Ideale drømme, skepsis og tvivl 8. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(1940 og videre fortsat fra artiklens 7. del)

 

 

 

 

På dette foto, som må være fra 1940-41, ses fra venstre fætter Børge, kusine Esther og mig, Harry. Vi står foran det lille og brugte kolonihavehus, som min onkel og tante havde anskaffet sig til deres sommerhusgrund ved Maglehøj Strand. – Fotoet er optaget af onkel Johannes, som var en ivrig amatørfotograf, som også selv fremkaldte og kopierede sine fotografier. Foto 1940-41: Johannes Rasmussen. Tilhører Harry Rasmussen.

 

 

På ovenstående foto fra min onkel og tantes sommehusgrund ved Maglehøj Strand, ses den tilbygning til det lille kolonihavehus, som min onkel til dels ved hjælp fra sin svoger, byggede i sommeren 1940-41. Manden på fotoet husker jeg ikke navnet på, men det var en af vennerne. Siddende fra venstre ses Lis, datter af tante Almas søster Martha og svogeren Ejvind. De to piger derefter husker jeg desværre ikke mere, men det er Børge, der sidder til højre, mens jeg sidder forrest i gruppen. – Foto: 1940-41: Johannes Rasmussen. Tilhører Harry Rasmussen.

 

De to fotos, som er gengivet herover, er de eneste, jeg har fra mine sommerferieophold hos min tante og onkel ved Maglehøj Strand på Sydvest-Lolland. De måler hver især 6 x 9 cm, et format, som de fleste amatørfotografer benyttede dengang, formentlig fordi det gjorde priser på kopier rimelig. Fotografering var jo ikke noget, som alle og enhver havde råd til, lige som det heller ikke var alle, der var interesserede i at lege fotograf.  At fotografere i farver var endnu ikke blevet indført, ikke engang af de professionelle fotografer, som for de flestes vedkomende kun fotograferede i sort-hvid, men i nogle tilfælde tilbød man håndkolorering af billederne, især af portrætfotos.

 

Feriedagene i Nakskov

Skønt temmelig genert af natur, ville jeg som sædvanlig gerne gøre mig bemærket hos mine omgivelser, og jeg fandt derfor på at lave en slags Mester Jakel-teater i min onkel og tantes cykleskur nede i ejendommens gård. Ved min tantes hjælp, fik jeg snart lavet nogle handskedukker, som jeg selv kreerede og lavede hoveder til, og min fætter hjalp med at arrangere et slags proscenium i cykelskurets døråbning, og et bagtæppe bagved, men jeg husker ikke, om han også hjalp mig med selve forestillingen. Det tror jeg nu ikke, for han skulle vist ikke have noget af at blive til grin for ejendommens andre børn. Det lod han mig om at blive.

 

Det har sikkert alt sammen været primitivt, umodent og meget kluntet, og forestillingen usammenhængende og kejtet udført, men min entusiasme drev mig og lukkede mine øjne for de sikkert åben­lyse mangler og fejl, der var ved det hele. Publikum manglede da heller ikke, idet de fleste af ejendommens større og mindre børn samt enkelte voksne, var villige tilskuere til en fore­stilling, som jeg ikke kan erindre det mindste af handlingen af.

 

Blandt de børn, der var jævnaldrende med mig, lagde jeg især mærke til en køn pige med langt, glat lyst hår. Hun var et år yngre end mig og hendes navn var så vidt jeg husker Jytte, og hun havde forresten to lidt ældre brødre, hvoraf den ene hed Jørgen, mens jeg ikke husker den anden brors navn, men muligvis hed han Svend. Jørgen var handicapped, vistnok som følge af engelsk syge eller sclerose, og det viste sig ved, at hans ene arm var misdannet og hånden sad i en underlig indadbøjet stilling. Desuden var hans ben i samme side af kroppen delvis lammet og forkortet, og foden drejet indad, og selvom han havde skinne på, haltede han stærkt, når han gik. Som om dette ikke var nok, havde han synsproblemer og gik derfor med briller, og desuden stammede han også ret kraftigt, og det kunne en del af børnene ikke lade være med at grine af. Men Jørgen var ikke alene godt begavet, men han havde også en elske­lig person­lighed, og derfor hørte han da også til en af min fætters gode kammera­ter.

 

På grund af sine handicap kom Jørgen i specialskole, og senere som ung mand blev han kontoruddannet. Det seneste jeg hørte om ham, var, at han som voksen i mange år var ansat i administrationen på Nakskov Sygehus.

 

Svend, eller hvad han nu hed, var sin lidt ældre brors modsætning i så godt som enhver henseende. Han var høj og slank, havde et kønt om end almindeligt ansigt, lyst hår og mørkeblå øjne. Det viste sig, at han også var stærkt inter­esseret i at tegne, men han tegnede mest soldater og moderne krigsflyvema­skiner, hvilket han gjorde udmærket. Så vidt jeg kunne bedømme, var hans tegneta­lent dog hverken originalt eller særlig stort, men som voksen kom han i lære som ekspedient i herretøj, og i forbindelse hermed lod han sig uddanne til vinduesdekoratør.

 

Derimod har jeg ingen viden om, hvad der siden skete med den kønne lyshårede pige, som jeg naturligvis faldt pladask for allerførste gang jeg så hende. Når hun viste sig i min nærhed, blev jeg rød i hovedet og tør i munden, så jeg ingenting kunne sige, og mit hjerte bankede lidt hurtigere end normalt. Når jeg opholdt mig nede i gården og hun ikke var der, skottede jeg op til hendes vinduer, for om muligt at få et glimt af hende, men det skete sjældent. Min fætter begyndte at lægge mærke til min i hans øjne underlige adfærd, og han begyndte derfor at drille mig med, at hun var kæreste med en anden dreng. De andre børn lagde åbenbart også mærke til mine reaktio­ner, når pigen var i nærheden, og derfor begyndte de nu også at drille mig og kalde hende min kæreste. Det blev både hun og jeg meget flove over, men selvom jeg oplevede det, som om hun koket­terede lidt med mig, sikkert fordi hun følte sig smigret over, at en køben­havnerdreng, for som sådan blev jeg betragtet, viste hende interesse, tror jeg ikke, at min person betød noget som helst for hende.

 

Apropos københavnerdreng, så var situationen lige den modsatte, når jeg var på ferie i Nakskov, af hvad den var og især havde været i København. I Nakskov blev jeg nemlig ved et par lejligheder drillet med at være fra København. En dag var der nogle piger og drenge, som pludselig råbte i kor og gentog flere gange: "Køvenhavner, Køvenhavner, du savner din mo'ars papa!" Utroligt, for jeg havde på det tidspunkt kun boet et års tid i København! Men rent ubevidst bestræbte jeg mig sikkert på at tale københavnsk, for ikke at stikke så meget af fra mine københavnske skolekammerater, så de skulle finde anledning til at drille mig med min lollandske udtale, sådan som jeg jo havde oplevet det i det år, jeg gik i Kapelvejesn Skole..

 

Weekend ved Maglehøj Strand

Den følgende uge gik hurtigt, og weekenden kom. Johannes arbejdede til omkring middagstid på lørdage, og efter at vi havde spist middag, drog vi af sted på vores cykler til Maglehøj Strand, for at tilbringe resten af weekenden der. Jeg var ganske vist ked af ikke at skulle se pigen med det lyse hår i hele to dage, men der var ingen vej udenom, af sted skulle vi selvfølgelig.

 

Så snart vi var ankommet til Maglehøj Strand, gik Johannes i gang med at lave køjer i husets tilbygning, og det lykkedes ham da også at få gjort fire af køjerne færdige, så vi kunne sove i dem om natten. Men gulv var der endnu ikke lagt, så vi måtte gå på den bare jord inde i huset, hvor der endnu duftede af friskt træværk og maling. 

 

Det var sådan set heldigt, at vi kunne sove inde i huset, og ikke skulle ligge i teltene, for i løbet af natten kom der nogle voldsomme regnskyl, som slog gennem de ikke helt tætte lærredsvægge, så at det støvregnede ind på os to drenge, som sov i overkøjerne. Og vandet var sivet ind under huset og stod som en lille sø over hele gulvet, så da min onkel løftede benene ud af sin køje, for at stikke fødderne i sine træsko, satte han dem til sin egen store overraskelse med et plask lige ned i vandet. Det kom vi alle fire til at grine så meget og højt over, at vi kun så det komiske i situationen. Vi begyndte derfor at lave sjov med, hvad der var sket, og mere eller mindre i fællesskab fandt vi på denne sætning: "Et kvajpandet bomuldsfår [dvs. et fæhoved] i pyjamas gik i vandet med træsko på!"

 

I mellemtiden var det heldigvis holdt op med at regne, og onkel og tante fik travlt med at forsøge at fjerne vandet fra gulvet. Det skete ved at de skovlede det op i en spand, som derefter tømtes et sted ude på grunden, hvor det kunne sive ned i jorden. Ved at træde ned på hver sin underkøje, lykkedes det Børge og mig at undgå at få våde fødder, ved at kante os ud i forhuset, hvor der heldigvis var tørt trægulv. Vores sandaler,  som vi havde sat på jord­gulvet nedenfor køjerne, da vi gik til køjs aftenen forud, befandt sig nede i vandet og var derfor blevet våde, så de måtte stilles til tørre, inden vi kunne bruge dem igen.  

 

Vejret var nogenlunde godt om søndagen, viste det sig, så vi fik endnu en dejlig dag ud af det. Efter at vandet på gulvet i tilbygningen var blevet fjernet og vi havde fået morgenmad, gik Johannes igang med at lave de øverste køjer færdige. Det gik der nogle timer med, men det ærgrede ham, at tilbygningens lærredsvægge ikke nåede at blive tørre nok til, at han kunne give dem et nyt lag tætnende maling. Det måtte vente til en senere lejlighed.

 

Min tante tog alle soveposerne ud og hængte dem til tørring og udluftning udenfor. Og så gik hendes dag atter med at lave mad, vaske op og hvad der ellers var at gøre af nødvendige praktiske ting.

 

Inden vi tog af sted, gik vi alle fire en tur langs stranden, og herunder kom vi om til et sted, der var omgivet af høje hække, og bag disse, fortalte min tante, boede familien Viking. Det var nogle ret specielle mennesker, hed det sig, for de spiste kun frugt og grøntsager, og de havde ofte mange gæster, og så gik de nøgne rundt, mænd og kvinder mellem hveran­dre, og det var ikke noget for sarte sjæle. Den nyfigne for­argelse var stor, forstod jeg på min tante, og den blev ikke mindre af, at den sære familie holdt sig for sig selv og ikke mængede sig med de lokale. Familien Viking havde et flere tønder land stort område ved Maglehøj Strand, hvor man dyrkede alle slags grønt­sager, køkkenurter og mange slags frugt og bær. Der var store arealer med æble-, pære-, kirsebær- og blommetræer, og med alle slags bærbærende buske og planter, så man var selvforsynende med alt, hvad der hører ind under frugt og grønsager.

 

En del år senere erfarede jeg, at min farmor faktisk forholdsvis ofte havde trådt til som kogekone hos familien Viking, især når der var mange gæster på besøg. Ved samme lejlighed fik jeg at vide, at hr. Viking var åndeligt overhoved for unitarerne eller Det Fri Kirkesamfund, stiftet år 1900. Unitarismen er en religiøs bevægelse, der er opstået i Polen, stiftet af Fausto Sozzini (1525-62), hvorfor tilhængerne op­rindelig kaldte sig socinianere, men i vore dage kalder de sig unitarer. Sozzinis lære har et rationalistisk, panteistisk præg, og den benægter Treenigheden og betragter sakramenterne som blotte ceremonier. Unitarerne holder også til i København, hvor de har deres egen kirke på Dag Hammarskjölds Allé ved Lille Triangel på Østerbro.

 

Omkring klokken otte om aftenen steg vi på vores cykler, for at køre hjem til Nakskov, en cykeltur i roligt tempo på omkring en lille time. Min cykel var tung at træde, for den havde hverken gear eller frihjul, så hvis man ville hvile fødderne undervejs, måtte man strække benene ud til siderne. Værst var det, når det gik op ad bakke, og det gjorde det et par enkelte steder, for da måtte man lægge alle sine kræfter i pedalerne.  

 

Skoleferien slut og hjemrejse på ny

Vel hjemme i Nakskov omkring klokken ni om aftenen, fik vi den obligatoriske aftente med sigtebrødsmadder til, en hyggelig og rar afslutning på en lang dags oplevelser. Mandag morgen fortsatte den daglige rutine som sædvanligt med, at Alma og Johannes stod op, hun for at lave kaffe og morgenmad og smøre hans frokostpakke, han for at vaske ansigt og overkrop og barbere sig, og tage sit arbejdstøj på. Dette bestod af en skjorte og brune overalls, og når han forlod hjemmet, tog han i reglen også en hverdagsjakke på, altsammen velholdt og pænt og rent.

 

For mit eget vedkommende betød mandagen begyndelsen på den sidste uge af sommerferien. Ifølge togbilletten skulle jeg fredag formiddag med toget tilbage til København, hvor jeg skulle genoptage skole­gan­gen om mandagen. De sidste dage i Nakskov blev uundgåelig præget af udsigten til, at den lange, dejlige ferie lakkede mod enden, og selvom jeg glædede mig til gensynet med mine forældre og søskende, var jeg også ked af, at måtte forlade min tante, onkel og fætter. Og jeg var forresten også en smule vemodig ved tanken om, at der ville gå et helt år, før jeg kunne komme til at gense den kønne pige med det smukke, lange lyse hår, ja, måske fik jeg hende aldrig mere at se, hvis hun for eksempel var flyttet i mellemtiden!

 

Fredag morgen stod vi alle op samtidig og spiste morgenmad sammen, så jeg kunne sige pænt farvel til min onkel, inden han skulle på arbejde. Da han var gået, gjorde vi os i stand og belavede os på at tage af sted. Min kuffert blev pakket færdig og lukket, efter at tante som det sidste havde lagt en nysmurt madpakke i den. Madpakken var beregnet til at spise undervejs på den lange togrejse, som så vidt jeg husker dengang tog omkring fire-fem timer med bumletoget. 

 

Tante Alma og fætter Børge fulgte mig om til jernbanestatio­nen og fik mig anbragt i toget til Nykøbing F. Min cykel ville onkel Johannes sende af sted med godstoget, når han kom hjem om eftermiddagen, men det hastede ellers ikke, for jeg brugte sjældent cyklen i København, hvor jeg foretrak at gå til og fra skolen.

 

Men eftersom togturen til København stort set formede sig, som den havde gjort de andre gange, jeg rejste på denne stræk­ning, skal jeg ikke trætte med at gentage beskrivelsen her. Faktum er, at jeg nåede til Københavns Hovedbanegård først på eftermiddagen, og her stod min mor og to små brødre, samt mormor og Dennis og tog imod mig. Far var på arbejde, og det forstod jeg nødven­digheden af, og desuden var jeg vældig glad for også at gense min kære mormor og min mindst lige så kære fætter.

 

 

 

Herover ses til venstre endnu engang et vue over perronerne på Københavns Hovedbanegård, hvorfra jeg afrejste og hvortil jeg ankom, når jeg skulle på sommerferie hos min onkel og tante i Nakskov. Stedet er dog noget forandret siden dengang, men i hovedsagen ligner banegården sig selv. På fotoet til højre ses et vue over Nørrebros Runddel i juli 2009, set fra Assistens Kirkegårds nordøstlige hjørne. Men i min barndom og ungdom var der en afgrænset rundkørsel midt på pladsen, som biler og cyklister måtte køre omkring, hvad enten de kom fra den ene eller den anden af de i alt fire sider. Sporvognene, som havde en slags forkørselsret, kørte derimod tværs over runddelen, idet sporene fra henholdsvis Nørrebrogade og Jagtvej krydsede hinanden vinkelret midt på runddelen. Det er Nørrebrogade, der er beliggende i billedets forgrund, mens den østliggende del af Jagtvej ses omtrent i billedets bageste midte. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Vi kørte med linje 16 fra Frihedsstøtten til Nørrebros Runddel, hvor vi alle stod af og spadserede den forholdsvis korte tur ad Jagtvej til Jægersborggade. Snart var jeg derfor igen hjemme hos min egen kære familie, som jeg naturligvis havde savnet, og som da heldigvis også var glade for at gense mig. Og mor spurgte mig selvfølgelig ud om, hvordan jeg havde haft det, og om, hvordan det gik med familien i Nakskov og Maj­bølle. Mor havde også snart et kaffebord parat til især mormor og sig selv, og vi børn fik hver et stykke hjemmebagt franskbrød og kage, og Dennis og jeg kaffe med mest mælk i. Efter en god halv times tid skulle mormor og Dennis hjem til morfar, som kun sjældent var med på almindelige besøg. Deres hjemtur foregik som sædvanligt via den store midterallé gennem Assistens Kirkegård, og jeg gik med dem, for at hilse på morfar, og det tror jeg nok han blev glad for. ”Har du haft det godt, Ry?” spurgte han. Han kaldte mig næsten altid Ry som en forkortelse for Harry, og det følte jeg som en æresbevisning. ”Ja!” svarede jeg, ”men jeg er også glad for at se jer igen!”. Dermed var ’audiensen’ forbi, og jeg skyndte mig hjem til mor og mine brødre igen.

 

Da far kom hjem fra arbejde om aftenen, kunne jeg se, at han også var glad for at have mig hjemme igen. Han spurgte mig lidt ud om, hvordan jeg havde haft det og hvad vi havde lavet, og jeg fortalte om dagene ved Maglehøj Strand, hvor onkel Johannes havde lavet en tilbygning til deres lille kolonihave­hus. Far spurgte også til farmor og bedstefar, om vi havde besøgt dem og om, hvordan de havde det.

 

Den aften har vi sikkert fået noget ekstra godt at spise, men jeg husker ikke længere, hvad det var. Hos os spiste vi i reglen varm aftensmad, fordi far jo var på arbejde og jeg i skole om dagen. Benny var kun godt fem år og derfor endnu ikke begyndt at gå i skole, og Bent var en herlig lille krøllet, rødhåret trold på godt to år, som almindeligvis blev omtalt som ”lille Bent”, hvilket i daglig tale snart blev til ”Li-Bent”.

 

Noget af det første, jeg ellers gjorde, da Benny og Bent var kommet i seng og der var faldet ro over os alle, og jeg havde vænnet mig til tanken om at være hjemme i det mørke København igen, var, at tage papir og blyant - jeg brugte meget sjældent farver -  frem og tegne nogle komiske fi­gurer og fantasere mig ind i eventyrets verden. På den måde bearbejdede jeg ubevidst de blandede følelser, hjemkomsten havde fyldt mig med, samtidig med at jeg gav næring til den stadige drøm og ambi­tion om selv at blive pro­fessio­nel tegner og lave tegnefilm en dag.

 

I skole igen

Den første mandag i august begyndte skolegangen igen, og de indledende timer gik med at få udleveret nyt skema og nye bøger, og med atter at vænne sig til den hårde bænk, der hørte til skolebordet, hvor vi elever sad to ved siden af hinanden. Det store spørgsmål var ofte, om man blev rykket op eller ned i klassen, det vil sige, om man skulle bytte plads med en elev, som sad nærmere katederet eller med én, som sad fjerne fra dette. Hvis det var tilfældet kunne det jo hænde, at éns hidtidige sidemand enten blev på sin sædvanlige plads eller at det måske var ham, der skulle skifte plads, fordi hans karakterer måske betød, at han enten blev rykket op eller ned i klassen. Men indtil videre forblev jeg på samme plads i klassen, og det samme var tilfældet for Svend Holm, som derfor fortsatte som min sidekammerat.

 

Det er utroligt så hurtigt man vænnede sig til at være tilbage i den daglige skolerutine, hvor den ene småkedelige time afløste den anden, indtil klokken blev to og skoleklokken forkyndte, at frihedens time var inde for den dag. Så skyndte jeg mig hjem gennem Hans Tavsensparken og via Jagtvej og Kronborggade og Hukket. Her blev jeg som stort set sædvalig modtaget af mor og de to spilopmagere, Benny og Bent, som jo endnu ikke gik i skole og som derfor havde lange legedage til deres rådighed. Det nød de i fulde drag sammen med en eller flere af deres legekammerater. Mor var jo fortsat travlt beskæftiget med at sy for konfektionsfabrikanten, men nu havde hun fortrinsvis fået til opgave at sy kjoler, hvilket hun syntes bedre om. 

 

Men vel hjemme gav jeg mig i reglen til at lave lektier, hvis vi havde sådanne for. Dog havde jeg det sådan, at jeg meget hellere ville sidde på værelset og lade tiden gå med at tegne sjove figurer og dagdrømme og fantasere mig til alt det, jeg ville gøre, når jeg blev voksen. Det kunne jeg efter min egen mening ikke blive hurtigt nok. Ulempen ved mit sværmeriske drømmeri var, at jeg ikke altid fik lavet lektier, som jeg skulle. Det hævnede sig naturligvis næste dag, idet jeg straks fra morgenstunden og på vejen til skolen blev stadig mere hed om ørerne ved tanken om ’straffen’, som i reglen betød en times eftersidning efter skoletid. Men de fleste gange lykkedes det mig at få læst på lektien i et frikvarter, inden vi havde den time, hvor jeg kunne risikere at blive hørt i stoffet. 

 

I biografen - igen

Engang i efteråret 1940 var mor, mormor og jeg i Nørre­port Bio, for at se "Landevejs-Kroen", og vi stod da i den ene af tre enormt lange køer, hvoraf en strakte sig fra biografens indgang og rundt om hjørnet og et godt stykke ned ad Købmager­gade, den anden i modsat retning helt hen til Fiolstræde, og den tredie krydsede Nørre­voldgade og gik over forbi Nørreport Station. Og hver gang, der kom en sporvogn, måtte denne kø sprede sig, så at sporvog­nene kunne få plads til at pas­sere. Jeg har aldrig hverken før eller siden set noget lignende foran en københavnsk biograf.

 

Da vi endelig langt om længe nåede frem til billetlugen, var der kun pladser tilbage på de forreste rækker, og det passede jo mormoder meget godt, mens moder og mig lod os nøje dermed for mormoders skyld. Publikum asede og masede, så man dårligt nok kunne komme frem og tilbage, men ind i salen kom vi da til sidst, men reklamefilmene var allerede forbi på det tidspunkt, og forfilmen, som jeg ikke længere husker, var begyndt. Salen var fyldt til sidste plads, og da vi bagefter kom ud af bi­ografen, kunne jeg konstatere, at der var udsolgt til alle forestillinger den dag, og sikkert allerede også til flere dage frem.

 

Filmen "Landevejs-Kroen" var en jævn svensk folkekomedie, hvis handling ikke adskilte sig væsentligt fra andre samtidige svenske og danske folkekomedier. Den handler om den åh så rare krofatter, der vil alle sine gæster det så godt, så godt, bortset fra "de onde", som det lykkes ham at få gjort til grin, så de foretrækker at forsvinde fra stedet.

 

Det var helt tydeligt, hvorfor filmen "Landevejs-Kroen" fik en så enorm publikumssucces, som tilfældet vitterligt var. Det gjorde den, dels fordi folk var frustrerede over den tyske besættelse af Danmark, og dels fordi den havde den trinde, tilsyneladende troskyldige og i særdeleshed velsyngende, men i grunden ikke særlig morsomme skuespil­ler Edvard Persson (1888-1957) i den altdominerende hovedrolle som krofat­ter, der har "boet ved en landevej hele sit liv", som han sang så inderligt på sin skånske dialekt, at ikke et øje var tørt. En anden af filmens slagere, som han foredrog med kraft og lune, var "Når man ser det hele sådan lidt fra oven", og den blev en påmindel­se til danskerne om, at man burde kigge ud over hverdagen og nutids­situationen og se fremad, i håbet og måske også for­visningen om, at "det onde" ville få en ende en dag, og Danmark atter blive et frit land at leve i.

 

Dengang var jeg jo kun 11 år, og selvom jeg ganske godt forstod, hvilken alvorlig situation, Danmark befandt sig i efter tyskernes okkupation af landet, så var det ikke noget, jeg - og formentlig heller ikke andre københavnere – endnu mærkede til eller tænkte over til daglig. De tyske soldater så man ikke så meget til på det tidspunkt, i hvert fald ikke i Københavns yderkvar­terer og forstæder. Tyskerne holdt sig for det meste til de steder og kvarterer, hvor de var indkvarteret, hvilket i København bl.a. vil sige Kastellet på Østerbro. Det var først senere, at det blev almindeligt at se tyske soldater i den indre by, hvor de da til gengæld ofte daglig færdedes og gjorde indkøb i butik­kerne. Det hemmelige tyske politi Gestapo var der også, men indtil videre gjorde de alt for ikke at blive bemærket, hvilket dog ændrede sig senere.

 

Det, der særlig fangede min interesse ved filmen "Landevejs-Kroen", var den sekvens, hvori Edvard Persson synger den sidst­nævnte sang, "Når man ser det hele sådan lidt fra oven", mens han kommer flyvende på en gås højt oppe over land­skabet. På et tidspunkt flyver gåsen med Persson på ryggen hen over et åbent­stå­ende tagvindue på kroen, og vipper ham af, og i samme moment falder den sovende krofatter ud af sin seng og vågner. Flyve­turen er noget, han har drømt. Men det, jeg særlig hæftede mig ved i sammen­hængen, var den om­stændighed, at gåsen, der med Persson flyver ind ad vinduet, var lavet som tegnefilm, mens kroen og land­skabet omkring den, var realfilm. Denne kombi­nation af tegne­film og realfilm havde jeg dengang endnu ikke set andre ek­sempler på, så derfor imponerede det mig, at dette rent teknisk set kunne lade sig gøre.

 

Allerede kort efter besættelsen af Danmark, søgte tyskerne som nævnt at få indflydelse på biografrepertoiret. De tyske myndigheds­personer var af den opfattelse, at danske biografer spillede alt for få tyske film, og den situation ville de gerne ændre på, men af hensyn til samarbejdspolitikken i første omgang helst ad forhandlingens og frivillighedens vej. I løbet af efteråret 1940 og foråret 1941 tilspidsedes situationen, fordi biografe­jerne generelt set var utilbøjelige til at tage tyske film på repertoiret. Det skyldtes måske til dels en personlig modvilje hos biografejerne, men vel i nok så høj grad også frygten for, at publikum ville svigte biograferne, når der vistes tyske film. På den tid var dansksin­detheden så småt begyndt at vokse hos befolkningen, og senere under besættelsen blev det nærmest betragtet som landsforædderisk, at gå i biografen og se en tysk film.

 

I Justitsministeriet, hvorunder biograferne mærkværdigvis og juridisk set sorterede, indså man snart det uholdbare i situationen, og ministeriet indkaldte derfor biografteaterforeningens repræsen­tanter til et møde den 27. juli 1941. På dette møde indgik biograftea­ter­foreningen, på Justistministeriets anbefaling, en frivillig overenskomst om, at premierebiogra­ferne skulle spille hveranden film tysk. Denne regel trodsede direk­tøren for "Nørreport Bio", Knud Rassow (1882-1952), ved at holde "Lande­vejs-Kroen" på plakaten så ualmindeligt længe, at enhver måtte undre sig. Desuden valgte han umiddelbart efter "Lande­vejs-Kroen", at programsætte tre svenske: "Fristelse", "Den blufær­dige Anton" og "Juninatten", to amerikanske: "Han hun og leoparden" og "Under Brooklyn-Broen" og en ungarsk: "Kærlig­heds-Sonaten", og derefter igen en svensk: "Landstormens lille havgasse".

 

Dette åbenlyse brud på aftalen, faldt Justitsmini­steriets folk for brystet, idet de frygtede for, at tyskerne ville fremkomme med et diktat om, at danske biografer skulle spille tyske film i større omfang, end tilfældet var. Direktør Rassow blev derfor kaldt ind til en samtale, hvorunder man foreholdt ham situatio­nens alvor, og ifølge referat lovede han at ville overholde den frivil­lige aftale på den måde, at han ville spille mindst 6 tyske film i kvartalet.

 

Imidlertid var Det tyske Gesandtskab, Reichsfilmkammer og filmselskabet UFA i stigende grad utilfredse med, at de københavnske biografejere viste så stor og tydelig uvillighed til at spille tyske film. Ved et møde i Udenrigsministeriet den 2. oktober 1941, krævede tyskerne derfor, at biografejernes frivillige beslutning af 24. juli s. å. skulle overholdes. Desuden krævede man, at premiere­biogra­ferne skulle vis tyske ugerevyer som forfilm til alle film. Kravene blev forelagt de implicerede grupper under et efter­følgende stormøde i Justitsministeriet den 7. oktober s. m.

 

Biografejerne protesterede naturligt nok imod de fremsatte krav, idet de frygtede for, at publikum ville holde sig væk, når biograferne spillede tyske film, og desuden kunne kravet om, at der skulle spilles tyske ugerevyer foran alle film, volde problemer med at programsætte danske film, alene på grund af disses normale længde. Forestillingerne skulle jo helst holdes inden for den tidslængde, der hovedsagelig af praktiske årsager var blevet traditionen.

 

Tyskerne gik dog ind på, at de tyske ugerevyer kunne for­kortes noget, så der ikke opstod den slags problemer, og karakteristisk for bureaukrater, mente man i Justitsministeri­et, at de danske spillefilm godt kunne tåle at forkortes, uden at filmene ville lide skade ved det! Fra producentside oplyste man, at tyskerne havde truet med at lukke af for leveringen af råfilm og forhindre salget af danske film til udlandet. Man blev dog enige om, ikke at blande problemerne sammen, men behandle dem hver for sig.

 

På et medlemsmøde den 15. oktober, besluttede de københavnske biografejere at gå ind på tyskernes krav, men på betingelse af, at der i fornødent omfang fortsat blev leveret råfilm og kemikaler til danske filmproducenter, idet opretholdelsen af den danske filmproduktion var af afgørende betydning for bi­ografer­nes eksistens. Den råfilm og de kemikalier, der blev brugt i dansk filmproduktion, blev i besættelsestiden ude­lukkende leveret fra fabrikker i Tyskland.

 

Enden på det hele blev foreløbig, at så vel de københavnske som provinsens biografejere blev enige om at ville overholde de tyske krav, hvilket som nævnt betød, at de skulle spille 6 tyske film i kvartalet eller 34 tyske film på årsbasis. Og desuden skulle der vises tyske ugerevyer foran alle premiere­film. I samme moment forbød tyskerne alle engelske og sov­jetiske film, og for amerikanske film blev der udstedt import­forbud. De i landet allerede værende amerikanske film, måtte kun vises i et nærmere begrænset omfang, og desuden skulle film, der havde haft premiere i Danmark længere tilbage end 5 år, gencensureres under tysk overopsyn. Det betød, at der ikke kunne programsættes så mange repriser, som det hidtil havde været tilfældet.­ Tyskerne begrundede ønsket med, at markedet var overfyldt med repriser, og at biografejerne hellere ville spille disse end de tyske film. Hvilket i en vis forstand var rigtigt nok, men dog ikke med den konklusion, som tyskerne drog.

 

For tyskerne var der dog en anden og nok så væsentlig begrundelse for kravet om gen­censurering, nemlig den, at man bl.a. ønskede at fjerne sådanne film fra det danske marked, hvori der med­virkede skuespillere, som af politiske eller racemæssige grunde var emigreret fra Tyskland. Indførelsen af (politisk) gen­censurering af film, der var mere end fem år gamle, indebar naturlig­vis også, at tysker­ne derigennem sikrede sig en nem mulighed for at tilba­geholde de film, som de ikke ønskede vist i bi­ografer­ne. Og dette gjaldt natur­ligvis først og fremmest de amerikan­ske film, der jo var i overtal på det danske biograf­marked.

 

Det bekom naturligvis tyskerne godt, at de danske bi­ografe­jere frivilligt - omend under en vis protest og med modvil­je - gik ind på tyskernes ønsker med hensyn til forevisningen af tyske film i danske biografer. På den måde lykkedes det tysker­ne at sikre sig en vis indirekte kontrol med det danske bi­ograf­marked, hvilket var vigtigt for dem, både af økonomiske og propaganda­mæssige hensyn, og fordi de via de tyske film førte en bevidst kultur­politisk kamp. 

 

Tyskerne var faktisk temmelig snedige og drevne, idet de også på dette område fik det til at se ud, som om de vedtagne ordninger var et resultat af forhandlinger mellem dem og deres danske "partnere". Desuden slørede de deres hensigter, ved at lade de tyske film dis­tribuere på det danske marked gennem tilsyneladende uaf­hængige, private udlejningsselskaber, UFA og Tobis, som herhjemme tilmed havde en overvægt af dansk persona­le. Mere herom senere.  

 

Tyskernes krav om "nedtrapning" af de amerikanske film i de danske biografer, blev forstærket efter at USA i december 1941 trådte ind i krigen. De amerikanske repriser udgjorde fortsat den procentvis største andel af film i de danske biografer, og det fik tyskerne til at skumle. Men de danske udlejere og biografejere havde dét stærke kort på hånden, at de - forment­lig med rette - kunne hævde, at uden de amerikanske repriser, ville de danske biografer ikke kunne overleve. Dette argument måtte tyskerne nødtvungent bøje sig for og slække på kravene, idet de indså, at det var rigtigt, og at det ville være dårlig og uhensigtsmæssig politik, at tvinge kravet om en reduktion af de amerikanske repriser i­gennem. Tyskerne var under ingen omstændigheder interesseret i, at de danske biografer blev lukket, for det ville dels udelukke muligheden for at få vist de tyske film og ugerevyer, og dels bevirke, at tyskerne blev endnu mere upopulære end de allerede var.

 

Resultatet blev, at der i de følgende år blev vist stadig færre og færre amerikanske reprisefilm og flere og flere svenske, tyske og danske reprisefilm. De årlige premierer på  nye danske spillefilm fortsatte stort set som hidtil, men disse film kunne ikke alene dække filmbehovet. Nye franske og itali­enske film og repriser var dog også en del af biografernes repertoire.

 

Mit tegnetalent

I løbet af året var det blevet klart for mine skolekammerater og nogle af lærerne, især klasselæreren, at jeg havde et særligt talent for at tegne. Vi havde en ugentlig tegnetime, og den foregik i et stort lokale oppe på skolens øverste etage, lige under taget. Her lå også skolekøkkenet, dog i et stort lokale for sig, hvor pigerne fik undervisning i madlavning og husgerning, som det kaldtes. Men pigerne opholdt sig her aldrig, når vi drenge havde tegnetime. Faktisk lærte jeg aldrig en eneste af pigerne at kende, dels fordi vi drenge ikke måtte kontakte pigerne på skolen, og dels fordi ingen af dem boede i mit kvarter.

 

I slutningen af november blev jeg blev udvalgt til at tegne et grønt juletræ med 24 utændte lys på tavlen. For at live tegningen lidt op, tegnede jeg månen og nogle stjerner oven over træet og nogle gavepakker og et par nisser under eller ved siden af det. Tegningen fyldte den ene tredjedel af den store tavle. Til formålet havde jeg fået udleveret forskelligt farvet skrive­kridt. Foruden det hvide kridt, læreren brugte til daglig på tavlen, var der også grøn, gul, blå, lysegrå, brun og rød. Det grønne kridt blev naturligvis brugt til at tegne juletræets grene med, og det var et stort og minutiøst arbejde at tegne de mange grene med de grønne nåle på. Det brune kridt blev brugt til træstammen og nissernes træsko, og det røde kridt til nissehu­erne og nissetrøjerne. Det gule farve brugtes til den gule stjerne i toppen af træet, og til månen, stjer­nerne og til spændet på nissernes bælter. Den lysegrå farve blev be­nyttet til nissernes bukser, medens den blå farve blev brugt til himlen. Gavepakkerne fik forskellige farver og røde bånd. Til allersidst tegnede jeg med det hvide kridt 24 lys på træet. Meningen var, at en elev hver morgen efter morgensangen skulle "tænde" et lys, simpelthen ved med den gule farve at tegne en flamme ovenover lyset. Det var den tids form for julekalender, der altid blev brugt i min skoletid.

 

Men ved at tænke tilbage på den tid, genop­lever jeg noget af den util­fredsheds­følelse, der kom over mig, når jeg havde tegnet ju­letræet og nisserne. Jeg følte nemlig, at tegningen ikke var god nok, i al fald ikke i mine egne og altid kritiske øjne. Men klasselæreren og de fleste af mine kammerater var fulde af beundring for tegningen, hvilket jeg syntes var ufortjent og overdrevet. Træet var til omtrent daglig ærgrelse for mig hver morgen, når det skulle "tændes", og alles op­mærksomhed var rettet imod tavlen, for jeg så kun det ved tegningen, som jeg syntes var ufuldkomment eller fejlagtigt. Alligevel blev det min lod at tegne årets kalender­træ også i de følgende år.

 

Det bedste ved julemåneden i skolen var, at undervisningen forekom mere afslappet end ellers, og at klasselæreren, Hr. Holbro, oftere læste historier for os. Når det skete, og det var i reglen i sidste time, satte han sig op på katederet, med front mod klassen og benene dinglende ned foran. Jeg husker, at der særlig var én drengebogsserie, han læste højt for os, og det var "Peder Most" af Walther Christmas alias Walther Dirckinck-Holmfeld (1861-1924). Serien udkom fra 1901-21 og blev senere genudgivet. Men Holbro fortalte stille og roligt og med stor indlevelse om romanhelten Peder Most's rejser og oplevelser. Den gæve sømand besøgte bl.a. Polynesien og de derboende Maorier, som var menneskeæ­dere. Det gyste ordentligt i os 11-årige drenge, når vi hørte om de stærkt tatoverede, spydbevæb­nede og næsten nøgne vilde, som Peder Most kun med nød og næppe slap fra med livet i behold. Men Hr. Holbros oplæs­ninger, der vel i reglen varede omkring tre kvarter hver gang, er noget af det mest positive og glæde­lige, jeg husker fra min skoletid.   

 

Tegnefilmen ”Peter Pep”

Svend Holm og jeg var stadigvæk sidekammerater, og en dag i december kom han og præsenterede mig for en tegning af en tydeligvis ’tegnefilmsagtig’ figur, som han påstod selv at have tegnet, hvilket jeg betvivlede. Han var helt utvivlsomt lidt misundelig på mig, fordi jeg hurtigt var blevet kendt som en god tegner, og ville ikke stå tilbage for en nyankommen elev som mig. Da jeg foreholdt ham, at figuren jo nærmest var professionelt tegnet, og at jeg mente han havde kalkeret den af, fordi den samtidigt var tegnet på gennemsigtigt pergamentpapir. blev han smækfornærmet og ville ikke tale mere med mig den dag. 

 

Men der var dog ’gods’ i Svend, for allerede den næste dag gik han til bekendelse og indrømmede, at han havde kalkeret figuren af efter et billede i ”Billed-Bladet”,  som han havde bragt med sig og viste til mig. Billedet eller rettere sagt tegningen var en illustration til en artikel om en ny dansk tegnefilm med drengen ”Peter Pep” som hovedfigur.

 

 

Hovedfiguren i tegnefilmen ”Peter Pep og Skomager Snørestøvle”, som blev omtalt i ”Billed-Bladet” i december 1940. Det var denne tegning, som min sidekammerat i skolen, Svend Holm, havde kalkeret og i første omgang udgivet for at være en, han selv havde kreeret og tegnet. Figuren og filmen er skabt, tegnet og animeret af Erik Rus og med Børge Hamberg som assistent. Filmen havde haft premiere  den 6. december 1940. - © 1940 Erik Rus og Teknisk Film Compagni A/S.

 

Et par år senere, mere præcist i juli 1943, skulle jeg selv komme til ikke alene at stifte bekendtskab med Børge Hamberg, men ovenikøbet få ham som læremester i animation. Året efter, i efteråret 1944, kom jeg også til at stifte bekendtskab med tegneren og animatoren Erik Rus, som var ophavsmand til ”Peter Pep”. Men den ’historie’ vender vi tilbage til under omtalen af årene 1943-45.

 

Biografer og film – igen!

Hen mod juletid 1940 gentog Nordisk Film sin tidligere succes, "Sørensen og Rasmussen", med endnu en "historisk" film, nemlig Weyse-filmen "Jeg har elsket og levet", som havde premiere i Palads Teatret den 17. december 1940. Filmen var skrevet af Flemming Lynge (1896-19??) og havde dansk films dengang store instruk­tør, George Schneevoigt (1893-1961), i instruktørstolen. Rollen som kompo­nisten C.E.F.­Weyse (1774-1842) blev spillet af Erling Schroeder (1903-1989) og havde en række kendte danske skuespil­lere og flere sangere i roller­ne. Af sangere medvirkede især operasangerinden Edith Oldrup Pedersen (1912-1999) og operasan­geren Aksel Schiøtz (1906-1975). Før krigen foretog Schiøtz koncertrejser og gav operagæ­stespil i udlandet, og han blev internationalt kendt som oratoriesan­ger. Men i Danmark blev han især kendt og uhyre populær for sine koncerter med danske sange og romancer, som også blev indspillet på grammofonpla­der, der ofte blev spillet i radioen. Han tolkede og gengav sangene og romancerne på en måde, der gjorde ham til nationalt samlings­punkt under den tyske be­sættelse af Danmark 1940-45..

 

Omkring 1947-48 var Aksels Schiøtz så uheldig at udvikle en hjernetumor, som lammede højre side af hans ansigt, hvilket bevirkede at han var ude af stand til at synge. Tumoren blev fjernet ved et operativt indgreb, men lammelsen fortog sig kun meget langsomt og vistnok aldrig helt. I kraft af en enorm viljestyrke - støttet af hans kærlige kone, Gerd Schiøtz (data ukendte) - og stor trænings­indsats, lykkedes det Aksel Schiøtz at genvinde så meget kontrol over mund og stemmelæber, at han i en vis ud­strækning kunne genop­tage sin sangervirksom­hed. I mellem­tiden havde han, der var cand.mag. og adjunkt, ladet sig uddanne som sangpædagog, og 1956-68 fungere­de han som sådan ved musikkon­servatoriet i Toronto i Canada og ved univer­site­terne i Minne­sota og Colorado i USA. 1968 blev han eks­traordi­nær professor i sang ved Dan­marks Lærerhøjskole.

 

Mens jeg i 1947-50 var fotografelev hos Rie Nissen, kom der en dag en opringning fra Aksel Schiøtz' kone, Gerd Schiøtz, at hendes mand ønskede at blive portrætteret. Rie Nissen havde længe før min tid hos hende, taget nogle udmærkede portrætfotos af den berømte sanger, mens han var rask og på højden af sin karriere. Da han havde tillid til hende som menneske og foto­graf, ville han, der i mellemtiden var blevet en del år ældre, nu have taget nogle portrætfotos, som dels kunne bruges privat og dels til pressen. Dette emne skal jeg vende tilbage til i den relevante sammenhæng.

 

Mere og flere tegnefilm

De ovenfor nævnte danske film havde jeg haft lejlighed til at se kort efter disses respektive premierer, enten alene eller sammen med mor, men ikke sammen med min kammerat, Jørgen, som ikke var den store biografgænger.

 

I 1940 bestod "Metropols Jule-Show" af følgende korte Disney-tegnefilm, dog ikke nødvendigvis i den anførte rækkefølge: 1. "Anders Ands Pingvin" ("Donald's Penguin", 1939), 2. "Fedtmules Fisketur" ("Goofy and Wilbur", 1939), 3. "Mickey paa Jagt" ("The Pointer", 1939), 4. "Fætter Guf" ("Donald's Cousin Gus", 1939), 5. "Badeliv" ("Beach Picnic", 1939), og 6. "Autografjæ­geren" ("The Autograph Hound", 1939).

 

Der var ingen af disse tegnefilm, jeg havde set før, så der var virkelig noget at gøre store øjne over. Nr.4, 5 og 6 var med Anders And. Hver af de seks tegne­film var herlig på sin måde, men der var især to af filmene, som fængede min inter­esse, og det var "Fedtmules Fisketur" og "Fætter Guf". Den førstnævnte, fordi der var noget rørende og poetisk over samspillet mellem Fedtmule og den lille græshoppe Wilbur, der brugtes som madding, når den ikke alt for kloge fjumregøj til Fedtmule ville fange de store, lækre fisk i søen. Flere gange undslipper Wilbur de grådige fisks gab, men til sidst går det galt: Wilbur bliver slugt af fisken, som bliver slugt af en endnu større fisk, som bliver slugt af en stork. Fedtmule jagter storken, for at få Wilbur tilbage, men det eneste han får, er et nylagt æg. Fedtmule sidder tilsidst alene tilbage, bedrøvet over tabet af sin lille ven. Han holder ægget i sin ene hånd, og pludselig begynder det at røre på sig og revne, og ud springer - Wilbur! Filmen slutter med en glad og lykkelig genforening mellem de to venner.

 

"Fætter Guf" var den anden af de ovenfor nævnte tegnefilm, som jeg syntes særlig godt om, mest fordi gåsen Fætter Guf var tegnet og animeret så fremragende, at det gjorde stort indtryk på mig. Allerede dengang kunne jeg tydeligt se forskel på, om noget var godt tegnet og animeret eller ej. Det er det, man professionelt kalder for karakteranimering, hvilket vil sige, at en figur er animeret på en sådan måde, at den virker levende og selvstændigt tænkende og reagerende, hvorved dens karakter træder tydeligt frem. Fætter Guf er indbegrebet af en ædedolk og så grådig, at han spiser al den mad, han kan komme i nær­heden af. Til Anders Ands store ærgelse og frustration, og til sidst lykkes det ham da tilsynela­dende også at få jaget fæt­teren ud ad døren, så han kan få sin mad for sig selv. Da Anders derefter åbner køle­skabet, for at ville tage sig en bid mad, ser han til sin store overraskelse og forfærdelse, at Fætter Guf sidder inde i køleskabet og gør sig til gode med madvarerne!

 

Mange år senere erfarede jeg, at Fætter Guf-figuren var animeret af den endnu senere så berømte animator og tegnefilm­instruktør Wolfgang "Woolie" Reitherman (1909-1985), som få år tidligere havde animeret spejlets ånd i Snehvide-filmen. En præstation, der aftvang respekt hos alle professionelle tegne­filmfolk. En anden af de figurer, som han havde stort held med, var Fedtmule (Goofy), som han var supervising animator på i en lang række kortfilm om forskellige sportsgrene.

 

Det var også Reithermann, der animerede den realistiske og dramatiske kamp mellem Tyran­nosaurus Rex og en anden øgle i det afsnit af "Fantasia", 1940, der hedder "Le Sacre Du Prin­temps". Han animerede også hvalen i "Pinocchio", 1940. Omkring 10 år senere animerede han bl.a. den sekvens i "Aske­pot", hvori de to mus, Tim og Bom, lister sig til at få fat i nøglen til det lofts­værelse, hvor stedmoderen har låst Askepot inde, og deres besvær med at transportere nøglen op ad husets indvendige marmortrappe. Men i de mellemliggende år havde Reitherman naturligvis animeret mange andre figurer, sekvenser og scener i andre af Disneys lange så vel som korte tegnefilm.

 

I årene 1948-55 blev de lange Disney-tegnefilm under pro­duktionsledelse af Ben Sharpsteen  (1896-1980) instrueret af instruktør-teamet Clyde Geroni­mi (1901-1989), Wilfred Jackson  (1906-1987) og Hamilton Luske (1903-1968). Det gælder film som "Melody Time" (1948; dansk: "Melody Time"), "Cinderella" (1950; dansk: "Askepot"), "Alice in Wonderland" (1951; dansk: "Alice i Eventyrland"), "Peter Pan" (1952; dansk: "Peter Pan"), "Lady and The Tramp" (1955; dansk: "Lady og Vagabonden"). Men da man gik i gang med den følgende film, "The Sleeping Beauty" (1958; dansk: "Tornerose"), blev teamet skiftet ud med Les Clark (1907-1079), Eric Larson (1905-1988) og Wolfgang Reitherman.

 

Da man efter "Tornerose", som havde været omkring 6 år i produktion, gik i gang med "101 Dalmatians" (1961; dansk: "Hund og hund imellem", så instruktørteamet sådan ud: Wolfgang Reitherman, Hamilton Luske (1903-1968) og Clyde Geronimi. Men fra 1961 blev Reitherman eneinstruktør på følgende film: "The Sword in the Stone" (1961; dansk: "Da kongen var knægt"), Winnie the Pooh and the Honey Tree" (1965; dansk: "Peter Plys på honningjagt"), "The Jungle Book" (1967; dansk: "Junglebogen"), "The Aristo­cats" (1970; dansk: "Aristokattene"), "Robin Hood" (1973; dansk: "Robin Hood"), "The Resquers" (1977; dansk: "Musepatrul­jen Bernard og Bianca"). Efter denne film overgik Reitherman til produktions­ledelse i og med filmen "The Fox and the Hound" (1980; dansk: "Mads og Mikkel"). 

 

Da min da 13-årige datter Linda  (født 1964) og jeg i sommeren 1977 var på feriebesøg hos min søster i Californien, fik jeg lejlighed til en dag at besøge Disney-studierne i Burbank i Californien, og her havde jeg bl.a. også lejlig­hed til at hilse på Woolie Reithermann og bede om hans autograf i en bog, jeg et par dage i forvejen havde købt i Disneyland, Anaheim. Bogen hedder "The Disney Films", 1973, og dens for­fatter er filmhistorikeren Leonard Maltin (1950-). Reitherman så vel som de andre Disney-folk, jeg mødte, modtog mig med stor og kollegial venlighed, hvilket jeg naturligvis følte mig temmelig beæret og smigret over.

 

Så sent som i det tidlige forår 1979 kunne man i en Las Vegas-avis læse om et Honourable Party, som Walt Disney Productions afholdt til ære for fire af "the Nine Old Men", nemlig Ollie Johnston (1912-2008), Eric Larson, Wolfgang Reitherman og Frank Thomas (1912-2004), som da var de eneste af de gamle, der stadig var i live og til­knyttet studierne. Flere andre af de gamle animatorer var dog også stadig i live, men de havde forladt Disney-studierne af utilfredshed med den nye ledelse. Det gjaldt folk som Ward Kimball og Milt Kahl (1909-1989), som forlod Disney-studierne omkring 1976-77. Marc Davis (1913-2000), som senest arbejdede som planlægger af meka­niske og elektronisk styrede installationer i for­lystelses­parkerne "Disneyland" og "Disney World", forlod foretagendet i 1978.

 

Ollie Johnston og Frank Thomas forlod Disney-studierne i begyndelsen af 1979, efter at de havde deltaget som supervising animators på "The Fox and the Hound". Men de vendte dog dagligt tilbage til deres gamle arbejdsplads, hvor de havde arbejdet siden 1935, for at færdiggøre den "bibel" om "Disney Anima­tion", som de var begyndt på allerede i 1977. Bogen udkom i 1981 og er siden blevet benyttet som inspirationskilde og teknisk vejledning for animatorer overalt i verden.

 

Eric Larson og Woolie Reitherman var nu de eneste af de gamle, der stadig var aktive på Disney-studierne. Eric Larson som lærer for de nye team af animatorer, og Reitherman som producer og supervising director. I 1979 havde Reitherman ingen planer om at gå på pension. Derfor sørgeligt, da man i 1985 kunne læse i avisen, at han var omkommet som følge af en solo-bilulykke, han uheldigvis havde været involveret i.   

 

Badeliv og kønnets mysterium

Sommeren 1940 var dog endnu ikke forbi, selvom ferien var forbi og skolegangen begyndt igen, for hen i august skinnede solen stadig varmt og badevandet ved kysterne havde en behagelig temperatur. For mit vedkommende betød det, at jeg, enten sammen med fætter Dennis eller alene, gerne om søndagen cyklede ud til Charlottenlund Strand ved Fortet, hvor der var en dejlig badestrand. Her var der i reglen mange mennesker, dog flest drenge og piger, der løb rundt og legede, spillede håndbold eller mellem badeturene lå og dasede i solen. Vi foretrak at komme på Charlottenlund Strand, dels fordi der ikke var nær så overfyldt af mennesker, som på Bellevue Strand ved Klampenborg, som for resten af samme grund kaldtes for ”Fluepapiret”, og dels fordi det ikke var nær så langt at cykle der til.

 

Dennis og jeg nærmere os jo aldersmæssigt puberteten, så vi var med eller mod vores vilje fokuseret på piger, og vi spejdede os derfor omkring, for om muligt at få ”et stykke med bart” af en pige eller kvinde at se, hvilket da også lejlighedsvis hændte. Det skete især, når pigen eller kvinden var ved at klæde om, særlig fra den våde badedragt til sit tørre tøj, og herunder i reglen dækkede sig bag et håndklæde eller andet mere eller mindre egnet, for at ingen skulle kunne komme til at se noget, der var forbudt eller tabu. Selv var jeg til stadighed fascineret af, at piger så anderledes ud end os drenge, og særlig at de har en revne dér, hvor vi har en tissemand. Men piger var i reglen også anderledes på andre måder end vi drenge: de var oftest finere, blødere og spinklere bygget end os, havde længere hår og lysere stemmer, og de bevægede sig relativt mere elegant end drenge, og alt dette appellerede instinktivt til det ’maskuline’ beskytterinstinkt. Hvad enten man ville det eller ej, så kom der uvilkårligt en trang til at beskytte de relativt sartere væsener op i én, også selvom man som jeg kun var en forholdsvis lille og spinkel dreng på bare 11 år. Og en anden ting var og er, at piger og kvinder oftest har helt andre eller modsatte interesser af drenges og mænds, og det skyldes formentlig primært de to køns respektive biologisk funderede kønsroller. De to køns fysiologi så vel som deres psykologi er derfor væsensforskellig. Noget, som forresten nutidens feminister og andre såkaldt progressive folk har svært ved at ville se og acceptere.  

 

Men særlig oppe på terrænet ved selve fortet, med dettes mange krinkelkroge, kunne man være heldig at se et ungt par, der sad og kissemissede inderligt eller som ligefrem var gået i intim clinch med hinanden. Det var simpelthen topmålet af intens voyeurisme, at ligge skjult bag en busk eller lignende, og se et par, der ganske enkelt lå og havde samleje med hinanden. Dengang  kaldte vi det almindeligvis at kneppe, men senere er udtryk som at ’knalde’ eller ’bolle’ blevet mere almindeligt sprogbrug. 

 

Der kom dog ikke andet og mere ud af det for os to drenges vedkommende, end at det pirrede vores spirende pubertet og efterlod os med hede kinder og røde ører, men så snart vi havde forladt det nævnte område, forsvandt den blandede følelse af noget tillokkende og samtidig strengt forbudte. Og selvom synet af de to unge, som havde samleje med hinanden, efterhånden tonede bort i den aktuelle situation, så forblev den dog i erindringen og blev en integreret del af erfaringen med det seksuelle.

 

Hos skoletandlægen

Mens vi boede i Tillitse og Nakskov havde jeg aldrig været hos en tandlæge, og det kom jeg heller ikke i det år, vi boede i Baggesensgade. Mine mælketænder havde som tidligere omtalt været temmelig dårlige som følge af for meget sukkerholdigt slik og manglende tandbørstning. Men mine blivende tænder var nogenlunde i orden, bortset fra et par stykker, som dels trængte til plombering og for en enkelt tands vedkommende til at blive trukket ud. Dette var da også, hvad der skete den allerførste gang jeg kom til en tandlæge. Det var nemlig så heldigt, at de københavnske skoler havde en ordning, som indebar, at skolebørnene en gang om året skulle besøge de kommunale tandlægeklinikker.

 

Den tandlægeklinik, som Hellig Kors Skole hørte under, lå oppe på tagetagen af Stevnsgades Skole, og i samlet flok drog man klassevis af sted til tandlægebesøget. Jeg var naturligvis rystende nervøs for, hvad der kunne og ville ske, for jeg tænkte, at mine tænder nok trængte til et grundigt eftersyn. Der var cirka en halv times gang fra vores skole til Stevnsgade, hvor man skulle op ad de mange trappetrin til klinikken, der lå på fjerde eller femte etage, hvor vi efter ankomsten måtte tilbringe tiden i venteværelset.  

 

Eftersom der var flere tandlæger i gang på samme tid, blev vi lukket ind og ud flere elever af gangen. Da jeg kom ind på selve klinikken så jeg, at der var adskillige mindre aflukker, hver med en tandlægestol til patienterne. De fleste af de tandlæger jeg så ved den lejlighed, var kvinder, iført hvide kitler, men jeg hørte også at der var i hvert fald et par mandlige tandlæger, der var i arbejde på klinikken. Men efter at have fået anvist plads i tandlægestolen, som jeg følte som et ’skafot’, hvor man skulle henrettes, spurgte den kvindelige tandlæge mig, hvornår jeg sidst havde været til tandlæge. Lidt forlegen måtte jeg jo svare, som sandt var, at det havde jeg endnu aldrig været.

 

Derefter måtte jeg åbne munden på vid gab, hvilket i sig selv var ubehageligt nok, for det strammede væmmeligt i mundvigene. Damen rodede i nogle minutter med mine tænder, og konstaterede, at disse behøvede en rensning og at der var et par stykker, der skulle bores i og plomberes. ”En af dine kindtænder i undermunden bliver vi nok nødt til at trække ud!” sagde damen til min undertrykte forfærdelse. ”Men det bliver ikke i dag. Du får en tid til om en uge, hvor du skal komme igen!” tilføjede hun til min umiddelbare lettelse. Derefter gjorde hun og klinikassistenten klar til tandrensnings-, bore- og plomberingsarbejdet. Under boringen føltes det, som om mit hoved blev gennemrystet, samtidig med at det isnede og gjorde lidt ondt i den tand, hun borede i. Men da det først var overstået var plomberingen ikke for noget at regne. ”Så, nu er du færdig for denne gang!” sagde damen pludselig til min enorme lettelse. Det føltes som at få sin personlige frihed og selvbestemmelsesret igen, og jeg nærmest fløj ud af klinikken og ud til mine kammerater i venteværelset, hvor vi alle skulle samles og følges ad hjem til skolen. Alle ville vide, hvad alle havde fået lavet inde hos tandlægerne, og de fleste havde fået renset og plomberet tænder, mens andre i lighed med mig skulle komme igen, enten for at få trukket en tand ud eller lavet andet tandlægearbejde.

 

I de nærmest følgende dage glemte jeg alt om tandlægebesøget og især om den forestående tandudtrækning, men efterhånden som dagen nærmede sig, blev jeg mere og mere nervøs og bange for, hvad der skulle ske. Mor havde imidlertid bestemt, at hun ville gå med mig til tandlægen, det vil sige, hun havde formået min kære mormor til at følge med, for mor kunne fortsat ikke lide at gå nogen steder alene, og da slet ikke til et sted som tandlægeklinikken. Ikke fordi hun var bange for tandlæger, for det var hun ikke, men fordi der var tale om for hende ukendte og fremmede mennesker.

 

Dagen for tandudtrækningen oprandt, og jeg havde naturligvis fået fri fra skole for at gå til tandlægen. Fulgt af mor og mormor spadserede vi over til Stevnsgades Skole og op til tandklinikken, hvor vi måtte vente nogen tid i venteværelset. Jeg var rystende bange og nervøs, og kunne hverken tænke eller samle mig, men forsøgte at lade som ingenting. Endelig langt om længe – jeg vil sige en evighed – blev jeg kaldt ind til ’skafottet’, og mor måtte gerne følge med, hvilket beroligede mig en smule. ”Først skal jeg stikke dig i kæben og sprøjte en bedøvende væske ind omkring den dårlige tand!” sagde tandlægedamen forklarende, men bestemt ikke beroligende. Selve stikket var dog ikke slemt, men følelsen af væsken, der trængte ind i tandkødet og spændte dette, var temmelig ubehageligt. Værre var det dog, efterhånden som bedøvelsen virkede og kæben efterhånden føltes dobbelt så stor som normalt.

 

Efter omkring en halv times ventetid, hvor jeg sad i tandlægestolen, mens mor sad på en stol ved siden af, kom tandlægedamen tilbage og sagde: ”Ja, så skal vi til det! Men det tager ikke særlig lang tid, så vær bare rolig!”  Derefter rakte klinikassistenten hende tangen, der skulle bruges til at trække tanden ud med, og efter nogle få øjeblikke havde hun fat med tangen om tanden og begyndte at trække i den. Herunder føltes det nærmest, som om kæben knirkede og knagede, idet den åbenbart nødigt ville give slip på et ’klenodie’, der havde siddet på sin plads i de sidste fire-fem år. Og i næste øjeblik føltes kæben som et tomt hul, der hvor tanden havde siddet, og det var ikke ligefrem behageligt, da tandlægen rensede udtrækningsstedet fri for blod ved hjælp af luftsprøjten. Dernæst fik jeg en vattampon i munden, som jeg skulle bide sammen om, for at stoppe blødningen fra tandkødet. ”Det var det!” sagde tandlægedamen muntert. ”Du skal komme til kontrol om nogle dage! Du får en tid af klinikassistenten!” ”Tak!” udbrød mor og jeg nærmest i kor, idet vi begge nok var lige lettede over, at tandudtrækningen var overstået og forløbet heldigt.

 

Mor, mormor og jeg spadserede også hjem sammen til Jægersborggade, men undervejs stoppede vi op ved en forretning, de lå på Jagtvej lige før Runddelen, for her fik jeg øje på en sparegris i brændt rødler, som jeg blev helt betaget af. ”Den kunne jeg godt tænke mig at få!” sagde jeg så godt det lod sig gøre for tamponen, som jeg endnu havde i munden. Jeg husker ikke, hvad figuren kostede, men 10-15 kr. har det nok været. ”Den får du af mig og mormor!” sagde mor og gav mormor penge til at gå ind i forretningen og købe sparegrisen for.     

 

Vel hjemme igen blev der lavet kaffe, som mormor og mor drak med stort velbehag. Da jeg stadig havde tamponen i munden, ville jeg ingenting have at drikke eller spise foreløbig, og desuden var jeg blevet så træt, at jeg gik ind på værelset og lagde mig ovenpå min seng og faldt i søvn. Forinden havde jeg dog spyttet den lettere blodige tampon ud i skraldespanden. Da jeg vågnede en times tid senere, var min kære mormor gået hjem, så jeg blev på værelset og forsøgte i stedet at koncentrere tankerne omkring de lektier, som jeg vidste vi havde for til imorgen.  

 

Forventet familieforøgelse

I løbet af efteråret 1940 kom det til at stå klart for mig, at vi skulle have familieforøgelse, for mors mave voksede og blev større og større, jo nærmere vi kom julen og nytåret. Lige siden min ældste lillebrors, Bennys, fødsel, havde mor ønsket sig at få en pige. Men hun blev skuffet, da hun den 24. marts 1937 atter fødte en dreng, vores dejlige lillebror, Bent, kaldet "Li'-Bent", en kælen forkortelse af "Lille Bent". Men han blev naturligvis både mors, fars og vi to, henholdsvis 5- og 10-årige knægtes allerkæreste kæledægge.

 

Men at mor allerede under sin graviditet nummer to, havde ønsket sig en pige, viste sig senere, da Benny var omkring et par år. Mor lod nemlig hans kønne, meget lysblonde næsten hvide hår vokse sig langt, så hun kumme lave de såkaldte slangekrøl­ler på ham. For øvrigt imod hans ivrige protester, som dog ikke hjalp det mindste over for vores viljestærke mor. Benny, som fysisk set var en ret maskulin og normal dreng, havde disse pigeagtige krøller i flere år, og han blev fotograferet med dem hos Stella Nova i Nakskov, da han var omkring 4-5 år. Men krøllerne ville mor, at han skulle beholde, også efter at vi var flyttet til København.

 

Benny selv var stadigvæk meget imod jævnligt at lade sig krølle, og følte det flovt over for sine legekammerater i gaden, som ikke selv havde sådanne unaturlige krøller, og som derfor nok også har syntes, at det var ejen­dommeligt at se en dreng med lange slangekrøller, der hang ned på hver side af hans ansigt. Også flere i familien fandt det lidt underligt, at drengen absolut skulle have disse krøller, som ganske vist ville have være nette og klædelige, hvis de bare havde siddet på hovedet af en pige. Dillen med slangekrøller, især til småpiger, var fremher­skende i 1930'-40'erne, og skyldtes formentlig påvirkningen fra den amerikanske barnefilmstjerne, Shirley Temple, hvis portræt dengang ofte kunne ses i aviser og især i ugeblade.

 

Men det var virkelig en slags befrielsens og lettelsens dag for Benny, da mor en dag gik med til at klippe alle krøllerne af ham og gøre ham korthåret. Det skete dog ikke uden et vist pres fra fars og især mormors side, som begge længe havde ønsket, at mor ville gøre alvor af det. Men nu kunne Benny endelig føle sig som den rigtige dreng, han alle dage havde været og fortsatte med at være. Mor kunne dog ikke dy sig for at putte et par af hans afklippede slangekrøller i en æske, vedlagt en seddel, som oplyste, hvem de havde tilhørt, og denne "relikvie' blev gemt omhyggeligt af vejen bagest i en af dækketøjsskabets skuffer.

 

Det var dog ikke ensbetydende med, at mor havde forladt slangekrølle-dillen, for da Bent var blevet 2-3 år, lod hun også hans hår vokse sig langt, så hun kunne lave slangekrøller på ham. Bents hår var brunrødt, og da han var en køn dreng, klædte krøllerne ham, og da de tilmed var noget læn­gere, end dem Benny havde haft, lignede han grangiveligt en lille pige i hovedet. Og så vidt jeg husker, protesterede Bent ikke, men så blot med sine store blå, troskyldige og lidt sørgmodige øjne op på de voksne, som selvfølgelig ikke kunne lade være med at synes, at han var alle tiders dejligste lille dreng.

 

Og mor, som nok ikke forstod, at hun faktisk kunne have skadet drengen psykisk og givet ham identifikationsproblemer, så med mildt smilende øjne stolt på sit lille vidunder og syntes helt åbenlyst, at hendes store indsats for at lave de perfekte slangekrøller, kronede værket. Dette blev yderligere forstærket af, at da Bent blev fotograferet hos Stella Nova, fandt man portrættet af ham så nuttet og kært, at fotografen forstørrede et af billederne og lod det udstille i forretningens store vindue ud mod gaden.

 

Men også Bent viste sig senere at være en rigtig dreng, til trods for pigekrøllerne, som så lidt besynderlige ud til det typiske drengetøj, han ellers altid gik i. Men det anfægtede øjensynlig ikke mor, som vedblev med at krølle Bents hår til han var omkring 6 år. Da hun endelig langt om længe lod sig presse til at klippe krøllerne af ham, gemte hun også et par af hans krøller i en "relikvieæske' bagest i dækketøjsskuf­fen. For mor var det et forsøg på at fastholde kære minder om en tid, der uigenkalde­ligt var og blev forbi.

 

Der var henholdsvis fem og otte års forskel mellem mine to brødre og mig, og det var nok en væsentlig årsag til, at vi aldrig rigtigt blev hinandens legekammerater. Jeg var og blev storebror, som tilmed gik sine egne veje, og oven i købet veje, som ikke var helt sædvanlige for drenge i min alder.

 

Men i vinteren 1940/41 nærmede tidspunktet sig som nævnt for mors nedkomst. Julen og nytåret blev dog fejret, som sædvan­lig sammen med morfar, mormor og Dennis, og vi kom ind i det nye år, uden at det ventede barn var endnu kommet til verden.

 

Tegnefilm og besættelsestid

Også dette år var et af højdepunkterne for mit vedkommende Walt Disneys Jule Show i Metropol, ikke mindst, fordi der også denne gang blev vist tegnefilm, jeg ikke tidligere havde haft lejlighed til at se. Det cirka en time lange program bestod som sædvanligt af seks korte tegnefilm, nemlig følgende: Donald’s Penguin (1939; ”Anders Ands Pingvin), Goofy and Wilbur (1939; ”Fedtmules fisketur”), The Pointer (1939; ”Mickey på jagt”), Donald’s Cousin Gus (1939; ”Fætter Guf”), Beach Picnic (1939; ”Badeliv med Pluto”), og The Autograph Hound (1939; ”Autografjægeren”).

 

Det var som sædvanligt et højst morsom og underholdende række korte Disney-tegnefilm, der blev vist i Jule Showet 1940, og som i dag er klassikere. Personlig blev jeg dog især betaget af ”Fedtmules fisketur”, som for øvrigt var den første film i en serie, hvori Fedtmules spiller hovedrollen. Men Fedtmules samspil med græshoppen Wilbur, som han bruger som madding, var rørende og eminent skildret. En anden af programmets film, der gjorde særligt indtryk på mig dengang, var ”Fætter Guf”, om gasen Guf, der kommer på besøg hos sin fætter Anders And, og er så forslugen, at han bogstavelig talt er ved at æde sin vært ud af huset. Men de mange opfindsomme måder, som fætter Gufs umættelige appetit er skildret på, er simpelthen noget, der for altid har fæstnet sig i min hukommelse. 

 

Men ellers tegnede situationen i det besatte Danmark sig hen mod året 1940’s slutning ikke lys og lovende, tværtimod. Dels var det meget streng vinter med kulde helt ned til minus 20-25 grader, og dels var der i stigende omfang rationering af dagligvarer og forbrugsvarer i det hele taget, og endelig var der påbudt mørkelægning overalt, hvor lys kunne røbe for ’fjenden’, dvs. englænderne, at her lå der en storby.

 

Hvad angår daglige forbrugsvarer, så blev et meget brugt produkt som margarine rationeret fra 15. april 1940 og det forsvandt helt fra forretningernes hylder hen mod slutningen af året. Det var alvorligt for de fleste almindelige husstande, idet margarine var et af de mest anvendte produkter i dansk husholdning. Margarine blev brugt til alle formål: madlavning, bagning og som underlag på smørrebrød. For min familie betød det, at man indtil videre måtte bruge det fra 8. november ligeledes rationerede og samtidig dyrere smør i større omfang, end man hidtil havde gjort.

 

Hvad mørkelægningen angår, så betød det blandt meget andet, at alle vinduer i private hjem måtte dækkes af sorte rullegardiner, når man efter mørkets frembrud ville tænde lys i hjemmet. Gadebelysningen blev dæmpet og kun et mindre antal af gadelygterne tændt efter mørkets frembrud. Desuden blev det påbudt fodgængere, at bære hvidt armbind i mørklægningstiden. Ligesom den nederste del af bilernes skærme blev malet hvide, alt sammen med det ideelle formål at ville sikre trafiksikkerheden, som dog under alle omstændigheder blev mindre. Der skete da også en lang række trafikuheld i den følgende tid. Det hjalp dog noget på situationen, efter at al personbilkørsel ophørte allerede den 1. maj 1940, et forbud, der også gjaldt omnibus-linjerne på Strøget i København.

 

Forbudet mod privat bilkørsel skete primært for at spare på benzin og olie, som jo måtte importeres fra udlandet. Men som altid i krisesituationer var der folk med opfindertalent, og som også var opfindsomme i den aktuelle situation, idet man i stedet for at parkere bilen i garage monterede vognstænger foran på køretøjet, som derefter blev trukket af en eller eventuelt flere heste. Det betød også, at hestedrosker igen kom på gaden i større antal end i de foregående år.

 

Men i det hele taget betød den tyske besættelse af Danmark, at størstedelen af danskerne rykkede tættere sammen. Det gav sig blandt andet udtryk i den såkaldte alsangsbevægelse, som begyndte i Aalborg, men snart efter bredte sig til landet andre storbyer, herunder København, hvor der afholdtes alsangsstævner i Fælledparken med op til 100-150.000 deltagere ad gangen. Markeringen af det nationale sammenhold viste sig også i forbindelse med kong Christian X, 70 års fødseldag 23. september 1940. I den anledning var byen blevet overdådigt udsmykket med blomster og flag, alt sammen betalt gennem anonyme bidrag. På sin sædvanlige morgenridetur gennem byen blev majestæten hyldet af store folkemængder, som stod i tætte stimer ved fortovene. Det samme var også tilfældet om eftermiddagen, hvor kongen og dronningen kørte gennem byen i åben karet.

 

I anledning af den uhyre populære kong Christian X’ 70 årsdag var der blevet fremstillet et særligt emblem til at sætte i knaphullet eller til blot at erhverve sig som et samlerobjekt. Emblemet i sølv med Dannebrog og kongens initialer kostede så vidt jeg husker 5 kroner, hvilket blev regnet for penge dengang, særlig i mindrebemidlede arbejderfamilier. Men mor gav mig pengene til at købe emblemet for, men jeg nøjedes dog med at lægge det i en kommmodeskuffe. Salget af kongeemblemet var et led i den store nationalindsamling, som var sat i gang somgave til kongen, og der blev indsamlet i alt nær ved 6 millioner kroner, som kongen lod indgå i Kong Christian den 10’endes Fond til humane og videnskabelige formål..

 

Få dage senere, den 27. september 1940, blev der overalt i Danmark opslået en plakat, hvori kongen gentog opfordringen fra 9. april til befolkningen, om at vise fuldt ud korrekt optræden og værdig holdning i forholdet til besættelsesmagten. Baggrunden for den gentagne opfordring var det anspændte forhold til tyskerne, som havde medført forskellige situationer, hvorunder især yngre danskere søgte at udæske og provokere tyske soldater og politifolk. De danske politifolk havde i øvrigt fra den 12. april fået et hjælpepoliti til at deltage i patruljetjenesten, og det var blev derfor snart et almindeligt syn at se en lidt ældre gadebetjent fulgt af en yngre i Civil-betjent-uniform. Det varede da heller ikke længen, før folkeviddet døbte civilbetjentene ”Føllene”.

 

Desværre erindrer jeg ikke juleaften 1940, men mener dog at den blev fejret hos os sammen med morfar, mormor og Dennis. Julehyggen var der sikkert ikke noget i vejen med, for inden døre kunne man for en stund lade som om verden derude ikke fandtes. Men mine forældres økonomi var som altid anstrengt, og for at supplere husholdningspengene fremstillede far, mor og jeg nogle små kulørte papirsfugle med vinger og haler formet i crepepapir, som der blev drysset glimmer på, så de skinnede og changerede i lyset fra det tændte træ, hvor lysene udelukkende bestod ag stearinlys.

 

De smukke småfugle blev derefter forsigtigt lagt ned i en spånkurv, en til far og en til mig, og derpå vovede vi os omkring i Jægersborggade og nærmste omliggende gader, hvor vi gik ind i opgangene og ringede på folks døre, for at høre, om man kunne tænke sig at købe en eller flere af papirsfuglene. De fleste steder var folk venlige og købte et enkelt eller et par eksemplarer, som vi så vidt jeg husker tog 5 kroner for. Men nogle steder blev folk sure og smækkede døren i for næsen af os, og det bevirkede, at jeg ikke længere havde lyst til at være dørsælger. Far fortsatte dog indtil de fleste af fuglene var blevet afsat og der var blevet tjent omkring 150 kr, som jo var mange penge dengang. Heraf gik de 25-30 kr. dog til de materialer, der var indkøbt til formålet. 

 

Nytårsaften 1940/41 var usædvanlig ved sin stilhed, idet der var udstedt forbud mod afbrænding af fyrværkeri, og forbudet blev stort set overholdt.

 

Familieforøgelse 1941

Da vi havde passeret årsskiftet 1940/41 nærmede tidspunktet sig som nævnt for mors nedkomst. Julen og nytåret blev dog fejret, som nævnt og som sædvan­lig sammen med morfar, mormor og Dennis, og vi kom ind i det nye år, uden at det ventede barn var kommet til verden. Men på mors 33 års fødselsdag, den 18.januar 1941 om formiddagen, oprandt tidspunktet for fødselen. Det var så heldigt, at jeg var hjemme, fordi skolen midlertidigt var lukket som følge af den strenge vinterkulde. Der var helt ned til minus 24 grader, og det var brændsels­ratio­neringen, der var skyld i, at det ikke var muligt for skolerne at varme klasse­værel­serne tilstrække­ligt op til, at det blev anset for for­svarligt at lade eleverne opholde sig der og sidde stille ved skolebænkene i cirka en time ad gangen.

 

Benny var jo endnu ikke fyldt syv år, det gjorde han først den 19. marts dette år, så både han og 4-årige Bent var den dag sammen med nogle af deres legekammerater gået over i Nørrebro­parken eller et andet sted, for at lege i sneen. Selv opholdt jeg mig inde på værelset, hvor jeg sad og tegnede et eller andet og dagdrømte som sædvanligt.

 

Men det var tydeligt for mig, at der var noget galt fat med mor den formiddag, for hun vred og vendte sig af smerte og gik op og ned ad gulvet, for at kunne holde det ud. Men hun sagde ikke en lyd, hvilket i øvrigt var typisk for hende, for hun lod sig aldrig mærke med, at hun havde snerter. Da hun åbenbart var blevet klar over, at tiden var inde, bad hun mig om skyndsomst at gå ind til mine morforældre i Baggesensgade, for at bede mormor om straks at komme ud til Jægersborggade, sådan som de to allerede for længe siden havde aftalt. Fødslen skulle nemlig foregå i hjemmet, og meningen var derfor, at jeg skulle blive inde hos morfar, sagde mor, indtil mormor kom hjem igen.

 

Mens jeg ilede af sted gennem den store hovedallé på Assi­stens Kirkegård, tænkte jeg: ”Bare mormor nu er hjemme, når jeg kommer derind, for hvad skulle mor ellers gøre!?” Turen gik videre om ad Tjørnegade, Prins Jørgens Gade og Slotsgade til Baggesensgade nr. 24. Her stod morfar, iklædt Astrakanhue og tyk vinterfrakke, foran ejendommens opgang og kiggede på gadeli­vet og trafik­ken, som var stærkt hæmmet af al den megen sne, der lå skovlet op og fyldte det halve af for­tovet. "Dav, morfar!" sagde jeg, "mor har sendt mig ind, for at hente mormo­r! Er mormor hjem­me?". "Ja," svarede han, "hun er deroppe, men Dennis er ikke hjemme!". Forpustet skyndte jeg mig op ad alle trapperne til fjerde sal og fik sat mormor ind i situa­tionen, og hun tog straks overtøj på, greb sin håndtaske og ilede ned ad trapper­ne, med mig lige i hælene.

 

Da vi kom ned på gaden, talte hun ganske kort med morfar, som stadig stod foran opgangen og betragtede gadens folkeliv, og derefter fortsatte hun småløbende henad gaden i retningen mod Assistens Kirkegård. Jeg blev stående ved siden af morfar, som imidlertid forholdt sig fuldstændig tavs, mens vi stod der. Kulden sneg sig ind på mig og jeg frøs som en lille hund, dels fordi jeg ikke havde sko på, der var varme nok, og dels fordi jeg i farten havde glemt at få halstørklæde og vanter på.

 

Da morfar åbenbart blev klar over, at jeg stod og frøs, sagde han: "Mon ikke vi to skulle gå op og se at få lidt varme, Ry!" Morfar kaldte mig altid for "Ry" som en forkortelse for "Harry", og denne til- og omtale gjorde mig så beæret og stolt, at jeg flere år senere, da jeg for alvor var begyndt at tegne, brugte signaturen "- Ry" på en del af mine teg­ninger.

 

Det blev en lang ventetid, timerne sneglede sig af sted, men morfar og jeg var altid gode til at snakke med hinanden om alt mellem himmel og jord. På den måde lærte jeg ham og hans anskuelser og opfattelse af verden ganske godt at kende, og det bragte os forholdsvis nær til hinanden, ligesom det er bag­grunden for, at jeg har kunnet fortælle så forholdsvis om­fattende og detaljeret om ham og hans liv. På den tid havde jeg ikke den fjerneste anelse om, at han ikke var min biologiske morfar, og da jeg senere som voksen fik det at vide, overraskede det mig nok, men gjorde ingen forskel i min opfattelse og kærlighed til ham. Han var og forblev min ’rigtige’ morfar.

 

Endelig en datter!

Endelig langt om længe og hen på eftermiddagen, kom mormor tilbage, og det første hun sagde, var: "Tillykke! Du har fået en lillesøster!" - Nå, tænkte jeg, det var da godt, at fødslen var gået godt og at det var blevet en pige, sådan som mor i så mange år havde ønsket sig. Jeg var spændt på, hvad det var for en størrelse, der nu var kommet til verden og havde krav på en del af pladsen i vores relativt trange lejlighed. "Skynd dig nu hjem, for din mor vil gerne ha' at du ser lidt efter Benny og Bent, indtil jeres far kommer hjem!", sagde mormor og tillag­de: "Jeg kommer ud til jer i morgen tidlig!".

 

Mørket var ved at falde på, men jeg kendte jo vejen hjem som min egen bukselomme, så det varede ikke mange minutter, før jeg var på vej op ad kirkegårdens hovedallé mod udgangen lige over for Jægersborggade. Da jeg godt forpustet nåede hjem og kom ind i soveværelset, for at se mor og barn, så jeg til min forun­dring en lille rødmosset, buttet baby med tydelige røde dun på hovedet, ligge i sengen hos mor. Jordemoderen, der havde forestået fødslen, og som mormor havde tilkaldt per telefon - der stod en telefonboks på den modsatte side af gaden, omtrent lige over for nr. 27 - var gået allerede mens mormor havde været der, men hele lejligheden duftede endnu så underligt af de medikamen­ter, der var blevet brugt i forbindelse med føds­len. Og mor var naturligvis træt og så en kende blegnæbbet ud ovenpå stra­badserne, men det var tydeligt, at hun var lykkelig for sin lille nyfødte pige. Et årelangt ønske var jo endelig gået i opfyldelse.

 

Kort efter, at jeg var kommet hjem, hørte jeg Benny og Bent komme buldrende op ad hovedtrappen og ringe på. De fortalte, at de havde været hjemme et par gange tidligere på dagen, og at mormor havde smurt et par klemmer til dem hver, hvorefter de var blevet sendt ned at lege igen, med besked på, først at komme hjem, når det hele var over­stået. Nu kom de trætte og sultne ind ad døren og gjorde store øjne over at se deres lillesøster ligge og patte hos mor. Men da den første nys­gerrighed var stillet, gik de ud i køkkenet, hvor jeg smurte et par håndmadder til dem, og her sad de og snakkede stille med hinanden, mens de slugte maden.

 

Ikke længe efter kom far hjem fra arbejde, intetanende om hvad der var sket i løbet af dagen, og efter at have stillet sin cykel ind i cykelskuret i gården, kom han som sædvanligt op ad køkkentrappen. Men da Benny og Bent hørte ham komme, kunne de ikke dy sig for at løbe ham imøde ned ad trappen, idet de råbte i munden på hinanden: "Vi har fået en lillesøster! Vi har fået en lillesøster!". Og far, der endnu var sort i ansigtet og på hænderne af kulstøv fra dagens arbejde som kullemper i havnen, skyndte sig op og ind til mor i soveværelset, for at se det lille mirakel, som han jo på forhånd vidste ville betyde endnu en mund at mætte og én ekstra at forsørge.

 

Men glad blev han nu trods alt alligevel, og da han var blevet vasket og havde skiftet tøj, kunne han tage sin lille pige på armen og rigtig se hende an. Det var tydeligt at se, at han var stolt af hende, som han var af os tre drenge, men Bent forblev dog alle dage hans egentlige øjesten. Far var aller­mest glad for børn, når de var små og havde brug for voksenom­sorg, hvorimod han fik stigende problemer med dem, især sine egne børn, efterhånden som de blev større og blev mere og mere selvstændige og uafhængige. Særlig vores respektive pubertets­alder havde han svært ved at forlige sig med, og vi havde hver især mange kontroverser og sammenstød med ham i de år. Men denne situation ændrede sig heldigvis med årene, da vi blev voksne og selv bedre kunne forstå, hvad der lå bag hans modvil­je og aggressive udfald imod os hver især. I bund og grund var han glad for og stolt af alle sine fire børn, drenge som pige, men tilværelsen som fattig, ufaglært forsørger var ikke nem på den tid. 

 

Men den nyfødte betød jo en mærkbar omvæltning i vores lille familie, for selv om vi hver især var glade for hende, var det dog irriterende for os med hendes skrigeri, især om natten, og det evindelige suttekogeri og blevask, som bevirke­de, at der næsten altid var fugtigt af damp i køkkenet og en lugt af kogte bleer. Det skal dog siges til fars ros, at han aldrig var bleg for at give et nap med i det daglige huslige arbejde. I de første fjorten dages tid vaskede han bleer og lavede mad til os, når han kom hjem efter arbejdstid, og man hørte ham aldrig klage over det, selvom han må have været træt efter en lang arbejds­dag.

 

Den 18. januar, mors og den lille nyfødtes fælles fødsels­dag, var ellers en ret så drastisk dato under besættelsen, for den dag vedtog Folketinget en lov om midlertidigt tillæg til den borgerlige straffelov. Med dette lovtillæg indførtes der strenge straffe helt op til fængsel på livstid for forhold, der var rettet mod de tyske militære styrker i landet, og for handlinger, der kunne skade Danmarks interesser i forhold til udlandet. Med det førstnævnte tænkte man naturligvis først og fremmest på illegalt modstandsarbejde og sabotageaktioner, og med det sidstnævnte formentlig på Naziregimet i Tyskland, som samarbejds-regeringen meget nødig ville udæske.

 

Vores lille nyfødte blev døbt i Anna Kirken omme i Bjelkes Allé og kom til at hedde Lizzie Ragnhild Rasmussen. Mellemnavnet fik hun efter sin gudmor, som var moster Gudrun. Til stede var den allernærmeste af mors familie, hvilket foruden Gudrun og hendes daværende kæreste Volmer, vil sige mormor, morfar, Dennis og os tre drenge. Et lille sluttet, men hyggeligt selskab. 

 

Så vidt jeg husker boede moster Gudrun dengang i 1941 sammen med Volmer, som dog altid kun blev kaldt Bubbi. Hans efternavn husker jeg desværre ikke, men han var en behagelig og lun fyr med en iøjnefaldende skæv næse, men meget lidt talende, og han diskuterede aldrig politik. Det skyldtes måske især, at han var kommunist og medlem af modstandsbevægelsen, hvad ingen af os vidste noget om på det tidspunkt. Han var uddannet dekupør, det vil sige tilskærer af lædervarearbejder, så som punge, tegnebøger og meget andet og mere. Så vidt jeg har forstået, var han værkfører på den fabrik eller det værksted i Gothersgade, hvor han arbejdede til daglig. Nogle få år senere udvirkede han, at min fætter Dennis kunne komme i lære som dekupør samme sted.  

 

En af de ting, jeg især husker om Bubbi var, da han og Gudrun var på besøg hos os, og far og han fik et par øl, at han, som sad ved siden af Gudrun, på et tidspunkt satte en ølkapsel foran hvert øje. Da han prikkede til Gudrun og hun drejde ansigtet, for at se på ham, fik hun et sådant chok, at hun besvimede på stedet og ville være faldet ned af stolen, hvis ikke Bubbi havde forhindret det.. Hun kom dog hurtigt til sig selv igen, godt hjulpet af Bubbi, som straks havde grebet fat i hende og rettet hende op. Gudrun fortalte da, at hun troede, at der var sket noget forfærdeligt med Bubbis øjne, og hun blev meget indigneret over, hvad kun kaldte for en grov spøg.

 

Vi andre havde syntes, at Bubbis påhit med ølkapslerne bare var sjovt, så vi mente, at Gudrun tog for stærkt på vej, da hun bebrejdede Bubbi for at være tankeløs. Det blev hun meget fornærmet over, men faldt dog snart ned igen og genoptog den i øvrigt hyggelige kaffekomsammen. Kaffe er dog så meget sagt, for den bestod mest af erstatningskaffe, men det havde inkarnerede kaffedrikkere som min mor og Gudrun og andre efterhånden vænnet sig til  Hos os var kaffen altid blevet iblandet den såkaldte kaffetilsætning, som enten var Richs eller Danmarks, sådan som jeg tidligere har fortalt om. Tilsætningen skyldtes dels, at kaffebønner altid havde været relativt dyre at købe, dels at ren kaffe virkede på maven, og dels, at kaffe nu var stærkt rationeret. Senere under besættelsen var der slet ikke kaffe at købe i danske butikker.   

 

I øvrigt må jeg beklage, at det ikke har været muligt at bringe fotos fra min kære søsters første spæde alder, idet de fotos, som blev optaget, senere er tilfaldet hende selv efter mors død. Efter Lizzies død beror disse fotos derfor hos hendes søn, Jimmy, i Amerika, og han har ikke haft tid eller lyst til at gennemgå sin mors efterladte effekter, heller ikke selv om jeg har anmodet ham om det flere gange. Formentlig har han ikke rigtig forstået, hvad det er jeg er i gang med i forbindelse med min selvbiografi. Den er jo samtidig en familiekrønike.

 

Biograferne som tilflugtssted

Selv om det kunne være koldt at gå i biografen på denne tid af året, afholdt det dog ikke det trofaste, lidt mere modne publikum fra den i reglen ugentlige biograftur. Man klædte sig simpelthen på efter forholdene og sad og krøb sammen og skuttede sig i mørket, hvis man småfrøs, hvad i reglen var tilfældet. Unge mennesker gik oftere i biografen, som var en del af tidens mere folkelige fornøjelser. Biografrepertoiret var nu i højere grad præget af, at engelske film var blevet forbudt og at amerikanske repriser efterhånden faldt for gencensureringen. Onsdag den 29. januar 1941 var der kun i alt 9 amerikanske film i 32 af de køben­havnske biografer, som annoncerede, og alle filmene var repriser. En af de mest populære amerikanske film på det tidspunkt, var "Klokkeren fra Notre Dame" fra 1939 med Charles Laughton (1899-1962) i den altoverskyggen­de og uforglemmelige hovedrolle. Den gik på 4. uge i Metropol.

 

 

Udsnit af en del af de biografannoncer, som man kunne se i middagsavisen B.T. for onsdag den 29. januar 1943. Denne måde at annoncere på og det design  eller den typografi, der blev benyttet, var så karakteristisk, at man uden mindste besvær stort set hurtigt kunne finde frem til den biograf og dsen film, man gerne ville se.

 

Grøndals Teatret havde Frank Capras "Tabte Horisonter" (1937) med Ronald Colman (1891-1958) på programmet. Merry spillede "Gunga Din" (1939) med Cary Grant, Victor McLaglen (1886-1959) og Douglas Fairbanks jr. (1909-2000), Odeon havde "Under Brooklyn Broen" (193?; original titel ”Vinterset”) på plakaten. Palladium viste "Blondie i knibe" (193?), en film, der var baseret på den berømte tegneserie Blondie af tegneren Chic Young (1901-1973)  fra 1930. Platan  viste Cecil ih du Mille's "En Nations Helte" (1937) med Gary Cooper og Jean Arthur (1900-1991), og Rialto diverterede med samme instruktørs "Kors­ridderne" (1935).

     Windsor bød på det amerikanske lystspil "Maisie ta'r affære" (1939) med Ann Sothern i hoved­rollen, medens World Cinema viste "Balalaika" (1939) med den populære sanger Nelson Eddy, der dengang var noget nær et syngende idol for sentimentale sjæle.

     Samme dato, altså 29. januar 1941, var der kun ialt 4 franske film i københavnske biografer, og det var repriser som "Angst" (ca.1934) med Gaby Morlay (1893-1964) og Charles Vanel (1892-1989), som gik i Dagmar, "Postbudet ringer altid to Gange" (1939) med bl.a. Michel Simon, der vistes i Grand, og endelig "Natherberget" (1936) med Jean Gabin, som stod på plakaten hos Palæ Bio, medens Scala Bio på 3. uge viste "De glædesløses Gade" (19??), en fransk film "om gadens løse fugle og deres udnyttere!", som der stod i annoncen for filmen, men ikke et ord om de medvirkende. .

 

Af svenske film var der 4 film denne dato, nemlig "Lillebror og jeg" i Amager Bio, "Glade Gutter i Trøjen" (1940) i Carlton, "Landevejs-Kroen" (1939) på 51.uge i Nørreport Bio, og endelig "Et Døgn uden Løgn" (1939) med Sickan Carlsson (1915) og Åke Söder­blom (1910-1965) i Ry-Kino. Der var en enkelt finsk film på repertoiret i københavnske biografer denne dag, nemlig "Pigen Silja" (1937) i Bispebjerg Bio. I annoncen blev filmen betegnet som "Den finske "Ekstase"”. Det var Park Teatret, der forlystede sit publikum med den tjekkiske film "Ekstase" (1933), som blev berømt, fordi dens kvindelige hovedrolleindehaver, Hedna Kieslerova alias Hedy Kiesler alias Hedy Lamarr (1914-2000), i nogle af filmens scener viste sig nøgen i vandet, men i virke­ligheden yderst diskret, således at man mere anede end egentlig så den nøgne kvinde. Men begge film var naturligvis forbudt for børn, og det havde vel været lige før, at den også ville være blevet det for voksne, for nøgenhed blev af moralens officielle vogtere, herunder filmcensuren, betragtet som lig med umoralsk­hed. Men det lokkede naturligvis "husarerne", dvs. fortrinsvis det yngre mandlige publikum, i biografen.

 

Der var 3 - siger og skriver tre - nyere danske film i københavnske biografer den nævnte dag: "Vagabonden" (1940) med Carl Alstrup, som til gengæld gik i Gentofte Kino, Vanløse Bio og Valby Teatret. "Sørensen og Rasmussen" på 18. uge i Kino-Palæet, og "Jeg har elsket og levet" (1940) på 7. uge i Palads. Men nu kommer vi til det afgørende, nemlig hvad der var af tyske film i københavnske biografer i slutningen af januar 1941. Der var ialt 8 tyske film, hvoraf en enkelt dog blev spillet i to biografer samtidig. Dette tal viser en markant fremgang for tysk film siden begyndelsen af besættelsen den 9. april 1940. Allé Teatret viste "Mit navn er Sebastian Ott" (1939) med Willy Forst (1914-2000), Bella Bio og Roxy havde "Postmesteren" (1940) med Heinrich George (1893-1946) og Hilde Krahl (1917-1999) på plakaten, Bellevue viste "Episode" (1935) med Paula Wessely, Bristol kørte "Skan­dale-journalisten" (1940?) med Otto Kruger (1885-1974), Enghave Bio viste "De 3 Codonas" (1940), Lyngbyvejens Kino lokkede med den amerikansk klingende titel "Kvinder til Golden Hill" (1938; original titel ”Frauen für Golden Hill” med ordene ”12 kvinder til 13 Mænd”), med norskfødte Kirsten Heiberg (1907-1976) og tyske Victor Staal (1909-1982), Nørrebros Bio spillede "Hvide slaver fra Valencia" (1933), og Triangel bød på "Din for livet" (1940) med den populære Paula Wessely i hovedrollen. Fredag den 31. januar 1941 havde en ny dansk film premiere i Palladium, nemlig selskabets egen "En Forbryder", instruk­tion af Arne Weel og med flere populære danske skuespillere i hovedrollerne: Ellen Margrethe Stein (1893-1979), Beatrice Bonnesen (1906-1979), Pouel Kern (1908-1993), Lise Thomsen (1914-2003), Gunnar Lauring (1905-1968), Carl Alstrup, Gerda Madsen (1902-1986) og Helge Kjærulff-Schmidt. 

 

Dengang i 1940’erne fandtes der den kommunistisk orienterede avis Arbejderbladet, hvori forfatteren Hans Kirk gav sit besyv med. Men i denne forbindelse er det interessant at konstatere, at avisen, som den 14. februar 1941 kun havde 4 sider, formåede at have en halv spalte med annoncer for forlystelser i København. Heraf var der dog kun 2 biografannoncer, nemlig en for Bristol Teatret og en for Triangel Teatret. Bristol annoncerede med den senere så berygtede nazipropagandafilm Jøden Süss (1940) med Werner Krauss og Heinrich George i hovedrollerne. Filmen, som naturligvis var Forbudt for Børn, spilledes kl. 2, 3,50, 5,40, 7,30 og 9,20. I annoncen stod ” OBS! OBS! Paa Grund af den store Tilstrømning – benyt Eftermiddagsforestillingerne.”  Triangel reklamerede med ASA-filmen Niels Pind og hans Dreng (1941) efter forfatteren Johan Skjoldborgs roman ”Ideale Magter”. I hovedroller medvirkede Gerda Madsen og Gunnar Lauring.

 

I løbet af 1941 havde i alt 16 nye danske spillefilm premiere. Den 31. januar 1941 kunne Palladium vise sin egenproduktion En forbryder, som havde drejebog af Svend Rindom (1884-1960) efter et skuespil af Sven Lange (1868-1930). For instruktionen stod Arne Weel, og i hovedrollerne sås Ellen Margrethe Stein, Beatrice Bonnesen, Pouel Kern, Lise Thomsen, Gunnar Lauring, Carl Alstrup, Gerda Madsen og Helge Kjærulff-Schmidt. Filmen er en krimi om mordet på en ågerkarl.

 

Den 3. februar 1941 havde Aladdin, Carlton, Colosseum, Dagmar og Triangel premiere på ASA-filmen Niels Pind og hans dreng. Den 10. marts kunne ASA holde premiere i de samme ovenfor nævnte biografer på ASA-lystspillet Tror du, jeg er født i gaar. Det var en ASA Film med manuskript og instruktion af makkerparret Alice O’Fredericks og Lau Jun., og med Max Hansen, Maria Garland, Bodil Steen, Tove Arni, Knud Heglund, Eigil Reimers, Victor Montell, Berthe Quistgaard, Matjilde Nielsen og Petrine Sonne. Filmen handlede om, at den dummeste skulle være universalarving. Titlen var en almindelig talemåde, når man ville markere, om nogen troede, at man var dum. 

 

Nordisk Film kunne den 23. marts holde premiere i Kino-Palæet på det folkelige skuespil En Mand af Betydning, produceret af Nordisk Film og instrueret af Emanuel Gregers og med Osvald Helmuth, Sigrid Horne-Rasmussen, Inger Stender, Poul Reichhardt og Helge Kjærulff-Schmidt i hovedrollerne.

 

Ingen af de ovennævnte danske film så jeg dog på det tidspunkt. Det var derimod tilfældet med de følgende fem film, hvoraf den første var en Palladium-produktion med titlen Tak fordi du kom, Nick, og som havde premiere i Palladium den 7. april. Filmen var især markant derved, at den havde drejebog af forfatteren og dramatikeren Kjeld Abell (1901-1961), som på det tidspunkt kun havde skrevet drejebog til en enkelt film, nemlig Millionærdrengen (1936). Abell var og blev især kendt for sine antinaturalistiske teaterstykker, hvoraf det første hed Melodien, der blev væk (1935), og som handler om ”Hr. Larsen”s oprør mod borgerlig sløvhed og konvention. Efter Besættelsen skrev Abell en række skuespil, der blev opført på Det kgl. Teater og som havde tre markante skuespillere i hovedrollerne, nemlig Bodil Kjer, Ebbe Rode og Mogens Wieth. Filmen Tak fordi du kom, Nick er en alvorlig komedie om to vidt forskellige slags arbejdsløse, der finder sammen for en tid. Den var instrueret af Svend Methling og havde Karin Nellemose (1905-1993), Sigfred Johansen og Gunnar Lauring i hovedrollerne. Filmen fik så vidt jeg husker gode anmeldelser, men den var for det mere kræsne publikum og blev derfor ingen kassesucces. Flere danske spillefilm fra 1941 vil blive nævnt og omtalt senere.

 

Også storhedstid for teatre og varietéer

Besættelsestiden viste sig også at være fremmende for teaterdrift, idet publikum strømmede til som aldrig før. I slutningen af januar 1942 spillede Det Kgl. Teater kl. 20-23,30 Mozarts ”Trylleføjten”. Det Ny Teater spillede kl. 20-22,45 operetten ”Jomfruburet” med Aksel Schiøtz i rollen som komponisten Schubert. Folketeatret opførte kl. 20-22,40 skuespillet ”Manden, der kom til Middag” med Johannes Meyer i titelrollen, assisteret af skuespillerne Berthe Quistgaard, Eigil Reimers, Beatrice Bonnesen, Angelo Bruun, Maria Garland, Knud Heglund og Lis Smed.

     Apolloteatret opførte ”Teatrets hidtil største Sukces” ”Sommerrevyen 1960” med tekster af Børge Müller og musik af Aage Stentoft. De medvirkende var Ludvig Brandstrup, Chr. Arhoff, Gerda og Ulrik Neumann, Erika Voigt, Asta Hansen og Sigfred Johansen.

     ArneWeel Teatret i Riddersalen opførte for 243. gang ”Dyveke” med Liva Weel som det store trækplaster. Betty Nansen Teatret spillede ”Dronning Margareta” for sidste gang 29. januar og annoncerede med ”Den store Mand Privat”, som afløser allerede fra dagen efter.

     Frederiksberg Teater kunne byde på ”Hendes gamle Naade” med Eyvind Johan-Svendsen og Karen Poulsen i hovedrollerne. Det Ny Nørrebros Teater – ”Byens billigste Teater” – opførte for 142. og sidste gang ”den vældige Latter-Sukces”: ”Mig og min Pige” med det utroligt populære operettepar Hans Kurt og Else Marie i hovedrollerne. Samtidig annonceredes med opførelsen af opretten ”Czardasfyrstinden”, som ville få premiere lørdag den 1. februar, ligeledes med Hans Kurt og Else Marie som det store trækplaster. Billetpriserne var fra kr. 1.15-3,85.

 

De københavnske varietéer og restauranter kunne også byde på underholdning, men af den mere folkelige slags. CZARDAS i Jernbanegade bød på ”Max Skalka med sine Zigeunere. Gnistrende Zigeunermusik og et fremragende Køkken skaber tilsammen den Stemning, der er CZARDAS’ Særpræg.” – Lorry annoncerede med ”Alle maa høre Karin Juel synge ”Kärleksbrevet” og ”Lyckan” og se Niels Bjørn Balletten. Fri Entré.” - Montmartre bød på ”For fuldt Drøn Vinter-Kabaretten 1941. Show i 31 Afdelinger”, men med navne, som i dag ikke er særlig kendte. Hos Guttermann i restaurant München i Dahlerupsgade 5 havde man Harlem Kiddies med Raquel Rastenni – ”Byens eneste originale Rumba-Orkester” – på programmet.

 

Forlystelsesetablishementet National Scala på Vesterbrogde lige over for Tivoli annoncerede med Kunstnerforum kl. 15,30 og Karin Juel i Scala-Salen kl. 22. – Poppedrengen på Østergade kunne byde på ”Sommer i Tyrol” med Sophie Finn Hoffmann og Claus Broberg. Fri Entré. – Ritz Varieté Vesterport lokkede med ”Lækkerbisken” med Carl Fischer og Holger Hansen og Gaubier’s Solist ensemble og Tom Andys Show-Band. – Zigeunerhallen på Jagtvej på Nørrebro havde også fri entré og kunne ovenikøbet byde på ”Det syngende X, Osvald Helmuth og violinvituosen Wandy Tworek. – Hollænderbyen, som også havde fri entré, diverterede med ”Liegstouw-Avten” med kapelmester Kai Julian med hans berømte Landsbyspillemænd, ”foruden det store internationale Sensationsprogram.” - Sluttelig kunne Valencia mod en entré på 1 krone byde på Artistprogram og Dans.

 

 

Herover ses igen et lille udsnit af B.T.s forlystelsesannoncer den 29. januar 1941. Opmærksomheden skal særleig henledes på de to annoncer til venstre for henholdsvis ”Store Lækkerbisken” og Zigeunerhallen”. I den førstnævnte annonce ser man skuespilleren Carls Fischers dengang velkendte ansigt, og i anonncen derunder ses en karikatur af den dengang ligeledes velkendte skuespiller og visesanger Osvald Helmuth.

 

Der var altså nok af forlystelser for den pengestærke del af det københavnske publikum, til at kunne fornøje og adsprede sig under kulden og den tyske besættelse, som for sdstnævntes vedkommende i januar 1941 havde varet knapt 10 måneder. Ingen vidste eller anede dengang, hvor længe Danmark skulle være besat og reelt styret af de tyske nazister. Den danske regering var en marionetregering og Landstinget og Rigsdagen (fra 1953 under ét kaldet Folketinget) var reelt set uden nævneværdig indflydelse, bortset fra de restriktive love, som der blev vedtaget mere eller mindre under pres fra besættelsesmagten.   

 

Nye mønter af aluminium

I februar 1941 skete der noget, som jeg tydeligt kan huske gjorde et vist indtryk på mig, og det var, at der pludselig kom 2 og 5 ører af aluminium på markedet. Disse mønter var lettere end de hidtidige kobbermønter, men blev i lighed med disse efterhånden kedelige at se på, særlig på grund af slid. Senere på året kom der 25, 10, 5, 2 og 1 ører af zink i omløb, og de var også lettere end kobbermønter. Baggrunden for at de nævnte mønter ikke længere blev lavet af kobber i lighed med tidligere, hang dels sammen med manglen på import af kobber, og dels med at dette som følge af krigen skulle bruges i den tyske krigsindustri. I maj kom der 1 øres-frimærker pakket i cellofan, beregnet på at kunne bruges som betalingsmiddel, men for flere af os børn blev de i stedet et yndet samle- og bytteobjekt. 

   

Hygiejnen under besættelsen 

Efterhånden som besættelsesårene skred fremad, blev der stadig større mangel på dagligvarer og forbrugsgoder. Blandt andet på den så vigtige håndsæbe. Den 29. januar 1941 kunne man bl.a. læse følgende i B.T.:

 

                                                 SKOLERNE MANGLER SÆBE

                               Børnene kan ikke mere vaske sig i Skoletiden

 

Lærerne paa de københavnske Kommuneskoler er fortvivlede. tidligere havde man Sæbe liggende fremme, som Børnene kunde benytte i Dagens Løb, men denne Sæbe blev øjeblikkelig ind­draget, da Rationeringen kom.

     Lærerpersonalet har ondt ved at forstaa, at man ikke kan faa en Ekstra-Tildeling.

      - Det er komplet umuligt, siger Skoledirektøren. Jeg har bedt om at faa i hvert Fald nogen Sæbe ved Vaskekummerne paa Skoler­ne, fordi jeg ved i hvor høj Grad det er tiltrængt, men jeg har faaet Afslag. Vi lever jo i en Tid med Tilbageskridt paa mange Punkter, og Hygiejnen gaar det først og fremmest ud over. Men vi maa trøste os med, at disse Tilstande vel ikke varer evigt og huske paa, at vore Forfædre i Aarevis har levet i Snavset, og der var da nogle, der kom helskindet igennem.

 

 

Herover ses middagsbladet B.T.s forside for onsdag den 29. januar 1942. Den generelle situation var alvorlig for københavnerne – og formentlig også for andre byer og landsdele – ikke mindst på grund af  den store arbejdsløshed og den strenge isvinter dette år. I dette tilfælde havde der dog ’kun’ været 21 graders frost om natten, men den strenge frostpeiode kunne udvise kuldegrader helt ned til minus 34 grader, hvilket blandt andet førte til, at mange skoler måtte lukke midlertidigt fra ovennævnte dato.

 

Personligt kan jeg huske, at vi i reglen kom i brusebad på skolen en gang om ugen, og det kunne jo nok være tiltrængt, for de fleste af eleverne boede i boligkvarterer, hvor et bade­værelse eller et brusebad var et totalt ukendt fænomen. Til daglig vaskede de fleste sig kun i ansigtet og på hænderne, måske op til albuerne, men til gengæld gik de fleste yngre mennesker og en del af de lidt ældre på badeanstalt i reglen een gang om ugen. Dette gjaldt måske nok især mændene, som i øvrigt slet ikke kunne stå mål med kvinderne, når det drejede sig om den personlige hygiejne. Ikke fordi hverken min far eller mor nogensinde gik på badeanstalt, for den ulejlighed og udgift sparede de sig, idet de nøjedes med den personlige vask, de kunne foretage hjemme i køkkenet, og renlige var de begge to. De vaskede sig derfor på tidspunkter, hvor vi større drenge, altså Benny og mig, ikke var hjemme, mor om dagen og far i reglen om aftenen efter at være kommet hjem fra arbejde. Nogen gange lignede han grangiveligt en neger, så sort var han efter dagens meget hårde fysiske arbejde, især når dette bestod i at fylde de kul på 50 kg.sække, der fra skibene var losset i store bunker over på lagerpladsen ved havnekajen. Kulstøvet sad især omkring øjnene og på hænderne, særlig under neglene, som det faktisk aldrig var muligt at få helt rene. For fars vedkommende måtte der derfor bruges både meget sæbe og vand, for at kunne rense sig for al det kulstøv, der især havde sat sig i hans ansigt og på hænderne. Det var en besværlig proces, for der skulle varmes adskillige kedler vand og vaskevandet i fadet skulle skiftes mange gange, før han bare nogenlunde lignede sig selv.

 

Selv var jeg jo nu 11½ år og kom jævnligt på badeanstalten Frederiksberg Svømmehal, som lå ovre ved Aksel Møllers Have bag ved Godthåbsvej, som i al fald jeg kendte godt, fordi jeg ind imellem også kom i ROXY BIO. Men i Svømmehallen var der både en badeafdeling for piger og kvinder og for drenge og mænd. Selve svømmehallen med det store bassin, der lugtede så stærkt af klor, at det sved i næse og lunger, var fælles for begge køn. Jeg husker ikke tydeligt, om ikke også Benny kom på badeanstalten, men i så fald gjorde han det sammen med en eller et par af sine legekammerater fra gaden. Den ene af disse hed Kaj, og han og Benny og senere også Bent forblev kammerater stort set hele deres barndom og et stykke ind i ungdomsårene.

 

Dette års vinter var også usædvanlig kold, med en streng frostperiode med kulde helt ned til minus 34 grader, og det medførte selvfølgelig mange ulemper, både for den enkelte, for familierne og for samfundet, måske især i de store byer, og i al fald i København. Blandt andet måtte mange skoler holdes lukkede, simpelthen fordi man ikke havde brændsel nok til at kunne opvarme klasselokalerne tilstrækkeligt til, at det var forsvarligt at lade eleverne opholde sig i disse. Men det var vi børn naturligvis ikke kede af, for det gav jo nogle uventede og højst velkomne ekstra fridage. 

 

Dertil kom arbejdsløsheden på 32 procent som naturligvis især ramte arbejderbefolkningen. Men det var jo en følge af, at virksomhedernes omsætning var dalet, ikke mindst på grund af manglende tilførsel af råvarer fra udlandet. Min ufaglærte far var dog så heldig stort set altid at have arbejde, omend det var af den mest beskidte og lavest lønnede slags. Det hændte dog også lejlighedsvis at han var arbejdsløs nogle dage og derfor fik dagpenge af sin fagforenings arbejdsløshedskasse, men eftersom han altid var om sig, for at skaffe sig et arbejde og ikke tog det så nøje med, om arbejdet var hårdt og beskidt, var han også en af dem, der i reglen blev antaget.

 

Som en følge af tiliset havn var far også arbejdsløs en kort overgang denne vinter. Det vil sige, fagforeningen og arbejdsløshedskassen sendte ham og andre ledige havnearbejdere ud i gaderne, for at skovle den sne, der var faldet i store mængder. Så han og de andre tilbragte omkring 9 timer i de kolde gader, for hans vedkommende kun iført jakke og almindelige snøresko, som for de sidstnævntes vedkommende blev gennemvåde i løbet af dagen. Men far var en hårdhudet og sej mand, så han lod sig ikke gå på af det. Og varmen holdt han og hans kolleger rigeligt ved de fysiske udfoldelser i forbindelse med snerydningen, som jo dengang foregik ved hjælp af håndkraft og almindelige skovle. Det kunne endda blive så varmt under arbejdet, forklarede han engang, at de måtte lægge jakkerne fra sig, for ikke at blive overophedet og svedige, hvilket kunne være risikabelt for helbredet. Men han tjente da en dagløn, som var lidt større end understøttelsen, men ikke så stor som ved havnearbejdet.

 

Selv om kulden voldte mange problemer trafikalt og forsyningsmæssigt, tog den dog ikke pippet og humøret fra danskerne, som i de fleste tilfælde fandt udveje for at klare sig igennem de svære tider. Således udnyttede man den omstændighed, at Storebælt var tilfrosset til at arrangere transporter fra Korsør til Nyborg med biltrukne eller hestetrukne isbåde, som ’skøjtede’ den lange strækning frem og tilbage hen over isen i begge retninger. Ungdommen lod sig heller ikke kue og slå ud, men benyttede de tilfrosne søer til muntert skøjteløb og skiløb. 

 

Heller ikke avisernes og bladenes vitstegnere lod sig kue. Eksempelvis kunne man i B.T. for 29. januar 1941 under den daglige rubrik ”Blade af Storm P.s Dagbog” se en tegning, som viste to mænd, der står bag ved et vindue og kigger ud på et termometer udenfor. Replikskiftet mellem de to lød som følger:

 

     - Hvorfor har du to Termometre?

     - Jo, det fryser saa stærkt, at det ikke kan være paa eet! 

 

Illegale aviser

Illegal bladvirksomhed var så småt begyndt i 1940, men de egentlige blade, som f.eks. det kommunistiske "Politiske Maanedsbreve" udkom i februar 1941. Derefter fulgte "Land og Folk" fra 29. juni 1941, medens "Frit Danmark", først kom i be­gyndelsen af april 1942 og "Infor­mation" fra 1. august 1943. "Land og Folk" og "Infor­mation" fortsatte som dagblade efter krigen. Under besættelsen udkom der i hele landet i alt ca. 525 illegale blade, fordelt i 25-30 mill. eksemplarer. Det gjaldt for de allerfleste af de illegale blade, om ikke for alle, "Frit Danmark" var trykt i London, at de var fremstillet ved hjælp af stencils og en duplika­tor, en forholdsvis nem og enkel, men ikke altid lige vellykket kopi­eringsmetode. Den brugtes især af de såkaldte festbureauer, der fremstillede sange til forskellige festlige lejligheder, som f.eks. bryllup­per, barnedåb, konfirmationer, jubilæer og runde fødselsdage. De illegale blade fik stor betydning for den danske befolk­nings moral, idet flere og flere mennesker i løbet af besættel­sesårene efterhånden stiftede bekendtskab med og smuglæste bl.a. "Land og Folk" og især "Frit Danmark", efter at dette var begyndt at udkomme fra 1941. Denne avis, som var bogtrykt i formatet 27 x 93,5 cm, blev udgivet af Det Danske Raad i London med Emil Blytgen-Petersen (1905-) som redaktør og med adressen Bush House, Aldwych, W.C.2. Gennem de illegale blade, suppleret med radioudsendelserne fra BBC Londons dansksprogede udsendelser, fik man et noget andet indtryk af krigens gang og af, hvad det var tyskerne i virkeligheden havde i sinde og foretog sig. De officielle danske aviser og Radioavisen blev jo censureret af tyskerne og fungerede derfor på disses betingel­ser og vilkår, hvilket både indebar misinformation og pro­pagandaløgn­agtighed.

 

Biografer og film - igen

Når jeg i selvbiografien med mellemrum vender tilbage til det københavnske biografrepertoire, skyldes det den opfattelse, at repertoiret mere eller mindre direkte afspejler tidens smag og præferencer på filmunderholdningens områder. Der var dagligt forlystelses- og biografannoncer i de fleste københavnske aviser, men de store dagblade førte an ved normalt at have de fleste annoncer. Dette gjaldt ikke mindst den politisk set konservative Nationaltidende, som på trods af besættelsestidens mangelsituation daglig udkom med 20 sider i storformatet 40 x 58 cm. Avisen havde domicil Ved Standen 18 i den bygning, som i sin tid havde været hjemsted for Hotel Royal, hvor mange berømtheder i tidens løb havde været logigæster. Avisen klarede sig i øvrigt ikke i længden, men måtte på grund af økonomiske vanskeligheder lukke i 1961.

     Søndag den 9. marts 1941 annoncerede Nationaltidende med følgende biografrepertoire:

 

Aladdin. Kl. 2-4-5,50-7,40-9,30:: ”Overfaldet paa Postvognen”. ”Den mest spændende Film i Hopalong Cassidy-Serien. Ekstra: Skipper Skræk spiller Gentleman. Rigtig et Program for hele Familien!”

Allé Teatret. Kl. 4-7,10-9,10: ”Sørensen og Rasmussen”. Sidste Dag!

Amager Bio. Kl. 5,40-7,40-9,30: ”Greven af Monte Christo”. Kl. 2 og 4: ”Week-End” med Ib Schønberg. Børn 0,35 og 0,70. Voksne 1,05.  

Atlantic. Kl. 5,40-7,40-9,30: ”Hvad Fatter gør – ” Kl. 2-3,50: Familieforestilling ”Kaptajn Grants Børn”. Børn 70 Øre og Voksne 1,05 over hele Salen.

Bella Bio. Kl. 5-7,20-9,10. Sidste Dag! Den store franske Sucses ”De Glædeløses Gade. Kl. 3: Fy og Bi i ”Raske Detektiver”.

Bellevue. Kl. 2-4-7,40. Sidste Dag! Jeanette McDonald ”Pigen fra det gyldne Vesten”. Kl. 2 og 4: Voksne 1,05, Børn 0,70 over hele Teatret.

Bergthora. Stort Dobbeltprogram Kl. 4-7-9,,10. Danielle Darrieaux i ”Ikke helt almindelig”. Spændende Kriminalfilm: ”Orientens Skygger”.

Bispebjerg Bio. Kl. 19,10 og 21,10. Sidste Dag! Adolf Jahr i ”Vi Baroner”. Kl. 16: ”Bolettes Brudefærd”. Voksne Kr. 1,05, Børn 0,70 over hele Salen.

Boulevard Teatret. Kl. 5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! ”Sørensen og Rsmussen”. Kl. 4: Smaa Priser ”Rasmines Bryllup”.

Bristol Teatret. Kl. 2 . 3,50 . 5,40 . 7,30 . 9,20. Forbudt for Børn. 5. Uge ”Jøden Süss”. [Utroligt, at denne stærkt racistiske film kunne holde sig så længe på programmet! Mon ikke det har været, fordi et stort publikum har villet orientere sig om, hvad Goebbels’ stærkt antisemitiske propaganda har drejet sig om? Hvis ikke det var grunden til filmens ’succes’, så har datidens danske biografpublikum et problem].

Carlton. Kl. 4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! ”Den sidste Omgang”. Forsalg til Max Hansen-Filmen Mandag.”

Colosseum. Kl. 4-6-8-10. Sidste Dag! ”Den sidste Omgang”. Forsalg til Max Hansen-Filmen Mandag.

Dagmar. Kl. 2 . 4 . 6 . 8 . 9,50. Benjamin Christensens ”Heksen”. Forbudt for Børn. ”Grundet paa Kontrakt opføres ”Heksen” fra i Morgen kun om Eftermiddagen.

Den Vide Verden. Hver fulde Time fra Kl. 14-22. 70 Øre inkl. Skat. Dansk Film Revy – Musikfilm, Jimmy Dorsey og hans Orkester – Ufa’s Film-Avis Nr. 495 – Laboratoriet ”Jungfraujoch”, Tobis Kulturfilm. – Tegnefilm: I Eventyrland.

Enghave Bio. Kl. 7,10 og 9,10. Sidste Dag! ”Sørensen og Rsmussen”. Kl. 4: ”Seks Dages-Løbet” med Joe E. Brown.

Fasan Bio. Kl. 5,45-7,30-9,15. Sidste Dag! Marlene Dietrich i ”Det stjaalne Paradis”. Kl. 4: Familie- og Børneforestilling. Dobbeltprogram: ”Den hvide Eskadron” og ”Paa 16 Favnes Dyb”.

Gentofte Kino. Kl. 4-7,10-9,10 ”Sørensen og Rasmussen”.

Grand. Kl. 2 . 3,50 . 5,40 . 7,30 . 9,20. 8. Uge James M. Cain: Postbudet ringer altid to Gange”. Dansk ved Tom Kristensen. Med Corinne Luchaire - Fernand Gravey – Michel Simon.

Grøndals-Teatret. Obs! Kl. 5-7,10-9,10. Sidste Dag! ”Sørensen og Rasmussen”. Kl. 3: Smaa Priser. ”Ole Opfinders Offer” med Fy og Bi.

Kino – Lyngby. Kl. 7,10 og 9,10. ”Sørensen og Rasmussen”. Kl. 4: ”Forbryderne afsløres”. 2. Del af ”Indianerne angriber”. Smaa Priser.

Kino – Palæet. Kl. 2 . 4 . 6 . 8 . 10. - 3. Uge Willy Forst’s ”Operette”.

Lyngby –Bio. Kl. 19.10 og 21.10. ”Den danske Kavalkade”. Fritaget for Skat. Billetpriser 0,75-1,00-1,25. Børn 0,50. Kl. 16: ”Raketskibet med Jens Lyn”. Smaa Priser.

Lyngbyvejens Kino. Kl. 4-5,50-7,40-9,30. Jules Vernes berømte Roman ”Kejserens Kurer. Den mest spændende Film, der endnu er set. Øjnene brændes ud paa Kureren.” (Jeg husker ikke, om filmen var tysk eller fransk, men jeg havde selv lejlighed til at se den, så vidt jeg husker i enten Fasan Bio, Regina eller Odeon. Filmen var højdramatisk.  

Merry. Kl. 5,40-7,50-9,30. ”Kæmpe Sukcessen Tykke Thor i Trøjen”. Kl. 2-3,50 Voksne 1,05 – Børn 70 Øre over hele Salen. Dobbeltprogrammet ”Kadetten Dinky og ”3 raske Gutter” med James Cagney.

Metropol. Kl. 2 . 4 . 6 . 8 . 10. Forbudt for Børn. Charles Laughton ”Klokkeren fra Notre Dame”. Aarets store Begivenhed. 10. Uge.

Nora Bio. Kl. 5,50-7,40-9,50. Sidste Dag! ”De glædeløses Gade”. Kl. 4: Smaa Priser ”100 Mand 

Nørrebros Biograf. Kl. 4-5,55-7,50-9,45. Sidste Dag! ”Barken Margrethe af Danmark”.

Nørreport Bio. Obs! Kl. 14-16-17,50-19,40-21,30. 57. Uge! Edvard Persson ”Landevejs-Kroen”.

Odeon. Kl. 4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Forbudt for Børn. ”Katten og Kanariefuglen”.

Palads Teatret. Kl. 2 . 4 . 6 . 8 . 10. 12. Uge Weyse-Filmen ”Jeg har elsket og levet”.

Palladium. Kl. 2 . 4 . 6 . 8. 10. Sidste Dag! ”En Forbryder”.

Palæ Bio. Kl. 4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Sickan Carlsson ”Et Døgn uden Løgn”.

Park. Kl. 15,50-17,40-19,30-21,20. Sidste Dag! ”Det svenske Lystspil Glade Gutter i Trøjen. Ekstra: Danmarks Akvarium.

Platan: kl. 4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Corinne Luchaire i ”Kvinder i Bur”.

Regina. Kl. 4½-7-9½. Sensationsfilmen ”Hvem afslørede Forbryderne? Med Norman Foster. Lystspillet ”Paa Hjørnet af Ækvator”. (Norman Foster (1900-1945), amerikansk filminstruktør og skuespiller).

Rialto. Kl. 3-5-7,10-9,10. Thor Modéen og Elof Ahrle i ”Tykke Thor i Trøjen”.

Rio-Bio: kl. 4: Familieforestilling ”Inidanernes Hævn”. Kl. 7 og 9,15: ”Den ensomme Ulvs Triumf”.

Roxy: kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. Axel Frische og Gunnar Lauring m. fl. ”Niels Pind og hans Dreng”.

Ry-Kino. Kl. 5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Forbudt for Børn. Viviane Romance ”Safia. En Gadepiges Historie”. Kl. 4: ”Jernmanden” og ”4 Tosser paa Turné”. Voksne 70 Øre – Børn 35 Øre.

Scala-Bio. Kl. 2 . 3,50 . 5,40 . 7,30 . 9,20. 3. Uge Heinz Rühmann og hans Moser i ”13 Stole”.

Skovshoved Bio. Kl. 4-7,10-9,10. Den store Flyverfilm ”Flaadens Vinger”. Kl. 4: Smaa Priser – Samme program.”

Strand Teatret. Kl. 7,10-9,10. Forbudt for Børn. Sidste Dag! Simone Simon i ”Sorte Øjne”. Kl. 4: Stort Børneprogram. Billige Priser.

Søborg Bio. Kl. 16-17,50-19,40-21,30. ”Sørensen og Rasmussen”.

Toftegaard Bio. Kl. 5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Zarah Leander i ”Dronningens Hjerte”. Kl. 3,30: ”Adolf i Trøjen” med Adolf Jahr. Voksne 70 Øre over hele Salen. Børn 35 Øre (10 første Rækker). (Man kan sige, at de populære svenske soldaterfarcer var en slags forløbere for den senere danske filmserie ”Soldaterkammerater”). 

Triangel. Kl. 4-5,50-7,40-9,30. Edvard Persson i den svenske Latter Sukces ”Baldevins Bryllup”. Mandag Premiere: Max Hansen.

Valby Teatret. Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. ”Blondie i Knibe”. Ekstra: Danmarks Svømmepiger.

Vanæøse Bio. Kl. 2-4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Den danske Lystspil Sukces ”Sørensen og Rasmussen” med Bodil Ipsen og Marguerite Viby. Kl 2: Familieforestilling – Smaa Priser.

Vesterbro Teater. Kl. 2-4,30-7-9,30. ”Russiske Sporhunde (Eskapade)”. Handlingen udspilles i Paris og St. Petersburg før Verdenskrigen. ”Lov mig intet” med Viktor de Kowa – Heinrich George – Luise Ullrich..

Winsor. Kl. 5-7,10-9,10. Sidste Dag! ”Sørensen og Rasmussen”. Kl 3: ”Cowboyens Hvilehjem” og ”Luftens Politi”.

World Cinema. Kl. 14-16-18-20-22. 7. Uge ”Balalaika”.

 

Med det forbehold, at det ikke er muligt at identificere nationaliteten på alle de herover nævnte film, som var på biografrepertoiret hos de ialt 50 københavnske biografer denne søndag i marts 1941, kan det statistisk opgøres, at der blev spillet tyske film i 10 af biograferne, amerikanske film i 17 af biograferne, franske film i 7, svenske film ligeledes i 7 og danske film i 9 af biograferne. Det fremgår desuden, at de amerikanske film – dog alle repriser - fortsat dominerede repertoiret. Der er derfor ingen tvivl om, at de danske biografdirektører – på nogle få undtagelser nær – gjorde, hvad de kunne, for at undgå at spille de af mange som regel forhadte tyske film. 

 

Tysk tro på sejr

I Nationaltidende for søndag den 9. marts 1941 kunne man blandt meget andet også læse et interwiev med den tyske propagandaminister Joseph Goebbels (1897-1945), hvori denne på sin sædvanligt fanatiske måde giver udtryk for overbevisningen om, at tyskerne ville vinde verdenskrigen. Interwievet med ministeren var foretaget og skrevet af Nationaltidendes Berlin-redaktør Jakob Kronika (1897-1982), og forsideartiklen havde overskriften: ”Dr. Goebbels bebuder Kamp paa alle Fronter og med alle Vaaben.” Manchetten lød: ”Med Foraarssolens Komme vil Verden faa et eksempelløst Krigsskuespil at se, siger Ministeren”

     Redaktør Kronika havde aftenen i forvejen ”deltaget i et selskabeligt Samvær, hvor Rigsminister Dr. Goebbels var Vært og midtpunkt. Samværet fandt Sted i Presseklubben ved Leipsiger Platz, hvis Lokaler er blevet skabt og istansat paa Ministerens Initiativ. Dr. Goebbels har ved den festlige Indvielse for nogle Uger siden lovet, at han saa ofte som muligt vil lade sig se i Klubmedlemmernes Kreds for frit og aabent at tale om aktuelle Emner. I henhold til dette Løfte var Propagandaministeren i Gaar til Stede ved en Musiksoiré i Presseklubben. Blandt Gæsterne saas en hel Del kendte Kunstnere fra Berlins Koncerttribuner, fra Filmen, Teatret og Litteraturen.”

 

     Under stykoverskriften ”Krigens Afgørelse i 1941” skiver Jakob Kronika følgende:

 

     ”Her er nogle af Hovedpunkterne i Samtalen med Dr. Goebbels:

     - Skal Krigen faktisk afgøres i Aaret 1941?

     - Dette har Føreren udtrykkeligt lovet, og Løfter og Profetier fra den tyske Førers Side har saa sandelig deres Betydning. Førerordet om Sejrens Fuldbyrdelse i 1941 er for Rigets ansvarlige Ledelse det samme som en moralsk Forpligtelse til at gøre en Ende paa Krigen. Enhver, der er indviet i de tyske Kampforberedelser, ved, at Englands kapitulation er givet.

 

Giftpile, som England intet aner om

     Lad først Vaarsolen rigtigt bryde igennemmed sin fulde Kraft saa vil Verden faa et eksempelløst Krigsskuespil at se. Man bør ikke begaa den Fejl kun at regne med tysk Indsats paa een Front eller at sætte krigens afgørende Kampfase i Forbindelse med blot een Slags Vaaben. Der vil blive sat ind med Angreb paa alle Fronter og med alle Vaaben.

     Vær forvisset om, at Tyskland har nogle Giftpile i Behold, som hverken England eller andre aner noget om, før de en Dag bliver skudt af. Men om saadanne Giftpile maa der naturligvis fortsat raade Tavshed.

     - Kan der blive Tale om en Sejr over England, før tyske Soldater staar i London?

     - Der bliver Tale om Sejren over England i det Øjeblik, da England kapitulerer. Hvorledes de militære omstændigheder i forbindelse med den engelske Kapitulation vil se ud, behøver man ikke at beskæftige sig med. Englands kapitulation er uundgaaelig. Dette borger Tysklands Kampmidler og Kampplaner for.”

 

Set på baggrund af krigens videre forløb og De Allieredes sluttelige sejr over Nazi-Tyskland må man prise sig lykkelig for, at historien ikke kom til at forløbe, som nazikoryfæerne med Hitler og Goebbels i spidsen troede og håbede på. Men i 1941 herskede der stor usikkerhed om, hvordan og hvornår krigen ville slutte. Den danske regering under statminister Staunings ledelse var derfor indstillet på, i hvert fald som en sandsynlig mulighed, at tyskerne ville besejre vestmagterne og dermed vinde krigen. Der var ligefrem danskere, som åbenbart så med velvilje på en kommende dansk-tysk helstat. Det gjaldt f.eks. Dr.phil. Hans Jensen, som i Nationaltidende for søndag den 9. marts 1941 havde en kronik med titlen ”Den dansk-tyske Helstat”. Efter en gennemgang af Danmarks hidtidige historie op til og med 1800-tallets ”liberale og nationale Aand”, konkluderer forfatteren følgende:

 

”Rummelig og frisindet tør man kalde den gamle dansk-tyske Stat, hvis enevældige Regering udviste saa megen Hensyntagen og Tolerance overfor en tysk Befolknings lokale og nationale Ejendommeligheder.”

 

Mon ikke den idealistiske og velmenende dr.phil. svævede oppe i skyerne med sin holdning og sine synspunkter, hvilket han dog ikke var ene om. Statsminister Stauning var ingen undtagelse, selv om han samtidig var mere politisk orienteret og efter evne søgte at styre Danmark udenom en egentlig tysk magtovertagelse, når og hvis krigen skulle slutte på nazisternes præmisser.

 

Statsminister Staunings syn på ”Neuropa”

Under overskriften ”Statsminister Stauning om Europas Nyordning” refererede Nationaltidende for 9. marts 1941 den tale, som statsminister Stauning havde holdt i Studenterforeningen dagen før. Artiklens manchet lød sådan: ”Han tror paa Nationernes Frihed og Selvstændighed. Ikke aandelig og politisk Omstilling, men erhvervsøkonomisk Nyordning.”

 

I sin tale forholdt Stauning sig dog ikke direkte til begrebet ”Neuropa” – et kunstord, som er en forkortelse af Neues Europa – hvorved nazisterne forstod Det nye Europa, som skulle blive resultatet af det tyske herredømme, som man tænkte sig indført efter sejren. Men i sin tale forholdt han sig til, at Tyskland var den ubestridte magt, som på det tidspunkt herskede ”over væsentlige Dele af Europa.” Stauning forstod endvidere, at tyskerne sigtede efter ”en blivende europæisk Nyordning, der skal være raadende i Fremtiden.” Den ’nyordning’ så Stauning på med en forsigtig optimisme:

 

     ”Denne Nyordning vil kræve et Samarbejde indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der sikkert rummer betydelige Fordele frem for den Planløshed, som har været raadende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund, der i udpræget Grad bygger paa Egoismen – altsaa Erhvervs- og Samdundsegoisme.

     Den tyske Planøkonomi kan tænkes praktiseret igennem Overenskomster, som bestemmer, at man aftager tyske Raastoffer og Industriprodukter imod til Gengæld at levere Landbrugsprodukter og andre Varer, som det bliver muligt for de enkelte Lande at producere.

     Der tænkes sikkert paa en Arbejdsdeling i Europa, og for saa vidt den bliver fornuftig og hensynsfuld, er der ikke deri Anledning til Indsigelser! Meningen vil være at give Tyskland gode med Tyskland samarbejdende Lande forøgede Produktions- og Omsætningsmuligheder. Arbejdsdelingen og en fornuftig ordnet Produktion og Omsætning vil gøre dette Europa meget stærkt overfor Blokade og vil ogsaa kunne fremme en Højnelse af Levevilkårene.”

 

Stauning havde altså valgt, at se den europæiske nyordning undet tysk overherredømme som grundlæggende et spørgsmål om planøkonomi, en nyordning, der jo ikke lå Socialdemokratiet fjernt. Heller ikke selvom man for længst havde forladt teorien om den marxistiske planøkonomi.    

 

Restriktionerne tiltager

For folk, der jævnligt gik på restaurant, fik det betydning, at der med virkning fra 8. april blev påbudt serveringsbe­grænsning. Det betød, at "det store kolde bord" bortfaldt og at en middag højst måtte være tre retter og dessert, medens varme retter kun måtte serveres i tiden kl.11-21. Fra 16. april måtte personer under 18 år ikke opholde sig i danseetablissementer, kaffe- og isbarer o. lign. efter kl. 21, medmindre de var ledsaget af forældre eller værge. Overtrædelse af forbudet skulle anmeldes til politiet, som derefter skulle underrette børneværnet!

 

Fra og med den 29. april indførtes der en kødløs dag på restauranter hver tirsdag. Det skete af besparelseshensyn, idet kødmanglen var begyndt at gøre sig gældende, efter at tyskerne havde fremsat krav om, at en del af kødkvæget blev eksporteret til Tyskland. For restauranterne kom tirsdagene til at betyde en stille dag, for folk gik ikke på restaurant for at spise "vegetarmad" eller "kaninfoder", som det foragteligt kaldtes.

 

Den påbudte mørklægning af trafikken med køretøjer og cykler med dæmpede lygter, fik også uheldige følger i form af et stigende antal færdselulykker. Dette var dog allerede forekommet året før, hvor der var sket en række ulykker som følge af mørklægningen. I alt 231 personer kom mere eller mindre alvor­ligt til skade, med dødelig udgang for 8 mennesker. Den 29. april 1941 startede Justitsministeriets Propagandaudvalg derfor en kampagne, som skulle agitere for forsigtigere færdsel af fodgængere. Kampag­nens motto lød: "De er vel ikke fumlegæn­ger?". Nogle af tidens markante tegnere lavede plakater til kampagnen, og en af disse var den fremragende og ofte muntert-satiriske tegner Arne Ungermann (1902-1981).

 

Underholdning, der slører realiteterne

Den på mange måder forværrede situation i Danmark som følge af den tyske besættelse, kunne dog ikke afholde danskerne fra at foretage sig de ting, de var vante til fra det relativt friere liv i 1930’erne med stigende økonomisk velstand, i hvert fald for den bedre stillede del af familien Danmark. En af de ting, som den almindelige dansker ikke ville undvære, var forlystelserne af den ene og anden slags og herunder ikke mindst den i reglen ugentlige biograftur.     

 

     Tirsdag den 8. april 1941 kunne EkstraBladet bringe følgende lille udvalg af biografannoncer:

 

Bellevue. Næstsidste Dag! Luise Rainer i ”Den store Vals”.

Bristol. Forbudt for Børn. ”Kora Terry Varieté-Stjernen Marika Rökk.

Carlton. 2. Uge. Forbudt for Børn. Den franske Storfilm ”Kaptajn Benoit”. Ekstra: Kongeparaden paa Rosenborg.

Colosseum. Næstsidste Dag! Kalle og Nisse i den svenske Kriminal-Farce ”Muntre Akrobater”. [Kalle er skuespilleren Åke Grönberg (1914-1969) og Nisse er Nils Poppe (1908-2000)}

Dagmar. ”Sejren i Vesten” Det angaar os alle. Se den og døm selv. – ”I Rytmens Hvirvler”. Amerikansk Musik Lystspil.

Grand. Ingen Reklamer. Kom pæcis! En Film om Nordens Sønner ”Alting ta’r sin Tid” med Hasse Ekman, Åke Söderblom og Håkan Westergren.

Kino-Palæet. 3. Uge. Osvald Helmuth i ”En Mand af Betydning”.

Metropol. Heinz Rühmann Lystspillet ”Hvis vi alle var Engle”.

Nora Bio. Næstsidste Dag! Carl Alstrup og Gunnar Lauring i Den store Sukces ”En Forbryder”. Forsalg til til Weysefilmen 2. Paaskedag.

Nørreport Bio. 61. Uge. Edvard Persson i ”Landevejs-Kroen”.

Palads. 2. Uge. Alice ’Babs’ Nilson og Adolf Jahr i ”Swing it Herr Lærer!”

Palladium. Næstsidste Dag! Ilse Werner i ”Hendes første oplevelse”.

Park. Magda Schneider i ”Hun ved, hvad hun vil”.

Rialto. 2. Uge. Jean Arthur og Ray Milland i ”Den løsslupne Farce ”Løs paa Traaden”.

Scala-Bio. 2. Uge. Forbudt for Børn. ”En farlig Kvinde” med Joan Bennett og Adolphe Menjou.

Triangel. Næstsidste Dag! 2. Uge. Forbudt for Børn. Det straalende franske Lystspil ”Formildende Omstændigheder” med Michel Simon og Arletty.

Winsor. ”Havets Helte” Efter Kiplings berømte Roman.

World Cinema. Kjeld Abell’s ”Tak, fordi du kom, Nick!” Iscenesat af Svend Methling.

 

Som det indirekte fremgår af ovenstående biografrepertoire, så var filmene langt fra præget af de aktuelle begivenheder i verden. Skulle man dømme efter filmenes titler og indhold, så var der hverken krig, besættelse, rationeringer, arbejdsløshed eller sortbørshandel, tyveri, mord og drab som følge af verdenssituationen. I ovenstående repertoire er der dog en enkelt undtagelse, nemlig filmen ”Sejren i Vesten”, hvorom jeg ikke ved andet, end at det var en tysk propagandafilm, som indirekte postulerede, at fascisterne og nazisterne i sidste ende ville besejre den demokratiske vestlige verden. Filmen blev spillet i Dagmar Bio, som jo dengang som nu havde til huse i Dagmarhus, der var delvis beslaglagt af tyskerne, men som dog først blev totalt beslaglagt efter 29. august 1943, hvorefter Dagmar Bio udelukkende blev værnemagtsbiograf.

 

Cyklerne frem ...

Under denne manende overskrift opfordrede Ekstrabladet 8. april 1941, dagen før et-årsdagen for den tyske besættelse af Danmark, danskerne til i stigende omfang at benytte cyklen som transportmiddel. Der var i forvejen mange cykler i storbyernes gader, men selvom der faktisk ikke var mange personbiler på den tid, så gjorde især benzinrationeringen det nærmest umuligt at benytte denne persontransportform. Bladet indeholdt desuden en del forskellige annoncer, som alle reklamerede for cykler og cykeltilbehør. Med henvisning til den sundhedsmæssige effekt af at cykle, forudså Ekstrabladet ligefrem at der ville blive tale om en ”Rekord-Cykelsommer” dette år, hvilket formentlig også kom til at passe, for aldrig før havde man set så mange cykler på gader og veje, som i 1940’erne.

 

I øvrigt havde nogen regnet ud, at der på det tidspunkt alene i København var omkring en halv million cykler, og regnet for hele landet omkring 2 millioner cykler, eller en cykel for cirka hver anden dansker. Under overskriften ”Cykler nok” skriver avisen følgende:.

 

     ”Der har været Tidspunkter, hvor man frygtede for, at der i Aar skulde blive mangel paa Cykler og Tilbehør. Men denne Frygt synes nu at være ubegrundet. De Fabrikanter, vi har talt med, erklærer, at vi nok skal komme godt igennem Sæsonen. Lagrene er tilstrækkelig omfangsrige og Fabrikationen tilstrækkelig stor til, at Efterspørgslen kan klares.

     Der er altsaa ingen Grund til at holde sig tilbage. Vi kan trøstigt kaste os ud i Foraaret paa den letteste af alle Befordringer.”

 

 

 

Herover ses nogle eksempler på annoncer for cykler og cykeltilbehør, som blev bragt i Ekstrabladet den 8. april 1941, dagen før et-årsdagen for den tyske besættelse af Danmark. Efterhånden som krigen skred frem og biltrafikken blev stadig sjældnere, for til sidst nærmest at ophøre totalt, blev der i stadig stigende grad og omfang brug for cyklerne, både til persontransport og til transport af varer.

 

Nyt Revyteater

Den 3. maj 1941 skete der en nyskabelse inden for det køben­havnske forlystelsesliv, idet Dagmar Bio denne dag for første gang åbnede som revyteater i sommerhalvåret. Det hang for­mentlig sammen med biografsituationen i det hele taget, for det var efterhånden blevet vanskeligt for biografejerne at få især nye amerikanske premierefilm på repertoiret. Men om morgenen kl.7,15 og 9,15 kunne man se nogle populære skuespillere optræde på Dagmar Bios scene. Hovedkraften var Liva Weel (1897-1952) med assistance af velkendte folk som Gerda Gilboe (1914-2009), Ib Schønberg (1902-1955), Caja Heimann (1918-1988), Sigfred Johansen (1908-1953) og Helge Kjærulff-Schmidt.

 

Desuden optrådte den på den tid velkendte koncertpianistinde France Ellegaard (1919-1999), som gennem utallige turneer i Europa før krigen vakte opmærksomhed ved sit virtuose og klangskønne klaverspil. Hun blev dog en overgang upopulær herhjemme, fordi hun i 1941-42 gav koncerter i Nazi-Tyskland, muligvis fordi hun indirekte var tvunget til det. I hvert fald tog hun i 1943 ophold i Sverige, hvor hun opholdt sig til 1948 og herunder blev gift med sin finske mand. Fra 1949 var hun bosat i Finland, men gav ofte koncerter i Danmark.

 

På den tid var situationen den, at den tyske værnemagt allerede fra besættelsens begyndelse havde beslaglagt dele af Gutenberghus, hvor eksempelvis den senere chef for Gestapo i København, Günther Pancke (1899-1973), kaldet ”den højere Pancke”, og hans stab fra oktober 1943 havde lokaler og kontorer.

 

Forlystelseslivet blomstrer

I det tidlige forår og sommeren var der et par populære udendørs forlystelser, nemlig Dyrehavsbakken og Tivoli, som åbnede henholdsvis 1. og 3. maj, og som efter indretning af mørklægning fik lov til at holde åbent til kl.24. Det var også for os børn af mindrebemidlede forældre blevet en tilbagevendende tradition, at vi i hvert fald skulle i Tivoli og på Bakken én gang om året. Og med i reglen 5 kroner - det var en anselig sum dengang - på lommen drog vi af sted til herlighederne.

 

Tivoli besøgte vi almindeligvis før og Dyrehavs­bakken efter skolesommer­ferien. Det var forresten yderst sjældent, at én eller begge af vore forældre var med os ved de lejligheder, for det var der simpelthen ikke råd til. Men når det endelig skete, var vi børn glade for det, for så kunne det ske, at der vankede en ekstra tur i en eller anden forlystelse, og måske betalte den voksne den obligatoriske isvaffel. De fem kroner, man havde fået til formålet blev jo hurtigt brugt, for de skulle også række til transporten, som til Tivoli foregik med bus og til Bakken med både bus og S-tog.

 

Mine forældre var især glade for Dyrehavs­bakken, for de holdt begge meget af den dejlige Dyrehaveskov, som vel har mindet dem om deres eget tidligere landsbyliv med nær til skov og strand. Det var en særlig glæde for os børn, at have vore forældre eller bedsteforældre, hvilket i vores tilfælde altid betød morfar og mormor, med i Tivoli eller på Dyrehavsbakken, for så hændte det gerne, at der vankede en ekstratur i en eller anden forlystelse, lige som det skete, at de voksne betalte den obligatoriske isvaffel til omkring 50-75 øre. Det betød dog ikke, at vi så selv havde penge tilovers fra vores medbragte fem kroner, for dem havde vi ikke noget besvær med at få brugt. Når vi så hen på aftenen stod på Klampenborg Station og skulle købe togbillet til hjemturen, havde vi drenge hver især brugt hver eneste øre af de medbragte penge. Det var dagens antiklimaks, for mor eller far skældte med god grund ud over, at vi ikke havde gemt penge til hjem­turen. Vi drenge nøjedes med at se brødebetyngede ud, og derfor endte det selvfølgelig med, at de voksne betalte for vores billet­ter.    

 

Turen til Dyrehavsbakken foregik i reglen på den måde, at familien tog sporvognen ind til Nørreport Station, og herfra kørte man med S-toget til Klampenborg Station. At køre med S-tog var ikke så almindeligt for nogen af os dengang, og slet ikke for mine forældre, og jeg kendte faktisk ikke til, at der fandtes et endog forholdsvis udbygget S-togsnet mellem Københavns forskellige bydele. Det lærte jeg først for alvor at kende efter 1957, hvor jeg var vendt tilbage fra 22 måneders civil værnepligt (militærnægter) i Gribskovlejren, og efter at min daværende kone og jeg var flyttet til Brøndbyøster. Transporten frem og tilbage til København, hvor vi begge arbejdede på det tidspunkt, foregik udelukkende med S-tog..

 

Men undervejs til Klampenborg gjorde S-toget bl.a. holdt ved Charlottenlund Station, og i al fald navnet var velkendt for os, for ikke langt derfra lå Charlottenlund Strand, hvor vi drenge jævnligt kom om sommeren for at bade. Men fra Klampenborg Station nærmest løb vi den forholdsvis lange vej ind gennem den røde træport og videre gennem skoven til det uhyre populære forlystelsessted, som havde ligget på stedet siden det 15. århundrede, altså siden 1600-tallet, hvor stedet tjente som markedsplads ved en kongelig dyrehave.

 

Til at begynde med måtte staderne kun være telte, som blev slået op i markedstiden og taget ned om efteråret, men fra begyndelsen af 1900-tallet blev staderne opført som permanente træskure og større bygninger og pavilloner. Stort set sådan, som forlystelsesstedet Bakken ser ud den dag i dag, bortset fra de nyere forlystelser, der er kommet til i løbet af 1900-årene og senere.

 

For øvrigt var der som tidligere omtalt på dette tidspunkt, altså i 1941, endnu de såkaldte ”kuk-kasser” eller ”kinetoscoper” på Bakken, og dem skulle i hvert fald jeg helst have tid og mulighed for at kigge i. Ikke så meget på grund af de mere eller mindre afklædte damer, man kunne se kuk-kassen, men fordi selve princippet med de såkaldte ”levende billeder” fascinerede mig. Bortset fra det, så havde jeg selvfølgelig ikke noget imod, at se en ung køn kvinde kokettere med sine legemlige ynder og fordele. Samtidig fandt jeg det dog en smule frastødende, at nogen ville vise sig hel- eller halvnøgne for et savlende, småberuset og liderligt mandepublikum. Men trang til ekshibitionisme og et formentlig klækkeligt honorar for sin optræden foran filmkameraet, kan nemt tænkes at have gjort udslaget til, at så forholdsvis mange unge og yngre damer allerede fra omkring 1800-tallets midte ikke havde noget imod at udstille sig i markedspladsernes kuk-kasser – og i øvrigt også på såkaldte ”franske postkort”. 

 

En årligt tilbagevendende begivenhed og tradition var de nybagte studen­ters køretur og dans omkring "Hesten" på Kongens Nytorv, men den 27. maj dette år forbød tyskerne kørslen, hvilket forståeligt nok skabte stor harme i den akademiske verden.

 

På søbadeantalt

På det mere personlige plan skete der i løbet af juni måned det, at min skoleklasse kom på ugentlige besøg på søbadeanstalten i havnebassinet på Christianshavnssiden nær ved Langebro. Under ledelse af vores noget bøse og stramme gymnastiklærer, Hr. Madsen, kørte eleverne fra min klasse, omkring 30 i alt, med sporvognen fra Rantzausgade og ud til Christianshavn, hvor vi stod af og i samlet flok gik hen til badeanstalten, som lå cirka 60 meter fra stoppestedet. Badeanstalten bestod af nogle brede træbroer, som hvilede på pæle, der var fæstnet på havnebunden. Ovenpå broplankerne var der på hver side af et rektangulært svømmebassin opført en lang række intermistiske trækabiner til omklædning og brusebad. For at man ikke skulle kunne glide på de i reglen våde planker, var der fastgjort lange, flettede kokosmåtter af omkring en god meters bredde langs med kanterne ud mod bassinet. Bassinet var så dybt, at hverken voksne eller børn kunne bunde. Det gjaldt derfor om at holde sig oven vande.

 

Hr. Madsen var en mand midt i 50’erne, ikke særlig høj, men firskåren og veltrænet af skikkelse. Han var karseklippet og havde et let furet ansigt og et overskæg, der ledte tanken hen på en vis herre syd for grænsen. Han gik altid i ridebukser og ridestøvler og var iført en stramtsiddende ridejakke, i al fald mens han underviste og opholdt sig på skolen. Desuden havde han altid en ridepisk i hånden, når han underviste. Hans måde at undervise på, var egnet til at minde hans elever om, at han havde en fortid i militæret, hvilket han da heller ikke undlod at gøre opmærksom på. Hans undervisning foregik i en kommandotone og med en stemmeføring, der skiftede mellem høje råb og lavtonet, nærmest hviskende hvislen mellem tænderne.

 

Når vi elever stod opstillet ved siden af hinanden fra den ene side af gymnastiksalen til den anden, og i reglen flere rækker bag hinanden, idet vi jo som nævnt var 30 elever i klassen, yndede Hr. Madsen at gå op og ned langs rækkerne og med grødet stemme brøle sine vekslende kommandoer: ”Arme bøj, arme stræk!” Knæ bøj, knæ stræk!” lød det fra ham, idet han slog taktfast med pisken på en af sine ridestøvler. Imidlertid kunne man sjældent høre hans fodtrin, når han bevægede sig omkring på gulvet i gymnastiksalen, og derfor heller ikke, når han pludselig havde gjort holdt bag en af eleverne, hvis måde at udføre de påbudte øvelser på vakte hans mishag. Det kunne jo nemt hænde, at nogle af os mindre adrætte elever havde svært ved at holde ryggen ret op, når vi skulle gå ned i knæ, og så han det – og det gjorde han i reglen – svirpede han den arme synder over balderne med ridepisken, så det sved. Dertil kom, at han umiddelbart bagefter hånede og truede den pågældende elev med nedsættende ord, som f.eks.: ”Nåh, din snydetamp! Så du troede, du kunne narre mig! Men jeg skal lære dig noget andet!” Hvorefter han slog nogle hårde slag mod sin ridestøvle med pisken, for ligesom at understrege alvoren i sine ord. Ordene faldt også, så de kunne minde om piskeslag.

 

Selv var jeg rystende angst for at blive ’offer’ for hans pisk og ironi, så derfor gjorde jeg mig til det yderste umage for ikke at tiltrække hans opmærksomhed på min person. Nogle gange var jeg alligevel ved at miste balancen, når vi f.eks. skulle gå ned i knæ, men heldigvis for mig syntes han aldrig at lægge mærke til det.

 

Respekten, for ikke at sige angsten eller frygten for Hr. Madsen fulgte også med ud til badeanstalten i havnebassinet, i al fald for mit vedkommende. Men efter at vi havde fået badebukser på og forsynet os med hver et korkbælte, skulle vi tage opstilling på række ved siden af hinanden langs kanten af svømmebassinet. Selv stod jeg længst borte fra Hr. Madsen, som – stadig iført sit ovenfor beskrevne ’kostume’ - havde taget opstilling et sted, hvorfra han kunne overskue eleverne. Herefter kommanderede han os efter tur til at springe eller hoppe ned i vandet og begynde at svømme, og den ene efter den anden af mine kammerater sprang ud og plaskede rundt nede i bassinet. Flere af dem var i forvejen gode svømmere, lige som de var gode til gymnastik, hvilket naturligvis især gjaldt den adrætte og smidige John, som derfor også var Hr. Madsens særlige kæledægge.

 

Da turen kom til mig, som stod og rystede af ængstelse, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne svømme rigtigt, sagde jeg spagfærdigt: ”Jeg kan ikke svømme! Jeg troede vi skulle lære det nu!” – ”Du skal ikke tro noget, dit fæhoved! Spring nu bare ud, så skal du nok få lært at svømme!” sagde han brøsigt. – ”Jamen, jeg tør ikke!” sagde jeg bønfaldende og nærmest grædefærdig. ”Tør ikke!” brølede Hr. Madsen, ”vil han så se at han opper sig! Sådan en knægt! Hvad bilder han sig ind!” Under denne krasse replik var Hr. Madsen gået hen og stod nu lige bag ved mig, og i samme øjeblik gav han mig et kraftigt skub, så jeg til min egen store forskrækkelse nærmest faldt ned i bassinet, hvor jeg fik hovedet under det temmelig kølige vand. Herved kom jeg til at sluge vand, så da jeg fik basket mig op til overfladen, prustede og spyttede jeg vandet ud af munden, samtidig med at jeg hev efter vejret.

 

Oppe på kanten af broen stod Hr. Madsen og en del af mine kammerater, og alle grinede højlydt ad mine anstrengelser, som sikkert har taget sig komiske ud for dem, men som for mig selv var ramme alvor, for jeg følte faktisk at jeg ville kunne drukne, især da jeg endnu ikke havde lært at svømme rigtigt. Jeg havde det største besvær med at holde mig oven vande, og sank med korte mellemrum nedad, så vandet var ved at lukke sig over mit hoved. Da Hr. Madsen blev klar over, at jeg rent faktisk ikke kunne svømme, greb han en lang stang med en bøjle ude for enden og sænkede den ned foran mig. ”Grib fat i bøjlen!” kommanderede han. Jeg gjorde helt automatisk, ja, nærmest lettere panisk, som han sagde, og følte at jeg nu var frelst fra at drukne. ”Hold fast og lig helt stille!” fortsatte han, idet han begyndte at trække mig af sted med stangbøjlen. ”Gør svømmetag med benene!” befalede han, og jeg forsøgte efter bedste evne at gøre, som han forlangte. Men min krop var så stiv af kulde, at det kun blev til nogle ynkelige forsøg. 

 

Efter at Hr. Madsen havde trukket mig frem og tilbage i bassinet et par gange, og formentlig havde indset det umulige i at få mig til at svømme, sluttede han med at trække mig, som holdt krampagtigt fat i stangbøjlen, hen til trappen fra bassinet op til broen, og jeg forstod umiddelbart dette som tegn til, at jeg nu kunne afslutte svømmeturen og kravle op. Dermed troede jeg mig frelst og mente, at læreren måtte have indset, at svømning ikke ligefrem hørte til min favoritbeskæftigelse. Men idet jeg kom op på broen og stod drivvåd og rystende af kulde foran ham, sagde han i en muntert-brøsig og ironisk tone: ”Ja, svømme kan du sgu’ ikke! Men du skal nok få det lært! Det skal jeg personligt sørge for med største fornøjelse!” Disse ydmygende ord følte jeg samtidig som en trusel, som bevirkede, at jeg bestemt ikke så frem til næste svømmetime om en uge, lige som jeg heller ikke så frem til næste gymnastiktime. For jeg var overbevist om, at han herefter havde udset sig mig som en slags syndebuk, som han kunne lade sin hyppige irritation og misfornøjelse gå ud over.

 

Da jeg kom hjem fra skole den eftermiddag kunne mor nok mærke, at pippet lige som var taget fra mig, og hun spurgte derfor, hvad der var i vejen. ”Ikke noget!” svarede jeg uvilligt, men så selvmedlidende, at mor naturligvis var klar over, at jeg måtte have oplevet noget i skolen, som gjorde mig nedtrykt og humørforladt. ”Fortæl mig nu, hvad der er hændt dig i dag!” sagde hun opfordrende, men samtidig i en medfølende tone, så jeg i en blanding af selvretfærdig harme og vrede busede ud med hele historien. Og hvad blev følgen? – Jo, at mor lakonisk sagde: ”Ja, men læreren har ret i, at man skal lære at svømme!” Antiklimaks.

 

Lejrskole ved Bøndernes Hegn

I maj måned skulle min klasse på såkaldt lejrskoleophold ved Bøndernes Hegn i Hareskoven lidt nord for København. Her havde kommunen en stor toetagers træbygning, som var beregnet til formålet, idet underetagen indeholdt køkken og køkkenfaciliteter, brusekabiner, opholdsstue og spisesal samt toiletter. På overetagen var flere værelser med køjesenge beregnet til overnatning.

 

Så vidt jeg husker blev vi kørt til Bøndernes Hegn i en bus, der var lejet til formålet. Uvist af hvilken grund, var det ikke vores klasselærer Hr. Holbro, der ledsagede os på turen, men derimod den en del år yngre sløjdlærer Hr. Garde og en yngre vikar. Under disse to mænds ledelse tog vi af sted en tirsdag tidlig formiddag og skulle vende hjem igen om fredagen, således at vi i hvert fald fik to hele dage på stedet. Det tog vel omkring en time at køre til Hareskoven og frem til stedet, hvor vi skulle holde lejrskole.

 

Men hytten, som huset kaldtes, forekom mig forholdsvis primitiv og rustik i det, og der lugtede indelukket og klamt. Det kunne jeg egentlig ikke så godt lide, men nu var vi der, og jeg fik en køje i et værelse, som jeg delte med seks af mine klassekammerater. Det bekom mig ikke særlig godt, for jeg var vant til kun at sove i rum sammen med min lillebror, Benny. En af mine klassekammerater hed Leif., og han var jævnaldrende med mig, men stor og veludviklet, og med en stemme, der var ved at gå i overgang, hvorfor hans stemme ind imellem lød lidt ejendommelig. Men tilsyneladende var han en flink fyr, som jeg dog ikke kendte ret meget til, idet det var begrænset, hvor mange af sine 29 klassekammerater, man fik lært at kende. 

 

På et tidspunkt sad vi nogle stykker på et par bænke udenfor huset og talte om, hvad der videres skulle ske under vores fire dages lejrophold. Midt under samtalen kom Leif ud fra huset og satte sig lige overfor mig, og da han hørte, at jeg var lidt utilfreds med at skulle sove sammen med så mange, som tilfældet var, foreslog han at jeg kunne sove i det rum, hvor han selv skulle sove, for der var der kun to andre, der også skulle være, hvilket betød at vi i givet fald kun ville være fire drenge i samme rum. Det syntes jeg var en god idé, så fulgt af Leif gik jeg straks op ovenpå og flyttede mit habengut ind i det andet rum. ”Du kan jo sove i min overkøje!” foreslog han. ”Ja, hvorfor ikke!” tænkte jeg og lagde min sovepose og min pyjamas derop.

 

Det blev en lang dag, som sluttede med lejrbål og fællessang, og da vi endelig kunne gå til køjs, var jeg så træt og udmattet, at jeg straks faldt i søvn i den lidt umagelige overkøje, som Leif havde anbefalet mig. To af vores kammerater sov i en køjeseng i den anden side af værelset. Men lidet anede jeg, at han havde haft en bagtanke med sit forslag, for midt om natten vågnede jeg pludselig ved, at en eller anden famlede udenpå mine natbukser. Jeg blev nærmest chokeret og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre, så derfor forholdt jeg mig i første omgang helt stille og lod som om jeg sov. Den famlende hånd blev dristigere og fandt vej ind under bukserne og greb forsigtigt om min bare tissemand og begyndte at kæle for den. I forsøget på at blive fri for hånden, uden at kompromittere den anden, vendte jeg mig ligesom i søvne om på den anden side, så jeg havde ryggen mod den formastelige person, hvis hånd dog fulgte med og ikke slap taget i mine ædlere dele. ”Det er bare mig!” hviskede en hæs stemme, som jeg straks blev klar over var Leifs. ”Er det ikke dejligt!?” fortsatte han, idet han forsøgte at onanere min penis, som uvilkårligt rejste sig ved berøringen. Min følelse af, at der foregik noget helt forkert, var dog for stor og stærk til, at jeg kunne opfatte situationen som behagelig, og derfor skubbede jeg straks hans hånd væk og satte mig op i sengen, idet jeg udbrød: ”Hvad er det, du gør!?” – ”Sccchhhh, ikke så højt! Du må virkelig meget undskylde!” svarede han spagfærdigt hviskende, og fortsatte lidt efter: ”Jeg troede, du ku’ li’ det! Jeg håber ikke, du siger noget til læreren eller de andre om det!?” Det undrede mig for resten, at han ikke havde været bange for, at de to andre kammerater, som sov i samme rum som os, skulle vågne og blive klar over, hvad der foregik. Men så vidt jeg ved, sov de to drenge heldigvis tungt og hørte derfor ikke Leifs og min hviskende stemme.

 

Eftersom jeg ikke så gerne ville betragtes som en sladrehank, hvilket var noget af det værste, man kunne blive beskyldt for af sine kammerater, fortalte jeg ingen om den natlige episode. Men straks om morgenen flyttede jeg mit habengut over til en anden køje, og der sov jeg de følgende to nætter, uden at Leif gjorde forsøg på at gentage sin dristige og kompromitterende adfærd. Dengang forstod jeg ikke rigtig, hvad der fik ham til at ville indlade sig seksuelt med en anden dreng, for begrebet og fænomenet homoseksualitet var noget nær der værst tænkelige, der fandtes, i al fald set med den offentlige morals øjne. Mistanke om homoseksuel adfærd var dengang ofte nok til, at den eller de mistænkte blev udsat for direkte forfølgelse og korporlig afstraffelse af ’gadens parlament’, og naturligvis særlig, hvis de blev grebet på fersk gerning. Desuden var voksnes homoseksuelle omgang med mindreårige, det vil dengang sige med personer under 18 år, direkte strafbart i henhold til politivedtægten.

 

Senere i livet har jeg tænkt over og forstået, at der for Leifs vedkommende, som jo dengang kun var godt og vel 12 år, men fysisk ret veludviklet og pubertetspræget, var tale om at hans seksualitet for alvor var begyndt at gøre sig gældende. Og da det i den alder var utænkeligt, og i øvrigt heller ikke tilladt, at gøre seksuelle tilnærmelser til piger, har hans åbenbart stærke og uimodståelige seksuelle drift som en slags erstatning derfor rettet sig mod en af samme køn. Det blev så i dette enkeltstående tilfælde mig, der blev hans uvillige ’offer’, men om han eventuelt forsøgte sig med andre af sine kammerater, har jeg ingen viden om. For resten tror jeg ikke, at han var disponeret for egentlig homoseksualitet, for det var der ellers ikke noget i hans øvrige adfærd, der tydede på. 

 

Til daglig i skolen hilste Leif og jeg i tiden efter lejrskolen venligt på hinanden, men havde ellers ikke noget med hverandre at gøre i resten af skoleårene, og jeg husker ham kun på grund af den ovenfor omtalte episode. Hvad der siden er blevet af ham, og hvordan hans liv har formet sig, har jeg overhovedet ikke den mindste viden om.

 

En ”børnelokker”?

I denne forbindelse kan jeg passende omtale en episode, der en gang fandt sted ovre ved parkanlægget i Hans Tavsensgade, og som kunne have fået ret så fatale konsekvenser for en mand på omkring 30 år, der blev jagtet og pågrebet på grund af mistanke om, at han var såkaldt ”børnelokker”. Det skete en dag, da jeg var på vej hjem fra skole, hvor jeg som sædvanligt skød genvej gennem det nævnte parkanlæg. Det usædvanlige denne dag var, at en del mennesker, flere kvinder og mænd og et par børn, var forsamlet omtrent oppe ved udgangen ud mod Jagtvej. De voksne diskuterede lavmælt, men ivrigt og ophidset, og jeg forstod på det hele, at de to børn, to piger på vel omkring 8-9 år, mente at der luskede en ”børnelokker” rundt i parken, og han havde blandt forsøgt at komme i kontakt med et par af børnene henne på legepladsen.

 

Ordet ”børnelokker” var den tids betegnelse for ”en pædofil”, og alene ordet og de forestillinger, det stod for og i reglen vakte, var i sig selv nok til at ophidse folk, herunder ikke mindst kvinder, så at de værst tænkelige sider af psyken kom frem. I det aktuelle tilfælde drejede det sig som nævnt om, at de to mindreårige piger mente at have set en yngre mand luske omkring ved legepladsen og på gangene i parken. Manden havde også henvendt sig til et par af de andre børn på legepladsen, og spurgt om, hvad klokken var, og det syntes de to piger var mærkeligt, især fordi manden selv havde armbåndsur på. 

 

”Dér er han!” råbte en af pigerne pludselig og pegede hen mod en sti i nærheden, og straks for de mange mennesker, vel omkring 20-25 stykker, hen mod stedet, men manden nåede at flygte ud af parken ved udgangen lige over for Metropolitanskolen, inden han blev indhentet, fanget og holdt fast af et par af de stærkeste mænd i mængden. Selv fulgte jeg efter og stillede mig foran lågen et stykke derfra, hvor jeg havde et nogenlunde godt overblik over, hvad der foregik. Et par af mændene forhørte nu manden: ”Hvorfor lusker du rundt i parken?” ville de vide, hvortil manden mumlede et eller andet. ”Pigerne her siger, at du er børnelokker! Passer det?” Hvilket manden grædende benægtede, åbenbart til stor irritation for nogle af kvinderne, som råbte: ”Giv ham nogle tæv, det infame svin!” ”Vi ringer efter politiet!” var der en af de mere besindige mænd, der foreslog, og som selv gik over til en telefonboks på den modsatte side af gaden. Mængdens ophidselse og irritation blev stadig større, imens spørgsmålene og tilråbene haglede ned over den arme mand, som alene var pågrebet på grund af mistanke. Ingen kunne med sikkerhed vide, hvad mandens hensigter havde været, da han kontaktede pigerne på legepladsen. Pludselig var der en kvindestemme i mængden, som nærmest hysterisk skreg: ”Klyng ham op i lygtepælen! Det har han fortjent!” Uroen bredte sig og jeg kunne se, at nogle var ved at lægge an til, at hænge manden op i den lygtepæl, der stod ved kanten af fortovet lige ved det sted, hvor mængden befandt sig.

 

Heldigvis for den arme mand, men måske også for de folk, der ville hænge ham, svingede der i samme øjeblik en politibil omkring hjørnet fra Jagtvej og standsede lige ud for folkemængden. To uniformerede betjente steg hurtigt ud af bilen og spurgte, hvad der var på færde. ”Han er børnelokker, det møgsvin”! råbte et par kvinder i munden på hinanden. ”Så, så!” sagde den ene af betjentene beroligende og fortsatte: ”Nu tager vi os af manden, og om han er skyldig eller ikke, det afgøres af dommeren!” Betjenten førte nu manden hen til politibilen, men undervejs blev han slået af både kvinder og mænd, uden at betjenten kunne forhindre det. Den anden betjent blev stående, for at optage rapport og afhøre vidner om det passerede.

 

Hvad der videre skete med den pågældende mand, ved jeg ikke, men hvis han var uskyldig i pigernes og mængdens anklage imod ham, så kunne situationen under alle omstændigheder nemt være endt med, at manden var blevet hængt. Senere har jeg tænkt, at hans ’anklagere’ formentlig lod deres frustrationer og had til tyskerne gå ud over en muligvis helt uskyldig mand, som måske blot har været en lettere psykisk retarderet og derfor en stakkels fyr. 

    

Held i uheld

Men jeg blev i øvrigt ikke helt færdig med skildringen af min klasses lejrskoleophold ved Bøndernes Hegn i Hareskoven. Dagen efter ankomsten dertil, skete det, at en kammerat og jeg ville ud at se os om i nærheden af Hytten, og vi gik derfor ind i skoven, idet vi mente at det ville være meget let at finde tilbage til stedet. Til sidst kunne vi ikke høre klassekammeraternes stemmer og kom snart til en stor sø, som vi bestemte os til at ville gå rundt om, eller måske vende om, hvis vi syntes gåturen blev for lang. Vi fortsatte dog rundt om søen og mente på et tidspunkt, at stien nu gik tilbage til vort udgangspunkt. Det varede dog længe uden at vi kunne genkende de steder, vi passerede, og pludselig gik det op for os, at vi var faret vild og ikke kunne finde tilbage til hytten. Det viste sig bagefter, at vi var gået flere gange rundt om den store St. Hulsø, før det gik op for os, at noget var galt. Vi troede begge, at vi hele tiden havde gået i den rigtige retning, hvilket viste sig at være totalt forkert. Bortset fra lidt fuglekvidder og summende insekter, var der fuldstændig stilhed på de steder, vi passerede, og vandet i søen var blikstille og spejlede skovens høje træer og buske, hvilket i sig selv var et smukt syn. Men sluttelig gav vi os til at råbe, så højt vi kunne, for om muligt at påkalde os opmærksomhed, hvis der var nogen i nærheden, der kunne høre os. Det var der heldigvis, men først efter nogen tid. Et par af vores klassekammerater kom løbende os i møde, idet de råbte: ”Hvor har I dog været henne? Vi har ledt efter jer længe!”

 

Vores lille uheld blev drøftet ved aftenens lejrbål, og lærer Garde benyttede anledningen til at give nogle gode spejderråd om at sørge for at noterere sig tydelige kendemærker, når man færdedes i skoven. Samme aften et par timer efter solnedgang var der arrangeret en slags skattejagt i skoven lige ved lejrhytten, og vi blev opdelt i små grupper på hver to mand, som skulle lede efter skatten ved hjælp af lommelygter. For at lette vores orientering om, hvor vi befandt os, var der opsat små skilte med påmalede pile, som viste vej fra det ene sted til det andet og til sidst tilbage til lejren. Et par af de hurtigste drenge fandt skatten, som jeg ikke længere husker, hvad var, og heller ikke, hvori præmien bestod. Men alt ialt havde dagen været så lang og anstrengende, at da vi ved 9-tiden om aftenen gjorde klar til at gå til køjs, var de fleste af os så trætte, at vi straks faldt i søvn, straks efter at vi havde lagt os og var krøbet under filttæppet. 

 

De næste par dage forløb roligt og fredeligt, og lærerne og hele klassen gjorde nogle udflugter til seværdige steder i omegnen. Der blev også arrangeret forskellige lege, og en af disse gik ud på, at vi to og to sammen skulle finde dyrespor, hvilket der hurtigt gik sport i. Alt i alt havde vi det fornøjeligt, men jeg – og sikkert flere med mig – var dog begyndt at længes hjem til de vante omgivelser.

 

Om fredagen ved middagstid kom bussen og hentede os, så vi kunne blive kørt hjem til skolen, hvortil vi ankom kort før skoletids ophør, og da skoleklokken ringede ud, tog vi afsked med lærerne og hinanden og skyndte os hver især hjem til vores familier. En på flere måder belærende oplevelse rigere.

     

Rullekonebladet og biograferne

Den kære avis AFTENBLADET, populært kaldet ”rullekonebladet”, som min mormor hver dag læste med stor interesse og fornøjelse, forresten til socialdemokratiske morfars lettere irritation, havde i hvert fald et stort fortrin, syntes jeg, nemlig den daglige tegneseriestribe ”Anders Ands Genvordigheder”. Men biografannoncer var det skraldt med i den avis. Således havde den kun 6 sølle af slagsen at byde på onsdag den 21. maj 1941:

 

Atlantic. Forbudt for Børn. Marika Rökk i ”Kora Terry”. Musik: Peter Kreuder.

Den Vide Verden. Ugerevy – I Tango- og Rumbatakt – UFA Film Avis – Schorlheide – Tegnefilm: Spil op Mickey. (Der er her tale om Mickey Mouse-filmen ”The Band Concert” fra 1935).

Metropol. 5. Uge. Foraarets straalende Lystspil ”Med dig i mine Arme”. Ekstra: Den svenske Kongefilm. 

Nora. ”Tak fordi du kom Nick!” Manuskript: Kjeld Abell. Iscenesat af Svend Methling.

Palads. ”Swing it, Hr. Lærer!” Alice ‘Babs’ Nilson og Adolf Jahr. I Aften Kl. 7,15 Æresforestilling: Alice “Babs” Nilson overværer personlig Forestillingen, hvis Indtægt gaar til “Saxoly”. (Sidstnævnte var en institution for socialt udsatte menensker).

Palladium. Uden Stop fra Kl. 12. 70 Øre. Kino Orgel – Revyer – Kultur – Rejse- og Silhuetfilm. Kl. 7,15 og 9,15 Ilse Werner i ”Ønskekoncerten”.

 

Den sorte børs

Det fik også betydning for mange mennesker, at den tiltagende tobaksmangel som følge af importrestriktioner medførte, at der ikke var tilstrækkeligt med tobaksvarer, især cigaretter, i butikkerne. Disse indførte derfor fra den 28. maj kortere åbnings­tider. Situationen fik imidlertid bl.a. den konsekvens, at sortbørshandel med tobaksvarer til store overpriser fik gode vilkår. Hvor cigaretterne kom fra var ikke altid let at vide, men i nogle tilfælde var disse smuglet ind i landet fra Sverige eller de var stjålet fra en af de danske tobaksfabrikker.

 

I forbindelse med den ulovlige handel med rationerede cigaretter kan det nævnes, at min altid påhitsomme onkel Thorkild, som selv var storryger, også i den situation fandt udveje for at anskaffe sig især cigaretter, både til eget forbrug og til videresalg på den sorte børs. Den sidstnævnte fandtes ikke noget bestemt sted, men den ulovlige handel med rationerede og i nogle tilfælde stjålne varer skete overalt på gader, stræder og i private hjem, men i reglen så diskret, at lovens håndhævere og nidkære borgere ikke registrerede, hvad der foregik. Der handledes dog meget andet og mere end cigaretter på den sorte børs, som f.eks. rationeringsmærker, der i reglen var videresolgt af folk, som ikke selv havde brug for disse, eller som var blevet stjålet på et kommunekontor. 

 

Men min kære onkel Thorkild havde overhovedet ingen skrupler ved at tjene penge på denne ulovlige måde. Hans hovedproblem var, at han egentlig ikke havde nogen speciel uddannelse, men altid fandt udveje og var parat til at prøve, hvad der måtte byde sig til, bortset fra fabriksarbejde eller andet fast arbejde fra kl. 8-17. Det lykkedes ham stort set altid at klare sig igennem på den ene eller den anden måde, lovlig eller ulovlig. Foreholdt ulovligheden af sortbørshandlen, svarede han: ”Nå, og hvad så!” Han var easygoing og sorgløs, altid venlig og parat til at hjælpe sin familie, men det, han ikke havde lyst til, det ignorerede han og lod andre om. Hans hovedinteresse i livet var til enhver tid damer, unge og lidt ældre, når bare de var villige til andet og mere end at kysse og kramme. De ofte mere end villige af slagsen, men alligevel ordentlige piger, kom han i kontakt med især på danserestauranter som Prater i Stengade og Danas Have på Nørrebrogade. Dengang var han meget mådeholden, hvad spirituøse drikke angår, og i min barndom og ungdom har jeg kun oplevet få gange, hvor han optrådte beruset. Den ene gang var en nytårsaften og den anden gang til min konfirmationsfest.

 

For øvrigt ønsker jeg ikke at løbe med sladder, men på et tidspunkt har jeg hørt, at Thorkild skulle være biologisk far til et barn, født af en kvindelig tandlæge, som han havde truffet og haft et korterevarende forhold til. Om det med det illegitime barn er sandt, har jeg ingen viden om, men anser det dog ikke for usandsynligt, at det kunne være tilfældet. Jeg ved heller ikke, om han eventuelt betalte underholdsbidrag til dette og eventuelt et eller flere andre børn, end det eller de børn, han vitterligt havde med sin første kone eller samlever Lillian.

 

Biografrepertoiret den 27. maj 1941

Blandt de københavnske aviser, der i reglen havde et anseligt antal biografannoncer, var eksempelvis Berlingske Aftenavis. Tirsdag den 27. maj 1941 spillede de københavnske biografer følgende repertoire:

 

Allé Teatret. Forbudt for Børn. Benjamin Christensens Storfilm ”Heksen”.

Bellevue. Aksel Schiøtz i Weyse-Filmen ”Jeg har elsket og levet”.

Bristol Teatret. Magda Schneider og Albert Matterstock i ”Hvem kysser Madelaine?”

Carlton. 2. Uge. Alle Tiders største Operette-Sukces ”Rose Marie” med Jeanette Mc Donald og Nelson Eddy.

Colosseum. Sæsonens svenske Solskinsfilm ”Gentleman til Leje” med Sickan Carlson og Åke Söderblom.

Den Vide Verden. Ugerevy – Cirkus kommer – Ufa Avis – Glaskunstens Mestre – Betty Boop er Hundeven.

Grand Teatret. Den nye franske Storfilm ”Blændværk” med Lucien Baroux.

Kino-Palæet. 3. Uge. ”Glæd dig i din Ungdom” Filmen om ung og stormende Kærlighed. med Birgt Tengroth og Peter Höglund.

Metropol. 6. Uge. Foraarets straalende Lystspil ”Med dig i mine Arme” med svensk Films nye Elskerpar Karin Ekelund og Edvin Adolphson. Ekstra: Den svenske Kongefilm.

Nora. 2. Uge. ”Tak fordi du kom Nick!” Manuskript: Kjeld Abell.

Nørreport Bio. 68. Uge. Edvard Persson i ”Landevejs-Kroen”,

Palads. 9. Uge. Alice ”Babs” Nilson og Adolf Jahr i ”Swing it, Herr Lærer!”.

Palladium. Uden Stop fra Kl. 12. 70 Øre. Kino Orgel – Dansk Revy – UFA Avis – Langs Elben – Emil Coleman – Gode Spejdere – Tegnefilm. [med sidstnævnte er der tale om Anders And-filmen ”Good Scouts” fra 1938]. Premiere paa den finske Storfilm ”Runeberg, Finlands Digterkonge”. Kl. 7,15 Svend Methling fremsiger: ”Svend Due”. Mogens Kilde spiller: ”Finske Toner”.

 

Herover ses et udsnit af biografannoncer i Berlingske Aftenavis for tirsdag den 27. maj 1941. Bemærk, at amerikanske spillefilm fortsat er godt repræsenteret i repertoiret. Den svenske film ”Med dig i mine Arme” blev en stor sukces og etablerede Karin Ekelund og Edvin Adolpson som et elskerpar på linie med, hvad man tidligere kun havde set i amerikanske film. Og svenskfødte Greta Garbo kunne stadigvæk trække folk i biografen, ikke mindst i og med den fornøjelige Lubitch-film ”Ninotshka”.

 

 

 

I forlængelse af de ovenfor viste biografannoncer fra samme avis og dato. Her domineres annoncesiden af annoncen for ”Hvide Slaver” med Berømte Bette Davis i hovedrollen. Det har næppe været uden virkning – især på det mandlige publikum – at man i annoncen anfører filmens originaltitel: ”Naked Woman”.  Den slags ’finesser’ er altid gode til at lokke ’husarerne’ ind i biografens mørke, hvor man ugenert har lov til at få styret sine voyeuriske lyster.

 

Park Teatret. 2. Uge. ”Tak, fordi du kom Nick!”  med Karin Nellemose.

Platan Bio. Forbudt for Børn. Bette Davis i ”Hvide Slaver” (Naked Woman).

Rialto. Frank Lloyd’s ”Præsidentens Kurér” med Joel McCrea og Frances Dee

Roxy. 2. Uge. ”Tak fordi du kom Nick!” med Sigfred Johansen.

Scala Bio.  Garbo ler, flirter, danser i Lystspillet ”Ninotchka”. Iscenesat af Ernst Lubitch. En Metro Film.

Strand Teatret. Forbudt for Børn. Benjamin Christensens Mesterværk ”Heksen”.

Triangel. Den svenske Storfilm ”Alting ta’r sin Tid”. En Film om Nordens Sønner.

Winsor. Forbudt for Børn. Den franske Spionfilm ”Kaptajn Benoit”.

 

Når blandt andet og især World Cinema ikke figurerer blandt de ovenfor anførte biografannoncer, skyldes det formentlig at Cirkussæsonen var startet i Cirkusbygningen på Axeltorv.. Her annoncerede man med Cirkus Mikkenie-Strassburger, som hver aften kl. 20. fremførte sit store Cirkusprogram. Cirkusbygningen var jo oprindelig opført med henblik på deciderede cirkusforestillinger, men sådanne blev dengang sjældent forevist i vinterhalvåret. Derfor udnyttede man denne omstændighed og omdannede bygningen til biografen World Cinema, som altså kun fungerede som biograf i vintersæsonen.

 

Efter at vi var vendt hjem fra lejropholdet og begyndte på den daglige skolegang igen, hændte det en dag i en af timerne, at vi pludselig blev bedt om at gå ned i skolegården og tage opstilling til et klassefoto. Desværre havde der lige været en regnbyge, så skolegården var våd, men fotografen havde ikke tid til at vente på solskin, for der skulle tages billeder af samtlige klasser. 

 

 

På dette klassebillede fra en regnvåd dag i sommeren 1941 ses stående til venstre klasselæreren Hr. Holbro, og  dreng nr. 2 fra venstre på forreste bænkerække er Per Mejlstrup. Selv sidder jeg som nr. 2 fra højre på samme række, og drengen til højre for mig er min sidekammerat Svend Holm. Den høje dreng med lys krave og ærmer i anden række fra neden, er Leif, medens drengen helt til højre i samme række er ’atleten’ John. I tredje række fra neden ses yderst til højre Jørgen Vestergaard og hans sidekammerat Mogens. Den mindste dreng i den øverste, fjerde og sidste række, er Kaj, som var meget dygtig til at tegne og male. Svend Holm er ham, der snød med at påstå, at han selv havde tegnet en tegning af ”Peter Pep”, men som han faktisk havde kopieret fra et billede i Billed-Bladet. De øvrige drenge husker jeg stort set allesammen ansigterne på, men desværre ikke deres navne.      

 

Den lille biografdirektør

På min 12 års fødselsdag den 12. juni 1941 kom til min helt store overraskelse min rare onkel Thorkild og forærede mig en ’rigtig’ kinoprojektor til 35mm film. Og sammen med den fulgte nogle ruller film, som hver især indeholdt en såkaldt ’akt’, idet man af forevisningstekniske grunde opdelte spillefilmene i akter. En spillefilm bestod i reglen af 5-6 akter, hvilket altså vil sige 5-6 filmruller. Den ene af de nævnte filmruller, der fulgte med min kinomaskine, indeholdt en akt af ”Den sidste Mohikaner”, en amerikansk spillefilm fra 1930’erne. Den anden rulle indeholdt en akt af den svenske spillefilm fra stumfilmtiden ”Gösta Berlings Saga”, og den tredje og sidste filmrulle var fra en dokumentarfilm om det vilde Afrika, ”På safari i Afrika”, tilmed i farver, hvad der var ret usædvanligt og ualmindeligt på den tid.

 

Kinoprojektoren var af gedigent tysk fabrikat, og med hånddrevet fremføring af filmspolerne, og den havde med al sandsynlighed været brugt af en af 1930’ernes såkaldte rejsebiografer. Sådanne rejsebiografer var der en del af, som drog land og rige rundt og foreviste film fortrinsvis i landsbyerne eller på markedspladser. De to af mine filmruller var dog forsynet med optisk lyd, nemlig ”Den sidste Mohikaner” og rejsefilmen ”På safari i Afrika”, mens ”Gösta Berlings Saga” som nævnt var en stumfilm. Min kinomaskine havde dog ingen fotocelleanordning indbygget, og der hørte heller ikke højtaler til, så den kunne kun vise filmene stumme, hvilket dog betød mindre, i al fald i mine øjne, og for resten også i mit publikums øjne. De sidstnævnte var naturligvis mine søskende og forældre og lejlighedsvis også mine morforældre og fætter Dennis.  

 

Til at sikre en jævn og konstant fremføring af filmene var der på et af projektorens tandhjul monteret en stroboskopskive, som angav, hvornår den hånddrevne fremføring skete i det rigtige tempo. Operatøren, i dette tilfælde altså mig, skulle hele tiden holde øje med stroboskopskiven, for at holde det rette fremføringstempo. Drejede man nemlig for langsom på håndsvinget, bevægede personerne på lærredet sig også langsomt, alt efter tempoet, og drejede man det for hurtigt, pilede personerne af sted eller bevægede sig på en måde, som den man kan se, når stumfilm bliver fremført med f.eks. lydfilmens hastighed. Det vil sige, hvis film, der er optaget med 16 billeder i sekundet, forevises med 24 billeder i sekundet.

 

I 1942, da jeg havde fået overladt værelset eller kammeret, som vi kaldte det dengang, og som jeg delte med Benny, helt for mig selv, arrangerede jeg nogen gange ’biografforestillinger’ for nogle af de børn, jeg eller mine to brødre, kendte fra gaden. Men herom senere.

 

Operation Barbarossa

Den helt store politiske begivenhed dette år var internerin­gen af de ledende danske kommunister, som blev anbragt i Horserødlejren. Det skete efter at Tyskland den 22. juni 1941 havde påbegyndt invasionen af Sovjetunionen. Tyskerne betegnede den som Operation Barbarossa, og den betød et lodret brud på den ikke-angrebspagt, som Hitler og Stalin havde indgået med hinanden i 1939. Ikke-angrebspagten var da også kun udtryk for en skinmanøvre, især fra Hitlers side, nemlig for at forhindre Stalin og dermed Sovjetunionen i at gribe ind over for Nazi-Tysklands invasion af de østeuropæiske lande. Ved samme lejlig­hed havde man desuden indgået en hemmelig aftale om, at Sovjet kunne invadere det østlige Polen og dermed rykke sin sydvest­lige grænse længere vestpå. Men Hitler drømte fortsat om verdensherredømmet, og erobringen af det vældige Sovjetunionen var udset til at skulle være den egentlige indledning til realiseringen af drømmen. Erobringen af de mindre lande havde kun været ouverturen til det, verden kunne vente sig, hvis det ellers kunne lykkes for Nazi-Tyskland at skaffe sig det større "Lebensraum", som Hitler ustandselig fablede om.

 

Det blev især i hælene på den i begyndelsen sejrrigt frem­rykkende tyske værnemagts tropper, at Himmlers SS-Totenkopf kompagnier (Totenkopf = Dødningehoved, et emblem, som ‘prydede’ SS-uniformerne) kom til at udføre nogle af deres mest grusomme, nådesløse og helt igennem umenneskelige forbrydelser mod den sovjetiske civilbe­folkning, og især mod de mange jøder, der gennem generationer havde levet i det vældige land. Mændene i Waffen SS var gennemgående en flok hårde og barske fyre, men særlig medlemmerne af totenkopf (dødningehoved) kompagnierne havde en psyke, der kun kan karakteriseres med begrebet djæv­lebevidst­hed. Disse mænd var i stand til alt: tortere, plyndre, voldtage og - ikke mindst - dræbe deres ofte helt uskyldige ofre, og hvad måske værre var, de udførte med fanatisk iver deres forfærde­lige uger­ninger. Disse bæster nød ligefrem at pine, plage og til slut dræbe de i reglen helt forsvarsløse mænd, kvinder og børn, som de i øvrigt i overensstemmelse med den nazistiske ideologi opfattede som "undermen­nesker".

 

Det overgreb mod mennesker, der skete under tyskernes invasion af Sovjetunionen i 1941 og det, der fulgte efter i det følgende år, hører til blandt de største forbrydelser i det turbulente 20. århundrede. Den 22. juni sattes tyskernes angreb ind over en bred front, der strakte sig fra Ishavet til Finske Bugt og videre fra Østersøen til Sortehavet, og Hitler havde blandt andet givet ordre til, at alle pågrebne russiske politiske kommissærer straks skulle skydes uden dom. Samtidig havde han udstedt en hemmeligstemplet bekendtgørelse om, at de forbrydelser, som medlemmer af den tyske værnemagt måtte begå overfor den russiske civilbefolkning, ikke ville blive retsforfulgt. Det var jo det samme som at give frit spillerum for overgreb af enhver tænkelig og mulig art,      

 

Aktionen mod kommunisterne

Men som nævnt fik Operation Barbarossa indirekte også konsekvenser i Danmark, idet tyskerne havde beordret det danske politi til tidligt om morgenen ved 3-4 tiden den 22. juni 1941, altså samme dag, som angrebet på Sovjetunionen fandt sted, at indlede en lands­dækkende aktion mod de ledende danske kommunister samt alle kommunister, som kunne mistænkes for at udøve spionage og sabotage. I de følgen­de uger blev flere hundrede mennesker arresteret og indsat i inter­neringslejren Horserød i Nordsjælland, og mange af dem blev senere ført til tyske kz-lejre, og de, der over­levede opholdet her kom først på fri fod igen fire år senere, da Tyskland måtte kapitulere. Blandt de arre­sterede var også tre folketingsmedlemmer som Danmarks Kommu­nistiske Parti (DKP) havde fået ved valget i 1939, nemlig Aksel Larsen, Alfred Jensen og Martin Nielsen. Disse tre var ifølge Retsplejeloven og Grundloven garanteret immunitet mod retsfor­følgelse, og det var derfor en yderst penibel situation for den danske regering, at de i det hele taget var blevet arresteret.

 

Ordren til politiaktionens iværksættelse blev givet af ingen ringere end landets statsminister, Thorvald Stauning, som dog handlede under stærkt pres fra tyskerne. Forud herfor var der nemlig sket det, at Udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen og Justitsministeriets departementschef Eivind Larsen var blevet ringet op og kaldt til det tyske hovedkvarter i København, Dagmarhus. Her var de blevet informeret om, at Hitler samme morgen havde indledt et angreb på Sovjetunionen, og samtidig hermed fik de to herrer overrakt et tysk memorandum, der krævede arrestation af alle ledende danske kommunister, her­under de tre folketingsmedlemmer.

 

Niels Svenningsen forsøgte derefter straks at få kontakt med justitsminister Harald Petersen, men forgæves, hvorefter Svenningsen over telefonen fik kontakt med udenrigsminister Eric Scavenius. Denne anbefalede at man bøjede sig for de tyske krav, men henviste i øvrigt til statsminister Stauning. Sven­ningsen forelagde derefter de tyske krav for statsministeren, som uden større betænkningstid gav ordre til at sætte politiak­tionen i gang. Stauning tilsidesatte dermed grundloven, hvad angår de ovenfor nævnte tre folketingsmedlemmer.

 

Rent praktisk begyndte politiaktionen på Københavns Politi­gård, hvor alt disponibelt personale fra Opdagelsespolitiet blev indkaldt. Desuden kom et antal tyske politifolk, der i det daglige varetog forbindelsen til det danske politi, til stede, dels for at overvåge aktionen og dels for at medvirke direkte under anholdelsen af de kommunistiske folketingsmedlemmer.

 

Kort før klokken 9 samledes de tilstedeværende betjente i politigårdens parolesal for at modtage en kort information om situationen og ligeledes en kort instruktion til aktionens igangsættelse. Det var departementschef Eivind Larsen, der kort opridsede baggrunden for og angav retningslinierne for den aktion, der nu skulle sættes i gang. Herunder fremhævede departementschefen, at man var nødt til at se bort fra både Retsplejeloven og Grundloven, noget, der normalt ville være strafbart, men som under de givne omstændigheder var en nødven­dighed og som det samlede ministerium stod bag.

 

Der blev derefter udsendt et telegram med direktiver til samtlige politimestre i landet, og samtidig hermed blev de københavnske betjente, normalt to og to, sendt ud for at anholde de enkelte kommunister. Anholdelserne af kommunisterne foregik efter hemmelige kartoteker, som sikkerhedspolitiet og Københavns Politis afdeling D havde udarbejdet i årene forud. I disse kartoteker fandtes opført medlemmer af DKP's centralkomi­té, Danmarks Kommunistiske Ungdom, kommunistiske folketings- og rigsdagsmedlemmer, ledere af organisationer med tilknytning til DKP, og medarbejdere ved kommunistiske blade og tidsskrifter.

 

Tyskerne var selv i besiddelse af en liste udarbejdet af det danske politi, som rummede navnene på omkring 70 ledende medlemmer af DKP. Men tyskerne havde ikke sat noget præcist tal for, hvor mange kommunister, man ønskede inter­neret. Det blev blot angivet, at det drejede sig om alle ledende kommunister samt alle kommunister, der kunne mistænkes for at udøve spiona­ge og sabotage. Og eftersom alle kommunister pr definition med rette kunne mistænkes for at ville lave sabotage og drive spionage mod besættelsesmagten, var der derfor frit spil for det danske politi til at arre­stere så mange kommunister som muligt.

 

Der blev i alt arresteret over 300 kommunister i løbet af de første otte uger efter aktionens ikrafttræden, men flertallet af disse blev dog løsladt kort efter. Tilbage blev der 116 politiske fanger, som dels var interneret i Horserødlejren og dels sad i Vestre Fængsel. Dette antal blev dog senere forøget gennem fire andre arrestationsbølger mod kommunister, der blev iværksat i tiden frem til den 29. august 1943.

 

Politiaktionen mod de danske kommunister i København, Odense, Svendborg, Esbjerg, Aarhus og Aalborg fjernede stort set alle ledende kommunister. Men selv om denne omstændighed selvfølge­lig ramte DKP hårdt, så lykkedes det alligevel i løbet af kort tid illegalt at reorganisere partiet. Politiaktionen satte altså ikke kommunisterne ud af spillet, men befordrede tvært­imod illegali­seringen af DKP, hvilket betød, at den spirende modstand mod tyskerne blev tilført en politisk og organisa­torisk kraft, som skulle få afgørende betydning for, at der efterhånden opstod en slagkraftig dansk modstandsbevægelse.

 

Men den danske samarbejdsregering søgte med alle "legale" midler at forhindre kommunisterne i at få indflydelse på dansk politik og danske forhold. Den 20. august forelagde justitsmi­nister Thune Jacobsen Lovforslag om Forbud om kommunistisk Aktivitet i Danmark. Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget af Folketingets 116 tilstedeværende medlemmer, de tre kommunisti­ske medlemmer var jo fraværende som følge af deres internering. Loven gav mulighed for at varetægtsfængsle personer, der mistænktes for kommunistisk aktivitet af hvilken som helst art, som måtte rumme en mulig fare for statens og landets sikkerhed. De anholdte og fængslede personer kunne idømmes bøder eller fængselsstraffe fra et til otte år, og desuden kunne alle papirer, dokumenter samt alle finansielle ressourcer, der tilhørte kommunistiske organisationer, beslaglægges. 

 

Det var DKP's formand, folketingsmedlem Aksel Larsen, som undslap politiet og gik under jorden, og som herfra ledede reorga­ni­seringen af partiet. Allerede i juli 1941 udsendte DKP de første illegale løbe­sedler i masseoplag, i form af ”åbne breve til regeringen og rigsdagens medlemmer”. Heri kritisere­des den grundlovsstridige behandling af DKP. I september fulgte 'Danske Toner' med de indvendinger imod kommunistloven af 20. august, som interneringen havde forhindret kommunisterne i at fremføre i Folketinget. I oktober be­gyndte DKP udgivelsen af Politiske Maa­nedsbreve, som i marts 1942 blev omdøbt til Land og Folk, og som skulle blive et af besættelsestidens største og mest markante illegale blade.

 

Det bør for fuldstændighedens skyld nok nævnes allerede her, at de danske kommunisters illegale kamp mod samarbejdsregeringen og besættelsesmagten først og fremmest var dirigeret af partiparolerne fra hovedorganisationen i Moskva. Krigen var ifølge kommunistisk opfattelse imperia­listisk, hvilket vil sige at den blev udkæmpet for storkapita­listiske og imperialistiske interesser og mål, med den engelske imperialisme som den drivende og aggressive faktor. Men før angrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941 var den altid kontroversielle ildsjæl Aksel Larsen endda gået så vidt, at han direkte gav England skylden for, at tyskerne havde besat Danmark, og i det stykke var han altså indirekte enig med de tyske militære myndigheder! Men eftersom kommuni­sternes af Moskva dikterede over­ordnede politi­ske opgave var "kampen for freden" og "storkrigens ophør", kunne man derfor ikke støtte hverken Tyskland eller England.

 

Dagen efter, mandag den 23. juni 1941, var aviserne naturligt nok præget af den tyske invasion af Sovjetunionen. Dagbladet Politiken havde denne kæmpeoverskrift på forsiden:

 

Krigen mod Rusland aabnet,

Front fra Ishav til Sortehav

Den tyske Udenrigsminister von Ribbentrop afgav Søndag Morgen

ved Daggry Meddelelse om Krigstilstanden

En Proklamation fra Rigskansler Hitler til de tyske Hære om Kampens Indledning

 

Italien, Finland og Rumænien har sluttet sig til Krigen

mod Sovjet.

Krigen indledet med tyske Tank-Fremrykninger

og Luft-Bombardementer.

Angreb fra finsk og rumænsk Omraade

 

DET TYSKE RIGE befinder sig siden Søndag Morgen Kl. 4,30 i Krig med Sovjetunionen. Finland og Rumænien staar paa Tysklands Side, og ogsaa Italien har erklæret Rusland Krig.

 

Det var jo dramatiske og ildevarslende ord, som blev fulgt op inde i avisen med detaljerede referater af, hvad de forskellige nazikoryfæer med Hitler i spidsen havde at sige om den opståede situation, som han sin sædvane tro gav England og specielt premierminister Churchill skylden for. Sidstnævnte meddelte til gengæld, at England fuldt ud støttede Sovjetunionen både moralsk og med teknisk og økonomisk hjælp. Samtidig udtalte han, at England ville forstærke sin krigsførelse mod Tyskland til lands, til søs og i luften. Churchill havde haft kontakt til Stalin og advaret denne om de forestående begivenheder. Dette var i sig selv noget usædvanligt, idet ingen havde været større modstander af kommunismen end Churchill, men dette modsætningsforhold måtte nu hvile for de begivenheder, der var i gang, og som var en stor trusel mod Rusland og også mod England, som formentlig stod for tur, hvis Hitler sejrede i Rusland. 

 

Begivenhederne var åbenbart kommet bag på de fleste mennesker, ikke mindst på kommunisterne, som jo havde måttet indstille sig på den såkaldte ”fredspagt”, der var indgået mellem Hitler og Stalin. Som om man kunne stole på nogen af parterne. Men til trods for avisens drastiske indhold denne mandag morgen den 23. juni 1941, så indeholdt den som sædvanligt også de obligatoriske forlystelsesannoncer, som i store aviser som Politiken i reglen fyldte en hel side. Heraf var en betragtelig del af annoncerne biografannoncer. 

 

Biografrepertoiret 23. juni 1941

Aladdin. Det populære svenske Komikerpar Kalle og Nisse i Latter-Orkanen ”Spøgelser til Salg”.

Allé Teatret. Kun i Dag! Harry Baur i ”Postholderens Datter”. [Efter denne dato begyndte Allé Teatrets sommercavalkade, hvor man skiftede film hver dag. Tirsdag bød på lystspillet ”Det begyndte i Paris” med Charles Laughton. Onsdag ”Engel” med Marlene Dietrich. Torsdag ”Generalen døde ved Daggry” [med Gary Cooper].

Amager Bio. Kun 2 Dage! Norma Shearer og Tyrone Power i ”Marie Antoinette”

Atlantic. Forbudt for Børn! Boris Karloff i den eventyrlig spændende Film ”Manden, de ikke kunde hænge”.

Bella Bio. Den store Musik- og Dansefilm ”Swingpigen” med Lana Turner og Richard Carlsson.

Bergthora. Pragtfuld Farvefilm. Errol Flynn i ”Robin Hood”. [Her skal man huske på, at de allerfleste spillefilm på den tid var sort-hvide. Farvefilm var et særsyn dengang].

Bispebjerg Bio. I Dag Mandag: Harry Baur og Simone Simon i ”Sorte Øjne”. Forbudt for Børn. – Tirsdag: ”Bohémeliv” med Jan Kiepura og Martha Eggert. – Onsdag: ”La Bandera” med Jean Gabin og Annabella. Forbudt for Børn. – Torsdag: ”Det var i Paris” med Annabella og Albert Préjean. Forbudt for Børn. – Fredag: ”Tarass Bulba” med Harry Baur og Danielle Darrieux. – Lørdag: ”Garnisonens glade Gut” med Fernandel. – Søndag: ”Knindeklubben”. Forbudt for Børn.

 

 

Udsnit af biografannoncer i Dagbladet Politiken mandag den 23. juni 1941, dagen efter invasionen af Sovjetunionen. Som det fremgår, er det især film som ”Swing it, Herr Lærer”, ”Taagernes Kaj” og ”Orkanen”, der tiltrækker sig opmærksomheden. Den førstnævnte film gjorde med ét sangerinden Alice Nilson berømt i hele Norden. Var navne som Jean Gabin og Michelle Morgan ikke forlængst kendte i Danmark, så blev de det i hvert fald i og med filmen ”Taagernes Kaj”. Og Dorothy Lamour i ”Orkanen” – originaltitel: Hurricane – var også allerede kendt for sine roller som junglepige i flere film fra og med 1936 og senere i sit samspil med makkerparret Bing Crosby og Bob Hope.

 

Bristol. 3. Uge. Det czekiske Mesterværk ”Ekstase”med den skønne Hedy Kiesler. Forbudt for Børn. OBS! Den eneste eksisterende Kopi af dette opsigtvækkende og omdiskuterede Mesterværk ...

Carlton. 6. Uge. ”Rose Marie”. Alle Tiders største Operette-Sukces! Med Jeanette McDonald, Nelson Eddy og James Stewart. Melodier: Indian Love Call og Rose Mari’ I love You.

Colosseum. Den spændende franske Kriminalfilm ”Paa falsk Pas”.

Den Vide Verden. Ugerevy – Edv. Persson: En lille hvid Kanin – Manhattan ved Nat – Ufa Film-Avis – Skatten i Skoven – Tegnefilm.

Enghave Bio. Forbudt for Børn. ”Cleopatra” med Claudette Colbert.

Fasan Bio. I dag og i Morgen Kl. 7,10 og 9,10 Wallace Berery i ”De syv Haves Havn”. Onsdag og Torsdag Kl. 7,10 0g 9,10: Robert Young og Ann Southern i ”Maisie ta’r Affære”.

Gentofte Kino. Forbudt for Børn ”En farlig Kvinde”.

Grand. En ny svensk Filmoplevelse ”Du skal ikke begære” med Lars Hansson, Karin Ekelund og Alfred Maurstad.

Grøndals. Maurice Chevalier i ”Den smilende Løjtnant”.

Kino-Lyngby. Adolf Jahr og Birgit Tengroth i ”Karl for sin Hat”.

Lyngbyvejens Kino. Det svenske Lystspil ”Et Døgn uden Løgn”. Manden, der absolut maatte stikke en ”lille Løgn” hver Dag. Man hviner af Grin.

Merry. Åke Söderblom og Sickan Carlsson i ”En Gentleman til Leje”.

Metropol. 9. Uge. Sommerens straalende Lystspil ”Med dig i mine Arme”. En stor Sejr for svensk Film.

Nora. Det svenske Lystspil ”Karl for sin Hat” med Adolf Jahr og Birgit Tengroth.

Nørrebros. Max Hansen i ”Tror du jeg er født i Gaar?”.[Max Hansen (1897-1961) var født i Mannheim i Tyskland og uddannet i sang og musik i Berlin. Indspillede tyske film 1930-33. Han boede ind imellem i Danmark (i København). Hans første danske film var ”Tror du, jeg er født i Gaar?” (1941) og nr. 2 var ”Wienerbarnet” (1941). Opholdt sig derefter under resten af besættelsen i Sverige, hvor han indspillede flere film. I 1956 var han direktør for Tivoliteatret og samme år medvirkede han i filmen ”Hvad vil De ha’?”]

Nørreport Bio. 72. Uge. Edvard Persson i ”Landevejs Kroen”

Odeon. Eneste Teater! Victor MacLaglen i ”En Mesterbokser Skæbne” Spændende Boksescener – dramatiske Konflikter – straalende og morsomme Episoder.

Palæ Bio. Forbudt for Børn. ”Jøden Süss” med Heinrich George og Werner Krauss.

Palladium. Non Stop fra Kl. 12. Kino Orgel – Dansk Revy – UFA Avis – De Blindes Ven – Ønskestenen – Musik- og Tegnefilm. – Premiere paa ”Butterfly” Ved Kino Orglet: Mogens Kilde spiller Puccini.

Park. Forbudt for Børn. 1. Genoptagelse. Uge ”Hjemve”. Den pragtfulde Storfilm, i hvilken den svenske Stjerne Zarah Leander tog København med Storm. Den mandlige Hovedrolle i denne Højsang til Kærlighed og Frihed spilles af Heinrich George.

Palads. 13. Uge. Hele Byen taler om Alice ”Babs” og den store Lystspil-Sukces ”Swing it, Herr Lærer!” [Filmens originaltitel er ”Swing it, Magistern!”]

Platan. ”Orkanen” med Dorothy Lamour og Jon Hall. Orkanen er over Byen. Alle Tiders største Filmsensation begejstrer atter Københavnerne, der strømmer til PLATAN for at se denne eventyrligt spændende Film. Den er en Oplevelse.

Regina. Forbudt for Børn. Dobbeltprogram: ”Jezebel” med Bette Davis og George Brent. – ”Med rygende Revolver” med Dick Foran og Ann Nagle.

Rialto. I Dag Mandag: Paul Muni i ”Louis Pasteur”. –Tirsdag: ”Valborgaften” med Ingrind Bergamn og Lars Hansson. – Onsdag: ”Den Døde stikker a’” med Michel Simon og Jules Berry. – Torsdag: ”Det var hende, der begyndte” med Errol Flynn og Joan Blondell. - Fredag: ”Kvindeklubben” med Danielle Darrieux. – Lørdag: ”Cirkus Barlay” med Francoise Rosay og Hans Albers. – Søndag: ”Himmelhunde” med Fred Mac Murray og Ray Milland.

Roxy. Kun faa Dage! Greta Garbo i ”Ninotchka”.

Ry-Kino. Spændende Film om Mestertyven Gjest Baardsen ”Landstrygernes Konge” med Alfred Maurstad.

Scala Bio. Forbudt for Børn. Jean Gabin, Michelle Morgan og Michel Simon i Marcel Carné’s Mesterværk ”Taagernes Kaj”. Et vidunderligt Mesterværk skrev B.T. om denne franske storfilm. Jean Gabin har næppe nogen Sinde været bedre, skrev Dr. phil. Fr. Schyberg, hvis Anmelselse slutter saaledes: En meget stor Sukces!

Toftegaards Bio. Hans Moser og Theo Lingen i ”Hertugen morer sig”.

Triangel Teatret. Charles Boyer og Irene Dunne i ”Stormnatten”. En stor kunstnerisk Oplevelse.

Valby Teater. Forbudt for Børn. Edvard G. Robinson i ”Den sidste Gangster”

Vanløse. Det straalende amerikanske Lystspil ”Mit Liv er en Dans” med Eleanor Powell og James Stewart. Ekstra: Købnhavn i Farver.

Vesterbro Teater. Dobbeltprogram. ”Manden, der saa for meget”. En spændingsdirrende Kriminalfilm om en Mand, der saa en Forbrydelse, som han helst ikke skulde have set. – ”KaptajnTaylor” med Gary Cooper og Frances Dee.

Winsor. ”Hvem kysser Madeleine?” med Magda Schneider.

 

I Politiken for samme dato omtaltes biografrepertoiret under overskriften Biografernes Fornyelser på følgende måde:

 

     ”Aladdin indleder Ugen med den svsnske Farce ”Spøgelser til Salg”. Amager Bio opfører ”Marie Antoinette” med Norma Shearer og Tyrone Power. Apollo Biografen den tyske Kriminalfilm ”I hemmelig Mission” med Gustav Frölich. Bella Bio ”Swingpigen” med Lana Turner og Artie Shaws Orkester. Bellevue Teatret det amerikanske Lystspil ”Løs paa Traaden” med Jean Arthur og Ray Milland. Boulevard Teatret Gigli-Filmen ”Mine Drømmes Musik”. Colosseum den franske Underholdningsfilm ”Paa falsk Pas” med Edvige Feuillere.

     Enghave Bio ”Cleopatra” med Claudette Colbert. Grøndals Teatret den amerikanske Chevalier-Film “Den smilende Løjtnant”. Hvidovre Kino, Rio Bio og Skovshoved Teater Helmuth-Filmen ”En mand af Betydning”. Lyngby Kino og Nora Bio det svenske Lystspil ”Karl for sin Hat” med Adolf Jahr. Merry Teatret det svenske Lystspil ”En Gentleman til Leje” med Åke Söderblom og Sickan Carlsson. Nørrebros Biografteater Max Hansen-Filmen ”Tror du, jeg er født i Gaar?” Odeon den amerikanske Bokserfilm ”En Mesterbokser Skæbne” med Victor McLaglen. Palæ Biografen ”Jøden Süss”. Park Teatret Zarah Leander-Filmen ”Hjemve”.

     Ry Kino den norske ”Landstrygernes Konge” med Alfred Maurstad. Scala Bio Marcel Carné-Filmen ”Taagernes Kaj” med Jean Gabin, Michelle Morgan og Michel Simon. Strand Teatret det amerikanske Lystspil ”Jeg traf ham i Paris” med Claudette Colbert og Melvyn Douglas. Toftegaards Bio det tyske Lystspil ”Hertugen morer sig” med Marthe Harell og Hans Moser. Triangel Teatret det amerikanske Drama ”Stormnatten” med Charles Boyer og Irene Dunne. 

 

Som det vil være fremgået af ovenstående omtale af biografrepertoiret for mandag den 23. juni 1941, nævnes der flere biografer, som ikke er med på annoncesiden. Det gælder følgende biografer: Apollo Biografen, Dagmar Bio, Hvidovre Kino, Rio Bio, Skovshoved Teater og Strand Teatret. 

 

Der var dog en særlig grund til, at Dagmar Bio ikke findes blandt biografannoncerne ovenfor, idet biografen denne dag kunne bringe en annonce for ”Dagmar-Revyen”, hvoraf det fremgik, at revyen fra sin åbning den 3. maj nu blev spillet for 100. gang. Liva Weel og France Ellegaard var stadig trækplastre. Mærkværdigvis fik den ellers altid kraftigt promoverede Ib Schønberg kun credit blandt i øvrigt dengang velkendte og dygtige skuespillere, som Gerda Gilboe, Caja Heimann, Sigfred Johansen og Helge Kjærulff-Schmidt. Billetpriserne var fra kr. 1,45 til 3,85, hvilke beløb dog var højere end billetpriserne i biograferne.     

 

  

 

          Under rubrikken ”Teater, Film, Musik” kunne Politikens anmelder omtale og anbefale Dagmar-Revyen på følgende måde:

 

”HILMAR CLAUSEN har skam lært noget af at være Biografdirektør. Han er gaaet i Lære hos Hollywood, og fra de amerikanske Film har han medbragt en dejlig Portion Tempo, da han nu atter vendte tilbage til sin gamle Kærlighed, Teatret. Og det kan nok være, at Tempoet er kommet den prisværdig korte, elegante og pauseløse Dagmar-Revy til gode. Der er ikke blot Tempo over Forestillingen, men ogsaa over Jubilæerne. I Aften, godt halvanden Maaned efter Premièren, kan Revyen allerede fejre sin 100. Opførelse, og efter de røde Lygter at dømme, der i den sidste Tid har straalet uden for Teatret, kan man roligt regne med, at Revyen kommer til at gaa Sommeren over.

     Men Hilmar Clausen har ogsaa til sine ”gratis Glæder” samlet netop de Hovedkræfter, som Publikum gerne vil se: den muntre Ib Schønberg, den elegante Sigfred Johansen, den grinagtige Kjærulff-Schmidt, den dejlige France Ellegaard og først og sidst Liva Weel, Revyens Klenodie, der fejrer nye Triumfer med sit blændende Viseforedrag.”

 

Til læserens orientering kan fortælles, at Hilmar Clausen (1888-1951) både var skuespiller, revydirektør, teaterdirektør og senere biografdirektør. Som skuespiller debuterede han i 1908 på Frederiksberg Morskabsteater, og som ung skuespiller optrådte han i 1909 i Emil Wulffs Sommerrevy i Glassalen i Tivoli og tog derefter på turné med Otto Jacobsen inden han blev ansat på Casino Teatret og senere på Nørrebros Teater og Bonbonnieren. Hilmar Clausen var en overgang kunstnerisk leder af Odense Folketeater, og i årene 1914-16 var han Holger Rasmussens meddirektør på Casino. Selvom han blev ramt af polio (børnelammelse) og herefter måtte køre i rullestol resten af livet, var han ukuelig. I 1917 indledte han som leder den store succes Tivoli Sommerrevy. Hilmar Clausen havde set, hvordan man skabte de store glamourøse forestillinger i Amerika og derfor ville han forsøge at indføre en tilsvarende dekorationspragt, musik, kvindelig skønhed, farver, fart og elegance på en dansk scene. Da Glassalen i Tivoli skulle omdannes til koncertlokale flyttede han året efter til etablissementet Arena Teatret, der blev omdøbt til Tivoli Sommerteater.

 

I første halvdel af 1920erne fortsatte Hilmar Clausen succesfuldt sine Tivoli-revyer på Arena Teatret, hvor der ikke blev sparet på udstyr og gager. Fra 1923 havde han legenden Carl Alstrup som hovedkraft. Men revy-æraen i Tivoli ophørte efter sæsonen i 1925. Hilmar Clausen fortsatte dog i Tivoli et stykke tid endnu. I 1927-28 var han den ledende kraft i kabaretteatret Gøglervognen, der dog kun fik en kort levetid. Hilmar Clausen forsøgte sig også som filmskuespiller og debuterede på film i 1911 hos Nordisk Film, indspillede film hos Dania Biofilm Kompagni og A/S Heimdal i 1913 og 1914, dog kun i biroller. I 1934 fik han bevilling til Rialto-biografen i Smallegade, og sluttelig i 1939, da Dagmarhus stod færdigt opført på den grund på hjørnet af daværende Vester Boulevard (nuværende H.C. Andersens Boulevard) og Jernbanegade, hvor Dagmar Teatret havde ligget, fik han bevilling til at drive Dagmar Bio.

 

Fortsættes i artiklens 9. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra året 1941 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________