Ideale drømme, skepsis og tvivl 10. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(1941-42 og videre fortsat fra artiklens 9. del)

 

 

Mine egne filmdrømme

Som bidt af filmmediet begyndte jeg som 12-årig at tænke på selv at lave spillefilm, og jeg havde udtænkt forskellige ideer, som jeg mente ville egne sig for spillefilm. Dels var der en idé om en drengs ankomst til og tilværelse i et af storbyens arbejderkvarterer. Ideen var selvfølgelig hentet fra mit eget liv, så jeg havde ikke vanskeligt ved at forestille mig filmens handling og scenerier. Begge dele var jo taget lige ud af virkeligheden, nemlig til dels fra da vi flyttede til København og boede i Baggesensgade 26 A, hvor der netop var sådanne velegnede lokaliteter. Men jeg dramatiserede handlingen, så den endte tragisk, idet drengen en dag ender sit liv ved, at han uden at se sig for løber fra baggården og ud gennem en port efter en bold, der er trillet ud på kørebanen, og her bliver han kørt over af en lastbil, hvis chauffør umuligt kunne nå at bremse. Drengen var død på stedet. 

 

Jeg havde også en anden idé, som foregik nede omkring Peblingesøen, hvor nogle drenge lejer en robåd og ror ud på søen, og herunder blæser det op til storm, hvorved drengene mister kontrollen med båden, som springer læk og synker, med fare for at besætningen skal drukne. De bliver dog reddet i sidste øjeblik, inden båden synker til bunds.

 

Mens jeg gik og tumlede med og levede mig ind i de nævnte films handling, kom jeg en dag forbi den tidligere omtalte marskandiserbutik længere oppe i gaden, omtrent ved siden af bageren tæt ved Jagtvej. Butikkens indehaver reparerede for resten også ure af enhver slags, men foruden en masse forskellige ældre og nyere brugte ting, såsom porcelæn og nips, solgte han også brugte fotografiapparater. I vinduet ud til gaden var der netop udstillet nogle af disse apparater, nemlig et kamera med objektivet monteret på en forskydelig bælg, og et Kodak Bokskamera, et af de mest simple former for fotografiapparat, der vist nogen sinde er fremstillet. Apparatet brugte 6x9 cm fotospoler, og sådanne var ret almindelige på det tidspunkt, hvor man dog ikke længere kunne købe Kodak Film, men kun film af det tyske mærke Agfa Film.

 

I udstillingsvinduet stod der, at bælgkameraet kostede 125 kr., mens Kodak Bokskameraet kun kostede 25 kr. Det sidstnævnte beløb vidste jeg lå indenfor realiteternes verden i mit tilfælde, men jeg havde dog ikke pengene lige i dette øjeblik, hvor jeg så brændende ønskede at erhverve apparatet. Det gjorde jeg, fordi jeg mente, at jeg ville kunne optage nogle fotografier, der kunne vise hvilke lokaliteter og scenerier, jeg havde tænkt mig skulle med i mine to fantasi-film. Jeg skyndte mig derfor straks hjem, for at spørge mor, om hvordan det lå med kontanter til at opfylde mit hede ønske. Det lå selvfølgelig ikke særlig godt, for det gjorde det aldrig, eller næsten aldrig. Gode råd var derfor velkomne, og jeg tænkte på, om der måske var et eller andet, jeg kunne sælge til marskandiseren, eller om han og jeg måske kunne lave en byttehandel. Men da det kom til stykket, var der ikke nogen af mine ting, jeg ville af med, og mor havde heller ikke ting, hun ville undvære. Derfor måtte jeg væbne mig med tålmodighed og gøre, som mor meget fornuftigt sagde: Spare pengene sammen.

 

I flere tilfælde havde jeg benyttet mig af en ikke helt fair fremgangsmåde, når jeg stod og havde brug for penge, og det var at stjæle dem fra tallerkenrækken ude i køkkenet. Dengang blev der jo brugt gas til kogeapparaterne, og der var derfor installeret en såkaldt gasmåler i mange køkkener. For at kunne bruge gassen måtte man betale ved at komme en eller helst flere 25-ører ad gangen i målerens møntautomat, som så kontrollerede forbruget. Men for altid at have de fornødne 25-ører ved hånden, brugte mor at ’spare’ sådanne op, ved at stable dem i nederste hjørne af tallerkenrækken. Det kunne nogle gange betyde, at der var en stabel, som måske indeholdt mere end en snes 25-ører. Når der var så mange, tænkte jeg, at mor sikkert ikke ville kunne se, hvis jeg tillod mig at stjæle nogle stykker.

 

Disse ’tyverier’ begyndte med penge til biografbilletten. Dengang kostede en biografbillet for børn til eftermiddagsforestillingen 35 øre, dvs. en 25-øre, en 10-øre og en 5-øre. Men så skulle der jo i reglen også en is og lidt slik til, så det alt i alt blev nødvendigt at stjæle 50-75 øre fra tallerkenrækken, altså tre 25-ører, hvilket jeg også nogle gange gjorde, idet jeg samtidig mente at kunne konstatere, at ’svindet’ i pengestablen på tallerkenrækken næsten ikke kunne ses, og derfor nok heller ikke ville blive opdaget. Det hændte dog et par gange eller to, at mor inkvisitorisk spurgte Benny og mig: ”Hør, jeg synes, der mangler nogle 25-ører! Hvem af jer har taget dem?” Vi bedyrede naturligvis begge, at det var der da ingen af os, der havde gjort. Jeg ved for resten heller ikke, om Benny nogen sinde har stjålet fra tallerkenrækken, men det skulle ikke undre mig, om han så sig for god til at gøre den slags, for han har altid været et retlinet menneske. 4-årige Bent var vistnok endnu for lille til at tænke på den slags ’uartigheder’, og Lizzie var jo kun en baby, som vel endnu ikke anede, at der var noget der hed penge og da slet ikke, hvad de skulle bruges til.           

 

Det tog sin tid at spare de 25 kr. sammen til at købe bokskameraet for, og jeg skal ærligt indrømme, at de sidste 5 kroner kunne jeg takke tallerkenrækken for. De 20 kr. af beløbet sparede jeg efterhånden sammen ved at gå byærinder for mor, som gerne betalte mig for det, især da hun vidste, hvad jeg havde tænkt mig at købe for pengene. Men min utålmodighed var så stor, at jeg til sidst ikke kunne vente på at få sparet de sidste fem kr. sammen, men min samvittighed overfor mor var selvfølgelig sort som kul, og jeg fortrød faktisk snart min usle handling. Det forhindrede mig dog ikke i også et par gange senere at benytte samme taktik, når ønsket om f.eks. at se en bestemt spillefilm var så stort, at jeg ikke kunne vente på, at pengene til biografturen var sparet sammen.  Men det var til gengæld i hovedsagen en stolt dag for mig, da jeg kunne gå hen i marskandiserforretningen og købe det nævnte bokskamera, som der dog ikke hørte en ueksponeret film til, så jeg måtte vente på at erhverve en sådan, ved at spare den 1. kr. og 25 øre sammen, som en rulle film til apparatet dengang kostede.  

 

Da det endelig langt om længe var lykkedes mig at få skrabet 1 kr. og 25 øre sammen til at købe en rulle ueksponeret film for, gik det op for mig, at det ikke var gjort med det, for filmen skulle jo både fremkaldes og kopieres. Det ville koste endnu flere penge, for begge dele var ret bekostelige dengang. Derfor opgav jeg mine ’filmdrømme’ for denne gang og brugte i stedet for pengene til biografbilletter og slik. Meget typisk for mig.

 

En rigtig skøjteprinsesse

Også denne vinter blev særligt streng, men det afholdt ikke den del af københavnske børn og unge fra at dyrke sneens og isens glæder og fornøjelser. Der blev derfor kælket og løbet på skøjter overalt i byen og udenfor byen, hvor det kunne lade sig gøre og var tilladt. Men de dybt tilfrosne Søerne blev brugt til formålet, og på Peblingesøen foran Søpavillonen, blev der i reglen afholdt årlige skøjtekonkurrencer og skøjteopvisninger, under deltagelse af nogle af tidens kendte skøjtestjerner. Skøjtesporten havde oplevet et stort opsving i de seneste år, ikke mindst takket være den norske skøjtestjerne Sonja Henie (1912-1969). Det der især havde gjort hende verdensberømt, var dels at hun vandt guld ved tre Vinter OL og også ti verdensmesterskaber og seks europamesterskaber i træk (1927 – 1936 og 1931 – 1936). Hun løb for Oslo Skøjteklub.

 

I 1937 blev Sonja Henie professionel og deltog i en række internationale isshows og medvirkede desuden i flere amerikanske spillefilm. Hun bliver af mange anset for at være den internationalt bedst kendte norske kvinde gennem historien og har fået en stjerne på det berømte fortov på Hollywood Boulevard, kaldet ”Hollywood Walk of Fame”.

 

Sonja Henie oplevede – sammen med de dengang mest berømte Hollywood-stjerner – i 1939 at blive karikeret i en af Walt Disneys tegnefilm, The Autograph Hound (1939; ”Anders And på autografjagt”). Under sin jagt på autografer møder Anders And stjernen på en kunstigt anlagt skøjtebane i filmstudiet, og da han beder om hendes autograf, skriver hun den ved hjælp af elegante pirruetter på selve den glatte is.

 

I perioden 1927-1958 medvirkede Sonja Henie ialt i 15 film, heraf 9 eller 10 amerikanske spillefilm i Hollywood. En af de mest berømte af hendes amerikanske spillefilm er musical-filmen Sun Valley Serenade (1941), hvori hun spillede rollen som Karen Benson, der arrangerer et større isshow i vintersportsstedet Sun Valley. I filmen medvirkede bl.a. også afro-amerikanske Dorothy Dandridge (1922-1965). Miss Dandridge blev især verdenskendt i og med filmen Carmen Jones (1954), for hvilken rolle hun som den første afroamerikaner opnåede at blive nomineret til en Academi Award (Oscar) som bedste hovedrolleskuespiller. 

 

Sammen med sin tredje mand, skibsrederen Niels Onstad, oprettede den kunstinteresserede Sonja Henie en stiftelse, som grundlagde et kunstcenter på Høvikodden i Bærum: ”Henie-Onstad Kunstsenter”. Godt et år efter åbningen af kunstcenteret døde Sonja Henie af leukæmi. Det skete om bord i et fly, der var på vej fra Paris. Hun blev kun 57 år gammel.

 

Også fætter Dennis var en ivrig og faktisk ret dygtig skøjteløber, i hvert fald set med mine beundrene øjne, og han trænede og morede sig ofte på den dybt tilfrosne Peblingesøen. Men det hændte også lejlighedsvis, at Dennis og mange andre børn og unge med ham løb på skøjter ovre på skøjtebanen i Hans Tavsen-parken, hvor boldbanen til formålet var overhældt med vand, som hurtigt frøs til is i den stærke kulde.

 

En dag, da Dennis var ovre i den nævnte park og løbe på skøjter, kom han desværre til skade, idet en ujævnhed på isen bevirkede, at den ene skøjte ligesom blev bremset, hvorved han faldt så uheldigt forover, at spidsen af skøjten ramte ham under hagen, hvor den gik igennem ind i den bløde del af underkæben. Skaden var så alvorlig, at han måtte på skadestuen for at blive syet. Men det afskrækkede ham dog ikke fra skøjteløbet. Få dage senere kunne hans beundrere og tilbederinder – de sidste var der en del af - atter se ham i fuldviør som elegant skøjteløber.   

 

Årets højdepunkt: Metropols Jule-Show

Det årlige Jule-Show i Metropol begyndte allerede i slutningen af november, og denne gang var programmet præget af, at der hovedsagelig blev vist reprisefilm (her markeret med et R), hvilket formentlig hang sammen med den generelt set vanskeliggjorte import af især amerikanske film og herunder også af Disney-tegnefilm. Jule-Show’ets program så sådan ud i 1941: Sea Scouts (1939; ”Søspejdere” R), Farmyard Symphony (1938: ”Dyrene vågner”), Clock Cleaners (1937; ”Tårnuret skal renses” R), The Three Little Pigs (1933; ”De tre små grise” R), Brave Little Taylor (1938; ”Den tapre skrædder” R), Wynken, Blynken and Nod (1938; ”Drømmeskibet” R).

 

Selv om både ”De tre små grise”, ”Tårnuret skal renses” og ”Drømmeskibet” hørte blandt reprisefilmene, så var det dog første gang, jeg havde haft lejlighed til at se disse tre herlige tegnefilm. Ny – både for mig og det øvrige publikum - var derimod den helt vidunderlige ”Dyrene vågner”. Det var Disney i topklasse. Men rent personlig følte jeg mig nok især betaget af ”Drømmeskibet”, en dejlig tegnefilm om de tre drenge, Wynken, Blynken og Nod, som en nat drømmer, at de sejler omkring i himmelrummet i et skib i form af en forstørret træsko med sejl. Rørende og morsomt er det, at drengene forsøger at fange stjernefisk med stang og snøre, og dramatisk er uvejret med storm, lyn og torden, som kaster det lille himmelfartøj hid og did. Den helt igennem poetiske lille tegnefilm ender med, at de tre drenges ’sjælekroppe’ vender tilbage til deres fysiske kroppe, som ligger sovende i hver sin lille seng hjemme hos far og mor. 

 

”Tårnuret skal renses” er gået hen og er blevet en tegnefilmklassiker med trioen Mickey, Fedtmule og Anders And, og hvad de tre kommer ud for af genvordigheder under det forgæves forsøg på at rense det store tårnur både indvendigt og udvendigt, er simpelthen utroligt opfindsomt og ubetaleligt morsomt fundet på af Disneys kreative stab.

”Dyrene vågner” er en poetisk og morsom lille perle af en tegnefilm, hvori dyrenes opvågnen på en bondegård er skildret med både poetisk indlevelse, fantasi og humor.   Men berømtest blandt programmets seks film er vel nok ”De tre små grise”, som ved sin premiere i 1933 blev opfattet som Disneys kommentar til børskrakket i New York i 1929. De tre små grise, Praktiske Gris og hans to legesyge brødre, blev opfattet som et billede på det amerikanske folk, mens ulven blev set som den slemme og umenneskelige storkapitalisme, der forfølger og udnytter almindelige mennesker. Og sangen: ”Hvem er bange for den store, stygge ulv” blev jo en schlager, der blev indspillet i mange versioner, og som gik verden over og hørtes på alverdens radiostationer. I det første Jule-Show, jeg så, nemlig det i 1939, var tegnefilmen ”De tre små grise på nye eventyr” blevet vist, og den var i virkeligheden en opfølgning af filmen fra 1933. Derfor var det ekstra interessant for mig at se netop ”De tre små grise”. At have været i Metropol og se årets Jule-Show var for mig – og formentlig også for mange andre børn i København – en dejlig optakt til julen, til trods for krig og besættelse, vareknaphed, rationeringer, vinter og kulde.

 

Bemærkninger til ”Jule-Showet”

Metropols "Jule-Show", som spilledes daglig Kl. 2, 3, 4, 5, 6, bestod dette år som nævnt af 1. Søspejdere ("Sea Scouts", 1939), 2. Dyrene vågner ("Far­myard Symphony", 1938), 3. Tår­nuret skal renses ("Clock Cleaners", 1937), 4. De tre små grise ("The Three Little Pigs", 1933), 5. Den tapre skrædder ("Brave Little Taylor", 1938), 6. Drømme­skibet ("Wynken, Blynken and Nod", 1938). I annoncen stod der også: "Børn 70 Øre. Kl. 7,30 og 9,20 Snehvide og de 7 dværge". Dette var vistnok første gang, at Snehvide-filmen kunne ses som reprise i danske biografer. Men så vidt jeg husker, genså jeg ikke den dejlige film ved denne lejlighed, for penge havde jeg ikke mange af, heller ikke dengang. Lommepengene rakte kun til at se juleshowet.

 

Der var kun to af de nævnte korte tegnefilm, jeg havde set tidligere, nemlig i Metropols Jule-Show 1939, og det var "Søspejdere" og "Den tapre skrædder". Ny for mig var derimod "Dyrene vågner", som var og er en herlig tegnefilm med lutter bondegårdsdyr, og de var så charmerende og dygtigt tegnede og animerede, at man straks måtte elske dem. Ny for mig var også "Tårnuret skal renses", som er en Mickey Mouse-film med Fedtmule og Anders And, og den er fuld af idérige og morsomme påfund, de såkaldte "sight gags", at man næsten uafbrudt må le over de kåde og helt usandsynlige løjer. Ny for mig var desuden "De tre små grise", som er historien om ulven og de tre små grise, hvoraf kun den ene er praktisk, fornuftig og gør sig nyttig, mens de to andre helst vil bruge tiden til at lege og fornøje sig. Filmens morale er, ligesom i eventyret af samme navn, at letfærdighed og laden stå til, i sidste ende giver et dårligt og lidet ønskværdigt resultat. Man må være forberedt på at tage kampen op imod det, den eller dem, der truer ens liv og velfærd.

 

Tegnefilmen "Drømmeskibet" var og er i mine øjne en betagende film, en smuk og rørende poetisk lille beretning om tre smådrenge, der sejler gennem det store tyste himmelrum i en træsko og fisker efter stjerne­fisk. Snøren hager sig imidlertid fast i et meteor, som trækker dem og skibet med sig ind i et uvejr. Skibet støder på grund på en sky og kæntrer, og drengene glider ned på jorden ad en månestråle, og her smelter de sammen til én lille dreng, der ligger i sin vugge og sover. Det hele viser sig at være en drøm. Det var især tegnefilm af denne specielle kategori, kaldet "Silly Symphonies", som jeg selv drømte om at ville lave, når jeg blev voksen. Tegnefilm med crazy humor, vanvittig fart over feltet og outre­rede og helt usandsynlige udfoldelser, var og er egentlig ikke lige i min smag. Derfor er de bedste af Disneys "Silly Sympho­nies" og de såkaldte "Specials", i lighed med de klassiske lange Disney-tegnefilm, mine favorittegnefilm.

 

Julen 1941

Også dette år måtte jeg tegne et juletræ med 24 utændte stearinlys samt nisser og snelandskab på skoletavlen. Mest til glæde for mine ukritiske klassekammerater, men til nogen ærgelse for mig selv, fordi jeg som altid var utilfreds med resultatet. Privat gik julen 1941 stort set som de tre andre juledage, vi havde haft i den tid, vi havde boet i København. Det var vores anden juleaften i Jægersborggade og nyt var, at vi nu havde en lillesøster på knapt et år. Hun var til gengæld livlig, temperamentsfuld og viljestærk. Juleaften blev også dette år fejret sammen med mormor, morfar og Dennis, og 1. juledag var vi til gengæld til frokost hos mine kære morforældre i Baggesensgade. Her kom også en del andre nære familiemedlemmer, og skønt pladsen eller husrummet var trangt, så var hjerterummet så meget desto større.

 

Julefrokosterne hos mine morforældre var altid hyggelige og fornøjelige for både voksne og børn. Vi var jo i øvrigt kun ganske få børn i den københavnske del af familien dengang, nemlig Dennis, mig og mine to brødre og lillesøster Lizzie.

 

En nyskabelse

Nye biografer var dengang noget af et særsyn, formentlig fordi København i forvejen var velforsynet med sådanne, og muligvis også fordi det i det hele taget var både bekosteligt og risikabelt at investere i den slags bygninger. Men den 31. december 1941 skete der alligevel en nyskabelse i det københavnske forlystelsesliv, idet SAGA TEATRET på Vesterbrogade med 1513 pladser åbnede denne dato, nytårsaftensdag, formentlig med forpremiere på ASA-filmen ”Frøken Kirkemus” med Marguerite Viby og ingen ringere end den kongelige skuespilplads’ førstekraft Poul Reumert i hovedrollerne. Filmen fik dog først officiel premiere dagen efter, nytårsdag den 1. januar 1942.   

 

Den arkitektonisk og teknisk set supermoderne Saga-biograf så vel som den nye film, der var instrueret af makkerparret Alice O’Fredericks og Lau Jun., fik en god modtagelse af både kritikken og publikum. Saga-biografen var speciel ved, at den kæmpestore sal lå inde i gården bag ved husrækken ud mod Vesterbrogade, hvor indgangen til biografen også var. Der var på den tid faktisk kun to andre københavnske biografer, der hvad indretning og komfort kunne måle sig med Saga Teatret, og det var Palladium på Vesterbrogade og Alexandra Teatret i Nørregade.

 

Initiativtageren til opførelsen af Saga Teatret var en mand af nogenlunde samme kaliber og format som filmpioneren Ole Olsen (1863-1943), stifteren af Nordisk Film. Det var direktør John Olsen (1888-1959), som havde en fortid som selvstændig filmsælger med eget firma i London i 1913. Senere, i 1916, flyttede han sin virksomhed til København, hvor firmaet kom til at hedde A/S Oversea Film Trading Co. Her overtog han i 1923 agenturet for de amerikanske filmselskaber First National og Warner Bros., som udlejdede deres spillefilm i Danmark gennem hans selskab.

 

I begyndelsen af 1930’erne slog John Olsen sig ned som producent af spillefilm. Han havde dog ikke på det tidspunkt eget atelier, men lod sine film optage gennem sit eget udlejningsselskab, Teatrenes Films-Kontor, som blev stiftet i 1932. Senere, efter at han i 1934 havde oprettet ASA Film med filmstudier i Lyngby, benyttede han disse til optagelse af sine film. I 1940-41 oprettede han sit eget filmproduktionsselskab og filmstudier undet navnet Saga Studio, hvor han personligt stod for alle selskabets produktioner indtil sin død i 1959. Men han havde hele tiden savnet at få sin egen premierebiograf, hvilket var meget vigtigt af forretningsmæssige grunde. Dette forhindrede det danske biografbevillingssystem imidlertid, idet sådanne bevillinger fortrinsvis var forbeholdt kulturpersonligheder eller andre, som f.eks. afgåede teaterdirektører, filminstruktører og skuespillere.

 

Imidlertid besluttede Justitsministeriet, som biografbevillingerne sorterede under, i 1935 at tildele John Olsen en bevilling til at opføre og drive sin egen biograf, men langt ude på Amagerbrogade. Det var John Olsen ikke tilfreds med, og han søgte derfor på at få ændret bevillingen til at gælde et sted, der lå nærmere Københavns Centrum. Enden på den historie blev, at ministeriet den 15. juni 1938 tildelte den hårdt prøvede filmproducent en bevilling til Vesterbrogade 23-25, som gjaldt opførelsen af en biograf med indtil 2000 pladser, men på betingelse af, at John Olsen producerede mindst 3-4 spillefilm årligt.

 

John Olsen og hans kompagnon opkøbte derefter bygningen på Vesterbrogade for ca. 1, 5 mill. kroner og projekteringen af biografen blev derefter påbegyndt. Projekteringen kom til at koste ca. 2 mill. kroner, men blandt andet på grund af krigsudbruddet og besættelsestidens mangel på byggematerialer trak det ud med byggeriet, således at biografen under navnet Saga Bio først kunne indvies og holde forpremiere den 31. december 1941. I løbet af sin tid som filmproducent nåede John Olsen at indspille omkring 42 spillefilm, heraf mange, der blev ret så kendte og som i hvert fald for de flestes vedkommende blev publikumssukcesser. Blandt de af hans film, jeg selv har set op til 1941 er f.eks. Livet paa Hegnsgaard (1938). Men senere og i årene efter var det ret så mange titler, det kom til at dreje sig om, hvilket vil komme til at fremgå, efterhånden som denne selvbiografi bevæger sig fremad i nogenlunde kronologisk orden.    

 

Nytårsaften 1941

Personligt har jeg ingen specielle erindringer fra nytårsaften 1941/42, men hvis vi har fejret den, må det have været i al familiær stilhed og formentlig sammen med mine morforældre og fætter Dennis, og i så tilfælde ude hos os, for mor ville i hvert fald ikke vove sig uden for en dør med sin lille kun ca. 1-årige datter. Det skyldtes dog ikke fyrværkeriet, for det var der ikke noget af, idet myndighederne havde forbudt det, og det blev faktisk og mærkværdigvis overholdt. Det var derimod mørket og kulden, der holdt os inden døre, ikke mindst denne aften. 

 

Notabene!

Her vil jeg gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at læseren ikke nødvendigvis behøver at læse f.eks. biografannoncerne, som mest er beregnet for filminteresserede. Er man ikke interesseret, kan man roligt springe disse over.

 

På tilsvarende måde med min megen omtale af de samfundsmæssige forhold og begivenheder, og ikke mindst krigsbegivenhederne, i de år, der omtales her i selvbiografien. Omtalen heraf kan man også roligt springe over, hvis ikke det har interesse. Men jeg vil dog pointere, at denne selvbiografi jo ikke kun handler om mig og mit liv, men i nok så høj grad også om den tid, jeg har levet i. Derfor titlen ”Mit liv og min tid”.

 

Dernæst vil jeg gøre opmærksom på og undskylde, at der lejlighedsvis har forekommet og fortsat vil kunne forekomme tastefejl, som på trods af gentagen korrekturlæsning desværre alligevel er smuttet.

 

Dette Notabene er tilføjet i november 2012.

 

De fire strenge vintre

Vintrene 1939, 1940, 1941 og ligeledes vinteren 1942 var de hidtil strengeste i århundredet, og under den sidstnævnte vinter blev der målt den laveste temperatur siden 1893. Det store problem for befolkningen var brændslet i form af kul og koks, som var rationeret på grund af knaphed som følge af de indskrænkninger af importen, der var en konsekvens af krigssituationen. Danmark havde tidligere hovedsagelig importeret kullene fra England, men nu var man afhængig af kulimporten fra Tyskland, hvor situationen imidlertid var den, at tyskerne selv havde brug for kullene, særlig i forbindelse med krigsindustrien. Desuden voldte vinterens store snemængder alvorlige trafikvanskeligheder, og hovedstadens mælkeforsyning måtte en overgang delvis foregå ved hjælp af slæde-transporter.  

 

Men det var faktisk den strenge vinter 1941/42, der var en væsentlig årsag til, at Nazi-Tysklands angreb og forsøg på invasion af Rusland blev vendt til et lammende nederlag for tyskerne. Det var et stort held for den vestlige verden, idet Østfronten betød en vis svækkelse af Vestfronten, som i sidste ende betød de Allieredes sejr over den forhadte fjende og aggressor, som alle eller i hvert fald de fleste i Europa var enige om, at Nazi-Tyskland var.

 

Den store filmentusiast

Men i 1942 var jeg indtil 12. juni jo kun 12 år, så det var begrænset, hvor meget jeg var i stand til at forstå og følge med i verdenskrigens gang i Europa og Asien. Amerika var jo gået med i krigen, både mod Nazi-Tyskland og Japan, efter japanernes angreb på Pearl Harbor i december 1941. Men min 12-årige bevidsthed var fortsat stærkt koncentreret om filmmediet, som faktisk var noget af en lidenskab for mig. Dette år, 1942, var jeg begyndt at samle på billeder fra spillefilm, især de udenlandske og endnu mere fra de amerikanske. I dette øjemed opsøgte jeg de få tilbageværende amerikanske filmudlejningsselskaber, der endnu var i København på det tidspunkt, men udbyttet blev sparsomt. Det skyldtes hovedsagelig, at selskaberne ikke lå inde med ret mange overskydende fotos fra filmene, og at dem der var, skulle erstatte bortkomne eller ødelagte fotos. Men nogle filmbilleder, som havde standardstørrelsen på 18 x 24 cm og var sort-hvide, lykkedes det mig dog at lirke ud af den person på det enkelte filmselskab, som jeg fik kontakt med. Det var gerne en kontordame, som sad i receptionen, der forbarmede sig over mig og forærede mig et foto eller to.

 

Et af de filmselskaber, jeg opsøgte i min jagt på filmbilleder, var det danske Petersen og Poulsen, som havde til huse i Vesterport, og jeg fik sørme lov til at komme ind på deres værksteder og i deres arkiv, hvor man blandt andet opbevarede en samling filmbilleder. Imidlertid var Petersen og Poulsen ikke hverken et filmproduktionsselskab eller et filmudlejningsselskab, men derimod et film- og lydteknisk firma og værksted. Alligevel var man så venlige dér, at forære mig et par fotos fra en amerikansk spillefilm, men hvilken husker jeg ikke mere, og de pågældende fotos er desværre for længst bortkomne. 

 

Biografreklame

Når jeg hjemmefra gik til og fra skole, skød jeg altid genvej gennem hukket og over til Kronborggade og videre til Jagtvej og gennem Hans Tavsen-parken, sådan som tidligere omtalt. En dag lagde jeg mærke til, at der nede i en kælderbutik i Kronborggade foregik noget særdeles interessant, for her blev der malet store skilte til biografernes facader, som skulle reklamere for den eller eventuelt de film, der aktuelt blev vist i den pågældende biograf. I et af tilfældene så jeg nogle skilte, som det viste sig skulle ophænges på facaden ved Colosseum henne på Jagtvej. På det største af skiltene, som tydeligvis var beregnet til at hænge over biografens indgang, så man foruden filmens titel også dennes hovedpersoner malet i overstørrelse og så godt og livagtigt, at man skulle tro, der var tale om fotografi.

 

Ved lejlighedsvis at kigge gennem de i øvrigt ret store etfags vinduer til kælderværkstedets lokaler, lykkedes det mig efterhånden at finde ud af, hvordan de pågældende skiltemalere bar sig ad med at male de i reglen meget kendte eller berømte amerikanske eller danske skuespillere i forstørret udgave på de store stykker lærred, som siden blev spændt på trærammer, som igen blev monteret på biograffacaden, når skiltet var klar til det.

 

Som hjælp til at male den pågældende films hovedpersoner, brugte skiltemaleren et eller flere af de filmfotos, som det dengang var almindeligt at udstille i biografernes udhængsskabe udenfor biografen eller i dennes foyer. Fremgangsmåden var den, at maleren først tegnede og malede et layout, som efter godkendelse blev lagt til grund for det videre arbejde. Herefter blev det foto, der skulle bruges som forlæg, kvadreret op med ruder på størrelse med f.eks. 1 cm2.  Derefter blev det malerlærred, som billedet skulle forstørres op på, indstreget i et tilsvarende antal kvadrater, men blot med en størrelse på f.eks. 10 cm2. Derefter tegnede den i reglen dygtige skiltemaler med en blyant konturerne af skuespillerne, så stregerne passede med disses udseende på fotografiet. Når dette var gjort fremstod malerlærredet som en forstørret udgave af layoutet, men med forholdsvis kraftige blyantsstreger på hvid grund. Derefter forestod selve malerarbejdet, som var beundringsværdigt, idet den dygtige maler kunne gengive de pågældende filmskuespilleres fysiognomi med stor og slående lighed, og det tilmed ofte indenfor et tidsrum af nogle få dage. Til sidst blev filmens titel og de øvrige tekster, der skulle med på skiltet, malet op, så at de fremtrådte skarpt og let læseligt på afstand. Efter at have set, hvordan biografernes facadeskilte blev til, har jeg altid været fuld af beundring for de anonyme skiltemaleres ofte store dygtighed.   

 

I øvrigt fortsatte min skolegang og mit skoleliv som det plejede, og for mit eget vedkommende så jeg mest hen til den ugentlige time i tegning, og især til den såkaldte frihåndstegning, hvor det var tilladt at tegne lige præcis, hvad man havde lyst til og ellers kunne finde på. Jeg tegnede især nogle groteske og komiske figurer, som vakte en del opmærksomhed, både hos mine kammerater og hos tegnelæreren, Hr. Mikkelsen. Han var kun ansat som tegnelærer på skolen og havde derfor også tegnetimer på andre skoler, bl.a. på Hans Tavsensgades Skole og på Jagtvejens Skole. Den eneste anden elev i min klasse, der udmærkede sig ved et særligt talent for at tegne, var Kaj Hansen, som imidlertid særligt udmærkede sig ved at være god til at male billeder, og på en måde, der lå fjernt fra mig, men som jeg beundrede. Selv syntes jeg, han i det hele taget var bedre til at tegne og male end mig, men i modsætning til mig havde han ikke på det tidspunkt nogen fremtidsplaner for sit tegnetalent. Et par år senere, da jeg var gået ud af skolen og var begyndt som elev på ”Fyrtøjet”, hørte jeg ad omveje, at tegnelæreren, Hr. Mikkelsen, havde gemt nogle af mine – og for resten også Kajs - tegninger og havde fået lavet dias af disse, som han benyttede i sin tegneundervisning, formentlig som eksempler på, hvordan nogle elever hver for sig kunne tegne.

 

Biografrepertoiret i januar 1942

Lad os i øvrigt begynde med at se på den generelle situation på det danske biografmarked, hvor der dette år blev produceret og vist adskillige danske spillefilm, idet situationen var gunstig for dansk spillefilmproduktion, dels på grund af importforbudet mod engelske spillefilm, men også fordi der dette år ligeledes indførtes importforbud mod nyere amerikanske spillefilm. Det sidste skyldtes utvivlsomt, at Amerika efter det japanske angreb på Pearl Harbour erklærede både Japan og Tyskland krig. Imidlertid krævede tyskerne i Danmark ikke i første omgang, at der heller ikke måtte vises amerikanske reprisefilm, det vil sige, amerikanske spillefilm, der allerede havde været vist i de danske biografer og som stadig lå hos filmudlejningsselskaberne herhjemme, hvilket fortrinsvis vil sige i København.

 

Om den vanskelige situation for de danske biografer, kunne man bl.a. læse i 2. årgang nr. 42 af københavner-avisen ”Sidste Nyt”, som forsøgte at konkurrere med B.T., men naturligvis ikke lykkedes med det. Avisen var skarp og ironisk i sine kommentarer til tidens begivenheder, og ikke mindst til tyskernes forskellige ’initiativer’, og avisen blev da også hen mod slutningen af 1942 forbudt af besættelsesmagten. Men på avisens forside fredag den 16. januar kunne man under følgende overskrift ”Ingen amerikanske Films i danske Biografteatre” bl.a. læse følgende manchet:

 

     ”Selvom dansk Film gør sig store Anstrengelser og enkelte svenske Films opnaar betydelige Sukcesser, er de danske Filmteatre dog paa Grund af Situationen i meget vid Udstrækning henvist til at spille Repriser og navnlig i denne Vinter har en Mængde amerikanske Films paany vakt Publikums Begejstring. Paa denne Maade er en Mængde af de klassiske amerikanske Films kommet til syne paany, men der venter nu det danske Filmpublikum en Overraskelse. Biografer og Filmudlejere har modtaget Meddelelse om, at der ikke efter 1. Juli maa vises amerikanske Films i København og et lignende Forbud vil fra 1. August gælde over alt i Landet.”

 

I anledning af det varslede forbud, havde ”Sidste Nyt” interviewet nogle af film- og forlystelsesverdenens kendte navne om, hvad de mente om det, og blandt besvarerne var den dengang velkendte og nærmest berømte skuespiller Christian Arhoff, som var ked af, at man ikke længere kunne se amerikanske film, ”fordi vi lærer en Bunke af Amerikanerne, baade med Hensyn til Fotografering og Instruktion. Trist er det under alle Omstændigheder.” Men han mente dog samtidig, at det øgede mulighederne for dansk spillefilmproduktion, hvilket han selvfølgelig håbede på også kom ham selv til gode, professionelt set, hvad der vel egentlig ikke er noget at sige til...

 

Forfatteren Kelvin Lindemann (1911-2004) gav også sit besyv med, men mente ikke at det ville være en fordel med flere danske spillefilm: ”[…] En alt for stor Dosis danske Films mener jeg kun vil skade, de virker kedelige i det lange Løb, fordi de har et saa snævert Omraade at arbejde paa, og det vil heller ikke komme med Tiden, det er nemlig et økonomisk Spørgsmaal. […]”  Artiklen, som var skrevet af Alix, slutter således: ”Meningerne om dansk Films Chancer, er saaledes noget divergerende, men eet er i hvert Fald slaaet fast, og det er, at vi vil savne de amerikanske Films.”

 

I henhold til avisen ”Sidste Nyt”, som forresten kun kostede 10 øre, så det københavnske biografrepertoire sådan ud fredag den 16. januar 1942:

 

Aladdin: Den usynlige Mand vender tilbage (amerikansk)

Atlantic: Geronimo, den røde Hævner (amerikansk)

Boulevard Teatret: Den blufærdige Anton (svensk; 1940)

Bristol: Den dødbringende Ring (formentlig tysk)

Carlton: Tag til Rønneby Kro (dansk; 1941)

Colosseum: Tag til Rønneby Kro

Dagmar: Mandfolk (?)

Den vide Verden: Non Stop-program

Grand: Lægen, der dræbte (tysk)

Kino Palæet: Thummelumsen (dansk; 1941)

Lyngbyvejens Kino: Alle gaar rundt og forelsker sig (dansk; 1941)

Merry: Frihedens Sang (?)

Metropol: Sommer Swing (svensk)

Nora Bio: Leve, elske og lære (?)

Nørreport Bio: Tabte Horisonter (amerikansk; 1937)

Odeon: Den døde Passager (?)

Palladium: Tobiasnætter (dansk; 1941)

Palads: Gaa med mig hjem (dansk; 1941)

Park: Den uægte Ægtemand (tysk?)

Platan: Pompejis Undergang (italiensk?)

Rialto: Den yderste Forpost (?)

Roxy: Landevejskroen (svensk; 1939)

Saga: Frk. Kirkemus (dansk; 1942)

Scala Bio: En Lærerinde paa Viften (svensk)

Strand: Deligensen (amrk.; 1939)

Triangel: Tag til Rønneby Kro

Valby: Storbyen (amerikansk; 1937)

Windsor: Unge Piger forsvinder i Paris (?)

World Cinema: Peter Andersen (dansk; 1941)

 

Med det forbehold, at det ikke har været muligt at identificere oprindelseslandet for alle de ovenfor nævnte film, hvilket er markeret med (?), lyder en statistisk opgørelse på, at der blev spillet 7 amerikanske film, (antagelig) 8 tyske, 4 svenske og 6 danske spillefilm i de københavnske biografer den 16. januar 1942. 

 

Biograferne i februar 1942

I henhold til biografannoncerne i Nationaltidende for søndag den 8. februar 1942 – flere biografer havde også eftermiddagsforestillinger om søndagen - så det københavnske filmrepertoire sådan ud:

 

Aladdin: Kl. 2 og Kl. 4: Familieforestilling. Stormy, de vilde Hestes Konge REX (amrk.)  Kl. 5,50-7,40-9,30: Sidste Dag! Spøgeriet på Bragehus (svensk)

Alle Teatret: Kl. 4-7,10-9,10: Sidste Dag! Walt Disneys Eventyrfilm Snehvide (1937; amrk.)

Amager Bio: Kl. 5,50-7,40-9,30: Carl Alstrup i Peter Andersen.  Kl. 2 og 4: Små Priser: Havets Helte med Spencer Tracy og Freddie Bartholomew. (amrk; 1937).

Atlantic: Sidste Dag! Det amerkanske Mesterværk ”Engel” med Marlene Dietrich og Melvyn Douglas. Kl. 2 . 3,50. Smaa Priser: Den spændende Farvefilm Kæmpernes Dal (amrk.) 

Bella Bio: Carl Alstrup i ”Peter Andersen”. Kl. 3: Stor Swing-Cavalcade, Jam-Session med Benny Goodmann, Bob Drosby, Jimmy Dorsey o.m. (amrk.) 

Bellevue: Sidste Dag! Spencer Tracy i ”Storbyen” (amrk.)

Bergthora: Sidste Dag! Gary Cooper i ”Kaptajn Taylor” (amrk.)

Bispebjerg Bio: Sidste Dag! ”Tag til Rønneby Kro”. Kl. 16: ”Først paa Pletten” med Clark Gable. Ekstra: Tegnefilm ”Kaptajn Vom” (amrk.)

 

Udsnit af biografannoncer i Nationaltidende søndag den 8. februar 1942. Bemærk, at Saga Bios premierefilm, ”Frøken Kirkemus”, stadig er  på programmet på 6. uge. Noget, der sædvanligvis kun skete for amerikanske og i nogle tilfælde også for svenske film.

 

Boulevard: Carl Alstrup i ”Peter Andersen”. Kl.: Smaa Priser. ”Under dobbelt Ild” 2 Akts-Farce, 2 Ekstrafilm.

Bristol: Danielle Darrieux og Duoglas Fairbanks jr. i”Sig Sandheden, Nicole!” (fransk)

Carlton: Frank Capra’s mægtige Storfilm ”Du kan ikke tage det med dig” med Jean Arthur – James Stewart – Lionel Barrymore (amrk.; 1938)

Colosseum: Forbudt for Børn. Den mest sensatioelle Flyverfilm til Dato ”Mandfolk” (?)

Dagmar: Forbudt for Børn. Ønskefilm Nr. 5: ”Naar Mørket sænker sig” med Robert Montgomey og Rosalind Russel (amrk.)

Den vide Verden: Non Stop-program Ugerevy – Paa Skøjter – Berømte Jazzorkestre – En Tur til Indien – Tegnefilm: ”Skipper Skræk – sikken en Rolls Royce” (amrk.)

Enghave Bio: Sidste Dag! Alice Babs Nilson i ”Sommer-Swing”. Kl. 4: ”I Seksløberens Skygge” og ”Politiagent 17” (amrk)

Fasan Bio: Sidste Dag! Forbudt for Børn. Jean Gabin i ”Vi holder sammen”. Kl. 4: ”Vildkatten fra Arizona” + 3 Ekstranr. (amrk.)

Gentofte Kino: Edvard Perssons sidste fantastiske Lystspil ”Den blufærdige Anton” (svensk)

Grand: Mesterværket ”Lægen, der dræbte (Jeg anklager)” af Dr. Helmuth Unger og med Mathias Wieman – Heidimarie Hatheyer – Paul Hartmann(tysk) 

Grøndals Teatret: Sidste Dag! ”Allahs Have” med Marlene Dietrich. (amrk) Kl. 4: Smaa Priser. Cowboyfilmen ”Præriens Hævner” Ekstra: 2 Akts-Farce og 1 Tegnefilm (amrk.)

 

 

Endnu et udsnit af biografannoncer og nogle teaterannoncer fra Nationaltidende søndag den 8. februar 1942. Bemærk annoncen for Nørrebros Teater, som da opførte operetten ”Mr. Cinders” med Else Marie og Hans Kurt som et så stort trækplaser, at man faktisk kun behøvede at vise et billede af dem og sætte deres navne med småt. Det er udtryk for en popularitet, der kan måle sig med den, der blev de store amerikanske filmskuespillere til del.

 

Hvidovre Kino: Sidste Dag! ”Tag til Rønneby Kro”. Kl. 3 og 5: ”I Junglens Farezone” (amrk.)

Kino-Palæet: 8. Uge! ”Thummelumsen” med Peter Malberg.  

Kino Lyngby: Sidste Dag! Forbudt for Børn. Lystspillet "Hendes sidste Bedrift” Kl. 4: ”En Dag paa Galopbanen” med Marx Brothers (1937; amrk)

Lyngby-Bio: Sidste Dag! ”Kvindelægen” med Loretta Young og Warner Baxter. Kl. 4:  ”Robin Hood” (1935; amrk.)

Lyngbyvejens Kino: Johanne Luise Heiberg ”En Søndag paa Amager” med Hans Kurt og Ingeborg Brams. (dansk; 1941)

Merry: Forbudt for Børn. Sidste Dag! ”Kanadas Helte“ (amrk.; 1940) og stort „Swing-Program“ Kl. 2 og 3,50 „Andy Hardy i det vilde Vesten” med Mickey Rooney. Sidste Opførelse! (amrk.)

Metropol: 2. Uge! Carole Lombard og James Stewart i ”Skabt for hinanden” (amrk.; 1939)

Nora Bio: Den store Sukces ”Peter Andersen” (dansk, 1941). Kl. 4: Harold Lloyd i ”Bange for Piger” (amrk.) og Edvard Persson i ”Augustas lille Fejltrin” (svensk)

Nørrebros Biograf: Sidste Dag! ”Tag til Rønneby Kro” (dansk, 1941)

Nørreport Bio: 2. Uge! Den store amerikanske Farvefilm ”Sangen fra Syden” (amrk.)

Odeon: Sidste Dag! Forbudt for Børn! ”Giftgas over Diamantøen” og ”Hvor Lovene ikke respekteres” (amrk.). Kl. 4 og 5,50: ”Svigermor kommer” (svensk; 1932) og ”Vestens uskrevne Lov” (amrk.)

Palladium: ”En Læges Ansvar” med Victor Sjöström og Gerd Hagmann (svensk; 1941)

Palads: ”Hendes Mands Børn” med Ferdinand Marian og Franziska Kinz (tysk)

Palæ Bio: Sidste Dag! Kalle og Nisse i ”Melodien fra den gamle By” (svensk)

Park: Kl. 15,10: Kæmpe Swing-Show arrangeret af Jazz-Revy. Kl: 17,10-19,10- 21,10 ”Peter Andersen” Carl Alstrup’s mesterlige Præstation.

Platan: Sidste Dag! ”Kun Engle har Vinger” med Cary Grant og Jean Arthur (amrk., 1938) Kl: 2: Swing-Show Nr. 4 Jam-Session arrangeret af Jazz Reports

Regina: ”Duel i Luften” Spændende Flyverfilm med Jack Holt (amrk) og ”3 smarte Piger” Et straalende Lystspil med Deanna Durbin. (amrk.)

Rialto: Ginger Rogers og James Stewart i det herlige Lystspil ”En livlig Dame” (amrk.; 1938)

Rio Bio: Kl. 4: Familieforestilling ”Kaptajn Taylor” (amrk.) Kl. 7 og 9,15: ”Frk. Møllers Jubilæum” (dansk, 1937)

Roxy: Carl Alstrup i ”Peter Andersen” (dansk, 1941)

Ry-Kino: Sidste Dag! Hedy Lamarr og Robert Taylor i ”Kvinden fra Troperne” (amrk.) Kl. 4: ”Vaabensmuglerne i Marokko” og ”Den mystiske Hævner” (amrk.)

Saga: 6. Uge. Marguerite Viby og Poul Reumert i ”Frk. Kirkemus” (dansk; 1941)

Scala-Bio: 8. Uge. Karin Ekelund og Allan Bohlin i ”Lærerinde paa Viften” (svensk)

Skovshoved: Sidste Dag! Thor Modéen i ”Tykke Thor som Spøgelse” (svensk) Kl. 4: ”Brand ombord” og ”Grænsebanditterne” (amrk.)

Strand Teatret: Sidste Dag! Fred Astaire i ”En Jomfru i Fare” (amrk.) Kl. 3 og 4,30: Stort Swing Cavalcade Niggerhot Tigerrag Nigger Step (amrk.)

Søborg Bio: Kl. 15,10 0g 17,10: Laurel og Hardy ”I det vilde Vesten” (1940: amrk.) Sidste Dag! ”Pas paa Spejlet” med Hans Moser og Theo Lingen (tysk)

Toftegaard Bio: Sidste Dag! Sickan Carlsson i ”Landstormens lille Havgasse” (svensk) Kl. 4: ”Guld og Jord” Straalende Farvefilm (amrk.)

Triangel: Sidste Dag! ”Den brændemærkede Kvinde” en straalende fransk Film, mesterligt spillet af Victor Francen og Louis Jouvet (fransk)

Valby Teater: Jeanette Mac Donald i ”Sweethearts” (1938; amrk) Kl. 2 og 3,50: Gøg og Gokke i ”2 x Tvillinger” (amrk.)

Vanløse Bio: Sidste Dag! Gary Cooper og Claudette Colbert i det straalende Lystspil ”Rolf Blaaskægs ottende Kone” (1938; amrk.)

Vesterbro Teater: Sidste Dag! Conrad Nagel i ”Marinerne kommer” og ”Den maskerede Røver” med John Wayne (amrk.)

Windsor: Sidste Dag! ”Rosalie” med Nelson Eddy og Eleanor Powell (1937; amrk) Kl. 3: ”Vildmarkens Lov” med Ulvehunden Rin-Tin-Tin og ””REX”, de vilde Hestes Konge” (amrk.)

World Cinema: Kun faa Dage! Hans Moser og Paul Hörbiger i ”Vi indbyder til Dans” (tysk; 1941)

 

Af det ovenstående repertoire fremgår det tydeligt, ja, nærmest dramatisk, at en stor del af biografpublikum foretrak at se de amerikanske film. Med forbehold for fejlidentifikation af oprindelseslandet, var der denne dag i alt 53 amerikanske film i de københavnske biografer, 10 svenske film, 8 danske, 4 franske og kun 5 tyske film på repertoiret. Det var bestemt ingen tilfældighed, idet de fleste biografdirektører naturligvis foretrak at spille de film, som publikum helst ville se. Biografdrift var jo først og fremmest et spørgsmål om økonomi. ”Sidste Opførelse!” betød, at filmen gik ud af distribution og ikke mere ville blive vist i Danmark, i hvert fald ikke så længe, det var tyskerne, der bestemte her i landet.

 

Vesterbro Teater spillede som sædvanligt et dobbeltprogram, hvoraf i hvert fald den ene film, ”Den maskerede Røver”, var med alle raske drenges og mænds cowboy-helt, John Wayne (1907-1979). Men Vesterbros Biograf lå for langt borte for mig og mine to kammerater, som normalt ikke vovede os længere væk hjemmefra, end til Odeon på Fælledvej, Ry-Kino i Ryesgade, Regina på H.C. Ørstedsvej, Fasan Bio på Nordre Fasanvej og Roxy på Godthåbsvej. For at komme frem og tilbage til disse biografer behøvede vi ikke at bruge penge til sporvogn, men benyttede i stedet ”apostlenes heste”, som kun sled på fodtøjet. Det var særlig i de år, at vi i Fasan Bios dobbeltprogrammer så adskillige John Wayne-film fra 1930’erne

 

Men i øvrigt havde Nationaltidende denne dag nogle interessante bemærkninger at gøre til bl.a. filmrepertoiret. Under Rubriken ”Byens Aften – Teater – Musik – Film” fortælles der under ”Film” følgende:

 

     ”Carl Th. Dreyer skriver Film. Vor internationalt berømte Instruktør Carl Th. Dreuer vil formodentlig snart igen faa en Opgave at løse inden for Filmen. Af Nordisk Film er han blevet opfordret til sammen med Forfatteren Poul Knudsen og Sekretær Mogens Skot-Hansen, der for Undervisningsministeriet tilrettelægger den danske Stats ypperlige Filmoptagelser, til at udarbejde et Filmmanuskript over den norske Forfatter Wiers-Jensens Skuespil ”Anne Pedersdotter”, der foregaar i Bergen paa den unge Holbergs Tid.”

 

Når jeg har citeret ovenstående notits, skyldes det, at jeg senere så filmen, da den fik premiere i World Cinema i København, og at jeg endnu senere blev fotografelev af Rie Nissen, som var den, der fotograferede plakaten for filmen så vel som dens udstillingsbilleder.

 

Men nævnte rubrik havde også interessante bemærkninger at gøre til biografrepertoiret i nogle af de københavnske biografer:

 

”D.S.B. Kino – Skøjteungdommen maa absolut i D.S.B. Kino, hvor der vises en Kortfilm om Verdensmesterparret Maxia og Ernst Baiers Skøjtekavalkade med det ene blændende Nummer efter det andet. Det er 10 Minutter, man nyder. Ogsaa til de Jazzinteresserede er der denne Gang en særlig god Film, i hvilken en Række amerikanske Dirigenter med Cab Calloway i Spidsen, giver en Prøve paa deres Kunst. Ufa Ugerevyen er meget indholdsrig og spænder over lidt af hvert. Af dansk Stof er Kulden blevet gjort til Genstand for en omfattende Reportage; desuden ser man Bykampen i Ishockey mellem Malmö og København, hvor vi vandt med 4-1. Af internationale Billeder er der nogle stemningsfulde Optagelser af Rigsdagsaabningen i Stockholm samt de første Billeder fra Fronten paa Malakka-Halvøen og lidt om Krigen i Afrika. Der sluttes med en Film om Byliv i Indien og en Skipper Skræk, en af de allerbedste.

 

Merry-Teatret genoptager i Morgen ”Slaveskibet” med Warner Baxter, Mickey Rooney og Wallace Beery. Den dramatiske handling udspilles om Bord paa Verdens sidste Slaveskib.

 

Park-Teatret har atter i Eftermiddag et Jazz-Show paa Programmet. Man faar Lejlighed til at høre Clyde Mc Coy, Russ Morgan, Henry King, Harry Reser og Milt Briton. Det er allesammen berømte amerikanske Jazz-Dirigenter, der har indspillet nogle af deres mest populære Numre for Warner Bros. Ogsaa Platan fortsætter med sine populære Jazz-Koncerter. Det er sidste Søndags Show, der gentages i Dag med Paul Whiteman, Louis Armstrong og Cotton Club Vagabond Band.”

 

Hvad avisen naturligvis ikke kunne eller turde skrive var, at den omstændighed, at flere af de københavnske biografer havde Jazz-film på programmet, i realiteten skulle ses som en indirekte provokation imod den nazistiske besættelsesmagt, hvis ledere afskyede jazzmusik, som de foragteligt kaldte for ”nigger-musik”. Det var derfor både dristigt og modigt af de pågældende biografdirektører, at vise disse film med berømte afroamerikanske jazzmusikere.      

 

Bydreng i et ismejeri

Siden vi var flyttet til Jægersborggade, plejede jeg nogle morgener at gå hen, for at købe mælk og eventuelt smør i det såkaldte ismejeri, der lå lige over for hukket mellem Jægersborggade og Kronborggade. Et ismejeri var en forretning eller butik, hvor man solgte mælk, fløde, smør og morgenbrød og – ikke mindst – stangis eller blokis til brug i de såkaldte isskabe, som en del mennesker på den tid var de heldige ejere af. Mine forældre havde dog endnu ikke erhvervet sig et sådant. Men når vi ikke handlede hos Fru Tommerup, som var indehaver af ismejeriet i nr. 27, som hørte under ’vores’ ejendom, skyldtes det hovedsagelig, at hun og far ikke kom særlig godt ud af det med hinanden, og det gjorde vi andre så heller ikke. Indehaveren af ismejeriet i Kronborggade hed Fru Jensen, og en dag, da jeg var inde i hendes butik, for at handle, spurgte hun mig, om jeg ikke kunne have lyst til at blive bydreng hos hende. Jeg var fuldstændig uforberedt på det, så spørgsmålet kom helt bag på mig, og jeg kun kunne svare: ”Jo, måske!” – ”Men jeg vil gerne vide det hurtigst muligt, for den dreng, jeg har som bybud nu, holder op om nogle dage!” sagde hun ligesom lidt fortvivlet. Det rørte mig, så jeg uden at tænke videre over det, svarede: ”De kan godt regne med mig! Hvad skal jeg lave, og hvornår skal jeg begynde?” – ”Du skal møde her i butikken kl. 6-7 morgen og kl. 5-6 om eftermiddagen, og det gælder alle dage fra mandag til fredag. Lørdag skal du møde om morgenen, men først kl.7-8, og om eftermiddagen kl. 1-2. Søndag skal du kun møde om morgenen kl. 7-8. Det, du skal lave om morgenen, er at bringe mælk, smør, fløde og eventuelt morgenbrød ud til de af mine kunder, der gerne vil have bragt varerne ud. Om eftermiddagen skal du også bringe varer ud, og om fredagen og om lørdagen skal du tillige have regninger med og kræve penge ind for de varer, der er leveret i ugens løb. Du får 15 kr. om ugen i løn, plus de drikkepenge, som jeg ved, at nogle af mine kunder er flinke til at give. Du kan begynde i overmorgen, hvis du vil og kan. ”Det kan jeg sikkert nok!” svarede jeg og skyndte mig hjem til mor, for at fortælle den gode nyhed.

 

”Jamen, tror du nu, du vil kunne klare det ved siden af skolen?” var hendes første bekymrede spørgsmål. ”Ok ja, sagtens!” svarede jeg uden tøven, selv om jeg godt nok inderst inde var lidt betænkelig ved, at jeg skulle så tidligt op om morgenen, som omkring kl. halv seks, og det fem dage om ugen, lige som eftermiddagsjobbet lå på et lidt uheldigt tidspunkt og ville indskrænke min frihed og fritid. Men udsigten til en ugeløn på 15 kr. vejrede alle betænkeligheder bort. Jeg så allerede i ånden alt, hvad jeg kunne købe for pengene, hvoraf nogle selvfølgelig skulle gå til biografture sammen med mine to kammerater Jørgen og Jørn. Men som altid forstod mor at slå koldt vand i blodet på mig, idet hun nemlig sagde: ”Så synes jeg, du skal spare nogle af pengene op!” Af erfaring vidste jeg, at det ikke kunne nytte at protestere, for når mor først havde sat sig noget i hovedet, så blev det i reglen sådan. Og jeg indså, at det jo desuden var et fornuftigt forslag, selvom det med det fornuftige ikke rigtig var mig, i al fald ikke på det tidspunkt. 

 

Men i øvrigt talte mor og jeg om, at jeg naturligvis blev nødt til at holde op som bud, når jeg var færdig med skolen og havde fundet et arbejde eller en læreplads. Dette nævnte jeg også for Fru. Jensen, og vi aftalte, at min kammerat Jørgen til den tid eventuelt kunne overtage jobbet, hvis han ellers selv ville og havde mulighed for det.

 

Det viste sig hurtigt, at være et mere krævende job at være bybud, end jeg først havde forestillet mig, for mælkeflaskerne var dengang udelukkende lavet af tykt, klart glas, så det var tungt at bære på f.eks. 4-6 liter ad gangen, plus smør og andet. Men heldigvis var den rute jeg så godt som daglig skulle følge, ikke særlig stor i afstande, om end stor nok for lille mig. Fru Jensens faste kunder boede hovedsagelig i Kronborggade og Hørsholmsgade, så det var trods alt overkommeligt. Nogle af kunderne var flinke og rare, og gav i reglen drikkepenge på mellem 25 øre og 1 krone, mens andre, dog de færreste, var sure og tvære og altid havde et eller andet at klage over, og det gik selvfølgelig mest ud over bybudet, som de jo jævnligt kom i kontakt med, når regningerne blev præsenteret og skulle betales. En del af kunderne kom aldrig i selve forretningen, for enten telefonerede de deres bestilling eller også satte de en sammenrullet bestillingsseddel i halsen på en tom mælkeflaske, der var stillet udenfor deres dør. Det var også reglen, at jeg skulle tage tomme mælkeflasker med retur. Men til daglig så kunderne og jeg i reglen ikke noget til hinanden, for varerne skulle normalt stilles på trappeafsatsen udenfor entredøren eller på tilsvarende sted omme på køkkentrappen. Der var husejere og viceværter, der ikke ville have, at bybude kom på hovedtrappen, og det var de fleste.

 

Uskyldige pikanterier

I en af ejendommene i Kronborggade havde Fru Jensen flere kunder, og hos disse skulle varerne afleveres på køkkentrappen. En tidlig morgen hen på efteråret, hvor det endnu ikke var blevet helt lyst, befandt jeg mig netop på en af disse køkkentrapper, hvortil der var adgang fra den smalle baggård, der strakte sig langs ejendommens bagside. Fra køkkentrappernes vinduer var der fri udsigt til den beboelsesejendom, der lå lige overfor, og i nogle af vinduerne så jeg, at der var lys. Det betød at den eller de pågældende beboere var stået op og måske skulle på arbejde, og da der ikke var badeværelser i ejendommene, måtte folk vaske og gøre sig i stand ved køkkenvasken eller i soveværelset. Til min store overraskelse så jeg en ung pige på vel omkring 18-20 år stå helt nøgen foran køkkenvasken i en af lejlighederne overfor, hvor hun tydeligvis var ved at vaske sig. Derfra, hvor jeg stod, kunne jeg kun se hendes overkrop med et par halvstore, velformede bryster, som hun var ved at vaske med en stor svamp. Men lidt efter trådte hun et skridt tilbage fra køkkenvasken, åbenbart for at kunne vaske sig forneden, og derfor blev hendes kønsbehåring også synlig for mig, og bag denne kunne jeg skimte hendes køns smukke revne. Et fascinerende syn, som jeg ville have haft svært ved at løsrive mig fra, hvis ikke pigen i det samme havde vendt sig om med ryggen til mig, for at tage et håndklæde. Men derved fik jeg set hendes dejlige bagdel med de fyldige, runde balder, og det var lige ved at være for meget for mig, så med heftigt bankende puls og lettere stakåndet skyndte jeg mig derfor at liste ned ad køkkentrappen og ud på fortovet og ud i kulden, som hurtigt fik mig på andre tanker. Tiden var desuden også ved at løbe fra mig, for jeg skulle jo nå tilbage til butikken og aflevere kurven og sætte de tomme flasker på plads i mælkestativet. Derefter skulle jeg skynde mig hjem, for at spise morgenmad og hente min skoletaske, for endelig at haste af sted til skolen, hvor jeg jo skulle møde kl. 8.

 

Et af de steder, hvor jeg jævnligt kom med mælk, smør og morgenbrød, var i en ejendom lidt længere henne i Kronborggade på 2. sal. Her havde jeg fået besked på at aflevere varerne ved hoveddøren, og det var i reglen en midaldrende mand, der lukkede op og tog imod. Han var lidt over middelhøjde, mørkklædt, slank og med et stærkt markeret ansigt med en skarp næse, smal mund og dybtliggende mørke øjne under de buskede øjenbrun. Han lignede noget i retning af en ugle, og han talte lige så knapt og skarpt som han så ud, så jeg syntes egentlig ikke det var særlig behageligt at møde ham. Den mærkelige mand boede et par opgange længere henne i Kronborggade på 2. sal.

 

En dag, da jeg kom med varer, var det imidlertid ikke den nævnte mand, der lukkede op, men derimod en yngre og ganske køn pige, som kun var iført kimono. Hun smilede venligt, eller måske snarere lidt indladende til mig og rakte ud efter kurven, men idet hun gjorde det, gled hendes kimono til side, så jeg kunne se at hun var fuldstændig nøgen inden under. Overrasket og forlegen stod jeg der og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige eller gøre. Kvinden kunne jo ikke undgå at se min befippelse, hvilket dog kun fik hende til at smile endnu mere, og hun gjorde ingenting, for at lukke kimonoen igen. Men i det samme kom den strenge mand, som var gammel nok til at være hendes far, stormende ud i entreen og råbte: ”Hvad er det, du gør, kvinde!” I samme øjeblik langede han hende en lussing, som må have gjort rigtig ondt, men hun fortsatte bare med at smile som om ingenting var sket. Manden puffede hende derefter væk fra døren, tog kurven med varerne fra hende og tømte den, hvorefter han rakte den til mig og smækkede døren i uden et ord.  Da jeg kom tilbage til ismejeriet, fortalte jeg Fru Jensen om episoden, dog uden at nævne at kvinden havde blottet sig for mig. Fru Jensen fortalte, at manden og kvinden var far og datter, som boede alene sammen, og at datteren var sindslidende og derfor ind imellem kunne opføre sig lidt besynderligt. 

 

 

 

På fotoet til venstre ses den ejendom i Kronborggade på Nørrebro, hvor der både før, under og efter besættelsen lå et ismejeri. Det var beliggende bag de to vinduer, som ses til højre for midten i stueetagen. Butiksfacaden er totalt fjernet og ombygget siden dengang. – På fotoet til højre ses den Stiftelse, hvor bl.a. den fhv. skuespillerinde Olivia Norrie var beboer.  – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.

 

Danske berømtheder

Et andet af de steder, hvor jeg jævnligt kom med varer, var i en Stiftelse, der lå i Hørsholmsgade, men hvis gårdside vendte ud mod Kronborggade, hvor den var spærret af med et højt smedejernsgitter. Stiftelsen, hvis navn jeg ikke længere kan huske, måske fordi den altid kun kaldtes for ”Stiftelsen”, havde til huse i en aflang, kæmpemæssig klods af en bygning, som i fire etager rummede en lang række lejligheder, der mig bekendt var forbeholdt ældre kvinder, der havde gjort sig særlig fortjent på en eller anden måde. Fru Jensen havde dog kun en enkelt kunde i Stiftelsen, og det var den engang berømte skuespillerinde Olivia Norrie, som boede i Stiftelsen.

 

Men jeg erindrer de ganske få gange, hvor jeg fik et kort glimt af Fru Olivia Norrie, og det var, når jeg kom til hendes entrédør, for at præsentere ismejeriregningen. Hun var da meget gammel, næsten 90 år, venlig, men fåmælt og lettere reserveret. Det, jeg også husker om hende, var, at hun var utroligt længe om at lukke op, når jeg havde ringet på hendes entrédør. Det gjorde mig lidt utålmodig, for jeg havde i reglen travlt, fordi jeg også skulle nå flere andre kunder inden lukketid. I øvrigt afgav hun sine bestillinger telefonisk til Fru Jensen. Men dengang vidste jeg naturligvis ikke, at damen havde en relativt gloriøs fortid ved både teater, film og radio, men Fru Jensen havde dog antydet, at Fru Norrie var forhenværende skuespillerinde.

 

Olivia Norrie født Jørgensen (1853-1945) blev uddannet på Det kgl. Teaters balletskole, og debuterede 1885 som skuespillerelev i En Skærsommernats Drøm. Fik derefter sin uddannelse som skuespiller på teatrets elevskole. I 1891 blev hun tilknyttet Folketeatret, 1895 ansat ved Dagmarteatret, hvor hun var til omkring 1930. Derefter optrådte hun fortrinsvis som skuespiller i radiohørespil, og blev især landskendt for svigermoderens rolle i den uhyre populære hørespilserie ”Familien Hansen”. Olivia Norrie medvirkede også i stumfilm, i 1911 hos filmselskabet Kinografen og i 1912 hos Nordisk Film Co. Olivia Norrie var gift to gange, første gang med teaterdirektør Jakob Jørgen Jacobsen (1896-1909), og anden gang med skuespiller, teaterdirektør og forfatter William Norrie (1866-1946) fra 1809.

 

Apropos ”Familien Hansen”, så vil jeg tro, at de fleste danskere dengang om søndagen lyttede til Jens Lochers fornøjelige serie om den københavnske familie med Ellen Rovsing og Aage Schmidt som forældreparret med børnene Lille Gerda og Aagemand. Svigermoderens rolle blev som nævnt spillet af Olivia Norrie. I ca. 20 år spillede Ellen Rovsing og Aage Schmidt sammen som henholdsvis Gerda og Aage i ”Familien Hansen”, der faktisk startede i radioen kort før min fødsel, nemlig den 2. april 1929. Ellen Rovsing (1889-1960) medvirkede kun i ganske få spillefilm og desuden i nogle reklamefilm, bl.a. ”Familien Hansen sylter” (1941). Aage Schmidt (1885-1949) medvirkede derimod i flere spillefilm, både i stumfilmtiden og senere, senest i portrætfilmen ”Vore skuespillere” (1944). I øvrigt blev ”Familien Hansen” i 1942 omsat til tegneserie med tekst af forfatteren og tegninger af den gentagne gange omtalte tegner og tegnefilmmand Mik, tegneserien ”Ferd’nand”s berømte ophavsmand. Serien ”Familien Hansen” udkom også som julehæfte 1944 til 1946.

 

Mor og jeg hørte til blandt de trofaste lyttere til hørespilserien ”Familien Hansen”, som så vidt jeg erindrer, var på radioprogrammet hver søndag. Hørespillet handlede om familien Hansens små dagligdags oplevelser og glæder og sorger, som de allerfleste lyttere formentlig kunne genkende fra sig selv og deres eget familieliv. Dertil kom, at spillet var vittigt og elegant turneret af de medvirkende skuespillere. Hørespillene var i øvrigt meget populære i de små hjem, specielt under besættelsen. 

 

I skolen gik alt omtrent som sædvanligt, og her mærkede man egentlig ikke så meget til, hvad der skete i det omliggende samfund. Jeg og mine klassekammerater gik jo i 5. klasse og passede hver især vore lektier så godt vi kunne – og havde lyst til. Selv havde jeg fortsat en tilbøjelighed til at sætte hjemmelektierne til side for mine private interesser. Det gav selvfølgelig anledning til en konstant dårlig samvittighed, selv om det faktisk lykkedes mig at klare det stof i timerne, som vi havde for. Dels læste jeg på det i frikvartererne og dels havde jeg en evne til at gætte mig til, hvad det var, læreren gerne ville høre. På den skurkagtige måde snød jeg selvfølgelig først og fremmest mig selv, men det gjorde jeg mig ikke rigtig klart i den aktuelle situation.

 

Frost, sne og fodtøj

Hen på vinteren, som også dette år var med streng frost og megen sne, var det særlig slemt at være bydreng, ikke mindst fordi mit fodtøj desværre ikke var solidt og tæt nok til de barske vejrforhold. Nye sko og støvler var dyre at anskaffe og kunne på det tidspunkt desuden kun købes på rationeringsmærker. Jeg havde netop kort forinden været henne i en skotøjsbutik, som lå på første sal på Nørrebros Runddel, og her havde jeg sammen med mor og far købt et par skistøvler af læder, men hvis såler var af et erstatningsmateriale, der var fremstillet af hårdt presset papmasse. Sålerne lignede faktisk lædersåler, og disse holdt da også tæt, så længe det kun var frost og tørt vejr, men i det våde og sølede sjap, der fulgte på de dage, hvor temperaturen kun faldt til sneens og isens smeltepunkt, gik det galt. Sålerne kunne simpelthen ikke modstå, at vandet trængte ind i sålerne og gjorde disse så våde, at de begyndte at blive bløde og efterhånden også gik i direkte opløsning.    

 

Da vores lokale skomager i nr. 23 så støvlerne, rystede han på hovedet og sagde, at det ville blive vanskeligt at forsåle dem, for det skulle gøres helt fra grunden af, og det kostede jo penge. Men han mente nok, at han kunne afse noget læder til formålet. Støvlerne havde trods alt været for dyre til bare at kassere. I løbet af nogle dage havde han da også forsynet støvlerne med et par solide lædersåler, som kunne modstå alt slags vejr. Vinteren var jo langt fra ovre.

 

En morgen, da jeg var på vej med nogle flasker mælk og noget morgenbrød til nogle kunder længere henne i Kronborggade, var der faldet betydelige mængder sne i løbet af natten, og sneen var tidligt på morgenen fejet væk fra fortovene og lå i store bunker ude ved rendestenen. Idet jeg er på vej hen ad fortovet var der et sted, hvor det var særlig glat, hvorfor jeg mistede balancen og faldt forover og tabte kurven med varerne ned i en af snebunkerne. Uheldigvis vendte kurven på hovedet i faldet, så de tunge mælkeflasker faldt ud og forsvandt dybt ind i snebunken. Efter at være kommet på benene igen, begyndte jeg at rode efter de fyldte en liters mælkeflasker i sneen, men kunne kun finde nogle få af disse. Lige meget, hvor meget jeg rodede rundt i den høje snebunke, så kunne jeg ikke finde den ene af flaskerne. Slukøret måtte jeg derfor gå tilbage til ismejeriet og forklare Fru Jensen, hvad der var sket. Hun blev en smule mopset, men sagde dog trods alt: ”Ja, men så må du jo ta’ en anden flaske!” Det gjorde jeg så og skyndte mig af sted, for at aflevere mælk og morgenbrød til rette vedkommende. 

 

Vi tre kammerater, Jørgen, Jørn og mig, fortsatte uanfægtet med vores ugentlige biografture, som var en kærkommen afveksling og adspredelse i den ikke altid lige fornøjelige hverdag. Eftersom at jeg i modsætning til mine to kammerater tjente penge, hændte det jævnligt, at jeg betalte deres biografbilletter. Men i reglen havde de begge penge til at købe lidt slik for, og det delte de til gengæld gerne med mig. Vores foretrukne biografer var fortsat og i den nævnte rækkefølge: ”Fasanen”, Regina, Standard, Odeon, Roxy, Nora Bio, ”Colossen”, Ry-Kino, Platan Bio, og sjældnere Bispebjerg Bio.

 

”Frit Danmark”

En af de ting, der i stigende grad og omfang kom til at medvirke til at få danskerne til at indse og forstå, at nazismens ideologi og ikke mindst dens praksis betød en stor fare, ikke alene for danskerne, men faktisk også for resten af verden, var de illegale aviser eller blade. For disse gjaldt det derfor om at holde modet og ikke mindst modstandsviljen oppe hos den danske befolkning.

 

I begyndelsen af april 1942 udkom det første illegale blad i Danmark, hvor det blev omdelt til formentlig pålidelige personer, men naturligvis i det skjulte. Bladet havde navnet ”Frit Danmark” og det var blevet planlagt af DKP’s formand Aksel Larsen og den konservative folketingsmand Christmas Møller. Sidstnævnte havde været handelsminister i Stauning-regeringen, men måtte på grund af sin antinazistiske holdning træde tilbage i oktober 1940 og gå i eksil i England. Et ugeblad af samme navn blev 1940-45 udgivet i London af Det danske Raad, og det var formentlig dette blad, der inspirerede de to mænd af modsat politisk observans, den ene kommunist og den anden konservatv, til at udgive en selvstændig dansk udgave af bladet.

 

Det danske ”Frit Danmark” havde angiveligt to hovedformål, nemlig dels at rejse en folkelig bevægelse vendt mod den tyske besættelsesmagt, og dels at skabe opposition imod den danske regerings samarbejdspolitik. En af bladets første abonnenter siges at have været selveste Kong Christian X.. Bladet blev indtil 5. maj 1945 udsendt i op til 150.000 eksemplarer. Efter den nævnte dato blev bladet udgivet som legalt ugeblad og fra 1946 som politisk og kulturelt månedsblad. Der blev endvidere i 1945 oprettet en landsorganisation med navnet ”Frit Danmark”, hvis formål var på tværpolitisk grundlag at videreføre frihedskampens idealer. Organisationen blev opløst i 1949. 

    

Ugebladet ”Frit Danmark” indledte sit første nummer med følgende orientering:

 

    ”To Aar er gaaet, siden Tyskland overfaldt Danmark. To lange Aar og det eneste som staar fast for os er, at vi er to Aar nærmere Frihedens Dag og Europa og Verden halvtredje Aar nærmere ved Friheden end den 1. September 1939. Ingen af os kan se ind i Fremtiden, og ingen kan se, hvornaar denne Menneskehedens Ulykke er ovre, men vi kan med absolut Bestemhed vide, at alene en Sejr for de allierede Magter, for Amerika, England, Rusland, Kina og de til denne Magtgruppe knyttede mindre Stater kan bringe Verden Fred og Ro til det genopbyggende Arbejde og kan skaffe Sandhed, Ret og Retfærdighed til Ære og Værdighed igen.

     To lange Aar er gaaet – og skønt Danmark vel har haft det bedst af alle de af Tyskland, Italien og Japan erobrede lande, saa er Sandheden jo dog den, at Tysklands Kvælertag om vor Strube bliver snævrere og snævrere og at Landet langsommere end andre Lande, men lige saa sikkert snøres ind i den tyske Ensretnings og Despotis Helvede, der er ej heller nogen Grund til, som det i visse Kredse sker, at nære nogen Art af Taknemmelighed over den Behandling, som bliver os til Del – den mildere Behandling er nøje knyttet til to Kendsgerninger, nemlig for det første, at vi ulykkeligvis som det eneste land (foruden Siam), da Overfaldet skete, bøjede Nakken og frivilligt under Aaget, og for det andet, og dette er det afgørende for Tyskland, at det er i Tysklands velforstaaede Interesse at give os den blidere Behandling. Tyskland faar paa denne Maade flere Varer, flere Arbejdere, mere af enhver Art end det vilde faa, om norske, belgiske, hollandske eller Balkan Tilstande herskede her i Landet. Det er Tyskland, som har Fordele af den Behandling som de giver os, dette og dette alene er den faktiske Aarsag til vore Forhold. Men ingen bør tage Fejl af, at vindes Krigen af Diktatur- og Despoti-Magterne, saa er andre Folks Skæbne trods Løfterne ogsaa vor Skæbne.

     Det kan derfor fastslaas som en uimodsigelig Kendsgerning, at alene en Sejr for de allierede Magter han give Verden Frihed, Lykke og Genopbygning.

 

     Vi er en lille Kreds, som tidligere har haft meget modsatte Anskuelser, og som maaske vil blive uenige igen naar Forholdene i Danmark tillader os at tale frit og aabent som i gamle Dage. I Dag er vi traadt sammen for at udgive FRIT DANMARK, for at holde den danske Linje, for at give vore Landsmænd aaben og ærlig Besked om, hvad der foregaar, for midt i Undertrykkelsen at tale saaledes som det er klart for alle, at der tænkes i de 99 % af Befolkningen.

     Vort Program er først og fremmest Oplysning – men iøvrigt vil det fremgaa af Tidens Udvikling og Begivenhedernes Indtræden, hvad vi vil tilraade og hvorledes vi mener der skal handles.

     Vi kan ifølge Sagens Natur og Forholdene ikke give os tilkende. Hvem vi er og hvad vi var vil alt blive opklaret naar den store Dag – Sejrens Dag for Ret, Sandhed og Retfærdighed kommer.”      

 

     Dette var manende ord, som skulle komme til at få endnu større vægt og betydning efterhånden som krigen og besættelsestiden skred frem. Langt større og alvorligere begivenheder i og for Danmark ventede forude, hvilket vil komme til at stå klart for læseren i løbet af de kommende afsnit af denne selvbiografi.

 

12. juni 1942: 13 år

Efter min 13 års fødselsdag den 12. juni 1942 syntes især min mor, at jeg skulle have overladt det kammer, som jeg hidtil havde delt med Benny, helt til min egen rådighed, for der var trods alt fem års aldersforskel imellem os. Hans seng blev derfor flyttet ind i mine forældres soveværelse, og så vidt jeg husker, protesterede Benny ikke, men syntes tværtimod at det var herligt, at få lov til at sove inde hos sine forældre og to mindre søskende, og især sammen med Bent. Senere hen i livet har jeg da godt kunnet se, hvilket privilegium det var, at jeg fik absolut eneret over en 2½ værelses lejligheds kammer, mens to voksne og tre børn måtte deles om et soveværelse, der knapt nok var dobbelt så stort som kammeret. Men jeg tror, at det hang sammen med især to ting, nemlig dels at jeg var fem år ældre end Benny og nærmede mig puberteten, og dels at jeg havde nogle interesser, der krævede specielt megen plads. Disse interesser ville min forstående mor åbenbart gerne tilgodese og fremme, og far havde ikke noget at indvende.

 

De pladskrævende interesser, der her var tale om, var dels min interesse for at tegne, og for teater, herunder dukketeater, hvor særlig Pegasus-teatret krævede nogen plads, og i øvrigt var svært at stille af vejen, og dels min ’funktion’ som familiens ’biografdirektør’. Den relativt store kinoprojektor krævede også plads, og da jeg var meget øm om de få ting, jeg dengang var den lykkelige ejer af, har mor formentlig syntes, at det alt i alt ville være bedst at jeg fik overladt kammeret for mig selv. Desuden ræsonnerede hun sikkert som så, at de selv og de tre andre børn jo hovedsagelig kun brugte soveværelset til at sove i, og desuden var der plads til at lege for Benny og Bent henne ved og på den forholdsvis brede karm, der var foran soveværelsesvinduet. Lizzie var jo kun 1½ år på det tidspunkt, og hun havde derfor ikke specielt brug for plads andre steder end i stuen og gangen (entreen), hvor hun gerne måtte lege med sine i øvrigt ret få legetøjssager. Hun havde så vidt jeg husker et par dukker og en bamse og nogle få andre ting.    

 

Mit film-, teater- og dukketeater-’værksted’

Efter at jeg havde fået overladt kammeret, som jeg hidtil havde delt med Benny, helt for mig selv, arrangerede jeg enkelte gange ’biografforestillinger’ for nogle af de børn, jeg eller mine to brødre kendte fra gaden. Der kunne sidde og stå maksimum 6 børn i værelset, når jeg viste film. Heraf var der tre siddepladser og tre ståpladser. Det var dog ikke gratis at komme ind, for en siddeplads kostede 15 øre og en ståplads 10 øre.

 

Under forestillingen blev kinoprojektorens lampehus på trods af en køleanordning alligevel så varmt, at det begyndte at ryge og især lugte af varmt metal, men der var ingen fare på færde, for der kunne ikke gå ild i filmene som var såkaldte safety film. Og selve apparatet stod på et lavt bord uden dug, og der var ingenting til siderne, som en eventuelt stikflamme ville kunne antænde. Men at der var tale om safety film betød ikke, at filmene ikke kunne smelte, hvilket gerne skete, hvis man af en eller anden grund stoppede filmen midt under visningen. Til gengæld gik det kun ud over det filmbillede, der stod stille i projektorens billedvindue. Det oplevedes i reglen på den måde, at man oppe på lærredet kunne se, hvordan en gullig farve bredte sig fra billedets centrum og udefter, idet emulsionen – ikke selve basismaterialet – langsomt smeltede og blev forvansket. Men inden det kom så langt, plejede jeg enten at køre videre eller at slukke for lampen, og for øvrigt skete det kun et par enkelte gange, mens jeg havde apparatet.  

 

Min ’biograf’ havde kun de tre samme film på programmet, og tilmed kun en akt fra hver af filmene, hvoraf den ene var fra den amerikanske ”Den sidste Mohikaner”, den anden den svenske klassiker ”Gösta Berlings Saga” – med Greta Garbo - og den tredje en dokumentarfilm ”På Safari i Afrika”. De to førstnævnte film var i sort-hvid, men safarifilmen var i farver, hvilket var en stor sjældenhed dengang. Men efter at have set de tre samme film flere gange, blev børnene, hvoraf flest var drenge, til sidst så skuffede og kede af det, at de ikke gad være ’biografpublikum’ mere. Desuden syntes ”Gösta Berlings Saga” ikke at sige dem ret meget, for selv om et par af de ældste børn sikkert vidste, hvem Greta Garbo var, så var det forståeligt nok langt fra nok til at gøre den meget seriøse, dystre og højdramatiske film interessant for dem. Derimod kunne indianerfilmen og stammefolkene i Afrika-filmen nok lige gå an, men ikke når man havde set filmene tre-fire gange. Jeg havde ganske vist forsøgt at finde og købe nye ruller film i en fotoforretning ovre på Åboulevarden og et par andre steder i byen, men filmrullerne blev solgt metervis, og kostede vistnok 25 øre meteren, men det betød en pris af 2 kr. og 50 øre for ti meter, og det battede jo ikke rigtig til en filmforestilling, og slet ikke mod mine egne filmruller, som var på 300 meter hver. Det ville jo koste den for mig uhyrlige og på det tidspunkt umulige sum af 75 kr. at købe et tilsvarende antal meter film, som desuden hverken havde hoved eller hale, idet fotohandleren efterhånden blot klippede en filmrulle op i det antal meter, som en kunde, ofte en lidt større dreng, havde penge til. Denne situation blev enden på min ikke særlig gloriøse tid som ’biografdirektør’.

 

Teatertosset

På den tid havde jeg som tidligere omtalt set nogle teaterstykker på Skolescenen, og det inspirerede mig til selv at ville opføre teaterforestillinger. Til det formål ville jeg omskabe mit værelse til en slags teater, og i det øjemed lavede jeg et proscenium ved at opsætte baner af tapetruller henholdsvis oppe under loftet, ved sidevæggene, og som en slags rampe, en bane tværs over gulvet. Det var jo så heldigt, at der var en dør mellem soveværelset og kammeret, i den ende, hvor ’scenen’ var, nemlig foran vinduesvæggen. Men ’skuespillerne’ – det var hovedsagelig også mig! – kunne altså gå ind og ud på scenen ad den nævnte dør. Det syntes jeg selv virkede, som om der var tale om et ’rigtigt teater’. Fantasien kender jo som bekendt ingen grænser, når det gælder, og min fantasi og indlevelsesevne fejlede altså ingenting, og det gjorde mine store forhåbninger og vidtløftige ambitioner heller ikke.. 

 

     Men det var ikke let at sætte tapetbanerne op, især ikke under loftet og tværs over gulvet, men heldet eller tilfældet ville, at det var kraftigt tapet, som jeg tilmed klistrede sammen i dobbelte baner, så at de på den måde blev ekstra forstærket. Men hvordan jeg fik banerne sat op og fastgjort, husker jeg ikke længere, kun at det ikke gik ud over hverken gulv, loft eller vægge. I så fald havde både mor og far reageret og forbudt mit forehavende, for de var begge ømme om, at der skulle være pænt og ordentligt i vores lejlighed.

 

     Foran ’prosceniet’ og på den meget smalle plads, der var i resten af værelset, fik jeg opstillet vores spisestuestole på rad og række, som ’publikum’ kunne sidde på. Mit publikum bestod af mine forældre og tre søskende, og af morfar, mormor og Dennis, men jeg husker ikke længere, hvilket ’teaterstykke’, der blev opført ved den lejlighed, kun at jeg havde klædt mig ud i noget lånt tøj, og at min lillesøster ustandselig ville kravle hen til mig, men blev holdt tilbage af mor, for at hun ikke skulle ødelægge tapet-prosceniet og forestillingen.

     Jeg gik seriøst til værks, men må nok med i al fald mit voksne publikum konstatere, at det var så som så med mine evner som teaterdirektør, skuespilforfatter, instruktør og skuespiller. Det væsentlige foregik i virkeligheden i min bevidsthed og fantasi, og det bidrog formentlig til at forme min kommende beskæftigelse og skæbne. Men for resten kom jeg da også til at beskæftige mig med både teater og film, specielt tegnefilm, i mit senere voksne liv.

 

Dukketeater

Et kapitel for sig var min interesse for såkaldt dukketeater. Det skyldtes naturligvis til en vis grad inspirationen fra de rigtige teatre, hvoraf jeg dog på det tidspunkt kun havde set en forestilling på Nørrebros Teater og flere forestillinger på Skolescenen, som foregik på Det Ny Teater. Der var for mig noget særligt fascinerende ved, at scenen lå oplyst, mens salen, hvor publikum sad, henlå i halvmørke og i reglen i lyttende stilhed, mens man så og hørte de mere eller mindre udklædte skuespillere agere og tale højt, klart og tydeligt, så deres stemmer normalt kunne høres helt nede på bageste række i salen og oppe på galleriet. Denne stemning var det, jeg efter evne og midler søgte at genskabe og overføre til dukketeatret, men det lykkedes naturligvis kun delvis.

     Mit første ’dukketeater’ var som tidligere nævnt det, jeg havde fået forærende til julen 1939, og som bestod af et tableau fra Disneys lange tegnefilm ”Snehvide og de syv dværge”, og som jeg ’opførte’ adskillige gange for min nærmeste familie og – ikke mindst – for mig selv. Men omkring godt og vel et års tid efter så jeg i et blad for børn og unge, at man selv kunne lave sig et lille primitivt teater og marionetdukker specielt til forestillingen om ”Fiskeren og hans kone”, hvilket jeg vistnok allerede har omtalt andetsteds. Problemet var imidlertid, at jeg havde svært ved at håndtere og styre de to figurer, fiskeren og hans kone, og desuden fisken, på én gang, så derfor blev jeg forholdsvis hurtigt træt af at spille marionetteater, også selvom selve genren og teknikken var og er interessant.    

 

Pegasus-Teatret og ”Der var engang”

Min interesse for dukketeater blev vakt på ny, da jeg en dag kiggede i mors ugeblad, Familie-Journalen, og så, at der deri blev annonceret med et selvbygger-dukketeater, kaldet Pegasus Teatret, som man kunne få tilsendt mod betaling af et beløb plus porto, som jeg ikke længere husker størrelsen på. Derimod viste Pegasus-Teatret sig at være af en ganske pæn størrelse, men man måtte selv anskaffe sig de krydsfinerplader, der skulle bruges til at fremstille teatret med. Navnet på teatret skyldtes, at der ovenover sceneåbningen var anbragt en vinget hestefigur, som forestillede poesiens symbol: Pegasus. Det, der fulgte med pakken fra bladet, var en instruktion til, hvordan teatret skulle laves og en tegning af, hvordan det færdige teater helst skulle se ud, og dertil diverse papirark med påtrykte figurer og kulisser, og tre eksemplarer af rolleheftet til Holger Drachmanns eventyrspil Der var engang. Desuden trykte ark med for- og bagtæppe, proscenium, sætstykker til kulisser og rundhorisont, hvilket alt sammen skulle limes på krydsfiner og saves ud. Man skulle derfor også anskaffe sig en såkaldt løvsav med fintakkede savklinger, for at fineren ikke skulle flosse op, når der blev savet i den.  Man måtte også selv anskaffe sig de metalstænger, som bruges til at føre de medvirkende figurer ind og ud af scenen, og sådanne kunne købes i en boghandel ved siden af Rundetårn i Købmagergade, som så vidt jeg husker hed Alfred Larsens Efterfølger, og som havde specialiseret sig i dukketeatre og dykketeaterudstyr. Pragtstykket blandt dukketeatre var en skalakopi af Det kgl. Teater, som kaldtes ”Ei blot til Lyst”, fordi disse ord stod øverst oppe på prosceniet over sceneåbningen. Til dette teater kunne der købes figurer og kulisser samt rollehefter til en lang række klassiske teaterforestillinger, som i tidens løb havde været opført på Det kgl. Teater på Kgs. Nytorv.

     På Det kgl. Teaters proscenium er malet den klassiske græske komedies to masker: komedien og tragedien, mens det på det malede fortæppe er Thalia, i græsk mytologi komediens muse, der er afbildet. Men jeg var nu ganske godt tilfreds med det mere moderne udseende Pegasus-teater, på hvis proscenium man så den flotte, bevingede hest Pegasus, symbolet på digtekunsten.

 

     Det var et stort og krævende arbejde at få Pegasus-teatret gjort færdigt og klar med belysning og alt, hvad der hører sig til en rigtig teaterforestilling. Drachmanns herlige eventyrspil er egentlig baseret på H.C. Andersens eventyr ”Svinedrengen”, som handler om prinsen af Illyrien, der hjulpet af sin tro tjener, Kasper Røghat, optræder som gemen svinedreng, for at afprøve den snobbede prinsesse, som naturligvis kun vil giftes med en rigtig prins. Efter forskellige forviklinger ender det dog med, at prinsen afslører sin virkelige identitet, og trods alt tilgiver den angrende prinsesse. Stykket var i årenes løb blevet opført flere gange på Casino Teatret i Amaliegade og på Friluftsscenen i Dyrehaven, og i begge tilfælde havde det været et tilløbsstykke. Selv nåede jeg da også så langt, at jeg opførte stykket på Pegasus-Teatret nogle få gange, før jeg faktisk mistede interessen for det. Det, jeg savnede ved dukketeatret, var og blev de levende figurer og de sceneskifter, der er særegne for filmmediet og filmkunsten. Derfor endte min dukketeaterinteresse med, at Pegasus-Teatret med alt tilbehør en dag blev stillet op på mine forældres pulterkammer på loftet. Hvad jeg ikke dengang kunne vide, var, at loftet en del år senere skulle blive udsat for en pyromanbrand, som stort set afbrændte alt, hvad der blev opbevaret i vores pulterkammer. 

 

Drømmen om et skoleblad

Min sidekammerat var stadigvæk Svend Holm, og han var både en begavet og på sin vis hyggelig fyr, som også var med på nye ideer og initiativer. På et tidspunkt kom han og jeg til at tale om, at der manglede et elevblad, og om det mon ville være muligt at få etableret sådan et. Han fortalte da, at hjemme i Slotsgade i samme ejendom, hvor han boede på anden sal med sin mor og søskende, fandtes der i stueetagen et såkaldt Duplikeringsbureau. Det blev drevet af en lidt ældre mand, som også skrev lejlighedssange til konfirmationer, bryllupper og barnedåb. Svend påstod, at han kendte manden ret godt, og sagde, at vi jo kunne spørge ham om, hvordan vi eventuelt skulle gribe sagen an. Vi blev enige om, at Svend skulle lave en aftale med manden, så vi sammen kunne besøge ham en dag.

 

Allerede den næste dag kom Svend og sagde, at manden gerne ville snakke med os og at vi sådan set kunne besøge ham, når det passede os. Problemet var for mit vedkommende, at jeg skulle nå hjem i tide, så jeg kunne passe mit job i ismejeriet. Det ville også være nødvendigt at fortælle derhjemme, at jeg skulle på besøg hos den pågældende mand, så mor ikke blev urolig over, at jeg ikke kom hjem fra skole som jeg plejede, idet Svend og jeg den næste dag ville gå direkte hjem til ham efter skoletid og besøge manden, hvilket vi havde aftalt.   

 

Efter skoletid næste dag fulgtes Svend og jeg om ad Korsgade til Slotsgade, hvor han som nævnt boede i en af de første ejendomme på højre side, regnet fra Korsgade. Her så jeg godt nok, at der i den høje stueetage var et par store forretningsvinder, på hvilke der med store, hvide bogstaver stod malet ”Duplikeringsbureau. Festsange forfattes og duplikeres”.  Men først fulgtes jeg med Svend op til lejligheden, hvor han selv boede, og her hilste jeg ganske kort på hans mor, som var en forholdsvis høj og mager kvinde, som ikke så rask ud. Efter at han havde stillet sin skoletaske fra sig, gik vi nedenunder til manden i stueetagen. Han viste sig godt nok at være en ældre, en smule fedladen og bleg person, formentlig oppe i 60erne, som ikke så ud til nogensinde at komme ud i solen og den frie luft. Hans butik var fyldt op med nogle skriveborde og skranke, og arkivskabe og hvad ved jeg. Desuden var der et par gammeldags skrivemaskiner og indtil flere duplikeringsmaskiner, og masser af trykte og utrykte papirer i forskellige farver, der lå rundt om eller hængte på spyd på væggene. Det hele lignede nærmest et godt rodet bogtrykkeri.

 

Manden, som sad bag et stort, gammelt skrivebord, var på det tidspunkt optaget af et eller andet arbejde, og han syntes ikke just velvilligt stemt overfor os, da vi ankom. ”Nå, kommer I allerede! Men I må vente, til jeg er færdig med det her!” sagde han lidt vrantent. Svend vendte sig om mod mig og kneb det ene øje i, da han gik hen og satte sig ganske ugenert på skødet af manden og lagde sine arme kælent rundt om hans hals. ”Så, så, farmand, vi kommer jo bare for at tale med dig om vores skoleblad!” Det undrede mig, at Svend kaldte manden for ”farmand”, for så vidt jeg vidste, var det ikke hans far. Men det syntes at mildne mandens humør, og han mumlede derefter et eller andet, som jeg ikke opfattede, hvad var, kun at det lød velvilligt.

 

Et øjeblik efter kom han da også hen, hvor jeg stod bøjet over duplikatoren, og sagde med en smule grødet stemme: ”Ja, med sådan en kan man sagtens fremstille mange sider af samme tekst eller tegning, og jeg hører jo, at du er god til at tegne, så har du ikke lyst til at prøve?” Det havde jeg sådan set, men hele situationen forekom mig så ubehagelig, at jeg mest havde lyst til at rende min vej. Men af høflighed svarede jeg: ”Jo, det vil jeg da gerne!”, hvorefter manden viste mig, hvordan jeg skulle tegne med en tynd glas- eller stålpen på stencilen, så at man ridsede en figur eller lignende i den voksede overflade. Man kunne tilmed lægge en fortegning nedenunder stencilen og tegne på grundlag af den. Tilsvarende kunne man skrive bogstaver og dermed tekst, men først måtte man fjerne skrivemaskinens farvebånd, så at tangenternes bogstaver kunne anslå stencils direkte og på den måde fjerne voksen på det sted, hvor bogstavet skulle stå. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var en lidt krævende og langsommelig proces, men efter cirka en halv times tid kunne jeg glæde mig over at have fremstillet min første stencil nogensinde.

 

Imens jeg var optaget af arbejdet med stencilen, stod manden og Svend henne i den anden ende af lokalet og talte lavmælt sammen. Svend virkede ikke umiddelbart særlig interesseret i vores bladprojekt, hvilket skuffede mig.

 

Imidlertid havde jeg fået gjort prøvestencilen færdig, på hvilken jeg havde tegnet en figur og maskinskrevet en kort tekst, og da jeg henledte mandens opmærksomhed på det, kom han hen til skrivebordet og viste mig, hvordan stencilen skulle monteres på duplikatoren, og hvordan denne skulle betjenes. Og kort efter stod jeg med mit første stencilerede opus, som lovede godt for i al fald de tekniske muligheder for at kunne realisere planen om et skoleblad. Jeg takkede derfor manden og sagde, at vi nu ville undersøge, hvordan vi kom videre med projektet, og spurgte, om vi eventuelt kunne få lov til at bruge hans duplikator til formålet. Det svarede han ja til. Vi skulle blot betale for stencils og papir.

 

Derefter forlod Svend og jeg butikken, og med ordene ”Vi ses imorgen!” gik Svend op til sin mor og søskende, og jeg satte kursen hjemad til Jægersborggade. Senere på eftermiddagen skulle jeg jo møde omme i ismejeriet i Kronborggade, for at gå de ærinder, som Fru Jensen havde fået bestillinger på.

 

Sådan som jeg husker det, lykkedes det ikke for Svend og mig at få skrevet, redigeret og stencileret prøvenummeret af bladet færdigt, og dets titel kan jeg desværre heller ikke huske. Dertil kom, at vi skulle betale stencils og papir af egen lomme, og det havde vi simpelthen ikke penge til. Derefter tabte både Svend og jeg interessen for at drive bladvirksomhed, for det krævede ud over startkapital også tid, engagement og en arbejdsindsats, som ingen af os i længden havde mod på og kræfter til at fortsætte med. Skolearbejdet krævede desuden mere og mere af os, efterhånden som vi kom op i de højere klasser.

 

Men man kan måske sige, at projektet med skolebladet viste den initiativrige og kreative side af mine talenter eller evner, som jeg senere i livet som yngre og voksen fik god brug for og kom til at udfolde i forskellige sammenhænge, ikke mindst professionelt.

 

Byttepenge i overskud

For resten fik jeg også i anden sammenhæng med Svend at gøre. Det hang sammen med det, der skete en fredag, da jeg havde været ude med regninger for at kræve penge ind til Fru Jensen i ismejeriet. Da jeg kom hjem fra turen og skulle tælle pengene op og se, om regnskabet stemte, opdagede jeg til min forundring, at der var 10 kr. for meget i forhold til det beløb, der fremgik af regningernes samlede sum. Jeg talte om og om igen, men kom hver gang til samme resultat, og mente derfor, at de 10 kr. måtte være drikkepenge, men sikker på det var jeg ikke. Jeg sagde dog ikke noget herom til Fru Jensen, da jeg afleverede regnskabet og pengene til hende, minus de 10 kr., som jeg selv beholdt, men var spændt på, om hun ville bekræfte, at det stemte med min opgørelse. Uheldigvis havde hun ikke tid til at regne efter med det samme, men lagde regnskabet og pengene til side, til hun fik tid. Det fik min nervøsitet til at stige, for jeg følte på en måde dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde fortalt hende om det overskydende beløb på 10. kr. Måske havde jeg regnet forkert, og det ville hun med bestemthed finde ud af, når hun gennemgik regnskabet, men min begærlighed efter pengene fejede alle betænkeligheder til side..

 

I mellemtiden var det blevet lukketid, og jeg ryddede derfor op og stillede tomme flasker på plads, og ventede spændt på, hvornår Fru Jensen ville kigge på regnskabet. Men det havde hun tilsyneladende glemt, og derfor måtte jeg den aften gå hjem med en ubehagelig følelse af, at mit ’tyveri’ kunne blive afsløret. Det havde jeg det bestemt ikke godt med, og tikroneseddelen, der lå i min bageste bukselomme, nagede min samvittighed. Jeg fortalte ikke mor noget om sagen, for så ville hun have forlangt, at jeg straks gik om til Fru Jensen, for at få sagen afklaret..

 

Næste morgen, lørdag, mødte jeg anspændt op ovre i ismejeriet, idet jeg tænkte, at Fru Jensen jo nok i mellemtiden havde haft tid til at kigge på mit regnskab fra i går, og at hun derfor måske havde fundet ud af, at jeg havde regnet galt, og at de 10 kr. i virkeligheden tilhørte hende. Men hun nævnte ikke regnskabet med så meget som et ord. Jeg forsøgte at læse og tyde hendes minespil, men der var ikke noget usædvanligt at bemærke ved det, så enten havde hun ikke set på regnskabet endnu, eller også stemte det på kroner og ører. Jeg ville jo helst tro det sidste..

 

Da jeg kom hjem omkring kl. 8,30, var mor stået op, og idet jeg kom ind ad døren, spurgte hun inkvisitorisk: ”Hvor har du de 10 kr. fra, som ligger i din baglomme?” Mors spørgsmål kom fuldstændig bag på mig, så jeg ikke straks kunne svare. Men hun havde altså været i mine lommer, imens jeg sov, for hvordan skulle hun ellers kunne vide, at pengene var der. Jeg vidste jo, at 10 kr. var mange penge, især for folk som mine forældre og mig, men hvad skulle jeg svare, for min samvittighed føltes af de ovenfor anførte grunde ikke kemisk ren? Mor gentog spørgsmålet, og efter nogen tøven fandt jeg pludselig på en nødløgn og mumlede: ”Dem har jeg fået af den mand, som Svend og jeg laver skoleblad sammen med!” ”Hvad har du fået dem for?” ville mor vide. ”Æh, - æh, - for nogle tegninger, manden skulle bruge til en festsang!” løj jeg. ”Nå!”, sagde mor tydeligt tvivlende, ”det skal vi få at se om er rigtigt! Jeg vil gerne ha’, at Jørgen følger med dig ind til manden på mandag, så kan han spørge, om det er rigtigt, hvad du fortæller!” Efter disse ord følte jeg mig hed om ørerne, for nu risikerede jeg jo at min nødløgn blev afsløret.

 

Det blev bestemt ikke nogen behagelig weekend, jeg måtte gennemleve, for tanken om det forestående besøg i Slotsgade, når det alt for hurtigt blev mandag, nagede mig. Desuden vidste jeg, at Jørgen var alt for reel og samvittighedsfuld til, at man kunne regne med hans støtte til noget, som han sandsynligvis fandt forkert. Alligevel var mit samvittighedsnag ikke større, end at jeg søndag eftermiddag inviterede mine to kammerater med i Nora Bio og bagefter på isbaren i nærheden af biografen. ”Er det nu dine egne penge, du bruger?” ville Jørgen vide, mens vi sad på isbaren og guffede en lækker isanretning i os. ”Ja!” svarede jeg, men vel vidende, at det jo var en sandhed med modifikationer. 

 

Mandagen oprandt hurtigere end jeg ønskede, men Fru Jensen sagde stadigvæk ikke noget om de eventuelt manglende 10 kr. i regnskabet fra i fredags, så selvom jeg ikke følte mig helt beroliget og sikker, så gik jeg de sædvanlige ærinder den morgen. Vi gik dengang i skole til kl. 2 om eftermiddagen, og efter at være kommet hjem fra skole mødtes jeg med Jørgen, som var blevet sat ind i situationen af mor, som samtidig havde betroet ham den opgave, at spørge manden i Slotsgade, om det var rigtigt, hvad jeg sagde angående de 10 kr.

 

Det blev en tung gang ind gennem alléen på Assistens Kirkegård og om til Slotsgade, hvor det heldigvis viste sig, at mandens butik var lukket, og da vi derfor opsøgte Svend, og jeg med min mimik signalerede, at der var noget galt, forstod han umiddelbart at jeg var i knibe, så derfor bekræftede han uden videre min version af historien om de 10 kr. overfor Jørgen. Det var et held for mig, at Jørgen faktisk ikke havde opfundet krudtet, for i så fald havde han sikkert ikke slugt Svends og min forklaring så råt, som han gjorde.

 

Vel hjemme igen, kunne Jørgen til mors store beroligelse forklare, hvordan det hang sammen med de 10 kr., og det slog hun sig til tåls med. Men da hun hørte, at jeg faktisk allerede om søndagen havde brugt de fleste af pengene til biograftur og besøg på isbar, udbrød hun: ”Hvordan kunne du dog finde på at bruge så mange penge på det! Du skulle ha’ sparet nogle af dem!” Men dermed var denne penible og for mig meget pinlige affære med de 10 kr. ude af verden, især da jeg aldrig nogensinde hørte noget fra Fru Jensen om, at der eventuelt havde manglet 10 kr. i regnskabet. Det varede dog længe, før min samvittighed føltes rigtig lettet, ja, faktisk er den aldrig blevet det for alvor, for jeg ved den dag i dag ikke, om jeg havde optalt regnskabet forkert og at Fru Jensen bare havde ventet på, at jeg skulle gå til bekendelse. Jeg vil stadig helst tro, at de 10 kr. i overskud var drikkepenge, jeg havde fået på turen rundt med varer i kvarteret. Den mulighed forelå jo dog trods alt.

 

En sorgens dag

Den 3. maj 1942 døde Danmarks landsfader, Thorvald Stauning, efter at have været landets uhyre populære statsminister siden mit fødselsår, 1929. Alle aviser var fyldt med omtaler af den store statsmand, men naturligvis især partiavisen Social-Demokraten. Men også Dagbladet Politiken ofrede stor spalteplads til omtalen af afdøde. Her kan alene avisens overskrifter vidne om hans betydning for samtiden, hvor han højst ufrivilligt måtte påtage sig den tunge pligt, at forsøge på at føre Danmark og danskerne igennem besættelsestiden med så få og så smertefrie omkostninger, som det var muligt.

 

Landesorg ved Staunings Død
Døden indtraf Søndag Formiddag Kl. 10,45
Uden at Stauning var kommet til Bevidsthed

 

Samlingsmærket for hele Danmark

 

Buhl ventes udnævnt til Statsminister

 

Statsministeren faar en storstilet Begravelse

Det socialdemokratiske Parti foranstalter den

afdøde Førstemands Jordefærd

 

Begravelsen finder antagelig Sted paa Søndag

 

Staunings Død gør dybt Indtryk i Sverige

 

Ikke blot Danmarks Mand, men Nordens

 

En Forgrundsfigur i nordisk Politik

 

 

Smuk og mild laa Thorvald Stauning i sin Seng i en Enestue paa Bispebjerg Hospital, næsten forklaret af Aasyn i Døden. Blomster hobede sig op om Sengen, de lyste og duftede i Stuen, det var hele Foraaret, som var trængt ind om Dødssengen. Statsministeren var sovet stille ind. – Foto og billedtekst: © Politiken mandag den 4. maj 1942.

 

Tysk Presse om Staunings Død

Berlin Søndag

     De tyske Eftermiddagsblade bringer en kort Notits om Statsminister Staunings Død. Mandagsbladene vil bringe fyldigere Biografier af den afdøde Statsminister, hvori de vil understrege hans store personlige Indsats i den danske Stats Tjeneste og særlig fremhæve den loyale Politik, som Hr. Stauning førte over for Besættelsesmyndighederne efter den 9. April.

     I Wilhelmstrasse finder man ikke ved Statsminister Staunings Død Anledning til at fremsætte politiske Kommentarer, men man udtaler ogsaa her sin anerkendelse af Statsministerens Loyalitet.

 

Den i ovenstående citat nævnte loyalitet i forhold til den tyske besættelsesmagt, var lige præcis det, der senere skulle give anledning til at tale om ”samarbejdsregeringen”, et ord og begreb, som kom til at smage af landsforrædder-regering. Dette var da også, hvad Staunings politiske modstandere, særlig efter besættelsen, anklagede ham og hans regering for at være.

 

Men i den aktuelle situation var der ingen dansker, uanset politisk tilhørsforhold, som kunne være i tvivl om, at en stor statsmand var gået bort. Stauning var i løbet af sine mange år på posten som landets statminister gået hen og var blevet Landsfader, det vil sige den, som man stolede på ville og kunne skærme sine ’børn’ mod enhver risiko og truende fare. Ingen tidligere dansk statminister i tidligere regeringer siden 1849 har haft en lignende status. Og så var han tilmed landets første socialdemokratiske statminister, først 1924-26 og siden hen 1929 til sin død 1942, i sig selv lidt af en præstation. De tidligere danske statsministre havde enten været Konservative, Venstre eller Radikale. 

 

Efter Staunings død overtog socialdemokraten Vilhelm Buhl statsministerposten, indtil tyskerne i november samme år krævede, at udenrigsminister Scavenius skulle overtage posten både som stats- og udenrigsminister, idet han formentlig var den eneste danske ikke-nazist, som tyskerne ville og kunne godkende på posten. Buhl, som fortsatte linjen fra Stauning, måtte derefter udtræde af regeringen og overlade til Scavenius at danne ny regering, som formelt fortsatte til befrielsen i maj 1945.  

 

Stauning og kong Christian X

Under nedenstående foto af Stauning og kongen, kunne Politiken mandag den 2. maj bringe en omtale af det nære personlige forhold, der i en række år havde bestået mellem de to:

 

 

Kongen og Stauning-

 

Samarbejdet gennem 25 Aar

Den Politiker, Danmarks Konge gennem sin Regeringstid har haft det længste og nærmeste Samarbejde med er Statsminister Th. Stauning. I den Sorg over Staunings død, som i Dag hviler over Danmark, tager Kong Christian oprigtig Del. Det vil være bekendt, at Kongen fra den Dag, Hr. Stauning blev syg, hver Middag har ladet telefonere og spørge til Statsministerens Befindende – dette var ikke blot et Udtryk for en personlig Deltagelse for den nærmeste Embedsmand, men for endnu mere. Ingen dansk Statsminister har siden Estrup saa længe beklædt Landets højeste Embedspost som Stauning, gennem 15 Aar har han været Statsminister, og i mere end et kvart Aarhundrede havde han sin Gang hos Kongen. I lyse og mørke Øjeblikke af vort Lands Historie har de to staaet hinanden nær, og af det Samarbejdsforhold, der indlededes under nye Former, da Stauning som den første Socialdemokrat blev Minister i 1916, opvoksede et gensidigt Tillidsforhold, et hjerteligt paa gensidig Respekt bygget Forhold, præget af Loyalitet fra begge Sider.

     Statsminister Stauning gav maaske selv det smukkeste Udtryk herfor i den Artikel, han til Kongens 70 Aars Fødselsdag den 26. September 1940, skrev her i Bladet, og hvoraf vi citerer:

 

     - Jeg har lært at kende Landets Konge og lært at sætte Pris paa hans aabne og ærlige Sindelag og Karakter. Kongen i Landet indtager en særegen Stilling, og Forholdet mellem Kongen og hans Ministre bliver ogsaa af en særegen Art, men jeg har Grund til at glædes over den Aabenhed, som kendetegner Forholdet og over den Frihed til Meningsudveksling, som vor Konge aabenbart sætter Pris paa.  

     Kongen har drøftet mange Problemer med mig i disse mange Aar, og selv om vi næppe har fælles Syn paa Samfundet og paa adskillige Forhold i Samfundet, saa har vi dog oftest kunnet mødes i fælles Interesse for at gøre Samfundet til et godt Hjemsted for de flest mulige af Samfundets Medlemmer …

     Endskønt vi maaske begyndte med nogen Mistillid, har Samarbejdet formet sig smukt og behageligt, fordi Kongen i saa høj Grad føler sig som Landets og Folkets Repræsentant, hvem det paahviler at udrette det mulige til Gavn for Land og Folk …

     Det har været en alvorsfuld Tid for Landets Konge, tung i visse Stunder, men ogsaa i visse Afsnit en smuk Tid, hvor betydningsfulde Afgørelser til Fordel for Nationen blev truffet. Jeg har følt Kongens varme Sindelag, hans Alvor og hans Bevægelse i de forskellige Situationer, og jeg her netop derigennem lært Sider at kende, som for mig aabenbarede Mennesket med Tro og Kærlighed, bag den ydre Skal …

     Mit Forhold til Kongen har været af en sadan Karakter, at jeg i Dag hilser og hylder ham som Nationens betydningsfulde Samlingsmærke og ønsker ham og hans Folk lyse og lykkelige Tider.

 

Når man har læst ovenstående citat, skal man huske på, at Staunings ord om kongen faldt i september 1940, altså knap et halvt år efter at tyskerne havde besat Danmark. Situationen var blevet en noget andet i maj 1942, og særlig senere på året tilspidsedes modsætningsforholdet til tyskerne, og begyndte derefter for alvor at blive anstrengt, ikke mindst på grund af den efterhånden tiltagende sabotage mod fabrikker og virksomheder, der i større eller mindre grad samarbejdede med tyskerne. Men det blev Stauning jo forskånet for at komme til at opleve.

 

Anti-semitismen i Danmark

Der var naturligvis også mange andre end Stauning, der døde den måned og det år. Under Politikens rubrik ”Døde” kunne man f.eks. læse, at en Rachel Masinsky pludselig var afgået ved døden den 2. maj, og at begravelsen skulle finde sted tirsdag den 5. maj fra Vestre mosaisk Kirkegaard. Det var angiveligt en jødisk hustru, mor og svigermor, det drejede sig om, som hendes mand og familie på helt normal og fredelig måde kunne begrave og mindes. Men allerede året efter, i juli 1943, blev situationen stærkt forværret for de danske jøder på grund af tyskernes iværksættelse af den såkaldte ”jødeaktion”.

 

Også i Danmark var der en del mennesker, som nærede stort had til jøderne og jødedommen, og for sådanne mennesker fandtes der et ’talerør’, et ugeblad med det ildevarslende navn ”KAMPTEGNET”.  For resten kunne Social-Demokraten allerede den 16. maj 1942 meddele følgende:

 

Landsrettens Dom over Bagvaskerne.

Olga v. Eggers fik 120 Dages Hæfte og Red. Andersen 80 Dages Fængsel.

Endvidere skal de betale 6000 Kr. i Erstatning og 2200 Kr. i Omkostninger.

 

     Der faldt dom i to sager, hvoraf den ene var anlagt af grosserer P. M. Daell, og den anden af dennes privatsekretær, Frk. Ella Wassermann. Bladets beskyldninger mod grosserer Daell, som så vidt vides ikke var af jødisk oprindelse, bestod i, at han kaldtes for ”Jødelakajen”, ”Pamperen”, ”Hykler” og ”hendes Lakaj”. Beskyldningerne imod den jødiske Frk. Wassermann bestod i, at hun var chefens elskerinde og at hun i den egenskab dels fik chefen til at handle efter hendes ønsker og dels, at hun derigennem skaffede sig økonomiske fordele.

     De to dømte ankede i øvrigt sagen til Højesteret, som imidlertid skærpede straffene ved dom af 29. marts 1943. Olga Eggers blev idømt 2 gange 80 dages hæfte og Aage H. Andersen 2 gange 80 dages fængsel. Men i mellemtiden fortsatte de to med deres injurierende og fornærmende skriverier mod jøder og såkaldte ”jødelakajer”, som f.eks. grosserer Daell.

 

Den 28. maj 1942 kunne man læse endnu et forfærdende eksempel på den grovkornede og hadefulde hetz mod jøderne i almindelighed og imod de danske jøder i særdeleshed, som KAMPTEGNET, Dansk Ugeblad til Kamp for Sandheden, var eksponent for. Bladet, som tydeligt var af stærkt nazistisk og antikommunistisk observans og hvis forbillede var Julius Streichers ”Der Stürmer”, blev udgivet af en Aage H. Andersen, og han og hans nære medarbejder, Olga Eggers (1875-1945), identificerede den internationale jødedom med både kapitalismen og marxismen!

     På bladets forside fandtes bl.a. en oversigt over, hvad man ville kunne læse inde i bladet:

 

                              Den jødiske bolsjevismes Rædsler

                              Af Jødernes Historie i Danmark

                              Hykleriets Triumf

                              Jødens Undermineringsarbejde

                              Odense kalder

                              Raquel Rastenni

                              Ritualmordet hos Jøderne

                              Pas – Hr. Politidirektør!

 

Den pågældende redaktør, som var medlem af National Socialistisk Arbejder Parti, forkortet NSAP, en rabiat fraktion af det danske naziparti, D.N.S.A.P, og som fra efteråret 1941 omdøbtes til ”Dansk Antijødisk Liga”, der især så det som sin opgave og sit formål at bekæmpe jøderne. På bladets bagside fandtes en annonce for et ”Oplysningsmøde”, som ligaen ville afholde den 29. maj kl. 20 i Weinolds Lokaler på Nørrevoldgade 23. Det skal nævnes, at ikke alle danske nazister var enige i ”Kamptegnet”s personfikserede had til jøderne, selvom de danske nazister generelt set naturligvis delte den nazistiske ideologis opfattelse af den internationale jødedom som en væsentlig årsag til verdens misere.

 

Den personlige hetz, som ”Kamptegnet” rettede mod sangerinden Raquel Rastenni er symptomatisk for den forvrængede måde, i al fald nogle folk af nazistisk observans tænkte på. Den uhyggelige artikel begynder som følger:

 

En Pige, hvis Refræn er:

”Paa med Vanten”!

 

     Under denne Titel vover Ugebladet ”Familie Journalen” den 12. Maj den udsøgte Haan mod sine Læsere, at hæve den noksom bekendte Jazz-Reklame ”Sangerinde”, Jødinden Raquel Rastenni til Skyerne.

 

Den pågældende journalist, måske redaktør Andersen selv, har også set sig gal på ”Familie-Journalens journalist, Børge Michelsen, hvorom det bl.a. siges:

 

     Hr. Børge Michelsen interesserer os ikke særligt i denne Omgang, ham skal vi senere tage os af, han har med dette Interview vist, at han hører hjemme paa et af to Yderpunkter: enten er han en uendelig slet Journalist, naar han ikke følger med og er klar over, at det ikke paa nuværende Tidspunkt er paa sin Plads at opreklamere Kulturnedbrydere af den værste Slags, eller ogsaa ønsker han at placere sig som Jødelakaj par excellence for at tækkes den Jødedom, som selv tror, at det bliver den, der skal regere i Fremtiden.

 

Om Raquel Rastenni (1915-1998), en i sin tid uhyre populær dansk sangerinde med jødisk baggrund, har den forfærdelige redaktør af ”Kamptegnet” bl.a. følgende at fremføre:

 

     Hun siger selv, at hun begyndte med at arbejde paa Fabrik, og at hun ved Siden af tog Undervisning i Dans; vi faar at vide, at hun ved at mase sig frem naar til de store ”Resultater”, og vi ved selv, at det siden d. 6. september 1938 er blevet mere og mere vanskeligt at lukke op for Radioen uden at høre hendes hæslige, hæse Organ.

 

Her skal jeg indskyde den bemærkning, at en renere og klarere sangstemme end Raquel Rastennis, skal man lede længe efter. Men den perfide journalist eller redaktør fortsætter sin uhyggelige tirade som følger:

 

     Men det kan vi love, Raquel Rastenni, gift Rothstein, født Rasten, hun skal komme til at gaa Kredsløbet igennem; hun skal igen komme til at arbejde, ikke ved Kulturnedbrydningsfaget, men i en Arbejdslejr for Jøder. Maaske kan hun saa, som en særlig gunstbevisning for god Opførsel, faa Lov at nynne for sig selv i Enrum.

 

Nogle totalt hjerteløse og grusomme udtalelser, især set i lyset af den viden om jødernes skæbne i Europa under Hitler, som blev åbenbar for alle herhjemme efter befrielsen i maj 1945. Raquel Rastenni måtte i lighed med så mange andre flygte illegalt til Sverige, da tyskerne i 1943 indledte jagten på de danske jøder. Lykkeligvis for hende og mange andre danske jøder, og jøder i det hele taget, tabte tyskerne 2. verdenskrig, og nazisternes uhyggelige raceteorier blev kendt ulovlige og stridende mod de internationale menneskerettigheder. De tyskere, som havde planlagt og deltaget i den såkaldte holocaust, dvs. jødeforfølgelse og –udryddelse, blev dømt som krigsforbrydere og ikendt strenge straffe, om end retfærdigheden ikke i alle tilfælde var mulig at effektuere.

 

Det er særlig uhyggeligt at tænke på, at truslen om deportation til tysk koncentrationslejr, eufemistisk kaldet ”Arbejdslejr”, allerede er blevet fremsat i maj 1942, hvor vistnok ikke ret mange danskere endnu kendte til kz-lejrenes eksistens eller til, hvad disse i virkeligheden stod for. Endnu værre og mere ufatteligt ser det ud, når man erindrer sig den umenneskelige og nedværdigende behandling i disse lejre, ofte med sultedøden eller aflivning ved gas til følge, der især blev flere millioner jøders skæbne under 2. verdenskrig.  

   

I samme nummer af ”Kamptegnet” kan man bl.a. også læse følgende perfiditet, indledt med et faksimile-udklip, i ”Kamptegnet” kaldt ” en ”Cliche”, fra middagsavisen B.T.:

 

Er jeg færdig?

 

                                                 Den mangedobbelte Danmarksmester Ivan Osiier

                                                       siger nogle Ord om et Fægtestævne, der maaske slet

ikke bliver til noget

 

                                                                             I B.T. for den 8. Maj 1942 er der et Interview med Jøden Ivan Osiier.

                          Overskriften lød som denne Cliche. –

 

                                   Vi vil gerne svare for Hr. Fægtejøde Osiier:

                                                                      Baade Fægtejøder og alle andre Jøder er færdige – det er forbi.!!

 

 

Det fremgår indirekte, men alligevel med uhyggelig tydelighed, at tekstforfatteren med ordene: ”der maaske slet ikke bliver til noget”, hentyder til at planen var, at alle danske jøder jo skulle sendes i tysk ”arbejdslejr”.

 

Her skal bringes endnu et eksempel på den uhyggelige hetz mod især jøder, ”Kamptegnet” var eksponent for under besættelsen, hvor redaktøren og hans medarbejdere og meningsfæller førte sig frem i ly af de tyske myndigheder i Danmark. Under overskriften ”Ny Raceskænding paatænkes” står der følgende:

 

     Svend Borrit, Søn af Barnevognsfabrikant Borrit, Nørrebros Runddel, har som et nyt Eksempel paa den danske Ungdoms utrolige Uvidenhed i Racespørgsmaalet forlovet sig med Jødinden Grethe, Datter af Jøden Cantor, Nørrevoldgade 82.

     En lille Trøst i Tragedien er det dog, at Barnvognsfabrikant Borrit fremhæver, at han kun handler med engelske Modeller i Barnevogne. Danske Børn og danske Barnevogne ønskes aabenbart ikke i den Familie. 

 

Når jeg særlig finder omtalen af barnevognsfabrikant Borrit interessant, skyldes det, at min familie og jeg selv i tidens løb har handlet og blandt andet købt legetøj hos Borrit på Nørrebros Runddel. Ja, selv da jeg var blevet gift anden gang og med min daværende kone boede i Brøndbyøster, købte vi den barnevogn hos Borrit, som vores datter Linda blev kørt omkring i, fra hun var baby og to-tre år frem. 

 

I øvrigt er der det særligt ejendommelige ved ovenfor nævnte Olga Eggers (1875-1945), som 1941-43 var redaktør af ”Kamptegnet”, at hun oprindeligt i midten af 1930’erne var en kendt og anerkendt kulturpersonlighed i kraft af en omfattende litterær og journalistisk produktion. I en del af denne gjorde hun sig tilmed til fortaler for en bedre forståelse og tolerance racerne imellem, lige som hun en overgang havde haft en inderlig brevveksling med dansk litteraturs grand old man, den af jødiske forældre fødte Georg Brandes (1842-1927). Hun havde desuden skrevet bøger, hvori hun tog skarpt afstand fra antisemitisme. Men hvad der var årsag til, at hun i tiden op til anden verdenskrig totalt skiftede opfattelse og gjorde sig til ivrig fortaler for et rabiat og ondskabsfuldt had mod jøderne, ved jeg ikke.

 

Imidlertid blev Olga Eggers ansvarshavende redaktør af de to første numre af ”Kamptegnet”, der udkom i 1939. Fra 1941 – 1943 overtog translatør Aage H. Andersen posten som ansvarshavende redaktør af bladet, og dette fik nu moralsk – og muligvis også økonomisk - støtte fra tysk side. Denne støtte ophørte dog efter at parret var blevet dømt ved Højesteret i 1943. Bladet holdt derefter op med at udkomme, antagelig fordi tyskerne fandt det opportunt af hensyn til den politiske ”samarbejdslinie”, som den nyligt tiltrådte tyske rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best gjorde sig til midlertidig talsmand for.

 

Efter Danmarks befrielse i maj 1945 blev Olga Eggers interneret som landsforræder, men tilsyneladende ikke idømt anden straf, end den ved Højesteret, som hun havde afsonet på det tidspunkt. Derimod blev hun, sammen med andre danske forfattere, der moralsk havde støttet nazismen, ’dømt’ ved Dansk Forfatterforenings udrensningsudvalg. Hvad der videre skete for eller med Olga Eggers, ved jeg ikke, kun at hun afgik ved døden samme år, 70 år gammel.

 

For resten lykkedes det for Aage H. Andersen midlertidigt at unddrage sig afsoning af dommen, idet han ganske enkelt rejste til Tyskland. Herfra kom han dog senere tilbage og blev leder af Schalburgkorpsets såkaldte kontor for racespørgsmål. Under retsopgøret efter besættelsen blev han ved landsretten idømt fængsel i 10 år, en efter omstændighederne og moralsk set mild dom i betragtning af den hetz mod jøderne, han havde ført, og som blev medvirkende til de store lidelser og sorger, ofte med døden til følge, som både de deporterede danske jøder og deres frænder fra andre lande blev udsat for.

 

Storm P. og hans venner m.m.

For resten kunne man under samme rubrik og dato også læse i Politiken, at fhv. slagtermester Nicolai Neiiendam, Frederiksberg, var afgået ved døden den 1. maj 1942. Denne mand var ven med Robert Storm Petersens far, og derigennem blev Storm venner med nogle af slagtermesterens børn: Robert Neiiendam, som i 1899 blev skuespillerelev, Carl Valdemar Neiiendam der havde været i malerlære i Zürich og 1891-95 havde gået på Kunstakademiet i København og senere fortsatte på Zarrtmanns Skole. Den tredje bror hed Nicolai Anders Neiiendam og var en fremtrædende skuespiller.

     Robert Neiiendam (1880-1966) læste til skuespiller hos forfatteren og sceneinstruktøren Herman Bang (1857-1912), og debuterede 1899 som Hans Olsen i ”Over Evne” på Folketeatret. I de følgende tyve år optrådte han på de københavnske privatteatre, dog undtaget Dagmarteatret. Han optrådte som gæsteskuespiller på Odense Teater og Aarhus Teater.

Ved siden af sin skuespillervirksomhed var Robert Neiiendam også specielt interesseret i teaterhistorie, som var et forsømt område. I 1910 tryktes hans første afhandling i Historisk Tidsskrift med titlen ”Christian VII som Skuespiller”. Afhandlingen blev i årenes løb fulgt op af hans efterhånden mange værdifulde teaterhistoriske studier.

Teatermuseet var blevet grundlagt i 1912, men på initiativ og under ledelse af Robert Neiiendam blev det i 1922, som var 200-året for Hofteatrets oprettelse, udvidet og overflyttet til det tidligere Hofteater ved Christiansborg, og i den anledning udgav han afhandlingen ”Det kongelige Hofteater”.  I årene efter holdt Robert Neiiendam foredrag rundt om i landet om de emner og personer, han havde skrevet om i sine bøger. Robert Neiiendam var gift med skuespillerinden Sigrid Neiiendam.

     Sigrid Neiiendam, født Andersen (1868-1955), dansk skuespiller, som efter sæsoner ved Dagmarteatret og Folketeatret blev engageret ved Det kgl. Teater, hvor hun var ansat 1911-42. Her gjorde hun sig især bemærket i Holberg-roller, f.eks. som Magdelone i ”Den Stundesløse”, men repertoiret spændte vidt, som f.eks. som Morgiane i Oehlenschlægers eventyrspil ”Aladdin” og i 1930 som Fru Levin i Henri Nathansens skuespil ”Indenfor Murene”. Sit helt store talent viste hun som præstens mor i Carl Th. Dreyers fremragende film ”Vredens Dag”, 1943.  

     Carl Valdemar Neiiendam (1870-1956), stod i malerlære i Zürich og 1891-95 gik han på Kunstakademiets Malerskole i København, og senere fortsatte han på Kristian Zarrtmanns Malerskole. Valdemar Neiiendam er måske den første, der har æren af at have opdaget Storm P.s originale talent, både som maler og tegner.

     Nicolai Neiiendam (1865-1945) gik oprindeligt i lære som slagtersvend hos sin far, skiftede totalt karrierekurs, idet han i 1882 blev optaget på Det kgl. Teaters elevskole. Han debuterede på samme teater i 1893 i rollen som Prinsen af Godthåb i skuespillet Kærlighed ved hoffet, som var skrevet af Frederik Paludan Müller (1809-1876). 1895 blev Nicolai Neiiendam engageret til Dagmarteatret, hvor han var i perioden 1895-1899. I denne periode fik han sit egentlige gennembrud som skuespiller i rollen som Niels Lykke i Henrik Ibsens skuespil ”Fru Inger til Østraat”. Derefter fik han en række betydelige roller på samme teater.

     I årene 1899-1930 var han igen ansat ved Det kgl. Teater, hvor han blev en af teatrets mest agtede skuespillere. 1930 forlod han teatret i protest mod, at skuespilleren Adam Poulsen (1879-1969) blev ansat som direktør. Neiiendam skrev skuespillet ”Hos Sukkerbageren på Store Kjøbmagergade”, som blev opført på Dagmarteatret i 1934. I løbet af sin karriere medvirkede Nicolai Neiiendam også i flere stumfilm og i tre tonefilm.

     1897 blev han gift med skuespiller- og operasangerinden Ebba Kaja Jonna Collin alias Jonna Neiiendam, og sammen fik parret sønnen Tavs Neiendam (1898-1986), der også blev uddannet som skuespiller ved Det kgl. Teater, som han derefter var ansat ved i perioden 1920-30. Desuden havde Nicolai Neiiendam sønnen, senere provst og forfatter Michael Neiiendam (1895-1962), født uden for ægteskab med Christine Cathrine Thomasen (død 1934).

 

     Jonna Neiiendam, f. Collin (1872-1938) blev uddannet på Det kgl. Teaters elevskole og gjorde stor karriere, først i en årrække på Det kgl. Teater, hvor hendes glansroller var Holbergs Perniller og Magdeloner, samt Gedske i ”Den politiske Kandestøber”. Men hun mestrede også mere alvorlige karakterroller, som f.eks. den onde fru Guldborg i Henrik Hertz’ skuespil ”Svend Dyrings Hus” og Gina i Henrik Ibsens skuespil ”Vildanden”. Jonna Neiiendam fik også lejlighed til at brillere i mere moderne roller, f.eks. som Tante Anna i Kjeld Abells skuespil ”Eva aftjener sin Barnepligt” og fru Miller i Eugene O’Neills ”Du skønne Ungdom”.

     Jonna Neiiendam udgjorde samtidig et af de sjældne tilfælde, hvor foreningen af de tre kunstarter på nationalscenen virkelig fungerede, idet hun optrådte i operaen som både alt og mezzosopran. Eksempelvis som Marthe i Gounods ”Faust” og Waltraute i Wagners operaer ”Valkyrien” og ”Ragnarok”, og desuden i Carl Nielsens ”Maskarade”, hvor hun spilede rollen som den danseglade Magdelone.

     Jonna Neiiendam optrådte også på Dagmarteatret, hvor hun i 1892 fik sin debut i Amalie og Erik Skrams ”Fjeldmennesker”. 1899 optrådte hun på Folketeatret og 1900-02 på Casino, men vendte i 1902 tilbage til Det kgl. Teater, hvor hun optrådte til sin afsked 36 år efter. I 1922 havde hun dog et engagement ved Dagmarteatret, for øvrigt sammen med sin mand, Nicolai Neiiendam. Samme år tildeltes hun Ingenio et arti, dansk fortjenstmedalje for talent og kunst, der tildeles kunstnere. Jonna Neiiendam fik desuden flere andre udmærkelser, bl.a. i forbindelse med et gæstespil i Stockholm den svenske Litteris et Artibus (for videnskab og kundt) og de franske guldpalmer for sin medvirken ved opførelsen af Holbergforestillinger på Champs Elysées-teatret i Paris. I 1935 fik hun Tagea Brandts Rejselegat og samme år anmeldernes teaterpokal. 

 

     Nicolai Neiiendam døde den 16. marts 1945 og blev begravet på Fredriksberg Ældre Kirkegård, hvor hans kone Jonna også havde ligget begravet siden sin død i 1938.

 

     Der er det særligt interessante ved Jonna Neiiendam, at hun var født Collin, idet hun var datter af teaterhistorikeren Edgar Collin (1836-1906) og Augusta Magdalene Hansen (1841-1894). Edgar Collin var søn af Gottlieb Collin 1806-1885), som igen var en søn af Jonas Collin den Ældre (1776-1861), bedst kendt som digteren H.C. Andersens faderlige ven og velgører. Edgar Collin hørte til en af de Collin’er, som Andersen har omtalt eller nævnt ret så hyppigt i sine dagbøger.

 

Herlige tegneserier

Et af de mere fornøjelige indslag i hverdagen dengang, var avisernes og ugebladenes tegneserier, som for de allerflestes vedkommende var af amerikansk oprindelse. I USA havde man store bureauer til at producere og distribuere tegneserierne, ikke kun nationalt, men også internationalt, men importen af disse serier til Danmark var – i lighed med spillefilmene - naturligvis umuliggjort af krigen. Det gav en ekstra chance for danskproducerede tegneserier, som dermed fik lettere adgang til aviser og ugeblade. I 1942 kunne Politiken bryste sig af en af tegneren Axel Ingvar Johansen (1908-1950) alias Ingvars herlige ordløse tegneserier, den om hunden ”Tjavs” og dens oplevelser og fataliteter. Serien begyndte i 1935 og fortsatte til omkring 1953, men skiftede undervejs og sammen med sin tegner over til Berlingske Tidende.

 

En anden populær dansk tegneserie var også tegnet af Ingvar, og den hed ”Magasin Madsen”, som begyndte i 1931 og fortsatte til 1948. Den handlede om Magasin Madsen og dettes ansattes daglige oplevelser. I perioden 1934-53 tegnede Ingvar desuden serien ”Prins Pilfinger” og 1949-51 ”Stumpes lille verden”.

 

En tredje og om muligt endnu mere populær dansk tegneserie var den om svajeren, det vil sige kontorbudet, ”Carlt” og dennes meriter, tegnet af arkitekten Holger Philipsen (1912-1993) og trykt i B.T. fra 1940.  Serien blev midlertidigt afbrudt under besættelsen, angiveligt fordi tegneren havde ladet sine tegneseriefigurer gøre grin med besættelsesmagten, men formentlig også fordi Philipsen, som var af jødisk afstamning, foretrak at søge ly i Sverige. Efter befrielsen vendte han tilbage og genoptog produktionen af ”Carlt”, som dog nu blev trykt i EkstraBladet. Philipsen skabte endvidere to nye barokt-humoristiske tegneserier: ”Nip & Nup” og ”Rasmus Dyrepasser”.

 

Her er i denne sammenhæng set bort fra de tidligste danske tegneserier som Storm P.s i allerhøjeste grad populære tegneserier ”De tre små Mænd og Nummermanden” fra 1913 og ”Peter Vimmelskaft og Ping”, senere omdøbt til ”Peter og Ping”, som Storm tegnede fra 1921 og indtil 1948. Medregnet her er heller ikke tegneren Henning Dahl Mikkelsen (1915-1962), som under kunstnernavnet ”Mik” blev verdensberømt på sin ordløse tegneserie ”Ferd’nand”, som han tegnede fra 1937 og til sin død i 1962.

 

Men der var dog også andre danske tegneserier fra omkring krigens tid, som f.eks. diktatorparodien ”Præsident Dum-Dum” af Peter Koch. Serien tryktes fra midten af 1930’erne i Social-Demokratens søndagstillæg ”Hjemmets Søndag”. I Politikens tillæg ”Magasinet” kunne man fra 1935 se en af de måske bedste tegneserier nogensinde, nemlig ”Husassistenten Hanne Hansen”, tegnet af den eminente tegner Arne Ungermann.

 

Af tegneserier for børn var der specielt ”Bamse og Dukke Lise” og ”Villy paa Eventyr”, begge i Familie-Journalen. ”Villy”-serien var oprindelig engelsk, men blev overtaget og viderført af tegneren Harry Nielsen, som også tegnede den førstnævnte serie.

 

Men som nævnt gav besættelsestiden anledning til fremkomsten af flere nye danske tegneserier. 1941 så serien ”De Gamle Guder” dagens lys i ugebladet ”Landet”, nr. 24, og fra og med nr. 38, 1942, fulgte ”Familien Hansen”, baseret på den populære radioserie med tekst af Jens Locher. Begge serier var tegnet af Mik.

 

I avisen ”Sidste Nyt”, som i øvrigt kun havde 8 sider, kunne man i 1942 se tegneserien om ”Føllet Ferdinand”, som var tegnet af Erik Lind. Seriens hovedperson var dog ikke et hesteføl, men derimod en af de civile hjælpebetjente (C.B.ere), som fra 12. april 1940 skulle assistere i politiets patruljetjeneste. Disse civilbetjente, som ofte kunne ses sammen med gadebetjentene, døbte det københavnske folkevid hurtigt til at blive kaldt ”Føl”.  

 

     Fra 30. september 1942 kunne man i Nationaltidende se tegneren Kaj Engholms tidstypiske serie om den nærige ”Frede Fedthas”, efter en idé af reklamemanden Eric C. Eberlin. Men nok så interessant for os børn var tegneren Svend Ottos roman-tegneserie ”Børnene paa Sydhavsøen”, som begyndte i Ugebladet ”Hjemmet”nr. 32, 1941.

 

I min desværre ikke altid lige pålidelige erindring står det for mig, at den sidstnævnte tegneserie en overgang under besættelsen blev bragt som samlebilleder, der var indlagt i tegneseriebladet ”Skipper Skræk”. Men det er ikke lykkedes mig at verificere denne erindring, som desuden lider af den mulige fejl, at ugebladet ”Hjemmet” blev udgivet af Gutenberghus, mens ugebladet ”Skipper Skræk” blev udgivet af konkurrenten ”Familie-Journalen”s udgiver: Carl Allers Etablissement. Men samlebillederne fandtes under alle omstændigheder.

 

 Luftalarm og beskyttelsesrum

Mandag den 4. maj 1942 kunne Politiken under overskriften ”Politiet har svært ved at faa Folk væk fra Gaderne” berette om, at ”Pølsemanden solgte videre, og Folk krøb ind i de forladte Sporvogne.” – ””Dødsfælder” ved Adgangen til de offentlige Beskyttelsesrum”:

 

     Natten til Søndag havde København to Luftalarmer efter hinanden. Første Gang lød Sirenerne Kl. 0,05. Det var paa et tidspunkt, hvor Folk var ved at forlade Restauranterne, og hvor der i det hele taget var mange Mennesker paa Gaden. Alarmen varede en halv Time. Trafiken kom atter i Gang, men Færdselen paa Gaden var dog langt fra afviklet, da Sirenerne atter lød Kl. 1,35. Atter maatte Folk i Kældrene. Det gik trevent om end noget livligere end i første Omgng.

     Politiet klager over Folks Ligegyldighed, hvilket vi skal komme tilbage til. Kl. 2,30 blev der blæst af for anden Gang, og Resten af Natten fik Folk Lov til at være i Fred.

     Ambulancerne havde ikke overvældende at bestille. I første Omgang rykkede man ud i fem Tilfælde. Det var gennemgaaende Smaaulykker og dertil kom Fødsler. Det alvorligste Tilfælde var paa Sveasvej 3, hvor en ældre lam Mand var faldet ud af Sengen. Inden der kom Hjælp til, havde han ligget saa længe paa Gulvet, at han var bleven iskold. Paa Hospitalet frygtede de for, at han havde paadraget sig en Lungebetændelse. [Det var før penicillinet kom i brug, hvilket først skete efter krigen]. 

 

     De mange Alarmer har allerede sløvet Folk. Som allerede anført, klager Politiet over, at det næsten ikke var til at faa Folk gennet fra Gaderne ned i Beskyttelsesrummene. Man ræsonnerer som saa: Der er jo ikke sket noget de forrige Gange, saa det gaar jo nok.

     Endnu 20 Minuter efter at Sirenerne havde lydt for første Gang, stod Folk rundt om paa Raadhuspladsen og snakkede sammen. Pølsemanden lukkede ikke sin Butik som han skulde, men blev ved at sælge, hvilket for øvrigt til sidst fik til Følge, at han blev noteret. Da Sporvognene standsede og Strømmen blev afbrudrt, paasaa Sporvejsfunktionærerne, at alle Passagererne kom ud, inden de selv gik i Beskyttelserummene. Men da de var gaaet, var der mange Passagerer, som atter krøb ind i Sporvognene og satte sig til at vente. De gad ikke gaa i Beskyttelsesrummene.

 

[…]

 

     Som bekendt maa Folk selv om, hvorvidt de vil blive i deres Lejligheder eller gaa ned i Kælderen. Derimod maa de lige saa lidt opholde sig i Gaardene som paa Gaderne. Husvagterne skal paase det, de har ogsaa Myndighed til at jage Folk fra Gaarden ned i Kælderen, men det kan mange Gange være sin Sag at ordne en halsstarig Husbeboer. Hvem holder af at tilkalde Politiet i en saadan Anledning?

     Politiet er nu begyndt at komme Husvagterne til Hjælp. Natten til Søndag foretog Betjentene i mange Distrikter Razziaer i Gaardene, hvor de belærte Folk om Reglerne.

 

Mange steder ”Dødsfælder” ved de offentlige Beskyttelsesrum

Det syntes i de sidste Dage at være bleven bedre med Forholdene i Beskyttelsesrummene. Der var mere ryddeligt og mere rent.

     Men der er Grund til at paatale, at man mange Steder endnu ikke har lagt Vægt paa at gøre Adgangen til de offentlige Beskyttelsesrum i private Huse mere sikker.

     Der indtraf f. Eks. et Sted i en større Karré paa Amager flere farlige Tilfælde. Fra en standset Sporvogn skulde Passagererne gennes gennem en mørk Gennemgang ind til Gaarden. Midt i Gennemgangen snublede flere over en lumsk Trin, men værre var det ved Udgangen til Gaarden, her var der ganske overraskende tre Trin ned. Adskillige faldt og slog sig slemt, og af dem var endda en forsynet med en blaalig Lommelampe. Han observerede det første Trin, men ikke de andre og faldt. Saadanne ”Dødsfælder” burde belyses med et dertil egnet Blus.

      Myndighederne bør have deres Opmærksomhed henvendt paa Adgangen til de offentlige Beskyttelsesrum, som ikke stedkendte Mennesker tvinges til at benytte.  Tor.

 

Men at der var god grund til avisens bekymring over de sløve og ligeglade københavnere, fremgik bl.a. af følgende notits umiddelbart nedenunder den ovenfor citerede artikel:

 

Britiske Maskiner over

store Dele af Danmark

Fem britiske Flyvere dræbt ved Nedstyrtning

i Sydjylland

 

 Ritzaus Bureau erfarer Søndag:

Natten til Søndag er store Dele af Landet blevet overfløjet af britiske Flyvemaskiner. En Maskine er styrtet ned i det sydlige Jylland efter Beskydning. Fem Mand af Maskinens Besætning er dræbt, mens de resterende to mand er blevet taget i Forvaring.

 

I 1942 var København nærmest spækket med private og offentlige beskyttelsesrum, men folk var generelt set ikke ivrige efter at tilbringe kortere eller længere tid i disse i reglen uopvarmede og derfor især i vinterhalvåret temmelig kolde og ikke sjældent lidt uhumske lokaler eller rum. Året efter skulle endnu flere offentlige beskyttelsrum blive anlagt rundt om i byen og forstæderne.

 

Hjemme hos os i Jægersborggade gik de fleste af beboerne i beskyttelsesrummene under sirenernes noget uhyggelige stigende og faldende toner, som kundgjorde, at der var tale om varsling af et muligt luftangreb, og blev dér i rummene til alarmen var blevet afblæst med den efterhånden velkendte lange høje hyletone. Selv tilbragte min familie og jeg tiden indtil alarmen blev afblæst, i det kælderrum under ejendommen, som far allerede et par år tidligere havde måttet indrette til formålet. Det var to kælderum, der var blevet slået sammen til ét stort rum, som med lidt god vilje kunne rumme opgangens beboere, som løst kan anslås til 25-30 personer. Et tilsvarende rum var indrettet i kælderen til nr. 27, som far jo også havde ansvaret for, både som vicevært og som husvagt.

 

Eftersom luftalarmen lød midt om natten, - det gjorde luftalarmerne som regel, - var det en af fars andre opgaver, at gå op i hver af opgangene – vel at mærke kun med blændet lygte, for lyset i den ikke mørklagte opgang måtte ikke tændes - og sørge for at vække beboerne og få dem til at gå med sig ned i beskyttelsesrummet. Det var selvfølgelig ikke alle, der var lige villige til det, søvnige som de fleste var og kun iført nattøj og enten en kimono, badekåbe eller overfrakke. Dertil kom børnene i opgangen, hvoraf der dengang var 12 i alderen fra 1½ år, som tilfældet var med søster Lizzie, og op til min alder af 13 år.  Lille Lizzie sov dog i reglen fra det hele, mens vi andre skuttede os og klumpede os sammen familie ved familie, for bedre at kunne holde varmen og måske føle en smule – fiktiv – tryghed ved hinandens nærhed.  Rummet oplystes kun af en enkelt uafskærmet elpære, hvis søvnige lys ikke kunne nå ud til siderne af lokalet, som derfor lå i halvmørke. Det opfattede nogle af os imidlertid som et gode, for vi var generte over at komme så tæt på de andre beboere, som vi i de fleste tilfælde kun hilste høfligt på, når vi mødtes på trappen eller ude på gaden. Og så var det i dette tilfælde endda i den lune årstid. Værre var det, at gå i beskyttelesrum i vinterhalvåret, især i de ekstremt kolde vintre 1940-1942.

 

Dagen efter en luftalarm, som måske havde vækket folk midt om natten og gennet dem ned i det kolde beskyttelsesrum, hvor nogle blundede videre, mens andre og mere nervøse sad anspændte og lyttede efter lyde fra overflyvende engelske bombemaskiner. Sådanne lyde kunne dog i bedste fald kun høres nede i beskyttelsesrummet som en svagt og fjernt brummende eller summende, men samtidig ildevarslende lyd. Rummet lå midt inde under ejendommen og dets eneste vindue var desuden tildækket og skærmet med sandsække ud mod gaden, hvilket tog af for lyde udefra. Men far skulle jo passe sit arbejde og Benny og jeg skulle i skole kl. 8, så vi var lidt klatøjede, da vi vågnede denne morgen, men livet og dagligdagen skulle så vidt muligt gå videre som normalt, og det gjorde det og den da heldigvis også for det meste i årene under besættelsen. 

 

Biografernes drømmeverden

Det i reglen ugentlige biografbesøg lørdag eller søndag eftermiddag, som mine kammerater, Jørgen, Jørn og jeg altid så frem til, fortsatte stort set uanfægtet under hele besættelsestiden. Derfor studerede vi da også biografannoncerne ivrigt lørdag eller søndag formiddag, inden vi besluttede os til, hvilke film, vi gerne ville se, og hvilken biograf, vi derfor skulle besøge den dag. Vel at mærke under den forudsætning, at biografen hørte til dem, der lå inden for vores ’territorium’.         

 

Mandag den 4. maj 1942 så biografannoncerne i Politiken sådan ud:

 

Aladdin: fortsætter Kæmpe-Sukces’en paa 3. Uge ”Frk. Kirkemus”

Allé Teatret: Bach Filmen ”Den store Mands Søn”

Amager Bio: ”Kongo-Ekspressen”

Atlantic: Den forrygende Wild-West Film ”Vestens Dronning” med Marlene Dietrich og James Stewart. (1939)

Bella Bio: ”Regnen holdt op” En Palladium Film Iscenesat af: Svend Methling (dansk; 1942)

Bergthora: Forbudt for Børn. Den store Lægefilm ”Lægen, der dræbte”

 

 

Herover ses et par af de mere markante biografannoncer i Politiken for 4. maj 1942. Til venstre en usædvanligt stor annonce for den amerikanske Union Pacific fra 1939, med Joel McCrea og Barbara Stanwyck i hovedrollerne. – Til højre en annonce for den svenske film Pigen i Vinduet overfor (1942) med den på den tid meget benyttede og dygtige charmetrold Sickan Carlsson.

 

Bispebjerg Bio: ”Frk. Kirkemus” med Marguerite Viby og Poul Reumert

Boulevard Teatret: Den største danske Sukces ”Frk. Kirkemus” med Marguerite Viby og Poul Reumert

Bristol: Det straalende amerikanske Lystspil ”Baronessen og Hushovmesteren” med William Powell og Annabella (amrk.)

Carlton: 3. Uge! Verdens-Sukces’en Pragt-Operetten ”Balaleika” med Nelson Eddy og Ilona Massey (amrk.; 1939)

Colosseum: Palladium-Sukces ”Kejseren danser” Sang, Dans og skønne Kvinder med Maria Rökk (tysk)

Den Vide Verden: Non Stop.program: Ugerevy – Kraftprøve hos Planterne – Stokowski – Pas paa Tænderne - Det glade Føl (Fleischer-tegnefilm)

Enghave Bio: ”Frk. Kirkemus” med Marguerite Viby og Poul Reumert

Fasan Bio: Torsdag sidste Dag! James Stewart og Jean Arthur i ”Du kan ikke tage det med dig” (amrk., 1938)

Gentofte Kino: Berthe Quistgaard og Mogens With i ”Regnen holdt op” (dansk, 1942)

Grand: Første Gang i Skandinavien ”Schiller - Geniets Triumf” med Heinrich George og Horst Casper (tysk; 1940)

Grøndals: ”Frk. Kirkemus” med Marguerite Viby og Poul Reumert

Hvidovre Kino: Peter Malberg i ”Thummelumsen” (dansk, 1941)

Kino-Lyngby: ”Regnen holdt op” med Berthe Quistgaard og Mogens Hvidt

Kino-Palæet: 6. Uge. ”Tordenskjold gaar i Land” med Hans Kurt og Karin Nellemose (1942)

Lyngby Bio: ”Hvor var du i nat?” Let – Elegant – Pikant

Lyngbyvejens Kino: De berømte tre Ritz Brothers i ”Tre skøre Musketerer” (amrk.)

Merry: Tyrone Power – Alice Faye og Don Ameche I “Alexander’s Ragtime Band” (amrk.; 1938)

Metropol: Willy Fritsch og Gisela Uhlen i ”Charmøren i Badet” (tysk; 1941)

Nora: Forbudt for Børn. Pierre Blanchar og Annie Ducaux i den franske Storfilm ”Blodets Magt” (fransk; 1940)

 

 

Et andet eksempel på biografannoncer den ovennævnte dag. Her falder annoncen for Flammer over Mohawk straks i øjnene. Filmen er fra 1939 og iscenesat af den berømte amerikanske Wester-filminstruktør John Ford. Som det fremgår af annoncen spiller Claudette Colbert og Henry Fonda hovedrollerne i filmen. Foroven til højre ses annoncen for En Pige paa Sjov (anden titel: Intet er os helligt) fra 1937. Den kvindelige hovedrolle spilles af den tids måske største filmkomedienne Carole Lombard. Den mandlige hovedrolle spilles af den ligeledes meget benyttede maskuline Fredric March.

 

Nørrebros Biograf: Paul Hörbiger i ”Den evige Vals” (tysk; 1940)

Odeon: Forbudt for Børn. Sidste Opførelser! Joan Bennett og Douglas Fairbanks jr. i ”Den hvide Kvinde i Junglen (Det grønne Helvede)” Spænding! Mystik! Drama! (amrk.; 1940)

Palads: 11. Uge! Forbudt for Børn. Illona Wieselmann og Ebbe Rode i ”Afsporet” (dansk; 1942)

Palladium: 3. Uge. Palladium Kriminal-Lystspillet ”Et Skud før Midnat” med Berthe Quistgaard, Gunnar Lauring, Olaf Ussing, Elith Pio. Manuskript: Arvid Müller. Musik: Bernhard Christensen. Instruktør: Arne Weel (dansk; 1942)

Park: Metros elegante Kriminal-Lystspil ”Det stjaalne Manuskript” med Robert Montgomery og Rosalind Russell (amrk.; 1939)

Palæ Bio: Forbudt for Børn. Robert Taylor og Maureen O’Sullivan i ”Mængden brøler” Fra New Yorks Gangster- og Bokseverden (amrk.; 1938)

Platan: Joel McCrea og Barbara Stanwyck i ”Union Pacific (Stillehavs-Ekspressen)”(amrk.; 1939)

Nørreport Bio: 3. Uge! Det sprudlende humørfyldte amerikanske Lystspil med Cary Grant og Katharine Heoburn ”To Mennesker gør sig fri” (amrk.; 1938)

Regina: Forbudt for Børn.”Ned med Gangsterne” med Chester Morris og ”Kun fem kom tilbage” Vanvittigt spændende. (amrk.)

Rialto: 2. Uge Carole Lombard og Fredric March i ”En Pige paa Sjov” (amrk.; 1937)

Roxy: Claudette Colbert og Henry Fonda i Storfilmen ”Flammer over Mohawk” Den største IndianerFilm i mange Aar (amrk.; 1939)

Ry-Kino: Paul Muni og Bette Davis i Storfilmen ”Mexicos Frihedshelt (Benito Juarez)”(amrk.; 1939)

Saga: 5. Uge Edvard Persson i ”En Sømand til Hest” (svensk; 1940)

Scala-Bio: 2- Uge. Forbudt for Børn. Gary Cooper i ”Til sidste Mand” (amrk.; 1934)

Toftegaard: Irene Dunne og Cary Grant i ”Den frygtelige Sandhed” (amrk.; 1937)

 

 

I dette udsnit af biografannoncer i Politiken den 4. maj 1945 er det især biograferne Odeon, Saga og Scala-Bio, der umiddelbart falder i øjnene. Odeon og Scala-Bio spillede amerikanske film og Saga den folkekære Edvard Perssons 12. film En Sømand til Hest, tilmed på 5. uge. Den mand må have tjent styrtende med penge, idet han ikke kun var skuespiller, men også medproducent af sine senere film. – Odeon kunne annoncere med en amerikansk film, Den hvid Kvinde i Junglen fra 1940, som angiveligt snart ville blive taget ud af distribution. Scala-Bio annoncerede med en lidt ældre amerikansk film, Til sidste mand, men med den uhyre populære Gary Cooper i hovedrollen, hvilket var nok til at lokke i hvert fald de fleste biografglade mænd indenfor.

 

Triangel: 3. Uge! Sidste Dage! Marguerite Viby og Poul Reumert i ”Frk. Kirkemus” (dansk; 1942)

Valby Teater: Marguerite Viby i ”Frk. Kirkemus”

Vanløse: Det bedaarende danske Lystspil Marguerite Viby-Filmen ”Frk. Kirkemus” med Poul Reumert, Ib Schønberg m.fl.

Vesterbro Teater: Dobbeltprogram. Forbudt for Børn. ”Mytteri paa Slaveskibet” med Richard Arlen og Andy Devine, og ”Mistænkt” med Gail Patrick (amrk.)

Windsor: Kun 4 Dage. ”Frk. Kirkemus”

World Cinema: 3. Uge! Endnu faa Dage! Sickan Carlsson i ”Pigen i Vinduet overfor” (svensk; 1942)

 

For øvrigt kunne man læse i en notits i avisen, at bevillingen til Fasan-Biografen, som havde tilhørt nu afdøde skuespiller Holger Reenberg (1872-1942), var blevet opslået ledig. Men for os tre efterhånden garvede biograf-gængere, Jørgen, Jørn og mig, var det en ligegyldig detalje, så længe bare vores yndlingsbiograf spillede sine cowboy-film med John Wayne lørdag eller søndag eftermiddag. Det var for resten også i denne biograf, at jeg – så vidt jeg husker uden Jørgen og Jørn – så den første Tarzan-film med Johnny Weissmuller. Dens titel var ”Tarzan undslipper” og den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, så stort, at jeg begyndte at anlægge vandkæmmet Tarzan-frisure med midterskilning. Når jeg så kiggede i spejlet, foretillede jeg mig at være Tarzan, skønt min fysik og muskulatur selvfølgelig lod meget tilbage at ønske, og som jeg ønskede ville have set anderledes og bedre ud.  Selvkritisk har jeg alle dage været, både med mit indre og ydre.

 

De glade 1940’ere

Havde det ikke været for den alvorlige side af den tyske besættelse med alt, hvad denne indebar, så kunne man faktisk godt have talt om de glade 1940’ere, for også teatre, varietéer og restauranter blomstrede som det formentlig ikke var sket siden de såkaldte glade 1920’ere. Der forekom tilmed nydannelser inden for teater- og varietéverdenen, hvilket indirekte fremgår af nogle af de forlystelsesannoncer, der vil blive nævnt herefter.

 

Det kgl. Teater: ”Spurve under Taget”, Kardinalernes Middag” og ”La Valse” – Tirsdag: ”Perlefiskerne”. Onsdag: ”Det er da morsomt at leve”, ”LaValse” og ”Den Kongelige Gæst”.

Nørrebros Teater: Hver Aften Kl. 20 og Søndag Kl. 16: ”Dollarprinsesen” med Else Marie, Hans Kurt, Ib Schønberg, Gerda Gilboe, Poul Reichhardt, Svend Bille og flere.

Apollo Teatret: Skandinaviens smukkeste Teater spiller atter Byens morsomste Forestilling ”Apollorevyen 1942” med Lilian Ellis – Erika Voigt – Gerd Gjedved – Ludvig Brandstrup – Chr. Arhoff – Hans W. (Petersen) m. fl.

Dagmar: Liva Weel og Osvald Helmuth i ”Dagmar-Revyen”.

Det Ny Teater: Sidste Uge! Aksel Schiøtz i ”Farinelli”.

Folketeatret: Det norske Lystspil ”Karrusel” med Eva Heramb – Angelo Bruun – Gunnar Lauring

Nygade Teatret: 125. Gang Den store Lystspil-Sukces ”Lille Rislende Kilde”

Røde Kro Teater: Sidste Uge! ”Paa Gale Veje”. Byens største Latter-Sukces

Gold-Digger: Variete.

Lorry: Gaa i Landsbyen - der er hyggeligt – der er Stemning –der er stort internationalt Program – kort sagt Festligt – Folkeligt - Fornøjeligt

Lulu Ziegler Kabaret’en: Kun kort Tid! Lulu Ziegler – Kjærulff-Schmidt – Paul Mourier – Gerda og Ulrik Neumann – Henrik Blichmann.

National Scala: Scala-Salen: The-dansant – Niels Foss’ Shortwaveband – I Bar’en: Ella Heiberg – Eva Leonhardt

Rio-Bar: Poul Jean spiller og synger.

Valencia: Stort internationalt Artist-Program.

Zigeunerhallen: Paa Grund af den store Tilstrømning Henning Schram fortsætter i faa Dage som ”Swingpjatte” og i ”Den glade Enke”. Kl. 8 DANS – DANS – DANS Leo Mathisens fænomenale Orkester!

 

På den tid var det især navne som kabaretsangerinden Lulu Ziegler, søskendeparret Gerda og Ulrik Neumann, entertaineren Henning Schram og – ikke mindst – jazzfænomenet Leo Mathisen og hans orkester, der tiltrak sig opmærksomheden i forlystelsesbranchen.

 

     Lulu Ziegler (1903-1973) var oprindelig skuespillerinde på københavnske privatteatre, men slog først igennem, da hun oprettede Lulu Ziegler Kabaret’en i 1940 og promoverede sig selv som vicesangerinde. Gerda Neumann (1915-1947) som var datter af kapelmester Holger Prehn og operettesangerinden Astrid Neumann, begyndte tidligt at synge og debuterede som skolepige på Casinos Børneteater. I 1933 begyndte hun at synge sammen med sin yngre bror, guitaristen Ulrich Neumann (1918-1994), hovedsageligt et jazzpræget repertoire, som gav dem engagement i danseetablissementet Arena i Tivoli, hvor Erik Tuxens orkester spillede.

 

I 1937 begyndte parrets internationale karriere med optræden på varietéer rundt om i europæiske storbyer, og i 1938-39 var de på en Englands-turné med Jack Hyltons Orkester, som medførte deres helt store gennembrud. Gerda Neumann var gift med filmproducenten og impressarioen Jens Dennow (1910-1947), som sørgede for at skaffe parret engagementer i udlandet. Ved krigens udbrud i september 1939 vendte parret hjem og optrådte fra det tidspunkt mest ved koncerter og i revyer. Men det var i Apollo-Revyen 1940, at de fik deres store gennembrud med ”Den lille lysegrønne sang”. Senere optrådte parret i Hornbæk-Revyerne 1942 og 1943, og i 1944 i Marienlyst-Revyen i Helsingør, hvor de sammen med Svend Asmussen (1916-) lancerede sangen ”En yndig lille fjer”, som med ét gjorde dem til Danmarks populæreste sang- og musiktrio. Efter besættelsen fortsatte de deres musikalske triumftog. Gerda Neumann medvirkede i spillefilm allerede fra 1935 og fortsatte med det lige indtil sin alt for tidlige og tragiske død under en dramatisk flyulykke i Kastrup Lufthavn 26. januar 1947. Hun nåede at medvirke i 9 danske spillefilm. Se mere om ulykken under 1947.

 

Fra 1940 medvirkede Ulrik Neumann også i danske spillefilm, heraf 4 sammen med søsteren. Efter hendes totalt uventede død fortsatte Neumann sin karriere, til dels i samarbejde med Svend Asmussen, som også havde medvirket i flere af de film, som Neumann-parret var med i. I 1950’erne dannede Svend Asmussen (violin), Ulrik Neumann (guitar) og Alice Babs Nilsson (vokal) trioen ”Swe-Danes”, som bestod i årene 1959-61. Trioen blev særligt populær i Amerika, hvor den især optrådte i Los Angeles og Hollywood, og desuden lavede flere pladeindspilninger.   

 

     Henning Schram (1914-1981) var en dansk parodist og entertainer, som debuterede i 1935 og medvirkede i flere revyer, men han fik især succes med sine egne One Man Shows. Stor succes fik han med sit show i Zigeunerhallen i maj 1942. Efter besættelsen hørte man ikke så meget til ham, og på sine senere år tog han fast ophold i Spanien. Han var ofte ’offer’ for avisernes karikaturtegnere, som i reglen viste ham med krukket og feminin fremtræden.

 

     Leo Mathisen (1906-1969) blev en kendt dansk jazzpianist, komponist og orkesterleder allerede i 1920’erne. Han havde sit eget orkester 1936-51, hvor han især blev kendt for sin personlige fremførelse af sangene Take It Easy, To Be Or Not To Be og How-How, sunget med et stort tandpastasmil med en evig cigar i den ene mundvig og et vildt glimt i øjnene. Han fik hurtigt tilnavnet ”The Lion”, altså ”Leo, The Lion”. Han medvirkede desuden i et par danske spillefilm i begyndelsen af 1930’erne.

     I løbet af 1950’erne viste det sig ulykkeligvis, at han led af en tiltagende sindssygdom, og i 1953 måtte han give op og trække sig tilbage til privatlivet. Men lige så lidt som de øvrige ovenfor nævnte vil han blive glemt, så længe han og de findes på film og måske især på pladeindspilninger.

 

En mere seriøs særstilling indtog romancesangeren Aksel Schiøtz, hvorom Politikens rubrik ”Teater – Film – Musik” havde følgende bemærkninger den 4. maj 1942:

 

     Det er længe siden, vi har set Aksel Schiøtz paa en Koncerttribune i det Program, hvormed han mest af alt har vundet alle Hjerter herhjemme, med danske Sange og Romancer. Men saa snart han har kastet sin sydlandske Maske som Sangerhelten Farinelli, vender han tilbage til den danske Romance.

     Onsdag den 13. Maj staar Aksel Schiøtz igen paa Tribunen i Koncertpalæets store Sal, hvor han med Herm. D. Koppel ved Flygelet vil synge et stort Program af gammelt og nyt; mest gammelt for at imødekomme de mange over for ham udtalte Ønsker. En hel Afdeling af Weyses Morgen- og Aftensange, Sange af Niels W. Gade, Rung, Hartman og Carl Nielsen, en hel Heise-Afdeling samt til sidst nogle af vore mest kendte nulevende Komponister. Koncerten gives til populære Priser, og Billetsalget aabnes i Dag.

 

I øvrigt var Politikens rubrik At tænke sig dagligt aktiv med sine mere eller mindre morsomme indfald og udfald. Den 4. maj 1942 bragtes bl.a. følgende to ”Ord i Perspektiv”:

 

     Hvad forstaar en Skrædder sig på Syltetøj? – Constance Olsen.

 

     Vor tids Ungdom vil eller kan ikke forstaa de konkave Livsværdier, saaledes som Søren Kierkegaard har formuleret dem i ”Hvem – Hvad – Hvor?” – Fru Hall-Cold-Kylling.

 

     Den 4. maj blev den noget mere afdæmpede og sagtmodige Vilhelm Buhl udnævnt til Staunings efterfølger som statsminister, og han, der også gik ind for samarbejdspolitiken, fortsatte stort set sin forgængers politiske arbejde. Han var utvivlsomt klar over, at der ventede ham en problematisk tid i de følgende år, for selv om han var indstillet på at bøje af over for tyskernes fortsatte krav, måtte han se i øjnene, at der ville vise sig en grænse før eller siden. Deri tog han ikke fejl.

 

Den 15. maj 1942 var det kongens 30 års-regeringsjubilæum, men under indtryk af tingenes tilstand, frabad majestæten sig at der afholdtes festligheder i den anledning. Under sin sædvanlige morgenridetur gennem byen blev kongen hilst ekstra hjerteligt af de mange mennesker, han mødte undervejs. Kongens popularitet var om muligt steget siden 1940, ja, han var nærmest blevet et nationalt idol i kraft af sin besindighed og standhaftighed i forholdet til besættelsesmagten. Han blev på sin vis den landsfader, som Stauning havde været, et menneske, befolkningen så op til og stolede på ville det rigtige og bedste for sine ’børn’. Dronning Alexandrine var i øvrigt ikke mindre populær, men hun holdt sig normalt beskedent i baggrunden.

 

At kongen og dronningen var endog meget afholdte af deres undersåtter, kunne blandt andet ses af, at der ved middagstid var forsamlet ca. 40.000 mennesker på Amalienborg Slotsplads, store som små med viftende Dannebrogsflag, for at vise majestæterne respekt og hyldest. Og – nærmest som en tradition ved den slags lejligheder – at vide at kongefamilien ville vise sig på balkonen og lade sig tiljuble. Hvorefter kongen ville takke og udbringe et trefoldigt leve for Danmark. Disse situationer bidrog helt sikkert til at samle i hvert fald københavnerne i et nationalt betonet fællesskab, en følelse, som de fleste tog med sig hjem og som gav dem håb og mod til at fortsætte hverdagens nødvendige små og store gøremål.  

 

Men denne specielle dag skete der imidlertid det usædvanlige, at kongen holdt en lidt længere tale. Kongen talte som sædvanligt langsomt med korte pauser og fremhævelse af visse ord og sætninger. Talen ved denne lejlighed lød som følger:

 

     ”Hjertelig Tak fra os begge for den Hyldest, I bringer os, og Tak for den Tillid, I i 30 Aar har vist mig. Enhver, der har gjort en Indsats her i Landet, hvad enten det gælder dem, der staar som mine Raadgivere, eller dem, som virker i Haandværk og Industri, Arbejderkredse, hver god Indsats siger jeg Tak for i Dag.

     Lyse Øjeblikke har vi oplevet sammen, men aldrig har saa tunge Tider hvilet over Landet som nu. Ved indbyrdes Sammenhold og ikke ved utidig Stemningstilkendegivelse opnaar vi noget herhjemme.

     Der er et gammelt Ord, der siger: Han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper ogsaa fremdeles. Idet jeg gentager vor hjerteligste Tak for den Hyldest, De har vist os – og jeg kan tilføje, lige fra i Morges, da jeg red -, saa forener vi os i et Leve vort gamle, evigtunge Fædreland. Danmark leve!”

 

Herefter dirigerede kongen et trefoldigt hurra, som efterfulgtes af afsyngningen af nationalsangen ”Kong Christian”, som afløstes af folkemængdens begejstrede jubelråb. Efter at kongefamilien havde trukket sig tilbage bag de store dobbeltdøre ud til altanen, begyndte folkemængden langsomt at sive væk fra slotspladsen, som efter omkring en times forløb lå tom og forladt tilbage, sådan som tilfældet normalt var til daglig. Altså lige bortset fra de livgardere, der stod vagt ved de to skilderhuse på hver side af indkørslen til slottet.  

 

Tilbage til biografrepertoiret

Lørdag den 16. maj 1942 kunne Social-Demokratens biografannoncer fortælle, hvilke film, der gik i de fleste af hovedstadens biografer, men ikke i alle, for det var ikke alle biografer, der annoncerede altid og nogle slet ikke i den socialdemokratiske avis. Men repertoiret så sådan ud for de biografers vedkommende, der havde annoncer i bladet:

 

Amager Bio: Danmarks Konge (i anledning af Chr. X.s 30 års regeringsjubilæum).

Atlantic: Den amerikanske Kriminalfilm Det stjaalne Manuskript. Ekstra: Reportage fra Regerings-Jubilæet

Bella Bio: Caudette Colbert og Gary Cooper i Rolf Blaaskægs 8. Kone (amrk.) Extra: Kongens 30 Aars Regeringsjubilæum.

Bispebjerg Bio: Næstsidste Dag! Regnen holdt op med Berthe Quistgaard og Mogens With (1942; dansk) Extra: Kongens 30 Aars Regeringsjubilæum.

Boulevard Teatret: En Stockholmerdreng (svensk) Ekstra: Kongens Regerings-Jubilæum.

Carlton: Melvyn Douglas og Joan Blondell i Pæne Piger kommer ogsaa til Paris Straalende amerikansk Lystspil (1937?) Extra: Kongens 30 Aars Regeringsjubilæum

Den Vide Verden: Non Stop-program – Ugerevy – H. M. Kongens Regeringsjubilæum – Paa Liv og Død – Vi, som lærer for Livet – Kan De kaste med Hestesko? - Hendes store Flamme (tegnefilm)

Enghave Bio: Næstsidste Dag! 100 Mand og én Pige med Deanna Durbin og Leopold Stokowski (amrk.; 1937)

Grand: Jeanette Mac Donald i sin nyeste Storfilm Broadway Serenade med Lew Ayres – Jan Hunter – Frank Morgan – En Verdenssukces, De ikke naaede at se! (amrk.; 1939)

Kino-Palæet: 8. Uge. Forbudt for Børn. Tordenskjold gaar i Land med Hans Kurt og Karin Nellemose (dansk; 1942)

Lyngbyvejens Kino: Ralph Morgan og Frances Dee i Præsidentens Kurer (amrk.)

Merry: Forbudt for Børn. Jesse James, den lovløse (amrk.; 1939). Sidste Opførelser i Danmark. Extra: Kongens Regeringsjubilæum

Metropol: Goldwyn Follies Revyernes Revy (amrk.; 1938)

Nora: Gary Cooper som Marco Polo (amrk.) Ekstra: Statsminister Staunings Bisættelse.

Nørrebros Biograf: Cary Grant i Den frygtelige Sandhed (amrk, 1937.)

Nørreport Bio: 4. Uge! Cary Grant og Katharine Hepburn i To mennesker gør sig fri (amrk.; 1938) Ekstra: Kongens 30 Aars Regeringsjubilæum

Odeon: Jaget til døde En Spionfilm fra vore Dage (amrk.) Ekstra: Statsminister Staunings Bisættelse

Palads: 13. Uge! Forbudt for Børn. Illona Wieselmann og Ebbe Rode i Afsporet (dansk; 1942)

Palladium: Danmarks Konge Den nationale Film (dansk; 1942) – Palladium Kriminal-Lystspillet Et Skud før Midnat (dansk; 1942)

Park: Danmarks Konge. Ekstra: Staunings bisættelse

Rialto: 2. Uge! Ronald Colman i Rudyard Kipling’s Lyset, der sluktes (amrk.; 1940)

Roxy: Næstsidste Dag! Clark Gable i Først paa Pletten (amrk.; 1938)

Saga: Forbudt for Børn. Det enestaaende Filmkunstværk Mus og Mænd efter Steinbeck’s berømte Roman – med Lon Chaney jun. – Betty Field – BURGESS MEREDITH (amrk.; 1939)

Toftegaard: Marika Rökk i Kejseren danser (tysk)

Valby Teater: Marguerite Viby i ”Frøken Kirkemus” Ekstra: Kongens Regeringsjubilæum

Vanløse: Paa utallige Opfordringer – Det uimodstaaelige Lystspil En livlig Dame med Ginger Rogers og James Stewart (amrk.; 1938)

 

I lighed med de andre københavnske aviser, bragte Social-Demokraten også foromtaler af filmpremierer og notitser om film og filmfolk, særlig om skuespillere. Ovennævnte dag kunne man fortælle om, at når den fremragende amerikanske spillefilm ”Mus og Mænd”, var udspillet, ville Saga Bio få premiere på en ny tysk spillefilm, Manden, der forsvandt, med den populære Hans Albers i hovedrollen. Denne skuespiller kom nogenlunde ’frelst’ igennem tysk films nazistiske periode, og han blev i modsætning til flere af sine både mandlige og kvindelige kollegaer ikke kompromitteret af sine holdninger og handlinger under krigen.

 

Den amerikanske spillefilm ”Mus og Mænd”, 1939, er baseret på John Steinbecks roman Of Mice and Men, som udkom 1937. Filmen var fremragende instrueret af Lewis Milestone (1895-1980), med Burgess Meredith (1907-1997) i rollen som George, og Lon Chaney, Jr. (1906-1973) i rollen som den fysisk store og stærke, men infantile Lenny, og Betty Field (1913-1973) som den underkuede og forsømte farmerkone, der keder sig gudsjammerligt, og som derfor er indladende overfor andre mænd. Filmen ender som romanen med, at Lenny ved et uheld kommer til at klemme livet af farmerkonen, og han og George må derfor skyndsomst flygte videre på deres endeløse færd rundt i de amerikanske sydstater. Filmen var for resten forbudt for børn, så den så jeg først efter besættelsens ophør, da jeg var gammel nok.

 

Men Social-Demokraten kunne også fortælle, at Saga-Bio om kort tid ville få Danmarkspremiere på en ny lystspilfilm, hvori Hans Albers spiller den mandlige hovedrolle, og hans kvindelige medspiller var Hilde Weissner. Filmens titel er ”Manden, der forsvandt”.  Samme avis kunne også berette, at Scala-Bio om mandagen ville få premiere på den tyske filmfarce Den forbyttede Ægtemand, med den kendte Paul Hörbiger i den mandlige hovedrolle og Grethe Weiser og Jane Tilden som sine kvindelige medspillere. Paul Hörbiger klarede sig for resten også ’frelst’ igennem nazitiden i Tyskland.

 

Under rubrikken ”Noter” kunne filmjournalisten notere følgende:

 

     Mickey Rooney er ikke noget Barn længere. Takket være Krigen ser vi stadig hans Drengefilm herhjemme, men selv er han kommet videre. Fra Hollywood meddeles, at han har giftet sig med den 19-årige Ava Gardner, der aspirerer til Films-Star.

 

Det ville sikkert have moret journalisten, hvis han havde vidst, at Mickey Rooney år senere engang har udtalt:         

 

    ”Jeg var en dreng på fjorten hos MGM i tredive år!”

 

MGM er filmselskabet Metro-Goldwyn-Mayer, og den lettere overdrevne udtalelse hang sammen med, at han spillede drengeroller, især i Andy Hardy-filmene, helt op til 1947, da han var 25 år, og fortsatte også med drengeroller i flere andre og senere film.

 

Journalisten kunne også fortælle, at næste dag, den 17. maj 1942, skulle 20 danske biografdirektører efter indbydelse fra det statslige tyske filmselskab, UFA, på en 6 dages studietur til Berlin, hvor de skulle studere tyske biografforhold. Endnu i 1942 troede både tyskerne og sympatiserende eller opportunistiske danskere, at Nazi-Tyskland ville vinde krigen, så det gjaldt om at holde sig på god fod med ”Herrefolket”.

 

Endnu nogle noter fra Social-Demokratens filmrubrik nævnte dato:

 

     ”Nørreport Bio har haft en enestaaende Sukces paa ”To Mennesker gør sig fri”. Filmen gaar nu ind i sin femte Uge, og der er stadig fulde Huse. Katherine Hepburn og Cary Grant har sammen med Edward Ewerett Horton Hovedrollerne i den muntre Farce.      Paa Metropolteatret fortsættes i Dag paa anden Uge med ”Goldwyn Follies”.

 

    Paa Mandag genoptager Nørrebros Biografteater Lystspillet ”Den frygtelige Sandhed” med Cary Grant og Irene Dunne. Apollo Bio genoptager den amerikanske Kriminalfilm ”Spioncentral Shanghai”.

 

Jeg tør vist godt sige, at min mormor i al fald ikke besøgte Nørrebros Biograf i den tid, hvor man spillede den ovennævnte amerikanske film, ikke fordi hun havde noget imod amerikanske eller andre udenlandske film, men hun undskyldte sig med, at hun ikke kunne nå at læse underteksterne, dels fordi hun som stærkt nærsynet ikke så særlig godt og dels fordi teksterne skiftede så hurtigt, i hvert fald for hurtigt for hendes opfattelsesevne. 

 

Apropos Apollo Bio, så var denne en ganske lille biograf med plads til omkring 70 mennesker. Biografen var indrettet i stueetagen i en almindelig beboelsesejendom på Langelandsvej på Frederiksberg, og den blev drevet i fritiden af en mand, der både fungerede som ejer, direktør, billetsælger, kontrollør og operatør. Jeg har som stor knægt selv besøgt denne biograf flere gange, men aldrig sammen med Jørgen og Jørn, som vistnok ikke syntes om de små forhold på stedet. Mig fornøjede det derimod, fordi det mindede mig om mine egne barndomsdage som ’biografdirektør’.

 

Lidt spredte notater

En anden og nok så alvorlig sag, var de mange illegale aborter, også betegnet som fosterdrab, der blev foretaget dengang. Social-Demokraten for den 16. maj 1942 kunne meddele, at en navngiven 40-årig københavner var hovedmanden i en såkaldt ”Svangerskabs-Affære”. Han havde ifølge politiets oplysninger foretaget 140 ulovlige operationer på kvinder, og på den måde gjort ”svangerskabsafbrydelser til sin profession.” Den pågældende mand havde ingen lægefaglige eller lignende forudsætninger eller uddannelse som grundlag for at foretage indgrebene, men disse var tilsyneladende blevet udført under iagttagelsen af alle mulige hygiejniske hensyn. I enkelte tilfælde havde han taget 300 kr. for ’behandlingen’, men ofte fik han kun 50, eller endog kun 10-20 kr. for at foretage et indgreb. Det beroede på de pågældende kvinders økonomiske situation, påstod han. Efter afhøringen af manden, hans kæreste og en del af de kvinder, han havde foretaget abort på, blev sagen overgivet til Retslægerådet, hvorfra det skulle videregives til Rigsadvokaten til tiltalebeslutning.

 

Hvad sagen endte med, ved jeg ikke, men såvel manden som hans kæreste, der blev betragtet som hans medskyldige, idet hun i flere tilfælde havde henvist gravide kvinder til ham, har sikkert fået en relativt hård dom. Det samme gjaldt formentlig den ”Vesterbropige, der var kommet uheldigt afsted”, og som også henviste kvinder i lignende situationer til manden. At kvinden betegnes som ”Vesterbropige” kunne tyde på, at der måske har været tale om en af de mange ludere fra det berygtede Istedgade-kvarter, hvor det dengang som senere nærmest vrimlede med prostituerede kvinder.

 

Noget helt helt andet: I Social-Demokraten kunne man i disse år for resten dagligt se en tegneserie-stribe med ”Skipper Skræk”, og den så jeg gerne, når jeg besøgte mormor og morfar, der jo som tidligere omtalt abonnerede på denne avis i mangfoldige år.

 

Krigens alvor

En anden og nok så vigtig begivenhed, der optog sindene i disse majdage, var den flugt fra Danmark, som den markante konservative toppolitiker og partiformand John Christmas Møller (1894-1948) havde foretaget torsdag den 30. april 1942. Flugten, hvorunder han var ledsaget af sin kone og da syttenårige søn, indledtes med en togrejse fra København til Middelfart. Herfra blev de af en vognmand kørt til Aggersund, hvor skibet ”Argo” lå og ventede på at skulle transportere den lille familie, som var blevet skjult i et hulrum i lasten, sikkert til Sverige.

 

Den første del af turen op langs den jyske østkyst gik uden problemer, men ved Hals ud for Aalborg blev skibet prajet af en tysk patruljebåd, og maskinpistolbevæbnede tyske soldater kom ombord og gennemsøgte skibet, dog heldigvis uden at opdage den skjulte familie. Faren for opdagelse var dermed drevet over, indtil skibet anløb toldboden i Gøteborg, hvor det blev mødt af en massiv afspærring, idet Sverige jo under hele krigen fastholdt sin neutralitet og derfor ikke ville tillade uønskede flygtninge at komme ind i landet. Christmas Møller, hans kone og søn måtte derfor smugles i land i ly af nattens mørke og derfra transporteres til Stockholm, hvor de var ventet af en engelsk repræsentant. De ankom til Stockholm den 3. maj, samme dag, som statsminister Stauning døde.

 

Udstyret med lettere forklædning og falske papirer, hvori familien betegnedes som ”Købmand Barr, frue og søn”, lettede et fly om aftenen den 5. maj med kurs mod Skotland, og næste morgen ankom de til landet. Senere fik Christmas Møller og hans kone og søn fast eksil i London, hvor han fra og med søndag den 14. maj 1942 og de følgende mange søndage under krigen talte i BBC’s danske radioudsendelser og opfordrede danskerne til at gøre aktiv modstand mod tyskerne. Men den danske samarbejdsregering og flere aviser betragtede nærmest Christmas Møllers flugt som landsforædderi. Regeringen frygtede med rette for, at han skulle underminere samarbejdspolitikken, hvilket i virkeligheden også blev tilfældet. Ikke fra starten og heller ikke lige med det samme, men efterhånden indså flere og flere danskere, at det var nødvendigt at Danmark valgte side i kampen mod det nazistiske herrevældes utallige uhyrligheder. Det blev dels markeret ved et sindelagsskifte hos den danske befolkning, og dels ved øget modstand i form af illegal oplysningsvirksomhed og sabotage. 

 

Den 16. maj 1942 havde Social-Demokraten følgende opsats på forsiden:

 

Christmas Møller i England.

 

Forladt Danmark med Hustru og Søn for

at gøre fælles Sag med “Frie Danske”

   

Regeringserklæring, hvorefter der er rejst

Sag mod ham efter Bestemmelserne i

Straffelovstillægget af 18. Jan. 1941.

 

Inde på avisens side 3, kunne man med store bogstaver læse overskriften ”Christmas Møller. Straffelovens Ord om hans Handling.” Med henvisning til lovens bogstav ville Samarbejdsregeringen tilkendegive, at den bestemt ikke sanktionerede Christmas Møllers selvbestaltede rolle som talerør for ”Frie Danske”, der førte en politik, som stred mod den, der blev ført af ”Landets ansvarlige Regering i Overensstemmelse med Landets Rigsdag”.  

 

Den skipper, som havde sejlet Christmas Møller og hans kone og søn fra Aggersund til Gøteborg, blev arresteret og den 10. juni idømtes han ved Københavns Byret 3 års fængsel, og hans skib, ”Argo”, blev konfiskeret!

 

Man må sige, at regeringen og politikerne i Folketinget samt politiet var paragrafryttere, idet de samstemmende henholdt sig til lovens bogstav, hvilke mange danskere og herunder ikke mindst mange modstandsfolk fik at mærke, ofte i form af langvarige fængselsstraffe.

 

Biografrepertoiret 22. juni 1942

I henhold til Nationaltidende så det københavnske biografrepertoire mandag den 22. juni 1942 sådan ud:

 

Aladdin: Gigantfilmen ”Canitoga” Kolossal spændende Film om dristige Sabotageforsøg mod et kæmpemæssigt Ingeniørarbejde! [guldgraverfilm med Hans Albers] (tysk; 1939)

Allé Teatret: ”En Sømand til Hest” med Edvard Persson (svensk; 1940)

Amager Bio: ”Annelie (Et Livs Historie)” (tysk; 1941)

Apollo Bio: “Frk. Dag og Frk. Nat” med Hilde Krahl (tysk; 1941)

Atlantic: Den store Juni-Kavalkade: I Dag og i Morgen: Ann Sheridan i Lattersukces’en ”Moderne Galskab” (amrk.; 1939) – Onsdag: Heinz Rühmann: ”Hvor er min Kone”

 

 

Det herover viste udsnit af biografannoncer er fra Nationaltidende for mandag den 22. juni 1942. Som det vil ses, så fylder amerikanske film fortsat godt op i repertoiret, hvilket simpelthen skyldtes, at en stor del af publikum fortsat foretrak at se film fra det berømte Hollywood. Af dette udsnit fremgår det, at der var 7 amerikanske, 5 tyske, 2 danske og 1 svensk film på programmet. Se også efterfølgende udsnit af biografannoncer for denne dag.

 

Bella Bio: Harry Piel i Sensationsfrilmen ”En Vovehals” (tysk?)

Bellevue: Kun 2 Dage! Forbudt for Børn. ”Kun 5 kom tilbage” (formentlig tysk?)

Bergthora: Dansk Kriminalfilm ”Et Skud før Midnat” (dansk)

Bispebjerg Bio: Storfilmen ”Suez” med Annabella og Tyrone Power (amrk.; 1938)

Boulevard Teatret: Palladiums store Sukces ”Kejseren danser” (tysk)

Bristol: 3. Uge! Den amerikanske Kæmpe-Sukces ”Jesse James, den lovløse” (amrk.; 1939)

Carlton: Kun faa Dage! Latter-Sukces’en Heinz Rühmann i ”Hurra, jeg er Far!” (tysk; 1939)

Colosseum: Danmarks-Premiere 3. Uge! – Den fantastisk grinagtige svenske Farce ”Tre glade Tosser” med John Botvid (svensk; 1942. 3. uge)

Den vide Verden: Uafbrudt Forestillinger: Ugerevy og Dansk Film-Avis – Dansedyst paa Madagaskar – Hvad er Gøgespyt – Krebsens Liv og Levned – Bergens Mundharmonikaorkester – Tegnefilm: Skipper Skræk slaar Rivalen.

Enghave Bio: Heinz Rühmann-Lystspillet ”Den, der kysser sidst” (tysk)

Fasan Bio: Torsdag sidste Dag! Luis Trenker i ”Ørnen fra Lombardiet” (tysk; 1937)

Gentofte Kino: ”En Sømand til Hest” Edvard Persson endnu bedre end iLandevejskroen (svensk; 1940)

Grand: Den amerikanske Storfilm ”Stormnatten” med Irene Dunne og Charles Boyer (amrk.; 1939)

Grøndals Teatret: Gary Cooper som ”Marco Polo” (amrk.; 19??)

Hvidovre Kino: Charles Boyer og Claudette Colbert i ”Tovarich” (amrk.; 1937)

Kino-Palæet: 13. Uge! Forbudt for Børn. ”Tordenskjold gaar i Land” med Hans Kurt – Karin Nellemose (dansk; 1942)

Kino-Lyngby: ”Charmøren i Badet” med Liane Haid og Willy Fritsch (tysk; 1941)

Lyngby Bio: Forbudt for Børn. ”Det røde Signal” med Camilla Horn og Fritz Kampers (tysk)

Lyngbyvejens Kino: Det svenske Lystspil ”Gentleman til Leje” med Sickan Carlsson og Åke Söderblom (svensk; 1940)

Metropol: 4. Uge! Melvyn Douglas og Joan Blondell i ”Den forbløffende Mr. Williams” (amrk.; 1939)

Merry: Boksefilmen ”Den sidste Omgang” (tysk ?)

Nora: Gary Cooper i ”Til sidste Mand” (amrk.; 1934)

 

 

Endnu et udsnit af biografannoncer er fra Nationaltidende for mandag den 22. juni 1942. Af de ovenfor viste biografannoncer ser man, at der denne dag var 8 amerikanske film, 4 tyske, 2 danske og 1 svensk film på repertoiret. Situationen og ’styrkeforholdet’ skulle dog snart komme til at ændre sig, især efterhånden tyndede ud i visningen af amerikanske film.

 

Nørrebros Biograf: Berthe Quistgaard i ”Et Skud før Midnat” (dansk, 1942)

Nørreport Bio: Byens bedsteog morsomste Film gaar nu paa 10. Uge! ”To Mennesker gør sig fri” med Cary Grant og Katharine Hepburn (amrk.; 1938)

Odeon: Eneste Teater! Kun faa Dage! Paa utallige Opfordringer opfører ODEON sin Premièrefilm igen!!! ”I hemmelig Mission” Denne fantastiske spændende Film omhandler bl. a. ogsaa ”Beryllium” (?)

Palads: 18. Uge! Forbudt for Børn. ”Afsporet” med Illona Wieselmann og Ebbe Rode (dansk; 1942. 18. uge)

Palladium: Liva Weel i Lystspillet ”Ta’ Briller paa!” Efter Idé af Kjeld Abell. Musik: Svend Gyldmark- instruktør: Arne Weel (dansk; 1942. 4. uge)

Palæ Bio: Den pragtfulde amerikanske Storfilm ”Og Regnen kom” med Tyrone Power og Myrna Loy (amrk.; 1939)

Park: Verdens dejligste Sanger Gigli i sin nyeste Triumf ”Kun for dig” (tysk?)

Platan Bio: Frank Lloyd’s ”Havets Beherskere” med Douglas Fairbanks Jr. og Margareth Lockwood (amrk.; 1939) - Ekstra: Skipper Skræk.

Regina: Forbudt for Børn. ”Hvem dræbte Oberst Leigh?” – og Peter Lorre i ”Farvel, Mr. Moto” (amrk.; 1938?)

Rialto: 2. Uge! Forbudt for Børn. Gary Cooper i den interessante Storfilm fra Fremmedlegionen ”Beau Geste” efter P.C.Wrens Roman (amrk.; 1938?)

Rio Bio: Forbudt for Børn. ”Postmesteren” [med Heinrich George og Hilde Krahl} (tysk; 1940)

Roxy: Emil Jannings i Lystspillet ”Dagen derpaa –” (tysk; 1937)

Ry-Kino: Gunnar Lauring og Berthe Quistgaard i ”Et skud før Midnat” (dansk)

Saga Bio: 2. Uge! Spencer Tracy og Mickey Rooney I den enestaaende Film ”Drengebyen” (amrk.; 1938)

Scala Bio: 3. Uge! Eleanor Powell og Robert Young i ”Honolulu” (amrk.)

Skovshoved Bio: Kun 2 Dage! Forbudt for Børn. Joe E. Brown i ”Spøgelses-Huset” (amrk.; 1939)

Strand Teatret: Forbudt for Børn. Heinz Rühmann i ”Den grønne Elevator” (tysk; 1937)

Søborg Bio: ”Et Skud før Midnat” med Berthe Quistgaard og Gunnar Lauring (dansk; 1942)

Toftegaard Bio: Forbudt for Børn. Gary Cooper i ”Til sidste Mand” (amrk.; 1934)

Triangel: Forbudt for Børn. Det berømte Mesterværk ”Lægen, der dræbte” med Paul Hartmann og Mathias Wiemann (tysk)

Valby Bio: 2- Uge! Berthe Quistgaard i ”Et skud før Midnat”

Vanløse Bio: Palladiums store Kriminal-Lystspil ”Et Skud før Midnat” med Berthe Quistgaard og Gunnar Lauring

Vesterbro Teater: Dobbeltprogram. Forbudt for Børn. ”Højt Spil, Mr. Moto” med Peter Lorre (amrk.; 1939?) – ”Emigranternes Oprør” Filmen om Elli Island, Porten til Amerika (amrk.)

Windsor: ”Alexander’s Ragtime Band” med Alice Faye og Tyrone Power (amrk.; 1938)

 

Men det var jo langt fra alle mennesker, der havde lyst eller råd til at gå jævnligt i biografen. Far kom der praktisk talt aldrig, eller i hvert fald kun ved ganske få og specielle lejligheder. Mor, som ellers var glad for at se film og som var den, der i slutningen af 1930’erne havde taget mig knægt med sig i et par af biograferne i Nakskov, kom der lidt flere gange efter at vi var flyttet til København. Hun forklarede det med, at der ikke var råd til jævnlige biografture, så derfor indskrænkede hun det til kun at gå i biografen, når der gik en film, som hun absolut måtte se. Jeg erindrer kun, at mor og jeg – i øvrigt sammen med mormor – i 1940 var i Nørreport Bio, for at se ”Landevejs-Kroen” og senere ”Elverhøj” (1939), sidstnævnte film var baseret på Johan Ludvig Heibergs berømte skuespil af samme navn. Filmen var instrueret af den tids ’national-filminstruktør’ Svend Methling, der slog sit navn fast som sådan i og med filmen ”Kongen bød” – også kaldet ”Stavnsbåndsfilmen” – fra 1938. Denne film fik – lige som tilfældet var med filmen ”Elverhøj” - en særlig opmærksomhed og status efter tyskernes besættelse af Danmark.

 

For resten var det utroligt og irriterende, hvor mange film, der var forbudt for børn! Mange af de film, der blev spillet i biograferne dengang, har jeg senere som voksen haft lejlighed til at se, og det har i en del tilfælde undret mig, hvad det specielt var ved eller i filmene, der gav filmcensuren anledning til at forbyde visning for børn. Filmcensurens kriterier var blandt andet, at børn ikke måtte udsættes for scener, der kunne forskrække børn og give dem urolige nætter. Den bestemmelse bevirkede i reglen, at sådanne scener blev klippet ud, ofte inden filmen blev distribueret til biograferne, men i andre tilfælde blev provokerende scener først klippet ud, efter at visningen af filmene var blevet påbegyndt i biograferne. Det var klager over f.eks. skrækindjagende scener, der førte til, at producenter, distributører og biografdirektører foretrak at der blev klippet i filmen, frem for at den blev forbudt for børn. Det førte i 1938 til, at eksempelvis Walt Disney følte sig foranlediget til at klippe et par skrækscener ud af mesterværket ”Snehvide og de syv Dværge”, men dog først efter at pædagoger og børnepsykologer samt religiøse moralister havde beklaget sig over de pågældende scener. Det drejede sig om det sted i filmen, hvor heksen styrter i afgrunden og to gribbe følger efter hende, en antydning af, hvad der ville blive hendes videre skæbne.

 

Men censuren og selvcensuren gjaldt i nok så høj grad film, som moralens puritanske vogtere mente, der indeholdt passager og scener, der tangerede, hvad man forstod ved det ’frække’, underforstået alt, hvad der bare antydningsvis kunne lede tankerne hen på den seksuelle side af livet. Folk var ikke forvænt med nøgenhed og slet ikke med sex i filmene, som censuren – og ikke mindst selvcensuren – påbød højest måtte forekomme i form af kyssescener, hvilket de fleste romantiske film i reglen da også gerne afsluttede med. Men at der var tilstrømning til biografer, der viste film, hvori der forekom blot antydningen af især kvindelig nøgenhed, kunne man blandt andet se af en film som ”Ekstase”. Heri viser den kvindelige hovedperson Hedy Kiessler sig kort i en badescene, hvor hun ikke har en trevl på kroppen, men scenen var fotograferet sådan, at hendes nøgne skikkelse var mere eller mindre skjult under vandoverfladen i den sø, hvori hun badede. Tilstrømningen til denne film var formidabel og dermed en god forretning, ikke mindst for biografens bevillingshaver, som derfor gerne viste en lignende kategori af film. At publikum ved den slags lejligheder hovedsagelig bestod af mænd, gjorde sådan set ingen forskel. Penge er jo ikke kønsbestemte.

 

Af andre udendørs forlystelser, som især københavnerne havde forholdsvis let adgang til, var der i sommerhalvåret Tivoli og Dyrehavsbakken. Sidstnævnte sted var der i reglen også Frilufts Teatret, hvor Det kgl. Teaters skuespillere, Det kgl. Teaters Kapel, Ballet og Kor hver aften kl. 19.30 i sommeren 1942 opførte Johan Ludvig Heibergs skuespil ”Elverhøj”. Desuden var der af indendørs forlystelser Cirkus-Revyen, ligeledes på Dyrehavsbakken, som hver aften spillede 2 forestillinger. I selve København var der foruden Cirkus Mikkenie-Strassburger i Cirkusbygningen, også de forskellige revyer og vaietéer. 

 

Denne dag, den 22. juni 1942, præsenterede Nationaltidende en ny tegneserie med titlen ”Trold og Trille”, tegnet af en tegner, som signerede sig ”Tutten”, men som det ikke er lykkedes mig at identificere. Stregen kunne minde om den tegnestil, som flere af tidens tegnere anvendte. Men serien var åbenbart ment som en prøve, for avisen opfordrede sine læsere til at klippe striben ud og gemme den sammen med de kommende udgaver af den, hvorefter læserne kunne deltage i bedømmelsen af serien og samtidig få mulighed for at deltage i lodtrækningen om 11 præmier til en værdi af i alt 1000 kr. 

 

Lidt mere alvorlige sager

Den 22. juni 1942 kunne Nationaltidende også berette om, hvad der skete på krigsskuepladserne, hvilket følgende overskrifter kan tjene som eksempler på:

 

Rommel har indtaget Tobruk – 25,000 Fanger

Kamp i sidste Fort Nord for Sebastopol

Haarde Kampe i de sidste Betonblokhuse

Russisk Tilbagetog Syd for Byen.

Kanontordenen høres til Tyrkiet.

Tobruks Fald

Berlin om Sejren.

 

Der var i øvrigt ingen grænser for tysk selvros, når det gjaldt omtalen af de tyske troppers heltemod og hårdt vundne sejre. Tysk propagandatjeneste overså muligvis, at læsere eller lyttere med fornemmelse for sproget, forstod, at når de tyske tropper matte kæmpe så hårdt, betød det jo implicit, at de Allierede tropper også kæmpede bravt og hårdt.

 

     […] Den rent militære Betydning af Tobruks Fald er endnu svær at overse, men det menes dog, at Tobruks Fald kunde blive afgørende for Krigen i Nord-Afrika, hvis den tyske Sejr var sket paa en anden Aarstid. Nu maa man vente og se, i hvilken Udstrækning Englænderne kan reorganisere deres Stridskræfter og hvilken Modstand de kan yde ved Passet til den libysk-ægyptiske Grænse, medens de venter paa – Sommeren!  

 

Men mærkværdigt nok var det tilladt aviserne, som jo var underlagt tysk pressecensur, også at skrive om de Allieredes deltagelse i krigen, men naturligvis helst, når det gik dårligt for engelsk og amerikansk militær.

 

Amerikaner Chef for samtlige allierede Hære?

General Marshalls Navn nævnes.

                                                                                             Washington, Søndag. R.B.

I herværende velunderrettede Kredse udtaler man, at der kan ventes et konkret Resultat af Premierminister Churchills Besøg, nemlig Udnævnelsen af en Øverstkommanderende over de engelsk-amerikanske Styrker, og man anser det for rimeligt, at denne Post vil blive besat med Chefen for den amerikanske Hærs Generalstab, General Marshall. Denne er blevet meget populær i England, og i West Point for nyligt holdt han en Tale, hvori han lovede, at der skulde blive oprettet en 2. Front i Europa, hvilket ligeledes har skaffet ham stor Popularitet i hans eget Land.

 

U.S.A. har Tropper i selve England

Antydninger om ”særlige Operationer”

London, Søndag. (S.T.B.) (Vi Basel)

Efter hvad der oplyses fra autoriseret Side, opholder der sig nu ikke blot amerikanske Tropper i Nordirland, men også i England, Skotland og Wales. Disse Tropper er anbragt i en Række Lejre rundt om i Landet. Hvor mange amerikanske Soldater i alt, der opholder sig i Storbritannien, meddeles ikke, men det antydes, at de skal holdes parat til at deltage i særlige Operationer.

 

Den ”autoriserede Side”, der nævnes, er formentlig den tyske pressetjeneste og pressecensur, som selvfølgelig kun formidlede sparsomme oplysninger om fjendens militære forhold og operationer. Men det er tydeligvis frygten for den længe ventede engelske eller allierede invasion, der hentydes til, og som tyskerne havde ventet og frygtet lige siden England havde erklæret Tyskland krig den 3. september 1939. Det var den ventede engelske ’invasion’, der gav Hitler anledning til at okkupere Belgien, Holland, Danmark og Norge i april 1940, angiveligt med det formål at ville ’beskytte’ og forsvare de pågældende lande.

 

Kongen hospitalsindlagt 

Denne dag, mandag den 22. juni 1942, kunne aviserne meddele, at kongen var blevet hasteindlagt på Diakonissestiftelsen til undersøgelse for gulsot. Kongens livlæge var hofmedikus Vilhelm Fenger, som i samråd med professor Meulengracht og Dr. Mogens Fenger, sidstnævnte overlæge ved Diakonissestiftelsen i København, samt overkirurg ved Rigshospitalet, professor S. Kjærgaard, havde besluttet at indlægge kongen.

 

Det viste sig heldigvis, at kongens tilstand efter omstændighederne var tilfredsstillende, og kongen befandt sig udmærket på det hospital, som medlemmer af kongefamilien normalt blev indlagt på. Kongen var dog heller ikke mere syg, end at han magtede at deltage i Diakonissestiftelsens Årsfest den 26. maj, der faldt på 100 årsdagen for Christian den 9.s og dronning Louises bryllup. Men om kongens ophold på Diakonissestiftelsen skrev Nationaltidende i øvrigt:

 

     Kongens Værelse er en stor, lys Stue paa 2. Sal. Dens Vinduer vender ud imod Stiftelsens gamle, smukke Have, hvis høje Træer giver Sollyset et Skær af sommerligt grønt, inden det smutter ind gennem Sygeværelsets høje Vinduer.

     Som sin personlige Plejerske har Kongen Frøken Karen Vermuth, der i øvrigt ogsaa var Sygeplejerske for Kronprinsse Ingrid ved Prinsesse Margrethes Fødsel i April 1940, lige som hun varetog den lille Prinsesses Pasning i de første Maaneder efter Fødslen.

 

Dagligdagen i miniformat

På bagsiden af Nationaltidende for mandag den 22. juni, kunne man blandt andet også læse om, at Landmandsbanken havde indført ”Bombevagt”. Under et foto af tre mænd, iført kedeldragter med hvidt armbind om venstre arm, og siddende ved et mindre, veldækket kaffebord, stod følgende tekst:

 

     Som tidligere omtalt har Storbankerne i København indført Bombevagt. Natten igennem er en Kolonne paa 16 til Stede for at gribe ind, hvis der skulde ske noget under en Luftalarm. Vagttjenesten bestrides af Størstedelen af Personalet – fra Kontorchefen og nedefter, og i Samariterkolonnen holder flere kvindelige Bankassistenter Vagt. Man skifter hvert 5. Døgn og møder Kl. 22. En Time senere er alle gaaet til Køjs efter at have faaet Aftenkaffe. Der er indrettet to Soverum: et for Kvinderne og et for Mændene, og hver Aften er der Mønstring og afprøvning af Materiellet. Vort Billede viser tre Bankassistenter ved Aftenkaffen i Landmandsbankens Hovedsæde.

 

Den 25. juni 1942 kunne avisen ”Sidste Nyt” under overskriften ”Elendige Forhold for Tørvearbejdere” fortælle, at det stod rigtig skidt til med forholdene og indtjeningen for de mange arbejdsløse danske mænd, der under besættelsen måtte tage til takke med at arbejde i de jyske moser, for at grave tørv. Tørven blev brugt som brændsel mange steder i landet, men da den ikke altid var tørret tilstrækkeligt på forhånd, oplevede man ofte en kvalmende og ildelugtende røg og os, når den f.eks. blev brugt i forbindelse med de såkaldte spareovne i køkkenerne.

 

Min far arbejdede en overgang i en af de jyske moser, og kunne fortælle om de meget primitive forhold, han og andre arbejdere måtte leve under. De boede i skurvogne, der kun var nødtørftigt indrettet til menneskelig beboelse, men det gjorde nu ikke så meget, fortalte han engang, for de arbejdede fra tidlig morgen til sen aften, nemlig for at tjene en størst mulig dagløn. Hvor stor denne var, husker jeg ikke, men jeg havde indtrykket af, at far egentlig var ganske godt tilfreds med fortjenesten. Værst var det for både ham og os andre, at han i reglen var væk to uger ad gangen, somme tider tre uger, for at spare på rejsepengene.

 

Den 24. juli 1942 blev det bekendtgjort, at bystyret havde truffet forberedelser til en omfattende folkebespisning, hvis den situation skulle indtræde, at gasproduktionen og dermed gasforsyningen måtte ophøre. Det blev dog ikke tilfældet, men man indskærpede folk at spare på gasforbruget. Svigtende gasforsyning kom københavnerne først til at mærke under Folkestrejkerne i 1943 og især i 1944. Men herom i kronologisk rækkefølge.

 

Til belysning af forholdene for arbejderne i tørvemoserne bragte avisen ”Sidste Nyt” torsdag den 25. juni 1942 en artikel, hvori det blandt andet blev fortalt, at nogle af moserne blev drevet af egoistiske entreprenører, som bød på dårlige indkvarteringsforhold og elendig bespisning, skønt arbejderne selv måtte betale for begge dele. Desuden var daglønnen så ringe, at arbejderne var tvunget til at bruge mange overarbejdstimer, i mange tilfælde med en arbejdsdag på 15 timer, for blot at kunne holde en nogenlunde acceptabel dagløn. Dertil kom, at lejrene ofte besøgtes flittigt af geskæftige ’forretningsfolk’, som forstod at udnytte situationen. De pågældende sortbørshajer solgte tobak, cigaretpapir, cykeldæk og beklædningsgenstande, alt sammen til store overpriser. Det medførte, at det blev vanskeligt at skaffe arbejdskraft til de moser, som havde ry for dårlig behandling af tørvegraverne.

 

Samme avis kunne samme dato under overskriften ”Aldersrenten betyder Sult – Ti Kroner om Ugen til Kosten slaar langt fra til” også fortælle om situationen for de mange aldersrente-modtagere. Aldersrente var betegnelsen for den statslige ydelse, som senere fik navn af Folkepension, og som dengang kun blev udbetalt til borgere efter det fyldte 70. år. Avisen havde gennemgået en københavnsk aldersrentenyders budget og skriver herom følgende:

 

     Ingen behøver at sulte i Danmark, siger vi med Stolthed – og lyver dermed ganske roligt for os selv og andre. For Tusinder af Aldersrentenydere behøver at sulte, og de sulter haardere for hver Dag, Prisskruen paa Levnedsmidler drejes af Producenterne kynisk i Vejret, mens Handelsministeren forholder sig absolut passiv.

     Paa vort Bord ligger i Snesevis af Breve fra gamle, der beder ”Sidste Nyt” hjælpe dem og overfor os sidder en gammel Aldersrentenyder og klarlægger sine økonomiske Forhold. De er enkle til det pinligste, selv den enkleste Sammenregning kan kun give eet Facit: Sult! – Disse fire Bogstaver giver i Korthed hele Situationen. Naar Husleje, Udgifter til Tøj, Vask samt en uforstaaelig høj Skat er trukket fra nogle og halvfems Kroner, da bliver der til Ugens samlede Kostudgifter omkring 10 Kr. Og alle poster er fuldt ud dokumenteret og klarlagt.

- Hvilke Maaltider faar De saa ud af dette Beløb? spørger vi.

     - Ja-h, om Morgenen gaar jeg gerne paa Kaffebar og drikker en Kop Kaffe og et enkelt Stk. Wienerbrød til 10 Øre, det bliver omkring 30 Øre. Ved Middagstid gaar jeg gerne til Folkekøkkenet og spiser et Maaltid til 1 Kr. Senere paa Dagen drikker jeg paany Kaffe, hvortil jeg selv medbringer Rugbrød, jeg køber et ¼ Rugbrød hveranden Dag.

- Køber De saa Smør til dette Rugbrød?

- Næh, smiler den gamle lidt træt, det har jeg saagu ikke Raad til. –

- Jamen nu dette Regnestykke, det giver jo ogsaa Underskud?

- Ja, men saa springer jeg een eller to Dage over.

     Mere tydelige Oplysninger til Illustration af de gamles Forhold behøves ikke.      

 

For resten havde avisen ”Sidste Nyt”, som i øvrigt kun var på 8 sider, også en tegneserie. Den kort og godt hed ”Føllet Ferdinand”, som var tegnet af Erik Lind. Serien handlede dog ikke om et hesteføl, men derimod om det civile hjælpepoliti, som blev rekrutteret fra det indkaldte civilbeskyttelsesmandskab (C.B.ere), og som fra 12. april 1940 skulle assistere i politiets patruljetjeneste. Disse civilbetjente, som ofte kunne ses sammen med gadebetjentene, døbte det københavnske folkevid hurtigt til at blive kaldt ”Føl”.  

 

Sommerferien 1942

Skoleferien nærmede sig og igen fik jeg en ferie-togbillet gennem skolen. Det var en ordning, der var indført, for at også mindrebemidlede forældres børn kunne komme på sommerferie på landet. For at kunne komme i betragtning, skulle elevens forældre oplyse deres årsindkomst, og fars indtægt var ikke større, end at jeg – og senere Benny og Bent – kom ind under den lavindkomst-kategori, som kunne tildeles gratis ferie-togbilletter.

 

Denne skolesommerferie tilbragte jeg også hos min onkel, tante og fætter i Nakskov, og den formede sig stort set som i de to foregående år, måske lige bortset fra et par højst dramatiske hændelser, som jeg dog ikke var personligt involveret i, men nok følelsesmæssigt berørt af. Disse to hændelser fandt sted ude ved Maglehøj Strand og havde begge med besættelsestiden og krigen at gøre.

 

I det ene tilfælde, så vi en dag, da vi var på vej ud til sommerhuset, at der ikke langt derfra lå en lang, nærmest torpedoformet metalgenstand ved vejkanten. Af folk på stedet fik vi fortalt, at det var en aluminiumscontainer, der natten før ved en fejltagelse var blevet nedkastet eller måske snarere tabt fra et britisk fly, som måtte nødlande på en mark bag ved sommerhusområdet. Der havde været tre mand ombord, piloten, navigatøren og den mand, der stod for udkastningen af containerne, som i reglen indeholdt materialer til brug for modstandsbevægelsen. Men piloten havde åbenbart mistet kontrollen med flyet, måske fordi det havde fået motorskade, og man måtte derfor foretage en nødlanding. Men denne var så voldsom, at alle ombordværende blev dræbt på stedet. Mærkværdigt nok brød flyet ikke i brand, hvilket formentlig skyldtes, at piloterne havde været forudseende nok til at dumpe brændstoffet ude over Østersøen, hvor flyet kom fra. Dansk politi og Redningskorpset Zonens ambulancer blev tilkaldt, men man kunne kun konstatere, at ingen af besætningen havde overlevet. Da politiet åbnede containeren fik de en lang næse, for den var tom, hvilket hang sammen med, at nogle modstandsfolk angiveligt havde været på stedet i bil og havde taget alt, hvad den indeholdt med sig. Selve containeren var for stor til, at de kunne have den med i bilen, hvilket formentlig også ville have vakt opsigt, og det indebar den risiko, at upålidelige folk kunne tænkes at anmelde det til de tyske myndigheder.   

 

I det andet tilfælde, som her skal omtales, var der også tale om en hændelse med tragisk udgang. En eftermiddag havde to store drenge eller unge mænd under en svømmetur ud for kysten ved Maglehøj Strand fået øje på en såkaldt hornmine, der drev frit rundt i vandet. Der var på det tidspunkt næsten ingen mennesker, hverken på selve stranden eller i sommerhusområdet, hvilket skulle vise sig at være et stort held. De to unge, glade og kåde mennesker anede åbenbart ikke faren ved den genstand, de havde med at gøre, for de baksede den ind på forstranden og videre op over klitterne og ned bag jordvolden og over i forhaven til et sommerhus, som så vidt jeg husker, lå omkring 5-600 meter fra min onkel og tantes sommerhus. Ingen af os, hverken onkel, tante, Børge eller jeg, var til stede ved Maglehøj Strand den dag, for det var midt i ugen, og onkel var på arbejde og vi skulle først til Stranden lørdag eftermiddag, for at overnatte til om søndagen.

 

 

Parti fra det meget smukke og idylliske vildtfuglereservat Inderfjorden set fra Winchellsgade og direkte mod syd. Som det fremgår af billedet, løber der en gruset spadseresti langs med bassinet, i dette tilfælde benyttet af tre ænder. Allerforrest i nederste venstre hjørne ses et lille stykke af de to jernbaneskinner, som minder om fordums dage, da min salige bedstefar jævnligt kom med sit tipvognstog fra Majbølle Saftstation, enten for at læsse af eller losse på Nakskov Sukkerfabrik. – Foto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Samme dag var Børge og jeg ovre ved Inderfjordsanlægget, og pludselig hørte vi en infernalsk larm af sirener fra udrykningskøretøjer, der via Maglehøjvej var på vej sydover. Af nogle forbipasserende fik vi at vide, at de vistnok var sket en voldsom ulykke ude ved Maglehøj Strand, som havde kostet dødsofre, men mere vidste man ikke at fortælle på det tidspunkt. Senere erfarede vi så mere præcist om, hvad der var sket og hvoraf jeg foreløbig har fortalt indledende. Imidlertid havde de to unge forsøgt at skille minen ad, angiveligt i et forsøg på at ville deaktivere sprængmekanismen, men enten har de ikke været kyndige nok, eller også var uheldet ude, for pludselig detonerede minen med et vældigt brag og med en sprængkraft, der ikke alene blæste sommerhuset sønder og sammen, men også sprængte de to unge i stumper og stykker, som fløj vidt omkring på området. Vi fik fortalt, at politi og redningsfolk bagefter fandt blodige ligrester spredt ud over den mark, der lå lige bag ved og op til sommerhusområdet. 

 

Alle blev grebet af en tung og dyster stemning ved efterretningen om de to unge mænds tragiske død, og for at markere deltagelsen med de dræbte og deres sørgende efterladte, blev alle flag hejst på halv i hele området ved Maglehøj Strand.

 

Tilbage i Nakskov

Efter ugerne ved Maglehøj Strand, vendte vi tilbage til Nakskov, hvor de resterende dage af ferien stort set gik, som de tidligere år, bortset fra, at jeg dette år ikke så ret meget til den kønne Jytte. Det føltes som et bittersødt savn og en skuffelse, som dog primært skyldtes mine urealistiske forestillinger og drømmerier om piger i almindelighed og Nakskov-pigen i særdeleshed. Det varede dog ikke længe, før den melankolske stemning fortog sig under indtrykket af hverdagens andre interesser og gøremål.

 

Det hændte lejlighedsvis, at min fætter Børge og jeg cyklede ud for at besøge vores onkel Alfred i Karbergs Allé. Vi holdt begge meget af hans måde at være på, venlig, smilende, humoristisk og altid imødekommende og parat til en snak. Dette gjaldt desværre ikke i samme grad hans kære kone, Gudrun, som i mange år havde haft så svære psykiske problemer, at hun meget sjældent havde lyst til at se gæster i hjemmet. Noget tydede på, at hun led af depressioner og en slags forfølgelsesvanvid, idet hun vistnok følte at alle mennesker så ned på og bagtalte hende, hvilket i øvrigt ikke var mit indtryk. Hun var dog venlig nok overfor både Børge og mig, men kunne ikke holde ud at tale med os ret længe ad gangen, før hun trak sig tilbage til soveværelset, hvor hun efter sigende gik i seng, for at sove, måske fordi de piller, hun angiveligt måtte tage, gjorde hende træt og uoplagt. For mit eget vedkommende kunne jeg godt lide tante Gudrun, som jeg ved, at min mor og moster Gudrun også var glad for. De kendte hende fra Holeby, hvor hun var født og opvokset.

 

Men som dreng fik jeg det indtryk, at det var Alfred, der ved siden af sit daglige arbejde også måtte tage sig af alt derhjemme i deres hyggelige hus på den stille villavej, Karbergs Allé. I de perioder, hvor den nydelige tante Gudrun havde det psykisk dårligt og ofte lå til sengs, sørgede Alfred for dels at børnene kom i skole, og dels lavede mad, vaskede op, vaskede tøj, pudsede sko, ordnede prydhaven foran huset og nyttehaven bagved huset, og meget andet og mere, der hører til de daglige nødvendigheder hos en lille familie på to voksne og efterhånden tre børn: Flemming, Ole og Ingelise. Men vel at mærke alt sammen, mens han passede sit daglige arbejde som chauffør på Møllen i Nakskov.

 

Onkel Henrys ovnlakering

Onkel Henry, hans kone Ebba og datteren Rita, besøgte vi også en gang imellem. De boede omme i Badstuestræde, på bagsiden af den Theisenske Gård ud mod Axeltorv, hvor de havde lejlighed ud mod strædet. Onkel Henry havde indrettet nogle stalde, som ikke længere brugtes til dette formål, som cykelværksted, og en bagbygning som ovnlakeringsværksted. Den indre gårdsplads, hvor til man kom ad en stor port ud mod Badstuestræde, var belagt med toppede, afrundede brosten, som i hvert fald ikke var velegnet til at cykle på. Imidlertid virkede det, som om tante Ebba ikke var os to drenge særlig venligt stemt, og Rita var lidt forsagt, måske fordi hendes mor var meget skrap og dominerende og altid talte vredt eller skældte ud over det ene eller det andet. Mens vi var på besøg hos hende, var hun altid ivrigt optaget af at gøre rent, vaske tøj eller tørre støv af. Henry fik også skældud, når og hvis han uforvarende kom ind i lejligheden i sin snavsede kedeldragt.

 

Men heldigvis opholdt Børge og jeg os helst ovre på værkstedet sammen med Henry, mens han reparerede en cykel eller gjorde cykler klar til ovnlakering. Han var altid meget venlig imod os, men talte i reglen kun i enstavelsesord og temmelig lavmælt. Heri lignede han indtil forveksling sin far, altså Børges og min bedstefar, og det gjorde hans hovedform og ansigtstræk også, men han var dog højere og lidt mere fyldig end denne.

 

Imidlertid havde Børge og jeg mistanke om, at der var ægteskabeligt knas i forholdet mellem Henry og Ebba, uden at vi præcis vidste, hvori uoverensstemmelserne bestod. Det kom derfor ikke som nogen stor overraskelse, i al fald ikke for mig, da jeg en dag hørte, at de skulle separeres og skilles. Det gjorde mig lidt ondt for Ritas skyld, men på den anden side var det heller ikke godt at leve midt i alle skænderierne og uoverensstemmelserne mellem forældrene. En dag, hvor vi var på besøg hos farmor og bedstefar i Majbølle, hørte jeg de voksne snakke om situationen, og forstod, at de fleste i familien holdt med Ebba, fordi man havde erfaret, at Henry havde været hende utro med en dame ved navn Marie, som han tilmed skulle have truffet på et værtshus i Nakskov. Marie var en simpel og falden kvinde, hed det sig, og nogle af familien mødte derfor op en dag udenfor hendes hus og forlangte under trusler om al landsens ulykker, at hvis ikke hun holdt sig fra Henry, ville det blive værst for hende selv. Familien gik så vidt, at de kaldte hende ”en horekælling”, og det var omtrent det værste, som gode, dydige borgere kunne tænke sig en kvinde kunne være. 

 

Men Marie lod sig ikke true til at holde sig fra Henry, og han gav ikke slip på en kvinde, der på mange måder var Ebbas modsætning. Ebba og Henry blev separeret og senere skilt, og mens Henry flyttede ind hos Marie i Fruegade, flyttede Ebba og Rita til et hus eller en lejlighed på Maribovej. En del år senere flyttede Henry og Marie også til et hus på Rødbyvej, ikke så langt fra min onkel og tante på Tollesensvej, og her boede de i al faldt til Henrys død. Forholdet til familien blev mildnet med årene, og til sidst satte man ligefrem pris på Marie på grund af hendes gode menneskelige egenskaber og hendes åbenbare kærlighed til Henry.

 

For resten lærte jeg aldrig rigtigt min kusine Rita at kende, for hun virkede altid noget forskræmt og indelukket og gjorde heller ikke forsøg på at kontakte os to knægte, og vi heller ikke hende. Men jeg kan faktisk heller ikke sige, at jeg nogensinde lærte mine andre kusiner at kende, og heller ikke mine fætre, bortset fra Dennis og Børge.

 

Kødets lyst i Dannemare

Det hændte også, at Børge og jeg kom på besøg hos familien i Dannemare, hvor vi havde to fætre, Henry og Jørn, og tre kusiner: Tove, kaldet Søster, Gerda og Lillepigen, hvis rigtige navn var Ingelise. Selv syntes jeg, at Søster Tove – i hvert fald i min opfattelse - var en utilnærmelig pige, som ikke kun spillede udmærket klaver, men også fornem. Hun var utrolig køn, eller vel nærmest smuk, med mørkt hår, mørke dådyrøjne og en velformet mund, lige til at kysse, og mit højeste ønske var at få en mulighed for at se hende i badedragt, for jeg forestillede mig, at hun også måtte have en velformet krop. Det ønskes opfyldelse kom jeg dog aldrig nogensinde blot tilnærmelsesvis i nærheden af, idet jeg aldrig har haft lejlighed til at bade sammen med hende eller hendes søstre, som for øvrigt var et par kønne og frem for alt venlige og muntre piger, for vi så hverken hende, hendes forældre eller søskende ude ved Maglehøj Strand. Og i øvrigt havde jeg indtrykket af, at min person var hende lige så ligegyldig som den jord, hun til daglig trådte på. Vi mødte dem derimod en sjælden gang imellem, når de og vi var på fælles besøg hos farmor og bedstefar, som de børn jo med god grund kaldte for mormor og morfar.

 

Noget helt andet er, at hvis vi kom på besøg ved middagstid i Dannemare, så kunne vi være sikre på aldrig at træffe Edmund og Dagmar, for da sov de til middag, fortalte fætter Henry os med et underligt, skævt smil. ”Kom med mig!” sagde han en dag, hvor vi netop var på stedet en solfyldt, doven dag ved middagstid, og anført af ham listede vi op på første sal, og hen til døren ind til hans forældres soveværelse. Derinde fra lød der en rytmisk og energisk knagen fra dobbeltsengen og ind imellem nogle stønnende og halvkvalte lyde fra tante, og en prusten og stønnen fra onkel. Der var overhovedet ingen tvivl om, hvad de to derinde foretog sig i dette øjeblik, og jeg blev helt flov ved at stå i det skjulte og lytte til de ihærdige og energiske anstrengelser, der blev udfoldet inde bag den lukkede soveværelsesdør. Jeg skyndte mig derfor at liste ned ad trappen igen og ud i det fri, hvor solen skinnede og fuglene kvidrede fornøjeligt. De tog den slags naturgivne udfoldelse som den mest naturlige syssel i denne forunderlige verden.

 

 

På dette foto af Edmond Jensens forhenværende smede- og maskinværksted (de to bygninger til venstre) og privatboligen (stuehuset til højre), skal ægteparrets soveværelse lokaliseres som beliggende bag tagvinduet til venstre i det røde tag. Stedet ligner i det ydre stort set sig selv fra dengang, da jeg var barn. - Foto: © 2006 Harry Rasmussen.

 

Lidt efter kom Børge og Henry også ned ad trappen og ud på gårdspladsen foran huset, og med et sjofelt grin om munden, udbrød Henry lavmælt: ”Tænk jer, det gør de sgu så godt som hver eneste dag!” Ja, tænk, det fattede vi drenge selvfølgelig ikke noget af, selvom vi hver for sig godt vidste, hvad ”det frække” gik ud på, eller vi troede i al fald, at vi forstod det.

 

Et velkomment besøg

Som nedenstående foto indirekte antyder, så hændte der forresten noget lidt usædvanligt under mit sommerferieophold hos min onkel og tante i 1942, idet mor, far og lille Lizzie kom på besøg hos farmor og bedstefar. Han var dog formentlig på arbejde, da det herunder vedføjede foto blev taget af onkel Johannes. Men hvorfor jeg ikke selv er med på billedet, har jeg ingen som helst erindring om.

 

Så vidt jeg husker, var situationen den, at Benny og Bent var på sommerferie hos farmor og bedstefar. Far og mor med Lizzie var formentlig kommet for at hente drengene hjem, men blev sandsynligvis et par dage hos fars forældre, inden de skulle tilbage til København, for far havde ikke nogen egentlig sommerferie, men har antagelig taget sig et par velfortjente fridage.

 

Under mine forældres besøg og kortvarige ophold i Majbølle, blev der også tid til at tage en tur ud til Maglehøj Strand, hvor onkel Johannes, tante Alma, fætter Børge og jeg midlertidigt boede på det tidspunkt. Her fik vi en af dagene besøg af farmor og kusine Esther og af mine forældre med Benny, Bent og lille Lizzie. Johannes benyttede lejligheden til at tage nogle fotos i klitten foran diget ved Maglehøj Strand. Herunder ses det foto herfra, som jeg er i besiddelse af, men hvor hverken fætter Børge eller jeg selv er med på:

 

 

Personerne på ovenstående foto fra sommeren 1942 er i allerforreste række fra venstre: (formentlig) tante Dagmars datter Lillepigen, som står op og vender hovedet om mod moderen. Derpå følger (siddende) kusine Esther, Benny og Børge. Stående fra venstre i anden række: (formentlig) Gerda, Rita og Bent. Stående i tredie række fra venstre: Tante Dagmar med (formentlig) lille Jørn på armen, tante Gudrun med datteren Ingelise mellem sig og tante Ebba, mor til Rita, derefter tante Alma og mor med lille Lizzie på armen. Allerbagest ses fra venstre farmor, Alfred og far (med pibe i munden). Stedet er mine farforældres hus i Majbølle. De personer, der mangler på billedet er først og fremmest fotografen, onkel Johannes, bedstefar og onkel Henry, samt fætter Henry, kusine Søster og så mig, Harry, som af en eller anden grund, som jeg ikke kan huske, ikke er kommet med på fotoet.

– Foto: 1942 Johannes Rasmussen. Fotoet tilhører Harry Rasmussen..

 

I det hele taget er der det specielle ved alle de fotografier af familien, som onkel Johannes optog i årenes løb, at han aldrig selv var med på nogen af billederne. Det skyldtes måske delvis, at han ikke ville overlade sit dyre fotoapparat til andre at betjene, og delvis at ingen i familien følte sig fortrolige nok til at håndtere sådan et teknisk monstrum. Derfor findes der kun fotos af onkel Johannes fra en senere periode af hans liv, nemlig da bl.a. jeg selv var begyndt at fotografere.

 

Men her i Majbølle og ved Maglehøj Strand mærkede man ikke meget til, at Danmark var besat af tyskerne og at der var vareknaphed og rationeringer af de fleste forbrugsvarer. Alt åndede tilsyneladende fred og ro og ingen fare, bortset fra den tragiske ulykke, hvor nogle unge mænd eller store drenge havde bakset en eksplosiv mine ude fra Østersøen og ind på land, hvor den eksploderede mellem hænderne på dem, således som beskrevet tidligere ovenfor.

 

Og forresten også bortset fra, at mens vi og andre børn og voksne badede i Østersøens bølger eller lå og hvilede os og tog solbad i klitten, oplevede vi en dag, at se luftkampe mellem tyske og engelske jagere midt ude og højt over Østersøen, og at se ildglimtene på himlen ved bombardementerne, formentlig af byen Kiel i Nordtyskland. Det er med vilje, at jeg ikke skriver at vi hørte luftkampene og bombardementerne, for det var for højt oppe og for langt væk til, at lyden kunne nå vores ører. Men det virkede fuldkommen ufatteligt og absurd, at mens alle vi badende nød vejret og bølgerne, så kæmpede tyske og engelske piloter en dødskamp deroppe i det næsten skyfri himmelblå. Luftkampe var dog ikke noget, vi var vidne til hver dag, så de enkeltstående tilfælde, der var tale om, blev hurtigt glemt i hverdagens gøremål og interesser. 

 

 

Fra venstre ses kusine Esther, farmor, mor med Lizzie på skødet, Bent, Alma, Benny og far. Hvordan familien var kommet fra Majbølle og ud til Maglehøj Strand, melder historien ikke noget om. Men det foregik formentlig på cykel. – Foto: 1942 Johannes Rasmussen. Tilhører Harry Rasmussen.

 

Efter sommerferien

Men alting får som bekendt en ende, og det gjorde sommerferien hos onkel og tante og fætter Børge naturligvis også. Ja, dette års sommerferie betød faktisk også enden på mine skolesommerferier hos dem, for året efter var jeg blevet 14 år og var gået ud af skolen, for at gå i lære som det, der dengang kaldtes for ”tegnefilmstegner”.

 

Men inden hjemrejsen fik jeg endnu engang lejlighed til den meget uskyldige og generte flirt med den kønne Jytte, som vist nok endnu ikke var moden nok til, at være alvorligt forelsket. For hende tror jeg det mere drejede sig om at blive beundret, for resten ikke kun af mig, men også af flere af de andre drenge i ejendommen og deres kammerater. Når hun og jeg tilfældigt mødtes nede i gården, kiggede hun kun et kort øjeblik på mig, hvorefter hun koncentrerede sin opmærksomhed om den veninde, der i reglen altid fulgtes med hende. De fnisede og lo, hvilket jeg følte ydmygende og degraderende, fordi jeg opfattede, at det var min ubehjælpsomme tilbederattityde, de gjorde sig lystige over, og derfor glædede jeg mig i min weltsmertz så meget mere til, at min afrejse snart nærmede sig.

 

Intet er så sørgeligt og smerteligt for en pubertetsdreng, som det er at blive forsmået i kærlighed, så det var trods alt med et vist vemod, at jeg denne sommer rejste fra den kære familie i Nakskov. De havde jo uden forbehold og uden forventning om gengæld vist mig så megen opmærksomhed og venlighed – for ikke at sige kærlighed – at have haft mig på et månedlangt sommerferieophold tre år i træk. Og min kære fætter Børge havde affundet sig med, ikke kun at være enebarn i hele syv lange uger. Jeg hørte ham aldrig beklage sig. 

 

Hjemkomsten skete nogle dage ind i august, og som sædvanlig blev jeg modtaget på Københavns Hovedbanegård af min københavnske familie: Mormor, Thorkild og Dennis. Dem havde jeg ikke skænket mange tanker i den forløbne måned, for som dreng tager man alt for givne selvfølgeligheder, især når man tilmed var en meget egocentreret knægt på 13 år, som havde nok i sig selv og sine egne interesser og gøremål. Men jeg var naturligvis glad for at gense dem alle, og ikke mindst mine allernærmeste: Mor, far, Benny, Bent og Lizzie. 

 

Mandagen efter hjemkomsten begyndte hverdagen igen, med skolegang og gensynet med skolekammeraterne, budtjeneste i ismejeriet og genoptagelse af de personlige interesser, der havde ligget i dvale i den subjektivt set l-a-n-g-e, uforpligtende og dasende ferietid. Men i og med hverdagen begyndte også problemerne, og ikke mindst, at man nu igen for alvor dagligt blev mindet om, at Danmark var et besat og ufrit land. København var i medfør af at være landets største by og regeringsstad, i særlig grad i risikozonen, hvilket blandt andet vil fremgå af det følgende.

 

Sabotører i aktion

I løbet af sommeren 1942 begyndte sabotagen for alvor at blive mærkbar i Danmark, ikke mindst i hovedstadsområdet. Det var særlig den kommunistisk dominerede modstandsgruppe BOPA (Borgerlige Partisaner, nogle mente det stod for Bolsjevikiske Partisaner), der gjorde sig gældende i den første tid. Indtil 1942 bestod gruppen af tidligere Spaniens-frivillige, men fra 1943 kom den til at bestå af modstandsfolk af alle politiske overbevisninger. Den tiltagende og ikke ubetydelige sabotage mod den tyske værnemagt intensiveredes hen på efteråret, hvilket gav anledning til kritik fra de tyske myndigheders side, som bl.a. klagede over, at det danske politi ikke gjorde en tilstrækkelig indsats for at opspore og arrestere ”terroristerne”. Den alvorligt tilspidsede situation tvang Statsminister Vilhelm Buhl (1881-1954) til den 2. september at holde en tale i radioen, hvori han indtrængende appellerede til befolkningen om at gøre, hvad man kunne, for at bringe sabotageaktionerne til ophør. Buhl sagde blandt andet: ”Sabotage er en af de alvorligste Forbrydelser, der kan begaas mod et krigsførende Land, og i almindelighed kendes der for saadanne Forbrydelser i de krigsførende Lande kun én Straf, nemlig Dødsstraf.”

 

Det var jo klar tale af en statsminister, som - måske nødtvungent - ville fortsætte samarbejdspolitikken, men Danmarks nationale selvstændighed lå ham stærkt på sinde, så stærkt, at han formentlig overså, at folkestemningen var ved at vende sig imod samarbejdspolitikken og samarbejdspolitikerne. I oktober 1942 svarede det illegale blad FRIT DANMARK både på Buhls tale og på Christmas Møllers opfordring til at gøre aktiv modstand mod den tyske besættelsesmagt og mod de danske virksomheder, der samarbejdede med tyskerne. Man skal her huske på, at der var både dansk og tysk pressecensur i Danmark under det meste af besættelsestiden, og som repræsentant for det frie ord var Frit Danmark et af besættelsestidens væsentlige blade, og folk, der stod bag, var dybt involveret i organiseringen af den danske modstandsbevægelse. Bladet tog skarp afstand fra indholdet af Buhls tale, og svaret på Christmas Møllers opfordring lød derfor: JA, CHRISTMAS! Vort Folk er parat!

 

Under overskriften ”Til Eftertanke” kunne Frit Danmark i sit oktobernummer 1942 opregne følgende danske virksomheder i København, der samarbejdede direkte med besættelsesmagten: Valby Maskinfabrik, F.L.Smith & Co., A/S Vølund, A/S Hellesens Fabrikker, Dansk Industrisyndikat, og Bohnstedt Petersen. Af skrædderfirmaer, der syede uniformer for tyskerne, kunne bladet opregne følgende: Fa. Kaj og Knud Petersen i Løngangsstræde, Fa. Kent (Mester Dress), Frederiksborggade, Amagertorv og Baggesensgade. Herrekonfektionsfirmaet Lysdahl, Amagertorv og Korsgade, konfektionsfabrikken I.R.Bock, Østergade, Wessel og Vetts Fabrikker, Landskronagade, Maskinfabrikken Atlas, Sørensen og Madsens Skotøjsfabrik, Nørrebrogade, Dansk Aluminiumsindustri, Englandsvej, Frederiksberg Metalvarefabrik, Nitivej, A/S Titan, A/S.

 

Af provinsfabrikker nævnes følgende: Det danske Tjærekompagni, Nyborg, Dansk Akkumulator og Elektromotorfabrik, Odense, Allerup Maskinfabrik, Odense. Hensigten med at opremse de ovenfor nævnte virksomheder og deres præcise adresser, var selvfølgelig at der burde udøves sabotage mod disse, og det blev der faktisk også på senere tidspunkter.

 

I øvrigt var togsabotagen også begyndt for alvor, og var lige som den øvrige målrettede sabotage organiseret af modstandsbevægelsen. Det var dog kun en ganske lille del af befolkningen, der turde vove pelsen, for der var i bedste fald lange fængselsstraffe og i værste tilfælde dødsstraffe i vente til de modstandsfolk, som var så uheldige at blive afsløret og pågrebet. Med henvisning til tjenestepligten var det danske politi i den henseende villige til at assistere tysk politi med at opspore og anholde folk, som mistænktes for at udøve sabotage eller som deltog i andet illegalt arbejde. Det hændte lejlighedsvis, at dansk politi, angiveligt i selvforsvar, skød og dræbte enkelte modstandsfolk, som ikke ville overgive sig frivilligt. Og nok så afgørende, det skete alt sammen med politiledelsens og samarbejdsregeringens billigelse.

 

Et eksempel på dansk politis uheldige drab på en modstandsmand, forekom i tilfældet med den engelske Special Operations Executive (SOE), danskeren Christian Michael Rottbøll (1917-1942). Efter at være blevet kastet ned med faldskærm nær Jyderup på Sjælland, befandt han sig i landet som chef for de allieredes ’femte kolonne’ i Danmark. Dennes opgave var at støtte den danske modstandsbevægelse og i øvrigt rapportere via hemmelige radiotelegrafiske sendinger til overkommandoen i London.

 

 

På dette portrætfoto ses SOE’s chef i Danmark, Christian Michael Rottbøl, hvis deltagelse i den danske modstandskamp mod den tyske besættelsesmagt kom til at koste ham livet kun 25 år gammel. Billedet bringes her, fordi denne modige mand hører til de danske modstandsfolk, der fortjener at blive husket. Fotografiet, som ikke længere er underkastet loven om ophavsret, er hentet i en omtale af Rottbøl på internettet.

 

For at undgå at blive opsporet, valgte Rottbøll og hans medhjælpere at skifte adresse ofte, men alligevel lykkedes det for det tyske politi at pejle sig frem til de steder, hvor senderen og telegrafisten opholdt sig. Tyskerne overlod det derefter til det danske politi at anholde den pågældende. I selvforsvar og under skudduel kom telegrafisten til at skyde og dræbe en af de danske betjente, hvorefter telegrafisten så sit snit til at sluge en giftampul, hvilket straks medførte hans død. 

     

Imidlertid skete det nogen tid efter, mere præcist den 26. september 1942, at to danske kriminalbetjente foretog en razzia mod en lejlighed i Vordingborggade – en anden kilde siger Øresundsgade - nr. 19, 5. sal tv, hvor man havde en formodning om, at finde en eftersøgt modstandsmand. Men da betjentene ringede på døren, var det til deres store overraskelse Michael Rottbøll, iført nattøj, der lukkede op. Rottbøll havde dog for alle tilfældes skyld en skarpladt pistol i hånden. Det kom da også straks til et håndgemæng, hvorunder Rottbøll affyrede et skud mod den ene af betjentene, men til alt held for betjenten ramte kuglen hans bæltespænde og prellede af. Dette fik de to betjente til at affyre i alt 12 skud mod Rottbøll, som blev ramt i hovedet og flere steder på kroppen. Han døde som følge af forblødninger. Men døden var et af vilkårene for de folk, der gjorde modstand mod regeringens samarbejdspolitik og mod den tyske besættelsesmagt. Så sent som i 1950 blev der afholdt en retssag om drabet, men retten afgjorde, at de to betjente havde handlet i henhold til politiets skyderegulativer.

 

Imidlertid var der fortsat mange mennesker i Danmark, der af forsigtighedsgrunde var enige med statsministeren, men der skulle ikke komme til at gå meget mere end godt et år, før dele af befolkningen havde fået nok, hvorfor det tyske pres voksende yderligere og det endte med, at Samarbejdsregeringen måtte give op. Men herom senere.

 

Leg og Ladegårdså

Af mere jordnært og fredeligt, skete der i løbet af foråret og sommeren 1942 det, at Ågade blev reguleret og herunder blev den resterende del af den gamle Ladegårdså kastet til. Men inden det skete, var det her, at Benny og Bent i sommerhalvåret tit tilbragte meget af tiden med at fange hundestejler, frøer og snoge, som dog blev sat ud i åen igen.

 

Til læserens orientering skal tilføjes, at den del af Ladegårdsåen, som løb fra Skt. Jørgens Sø og ud til Jagtvej, allerede var blevet kastet til i 1897. På det sted, hvor den gamle (tvangs)arbejdsanstalt Ladegården havde ligget, indtil den blev rømmet og nedrevet i oktober 1930, blev Åboulevarden anlagt langs med Åen. På stedet, hvor Ladegården havde ligget, opførtes et beboelseskompleks samt senere Radiohuset, som dog først stod omtrent færdigt omkring oktober 1942, men ikke blev indviet og taget i brug før året efter. 

 

Når mor spurgte drengene, hvor de skulle hen, når de ville ned og lege, eller hvor de havde været, lød svaret ikke så sjældent: ”Over ved åen” eller ”ovre ved åen”. Mor var godt nok lidt nervøs for, at der kunne tilstøde dem noget, mens de legede derovre, men det gjorde der så vidt jeg ved heldigvis aldrig. Benny og Bent var et par raske drenge begge to, men mor havde nok Bennys uheldige vandgang ved broen på Rosnæs i tankerne som baggrund for sin ængstelse, og desuden var Bent jo kun godt 5 år, men med på noderne eller måske især - unoderne.

 

De havde det herligt sammen de to brødre, og tilbragte al den tid sammen med hinanden og deres legekammerater, som de overhovedet kunne afse tid til, hvilket vil sige efter skoletid, for Benny var jo begyndt at gå i skole. 5-årige Bent måtte hver skoledag vente utålmodigt på, at hans bror skulle komme hjem. Legen foregik lige så ofte henne i Nørrebroparken, hvor der var en nogenlunde velindrettet legeplads med gynger, vipper, karrusel, klatrestativ, sandkasse og ikke mindst soppebassin, som alt sammen blev meget benyttet af kvarterets mange børn.  Soppebassinet til at soppe i om sommeren og til at løbe på skøjter i om vinteren.    

 

Kongen og Adolf Hitler

På kongens morgenridetur gennem byen på fødselsdagen den 26. september 1942, hilstes majestæten af store menneskemængder overalt, hvor han kom frem. Ca. 60.000 mennesker var ved 12-tiden forsamlet på Amalienborg Slotsplads, hvor man afventede at kongen og dronningen skulle komme frem på balkonen. Som sædvanligt bad majestæten forsamlingen om sammen med sig at råbe et leve og nifoldigt hurra for Danmark.

 

Denne dag gav i øvrigt anledning til den historisk berømte ”Telegramkrise”, idet Adolf Hitler havde sendt et lykønskningstelegram til majestæten, som imidlertid ganske kort og formelt takkede for hilsenen, ligeledes per telegram: ”Spreche meinen besten Dank aus. Christian R.”

 

Kongens telegram udløste angiveligt vrede hos Hitler, som via sin udenrigsminister, von Ribbentrop, lod den tyske ambassadør i Danmark, Renthe-Fink, aflevere en alvorlig protest til den danske regering, hvori det blev fastslået, at Hitlers regering havde midlerne til at sikre sig, at fornærmelser af den art, som det kongelige takketelegram, ikke skulle gentage sig. Udenrigsminister Scavenius reagerede med bestyrtelse, og det viste sig da også, at den tyske værnemagt i Danmark blev sat i beredskab for alle eventualiteters skyld.

 

Imidlertid beklagede kongen, at Hitler havde opfattet hans telegram fornærmende på grund af dets korthed, og det blev pointeret overfor den tyske rigskansler, at telegrammet ikke adskilte sig fra andre officielle danske telegrammer. Man tilbød endog, at lade kronprins Frederik rejse til Tyskland, for at mødes med Hitler, og forsikre denne om, at Danmark fortsat havde evne og vilje til at indgå i samarbejdet med Tyskland i det nye Europa (!). Grunden til, at majestæten ikke selv kunne rejse til Tyskland, skyldtes angiveligt dennes høje alder og svage helbred. Men man var altså fra det danske kongehus’ og den danske regerings side villig til at gøre endog store indrømmelser til den tyske overmagt. Til trods herfor, kom kong Christian X under den tyske besættelse til at stå som et samlende symbol for hele Danmark, hvilket derfor først og fremmest skyldtes hans nationale sindelag og retlinede karakter, og herunder, at han aldrig direkte gik tyskernes ærinde. Kongens hovedsigte var derimod utvivlsomt, at beskytte danskerne og Danmark og efter bedste evne og med de humane og moralske midler, der var til rådighed, at forhindre, at tyskerne overtog den reelle magt i landet. 

 

”Telegramkrisen”s konsekvenser

En af konsekvenserne af ”Telegramkrisen” blev, at der kort efter midnat den 29. september 1942, tilgik den tyske øverstkommanderende for Værnemagten i Danmark, general Erich Lüdke (1884-1946), ordre til at forlade landet. Det samme gjaldt den tyske ambassadør og ”rigsbefuldmægtigede” i Danmark, Cecil von Renthe-Fink (1885-1964), hvorefter de diplomatiske forbindelser mellem de to lande blev midlertidigt afbrudt. Men større betydning fik det, at der den 2. oktober indsattes den ny øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, general Hermann von Hanneken (1890-1981), af hvilken man ventede sig det værste.

 

Set fra regeringens side var det værste imidlertid, at den diplomatiske forbindelse med Tyskland var blevet afbrudt, for det betød, at man ikke havde ringeste anelse om, hvad Hitler fortsat havde tænkt sig med Danmark. Det kom dog hurtigt til at stå klart, idet Værnemagtens overkommando få dage senere gav ordre til opløsningen af det danske politi og til tysk overtagelse af den danske marines bevogtning af de danske farvande, angiveligt for at forhindre ”illegale udrejser”, mere præcist regeringens og kongefamiliens eventuelle flugt til Sverige. Men allerede den 9. oktober kom der kontraordre fra Hitler, som ’normaliserede’ forholdene i Danmark igen, i hvert fald foreløbigt.  

 

For Rigsdagen betød telegramkrisen en endnu større trussel mod samarbejdspolitikken, end nogensinde tidligere, og man frygtede derfor, at tyskerne måske helt ville overtage magten i Danmark. Under et møde med pressekorpset den 4. oktober udtalte udenrigsminister Scavenius, at der fra tysk side havde været tale om en offensiv mod det danske kongehus, som formentlig hang sammen med, hvad han betegnede som den ”hysteriske kongetilbedelse”. Regeringens og hans opgave ville herefter være, at søge at genoprette det gode forhold mellem Tyskland og Danmark, underforstået at formilde Hitler, som ikke tålte at man ignorerede eller ligefrem nedvurderede ham.

 

For Hitler var målet med Danmark herefter i endnu højere grad, at al dansk modstand af enhver art og form skulle undertrykkes og straffes hårdt, og at Tyskland efter sejren i krigen ville afskaffe det danske kongehus så vel som den danske regering og det danske politiske system. Danmark skulle kort og godt være en tysk provins, hvorfor de tyske tropper for altid skulle forblive i landet.

 

”et germansk Fællesskab”

Den 7. oktober 1942 kunne Ekstrabladet berette om, at der på grund af stigende sabotage var indført undtagelsestilstand i Trøndelagen i det nordlige Norge. I den anledning havde den tyske Reichkommissar, Josef Terboven (1898-1945), dagen før, tirsdag den 6. oktober, holdt en formaningstale på torvet i Trondhjem til det tyske og norske politi, hvori han tordnede imod de modstandsfolk, der stod bag og udførte sabotagen, som åbenbart var meget mærkbar for tyske interesser og for norske værnemagere. Under sin tale sagde Terboven blandt andet følgende:

 

     ”I de to og et halvt Aar, jeg har virket i Norge, har jeg aldrig været smaalig. Foruden at gøre min Pligt og varetage de tyske Interesser har jeg ogsaa set paa den norske Befolknings Interesser. Mit Ideal er at virke saaledes, at min virksomhed kan bidrage til, at Tyskere og Nordmænd engang kan føres ligeberettigede sammen i et germansk Fællesskab. Jeg har ikke været nogen Tilhænger af Naalestikspolitiken og har ikke, udfordret af Fjendens Metoder, ladet mig forlede til at forarge Folk med Smaating. Derfor har jeg storsindet overset mange fjendtlige Manipulationer.

     I ethvert Land findes der Forbrydere og Folk, der aldrig kan lære. Deres Virksomhed medfører, at Landets eller en Del af Landets Forsyninger bringes i Fare. Deroverfor maa enhver Storsindethed, venskabelig Følelse og Velvilje fra min side ophøre og give Plads for en ubøjelig Strenghed. Naar jeg først har besluttet mig til at handle saaledes, er der intet, der kan foranledige mig til at gaa saa meget som et Skridt tilbage.

     Kammerater i det tyske og norske Politi! Alle loyale Borgere, der i Ro og Orden opfylder deres Pligt, og som ubetinget indretter sig under de Indskrænkninger, som en Undtagelsestilstand nødvendigvis fører med sig, har ogsaa nu Krav paa fuld Beskyttelse. Jeg giver herved Ordre til straks og paa Stedet at gribe kraftigt ind over for selv den mindste Lovovertrædelse. Det vil helt og holdent afhænge af den Holdning, Folk lægger for Dagen, hvor længe Undtagelsestilstanden skal vare.

     Det er ikke Tyskland, og det er ikke mig i min Egenskab af Reichkommissær, der har foraarsaget dette, men udelukkende Forbrydere og Forræderne i London. De holder sig i en forholdsvis sikker Baggrund og ophidser Befolkningen for at naa deres Maal.

     Vi Nationalsocialister følger ikke den demokratiske Metode med at hænge de Smaa og lad de Store løbe. Vi tager fat paa de Store, der skyder de Smaa foran sig. Og endnu i Aften vil Befolkningen faa et Bevis herfor.”

 

At Terboven mente alvorligt, hvad han sagde, kan ses af, at Ekstrabladet samme dag, onsdag den 7. oktober, kunne bringe følgende notits inde i bladet:

 

10 Nordmænd i Trondheim henrettet

--------------

Som Soning for flere Sabotageforsøg i den senere tid

---------------

Formuerne inddraget

------------- 

                                                                                                  Oslo, i Dag.

Fra vor Korrespondent.

 

I Forbindelse med Undtagelsestilstande i Trøndelagen er Reichkommissar Terboven i Gaar rejst til Trondheim.

     I Dag meddeler Højere S.S. og Politifører Nord følgende:

     I Forbindelse med Forholdsreglerne i den civile Undtagelsestilstand blev følgende norske Statsborgere den 6. Oktober Kl. 18 Eftermiddag skudt som Soning for flere Sabotageforsøg, der i den sidste Tid er forøvet mod nogle Bedrifter, som tjener det norske Folks Forsyning:

 

Advokat Otto Skirstad, Trondheim.

Teaterchef Henry Gleditsch, Trøndelag Teater, Trondheim.

Redaktør Harald Langhelle, Trondheim.

Forretningsmand Hirsch Kommissar, Trondheim.

Ingeniør Hans Conrad Ekornes, Trondheim.

Bankchef Birch, Trondheim.

Skibsmægler Per Lykke, Trondheim.

Advokat Bull Aakran, Røraas.

Byggeleder Peter Eggen, Orkanger.

Kaptajn Finn Berg, Trondheim.

     De henrettede Personers Formue er blevet beslaglagt og inddraget.

 

Uhyggeligt at tænke på, hvad mordet på disse 10 samfundsmæssigt mere eller mindre fremtrædende mænd og nogle af dem sandsynligvis familiefædre, må have betydet for deres nærmeste. Disse mænd blev formentlig uden videre arresteret i deres hjem eller på deres arbejdsplads af svært bevæbnet tysk politi og henrettet uden egentlig dom ved en standret. Deres død betegnede de tyske bæster som ”soning” for den sabotage, der blev øvet mod det, der i virkeligheden var tyske interesser. Man må håbe, at norsk politi undslog sig for at deltage i den slags åbenlyst dybt uretfærdige handlinger, men det har jeg desværre ingen viden om. 

 

Det kan kort siges, at Terboven med god grund var hadet af de fleste nordmænd, ligesom mange af hans tyske landsmænd heller ikke brød sig særlig meget om ham og hans hårdhændede metoder. Selv propagandaminister Goebbels syntes og var vred over Terbovens ”brutale taktik” over for nordmændene. Alligevel beholdt Terboven posten og magten som tysk Reichkommissar indtil 1945. Da han efterhånden blev tvunget til at indse, at Tyskland havde tabt krigen, begik han selvmord den 8. maj 1945, ved at sprænge sig selv i luften gennem at detonere 50 kg. dynamit i den bunker, hvori han opholdt sig, i øvrigt sammen med en tysk officer, der kort forinden havde begået selvmord ved at skyde sig.    

 

Krigens fortsatte forløb

Krigen i Sovjetunionen var stadig i fuld gang, idet tyskerne trods alt mødte større modstand end forventet. Det gjaldt ikke mindst kampene ved byen Stalingrad, den forhenværende Skt. Petersborg. Den 7. oktober 1942 udsendte Førerhovedkvarteret i Berlin følgende – som altid på Tysklands vegne optimistiske - pressemeddelelse fra Værnemagtens Overkommando:

 

    Nordvest for Stalingrad blev Ringen om de indesluttede fjendtlige Styrker yderligere strammet. Tyske og rumænske Luftstridskræfter angreb med stor Virkning sovjetrussiske Flyvepladser og Tilførselsveje paa begge Sider af Volga.

     Sydøst for Ilmen-Søen gør vort eget Angreb gode Fremskridt mod sejg Modstand i et uvejsomt Skov- og Sumpterræn. Tyske Styrtbombemaskin-Afdelinger og kroatiske Bombemaskiner, havde særlig andel i disse Kampe.

     I heftige Luftkampe over Malta nedskød tyske Luftjagere to britiske Flyvemaskiner uden selv at lide Tab.

Træfning i Kanalen

     Lette tyske Søstridskræfter stødte Natten til den 6. Oktober fra Kysten af  Flandern paa en Gruppe britiske Hurtigbaade. En fjendtlig Hurtigbaad blev sænket af en Minestryger. En Undervandsbaad blev skudt i Brand, vædret og sænket af en Minestryger. Andre britiske Baade fik Artilleritræffere under Nærkamp.

Seks britiske Maskiner skudt ned over Vesttyskland

Nogle Sprængbomber, der af enkelte britiske Flyvemaskiner under Forstyrrelsesflyvninger blev nedkastet over Vesttyskland, anrettede kun ringe Skade. Det britiske Luftvaaben foretog Natangreb mod nordvesttysk Omraade. Befolkningen led Tab. Der foraarsagedes Ødelæggelser og Brandskade fortrinsvis i Beboelseskvarterer og offentlige Bygninger. Seks af de angribende Maskiner blev skudt ned.

Den britiske Behandling af Dieppe-Fangerne

Usandfærdige Erklæringer

     Værnemagtens Overkommando meddeler endvidere:

     Efter det mislykkede Landgangsforsøg ved Dieppe tvang en opsnappet engelsk Befaling, hvori der gaves Ordre til at lænke de tyske Fanger, Værnemagtens Overkommando til for at beskytte den tyske Soldaterære at bebude tilsvarende Modforholdsregler. Herpaa erklærede det britiske Krigsministerum den 2. September:

 

     ”Det benægtes med Eftertryk, at Hænderne er blevet bundet paa nogen tysk Krigsfange. Enhver Ordre i denne Retning vil bliv Tilbagekaldt, dersom den er udstedt.” I Mellemtiden har begge de to Erklæringer fra det britiske Krigsministerium vist sig at være enten letfærdige, ikke undersøgte Paastande eller bevidst Løgn. Det fremgaar nemlig af et retsligt Forhør af en tysk Underofficer, en Oversergent og fem Skytter samt fem Mand af Organisationen Todt som forbigaaende var faldet i britisk Fangenskab ved Dieppe og senere blev befriet, at de alle har været lænket fra 10 Minuter til en halv Time. Enten blev deres Hænder lænket bag paa Ryggen eller Haandledene eller Fingrene alene bundet sammen foran Brystet, Men ikke nok hermed.

 

En Episode paa en Kanal-Ø

     En lignende skændig Begivenhed foregik 4. Oktober paa Kanaløen Serco. Tidligt om Morgenen overfaldt 16 Englændere en tysk Arbejdskommando, bestaaende af en Underofficer og fire Mand. Disse blev i bar Skjorte, bundet med en tynd, men meget fast rund flettet Snor, forhindret i at tage flere Klædet paa og ført ned til Stranden. Da de tyske Soldater vilde sætte sig til Modværge mod denne uhørte Behandling, blev Underofficeren og en Mand dræbt ved Skud og Bajonetstik. En anden Soldat blev saaret. Disse Kendsgerninger bekræftes ved Udsagn af en Pionér, hvem det lykkedes at undslippe Haandgemænget. Undersøgelsen har vist, at denne Lænkning var planmæssigt forberedt.

De tyske Forholdsregler –

     Dermed besidder den tyske Værnemagts Overkommando uomstødelige Beviser paa, at begge det britiske Krigsministeriums Erklæringer af 2. September 1942 er blevet afgivet i Modstrid med Sandheden. Værnemagtens Overkommando ser sig derfor tvunget til at anordne følgende:

    Fra den 8. Oktober Kl. 12 Middag vil samtlige de ve Dieppe fangne britiske Officerer og Soldater blive lagt i Lænker. Denne Forholdsregel forbliver i Kraft indtil det britiske Krigsministerium beviser at det i Fremtiden afgiver sande Erklæringer om Lænkningen af tyske Krigsfanger eller skaffer sig Autoritet til at sætte sine Ordrer til Tropperne igennem. I Fremtiden vil samtlige Briternes Terror- og Sabotagetropper og deres Hjælpere, der ikke opfører sig som Soldater, men som Banditer, blive behandlet af de tyske Tropper som saadanne og hensynsløst bliv slaaet ned i Kamp, hvor de end maatte vise sig.

 

     Den forargelse over englændernes krigsførelse, som tydeligt skinner igennem ovenstående tyske pressemeddelelse, er så meget mere grotesk og uhyrlig, som at tyskerne på ingen måde selv holdt sig tilbage fra at bryde Genéve-konventionens regler for krigsførelse. Tværtimod må man konstatere, at tyskerne i meget større grad og udstrækning forbrød sig mod de krigslove, som de så skinhelligt anklagede deres modstandere for at bryde.

     Men i det hele taget følte tyskerne i 1942 sig overlegne både overfor de engelske og russiske kampstyrker. Det fremgår især af den linde strøm af pressemeddelelser, der strømmede ud fra Førerhovedkvarteret i Berlin. Det fremgår derfor også af de danske avisoverskrifter og artikler, som jo mere eller mindre var dikteret fra tysk side. I Ekstrabladet for den 7. oktober 1942 kunne man blandt andet også læse følgende overskrifter, som havde direkte med kamphandlingerne på såvel vestfronten som østfronten at gøre:

 

Britiske Tab under Træfning i Kanalen

 

Tyske Beviser for at de britiske Erklæringer om Behandlingen

af Dieppe-Fangerne er usandfærdig

 

Tyskerne lægger de britiske Fanger fra Dieppe i Lænker fra i Morgen Kl. 12.    

 

Dieppe er den nordfranske havne- og badeby ved Den engelske Kanal, som i 1970’erne havde et befolkningstal på 30.000 indbyggere. Den 19. august 1942 angreb cirka 6.000 hovedsageligt canadiske soldater under kommando af general J.H. Roberts, med støtte fra Royal Navy og Royal Air Force, den stærkt befæstede kyst. Formålet var at erobre en større havn for at øve sig på landgang og om muligt at tage fanger og opsnappe oplysninger om tyskernes forsvar af Atlanterhavskysten, mere specielt med henblik på en senere større landgangsoperation.

 

De Allierede havde håbet på at kunne udfordre det tyske Luftwaffe, så dette sendte sine kampfly i luften, for englænderne mente, at Royal Air Force ville være det tyske luftforsvar overlegent. Man havde håbet på at kunne nedskyde en stor del af de tyske fly, men det viste sig desværre ikke at blive tilfældet, for resultatet blev, at de allierede styrker efter hårde kampe måtte give op og retirere.  

 

Ingen af de planlagte mål med raidet blev opnået, tværtimod blev 3.623 af de i alt 6.086 landsatte soldater dræbt eller taget til fange. Dertil kom, at Royal Air Force mistede 119 fly, og Royal Navy 555 mand. Slaget ved Dieppe var en alvorlig lærestreg for de allieredes invasionsplaner, men til gengæld gav det dyrtkøbte erfaringer, som kunne bruges i de allieredes fremtidige invasionsplaner, erfaringer, som fik betydning for planlægningen af ”Operation Overlord” eller ”D-Dag” den 6. juni 1944. 

 

Tre russiske Divisioner meldes sønderslaaet

ved Volkhof-Brohovedet

Russiske Forsøg paa underjordisk Krigsførelse tilbagevist af Tyskerne

 

KOMMISSÆRERNES BEFØJELSER

INDSKRÆNKES NU

 

Her var der tale om, at de politiske kommissærer i den Røde Hær havde fået indskrænket deres hidtidige beføjelser. For fremtiden skulle kommissærerne stilles under kommando af den øverstbefalende general Shaposnikovs militære ledelse, hvilket ville sige, at de skulle adlyde og overholde de militære krigslove frem for under den politiske, hvilket vil sige kommunistiske ideologi. Ved overtrædelse af krigslovene ville kommissærerne i lighed med andre overtrædere blive stillet for en krigsret, som i værste tilfælde idømte dødsstraf. 

 

En U.S.A.-Ubaad sænker Skib med 1800 britiske

og australske Krigsfanger

1000 af Fangerne omkom

 

Af teksten til den sidstnævnte overskrift fremgår det, at der er tale om den japanske transportdamper ”Lissabon Maru”, og at en del af de omkomne var japanske officerer og soldater. Men antallet af disse er ikke nævnt. Men her som i de øvrige meddelelser fra Førerhovedkvarteret og Værnemagtens Overkommando i Berlin, skinner den ubarmhjertige triumf over egne blodige sejre og den skinhellige forargelse over De Allieredes krigsførelse tydeligt igennem.

 

Enhver form for krig medfører qua sin natur altid død, lemlæstelse og ødelæggelse, ikke kun på slagmarkerne, men også gennem systematisk bombning af især storbyerne, i Tyskland så vel som i England og i flere af de af tyskerne besatte lande, sådan som tilfældet var under 2. Verdenskrig, hvor kamphandlingerne i høj grad også gik ud over civilbefolkningen.  Det samme havde ikke været tilfældet under 1. Verdenskrig, som er blevet karakteriseret mere som en skyttegravskrig, soldater direkte mod soldater, ofte i blodig nærkamp med opplantede bajonetter, hvormed mangen brav ung mand på begge sider af fronten blev såret og dræbt. Men det var også soldaterne, der blev såret og lemlæstet og i mange tilfælde dræbt, af geværskud, håndgranater og eksplosive kanongranater.

 

Men døden hørte jo samtidig også med til hverdagslivet, al den stund, at alle dage siden tidernes morgen, har døden været livets uundgåelige og trofaste følgesvend. Døden som følge af alderdom, sygdom eller ulykke, eller som aktuelt, døden som følge af krigshandlinger. Og døden skelner ikke mellem store og små, børn og voksne, mænd og kvinder, gode og onde, retfærdige og uretfærdige, rige og fattige, kendte og ukendte, alle er uden nogen undtagelse prædestineret til at dø på en eller anden måde en dag.

 

En jordefærd

I hverdagens trummerum lægger vi i almindelighed mere mærke til, når det er offentligt kendte mennesker, der afgår ved døden, uanset af hvilken årsag. Således også med den i 1930’-40’erne kendte og afholdte danske skuespiller Carl Alstrup, om hvis begravelse Ekstrabladet for 7. oktober 1942 kunne skrive følgende:

 

Carl Alstrup begravet i Dag

En enkel, men gribende Højtidelighed

                                                                                 

                                                                                                                                     Privat for Ekstrabladet. Helsingør, i Dag.

Skuespiller Carl Alstrups Jordefærd, der fandt Sted i Middags fra den lille smukke Egebæksvang Kirke, blev en enkel, men gribende Højtidelighed, der kun overværedes af ganske faa Mennesker, bl. a. Fru Fenja Alstrup, Datteren Marie Louise og Skuespilleren Albert Helsengreen.

     Den brune Egetræskiste var smukt pyntet med hvide Krysantemer, og et Væld af Kranse omgav Kisten og dækkede Midtergangen. Der var signerede Kranse fra Folketeatrets Skuespillere, A/S Palladium, Direktionen for Folketeatret og Det ny Teater, Nordisk Filmskompagni og Dansk Skuespillerforbund.

     Følget sang ”Jeg lever og véd”, hvorefter Pastor Bartholdy Møller, der var en personlig Ven af Afdøde, varmt og hjerteligt læste en Bøn over Kisten. Violoncellisten Chr. Lyppert spillede derpaa Jeppe Aakjærs ”Rugen” til Carl Alstrups egen Komposition, hvorpaa han spillede Melodier fra ”Ole Lukøje”.

 

     Carl Alstrup (1877-1942) optrådte på Dagmarteatret som barn, men fik sin teaterdebut 1896, hvor han var medlem af Albert Helsengreens danske teatertrup, som var på gæstespil i Oslo. Kom fra provinsen til Frederiksberg Morskabsteater, det senere Betty Nansen Teatret, i 1904, hvor han efterhånden udviklede sit komiske talent. Fra 1913 var han den store stjerne i Scala-Teatrets operetter og revyer. Hans virkemidler som skuespiller var et barokt lune, hvormed han fremstillede en række stilfærdige, elskelige mennesketyper. Hans komik udsprang af situationernes uforudsigelighed, som blev fremhævet af den småmumlende og underfundige måde, han sang sine lidt småtossede viser på.

 

Som privatperson var Alstrup kendt for at være en noget kantet person med sine egne meninger. I virkeligheden hadede han at spille revy og i 1920'erne forlod han da også genren til fordel for det seriøse teater, hvilket først og fremmest ville sine Casino og Dagmarteatret. Men til at begynde med havde både pressen og publikum svært ved at acceptere ham som seriøs skuespiller, men Alstrup blev stædigt ved – og sejrede. Hans afgørende gennembrud som karakterskuespiller var i titelrollen i Soldat Svejk (1930), og senere fik han stor succes med hovedrollen i Kaptajnen fra Köpenick (1933). Imidlertid vendte han i løbet af 1930'erne tilbage til revyen, denne gang på Apollo Teatret, hvor han i 1936 sang visen Manden paa Risten. Det gjorde han så mesterligt indlevende i den hjemløse mands situation, at sangen blev indspillet på grammofonplade, der ofte blev spillet i radioen i de følgende mange år. Alstrup var en revyvisesanger på niveau med f.eks. Liva Weel og Osvald Helmuth.

 

Carl Alstrup begyndte at optræde på film i 1908 og var især aktiv i stumfilmtiden, men indspillede også enkelte talefilm i løbet af sin karriere. Det drejer sig om filmene Det gyldne Smil (1935), Den kloge mand (1937), Genboerne (1939), Vagabonden (1940), En forbryder (1941) og Peter Andersen (1941) og Nat-Ekspressen (P. 303) (1942). Han  medvirkede også i et af de første tonefilmsforsøg herhjemme, Petersen og Poulsens Talende Film (1908-09). Desuden eksperimenterede han med farvefilm i mange år, før den for alvor blev benyttet i filmproduktionen, men hans egen metode fandt dog ikke praktisk anvendelse. Fra talefilmene huskes Carl Alstrup især for sit herlige spil som løjtnant von Buddinge i Genboerne (1939).

 

Hverdagslivets små og store problemer

Lad os herefter vende tilbage til omtalen af de mere dagligdags begivenheder i dette efterår 1942 under besættelsen. Danskerne var i almindelighed mere optaget af dagliglivets små og store glæder, problemer og sorger, end af krigens gang, og for de fleste forløb hverdagen stort set som før krigen, lige bortses fra restriktionerne og rationeringerne.

 

Til problemerne hørte indkomstskatten, som alle dage havde og har været et problematisk irritationsmoment for de fleste skatteydere, hvilket dengang i hovedsagen ville sige mændene, idet kvinderne endnu ikke i større udstrækning var kommet ud på arbejdspladserne. Det store og afgørende spørgsmål var for stort set alle skatteydere: ”Hvor meget skal jeg betale i skat til næste år?” - Svaret på spørgsmålet beroede selvfølgelig på den enkeltes indkomst- og udgiftsforhold, men overordnet set på Finansloven for 1943-44, som dette år blev fremlagt i Folketinget af finansminister Alsing Andersen (1893-1962). Samtidig fremlagde han statsregnskabet for 1941-42, som udviste en indtægt på 941,6 mill. kroner og en udgift på 907,1 mill. kroner. Det betød et overskud på 34,5 mill. Kr., som overførtes til det i forvejen eksisterende overskudsfond, en kasse-reserve, som derved kom op på et beløb af 135,1 mill. Kr.

 

Knapt så positivt så det ud for finansåret 1943-44, idet regeringen her budgetterede med et underskud på 243,6 mill. Kr. Det skyldtes flere forhold, som jeg dog ikke skal komme ind på her, bortset fra at nævne, at man regnede med en driftsindtægt på 718,9 mill. kr. og en udgift på 962,3 mill. kr. Fremtidsudsigterne for, at der skulle blive tale om lettelser i skatter og afgifter, var derfor dystre. 

 

Tværtimod måtte man konstatere, at de indirekte skatter – det vil sige diverse told- og forbrugsafgifter – i finansårets første halvdel fra april til september var steget med 40 mill. kr. Det var især afgifterne på produktionen af dansk frugtvin, der havde givet fordoblede statsindtægter, hvorimod ølrationeringen og den omstændighed, at man ikke længere kunne købe kaffebønner betød færre indtægter for statskassen. Men også i sammenhæng med danskernes tilvænnede kaffedrikning, fandt initiativrige og smarte fabrikanter og forretningsfolk på udveje. Eksempelvis kunne man i aviserne se annoncer for kaffeerstatninger som den nye JABA og den gammelkendte Richs, og teksten lød:

 

Som med een Mund:

Fru Petersen i København, Hr. Hansen i Odense, unge Jensen i Aarhus og Hr. Sørensen ovre i Aakirkeby, alle er de enige om een Ting: Kan man ikke faa Kaffe, saa er der intet som en Kop JABA.

 

Bland JABA og en stor Richs – saa er den rigtig!      

 

      Men om afgifternes ’velsignelse’ for statskassen, kunne Ekstrabladet den 7. oktober 1942 fortælle:

Tørsten giver Staten store Penge

    Foruden de 26,6 Mill. i Ølafgift er det mange andre store Beløb, Staten tager ind paa Tørsten.

I Halvaaret har Spiritusafgiften indbragt 641,000 Kr. imod 266,000 Kr. – Tillægsafgiften paa Spiritus 22,1 Mill. mod 20,7 Mill. – den indenlandske Vin 2,4 Mill., altsaa en Fordobling, Afgiften paa Mineralvand 2,8 Mill. mod 2,7. Mill., og endelig er der Omsætningsafgiften paa stærke Drikke 40,2 Mill. mod 2,3 Mill. Tilsammen er Tørsten beskattet med 94,7 Mill. paa 6 Maaneder.

Vi slikker Millioner i Statskassen

     Sukkerafgiften har indbragt 4,2 Mill. mod 3,9 Mill., Omsætningsafgiften paa Chokolade og Sukkervarer m.m. 12,6 Mill. mod 12,4 Mill. og Tillægsafgiften paa Sukker 3,4 Mill. mod 3,1 Mill.

     Tobaksafgiften har givet 40,7 Mill. mod 9,1, Kaffesurogaterne 6,8 mod 6,0 – den store omsætningsskat paa Tøj o.s.v. 45,9 Mill. mod 39,4 Mill. – og endelig er der3,4 Mill. i Afgift paa Papir og Pap, 1 Mill. for Glødelamperne, 1,4 Mill. for Radiolamperne og Parfumeafgift 4,2 Mill. – mod 2,9 – bruges der mere Kosmetik?

     Det eneste Punkt, hvor det ser sløjt ud, er Omsætningsafgiften for Motorkøretøjer og Benzinafgiften til dem. Her er man nu nede paa 2,4 Mill. i det forløbne Halvaar imod 3,7 Mill. i Fjor og imod Kæmpemillionbeløb, da Motorerne rigtigt snurrede over hele Danmark.

     Generatorbrændsel giver jo ingen Statsindtægter.                                                            Horn.  

 

Alt dette var naturligvis ikke noget, der interesserede mig som 13-årig, og selv om jeg ikke i alle tilfælde læste om det i aviserne, så hørte vi jo den daglige aften-radioavis, som stort set fortalte om de samme ting, som man kunne læse om i aviserne. Det eneste, jeg forstod dengang, var, at den generelle situation i Danmark var ret så alvorlig, for det mærkede vi jo på forskellige måder i hverdagen.

 

Nok så alvorlig for danskerne, især befolkningen i storbyerne, og måske nok så meget for københavnerne, var situationen på fødevaremarkedet. Det kunne aviserne og Radioavisen, og ikke mindst Ekstrabladet, naturligvis også fortælle om. Sidstnævnte under overskriften:

 

Slagterne indfører Flæske-Kontrolbog

Hver Kunde opskrives efter Tur og efter Familiens Størrelse

Bedring sidst i denne Uge?

 

Atter i Dag udeblev det længselsfuldt ventede fede Flæsk, men det menes, at der vil ske en Bedring sidst paa Ugen.

     Imidlertid er Slagterne blevet trætte af de ustandselige Forespørgsler om Flæsk og vil nu indføre en Slags privat Rationering, idet alle faste Kunder opskrives og faar Flæsk efter Tur.

Den eneste Vej at gaa -

     Slagtermester-Formanden, H.C. Andreasen, siger:

     - Jeg har allerede indført en Flæske-Kontrolbog, i den opnoteres samtlige faste Kunder og faar saa efter Tur, idet vi noterer, hvad de faar, saa vi fremover har fast Kontrol med, at ingen forfordeles.

     - Og hvad faar saa hver?

     - Det afhænger af Familiens Størrelse og det sædvanlige Forbrug. Nogen Overflod bliver der ikke til nogen, men i Hovedet kan vi ikke huske alle Udleveringer, og de, der presser stærkest paa, faar saa let mere end andre, hvis vi ikke sætter det i System. Det er dobbelt nødvendigt nu, da det ogsaa kniber med andre Varer. Maaske maa vi senere udbygge dette Kontrolsystem, der er en ikke ringe Ulejlighed, men en absolut Nødvendighed, og jeg forstaar, at flere og flere Kolleger træffer en lignende Ordning. 

                                                                                                                                                               Horn. 

 

I den forbindelse kan Ekstrabladet også citeres for følgende lille notits uden overskrift:

 

Naar en Restaurant i Dag har Flæskesteg paa Menuen, rygtes det over den halve By som en Sensation. Paa Sporvognene i Morges hørte jeg flere Herrer aftale, at de paa Søndag vilde have en Fællesudflugt med deres Koner til en Restaurant, der allerede nu havde bebudet, at der var Flæskesteg til Middag.

 

NØDDERNE 

     Hvorfor faar vi ikke Maksimalpris paa Nødder? spørger en Husmoder. Fordi Nødder betragtes som Luksus, fordi der kun er meget faa Nødder i Aar, og fordi en Maksimalpris afgjort vilde sende Nødderne over i sort Handel, hvor de, der har Raad, vilde faa.

     I Dag er Torve-en gros Prisen paa store Nødder med det grønne ved oppe i 6-7 Kr. Kiloet, men der er kun faa, og Valnødder maa ikke ventes. Frosten har ødelagt begge Sorter. Nogen Import af Betydning kan ikke ventes. Der købes de rigtige Mandler for Bevillingerne. Vi maa vente med Nødderne til bedre Tider.

    

Samme dag kunne samme avis også bringe nogle andre notitser om den aktuelle mangelsituation i landet og ikke mindst i storbyen, som f.eks. denne under overskriften:

 

Der skæres ned -

     Den vanskelige Papirsituation mærkes nu ogsaa paa Uge- og Maanedsblade. Flere har sat Sideantallet ned, og andre har besluttet at udsende færre Numre. Adskillige Foreningsblade, der før kom hver Uge, er nu blevet Fjortendagsblade, og nogle Maanedsblade udsendes fremtidig kun 9-10 Gange aarlig. Sidst meddeler Lejrsportsfolkenes Blad, at det nedsætter Udsendelsen fra 12 til 10 Gange aarlig.

Prisen for offentlige Beskyttelsesrum

     En Læser, som har faaet et af sine Kælderrum taget til offentligt Beskyttelsesrum, har fra Luftværnsmyndighederne faaet Meddelelse om, at man som Vederlag vil betale ham en Sum, der efter hans Mening ligger betydeligt under, hvad han ellers kunde have bragt ud af det paagældende Rum ved Udlejning til andet Formaal. Maa jeg nu uden videre godtage denne Pris, spørger Læseren, eller findes der nogen Appelinstans, jeg kan henvende mig til?

     Ja, det gør der. Der findes ”den i Henhold til Lov Nr. 324 af 21. September 1939 nedsatte Vurderings-Kommission for København”, og der findes lignende Kommissioner for de andre Luftværnsomraader. Til disse Kommissioner kan man henvende sig, hvis man har noget at klage over, men deres Afgørelse er saa inappellabel.

 

Forværret forhold til Tyskland

Den 7. oktober 1942 kunne Ekstra Bladet under overskriften ”Tyskland og Danmark” også bringe et Reuter-telegram fra Berlin, hvori det blev fastslået, at statsminister Buhls tale ved Rigsdagssamlingens åbning, måtte ”anses for at være en Bekræftelse paa, hvor formaalstjenligt et forstaaelsesfuldt Samarbejde med Tyskland, ogsaa med Henblik paa Europas Nyordning, vilde kunne være.” Med ”Europas Nyordning” mentes et Europa under Nazi-Tysklands ”Førerskab” og med bl.a. Danmark som et protektorat. Fra tysk side ville man imidlertid ikke tage direkte stilling til, om der var indtruffet en forbedring i forholdet mellem de to lande, hvilket der jo i virkeligheden heller ikke var, snarere tværtimod, idet modstandsbevægelsens sabotageaktioner var tiltaget betragteligt og til stigende gene for tyskerne og de danske virksomheder, der samarbejdede med besættelsesmagten. De pågældende virksomheders ejere fik derfor snart hæftet det belastende ord og begreb ”Værnemagere” på sig, hvorved blev forstået, at de pågældende gik tyskernes ærinde, og tilmed gjorde det for ussel mammon. Derfor blev dette samarbejde meget ilde set blandt den del af befolkningen, som i forvejen var godt vrede over besættelsesmagtens tilstedeværelse i Danmark.

 

Set i tilbageblik må man populært sige, at der virkelig var lagt i kakkelovnen til Danmark og danskerne fra Tysklands side. Fra nu af og flere år frem ville de tyske myndigheder skærpe kravene til den danske regering og Folketinget, og ikke mindst til politiet, som man forventede ville slå hårdt og skånselsløst ned på sabotører og andre uromagere.

     Men indtil videre syntes hverdagslivet stort set at forme sig, som under de to foregående besættelsesår, og folk som flest indrettede sig fortsat på de givne vilkår og levede fra dag til dag, afventende over for, hvad der videre ville ske. Selv de offentlige, prostituerede damer, som var en torn i øjet på alle moralister og gode og anstændige borgere, nød godt af situationen og havde forøget tilgang til ’faget’. Det betød naturligvis øget konkurrence og dermed bedre ’service’ og faldende priser på ’ydelserne’. 

 

Kødets lyst – mod betaling

Formentlig omtrent siden tidernes morgen har der været mennesker, som har haft ondt af og været forargede over, at mennesket er udstyret med seksualdriften og de dertil hørende organer og aktiviteter. Denne moralske forargelse har altid været et særligt træk ved puritanske religiøse og politiske bevægelser, og er det faktisk endnu i vore dage hos nypuritanere af enhver art og afskygning. I ældre tid forfulgte folk af denne kategori de mennesker, der tilsluttede sig og dyrkede en frugtbarhedsreligion, og slog gerne de formastelige ihjel, enten ved at hænge, brænde eller drukne dem.

 

I nyere tid har den puritanske moralisme antaget karakteren af hvidkitlet hygiejniske hensyn, hvor man advarer mod smitte med veneriske sygdomme og risikoen for uønsket graviditet. Det gjaldt derfor for de moralsk forargede om, at anbefale seksuel afholdenhed, naturligvis især før ægteskabet, men til en vis grad også under dette, således at samleje kun burde finde sted med forplantningsformål for øje.

 

Værre var og er det imidlertid med folk, der enten af lyst eller mod betaling hengav eller hengiver sig til såkaldt prostitution, et ildevarslende ord og begreb, som betyder at nedværdige sig til vanærende adfærd, underforstået upassende eller amoralsk seksuel praksis. En hærskare af politikere, behandlere, psykologer, pædagoger og socialrådgivere stod og står til stadighed parate til at tage den slags asociale individer under kyndig terapeutisk behandling. Nøgleordet er i nyere tid ’behandling’, idet de velmenende ’eksperter’ er af den opfattelse og overbevisning, at man kan ’behandle’ sig ud af problemerne.

 

Man kom tidligt ind på den generelle opfattelse af, at prostitution er forårsaget af sociale årsager, herunder eventuelt seksuelt misbrug under opvæksten. Opfattelsen deltes især af 1970’ernes politisk motiverede munkemarxister, særlig i form af intellektuelle studentikose teoretikere, sagsbehandlere og venstreorienterede feminister, som så voldtægt og incest alle vegne, og nok så vigtigt, som især så misbrug i form af folk, der udnytter de prostituerede. Folk, som bordelejere og alfonser, som ganske vist også altid har eksisteret, men som man imidlertid via lovgivningen, politirazziaer, anholdelser, bøder og fængsling har forsøgt at komme til livs.   

 

Men uanset hvor meget man gennem tiderne har forsøgt at komme seksuelle udskejelser og seksuel prostitution samt andres kriminelle misbrug af denne til livs, har alle den slags tiltag indtil videre vist sig totalt forgæves. En kendsgerning, som gælder endnu den dag i dag, hvor disse linjer skrives (2009), og hvor både kvindelig og mandlig prostitution, og andres ulovlige misbrug af denne, trives måske bedre end nogensinde tidligere i verdenshistorien. I nutiden er prostitution ofte forbundet med narkotikamisbrug og internationalt organiseret handel med især kvinder eller unge piger, som i nogle tilfælde tvinges ud i prostitution. I kraft af de øgede samfærdselsmidler er der i de seneste årtier rejst især asiatiske kvinder fra bl.a. Thailand til Europa, herunder ikke mindst til Danmark, for at tjene helst store penge som prostituerede, men hvor man ved, at profitten ofte går til de bagmænd, som med gyldne løfter eller trusler har lokket pigerne af sted til for dem helt fremmede lande. I nogle tilfælde drejer det sig endog om gifte eller fraskilte kvinder med børn, som angiveligt har til hensigt eller formål, at forsørge familien hjemme i f.eks. Thailand. 

 

Mørkets gerninger

Imidlertid vil vi her vende tilbage til situationen i 1942. Den 7. oktober dette år kunne Ekstra Bladet meddele, at prostitutionen i Danmark så vidt det kunne konstateres var steget 100 % i løbet af besættelsens foreløbigt tre år. Avisen bragte et interwiev med en såkaldt ekspert på området, politikommissær Jens Jersild (1903-1978), som gav sit bud på, hvad han af erfaring anså for årsagen eller rettere sagt årsagerne til den formentligt stigende prostitution i landet, herunder ikke mindst i København. Det interessante og på sin vis dramatiske interwiev skal her gengives i sin helhed, fordi det fortæller noget om, hvordan eksperterne – og Ekstrabladets journalist – på den tid så på prostitutionen:

 

     Politikommissær Jersild er inden for Politiet en af de kendteste Eksperter på Prostitutionens Omraade. Han har i adskillige Aar beskæftiget sig med denne triste Kategori inden for Samfundet og har Tal, den vedrørende, paa rede Haand.

    EKSTRABLADET er i den seneste Tid kommet under Vejr med forskellige sørgelige Historier, der synes at tyde paa, at Prostitutionen – det er altid Tilfældet under Krig – er i Stigning og tilmed en meget stor Stigning.

En Fordobling

 

     Vi har bedt Politikommissæren sige os, hvorledes Forholdet er, og han udtaler:

     - Hvis vi ser paa Tallene fra i Fjor og fra i Aar angaaende Kvinder, som har modtaget Paalæg om at søge lovligt Erhverv, saa er der absolut en Stigning. Lad os tage indtil 1. Okt. i Aar, den viser 151 Tilfælde, men sidste Aar pr. 1. Okt. viser kun 88. Altsaa er der Tale om en Fordobling, paa det nærmeste da.

     Der er en Kategori af Kvinder, som vi oprigtig talt har ondt af, det er ”de Forladte”, det vil sige Kvinder, hvis Mænd er stukket af eller sidder i Fængsel, ugifte Kvinder, som alligevel sidder tilbage med nogle Smaabørn. Vel modtager de Støtte baade til Husleje og Brændsel, de faar ogsaa Socialhjælp og Børnebidrag, men det sidste er Normalbidraget, det vil sige 180 Kr. pr. Barn halvaarligt, og det samlede Beløb de raader over for at klare Dagen og Vejen til den lille Familie er ikke større end kun den mest knivskarpe Økonomi klarer Vanskelighedene. De er ikke Økonomer. En Dag har Børnene ingen Sko, eller der mangler Brændsel. Andre Kvinder i Ejendommen er maaske inde paa Utugt – de forladte Mødre tænker, at der maaske her er en Udvej og begynder at trække paa Gaden.

     Tillige er der en Del arbejdsløse Fabrikspiger uden Uddannelse og vant til at have større Frihed. De kan ikke søge Husassistentpladser, de har aldrig prøvet Husgerning – de vil ikke give Afkald paa det daglige Liv, som eget Erhverv forskaffede dem, og de lader sig altsaa rekruttere.

 

Boligforholdene spiller en Rolle

 

     Endelig spiller Boligforholdene en Rolle. Ved Saneringen er der blevet Pladsmangel. Klublejlighederne er kommet paa Mode, lad os sige, at et Par Piger søger ind i en saadan Lejlighed, de andre Lejere flytter ud, nye Piger søger til, og efterhaanden er hele Lejligheden blevet et Hjemsted for offentlige Piger, i Kvarteret stiger Forargelsen, der sker Anmeldelse, og Sædelighedspolitiet kommer til – for at sørge for at bringe Forholdene i Orden, dels ved Hospitalsindlæggelse i Sygdomstilfælde eller eventuelt ved andre Foranstaltninger over de paagældende Kvinder, idet de Paagældende faar Tilbud om Hjælp i Form af gratis Ophold, eventuelt Arbejdstøj, Hjælp til Pladssøgning, og alt dette gennem Foreningen til unge Kvinders Oprejsning.

     Tilgangen til Erhvervet har naturligvis ikke gjort det let at udøve det – Betalingen er ikke blevet større, Konkurrencen er blevet skærpet. Man har da ogsaa hørt Klager fra forargede Borgere over Pigernes stedse mere anmassende Optræden, der naturligvis gøres mulig af Mørklægningen. Spada.

 

Som det indirekte vil være fremgået af ovenstående interwiev med politikommissær Jersild, så var denne tilsyneladende ikke direkte moralsk fordømmende, men tværtimod medfølende over for de forladte gifte eller ugifte og ubemidlede kvinder med eller uden småbørn, hvorimod han tydeligvis er forarget over de sider af samfundsforholdene, som han mener, er årsager til, at sådanne kvinder tvinges ud i prostitution eller ”Utugt”, som han og tiden kaldte det dengang. Det er jo al ære værd, selv om det senere hen har vist sig, at en generelt forbedret levestandard, herunder bedre boligforhold, ikke har formået at fjerne prostitutionen. Hverken gadeprostitutionen eller den såkaldte luksusprostitution i form af eksempelvis callgirls, som erhverver deres ofte faste kunder via interne netværk eller via avisannoncer og i nyeste tid internettet. Man må kort og godt konstatere og konkludere, at prostitution er kommet for at blive, i hvert fald foreløbig, og uanset hvad moralister og lovgivere så end mener og foretager sig, i forsøget på at forhindre den.

 

Spørgsmålet er desuden, om man nogensinde vil kunne komme den kriminelle udnyttelse af prostituerede til livs. Prostitution har eksisteret og ’overlevet’ i demokratier så vel som i diktaturstater. Det lykkedes f. eks. ikke for den rigoristiske sovjetkommunisme eller andre utopiske kommunistiske diktaturer, som havde eller fortsat har som målsætning at afskaffe kriminalitet i almindelighed og prostitution i særdeleshed. I stedet udviklede man en dobbeltmoral og et hykleri, som i virkeligheden var og er med til at styrke prostitution, om end denne måtte foregå i det skjulte, sådan som tilfældet også er i demokratiske lande i nutiden, hvor man har forbudt og kriminaliseret køb af sex, som eksempelvis i Sverige og Norge. Med det resultat til følge, at prostitutionen er ’gået under jorden’ og selvfølgelig finder sted i det skjulte, og som fortsat vil gøre det, uanset, hvad politikere og andre velmenende folk så end mener om det.

 

Vedrørende chefen for Sædelighedspolitiet, politiinspektør Jens Jersild, kan det i øvrigt tilføjes, at han i 1950’erne blev en arg modstander og bekæmper af, hvad han anså for at være en endnu større svøbe for samfundet, end den kvindelige prostitution, nemlig de barer og mødesteder for homoseksuelle, der på den tid opstod i København. I henhold til ham var homoseksualitet, specielt forstået som seksualitet mellem mænd, en perversion og sygelig last, som man burde søge at komme til livs med omtrent alle midler.

 

Imidlertid gjorde eftertiden, og især 1960’-70’erne, op med denne moralske og rigoristiske opfattelse, hvilket førte til et friere syn på seksualitet og kønsroller i almindelighed og homoseksualitet i særdeleshed. Men her i nyeste tid oplever man på den ene side en næsten overgearet interesse og aktivitet, især fra internationale homoseksuelle kredse og lobbyister, for at sidestille homoseksualitet med heteroseksualitet, og på den anden side oplever man atter en modgående nypuritansk moralisme og bestræbelse på at dæmme op for seksualisme i det hele taget, som man igen ønsker henvist til det absolut private rum, og dermed til en fornyet tys-tys holdning til denne uundgåelige og vigtige side af menneskelivet.

 

Parismoden

Til forhåbentlig speciel glæde og ære for kvindelige læsere af denne selvbiografi, skal jeg i forbifarten give nogle eksempler på den parisiske hattemode anno 1942:

 

    

 

Det franske Modehæfte l’Art de la Mode er ankommet hertil i Septemberudgave, og her tegnes og fotograferes de nyeste Modetendenser fra de førende Huse. Paa Omslaget vises en Alix-Aftendragt med den lange sorte Trøje mønstret med broderede Perlegrupper, Paraplyen har en rød Rose anbragt koket ved Sammenrulningen foroven, og Hatten fra Agnès er afgjort stor i Linjer à la Moden i 1910-12. Som altid indledes Modesæsonen med nyt om Stoffer og Hatte; skotskternede, Siksakstriber, prikkede Mønstre er førende, mens stribede og finternede Fløjler virker særlig nye. Hattene er stadig outrerede og aparte, men afgjort mindst dobbelt saa store som før. Linjerne er for saa vidt ikke omvæltende. Turbanhatte og Hatte med opbøjet Skygge vises stadig, men som sagt, Dimensionerne er taget kendeligt til, og Fjerpynt er dominerende – hele Fugle, store Vinger, Pleureuser og Espritduske anvendes med ødsel Haand. Hattene er ikke blevet kønnere, Hattemoden er stadig rodet, men der bruges afgjort et større Kvantum Materiale til hver især, og dette gælder de nye Modeller i samtlige førende Hattehuse. Ruche-Skygge af Fløjl eller Filt er meget hyppig, og de høje Toques er ofte udført i to Kontrastfarver, mens høje Turbanhatte prydes med Strudsfjer eller fortil har en høj Kam af Pelsværk, saa de virker som Gloriehat. Hæftet er tilsendt af Victor Schrøder.

 

Manglen på voksdug

Af petit-nyt kunne avisen også berette, at en barnevognsfabrikant på grund af manglen på voksdug nu var begyndt at fremstille barnevogne med træ-kaleche:

 

 

Der hersker Mangel paa Voksdug, og det generer naturligvis Barnevognsindustrien, men en Nødsituation afføder Opfindsomhed, og vi bringer her et Billede af den nye ”Brønd-Barnevogn”, som faktisk til en vis Grad løser Problemet. Kalechen er nemlig af Træ og saaledes indrettet, at den kan skydes op og ned over selve Barnevognen, alt efter Ønske. Kalechen er lakeret, ligesom Vognens Indre er det. Polstring mangler, men Barnet ligger i en nydelig Indsats, som kan løftes ud og bæres op i Lejligheden. Vognen er meget let at holde ren, afgjort hygiejnisk, og Barnet hviler bekvemt i den.

 

”Ro og Orden”

Mere afgørende for befolkningen i den givne situation, var Ekstrabladets leder, som under den manende overskrift ”Nu maa det være slut!” kunne fortælle, at man i Berlin, hvilket vil sige i Hitlers hovedkvarter, var meget utilfreds med tilstandene i Danmark. Dagen før, altså den 6. oktober, havde man fra officiel tysk side udtrykt bebrejdelse over for ”visse danske Kredse”, som man mente ikke havde forstået formålet med de tyske troppers, de tyske militærinstansers og de tyske myndigheders ”mønsterværdige Optræden” under besættelsen, og derfor bedømte situationen forkert.

 

En af de ting, der i særlig grad havde vakt mishag i Berlin, var den dårlige modtagelse, som danskerne havde udsat ”Frikorps Danmark” for ved korpsets hjemkomst på orlov fra Østfronten og under dets ophold i landet. Det blev pointeret, at ””Frikorps Danmark” er indrulleret som Led i den tyske Værnemagt, og Korpsets Medlemmer kan som Følge heraf gøre Krav paa den samme korrekte Holdning fra Befolkningens Side, der vises de tyske Besættelsestropper. Dette Forhold forstaar og respekterer ogsaa den langt overvejende Del af det danske Folk – samtidig med at den fuldt ud anerkender den korrekte Optræden, der hele Tiden under Besættelsen er blevet udvist af de tyske Militærmyndigheder, og paa sin Side bestræber sig for at vise den samme værdige Holdning.”

 

Og lidt senere i avisens leder hedder det:

 

”Chefen for Københavns Ordenspoliti, Politiinspektør Einer Mellerup, fandt sig i Søndags foranlediget til gennem Bladene indtrængende at advare Publikum mod at deltage i Sammenstimlen eller Opløb af enhver Art, som under de nuværende Forhold altid rummer en Fare for at udarte til beklagelige Episoder. Det er en udbredt og meget menneskelig Svaghed, at man gerne vil være med, hvor der ”sker noget”, men denne Trang maa for enhver Pris bekæmpes og udryddes. Lad Urostifterne beholde Gaden for sig selv, saa vil Politiet ikke have vanskeligt ved at skaffe Ro og Orden, inden der er sket alvorligere Begivenheder.

 

     Det maa staa klart for enhver, at de Episoder, der omtales i Telegrammet fra Berlin, rummer en Fare af den mest alvorlige Art, og at de maa og skal undgaas i Fremtiden. Det er enhver ansvarsbevidst Mands og Kvindes Pligt i den daglige Færd at medvirke til, at dette sker.

     Politiinspektør Mellerup bebudede i sit Opraab til Københavns Befolkning, at det kan blive nødvendigt for Politiet at gaa haardere frem i Tilfælde af Opløb end hidtil, og at det derved let vil komme til at gaa ud over Nysgerrige. Ingen kan altsaa sige, at han ikke er advaret.

     Nu maa det være slut med disse meningsløse Optøjer i den dødsens alvorlige Tid.”

 

Det, der i lederen hentydes til med ordene ”optøjer” og ”opløb”, er i dette tilfælde de mange især unge og yngre mænd, som i reglen efter mørkets frembrud samlede sig i flere københavnske boligkvarterers gader, som f.eks. Istedgade på Vesterbro og Jægersborggade på Nørrebro, hvor de byggede barrikader og lavede bål, for at forhindre politiet i at rykke ind i gaden. Det førte uundgåeligt til en form for kamp mellem politiet og urostifterne, fordi de sidstnævnte også søgte at hindre brandvæsenet i at slukke de antændte bål. I nyere tid kendes sådanne optøjer og opløb i forbindelse med de autonomes politisk-anarkistisk motiverede demonstrationer og aktioner, som ofte udarter til vold og hærværk mod sagesløse forretninger, som får smadret vinduer og inventar samt overmalet facader og døre med grim graffiti. Helt galt gik det i 2008, da politiet måtte rydde Ungdomshuset på Jagtvej 69. En beskrivelse heraf hører imidlertid hjemme i en senere sammenhæng. Men dengang i 1940’erne var et fænomen som graffiti ukendt, og de unge aktionister, de såkaldte ”uromagere”, var i reglen ikke politisk motiverede, men følte kun trang til voldsom fysisk udfoldelse og syntes det var sjovt at drille politiet og myndighederne. Begge de sidstnævnte var jo nærmest pr. tradition ildesete i byens deciderede arbejderkvarterer. 

 

Det, der især kan undre i forbindelse med Ekstrabladets ovenfor omtalte og delvis citerede leder, er, at dette progressive og sædvanligvis kritiske blads redaktion kunne være eller blive så svag i koderne, at man nærmest talte Berlin så vel som politiledelsen efter munden.

 

Biografernes ’oase’

Men heldigvis var alting under besættelsen ikke altid kun ballade, uro, optøjer, ulykke og død. På den under alle omstændigheder dystre baggrund af krigen og hverdagens problemer og besværligheder, blev biografernes og de øvrige forlystelsers drømmeverden en endnu mere tillokkende ’oase’.  Desuden tilhørte biografernes og filmenes verden min lilleverden. I henhold til Ekstra Bladet for onsdag den 7. oktober 1942, så repertoiret i hovedstadens biografer sådan ud:

 

Atlantic: ”Sekslinger” med Tykke Thor Modeen og Åke Söderblom (svensk; 1942)

Bellevue: ”Lyset, der sluktes” med Ronald Colman (amrk.; 1940)

Bristol: 3. Uge! Miriam Hopkins - Bette Davis – George Brent i Den ugifte Moder (amrk.; 1939)

Carlton: 3. Uge! Forbudt for Børn. Jean Gabin og Simone Simon i ”Menneskedyret” Det straalende franske Mesterværk(fransk; 1938)

Colosseum: ”Sekslinger” med Tykke Thor Modeen og Åke Söderblom (svensk; 1942)

D.S.B. (Den vide Verden): Uafbrudt Forestillinger – Dansk Film-Avis – Vore Børns Gymnastik – Billedbog Nr. 57 – Vand og Staal - Skipper Skræk er løs paa Traaden.

Grand: Den første nye franske Storfilm ”Det første Rendez-vous” med Danielle Darrieux og

Louis Jourdan (fransk; 1941)

Kino-Palæet: 9. Uge! Ebbe Rode i ”Søren Søndervold” Iscenesættelse: Lau Lauritzen (dansk; 1942. 9. uge)

Metropol: 11. Uge! ”En Kvinde ombord” med Edvin Adolphson og Karin Ekelund (svensk)

Nora Bio: Isa Miranda i ”Junglens Dronning” (italiensk; 1940)

Nørrebros Biograf: Paula Wessely i ”Livets Spejl” (tysk; 1938)

Nørreport Bio: Merle Oberon – Laurence Olivier i ”Stormfulde Højder” (amrk.; 1939)

Palads: 5. Uge! Bodil Ipsen i ”Forellen” (dansk; 1942)

 

 

 

Palladium: ”Ballade i Nyhavn” Palladiums største Sukces (dansk; 1942)

Park: Et bedaarende sjovt Lystspil ”Tre mand om en Pige” med Janet Gaynor – Robert Montgomery (amrk.; 1938)

Platan: ”Sekslinger” med Tykke Thor Modeen og Åke Söderblom (svensk; 1942)

Rialto: Benit Juarez Mexicos Frihedshelt (amrk.; 1939)

Roxy: ”Den hemmelige Sender” med Douglas Fairbanks jr og Basil Rathbone (amrk.; 1939)

Saga: 6. Uge!  Marguerite Viby-Filmen ”Frk. Vildkat” med Ebbe Rode (dansk; 1942. 6. uge)

Scala-Bio: Forbudt for Børn. Svensk Storfilm ”Hjem fra Babylon” med Gerd Hagman og Arnold Sjöstrand (svensk; 1941)

Triangel: ”Sekslinger” med Tykke Thor Modeen og Åke Söderblom (svensk; 1942)

Windsor: ”Men Livet gaar videre” med Harry Piel (tysk)

World Cinema: Carl Alstrup og Mogens Wieth i ”Nat-Ekspressen (P- 903)” (dansk; 1942)

 

Middagsavisen ”Aftenbladet”, af onde tunger kaldet ”Rullekonebladet”, var en avis, som min mormor holdt af at læse, og når jeg kunne få lejlighed til det, gjorde jeg det også. Det skyldtes nu mest, at avisen havde en daglig stribe med ”Anders Ands Genvordigheder”, og det var munter læsning i den i mere end en forstand mørke tid. Onsdag den 14. oktober 1942 kunne Aftenbladet bl.a. fortælle, at to af dansk films nyere succes’er, nemlig ”Ballade i Nyhavn” og ”Regnen holdt op” var blevet solgt til Norge, hvis filmcensur stemplede filmene som uegnede for børn, dvs. at de blev forbudt for børn. Det var dog ingen katastrofe, fastslog Tage Nielsen, direktør for Filmselskabet Palladium, for filmene var blevet solgt til en fast pris. Det var naturligvis ikke selve filmene, der var blevet solgt, men derimod kun visningsretten til disse i Norge.

 

Aftenbladet kunne også berette om, at manuskriptforfatteren Peter Lind (1912-1970), tidligere instruktørassistent hos ASA, et halvt år tidligere havde solgt en filmidé til dette selskab. Filmen, som idémanden kaldte for ”Den udødelige Maler”, skulle være en farce med Chr. Arhoff i hovedrollen. Det er dog ikke lykkedes mig at identificere filmen, for der findes ikke en dansk spillefilm med den angivne titel, som eventuelt er indspillet i 1942 eller 1943. Den anden idé til en film, som Peter Lind selv skrev manuskriptet til, blev derimod til noget, idet den kom til at hedde ”Det ender med Bryllup”, og den blev indspillet hos Palladium, i øvrigt med Poul Reumert og Berthe Qvistgaard i hovedrollerne, og den fik premiere i oktober-november 1943.

 

I henhold til Ekstrabladets ovenfor anførte biografrepertoire i Storkøbenhavn er der for datoen den 14. oktober 1942 kun sket følgende ændringer:

 

D.S.B. (Den Vide Verden): Dansk Film-Avis – Mærkelige Sportsgrene – Nedad Donau – Sport paa Havbunden – Glimt fra Nord-Norge - Der kom en hæslig jæger [tegnefilm, som jeg dog ikke har kunnet identificere.]

Park: Forbudt for Børn. Filmen om et brændende socialt Problem. Viveca Lindfors i ”Den gule Klinik” (svensk; 1942)

Roxy: Det amerikanske Kriminal-Lystspil ”Sikken en Verden” med James Stewart og Claudette Colbert (amrk.; 1939)

 

I øvrigt kunne Aftenbladet fortælle, at teatersalen i World-Cinema har to ydermure af jernbeton, hvorfor salen var blevet godkendt som beskyttelsesrum, hvilket betød, at publikum ikke behøvede at forlade salen under luftalarm, men kunne blive siddende på deres pladser og se filmen færdig. Hvis luftalarmen varede længere end filmens spilletid, havde World-Cinemas ledelse sørget for at have en del småfilm til eventuelt brug ved sådanne lejligheder.

 

Københavns øvrige forlystelser

Men der skete virkelig også noget inden for de øvrige forlystelsesområder: Teatre, varietéer og restauranter, hvilket kan ses af efterfølgende liste:

 

Apolloteatrets forestilling ”Apollorevyen 1942” opførtes fortsat hver aften kl. 20, og lørdagaftener var i reglen udsolgt.

Det kgl. Teater spillede Holbergs ”Maskarade”, og ville torsdag vise Wessels ”Kærlighed uden Strømper” og ”Kivfuglen”, fredag var Mozarts opera ”Cosi fan tutte” på programmet.

Nørrebros Teater opførte Johan Strauss’ ”Zigeunerbaronen”, selvfølgelig med operetteparret Hans Kurt og Else Marie i hovedrollerne.  

Riddersalen opførte ”- og derfor dræber jeg”

Betty Nansen-Teatret viste ”Pas paa Malingen” og ville fredag og lørdag opføre ”Fru Inger til Øtraat” og søndag ”Du kan ikke tage det med dig.”

Det Ny Teater bød på ”Madame Sherry” med Emil Reesen som kapelmester og som de medvirkende skuespillere: Liva Weel og Arne Weel, Else Colber – Sigrid Horne Rasmussen – Poul Reichhardt – Sigurd Langberg.

Folketeatret spillede A. J. Cronins interessante og dramatiske skuespil om mænd i hvidt: ”Guderne ler -” med Angelo Bruun, Lis Smed og Maria Garland i hovedrollerne.

Nygade Teatret viste fortsat ”Der kommer en Dag – ” med Olaf Ussing i den dominerende hovedrolle.

Røde Kro Teater opførte ”De smaa Landstrygere”.

Dagmar Teatret opførte forsat ”Hornbæk-Revyen”, men annoncerede med Kun kort Tid!

Frederiksberg Teater viste Shakespeares ”Trold kan tæmmes” med Gunnar Lauring, Beatrice Bonnesen, Carl Heger, Valdemar Skjerning, Lilly Weiding og Helge Kjærulff-Schmidt.

 

Imidlertid holdt varietéerne og restauranterne sig ikke tilbage med at byde på underholdning:

 

Restaurant Ambassadør kunne hver aften kl. 20 præsentere ”De italienske Film- og Radiostjerner 3 Sorelle Nava, samt den finsk-svenske Kabaretsangerinde Kate Wallée og ”Les  beautés dans le salon à glaces. 

Wild West Saloon Gold-Digger bød kl. 20 på “Drønende Sukces – Sensationel Gaubier-Forestilling med Vivi Svansson – Sonja Merkle – Allan Douglas – Chr. Jürtz – Sam Petersens Orkester.

Hollænderbyen havde stort Artist- og Kunstnermarked på programmet.

Lorry lokkede med ”Hvem – ved – hvad?” med Clauson Kaas + Kæmpeprogram til musik af Kaj Julian og hans 13 Solister.

Lulu Ziegler Kabaretten kl. 20,30 havde som medvirkende Maria Visconti – Henning Schram – Manja Poulsen – Liliana Visconti – Sigfred Pedersen – Blichmann og – formentlig – fruen selv.

Munch-P Cabaret: Bruno Henriksen spiller fra Kl. 18. – Kl. 21: ”Vi Unge” med Knud Pheiffer. – Sæterjenten Tara Vaa – Asta Esper Andersen – Mr. Hollywood komponerer Hatte.

National Scala: Kl. 15,30: Kunstner-Forum

Ritz nye Cabaret er Byens bedste Forestilling hver Aften Kl. 20 og Søndag Kl. 16 og Kl. 20. Reservér Bord paa Central 6343. Forestillingen er i 50 Afdelinger med Gunnar Lemvigh og mange flere. Fri Entré.

Skandia: Børge Roger Henriksens Swingtet spiller paa Mezzaninen.

Zigeunerhallen: Revy Cabaret’en ”Vi er de lyseste Zigeunere” i fornyet Udgave – Premiere: Claire Feldern – Kort Gæstespil! – Leo Mathisens nye Swinglokale paa 1. Sal ”Hot Spot”

 

Der var kort og godt lidt for enhver smag i det københavnske forlystelses- og natteliv, selv i dette dystre krigs-efterår 1942.

 

Krigen i Stillehavet

Men krigen fortsatte naturligvis, uanset om vi herhjemme nok allerhelst ville lukke øjnene for den, måske fordi vi endnu ikke havde mærket dens mere uhyggelige og blodige følger. Kampene mellem tyskerne og russerne fortsatte især ved Stalingrad, lige som kampene mellem tyskerne og englænderne fortsatte i det nordlige Afrika, og efter at Amerika var gået ind i krigen tog denne også til i Asien. Onsdag den 14. oktober 1942 kunne Aftenbladet på sin forside bl.a. bringe følgende aktuelle og alarmerende overskrift og artikel:

 

Stort Søslag i Stillehavet

Stor japansk Flaade dækker storstilet Landgang

- Privat for Aftenbladet –

                                                                      New York, Onsdag Morgen. (INT)

Natten til den 12. Oktober er amerikanske Flaadestyrker kommet i Kontakt med en stærk japansk Eskadre bestaaende af svære Krydsere. Destroyere og Transportskibe Vest for Savo-Øen.

 

     Den indledende Kamp varede kun en halv Time, meddeles det fra Marineministeriet, men om Morgenen d. 12. Oktober blev Kampen genoptaget. Torpedoflyvemaskiner og Styrtbombemaskiner deltager paa begge Sider, og Slagets Centrum ligger nu Syd for Øen Guadalcanar, hvor betydelige japanske Styrker er blevet lndsat. De rykker frem mod de Stillinger, der holdes besat af det amerikanske Marine-Infanteri.

 

     Begge Parter modtager til Stadighed Forstærkninger, og Kampene skal hidtil have krævet store Tab paa begge sider. Det drejer sig om et storstilet japansk Forsøg paa at generobre den vigtige Guadalcanar, hvis Kystbatterier i Øjeblikket ligger under de japanske Krigsskibes Ild.  

 

Men krigsfronten skulle et par år senere også rykke ind i Europa, især efter D-Dagen den 6. juni 1944, og efter Den røde Hærs indmarch i Østeuropa, som efter en svær begyndelse heldigvis alt sammen blev enden på det tyske nazistiske herredømme.

 

Kongens rideuheld

Den 19. oktober 1942, da kongen på sin omtrent daglige morgenridetur gennem Københavns gader, befandt sig på Esplanaden på Østerbro, skete der uheldigvis det for den aldrende, men stadig ranke og majestætiske konge, at han faldt af sin hest og kom så alvorligt til skade, at han måtte indlægges på hospitalet, hvilket som sædvanligt for kongefamilien ville sige Diakonissestiftelsen. Kongen var ellers en erfaren rytter, som havde dyrket ridning lige siden sin barndom og ungdom. Berømt er hans historiske ridt i 1920 over den tidligere dansk-tyske grænse. Siden fredsslutningen mellem Danmark og Tyskland i 1864, hvor Danmark måtte afstå Sønderjylland, havde grænsen gået ved Kongeåen, men nu blev den atter udvidet med Sønderjylland, således at grænsen kom til at gå ved Vidåen. Endnu tidligere havde grænsen gået ved floden Ejderen, hvorfor Slesvig og Holsten dengang hørte ind under Danmark.

 

Den 9. november var kongen stadig sengeliggende, men Berlingske Aftenavis kunne på forsiden bringe en positiv bulletin om kongens tilstand:

 

I Dag bestemmes det, om Kongen skal op i Morgen

 

Sidste Nat forløb roligt

 

     I Formiddags udsendte Diakonissestiftelsen følgende Meddelelse om Kongens Tilstand:

 

     Hans Majestæt Kongen har tilbragt en rolig Nat med ret god Søvn. Temperatur normal.

 

     I Eftermiddag møder Professor, Dr. Einar Meulengracht og Professor, Dr. Erik Warburg paa Diakonissestiftelsen for sammen med Overkirurg, Dr. Mogens Fenger og Hofmedicus V.A.Fenger at foretage en afsluttende Undersøgelse af Kongen. Efter denne Undersøgelse tager de fire Læger Stilling til, om Kongen kan begynde at komme op. Første Gang i Morgen.

     Tillige udsender de en officiel Bulletin, der ventes efter Kl. 18.  

   

Ny regering efter tysk pres

Hitler og hans kumpaner havde åbenbart ikke tænkt sig at lade den stigende sabotage og politiets magtesløshed gå upåagtet og upåtalt hen, for samme dag, den 9. november 1942, kunne aviserne på foranledning meddele, at udenrigsminister Erik Scavenius var blevet opfordret af Samarbejdsudvalget og de politiske partier på Rigsdagen til at danne ny regering. Herom kunne Berlingske Aftenavis fortælle følgende på sin forside:

 

Udenrigsminister Scavenius opfordret til

at danne ny Regering

 

Forhandlingerne kan ventes tilendebragt meget hurtigt

Udenrigsministeren modtaget paa Diakonissestiftelsen

af H. Maj. Kongen

 

     Der har i den forløbne Uge fundet en Række betydningsfulde Forhandlinger Sted indenfor Regeringen og mellem denne og Samarbejdsudvalget saavel som indenfor de politiske Partier.

     Det er herunder konstateret, at Forholdene har udviklet sig saaledes, at et Regeringsskifte maa anses for nødvendigt, og efter at Formændene for de Partier, der er repræsenteret i den nuværende Regering, Lørdag Aften havde været tilkaldt til Konference hos Hs. Kgl. Højhed Kronprinsen, ved hvilken Konference Statsminister Buhl var nærværende, afsluttedes Forhandlingerne sent Lørdag Aften med, at Statsminister Buhl med Tilslutning fra de Partier, der støtter den nuværende Regering, tilraadede Kongemagten at opfordre Udenrigsminister Scavenius til at danne en ny Regering.

     Udenrigsminister Scavenius er herefter Søndag Eftermiddag paa Diakonissestiftelsen i Overværelse af Kronprinsen blevet modtaget af Hs. Maj. Kongen, der i de sidste Dage er blevet holdt underrettet om Forhandlingernes Gang, og Udenrigsministeren modtog her Opfordringen til at søge dannet en ny Regering. Forhandlingerne herom kan ventes bragt til Afslutning meget hurtigt, 

 

     Folk med en vis indsigt og forståelse af situationen, kunne på baggrund af ovennævnte pressemeddelelse konkludere, at udenrigsminister Scavenius atter havde trukket i trådene i sit forsøg på endnu engang at imødekomme Hitler og den tyske besættelsesmagt. Men når Scavenius indtog den position, som tilfældet var, skyldtes det ikke mindst, at han under 1. Verdenskrig havde ledet det danske udenrigsministerium under statsminister Zahle, og det var dengang lykkedes ham at holde Danmark fri for at blive direkte indblandet i krigen. Man regnede ham derfor som en myndig, behændig og køligt kalkulerende diplomat, og det var i denne egenskab, at man fra ministrenes, politikernes og partiformændenes side mente, ved at vælge Scavenius som statsminister – ved siden af hans post som udenrigsminister - kunne man imødekomme tyskernes krav om at få dannet en mere samarbejdsvillig dansk regering.

     Der bestod imidlertid det problem, at Scavenius var blevet meget upopulær blandt en del kolleger og i hvert fald i den del af befolkningen, som ikke ønskede en samarbejdsregering, og slet ikke Scavenius, fordi han uforbeholdent havde erklæret, at Danmark var villig til at indrette – nogle ville mene underordne – sig det nye Europa under Stortysklands ledelse. Og det gjorde det ikke nemmere at sluge kamelen, når man erindrede sig, at Scavenius direkte havde hyldet Nazi-Tyskland ved at udtale sig om ”de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring.”

 

Men på trods af sin upopularitet, stod Scavenius fast på den politiske linie, som han var overbevist om ville være den bedste til at sikre, at Danmark som nation kunne bevare sin selvstændighed og egenart, sådan at den fredelige samfundsmæssige og kulturelle udvikling kunne fortsætte. Den nærmeste fremtid skulle imidlertid komme til at vise, at hverken Scavenius eller samarbejdsregeringen havde nogen lang politisk levetid.

 

Kødets lyst i storbyen

Imidlertid gik livet videre i alle de større eller mindre hjem i København, så vel som andre steder i Danmark og verden. Den 8. november var det morfars 73 års fødselsdag, og den blev, som alle hans og mormors og Dennis’ fødselsdage, fejret i den lille bitte lejlighed på fjerde sal i Baggesensgade 24. Ingen var specielt inviteret, men det var sædvane at i al fald ’børnene’ og børnebørnene dukkede op, og som sædvanligt blev alle godt beværtet, og det skortede ikke på drikkevarer, især øl, til mænnerne og vin til kvinderne. Børnene fik i reglen gule, grønne eller røde sodavand. Men efterhånden som stemningen og temperaturen steg, trængte især Dennis og jeg til at svale lidt af og foretage os noget andet. Vi gik derfor sammen ud på trappegangen, hvor vi fik lyst til at lege en slags gemmeleg med hinanden. ”Jeg ta’r bagtrappen!” sagde Dennis, idet han begyndte at gå hen ad den lange korridor, der på hver eneste etage var mellem hovedtrappen og bagtrappen. ”OK!” svarede jeg – vi drenge syntes det var ’smart’ at tale ’amerikansk – og begyndte at gå ned ad hovedtrappen, men da jeg nåede helt ned i stueetagen og småløb hen ad korridoren dér, og kiggede ud ad døren til baggården, kunne jeg ikke få øje på Dennis nogen steder.

 

Nå, tænkte jeg, han er nok gået op igen, så derfor gjorde jeg også det. Men da jeg nåede op på 2. sal, hvor min moster Gudrun og hendes samlever ”Bubbi” boede, fik jeg den tanke, at Dennis måske var gået ind i deres lejlighed, for jeg vidste at familien ikke låste deres yderdør ved festlige lejligheder. Altså gik jeg ind ad den ulåste entredør og kiggede ind i stuen, hvor der mødte mine øjne et for mig aldeles usædvanligt og til dels chokerende syn: På det ovale spisestuebord så jeg en kvinde liggende halvnøgen på ryggen og uden trusser på, og mellem hendes løftede ben stod ”Bubbi” i fuld gang med at kneppe hende. Det nok så chokerende var imidlertid, at damen ikke var min moster, men derimod søsteren til mine morforældres genbo, Hansen. ”Bubbi” grinte smørret, og det var tydeligt, at han ikke var ædru. Det samme gjaldt kvinden, som jeg godt nok kendte af udseende, og hvis navn så vidt jeg erindrer, var Else. Også hun drejede ansigtet om imod mig og grinede fjollet, som folk i reglen gør, når de bliver taget på fersk gerning i noget, der er pinligt eller ligefrem forbudt, i hvert fald moralsk set.   

 

Imidlertid kunne jeg ikke finde på andet at sige, end ”undskyld!”, hvorefter jeg skyndte mig at forlade stedet, idet jeg lukkede entredøren bag mig. Jeg følte mig ilde til mode, ikke kun over at have grebet de to i at gøre ”det frække”, men i nok så høj grad, fordi jeg vidste at den handling i sådanne tilfælde som dette betød utroskab. Men jeg var også foruroliget over, hvad min kære moster Gudrun, som i dette øjeblik befandt sig i fødselsdagsselskabet oppe hos mormor og morfar, ville sige til det, hvis hun havde vidst, hvad der foregik nede i hendes lejlighed. I øvrigt ved jeg ikke, om hun nogensinde var klar over, at Bubbi åbenbart lejlighedsvis kunne være hende utro, for jeg havde svært ved at tro, at det, jeg havde set, kun var en engangsforestilling. Men synet af de to, og især det de foretog sig, blev ved at forfølge mig længe efter, og som det fremgår af disse linjer, har jeg aldrig glemt det.

 

For resten tror jeg ikke, at folk i arbejderkvartererne, så lidt som folk i de ”bedre kredse”, tog seksuel troskab helt så alvorligt og højtideligt, som kirken og den officielle moralkodeks foreskrev. Utroskab fandt ofte sted i forbindelse med beruselse, og dengang som nu, kunne folk godt lide et glas eller to, særlig ved festlige lejligheder. Der forekom naturligvis jalousidramaer mellem mand og kone eller kærester imellem, og mellem mænd indbyrdes og kvinder indbyrdes, men i reglen fandt man sig tilrette med situationen, eller man lod sig separere og skille. Separation og skilsmisse var dog endnu ikke så almindeligt udbredt, som tilfældet blev et årti senere. Dengang under besættelsen gjaldt det trods alt om at holde sammen, om det så kun var på ’stumperne’ af et ægteskab eller et kæresteforhold.

 

Don Rasmussen

Min kære morbror Thorkild må vist nærmest betegnes som et skoleeksempel på et menneske, der i meget høj grad lod sine handlinger diktere og dirigere af sin seksuelle drift og impulser, og han lagde ikke selv skjul på det. Så vidt jeg erindrer, var han på det tidspunkt, der her er tale om, blevet skilt fra sin kone, Lillian, formentlig på grund af utroskab fra hans side, og han kom nu sammen med en jysk pige, der hed Erna, lige som min mor. Men denne pige var han bestemt heller ikke trofast overfor, idet han havde indtil flere seksuelle forhold kørende ved siden af, hvilket han ikke undslog sig for at prale af. Han regnede ikke kvinder for ret meget, måske fordi han på grund af sit sydlandske udseende havde meget let ved at få kvindeligt selskab. For ham betød det hovedsagelig at kneppe, meget andet og mere havde han ikke tænkt sig med pigen eller kvinden. Og når og hvis pigen eller kvinden blev ham for krævende og besværlig, skiftede han hende hurtigt ud med en ny og anden.

 

På det tidspunkt var Thorkild ikke kendt for at drikke, det blev han først mange år senere. Til gengæld var han storryger, og i 1944 pådrog han sig en nikotinforgiftning, der var lige ved at tage livet af ham. Han nærmest kæderøg, ude og hjemme, og hans askebæger var ofte topfyldt med cigaretskod, og som følge af den megen rygning havde han også tit cigaretten i hånden, hvilket efterlod nogle nikotingule fingre, som var umulige at vaske rene.         

 

Senere boede Thorkild sammen med Erna i en lille lejlighed henne midt i en af korridorerne i ejendommen Baggesensgade 24, så vidt jeg husker var det på fjerde sal. Disse lejligheder havde ingen entré, så man gik lige fra trappegangen og ind i stuen. Engang, da jeg opsøgte ham, fordi jeg gerne ville tale med ham om et eller andet for mig vigtigt, var der tilsyneladende ingen hjemme, da jeg ringede på døren. Alligevel prøvede jeg at tage i døren, som viste sig at være ulåst, og jeg dristede mig derfor til at stikke hovedet indenfor, og så da til min forbløffelse, at Thorkild var i gang med at kneppe Erna henne i sengen. Jeg ville derfor skynde mig at lukke døren igen, men Thorkild, som åbenbart havde set eller hørt mig komme, sagde lettere forpustet: ”Kom bare ind! Det generer ikke os, at du er her!”  Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre, havde mest lyst til straks at gå igen, men på den anden side ville jeg som sagt også gerne tale med ham om nogle ting, der var vigtige for mig. Altså besluttede jeg mig til at blive, hvorefter jeg satte mig i en lænestol med ryggen til parret, og tog et blad at kigge i. Det hændte dog, at jeg ind imellem skottede til de to i sengen, og først nu lagde jeg mærke til noget aldeles besynderligt, nemlig at Erna lå og læste i Ekstrabladet, mens hun blev kneppet af sin kæreste!

 

Efter cirka et kvarters forløb stønnede Thorkild, formentlig som tegn på udløsning, hvorefter han rejste sig fra sengen, trak bukserne op og kom hen og satte sig overfor mig i den anden lænestol. ”Nå, Ry, hvad ville du tale med mig om?” spurgte han i et venligt tonefald. I lighed med morfar kaldte Thorkild mig også altid for Ry. ”Jo!” svarede jeg, ”Du ved jo nok, at jeg meget gerne vil lave tegnefilm, og jeg mener, at de laver tegnefilm hos Gutenberghus! Derfor vil jeg gerne spørge dig, om ikke du vil ringe til dem, og forhøre dig, om der er nogen mulighed for at jeg måske kunne komme i lære hos dem!?” Underforstået: Når jeg som 14-årig næste år gik ud af skolen. – ”Tja,” svarede Thorkild tøvende, idet han tændte endnu en af sine mange cigaretter: ”Det ved jeg sør’me ikke! Men jeg skal da gerne ringe til dem og forhøre mig om det!” – ”Tak!” sagde jeg, og uden at vente på yderligere svar rejste jeg mig, og idet jeg åbnede døren ud til korridorgangen, afsluttede jeg besøget med at sige: ”Ja, men så venter jeg at høre fra dig, når du har talt med dem!” 

 

Idet jeg var på vej ud ad døren, vendte jeg mig om og kiggede i retning af den halvnøgne Erna, for også at sige farvel til hende, og jeg konstaterede da, at hun stadig blev liggende i sengen, hvor hun ufortrødent fortsatte med sin læsning af Ekstra Bladet. Men nu med en tændt cigaret i munden! Hun virkede fuldkommen upåvirket af min tilstedeværelse, hvilket faktisk gjorde mig forlegen og generede mig, for jeg var ikke vant til, at folk ignorerede mig. ”Kom igen i overmorgen, så vil jeg tro, at jeg har fået et svar på dit spørgsmål!” lød det fra Thorkild, imens han var ved at skænke sig selv og kæresten en kop sort kaffe. Ja, rigtig kaffe, som jo ikke længere fandtes i handelen, men for Thorkild betød det ikke alverdens, for han kendte folk, der kunne skaffe den slags varer, og han havde ingen skrupler ved at handle på den ”sorte børs”. En overgang handlede han selv med sort børs-varer, især udenlandske cigaretter.  

 

For øvrigt trak det i langdrag med at høre fra Thorkild angående Gutenberghus, for enten havde han glemt det eller snarere for travlt med sine egne gøremål til, at han kunne tage sig af en sag, som i bedste fald først ville blive aktuel et par år senere. Da vi senere mødtes til en familiekomsammen, beroligede han mig med at sige: ”Ta’ det roligt, Ry! Der er trods alt nogen tid til du er færdig med skolen, og før kan det jo ikke blive til noget med at komme i lære ved tegnefilm!” Det måtte jeg selvfølgelig give ham ret i, så derfor blev spørgsmålet ikke berørt i den næstfølgende tid. Desuden var der også mange andre ting at tænke på og interessere sig for, både i skolesammenhæng og derhjemme privat.

 

Den ny ”rigsbefuldmægtigede”

I en måneds tid havde det stået hen i det uvisse, hvem der skulle overtage posten som tysk ”rigsbefuldmægtiget” i Danmark. Statsminister Scavenius blev kaldt til forhandlinger med udenrigsminister von Ribbentrop i Berlin, hvorunder det lykkedes at forhandle sig frem til, at valget faldt på Dr. Werner Best (1903-1989).

Herover ses i november 1942 Stats- og udenrigsminister Erik Scavenius og det tyske riges nyligt tiltrådte befuldmægtigede i Danmark, Dr. Werner Best. Fotoet, som ikke længere er undergivet loven for ophavsret, er hentet fra en omtale af Werner Best på internettet i oktober 2009.

Werner Best var uddannet jurist, et studium, han havde påbegyndt i 1921, men allerede i studietiden var han aktiv inden for højreradikale politiske bevægelser. Hen mod slutningen af sin studietid blev han arresteret og stillet for en fransk militærdomstol, som idømte han 3 års fængsel for medlemskab af flere forbudte højreradikale politiske organisationer, blandt andet det tysk-nationale Folkeparti, Deutsche Nationale Volks Partei (DNVP). Best kom dog kun til at afsone ½ år, idet han blev løsladt som følge af en almindelig amnesti for politiske fanger. Herefter fortsatte og afsluttede han sit jurastudium i 1925 med en flot eksamen, idet han blev karakteriseret som den dygtigste på sit hold. Et par år efter fik han doktorgraden på en afhandling om et arbejdsretligt problem, og året efter, i 1928, bestod han 2. statseksamen med bedste resultat. Han beklædte derefter forskellige stillinger som byretsdommer. Juleaften 1930 ægtede den da 37-årige Best den 21-årige Hildegart Regner, og parret fik i løbet af de kommende år fem børn.

Efter at nazisterne i september 1930 havde vundet en kæmpesejr ved rigsdagsvalget, meldte Best sig samme år i november ind i National Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei (NSDAP). Allerede året efter blev han valgt til nazistisk medlem af Landdagen i Hessen, hvor han blev centrum i en skandale om nogle hemmelige dokumenter, han havde forfattet og som en ekskluderet partifælde havde lækket til pressen. Af disse dokumenter fremgik det umiskendeligt, at NSDAP havde fremskredne planer om en voldelig magtovertagelse i Tyskland. Best blev efterfølgende afskediget fra sit embede som dommer, og det var i den forbindelse, at han havde sit første møde med Adolf Hitler, hvis personlighed og politik tiltrak ham. Partiføreren behandlede ham med venlighed, og Best følte det formentlig som et plaster på såret, da han året efter blev udnævnt til medlem af Schutz-Staffel, forkortet SS.

Den 30. januar 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler, hvilket betød, at den nazistiske magtovertagelse blev en realitet. Best, som fortsat var medlem af Landdagen, blev udnævnt til politichef i Hessen, hvor han især gjorde sig bemærket ved at oprette en af de første koncentrationslejre i Tyskland. Men partikammeraterne i Hessen kritiserede ham for, at han ikke i højere grad, end tilfældet var, ansatte nogle af disse ved politiet. Desuden blev han mistænkt for at stå bag drabet på den person, som nogle år tidligere havde videregivet de hemmelige dokumenter til pressen. Konsekvensen blev, at Best sidst på året 1933 blev afskediget fra posten som chef for politiet.

Imidlertid havde Best det held, at der var en bestemt mand i München, som havde fulgt med i Best’s foreløbige karriere, og som snart indså, at han havde brug for ham. Denne mand var ingen ringere end chefen for Reichssicherheitshauptamt (RSHA), Heinrich Himmler (1900-1945). Denne gav Best til opgave at organisere og lede SS-korpsets sikkerhedstjeneste, Sicherheits Dienst (SD) i Sydtyskland. Det var i den egenskab, at Best personligt udarbejdede de arrestations- og dødslister, der blev anvendt for det sydtyske område, og hvorved han blev den direkte ansvarlige for aktionen og drabene den 30. juni 1934 på medlemmer af SA, en begivenhed, der siden er blevet kendt som ”de lange knives nat”. 

Succesen med SD førte til, at Werner Best blev kaldt til Berlin, hvor han blev ansat i hovedkvarteret for Geheime Staats Polizei, forkortet Gestapo, og i løbet af de næste år blev han den hovedansvarlige bag sammenslutningen af Gestapo og SD. Under hans ledelse skete der i slutningen af 1930’erne en stigende politisering og brutalisering af det tyske politi. 1939 blev han chef for afdeling 1 i Reichssicherheitshauptamt i Berlin, hvor han kun havde Himmler og Reinhardt Heydrich over sig. Ved overfaldet og invasionen af Polen var det Best, som oprettede og dirigerede de politiindsatsgrupper, der fulgte i hælene på hæren, og hvis opgave i hovedsagen bestod i, at ’pacificere’ den polske befolkning. Til det formål benyttede einzatsgrupperne sig af brutale metoder, som til afskrækkelse for genstridige polakker bestod i standretter med øjeblikkelig skydning på stedet eller i hængning af en større eller mindre gruppe civile borgere, mænd som kvinder. En fremgangsmåde, som den tyske rigsbefuldmægtigede i Norge, Josef Terboven, senere delvis også benyttede sig af, dog vistnok kun, når det gjaldt mænd. 

Imidlertid skete der det, at Best og Heydrich med tiden ikke kom særligt godt ud af det med hinanden, angiveligt fordi Heydrich misundte Best dennes sympati og succes hos partitoppen. Best trak det korteste strå og forlod sin stilling i RSHA midt i 1940, og fik derefter en kortvarig militær karriere i hæren, som endte med, at han blev udnævnt til chef for den civile tyske forvaltning i den besatte del af Frankrig. Her afprøvede han den administrative opsynsforvaltning, som han senere overførte til Danmark. Men i Frankrig var han i væsentlig grad ansvarlig for arrestationen og deportationen af de franske jøder til blandt andet udryddelseslejren Auschwitz. Stillingen i Paris tilfredsstillede ham dog ikke i længden, fordi han var underordnet den militære overkommando, og desuden havde han problemer med kompetencen i forhold til den stedlige SS- og politichef. Dertil kom, at Best ikke fik en ledig stilling som chef for RHSA, idet den gik til Ernst Kaltenbrunner. Sidstnævnte blev efter krigens ophør i Europa anklaget og dødsdømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod 42 år gammel.

Best blev anmodet om at indtræde i udenrigstjenesten i Berlin med det formål, at han kunne forvente at blive udnævnt til gesandt. Dette skete da også nogle måneder senere, hvor han blev udnævnt til ny tysk gesandt og rigsbefuldmægtigede i Danmark, hvor han afløste Cecil von Renthe-Fink. Sidstnævnte var jo blevet hjemkaldt i forbindelse med den såkaldte ”telegramkrise”. Best ankom til København den 5. november 1942, og her indgik han snart i et nært samarbejde med den under tysk pres nyudnævnte statsminister, Erik Scavenius, der samtidig beholdt stillingen som udenrigsminister.  

Hermed er vi foreløbig tilbage til situationen i det besatte Danmark i november 1942. Personlig vidste jeg naturligvis ikke dengang alt det om Werner Best, som jeg har beskrevet om ham her, men når jeg har gjort det, er det alene af hensyn til, at give læseren forudsætningen for at kunne følge med i, hvad der videre skete i Danmark og specielt i København i de nærmest følgende år indtil befrielsen i maj 1945. Vi skal nemlig i de kommende afsnit af selvbiografien høre betydeligt mere om den rolle, som den ’rigsbefuldmægtigede’ Dr. Werner Best kom til at spille. 

Oven på den noget uhyggelige historie om en af de nazi-spidser, der plagede danskerne og ikke mindst københavnerne i perioden november 1942 til maj 1945, vil vi her atter vende tilbage til omtalen af den 9. november 1942.

Biografrepertoiret den 9. november 1942

Ifølge Berlingske Aftenavis for mandag den 9. november 1942 så det københavnske biografrepertoire således ud:

 

Aladdin: 2. Uge! Ib Schønberg i ”Søren Søndervold” Iscenesat af Lau Lauritzen (dansk; 1942)

Allé Teatret: Gigantfilmen ”Tunnelen” efter Bernhard Kellermann (tysk)

Atlantic: Forbudt for Børn. Harry Baur i den franske Storfilm ”Rasputin” En stærk, betagende og gribende Film om en af Verdenshistoriens mest mystiske Mænd (fransk; 1938)

Bella Bio: 16. uge i København. Palladiums Storsukces ”Ballade i Nyhavn” med Gunnar Lauring (dansk; 1942.)

Bellevue: Forbudt for Børn. Jean Gabin – Gaby Morlay i ”Besættelse” (fransk; 1937)

Boulevard: 16. uge i København. Palladiums Storsukces ”Ballade i Nyhavn” med Gull-Maj Norin (dansk; 1942.)

Bristol: Europas morsomste Komiker i Europas morsomste Film – Heinz Rühmann i ”Den grønne Elevator” Ny Kopi. 2 Timers hylende Latter (tysk; 1937)

Carlton: Gino Cervi, Luisa Ferida, Osvaldo Valenti i ”Den maskerede Kavaler”. Iscenesat af Allessandro Blasetti. En spændende og elegant Skildring af det 17de Aarhundredes største Eventyrer, Folkehelt og Don Juan (italiensk; 1939)

Colosseum: 2 Uge! Bodil Kjer i ”Søren Søndervold” Iscenesat af Lau Lauritzen (dansk; 1942)

Dagmar: 2. Uge. Forbudt for Børn. Marokkaneren ”Pépé le Moko” med Jean Gabin (fransk; 1936)

Grand: 2. Uge. Første Gang i Danmark: ”Rembrandt-Filmen. Et Liv i Lidenskab” med Ewald Balser – Hertha Feiler.  Iscenesættelse: Hans Steinhof. Musik: Alois Melichar (tysk; 1942)

Kino-Palæet: 2. Uge. ”Alle Mand paa Dæk!” med Hans Kurt – Gerd Gjedved (dansk; 1942)

Metropol: Forbudt for Børn. Corinne Luchaire, Fernando Gravey og Michel Simon i ”Postbudet ringer altid to Gange” (fransk; 1939)

Nora: 16. Uge i København. Palladiums Storsukces ”Ballade i Nyhavn” med Schiøler Linck (dansk)

Nørreport Bio: ”Jeg elsker dig” (ikke identificeret)

 

 

 

Udsnit af biografannoncer i Berlingske Aftenavis 9. november 1942. Annoncerne taler for sig selv.

 

Palads: 3. Uge. Eyvind Johan-Svendsen, Mathilde Nielsen, Ib Schønberg m.fl. i ”Tyrannens Fald” (dansk; 1942)

Palladium: Ved Kino Orglet: Mogens Kilde. 2. Uge. Kriminal-Lystspillet ”Skandale i Konsulatet” efter Romanen ”Ritmester Styx” – Instruktør Karl Anton. Med Laura Solani – Victor de Kova – Margit Symo (tysk; 1942?)

Palæ Bio: Forbudt for Børn. ”Den fjerde kom ikke”. Fantastisk spændende Kriminalfilm, bygget over en virkelig Tildragelse i Stockholm (svensk)

Park: 16. Uge i København. Palladiums Storsukces ”Ballade i Nyhavn” med Knud Heglund (dansk; 1942.)

Platan: Forbudt for Børn. John Garfield og Ann Sheridan i ”Blindgade-Drengene” (De gjorde mig til Forbryder) (amrk.; 1939)

Rialto: Forbudt for Børn. Heinrich George og Hilde Krahl i den fængslende Film ”Postmesteren” efter Puschkins berømte Roman (tysk; 1940)

Saga: 11. Uge. Marguerite Viby-Filmen ”Frøken Vildkat” med Ebbe Rode (dansk; 1942)

Scala Bio: Forbudt for Børn. 2. Uge. Den nye franske Kriminal-Film ”6 Mennesker myrdet?” i Hovedrollen Pierre Fresnay (fransk; 1941)

Skovshoved: Jeanette Mac Donald i ”Broadway Serenade” (amrk.; 1939)

Strand Teatret: Sensationsfilmen ”Tigeren fra Eschnapur” (tysk: 1938)

Triangel: 2. Uge! Ebbe Rode i ”Søren Søndervold” Iscenesat af Lau Lauritzen (dansk; 1942)

Windsor: Forbudt for Børn. Norsk Storfilm ”De Værgeløse” (norsk; ikke identificeret)

World Cinema: 7. Uge. Den store Carl Alstrup-Sukces. Kun kort Tid! Se den nu. ”Nat-Ekspressen (P 903)” med Mogens Wieth og Inger Stender. Iscenesat af Svend Methling.(dansk; 1942)

 

 

For øvrigt vakte Rasputin-filmen en vis opmærksomhed, ikke mindst fordi den store franske karakterskuespiller Harry Baur (1880-1943) havde titelrollen. Baur var jødisk af fødsel, og efter tyskernes besættelse af Frankrig blev han mod sin vilje ført til Tyskland, hvor han medvirkede i Et Livs Symfoni (1942), og det menes, at tyskerne var direkte skyld i hans død den 8. april 1943.

 

 

Herover ses et par annoncer fra samme avis og dato. Her er vi ovre i den noget mere seriøse filmgenre, dramaet, som franskmændene excellerede i. Sådanne film kunne også trække et publikum til biograferne, selv om det for nogle biografgængere ikke skadede, at filmene indeholdt et vist moment af sex og nøgenhed. Det var dog ikke just det, der var fremherskende i filmen ”Rasputin” med den store franske skuespiller Harry Baur i titelrollen.  Men det så tillokkende ud med en gammel libertiner og en ung nøgen pige i annoncen.

 

Plakaterne og annoncerne for ”Rasputin” afbildede ham i reglen sammen med en eller flere nøgne piger, og det vakte især ’husarernes’ opmærksomhed og interesse, for det var man ikke så vant til at se på den tid, nøgne piger altså. Rasputin-myten fremstillede jo manden som libertiner, og det var guf dengang, men langt fra den historiske virkelighed, idet manden i det virkelige liv nok var en noget mere sammensat karakter.

 

Apropos filmen ”Der Tiger von Eschnapur”, på dansk ”Tigeren fra Eschnapur” (1938) var den en af de tyske film, jeg så i efteråret 1942, men det var dog ikke sådan, at jeg ulejligede mig helt ud til Strandvejen 203, for at se den. Derimod så jeg den i Standard Bio på Falkonér Allé, hvor jeg forresten også så ”Das Indische Grabmal”, på dansk ”Det indiske Gravmæle” (1938).  Den berømte tyske filminstruktør Fritz Lang (1890-1940) havde været med til at skrive drejebogen til begge disse film, men i lighed med andre tyske instruktører af jødisk oprindelse, emigre­rede også han fra Tyskland i 1933. Men medens han endnu boede dér, måtte han eksempelvis opleve den tort, at se sin daværende kone, forfatterinden Thea von Harbou (1888-1954), der havde leveret manuskrip­ter til de fleste af hans tyske film, som en fremtrædende forfatterinde også under nazismen. Parret blev skilt i 1933, da Lang emigrerede til USA. Fritz Lang er bedst kendt for sine tyske film, som f.eks. Metropolis (1926), og ikke mindst sin første tonefilm, M (1931), samt Dr. Mabuses Testamente (1932-33), som med sin makabre ekspressionistiske stil og hand­ling, der drejer sig om en sindssyg videnskabs­mands forsøg på at erobre verden, var et symbolsk billede på Hitlers gale magtstræb og grusomhed. Desuden skrev Lang manu­skripter til film som Das Indische Grabmal (1921, på dansk: "Det indiske Gravmæle") og Der Tiger von Eschnapur (1921, på dansk: "Tigeren fra Eschnapur").

 

Sidstnævnte film er formentlig anden del af førstnævnte film. Disse film blev instrueret af Joe May (1880-1954), som selv emigrere­de til USA i 1934. Foruden Mia May (1884-1980) og Conrad Veidt (1893-1943), medvirkede også den danske skuespil­ler Olaf Fønss (1883-1949).

 

 

Her ses en annonce, hvis emne og eksotiske skønheder med nøgne bryster åbenbart var stærkt tillokkende for især et mandligt publikum, men kvinder, som eventuelt interesserede sig for Østens fremmedartede kultur, kunne med fornøjelse også se film af denne kategori, som kaldtes rejsefilm. Disse var i reglen ledsaget af et foredrag af den globetrotter, som havde optaget filmen. Som det fremgår, blev filmen ”Østens Paradisøer” vist i Odd Fellow Palæets store sal tirsdag d. 10. og søndag d. 15. november 1942.

 

I 1957 vendte Fritz Lang midlertidigt tilbage til Tysk­land for at genindspille de to nævnte film i ny udgave. Det kan dog hverken have været stumfilmud­gaven fra 1921 eller nyindspil­ningen fra 1958, jeg engang omkring 1942 så i den daværende Standard Biograf på Falkonér Allé. Det viser sig da også, at der findes en genind­spilning af de to film, som er indspillet i 1938. Instruktøren var da Richard Eichberg (1888-1953) og hovedrollerne spilledes af Fritz van Dongen (1901-1975), Hans Stüwe (1901-1976) og Kitty Jantzen (1916-1984). Tyskland havde jo i sidste halvdel af 1700-tallet været arnestedet for den kulturelle romantiske bevægelse, som primært var et opgør med Oplysningstidens forstandsdyrkelse og kommercielle borgerlige kultur. I stedet dyrkede man følelsen, intuitionen og fantasien, et træk, som delvis genkendes i tysk kultur i 1930’erne og som udartede og forvrængedes af og i nazismen.

 

Men i det hele taget var interessen for nøgne piger noget, der kunne lokke det mandlige publikum i biografen eller på varietéer. F.eks. kunne man i Odd Fellow Palæets store sal se ”den pragtfulde Farvefilm Østens Paradisøer”, hvor det nærmest vrimlede med piger med nøgne bryster. Sådanne – og mere til – kunne man også se i restaurant ”Prater” i Stengade på Nørrebro, nemlig i form af ”Den blonde Skønheds-Ballet”, men det var jo ikke alle mænd, der havde lyst til – eller mod til at trodse konventionerne? – og besøge dette lettere berygtede sted, for at få et i øvrigt ærbart glimt af nøgne damer, som pirrede den libidinøse fantasi. 

 

  

 

Herover ses et eksempel på en af de såkaldt ”hårdkogte” amerikanske gangsterfilm fra 1930’-40’erne, i dette tilfælde med to gode amerikanske skuespillere i hovedrollerne: John Garfield og Ann Sheridan. – Annoncen til højre er fra den danske film ”Søren Søndervold” (1942), der i annoncen karakteriseret som en folkekomedie, men som ikke desto mindre handler om hævn uden skrupler. Filmen har en lang række gode danske skuespillere i rollerne og Ebbe Rode i titelrollen. Filmen er frit baseret på den norske film ”Tørres Snørtevold” (1940).

 

  

 

Herover ses et par eksempler på biografannoncer for spillefilm i den lettere genre, som var noget af det, der kunne lokke det københavnske publikum ud i kulden og mørket. Annoncen til venstre reklamerede for den tyske film ”Den grønne Elevator”, men som det fremgår, er det navnet Heinz Rühmann, der først springer i øjnene. Denne tyske lystspil- og farceskuespillers popularitet på den tid, vil man måske bedre kunne forstå, hvis man sammenligner med den succes, der adskillige år senere blev en dansk skuespiller som Dirch Passer til del. En af sidstnævntes store teater- og filmroller var netop også i lystspillet ”Den grønne Elevator” (1961). – Til højre et par omtrent identiske annoncer for det danske filmlystspil ”Ballade i Nyhavn” (1942) med den dengang uhyre populære Christian Arhoff.

 

Fortsættes i artiklens 11. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer delvis fra og med året 1942 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________