Ideale drømme, skepsis og tvivl 11. del
Fra idealist til realist
Morale: Livet er kun til låns
(Delvis fra 1942 og videre fortsat fra
artiklens 10. del)
Som et resultat af det tyske politiske pres på
Danmark, for at få ændret den danske regering i mere tyskvenlig retning, blev
udenrigsminister Erik Scavenius den 9. november 1942 udnævnt til samtidig at
være statsminister, hvilket som tidligere nævnt medførte først og fremmest
statsminister Buhls og flere andre ’uønskede’ ministres afgang.
Dagen efter, den 10. november 1942, kunne B.T.
på sin bagside præsentere en liste over medlemmerne af den nydannede regering,
hvori Erik Scavenius ikke uventet blev stats- og udenrigsminister.
Finansminister blev departementschef K. H. Kofoed, Udenrigsminister blev
undervisningsminister Jørgen Jørgensen, forsvarsminister S. Brorson,
landbrugsminister Kr. Bording, justitsminister Thune Jacobsen, minister for
handel, industri og søfart blev Halfdan Hendriksen, minister for offentlige
arbejder: Gunnar Larsen, trafikminister: N. Elgaard, arbejdsminister: Johannes
Kjærbøl, socialminister: formand for De samvirkende Fagforbund Laurits Hansen,
undervisningsminister: A. Chr. Højbjerg Christensen, og kirkeminister V.
Holbøll. De afgående ministre var følgende: statsminister Vilhelm Buhl,
indenrigsminister Knud Kristensen og kirkeminister Fibiger.
Den nye situation i Danmark undgik naturligvis
ikke redaktørerne af det illegale blad ”Frit Danmark”, som i sit nr. 8 for
november 1942 under overskriften ”Tyskerne dikterede – og Rigsdagen billigede
Regeringen Scavenius” bl.a. kunne
skrive følgende:
Regeringen Scavenius er Tyskernes
Regering i Danmark. Den er skabt paa tysk Diktat, om end med Tilslutning af den
danske Rigsdag. Men denne Tilslutning er ikke givet af fri Vilje og Ønske om at
se just en Regering Scavenius. Beslutningen om at skifte Regering er taget
under Pres fra Tyskland. Og saa megen enkel Æresfølelse som at sige Nej, ejer
den danske Rigsdag ikke mere. Naar Tyskerne knalder med Pisken, springer de
danske Rigsdagsmænd. Nu har de udleveret Land og Rige til Tyskerne for anden
Gang.
Det er en beskæmmende Forestilling, men
kunde det ventes anderledes? Eftergivenhedens Vej er fulgt saalænge og har vist
sig saa let at vandre, at det næppe mere vil være muligt for Rigsdagens
Medlemmer at finde nogen anden.
Den Krise, som raadede i det dansk-tyske
Forhold efter den tyske Regerings voldsomme Reaktion overfor Kongens
Svartelegram til Hitler, medførte hurtigt, efter Ophævelsen af den sædvanlige
diplomatiske Repræsentation, at en ny General fik Kommandoen over de tyske
Tropper i Danmark, og General v. Hanneken, som er Partimedlem og SS-Officer
skabte forsaavidt en klar Linje, som han straks tilkendegav, at der bestaar et
Svælg mellem Dansk og Tysk. Den danske Hærs Plads er Skulder ved Skulder med
den tyske Værnemagt eller ingen Steder, erklærede han overfor den danske
General Gørtz, og befalede samtidig de danske Soldater og deres Officerer i
Jylland, at de skulde forlade Jylland inden 15. November, og de danske
Officersfamilier, som havde deres Hjem indenfor Kasernernes Omraader, at de
skulde flytte ud inden 1. November. Han forbød endvidere tyske Officerer at
deltage i officielle danske Middage og Sammenkomster.
Hermed var skabt en skarp Adskillelse,
som vi Danske ikke kunde have noget imod. Danmark var ved at blive betragtet
som Fjendeland.
Men de Kredse i Tyskland, som fortsat vil
tvinge Danmark til ”venskabeligt Samarbejde” har øjensynlig haft det afgørende
Ord. De ønskede netop ingen klar Linje og derfor forlangte de en Regering
Scavenius.
Baggrunden for Krisen er at finde i de
ustandselige Intriger mellem Tyskerne indbyrdes. En Kreds vil ”fredelig”
Infiltration. En anden vil voldelig Underkastelse, og endelig vil nogle, de
færreste, gerne hjælpe de lokale Clausen-Nazister til Magten. Den afgaaende
Gesandt, Renthe-Fink, hørte til disse sidste, og han havde planlagt et Kup
under ”Frikorps Danmarks” Orlov for nylig. Kuppet mislykkedes, fordi Clausen
ikke turde. Saa maatte Renthe-Fink tage Konsekvensen. Han blev hjemkaldt og
afskediget.
Den ”fredelige” Infiltrations Tilhængere
paa Dagmarhus med SS-Brigadefører Kannstein i Spidsen fik paany Overtaget.
Signalet til Sceneforandringerne i Danmark blev givet, da Hitler gennem en
Indberetning havde faaet den Opfattelse, at det ikke alene var Frikorpset, men
ogsaa den rigtige tyske Værnemagt, som blev chikaneret i Danmark. Man skulde
ifølge Indberetningen nægte dem at gøre sig tilgode i de fyldte danske
Butikker! Hitler fik ikke at vide, at det var de tyske Infiltrations-Embedsmænd
selv, der havde sørget for, at de direkte Soldaterindkøb var afløst af en endnu
mere effektiv Form for Udplyndring. Han mente, at Retorsion [gengældelse] var
nødvendig, og paa dette Signal handledes der.
Men Krisen gik i Haardknude. Afgørelsen
trak ud. Infiltrationen maatte ikke bringe Forstyrrelse i den danske Produktion
for Tyskerne. Saa valgte Ribbentrop at kalde Scavenius til Berlin og udstyre
ham med den delikate Opgave at tvinge den danske Rigsdag til at gøre ham,
Scavenius til Statsminister.
Scavenius har sin Politik. Tættest muligt
Samarbejde med Tyskerne udenom Ignoranten Clausen. Og Tyskerne er jo ikke
dummere end Mennesker. Gennem Clausen kan de højst opnaa Samarbejde med
Overløberne. Gennem Scavenius kan de faa det danske Erhvervsliv til at rende
rundt for tysk Regering. Hvorfor skulde Tyskerne saa ikke foretrække Scavenius,
saa længe det danske Folk finder sig deri? […]
Tonen
og formuleringen i ovenstående citat fra ”Frit Danmark”s otte A4-siders
maskinskrevne og duplikerede november-nummer 1942, lyder umiskendeligt som den
måde, på hvilken Christmas Møller tidligere havde talt i Folketinget, og som
han aktuelt talte til det danske folk i radioudsendelserne fra London. Den
sidstnævnte var der efterhånden mange danskere, der lyttede til, men siddende
tæt ved radioapparatet med dæmpet lyd, for at ikke uvedkommende skulle bemærke,
at der her blev lyttet til radioudsendelser, som det var strengt forbudt at
stille ind på.
”De grønne” og en dansk top-nazist
Et par kommentarer til det illegale blads
ovenfor citerede tekst: Vedrørende de uniformerede tyske soldaters vareindkøb i
”de fyldte danske Butikker”, så var det noget, som de fleste danskere i
storbyerne, herunder ikke mindst i København, hadede at se. Man kunne ofte se
et par eller flere menige tyske soldater storme ind i en eller anden butik,
f.eks. i en bagerbutik, og kort efter komme stort grinende ud igen, belæsset
med brød og kager, som jo var en mangelvare for danskerne.
De tyske soldater var iført Værnemagtens
karakteristiske grågrønne uniformer, og derfor havde folkeviddet døbt disse til
at kaldes ”De grønne”. Når der rigtig var gang i de tyske soldaters indkøb
rundt om i byens travle forretningsgader, så kunne det minde om en
græshoppesværm, der havde slået sig ned i en kornmark, for at æde løs af
herlighederne.
Meget apropos ”de grønne”, så har H.C. Andersen
skrevet et eventyr med titlen ”De smaa Grønne” (1867), og det indledes sådan:
I
vinduet stod et rosentræ, nys var det ungdomsfriskt, nu så det sygeligt ud, det
led af noget.
Det
havde fået indkvartering i grøn uniform.
Det ville være nemt, at associere til 2.
Verdenskrigs tyske Værnemagtssoldater i grønne uniformer, men Andersen har end
ikke haft tyskernes invasion af Danmark 1863-64 i tankerne, men et helt andet
sigte med sit lille herlige eventyr, nemlig at de små grønne er bladlusene, som
også gør deres nytte i naturens store husholdning, uanset at de er foragtede af
mennesker.
Navnet ”Clausen” er identisk med den
sønderjyske læge Fritz Clausen (1893-1947), som fra 1933 til 1944 var
partifører for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP). Under 1.
Verdenskrig gjorde Clausen tjeneste i den tyske hær, og herunder blev han taget
til fange af russerne og sammen med andre tilfangetagne dansksindede
sønderjyske soldater i tysk krigstjeneste, sendt i fangelejr nær Moskva. I 1918
studerede han medicin i København, hvor han 1923-24 tog embedseksamen og
derefter blev praktiserende læge i sin hjemby Aabenraa. I 1924 flyttede han sin
praksis til Bovrup.
Fritz Clausen var på det tidspunkt medlem af
Det Konservative Folkeparti, og var som sådan en stærk fortaler for et Danmark
med den gamle grænse ved floden Ejderen. Siden 1864 og til 1920 havde den
danske grænse jo ligget ved Kongeåen, men i 1920 blev den flyttet og udvidet
til Vidåen. I 1931 blev Fritz Clausen medlem
af det nyoprettede DNSAP, og i perioden 1933-44 var han en stærkt aktiv
partifører for samme, og fra 1939 til 1945 var han sammen med to andre
partimedlemmer folketingsmedlem for dette stærkt højreorienterede nazistiske
danske parti. Imidlertid svækkedes DNSAP.s indflydelse, især efter
begivenhederne i 1943, hvor regeringen Scavenius måtte give op og overlade
landets ledelse til departementscheferne i samarbejde med især Werner Best.
Clausens magt i partiet var svækket, men i et forsøg på at genvinde sin
tidligere position, meldte han sig i september som frivillig militærlæge i
Waffen-SS. Som sådan gjorde han dog kun tjeneste i en kort periode, hvorefter
han i april 1944 vendte tilbage til Danmark. Han blev imidlertid ikke modtaget
med kyshånd af sine partifæller, som samme år tvang ham til formelt at nedlægge
sit hverv som formand. Senere blev han ekskluderet af sin partibestyrelse. Den
5. maj 1945 blev Fritz Clausen, i lighed med mange andre danske ’overløbere’,
anholdt og sat i fængsel i Frøslevlejren, hvor han sad til sin død den 5.
december 1947. Retsmaskineriet arbejdede så langsomt, at man først havde
udfærdiget et anklageskrift imod ham på det tidspunkt, hvorfor han på grund af
sin død undgik retsforfølgelse.
Men i
øvrigt indeholdt november-nummeret af ”Frit Danmark” også en omtale af, hvad
der blev den umiddelbare følge af aftalen mellem udenrigsminister Ribbentrop og
Scavenius, som godkendtes af den danske Rigsdag. Herom skriver ”Frit Danmark”
bl.a. følgende:
Nu sættes Terroren ind!
Søndag 1. November kaldtes
Udenrigsminister Scavenius til Berlin for at modtage Direktiver om, hvorledes
Nazisterne ønskede, at Danmark skulde praktisere sin i Henhold til Aftalerne af
9. April 1940 tilsikrede Ret til selv at bestemme over egne Forhold. Resultatet
af denne Rejse kendes af enhver og kommenteres andetsteds i Bladet.
Imidlertid synes det, som om Regeringen
har ment det nødvendigt at gøre en ekstra Indsats for at tækkes Tyskerne og
dermed understøtte Scavenius under hans Forhandlinger med Ribbentrop.
I alt fald foretog Rigspolitiet sammen
med Gestapo Natten til Mandag den 2. November Massearrestationer over hele
Landet. Menneskejagten fortsattes i Dagene derefter. Den vil ikke ophøre, før
Nazismen er udryddet.
Det var ikke noget ringe Resultat, Hr.
Scavenius Mandag Formiddag kunde forelægge Ribbentrop som Bevis for sin gode
Vilje til at medvirke for det ’europæiske Fællesskab’.
Saavidt vi har bragt i Erfaring,
fængsledes der alene den første Nat mere end 200 Personer. I de følgende Dage
foretoges yderligere ligesaa mange Arrestationer – Arbejdere,
Fagforeningsledere, Funktionærer, Studenter, Lærere og andre. For mange af de
fængslede gælder, at de indtil den 22. Juni 1941 var Medlem af Danmarks
kommunistiske Parti, men mange har til Gengæld aldrig haft Berøring med dette
Parti og aner sikkert i Dag endnu ikke, hvorfor de er arresteret.
Nogen konkret Anklage mod de fængslede
har der for Størstepartens Vedkommende ikke kunnet rejses. Ved de
grundlovsstridigt foretagne Husundersøgelser er der ikke fundet Materiale, som
kunde begrunde en saadan Anklage. Hele Aktionen maa ses som et Forsøg paa at
tækkes Tyskerne og lette Forhandlingernes Gang.
Det vil vække Beklagelse i alle Kredse af
det danske Folk at erfare, at formanden for Danmarks kommunistiske Parti,
Folketingsmand Aksel Larsen, er blandt Ofrene for det danske Politis alt
for store Beredvillighed til at gaa Tyskernes Ærinde. Med ham har den nationale
Befrielseskamp midlertidigt mistet en ualmindelig klarhjernet, modig og
uforfærdet Kæmper.
Af de arresterede er mange allerede
udleveret til Tyskerne og indsat i den tyske Afdeling paa Vestre Fængsel eller
i Kastellets smaa og usle Fangehuller. De holdes komplet afsondret fra
Omverdenen, end ikke deres nærmeste Familie kender deres Skæbne. Ogsaa for dem,
der befinder sig i det danske Politis Varetægt paa Vestre Fængsel, tegner
Fremtiden sig mørk. Umiddelbart efter den Kursforandring aflagde Gestapo-Folk
Besøg i Vestre Fængsel, og gjorde herunder alle slags Indsigelser mod den
Behandling, der blev de politiske Fanger til Del. Den er altfor god, erklærede
de, og Kommunisterne, der er indespærret, blot fordi de er Kommunister, skal
fremtidig behandles som Straffefanger. Flyveren Ørum, der dømtes for
Spionageforsøg, skal flyttes til Vridsløse og have samme haarde Behandling, som
Vaneforbrydere faar. Kun la Cour har man tilstaaet en lille Indrømmelse. Han
skal stadig kunne læse i sin lille Celle.
Ikke mindst paa Baggrund af den
Bemyndigelseslov til Regeringen, som Rigsdagen vedtog paa Scavenius’
Forlangende, maa man betragte disse Massearrestationer med største Alvor.
Scavenius, Thune Jacobsen og deres tyske Arbejdsgivere har fra nu af Hals- og
Haandsret over danske Borgeres Liv og Velfærd. De kan, under Paaskud af at ville
sikre Ro, Orden og Sikkerhed gennemføre hvilke som helst Bestemmelser, der
maatte passe dem. Rigsdagen har fraskrevet sig sin Ret til at gribe ind. Ingen
ved sig i Dag sikker i Retsløshedens Danmark. Udviklingen herhjemme
forløber analogt med Udviklingen i de øvrige undertrykte Lande. Først sætter
Terroren ind mod Kommunisterne. Derefter kommer Turen til alle øvrige
frihedselskende og for Friheden kæmpende Personer, idet man for at lette
Rettergangen uden videre betegner dem som ’Kommunister’. Enhver, der tænker,
føler eller taler dansk, maa fra i Dag være forberedt paa, at naar det ringer
paa Døren, staar Politiet derude for at bortføre mand eller Søn, Hustru eller
Datter.
Men end ikke denne Trussel vil kunne
standse den nationale Kamp. Den vil tværtimod vokse, jo mere Terroren skærpes.
Det danske Folk vil vide at give Undertrykkerne Svar paa Tiltale.
I Dag gælder det mere end nogensinde, at
det danske Folk viser sin Samhørighed og sin ubrydelige Vilje til at kæmpe for
sin Frihed og sin Selvstændighed. Udbred Kendskabet til de skændige Metoder,
hvorpaa Regeringen praktiserer ’dansk Justits’. Kræv de Fængslede frigivet. Lad
Protesterne lyde fra Foreninger, Sammenslutninger og Fagforeninger. Hjælp de
fængsledes Familier, saa de ikke lider direkte Nød. Hjælp og beskyt alle, der
forfølges af Politiet og Gestapo, fordi de kæmper for Danmarks Frihed.
Understøt paa enhver Maade den nationale Kamp. Lad det gamle Ord atter faa
Gyldighed:
For
de gamle, der faldt
har vi ny overalt,
De vil møde, saa snart der bliver kaldt.
Ovenstående verslinjer er et citat fra sangen
”Det haver så nyligen regnet”, forfattet af den danske skolemand og politiker Johan
Ottosen (1859-1904). Den sang kendte stort set ethvert barn i min skoletid,
hvor klassen hver dag begyndte første time med at synge en af de mange herlige
danske sange, ikke mindst B.S. Ingemanns morgen- og aftensange.
I en kommentar til ”Frit Danmark”s omtale af
arrestationen af DKP-formanden Aksel Larsen, skriver Krigsaviserne Del 26,
1999, at partiformanden, som blev interneret i Horserødlejren, fik en
fangevogter til at udsmugle en liste over personer, som skulle advares, men
fangevogteren gav i stedet listen til politiet og Værnemagten. I december
fulgte der da også en ny bølge af arrestationer af folk, som mistænktes for at
være modstandsfolk, deriblandt de danske redaktører og udgivere af ”Frit Danmark”.
Det nævntes ved samme lejlighed også, at produktionen og udgivelsen af ”Frit
Danmark” fortsattes af kommunisten og lægen Mogens Fog (1904-1990) og
den konservative journalist og redaktør Ole Kiilerich (1907-1983), som
begge gik ’under jorden’.
Herefter fortsætter ”Frit Danmark” med på side
3 at give en række eksempler på, hvad det danske udenrigsministerium, som
Scavenius jo også var chef for, forbød pressen at omtale eller nævne.
Eksempelvis måtte antallet af slagtninger og tilførsler af kød og flæsk ikke
kommenteres. Det samme gjaldt grynrationerne, der lige så lidt måtte
kommenteres, som tilfældet var med Handelsministeriets bekendtgørelse om, at
der fra 6. november 1942 ikke måtte serveres Svinekød på restauranterne. Det
sidstnævnte eksempel var dog blevet humoristisk kommenteret af Ekstrabladet
allerede den 7. oktober 1942, hvilket læseren måske erindrer sig. Men forbuddet
blev åbenbart gentaget den 6. november 1942, for den 9. samme måned kunne
medierne i øvrigt rapportere om, at myndighederne havde forbudt al servering af
flæsk og svinekød på restauranter fra og med den 10. november. Det skyldtes
angiveligt, at man ville lade den sparsomme beholdning af kødvarer komme
private forbrugere til gode. Der blev dog samtidig givet dispensation fra
forbuddet juleaften.
På side 5-7 kunne ”Frit Danmark” fortælle om
forskellige begivenheder og forhold herhjemme, som man fandt grund til at give
en kritisk omtale. Det er således tilfældet på side 6, hvor man bl.a. kan læse
følgende:
Udenrigsminister Scavenius har afskediget
alle Jøder i Udenrigstjenesten og forlanger nu Arierattest af den yngste
Kontordame, der skal ansættes. Ogsaa Udenrigsministeriets Folkeretsekspert, Dr.
Jur. Georg Cohn, har faaet Løbepas. Hans Efterfølger er nu ansat – under Statsministeriet.
Han faar 18.000 om Aaret, som betales af Udenrigsministeriets Konto. Valget
faldt paa den berygtede Landsretssagfører Reitzel-Nielsen, som overhovedet ikke
har Kendskab til Folkeret, men til Gengæld er Nazist. Han er blevet smidt ud af
Juristforbundets Formandsstol og Højesteretssagfører Eyvind Møllers Forretning,
fordi han kompromitterede begge Dele ved sine yderligtgaaende Konspirationer
med Besættelsesmagten.
På samme side 6 fortsætter ”Frit Danmark” med
at nævne de personer, fabrikker og virksomheder, der samarbejdede med tyskerne
ved at levere varer og produkter til disse. Blandt de prominente ’værnemagere’
nævnes f.eks. grosserer Preben Holten, English House, som syede tyske
uniformer. Desuden nævnes Standard Electric, der leverede kortbølgesendere til
værnemagten. Maskinfabrikken ”Votan” leverede værktøjer og dele til
flyvemaskiner, Dansk Industri Syndikat producerede rekylgeværer,
antitankkanoner og forskellige dele til kanoner, flyvemaskiner og
lytteapparater. Baunsgaards Papirfabrik, som leverede emballage til transport
af ammunition, samt flere andre såkaldte værnemagerfirmaer. På bladets bagside
berettedes det, at Burmeister & Wain under overvågning af SS-folk og andre
tyske kontrollanter var ved at gøre et større tysk skib modstandsdygtigt mod
magnetiske miner. Det var dog lykkedes sabotører at forhindre, at armeringen
virkede, i hvert fald i første omgang.
Men nok så alvorlig og skræmmende er ”Frit
Danmarks”s omtale af det tyske Eutanasi-program, som nazisterne i Tyskland
benyttede til at skille sig af med uønskede, ”samfundsbelastende” personer, som
f.eks. kronisk sindssyge, småtbegavede, handikappede og lignende. Kendskabet
til disse i realiteten mord-anstalter, fik de fleste danskere først efter
krigens ophør, men ”Frit Danmark” omtalte altså allerede de af Hitler-regimet
iscenesatte mord, eufemistisk kaldet ”Dødshjælp”, i november 1942. Men det var
jo langt fra alle, der læste de illegale blade, og desuden vil jeg mene, at de
fleste danskere havde stukket hovedet i busken eller gjorde som de tre aber,
hvor den ene holder sig for ørene, den anden for øjnene og den tredje for
munden, ikke høre, ikke se og ikke tale. Tilpasningen til de stramme tider og
de uhyggelige beretninger fra krigszonerne, samt til arrestationen, torturen og
henrettelsen af danske frihedskæmpere, af myndighederne og tyskerne kaldet
sabotører, var stor.
Endelig på bagsiden, side 8, fremsatte ”Frit
Danmark” en opfordring til de danske værnepligtige, som afventede en
indkaldelse:
Til de Værnepligtige!
Under de herskende Forhold kan der en Dag
komme en Indkaldelsesordre, som Hærens og Flaadens Officerer ikke ønsker, at
man skal efterkomme. De Værnepligtige maa derfor gøre sig klart, om en
Indkaldelse er dikteret af danske eller tyske Interesser, idet de, dersom
Kongen abdicerer eller tages til Fange og Danmark faar en tysksindet Regering,
som een Mand maa nægte at kæmpe mod Danmarks sande Interesser: Hver enkelt maa
selv søge Oplysning om dette, idet det sandsynligvis bliver os umuligt at give Meddelelse
derom.
Læserne anmodes indtrængende om at lade
dette Opraab gaa videre til saa mange Værnepligtige som muligt.
Som det fremgår, søgte ”Frit Danmark” – i
øvrigt i lighed med andre illegale blade - at inspirere og indgyde danskerne
mod til at gøre modstand imod de tyske besættere, og til at lægge de
profithungrige værnemagere hindringer i vejen for deres produktion og
leverancer til de stadig mere forhadte tyskere.
Tirsdag den 10. november 1942 kunne B.T.
desuden vedrørende krigens gang ude i verden berette på forsiden, at
amerikanske kampvogne var trængt ind i Marokko, men at de mødte hård modstand
omkring Casablanca. Det meddeltes dog samtidig, at allierede styrker, hvilket
vil sige engelske og amerikanske tropper, efter hård kamp, havde besat
havnebyen Safi ved Marokkos Atlanterhavskyst ca. 220 km syd for Casablanca.
Situationen var jo den, at den franske
krigshelt fra 1. Verdenskrig, Marskal Pétain, følte det som sin opgave, at forsvare
de franske besiddelser i Afrika, i dette tilfælde i Nord-Afrika, hvorfor han
beordrede sine tropper til at kæmpe mod de engelske og amerikanske tropper i
området. Philippe Pétain (1856-1951) var selvudnævnt militær leder i
Frankrigs tyskvenlige samarbejdsregering, som oprettedes i 1940, og som kaldtes
Vichy-regeringen, fordi den havde hovedsæde i byen Vichi. Denne regering var
blevet oprettet på initiativ af Pétain, som i efteråret 1940 havde kontaktet
Hitler, for at indgå i et nærmere samarbejde med denne. Derefter udnævnte den
med tiden stadig mere reaktionære Pétain sig selv som Frankrigs marskal og
statschef. Pétain delte nazismens idealer om elitær styreform, nationalt
fællesskab, lydighed mod myndighederne, arbejdsomhed og nøjsomhed. Det indebar,
at de demokratiske institutioner, blandt andet de politiske partier og
fagforeningerne blev forbudt og strejker gjort ulovlige
Frankrig og Storbritannien havde den 3.
september 1939 erklæret Tyskland krig, efter at landet havde angrebet og
invaderet Polen. I maj 1940 iværksatte Hitler også et lynangreb mod Frankrig,
som stort set lod sig gøre uden større modstand fra fransk side. Man havde
forladt sig på forsvarsværkerne i den såkaldte Maginot-linje langs den
fransk-tyske grænse, men denne viste sig uden nævneværdig virkning, fordi
tyskerne simpelthen gik uden om den og nordfra via Belgien og ind i selve
Frankrig. Det var ved den lejlighed, at Frankrig deltes i to, nemlig i den af
tyskerne besatte nordlige del og den ubesatte sydøstlige del, hvor Pétain
dannede den såkaldte Vichy-regering.
Pétain fik imidlertid travlt som militær leder
af kampene i Nordafrika, og som Pétains stedfortræder og viceministerpræsident
i den ikke-besatte zone i det sydøstlige Frankrig, indsattes i juli 1940 Pierre
Laval (1883-1945). Sidstnævnte var en stærkt aktiv politiker i
mellemkrigsårene, Han havde oprindelig været socialist, men nu sympatiserede
han med nazismen, hvorfor han ikke kun sanktionerede den nazistiske besættelse
af Frankrig, men ligefrem bød den velkommen. Han blev udenrigsminister i
Vichy-regeringen i oktober-december 1940 og dens leder 1942-44 med diktatoriske
magtbeføjelser.
Pierre Laval, som var jurist af uddannelse og
en tid havde arbejdet som advokat, var overbevist om, at Tyskland ville sejre,
og måske ikke mindst derfor var han indstillet på et tæt samarbejde med
tyskerne. Disse satsede til gengæld også på Laval i en sådan grad, at da denne
at interne grunde på et tidspunkt blev afskediget, krævede tyskerne ham
genindsat i sin stilling, hvilket også skete.
Under Lavals regime søgte denne at tækkes
tyskerne mest muligt, hvilket blandt andet gav sig udslag i, at titusinder af
franskmænd blev sendt på tvangsarbejde i Tyskland. Desuden sørgede hans
administration for, at et stort antal franske jøder blev indfanget og overgivet
til tyskerne, som sørgede for at videresende de stakkels forsvarsløse mennesker
til dødslejrene i Tyskland, Polen og Tjekkoslovakiet.
Efter Frankrigs befrielse i 1945 blev Laval i juli samme år stillet for
en domstol, hvor han blev anklaget for højforræderi og dømt til døden den 9.
oktober 1945. Dommen blev eksekveret ved skydning den 15. oktober 1945.
Men ellers lød overskrifterne i B.T. tirsdag
den 10. november 1942 som følger:
Amerikanske Kampvogne trænger ind i Marokko
De møder haard Modstand – Et Slag under Udvikling ved Casablanca
Amerikansk Aktion mod Dakar?
Beyen af Tunis’ Tilladelse til Gennemmarch uden Betydning, siger
Berlin.
Gibraltar tømmes for Reserver
og fyldes med Saarede og beskadigede Krigsskibe
Nye amerikanske Tropper landsættes ustandseligt
i Nord-Afrika
Tysk tilfredshed med Vichys Holdning
To Nøglestillinger erobret i Marokko
Engelske Flyvere over Nordtyskland
Flyvervarsling i Berlin i Nat
Det franske Slagskib ”Jean Bart” i Aktion
Ørken-Slagets Tempo nedsat af Regnvejr
Rommel bider haardt fra sig
Admiral Darlan og General Juin hos Amerikanerne
Disse og lignende overskrifter fandtes
naturligvis også i de øvrige danske aviser, men de ovenfor citerede kan tjene
til at give et lille indtryk af, hvad der foregik på den vestlige krigsfront på
det omhandlede tidspunkt.
Dagligdagens mere
fredelige nyheder
B.T. kunne samme dag, den 10. november 1942,
også melde, at kongens tilstand nu var sådan, at majestæten formentlig kunne
udskrives og hjemsendes den følgende uge:
Kongen hjem i næste Uge
Kongen har
i Gaar paabegyndt sin Rekonvalescens. De første 8-10 Dage vil Majestæten
forblive paa Diakonissestiftelsen, men det kan forventes, at Kongen forlader
Hospitalet en Dag i Slutningen af næste Uge for at fortsætte Rekonvalescensen i
Residenspalæet paa Amalienborg.
Der var en Overgang Tale om, at
Kongeparret for en Tid vilde tage Ophold paa Sorgenfri Slot, akkurat som det
var Tilfældet under Rekonvalescensen i Sommer, men denne Tanke er opgivet, da
Sorgenfri Slot er vanskeligt at opvarme tilstrækkeligt under en eventuel
Kuldeperiode.
Kongen var i Gaar oppe for første Gang og
befandt sig helt udmærket. I Gaar var der dog kun Tale om et Kvarter, men i Dag
faar Kongen Lov til at være oppe i en Time, og fortsættes den gode Udvikling,
hvad man har al mulig Grund til at antage, varer det kun et Par Dage, før
Kongen er oppe hele Dagen.
Under overskriften ”En daglig Ærgrelse”
kunne B.T.s lederskribent harcelere over cyklister, som ikke rettede sig efter
de påbudte regler for, hvordan automobil- og cykellygterne skulle være blændet.
Det var af hensyn til mørklægningen, at der var indført strenge regler for,
hvor mange centimeter lygteglassets lysspalte måtte være på hver led, og hvor
højt og langt lyskeglen måtte ramme, når bilen eller cyklen kørte på plan vej.
Avisen opfordrede Færdselsmyndighederne til at skærpe kontrollen og om
nødvendigt iværksætte en propagandakampagne, for at minde lovovertræderne om de
regler, som man af hensyn til alles bedste ønskede overholdt. Mørklægningen
havde jo til primært formål, at eventuelle bombefly ikke skulle kunne
lokalisere og vide, at de befandt sig over et byområde.
I avisen B.T. kunne man for resten på den tid
se Storm P.s herlige tegneserie ”Peter Vimmelskaft” og hans ”Blade af Storm P.s
Dagbog”. Desuden var der to tegneserier, den amerikanske ”Blondie’s
Hverdagshistorie” af Chic Young, og den danske Holger Philipsens ”Carlt …
nemlig”.
Avisen havde på den tid også fået en ny tegner
tilknyttet, nemlig Sys Gauguin, f. Hedvig Poulsen (1909-1999), gift 1935
med Jean René Gauguin (1881-1961), en søn af den verdensberømte franske
maler Paul Gauguin (1848-1903). Fra 1936 var Sys Gauguin fast tilknyttet
Berlingske Tidende, hvor hun tegnede små vignetter til bladets faste rubrikker,
teateranmeldelser mm., hvori hun i en humoristisk streg gengav typiske
hverdagsagtige situationer. Jean René Gauguin blev i øvrigt morfar til
musikeren Kasper og sangerinden Alberte Winding, som begge er børn af tegneren
og forfatteren Thomas Winding og Vibeke Winding, f. Gauguin.
Biografrepertoiret den 10. november 1942
Men nok så interessant for mig, var imidlertid
det københavnske biografrepertoire, i dette tilfælde den 10. november 1942, som
så sådan ud:
Aladdin: Søren Søndervold (dansk; 2. uge)
Allé
Teatret: Tunnellen (tysk)
Atlantic: Rasputin (fransk; 1938)
Bella Bio: Ballade i Nyhavn (dansk; 1942.
16. uge i København)
Bellevue: Besættelse (fransk; 1937)
Boulevard: Ballade i Nyhavn (dansk; 1942. 16.
uge i København)
Bristol: Dem grønne elevator (tysk)
Carlton: Den maskerede Kavaler (italiensk;
1939)
Colosseum: Søren Søndervold (dansk; 2. uge)
Dagmar: Pépé le Moco (fransk; 1936)
D.S.B.: Non Stop-program m. bl.a. tegnefilmen En skør Dirigent
Grand: Rembrandt-Filmen. Et Liv i Lidenskab
(tysk; 1942)
Kino-Palæet: Alle Mand paa Dæk (dansk; 1942.
2. uge)
Metropol: Kvinde-Klubben (fransk; 1936)
Nora: Ballade i Nyhavn (dansk; 1942.
16. uge i København)
Nørreport
Bio: Spionfilmen L.
B. 17 afsløret (?)
Palads: Tyrannens Fald (dansk; 1942. 3.
uge)
Palladium: Skandale i Konsulatet (tysk;
1942?)
Palæ Bio: Den fjerde kom ikke (svensk?)
Park: Ballade i Nyhavn (dansk; 1942.
16. uge i København)
Platan: Blindgade-Drengene (De gjorde mig
til Forbryder) (amrk.; 1939)
Rialto: Postmesteren (tysk; 1940)
Saga: Frøken Vildkat (dansk; 1942. 11.
uge)
Scala Bio: 6 Mennesker myrdet? (fransk;
1941)
Skovshoved: Broadway Serenade (amrk.; 1939)
Strand
Teatret: Tigeren fra
Eschnapur (tysk: 1938)
Triangel: Søren Søndervold (dansk; 2. uge)
Windsor: De Værgeløse (norsk; 19??)
World
Cinema: Nat-Ekspressen
(dansk; 1942. 7. uge)
Udsnit af
BILLED BLADET’s forside den 8. juli 1942. Her kigger den venlige
færdselsbetjent Poul Bennedbæk efter trafikken, inden han har tænkt sig at følge
den lidt underlige dame sikkert over på den anden side af gaden. – Foto: © 1942
Billed-Bladet.
Ovenstående 4
fotos med tekst bragtes i Billed-Bladet’s nr. 27 den 8. juli 1942. Replikkerne
er typiske citater fra den filmfarcefigur, som Arhoff skabte i løbet af
1930’erne og begyndelsen af 1940’erne, og som trak mange mennesker i de
biografer, som spillede film, hvori han medvirkede. I løbet af sin lange
karriere spillede Arhoff omtrent med i lige så mange danske film, som tilfældet
var med Ib Schønberg. Begge var i øvrigt begyndt at medvirke i film allerede i
stumfilmtiden. - Fotos: © 1942 Billed-Bladet.
Apropos den danske spillefilm ”Ballade i
Nyhavn”, som filminstruktøren Johan
Jacobsen (1912-1972) indspillede for filmselskabet Palladium i foråret
1942, så knytter der sig en temmelig speciel episode til den. Min senere
svigerfar, Paul Bennedbæk
(1916-2003), som var gadebetjent på det tidspunkt, kom en dag ud for i St.
Kongensgade, tæt ved Kongens Nytorv, at blive bedt om at hjælpe en ældre dame
med at finde vej til Studiestræde. Den i første omgang intetanende
politibetjent forsøgte så godt det lod sig gøre, at forklare den lidt underlige
dame, hvordan hun kunne finde frem til den pågældende gade. Det undrede dog
godt nok betjent Bennedbæk, at der også var både en journalist og et
pressefotograf til stede, som åbenlyst fotograferede parret.
Men grunden til det, blev han naturligvis klar
over bagefter, da journalisten forklarede ham, at det var Billed-Bladet, som
var i gang med at lave en reportage i forbindelse med en forestående dansk
filmpremiere på filmen ”Ballade i Nyhavn”, nemlig den 31. juli 1942. Man
spurgte derfor den korrekte, men venlige betjent om lov til at bringe
billederne i ugebladet, fordi han nu figurerede på disse sammen med den lidt
forvirrede dame. Sidstnævnte var jo ingen anden, end den på den tid uhyre
populære farceskuespiller Christian Arhoff, men altså forklædt som ’dame’. Som
det rare menneske Poul Bennedbæk var og alle dage havde været, gav han naturligvis
sin tilladelse til, at billedserien måtte bringes i bladet, især da den jo
samtidig demonstrerede, at gadebetjentene var hjælpsomme over for borgerne.
Men der var desuden en ’dristig’ fransk film
med 1. genopførelse på plakaten i Metropol. Filmen var fra 1936 og dens
originaltitel ”Club de Femmes”, som var oversat til dansk ”Kvinde-Klubben”. Den
havde den dengang meget afholdte og ofte benyttede franske filmkomedienne Danielle
Darrieux (1917-) i en dominerende hovedrolle, assisteret af Betty Stockfeld
(1905-1966) og Else Argal (data ukendte). Annoncen for filmen
lokkede med følgende fristende ord:
- en
Film udover det almindelige - Et frisindet Indlæg for Kvinden og
Kærligheden – afspejlende alle Stemninger i det unge livslystne Kvindesind – Filmen
med Verdens skønneste Kvinder
Palladium Bio kunne også lokke med en stor illustreret annonce for den
tyske film Skandale i Konsulatet med Laura Solari, Viktor de Kowa og
Margit Symo i hovedrollerne. Om denne film sagde annoncen:
Pressen skrev: … der udfoldes en sjælden
Elegance - … paa een Gang en Udstyrsfilm med en fantastisk Pragt og en
spændende Kriminalfilm – Det er Smilet og Spændingen, der præger den
Palladium var for resten en af de københavnske biografer,
der forholdsvis ofte havde tyske film på programmet, og publikumstilstrømningen
var i en del tilfælde overraskende stor. Det gjaldt ikke mindst til flere af de
store tyske udstyrsfilm, hvori der ofte forekom sekvenser og scener med mere
eller mindre afklædte kvindelige skuespillere og statister.
Dette efterår havde jeg for resten meldt mig
til korrespondancekurset ”Lær at tegne efter Naturmetoden”. Det foregik
på den måde, at man fik tilsendt lektioner med nogle skriftlige tegneopgaver,
som f.eks. at tegne nogle geometriske figurer, en trekant, en firkant, et
rektangel, en cirkel, en oval osv., men på fri hånd. Dernæst fik man til opgave
at tegne nogle tilsvarende former: en pyramide, en kvadratisk kasse, en aflang
kasse, en kugle, en aflang oval form.
Næste skridt i tegningens svære kunst var at
tegne genstande efter model, det vil f.eks. sige en vase, en skål, et askebæger
mm. Og dernæst at lære at tegne forskellige planter og blomster efter rigtige
forbilleder. Endelig kom det nok så svære, at tegne portrætter og mennesker i
hel figur, også efter levende model. Hver gang, man havde færdiggjort en
lektion, sendte man tegningerne til denne ind til tegneskolen, hvor en
tegnelærer så bedømte hver enkelt tegning og eventuelt godkendte denne eller
foretog rettelser med rød blyant. Derefter blev tegningerne returneret til
eleven, som så kunne orientere sig om, hvad der var blevet rettet, og om muligt
tage ved lære deraf.
Det var nu ikke mange tegninger, jeg fik retur
med røde rettelser, hvilket jeg selvfølgelig var stolt af. Men hver gang, jeg
gik og ventede på at få nogle tegninger retur, var jeg nervøs for, om det, jeg
havde tegnet, nu også var godt nok. Denne præstationsangst har desværre fulgt
mig gennem hele livet. Jeg har aldrig opfattet mine egne tegninger, som værende
gode nok, heller ikke selv om mor og andre i familien skamroste mine tegninger.
Jeg vidste jo, at de ikke havde forstand på, hvad der faglig set var kvalitet
eller ikke. Men jeg fortsatte under alle omstændigheder med at tegne, for det
var både en trang og en lyst hos mig.
Sabotage og illegalt arbejde tager til
Imidlertid fortsatte urolighederne og
sabotageaktionerne i de større danske byer, og ikke mindst i København. På den
baggrund vedtog Rigsdagen den 11. november 1942 en bemyndigelseslov, som ved
kongelig anordning gav regeringen lov til at påbyde oprettelsen af den fornødne
ro, orden og sikkerhed. Ordningen trådte i kraft med øjeblikkeligt varsel.
Loven betød naturligvis samtidig, at der blev tale om skærpede straffe for
overtrædelse af påbudet.
Sabotageaktionerne gjorde forståeligt nok
befolkningen opskræmte og bange, idet man naturligvis frygtede for tyskernes
reaktioner og gengældelsesaktioner. Man nøjedes dog i første omgang med at lade
det danske politi foretage efterforskning og arrestation af fremtrædende danske
personligheder, som f. eks. professor Ole Chievitz (1883-1946),
biblioteksdirektør Thomas Døssing (1862-1947) og landsretssagfører Rud
Prytz (1899-1971), hvilket skete 10. december 1942. De nævnte blev anklaget
for illegalt arbejde i forbindelse med organisationen ”Frit Danmark”.
De tre ovenfor nævnte personer var vigtige
medlemmer af modstandsbevægelsen. Ole Chievitz var overlæge ved
Finsensinstituttets kirurgiske afdeling og Radiumstationen samt professor ved
praktikundervisningen i klinisk kirurgi. Han var i 1942 med til at oprette det
illegale blad ”Frit Danmark”. Hans arrestation i december 1942 vakte
opstandelse og harme i vide kredse i befolkningen, og han blev formentlig
derfor løsladt i april 1943. I 1944 blev han upolitisk medlem af Danmarks
Frihedsråd, hvor han især havde at gøre med faldskærmsfolk og Forsvarets
Efterretningstjeneste.
Thomas Døssing var som nævnt
biblioteksdirektør, tilmed den første i Danmark. Han var desuden politiker og
modstandsmand, og blev som sådan også arresteret af tyskerne i december 1942,
men senere løsladt. I 1944 blev han Frihedsrådets udsending i Moskva, hvor han
tillige fra 1945 og til sin død i 1947 var dansk minister.
Rud Prytz, som var landsretssagfører, havde
kontorer på Vester Boulevard, hvor man på et tidspunkt under besættelsen
stiftede en Frit Danmark-gruppe. Denne startede det illegale Frit Nordisk
Forlag, som blev rammen om en del illegale publikationer, herunder især bladet
”Frit Danmark”. Ved Prytz’ og andre medlemmer af gruppens arrestation og
fængsling i december 1942, frygtede andre medlemmer, som ikke blev arresteret,
for, at Frit Danmark skulle blive opløst, hvilket dog ikke skete. Men den
historie vil være lidt for indviklet til, at den skal fortælles her. Prytz blev
dog senere også løsladt, formentlig på grund af manglende eller utilstrækkelige
beviser.
Men for mig og de fleste andre danske børn og
voksne, gik livet videre i hverdag som i fest. Til hverdagslivet hørte restriktionerne
og forbuddene og til festen hørte eksempelvis det ugentlige biografbesøg. Dette
kulminerede for mit – og sikkert også mange andre københavnske børns –
vedkommende med det årlige besøg ved juletid i biografen Metropol på Strøget.
Men inden jeg går over til en omtale af årets juleshow, vil jeg lige nævne, at
der den 4. december 1942 åbnede en helt ny biograf, som genoplivede det gamle
navn fra biografen i Nygade 3, nemlig ”Alexandra Teatret”. Det var sidstnævntes
direktør, Hjalmar Davidsen, der have fået bevillingen til det ny ”Alexandra
Teatret”, som var beliggende i en nyopført bygning omtrent på hjørnet af
Nørregade og Gl. Torv.
På fotoet til
venstre ses facaden og indgangen til det, der fra 4. december 1942 og til
begyndelsen af 1980’erne udgjorde det dengang helt moderne Alexandra Teatret på
Nørregade. På fotoet til højre ses samme teaters forgænger, nemlig Alexandra
Teatret, Nygade 3, i 1930, som blev lukket i 1939 og senere genåbnet som Nygade
Teatret. – Foto tv.: © 2009 Harry Rasmussen. – Foto th.: Alexandra Teatret
1930. Det danske Filminstitut.
Dette års Jule-Show skulle vise sig at blive
det foreløbig sidste under besættelsestiden, nemlig som følge af tyskernes
forbud mod amerikanske film, som blev effektivt fra og med januar 1943. Men
endnu ved juletid 1942 kunne man få lov til at se de herlige humørperler fra
den dygtige tegnefilmmesters værksted. Dette år var det af gode grunde lutter
repriser, hvilket dog ikke betød, at jeg selv havde set alle filmene før. Men
programmet så sådan ud: The Hockey Champ (1939; ”Anders Ands Is-Hockey”
R), Goofy and Wilbur (1939; “Fedtmules fisketur” R), Boat Builders (1938;
”Mickey som bådebygger” R), Good Scouts (1938; ”Gode spejdere” R), The
Old Mill (1937; ”Den gamle mølle” R), Mickey’s Trailer (1938;
”Mickeys ferievogn” R).
Flere af disse film var som nævnt nye for mig,
og det gjaldt ”Mickey som bådebygger”, ”Gode spejdere”, ”Den gamle mølle” og ””Mickeys
ferievogn”. Alle fire film var gode, ja, fremragende i enhver henseende, men
det var især ”Den gamle mølle”, der tiltrak sig min opmærksomhed og interesse.
Filmen er et lille stykke ’naturlyrik’, fortalt med indlevelse, nænsomhed og en
diskret og charmerende form for humor, som tiltalte mit romantiske sind
overmåde meget. Men i nok så høj grad var jeg fascineret af filmens tekniske
kvalitet, selv om jeg godt kunne se, at det mærkværdigt nok nogle steder i
filmen kneb lidt med tegnekvaliteten og animationen. Da jeg mange år senere var
i Los Angeles og besøgte Disney-studierne i Burbank, fik jeg forklaringen på,
hvorfor teknikken var kikset enkelte steder i filmen. Det skyldtes simpelthen,
at figurerne og baggrundene i nogle scener var tegnet og malet så forholdsvis
små, at det må betragtes som nærmest menneskeligt umuligt at tegne og animere
så præcist, som et lille format kræver, der siden skal projiceres op i
biografformat. Senere har man jo heldigvis fået computeren til hjælp til at
løse sådanne tekniske problemer perfekt.
De tre andre af de ovennævnte fire tegnefilm
var og er eksempler på, hvad Disney-folkene formåede at komme op med af gode og
sjove ideer, visuelle gags og action. Det er simpelthen mesterligt og
beundringsværdigt, og den dag i dag har jeg faktisk svært ved at fatte, at det
overhovedet kunne lade sig gøre for Disney og hans medarbejdere, at skabe
tegnefilm med så levende, morsomme og ofte grotesk-humoristiske figurer.
Denne jul havde jeg det held i skolen, at man
valgte at lade Kaj Hansen tegne juletræet med de 24 utændte julelys på tavlen.
Han slap godt fra at tegne træet og det omgivende snelandskab, men
nissefigurerne var lidt naive i formen. Nogle af kammeraterne sagde da også til
mig – i al fortrolighed, forstås – at det burde have været mig, der i det
mindste tegnede nisserne. Figurtegning, dog helst i komisk stil, var jo især
min force. Men jeg indvendte, at i år var det Kaj, der bestemte, hvordan
tegningen på tavlen skulle se ud, og dermed var den sag ude af verden. De
protesterende mumlede et eller andet uforståeligt, men måtte acceptere, at
sådan forholdt det sig nu.
I øvrigt skete der blandt andet det, at
myndighederne fra 1. december dette år påbød butiksejerne, at der kun måtte
pyntes forretningsvinduer i begrænset omfang. Påbuddet skyldtes primært den
store vareknaphed, der automatisk var indtrådt som følge af diverse
restriktioner og importforbud. Men det skulle blive endnu trangere de følgende
år.
Vores private juleaften husker jeg ikke noget
specielt fra, og går derfor ud fra, at den er blevet fejret som sædvanligt,
nemlig sammen med mormor, morfar og Dennis. Julemiddagen bestod af risengrød,
ande- og flæskesteg, det hele takket være farmors betænksomhed. Hun havde kort
før jul sendt os en pakke med forskelligt til julen, herunder altså også
risengrynene, anden og flæskestegen. Pakken indeholdt også svesker og æbler,
samt medisterpølse, blodpølse og sylte. Alle dele stammede fra hendes egen
husholdning, og hun havde sandsynligvis selv slagtet og plukket anden, mens
grisen, der havde gået ovre i grisestien, selvfølgelig var blevet slagtet og
parteret af en professionel slagter. Medisterpølsen, blodpølsen og sylten havde
farmor selv lavet.
Farmor var meget, ja, næsten rørstrømsk
godhjertet, når det gjaldt om at hjælpe den knapt så velstillede del af
familien, hvilket først og fremmest vil sige mine forældre, men hun holdt også
meget af at blive rost for sin gavmildhed. Til gengæld var der ingen af os,
hverken mine forældre eller os børn, der fik personlige julegaver af hende, men
det forventede vi heller ikke, for bortset naturligvis fra lille Lizzie på
knapt 2 år, så forstod vi andre jo udmærket, at de ovennævnte madvarer var en
kostelig gave, som lettede på mors og fars i forvejen stramme økonomi. Det
bevirkede, at der blandt andet blev bedre råd til julegaver, herunder legetøj
til børnene. Julegaverne havde mor og mormor sammen været inde i enten
Varehuset Buldog eller i Daells Varehus og købe. Begge steder var priserne de
laveste i byen.
Også denne juleaften delte vi med mormor,
morfar og Dennis, som troligt travede den relativt lange vej gennem Assistens
Kirkegaard ud til Jægersborggade, og på tilbagevejen hjemad, hvor kirkegården
var lukket, om ad Hans Tavsensgade, Korsgade og Todesgade til Baggesensgade.
Det var ikke altid en lige behagelig gåtur, især ikke, hvis vejret var dårligt
med regn og blæst eller kulde, sne og isglatte fortove og gader.
Nytårsaften
Denne særlige aften
1942 har jeg ingen specielle erindringer om, men formoder, at den er blevet
fejret stilfærdigt, som vi plejede hjemme hos os. Derfor har mormor, morfar og
Dennis højst sandsynligt atter været vores gæster på denne årets sidste dag.
Men om der blev afskudt fyrværkeri i København, har jeg ingen erindring om. Det
gjorde der sandsynligvis ikke, for forbuddet imod fyrværkeri blev formentlig
opretholdt også dette år.
Derimod mener jeg at
kunne huske, at vi 1. nytårsdag var til frokost hos mormor og morfar i
Baggesensgade, hvor også deres øvrige københavnske voksne ’børn’ var samlet i
den utroligt lille, men hyggelige lejlighed hos mine altid gæstfri og
hjertelige morforældre. Og morfar holdt formentlig også denne dag en af sine
brandtaler, som gerne sluttede med, at han som ægte socialdemokrat udtrykte
ønsket og håbet om, at kirken, kongehuset og militæret måtte blive afskaffet
til fordel for frihed, lighed og broderskab. Men dette år føjede han til, at
han også ønskede ”natisterne” hen, hvor peberet gror. Af en eller anden grund,
men måske fordi ordet ’nazist’ kommer af udtrykket ’national-socialisme’,
kaldte morfar altid nazisterne for ”natister”, når han havde fået en lille tår
over tørsten og havde talt sig varm og lettere opstemt. Det morede alle os
andre, bortset fra mormor, som fandt hans optræden pinlig, men for ikke at
genere den ivrige taler, gjorde vi, hvad vi kunne, for at skjule smilet,
hvilket godt kunne være svært. Vi forstod jo godt, at morfar mente, hvad han
sagde, for det havde han altid ment siden sin tidlige ungdom, hvor han også
dengang var en ivrig fortaler for meningsfrihed, social retfærdighed,
klassemæssig ligestilling og broderlig medmenneskelighed.
For resten er der et vigtigt emne, jeg hidtil
har forbigået her i selvbiografien, og det er opvarmningen af huse og lejligheder.
Opvarmning af, hvad man i 1930’erne og 1940’erne forstod ved nyere
beboelsesejendomme, dvs. ejendomme fra 1930erne, skete dengang via en i reglen
kulfyret centralovn i ejendommens kælder Derfra førtes der via et pumpeanlæg
opvarmet vand via varmerørene op og ind til de i hver eneste lejlighed
installerede varmeapparater. Af sådanne kunne der være en eller flere, alt
efter lejlighedens størrelse. Men de allerfleste beboelseshuse og lejligheder
blev dengang opvarmet ved hjælp af de såkaldte kakkelovne, hvoraf der dog i
reglen kun var en eller højst to i hver lejlighed, i hvert fald i lejligheder
med tre værelser og nedefter. Den mest almindelige form for brændsel i
1930’erne var kul og noget sjældnere koks, idet sidstnævnte var dyrere i
anskaffelse end kul, lige som de ikke afgav nær så megen varme som kullene.
Jeg kan bedst beskrive situationen omkring
kakkelovnsopvarmning, ved at fortælle om, hvordan denne foregik hjemme hos os.
Lige siden Tillitse havde jeg kun kendt til, at vores bolig blev opvarmet ved
kakkelovnsvarme. I stueetagen i huset i Tillitse havde vi to kakkelovne, og
tilsvarende på førstesalen. I vores lejlighed i Nakskov, var der så vidt jeg
husker kun en enkelt kakkelovn, og det samme var tilfældet i lejligheden i
Baggesensgade og nu i lejligheden i Jægersborggade.
Til problemerne omkring opvarmning af huse og
lejligheder, hørte foruden prisen dengang også besættelsestidens restriktioner
og rationeringer. De sidstnævnte som en følge af manglen på kul og koks, der jo
måtte importeres, og det kunne kun ske fra Tyskland, som imidlertid selv var i
en mangelsituation på grund af den krig, som landet selv havde igangsat.
Opvarmning af lejligheder fandt i reglen kun sted
i vintersæsonen, og hjemme hos os foregik det ved, at inden far gik på sit
arbejde om morgenen, fjernede han først asken efter de forbrændte kul i den
oftest afkølede kakkelovn, hvor kullene havde fået lov til at brænde ud i løbet
af natten. Asken fyldte han i kulspanden, der havde sin plads ved siden af
kakkelovnen, hvorefter han bar spanden ned i gården og tømte asken ud i en af
skraldespandene, som var beregnet til dette formål. Derpå gik han ned i
kælderen, hvor vi i lighed med flere andre af beboerne havde et kælderrum, hvor
der gerne lå et par hektoliter kul ad gangen. Her fyldte far spanden med kul og
tog samtidig en rulle optændingsbrænde med sig og vendte tilbage til
lejligheden. Her proppede han først noget løst sammenkrøllet avispapir ind i den
tomme kakkelovn og lagde en del optændingspinde ind ovenpå, hvorefter han
antændte avispapiret, som i heldigt fald antændte pindebrændet efter nogle
minutters forløb. Når så ilden havde fået rigtigt fat i brændet, fyldte far en
lille skovlfuld kul ind ovenpå det brændende træ. Og når kullene var begyndt at
brænde og gløde, kom han lidt flere kul ovenpå, hvorefter han justerede
luftspjældet og lukkede lågen ind til ovnen, som så småt begyndte at buldre som
tegn på, at ilden havde godt fat i kullene. De sidstnævnte skulle dog helst kun
gløde, hvilket de dog også gjorde efter kortere tids forløb. På den måde fik
man den mest økonomiske form for varme.
Derefter drak far sin morgenkaffe og spiste
nogle rundtenommer sigtebrød med ost eller marmelade, og når det var overstået,
gik han ned for at feje gårdspladsen og fortovet foran nr. 25 og 27. Og de dage, hvor der eventuelt lå sne, måtte
han stå endnu tidligere op end sædvanligt, for at kunne nå at skovle sneen op i
bunker og derpå salte eller gruse, for at ingen skulle falde i det glatte føre.
Først derefter kunne han tage overtøj på, hente sin madkasse med sin frokost,
som han selv havde smurt, og en termokande varm kaffe, han selv havde lavet,
hente sin cykel i cykelskuret og derpå cykle den forholdsvis lange vej ud til
Københavns Havn, hvor han arbejdede det meste af dagen som kullemper.
Hver dag året
rundt, forår, sommer, efterår og vinter, havde far som vicevært til opgave at
feje ejendommens fortov, lige som baggårdspladsen også skulle fejes og renholdes
og jævnligt spules med vand, især om sommeren. Eftersom far var både en
pligtopfyldende og ærekær mand, sørgede han i det hele taget for, at renholde
ejendommen både ude og inde. – Fotos: ©
2008 Harry Rasmussen.
Far var for længst gået på arbejde, da vi andre
stod op. Selv stod jeg op kl. 5,30, idet jeg jo skulle møde omme i ismejeriet i
Kronborggade kl. 6. De andre familiemedlemmer stod op omkring kl. 7, men den af
os, der først kom op, skulle se efter, at kullene brændte og glødede i kakkelovnen,
og om nødvendigt fylde lidt flere kul på. Hvis det var tilfældet, at der ikke
var nok kul i spanden, måtte en af os, mor, mig, Benny eller Bent, hente en ny
spand kul nede i kulkælderen, for der skulle fyldes på kakkelovnen flere gange
om dagen, for at holde ild i den og sikre en nogenlunde god temperatur i
lejligheden, især hvis det var meget koldt udenfor, og det var det jo især i
isvintrene dengang. For at få varmen ind i mit værelse, måtte vi lade døren stå
åben derind til. Døren til soveværelset blev kun åbnet for varmen fra
kakkelovnen, hvis og når det var ekstremt koldt udenfor. I øvrigt anbefalede
myndighederne af sparehensyn, at butiksejere, husejere, lejere m.fl. holdt
indetemperaturen nede på det lavest mulige niveau. I stedet for en høj varmetemperatur
blev det foreslået, at man klædte sig varmt på. Det sidstnævnte var de fleste
nødt til, alene på grund af manglen og priserne på brændsel.
Men i øvrigt var det sjældnere mor, der hentede
kul i kælderen, for hun havde nok at se til med sine andre gøremål, blandt
andet at tage sig af og sørge for den ca. 2-årige Lizzie. Det var derfor i
reglen Benny, der måtte hente en spand kul op, inden han cirka kl. 7,30 forlod
hjemmet, for at gå til sin skole i Hans Tavsensgade. Men det hændte da også
jævnligt, at den godt 5-årige Bent måtte klare opgaven. Han havde jo i øvrigt
end så længe dagen til sin egen rådighed, for skolegangen ventede for hans
vedkommende først omkring 2 år ude i fremtiden. Han var desuden i stand til at
gå de daglige byærinder for mor, og det samme var tilfældet for Benny, når han
kom hjem fra skole om eftermiddagen.
På det tidspunkt blev jeg sjældnere sendt i
byen af mor, som mente, at jeg med min budplads og mine hjemmelektier havde nok
at se til og klare. Det skete kun, hvis det var noget helt særligt, der skulle
købes ind, eller som når der f.eks. skulle afleveres og hentes tøj hos den
fabrikant henne på Nørrebrogade, som mor havde syet for i de første par år, vi
boede i København. Da Lizzie kom til verden måtte mor midlertidigt stoppe med
at sy, hvilket jeg hilste velkomment, for jeg brød mig ærlig talt ikke meget om
pr gå-ben at aflevere det syede tøj og hente nyt uforarbejdet tøj til syning.
På dette foto
ses min kære og da omkring 5-årige lillebror nr. 2, Bent, siddende på en bænk
ved Peblinge Dossering i sommeren 1942. han må formentlig have været på besøg
hos vores morforældre i Baggesensgade, og har fået lyst til at gå ned til
Peblingesøen for enden af gaden. Men hvem, der har fotograferet ham her, har
jeg ingen viden om. Han ser ud til at være lidt genert, hvorfor han kigger ud
mod det, der foregår på søen foran ham. – Privatfoto 1942. Tilhører Harry
Rasmussen.
Men når der hjemme skulle gøres større indkøb,
som f.eks. af julegaver, var det altid mormor, der var mor behjælpelig med at
få købt disse, enten i Buldog på Nørrebrogade eller i Daells Varehus på
Nørregade. Mormor var i det hele taget altid en stor praktisk hjælp for mine
forældre, hvilket ikke mindst vil fremgå senere af denne beretning.
Selv fortsatte jeg også i al slags vejr,
kraftigt snevejr ikke undtaget, med at gå byærinder for Fru Jensen omme i
ismejeriet i Kronborggade. Det var jo de 12 kr. om ugen plus drikkepengene, der
lokkede, for så fik jeg mulighed for selv at bestemme, hvad jeg ville bruge
pengene til. De blev som tidligere omtalt mest brugt til biografbesøg for mig
og mine to trofaste kammerater, Jørgen og Jørn, og i reglen samtidig også til
et efterfølgende besøg på en isbar eller kaffebar, hvor der serveredes
isanretninger. Det var vi alle tre helt vilde med, slikne som vi var. Desuden
var vi alle tre jo ved at komme i puberteten, og det betød derfor noget, at vi
i stadig større omfang kunne bestemme over vores eget liv.
Til venstre
ses et udsnit af Hans Tavsensparken, som både Benny og jeg selv seks af ugens
dage spadserede igennem på vej til og fra skole, han på vej til Hans
Tavsensgade Skole, som ses på fotoet til højre, og jeg til Hellig Kors Skolen
lidt længere væk ad Hans Tavsensgade. Men af grunde, jeg ikke mere husker,
fulgtes vi så godt som aldrig ad. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.
Brændsel, især i form
af koks, kul og brænde, blev på grund af restriktioner og rationeringen
selvfølgelig også salgsemner på den sorte børs. Det kunne middagsavisen B.T.
fortælle om den 10. november 1942. Under et foto, forestillende en
opdagelsesbetjent fra krisepolitiet og dennes assistent, ser man en koksafbærer
med en kurvfuld koks på ryggen på vej ud ad døren til en kældernedgang, og
teksten lød som følger:
Koksene gik den forkerte
Vej
Normalt plejer Koksafbærernes Gang med
den dyrebare Last at gaa fra Vognen til Kælderen, men paa dette Billede, som
B.T.s Fotograf tog i Morges,
gaar det den modsatte Vej. Forklaringen
paa dette omvendte Forhold er, at det var Krisepolitiet, som lod afhente 500 hl
Koks fra en Ejendom paa Vesterbro.
Afhentningen
skete i Forbindelse med den af B.T. forleden omtalte store Brændselssag,
hvorunder det blev afsløret, at Handelsmand Jens Bech i et Par Aar har solgt
over 1000 hl Koks uden Mærker til Overpris til forskellige Private Kunder. Det
var en af disse, der i Dag maatte aflevere det uretmæssigt erhvervede Brændsel,
og da han er Indehaver af en større Virksomhed med Filialer rundt om i Byen, er
han nu kommet i en yderst alvorlig Situation. Senere kommer Turen til de andre
uheldige Kunder. Udleveringen lededes af Opdagelsesbetjent Turø Petersen fra
Krisepolitiet, og efter at Politiets Segl for Kælderdøren var blevet brudt, tog
Mandskabet fra et Brændselsfirma, som var engageret til Bortkørselen, fat paa Opbæringen.
Revisor-Assistent Børge Knudsen holdt omhyggeligt Regnskab med, at det hele
blev afleveret. Paa Billedet ses Opdagelsesbetjenten til højre, mens
Revisor-Assistenten til venstre krydser af i sin Bog.
Alle de
beslaglagte Koks vil senere af Varedirektoratet blive fordelt blandt de
Forbrugere, som endnu ikke har faaet dækket deres Beholdninger paa
K-Mærket.
Til læserens
orientering kan oplyses, at Varedirektoratet, som var det almindeligt brugte
navn for Direktoratet for Vareforsyning, var en statsinstitution under
Handelsministeriet. Det eksisterede i årene 1940-1959 og havde til hovedopgave
at administrere import- og eksportregulativer og i besættelsesårene de
rationeringer, der på grund af mangelsituationen var lagt på en lang række
varer. Besættelsestidens mangelsituation på stort set alle slags varer,
bevirkede, at der var indført rationeringsmærker til en lang række daglige
forbrugsvarer og naturligvis især til varer, som ansås for at være luksus. På
grund af disse forhold, opstod der den lidt ejendommelige situation, at de
fleste familier, ja, selv arbejderfamilier, havde nok med penge, simpelthen
forårsaget af, at udbuddet af varer var så stærkt begrænset, at det ikke
nyttede at have rationeringsmærker.
Herover ses i august 2009 til venstre det hjørne mellem
Ravnsborggade og Nørrebrogade, hvor Varehuset Buldog lå, indtil det den 1. juli
1944 blev saboteret og nedbrændte. Til højre ses ligeledes i august 2009 den
ejendom på hjørnet af Nørregade og Krystalgade, hvor tidligere Daells Varehus
havde haft domicil siden 1912 og indtil det lukkede 31. marts 1999. Den store
funkisbygning blev derefter omdannet til Hotel Skt. Petri. – Fotos: ©
2008 Harry Rasmussen.
En fornøjelig annonce for Solbjerg Dessert Is, som under den
tyske besættelse var med til at forsøde tilværelsen for de spare- og
rationeringsplagede københavnere. Annoncen fandtes blandt andet i Berlingske
Aftenavis for 9. november 1942. En Solbjerg Dessert Is til 6-8 personer kostede
4 kroner. Dengang var Solbjerg Mejeri en konkurrent til Mejeriet Enigheden.
Solbjerg Mejeri leverede eksempelvis mælk til Kapelvejens Skole og Hellig Kors
Skole, i al fald mens jeg gik på disse to skoler, henholdsvis 1939-40 og
1940-43.
Fortsættes i artiklens 12. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer
delvis fra og med efteråret 1942 og fremefter.
© Marts 2018. Harry Rasmussen.
___________________________________