Ideale drømme, skepsis og tvivl 12. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

(Fra 1943 og videre fortsat fra artiklens 11. del)

"Der kom en Soldat marcherende ..."

Året 1943 skulle vise sig at blive endnu et skæbneår for Danmark og for lille mig. For Danmark, fordi regeringen den 29. august det år trådte tilbage og dermed afbrød samarbejdet med tyskerne. For mit i den sammenhæng ubetydelige liv betød det, at jeg efter vel overstået afsluttende eksamen med ug minus i gennemsnitskarakter, og efter eget ønske gik ud af skolen, nu skulle til for alvor at tænke på fremtiden. Helst ville jeg jo lave tegnefilm, men de praktiske muligheder for at komme til det, var meget små, viste det sig. Mor, som var hjemmegående og derfor den af mine forældre, der tog sig af os børn i det daglige, vidste ingenting om, hvordan sagen skulle gribes an. Far, der havde nok at se til med sit daglige, fysisk krævende arbejde med den lange arbejdstid, blandede sig faktisk slet ikke i, hvad hans børn ville være, når de blev voksne. Det overlod han til mor og os selv.

Men jeg var stadigvæk meget opsat på, at komme til at lave tegnefilm, og havde da også nogle år før, i 1940, mens jeg endnu gik i 4. klasse, henvendt mig til Teknisk Film Compagni på Madvigs Allé 3 på Frederiksberg, for at orientere mig om mulighederne for at komme til at lave tegnefilm. Når jeg specielt henvendte mig til Teknisk Film Compagni, skyldtes det først og fremmest, at jeg havde læst i en eller anden avis, vistnok B.T. eller Ekstrabladet, at dette firma lejlighedsvis producerede tegnefilm.

Herover til venstre ses Richard Møller ved tegnebordet. Til højre ses en scene fra Richard Møllers tegnefilmversion af eventyret ”Fyrtøjet”. Som det tydeligt fremgår, er figurerne tegnet i 1930’ernes traditionelle tegnefilmstil. Men det var dog især den omstændighed, at animationen i filmen var uprofessionel, der fik produktionsselskabet til at kassere den. Det blev så vidt vides tegnerens sidste forsøg på at lave sine egne tegnefilm. Se herom i biografi for Richard Møller på http://www.tegnefilmhistorie.dk/

– Tegning: © 1940 Richard Møller & Teknisk Film Co. - Foto: © 2007 Knud Møller.

Det var avisens omtale af tegneren Richard Møller (1915-1972), der havde planer om at lave en tegnefilm over H.C. Andersens eventyr Fyrtøjet, som særlig henledte min opmærksomhed på Teknisk Film Compagni, der stod nævnt i omtalen. Det var dette firma, der var filmens producent. Teknisk Film var også det sted, hvor filmen rent teknisk skulle optages, og derfor mente jeg, at det måtte være dér, man eventuelt kunne få noget at vide om projektet. Til min store overraskelse viste det sig imidlertid, at for at få adgang ind til firmaet, skulle man først ringe på en dørtelefon ved gadedøren, og det betog mig lysten til at fuldføre det planlagte besøg.

I avisen var der også gengivet et tegnet billede af soldaten foran heksens træ, og underteksten oplyste, at billedet var fra filmen. Det var tegnet i Richard Møllers karakteristiske og dengang velkendte streg, som tydeligvis var inspireret af de tidlige 1930'eres tegnefilmstil. Møllers streg var især kendt fra en serie postkort, som man dengang kunne købe i bladkioskerne, i al fald i København. Postkortene forestillede i reglen en dreng og en pige i forskellige pudsige situationer, som når drengen f.eks. gjorde kur til pigen. Men skal jeg være helt ærlig, så syntes jeg ikke særlig godt om Møllers tegnestil, som jeg allerede dengang fandt lidt for bastant og ucharmerende.

Hvad jeg ikke vidste dengang, var, at Teknisk Film Compagni havde droppet Richard Møllers tegnefilm, angiveligt fordi man fandt den af for dårlig kvalitet. I stedet havde samme firma produceret en stum 5-minutters tegnefilm, Peter Pep og Skomager Snørestøvle, som var blevet præsenteret for pressen den 6. december 1940. Flere år senere fandt jeg ud af, at ophavsmanden til Peter Pep-figuren og til tegnefilmen Peter Pep og Skomager Snørestøvle, var tegneren Erik Rus (1920-1988). Han havde selv lavet design så vel som baggrunde og såkaldte nøgle-tegninger - i fagsproget kaldet key-poses - til filmen, mens hans assistent, tegneren Børge Hamberg (1920-1970), udførte de såkaldte mellemtegninger - i fagsproget kaldet inbetweens. Filmfotograf på projektet var Fritz Jensen, der i øvrigt var den ene af initiativtagerne til oprettelsen af Teknisk Film Compagni, som blev stiftet i 1937. Den anden initiativtager var direktør Knud Hjortø (1911-1957), der også fungerede som produktionsleder og tonemester. Firmaet havde omkring det tidspunkt indrettet et rum med et specielt enkeltbilled-kamera og et såkaldt trickbord, på hvilket man kunne optage tegnefilm. Mange år senere installerede firmaet et teknisk set betydeligt mere avanceret enkeltbilledkamera og trickbord, fremstillet hos det tyske firma Crass, der blev anset for at være specialister på området.

Herover ses et portrætfoto af tegneren Erik Rus (1920-1988), som i 1940 var idémand og initiativtager til produktionen af en serie korte tegnefilm med spilopmageren Peter Pep som tegnefilmhelt. Figuren er tegnet i den populære og traditionelle 1930’er stil, men det blev kun til to 8-minutters-film i den planlagte serie. – Foto: ca. 1940. Tegning: © 1940 Erik Rus og Teknisk Film Compagni.

Men tegnefilmfiguren Peter Pep havde jeg tilfældigvis stiftet bekendtskab med omkring det tidspunkt, hvor filmen blev lavet, og hvor den bl.a. var omtalt i ugebladet Billed Bladet, nemlig i december 1940. Jeg havde dog ikke selv læst om det eller set trykte billeder af filmens hovedfigur, altså Peter Pep, men min daværende sidekammerat i klassen, Svend Holm, trak en dag et stykke pergamentpapir af den slags, man bruger til at pakke om smørrebrød, op af sin skoletaske og viste mig en blyantstegning, som han påstod selv at have tegnet. Det troede jeg dog ikke på, men mente, at han måtte have kalkeret figuren af fra et billede. Allerede dengang var jeg så øvet og erfaren i at tegne, at jeg tydeligt kunne se, at figuren var tegnet af, tilmed af én, der ikke rigtig mestrede tegnekunsten. Dertil var stregerne og formerne for usikkert og upræcist gengivet.

Imidlertid holdt stakkels Svend Holm stædigt fast ved, at han selv havde tegnet figuren, hvad jeg som sagt var helt overbevist om, at han ikke havde evner til. Dertil var figuren, på trods af den kalkerede tegnings tydelige ubehjælpsomhed, alt for professionel i stilen. Hårdt presset, ikke af mig, men af flere andre klassekammerater, han også havde vist tegningen til, gik han da også senere til bekendelse og indrømmede, at han havde kalkeret figuren af efter en tegning i ugebladet Billed Bladet, som havde omtalt tegnefilmen. Jeg bad om at få bladet at se, og et par dage efter havde han det med i skolen og viste mig det, men jeg fik ikke lov til at læse artiklen, kun til at se billedet af den kvikt udseende knægt Peter Pep.

Herover ses en situation fra produktionen af den første Peter Pep-tegnefilm, som havde premiere den 6. december 1940. Til venstre Erik Rus ved tegnebrættet, han forstyrres i sit arbejde af drengen Finn Jensen, som stod ’model’ til Peter Pep-figuren. I baggrunden står Børge Hamberg og ser til. Situationen er naturligvis arrangeret af journalisten og pressefotografen, som jo gerne skulle have en interessant historie med sig hjem til redaktionen og dermed til læserne.

– Foto: © 1940 Billed Bladet nr. 51. 17. december 1940.

Udkast til scenebillede i den første ”Peter Pep”-tegnefilm. Til venstre ses skomager Snørestøvle, som slår opgivende ud med armene, fordi der ikke er arbejde for ham at lave i skomagerbutikken. Imidlertid får Peter Pep en lys idé til, hvordan han vil kunne skaffe sin ven arbejde. - Tegning: © 1940 Erik Rus & Teknisk Film Co.

Peter Pep-figuren var i øvrigt tegnet i bedste amerikanske 1930’er tegnefilms-stil, der jo dengang - som også senerehen - var det store forbillede for alverdens tegnefilmtegnere. Der var dengang ikke ret meget tilgængeligt instruktionsmateriale om tegnefilm, herunder design og animation. Men der fandtes dog et par hefter i Walter Fosters Art Books, hvoraf det ene hed Animated Cartoons for the Beginner, og dette hefte har antagelig været inspirationskilde for en tegner som Richard Møller. Heftet indeholder bl.a. også nogle animationstegninger af en dreng, der løber. Peter Pep-figuren har i hvert fald stilmæssigt en tydelig og umiskendelig lighed med denne dreng, hvorfor jeg vil antage, at Erik Rus - helt legalt og forsvarligt - har ladet sig inspirere til at lade netop denne figur danne forbillede for sin egen figur. Det andet hefte hed Animation by Preston Blair. Learn how to Draw Animated Cartoons, som var betydelig mere professionelt og avanceret end det førstnævnte hefte, der formentlig begge er udgivet omkring 1938-40.

Preston Blair (1908-1994) var da heller ikke noget dårligt forbillede at have, idet han allerede i 1940 var en dygtig, erfaren og rutineret tegner og animator, som så vidt jeg har kunnet få oplyst, begyndte sin karriere hos Walt Disney. Her arbejdede han som animator på Pinocchio, 1940, og i denne film animerede han den sekvens, hvor ræven og katten fører den intetanende og naive Pinocchio på afveje, medens de synger: "Hey-diddle-de-dee, it's an actor's life for me!". I Fantasia, 1940, designede og animerede Blair flodhestene, specielt primaballerinaen, i Dance of the Hours (dansk: "Timernes dans") fra operaen La Gioconda af Amilcare Ponchiellas. Blair animerede også Mickey Mouse i de scener i The Sorcerer's Apprentice (dansk: "Troldmandens lærling"), hvor Mickey vågner op og prøver på at standse først den enlige kost og senere de utallige koste fra at hente vand fra brønden og fylde troldmandens værksted. Endelig var Blair også medarbejder på Bambi, 1942, hvor han animerede uglen i filmens begyndelse, og senere også var assistant animator på den fantastisk herlige sekvens, hvori uglen fortæller om, hvad der sker med skovens dyr, når de bliver "twitterpated", hvilket vil sige: forvirrede af forelskelse og kærlighedssyge. Eric Larson var supervising animator på sekvensen.

Omkring 1942 skiftede Blair over til Metro-Goldwyn-Mayer Cartoon Studio, hvor han især arbejdede under en tegnefilminstruktør som Tex Avery (1908-1980), der er bedst kendt for sine vanvittige gags og hurtige og voldsomme visuelle effekter. Det er Tex Avery, der har æren af at have skabt en tegnefilmfigur som Droopy, mens Preston Blair især tilskrives æren for designet og animationen af den sexede Rødhætte (”Little Red Riding Hood"), som optrådte i flere af MGM's tegnefilm. Endnu senere blev Blair tegnefilminstruktør og producer af tegnefilm.

Men for at vende tilbage til Richard Møllers "Fyrtøjet", så fik jeg senere at vide, at Teknisk Film Compagni efter to forsøg ikke længere gav sig af med at producere tegnefilm, og da slet ikke underholdningstegnefilm. Hvad Richard Møllers tegnefilmprojekt angik, forstod jeg, at filmen var blevet lavet, men at man havde opgivet at sende den i handlen, angiveligt fordi filmens tekniske kvalitet ikke svarede til forventningerne. Man havde undervejs i produktionen indset, at Richard Møller manglede den fornødne professionelle kunstneriske og tekniske ekspertise, til med held at kunne gennemføre et professionelt tegnefilmprojekt. Møllers ”Fyrtøjet” havde en så dårlig tegne- og især animeringsmæssig standard, at man valgte at lægge den på hylden og erstatte den med Peter Pep-filmene.

Det er først i nyeste tid lykkedes mig at opspore det ugeblad og den avis, hvori henholdsvis Erik Rus’ ”Peter Pep” og Richard Møllers "Fyrtøjet" stod omtalt, og jeg er derfor ikke kun henvist til at forlade mig på min lidt uklare hukommelse, men kan referere til, hvad pressen skrev om disse tegnefilm dengang. Ifølge den viden, jeg siden har erhvervet mig, forholdt det sig sådan, at Richard Møller i begyndelsen af 1930’erne havde arbejdet som mellemtegner for kommerciel dansk tegnefilms pioner, Jørgen Müller, mens såvel Erik Rus som Børge Hamberg omkring 1939-42 havde arbejdet som mellemtegnere hos tegnefilmfirmaet "Vepro", der hovedsagelig producerede reklametegnefilm til verdensmarkedet. Firmaet var, som tidligere nævnt, oprindelig tysk og blev oprettet i 1932, men flyttede ifølge min kilde ("Mandens Blad", februar 1941) omkring midten af 1939 sit domicil til Hovedvagtsgade i København, angiveligt med den begrundelse, at der her fandtes nogle af Europas bedste tegnefilmfolk. Nemlig især de to tidligere nævnte danske tegnefilmpionerer, Jørgen Müller og Henning Dahl-Mikkelsen, sidstnævnte bedst kendt under kunstnernavnet og signaturen "Mik -", som kendes af alle, der har "læst" eller "læser" hans internationalt berømte "stumme" tegneserie "Ferd'nand".

For resten havde jeg allerede i foråret 1942 spurgt min altid hjælpsomme onkel Thorkild, om ikke han ville ringe til Gutenberghus og forhøre sig, om jeg eventuelt kunne komme i lære som tegnefilmstegner hos dem. Imidlertid havde han på det tidspunkt åbenbart nok andet at se til, for det blev ikke til noget med, at han fik gjort alvor af at ringe. Derfor henvendte jeg mig i efteråret 1942 selv til Gutenberghus Reklame Film, som jeg havde opsporet var producenter af den dengang meget populære tegnefilmserie om ”Houlberg Pølser – det er mad!”. Jeg var kun 13 år på det tidspunkt, men mente at det ville være godt at spørge sig for i god tid, om man eventuelt kunne komme i lære som tegnefilmtegner, når man gik ud af skolen.

På disse to fotos ses to af dansk tegnefilms store pionerer, som 1939-42 var kunstneriske ledere af det danske, men tyskejede VEPRO A/S, som udelukkende producerede reklametegnefilm: Til venstre tegneren og animatoren Henning Dahl Mikkelsen (1915-1982), bedst kendt under kunstnernavnet ”Mik”, far til den verdensberømte tegneseriefigur ”Ferd’nand”. Til højre ses Mik’s læremester, tegneren, illustratoren og animatoren Jørgen Müller (1910-1995), bedst kendt under kunstnernavnet ”Myller”. Fra omkring 1946 blev Myller kendt som tegneren bag en lang række forsider til Ugebladet Hjemmet, de såkaldte ”Myllerier”, samt en endnu større række illustrationer til noveller og romanføljetoner i samme blad. – Fotos: ca. 1940-41. © tilhører Dansk Tegnefilm Historie 1919-2000 v/Harry Rasmussen.

Normalt var jeg meget sky og nærmest lidt bange for fremmede, men når det gjaldt om at realisere min store drøm om at komme til at lave tegnefilm, glemte jeg al forsigtighed og skyhed. Altså henvendte jeg mig en dag efter skoletid på Gutenberghus Reklame Films receptionskontor i Vognmagergade. Det var med bankende hjerte at jeg den dag gik op ad de mange trapper i den fornemme opgang til kontoret, der lå på fjerde sal. Eftersom jeg var alene på trappen, hvor der var fuldstændig stille og tyst, nærmest listede jeg op ad de mange, brede trin, mens hjertet dunkede af både spænding og en vis nervøsitet i mit bryst.

Det første, jeg lagde mærke til, da jeg trådte ind ad den store indgangsdør til kontoret, var billederne på væggene. Det var nemlig indrammede cels og baggrunde, som jeg straks genkendte stammede fra Houlberg-tegnefilmene. Mit hjerte bankede af den grund derfor endnu hurtigere og forventningsfuldt, og efter at kontordamen havde spurgt om mit ærinde, hentede hun en velklædt herre, som imidlertid kun kunne fortælle mig, at der ikke længere blev lavet reklametegnefilm på bureauet, men at disse film nu blev lavet af et andet firma i byen. Desuden, sagde han, var det jo lidt vel tidligt at jeg henvendte mig om en læreplads, i betragtning af at jeg endnu havde i al fald et par års skolegang tilbage.

Jeg husker ikke, om vedkommende fortalte mig, at Houlberg-tegnefilmene og andre tegnefilm nu blev lavet hos tegnefilmfirmaet Vepro, som tidligere havde ligget i Hovedvagtsgade, men som fra nytåret 1941/42 flyttede ud til en stor villa på Svanemøllevej i Hellerup. Imidlertid blev jeg simpelthen så skuffet og nedslået over at høre, at der ikke længere blev lavet tegnefilm hos Gutenberghus, at jeg overhørte det meste af, hvad den i øvrigt meget venlige mand fortalte og sagde til mig. Det var da heller ikke ham, der oplyste mig om Vepro’s historie eller adresse, for det fandt jeg først ud af mange år senere. Men mens jeg sad overfor den venlige mand, havde jeg på fornemmelsen, at han ikke rigtig havde lyst til at fortælle om Vepro. Forståeligt nok, i betragtning af, at firmaet var tyskejet og at dets direktør og daglige leder var tysker. Derfor forstod jeg også mange år senere, hvorfor en af Vepro’s to danske kunstneriske ledere, Jørgen Myller, i sit curriculum vitæ slet ikke nævner sin tid hos Vepro, men som trods alt varede fra omkring april 1939 til hen i september 1942. (Se evt. herom på www.tegnefilmhistorie.dk)

Krigen rykker nærmere

Året 1943 skulle også blive det år for Danmark, hvor befolkningen for alvor begyndte at mærke, at krigen var rykket nærmere, især i form af øget sabotage mod fabrikker og virksomheder, der samarbejdede med tyskerne, og i form af øgede restriktioner og mangel på basale varer. Den 9. januar indførtes der nye begrænsninger af elektricitetsforbruget i butikker og restaurationer, og f.eks. måtte butiksvinduer ikke oplyses. Forbuddet ramte også S-togene, som ikke måtte opvarmes på grund af forbud mod el-opvarmning.

Besparelsesbestræbelserne fik fra 18.januar også indflydelse på teatre, biografer og radioen, som i vinterhalvåret alle skulle slutte kl.22 og i sommerhalvåret kl.22,30. Restauranter måtte ikke have åbent længere end til kl.23, sporvognskørsel og S-togene skulle slutte kl.23,30. Den 18. januar 1943 var i øvrigt min mors 35 års fødselsdag og lillesøster Lizzies 2-års fødselsdag.

Der var stadigvæk streng rationering af forskellige daglige forbrugsvarer, og i januar måtte mange slagterforretninger lukke midlertidigt på grund af kødmangel. Det skyldtes hovedsagelig, at tyskerne havde "opkøbt" et stort antal svin og slagtekvæg og transporteret det til Tyskland. Pengene blev betalt af Den danske Nationalbank. Hverken regeringen eller Folketinget turde protestere, og svine- og kvægproducenterne godtede sig så vidt vides nærmest over de gode priser, de fik for deres slagtedyr.

Disse to pasfotos er formentlig blevet lavet i forbindelse med det identitetsbevis, som tyskerne havde bestemt, at voksne danskere, regnet fra 15 år, skulle bære på sig, hvor de end færdedes uden for bopælen. Tyskerne mente åbenbart, at dette ville gøre det nemmere for dem og politiet, at afsløre og arrestere sabotører. – Pasfotos ca. 1943. Tilhører Harry Rasmussen.

Den 27. januar, på min fars 39 års fødselsdag, kunne man læse i medierne, at den stærke frost i løbet af aftenen og natten var holdt op, så at det var blevet tøvejr med dis og regn. I København og Ringsted var der 3 graders varme, mens termometret i Gribskov viste + 2 grader. Det føltes ikke direkte som varme, men snarere som køligt vejr, hvilket dog var mere behageligt end den strenge frost. Denne dag blev der fra Statens civile Luftværn givet meddelelse om indførelsen af en ny mørkelægningstid fra mandag den 1. februar. Den var herefter fra kl. 17,30 om eftermiddagen og aftenen og natten igennem til kl. 7,15 om morgenen.

Samme dato, altså den 27. januar, skete der i øvrigt en begivenhed, som rystede københavnerne, men som samtidig også gav mange nyt mod og håb. Denne dag strøg seks engelske bombemaskiner ind over byen og kastede bomber over Burmeister & Wains værksteder mellem havnen og Strandgade. Christians Kirke blev beskadiget ved denne lejlighed, men endnu mere ulykkeligt var det, at ejendommene i Knippelsbrogade 2-6 og sukkerfabrikken ved Langebrogade også blev ramt, og der udbrød voldsomme brande. Der faldt også bomber i kvarteret omkring Islands Brygge, så at flere tusinde mennesker måtte evakueres på grund af tidsindstillede bomber og bomber, der var faldet uden at eksplodere. Bombardementet krævede både dræbte og sårede.

Lidt om krigshandlingerne

Her befinder vi os fortsat i begyndelsen af året 1943. Krigen ude i verden fortsatte naturligvis, og den 27. januar 1943 kunne Berlingske Aftenavis bringe følgende overskrifter på forsiden:

England og Amerika aftaler Krigsplaner

og Aktioner i Aar

___________

Alle Krigens Spørgsmaal drøftet ved Mødet mellem Roosevelt og Churchill i Casablanca

________

Ti Dages Forhandling mellem Generalstabs-Cheferne

Fuld Enighed opnaaet mellem de to Landes førende Mænd

Roosevelt betegner betingelsesløs Kapitulation som Maalet

Reuters Bureau meddeler fra Casablanca, at Præsident Roosevelt i et Pressemøde har udtalt, at de Allierede vilde fremtvinge Tysklands, Italiens og Japans betingelsesløse Kapitulation. Præsidenten udtalte Haabet om, at den bolshevikiske Offensiv vilde bevirke, at de tyske Menneskereserver og det tyske Krigsmateriel vilde blive udtømt.

Reuters Bureau oplyser, at Præsident Roosevelt og Premierminister Churchill foretog Rejsen til Casablanca i Flyvemaskine.

Ingen vidste, at Roosevelt var i Nordafrika

Man kunne undre sig over, at den tyske pressecensur havde givet avisen lov til at fortælle så åbenlyst positivt om ’fjenden’. Men det forstår man, når man på samme avis’ side 2 læser følgende overskrift og manchet:

I Berlin anses Mødet i Marokko ikke for saa betydningsfuldt

Communiquéet om Forhandlingerne opfattes som Udslag

af propagandistiske Hensigter

Mens avisen på sin forsiden endvidere kunne fortælle om Roosevelts rejse til Marokko, kunne den på sin side to fortælle om Churchills rejse til samme mål, og desuden, at mødet og konferencen blev holdt i et stærkt bevogtet hotel i Casablanca. For øvrigt var Stalin også indbudt til at deltage i konferencen, men på grund af situationen i Rusland kunne han ikke tillade sig at forlade landet. En af grundene til det sidstnævnte kunne muligvis være, hvad der gemmer sig bag følgende overskrift på forsiden af Berlingske Aftenavis for den 27. januar 1943:

Kampen om Stalingrad fortsættes til det yderste

_________________

De Omringedes Front gaar nu gennem selve Byens Ruiner

Fra vor Korrespondent Berlin, Onsdag

I Stalingrad kæmper nu Generaler og Menige Side om side for med de blanke Vaaben i hvert Fald at sælge deres Liv saa dyrt som muligt. Ingen af dem tror mere paa Muligheden af at komme derfra med Livet, men trods alt fortsætter de dog til det yderste i deres kamp, siges det her i Berlin, og selv i deres Undergang paa den tabte Post er Mændene i Generaloberst Paulus’ Armé en frygtelig Magt.

I den sydlige Del af ”Øen” har Tyskerne paany maattet trække sig tilbage, saa de nu her staar med Fronten i selve Byens Ruiner. Man forstaar heraf, hvor bogstaveligt det skal tages, at det i den officielle Hærberetning hedder, at disse Soldater nu kæmper paa et snævert Rum. Det er særlig Russernes Overmagt hvad angaar Flyvemaskiner, der gør sig gældende ved Stalingrad.

De tyske Aviser vedbliver med i Forbindelse med Tragedien ved Stalingrad at mane det tyske Folk til den yderste Anstrengelse og Haardhed. Stcm.

Berlin, dvs. Hitler og hans medsammensvorne, havde formentlig langt om længe indset, at slaget om Stalingrad var tabt. Men til trods for det, forsatte den tyske propaganda med at betegne tvungne tilbagetrækninger som ”planmæssige, strategiske tilbagetrækninger”. Tyskerne var dog ikke slået endnu, tværtimod mobiliserede de alle de kræfter, som et truende og ydmygende nederlag naturligt nok måtte forekomme dem. Hitler og hans håndgangne mænd talte dunder til den efterhånden noget forarmede tyske befolkning, som havde måttet bringe så mange ofre i krigens løb, at man skulle have forventet at de var mere end parate til overgivelse. Men en sådan lå fjernt for den stolte tyske folkekarakter, som forberedte sig på at kæmpe til sidste blodsdråbe.

På avisens side 2 kunne man endvidere læse følgende om krigen i Rusland:

Melding om Stalingrads Fald modsiges fra tysk Side

Hagekorset vajer endnu over Ruinbyens Vartegn

Tyskerne havde endnu ikke indset og erkendt det faktiske nederlag for Operation Barbarossa, men troede angiveligt fortsat på sejr. Derfor kunne man også samme dag læse følgende overskrift på avisens side 2:

Baade det russiske Tryk og det

tyske Forsvar vokser i Styrke

Tyske Modangreb ved den nedre Don for at forhindre Afskæring af Kaukasus-Arméen

Utroligt som den tyske propaganda kunne vride kendsgerningerne 180 grader og kalde deres angrebskrig for ”forsvar” og ”modangreb”! Som om det var russerne, der havde begyndt krigen mod de tyske invasionsstyrker!

Bomber over København

Den 28. januar 1943, dagen efter det engelske Royal Air Force luftangreb på Burmeister & Wains Dieselfabrik, kunne Aftenbladet give en detaljeret og dramatisk beskrivelse af, hvad der var sket. Avisens forside var fuld af beretninger om den uhyggelige begivenhed, og overskrifterne lød som følger:

EN HEL GADE RASERET I MORGES

Tidsindstillet Bombe eksploderede paa Islands Brygge

______________

Endnu tre ueksploderede Bomber

- Afspærringen vedvarer

Alle Vinduer og Døre knust i Njalsgade

Et Morgenbesøg i de ødelagte Hjem og hos Kvarterets Evakuerede

Ruder blev sprængt, Døre trykket ind – et Hav af Glasskaar

Hos de Evakuerede i Bergthora Biografen

AFTENBLADET aflagde tidligt i Morges de Evakuerede et Besøg. Vi var først i Bergthora-Biografen, der Natten igennem havde været fyldt til sidste Plads. Danske Kvinders Beredskab havde haft et Hold paa ca. 15 Lotter der hele Natten, Klokken fem skiftedes der Vagt, og ved den Tid blev der ogsaa serveret Kaffe, Saftevand og Havregrød, som man fik dels fra Sundby Hospital, dels fra private Hjem i Nærheden, som straks havde stillet sig hjælpende til Disposition.

Det voldsomt flammende Baal i Ejendommen Knippelsbrogade 2 og 4, hvor der foruden et stort Papirlager også var Lommetørklædefabrik. – Foto: © 1943 AFTENBLADET. – Det kan tilføjes, at tårnet, som ses i baggrunden omtrent midt i billedet er Vor Frelsers Kirke, som også blev delvis beskadiget under bombardementet.

Blandt de evakuerede fra de bomberamte ejendomme i Islands Brygge-kvarteret, var der både mænd, kvinder og børn, i alt ca. 6000 personer, fra Njalsgade, Gunløgsgade, Reykjavikgade, Snorresgade, Bergthoragade og Isafjordsgade, der blev fordelt i Bergthora-Biografen i Isafjordsgade og i et nærliggende offentligt beskyttelsesrums store kælder, hvor beboerne havde fået midlertidigt husly. Den ældste af de evakuerede var en 88-årig dame og den yngste var en kun en uge gammel pige, hvis mor fik en sengeplads, som der ellers var knaphed på i første omgang, hvor alt skulle gå hurtigt, for at de evakuerede beboere kunne komme udenfor risikozonen. Der lå jo ifølge eksperterne endnu tre forsagere, det vil sige ueksploderede bomber i ruinerne af de huse, der ved uheld var blevet ramt af bomber.

En af de ueksploderede bomber, som var havnet nede på selve gaden i Njalsgade ud for beboelsesopgangene nr. 4, 6 og 8, detonerede helt uventet kl. 5,10 om morgenen. Det fik katastrofale menneskelige og materielle følger. Som nævnt blev 7 af områdets beboere dræbt og desuden brændt til ukendelighed, lige som omkring halvfjerds personer var mere eller mindre alvorligt sårede.

På side 3 havde AFTENBLADET et interview med kaptajn Einar Lund fra Hærens tekniske Korps, som sammen med Redningsinspektør Tharsgaard og seks Falck-folk gjorde en stor personlig indsats, for at uskadeliggøre de ueksploderede bomber. Kaptajn Lund, som var på vej hjem fra sit arbejde, demonterede ved hjælp af en lommekniv og pincet, som han heldigvis havde på sig, to af forsagerne, mens Falck-mændene transporterede en tredje bombe ned til havnekajen, hvor bomben forsigtigt blev sænket ned på 10 meters dybde, heldigvis uden at den detonerede under arbejdet. Den i begge tilfælde modige og livsfarlige indsats fortjente efter journalistens mening at blive omtalt i pressen.

Dette Billede er taget umiddelbart foran Sukkerfabrikkens brændende Bygninger. Vinduerne var alle pustet ud, og Ilden blussede kraftigt bagved. Brandmanden i Forgrunden træder frem i skarp Silhuet paa Baggrund af Flammehavet. – Foto og tekst: © 1943 AFTENBLADET.

Også De danske Sukkerfabrikkers bygninger ved Langebrogade blev ramt af bomber under luftangrebet og store dele af bygningerne udbrændte totalt og efterlod sig sortsværtede nøgne ruiner. Under overskriften Da København første Gang oplevede Krigens Gru. Indtryk fra det første luftangreb paa Hovedstaden i Aftes, kunne journalisten Knud Poulsen på avisens side 4 bl.a. give et indtryk af de tanker og følelser, der panorerede gennem hans sind ved synet af de voldsomme hændelser:

Saa kom Københavnerne endelig til at staa Ansigt til Ansigt med Krigen. Vi vidste godt, det var forfærdeligt. Vi har læst det i Aviserne i snart 3 Aar, vi har set Billeder af bomberamte Byer med Husene som Ruiner og Gaderne ufremkommelige af Murbrokker, vi har set det paa Film, og vi har hørt det i Radioen, vi havde vore ufejlbarlige Teorier om, hvordan det var. Vi vidste det hele saa nøjagtigt. Men i Gaar oplevede vi det – og syntes saa, at det var helt, helt anderledes, end vi havde troet.

Under overskriften Sukkerfabrikkerne som eet stort Flammehav kunne Knud Poulsen endvidere berette følgende i dette uddrag fra artiklen:

”Ilden var storslaaet i al sin Gru. Det var som en gigantisk Naturkraft, der var sluppet løs. Oppe fra Christianshavns Vold var det som at stirre ind i et Flammehav. Brandmændene løb omkring derinde som smaa, uvirkelig Skikkelser, der i Selvovervurdering troede, at de kunde tage Kampen op mod Flammerne. Straalerne fra deres Slanger forekom haarspinkle mod dette enorme Baal. Der var fuldt af Køretøjer, Stigevogne, Tendere, Røgdykkervogne, Ambulancer, Politibiler o.s.v. Uafbrudt hørte man Alarmhornene. C.B.-erne kom i deres udrykningsvogne og blev straks sat i Arbejde.

Ambulancerne for tudende af Sted igen, saasnart de var ankommet. Baarer blev forsigtig ført henover Murbrokker og glødende Træ og transporteret ind i Sygevognene, der kørte af Sted til Hospitalerne. Ængstelig spurgte man sig selv, hvor mange Ofre denne Katastrofe havde krævet og med alvorlige Miner fortaltes det, at det desværre saa ud til, at Antallet vilde blive meget betydeligt.

Bombernes frygtelige eksplosive Kraft

Alle Luftværnets, Politiets, Brandvæsnets og Redningskorpsenes ledende Folk var kommet til Stede. Vicepolitichef Arthur Dahl, Luftværnsinspektør Schrøder, Kaptajn Læssøe-Petersen, Politidirektør Mellerup, Direktør Falck, Redningsinspektør Tharsgaard og mange, mange flere. De gav kort og knapt deres Ordrer, og Folkene udførte dem prompte, besjælet af Viljen og Modet til at hjælpe de mange ulykkelige, der var kommet til Skade. Da en Baare med en dræbt blev baaret ud, bøjede man et Øjeblik Hovedet i Tavshed og tænkte med Medfølelse paa det Hjem, der skulde modtage det frygtelige Budskab.

Bombernes Virkning var enorm. Mure var styrtet sammen som Korthuse, i Jorden var der dannet dybe Kratere, alt var splittet og ødelagt. Et Jerntaarn hældede som en stor sort Skygge.”

I samme anledning havde journalisten S.P.F. et interview med direktør Ad. Hansen fra De danske Sukkerfabrikker, som lød som følger:

Sukker-Situationen efter Bombe-Branden

”En Tragedie, der har gjort det dybeste Indtryk paa os alle – ”

”Vi har til Morgen haft en Samtale med Dir. Ad. Hansen, ”De danske Sukkerfabrikker”, der udtaler:

- Det, der er sket, er en Tragedie, der har gjort det dybeste Indtryk paa alle os, der har Tilknytning til Virksomheden, og kender de Mennesker, der er blevet ramt af Ulykken. Vi føler den dybeste Medlidenhed med de Hjem, der er blevet ramt af Katastrofen.

- Hvorledes vil Branden paavirke Sukkersituationen?

- Heldigvis er det jo saadan, at Sukkeret i vid Udstrækning er fordelt over Landets forskellige Fabrikker – og vore egne Lagerbygninger her er reddet fra Ilden. Rent praktisk vil Følgerne derfor kun komme til at mærkes som eventuel Mangel paa specielle Sukkersorter, saasom hugget Sukker og Topsukker. Nogen Mangelsituation paa stødt Melis vil der derimod ikke opstaa. Hvornaar vi kan genoptage Arbejdet, har vi endnu ingen Mulighed for at bedømme, - men det vil i hvert Fald vare en rum Tid.”

Samme avis kunne også fortælle om, at der var to luftalarmer dagen før, hvor bombardementet fandt sted. Som en følge af bombardementet blev bl.a. Knippelsbro og Islands Brygge spærret af, hvorfor sporvejstrafikken på linjerne 2, 4, 8 og 9, måtte omlægges. Af frygt for, at de to ueksploderede bomber i Njalsgade og Gunløgsgade skulle detonere, måtte to sporvognstog efterlades tomme på Islands Brygge. Det skabte store trafikale problemer, som ikke blev mindre af, at den første luftalarm lød kl. 17, som var lige midt i myldretiden, hvor hovedstadens beboere var på vej hjem fra arbejdet. Eftersom de allerfleste var henvist til at benytte sporvognene som transportmiddel, blev disse hurtigt overfyldte.

Den ueksploderede bombe i Njalsgade detonerede pludselig kl. 5,40 om morgenen den 28. januar, og foruden al den øvrige ravage, den voldsomme eksplosion afstedkom, blæste den også alle ruderne ud i de to efterladte, tomme sporvognstog.

Forresten beklagede både politi, brandvæsen og redningsfolk sig over, at nysgerrige folk strømmede til, for ved selvsyn at se, hvad der var sket, men kom derved i en del tilfælde til at gå og stå i vejen for rednings- og slukningsarbejdet. Også Telefonselskabet beklagede sig, nemlig over, at folk ikke havde overholdt forbuddet imod at telefonere indtil en time efter luftalarmens ophør. Der var umiddelbart efter de to luftalarmers ophør nærmest stormløb på telefonerne, så at telefondamerne på centralerne ikke kunne ekspedere samtalerne lige så hurtigt, som disse indløb. Det bevirkede i flere tilfælde en blokering af telefonforbindelserne i København, hvilket rummede risiko for, at vigtige, tjenstlige opkald fra f.eks. luftværnsfolk havde svært ved at komme igennem. Telefonselskabet foretog stikprøver, og samtaler som skønnedes unødvendige i den givne situation ville blive politianmeldt. Strafferammen for at overtræde forbuddet var bøde eller hæfte, og under skærpede omstændigheder 2 års fængsel.

Men – og det er det bemærkelsesværdige ved de ovenfor omtalte begivenheder i forbindelse med det engelske luftbombardement – der lød ikke et eneste ord om, hvorfor luftangrebet havde fundet sted. At det ikke blev nævnt eller omtalt, skyldtes naturligvis den tyske pressecensur, som åbenbart troede, at den danske befolkning var en flok naive og underdanige nikkehoveder, som slugte de nazistiske propagandaløgne råt. Bombeangrebet var selvfølgelig et led i De Allieredes forsøg på generelt at svække den tyske krigsmaskine og i dette tilfælde at befri Danmark for den frihedsberøvelse og undertrykkelse, som besættelsen under alle omstændigheder var.

For øvrigt blev Statsradiofoniens udsendelser på dagen for bombeangrebet af militære grunde afbrudt fra kl. kl. 16,07, men genoptaget kl. 18,15, for igen at blive afbrudt kl. 19,07 og resten af aftenen. Det skete formentlig under pres fra tysk side, men det blev selvfølgelig ikke nævnt med et ord.

De endnu brændende Ruiner ved Knippelsbro begyndte i Aftes at svaje i Stormen, og store Murstykker blæste ned. Man frygtede for, at Murene vilde styrte sammen i Nattens Løb, og der blev derfor truffet yderligere Afværgelsesforanstaltninger. – Foto og billedtekst: © Nationaltidende 2. februar 1943.

Den 2. februar kunne Nationaltidende fortælle, at der fortsat var gang i oprydningsarbejdet efter det engelske luftbombardement på B&W, og at de ansatte arbejdere på den bomberamte fabrik deltog i oprydningsarbejdet. Bombardementet havde jo ulykkeligvis også efterladt sig mange civile, mænd, kvinder og børn, midlertidigt boligløse, og der var derfor fremskredne planer om at oprette et katastrofefond, som skulle sørge for at genhuse de mange mennesker, der var blevet hjemløse som følge af det engelske bombeangreb. Det var Sparekassen ”Bikuben”s direktion, der tog initiativet og som en direkte gave til de mange bomberamte foreløbig stillede 10.000 kr. til fondets rådighed, et betydeligt beløb i datidens pengekurs. Nationaltidende opfordrede sine læsere til også at donere bidrag til det nyoprettede fond.

Avisen kunne samme dag også fortælle, hvad situationen var for de forholdsvis mange mennesker, der var blevet sårede under luftangrebet. Der var ifølge avisen 26 hårdere og 41 lettere tilskadekomne, og af disse lå endnu 14 på hospitalerne, de 7 på Sundby Hospital, andre på Rigshospitalet. Blandt de sidstnævnte var en kvinde med kraniebrud, som dog meldtes uden for livsfare. Desuden savnedes en Tuborg-chauffør, som under luftangrebet var blevet set slynget i havnen ved Knippelsbrogade, men af hensyn til eksplosionsfaren fra de ueksploderede bomber, der lå på havnens bund, turde man ikke sende dykkere ned for at lede efter manden. Søartilleriets bombeeksperter mente via deres undersøgelser, at have lokaliseret 6 udetonerede bomber på havnebunden, og disse ville man lade ligge urørte i 30 dage, hvorefter dykkere ville anbringe sprængladninger på hver enkelt bombe og detonere den.

Københavns kommune var også gået ind i forsøget på at afhjælpe den umiddelbare nødsituation, der var opstået for de bomberamte personer. Således forordnede man, at familier, som gav de evakuerede ophold og mad, blev tildelt en ekstra ration af gas, som svarede til antallet af ekstra personer i husstanden. Men derudover genhusede kommunen en del af de nødstedte, som havde fået midlertidigt ophold på lazarettet på Sundholm Hospital, i Københavns almindelige Boligselskabs ejendom for børnerige familier i Humlevænget i Husum. Ved børnerig familie forstod man en familie med over 3 børn, så derfor var det langt fra alle, der kunne komme i betragtning. Der var dog ikke tale om lutter godhed fra kommunens side, for man ville afkræve de genhusede familier betaling for den mad og drikke m.v., som de havde nydt under det midlertidige ophold under kommunens forsorg. Og familierne skulle naturligvis betale husleje for de anviste lejligheder, de flyttede ind i.

En del af de evakuerede familiers lejligheder i Islands Brygge-kvarteret var så medtagne af bombeeksplosion og brand, at indboet var ubrugeligt. Disse familier stod derfor i den situation, at de skulle anskaffe sig nye – eventuelt brugte – møbler, husgeråd og tøj. Dertil kom, at de af de evakuerede familier, som måtte flytte helt ud til Husum, fik længere transporttid til arbejdet, lige som børnene i den skolepligtige alder måtte skifte skole. Alt i alt ikke så lidt af en betydelig forandring for de berørte familier.

Midt i al den nød og elendighed, som var mange københavnske især arbejderfamiliers hverdag, havde den borgerlige avis Nationaltidende overskud til at bringe følgende notits:

Den bedste Fløde forsvinder

Kan Bagerne lave Flødeskum af 15 pCt.s Fløde?

En af de første Dage ventes den bebudede Nedskæring af Fedtindholdet i Fløden. Det forlyder, at Nedskæringen vil komme til at foregaa paa den Maade, at den bedste Klasse Fløde, der indeholder 20 pCt. Fedt, skal forsvinde, saa der kun bliver de to Klasser med 15 og 9 pCt. tilbage.

Det Spørgmaal, der særlig vil interessere Bagerne, er, om de nu stadig kan lave Flødeskum. Da det højest tilladte Fedtindhold blev nedsat til 20 pCt., lykkedes det ved Hjælp af Gulddraaber og andre Midler at gøre det muligt at piske Fløden til Skum. Men om det kan lykkes Bagerne at gøre Kunststykket om igen, er vel et Spørgsmaal. M.

Den situation, hvor man skulle bruge de såkaldte ”Gulddråber”, for at kunne piske fløde med lavt fedtindhold til skum, husker jeg ganske godt, for sådanne dråber brugte mor, når hun skulle piske flødeskum til fødselsdagslagkagen, og en sådan ville familierne nødigt undvære.

Emsigt dansk politi

Det danske politi skulle i henhold til grundloven naturligvis forsøge på at opklare enhver form for overtrædelse af de enkelte love. Eftersom illegal virksomhed var blevet forbudt fra besættelsens begyndelse, gjorde politiet tilsyneladende alt, hvad der stod i dets magt, for at afsløre og pågribe de mennesker, der modarbejdede samarbejdsregeringens interesser. Som modarbejde betragtedes sabotage og opfordring til sabotage, som det blandt andet skete via illegal bladvirksomhed.

Den 2. februar 1943 kunne Nationaltidende, hvis logo var flankeret af to Dannebrogsflag, bringe meddelelse om, at der var sket endnu to anholdelser og fængslinger i sagen om den illegale organisation ”Frit Danmark”, som også stod bag det illegale blad ”Frit Danmark”. Efter at have fortalt, at organisationen var kommunistisk, men at denne for at sløre sit politiske tilhørsforhold også havde fået ikke-kommunistiske personer til at samarbejde med sig og deltage i det illegale arbejde, kunne avisen afsløre, at de anholdte var biblioteksdirektør Thomas Marius Døssing og landsretssagfører Rud Prytz, som begge var blevet varetægtsfængslet den 10. december 1942. Herom har jeg allerede fortalt detaljeret under 1942.

Imidlertid var to af de eftersøgte personer, som ligeledes var tilknyttet organisationen og bladet ”Frit Danmark”, flygtet og havde dermed ”unddraget sig at stå til ansvar for deres ulovlige handlinger”. De to eftersøgte var professor Mogens Fog og redaktør Ole Chievitz. Anklagemyndigheden udsendte derfor et præcist signalement af de to flygtede og opfordrede offentligheden til at give myndighederne oplysninger om de to, hvis man havde viden eller mistanke om, hvor de opholdt og skjulte sig. Såfremt de afgivne oplysninger førte til anholdelser, ville dette blive belønnet med en dusør på 5000 kr.

Ved samme lejlighed meddelte den lovlydige avis Nationaltidende også, at den kommunistiske Folketingsmand Aksel Larsen var blevet anholdt og fængslet i begyndelsen af november 1942, og i december 1942 var den ikke-kommunistiske professor Ole Chievitz blevet arresteret og fængslet. Han anklagedes bl.a. for at have holdt møder med Aksel Larsen og folketingsmand Christmas Møller. Sidstnævnte havde, - som vi allerede ved – forladt Danmark den 30. april 1942 og via en tur til Sverige søgt politisk asyl i England, mere præcist i London, hvorfra han fortsatte sin utrættelige modstand mod samarbejdsregeringen og den tyske besættelse af Danmark.

På den ovennævnte baggrund kan man konstatere, at folk, der gjorde aktiv modstand imod den nazistiske besættelse af Danmark, blandt andet i form af illegal informationsvirksomhed og naturligvis især i form af sabotage af fabrikker og andre virksomheder, der direkte eller indirekte samarbejdede med besættelsesmagten, af myndighederne blev betragtet som forbrydere.

Imidlertid tilspidsedes situationen og modsætningsforholdet mellem samarbejdsregeringen og den tyske besættelsesmagt på den ene side og den danske befolkning på den anden side sig yderligere i løbet af 1943, hvilket vi skal erfare mere om i løbet af denne beretning om dette skæbneår i dansk historie.

Kampen om Stalingrad

De hårde kampe mellem De Allierede og tyskerne fortsatte med uformindsket styrke på alle fronter, herunder ikke mindst på Østfronten, hvor det var kampen om storbyen Stalingrad, der i særlig grad lagde beslag på de tyske tropper, som mødte større modstand fra russisk side end forventet. På forsiden af Nationaltidende for tirsdag den 2. februar 1943 kunne man bl.a. læse følgende overskrifter:

Sydgruppen i Stalingrad er overmandet

Nordgruppen under Infanterigeneral Strecker

fortsætter Modstanden

Førerhovedkvarteret, Mandag. R.B.

I Stalingrad er den sydlige Gruppe af 6. Armé under Ledelse af Generalfeltmarskal Paulus efter over to Maaneders heltemodigt Forsvar blevet overmandet af Fjendens Overmagt. Den nordlige Gruppe under Ledelse af Infanterigeneral Strecker hævder sig stadig. Den har, undertiden ved Modangreb, afvist kraftige fjendtlige Angreb.

Herefter skildres det, hvor storslået og heltemodigt de tyske tropper, trods kulde og afsavn, forsvarer sig mod de russiske angribere. Kampene føres i et fabrikskvarter, hvor tyske og russiske soldater slås mod hinanden i blodige nærkampe. Det fortælles endvidere, at under disse kampe er general Paulus blevet hårdt såret, hvilket dog ikke har kunnet bekræftes.

Førerhovedkvarteret afviser russiske påstande om, at Paulus og en række andre højtplacerede tyske officerer skulle befinde sig i krigsfangenskab, ligesom man afviser påstanden om, at Paulus sammen med sin stab skulle have forladt 6. armé og overgivet sig til russerne. Artiklen slutter med følgende tekst:

Stalingrad-Slagets Saga snart ude

At Stalingrad-Slagets Saga nu er ude, derom lades man naturligvis ikke i Tvivl. I de tyske Historiebøger vil Beretningen om dette Slag faa sin Plads som et Helteepos om alle Tiders største Udholdenhed og Opofrelse. Hvad Soldaterne i den 6. tyske Armé gennem frygtelige Vinteruger, Dag efter Dag og Nat efter Nat, har gennemgaaet af Savn og Lidelser, af Sult og Søvnløshed, det lader sig overhovedet ikke beskrive, hedder det i Berlin. J. Kronika.

Kommentar til ovenstående citat: Avisteksten er skrevet af Nationaltidendes daværende korrespondent i Berlin siden 1933 og til 1945, Jacob Kronika (1897-1982), som derfor havde et indgående kendskab til Tyskland under nazismen. Selv var han kritisk over for nazismen, men måtte på trods heraf og som så mange andre snakke tyskerne efter munden, dog med forsigtige antydninger af, at det tyske førerhovedkvarter og tysk pressetjeneste fortolkede begivenhederne på deres helt egen specielle måde. Efter krigen blev Kronika chefredaktør for Flensborg Avis.

Generalfeltmarskal Friedrich Paulus (1890-1957) var født i Breitenau i Hessen. Han fik en militær uddannelse og avancerede under 2. Verdenskrig til feltmarskal og leder af den 6. Armé, som var blandt de tyske tropper, der under betegnelsen ”Operation Barbarossa” invaderede Rusland i juni 1941. Her nåede arméen efterhånden frem til Stalingrad, som det næsten lykkedes at erobre, men modstanden fra den Røde Hær var så voldsom, at general Paulus’ 6. armé til sidst måtte overgive sig. Umiddelbart før det skete, havde Hitler udnævnt Paulus til generalfeltmarskal, men med den bagtanke, at en så højtstående tysk general ikke ville – underforstået: ikke måtte - overgive sig til russisk krigsfangenskab.

Men ikke alene overgav Paulus sig og sin armé, da han indså at den russiske hær var for overlegen i kampstyrke, men han indgik direkte og frivilligt – måske opportunistisk - i samarbejde med det sovjetrussiske kommunistiske styre og delte til en vis grad dettes politiske idealer. Under krigsforbryderprocessen i Nürnberg i 1946 var Paulus indkaldt som vidne, hvilket naturligt nok gav anledning til kritik. Hans vidneudsagn var belastende for nazi-spidser som Herman Göring, Wilhelm Keitel og Alfred Jodl. Paulus sad i russisk krigsfangenskab i Sovjetunionen til 1953, hvorefter han bosatte sig i det daværende kommunistiske Østtyskland kaldet Deutsche Demokratische Republik (DDR).

Under 2. Verdenskrig var de tyske ubåde en meget stor trussel mod De Allieredes krigsskibe så vel som handelsskibe. De sidstnævnte måtte i reglen sejle i konvoj og under eskorte af krigsskibe, for at kunne færdes nogenlunde sikkert på verdenshavene. Ubådene var faktisk en væsentlig årsag til opfindelsen af radarsystemet, med hvilket man i heldige tilfælde kunne konstatere, om der var en eller flere tyske ubåde i farvandet. Men tyskerne var selvfølgelig stolte af deres teknisk set avancerede ubåde og brugte dem derfor også flittigt. Folkene ombord med kaptajnen i spidsen var i reglen autoritære og pligtopfyldende. Derfor var de nådesløse og tilsidesatte Genéve-konventionens bestemmelser om krigsførelse, når det gjaldt om at sænke De Allieredes handelsskibe. Der er rapporteret om tilfælde, hvor de tyske ubådsbesætninger tilmed har skudt og dræbt søfolk, som havde overlevet torpederingen af deres skib og som derfor drev om i vandet, enten i redningsbåde eller enkeltvis. Den 2. februar 1943 bragte Nationaltidende følgende lakoniske notits:

63 Skibe sænket af Ubaadene i Januar

Førerhovedkvarteret, Mandag. R.B.

Den tyske Værnemagts Overkommando meddeler:

Tyske Undervandsbaade sænkede i Januar 1943, under yderst vanskelige Vejrforhold, der undertiden udartede til Orkaner, 63 fjendtlige Handelsskibe paa tilsammen 408,000 Brt. Yderligere 10 Skibe er blevet torpederet, men disses Undergang har man ikke kunnet observere, om end de antagelig er gaaet ned som følge af den haarde Søgang. Luftvaabnet har i fjendtlige Konvojer i Middelhavet sænket 18 Handelsskibe paa tilsammen 114,000 Brt. samt to Torpedojagere. Derudover er 37 Handelsskibe paa tilsammen 209,000 Brt., en Krydser, 2 Torpedojagere og to Eskorteskibe blevet beskadiget. Under yderst vanskelige Kampbetingelser er i Januar Maaned altsaa mindst 522,000 Brt. fjendtlig Handelstonnage blevet tilintetgjort.

Det skal dog ’retfærdigvis’ tilføjes, at De Allierede i en del tilfælde også tilsidesatte Genéve-konventionens bestemmelser og foretog krigshandlinger, som stred mod det, man forstår ved human adfærd. Eksempelvis må man desværre nok konstatere, at den intensive bombning, som under 2. Verdenskrig fandt sted mod de tyske storbyers civile kvarterer, var en inhuman handling. Det var også en inhuman handling, da amerikanske tropper under 2. Verdenskrig brugte flammekastere til at få japanske soldater ud fra disses skjulesteder i kampområderne på visse øer i Stillehavet, herunder ikke mindst på den japanske ø Okinawa. Disse soldater blev enten brændt til døde eller skudt umiddelbart efter at de var flygtet ud fra deres gemmesteder. Værre endnu var det formentligt, at amerikanerne brugte atombomber mod de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, hvor det udelukkende gik ud over civilbefolkningen. Forskellen på de to parter, De Allierede på den ene side og især Nazi-Tyskland og Japan på den anden side, var, at de to sidstnævnte nationer var aggressorerne, som reelt set umotiveret havde startet 2. Verdenskrig og som stort set kæmpede uden mindste hensyntagen til, hvad der må betegnes som human adfærd.

”Den tunesiske flaskehals”

Kampene mellem engelske og amerikanske styrker på den ene side og de tysk-italienske tropper på den anden side, fortsatte i Tunis i Nordafrika. De amerikanske styrker var under ledelse af general Eisenhower, som kæmpede imod den armé af tyske tropper, som lededes af general von Arnim, mens den 8. britiske armés hovedstyrke var under kommando af general Alexander. Sidstnævntes hovedopgave var, at nedkæmpe general Rommels bagtropper i grænseområdet mellem Tripolis og Tunis. Det var området mellem saltsumpene Chott-el-Djerid og kysten ved Gabes, der blev kaldt ”Den tunesiske flaskehals”, og som var målet for den amerikanske Tebessa-armé, som ville søge at afskære forbindelsen mellem von Arnims og Rommels styrker.

Imidlertid meldtes det - fra Berlin forstås, - at de britiske angreb mod Rommels bagtropper ikke havde ført til større kamphandlinger, idet det var lykkedes Rommel at distancere sig fra angriberne. Det skyldtes i henhold til Berlin, at Rommel uhindret af fjenden hele tiden havde kunnet sikre sine tropper fuld bevægelsesfrihed, således at han kunne samle sine tropper i det tripolitansk-tunesiske grænseområde. Det oplystes samtidigt, at fjenden havde lidt betydelige tab under kampene ved Tripolis og Tunis, men ikke et ord om tyskernes. Det tyske antiluftskyts havde eksempelvis nedskudt 15 amerikanske og britiske flyvemaskiner, mens kun en enkelt tysk maskine savnedes.

Angående italiensk deltagelse i krigen, så skyldtes dette jo, at den italienske regering under ledelse af il Duce – Føreren – Benito Mussolini (1883-1945), var indgået i en tremagtspagt med Tyskland og Japan. Derved havde il Duce forpligtet sig og sine landsmænd til at stille tropper til rådighed for det fælles formål, nemlig at nedkæmpe De Allierede, hvilket først og fremmest ville sige englænderne og amerikanerne. Dette formål var den storskrydende diktator fuldt ud overbevist om, at man ville opnå, idet han henviste til, at den fascistiske milits af såkaldte Sortskjorter – jævnfør med Hitlers såkaldte Brunskjorter – bestod af folk med jerndisciplin og folk, som var ”præget af Kamp og Beslutsomhed, hvori endelig Mænd fremtræder som det, de er og anses for at være.” Il Duce havde sin egen teori om Italiens rettigheder, udtrykt med følgende ord:

”Lige saa uforanderlig som Tyngdeloven er Loven om Nationernes politiske Tyngde. 50 Millioner Italienere har stræbt over til Afrika og vil stræbe derhen, fordi de i lige saa høj Grad som andre Nationer eller maaske endnu mere her en hellig Ret til at leve.”

Man kommer uvilkårligt til at tænke på Hitlers krav om ”Lebensraum” for tyskerne, som angiveligt var en af hans ’begrundelser’ for at angribe og besætte de forskellige europæiske lande, som han havde annekteret siden kort før krigens start i september 1939 og fortsatte med i de nærmest følgende år.

Stillehavskrigen

Krigen i Stillehavsområdet var i 1943 meget langt fra at være slut, den var tværtimod accelererende. Japanerne viste sig at være en velforberedt krigsmagt, hvis styrke og kampvilje amerikanske politikere og generaler tilsyneladende havde undervurderet. Indtil videre var kampene foregået i Stillehavsområdet, idet det endnu ikke havde været muligt for fly og flådeenheder at nærme sig selve det japanske ørige. Den amerikanske marineminister Knox havde i januar 1943 været på en fjorten dages inspektionstur hos de amerikanske styrker i det sydlige Stillehav, som var under kommando af admiralerne Nimitz og Halsey, og herunder oplevede han et japansk luftangreb på øen Guadalcanar ved Salomonøerne øst for Ny Guinea, som varede i syv timer. Marineministeren kunne dog optimistisk berolige sine landsmænd med, at man var tæt på at ville gennemføre et kraftigt angreb på Japans hovedstad Tokyo.

Det skal her indskydes, at øen, som datidens aviser konsekvent kaldte Guadalcanar, senere blev kaldt Guadalcanal. Det er en vulkans ø, som hører til de dengang britiskejede Solomon-øer, Melanesien. Øen er på 5 300 kvadratkilometer og havde i 1970’erne 15 000 indbyggere. Øens hovedby er Honiara. Under 2. Verdenskrig var den en vigtig militærbase, først for japanerne, som havde besat øen, og siden for amerikanerne. Men foreløbig så det dog ud til, at japanerne var langt fra at være fordrevet fra de mange steder i Stillehavet, som de havde invaderet og besat i krigens løb. Den 2. februar 1943 kunne Nationaltidende således bringe følgende nedslående overskrift:

Japanerne melder at have sænket

2 U.S.A.-Slagskibe og 3 Krydsere

Særmelding om nyt stort Søslag ved Salomonøerne

oplæst i den japanske Rigsdag

De japanske Flyveres Leder som ”Selvmorder-Pilot”

Tokio, Mandag. S.T.B.

Det kejserlige Hovedkvarter meddelte i Dag, at japanske Flyvemaskiner i et Søslag den 29. til 30. Januar ved Rennel-Øen, der hører til Salomon-Øerne, har sænket to fjendtlige Slagskibe og tre Krydsere, beskadiget et Slagskib og en stor Krydser betydeligt samt nedskudt tre fjendtlige Bombemaskiner. Marineminister Shimada oplæste denne Særmelding i Rigsdagens Møde i Dag.

Flyvernes Fører ofrer sig selv

Efter hvad Marineminister Shimada meddeler som Supplement til det kejserlige Hovedkvarters Communiqué i Dag, blev der under Søslaget ved Rennel-Øen den 29. Januar først sænket et fjendtligt Slagskib og en Krydser. De øvrige Tab led Fjenden i løbet af den næste Dag, som Følge af Angreb fra det japanske Luftvaaben, der angreb med store Styrker.

Flyverregimentets Fører-Maskine blev ramt af det fjendtlige Antiluftskyts i det Øjeblik, den afskød sin Torpedo. Flyveren styrede derefter Maskinen direkte ned mod det fjendtlige Slagsskibs Dæk, hvor den faldt ned lige i det Øjeblik, Torpedoen eksploderede. Allerede kort Tid efter begyndte Slagskibet at synke.

Marineministeren erklærede endvidere, at ved Forløbet af Søslaget ved Rennel-Øen blev en fjendtlig Modoffensiv forhindret. Han fremhævede, at den japanske Flaades Tab var særdeles ringe.

Japansk Opgørelse af Fjendens Tab ved Salomonøerne

Fra velunderrettet Side erfarer Domei, at den japanske Krigsmarine i Farvandene ved Salomon-Øerne, indbefattet Slaget ved Rennel-Øen den 29. og 30. Januar, i alt har sænket og beskadiget 132 fjendtlige Krigsskibe og Transportskibe, deriblandt 10 Slagskibe, 8 Hangarskibe, 40 Krydsere og 36 Torpedojagere.

Efter hvad Domei erfarer fra samme Kilde, er der af japanske Marinestridskræfter i samme Tidsrum blevet nedskudt 910 fjendtlige Flyvemaskiner.

Fjendens Tab fordeler sig som følger: Sænket er 6 Slagskibe, 4 Hangarskibe, 34 Krydsere, 21 Torpedojagere, 9 Undervandsbaade, i Minestryger og 17 Transportskibe, i alt 92 Skibe. De haabløst beskadigede fjendtlige Skibe omfatter 1 Slagskib, 2 hangarskibe, 5 Krydsere, 7 Torpedojagere, 1 Undervandsbaad, 1 Minestryger og 6 Transportskibe, i alt 23 Skibe. Svært beskadigede ved japanske Angreb er 3 Slagskibe, 2 Hangarskibe, 1 Krydser, 8 Torpedojagere og 3 ikke nærmere betegnede Skibe, i alt 17 Enheder.

De japanske Tab i Omraadet ved Salomon-Øerne i samme Tidsrum omfatter 1 Slagskib og 41 andre Krigsskibe og andre Fartøjer. 224 japanske Flyvemaskiner styrtede sig enten selv mod deres Maal eller vendte ikke tilbage af andre Aarsager. 32 japanske Flyvemaskiner er blevet beskadigede.

Selvmords-piloter

I ovenstående citat er blandt andet blevet nævnt den japanske selvmords-pilot, som styrede sit fly direkte ned mod dækket på et af modstanderens skibe, hvorved dette brød i brand og hurtigt begyndte at synke. Disse selvmordspiloter, som der var mange af hen mod krigens slutning, kaldtes på japansk Kamikaze-piloter. Ordet ’kamikaze’ betyder ”Guddommelig vind”, som oprindeligt blev brugt om en kraftig storm, der 1281 udslettede Kublai Khans flåde og reddede Japan fra fjendtlig invasion. Kamikaze-piloterne var unge nationalistiske og idealistiske mænd, som var blevet indoktrineret til fuldt og fast at tro på, at når de udførte selvmordsaktionen på deres guddommelige kejsers bud, ville de komme i himlen. Derfor havde de meldt sig frivilligt til holdet af kamikazepiloter, hvis hovedopgave bestod i enten at sænke eller beskadige amerikanske krigsskibe, især hangarskibe, som jo var base for de bombefly, der blev sendt ud i området.

Besynderligt, at nogen for alvor kan tro på forestillinger om, at man kommer i himlen efter døden, hvis man har slået en bunke mennesker ihjel. Lignende forestillingen fandtes dog allerede i oldtiden og senere, som f.eks. i den nordiske mytologi om Valhal, som var det herlige sted, fyldt med drikkegilder og skønjomfruer, hvor vikingekrigere forventede at få ophold, når de vel at mærke døde i kamp. Ikke-krigere blev kaldt svæklinge og sådanne uværdige havnede i det lidet ønskværdige Hel eller Helvede, dødsriget, hvor der er evig pine.

I nyere tid kender vi lignende forestillinger om, at man kommer i himlen, hvis man som en ’hellig’ handling dræber de vantro, det vil sige dem, der har en anden tro end én selv. De såkaldte islamistiske selvmordsbombere, som har fyldt store dele af verden med gru indenfor det seneste halve hundrede år, er fuldt og fast overbeviste om, at de efter selvmordsdøden kommer i himlen, hvor der venter dem et slaraffenliv med skønne jomfruer. Trist, at tænke på, at dette bedrag og selvbedrag stadig har så stærkt fat i så mange mennesker i det 21. århundrede, ja, at det tilmed har fået en slags renæssance.

Den 2. februar blev der påbudt den yderste sparsommelighed med anvendelsen af indpakningspapir. Det førte f.eks. til, at hvis man overhovedet fik pakket brødet ind, når man købte det, så var det i form af en smal strimmel papir omkring midten af franskbrødet eller rugbrødet. Det var formentlig ikke særlig hygiejnisk, men erfaringen viste, at folk hurtigt vænnede sig til de restriktioner, forbud og påbud, der ustandselig blev indført både før, under og endnu et stykke tid efter besættelsen. Men den efterhånden særdeles alvorlige råstofmangel medførte, at der i marts blev påbegyndt en landsomfattende kludeindsamling til fabrikation af nye råvarer.

Schalburgtagen

Som nævnt var sabotagen taget til allerede i løbet af 1942, og den blev yderligere øget i 1943. I et forsøg på at komme sabotagen og sabotørerne til livs, dannede den nazistiske kaptajnløjtnant K.B.Martinsen (1905-1949) den 1. april dette år et militært korps, som bestod af danske statsborgere. Korpset var inspireret af Himmlers idé om en fælles-germansk SS-organisation og hed oprindelig Germansk Korps, hvilket navn dog snart blev ændret til fordel for navnet Schalburgkorpset, til minde om C.F. von Schalburg (1906-1942). Det var sidstnævnte, der i sommeren 1941 oprettede Frikorps Danmark, en militær enhed af danske frivillige under det tyske Waffen SS. Det var Tysklands angreb på Sovjetunionen, der gav anledning til korpsets oprettelse, og dets formål var at kæmpe på østfronten. Korpsets første chef var oberstløjtnant C.P.Kryssing (1891-1976), som senere blev efterfulgt af bl.a. C.F. von Schalburg. Korpset opløstes i 1943, fordi det på det tidspunkt havde udspillet sin rolle, og den resterende del af mandskabet blev overført til SS-afdelingen Panzergrenadier Regiment.

Det egentlige Schalburgkorps var militært, men rummede også en civil afdeling, kaldet Folkeværnet. Korpset bestod af i alt 500-600 mand, og dets hovedopgave var at bekæmpe modstandsbevægelsen, og korpsets medlemmer deltog i vid udstrækning i terror, clearingmord og stikkervirksomhed. Det var dog særlig Schalburgkorpsets civilklædte efterretningstjeneste, E.T., der var forhadt i den danske befolkning, især i storbyerne. Efter Schalburgkorpsets opløsning i januar 1945 fortsatte E.T. som en selvstændig terror-gruppe, der foretog en række såkaldte Schalburgtager under resten af krigen. Schalburgkorpsets virksomhed blev dog stærkt reduceret allerede i sommeren 1944, da Frihedsrådet under folkestrejken krævede korpset fjernet. Hovedparten af korpsets mandskab blev kort derefter overført til den SS-uddannelsesbatallion, der havde kaserne i Ringsted. Medlemmerne af denne såkaldte SS-vagtbatallion Sjælland gjorde i krigens sidste måneder tjeneste som sabotagevagter.

Den såkaldte schalburgtage, ordet dannet som en allusion til ordet sabotage, satte især ind efter Hitlers dekret af 30. december 1943, og den var rettet mod forlystelsesetablissementer, avisredaktioner og virksomheder, der ikke leverede krigsvigtige varer. I nogle tilfælde ønskede man en forveksling med modstandsbevægelsens aktioner, bl.a. ved jernbane-schalburgtage. Hensigten var at gøre sabotagen upopulær i befolkningen, men man opnåede i virkeligheden kun den modsatte virkning, idet væsentlige dele af befolkningen forholdsvis nemt kunne gennemskue, hvornår der var tale om sabotage og hvornår om schalburgtage. De illegale aviser bidrog også til at oplyse folk om, hvornår der var tale om hvad.

Endnu mens samarbejdspolitikken var i højsædet, gjorde dansk politi, hvad man kunne for at opspore, arrestere, varetægtsfængsle og rejse tiltale mod sabotører og modstandsfolk, der officielt stadigvæk blev betragtet som samfundsskadelige og kriminelle elementer. Den 24. februar 1943 blev det officielt meddelt, at byretten havde afsagt domme med fængselsstraffe op til 10 år over 12 personer, der havde hjulpet engelske faldskærmssoldater. Flere af de dømte blev tillige med 12 andre idømt langvarige fængselsstraffe for udgivelse og distribuering af det illegale blad "De frie Danske". Betegnelsen frie danske gjaldt danskere, som uden for de af aksemagterne besatte lande gjorde en indsats til fremme af De Allieredes krigsindsats. Som et enkelt eksempel på en fri dansk, kan nævnes den allerede omtalte J. Christmas Møller, der den 14. maj 1942 illegalt havde forladt Danmark og var rejst til London, hvor han blev leder af De Frie Danske, og hvorfra han resten af krigen var en ildfuld taler i BBC's dansksprogede udsendelser, som vi kunne høre illegalt i Danmark.

Modstandsbevægelsens sabotageaktioner tiltog og blev stadig mere og mere omfattende og effektive, hvilket fik Rigsdagens samarbejdsudvalg til den 3. april at rette en indtrængende appel til befolkningen, idet man påpegede, at handlingerne var i strid med kongens bud af 9.april 1940, og at det desuden kunne medføre de alvorligste følger for landet og befolkningen. Underforstået frygt for repressalier fra den tyske besættelsesmagts side.

Dagligdagens begivenheder

For de fleste rygere var krigs- og besættelsestidens varemangel og rationeringer en ren pestilens, særlig da tobaksfabrikkerne fra sommeren 1943 var nødt til at iblande tobakken til cigarer, cerutter og shag dansk tobak. Fra sommeren 1944 iblandedes cigaretterne tillige dansk tobak, og i de første måneder af 1945 var der kun cigaretter af 100 % dansk tobak at købe i butikkerne. Men det illegale marked eller "sortbørsen", som det kaldtes, der i nogle tilfælde oven i købet blev drevet fra tobaksforretninger, kunne stadigvæk levere udenlandske tobaksvarer og cigaretter, men til skyhøje priser, og ofte mod, at kunden købte f.eks. en pibe i tilgift. Storrygere af cigaretter var dengang derfor ofte i besiddelse af en samling piber, som ikke var til nogen nytte for vedkommende.

Et af de mere petitesseagtige momenter i 1943, var den mode, der i al fald havde vundet stor udbredelse i København, og det var en lille hæklet hue eller kalot i Royal Air Force-farverne, dvs. en rød ring omgivet af en hvid og en blå ring. Mens jeg gik i skole havde jeg selv og et par andre af mine kammerater sådan en kalot på hovedet næsten daglig, men hvor jeg havde fået min fra, kan jeg ikke huske. Den 9. juli 1943 blev der udstedt forbud imod at bære denne kalot, men det havde ingen praktisk betydning for mig, for jeg ophørte med at bruge kalotten i slutningen af maj d.å., da jeg var gået ud af skolen og blevet piccolo i et firma, hvilket jeg senere skal fortælle mere om.

Lidt tegnefilmhistorie - igen

Læseren må have mig undskyldt, men tegnefilmhistorie - så vel som filmhistorie - hører til mine yndlingsemner, så derfor følger der her lidt flere supplerende oplysninger og nogle gentagelser desangående. Læsere, som det ikke kan interessere, kan jo bare springe beretningen over.

Tegneren Jørgen Müller (1910-1995), der var søn af en vingrosserer fra Aalborg, begyndte sin karriere med at lade sig uddanne som tegner og illustrator i forskellige europæiske hovedstæder. Det skete i slutningen af 1920'erne og i begyndelsen af 1930'erne. Omkring begyndelsen af sidstnævnte tiår opholdt han sig i London, og her blev han for alvor indfanget af tegnefilmmediet. Det lykkedes ham efterfølgende at få ansættelse som medarbejder på et relativt større tegnefilmstudio, Cartoon Film Company, 76 Wardour Street, London, hvis produktionsleder var Sydney Griffith (1901-1967). Sidstnævnte var også tegner og animator, og allerede i 1925 havde han skabt en populær tegnefilmserie om en besværlig hundehvalp, "Jerry the troublesome Tyke", der blev vist som muntert indslag i den ugentlige filmjournal "Pathé Pictorial", som dengang var obligatorisk forprogram i de fleste amerikanske og europæiske biografer, herunder også i Danmark.

I Pathé Pictorials programmer alternerede Griffiths Jerry-serie med en anden tegnefilmserie, der også havde en hundehvalp som hovedperson: "Pongo the Pup". Denne serie blev skabt af endnu en af engelsk tegnefilms pionerer, Dudley Buxton (189?-19??). Han begyndte at lave tegnefilm omkring 1914, og var en af de første, der brugte Charlie Chaplins vagabondfigur i en serie korte tegnefilm. Det var i 1916, hvor Buxton også lavede en realistisk og dramatisk tegnefilm om sænkningen af det tyske slagskib "Blücher", en film, som iøvrigt blev produceret tre år før den berømte amerikanske tegnefilmpionér, Winsor McCay (1871-1934), udsendte sin fremragende "The Sinking of the Lusitania", der skildrer, hvordan det engelske passagerskib, "Lusitania", blev sænket af en tysk u-båd. 1198 mennesker omkom, hvilket naturligvis vakte stor harme mod Tyskland. Begivenheden var en medvirkende årsag til, at Amerika gik med i Første Verdenskrig.

Den amerikanske tegner, animator og tegnefilmproducent Winsor McCay (1871-1934), udsendte i 1918 sin både tegnemæssigt og teknisk fremragende tegnefilm "The Sinking of the Lusitania", der skildrer, hvordan det engelske passagerskib, "Lusitania", samme år blev sænket af en tysk ubåd. 1198 mennesker omkom, hvilket naturligvis vakte stor harme mod Tyskland. Begivenheden var en medvirkende årsag til, at Amerika gik med i Første Verdenskrig. – Tegning: © 1918 Winsor McCay.

Men forresten vrimlede det i det første tiår af århundredet nærmest med tegnefilm, der havde en hundehvalp som hovedperson. Mest berømt var og blev nok den engelske tegnefilmserie om "Bonzo", der blev produceret af "New Era Films", og som var skabt af den kendte engelske karikatur- og serietegner George Ernest Studdy (1878-1948). Han begyndte at lave tegnefilm i 1915, specielt for produktions- og distributionsselskabet Gaumont. Efter Første Verdenskrig skabte Studdy en række ugentlige komiske situationstegninger, hvis tema var hunde og hundeliv. Og én bestemt lille sortplettet hundehvalp af ubestemmelig afstamning, blev ved med at trænge sig på i disse tegninger, for til sidst at indtage førerpositionen under navnet "Bonzo". Tegningerne blev efterhånden samlet i bogform og udgivet fra 1922 og helt frem til 1951. Herhjemme lærte vi især den uheldige lille spilopmager at kende i en samlealbumsserie, som i 1940'erne blev udsendt af kaffetilsætningsfirmaet "Richs". Samlebillederne var enkeltvis indlagt i de dengang almindeligt kendte Richs-pakninger.

I 1924 foreslog lederen af New Era Films, Gordon Craig, Studdy et samarbejde om en tegnefilmserie baseret på den kendte og afholdte hundehvalp, og det blev indledningen til produktionen af ialt 26 fuldt animerede korte tegnefilm. Full-animation, som det kaldes i fagsproget, når en figur er tegnet, så den bevæger sig "flydende", var dengang lidt af en sjældenhed, idet man da var vant til at se cut-out figurer med staccato-bevægelser, sådan som det f.eks. også var tilfældet i Storm P.s animationsmæssigt set primitive tegnefilm.

Herover ses en scene fra en af den i 1920’erne populære engelske tegnefilmserie med hunden Bonzo i hovedrollen. Figuren blev skabt af tegneren George E. Studdy (1878-1948) efter Første Verdenskrig, i forbindelse med en række tegninger med den foretagsomme hund i forskellige komiske situationer, som 1922-51 blev udgivet i bogform. Det var ikke før i 1924, at Bonzo blev overført til tegnefilmmediet, og i serien fortsatte til op i 1930’erne. Fra februar 1926 udkom der også en ugentlig tegneserie, kort efter fulgt af både en hverdagsstribe og en søndagsstribe. Hunden Bonzo blev herhjemme især kendt som samlebilleder i Richs Kaffetilsætning. – Tegning: © 1922 George E. Studdy.

De nævnte 26 Bonzo-film blev produceret i perioden oktober 1924 til januar 1926, og fra 6. februar 1926 fulgtes filmene op af en ugentlig tegneserie i bladet "Tit-Bits", som snart blev efterfulgt af både en daglig stribe og en søndagsstribe, der dog mest var beregnet på publicering i USA. Men særlig interessant i forbindelse med Bonzo-tegnefilmene, er det vel nok i denne sammenhæng, at en af Studdys mange medarbejdere netop var Sydney Griffith, som altså åbenbart har ladet sig 'inspirere' til en tegnefilmserie om hundehvalpen "Jerry", lige som tilfældet var med Dudley Buxton og hans Pongo-serie, sådan som tidligere omtalt ovenfor.

I 1930 producerede Sydney Griffiths, i samarbejde og partnerskab med en anden ex-animator på Bonzo-serien, Brian White (1915-2006), en række tegnede og animerede småfilm, herunder en sekvens, der skulle bruges som filmindslag under en koncert med den dengang berømte Jack Hylton og hans band. Titlen på indslaget var "Tiptoe Through the Tulips", og ifølge et langt senere interview (i "Carls Barks & Co." nr.17, 1982) med animatoren Børge Ring, var det netop med denne film, at Jørgen Müller fik sin store chance som instruktør og animator.

Ifølge Jørgen Müllers egne mundtlige oplysninger til mig, var bemeldte Sydney Griffiths hans læremester udi tegnefilmens og animationens vanskelige, men fascinerende kunst. Og Jørgen Müller var en lærevillig og lærenem elev, som hurtigt kom på højde med de bedste animatorer i branchen. Derfor avancerede han da også snart til overordnet status som såkaldt "director" (instruktør) på Griffiths og Brian Whites studio, Comedy Cartoon Sound Films Company. Imidlertid følte Jørgen Müller sig med rette kvalificeret til at nedsætte sig som selvstændig tegnefilmproducent, instruktør og animator, og han drømte derfor om at åbne sit eget studio. I det øjemed drog han derfor til København, hvor det ved hjælp af en forretningskyndig partner, franskmanden Yvon Denise, lykkedes ham at etablere sig i den kendte og dengang meget moderne forretnings- og kontorkolos, "Vesterport", og her arbejdede han og de medarbejdere, der snart kom til, med at producere reklametegnefilm for reklamebureauerne Bergenholz og Monterossi.

Reklamefilmene var dengang almindeligvis på 2 minutters spillelængde, hvilket specielt i tegnefilmsammenhæng er en pæn mundfuld, i betragtning af, at der mindst medgår 12 animationstegninger per spillesekund, vel at mærke når der optages to billeder af hver enkelt tegning. Det betyder, at der medgår et minimum af ialt 1440 tegninger, for at fuld-animere to minutters tegnefilm. Men i visse tilfælde kræves det, at en figur animeres i såkaldte "et'ere", hvilket vil sige, at der i sådanne tilfælde kan medgå 24 tegninger per spillesekund, sådan som tilfældet eksempelvis ofte er i Disney-tegnefilm. Og drejer det sig om mere end én figur ad gangen i billedet, skal der næppe megen fantasi til at forestille sig, at der er tale om en betydelig arbejdsindsats, blot for at lave en film af 2 minutters spilletid. Også selvom samme person 'kun' tegner de såkaldte "key-poses", som varierende kan udgøre hveranden eller hver femte tegning, mens resten af tegningerne, de såkaldte "break-downs" og "inbetweens", laves af en anden eller eventuelt flere andre tegnere. "Break-downs" laves af de såkaldte "assistant animators", som har til opgave at tegne de mellemfaser mellem key-poses, som ikke kan karakteriseres som regulære mellemtegninger, sådan som tilfældet er med de faser, det overlades til mellemtegnerne at udføre.

Disneys helt igennem kommercielle tegnefilmproduktion var af økonomiske grunde lagt i helt faste rammer og procedurer, som viste sig så effektive, at selskabets medarbejdere var i stand til at producere et gennemsnit på ca. fjorten 8 minutter lange tegnefilm om året, det vil sammenlagt sige 112 minutter pr. år. At producere en 8 minutters tegnefilm, som de fleste korte Disney-tegnefilm i 1930’erne var, krævede altså normalt cirka en måneds arbejdsindsats af en arbejdsstyrke på omkring en halv snes mennesker. Derfor var arbejdsstyrken opdelt i hold eller teams, som hver især stort set producerede hver sin kategori af korte tegnefilm, Der var således et team for kategorien Silly Symphonies, et for Mickey Mouse-film, et for Anders And-film, et for Fedtmule-film, et for Pluto-film. Sideløbende med produktionen af de korte tegnefilm igangsattes i 1934 tilmed produktionen af Disneys første lange tegnefilm, den 80 minutter lange ”Snehvide og de syv dværge”, som havde urpremiere i december 1937. Til denne produktion knyttedes et særskilt hold af instruktører, tegnere og animatorer, hvoraf nogle tidligere havde været beskæftiget med de korte tegnefilm. Holdet, som blev superviseret af Walt Disney himself og af supervising director David Hand, var dog opdelt i såkaldte ’units’ under ledelse af de såkaldte ’sequence directors’.

Men tænk blot på, hvad det må have kostet af arbejdstimer, at tegne og animere de syv dværge i Snehvide-filmen, som det da også alt ialt tog ca. 2000 mennesker omkring 3 år at lave. Men heraf var der dog kun omkring en halv snes tegnere til at tegne de såkaldte "key-poses" til dværgene. Hvor mange "break-down"ere og "inbetween"ere, der arbejdede på en film som "Snehvide", har jeg ingen viden om, men det må have været ganske mange, ved siden af de formentlig endnu flere, som fungerede som såkaldte ’inkers’ (optrækkere) og ’painters’ (malere) på cels, det vil sige på glasklare celluloidark. En helt igennem bemærkelsesværdig kæmpepræstation.

Key-animatorernes og mellemtegnernes arbejdsindsats er endda kun en del af den manuelle arbejdsindsats, som indtil begyndelsen af 1960’erne desuden krævede, at blyantstegningerne ved hjælp af håndkraft og pen og tusch skulle kopieres nøjagtigt over på transparente celluloidark, de såkaldte "cels", der bagefter minutiøst farvelægges på bagsiden. Sluttelig skulle stakken af cels, sammen med den tilhørende baggrundsplanche, fotograferes billede for billede over på filmstrimlen. Hertil skal yderligere lægges det store forarbejde med idé, design, timing, instruktion, optagelse af eventuel dialog, sang og musik, samt det i nogle tilfælde lige så store efterarbejde med optagelse af lydeffekter, ekstra musik, synkronisering af billede og lyd og meget andet og mere. Og ikke at forglemme de mange tegnere, der i reglen skal til for at male baggrunde til især en lang tegnefilm.

Dansk tegnefilmproduktion

I Danmark, specielt i København, var det dengang reklamebureauet Bergenholz, der producerede og distribuerede de reklametegnefilm, som Jørgen Müller lavede. Men som alle andre tegnefilmfolk, både før og efter ham, drømte han om at komme til at lave tegnefilm i stil med de dengang uhyre populære korte underholdningstegnefilm, som det internationale tegnefilmmarked nærmest vrimlede med på den tid. Men disse film blev stort set kun lavet i Amerika og England, og indtil 1928, da lydfilmen blev introduceret, var filmene stumme, dvs. ren pantomime. Dog således, at de i biograferne i reglen blev forevist til "levende" musikledsagelse, som også omfattede lydeffekter, frembragt af et større eller mindre orkester eller, for forstædernes og provinsbiografernes vedkommende, af en enkelt pianist eller såkaldt "klaverbokser".

Det var dog sådan i stumfilmtiden, at der med de store spillefilm ofte fulgte et sæt noder med den specialmusik, som producenten - og instruktøren - ønskede spillet sammen med filmen. I andre tilfælde måtte orkestret eller pianisten selv sørge for musikken, f.eks. ved at benytte sig af kendte musikstykker eller brudstykker fra forskellige kompositioner. Men lige så ofte hændte det, at pianisten måtte improvisere sig frem, hvilket sidste mange biografpianister forresten siges at være blevet endog overordentlig ferme til, efterhånden som de havde fået øvelsen.

Dette billede er angiveligt fra den første danske korte tegnefilm med lyd, ”Columbus” (1934). Filmen blev produceret efter idé og på initiativ af Jørgen Myller, som dengang havde sit eget lille tegnefilmstudio i Vesterport i København. Sammen med kollegaen Mik og tegneren og manusforfatteren Anker Roepstorff lavede Myller desuden en kort tegnefilm over Andersens eventyr ”Fyrtøjet”, lige som man havde planer om en lidt længere tegnefilm, baseret på Bizets opera Carmen (1936), som dog blev færdiggjort i London, hvor til de tre herrer var ’emigreret’ i 1935. – Billede fra filmen ”Columbus” © 1934 Jørgen Myller & Minerva Film.

Men som sagt, Jørgen Müller brændte efter at lave korte underholdningstegnefilm, sådan som de fleste andre af hans kolleger også gjorde, uden at det derfor lykkedes for alle. Eller rettere sagt: Herhjemme lykkedes det i første omgang kun for Jørgen Müller, og det endda kun delvist. Den da kun 21-årige tegner og producent, havde nemlig fået ideen til en serie tegnefilm med en lille, halvvejs abelignende figur, "Columbus", som hovedperson. Af udseende kunne denne figur minde en del om den tids gængse tegnefilmtyper, som f.eks. den amerikanske "Bosko", en lille negerdreng, der som tegnefilmhelt udfoldede sig på alverdens biograflærreder i tiåret 1930-40. Figuren "Bosko" og tegnefilmene med ham, var skabt, instrueret og produceret af to tidligere Disney-veteraner, som tidligere er blevet omtalt her i selvbiografien, nemlig Hugh Harman (1908-1982) og Rudolph Ising (1903-1992). Under overtitlen "Looney Tunes", blev Bosko-filmene distribueret af filmselskabet Warner Brothers. Den første Bosko-film, "Bosko, the Talk-ink Kid", blev lavet i 1930, og serien sluttede i 1940.

Til sammenligning med Columbus ses her Hugh Harman og Rudolph Isings Bosko, som var hovedpersonen i en serie tegnefilm, der begyndte i 1930 og sluttede omkring 1940. Filmene med Bosko havde mange ligheder med samtidige Mickey Mouse-tegnefilm, både hvad handling og animation angår, men blev aldrig så populære som disse. Det er Columbus til højre. – Bosko: © 1930-40 by Hugh Harman & Rudolph Ising. – Columbus: © 1934 Jørgen Myller.

Men nok så vigtigt i denne sammenhæng er det, at Jørgen Myller og hans medarbejdere i 1934 også skabte en 8-minutters tegnefilm baseret på H.C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet”. Filmen var selvfølgelig tegnet i Myllers velkendte tegnefilmstil, som var stærkt præget af den dengang gængse 1930’er-stil.  

”Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: ”Én to, én to! …” Sådan begynder H.C.Andersens berømte eventyr. Og af denne tegning fra Jørgen Myllers og Dahl Mikkelsens 8-minutters tegnefilm fra 1934 fremgår det tydeligt, at de to håbefulde tegnefilmfolk havde tænkt sig en munter udgave af eventyrets handling. - © 1934 Jørgen Myller & Animated Cartoon Company.

Men produktionsvilkårene for tegnefilm i Danmark var ikke gunstige, og det vides derfor heller ikke med sikkerhed, om filmen overhovedet nåede længere end til planlægningsstadiet. Det vides heller ikke præcist, om det var Myller eller Mik, der designede filmens figurer, eller måske gjorde de det i fællesskab, men det blev i hvert fald til nogle herlige, groteske figurer i bedste ’gammeldags’ tegnefilmsstil. Denne stil var imidlertid moderne i 1930’erne.

Herover ses eventyrets tre magiske kræfter i skikkelse af tre rappe og hjælpsomme hunde, som ender med at opfylde soldatens ønske om at gifte sig med sit hjertes udkårne, kongerigets prinsesse. Figurerne er tegnet i 1930’ernes gængse amerikanske og europæiske tegnefilmstil. © 1934 Jørgen Myller & Animated Cartoon Company.

Herover ses den yndige, uskyldsrene prinsesse og hendes modpol, overtroens fæle heks som soldaten hugger hovedet af, da hun ikke vil fortælle ham, hvad hun vil med det ’fyrtøj’, han har hentet til hende nede i det hule træ. Eventyret ”Fyrtøjet” slutter som bekendt lykkeligt med, at de tre hunde forhindrer at soldaten bliver hængt, og at han i stedet bliver gift med kongerigets prinsesse. Kongen og dronningen og alle autoriteterne må se sig afsat til fordel for den nye konge, soldaten, og hans dronning, prinsessen. © 1934 Jørgen Myller & Animated Cartoon Company.

Her udfører soldaten og hans hjælpere, de tre hunde, en glad runddans i Jørgen Myllers og Miks tegnefilm ”Fyrtøjet” fra 1934. Det er indtil nu i oktober 2009 endnu ikke blevet bekræftet, om filmen blev produceret eller om den kun forelå på planlægningsstadiet. - © 1934 Jørgen Myller & Animated Cartoon Company.

Myller og Miks påtænkte produktion af en serie underholdningstegnefilm, deriblandt ”Fyrtøjet”, findes omtalt i ”Drenge Bladet” den 7. januar 1934. Det var i øvrigt også omtalen i dette blad, der havde vakt den senere så berømte Børge Rings interesse for selv at ville lave tegnefilm, og som førte til, at han i 1938 blev ansat som elev hos Myller, da denne arbejdede i tilslutning til Gutenberghus Reklame Film.

Det store forbillede for danske tegnefilmfolk i 1930’erne, var den allerede dengang verdensberømte amerikanske tegnefilmproducent Walt Disney, som i øvrigt sammen med sin dengang nærmeste kreative medarbejder, Ub Iwerks, skabte en tegnefilmfigur, som snart skulle blive kendt i det meste af verden.

Walt Disney – ”tegnefilmens konge”

Som tidligere omtalt begyndte Harman og Ising deres respektive tegnefilmkarrierer omkring 1919 hos "Kansas City Film Ad" i Kansas City, Missouri, hvor den kun 18-årige Walt Disney også fik ansættelse i efteråret 1919, efter sin hjemkomst fra Frankrig, hvor han havde deltaget som ambulancechauffør i de sidste måneder af Første Verdenskrig. Her mødte han også sin første partner, Ub Iwerks (1901-1971), som faktisk blev chefanimator hos Disney helt frem til 1930, og som bl.a. udviklede Disneys koncept om en mus, der først blev kaldt "Mortimer Mouse", men som snart efter blev omdøbt til det senere så berømte navn: "Mickey Mouse". Ifølge legenden var det Disneys kone, Lillian Disney, der protesterede imod navnet "Mortimer" og i stedet gav den vordende verdensberømthed navnet "Mickey".

Ub Iwerks har også æren af, stort set ene mand, at have tegnet og animeret den allerførste Mickey Mouse-film, "Plane Crazy", i 1928. Dette skyldtes først og fremmest, at Iwerks var en formidabel og uovertruffen hurtig-tegner, men også, at der på det tidspunkt var opstået nogle alvorlige personaleproblemer hos Disney, idet filmdistributøren Charles Mintz (1889-1940) havde formået at lokke en del af animatorerne med sig, da han overtog produktionen af tegnefilmserien "Oswald the Lucky Rabbit". Imidlertid havde Disney forpligtet sig til at færdiggøre det antal film, som kontrakten med Mintz og Universal Films lød på, så derfor lod han de animatorer, der havde ladet sig lokke af Mintz' tilbud om højere lønninger og bedre arbejdsvilkår, færdiggøre Oswald-filmene, inden de forlod firmaet.

Ved siden af produktionen af Oswald-film, satte Disney, uden de andre animatorers vidende og dermed altså i al hemmelighed, Ub Iwerks på den opgave, dels på grundlag af Disneys koncept om en mus at skabe en ny seriefigur og dels at tegne og animere den første film i serien. Filmens titel er ”Plane Crazy”. At det lige præcis blev en mus, der skulle være Disney-studiernes nye tegnefilmshelt, hang formentlig sammen med, at det nærmest vrimlede med sjove mus i nogle af Disneys tidligste tegnefilm, som f.eks. i Alice in Cartoonland-serien. En af disse mus er angiveligt blevet udlagt som ’forfader’ til den fra 1928 ’fødte’ Mickey Mouse, som i Danmark til at begynde med for resten blev kaldt ”Mikkel Mus”.

Ideen til "Plane Crazy" var inspireret af den bedrift, der blev udført af piloten Charles Lindbergh Jr. (1902-1974), da han i sit en-motors monoplan, "Spirit of St. Louis", gennemførte den første, 33 1/2 time lange, transatlantiske non-stop flyvning New York-Paris i maj 1927. Successen udløste en stormende begejstring på begge sider af Atlanten, og Lindbergh blev genstand for en idoldyrkelse, hvis sidestykke måske kun kendes fra en senere og nyere tids dyrkelse af rock- og sportsstjerner. Ulykkeligvis fik successen et tragisk efterspil for ægteparret Lindbergh, hvis kun ét-årige søn, deres eneste barn på det tidspunkt, blev bortført den 1. marts 1932. Kidnapperen, tysk-amerikaneren Bruno Hauptmann, krævede en stor løsesum, som også blev betalt. Alligevel blev drengen ikke udleveret, men først fundet den 12. maj i nærheden af sit hjem. Han var død, da man fandt ham. Forbrydelsen rejste en storm af indignation både i USA og i store dele af den øvrige verden. Sagen medførte i øvrigt, at Kongressen vedtog to nye love mod kidnapping. Retssagen mod Hauptmann varede til 1936, og endte med at han blev kendt skyldig, dømt til døden og henrettet. Familien Lindbergh, som i mellemtiden havde fået andre børn, forlod i nogle år USA af hensyn til børnenes sikkerhed.

Af gode grunde kunne denne tragiske kidnapping-affære, som fandt sted fire år efter at tegnefilmen "Plane Crazy" havde haft premiere, ikke kaste skygge over det opfindsomme, fremadstræbende. ambitiøse og hastigt voksende tegnefilmfirma, "Walt Disney Studios", på Hyperion Avenue i det solbeskinnede Los Angeles, hvis første store tegnefilmsucces havde været serien med "Oswald, the Lucky Rabbit". Den blev produceret på studierne, der dengang lå på Hyperion Avenue, i årene 1927 og 1928, og umiddelbart før Mickey Mouse-serien blev påbegyndt. Oswald-filmene var stærkt efterspurgte af publikum, og følgelig også af biografejerne, som var lykkelige for det nye trækplaster, der tilmed kunne måle sig med sit forbillede, nemlig Pat Sullivans verdensberømte tegnefilmhelt, "Felix the Cat". Sidstnævnte havde sit forbillede i "Krazy Kat", skabt i 1910 af serietegneren George Herrimann (1880-1944). Denne højst originale kat fra "Coconino County", som ustandselig og uden held jagtede "Ignatz Mouse", mens lovens håndhæver, "Offica Cop", ligeså ustandselig søgte at lægge sig imellem, fik sin filmdebut i 1916. Serien bestod af ét-minuts tegnefilm, der som rosinen i pølseenden blev vist i bladkongen Hearst's ugentlige nyhedsrevy. Tegnefilmserien blev produceret af det af samme William Randolph Hearst (1863-1951) dengang nyoprettede "International Film Service", som også lavede en række andre tegnefilmserier, der var bygget over kendte tegneserier i Hearst' aviser og ugeblade. Eksempelvis "The Katzenjammer Kids" ("Knold og Tot"), "Bringing up Father" ("Gyldenspjæt"), m.fl. Produktionen af Krazy Kat-tegnefilmserien blev dog afbrudt allerede året efter, i 1917, men atter genoptaget i 1919, denne gang af "Bray Studios", og produceret i nogle år, før den igen blev afbrudt. Imidlertid lykkedes det for nogle af de folk, der havde været med til at lave de første Kracy Kat-film, at stable en ny produktion på benene i 1926. Denne gang blev filmene lavet for "Winkler Picture Corporation", men katten havde skiftet udseende undervejs og blev heller ikke denne gang nogen succes.

Navnet Winkler er af betydning i sammenhængen, for det tilhørte indehaveren af det nævnte filmdistributionsselskab, Margareth Winkler, bedre kendt som distributør af Walt Disneys allertidligste tegnefilm fra årene 1922-23, og "Alice in Cartoonland"-serien fra 1924-26 samt Oswald-serien fra 1927-28. Imidlertid var fru Winklers mand, Charles Mintz, i 1928 ansvarlig for en alvorlig krise på Walt Disney Studios. Mintz ejede nemlig ophavsretten til Disney-successen "Oswald the Lucky Rabbit", og nu mente han, at kunne sikre sig en større fortjeneste, ved selv at producere filmene. I det øjemed lokkede han dels personlig og dels ved hjælp af sin kones broder, George Winkler, nogle af Disneys nære, betroede og dygtige medarbejdere til at forlade Disney og i stedet fortsætte med at arbejde på Oswald-filmene i Mintz' nyoprettede tegnefilmstudio.

Mintz havde heldet med sig, i al fald i første omgang, fordi flere af Disneys nærmeste medarbejdere i stigende grad var skuffede over hverken at få en særlig stor løn eller credit på filmene for deres enorme og krævende arbejdsindsats til fordel for Walt Disney Studios. Disney holdt fast på - formentlig med rette - at det af forretningsmæssige grunde drejede sig om at markedsføre firmanavnet "Walt Disney" og at det derfor ville være forvirrende for både distributører og biografpublikummet, hvis hans medarbejderes navne også stod anført på filmenes fortekster. Det eneste Disney tillod i firmaets start var, at medarbejderne kunne signere de plakater til filmene, som de havde tegnet. Men også denne praksis blev snart forladt, således at navnet "Walt Disney" indtil videre blev enerådende, både på filmene, plakaterne og alt andet merchandising omkring produktionerne. Denne firmapolitik fik snart den effekt i forhold til især publikum, at de allerfleste ganske ureflekteret troede, at Walt Disney ene mand producerede og tegnede de tegnefilm, der kom fra hans filmstudier.

Men indadtil blandt firmaets medarbejdere, fik det den effekt, at de i mange tilfælde stærkt kreative og usædvanligt dygtige idé- og story-folk, designere, animatorer, baggrundsmalere m.fl., blev stadig mere skuffede og frustrerede som følge af, at de følte sig overset og forbigået. Disse følelser lå og simrede i en hel del år, indtil de i 1941 blev en væsentlig årsag til en storstrejke på Disney-studierne, som nær havde fået katastrofale følger for firmaet. Se herom under 1941.

Men de Disney-medarbejdere, der havde ladet sig lokke over til Mintz, blandt disse altså først og fremmest Hugh Harman og Rudolph Ising, skulle nu fortsætte med produktionen af Oswald-filmene under Mintz' overopsyn. Det blev de to nævnte snart trætte af, og de gik derfor allerede i 1929 sammen om et fælles, uafhængigt produktionsselskab, Harman-Ising Productions, hvis første produktioner blev de såkaldte "Looney Tunes". Produktionsleder på disse film var Leon Schlesinger (1884-1949), som lod filmene distribuere til biograferne via Warner Brothers. Det var i øvrigt samme team, der fra 1931 også lavede de første tegnefilm i serien "Merrie Melodies". De to serietitler, "Looney Tunes" og "Merrie Melodies", skulle naturligvis opfattes som pendanter til Disneys berømte tegnefilmserie "Silly Symphonies", der var blevet produceret siden 1929, og altså både før og efter at Harman og Ising havde forladt Walt Disney Studios. Produktionen af Silly Symphonies ophørte i 1939 og blev delvis erstattet af tegnefilmserien med overtitlen Specials. Den første tegnefilm i denne serie var ”Tyren Ferdinand”.

Men det var som nævnt Harman og Isings serietegnefilm-figur, "Bosko", der formentlig udgjorde en væsentlig inspirationskilde til Jørgen Müllers lille tegnefilmhelt, "Columbus". I sin første og eneste film optrådte denne som engelsk gadebetjent, udstyret med Bobby-hjelm og politistav, på jagt efter den efterlyste skurk, "Sugar Foot Bill". Sidstnævnte var en sværlemmet boksertype med stor brystkasse, men med et lille hoved, der var meget mindre end hans store hænder og fødder. Størrelsesforholdet mellem "Columbus" og "Sugar Foot Bill", svarede stort set til forholdet mellem "Mickey Mouse" og "Peg Leg Pete", eller mellem Chaplin og den store mand i vagabondfilmene. Disse film dannede angiveligt baggrund for og inspirationskilde til forholdet mellem Mickey og Peg Leg Pete, ganske som stumfilmfarcerne i det hele taget, udgjorde et rigt studiemateriale for bl.a. Disney og hans medarbejdere i 1920'-30'erne.

To danske tegnefilmpionérer

Desværre har jeg personligt aldrig haft fornøjelsen af at se hverken Bosko-filmene eller Müllers Columbus-film, så mine oplysninger om emnet er andenhånds. Men ifølge en oplysning af Lo Duca i "le Dessín animé", 1948, skulle Müllers film være fra 1934, hvilket formentlig må være korrekt. Men i øvrigt havde avisernes og bladenes omtale af Müllers lille tegnefilm, bl.a. ført til, at han en dag fik henvendelse fra en malersvend i Skive, som var interesseret i at komme til at lave tegnefilm. Denne malersvend var den her i selvbiografien tidligere omtalte Henning Dahl Mikkelsen (Mik) fra Skive.

Müller reagerede positivt på henvendelsen og bad Dahl Mikkelsen om at komme til København og arbejde for ham på studiet i Vesterport. Og her kom den håbefulde malersvend, som forresten havde syslet med reklametegning i sin fritid, i begyndelsen til at optrække cels, dvs. med pen og tusch at kopiere Müllers blyantstegninger over på transparente celluloidark, og bagefter farvelægge disse. Dahl Mikkelsen fik også lejlighed til at lære mellemtegning, og da han viste sig som en overordentlig lærevillig og dygtig medarbejder, fik han også snart mulighed for at animere på egen hånd. Dette viste han sig også at have gode evner til. De to tegnere indledte derfor kort efter et partnerskab, som kom til at vare i flere år.

En tredje betydningsfuld medarbejder på Jørgen Müllers tegnefilmstudio, blev Anker Roepstorff (1910-1995), der dog hovedsagelig kom til at beskæftige sig med mellemtegning, en metièr, han var endog meget ferm til og derfor også blev berømmet for. Roepstorff kom dog også hurtigt til at fungere som drejebogsforfatter, og han skrev i årene 1934-42 flere drejebøger til korte tegnefilm og reklametegnefilm. Hvad der senere blev af Roepstorff kan fortælles, at han i 1937 blev ansat som inspektør på Carlsberg-bryggerierne, hvor han var til omkring 1985. Han fik ulykkeligvis Parkinsons sygdom og døde som en følge deraf i 1995.

Tegneren og manuskriptforfatteren Anker Roepstorff (1910-1995), som i årene 1933 – 1942 var en betydningsfuld medarbejder for Jørgen Myller og Henning Dahl Mikkelsen. Derefter var han ansat som guide og senere inspektør på Carlsberg Bryggerierne, men arbejdede ved siden af som vitstegner og leverandør af idéer til Mik’s ordløse tegneserie ”Ferd’nand”. – Foto: © 1940-41 Dansk Tegnefilm Historie 1919 – 2000 v/Harry Rasmussen.

Arbejdet med at kopiere blyantstegningerne over på cels, samt farvelægningen af disse, blev ellers traditionelt udført af i reglen yngre damer, hvis omhu og akkuratesse gjorde sig fordelagtigt gældende i sammenhængen. Anonyme, som de var og som de stort set også forblev indtil helt op omkring 1980, hvor det er blevet obligatorisk at kreditere dette uhyre vigtige arbejdsfelt, skal de her fremhæves for deres store, tålmodige, tidkrævende, flittige og selvfornægtende indsats, uden hvilken ingen tegnefilm nogensinde ville være blevet lavet. I nyeste tid, hvilket vil sige 1990'erne, er dette oftest reproduktive arbejde stort set blevet erstattet af computerteknik.

Men imidlertid kneb det snart for Jørgen Müller Studio at skaffe tilstrækkeligt med arbejdsopgaver fra den relativt begrænsede kreds af ordregivere, nemlig de københavnske reklamebureauer, som på deres side havde vanskeligt ved at få reklame-kunderne - fortrinsvis de større firmaer - til at spendere penge på noget så inferiørt som tegnede reklamefilm. For at overvinde den økonomiske krise, firmaet var i, blev det nødvendigt for Jørgen Müller at søge andre udveje. Og her kom hans bekendtskab med den tidligere nævnte Sid Griffith i London ham til hjælp. Men om det var Müller, der henvendte sig til Griffith, eller denne, der belejligt henvendte sig til førstnævnte, har jeg ingen viden om.

Engelsk tegnefilm

Det korte af det lange er i al fald, at Müller i 1935 igen rejste til London, hvor han fik ansættelse i et dengang nyoprettet stort tegnefilmstudio, "Anglia Films", hvis produktion blev superviseret af netop Sid Griffith. Studiets initiativtager og øverste kunstneriske leder, var den engelske tegnefilmpionér Ernest Anson Dyer (1876-1962), som begyndte at lave tegnefilm allerede i 1914. For "The British and Colonial Kinematograph Company" producerede Anson dyer en serie på ialt tre korte tegnefilm: "Dicky Dee's Cartoons", som havde premiere henholdsvis i oktober, november og december 1915.

I 1916 lavede Anson Dyer for det tidligere ovenfor nævnte "Cartoon Film Company", som på den tid blev ledet af Sid Griffiths, i alt otte korte tegnefilm, der indgik i en serie som kaldtes "John Bull's Animated Sketchbook", som oprindelig blev påbegyndt af Dudley Buxton. Men allerede året efter, altså 1917, skiftede både Dyer og Buxton over til filmselskabet "Kine Komedy Cartoons", hvor de bl.a. producerede tegnefilmen "The Kaiser's Record". England var jo på det tidspunkt langt inde i Første Verdenskrig, og alle kræfter skulle forenes om at holde humøret og moralen oppe hos befolkningen, som jo omtrent daglig måtte erfare om den ulykke og død, der ramte dens egne sønner, fædre eller brødre. Derfor blev filmindustrien og filmfolkene mere eller mindre frivilligt tvunget til at lave instruktions- og propagandafilm, som tjente krigsformålet.

Efter Første Verdenskrig begyndte Dyer at lave tegnefilm specielt for børnepublikummet, og under overtitlen "Phillips Philm Phables", producerede han i løbet af 1919 ialt tre korte tegnefilm i denne serie. Samme år gik Dyer i samarbejde med filmselskabet "Walton-on-Thames Studio", der var oprettet og blev ledet af filmpioneren Cecil M. Hepworth (1874-1953), som begyndte at lave film allerede i slutningen af det forrige århundrede, altså i 1800-tallet. Hepworth var et multitalent og fungerede tidligt som filmfotograf, opfinder og konstruktør af en filmfremkaldermaskine, og han virkede desuden som filmskuespiller og filmproducent. Så tidligt som i 1897 udgav han bogen "The ABC of Cinematography".

Men det var altså ikke en Hr. Hvemsomhelst, Dyer her havde indledt samarbejde med. Og det blev frugtbart, i al fald for Dyer, som her fik lejlighed til at realisere nogle af sine mere ambitiøse tegnefilmprojekter. Dyer begyndte med en tegnefilmserie under overtitlen "Cartoon Burlesques", hvor hver enkelt film var en parodi på et af Shakespeares berømte skuespil: "The Merchant of Venice", "Romeo and Juliet", "Amlet", "Othello" og "The Taming of the Shrew". Denne produktion strakte sig over årene 1919-21, og i 1922 påbegyndte Dyer en tegnefilmserie med sin første originale tegnefilmfigur: "Bobby the Scout". Det blev dog kun til ialt tre film i serien, som forresten kan tænkes at have været inspireret af amerikaneren Earl Hurd's tegnefilmserie "Bobby Bumps" fra 1915-20.

I 1922 gik Hepworth uheldigvis konkurs med sit filmselskab, og denne ulykkelige situation ramte desværre også Dyer, som midlertidigt stod uden midler til at financiere sin tegnefilmproduktion. Alligevel lykkedes det ham på en eller anden måde, at lave tegnefilm i denne vanskelige periode af sit liv. Og set i tegnefilmsammenhæng er det overordentlig interessant, at han på den tid lavede to korte tegnefilm, hvoraf i hvert fald den ene titel, "Little Red Riding Hood", måske var inspireret af Walt Disneys samtidige tegnefilm med samme titel.

Eventyr-tegnefilm

Eventyret om den lille Rødhætte og Ulven, har alle dage været meget populært, og ikke mindst for en senere tids tegnefilmfolk. I 1922-23 sad Disney og hans dengang lille stab af medarbejdere i Kansas City, Missouri, og producerede en serie parodier på ialt 7 klassiske folkeeventyr, hvorimellem altså var en film om den lille Rødhætte. Men også han og hans selskab, som dengang hed "Laugh-O-gram Films Inc.", havde problemer med at få økonomien til at løbe rundt, og det var et krævende og frustrerende job at lede et tegnefilmstudio, også dengang. Det lykkedes imidlertid gang på gang for Walt Disney og hans broder, Roy Disney (1891-1971), at overvinde de finansielle kriser, som firmaet, uanset sit med tiden skiftende navn, dengang og senere ikke så sjældent løb ind i. Disneys store personlige force var nemlig, at han så godt som hver gang fandt en løsning på problemerne og udveje for de vanskeligheder, der næsten ustandselig kom i vejen. Han var i reglen tilmed på forkant med udviklingen indenfor mediet og branchen, og forudså ofte i hvilken retning, den ville gå. Men i årene 1922-23 var navnet Walt Disney endnu ukendt for den store verden.

Hvad Dyer angår, er det interessant at konstatere, at han - som allerede tidligere omtalt - i 1922 lavede en tegnefilm med titlen "The Three Little Pigs", altså 10 år før den da verdensberømte Disney overraskede verden med sin nu klassiske tegnefilm af samme titel. Imidlertid havde Anson Dyer i 1927 indledt et samarbejde med filmproducenten Archibald Nettlefold, som producerede Dyers "The Story of the Flag", en film, der blev annonceret som Englands og verdens første lange tegnefilm. Det var dog lidt af en overdrivelse, for ifølge tegnefilmhistorikere blev den første 60 minutter lange tegnefilm, "El Apostol" ("Apostlen"), lavet i Argentina i 1917 af Dante Quinterno.

Men det var i øvrigt Nettlefold, som financierede Dyers "Color Cartoon Studio, Anglia Films", der som nævnt blev oprettet i 1935. I dette firma foregik der - under Sid Griffiths supervision - en intensiv produktion af bl.a. tegnefilmserien med den føromtalte lille mand, "Sam Small", i hovedrollen. Og det var netop på denne tegnefilmserie, at Jørgen Müller kom til at arbejde, da han påny slog sig ned i London.

Situationsbillede fra Anson Dyers tegnefilmserie med musketeren Sam Small, hvoraf der 1935-37 blev lavet i alt 6 film, som blev animeret af Jørgen Myller og Henning Dahl Mikkelsen. Anker Roepstorff var mellemtegner og idémand på disse og flere andre af de tegnefilm, der blev produceret hos Anglia Films. - © 1935-37 Anson Dyer & Anglia Films, London.

Tilbage i København sad Dahl Mikkelsen og forsøgte at holde en vis tegnefilmproduktion igang, stort set kun reklametegnefilm, fordi det var på dette felt muligheden for finansiering af produktionen lå. Men også han drømte formentlig allerede dengang om bedre tider, hvor det skulle blive muligt at lave underholdningstegnefilm. Men det var virkelig vanskeligt at holde det lille foretagende kørende, for der var hverken dengang eller senere ret mange kunder til reklametegnefilm. Dahl Mikkelsen har sikkert derfor allerede på det tidspunkt også syslet med at lave annonce- og reklametegninger. En af hans kendte af slagsen er den for Heidelberg Eddike, hvor man ser to agurker stå og samtale med hinanden. Den ene ser frisk og spændstig ud, mens den anden tydeligvis er syg og indskrumpet og går med krykker.

Det må formentlig have været en skøn dag i 1935, da der kom brev fra Jørgen Müller, som opfordrede både Dahl Mikkelsen og Anker Roepstorff til at komme til London og arbejde på Sam Small-filmene. De to fulgte opfordringen og snart efter sad de i London og arbejdede sammen med Müller, som var key-animator på nogle af Sam-filmene. Men hvor længe de tre herrer blev og arbejdede på Anglia Films, ved jeg ikke noget om. Da jeg for nogle år siden talte i telefonen med Jørgen Müller herom, var han ikke selv særlig præcis i sine tidsangivelser, som han nok ikke mente, var så vigtige og som han nok heller ikke præcis kunne huske. Kendsgerningen er dog, at Müller og Roepstorff på et tidspunkt vendte tilbage til København, mens Dahl Mikkelsen fortsat blev i London. Det var Anker Roepstorff, der som den første af de tre, forlod London og rejste hjem til København i april 1937.

I 1938 etablerede Jørgen Müller sig atter i København, denne gang i samarbejde med det velrenommerede "Gutenberghus Reklame Film", som havde hovedkontor i Gutenberghus-bygningen i Vognmagergade. Her fik Müller og hans medarbejdere tegnestue, men hans stab bestod dog kun af to tegnere, hvoraf den ene var elev. Den øvede tegner var Anker Roepstorff og den anden tegner var voluntør-eleven, den da 17-årige Børge Ring (1921-), som samtidig gik på tegneskole og derfor først mødte op klokken 3 om eftermiddagen. På studiet blev der bl.a. produceret en serie reklametegnefilm for firmaet Houlberg, hvis slogan: "Houlberg Pølser, det er Mad!", var et gennemgående sangtema i filmene. Disse reklametegnefilm var fuldt ud professionelle og dygtigt lavet, med godt design, god timing og fremragende animation, især efter den tids almindelige standard, der jo blev sat af de trods alt uovertrufne Disney-animatorer. Men Houlberg-tegnefilmene blev uhyre populære hos datidens biografpublikum, som lo og jublede over de herlige sportspræstationer, som filmenes figurer kunne udføre efter at have spist Houlberg Pølser.

Også jeg var en stor beundrer af Houlberg-tegnefilmene, selvom deres slogan faktisk irriterede mig, men allerede dengang forstod jeg at vurdere, hvad der var kvalitet indenfor tegnefilm. Følgen blev da også, at da jeg hen mod slutningen af min skoletid, dvs. i foråret 1943, skulle til at se mig om efter mulighederne for at komme til at lave tegnefilm, henvendte jeg mig en dag på kontoret hos Gutenberghus Reklame Film, og til min glædelige overraskelse viste det sig, at der på det ellers så stilige kontors vægge var ophængt flere indrammede cels på baggrunde, som illustrerede karakteristiske situationer fra Houlberg-reklametegnefilmene. Men en skuffelse var det, da den herre, jeg kom til at tale med, fortalte mig, at firmaets tegnefilmproduktion forlængst var ophørt, og at man derfor ikke havde nogen mulighed for eventuelt at ansætte mig som tegnefilmelev. Den pågældende herre vidste ikke rigtig, hvad der var blevet af filmenes skabere, men mente ikke, at de lavede tegnefilm lige for tiden. Det sidste skal nok passe, for så vidt jeg ved, afbrød Müller og Dahl Mikkelsen deres samarbejde omkring 1942-43, hvorefter de fortsatte hver for sig, dog hovedsagelig som tegnere og kun i begrænset omfang som animatorer.

Imidlertid var der bl.a. sket det, at Dahl Mikkelsen, som var blevet i London hos Anglia Films, og som formentlig også ønskede at vende tilbage til København, havde fået en henvendelse fra reklamebureauet Monterossi, der gerne ville have ham til at lave en lidt større reklametegnefilm. Hvordan det nu end kom sig, så endte det med, at Dahl-Mikkelsen skulle tegne en 20-minutters tegnefilm, baseret på eventyret om "Aladdin og den forunderlige lampe". Filmen blev til på den måde, at Dahl-Mikkelsen sad i London og tegnede key-poses til filmen, hvorefter han sendte disse til Monterossi i København. Her var der en ca. 18-19 årig ung mand, Bjørn Frank Jensen, der var søgt ind på bureauet, fordi han gerne ville lære at lave tegnefilm, og det fik han nu en chance for, idet han blev sat til at mellemtegne Dahl Mikkelsens animationstegninger og bagefter overføre disse og sine egne mellemtegninger til celluloidarkene. Under dette arbejde kiggede han grundigt på animationstegningerne og lærte derved en del, som han selv forsøgte sig med i sin fritid. Og da han var en talentfuld tegner og desuden havde fremragende evner som animator, lurede han snart Dahl Mikkelsen kunsten af og blev efterhånden en af Danmarks allerbedste animatorer nogensinde. Ham kommer vi til at høre betydeligt mere om senere her i selvbiografien.

I 1944 lavede Dahl Mikkelsen et relativt længere tegnefilmindslag i Palladium-filmen "Familien Gelinde", som havde premiere i september 1944. Omkring samme tidspunkt tegnede han, med assistance af tegneren Helge Hau, den første underholdningstegnefilm med sin berømte tegneseriefigur, "Ferd'nand", i hovedrollen: "Ferd'nand på fisketur", der blev vist som forfilm til ASA-filmen "Bedstemor går amok," som havde premiere i københavnske biografer den 30.oktober 1944. På det tidspunkt, da "Ferd'nand på fisketur" blev lavet, havde jeg lejlighed til at følge arbejdet på tætteste hold, hvilket jeg dog først skal fortælle om senere. Helge Hau skal vi også høre mere om senere. I 1945 fulgte så den anden og desværre sidste Ferd'nand-film, ”Ferd'nand på bjørnejagt", som blev vist som forfilm til ASA-filmen "Panik i familien", der havde Københavnspremiere den 6. august 1945, altså nogle måneder efter befrielsen.

Dahl Mikkelsen fortsatte med at lave tegnefilm ved siden af sine to tegneserier "Ferd'nand" (1937-73) og "Familien Hansen" (1944-46), samt "Thor og hans hammer" (1943), med tekst af forfatteren Harald H. Lund (1902-1982). Men vilkårene for tegnefilmproduktion herhjemme, var ikke de bedste. Dahl Mikkelsen havde ellers allieret sig med en enkelt af de garvede danske animatorer, Kjeld Simonsen, og et par af de yngre talenter, som Kaj Pindal og Ib Steinaa, hvoraf sidstnævnte også hjalp med at rentegne "Ferd'nand"-tegneserien.

En passende overskrift til ovenstående tegning kunne være ”Den stolte fader”. Tegningen af Ferd’nand som stolt far til Lille Ferd’nand, har Mik tegnet i anledning af sønnen Eric’s dåb i 1960. Mik tegnede lignende tegninger i forbindelse med sine andre børns dåb. – Tegning: © 1960 Mik / e-mik.

På grund af de dårlige tider og sløje udsigter for tegnefilmproduktion i Danmark, valgte Dahl-Mikkelsen omkring 1947 at forsøge sig i USA, specielt i Californien, men uden større held, i al fald hvad tegnefilmarbejde angår. I stedet koncentrerede han sig om arbejdet med sin herlige tegneserie "Ferd'nand", der som tidligere omtalt blev skabt i 1937. Efter Dahl Mikkelsens død i 1982, genoptrykte man nogle af de gamle striber i serien, men behovet for nye striber voksede, og derfor lod man tegneren Al Plastino (Al Mik) videreføre serien.

Omkring 1939 var både Gutenberghus og Monterossi holdt op med at lave tegnefilm, i al fald foreløbig. Men samme år oprettede det tyske medicinalfirma, Bayer, som tidligere omtalt, et reklamefilmstudio, kaldet "Vepro", i Hovedvagtsgade i København, og her blev Jørgen Müller og Dahl Mikkelsen ansat som kunstneriske ledere af firmaets tegnefilmafdeling. Firmaet søgte medarbejdere og her kom efterhånden en del yngre, dygtige tegnere til, som enten kunne lave tegnefilm i forvejen, eller som her lærte kunsten, hvis de da ellers havde talent og ambition i den retning. Det gjaldt først og fremmest Bjørn Frank Jensen, og folk som Kjeld Simonsen, der også var en fremragende tegner og hurtigt blev en lige så dygtig animator; og den tidligere omtalte Erik Rus, ligeledes en god tegner og habil animator. På samme måde med den også tidligere omtalte Børge Hamberg, som med sit store tegne-, animations- og instruktionstalent meget hurtigt kom til at befinde sig i toppen af den danske tegnefilmselite.

Såvel Bjørn Frank Jensen som Kjeld Simonsen og Børge Hamberg, fik efterfølgende en forholdsvis lang karriere inden for den danske tegnefilmbranche. Det vil sige, på grund af de vanskelige produktionsforhold i Danmark valgte Bjørn Frank, i øvrigt sammen med tidligere omtalte Børge Ring, at forlade landet i 1952 og slå sig fast ned i Holland, hvor de to fik ansættelse som animatorer hos Marten Toonder Studios i Amsterdam. Kjeld Simonsen klarede sig i hovedsagen igennem som tegner ved forskellige blade, mens Børge Hamberg i perioden 1950-55 forlod tegnefilmbranchen og blev porcelænsmaler hos Bing & Grøndahl i København. Erik Rus forsøgte sig en kort overgang efter besættelsen som selvstændig tegnefilmproducent, men uden større held.

Chris – som Erik Christensens Kunstnernavn er – er Manden for det hele. Han forener i samme Person: Manuskriptforfatter, Instruktør og Hovedtegner. Her sidder han ved sit Arbejde og er ved at faa Ideen til en ny Tegnefilm. Først maa han skrive sit Manuskript og forme Filmens Figurer, hvorefter han selv tegner alle Hovedstillingerne – de saakaldte Nøgletegninger. – Foto: © 19?? Ugebladet WEEK-END nr. 11, 19??.

Illustration til artiklen ”Frøken Fut og hendes Far” i ugebladet WEEK-END nr. 11, 19??. -
Animationstegninger: © 19?? Erik Christensen (Chris).

Foruden de ovenfor nævnte, var der også tegneren og animatoren Erik Christensen, som under signaturen "Chris" i flere år tegnede vittighedstegninger til bladene, og specielt til vittighedsbladet "Højt Humør". Hans tegnestil var tydeligt inspireret af den Disney'ske tegnefilmstil, og især i årene under og efter besættelsen tegnede han en række vittighedstegninger og illustrationer med letpåklædte, sexede piger, som kan minde om Preston Blairs vovede udgave af den lille Rødhætte. Jeg vil senere vende tilbage til en nærmere omtale af de ovenfor nævnte tegnere, som jeg i større eller mindre omfang havde fornøjelsen af at lære at kende fra sommeren 1943.

Jørgen Müller var allerede under besættelsen begyndt at tegne ugebladsillustrationer, og en avis - så vidt jeg husker, var det "Politiken" - kunne omkring 1944-45 afsløre, at nogle af hans tegninger havde en så umiskendelig lighed med illustrationer i det amerikanske ugemagasin "Saturday Evening Post", at der var tale om kopier, hvilket naturligvis ikke var særlig flatterende. Men en del andre danske tegnere, særlig vittighedstegnere, lod sig på den tid og senere også kraftigt "inspirere" af vittigheder i samme blad og i andre tilgængelige amerikanske blade, bl.a. "Esquire". Jeg skal senere i relevant sammenhæng fortælle om en dansk vittighedstegner, Hans Qvist, som begyndte sin senere så berømte karriere som vittighedstegner, med direkte at kopiere sine tegninger og tekster fra bl.a. det ovenfor nævnte amerikanske ugemagasin.

Men som tegner blev Jørgen Müller bedst kendt efter besættelsen for sine forsider til ugebladet "Hjemmet", de såkaldte "Myller-sider", hvor det vrimlede med et mylder af barokke børn og voksne, der foretog sig alle de ting, som børn og voksne overhovedet kan finde på, for børnenes vedkommende ikke mindst af skarnsstreger. Desuden blev han landskendt for sine let stiliserede naturalistiske illustrationer til noveller og føljetonromaner, også i "Hjemmet", herunder ikke mindst til de meget populære føljetonromaner af forfatteren Ib Henrik Cavling (1918-1972). Müller tegnede også forsider til Gutenberghus' serie- og bogudgivelser, bl.a. forsiden til en Tarzan-bog, og han sluttede sit mangeårige arbejde som hovedillustrator på "Hjemmet" i 1972. En kort overgang omkring 1975-77, forsøgte han åbenbart for alvor at vende tilbage til tegnefilmbranchen. På det tidspunkt lavede han på rekordtid nogle morsomme og kvikke optaktsindslag til Gunner Nu Hansens sportsprogrammer i DR TV, men disse var tegnet og animeret i den overdrevent bløde og gummiagtige tegnefilmsstil fra 1930'erne, som Jørgen Müller var en mester i, men som nu virkede gammeldags. På den tid forsøgte Müller sig også med at lave reklamefilm igen, men da han i al fald i ét tilfælde angiveligt havde vanskeligt ved at overholde den indgåede aftale med produktionsselskabet, blev en af de reklamefilm, han skulle lave, overgivet til min daværende partner, Flemming Jensen, og mig, men herom først senere.

Biografrepertoiret i 1943 - med sidespring

Dette år var biografernes repertoire præget af danske, franske, svenske og - stadigvæk kun relativt få - tyske film. Den 27. januar 1943 annonceredes der kun med to - siger og skriver to - tyske film, nemlig lystspillet "Svindel i Banken", 1941, med Gustav Frölich (1902-1987) og Sybille Schmitz (1909-1955). Filmen vistes da i "Kino-Palæet". De nævnte to tyske skuespillere fortjener en nærmere omtale.

Gustav Fröhlich debuterede i Fritz Langs "Metropolis" (1926), og blev op gennem 1930'erne en af Tysklands populæreste filmstjerner, en position han også har bevaret efter krigen. Under Naziregimet udviste han stort personligt mod, ved at modsætte sig propagandaminister Goebbels' indblanding i hans privatliv. Sybille Schmitz, der var teaterskuespiller, debuterede på film i 1928, men blev i Danmark bedst kendt for sin rolle som vampyrens offer i Carl Th. Dreyers "Vampyr" (1932) og i filmen "En kvinde glemte" (1939). I 1943 medvirkede hun i en tysk udgave af "Titanic", som dog havde urpremiere i Paris, men først blev vist i Tyskland i 1949, altså fire år efter kapitulationen. Filmen vistes herhjemme under besættelsen. Efter krigen fortsatte Sybille Schmitz som teater- og filmskuespiller, men følte sig i stigende grad ensom og glemt, og i et anfald af depression tog hun sit eget liv den 11. april 1955.

Den anden tyske film, der var på plakaten i en københavnsk biograf den nævnte dato, var kriminalfilmen "Dr. Crippen" (1942), med Rudolf Fernau (1898-1985) i titelrollen. Sidstnævnte skuespiller var aktiv i tyske film 1936 til 1982. Filmen blev vist i "Rialto".

Den 2. februar 1943 havde "Skovshoved Bio" den franske film "Rasputin" (1938) på plakaten, med den dengang herostratisk berømte Harry Baur (1880-1943) i titelrollen. Filmen handlede om den russiske mystiker og munk Grigorij Rasputin (1871-1916), som fik stor indflydelse ved zarhoffet, idet han foregav at kunne redde tronfølgeren, Alexaj (1904-1918), der led af en blødersygdom. Som delvis følge heraf var drengens moder, kejserinde Alice af Hessen (1872-1918), en tro tilhænger og beskytter af Rasputin, som under 1. verdenskrig mistænktes for at være tyskvenlig. Det førte til, at der under ledelse af fyrst Felix Jusupov (1887-1967) dannedes en oppositionsgruppe imod ham, som lod ham myrde i 1916. Fyrst Jusupov flygtede efter revolutionen til Frankrig og bosatte sig i Paris. Zar Nikolaj II, zarina Alice og deres fem børn, blev efter Marts-revolutionen 1917 sat i husarrest og på Lenins senere ordre skudt i det hus i Jekaterinburg, hvor de opholdt sig i 1918.

Filmen om "Rasputin" var som nævnt fra 1938, og den havde som ligeledes nævnt skuespilleren Harry Baur, der var jøde, i titelrollen. Grunden til, at den stadig kunne vises i danske biografer endnu i 1943, kan kun skyldes, at den endnu ikke var faldet for gencensureringsgrænsen på fem år. Tyskerne var ellers stærkt interesserede i, især at fjerne alle film, hvori der medvirkede jøder, men på den anden side ønskede de ikke at skabe unødvendig konfrontation med de danske biografejere og det danske publikum. Derfor var der ikke noget ejendommeligt i, at tyskerne ikke reagerede over for filmens visning i danske biografer i 1943. Harry Baur, der var opvokset i et fattigt miljø og opdraget på vajsenhus, fik sin teaterdebut i 1906 og var i mange år ansat ved den berømte Grand Guignol scene i Paris. Han indspillede sin første film, "Shylock", i 1910, men debuterede så vidt vides først på talefilm i 1930. Han inspillede en del fremragende film i årene 1930-42. Under Frankrigs besættelse blev han i 1942 imod sin vilje ført til Tyskland, hvor han under frivillig tvang måtte medvirke i filmen "Symphonie Eines Lebens" ("Et livs symfoni"), og kort efter døde han, antagelig som følge af nazisternes behandling af ham.

Det varede da heller ikke længe, heller ikke i Danmark, før tyskerne åbenbarede deres sande hensigter med den jødiske del af befolkningen. Fra den jødiske ghetto i den polske hovedstad, Warszawa, var der allerede på dette tidspunkt ført mange jøder til kz-lejrene, hvor der bl.a. foregik en systematisk udsultning, som for mange, mange jøders vedkommende, mænd, kvinder og børn, betød døden med efterfølgende kremering i de krematorieovne, der var et vigtigt led i Nazi-Tysklands "Endlösung" af det jødiske problem.

De tyske kz-lejre

Ved ankomsten til kz-lejrene blev mænd, kvinder og børn skilt fra hinanden i to grupper, mænd for sig og kvinder og børn for sig, og det var strengt forbudt de to grupper at kontakte hinanden. Arbejdsduelige mænd, kvinder og børn blev derefter sorteret fra og sat til hårdt fysisk arbejde, mens de fysisk svage, ældre og syge blev ført til gaskamrene, under foregivende af, at de skulle i brusebad, og her blev de brutalt og skånselsløst aflivet. Men forinden havde de måttet klæde sig nøgne og anbringe de forskellige beklædningsgenstande hver for sig: tøj for sig, sko for sig, briller for sig osv. De tyske sadister gik endog så vidt, at de bagefter kommanderede jødiske mænd, der var tvunget på livet til at fungere som tyskernes håndlangere, til at fjerne alle tandproteser og desuden trække tænder af guld eller med guldplomber ud af munden på ligene. Proteserne havnede i en bunke for sig, og guldet blev senere omsmeltet og indgik derefter i den tyske nationalbanks guldreserve! Så uhyrligt, at det næsten ikke er til at forestille sig.

Også forholdene i ghettoerne rundt om i de besatte lande, særlig i Polen, var forfærdelige på så at sige alle vitale områder, og mange døde som følge af underernæring, overanstrengelse eller sygdom. Som betingelse for, at jøderne kunne få lov til at blive i ghettoen, havde tyskerne stillet det krav, at der blev arbejdet hårdt på at opfylde de kvoter, som tyskerne ønskede udført. Til at overvåge dette og de øvrige forhold i ghettoen, udviste tyskerne tilmed den djævelske snedighed, at de havde nedsat og tvunget et jødisk råd til at administrere ghettoens anliggender, og et jødisk politikorps til at sørge for at opretholde ro og orden.

Den 19. april 1943 gav Himmler ordre til, at Warszawas ghetto skulle ryddes, men de jøder, der havde kræfterne i behold, satte sig til kraftig modværge og holdt ud i en måneds tid, idet de søgte at forsvare sig gade for gade, indtil de til sidst måtte give op over for overmagten. Under disse gadekampe lykkedes det tyskerne at myrde omkring 300.000 jøder, men det samlede tal af jødiske dødsofre i kz-lejrene er beregnet til omkring 6 millioner, mænd, kvinder og børn i alle aldre.

Men selv om det illegale blad ”Frit Danmark” allerede i 1942 havde berettet om, hvad der foregik i tyske kz-lejre, så var alt dette noget den almindelige del af den danske befolkning først hørte om efter Tysklands kapitulation, og tyskerne havde faktisk selv leveret en del af bevismaterialet for de grusomheder, de havde begået i f.eks. Warszawas ghetto. De havde nemlig koldt og kynisk filmet de stakkels, lidende menneskers situation, for at Hitler og hans djævelske håndlangere kunne konstatere og glæde sig over, hvordan hans sataniske plan om den endelige løsning af det jødiske spørgsmål blev udført i praksis. Opgaven med at filme den jødiske ghetto i Warschawa var blevet overladt til filminstruktøren Franz Hippler, som lod sine fotografer optage alt, hvad der kunne dokumentere, at den jødiske race var undermennesker, der levede som rotter og var parasitter for ethvert samfund, som de slog sin ned i og sugede næring af. Hippler navngav filmen "Den evige Jøde", og som eksempler på nogle af de jøder, der foregav at være gode og nyttige samfundsborgere i deres respektive lande, brugte han Ernst Lubitsch, Fritz Kortner, Peter Lorre, Max Reinhardt, Albert Einstein og Charles Chaplin.

For at underbygge sine uhyrlige racistiske påstande, viste filmen nogle scener fra et kocher-slagteri, en slagteform, hvor den rituelle slagtning foreskriver, at dyret hverken må bedøves eller dræbes, men skal have halspulsåren skåret over og dø ved forblødning. Stærke sager naturligvis, især for sarte sjæle, men en tilsvarende slagtemetode er brugt af islam og - om end ikke rituelt - så dog i århundreder af alle mulige andre nationer, herunder også Danmark, og tilmed helt op i vort eget århundrede. Det var jo på denne måde, at der blev slagtet grise til jul, da jeg var barn, sådan som jeg tidligere har beskrevet her i selvbiografien. Slagtningen var ganske vist ikke ledsaget af nogen religiøs ritus, men spørgsmålet er, om ikke selve den rituelle form for slagtning viser en større respekt for offeret, end den profane aflivning af dyrene. Kosher-slagtningen er filmens klimaks og den efterfølges af en fremlæggelse af Nürnberg-loven om ”race-udskillelse” som et godt og "legalt" middel til at foretage en etnisk udrensning af "parasitterne". Nazisterne var både i teori og praksis djævelske mestrer i omskrivninger, tilsløringer og forvrængninger af kendsgerningerne.

De nazistiske tyske dokumentarfilm er grumme eksempler på nazisternes umenneskelighed, således også filmen om den uhyggelige retssag mod de officerer, der havde deltaget i attentatet mod Hitler i juli 1944. Hitler havde beordret retssagen og den senere henrettelse filmet, så han bagefter kunne nyde at se og glæde sig over, hvordan det gik de folk, der satte sig op imod ham og hans styre. Ifølge de foreliggende oplysninger, blev officererne bundet på hænder og fødder og på Hitlers befaling hængt levende op i de slagtekroge, der normalt brugtes til at hænge slagtesvin op i. Enhver kan forestille sig, hvilken ærekrænkende og smertefuld død, disse modige mænd måtte gennemleve i deres sidste timer.

I Danmark havde tyskerne af hensyn til samarbejdsstrategien lagt en slags bånd på sig selv, også i forholdet til de danske jøder. Det fortælles, at da tyskerne på et tidspunkt forlangte, at de danske jøder skulle bære et gult armbind med Davidsstjernen, sådan som jøderne var tvunget til i Tyskland og i andre besatte lande, skal kong Christian X have sagt, at så ville han som den første dansker også bære det gule armbind. Tyskerne frafaldt derefter kravet. Personlig er jeg ikke klar over, om der her er tale om en sandfærdig historie eller blot om en legende, der formentlig kunne have været sand.

Men tyskerne viste deres hensigter, da den danske regering den 28. august 1943 afslog et tysk forlangende om at indføre undtagelsestilstand i landet, med forbud mod strejke, spærretid, tysk pressecensur, standretter og indførelse af dødsstraf for sabotage. Dagen efter, den 29. august, proklamerede den tyske øverstbefalende i Danmark, general H. von Hanneken, militær undtagelsestilstand, som indeholdt de ovenfor nævnte forbud og forholdsregler, i hele landet. Under den militære undtagelsestilstand, som varede fra den 29. august til den 6. oktober 1943, afslørede tyskerne, hvad de havde i sinde at gøre med de danske jøder. Natten til den 2. oktober 1943 indledte de en aktion mod danskere af jødisk herkomst, hvoraf en del blev arresteret og kort efter sendt til kz-lejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet, mens det lykkedes andre at skjule sig og siden at flygte illegalt til Sverige, hvor de fik asyl. Men mere herom i den relevante kronologiske sammenhæng.

Undskyld, lidt mere film-snak

Men her i selvbiografien er vi kun nået frem til de første måneder af 1943. I januar og februar 1943 var der en del københavnske biografer, som havde den danske film "Tyrannens Fald" (1942) på plakaten. Filmens titel var i sig selv en hentydning til det indædte ønske om Hitlers fald, som stadig flere danskere efterhånden var kommet til at nære, og som særlig fik et skub efter de konfrontationer med besættelsesmagten, som fandt sted i løbet af sommeren 1943.

"Tyrannens Fald" var et skuespil af Svend Rindom, som Carl Th. Dreyer havde filmatiseret i 1925 under titlen "Du skal ære din hustru". Drejebogen til sidstnævnte film, blev skrevet af Dreyer og Rindom, og den blev fotograferet af den senere filminstruktør George Schnéevoigt. Denne film havde følgende skuespillere i rollerne: Johannes Meyer, Astrid Holm, Karin Nellemose, Mathilde Nielsen, Clara Schønfeld, Johannes Nielsen, Petrine Sonne og Wilhelm Petersen. Filmen handler om, hvordan en hustyran efter mange genvordigheder bliver pacificeret. Drejebogen til "Tyrannens Fald" var skrevet af Rindom og blev instrueret af Alice O'Fredericks og Jon Iversen, med Rudolf Frederiksen som fotograf. Følgende skuespillere sås i rollerne: Eyvind Johan-Svendsen, Karin Nellemose (var også med i den tidligere udgave), Birthe Scherf, Anker Ørskov, Ib Schønberg (naturligvis!), Lily Weiding, Mathilde Nielsen (var også med i den tidligere udgave), Carlo Wieth, Poul Reichhardt, Astrid Villaume, Nicolai Neiiendam, Erik Voigt, Petrine Sonne (var også med i den tidligere udgave), Randi Michelsen, Henry Nielsen, Lis Løwert, Else Petersen og Kathe Hollesen. Filmen havde urpremiere i Palads Teatret den 23. oktober 1942.

Biografannonce for filmen ”Tyrannens Fald”, som blev spillet i københavnske biografer januar-februar 1943.

Det var ikke mindst den da 84-årige Mathilde Nielsen (1858-1945), der blev brugt i annonceringen for filmen: "HURRA for MATHILDE NIELSEN skrev Pressen og tilføjede: "... den 84-aarige gamle Dame gjorde os skrupkuldrede af Fornøjelse ...". Se TYRANNENS FALD i Aladdin - Bergthora - Bispebjerg - Enghave - Fasan - Valby - Vanløse. En Stjernefilm - med Stjernebesætning". Mathilde Nielsen havde sin scenedebut 1884 på Casino, var skuespillerinde ved Dagmarteatret 1889-92, ved Folketeatret 1892-94, igen ved Dagmarteatret 1894-1914 og derefter ved Det ny Teater. Hun debuterede på film i 1916 med "Hævnens Nat", der var skrevet og instrueret af den danske filmpionér Benjamin Christensen (1879-1959), der også selv medvirkede i filmen. Det var også i denne film, at Osvald Helmuth og Elith Pio havde deres filmdebut.

"Tyrannens Fald" fra 1942 blev af gode grunde Mathilde Nielsens sidste film, hendes høje alder taget i betragtning, og desuden døde hun den 11. september 1945. I 1944 medvirkede hun dog "som sig selv" i "Vore skuespillere", der viste glimt af en række populære teater- og filmskuespillere i privatlivet. Men Ib Schønberg og Petrine Sonne var dog ikke med. "Klippene" i denne film stammede hovedsagelig fra 1940.

Den 1. februar 1943 havde "Kino Palæet" premiere på lystspillet "Alt for Karrieren", efter et hørespil, "En Weekend", af Holger Boëtus og Axel Østrup, og med instruktion af Emanuel Gregers. I hovedrollerne sås Sigfred Johansen (1908-1953) og Karen Lykkehus (1904-1992), to af dansk teaters og films fremtrædende skuespillere dengang.

Svenske film havde deres storhedstid i danske biografer under besættelsen, og især efter at amerikanske film helt var ophørt med at måtte vises, hvilket skete fra årsskiftet 1942/43. Fra 1. januar 1943 til 4. maj 1945 blev der ikke spillet amerikanske film i danske biografer. Ovenstående annonce for den svenske kriminalfilm ”Flammer i Mørket” er fra Nationaltidende den 2. februar 1943.

Den 2. februar havde i alt 21 københavnske biografer danske film på programmet, hvoraf nogle dog var såkaldte repriser eller "gengangere", dvs., at flere biografer spillede den samme film på samme tid. 11 biografer spillede svenske film, heraf nogle gengangere, 9 biografer viste franske film, 6 biografer annoncerede med tyske film, og en enkelt biograf med en italiensk film. Herudover var der 4 biografer, der spillede film, som det ikke er lykkedes mig at identificere, men formentlig har filmene været tyske.

"D.S.B. Kino", som havde uafbrudte forestillinger fra kl.11-21, annoncerede med følgende program tirsdag den 2. februar 1943: "Dansk Films Avis - Kan De huske - Klovnen - Fiskefangst og Livredning - Tyren Ferdinand". Den sidstnævnte film var naturligvis Walt Disneys tegnefilm "Tyren Ferdinand" (1938), den første tegnefilm i serien "Walt Disney Specials". Som tidligere nævnt blev "Tyren Ferdinand" første gang vist i København ved Metropols Juleshow 1939, hvor jeg selv havde lejlighed til at se den.

Blandt de svenske film var eksempelvis kriminalfilmen ”Flammer i Mørket” fra 1942, som havde nogle af Sveriges store skuespillere i hovedrollerne: Edvin Adolphson (1893-1893-1979), Inga Tidblad (1901-1975), Stig Järrel (1910-1998) og Hasse Ekman (1915-2004). Desuden var der "Snaphaner" (1941), med den uhyre populære Edvard Persson (1888-1957) i hovedrollen. Begrebet "snaphane" henviser til en soldat, der er bevæbnet med et snaphanegevær. Mere specielt menes der med udtrykket, en væbnet person, der uden at høre til den regulære hær, deltager i en krig. Det er samtidig en folkelig betegnelse for danske enkeltpersoner eller smågrupper, som under Svenskekrigene i 1600-tallet kæmpede bag de svenske linjer. De skånske snaphaner blev især berømte under betegnelsen "gjönger", på dansk: "gønger".

Gøngerne blev herhjemme især kendt gennem romanerne "Gøngehøvdingen" (1853) og "Dronningens Vagtmester" (1855), begge skrevet af forfatteren Carit Etlar, et pseudonym for Carl Brosbøll (1816-1900). Romanernes hovedperson er Svend Poulsen Gjønge, og han og hans gønger, der jo var en slags frihedskæmpere, blev i en vis forstand aktuelle under den tyske besættelse af Danmark. Det så man bl.a. derigennem, at Det ny Teater den 27. januar kunne annoncere med "En festlig, farverig Pragtforestilling om alle Danskes Helt Gøngehøvdingen", som daglig vistes kl. 19,15-21,15, og lørdag og søndag tillige ved en ekstraforestilling kl. 15,30.

Hovedrollen i denne dramatiserede version af Etlars "Gøngehøvdingen", var naturligvis ingen anden end den danske teater- og filmhelt nr.1: Poul Reichhardt. I samspillet med Sigrid Horne-Rasmussen, Karl Jørgensen, Else Colber, Inger Stender, Lise Thomsen, Ellen Aggerholm, Sigurd Langberg og Paul Rohde, skabte han altså "en festlig, farverig pragtforestilling". Annoncen melder intet om, hvem der havde instrueret forestillingen. Den 19. februar 1943 kunne Det ny Teater annoncere med følgende tekst: "Hvad "De tre Musketerer" er for Franskmændene og "Robin Hood" for Englænderne, er Gøngehøvdingen for os". Hvor længe stykket holdt sig på plakaten, har jeg ingen viden om, men endnu den 24. marts 1943 annonceres der fortsat med den populære forestilling, som jeg dog ikke selv fik lejlighed til at se.

Mange år senere, omkring 1952-53, blev "Gøngehøvdingen" opført på "Nørrebros Teater" i Ravnsborggade, denne gang med Carl Ottosen (1918-1972) i titelrollen og med instruktion af Palle Kjærulff-Schmidt (1931-). I denne forestilling medvirkede jeg i en kortere tid som statist, men herom i den relevante kronologiske sammenhæng.

Endnu senere, nemlig i 1961 blev "Gøngehøvdingen" filmatiseret af Flamingo Studio, med Johan Jacobsen (1912-1972) som produktionsleder, og med drejebog og instruktion af Annelise Hovmand (1926-), og med Jens Østerholm (1928-) i titelrollen og Dirch Passer (1926-1980) som "Ib", og Birgitte Federspiel (1925-2005) som "Kulsoen". Desuden medvirkede en lang række af mere eller mindre kendte danske skuespillere. Filmen havde premiere i "Imperial Bio" den 9.december 1961 og blev holdt på plakaten til den 20. februar 1962. I 1963 fulgte Flamingo Studio og Annelise Hovmand successen op med at filmatisere "Gøngehøvdingen"s fortsættelse: "Dronningens Vagtmester", denne gang også med drejebog af Annelise Hovmand, men med instruktion af Johan Jacobsen. I denne film medvirkede Poul Reichhardt som Svend Gønge, Jens Østerholm som Ib, og Birgitte Federspiel som "Kulsoen". Filmen havde premiere den 29. marts 1963 i Casino, Nora, Merry og Nygade, og vistes til 16.april s.å. Derefter i Bispebjerg og Grøndahls til 18. april og i Triangel, Johan Jacobsens egen biograf, til 28.april 1963. Filmen "Dronningens Vagtmester" kunne altså ikke nå op til den popularitet, der blev forgængeren til del.

Tirsdag den 2. februar 1943 kunne "Nationaltidende" bringe følgende notitser om film: "Merry Teatret spiller fra i Dag den svenske Soldaterfarce "Kommers i Kompagniet", der i Fredags havde Premiere i Carlton, hvor den fortsætter." Filmens hovedroller blev spillet af to, i Danmark ikke særligt kendte skuespillere: Nisse Ericson og Lillebil Kjellèn.

Nationaltidende noterede også: "Platan Biografen spiller fra i Dag paa 2. Uge den oplysende film "Kærlighedslivets Farer", hvortil Stabslæge M.Bruun-Pedersen har indtalt et Forord." Biografannoncen meddelte: "En Film om Lægens Kunst og Videnskab", og tilføjede: "Kun for Voksne". Der var formentlig tale om enten en tysk eller svensk "oplysende" film af den slags, der gerne lokker "husarerne" ind, men som i grunden er en temmelig fantasiløs, "klinisk", ligegyldig og ineffektiv propaganda til bekæmpelse af kønssygdomme.

Under rubrikken "Teater" kunne samme avis samme dag fortælle, at "Marius Jacobsen redder Bohème. Stefan Islandi maatte sent i Gaar Eftermiddags sende Sygemelding til Det kgl. Teater og var ved at vælte Aftenforestillingen "Bohème", hvori han skulde have sunget Rodolphes Parti. Men paa Teaterchefens indtrængende Opfordring paatog Marius Jacobsen sig at redde Teatret fra at skulle aflyse Forestillingen. Selv om det er 7 Aar, siden han sidst sang Rodolphes Parti, og trods det, at han aldrig har optraadt i Paul Kanneworffs Iscenesættelse, som nu benyttes, sprang han ind og vakte Begejstring blandt det fuldtallige Publikum baade ved sin raske Daad og sin Sang." Læseren vil sikkert huske, at nævnte Marius Jacobsen tidligere er blevet omtalt her i selvbiografien, nemlig under omtalen af den første danske versionering af Snehvide-filmen i 1938. Heri lagde han stemme og sang til prinsens rolle.

Den 15. februar 1943 havde Aladdin, Carlton, Colosseum og Triangel premiere på revy-filmen "Op med Humøret", produceret af Jens Dennow og Henning Karmark, og med instruktion af Ole Berggreen. Filmens sangtekster var skrevet af Mogens Dam, Aage Steffensen, Poul Pedersen, Victor Skaarup og Jens Dennow, og musikken af Amdi Riis, Sven Gyldmark, Svend Asmussen, Leo Mathiesen, Gerda og Ulrik Neumann og Aage Stentoft. Den allestedsnærværende Ib Schønberg havde en fremtrædende rolle i filmen og det velspillende og velsyngende søskendepar Gerda og Ulrik Neumann og Svend Asmussens kvintet stod for de helt up-to-date musikalske indslag.

De fleste af de ovennævnte navne var velkendte for mange københavnere, dels fra teater-, revy-, varieté- og restaurantbesøg, og dels fra læsningen af aviser og ugeblade, hvori de ofte blev nævnt eller omtalt. Svend Asmussens jazz-kvintet var på den tid ved at befæste sig i publikums bevidsthed, først og fremmest for sit virtuose violinspil, men også på grund af hans altid elegante og ofte humoristiske fremtræden som entertainer på scenen eller hvor han og hans orkester spillede.

På dette foto fra B.T. for fredag den 19. februar 1943 ses Svend Asmussen omgivet af sine fire musikere, som dengang bestod af Kjeld Bonfils (piano), Christian Jensen (bas), Erik Frederiksen kaldet ”Frederik” (trommer) og Svend Hauberg (guitar). Herover er kvintetten fotograferet i forbindelse med B.T.s store Swing-show søndag den 21. februar 1943.

Jazz er i forhold til klassisk musik og populærmusik en avanceret musikform, som dengang skurrede i mange menneskers ører, og den var bestemt ikke velset eller velhørt hos nazisterne, som var af den opfattelse, at der var tale om ”primitiv” niggermusik” eller ”urskovsmusik”. Det var derfor egentlig dristigt af avisen B.T. at arrangere en gentagelse af to store såkaldte ”Swing-shows” i K.B.-Hallen, som fandt sted søndag den 21. februar 1943, nemlig en koncert kl. 14 og en kl. 16,15. Eftersom alt var udsolgt meddelte avisen, at der ville blive arrangeret flere gentagelser af disse Swing-shows. På programmet stod, foruden Svend Asmussens kvintet, først og fremmest Leo Mathiesens såkaldte grammofon-orkester, bestående af tretten mand, deriblandt nogle fremtrædende solister, som sammen ville spille seks Swing-numre. Også Børge Roger Henriksens Restaurant Skandia-Kvintet med kendte jazz-navne som Jørn Grauengaard og Hemming Hartmann medvirkede med nogle nye musiknumre. Harlem Kiddies ville både spille Swing, Rumba- og Conga-potpourri, og med sangerinden Raquel Rastenni som solist. Koncertens konferencier var redaktør ved B.T. Kai Berg Madsen.

Udsnit af biografannoncer i B.T. for den 19. februar 1943. Som det fremgår af annoncerne var der udelukkende danske, svenske, franske og kun et par tyske film på programmet. Danske, svenske og franske film fik deres store chance i danske biografer, i hovedsagen fordi amerikanske film nu også var totalt udgået af repertoiret. De to tyske film, ”Saa SWINGer vi” med Ilse Werner og Viktor De Kowa i hovedrollerne havde nævnte dato premiere i Metropol, og ”Den gyldne Stad” med Kristina Söderbaum havde haft premiere i Palladium, men spilledes nu i World Cinema.

Den 19. februar 1943 kunne B.T. opvise en hel side med forlystelsesannoncer, herunder biografannoncer, hvoraf et udpluk ses ovenfor. Situationen på biografmarkedet gav danske, svenske og franske film en stor chance, i hvert fald i de københavnske biografer. I alt 11 af de annoncerende biografer havde danske film på programmet, heraf dog flere ’gengangere’, mens 7 biografer spillede svenske film. Der vistes franske film i 6 biografer og kun tyske film i to af de biografer, som annoncerede den nævnte dato.

En storannonce for den tyske musikfilm ”Saa SWINGer vi” med Ilse Werner og Viktor De Kowa i hovedrollerne. Filmen havde dansk premiere fredag den 19. februar 1943. Det er tydeligt, at tysk film søgte at efterligne de uhyre populære amerikanske film, men det lykkedes dem ikke at opnå den lethed og elegance, der i reglen var og er i amerikanske lystspil- og musikfilm. Man må dog indrømme de to tyske skuespillere, Ilse Werner og Viktor De Kowa, at de havde et vist format som skuespillere.

Biografrepertoiret i februar 1943 vil blive fortsat, men skal her afbrydes af nogle nyheder fra 19. februar samme år.

En lille stor mand: Mahatma Gandhi

En af de indiske politikere og åndelige ledere, der førte an i Indiens uafhængighedsbevægelse, var Mohendas Karamchand Gandhi, almindeligvis kaldt Mahatma Gandhi (1869-1948). Han blev i årene 1888-91 uddannet som jurist i London. Han vendte derefter tilbage til Bombay og praktiserede her som sagfører. Herefter tog han ophold i Sydafrika i årene 1893 til 1914, hor han virkede som advokat med det formål at forbedre de derboende inderes forhold. Han vendte derefter tilbage til Indien, hvor han i 1919 organiserede en ulydighedskampagne mod briterne og nægtede at samarbejde med britiske institutioner, nægtede at betale skat mm., samt boykot af af britiske varer, alt sammen med det formål at opnå selvstyre for sit hjemland. For disse forhold sad han i fængsel 1922-24

1928-30 var Gandhi Kongrespartiets leder og som sådan fortsatte han modstanden og aktionerne imod det britiske kolonistyre, som gentagne gange arresterede og fængslede ham, i håbet om at forhindre modstanden og aktionerne. Gandhis aktioner var baseret på ahimsa, som betyder ikke-vold i form af en passiv, sjælelig modstand mod voldelige magthavere, og på Satyagraha, som betyder ”passiv modstand” eller ”civil ulydighed” mod den siddende regering. Blandt hans aktioner var i 1930 den 400 km lange march ud til havet, som havde til formål at demonstrere imod det britiske saltmonopol, som atter bragte ham i fængsel. Han blev dog midlertidigt frigivet for at kunne deltage i en rundbords-konference i London, men blev fængslet igen i 1932. Mod den moderne teknologiske verden satte Gandhi de gammeldags håndværk og redskaber, som f.eks. spinderokken, der tilmed blev hans symbol. Han ville også indføre lokalt demokrati i form af by-kooperation og byråd. Gandhi foregik selv med et godt eksempel, idet han personligt spandt nogle timer hver dag.

I 1939 erklærede Gandhi sig som modstander af samarbejde med Storbritannien under 2. Verdenskrig, og i 1940 valgtes han til leder af Kongrespartiet og som sådan afviste han i 1942 briternes selvstyreforlag og forlangte disse ud af Indien. Han sad derefter i fængsel 1942-44. Det var herunder, at han benyttede et andet af sine pressionsmidler, nemlig at faste i tre uger. Det var et middel han lejlighedsvis brugte som bod for ugerninger eller overtalelse. Gandhi var i øvrigt også kritiker og modstander af fundamentalistisk hinduisme og vendte sig især mod kastevæsnet og børneægteskaber, og han fik derfor en enorm magt over moderate hinduer, som betragtede ham med stor ærefrygt..

I øvrigt var Gandhi i 1881 selv blevet gift med en barnebrud, men han var siden en arg modstander af den tradition, der bestemte, at voksne mænd måtte gifte sig med piger helt ned til 5-6 års alderen. Selv valgte Gandhi at leve i cølibat, på sanskrit kaldet Brahmacharya, der dog kan betyde både et kontrolleret seksualliv og fuldkommen seksuel afholdenhed. Hans kone blev for resten en af hans mest trofaste disciple. Sagen var jo den, at Gandhi efterhånden opnåede religiøs status af stor vismand og helgen, hvorfor han fik titlen Mahatma, som betyder stor sjæl, idet ’Maha’ betyder stor og ’atma” betyder sjæl. Så vidt vides fik Gandhi ikke selv nogen børn. Men vennen og politikeren Jawaharlal Nehru (1889-1964), premierminister 1947-64, gav sin datter Indira efternavnet Gandhi. Som Indira Gandhi (1917-1984) blev hun fra 1966 Indiens premierminister. På grund af sin politik blev hun den 21. oktober 1981 myrdet af en af sine livvagter, en mand, som tilhørte Sikh-partiet, der til tider arbejdede rabiat for Kashmir-provinsens løsrivelse fra Indien

For Mahatma Gandhi endte det alt sammen med Indiens selvstændighed i 1947, men dog ikke som han havde tænkt sig denne, idet der var tale om en deling i det muslimske Pakistan og det hinduiske Indien. Til trods for, at Gandhi agiterede for forsoning mellem muslimer og hinduer og for en fælles muslimsk-hinduisk stat, blev resultatet i første omgang en blodig borgerkrig mellem de to befolkningsgrupper. Det endte med, at en fanatisk modstander af forsoning mellem hinduer og muslimer, som trængte sig frem mellem den gruppe tilhængere, der flokkedes omkring Gandhi på åben gade, affyrede pistolskud mod Gandhi, som blev så hårdt såret, at han døde. Ud over at være handlingens mand havde Gandhi også en filosofi, hvis ideer var inspireret af hinduismens store skrift Bhagavad Gita (”Herrens Sang”) og af det klassiske filosofiske system jainisme. Han levede selv et enkelt og puritansk liv med bøn, faste og meditation, lige som han af etiske grunde var vegetar, et emne, som han har skrevet flere bøger om.

Et foto af Mahatma Gandhi, som ledsagede B.T. forsideartikel fredag den 19. februar 1943.

I B.T. for fredag den 19. februar 1943 kunne man læse følgende artikel på avisens forside:

Baade Englændere og Indere frygter Gandhis Død

Lissabon, Fredag Morgen

Med den største Interesse følger man saavel i England som i selve Indien Gandhis Sultestrejke, fremgaar det af Korrespondentberetninger fra den engelske Hovedstad.

Mahatmaen mangler endnu 12 Dage af sin Sultestrejke, og det synes tvivlsomt, om hans i Forvejen af Sygdom stærkt svækkede Legeme har tilstrækkelig Modstandskraft til at staa den sidste Periode igennem. Fortsættes Side 5

[Side 5] De seks Læger, der til Stadighed opholder sig ved hans Sygeleje, udsendte i Gaar et Communiqué om, at hans Tilstand havde bedret sig en Ubetydelighed i Nattens Løb, hvor han havde sovet en Del. Lægerne understreger dog, at Gandhis Tilstand hverken legemligt eller aandeligt giver Grund til Tilfredshed. Der er indtraadt Forstyrrelser af Hjertets Funktion, saa man kan regne med et pludseligt Tilbageslag.

Baade de engelske Myndigheder og Inderne selv frygter nu, at Gandhi skal dø. Englænderne forudser de Følger, Dødsfaldet kan faa blandt Indiens store Masser, og ”Rupee-Sammenslutningen”, der bestaar af indiske Forretningsfolk og Industriledere, der har støttet Gandhi økonomisk og som stod bag Kongrespartiets Opposition mod Sir Stafford Cripps i Fjor, frygter, at Mahatmaens Død skal medføre Strejker blandt Arbejderne i Rupee-Sammenslutningens Virksomheder.

Naar Englænderne ikke vil frigive Gandhi, skyldes det, at man ikke ønsker at give Udtryk for et ”Tilbagetog” overfor den indiske Befolkning. (S.T.B.)

____________________

Til læserens orientering kan det oplyses, at Stafford Cripps (1889-1952) var en velhavende britisk eller engelsk politiker, som fik en uddannelse som jurist, og som i 1912 fik bestalling som advokat. I slutningen af 1920’erne ændredes hans politiske opfattelse i socialistisk retning og i 1930 meldte han sig ind i arbejderpartiet Labour, hvor han snart gjorde karriere. Han var stærkt inspireret af marxistisk økonomisk teori om statens overtagelse af produktionsmidlerne og søgte at promovere denne i engelsk politik. Men eftersom han samtidig var en oprigtig tilhænger af evangelisk kristendom, afstod han fra at tilslutte sig marxismens kategoriske afvisning af religion.

Ved parlamentsvalget i 1931 valgtes Cripps som juridisk medlem af den anden Labour-regering, hvilket automatisk medførte udnævnelse til ’Knight’ (ridder) med titlen ’Sir’. Han var da nummer tre i det Parlamentariske Labour Parti, som blev ledet af George Lansby og dennes stedfortræder Clement Attlee (1863-1967), som senere blev premierminister. I 1932 var Cripps medstifter af Socialistisk Forbund, hvis medlemmer hovedsagelig bestod af medlemmer af Det uafhængige Labour Parti, som ikke var enige i dette partis fastholden af tilhørsforholdet til Labour-partiet. Socialist Forbundet stod for en strengt asketisk form for demokratisk socialisme.

Den høje, slanke og asketiske Cripps, blev nærmest betragtet som en arketype på den britiske overklasses doktrinære socialist, der var så almindelig i 1930’erne. I 1936 var han en ivrig fortaler for en enhedsfront mod den stigende trussel fra fascismen, og samme år var han den drivende kraft bag en enhedskampagne mellem Socialist Forbundet og Storbritanniens Kommunistiske Parti, og hvis formål var et valgforbund vendt mod højrefløjen i det britiske Parlament. Valgforbundet mødte imidlertid stærk modstand og kritik fra Labours ledelse, hvorfor Cripps valgte at opløse Socialistisk Forbund i 1937, frem for selv at blive ekskluderet af Labour- partiet. Avisen Tribune, enhedskampagnens talerør, var oprettet og finansieret af Cripps og George Strauss, fortsatte dog med at udkomme og gør det fortsat i nutiden.. Situationen afholdt dog ikke Cripps fra at promovere en såkaldt ”almindelig front” bestående af kommunistpartiet og anti-appeasement liberale og konservative, hvilket i 1939 førte til hans eksklusion af Labour-partiet.

Da premierminister Winston Churchill i 1940 overtog regeringsmagten og som følge af krigen dannede sin regeringskoalition, valgte han sin tidligere partifælle Cripps som Storbritanniens ambassadør i Moskva. Churchill mente angiveligt, at Cripps med sit kendskab til marxisme, ville være den rette til at forhandle med Stalin, som på det tidspunkt var allieret med Nazi-Tyskland via Molotov-Ribbentrop-pagten. Cripps forsøgte at overbevise den russiske diktator om, at Hitler havde fremskredne planer om en invasion af Sovjetunionen, men Stalin troede åbenbart ikke på det. Men da Nazi-Tyskland i juni 1941 brød fredspagten og invaderede og besatte store dele af Rusland, blev Cripps en nøgleperson i fremme af alliancen mellem vestmagterne og Sovjetunionen.

Cripps vendte tilbage til England i 1942, hvor han kunne berette om de russiske bestræbelser for at imødegå den tyske invasionshær, hvilket gjorde ham til en af landets mest populære politikere. Selvom han ikke havde noget parti bag sig, udnævntes han til medlem af Krigskabinettet og blev en ledende skikkelse i parlamentet. Her blev han en kort overgang anset for at være en rival til Churchill som premierminister, men der var nok snarere tale om et rygte. Dette dementerede Churchill imidlertid, idet han sendte Cripps til Indien for at forhandle med de to nationalistledere, hinduen Gandhi og muslimen Jinna.

Cripps og Gandhi

Formålet med Cripps forhandlinger med de to nævnte fremtrædende indiske politikere var, at sikre sig, at Indien under krigen ville forblive loyal mod Storbritannien, til gengæld for et løfte om fuldt selvstyre for Indien efter krigen. Der blev dog ikke indgået nogen aftale herom, angiveligt fordi Churchill ikke ønskede at give nogen inder en ledende rolle i krigsførelsen. Senere i 1942 opgav Cripps sin position som leder af Parlamentet til fordel for en stilling som minister for den livsvigtige produktion af flyvemaskiner. Stillingen hørte dog ikke ind under Krigskabinettet, som Cripps derfor ikke blev medlem af. I 1945 sluttede han sig atter til Labour-partiet.

Herover ses Stafford Cripps ved et møde med Mahatma Gandhi under 2. Verdenskrig.

Da Labour vandt parlamentsvalget i 1945, valgte premierminister Clement Attlee at udnævne Cripps til chef for Handelsministeriet, den næstvigtigste post inden for regeringen. Cripps havde på det tidspunkt ændret sine stærkt socialistiske synspunkter så tilpas meget, at han var acceptabel for sine mere moderate ministerkolleger. Englands efterkrigsøkonomi var efter cirka seks års krig katastrofalt dårlig, hvorfor Cripps derfor havde til opgave snarest muligt at genoprette og normalisere samfundsøkonomien. Det hverv gik han til med en ildhu, som snart bevirkede, at han i befolkningens øjne blev forbundet og identificeret med spare- og nedskæringspolitikken. Som overklasse-socialist havde han i forvejen en asketisk og puritansk samfundsopfattelse, men man mente, at han samtidig fandt en sær tilfredsstillelse i at påføre alle samfundsklasser lige hårde rationeringer og stramninger.

Samme år, 1946, vendte Cripps tilbage til Indien, denne gang som medlem af den såkaldte ”Kabinet Mission”, som havde til opgave at forelægge forskellige løsningsmodeller for Indiens uafhængighed. Kabinettets forslag faldt dog ikke i god jord hos den Indiske Nationale Kongres, og specielt ikke hos Gandhi. Han anså de forelagte engelske forslag for at være helt uacceptable, så i stedet for at holde sammen på nationen, fortsatte indiske politiske ledere kursen mod den nationale selvstændighed, som samtidig betød Indiens deling. Denne deling og de store problemer, som den medførte, skal vi senere høre mere om i kronologisk orden.

Besættelsens hverdagsproblemer

Den 19. februar 1943 bragte B.T. et aktuelt emne på bane, som havde stor erhvervs- og samfundsmæssig interesse og betydning, nemlig myndighedernes tildeling af tilladelser til at lade især erhvervskøretøjer køre ved hjælp af den såkaldte gasgenerator. Grunden til brugen af generatorer var ganske enkelt benzinrationeringen, som tilmed var blevet skærpet pr. 1. januar, hvilket betød store problemer for professionelle vognmænd og for Taxa-selskaber.

En gasgenerator er et anlæg til fremstilling af brændbar gas, især til motorer. Som brændsel kan anvendes almindeligt fast brændsel, som træ, tørv, koks, sten- eller brunkul og lignende. Generatoren er udformet som en cylindrisk beholder med ildfast foring, drejerist og dobbeltlåg til påfyldning, for at forhindre gassen at slippe ud i fri luft. Brændslets omdannelse til gas sker ved delvis forbrænding, idet generatoren opvarmes fra et fyrsted, der er anbragt forneden. Inden gassen bruges som drivkraft passerer den gennem filtre, hvor biprodukter som vand, syre og tjære skilles fra.

Under besættelsen blev det et meget almindeligt syn, at se både personbiler, fortrinsvis taxaer, og lastbiler med ombyggede motorer drevet af en gasgenerator, som i reglen var monteret bag på køretøjet. På sin vis et mærkværdigt syn, som ikke just var kønt, særlig ikke på taxaer.

Men det aktuelle problem drejede sig ifølge B.T. om, at nogle københavnske vognmænd og taxaselskaber følte sig dårligt behandlet af de bevilgende myndigheder. Det var således tilfældet med de dengang nystartede D.K.W-Bilen, Danmarks største Lillebil-firma, hvis tilknyttede vognmænd forudså de vanskeligheder, det ville betyde for deres daglige indtjening, når benzintildelingen om kort tid helt ville ophøre. Kritikken gik på, at der var vilkårlighed i den måde, tildelingerne foregik på. Nemlig at disse fortrinsvis var blevet givet til den mindste gruppe inden for vognmændene, som tilmed i forvejen havde generatortilladelse. Men mest mærkværdigt forekom det, at de fleste enkeltvognmænd, som på myndighedernes anbefaling havde slået sig sammen to og to om en tildeling, at de fleste af disse vognmænd nu ved den nye tildeling har modtaget to ekstra generator-tilladelser. Dertil kom, at det drejede sig om folk, som kun havde f.eks. taxakørslen som bierhverv. Desuden kritiseredes det, at der efter de større og ældre vognmænds opfattelse ikke var taget hensyn til anciennitet inden for branchen.

For nogle af branchens vognmænd, som havde udøvet deres erhverv i 15-20 år, ville det simpelthen betyde, at de ville blive arbejdsløse, fordi deres biler jo af gode grunde ikke ville kunne køre uden brændstof. Som eksempel anførtes, at ”D.K.W.-Bilen” havde 26 biler, men kun fået en eneste generatortilladelse! Det gav naturligvis anledning til vrede og forargelse, så meget des mere, som at selskabet havde ladet sine biler ombygge til at kunne køre ved hjælp af gasgenerator. Der var tale om en større investering og gældsforpligtelse, som vognmændene ikke ville se sig i stand til at forrente og afvikle, hvis de ikke kunne køre. Talsmanden for vognmændene karakteriserede situationen som en tragedie og en uretfærdighed.

Den søde tand

Samme dato kunne B.T. også berette om, at sukkerrationerne var blevet skåret så kraftigt ned fra 1. januar, at situationen ikke alene var mærkbar, men særdeles alvorlig for mange af Københavns konfektureforretninger eller – som vi kaldte disse: slikbutikker. Den seneste nedskæring af sukkerrationerne med 50 % havde til umiddelbar følge, at butikkernes omsætning efterhånden er dalet til under 25 % af den hidtidige omsætning.

Det betød med andre ord et fald i salget og – nok så vigtigt – et fald i forbruget af søde sager. Eksempelvis var salget af de almindeligvis stærkt efterspurgte bolsjer på det nærmeste ophørt, idet produktionen af denne vare krævede et relativt stort sukkerforbrug. Bedre blev situationen heller ikke af, at importerede varer som f.eks. mandler, ananas, chokoladebønner osv., helt er ophørt, hvilket naturligvis havde indvirkning på produktionen af konfekturevarer. Dette i forbindelse med, at forbruget samtidig var steget, navnlig for bolsjers vedkommende, angiveligt på grund af den årlige ’forkølelsestid’, gjorde ikke situationen nemmere for hverken producenter eller forhandlere.

Fornuftens stemme

Hvad ingen – eller i hvert fald kun meget få – kunne vide dengang, er, at Danmarks Statistik mange år senere kunne konstatere, at danskernes generelle sundhedstilstand faktisk var steget under besættelsestiden. Det blev netop begrundet med, at danskerne i det hele taget ikke havde mulighed for at købe og forbruge en lang række madvarer og luksusvarer med et stort fedt- og kalorieindhold.

Bombe-eksperten, kaptajn Einar Lund, som var den modige mand, der den 27. januar 1943 med primitive redskaber demonterede en af de ueksploderede bomber, som det engelske luftangreb på B&W’s Dieselfabrik havde efterladt sig. Ovenstående foto ledsagede en artikel i B.T. fredag den 19. februar 1943.

Den 19. februar 1943, knapt en måned efter at Royal Air Force angreb og bombede Burmeister og Wains Dieselfabrik på Christianshavn, bragte B.T. et interwiev med bombe-eksperten, kaptajn Einar Lund fra Hærens tekniske Korps, hvori denne udtalte sig om de erfaringer, som bombeangrebet havde efterladt sig, i hvert fald hos ham selv. I interwievet manede kaptajnen til besindighed og betonede, at en storby aldrig bør lade sig tyrannisere af ueksploderede bomber længere end højst nødvendigt. I den sammenhæng udtalte han sin forundring over, at en ueksploderet bombe i Njalsgade fik lov til at ligge i 12 timer, inden den eksploderede af sig selv, hvilket fik så fatale følger for både beboere og ejendomme, sådan som tidligere beskrevet. I betragtning af den store gene den ueksploderede bombe gav anledning til, hvor omkring 3000 mennesker i flere døgn, ja, nogle for en længere periode, måtte forlade deres hjem, hvoraf en del var blevet gjort ubeboelige, mente kaptajn Lund, at bomben enten burde være sprængt med det samme, så vidt det var forsvarligt, eller være blevet transporteret bort til militært område og demonteres eller sprænges der. Kaptajn Lund omtalte også den ueksploderede bombe ved Knippelsbro, som ligeledes gav anledning til afspærringer, så at trafikken måtte omlægges, til stor gene for mange beboere i området og for andre, som havde nødvendige ærinder på enten Christianshavn eller i København. Mange havde jo deres arbejdspladser de nævnte steder.

Kaptajn Lund mente også, at to af de ueksploderede bomber, som lå på Sukkerfabrikkens område, burde have været sprængt omgående, for ikke at udgøre en fare for bl.a. brandvæsenets folk, der arbejdede på stedet for at slukke den voldsomme brand. På et tidspunkt befandt nogle af disse folk sig nær ved det sted på anden etage, hvor der også lå en ueksploderet bombe. Denne kunne, sagde kaptajn Lund, være blevet opvarmet så meget af flammerne, at det nemt kunne være gået gruelig galt for de pågældende brandmænd. Kaptajnen konkluderede, at den lære, man kunne drage af de begivenheder, som fulgte med bombardementet, måtte være, at der i den slags situationer gælder andre regler end de hypotetiske, som der undervises i. Og frem for alt, sagde han, gælder det om at handle hurtigt.

Tyske trusler mod den danske hær

I løbet af februar var der blevet gennemført en række omfattende industrisabotager mod eksempelvis B&W’s hovedmagasin og Valby Maskinfabrik, som begge var leverandører til besættelsesmagten. Det fik Værnemagtens øverste chef i Danmark, general von Hanneken, til at meddele pressen, at hvis ikke sabotageaktionerne ophørte øjeblikkeligt, ville den tyske Værnemagt se sig nødsaget til at gribe ind, om nødvendigt med hårde midler. En af de mildere former for modforholdsregler, som generalen benyttede sig af, var udstedelse af ordrer om undtagelses-tilstand med blandt andet udgangsforbud, noget, som ikke mindst Københavnerne skulle komme til at mærke mere til i løbet af de to følgende besættelsesår.

General von Hannekens reaktion på den tiltagende sabotage var i første omgang, at beordre Værnemagtens soldater i forhøjet beredskab med tilladelse til i givne situationer at skyde de sabotører, som de blev konfronteret med. Der var dog en baggrund for generalens hårdhændede reaktion, nemlig frygten for britiske aktioner imod nordvestflanken, herunder en invasion af Danmark. Derfor var der fra tysk side taget initiativ til at opføre forsvarsværker på den jyske vestkyst, en befæstning, som blev et vigtigt led i den Atlantvold, der strakte sig fra Biscayen til Nordnorge.

I marts 1943 havde von Hanneken kun relativt få tyske tropper til sin rådighed, idet kampene på Østfronten og invasionsforsvaret af Sydeuropa og Frankrig lagde beslag på størstedelen af den tyske hær. De tropper, von Hanneken havde til sin rådighed i marts 1943 var den nedkæmpede 71. infanteridivision, som var blevet overført til Danmark fra slagmarken på Østfronten. Disse soldater var udmattede efter lange og hårde kampe og var derfor ikke længere i topform. For Hanneken gjaldt det om, at der herskede ro og orden i baglandet, og derfor krævede han, at de tyske krigsretter fik en mere fremtrædende plads i bekæmpelsen af det stigende antal sabotager. Det betød, at truslen om dødsstraf, gidseltagning og kollektiv bod, var de midler, som von Hanneken alvorligt overvejede at tage i anvendelse, men som han indtil videre afholdt sig fra, for ikke at bringe samarbejdspolitikken i risiko for at kollapse.

En anden ting, der bekymrede von Hanneken, var det danske officerskorps’ antityske holdning, hvilket gjorde, at han frygtede for, at den danske hær i tilfælde af en engelsk invasion skulle iværksætte angreb på Værnemagten. I november 1942 havde han derfor krævet alle danske soldater rømmet fra Jylland, lige som han krævede hærens beholdning af våben og ammunition konfiskeret. Skønt disse krav blev accepteret af den samarbejdsvillige danske regering, anmodede generalen alligevel flere gange om den tyske overkommandos tilladelse til også at opløse det, der var tilbage af den danske hær. Denne anmodning skærpedes til et krav i marts 1943, fordi den tyske efterretningstjeneste havde opfanget en hemmelig dansk mobiliseringsplan.

Von Hannekens krav blev imidlertid foreløbig forhindret af Werner Best, som havde udvirket, at kronprins Frederik udformede en advarsel til det danske officerskorps. Ikke fordi Best ikke ønskede at komme modstandsbevægelsen til livs og forhindre sabotageaktionerne, men fordi han åbenbart stadig var af den opfattelse, at man kom længst ved at samarbejde med de danske politikere og den danske regering, og at ’ondet’ derfor skulle bekæmpes med politimæssige midler. Situationen var derfor højspændt, da danskerne gik til Rigsdagsvalg den 23. marts 1943, men de fleste danskere var på det tidspunkt formentlig uvidende om tingenes rette tilstand.

Rigsdagsvalget 1943

Dette års valg adskilte sig fra de tidligere ved, at der før dets afholdelse skulle gives tilladelse til det af den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best. Denne hilste valget velkomment, idet han så det som en oplagt mulighed for at få bekræftet, at vælgerne ville give partierne mandat til at videreføre samarbejdspolitikken. Deri skulle han få ret.

Forud for Rigsdagsvalget den 23. marts 1943 havde de politiske partier som sædvanligt ved den slags lejligheder travlt med at falbyde sig til vælgerne. Fredag den 19. marts 1943 udgav Det Radikale Venstre partiavisen ”Ugens Politik” Nr. 11, 12. Årgang, som i anledning af det forestående valg stort set kun indeholdt valgpropaganda. Avisens og dermed De Radikales anbefaling til vælgerne var følgende:

I en Skæbnetid for vort Folk kalder Grundloven til Valg den 23. Marts. Valgdagens første Bud er at styrke alt det, vort Folk har kært i dansk Folkeliv: vor Kultur, vort Folkestyre og vor Frihed.

Den 23. Marts bliver den store Dag, hvor alle danske Vælgere stævner til Valgstederne for at bekræfte vor Fortid og sikre vor Fremtid. Rigsdagen er Samlingspunktet i Danmarks Samfundsliv. Styrk den paa Valgdagen. Danske Vælgere mød frem i større Tal end nogen Sinde! Stem for Sammenhold og Enighed. Giv Rigsdagen øget Styrke til at fortsætte sin Gerning for Folkets Vel! Samarbejdet paa Rigsdagen har i disse Aar staaet sin Prøve og hentet Kraft fra Samlingen i Folket.

Nu kommer Rigsdagens fem samarbejdende Partier til Vælgerne for at hente fornyet Styrke til Arbejdet for Danmarks Sag. Enhver dansk Borger maa kende sit Ansvar og bør ved sin Stemmeafgivning støtte det værdifulde Samarbejde, der har baaret Land og Folk over lange og tunge Aar.

Styrk dansk Fællesskab, styrk dansk Folkestyre! Vi bekender os derigennem til de høje Idealer, som Nordens Folk har bygget deres Liv paa.

Opfordringen fortsatte videre med at fremhæve, at Det Radikale Venstre fortsat ville kæmpe imod prisstigninger og dyrtid, men frem for alt ville man kæmpe for at bevare og styrke de åndelige og kulturelle værdier, der er nedfældet i Junigrundloven.

I sit ekstranummer for marts 1943 kunne den illegale avis ”Hjemmefronten” bringe et opråb og en appel fra Christmas Møller, som opfordrede danskerne til at stemme ved Rigsdagsvalget, som ikke ville være et valg for eller imod Scavenius’ samarbejdsregering, men derimod ”for eller imod Fritz Clausens ”danske” Nazister og hans Medløbere i Bondepartiet. Det vilde være en Katastrofe for Danmark, hvis Valget viser en væsentlig Fremgang for Nazismen, thi hermed vil vort Folk være kompromitteret overfor de forenede Nationer og overfor Europas undertrykte Lande.” Avisen opfordrede også sine læsere til ikke at stemme på Det Radikale Venstre, hvilket sker i følgende lidt måske højstemte tekststykke, hvori Christmas Møller citeres for følgende udtalelser i BBC’s dansksprogede radioudsendelse søndag den 14. marts:

”Hvad drejer dette Valg sig om, saa vidt forskelligt, som det er fra alle andre Valg. Ja i Almindelighed drejer et Valg sig om kun en enkelt Ting, for eller imod Regeringen. Enhver ved, at dette ikke er Spørgsmaalet denne Gang. Ministeriet Scavenius er ikke Rigsdagens Ministerium, det er indsat paa tysk Forlangende. Herr Scavenius kan ikke vente sig et Tillidsvotum paa Valgdagen. De 5 Partier giver den en vis Støtte, men Regeringen er hverken Partiernes eller Folket.”

”Det store og afgørende ved dette Valg er om det danske Folk Mand af Huse vil møde frem og bekende sig til Demokratiet, Folkestyret, til Danskhed og Ret og Sandhed, det er Valgets Spørgsmaal.”

”Valget maa blive et mægtigt Opbud af Folket for Demokrati og Frihed, hver eneste Stemme som ikke møder paa Valgdagen eller viser manglende Interesse, vil være til Fordel for vore Fjender”.

Der er altsaa ikke i Udlandets Stilling til Valget den ringeste Begrundelse for at blive hjemme den 23. eller at stemme blankt, tværtimod venter man i England, at Valget bliver en enestaaende Demonstration for DANSK Folkestyre og Frihed. Danske Vælgere, Arbejdere, Borgere og Bønder, vil paa Valgdagen slutte op om CHRISTMAS MØLLERs manende Parole.

Vi har alligevel ikke Midler til et Opgør med Regeringen ved Valget, først naar Friheden er genvundet, vil Regnskabets Time være kommet for ERIK SCAVENIUS, og enhver, der siden April-Dagene 1940 har handlet imod Folkets Vilje og Fædrelandets Vel.

Dette betyder imidlertid ikke, at man kritikløst skal kaste sin Stemme paa eet af de gamle Partier. Det maa være en national Opgave at fremkalde personlig Stemmeafgivning. Sæt derfor ved Folketingsvalget Deres X ved Listen udfor den Kandidat i Amtskredsen (Storkredsen) om hvem De ved, at han vil fremme en værdig, national Politik, der siger NEJ til yderligere Krav fra de tyske Voldsherrer. Det maa være Maalet, at faa de bedste danske Mænd valgt ind paa Rigsdagen.

Af denne Grund kan der ikke stemmes paa der radikale Venstre, Erik Scavenius’s og Peter Munch’s Parti, Forsvarsnihilisternes og Tyskervennernes Parti, Tilpasningspolitikkens varme Forkæmpere. Anklagen mod dette Parti er saa klart belyst, at Dommen kan afsiges den 23. Marts.”

Avisen anbefalede, at man kun stemte på et af følgende 4 partier: Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti og Dansk Samling.

Ved valget kom det dog ikke til at gå som Christmas Møller og redaktørerne af ”Hjemmefronten” havde håbet og ønsket, for til trods for at stemmeprocenten var 89,5 %, den højeste nogensinde i Danmarkshistorien, i hvert fald til og med 2008, så stemte flertallet, 95 % af de stemmeberettigede, på de partier, der gik ind for samarbejdsregeringen og dennes politik. Valget blev med andre ord en støtte til Erik Scavenius og – dermed indirekte også til det tyske riges befuldmægtigede Werner Best.

Til læserens orientering skal det her nævnes, at Danmark i årene fra Grundlovens givelse og Folkestyrets temmelig spæde begyndelse i 1849 og til 1953 havde en Rigsdag med et tokammersystem: Landstinget og Folketinget. Der var i henhold til Grundloven almindelig og lige valgret for alle mænd, men man kunne kun blive medlem af Landstinget, hvis man havde en anselig indtægt eller formue, hvilket vil sige, at Landstinget var forbeholdt de mest velstillede i landet. I 1953 afskaffedes Landstinget imidlertid til fordel for Folketinget, som har været enerådende lige siden. Til at begynde med var det kun mænd, og vel at mærke ustraffede mænd over 25 år, der havde stemmeret ved valgene. Kvinder havde ikke stemmeret og regnedes kun som umyndige tilbehør til deres ægtemænd. Tjenestefolk uden egen husstand havde heller ikke stemmeret. I det hele taget gjaldt det, at mænd uden ejendom eller position ikke havde stemmeret, hvilket derfor i almindelighed udelukkede arbejderstanden fra at deltage i valgene. Men meget er successivt blevet ændret siden. Kvinderne fik valgret i 1915, lige som der med tiden blev indført almindelig valgret for alle uanset ejendomsforhold, og valgretsalderen for både mænd og kvinder sænkedes i årenes løb gradvist til den nuværende (i 2009) valgretsalder på 18 år.

Den 24. marts 1943, dagen efter valget, kunne Aftenbladet fortælle sine læsere, at der havde været tale om den største valgdeltagelse i dansk folkestyres historie, og at de 5 samarbejdspartier havde fået 95 % af alle stemmerne. Der var 2,270,000 stemmeberettigede vælgere i Danmark i 1943, og stemmerne fordelte sig med 1,907,399 stemmer til de fem samarbejdspartier, som omfattede Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre og Dansk Samling. Efter valget var Socialdemokratiet stadig det største parti med 165,158 stemmer og 66 mandater, mens Det konservative Folkeparti var det næststørste parti med 119,444 stemmer og 31 mandater. Venstre var det tredjestørste parti med 67,058 stemmer og 28 mandater, mens Det radikale Venstre fik 13,191 stemmer og 13 mandater eller pladser i Folketinget.

De små partier – med undtagelse af Dansk Samling – fik ikke megen glæde af valget, idet de tilsammen kun fik ca. 100,000 stemmer eller 5 % af samtlige afgivne stemmer. Dansk Samling havde ikke hidtil haft mandater i Folketinget, men fik ved valget 3 mandater. Retsforbundet gik tilbage og mistede det ene mandat, partiet havde haft siden forrige valg. Bondepartiet måtte opleve den største skuffelse, idet partiets stemmetal på 50,829 fra 1939 blev halveret, så at partiet mistede to af sine fire mandater.

Det danske nazistparti

Men tro det eller lad være: Danske Nationale Arbejder Parti (DNSAP), en dansk underafdeling af National Sozialistische Deutsche Arbeiter Parti (NSDAP), altså det tyske naziparti, fik 43,267 stemmer, hvilket var 12,235 flere stemmer end ved valget i 1939. Partiet bevarede derfor de 3 mandater, det hidtil havde haft i det danske Folketing. Partiets fremgang skal formentlig ses på baggrund af besættelsessituationen. Historisk set stiftedes Danmarks første nationalsocialistiske parti den 2. november 1928 under navnet Dansk Nationalsocialistisk Parti. Det blev i sidste halvdel af 1930 suppleret med stiftelsen af Danmarks National-Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP), hvis stiftere var spejderleder og ritmester Cai Lembke (1885-1965) og købmand Ejnar Jørgensen. Cai Lembke blev indtil 1. juli 1933 partiets fører eller leder. Ved valget i 1932 kunne DNSAP imidlertid ikke samle de 10.000 stemmer, der var nødvendige for at kunne opstille til Folketinget, men ved valget i 1939 fik partiet 31.032 stemmer, hvilket gav 3 mandater i Folketinget. Partiets medlemstal var i 1939 dog kun på ca. 5000. Imidlertid var Lembke allerede 1. juli 1933 blevet afsat som partiets leder og efterfulgt af den sønderjyske læge Frits Clausen, og det var derfor dennes fortjeneste, at partiet blev repræsenteret i Folketinget i 1939.

Fra 9. januar 1939 og til 4. maj 1945 udgav DNSAP avisen ”Fædrelandet”, som blev startet i Kolding, men senere flyttede til Store Kongensgade i København. Bladets faste temaer var perfid, primitiv og propagandistisk kritik af demokratiske politikere og jøder. Efter den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940 var avisen en stærk fortaler for en nazistisk magtovertagelse, lige som den udtrykte sig forherligende om den tyske hærs sejre. Desuden var avisen berygtet for at angive kendte danskere, især danskere med jødisk baggrund, hvilket vi tidligere har set eksempler på her i selvbiografien under en tidligere omtale af avisen ”Fædrelandet”.

En lille trøst kan det dog være, at ”Fædrelandet” i 1943 kun opnåede et oplag på 14.000, og at det aldrig vandt tilslutning i større kredse. I øvrigt blev ”Fædrelandet”s redaktion efter Danmarks befrielse den 4. maj 1945 – nok så ironisk - overtaget af det hidtil illegale blad ”Dagbladet Information”, som derefter udkom som netop daglig avis, hvilket den er fortsat med helt op i nutiden. Men dog på en anden adresse. Efter befrielsen i 1945 fortsatte DNSAP under ledelse af Sven Salicath (data ukendte) og ligeledes udgivelsen af tidsskriftet ”Fædrelandet”, en efterfølger af den tidligere partiavis, og som udkom i årene 1952-72, om end det angiveligt kun havde 40 læsere! Den nynazistiske bevægelse lever dog fortsat, også i Danmark, og giver sig til kende på forskellige måder og ad flere kanaler, blandt andet via Internettet. En af mærkesagerne for nynazisterne er benægtelsen af, at holocaust nogensinde har fundet sted. I stedet hævder man, at der er tale om et propagandanummer iscenesat af den internationale jødedom.

Ved valget den 23. marts 1943 promoverede Socialdemokraterne sig blandt andet, ved i valgmåneden at husstandsomdele den socialdemokratiske valgavis ”Folkets Vilje”. I Socialdemokratiet gjorde man meget ud af at pointere, at partiet ”henter sine Vælgere fra alle Samfundslag og alle Kredse. En Række kendte Kvinder og Mænd giver i smaa Bidrag Udtryk for deres Motivering for paa Valgdagen at stemme socialdemokratisk”. Mottoet lød: For Socialisme og Demokrati, for Frihed, Fremskridt og Folkestyre. Blandt de kendte kvinder, som stemte socialdemokratisk var der i valgavisen kun to navne, som var kendt af offentligheden, nemlig Forbundsformand Fanny Jensen (1890-1969), formand for Kvindeligt Arbejderforbund, og landsretssagfører Edel Saunte (1904-1991), fhv. formand for Dansk Kvindesamfund. Blandt kendte mænd, som stemte socialdemokratisk, var filmcensor Olaf Fønss (1882-1949), formand for Dansk Skuespillerforbund, kunstmaler Aksel Jørgensen (1883-1957), professor ved Kunstakademiet, og kgl. Skuespiller Henrik Malberg (1873-1958). Der var desuden en domprovst, som stemte socialdemokratisk, nemlig Einar Ege (data ukendte), domprovst i Roskilde.

Nok så interessant er den begrundelse, som skuespiller Olaf Fønss gav for at stemme socialdemokratisk:

”- Min gamle Far, der var Skolebestyrer i Aarhus og stærkt religiøs, vakte Forargelse blandt de fleste af sin Omgangskreds, idet han erklærede sig for Socialdemokrat og afgav sin Stemme paa Peter Sabroe, der for Resten var hans gode Bekendt. At en Skolebestyrer dengang var Socialdemokrat var opsigtsvækkende, men min Far var det, fordi han syntes, at Socialdemokratiets Program var det, der laa Bjergprædikenen nærmest.

Jeg har som Kunstner aldrig haft særlig Interesse for Politik, men min Samvittighed har altid krævet af mig og fundet det som min Pligt at kæmpe for de Smaa indenfor min Stand, skabe Levevilkaar, der var anstændige baade for disse og for syge og arbejdsløse Kammerater. Jeg har haft og har det Indtryk, at Socialdemokratiet er det politiske Parti, hvis Program gaar ud paa det samme: at skaffe anstændige Levevilkaar for Samfundets Arbejderklasse, saa denne ikke hensynsløst udnyttes af Kapitalen.

Derfor har jeg i mange Aar givet min Stemme til Socialdemokratiet og giver den ogsaa i Aar.”

Der var i det hele taget stor tilfredshed med valgets udfald blandt de 5 samarbejdspartier, som især glædede sig over, at så mange stemmeberettigede var mødt frem til valgstederne og havde afgivet deres stemme. Det tolkede man dels som et godt tegn for demokratiet og dels som en anerkendelse af den førte samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt. Det var også den melding, Werner Best sendte til Førerhovedkvarteret i Berlin. Men glæden over valgets resultat skulle dog ikke komme til at vare mere end nogle måneder, idet befolkningens forhold til tyskerne forværredes hen på sommeren, så det endte med, at Scavenius-regeringen måtte give op og træde tilbage. Men mere herom i kronologisk orden.

Biografrepertoiret i februar 1943 (fortsat)

Den 24. februar havde ASA-filmen "Moster fra Mols" premiere i "Saga Bio", hvor den blev en stor succes, der stod længe på plakaten. Filmen, der var skrevet af Axel Frische (1877-1956) som en variation over "Charleys Tante"-motivet, blev instrueret af et team på fire personer: Axel Frische, Grete Frische, Poul Bang og Carl Heger. Dens musik var komponeret af Victor Cornelius, og de medvirkende skuespillere var: Rasmus Christiansen, Marie Niedermann, Gerda Gilboe, Inger Stender, Agis Winding, Chr. Arhoff, Poul Reichhardt og Carl Fischer.

Den 23. marts 1943 kunne ASA lade en ret så seriøs og aktuel film få premiere i "Palads Teatret", nemlig "Det brændende Spørgsmål". For filmens drejebog stod Svend Rindom og Thit Jensen, og den var baseret på forfatterinden og kvindesagskvinden Thit Jensens skuespil "Storken". Filmen var instrueret af Alice O'Fredericks, og den havde følgende skuespillere i rollerne: Poul Reumert, Grethe Holmer, Maria Garland, Richard Christensen, Katy Valentin, Poul Reichhardt, Bodil Kjer, Sigrid Horne-Rasmussen, Carl Heger, Eyvind Johan-Svendsen, Peter Nielsen, Clara Schwartz og Asbjørn Andersen.

Det var en film om det emne, som Thit Jensen (1876-1957) i næsten en menneskealder havde stridt og kæmpet for på skrift og i tale, nemlig: frivilligt moderskab. Det vil sige: Kvindens ligestilling, frihed og især hendes ret til at vælge, hvornår hun ville være gravid og føde sit barn. Thit Jensen mente, at dette sidste kunne opnås, ved at kvinden som betingelse for samleje krævede, at manden altid brugte kondom, undtagen når hun gerne ville blive gravid. "Det brændende spørgsmål" er faktisk først blevet løst i vor tid, med indførelsen af P-pillen, selvom mere rabiate kvindesagsforkæmpere kræver, at ansvaret også eller måske især bør lægges på mændene, enten ved brug af kondom eller - mere drastisk - ved sterilisation. Kendsgerningerne viser imidlertid, at antallet af kendte, legale aborter desværre ikke er faldet i ønskeligt omfang, hvilket kunne indikere, at abort til dels stadigvæk bruges som en metode til løsning af "det brændende spørgsmål". Filmen "Det brændende Spørgsmål" var naturligvis forbudt for børn, og grænsen gik ved 16 år. Derfor kunne jeg ikke få den at se dengang, fordi jeg jo ikke engang var fyldt 14 år. I øvrigt følte jeg heller ikke filmens problem som noget, der direkte vedkom mig.

Den 21. april 1948 havde filmen "Hans Onsdagsveninde" premiere i "Kino Palæet". Filmen var instrueret af makkerparret Lau Lauritzen jun. og Alice O'Fredericks. Den mandlige hovedrolle blev spillet af Peter Malberg (1887-1965), som også havde spillet rollen som Balder Svanemose til succes på teatret, hvor stykket, der var skrevet af Paul Sarauw, kaldtes "Peter den Store". Peter Malberg spillede både teater og film, og han havde sin scenedebut i 1909 på Aarhus Teater, og begyndte at filme 1910, hvor han debuterede i Fotoramas "Ansigtstyven". Den første tonefilm, han medvirkede i, var så vidt vides kriminalfilmen "Lynet" (1934). Men bedst kendt blev han dog i 1930'erne for sin rolle som "Puttekræmmeren" i "Bolettes Brudefærd" (1938), hvori han havde et uforglemmeligt samspil med dansk teaters og films store stjerne, Bodil Ipsen, således som tidligere omtalt. Tre år senere øgede han sin personlige succes med sin rolle som "Thummelumsen" (1941) i filmen af samme navn, og denne gang i samspil med Anna Henriques-Nielsen (1881-1962) i rollen som hans moder.

Men ellers blev Peter Malberg mest kendt for sine roller i Morten Korch-filmene i årene 1950-57, og for sin rolle som Onkel Sofus i Far til Fire-filmene 1957-61. Sin sidste filmrolle havde han i "Halløj i himmelsengen" (1965), hvori han bl.a. spillede sammen med Gunner Lauring. På det tidspunkt, da filmen, der var instrueret af Erik Balling, blev indspillet på Nordisk Films Studier i Valby, var jeg selv ansat hos A/S Nordisk Tegnefilm. I de dage, hvor optagelserne fandt sted, opholdt bl.a. de to nævnte skuespillere sig i pauserne mellem optagelserne, i kantinen eller sad udenfor og nød det gode vejr. Begge var tydeligt mærket af alderen og årelangt forbrug af de våde varer, men de var ukrukkede og hyggelige at snakke med og skelnede ikke mellem, om den de talte med, "var noget" eller ej.

Men i filmen "Hans Onsdagsveninde", hvori Ib Schønberg selvfølgelig også var med, lagde man især mærke til den unge, meget rørende og velspillende Bodil Kjer (1917-2003), der mest var kendt for sine teaterroller på Det kgl. Teater, hvor hun var uddannet og debuterede i 1937. På film fik hun sin debut i 1938 med "Balletten danser", der var instrueret af Svend Gade (1879-1952), og heri spillede hun bl.a. sammen med Ebbe Rode, som hun et par år senere blev gift med. Desuden medvirkede den kgl. balletmester Harald Lander (1905-1971) og kongelige solodansere som Ulla Poulsen (1905-2001), Margot Lander (1910-1961), Gerda Karstens (1903-1988), Leif Ørnberg (1904-1977), Knud Henriksen og Børge Ralov (1908-1981). Filmen havde urpremiere i Palladium den 3. november 1938.

I de følgende år medvirkede Bodil Kjer i en række spillefilm, hvori hun dels spillede sammen med Ebbe Rode og dels med Poul Reichhardt. Men sit helt store filmgennembrud fik hun formentlig i 1951 med sin rolle som "muse" i musikfilmen "Mød mig på Cassiopeia", der var instrueret af Torben Anton Svendsen (1904-1980). Sidstnævnte var kgl. kapelmusikus (violoncel) 1926-49, derefter sceneinstruktør fra 1950 ved Det kgl. Teater, skuespilleder 1966, lærer ved operaakademiet, og desuden dramaturg ved Danmarks Radio, TV-teater- og litteraturafdelingen 1959-64.

Torben Anton Svendsen begyndte som filminstruktørassistent i 1939 hos Nordisk Film med den svensksprogede film "Roser hver aften", en operettekomedie, hvori den østrigsk-svensk-danske operette-skuespiller Max Hansen (1897-1961) havde den mandlige hovedrolle, og den svenske Siv Ericks (1918-2005) den kvindelige hovedrolle. Det var dog fortrinsvis dokumentarfilm, han lavede i årene 1940-49, men i 1950 fik han mulighed for at instruere en spillefilm, "Susanne", med Astrid Villaume (1923-1995) i titelrollen, og med en række kendte skuespillere i de øvrige roller. Og Ib Schønberg var selvfølgelig også med, skulle jeg hilse og sige. I privatlivet var Torben Anton Svendsen gift med skuespillerinden Karin Nellemose, der på sine lidt ældre dage især blev berømt for sin rolle som Misse Møhge i TV-serien "Matador". Sammen har parret datteren Annemette Svendsen (1928-), der oprindelig blev uddannet som kgl. balletdanser, men som 1949-51 lod sig uddanne på elevskolen, hvorefter hun var engageret på Det kgl. Teater 1951-53. Derefter havde hun fortrinsvis roller på Radio- og TV-Teatret, men i de senere år har man intet hørt eller set til hende på teater og film.

Max Hansen var født i Mannheim, Tyskland, som søn af den danske sangerinde Eva Haller Hansen, men voksede op i München, hvor han siges at have debuteret som trettenårigt vidunderbarn. I 1914 optrådte han i "Cirkus Variété" i København, hvor han fik tilnavnet "den lille Caruso", og 1919 på Apolloteatret. 1920 engageret hos Franz Lehár (1870-1948) i Hamburg, og derefter ved Theater an der Wien, hvor han havde succes ved urpremieren på operetten "Grevinde Maritza". Senere engageret ved Grosses Schauspielhaus i Berlin hos den verdensberømte teater- og filminstruktør Max Reinhardt (1873-1943). Max Hansens glansnummer som sanger og skuespiller blev i rollen som overtjeneren Leopold i "Sommer i Tyrol", som han siges at have spillet omkring fire tusinde gange! I 1944 indspillede han rollen i en svensk produceret film. 1930-ca. 1935 indspillede han flere film i Tyskland, men fra omkring 1935 opholdt han sig i Sverige, hvor han indspillede en del operettefilm til og med 1956. Efter krigen optrådte han hovedsagelig i København og Stockholm, og i 1956 indspillede han en dansk film, "Hvad vil De ha'", der blev produceret af Aage Stentoft hos ASA. En lang række populære danske skuespillere medvirkede i filmen, eksempelvis Dirch Passer, Kjeld Petersen og Ove Sprogøe. Desuden medvirkede Ivo Caprinos dukker, som jeg senere skal vende tilbage til. Filmen, der nærmest var et revyshow, havde premiere den 23. januar 1956 i Casino, Colosseum, Merry og Rialto, hvor den gik til den 5.februar, i Scala Bio til den 12. februar, samt i Park Teatret 27.januar-2.februar 1956. I sine sidste år var Max Hansen bosat i Danmark. Han var gift med Inge Sylvester Hvid, datter af direktør Sylvester Hvid, på hvis reklamebureau jeg en kort overgang i juni 1943 – i alt i omkring 14 dage - var ansat som reklametegnerelev. Men herom senere. Så vidt jeg erindrer, fik parret tvillinger, nemlig Ann-Mari Max Hansen (f.1949) og Max Hansen Jr. (f. 1954).

Blandt de øvrige medvirkende i filmen "Roser hver Aften", var en håbefuld operette-skuespillerinde, Else-Marie (Hansen) (1904-2003), som især blev kendt og berømt for sine roller i en række klassiske operetter på Nørrebros Teater, i samspil og duet med Hans Kurt (1909-1968). Hun havde sin scenedebut 1927 på Fønix Teatret, kom derefter til Casino, Apollo Teatret og Nørrebros Teater. Senere ved Alléscenen og Det ny Scala (nyt navn for det fhv. Nørrebros Teater). Endnu senere roller i radio og TV, hvad det sidstnævnte angår især i Matador-serien. Hans Kurt var elev af Eyvind Johan-Svendsen og fik sin debut på Folketeatret 1929. Her var han ansat 1929-33 og igen 1935-36. På Dagmarteatret 1933-34, Casino 1934-35, Nørrebros Teater 1938-44 og 1948-50. Det ny Teater 1944-45, og Frederiksberg Teater 1952-54. Gæstespil i Stockholm og Oslo og på Det kgl. Teater 1958-59 og 1960. Hans filmdebut fandt sted i 1932 i filmen "Skal vi vædde en million", og to år efter fik han stor succes i rollen som Nicolai i filmen "Nødebo Præstegård" (1934), en rolle han også spillede hver jul i de år, han var på Folketeatret. På et tidspunkt i 1950'erne blev den fhv. operettestjerne kendt som en virkelig god visesanger, men han indspillede fortsat film og optrådte i radio- og tv-spil, og blev med årene en bedre og bedre karakterskuespiller.

Den 26. april 1943 havde endnu en dansk spillefilm premiere, nemlig "Erik Ejegods Pilgrimsfærd", som havde drejebog af Paul Sarauw, der igen havde bearbejdet skuespilleren Olaf Poulsens bearbejdelse af tyskeren P. von Schönthans' "Der Raub der Sabinerinnen" (1888). For instruktionen stod Svend Methling og som filmfotograf havde han den svensk-danske Karl Andersson (1899-1967), som begyndte sin karriere hos Svensk Film i Stockholm 1914, og her arbejdede han til 1930, da han rejste til København, hvor han fik ansættelse som filmfotograf hos Fotorama 1930-37. Fra 1937-40 var han ansat hos ASA Film, og på Palladium Film 1940-46, hos Dansk Film Co. 1946-50, på Politikens Filmjournal 1950-55. Han var freelance 1955-62 og sidstnævnte år blev han ansat som trickfilmfotograf på Nordisk Films Teknik, hvor han arbejdede til sin død i 1967. Her traf jeg ham netop i 1967, da jeg var på filmlaboratoriet i anledning af en tegnefilm, "Kruseduller", jeg havde animeret og som blev fremkaldt og kopieret på "Teknikken". Sådan som jeg oplevede ham, var Karl Andersson en høj, slank mand med et stilfærdigt væsen, som ikke virkede specielt professionel, hvad angår trick- og tegnefilm, hvilket han da heller ikke lagde skjul på. Men havde jeg dengang vidst, at Karl Andersson var en af dansk tonefilms veteraner, med mange danske spillefilm bag sig som filmfotograf, havde jeg måske set på ham med lidt andre øjne, end jeg gjorde på det tidspunkt. Han virkede en lille smule sølle, hvilket måske kan have hængt sammen med, at han ikke var rigtig rask. Han døde da også samme år den 4. juli 1967. Han efterlod sig bl.a. en datter, Laila Andersson (f. 1938), som var skuespillerinde ved Det kgl. Teater og som desuden medvirkede i al fald i een dansk spillefilm, "Gudrun" (1963). Laila Andersson var gift med chefen for DR TV's grafiske afdeling, Jørn Mathiesen.

Karl Andersson var filmfotograf på en af de tidligste danske tonefilm, "Paustians Uhr" (1932), og derefter fungerede han i samme egenskab på en lang række kendte og populære danske spillefilm. Til de mindre populære, men kunstnerisk set mere markante danske spillefilm, han var filmfotograf på, hører Carl Th. Dreyers "Vredens dag", der havde premiere i World Cinema den 13. november 1943, og som jeg skal vende tilbage til senere. Karl Andersson var også filmfotograf på "Familien Gelinde" (1944), som vi også senere skal høre mere om. Med nogle lejlighedsvise afstikkere til dokumentar- og industrifilm sluttede Karl Andersson sin mere end 30 år lange karriere som filmfotograf med spillefilm som "Ullabella" (1961), "Lykkens musikanter" (1962), "Det stod i avisen" (1962) og "Sekstet" (1963). Sidstnævnte film, der altså blev Karl Anderssons sidste spillefilm, var produceret af Flamingo Film og Johan Jacobsen, og den havde manuskript af Annelise Hovmand og Poul Bach, samt instruktion af Annelise Hovmand. Den fortæller om 2 x 3 rodløse mennesker, og disse blev fremstillet af Ingrid Thulin, Ghita Nørby, John Kelland, Axel Strøbye, Ole Wegener og Hanne Ulrich. Filmen havde premiere i Imperial den 16. december 1963.

Den 24. maj 1943 havde filmen "Mine kære Koner" premiere i Palladium. Den var skrevet af Børge Müller og instrueret af Johan Jacobsen, som dengang blev regnet for en af de bedste og mest moderne danske filminstruktører. Den havde Gunner Lauring i den mandlige hovedrolle og Beatrice Bonnesen i den kvindelige ditto. Parret blev forsøgt lanceret i flere lystspilfilm som et sagførerægtepar og dettes professionelle og private genvordigheder, formentlig med forbilleder i tilsvarende amerikanske film med Spencer Tracy og Katherine Hepburn, og en anden og lignende filmserie med William Powell og Myrna Loy.

Fra den 2. august 1943 kunne Aladdin, Bella, Carlton, Roxy, Scala og Triangel annoncere med ASA-filmen "En Pige uden lige", som var en dansk udgave af den svenske folkekomedie "Brødrene Østermann's huskors". Jens Dennow var producer på filmen, og for instruktionen stod Jon Iversen og Ole Berggren. I denne film medvirkede både Petrine Sonne og Ib Schønberg. Mange år senere, i 1967, genindspilledes en "frit efter-version" af samme idé, men denne gang blev instruktionen forestået af Lau junior, assisteret af Tom Hedegaard (1942-1999), der ellers var knyttet til Nordisk Film, og som bl.a. kendes for sin instruktion af en del af afsnittene i TV-serien "Huset på Christianshavn" (1970-77).

Karakteristisk for tiden under besættelsen var det, at så vel teatrene og biograferne som varietéerne og restauranterne, særlig dem, hvori der også var musikalsk underholdning, havde en slags kronede dage. Den almindelige dansker lukkede øjne og ører for de aktuelle begivenheder og søgte glemsel og opmuntring, ved at kaste sig ud i harmløse fornøjelser og uprovokerende underholdning. Derfor var det symptomatisk, når "Nationaltidende" bragte en annonce, hvis tekst lød sådan: "Odd Fellow Palæets store Sal. Paa utallige Opfordringer! Hakon Mielche Tropeforedraget med alle Tiders yndigste Farvefilm 3 smaa Øer - St.Thomas - St. Croix - St. Jan - Paradiset paa Jorden".

Hakon Mielche (1904-1979) var forfatter, journalist, tegner, globetrotter og foredragsholder, og han blev landskendt gennem sine mange oplysende og underholdende rejseartikler i ugebladet "Familie Journalen". Han efterfulgte forfatteren og globetrotteren Holger Rosenberg (1869-1960), der i mangfoldige år havde været rejsereporter for samme blad. Samme Holger Rosenberg havde i øvrigt haft en sommerbolig oppe på Klint i Odsherred, som blev kaldt "Villa Rosenberg". Den lod han i slutningen af 1930’erne på lempelige vilkår overdrage til den selvejende institution "Kosmos Ferieby", som hørte under Martinus' Institut. Men mere herom i kronologisk sammenhæng.

Tyske propagandafilm og filmlystspil

Under krigen gjorde tysk propaganda og herunder tysk film, alt for at give tyskerne og de besatte landes befolkninger indtrykket af, at krig var den rene svir. Goebbels' udspekulerede og demagogiske propaganda forsikrede, at den militært overlegne tyske hær, flåden og luftvåbnet nok skulle tage sig af fjenden, så befolkningerne kunne leve i fred for de slemme englændere, amerikanere og russere. I det øjemed, at underbygge den optimistiske og højtflyvende nazistiske propaganda, som havde til formål at tilsløre eller forvanske kendsgerningerne, havde Goebbels udstedt ordrer til den statsejede tyske filmindustri om, at man - bortset fra de deciderede propagandafilm - skulle producere lette og underholdende film. På denne - noget naive - måde, håbede Goebbels at kunne vinde de besatte landes befolkningers tillid og tro på den "retfærdige" tyske sag. Derfor blev der i løbet af krigsårene produceret et utal af letbenede tyske filmlystspil, i et forgæves forsøg på at erstatte de ofte elegante, charmerende og vittige amerikanske filmlystspil fra 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne. Det var jo de film, som de besatte landes biografgængere - og det var dengang en forholdsvis stor procentdel af befolkningen - måtte undvære, fordi tyskerne, som tilfældet var i Danmark, for det første i kraft af forbuddet mod import af nye eller nyere amerikanske film, og for det andet ved hjælp af den snedige gencensureringsordning, efterhånden tilbageholdt reprisefilmene i distributionsleddet.

Gencensureringsordningen havde vist sig at have effekt, for i hvert fald fra den 2. februar 1943 spilledes der ikke en eneste amerikansk film i de københavnske biografer, og det må formodes at det samme var tilfældet i de andre danske byer. Men samtidig kan det også konstateres, at det var begrænset, hvad biograferne viste af tyske film. Repertoiret var tydeligvis domineret af danske, svenske og franske spillefilm. Men flere københavnske centrumsbiografer havde åbenbart svært ved eller ikke mod til at afslå visningen af tyske film. Man frygtede naturligvis for repressalier fra tysk side.

Den nævnte dato, altså 2. februar 1943, kunne "Dagmar Bio" annoncere med: "Bel Ami - Willy Forst's store Succesfilm med den populære Melodi." - Willy Forst (1903-1980) var skuespiller, teater- og filminstruktør, der allerede fra 1922 medvirkede i tyske stumfilm. Han begyndte som filminstruktør i 1933 med "Den ufuldendte", som formentlig må være bygget over Schuberts symfoni af samme navn. "Bel Ami" med den berømte melodi: "Du er damernes ven, Bel Ami", er fra 1939, der blev en slager også i Danmark. Willi Forst var kendt og værdsat for sine filmoperetter og wienerlystspil, og stemningsfulde, ofte ironiske og vemodige men altid kunstnerisk raffinerede film. 1952 indspillede han f.eks. filmen "Sommer i Tyrol", baseret på operetten af Ralph Benatsky og Erich Charell efter komedie af Blumenthal og Kadelburg. Med Erik Balling som instruktør, blev der i 1964 også indspillet en dansk version af operetten, med Dirch Passer, Susse Wold, Ove Sprogøe og Lone Hertz i hovedrollerne, og med Peter Malberg i rollen som kejser Franz Joseph.

Den 19. februar kunne "Metropol" annoncere med premieren på musikfilmen "Saa Swinger vi" (1942), med Ilse Werner (1921-2005) og Viktor de Kowa (1904-1973) i hovedrollerne. Ilse Werner, som også medvirkede i "Bel Ami", var en af Tysklands førende teater- og filmskuespillere i 1930'-40'erne. Hun kom til filmen i 1938 og indspillede i årene 1938-45 en række film, der medvirkede til hendes store popularitet. Blandt hendes film er også "Den svenske Nattergal" (1941), en film om den svenske koncertsangerinde Jenny Lind (1820-1887), som i sine yngre dage blev udråbt til eventyrdigteren H.C.Andersens store, men ugengældte kærlighed. Denne myte har imidlertid ikke hold i virkeligheden, idet der for hans vedkommende kun var tale om et kortvarigt erotisk sværmeri, som snart gik over i gensidig beundring og et livsvarigt venskab mellem de to. Fra Jenny Linds side var der aldrig tale om andet end beundring og venskabelige følelser for den store digter. Ilse Werner indspillede også film efter krigen og helt op i 1950'erne, men hendes storhedstid var uigenkaldeligt forbi. Viktor de Kowa var tysk teater- og filmskuespiller, som hurtigt blev udnævnt til statsskuespiller og intendant ved Staatstheater og Theater am Kurfürstendamm i Berlin. Under krigen instruerede han et par propagandafilm for Hitler-jugend, og efter krigen forlagde han residensen til Sydamerika, som tilfældet var for så mange andre tyskere, hvoraf i al fald nogle ikke havde helt rent mel i posen, da afnazificeringen satte ind. Senere vendte han dog tilbage til Tyskland, hvor han atter optrådte som teater- og filmskuespiller og desuden blev chef for forsøgsteatret "Tribune" i Berlin. I 1955 medvirkede han i rollen som SS-general i filmen "Djævelens General". Bag generalens overfladecharme anedes en lumsk farlighed, som kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på tilskuere, som endnu havde nazisternes ugerninger i frisk erindring.

Et særligt kapitel i tysk film er nazismens hetzinstruktør nr.1, Veit Harlan (1899-1964), som var uddannet skuespiller, men begyndte som filminstruktør i 1935. Han blev særlig kendt - eller berygtet - for den stærkt antisemitiske film "Jøden Süss" (1940), som han indspillede på foranledning af propagandaminister Goebbels. Den handlede om den indflydelse, som den jødiske Süss Oppenheimer havde på hertug Karl Alexander af Württemberg. En anden af Harlans pro-nazistiske og nationalistiske film var "Die goldene Stadt" (1942; dansk: "Den gyldne Stad"), som den 19. februar 1943 kunne ses i "World Cinema". Den kvindelige hovedrolle heri blev - som i mange af hans film - spillet af hans svensk-fødte hustru Kristina Söderbaum. Efter krigen blev Veit Harlan anklaget for forbrydelse mod menneskeheden, med særlig henvisning til filmen "Jøden Süss", men han klarede frisag. Der var dog store protestdemonstrationer imod ham, men alligevel lykkedes det ham at fortsætte sin filmkarriere, først og fremmest, fordi han var en teknisk virtuos instruktør, som samtidig forlenede sine film med artistiske raffinementer. Han trak sig tilbage fra filmarbejdet i 1962 og døde et par år efter.

Kristina Söderbaum (1912-2001) var som nævnt svensk født, men kom i 1928 til Tyskland for at læse til skuespillerinde. Her blev hun i 1937 opdaget af Veit Harlan, som gav hende hovedrollen i "Unge mennesker" (1938), men bedst kendt blev hun i Danmark i film som "Den gyldne Stad" (1942) og "Drømmesøen" (1943). Begge film blev publikumssucceser, sidstnævnte film måske især for mandepublikummet på grund af sine efter den tids målestok dristige scener med masser af nøgne damer, der badede i et stort svømmebassin.

Et navn, der under krigen fik en særlig klang, var Zarah Leander (1907-1981), der var født i Karlstadt, Sverige, hvor hun også opnåede at blive en landskendt og fejret revystjerne, inden hun i 1937 tog til Tyskland. Her var hun i årene 1937-44 primadonna i en række højtidelige tyske film-melodramaer. Hendes karakteristisk dybe, slørede sangstemme hørtes også ofte over radioen. Efter krigen vendte hun tilbage til sit hjemland, Sverige, hvor hun dels søgte at rehabilitere sig, og dels forsøgte at generobre sin før-krigs position som sanger og skuespiller, hvilket imidlertid viste sig forgæves. Hendes gode navn og rygte var og forblev spoleret på grund af hendes flirt med nazismen. Dybt skuffet vendte Zarah Leander ryggen til Sverige og returnerede omkring 1950 til Tyskland, hvor hun atter optrådte i film og på teatret, men uden den store succes. Her indspillede hun så vidt vides herefter kun tre film, nemlig "Gabrielle" (1950), "Cuba Cabana" (1952) og "Ave Maria" (1953).

Populære franske filmskuespillere

En af de franske skuespillerinder, der var bedst kendt og havde størst succes i Danmark, både før, under og efter besættelsen, var Danielle Darrieux (1917-). Hun, der var uddannet på musikkonservatorium i Paris, kom til filmen i 1931, hvor hun debuterede i "Le Bal". Hun indspillede derefter en række lystspil og romantiske dramaer, var en periode i USA, men vendte snart hjem til Paris, hvor hun befandt sig bedre. Danielle Darrieux var foruden at være smuk, også 1930'ernes mest charmerende filmkomedienne, og selv om hun endnu filmede langt op i 1960'erne, havde hun bevaret sin lystspilelegance og kvindelige sødme, der tog alle hjerter med storm.

Den 19. februar 1943 kunne Danielle Darrieux ses og opleves i hele to københavnske biografer, idet "Dagmar" spillede "Ikke helt almindelig" (1934) og "Nørreport Bio" hendes "Katia" (1938). Men særlig kendt blev hun nok for sin rolle i det romantiske "Mayerling Dramaet" (1935), som samme dato kunne ses i "Scala Bio", og i den bittertsøde og humørsprudlende "La Ronde" (1950; dansk:"Kærlighedskarrusellen"), to film, der viste hendes talents rækkevidde. Begge disse film blev også begge store publikumssucceser i københavnske biografer. Selv havde jeg lejlighed til at se de to film dengang.

En anden kendt fransk skuespillerinde var Michèle Morgan, hvis egentlige navn er Simone Renée Roussel (1920-), som debuterede på film i 1937 og fik sit store gennembrud som pigen i "Taagernes Kaj", med Jean Gabin i den mandlige hovedrolle. Under krigen opholdt hun sig og filmede i Hollywood, men vendte efter krigen hjem til Frankrig, hvor hun snart blev fransk films førende og feterede stjerne. Michèle Morgan fortsatte med at filme til helt op i 1960'erne. Den 2. februar 1943 kunne hun ses i "Rialto" i filmen "Den farlige Leg", som det imidlertid ikke er lykkedes mig at identificere.

En tredie kendt fransk skuespillerinde var Viviane Romance, et pseudonym for Pauline Ortmans (1912-1991). Danserinde og teaterskuespiller med filmdebut i 1934. Denne eksotisk smukke kvinde spillede alternerende i lidenskabelige kærlighedsfilm og psykologiske melodramer. Herhjemme blev hun nok mest kendt i film som f.eks. "Ildkysset" (1938) og "Safia" (1938).

En fjerde af de især dengang kendte franske filmstjerner, var Gaby Morlay (1893-1964), som havde sin teaterdebut i 1912 og sin filmdebut i 1914. Hun, der kunne være vittig, pikant, hjertevarm og menneskelig på samme tid, blev hurtigt kendt for sine primadonnaroller og sine psykologiske karakterroller. Herhjemme blev hun nok bedst kendt for sine roller i film som f.eks. film: Besættelse" (1937), "Bag Facaden" (1939) og "Kvinden fra Havet" (1939/40). Også hun fortsatte med at filme til langt op i 1950'erne.

En femte af de store franske filmstjerner, som bør nævnes, er Micheline Presle (1923-), som herhjemme nok blev bedst kendt for sin rolle i "Le Diable au Corps" (1947; dansk: "Djævelen i Kroppen"), hvor hun spillede den yngre lærerinde, der forfører sin unge mandlige elev, spillet med uforlignelig indlevelse af fransk films store talent Gérard Philipe. Micheline Presle spillede i komedier så vel som i psykologiske film, hvor hun det ene øjeblik kunne optræde koket og pikant og som et troskyldigt barn og i næste øjeblik fremtræde som en erfaren og demoraliseret kvinde. Også hun fortsatte med at filme til langt op i 1950'erne, men dog ikke med en så fremtrædende plads i fransk film, som i 1940'erne. I 1950-51 gæstespillede hun i Hollywood, men uden større succes.

Gérard Philipe (1922-1959) blev især kendt for sine blide, vemodige ynglingeroller og i psykologisk dybdeborende skildringer af drenges seksualitet. Hans drengeagtige ydre og drømmende personlighed dækkede dog over både lune, ironi og skarp intelligens. I Danmark blev han især kendt for sit fine spil i "Djævelen i Kroppen", men også for sin rolle i filmatiseringen af Dostojefskis "Idioten" (1945), og senere for sin muntre heltefremstilling i "Fanfan la Tulipe" (1951; dansk: "Fanfan, ridderen af Tulipanen"). I 1956 realiserede han en gammel drøm om at filmatisere sagnene om den nederlandske spilopmager, nar og frihedshelt Till Eulenspigel: "Les aventures de Till l'Espiègle" (1956). Philipe både instruerede og spillede selv hovedrollen i filmen. Hans sidste film blev "Les Liaisons Dangereuses" (1959; dansk: "Farlige forbindelser"). Han døde pludseligt af en kræftsygdom, kun 37 år gammel.

Endnu en fransk skuespillerinde bør nævnes her, og det er Simone Simon (1910-2005), som debuterede på film i 1932, men som herhjemme nok blev bedst kendt fra film som f.eks. "Kvindesøen" (1934), "La Bete Humaine" (1938; dansk: "Menneskedyret") og "Kvinder uden Navn" (1950). Simone Simon var i en årrække gift med den fremtædende franske sanger og skuespiller Yves Montand (1921-1991), der debuterede på film i 1945. Herhjemme blev han dog nok mest kendt for sin rolle som lastbilchaufføren i "Frygtens Pris" (1953), der påtager sig transporten af en ladning sprængfarlig nitroglycerin, og som på vej hjem ad smalle bjergveje efter sin vellykkede tur, af bar glæde og befrielse kører bilen fra side til side, til tonerne af en wienervals. Turen ender brat, da han kommer for tæt på klippekanten og mister herredømmet over bilen, hvorved denne styrter i dybet og eksploderer og han omkommer i flammerne. Sent skal man også glemme ham i rollen som bonden i "Les Sorcières de Salem" (1957; dansk: "Heksejagt", efter Arthur Millers skuespil "The Witches of Salem"). Heri spillede Montand sammen med sin kone, Simone Simon. Fra slutningen af 1950'erne filmede Yves Montand en del år i Hollywood, begyndende med Marilyn Monroe-filmen "Let's make Love" (1960). Under indspilningen af denne film blev de to skuespillere så betagede af og forelskede i hinanden, at Yves Montand lod sig separere og senere skille fra Simone Simon. Men forholdet mellem Montand og Marilyn blev kun af kortere varighed. Hun forelskede sig i reglen - men oftest kortvarigt - i sine mandlige medspillere, og de i hende.

Marilyn Monroe – et kapitel for sig

Selv om vi under omtalen af biografrepertoiret i københavnske biografer under besættelsen er kommet lidt vel langt frem i kronologien, skal filmskuespillerinden Marilyn Monroe, som endnu ikke var kendt af offentligheden, dog alligevel omtales her.

Marilyn Monroe (1926-1962) eller som hun egentlig hed: Norma Jean Baker, nogle kilder anfører, at hendes efternavn var Mortensen, og at hun havde danske aner i sin slægt. Men denne ret specielle pige gjorde efter en forholdsvis stilfærdig begyndelse kometagtig karriere i Hollywood og blev verdenskendt som 1950'ernes store sex-symbol. Hun debuterede på film i 1948, men det var først i sidste halvdel af 1950'erne og i begyndelsen af 1960'erne, at hun slog igennem som en stjerne af format, der mestrede både lystspillet og dramaet. Det skete især med film som "Gentlemen prefer Blondes" (1953; dansk: "Gentlemen foretrækker blondiner"), "How to marry a Millionaire" (!953; dansk: Tre Piger søger en Millionær"), "The Seven Year Itch" (1955; dansk: "Den søde kløe"). En af hendes bedste seriøse præstationer er i rollen som servitricen i "Bus Stop" (1956). Men den helt store verdensberømmelse fik hun i Billy Wilders "Some like it hot" (1959; dansk: "Ingen er fuldkommen"), hvori hun parodierede sig selv i et uforligneligt samspil med Tony Curtiz, Jack Lemmon og Joe E.Brown.

Men var Marilyn Monroes karriere fuld af succes, så var hendes privatliv til gengæld præget af personlige nederlag, som ikke mindst skyldtes hendes mangel på selvtillid, hendes frustrationer og lejlighedsvise depressioner. Hun var gift flere gange, og i årene før sin død, var hun ifølge mennesker, der kendte hende, præsident John F. Kennedys elskerinde. Det sidstnævnte er dog muligvis kun et rygte. Hun blev flere gange indlagt på psykiatriske klinikker, men desværre uden varigt positivt resultat, og det endte med, at hun tog en overdosis sovepiller og døde. En skæbne, der på flere måder kan minde om den, som også overgik den i sin tid mindst lige så populære Judy Garland. Imidlertid opstod der som sædvanligt, når det gælder fremtrædende og offentlige personligheder, en konspirationsteori om, at det var præsidentens bror, justitsminister Robert Kennedy, der havde bestilt mordet på Marilyn. En teori, der som alle konspirationsteorier formentlig savner ethvert grundlag i virkeligheden. Efter mordet på John F. Kennedy, opstod der flere konspirationsteorier om, hvem der var morderen eller morderne og hvem der i øvrigt stod bag: Mafiaen, politiske modstandere eller olieselskaberne. - Hvis læseren interesserer sig for konspirationsteorier, kan jeg anbefale at læse min artikel Konspirationsteorier - sandhed eller falsum? - en artikel om en del af de mange konspirationsteorier, der har været fremme i tidens løb.

En stor Disney-fan

I betragtning af den næsten enerådende dominans, som det gennem målrettet, ihærdig indsats og dygtigt salgs- og distributionsarbejde efterhånden var lykkedes for Walt Disney Productions at opnå og bevare, blev begrebet tegnefilm for mange af os, der var børn i 1930'-40'erne, derfor synonymt med navnet Disney. For mig personlig havde det nærmest en lysende glorie af magi og trylleri omkring sig. Jeg beundrede simpelthen Disney og hans tegnefilm af et helt og fuldt hjerte, og ønskede og drømte i stigende grad om at få indpas i tegnefilmens magiske verden. Ikke hos Disney naturligvis, for det følte jeg allerede dengang, at det ville mine evner sikkert ikke være store nok til. Men mindre kunne også gøre det, syntes jeg.

Hjemme hos mine forældre i Jægersborggade, i det lille værelse, som jeg i kraft af min alder havde fået eneretten til fra omkring 12-13 års alderen, dvs. i 1941-42, fik drømmene frit løb. Næsten daglig, når jeg var kommet hjem fra skole og havde lavet de hjemmeopgaver, som jeg eventuelt havde fået for, øvede jeg mig i at lave animation ved at tegne sjove figurer - det syntes jeg i al fald selv - på tyndt karton og klippe dem ud, så at det på den måde lod sig gøre, at udskifte den ene tegnede bevægelsesfase med den næste i et bevægelsesforløb. Jeg håbede at det på et tidspunkt måtte lykkes mig at få fotograferet og lavet den lille film, hvis hovedfigurer var nogle hvide høns, som var tegnet i klassisk Disney-stil. Hvad handlingen gik ud på, har jeg glemt, men den har nu nok ikke været noget at råbe hurra for. Hvordan en tegnet figur rent teknisk bringes til at bevæge sig på film, havde jeg jo som tidligere omtalt, for længst erfaret, og det gjaldt nu om at realisere sine drømme og sin viden. Men indtil videre gik jeg jo endnu i skole, på sidste skoleår for mit vedkommende, idet jeg i 1941 havde afslået at komme i mellemskolen. I stedet fortsatte jeg i 1. Fri Mellem, forkortet FM og gik nu i 2. FM, som var min afgangsklasse. Den afsluttende eksamen i maj 1943 nærmede sig, og dermed steg min utålmodighed og nervøsitet. Utålmodigheden skyldtes, at jeg ikke syntes det kunne gå hurtigt nok med at komme ud af skolen, og nervøsiteten hang sammen med det faktum, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave bagefter. Mor pressede på, for at få mig til at finde ud af, om der fandtes nogen muligheder for at jeg kunne komme til at lave tegnefilm, og hvis der ikke gjorde, sagde hun, så måtte jeg finde en anden form for beskæftigelse, i hvert fald midlertidigt.

Som tidligere fortalt ovenfor, havde jeg dels rettet henvendelse til Teknisk Film Compagni og dels til Gutenberghus Reklame Film, men ingen af disse to steder producerede man deciderede tegnefilm og knapt nok reklametegnefilm. Det første hang sammen med, at der overhovedet ikke blev produceret underholdningstegnefilm herhjemme dengang, og det sidste skyldtes primært, at tegnefilmproduktion i almindelighed er en temmelig kostbar affære, så der var langt mellem kunderne til denne specielle form for tegnefilm. Det var derfor en ejendommelig situation, jeg befandt mig i, hvor jeg hverken vidste ud eller ind, men mit ønske om at ville lave tegnefilm var stadigvæk stærkt, og jeg var tilsyneladende helt urealistisk overbevist om, at tegnefilm det ville og skulle jeg nok komme til at lave på et eller andet tidspunkt, men hvordan og hvornår, det havde jeg ikke den ringeste anelse om.

Imidlertid var jeg fortsat morgen- og eftermiddagsbud de seks af ugens dage, bortset fra søndag, hvor jeg ’kun’ var morgenbud hos fru Jensen i ismejeriforretningen omme i Kronborggade, og det beslaglagde en del af min fritid. Meningen var dog som nævnt, at jeg skulle holde op som bud, når jeg var færdig med skolen og havde fundet et arbejde eller en læreplads. Derfor havde jeg aftalt med fru Jensen, at min kammerat Jørgen skulle overtage jobbet efter mig. Han boede jo nu med sin familie i Kronborggade og havde en endnu kortere strækning at gå til ismejeriet end mig, og han kendte på forhånd, hvad arbejdet som bud gik ud på, for han havde ved flere tidligere lejligheder været min afløser, når jeg af en eller anden grund ikke selv kunne passe jobbet. Det var nemlig så heldigt, at Jørgen først skulle gå ud af skolen og konfirmeres året efter, og han vidste endnu ikke, hvad han ville eller skulle lave til den tid.

Den første dødsdom

Krigens følger gav sig for alvor til kende den 8. maj 1943, hvor danske aviser kunne bringe meddelelsen om, at den første dødsdom over en dansk sabotør var blevet afsagt ved en tysk krigsret. Forud for offentliggørelsen af dommen var gået, at Udenrigsministeriets Pressesekretariat dagen før havde udsendt følgende pressemeddelelse:

Maa ikke offentliggøres før Lørdag Morgen den 8. Maj 1943.

SABOTØR DØMT TIL DØDEN.

Benådet paa indtrængende Henstilling fra Statsministeren.

Ritzaus Bureau erfarer: HANS PETERSEN, født 26. April 1910 i Hejls, er ved tysk Krigsret blevet dømt til Døden for i Maanederne August-Oktober 1942 i flere Tilfælde at have forøvet Sabotage ved Hjælp af Sprængbomber og ved Brandstiftelse og ødelagt eller beskadiget Motorkøretøjer, tilhørende den tyske Værnemagt. Petersen har navnlig foraarsaget en større Brand hos Firmaet Canning, i Griffenfeldtsgade, København, og forøvet Sabotage ved Hjælp af Spræng- og Brandbomber i Automobilværkstedet Adler Service, Lyngbyvej 182 og i Alberts Skrædderværksted, Frederiksborggade 52.

Petersen, der var Kommunist, blev ved sine Sabotagehandlinger bistaaet af HARALD NIELSEN, født 7. Februar 1906 i København og JOHNNY NIELSEN, født 16. December 1914 sammesteds, der ligeledes var Kommunister.

Da disse Sabotagehandlinger var rettet direkte mod den tyske Værnemagt og begaaet i den Hensigt at tilføje den Skade, er Dommen over de tre Gerningsmænd blevet afsagt ved tysk Krigsret. I Overensstemmelse med Krigens Love blev Hans Petersen dømt til Døden, medens Harald Nielsen og Johnny Nielsen blev idømt livsvarigt Tugthus.

I Anledning af Dødsdommen over Hans Petersen har STATSMINISTEREN henvendt sig til det tyske Riges Befuldmægtigede med indtrængende Henstilling om, at Dødsdommen ikke blev fuldbyrdet. Den tyske Myndighed, der sidder inde med Benaadningsretten, har derefter benaadet Hans Petersen for den ham idømte Dødsstraf og ændret den til livsvarigt Tugthus.

De 3 dømte Sabotører vil komme til at afsone deres Straf i tysk Tugthus.

PRIVAT FOR REDAKTIONEN, FORTROLIGT.

Ovenstaaende Meddelelse bedes bragt i fremtrædende Udstyr og paa Forsiden.

UDENRIGSMINISTERIETS Pressesekretariat, den 7. Maj 1943.

Den velmenende konservative avis Nationaltidende aftrykte Udenrigsministeriets skrivelse ord for ord. Men i dagens leder gav redaktionen udtryk for sin bekymring over udviklingen og fandt endnu engang anledning til at advare sine læsere om de fatale følger for såvel den enkelte som for landet, det kunne få, når nogen satte sig op imod myndighederne, underforstået især imod den tyske Værnemagt og tyske interesser. Forud for den ovenfor citerede pressemeddelelse var gået, at den tidligere spaniensfrivillige Hans Petersen var blevet opsporet og arresteret af dansk politi den 30. oktober 1942. Det samme gjaldt to af hans tre kammerater og hjælpere, nemlig brødrene Harald og Johnny Nielsen, mens den tredje bror, Kaj Nielsen, undgik anholdelse. Han blev dog senere eftersøgt og måtte derfor flygte til Sverige.

Med benådningen af dødsdommen, som ændredes til livsvarigt tugthus for Hans Petersens vedkommende, hang det sådan sammen: Statsminister Scavenius havde henvendt sig til Werner Best, som derefter henvendte sig til von Hanneken og fik udvirket ændringen af dødsdommen. Det skete i det håb, at benådningen ville isolere sabotørerne og signalere, at et roligt samarbejde med tyskerne bedre kunne betale sig for danskerne. Men det forstod de sidstnævnte åbenbart ikke, for sabotageaktionerne steg fra januar til maj 1943 fra 24 tilfælde til 80 tilfælde, og antallet steg yderligere i de følgende måneder.

Efter arrestationen skete der det for Hans Petersens vedkommende, at han sad en måned i Vestre Fængsel, hvorefter han - i lighed med 100 andre danske modstandsfolk - blev overført til den afdeling af fængslet, som hørte under tysk politi og tysk jurisdiktion. Efter dødsdommen den 12. april 1942 ventede Hans Petersen længe på at dommen skulle blive eksekveret, men til hans egen store overraskelse fik han den 8. maj 1943 meddelelse om, at dommen var ændret til livsvarigt tugthus, som dog skulle afsones i Tyskland. Han og hans kammerater blev senere overført til Fuhlsbüttel-tugthuset i Hamburg, en anden kilde angiver fængslet som beliggende i Dreibergen. Vedrørende Hans Petersen og de tre brødre Nielsen kan her yderligere oplyses, at de alle fire var såkaldte Spaniens-frivillige og at de i 1936 havde deltaget i den spanske borgerkrig i kampen mod general Francos fascistiske styre. De var alle medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom, som holdt til i Bjelkes Allé på det nordlige Nørrebro.

Efter tyskernes besættelse af Danmark den 9. april 1940 dannede de Spaniens-frivillige modstandsorganisationen KOPA, Kommunistiske Partisaner, men ændrede senere navnet til DAPA, Danske Partisaner, og kort efter til det blivende navn BOPA, Borgerlige Partisaner, som havde appel også til andre end kommunister. Hans Petersen og de tre brødre Nielsen deltog aktivt i opbygningen af organisationen. Efter Tysklands overfald på Sovjetunionen den 22. juni 1941, som i øvrigt kom helt bag på kommunisterne, som havde måttet sluge en stor kamel, da Stalin i 1939 indgik i en ikke-angrebspagt med Nazi-Tyskland, blev de danske Spaniens-frivillige kommunister den 7. november 1942 arresteret af det danske politi og indsat i Horserødlejren, hvor en række danske kommunister i forvejen sad interneret. Den 29. august 1943 besatte tyskerne Horserødlejren, men herunder lykkedes det for 92 fanger at flygte i nattemørket. Den 2. oktober 1943 – i øvrigt samme dag, som tyskerne indledte aktionen imod de danske jøder – blev resten af Horserød-fangerne, i alt 152, ført ud til havnen og stuvet sammen i et lastrum på et fragtskib, som sejlede dem til Swinemünde, hvorfra de blev transporteret videre i tætpakkede godsvogne og kørt til kz-lejren Stutthoff ved Danzig. Da Tysklands sammenbrud nærmede sig, blev fangerne som et led i Tysklands forsøg på at slette sporene efter kz-lejrene, i februar-marts 1945 tvunget ud på en såkaldt dødsmarch gennem Pommern i stiv vinterkulde. Otte Spaniens-frivillige døde i kz-lejren eller under dødsmarchen.

Hans Petersen reddede livet på grund af krigens afslutning, hvor han genoptog sit tidligere arbejde som maskinarbejder, men så vidt vides findes ikke oplyst, hvornår han døde. Om de to brødre, Harald og Johnny Nielsens skæbne som tugthusfanger i Tyskland findes mig bekendt ikke noget helt præcist oplyst. De kilder, jeg har benyttet mig af, er ikke helt enige om de tre Nielsen-brødres skæbne, men en kilde mener at vide, at den ene af dem, Åge, faldt i et baghold efter en sabotageaktion i september 1943 og derved kom han i Gestapos varetægt, som indbefattede tortur, for at få ham til at angive sine kammerater, hvilket han ikke gjorde. Torturen fortsatte og endte med, at han døde i Vester Fængsel den 18. oktober 1943. Ifølge en af kilderne var de to andre brødre, Harald og Kaj, eftersøgt for sabotageaktiviteter, og i november 1943 blev de begge såret af skud under en ildkamp med det danske politi. De blev indlagt på Bispebjerg Hospital, hvorfra de blev sendt til Sverige, hvor de dog straks ved ankomsten blev arresteret af svensk politi, som fik dem indlagt på Malmø Sygehus. Efter en uges ophold her blev de indsat i eneceller i Malmø arrest, idet politiet frygtede for, at de to var kommet til Sverige for at sabotere de svenske jernbanetransporter til Tyskland og måske samtidigt for at deltage i organiseringen af våbentransporter fra Sovjetunionen til danske sabotører. Harald og Kaj blev senere overført til fængslet i Kalmar, hvor de sad i 3 måneder, indtil de efter Danmarks befrielse i maj 1945 kunne vende hjem til København, hvor Harald genoptog sit arbejde som slagter, mens den åbenbart eventyrlystne Kaj forlod Danmark i 1954 for at rejse rundt i Europa som flodskipper. Da han vendte tilbage til Danmark i maj 1979 var han syg og blev indlagt på Rigshospitalet, hvor han afgik ved døden få dage efter indlæggelsen. Broderen Harald døde som den sidste af brødrene den 5. december 1989.

Her skal det pointeres, at ovenstående ’oplysninger’ om Harald og Kaj Nielsen, sidstnævnte må formentlig være identisk med Johnny Nielsen, stemmer dog ikke så godt med, at begge i april 1943 var blevet idømt livsvarigt tugthus, som skulle afsones i Tyskland. Det sidstnævnte må i henhold til Udenrigsministeriets pressemeddelelse af 7. juni 1943 anses for at være en kendsgerning.

I øvrigt var sabotagen i Danmark ved at blive bedre organiseret og mere udbredt, ikke mindst takket være det illegale samarbejde med ”de frie danske” i London og med den engelske organisation Special Operations Executive, SOE. Sidstnævnte var oprettet med det formål, at støtte kampen mod Nazi-Tyskland bag fjendens linjer, herunder blandt andet Danmark. SOE havde først og fremmest til opgave, at overbevise folk i de besatte lande om, at det kunne nytte at deltage i kampen på den frie verdens side mod besættelsesmagten og, som tilfældet var i Danmark, mod samarbejdsregeringen. SOE medvirkede også til at organisere modstandskampen i Danmark, hvilket især fandt sted i foråret 1943. Året før havde SOE jo haft fiasko her i landet, hvor blandt andre flere danske SOE-agenter, som f.eks. Michael Rottbøl, enten var blevet dræbt eller fængslet. Det forholdt sig dog ikke sådan, at SOE’s indblanding blev modtaget med lige stor forståelse og begejstring i alle illegale lejre i Danmark. Det måtte allerede Rottbøl erkende, idet de illegale efterretningsofficerer her, som var ved at organisere en hemmelig dansk undergrundshær, var yderst skeptiske overfor SOE’s aktiviteter. Desuden ønskede efterretningsofficererne ro i landet, så de kunne få tid og mulighed for at udføre deres hemmelige organisationsarbejde, og derfor støttede de til en vis grad samarbejdsregeringen.

Imidlertid ønskede man i London at bryde de hemmelige danske efterretningsofficerers tøven og passivitet, hvorfor Christmas Møller fulgte op på den nye og mere aggressive strategi og allerede i september 1942 over de danske udsendelser fra BBC havde agiteret for at udvide sabotagen i Danmark. Bombardementet af Burmeister & Wain den 27. januar 1943 var et led i den ændrede strategi. Det var det også, at SOE i London organiserede et team af fire danske faldskærmsfolk, som under ledelse af kaptajn Flemming B. Muus (1907-1982) den 11. marts 1943 blev fløjet illegalt til Danmark, hvor de blev nedkastet med faldskærm sydøst for Nibe i Jylland. Imidlertid var hensigten at Flemming B. Muus skulle lede SOE’s arbejde fra København, hvorfor han da også snarest tog videre til hovedstaden. Hovedformålet med SOE’s tilstedeværelse i Danmark var først og fremmest at søge kontakt med ledende danske modstandsfolk og hjælpe disse med at realisere de engelske modstandsplaner i Danmark.

En anden SOE-agent, ingeniørstuderende Ole Geisler (1913-1948), var sammen med fire andre agenter blevet kastet ned nær ved Holte en måned tidligere. Men hans opgave var at lede SOE’s arbejde i Jylland, så han og hans fire medarbejdere tog derfor til Randers-Aarhus egnen, hvor de oprettede et hovedkvarter. Her fik teamet først og fremmest kontakt med den såkaldte Hvidsten-gruppe, som bestod af lokale modstandsfolk fra egnen omkring Randers og Mariager, med kroejer Marius Fiil (1893-1944) og hans familie i spidsen. Geisler organiserede også flere andre grupper, som skulle deltage i opsamlingen af containerne med våben, ammunition og sprængstoffer og i nogle tilfælde også SOE-folk, eksempelvis telegrafister, som alt sammen blev kastet ned med engelske fly. De egnede nedkastningssteder var i forvejen blevet radiotelegraferet i kode til SOE’e hovedkvarter i London, lige som tidspunkterne for leverancerne kort forinden var blevet meddelt til de involverede modstandsgrupper i kodeform via de dansksprogede udsendelser fra BBC. Sammen med Hvidsten-gruppen og godsejer og fabrikant Flemming Juncker (1904-2002), var Geisler og hans gruppe nogle af de første, der tog imod de allertidligste nedkastninger, som foregik med engelske Royal Air Force-fly på relativt øde steder.

Det skal dog her pointeres, at der også var andre fremtrædende navne i forbindelse med SOE’s operationer i Danmark, navne som f.eks. Mogens Hammer (1911-1946) og Ole Lippmann (1916-2002), hvis respektive store indsats i den danske modstandskamp mod tyskerne, man blandt andet vil kunne læse om på Internettet. Det korte af det lange er, at SOE’s indsats i Danmark i årene 1943-45, både materielt og psykologisk betød, at sabotageaktionerne kunne forøges og intensiveres, således at den danske befolkning efterhånden kunne indse nødvendigheden og betydningen af modstandskampen og forstå dens værdi som et led i de allieredes kamp for at befri de besatte lande.

Her skal indskydes, at den såkaldte Hvidstengruppe havde hjemsted i landsbyen Hvidsten nord for Randers. Gruppens leder var som nævnt kroejer Marius Fiil og fra marts 1943 til marts 1944 var den illegale gruppe ansvarlig for modtagelse af våben, ammunition, sprængstoffer og i nogle tilfælde faldskærmsfolk, som nedkastedes af fly fra England. Derfor ikke så mærkværdigt, at tyskerne gjorde alt, hvad de overhovedet kunne, for at komme på sporet af gruppen, hvilket da også lykkedes i marts 1944. Hele gruppen blev arresteret og stillet for en tysk krigsret, hvor otte af dens medlemmer, deriblandt Marius Fiil, dømtes til døden, og seks af dens medlemmer fik langvarige tugthusstraffe. De dødsdømte blev henrettet den 29. juni 1944, en ’begivenhed’, som blev en medvirkende årsag til udbruddet af Folkestrejken, som fandt sted i København i sommeren 1944. Se mere herom senere i kronologisk orden.

Krigen går videre …

Kampene mellem tyske og allierede tropper fortsatte i det nordøstlige Afrika omkring byerne Tunis og Bizerta, en kamp som tyskerne var ved at tabe, hvilket blandt andet fremgår af to forsideartikler i avisen Nationaltidende for lørdag den 8. maj 1943:

Opgivelse af Tunis er ikke krigsafgørende

Den tyske Hærberetning melder om

dybt Indbrud i Aksens Stillinger

6 Maaneders Tidsfrist benyttet til Styrkelse af Forsvaret i Middelhavsrummet

Den tyske Værnemagts Overkommando meddeler:

I Tunis angreb Fjenden de tysk-italienske Stillinger i det nordlige og mellemste Frontafsnit med mange Gange overlegne Infanteri- og Panserstyrker. Til Trods for, at de tyske og italienske Tropper ydede heltemodig Modstand og ril Trods for, at talrige Angreb blev afværget, hvorunder 12 Tanks blev sønderskudt og der blev taget nogle Hundrede Fanger, lykkedes det Fjenden paa et Sted at foretage et dybt Indbrud. Slaget vedvarer i forbitrede Kampe.

Den anden overskrift lød sådan:

Tyskland ser enhver Mulighed i Øjnene

Tuniskampen ingen skelsættende Krigsbegivenhed, erklæres det

Tyskerne var med andre ord så småt begyndt at indse, at det var ved at være slut med deres hidtidige militære overmagt. Men som de propaganda-eufemister, nazisterne var, ville de naturligvis ikke indrømme direkte, når der var tale om et militært nederlag, men omskrev det i reglen til ”strategisk tilbagetog”. Eller, som i det aktuelle tilfælde, bagatelliserede situationens alvor og betydning.

Hvad tyskerne – og formentlig mange andre med dem - endnu ikke havde indset og erkendt, var, at Operation ”Barbarossa”s totale nederlag og endeligt i Rusland og nederlaget i Afrika, betød begyndelsen til enden for deres før så sejrrige hære, og dermed enden på Hitlers vanvittige planer om successivt at erobre verdensmagten. Langsomt, men sikkert, nærmede det tidspunkt sig, hvor de af tyskerne besatte lande atter ville blive fri, men prisen for befrielsen var stor, smertefuld og blodig for De Allierede så vel som for Tyskland selv, hvor især landets storbyer hen mod krigens slutning blev bombet til uigenkendelige, sortsvedne tomme ruiner. Det var angiveligt hævn for den nådesløse blitzkrig mod civile mål i London og andre engelske storbyer. Men værre var det, at civilbefolkningerne i de krigsramte lande og områder, måtte betale prisen for krigens ophør med lemlæstelse og død, og med hjemløshed, sult og afsavn, hvis man var så heldig at overleve rædslerne ved de massive luftbombardementer og den intensive granatild.

Afsluttende eksamen

På det personlige plan betød maj måned, at den afsluttende skriftlige og mundtlige eksamen nærmede sig for mit og mine klassekammeraters vedkommende. Men af det lidt, jeg husker fra denne specielle tid, siger det mig kun, at jeg fik forholdsvis pæne afgangskarakterer i de fleste fag, selvom de ikke var helt så gode, som dem, jeg havde fået ved den sidste standpunktsprøve, så vidt jeg husker fra marts samme år. Karaktergennemsnittet på ug minus var imidlertid nok til, at jeg sammen med et par af mine kammerater var blevet indstillet til at "konkurrere" om en såkaldt flidspræmie, hvilket vi dog ikke vidste noget om på forhånd. Flidspræmien viste sig at være et armbåndsur, på hvis bagside der skulle indgraveres navn, fødselsdato og -år samt afgangsår, indgraveringen var imidlertid endnu ikke foretaget, fordi man jo ikke på forhånd kunne vide, hvem af os, der ville opnå de bedste afgangskarakterer.

Det blev besynderligt nok mig, der hørte til den lille gruppe, som fik de bedste karakterer af de 32 drenge, der gik i min klasse, hvilket ikke mindst jeg selv blev meget overrasket over, for jeg opfattede ikke mig selv som en hverken særlig dygtig eller flittig skoleelev. Det forekom mig, at der var op til flere af mine kammerater, som var meget dygtigere og betydeligt flittigere end mig, men det blev altså mig der, som den eneste i klassen, blev præmieret med et ur. Det gav naturligvis anledning til nogen misundelse og skumleri blandt mine kammerater, ikke mindst hos den lille dominerende klike af skrappe drenge, som ligeud sagde, at grunden til at jeg havde fået uret, var, at jeg fedtede for klasselæreren. Dette var bestemt ikke rigtigt, men jeg kunne godt lide Hr. Holbro, som jeg efterhånden havde lært at kende som en forholdsvis rar og i al fald retfærdig lærer. Desuden gjorde jeg næsten alt, for at ingen skulle lægge specielt mærke til mig, heller ikke læreren, idet jeg konstant gik rundt med en dårlig samvittighed over, at jeg næsten aldrig læste på mine lektier hjemme. De lektier, vi havde for fra den ene dag til den anden, læste jeg på i frikvartererne, hvilket var ret usædvanligt, for enten havde man læst på dem hjemme, som man skulle, eller også havde man slet ikke læst på dem overhovedet.

De drenge, der sad på de forreste bænke, var naturligvis særlig pligtopfyldende og kunne deres lektier udenad til punkt og prikke, mens fuksene faktisk aldrig havde ulejliget sig med at åbne bøgerne derhjemme, hvorfor de konstant fik eftersidninger til at lave de forsømte lektier i. Blandt fuksene var som tidligere nævnt den dygtige tegner Kaj, men han brugte så vidt jeg ved eftersidningstimerne til enten at tegne eller lave sjov i. Han havde på forhånd totalt opgivet at lære noget som helst bogligt, hvorfor han altid spillede dum og uforstående, hvad han i virkeligheden ikke var, men lektielæsning og pligtopgaver var bare ikke ham. Han lå desuden ikke under for noget mindreværdskompleks eller for nogen autoritetstro.

Selv følte jeg mig både utilstrækkelig og havde stor respekt for alt, hvad der tangerede autoriteter, hvilket formentlig var en følge af den opdragelse, som især mor havde givet mig - og forresten også mine to brødre. Med min søster var det anderledes, hvad jeg senere skal komme tilbage til. Alligevel var det ufrivilligt lykkedes mig på et tidspunkt at blive nr.3 i klassen, men denne position beholdt jeg kun i omkring et års tid, så faldt jeg tilbage på den fjerdeplads, som efter omstændighederne sikkert har været passende og retfærdig. De tre drenge, der lå foran mig i karakterer, og som derfor sad på de forreste bænke lige over for katederet, tilhørte socialt set den bedre middelstand, idet deres fædre var henholdsvis bankdirektør, bankfuldmægtig og grosserer. Min far tilhørte jo arbejderklassen og var 'kun' kullemper i havnen, med en bibeskæftigelse som vicevært i den ejendom, hvor vi boede.

Men med hensyn til den afsluttende eksamen og flidspræmien, så skete der det, at jeg umiddelbart efter sidste eksamenstime blev kaldt ind på inspektørkontoret, hvor bl.a. min klasselærer, Hr. Holbro, opholdt sig, og her meddelte man mig, at jeg havde vundet flidspræmien i form af et armbåndsur, som blev forevist mig. Inspektøren forklarede imidlertid, at jeg ikke kunne få uret udleveret straks, fordi der først skulle indgraveres mit navn etc. på bagsiden af uret, men det ville Hr. Holbro tage sig af. Da vi siden var kommet ud på gangen foran inspektørkontoret rakte Holbro mig etuiet med uret i og sagde: "Du kan selv gå hen til urmageren på Nørrebrogade og be' ham om at indgravere dit navn og afgangsdatoen, for han har fået besked på det, da vi købte uret!". Imidlertid var jeg lidt flov over situationen, fordi jeg følte, at uret ikke rettelig tilkom mig, men derimod en af de andre og betydeligt mere lærenemme elever i min klasse. Det var derfor med nogen tøven, at jeg begav mig af sted til urmageren, og jeg husker, at det ikke føltes behageligt at gå forbi de af mine klassekammerater, der stod uden for ved indgangen til skolen, og som så på mig med hånlige blikke. Der hørtes da også en enkelt stemme, som skjult i mængden sagde: "Fedterøv!", men jeg kendte stemmens ophavsmand, for det var den dominerende klikes anfører, John.

Omkring en uges tid senere kunne jeg afhente uret hos urmageren, som havde forretning på Nørrebrogade lige over for Kapelvej. Urmageren viste mig inskriptionen og spurgte om den var i orden, hvilket jeg kunne konstatere at den var. Han gav mig uret på, for at prøve om remmen passede, men det gjorde den naturligvis ikke, for jeg har nogle forholdsvis tynde håndled, så der måtte laves et ekstra hul. Det var derfor inderst inde en stolt mig, der med uret på håndleddet og etuiet i en lille pose, begav mig hjemad gennem Assistens Kirkegård. Men endnu stoltere blev mor over at se uret, som for hende utvivlsomt var et tegn på, at hendes søn var noget særligt, ikke kun i hendes men også i nogle andres øjne.

Det var ikke med den mindste form for beklagelse, at jeg sagde farvel til skolen og mine skolekammerater, idet jeg ikke følte mig knyttet med venskabsbånd til nogen af dem. Og hvad klasselæreren Hr. Holbro angår, så gik han jo på pension ved samme lejlighed, men hvad der siden blev af ham i hans pensionistliv, har jeg ingen viden om. Mine klassekammeraters videre skæbne erfarede jeg heller ikke noget om efter den tid, bortset fra, at jeg mange år senere hørte, at den tidligere ovenfor omtalte Kaj var blevet en anerkendt kunstmaler, og fra, at jeg mødte en af duksene omkring 1960, da han flyttede ind i samme ejendom i Nørrekær i Brøndbyøster, hvor jeg og min daværende kone boede dengang. Det var ikke meget, han og jeg fik talt sammen, men han, der forresten hed Jørgen Westergaard, kunne dog fortælle, at han var ansat som fuldmægtig i et forsikringsselskab. For øvrigt flyttede han og hans kone fra stedet et par år senere og siden har jeg hverken set eller hørt mere til ham.

Mit første job: Piccolo

Imidlertid kunne mine forældre jo ikke have mig gående unyttig derhjemme, nu da jeg snart fyldte 14 år og selv ikke længere ønskede at få en videregående skoleuddannelse. Mine forældre købte i reglen Berlingske Tidende om søndagen, og den blev gerne læst til morgenkrydderne. Ejendommeligt nok, var denne stokkonservative avis den mest læste blandt arbejderstanden, som dog især holdt den for dens mange annoncer, bl.a. vedrørende udlejningslejligheder og stillinger. Det var således i Berlingeren, at far havde set den annonce, der førte til hans stilling og bopæl som vicevært.

En søndag hen i midten af maj 1943 fik mor øje på en stillingsannonce i avisen, hvori et firma, der hed "Husejernes Abonnement", Niels Ebbesensvej 21 på Frederiksberg, søgte en såkaldt piccolo til at gå til hånde på kontoret. Det var ikke lige noget for mig, men mor syntes, at jeg lige præcis havde de kvalifikationer, som annoncen efterlyste, og desuden mente hun, at kontorarbejde kunne jeg jo nok klare og udholde, så derfor insisterede hun kraftigt på, at vi sammen skulle tage ud og høre nærmere om, hvad stillingen gik ud på, og hvad jeg ville få i løn. Det sidste stod der nemlig ikke noget om i annoncen, kun at stillingen blev aflønnet efter kvalifikationer. Jeg var noget overrasket over mors insisteren på, at hun ville tage med mig ud til firmaet, for mor var jo normalt meget genert og nærmest sky over for fremmede. Men når det gjaldt vigtige ting, som i dette til tilfælde, var hendes vilje stærkere end hendes skyhed.

Mor forstod naturligvis godt, at jeg var meget modvillig over for forslaget om at blive piccolo, og for at mildne mine protester understregede hun, at jobbet jo kun behøvede at være midlertidigt, indtil jeg eller vi forhåbentlig kunne finde et job, der på en eller anden måde havde med tegnefilm at gøre. Men det var nødvendigt af hensyn til husstandens økonomi, at jeg fik et job snarest, for de penge, jeg kunne tjene, skulle bruges til at dække en del af udgifterne ved min forestående konfirmation. Dette var endnu et stridspunkt mellem mor og mig, for jeg holdt stædigt på, at jeg ikke ville konfirmeres, i al fald ikke i kirken, for allerede dengang syntes jeg ikke, at kirken havde ret meget med Jesu lære at bestille. Men mor lod indtil videre som ingenting, idet hun formodentlig håbede på, at jeg ville skifte mening, når konfirmationen nærmede sig til efteråret. I annoncen stod der, at man skulle henvende sig personligt på kontoret og spørge efter fuldmægtigen, hvis navn jeg ikke længere kan huske. Det mest bemærkelsesværdige ved hele situationen var, at moder selv havde tænkt sig at tage med mig ud til firmaet, hvilket var højst usædvanligt for hende, som ellers altid var sky og genert og som helst undgik kontakt med fremmede mennesker. Tidligere havde hun altid overladt den slags gøremål, der krævede kontakt med fremmede, til enten far, mormor, mig eller en af sine søskende.

Ydmyge ansøgere

Men iført det pæneste tøj, jeg ejede på det tidspunkt: jakke, lys skjorte, lange benklæder, slips og nypudsede sko, og med lettere vandkæmmet hår, drog mor, som også var ekstraordinært pænt og nydeligt klædt i dagens anledning, og jeg tidlig mandag morgen af sted med sporvogn til Niels Ebbesensvej, der er en sidevej til H.C.Ørstedsvej. Her stod vi af og spadserede den sidste strækning hen til nr. 21, hvor firmaet var beliggende i en lav étetages hvidkalket bygning, som dels vendte ud mod vejen og dels ud mod den indkørsel og gårdsplads, der var tilvenstre for huset.

På fotoet ses Niels Ebbesensvejs udmunding i H.C. Ørstedsvej, sådan som denne så ud en varm sommerdag i juli 2012. Den mest markante forandring fra dengang i maj 1943, hvor jeg havde min daglige gang på stedet, er de mange parkerede biler. Dengang under krigen og besættelsen var personbiler efterhånden blevet et særsyn, rent bortset fra, at der generelt set heller ikke fandtes så mange biler i trafikken på den tid. Foto: © 2012 Harry Rasmussen.

Fotoet herover viser Niels Ebbesensvej 21, hvor VVS-firmaet Husejernes Abonnement havde til huse i 1940’erne. I baggrunden ses den bygning, som foruden værksteder også husede firmaet Grundejernes Forsikring A/S. Begge firmaer havde fælles direktør, hvis navn jeg dog desværre ikke længere kan huske. – Foto: © 2012 Harry Rasmussen.

Firmaets indgangsdør vendte ud til indkørslen til gårdspladsen, og fra denne kom man direkte ind i selve kontoret, der var et relativt stort lokale med mørkebrunt linoleum på gulvet. Lige over for indgangsdøren var der en stor lukket skranke i mørkt mahognitræ, som fra omtrent midten af lokalet strakte sig hen til den ende af samme, som vendte ud mod Niels Ebbesensvej. I væggen her var der et forholdsvis stort vindue. Til venstre for skranken var der først et mindre bord med skråpult og derefter et skrivebord, som stod på langs ad lokalet, og som viste sig at være den mandlige kontorassistents eller kasserers arbejdsplads. Overfor denne, ved væggen ud til gårdspladsen, var der et vindue, og foran dette stod der endnu et skrivebord, som blev benyttet af stedets kvindelige sekretær. Bagest i denne ende af kontoret stod et temmelig stort, massivt egetræsskrivebord, som var forbeholdt firmaets direktør.

Herover ses indkørslen til Niels Ebbesensvej 21. Stedet er på forskellige måder forandret fra dengang jeg i en kort periode var ansat på prøve som piccolo i firmaet Husejernes Abonnement A/S. Indgangsdøren, som dengang var en solid trædør med kun en enkelt rude i foroveb, ses i den okkerfarvede bygning til højre. Det var der firmaet havde et stort forkontor og et bagkontor, som især brugtes til møder mellem chefen og hans fuldmægtig og til møder med kunder og forretningsforbindelser.

– Foto: © Juli 2012 Harry Rasmussen.

Idet mor og jeg trådte ind på kontoret, kom der en venlig yngre dame os smilende i møde og spurgte om vort ærinde, som vi fremførte, hvorefter hun bad os vente et øjeblik. Derefter gik hun ind bag skranken og hen til en herre, der sad med ryggen til os ved et stort, gammeldags og solidt skrivebord, som stod op til den væg, der lå modsat væggen ud til indkørslen. Manden var tydeligvis travlt optaget og dybt koncentreret om de papirer, han havde liggende foran sig. Hun bøjede sig let hen fremover og talte sagte, nærmest hviskende til ham og gik så tilbage til sit eget skrivebord og genoptog sit arbejde ved skrivemaskinen der. Hun viste sig senere at være firmaets eneste kontordame, der også fungerede som sekretær for direktøren og fuldmægtigen, og hende lærte jeg siden at kende som en venlig og behagelig ung dame på omkring 25 år.

Mor og jeg stod længe foran skranken og afventede, hvad der videre ville ske. Ingen af os var vant til situationen og vi følte os derfor begge utrygge ved de noget fremmedartede omgivelser. Desuden forekom det mig, som om herren, der sad med ryggen til os ved sit skrivebord bag skranken, gav sig ekstraordinært god tid, inden han langt om længe rejste sig, ikke for at henvende sig til mor og mig, men for at gå hen i den modsatte ende af kontoret, hvor chefen, hvis navn jeg ikke længere husker, sad bred og mægtig bag sit skrivebord med albuerne støttet på bordpladen og hovedet hvilende i hænderne. Han var tilsyneladende dybt optaget af at studere nogle papirer, han havde liggende foran sig. På mig virkede det dog nærmest, som om han tog sig et stille blund.

Klokken var omkring 8,45, og eftersom mor og jeg var ankommet til firmaet et kvarter over klokken 8, havde vi nu ventet i omkring en halv time. Vi kiggede os lidt forlegne og generte rundt i lokalet, men både direktøren og de tre ansatte var travlt beskæftiget med hver deres gøremål og værdigede os ikke et blik. Men langt om længe rejste herren bag skranken sig som sagt og gik hen til direktøren og hviskede noget til denne. Chefen rettede sig op, og hans blik hvilede et kort øjeblik på mor og mig, så rejste han sig tungt, og fulgt af den magre mand, gik han om bag skranken og ind ad en dør i væggen bag denne. Idet de to herrer passerede mor og mig, betydede den magre herre med en håndbevægelse os at følge med. Døren førte ind til et noget mindre kontor eller lokale, som bl.a. rummede et pengeskab og nogle store olivengrønne brandsikre skabe, hvori – som jeg senere fandt ud af - firmaets kassebøger blev opbevaret, når de ikke var i brug.

Midt i lokalet, som tydeligvis også blev benyttet som konferencerum, stod et forholdsvis stort rektangulært, mørkt bord, og udenom dette var der et antal ligeledes mørke stole med lædersæder. Mor og jeg fulgte pligtskyldigst efter de to gravalvorlige herrer, hvoraf den anæmisk udseende herre var lidt over middelhøjde, mager, benet, senet og gav indtryk af at være en vissenpind - hvad han også viste sig at være, og tilmed en sur og gnaven vissenpind. På sin lange, smalle næse bar han et par briller med meget tyndt guldstel, og de hvilede yderst på hans spidse næsetip. Dertil havde han mørkt jakkesæt, lys skjorte, mørk vest og mørkt slips, og guldur i kæde i vestelommen, men jakken havde han hængt fra sig på en bøjle og et par skåneærmer var trukket hen over hans skjorteærmer, for at beskytte disse mod at blive snavsede eller klattet til med blæk. Det viste sig nemlig, at han udelukkende brugte pen og blæk til sit skrivearbejde, som bl.a. bestod i at føre firmaets enormt store kassebøger, ligesom han underskrev checks og firmabreve. Vissenpinden havde med andre ord prokura, dvs. fuldmagt til at handle på firmaets vegne og var følgelig dettes prokurist eller fuldmægtig.

Først nu vendte chefen sig om mod os og med en lidt lad bevægelse gav han først mor og bagefter mig hånden, idet han præsenterede sig selv og derefter den magre, som med tydelig modvilje også hilste på os, dog uden at række os hånden. Chefen fortalte, at han satte stor pris på firmaets højt betroede bogholder og prokurist, som samtidig fungerede som personalechef. Det underordnede personale på kontoret bestod af den førnævnte kontordame, en mandlig kasserer og en mandlig kontorist, og nederst på rangstigen befandt sig piccoloen, men lige i øjeblikket var denne stilling altså ledig, fordi den unge mand, der havde haft den tidligere, nu havde fundet sig en læreplads og derfor havde sagt op.

Mine skolekundskaber

Men hvad chefen, der viste sig venlig nok, ikke vidste eller måske lod som om, han ikke kendte til, var, at Vissenpinden styrede personalet med fast hånd. Det var efter hvad jeg senere fandt ud af, hovedgrunden til, at der almindeligvis herskede en nærmest nervøs og underdanig atmosfære på kontoret, hvor ingen vovede at tale højt eller slappe af fra det ensformige og uhyre kedsommelige arbejde.

Chefen satte sig bag konferencebordet med front mod mor og mig, og fuldmægtigen satte sig på en stol omtrent ved siden af sin overordnede og gjorde tegn til, at vi andre kunne sætte os. Beklemte var jo både mor og jeg, men mor udviste en for mig overraskende dristighed og veltalenhed, idet hun fremførte vort ærinde og i det øjemed anbefalede sin naturligvis i hendes øjne opvakte og velbegavede søn, hvis dygtighed i skolen hun yderligere kunne fremlægge skriftligt bevis på i form af den medbragte standpunktsbog. Mor glemte heller ikke at gøre opmærksom på, at hendes håbefulde pode havde fået et armbåndsur i flidspræmie efter afgangseksamen.

Det viste sig at være tilstrækkeligt med standpunktsbogen, ifølge hvilken jeg havde fået ug minus i de fleste fag, deriblandt skrivning og dansk, historie, religionshistorie og ikke mindst i tegning. Det sidstnævnte til min store ærgrelse og skuffelse, for ved flere tidligere eksamener havde jeg fået rent ug i dette fag. I mundtlig dansk og flere andre fag havde jeg mgx, men kun mg i regning, et fag, som de to herrer, chefen og fuldmægtigen, ikke skjulte at de lagde stor vægt på. Men regning var bestemt et af de skolefag, jeg var svagest i. Faget interesserede mig simpelthen ikke, og måske netop derfor fattede jeg faktisk ikke rigtigt, hvad det egentlig handlede om. Jeg havde da lært både den lille og den store tabel udenad, og kunne til husbehov gange, lægge sammen, trække fra og dividere. Men procentregning forstod jeg ikke et suk af, hvilket jeg til mors tydelige irritation ikke lagde skjul på overfor de to "inkvisitorer" foran mig. Inderst inde håbede jeg naturligvis på, at de så ikke ville kunne bruge mig til jobbet.

Der var dog et enkelt punkt, som min mor lidt forsigtigt og prøvende fik gjort opmærksom på, og det var at jeg skulle konfirmeres til oktober, og derfor var det en forudsætning for min eventuelle ansættelse i firmaet, at jeg kunne få fri til at gå til konfirmationsforberedelse hos præsten ved Hellig Kors Kirke. Ved denne oplysning så jeg, at fuldmægtigen kiggede ligesom spørgende over på sin chef, der dog ikke umiddelbart lod sig mærke med noget.

”Fælden” klapper

Derfor fattede jeg da også nyt håb, da chefen meddelte os, at han og fuldmægtigen ville overveje min ansøgning og at vi kunne ringe onsdag, for at høre, om de eventuelt kunne bruge mig. Jeg håbede inderligt på, at de ikke kunne. Men det kunne de desværre alligevel, for da jeg onsdag formiddag ringede til firmaet fra telefonboksen, som lå ovre på den anden side af gaden, fik jeg den besked af telefondamen, at chefen gerne ville have et nyt møde med mor og mig førstkommende fredag. Da jeg hørte det, følte jeg det som om fælden klappede om mig, og det var med tunge skridt, at jeg gik op til mor og nødtvungent fortalte hende, at vi skulle komme ud til firmaet igen på fredag. Mor blev tydeligt lettet ved meddelelsen, for nu følte hun sig overbevist om, at jeg ville få stillingen, så jeg kunne bidrage til at skrabe penge sammen til min egen konfirmation. Set i bakspejlet er mors lettelse forståelig nok, særlig når den ses på baggrund af mine forældres daværende hårdt trængte økonomiske situation. Der var imidlertid det minus ved jobbet, at jeg de første tre uger skulle være på prøve, og tænk, i prøvetiden fik man ingen løn for de første 14 dage, hvilket hverken mor eller jeg kunne forstå, men sådan var vilkårene altså.

Da mor og jeg om fredagen atter mødte op på firmaets kontor, blev vi igen bedt om at følge med chefen og Vissenpinden ind i konferencerummet. Her meddelte chefen os, at der i mellemtiden havde været andre ansøgere til stillingen, men at han havde besluttet at ansætte mig og at jeg kunne begynde allerede den første uge i juni, også selvom der faktisk var godt en uge til, at jeg fyldte 14 år. Det lod han ikke til at kere sig om. Han fortalte derefter, at arbejdstiden var fra kl. 8-17 mandag til torsdag, fredag kl. 8-18 og lørdag kl. 8-14. Men hvad jeg skulle have i løn, husker jeg ikke længere. Efter bestået prøvetid ville jeg antagelig have fået omkring 25-30 kr. om ugen, og de fleste af disse vidste jeg, at mor ville forlange at jeg sparede op, dels til køb af tøj til mig selv og dels til hjælp til den forestående konfirmation i oktober. Til gengæld lød mors og min aftale på, at jeg indtil videre ikke skulle betale noget for kost og logis hjemme.

Imidlertid forsøgte jeg endnu engang at stikke en kæp i hjulet ved at sige, at jeg overhovedet ikke kunne procentregning, hvortil Vissenpinden straks bemærkede, at det skulle jeg nok få lært, idet han så på mig med et syrligt smil, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg havde allerede på forhånd en uhyggelig fornemmelse af, at Vissenpinden ville blive min plageånd, men der var ingen vej udenom, for mor takkede underdanigt de to herrer for, at de ville ansætte mig. Vissenpinden rejste sig og skyndte sig ud ad døren, medens chefen blev tilbage og sludrede lidt med mor og mig. Herunder fortalte jeg ham åbent, at jeg håbede på at komme til at lave tegnefilm på et tidspunkt, hvoraf han selvfølgelig har kunnet forstå, at jeg ikke havde tænkt mig at blive i hans firma længere end højst nødvendigt. Men mor skyndte sig at tillægge, at det vistnok ville blive meget vanskeligt for mig at komme til at lave tegnefilm, for de steder, hvor jeg havde henvendt mig derom, lavede ikke tegnefilm længere, og i det hele taget var det et spørgsmål, om der overhovedet blev lavet tegnefilm i dagens Danmark.

Chefen tog sig ikke særligt af, hvad mor og jeg sagde, for jeg tror nok, at begrebet film og herunder ikke mindst tegnefilm, for ham var en by i Rusland. Emnet interesserede ham tydeligvis ikke, og det var nok mest derfor, at han ikke kommenterede, hvad jeg havde sagt.

Kort efter den afsluttende eksamen, men før jeg blev ansat på prøve hos Husejernes Abonnement, gav mor mig besked på, at jeg skulle melde mig til konfirmationsforberedelse hos præsten ved Hellig Kors Kirke. "Jo, men jeg vil ikke konfirmeres, i al fald ikke i en kirke!” indvendte jeg. "Men det skal man da, for det gør alle!" sagde mor, idet hun kiggede vist på mig og fortsatte: "Tænk på, hvad den øvrige familie og naboerne vil sige, hvis du ikke bliver konfirmeret!". Min stakkels mor var ovenud autoritetstro og samtidig bange for at skille sig ud fra andre, sådan som hun havde oplevet konsekvensen af i sin barndom i Bursø. Men det kendte jeg slet ikke noget til på det tidspunkt, og ville nok alligevel heller ikke have kunnet forstå, hvad der lå bag hendes fortvivlelse over, at jeg havde den idé, at jeg ikke ville konfirmeres.

"Du gør mig dybt ulykkelig!" sagde hun grædende og tilføjede: "Jeg vil ikke ha' at du skal være anderledes end andre mennesker, så vil du ikke nok lade dig konfirmere for min skyld!". Der ramte hun mig lige i hjertekulen og derfor bøjede jeg mig og meldte mig en dag hos præsten, som så vidt jeg husker hed Berg til efternavn. Han var omkring 60 år, middelhøj og noget korpulent med tætklippet fuldskæg. Konfirmationsforberedelsen fandt sted i menighedshuset bag Hellig Kors Kirke hver tirsdag eftermiddag kl.14-15 og det viste sig, at vi var omkring 12 piger og 12 drenge, som præsten skulle konfirmere til efteråret, mere præcist den første søndag i oktober 1943, hvilket ville sige den 3. oktober s.å. Hos præsten blev vi undervist i den lutherske katekismus og i trosbekendelsen, som vi skulle kunne udenad.

Herover ses Rantzausgade fra Jagtvej og ind mod det indre Nørrebro. Det er Brorsonskirkens massive kolos, som ses til højre i billedet. Det var ad denne rute, jeg dagligt kørte fra Jægersborggade og via Jagtvej ind til Griffenfeldtsgade, hvor jeg drejede til højre mod Åboulevarden og H.C. Ørstedsvej. – Foto: © juli 2012 Harry Rasmussen.

Fotoet viser H.C. Ørstedsvejs udmunding i Åboulevarden en solvarrm eftermiddag i juli 2012. Gadebilledet er præget af cyklister og især personbiler. Cyklister var der mange af under besættelsen, men både varebiler og især personbiler var betydeligt færre. Til gengæld så man en hel del hestetrukne arbejdsvogne, ja, tilmed hestetrukne taxaer!.

– Foto: © juli 2012 Harry Rasmussen.

På min vej til arbejdsstedet via H.C. Ørstedsvej passerede jeg dagligt den bygning, hvor biografen ”Regina” var beliggende. Den lå dengang i bygningen midt i billedet, som kun har 5 vinduer i facaden. Mange timer havde jeg og mine kammerater dengang tilbragt der til eftermiddagsforestillinger, hvor der blev spillet et dobbeltprogram med 2 spillefilm. – Foto: © juli 2012 Harry Rasmussen.

Her står jeg i egen høje person ved siden af den firmadør, jeg i omkring en måned gik ind ad om morgenen, når jeg ankom og ud ad om aftenen, når det var fyraften. Selve døren var dog så vidt jeg husker en anden dengang, hvor den kun havde en enkelt rude foroven. Der er 69 år imellem dengang og nu, hvor dette foto blev taget, og stedet er i hvert fald ikke længere lokaler for firmaet Husejernes abonnement, lige så lidt som bygningen i baggrunden huser blikkenslagerværksteder og kontorer for Grundejernes Forsikring, sådan som tilfældet var dengang under besættelsen. Fotoet er taget af min kære kone, Birgit Bennedbæk. – Foto: © juli 2012 Harry Rasmussen.

Min første arbejdsdag

Den første arbejdsdag cyklede jeg ud til firmaet på Niels Ebbesensvej, så jeg kunne være der et kvarter før kontortid. Vissenpinden forlangte, at hans personale sad på deres pladser præcis kl. 8, og han tålte ingen slendrian på kontoret. Nogenlunde samtidig med mig ankom de andre ansatte, kontordamen og kontoristen på cykel og kassereren til fods. Der var ikke mange almindelige mennesker, der havde bil dengang, og da slet ikke under besættelsen, hvor der desuden var benzinrationering og det på et tidspunkt ydermere var forbudt at køre privatkørsel. Det viste sig i øvrigt at fuldmægtigen, som også var betroet at åbne og lukke, mødte mindst en halv time før kontoret åbnede, og at han forresten som regel også blev på stedet mindst en halv time efter lukketid. Han var med andre ord det, man dengang kaldte for en ”morakker”.

Vissenpinden, som jeg i mit stille sind havde døbt til at hedde hr. Vrisse, har formentlig været firmaet en god mand, men for personalet var han ikke så lidt af en plageånd, altid sur og vrissen, aldrig et venligt eller anerkendende ord, end ikke til den kønne unge kontordame. Det var som om al saft og kraft havde forladt denne mand, hvis han, der altid sad bøjet over sine kassebøger og papirer, ellers nogensinde havde haft det. Han spiste aldrig frokost eller drak kaffe sammen med nogen andre end kassereren, og lejlighedsvis med chefen, når der var forhandlinger om det ene eller andet i gang. Chefen var for øvrigt også medejer og direktør for et andet firma, Grundejernes Forsikring A/S, som havde til huse i en tilstødende bygning, der lå bagest på gårdspladsen og i tilslutning til de to firmaers sanitets- og blikkenslagerværksteder, der også havde til huse der. Han opholdt sig for det meste på sidstnævnte firmas kontor og han spiste som oftest også sin frokost i dette firmas spiselokale. På kontoret hos Husejernes Abonnement kom han normalt hver dag en eller højst to timer om formiddagen og enkelte dage også en lille times tid om eftermiddagen. Han var i reglen venlig, men altid fåmælt, og personalet syntes derfor betydeligt bedre om ham end om hans "bussemand", prokuristen, som i øvrigt altid var særdeles fidel og nærmest slesk over for sin overordnede.

Hverdagens rutiner

Firmaet Husejernes Abonnement havde frokoststue i et baglokale, der delvis også fungerede som lager- og redskabsrum. Rummet virkede trist med sine skidengule vægge og vissengrønne farver på træværket. På reolerne lå stabler af ubrugte kontorartikler og nye kontorpapirer, så som brevpapirer, fakturaer, følgesedler mm., og desuden var nogle af hylderne fyldt op med ringbind med kopier af breve, regninger og bilag, alt sammen fra tidligere år. Langs den ene væg var der en gammel, emaljeret køkkenvask, og koldtvandshanen - den eneste, der var - hørte heller ikke til de nyeste af slagsen. I forlængelse af køkkenvasken var der et smalt køkkenbord og her stod et enkelt gasapparat til at koge kaffevandet eller tevandet på. Foran køkkenvasken var der et tofags vindue, som oplyste lokalet på solfyldte dage i sommermånederne.

Det var i reglen kontordamen, der bryggede kaffen på en Madam Blå-kaffekande med høj tragt, mens de, der foretrak te, selv måtte lave denne ved hjælp af teblade og tesi. Selv spiste hun frokost sammen med den mandlige kontorassistent, og de havde hver deres bestemte pladser ved det spisebord, der stod midt i lokalet. Ovenover bordet hang en simpel lampeskærm med en halvsøvnig pære, som var eneste lyskilde på mørke dage og i den mørke årstid.

Frokosten blev altså holdt af personalet to og to, og varede i reglen en halv time og om eftermiddagen var der en kaffepause på et kvarter, hvis arbejdet ellers tillod det. Fuldmægtigen og kassereren spiste kl.11-11,30, kontordamen og kontoristen kl. 11.30-12 og piccoloen fra kl.12-12,30. Det var nemlig kotyme, fik jeg at vide, at piccoloen spiste for sig selv, og altid efter at de andre havde holdt frokost, og når det i øvrigt passede ind i mine arbejdsopgaver. Den første dag gik med at blive sat ind i, hvor de forskellige ting, der brugtes på kontoret, var placeret og skulle placeres, for det var blandt andet piccoloens opgave at se til, at der aldrig manglede de nødvendige papirer og skriveredskaber på de øvrige ansattes skriveborde, ligesom piccoloen skulle sørge for at tømme papirkurvene hver aften lige før eller lige efter lukketid.

Forberedelse til konfirmation

Min næste arbejdsdag var en tirsdag, og da skulle jeg jo til præst, og derfor måtte jeg straks fra arbejdsdagens start gøre fuldmægtigen opmærksom på, at jeg denne dag blev nødt til at skulle have fri fra kl. halv to til ca. halvfire, for at jeg kunne nå frem og tilbage i god tid. ”Det er noget ubelejligt noget, at du sådan skal have fri midt i arbejdstiden!” surmulede han. ”Du skal vide, at det ikke er med min gode vilje, at du har fået lov til det! Men siden det åbenbart ikke kan være anderledes, må du sørge for at gå præcis kl. halv to, ikke et minut før, og være tilbage senest kl. halvfire. Det kan jo ikke tage dig så lang tid at cykle frem og tilbage mellem Niels Ebbesensvej og Kapelvej!”, skyndte han sig at tilføje endnu mere gnavent.

Det blev ikke nogen behagelig dag for mig, for af bar nervøsitet for eventuelt at komme for sent til den første dag hos præsten, kiggede jeg ustandselig på mit armbåndsur og lyttede efter, om det nu også gik. Desuden kiggede jeg med mellemrum op på det gammeldags pendulur, der hang i kontoret, for at sikre mig at begge ure stemte. Det ur var tilsyneladende fuldstændig ligeglad med tidens gang, for det fortsatte uanfægtet med at tikke sine evindelige tik-tak, som det må have gjort siden det blev lavet. Men jeg følte det som om uret også var imod mig og med vilje gik langsommere end sædvanligt. Jeg vidste jo, at fuldmægtigen hængte sig i bagateller, om ikke for andet, så for at genere mig mest muligt. De andre på kontoret syntes ikke at lægge mærke til fuldmægtigens noget særegne behandling af mig, eller også lod de bare som ingenting, fordi de ikke ville lægge sig ud med ham, som de vidste, havde magt til at gøre dem livet surt eller til at fyre dem, hvis det passede ham. De tre kontorister, der var ansat i firmaet, var naturligvis ikke i fagforening, for sådan noget socialistisk pjat ville hverken chefen eller fuldmægtigen vide af.

På fotoet ses Kapelvejs udmunding i Rantzausgade. Bygningerne i forgrunden er stort set de samme som i 1943, men nyt i gadebilledet er i hvert fald skiltene med ensrettet trafik og de parkerede biler, samt den muslimsk klædte mand, der står på fortovet til venstre. Bag det høje træ lidt nede ad gaden lå dengang Kapelvejens Skole og Blågårds Gymnasium, men bygninger ligger der dog endnu, men tjener som ungdomsklub. Nede for enden af gaden og omtrent overfor den nyere lyserøde ejendom helt i baggrunden af billedet, lå og ligger stadig Hellig Kors Kirke og Hans Tavsensgade, hvor menighedshuset var beliggende og hvor vi gik til konfirmationsforberedelse. – Foto: © juli 2012 Harry Rasmussen.

Imidlertid blev klokken halv to, og jeg gjorde mig klar til at ville gå ud ad døren, da fuldmægtigen nærmest hvæsede: ”Klokken er kun et minut i halv, så bliv siddende på din plads!” Blodet steg mig til hovedet af vrede og forbitrelse over denne mands åbenlyse chikane mod mig.

Utroligt nok, viste hr. Vrisse sig aldrig på noget tidspunkt af de få uger, jeg arbejdede i firmaet, venligt stemt imod mig. På slaget halv rejste jeg mig fra min plads og skyndte mig ud ad bagdøren, for at hente min cykel og spurte den ca. et kvarter lange tur ind til Hellig Kors Kirkes menighedshus i Hans Tavsensgade.

Konfirmationsforberedelsen foregik i menighedshuset bag ved kirken, og præsten viste sig for så vidt at være venlig nok, men han krævede at vi skulle høre om Jesu liv og lære, og især at vi skulle lære trosbekendelsen udenad. Det fandt jeg sådan set interessant nok i sig selv, men det skulle man ikke give udtryk for over for de andre på holdet, for de så skævt til én, som interesserede sig for ”det hellige”. Efter at timen hos præsten var slut omkring kl. 15, cyklede jeg tilbage til firmaet og genoptog det forefaldende arbejde indtil lukketid kl. 17,30.

Inkasso-turene

I øvrigt viste det sig i praksis, at piccoloen, i dette tilfælde altså min ringhed, måtte holde frokost på varierende tidspunkter så godt som hver eneste dag, i al fald i den tid, jeg var ansat i firmaet. Det hang sammen med, at det var en af piccoloens pligter, at cykle omkring i forskellige bydele til firmaets mange abonnementskunder og præsentere disse for regninger og kræve penge ind for udført blikkenslagerarbejde eller levering af forskellige apparater og lignende. Til dette formål var piccoloen forsynet med en sort inkassotaske, som hang i en rem over skulderen. Tasken indeholdt foruden regningerne også byttepenge, som piccoloen i øvrigt måtte kvitterede for ved udleveringen fra kassereren, og det var også over for denne, at der skulle aflægges regnskab ved hjemkomsten. Cyklen, som blev benyttet til transporten rundt til de forskellige bydele, tilhørte firmaet, og havde en lodret metalplade fastspændt under stangen og mellem forreste og bageste stelrør. På pladen stod der, så vidt jeg erindrer: "Husejernes Abonnement A/S, Niels Ebbesensvej 21" samt firmaets telefonnummer, som jeg ikke længere kan huske.

På dette foto, som er taget ud for Husejernes Abonnements bygning, ses Niels Ebbesensvej i retning mod H.C. Ørstedsvej. Det var denne vej jeg ankom til stedet om morgenen og forlod om aftenen, lige som det var herfra at mine inkassoture rundt i den nordlige del af byen foregik. Se beskrivelsen af disse i hovedteksten. – Foto: © juli 2012 Harry Rasmussen.

Til firmaets kunder hørte bl.a. en del damefrisørsaloner, og abonnementsordningen, der var en slags forsikring, dækkede almindeligvis reparationer af salonernes vandhaner, vaskekummer, afløbsrør, gasvandvarmere og lignende installationer, der sorterede under blikkenslagerfaget. Men der var også saloner som kunder, der ikke var tilsluttet abonnementsordningen og som derfor måtte betale kontant, når de blev præsenteret for regningen for udført arbejde eller levering af f.eks. gasapparater og lignende. Det var mit indtryk, at mange af kunderne benyttede sig flittigt af firmaets blikkenslagere, men når regningen bagefter blev præsenteret, var der ofte sure og tvære miner og kritik af det udførte arbejde. Og hvem gik det ud over? Jo, såmænd "sendebudet", lille mig, der kom for at opkræve penge for regningen! Det var ikke sjældent, at jeg fik den besked af en gnaven eller ligefrem vred damefrisørinde, at reparationen var elendigt udført og regningen ublu. Vedkommende tænkte sjældent på, at det jo ikke var noget, jeg i realiteten havde med at gøre og slet heller ikke kunne gøre noget ved.

Men retfærdigvis bør det dog siges, at det lejlighedsvis kunne hænde, at en enkelt eller et par af de kære frisørinder viste sig fra en venlig side og med bekymret, moderlig mine sagde til mig, at det måtte være et trist job, sådan at skulle cykle omkring i al slags vejr og kræve penge ind! Men heldigvis var jeg for klog til at hoppe på den limpind, selvom jeg godt nok havde meget ondt af mig selv, så derfor svarede jeg i reglen, at det ikke var noget at snakke om, for jeg holdt af at komme ud i luften og se steder af byen, som jeg ikke kendte særlig godt i forvejen. Dette var faktisk sandhed, om end med visse modifikationer, for den virkelige grund var, at jeg gerne ville væk fra hr. Vrisse og den ubehagelige stemning på kontoret. Men som en sidegevinst lærte jeg naturligvis de bykvarterer at kende, som jeg i embedes medfør var nødt til at cykle rundt til og i.

Herover til venstre ses Niels Ebbesens Hus, som lå og ligger i nr. 29 på gadens østlige side. Det var dengang som nu en imponerende bygning. På fotoet til højre ses den bygning på H.C. Ørstedsvej nr. 48, hvor Ethel Lous’ Danseinstitut havde til huse på førstesalen og hvor min mor i mange år var danselærerinde. Det førstnævnte sted passerede jeg altid, når jeg cyklede ud på mine inkassoture. Det andet sted kørte jeg forbi dagligt på min vej til og fra arbejdet. – Fotos: © juli 2012 Harry Rasmussen.

Det var også et plus ved inkassatorturene, at især de kvindelige moderligt bekymrede kunder ikke så sjældent gav mig ganske pæne drikkepenge, en krone eller mere, og det var jeg naturligvis glad for, for dels var en krone mange penge dengang og dels behøvede jeg ikke at fortælle mor om disse penge, for hun kunne jo ikke vide, at jobbet gav drikkepenge. På den måde havde jeg ind imellem lidt lommepenge til biografture eller anden fornøjelse, og så havde jeg råd til at betale for mine to mindre heldige kammerater, Jørgen og Jørn, og spendere en biografbillet og en gang isanretning eller lignende på dem før eller efter biografturen.

Inkasso-pikanterier

Ikke så sjældent var en damefrisørsalon beliggende i tilknytning til ejerindens privatbolig, og ved enkelte lejligheder skete det, at jeg enten kom før salonens åbningstid eller på frisørindens fridag, og derfor måtte jeg henvende mig ved døren ind til privaten. I et par situationer oplevede jeg da, at blive budt indenfor i entreen, sådan som det f.eks. skete engang, mens den kønne frisørinde, der var i morgenkåbe, sagde: "Vent et øjeblik, mens jeg henter pengene!", hvorefter hun forsvandt ind ad en dør til et tilstødende værelse. Der gik nogle minutter inden damen, der vel har været omkring 30-35 år, vendte tilbage med pengene i hånden, men til min store overraskelse og befippelse, stod hendes morgenkåbe åben, så jeg kunne se hendes smukke, fyldige bryster, bare mave og den sorte missekat forneden. Nu har jeg aldrig været blind for de kvindelige ynder, selvom det ikke vrimlede med nøgne damer i min barndom og ungdom, men jeg blev alligevel paf og vidste ikke rigtig, hvor jeg skulle gøre af mig selv eller hvordan jeg skulle forholde mig i en sådan situation. Jeg blev blussende rød og hjertet hamrede i mit bryst, og med største besvær koncentrerede jeg blikket om damens kønne og smilende ansigt, fordi min generthed og blufærdighed hindrede mig i at sænke øjnene og kigge på de herligheder, der her så åbenlyst blev præsenteret for mig, og som damen ikke i mindste måde søgte at skjule for mig.

"Værsågod, min lille ven!" sagde hun smilende og gav mig pengene for regningen, som jeg stod og fumlede med. Den havde jeg fået streng besked på aldrig at udlevere til kunden, førend pengene var indkasseret. Forfjamsket konstaterede jeg, at damen skulle have byttepenge tilbage, men da jeg rodede i tasken for at finde pengene, afbrød hun mig og sagde: "Nej, dem må du selv beholde!". Jeg takkede og vendte mig om mod entrédøren, som hun åbnede for mig, og idet jeg nærmest faldt ud ad døren, blev hun stående i døråbningen og lo over min kejtethed. Heller ikke da gjorde hun det mindste for at lukke morgenkåben, formentlig fordi der ikke var andre mennesker i trappeopgangen. Jeg skyndte mig ned ad de få trin, der var til gadedøren, og idet jeg åbnede denne, hørte jeg damen sige: "Kom igen en anden gang!". Jeg turde ikke vende mig om, for at få et sidste glimt af damens herligheder, men åbnede skyndsomst døren ud til det fri og gik rystende hen til cyklen, der stod parkeret op ad husmuren.

Først her åndede jeg efterhånden lettet op og gav mig til at tælle pengene, som jeg endnu havde i hånden, men disse stemte slet ikke med det beløb, der stod på regningen, for der var hele 10 kr. i overskud! For at sikre mig, at jeg ikke tog fejl, slog jeg op i den lille regnskabsbog, som jeg skulle føre ajour under mine inkassoture, og ganske rigtigt, det beløb, jeg lige havde fået af den kønne damefrisørinde, var ti kroner højere end det beløb, regningen lød på. Med let rystende hånd noterede jeg, at regningen var blevet betalt, og for en sikkerheds skyld talte jeg hele taskens pengebeholdning, for ikke at løbe den risiko, at jeg skulle have talt forkert første gang. Men det havde jeg ikke, og beroliget stak jeg derfor uden videre de ti kroner i min egen lomme. Dengang forstod jeg ikke, at det sikkert var med vilje at den kønne frisørinde havde blottet sine yndigheder for lille endnu uskyldige mig. Den slags adfærd kaldes ekshibitionisme, og i dette tilfælde viste denne sig som en lyst eller trang til at blotte sig, men hvis jeg havde fortalt noget herom til voksne, kunne damen måske have risikeret en politisag, for strengt taget var det vistnok ikke tilladt at blotte sig for en person på min daværende alder af lige fyldt 14 år. Men selv syntes jeg ikke, at damen havde forulempet mig, men kun foruroliget og bragt mig ud af fatning, så jeg holdt oplevelsen for mig selv indtil nu, hvor jeg har fortalt om episoden for allerførste gang på skrift. Men sådanne oplevelser var selvfølgelig ikke hverdagskost på mine inkassoture rundt om i byen, for her mødte jeg flest sure og gnavne kunder. Turene gik hovedsagelig til lokalområdet på Frederiksberg og til Vanløse og Emdrup. Det var et sted i Emdrup, at den ovenfor omtalte episode fandt sted, mere præcist på Lersø Parkallé, men huset med salonen er forlængst nedrevet til fordel for nogle nyopførte huse af mere tidssvarende udseende og indretning.

Efter endt tur vendte jeg i reglen temmelig træt tilbage til firmaet, hvor jeg skulle aflægge regnskab for de indkasserede penge og aflevere de eventuelt ubetalte regninger. Til det formål havde jeg fået rådighed over et lille pultlignende skrivebord, som jeg sad ved på en gammeldags kontorstol, der heldigvis kunne justeres i højden. Da jeg jo ikke var eller er særligt høj, måtte sædet sættes så højt op, at jeg ikke kunne nå gulvet med fødderne.

Eftersom mine inkassoture i reglen foregik om formiddagen, skete det forholdsvis jævnligt, at jeg først kunne nå tilbage efter frokosttid, nogen gange omkring kl.13-14, og da hr. Vrisse forlangte, at jeg skulle aflægge regnskab inden jeg spiste frokost, fik jeg sjældent noget at spise før hen ved halv to til halvtretiden. Det ragede ham en papand, arbejdet kom i første række, og desuden fik jeg at vide, at jeg jo bare kunne have skyndt mig lidt mere på turen. Frokostpausen var under alle omstændigheder kun af en halv times varighed, og en eventuel overskridelse blev straks påtalt af hr. Vrisse. Personalet havde som omtalt også en kaffepause af et kvarters varighed omkring kl.15, og det hændte, at jeg endnu ikke var færdig med min frokost, når første "hold" kom ud i frokoststuen og satte sig ved bordet, for at drikke deres kaffe eller te og spise det wienerbrød eller de kager, som kontordamen på egne og de andres vegne havde været henne og købe hos en nærliggende bager.

Det hændte også, at mens jeg sad alene i frokoststuen og spiste min medbragte madpakke med i reglen fire halve stykker rugbrød med fladt pålæg, at en af de andre 'menige' havde et ærinde ude på toilettet, som lå i tilslutning til frokoststuen. Bagefter vaskede vedkommende hænder ved køkkenvasken, og især kontordamen benyttede lejligheden til at nette håret foran et spejl, der var ophængt på væggen ved siden af døren ind til kontoret.

En ’lidelsesfælle’

På den tid, hvor jeg var ansat som piccolo hos Husejernes Abonnement, var der en mørkhåret, brillantinefriseret kontorassistent, der fungerede som kasserer, og som også altid skulle studere sit udseende omhyggeligt foran spejlet og lade sin kam glide nærmest kælent gennem det glinsende glatte hår, der sad som støbt på hans hoved. Han syntes altid at være i godt humør og nynnede ofte og fremsagde forskellige replikker fra teaterstykker, som jeg dog ikke kendte på det tidspunkt. En dag dristede jeg mig til at komme med en bemærkning om, at det forekom mig lidt specielt, at han ofte fremsagde replikker, som om han øvede sig i en eller anden skuespilrolle. Han fortalte mig da, at han rigtignok også havde tænkt sig at blive skuespiller, og at han for tiden læste hos en kendt skuespiller ved navn Albert Luther (1888-1962). Sidstnævnte, der var uddannet på Det kgl. Teaters elevskole, havde sin scenedebut på dette teater i 1909, var også en meget benyttet filmskuespiller, idet han medvirkede i en lang række populære danske spillefilm fra 1936 til 1955. Indtil 1943 havde han medvirket i seks spillefilm. I sin lange skuespillerkarriere optrådte Albert Luther i perioder på andre københavnske teatre, nemlig Folketeatret og Dagmarteatret, men vendte altid tilbage til Det kgl. Teater, hvortil han atter var fast knyttet fra 1941 til sin død i 1962. Det var altså en velrenommeret og velkendt skuespiller, som min "kollega", kontorassistenten, læste hos, og det lykkedes ham da også at blive skuespiller, men udover at han hed Poul Erik Christiansen, kender jeg ikke noget til hans skæbne og karriere, udover at han har medvirket i et par danske spillefilm, nemlig "Dukkestuen" (1950; udsendt 1953), instrueret af Henning Carlsen (f.1927), og "Utro" (1966), instrueret af Astrid Henning-Jensen (f.1914).

Blandt mine pligter på kontoret var bl.a., at jeg straks hver morgen, og helst før kl. 8, skulle tage de store kredit- og debet-bøger ud af de brandsikre stålskabe, hvori de var anbragt udenfor kontortiden. Om dagen skulle disse kassebøger stå på en hylde under kontorskranken, sådan at hr. Vrisse havde let adgang til dem. Der var så vidt jeg husker i alt seks store bøger, som hver målte omkring 50x70 cm, og som var cirka 12-15 cm tykke. Bøgerne var derfor hver for sig temmelig tunge, specielt for en lille spinkel undermåler som mig. Men ud af skabene og på plads under skranken, kom de hver morgen og tilbage til deres brandsikre skabe om aftenen ved kontortidens ophør. At sætte kassebøgerne på plads hørte også til mine daglige pligter.

Det hændte engang, at jeg kort før lukketid begyndte at sætte kassebøgerne på plads i skabet i det tilstødende konferencekontor. På grund af deres størrelse og vægt, kunne jeg kun bære en kassebog ad gangen, men da to af bøgerne en for en var båret ind og anbragt i skabet, og jeg derefter var på vej ud i kontoret efter den næste kassebog og herunder igen passerede forbi hr. Vrisse, der som sædvanligt sad bøjet over sit skrivebordsarbejde, lød hans skarpe stemme: "Hvad er det, du laver?" - "Sætter kassebøgerne på plads!" svarede jeg. "De skal aldeles ikke sættes på plads, før jeg giver besked på det", vrissede han og tilføjede: "Sæt straks bøgerne ud igen!" En sådan behandling havde jeg aldrig før prøvet, så jeg følte mig dybt ydmyget og vred, og med tilbageholdte tårer måtte jeg bide vreden i mig og gå den tunge gang ind til skabet og hente først den ene og så den anden kassebog ud igen og sætte dem på plads under skranken. Slukøret satte jeg mig derefter på min plads og afventede, hvornår det ville passe hans højrøvethed, Hr. Vrisse, at bøgerne skulle sættes tilbage i skabet for natten.

Minutterne sneglede sig af sted og for at få tiden til at gå med noget, gav jeg mig til at fumle med den lille regnskabsbog, som lå i min skuffe og som altid blev medbragt på inkassoturene. Men jeg var så forbitret, at jeg ikke kunne se teksten i bogen for tårerne i mine øjne. Det øvrige personale var for længst gået og det var blevet en halv time over lukketid, men Hr. Vrisse sad stadig bøjet over sine papirer og kradsede noget ned med sin pen, som han af og til dyppede i blækhuset. Han havde ganske vist en fin fyldepen, men den blev kun brugt til underskrifter på firmabreve og checks. For ikke at snavse hverken skjorteærmer, papirer og bøger til, havde han, som den eneste på kontoret i øvrigt, trukket lange sorte skåneærmer, der strakte sig fra håndleddene og op til albuerne, udover skjorteærmerne.

Det gjorde bestemt ikke min bitterhed og vrede mindre, da jeg konstaterede, at hr. Vrisse overhovedet ikke benyttede kassebøgerne imens jeg sad og ventede. Derfor forstod jeg, at der var tale om ren chikane mod mig fra hans side, når han ville have at bøgerne indtil videre skulle blive stående under skranken. Netop denne dag havde jeg håbet på at kunne få mulighed for at forlade kontoret nogenlunde præcist, og da det var en lørdag, ville det sige cirka kl. 14,15, idet det var normalt, at man først kunne forlade kontoret et kvarters tid efter lukketid. Men denne dag blev klokken næsten tre, før det behagede Hr. Vrisse at give tilladelse til, at kassebøgerne måtte sættes på plads i stålskabene. Godt gal i hovedet og med tårer i øjnene begyndte jeg at bære bøgerne ind og anbringe dem på deres respektive pladser i skabet i bagkontoret. Men jeg havde kun nået at sætte 2-3 af bøgerne på plads, da hr. Vrisse nærmest hvæsede: "Vær forsigtig med bøgerne, når du sætter dem ind!". Men langt om længe var hvervet overstået og jeg gik hen til min plads, tog min taske og forlod kontoret uden at sige et eneste ord. Og det kan da godt være, at jeg lukkede indgangsdøren lidt ekstra hårdt ved den lejlighed. Men der var heldigvis resten af lørdagen og hele den herlige lange søndag imellem, førend jeg atter skulle lide den tort at lade mig hundse med af den visne og vrisne skrankepave.

Det er ingen overdrivelse, når jeg må konstatere, at der faktisk ikke var nogen forsonende momenter ved min - heldigvis skulle det vise sig - korte tid som piccolo hos Husejernes Abonnement. End ikke de i mine øjne ofte kønne eller i enkelte tilfælde ligefrem smukke damefrisørinder, som jeg ind imellem havde lejlighed til at beskue på mine hyppige inkassoture rundt i byen og dens omegn, kunne formilde mit sind til fordel for jobbet. Men cykelturene var ganske vist tiltrækkende og føltes i nogen grad som en midlertidig befrielse, fordi de medførte at jeg var borte fra det kedelige, gammeldags og i mere end en forstand indelukkede kontormiljø, og fra det i mine øjne udeltagende og ligeglade personale. Uden undtagelse var de alle så koncentreret om arbejdet og desuden så selvoptagne hver især, at de naturligvis ikke havde hverken tid eller lyst til at beskæftige sig med lille mig og mine problemer.

Det skal retfærdigvis siges, at den føromtalte vordende skuespiller, kontorassistenten, under en af sine små ture ud i frokoststuen, hvor jeg sad og spiste min frokost eller drak en sodavand, kom med en bemærkning om situationen, som han altså trods alt havde lagt mærke til. Mens han omhyggeligt studerede sit ansigt i spejlet og rettede på sit i forvejen ulasteligt siddende hår, sagde han f.eks.: "Dette her er jo slet ikke noget for dig!", og lidt efter tilføjede han: "Det er det heller ikke for mig!". Han fortalte derefter om sin forestående debut som skuespiller, men jeg husker desværre ikke længere, hvilket teater og i hvilket skuespil, det drejede sig om. Men umiddelbart bidrog hans udtalelser til at trøste og styrke min selvtillid, og jeg dristede mig derfor til at fortælle ham, at jeg selv havde tænkt mig at blive tegnefilmstegner. "Nå!" sagde han med et uinteresseret tonefald, "det bliver nok svært at komme til det!". Efter en kort pause tilføjede han: "Jeg kender ingen, der laver den slags!" Det stødte mig lidt, at han sagde ”den slags” om noget, som jeg selv opfattede med glødende interesse og stor ærbødighed. Med næsen i sky og en overlegen mine, som demonstrerede, at her kom der en mand af betydning, skridtede den vordende skuespiller ud af frokoststuen og gik ind på kontoret igen.

Oh, herlige fritid!

Weekenderne tilbragte jeg gerne på mit værelse med at drømme, tegne eller læse. Dengang havde jeg dog kun et par enkelte bøger, en dansk sangbog med bl.a. B.S.Ingemanns morgen- og aftensange, som jeg holdt meget af, og en bog med et udvalg af H.C.Andersens Eventyr og Historier, illustreret af Louis Moe (1857-1945), hvis herlige og fine tegninger, jeg allerede dengang holdt meget af. Men når jeg selv tegnede, var det gerne figurer a la Disney, som jeg fantaserede om skulle bruges i min kommende tegnefilmproduktion. Det var således allerede en drøm hos mig dengang, at lave tegnefilm over Andersen-eventyr som f.eks. "Tommelise", "Den grimmme Ælling" og "Kejserens nye Klæder".

Men når jeg ikke var travlt optaget af de ovenfor nævnte interesser og beskæftigelser, tilbragte jeg gerne en del af weekenden med at være sammen med enten den ene eller begge mine to tidligere nævnte kammerater, Jørgen og Jørn. Vi gik som regel i biografen lørdag eller søndag aften til 7-forestillingen, eller søndag eftermiddag kl.16, hvor flere biografer havde tilbud om eventyrfilm eller tegnefilmshows. Vores foretrukne biografer var dem, der lå i passende og ikke for lang afstand fra vores respektive domicils i henholdsvis Jægersborggade for mit vedkommende og Kronborggade for mine to kammeraters vedkommende. Disse biografer var "Colossen" (Colosseum) på Jagtvej, "Fasanen" (Fasan Bio) på Ndr. Fasanvej, "Nora Bio" på Nørrebrogade, "Roxy" på Godthåbsvej, "Standard" på Falkonér Allé, "Regina" på H.C.Ørstedsvej, og "Odeon" på Fælledvej. I en eller et par af disse biografer kom vi som regel vekselvis en gang om ugen, fortrinsvis i weekenden. Lidt sjældnere kom vi i "Ry Kino" i Ryesgade, og i "Bispen" (Bispebjerg Bio) på Frederiksborgvej, og "Porten" (Nørreport Bio) på Nørrevoldgade, fordi vi syntes, der var for langt at gå. Det var nemlig ikke almindeligt, at vi spenderede penge på sporvognsbilletter, vi ville hellere købe slik eller is for pengene.

Derimod kom vi praktisk talt aldrig i "Nørrebros Biograf" på Nørrebrogade, og en af hovedgrundene hertil var, at denne biograf ofte spillede danske folkekomediefilm eller udenlandske kærlighedsfilm, som ingen af os havde lyst til at se. Vi ville meget hellere se de langt mere spændende eller sjove amerikanske film, der i reglen gik i de andre biografer. Det hændte dog også, at der blev vist danske film i disse biografer, men det var trods alt sjældnere. Tyske film brød ingen af os sig om at se, primært fordi Danmark var besat af tyskerne og sekundært, fordi filmene forekom os uinteressante og dårlige. Det var dog langt fra altid, at vi tre kammerater fulgtes ad i biografen. Lige så ofte - eller i perioder oftere - gik vi hver for sig eller kun to af os sammen. Det beroede dels på, om vi alle tre havde tid eller om der var uenighed om, hvilken film vi skulle se. Hverken Jørgen eller Jørn var specielt film- og tegnefilmsinteresserede, og jeg erindrer ikke, at nogen af dem nogensinde var med til det årlige Jule-Show i Metropol. Der gik jeg i reglen alene, for se tegnefilm, det skulle jeg, som den store tegnefilm- og Disney-fan jeg var.

De ydre begivenheder

Selv om det egentlig ikke interesserede mig særlig meget, hvad der foregik rundt omkring mig i form af samfundsmæssige begivenheder, så læste jeg dog lejlighedsvis avisen og hørte især radioavisen. Det, der særligt trængte sig på opmærksomheden, var naturligvis ikke mindst krigsbegivenhederne, som vi herhjemme mest mærkede noget til i forbindelsen med det stigende antal sabotageaktioner, arrestationer og domfældelser af de pågrebne sabotører, og det gøs selvfølgelig i os, når vi hørte om de afsagte dødsdomme.

Men ellers var det hverdagens større eller mindre problemer, der trængte sig på hos de fleste. Til problemerne hørte især rationeringerne og den stadigt stigende vareknaphed. For mor var det problemer med at få husholdningspengene til at slå til, for far at tjene pengene og i øvrigt, at hans cykel altid var klar til at køre på, dels når han hver eneste dag ugens 6 arbejdsdage skulle cykle den forholdsvis lange tur fra Jægersborggade og ind til Københavns Havn, i håbet om, at der også ville være arbejde for ham at få den dag. Hvis ikke, måtte han i stedet hen på arbejdsløshedskontoret, for at få et stempel og en mindre sum dagpenge udbetalt, som han vidste ikke ville kunne strække til de daglige fornødenheder derhjemme, heller ikke, selvom mor tjente en ekstraskilling gennem sit arbejde ved symaskinen.

Et helt særligt problem var det for far, hvis hans cykel en dag var punkteret, for det var vanskeligt at skaffe sig lappegrejer og endnu vanskeligere – og dyrt - at købe ny slange og nyt dæk. Men tingene blev jo slidt af den daglige brug, så efter at slange så vel som dæk efterhånden var blevet lappet så meget, at man kunne tale om lap på lap, måtte begge dele jo nødvendigvis skiftes ud på et tidspunkt. Det betød for fars vedkommende, at han måtte undvære tobak og cigaretter i et stykke tid, indtil ekstraudgiften til lappegrej eller dæk og slange var udlignet. Heldigvis var far sådan indstillet, at han ikke brokkede sig over en mangelsituation, for han var efterhånden blevet så vant til at måtte undvære både det ene og det andet i dagligdagen, at det i hvert fald ikke slog ham ud rent psykisk eller humørmæssigt.

For resten blev fabrikationen af cigarer, cerutter og shagtobak fra denne sommer 1943 iblandet dansk fremstillet tobak. Fra sommeren 1944 blev også cigaretter iblandet dansk tobak, og fra de første måneder af 1945, befrielsesåret, bestod cigaretterne udelukkende af dansk tobak. Der fandtes dog indsmuglede amerikanske cigaretter, som solgtes på den sorte børs, men til enorme overpriser, og med risiko for konfiskation og bøde eller i værste fald fængselsstraf både for sælger og køber. Der var dog folk, som trodsede risiciene. Blandt de sidstnævnte var min kære onkel Thorkild, som ikke sådan lod sig noget byde fra myndighederne. Så vidt jeg husker og ved blev han vistnok aldrig pågrebet i noget ulovligt, og hvis han er blevet det, har han med garanti kunnet snakke og charme sig uden om anklagen.

I øvrigt var der sket det, at kongens rekreation efter rideuheldet den 19. oktober 1942 var overstået, hvorfor han havde genoptaget sit forsæde i regeringens førelse, hvilket skete den 15. maj 1943. I den anledning talte kongen i radioen og opfordrede igen befolkningen i by og på land til, af hensyn til den seneste tids alvorlige begivenheder, at vise ”en fuldtud korrekt og værdig optræden”. Det var en gentagelse af kongens opfordring til befolkningen den 9. april 1940, da Danmark blev besat af den tyske Værnemagt. Store dele af befolkningen fulgte stort set også opfordringen, men den illegale presse fortsatte uanfægtet opfordringerne til at gøre modstand mod besættelsesmagten og samarbejdsregeringen. Den stigende sabotage demonstrerede, at modstandsbevægelsen efter evne og muligheder fulgte opfordringen.

Et lille skridt nærmere det store mål

Det var fortsat især inspirationen fra Walt Disneys første lange tegnefilm, "Snehvide", og fra de årlige Disney Jule-Shows i Metropol og de af Disneys korte tegnefilm, man lejlighedsvis også kunne se i andre biografer, som jeg indtil sommeren 1943 havde haft mulighed for og lejlighed til at se, der var min store inspirationskilde til selv at ville lave tegnefilm. Dette mål rykkede faktisk et første lille skridt nærmere, da jeg en dag i begyndelsen af juni 1943 var i biografen og her bl.a. så en reklametegnefilm for Sylvester Hvids Reklamebureau. Filmens design og handling var ganske enkel: Midt i det sort-hvide filmbillede så man i store bogstaver navnet "Sylvester Hvids Reklamebureau", og på hver side af dette logo var der en trappe med henholdsvis en dreng og en pige, som stod øverst oppe på hver sin trappeafsats. Efter et kort øjeblik glattedes trappen tilvenstre pludselig ud, så trinene forsvandt og drengen kurede ned og landede stående omtrent i bunden af billedet. Idet drengen landede der, kom tallet "7016" til syne under hans fødder, hvorefter han med høj stemme sagde: "Halvfjers-seksten". Straks efter glattede trinene ud på trappen tilhøjre, og pigen kurede ligeledes ned ad trappen og landede stående i højre side af billedet, samtidig med at tallet "7017" viste sig under hendes fødder, og man hørte hende sige: "Halvfjers-sytten". Hvorefter en mandlig speakerstemme sagde: "Sylvester Hvids Reklamebureau - halvfjers-seksten og halvfjers-sytten".

Denne lille reklametegnefilm betød for mig signalet til at gå i aktion, idet jeg straks mente, at det nævnte reklamebureau jo måtte lave tegnefilm, når man havde produceret den lille reklametegnefilm for firmaet. Jeg henvendte mig derfor straks til min altid interesserede morbror Thorkild, som da også var parat til at træde hjælpende til med det samme. Dagen efter ringede han til reklamebureauet og fortalte, at hans 14-årige nevø gerne ville lave reklametegnefilm, og der blev da også truffet en aftale om, at han og jeg skulle komme ind på bureauet til en samtale et par dage senere. Onkel Thorkild fik besked på, at jeg skulle medbringe nogle af mine tegninger, så de kunne se nærmere på disse.

Det var så heldigt, at jeg foruden mine mange tegninger med forsøgsvis barokke tegnefilmsagtige figurer, også havde en serie tegninger af såkaldt seriøs karakter. Engang i 1942 havde jeg nemlig ved mors mellemkomst meldt mig til et korrespondancekursus, ”Lær at tegne selv", og da jeg havde været forholdsvis flittig til at tegne de stillede opgaver, var jeg efterhånden kommet i besiddelse af et pænt antal tegninger. Disse tegninger demonstrerede bl.a., hvordan jeg udførte forskellige former for blyants-, tusch- og penselteknik samt hvordan jeg evnede at tegne direkte efter "naturen", dvs. tegne efter levende planter eller reale genstande. Kurset foregik på den måde, at man fik tilsendt nogle tegneopgaver, som man så skulle udføre og indsende til kursets adresse, hvor en eller flere professionelle tegnere bedømte resultatet og rettede med rød blyant, hvis de syntes, der var noget at rette, dvs. noget, der kunne tegnes bedre eller anderledes. Mine tegninger blev da også jævnligt tilføjet smårettelser, men i det store og hele blev de i reglen godkendt, i enkelte tilfælde endda med et par anerkendende bemærkninger. Men at tegne "seriøst" var dengang ikke det, jeg holdt allermest af, for det virkede lidt kedeligt på mig, der meget hellere ville lave sjove fantasifigurer.

Så vidt jeg erindrer, var det en torsdag at mødet skulle finde sted, og dagen efter at jeg havde fået besked på det, bad jeg mig fri nogle timer fra kontoret den pågældende dag, med den sandfærdige begrundelse, at jeg skulle til samtale om en mulig elevplads på et reklamebureau. Hr. Vrisse knurrede og så eddikesur ud, men chefen syntes det var helt i orden og gav mig fri. Vrisse mumlede derefter noget om, at arbejdet på kontoret måtte komme i første række, da jeg endnu var prøveansat i firmaet. Chefen glattede ud og sagde, at kontoret nok klarede sig i de par timer, jeg skulle være væk. Fra det øjeblik tror jeg faktisk, at Hr. Vrisse ligefrem hadede mig, dels fordi han var blevet irettesat af sin chef og dels fordi han så den mulighed i øjnene, at han måske skulle miste den af alle, som han bedst og mest omkostningsfrit kunne lade sine frustrationer gå ud over. "Held og lykke!" sagde den vordende skuespiller helt spontant, da vi dagen før mødet med reklamebureauet, om aftenen sammen forlod kontoret efter lukketid. Alle på kontoret havde hørt om mødet, men ingen andre sagde det mindste i den anledning.

På dette foto ses ejendommen på hjørnet af Frederiksberggade forrest og Mikkel Bryggersgade til højre. Hele førstesalen var i 1940’erne hjemstedet for Sylvester Hvids Reklamebureau, og skilte i vinduerne forkyndte, at her holdt dette velrenommerede firma til. Direktørkontoret lå bag de tre vinduer på hjørnet, mens tegnestuerne lå bag vinduerne ud mod Mikkel Bryggersgade. 7-Eleven butikken i stueetagen lå der naturligvis ikke dengang. – Foto: © 2009 Harry Rasmussen.

Det var en noget spændt 14-årig - jeg fyldte 14 år den 12. juni 1943 - der i sit stiveste puds, og med en mappe med mine bedste tegninger under armen, begav sig af sted med sporvognen til Rådhuspladsen, hvorfra jeg spadserede hen til Frederiksberggade 31, hvor min onkel ville støde til, så at vi sammen kunne gå op på reklamebureauet. Dettes domicil var beliggende på førstesalen, der strakte sig fra Frederiksberggade og rundt om hjørnet og et stykke ned ad Mikkel Bryggersgade. Bydelen og Strøget kendte jeg jo allerede nogenlunde, for ikke langt fra reklamebureauet lå Disney-biografen par excellence, Metropol, og filmdistributionsselskabet Gloria Film A/S, som dengang havde eneret i Danmark på distributionen af Disney-selskabets film.

Min onkel var der allerede, da jeg ankom. Han stod og ventede på mig nedenfor den store, brede gadedør op til reklamebureauet og røg sig en af sine talrige daglige cigaretter, som han skaffede sig, på trods af, at der var tobaksrationering og praktisk talt ingen cigaretter at købe, hverken i tobaksforretningerne eller andet steds. Men det er en lidt anden historie, som jeg senere skal vende tilbage til. Onkel og jeg gik op ad trappen til første sal og kom ind i et pænt stort forkontor, hvor der sad en receptions- og telefondame og tog imod. Thorkild fremførte, at vi havde en aftale om et møde med direktør Sylvester Hvid kl.9,30. Kontordamen bad os om at tage plads, hvorefter hun forsvandt ind ad en stor dør i baggrunden. Et øjeblik efter viste kontordamen sig i døren, som hun lod stå åben, og lod os forstå, at direktøren ventede os.

Da onkel og jeg var kommet ind på direktør Sylvester Hvids forholdsvis store hjørnekontor, hvorfra der var udsigt både til Frederiksberggade og Mikkel Bryggersgade, så vi en ret så imposant, midaldrende skikkelse sidde bag et stort, mørkt skrivebord. Det var selvfølgelig selveste direktøren, Sylvester Hvid, som forekom at være en stor og tung mand, hvis gråsprængte tindinger røbede, at han ikke længere hørte til de helt unge. Han så lidt blegansigtet ud og havde store, let mørkfarvede poser under øjnene. Håret var til dels sølvgråt, men øjenbrynenes noget mørkere farve vidnede om, at denne mand må have været mørkhåret i sine yngre dage. Men selvom direktøren ikke rejste sig for at give os hånden, så virkede han venlig og imødekommende, og bad os straks om at tage plads i hver sin stol foran skrivebordet. Til stede på kontoret var også en anden midaldrende mand, der dog så ud til at være en smule yngre end direktøren, som præsenterede ham for os som tegnestuechefen Poul Petersen, som jeg snart efter fandt ud af var en dygtig plakattegner.

Efter nogle indledende bemærkninger og en ikke særlig specificeret forklaring om, hvad elevtiden som reklametegner ville indebære, bortset fra, at der ikke var noget der hed løn i elevtiden, bad Sylvester Hvid om at måtte se mine medbragte tegninger. Jeg rakte ham mappen. som jeg havde siddet og knuget under armen, for selvom han virkede venlig, var jeg dog en del nervøs og anspændt over situationen, som jeg følte ville være afgørende for min fremtid. Sylvester Hvid og Poul Petersen kiggede nu mine tegninger igennem, og disse må åbenbart have fundet nåde for deres vistnok kritiske øjne, for Sylvester Hvid spurgte om de måtte beholde mappen med mine tegninger indtil videre. Og idet han rakte hånden frem til farvel, sagde han, at vi kunne ringe næste dag og få besked på, om bureauet eventuelt kunne bruge mig som elev. Efter at have taget afsked med Poul Petersen, forlod Thorkild og jeg kontoret og fulgtes ad til Rådhuspladsen, hvor han tog linje 16 hjemad mod Baggesensgade, og jeg en linje 2 til H.C.Ørstedsvej, og herfra med linje 3 til Niels Ebbesensvej.

Ingen sagde et ord til mig, da jeg omkring kl.11 kom tilbage til kontoret, alle sad bøjet over deres respektive arbejde. Kun kontordamen løftede blikket og sendte mig et blegt smil, da jeg trådte ind ad døren. Hr. Vrisse værdigede mig naturligvis ikke så meget som et blik eller kom kun med nogle sure eller vrisne bemærkninger den dag, men jeg frygtede for, at jeg kunne vente det værste fra hans side, især hvis det skulle vise sig, at min henvendelse til Sylvester Hvid var forgæves. Situationen var altså ikke blevet mindre anspændt efter mit besøg hos Sylvester Hvid, og ventetiden forekom mig ulidelig og at vare en evighed. Imidlertid ringede Thorkild som aftalt næste dag til Sylvester Hvid og fik den besked, at bureauet gerne ville ansætte mig som elev. Vi skulle derfor allerede samme dag komme ind på hans kontor, for at underskrive elevkontrakten, og for at jeg kunne få nærmere besked om arbejdstider og -vilkår. Jeg var jo endnu umyndig og havde følgelig ikke lov til at underskrive papirer af den art. Det blev derfor min onkel, som havde fået fuldmagt af mine forældre, der på deres og mine vegne måtte underskrive kontrakten. I telefonen forklarede min onkel Thorkild direktør Sylvester Hvid, at det nok ville blive vanskeligt for mig igen at få fri fra mit arbejde, hvortil direktøren svarede, at det vel egentlig heller ikke var strengt nødvendigt, at også jeg mødte op.

Men den formiddag var det en meget spændt mig, der kørte på en af sine inkassoture. Det var en regnvejrsdag og selvom jeg havde fået udleveret et regnslag af firmaet, blev jeg alligevel plaskvåd i ansigtet og på benene og fødderne, og det huede mig ikke, for jeg har alle dage været uven med vådt vejr. Desuden blev regningerne og pengene lettere våde, når jeg åbnede den ligeledes udvendigt pjaskvåde taske. Det både ærgrede og gjorde mig ked af det, for dels var jeg også lidt af en perfektionist og dels vidste jeg at Hr. Vrisse ville blive ekstra gnaven, hvis jeg kom tilbage med ubetalte regninger, der havde fået nogle regndryp. Da jeg vendte tilbage til firmaet fra den ovenfor beskrevne inkassotur og gik ind på kontoret, rejste Vrisse sig fra sin plads bag skranken og snerrede: "Gå om ad bagindgangen! Du gør jo alting vådt!". Jeg gjorde, som han sagde, og gik om og ind ad køkkendøren, idet jeg tog det våde overtøj af og tørrede mit hår med et håndklæde. Herunder kom kontordamen ud i køkkenet eller frokoststuen, som det blev kaldt, og hun sagde til mig, at min onkel havde været der, men at han ville komme tilbage senere på dagen. Hjertet hamrede i brystet på mig, da jeg hørte det og derfor spurgte hende: "Sagde han noget ellers?". "Nej, det gjorde han ikke!", svarede hun.

Jeg var naturligvis til det yderste spændt på, hvad der videre skulle ske for mit vedkommende, men foreløbig måtte jeg gå ind på kontoret ved min skrivepult og gøre regnskab. Mens jeg sad her, kom min onkel pludselig ind ad døren og gik direkte hen til mig, idet han rakte den underskrevne kontrakt frem mod mig og sagde: "Alt er ordnet! Du skal begynde på mandag!". "Ja, men så skal vi først lige ordne det med firmaet her!" svarede jeg. Onkel, som var fuldstændig uimponeret af hr. Vrisse og dennes sure miner, gik derefter hen foran skranken, bag hvilken hr. Vrisse sad og skulede, og fremførte, hvad sagen drejede sig om. Vrisse henviste imidlertid til, at det var chefen, han skulle tale med herom, og han var desværre ikke til stede lige i øjeblikket. Vrisse viste os dog utroligt nok den imødekommenhed, straks at ringe over til det andet firma, Grundejernes Forsikring, for at tale med chefen, som han kort satte ind i situationen.

Der gik ikke mere end omkring en halv snes minutter, før chefens tunge brede skikkelse trådte ind ad døren og bad min onkel og mig om at gå med ind på konferencekontoret. Hr. Vrisse fulgte som altid også med. Onkel forklarede chefen, hvad det hele gik ud på, og tænk, den venlige mand sagde, at de jo godt nok var kede af at skulle af med mig, men at han da meget vel kunne forstå, at jeg var nødt til at tænke på min fremtid. Han sagde også noget om, at jobbet hos ham ikke rigtig kunne være noget for mig, når jeg nu brændte så meget for at komme til at lave tegnefilm. Til min store og behagelige overraskelse, gav selv Hr. Vrisse ham ret, og hans så godt som altid sure eller vrisne ansigtsudtryk mildnedes svagt af en lidt anstrengt grimasse, som vist skulle forestille et smil. Faktisk tror jeg, at han inderst inde glædede sig ved tanken om, endelig at skulle slippe af med en forkælet mors dreng, som han helt bestemt mente, at jeg var.

På det tidspunkt havde jeg været ansat i næsten tre uger i Husejernes Abonnement, hvilket omtrent svarede til den aftalte prøvetid. Det var normalt en kontraktlig forpligtelse, at den ansatte så vel som firmaet havde en uges opsigelsesfrist. Men selv om denne frist ikke gjaldt i prøvetiden, så forventedes det, at den prøveansatte gennemførte prøvetiden. Men i betragtning af den specielle situation, valgte chefen at se bort fra normal praksis, så at jeg faktisk kunne holde op allerede samme dag efter arbejdstids ophør. Mit hjerte var ved at sprænges af lykke over mit store held, og især over, at jeg efter den aften kl. 18,15 for altid skulle være fri for at møde op på det triste kontor og agere prygelknabe for Hr. Vrisses lunefulde og sur-vrantne sind. I denne stemning af befrielse forløb resten af dagen derfor udmærket godt.

Før han sagde farvel og gik, overlod onkel Thorkild kontrakten med Sylvester Hvid til mig, og dette klenodie anbragte jeg i min taske, idet jeg omhyggeligt sørgede for, at det ikke skulle blive fedtet til af min madkasse. Sent på eftermiddagen blev lønningerne udbetalt, hvilket skete i små flade, brunlige lønningsposer. Uden på posen stod den ansattes navn, hvor mange timer den pågældende havde arbejdet i den forløbne uge, og hvor mange kroner og ører vedkommende skulle have udbetalt. Eftersom jeg ikke havde fået løn i de første to uger, var det min første løn og lønningspose nogensinde, og jeg var naturligvis en smule stolt, da jeg fik den og åbnede den og talte pengene efter. Imidlertid var der den hage ved min første løn, at den var beregnet fra mandag til og med lørdag, men jeg havde jo fået lov til at holde op allerede samme dag. Det sagde jeg til kassereren, som derefter henvendte sig til Hr. Vrisse, som igen henviste til chefen, der imidlertid opholdt sig på sit kontor i det andet firma. Kassereren ringede over til dette og fik chefen i tale og forelagde problemet for denne. Efter et kort øjebliks samtale lagde kassereren telefonen og sagde henvendt til mig: "Chefen sagde, at der ikke skal trækkes for lørdagen i Deres løn!". Tænk, hvilken storslået gestus: en foræring på omkring et par kroner, som dengang var for penge at regne!

Da uret havde slået seks slag og yderdøren var blevet aflåst, begyndte jeg uden videre at sætte kassebøgerne på plads, og da det var gjort, gik jeg hen til min pult og hentede de ting, der skulle afleveres til Hr. Vrisse, inden jeg selv gik. De andre ansatte havde travlt med at rydde op på deres respektive pladser og efterhånden som de blev færdige, gik de ud i baglokalet for at hente deres overtøj. Da de forlod kontoret, sagde de hver især pænt "Farvel! og held og lykke!" til mig. Den vordende skuespiller, som gerne ville gælde for lidt mere end de andre, sagde: "Goodbye, young mr. Disney!" og smilte skælmsk til mig, idet han strøg sit velkæmmede hår tilbage med en lidt koket bevægelse.

Efter at alle havde forladt kontoret, bortset fra Hr. Vrisse, blev der helt stille på kontoret, bortset fra vægurets tikkende lyd, som hakkede sekunderne ud. Hr. Vrisse sad som sædvanlig bøjet over sit skrivebord og ignorerede mig fuldstændig, da jeg kom ind ude fra baglokalet, hvor jeg havde hentet min taske og jakke. Han sagde ikke et ord, da jeg gik hen mod hoveddøren, idet jeg ganske lavmælt sagde: "Farvel!" og åbnede døren og gik ud i friheden. Selv solen var brudt igennem skyerne og regnen holdt op, hvilket satte humøret et par ekstra grader i vejret. Nu gjaldt det om at komme hjem og fortælle mine forældre og søskende og bagefter mine kammerater, om den store lykke, der i dag var overgået mig. Chefen var ikke til stede denne sene eftermiddag, men var ude i byen i et eller andet ærinde, så han og jeg fik ikke sagt farvel til hinanden. Det ærgrede mig lidt, ligesom jeg følte det lidt irriterende, at Hr. Vrisse ikke havde fundet det på sin plads, at sige farvel til mig. Men den dårlige stemning vejredes bort som dug for solen, da jeg for altid lukkede døren ind til kontoret efter mig. Det føltes som at få en uventet gave.

Min cykel stod omme bag ved kontorbygningen, i hast fik jeg cykelspænderne på og satte mig op og svingede ud fra indkørslen og op ad Niels Ebbesensvej. En ubeskriveligt lyksalig følelse fyldte mit sind: Endelig fri og med udsigt til om få dage at skulle begynde det rigtige eventyr, som jeg havde drømt om siden jeg som 7-årig for allerførste gang i mit liv havde set en tegnefilm i provinsbyen Nykøbing Falster.

Min barnekæreste

Det var herligt at have fri en hel lørdag for en gangs skyld, det var ellers noget, man kun oplevede i sommerferien, og apropos denne, så var det fra nu af slut med de lange skolesommerferier og med at tilbringe disse hos min kære onkel, tante og fætter i Nakskov. Men savnet blev opvejet af udsigten til, at jeg nu for alvor skulle til at beskæftige mig med tegnefilm, eller rettere sagt, det troede jeg, at jeg skulle. Til gengæld kunne jeg så i fritiden hygge mig med mine to kammerater, sådan som vi nu snart havde gjort i flere år. Som tidligere fortalt under året 1942, var jeg begyndt at komme jævnligt hjemme hos Jørgens forældre og to søskende, Karen og Per, siden de i efteråret 1942 var flyttet fra Jægersborggade 27 og om til en kvistlejlighed i Kronborggade nr.16. Her havde jeg lært Karens jævnaldrende skoleveninde, Alice Johansen, at kende. Hun boede med sine forældre og to voksne brødre, Svend og Kim, i samme opgang som Jørgens forældre, men på fjerde sal.

Alice var en ikke særlig høj, men en velskabt, lyshåret, lidt buttet pige med blå øjne, fint krumbuet næse, velformet mund og meget smukke tænder. Dertil var hun velbegavet og munter, hvilket sidste især gav sig udtryk i, at hun næsten altid lo, men aldrig på de forkerte steder. Hun kunne også være følsom og deltagende, lige som hun gerne lyttede til, hvad andre havde at fortælle. Kort sagt, så var hun i mine - og andres - øjne en dejlig pige, som man ikke kunne undgå at komme til at holde af. Og jeg blev naturligvis forelsket i hende til op over begge ører, og det bedste viste sig at være, at det var gengældt.

De to jævnaldrende 13-årige piger løb ind og ud hos hinanden i tide og utide, og derfor blev jeg en overgang ofte skuffet, når jeg kom på besøg hos min kammerat, som en passant bemærket ikke havde sit eget værelse, men delte et med sine to søskende. Det bedrøvede mig lidt, når jeg f.eks. oplevede, at Alice kun kom op, for at hente veninden ned til sig, hvorefter de to glade piger fnisende forsvandt og man kunne høre deres latter og glade stemmer, mens de løb den ene etage ned ad trappen, og det sidste, man hørte, var "hendes" dør, der blev smækket i. Lidt mismodigt tænkte jeg, at det jo nok var forkert af mig, at forvente en særlig interesse fra hendes side. Hun var jo kun 13 år, og selvom hun allerede da var veludviklet og havde store bryster, så var hun stadig den humørfyldte kvikke, begavede og helt uskyldige skolepige, som pligtopfyldende koncentrerede sig om sine lektier, og som gik til sangundervisning og klaverspil i sin fritid. Hun gik i realklasse og skulle senere i gymnasiet og ville gerne uddanne sig som lærer eller sygeplejerske.

Men hvad hun egentlig blev uddannet som, ved jeg ikke, for vi mistede forbindelsen med hinanden, inden det kom så langt. Desuden blev hun forsinket i sin skoleuddannelse, idet hun på et tidspunkt pådrog sig en lungetuberkulose, som medførte et par længere sanatorieophold. Hun mistede tilsyneladende ikke modet af den grund, men tog med sin ukuelighed hver gang "tråden" op, hvor hun havde måttet slippe. På et af de tidspunkter, hvor Alice var indlagt på sanatoriet, blev hendes ene lunge punkteret for at fremskynde helbredelsen, lød det. På sanatoriet gennemgik hun desuden forskellige kure, herunder bl.a. en fedekur, som man dengang mente gav større chancer for helbredelse, og helbredt blev hun da heldigvis. Efter at have genoptaget sin skolegang fortsatte hun i mellemskolen og senere i realskolen, hvor hun så vidt jeg erindrer, fik en fin afgangseksamen fra. Hun var efter forlydende især god til regning og matematik, men om hun fik brug for denne færdighed i sin senere uddannelse og hvad der siden blev af min tidlige ungdoms kæreste, ved jeg ingenting om.

Den ejendom i Kronborggade, hvor Jørgen og Jørn og ikke mindst Alice boede, havde baggård fælles med den ejendom i Jægersborggade, hvori min familie og jeg boede. Baggårdsarealet mellem ejendommene var dog adskilt fra hinanden af et højt plankeværk. Men hendes forældres lejlighed på fjerde sal havde køkken- og soveværelsesvinduer ud til gården, og dem kiggede jeg tit længselsfuldt op mod nede fra mit vindue, som også vendte ud til samme gård. Om sommeren, når vinduerne stod åbne hos os begge, lyttede jeg til hendes høje lyse og klare sangstemme, som gav genlyd mellem husmurene og forstærkede dens volumen og klang. Jeg syntes, hun sang aldeles dejligt, og da jeg samtidig kendte hendes gode menneskelige egenskaber, bidrog det til at forstærke min pubertetslængsel, som i hende havde fundet et passende "objekt" at rette sig imod.

Og som nævnt skulle det til min store glæde da også snart vise sig, at forelskelsen var gengældt. Dette stod mig dog først rigtig klart i løbet af året 1944, men følgen blev, at Alice og jeg sværmede for hinanden helt frem til omkring 1948, da jeg til hendes store sorg afbrød forbindelsen mellem os. Hun var da 18 år og jeg selv 19 år. På det tidspunkt befandt jeg mig i en slags åndelig krise og syntes ikke, at jeg var noget at satse på for hende. Hun havde nemlig talt en del om, at hun ville giftes og have børn, så snart det kunne lade sig gøre, og sådan havde jeg ikke tænkt mig, at mit liv allerede skulle forme sig. Desuden følte jeg mig slet ikke moden til at turde indlade mig på et fast forhold af ægteskabslignende karakter, for der var så meget andet i tilværelsen, der tiltrak sig min opmærksomhed og interesse. Det var muligvis en fatal afgørelse fra min side, for jeg holdt virkelig af pigen, men skæbnens veje er som bekendt uransagelige. I den forbindelse vil det måske være på sin plads at nævne, at Alice og jeg aldrig nåede at gå i seng med hinanden. Vi nøjedes med at kæle sammen og hygge os, især på vores lange spadsereture rundt på Assistens Kirkegård i de lune sommeraftener. Det hændte dog, at vi satte os på en bænk i en fjern afkrog af haven, og her kunne det ske, at kæleriet blev så intenst, at vi begge fik udløsning. I min naivitet og store uerfarenhed med piger, troede jeg til at begynde med, at hun frøs, når hun pludselig under mit kæleri begyndte at ryste over hele kroppen, men med pigelig nænsomhed fortalte hun mig, at hun ikke frøs, men tværtimod havde det ualmindelig dejligt.

Dengang var der faste, uniformerede vagtmænd på de københavnske kirkegårde i åbningstiden, og dette var ikke mindst tilfældet på Assistens Kirkegård, hvor vagterne jævnligt gik en runde, for at sikre sig, at alt stod vel til og at ingen overtrådte reglementet. Det hændte da også, når Alice og jeg sad og krammede hinanden på en fjern bænk i haven, at der pludselig dukkede en vagt op, som gloede mistænksomt på os, mens han gik forbi, men som dog indskrænkede sig til at sige, at vi skulle huske, at kirkegården lukkede kl.21. Det vidste vi naturligvis godt, lige som vi vidste, at det var nødvendigt at være ude inden dette tidspunkt, for ellers ville man faktisk have været lukket inde, og det var ikke til at tænke på, at vi skulle kravle over den høje kirkegårdsmur eller over gitterlågen ved indgangen fra Jagtvej.

To fotos fra den idylliske Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Til venstre den lange poppelallé, som strakte sig på langs gennem hele kirkegården. Til højre et parti fra samme sted, som viser, hvor utrolig smuk ”dødens have” kunne være, især i sommertiden, hvor sollyset faldt ned gennem de højre træer og skabte solpletter på plæner og grave. Det var i disse fredfyldte omgivelser, at min barnekæreste, Alice, og jeg gik ture i sommerhalvåret eller, hvor vi sad og nød udsigten og hinanden på en af de mange bænke, der stor rundt omkring ved stierne. Dengang var der kirkegårdsbetjente, som vogtede over stedet, og de havde sådanne vagtbygninger at søge ly i, som den, der ses på billedet til venstre. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.

Som nævnt afbrød jeg forbindelsen med Alice omkring 1948 og så derefter ikke mere noget til hende, førend en del år senere, da vi tilfældigvis mødte hinanden på Nørrebrogade ved den stærkt trafikerede Nørrebros Runddel. Hun var på cykel og holdt for rødt lys, og jeg var på vej over fodgængerovergangen. Vi var begge lidt forlegne over det uventede møde, men hun fik da fortalt mig, at hun var blevet gift og nu havde to små børn. Vi var nok begge lige overrumplede og forvirrede over lige pludselig at møde hinanden igen efter flere års forløb, og situationen var kun til, at vi talte få minutter sammen, indtil lyskurven viste grønt for hende. Det må have været omkring 1954, at Alice og jeg mødte hinanden igen, og på det tidspunkt var jeg selv gift første gang og havde også to små børn, så derfor kom det slet ikke på tale, om vi eventuelt skulle ses en anden gang. Vi var blevet ligesom fremmede overfor hinanden, og desuden havde hun åbenbart travlt - eller lod i al fald som om hun havde det, og efter nogle minutters snak om, hvordan vi begge havde det, cyklede hun videre ind ad Nørrebrogade. Siden da har jeg aldrig set eller hørt noget til eller om hende. Men glade erindringer blandet med et vist vemod om hende ligger gemt, men ikke glemt, i hukommelsens mærkværdige hulter til bulterkammer.

Min tegnerkarriere begynder

Men med hensyn til min debut som reklametegnerelev, så blev alle, jeg kendte, glade på mine vegne, over, at mit store mål nu syntes inden for rækkevidde. Dette gjaldt ikke mindst mor, men glæden havde dog et skår for hendes vedkommende, for hun var jo nødsaget til at tænke på pengene. Hos Husejernes Abonnement havde jeg kun fået løn for den sidste uge, jeg knapt var ansat i firmaet, og jeg skulle også være på prøve i de første tre uger hos Sylvester Hvid, men heller ikke derefter ville jeg få nogen løn i elevtiden. Så udsigterne til at få skrabet tilstrækkeligt med penge sammen til, at kunne holde en nogenlunde ordentlig konfirmationsfest, forekom indtil videre lidt usikre. Nogen gange havde jeg dårlig samvittighed over, at jeg brugte de drikkepenge, jeg havde fået på mine inkassoture, på mig selv og delvis også på mine to kammerater, som jeg i reglen spenderede is eller milkshakes på, når vi gik i biografen. Men i dag er det lidt af en trøst at tænke på, at det trods alt var begrænset, hvad jeg normalt fik af drikkepenge, højst 8-10 kr. om ugen.

Men weekenden gik med at dagdrømme og tale med mine to kammerater om, hvad der mon ventede mig, når jeg om mandagen mødte op på Sylvester Hviids Reklamebureau. Også Alice glædede sig på mine vegne og ønskede mig held og lykke, da vi fredag aften mødtes oppe hos Jørgen og hans forældre, hvor vi i reglen blev budt på te og franskbrødsmadder. Hun og jeg var på det tidspunkt først så småt begyndt at sværme bevidst for hinanden, og det var en stiltiende aftale, at hun altid havde et ærinde oppe hos veninden Karen, når jeg var på besøg hos Jørgen. Det hændte dog lejlighedsvis også, at hun ikke kom op, når jeg var der, og heller ikke gav nogen besked herom. Vi måtte jo gå stille med dørene, for det var ikke velset hos de voksne, at en ung mand på 14 år og en ung pige på 13 år var kærester. Man frygtede vel for, at de to unge skulle "lave ulykker", som det kaldtes, så pigen måske blev gravid. Men havde de voksne været lidt mere tolerante og åbensindede, ville de have kunnet se, at kæresteriet på det tidspunkt indskrænkede sig til et helt uskyldigt gensidigt sværmeri. For mit eget vedkommende kan jeg i al fald sige med sandhed, at jeg end ikke drømte om at have samleje med pigen, for dels var jeg bevidst om, at hun kun var tretten år, og dels satte jeg hende for højt til, at ville udsætte hende for noget, der lignede avancerede seksuelle tilnærmelser. Det forekom mig dengang nærmest som helligbrøde at tænke på det, og egentligt samleje fandt som tidligere nævnt da heller aldrig sted mellem os i praksis. Og seksuelle tilnærmelser mellem os, forekom først omkring 1946, da hun var 16 og jeg selv 17 år, men altså kun i form af såkaldt "petting".

Om at tegne bogstaver

Så vidt jeg erindrer, begyndte jeg som elev hos Sylvester Hvid en mandag omkring den 22. juni 1943. Den første dag, jeg skulle møde på arbejdspladsen, cyklede jeg om ad Rantzausgade og via Gyldenløvesgade til Vester Voldgade og drejede af ned ad Frederiksberggade og hen til firmaets adresse. Cyklen stillede jeg omme i Mikkel Bryggersgade og nedenfor firmaets vinduer. Da jeg kom op på firmaets kontor, bød kontordamen mig velkommen og tilkaldte straks en yngre mand, der præsenterede sig som tegnestueassistent. Hverken Sylvester Hvid eller Poul Petersen var til stede ved den lejlighed. Den yngre mand, hvis navn jeg desværre ikke længere husker, tog mig med ind på den ene af de to tegnestuer, jeg snart fandt ud af at der var, og viste mig, hvor jeg skulle sidde. Min plads var bag ved det sidste af de fem-seks store vinduer, der vendte ud mod Mikkel Bryggersgade, og det, jeg kom til at sidde ved, var faktisk det, der lå længst væk fra Frederiksberggade.

Selve tegnebordet var faktisk et aflangt tegnebord bag de brede vindueskarme, så der var rigelig plads til et tegnebræt og tegneredskaberne, som indtil videre indskrænkede sig til et par blyanter og et viskelæder. Den yngre mand sad cirka et par meter fra mig ved det andet vindue, men ved det samme aflange bord, og her var han i gang med at tegne nogle bogstaver til en annoncetekst. I lokalet var der desuden et par borde og langs indervæggen og bagvæggen var der reoler med bøger og lignende. I den ende af lokalet, der lå nærmest Frederiksberggade, var der en rumadskillelse, lavet af træ, og med ruder i, som var imaterede halvvejs op. Bag ved denne væg havde tegnestuechefen sin tegnestue, der også tjente som kontor. Men når han tegnede og malede plakater, foregik det åbenbart i det lokale, hvor den yngre mand og jeg sad, for tæt op til rumadskillelsen stod der et stort staffeli, på hvilket der var anbragt en endnu ikke færdiggjort plakat. Tegningen på plakaten forestillede Absalons rytterstatue, den der står på Højbro Plads ud for Slotsbroen. Jeg blev straks meget imponeret af tegningen, som jeg syntes var flot og dygtigt lavet, og især var det inspirerende at se, at en del af figuren og dens omgivelser og teksten endnu kun stod med blyantsstreger.

Imidlertid kom den yngre mand hen til mig med et hæfte med skrifttyper, og sagde, at det første jeg skulle gøre, var at prøve på at tegne en bestemt skrifttype, en klassisk romersk skrift, som jeg ikke længere kan huske navnet på. Nå, tænkte jeg, sådan må man altså begynde, selvom man skal lave tegnefilm, og selvom det skuffede mig en smule, at det endnu ikke handlede om tegnefilm, mente jeg, at enhver rejse altid begynder med det første skridt. Og jeg var al for benovet og genert til, at ville spørge om, hvor på bureauet, der blev lavet tegnefilm. Følgelig gik jeg i gang med at tegne bogstaver, så godt jeg kunne, alt imens min "supervisor" af og til kiggede på, hvad jeg havde lavet, og roste eller rettede på det, efter som han nu syntes det var fortjent.

Arbejdstiden var den samme som hos Husejernes Abonnement, dvs. kl. 8-17, og selvom det var en lang arbejdsdag, ikke mindst for en ung fyr som mig, der havde været vant til en skoledag på seks timer, så var jeg så entusiastisk, at det ikke betød noget for mig. Desuden var det sommer, solen skinnede og for mig tegnede fremtiden sig lys og lovende, på trods af besættelsestidens trykkende forhold og frygten for, hvad tyskerne eventuelt kunne finde på i forhold til Danmark. Og forholdene var trykkende og truende nok i 1943, hvilket jeg skal vende tilbage til lidt senere. Klokken 12-12,30 var der frokostpause, og jeg spiste min medbragte mad på tegnestuen. Der blev budt på kaffe eller te om formiddagen, til frokost og om eftermiddagen, men da jeg ikke var nogen stor ynder af nogen af delene dengang, nøjedes jeg med til frokost at spise mine fire halve, flade madder, som var blevet fugtige og bløde af tomatmaden og af den syltede rødbede eller agurkesalaten på leverpostejen, efter at have ligget i madkassen i min taske, siden de var blevet smurt om morgenen kl. 7. Imens benyttede jeg lejligheden til at kigge ud af vinduet og studere livet nede på den forholdsvis smalle Mikkel Bryggersgade. Skråt over for, hvor jeg sad ved vinduet, og til venstre lidt længere henne i gaden, så man de store plakater foran det gamle hæderkronede Grand Teatret. Denne ærværdige biograf havde jeg dog endnu ikke haft lejlighed til at aflægge et besøg, men i årene efter besættelsen kom jeg der jævnligt.

Da det endnu var sommer og varmt vejr, stod de store vinduer i tegnestuen halvt åbne, og man kunne derfor høre den summende lyd af mennesker, busser og hestevogne, der passerede forbi nede på den tæt trafikerede Frederiksberggade. Den var jo en del af Strøget, og her var der altid livligt og fyldt også med gående mennesker, der spadserede i begge retninger og kiggede på forretningsvinduer eller gik ind i butikkerne for at handle. Der var mange butikker i gaden og de lå tæt ved siden af hinanden, sådan som tilfældet stort set også var med resten af Strøget, dvs. Nygade, Vimmelskaftet og Østergade.

Efter frokost genoptog jeg det efter min opfattelse lidt kedelige arbejde med at forsøge at tegne bogstaver, som jeg mente at man jo bare kunne trykke. Jeg forstod endnu ikke, at der kan være en særlig charme, noget levende, over håndtegnede bogstaver, sådan som jeg år senere indså. Men da jeg dels var pligtopfyldende og dels en smule autoritetstro, idet jeg mente at bureaufolkene bedst måtte vide besked med, hvad man skulle lære, for at blive en god tegner, anstrengte jeg mig til det yderste med at eftertegne den bogstavtype, jeg havde fået som forlæg. Sådan gik den første dag, og inden jeg tænkte nærmere over det, var klokken pludselig 17 og arbejdstiden forbi, uden at jeg den dag havde set noget til hverken Sylvester Hvid eller tegnestuechefen Poul Petersen.

Den daglige cykeltur

Det var en ikke så lidt træt mig, som efter ni timers arbejdsdag, tilbragt siddende i stort set samme stilling hele dagen, forlod tegnestuen og hentede sin cykel, der stod parkeret rundt om hjørnet i Mikkel Bryggersgade. Da det var myldretid og derfor ekstra meget trafik på det tidspunkt, valgte jeg at cykle om ad Kattesundet, Larsbjørnsstræde og Teglgårdsstræde til Nørre Voldgade, og herfra via Gyldenløvesgade, Rantzausgade og Jagtvej til Jægersborggade. Denne rute blev min foretrukne, fordi den forekom mig at være den nemmeste og hurtigste.

Mine forældre, mor ikke mindst, og til en vis grad også mine to brødre på henholdsvis 9 og 6 år - lillesøster Lizzie var kun to år på det tidspunkt - var naturligvis nysgerrige og spændte på at høre nærmere om, hvordan min dag var gået og hvad det var, jeg havde beskæftiget mig med, og jeg fortalte i store træk alt, hvad jeg havde oplevet. Også at det undrede mig lidt, at jeg slet ikke havde haft lejlighed til at se, at nogen på tegnestuen lavede tegnefilm, lige som jeg havde konstateret, at der på tegnestuen så vel som på receptionskontoret og chefens kontor kun fandtes "seriøse" tegninger, især i form af plakater og annoncetegninger. Måske bortset fra de to logo-figurer, drengen og pigen, som jeg havde set på den tidligere omtalte reklametegnefilm, og som også indgik som en del af firmanavnet, der stod malet på skilte i flere af de store facadevinduer i den bygning, hvor Sylvester Hvid havde til huse. Så vidt jeg husker, var drengen og pigen også trykt på firmaets brevpapirer.

Men specielt mor støttede mig i den antagelse, at det jo kunne være, at reklamebureauet havde en anden tegnestue et sted, hvor der blev lavet tegnefilm. Det måtte de vel have, siden de havde lavet en reklametegnefilm for firmaet. Mor foreslog, at jeg jo bare kunne spørge den yngre tegner på tegnestuen, om ikke det var tilfældet. Denne tanke var foreløbig min opmuntring, men da jeg næste dag igen mødte op på tegnestuen, hvor den yngre tegner allerede sad bøjet over sit tegnebræt, kunne jeg alligevel ikke få mig selv til at spørge om det. Jeg følte, at det ville røbe en for stor utålmodighed hos mig, og at det måske ville virke højrumpet, at jeg allerede ville til at lave tegnefilm, når jeg kun lige var begyndt i firmaet, hvor man tilmed åbenbart mente, at jeg først måtte lære at tegne bogstaver. Derfor tav jeg og satte mig på min plads, hvor jeg fortsatte med at øve mig på at tegne alfabetets bogstaver.

På bureauet formede de følgende dage sig stort set, som tilfældet var den første arbejdsdag, og jeg så stadigvæk ikke noget til hverken tegnestuechefen eller direktøren. Den yngre tegner og jeg sad side om side dagen lang og tegnede på hver sine opgaver. Han på en annoncetegning og jeg på bogstavtegningens efter min mening svære, men også meget lidt interessante kunst. Sådan forløb min første uge i det dengang navnkundige reklamebureau Sylvester Hvid. Dagene gled hen, den ene efter den anden, mens jeg fortsatte med at prøve på at interessere mig for og koncentrere mig om den i sig selv udmærkede kunst, at tegne bogstaver. Der var meget stille på tegnestuen, hvor kun den yngre tegner og jeg opholdt os, og vi vekslede ikke mange ord med hinanden i dagens løb. Den eneste støj, der hørtes, var den summende lyd fra gaden. Tegnestuechefen stak lige hovedet ind ad døren om morgenen og sagde: "Go'morgen!", det var alt, hvad vi så og hørte til ham i den uge.

Men endelig blev det lørdag, hvor vi kun skulle arbejde til kl.14, og så var det weekend, og tid til at være lidt mere sammen med min familie og mine to kammerater, end ugens andre almindelige dage tillod. Alice så jeg i reglen aldrig noget til i weekenderne, hvor hun var sammen med sine forældre og brødre eller på besøg hos noget familie. Desuden kom jeg næsten aldrig oppe hos Jørgens forældre på lørdage og søndage, for de skulle naturligvis også have lov til at være i fred for os barylere en gang imellem. Det var nok, at jeg i reglen kom der to-tre gange om ugen, og som oftest følte jeg mig velkommen, men det kunne hænde enkelte gange, at jeg følte at være kommet til ulejlighed, og sådanne aftener blev jeg der derfor ikke ret længe, heller ikke selvom Alice også var der. På et tidspunkt fik jeg en temmelig dårlig samvittighed overfor Jørgen og hans familie, fordi jeg vidste med mig selv, at jeg misbrugte deres gæstfrihed, for inderst inde følte jeg, at det faktisk mest var for Alices skyld, at jeg besøgte min kammerat og hans forældre og to søskende. Det var en uholdbar situation, hvilket jeg gjorde Alice opmærksom på, og hun var enig med mig. Vi besluttede derfor kun at ses, når vi gik vores omtrent daglige hverdagsaftenture på Assistens Kirkegård, og det kunne vi jo gøre til langt hen på året.

Men jeg følte mig naturligvis både glad og stolt over, at jeg nu var blevet elev på et reklamebureau, for der stod en vis air og respekt alene omkring ordet og begrebet. Det var desuden et første lille skridt udenfor det sociale miljø, hvori jeg var født og opvokset og hidtil havde befundet mig. Mine to kammerater var da også fulde af beundring for, at jeg var nået så vidt, men de var samtidig både noget skeptiske og måske også lidt misundelige på mig, i al fald ubevidst. Skeptiske, fordi ingen af dem selv nærede det mindste ønske om, at bevæge sig ud over det arbejder- og håndværkermiljø, hvori de også selv var født, opvokset og stadig befandt sig. Uden at ville det, og uden at gøre sig det klart, foragtede de mig hver især en lille smule, for rent instinktivt følte de, at det næsten var det samme som en slags forræderi, at svigte den sociale klasse, man tilhørte gennem sin fødsel og opvækst, og som man derfor efter deres mening nærmest var forudbestemt til at tilhøre.

Personlighedsforskelle

Imidlertid fortsatte kammeratskabet mellem Jørgen, Jørn og mig foreløbig omtrent som om ingenting nyt var hændt. Det var dog især Jørgen, jeg tilbragte en del af mine friaftener og en del af weekenderne sammen med, selvom vi personlighedsmæssigt var endog meget forskellige fra hinanden, og vore interesser var også vidt forskellige. Alligevel havde jeg en stor sympati for ham, mest fordi han grundlæggende var et rart og godt menneske, som altid gerne ville dele sol og vind lige, og fordi han i øvrigt ikke kunne gøre en flue fortræd.

Der var dog den skævhed i vores forhold til hinanden, at det altid var mig, der kom i hans hjem, mens han uhyre sjældent besøgte mig i mit hjem. I modsætning til hans forældre, som begge var venlige og imødekommende mennesker, så var mine forældre - og i særlig grad min mor - meget imod, at "fremmede" kom i vores hjem. Det var igen min mors mærkværdige blanding af personlig skyhed, social underlegenhedsfølelse og samtidig stolthed overfor mennesker, hun ikke kendte, der spillede afgørende ind. Den stolthed, mor følte, havde et stærkt islæt af, at hun opfattede sig som et misforstået og mishandlet menneske, der havde fortjent en bedre skæbne, både menneskeligt og socialt, end den der var blevet hendes lod her i livet.

Det var da også sådan, at jeg efterhånden blev mere og mere opmærksom på det ulige og urimelige i, at det altid var mig, der kom hos Jørgen, mens han praktisk talt aldrig kom hos mig, skønt jeg, i modsætning til ham, havde mit eget værelse. Dette misforhold, som efter omstændighederne ikke lod sig ændre, førte til, at mine besøg hos ham med tiden blev mere og mere sjældne, for tilsidst helt at ophøre.

Familiens kæledægge

En del af weekenden blev dog i reglen også tilbragt hjemme sammen med mine forældre og søskende, som jo nu også indbefattede den lille toårige Lizzie. Hun var en livlig og temperamentsfuld lille furie, som gjorde alt for at få sin vilje og sine ønsker ført igennem. Det gik til en vis grad overfor mor, men de to knægte, 9-årige Benny og 6-årige Bent, kunne hun ikke rigtig komme nogen vegne med, for de drillede hende, alt det de kunne, og syntes det var vældig sjovt. Især hvis hun begyndte at græde, dels fordi hun blev ked af det og dels fordi hun var arrig og ikke tålte, at nogen trådte hende over tæerne. I værste fald kunne hun blive så ophidset og gal i hovedet, at hun "gik væk", som vi kaldte det. Det bestod i, at hun med ildrødt, forvredet ansigt og vidt åben mund holdt vejret så længe, at hun sank sammen på gulvet eller op ad en dør eller et skab. I denne stilling spærrede hun øjnene vidt op, mens tårerne strømmede ned ad kinderne, men ikke en lyd kom over hendes læber. I begyndelsen, når det skete, blev alle, som var til stede, panikslagne over, at se den lille pige i den tilstand, og mor skyndte sig som regel at tage hende op ved armene, som derved blev strakte, og det satte søsters vejrtrækning igang igen. Og for en kortere tid derefter, fik hun det atter, som hun ville have det, indtil den uhyggelige situation eller episode var glemt. Så begyndte det forfra igen med de to brødres drillerier af hende, for de kunne slet ikke lade være med at se, om de kunne få hende til at gentage sin "opvisning" i at "gå væk".

Det hændte lejlighedsvis, at Benny og Bent blev bedt om at se efter deres lillesøster, når mor skulle lave et eller andet derhjemme, som krævede hendes fulde opmærksomhed og engagement. De to raske gutter var ikke meget for at agere barnepiger, så de gjorde sig ofte store anstrengelser for at slippe for tjansen, for de ville meget hellere ned på gaden og lege med deres kammerater. De vidste faktisk ikke noget værre i verden, end at skulle være barnepiger - ordet babysitter, var endnu ikke i brug i Danmark på det tidspunkt - og senerehen, da Lizzie var blevet 4-5 år, fandt de to på alle mulige og umulige påskud til at blive fri for at have hende rendende i hælene på sig. Dels syntes de, at hun var ivejen, og dels gav det ikke nogen status blandt kammeraterne at være barnepige, og tilmed af en lille tøs. Når derfor de tre, Lizzie, og Benny og Bent, som skulle passe hende, f.eks. var kommet ned på gaden, og Lizzie glædede sig til at være med i legen sammen med sine to brødre og deres kammerater, fandt de to lumske knægte i reglen på et påskud til at blive af med hende. De kunne f.eks. finde på at bede hende om at gå op til mor og give en besked eller hente et eller andet, og da hun i begyndelsen troskyldigt efterkom deres opfordring, løb hun op igen. Når hun så atter kom ned på gaden, helt forpustet af at have skyndt sig, så var alle drengene pist væk. De stak nemlig genvej via et af gadens to såkaldte "hug" og løb om ad Kronborggade og over i Nørrebroparken ved Stefansgade, hvor de så godt som daglig tilbragte mange timer sammen med kammeraterne på stedets legeplads.

Men den kløgtige Lizzie fandt snart ud af "fidusen" og lod sig ikke længere lokke til at hente det ene eller det andet oppe hos mor. Og selvom det ind imellem alligevel kunne ske, at hun glemte sine bitre erfaringer fra tidligere, og at knægtene var borte, når hun kom tilbage, så vidste hun nu, hvor de som regel opholdt sig, hvorefter hun skyndte sig afsted over til parken. Her blev de to modvillige brødre simpelthen nødt til at tage hende med i deres leg og i det hele taget passe på hende, hvis ikke de ville risikere at få skældud af mor. Og det ville de gerne undgå.

For mit eget vedkommende var jeg så meget ældre end mine søskende, at jeg meget sjældent deltog i deres leg, eller i det hele taget beskæftigede mig med dem. Jeg havde mere end nok at tænke på i forbindelse med min karriere og mine personlige interesser. Ikke fordi jeg ikke var glad for mine tre søskende, tværtimod holdt jeg meget af dem hver især, men alene aldersforskellen imellem os gjorde det dengang gensidigt, at vi ikke havde så stort behov for hinandens selskab. Jeg var og er jo fem år ældre end Benny, otte år ældre end Bent og tolv år ældre end Lizzie, men det spillede ikke den store rolle for os som voksne, og da slet ikke i nutiden. Det er nu mere vores forskellige personligheder og interesser, plus nogle rent fysiske afstandsforhold, der til en vis grad skiller os. Det vil sige, for min søster Lizzies vedkommende, er det siden den 1. oktober 2001 ikke længere den fysiske afstand, der skiller os, for den dag døde hun desværre fra os på grund af en levercancer, som havde plaget hende i godt et års tid. Det skal jeg vende tilbage til i kronologisk sammenhæng.

En stor skuffelse

Efter weekendens oplevelser og efter min mening alt for lange pause, blev det igen mandag, og en ny arbejdsuge begyndte. Jeg kunne ikke hurtigt nok komme i gang igen og jeg glædede mig meget til atter at komme ind på tegnestuen, selvom bogstavtegning ikke var det mest ophidsende, jeg kendte. Men jeg håbede stadig på, at hver dag ville bringe mig nærmere mit mål: at lave tegnefilm. Det viste sig dog at jeg fortsat skulle tegne bogstaver, bogstaver og atter bogstaver, fra kl.8 morgen til kl.17 eftermiddag, kun afbrudt af en middagspause på en halv time. Det gjorde jeg så mandag og tirsdag, men onsdag formiddag havde jeg fået nok af det meget lidt morsomme det var, at tegne bogstaver dagen lang. Derfor dristede jeg mig til at spørge den yngre tegner, om hvor på bureauet, der blev lavet tegnefilm, idet jeg henviste til, at jeg i biografen havde set en reklametegnefilm, der reklamerede for bureauet. Den yngre tegner så noget uforstående på mig og sagde, at han ikke kendte noget til, at bureauet overhovedet selv lavede tegnefilm, og det mente han faktisk, at man ikke gjorde. "Ja, men jeg har jo selv set den reklametegnefilm for Sylvester Hvid, der vises i biograferne!", sagde jeg tvivlende og tilføjede: "Det er derfor, jeg er søgt ind som elev her!"

Den stilfærdige men venlige yngre mand så desorienteret på mig og sagde: "Det var jo ikke så godt! Lad mig lige undersøge det nærmere!", hvorefter han rejste sig fra sin plads og forlod lokalet ad døren ind til Poul Petersens kontor. Nogle få minutter senere kom han tilbage, fulgt af tegnestuechefen, som straks spurgte mig: "Hvad er det, jeg hører, Rasmussen! Vil du lave tegnefilm?" - "Ja!", svarede jeg, "det er derfor, jeg er søgt ind her hos jer, for jeg troede I lavede tegnefilm, og der er ingen, der har sagt til mig, at I ikke gør det!" - "Nej, vi laver slet ikke tegnefilm her på bureauet!" sagde han og tilføjede: "Men dette her må vi hellere tale med direktør Sylvester Hvid om!". Han gik hen mod den dør i baggrunden, der førte ud til receptionen, hvorfra der var adgang til direktørens kontor. Undervejs sagde han: "Jeg vil lige se, om han er ledig med det samme!", hvorefter han forsvandt ud ad døren.

Der gik nu nogle minutter, hvori jeg spændt ventede på, hvad der videre ville ske. Da tegnestuechefen straks efter kom tilbage, sagde han henvendt til mig: "Sylvester Hvid vil gerne tale med dig straks!". Jeg rejste mig og fulgte efter ham ind på direktørens kontor, hvor jeg blev bedt om at tage plads. Den venlige direktør begyndte derefter at udspørge mig nærmere om, hvad det hele var for noget. Da jeg i detaljer havde fortalt ham om min baggrund for og hensigt med at søge ind på hans reklamebureau, sagde han: "Det er jo en lidt kedelig misforståelse! Den reklametegnefilm for vores bureau, som du har set i biografen, er lavet udenfor bureauet af en tegner, der hedder Kjeld Simonsen!". Efter en lille pause spurgte han: "Er du nu helt sikker på, at det er tegnefilm, du gerne vil lave?" - "Ja, det er jeg!", svarede jeg med en bestemthed, der åbenbart overbeviste ham om, at jeg virkelig mente det alvorligt. "Ja vel, men så er det jo heldigt for dig, at der netop i øjeblikket er et tegnefilmforetagende, som er i gang med en større tegnefilm! Hvis de kan bruge dig dér, vil jeg gerne gå med til at annullere din kontrakt med os!", sagde han og tog straks telefonen, ringede op og talte med en eller anden i den anden ende af røret. Jeg husker ikke længere, hvad der præcis blev sagt ved den lejlighed, kun at Sylvester Hvid, efter at have lagt røret på, sagde til mig: "Gå nu over i nr. 10 og op på 2.sal. Der vil de gerne se dine tegninger! Og kom så tilbage og fortæl mig resultatet!" - "Tak, Hr. direktør, men min mappe med tegninger ligger jo her hos Dem!", sagde jeg oprømt. "Nå, gør de det!" svarede han og vendte sig til tegnestuechefen og sagde: "Petersen, vil De finde Harry Rasmussens mappe med tegninger!". Tegnestuechefen nikkede og gik ind på sit kontor, hvorfra han et øjeblik efter kom tilbage med mine tegninger og rakte dem til mig.

Endelig ved målet!

Fuld af spænding og glad forventning forlod jeg den venlige og smilende Sylvester Hvid og den ligeledes smilende og venlige tegnestuechef, og gik straks det korte stykke vej skråt over for på den anden side af Frederiksberggade, forbi Metropol Teatret og hen til nr.10, hvor jeg tog elevatoren op til 2.sal.

På den store dør til venstre var der to skilte, ét, hvor der stod: "Allan Johnsen Agentur" og et andet med påskriften: ”Dansk Farve- og Tegnefilm A/S", og et lille messingskilt meddelte, at "Døren er åben". Alene ordet "Tegnefilm" fik mit hjerte til at slå i hurtigere takt, og nærmest med en slags andagtsfølelse åbnede jeg døren og trådte ind i et nogenlunde rummeligt og pænt kontor. En skranke delte rummet på langs i to dele, en for kunderne og en for kontorpersonalet. Der opholdt sig dog kun én person i lokalet, inden for skranken, nemlig en yngre mand, som med ryggen til mig sad bøjet over en skråpult, som jeg siden selv skulle lære nærmere at kende og blive fortrolig med under betegnelsen "lyspult".

På fotoet til venstre ses Frederiksberggade fra omkring nr. 24 og hen mod Rådhuspladsen. Den røde bygning omtrent midt i billedet, er Frederiksberggade nr. 28, hvor Dansk Farve- og Tegnefilm A/S havde tegnestuer på 2.sal. På fotoet til højre ses samme gade fra nr. 12 og hen mod Gammel Torv, hvorfra husnumrene blev regnet. Bygningen i midten af billedet er Frederiksberggade nr. 10, og på 2. sal her, havde firmaet Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og dets direktør, Allan Johnsen, kontorer. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

Senere skulle jeg også lære den yngre mand ved lyspulten at kende. Det var nemlig Bjørn Frank Jensen, som jeg snart blev klar over var en af de dygtigste og mest talentfulde animatorer, der fandtes i Danmark på den tid. Det var ham, om hvem vi vil få at høre i denne fortsatte beretning, at han startede sin tegnefilmkarriere som elev hos Henning Dahl-Mikkelsen (Mik), da denne helt tilbage i 1935 arbejdede for Monterossi. Men mærkværdigvis reagerede den yngre mand med ryggen til slet ikke, da jeg trådte ind på kontoret og hen foran skranken, som nåede mig til op midt på brystet. Men det gjorde til gengæld en anden yngre mand, som i samme øjeblik kom ind fra en dør i lokalets baggrund, som jeg siden skulle erfare førte ind til direktørkontoret. Denne yngre mand gik straks hen til mig og spurgte: "Er det dig, der kommer ovre fra Sylvester Hvid?". "Ja!", svarede jeg, hvorefter han fortsatte: "Det er mig, der har talt med ham, så jeg ved, hvorfor du er kommet! Lad os se dine tegninger!" - Med let rystende hænder rakte jeg mappen ind over skranken til ham, som jeg siden skulle lære at kende som tegneren og især baggrundsmaleren Finn Rosenberg Ammitsted. Som allerede nævnt i indledningen, var han initiativtageren til det store tegnefilmprojekt, som skulle ende med at blive en 78 minutter lang tegnefilm over H.C.Andersens eventyr "Fyrtøjet".

Den yngre mand lagde mappen foran sig på skranken og begyndte at gennemse mine tegninger, og et øjeblik efter udbrød han: "Se lige her!". Ordene var naturligvis henvendt til den yngre mand, der sad bag lyspulten, og han rejste sig straks og kiggede med. Derefter så de to på hinanden og Finn Rosenberg sagde: "Det er lige præcis, hvad vi har brug for!", hvortil Bjørn Frank Jensen nikkede bekræftende. "Et øjeblik!", sagde førstnævnte henvendt til mig, og gik med mine tegninger i hånden ind på direktørkontoret og lukkede døren efter sig. Han skulle øjensynlig konferere med en eller anden eller måske flere, som opholdt sig der. Senere fik jeg at vide, at det var selveste foretagendets direktør, Allan Johnsen, og tegneren og animatoren Børge Hamberg, hvoraf sidstnævnte som tidligere nævnt var blevet udnævnt til chef for den kommende tegnestue i Frederiksberggade 28, 2.sal til højre. Få øjeblikke efter kom Finn Rosenberg atter ud i forkontoret og sagde henvendt til mig: "Dig kan vi godt bruge! Men vi kan ikke sige på nuværende tidspunkt, hvor længe, der vil være arbejde til dig, men måske i to år. Arbejdstiden er den normale fra kl.8 til 17 mandag til fredag og kl.8 til 14 om lørdagen. Lønnen er 35 kr. om ugen til at begynde med, og du får to ugers betalt sommerferie om året." Han holdt en kort pause, idet han rakte mig mappen med tegninger, hvorefter han fortsatte: "For vores skyld kan du begynde med det samme. Men gå nu over og tal med Sylvester Hvid, og kom så tilbage her og giv besked!"

Havde mit hjerte banket af spænding og forventning, da jeg mødte op på Dansk Farve- og Tegnefilm A/S' kontor, så bankede det nu af jublende glæde og lykke over, hvad jeg følte og anede var et betydeligt skridt på den vej, og mod det mål, som jeg havde drømt om og håbet på at gå og nå, lige siden jeg som 7-årig under en skoleudflugt for allerførste gang så en tegnefilm, sådan som tidligere beskrevet her i selvbiografien.

Tilbage på Sylvester Hvids kontor kunne jeg fortælle direktøren, at de gerne ville ansætte mig ovre hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, og helst så snart, som overhovedet muligt. "Ja, men så annullerer vi din lærekontrakt hos os med det samme, og du kan holde op nu!", sagde den venlige og hjælpsomme Sylvester Hvid og tilføjede: "Vi var ellers glade for at ha' dig hos os, men kan godt forstå, at det er lidt andet, du skal beskæftige dig med, end vi kan tilbyde!". Det er altså til dels direktør Sylvester Hvid, jeg kan takke for, at det så snart kunne lade sig gøre for mig, at komme igang med mit ønskejob. Jeg takkede derfor også rørt den usædvanligt rare og hjælpsomme direktør og tog afsked med ham. Han ønskede mig held og lykke med, at det nu så ud til, at jeg var kommet på den rette vej i mit liv. Det samme gjorde tegnestuechefen og den yngre tegner på tegnestuen. Derefter hastede jeg atter over til Allan Johnsens kontor, hvor jeg fortalte, at jeg kunne begynde straks. "Det var godt!" sagde Finn Rosenberg og tilføjede: "Kom herop på kontoret i morgen tidlig kl.8!".

Det var en ubeskrivelig lykkelig mig, der den dag omkring middagstid hentede min cykel, som stod parkeret omme i Mikkel Bryggersgade, og spurtede hjem til Jægersborggade og fortalte min overraskede mor den store nyhed. Hun blev glad, mest på mine vegne, da hun hørte, hvad der var sket, for hun forstod bedre end nogen anden i min familie, måske lige bortset fra min onkel Thorkild, at det var min store drøm, der hermed åbenbart var ved at gå i opfyldelse. Og da far kom hjem fra arbejde og fik nyheden fortalt, var det tydeligt, at han syntes det var helt i orden, at jeg nu kunne begynde at beskæftige mig med et arbejde, som jeg havde fablet om i så mange år. Set fra hans synspunkt, var det heller ikke så ringe med de 35 kr. om ugen, jeg ville få i løn, og for mor betød det naturligvis en stor lettelse, at jeg nu for alvor ville kunne bidrage til at spare op til konfirmationen.

Efter aftensmaden mødtes jeg med mine to kammerater, Jørgen og Jørn. Vi plejede at møde hinanden omme i hukket, foran den opgang, hvor Jørn boede i stuen til højre med sine forældre og vistnok fem søskende. Her kunne jeg fortælle, hvad der var sket for mig samme dag, og de to ikke særligt initiativrige eller ambitiøse ungersvende gav udtryk for, at de var glade på mine vegne over mit tilsyneladende store held. Jeg inviterede dem straks på vores sædvanlige isbar ovre på Nørrebrogade overfor sporvognsremisen, og trakterede dem med en ekstra stor portion is, som jeg vidste, at de begge holdt meget af. Snakken gik mellem os, og det var især Jørn, der spurgte nærmere ud om, hvori mit kommende arbejde bestod, lige som det var ham, der mente, at jeg straks skulle melde mig ind i fagforeningen, for at sikre mine rettigheder. Begrebet fagforening var på det tidspunkt kun noget, jeg kendte i forbindelse med min far og morfar. Især min morfar var en svoren tilhænger af fagforeningerne, hvilket også var grunden til, at han i begyndelsen af århundredet tilsluttede sig syndikalisterne, sådan som jeg tidligere har fortalt om her i selvbiografien. Men så vel morfar som min far mente, at tegnere kom ind under begrebet "flipproletarer", og sådanne havde man ikke brug for i fagbevægelsen. Fagforening eller ej, så var jeg nu selv mest spændt på, hvordan min første arbejdsdag hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S ville forme sig.

Da jeg den aften kom hjem og gik i seng, kunne jeg næsten ikke falde i søvn af utålmodighed og forventning, ved tanken om næste dag, da jeg skulle begynde i tegnefilmbranchen. Langt om længe faldt jeg dog i søvn, men sov uroligt og vågnede allerede kl. 6 om morgenen. På det tidspunkt var far for længst taget på sit arbejde i havnen, hvor han netop skulle møde kl. 6, for at påbegynde det, der i reglen var et hårdt fysisk slid dagen lang, og som - bortset fra en kort frokostpause – varede til kl. 17. Den almindelige arbejdstid for lønmodtagere, var på den tid på 9 timer daglig, fra kl. 8 – 17.

Min første dag som tegnefilm-elev

Sådan som jeg erindrer det, begyndte min tid hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S omkring 1. juli 1943. Dagen indledtes med, at jeg efter at have gjort mig i stand og spist morgenmad, som bestod af rugbrødsmadder og mælk, fik tøjet på, lange bukser, ren skjorte, slips og jakke. Mor, der var stået op omtrent samtidig med mig, smurte mine fire halve stykker, som blev anbragt i den blanke blikmadkasse, som blev lagt ned i den kunstlædermappe, jeg havde fået, da jeg skulle begynde hos Husejernes Abonnement. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme af sted, så jeg var lidt tidligt på færde, da jeg cyklede min sædvanlige rute ind til Frederiksberggade, dog med den afvigelse, at jeg i stedet for at køre ad Kattesundet drejede af ved Vestergade og kørte ned til Gammeltorv, hvor jeg parkerede cyklen. Herfra spadserede jeg det korte stykke vej hen til Frederiksberggade nr.10 og ville have taget elevatoren op, men da den var optaget, gik jeg i stedet for op ad trappen til anden sal, og her stod der en mand med en lyspult under armen og ventede. Han så ud til at være noget ældre, end de to mænd, som jeg havde mødt på kontoret her dagen i forvejen. "Go' mor'n!" sagde han høfligt, men med en lidt grødet stemme. "Skal De også ind på Allan Johnsens kontor?" - "Ja!" svarede jeg. "Der er ikke kommet nogen endnu!" tilføjede han. Jeg så på mit armbåndsur og konstaterede, at klokken kun var tyve minutter i otte. Det virkede lidt sært på mig, at en så voksen mand sagde "De" til mig, selvom det dengang var den mest almindelige tiltaleform mellem mennesker, der ikke kendte hinanden. Men jeg havde endnu ikke vænnet mig til, at jeg, skønt ukonfirmeret, nu åbenbart var blevet voksen nok til, at man almindeligvis ikke længere sagde "Du" til mig.

Forresten præsenterede den voksne mand med lyspulten under armen sig ikke for mig ved den lejlighed, og jeg gjorde det heller ikke over for ham. Vi var begge to lidt generte og spændte ved situationen. Men kort efter lærte jeg ham at kende som Otto Jacobsen (1915-), og han fortalte mig, at han var 28 år og fra Karise. Han var uddannet som tømrer 1930-34 og havde arbejdet ved dette håndværk i provinsen til 1940. Det kunne også tydeligt høres på hans sydsjællandske dialekt. Men hans store lyst stod til at blive professionel tegner, hvorfor han rejste til København og søgte ind på en tegneskole dér. Gennem et udlejningsbureau havde han fået anvist et værelse på et pensionat i Nørregade, som blev drevet af en fru Jørgensen. Hendes søn viste sig også at arbejde indenfor tegnefilmbranchen, men dog i Tyskland hos den tyske tegnefilmpionér Hans Held (1910-1975) der var kunstnerisk leder af tegnefilmafdelingen hos Bavaria Film. Foruden fru Jørgensens søn, Arne "Jømme" Jørgensen, der var ansat som mellemtegner, viste det sig, at to andre danske tegnere også arbejdede hos Hans Held, nemlig de tidligere omtalte tegnere Børge Hamberg og Erik Rus. Via en baronesse Lerche, som dengang boede i lejligheden ved siden af fru Jørgensens pensionat, og som Otto Jacobsen snart lærte at kende, fik han at vide, at han også kunne få et tegnefilmjob hos hendes gode bekendt på Bavaria Film, den ovennævnte Hans Held. På den måde kom "Jacob", som vi altid senere kaldte ham i daglig om- og tiltale, til Tyskland.

Det var jo under krigen og efter at tyskerne havde besat Danmark, men i 1940 blev det endnu ikke anset for landsforræderisk at tage til Nazi-Tyskland og arbejde. Det gjorde mange danskere på den tid, især fordi der var stor arbejdsløshed i Danmark, og de, der rejste, gjorde det med den daværende danske regerings, dvs. Stauning-regeringens, og de danske myndigheders billigelse, ja, endog på opfordring og tilskyndelse af disse.

Men nu stod Otto Jacobsen og jeg altså her på trappen udenfor Allan Johnsens kontor og ventede på, at der skulle blive lukket op, så vi kunne komme indenfor og igang med det arbejde, der for hver af os skulle komme til at fylde en stor del af vores liv det næste par år, og forresten efterlade sig nogle minder, som vist ingen af os nogen sinde har glemt. På mit spørgsmål om, hvordan han havde fået at vide, at der nu skulle laves en længere dansk tegnefilm, lød svaret, at han havde set en annonce i avisen, hvori Dansk Farve- og Tegnefilm A/S søgte tegnere til projektet. Som vistnok ingen af os endnu vidste, hvad nærmere gik ud på, eller i al fald vidste jeg det ikke. For hvor mærkeligt det måske end kan lyde, så havde Finn Rosenberg ikke fortalt mig om det, da jeg talte med ham dagen før, og jeg havde heller ikke haft åndsnærværelse eller dristighed nok til at spørge. Det havde været fuldt tilstrækkeligt for mig at erfare, at jeg nu kunne komme til at beskæftige mig med at lave tegnefilm. Tiden forekom uendelig, men langt om længe kom der en nydelig, slank og lyshåret dame ud af elevatoren og lukkede os ind på kontoret, hvor hun bad os vente. Den pågældende dame, der vel var i begyndelsen af 30'erne, måske lidt ældre, viste sig at være Allan Johnsens daværende kontordame og sekretær, fru Vinge.

Klokken var nu otte og straks efter dukkede Finn Rosenberg også op. Han gav Otto Jacobsen en nøgle og sagde, at vi skulle gå hen i Frederiksberggade nr. 28 på anden sal til højre, hvor vores fremtidige arbejdssted var beliggende. Her skulle vi vente på, at tegnestuelederen, cheftegner Børge Hamberg, ville komme lidt senere og fortælle os, hvad vi videre skulle foretage os. Det viste sig dog, at Otto Jacobsen ikke skulle begynde samme dag, men han fik alligevel nøglen til nr. 28, så han kunne lukke os ind og stille sin tegnepult der. Bagefter skulle han aflevere nøglen på kontoret i nr.10.

Tegnestuen Frederiksberggade 28, 2. th.

Sammen gik Jacob og jeg, der kun nåede ham til brystet i størrelse, hen i nr.28 og op på 2.sal. På døren ind til tegnestuen var der et stort skilt, som oplyste, at her havde Dansk Farve- og Tegnefilm A/S til huse. Jacob låste den store, tunge dør op, og indenfor lå der et stort, højloftet lokale med mørkebrunt linoleum på gulvet. Det karakteristiske for den del af rummet, som man kunne se fra døren, var en stor firkantet, bærende søjle eller pille, som stod cirka fire meter fra vinduesvæggen, der med sine tre store etfagsvinduer og et lidt smallere etfagsvindue vendte ud mod gaden. Langs med vinduesvæggen stod der et meget langt og forholdsvis smalt bord, nok omkring seks meter langt, og dækket med nyt, hvidt maskinpapir, som man almindeligvis brugte som bordpapir dengang. Det var fæstnet til bordet med tegnestifter, og det viste sig forresten, at der ikke var tale om ét langt bord, men om flere, der blot var stillet i forlængelse af hinanden. Bag bordet stod nogle få træstole af en type, der dengang var moderne og meget almindeligt brugt i virksomheder.

Lige indenfor døren og op til pillen eller søjlen, var der parallelt med vinduesvæggen, men altså 4-5 meter fra denne, anbragt to lange egetræsskranker i forlængelse af hinanden. Skrankerne rummede en del hylder, der havde været brugt til opbevaring af tøjkuponer, som det kaldtes, dvs. ruller med tekstilstoffer. I væggen til venstre for indgangsdøren var der en dør, som førte ind til det firmas kontor, som de tomme lokaler tilhørte. Firmaet hed C.E.Albeck og Søns Eftf., og dette firmanavn stod da også at læse på den nederste del af de store vinduer ud mod gaden. Via det nævnte firmas kontor var der også adgang for et bagved liggende advokatfirma, der så vidt jeg husker hed Henriques & Buttenschøn, og hvis personale havde adgang til at benytte samme køkken og toilet, som vores tegnestues personale skulle bruge. Ud for det første store vindue tilvenstre i lokalet, stod der et stort gammeldags skrivebord vinkelret op til vinduesvæggen. Til højre for indgangsdøren var der op til sidevæggen bygget et rum på cirka 16 m², som på de to af siderne var adskilt med trævægge fra det øvrige lokale. Disse trævægge var forsynet med et par særlige slags vinduer, vistnok kaldet palævinduer, som bestod af mange træindrammede mindre felter med glasruder i. Der var to sådanne vinduer og en døråbning midt for i den side af trævæggen, der vendte bag ud i lokalet. Denne væg endte ved rummets inderste sidevæg, hvor der var et forholdsvis stort vindue, der vendte ud mod ejendommens smalle baggård, som på alle sider var omgivet af høje husmure. Dette vindue havde en forholdsvis bred og dyb vindueskarm, og på denne stod der en telefon.

På fotoet til venstre, som er fotograferet i august 2009, ses den ejendom i Frederiksberggade 28, hvor Dansk Farve- og Tegnefilm A/S havde tegnestue og trickkamerarum. Det var bag de fire brede og det ene smalle etfagsvinduer på 2.. sal, at arbejdet på langtegnefilmen ”Fyrtøjet” foregik fra juni 1943 til hen på året 1946. Nederst til højre i billedet, lidt til højre for den grønne markise, ses den forretning, som dengang husede Dragvigs Bodega, hvorfra der ofte lød velklingende pianotoner ud på gaden. På fotoet til højre, som er taget den 5. oktober 2001, ses de fire øverste vinduer til gaden, sådan som disse også så ud i 1943, og bag hvilke tegnestuen var beliggende. Det var her hovedparten af nøgletegnerne sad og arbejdede, og her Peter Toubro gik omkring i lokalet med drejebogen under armen, og hvor Finn Rosenberg tegnede layouts og malede baggrunde, og her trickfotograf Marius Holdt havde sit trickfilmkamera og trickbord installeret. På etagen nedenunder havde Pihls Mælkeri dengang lokaler. – Fotos: © 2009 og 2001 Harry Rasmussen.

Fotoet til venstre viser et kig ind gennem portåbningen til Frederiksberggade 28 med gårdspladsen bagved. Dengang lå der Vegetarisk Restaurant bagest i gården. Døren, som delvis ses til venstre i portåbningen, var og er stadig hovedtrappen til nr. 28. – På fotoet til højre ses gårdsiden af forbygningen og den vestlige sidebygning til ejendommen. De kun delvist viste vinduer til venstre i billedet, hører til trappeopgangen, mens den øverste række af vinduer – altså ikke i tagetagen, men neden under – er vinduer, som 1943-45 hørte til Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ tegnestue, dog sådan, at vinduet til venstre hørte til fotografens trickrum. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

Lokalet fortsatte med en noget smallere og cirka 6-8 meter vinduesside. Så vidt jeg husker, var der to eller tre store etfagsvinduer i denne væg, som også vendte ud mod gårdspladsen, men disse vinduer var blændet af, så man indefra ikke lagde mærke til, at de var der. Langs med disse vinduer stod der også et par store, tunge skranke, som vendte forsiden ud mod lokalet. Vinduesvæggen stødte op til lokalets inderste og noget smallere væg, hvori der tilvenstre var en dør, som via en smal gang førte ud til firmaets køkken og toilet. Det vil sige, lige inden for denne dør, var der til højre et mindre toilet, som tegnestuepersonalet fortrinsvis skulle benytte.

Fra køkkenet førte der dels en dør ind til et større og finere, flisebeklædte toilet med bruse- og karbad, der imidlertid var forbeholdt tekstilfirmaets og advokatfirmaets personale. Og dels førte der en dør ud til bagtrappen, ad hvilken man kunne komme ned i baggården. Til denne var der dog også adgang fra hovedtrappen, som lå bagest til venstre i en forholdsvis bred og høj portåbning, der netop førte ind til baggården. På den meget lange vestlige sidevæg, der strakte sig fra vinduessiden ud mod Frederiksberggade og helt bagud i lokalet til væggen med døren ud til køkkenet, var der i over halvdelen af dens længde opstillet reoler, som gik fra gulv til loft, og som var opdelt i sektioner, som hver især rummede en mængde hylder. Reolen og hylderne var, i lighed med skrankernes hylder, oprindelig beregnet til tøjkuponer, dvs. ruller med klædestøj til habitter og lignende. Men skrankerne, reolerne og hylderne var gabende tomme, fordi det på grund af krigen og besættelsen ikke længere lod sig gøre at importere klædestøj, og da slet ikke fra England, sådan som det især før krigen havde været almindeligt. Heller ikke fra Tyskland var det længere muligt at importere fra, idet tyskerne selv skulle bruge alt, hvad tyske klædefabrikker var i stand til at producere, specielt klædestof til uniformer.

Klædebranchens situation 1942-43

Der fandtes ganske vist danske klædefabrikker, som måske kunne have produceret i det nødvendige omfang, hvis det havde kunnet lade sig gøre at importere de råvarer, der medgår til produktionen, men der var lukket for al import fra udlandet. Senere fandt man dog på at erstatte den naturlige uld med såkaldt Celleuld eller Celluld, som det lod sig gøre at spinde og væve brugbare tekstiler af. Herom havde Allan Johnsen, der selv var klædefabrikant og -grossist, forresten skrevet en bog, "Fra Dyreskind til Celleuld", som Det Schønbergske Forlag udgav i 1942, hvilket jeg skal vende tilbage til. Men Allan Johnsen havde altså lejet det store lokale af nogle kolleger, der ligesom ham selv var blevet "arbejdsløse" på grund af de restriktioner, der skyldtes krigs- og besættelsessituationen. Men for ligesom at "sløre" de gabende tomme hylder langs væggen, var reolerne fra gulv til loft beklædt med udspændt, beigefarvet lærredsstof. For enden af reolen ved døren ud til køkkenet, var der lavet en dør, som bestod af en træramme, på hvilken der ligeledes var udspændt stramtsiddende lærredsstof. Døren holdtes lukket af en ganske simpel hasp. Der var imidlertid det særlige ved det, at der bag døren gemte sig det radioapparat, som vi tegnere brugte til at lytte til de danske radioudsendelser fra BBC, når vi arbejdede over og der ingen andre var i lokalerne. Disse udsendelser var det danskerne strengt forbudt at lytte til.

Efter at have stillet sin pult fra sig på den store skranke ved søjlen og kigget sig lidt omkring, forlod Jacob straks efter lokalet med ordene: "Farvel og på gensyn!". På vejen over til nr. 28 havde han fortalt mig, at han først skulle begynde om nogle uger, fordi han ville rejse hjem og besøge sine forældre og sin familie i Karise, hvor han på grund af Tysklands-opholdet ikke havde været i flere år.

Ladt helt alene i det store og næsten tomme lokale, gik jeg nysgerrigt omkring for at orientere mig, og herunder havde jeg lejlighed til at iagttage, hvordan rummet så ud og foreløbig var indrettet, nemlig sådan som jeg allerede har beskrevet ovenfor. En enkelt detalje skal dog endnu nævnes, fordi den fik en vis betydning for mig personlig. Fra den ovenfor omtalte firkantede søjle og over til den lange vestlige sidevæg, var der udspændt en almindelig tøjsnor, og på denne var der ophængt et gardin eller en portiere, som skærmede for lyset fra de store vinduer, der vendte ud mod gaden. Bag dette forhæng var der midlertidigt anbragt et ét trin højt podie, og ovenpå dette stod der et gammeldags, mørkt egetræsskrivebord. Til sidst gik jeg hen til et af de store vinduer, der vendte ud mod Frederiksberggade, og herfra betragtede jeg interesseret livet nede på den travle strøggade, hvor der dengang endnu var kørende trafik i form af person- og varebiler, busser, cykler og, i stadigt stigende antal, hestetrukne køretøjer. Det var en varm julidag i 1943, og et par af vinduerne stod derfor på klem, for at give lidt luftning ind i det store og let beklumrede lokale. Fra vinduet kunne jeg kigge skråt til venstre over gaden, hvor jeg kunne se de store vinduer på hjørnet af Frederiksberggade og Mikkel Bryggersgade, bag hvilke Sylvester Hvids Reklamebureau havde til huse.

Herover ses den ejendom på Frederiksberggade 25-27, som jeg bl.a. havde udsigt til oppe fra Dansk Farve- og Tegnefilms vinduer, og som lå skråt overfor nr. 28. Men her havde biografen Bristol haft til huse siden ombygningen af biografen Kinografen i 1939 blev lukket og efter en ombygning genåbnede som Bristol Bio. Sidstnævnte lukkede i begyndelsen af 1980’erne og blev derefter brugt som teater i nogle år, indtil også det lukkede og som så mange andre københavnske biografer endte som dagligvarebutik eller, som i dette tilfælde, som en McDonald’s burgerbar. De nuværende facader er pauvre og banalt kulørte at se på i sammenligning med dem, der prægede gadebilledet før, under og efter besættelsen. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

I ejendommen lige overfor tegnestuen lå der i gadeplan bl.a. en guldsmedebutik og Reinhardt van Hauens bagerforretning. Når jeg kiggede skråt til højre over på den anden side af gaden, kunne jeg se Bristol Teatrets facade og indgang, og ved siden af og til højre for denne, den chokoladebutik, hvor jeg og andre af det senere tegnestuepersonale jævnligt købte isvafler eller andre former for slik. Chokoladebutikkens indehaver var en midaldrende dame, hvis søn, der var reklametegner, omkring 1944 kom til at arbejde hos os på tegnestuen i Frederiksberggade nr. 28. Når jeg specielt nævner ham, som hed Mogensen til efternavn, skyldes det to ting, nemlig dels at det var ham, der tegnede forteksterne og en lang rulletekst til filmen ”Fyrtøjet”, og dels, at han var erklæret nazist og som sådan havde været medlem af Frikorps Danmark. Til daglig var han altid klædt i sorte ridebukser og sorte ridestøvler, hvid skjorte og sort slips under en ligeledes sort jakke. Han lignede grangiveligt en af de forhadte hippo-mænd, og derfor herskede der en atmosfære af frygt omkring ham, særlig efter at flere politi- og modstandsfolk i september 1944 var ”gået under jorden” og som Johnsen derfor ansatte på tegnestuen. De pågældende var naturligt nok nervøse for, at Mogensen skulle finde ud af deres virkelige identitet og angive dem til tyskerne.

Fortsættes i artiklens 13. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer delvis fra og med foråret 1943 og fremefter.

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

___________________________________