Ideale drømme, skepsis og tvivl 9. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(1941 og videre fortsat fra artiklens 8. del)

 

Selv i en så vanskelig, dramatisk og problematisk tid som besættelsestiden i realiteten var, havde Dagbladet Politiken bevaret sin humoristiske klumme kaldet ”At tænke sig”. Denne fatale mandag den 23. juni 1941 kunne man her bl.a. læse følgende lille underfundige ’vittighed’:

 

Courtoisie ved Køkkendøren

- Mælkemanden bliver mere og mere familiær, siger lille Fru Tilde Hulkefryd, - nu skriver han ”Sød” paa den ene Flaske og ”Kær” på den anden!

 

Af hensyn til yngre læseres forståelse af ovenstående vits skal det fortælles, at det dengang var meget almindeligt, at mælkemænd kørte omkring i gaderne og stillede den i forvejen bestilte mælk udenfor folks køkken- eller gadedør. Ordet ”courtoisie” betyder ’galanteri’.  Med ordet ”Sød” menes naturligvis sødmælk, og med ordet ”Kær” kærnemælk.

 

Den 8. juli 1941 kunne Socialdemokratiets partiavis Social-Demokraten, som i juni udkom med 48.500 eksemplarer, på forsiden berette om de danske kommunisters terror-komplot mod blandt andet danske interesser. Tværs hen over den store forside stod der følgende:

 

Dansk kommunistisk Terror-Komplot

afsløret og dømt.

----------

7 Kommunister idømt Fængselsstraffe for Sabotagehandlinger udført efter Moskvas Ordre.

 

Attentater mod en Række Skibe, bl.a. Oceandamperne ”Batory” og ”United States”

 

Ved attentaterne havde mange mennesker været i livsfare, lige som betydelige materielle værdier gik tabt. Politiet fandt ud af, hvem der stod bag attentaterne og i alt 20 personer, heraf de fleste havnearbejdere, blev anholdt og sigtet for attentater og brandstiftelse. Imidlertid blev tiltalen frafaldet mod 13 personer, men opretholdt imod 7 personer, 6 mænd og en kvinde, alle med tilknytning til søerhvervet. Mændene idømtes straffe fra 2½ til 16 års fængsel, mens kvinden fik3 års fængsel.

 

Som bekendt havde Socialdemokraterne været på kollisionskurs med Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) siden dette partis stiftelse i 1917. Den helt elementære og grundlæggende forskel mellem de to politiske partier var og er, at mens kommunisterne mente og mener, at en om nødvendigt voldelig revolution af samfundssystemet, sådan som det skete i Rusland i 1917, kan blive nødvendig i kapitalistiske lande som Danmark, så foretrækker Socialdemokraterne en samfundsændring via fredelige og demokratiske spilleregler.

 

Det viste sig i øvrigt, at de tiltalte og dømte havde samarbejdet med tyske og hollandske terrorister, som via de danske kommunistledere var dirigeret og betalt af Sovjetunionens Kommunistiske Parti i Moskva. Den undergravende virksomhed bestod i at arrangere strejker ombord på de skibe, der afsejlede fra danske havne mod et land, der var fjendtligt indstillet over for Sovjetunionen. Desuden skulle man få havnearbejderne til at nedlægge arbejdet, med det formål at standse losning og lastning af ’fjendtlige’ skibe. Men hvis en strejke kom til at ramme skibe, som sejlede til fordel for Sovjetunionen, skulle man derimod skaffe søfolk og havnearbejdere, der var villige til at være strejkebrydere.

 

Fra Moskva var der kommet ordre om, at i hvert fald én af de danske terrorister på forhånd skulle melde sig ind i Socialdemokratiet og altid bære medlemskortet på sig, således at hvis han blev pågrebet, ville mistanken falde på Socialdemokraternes ledelse. For en sikkerheds skyld blev vedkommendes navn samtidig slettet af det kommunistiske partis medlemskartotek.

 

Attentaterne mod de to passagerskibe, D.F.D.S.s damper ”United States” og Gdynia-Amerikalinjens motorskib ”Batory”, ville have været nok så alvorlige, hvis de var lykkedes. En bombe var blevet bragt ombord på ”Batory”, som afsejlede fra Københavns Frihavn til Gdynia i Polen. Først i havnen der blev bomben opdaget og uskadeliggjort. Med ombord fra Københvan til Gdynia var der godt ethundrede passagerer og 285 besætningsmedlemmer, hvis liv ville have været i fare, såfremt bomben var eksploderet under selve sejladsen.

 

En 12-årigs upolitiske interesser

Men som 12-årig dreng fæstnede jeg mig ikke så meget ved hverken de indenrigs- eller udenrigspolitiske kontroverser og problemer, som aviserne dagligt var fulde af. Derimod holdt jeg meget af at læse den eneste tegneserie, der dengang var i Social-Demokraten, nemlig ”Skipper Skræk”. Den havde jeg dog kun lejlighed til at læse, når jeg var på besøg hos mormor og morfar, som abonnerede på denne avis.

 

Social-Demokraten havde almindeligvis ikke så mange biografannoncer som de øvrige københavnske aviser. Men nogle var der da, også denne tirsdag den 8. juli 1941:

 

Amager Bio. Sidste Dag! Marguerite Viby og ”Fy” og ”Bi” i ”Han - Hun og Hamlet”.

Bella Bio. ”Manden som vilde myrde”.

Bispebjerg Bio. Kun i Dag! ”En fuldendt Gentleman” med Osvald Helmuth.

Boulevard Teatret. Åke Söderblom og Thor Modéen i ”Flaadens glade Gutter”.

Den vide Verden. Ugerevy – Morgan Musikfilm – Film Avis – Landet og Folket – En værre Torsk.

Enghave Bio. Kun Kl. 8: ”Fem Millioner søger en Arving”

Kino-Palæet. 3. Uge. ”Drenge bliver Mænd” 13 Drenge paa en øde Ø.

Lyngbyvejens Kino. Forbudt for Børn. Elisabeth Wendt i ”Mordsagen Holm”. (Hvorfor var der en rød Bomuldstraad under hendes Negle?)

Merry. Forbudt for Børn. ”Orlov paa Æresord”.

Metropol. 12. Uge. ”Med dig i mine Arme” med svensk Films nye Elsker-Par Karin Ekelund og Edvin Adolpson, Eksstra: Den svenske Kongefilm.

Nora. Sidste Dag! Ny Kopi. Fy og Bi i ”Med fuld Musik”.       

Nørrebros Biograf. Nelson Eddy i ”Balalaika”.

Nørreport Bio. 74. Uge. Edvard Persson. ”Landevejs-Kroen”.

Odeon. Dobbelt Program. Forbudt for Børn! ”Katastrofe i Sydhavet” og ”Paa Trods af Loven”.

Palads. 15. Uge. Alice ”Babs” Nilson og Adolf Jahr i ”Swing it, Herr Lærer!”

Palladium. Uden Stop fra Kl. 12. Kino Orgel – Revyer – Kultur – Musik og Tegnefilm.

Kl. 7,15 og 9,15 Forbudt for Børn. Hilde Krahl i den spændende Storfilm ”Hvem var hun?”.

Rialto. Kun i Dag! Joe E. Brown i ”Den fødte Sælger”. I Morgen: ”T-Men – Politiets Detektiver”.

Toftegaard. Forbudt for Børn. Den svenske Film ”Glæd dig i din Ungdom”.

Valby Teater. Paula Wessely i ”Din for Livet”.

Vanløse. Forbudt for Børn. ”Kaptajn Benoit” Stærk og spændende Film om Kaptajnen fra Efterretningsvæsnet, der blev forelsket i den Kvinde, han skulde afsløre.

 

Fra biografernes verden kunne Social-Demokraten fortælle, at direktør Frede Skaarup (1881-1942) blandt 56 ansøgere havde fået bevillingen til at drive Regina-Teatret på H.C. Ørstedsvej. Han var i forvejen direktør og bevilligshaver af Standard-Bio på Falkonér Allé, som kun havde pladser til 200 tilskuere.

 

Den fhv. købmand Frede Skaarup begyndte som urtekræmmer i Ringkøbing i 1902, men havde ikke held med denne næringsvej. Det var først efter at være flyttet til Aarhus, at han fandt sin rette metier. Her fik han via sin forbindelse med filmpioneren, fotografen Th. Hermansen (1867-1930), interesse for den nye opfindelse: Filmen. Sammen oprettede de filmselskabet A/S Fotorama, hvor Skaarup stod for udlejningen af film til de mange biografteatre, der i de første to tiår af 1900-tallet var blevet etableret rundt om i Danmark. Firmaet producerede også selv film, som f.eks. den store sukces ”Den hvide Slavehandel” (1910), året efter fulgt af Asta Nielsen-filmen ”Den sorte Drøm” (1911). Sidstnævnte år blev Skaarup direktør hos Nordisk Film i Valby, men allerede i 1912 overtog han det forsømte forlystelsesetablishement Scala på Vesterbrogade. I løbet af kort tid forvandlede han stedet til et operette- og revyteater med forestillinger, der tålte sammenligning med de bedste tilsvarende shows i udlandet. 

 

Det var på Scala-Teatret at en visesangerinde og skuespillerinde som Liva Weel fik sin storhedstid og blev det store trækplaster for publikum.

 

Den efterhånden velhavende Frede Skaarup standsede dog ikke her, men ombyggede for et betragteligt beløb teatret og åbnede i 1920 Det lille Teater som en del af Scala. Desuden købte han Dagmarteatret og kabaretten Edderkoppen i København, hvor han også var ejer af Paladsteatret og Casino Teatret. I Aarhus var han bygherre og ejer af Hotel Regina.

 

 

På fotoet til venstre ses Det Ny Scala’s bygning, som for en del år siden rummede stormagasinet ANVA, som igen var en ombygget udgave af den oprindelige bygning, som hed National Scala, et af Københavns allerstørste forlystelsessteder. Det var herfra, at mor i min tidlige barndom hørte transmissioner af middagskoncerten.  - På fotoet til højre ses den bygning, som i stueetagen rummer burgerbaren McDonald. Her lå indtil begyndelsen af 1980’erne Scala Bio, som igen var en ombygget udgave af Frede Skaarups Scala Teatret. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

I 1926 oprettede Skaarup sit eget filmselskab, Frede Skaarup Film, men udgifterne stod ikke mål med indtægterne, hvorfor han var nødsaget til at trække sig ud i 1927, uheldigvis med tabet af sin formue. Den initiativrige mand opgav dog ikke sine forhåbninger af den grund, så i stedet blev han meddirektør for Nørrebros Teater i Købnhavn i årene 1928-31, hvor han bl.a. satte den første PH-revy op (1929). PH var og er en forkortelse for den berømte arkitekst og viseforfatter Poul Henningsen (1894-1967), bl.a. kendt for PH-lampen og for en lang række nærmest geniale viser, som blev sunget af nogle af tidens store visesangere med Liva Weel i teten. Imidlertid vendte Skaarup i 1930 for sidste gang tilbage til Scala med revyen Punktum-Finale, som kom til at betyde afslutningen på årene med de mange revysuccesser. Derefter blev han impressario hos Polyfoto, som havde kontorer i Frederiksberggade, og herfra blev der formidlet koncerter med kunstnere fra udlandet. Ved siden af impressarievirksomheden virkede Skaarup også som filmudlejer og biografdirektør. 1937-42 havde han biografbevilling til Standard Bio på Fredriksberg og fra 1941 endvidere bevilling til Regina-Teatret, ligeledes på Frederiksberg..

 

Frede Skaarup giftede sig den 27. december 1906 i Ringkøbing med Ingrid Marie Pedersen Noes (1885-1973). Parret blev skilt, hvorefter han giftede sig anden gang den 1. maj 1920 på Frederiksberg med skuespillerinden Hertha Antonia Elnen (1878 -1961), som under navnet Hertha Skaarup blev et mindst lige så kendt navn i den københavnske film- og teaterverden som sin mand. Frede Skaarup ligger begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård ved Frederiksberg Runddel.

 

Sommerferien 1941

Denne sommerferie tilbragte jeg igen hos onkel Johannes, tante Alma og fætter Børge på Tollesensvej i Nakskov, men den formede sig stort set som det foregående års sommerferie. Da jeg heller ikke har nogen erindring om specielle begivenheder i forbindelse hermed, vil jeg indskrænke mig til at fortælle, at vi som sædvanligt tilbragte en del af ferien ude ved Maglehøj Strand, hvor min tante og onkels sommerhus efterhånden var blevet mere praktisk og komfortabelt indrettet. Og Børge og jeg fik dagene til at gå, sådan som disse stort set var gået under det foregående års sommerferie. Vi badede og dasede og havde ikke travlt, men følte at vi havde hele livet foran os, så der var ikke noget bestemt, vi skulle nå. Formentlig derfor føltes skolesommerferien som en evighed, hvilket naturligvis i længden virkede sløvende på sindet.

 

Når vi ikke var ved stranden, men boede i Nakskov, gik dagene nogenlunde på samme måde, som de havde gjort året før. Jeg mødte de samme børn, som forrige år, deriblandt den kønne Jytte, som jeg stadigvæk sværmede for, og jeg spillede Mester Jakel-teater for de af gårdens børn, der gad se på det. På regnvejrsdage blev Børge og jeg i reglen oppe og lå på det store soveværelsesgulv og læste ugebladenes tegneserier. Det kunne der faktisk gå flere timer med, for min tante havde i reglen samlet eller byttet sig til en anselig mængde Ude og Hjemme og Dansk Familieblad. Og tegneserien med ”Ferd’nand” i Vestlollands Tidende, så jeg dagligt frem til, for der var noget hyggeligt og fornøjeligt ved den lille mand med tophatten.

 

Omtrent hver dag efter aftensmaden cyklede vi en tur rundt i omegnen af Nakskov, og det hændte også en enkelt gang eller to, at vi kom ud til Rosnæs, hvor jeg med et vist vemod genså lokaliteterne og huset, mine forældre, to brødre og jeg havde boet i, før vi flyttede til København. Men alligevel ønskede jeg mig ikke tilbage i Nakskov, for jeg var fuldkommen overbevist om, at det var i København, at min drøm om en fremtid som tegnefilm-tegner lå.

 

Men altså, meget mere har jeg egentlig ikke at fortælle om sommerferien 1941, som da stort set også sluttede som den gjorde året før, nemlig med afrejse fra Nakskov og hjemrejse til København, hvor min morbror, mormor og fætter Dennis ventede og tog imod mig og de to sidstnævnte fulgte mig hjem med sporvognen til Jægersborggade, hvor mor med Lizzie og drengene ventede mig. Undervejs stod Thorkild af ved Blågårdsgade, for derfra at gå hjem til Baggesensgade.

 

Sommerferien slut

Vel hjemme igen trængte jeg til at få klippet håret, som havde nået at vokse sig halvlangt i løbet af de forløbne syv uger, der var gået siden sommerferiens start. Inden afrejsen til Nakskov havde jeg dog været omme hos frisøren i Hørsholmsgade, for at blive klippet. Dengang skulle man som dreng tætklippes, og nakkenhårene blev studset med en elektrisk maskine, så man næsten var skaldet i nakken. Som sædvanlig fik jeg en snak med frisøren, hvis søn var medlem af Radioens Drengekor. Det holdt frisøren meget af at snakke om.

 

Der er imidlertid en anden og for mig selv nok så vigtig ting i forbindelse med mine besøg høs frisøren, nemlig den, at der omtrent lige ved siden af hans forretning lå en kiosk, hvor der blandt andet var udstillet forskellige blade og tidsskrifter i det store vindue ud mod gaden. Et af disse tidsskrifter fangede især min opmærksomhed og vakte min interesse og nysgerrighed, og det var nudisttidsskriftet SOL og SUNDHED. På forsiden af bladet var der et stort billede af nøgne piger og kvinder, men da politivedtægten krævede at disse skulle være tildækket af en banderole på de prekære, dvs. særlig interessante ’steder’, kunne man kun se de pågældende personers overkrop og ben på billedet.

 

Det var lidt af en farce for mig at gå forbi denne kiosk, for jeg følte mig skamfuld ved alt for ugenert at vise min interesse for bladene i vinduet alt for åbenlyst, så jeg gik gerne forbi forretningen et par gange, før jeg endelig dristede mig til at stoppe op og foregive, at det var alle de andre ting, der var udstillet i vinduet, jeg var interesseret i. Ind imellem kastede jeg stjålne blikke op mod bladet med de tildækkede nøgne mennesker, i håbet om at banderolen måske havde forskubbet sig, så man kunne få lidt mere af de kønne piger og kvinder at se. Men nej, censurbanderolen sad stramt henover bladets forside og dækkede, hvad politivedtægten og den offentlige moral krævede.

 

Noget utilfreds med udfaldet af mit forsøg på at få et ’kig’ af de bare damer, fik jeg den idé at nævne det for Jørgen, som jeg mente var en smule modigere end mig. For gode ord og et løfte om en biografbillet, gav jeg ham en dag penge, så vidt jeg husker 1 kr. og 25 øre, og fik ham til at gå hen i den nævnte kiosk, for at købe det omtalte blad til mig. Imens han var inde i butikken, stod jeg et godt stykke derfra og ventede utålmodigt og meget forlegen på ham. Faktisk regnede jeg ikke med, at han ville kunne købe bladet, fordi han jo kun var knapt 12 år, men til min store overraskelse solgte kioskmanden det alligevel til ham. ”Hvad sagde kioskmanden til dig, da du ville købe bladet?” spurgte jeg straks, da Jørgen kom hen til mig for at aflevere bladet, som han havde fået i en papirspose. ”Ikke noget!” svarede Jørgen, og tillagde: ”Hvad vil du dog med det dumme blad?” - ”Ikke noget særligt, bare kigge i det!” svarede jeg. ”Jeg kan ikke forstå, at du gider gi’ så mange penge for at se et par nøgne damer!” fortsatte han. ”Jeg har da tit set min søster nøgen, og det er der ærlig talt ikke meget ved. Piger har jo bare en revne, dér, hvor vi har en tissemand! Jeg vil meget hellere bruge mine lommepenge på at købe et tegneserieblad eller til at gå i biografen. Hva’for en film skal vi for resten se?” spurgte han. ”Det snakker vi først med Jørn om!” svarede jeg, idet vi gik hjemad. Bladet havde jeg gemt inde under blusen, så ingen kunne se det.

 

Ved nr. 27 skiltes vi, og jeg gik op, tog nøglen til vores loftsrum, og listede op ad køkkentrappen og låste mig ind og lukkede døren tæt til efter mig. Dog syntes jeg, at trappetrinene knirkede ekstra højt ved denne lejlighed, men det var nu nok snarere min dårlige samvittighed, der knagede, for jeg vidste jo at det var forbudte sager, belagt med moralsk tabu, jeg var i færd med at give mig af med. Men min trang og seksuelle nysgerrighed tilsidesatte ethvert ’moralsk’ hensyn, så at jeg nu trods alt og i uforstyrrethed kunne tage bladet frem og kigge nærmere i det. Med dunkende hjerte bladede jeg nervøst i det og så side efter side den ene nøgne dame efter den anden, men alle var fotograferet på en så anstændig måde, at der ikke var ’noget’ at se. Den prekære revne var for de voksne damers vedkommende skjult bag det tætte ’buskads’, de i reglen havde mellem benene, men for de pigers vedkommende, der nok var nogenlunde jævnaldrende med mig, var der enten ingen eller kun så sparsom kønsbehåring, at den smukke og tiltrækkende ’revne’ var tydelig nok.   

 

Bladets tekst interesserede mig faktisk ikke, og virkede desuden temmelig kedelig, men under gennemsynet af fotografierne kunne det ikke undgås, at fantasien gik på ’afveje’ og tænkte sig til intime situationer med en splitternøgen pige. Det fik min slappe tissemand til at rejse sig og blive stiv, hvilket føltes dejligt ophidsende, og af erfaring vidste jeg, at der kun var én udvej på den tilstand, nemlig at onanere den til udløsning. Det var en ubeskriveligt dejlig fornemmelse, når det skete, samtidig med, at der derefter indtrådte en fuldkommen fysisk og psykisk afslapning af krop så vel som af sind. Bagefter gemte jeg bladet et sted mellem nogle ting, hvor jeg mente at det ikke ville blive fundet, i hvert fald ikke så let. Loftsrummet var ikke et sted, hvor nogen af os normalt kom ret ofte, så risikoen for afsløring af mine ’uartige’ tilbøjeligheder var ikke stor. 

 

For resten havde vi fra den tid, hvor vi flyttede ind i ejendommen, haft et loftsrum tættere ved køkkentrappen og ved siden af tørrerummet, hvor en del af beboerne gerne hængte deres endnu fugtige vasketøj til tørring. Men omkring et års tid efter den tyske besættelse måtte vi afgive dette loftsrum, almindeligvis kaldet ”pulterkammer”, til brug for opbevaring af de remedier, som husvagten skulle bruge og have nem adgang til. Det drejede sig blandt andet om en spand fyldt med vand, en svaber og en spand fyldt med sand, og forskellige andre ting, der skulle bruges i tilfælde af brand. Dengang frygtede man især for luftbombardementer, men det blev heldigvis aldrig aktuelt i vores kvarter, hvorimod det blev det andre steder i København. Det var far, der som vicevært også havde fået hvervet som hus- og brandvagt, og som derfor havde ansvaret for de ting, der stod i rummet, og at dette var forsvarligt aflåst for uvedkommende og nøglen opbevaret på et sikkert og nemt tilgængeligt sted. Det betød, at nøglen hang på en tavle i vores entré sammen med alle de andre nøgler, som på den ene eller anden måde hørte til ejendommen.. 

 

Biografernes situation i august 1941

For at imødekomme det biografpublikum, der mere var til lystspil og komedier, kunne Palladium dog allerede den 1. august holde premiere på crazy komedien Tag det som en Mand, som havde drejebog af Arvid Müller (1906-1964) delvis efter komedien ”Moderate Løjer”, af Otto Benzon (1856-1927). Filmen var imidlertid instrueret af Johan Jacobsen (1912-1972), som stræbte efter at lave up-to-date film om moderne mennesker, og som derfor i nogen grad så sine filmiske forbilleder i amerikanske lystspilfilm, specielt i den elegante, vittige og hæsblæsende filmserie med sagførerparret Myrna Loy og William Powell. Johan Jacobsen forsøgte til en vis grad at overføre denne genre til dansk film og præsenterede henholdsvis Beatrice Bonnesen og Gunnar Lauring i de tilsvarende roller. Serien kom så vidt jeg ved til at omfatte i alt fem film i årene 1941-47. Disse film vil efterhånden blive nævnt og omtalt i kronologisk orden.

 

Dagen efter, den 2. august 1941, kunne Nordisk Film præsentere en film i Palads Teatret, som skulle blive en af dansk films helt store publikumssucceser, nemlig operette-showfilmen Alle gaar rundt og forelsker sig. Manuskriptet var af den garvede teater- og filmforfatter Flemming Lynge (1896-1970). Han debuterede som lystspilforfatter i 1921 og har også skrevet adskillige teaterstykker. Fra 1930-57 var han manuskriptforfatter hos Nordisk Film og skrev drejebøger til en lang række af selskabets mest populære film, både lystspil, komedier og seriøse film.

 

Alle gaar rundt og forelsker sig, som var instrueret af Emanuel Gregers (1881-1957), assisteret af Ole Berggreen (1919-), og med musik komponeret af succeskomponisten Kai Normann Andersen (1900-1967), var en fejende flot, festlig og fornøjelig film efter tidens standard for den slags film, som hovedsagelig blev produceret i Hollywood og forsøgsvis i UFA Stadt i Berlin. Til succesen bidrog en lang række af dansk films populæreste skuespillere af begge køn og med en smuk og velsyngende Lillian Ellis (1910-1951) i en dominerende hovedrolle. Hun var oprindelig uddannet balletdanserinde, bl.a. hos Fokin i Paris, og før 2. Verdenskrig optrådte hun udelukkende i udlandet, både som danserinde, revyskuespillerinde og ved radio- og fjernsynsudsendelser og på film, hovedsagelig i Tyskland. Lillian Ellis indspillede ikke mere end tre spillefilm i Danmark, og heraf var ”Alle går rundt og forelsker sig” den første. 1944 fulgte Elly Petersen og 1945 De kloge og vi gale, men i disse film blev det dog kun til mindre roller for hende. Privat var Lillian Ellis gift med journalisten og oversætteren Mogens Lind (1898-1967), som fra 1925 var film- og teateranmelder ved Berlingske Tidende. Men blev bedst kendt som medarbejder ved Danmarks Radio og TV, ikke mindst fra radioquizzen 20 spørgsmål til professoren. Mogens Lind har desuden oversat en række engelske og amerikanske lystspil, deriblandt Det lille Tehus, som omkring 1955 blev opført på Det Ny Teater i København, og som vi i min tid som militærnægter i Gribskovlejren opførte i Mårum Forsamlingshus og på Holms Hotel i Neksø på Bornholm. Se mere herom senere i selvbiografien.

 

Den lille ’snedker’

I skolen havde vi også en ugentlig sløjdtime, og som omtalt ovenfor hed sløjdlæreren Hr. Garde, og han var en høj og fysisk veltrænet mand i omkring 40-45 års alderen. Han var sådan set flink og venlig nok, men havde ikke stor tålmodighed med eller interesse i elever, der ikke kunne håndtere de forskellige værktøjer, såsom sav, stemmejern, skruestik, fil, skruetrækker etc. Den kategori hørte jeg selv til.

 

Dette efterår gav han os til opgave at lave et stykke træsløjd, som vi kunne bruge som julegave til f.eks. vores mor eller far eller søskende, og valget af emne stod os frit for. Jeg valgte at ville lave et trebenet, lavt bord med en hylde under, og jeg havde tænkt mig at dekorere bordfladen med en eller anden form for geometrisk ornamentik. Altså gik jeg i gang med at finde passende materialer til formålet, blandt andet et brædt, der ville egne sig til at lave de tre bordben af, som skulle være bueformede forneden. Desuden skulle jeg bruge et par træplader, hvoraf der kunne saves en cirkelrund bordplade ud af og ligedes en cirkelrund hylde. Det var noget af et kunststykke for en uøvet ’snedker’ som mig, at få savet de to cirkelrunde skiver ud, så de blev lige så pæne og nydelige, som jeg havde tænkt mig. Men ved hjælp af sandpapir lykkedes det at få bord- og hyldekanter helt glatte, hvilket var en stor tilfredsstillelse.

 

Endelig efter flere sløjdtimers anspændelse og masen lykkedes det at få bordet gjort klar til, at det kunne blive dekoreret. Den lidt komplicerede geometriske figur skulle placeres i bordpladens centrum, som blev målt op og figuren først tegnet med blyant. Derefter gik jeg i gang med at færdiggøre den ved hjælp af en passer med påmonteret ridsefjer og sort tusch. Det var lidt af et tålmodigheds- og behændighedsarbejde, og jeg var rystende nervøs for, at den sorte tusch skulle klatte stregerne, for tuschen ville øjeblikelig trænge ned i træet og ikke være til at fjerne igen. Men heldigvis lykkedes det stort set at tegne figuren op med pæne runde og lige streger, og at få udfyldt de af fladerne, der skulle være sorte, uden de helt store uheld. Nu skulle det altsammen så bare tørre til næste sløjdtime, hvor hele bordet skulle lakeres med klarlak. 

 

Resultatet af mine anstrengelser og forsøg som amatør-snedker viste sig i løbet af omkring et par måneder, nemlig i form af et nydeligt lille pyntebord, som vel ikke var håndværksmæssigt perfekt, men som jeg alligevel glædede mig til at kunne forære mine forældre det i julegave.

 

Døden nær!

Det efterår kom jeg ud for en hændelse af en meget speciel karakter, som nemt kunne være endt fatalt, men som takket være heldige omstændigheder ikke gjorde det. Til gengæld kom denne hændelse til at præge mig for resten af livet. Tidligere her i selvbiografien har jeg beskrevet, at mens vi boede i Nakskov havde jeg et par helt unikke og specielle oplevelser af åndelig og religiøs natur.

 

I det følgende skal fortælles om det tilfælde, hvor jeg som cirka 12-årig dreng selv mistede bevidstheden som følge af en kammerats kvælningsforsøg, som en dag i efteråret 1942 fandt sted i skolegården i det store frikvarter. Det var den altid kvikke og aktive John, der var årsag til uheldet. Kvælningsforsøget skete i legens kådhed, men fik umiddelbart til følge, at jeg først oplevede en iskold angst og rædsel, jeg aldrig tidligere havde kendt til, og derefter var det som om jeg med stor hast blev hvivlet gennem en aflang, opadgående, rørformet og mørk tunnel. Idet tunnellen endte oppe foroven føltes det lige som om min bevidstheds grænser flød ud og smeltede sammen med et stort og fuldkommen stille intet eller noget, som fyldte mig med usigelig fred og frydefuld salighed. Uden at fornemme tiden, for den eksisterede ikke i disse øjeblikke, var det som om jeg vågnede op og atter blev bevidst. Men nu befandt jeg mig siddende på noget, der lignede et aflangt, fladt klippeplateau, som foran mig afgrænsedes af en kløft eller slugt, på hvis anden side, der var et tilsvarende aflangt, fladt klippeplateau, som det jeg selv befandt mig på. Ovre på dette klippeplateau, som hvis jeg skal beskrive afstanden vel lå omkring et halvt hundrede meter væk, kom der nu til syne en række grålige kutteklædte menneskelignende skikkelser iklædt fodlange dragter.

 

Det karakteristiske ved skikkelserne var, at jeg ikke kunne se disses ansigter. Skikkelserne tog opstilling ved kanten af det klippeplateau, de befandt sig på, men en af dem, som befandt sig i midten af rækken, adskilte sig ved at være iklædt en lysere dragt end de andre, men heller ikke hans – for der var tydeligvis tale om mandlige skikkelser – ansigt var synligt, fordi det lå i dyb skygge under kutten. Denne sidstnævnte skikkelse rakte nu lige som indbydende sine arme over imod mig, og det virkede så venligt og imødekommende på mig, at jeg begyndte at ville rejse mig op, for at gå over imod skikkelserne, skønt kløften eller afgrunden lå imellem dem og mig. Men i det samme var det, som om jeg hørte skoleklokken ringe ind, og i næste øjeblik vågnede jeg op til bevidsthed om, at jeg lå på en bænk midt i skolegården, hvor en 4-5 forskrækkede kammerater stod omkring mig, og deriblandt den dreng, som i kådhed havde strammet mit halstørklæde så hårdt, at jeg ikke havde kunnet få luft og derfor mistede bevidstheden.

 

Naturligt nok var jeg noget forvirret ved hele situationen, og da jeg så, at mine kammmerater ikke havde travlt med at skynde sig hen og tage opstilling i den række, som tilhørte vores klasse, så sagde jeg til dem: ”Skynd jer dog! Skoleklokken har jo lige ringet!” Kammeraterne kiggede lige som uforstående på mig og udbrød i munden på hinanden: ”Den har da ikke ringet endnu!” Men i samme øjeblik gjorde den det, hvorefter jeg kom på benene og vi alle løb hen og stillede os op i rækken.

 

Først mange år efter gik det op for mig, at den omstændighed at jeg efter min opvågning fra bevidstløsheden mente at have hørt skoleklokken ringe, ganske enkelt skyldtes at blodtilstrømningen til hovedet og hjernen havde fået frit løb igen. Kammeraten, som havde strammet tørklædet om min hals, fandt jo hurtigt ud af at løsne det igen. Men hvor lang eller kort tid, der gik fra at jeg mistede bevidstheden til den vendte tilbage igen, har jeg ingen anelse om, men det har formentlig kun drejet sig om få minutter, for ellers ville jeg sikkert være blevet hjerneskadet. Men i de få minutter oplevede jeg alt det, jeg har beskrevet ovenfor.

 

Det væsentlige ved den ovenfor beskrevne nærdødsoplevelse er imidlertid, at i tiden efter, da jeg var kommet mig over forskrækkelsen over den ikke umiddelbart eller udelukkende behagelige situation, forstod jeg den egentlige pointe i oplevelsen. Det dæmrede nemlig for mig, at den død, som jeg – i lighed med alle andre – før eller siden skulle gennemgå, ikke nædvendigvis behøvede at være afskrækkende. For til trods for min unge alder, indså jeg, at døden primært er at miste bevidstheden om det fysiske legeme og den fysiske omverden, selv om tanken om den selvfølgelig samtidig fyldte mig med et vist vemod, idet man jo uundgåeligt skal skilles fra sin kære og nære familie og sine gode venner. Det var dog en trøst at vide, at man efter døden sandsynligvis både vil kunne møde sine afdøde familiemedlemmer og sine venner, og senere måske også dem, man nu kender og lever sammen med, når de engang afgår ved døden.      

 

Senere, i kronologisk orden, vil jeg her i selvbiografien fortælle nærmere om de tanker om livet så vel som om døden, jeg gjorde mig i mine yngre år, da jeg var begyndt at interessere mig for filosofi og specielt religionsfilosofi.

 

Besøg på Nationalmuseet.

Så vidt jeg erindrer, besøgte jeg og mine klassekammerater kun Nationalmuseet i Frederiksholms Kanal en eneste gang i løbet af de år, jeg gik i skole. Men det skal dog siges, at den forsømmelse har jeg søgt at råde bod på mange gange senere i livet. Dengang som nu måtte man jo først og fremmest se udstillingen om indianerne og så naturligvis om vores egen oldtid. Det var sådan set interessant og spændende nok, også selv om vi – eller i hvert fald jeg – dengang ikke havde så megen fornemmelse eller forståelse for den fjerne fortid. Men der var så rigeligt at se på, at man hurtigt blev træt og kedede sig, dog behersket for den ledsagende lærers skyld.

 

Men det gjorde indtryk at se den tre tusind år gamle Egtved-pige i sin udhulede trækiste, hvor hendes lig var bevaret, men med indtørret hud over de spinkle knogler. Hun anslås til at have været 18-20 år, slank og 158-60 cm. høj, da hun døde. Al kvindens hår, hovedhåret og hårduskene fra armhulerne og skødet, var bevaret, og det samme gjaldt hendes påklædning i form af en kortæmet, stumpet trøje og et lårkort skørt, ikke af tætvævet klæde, men kun bestående af snore tæt ved hinanden.

 

I Egtvedpigens kiste fandtes også forskellige af hendes ting: en oval spånæske, hvori lå en bronzesyl med træskaft, og en snor af fåreuld. Om hendes håndled var der bronzeringe, om venstre håndled en åben ring uden ornamenter, og om det højre håndled et armbånd med kroglukke og besat med fem paralleltløbende perlebånd. Desuden en spiralformet bælteplade med spidsen opad, som hun har båret foran på den bare mave. Under bæltepladen fandt man en hornkam med halvrund overdel og 20 kraftige tænder. Om livet havde hun et knap to meter langt og et par centimeter bredt vævet bælte med en kunstfærdigt udført kvast i den ene ende. Under tæppet, der dækkede Egtvedpigens lig, fandt arkæologerne også en tøjbylt, der indeholdt de brændte ben af et ca. 8-9 årigt eller måske lidt ældre barn. Barnet menes at have været en ung tjenerinde, der som skik var som dødsoffer havde fulgt sin socialt velstillede herskerinde i døden, frivilligt eller ufrivilligt, det har man ikke kunnet afgøre med sikkerhed.     

 

Det at se den sikkert kønne Egtvedpigens jordiske rester, fik mig til at fantasere og forestille mig hende som en levende ung pige, der som alle andre mennesker var blevet født og som voksede op og blev til den sikkert kønne og attråværdige unge pige, hun formentlig var, da hun færdedes ved Egtved og Vejle ådale. Hun var måske allerede blevet gift på det tidspunkt og havde derfor muligvis også oplevet forelskelse og kærlighed og haft håb og drømme om fremtiden, sådan som unge og yngre piger stadig har den dag i dag. Den tanke strejfede mig, at sådan ville enden på livet i princippet også blive for nutidens unge og yngre piger, medmindre de var heldige at få lov til at leve et langt liv, som de fleste jo heldigvis får. Men uanset, om de mistede livet som unge eller først som ældre, så var døden dog det uundgåelige enderesultat.

 

Men med de oplevelser, jeg havde haft for få år siden og senest dette år, da jeg kom ud for ufrivilligt at miste bevidstheden ved et uheld, bevirkede, at jeg dybt inde i mig selv fornemmede, at døden – kroppens død – ikke omfatter den inderste del eller det inderste væsen af et menneske. Den tanke skulle jeg år senere komme til at uddybe og forstå bedre. 

 

Men nok så interessant fandt jeg og flere af mine klassekammerater, at Guldhornene var. Disses historie er næsten lige så spændende som en kriminalroman. De to horn af guld fra germansk jernalder blev fundet henholdsvis 1639 og 1734 på en mark ved Gallehus nær Møgeltønder. Det sidst fundne manglede en del af den smalle ende og kaldes derfor ”det lille guldhorn”. Begge horn blev i maj 1802 stjålet fra det, der dengang hed Det kgl. Kunstkammer og smeltet om, inden tyven, en københavnsk guldsmed og urmager ved navn Heydenreich, blev arresteret.

 

Men heldigvis fandtes der tegninger af begge guldhornene bevaret, således at disse kunne rekonstrueres og kopierne fremstilles. Man var dog ikke helt tilfreds med kopierne, hvorfor der i 1970’erne blev fremstillet en ny kopi, udarbejdet af sølvsmed Folmer Dalums værksted i København. Arbejdet varede i 7 år. De sidstnævnte kopier blev det muligt at fremstille takket være donation fra rejsearrangøren Simon Spies. Det er disse horn, man siden da har kunnet se udstillet på Nationalmuseet. Men det var formentlig de første to kopier af guldhornene, som mine klassekammerater og jeg kunne se den dag i 1941, da vi var på besøg på Narionalmuseet.

 

Guldhornene, som har form som dyrehorn, ornamenteret med mytologiske figurer og scener, antages at have været drikkehorn. Det ene af guldhornene havde desuden runeindskriften: Jeg Lægest, Holtes Søn (eller efterkommer), gjorde Hornet.

 

Blandt de lærde, arkæologer og andre begavede folk, har der hersket tvivl og usikkerhed om, hvad den ornamentik kan og skal betyde, der pryder de to bægre. At der måtte være tale om ornamenter og figurer, som hørte til den oldnordiske hedenske tids mytologi og religion, var i hvert fald et kvalificeret bud på en tydning. Men heller ikke herom kunne de lærde opnå enighed.

 

I nyere tid har tegneren og forfatteren Gunnar Sneum givet sit interessante bud på en mulig tydning af guldhornenes billeder. Det sker i og med bogen Guldhornene – Den Hedenske Billed Bibel. Chr. Erichsens Forlag, København 1982.  Heri tyder forfatteren guldhornenes billeder og ornamentik på grundlag af den opfattelse, at der er tale om en systematisk fremstilling af en urgammel tradition, der holdes i live i Asien også i nutiden. I den klassiske indiske Sankhya-filosofi kan man find den formuleret helt ned i detaljer. Derfor mener bogens forfatter, at man kan tyde guldhornenes billeder lige så sikkert som kalkmalerierne i de danske kirker. Billederne fortæller om det ædle hedenskabs inderste væsen, om den åndelige udviklings barske vej og om menneskets mulighed i livet. Hedenskab her forstået som den ikke-kristne tradition.

 

Men nok så interessant syntes jeg det var, da vi i skolen fik at vide, at Guldhornene havde givet anledning til, at digteren Adam Oehlenschlæger (1779-1850), skrev sit berømte digt, ”Guldhornene”, samme år som guldhornene blev stjålet, og som indvarslede den romantiske kulturperiode i Danmark. Det er den periode, jeg i særlig grad har beskæftiget mig med i forbindelse med min afhandling H.C.ANDERSEN – hans personlighed, liv og forfatterskab set i lyset af MARTINUS’ KOSMOLOGI, som findes på hjemmesiden http://www.livetseventyr.dk/.    

 

Skolescenen på Det ny Teater

En af de virkelig interessante begivenheder, jeg kom til at opleve som 12-årig, var at blive medlem af Skolescenen. En dag i skolen efter det store frikvarter meddelte vores klasselærer, Hr. Holbro, at der nu kunne købes et medlemskort til Skolescenen, som gav adgang til så vidt jeg husker 4 forestillinger på Det Ny Teater på Gl. Kongevej. Medlemskortet kostede så vidt jeg husker den nette sum af 12 kroner, som dengang var for penge at regne. Helt optændt af lyst til at komme i teatret skyndte jeg mig den dag efter skoletid hjem til mor, for at fortælle om det lokkende tilbud. Idet jeg vidste, at mor ville forstå mit ønske, håbede jeg derfor på, at hun ville forbarme sig over mig og give mig de for hendes husholdningspung mange penge. Det skete da også, men først efter at jeg havde lovet hende at ville gå byærinder, tømme skraldespanden og ind imellem vaske op.

 

Med bankende hjerte og dirrende af spænding kunne jeg næste dag henvende mig til klasselæreren og købe det eftertagtede medlemskort til Skolescenen. Men så vidt jeg husker, var det ikke ret mange andre af mine klassekammerater, der købte et sådant, enten fordi de ikke havde lyst til at komme i teatret eller fordi deres forældre ikke mente at kunne afse pengene dertil.

 

Men det var en spændt mig, der for allerførste gang kom i Det Ny Teater for at se en teaterforestilling. Det havde jeg godt nok gjort, dengang da jeg i 1939 så forestillingen ”Snehvide og de syv Dværge” på Nørrebros Teater. Men Det Ny Teater var større og flottere indrettet, og forestillingen var af en helt anden art og karakter, nemlig Ludvig Holbergs Jeppe paa Bjerget med Kai Holm i hovedrollen som Jeppe Bjerg. Desværre husker jeg ikke længere navnene på de øvrige medvirkende, som må have været nogle af datidens andre fremtrædende skuespillere. Men til gengæld husker jeg den betagende, satiriske og morsomme komedie og dens herlige persongalleri med Jeppe i spidsen, og hans kone, Nille, Jacob Skomager, Baronen og Ridefogeden. 

 

Den næste forestilling på Skolescenen, som jeg var tilskuer til, var Henrik Hertz’ skuespil Sparekassen (1836) som jeg ærligt alt syntes var en smule kedsommelig, men hvorom jeg i øvrigt stort set ingenting husker.

 

Den tredie forestilling husker jeg bedre. Det var den herlige studenterkomedie Eventyr paa Fodrejsen (1847) af J. Chr. Hostrup, forfatteren til bl.a. det berømte syngespil Genboerne (1844), som jeg mange år senere, i 1956, selv skulle få fornøjelsen af at lære at kende nærmere. 

 

Så vidt jeg kan huske så længe efter, så var der endnu et skuespil, som jeg og de af mine skolekammerater, der var så heldige at have et medlemskort til Skolescenen, fik lejlighed til at se, og det var Svend Dyrings Hus (1837) af Henrik Hertz. Men heller ikke dette skuespil husker jeg andet og mere om, end at det var ret alvorligt.

 

Formålet med Skolescenens teaterforestillinger var at give skoleelever et indblik i ældre dansk litteratur og skuespilkunst, og det formål må vel siges at være blevet nogenlunde opfyldt med de foreløbig fire forestillinger, som Skolescenen viste i efteråret 1941.  

 

Skolebio i Amager Bio

Dette efterår hændte det også, at vi skoleelever skulle i Skolebio, som foregik ude i Amager Bio på Amager. Men det var hele klassen og flere andre klasser, der skulle afsted, og det kostede så vidt jeg husker ingenting, idet skolen betalte. Vi kom dertil med sporvogn, så vidt jeg husker Linje 2, som faktisk kørte lige til døren. Besøget var ulejligheden værd, for arrangørerne af Skolebio så det som et formål at vise film baseret på lødige litterære forlæg. Den første Skolebio-film, jeg selv så, var den amerikanske ”Louis Pasteur” (1936) med den dengang fremtrædende skuespiller Paul Muni (1897-1967) i titelrollen.

 

Den franske kemiker og bakteriolog, professor Louis Pasteur (1822-1895), er som formentlig bekendt den videnskabsmand, der påviste, at alle gærings- og forrådnelsesprocesser forårsages af levende mikroorganismer, de såkaldte bakterier. Med baggrund i denne viden opfandt han en metode, der modvirker disse processer. Metoden er siden blevet kaldt pasteurisering, hvilket vil sige varmebehandling, og den anvendes i stor udstrækning også i nutiden, f.eks. på mælkeprodukter, øl og vin og en række andre produkter. Pasteur gjorde desuden en nok så epokegørende opdagelse, idet han registrerede en række sygdomsfremkaldende bakterier og fandt ud af, at disse i afsvækket form kunne anvendes som vaccine. En opdagelse, som siden da er kommet et utal af mennesker til gode over hele kloden. 

 

Pasteur-filmen var derfor lige præcis en ’undervisnings-godte’ set med pædagogiske øjne, men knapt så spændende – for ikke at sige lidt kedsommelig – for os skoleelever, hvoraf nogle var ved at gabe kæberne af led. For mit eget vedkommende var jeg dog glad for den viden om bakteriernes verden, der i og med filmen trods alt blev tilegnet ved den lejlighed. Det var lidt mere interessant, end blot at få det at vide gennem lærerens endnu mere kedsommelige mundtlige fortælling.

 

Den næste film på programmet i Skolebio var betydeligt mere dramatisk og underholdende. Det drejede sig om den amerikanske Captain’s Courageous (1937; på dansk: ”Havets Helte”), baseret på Rudyard Kiplings roman af samme navn fra 1897 og instrueret af Victor Fleming (1883-1949) med Spencer Tracy i hovedrollen som fiskeren Manuel, der tragisk omkommer i sit forsøg på at redde en kammerat, der er ved at drukne.

 

Den næste Skolebio-film, jeg og min klasse så, var ”The Adventures of Tom Sawyer” (1938; på dansk ”Toms Eventyr”), baseret på Mark Twains roman af samme navn fra 1876, som skildrer drengen Tom Sawyers opvækst i en af Sydstaterne ved Missisippifloden. En spændende film, hvis instruktør formentlig er Norman Taurog, men hvis rollehavende jeg ikke længere har nogen erindring om..

 

Endelig så vi en film med titlen ”Rikki-tikki-tavi”.  Filmen var baseret på Kiplings fortælling af samme titel og var uhyre spændende og dramatisk. ”Rikki-tikki” er et desmerdyr, som godt hjulpet af sine venner, skrædderfuglen Darzee og moskusrotten Chushundra, som frelser den familie, som giver ham mad, fra den frygtindgydende sorte cobraslange, Nag. Under en fantastisk og uhyggelig kamp lykkes det til slut Rikki-tikki at dræbe slangen. Vi drenge – eller i hvert fald jeg – sad som naglet til stolesædet i biografen, mens kampen mellem Rikki-tikki og Nag foregik, en kamp, som uundgåeligt måtte ende med den enes død. En overgang så det ud til at blive Rikki-tikki, som ville falde for slangens giftige bid, men takket være sin lynsnare hurtighed, endte det med, at Rikki-tikki bed slangen så hårdt i nakken, at den døde. Beklageligvis er det ikke lykkedes mig at identificere filmen om ”Rikki-tikki-tavi”, men den var amerikansk og formentlig fra midten eller slutningen af 1930’erne.

    .

Besøg på Zoologisk Museum i Krystalgade

På den tid lå Zoologisk Museum i Krystalgade, lige over for Daells Varehus, og en dag var det tid til, at vi skoleelever skulle indvies i den verden, der var inden for dette museums solide mure. Det første, der gjorde indtryk, var skelettet af en kæmpeøgle, som stod opstillet i stedets store hal i stueetagen. Men ellers blev det lidt kedsommeligt at se de mange forskellige dyreknogler og udstoppede dyr, samt de mange glas med hengemte præparater af alle mulige slags smådyr: Frøer, tudser, firben, kamæleoner, snoge, slanger og meget andet og mere.

 

Det, jeg personlig manglede og savnede ved sådan en lejlighed, var en overordnet fortælling om, hvad det i virkeligheden var vi så, nemlig arternes mangfoldighed og udvikling gennem årmillionerne. Evolutionshistorien er jo i virkeligheden lige så interessant og spændende som en god roman, men hvis ikke den bliver formidlet og fortalt som sådan, så mister den sin betydning og sit informative budskab. Vores lærer formåede i hvert fald ikke at vække os sløve elevers interessen for det, vi her så med vore egne øjne. Personlig tror jeg, at den ledsagende lærer betragtede museumsbesøg som en kærkommen mulighed og lejlighed til at kunne slappe af det par timer, som besøget og transporten frem og tilbage varede.  

 

Virkningen af museumsbesøget var derfor snarere et antiklimaks end et klimaks i tilegnelse af viden. For de fleste af os var turen frem og tilbage med sporvogn ulige mere interessant, end at kigge på alle knoglerne og de døde, udstoppede dyr og de overgemte præparater, som godt kunne virke lidt uhyggelige, fordi de – måske ubevidst for os 12-årige, som havde livet foran os - viste livets uundgåelige forgængelighed.

 

Anti-Kominternpagten m.m.

Som følge af sin status som okkuperet land, der havde invaderet og erklæret krig mod Sovjetunionen, befandt Danmark sig i en politisk set penibel situation. Forholdet var nemlig det, at Tyskland havde indkaldt samarbejdsvillige lande til et statsmandmøde i Berlin den 25. november 1941, med det formål at forny den Anti-Kominternpagt, som nogle af landene havde indgået allerede fem år tidligere, altså i 1936. Fra dansk side deltog daværende udenrigsminister Erik Scavenius (1877-1962), som afrejste til Berlin mandag formiddag den 24. november, for at mødes med udenrigsministre fra otte andre lande, nemlig Japan, Italien, Finland, Bulgarien, Rumænien, Slovakiet, Kroatien og Kina. 

    

For den tyske regering under Hitler gjaldt det om for næsten enhver pris at bekæmpe truslen fra den bolshevikiske sammenslutning kaldet Kommunistiske Internationale, forkortet Komintern, som også betegnes som 3. Internationale, der blev stiftet af Lenin i 1919. Den første Internationale var stiftet af Karl Marx i London den 28. september 1864, hvor de berømte indledningsord lyder: ”Arbejdernes Frigørelse skal være deres eget Værk.”

 

Imidlertid mødte 1. Internationale megen modstand i Vesteuropa, som ikke ville give sig den revolutionære socialisme i vold, og pagten afløstes derfor i 1889 af 2. Internationale, der var udtryk for en modereret form for socialisme, som europæerne bedre kunne acceptere og affinde sig med. Da Verdenskrigen kom i august 1914 viste det sig, at landene i høj grad sværgede til og fastholdt nationalfølelsen, som gjorde et socialistisk samarbejde mellem landene utopisk. Den ændrede verdenssituation umuliggjorde med andre ord 2. Internationales formålsparagraffer og bevægelsens initiativer og bestræbelser på at erobre landene politisk blev indtil videre nedtonet. Socialismens historie under Første Verdenskrig er stort set en beretning om forsøgene på bag kulisserne at forberede 2. Internationales genkomst.

 

Hen mod Verdenskrigens slutning lykkedes det for de russiske Bolshevikker under ledelse af Lenin og gennem politisk list og intriger at begynde og gennemføre revolutionen i Rusland. Zar-styret blev tvangsophævet i 1917 og zarfamilien i øvrigt arresteret og senere henrettet på direkte ordre fra Lenin. Han havde i mellemtiden indset, at det kunne blive nødvendigt med en ny 3. Internationale som revolutionæt redskab, der via stram styring og disciplinering af de europæiske kommunistpartier og disses medlemmer, arbejderne, kunne forberede verdensrevolutionen, og før eller siden at gennemføre denne. 3. Internationale blev stiftet i Moskva den 2. marts 1919 med det hovedformål at samle de enkelte landes kommunistiske partier i et ”ensartet kommunistisk parti”, hvilket vil sige i en international arbejdersammenslutning. Det skulle dels ske gennem politiske aktiviteter og undergravende udenomsparlamentarisk politisk virksomhed, dels gennem strejker og opfordring til strejker og vanærende stempling af ikke-strejkende arbejdere som ”skruebrækkere”. Dertil kom forskellige former for obstruktion på arbejdspladserne og i nogle tilfælde direkte sabotage i form af ildspåsættelse eller i værste tilfælde ved brug af eksplosiver, f.eks. ombord på skibe, der sejlede ”kapitalisternes” og ”imperialisternes” ærinde. 

 

Det var dog næppe så meget alt det nævnte, der provokerede Hitler og hans håndgangne mænd, som det var den omstændighed, at det kommunistiske Rusland blev anset for at være en konkurrent i forsøget på at erobre verdensherredømmet. Derfor var det meget om at gøre for Nazi-Tyskland, at få så mange vesteuropæiske og østeuropæiske lande som muligt til at tilslutte sig en fælles fornyelse af den tidligere Anti-Komintern-Pagt, frivilligt eller under pres. Den nye Anti-Komintern-Pagt blev dog først underskrevet i Berlin den 25. november 1941.  I den anledning havde den danske udenrigsminister i Stauning-regeringen, Scavenius, i henhold til EkstraBladet for den 25. november 1941 udtalt følgende under selve mødet, hvorunder Anti-Komintern-Pagten blev underskrevet:

 

     ”- Da Tyskland den 22. Juni erklærede Rusland Krig, gik Stormagtskampen ind i en helt ny Fase, som ogsaa i høj Grad maatte paakalde mit Lands Opmærksomhed, fordi det var blevet klart, at Kommunismen truede ogsaa de nordiske Stater. Finland var allerede blevet angrebet og havde maattet kæmpe for sin Eksistens, fulgt af den danske Befolknings levende Sympati. Efter et heltemodigt Forsvar matte det give op, men nu stod det igen midt i Kampen, og denne Gang ikke alene.

     Hvordan Udfaldet af denne Kamp bliver, kan heller ikke være Danmark ligegyldigt. I Erkendelse af den kommunistiske Fare har vi allerede ved den tysk-russiske Krigs Udbrud afbrudt den diplomatiske Forbindelse med Sovjet og hjemkaldt vor Gesandt i Moskva. Endvidere har vi taget forskellige andre Forholdsregler mod Kommunismen, opløst der danske kommunistiske Parti o.s.v., og i Danmark er nu enhver Form for kommunistisk Propaganda forbudt. Som en naturlig Konsekvens af hele denne Udvikling har Regeringen fundet det rigtigt at modtage Indbydelse til at tiltræde Anti-Komintern-Pagten.”     

    

”En mentalitet, som ikke kan tolereres”

Dagen før Anti-Komintern-Pagtens underskrivelse den 25, november, hvor de otte involverede landes udenrigsministre skulle mødes i det tyske udenrigsminsterium i Berlin, for at forhandle om fornyelsen af den nævnte pagt, blev appelsagen for de syv danske kommunister, der ved Byretten i juli måned blev idømt lange fængselstraffe, behandlet. I Berlingske Aftenavis for 24. november fandtes et langt referat fra retssagen, hvorfra her skal meddeles det følgende.

     På anklagemyndighedens vegne førtes sagen af højesteretssagfører Fr. Teist, som i sin procedure bl.a. udtalte følgende:

 

     ”- Denne Sag er ret enestaaende i sin Art, fordi man ikke her i Landet plejer at propagandere for sine Anskuelser ved Bombeattemtater, der sætter uskyldige Menneskers Liv i Fare. Jeg er gaaet til denne dødsens alvorlige Sag med en ærlig Vilje til at gøre Ret og Skel. Men det har været mig umuligt at se det Gran, der skulde forklare endsige forsvare det, der her er sket. Vi har Lov at kæmpe for en Opfattelse. Men den Fremgangsmaade, der her er anvendt, er Udtryk for en Mentalitet, som ikke kan tolereres. Og jeg henviser til den lige afsluttede Wollweber-Sag i Sverige.

     Jeg har i de større Sager, som det er faldet i min Lod at behandle, draget Personerne og deres Forhold frem. Det skal jeg ogsaa gøre her. Men først vil jeg pege paa, hvor gemene disse Forbrydelser er.”  

 

Hovedmanden bag de danske kommunistiske aktioner var østtyskeren Ernst Wollweber, hvis egentlige navn var Fritz Karl Wollweber (1898-1967), som 1953-57 var chef for Østtysklands hemmelige politi, det såkaldte STASI. Men han var aktivt medlem af det tyske kommunistparti KDP allerede fra 1919, og han blev medlem af partiets centralkomité to år senere. 1923 blev han leder af den militante fløj i Hesse-Waldeck, Thüringen og Schlesien. Her førte hans militante aktiviteter til fængsling i 1924. Efter to ar i fængsel blev han løsladt i 1926 og fortsatte sine politiske aktiviteter. I 1928 blev han indvalgt i det presussiske parlament, en post han besad til 1932.

 

Efter Rigsdagbranden i februar 1933 i Berlin begyndte medlemmerne af KDP at blive forfulgt af nazisterne, som hadede kommunister mindst lige så meget som de hadede jøder, og Wollweber blev derfor tvunget til at flygte ud af landet. Derefter tog han først ophold i København, hvor han etablerede en sabotagegruppe. Senere forlagde han residensen til Leningrad. Fra 1936 til 1941 organiserede han sammen med det sovjetiske hemmelige sikkerhedspoliti, forkortet NKVD, ”Wollweber-organisationen”, som var en antifascistisk modstandsbevægelse, der var repræsenteret i Tyskland, Belgien og Skandinavien, hvor den organiserede og bl.a. udførte sabotage mod fartøjer, der sejlede i den spanske fascistiske diktator Francos tjeneste. Wollweber og hans medsammensvorne menes at stå bag sabotagen mod i hvert fald 16 tyske, 3 italienske og 2 japanske skibe.

 

Under 2. Verdenskrig havde Wollweber-organisationen hovedkvarter i Oslo, men Wollweber selv blev ihærdigt eftersøgt af Gestapo. Han flygtede derfor til Sverige, og det var det svenske politi, som det lykkedes at arrestere ham i 1940. Han sad derefter i svensk fængsel indtil 1944, hvilket formentlig reddede hans liv. Nazi-Tyskland havde flere gange krævet ham udleveret, men svensk politi valgte i stedet at udlevere ham til Sovjetunionen.

 

I slutningen af krigen blev Østtyskland besat af russerne, som sikrede oprettelsen af staten Østtyskland. Wollweber vendte tilbage til sit hjemland, hvor han i årene 1953-57 var chef for Østtysklands hemmelige politi, det såkaldte STASI.  Den danske fraktion af Wollweber-organisationen blev ledet af fagforeningsformand og kommunist Richard Jensen (1894-1974), hvis straf på 16 års fængsel anklageren krævede skærpet. Under 1. Verdenskrig havde Richard Jensen ernæret sig som søfyrbøder. Han tilsluttede sig syndikalisterne og meldte sig ind i Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Det var i den periode, at han begyndte at organisere strejker og at deltage i uroligheder både i Danmark og udlandet.

 

Her kan det indskydes, at min kære morfar som tidligere omtalt i sine yngre dage tilsluttede sig syndikalisterne, dog ikke som kommunist, men derimod som socialist. Og tilmed som demokratisk socialist, hvorfor han meldte sig ind i Socialdemokratiet, som han blev livsvarigt medlem af.

 

Da Komintern blev oprettet i 1919 fik Richard Jensen hurtigt kontakt til denne organisation, som gav ham til opgave at smugle kommunistiske agenter til forskellige europæiske lande og til USA. Det foregik på de skibe, ombord på hvilke han arbejdede som søfyrbøder. Da Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) blev oprettet i 1918 var det som en afdeling af Komintern. Richard Jensen blev i 1922 medlem af partiets polibureau og centralkomité, hvor han fik ansvaret for militær- eller apparatarbejdet. Han fortsatte dog samtidig sine aktiviteter for Komintern i Moskva, som han ofte besøgte og hvor han nød stor tillid. Samtidig med sit politske arbejde var han den ledende skikkelse i den danske kommunisme. Senere blev han skandinavisk overkommissær for Søfolkenes og Havnearbejdernes Internationale (JISH), som i en periode fra 1932 havde hovedkontor i København. 

 

Imidlertid blev Richard Jensen trængt ud på sidelinien, efter at Aksel Larsen i 1932 valgtes til partiformand, men hans nære kontakt til Komintern kom ham til undsætning, idet man støttede ham fra Moskva. I årene efter fortsatte han derfor sine undergrundsaktiviteter, og det var disse, der i marts 1941 førte til hans og hans danske gruppes medlemmers arrestation og domfældelse. Appelsagen endte med stadfæstelse af dommene ved Byretten, hvilket for Richard Jensens vedkommende betød, at han blev indsat til afsoning af 16 års fængsel. Imidlertid lykkedes det ham i 1944 at flygte til Sverige, hvor han opholdt sig indtil Danmarks befrielse i maj 1945. Derefter vendte han tilbage til København, hvor han 1950-56 atter blev formand for Søfyrbødernes Forbund.

 

Supplerende vedrørende Danmarks kommunistiske Parti kan det her tilføjes, at DKP blev repræsenteret i Folketinget ved valget i 1932, og at det – som det vil være fremgået – blev forbudt i perioden 1941-45, altså under den tyske besættelse. Men til gengæld deltog partiets medlemmer så kraftigt i den danske modstandsbevægelse, at partiet blev repræsenteret i Danmarks Frihedsråd og i befrielsesregeringen. Ved det første Folketingsvalg efter befrielsen fik DKP 18 mandater. Kommunisternes popularitet var da på et nærmest euforisk, men som det skulle vise sig, uholdbart niveau. Ved de følgende valg gik partiet gradvis tilbage, og ved valget i november 1960 blev det slet ikke repræsenteret i Folketinget. Det skyldtes muligvis den interne uro i partiet, som førte til en udspaltning ef en gruppe personer, som under Aksel Larsens ledelse dannede Socialistisk Folkeparti (SF), der til gengæld opnåede at få 11 mandater.

 

DKP blev først repræsenteret i Folketinget igen i 1970, da folketingsmedlem Hanne Reintoft meldte sig ind i partiet. Men det er en anden og længere historie, som ikke skal fortælles her, hvor jeg vil slutte omtalen med at fortælle, at DKP før og delvis og under besættelsen udgav Arbejderbladet og under og især efter krigen dagbladet Land og Folk. Partiets og avisens senere historie vil blive omtalt senere og i kronologisk orden.   

 

Nostalgiske Scala-minder 

Der var dog ogå andre og mere fredelige begivenheder at hæfte sig ved på den tid. Især for københavnere var navnene Frede og Hertha Skaarup nærsmest blevet en legende, og den 24. november 1941 kunne Berlingske Aftenavis bringe en anmeldelse af en nyudkommen bog med titlen ”Scala-Minder”. Forfatter til bogen var, som det ses angivet, en Gunhild Gantzel:

 

Gunhild Gantzels Billedbog opforgylder Mindet om Scala

 

Dengang vi bildte os ind, at København var en stor By

og havde et af Verdens ødsleste Revueteatre

 

Hertha og Frede Skaarup, som aldrig tænkte paa at tjene Penge, men kun paa, om Revuerne morede dem selv

 

I sin lange, vidende og velskrevne anmeldelse fortæller Henry Hellsen usentimentalt om Scala-Teatrets historie, som strækker sig fra 18. oktober 1812 og – med en kortere afbrydelse -  til og med den 15. september 1930, da revyen Punktum, Finale ... blev det hæderkronede teaters uomtvisteligt sidste forestilling. Dette stykke var iscenesat af ingen ringere end kgl. skuespiller Holger Gabrielsen (1896-1955), som siden fik en lang og lysende karriere som både skuespiller, sceneinstruktør og lærer ved elevskolen. En af hans glansroller på Det kgl. Teater var som Løjtnant von Buddinge i Hostrups syngespil Genboerne. 1939 producerede ASA Film en filmudgave af stykket, og heri spillede Gabrielsen også rollen som den lettere komiske løjtnant. 

 

Den garvede journalist Hellsen fortæller også, at når Frede og Hertha Skaarup fik så stor betydning som teaterledere skyldtes det i hovedsagen, at de havde større kærlighed til teater og desuden, at de havde stor respekt og ’næse’ for talent. Derfor engagerede og knyttede de kun de allerbedste revyskuespillere til sig. Frede Skaarup mistede aldrig barnesindet og glæden over at kunne ødsle med gager til skuespillerne og penge på lyssætning, dekorationer og sceneudstyr. Det blev en 28 år lang himmelflugt, som de dog trods alt også tjente penge på, for ellers ville det jo aldrig være gået med al den pomp og pragt.

 

Men der var naturligvis også folk, som var modstandere af den letbenede teatergenre. Således refereres den seriøse og meget dygtige skuespillerinde og sceneinstruktrice Betty Nansen (1873-1943) for sin ironi og sarkasme over for det, der foregik på Scala: ”Fru Nansen spørger, om der i denne By kun er Plads for Gøgl og og halvnøgne Fruentimmer, tilklappede af et juvelprydet Spækhøkerparket? –” Frede Skaarup, som netop var blevet direktør for Dagmarteatret i Jernbanegade, reagerede med at engagere Bodil Ipsen, Poul Reumert, Thorkild Rose og Eyvind Johan-Svendsen og gennemførte en række sæsoner, som blev uforglemmelige for publikum

 

En anden modstander og kritiker af den lette kunst på Scala var forfatteren Emil Bønnelycke (1893-1953). I 1925 havde denne udsendt sin roman Ny Ungdom hos Gyldendal og heri givet nogle skildringer af livet indenfor det store revyteater. De portrætterede personer på teatret var let genkendelige, hvilket faldt mange for brystet, som forlangte, at forlaget skulle trække den forsmædelige bog tilbage. Forfatteren udtalte i den anledning til pressen, at ”visse af Scalas betalte Sjakaler var ude efter ham!”. - Det blev dog ikke til noget med at trække bogen tilbage, for dens forfatter havde naturligvis kunstnerisk ytringsfrihed, og desuden havde Gyldendal jo investeret penge i både bog og forfatter.

 

     Henry Hellsen afsluttede sin interessante anmeldelse af bogen ”Scala-Minder” med følgende kloge og rørende tekst:

 

     ”Og saa var Eventyret pludselig en Dag forbi. Ja, selvfølgelig! Enhver Ting til sin Tid. Scala passede til Aarene under og efter den forrige Krig. Nye Befolkningslag dannedes. København begyndte at føle sig som en stor By ... man maatte for at sætte Fantasien i Sving have en Charles Cochrane, som i London, en Flo Ziegfeld som i New York, En Erich Charel som i Berlin. Efterhaanden faldt Byen til Ro: Vi var ikke saa store, som vi en stakket Stund havde bildt os ind at være. Nye Tanker fyldte Sindene, nye Bekymringer tog os fangne. København havde ikke længer Raad til et Scala. Frede Skaarup søgte ned paa det jævne til Søndagsfornøjelserne.

     Men endnu lever hos de ikke helt Unge Mindet om det lille Teater paa Vesterbro, som forekom saa stort. Vi har moret os over Revuerne, følt Glæde ved Pragten og anet en Smule Salighed i en eller anden sød og svulmende Melodi. Paa Bunden af vort Hjerte flakker stadig Genskæret af de tændte Projektører. Gunhild Gantzels Bog vil for mange opforgylde Mindet. Og selv om den Tid, vi er inde i, er altfor skæbnesvanger til det, som paa godt gammelt Dansk hedder Tant, saa er Scala dog et Kapitel af Københavns Historie. Et farvestraalende Kapitel, som længst er forbi, forbi...

 

Dagen efter, den 25, november 1941, kunne EkstraBladet bringe en stor annonce, som reklamerede med den nyudgivne bog med titlen ”Scala Minder”, men uden angivelse af forfatternavn. Bogen blev udgivet af Carl Allers Bogforlag, hvis domicil lå på Vigerslev Allé 18, hvor bl.a. det populære ugeblad ”Familje-Journalen” også havde adresse.     Annonceteksten lød som følger:

 

”Scala-Minder. Midt i en Mørketid kommer Pragtværket om Scala og spreder Lys og Glæde ... 240 festlige Sider med over 500 straalende Billeder ... Her møder De det muntre danske Smil fra Frede Skaarups glade Scala Aftener med hele deres blændende ødsle Pragt .... Det er Aarets store Bog – en Begivenhed og en Oplevelse at fordybe sig i.”

 

 

     Illustrationerne i annoncen var dels en karikaturtegning forestillende den trinde og runde Frede Skaarup, og dels et foto med teksten: Amelie Kierkegaard som Hannerl i ”Jomfruburet”, en af Scalas største Sukcesser. – Det andet foto var tilføjet teksten: Kan De huske Alstrup i ”Rødt og hvidt”?

 

Bogen kostede i ”Luksushæftning” Kr. 32,- og Indbundet Kr. 45,-. Man kunne købe den direkte fra forlaget eller via en boghandler, kontant eller på ratebetaling med rater a 5 Kr. pr. måned. 45 kr. var mange penge dengang, især for en arbejderfamilie, som dog nok heller ikke lige var den målgruppe, tilbudet sigtede på.

 

Skolelærer og digter

Den nævnte dato, den 25. november 1941, bragte EkstraBladet også en artikel med et interwiev af den da 32-årige forfatter Martin A. Hansen (1909-1955), skrevet af journalisten og forfatteren Christian Houmark (1869-1950). Det var jo denne Hr. lærer Hansen, som et par år tidligere havde vist mig den tvivlsomme ære, at tildele mig den største lussing, jeg nogensinde har modtaget. Forresten har jeg kun modtaget denne ene, og det er nok derfor den sidder så nagelfast i min erindring. 

 

Om forfatteren Martin A. Hansen kan kort fortælles, at han blev uddannet som lærer på Haslev Seminarium. Han blev færdig i 1930. Allerede her skrev han romaner, men tidstypiske i den socialrealistiske genre. I 1941 udkom den fabulerende eventyrroman Jonathans Rejse, som betød begyndelsen til de bøger, der blev hans egentlige kendemærke som forfatter. Den tyske besættelse af Danmark i 1940 påvirkede ham så stærkt, at han tog del i modstanden mod nazismen ved at levere artikler til illegale blade. I en af disse artikler sagde han god for det legitime i at likvidere stikkere, og sammen med hans entusiastiske moralske støtte til folkestrejken i 1944, blev denne indsats en væsentlig ballast – men samtidig også en anfægtelse – i hans senere forfatterskab. I befrielsesåret 1945 udgav han den historiske roman Lykkelige Kristoffer, hvori rammehistorien er den, at klerken Martin fortæller historien om uegennyttig mandig dåd og død. Forfatteren var i og med denne roman åbenbart kommet i tvivl om sine egne holdninger og handlinger. Men i artiklen med overskriften ”Jeg tænker som en Digter, fordi jeg ikke er det –” interwiever Houmark kollegaen om dennes seneste bog Jonathans Rejse. Til slut i interwievet spørger Houmark:

 

     ”- De er Lærer, er De ogsaa en god Pædagog?

       - Det tror jeg i Grunden ikke.

       - Har De selv Børn?

       - Ja.

     -   Kan De undgaa at gøre Forskel paa Deres egne Børn og saa Klassens?

  Der tror jeg ... jeg har samme Tilbøjelighed som min gamle Lærer, han var nemlig nok saa haard mod sine egne Drenge, som mod Skolens, af Frygt for at gøre Uret ...

  jeg tror nu, vi opdrager bedst. Forældre og Lærere, naar vi ikke spekulerer for meget paa Principper eller paa – Rettesnore ...

       - Hvor er De selv i Deres Bog?

       - Lige i Hælene paa Smeden, paa Jonathan, tror jeg, at jeg kan sige...

       - Lever Modellerne til Deres Skikkelser?

       - De er alle døde, kun ikke Smeden, ham venter jeg ogsaa at faa Besøg af – saadan rent – korporligt ...” 

 

Træsprit og blåsyre

Samme dato som nævnt ovenfor kunne Berlingske Aftenavis også bringe en notits under overskriften ”Stort Drikkelag paa Træsprit og Blaasyre. Otte af Deltagerne afgaaet ved Døden og flere i Livsfare efter at have nydt Kølervædske”. Det var en grum affære, som forhåbentlig kunne tjene som advarsel for folk, der havde så stor trang til alkoholiske drikke, at de vovede sig ud i at drikke farlige erstatninger. Teksten i notitsen lød i al sin uhyggelige korthed sådan:

 

     ”Kun faa Dage efter Meddelelsen om, at tre Mænd er døde efter at have drukket Kølervædske, indløber fra Aardal Sogn Efterretninger om et andet Drikkegilde med Kølervædske, der har faaet endnu frygteligere Følger. Nogle unge Mennesker havde fundet Kølervædsken, der bestod af Træsprit og Blaasyre, og ca. 40 Mand deltog i Gildet. Alle blev syge, og i Løbet af de to-tre Dage, der er gaaet, er 8 af Deltagerne afgaaet ved Døden. En Del af de øvrige vil sandsynligvis heller ikke overleve Gildet, og efter Lægernes Mening vil de, der klarer sig igennem, være i stor Fare for at blive blinde.”

 

Den omstændighed, at de unge mennesker angiveligt havde drukket kølervæske, må formodentlig ses som en af følgerne af vanskeligheden ved at skaffe sig alkoholiske drikke, som jo af forskellige grunde dels var en mangelvarer under besættelsen og dels rationeret. Og på den sorte børs måtte man betale store overpriser, hvis spiritus overhovedet var til at købe.

 

Biografrepertoiret i november 1941

Den 24. november 1941 havde Berlingske Aftenavis følgende biografannoncer:

Allé-Teatret. Kun 4 Dage! ”En Søndag paa Amager” [Dansk film fra 1941 med manuskript af Arvid Müller frit efter vaudeville af Johanne Luise Heiberg. Instruktion Emanuel Gregers og med Valdemar Møller, Else Marie Hansen, Ingeborg Brams, Hans Kurt og Peter Malberg i hovedrollerne. Filmen er meget apropos til tiden en apoteose til den danske egenart].

Bellevue. Forbudt for Børn! Viviane Romance og Jean Gabin i ”Vi holder sammen”.

Bristol. Forbudt for Børn. Simone Simon og Michel Simon i den store franske Sukcesfilm, der gjorde dem verdensberømte ”Kvindesøen” efter Vicki Baums Roman ”Sommer ved Søen”. En straalende Skildring om moderne Ungdom. Benyt NU Lejligheden og se Bristol Teatrets Genopførelse af det franske Mesterværk. Dristigere og skønnere end nogen anden Film! Aktuel, betagende og spændende!

Carlton. Gustav Fröhlich og Jenny Jugo i ”Hans Højhed forelsker sig”. Pikant og indtagende Lystspilfilm. Et Kærlighedeseventyr fra vore Dage, udspillet i et elegant Milieu ved Rivieraen og i en international Passagerflyver.

Colosseum. Paa Opfordring! Kun faa Dage! ”Landevejs-Kroen” med Edvard Persson.

Dagmar. 3. Uge. Sidste Opførelser! Ønskefilm Nr. 3 ”Storbyen” med Luise Rainer og Spencer Tracy. "Sidste Opførelser" betød, at filmen snart skulle til gen­censur, hvorfor man ikke regnede med at den ville blive frigi­vet til distribution mere.]

Grand. ”Fredens Ø Bali” af Victor Baron von Plessen.

Kino-Palæet. Assia Noris ”Balnatten”. En Historie om ung Kærlighed.

Metropol. Kun 5 Dage! Fred Astaire og Ginger Rogers i ”Skal vi danse?” [1937; orig. titel ”Shall We Dance?”]

 

 

Herover ses et udsnit af biografannoncerne i Berlingske Aftenavis for mandag den 24. november 1941. Som det ses, så domineres annoncerne af Dagmar og Scala-Bio fulgt af Colosseum, Roxy og Triangel, med skuespillernavne som Luise Rainer, Spencer Tracy, Hans Moser, Theo Lingen, Edvard Persson, Paula Wessely og Zarah Leander.

 

Nora. Kun faa Dage! Emil Jannings i Mesterværket ”Før Solnedgang”. [1937].

Nørreport Bio. Forbudt for Børn. Ingrid Bergman i ”Juninatten”. [1940]

Palads. Benjamin Christensens Storfilm ”Gaa med mig Hjem” med Bodil Ipsen. [Filmen havde haft première i Palads få dage før, nemlig den 21. nov. 1941].

Palladium. Max Hansen i ”Wienerbarnet”. Ekstra: En Max Hansen Konkurrence-Spøg. [1941; dansk folkekomedie med instruktion af Arne Weel].

Palæ Bio. ”Seks Koner – og den Syvende” med Johannes Riemann og Carola Høhn.

Park. Janning i det festlige Lystspil ”Dagen derpaa”. {1937; orig. titel  ”Der zerbrochene Krug”]

Roxy. Faa Dage! Paa Opfordringer: Paula Wessely i den enestaaende Storfilm ”Livets Spejl” [1938].

Scala-Bio. 2. Uge. Hans Moser og Theo Lingen i ”Pas paa Spejlet!” UFA Film A/S. [1941].

Skovshoved. Den flotte spændende Junglefilm ”Junglens Dronning” med Isa Miranda. [1940]

Strand Teatret. Forbudt for Børn. Gary Cooper i ”Peter Ibebtson”. [Det er ikke lykkedes mig at identificere denne films amerikanske titel]

Triangel. Zarah Leander i ”Vejen er fri” [1941]

Vanlæse. Hans Kurt, Ingeborg Brams og Peter Malberg i ”En Søndag paa Amager”. En dansk Film med Hygge og Humor. Ekstra: Christian den 4. som Bygherre.

Winsor. Det svenske Lystspil med Åke Söderblom ”Gentleman til Leje” [1940]

World Cinema. Forbudt for Børn. ”Alcazar”. Worl Cinema viser Sæsonens største Filmbegivenhed. Den pragtfulde Storfilm om ”Alcazars Belejring”. ”Alcazar” er et Storværk, en batagende Film ... en glædelig og betagende Overraskelse ... fortjener at ses af alle ... hilstes med kraftigt Bifald. En gigantisk Film og en storslaaet Oplevelse! De skal se Filmen for Deres egen Skyld! Skrev Pressen. [Filmen, som jeg ikke selv har set eller kender nærmere til, handler formentlig om den borg i Toledo, hvor nationalister holdt stand mod regeringstropper i juli-september 1836 under den spanske borgerkrig. Hvis filmen er tysk, har den antagelig set situationen fra nationalisternes side, som jo var anført af general og senere diktator Franco]

 

 

Denne biografannonce taler for sig selv, så derfor ingen kommentarer til den.

 

Københavnske Forlystelses-fristelser

Men det var jo ikke kun de sparsomt opvarmede biografer, der lokkede folk hjemmefra og ud i mørket og kulden. Det gjaldt i næsten lige så høj grad teatrene, restauranterne og varietérne. I Berlingske Aftenavis for den 24. november 1941 var der annoncer for følgende teatre:

 

Det kgl. Teater. Kl. 19,30-23,30 Første Gang i ny Indstudering: ”Mestersangerne i Nürnberg”. Tirsdag: ”Rigoletto”. Onsdag: ”Mestersangerne i Nürnberg”.

Nørebros Teater. Hver Aften Kl. 20 og Søndag Kl. 16. 109. Gang. Kun kort Tid! ”Valsedrømme” Oscar Straus’ store Wieneroperette med Else Marie - Hans Kurt - Inger Lassen – Ib Schønberg – Svend Bille. Byens billigste Billetpriser Kr. 1,25 – 3,95.

Riddersalen. 20-22,30 ”Et Spil” – ”Frøken Julie” med Berthe Quistgaard og Sigfred Johansen.

Betty Nansen. Kl. 19,30-21,30 ”Axel og Valborg”. I Morgen Kl. 19,30: ”Bregnely”

Det Ny Teater. Hver Aften Kl. 20-22,45. 78. Gang Max Hansen som ”Lille Napoleon”. Josephine: Karen Lykkehus.

Folketeatret. Kl. 20-22,30. Mary Waagechristensens ”Helhesten”. Interessant dansk Aften paa Folketeatret. – ”Helhesten” er et nyt Bevis paa Waagechristensens uomtvistelige Talent, der blot af og til vokser lidt vel frodigt og vildt. (Børsen). Rundskuehæfter er gyldige.

Frederiksberg Teater. Kl. 20-22,30. ”Lærkesang” med Else Skouboe - Gunnar Lauring – Ebba With – V. Skjerning – E. Reimers – Jessie Lauring – Sv. Melsing.

Nygadeteatret. Kl. 20-22,30. 195. Gang Lattersukcessen ”24 Røde Roser” med Peter Malberg – Grete Bendix – Erling Schroeder – Inga Thessen.

Røde Kro Teater. Kl. 10,30 ”Dn Ny Husassistent”.

 

Varietéer og Restauranter

Ambassadeur. Kl. 20 ”Vi er ude for at more os” med Karen Lykkehus - Stig Lommer – Zigeuner-Violistinden Marguerita de Mayo – Mne Trilby – Kate Wallée. Kl. 22 Henrik Blichmann’s Orkester – Kate Wallée – Max v. Rhodin. Skønne Himmellegemer. Dans. Entré 1 Kr.

Czardas. Max Skalka’s landskendte Zigeunerensemble. Københavns bedste Smørrebrød.

Edderkoppen. Hele Byens Hjørne. Raadhuspladsen 55. Kl. 20,30-24 Seminarist Svaabæk og Sukces-Programmet! Entré 1 Kr. + Skat.

 

  

 

Herover ses tilvenstre et udsnit af annoncer i Berlingske Aftenavis for mandag den 24. november 1941 for københavnske Forlystelser. Billedet til venstre domineres af annoncen  for Nørrebros Teater, som for 109. gang opførte Oscar Straus’ operette ”Valsedrømme” med det dengang uhyre populære operettepar, Hans Kurt og Else Marie. Annoncen på billedet til højre er fra det dengang meget besøgte danse- og varieté-etablishement ”Prater” i Stengade på Nørrebro. En annonce som den her viste var virkelig noget, der kunne lokke ’husarerne” ind. Nøgne piger var den helt store sensation, fordi nøgenhed dengang blev anset  for at være noget meget ‘frækt’.

 

Gold-Digger Wild West Saloon. Kl. 20 Gaubiers Dancing Girls – Vibeke Jersie. Show: Poul Funk’s Band – Henry Randolf.

Hollænderbyen. Se Byens bedste og største Artistprogram bl.a.: Det pragtfulde franske Dansepar Juanitta & Angelo – Two Silvas, de berømte spanske Ekvilibrister.

Lodberg. 2 Orkestre. – Cronin Brothers – Original Skating Act – Illusionist – John Malland – I Aften Amatørdansernes Forbund: Dansekonkurrencei Slow-Fox.

Lorry. Sidste Uge! Fri Entré. Den svenske Radiostjerne Karin Juel – Hambo – 3 Wilsons – Aage Juhl Thomsens Orkester.

Hotel Terminus ”nærmest alting”. Vin, Mad, Betjening, Musik – alt i Topklasse. Elo Magnussen spiller baade for Restaurant og Gobelinsal.

National Scala. Fri Entré. Sidste Uge! Claire Feldern – Skandinavia Balletten – De 3 fra Radioen – 2 Olympics. Bar’en Kl. 22,15: Karin Juel.

Prater. Kl. 20-24. Viola Rosés Balletten bl.a. i: Présentation des femmes folies: ”Danserindebrønden” – Schlätzer. Den store Bugtaler med de berømte Dukker –The Hatas, Japanske Ekvilibrister – Bertel Skjoldborg og hans New Yorkers. Søndag Efterm. Kl. 16-18: Stor Matiné.

Ritz. Hver Aften Kl. 20 hele det festlige Program med Erika Voigt som et straalende Midtpunkt. Fri Entré.

”Store Lækkerbisken”.  Fri Entré.  Cabaret – 40 Numre – Dans – Tom Andy’s Orkester. Malerkabaret’en ”Helhesten”.

Montmartre. Kl. 20 præcis. Fri entré. Kabaretten – Gaubier Balletten – Svend Nicolaisens Orkester.

St. Thomas. Kl. 20. Fri Entré: Harlem Kiddies – Den smukke eksotiske Danserinde Yori Tong samt det øvrige Artistprogram og Dans.

Opera-Caféen. Kabaret Tribunen. Hver Aften Kl. 20 ¾ til 23 ¾ - Fri Entré.

Valencia. Kl. 20. Entré 1 Kr. Partoutkort gyldige. Stort internationalt Artistprogram.

Zigeunerhallen. Kl. 8: - I Aften skal De høre Helt og Heltinde – Kiss Gregers og Kay Abrahamsen – ”Poul”, ”Mads”, ”Bengt” og ”Carla” – Niels Bjørns Gipsy Girls – Sidste Uge.

 

Men tilværelsen i 1941 var jo andet og mere end film, biografer, teatre og andre forlystelser, som dog trods alt fungerede som fænomener, der i hverdagen kunne aflede opmærksomheden fra de mindre behagelige tilstande og forhold både herhjemme og i det store udland, hvor krigen trak sine blodige spor af død og ødelæggelse mange steder. 

 

Pearl Harbour

Den 7. december 1941 blev den amerikanske flådebase Pearl Harbour på Hawaii-øerne udsat for et japansk overraskelsesangreb fra luften, understøttet af japanske krigsskibe, hvorved en stor del af den amerikanske Stillehavsflåde, herunder hangarskibe med en del fly ombord blev totalt ødelagt eller stærkt beskadiget. Personalet ombord på skibene og på flådebasen var fuldstændig uforberedte på angrebet, som fik katastrofale følger, idet mange blev dræbt under selve angrebet eller omkom i det voldsomme flammehav fra de brændende skibe, der fulgte efter angrebet. Mange blev også alvorligt sårede og forbrændte og fik varige mén.

 

Men angrebet på Pearl Harbour blev umiddelbar årsag til, at præsident Roosevelt fik mulighed for at bryde den hidtidige isolationistiske hjemlige modstand imod amerikansk deltagelse i krigen og erklære krig mod både Nazi-Tyskland og Japan. Det blev afgørende for krigen i Europa og specielt for England, der hidtil og under store ofre havde kæmpet sin egen vanskelige kamp mod Tyskland. Roosevelt støttede englænderne moralsk og havde også forsøgt at komme dem til økonomisk og materiel undsætning, men han kunne ikke skaffe sig flertal i Kongressen, så hjælpen kunne iværksættes. Nu vendte stemningen, både i kongressen og den amerikanske befolkning, og et flertal gik ind for at yde al mulig hjælp og støtte til de hårdt kæmpende briter.       

 

Dagen after det forfærdelige japanske angreb på Pearl Harbour var de danske aviser naturligvis fulde af nyheder og beretninger om begivenhederne. Således kunne B.T. mandag den 8. december 1941 fylde sin forside med overskrifter og notitser om krigsudviklingen efter det nedrige angrev dagen før. ”Voldsomme Kampe i Østen” stod der tværs over B.T.s forside. ”Amerikas og Englands Krigs-Erklæringer ventes i Dag” – ”Hollandsk Indien og Costa Rica erklærer Japan Krig” -”Japan har taget Offensiven – Stærk politisk Stemning over U.S.A.” – ”Angreb på Singapore”- ”Cuba gaar mod Japan” – ”Japanerne erobrer amerikansk Ø” – ”Engelske og amerikanske Tropper i Kamp – Japansk Landgangsforsøg paa Malaya-Halvøen”. – ”Den nye Krigsskueplads”.

 

Avisens indhold inde i bladet var dog ikke præget af de dramatiske og tragiske begivenheder, men lignede sig selv fra alle andre dage. Derimod var dens bagside også omend kun delvis benyttet til nogle dramatiske overskrifter: ”Angrebet paa Hawaii-Øerne” – Tab paa begge Sider” – ”Kanonbaad sænket” – Japansk Angreb paa Thailand” – ”Japanerne rejser fra U.S.A.” – San Francisco i Undtagelses-Tilstand” – ”New York mørklægges” – ”Amerikanske Skibstab” – ”Flaadens Styrke” – ”Fragtskib sænket”.

 

Men B.T.s bagside for denne dag havde også plads til et par hjemlige københavnske ’nyheder’: ”Spejlglatte Gader i Morges – Tøsne og Regn vanskeliggjorde Trafikken i Morges” og ”Det største Juletræ”, nemlig det traditionelle årlige juletræ på Rådhuspladsen, som dette år tændtes for første gang søndag den 7. december 1941. B.T. glimrede i øvrigt ved sine humorisitske indslag i form af f.eks. ”Blade af Storm P.s Dagbog” og hans tegneserie ”Peter Vimmelskaft”. Desuden var der tegneserierne ”Blondie’s Hverdagshistorie...”, ”Carlt bli’r plyndret ...” og ”Mikkel Mus’ Eventyr”.

 

Biograferne – publikums tilflugt

Men til trods for de alvorlige begivenheder ude omkring i verden, så fortsatte Københavnerne med at hygge og more sig i hverdagen, så godt det nu lod sig gøre for den enkelte. Biograferne var stadigvæk et tillokkende moment for mange i besættelsestidens ikke altid lige nemme og behagelige situation, som dog endnu ikke var så tilspidset, som tilfældet skulle blive i de nærmest følgende år.

     B.T. for mandag den 8. december 1941 kunne bringe følgende biografannoncer:

 

Allé Teatret. Forbudt for Børn. ”Kammerathustru” med Edvin Adplphson og Aino Taube.

Bellevue. Forbudt for Børn. Heinz Rühmann i ”Den grønne Elevator”.

Bristol. 3. Uge. Forbudt for Børn. Simone Simon og Michel Simon i den store franske Sukcesfilm, der gjorde dem Verdensberømte ”Kvindesøen” efter Vicki Baums Roman ”Sommer ved Søen”. En straalende Skildring om moderne Ungdom. Sukces’en er atter fastslaaet. Benyt NU Lejligheden og se Bristol Teatrets Genopførelse af det franske Mesterværk Kvindesøen med Michel Simon og Simone Simon. Dristigere og skønnere end nogen anden Film! . Aktuel, betagende og spændende!

Carlton. Danmarks-Premiere. Munter svensk Komedie præget af Lyssyn og Optimisme ”Det gaar fremad igen” med Elof Ahrle og Birgit Rosengren

Colosseum. Paa Grund af den store Tilstrømning fortsætter ”Indianernes Hævn” og ”6 Dages-Løbet” med Joe E. Brown. Rundskuehæfter gyldige kun Kl. 7,10.

Dagmar. Premiere Lystspillet ”Røre i Andedammen” med Paul Kemp og Georg Alexander. En UFA Film.

Grand. ”Fredens Ø Bali” af Victor Baron v. Plessen.

Kino-Palæet. ”Kurs stik Vest” med IlseWerner. UFA Film.

Merry. ”Storm over Alaska” Spændende Storfilm med Richard Arlen. En rigtig Mandfolkefilm med Richard Arlen og Beverly Roberts.

Metropol. Kl. 2 . 3 . 4 . 5 . 6. Metropols Jule-Show: 1. Søspejdere. 2. Dyrene vaagner. 3. Taarnuret skal renses. 4. Tre smaa Grise. 5. Den tapre Skrædder. 6. Drømmeskibet. Børn 70 Øre. – Kl. 7,30 og 9,20 ”Snehvide og de syv Dværge”. 

Nora. 2. Uge. Sidste Opførelser! Mathilde Nielsen i ”Tante Cramers Testamente.

Nørreport Bio. 2. Uge Sickan Carlsson og George Fant i ”Landstormens lille Havgasse”.

Palads. 3. Uge. Benjamin Christensens Storfilm. Grethe Holmer i ”Gaa med mig hjem –”

Palladium. Sidste Dag! Max Hansen i ”Wienerbarnet”.

Palæ Bio. Forbudt for Børn. Sture Lagerwall og Gerd Hagman i ”Stærkere Magter”.

Park. 2. Uge. Mathilde Nielsen i ”Tante Cramers Testamente.

Rialto. Det vittige elegante Lystspil med straalende Humør, Sang og Musik ”Hvor er min Kjole?” med Elise Mayerhofer, Albert Matterstock og Georg Alexander.

Roxy.  Den store Latter-Orkan ”Bryllupsrejse – men med hvem?” med Paul Hörbiger og Theo Lingen.

Scala-Bio. ”20 forelskede Drenge” med Jenny Jugo. UFA Film A/S.

Skovshoved. ”Far skal giftes” med Ellen Gottschalck og Ib Schønberg m.fl.

Strand Teatret. Mathilde Nielsen i ”Tante Cramers Testamente”.

Triangel. Danmarks-Premiere. Munter svensk Komedie præget af Lyssyn og Optimisme ”Det gaar fremad igen” med Elof Ahrle og Birgit Rosengren

World Cinema. Carl Alstrup som ”Peter Andersen” Iscenesat af Svend Methling. En Palladium Produktion.

 

Bemærkninger til filmrepertoiret

I slutningen af 1941 var der kun ganske få amerikanske reprisefilm i de danske biografer, og denne situation holdt sig stort set i de følgende år. I november 1941 havde Dagmar Bio sin "ønskefilm nr. 3", reprisen Storbyen (1937), på plakaten i 3 uger, men den 24. november annoncerede man med "Sidste opførelser", hvilket betød, at filmen snart skulle til gen­censur, hvorfor man ikke regnede med at den ville blive frigi­vet til distribution mere. Filmen, hvis amerikanske titel jeg ikke kender, havde Spencer Tracy (1900-1967) og den østrigsk-ameri­kan­ske skue­spillerinde Louise Rainer (1910-) i hoved­rollerne.

     Metropol Teatret havde den amerikanske reprise, "Shall We Dance?" (1937; dansk: "Skal vi danse?") på plakaten i 5 dage, fra mandag den 24. til fredag den 28. november 1941. Filmen var med det meget populære dansepar, Fred Astaire (1899-1987) og Ginger Rogers (1911-1995) i hovedrollerne. I annoncen bekendt­gjorde man samti­dig: "Premiere lørdag: JULE-SHOW". Det var naturligvis det årlige ”Metropols Jule-Show”, som sædvanligt bestående af i alt 6 korte Disney-tegnefilm, der hentydedes til. Se nedenfor.

     Endelig havde Strand Teatret en amerikansk film med den mærkværdige titel: "Peter Ibebtson" på programmet. Hovedrollen spilledes angiveligt af Gary Cooper (1901-1961). Det er ikke lykkedes mig at identificere denne films amerikanske titel. - Rialto kunne annoncere med "Den store swingfilm "Holly­wood Hotel" med Benny Goodman og hans verdensberømte swing­band".

     Den 8. december 1941 kunne Colosseum annoncere følgende: "På grund af den store tilstrømning fortsætter Indianernes hævn og 6 Dages-løbet med Joe E. Brown". Der var åbenbart tale om et dobbeltprogram, men det er ikke lykkedes mig at identificere de to film. Joe E. Brown (1892-1973) var en af Amerikas kendteste filmkomikere i 1930'erne. Han debuterede på film i 1928, og en af hans bedste og morsomste roller er som Thisbe i "A Midsummer Nights Dream" (1935; dansk: "En skærsommernats­drøm"). Men han havde senere også en vellykket rolle som kaptajnen i filmen "Show Boat" (1951; dansk: "Teaterbåden").

 

     Den eneste anden amerikanske film, der annonceredes den nævnte dato, altså den 8. december 1941, var "Storm over Alaska", med Richard Arlen (1898-1976) og Beverly Roberts (1913-2009), en film og skuespillere, der er mig fuldstæn­dig ubekendte.

     Af franske repriser var der følgende:

     Bristol viste på 3. uge den franske reprisefilm "Kvindesø­en" (1934), som formentlig snart ville falde for gencen­surerings-grænsen. Filmen, der var baseret på en roman af Wicky Baum (1888-1960), "Sommer ved Søen", havde Simone Simon (1910-2005) og Michel Simon (1895-1975) i hovedrollerne. Begge var fremragende karakterskuespillere. Simone Simon debuterede på film i 1932, og "Kvindesøen" var hendes tredie spillefilm. Michel Simon indspillede film allerede i stum­filmtiden, men "Kvindesøen" var hans sjette talefilm.

 

     Tyske film (nye og repriser):

     Bellevue Teatret annoncerede mandag den 8. december '41 med den tyske reprise-film Den grønne elevator (1937), med den også i Danmark temmelig populære Heinz Rühmann (1902-1994) i en dominerende hovedrolle. Dagmar Bio havde samme dag premi­ere på det tyske UFA-lystspil Røre i an­dedammen, med Paul Kemp (1899-1953) og Georg Alexander (1859-1942) i hovedrollerne, navne som i dag er ukendte i Danmark

     Kino-Palæet annoncerede med UFA-filmen Kurs stik Vest (1941), med Ilse Werner (1921-2005) i hovedrollen. Scala-Bio havde 20 forelskede drenge med den i dag helt ukendte Jenny Jugo (1904-2001) i hovedrollen. Rialto viste "Det vanvittige elegante lystspil med strålende humør, sang og musik Hvor er min kjole?" med de i Danmark ligeledes ukendte Elise Mayerhofer (data ukendte), Albert Matter­stock (1911-1960) og (igen) Georg Alexander. Roxy havde "Den store latter-orkan Bryllupsrejse - men med hvem?" (1941) på plakaten, men her var det til gengæld to velkendte tyske skuespillere, der spillede hovedrollerne, nemlig Paul Hörbiger (1894-1981) og Theo Lingen (1903-1978).

 

B.T.s Filmomtaler

B.T. havde sin egen daglige rubrik ”B.T.s Film”, redigeret af den sagkyndige redaktør Kaj Berg Madsen. Under overskriften ”Dansk Premere i Dag” skriver K.B.M.:

 

”I Dag: Det gaar fremad igen (Carlton og Triangel). Munter svensk Komedie med Elof Ahrle og Birgit Rosengren i Hovedrollerne.

     Røre i Andedammen (Dagmar). Ironisk tysk Lystspil, der udspilles i de glade Firsernes Dage og handler om en Digter, der forarger Borgerskabet. De store Roller har Paul Kemp, Georg Alexander, Sdith Oss, Hilde Schneider og Hildebrand.

     Peter Andersen (World Cinema) med Carl Alstrup.

 

     I Peter Andersen vil vi opleve forskellige Kunstnere i Roller, hvor vi ikke er vant til at mode dem. Jeg har tidligere fortalt om Edgar Hansen, der er Tryllekunstner. Endvidere faar vi Revyskuespillerinden Erica Voigt i en udpræget Karakterrolle og den unge Ingrid Mathiessen fra Det kgl. Teater (hvor hun næsten altid spiller ældre Dame) som en aandssvag Husassistent.

    

Erik Fiehn har skrevet Musikken til Filmen, og det fortælles, at han har komponeret en musikalsk Gengivelse af Ordet ”Peter Andersen”, saaledes at dette Navn hver Gang markeres paa samme Maade.

 

     Forfatterne hedder Holger Boëtius og Axel Østrup. Om dem kan jeg fortælle følgende: Boëtius er Journalist, Østrup Tegner. De traf hinanden paa det hedengangne Verden og Vi’s Redaktion og snakkede snart Teater. Det blev til et Samarbejde, der siden har resulteret i 12 Skuespil, af hvilke kun 1 ikke er kommet til Opførelse. [...]

 

 

Fortsættes i artiklens 10. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra og med året 1942 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________