, hvilket dog ændrede sig senere.
Det, der særlig fangede min interesse ved
filmen "Landevejs-Kroen", var den sekvens, hvori Edvard Persson
synger den sidstnævnte sang, "Når man ser det hele sådan lidt fra
oven", mens han kommer flyvende på en gås højt oppe over landskabet. På
et tidspunkt flyver gåsen med Persson på ryggen hen over et åbentstående
tagvindue på kroen, og vipper ham af, og i samme moment falder den sovende
krofatter ud af sin seng og vågner. Flyveturen er noget, han har drømt. Men
det, jeg særlig hæftede mig ved i sammenhængen, var den omstændighed, at
gåsen, der med Persson flyver ind ad vinduet, var lavet som tegnefilm, mens
kroen og landskabet omkring den, var realfilm. Denne kombination af tegnefilm
og realfilm havde jeg dengang endnu ikke set andre eksempler på, så derfor
imponerede det mig, at dette rent teknisk set kunne lade sig gøre.
Allerede kort efter besættelsen af Danmark,
søgte tyskerne som nævnt at få indflydelse på biografrepertoiret. De tyske
myndighedspersoner var af den opfattelse, at danske biografer spillede alt for
få tyske film, og den situation ville de gerne ændre på, men af hensyn til
samarbejdspolitikken i første omgang helst ad forhandlingens og frivillighedens
vej. I løbet af efteråret 1940 og foråret 1941 tilspidsedes situationen, fordi
biografejerne generelt set var utilbøjelige til at tage tyske film på
repertoiret. Det skyldtes måske til dels en personlig modvilje hos
biografejerne, men vel i nok så høj grad også frygten for, at publikum ville
svigte biograferne, når der vistes tyske film. På den tid var dansksindetheden
så småt begyndt at vokse hos befolkningen, og senere under besættelsen blev det
nærmest betragtet som landsforædderisk, at gå i biografen og se en tysk film.
I Justitsministeriet, hvorunder biograferne
mærkværdigvis og juridisk set sorterede, indså man snart det uholdbare i
situationen, og ministeriet indkaldte derfor biografteaterforeningens repræsentanter
til et møde den 27. juli 1941. På dette møde indgik biografteaterforeningen,
på Justistministeriets anbefaling, en frivillig overenskomst om, at premierebiograferne
skulle spille hveranden film tysk. Denne regel trodsede direktøren for
"Nørreport Bio", Knud Rassow (1882-1952), ved at holde "Landevejs-Kroen" på
plakaten så ualmindeligt længe, at enhver måtte undre sig. Desuden valgte han
umiddelbart efter "Landevejs-Kroen", at programsætte tre svenske:
"Fristelse", "Den blufærdige Anton" og
"Juninatten", to amerikanske: "Han hun og leoparden" og
"Under Brooklyn-Broen" og en ungarsk: "Kærligheds-Sonaten",
og derefter igen en svensk: "Landstormens lille havgasse".
Dette åbenlyse brud på aftalen, faldt
Justitsministeriets folk for brystet, idet de frygtede for, at tyskerne ville
fremkomme med et diktat om, at danske biografer skulle spille tyske film
i større omfang, end tilfældet var. Direktør Rassow blev derfor kaldt ind til
en samtale, hvorunder man foreholdt ham situationens alvor, og ifølge referat
lovede han at ville overholde den frivillige aftale på den måde, at han ville
spille mindst 6 tyske film i kvartalet.
Imidlertid var Det tyske Gesandtskab,
Reichsfilmkammer og filmselskabet UFA i stigende grad utilfredse med, at de
københavnske biografejere viste så stor og tydelig uvillighed til at spille
tyske film. Ved et møde i Udenrigsministeriet den 2. oktober 1941, krævede
tyskerne derfor, at biografejernes frivillige beslutning af 24. juli s. å.
skulle overholdes. Desuden krævede man, at premierebiograferne skulle vis
tyske ugerevyer som forfilm til alle film. Kravene blev forelagt de
implicerede grupper under et efterfølgende stormøde i Justitsministeriet den
7. oktober s. m.
Biografejerne protesterede naturligt nok imod
de fremsatte krav, idet de frygtede for, at publikum ville holde sig væk, når
biograferne spillede tyske film, og desuden kunne kravet om, at der skulle
spilles tyske ugerevyer foran alle film, volde problemer med at programsætte
danske film, alene på grund af disses normale længde. Forestillingerne skulle
jo helst holdes inden for den tidslængde, der hovedsagelig af praktiske årsager
var blevet traditionen.
Tyskerne gik dog ind på, at de tyske
ugerevyer kunne forkortes noget, så der ikke opstod den slags problemer, og
karakteristisk for bureaukrater, mente man i Justitsministeriet, at de danske
spillefilm godt kunne tåle at forkortes, uden at filmene ville lide skade ved
det! Fra producentside oplyste man, at tyskerne havde truet med at lukke af for
leveringen af råfilm og forhindre salget af danske film til udlandet. Man blev
dog enige om, ikke at blande problemerne sammen, men behandle dem hver for sig.
På et medlemsmøde den 15. oktober, besluttede
de københavnske biografejere at gå ind på tyskernes krav, men på betingelse
af, at der i fornødent omfang fortsat blev leveret råfilm og kemikaler til
danske filmproducenter, idet opretholdelsen af den danske filmproduktion var af
afgørende betydning for biografernes eksistens. Den råfilm og de kemikalier,
der blev brugt i dansk filmproduktion, blev i besættelsestiden udelukkende
leveret fra fabrikker i Tyskland.
Enden på det hele blev foreløbig, at så vel
de københavnske som provinsens biografejere blev enige om at ville overholde de
tyske krav, hvilket som nævnt betød, at de skulle spille 6 tyske film i
kvartalet eller 34 tyske film på årsbasis. Og desuden skulle der vises tyske
ugerevyer foran alle premierefilm. I samme moment forbød tyskerne alle
engelske og sovjetiske film, og for amerikanske film blev der udstedt importforbud.
De i landet allerede værende amerikanske film, måtte kun vises i et nærmere
begrænset omfang, og desuden skulle film, der havde haft premiere i Danmark
længere tilbage end 5 år, gencensureres under tysk overopsyn. Det betød, at der
ikke kunne programsættes så mange repriser, som det hidtil havde været
tilfældet. Tyskerne begrundede ønsket med, at markedet var overfyldt med
repriser, og at biografejerne hellere ville spille disse end de tyske film.
Hvilket i en vis forstand var rigtigt nok, men dog ikke med den konklusion, som
tyskerne drog.
For tyskerne var der dog en anden og nok så væsentlig
begrundelse for kravet om gencensurering, nemlig den, at man bl.a. ønskede at
fjerne sådanne film fra det danske marked, hvori der medvirkede skuespillere,
som af politiske eller racemæssige grunde var emigreret fra Tyskland.
Indførelsen af (politisk) gencensurering af film, der var mere end fem år
gamle, indebar naturligvis også, at tyskerne derigennem sikrede sig en nem
mulighed for at tilbageholde de film, som de ikke ønskede vist i biograferne.
Og dette gjaldt naturligvis først og fremmest de amerikanske film, der jo var
i overtal på det danske biografmarked.
Det bekom naturligvis tyskerne godt, at de
danske biografejere frivilligt - omend under en vis protest og med modvilje
- gik ind på tyskernes ønsker med hensyn til forevisningen af tyske film i
danske biografer. På den måde lykkedes det tyskerne at sikre sig en vis
indirekte kontrol med det danske biografmarked, hvilket var vigtigt for dem,
både af økonomiske og propagandamæssige hensyn, og fordi de via de tyske film
førte en bevidst kulturpolitisk kamp.
Tyskerne var faktisk temmelig snedige og
drevne, idet de også på dette område fik det til at se ud, som om de vedtagne
ordninger var et resultat af forhandlinger mellem dem og deres danske
"partnere". Desuden slørede de deres hensigter, ved at lade de tyske
film distribuere på det danske marked gennem tilsyneladende uafhængige,
private udlejningsselskaber, UFA og Tobis, som herhjemme tilmed havde en
overvægt af dansk personale. Mere herom senere.
Tyskernes krav om "nedtrapning" af
de amerikanske film i de danske biografer, blev forstærket efter at USA i
december 1941 trådte ind i krigen. De amerikanske repriser udgjorde fortsat den
procentvis største andel af film i de danske biografer, og det fik tyskerne til
at skumle. Men de danske udlejere og biografejere havde dét stærke kort på
hånden, at de - formentlig med rette - kunne hævde, at uden de amerikanske
repriser, ville de danske biografer ikke kunne overleve. Dette argument måtte
tyskerne nødtvungent bøje sig for og slække på kravene, idet de indså, at det
var rigtigt, og at det ville være dårlig og uhensigtsmæssig politik, at tvinge
kravet om en reduktion af de amerikanske repriser igennem. Tyskerne var under
ingen omstændigheder interesseret i, at de danske biografer blev lukket, for
det ville dels udelukke muligheden for at få vist de tyske film og ugerevyer,
og dels bevirke, at tyskerne blev endnu mere upopulære end de allerede var.
Resultatet blev, at der i de følgende år blev
vist stadig færre og færre amerikanske reprisefilm og flere og flere svenske,
tyske og danske reprisefilm. De årlige premierer på nye danske spillefilm fortsatte stort set som hidtil, men disse
film kunne ikke alene dække filmbehovet. Nye franske og italienske film og
repriser var dog også en del af biografernes repertoire.
I løbet af året var det blevet klart for mine
skolekammerater og nogle af lærerne, især klasselæreren, at jeg havde et
særligt talent for at tegne. Vi havde en ugentlig tegnetime, og den foregik i
et stort lokale oppe på skolens øverste etage, lige under taget. Her lå også
skolekøkkenet, dog i et stort lokale for sig, hvor pigerne fik undervisning i
madlavning og husgerning, som det kaldtes. Men pigerne opholdt sig her aldrig,
når vi drenge havde tegnetime. Faktisk lærte jeg aldrig en eneste af pigerne at
kende, dels fordi vi drenge ikke måtte kontakte pigerne på skolen, og dels
fordi ingen af dem boede i mit kvarter.
I slutningen af november blev jeg blev
udvalgt til at tegne et grønt juletræ med 24 utændte lys på tavlen. For at live
tegningen lidt op, tegnede jeg månen og nogle stjerner oven over træet og nogle
gavepakker og et par nisser under eller ved siden af det. Tegningen fyldte den
ene tredjedel af den store tavle. Til formålet havde jeg fået udleveret
forskelligt farvet skrivekridt. Foruden det hvide kridt, læreren brugte til
daglig på tavlen, var der også grøn, gul, blå, lysegrå, brun og rød. Det grønne
kridt blev naturligvis brugt til at tegne juletræets grene med, og det var et
stort og minutiøst arbejde at tegne de mange grene med de grønne nåle på. Det
brune kridt blev brugt til træstammen og nissernes træsko, og det røde kridt
til nissehuerne og nissetrøjerne. Det gule farve brugtes til den gule stjerne
i toppen af træet, og til månen, stjernerne og til spændet på nissernes
bælter. Den lysegrå farve blev benyttet til nissernes bukser, medens den blå
farve blev brugt til himlen. Gavepakkerne fik forskellige farver og røde bånd.
Til allersidst tegnede jeg med det hvide kridt 24 lys på træet. Meningen var,
at en elev hver morgen efter morgensangen skulle "tænde" et lys,
simpelthen ved med den gule farve at tegne en flamme ovenover lyset. Det var
den tids form for julekalender, der altid blev brugt i min skoletid.
Men ved at tænke tilbage på den tid, genoplever
jeg noget af den utilfredshedsfølelse, der kom over mig, når jeg havde tegnet
juletræet og nisserne. Jeg følte nemlig, at tegningen ikke var god nok, i al
fald ikke i mine egne og altid kritiske øjne. Men klasselæreren og de fleste af
mine kammerater var fulde af beundring for tegningen, hvilket jeg syntes var
ufortjent og overdrevet. Træet var til omtrent daglig ærgrelse for mig hver
morgen, når det skulle "tændes", og alles opmærksomhed var rettet
imod tavlen, for jeg så kun det ved tegningen, som jeg syntes var ufuldkomment
eller fejlagtigt. Alligevel blev det min lod at tegne årets kalendertræ også i
de følgende år.
Det bedste ved julemåneden i skolen var, at
undervisningen forekom mere afslappet end ellers, og at klasselæreren, Hr.
Holbro, oftere læste historier for os. Når det skete, og det var i reglen i
sidste time, satte han sig op på katederet, med front mod klassen og benene
dinglende ned foran. Jeg husker, at der særlig var én drengebogsserie, han
læste højt for os, og det var "Peder Most" af Walther
Christmas alias Walther
Dirckinck-Holmfeld (1861-1924). Serien udkom fra 1901-21 og blev senere
genudgivet. Men Holbro fortalte stille og roligt og med stor indlevelse om
romanhelten Peder Most's rejser og oplevelser. Den gæve sømand besøgte bl.a.
Polynesien og de derboende Maorier, som var menneskeædere. Det gyste
ordentligt i os 11-årige drenge, når vi hørte om de stærkt tatoverede,
spydbevæbnede og næsten nøgne vilde, som Peder Most kun med nød og næppe slap
fra med livet i behold. Men Hr. Holbros oplæsninger, der vel i reglen varede
omkring tre kvarter hver gang, er noget af det mest positive og glædelige, jeg
husker fra min skoletid.
Svend
Holm og jeg var stadigvæk sidekammerater, og en dag i december kom han og
præsenterede mig for en tegning af en tydeligvis ’tegnefilmsagtig’ figur, som
han påstod selv at have tegnet, hvilket jeg betvivlede. Han var helt utvivlsomt
lidt misundelig på mig, fordi jeg hurtigt var blevet kendt som en god tegner,
og ville ikke stå tilbage for en nyankommen elev som mig. Da jeg foreholdt ham,
at figuren jo nærmest var professionelt tegnet, og at jeg mente han havde
kalkeret den af, fordi den samtidigt var tegnet på gennemsigtigt
pergamentpapir. blev han smækfornærmet og ville ikke tale mere med mig den
dag.
Men der var dog ’gods’ i Svend, for allerede den næste dag
gik han til bekendelse og indrømmede, at han havde kalkeret figuren af efter et
billede i ”Billed-Bladet”, som han havde
bragt med sig og viste til mig. Billedet eller rettere sagt tegningen var en
illustration til en artikel om en ny dansk tegnefilm med drengen ”Peter Pep”
som hovedfigur.
Hovedfiguren i
tegnefilmen ”Peter Pep og Skomager
Snørestøvle”, som blev omtalt i ”Billed-Bladet” i december 1940. Det var
denne tegning, som min sidekammerat i skolen, Svend Holm, havde kalkeret og i
første omgang udgivet for at være en, han selv havde kreeret og tegnet. Figuren
og filmen er skabt, tegnet og animeret af Erik Rus og med Børge Hamberg som
assistent. Filmen havde haft premiere
den 6. december 1940. - © 1940 Erik Rus og Teknisk Film Compagni A/S.
Et par år senere, mere præcist i juli 1943,
skulle jeg selv komme til ikke alene at stifte bekendtskab med Børge Hamberg,
men ovenikøbet få ham som læremester i animation. Året efter, i efteråret 1944,
kom jeg også til at stifte bekendtskab med tegneren og animatoren Erik Rus, som
var ophavsmand til ”Peter Pep”. Men den ’historie’ vender vi tilbage til under
omtalen af årene 1943-45.
Hen mod juletid 1940 gentog Nordisk Film sin
tidligere succes, "Sørensen og Rasmussen", med endnu en
"historisk" film, nemlig Weyse-filmen "Jeg har elsket og
levet", som havde premiere i Palads Teatret den 17. december 1940.
Filmen var skrevet af Flemming Lynge (1896-19??) og havde dansk films
dengang store instruktør, George Schneevoigt (1893-1961), i
instruktørstolen. Rollen som komponisten C.E.F.Weyse (1774-1842) blev
spillet af Erling Schroeder (1903-1989) og havde en række kendte danske
skuespillere og flere sangere i rollerne. Af sangere medvirkede især
operasangerinden Edith Oldrup Pedersen (1912-1999) og operasangeren Aksel
Schiøtz (1906-1975). Før krigen foretog Schiøtz koncertrejser og gav
operagæstespil i udlandet, og han blev internationalt kendt som oratoriesanger.
Men i Danmark blev han især kendt og uhyre populær for sine koncerter med
danske sange og romancer, som også blev indspillet på grammofonplader, der
ofte blev spillet i radioen. Han tolkede og gengav sangene og romancerne på en
måde, der gjorde ham til nationalt samlingspunkt under den tyske besættelse
af Danmark 1940-45..
Omkring 1947-48 var Aksels Schiøtz så uheldig
at udvikle en hjernetumor, som lammede højre side af hans ansigt, hvilket
bevirkede at han var ude af stand til at synge. Tumoren blev fjernet ved et
operativt indgreb, men lammelsen fortog sig kun meget langsomt og vistnok
aldrig helt. I kraft af en enorm viljestyrke - støttet af hans kærlige kone, Gerd Schiøtz (data ukendte) - og stor
træningsindsats, lykkedes det Aksel Schiøtz at genvinde så meget kontrol over
mund og stemmelæber, at han i en vis udstrækning kunne genoptage sin
sangervirksomhed. I mellemtiden havde han, der var cand.mag. og adjunkt,
ladet sig uddanne som sangpædagog, og 1956-68 fungerede han som sådan ved
musikkonservatoriet i Toronto i Canada og ved universiteterne i Minnesota
og Colorado i USA. 1968 blev han ekstraordinær professor i sang ved Danmarks
Lærerhøjskole.
Mens jeg i 1947-50 var fotografelev hos Rie
Nissen, kom der en dag en opringning fra Aksel Schiøtz' kone, Gerd Schiøtz, at
hendes mand ønskede at blive portrætteret. Rie Nissen havde længe før min tid
hos hende, taget nogle udmærkede portrætfotos af den berømte sanger, mens han var
rask og på højden af sin karriere. Da han havde tillid til hende som menneske
og fotograf, ville han, der i mellemtiden var blevet en del år ældre, nu have
taget nogle portrætfotos, som dels kunne bruges privat og dels til pressen.
Dette emne skal jeg vende tilbage til i den relevante sammenhæng.
De ovenfor nævnte danske film havde jeg haft
lejlighed til at se kort efter disses respektive premierer, enten alene eller
sammen med mor, men ikke sammen med min kammerat, Jørgen, som ikke var den
store biografgænger.
I 1940 bestod "Metropols Jule-Show"
af følgende korte Disney-tegnefilm, dog ikke nødvendigvis i den anførte
rækkefølge: 1. "Anders Ands Pingvin" ("Donald's
Penguin", 1939), 2. "Fedtmules Fisketur" ("Goofy and
Wilbur", 1939), 3. "Mickey paa Jagt" ("The
Pointer", 1939), 4. "Fætter Guf" ("Donald's Cousin
Gus", 1939), 5. "Badeliv" ("Beach Picnic",
1939), og 6. "Autografjægeren" ("The Autograph
Hound", 1939).
Der var ingen af disse tegnefilm, jeg havde
set før, så der var virkelig noget at gøre store øjne over. Nr.4, 5 og 6 var
med Anders And. Hver af de seks tegnefilm var herlig på sin måde, men der var
især to af filmene, som fængede min interesse, og det var "Fedtmules
Fisketur" og "Fætter Guf". Den førstnævnte, fordi der var noget
rørende og poetisk over samspillet mellem Fedtmule og den lille græshoppe
Wilbur, der brugtes som madding, når den ikke alt for kloge fjumregøj til
Fedtmule ville fange de store, lækre fisk i søen. Flere gange undslipper Wilbur
de grådige fisks gab, men til sidst går det galt: Wilbur bliver slugt af
fisken, som bliver slugt af en endnu større fisk, som bliver slugt af en stork.
Fedtmule jagter storken, for at få Wilbur tilbage, men det eneste han får, er
et nylagt æg. Fedtmule sidder tilsidst alene tilbage, bedrøvet over tabet af
sin lille ven. Han holder ægget i sin ene hånd, og pludselig begynder det at
røre på sig og revne, og ud springer - Wilbur! Filmen slutter med en glad og
lykkelig genforening mellem de to venner.
"Fætter Guf" var den anden af de
ovenfor nævnte tegnefilm, som jeg syntes særlig godt om, mest fordi gåsen
Fætter Guf var tegnet og animeret så fremragende, at det gjorde stort indtryk
på mig. Allerede dengang kunne jeg tydeligt se forskel på, om noget var godt
tegnet og animeret eller ej. Det er det, man professionelt kalder for
karakteranimering, hvilket vil sige, at en figur er animeret på en sådan måde,
at den virker levende og selvstændigt tænkende og reagerende, hvorved dens
karakter træder tydeligt frem. Fætter Guf er indbegrebet af en ædedolk og så
grådig, at han spiser al den mad, han kan komme i nærheden af. Til Anders Ands
store ærgelse og frustration, og til sidst lykkes det ham da tilsyneladende
også at få jaget fætteren ud ad døren, så han kan få sin mad for sig selv. Da
Anders derefter åbner køleskabet, for at ville tage sig en bid mad, ser han
til sin store overraskelse og forfærdelse, at Fætter Guf sidder inde i
køleskabet og gør sig til gode med madvarerne!
Mange år senere erfarede jeg, at Fætter
Guf-figuren var animeret af den endnu senere så berømte animator og tegnefilminstruktør
Wolfgang "Woolie" Reitherman (1909-1985), som få år tidligere
havde animeret spejlets ånd i Snehvide-filmen. En præstation, der aftvang
respekt hos alle professionelle tegnefilmfolk. En anden af de figurer, som han
havde stort held med, var Fedtmule (Goofy), som han var supervising animator på
i en lang række kortfilm om forskellige sportsgrene.
Det var også Reithermann, der animerede den realistiske og
dramatiske kamp mellem Tyrannosaurus Rex og en anden øgle i det afsnit af
"Fantasia", 1940, der hedder "Le Sacre Du Printemps". Han
animerede også hvalen i "Pinocchio", 1940. Omkring 10 år senere
animerede han bl.a. den sekvens i "Askepot", hvori de to mus, Tim og
Bom, lister sig til at få fat i nøglen til det loftsværelse, hvor stedmoderen
har låst Askepot inde, og deres besvær med at transportere nøglen op ad husets
indvendige marmortrappe. Men i de mellemliggende år havde Reitherman
naturligvis animeret mange andre figurer, sekvenser og scener i andre af
Disneys lange så vel som korte tegnefilm.
I årene 1948-55 blev de lange
Disney-tegnefilm under produktionsledelse af Ben Sharpsteen (1896-1980)
instrueret af instruktør-teamet Clyde
Geronimi (1901-1989), Wilfred Jackson (1906-1987) og Hamilton Luske (1903-1968).
Det gælder film som "Melody Time" (1948; dansk: "Melody
Time"), "Cinderella" (1950; dansk: "Askepot"), "Alice
in Wonderland" (1951; dansk: "Alice i Eventyrland"), "Peter
Pan" (1952; dansk: "Peter Pan"), "Lady and The
Tramp" (1955; dansk: "Lady og Vagabonden"). Men da man gik i
gang med den følgende film, "The Sleeping Beauty" (1958;
dansk: "Tornerose"), blev teamet skiftet ud med Les Clark (1907-1079), Eric
Larson (1905-1988) og Wolfgang Reitherman.
Da man efter "Tornerose", som havde
været omkring 6 år i produktion, gik i gang med "101 Dalmatians"
(1961; dansk: "Hund og hund imellem", så instruktørteamet sådan ud:
Wolfgang Reitherman, Hamilton Luske
(1903-1968) og Clyde Geronimi. Men fra 1961 blev Reitherman eneinstruktør på
følgende film: "The Sword in the Stone" (1961; dansk: "Da
kongen var knægt"), Winnie the Pooh and the Honey Tree" (1965;
dansk: "Peter Plys på honningjagt"), "The Jungle Book"
(1967; dansk: "Junglebogen"), "The Aristocats"
(1970; dansk: "Aristokattene"), "Robin Hood" (1973;
dansk: "Robin Hood"), "The Resquers" (1977; dansk:
"Musepatruljen Bernard og Bianca"). Efter denne film overgik
Reitherman til produktionsledelse i og med filmen "The Fox and the
Hound" (1980; dansk: "Mads og Mikkel").
Da min da 13-årige datter Linda (født 1964) og jeg i sommeren 1977 var på
feriebesøg hos min søster i Californien, fik jeg lejlighed til en dag at besøge
Disney-studierne i Burbank i Californien, og her havde jeg bl.a. også lejlighed
til at hilse på Woolie Reithermann og bede om hans autograf i en bog, jeg et
par dage i forvejen havde købt i Disneyland, Anaheim. Bogen hedder "The
Disney Films", 1973, og dens forfatter er filmhistorikeren Leonard Maltin (1950-). Reitherman så
vel som de andre Disney-folk, jeg mødte, modtog mig med stor og kollegial
venlighed, hvilket jeg naturligvis følte mig temmelig beæret og smigret over.
Så sent som i det tidlige forår 1979 kunne
man i en Las Vegas-avis læse om et Honourable Party, som Walt Disney
Productions afholdt til ære for fire af "the Nine Old Men", nemlig Ollie Johnston (1912-2008), Eric Larson,
Wolfgang Reitherman og Frank Thomas
(1912-2004), som da var de eneste af de gamle, der stadig var i live og tilknyttet
studierne. Flere andre af de gamle animatorer var dog også stadig i live, men
de havde forladt Disney-studierne af utilfredshed med den nye ledelse. Det
gjaldt folk som Ward Kimball og Milt Kahl
(1909-1989), som forlod Disney-studierne omkring 1976-77. Marc Davis (1913-2000), som senest
arbejdede som planlægger af mekaniske og elektronisk styrede installationer i
forlystelsesparkerne "Disneyland" og "Disney World",
forlod foretagendet i 1978.
Ollie Johnston og Frank Thomas forlod
Disney-studierne i begyndelsen af 1979, efter at de havde deltaget som
supervising animators på "The Fox and the Hound". Men de vendte dog
dagligt tilbage til deres gamle arbejdsplads, hvor de havde arbejdet siden
1935, for at færdiggøre den "bibel" om "Disney Animation",
som de var begyndt på allerede i 1977. Bogen udkom i 1981 og er siden blevet
benyttet som inspirationskilde og teknisk vejledning for animatorer overalt i
verden.
Eric Larson og Woolie Reitherman var nu de eneste af de
gamle, der stadig var aktive på Disney-studierne. Eric Larson som lærer for de
nye team af animatorer, og Reitherman som producer og supervising director. I
1979 havde Reitherman ingen planer om at gå på pension. Derfor sørgeligt, da
man i 1985 kunne læse i avisen, at han var omkommet som følge af en
solo-bilulykke, han uheldigvis havde været involveret i.
Sommeren 1940 var dog endnu ikke forbi,
selvom ferien var forbi og skolegangen begyndt igen, for hen i august skinnede
solen stadig varmt og badevandet ved kysterne havde en behagelig temperatur.
For mit vedkommende betød det, at jeg, enten sammen med fætter Dennis eller
alene, gerne om søndagen cyklede ud til Charlottenlund Strand ved Fortet, hvor
der var en dejlig badestrand. Her var der i reglen mange mennesker, dog flest
drenge og piger, der løb rundt og legede, spillede håndbold eller mellem
badeturene lå og dasede i solen. Vi foretrak at komme på Charlottenlund Strand,
dels fordi der ikke var nær så overfyldt af mennesker, som på Bellevue Strand
ved Klampenborg, som for resten af samme grund kaldtes for ”Fluepapiret”, og
dels fordi det ikke var nær så langt at cykle der til.
Dennis og jeg nærmere os jo aldersmæssigt
puberteten, så vi var med eller mod vores vilje fokuseret på piger, og vi spejdede
os derfor omkring, for om muligt at få ”et stykke med bart” af en pige eller
kvinde at se, hvilket da også lejlighedsvis hændte. Det skete især, når pigen
eller kvinden var ved at klæde om, særlig fra den våde badedragt til sit tørre
tøj, og herunder i reglen dækkede sig bag et håndklæde eller andet mere eller
mindre egnet, for at ingen skulle kunne komme til at se noget, der var forbudt
eller tabu. Selv var jeg til stadighed fascineret af, at piger så anderledes ud
end os drenge, og særlig at de har en revne dér, hvor vi har en tissemand. Men
piger var i reglen også anderledes på andre måder end vi drenge: de var oftest
finere, blødere og spinklere bygget end os, havde længere hår og lysere
stemmer, og de bevægede sig relativt mere elegant end drenge, og alt dette
appellerede instinktivt til det ’maskuline’ beskytterinstinkt. Hvad enten man
ville det eller ej, så kom der uvilkårligt en trang til at beskytte de relativt
sartere væsener op i én, også selvom man som jeg kun var en forholdsvis lille og
spinkel dreng på bare 11 år. Og en anden ting var og er, at piger og kvinder
oftest har helt andre eller modsatte interesser af drenges og mænds, og det
skyldes formentlig primært de to køns respektive biologisk funderede
kønsroller. De to køns fysiologi så vel som deres psykologi er derfor
væsensforskellig. Noget, som forresten nutidens feminister og andre såkaldt
progressive folk har svært ved at ville se og acceptere.
Men særlig oppe på terrænet ved selve fortet,
med dettes mange krinkelkroge, kunne man være heldig at se et ungt par, der sad
og kissemissede inderligt eller som ligefrem var gået i intim clinch med
hinanden. Det var simpelthen topmålet af intens voyeurisme, at ligge skjult bag
en busk eller lignende, og se et par, der ganske enkelt lå og havde samleje med
hinanden. Dengang kaldte vi det
almindeligvis at kneppe, men senere er udtryk som at ’knalde’ eller ’bolle’
blevet mere almindeligt sprogbrug.
Der kom dog ikke andet og mere ud af det for
os to drenges vedkommende, end at det pirrede vores spirende pubertet og
efterlod os med hede kinder og røde ører, men så snart vi havde forladt det
nævnte område, forsvandt den blandede følelse af noget tillokkende og samtidig
strengt forbudte. Og selvom synet af de to unge, som havde samleje med hinanden,
efterhånden tonede bort i den aktuelle situation, så forblev den dog i
erindringen og blev en integreret del af erfaringen med det seksuelle.
Mens vi boede i Tillitse og Nakskov havde jeg
aldrig været hos en tandlæge, og det kom jeg heller ikke i det år, vi boede i
Baggesensgade. Mine mælketænder havde som tidligere omtalt været temmelig
dårlige som følge af for meget sukkerholdigt slik og manglende tandbørstning.
Men mine blivende tænder var nogenlunde i orden, bortset fra et par stykker,
som dels trængte til plombering og for en enkelt tands vedkommende til at blive
trukket ud. Dette var da også, hvad der skete den allerførste gang jeg kom til
en tandlæge. Det var nemlig så heldigt, at de københavnske skoler havde en
ordning, som indebar, at skolebørnene en gang om året skulle besøge de
kommunale tandlægeklinikker.
Den tandlægeklinik, som Hellig Kors Skole hørte
under, lå oppe på tagetagen af Stevnsgades Skole, og i samlet flok drog man
klassevis af sted til tandlægebesøget. Jeg var naturligvis rystende nervøs for,
hvad der kunne og ville ske, for jeg tænkte, at mine tænder nok trængte til et
grundigt eftersyn. Der var cirka en halv times gang fra vores skole til
Stevnsgade, hvor man skulle op ad de mange trappetrin til klinikken, der lå på
fjerde eller femte etage, hvor vi efter ankomsten måtte tilbringe tiden i
venteværelset.
Eftersom der var flere tandlæger i gang på
samme tid, blev vi lukket ind og ud flere elever af gangen. Da jeg kom ind på
selve klinikken så jeg, at der var adskillige mindre aflukker, hver med en
tandlægestol til patienterne. De fleste af de tandlæger jeg så ved den
lejlighed, var kvinder, iført hvide kitler, men jeg hørte også at der var i
hvert fald et par mandlige tandlæger, der var i arbejde på klinikken. Men efter
at have fået anvist plads i tandlægestolen, som jeg følte som et ’skafot’, hvor
man skulle henrettes, spurgte den kvindelige tandlæge mig, hvornår jeg sidst
havde været til tandlæge. Lidt forlegen måtte jeg jo svare, som sandt var, at det
havde jeg endnu aldrig været.
Derefter måtte jeg
åbne munden på vid gab, hvilket i sig selv var ubehageligt nok, for det
strammede væmmeligt i mundvigene. Damen rodede i nogle minutter med mine
tænder, og konstaterede, at disse behøvede en rensning og at der var et par
stykker, der skulle bores i og plomberes. ”En af dine kindtænder i undermunden
bliver vi nok nødt til at trække ud!” sagde damen til min undertrykte
forfærdelse. ”Men det bliver ikke i dag. Du får en tid til om en uge, hvor du
skal komme igen!” tilføjede hun til min umiddelbare lettelse. Derefter gjorde
hun og klinikassistenten klar til tandrensnings-, bore- og plomberingsarbejdet.
Under boringen føltes det, som om mit hoved blev gennemrystet, samtidig med at
det isnede og gjorde lidt ondt i den tand, hun borede i. Men da det først var
overstået var plomberingen ikke for noget at regne. ”Så, nu er du færdig for
denne gang!” sagde damen pludselig til min enorme lettelse. Det føltes som at
få sin personlige frihed og selvbestemmelsesret igen, og jeg nærmest fløj ud af
klinikken og ud til mine kammerater i venteværelset, hvor vi alle skulle samles
og følges ad hjem til skolen. Alle ville vide, hvad alle havde fået lavet inde
hos tandlægerne, og de fleste havde fået renset og plomberet tænder, mens andre
i lighed med mig skulle komme igen, enten for at få trukket en tand ud eller
lavet andet tandlægearbejde.
I de nærmest følgende
dage glemte jeg alt om tandlægebesøget og især om den forestående
tandudtrækning, men efterhånden som dagen nærmede sig, blev jeg mere og mere
nervøs og bange for, hvad der skulle ske. Mor havde imidlertid bestemt, at hun
ville gå med mig til tandlægen, det vil sige, hun havde formået min kære mormor
til at følge med, for mor kunne fortsat ikke lide at gå nogen steder alene, og
da slet ikke til et sted som tandlægeklinikken. Ikke fordi hun var bange for
tandlæger, for det var hun ikke, men fordi der var tale om for hende ukendte og
fremmede mennesker.
Dagen for
tandudtrækningen oprandt, og jeg havde naturligvis fået fri fra skole for at gå
til tandlægen. Fulgt af mor og mormor spadserede vi over til Stevnsgades Skole
og op til tandklinikken, hvor vi måtte vente nogen tid i venteværelset. Jeg var
rystende bange og nervøs, og kunne hverken tænke eller samle mig, men forsøgte
at lade som ingenting. Endelig langt om længe – jeg vil sige en evighed – blev
jeg kaldt ind til ’skafottet’, og mor måtte gerne følge med, hvilket beroligede
mig en smule. ”Først skal jeg stikke dig i kæben og sprøjte en bedøvende væske
ind omkring den dårlige tand!” sagde tandlægedamen forklarende, men bestemt
ikke beroligende. Selve stikket var dog ikke slemt, men følelsen af væsken, der
trængte ind i tandkødet og spændte dette, var temmelig ubehageligt. Værre var
det dog, efterhånden som bedøvelsen virkede og kæben efterhånden føltes dobbelt
så stor som normalt.
Efter omkring en halv
times ventetid, hvor jeg sad i tandlægestolen, mens mor sad på en stol ved
siden af, kom tandlægedamen tilbage og sagde: ”Ja, så skal vi til det! Men det
tager ikke særlig lang tid, så vær bare rolig!” Derefter rakte klinikassistenten hende tangen, der skulle bruges
til at trække tanden ud med, og efter nogle få øjeblikke havde hun fat med
tangen om tanden og begyndte at trække i den. Herunder føltes det nærmest, som
om kæben knirkede og knagede, idet den åbenbart nødigt ville give slip på et
’klenodie’, der havde siddet på sin plads i de sidste fire-fem år. Og i næste
øjeblik føltes kæben som et tomt hul, der hvor tanden havde siddet, og det var
ikke ligefrem behageligt, da tandlægen rensede udtrækningsstedet fri for blod
ved hjælp af luftsprøjten. Dernæst fik jeg en vattampon i munden, som jeg
skulle bide sammen om, for at stoppe blødningen fra tandkødet. ”Det var det!”
sagde tandlægedamen muntert. ”Du skal komme til kontrol om nogle dage! Du får
en tid af klinikassistenten!” ”Tak!” udbrød mor og jeg nærmest i kor, idet vi
begge nok var lige lettede over, at tandudtrækningen var overstået og forløbet
heldigt.
Mor, mormor og jeg
spadserede også hjem sammen til Jægersborggade, men undervejs stoppede vi op
ved en forretning, de lå på Jagtvej lige før Runddelen, for her fik jeg øje på
en sparegris i brændt rødler, som jeg blev helt betaget af. ”Den kunne jeg godt
tænke mig at få!” sagde jeg så godt det lod sig gøre for tamponen, som jeg
endnu havde i munden. Jeg husker ikke, hvad figuren kostede, men 10-15 kr. har
det nok været. ”Den får du af mig og mormor!” sagde mor og gav mormor penge til
at gå ind i forretningen og købe sparegrisen for.
Vel hjemme igen blev der lavet kaffe, som
mormor og mor drak med stort velbehag. Da jeg stadig havde tamponen i munden,
ville jeg ingenting have at drikke eller spise foreløbig, og desuden var jeg
blevet så træt, at jeg gik ind på værelset og lagde mig ovenpå min seng og
faldt i søvn. Forinden havde jeg dog spyttet den lettere blodige tampon ud i
skraldespanden. Da jeg vågnede en times tid senere, var min kære mormor gået
hjem, så jeg blev på værelset og forsøgte i stedet at koncentrere tankerne
omkring de lektier, som jeg vidste vi havde for til imorgen.
I løbet af efteråret 1940 kom det til at stå
klart for mig, at vi skulle have familieforøgelse, for mors mave voksede og
blev større og større, jo nærmere vi kom julen og nytåret. Lige siden min ældste
lillebrors, Bennys, fødsel, havde mor ønsket sig at få en pige. Men hun blev
skuffet, da hun den 24. marts 1937 atter fødte en dreng, vores dejlige
lillebror, Bent, kaldet "Li'-Bent", en kælen forkortelse af
"Lille Bent". Men han blev naturligvis både mors, fars og vi to,
henholdsvis 5- og 10-årige knægtes allerkæreste kæledægge.
Men at mor allerede under sin graviditet
nummer to, havde ønsket sig en pige, viste sig senere, da Benny var omkring et
par år. Mor lod nemlig hans kønne, meget lysblonde næsten hvide hår vokse sig
langt, så hun kumme lave de såkaldte slangekrøller på ham. For øvrigt imod
hans ivrige protester, som dog ikke hjalp det mindste over for vores
viljestærke mor. Benny, som fysisk set var en ret maskulin og normal dreng,
havde disse pigeagtige krøller i flere år, og han blev fotograferet med dem hos
Stella Nova i Nakskov, da han var omkring 4-5 år. Men krøllerne ville mor, at
han skulle beholde, også efter at vi var flyttet til København.
Benny selv var stadigvæk meget imod jævnligt
at lade sig krølle, og følte det flovt over for sine legekammerater i gaden,
som ikke selv havde sådanne unaturlige krøller, og som derfor nok også har
syntes, at det var ejendommeligt at se en dreng med lange slangekrøller, der
hang ned på hver side af hans ansigt. Også flere i familien fandt det lidt
underligt, at drengen absolut skulle have disse krøller, som ganske vist ville
have være nette og klædelige, hvis de bare havde siddet på hovedet af en pige.
Dillen med slangekrøller, især til småpiger, var fremherskende i
1930'-40'erne, og skyldtes formentlig påvirkningen fra den amerikanske
barnefilmstjerne, Shirley Temple, hvis portræt dengang ofte kunne ses i aviser
og især i ugeblade.
Men det var virkelig en slags befrielsens og
lettelsens dag for Benny, da mor en dag gik med til at klippe alle krøllerne af
ham og gøre ham korthåret. Det skete dog ikke uden et vist pres fra fars og
især mormors side, som begge længe havde ønsket, at mor ville gøre alvor af
det. Men nu kunne Benny endelig føle sig som den rigtige dreng, han alle dage
havde været og fortsatte med at være. Mor kunne dog ikke dy sig for at putte et
par af hans afklippede slangekrøller i en æske, vedlagt en seddel, som oplyste,
hvem de havde tilhørt, og denne "relikvie' blev gemt omhyggeligt af vejen
bagest i en af dækketøjsskabets skuffer.
Det var dog ikke ensbetydende med, at mor
havde forladt slangekrølle-dillen, for da Bent var blevet 2-3 år, lod hun også
hans hår vokse sig langt, så hun kunne lave slangekrøller på ham. Bents hår var
brunrødt, og da han var en køn dreng, klædte krøllerne ham, og da de tilmed var
noget længere, end dem Benny havde haft, lignede han grangiveligt en lille
pige i hovedet. Og så vidt jeg husker, protesterede Bent ikke, men så blot med
sine store blå, troskyldige og lidt sørgmodige øjne op på de voksne, som
selvfølgelig ikke kunne lade være med at synes, at han var alle tiders
dejligste lille dreng.
Og mor, som nok ikke forstod, at hun faktisk
kunne have skadet drengen psykisk og givet ham identifikationsproblemer, så med
mildt smilende øjne stolt på sit lille vidunder og syntes helt åbenlyst, at
hendes store indsats for at lave de perfekte slangekrøller, kronede værket.
Dette blev yderligere forstærket af, at da Bent blev fotograferet hos Stella
Nova, fandt man portrættet af ham så nuttet og kært, at fotografen forstørrede
et af billederne og lod det udstille i forretningens store vindue ud mod gaden.
Men også Bent viste sig senere at være en
rigtig dreng, til trods for pigekrøllerne, som så lidt besynderlige ud til det
typiske drengetøj, han ellers altid gik i. Men det anfægtede øjensynlig ikke
mor, som vedblev med at krølle Bents hår til han var omkring 6 år. Da hun
endelig langt om længe lod sig presse til at klippe krøllerne af ham, gemte hun
også et par af hans krøller i en "relikvieæske' bagest i dækketøjsskuffen.
For mor var det et forsøg på at fastholde kære minder om en tid, der uigenkaldeligt
var og blev forbi.
Der var henholdsvis fem og otte års forskel
mellem mine to brødre og mig, og det var nok en væsentlig årsag til, at vi
aldrig rigtigt blev hinandens legekammerater. Jeg var og blev storebror, som
tilmed gik sine egne veje, og oven i købet veje, som ikke var helt sædvanlige
for drenge i min alder.
Men i vinteren 1940/41 nærmede tidspunktet
sig som nævnt for mors nedkomst. Julen og nytåret blev dog fejret, som sædvanlig
sammen med morfar, mormor og Dennis, og vi kom ind i det nye år, uden at det
ventede barn var endnu kommet til verden.
Også dette år var et af højdepunkterne for
mit vedkommende Walt Disneys Jule Show i Metropol, ikke mindst, fordi der også
denne gang blev vist tegnefilm, jeg ikke tidligere havde haft lejlighed til at
se. Det cirka en time lange program bestod som sædvanligt af seks korte tegnefilm,
nemlig følgende: Donald’s Penguin (1939; ”Anders Ands Pingvin), Goofy
and Wilbur (1939; ”Fedtmules fisketur”), The Pointer (1939; ”Mickey
på jagt”), Donald’s Cousin Gus (1939; ”Fætter Guf”), Beach Picnic (1939;
”Badeliv med Pluto”), og The Autograph Hound (1939; ”Autografjægeren”).
Det var som sædvanligt et højst morsom og underholdende
række korte Disney-tegnefilm, der blev vist i Jule Showet 1940, og som i dag er
klassikere. Personlig blev jeg dog især betaget af ”Fedtmules fisketur”, som
for øvrigt var den første film i en serie, hvori Fedtmules spiller hovedrollen.
Men Fedtmules samspil med græshoppen Wilbur, som han bruger som madding, var
rørende og eminent skildret. En anden af programmets film, der gjorde særligt
indtryk på mig dengang, var ”Fætter Guf”, om gasen Guf, der kommer på besøg hos
sin fætter Anders And, og er så forslugen, at han bogstavelig talt er ved at
æde sin vært ud af huset. Men de mange opfindsomme måder, som fætter Gufs
umættelige appetit er skildret på, er simpelthen noget, der for altid har
fæstnet sig i min hukommelse.
Men ellers tegnede situationen i det besatte
Danmark sig hen mod året 1940’s slutning ikke lys og lovende, tværtimod. Dels
var det meget streng vinter med kulde helt ned til minus 20-25 grader, og dels var
der i stigende omfang rationering af dagligvarer og forbrugsvarer i det hele
taget, og endelig var der påbudt mørkelægning overalt, hvor lys kunne røbe for
’fjenden’, dvs. englænderne, at her lå der en storby.
Hvad angår daglige forbrugsvarer, så blev et
meget brugt produkt som margarine rationeret fra 15. april 1940 og det
forsvandt helt fra forretningernes hylder hen mod slutningen af året. Det var
alvorligt for de fleste almindelige husstande, idet margarine var et af de mest
anvendte produkter i dansk husholdning. Margarine blev brugt til alle formål:
madlavning, bagning og som underlag på smørrebrød. For min familie betød det,
at man indtil videre måtte bruge det fra 8. november ligeledes rationerede og
samtidig dyrere smør i større omfang, end man hidtil havde gjort.
Hvad mørkelægningen angår, så betød det
blandt meget andet, at alle vinduer i private hjem måtte dækkes af sorte
rullegardiner, når man efter mørkets frembrud ville tænde lys i hjemmet.
Gadebelysningen blev dæmpet og kun et mindre antal af gadelygterne tændt efter
mørkets frembrud. Desuden blev det påbudt fodgængere, at bære hvidt armbind i
mørklægningstiden. Ligesom den nederste del af bilernes skærme blev malet
hvide, alt sammen med det ideelle formål at ville sikre trafiksikkerheden, som
dog under alle omstændigheder blev mindre. Der skete da også en lang række
trafikuheld i den følgende tid. Det hjalp dog noget på situationen, efter at al
personbilkørsel ophørte allerede den 1. maj 1940, et forbud, der også gjaldt
omnibus-linjerne på Strøget i København.
Forbudet mod privat bilkørsel skete primært
for at spare på benzin og olie, som jo måtte importeres fra udlandet. Men som
altid i krisesituationer var der folk med opfindertalent, og som også var
opfindsomme i den aktuelle situation, idet man i stedet for at parkere bilen i
garage monterede vognstænger foran på køretøjet, som derefter blev trukket af
en eller eventuelt flere heste. Det betød også, at hestedrosker igen kom på
gaden i større antal end i de foregående år.
Men i det hele taget betød den tyske
besættelse af Danmark, at størstedelen af danskerne rykkede tættere sammen. Det
gav sig blandt andet udtryk i den såkaldte alsangsbevægelse, som begyndte i
Aalborg, men snart efter bredte sig til landet andre storbyer, herunder København,
hvor der afholdtes alsangsstævner i Fælledparken med op til 100-150.000
deltagere ad gangen. Markeringen af det nationale sammenhold viste sig også i
forbindelse med kong Christian X, 70 års fødseldag 23. september 1940. I den
anledning var byen blevet overdådigt udsmykket med blomster og flag, alt sammen
betalt gennem anonyme bidrag. På sin sædvanlige morgenridetur gennem byen blev
majestæten hyldet af store folkemængder, som stod i tætte stimer ved fortovene.
Det samme var også tilfældet om eftermiddagen, hvor kongen og dronningen kørte
gennem byen i åben karet.
I anledning af den uhyre populære kong
Christian X’ 70 årsdag var der blevet fremstillet et særligt emblem til at
sætte i knaphullet eller til blot at erhverve sig som et samlerobjekt. Emblemet
i sølv med Dannebrog og kongens initialer kostede så vidt jeg husker 5 kroner,
hvilket blev regnet for penge dengang, særlig i mindrebemidlede
arbejderfamilier. Men mor gav mig pengene til at købe emblemet for, men jeg
nøjedes dog med at lægge det i en kommmodeskuffe. Salget af kongeemblemet var
et led i den store nationalindsamling, som var sat i gang somgave til kongen,
og der blev indsamlet i alt nær ved 6 millioner kroner, som kongen lod indgå i
Kong Christian den 10’endes Fond til humane og videnskabelige formål..
Få dage senere, den 27. september 1940, blev
der overalt i Danmark opslået en plakat, hvori kongen gentog opfordringen fra
9. april til befolkningen, om at vise fuldt ud korrekt optræden og værdig
holdning i forholdet til besættelsesmagten. Baggrunden for den gentagne
opfordring var det anspændte forhold til tyskerne, som havde medført
forskellige situationer, hvorunder især yngre danskere søgte at udæske og
provokere tyske soldater og politifolk. De danske politifolk havde i øvrigt fra
den 12. april fået et hjælpepoliti til at deltage i patruljetjenesten, og det
var blev derfor snart et almindeligt syn at se en lidt ældre gadebetjent fulgt
af en yngre i Civil-betjent-uniform. Det varede da heller ikke længen, før
folkeviddet døbte civilbetjentene ”Føllene”.
Desværre erindrer jeg ikke juleaften 1940,
men mener dog at den blev fejret hos os sammen med morfar, mormor og Dennis.
Julehyggen var der sikkert ikke noget i vejen med, for inden døre kunne man for
en stund lade som om verden derude ikke fandtes. Men mine forældres økonomi var
som altid anstrengt, og for at supplere husholdningspengene fremstillede far,
mor og jeg nogle små kulørte papirsfugle med vinger og haler formet i
crepepapir, som der blev drysset glimmer på, så de skinnede og changerede i
lyset fra det tændte træ, hvor lysene udelukkende bestod ag stearinlys.
De smukke småfugle blev derefter forsigtigt
lagt ned i en spånkurv, en til far og en til mig, og derpå vovede vi os omkring
i Jægersborggade og nærmste omliggende gader, hvor vi gik ind i opgangene og
ringede på folks døre, for at høre, om man kunne tænke sig at købe en eller
flere af papirsfuglene. De fleste steder var folk venlige og købte et enkelt
eller et par eksemplarer, som vi så vidt jeg husker tog 5 kroner for. Men nogle
steder blev folk sure og smækkede døren i for næsen af os, og det bevirkede, at
jeg ikke længere havde lyst til at være dørsælger. Far fortsatte dog indtil de
fleste af fuglene var blevet afsat og der var blevet tjent omkring 150 kr, som
jo var mange penge dengang. Heraf gik de 25-30 kr. dog til de materialer, der
var indkøbt til formålet.
Nytårsaften 1940/41 var usædvanlig ved sin
stilhed, idet der var udstedt forbud mod afbrænding af fyrværkeri, og forbudet
blev stort set overholdt.
Da
vi havde passeret årsskiftet 1940/41 nærmede tidspunktet sig som nævnt for mors
nedkomst. Julen og nytåret blev dog fejret, som nævnt og som sædvanlig sammen
med morfar, mormor og Dennis, og vi kom ind i det nye år, uden at det ventede
barn var kommet til verden. Men på mors 33 års fødselsdag, den 18.januar 1941
om formiddagen, oprandt tidspunktet for fødselen. Det var så heldigt, at jeg
var hjemme, fordi skolen midlertidigt var lukket som følge af den strenge
vinterkulde. Der var helt ned til minus 24 grader, og det var brændselsrationeringen,
der var skyld i, at det ikke var muligt for skolerne at varme klasseværelserne
tilstrækkeligt op til, at det blev anset for forsvarligt at lade eleverne
opholde sig der og sidde stille ved skolebænkene i cirka en time ad gangen.
Benny var jo endnu ikke fyldt syv år, det
gjorde han først den 19. marts dette år, så både han og 4-årige Bent var den
dag sammen med nogle af deres legekammerater gået over i Nørrebroparken eller et
andet sted, for at lege i sneen. Selv opholdt jeg mig inde på værelset, hvor
jeg sad og tegnede et eller andet og dagdrømte som sædvanligt.
Men det var tydeligt for mig, at der var
noget galt fat med mor den formiddag, for hun vred og vendte sig af smerte og
gik op og ned ad gulvet, for at kunne holde det ud. Men hun sagde ikke en lyd,
hvilket i øvrigt var typisk for hende, for hun lod sig aldrig mærke med, at hun
havde snerter. Da hun åbenbart var blevet klar over, at tiden var inde, bad hun
mig om skyndsomst at gå ind til mine morforældre i Baggesensgade, for at bede
mormor om straks at komme ud til Jægersborggade, sådan som de to allerede for
længe siden havde aftalt. Fødslen skulle nemlig foregå i hjemmet, og meningen
var derfor, at jeg skulle blive inde hos morfar, sagde mor, indtil mormor kom
hjem igen.
Mens jeg ilede af sted gennem den store
hovedallé på Assistens Kirkegård, tænkte jeg: ”Bare mormor nu er hjemme, når
jeg kommer derind, for hvad skulle mor ellers gøre!?” Turen gik videre om ad Tjørnegade,
Prins Jørgens Gade og Slotsgade til Baggesensgade nr. 24. Her stod morfar,
iklædt Astrakanhue og tyk vinterfrakke, foran ejendommens opgang og kiggede på
gadelivet og trafikken, som var stærkt hæmmet af al den megen sne, der lå
skovlet op og fyldte det halve af fortovet. "Dav, morfar!" sagde
jeg, "mor har sendt mig ind, for at hente mormor! Er mormor hjemme?".
"Ja," svarede han, "hun er deroppe, men Dennis er ikke
hjemme!". Forpustet skyndte jeg mig op ad alle trapperne til fjerde sal og
fik sat mormor ind i situationen, og hun tog straks overtøj på, greb sin
håndtaske og ilede ned ad trapperne, med mig lige i hælene.
Da vi kom ned på gaden, talte hun ganske kort
med morfar, som stadig stod foran opgangen og betragtede gadens folkeliv, og derefter
fortsatte hun småløbende henad gaden i retningen mod Assistens Kirkegård. Jeg
blev stående ved siden af morfar, som imidlertid forholdt sig fuldstændig tavs,
mens vi stod der. Kulden sneg sig ind på mig og jeg frøs som en lille hund,
dels fordi jeg ikke havde sko på, der var varme nok, og dels fordi jeg i farten
havde glemt at få halstørklæde og vanter på.
Da morfar åbenbart blev klar over, at jeg
stod og frøs, sagde han: "Mon ikke vi to skulle gå op og se at få lidt
varme, Ry!" Morfar kaldte mig altid for "Ry" som en forkortelse
for "Harry", og denne til- og omtale gjorde mig så beæret og stolt,
at jeg flere år senere, da jeg for alvor var begyndt at tegne, brugte
signaturen "- Ry" på en del af mine tegninger.
Det blev en lang ventetid, timerne sneglede
sig af sted, men morfar og jeg var altid gode til at snakke med hinanden om alt
mellem himmel og jord. På den måde lærte jeg ham og hans anskuelser og
opfattelse af verden ganske godt at kende, og det bragte os forholdsvis nær til
hinanden, ligesom det er baggrunden for, at jeg har kunnet fortælle så
forholdsvis omfattende og detaljeret om ham og hans liv. På den tid havde jeg
ikke den fjerneste anelse om, at han ikke var min biologiske morfar, og da jeg
senere som voksen fik det at vide, overraskede det mig nok, men gjorde ingen
forskel i min opfattelse og kærlighed til ham. Han var og forblev min ’rigtige’
morfar.
Endelig langt om længe og hen på
eftermiddagen, kom mormor tilbage, og det første hun sagde, var:
"Tillykke! Du har fået en lillesøster!" - Nå, tænkte jeg, det var da
godt, at fødslen var gået godt og at det var blevet en pige, sådan som mor i så
mange år havde ønsket sig. Jeg var spændt på, hvad det var for en størrelse,
der nu var kommet til verden og havde krav på en del af pladsen i vores
relativt trange lejlighed. "Skynd dig nu hjem, for din mor vil gerne ha'
at du ser lidt efter Benny og Bent, indtil jeres far kommer hjem!", sagde
mormor og tillagde: "Jeg kommer ud til jer i morgen tidlig!".
Mørket var ved at falde på, men jeg kendte jo
vejen hjem som min egen bukselomme, så det varede ikke mange minutter, før jeg
var på vej op ad kirkegårdens hovedallé mod udgangen lige over for
Jægersborggade. Da jeg godt forpustet nåede hjem og kom ind i soveværelset, for
at se mor og barn, så jeg til min forundring en lille rødmosset, buttet baby
med tydelige røde dun på hovedet, ligge i sengen hos mor. Jordemoderen, der
havde forestået fødslen, og som mormor havde tilkaldt per telefon - der stod en
telefonboks på den modsatte side af gaden, omtrent lige over for nr. 27 - var
gået allerede mens mormor havde været der, men hele lejligheden duftede endnu
så underligt af de medikamenter, der var blevet brugt i forbindelse med fødslen.
Og mor var naturligvis træt og så en kende blegnæbbet ud ovenpå strabadserne,
men det var tydeligt, at hun var lykkelig for sin lille nyfødte pige. Et
årelangt ønske var jo endelig gået i opfyldelse.
Kort efter, at jeg var kommet hjem, hørte jeg
Benny og Bent komme buldrende op ad hovedtrappen og ringe på. De fortalte, at
de havde været hjemme et par gange tidligere på dagen, og at mormor havde smurt
et par klemmer til dem hver, hvorefter de var blevet sendt ned at lege igen,
med besked på, først at komme hjem, når det hele var overstået. Nu kom de
trætte og sultne ind ad døren og gjorde store øjne over at se deres lillesøster
ligge og patte hos mor. Men da den første nysgerrighed var stillet, gik de ud
i køkkenet, hvor jeg smurte et par håndmadder til dem, og her sad de og
snakkede stille med hinanden, mens de slugte maden.
Ikke længe efter kom far hjem fra arbejde,
intetanende om hvad der var sket i løbet af dagen, og efter at have stillet sin
cykel ind i cykelskuret i gården, kom han som sædvanligt op ad køkkentrappen.
Men da Benny og Bent hørte ham komme, kunne de ikke dy sig for at løbe ham
imøde ned ad trappen, idet de råbte i munden på hinanden: "Vi har fået en
lillesøster! Vi har fået en lillesøster!". Og far, der endnu var sort i
ansigtet og på hænderne af kulstøv fra dagens arbejde som kullemper i havnen,
skyndte sig op og ind til mor i soveværelset, for at se det lille mirakel, som
han jo på forhånd vidste ville betyde endnu en mund at mætte og én ekstra at
forsørge.
Men glad blev han nu trods alt alligevel, og da
han var blevet vasket og havde skiftet tøj, kunne han tage sin lille pige på
armen og rigtig se hende an. Det var tydeligt at se, at han var stolt af hende,
som han var af os tre drenge, men Bent forblev dog alle dage hans egentlige
øjesten. Far var allermest glad for børn, når de var små og havde brug for
voksenomsorg, hvorimod han fik stigende problemer med dem, især sine egne
børn, efterhånden som de blev større og blev mere og mere selvstændige og
uafhængige. Særlig vores respektive pubertetsalder havde han svært ved at
forlige sig med, og vi havde hver især mange kontroverser og sammenstød med ham
i de år. Men denne situation ændrede sig heldigvis med årene, da vi blev voksne
og selv bedre kunne forstå, hvad der lå bag hans modvilje og aggressive udfald
imod os hver især. I bund og grund var han glad for og stolt af alle sine fire
børn, drenge som pige, men tilværelsen som fattig, ufaglært forsørger var ikke
nem på den tid.
Men
den nyfødte betød jo en mærkbar omvæltning i vores lille familie, for selv om
vi hver især var glade for hende, var det dog irriterende for os med hendes
skrigeri, især om natten, og det evindelige suttekogeri og blevask, som bevirkede,
at der næsten altid var fugtigt af damp i køkkenet og en lugt af kogte bleer.
Det skal dog siges til fars ros, at han aldrig var bleg for at give et nap med
i det daglige huslige arbejde. I de første fjorten dages tid vaskede han bleer
og lavede mad til os, når han kom hjem efter arbejdstid, og man hørte ham
aldrig klage over det, selvom han må have været træt efter en lang arbejdsdag.
Den
18. januar, mors og den lille nyfødtes fælles fødselsdag, var ellers en ret så
drastisk dato under besættelsen, for den dag vedtog Folketinget en lov om
midlertidigt tillæg til den borgerlige straffelov. Med dette lovtillæg
indførtes der strenge straffe helt op til fængsel på livstid for forhold, der
var rettet mod de tyske militære styrker i landet, og for handlinger, der kunne
skade Danmarks interesser i forhold til udlandet. Med det førstnævnte tænkte
man naturligvis først og fremmest på illegalt modstandsarbejde og
sabotageaktioner, og med det sidstnævnte formentlig på Naziregimet i Tyskland,
som samarbejds-regeringen meget nødig ville udæske.
Vores
lille nyfødte blev døbt i Anna Kirken omme i Bjelkes Allé og kom til at hedde Lizzie Ragnhild Rasmussen. Mellemnavnet
fik hun efter sin gudmor, som var moster Gudrun. Til stede var den
allernærmeste af mors familie, hvilket foruden Gudrun og hendes daværende
kæreste Volmer, vil sige mormor, morfar, Dennis og os tre drenge. Et lille
sluttet, men hyggeligt selskab.
Så
vidt jeg husker boede moster Gudrun dengang i 1941 sammen med Volmer, som dog
altid kun blev kaldt Bubbi. Hans efternavn husker jeg desværre ikke, men han
var en behagelig og lun fyr med en iøjnefaldende skæv næse, men meget lidt
talende, og han diskuterede aldrig politik. Det skyldtes måske især, at han var
kommunist og medlem af modstandsbevægelsen, hvad ingen af os vidste noget om på
det tidspunkt. Han var uddannet dekupør, det vil sige tilskærer af
lædervarearbejder, så som punge, tegnebøger og meget andet og mere. Så vidt jeg
har forstået, var han værkfører på den fabrik eller det værksted i Gothersgade,
hvor han arbejdede til daglig. Nogle få år senere udvirkede han, at min fætter
Dennis kunne komme i lære som dekupør samme sted.
En
af de ting, jeg især husker om Bubbi var, da han og Gudrun var på besøg hos os,
og far og han fik et par øl, at han, som sad ved siden af Gudrun, på et
tidspunkt satte en ølkapsel foran hvert øje. Da han prikkede til Gudrun og hun
drejde ansigtet, for at se på ham, fik hun et sådant chok, at hun besvimede på
stedet og ville være faldet ned af stolen, hvis ikke Bubbi havde forhindret
det.. Hun kom dog hurtigt til sig selv igen, godt hjulpet af Bubbi, som straks
havde grebet fat i hende og rettet hende op. Gudrun fortalte da, at hun troede,
at der var sket noget forfærdeligt med Bubbis øjne, og hun blev meget
indigneret over, hvad kun kaldte for en grov spøg.
Vi
andre havde syntes, at Bubbis påhit med ølkapslerne bare var sjovt, så vi
mente, at Gudrun tog for stærkt på vej, da hun bebrejdede Bubbi for at være
tankeløs. Det blev hun meget fornærmet over, men faldt dog snart ned igen og
genoptog den i øvrigt hyggelige kaffekomsammen. Kaffe er dog så meget sagt, for
den bestod mest af erstatningskaffe, men det havde inkarnerede kaffedrikkere
som min mor og Gudrun og andre efterhånden vænnet sig til Hos os var kaffen altid blevet iblandet den
såkaldte kaffetilsætning, som enten var Richs eller Danmarks, sådan som jeg
tidligere har fortalt om. Tilsætningen skyldtes dels, at kaffebønner altid
havde været relativt dyre at købe, dels at ren kaffe virkede på maven, og dels,
at kaffe nu var stærkt rationeret. Senere under besættelsen var der slet ikke
kaffe at købe i danske butikker.
I
øvrigt må jeg beklage, at det ikke har været muligt at bringe fotos fra min
kære søsters første spæde alder, idet de fotos, som blev optaget, senere er
tilfaldet hende selv efter mors død. Efter Lizzies død beror disse fotos derfor
hos hendes søn, Jimmy, i Amerika, og han har ikke haft tid eller lyst til at
gennemgå sin mors efterladte effekter, heller ikke selv om jeg har anmodet ham
om det flere gange. Formentlig har han ikke rigtig forstået, hvad det er jeg er
i gang med i forbindelse med min selvbiografi. Den er jo samtidig en
familiekrønike.
Selv
om det kunne være koldt at gå i biografen på denne tid af året, afholdt det dog
ikke det trofaste, lidt mere modne publikum fra den i reglen ugentlige biograftur.
Man klædte sig simpelthen på efter forholdene og sad og krøb sammen og skuttede
sig i mørket, hvis man småfrøs, hvad i reglen var tilfældet. Unge mennesker gik
oftere i biografen, som var en del af tidens mere folkelige fornøjelser.
Biografrepertoiret var nu i højere grad præget af, at engelske film var blevet
forbudt og at amerikanske repriser efterhånden faldt for gencensureringen.
Onsdag den 29. januar 1941 var der kun i alt 9 amerikanske film i 32 af de
københavnske biografer, som annoncerede, og alle filmene var repriser. En af
de mest populære amerikanske film på det tidspunkt, var "Klokkeren fra
Notre Dame" fra 1939 med Charles
Laughton (1899-1962) i den altoverskyggende og uforglemmelige hovedrolle.
Den gik på 4. uge i Metropol.
Udsnit af en del af de biografannoncer, som man kunne se i
middagsavisen B.T. for onsdag den 29. januar 1943. Denne måde at annoncere på
og det design eller den typografi, der
blev benyttet, var så karakteristisk, at man uden mindste besvær stort set hurtigt
kunne finde frem til den biograf og dsen film, man gerne ville se.
Grøndals Teatret havde Frank Capras
"Tabte Horisonter" (1937) med Ronald
Colman (1891-1958) på programmet. Merry
spillede "Gunga Din" (1939) med Cary Grant, Victor McLaglen (1886-1959) og Douglas
Fairbanks jr. (1909-2000), Odeon
havde "Under Brooklyn Broen" (193?; original titel ”Vinterset”) på
plakaten. Palladium viste
"Blondie i knibe" (193?), en film, der var baseret på den berømte
tegneserie Blondie af tegneren Chic Young
(1901-1973) fra 1930. Platan
viste Cecil ih du Mille's "En Nations Helte" (1937) med Gary
Cooper og Jean Arthur (1900-1991), og
Rialto diverterede med samme
instruktørs "Korsridderne" (1935).
Windsor bød på det amerikanske lystspil
"Maisie ta'r affære" (1939) med Ann Sothern i hovedrollen, medens World Cinema viste
"Balalaika" (1939) med den populære sanger Nelson Eddy, der dengang
var noget nær et syngende idol for sentimentale sjæle.
Samme dato, altså 29. januar 1941, var
der kun ialt 4 franske film i københavnske biografer, og det var repriser som
"Angst" (ca.1934) med Gaby
Morlay (1893-1964) og Charles Vanel (1892-1989),
som gik i Dagmar, "Postbudet
ringer altid to Gange" (1939) med bl.a. Michel Simon, der vistes i Grand, og endelig
"Natherberget" (1936) med Jean Gabin, som stod på plakaten hos Palæ Bio, medens Scala Bio på 3. uge viste "De glædesløses Gade" (19??),
en fransk film "om gadens løse fugle og deres udnyttere!", som der
stod i annoncen for filmen, men ikke et ord om de medvirkende. .
Af
svenske film var der 4 film denne dato, nemlig "Lillebror og jeg" i Amager Bio, "Glade Gutter i
Trøjen" (1940) i Carlton,
"Landevejs-Kroen" (1939) på 51.uge i Nørreport Bio, og endelig "Et Døgn uden Løgn" (1939) med Sickan Carlsson (1915) og Åke Söderblom (1910-1965) i Ry-Kino. Der var en enkelt finsk film
på repertoiret i københavnske biografer denne dag, nemlig "Pigen
Silja" (1937) i Bispebjerg Bio.
I annoncen blev filmen betegnet som "Den finske "Ekstase"”. Det
var Park Teatret, der forlystede sit
publikum med den tjekkiske film "Ekstase" (1933), som blev berømt,
fordi dens kvindelige hovedrolleindehaver, Hedna Kieslerova alias Hedy Kiesler
alias Hedy Lamarr (1914-2000), i
nogle af filmens scener viste sig nøgen i vandet, men i virkeligheden yderst
diskret, således at man mere anede end egentlig så den nøgne kvinde. Men begge
film var naturligvis forbudt for børn, og det havde vel været lige før, at den
også ville være blevet det for voksne, for nøgenhed blev af moralens officielle
vogtere, herunder filmcensuren, betragtet som lig med umoralskhed. Men det
lokkede naturligvis "husarerne", dvs. fortrinsvis det yngre mandlige
publikum, i biografen.
Der
var 3 - siger og skriver tre - nyere danske film i københavnske biografer den
nævnte dag: "Vagabonden" (1940) med Carl Alstrup, som til gengæld gik
i Gentofte Kino, Vanløse Bio og Valby Teatret. "Sørensen og
Rasmussen" på 18. uge i Kino-Palæet,
og "Jeg har elsket og levet" (1940) på 7. uge i Palads. Men nu kommer vi til det afgørende, nemlig hvad der var af
tyske film i københavnske biografer i slutningen af januar 1941. Der var ialt 8
tyske film, hvoraf en enkelt dog blev spillet i to biografer samtidig. Dette
tal viser en markant fremgang for tysk film siden begyndelsen af besættelsen
den 9. april 1940. Allé Teatret
viste "Mit navn er Sebastian Ott" (1939) med Willy Forst (1914-2000), Bella
Bio og Roxy havde
"Postmesteren" (1940) med Heinrich
George (1893-1946) og Hilde Krahl
(1917-1999) på plakaten, Bellevue
viste "Episode" (1935) med Paula Wessely, Bristol kørte "Skandale-journalisten"
(1940?) med Otto Kruger (1885-1974), Enghave Bio viste "De 3
Codonas" (1940), Lyngbyvejens Kino
lokkede med den amerikansk klingende titel "Kvinder til Golden Hill"
(1938; original titel ”Frauen für Golden Hill” med ordene ”12 kvinder til 13
Mænd”), med norskfødte Kirsten Heiberg
(1907-1976) og tyske Victor Staal (1909-1982),
Nørrebros Bio spillede "Hvide
slaver fra Valencia" (1933), og Triangel
bød på "Din for livet" (1940) med den populære Paula Wessely i
hovedrollen. Fredag den 31. januar 1941 havde en ny dansk film premiere i Palladium, nemlig selskabets egen "En
Forbryder", instruktion af Arne Weel og med flere populære danske
skuespillere i hovedrollerne: Ellen
Margrethe Stein (1893-1979), Beatrice
Bonnesen (1906-1979), Pouel Kern
(1908-1993), Lise Thomsen
(1914-2003), Gunnar Lauring
(1905-1968), Carl Alstrup, Gerda Madsen
(1902-1986) og Helge Kjærulff-Schmidt.
Dengang
i 1940’erne fandtes der den kommunistisk orienterede avis Arbejderbladet, hvori forfatteren Hans Kirk gav sit besyv med. Men
i denne forbindelse er det interessant at konstatere, at avisen, som den 14.
februar 1941 kun havde 4 sider, formåede at have en halv spalte med annoncer
for forlystelser i København. Heraf var der dog kun 2 biografannoncer, nemlig
en for Bristol Teatret og en for Triangel Teatret. Bristol annoncerede
med den senere så berygtede nazipropagandafilm Jøden Süss (1940) med Werner Krauss og Heinrich George i hovedrollerne.
Filmen, som naturligvis var Forbudt for Børn, spilledes kl. 2, 3,50, 5,40, 7,30
og 9,20. I annoncen stod ” OBS! OBS! Paa Grund af den store Tilstrømning –
benyt Eftermiddagsforestillingerne.” Triangel reklamerede med ASA-filmen Niels Pind og hans Dreng (1941) efter
forfatteren Johan Skjoldborgs roman ”Ideale Magter”. I hovedroller medvirkede
Gerda Madsen og Gunnar Lauring.
I
løbet af 1941 havde i alt 16 nye danske spillefilm premiere. Den 31. januar
1941 kunne Palladium vise sin
egenproduktion En forbryder, som havde drejebog af Svend Rindom (1884-1960) efter et skuespil af Sven Lange (1868-1930). For instruktionen stod Arne Weel, og i
hovedrollerne sås Ellen Margrethe Stein, Beatrice Bonnesen, Pouel Kern, Lise
Thomsen, Gunnar Lauring, Carl Alstrup, Gerda Madsen og Helge Kjærulff-Schmidt.
Filmen er en krimi om mordet på en ågerkarl.
Den
3. februar 1941 havde Aladdin, Carlton,
Colosseum, Dagmar og Triangel premiere
på ASA-filmen Niels Pind og hans dreng. Den 10. marts kunne ASA holde
premiere i de samme ovenfor nævnte biografer på ASA-lystspillet Tror du, jeg
er født i gaar. Det var en ASA
Film med manuskript og instruktion af makkerparret Alice O’Fredericks og Lau
Jun., og med Max Hansen, Maria Garland, Bodil Steen, Tove Arni, Knud Heglund, Eigil
Reimers, Victor Montell, Berthe Quistgaard, Matjilde Nielsen og Petrine Sonne.
Filmen handlede om, at den dummeste skulle være universalarving. Titlen var en
almindelig talemåde, når man ville markere, om nogen troede, at man var dum.
Nordisk
Film kunne den 23. marts holde premiere i Kino-Palæet
på det folkelige skuespil En Mand af Betydning, produceret af Nordisk Film og instrueret af Emanuel Gregers og med
Osvald Helmuth, Sigrid Horne-Rasmussen, Inger Stender, Poul Reichhardt og Helge
Kjærulff-Schmidt i hovedrollerne.
Ingen
af de ovennævnte danske film så jeg dog på det tidspunkt. Det var derimod
tilfældet med de følgende fem film, hvoraf den første var en
Palladium-produktion med titlen Tak fordi du kom, Nick, og som havde
premiere i Palladium den 7. april. Filmen var især markant derved, at den havde
drejebog af forfatteren og dramatikeren Kjeld Abell (1901-1961), som på
det tidspunkt kun havde skrevet drejebog til en enkelt film, nemlig Millionærdrengen
(1936). Abell var og blev især kendt for sine antinaturalistiske teaterstykker,
hvoraf det første hed Melodien, der blev væk (1935), og som handler om
”Hr. Larsen”s oprør mod borgerlig sløvhed og konvention. Efter Besættelsen
skrev Abell en række skuespil, der blev opført på Det kgl. Teater og som havde
tre markante skuespillere i hovedrollerne, nemlig Bodil Kjer, Ebbe Rode og
Mogens Wieth. Filmen Tak fordi du kom, Nick er en
alvorlig komedie om to vidt forskellige slags arbejdsløse, der finder sammen
for en tid. Den var instrueret af Svend Methling og havde Karin Nellemose (1905-1993), Sigfred Johansen og Gunnar Lauring i
hovedrollerne. Filmen fik så vidt jeg husker gode anmeldelser, men den var for
det mere kræsne publikum og blev derfor ingen kassesucces. Flere danske
spillefilm fra 1941 vil blive nævnt og omtalt senere.
Besættelsestiden
viste sig også at være fremmende for teaterdrift, idet publikum strømmede til
som aldrig før. I slutningen af januar 1942 spillede Det Kgl. Teater kl. 20-23,30 Mozarts ”Trylleføjten”. Det Ny Teater spillede kl. 20-22,45
operetten ”Jomfruburet” med Aksel Schiøtz i rollen som komponisten Schubert. Folketeatret opførte kl. 20-22,40
skuespillet ”Manden, der kom til Middag” med Johannes Meyer i titelrollen,
assisteret af skuespillerne Berthe Quistgaard, Eigil Reimers, Beatrice
Bonnesen, Angelo Bruun, Maria Garland, Knud Heglund og Lis Smed.
Apolloteatret opførte ”Teatrets
hidtil største Sukces” ”Sommerrevyen 1960” med tekster af Børge Müller og musik
af Aage Stentoft. De medvirkende var Ludvig Brandstrup, Chr. Arhoff, Gerda og
Ulrik Neumann, Erika Voigt, Asta Hansen og Sigfred Johansen.
ArneWeel
Teatret i Riddersalen opførte for 243. gang ”Dyveke” med Liva Weel som det
store trækplaster. Betty Nansen Teatret
spillede ”Dronning Margareta” for sidste gang 29. januar og annoncerede med
”Den store Mand Privat”, som afløser allerede fra dagen efter.
Frederiksberg
Teater kunne byde på ”Hendes gamle Naade” med Eyvind Johan-Svendsen og Karen
Poulsen i hovedrollerne. Det Ny
Nørrebros Teater – ”Byens billigste Teater” – opførte for 142. og sidste
gang ”den vældige Latter-Sukces”: ”Mig og min Pige” med det utroligt populære
operettepar Hans Kurt og Else Marie i hovedrollerne. Samtidig annonceredes med
opførelsen af opretten ”Czardasfyrstinden”, som ville få premiere lørdag den 1.
februar, ligeledes med Hans Kurt og Else Marie som det store trækplaster.
Billetpriserne var fra kr. 1.15-3,85.
De
københavnske varietéer og restauranter kunne også byde på underholdning, men af
den mere folkelige slags. CZARDAS i
Jernbanegade bød på ”Max Skalka med sine Zigeunere. Gnistrende Zigeunermusik og
et fremragende Køkken skaber tilsammen den Stemning, der er CZARDAS’ Særpræg.”
– Lorry annoncerede med ”Alle maa
høre Karin Juel synge ”Kärleksbrevet” og ”Lyckan” og se Niels Bjørn Balletten.
Fri Entré.” - Montmartre bød på ”For
fuldt Drøn Vinter-Kabaretten 1941. Show i 31 Afdelinger”, men med navne, som i
dag ikke er særlig kendte. Hos Guttermann i restaurant München i Dahlerupsgade 5 havde man Harlem Kiddies med Raquel
Rastenni – ”Byens eneste originale Rumba-Orkester” – på programmet.
Forlystelsesetablishementet
National Scala på Vesterbrogde lige
over for Tivoli annoncerede med Kunstnerforum kl. 15,30 og Karin Juel i
Scala-Salen kl. 22. – Poppedrengen
på Østergade kunne byde på ”Sommer i Tyrol” med Sophie Finn Hoffmann og Claus
Broberg. Fri Entré. – Ritz Varieté
Vesterport lokkede med ”Lækkerbisken” med Carl Fischer og Holger Hansen og
Gaubier’s Solist ensemble og Tom Andys Show-Band. – Zigeunerhallen på Jagtvej på Nørrebro havde også fri entré og kunne
ovenikøbet byde på ”Det syngende X, Osvald Helmuth og violinvituosen Wandy
Tworek. – Hollænderbyen, som også
havde fri entré, diverterede med ”Liegstouw-Avten” med kapelmester Kai Julian
med hans berømte Landsbyspillemænd, ”foruden det store internationale
Sensationsprogram.” - Sluttelig kunne Valencia
mod en entré på 1 krone byde på Artistprogram og Dans.
Herover ses igen et lille udsnit af B.T.s forlystelsesannoncer
den 29. januar 1941. Opmærksomheden skal særleig henledes på de to annoncer til
venstre for henholdsvis ”Store Lækkerbisken” og Zigeunerhallen”. I den
førstnævnte annonce ser man skuespilleren Carls Fischers dengang velkendte
ansigt, og i anonncen derunder ses en karikatur af den dengang ligeledes
velkendte skuespiller og visesanger Osvald Helmuth.
Der
var altså nok af forlystelser for den pengestærke del af det københavnske
publikum, til at kunne fornøje og adsprede sig under kulden og den tyske
besættelse, som for sdstnævntes vedkommende i januar 1941 havde varet knapt 10
måneder. Ingen vidste eller anede dengang, hvor længe Danmark skulle være besat
og reelt styret af de tyske nazister. Den danske regering var en
marionetregering og Landstinget og Rigsdagen (fra 1953 under ét kaldet
Folketinget) var reelt set uden nævneværdig indflydelse, bortset fra de
restriktive love, som der blev vedtaget mere eller mindre under pres fra
besættelsesmagten.
I
februar 1941 skete der noget, som jeg tydeligt kan huske gjorde et vist indtryk
på mig, og det var, at der pludselig kom 2 og 5 ører af aluminium på markedet.
Disse mønter var lettere end de hidtidige kobbermønter, men blev i lighed med
disse efterhånden kedelige at se på, særlig på grund af slid. Senere på året
kom der 25, 10, 5, 2 og 1 ører af zink i omløb, og de var også lettere end
kobbermønter. Baggrunden for at de nævnte mønter ikke længere blev lavet af
kobber i lighed med tidligere, hang dels sammen med manglen på import af
kobber, og dels med at dette som følge af krigen skulle bruges i den tyske
krigsindustri. I maj kom der 1 øres-frimærker pakket i cellofan, beregnet på at
kunne bruges som betalingsmiddel, men for flere af os børn blev de i stedet et
yndet samle- og bytteobjekt.
Efterhånden
som besættelsesårene skred fremad, blev der stadig større mangel på dagligvarer
og forbrugsgoder. Blandt andet på den så vigtige håndsæbe. Den 29. januar 1941
kunne man bl.a. læse følgende i B.T.:
SKOLERNE
MANGLER SÆBE
Lærerne
paa de københavnske Kommuneskoler er fortvivlede. tidligere havde man Sæbe
liggende fremme, som Børnene kunde benytte i Dagens Løb, men denne Sæbe blev øjeblikkelig
inddraget, da Rationeringen kom.
Lærerpersonalet har ondt ved at forstaa,
at man ikke kan faa en Ekstra-Tildeling.
- Det er komplet umuligt, siger
Skoledirektøren. Jeg har bedt om at faa i hvert Fald nogen Sæbe ved
Vaskekummerne paa Skolerne, fordi jeg ved i hvor høj Grad det er tiltrængt,
men jeg har faaet Afslag. Vi lever jo i en Tid med Tilbageskridt paa mange
Punkter, og Hygiejnen gaar det først og fremmest ud over. Men vi maa trøste os
med, at disse Tilstande vel ikke varer evigt og huske paa, at vore Forfædre i
Aarevis har levet i Snavset, og der var da nogle, der kom helskindet igennem.
Herover ses middagsbladet B.T.s forside for onsdag den 29.
januar 1942. Den generelle situation var alvorlig for københavnerne – og formentlig
også for andre byer og landsdele – ikke mindst på grund af den store arbejdsløshed og den strenge
isvinter dette år. I dette tilfælde havde der dog ’kun’ været 21 graders frost
om natten, men den strenge frostpeiode kunne udvise kuldegrader helt ned til
minus 34 grader, hvilket blandt andet førte til, at mange skoler måtte lukke
midlertidigt fra ovennævnte dato.
Personligt
kan jeg huske, at vi i reglen kom i brusebad på skolen en gang om ugen, og det
kunne jo nok være tiltrængt, for de fleste af eleverne boede i boligkvarterer,
hvor et badeværelse eller et brusebad var et totalt ukendt fænomen. Til daglig
vaskede de fleste sig kun i ansigtet og på hænderne, måske op til albuerne, men
til gengæld gik de fleste yngre mennesker og en del af de lidt ældre på
badeanstalt i reglen een gang om ugen. Dette gjaldt måske nok især mændene, som
i øvrigt slet ikke kunne stå mål med kvinderne, når det drejede sig om den
personlige hygiejne. Ikke fordi hverken min far eller mor nogensinde gik på
badeanstalt, for den ulejlighed og udgift sparede de sig, idet de nøjedes med
den personlige vask, de kunne foretage hjemme i køkkenet, og renlige var de
begge to. De vaskede sig derfor på tidspunkter, hvor vi større drenge, altså
Benny og mig, ikke var hjemme, mor om dagen og far i reglen om aftenen efter at
være kommet hjem fra arbejde. Nogen gange lignede han grangiveligt en neger, så
sort var han efter dagens meget hårde fysiske arbejde, især når dette bestod i
at fylde de kul på 50 kg.sække, der fra skibene var losset i store bunker over
på lagerpladsen ved havnekajen. Kulstøvet sad især omkring øjnene og på
hænderne, særlig under neglene, som det faktisk aldrig var muligt at få helt
rene. For fars vedkommende måtte der derfor bruges både meget sæbe og vand, for
at kunne rense sig for al det kulstøv, der især havde sat sig i hans ansigt og
på hænderne. Det var en besværlig proces, for der skulle varmes adskillige
kedler vand og vaskevandet i fadet skulle skiftes mange gange, før han bare
nogenlunde lignede sig selv.
Selv
var jeg jo nu 11½ år og kom jævnligt på badeanstalten Frederiksberg Svømmehal,
som lå ovre ved Aksel Møllers Have bag ved Godthåbsvej, som i al fald jeg
kendte godt, fordi jeg ind imellem også kom i ROXY BIO. Men i Svømmehallen var
der både en badeafdeling for piger og kvinder og for drenge og mænd. Selve
svømmehallen med det store bassin, der lugtede så stærkt af klor, at det sved i
næse og lunger, var fælles for begge køn. Jeg husker ikke tydeligt, om ikke
også Benny kom på badeanstalten, men i så fald gjorde han det sammen med en
eller et par af sine legekammerater fra gaden. Den ene af disse hed Kaj, og han
og Benny og senere også Bent forblev kammerater stort set hele deres barndom og
et stykke ind i ungdomsårene.
Dette
års vinter var også usædvanlig kold, med en streng frostperiode med kulde helt
ned til minus 34 grader, og det medførte selvfølgelig mange ulemper, både for
den enkelte, for familierne og for samfundet, måske især i de store byer, og i
al fald i København. Blandt andet måtte mange skoler holdes lukkede, simpelthen
fordi man ikke havde brændsel nok til at kunne opvarme klasselokalerne
tilstrækkeligt til, at det var forsvarligt at lade eleverne opholde sig i
disse. Men det var vi børn naturligvis ikke kede af, for det gav jo nogle uventede
og højst velkomne ekstra fridage.
Dertil
kom arbejdsløsheden på 32 procent som naturligvis især ramte
arbejderbefolkningen. Men det var jo en følge af, at virksomhedernes omsætning
var dalet, ikke mindst på grund af manglende tilførsel af råvarer fra udlandet.
Min ufaglærte far var dog så heldig stort set altid at have arbejde, omend det
var af den mest beskidte og lavest lønnede slags. Det hændte dog også
lejlighedsvis at han var arbejdsløs nogle dage og derfor fik dagpenge af sin
fagforenings arbejdsløshedskasse, men eftersom han altid var om sig, for at
skaffe sig et arbejde og ikke tog det så nøje med, om arbejdet var hårdt og
beskidt, var han også en af dem, der i reglen blev antaget.
Som
en følge af tiliset havn var far også arbejdsløs en kort overgang denne vinter.
Det vil sige, fagforeningen og arbejdsløshedskassen sendte ham og andre ledige
havnearbejdere ud i gaderne, for at skovle den sne, der var faldet i store
mængder. Så han og de andre tilbragte omkring 9 timer i de kolde gader, for hans
vedkommende kun iført jakke og almindelige snøresko, som for de sidstnævntes
vedkommende blev gennemvåde i løbet af dagen. Men far var en hårdhudet og sej
mand, så han lod sig ikke gå på af det. Og varmen holdt han og hans kolleger
rigeligt ved de fysiske udfoldelser i forbindelse med snerydningen, som jo
dengang foregik ved hjælp af håndkraft og almindelige skovle. Det kunne endda
blive så varmt under arbejdet, forklarede han engang, at de måtte lægge
jakkerne fra sig, for ikke at blive overophedet og svedige, hvilket kunne være
risikabelt for helbredet. Men han tjente da en dagløn, som var lidt større end
understøttelsen, men ikke så stor som ved havnearbejdet.
Selv
om kulden voldte mange problemer trafikalt og forsyningsmæssigt, tog den dog ikke
pippet og humøret fra danskerne, som i de fleste tilfælde fandt udveje for at
klare sig igennem de svære tider. Således udnyttede man den omstændighed, at
Storebælt var tilfrosset til at arrangere transporter fra Korsør til Nyborg med
biltrukne eller hestetrukne isbåde, som ’skøjtede’ den lange strækning frem og
tilbage hen over isen i begge retninger. Ungdommen lod sig heller ikke kue og
slå ud, men benyttede de tilfrosne søer til muntert skøjteløb og skiløb.
Heller
ikke avisernes og bladenes vitstegnere lod sig kue. Eksempelvis kunne man i
B.T. for 29. januar 1941 under den daglige rubrik ”Blade af Storm P.s Dagbog”
se en tegning, som viste to mænd, der står bag ved et vindue og kigger ud på et
termometer udenfor. Replikskiftet mellem de to lød som følger:
- Hvorfor har du to Termometre?
- Jo, det fryser saa stærkt, at det ikke
kan være paa eet!
Illegal
bladvirksomhed var så småt begyndt i 1940, men de egentlige blade, som f.eks.
det kommunistiske "Politiske Maanedsbreve" udkom i februar
1941. Derefter fulgte "Land og Folk" fra 29. juni 1941, medens
"Frit Danmark", først kom i begyndelsen af april 1942 og "Information"
fra 1. august 1943. "Land og Folk" og "Information"
fortsatte som dagblade efter krigen. Under besættelsen udkom der i hele landet
i alt ca. 525 illegale blade, fordelt i 25-30 mill. eksemplarer. Det gjaldt for
de allerfleste af de illegale blade, om ikke for alle, "Frit Danmark"
var trykt i London, at de var fremstillet ved hjælp af stencils og en duplikator,
en forholdsvis nem og enkel, men ikke altid lige vellykket kopieringsmetode.
Den brugtes især af de såkaldte festbureauer, der fremstillede sange til
forskellige festlige lejligheder, som f.eks. bryllupper, barnedåb,
konfirmationer, jubilæer og runde fødselsdage. De illegale blade fik stor
betydning for den danske befolknings moral, idet flere og flere mennesker i
løbet af besættelsesårene efterhånden stiftede bekendtskab med og smuglæste
bl.a. "Land og Folk" og især "Frit Danmark", efter at dette
var begyndt at udkomme fra 1941. Denne avis, som var bogtrykt i formatet 27 x
93,5 cm, blev udgivet af Det Danske Raad i London med Emil Blytgen-Petersen (1905-) som redaktør og med adressen Bush
House, Aldwych, W.C.2. Gennem de illegale blade, suppleret med
radioudsendelserne fra BBC Londons dansksprogede udsendelser, fik man et noget
andet indtryk af krigens gang og af, hvad det var tyskerne i virkeligheden
havde i sinde og foretog sig. De officielle danske aviser og Radioavisen blev
jo censureret af tyskerne og fungerede derfor på disses betingelser og vilkår,
hvilket både indebar misinformation og propagandaløgnagtighed.
Når
jeg i selvbiografien med mellemrum vender tilbage til det københavnske
biografrepertoire, skyldes det den opfattelse, at repertoiret mere eller mindre
direkte afspejler tidens smag og præferencer på filmunderholdningens områder.
Der var dagligt forlystelses- og biografannoncer i de fleste københavnske
aviser, men de store dagblade førte an ved normalt at have de fleste annoncer.
Dette gjaldt ikke mindst den politisk set konservative Nationaltidende, som på trods af besættelsestidens mangelsituation
daglig udkom med 20 sider i storformatet 40 x 58 cm. Avisen havde domicil Ved
Standen 18 i den bygning, som i sin tid havde været hjemsted for Hotel Royal,
hvor mange berømtheder i tidens løb havde været logigæster. Avisen klarede sig
i øvrigt ikke i længden, men måtte på grund af økonomiske vanskeligheder lukke
i 1961.
Søndag den 9. marts 1941 annoncerede
Nationaltidende med følgende biografrepertoire:
Aladdin. Kl.
2-4-5,50-7,40-9,30:: ”Overfaldet paa Postvognen”. ”Den mest spændende Film i
Hopalong Cassidy-Serien. Ekstra: Skipper Skræk spiller Gentleman. Rigtig et
Program for hele Familien!”
Allé
Teatret. Kl. 4-7,10-9,10: ”Sørensen og Rasmussen”. Sidste Dag!
Amager
Bio.
Kl. 5,40-7,40-9,30: ”Greven af Monte Christo”. Kl. 2 og 4: ”Week-End” med Ib
Schønberg. Børn 0,35 og 0,70. Voksne 1,05.
Atlantic.
Kl.
5,40-7,40-9,30: ”Hvad Fatter gør – ” Kl. 2-3,50: Familieforestilling ”Kaptajn
Grants Børn”. Børn 70 Øre og Voksne 1,05 over hele Salen.
Bella
Bio. Kl. 5-7,20-9,10. Sidste Dag! Den store franske Sucses ”De Glædeløses
Gade. Kl. 3: Fy og Bi i ”Raske Detektiver”.
Bellevue.
Kl.
2-4-7,40. Sidste Dag! Jeanette McDonald ”Pigen fra det gyldne Vesten”. Kl. 2 og
4: Voksne 1,05, Børn 0,70 over hele Teatret.
Bergthora. Stort
Dobbeltprogram Kl. 4-7-9,,10. Danielle Darrieaux i ”Ikke helt almindelig”.
Spændende Kriminalfilm: ”Orientens Skygger”.
Bispebjerg
Bio.
Kl. 19,10 og 21,10. Sidste Dag! Adolf Jahr i ”Vi Baroner”. Kl. 16: ”Bolettes
Brudefærd”. Voksne Kr. 1,05, Børn 0,70 over hele Salen.
Boulevard
Teatret. Kl. 5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! ”Sørensen og Rsmussen”. Kl. 4: Smaa
Priser ”Rasmines Bryllup”.
Bristol
Teatret. Kl. 2 . 3,50 . 5,40 . 7,30 . 9,20. Forbudt for Børn. 5. Uge ”Jøden
Süss”. [Utroligt, at denne stærkt racistiske film kunne holde sig så længe på
programmet! Mon ikke det har været, fordi et stort publikum har villet
orientere sig om, hvad Goebbels’ stærkt antisemitiske propaganda har drejet sig
om? Hvis ikke det var grunden til filmens ’succes’, så har datidens danske
biografpublikum et problem].
Carlton.
Kl.
4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! ”Den sidste Omgang”. Forsalg til Max
Hansen-Filmen Mandag.”
Colosseum.
Kl.
4-6-8-10. Sidste Dag! ”Den sidste Omgang”. Forsalg til Max Hansen-Filmen
Mandag.
Dagmar.
Kl.
2 . 4 . 6 . 8 . 9,50. Benjamin Christensens ”Heksen”. Forbudt for Børn.
”Grundet paa Kontrakt opføres ”Heksen” fra i Morgen kun om
Eftermiddagen.
Den
Vide Verden. Hver fulde Time fra Kl. 14-22. 70 Øre inkl. Skat. Dansk Film Revy –
Musikfilm, Jimmy Dorsey og hans Orkester – Ufa’s Film-Avis Nr. 495 –
Laboratoriet ”Jungfraujoch”, Tobis Kulturfilm. – Tegnefilm: I Eventyrland.
Enghave
Bio. Kl. 7,10 og 9,10. Sidste Dag! ”Sørensen og Rsmussen”. Kl. 4: ”Seks
Dages-Løbet” med Joe E. Brown.
Fasan
Bio. Kl. 5,45-7,30-9,15. Sidste Dag! Marlene Dietrich i ”Det stjaalne
Paradis”. Kl. 4: Familie- og Børneforestilling. Dobbeltprogram: ”Den hvide
Eskadron” og ”Paa 16 Favnes Dyb”.
Gentofte
Kino. Kl. 4-7,10-9,10 ”Sørensen og Rasmussen”.
Grand.
Kl.
2 . 3,50 . 5,40 . 7,30 . 9,20. 8. Uge James M. Cain: Postbudet ringer altid to
Gange”. Dansk ved Tom Kristensen. Med Corinne
Luchaire - Fernand Gravey – Michel Simon.
Grøndals-Teatret.
Obs!
Kl. 5-7,10-9,10. Sidste Dag! ”Sørensen og Rasmussen”. Kl. 3: Smaa Priser. ”Ole
Opfinders Offer” med Fy og Bi.
Kino
– Lyngby. Kl. 7,10 og 9,10. ”Sørensen og Rasmussen”. Kl. 4: ”Forbryderne
afsløres”. 2. Del af ”Indianerne angriber”. Smaa Priser.
Kino
– Palæet. Kl. 2 . 4 . 6 . 8 . 10. - 3. Uge Willy Forst’s ”Operette”.
Lyngby
–Bio. Kl. 19.10 og 21.10. ”Den danske Kavalkade”. Fritaget for Skat.
Billetpriser 0,75-1,00-1,25. Børn 0,50. Kl. 16: ”Raketskibet med Jens Lyn”.
Smaa Priser.
Lyngbyvejens
Kino. Kl. 4-5,50-7,40-9,30. Jules Vernes berømte Roman ”Kejserens Kurer. Den
mest spændende Film, der endnu er set. Øjnene brændes ud paa Kureren.” (Jeg
husker ikke, om filmen var tysk eller fransk, men jeg havde selv lejlighed til
at se den, så vidt jeg husker i enten Fasan Bio, Regina eller Odeon. Filmen var
højdramatisk.
Merry.
Kl.
5,40-7,50-9,30. ”Kæmpe Sukcessen Tykke Thor i Trøjen”. Kl. 2-3,50 Voksne 1,05 –
Børn 70 Øre over hele Salen. Dobbeltprogrammet ”Kadetten Dinky og ”3 raske
Gutter” med James Cagney.
Metropol.
Kl.
2 . 4 . 6 . 8 . 10. Forbudt for Børn. Charles Laughton ”Klokkeren fra Notre
Dame”. Aarets store Begivenhed. 10. Uge.
Nora
Bio. Kl. 5,50-7,40-9,50. Sidste Dag! ”De glædeløses Gade”. Kl. 4: Smaa
Priser ”100 Mand
Nørrebros
Biograf. Kl. 4-5,55-7,50-9,45. Sidste Dag! ”Barken Margrethe af Danmark”.
Nørreport
Bio. Obs! Kl. 14-16-17,50-19,40-21,30. 57. Uge! Edvard Persson
”Landevejs-Kroen”.
Odeon.
Kl.
4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Forbudt for Børn. ”Katten og Kanariefuglen”.
Palads
Teatret. Kl. 2 . 4 . 6 . 8 . 10. 12. Uge Weyse-Filmen ”Jeg har elsket og levet”.
Palladium.
Kl.
2 . 4 . 6 . 8. 10. Sidste Dag! ”En Forbryder”.
Palæ
Bio.
Kl. 4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Sickan Carlsson ”Et Døgn uden Løgn”.
Park.
Kl.
15,50-17,40-19,30-21,20. Sidste Dag! ”Det svenske Lystspil Glade Gutter i
Trøjen. Ekstra: Danmarks Akvarium.
Platan:
kl.
4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Corinne Luchaire i ”Kvinder i Bur”.
Regina.
Kl.
4½-7-9½. Sensationsfilmen ”Hvem afslørede Forbryderne? Med Norman Foster.
Lystspillet ”Paa Hjørnet af Ækvator”. (Norman
Foster (1900-1945), amerikansk filminstruktør og skuespiller).
Rialto.
Kl.
3-5-7,10-9,10. Thor Modéen og Elof Ahrle i ”Tykke Thor i Trøjen”.
Rio-Bio:
kl.
4: Familieforestilling ”Inidanernes Hævn”. Kl. 7 og 9,15: ”Den ensomme Ulvs
Triumf”.
Roxy:
kl.
2-3,50-5,40-7,30-9,20. Axel Frische og Gunnar Lauring m. fl. ”Niels Pind og
hans Dreng”.
Ry-Kino.
Kl.
5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Forbudt for Børn. Viviane Romance ”Safia. En Gadepiges Historie”. Kl. 4: ”Jernmanden”
og ”4 Tosser paa Turné”. Voksne 70
Øre – Børn 35 Øre.
Scala-Bio.
Kl.
2 . 3,50 . 5,40 . 7,30 . 9,20. 3. Uge Heinz Rühmann og hans Moser i ”13 Stole”.
Skovshoved
Bio. Kl. 4-7,10-9,10. Den store Flyverfilm ”Flaadens Vinger”. Kl. 4: Smaa
Priser – Samme program.”
Strand
Teatret. Kl. 7,10-9,10. Forbudt for Børn. Sidste Dag! Simone Simon i ”Sorte
Øjne”. Kl. 4: Stort Børneprogram. Billige Priser.
Søborg
Bio. Kl. 16-17,50-19,40-21,30. ”Sørensen og Rasmussen”.
Toftegaard
Bio. Kl. 5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Zarah Leander i ”Dronningens Hjerte”.
Kl. 3,30: ”Adolf i Trøjen” med Adolf Jahr. Voksne 70 Øre over hele Salen. Børn
35 Øre (10 første Rækker). (Man kan sige, at de populære svenske soldaterfarcer
var en slags forløbere for den senere danske filmserie
”Soldaterkammerater”).
Triangel.
Kl.
4-5,50-7,40-9,30. Edvard Persson i den svenske Latter Sukces ”Baldevins
Bryllup”. Mandag Premiere: Max Hansen.
Valby
Teatret. Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. ”Blondie i Knibe”. Ekstra: Danmarks
Svømmepiger.
Vanæøse
Bio. Kl. 2-4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Den danske Lystspil Sukces
”Sørensen og Rasmussen” med Bodil Ipsen og Marguerite Viby. Kl 2:
Familieforestilling – Smaa Priser.
Vesterbro
Teater. Kl. 2-4,30-7-9,30. ”Russiske Sporhunde (Eskapade)”. Handlingen
udspilles i Paris og St. Petersburg før Verdenskrigen. ”Lov mig intet” med
Viktor de Kowa – Heinrich George – Luise Ullrich..
Winsor.
Kl.
5-7,10-9,10. Sidste Dag! ”Sørensen og Rasmussen”. Kl 3: ”Cowboyens Hvilehjem”
og ”Luftens Politi”.
World
Cinema. Kl. 14-16-18-20-22. 7. Uge ”Balalaika”.
Med
det forbehold, at det ikke er muligt at identificere nationaliteten på alle de
herover nævnte film, som var på biografrepertoiret hos de ialt 50 københavnske
biografer denne søndag i marts 1941, kan det statistisk opgøres, at der blev
spillet tyske film i 10 af biograferne, amerikanske film i 17 af biograferne,
franske film i 7, svenske film ligeledes i 7 og danske film i 9 af biograferne.
Det fremgår desuden, at de amerikanske film – dog alle repriser - fortsat
dominerede repertoiret. Der er derfor ingen tvivl om, at de danske
biografdirektører – på nogle få undtagelser nær – gjorde, hvad de kunne, for at
undgå at spille de af mange som regel forhadte tyske film.
I
Nationaltidende for søndag den 9. marts 1941 kunne man blandt meget andet også
læse et interwiev med den tyske propagandaminister Joseph Goebbels (1897-1945), hvori denne på sin sædvanligt
fanatiske måde giver udtryk for overbevisningen om, at tyskerne ville vinde
verdenskrigen. Interwievet med ministeren var foretaget og skrevet af
Nationaltidendes Berlin-redaktør Jakob
Kronika (1897-1982), og forsideartiklen havde overskriften: ”Dr. Goebbels bebuder Kamp paa alle Fronter
og med alle Vaaben.” Manchetten lød: ”Med
Foraarssolens Komme vil Verden faa et eksempelløst Krigsskuespil at se, siger
Ministeren”
Redaktør Kronika havde aftenen i forvejen
”deltaget i et selskabeligt Samvær, hvor Rigsminister Dr. Goebbels var Vært og
midtpunkt. Samværet fandt Sted i Presseklubben ved Leipsiger Platz, hvis
Lokaler er blevet skabt og istansat paa Ministerens Initiativ. Dr. Goebbels har
ved den festlige Indvielse for nogle Uger siden lovet, at han saa ofte som
muligt vil lade sig se i Klubmedlemmernes Kreds for frit og aabent at tale om
aktuelle Emner. I henhold til dette Løfte var Propagandaministeren i Gaar til
Stede ved en Musiksoiré i Presseklubben. Blandt Gæsterne saas en hel Del kendte
Kunstnere fra Berlins Koncerttribuner, fra Filmen, Teatret og Litteraturen.”
Under stykoverskriften ”Krigens Afgørelse i 1941” skiver Jakob
Kronika følgende:
”Her er nogle af Hovedpunkterne i
Samtalen med Dr. Goebbels:
- Skal Krigen faktisk afgøres i Aaret 1941?
- Dette har Føreren udtrykkeligt lovet,
og Løfter og Profetier fra den tyske Førers Side har saa sandelig deres
Betydning. Førerordet om Sejrens Fuldbyrdelse i 1941 er for Rigets ansvarlige
Ledelse det samme som en moralsk Forpligtelse til at gøre en Ende paa Krigen.
Enhver, der er indviet i de tyske Kampforberedelser, ved, at Englands
kapitulation er givet.
Lad først Vaarsolen rigtigt bryde igennemmed sin fulde Kraft saa vil
Verden faa et eksempelløst Krigsskuespil at se. Man bør ikke begaa den Fejl kun
at regne med tysk Indsats paa een Front eller at sætte krigens afgørende
Kampfase i Forbindelse med blot een Slags Vaaben. Der vil blive sat ind med
Angreb paa alle Fronter og med alle Vaaben.
Vær forvisset om, at Tyskland har nogle
Giftpile i Behold, som hverken England eller andre aner noget om, før de en Dag
bliver skudt af. Men om saadanne Giftpile maa der naturligvis fortsat raade
Tavshed.
- Kan der blive Tale om en Sejr over England, før tyske Soldater staar i
London?
- Der bliver Tale om Sejren over England
i det Øjeblik, da England kapitulerer. Hvorledes de militære omstændigheder i
forbindelse med den engelske Kapitulation vil se ud, behøver man ikke at
beskæftige sig med. Englands kapitulation er uundgaaelig. Dette borger Tysklands
Kampmidler og Kampplaner for.”
Set
på baggrund af krigens videre forløb og De Allieredes sluttelige sejr over
Nazi-Tyskland må man prise sig lykkelig for, at historien ikke kom til at
forløbe, som nazikoryfæerne med Hitler og Goebbels i spidsen troede og håbede
på. Men i 1941 herskede der stor usikkerhed om, hvordan og hvornår krigen ville
slutte. Den danske regering under statminister Staunings ledelse var derfor
indstillet på, i hvert fald som en sandsynlig mulighed, at tyskerne ville
besejre vestmagterne og dermed vinde krigen. Der var ligefrem danskere, som
åbenbart så med velvilje på en kommende dansk-tysk helstat. Det gjaldt f.eks.
Dr.phil. Hans Jensen, som i Nationaltidende for søndag den 9. marts 1941 havde
en kronik med titlen ”Den dansk-tyske Helstat”.
Efter en gennemgang af Danmarks hidtidige historie op til og med
1800-tallets ”liberale og nationale Aand”, konkluderer forfatteren følgende:
”Rummelig
og frisindet tør man kalde den gamle dansk-tyske Stat, hvis enevældige Regering
udviste saa megen Hensyntagen og Tolerance overfor en tysk Befolknings lokale
og nationale Ejendommeligheder.”
Mon
ikke den idealistiske og velmenende dr.phil. svævede oppe i skyerne med sin
holdning og sine synspunkter, hvilket han dog ikke var ene om. Statsminister Stauning
var ingen undtagelse, selv om han samtidig var mere politisk orienteret og
efter evne søgte at styre Danmark udenom en egentlig tysk magtovertagelse, når
og hvis krigen skulle slutte på nazisternes præmisser.
Under
overskriften ”Statsminister Stauning om
Europas Nyordning” refererede Nationaltidende for 9. marts 1941 den tale,
som statsminister Stauning havde holdt i Studenterforeningen dagen før.
Artiklens manchet lød sådan: ”Han tror paa
Nationernes Frihed og Selvstændighed. Ikke aandelig og politisk Omstilling, men
erhvervsøkonomisk Nyordning.”
I
sin tale forholdt Stauning sig dog ikke direkte til begrebet ”Neuropa” – et kunstord, som er en
forkortelse af Neues Europa – hvorved nazisterne forstod Det nye Europa, som skulle blive resultatet af det tyske
herredømme, som man tænkte sig indført efter sejren. Men i sin tale forholdt
han sig til, at Tyskland var den ubestridte magt, som på det tidspunkt herskede
”over væsentlige Dele af Europa.” Stauning forstod endvidere, at tyskerne
sigtede efter ”en blivende europæisk Nyordning, der skal være raadende i
Fremtiden.” Den ’nyordning’ så Stauning på med en forsigtig optimisme:
”Denne Nyordning vil kræve et Samarbejde
indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der
sikkert rummer betydelige Fordele frem for den Planløshed, som har været
raadende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund, der i udpræget
Grad bygger paa Egoismen – altsaa Erhvervs- og Samdundsegoisme.
Den tyske Planøkonomi kan tænkes
praktiseret igennem Overenskomster, som bestemmer, at man aftager tyske
Raastoffer og Industriprodukter imod til Gengæld at levere Landbrugsprodukter
og andre Varer, som det bliver muligt for de enkelte Lande at producere.
Der
tænkes sikkert paa en Arbejdsdeling i Europa, og for saa vidt den bliver
fornuftig og hensynsfuld, er der ikke deri Anledning til Indsigelser! Meningen
vil være at give Tyskland gode med Tyskland samarbejdende Lande forøgede Produktions-
og Omsætningsmuligheder. Arbejdsdelingen og en fornuftig ordnet Produktion og
Omsætning vil gøre dette Europa meget stærkt overfor Blokade og vil ogsaa kunne
fremme en Højnelse af Levevilkårene.”
Stauning
havde altså valgt, at se den europæiske nyordning undet tysk overherredømme som
grundlæggende et spørgsmål om planøkonomi, en nyordning, der jo ikke lå
Socialdemokratiet fjernt. Heller ikke selvom man for længst havde forladt
teorien om den marxistiske planøkonomi.
For
folk, der jævnligt gik på restaurant, fik det betydning, at der med virkning
fra 8. april blev påbudt serveringsbegrænsning. Det betød, at "det store
kolde bord" bortfaldt og at en middag højst måtte være tre retter og
dessert, medens varme retter kun måtte serveres i tiden kl.11-21. Fra 16. april
måtte personer under 18 år ikke opholde sig i danseetablissementer, kaffe- og
isbarer o. lign. efter kl. 21, medmindre de var ledsaget af forældre eller
værge. Overtrædelse af forbudet skulle anmeldes til politiet, som derefter
skulle underrette børneværnet!
Fra
og med den 29. april indførtes der en kødløs dag på restauranter hver tirsdag.
Det skete af besparelseshensyn, idet kødmanglen var begyndt at gøre sig
gældende, efter at tyskerne havde fremsat krav om, at en del af kødkvæget blev
eksporteret til Tyskland. For restauranterne kom tirsdagene til at betyde en
stille dag, for folk gik ikke på restaurant for at spise "vegetarmad"
eller "kaninfoder", som det foragteligt kaldtes.
Den
påbudte mørklægning af trafikken med køretøjer og cykler med dæmpede lygter,
fik også uheldige følger i form af et stigende antal færdselulykker. Dette var
dog allerede forekommet året før, hvor der var sket en række ulykker som følge
af mørklægningen. I alt 231 personer kom mere eller mindre alvorligt til
skade, med dødelig udgang for 8 mennesker. Den 29. april 1941 startede
Justitsministeriets Propagandaudvalg derfor en kampagne, som skulle agitere for
forsigtigere færdsel af fodgængere. Kampagnens motto lød: "De er vel ikke
fumlegænger?". Nogle af tidens markante tegnere lavede plakater til
kampagnen, og en af disse var den fremragende og ofte muntert-satiriske tegner Arne Ungermann (1902-1981).
Den
på mange måder forværrede situation i Danmark som følge af den tyske
besættelse, kunne dog ikke afholde danskerne fra at foretage sig de ting, de
var vante til fra det relativt friere liv i 1930’erne med stigende økonomisk
velstand, i hvert fald for den bedre stillede del af familien Danmark. En af de
ting, som den almindelige dansker ikke ville undvære, var forlystelserne af den
ene og anden slags og herunder ikke mindst den i reglen ugentlige
biograftur.
Tirsdag den 8. april 1941 kunne EkstraBladet
bringe følgende lille udvalg af biografannoncer:
Bellevue.
Næstsidste
Dag! Luise Rainer i ”Den store Vals”.
Bristol.
Forbudt
for Børn. ”Kora Terry Varieté-Stjernen Marika Rökk.
Carlton.
2.
Uge. Forbudt for Børn. Den franske Storfilm ”Kaptajn Benoit”. Ekstra:
Kongeparaden paa Rosenborg.
Colosseum. Næstsidste Dag!
Kalle og Nisse i den svenske Kriminal-Farce ”Muntre Akrobater”. [Kalle er
skuespilleren Åke Grönberg (1914-1969) og Nisse er Nils Poppe (1908-2000)}
Dagmar.
”Sejren
i Vesten” Det angaar os alle. Se den og døm selv. – ”I Rytmens Hvirvler”.
Amerikansk Musik Lystspil.
Grand.
Ingen
Reklamer. Kom pæcis! En Film om
Nordens Sønner ”Alting ta’r sin Tid” med Hasse Ekman, Åke Söderblom og Håkan
Westergren.
Kino-Palæet.
3.
Uge. Osvald Helmuth i ”En Mand af Betydning”.
Metropol.
Heinz
Rühmann Lystspillet ”Hvis vi alle var Engle”.
Nora
Bio. Næstsidste Dag! Carl Alstrup og Gunnar Lauring i Den store Sukces ”En
Forbryder”. Forsalg til til Weysefilmen 2. Paaskedag.
Nørreport
Bio. 61. Uge. Edvard Persson i ”Landevejs-Kroen”.
Palads.
2.
Uge. Alice ’Babs’ Nilson og Adolf Jahr i ”Swing it Herr Lærer!”
Palladium.
Næstsidste
Dag! Ilse Werner i ”Hendes første oplevelse”.
Park.
Magda
Schneider i ”Hun ved, hvad hun vil”.
Rialto.
2.
Uge. Jean Arthur og Ray Milland i ”Den løsslupne Farce ”Løs paa Traaden”.
Scala-Bio.
2.
Uge. Forbudt for Børn. ”En farlig Kvinde” med Joan Bennett og Adolphe Menjou.
Triangel.
Næstsidste
Dag! 2. Uge. Forbudt for Børn. Det straalende franske Lystspil ”Formildende
Omstændigheder” med Michel Simon og Arletty.
Winsor.
”Havets
Helte” Efter Kiplings berømte Roman.
World
Cinema. Kjeld Abell’s ”Tak, fordi du kom, Nick!” Iscenesat af Svend Methling.
Som
det indirekte fremgår af ovenstående biografrepertoire, så var filmene langt fra
præget af de aktuelle begivenheder i verden. Skulle man dømme efter filmenes
titler og indhold, så var der hverken krig, besættelse, rationeringer,
arbejdsløshed eller sortbørshandel, tyveri, mord og drab som følge af
verdenssituationen. I ovenstående repertoire er der dog en enkelt undtagelse,
nemlig filmen ”Sejren i Vesten”, hvorom jeg ikke ved andet, end at det var en
tysk propagandafilm, som indirekte postulerede, at fascisterne og nazisterne i
sidste ende ville besejre den demokratiske vestlige verden. Filmen blev spillet
i Dagmar Bio, som jo dengang som nu havde til huse i Dagmarhus, der var delvis
beslaglagt af tyskerne, men som dog først blev totalt beslaglagt efter 29.
august 1943, hvorefter Dagmar Bio udelukkende blev værnemagtsbiograf.
Under
denne manende overskrift opfordrede Ekstrabladet 8. april 1941, dagen før
et-årsdagen for den tyske besættelse af Danmark, danskerne til i stigende
omfang at benytte cyklen som transportmiddel. Der var i forvejen mange cykler i
storbyernes gader, men selvom der faktisk ikke var mange personbiler på den
tid, så gjorde især benzinrationeringen det nærmest umuligt at benytte denne
persontransportform. Bladet indeholdt desuden en del forskellige annoncer, som
alle reklamerede for cykler og cykeltilbehør. Med henvisning til den
sundhedsmæssige effekt af at cykle, forudså Ekstrabladet ligefrem at der ville
blive tale om en ”Rekord-Cykelsommer” dette år, hvilket formentlig også kom til
at passe, for aldrig før havde man set så mange cykler på gader og veje, som i
1940’erne.
I
øvrigt havde nogen regnet ud, at der på det tidspunkt alene i København var
omkring en halv million cykler, og regnet for hele landet omkring 2 millioner
cykler, eller en cykel for cirka hver anden dansker. Under overskriften ”Cykler nok” skriver avisen følgende:.
”Der har været Tidspunkter, hvor man
frygtede for, at der i Aar skulde blive mangel paa Cykler og Tilbehør. Men
denne Frygt synes nu at være ubegrundet. De Fabrikanter, vi har talt med,
erklærer, at vi nok skal komme godt igennem Sæsonen. Lagrene er tilstrækkelig
omfangsrige og Fabrikationen tilstrækkelig stor til, at Efterspørgslen kan
klares.
Der er altsaa ingen Grund til at holde
sig tilbage. Vi kan trøstigt kaste os ud i Foraaret paa den letteste af alle
Befordringer.”
Herover ses nogle
eksempler på annoncer for cykler og cykeltilbehør, som blev bragt i
Ekstrabladet den 8. april 1941, dagen før et-årsdagen for den tyske besættelse af
Danmark. Efterhånden som krigen skred frem og biltrafikken blev stadig
sjældnere, for til sidst nærmest at ophøre totalt, blev der i stadig stigende
grad og omfang brug for cyklerne, både til persontransport og til transport af
varer.
Den
3. maj 1941 skete der en nyskabelse inden for det københavnske
forlystelsesliv, idet Dagmar Bio denne dag for første gang åbnede som
revyteater i sommerhalvåret. Det hang formentlig sammen med biografsituationen
i det hele taget, for det var efterhånden blevet vanskeligt for biografejerne
at få især nye amerikanske premierefilm på repertoiret. Men om morgenen kl.7,15
og 9,15 kunne man se nogle populære skuespillere optræde på Dagmar Bios scene.
Hovedkraften var Liva Weel
(1897-1952) med assistance af velkendte folk som Gerda Gilboe (1914-2009), Ib
Schønberg (1902-1955), Caja Heimann
(1918-1988), Sigfred Johansen
(1908-1953) og Helge Kjærulff-Schmidt.
Desuden
optrådte den på den tid velkendte koncertpianistinde France Ellegaard (1919-1999), som gennem utallige turneer i Europa
før krigen vakte opmærksomhed ved sit virtuose og klangskønne klaverspil. Hun
blev dog en overgang upopulær herhjemme, fordi hun i 1941-42 gav koncerter i
Nazi-Tyskland, muligvis fordi hun indirekte var tvunget til det. I hvert fald
tog hun i 1943 ophold i Sverige, hvor hun opholdt sig til 1948 og herunder blev
gift med sin finske mand. Fra 1949 var hun bosat i Finland, men gav ofte
koncerter i Danmark.
På
den tid var situationen den, at den tyske værnemagt allerede fra besættelsens
begyndelse havde beslaglagt dele af Gutenberghus, hvor eksempelvis den senere
chef for Gestapo i København, Günther
Pancke (1899-1973), kaldet ”den højere Pancke”, og hans stab fra oktober
1943 havde lokaler og kontorer.
I det tidlige forår og sommeren var der et par
populære udendørs forlystelser, nemlig Dyrehavsbakken og Tivoli, som åbnede
henholdsvis 1. og 3. maj, og som efter indretning af mørklægning fik lov til at
holde åbent til kl.24. Det var også for os børn af mindrebemidlede forældre
blevet en tilbagevendende tradition, at vi i hvert fald skulle i Tivoli og på
Bakken én gang om året. Og med i reglen 5 kroner - det var en anselig sum
dengang - på lommen drog vi af sted til herlighederne.
Tivoli besøgte vi almindeligvis før og Dyrehavsbakken
efter skolesommerferien. Det var forresten yderst sjældent, at én eller begge
af vore forældre var med os ved de lejligheder, for det var der simpelthen ikke
råd til. Men når det endelig skete, var vi børn glade for det, for så kunne det
ske, at der vankede en ekstra tur i en eller anden forlystelse, og måske
betalte den voksne den obligatoriske isvaffel. De fem kroner, man havde fået
til formålet blev jo hurtigt brugt, for de skulle også række til transporten,
som til Tivoli foregik med bus og til Bakken med både bus og S-tog.
Mine forældre var især glade for Dyrehavsbakken,
for de holdt begge meget af den dejlige Dyrehaveskov, som vel har mindet dem om
deres eget tidligere landsbyliv med nær til skov og strand. Det var en særlig
glæde for os børn, at have vore forældre eller bedsteforældre, hvilket i vores
tilfælde altid betød morfar og mormor, med i Tivoli eller på Dyrehavsbakken,
for så hændte det gerne, at der vankede en ekstratur i en eller anden
forlystelse, lige som det skete, at de voksne betalte den obligatoriske
isvaffel til omkring 50-75 øre. Det betød dog ikke, at vi så selv havde penge
tilovers fra vores medbragte fem kroner, for dem havde vi ikke noget besvær med
at få brugt. Når vi så hen på aftenen stod på Klampenborg Station og skulle
købe togbillet til hjemturen, havde vi drenge hver især brugt hver eneste øre
af de medbragte penge. Det var dagens antiklimaks, for mor eller far skældte
med god grund ud over, at vi ikke havde gemt penge til hjemturen. Vi drenge
nøjedes med at se brødebetyngede ud, og derfor endte det selvfølgelig med, at
de voksne betalte for vores billetter.
Turen
til Dyrehavsbakken foregik i reglen på den måde, at familien tog sporvognen ind
til Nørreport Station, og herfra kørte man med S-toget til Klampenborg Station.
At køre med S-tog var ikke så almindeligt for nogen af os dengang, og slet ikke
for mine forældre, og jeg kendte faktisk ikke til, at der fandtes et endog
forholdsvis udbygget S-togsnet mellem Københavns forskellige bydele. Det lærte
jeg først for alvor at kende efter 1957, hvor jeg var vendt tilbage fra 22
måneders civil værnepligt (militærnægter) i Gribskovlejren, og efter at min
daværende kone og jeg var flyttet til Brøndbyøster. Transporten frem og tilbage
til København, hvor vi begge arbejdede på det tidspunkt, foregik udelukkende
med S-tog..
Men
undervejs til Klampenborg gjorde S-toget bl.a. holdt ved Charlottenlund
Station, og i al fald navnet var velkendt for os, for ikke langt derfra lå
Charlottenlund Strand, hvor vi drenge jævnligt kom om sommeren for at bade. Men
fra Klampenborg Station nærmest løb vi den forholdsvis lange vej ind gennem den
røde træport og videre gennem skoven til det uhyre populære forlystelsessted,
som havde ligget på stedet siden det 15. århundrede, altså siden 1600-tallet,
hvor stedet tjente som markedsplads ved en kongelig dyrehave.
Til
at begynde med måtte staderne kun være telte, som blev slået op i markedstiden
og taget ned om efteråret, men fra begyndelsen af 1900-tallet blev staderne
opført som permanente træskure og større bygninger og pavilloner. Stort set
sådan, som forlystelsesstedet Bakken ser ud den dag i dag, bortset fra de nyere
forlystelser, der er kommet til i løbet af 1900-årene og senere.
For
øvrigt var der som tidligere omtalt på dette tidspunkt, altså i 1941, endnu de
såkaldte ”kuk-kasser” eller ”kinetoscoper” på Bakken, og dem skulle i hvert
fald jeg helst have tid og mulighed for at kigge i. Ikke så meget på grund af
de mere eller mindre afklædte damer, man kunne se kuk-kassen, men fordi selve
princippet med de såkaldte ”levende billeder” fascinerede mig. Bortset fra det,
så havde jeg selvfølgelig ikke noget imod, at se en ung køn kvinde kokettere
med sine legemlige ynder og fordele. Samtidig fandt jeg det dog en smule
frastødende, at nogen ville vise sig hel- eller halvnøgne for et savlende,
småberuset og liderligt mandepublikum. Men trang til ekshibitionisme og et
formentlig klækkeligt honorar for sin optræden foran filmkameraet, kan nemt tænkes
at have gjort udslaget til, at så forholdsvis mange unge og yngre damer
allerede fra omkring 1800-tallets midte ikke havde noget imod at udstille sig i
markedspladsernes kuk-kasser – og i øvrigt også på såkaldte ”franske postkort”.
En
årligt tilbagevendende begivenhed og tradition var de nybagte studenters
køretur og dans omkring "Hesten" på Kongens Nytorv, men den 27. maj
dette år forbød tyskerne kørslen, hvilket forståeligt nok skabte stor harme i
den akademiske verden.
På
det mere personlige plan skete der i løbet af juni måned det, at min
skoleklasse kom på ugentlige besøg på søbadeanstalten i havnebassinet på
Christianshavnssiden nær ved Langebro. Under ledelse af vores noget bøse og
stramme gymnastiklærer, Hr. Madsen, kørte eleverne fra min klasse, omkring 30 i
alt, med sporvognen fra Rantzausgade og ud til Christianshavn, hvor vi stod af
og i samlet flok gik hen til badeanstalten, som lå cirka 60 meter fra
stoppestedet. Badeanstalten bestod af nogle brede træbroer, som hvilede på
pæle, der var fæstnet på havnebunden. Ovenpå broplankerne var der på hver side
af et rektangulært svømmebassin opført en lang række intermistiske trækabiner
til omklædning og brusebad. For at man ikke skulle kunne glide på de i reglen
våde planker, var der fastgjort lange, flettede kokosmåtter af omkring en god
meters bredde langs med kanterne ud mod bassinet. Bassinet var så dybt, at
hverken voksne eller børn kunne bunde. Det gjaldt derfor om at holde sig oven
vande.
Hr.
Madsen var en mand midt i 50’erne, ikke særlig høj, men firskåren og veltrænet
af skikkelse. Han var karseklippet og havde et let furet ansigt og et overskæg,
der ledte tanken hen på en vis herre syd for grænsen. Han gik altid i
ridebukser og ridestøvler og var iført en stramtsiddende ridejakke, i al fald
mens han underviste og opholdt sig på skolen. Desuden havde han altid en
ridepisk i hånden, når han underviste. Hans måde at undervise på, var egnet til
at minde hans elever om, at han havde en fortid i militæret, hvilket han da heller
ikke undlod at gøre opmærksom på. Hans undervisning foregik i en kommandotone
og med en stemmeføring, der skiftede mellem høje råb og lavtonet, nærmest
hviskende hvislen mellem tænderne.
Når
vi elever stod opstillet ved siden af hinanden fra den ene side af
gymnastiksalen til den anden, og i reglen flere rækker bag hinanden, idet vi jo
som nævnt var 30 elever i klassen, yndede Hr. Madsen at gå op og ned langs
rækkerne og med grødet stemme brøle sine vekslende kommandoer: ”Arme bøj, arme
stræk!” Knæ bøj, knæ stræk!” lød det fra ham, idet han slog taktfast med pisken
på en af sine ridestøvler. Imidlertid kunne man sjældent høre hans fodtrin, når
han bevægede sig omkring på gulvet i gymnastiksalen, og derfor heller ikke, når
han pludselig havde gjort holdt bag en af eleverne, hvis måde at udføre de
påbudte øvelser på vakte hans mishag. Det kunne jo nemt hænde, at nogle af os
mindre adrætte elever havde svært ved at holde ryggen ret op, når vi skulle gå
ned i knæ, og så han det – og det gjorde han i reglen – svirpede han den arme
synder over balderne med ridepisken, så det sved. Dertil kom, at han
umiddelbart bagefter hånede og truede den pågældende elev med nedsættende ord,
som f.eks.: ”Nåh, din snydetamp! Så du troede, du kunne narre mig! Men jeg skal
lære dig noget andet!” Hvorefter han slog nogle hårde slag mod sin ridestøvle
med pisken, for ligesom at understrege alvoren i sine ord. Ordene faldt også,
så de kunne minde om piskeslag.
Selv var jeg rystende angst for at blive
’offer’ for hans pisk og ironi, så derfor gjorde jeg mig til det yderste umage
for ikke at tiltrække hans opmærksomhed på min person. Nogle gange var jeg
alligevel ved at miste balancen, når vi f.eks. skulle gå ned i knæ, men
heldigvis for mig syntes han aldrig at lægge mærke til det.
Respekten,
for ikke at sige angsten eller frygten for Hr. Madsen fulgte også med ud til
badeanstalten i havnebassinet, i al fald for mit vedkommende. Men efter at vi
havde fået badebukser på og forsynet os med hver et korkbælte, skulle vi tage
opstilling på række ved siden af hinanden langs kanten af svømmebassinet. Selv
stod jeg længst borte fra Hr. Madsen, som – stadig iført sit ovenfor beskrevne
’kostume’ - havde taget opstilling et sted, hvorfra han kunne overskue
eleverne. Herefter kommanderede han os efter tur til at springe eller hoppe ned
i vandet og begynde at svømme, og den ene efter den anden af mine kammerater
sprang ud og plaskede rundt nede i bassinet. Flere af dem var i forvejen gode
svømmere, lige som de var gode til gymnastik, hvilket naturligvis især gjaldt
den adrætte og smidige John, som derfor også var Hr. Madsens særlige kæledægge.
Da
turen kom til mig, som stod og rystede af ængstelse, fordi jeg vidste, at jeg
ikke kunne svømme rigtigt, sagde jeg spagfærdigt: ”Jeg kan ikke svømme! Jeg
troede vi skulle lære det nu!” – ”Du skal ikke tro noget, dit fæhoved! Spring
nu bare ud, så skal du nok få lært at svømme!” sagde han brøsigt. – ”Jamen, jeg
tør ikke!” sagde jeg bønfaldende og nærmest grædefærdig. ”Tør ikke!” brølede
Hr. Madsen, ”vil han så se at han opper sig! Sådan en knægt! Hvad bilder han
sig ind!” Under denne krasse replik var Hr. Madsen gået hen og stod nu lige bag
ved mig, og i samme øjeblik gav han mig et kraftigt skub, så jeg til min egen
store forskrækkelse nærmest faldt ned i bassinet, hvor jeg fik hovedet under
det temmelig kølige vand. Herved kom jeg til at sluge vand, så da jeg fik
basket mig op til overfladen, prustede og spyttede jeg vandet ud af munden,
samtidig med at jeg hev efter vejret.
Oppe
på kanten af broen stod Hr. Madsen og en del af mine kammerater, og alle
grinede højlydt ad mine anstrengelser, som sikkert har taget sig komiske ud for
dem, men som for mig selv var ramme alvor, for jeg følte faktisk at jeg ville
kunne drukne, især da jeg endnu ikke havde lært at svømme rigtigt. Jeg havde
det største besvær med at holde mig oven vande, og sank med korte mellemrum
nedad, så vandet var ved at lukke sig over mit hoved. Da Hr. Madsen blev klar
over, at jeg rent faktisk ikke kunne svømme, greb han en lang stang med en
bøjle ude for enden og sænkede den ned foran mig. ”Grib fat i bøjlen!”
kommanderede han. Jeg gjorde helt automatisk, ja, nærmest lettere panisk, som
han sagde, og følte at jeg nu var frelst fra at drukne. ”Hold fast og lig helt
stille!” fortsatte han, idet han begyndte at trække mig af sted med
stangbøjlen. ”Gør svømmetag med benene!” befalede han, og jeg forsøgte efter
bedste evne at gøre, som han forlangte. Men min krop var så stiv af kulde, at
det kun blev til nogle ynkelige forsøg.
Efter
at Hr. Madsen havde trukket mig frem og tilbage i bassinet et par gange, og
formentlig havde indset det umulige i at få mig til at svømme, sluttede han med
at trække mig, som holdt krampagtigt fat i stangbøjlen, hen til trappen fra
bassinet op til broen, og jeg forstod umiddelbart dette som tegn til, at jeg nu
kunne afslutte svømmeturen og kravle op. Dermed troede jeg mig frelst og mente,
at læreren måtte have indset, at svømning ikke ligefrem hørte til min
favoritbeskæftigelse. Men idet jeg kom op på broen og stod drivvåd og rystende
af kulde foran ham, sagde han i en muntert-brøsig og ironisk tone: ”Ja, svømme
kan du sgu’ ikke! Men du skal nok få det lært! Det skal jeg personligt sørge
for med største fornøjelse!” Disse ydmygende ord følte jeg samtidig som en
trusel, som bevirkede, at jeg bestemt ikke så frem til næste svømmetime om en
uge, lige som jeg heller ikke så frem til næste gymnastiktime. For jeg var
overbevist om, at han herefter havde udset sig mig som en slags syndebuk, som
han kunne lade sin hyppige irritation og misfornøjelse gå ud over.
Da
jeg kom hjem fra skole den eftermiddag kunne mor nok mærke, at pippet lige som
var taget fra mig, og hun spurgte derfor, hvad der var i vejen. ”Ikke noget!”
svarede jeg uvilligt, men så selvmedlidende, at mor naturligvis var klar over,
at jeg måtte have oplevet noget i skolen, som gjorde mig nedtrykt og
humørforladt. ”Fortæl mig nu, hvad der er hændt dig i dag!” sagde hun
opfordrende, men samtidig i en medfølende tone, så jeg i en blanding af
selvretfærdig harme og vrede busede ud med hele historien. Og hvad blev følgen?
– Jo, at mor lakonisk sagde: ”Ja, men læreren har ret i, at man skal lære at
svømme!” Antiklimaks.
I maj måned skulle min klasse på såkaldt lejrskoleophold
ved Bøndernes Hegn i Hareskoven lidt nord for København. Her havde kommunen en
stor toetagers træbygning, som var beregnet til formålet, idet underetagen
indeholdt køkken og køkkenfaciliteter, brusekabiner, opholdsstue og spisesal
samt toiletter. På overetagen var flere værelser med køjesenge beregnet til
overnatning.
Så vidt jeg husker blev vi kørt til Bøndernes
Hegn i en bus, der var lejet til formålet. Uvist af hvilken grund, var det ikke
vores klasselærer Hr. Holbro, der ledsagede os på turen, men derimod den en del
år yngre sløjdlærer Hr. Garde og en yngre vikar. Under disse to mænds ledelse
tog vi af sted en tirsdag tidlig formiddag og skulle vende hjem igen om
fredagen, således at vi i hvert fald fik to hele dage på stedet. Det tog vel
omkring en time at køre til Hareskoven og frem til stedet, hvor vi skulle holde
lejrskole.
Men
hytten, som huset kaldtes, forekom mig forholdsvis primitiv og rustik i det, og
der lugtede indelukket og klamt. Det kunne jeg egentlig ikke så godt lide, men
nu var vi der, og jeg fik en køje i et værelse, som jeg delte med seks af mine
klassekammerater. Det bekom mig ikke særlig godt, for jeg var vant til kun at
sove i rum sammen med min lillebror, Benny. En af mine klassekammerater hed
Leif., og han var jævnaldrende med mig, men stor og veludviklet, og med en
stemme, der var ved at gå i overgang, hvorfor hans stemme ind imellem lød lidt
ejendommelig. Men tilsyneladende var han en flink fyr, som jeg dog ikke kendte
ret meget til, idet det var begrænset, hvor mange af sine 29 klassekammerater,
man fik lært at kende.
På
et tidspunkt sad vi nogle stykker på et par bænke udenfor huset og talte om,
hvad der videres skulle ske under vores fire dages lejrophold. Midt under
samtalen kom Leif ud fra huset og satte sig lige overfor mig, og da han hørte,
at jeg var lidt utilfreds med at skulle sove sammen med så mange, som tilfældet
var, foreslog han at jeg kunne sove i det rum, hvor han selv skulle sove, for
der var der kun to andre, der også skulle være, hvilket betød at vi i givet
fald kun ville være fire drenge i samme rum. Det syntes jeg var en god idé, så
fulgt af Leif gik jeg straks op ovenpå og flyttede mit habengut ind i det andet
rum. ”Du kan jo sove i min overkøje!” foreslog han. ”Ja, hvorfor ikke!” tænkte
jeg og lagde min sovepose og min pyjamas derop.
Det
blev en lang dag, som sluttede med lejrbål og fællessang, og da vi endelig
kunne gå til køjs, var jeg så træt og udmattet, at jeg straks faldt i søvn i
den lidt umagelige overkøje, som Leif havde anbefalet mig. To af vores
kammerater sov i en køjeseng i den anden side af værelset. Men lidet anede jeg,
at han havde haft en bagtanke med sit forslag, for midt om natten vågnede jeg
pludselig ved, at en eller anden famlede udenpå mine natbukser. Jeg blev nærmest
chokeret og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre, så derfor forholdt jeg
mig i første omgang helt stille og lod som om jeg sov. Den famlende hånd blev
dristigere og fandt vej ind under bukserne og greb forsigtigt om min bare
tissemand og begyndte at kæle for den. I forsøget på at blive fri for hånden,
uden at kompromittere den anden, vendte jeg mig ligesom i søvne om på den anden
side, så jeg havde ryggen mod den formastelige person, hvis hånd dog fulgte med
og ikke slap taget i mine ædlere dele. ”Det er bare mig!” hviskede en hæs
stemme, som jeg straks blev klar over var Leifs. ”Er det ikke dejligt!?”
fortsatte han, idet han forsøgte at onanere min penis, som uvilkårligt rejste
sig ved berøringen. Min følelse af, at der foregik noget helt forkert, var dog
for stor og stærk til, at jeg kunne opfatte situationen som behagelig, og
derfor skubbede jeg straks hans hånd væk og satte mig op i sengen, idet jeg
udbrød: ”Hvad er det, du gør!?” – ”Sccchhhh, ikke så højt! Du må virkelig meget
undskylde!” svarede han spagfærdigt hviskende, og fortsatte lidt efter: ”Jeg
troede, du ku’ li’ det! Jeg håber ikke, du siger noget til læreren eller de
andre om det!?” Det undrede mig for resten, at han ikke havde været bange for,
at de to andre kammerater, som sov i samme rum som os, skulle vågne og blive
klar over, hvad der foregik. Men så vidt jeg ved, sov de to drenge heldigvis
tungt og hørte derfor ikke Leifs og min hviskende stemme.
Eftersom
jeg ikke så gerne ville betragtes som en sladrehank, hvilket var noget af det
værste, man kunne blive beskyldt for af sine kammerater, fortalte jeg ingen om
den natlige episode. Men straks om morgenen flyttede jeg mit habengut over til
en anden køje, og der sov jeg de følgende to nætter, uden at Leif gjorde forsøg
på at gentage sin dristige og kompromitterende adfærd. Dengang forstod jeg ikke
rigtig, hvad der fik ham til at ville indlade sig seksuelt med en anden dreng,
for begrebet og fænomenet homoseksualitet var noget nær der værst tænkelige,
der fandtes, i al fald set med den offentlige morals øjne. Mistanke om
homoseksuel adfærd var dengang ofte nok til, at den eller de mistænkte blev
udsat for direkte forfølgelse og korporlig afstraffelse af ’gadens parlament’,
og naturligvis særlig, hvis de blev grebet på fersk gerning. Desuden var
voksnes homoseksuelle omgang med mindreårige, det vil dengang sige med personer
under 18 år, direkte strafbart i henhold til politivedtægten.
Senere
i livet har jeg tænkt over og forstået, at der for Leifs vedkommende, som jo
dengang kun var godt og vel 12 år, men fysisk ret veludviklet og
pubertetspræget, var tale om at hans seksualitet for alvor var begyndt at gøre
sig gældende. Og da det i den alder var utænkeligt, og i øvrigt heller ikke
tilladt, at gøre seksuelle tilnærmelser til piger, har hans åbenbart stærke og
uimodståelige seksuelle drift som en slags erstatning derfor rettet sig mod en
af samme køn. Det blev så i dette enkeltstående tilfælde mig, der blev hans
uvillige ’offer’, men om han eventuelt forsøgte sig med andre af sine kammerater,
har jeg ingen viden om. For resten tror jeg ikke, at han var disponeret for
egentlig homoseksualitet, for det var der ellers ikke noget i hans øvrige
adfærd, der tydede på.
Til
daglig i skolen hilste Leif og jeg i tiden efter lejrskolen venligt på hinanden,
men havde ellers ikke noget med hverandre at gøre i resten af skoleårene, og
jeg husker ham kun på grund af den ovenfor omtalte episode. Hvad der siden er
blevet af ham, og hvordan hans liv har formet sig, har jeg overhovedet ikke den
mindste viden om.
I
denne forbindelse kan jeg passende omtale en episode, der en gang fandt sted
ovre ved parkanlægget i Hans Tavsensgade, og som kunne have fået ret så fatale
konsekvenser for en mand på omkring 30 år, der blev jagtet og pågrebet på grund
af mistanke om, at han var såkaldt ”børnelokker”. Det skete en dag, da jeg var
på vej hjem fra skole, hvor jeg som sædvanligt skød genvej gennem det nævnte
parkanlæg. Det usædvanlige denne dag var, at en del mennesker, flere kvinder og
mænd og et par børn, var forsamlet omtrent oppe ved udgangen ud mod Jagtvej. De
voksne diskuterede lavmælt, men ivrigt og ophidset, og jeg forstod på det hele,
at de to børn, to piger på vel omkring 8-9 år, mente at der luskede en
”børnelokker” rundt i parken, og han havde blandt forsøgt at komme i kontakt
med et par af børnene henne på legepladsen.
Ordet
”børnelokker” var den tids betegnelse for ”en pædofil”, og alene ordet og de
forestillinger, det stod for og i reglen vakte, var i sig selv nok til at
ophidse folk, herunder ikke mindst kvinder, så at de værst tænkelige sider af
psyken kom frem. I det aktuelle tilfælde drejede det sig som nævnt om, at de to
mindreårige piger mente at have set en yngre mand luske omkring ved legepladsen
og på gangene i parken. Manden havde også henvendt sig til et par af de andre
børn på legepladsen, og spurgt om, hvad klokken var, og det syntes de to piger
var mærkeligt, især fordi manden selv havde armbåndsur på.
”Dér
er han!” råbte en af pigerne pludselig og pegede hen mod en sti i nærheden, og
straks for de mange mennesker, vel omkring 20-25 stykker, hen mod stedet, men
manden nåede at flygte ud af parken ved udgangen lige over for
Metropolitanskolen, inden han blev indhentet, fanget og holdt fast af et par af
de stærkeste mænd i mængden. Selv fulgte jeg efter og stillede mig foran lågen
et stykke derfra, hvor jeg havde et nogenlunde godt overblik over, hvad der
foregik. Et par af mændene forhørte nu manden: ”Hvorfor lusker du rundt i
parken?” ville de vide, hvortil manden mumlede et eller andet. ”Pigerne her
siger, at du er børnelokker! Passer det?” Hvilket manden grædende benægtede,
åbenbart til stor irritation for nogle af kvinderne, som råbte: ”Giv ham nogle
tæv, det infame svin!” ”Vi ringer efter politiet!” var der en af de mere
besindige mænd, der foreslog, og som selv gik over til en telefonboks på den
modsatte side af gaden. Mængdens ophidselse og irritation blev stadig større,
imens spørgsmålene og tilråbene haglede ned over den arme mand, som alene var
pågrebet på grund af mistanke. Ingen kunne med sikkerhed vide, hvad mandens
hensigter havde været, da han kontaktede pigerne på legepladsen. Pludselig var
der en kvindestemme i mængden, som nærmest hysterisk skreg: ”Klyng ham op i
lygtepælen! Det har han fortjent!” Uroen bredte sig og jeg kunne se, at nogle
var ved at lægge an til, at hænge manden op i den lygtepæl, der stod ved kanten
af fortovet lige ved det sted, hvor mængden befandt sig.
Heldigvis
for den arme mand, men måske også for de folk, der ville hænge ham, svingede
der i samme øjeblik en politibil omkring hjørnet fra Jagtvej og standsede lige
ud for folkemængden. To uniformerede betjente steg hurtigt ud af bilen og
spurgte, hvad der var på færde. ”Han er børnelokker, det møgsvin”! råbte et par
kvinder i munden på hinanden. ”Så, så!” sagde den ene af betjentene beroligende
og fortsatte: ”Nu tager vi os af manden, og om han er skyldig eller ikke, det
afgøres af dommeren!” Betjenten førte nu manden hen til politibilen, men
undervejs blev han slået af både kvinder og mænd, uden at betjenten kunne
forhindre det. Den anden betjent blev stående, for at optage rapport og afhøre
vidner om det passerede.
Hvad
der videre skete med den pågældende mand, ved jeg ikke, men hvis han var uskyldig
i pigernes og mængdens anklage imod ham, så kunne situationen under alle
omstændigheder nemt være endt med, at manden var blevet hængt. Senere har jeg
tænkt, at hans ’anklagere’ formentlig lod deres frustrationer og had til
tyskerne gå ud over en muligvis helt uskyldig mand, som måske blot har været en
lettere psykisk retarderet og derfor en stakkels fyr.
Men
jeg blev i øvrigt ikke helt færdig med skildringen af min klasses
lejrskoleophold ved Bøndernes Hegn i Hareskoven. Dagen efter ankomsten dertil,
skete det, at en kammerat og jeg ville ud at se os om i nærheden af Hytten, og
vi gik derfor ind i skoven, idet vi mente at det ville være meget let at finde
tilbage til stedet. Til sidst kunne vi ikke høre klassekammeraternes stemmer og
kom snart til en stor sø, som vi bestemte os til at ville gå rundt om, eller
måske vende om, hvis vi syntes gåturen blev for lang. Vi fortsatte dog rundt om
søen og mente på et tidspunkt, at stien nu gik tilbage til vort udgangspunkt.
Det varede dog længe uden at vi kunne genkende de steder, vi passerede, og
pludselig gik det op for os, at vi var faret vild og ikke kunne finde tilbage
til hytten. Det viste sig bagefter, at vi var gået flere gange rundt om den
store St. Hulsø, før det gik op for os, at noget var galt. Vi troede begge, at
vi hele tiden havde gået i den rigtige retning, hvilket viste sig at være
totalt forkert. Bortset fra lidt fuglekvidder og summende insekter, var der
fuldstændig stilhed på de steder, vi passerede, og vandet i søen var blikstille
og spejlede skovens høje træer og buske, hvilket i sig selv var et smukt syn.
Men sluttelig gav vi os til at råbe, så højt vi kunne, for om muligt at påkalde
os opmærksomhed, hvis der var nogen i nærheden, der kunne høre os. Det var der
heldigvis, men først efter nogen tid. Et par af vores klassekammerater kom
løbende os i møde, idet de råbte: ”Hvor har I dog været henne? Vi har ledt
efter jer længe!”
Vores
lille uheld blev drøftet ved aftenens lejrbål, og lærer Garde benyttede
anledningen til at give nogle gode spejderråd om at sørge for at noterere sig
tydelige kendemærker, når man færdedes i skoven. Samme aften et par timer efter
solnedgang var der arrangeret en slags skattejagt i skoven lige ved lejrhytten,
og vi blev opdelt i små grupper på hver to mand, som skulle lede efter skatten
ved hjælp af lommelygter. For at lette vores orientering om, hvor vi befandt
os, var der opsat små skilte med påmalede pile, som viste vej fra det ene sted
til det andet og til sidst tilbage til lejren. Et par af de hurtigste drenge
fandt skatten, som jeg ikke længere husker, hvad var, og heller ikke, hvori
præmien bestod. Men alt ialt havde dagen været så lang og anstrengende, at da
vi ved 9-tiden om aftenen gjorde klar til at gå til køjs, var de fleste af os så
trætte, at vi straks faldt i søvn, straks efter at vi havde lagt os og var
krøbet under filttæppet.
De
næste par dage forløb roligt og fredeligt, og lærerne og hele klassen gjorde
nogle udflugter til seværdige steder i omegnen. Der blev også arrangeret
forskellige lege, og en af disse gik ud på, at vi to og to sammen skulle finde
dyrespor, hvilket der hurtigt gik sport i. Alt i alt havde vi det fornøjeligt,
men jeg – og sikkert flere med mig – var dog begyndt at længes hjem til de
vante omgivelser.
Om
fredagen ved middagstid kom bussen og hentede os, så vi kunne blive kørt hjem
til skolen, hvortil vi ankom kort før skoletids ophør, og da skoleklokken
ringede ud, tog vi afsked med lærerne og hinanden og skyndte os hver især hjem
til vores familier. En på flere måder belærende oplevelse rigere.
Den
kære avis AFTENBLADET, populært kaldet ”rullekonebladet”, som min mormor hver
dag læste med stor interesse og fornøjelse, forresten til socialdemokratiske
morfars lettere irritation, havde i hvert fald et stort fortrin, syntes jeg,
nemlig den daglige tegneseriestribe ”Anders Ands Genvordigheder”. Men
biografannoncer var det skraldt med i den avis. Således havde den kun 6 sølle
af slagsen at byde på onsdag den 21. maj 1941:
Atlantic.
Forbudt
for Børn. Marika Rökk i ”Kora
Terry”. Musik: Peter Kreuder.
Den
Vide Verden. Ugerevy – I Tango- og Rumbatakt – UFA Film Avis – Schorlheide –
Tegnefilm: Spil op Mickey. (Der er her tale om Mickey Mouse-filmen ”The Band
Concert” fra 1935).
Metropol. 5. Uge. Foraarets
straalende Lystspil ”Med dig i mine Arme”. Ekstra: Den svenske Kongefilm.
Nora.
”Tak
fordi du kom Nick!” Manuskript: Kjeld Abell. Iscenesat af Svend
Methling.
Palads.
”Swing
it, Hr. Lærer!” Alice ‘Babs’ Nilson og Adolf Jahr. I Aften Kl. 7,15
Æresforestilling: Alice “Babs” Nilson overværer personlig Forestillingen, hvis
Indtægt gaar til “Saxoly”. (Sidstnævnte var en institution for socialt udsatte
menensker).
Palladium. Uden Stop fra Kl.
12. 70 Øre. Kino Orgel – Revyer – Kultur – Rejse- og Silhuetfilm. Kl. 7,15 og
9,15 Ilse Werner i ”Ønskekoncerten”.
Det
fik også betydning for mange mennesker, at den tiltagende tobaksmangel som
følge af importrestriktioner medførte, at der ikke var tilstrækkeligt med
tobaksvarer, især cigaretter, i butikkerne. Disse indførte derfor fra den 28.
maj kortere åbningstider. Situationen fik imidlertid bl.a. den konsekvens, at
sortbørshandel med tobaksvarer til store overpriser fik gode vilkår. Hvor
cigaretterne kom fra var ikke altid let at vide, men i nogle tilfælde var disse
smuglet ind i landet fra Sverige eller de var stjålet fra en af de danske
tobaksfabrikker.
I
forbindelse med den ulovlige handel med rationerede cigaretter kan det nævnes,
at min altid påhitsomme onkel Thorkild, som selv var storryger, også i den
situation fandt udveje for at anskaffe sig især cigaretter, både til eget
forbrug og til videresalg på den sorte børs. Den sidstnævnte fandtes ikke noget
bestemt sted, men den ulovlige handel med rationerede og i nogle tilfælde
stjålne varer skete overalt på gader, stræder og i private hjem, men i reglen
så diskret, at lovens håndhævere og nidkære borgere ikke registrerede, hvad der
foregik. Der handledes dog meget andet og mere end cigaretter på den sorte
børs, som f.eks. rationeringsmærker, der i reglen var videresolgt af folk, som
ikke selv havde brug for disse, eller som var blevet stjålet på et
kommunekontor.
Men
min kære onkel Thorkild havde overhovedet ingen skrupler ved at tjene penge på
denne ulovlige måde. Hans hovedproblem var, at han egentlig ikke havde nogen
speciel uddannelse, men altid fandt udveje og var parat til at prøve, hvad der
måtte byde sig til, bortset fra fabriksarbejde eller andet fast arbejde fra kl.
8-17. Det lykkedes ham stort set altid at klare sig igennem på den ene eller
den anden måde, lovlig eller ulovlig. Foreholdt ulovligheden af
sortbørshandlen, svarede han: ”Nå, og hvad så!” Han var easygoing og sorgløs,
altid venlig og parat til at hjælpe sin familie, men det, han ikke havde lyst
til, det ignorerede han og lod andre om. Hans hovedinteresse i livet var til
enhver tid damer, unge og lidt ældre, når bare de var villige til andet og mere
end at kysse og kramme. De ofte mere end villige af slagsen, men alligevel
ordentlige piger, kom han i kontakt med især på danserestauranter som Prater i
Stengade og Danas Have på Nørrebrogade. Dengang var han meget mådeholden, hvad
spirituøse drikke angår, og i min barndom og ungdom har jeg kun oplevet få
gange, hvor han optrådte beruset. Den ene gang var en nytårsaften og den anden
gang til min konfirmationsfest.
For
øvrigt ønsker jeg ikke at løbe med sladder, men på et tidspunkt har jeg hørt,
at Thorkild skulle være biologisk far til et barn, født af en kvindelig tandlæge,
som han havde truffet og haft et korterevarende forhold til. Om det med det
illegitime barn er sandt, har jeg ingen viden om, men anser det dog ikke for
usandsynligt, at det kunne være tilfældet. Jeg ved heller ikke, om han
eventuelt betalte underholdsbidrag til dette og eventuelt et eller flere andre
børn, end det eller de børn, han vitterligt havde med sin første kone eller
samlever Lillian.
Blandt
de københavnske aviser, der i reglen havde et anseligt antal biografannoncer,
var eksempelvis Berlingske Aftenavis. Tirsdag den 27. maj 1941 spillede de
københavnske biografer følgende repertoire:
Allé
Teatret. Forbudt for Børn. Benjamin Christensens Storfilm ”Heksen”.
Bellevue.
Aksel
Schiøtz i Weyse-Filmen ”Jeg har elsket og levet”.
Bristol
Teatret. Magda Schneider og Albert Matterstock i ”Hvem kysser Madelaine?”
Carlton.
2.
Uge. Alle Tiders største Operette-Sukces ”Rose Marie” med Jeanette Mc Donald og
Nelson Eddy.
Colosseum. Sæsonens svenske
Solskinsfilm ”Gentleman til Leje” med Sickan Carlson og Åke Söderblom.
Den
Vide Verden. Ugerevy – Cirkus kommer – Ufa Avis – Glaskunstens Mestre – Betty Boop
er Hundeven.
Grand
Teatret. Den nye franske Storfilm ”Blændværk” med Lucien Baroux.
Kino-Palæet.
3.
Uge. ”Glæd dig i din Ungdom” Filmen om ung og stormende Kærlighed. med Birgt
Tengroth og Peter Höglund.
Metropol.
6.
Uge. Foraarets straalende Lystspil ”Med dig i mine Arme” med svensk Films nye
Elskerpar Karin Ekelund og Edvin Adolphson. Ekstra: Den svenske Kongefilm.
Nora.
2.
Uge. ”Tak fordi du kom Nick!” Manuskript: Kjeld Abell.
Nørreport
Bio. 68. Uge. Edvard Persson i ”Landevejs-Kroen”,
Palads.
9.
Uge. Alice ”Babs” Nilson og Adolf Jahr i ”Swing it, Herr Lærer!”.
Palladium.
Uden
Stop fra Kl. 12. 70 Øre. Kino Orgel – Dansk Revy – UFA Avis – Langs Elben –
Emil Coleman – Gode Spejdere – Tegnefilm. [med sidstnævnte er der tale om
Anders And-filmen ”Good Scouts” fra 1938]. Premiere paa den finske Storfilm
”Runeberg, Finlands Digterkonge”. Kl. 7,15 Svend Methling fremsiger: ”Svend
Due”. Mogens Kilde spiller: ”Finske Toner”.
Herover ses et
udsnit af biografannoncer i Berlingske Aftenavis for tirsdag den 27. maj 1941.
Bemærk, at amerikanske spillefilm fortsat er godt repræsenteret i repertoiret.
Den svenske film ”Med dig i mine Arme” blev en stor sukces og etablerede Karin
Ekelund og Edvin Adolpson som et elskerpar på linie med, hvad man tidligere kun
havde set i amerikanske film. Og svenskfødte Greta Garbo kunne stadigvæk trække
folk i biografen, ikke mindst i og med den fornøjelige Lubitch-film
”Ninotshka”.
I forlængelse af
de ovenfor viste biografannoncer fra samme avis og dato. Her domineres
annoncesiden af annoncen for ”Hvide Slaver” med Berømte Bette Davis i
hovedrollen. Det har næppe været uden virkning – især på det mandlige publikum
– at man i annoncen anfører filmens originaltitel: ”Naked Woman”. Den slags ’finesser’ er altid gode til at
lokke ’husarerne’ ind i biografens mørke, hvor man ugenert har lov til at få
styret sine voyeuriske lyster.
Park
Teatret. 2. Uge. ”Tak, fordi du kom
Nick!” med Karin Nellemose.
Platan
Bio. Forbudt for Børn. Bette Davis i ”Hvide Slaver” (Naked Woman).
Rialto.
Frank
Lloyd’s ”Præsidentens Kurér” med Joel McCrea og Frances Dee
Roxy.
2.
Uge. ”Tak fordi du kom Nick!” med
Sigfred Johansen.
Scala
Bio. Garbo ler, flirter, danser i
Lystspillet ”Ninotchka”. Iscenesat
af Ernst Lubitch. En Metro Film.
Strand
Teatret. Forbudt for Børn. Benjamin Christensens Mesterværk ”Heksen”.
Triangel.
Den
svenske Storfilm ”Alting ta’r sin Tid”. En Film om Nordens Sønner.
Winsor.
Forbudt
for Børn. Den franske Spionfilm ”Kaptajn Benoit”.
Når
blandt andet og især World Cinema ikke figurerer blandt de ovenfor anførte
biografannoncer, skyldes det formentlig at Cirkussæsonen var startet i
Cirkusbygningen på Axeltorv.. Her annoncerede man med Cirkus
Mikkenie-Strassburger, som hver aften kl. 20. fremførte sit store
Cirkusprogram. Cirkusbygningen var jo oprindelig opført med henblik på
deciderede cirkusforestillinger, men sådanne blev dengang sjældent forevist i
vinterhalvåret. Derfor udnyttede man denne omstændighed og omdannede bygningen
til biografen World Cinema, som altså kun fungerede som biograf i
vintersæsonen.
Efter
at vi var vendt hjem fra lejropholdet og begyndte på den daglige skolegang
igen, hændte det en dag i en af timerne, at vi pludselig blev bedt om at gå ned
i skolegården og tage opstilling til et klassefoto. Desværre havde der lige
været en regnbyge, så skolegården var våd, men fotografen havde ikke tid til at
vente på solskin, for der skulle tages billeder af samtlige klasser.
På
dette klassebillede fra en regnvåd dag i sommeren 1941 ses stående til venstre
klasselæreren Hr. Holbro, og dreng nr. 2
fra venstre på forreste bænkerække er Per Mejlstrup. Selv sidder jeg som nr. 2
fra højre på samme række, og drengen til højre for mig er min sidekammerat
Svend Holm. Den høje dreng med lys krave og ærmer i anden række fra neden, er
Leif, medens drengen helt til højre i samme række er ’atleten’ John. I tredje
række fra neden ses yderst til højre Jørgen Vestergaard og hans sidekammerat
Mogens. Den mindste dreng i den øverste, fjerde og sidste række, er Kaj, som
var meget dygtig til at tegne og male. Svend Holm er ham, der snød med at
påstå, at han selv havde tegnet en tegning af ”Peter Pep”, men som han faktisk
havde kopieret fra et billede i Billed-Bladet. De øvrige drenge husker jeg
stort set allesammen ansigterne på, men desværre ikke deres navne.
På
min 12 års fødselsdag den 12. juni 1941 kom til min helt store overraskelse min
rare onkel Thorkild og forærede mig en ’rigtig’ kinoprojektor til 35mm film. Og
sammen med den fulgte nogle ruller film, som hver især indeholdt en såkaldt
’akt’, idet man af forevisningstekniske grunde opdelte spillefilmene i akter.
En spillefilm bestod i reglen af 5-6 akter, hvilket altså vil sige 5-6
filmruller. Den ene af de nævnte filmruller, der fulgte med min kinomaskine,
indeholdt en akt af ”Den sidste Mohikaner”, en amerikansk spillefilm fra
1930’erne. Den anden rulle indeholdt en akt af den svenske spillefilm fra
stumfilmtiden ”Gösta Berlings Saga”, og den tredje og sidste filmrulle
var fra en dokumentarfilm om det vilde Afrika, ”På safari i Afrika”, tilmed i farver, hvad der var ret usædvanligt
og ualmindeligt på den tid.
Kinoprojektoren
var af gedigent tysk fabrikat, og med hånddrevet fremføring af filmspolerne, og
den havde med al sandsynlighed været brugt af en af 1930’ernes såkaldte rejsebiografer.
Sådanne rejsebiografer var der en del af, som drog land og rige rundt og
foreviste film fortrinsvis i landsbyerne eller på markedspladser. De to af mine
filmruller var dog forsynet med optisk lyd, nemlig ”Den sidste Mohikaner” og rejsefilmen ”På safari i Afrika”, mens ”Gösta Berlings Saga” som nævnt var en stumfilm. Min kinomaskine
havde dog ingen fotocelleanordning indbygget, og der hørte heller ikke højtaler
til, så den kunne kun vise filmene stumme, hvilket dog betød mindre, i al fald
i mine øjne, og for resten også i mit publikums øjne. De sidstnævnte var
naturligvis mine søskende og forældre og lejlighedsvis også mine morforældre og
fætter Dennis.
Til
at sikre en jævn og konstant fremføring af filmene var der på et af
projektorens tandhjul monteret en stroboskopskive, som angav, hvornår den
hånddrevne fremføring skete i det rigtige tempo. Operatøren, i dette tilfælde
altså mig, skulle hele tiden holde øje med stroboskopskiven, for at holde det
rette fremføringstempo. Drejede man nemlig for langsom på håndsvinget, bevægede
personerne på lærredet sig også langsomt, alt efter tempoet, og drejede man det
for hurtigt, pilede personerne af sted eller bevægede sig på en måde, som den
man kan se, når stumfilm bliver fremført med f.eks. lydfilmens hastighed. Det
vil sige, hvis film, der er optaget med 16 billeder i sekundet, forevises med
24 billeder i sekundet.
I
1942, da jeg havde fået overladt værelset eller kammeret, som vi kaldte det
dengang, og som jeg delte med Benny, helt for mig selv, arrangerede jeg nogen
gange ’biografforestillinger’ for nogle af de børn, jeg eller mine to brødre,
kendte fra gaden. Men herom senere.
Den
helt store politiske begivenhed dette år var interneringen af de ledende
danske kommunister, som blev anbragt i Horserødlejren. Det skete efter at
Tyskland den 22. juni 1941 havde påbegyndt invasionen af Sovjetunionen.
Tyskerne betegnede den som Operation Barbarossa, og den betød et lodret brud på
den ikke-angrebspagt, som Hitler og Stalin havde indgået med hinanden i 1939.
Ikke-angrebspagten var da også kun udtryk for en skinmanøvre, især fra Hitlers
side, nemlig for at forhindre Stalin og dermed Sovjetunionen i at gribe ind
over for Nazi-Tysklands invasion af de østeuropæiske lande. Ved samme lejlighed
havde man desuden indgået en hemmelig aftale om, at Sovjet kunne invadere det
østlige Polen og dermed rykke sin sydvestlige grænse længere vestpå. Men
Hitler drømte fortsat om verdensherredømmet, og erobringen af det vældige
Sovjetunionen var udset til at skulle være den egentlige indledning til
realiseringen af drømmen. Erobringen af de mindre lande havde kun været
ouverturen til det, verden kunne vente sig, hvis det ellers kunne lykkes for
Nazi-Tyskland at skaffe sig det større "Lebensraum", som Hitler
ustandselig fablede om.
Det
blev især i hælene på den i begyndelsen sejrrigt fremrykkende tyske værnemagts
tropper, at Himmlers SS-Totenkopf kompagnier (Totenkopf = Dødningehoved, et
emblem, som ‘prydede’ SS-uniformerne) kom til at udføre nogle af deres mest
grusomme, nådesløse og helt igennem umenneskelige forbrydelser mod den
sovjetiske civilbefolkning, og især mod de mange jøder, der gennem
generationer havde levet i det vældige land. Mændene i Waffen SS var
gennemgående en flok hårde og barske fyre, men særlig medlemmerne af totenkopf
(dødningehoved) kompagnierne havde en psyke, der kun kan karakteriseres med
begrebet djævlebevidsthed. Disse mænd var i stand til alt: tortere, plyndre,
voldtage og - ikke mindst - dræbe deres ofte helt uskyldige ofre, og hvad måske
værre var, de udførte med fanatisk iver deres forfærdelige ugerninger. Disse
bæster nød ligefrem at pine, plage og til slut dræbe de i reglen helt
forsvarsløse mænd, kvinder og børn, som de i øvrigt i overensstemmelse med den
nazistiske ideologi opfattede som "undermennesker".
Det
overgreb mod mennesker, der skete under tyskernes invasion af Sovjetunionen i
1941 og det, der fulgte efter i det følgende år, hører til blandt de største
forbrydelser i det turbulente 20. århundrede. Den 22. juni sattes tyskernes
angreb ind over en bred front, der strakte sig fra Ishavet til Finske Bugt og
videre fra Østersøen til Sortehavet, og Hitler havde blandt andet givet ordre
til, at alle pågrebne russiske politiske kommissærer straks skulle skydes uden
dom. Samtidig havde han udstedt en hemmeligstemplet bekendtgørelse om, at de
forbrydelser, som medlemmer af den tyske værnemagt måtte begå overfor den
russiske civilbefolkning, ikke ville blive retsforfulgt. Det var jo det samme
som at give frit spillerum for overgreb af enhver tænkelig og mulig art,
Men som nævnt fik Operation Barbarossa
indirekte også konsekvenser i Danmark, idet tyskerne havde beordret det danske
politi til tidligt om morgenen ved 3-4 tiden den 22. juni 1941, altså samme
dag, som angrebet på Sovjetunionen fandt sted, at indlede en landsdækkende
aktion mod de ledende danske kommunister samt alle kommunister, som kunne
mistænkes for at udøve spionage og sabotage. I de følgende uger blev flere
hundrede mennesker arresteret og indsat i interneringslejren Horserød i
Nordsjælland, og mange af dem blev senere ført til tyske kz-lejre, og de, der
overlevede opholdet her kom først på fri fod igen fire år senere, da Tyskland
måtte kapitulere. Blandt de arresterede var også tre folketingsmedlemmer som
Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) havde fået ved valget i 1939, nemlig Aksel
Larsen, Alfred Jensen og Martin Nielsen. Disse tre var ifølge Retsplejeloven og
Grundloven garanteret immunitet mod retsforfølgelse, og det var derfor en
yderst penibel situation for den danske regering, at de i det hele taget var
blevet arresteret.
Ordren
til politiaktionens iværksættelse blev givet af ingen ringere end landets statsminister,
Thorvald Stauning, som dog handlede under stærkt pres fra tyskerne. Forud
herfor var der nemlig sket det, at Udenrigsministeriets direktør Niels
Svenningsen og Justitsministeriets departementschef Eivind Larsen var blevet
ringet op og kaldt til det tyske hovedkvarter i København, Dagmarhus. Her var
de blevet informeret om, at Hitler samme morgen havde indledt et angreb på
Sovjetunionen, og samtidig hermed fik de to herrer overrakt et tysk memorandum,
der krævede arrestation af alle ledende danske kommunister, herunder de tre
folketingsmedlemmer.
Niels
Svenningsen forsøgte derefter straks at få kontakt med justitsminister Harald
Petersen, men forgæves, hvorefter Svenningsen over telefonen fik kontakt med
udenrigsminister Eric Scavenius. Denne anbefalede at man bøjede sig for de
tyske krav, men henviste i øvrigt til statsminister Stauning. Svenningsen
forelagde derefter de tyske krav for statsministeren, som uden større
betænkningstid gav ordre til at sætte politiaktionen i gang. Stauning tilsidesatte
dermed grundloven, hvad angår de ovenfor nævnte tre folketingsmedlemmer.
Rent
praktisk begyndte politiaktionen på Københavns Politigård, hvor alt
disponibelt personale fra Opdagelsespolitiet blev indkaldt. Desuden kom et
antal tyske politifolk, der i det daglige varetog forbindelsen til det danske
politi, til stede, dels for at overvåge aktionen og dels for at medvirke
direkte under anholdelsen af de kommunistiske folketingsmedlemmer.
Kort
før klokken 9 samledes de tilstedeværende betjente i politigårdens parolesal
for at modtage en kort information om situationen og ligeledes en kort
instruktion til aktionens igangsættelse. Det var departementschef Eivind
Larsen, der kort opridsede baggrunden for og angav retningslinierne for den
aktion, der nu skulle sættes i gang. Herunder fremhævede departementschefen, at
man var nødt til at se bort fra både Retsplejeloven og Grundloven, noget, der
normalt ville være strafbart, men som under de givne omstændigheder var en
nødvendighed og som det samlede ministerium stod bag.
Der
blev derefter udsendt et telegram med direktiver til samtlige politimestre i
landet, og samtidig hermed blev de københavnske betjente, normalt to og to,
sendt ud for at anholde de enkelte kommunister. Anholdelserne af kommunisterne
foregik efter hemmelige kartoteker, som sikkerhedspolitiet og Københavns
Politis afdeling D havde udarbejdet i årene forud. I disse kartoteker fandtes
opført medlemmer af DKP's centralkomité, Danmarks Kommunistiske Ungdom,
kommunistiske folketings- og rigsdagsmedlemmer, ledere af organisationer med
tilknytning til DKP, og medarbejdere ved kommunistiske blade og tidsskrifter.
Tyskerne
var selv i besiddelse af en liste udarbejdet af det danske politi, som rummede
navnene på omkring 70 ledende medlemmer af DKP. Men tyskerne havde ikke sat
noget præcist tal for, hvor mange kommunister, man ønskede interneret. Det
blev blot angivet, at det drejede sig om alle ledende kommunister samt alle
kommunister, der kunne mistænkes for at udøve spionage og sabotage. Og
eftersom alle kommunister pr definition med rette kunne mistænkes for at ville
lave sabotage og drive spionage mod besættelsesmagten, var der derfor frit spil
for det danske politi til at arrestere så mange kommunister som muligt.
Der
blev i alt arresteret over 300 kommunister i løbet af de første otte uger efter
aktionens ikrafttræden, men flertallet af disse blev dog løsladt kort efter.
Tilbage blev der 116 politiske fanger, som dels var interneret i Horserødlejren
og dels sad i Vestre Fængsel. Dette antal blev dog senere forøget gennem fire
andre arrestationsbølger mod kommunister, der blev iværksat i tiden frem til
den 29. august 1943.
Politiaktionen
mod de danske kommunister i København, Odense, Svendborg, Esbjerg, Aarhus og
Aalborg fjernede stort set alle ledende kommunister. Men selv om denne
omstændighed selvfølgelig ramte DKP hårdt, så lykkedes det alligevel i løbet
af kort tid illegalt at reorganisere partiet. Politiaktionen satte altså ikke
kommunisterne ud af spillet, men befordrede tværtimod illegaliseringen af
DKP, hvilket betød, at den spirende modstand mod tyskerne blev tilført en
politisk og organisatorisk kraft, som skulle få afgørende betydning for, at
der efterhånden opstod en slagkraftig dansk modstandsbevægelse.
Men
den danske samarbejdsregering søgte med alle "legale" midler at
forhindre kommunisterne i at få indflydelse på dansk politik og danske forhold.
Den 20. august forelagde justitsminister Thune Jacobsen Lovforslag om Forbud
om kommunistisk Aktivitet i Danmark. Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget af
Folketingets 116 tilstedeværende medlemmer, de tre kommunistiske medlemmer var
jo fraværende som følge af deres internering. Loven gav mulighed for at
varetægtsfængsle personer, der mistænktes for kommunistisk aktivitet af hvilken
som helst art, som måtte rumme en mulig fare for statens og landets sikkerhed.
De anholdte og fængslede personer kunne idømmes bøder eller fængselsstraffe fra
et til otte år, og desuden kunne alle papirer, dokumenter samt alle finansielle
ressourcer, der tilhørte kommunistiske organisationer, beslaglægges.
Det
var DKP's formand, folketingsmedlem Aksel Larsen, som undslap politiet og gik
under jorden, og som herfra ledede reorganiseringen af partiet. Allerede i
juli 1941 udsendte DKP de første illegale løbesedler i masseoplag, i form af
”åbne breve til regeringen og rigsdagens medlemmer”. Heri kritiseredes den
grundlovsstridige behandling af DKP. I september fulgte 'Danske Toner' med de
indvendinger imod kommunistloven af 20. august, som interneringen havde
forhindret kommunisterne i at fremføre i Folketinget. I oktober begyndte DKP
udgivelsen af Politiske Maanedsbreve, som i marts 1942 blev omdøbt til Land og
Folk, og som skulle blive et af besættelsestidens største og mest markante
illegale blade.
Det
bør for fuldstændighedens skyld nok nævnes allerede her, at de danske
kommunisters illegale kamp mod samarbejdsregeringen og besættelsesmagten først
og fremmest var dirigeret af partiparolerne fra hovedorganisationen i Moskva.
Krigen var ifølge kommunistisk opfattelse imperialistisk, hvilket vil sige at
den blev udkæmpet for storkapitalistiske og imperialistiske interesser og mål,
med den engelske imperialisme som den drivende og aggressive faktor. Men før
angrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941 var den altid kontroversielle
ildsjæl Aksel Larsen endda gået så vidt, at han direkte gav England skylden
for, at tyskerne havde besat Danmark, og i det stykke var han altså indirekte
enig med de tyske militære myndigheder! Men eftersom kommunisternes af Moskva
dikterede overordnede politiske opgave var "kampen for freden" og
"storkrigens ophør", kunne man derfor ikke støtte hverken Tyskland
eller England.
Dagen
efter, mandag den 23. juni 1941, var aviserne naturligt nok præget af den tyske
invasion af Sovjetunionen. Dagbladet Politiken havde denne kæmpeoverskrift på
forsiden:
Krigen mod Rusland aabnet,
Front fra Ishav til Sortehav
Den
tyske Udenrigsminister von Ribbentrop afgav Søndag Morgen
ved
Daggry Meddelelse om Krigstilstanden
En
Proklamation fra Rigskansler Hitler til de tyske Hære om Kampens Indledning
Italien, Finland og Rumænien har
sluttet sig til Krigen
mod Sovjet.
Krigen indledet med tyske
Tank-Fremrykninger
og Luft-Bombardementer.
Angreb fra finsk og rumænsk Omraade
DET TYSKE RIGE befinder sig siden Søndag Morgen Kl. 4,30
i Krig med Sovjetunionen. Finland og Rumænien staar paa Tysklands Side, og
ogsaa Italien har erklæret Rusland Krig.
Det
var jo dramatiske og ildevarslende ord, som blev fulgt op inde i avisen med detaljerede
referater af, hvad de forskellige nazikoryfæer med Hitler i spidsen havde at
sige om den opståede situation, som han sin sædvane tro gav England og specielt
premierminister Churchill skylden for. Sidstnævnte meddelte til gengæld, at
England fuldt ud støttede Sovjetunionen både moralsk og med teknisk og
økonomisk hjælp. Samtidig udtalte han, at England ville forstærke sin
krigsførelse mod Tyskland til lands, til søs og i luften. Churchill havde haft
kontakt til Stalin og advaret denne om de forestående begivenheder. Dette var i
sig selv noget usædvanligt, idet ingen havde været større modstander af
kommunismen end Churchill, men dette modsætningsforhold måtte nu hvile for de
begivenheder, der var i gang, og som var en stor trusel mod Rusland og også mod
England, som formentlig stod for tur, hvis Hitler sejrede i Rusland.
Begivenhederne
var åbenbart kommet bag på de fleste mennesker, ikke mindst på kommunisterne,
som jo havde måttet indstille sig på den såkaldte ”fredspagt”, der var indgået
mellem Hitler og Stalin. Som om man kunne stole på nogen af parterne. Men til
trods for avisens drastiske indhold denne mandag morgen den 23. juni 1941, så
indeholdt den som sædvanligt også de obligatoriske forlystelsesannoncer, som i
store aviser som Politiken i reglen fyldte en hel side. Heraf var en
betragtelig del af annoncerne biografannoncer.
Aladdin.
Det
populære svenske Komikerpar Kalle og Nisse i Latter-Orkanen ”Spøgelser til
Salg”.
Allé
Teatret. Kun i Dag! Harry Baur i ”Postholderens Datter”. [Efter denne dato
begyndte Allé Teatrets sommercavalkade, hvor man skiftede film hver dag.
Tirsdag bød på lystspillet ”Det begyndte i Paris” med Charles Laughton. Onsdag ”Engel” med Marlene Dietrich. Torsdag ”Generalen døde ved Daggry” [med Gary Cooper].
Amager
Bio. Kun 2 Dage! Norma Shearer og Tyrone Power i ”Marie Antoinette”
Atlantic.
Forbudt
for Børn! Boris Karloff i den eventyrlig spændende Film ”Manden, de ikke kunde
hænge”.
Bella
Bio. Den store Musik- og Dansefilm ”Swingpigen” med Lana Turner og Richard
Carlsson.
Bergthora.
Pragtfuld
Farvefilm. Errol Flynn i ”Robin Hood”. [Her skal man huske på, at de
allerfleste spillefilm på den tid var sort-hvide. Farvefilm var et særsyn
dengang].
Bispebjerg
Bio. I Dag Mandag: Harry Baur og Simone Simon i ”Sorte Øjne”. Forbudt for
Børn. – Tirsdag: ”Bohémeliv” med Jan Kiepura og Martha Eggert. – Onsdag: ”La
Bandera” med Jean Gabin og Annabella. Forbudt for Børn. – Torsdag: ”Det var i
Paris” med Annabella og Albert Préjean. Forbudt for Børn. – Fredag: ”Tarass
Bulba” med Harry Baur og Danielle Darrieux. – Lørdag: ”Garnisonens glade Gut”
med Fernandel. – Søndag: ”Knindeklubben”. Forbudt for Børn.
Udsnit af biografannoncer i Dagbladet Politiken mandag den
23. juni 1941, dagen efter invasionen af Sovjetunionen. Som det fremgår, er det
især film som ”Swing it, Herr Lærer”, ”Taagernes Kaj” og ”Orkanen”, der
tiltrækker sig opmærksomheden. Den førstnævnte film gjorde med ét sangerinden
Alice Nilson berømt i hele Norden. Var navne som Jean Gabin og Michelle Morgan
ikke forlængst kendte i Danmark, så blev de det i hvert fald i og med filmen
”Taagernes Kaj”. Og Dorothy Lamour i ”Orkanen” – originaltitel: Hurricane – var
også allerede kendt for sine roller som junglepige i flere film fra og med 1936
og senere i sit samspil med makkerparret Bing Crosby og Bob Hope.
Bristol.
3.
Uge. Det czekiske Mesterværk ”Ekstase”med den skønne Hedy Kiesler. Forbudt for
Børn. OBS! Den eneste eksisterende Kopi af dette opsigtvækkende og
omdiskuterede Mesterværk ...
Carlton.
6.
Uge. ”Rose Marie”. Alle Tiders største Operette-Sukces! Med Jeanette McDonald,
Nelson Eddy og James Stewart. Melodier: Indian Love
Call og Rose Mari’ I love You.
Colosseum. Den spændende franske Kriminalfilm ”Paa
falsk Pas”.
Den
Vide Verden. Ugerevy – Edv. Persson: En lille hvid Kanin – Manhattan ved Nat – Ufa
Film-Avis – Skatten i Skoven – Tegnefilm.
Enghave
Bio. Forbudt for Børn. ”Cleopatra” med Claudette Colbert.
Fasan
Bio. I dag og i Morgen Kl. 7,10 og 9,10 Wallace Berery i ”De syv Haves
Havn”. Onsdag og Torsdag Kl. 7,10 0g 9,10: Robert Young og Ann Southern i
”Maisie ta’r Affære”.
Gentofte
Kino. Forbudt for Børn ”En farlig Kvinde”.
Grand.
En
ny svensk Filmoplevelse ”Du skal ikke begære” med Lars Hansson, Karin Ekelund
og Alfred Maurstad.
Grøndals.
Maurice
Chevalier i ”Den smilende Løjtnant”.
Kino-Lyngby.
Adolf
Jahr og Birgit Tengroth i ”Karl for sin Hat”.
Lyngbyvejens
Kino. Det svenske Lystspil ”Et Døgn uden Løgn”. Manden, der absolut maatte
stikke en ”lille Løgn” hver Dag. Man hviner af Grin.
Merry.
Åke
Söderblom og Sickan Carlsson i ”En Gentleman til Leje”.
Metropol.
9.
Uge. Sommerens straalende Lystspil ”Med dig i mine Arme”. En stor Sejr for
svensk Film.
Nora.
Det
svenske Lystspil ”Karl for sin Hat” med Adolf Jahr og Birgit Tengroth.
Nørrebros.
Max
Hansen i ”Tror du jeg er født i Gaar?”.[Max
Hansen (1897-1961) var født i Mannheim i Tyskland og uddannet i sang og
musik i Berlin. Indspillede tyske film 1930-33. Han boede ind imellem i Danmark
(i København). Hans første danske film var ”Tror du, jeg er født i Gaar?”
(1941) og nr. 2 var ”Wienerbarnet” (1941). Opholdt sig derefter under resten af
besættelsen i Sverige, hvor han indspillede flere film. I 1956 var han direktør
for Tivoliteatret og samme år medvirkede han i filmen ”Hvad vil De ha’?”]
Nørreport
Bio. 72. Uge. Edvard Persson i ”Landevejs Kroen”
Odeon.
Eneste
Teater! Victor MacLaglen i ”En Mesterbokser Skæbne” Spændende Boksescener –
dramatiske Konflikter – straalende og morsomme Episoder.
Palæ
Bio. Forbudt for Børn. ”Jøden Süss” med Heinrich George og Werner Krauss.
Palladium.
Non
Stop fra Kl. 12. Kino Orgel – Dansk Revy – UFA Avis – De Blindes Ven –
Ønskestenen – Musik- og Tegnefilm. – Premiere paa ”Butterfly” Ved Kino Orglet:
Mogens Kilde spiller Puccini.
Park.
Forbudt
for Børn. 1. Genoptagelse. Uge ”Hjemve”.
Den pragtfulde Storfilm, i hvilken den svenske Stjerne Zarah Leander tog København med Storm. Den mandlige Hovedrolle i
denne Højsang til Kærlighed og Frihed spilles af Heinrich George.
Palads.
13.
Uge. Hele Byen taler om Alice ”Babs” og den store Lystspil-Sukces ”Swing it,
Herr Lærer!” [Filmens originaltitel er ”Swing it, Magistern!”]
Platan. ”Orkanen” med
Dorothy Lamour og Jon Hall. Orkanen er over Byen. Alle Tiders største
Filmsensation begejstrer atter Københavnerne, der strømmer til PLATAN for at se denne eventyrligt
spændende Film. Den er en Oplevelse.
Regina.
Forbudt
for Børn. Dobbeltprogram: ”Jezebel” med Bette Davis og George Brent. – ”Med
rygende Revolver” med Dick Foran og Ann Nagle.
Rialto.
I
Dag Mandag: Paul Muni i ”Louis Pasteur”. –Tirsdag: ”Valborgaften” med Ingrind
Bergamn og Lars Hansson. – Onsdag: ”Den Døde stikker a’” med Michel Simon og
Jules Berry. – Torsdag: ”Det var hende, der begyndte” med Errol Flynn og Joan
Blondell. - Fredag: ”Kvindeklubben” med Danielle Darrieux. – Lørdag: ”Cirkus
Barlay” med Francoise Rosay og Hans Albers. – Søndag: ”Himmelhunde” med Fred
Mac Murray og Ray Milland.
Roxy.
Kun
faa Dage! Greta Garbo i ”Ninotchka”.
Ry-Kino. Spændende Film om Mestertyven Gjest
Baardsen ”Landstrygernes Konge” med Alfred Maurstad.
Scala
Bio. Forbudt for Børn. Jean Gabin, Michelle Morgan og Michel Simon i Marcel
Carné’s Mesterværk ”Taagernes Kaj”. Et vidunderligt Mesterværk skrev B.T. om denne
franske storfilm. Jean Gabin har næppe nogen Sinde været bedre, skrev Dr. phil.
Fr. Schyberg, hvis Anmelselse slutter saaledes: En meget stor Sukces!
Toftegaards
Bio. Hans Moser og Theo Lingen i ”Hertugen morer sig”.
Triangel
Teatret. Charles Boyer og Irene Dunne i ”Stormnatten”. En stor kunstnerisk
Oplevelse.
Valby
Teater. Forbudt for Børn. Edvard G. Robinson i ”Den sidste Gangster”
Vanløse.
Det
straalende amerikanske Lystspil ”Mit Liv er en Dans” med Eleanor Powell og
James Stewart. Ekstra: Købnhavn i Farver.
Vesterbro
Teater. Dobbeltprogram. ”Manden, der saa for meget”. En spændingsdirrende
Kriminalfilm om en Mand, der saa en Forbrydelse, som han helst ikke skulde have
set. – ”KaptajnTaylor” med Gary Cooper og Frances Dee.
Winsor.
”Hvem
kysser Madeleine?” med Magda Schneider.
I
Politiken for samme dato omtaltes biografrepertoiret under overskriften Biografernes Fornyelser på følgende
måde:
”Aladdin indleder Ugen med den svsnske Farce
”Spøgelser til Salg”. Amager Bio opfører ”Marie Antoinette” med Norma Shearer og Tyrone Power. Apollo Biografen den tyske Kriminalfilm ”I hemmelig
Mission” med Gustav Frölich. Bella
Bio ”Swingpigen” med Lana Turner og Artie Shaws Orkester. Bellevue Teatret
det amerikanske Lystspil ”Løs paa Traaden” med Jean Arthur og Ray Milland. Boulevard
Teatret Gigli-Filmen ”Mine Drømmes Musik”. Colosseum den franske
Underholdningsfilm ”Paa falsk Pas” med Edvige
Feuillere.
Enghave Bio ”Cleopatra” med Claudette Colbert. Grøndals Teatret den amerikanske Chevalier-Film “Den smilende Løjtnant”.
Hvidovre Kino, Rio Bio og Skovshoved Teater Helmuth-Filmen
”En mand af Betydning”. Lyngby Kino og Nora Bio det svenske Lystspil ”Karl for
sin Hat” med Adolf Jahr. Merry
Teatret det svenske Lystspil ”En Gentleman til Leje” med Åke Söderblom og Sickan
Carlsson. Nørrebros Biografteater Max
Hansen-Filmen ”Tror du, jeg er født i Gaar?” Odeon den amerikanske
Bokserfilm ”En Mesterbokser Skæbne” med Victor
McLaglen. Palæ Biografen ”Jøden Süss”. Park Teatret Zarah Leander-Filmen ”Hjemve”.
Ry Kino den norske ”Landstrygernes Konge”
med Alfred Maurstad. Scala Bio Marcel
Carné-Filmen ”Taagernes Kaj” med Jean
Gabin, Michelle Morgan og Michel
Simon. Strand Teatret det amerikanske Lystspil ”Jeg traf ham i Paris” med Claudette Colbert og Melvyn Douglas. Toftegaards Bio det
tyske Lystspil ”Hertugen morer sig” med Marthe
Harell og Hans Moser. Triangel
Teatret det amerikanske Drama ”Stormnatten” med Charles Boyer og Irene Dunne.
Som
det vil være fremgået af ovenstående omtale af biografrepertoiret for mandag
den 23. juni 1941, nævnes der flere biografer, som ikke er med på annoncesiden.
Det gælder følgende biografer: Apollo Biografen, Dagmar Bio, Hvidovre Kino, Rio
Bio, Skovshoved Teater og Strand Teatret.
Der var dog en særlig
grund til, at Dagmar Bio ikke findes blandt biografannoncerne ovenfor, idet
biografen denne dag kunne bringe en annonce for ”Dagmar-Revyen”, hvoraf det
fremgik, at revyen fra sin åbning den 3. maj nu blev spillet for 100. gang.
Liva Weel og France Ellegaard var stadig trækplastre. Mærkværdigvis fik den
ellers altid kraftigt promoverede Ib Schønberg kun credit blandt i øvrigt
dengang velkendte og dygtige skuespillere, som Gerda Gilboe, Caja Heimann,
Sigfred Johansen og Helge Kjærulff-Schmidt. Billetpriserne var fra kr. 1,45 til
3,85, hvilke beløb dog var højere end billetpriserne i biograferne.
Under rubrikken ”Teater, Film, Musik” kunne
Politikens anmelder omtale og anbefale Dagmar-Revyen på følgende måde:
”HILMAR
CLAUSEN har skam lært noget af at være Biografdirektør. Han er gaaet i Lære hos
Hollywood, og fra de amerikanske Film har han medbragt en dejlig Portion Tempo,
da han nu atter vendte tilbage til sin gamle Kærlighed, Teatret. Og det kan nok
være, at Tempoet er kommet den prisværdig korte, elegante og pauseløse
Dagmar-Revy til gode. Der er ikke blot Tempo over Forestillingen, men ogsaa
over Jubilæerne. I Aften, godt halvanden Maaned efter Premièren, kan Revyen
allerede fejre sin 100. Opførelse, og efter de røde Lygter at dømme, der i den
sidste Tid har straalet uden for Teatret, kan man roligt regne med, at Revyen
kommer til at gaa Sommeren over.
Men Hilmar Clausen har ogsaa til sine
”gratis Glæder” samlet netop de Hovedkræfter, som Publikum gerne vil se: den
muntre Ib Schønberg, den elegante Sigfred Johansen, den grinagtige Kjærulff-Schmidt, den dejlige France Ellegaard og først og sidst Liva Weel, Revyens Klenodie, der fejrer
nye Triumfer med sit blændende Viseforedrag.”
Til
læserens orientering kan fortælles, at Hilmar
Clausen (1888-1951) både var skuespiller, revydirektør,
teaterdirektør og senere biografdirektør. Som skuespiller debuterede han i 1908
på Frederiksberg Morskabsteater, og som ung skuespiller optrådte han i 1909 i
Emil Wulffs Sommerrevy i Glassalen i Tivoli og tog derefter på turné med Otto
Jacobsen inden han blev ansat på Casino Teatret og senere på Nørrebros Teater
og Bonbonnieren. Hilmar Clausen var en overgang kunstnerisk leder af Odense
Folketeater, og i årene 1914-16 var han Holger Rasmussens meddirektør på
Casino. Selvom han blev ramt af polio (børnelammelse) og herefter måtte køre i
rullestol resten af livet, var han ukuelig. I 1917 indledte han som leder den
store succes Tivoli Sommerrevy. Hilmar Clausen havde set, hvordan man skabte de
store glamourøse forestillinger i Amerika og derfor ville han forsøge at
indføre en tilsvarende dekorationspragt, musik, kvindelig skønhed, farver, fart
og elegance på en dansk scene. Da Glassalen i Tivoli skulle omdannes til
koncertlokale flyttede han året efter til etablissementet Arena Teatret, der
blev omdøbt til Tivoli Sommerteater.
I første halvdel af
1920erne fortsatte Hilmar Clausen succesfuldt sine Tivoli-revyer på Arena
Teatret, hvor der ikke blev sparet på udstyr og gager. Fra 1923 havde han
legenden Carl Alstrup som hovedkraft. Men revy-æraen i Tivoli ophørte efter
sæsonen i 1925. Hilmar Clausen fortsatte dog i Tivoli et stykke tid endnu. I
1927-28 var han den ledende kraft i kabaretteatret Gøglervognen, der dog kun
fik en kort levetid. Hilmar Clausen forsøgte sig også som filmskuespiller og
debuterede på film i 1911 hos Nordisk Film, indspillede film hos Dania Biofilm
Kompagni og A/S Heimdal i 1913 og 1914, dog kun i biroller. I 1934 fik han
bevilling til Rialto-biografen i Smallegade, og sluttelig i 1939, da Dagmarhus
stod færdigt opført på den grund på hjørnet af daværende Vester Boulevard
(nuværende H.C. Andersens Boulevard) og Jernbanegade, hvor Dagmar Teatret havde
ligget, fik han bevilling til at drive Dagmar Bio.
Fortsættes i artiklens 9. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra
året 1941 og fremefter.
___________________________________