Ideale drømme, skepsis og tvivl 13. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(Fra 1943 og videre fortsat fra artiklens 12. del)

 

Men inden jeg går over til en nærmere beskrivelse af, hvad der videre skete på tegnestuen i Frederiksberggade 28, vil jeg først præsentere og til en vis grad karakterisere nogle af de vigtigste personer, som stod bag produktionen af Danmarks første lange tegnefilm. Disse afsnit er dog i det store og hele identiske med omtalen af de pågældende personer i Dansk Tegnefilms Historie 1919-2000, som vil kunne læses på http://www.tegnefilmhistorie.dk/. 

 

Direktøren Allan Johnsen

Direktøren for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S var Allan Johnsen (1908-1983). Men ud over, at han før og efter krigen var fabri­kant og gros­sist inden for tekstilbranchen, kender jeg kun det til hans karriere og private forhold, som er blevet mig fortalt af hans enke, fru Gerda ”Tesse” Johnsen. Som ivrig sportsmand, især inden for rosporten, var han i 1938 medstifter af Skovshoved Roklub og formand for klubben i flere år. Som specialist i tekstilfremstilling skrev Allan Johnsen flere bøger om dette emne, herunder bl.a. den første egentlige lærebog for skræddere. Det var en af disse bøger, "Fra Dyre­skind til Celleuld", der i 1942 bragte ham sammen med reklame­tegner og illustrator Finn Rosenberg Ammitsted, og som førte til produktionen af den første danske langtegnefilm "Fyrtø­jet". Der var altså tale om et pionérarbejde af filmhistorisk format, hvis tilblivelse, jeg på grundlag af mine personlige erfaringer som medarbejder på filmen, efter bedste evne vil gøre forsøg på at skildre i det følgende. Samme historie er ganske vist også fortalt omtrent på samme måde i Dansk Tegnefilms Historie 1919 – 2000, men her i selvbiografien vil beretningen indeholde betydeligt flere personlige detaljer.

 

 

Tekstilgrossist, tegnefilmproducent og direktør Allan Johnsen 1946

 

Da jeg i november 1952 havde skriftlig og personlig kontakt med Johnsen i en bestemt anledning, som jeg senere skal vende tilbage til, fortalte han mig på min forespørgsel lidt om, hvad der havde været hans baggrund under besættelsen. Som fhv. officer i den midlertidigt nedlagte danske hær, var han for­pligtet til at yde modstand imod fremmedherredømmet, og i den forbindelse havde han og nogle andre modstandsfolk oprettet, hvad han kaldte for "Gentofte-gruppen". I denne modstandsgruppe var der mænd, som senere måtte "gå under jorden", som det kaldtes, når man skulle holde sig skjult for de danske myndig­he­der, dvs. politiet, og for fjenden, dvs. tyskerne eller mere specielt Gestapo.

 

At gå under jorden ville først og fremmest sige, at man skiftede udseende og påklædning, fik nye, forfalskede identi­tetspapirer og at man forlod sin hidtidige adresse og eventuelt boede på skift hos pålidelige venner og bekendte. Da det danske politi blev arresteret af tyskerne den 19.september 1944 og de fleste af dem sendt til koncentrationslejre i Tyskland, var der imidlertid en del, som det lykkedes at undslippe, inden ar­restationen. De undslupne politibetjente gik følge­lig under jorden, og flere af disse, helt præcis fire, blev ansat som medarbejdere hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvilket jeg senere skal vende tilbage til. Et par af disse betjente var samtidig medlemmer af Gentofte-gruppen, og det var en medvirkende grund til, at Johnsen tog dem under sin beskyttelse. Allan Johnsen var også aktiv i forbindelse med den farefulde evakuering af de danske jøder til Sverige, hvorunder det gjaldt om at hjælpe og redde de flest mulige af disse, der var heldige nok til at und­slippe den tyske jødeak­tion den 2.oktober 1943 og dagene efter, hvor de måtte holde sig skjult hos venligtsinde­de, ikke-jødiske venner og bekendte.  

 

Under besættelsen blev Allan Johnsen, som altid var meget diskret omkring sit privatliv, skilt fra sin første kone, og han giftede sig derefter i januar 1944 med sin nyere kontordame og sekre­tær, Gerda, kaldet ”Tesse”, som han i øvrigt fik en datter med, døbt Elisabeth, men som Johnsen med et stænk af kærlig humor kaldte ”Petitesse”.

 

Til trods for kritikkens beherskede modtagelse af "Fyrtøjet", der som flere gange nævnt havde dansk premiere i københavner­biografen Palladium den 16.maj 1946, havde Allan Johnsen dog ikke mistet lysten til at producere lange tegnefilm eller tegnefilm i det hele taget. Tværtimod havde han fået blod på tanden, som man siger, og et par år efter ansøgte han om statsstøtte til produktionen af en ny langtegnefilm, "Klods- Hans", der atter var baseret på et af H.C. Andersens velkendte eventyr. Statens filmudvalg bevilgede i første omgang 10.000 kr. til det forberedende arbejde, og senere 100.000 kr. til produktionen af en pilot-film, dvs. et repræsentativt udvalg af nogle af filmens scener, som skulle overbevise investorerne om, at firmaet og det stab af medarbejdere magtede opgaven.

 

Filmen "Klods-Hans" var i 1950 tæt på at blive sat i egentlig produktion, men da pilot-filmen ved præsentationen for filmud­valget ikke faldt ud efter medlemmernes smag, endte det med, at man trak sit løfte om statsstøtte tilbage. Johnsen forsøgte der­efter at finde andre udveje for finansiering af produktio­nen, men det mislykkedes, hvorefter projektet definitivt blev opgivet i 1952. Det lykkedes ham dog at få udvalget til at dække en del af det underskud, firmaet havde pådraget sig som følge af det mislykkede projekt. Det skal tilføjes, at Johnsen ikke havde beregnet nogen gage til sig selv. Allan Johnsen fortsatte derefter i den branche, som han kendte bedre til end til tegnefilmbranchen, og i mange år efter var han stadig grossist i tekstilvarer. Imidlertid flyttede han på et tidspunkt sit kontor fra den fornemme bygning i Fre­deriksberggade 10, til den noget mere beskedne ejendom i Vestergade, hvor restau­rant "Gold Digger" havde til huse i stueetagen. Han lagde formentlig op i slutningen af 1970'erne og helligede sig sit privat- og familieliv med kone, børn og børnebørn. Allan Johnsen døde den 25.april 1983, 75 år gammel.  

 

 

Manuskriptforfatteren, mag.art. Peter Toubro, ca. 1946.

 

Manuskriptforfatteren

Mag.art. Peter Toubro (1915-1993), som var hovedansvarlig for drejebogen til filmen "Fyrtøjet", kender jeg faktisk ikke meget til, hvad angår hans data og fatum. Jeg ved kun, at han var mag.art. og en god bekendt af Allan Johnsen og Henning Pade. Da jeg i 1985 søgte at komme i skriftlig kontakt med Toubro, for om muligt at indhente nogle oplysninger om ham selv og hans karriere, og herunder ikke mindst om hans tid med "Fyrtøjet", reagerede han ikke på mine gentagne henvendelser. Han boede dengang på Frederik­lundsvej i Holte.

 

Flere år efter "Fyrtøjet" mødte jeg Peter Toubro, da han holdt et filmforedrag i Alexandra Teatret, som handlede om den flamske maler Hieronimus Bosch (1450-1516). Men bortset fra et venligt og genkendende nik til hilsen, fik jeg ikke talt med ham ved den lejlighed. Peter Toubro fungerede som en slags instruktør på "Fyrtøjet", dog i samarbejde med Finn Rosenberg, Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen. Særlig fra efteråret 1945 opholdt han sig daglig et vist antal timer på tegnestuen i Frederiksberggade 28, hvor han vimsede omkring og fulgte med i, hvad de forskellige tegnere var igang med. Han var dog så diskret, at hans til­stedeværelse, i al fald i begyndelsen, ikke fik karakter af en slags kontrol. Senere, i 1944, da Johnsen og aktionærerne syntes, at det gik for langsomt med produktionen, indførtes der en slags "kontrolure", hvis viser tegnerne skulle dreje på, hver gang en tegning var færdig, så man på den måde kunne se, hvor mange tegninger den enkelte tegner lavede per dag, var det Toubros utaknemmelige opgave at tilse, at tegnerne ikke "glemte" at flytte på urviseren eller eventuelt flyttede den, uden at have lavet et tilsvarende antal tegninger.    Dette desperate forsøg på at forcere produktionen, førte dog kun til, at tegnerne opponerede og stillede modkrav, idet man havde tanken fremme om, at lave en slags fagforening til varetagelse af medarbejdernes interesser. Johnsen og aktio­nærerne bøjede sig herefter, fjernede kontrolurene og hævede lønningerne for alle medarbejderes vedkommende, dog mest for nøgletegnernes vedkommende. Til gengæld stilledes dannelsen af en fagforening i bero.

 

Allerede i løbet af sommeren og efteråret 1943 var der blevet ansat en del yngre damer, eller vel rettere sagt unge piger, til at overføre animatorernes blyants­tegninger til celluloi­dark, kaldet cels, denne proces kaldtes "at trække op" eller kort og godt "op­træk", idet den bestod i, at pigerne så om­hyggeligt som muligt kopierede tegningerne over på cels. Der­efter gik disse cels videre til andre af pigerne, som farvelag­de dem på bag­siden. Som leder af optræks- og farvelægningsafdelingen var der ansat en i øvrigt meget køn, slank og høj yngre dame ved navn Jenny Holm­qvist, og til hende havde den et hoved mindre Toubro, hvad man kalder "et godt øje". Skønt alle vel vidste, at den da 28-årige magister allerede var gift eller i hvert fald højfor­lovet, kunne man alligevel se ham kurtisere den kønne kvindeli­ge afdelingsleder på det mest intense og intime. Parret til­bragte ofte halve timer sammen ude i det afsides beliggende køkken, hvor det hændte at nogle af os tilfældigt kom ud og overraskede dem i noget, der lignede stående samleje. Men man skyndte sig naturligvis ind igen, når det skete, fordi det blev betragtet som de to involverede parters egen private sag, hvad de foretog sig sammen. Der var da så vidt jeg ved heller ingen på teg­nestuen, der tog anstød af, hvad alle vidste, foregik ude i køkkenregionen, men der blev til gengæld spøgt en del med det.

 

Peter Toubro døde den 25.juli 1993 og blev begravet fra Holte Kirke torsdag den 2.september kl.16 s. å. Han efterlod sig kone og en søn og en datter. Men Peter Toubro vil for altid have indskrevet sit navn i dansk tegne­films historie i og med sin indsats i forbindelse med tegnefil­men "Fyrtøjet".(Se i øvrigt Peter Toubros biografi på http://www.tegnefilmhistorie.dk/).

 

 

Den litterære konsulent, mag.art. Henning Pade.

 

Den litterære konsulent

Mag. art. Henning Pade (1918-1988) læste i sine yngre dage sammenlignende litteraturhistorie på Københavns Universitet og tog samtidig pædagogikum i dansk og fransk. Han blev magister i 1946, og derefter beskæftigede han sig i nogle år med forlags- og oversættelsesarbejde og var desuden medarbejder ved Folke­universitetet. I 1948 blev han programsekretær ved Statsradio­foniens dramatisk-litterære afdeling. Sammen med den generation af litterater, som han selv tilhørte, hvoraf flere var magi­stre, var han i efterkrigstiden med til at forny radioens kulturprogrammer. Det var særlig teaterlivet, der havde hans interesse, og i 1950'erne var han med til at starte radioens teatermag­asin Dramatisk Forum, som han redigerede i en længere årrække. Han blev i 1964 den dramatisk-litterære afdelings souschef med til af programredaktør. Chefen var Jørgen Claudi, som døde i 1971, hvorefter Pade overtog hans job som program­chef.

 

I de følgende år videreførte Henning Pade som chef især Radioteatret, og lytterne kunne ofte høre hans velklingende og mandige stemme, når han annoncerede Radioteatrets hørespil. Pade bevarede gennem årene sin elementære glæde ved dramatikken og litteraturen og lod sig aldrig opsluge af Radiohusets interne diplomati og bureaukrati, og denne holdning smittede af på den blandede medarbejderstab, han var chef for. I 1982 valgte Henning Pade at trække sig fra posten som chef, og blev afløst af forfatterinden Mette Winge. I årene efter var han konsulent ved tv-provinsafdelingen, bl.a. på produktioner som f.eks. julekalenderforestillingen "Jul på slottet", 1986.

 

I slutningen af 1940'erne var Henning Pade medforfatter af drejebogen til den planlagte langtegnefilm "Klods-Hans". Kreativ hovedkraft var dog dramatikeren, mag.art i litteratur­historie Finn Methling (1917-2010). Henning Pade giftede sig i 1961 med Helle Pade, født Schmidt, der i fjernsynets første år var et kendt speakeransigt på skærmen. Henning Pade, der var Ridder af Danne­brog, døde den 25. februar 1988, 69 år gammel, men ønskede ingen bisættelse og blev derfor begravet i al stilhed.

 

 

Herover ses layouttegneren og baggrundsmaleren Finn Rosenberg siddende bag en lyspult, hvor han rentegner et layout, Fotoet er optaget på tegnestuen i Frederiksberggade 28, formentlig i slutningen 1943 eller i begyndelsen af 1944. – Foto: © 1943-44 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Tegnestuens kreative personale

Som tidligere omtalt, var Finn Rosenberg Ammitsted (1916-??) manden, der var ophavsmand til ideen om at lave en lang tegne­film over eventyret "Fyrtøjet". Det er desværre ikke meget, jeg ved om Finn Rosenberg og hans baggrund, men hans navn og udseende tydede stærkt på, at han måtte være af i al fald delvis jødisk oprindelse. Men ud over, at han var uddannet som reklametegner hos rekla­mebureauet Harlang & Toksvig og havde arbejdet der i nogle år, fortalte han ikke meget om sig selv og sit private liv. Han boede alene sammen med sin moder i en lejlig­hed i Guldbergsgade på Nørrebro, og moderen var til­syneladende økonomisk afhængig af sønnen, som på sin side følte sig stærkt knyttet til hende. Det bevirkede bl.a., at han endnu i en alder af 27 år aldrig havde været forlovet eller var kommet fast sammen med en pige. Han oplyste i øvrigt, at han var noget genert overfor kvindekønnet, fordi han kun havde een testikel i pungen, og det havde også været medvirkende til, at han hidtil havde holdt sig på afstand af det smukke køn.

 

Imidlertid skete der senere det, at der blev ansat en ganske ung og meget køn pige på tegnestuen, hvor hun skulle fungere som telefondame og føre forskellige regnskaber. Hendes navn var Birthe Grove, og hun var så vidt jeg husker kun 19 år, da hun blev ansat i firmaet. Vi andre lagde mærke til, at Finn Rosen­berg i den følgende tid havde usædvanligt mange ærinder henne ved telefonen, og det uundgåelige skete da også, at han blev smaskforelsket i den kønne og livlige pige, som han derefter kurtiserede på det kraftigste. Det endte da også med, at de to blev officielt ringforlovet, og alt tegnede tilsyneladende godt, men da jeg en del år senere, omkring 1952-53, tilfældigt løb på ham på Nørrebros Runddel, hvor han sad og fik sig en stille genstand efter arbejdstid på bodega "Runddelen"s for­tovscafé, fortalte han på min fore­spørgsel, at han og Birthe for­længst var ophørt med at komme sammen. Nu var han alene igen og boede stadigvæk sammen med sin efterhånden gamle moder. Han arbejdede da som tekstfor­fatter for sit gamle reklame­bureau, Harlang og Toksvig. En del år senere erfarede jeg, at han var afgået ved døden, men dette forlydende har jeg ikke hidtil kunnet få bekræftet.

 

Det har i øvrigt undret nogle af os medarbejdere på "Fyrtøjet", at en så udpræget jødisk udseende mand med et så typisk jødisk navn som Rosenberg, ikke alene kunne gå fri, da tyskerne den 2.oktober 1943 iværksatte deres aktion imod de danske jøder, men at han uantastet kunne fortsætte sit arbejde, og tilmed flere gange i løbet af 1944-45 kunne rejse med Johnsen til Berlin, hvor fremkaldelsen og kopieringen af filmnegativet til "Fyrtøjet" fandt sted på Agfas filmlabora­torium i Berlin. Dette spørgs­mål skal jeg senere vende tilbage til, uden at jeg dog vil påstå, at jeg har en gyldig forklaring på, hvorfor eller hvordan det lod sig gøre.

 

Børge Hamberg (1920-1970) var født den 14. marts 1920, og han boede med sine forældre i Ungarnsgade 21 på Amager, hvor han ­voksede op. Han gik i skole på Øresundsskolen ved Amagerbroga­de. Børge Hamberg havde to brødre, Helge og Arne, hvoraf førstnævnte var en storebror og sidst­nævnte en lille­bror. Helge blev senere disponent i et stort tøjfirma i Køben­havn, og Arne blev ud­dannet som keramiker hos Bing og Grøndahl. Faderen, Holger Hamberg (1888-1965), var mekaniker af ud­dannelse og ansat på B&W, men var også tegner og leverede tegninger til bl.a. det satiriske årsskrift "Blæk­sprutten" (eller var det "Svikmøl­len"?). Det samme gjorde sønnen Børge, idet han dog først tog over, da faderen på grund af alder ikke længere kunne overkomme det regelmæssige tegne­arbejde.

 

Moderens navn var Jenny Hamberg (1889-1988). Så vidt jeg ved, kom Børge til tegnefilmfirmaet Vepro i 1939, da han var 19 år, og her begyndte han som farvelægger og senere mellem­tegner. Da firmaet i 1940 så sig nødsaget til at afskedige en del af sit personale, fik Børge et job som mellemtegner for Erik Rus på tegnefilmen "Peter Pep og Skomager Snørestøvle", der blev lavet for "Teknisk Film Kompagni". Filmen, der var stum og havde en spilletid på 5 minutter, blev præsenteret den 6. december 1940. Den handler om den kvikke lille dreng, Peter Pep, der ved alle slags kneb skaffer skomageren kunder, lidt i retning af, hvad der er tilfældet i Chaplins "The Kid" (1921), hvori Vagabonden optræder som omvandrende glarmester, der får hjælp af sin lille plejesøn, som går i forvejen og knuser folks ruder, ved at kaste med sten, og på den måde skaffe arbejde til sin plejefar.

 

 

På dette foto ses tegnestuechefen og tegneren Børge Hamberg, som var den af animatorerne, der havde ansvaret for animationen af soldaten, heksen og de tre hunde i langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. Han fungerede samtidig som medinstruktør af filmen. – Foto: © 1943-44 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Da der ikke var tegnefilmarbejde at få i Danmark, dvs. i København, lykkedes det Erik Rus og Børge Hamberg at få job som animatorer hos Hans Held på Bavaria Film i Potsdam, lidt uden for det sydvestlige Berlin. Her fik de senere følgeskab af flere andre danske tegnefilmfolk, som Arne "Jømme" Jørgensen og Otto Jacobsen.

 

Engang fortalte Børge Hamberg mig om, at han en dag var gået hen i en nærliggende gade, for at købe brød hos bageren, og her blev han vidne til, at en kolonne usselt udseende mandlige koncentrationslejrfanger under anførsel af et par bevæbnede soldater, gjorde holdt udenfor bagerforretningen. Den ene af soldaterne gik ind i bagerforret­ningen og kom kort efter ud igen med en stor pose med noget, der lignede rundstykker. Soldaten gik ud på gaden og vendte posen i vejret, så al brødet faldt ud og ned på gaden foran de udhungrede fanger, som straks kastede sig over det som en flok sultne hunde, der sloges om at komme til og sikre sig en andel af "byttet", fordi der ikke var nok til alle. Efter denne oplevelse, som virkede uhyggelig og uhyrlig på ham, kunne Børge ikke få sig selv til at gå ind i forretningen, for at købe brød til sig selv, men gik i stedet tomhændet tilbage til tegnestuen. En betydningsfuld erfaring rigere, som fik ham til at tænke.

 

En anden gang var han ude for, da han og vistnok Arne Jørgen­sen, en dag var ude på en spadseretur i omegnen, at de for­vildede sig i den skov eller plantage, som de var kommet ind i. Pludselig befandt de sig foran et svært pigtrådshegn, hvor skilte gjorde opmærksom på, at der var sat elektrisk strøm til hegnet. Inde bag hegnet så de en del mennesker, der lignede dem, Børge havde set foran bagerforretningen. Men inden Børge og Arne nåede at tænke sig om, blev de antastet af en svært bevæbnet patrulje med rasende og voldsomt gøende schæferhunde. Patruljeføreren spurgte i en streng tone, hvad de to mænd lavede her på stedet, og om ikke de havde set advarselsskiltene med "Antritt Verboten" (Adgang forbudt). Og hvor kom de fra og hvorfor opholdt de sig der på egnen? Da Børge og Arne sam­stemmende forklarede, at de var ude for at se sig om i den smukke omegn, og at de havde forvildet sig væk fra vejen, komman­derede han dem til hurtigst muligt at forsvinde og glemme alt om, hvad de mente at have set, ellers kunne det blive værst for dem selv. For at understrege alvoren i sine ord, bad den befalingshavende om at se deres legitimation, og deres navne noterede han i en notesbog. Derefter fik de lov til at gå. Det var to nervøse unge tegnere, der hastede afsted tilbage til deres logis i nærheden af Bavaria Film. De turde dårligt nok tale sammen på hjemvejen, men hver for sig besluttede de, at det gjaldt om at rejse hjem til København snarest muligt. Men da de var nødsaget til at blive i den tid, som kontrak­ten med Hans Held forpligtede dem til, holdt de tand for tunge og koncentrerede sig om arbejdet, samtidig med at de talte dagene til hjemrejsen.

 

En dag efter arbejdstidens ophør, var Børge og Arne på besøg i en restaurant i nærheden af deres logis. Der var mange mennesker af begge køn til stede, hovedsagelig folk i en moden alder, idet de fleste mænd i 20-40 års alderen var indkaldt til militærtjeneste. Der lød en hyggelig summen af samtalende mennesker og radioen spillede underholdningsmusik. Kl.20 blev musikken afbrudt og speakerstemmen annoncerede, at der nu ville komme en vigtig udsendelse, som alle nationaltsindede tyskere skulle lytte til. Al samtale forstummede og folk sad musestille i spændt forventning og stirrede i retning af radioapparatet. Der lød en fanfare og straks efter hørtes Hitlers velkendte stemme i højtaleren, først roligt og faderligt og selvret­færdigt på der grose Vaterlands vegne, lejlighedsvis ironisk, især når han omtalte De Allierede, men efterhånden arbejde­de han sig op til noget, der lignede vrede og hysterisk raseri. Det sidste var i reglen altid tilfældet, når han talte om sit yndlingsemne "die juden", jøderne, som længe nok havde udsuget det stakkels Tyskland og som nu kun pønsede på at ødelægge det totalt, indefra og udefra. For Hitler repræsenterede jøderne både kapitalismen og bolsjevismen, som igen henholdsvis betød USA og Sovjetunionen.

 

Hitler henvendte sig i reglen kun til det tyske folk, når han befandt sig i en større forsamling af trofaste partifæller, og det var også tilfældet den dag, da Børge og Arne sad og fik en kop erstatningskaffe på den nævnte restaurant. Hitler var ekspert i at opgejle en menneskeforsamling, og hans taler mundede derfor altid ud i, at et kæmpemæssigt bifald brød løs, hvorunder folk klappede og råbte og heilede, enten af glæde eller af vrede og ophidselse. Det skete også denne dag, og de tyske gæster i restauranten rejste sig spontant og klappede, råbte og heilede med, mens Børge og Arne stod forlegne og følte sig fremmede i selskabet.

 

En af de ting, der også gjorde et uudsletteligt indtryk på i al fald nogle af de danskere, der opholdt sig i Tyskland i begyndelsen af krigen, var tyskernes behandling af de jøder, som endnu ikke var blevet arresteret og ført til koncentra­tionslejre. Da Børge og Arne en dag kom ind på den lokale politistation, vistnok for at få ordnet noget med deres visum, kunne de iagttage, at ventesalen var opdelt i to afdelinger, en "Für Juden" og en for ariere. Det samme gjaldt mange andre steder, f.eks. i sporvogne, busser og tog. Svarende til, hvad der så sent som helt op til begyndelsen af 1960'erne endnu var tilfældet for mange af USA's negre. Overalt i storbyerne i Sydstaterne, kunne man se skilte, som f.eks. "For Blacks" eller "For Whites Only", sådan som det også var tilfældet i Sydafrika helt frem til slutningen af 1980'erne. Men selv om negrenes tilværelse de ovenfor nævnte steder bestemt ikke var misundelses­værdig, så kan det dog ikke sammen­lignes med den grumme og barske skæbne, der blev millioner af jøders lod under 2.verdenskrig.

 

I den tid Børge Hamberg arbejdede for Hans Held på Bavaria Film i Berlin, tegnede han på film, som "Der Störenfried" (1940) og "Einigkeit macht stark". Jeg husker, at han havde hjembragt nogle malede cels med en kolonne beredne riddere i rustninger fra en af disse film. Så vidt Børge vidste, var Hans Held sweitzisk tysker, og som sådan var han mere eller mindre tvunget til at arbejde for "der grose Vaterland". Desuden må man nok generelt sig, at tegnere ofte er mennesker, der lever i deres egen indre verden og kreative fantasi, og de engagerer sig derfor helst ikke eller kun sjældent i ydre forhold og omstændigheder. Det sidste gjaldt dog ikke Børge Hamberg, for som følge af sine oplevelser under Tysklands-opholdet indså han, at det var nødvendigt at bekæmpe en despot som Hitler, lige som han generelt mente, at de faktorer og kræfter, der var skyld i den store arbejdsløshed i 1930'erne og senere, også burde bekæmpes. Børge blev derfor overbevist kommunist, men holdt sig dog fra alt, hvad der smagte af partipolitik. Det, han søgte og som han støttede, var økonomisk, social og menneskelig retfærdighed, og det syntes han ikke, at de danske politiske partier evnede eller magtede at etablere, heller ikke Socialdemokratiet eller Det kommunistiske Parti. En kort overgang var Børge dog tilbøjelig til at mene, at kommunistpartiet muligvis var det eneste parti, der ville arbejde og kæmpe for de idealer, han selv troede på. Efter krigen ændrede han dog den opfattelse og mente nu, at de idealer, han stadig troede på, kun kunne tilnærmes via en mere spirituel eller åndelig tilgang til verdens problemer. Denne ’tilgang’ fandt han i form af den danske intuitive tænker Martinus’ og dennes omfattende og på sin vis revolutionerende lære om verdensaltet og livet. 

 

 Bjørn Frank Jensen (1920-2001), hvorom vi allerede har erfaret, at han i slutningen af 1930'erne var ansat som reklametegnerelev på Monterossis Reklame­bureau, hvor han på et tidspunkt kom til at arbejde sammen med Dahl Mikkelsen. Senere fulgte Bjørn Frank med denne over til "Vepro" i Hovedvagtsgade, og da firmaet flyttede, herfra til Svanemøllevej i Hellerup. Som den talent­fulde tegner og anima­tor, Bjørn Frank hurtigt viste sig at være, har han formentlig fået selvstændige opgaver i den tid, han arbejdede for dette firma. Omkring det tidspunkt, hvor man så småt var begyndt opstarten på langtegnefilmen "Fyrtøjet", og hvor Myller og Mik en kort overgang var inde i billedet som eventuelle directing anima­tors på projektet, er det formentlig, at Bjørn Frank har set de muligheder, der ville være for ham, hvis han lod sig ansætte hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. Kendsgerningen er i al fald, at han kom med på projektet i en relativt tidlig fase af produktionen. Her fik han ansvaret for animationen af figurer som astrologen, vægteren, kongen, dronningen m.fl., en opgave, han røgtede med omhu og stort talent.

 

 

Tegneren og animatoren Bjørn Frank Jensen ses her siddende bag sin lyspult på tegnestuen i Frederiksberggade 28. Han havde ansvaret for animationen af figurer som astrologen, kongen, dronningen m.fl. Han fungerede desuden som medinstruktør på de scener, han selv tegnede og animerede. Vinduet, han sidder ved, vender ud mod ejendommens gårdside, hvis indre facadevæg ses i udsnit udenfor. – Foto: © 1943-44 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Bjørn Frank Jensen er efter min opfattelse den af nøgle­tegnerne på "Fyrtøjet", der kom nærmest Disney-stilen, hvad så vel design som animation af figurer angår. En tegner, som Kjeld Simonsen var også stærkt Disney-præget i sin streg og anima­tion, men Simon, som han kaldtes, havde vanskeligheder med timingen af figurernes bevægelser, som han var tilbøjelig til at lave for bløde, "gummiagtige", langsomme og nærmest "svæven­de". Det bevirkede især, at figurerne mistede deres individuel­le karakter, således at alle forekom fuldstændig ens, til trods for indbyrdes forskelligt udseende. Denne uheldige tilbøjelig­hed havde Bjørn Frank ikke i sit design og i sin animation, som ganske vist var afrundet og blød, men på en så behersket måde, at figurerne alligevel beholdt et karakterfuldt særpræg.  

 

Samtidig med sit tegnefilmarbejde, var Bjørn Frank inter­esseret i at tegne illustrationer og tegneserier. Allerede i 1944 påbegyndte han en tegneserie kaldet "De gæve Riddere", frit baseret på en fortælling af Mark Twain (1835-1910). Serien blev trykt i det dengang meget populære vittighedsblad, ugebladet "Højt Humør". I 1939 illustrerede han således Johan Herman Wessels satiriske digt "Smeden og Bageren", og i 1948 tegnede han en række muntre tegninger til børnebogen "Lille Peter Edder­kop", hvortil teksten og musikken er skrevet af skuespiller, sanger, tekst­forfatter og revydirektør Knud Pheiffer (1909-1961). I 1994 blev den lille bog genudgivet i et fotografisk genoptryk, og for udgivelsen stod Pheiffers steddatter, skuespillerinden, danseren og sangeren Susanne Breuning (f. 1952).

 

På et tidspunkt i 1944, da der opstod pladsmangel på teg­nestuen i Frederiksberggade, blev en del af tegnerne flyttet ud til den tegnestue, som Dansk Farve- og Tegnefilm A/S havde ladet indrette på førstesalen på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårds­gade, oven­over Nørrebros Messe. Tegnestuen blev ledet af Bjørn Frank, og nogle af de mellemtegnere, han havde an­svaret for, var bl.a. Kai Pindal og Ib Steinaa.

 

Otto Jacobsen (1916-??) var født og opvoksede i Karise på Sydøstsjælland. Her kom han i 1930 i tømrerlære og var udlært i 1934, hvorefter han arbejdede som tømrersvend i provinsen, indtil han i 1940 kom til København. Gennem et udlejningsbureau fik han et værelse i Nørregade nr.?, hos en fru Jørgensen, der drev pensionat. Jacob, som vi kaldte ham i daglig tale, ville være tegner, og derfor søgte han ind på Jean Jallits tegne­skole, kaldet Akademiet for fri og merkantil Kunst, som havde til huse i den ende af Vester Voldgade, der støder op til Nørre Voldgade.

 

 

Tegneren og animatoren Otto Jacobsen ses her siddende bag sin lyspult. Han havde ansvaret for en del af ”Fyrtøjet”-filmens bifigurer, og fungerede en overgang desuden som baggrundsmaler. – Foto: © 1943-44 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Som genbo havde Jacob en baronesse Lerche, der boede på den anden side af trappen, og denne dame kendte den tyske tegne­filmkunstner Hans Held, som på den tid arbejdede for Bavaria Film i Berlin, og hun spurgte derfor Jacob, om ikke han kunne tænke sig at tage til Berlin og lave tegnefilm. Det sagde han ja til. I forvejen havde baronessen skaffet fru Jørgensens søn, Arne Jørgensen, arbejde hos Hans Held. Det var forment­lig også via baronessen og "Jømme", som Arne Jørgensen kaldtes blandt venner og bekendte, at så vel Erik Rus som Børge Hamberg kom til Tyskland. Her arbejdede de på tegnefilmen "Stören­fried" (Fredsforstyrreren), som jeg imidlertid ikke har kunnet få nærmere oplys­ninger om, og derfor heller ikke kender til. Otto Jacobsen vendte i 1942 hjem til København samtidig med Børge Hamberg og "Jømme", og her var det, at de via en avisannonce fik arbejde på "Fyrtøjet", henholdsvis som nøgletegner og baggrundsmaler, tegnestuechef og nøgletegner, og som mellem­tegner.

 

Da "Fyrtøjet-filmen" var blevet færdig i eftersommeren 1945, fik Jacob arbejde hos Gutenberghus Reklame Film i Vognmagergade, og her fik han følgeskab af kolleger som "Jømme", Helge Hau, Elsebeth ?, Grethe ? og Edel Hansen med sig. Det viste sig dog, at der ikke i længden var ordrer nok på reklametegnefilm til, at det var muligt at opretholde en kontinuerlig produktion af denne type film, og "holdet" blev derfor afskediget. Her­efter kom Jacob til Magasin du Nords tegnestue og derfra i 1952 til dagbladet Politiken, hvor han var ansat som reklametegner i 30 år. Jacob lod sig pensionere i 1982, i en alder af 66 år. 

 

Efter mange års forløb havde jeg i 1984 en kortvarig skrift­lig og telefonisk kontakt med Jacob. Det var dengang meningen, at jeg ville skrive dansk tegnefilms historie, men det blev af flere grunde ikke til noget i den omgang, fordi jeg fik travlt med professionelt tegnefilmarbejde. Men her i august 1999, da disse linier skrives, ser jeg af telefonbogen, at Jacob ikke længere bor på Ringer­bakken 4 i Virum, hvor han boede på det tidspunkt i 1984, da jeg havde kontakt med ham. Han kan være flyttet eller muligvis være afgået ved døden. Men hvis han lever endnu, må han, der var født 1916, i 2000 være omkring 84 år. Det er min opfattelse, at også Otto Jacobsen var af jødisk afstamning, hvilket hans udseende og navn: Jacobsen stavet med c kunne tyde på, i lighed med f.eks. politikeren Erhardt Jacobsen og dennes datter, Mimi Jacobsen, der tilmed har været gift med Bengt Burg, som helt utvivlsomt er af jødisk herkomst.

 

 

Tegneren og animatoren Preben Dorsch Jensen (Dorst), som her ses siddende bag sin lyspult på tegnestuen i Frederiksberggade 28, havde ansvaret for animationen af ”Fyrtøjet”-filmens prinsesse, men animerede også en række scener med diverse bifigurer, herunder blandt andet skomagerdrengen.

– Foto: © 1943-44 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Preben Dorsch Jensen (1923-)

Det er beklageligvis ikke meget, jeg har at kunne fortælle om Preben Dorsch Jensen, ud over, at han vistnok var født og opvokset på Amager. På den tid, hvor han var medarbejder på "Fyrtøjet", boede han i Tårnby. Han har vel været omkring 20-21 år i 1943, da vi begyndte arbejdet på "Fyrtøjet", hvor han kom til at lave en række forskellige større og mindre scener. Men sin store og ansvarsfulde opgave - nogle vil mene for store - fik han, da man efter forskellige forsøg med andre tegnere, bl.a. Jørgen Claudi, den senere chef for Radioens dramatisk-litterære afdeling, herunder Radioteatret, overdrog ham at tegne og animere filmens prinsesse. En opgave, som han i første omgang gik tøvende til, men snart følte sig nogenlunde hjemme med.

 

Preben Dorst, som han snart efter kaldte sig, idet han ændrede mellemnavnet og strøg efternavnet Jensen, var en ganske god tegner og en habil, men - i lighed med flere andre af medarbejderne - uskolet og uerfaren animator. Opgaven var derfor på forhånd dømt til at mislykkes, idet det kun lykkedes for ham i et par enkelte scener, at give prinsessen det liv og den charme, som hun burde have haft i hele filmen. Dorst, som han kaldtes i daglig om- og tiltale, var et venligt og imødekommende menneske, men med et sart og nervøst anlagt sind, som voldte ham en del personlige problemer. Når han følte sig udsat og ilde tilpas, blev han ligbleg i ansigtet og begyndte at stamme, hvilket bevirkede, at han i reglen lukkede munden og tav. Han var ellers en høj, ganske pæn ung mand med naturligt krøllet hår og altid velklædt. Men vistnok hovedsagelig på grund af sit nervøse sind og sin stammen, var han meget genert, især over for piger. Der var dog en enkelt af pigerne i farvelægningsafdelingen, han havde forelsket sig i, men ikke turde erklære sig over for. Hun hed Anne Lise Clausen, og hun havde vist nok også en del til overs for den generte og kejtede, men alligevel galante Dorst.

 

I sommeren 1944 afholdt Dansk Farve- og Tegnefilm A/S en middag med efterfølgende Tivoli-tur for sine med­arbejdere. Middagen foregik i Ingeniørforeningens Selskabslokaler, som var beliggende bag ved Industribygningen på hjørnet af Råd­huspladsen og Vesterbrogade. Jeg husker ikke menuen, kun, at en del af personalet fik så rigeligt at drikke, at de blev meget glade og oprømte. Den efter­følgende Tivoli-tur, hvor en del af medarbej­derne fortsatte med at skylle halsen, blev meget fornøjelig og munter, og herunder turde Dorst, der kun lige havde vædet ganen og derfor var om ikke pinligt ædru, så i al fald ædru nok til, at han over for os andre turde stå ved, at han og Anne Lise Clausen havde ringforlovet sig netop denne dag.

 

 

 

På dette foto fra Tivoli den 20. maj 1944 ses de to nyforlovede glade unge mennesker, tegner og animator Preben Dorst og tegner og optrækker Anne Lise Clausen. Glæden varede dog ikke ved, for knapt et par måneder senere viste det sig, at kærligheden ikke denne gang stod sin prøve. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Alle ønskede det tilsyneladende lykkelige unge par tillykke, og alt tegnede til, at de to skulle stifte bo og leve i fryd og gammen med hinanden til deres dages ende. Men mindre end et par måneder efter lagde vi andre mærke til, at Dorst igen var blevet tavs og indesluttet, og det samme gjaldt hans udkårne. Den gyldne ring, pagten på foreningen, havde ingen af dem længere på venstre hånds ringfinger. Ingen nænnede dog at spørge om, hvad der var sket, for vi vidste, at det ville være pinagtigt for Dorst at give os svar. På et tidspunkt lod han sig sygemelde og var væk fra tegnestuen i cirka et par uger. I mellemtiden var optræks- og farvelægningsafdelingen flyttet til andre lokaler, som lå på Nørrebro, og her fulgte de fleste af pigerne med, deriblandt Anne Lise Clausen. Tilbage i Frederiks­berggade 28 blev foreløbig Jenny Holmqvist og en fem-seks af pigerne. Ved udflytningen til tegnestuen på Nørrebro fik pigerne en ny kvindelig leder, Else Emmertsen, som tidligere havde haft samme overordnede funktion på VEPRO.   

 

Efter åbenbart at have sundet sig, vendte Dorst tilbage og genoptog sit arbejde på tegnestuen. Han var nu nogenlunde ved sit gamle jeg igen og derfor i stand til at arbejde, og i den følgende tid arbejdede han intenst og søgte at indhente, hvad han havde måttet for­sømme. Efter Fyrtøjet-tiden hørte jeg gennem en fælles bekendt, som jeg desværre ikke kan huske hvem var, at Dorst og en af hans kammerater eksperimenterede med at lave dukkefilm, men det kom der vistnok ikke noget færdigt og brugbart resultat ud af. Han havde dog eksperimenteret med at lave dukkefilm allerede medens han arbejdede på "Fyrtøjet", hvilket han selv fortalte mig. En del år senere hørte jeg, ligeledes fra en fælles bekendt, nemlig Otto Jacobsen, som jeg tilfældigt mødte på gaden i det indre København, at Dorst i et anfald af depression vistnok havde taget sit eget liv, men det er endnu ikke lykkedes mig at verificere dette for­lydende. Enhver efter­søgning af ham, jeg har foretaget, har vist sig forgæves, men det er naturlig­vis ikke i sig selv en bekræftelse på, at han eventuelt skulle være afgået ved døden. Men hvis det skulle være til­fældet, så æret være hans minde, thi han var en fin og flink fyr og dertil en god tegner.

 

  

 

Tegneren og animatoren Kjeld Simonsen 1941.

 

Foto af tegneren og animatoren Kjeld Simonsen (Simon), som her ses ved tegnefilmfirmaet VEPRO’s julefest i 1941. Han havde ansvaret for at tegne og animere stort set alle scener i ”Fyrtøjet”-filmens to slutsekvenser. En imponerende indsats. – Udsnit af foto: © 1941 VEPRO A/S

 

Kjeld Simonsen (1920-1988) var født i Aalborg, hvor han gik på katedralskolen. Her lagde tegnelæreren, Viggo Vagnbye, mærke til drengens udprægede tegnetalent. I 1933 så Simon, som han almindeligvis kaldtes, for allerførste gang en sort-hvid Mickey Mouse-film i biografen, og den virkede så overvældende og inspirerende på ham, at han på stedet beslutte­de at ville blive filmtegner (animator).  Imidlertid var Simon på det tidspunkt kun 13 år, så derfor måtte han væbne sig med tålmodighed nogle år endnu. Han var dog allerede så småt begyndt at tegne vittighedstegninger til aviserne, og i øvrigt sad han i timerne ofte og tegnede i latin- og franskbøgerne. Det førte ifølge hans eget udsagn til, at han blev smidt ud af skolen! Forholdet til skolen og lærerne var dog ikke værre, end at man formidlede kontakten til et lokalt firma, som havde en engelsk direktør og hed Graham Lokeys Reklamebureau, der da også antog det håbefulde unge menneske som elev. Her tilbragte han så tre år med at lære om reklametegning og annonceteknik.

 

Men det var og forblev tegnefilm, Simon ville lave, og så snart læretiden var overstået - det blev den i 1939 - drog han til København, hovedcentret for landets filmindustri. Her lykkedes det ham at blive elev hos Nordisk Films Kompagni A/S, hvor han som læremester fil selskabets kunstneriske leder, dramaturgen Adolf Kobitzch (1901-45), der også fungerede som instruktør af dokumentarfilm. Her fik Simon chancen for at lave nogle tegne­filmsindslag i en vaskefilm for F.D.B. samt nogle scener i en jubilæumsfilm for "Brugsen".

 

Imidlertid syntes Simon ikke, at han lærte "det rigtige" hos Kobitzch, og hvordan det nu end hænger sammen, så kom Nordisk Films øverste chef, direktør Holger Brøndum, ind i billedet, og da han også var bestyrelsesmedlem i datidens eneste "rigti­ge" tegnefilm­firma i Danmark, "Vepro", som havde til huse i Hoved­vagtsgade i København, sørgede han for, at Simon fik ansættelse her. Simon blev sat til at "trække op", male cels og mellem­tegne, pro­cesser, som firmaets kunst­neriske ledere, Jørgen Myller og Dahl-Mikkel­sen (Mik), med rette syntes at enhver vorden­de animator burde kende til. "Vepro" flyttede senere til Svanemøl­levej i Hellerup. Det viste sig dog snart, at der ikke var konstant arbejde hos "Vepro", så Simon skaffede sig derfor forskelligt free-lancing tegnearbej­de, dels hvad han selv kunne opdrive af reklame­tegnefilm - og det var beskedent - og dels illustrations- og reklametegnings­opgaver. Ind imellem tegnede han også tegneseri­er og billed­bøger for Per Carlsen og dennes Presse- og Illu­strations Bureau (P.I.B.). Formentlig på det tidspunkt tegnede Simon nogle herlige illustrationer til børnebogen "Mads, Mogens og Mikkel", som jeg kan huske at jeg købte og holdt meget af. På den tid illustrerede Simon også nogle digte af Harald H. Lund til Familie Journalen, og for Sylvester Hvids Reklame­bureau tegnede han plakater, skilte og annoncer, og lavede også nogle reklame­tegnefilm, bl.a. en for bureauet selv, nemlig den film, der i en vis forstand blev min 'skæbne' og bragte mig videre, da jeg i slutningen af maj 1943 blev ansat som elev på bureau­et.

 

Imidlertid var Danmark jo blevet besat af Nazi-Tyskland den 9. april 1940, en begivenhed, som skulle få tragiske følger også for Simons vedkommende, men herom senere. Trods besættelses­tidens og krigens knugende alvor, mistede danskerne ikke humøret, måske snarere tværtimod. Og det gjaldt også Simon, som støt og sejt fortsatte sit flittige arbejdsliv. Det lykkedes ham som freelancer at få forskellige reklametegnefilm at lave, bl.a. "Det galante Pindsvin", som reklamerede for Ilka Barber­creme, og en for Boghandlernes Sammenslutning: "Huset med det grønne træ", som reklamerede for forfatteren Kelvin Lindemanns dengang landskendte roman af samme navn. I sin ofte sparsomme fritid dyrkede Simon sin store interesse for heste og ridning, og da han boede i Holte, betød det, at han så ofte det lod sig gøre, benyttede lejlig­heden til at tage på rideture i denne bys smukke omegn. Han red dog kun sjældent alene, men var ofte på rideture sammen med nogle af sine venner og bekendte.

 

I sommeren 1943 tegnede Simon en reklamefilm for Dansk Bogtjeneste. Filmen hed "Jubilarens Drøm" og var et led i en propagandakampagne for at få folk til at læse mere skønlittera­tur. Den blev vist i biograferne i juli 1943. Det var kort herefter, at Simon blev fast, men hjemmearbejdende medarbejder på "Fyrtøjet", hvor han fik en lang række forskellige scener og sekvenser at tegne og animere. Enkelte dage ad gangen sad han dog på tegnestuen i Frederiks­berggade 28 og arbejdede sammen med os andre. Hans flid, produktivitet og animationskvalitet blev hurtigt legendarisk, og der er ingen tvivl om, at uden ham, ville filmen have været længere tid i produktion, end til­fældet blev, og det til trods for, at han kun arbejdede på den i godt et års tid. Omkring efteråret 1944 så Simon sig nødsaget til at bede om at blive løst fra arbej­det, fordi han efter­hånden fik meddelelser om, at nogle af hans gamle venner var blevet arresteret af tyskerne, og torteret og henrettet ved skydning, og han fandt det derfor bedst, at han selv indtil videre gik under jorden.

 

Det var også i sommeren 1944 at jeg besøgte Simon i Holte, hvor han boede i et lille bitte murstenshus, som lå i baghaven til en stor villa nær ved Vejlesø. Huset havde en relativt stor og lysfyldt havestue, og her havde Simon indrettet tegnestue. Men pladsen på gulvet var så trang, at man nærmest måtte kante sig igennem, for at komme hen til hans tegnebord. Det skyldtes, at der overalt lå stabler af tegninger fra gulv til loft. Oppe på loftet over tegnestuen havde den dengang endnu ugifte Simon sit diminutive soveværelse, hvortil han kun havde adgang via en almindelig stige. Rummet har kun været omkring 8-10 m2 og så havde det tilmed skråvægge, idet det lå oppe under taget.     Toilettet og badeværelset lå i et lille muret udhus, hvor der må have været meget koldt om vinteren, for rummet kunne ikke opvarmes. Badeværelset bestod af et nøgent rektangulært rum med kun en bruser, hvortil vandet kunne opvarmes ved hjælp af en gasvand­varmer. Det var bestemt ikke den ydre luksus, der prægede den i øvrigt indadvendte og stilfærdige Simons liv.

 

 

Den højt begavede, autodidakte tegner Frede Henning Dixner alias Frede Henning Jensen ses her i en afslappet attitude under arbejdet på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, som han især malede en del baggrunde til. Men ellers var han bedst kendt for sine evner som hypnotisør og metafysisk teoretiker. – Foto: © 1943-44 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Frede Henning Jensen (1925-) var fra Grenaa, hvor han var født og opvokset og havde fået en uddannelse som møbelpolstrer. Han havde et godt tegnetalent og var desuden velbegavet og inter­esserede sig for videnskab, filosofi og okkultisme. Det gav sig dels udslag i, at han studerede Einsteins relativitetsteori og forskellige former for filosofi samt okkult psykologi, herunder bl.a. hypnoseteknik. Han diskuterede livligt Einsteins teorier og lignende emner med flere af de andre på tegnestuen, men jeg tror ikke, at der var nogen dengang, der rigtig forstod, hvad det var han mente og talte om. Men han imponerede tegnestuens personale, når han demonstrerede sine hypnotiske evner, som når han f.eks. kunne få en eller anden til at tro, at vedkommende befandt sig på en blomstrende eng, hvor der flagrede en masse sommerfugle omkring, som den pågældende skulle forsøge at fange med et fiktivt net. Da hypnosen blev ophævet viste det sig, at ved­kommende ikke kunne huske, hvad der var foregået. Eller når han f.eks. lod et par af de stærkeste fyre på tegnestuen anbringe en af de unge piger, som havde indvilliget i det, i strakt stilling mellem to stole, sådan at hendes nakke hvilede på den ene stols ryg og hendes hæle på den anden stols ryg. Derefter hypnotiserede han hende til ved egen hjælp at kunne holde sig liggende i denne stilling, og når han mente, at pigen var klar til det, gav han de to mænd besked om at give slip på pigen og flytte sig. Til alles store over­raskelse blev pigen liggende stift udstrakt i denne stilling, indtil hyp­notisøren lod de to mænd forstå, at de igen skulle gribe fat i pigen, hvis hypnotiske tilstand han derefter bragte til ophør. Da pigen vågnede, fortalte hun, at hun ikke anede det mindste om, hvad der var foregået.

 

Frede Henning Jensen, som på et tidspunkt begyndte at kalde sig Septimus Dix, havde opdaget sit hypnotiske talent ved at studere nogle af fakiren Louis Brinkforts bøger om hypnose. Brinkfort var professionel tryllekunstner og hypnotisør, og et af de numre, han udførte, når han optrådte på f.eks. varietéer, var et såkaldt fakirnummer, hvor han kun iført et par indiske fakirshorts, lagde sig på et bræt fuld af store søm, der vendte den spidse ende opad. Her blev han liggende i nogle minutter, men når han rejste sig igen, kunne man ikke se spor på hverken hans ryg, arme eller ben af, at han havde ligget på det umagelige leje.

 

Flere år senere blev jeg klar over, at nogle af de tanker og ideer, som Frede Henning Jensen diskuterede med nogle af sine kolleger, stammede fra den danske intuitive tænker og mystiker Martinus (1890-1981). Interessen for netop dennes såkaldte åndsvidenskab, der dengang dels var fremlagt i form af første bind af hovedværket "Livets Bog" og introduktionsbogen "Logik", og dels i form af foredrag, er formentlig blevet formidlet af netop Louis Brinkfort. Sidstnævnte var en oprigtig og seriøs til­hænger af Martinus' lære og gjorde sit til at formidle denne til sine egne elever og tilhængere, men fortrinsvis ved at henvise til Martinus selv. Det var sandsynligvis også via Frede Henning Jensen og i al fald gennem Louis Brinkfort, at Børge Hamberg og hans skolekam­merat Bjørn Olsen omkring be­sættelsestidens ophør kom i for­bindelse med Martinus på hans institut på Mariendalsvej 96 på Frederiksberg. Begge blev grebet af Martinus' lære, men især Børge Hamberg var fra da af og til sin alt for tidlige død i 1970, kun halvtreds år gammel, en ivrigt og dybt engageret tilhænger af den tankeverden, som Martinus har forelagt i form af sin såkaldte åndsvidenskab eller kosmologi.

 

Frede Henning Jensen forsøgte på et tidspunkt at tage regi­streret navne­forandring til Septimus Dix, men navnet kunne ikke godkendes, hvorfor han i stedet fik efternavnet Jensen ud­skiftet med det mere pompøse Dixner, og som Frede Henning Dixner slog han sig efter besættelsen ned som selvstændig finmekaniker, og det blev så vidt jeg ved hans levevej. Efter Fyrtøjet-tiden gjorde han sig i al fald ikke gældende som tegner, bortset fra en kortere overgang som vittighedstegner. Frede Henning Jensen begyndte som mellemtegner, men kom senere også til at male baggrunde, skønt han aldrig havde prøvet det før. Det må da også siges, at de forholdsvis få baggrunde, han har lavet til "Fyrtøjet", ikke hører til de bedste, denne film kan opvise. Han var en habil tegner, dertil en munter og kvik fyr, der havde sin egen mening om tingene. Kort før befrielsen tegnede og udførte han en sprællemandsdukke af Hitler, som fra tegnestuevinduerne på anden sal blev hejst ned i gadeniveau, så alle forbipasserende kunne se den. Det var også tilfældet den dag efter befrielsen, da general Montgomery kørte i kortege fra Rådhuspladsen og gennem Strøget til Amali­enborg, hvor han skulle i audiens hos kongen og vistnok modtage den fornemme og sjældent uddelte Elefantorden.

 

Mange år senere blev jeg ved en tilfældighed opmærksom på, at der eksisterer filmoptagelser af Hitler-sprællemanden, hvor denne fra tegnestuevinduerne i Frederiksberggade bliver sænket ned i gadeniveau. Optagelsen stammer formentlig fra den 12. maj 1945, da feltmarskal Montgomery besøgte København og kørte i kortege gennem Strøget til Amalienborg, hvor han blev modtaget af kongen og kongefamilien. Denne filmstrimmel indgår i doku­mentarfil­men "Da englænderne kom maj 1945", hvori jeg til min egen store overraskelse til­fældigvis også selv er kommet med på nogle optagelser. Det samme er tilfældet i dokumentarfilmen "Det gælder din frihed" (1946), hvor jeg er med i nogle film­klip fra august-septem­ber 1943, og som altså indgår i den sidst­nævnte film, hvilket jeg skal vende tilbage til i relevant sammenhæng. Det trykte ark med Hitler og Goebbels, som hen mod slutningen af krigen fandtes indlagt i et af de illegale blade, var vistnok tegnet af Frede Henning Dixner, og det blev meget populært i de dage, at klippe Hitler-figuren og de andre nazikoryfæer ud og få dem til at sprælle. På det tidspunkt var der ikke ret mange, og da slet ikke af os på tegnestuen, bortset fra bl.a. Børge Hamberg, som vidste noget om de grusom­heder, som tyskerne havde begået under 2. verdenskrig. Så vidt jeg ved, befinder originaltegningerne til udklipsarkene med Hitler m.fl. sig på Friheds­museet. 

 

 

Tegneren Mogens Mogensen har i 1943 tegnet en karikatur af den kun 14-årige mig, Harry Rasmussen, siddende bag en skranke, på en kontorstol uden ryglæn. Jeg var så lille af vækst, at det kun var med besvær jeg kunne nå op til lyspulten. Man skal tænke sig, at det var i denne stilling, at jeg sad i omkring en måned og mellemtegnede scenen med de tre lakajer og kongen. – Tegningen tilhører © Harry Rasmussen.

 

Efter godt en uges forløb rykkede Hamberg også over på tegnestuen i nr. 28, og i et kortere tidsrum sad han og jeg der for os selv. Han havde indrettet sig med sin lyspult ved et skrivebord omtrent midt i lokalet, afskærmet mod dagslyset udefra ved et forhæng. Jeg blev anvist plads ved bagsiden af en aflang skranke, som stod i den bageste ende af lokalet ud mod køkkenet og toilettet. Skranken stod parallelt med en vinduesvæg, hvor der til formålet var blevet anbragt en lyspult, som jeg skulle sidde ved. Vinduerne vendte ud mod ejendommens gårdsplads, og var til daglig dækket af sorte mørklægningsgardiner. Sådanne var jo allerede blevet påbudt i starten af den tyske besættelse, men tjente altså også helt utilsigtet det formål, at der blev relativt mørkt i lokalet, så man bedre kunne se gennem de i reglen tre til fire lag animationspapir, der blev arbejdet med. Den stol, der var til min rådighed, var en såkaldt kontorstol med læderbetrukket sæde, men uden ryglæn. Den kunne justeres i højden, hvilket i dette tilfælde var nødvendigt af hensyn til min lille højde. 

     Ind imellem rejste jeg mig fra min lidt umagelige plads og gik hen til Hamberg og viste ham de foreløbige resultater af mit mellemtegningsarbejde. Det var mig magtpåliggende og en æressag, at mit arbejde blev udført så rigtigt som overhovedet muligt. Ved disse lejligheder hændte det i reglen at Børge og jeg kom til at snakke om tegnefilmens og specielt animationens teknik, og han gjorde sig store anstrengelser for at sætte mig ind i de begreber, der er uløseligt forbundne med animationsprocessen. På ”Fyrtøjet” var animationsarbejdet delt mellem nøgletegnere og en eller i reglen flere mellemtegnere for hver nøgletegner, noget der blev stadig mere udpræget efterhånden som produktionen skred fremad og det begyndte a haste med at få filmen gjort færdig. Selv om jeg var en slags elev blev jeg i hvert fald fra og med 1944 regnet blandt det kreative personale, idet jeg da havde fået en del selvstændige animationsopgaver at udføre. Nøgletegnerne rentegnede almindeligvis selv deres animationstegninger, og desuden var det forskelligt, hvad den enkelte nøgletegner brugte af skitser. En tegner og animator som Børge Hamberg brugte ofte at skitsere sine nøgletegninger så svagt, at han kunne rentegne på det samme ark papir. Bjørn Frank gjorde lige det modsatte, idet han skitsetegnede sine nøgletegninger i en sådan grad, at kun han selv kunne se, hvad der var hvad på figuren. Derfor rentegnede han i reglen selv skitserne på nye ark papir og kasserede derefter skitserne.

 

 

På dette foto fra efteråret 1943 ses jeg, kun 14 år gammel, siddende ivrigt optaget af at mellemtegne for Børge Hamberg. I baggrunden ses et af de borde, ved hvilke tegnerne sad og udførte deres arbejde dagen lang fra kl. 8 morgen til kl. 17 om eftermiddage, kun afbrudt af en halv times frokostpause midt på dagen. Dette skal ikke forstås negativt, for de fleste af os var så interesserede og entusiastiske med tegnefilm, at vi om nødvendigt gladelig havde undværet pauser.

 – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Tegneren Erik Christensen (1923?-) hørte også til det kreative personale, men var imidlertid kun ansat midlertidigt som freelance animator. Noget, der passede ham bedst.

Erik Christensen var under besættelsen bedst kendt som vittighedstegner under kunstnerpseudonymet "Chris", og især for sine velskabte, sexede unge piger, som han formentlig havde hentet inspiration til i amerikanske forbilleder, som f.eks. i teg­neren og animatoren Preston Blairs "Rødhætte", som foruden på tegnefilm dengang også kunne ses i Walter T.Fosters "Anima­tion by Preston Blair. Learn how to Draw Animated Cartoons". Men inspirationen kan dog også have stammet fra vittighedsteg­ninger i amerikanske magasi­ner som f.eks. Saturday Evening Post og Esquire, der dengang kunne købes brugte i en meget besøgt brugtbladsbutik, ”Conserno”, der lå på hjørnet af Gl. Mønt og Sværtegade. De nævnte og andre amerikanske blade forhandledes faktisk under hele besættelsestiden, uden at hverken de danske eller tyske myndigheder gjorde noget, for at forhindre det.

 

 

Tegneren og animatoren Erik Christensen (Chris) ses her i et udsnit fra et gruppefoto fra VEPRO’s julefest 1941. I begyndelsen af 1943 arbejdede han som animator  på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, hvor han kun animerede nogle ganske få scener. – Foto: © 1941 VEPRO A/S.

 

Chris kom forholdsvis tidligt med på "Fyrtøjet", formentlig fordi han dengang arbejdede eller havde arbejdet hos "Vepro", men han animerede faktisk kun et par enkelte scener i filmen, nemlig dem, hvori kroværten tager sig et krus øl og proppen springer af en flaske, så både krofatter og en lille mus hopper i vejret af forskrækkelse. Disse scener havde han animeret som freelancer, før jeg kom med i begyndelsen af juli 1943. Chris kom kun et par enkelte gange på besøg på tegnestuen i Fre­deriksberggade, men han var inviteret med og deltog i den store fest­middag på Frascati i sommeren 1944, og han var også med i Tivoli bagefter, hvilket bl.a. kan ses af nogle af de fotos, som Arne "Jømme" Jørgensen tog ved den lejlighed.

 

Personlig har jeg ingen viden om, hvorfor Chris ikke arbejdede mere med på "Fyrtøjet", end tilfældet var, for han var en god tegner og en habil animator. Men rygtet ville vide, at han også var meget af en boheme og derfor ikke yndede faste arbejdstider og forpligtende arbejde, i al fald ikke i ret lang tid ad gangen. På et tidspunkt omkring 1944 var Chris løst knyttet til et nyoprettet reklamefilmselskab, "Illustra", som lå på Gammel Torv, og her skulle man lave en eller flere reklametegnefilm med tegneren Holger Philipsens dengang københavnsk berømte cykelbud eller svajer, "Carlt", der havde gået som tegneserie i "B.T." siden den 10.september 1940. Chris skulle, i al fald ifølge, hvad han personligt har fortalt mig, som forholdsvis erfaren animator assistere Philipsen med at tegne disse rekla­mefilm.

 

Da jeg i 1985 havde en kortvarig skriftlig og telefonisk kontakt med Holger Philipsen, fortalte denne, at der kun var blevet lavet en eneste reklametegnefilm med "Carlt", og at han selv havde tegnet og optaget den ude på Nordisk Films Teknik i Frihavnen. Når man har set filmen, der forresten reklamerede for middagsavisen B.T., tror man gerne Philipsen, for animationen er bestemt ikke noget at skrive hjem om. Men det behøver jo ikke at udelukke, at Chris kan have været "Carlt"s ophavsmand og tegner behjælpelig med et par animationstekniske råd.

 

Da Dansk Farve- og Tegnefilm omkring 1950 producerede den ca. 10-minutters pilot-film til langtegnefilmen "Klods-Hans", var Chris engageret som den ene af key-animatorerne, der under Jørgen Myllers supervision skulle forsøge at animere filmens figurer. Chris animerede i hvert fald nogle lygtemænd, der dansede omkring i luften.     1953 var Chris medarbejder hos tegnefilmmanden Bent Barfod, og her animerede han bl.a. "En ny og sørgelig vise", baseret på digteren Sigfred Pedersens tekst. Denne oplysning har jeg dels fra Bent Barfod og dels fra Chris selv. Men Chris har dog ikke fået credit på denne film i Filmens Hvem-Hvad-Hvor 1927-1967. Chris animerede også en del scener i Bent Barfods tegnefilm "ABC-staveleg i Afrika", som blev udsendt 1962, men som var påbe­gyndt flere år tidligere.

 

Senere arbejdede Chris sammen med tegneren Poul Ilsøe, og sammen med filminstruktøren Bent Christensen lavede de for­skellige propagandategnefilm for Socialdemo­kratiet. I 1961 var Chris første-animator på Bent Christensens og Poul Ilsøes tegnefilmatisering af H.C.Andersens to "sammensvejsede" even­tyr: "Svinedrengen og Prinsessen på ærten". Filmen blev desvær­re ikke særlig god i nogen henseende og heller ikke nogen succes, hverken hos kritikken eller hos publikum. Jeg havde selv den tvivlsomme ære af, at have animeret hofnarren og hans papegøje i denne film. Den skal jeg vende tilbage til i kronologisk orden. Da jeg i 1985 havde en kortvarig skriftlig og telefonisk forbindelse med Poul Ilsøe, fortalte han, at filmen "Svine­drengen osv."s skæbne, ramte Chris så personligt hårdt, at han havde besluttet sig til aldrig mere at ville lave tegnefilm. Det skyldtes, mente Ilsøe, at Chris havde forventet, at "Svine­drengen" skulle have været hans comeback i tegnefilmbranchen.

 

Alle mine forsøg på at opspore Erik Christensen (Chris) har desværre været forgæves. Dengang, vi lavede "Svinedrengen", boede han i Matthæusgade på Vesterbro, men en eftersøgning af ham her, har ikke bragt noget resultat. Han kan være flyttet eller han kan være død. Hvis han stadig lever, må han i dag (2011) være et godt stykke op i firserne.

 

Tilføjelse: Tegneseriemuseets hjemmeside oplyser, at Chris også arbejdede under pseudonymet Echri (en forkortelse af Erik Christensen), og at han i 1950’erne tegnede serien ”Buksetrolden” til Dansk Familieblad, og i 1960’erne serien ”Rosita” til Politiken og serien ”Beatnik Bob” til Familie-Journalen. Chris var fra 1946 en overgang også tegner af Dahl Mikkelsens tegneserie ”Familien Hansen”, som senere blev tegnet af Helge Hau og endnu senere af Holger Philipsen.

 

Erik Rus Christensen (1920-1987) var også kun freelance medarbejder på ”Langtegnefilmen ”Fyrtøjet” i nogle få måneder i 1944. Han havde oprindelig været mellemtegner på "Vepro", og også på Richard Møllers korte tegnefilmsudgave af ”Fyrtøjet” (1940), men drømte som de fleste animatorer om at lave sine egne tegnefilm. Det fik han chancen for i 1940, da han for Teknisk Film Compagni producerede en lille 5-minutters tegne­film: "Peter Pep og Skomager Snørestøvle" (se herom under Børge Hamberg). Det blev dog kun til denne ene tegnefilm for Hambergs vedkommende, idet Rus formentlig selv lavede Peter Pep-film nr. 2: ”Peter Peps Attentat”, og da der ikke var noget tegnefilmarbejde at få herhjemme i 1940, valgte Erik Rus i lighed med Børge Hamberg og flere andre danske animatorer at rejse til Tyskland, hvor der var job at få hos tegnefilmproducenten Hans Held på Bavaria Film i Berlin.

Under opholdet i Tyskland mødte Erik Rus sin tilkommende kone, Erika, der var en af de bedste optrækkere på Bavaria-studiet, og sammen tog de i 1944 til København, hvor de bosatte sig. Erik Rus arbejdede derefter i en kortere periode som animator på "Fyrtøjet", hvor han tegnede nogle scener, der foregår i gildestuen til det gæstgiveri, hvor soldaten har sit logis. Erik Rus havde en meget pertentlig og præcis streg, som faktisk ikke lignede de andre animatorers måde at tegne på, måske lige med undtagelse af Preben Dorst.

 

 

Portrætfoto af Erik Rus, tydeligvis et Kehlet Stella Nova-foto, antagelig fra omkring 1950.

 

Hvordan det videre gik Erik Rus, kender jeg ikke til i detal­jer, men kort efter "Fyrtøjet" forsøgte han at etablere et lille tegnefilmstudio i Larsbjørnsstræde, og her fik Kaj Pindal, som havde været mellemtegner på langtegnefilmen "Fyrtøjet", ansættelse i samme egenskab. Erik Rus lavede reklametegnefilm for Bergenholtz, og arbejdede desuden på en kortere tegnefilm om "Ole Lukøje", formentlig baseret på H.C. Andersens eventyr eller eventyrkome­die af samme navn. Men Erik Rus evnede eller magtede ikke i længden, at opretholde sit lille tegnefilmstudio.

 

Da jeg i 1985 havde en kortvarig skriftlig og telefonisk kontakt med ham, fortalte han bl.a., at han havde arbejdet på forskellige egne tegnefilmprojekter i de forløbne år, herunder også en langtegnefilm, men ingen af disse film var nogensinde blevet til noget. Nu, dvs. i 1985, var han invalidepensionist, idet han led af muskelsvind. På det tidspunkt havde han været skilt fra Erika i en del år, men var nu gift med en børnehaveleder. Erik Rus døde den 7. december 1987, knapt 67 år gammel.

 

Tegnestuens øvrige personale

Helge Hau (1922-2006) var handelsuddannet i et af Skandina­viens førende firmaer inden for tekstil- og beklædningsbranchen, men havde også kastet sig over tegneriet. Da han i sommeren 1943 så en annonce i Berlingske Tidende, hvor Dansk Farve- og Tegnefilm A/S søgte unge talenter til færdiggørelsen af en helaftenstegnefilm, følte han, at dette måtte være noget for ham. Hau mødte derfor op på Johnsens kontor med nogle arbejds­prøver, som han præsenterede for Rosenberg og Hamberg, og han blev derefter antaget som ren- og mellemtegner, specielt for Bjørn Frank Jensen.

 

På det tidspunkt, da Hau kom til, var tegnestuen i Frederiks­berggade 28 fyldt op med nøgletegnere, mellemtegnere, optræks- og farvelægningspiger og enkelte farvelægningsmænd. Derfor fik Hau på et tidspunkt det tilbud, at han kunne arbejde hjemme, hvilket han accepterede. Som en af begrundelserne for sit hjemmearbejde anfører Helge Hau, at der var pladsmangel på tegnestuen, hvilket er rigtigt, men der var dog trods alt en plads til den måske hurtigste mellem­tegner, som arbejdede på "Fyrtøjet". Det var mit personlige indtryk, at hans anden begrundelse var nok så væsentlig, nemlig at han gerne ville arbejde hjemme, fordi han følte sig arbejdsmæssigt hæmmet af den frie og uformelle omgangstone, der var på tegnestuen. Han arbej­dede på akkord og det gjaldt derfor for ham om at lave flest mulige tegninger per dag. Samtidig var han begyndt at producere vittighedstegninger, som han solgte til aviser og ugeblade.

 

 

Tegneren og mellemtegneren Helge Hau, ca. 1960

 

Hjemme ville for Haus vedkommende sige i Bagsværd tæt på Hareskoven og Bagsværd Sø, ikke langt fra Kurvej, hvor han senere fik bolig. Desuden havde han lejet en atelierlejlighed i Halls Allé, hvor han i perioder også arbejdede. En gang om ugen kom Hau ind på tegnestuen og afleverede, hvad han havde lavet af tegninger i de forløbne otte dage.

 

Helge Hau arbejdede med på "Fyrtøjet" til hen på efteråret 1945, men havde dog forinden haft lejlighed til også at arbejde for Dahl Mikkelsen (Mik) på dennes to Ferd'nand-film: "Ferd'­nand på fisketur", 1944, og "Ferd'nand på bjørnejagt", 1945. Hau fortæller selv, at hans samarbejde med Mik var fortræffe­ligt, og at "afviklingen af tegnearbejdet foregik på den måde, at Mik meget ofte på et enkelt stykke papir lavede et rough, som illustrerede et handlingsforløb, ud fra hvilket jeg skulle færdiggøre en hel scene. Takket være mine erfaringer fra "Fyrtøjet" gik det udmærket og sparede MIK for megen tid." (Helge Hau i brev af 8.5.1985).

 

Hau nævner også, at han i en periode tegnede Miks serie om "Familien Hansen". I 1946 fik han job hos Otto Jacobsen på Gutenberghus Reklame Film, men det varede kun ganske kort, idet Hau i 1948 bosatte sig i Stockholm. Det skyldtes ifølge hans eget udsagn, at Stockholm "på det tidspunkt var en oase for nye strømninger inden for området. Jeg fik hurtigt fodfæste og afsatte det meste af min produktion til Stockholmstidningen og Aftonbladet. Havde et godt samarbejde med redaktøren af Afton­bladet. Han hed Bruno Engström og var søn af den kendte tegner og humorist Albert Engström. Sideordnet med vitstegneriet fik jeg job i Sago-Konst, som havde produceret tegnefilm i adskil­lige år." (Helge Hau i brev af 8.5.1985).

 

I 1950 rejste Helge Hau til Paris, hvor han tidligere havde opholdt sig i en kortere periode, og herunder besøgte han firmaet "Les Gèmeaux", der var igang med en langtegnefilm, baseret på H.C. Andersens eventyr "Hyrdinden og Skorstensfe­jeren". Firmaets hovedmand var tegneren Paul Grimault (1905-1994) og dets kunstneriske leder var Jacques Prèvert, en kendt digter og forfatter. Hau skrev en artikel om sit besøg hos den europæisk berømte Grimault og hans partner, Jacques Prèvert, og den solgte han til forskellige blade i Skandinavien. Imidlertid levede Hau disse år "i en kuffert", som han udtrykker sig, idet han rejste rundt til Europas hovedstæder og "afsatte tusindvis af vitstegninger." I 1953 var det meningen, at Hau skulle have været til USA for at arbejde for Walter Lantz, ham med bl.a. Woody Woodpecker (Søren Spætte), men det år giftede Hau sig og han og hans kone bosatte sig i eget hus på Kurvej i Bagsværd, hvor han endnu boede i 1984. I 1999 fortæller telefonbogen, at han bor i Hedeparken i Ballerup.

 

I 1955 var Helge Hau blevet træt af det trods alt noget usikre liv som vittighedstegner, og han, der havde en solid handelsmæssig baggrund, følte trang til at få fast grund under fødderne. Det førte til, at han blev ansat i reklameafdelingen hos medicinalfirmaet Ferrosan, hvor han senere blev reklame­chef, en stilling som han efter eget ønske fratrådte den 1. august 1985 efter 30 års virke. Under sin tid i Ferrosan producerede Helge Hau en mindre tegnefilm i samarbejde med Jørgen Myller. Det var i 1972 og på et tids­punkt, hvor Myller havde afsluttet et mangeårigt samar­bejde med ugebladet "Hjemmet". Hau oplyser, at han havde forbindelse med Myller i årene 1970-80. (Helge Hau i brev af 8.5.1985).

 

 

 

Foto af tegneren Arne ”Jømme” Jørgensen, som foruden at være mellemtegner på langtegnefilmen ”Fyrtøjet” også var husfotograf under filmens produktion. Det er takket være ham, at der findes så relativt mange fotos fra især tegnestuen i Frederiksberggade 28. – Foto: © 1943-44 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Arne Jørgensen (1922?-), med kælenavnet "Jømme", var som tidligere nævnt blandt de første medarbejdere på "Fyrtøjet". Han fungerede som mellemtegner, men i kraft af sin store hobby som fotograf, optog han et utal af snapshots af personalet i løbet af de to år, produktionen varede. I sin fritid var han desuden begyndt at tegne vittighedstegninger, som han under signaturen "Arne", der var formet som en lille ormelignende, munter figur, solgte til danske aviser og ugeblade, og senere, efter besættelsen, også til udenlandske ditto. Vittighedsteg­ning blev nogle år efter krigen en relativt indbringende levevej for den høje, slanke, mørkhårede og uhyre rare og følsomme "Jøm­me", som i privatlivet kun var til herrer. Dengang var homoseksualitet et emne og en seksuel orien­tering, der i højeste grad var omgærdet med fordomme, fordømmelse og tys-tys. Især de mandlige homoseksuelle var derfor tvunget til at skjule deres seksu­elle identitet mest og bedst muligt og gå stille med dørene.

 

Som flere gange tidligere nævnt, begyndte "Jømme" sin tegne­filmkarriere hos "Vepro", men kom senere til Hans Held i Tyskland, hvor han arbejdede i et par år. Han blev ansat hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S i eftersommeren 1943 og arbejdede her til omkring eftersommeren 1945, hvor han gik freelance og derefter, i 1946, blev ansat hos Otto Jacobsen på Gutenberghus Reklame Film. Her var han ansat, til tegnefilmaf­delingen lukkede omkring 1950, hvorefter han så vidt jeg ved atter gik freelance som vittighedstegner. Han organiserede sin produktion, sådan at tegnearbejdet kunne foregå intenst den ene halvdel af året, mens den anden halvdel af året blev tilbragt med rejser rundt i Europa, hvor han solgte sine vitstegninger i stor stil.

 

Da jeg mange år senere, mere præcist i 1985, havde en kort­varig skriftlig og telefonisk kontakt med "Jømme", forstod jeg på ham, at han havde giftet sig, jeg havde nær sagt med en dame, for han var jo som nævnt i sin tid homoseksuel. Parret boede på det tidspunkt i Skovfogedhuset i Barager på Langeland. "Jømme" havde tidligere haft sin bopæl i det nærliggen­de Longel­se, hvor han vistnok havde boet i en længere årræk­ke. Han foretrak pro­vinsens stilfær­dige og for­dringsløse liv, frem for en til­værelse i hoved­stadens støjende, hektiske, ambitiøse og konkur­ren­cepræge­de fysiske og mentale atmosfære.  Tegnefilm havde "Jømme" ikke beskæftiget sig med, siden dengang i 1946-50, da han samarbejdede med Otto Jacobsen på Gutenberghus Reklame Film. I alle årene siden da havde han levet af sine gamle og nye vittighedstegninger. I sig selv lidt af en bedrift.

 

 

Tegneren og maleren Bodil Dargis (Rønnow) ca. 1945. Bodils talent for at tegne, var større end, hvad hun fik brug for under sit arbejde på langtegnefilmen ”Fyrtøjet” 1943-46. Da var hun hovedsagelig assistent for animatoren Preben Dorst, som især var ansvarlig for at tegne og animere prinsessen.

 

Bodil Dargis, f. Rønnow (1925-)

Tegner, født den 25. maj 1925, døbt 7. august samme år i Skovshoved Kirke. Konfirmeret den 1. oktober 1939 i Skovshoved Kirke. Datter af Valdemar Rønnow, f. 23.9.1893 – d. 3.7.1965, og hustru Ellen Klara Rønnow, født von Hemm, f. 29.6.1897 – d. 23.11.1988. Bodil Rønnow gik i skole i Skovshoved og blev i 1941 elev på Tegne- & Kunstindustriskolen for Kvinder. Her gik hun dog kun det første skoleår, idet hendes familie desværre ikke havde råd til at betale for undervisningen.

 

Som barn havde Bodil Rønnow oplevet nogle af de allerførste Mickey Mouse-film, og som 13-årig så hun ”Snehvide og de syv dværge”, der fascinerede hende så meget, at hun kopierede figurerne og spillede melodierne. Hun ville med andre ord gerne lave tegnefilm, og i sommeren 1943 blev hun ansat som mellemtegner hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvor man producerede den første danske langtegnefilm, ”Fyrtøjet”. Her blev hun vejledt af chefanimatorerne Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen, men var dog specielt tilknyttet som mellemtegner for chefanimator Preben Dorst, som havde ansvaret for animationen af filmens prinsesse. Han mente med rette, at en kvinde og tegner som Bodil Rønnow ville være bedst egnet til dette arbejde. Under de godt tre års ofte intense tegnearbejde på ”Fyrtøjet” – se mere herom under omtalen af filmen og dens tilblivelse – hændte det jævnligt, at ”husorkestret” afholdt jam sessions lørdag eftermiddage efter arbejdstidens ophør kl. 14. Medlemmer af orkestret var Finn Rosenberg (violin), Bodil Rønnow (jazz mandolin), Erling Bentsen (guitar), Børge Hamberg (banjo) og Torben Strandgaard (kontrabas).

 

Det daglige arbejde på tegnestuerne i Frederiksberggade, Nørrebrogade, Stengade og Willemoesgade fortsatte stort set uanfægtet af de ydre omstændigheder, bortset fra folkestrejken i 1944, hvor tegnestuerne var lukket i nogle dage. Ikke fordi personalet deltog i selve strejken, men fordi det var umuligt for de fleste at komme frem og tilbage mellem hjemmet og tegnestuen. Men det gjaldt jo primært om at få filmen færdig, så hurtigt det overhovedet lod sig gøre, så derfor blev arbejdet på tegnestuen genoptaget så snart det lod sig gøre, og det gjorde det heldigvis efter nogle få dage.

 
I eftersommeren 1944 stod det klart for direktionen og de ledende medarbejdere, at ”Fyrtøjet” ikke ville kunne færdiggøres til den premiere, man havde planlagt skulle finde sted hen på samme efterår. Man krævede derfor at samtlige medarbejdere, foruden at øge det daglige arbejdsresultat, desuden skulle arbejde over indtil filmen forelå færdigtegnet. Det førte som andetsteds beskrevet til, at medarbejderne protesterede og kom med et modspil, der førte til et acceptabelt kompromis for alle parter. Senere samme år blev A/S Filmcentralen Palladium medproducent på ”Fyrtøjet”. Men forinden det var kommet dertil, havde medarbejderrepræsentanter afholdt et møde på restaurant ”Sluk Efter” i Hellerup, og herunder var man enedes om, hvilke modkrav, der skulle stilles og opfyldes af Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ ledelse, for at man ville gå med til flere måneders intenst overarbejde. Bodil Rønnow deltog også i mødet.

 

På tegnestuen i Frederiksberggade blev der lejlighedsvis også afholdt nogle fester, som på grund af spærretiden med udgangsforbud mellem kl. 20 til 5 trak ud til den lyse morgen. Det var under disse fester, som normalt kun animatorerne og mellemtegnerne deltog i, at der blev drukket den såkaldte ”Pullimut”, som var en danskproduceret frugtvin. Men vinen indeholdt tilstrækkelig med alkoholprocent til, at man kunne blive beruset af den. Den første jul under ”Fyrtøjet”s egentlige produktionstid fejrede personalet med en fest, der varede fra arbejdstidens ophør fredag aften og til lørdag morgen, hvor man – totalt udmattet - genoptog (!) arbejdet. Festen havde karakter af en julefrokost, hvorimod Lillejuleaftensdag blev fejret betydelig mere afdæmpet og hyggeligt, og her deltog i øvrigt flere, som ikke havde været med aftenen og natten før.     Selv om der på lørdage kun blev arbejdet til kl. 14, har det nok ikke været meget, de trætte tegnere har kunnet præstere. For fleres vedkommende viste det sig simpelthen umuligt at holde sikkert på blyanten, medens de sad og halvsov bag lyspulten.

 
Der blev dog også fejret knapt så løsslupne fester, sådan som tilfældet f. eks. var lillejuleaftensdag 1944, hvor personalet havde halv fridag og derfor efter arbejdstidens ophør kunne hygge sig med kaffe og småkager til violinmusik af Finn Rosenberg. Bodil Rønnow deltog dog kun nogle få gange i personalets fester. I løbet af de omkring tre år Bodil Rønnow var mellemtegner på prinsessen i filmen “Fyrtøjet”, blev det til flere tusinde tegninger, og da både animatoren Preben Dorst og hans assistent Bodil Rønnow var gode og omhyggelige tegnere, måtte de ruppe fingrene for at få noget fra hånden. Men de gik aldrig på kompromis med kvaliteten af deres tegninger.

Arbejdet med prinsessen omfattede også de bifigurer, som vedrørte hende, nemlig et par forelskede mariehøns og svalerne.

 

Efter at tegnearbejdet på ”Fyrtøjet” var færdiggjort i løbet af foråret 1946 arbejdede Bodil Rønnow freelance, bl.a. på dukkefilmen ”Skatteøen”, 1947, som Kjeld Simonsen (Simon) var animator på. Filmen blev produceret hos det unge tegnefilmselskab ”Ring, Frank & Rønde” (se under Børge Ring). 1948-50 arbejdede Bodil Rønnow som tegner for firmaet Rosenberger A/S, København, hvor man dekorerede souvenirs med glødestift på træting.

 

I 1950 emigrerede Bodil Rønnow til England, hvor hendes forlovede, Kazys Dargis, f. 30.3.1917 i Litauen – d. 7.2.1977 i Danmark, dengang boede. Parret blev den 15. marts 1950 borgerlig viet i Stourbridge. Kazys Dargis var uddannet som kunstner med speciale i fresko og glasmosaik, og på det tidspunkt nydekorerede han den litauiske kirke i London. Problemet for Bodil Dargis var imidlertid, at hun som følge af sit giftermål blev betegnet som ”displaced person” (flygtning), hvilket betød at hun mistede sit danske statsborgerskab. Derfor var der i årene 1950-53 ikke noget tegne- og tegnefilmarbejde at få for hende. I denne periode levede Bodil Dargis derfor i to år delvis af at holde hus for et ældre præsteægtepar i England. Herefter malede hun i et par måneder tinsoldater i skotske uniformer, og i en måned syede hun manchetter på herreskjorter.     1953 kom der imidlertid en lovændring, som gjorde at hun generhvervede sin danske indfødsret, hvilket bl.a. betød, at hun kunne få arbejdstilladelse. 1953-54 arbejdede Bodil Dargis (Rønnow) hos Halas & Batchelor Ltd., London, hvor hun var mellemtegner på den første engelske langtegnefilm The Animal Farm (”Kammerat Napoleon”). 1955 arbejdede hun som mellemtegner hos W.M.Larkins Ltd., Guild Holdings Ltd.


1955 tog Bodil Dargis (Rønnow) og hendes mand fast ophold i Danmark, og i 1956 blev hun ansat som tegner på Gutenberghus’ serietegnestue, hvor hun arbejdede til 1980. Her tegnede hun bl. a. på tegneserien ”Anders And” mm. I 1965 tegnede og forfattede Bodil Dargis (Rønnow) en børnebog om ”Troldepigen Jesse”, som hun forgæves søgte at få Gyldendal til at udgive. Den blev derefter lagt i skrivebordsskuffen, hvor den har ligget i 30 år. Herom siger en beskeden Bodil Dargis (Rønnow) med bl. a. et citat fra H.C. Andersens eventyr ”Hørren”: ”Det er meget godt at hvile på sin Gjerning, sagde Papiret..” – det kendetegner måske noget ved mig. [Citat fra H.C. Andersens eventyr ”Hørren”, 1848] - 1980-81 var Bodil Dargis (Rønnow) illustrator på ugebladet ”Hendes Verden”, hvortil hun tegnede en lang række fine og fornøjelige figurtegninger, som bl.a. viser, hvor god hun var og er til også at tegne mennesker. Nogle eksempler herpå vil kunne ses under Bodil Dargis Rønnows biografi på www.tegnefilmhistorie.dk. 1981 var Bodil Dargis ansat som reklametegner hos A/S Brovang Reklame, Hillerød. Her tegnede hun en masse nisser, der blev trykt og solgt til butiksudsmykning. Nisserne kom vidt omkring og firmaets egne biler var dekoreret med hendes nisser. I 1981 tegnede Bodil Dargis også nogle figurudkast til brug for Bikuben Bank. Det var naturligt nok en bi, der var hovedpersonen.

 

Imidlertid var Bodil Dargis som tegner til andet og mere end muntre og komiske figurer, idet hun også beskæftigede sig seriøst med at male akvareller og oliemalerier. 1981-90 underviste Bodil Dargis i tegning og maling i Vedbæk, og i samme periode tegnede hun en del frie tegninger og malede akvareller og oliebilleder. Det skaffede hende i 1985 et medlemskab af Galleri Majkat i Hillerød, og her har hun afholdt udstillinger af tegninger, akvareller og oliemalerier lige siden. De i hendes biografi på http://tegnefilmhistorie.dk/  gengivne malerier viser tydeligt, at Bodil Dargis også mestrede det seriøse maleri, både hvad angår menneske- og dyrefigurer samt portrætter.

 

 

 

Portræt af den store tegnefilmbegavede tegner og animator Kaj Gøttske Pindal, som hører til en af dansk tegnefilms pionerer, men som især i 1960’erne fik sit gennembrud som tegnefilminstruktør og animator med flere humoristisk-satiriske korte tegnefilm, produceret af National Film Board of Canada. – Foto: © (årstal ubekendt) Kaj Pindal.

 

Kaj Gøttske Pindal (1927-) begyndte sin tegnefilmkarriere på "Fyrtøjet". Den dengang 16-årige tegnefilmbegejstrede, men samtidig meget generte og beskedne unge fyr kendte via sin familie en smule til direktør Allan Johnsen, og en dag i 1943 opsøgte han denne og sagde, at han gerne ville lave tegnefilm. Men eftersom Pindal på det tidspunkt endnu gik i tredie mellem­skoleklasse i Gentofte, kunne der jo ikke blive tale om an­sættelse hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. Til gengæld fik han udleveret en tapskinne og noget animationspapir, og med dette gik han hjem og begyndte at animere de første scener til en lille tegnefilm med nogle abekatte og en lille hund. Det mærkværdige var, at figurerne var tegnet ganske små på A4-arket, men det lykkedes alligevel Pindal at få dem til at bevæge sig nogenlunde rimeligt. Pindals animationstegninger blev derefter optaget som linetest, der til Pindals egen store overraskelse viste, at hunden gik baglæns, hvilket bestemt ikke havde været hans hensigt.     Men denne lille film blev altså Pindals introduktion i tegnefilmens verden, som han med kortere afbrydelser kom til at tilhøre helt op i pensionsalderen.

 

Efterårsferien 1944 tilbragte Pindal på tegnestuen i Fre­deriksberggade, hvor han sad og malede cels til "Fyrtøjet", men senere fik han mulighed for at komme til at mellemtegne. Det skete, da en del tegnere under Bjørn Franks ledelse var rykket ud i nogle lejede lokaler på hjørnet af Nørrebrogade og Blå­gårdsgade, ovenover Nørrebros Messe, hvor senere Bagger Radio fik til huse. Hver dag efter skoletid cyklede Pindal fra Gentofte og til denne tegnestue, hvor han sad og knoklede med at mellemtegne. Her mødte han sin kollega og senere ven og samarbejdspartner, Ib Steinaa, der også var mellemtegner på det tidspunkt. Se nærmere om Kaj Pindal under Biografier på http://tegnefilmhistorie.dk/

 

 

Ib Steinaa, tegner, animator, manusforfatter, instruktør og filmproducent.

 

Ib Steinaa (Jensen) (1927-1987) begyndte sin tegnefilmkarriere på "Fyrtøjet", hvor han medvirkede som mellemtegner. Han var på den tid en høj, slank og alvorlig ung mand, som ikke gjorde noget væsen af sig selv. Ingen anede på det tidspunkt, hvilke evner denne lidt sky og generte ungersvend rummede, måske lige bortset fra hans nærmeste familie, som vidste, at han var en talentfuld tegner og musikalsk begavelse, der spillede klaver til mere end husbehov.

 

Efter "Fyrtøjet" forløb Steinaas tegnefilmkarriere indtil 1957 stort set parallelt med Kaj Pindals ditto, hvilket også indirekte vil være fremgået af omtalen af sidstnævnte. Min senere nære professionelle relation til Ib Steinaa vil fremgå af den senere omtale af min tid hos A/S Nordisk Tegnefilm i Valby og endnu senere hos Steinaa Film i Birkerød.

 

Marius Holdt (data ukendte) var en mand, der fik stor betydning for produktionen af "Fyrtøjet". Han var af profession film­fotograf og havde oprettet sit eget produktionsselskab Daku-Film, og havde specialiseret sig i at optage tegne- og trickfilm. Til dette formål havde han anskaffet sig sit eget trickbord og trickka­mera, og det havde tidligere været instal­leret hos "VEPRO", hvor Marius Holdt en overgang var trick­fotograf. Han brugte bl.a. også trickbordet og -kameraet til at optage de tekster og såkaldte "rulletekster", dvs. for- eller sluttek­ster, der for sidstnævntes vedkommende bevæger sig gennem billedet, f.eks. nedefra og op, til nogle af de film, han også var fotograf på. Før "Fyrtøjet" havde han således produceret og fotograferet turistfilmen "Storbyens symfoni" (1935) og året efter været filmfotograf på spillefil­men "Sol over Danmark", som havde premiere i køben­havnske biografer den 24.august 1936. Blandt de medvirkende skuespil­lere var Gerda Neumann og Sigrid Horne-Rasmussen. Samme år, 1936, var Holdt filmfotograf på revyfilmen "Cirkus-Revyen", der blev instrueret af Alice O'Fredericks og Lau jun. Filmen havde Københavns-premiere den 2.november 1936.

 

I 1941 var Marius Holdt trickfotograf på Vepro-tegnefilmen "Den tapre skrædder", der var baseret på Grimms eventyr, og som Jørgen Myller og Dahl Mikkelsen er krediteret for animationen af, men som i al fald Jørgen Myller ikke vil vide af, at han har været med til at lave. Ifølge Filmens Hvem-Hvad-Hvor 1929-1967, side 186, påstås det imidlertid, at filmen findes omtalt i Politiken for 17.10.1941 og Berlingske Tidende for 20.10.1941, men det er ukorrekt. Forfatteren Lars Jakobsen dokumenterer dog i bogen ”Mik – en biografi om tegneren Henning Dahl Mikkelsen” (2001), at filmen i hvert fald har været planlagt hos ”Vepro”.  Dette år, 1941, var Marius Holdt også filmfotograf på en 7 minut­ter lang film om inddæmning af Kalvebod Strand som be­skæftigel­sesforan­staltning. Filmens titel var "Amager bliver større" og den blev produceret af Dansk Kulturfilm for MFU og Ministeriet for offentlige Arbejder. Filmen blev præsenteret i Dagmar Bio den 20.september 1941.

 

 

Det har ikke været muligt at fremskaffe et portrætfoto af film- og trickfilmfotografen Marius Holdt, så dette foto fra hans daglige arbejde som trickfilmfotograf hos VEPRO fra omkring 1941-42 må siges at ’portrættere’ ham ganske godt, for man så ham i reglen kun bagfra, når han stod bøjet over trickbordet. – Foto: © ca. 1941-42 VEPRO A/S.

 

I efteråret 1943 blev Marius Holdt hyret som trickfotograf på "Fyrtøjet", og i den anledning blev hans store og tunge apparatur instal­leret i det tidligere omtalte rum med trævægge og blænde­de palævinduer på tegnestuen i Frederiksberggade 28, 2.sal. tilhøjre. Installatio­nen, som blev forestået af Marius Holdt selv, viste sig at være besværlig og tidkrævende, for trick­bordet og de dertil hørende søjler krævede, at alt skulle være i præcis lod og vage, således at eksempelvis kameraeleva­toren kunne glide frit og ubesværet op og ned midt mellem søjlerne.

 

     Men endelig en dag stod trickbordet klar til brug, og så vidt jeg husker var nogle af de første scener, Marius Holdt optog, dem, som Bjørn Frank Jensen havde lavet med astrologen på Rundetårn og dem med vægteren nede på gaden. I begge tilfælde forekom der det, som kaldtes panorerende scener, og her så jeg for aller­første gang, hvordan panorering blev lavet på trick­bordet. I det ene tilfælde ses astrologen løbende på vej ned ad den brede sneglegang, der fra gaden strækker sig helt op til toppen af Rundetårn. Hver gang astrologen er kommet omkring hjørnet tilvenstre i billedet og igen er forsvundet ned ad sneglegangen til højre i billedet, "tilter" kameraet ned til den under­liggen­de etage, hvor det samme gentager sig, og sådan gentages det samme ialt to gange. Og hvis ikke gentagel­sen allerede efter disse to gange havde virket kedelig, kunne man for den sags skyld være fortsat i det uendelige.  Denne virkning opnåede man teknisk set på den måde, at der på baggrunden til scenen var malet to identiske etager fra det indre af Rundetårn. Fotografen begyndte med den øverste etage på baggrunden, som stod stille, medens astrologen fase for fase og billede for billede "løb" fra venstre mod højre, og idet han var "forsvundet" bag ved væggen til højre i billedet, panorere­de fotografen den vandret liggende baggrund til næste etage, ligeledes flyt for flyt, idet han for hvert flyt eksponerede et billede. Men et par billeder før panoreringen var nået ned til den position, der markerede den etage nedenunder, skiftede fotografen baggrunden tilbage til udgangspositionen, hvorefter han gentog processen forfra og om igen, indtil astrologen tilsy­neladende havde passeret tre etager nedad.

 

En anden form for panorering forekom i den scene, hvori man ser astrologen løbende på vej mod slottet, der dog ikke ses i denne scene, men som ligger til højre for figuren, som derfor løber mod højre. Astrologen løber midt i billedet, idet det ser ud som om kameraet følger med ham. Denne virkning opnås rent teknisk ved, at figuren er animeret på "stedet" i en såkaldt repeat-bevægelse, dvs. at den samme bevægel­se, her løbebevægel­se, principielt kan gentages i det uendeli­ge. Baggrunden er malet i en længde, der nøje er regnet ud efter astrologens størrelse og afstanden mellem hver be­vægelsesfase, idet anima­tionsfase nr. 1 f.eks. er lig med nr.5, dvs.: 1, 2, 3, 4, 5 =1, 2, 3, 4, 5=1, osv. Under optagelsen placeres bag­grunden såle­des, at den kan flyttes (panoreres) et bestemt antal millimeter fra f.eks. højre mod venstre for hver eksponering.    

 

Efter arbejdet på "Fyrtøjet", krediterer Filmens Hvem-Hvad-Hvor 1929-1967 kun Marius Holdt som producent og fotograf af tegnefilmen "Grævlingen og harerne" (1950), som han havde hyret Bjørn Frank Jensen og Børge Ring til at tegne og animere. Hvad der derefter er blevet af Holdt, ved jeg ikke, men eftersom han allerede var oppe i årene, da "Fyrtøjet" blev lavet, er han antagelig for længst blevet pensioneret og er formentlig nu også for længst afgået ved døden.

 

 

Den lidt ældre teater-,  film- og TV-instruktør og filmproducent Henning Ørnbak

 

Henning Ørnbak (1925-2007) tog studentereksamen i 1944 og blev derefter ansat som produktionsassistent ved Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, og i denne egenskab blev han i firmaet til 1950. Han var derfor produktionsassistent og klippeassistent (for Edith Schlüssel) på "Fyrtøjet" og på pilot-filmen til "Klods-Hans".

 

I lighed med, hvad der var tilfældet for Finn Rosenbergs vedkommende, tyder en del også på, at Henning Ørnbak er af delvis jødisk afstamning. Hans ansigtstræk var tydeligt jødiske og blev det stadig mere med årene, men heller ikke han blev arresteret under den tyske jødeaktion natten til den 2. oktober 1943 eller senere, lige som han heller ikke flygtede til Sverige. Tværtimod passede han uforstyrret sit daglige arbejde hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, dels i Frederiksberggade 28 og dels i nr.10, og senere i lokalerne på Nørrebrogade, hvor der var blevet indrettet klipperum. 

 

1950 blev Ørnbak selvstændig filmproducent, og 1951-54 leder af Marshallplanens skandinaviske filmprogram. Fra 1955 var han supervisor på United States Information Service's film i Danmark, og freelance instruktør ved forskellige danske filmselskaber, bl.a. Arnø Studio, Ib Dam Film og Laterna Film. Han har desuden i stigende grad virket som iscenesætter både ved teater og TV. Hovedparten af de filmproduktioner, Henning Ørnbak har været instruktør på, har drejet sig om alle genrer inden for kort­film. I 1953-54 vovede han imidlertid springet til spillefilm, idet han for Arnø Studio iscenesatte "Vores lille by", en provinssatire i folkekomediens form. Filmen havde premiere i World Cinema den 8. november 1954 og vistes her til den 21. s.m. Den havde en række dengang populære danske skuespillere i rollerne, men blev ikke nogen publikumssucces. Tonemester på filmen var forresten den tidligere oven for omtalte Leif Beck (senere efternavn: Beckendorff).

 

Ørnbak koncentrerede sig derefter om kortfilm, og det var først i 1967-68, at han for alvor vovede springet til TV-teatret, idet han iscenesatte det meget gribende TV-spil "Farvel Thomas", med Buster Larsen i den altdominerende hoved­rolle som manden, der er blevet skilt fra sin kone og sit barn, men som ikke evner at klare sig på egen hånd, og derfor går mere og mere i hundene, menneskeligt og socialt. Men selvom Henning Ørnbak efter succesen med "Farvel Thomas" fortsatte med at indspille kortfilm, blev der dog lejlighedsvis også brug for ham som spillefilminstruktør. 1970 instruerede han tv-serien ”Bella”, som igen havde Leif Panduro som manuskriptforfatter. 1974 indspillede han således filmene ”Mig og Mafiaen” og "Mafiaen - det er osse mig”, begge med manus af Lise Nørgaard. De efterfulgtes i 1975 af krimien ”Kun sandheden”, med manuskript af forfatteren Leif Petersen, hvis teaterstykke ”Alting – og et Posthus”, Ørnbak havde sat op på teatret, og som han senere omarbejde til spillefilmen ”Det er nat med Fru Knudsen”, 1972. 

 

I 1976 var Henning Ørnbak manusforfatter og instruktør på en kortfilm for Assurandørernes Sammenslutning. Filmen hed ”Den er helt sikker” og handlede om gensidig solidarisk forsikring mellem forsikringsselskaberne indbyrdes. Til denne film lavede Flemming Jensen og jeg nogle tegnefilmindslag, som blev relativt vellykkede. 1978 producerede Laterna Film en kortfilm for "Bing & Grøn­dahl". Filmen blev produceret af Laterna Film og instrueret af Henning Ørnbak, og jeg lavede tegnefilmindslagene til den.  Samme år, 1978, fulgte krimiserien ”Strandvaskeren” i 6 afsnit, som Ørnbak lavede i samarbejde med filminstruktøren og filmproducenten Bent Christensen. 1990-93 var Henning Ørnbak filmkonsulent ved Det danske Filminstitut.

 

Der var naturligvis mange flere mennesker på tegnestuen i Frederiksberggade 28, end de ovenfor omtalte, hvoraf jo heller ikke alle spillede en lige stor rolle under "Fyrtøjet"s til­blivelse. Men alle som en bidrog de hver på sin måde til, at filmen overhovedet blev lavet. Foruden de allerede omtalte, vil flere andre af medarbejderne dog blive nævnt efterhånden som jeg får skrevet mig igennem de godt to år, det tog at producere Danmarks første langtegnefilm. 

 

Men der skete naturligvis meget andet og mere, end tilfældet var i den lilleverden, hvori tegnefilmmediet og –kunsten befinder sig og trives, i værste fald vantrives, og det kunne da heller ikke undgås, at den nok så barske omverden trængte sig på, i hvert fald lejlighedsvis. 

    

”Krigens voldsomste kamp”

Selv om vi her i Danmark ikke mærkede meget til kampene på Østfronten, så kunne vi dog ikke undgå at læse om det i aviserne og høre om det radioen, i begge tilfælde fik vi dog kun det at vide, som den tyske pressecensur tillod. Generelt tillod den tyske pressecensur kun ’nyheder’, som var i Nazi-Tysklands favør, hvilket naturligvis i nogen grad gav et skævt billede af, hvad der virkelig skete og foregik på krigsskuepladserne. Fredag den 9. juli kunne man eksempelvis på Aftenbladets forside læse følgende overskrift og manchet:

 

Panser-Hærene kæmper

med Vildskab uden Lige

 

Bevægelig Jernvold af Tiger-Tanks kører frem

________________

 

Tysk Forsøg paa at rulle hele Frontlinien op

 

- Fra AFTENBLADETS Berlin-Korrespondent –

 

Berlin, Fredag.

Det gigantiske Slag i Frontbuen mellem Orel og Bjelgorod, der saavel paa tysk som paa russisk Side kaldes for denne Krigs voldsomste og mest rasende Kamp, er nu ved at nærme sig sit Højdepunkt, hvis dette ikke allerede er naaet, erklærer de tyske militære Kredse paa Grundlag af de senest indløbne Rapporter fra Østfronten.

     I disse Rapporter oplyses det, at den russiske Hærledelse har sat de sidste Reserver, der stod opmarcheret i selve Frontbuen, i det store Materiel-Slag, medens man paa tysk Side først er ved at føre Reserverne frem i Ildlinjen.

 

I den efterfølgende og længere forsideartikel, som fortsættes på bladets side 5, berettes om de hårde kampe mellem de tyske og de russiske tropper, hvis forløb selvfølgelig udlægges til tyskernes fordel. Kampene betegnedes som et panserslag, ”hvis Vildskab Verden ikke tidligere har oplevet Mage til.” Særlig snedigt blev det anset for at være, at ”den tyske Infiltrations-Taktik” havde medført, at de svære russiske tanks under kampene kom ind i deres egne minefelter og blev uskadeliggjort af eksplosionerne. Fra tysk side glædede man sig også over, at det var lykkedes for den ”bevægelige Jernvold af Tiger Tanks” at lægge sig tværs gennem den russiske hovedkamplinje, lige som man fastholdt, at de tyske militære operationer forløb ”planmæssigt” og at ”den fjendtlige Modstand overalt er blevet brudt, og at de tyske Formationer trænger Fjenden tilbage Meter for Meter.” Under denne fremtrængen, som blandt andet foregik gennem flere mindre byer, havde tysk artilleris ”trommeild” lagt samtlige huse i ruiner, lige som tyske kampfly uafbrudt angreb jernbanelinjen Woronesh-Kursk. 

 

Artiklen slutter dog med at citere Frankfurter Zeitung for at konstatere, at ”man efter Vinterslagets Afslutning med Sikkerhed kunde antage, at denne Del af Østfronten paany maatte blive Skueplads for heftige Kampe, idet Frontlinjens Forløb for begge Parters Vedkommende saa at sige opfordrer til at foretage en Front-Korrektur.” Den nævnte ”Front-Korrektur” kom i sidste ende til at betyde et sviende tysk nederlag, ikke mindst på grund af den tyske hærs dårligere udrustning, som ikke var beregnet på det russiske klima. Men i nok så høj grad var det afgørende for kampenes udfald til fordel for Den Røde Hær, at de russiske tanks var de tyske tanks overlegne i teknisk henseende. Det hele endte derfor med, at den nydannede tyske angrebshær, som – i modsætning til de hærenheder, der havde deltaget i den helt mislykkede ”Operation Barbarossa” - udelukkende bestod af tyske hærenheder, fortsatte offensiven under betegnelsen ”Operation Zitadelle”. Det endelige nederlag kom dog først sent på året 1943, da Den Røde Hær pressede tyskerne ud af Ukraine, hvilket blev begyndelsen til det uundgåelige tilbagetog mod Berlin og dermed til det totale tyske nederlag.

 

Krigen på Østfronten så vel som på Vestfronten fortsatte, lige som situationen i de besatte lande forværredes dag for dag. Herhjemme gav det sig blandt meget andet udslag i en stadig stigende vareknaphed og deraf følgende øget rationering, samt forbud af forskellig slags. Den 9. juli 1943 kunne ”Aftenbladet” eksempelvis fortælle om verserende problemer med den københavnske gadehandel:

 

Politiaktion mod Gadehandlerne

Forbudet mod Udstillinger overholdes ikke

 

Siden Forbudet mod Vinduesudstillinger, der gav Kunderne falske Forestillinger om Varemængden, fremkom, har Politiet gentagne Gange observeret, at Gadehandlerne for Størsteparten lod ganske haant om dette Forbud, enten ved slet ikke at have deres Varer tildækket eller ogsaa fordi de Gardiner, der var sat op til at dække Varelageret, overhovedet ikke var trukket for.

     Disse Overtrædelser har efterhaanden antaget saadan et Omfang, at Politiet ser sig nødsaget til at gaa endda meget haardt til Værks mod de Gadehandlere, der frit udstiller deres Varer til Trods for Forbudet.

     Det drejer sig baade om Gadehandlere med ambulant og fast Stade, hvoraf navnlig de førstnævnte er slemme til at overtræde Loven.

     Gadehandlerne maa forstaa, selv om de ikke umiddelbart finder det indlysende, at det er af allerstørste Betydning, at dette Forbud bliver overholdt, og at det kan faa alvorlige Konsekvenser, hvis de ikke i Fremtiden sørger derfor. Politiet er nemlig nu nødt til at gaa saa haardt frem, at de Gadehandlere, der stadig lader haant om denne Bestemmelse, i Fremtiden vil kunne risikere, at deres Stadetilladelse helt bliver taget fra dem.   Kipo.

__________________

 

Til de ’ambulante’ gadehandlere hørte nok min kære onkel Thorkild, som ikke tog det så nøje med, om en handel var lovlig eller ulovlig. Så derfor handlede han blandt andet med cigaretter på den såkaldte ”sorte børs”, det vil sige ulovligt salg og køb af ubanderolerede pakker cigaretter, der i bedste fald var købt og indsmuglet fra f.eks. Sverige eller som ligefrem var stjålet på tobaksfabrikkerne. Det var dog ikke ham selv, der indsmuglede eller stjal cigaretterne, som han derimod købte i det skjulte af smuglerne eller tyvene. Og naturligvis til en lavere pris, end han solgte varen videre for. Man skulle jo leve – og helst nogenlunde godt, så Stefan, som min morbror blev kaldt af sine forældre, tog sig godt betalt for risikoen, der var forbundet med at være sortbørs-handler. Det var ikke af ondskab, men fordi han handlede efter mottoet: størst mulig fortjeneste ved mindst muligt arbejde.  Rygetrangen gav da også anledning til lidt mere muntre bemærkninger, som f.eks. under rubrikken ”Gennem Byen…” i Aftenbladet for 9. juli 1943:

 

For Rygere og Ungkarle

Ruster Eder til Kamp alle gæve Ungersvende og Nikotinister. Dagens mest attraaværdige Kvinde annoncerer til Morgen sin Gunst ledig med følgende besnærende Ord:

- Ung Dame med Cigarforretning søger Bekendtskab evt. Ægteskab med en kultiveret Herre i Fyrreaarsalderen. Helst med Foto, der returneres.

 

På samme side af avisen kunne man også læse følgende notits:

 

 Udspring fra 23 Meter for en Pakke Tobak

Tobaks-Hungeren kan faa Folk til at udføre de mest dumdristige Bedrifter. En ung Dansker i Farsund i Norge vakte saaledes forleden Sensation ved at tilbyde at springe paa Hovedet i Vandet fra en 23 Meter høj Bro mod at faa en pakke Tobak. Hvis han ikke turde gøre det, skulde han selv af med et større Pengebeløb. Tusinder af Mennesker var samlet for at overvære det dristige Spring, der forløb uden Uheld.

 

Til samme avis mere usensationelle, hovedsagelig fredelige og hverdagsagtige overskrifter hørte følgende udpluk:

 

Stæreflokke plyndrer Jordbær-Markerne

 

Husassistenterne skal have Standardkontrakt

 

Frugthøsten tegner fint

 

En dejlig Dag i Tivoli

 

Men der var selvfølgelig også de lidt mere sensationelle og triste overskrifter i samme avis samme dato, som f.eks. følgende:

 

Strejke hos General Motors

 

Falske Rationeringsmærker oversvømmer Paris

 

Hirtshals-Borgerne fik Tjære i Kaffen

 

Styrtede ned fra 18,5 Meters Højde (Det var dog en cirkusartist, der havde det uheld at styrte ned under sin optræden i trapez. Det kostede ham et halvt års sygeleje, men han kom sig og kunne genoptage sit arbejde)

 

Tusinder af Kunder INDESPÆRRET i brændende Varehus (Det skete i Buenos Aires, og de fleste kunder i varehuset omkom, kun nogle hundreder blev reddet ud af vinduerne i den brændende bygning).

 

Ingen af disse overskrifter kunne dog måle sig med de overskrifter, der omtalte de aktuelle krigsbegivenheder, hvoraf der denne dag dog ikke var mange flere end nævnt og omtalt tidligere ovenfor.

 

 Forlystelseslivet

Ja, tro det eller lad være, men var der noget, der trivedes i de fem besættelsesår, så var det underholdning og forlystelse. Det fremgår ikke mindst af avisernes forlystelsesannoncer, som lokkede med alle mulige tilbud, og som bekendt er den nem at lokke, som efter vil hoppe. I hvert fald var københavnerne storforbrugere af de mange fristende både indendørs og udendørs tilbud. De udendørs forlystelser var først og fremmest repræsenteret af Tivoli og Dyrehavsbakken, medens de indendørs forlystelser i sommerhalvåret blandt andet var repræsenteret at revyteatre, varieteer og – for den jævnere del af befolkningen – især af biografteatrene. Mange mennesker, både voksne og børn, gik også i biografen i sommertiden, om end måske ikke så ofte som tilfældet var i vintersæsonen.

 

I Aftenbladet for 9. juli 1943 kunne man eksempelvis læse følgende om, hvad der foregik af seriøs såvel som munter underholdning rundt om i København. Under rubrikken ”Scene og Sal” fortælles bl.a., at det er samme aften kl. 20,30 i Tivolis Koncertsal, at violinisten Emil Telmanyi, under ledelse af kapelmester Thomas Jensen, ville spille Tschaikowskys Koncert i D-Dur for Violin og Orkester. Dagen efter, lørdag den 10. juli, ville samme Thomas Jensen samme sted dirigere Johs. Brahms Symfoni Nr. 2, D-Dur. 

 

Om Lørdagen ville Pantomimeteatret opføre ”Lumbyes Melodier”, bl.a. nummeret med velocipeden, men da solodanserinde Oda Huld var sygemeldt, blev rollen overtaget af danserinden Kirsten Breuning.

 

I den lettere ende af underholdningsskalaen meddelte avisen, at der lørdag og søndag ville blive givet to store forestillinger i Cirkus Schumann i Cirkusbygningen på Akseltorv.

 

Nok så trist kunne avisen meddele sine læsere, at Oscar-Teaterns primadonna, den svenske operettesangerinde Margit Rosengren, sandsynligvis måtte opgive sin sangkarriere på grund af en formentlig varig lammelse af stemmebåndet.

 

 Aftenbladet kunne også fortælle, at samme dag, fredag den 9. juli, var direktør Emanuel Gregers, som af Nordisk Films ledelse var udset til at instruere spillefilmen ”Biskoppen”, sammen med en del af skuespillerne og det tekniske personale rejst til Holbæk, hvor en del af optagelserne skulle finde sted. Filmholdet logerede under opholdet på Hotel Postgaarden. Filmen ”Biskoppen” handler om skuespilleren, der kommer til en lille ø for at holde ferie, men antages for at være den biskop, man venter, skal komme på visitats. Denne rolle blev udført med bravur af folkekære Ib Schønberg. En række af tidens øvrige velkendte danske skuespillere medvirkede også i filmen, hvilket bl.a. gjaldt Ingeborg Brahms, som på det tidspunkt også spillede ”Puk” i Shakespeares ”En Skærsommernatsdrøm”, der blev opført på friluftsteatret i Dyrehaven.  Skuespillerinden måtte derfor hver dag transporteres frem og tilbage mellem Holbæk og Dyrehaven, hvor man spillede hver aften. Det samme gjaldt for øvrigt også for skuespilleren Sigurd Langberg, som medvirkede i ”Värmlændingene” på Bellahøj Friluftsteater. Og det kom for resten også til at gælde Ib Schønberg, da han nogle dage senere ankom til Holbæk, for også han havde hver aften nødvendigt professionelt ærinde i hovedstaden. ”Biskoppen” havde i øvrigt manuskript af forfatteren Henning Kehler og musik af tidens populære komponist Kai Normann Andersen. 

 

Aftenbladet kunne samme dag også berette, at fordi Tivolis Koncertsals musikere havde lovbefalet ferie i den kommende uges fire første dage, vil forskellig anden underholdning finde sted. Mandag aften den 12. juli ville den årlige koncert med kapelmester Teddy Petersen og hans Wivex-orkester blive afholdt, og med deltagelse af sangsolister som Karin Munk, Raquel Rastenni, Valdemar Davids, Manitto Klitgaard og formentlig Knud Pheiffer. Der vil blive spillet uddrag af George Gershwins opera ”Porgy and Bess” og nogle af de aktuelle træffere – ordet slagere var endnu ikke rigtig kommet i brug – indenfor populærmusikken, ville blive sunget af bl.a. den meget afholdte Raquel Rastenni, hvis klare og i reglen muntre sangstemme de fleste danskere kendte fra radioen og grammofonpladerne. Apropos Raquel Rastenni, så havde Aftenbladet den dristighed, at ledsage rubrikken ”Scene og Sal” med et portrætfoto af hende. Det dristige bestod i, at hun som formentlig bekendt var af jødisk herkomst, og nazisternes jødeforfølgelser var netop omkring dette tidspunkt ved at kulminere i Danmark, hvilket vi skal høre betydeligt mere om i forbindelse med omtalen af den såkaldte jødeaktion den 2. oktober 1943, altså dengang kun nogle få måneder ude i fremtiden.

 

Forlystelser en masse

Af udendørsfornøjelser var der som allerede nævnt Tivoli, som åbnede for forlystelserne kl. 14. Her kunne man høre musik og sang fra Sangerindepavillonen ”Slukefter” og Harmoniorkestret på Plænen kl. 18, samt kl. 19,30 musiceren i Musikpavillonen ved Søen. Kl. 19 spillede Pantomimeteatret ”Pjerrot vanvittig” og kl. 21,30 balletten Offenbachiade. På Plænen var der artist-optræden kl. 20. Og der var nok af steder i den kære gamle Tivoli, hvor danselystne kunne udfolde og more sig – og måske finde sig en kæreste: I Glassalen var der dans fra kl. 19,30-23, i Arena fra kl. 20-23. Og kl. 19, 20,30 og 22 var der violinkoncert med Emil Telmanyi i Koncertsalen.

 

På Frilufts-Teatret i Dyrehaven spillede Det kongelige Teaters kunstnere, kapel og ballet kl. 19,30 ”En Skærsommernatsdrøm”, men afhængigt af vejret, kunne der ske aflysninger med relativt kort varsel. Det ville i givet fald blive meddelt publikum i sporvognene, på S-stationer og Reservetelefonen, samt over Radio-Avisen. Situationen var jo den, at teatrene i reglen ikke havde forestillinger i sommersæsonen, men nogle teatre havde så i stedet arrangeret sig med sommerrevyer og lystspil. Det førstnævnte gjaldt Apolloteatret ved siden af Tivoli, hvor man for udsolgt hus spillede ”Sommerrevyen 1943” med berømte skuespillere som Chr. Arhoff, Ludvig Brandstrup, Osvald Helmuth, Hans W. Petersen, Erika Voigt, Gerd Gjedved og Poul Wøldike

 

I Dagmar Teatret, som egentlig var en biograf, opførte man for 125. gang ”Dagmar-Revyen 1943” med det uhyre populære par Karen Lykkehus og Ib Schønberg som hovedtrækplastre. Der var forestilling kl. 19 og 20,30.

 

Ny Ravnsborg Teatret spillede kl. 19,15 ”Ny Ravnsborg Kabaretten 1943”. Røde Kro Teater opførte kl. 19 ”Sommerrevyen 1943”. Allégade Teatret Riddersalen spillede – vel nærmest som en slags demontration imod den tyske besættelse - ”Livet er jo dejligt!”. Frederiskberg Teater opførte ”Latter- og Gyse-Sukcessen ”? For åbent Tæppe?”.

 

Men større restauranter og hoteller holdt sig heller ikke tilbage, når det drejede sig om at underholde folk: Bellevue Strandhotel annoncerede med kapelmester Winstrup Olesens Orkester med Alice Hørskov som solist med sang og piano. Og nok så vigtigt: I baren underholdt den populære sanger og pianist Victor Cornelius. Gold-Digger Varieté opførte kl. 20 sin store succes: ”Wild West Show” i balletmester Gaubiers iscenesættelse. Lorry Landsbyen kunne annoncere med Niels Bjørn Balletten og 3 Blanks, ekvilibritiske Jonglører. National Scala reklamerede med optræden af 3 Ravazzolos og Toralf Tollefsen.

 

Og så var der – ikke at forglemme – naturligvis det meget berømte og populære Cirkus Schumann, som reklamerede med ”Den kolossale Cirkus-Sukces” kl. 20. Det var bestemt ikke overdrevet, for Cirkus Schumann var i særklasse. Som passioneret Cirkus-entusiast, tør jeg godt vove at sige og skrive det.  

    

Forlystelser fortsat

Nu, da vi er ved københavnske forlystelser udover biograferne, kan vi passende benytte lejligheden til at se på, hvilke forlystelsesannoncer, avisen B.T. for den 26. juli 1943 bragte:

 

Allégade-Teatret Riddersalen spillede fortsat ”Livet er jo dejligt!”, Apollo Teatret fortsatte sin store succes ”Sommerrevyen 1943, stadig for udsolgte huse. - Cirkus Revyen havde nu gæstespil af Gustav Wally, Liva Weel og Claire Feldern. - Skovridderkroen i Charlottenlund opførte ”Charlottenlund-Revyen 1943”. - Nygade Teatret kunne præsentere ”Sommerens største Latter-Sukces HENNING SCHRAM i sit internationale ”One man show”. – Ny Ravnsborg Kabaretten 1943 fortsatte. – Frederiksberg Teater – med Knud Rex som direktør – fortsatte sin lattersucces ”? For aabent Tæppe?”. – Dagmar-Revyen spillede nu for 159. og 160. gang, men varslede om, at det var på 3. sidste uge. – Tivoli fortsatte selvfølgelig også stort set som sædvanligt, dog med visse ændringer, som f.eks. at det nu var Leo Mathiesens Orkester, der spillede i Glassalen. – Restaurant Barcelonas annoncerede med ”Boris Band – Muntre Musikanter”. – Bellevue Strandhotel fortsatte med sit program, men Gold-Digger Varieté havde et ekstranummer på programmet: Kate Rosén med sin Radiokabaret ”De go’e gamle”. – Restaurant Granada reklamerede med ”Musik Dans Artister”, mens Københavner Kroen´s Variete annoncerede med ”Bravoursangeren PAUL HELBIN, Scandio Tegnarellys Orkester og Kay Whitt, Palle Hagmann, Melanie Borgstrøm, Karen Petersen, Ruth Danielle ”Syngepigerne” i ”Glade Tivoli-Minder”. – National Scala havde nu ”Verdensartister – Kaj Julian, og Niels Foss i Scala-Salen, samt i Baren: Inger Tonti”-

 

Cirkus Schumann fortsatte naturligvis sin store succes, men havde fået en lille konkurrence af Cirkus Louis, som havde slået teltet op i Värmlandsgade på Amager, hvor man samme aften, den 26. juli, havde premiere på ”Det store Sensationsprogram”.

 

 

Ovenstående udsnit af B.T.s forlystelsesside for 26. juli 1943 taler egentlig sit eget sprog om, hvad der var gangbar underholdning i København i sommeren 1943. Annoncerne vidner om, at der stort set var et publikum til de mange forskellige forlystelser.

 

Med til forlystelser regnedes biograferne, som jo spillede hele sæsonen, både vinter og sommer, men folk gik dog ikke så meget i biografen i sommerhalvåret. Derfor gjaldt det for biograferne om at sætte film på programmet, som man erfaringsmæssigt vidste, ville tiltrække flest mulige mennesker.  

 

Filmtosset

Biografernes repertoire blev ved med at interessere mig, skønt jeg endnu ikke havde ret megen indsigt i den filmiske teknik og dramaturgi, så lidt som i dansk og udenlandsk filmhistorie. Den 9. juli 1943 kunne Aftenbladets biografannoncer fortælle hvilke film, der gik i de biografer, som denne dag annoncerede i avisen – det skal bemærkes, at filmenes årstal ikke forekommer i annoncerne, men her er hentet fra flere andre kilder. I øvrigt fortsatte biograferne foreløbig med deres normale spilletider:

 

Amager Bio: Tante Kramers Testamente (dansk; 1941)

Atlantic: Lærerinde paa Viften (svensk; 1941)

Bispebjeg Bio: Garnisonens glade Gut (fransk; 1937. Kun 3 dage!)

D.S.B.: Non Stop-program: Dansk Film Avis – Stillehavets Perler –Franske Børn -  Clyde mac Coy – Tegnefilm: Lygtetænderen (ikke identificeret)

Grand: Et Spil om en Vej (svensk; 1942. 4. Maaned!)

Merry: En ægte Skaaning (svensk; 1938)

Nora: Kommers i Kompagniet (svensk; 1941?)

Palads: Det brændende Spørgsmaal (dansk; 1943. 16. uge. Forb. f. Børn)

Palladium: Mine kære Koner (dansk; 1943)

Saga: Kardinalens Kurér (svensk; 1942?)

Valby Teater: Fy og Bi i Krudt med Knald (dansk; 1931)

 

Selv om ikke alle københavnske biografer er repræsenteret i ovennævnte oversigt, så fremgår det utvetydigt, at de amerikanske film og filmrepriser helt er ophørt med at blive vist i biograferne på det her nævnte tidspunkt. Dette bekræftes ydermere af det københavnske biografrepertoire for mandag den 26. juli 1943, således som dette fremgår af B.T. for denne dato:

 

Alexandra: Erotik (ungarsk; 19??. 11. uge. Forb. f. Børn. Kun faa Dage!)

Allé Teatret: Volga i Flammer (fransk; 19??. For. f. Børn)

Bellevue: Revystjernen fra Follies Bergère (fransk; 1939?)

Bristol: Stormende Ungdom (fransk; 1939?. Forb. f. Børn)

Carlton: Levemand i Paris (fransk; 19??)

Grand: Et Spil om en Vej (svensk; 1942. 4. måned!)

Kino-Palæet: Hans Onsdags-Veninde (dansk; 1943. 14. uge!)

Metropol: Mordet paa Julemanden (fransk; 1941. 10. uge! Forb. f. Børn)

Nora: En eneste Nat (svensk; 1939. Forb. f. Børn)

Nørreport Bio: Jeg er skyldig (fransk; 1937)

Palads: Det brændende Spørgsmaal (dansk; 1943. 18. uge! Forb. f. Børn)

Palladium: Mine kære Koner (dansk; 1943. 10. uge)

Palæ Bio: Den Døde stikker a’ (fransk; 1936)

Park: Tag det som en Mand (dansk; 1941)

Platan: Gentlemantyven (fransk; 19??)

Rialto: Mandag: Køresvenden (fransk; 1939. Forb. f. Børn). Tirsdag: Postholderens Datter (fransk; 1936). Onsdag: Aftenrøde (fransk; 1938). Torsdag: U-Baads Katastrofen (fransk; 19??). Fredag: Det første Rendez-vous (fransk; 1941). Lørdag: Sorte Øjne (fransk; 1935). Søndag: Kronens Perler (fransk; 1937)

Roxy: Med dig i mine Arme (svensk; 1940)

Saga: Kvinder i Bur (fransk; 1938?. 1. Genopførelse. Forb. f. Børn)

Scala Bio: Juni-Natten (svensk; 1940. 3. uge! Forb. f. Børn. Næsts. Dag!)

Skovshoved: Moster fra Mols (dansk; 1943)

Strand Teatret: Værsgo’ – her er Lykken (fransk; 1940)

Triangel: Lærerinde paa Viften (svensk; 1941)

Windsor: Kun for en Nat (fransk; 1942?)

 

Som det fremgår af de to ovenfor anførte lister over københavnske biografer i juli 1943, spilledes der overvejende franske film i biograferne, og kun få svenske og endnu færre danske film, i al fald på dette tidspunkt. Særligt interessant er det, at en film som ”Erotik” spilles på 11. uge i samme biograf, nemlig Alexandra, som i øvrigt blev kendt for et nogenlunde seriøst repertoire. Det er dog ikke lykkedes mig at identificere filmen, bortset fra at den er ungarsk, men alene titlen har formentlig været nok til at lokke ’husarerne’ ind. Eller rettere sagt, det er jeg vis på.

 

 

 

Herover ses nogle udsnit af biografannoncer i B.T. for 26. juli 1943. Som det fremgår af annoncerne, er der ikke en eneste amerikansk spillefilm på repertoiret, som udelukkende består af mere eller mindre markante franske, svenske og danske film. Desuden vil man bemærke, at en ellers så velrenommeret biograf som Alexandra, har en film med titlen ”EROTIK” på programmet, som var velegnet til at lokke ”husarerne” (mandepublikummet) til et besøg. Det samme har formentlig været tilfældet med det franske lystspil ”Levemand i Paris”, en titel, der jo smagte af erotik.

 

For resten er B.T. – og formentlig også de øvrige danske aviser – denne dag præget af meddelelsen om, at den italienske diktator Benito Mussolini (1883-1945) var trådt tilbage – eller rettere sagt: afsat fra posten som ”il Duce”, ”Føreren” eller diktatoren. Det er utroligt, så meget man gør ud af den begivenhed, som er illustreret med en række fotos af den afgåede diktator, som havde ført Italien ind i fascisme og ud i krig flere steder på kloden. Konge-kejseren Victor Emanuel 3 (1900-46) blev genindsat i sine gamle magtbeføjelser, og posterne som regeringschef og udenrigsminister blev overtaget af den da 72-årige Marskal Pietro Badoglio (1871-1956), der især blev kendt gennem sin ledelse af det italienske felttog i Afrika.

 

Da Sirenerne lød

Under rubrikken ”Københavnerliv” med overskriften ”Da Sirenerne lød” bragte B.T. mandag den 26. juli 1943 følgende om, hvad luftalarmer kunne have af indflydelse på københavnernes og sjællændernes hverdag. Eftersom teksten er ganske kortfattet, vil jeg tillade mig at citere den in extenso her:

 

Luftalarmen i Gaar kom netop paa den af Søndagens Timer, hvor der var flest Mennesker udendørs. Rundt regnet kan man anslaa, at mellem 150,000–200,000 Mennesker var samlet til Dagens mange Friluftsbegivenheder. Travkriteriet, Ro-Regattaen, Cykleløbet o.s.v. Hvad gjorde disse mange Mennesker, da Sirenerne begyndte at tude? ”Københavnerliv har foretaget en lille Rundspørge, der gav følgende Resultat:

     Bellevue: Der var godt 8000 Mennesker paa Stranden. Politiet opfordrede i Højttalere Folk til at søge ind i Cottageparken og fordele sig der. Et halvt Hundrede efterkom Opfordringen. De 8000 blev tilbage.

     Bagsværd Sø: Folk tog Alarmen med knusende Ro. Løbet fortsattes, og gennem Højttalerne blev der givet der givet de 10,000 Tilskuere Besked om, at de godt maatte blive siddende. Blot maatte Terrænet ikke forlades. Den roligste af alle Tilskuerne var Dronningen.

     Ordrup Cyklebane: Der var 12,000 Tilskuere, og da Højttalerne havde lydt, forsvandt de 10,000 ind i Charlottenlund Skov. Løbene aflystes.

     Dyrehavsbakken: Der var mindst 75,000 Mennesker paa Bakken, men i Løbet af faa Minutter var den saa godt som affolket. Kun et Par Tusind blev tilbage, mens de andre søgte ind i Skoven. Der er Forbud mod at servere under Luftalarm paa Bakken, men 10 Minutter efter Alarmen gav Politiet Dispensation fra Forbudet. Da var det bare for sent.

     Travkriteriet: næsten alle de 15,000 Tilskuere søgte Ly i Skoven og paa Staldterrænet.

     Fælledparken: De 3-4000 Tilhørere til den kommunale Koncert var let desorienterede, da Alarmen lød. For hvor skulde de søge hen? Man nøjedes med at sprede sig, og de mere stedkendte fandt Beskyttelsesrummene. Orkestret ophørte naturligvis med at spille, og først midt i Alarmen kom Politiet.

     Tivoli: De 10,000 Gæster var næsten ikke til at drive i Beskyttelsesrummene. 5 Minutter efter Alarmen blev Havens Porte lukket, saa der var ingen chance for at slippe ud alligevel. Men først da Alarmen var næsten forbi, havde man faaet alle til at søge Dækning. Selv Abonninerne foretrak ellers at blive siddende paa en Bænk i Solen.

 

Som det mere eller mindre direkte fremgår af ”Københavnerliv”, så tog københavnerne i al almindelighed luftalarmer med en nærmest apatisk ligegyldighed, og ikke mindst, fordi der i reglen ikke skete andet og mere end alarmeringen, bortset fra de heldigvis få tilfælde, hvor steder i selve byen blev bombet af engelske bombemaskiner. Den dronning, der nævnes i teksten, er dronning Alexandrine (1879-1952), hvis søn, kronprins Frederik, den senere kong Frederik d. 9., i øvrigt var ivrig roer.

 

Krigens gang

Apropos situationen omkring den igangværende krig, så bragte aviserne omtrent dagligt meddelelser og notitser herom. Men som sagt, var aviserne underlagt tysk pressecensur, sådan forstået, at det tyske propagandaministerium havde udstedt regler for, hvad og hvordan, der måtte skrives om krigsbegivenhederne ude i verden og desuden om, hvad der foregik i de tysk besatte lande, herunder i lille Dannevang. Eksempelvis kunne B.T. for mandag den 26. juli 1943 under overskriften ”Luftangreb paa England”, fortælle, at to engelske byer om natten var blevet angrebet af tyske bombefly, som havde ”angrebet med højeksplosive bomber”. Man kunne også ganske kort berette, at ”19 tunge amerikanske Bombemaskiner var blevet skudt ned under angrebet på Hamborg.”

 

B.T. kunne samme dag desuden omtale, at ”Russernes Offensiv fortsættes”, nemlig i og med et ”Fremstød mod den finske Front ved Hvidehavs-Kanalen, hvor de dog er blevet slaaet tilbage i sejge Kampe.” - Hvis man skulle tro den tyske (mis)information, så var tyskerne overlegne på alle fronter, selvom de for anstændighedens skyld – hvis de ellers kendte til dette begreb - ofte måtte indrømme, at tyske ”sejre” kun blev vundet under hårde og i reglen langvarige kampe. B.T.s unavngivne militære medarbejder kunne også give en oversigt over ”Krigens 7 Fronter i den forløbne Uge”. De 7 fronter var blandt andet Østfronten, Vestfronten, Middelhavsfronten og Luftkrigsfronten. Oversigten forekommer umiddelbart at være objektiv, i den forstand, at der indrømmes De Allierede visse militære fordele. Eksempelvis fortælles det, at det var lykkedes den engelsk-amerikanske invasion på Sicilien, som var under ledelse af den amerikanske general Patton, at sætte sig i besiddelse af størstedelen af øen inklusive hovedstaden Palermo. Dermed var der sket en definitiv afskæring af forbindelsen mellem øens vestlige og østlige forsvarssystemer, hvorved de italiensk-tyske militære positioner var blevet uholdbare.

 

Lidt senere i B.T., på side 6, viser det sig, at avisens militære medarbejder hedder Herbert Zeeman, for dér har vedkommende skrevet en helsidesartikel under titlen ”De Allieredes Invations-Teknik mod Sicilien”. Efternavnet staves dog andetsteds Zeemann, og om Herbert Zeemann oplyses, at denne døde som frihedskæmper i 1945 og at han ligger begravet på Gladsaxe Kirkegård.

 

Kuriositeter

Men B.T. ville ikke have været B.T., hvis der ikke også var plads til mere kuriøse nyheder, som f.eks. om et ”Mystisk Fund i Gribskov”, hvor en turist dagen før ved Gribsø havde fundet ”et telt og nogle herrebeklædningsgenstande, som saa ud til at være blevet forladt for adskillige Dage siden.” Fundet blev indberettet til skovløber Nielsen, som lod det gå videre til Kriminalpolitiet i Hillerød. Der var også jernbanetyve på spil. I Vordingborg var der i de seneste dage blevet stjålet fra banepakker, blandt andet halvandet svin, en drittel smør, 12 dusin silkestrømper, 25 jagtpatroner, og desuden chokolade og tobak.

 

Under overskriften ”Dramatisk Optrin under Fælledparkkoncerten i Gaar”, kunne avisen fortælle, at en dame havde fået en lussing, fordi hendes umusikalske hund havde givet sig til at gø midt under koncerten. En mand havde bedt damen om at forføje sig bort med sin køter, men da hun mente at have lige så megen ret til at være på stedet, som den protesterende mand, gav denne hende en syngende lussing. Episoden udviklede sig yderligere, idet publikum delte sig for og imod og skænderiet antog efterhånden et sådant format, at politiet måtte tilkaldes. Sagen blev afgjort med, at den protesterende mand blev taget med i salatfadet og kørt på politistationen. Hvad der videre skete i sagen, meldte avisen ikke noget om.

 

Mere fredelig var oplysningen om ”Zoologisk Fund paa Reersø”. Det var zoologen, magister Hans Hvass, der i de seneste dage havde opholdt sig på øen Reersø. Her havde han fundet et eksemplar af den såkaldte ”stumprumpede kat”, som kan minde om den haleløse kat fra den engelske ø Man. Den stumprumpede kat er en særlig katteart, som findes i flere varianter med halve, kvarte og slet ingen haler. Tidligere havde Hans Hvass til sin egen overraskelse fundet eksemplarer af den berømte Peder Oxes Frø på Reersø. Nok så speciel var avisens notits om, at Sydfyn var oversvømmet af turister. I Svendborg var der så mange turister, at der ikke var hotelværelser nok til alle, hvorfor nogle måtte sove i opredte badeværelser. I Faaborg havde nogle foretagsomme folk regnet ud, hvor meget byen kunne tjene på turister i løbet af et år. Man kom til resultatet 50,000 kr. Som eksempel anføres, at hver vandrer anvendte mindst 3 kr. daglig under opholdet i byen.

 

På B.T.s bagside kunne man læse om ”Det nye Hornbæk”, feriebyen frem for nogen på den sjællandske østkyst. Her omgikkes man med driftige planer om store fornyelser, så som en mole til 310,000 kr., en strandsti fra Ellekilde til Villingebæk og helt op til Tegners Mindepark, samt et by-anlæg på Østre Stejleplads. Hornbæk var jo dengang som senere berømt for sine mange velstillede og mere eller mindre berømte beboere og ferierende sommergæster. Men ligesom tilfældet var ved Bellevue og Charlottenlund strand, var det badepigerne, der tiltrak sig de mandlige besøgendes interesse. Ingen andre steder, lige bortset fra svømmehallerne, så man piger og kvinder så afklædte som ved strandene. Dengang var den kvindelige badedragt enten ud i eet eller når den var todelt, da med en veldækkende BH og et par nærmest shortslignende badebukser, som ikke overlod meget til den mandlige fantasis libidinøse tanker og forestillinger om den kvindelige krops mere intime anatomi. Få år senere skulle denne mode ændre sig totalt med den såkaldte Bikini.

 

Sportens avis

Men B.T. var dengang som senere frem for nogen Sportens avis, hvilket turde fremgå af den relativt megen spalteplads, omtalen af sportsbegivenheder fik i bladet. Det gjaldt roning, svømning, løb, atletik, tennis, cyklesport, travløb, fodbold og flere andre sportsgrene. Det var også dengang sportsstjernerne, der tiltrak sig publikums og dermed også pressen opmærksomhed og interesse. I cyklesporten var det navne, som Willy Falck Hansen og Carl Koblauch, der var fremme i bevidstheden. På den stopfyldte Ordrupbane vandt førstnævnte for 18. gang Danmarksmesterskabet i Sprint for professionelle. Koblauch vandt Amatørernes Danmarksmesterskab og oplevede i lighed med de professionelle den ære, det var, at blive laurbærkranset af handelsminister Halfdan Hendriksen. 

 

Svenskeren Gunder Hägg var dengang et fænomen indenfor løbesporten, som en af verdens hurtigste løbere. Han havde netop nogle dage tidligere deltaget i hurtigløb over 1 mils distance i Boston i USA, hvor han vandt med den fine tid 4,05,3. I 1500 meter-løbet vandt han med tiden 3,47,8, og begge tider var nye amerikanske rekorder på udendørsbane. Fænomenet Hägg blev naturligvis tiljublet som tidens store stjerne indenfor løbesporten, og berømte Hollywood-filmstjerner havde vistnok overværet hans løb i Los Angeles den 10. juli. Blandt de berømte var svenskfødte Ingrid Bergman, kendt i Danmark for sin medvirken i mange seriøse svenske spillefilm og senere for sin medvirken i amerikanske spillefilm. Men om ligeledes svenskfødte og nok så berømte filmstjerne Greta Garbo også var tilskuer, sådan som Hägg åbenbart havde håbet på, melder historien ikke noget om.

 

Skuespillerinden Ingrid Bergman (1915-1982) var født i Stockholm, hvor hun som ung gennemgik Kungliga Dramatens elevskole og spillede adskillige roller på teatret, inden hun i 1934 som 19-årig debuterede i filmen ”Munkbogreven”. I årene 1934-38 medvirkede hun i 11 svenske spillefilm med så stor succes, at amerikansk film havde bud efter hende. Hendes første amerikanske spillefilm var ”Intermezzo” fra 1939, en genindspilning af hendes svenske spillefilm fra 1936 med samme titel. I den amerikanske version af filmen spillede hun sammen med den dengang højt berømte engelskfødte skuespiller Leslie Howard (1893-1943). De følgende mange år medvirkede Ingrid Bergman i en lang række amerikanske spillefilm, i reglen med stor succes som følge af hendes ægte og troværdige spil i de roller, hun enten selv havde valgt eller var blevet castet til, som det hedder i fagsproget. Størst succes fik hun nok i de film, der var iscenesat af mesterinstruktøren Alfred Hitchcock, og hvori hun spillede sammen med en af amerikansk films store skuespillere, Cary Grant (1904-1986).

 

Skuespillerinden Greta Garbo, født Gustafsson (1905-1990) var ligeledes født i Stockholm, hvor hun som 17-årig og uden nogen teatererfaring i 1922 fik sin første rolle i en svensk stumfilm. Men allerede et par år efter, 1924, fik hun stor succes i stumfilmen ”Gösta Berlings Saga”, instrueret af den berømte stumfilminstruktør Mauritz Stiller (1883-1928). Året efter, i 1925, medvirkede hun i den tyske stumfilm ”Bag Glædernes Maske”, instrueret af den ligeledes berømte tyske stumfilminstruktør G.W. Pabst (1885-1967). I denne film spillede hun i øvrigt sammen med den berømte danske stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972). Sammen med Stiller drog Garbo til den amerikanske filmby Hollywood, hvor hun snart blev fastansat hos Metro-Goldwyn-Mayer (MGM) og fik stor succes, idet hun i løbet af kort tid kom til at fremstå som stumfilmtidens alt og alle dominerende filmstar. Stiller gik det knapt så godt for, idet han angiveligt ikke passede ind i Hollywood-stilen, hvor han da også kun instruerede nogle få spillefilm, inden han i 1927 måtte resignere og vende hjem til Sverige igen. Her døde han året efter.

 

En pakke North State

For folk, der var stærkt afhængige af tobaksrygning under den ene eller anden form, blev det vanskelige tider, dels fordi importen af amerikanske tobakker var ophørt, og dels fordi tobaksfabrikkernes lagre efterhånden var ved at slippe op. For at imødegå denne for mange ubehagelige situation, begyndte man at blande dansk tobak i cigarer, cerutter og shag, mens cigaretterne endnu udelukkende bestod af original tobak. Men til gengæld var der mangel på tobaksvarer i butikkerne, som for nogles vedkommende udnyttede situationen til egen fordel, ved delvis at sælge tobaksvarerne, især cigaretter, under disken. Det betød faktisk en form for sortbørshandel og det var strengt forbudt. Men jeg husker tydeligt, hvordan en tobakshandler henne i Larsbjørnsstræde benyttede sig af denne fremgangsmåde. Grunden til, at jeg fik det at vide, var den, at Børge Hamberg, som i lighed med flere andre på tegnestuen var ivrig cigaretryger, en dag bad mig om at gå hen i den nævnte forretning og prøve, om ikke jeg kunne købe en pakke cigaretter til ham, for han havde så at sige opbrugt den ’kvote’, som tobakshandleren tildelte sine faste kunder, og til dem hørte Børge. Han var kort og godt det, man på københavnsk kaldte ’smøgforlegen’. Men jeg var ikke selv ryger og havde kun prøvet at ryge engang, da Dennis og jeg skulle spille voksne. Det smagte ad h. til, og gav mig en ubehagelig kvalme, så af bandt andet den grund, har jeg stort set aldrig for alvor røget siden, bortset fra et par korte overgange, som jeg senere hen skal omtale. Men idet Børge gav mig pengene til at købe cigaretterne for, sagde han: ”Du bli’r nødt til at købe en pibe også, for ellers vil han ikke sælge dig cigaretter!”

 

Det skal for resten her indskydes, at det var et særsyn at se en kvinde ryge på den tid, men der var dog enkelte undtagelser, også på tegnestuen, hvor nogle få af pigerne var blevet forfaldne til cigaretrygning. Dette gjaldt især den kvindelige leder af optræks- og farvelægningsafdelingen, men hvor hun købte sine cigaretter henne, ved jeg ikke, men hun lod til altid at have til sit eget forbrug.     

 

Dengang var jeg jo kun lige godt og vel 14 år, men en dag bad Børge Hamberg mig om at gå hen til tobaksforretningen i Larsbjørnsstræde og købe cigaretter til ham. Jeg forstod på ham, at han selv havde været så ofte i den nævnte butik, at han mente, at tobakshandleren nok ikke ville sælge flere cigaretter til ham, i hvert fald ikke lige for øjeblikket. Men det ærinde var jeg nu ikke meget for at gå, selv ikke for Børge Hamberg, idet jeg tænkte, at det nok ikke var så sandsynligt at tobakshandleren ville sælge tobaksvarer til så ung en fyr som mig, og da slet ikke i disse spare- og rationeringstider. Tobakshandleren, en høj og lidt fedladen type med daggamle skægstubbe, og iført en mørkeblå kittel, stod bag disken i den meget lille og smalle butik og kiggede undersøgende på mig, da jeg kom ind i butikken. Der var et par herrer derinde, da jeg kom, men snart efter blev det min tur til at blive ekspederet. ”Ryger du?” spurgte manden med det sortsmudskede ansigt inkvisitorisk. ”Ja-eh!” mumlede jeg, mens blodet steg mig til hovedet. ”Nå!” sagde han og fortsatte: ”Hva’ ska’ du ha’?” ”Bare en pakke North State!” stammede jeg. ”Men ved du, at det også er nødvendigt at købe en pibe?” sagde han nærmest konstaterende, idet han tog en almindelig, men ganske pæn pibe frem fra et skab. Idet han lagde piben foran sig på disken, bukkede han sig samtidig ned og rakte ind under disken, hvorfra han hentede en pakke cigaretter frem. Hed om ørerne og lidt nervøs for, at han måske skulle fortryde at have solgt varerne til mig, skyndte jeg mig at betale og haste ud af butikken. Jeg ved, at Børge Hamberg efterhånden havde fået samlet sig et pænt lager af piber, som han enten solgte eller forærede væk, fordi han ikke selv røg pibe. Der var dog også flere andre af tegnerne på tegnestuen, der efterhånden fik sig en samling unødvendige piber. Men det var et af vilkårene dengang. 

 

Vel tilbage på tegnestuen igen, blev Børge Hamberg naturligvis mere end glad for, at det var lykkedes mig at skaffe ham en pakke cigaretter, og samme eftermiddag kom han og forærede mig et stykke fløderand, som han vidste, at jeg holdt meget af. Fløderand smagte da også himmelsk, syntes mange på tegnestuen, og det var derfor en jævnlig begivenhed, især i sommerhalvåret, at en eller anden, og det var nogen gange mig, blev sendt af sted eller selv valgte at gå hen til La Glace i Skoubogade, for på kollegernes og egne vegne at købe et vist antal stykker fløderand, som man så smovsede sig med bagefter.  

 

Men for øvrigt blev en del tobakshandlere, som anmeldtes for de nævnte og andre ulovligheder, ikke så sjældent arresteret og idømt store bøder og i særligt grelle tilfælde tilmed fængselsstraf. Politi-, og retsvæsenet var dette tidspunkt under Besættelsen meget restriktive i deres myndighedsudøvelse.

 

Min første tegnefilm-opgave

I øvrigt var der temmelig varmt på tegnestuen i sommeren 1943. Alle tegnestuens vinduer var åbne i arbejdstiden, og varmen stod nærmest som en dyne over Strøget, hvor den gående trafik bevægede sig langsomt og dovent af sted. Det samme gjorde de hestetrukne køretøjer, og hestenes hovslag imod asfalten lød tungt og langsomt, selv i trav. Men arbejdet skulle jo udføres, og eftersom jeg faktisk var entusiastisk for hurtigst muligt at komme til at lære at lave, hvad jeg selv forstod som ”rigtig” tegnefilm, masede jeg på med alt, hvad jeg havde af energi og talent. Men man skulle jo kravle, før man kunne gå og lære, før man kunne forstå, så jeg kastede mig med ildhu over den allerførste opgave, jeg fik af min læremester, Børge Hamberg. Den gik ud på at mellemtegne en scene med filmens konge og dennes tre lakajer, som skulle hjælpe ham af natøjet og i regenttøjet. Børge havde siddet ovre på Johnsens kontor og tegnet alle nøgletegningerne til scenen, som han nu overlod det til mig at mellemtegne. 

 

 

Her ses de tre lakajer i færd med at hjælpe kongen af nattøjet og i stedet iføre majestæten regenttøjet, lige inden denne skal ”ned og regere”, som han selv udtrykker sig. Det er en af filmens længste scener – for lang, vil nogle sikkert mene – som nok kunne være blevet delt op i flere mindre underscener med halvnære og nære kameraindstillinger. Men Hamberg valgte altså at lave scenen, sådan som den fremstår i filmen. – Foto fra filmen. © 1946 Palladium A/S.

 

Eftersom scenen havde en spillelængde på omkring 60 sekunder, altså et helt minut, betød det, at den bestod af over 1000 numre, hvoraf Børge havde tegnet cirka hver anden tegning, altså nr. 1, 3, 5, 7 osv. Og da der var fire figurer på hver eneste tegning, havde det taget omkring en måned for ham at lave de 500 tegninger, kaldet nøgletegninger. Min opgave bestod derefter i at mellemtegne scenen med tegningerne nr. 2, 4, 6, 8 osv., og altså ligeledes i alt 500 tegninger med fire figurer på hver eneste tegning, men eftersom jeg af gode grunde var uøvet i at mellemtegne, tog det mig omkring en måneds tid at tegne de mange tegninger. Men selvom jeg sad på en noget umagelig taburet, syntes jeg faktisk det var sjovt at gøre det, ikke mindst fordi jeg samtidig kunne aflure, hvordan og hvorfor figurerne ’bevægede’ sig fra tegning til tegning, som de gjorde.

 

 

Tegneren Mogens Mogensen har i 1943 tegnet en karikatur af den kun 14-årige mig, Harry Rasmussen, siddende bag en skranke, på en kontorstol uden ryglæn. Jeg var så lille af vækst, at det kun var med besvær jeg kunne nå op til lyspulten. Man skal tænke sig, at det var i denne stilling, at jeg sad i omkring en måned og mellemtegnede scenen med de tre lakajer og kongen. – Tegningen tilhører © Harry Rasmussen.

 

Men som nævnt befandt jeg mig helt alene på tegnestuen i Frederiksberggade 28, 2. sal det meste af juli måned, og den første, jeg fik følgeskab af, var som også tidligere nævnt min læremester, Børge Hamberg. Der gik dog hen ved 14 dage, før han indtog stedet som sin faste daglige arbejdsplads. Men derefter begyndte der efterhånden at dukke flere tegnere og tegnepiger op, som ligeledes fik fast arbejdsplads på tegnestuen.

 

Efter frokost og hen på eftermiddagen, hvor varmen og luften på tegnestuen føltes noget nær uudholdelig, var det, at en af os gerne gik over til chokoladeforretningen på den anden side af Frederiksberggade, ved siden af Bristol-biografen, for at købe ispinde eller vaffelis. Disse kølede imidlertid kun midlertidigt, hvilket dog var bedre end ingenting, plus at det var et velkomment lille afbræk i arbejdet bag lyspulten, som også blev meget varm, når elpæren, der oplyste glaspladen nedefra, havde været tændt i nogen tid. Og tænk så på, at der på et tidspunkt var omkring en halv snes sådanne lyspulte, der var tændte på samme tid det meste af dagen. Men for mit eget vedkommende spillede varmen overhovedet ingen rolle, for jeg var så entusiastisk med mit arbejde bag lyspulten, at jeg totalt glemte tid og sted.   

 

Et københavnsk jubilæum

Den 15. august 1943 kunne Tivoli fejre stor rund 100 års fødselsdag, og i den anledning fik man lov til at holde åbent til kl. 24. Den ærværdige og smukke have var jo på initiativ af af Georg Carstensen blevet åbnet den 15. august 1843. Havens første kapelmester var komponisten H.C. Lumbye, som i samme anledning komponerede en musik, der er blevet spillet ved koncerter i Tivoli lige siden. Et tilløbsstykke var også den italienske indvandrer Giuseppe Casorti (1749-1826), som indførte pantomimekunsten og dermed Pjerrot-figuren i Danmark. Casorti var oprindeligt kommet til landet i 1800, hvor han første gang opførte sin pantomime på Dyrehavsbakken 18. juni – 9. juli. Den 25. april 1802 optrådte Casorti med sin pantomime på ”Det danske nationale Sommerteater”, fra 1817 kaldt ”Vesterbros Morskabsteater”, som var beliggende lige overfor det nuværende Københavns Bymuseum, hvilket vil sige, der hvor Carlton-biografen senere kom til at ligge og lå, indtil biografen måtte lukke, formentlig i begyndelsen af 1980’erne. Foruden selv at optræde som Pjerrot, skabte Casorti også sine egne pantomimer, som f.eks. ”Harlekin mekanisk Statue” og ”Harlekin skelet”, som stadig opføres på Pantomimeteatret i Tivoli i nutiden.

 

Tegneseriekulturen

Dengang blev tegneserier ikke regnet for et kulturfænomen, men udelukkende som et inferiørt underholdningsmedium for børn og barnlige sjæle. Noget, seriøse folk ikke ville nedlade sig til at beskæftige sig med, men tværtimod rynkede på næsen af, når emnet kom på tale. Denne højbrynede opfattelse deltes ikke af store dele af befolkningen, og især ikke af børn og unge voksne, dog hovedsagelig drenge og mænd, hvorimod piger i almindelighed ikke syntes at interessere sig specielt for tegneserier. Imidlertid nærmest vrimlede det med tegneserier i aviser og ugeblade, der i reglen fastholdt samme tegneserie eller tegneserier i årevis. Jeg har tidligere omtalt emnet her i selvbiografien, og også beskrevet, hvordan min fætter Børge og jeg i sommerferierne hos ham og hans forældre, på regnvåde dage lå på soveværelsesgulvet i deres lejlighed og slugte den ene tegneserie efter den anden i ugebladene ”Familie-Journalen” og ”Dansk Familie Blad”. Begge blade havde flere interessante, morsomme og spændende tegneserier. Af aviser holdt min onkel og tante dengang kun ”Vestlollands Tidende”, og heri var der den tilmed senere verdensberømte tegneserie, tegneren Dahl Mikkelsens (Miks) ordløse tegneserie ”Ferd’nand”, som er et helt kapitel for sig i dansk tegneseriehistorie.

 

I avisen B.T. var der i 1940’erne dagligt danske Storm P.s tegneserie ”Peter Vimmelskaft” med de kære Peter og Ping som hovedfigurer, og amerikaneren Chic Youngs ”Blondie’s Hverdagshistorier” med Busser og Blondie i hovedrollerne, samt danskeren Holger Philipsens ”Carlt …nemli’” med bybudet – eller som det kaldtes i populær jargon - ”svajeren” Carlt. Betegnelsen skyldtes cykelbudes svajende kørsel gennem byens tæt trafikerede gader.

 

Men livet var jo andet og mere end tegneserier og tegnefilm, for der var som bekendt også krigen og besættelsen, hvilket man ikke mindst fik at mærke hen mod slutningen af august 1943. Forholdet mellem den tyske besættelsesmagt på den ene side, og modstandsbevægelsen på den anden side skærpedes efterhånden til et crescendo, som måtte komme til en form for udløsning før eller senere.  

 

Tysk militær undtagelsestilstand

Imidlertid fortsatte og intensiveredes sabotageaktionerne imod værnemagten og de såkaldte værnemagere, hvilket ville sige de folk, fabrikker og virksomheder, der leverede varer til tyskerne. Desuden var sabotage mod de danske jernbaner blevet stadig mere udbredt og omfattende. Det fik regeringen og samarbejdsudvalget til den 21. august at udsende et ’opråb’, der blev sanktioneret af kongen, og hvori man indtrængende anmodede befolkningen i almindelighed og modstandsbevægelsen i særdeleshed ”om ikke at udæske eller lade sig udæske til uoverlagte handlinger…”

 

Opråbet fik dog den stik modsatte virkning af, hvad man måske havde tænkt sig, for den førte til, at 400 tillidsfolk fra hovedstadens faglige og politiske organisationer den 24. august vedtog en resolution til hovedstadens arbejdere. I resolutionen undsagde man regeringens og samarbejdsudvalgets opfordring til at opretholde ro og orden, hvilket bl.a. blev understreget af, at Forum i Rosenørns Allé samme dag blev ødelagt ved en sabotageaktion. Og den 26. august førte gadeuroligheder og sammenstimlen på Rådhuspladsen til, at politiet arresterede omkring 120 personer. Regeringens opråb af 21. august blev gentaget og trykt i samtlige aviser den 28. august, og bladenes lederskribenter opfordrede til, at man på baggrund af den alvorlige situation, der var indtrådt, forholdt sig roligt og besindigt.

 

Protestdemonstrationerne og strejkerne var ikke kun rettet mod Værnemagten, men også mod den samarbejdspolitik, den danske regering hidtil havde ført, og ikke mindst efter at Erik Scavenius på et krav fra de tyske myndigheder var tiltrådt som stats- og udenrigsminister den 9. november 1942, således som omtalt i forrige afsnit.  Til trods for regeringens omdannelse, var den tyske ledelse dog langt fra tilfreds med tingenes tilstand, og i et formentligt forfængeligt håb om at kunne bringe urolighederne og sabotageaktionerne til ophør, krævede tyskerne den 28. august, at regeringen øjeblikkelig skulle indføre undtagelsestilstand. Det skete via et brev, som den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best afleverede til statsminister Erik Scavenius, der var tilkaldt til et møde på Dagmarhus den 28. august 1943 om morgenen kl. 9. Brevet havde overskriften ”Forderungen der Reichsregierung”, og deri krævede man i 6 punkter forskellige betingelser opfyldt (teksten er her oversat direkte fra tysk):

 

1.      Det er forbudt at samles offentligt mere end 5 personer ad gangen.

2.      Enhver form for strejke og opfordring eller støtte af strejke er forbudt.

3.      Enhver form for forsamling i lukkede rum så vel som under åben himmel er forbudt.

      Det er forbudt at færdes på gader og stræder mellem kl. 20,30 og 5,30, og restauranter, kroer, barer og lign. skulle lukke kl. 19,30.

      Alle skydevåben og sprængstoffer skal afleveres senest den 1. september. (altså senest 3 dage efter offentliggørelsen af den nye forordning!).

4.      Enhver form for skade på danske statsborgere eller disses pårørende, som samarbejder eller har forbindelse med tyske firmaer, er forbudt.

5.      Indførelse af pressecensur under tysk ledelse.

6.      Nedsættelse af hurtigarbejdende danske domstole til behandling af overtrædelser af foranstaltningerne vedr. sikkerhed og orden.

Overtrædelse af de ovenfor anførte anordningers håndhævelse påhviler regeringen, hvis pligt det er at træffe de nødvendige forholdsregler til opretholdelse af ro, orden og sikkerhed, om nødvendigt ved brug af højeste straf..

For sabotage og enhver hjælp dertil, for angreb på den tyske Værnemagt og dennes instanser for så vidt angår besiddelse af skydevåben og sprængstoffer, vil der efter den 1. september 1943 blive straffet med døden.

Rigsregeringen forventer accept fra den danske regering af den overforstående ordning fra i dag kl. 16,00.

København, den 28.6.1943.

 

Dagen efter, søndag den 29. august 1943, kunne Dagbladet Politiken på forsiden af en Ekstra-Udgave bringe meddelelsen om, at den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark, general H. von Hanneken, klokken 4,10 om morgenen havde udsendt en proklamation om indførelsen af den militære tyske undtagelsestilstand i Danmark.    Proklamationen var stort set enslydende med indholdet af Dr. Bests’ brev af dagen før til regeringen, men for at give indførelsen af de skrappe foranstaltninger et skær af legalitet, henviste generalen til artiklerne 42-56 i Haager Landkrigsordningen. Den ukommenterede bekendtgørelse i Politiken – og formentlig også i alle landets andre morgenaviser – afsluttedes med følgende tekst:

 

     I Fortsættelse af Meddelelsen fra den tyske Øverstkommanderende angaaende Undtagelsestilstand meddeles det Ritzaus Bureau:

     For at undgå Misforstaaelser meddeles det fra kompetent Side, at de normale Gudstjenester ikke falder ind under Forsamlingsforbudet. Derimod er alle Sportsforanstaltninger forbudt.

 

Men som nævnt blev ovennævnte proklamation ikke direkte kommenteret, i hvert fald ikke i Politiken, som i sin leder samme dag nøjedes med at konstatere, at de skiftende danske regeringers forsøg på at opretholde ro og orden i landet stort set var lykkedes, indtil fornylig, hvor en række begivenheder og provokationer ”har forstyrret ordenen og rejst store vanskeligheder.” Skribenten tænker naturligvis her på strejkeurolighederne og den tiltagende sabotage mod danske virksomheder, som samarbejdede med tyskerne. Lederen slutter med følgende lidt selvopgivende forhåbninger:

 

     Om faa Dage oplever vi Fireaarsdagen for Udbrudet af det Krigens Ragnarok, der nu omspænder den hele Verden. Hvor langt der endnu er til Fredens Dag, ved ingen, vi kan kun håbe, at den korteste Del er tilbage. Men med Krigens Varighed strenges Tiderne, og Nerverne slides. Det gælder da om fortsat at have baade Besindigheden og Værdigheden i Behold og holde Omdømmet klart. Og over for Tidernes Strenghed at styrke det Sammenhold, der hidtil har staaet sin Prøve.

 

Hvad man naturligvis ikke kunne ane eller vide dengang i slutningen af august 1943, var, at krigen i Europa og besættelsen af Belgien, Holland, Danmark og Norge faktisk kun skulle komme til at vare cirka 20 måneder, altså godt 1½ år endnu, før Nazi-Tyskland kapitulerede.  Samme dag kunne Politiken på forsiden også bringe følgende kortfattede udtalelse:

 

Besindighed, Fasthed og Sammenhold

En Opfordring fra De samvirkende Fagforbunds og Socialdemokratisk Forbunds Forretningsudvalg

     FORRETNINGSUDVALGET for De samvirkende Fagforbund og Socialdemokratisk Forbund har paa et Møde Lørdag Eftermiddag enstemmigt vedtaget følgende Udtalelse:

     Mødet opfordrer den faglige og socialdemokratiske Arbejderbevægelses Medlemmer til under den foreliggende alvorlige Situation fortsat at staa trofast sammen. Bevar Troen paa Organisationerne, de   socialdemokratiske Idealer og det danske Folks nationale og demokratiske Rettigheder.

     Mødet opfordrer enhver til at vise Besindighed, Fasthed og Sammenhold.   

 

Bag denne opfordring lå en uoverensstemmelse mellem de socialdemokratisk dominerede fagforbund og medlemmer og de kommunistisk dominerede fagforbund og medlemmer, hvor det især var de sidstnævnte, betegnet som provokatørerne, der med et vist held var med til at fremkalde uroen og opfordre til de omfattende strejker, der faktisk fandt sted på en del arbejdspladser i storbyerne.

 

De landsomfattende strejker begyndte så vidt vides i Odense – H.C. Andersens berømte fødeby – hvor der flere aftener var forekommet slagsmål mellem en gruppe unge danskere og tyske værnemagtssoldater. De odenseanske kommunister, som havde indflydelse på skibsværftsarbejderne, forstod at udnytte situationen og foranstaltede en storstrejke, som omtrent satte Odense by i stå. Men ikke nok hermed, for efterfølgende udløste der sig strejker i 16 af landets byer, herunder også i København. Her bredte uroen sig hurtigt og førte til sammenstimlen af en stor mængde mennesker på Rådhuspladsen, som politiet forgæves søgte at få til at falde til ro. 120 særligt aktive personer blev anholdt, hvilket dog kun medvirkede til yderligere at ophidse de opbragte gemytter, som råbte smædeord som ”Hipo-svin” efter ordensmagtens folk.

 

Men det var på forhånd umuligt for politiet at tilvejebringe den normale ro og orden i gaderne, for danskerne havde fået nok af besættelsesmagten og af de folk, der samarbejdede – eller formodedes at samarbejde – med denne. Grupper af vrede unge og yngre mænd drog gennem gaderne og knuste vinduer og inventar til forretninger, hvis indehavere solgte varer til tyskerne, eller for restauranters vedkommende, serverede for tyske soldater og officerer. Og uniformerede medlemmer af det forhadte Frikorps Danmark fik nu det opsparede og ulmende had at føle. De pågældende blev overfaldet og gennemtævet og i nogle tilfælde blev deres lejligheder raseret og ødelagt. De danske piger eller kvinder, som havde fraterniseret, som det hed, med tyske soldater, blev nu opsporet og slæbt udenfor på gaden, hvor de blev hånet og spottet og i reglen fik håret brutalt klippet af, ligesom man flåede tøjet af dem og malede hagekors på deres ryg.

 

Det forlyder, at Hitler blev rasende, da han hørte om oprøret og uroen i Danmark, hvorfor han befalede en skrappere kurs indført overfor danskerne. I den forbindelse blev den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, kaldt til Berlin, hvor udenrigsminister von Ribbentrop gjorde ham klart, at den hidtil førte politik overfor Danmark ikke længere var holdbar. Der skulle straks herefter iværksættes den nye kurs i og med 6-punktskravet til den danske regering om at sørge for ro, orden og sikkerhed i landet. Desuden krævede den tyske regering, at de ansvarlige for overfaldet på en tysk officer i Odense straks blev udleveret til retsforfølgelse, ellers ville man fra tysk side anholde 10 tilfældigt udvalgte danskere og holde disse varetægtsfængslet, indtil de skyldige i overfaldet var blevet udleveret. Tyskerne betingede sig også, at få udbetalt 1 million kroner som bod for den skade, man havde lidt under oprøret.

 

Disse krav kunne og ville selv ikke Scavenius-regeringen acceptere og opfylde, hvorfor regeringen – med kongens billigelse - valgte at fralægge sig ansvaret og træde tilbage mandag den 30. august 1943. Det betød, at man samtidig overlod regeringsmagten til tyskernes forgodtbefindende. Hvilket i praksis ville sige til den hidtil pragmatiske Werner Best, som herefter så sig nødsaget til at etablere et samarbejde mellem sig og departementscheferne i den danske statsadministration og generaldirektørerne for de forskellige etater. Men da havde den tyske militære øverstbefalende, general von Hanneken, allerede erklæret militær undtagelsestilstand indført i hele Danmark fra og med den 1. september 1943. I de følgende dage lod generalen pansrede kampvogne, de såkaldte tanks, patruljere i storbyernes hovedgader, for lige som at antyde, at man mente det alvorligt. Alene synet af et sådant stort, mørkt, camuflagefarvet og lukket køretøj med det lange kanonrør pegende lige ud i luften, køre langsomt omkring i gader og på torve og pladser, virkede uhyggeligt, skræmmende og ildevarslende, i hvert fald på sarte sjæle, som f.eks. mig, som især så disse ’robot-uhyrer’ køre omkring på Rådhuspladsen. 

 

Hæren og flåden afvæbnes

Hvad aviserne dengang heller ikke fortalte noget om, i hvert fald ikke straks, var, at hærens og flådens mandskab blev interneret af tyskerne, men at en del af flådens officerer og mandskab forinden nåede at sænke de fleste af flådens skibe, mens det lykkedes enkelte besætninger og skibe at undslippe og søge asyl i Sverige. Det neutrale Sverige tog i det hele taget imod og gav asyl til de efterhånden mange danskere, der i løbet af besættelsestiden så sig nødsaget til at flygte over Øresund til grannlandet. For hærens vedkommende var der forud gået en længere intern uoverensstemmelse mellem hærledelsen og de lokale enheder og befalingsmænd, som var utilfredse med regeringens og – ikke mindst - hærledelsens samarbejdspolitik med tyskerne. Den danske hærledelse havde 17. marts 1943 tilmed udstedt forholdsordre om, at garnisonerne skulle aflevere alle våben til de tyske tropper, hvis de blev angrebet af disse. De danske tropper måtte altså ikke sætte sig til modværge eller forsvare sig. Det vakte mishag hos mange befalingsmænd og menige, som protesterede, fordi de ikke havde tænkt sig at følge en ordre, som de fandt forrykt.

 

Men i øvrigt havde tyskerne under general von Hannekens ledelse forberedt aktionen imod hæren og flåden temmelig grundigt, idet man var klar over, at det godt kunne komme til direkte kamp med de danske hær- og flådeenheder. Imidlertid rådede von Hanneken til sin egen bekymring kun over uerfarne rekrutter og et udslidt materiel. Ganske vist fik han støtte fra overgeneral Alfred Jodls panserdivision, hvilket vil sige tyske kampvogne, de såkaldt tanks, men kun i et døgn. Aktionen blev sat i gang den 29. august kl. 23,50 og de tyske tropper tog opstilling ved de danske garnisoner, som imidlertid var forberedt på angrebet, hvorfor man naturligvis havde forskanset sig så godt det lod sig gøre. Men de danske officerers og meniges bitterhed over hærledelsens og politikernes svigt, havde gjort dem så forbitrede, at de var parate til at kæmpe mod tyskerne til det sidste. Det kom da også flere steder og på flere kaserner til hårde kampe, især på Holmen, hvor de fleste danske krigsskibe lå forankret. På et tidspunkt greb de i virkeligheden hårdt trængte tyskere til den forsøgsvise udvej, at tilbyde de danske tropper at forhandle sig frem til en mindre blodig løsning på situationen, men til trods herfor blev alligevel et samlet antal af 23 danske soldater dræbt og cirka 40 sårede. 12 af de dræbte fra hær og flåde faldt i København. Officererne blev arresteret og interneret i en månedstid, hvorefter de blev frigivet, medens de menige blev hjemsendt. Om tyskernes tab og sårede, foreligger der mig bekendt intet om på tryk.

 

Ved samme lejlighed blev et stort antal fremtrædende danskere arresteret og fængslet, og de kommunister, som var blevet interneret og holdtes som fanger i Horserødlejren, der fra 29. august 1943 stod under bevogtning af tyskerne, blev transporteret til tysk koncentrationslejr. De danske fangetransporter gik i 1943 for de tilfangetagne jøders vedkommende til kz-lejren Theresienstadt og for de øvrige danske fangers vedkommende til kz-lejrene Stutthof, Ravensbrück og Sachsenhausen, lejre og navne, som efter befrielsen i maj 1945 blev ensbetydende med uforståelig tysk brutalitet og mangel på respekt for menneskeliv. Der var som nævnt også blevet indført såkaldt spærretid, hvor ingen måtte færdes i byernes gader og stræder uden gyldig passerseddel. Endnu en af følgerne af de nye forordninger, var en ændring af mørklægningstiden, dvs. det tidsrum, hvori alt skulle være mørkelagt. De nye regler for mørklægningen skulle også træde i kraft onsdag den 1. september, og mørklægningstiden strække sig fra kl. 20,15 – tre kvarter tidligere end før – og mørklægningen skulle slutte kl. 6, mod tidligere 5,30. I praksis betød det dog ikke alverdens, for de fleste byboere havde for længst vænnet sig til mørklægningsordningerne.

 

Situationen omkring august-september 1943 var generelt den, at tyskerne så ud til at tabe den krig, som de aggressivt havde påført Europa, Rusland og andre store dele af verden. Men selvom vi på det tidspunkt naturligvis ikke med sikkerhed kunne vide, hvordan krigen og dermed også Danmarks besættelse ville forløbe, endsige slutte, så fik vi dog antydninger heraf gennem nogle af avisernes nyhedsartikler. I Politikens Ekstra-Udgave for 29. august 1943 kunne man blandt andet læse en artikel med følgende overskrift:

 

Luftangreb paa Nürnberg

60 Maskiner skudt ned

Samtidig meldes om Angreb over Ruhr-Distriktet,

Frankrig, Holland og Belgien

 

For selvom artiklen og dens overskrift godt nok fremhæver, - formentlig efter pres fra den tyske pressecensur – at 60 britiske bombefly blev skudt ned af tyske jagerfly og Nürnbergs antiluftskyts, så nævnes det dog også, at der blev anrettet betydelig skade på store dele af den gamle middelalderby, og at befolkningen led tab. Tre uger tidligere havde byen også været udsat for et storangreb fra luften, ligesom der også flere gange var blevet rettet angreb mod Vesttyskland og de ovenfor nævnte besatte områder. Der var simpelthen tale om, at der var igangsat en intensiv allieret luftoffensiv imod Vesteuropa, og i Nordfrankrig havde man stiftet bekendtskab med de amerikanske såkaldte flyvende fæstninger, eskorteret af amerikanske jagere af typen Thunderbolt og af engelske Spitfire. Om den luftbårne storoffensiv imod Vesteuropa, kunne det tyske Førerhovedkvarter via Reuters Bureau meddele følgende den 29. august 1943:

 

     Den tyske Overkommando meddeler:

Ved britisk-amerikanske Flyveafdelingers mod Kystomraadet i de besatte Dele af Vesteuropa blev 15 fjendtlige Flyvemaskiner skudt ned.

Et Terrorangreb, som store britiske Bombemaskineafdelinger foretog mod Byen Nürnberg sidste Nat, foraarsagede Tab blandt Befolkningen og store Ødelæggelser i Beboelseskvarterer, paa kirker,             Sygehuse og kulturhistoriske værdifulde Bygninger.

     Efter hvad der hidtil er konstateret, tilintetgjorde Luftforsvarsstyrkerne 60 af de angribende Bombemaskiner.

 

Men ikke nok hermed, kampene på Østfronten var også fortsat i gang, og her gik det heller ikke så godt for de tyske tropper, som jo nu kæmpede en sidste desperat kamp, for ikke at blive udslettet totalt af overmagten, Den Røde Hær, som havde genvundet sin styrke. De russiske generaler og tropper var skånselsløse modstandere, ikke mindst fordi man havde konstateret de frygtelige krigsforbrydelser, som de fremrykkende og senere tilbagetrækkende tyske tropper og SS-bataljoner herunder havde begået mod den russiske civilbefolkning.   

 

De tyske kz-lejre

Et emne, der endnu ikke var kommet til den store danske offentligheds kundskab, var de senere så berygtede tyske koncentrationslejre. Emnet blev omtalt i de illegale blade, men det var langt fra alle danskere, der læste disse. Mange danskere betragtede fortsat modstandsfolk som provokatører og sabotører, der medvirkede til at udfordre besættelsesmagten til i stigende grad at foretage indgreb i landets frihed og selvbestemmelsesret. Provokatørerne og sabotørerne bragte kort og kort ro og orden og dansk hygge i fare. Imidlertid omtalte Politiken i sin Ekstra-Udgave den 29. august 1943 indirekte de tyske kz-lejre, nemlig under overskriften:

 

Indsamling til Støtte for

Arbejdet blandt Krigsfanger

Krigsfanger er ulykkeligt stillede Medmennesker,

men vi kan yde dem værdifuld Hjælp, siger den

danske Sekretær ved Lejrene i Tyskland

 

Den nævnte danske sekretær var pastor Erik Christensen, sekretær ved Den danske Menigheds Hjælpearbejde, og han var en af lederne af hjælpearbejdet i de tyske såkaldte krigsfangelejre. Hjælpen bestod i mange ting, dels moralsk og dels materielt, det første i form af religiøs og anden åndelig lekture, og det sidste i form af bl.a. materiale til undervisning, sportsrekvisitter og hjælpemidler til at opføre skuespil. På et møde i KFUM den 28. august gav pastor Christensen en oversigt over, hvad der var problemerne i forbindelse med hjælpearbejdet, og herunder fortalte han blandt andet følgende:

 

    Opgaven er at gøre Tilværelsen mere menneskelig for Fangerne. De er ulykkelige Mennesker, men de er ikke retsløse. Efter Genfer-Konventionen af 1929 kan der ydes en betydningsfuld støtte til dem, og selv om Krig i Almindelighed sætter Overenskomster mellem Landene ud af Kraft, er det dog en Kendsgerning, at Krigsfanger i de forskellige lande gennemgaaende behandles efter Konventionens Bestemmelser. Gavepakker fra Hjemlandet med Fødevarer og Klæder er en betydningsfuld Hjælp.

 

Den uegennyttige pastor, som enten må have haft skyklapper på eller som måske havde lukket øjnene for, hvad disse fik at se i kz-lejrene, kunne i øvrigt fortælle, at medens alle andre nationaliteter i fangelejrene havde præster til deres disposition, så manglede der præster til en gruppe af ortodokse græsk-katolske serbere. Men det var nu blevet besluttet, at tyve serbiske præster frivilligt skulle gå i fangenskab og dele deres landsmænds vilkår i lejrene, og der skulle de blive indtil krigen sluttede, for at tage sig af deres landsmænds åndelige velfærd! Utrolig modigt, hvis nogen, præst eller ej, vovede at gå frivilligt ind i kz-lejrenes helvede med de mange navne, som omverdenen først for alvor fik kendskab til efter Tysklands kapitulation i maj 1945: Auschwitz, Maidanek, Mauthausen, Ravensbrück, Stutthof, Theresienstadt, Buchenwald, Vittenberg, Neuengamme, Bergen-Belsen, Dachau, for bare at nævne nogle af de mest markante.

 

Kampene i Stillehavet og Middelhavet

Samme dato kunne Politiken i øvrigt også omtale krigen i Stillehavet, hvor canadiske, engelske, australske og amerikanske hær- og flådetropper satte kraftigt ind i forsøget på at bekæmpe de kampivrige japanske besættelsesstyrker i det vældige ø-område. Efter de Allieredes sejr over Japan i 1946, kom det for en dag, at også Japan og den japanske hær havde begået grusomme forbrydelser mod civilbefolkningen i de besatte områder. Politiken omtaler også kampene i Syditalien, hvor engelske og amerikanske fly havde bombet jernbane- og vejknudepunkter og flyvepladser, alt sammen som forberedelse til en landgang på Sicilien og derfra videre op gennem Italien og til Rom. Det var kampe, som kostede mange civile og militære livet, inden man nåede så langt. I avisartiklen omtales også, hvordan tyske ubåde sænkede engelske krydsere, en enkelt destroyer og en torpedobåd i Middelhavet, atter med stort tab af menneskeliv til følge. Der forlød derimod ikke noget om tab på tysk side, forstås. Det var da også med en tydelig undertone af tilfredshed, at Førerhovedkvarteret lørdag den 28, august kunne udsende følgende pressemeddelelse:

 

     Den tyske Overkommando meddeler:

     Natten til den 27. August angreb svære tyske Bombemaskiner Skibssamlinger i Algiers Havn og ramte et Krigsskib og 7 Transportskibe med Bomber af alle Kalibre.

     Over Syditalien nedskød tyske Luftjagere og Antiluftskytset otte fjendtlige Flyvemaskiner.

     En tysk Undervandsbaad sænkede i Middelhavet en stærkt sikret britisk Krydser af ”Aurora”-Klassen, og en anden Undervandsbaad beskadigede ved Torpedotræffere endnu en Krydser.

     Vest for Kap Finistère blev der i en fjendtlig Eskadre skudt en Krydser i Brand, mens en Torpedojager eksploderede og sank efter Bombetræffere.

_____________________

    

Imidlertid vil vi her så at sige vende blikket ’indad’ og atter se på den hjemlige situation i slutningen af august 1943. De fleste danskere havde mere travlt med at passe deres arbejde og få dagligdagen til at fungere, end at bekymre sig om krigsbegivenhederne ude i den store verden, som man jo alligevel ingen indflydelse havde på. Og bortset fra tyskernes generende tilstedeværelse i landet, så gik livet ufortrødent videre i Lilleputlandet eller i ”Andegården”, som godt nok i stigende grad blev præget af kriminalitet, vold og mord. Men det måtte man jo overlade til politiet og domstolene, som da heldigvis stadig fungerede. Og når bare man som god og lovlydig borger fik sine daglige måltider og ellers stak hovedet i busken, så blev nattesøvnen ikke forstyrret.

 

Efterårets forlystelser

Til trods for den nye situation med undtagelsestilstand og spærretid, fortsatte i hvert fald Københavns forlystelsesliv omtrent uanfægtet af de alvorlige og truende begivenheder og udsigter. Teatersæsonen var endnu ikke begyndt 29. august, da Politiken bragte en lang række forlystelsesannoncer, men enkelte teatre havde dog allerede taget forskud på sæsonen og var begyndt at åbne og lokke publikum til. Dette gjaldt ikke mindst Nørrebros Teater, som fristede med populære skuespillere som Liva Weel, Hans Kurt og Ib Schønberg.

 

 

 

Nørrebros Teaters annonce for forestillingen ”Grevinden af Nørrebro” i Politiken søndag den 29. august 1943. Som det fremgår af annonceteksten medvirkede, foruden Liva Weel, Hans Kurt og Ib Schønberg, også følgende skuespillere i forestillingen: Asta Hansen, Schiøler Linck, Carola Sevel, Erik Bertner og Poul Guldager.

 

Der var i øvrigt sket det, at det oprindelig var Else Marie, der havde rollen som Røde Rikke i ”Grevinden af Nørrebro”, men som decideret operettesangerinde havde hun fået rollen som Josepha i ”Sommer i Tyrol” på Det Ny Teater. Røde Rikkes rolle blev derfor givet til skuespillerinden Asta Hansen. Herom fortæller Politiken i en notits den 29. august 1943:

 

     Asta Hansen, der har overtaget Else Maries Rolle som Røde Rikke i ”Grevinden af Nørrebro”, har været i den syvende Himmel siden Premieren. Nørrebro-Publikummet har taget hende i sin Favn, og med Liva i Topform gaar Københavner-Komedien hver Aften for fulde Huse i Ravnsborggade og opføres i Dag baade Eftermiddag og Aften.

 

Det ny Teater havde også åbnet sæsonen tidligt og kunne lokke med Max Hansen som tjeneren Leopold i den meget populære operette ”Sommer i Tyrol”, hvori Else Marie spillede den anden store hovedrolle som kroværtinden Josepha: Forestillingen blev dog angiveligt ikke spillet uden problemer, for Politiken for den 29. august kunne i en kort notits fortælle, at teatret dagen før havde afholdt en ”Strygeprøve”, ”og fra i Aften haaber man, at Forestillingen efter de Strygninger, der er foretaget, vil være væsentligt forbedret.”

 

Årsagen til problemerne med forestillingen ”Sommer i Tyrol” var formentlig, at hovedrolleindehaveren Max Hansen også havde påtaget sig hvervet som instruktør af stykket, og det fik han stærk kritik for. Det fremgår af en munter karikaturtegning af Max Hansen som Leopold og sig selv, hvor førstnævnte siger: ”For Fremtiden vil jeg ikke have dig til at instruere mig.” Tegningen var tegnet af tegneren og skuespilleren Valdemar Møller. Men ellers spillede Apolloteatret fortsat ”Sommerrevyen 1943”, og Riddersalen lige så fortsat ”Livet er jo dejligt!”, mens Dagmar nu spillede ”Hornbæk-Revyen” med udsolgt hele ugen. Det vil sige, Dagmarhus, som siden 9. april 1940 havde været beslaglagt af den tyske Værnemagt og Gestapo, og hvor Dagmar Bio var beliggende, blev efter 29. august 1943 totalt beslaglagt af tyskerne. Biografen blev derefter forbeholdt tyske soldater, hvorfor den af københavnerne kaldtes ”Værnemagtsbiografen”-

 

 

Det Ny Teaters annonce i Politiken 29. august 1943 for ”Sommer i Tyrol” med Max Hansen og Else Marie. De muntre forestillinger her og på andre teatre i byen, stod i skærende kontrast til den aktuelle alvorlige politiske og militære situation i Danmark.

 

Folke-Teatret annoncerede med Jean Giraudoux’ vittige skuespil ”Amphitryon 38” med så populære skuespillere som Else Skouboe, Henrik Bentzon, Angelo Bruun, Eva Heramb og Maria Garland. Frederiksberg Teater spillede for 118. gang ”Latter- og Gyse Sukcessen ? For aabent Tæppe?”, men nævner ikke navne på de medvirkende skuespillere. – Nygade Teatret har for 100. gang Henning Schrams one man show på programmet, oven i købet med en ekstraforestilling kl. 16. Det nævnes dog, at det er sidste søndag, forestillingen opføres. – Røde Kro Teater fortsætter med ”Sommerrevyen 1943”. – Nygade Teatret opførte for 100 og sidste gang ”Sommerens største Latter-Sukces: Henning Schram danser, synger, stepper – og genskaber bl.a. 18 danske og udenlandske Stjerner i sit internationale One man show. Kl. 16: Ekstraforestilling. – Røde Kro Teater fortsatte med ”Sommerrevyen 1943”. – Damhuskroen bød på Sommerkabaretten, 35 muntre Afdelinger, med Inga Løffgreen. Vivi Svendsen, Haj Zinn Aage Staubo, Marius Zazi – Viola Rosé Balletten. – Hollænderbyen havde gæsteoptræden af den verdensberømte italienske Tenor Amadeo Ricci – en Sukces af eventyrlige Dimensioner, foruden hele det store internationale Artistprogram. – Københavner Kroens Varieté bød på Søndagens festligste Varieté ”Glade Tivoli Minder”. – Lorry  Landsbyen og Parken Kl. 16: Ta’ Børnene med og lad dem se Kæmpefrøen, de musikalske Clown’er og Professor Spinat paa Cykle. Endnu 3 Dage! – National Scala Kl. 16: Dans i Scala-Salen – Matiné i Holberghaven. – Ritz i Aften Kl. 19: Operasangerinde Reta Bondrup, Operasanger Sigurd Juhl. Fri Entré – Valencia. Artistoptræden og Dans. Richard Johansens Orkester og Otto Lingtons Orkester. Entré 1 Kr. incl. Skat. – Sigøjner Hallen Fri Entré Kl. 16 og Kl: 19: ”Weekend-Hytten” Holger Hansen, Wandy Tvorek, Peter Kitter i sit internationale ”One man show” – Ellen Jansø – Grete Fallesen – Per Ziebell – Robert Carlsson – Holger Bjerres Ballet.

 

Og så var der jo Cirkus, hele to af slagsen: Cirkus Schumann I dag Søndag Kl. 4 og Kl. 8: Alt udsolgt. – Cirkus Miehe Borups Plads. I dag Søndag Kl. 16 og Kl. 20. Kl. 16: Halv Pris for Børn under 10 Aar. Cirkus Miehe var et teltcirkus, som havde opslået hele deres menageri på Borups Plads, den plads, som under isvintrene blev brugt som oplagsplads for de store snemængder, der var blevet fejet sammen i de omliggende gader og skovlet op på hestetrukne vogne, som derefter transporterede vognlæsset til oplagspladsen. Det var her vi drenge legede cowboy’er og indianere, når vi var på vej hjem fra Fasan Bio, hvor vi lige havde set en af vores store filmhelte: Tom Mix eller John Wayne bekæmpe præriebyens skurke.  

 

Endelig var gode gamle Tivoli også den helt store attraktion i sommermånederne, for dér var der mange slags forlystelser, god musik i Koncertsalen og jazz eller swing med Leo Mathiesens orkester i Glassalen, samt herlige forestillinger på Pantomimeteatret, hvor især Pjerrot var det store trækplaster for børn i alle aldre. Det helt fabelagtige var, når børnene råbte i kor til den normalt stumme klovn: ”Sig noget, Pjerrot!” – Når Pjerrot så endelig sagde noget, var det gerne lidt i denne retning: ”Har I det godt, Børn?”, hvorpå de i vældigt kor skreg: ”Jaaaaaaaeh!? – Pjerrot: ”Morer I jer?” – Børnekoret: ”Jaaaaaaaeh!”  Hvorefter Pjerrot lettede på hatten, bukkede og forlod scenen, hvilket børnene i reglen ikke var tilfredse med, men blev ved med at råbe på Pjerrot, indtil han kom ind på scenen igen og tog hatten af og bukkede endnu engang. Til sidst skød påfugle-dækket op fra neden og dækkede og lukkede efterhånden for sceneåbningen. - Entréen til haven var 60 øre for voksne og 30 øre for børn, eller hvis man valgte at gå derind før kl. 14: 30 øre for voksne og 15 øre for børn. Priserne på forlystelserne varierede, men oversteg ikke 50 øre for de dyreste.

 

Biografernes repriser

Biografernes situation var fortsat meget usikker, selv om publikum efterhånden havde vænnet sig til, at der ikke længere var engelsksprogede film på markedet, bortset fra tegnefilmene, som den tyske censur mærkeligt nok lod passere. Men alligevel fortsatte publikum nærmest med at strømme til biografernes udbud af især danske, men også svenske og franske film, hvoraf en del var repriser. Ikke mindst nogle af de franske film havde appel til ’husarerne’, idet de ofte lokkede med pikante erotiske scener. Men der var stadigvæk ikke mange tyske film i biograferne. Det var i øvrigt som om der fandtes et stigende behov for at tilbringe i reglen en halvanden times tid i biografens halvmørke, hvor man kunne indbilde sig eller drømme, at den barske virkelighed udenfor, ikke eksisterede. Desuden var der ikke meget andet, det almindelige, jævne storbypublikum kunne bruge sin tid og penge på. Den famøse søndag den 29. august 1943 så det københavnske biografrepertoire i henhold til Politiken for denne dato sådan ud:

 

Aladdin: En Pige uden Lige (dansk; 1943)

Allé Teatret: Tag dig af Ulla (????, 19??. Forb. f. Børn. Sidste dag!)

Alexandra: Prinsens Elskerinde Mam’zelle Bonaparte (fransk, 1943)

Amager Bio: Muntre Akrobater (svensk; 1940) Erotik (ungarsk. Forb. F. Børn. Sidste dag!) Kl. 2 og 4: Muntre Akrobater (svensk, 1940)

Atlantic: Juninatten (Forb. F. Børn, svensk; 1940) Fy og Bi ”Med fuld Musik” (dansk; 1938?)

Bella Bio: Præsten, der slog Knock-Out (svensk: 1943. Sidste dag!) Kl. 3: Tegne- og Kortfilm-Show (?)

Bergthora: Stationsforstanderen i Lykkeaas (svensk; 1939? Sidste dag!) Kl. 4: Samme som Aftenprogrammet:

Bio-Lyngby: Lægen, der dræbte (tysk, 19??. Forb. F. Børn. Sidste dag!) Kl. 16: Dødstrommen og Europamesterskabet i Sværvægtsboksning (?)

Bispebjerg Bio: Et Spil om en Vej (svensk; 1942. Sidste dag!) Kl- 16: Tykke Thor i Trøjen (svensk; 1941?)

Boulevard Teatret: Præsten, der slog Knock-Out (svensk: 1943 Sidste dag!) KL. 3: Under falsk Flag (svensk; 19??)

Bristol: I Havnens Skygger (fransk; 1939)

Bellevue: Vi kunde ha’ det saa rart (dansk; 1942. Sidste dag!)

Carlton: En Pige uden Lige (dansk; 1943. 4. uge. Næsts. Dag!)

D.S.B.: Non Stop-program hver fulde Time Kl. 14-21:  Dansk Film Avis – Paa Bølgen blaa – Slottet Escorial – Hist og her Nr. 5 – Krüger Nationalpark (Anden Del) –

      Anders And spiller Hockey (amrk.; 1939. Der måtte altså fortsat gerne spilles korte amerikanske tegnefilm i biograferne!)

Enghave Bio: Pas paa Pengene (tysk; 1941?) Kl 16: Tror du, jeg er født i Gaar? (dansk; 1941)

Fasan Bio: I Nat Kl. 12 (fransk; 1939. Forb. F. Børn. Sidste dag!) Kl. 3: Ulvehundens Hævn (?) og Jens Langkniv (dansk; 1940)

Gentofte Kino: Det første Rendez-vous (fransk; 1941)

Grand: Quadrille (fransk; 1938)

Grøndals: Mordet paa Julemanden (fransk; 1941. Forb. f. Børn. Sidste dag!) Snushanerne (dansk; 1936)

Hvidovre Kino: Det første Rendez-vous (fransk; 1941) Kl. 4: Skipper Skræk (amrk.)

Kino-Lyngby: Tag det som en Mand (dansk; 1941) Kl. 4: Film-Show: Skipper Skræk, Betty Boop (amrk.)

Kino-Palæet: Hans Onsdags-Veninde (Sidste dag! dansk; 1943)

Lyngbyvejens Kino: En Herre i Kjole og Hvidt (dansk; 1942)

Merry: De glædesløses Gade (fransk; 1938) Kl. 3 og 5: Stort Kortfilm-Show

Metropol: Unge Piger forsvinder i Paris (fransk; 1938-39)

Nora: Ungdommens Længsler (tysk; 19??. Forb. f. Børn. Sidste Dag!) Kl. 4: Madam Anderssons Kalle (svensk; 19??)

Nørrebros Biograf: Ungkarlesynder (fransk; 1941-42. Sidste dag!)

Nørreport Bio: Alle Mand paa Post! (svensk; 19??)

Odeon: Den gule Hævner (Glædernes Hus) (fransk; 19??. Forb. f. Børn) Kl. 3 og 5: Store Børneforestillinger: Flot Kortfilm-Show, morsomme Tegnefilm, Farcer m.m.

       (formentlig i hovedsagen amerikanske film og tegnefilm)

Palads: Katrina (svensk; 1943. 2. uge!)

Palladium: Ta’ og elsk mig! (tysk; 19??)

Palæ Bio: Lykken kommer (dansk; 1942. Sidste dag!) Kl. 5: Stort Kortfilm-Show 

Park: Peter Andersen (dansk; 1941. Sidste dag!)

Platan: De glædesløses Gade (fransk; 1938. Forb. f. Børn)

Regina: Kanske en Gentleman (svensk; 1937?) og Gøg og Gokke i ”En Duel i Paris” (amrk.; 19??)

Rialto: Swedenhielms (svensk; 1935. 2. uge!)

Roxy: En Pige uden Lige (dansk; 1943. Sidste dag!)

Ry-Kino: Med slukkede Lanterner (fransk; 1936. Sidste dag!) Kl. 4: 5 raske Piger (dansk: 1933)

Saga: Elvira Madigan (svensk; 1943. 4. uge)

Scala-Bio: En Pige uden Lige (dansk, 1943. Sidste dag!)

Toftegaard: Præsten, der slog Knock-Out (svensk, 1943. Sidste dag!) Kl. 4: 6te Trækning (dansk; 1936)

Triangel: En Pige uden Lige (dansk, 1943. Sidste dag!)

Valby Teater: Brændinger (svensk; 1935) Kl. 3 og 5: Stort Kortfilm-Show (?)

Vanløse Bio: Bandlyst (fransk, 1940?. Sidste dag!) )Kl. 4: Panserbasse (dansk; 1936)

Vesterbro Teater: Besættelse (fransk; 1937. Sidste Dag!) Med Piber og Trommer (svensk, 1941?) 

Windsor: Mordet paa Julemanden (fransk; 1941, 12 ugers succes på Metropol. Sidste dag!) Kl. 4: Folkeforestilling: Spøgelset paa Bragehus (svensk; 19??)

  World Cinema spillede ikke film i sommerhalvåret, hvor Cirkusbygningen var i brug til sit oprindelige formål, nemlig cirkusforestillinger. Det var i mange år det meget populære og på sin vis fornemme Cirkus Schumann, der lagde beslag på huset.

 

 

Herover ses til højre nogle eksempler på andre former for ”forlystelser” end biografer i København i slutningen af august 1943. Som det ses, var der kunstudstillinger, Danmarks Akvarium, Travløb, Cykleløb og Væddeløb. Udsnit af siden med Forlystelser i Politiken for søndag den 29. august 1943.

 

 

 

Der var stort set ikke det, der ikke blev annonceret eller reklameret for i Politiken for søndag den 29. august 1943, hvor landet var præget af krigsrestriktioner og politisk ustabilitet på grund af regeringens tilbagetræden og tyskernes indførelse af undtagelsestilstand. Men hvis det kan trøste nogen, så blev situationen værre i den kommende tid.

 

Apropos nyudgivelsen af en illustreret udgave af et af renæssancetidens store litterære værker, novellesamlingen ”Dekameron” fra 1353, forfattet af digteren Giovanni Boccaccio (1313-1375), bliver man mindet om den muntre erotiske side af menneskelivet, og denne havde faktisk slet ikke trange kår under besættelsestiden. Det fremgår blandt andet af fødselstallet i årene 1940-45, at de to køn fandt sammen i ægtesengen – eller udenfor eller ved siden af denne – og foretog sig, hvad mænd og kvinder har foretaget sig intimt med hinanden siden menneskehedens opståen, ja, jo i realiteten før, nemlig som primater. Men der var naturligvis kun et begrænset antal publikum til bøger som ”Dekameron”, dels fordi mange mennesker ikke læste bøger og slet ikke den slags bøger, som dels også var relativt dyre at købe. Desuden behøvede kærlighedslivet jo normalt ikke specielle inspirationskilder, for at fungere, for det gjorde det jo alligevel og i øvrigt under alle omstændigheder.

 

 

 

To tilfældigt udvalgte stor-annoncer fra Politiken for søndag den 29. august 1943. Til venstre annoncerer Nørrebro-borgernes foretrukne lavprisvarehus, ”Buldog” på Nørrebrogade, for i dette tilfælde beklædning, men man solgte stort set alle slags varer i lighed med lavprisvarehuset Daells Varehus på Nørregade, men til endnu lavere priser.  Til højre en annonce for en nyudgivelse af den italienske forfatter Boccaccios’ berømte samling af erotiske fortællinger: ”Dekameron”, som i dette tilfælde var illustreret med tegninger af en af tidens store illustratorer, tegneren Arne Ungermann, hvis tegnestil jeg var og stadig er en stor beundrer af.

 

Men i det hele taget var aviserne dengang, og især søndagsudgaverne, spækfyldte med mange slags annoncer: Stillingsannoncer, køb og salg-annoncer, annoncer for beklædning, møbler, brugsting, toiletartikler, bøger, ikke mindst kogebøger, salg og leje af boliger, hygiejniske artikler, annoncer under Personlige, og Dødsannoncer etc. etc. Set på den baggrund skulle man faktisk ikke have troet, at der var vareknaphed og mange former for restriktioner på forbruget. Men det var der faktisk, selvom det skulle vise sig at blive værre i det følgende par år. Men i øvrigt viser den overvældende mængde annoncer og reklamer i aviserne, at der ikke var pengemangel, i hvert fald ikke hos en hel del mennesker, men nok hos mange arbejderfamilier og lønmodtagere i de ufaglærte grupper.

 

Maden spillede som altid en stor rolle i menneskers hverdag, og den blev ligesom forstærket under besættelsestidens rationeringer af dagligvarer, hvilket for øvrigt appellerede til opfindsomheden. Kloge hoveder var via avis- og bladartikler, bøger og radio parate til at komme med gode og billige råd til, hvordan man kunne spare – for det var man nødt til på grund af rationeringerne – og udnytte de ressourcer, der var til rådighed. Men mad betød for de allerfleste mennesker kød, kød og atter kød. Det fremgår ikke mindst af en artikel i Politiken for 29. august 1943, som bærer overskriften og manchetten:

 

Over 3000 Svin til de

københavnske Kødbutikker

Flæskeforsyningen lidt bedre i Gaar, men alligevel

Lange Køer hos Slagterne

 

Der blev også købt livligt ind af andre Fødevarer

som Gryn, Kartofler og Brød

 

I selve artiklen fortælles der detaljeret om den forsyningsmæssige situation i hovedstaden, hvor mængden af diverse fødevarer langt fra var stort nok til, at alle kunne købe disse. Der var lange køer foran butikkerne, ikke alene hos slagter- og viktualieforretningerne, men også hos fiskehandlerne og købmandsbutikkerne. Avisen skriver, at der var op til to-tre timers ventetid hos slagterne. Folk stillede sig i kø kl. 8 om morgenen, selvom slagteren meddelte, at der ikke ville blive solgt kød før fra kl. 11. Nogenlunde det samme var tilfældet hos grønthandlerne, ismejerierne og bagerne. Som årsager til manglen på fødevarer, angives der to, nemlig vanskeligheder med transporten og arbejdsnedlæggelser, som har medført at nogle slagterier ikke har modtaget svin eller kreaturer til slagtning. Hvad avisen derimod ikke nævner, er, at svinene og kreaturerne formentlig i stigende omfang gik til eksport til Nazi-Tyskland.  Denne eksport skulle blive yderligere forøget i det følgende år og helt frem til kort før befrielsen i maj 1945.

 

60 Kr. for en Pakke Tobak

 

Under denne overskrift fortælles der om, at politiet i Nakskov havde anholdt en mand, som boede i Spidsby – en lille klynge huse beliggende lidt nord for min barndoms landsby Tillitse – og som angiveligt havde haft en god fortjeneste på den sorte børs, ved at sælge tobaksvarer til overpris. I flere tilfælde havde han solgt cigaretter til 6 kr. pakken og i et enkelt tilfælde havde han solgt et parti cigaretter til 9 kr. pr. pakke. Hans bedste handel – den værste set fra lovens synspunkt – var, at han havde solgt en enkelt pakke tobak og taget 60 kr. for den. Desuden havde han tidligere været indblandet i handel med stjålet sukker. Notitsen nævner ikke noget om, hvad manden fik i straf.

 

På hverdage havde Dagbladet Politiken kun en enkelt, humoristisk tegneserie med overtitlen ”Magasin Madsen”, tegnet af Ingvar alias Axel Ingvar Johansen (1908-1950). Den serie tegnede han fra 1930-49, og serierne ”Prins Pilfinger” fra 1933-49, tilmed i farvetryk, og ”Tjavs – en Terriers Dagbog” 1935-50, samt hans næstsidste tegneserie ”Stumpes lille verden” i 1950. I 1949 skiftede Ingvar over til Politikens konkurrent, Berlingske Tidende, men det samarbejde kom til at vare kort, idet Ingvar døde i 1950. Hans sidste tegneserie blev ”Den lille Havfrøken”, som han i et par måneder tegnede til Søndags B.T. Ingvars varme, populære hverdagshumor blev landskendt og hans tegneserier udkom også i albumform. Ingvar var en overgang også inde på at lave tegnefilm med hunden Tjavs, og i 1935 lancerede han en kort tegnefilm med titlen ”Tjavs paa Krigsstien”. Men så vidt vides blev det ikke til flere underholdningstegnefilm fra Ingvars hånd.

 

Annoncer og reklamer

Var der kun en eneste tegneserie i Politiken, så var der til gengæld et anseligt antal annoncer i avisen, især i avisens søndags-udgave, som reklamerede for alt muligt, lige fra barberblade, hvor Barbett dominerede med sine store kvartsides annoncer, over beklædning til damer og herrer, møbler, samt tæpper, boliger, bøger, sprogkurser, bedemandsforretninger og dødsannoncer, kosmetik, og til dagligvarer. Avisannoncerne var dengang rigt illustreret, i nogle tilfælde med fotografier af de reklamerede varer, særlig beklædning og møbler, men oftere med ganske gode tegninger i gråtoner. Farvetryk var dengang en sjældenhed i aviser. Men de dygtige tegnere var selvfølgelig anonyme, idet det i reglen var folk, der var ansatte på et af Københavns store reklamebureauer. 

 

Der var dengang som nu næsten ingen grænser for, hvad der blev reklameret for, så man må gå ud fra, at det var udtryk for at der var penge blandt folk til at købe for, ikke mindst luksusvarer. Men her gjorde der sig dog økonomiske og sociale forskelle gældende, idet eksempelvis en arbejderfamilie som den jeg tilhørte, ikke havde de store penge at rutte med. For at have råd til luksusvarer, som f.eks. til fødselsdags- eller julegaver, blev disse indkøbt i varehuse, som f.eks. Buldog på Nørrebrogade og Daells Varehus på Nørregade. De to varehuse annoncerede også i Politiken, men søndag den 29. august 1943 var det dog kun Buldog, der gjorde det, og tilmed kun med en mindre annonce. Noget af det, der havde stor betydning for lejere i de store boligblokke i Københavns brokvarterer, var naturligvis huslejen. Derfor kunne en artikel som den her følgende vække opmærksomhed hos Københavns lejere:

 

Københavns Husleje

er fordoblet paa 25 Aar

Frederiksberg og Gentofte ligger 25 pCt. højere

i Lejeudgift

 

I henhold til artiklens opgørelse over den gennemsnitlige huslejestigning i København i perioden 1916 til udgangen af 1940, var der sket en stigning på 75 %, og på Frederiksberg var stigningen på 81 %, medens den i Gentofte var på hele 101 %. Stigningen var dog størst på de helt billige lejligheder, dvs. lejligheder i de københavnske sidegader på Vesterbro og Nørrebro, nemlig en stigning på hele 19 % i perioden fra udgangen af 1935 til udgangen af 1940. I 1940 betød huslejestigningen dog ikke så meget for mine forældre, for deres husleje blev modregnet i fars ekstrajob som vicevært. Prisstigninger på de almindelige dagligvarer og på beklædning kunne også have indflydelse på en arbejderfamilies budget, sådan som tilfældet eksempelvis var med priser på skjorter. Det havde Politiken også en notits om i sin søndagsudgave den 29. august 1943:

 

To Kroner mere for en Skjorte

Detailhandlernes Avance sat op

__________

 

     Prisdirektoratet har udsendt en Bekendtgørelse, hvorved Detailavancen for almindelige Skjorter sættes i Vejret.

     Avancen for Kunstsilkeskjorter er fastsat uforandret 42 pCt. eller højst 8 Kr. pr. Styk., men for andre billigere Skjorter forhøjes Detailhandlerens Fortjeneste. Den har hidtil andraget 28 pCt. eller højst 4 Kr. pr. Stk. Fremtidig kan den stige til 6 Kr., hvis Detaillistens Indkøbspris overstiger 20 Kr. pr. Stk. Der kan da tages 20 pCt. ekstra af det Beløb, Indkøbsprisen overstiger de 20 Kr., og en almindelig Skjorte kan saaledes blive fordyret med 2 Kr.  

 

På baggrund af nutidens indkomst- og prisniveau lyder en fordyrelse på 2 kr. ikke af meget, men dengang i 1940’erne, hvor lønniveauet var betydeligt lavere og f.eks. en løsarbejder tjente 12 kr. om dagen, var det trods alt for penge at regne.                                            

 

Radioprogrammer

Et annoncepunkt for sig, var radioprogrammerne, hvor danske lyttere i 1943 kun kunne pejle sig ind på Danmark, Sverige, Italien, Schweitz, alle tyske programmer, samt Ungarn. Adgangen til alle ’fjendtlige’ radioprogrammer, som f.eks. England og USA, var spærret ved hjælp af tyske støjsendere, som gjorde det umuligt at høre, hvad der blev sagt eller spillet i programmerne. Dog var det mærkværdigvis sådan, at der kunne lyttes til De Frie Danskes radioudsendelser fra London, men de tyske besættelsesmyndigheder betragtede det som en illegal og derfor strafbar handling, hvis nogen blev grebet i at pejle sig ind på London. Søndag den 29. august 1943 så Danmarks Radios programmer ud som følger:

 

8,00 Grammofonplader

     (udelukkende klassisk musik).

9,10 Næste Aars Brødkorn

     Konsulent Jacob Hansen (fra Odensestudiet).

9,20 Præstationsprøver i Hesteavlen

     Landbrugskandidat Gisli Kristjansson.

9,35 Studiekreslederens Opgaver

     Ib Koch Olsen (Fra Aarhusstudiet).

10,00 Gudstjenesten

     i Garnisons Kirke. Prædikant: Sognepræst Svend Rehling.

11,20 Ludvig van Beethoven

     15 Variationer med en Fuga, Es-Dur, Opus 35.

11,45 De Unge fortæller om deres Uddannelse

     Hus assistent Gerda Tang-Larsen og Karl Bjarnhof.

12,00 Koncert

     Radio-Ork, Dir.: Martellius Lundqvist.

     (Lettere klassisk musik med eventyrmotiver).

12,30 Radioavis

14,00 Gudstjenesten

     i Christiansborg Slotskirke, Prædikant: Sognepræst Poul Kristiansen, Rold.

15,30 Jyske Folkeeventyr

     Genfortalt af Harry Søiberg.

            Skuespiller ved Det kgl. Teater Rasmus Christiansen.

16,00  Københavns Kommunes 12. Koncert

     Fra Fælledparken. Harmoniorkester

     Dir.: Kapelmester Johan Hye-Knudsen.

 

I Pausen ca. 16,50-17,20:

     Atletiklandskampen Sverige-Danmark

     i Stockholm  Pressens Radioavis

18,00 Ugerevyen

     (For Piger og Drenge).

18,35 Radioavis

     Herunder Søndagens Sport.

19,00 Den kinesiske Moder

     Overingeniør Robert Christensen.

19,30 Familien Hansen

     Lystspilsituation af Jens Locher.

     Aage Hansen ……… Jon Iversen.

     Gerda, hans Kone …. Ellen Rovsing.

     Andersen …………... Alex Suhr.

19,45 Ærkebiskop Erling Eidems Prædiken  i vor Frue Kirke

     Ved Folkekirkeligt Filantropisk Forbunds Landsstævne.

20,00 Ældre Aargange

     Victor Cornelius og Radio-Ensemblet.

                             Dir.: Arne Hammelboe.

20,45 Bonden

     Typer i dansk Digtning , 9.

     Tilrettelagt af K.L. Kristensen.

               Erik Hofman, Kai Holm, Pouel Kern, Christen Møller,

      Max Rytter og Aage Thygesen.

21,35 Fra Studentermødet i Gerlev

     Repotage. Redaktør, cand. jur. Tage Christiansen.

21,50 Radioavis

22.00 Dansemusik fra Bellevue

     Dir.: Winstrup Olesen.

 

Radioudsendelserne sluttede på det tidspunkt af besættelsestiden kl. 22, angiveligt for at spare på elektriciteten. Der er endnu to ting at bemærke i forbindelse med radioprogrammerne på den tid, nemlig for det første, at der ikke blev spillet jazz- eller swingmusik, og for det andet, at den uhyre populære ugentlige lystspilserie ”Familien Hansen” på dette tidspunkt havde udskiftet den oprindelige indehaver af rollen som Aage Hansen, Aage Schmidt, med Jon Iversen. Serien er i øvrigt tidligere blevet omtalt her i selvbiografien.

 

 

 

Billedet er fra en scene i langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, hvor den raske og kække soldat marcherer hen ad landevejen, på vej hjem fra krigstjeneste. Hans mål er den store by, hvor han håber på at kunne finde sig et passende job. Men undervejs møder han en gammel heks, som står ved vejkanten foran sit store, hule træ – og dermed begynder eventyrets magiske verden at åbne sig for ham. Soldaten er tegnet og animeret af Børge Hamberg, og baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

”Der kom en soldat marcherende …”

Lad os begynde dette afsnit med et lille resumé over, hvad der foreløbig er fremgået af denne beretning om mit liv og min tid: De ovenfor citerede indledningsord til H.C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet” skulle på flere måder få både gode og dårlige konsekvenser for verden, og ikke mindst for lille Danmark. Vintrene 1939, 1940, 1941 og ligeledes vinteren 1942 var de hidtil strengeste i århundredet, og under den sidstnævnte vinter blev der målt den laveste temperatur siden 1893. Det store problem for befolkningen var brændslet i form af kul og koks, som var rationeret på grund af knaphed som følge af de indskrænkninger af importen, der var en konsekvens af krigssituationen. Kullene havde Danmark tidligere hovedsagelig importeret fra England, men nu var man afhængig af kulimporten fra Tyskland, hvor man selv havde brug for kullene, især i krigsindustrien. Desuden voldte vinterens store mængder af sne alvorlige trafikvanskeligheder, og hovedstadens mælkeforsyning måtte en overgang delvis foregå ved hjælp af slæde-transporter. Men det var faktisk den strenge vinter 1941/42, der var en væsentlig årsag til, at Nazi-Tysklands angreb og forsøg på at erobre Rusland blev vendt til et lammende nederlag for tyskerne. Så i en vis forstand tjente de strenge vintre et godt formål, om end de var hårde at komme igennem for befolkningerne, ikke mindst i det tyskbesatte Danmark.

 

I øvrigt gik årene og dagene stort set sin rolige og vante gang i lille Danmark, optaget som de fleste var af dagligdagens små og store glæder og sorger. Og folk nød naturligvis sommermånedernes sol og varme som før. Forlystelseslivet nærmest blomstrede og biograferne havde også rimeligt gode kår i disse år og var endnu ikke blevet ramt af sådanne restriktioner, som snart skulle blive tilfældet. Men allerede kort før krigsudbruddet den 3. september 1939 blev der indført mærkbare samfundsmæssige restriktioner, blandt andet i form af udførselsforbud for en lang række varer, samt rationering af benzin, gas-, vand- og elektricitet. Desuden blev der indkaldt hjælpemandskab til civilbefolkningens beskyttelse mod følgerne af eventuelle luftangreb. Et velkendt fænomen i storbyerne blev de sandsække, der stabledes op foran kældervinduer og mange andre steder, særlig ved offentlige bygninger, ligesom offentlige statuer, som f.eks. rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads, blev beskyttet af en stabel sandsække skjult af en stor trækasse.

 

Den 9. april 1940 blev skæbnedagen for blandt andet Danmark, da tyske tropper tidligt om morgenen overlistede den endnu sovende befolkning og invaderede og besatte landet, først og fremmest hovedstaden og de større provinsbyer. Disse steder konfiskerede den tyske besættelsesmagt uden hensyn til ejere og brugere de bygninger og øvrige faciliteter, de fandt nødvendige. I København beslaglagde den tyske hærkommando Hotel d’Angleterre, marinen Hotel Phønix, og Waffen-SS Persil-Kompagniets ejendom i Jernbanegade. En del af Dagmarhus blev også taget i anvendelse, men biografen fik foreløbig lov til at fortsætte med at vise offentlige forestillinger. I den følgende tid beslaglagdes Shellhuset som hovedkvarter for det berygtede Geheime Staats Polizei, forkortet Gestapo. Vægtergården, Vesterport, Skt. Annæ Palæ tages også i brug til tyske formål, og Paladsteatret blev omdannet til forlystelsesstedet Deutsches Eck. I 1944 blev Dagmar Bio inddraget til værnemagtsbiograf, som danskere normalt ikke havde adgang til. Nogle af bygningens kontorer blev indrettet til forhørslokaler, hvor en del danske modstandsfolk blev udsat for grove forhørsmetoder og voldsom og blodig tortur. På taget af Dagmarhus lod tyskerne desuden opsætte svært antiluftskyts, som i øvrigt kom i brug, da engelske bombefly den 21. marts 1945 angreb og bombede Shellhuset.

 

Men forinden det var kommet så langt, havde der flere steder været kampe mellem de danske tropper og besættelsesmagtens tropper ved grænseovergangen i Sønderjylland, og i København mellem tyske tropper og dansk politi, som beskyttede Amalienborg, hvor kongefamilien boede og opholdt sig under angrebet. Her opgav tyskerne imidlertid kampen og trak sig tilbage og overlod stedet til det danske politi. Nogle få soldater på begge sider mistede livet, men det stod hurtigt klart, at det danske forsvar ikke kunne yde kvalificeret modstand imod den velorganiserede og stærke tyske krigsmaskine. Overmagten var simpelthen for overvældende, hvilket landets statsminister, Thorvald Stauning, og kong Christian X hurtigt indså, hvorfor man, angiveligt i protest, udstedte ordre om ophør af al militær modstand. I samme moment fremsattes en proklamation i form af plakater og oplæsning i radioen, hvori befolkningen opfordredes til uforbeholdent at iagttage god ro og orden, og i øvrigt ikke optræde udæskende og provokerende overfor besættelsesmagten. Dermed indledtes det ganske vist nødtvungne samarbejde med tyskerne, som siden skulle give regeringen navn af samarbejdsregering. Dette samarbejde skulle komme til at vare til omkring slutningen af august 1943, da tyskerne ikke længere mente at den danske regering ville være i stand til at forhindre de overhåndtagende sabotageaktioner og strejker, som rent faktisk generede de tyske myndigheder og interesser mærkbart.

 

Den 3. maj 1942 var den populære ”landsfader” Thorvald Stauning afgået ved døden, og finansminister Vilhelm Buhl overtog derefter ledelsen af regeringen indtil den 9. november det år. Det var et tysk krav til regeringen om at indføre undtagelsestilstand, med forbud mod strejke, spærretid, tysk pressecensur, standretter, og indførelse af dødsstraf for sabotage, der blev vendepunktet for samarbejdet med de tyske myndigheder. Kravet blev afslået af regeringen den 28. august 1943, hvilket medførte, at den tyske øverstbefalende i Danmark, general Hermann von Hanneken, den 29. august proklamerede militær undtagelsestilstand i hele Danmark. Hærens og flådens mandskab og officerer blev interneret, men forinden nåede man dog at sænke de fleste af flådens skibe, blandt andet dem, der lå for anker eller ved kaj i Københavns havn. Enkelte af skibene undslap dog til Sverige.

 

Som modtræk og for at skabe frygt arresterede tyskerne et stort antal kendte danskere, hvoraf en del formentlig var modstandsfolk, medens andre var ganske almindelige lovlydige borgere. Dette fik regeringen til at straks at indgive sin demissionsbegæring til kongen, hvorefter den ophørte at fungere. Regeringen blev på det tidspunkt ledet af den tyskvenlige fhv. udenrigsminister Erik Scavenius, idet tyskerne den 9. november 1942 havde forlangt at han skulle afløse Vilhelm Buhl. Sidstnævnte vendte tilbage med Befrielsesregeringen den 5. maj 1945, som han en kort overgang blev leder af. Scavenius var da blevet så kompromitteret, at han fremover var færdig som politiker i dansk politik. Tyskernes hårdhændede foranstaltninger bevirkede dog kun, at den danske modstand tog til, og at sabotageaktionernes og strejkernes antal øgedes og kulminerede med den såkaldte ”Folkestrejke” i juni-juli 1944. Stort set alt arbejde blev nedlagt, fabrikkerne holdt stille og butikkerne blev lukket. Og selvom tyskerne svarede igen med den såkaldte schalburgtage, afholdt det ikke den danske modstandsbevægelse fra at fortsætte modstanden imod tyskerne, især ikke da man efterhånden begyndte at kunne skimte et tysk nederlag på alle fronter.

 

Krigen, besættelsen og filmbranchen

Imidlertid skulle året 1943 blive det år for Danmark, hvor befolk­ningen for alvor begyndte at mærke, at krigen var rykket nærmere, især i form af øget sabotage mod fabrikker og virksom­heder, der samarbejdede med tyskerne, og i form af øgede restriktioner og mangel på basale varer. 9. januar indførtes der således nye begrænsninger af elektricitetsforbruget i butikker og restaurationer, og f.eks. måtte butiksvinduer ikke oplyses. Forbuddet ramte også S-togene, som på grund af forbud mod el-opvarmning overhovedet ikke måtte opvarmes. Besparelsesbestræbelserne fik fra 18. januar også indflydelse på teatre, biografer og ikke mindst radioen, som i vinterhalvåret alle skulle slutte kl. 22 og i sommerhalvåret kl. 22,30. Restauranter måtte ikke have åbent længere end til kl. 23, sporvognskørsel og S-togene skulle slutte kl. 23,30. Der var stadigvæk streng rationering af forskellige daglige forbrugs­varer, og i januar måtte mange slagterforretninger lukke midlertidigt på grund af kødmangel. Det skyldtes hoved­sagelig, at tyskerne havde "opkøbt" et stort antal svin og slagtekvæg og transporteret det til Tyskland.

 

Den 27. januar skete der en begivenhed, som rystede københavnerne, men som samtidig også gav mange nyt mod og håb. Denne dag strøg seks engelske bombe­maskiner ind over byen og kastede bomber over Burmeister & Wains værksteder mellem havnen og Strandgade. Christians Kirke blev beskadiget ved denne lejlighed, men endnu mere ulykkeligt var det, at ejendommene i Knippelsbrogade 2-6 og sukkerfa­brikken ved Langebrogade også blev ramt, og der udbrød voldsom­me brande. Der faldt også bomber i kvarteret omkring Islands Brygge, så at flere tusinde mennesker måtte evakueres på grund af tidsind­stillede bomber og bomber, der ikke var eksploderet. Bombardementet krævede 7 menneskeliv og mange sårede.


Den 2. februar blev der påbudt den yderste sparsommelighed med an­vendelsen af ind­pakningspapir. Det førte f.eks. til, at hvis man overhovedet fik pakket brødet ind, når man købte det, så var det i form af en smal strimmel papir omkring midten af franskbrødet eller rugbrødet. Det var formentlig ikke særlig hygiejnisk, men erfaringen viste, at folk hurtigt vænnede sig til de restriktioner, forbud og påbud, der ustandselig blev indført både før, under og endnu et stykke tid efter besættel­sen. Men den efterhånden særdeles alvorlige råstofmangel med­førte, at der i marts blev påbegyndt en landsomfattende klu­deindsamling til fabrikation af nye råvarer.

 

Som nævnt var sabotagen taget til allerede i løbet af 1942, og den blev yderligere øget i 1943. I et forsøg på at komme sabotagen og sabotørerne til livs, dannede kaptajnløjtnant K.B. Martinsen (1905-49) den 1. april dette år et militært korps, som bestod af danske stats­borgere. Korpset var inspireret af Himmlers idé om en fælles-germansk SS-organi­sation og hed oprindelig Germansk Korps, hvilket navn dog snart blev ændret til fordel for navnet Schalburgkorpset, til minde om C.F. von Schalburg (1906-42). Det var sidstnævnte, der i sommeren 1941 oprettede Frikorps Danmark, en militær enhed af danske frivil­lige under det tyske Waffen SS. Det var Tysklands angreb på Sovjetunionen, der gav anledning til korpsets oprettelse, og dets formål var at kæmpe på østfronten. Korpsets første chef var oberstløjtnant C.P. Kryssing (1891-1976), som senere blev efterfulgt af bl.a. C.F. von Schalburg. Korpset opløstes i 1943, fordi det på det tidspunkt havde udspillet sin rolle, og den resterende del af mandskabet blev overført til SS-afdelingen Panzergrena­dier Regiment.

 

Det egentlige Schalburgkorps var militært, men rummede også en civil afdeling, kaldet Folkeværnet. Korpset bestod af i alt 500-600 mand, og dets hovedopgave var at bekæmpe modstandsbe­vægelsen, og korpsets medlemmer deltog i vid udstrækning i terror, clearingmord og stikkervirksomhed. Det var særlig Schalburgkorpsets civilklædte efterretnings­tjeneste, E.T., der var forhadt i den danske befolkning, især i storbyerne. Efter Schalburgkorpset opløsning i januar 1945 fortsatte E.T. som en selvstændig terror-gruppe, der foretog en række såkaldte Schal­burgtager under resten af krigen. Schal­burg­korpsets virksomhed blev dog stærkt reduceret i sommeren 1944, da Frihedsrådet under folkestrejken krævede korpset fjernet. Hovedparten af korpsets mandskab blev derefter overført til den såkaldte SS-uddannelsesbatallion, der havde kaserne i Ringsted. Medlemmerne af denne såkaldte SS-vagtbatallion Sjælland gjorde i krigens sidste måneder tjeneste som sabotagevagter.

 

Den såkaldte schalburgtage, ordet dannet som en allusion til ordet sabotage, satte især ind efter Hitlers dekret af 30. de­cember 1943, og den var rettet mod forlystelses­etablissementer, avisredaktioner og virksomheder, der ikke leverede krigsvigtige varer. I nogle tilfælde ønskede man en forveksling med mod­standsbevægelsens aktioner, bl.a. ved jernbane-schalburgtage. Hen­sigten var at gøre sabotagen upopulær i befolkningen, men man opnåede i virkeligheden kun den modsatte virkning, idet væsentlige dele af befolkningen forholdsvis nemt kunne gennem­skue, hvornår der var tale om sabotage og hvornår om schal­burgtage. De illegale aviser bidrog også til at oplyse folk om, hvornår der var tale om hvad.

 

Endnu mens samarbejdspolitikken var i højsædet, gjorde dansk politi, hvad man kunne for at pågribe, varetægtsfængsle og rejse tiltale mod sabotører og modstandsfolk, der officielt stadigvæk blev betragtet som samfundsskadelige og kriminelle elementer. Den 24. februar 1943 blev det officielt meddelt, at byretten havde afsagt domme med fængselsstraffe op til 10 år over 12 personer, der havde hjulpet engelske faldskærmssolda­ter. Flere af de dømte blev tillige med 12 andre idømt lang­varige fæng­sels­straffe for udgivelse og distribuering af det illegale blad "De frie Danske". Betegnelsen frie danske gjaldt danskere, som uden for de af aksemagterne besatte lande gjorde en indsats til fremme af De Allieredes krigsindsats. Som et enkelt eksempel på en fri dansk, kan nævnes J. Christmas Møller (1894-1948), der den 14. maj 1942 illegalt havde forladt Danmark og var rejst til London, hvor han blev leder af De Frie Danske, og hvorfra han resten af krigen blev en ildfuld taler i BBC's dansksproge­de udsendelser, som vi kunne høre illegalt i Danmark. Modstandsbevægelsens sabotageaktioner tiltog og blev mere og mere omfattende og effektive, hvilket fik Rigsdagens samar­bejdsudvalg til den 3. april at rette en indtrængende appel til befolkningen, idet man påpegede, at handlingerne er i strid med kongens bud af 9.april 1940, og at det desuden kan medføre de alvorligste følger for landet og befolkningen.

 

Apropos kongen, Christian X, så overtog denne den 15. maj atter regeringens førelse efter den sygdom, der var en følge af majestætens rideuheld den 19. oktober 1942. Kongen markerede dagen ved at tale i radioen, og herunder mindede han om sin tidligere opfordring til alle i by og på land, til at vise "en fuldt ud korrekt og værdig optræden", underforstået for ikke at pro­vokere tyskerne.

 

    For de fleste rygere var krigs- og besættelsestidens vareman­gel og rationeringer en ren pestilens, særlig da tobaksfabrik­kerne fra sommeren 1943 var nødt til at iblande tobakken til cigarer, cerutter og shag dansk tobak. Fra sommeren 1944 blev cigaretterne tillige iblandet dansk tobak, og i de første måneder af 1945 var der kun cigaretter af 100% dansk tobak at købe i butikkerne. Men det illegale marked eller "sortbørsen", som det kaldtes, der i nogle tilfælde oven i købet blev drevet fra tobaksforretninger, kunne stadigvæk levere udenlandske tobaks­varer og cigaret­ter, men til skyhøje priser, og ofte mod, at kunden købte f.eks. en pibe i tilgift. Storrygere af ci­garetter var dengang derfor ofte i besiddelse af en samling piber, som ikke var til nogen nytte for vedkommende.

 

Et af de mere petitesseagtige momenter i 1943, var den mode, der i al fald havde vundet stor udbredelse i København, og det var en lille hæklet hue eller kalot i Royal Air Force-farverne, dvs. en rød ring omgivet af en hvid og en blå ring. Mens jeg gik i skole havde jeg selv og et par andre af mine kammerater sådan en kalot på hovedet næsten daglig, men hvor jeg havde fået min fra, kan jeg ikke huske. Den 9. juli 1943 blev der udstedt forbud imod at bære denne kalot, men det havde ingen praktisk betydning for mig, for jeg ophørte med at bruge kalotten i slutningen af maj d.å., da jeg gik ud af skolen og en kort overgang blev piccolo i et VVS-firma på Frederiksberg.

 

Det var på det tidspunkt, at jeg selv søgte ind som elev hos Reklamebureauet Sylvester Hvid i Frederiksberggade, og derved i virkeligheden kom nogle skridt nærmere mit egentlige mål, nemlig at komme til at lave tegnefilm.

 

På filmfronten fik krigen blandt andet den følge, at tyskerne straks efter besættelsens begyndelse nedlagde forbud mod visningen af engelske spillefilm i biograferne. Disse film havde ellers været populære hos mange biografgængere, men kunne dog trods alt ikke konkurrere med de amerikanske spillefilm, som desuden var i stort overtal i landets biografer, i hvert fald i storbyerne. Danske spillefilm var til gengæld uhyre afholdte de fleste steder i landet, men produktionen kunne ikke opfylde biografernes efterspørgsel og behov.

 

De tyske myndigheders pression på de danske myndigheder, for at øge import- og udlejningsvirksomheden omkring tyske spillefilm, som foregik via UFA’s danske afdeling i Nygade 3 i København, havde ikke den store succes. De danske biografejere gjorde sig stort set alle anstrengelser og krumspring, for at slippe for at vise tyske film, blandt andet ved at holde danske eller amerikanske film på repertoiret længere end normalt. Situationen var også gunstig for svenske film, og den dengang fantastisk populære svenske farce Landevejs-Kroen med Edvard Persson i hovedrollen, blev holdt på plakaten i Nørreport Bio i København fra den 29. januar 1940 til den 7. oktober 1941, altså i næsten 2 år! Det er vistnok rekorden for en spillefilm i Danmark. Den 24. april 1944 lukkede tyskerne samtlige biografer i Storkøbenhavn, fordi nogle sabotører, som modstandsfolkene nedsættende kaldtes, havde tvunget operatørerne i 15 biografer til at vise et lysbillede med en karikatur af Hitler samt spille en grammofonplade med antinazistisk tale. Biograferne var lukket i godt en måned og blev først genåbnet den 29. maj.

 

Det var i det ovenfor skitserede politiske og samfundsmæssige ’klima’, at danskerne levede deres dagligdag under Besættelsen, og det var i det samme klima, at langtegnefilmen ”Fyrtøjet” blev skabt. Derfor skal vi her atter vende tilbage til omtalen af filmens forhistorie og de vilkår og omstændigheder, der herskede omkring dens tilblivelse.

 

Filmen "Fyrtøjet"s forhistorie

Som allerede nævnt i selvbiografiens indledning, blev ideen til at lave en lang tegnefilm over H.C. Andersens eventyr "Fyrtø­jet", undfanget af tegneren Finn Rosenberg Ammitsted. Men om han eventuelt havde kendskab til og havde ladet sig inspirere af tegneren Richard Møllers planer om en kortere tegnefilm over samme eventyr, har jeg ingen viden om. Helt udelukkes kan det dog ikke, selvom jeg aldrig har hørt Rosenberg nævne det. Det påstår den tidligere omtalte Helge Hau imidlertid, at han har hørt, men mag.art Henning Pade, der var med fra begyndelsen af filmens tilrettelæggelse, har skriftlig oplyst over for mig, at han ikke mener det har sandsynligheden for sig, at Dansk Farve- og Tegnefilm A/S's produktion af "Fyrtøjet" oprindelig skulle have været en kortfilm.

 

Min viden om Fyrtøjet-filmens forhistorie skyldes dels, hvad jeg har fået fortalt personligt af især Finn Rosenberg selv, og af andre involverede parter, herunder ikke mindst af Henning Pade, som også var med helt fra starten, men som den 3.septem­ber 1944 blev arresteret af Gestapo og fængslet og dømt for sin deltagelse i modstandskam­pen. Han sad fængslet lige indtil befrielsesdagen, den 4.maj 1945. Endelig er enkelte supplerende oplysninger om filmen og dens tilblivel­se hentet i Niels Jørgen Dinnesen og Edvin Kau's "Filmen i Dan­mark", Akademisk Forlag 1983. Men ifølge, hvad Finn Rosenberg personligt har fortalt mig, mens vi endnu arbejdede på "Fyrtøjet", var det ham, der fik ideen og tog initiativet til filmen. Hvordan han var kommet på den idé, nævnte han dog ikke noget om, men i praksis skete det på den måde, at da han omkring 1942 var ansat som reklame­tegner hos Monterossi Reklamebureau, fik han en dag til opgave at illu­strere bogen "Fra Dyreskind til Celleuld", som var skrevet af fabri­kant og tekstilgrosserer Allan Johnsen. På bogens bagside fandtes følgende tekst:

 

      "Her er en Bog for den videbegærlige Læser, ikke alene den unge, der søger Oplysning om Dagen og Vejens praktiske Spørgs­maal, men enhver kan i denne interessante Skildring finde noget nyt og udbygge sin Viden. Det er første Gang en dansk Forfatter paa en populær Maade har skildret Spin­destoffernes Historie, og det er gjort saa morsomt og let læseligt, at Bogen vil finde Vej til det største Publikum."

 

Bogen, som ifølge Henning Pade er skrevet i løbet af sommeren 1942, fortæller om de råvarer, der gennem tiderne er blevet brugt til at spinde tekstiler med: hør, uld, silke, kunstsilke, celleuld og mælkeuld. Skildringen af de forskellige stoffer er rigt illustreret med muntre tegninger og oplysende, skematiske tegninger af de processer, der ligger bag den tekniske frem­stilling af stoffernes tilblivelse. Celleulden, i daglig tale blot kaldt "celuld", der i den sidste del af krigen kom til at spille en stor rolle i tekstilindustrien, blev fremstillet med grantræernes cellulose som råmateriale, og efter en mekanisk og kemisk proces forvandledes træmassen til fine tråde, som man kunne spinde og væve tekstilstof af. Det nye produkt blev oprindelig udviklet og fremstillet på to fabrikker i Tyskland: Köln-Rottweil A.G. og Dynamit A.G., og det nye produkt blev kaldt for "Vistra", et navn, som var sammensat af de to firmaers telegramadresser "Sivispacem", en forkortelse af "Si vis pacem para bellum" ("Hvis du vil vinde freden, så forbered krigen"), og "Astra", som betyder "stjer­ne". Side 231 konstaterer Johnsen bl.a.: "[...] Allerede i 1922 begyndte Klædefabrikkerne i Tyskland at interessere sig for Celleulden, som ogsaa fandt Vejen til flere af Europas Lande. Tyskland skabte Celleulden, og den fik en rivende Fremgang. Da Hitler i 1936 forkyndte det nationalsocialistiske Raastofspro­gram, var det Celleulden, der skulde frigøre Tyskland fra England og Amerikas Monopol. Den engelske Blokades Kvælertag skulde ikke mere komme til at ramme Tysklands Industri. Træ havde Tyskland nok af, særlig efter at Østrig var kommet ind under det tyske Omraade."

 

Til den læser, der måske ved læsningen af det netop anførte citat, måske synes at det kunne lyde som om det rummer nogle pro-tyske undertoner, vil jeg skynde mig at indføje, at Allan Johnsen gennem hele besættelsestiden ganske vist havde et godt forhold til sine tyske handelskolleger så vel som til tyske myndigheder i København, men at han i sin egenskab af fhv. officer i den danske hær samtidig var aktiv mod­standsmand. Men mere herom senere. 

 

I bogen fortæller Johnsen videre, at celleuldsproduktionen dog snart bredte sig til andre lande, som England, Frankrig, Canada, U.S.A. og Japan, og at det samtidig blev et helt nyt spin­destof, mælkeulden, der blev en hård konkurrent for na­turulden. Mælkeulden blev gennem en mekanisk proces fremstillet af komælkens kaseinstof, som gennem en særlig filtrering og opløsning blev omdannet til tråde, som der maskinelt kunne spindes tekstilstof af. Det var især Italien, der var fore­gangsland på mælkeuldens område, og her blev produktet kaldt "Lanital", af "Lana", uld og "Ital", en forkortelse af Italia­na. (Joknsen, s.233-39).

 

Men det var under samarbejdet om bogen, at Finn Rosenberg forelagde Allan Johnsen ideen om, at man burde lave en længere tegnefilm over H.C.Andersens eventyr "Fyrtøjet". Og Johnsen, som på det tidspunkt havde problemer med at skaffe tekstil­stoffer til sin fabrikations- og grossistvirksomhed, var straks med på ideen. Han, der boede i Gentofte og var en ivrig sports­roer, havde i 1938 været medstifter af Skovshoved Roklub, og blandt dennes medlemmer taltes bl.a. mag.art. Peter Toubro og mag.art. Henning Pade. Disse to litterært kyndige mænd fik Johnsen nu gjort interesseret i filmprojektet, og sammen med Finn Rosenberg skrev de drejebogen til filmen. Ifølge Henning Pade var det dog Toubro, der var hovedansvarlig for udarbejdel­sen af dreje­bogen. Ligeledes ifølge Henning Pade, indledtes der omkring samme tidspunkt nogle forhandlinger med direktør Holger Brøndum (1899-19??), Nordisk Films Kompagni. Forhandlingerne drejede sig om finansiering og selskabsdannelse, men Brøndum var en hård forhandler og det endte derfor med, at Allan Johnsen besluttede sig for at danne et selvstændigt og uafhængigt selskab. Den 5. december 1942 stiftedes "Dansk Farve- og Tegnefilm A/S", med produktion af "Fyrtøjet" som umiddelbart formål. Hvis alt gik vel, ville man senere tage andre lignende projekter i produktion.

 

Hvad Henning Pade ikke så sig i stand til at oplyse noget om, var, hvilke og hvor mange aktionærer, der havde skudt penge i firmaet, hvis aktiekapital jeg heller ikke kender. Men ifølge hvad jeg har hørt, var der flere jødiske grossister og lignende blandt aktionærerne, vistnok bl.a. en grosserer Melchior og en vekselerer Henriques. (skal undersøges) Eftersom tegnefilmpro­duktion i større stil var et hidtil uprøvet område i Danmark, i al fald hvad længere underholdningstegne­film angik, og ud­sigterne til at få de investerede penge tjent hjem igen, var små, kan det tænkes at have været den omstændig­hed, at famili­erne Melchior og Henriques havde et vist person­ligt tilknyt­ningsfor­hold til H.C.Andersen, der har bevirket eller måske medvirket til, at disse skød penge ind i filmfore­tagen­det.

 

På et tidspunkt indrykkede Dansk Farve- og Tegnefilm A/S en eller flere annoncer i aviserne, hvori man søgte tegnere, der havde erfaring i at lave tegnefilm. Det var så vidt jeg ved på grundlag af avisannoncer, at flere af tegnerne henvendte sig til firmaet og ansøgte om jobbet. Det gjaldt i al fald Børge Hamberg og Otto Jacobsen og muligvis flere andre, herunder Bjørn Frank Jensen, som på det tidspunkt arbejdede for Müller og Dahl Mikkelsen på "Vepro". Dette sidste gjaldt antagelig også anima­torer som Erik Chri­stensen og Kjeld Simonsen. Sidstnævnte var dog ikke med fra begyndelsen, men kom først til senere.

 

Blandt de første tegnere og animatorer, der foruden Finn Rosenberg blev ansat i firmaet, var som tidligere omtalt Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen. Børge Hamberg begyndte med at designe de fleste af filmens figurer, og Bjørn Frank gik i gang med at lave de første baggrunde og den første animation, nemlig til scenerne med astrologen, der studerer stjernehimlen oppe fra kuplen oven på Rundetårn, og vægteren, der syngende kommer gående omkring et gade­hjørne, stopper op, tager sig en slurk af lommelærken, og fortsætter sin gang og sang. Finn Rosenberg tilbragte en del af tiden med besøg på Københavns Bymuseum, hvor han fandt frem til gamle fotografier eller kobberstik, som han kunne bruge som forlæg for de ældre bag­grundsmil­jøer, der skulle være i filmen, hvis hand­ling jo fra Andersens side er henlagt til København. Desuden tilbragte Rosenberg en del af tiden med at gå rundt til forskellige steder i byen, hvor han lavede skitser af huse og lignende, som han også kunne bruge, når han malede baggrunde til filmen.

 

Det var Børge Hamberg der fik den krævende opgave at tegne og animere soldaten, og for at lette ham opgaven, valgte man at optage nogle live-action scener, som f.eks. dem, hvor soldaten møder heksen og siden kravler op i hendes træ. Man vidste på det tidspunkt, at Walt Disney havde benyttet samme fremgangs­måde til animationen af Snehvide, prinsen, dronningen og heksen, så hvorfor ikke benytte sig af denne åbenbare genvej.  Henning Pade fortæller, at nogle scener blev optaget i Ulveda­lene i Dyreha­ven, hvor der bl.a. fandtes et ældgammelt, kroget og hult egetræ, der kunne forestille heksens træ. Filmfotograf Poul Eibye (1885-1972) blev hyret til at forestå optagelserne, og hans broder, balletdanser Aage Eibye (1888-1957), agerede i heksens rolle, mens Henning Pade, der var en høj og flot mand, fik overdraget rollen som soldat. Visse scener blev optaget i Johnsens villa i Skovshoved, bl.a. en scene, hvor prinsessen besøger soldaten i dennes kammer. Prinsessens rolle blev udført af Edel Hansen, der vistnok var fotomodel og bl.a. havde optrådt i reklamefilm. Hun var en meget smuk pige, som på det tidspunkt var forlovet med Bjørn Frank Jensen.

 

Det var meningen med live-action optagelserne, at disse ved hjælp af et særligt projektionsapparat skulle lyses op bag på en specialkonstrueret tegnepults glasplade, så tegneren ved at lægge et stykke tyndt tegnepapir over denne, kunne se og aftegne personernes bevægelser, men dog med de afvigelser, der var bestemt af de tegnede figurers udseende. Imidlertid viste det sig, at resultatet af denne bagprojektions- eller rotosko­pi-metode ikke var tilfredsstillende, og Børge Hamberg valgte derfor selv at tegne og animere soldaten og heksen uden andre hjælpemidler end sin fantasi og evne til at analysere bevægel­ser. På grundlag heraf tegnede han de såkaldte "nøgletegninger" eller "key-poses", som det hedder i fagsproget, dvs. yderposi­tionerne i figurens bevægelsesforløb. Det viste sig at give en mere livagtig og troværdig karakteristik og bevægelse af især soldaten, der jo er en seriøs figur. Men før det kom så langt, havde Børge Hamberg givet sig i kast med at tegne og animere en scene, hvori tre lakajer hjælper kongen af med nattøjet og giver ham kongekåben på og kronen på hovedet, og scepteret og guldæblet i hænderne. Om denne scene har jeg fortalt tidligere ovenfor.

 

Forresten havde det oprindelig været tanken at engagere Jørgen Müller og Henning Dahl-Mikkelsen (Mik) som såkaldte directing animators, dvs. som supervisorer af animationsarbej­det, men d'herrer kunne så vidt jeg har forstået ikke blive enige med Johnsen om arbejdsbe­tingelserne. Müller og Mik mente, at der burde laves en såkaldt storyboard, hvor man i mere eller mindre skitserede tegninger skildrede filmens forløb sekvens for sekvens og scene for scene. Denne arbejdsmetode, der bidrager til at give et visuelt overblik over filmens hand­lingsforløb, blev brugt med stor effektivitet hos bl.a. Disney, hvor metoden med storyboard da også var blevet opfundet og udviklet. Man kan sige, at en storyboard i princippet faktisk ligner den velkendte fortløbende tegneserie, men alligevel varede det en del år, førend metoden blev taget i brug i forbindelse med tegnefilm. I nutiden er det tilmed ikke ualmin­deligt, at især amerikanske filminstruktører får lavet story­boards til deres spillefilm. Johnsen var imidlertid af den - formentlig fejlagtige - opfattelse, at metoden ville forlænge og fordyre produktionen, og da Müller og Mik ikke kunne tænke sig at undvære en story­board til styring af projektet, blev der derfor ikke noget ud af det påtænkte samarbejde. Spørgsmålet er da også, om filmen ville være blevet bedre, hvis de to erfarne animatorer havde fået mulighed for at forestå og supervisere animationen. Svaret må efter min mening blive, at det nok på flere måder ville have betydet en mere professionel og fejlfri animation, men samtidig tror jeg, at den originalitet, der på trods af tilnærmelserne til Disney-animationen alligevel er i filmen, ville være gået tabt i Müller og Miks "gummiagtige" animationsstil. Denne antagelse baserer jeg på, at da Mik et stykke hen i produk­tionsforløbet blev hidkaldt for at lave en testanimation af soldaten, nemlig i den scene, hvor han kommer til syne bag en bakke, som vejen løber henover, og bevæger sig frem mod for­grunden, hvor nogle sommerfugle flagrer omkring, var alle enige om, at Mik's udgave af soldaten var al for gummiagtig og karakterløs. Men Mik's animation ville der sådan set ikke have været noget i vejen med, hvis soldaten havde været en lidt mere grotesk og komisk figur.

 

Men bortset fra det, må det nok betragtes som en fatal fejl og mangel, at "Fyrtøjet" ikke blev lavet på grundlag af et visualiseret handlingsforløb, dvs. på basis af en storyboard. Det var dog ikke muligt for hverken Finn Rosenberg, Børge Hamberg eller Bjørn Frank Jensen at overbevise Johnsen og Toubro om, at en storyboard faktisk var et omtrent uundværligt værktøj, lidt i retning af, hvad en detaljeret budgetoversigt er for en finansiering af et tilsvarende stort projekt af en hvilken som helst art. De eneste, der fra starten havde et nogenlunde samlet overblik over Fyrtøjet-filmens handlingsgang, var Peter Toubro, som derfor i en vis forstand blev filmens faktiske instruktør. Han samarbejdede eller konfererede dog i den daglige praksis med Finn Rosenberg, Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen, idet han formentlig må have erkendt, at især de to sidstnævnte var erfarne animatorer, som vidste, hvordan man laver tegnefilm. Selv manglede Toubro, i lighed med Johnsen, stort set enhver forudsætning for at lave tegnefilm.

 

Noget andet er, at teater- og filminstruktøren Svend Methling (1891-1977) i løbet af 1944 blev engageret som ansvarlig instruktør på "Fyrtøjet". Noget bagvendt, må man sige, idet størstedelen af filmen på det tidspunkt var produceret, men Methling fik til opgave at "redde stumperne", så der kunne komme et brugbart og forhåbentlig nogenlunde professionelt resultat ud af det enorme arbejde, der siden begyndelsen af 1943 var lagt i projektet. Det var jo desuden ikke mindst et økonomisk spørgsmål, idet filmen jo gerne skulle spille sine omkostninger hjem igen, og helst lidt mere end det. Engagementet af Svend Methling hang formentlig sammen med, at denne var tilknyttet filmselskabet Palladium, for hvilket selskab han netop havde indspillet filmen "Familien Gelinde", der havde premiere i Palladium biografen den 26.september 1944. I denne film havde Dahl Mikkelsen tegnet et lidt større og forresten godt animeret tegne­filmindslag med en gruppe rytter­løse cykler, der optrådte som cirkusheste i en manege. Der var på det tidspunkt store økonomiske problemer hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, og desuden skulle man jo have et distributions­selskab til at udleje "Fyrtøjet". Forhandlinger med filmsel­skabet Palladium ved Tage Nielsen førte til, at dette blev co-producent på produktionen af "Fyrtøjet", og man har vel skøn­net, at Svend Methling, skønt uerfaren på tegnefilmens gebet, måtte være den rette mand til at diri­gere tegnefilmprojektet sikkert i land.

 

Som sin instruktørassistent fik Svend Methling den da kun 19-årige Henning Ørnbak (1925-2007), blandt venner senere kaldet "Pilatus", men hvorfor ved jeg ikke. Han var netop lige blevet student, og da Johnsen kendte familien, blev unge Ørnbak ansat hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvor han kom til at fungere som produktions­assi­stent. Henning Ørnbak har vi imidlertid allerede hørt om under omtalen af Dansk Farve- og Tegnefilm A/S's personale, så det skal ikke gentages her.

 

Så vidt jeg husker, fandtes der kun ganske få eksemplarer af drejebogen til "Fyrtøjet". Johnsen, Toubro, Rosenberg, Hamberg og Bjørn Frank havde hver et eksemplar, og flere tror jeg ikke, der var. Det vil sige, der var et ekstra eksemplar, som et stykke hen i produktionsforløbet blev overladt til den unge mand, hvis navn jeg desværre ikke længere husker, men som stod for arkiveringen og ekspeditionen af animationstegninger­ne til optræk, farvelægning og senere fotografering. Toubro gik i reglen rundt med sit eksemplar under armen, når han opholdt sig på tegnestuen og konfererede med en eller flere af de oven­nævnte.

 

Allan Johnsen, som havde kontor på Frederiksberggade 10, 2. sal tilvenstre, havde før krigen og under de første år af denne, drevet sit tekstilagentur herfra. Fra 6. december 1942 blev kontoret hovedsagelig benyttet som administrationskontor for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, og her knyttedes trådene først til nogle lejede lokaler i Frederiksborggade 12?, hvor produktionen af "Fyrtøjet" blev startet op, og senere til tegnestuen i Frederiksberggade 28, som blev taget i brug i juli 1943. På grund af den efterhånden opstående pladsmangel rykkede en del af personalet senere ud i nogle lejede lokaler ovenover Nørre­bros Messe på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade. For den sidstnævnte tegnestue blev Bjørn Frank Jensen chef. Omtrent samtidig blev der lejet et meget specielt lokale i Stengade, hvilket jeg senere skal vende tilbage til, hvor også nye med­arbej­dere, især til optræk- og farvelæg­ningsarbejde, kom til. 

 

Forhistorien i mit eget tilfælde

Den følgende beretning vil primært komme til at handle om min tid som animator-elev, animator-assistent og om mine tidligste selvstændige opgaver som animator på den første danske lang­tegnefilm "Fyrtøjet". Filmen blev produceret i årene 1943-45, altså under den tyske besættelse af Danmark, men den fik først dansk urpremiere i København omtrent på etårsdagen for be­frielsen, nemlig i storbiografen Palladium den 16.maj 1946.

 

De lige knapt to år, fra juli 1943 til en uges tid ind i juni 1945, som jeg havde ansættelse hos produktionsselskabet Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, var ikke alene meget interessante og uhyre spændende, men også virkelig lærerige, og de blev på flere måder afgørende og bestemmende for mit fremtidige liv og virke inden for tegnefilmbranchen. Der knyttede sig imidlertid en særlig omstændighed til min start som animator - eller tegnefilmstegner, som det alminde­ligvis kaldtes dengang - nemlig den, at jeg kun lige var fyldt 14 år og netop kort forud havde forladt skolen efter afgangsek­samen fra 2. Fri Mellem, i øvrigt med udmærkelse og - til min egen store overraskelse - flidspræmie i form af et armbåndsur. På urets bagside var mit navn og afgangsdatoen til min store stolthed indgraveret. Men jeg må med skam sige, at den flittig­ste lektielæsning præsterede jeg mest i frikvartererne. Men jeg var en absolut "Benjamin" blandt "Fyrtøjet"s hoved­tegnere eller "nøgletegnere" (begrebet vil blive forklaret senere) - sådan kaldtes animatorer dengang herhjemme - hvis alder lå mellem 23 og 28 år, og blandt de såkaldte hoved- eller nøgletegnere blev jeg snart regnet, takket være mit relativt særlige talent for at tegne og - ikke mindst - animere, dvs. give de tegnede figurer liv eller få dem til at bevæge sig.

 

En passant kan det indskydes, at begreber som "animation" og ”animator” var så godt som ukendt for os danske tegnefilmstegnere dengang. Begreberne var derimod velkendte og dagligdags i Amerika, tegne­filmens Mekka, hvor det dengang som nu stod som det faglige indbegreb af tegnefilmmediets "sjæl".

 

Imidlertid var der også et par enkelte andre tegnere, der ikke var meget ældre end mig, men de to, jeg her tænker på, fik dog ikke selvstændige animationsopgaver, men arbejdede som såkaldte "mellemtegnere" for nogle af de andre animatorer. De to unge tegnere var Ib Steinaa (1927-87) og Kaj Pindal (f.­1927), der altså begge var omkring 16 år i 1943 og dermed omkring to år ældre end mig, og som både sammen og hver for sig senere skulle komme til at skabe sig en relativt be­tydelig karriere inden for tegnefilmbranchen. Men den forholdsvis unge alder gjaldt dog nok også for en del af de såkaldte "optræks- og farvelægningspiger", der for de flestes vedkommende virkede meget unge og sikkert endnu kun har været i teenageårene. Dengang begyndte vel nok flertallet af både mænd og kvinder tidligt på arbejdslivet. Uddannelse i et håndværks-, butiks- eller kontorfag var ikke så almindeligt, som det senere blev, for slet ikke at tale om de videregående uddannelser, der krævede studentereksamen, som virkelig var en relativt stor sjældenhed i de dage og helt frem til omkring 1960'erne.

 

Men for at fortælle noget om, hvorfor og hvordan jeg i det hele taget kom til at beskæftige mig med tegnefilmmediet i alminde­lighed, og med langtegnefilmen "Fyrtøjet" i særdeleshed, vil jeg begynde med en slags forhistorie. Nemlig dels min egen og dels bemeldte films, sådan som jeg husker det og så langt min viden og indsigt rækker. Det var som sagt i det ovenfor skitserede politiske og samfundsmæssige ’klima’, at danskerne levede deres dagligdag under Besættelsen, og det var i det samme klima, at langtegnefilmen ”Fyrtøjet” blev skabt. Derfor skal vi her atter vende tilbage til omtalen af filmens forhistorie og de vilkår og omstændigheder, der herskede omkring dens tilblivelse.

 

      

 

To af nøglepersonerne ved produktionen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet”: Til venstre tegneren Finn Rosenberg Ammitsted, idémanden til filmen, og til højre direktør Allan Johnsen, som ved skæbnens tilskikkelse blev filmens energiske promotor og producent. - © 1946 Palladium A/S.

 

Langtegnefilmen ”Fyrtøjet”: Sådan begyndte det

Som tidligere nævnt, blev ideen til at lave en lang tegne­film over H.C. Andersens eventyr "Fyrtø­jet", undfanget af tegneren Finn Rosenberg Ammitsted. Men om han eventuelt har haft kendskab til og havde ladet sig in­spirere af tegneren Richard Møllers planer om en kortere tegnefilm over samme eventyr, er uvist. Helt udelukkes kan det dog ikke, selvom jeg aldrig har hørt Rosen­berg nævne det. Han nævnte heller intet om, at man til at begynde med havde forestillet sig at tegnefilmen "Fyrtøjet" skulle produceres som en kortfilm. Det påstår tegneren, senere reklamechef hos medicinalfabrikken "Ferrosan", Helge Hau, imidlertid at han har hørt, men mag. art. Henning Pade, der var med fra begyndelsen af langtegnefilmens tilrette­læggelse, dvs. fra efteråret 1942, har skriftligt oplyst at han ikke mener det har sandsynligheden for sig, at Dansk Farve- og Tegnefilm A/S' produktion af "Fyrtøjet" oprindelig skulle have været en kortfilm. (Note 1)

 

Her skal indskydes, at note-tallene i parenteserne, som f.eks. (Note 1) er i dette tilfælde aktive links til noteforklaringer som findes på hjemmesiden http://www.tegnefilmhistorie.dk/, i denne sammenhæng specielt under omtalen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet” og under overskriften Forhistorien. Noterne indeholder især oplysninger om kilderne til de i teksten omhandlede emner, som i mange tilfælde kun kan have interesse for læsere, der er specielt interesserede i tegnefilmhistorie. Ikke-interesserede kan derfor roligt springe noterne over.

 

I tiden efter premieren på ”Fyrtøjet” den 16. maj 1946 blev filmen fortsat omtalt i flere aviser og ugeblade, og heri gentog man påstanden om, at den oprindelig skulle have været en 10-minutters forfilm. Det var f. eks. tilfældet i bladet ”BM” (Børne-Magasinet?), som i et udateret nummer bl.a. kunne fortælle, at Allan Johnsen og Co. dog hurtigt indså, at en sådan kortfilm ikke ville have muligheder for at spille sine omkostninger hjem.

 

Efter at disse linier var blevet skrevet, har tegneren og forfatteren Lars Jakobsen den 20. april 2001 udgivet bogen ”Mik – en biografi om tegneren Henning Dahl Mikkelsen”, og af denne fremgår det at Jørgen Myller og Dahl Mikkelsen i 1934 har lavet en engelsksproget 8 minutters tegnefilm, hvis handling er baseret på H. C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet”. Men denne tegnefilm, hvis den overhovedet er blevet lavet, menes kun at være blevet distribueret i England. Den har så vidt vides aldrig været omtalt herhjemme, hverken i bøger, aviser eller blade, bortset fra 1934, hvor den blev omtalt i DrengeBladet, og heller ikke mand og mand imellem indenfor tegnefilmbranchen. Kun meget få ud over Mik og Myller har herhjemme kendt til filmens eksistens. Derfor er det heller ikke sandsynligt, at den kan have spillet nogen rolle for Finn Rosenbergs og Allan Johnsens valg af samme eventyr som grundlag for langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. (Se nærmere om Myller og Miks ”Fyrtøjet” i afsnittet DANSK TEGNEFILM 1930 – 1942).

 

 

Foto af tegneren Richard Møller ca. 1939-40 på det tidspunkt, da han var godt i gang med produktionen af sin ambitiøse korte, 10-minutters tegnefilm baseret på H.C.Andersens eventyr ”Fyrtøjet”. Den da ca. 25-årige tegner havde på trods af sin entusiasme og sin flid desværre ikke heldet med sig under denne produktion, hvilket primært skyldtes hans manglende erfaring, især i animationens krævende kunstart. Da den senere internationalt anerkendte animator Børge Ring flere år senere fik lejlighed til at se nogle af animationstegningerne fra Richard Møllers film, var han i hvert fald ikke imponeret. – Foto: © 2007 Knud Møller.

 

 

Situation fra Richard Møllers korte tegnefilmudgave af H.C.Andersens eventyr ”Fyrtøjet” (1940).
– Billede: © 2007 Knud Møller.

 

Derimod kan man nok ikke helt udelukke, at historien om tegneren Richard Møllers tegnefilmversion af ”Fyrtøjet” endnu kan have spøgt på det tidspunkt, da planerne om langtegnefilmen af samme titel begyndte at opstå. En kendsgerning er det i hvert fald, at Richard Møller havde fået sin uddannelse som tegnefilmmand hos Jørgen Müller, medens denne havde tegnefilmstudio i Vesterport i 1932-34. Og formentlig fik han igen ansættelse hos Myller og Mik, som fra April 1939 var blevet kunstneriske ledere af det danske, tyskejede tegnefilmselskab VEPRO. Det er imidlertid dokumenteret, at Richard Møller fik inspirationen til at lave en kortfilm over eventyret ”Fyrtøjet”, dels ved at læse filminstruktøren Carl Th. Dreyers artikel "Nye veje for dansk Film - og H.C. Andersen" i tidsskriftet "Avertering" 2. januar 1939, og dels ved at tænke tilbage på Müllers og Miks muligvis urealiserede projekt fra 1934. Vedr. Richard Møller og hans karriere, kan Børge Ring fortælle følgende:

 

”Svar på spørgsmål om Richard Møller (RM):

RM var som ganske ungt menneske celluloid-tuscher hos Jørgen Müller på Vesterport studiet. Da Jørgen tog til England igen begyndte RM en virksomhed som cartoonist. Hans tegnestil lignede meget Jørgens fra den samme tid ..du ved: Columbus, Fyrtøjet og Carmen. Jeg kunne godt lide hans cartoons … ALT var interessant den gang for en dreng fra Fyn: Disney, Fleischer, Skibstrup, Møller, Myller, Bramming, Engholm.

     MIK var nok ikke ”opfundet” endnu … ikke hos mig i alt fald. Han kom først til Svendborg som Ferd’nand-strip i Svendborg Avis.

      Flere år efter (1938?), da jeg var lærling hos Jørgen Myller på Gutenberghus, dukkede Richard Møller op i B.T. med en still af en cartoon soldat, der lignede en af Jørgens tegninger for Anson Dyers ”Sam, pink up tha’ musket” og meddelelsen at NU blev H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet sat på film (at I ved det) hos Teknisk Film Compagni.

     Avisen fik en skylle af breve … blandt protestanterne var Arne Ungermann og Carl Th. Dreyer og flere Andersen-experter. De blev alle telefon-interviewet dagen efter. Dreyer efterlyste en fornyelse i tegnestilen. ”Hvorfor laves der aldrig en tegnefilm i en varm rødkridtstone?”

     RM holdt lav profil i flere år. Bjørn og jeg var i mellemtiden blevet legekammerater og dagdrømmere og en skønne dag blev vi begge to kaldt ud til Teknisk Film Compagni, hvor RM og den rare direktør Hjortø rakte os blyantstegningerne til en scene af soldaten med et kæmpegebis som spadserer på en horisontal pan-baggrund. Det var ikke en cycle [repeat]. Der var nye tegninger for hvert skridt, men soldaten blev mindre og mindre uden at perspektiv var involveret (og grimmere og grimmere og mere og mere fortvivlende).

     Man spurgte om vi kunne tænke os at overtage scenen, men vi undskyldte os. Siden har jeg ikke hørt om eller fra RM.

     På en efterårsferie i 1936 eller 1937 så jeg en mængde cartoons af RM, idet Vibe Hastrups Skocreme på en udstilling om film havde indrettet en tegnefilms-stand, hvor RM sad ved en animations-pult og tegnede ”små mænd” i Myller-Iwerks-stil. På hvert blad skrev han til slut ”Vibe Hastrup Skocreme”. Der var fire vægge omkring ham fuld af cartoons i farver. En speciel frise viste, at ”der skal seks-og-tredive tegninger til at få ”Goofy” til at tage bare eet skridt”.

(Børge Ring i brev af 12.11.01. til Harry Rasmussen).

 

Imidlertid må man med Børge Ring konstatere, at Richard Møllers version af "Fyrtøjet" fra 1940 angiveligt ikke svarede til de kvalitetsmæssige forventninger, hvorfor producenten Knud Hjortø afbrød det til at begynde med så lovende samarbejde. Dette var altså foregået nogen tid, før Finn Rosen­berg og Allan Johnsen omkring sommeren 1942 blev enige om at ville forsøge sig med at starte produktionen af et lang­tegnefilm­pro­jekt baseret på samme eventyr. Richard Møllers planer om en kor­tere tegnefilmversion af eventyret "Fyrtøjet", med Knud Hjortø, Teknisk Film Compagni, som startproducent, var imidlertid ikke beregnet til biografbrug, idet den blev optaget på 16mm smal­film til brug for den private hjemmebiograf. Richard Møller havde imidlertid allerede luftet sine planer om at ville lave en kort tegnefilm over ”Fyrtøjet” til B.T. 3. januar 1939, angiveligt inspireret af filminstruktøren Carl Th. Dreyers artikel i januar-nummeret af månedsskriftet ”Avertering”, som var udkommet dagen før. Dagen efter, den 4. janaur, bragte Politiken et interview med Richard Møller, som til den lejlighed havde lavet en hurtigt udført tegning til artiklen. Den faldt ikke i intellektuelle og kunstneriske læseres smag, og det fik dengang en del læsere til at protestere kraftigt imod Richard Møllers planer. Blandt de protesterende var kendte såvel som ukendte navne, samt flere litterære H.C.Andersen-eksperter. (Note 2)

 

Det kan som nævnt konstateres, at Richard Møllers tegnefilmprojekt i alt fald til dels var in­spireret af Carl Th. Dreyers artikel, der som nævnt stod at læse i tidsskriftet ”Avertering” for 2. januar 1939. Denne artikel kan antagelig også have inspireret Finn Rosen­berg, der som reklametegner utvivlsomt må have læst det nævnte blad. I artiklen, der har overskriften Nye veje for dansk film - og H.C. Andersen, konstaterer Dreyer bl.a.:

 

     "Der er enighed om, at Danmark er nærmere til at optage en H.C. Ander­sen-film end noget andet land. Der er også enighed om, at der må ydes en sådan indsats i penge og arbejde, at filmen bliver et værdigt udtryk for vor store, nationale digter og virker som propaganda for dansk kultur og kunst.

     Det er et højt og berettiget mål at sætte sig, og man må håbe, at de, der har modet til at give sig i lag med denne store opgave, også er sig både vanskelighederne og ansvaret bevidst."

 

Herefter kommer Dreyer ind på, om filmen eventuelt skal være en bi­ografisk skildring af H.C. Andersens liv, og efter at have gennemgået de forskellige muligheder for en sådan film, fort­sætter han:

 

     "Hvordan det nu går eller ikke går den biografiske H.C. An­dersen-film, så er der en anden H.C. Andersen-film, som verden venter på og længes efter, en H.C.Andersen-film, som før eller senere vil blive lavet, og som vi bør gå igang med jo før jo hellere, saa meget mere som dens økonomiske muligheder er langt gunstigere end for den biografiske film.

     Den tanke er blevet fremsat, at der ikke kan gives nogen bedre karakteristik af digterens personlighed end ved i bille­der at genfortælle et eller nogle af hans eventyr. Dette er selvfølgelig rigtigt, men ikke hvis man tænker sig eventyrene filmatiseret, spillet og fotograferet som en almindelig film. Den fotografiske linse er udmærket til at gengive den hånd­gribelige virkelighed, men er kun en fattig hjælp, når det gælder om at frembringe en illusion af det uvirkelige, og overfor eventyrenes spindelvævslette, duftige poesi vil den ganske svigte. For på lærredet at genskabe eventyrenes for­tryllende ynde, må filmen ty til andre midler. Den rigtige H.C. Andersen-eventyr-film må laves af en dansk maler.

     Da den første tegnefilm for mange år siden kom frem, kunne de mere forudseende spå, at der engang ville opstå en "malet" film i modsætning til den "spillede" film, et "levende maleri" svarende til den "levende tegning". Tvivlerne fra dengang vil næppe tvivle mere, og hvis de gør det, bør de gå ind og se Snehvidefilmen." (Note 3)

 

I sin artikel berører Dreyer herefter lidt af tegnefilmgenrens foreløbige historie og nævner navne som Oskar Fishinger, Willem Bon og Lotte Reiniger, hvorefter han kommer ind på, hvad han kalder "den underholdende tegnefilm". Som et på det tidspunkt fore­løbigt højdepunkt inden for denne kategori, omtaler Dreyer atter Snehvide-filmen, som han dog ikke vurderer som et be­tydeligt kunstværk. Dette begrunder han på følgende måde:

 

     "Målt med kunstens alen er den ikke noget betydeligt værk, og der kan - dens mange fornøjelige og indtagende egenskaber ufortalt - peges på ufuldkommenheder, især den for hoved­personernes vedkommende noget glansbilledagtige psykologi samt de ofte skrattende og skurrende, ofte flade og ferske farve­virkninger. Walt Disney er en underholdende og opfindsom tegner og godt inde i tegnefilmens håndværk, men nogen stor kunstner er han visselig ikke."

 

Det er Dreyers opfattelse, at hvad angår det stil­mæssige så vel som litterære indhold, behøver tegnefilmen ikke "at traske i hælene på ugebladenes noget barnlige tegneserier," men både kan og bør hæve sig op på et virkeligt kunstnerisk niveau. Det mener han, at man vil kunne gøre i Danmark, hvor der findes en række betydelige tegnende og malende kunstnere, og dette sammen­holdt med, at vi i og med H. C. Andersens eventyr ejer et af de største litterære aktiver i verden, måtte kunne ende med et godt resultat. Efter Dreyers mening ville tegnefilm over især H. C. Andersens lyriske eventyr blive af kunstnerisk kvalitet, hvis de blev lavet på grundlag af tegninger eller illustrationer af f.eks. Vilhelm Pedersen, Axel Nygaard, Mogens Zieler, Arne Unger­mann, Hans Bendix eller Jensenius. Som eksempler på humoristiske eventyr, nævner Dreyer Lille Claus og store Claus og Fyrtø­jet, som han formoder at især kunstnere som Arne Ungermann, Hans Bendix og Jensenius ville være selvskrevne til at designe. Og for de drama­tiske eventyrs vedkommen­de, mener han at malere som Niels Larsen Stevns, Hans Scher­fig eller Fritz Syberg ville være velegnede. Dreyer fremhæver desuden især Larsen Stevns som oplagt "desig­ner" på en bi­ografisk H. C. Ander­sen-film, hvilket han begrunder med den samling af farvelagte illustrationer (akvareller), som denne havde malet til en på det tidspunkt påtænkt billedudgave af "Mit Livs Eventyr". Akvarellerne blev udstillet på Den Frie i efteråret 1938(?). Billedudgaven med Larsen Stevns' illustra­tioner udkom i 1943. (Note 4)

 

I 1914 optog Dania Biofilm Kompagni en "spillefilm" over eventyret "Lille Claus og store Claus". Drejebogen hertil blev udformet af forfatter og daværende direktør for Gyldendals Forlag, Peter Nansen (1861-1918), som også sad i bestyrelsen for Dania Biofilm Kompagni. Han var en overgang gift med den berømte skuespillerinde Betty Nansen, f. Müller (1873-1943), som fra 1917 og til sin død var leder af Betty Nansen-teatret på Frederiksberg. Som instruktør på "Lille Claus og store Claus" valgte man skuespilleren og forfat­teren Elith Reumert (1855-1934), der blev anset for at have et godt kendskab til H.C.Andersen og dennes forfatterskab. Han havde som dreng selv mødt den store digter i levende live, lige som han havde et personligt bekendtskab med nogle af de personer, der havde kendt H.C.Andersen på nærmeste hold. Det var dog først 10-11 år senere, at han skrev et par bøger om især mennesket H.C.An­dersen. Den første, H.C.Andersen og Det Mel­chiorske Hjem, udkom 1924, og den anden, H.C.Andersen som han var, udkom 1925, begge på H. Hagerups Forlag, København. (Note 5)

 

Den ene hovedrolle som Store Claus blev spillet af daværende skuespiller Benjamin Christensen (1879-1959), som siden marke­rede sig som en af dansk stumfilms kunstnerisk set bedste instruktører. Efter mange års virksomhed som filminstruktør i Tyskland og siden i Hollywood, vendte han i 1939 tilbage til Danmark og instruerede spille­fil­men "Skilsmissen børn", som han desuden havde skrevet drejebo­gen til. I årene 1940-42 stod han for yderligere fire markante danske spillefilm. 1944 fik han bevilling til Rio Bio på Roskildevej 301 i København. Den anden hovedrolle som Lille Claus blev udført af skue­spil­leren Henrik Malberg (1873-1958), der havde haft sin filmdebut 1910 i Regia Kunst­films Co.’s filmatisering af Oscar Wildes novelle "Dorian Grays Portræt", og som så sent som i 1955 fik en hovedrolle i Carl Th. Dreyers filmatisering af Kaj Munks skuespil "Ordet". Robert Storm Petersen havde en mindre rolle som bondekarl i "Lille Claus og Store Claus". På et still-foto fra filmen ses han sammen med Benjamin Christensen ved siden af en hestevogn, på hvis buk, der sidder en hatte­klædt mand og bag ved denne bøjer en skikkelse sig forover. De to sidstnævnte personer er ikke identificeret. Billedet er et af de få still-fotos, der er bevaret fra filmen. (Note 6)

 

Under titlen Store Klaus og Lille Klaus blev eventyret "Lille Claus og Store Claus" i 1930 lavet som dukkefilm af fotografen Christian Maagaard Christensen hos det dengang nyoprettede Nordisk Tonefilm, der dog intet havde med Nordisk Films Kompag­ni at gøre. Filmen blev eftersynkroniseret af "Lange Lyd" alias tonemester Henning O. Petersen (1894-19??), som 1928-46 var tonemester på Nordisk Film i Valby og derefter værksteds­chef ved Nordisk Films Teknik i Frihavnen. Filmen, der er på omkring 600 m = ca. 22 minutter, blev vist i Kinografen 24.8.-8.9.1930. (Note 7)

 

Det er dog næppe alle, der var eller vil være enige i Dreyers vurdering af Snehvide-filmen så vel som af Walt Disney, men hans op­fattelse deltes dog stort set af det finkulturelle establish­ment, både dengang og senere. Spørgsmålet er imidlertid, om vurderingen kan karakteriseres som saglig, idet man må spørge sig selv, hvilke forudsætninger den i øvrigt velmeriterede og verdensberømte spillefilmsinstruktør Carl Th. Dreyer havde for at kunne vurdere tegnefilmmediet og dettes særlige historie, vilkår og mulig­heder. Dreyer, som på det tidspunkt åbenbart nærede stor og op­timistisk tiltro til danske filmprodu­center, giver desuden udtryk for den mening, at opgaven med at frem­stille en dansk H.C.Andersen-eventyr-tegnefilm må ligge snublende nær for en dansk filmproducent, og han fortsætter:

 

     "[...] Om den inter­esserede producent derefter ville forsøge at realisere filmen her i landet ved tilkaldelse af udenlandske teknikere (hvis vi ikke allerede har dem gode nok, hvilket jeg er tilbøjelig til at tro) - eller skulle foretrække at alliere sig med en engelsk eller ameri­kansk partner er i første omgang et underordnet spørgsmål. Det vigtige er, at der er brug for den "tegnede" eller "malede" H.C.Andersen-eventyrfilm, og at dansk film ikke bør vente, til denne rige, nationale skat tages ud af hænderne på os, men ufortøvet skride til værket. Risikoen er ringe, for man ved på forhånd nøjagtigt, hvad man giver sig i lag med og kan følge virkeliggørelsen skridt for skridt. Videre har erfaringerne fra Snehvidefilmen vist, at en "tegnet" film uden større vanskelig­hed lader sig eftersynkronisere på andre sprog." (Note 8)

 

Apropos tegnefilm baseret på et af H.C. Andersens eventyr, så havde Storm P.’s fotograf Karl Wieghorst allerede i 1928 og 1930 forsøgt sig med at tegnefilmatisere nogle af Andersens eventyr (Se herom i note 7). Og i 1931 kunne Walt Disney præsentere sin tegnede kortfilmversion af The Ugly Duckling (”Den grimme ælling”). Den blev flere år senere tegnet om i en ny og moderniseret version, som havde premiere i 1939 og vandt en Oscar som bedste korte tegnefilm det år. I begge tilfælde var der dog tale om en endog meget fri gengivelse af handlingen i Andersens eventyr, og eventyrets morale eller sigte var banaliseret til ukendelighed. Det forhindrer dog ikke, at der for den sidstnævnte versions vedkommende er tale om en meget smuk, rørende og teknisk set god tegnefilm, som både børn og voksne har kunnet glæde sig over både dengang og ved de senere visninger i biografer verden over, og endnu senere i tv og i video-udgaver af filmen.

 

Når Dreyer mente eller formodede, at vi herhjemme rådede over folk, der teknisk set ville være i stand til at lave en sådan film, tænkte han formentlig på Jørgen Müller og Henning Dahl Mikkelsen og deres medarbejdere, som i slutningen af 1938 til hen på foråret 1939 arbejdede for Gutenberghus Reklame Film. I artiklen nøjes Dreyer dog ikke med at fremsætte luftige ideer, men kaster sig ud i et budgetmæssigt reg­nestykke over, hvad en såkaldt helaf­tens-tegnefilm ville koste at producere i 1939-priser. Han går ud fra, at "en teknisk upåkla­gelig tegne­film i farver og med tone ligger herhjemme på cirka 60 kroner pr. meter. Lad os være large og regne med det dobbel­te for eventyr­filmen. Vi vil da se, at en helaftens-tegnefilm på 2000-2400 meter vil koste mindre at fremstille end alene den danske version af den spillede H.C.An­dersen-biografi. Men medens tegnefilmen let lader sig "oversæt­te" til andre sprog og altså vil kunne vises over hele verden, kan den danske version af spillefilmen kun opføres herhjem­me." (Note 9) 

 

Hvis man regner på Dreyers angivelse af prisen for en dansk tegnefilm på 2000-2400 meter, hvilket vil sige en spilletid på 72-86 minutter, kommer vi med en pris på 120 kr. pr. meter til et budget på 240.000-288.000 kr., vel at mærke i 1939-priser. Til sammenligning kostede det omkring 1.000.000 kr. at pro­ducere den 76 minutter lange "Fyrtøjet" i årene 1942-45, altså ca. fem-seks gange så meget som den af Dreyer anslåede pris! Til yderligere sammenligning kostede det 1,7 mill. dollars i 1937-priser at frem­stille den 80 minutter lange Snehvide-film, som det også tog omkring 3 år at producere, men vel at mærke med en stab på 900-1000 mennesker. Sammenligningen halter dog, idet arbejds­pro­ceduren på Disney-studierne var tilrettelagt og indøvet gennem årelange eksperimenter og praktiske erfarin­ger, opnået under produktio­nen af et stort antal korte tegnefilm, både i Mickey Mouse-serien, Donald Duck-serien m.fl., men måske særlig i den generelt set mere ’seriøse’ Silly Symphony-serie.

 

    

 

Herover ses de to mest markante skikkelser indenfor den danske tegnefilmbranche i 1930’-40’erne. Til venstre Henning Dahl Mikkelsen (Mik) og til højre dansk tegnefilms ubestridte nestor, Jørgen Müller (Myller), begge fotograferet omkring juletid 1941. I 1942-43 var begge på tale som directing animators på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”.                                                                       – Fotos: Udsnit af gruppefoto taget ved VEPRO’s julefest 1941. – Dansk Billed Central.

 

Dansk tegnefilmproduktion havde indtil 1939 været diskontinuerlig, og de få ledende tegnefilmfolk, der var på det tidspunkt, udgjordes faktisk kun af to personer, nemlig før­nævnte Jørgen Müller og Dahl Mikkelsen, som begge havde lært metieren i England. En lidt yngre generation af danske tegne­filmfolk var dog så småt på vej med navne som Bjørn Frank Jensen, Børge Hamberg, Erik Rus, Kjeld Simonsen og Erik Christensen. De havde alle på det tidspunkt, da ”Fyrtøjet” blev sat i produktion, været ansat hos tegnefilmselskabet VEPRO.

 

Men at producere en tegnefilm uden en story­board, var utænkeligt hos Disney, tværtimod var en sådan et selvfølge­ligt og uundværligt led i produktionsprocessen. Dertil kommer, at hans medarbej­dere, herunder især in­struk­tører og anima­torer, af de oven for anførte grunde var betydeligt mere vel­trænede og erfarne end tilfældet var med de animatorer, der arbejdede på "Fyrtø­jet". Og heller ikke, hvad økonomi og budgetter angår, tåler dansk tegne­filmproduktion sammenligning med ameri­kansk tegne­filmpro­duktion, som opererer med budgetter på millioner af dollars, når det drejer sig om langtegnefilm, hvor man herhjem­me må nøjes med at kalkulere højst med millioner af kroner. En direkte sammen­ligning mellem vilkårene og forudsætningerne for Disneys tegne­film og forudsætningerne og vilkårene for pro­duktionen af "Fyrtø­jet", er derfor ikke hverken mulig eller rimelig. Man bør dog undskylde Dreyer med, selvom han faktisk havde været journalist i mange år, at han var velmenende, men sagligt set uerfaren og ukyndig i tegnefilmproduktion.

 

Men meget apropos Dreyers ovenfor omtalte og delvist citerede artikel, så blev denne naturligvis læst med særlig interesse af den øvrige presses kultur- og filmjournalister. Det gav i al fald formiddagsavisen "B.T." anledning til et inter­view med dansk tegnefilms ubestridte førstemand, Jørgen Müller, som stod at læse i avisen for lørdag den 7. januar 1939. Under over­skriften H.C.Andersen-Filmen: En dansk Tegnefilm er mulig, bliver Jørgen Müller spurgt om, hvilke muligheder, der vil være i Danmark for at lave en helaftens-tegnefilm baseret på et eller eventuelt flere af H.C.Andersens eventyr. Müller anslår optimistisk, at 12-14 mennesker ville kunne fremstille en sådan film i løbet af et år, og at den vil koste ca. 250.000 kr. at producere. (Til sammen­ligning tog det omkring 200 menne­sker hen ved 3 år at frem­stille "Fyrtøjet", der som tidligere nævnt kom til at overstige det oprindelige budget med et beløb, der var ca. seks gange højere end forudset og planlagt). (Note 10)

 

I artiklen udtaler Jørgen Müller sig som fagmand sagligt om, hvilke udgiftsposter man måtte regne med. Han fastslår, at der skal bruges ca. 7000 meter råfilm, 3000 meter råfilm til lyd og en klippekopi af begge strimler, i alt ca. 4500 meter. Dertil kommer 10 kopier af den færdige film, hvilket alt sammen ville koste omkring 70.000 kr. Dertil skal lægges honorarer til manuskriptforfatter(e), komponist, musikere og skuespillere, der for de sidstnævntes vedkommende skal indtale tegnefilmfigurernes replikker.    Dernæst kom gager til tegnerne, som Müller anslog til at omfatte 12-14 mennesker, nemlig en kunstnerisk designer og tre nøgletegnere, og nogle mellemtegnere, samt tre kvinder til med tuschpen at "kalkere" blyantsteg­ningerne over på celluloidplader, og tre-fire unge damer til at farvelægge disse. Müller anslår endvidere, at det samlede antal celluloidplader vil koste ca. 7-8.000 kr. (Note 11)

 

Hverken Jørgen Müller eller journalisten, som under­skriver sig Maurice, nævner direkte noget om, at den påtænkte lang­tegnefilm eventuelt kunne dreje sig om en tegnefilmatisering af eventyret "Fyrtøjet", men muligheden fremgår indirekte af artiklens indledning, hvori der står følgende:

 

     "Carl Th. Dreyers forslag om at skabe en dansk H.C. Andersen-eventyr-tegnefilm drøftes nu ivrigt blandt tegnere og films­folk. Et af de vigtigste problemer er dette: Er det muligt rent teknisk at fremstille en sådan film herhjemme? For at få dette spørgsmål besvaret, har B.T. henvendt sig til Jørgen Müller, der i en halv snes år har beskæftiget sig med frem­stilling af reklametegnefilm både her og i England, hvor han oprindelig lærte teknikken. Hr. Jørgen Müller, der venligst ikke bedes forvekslet med Richard Müller, som forleden bebudede sin private H.C. Andersen-Film, udtaler: osv. osv."

 

Bortset fra, at Richard Müller hed Møller til efternavn, så havde han som tidligere nævnt planer om at lave en kort tegne­film over eventyret "Fyrtøjet", beregnet på et dengang stigende marked for 16mm film. Projektet var kort forinden blevet omtalt i pressen, lige som det senere atter blev omtalt i den køben­havnske avis B.T. I følge nævnte avis havde Møller indgået en aftale med Teknisk Film Compagni om produktion af en cirka 5-6 minutter lang tegnefilm, baseret på H.C.Andersens eventyr "Fyrtøjet". Det var direktør Knud Hjortø, stifteren af Teknisk Film Compagni, der var initiativtager til filmen, og firmaets med­stifter, film­fotografen Fritz Jensen, der skulle fotografere filmen. Richard Møllers ”Fyrtøjet” blev imidlertid kasseret af producenten, angiveligt fordi den kvalitetsmæssigt ikke levede op til forventningerne. Knud Hjortø opgav dog ikke ideen om at producere underholdningstegnefilm til 16mm-hjemmebiografen. Samme firma pro­ducere­de derfor året efter, i 1940, tegne­filmen Peter Pep og Skoma­ger Snøre­støv­le, som tegneren Erik Rus (Christensen) (1920-87) dels var ophavsmand til, og som han dels også var hovedanimator på, med Børge Hamberg (1920-70) som assistant og mellem­tegner. Fritz Jensen er kredi­teret som fotograf på denne tegnefilm. Året efter producerede samme firma og team en to'er med titlen Peter Peps Attentat. (Note 12)

 

Det var imidlertid langt fra nogen ny idé at lave en tegne­film over H.C.Andersens eventyr i det hele taget, og heller ikke specielt over eventyret "Fyrtøjet". I bogen Filmen og H.C.Andersen, fortæller forfatteren Arnold Hending bl.a., at Nordisk Films Kompagnis første filminstruktør, Viggo Larsen, i året 1907 instruerede i alt tre H.C.Andersen-eventyr-film, nemlig "Lykkens Kalosker", "Fyrtøjet" og "Ole Lukøje", hver af 8 minutters spilletid, hvilket blev anset for en anselig længde for film dengang. Men hverken direktør Ole Olsen, fotografen Axel Graat­kjær eller Viggo Larsen selv var særligt tilfredse med resulta­tet, da filmene var færdige. Efter først at have omtalt "Verdens første H.C.Andersen-Film!", "Lykkens Kalosker", 1907, som det tog to arbejdsdage at optage, og som ikke vakte de impliceredes udprægede glæde eller begejstring, fortsætter Arnold Hending med at fortælle specielt om "Fyrtøjet":

 

 

Herover ses Nordisk Films version af eventyret ”Fyrtøjet”. Filmen blev produceret i 1907 og havde en spilletid på 8 minutter, hvilket var normal længde for ”spillefilm” dengang. Til venstre ses instruktøren Viggo Larsen i rollen som soldaten, og tilhøjre Oda Alstrup i rollen som prinsessen. Hunden, som i dette tilfælde har bragt prinsessen fra slottet og hen til soldatens logi, er tydeligvis en sortklædt mand med papmachehoved. – Foto: © 1907 Nordisk Films Kompagni A/S. Fotoet er gengivet fra Arnold Hending: Filmen og H.C.Andersen. Kandrup og Wünsch. København 1935.

 

     "Og heller ikke synderlig pietetsfuldt gik man igang med "Fyrtøjet", i prisbillige omgivelser, tryllet frem af maleren Robert Krause og skænket vederlagsfrit på Roskilde Landevej af Vorherre.

    Med et minimum af tiltro til at "Fyrtøjet" skulle kunne betale sig gjorde man på Nordisk et nyt skrabud for smagen. Man tog nogle billeder på trægulvet og drog derpå, forsynet med et hult træ, til landevejen hvor, kuriøst nok, den store H.C.Andersen-kender Jean Hersholt året forud havde debuteret foran kameraet for 7 kroner.

 

     Instruktøren og førsteskuespilleren Viggo Larsen siger om denne optagelse: Når jeg (det må være i samråd med Ole Olsen) valgte "Fyrtøjet" var det ikke fordi Andersen var så berømt i ud­landet - det vidste man slet ikke herhjemme. Dan­skerne har altid været længe om at opdage, at en landsmand var kendt i det fremmede. Nej, det muntre, naive Aladdintema til­talte mig. Men der var jo det med hunden! Hvor får jeg en hund med øjne så store som Rundetårn, eller blot som thekop­per? Min regissør klarede dette punkt ved hjælp af tre sæt sort tricot og tre mægtige hundehoveder af pap. Vi var på dette punkt blodige amatører, ja i dekorativ henseende nærmest analfabeter, men vi besad det mod som avles af ungdom og naivitet. Vi arbejdede efter løsenet: Det skal gå hurtigt, det må ikke koste noget, og filmen må ikke blive over 165 meter lang. Man tænke sig hele eventyret spillet på 8 minutter. Man kan end ikke læse det fra bladet på den tid.

     Det var svært at finde et af civilisationen uberørt stykke landevej, fortsætter Larsen, men det lykkedes jo. Petrine Sonne spillede heksen og jeg selv soldaten. Af de øvrige medspillende husker jeg i dag kun bugtaler Lund som kongen, den yndige Oda Alstrup som prinsessen og Storm P. som en af tjenerne i "loka­let", hvor soldaten morer sig med at ødsle penge på ubekendte mennesker. - Der havde naturligvis været anledning til at vise livlige gadeoptrin i gamle dragter mellem gamle huse, men sådanne luksusoptagelser ville kun forlænge og fordyre filmen. Slutscenen blev taget i Søndermarken, hvor vi havde bygget en trone op ved siden af træet, hvor mestermanden havde slynget rebet, som skulle lægges om min hals, om en tyk gren. Det var naturligvis kun et ekstrakt af eventyret vi fik lavet - og hvorfor jeg leverer dette minde fra 1907 og smiler vemodigt når jeg tænker tilbage ... ja, det skyldes mindet om de øjeblikke, da Oda Alstrup to gange kærligt slyngede sine dejlige arme om min hals!

     Men jeg husker også, at Viggo Larsens manglende håb til et heldigt udfald af en eventyrfilm var dette, at det var hans mening (længe før tegnefilm var skabt) at kun i tegnefilm kunne det helt rigtige resultat opnås. Kameraet var ham, og her så han vel i grunden rigtigt, for realistisk!" (Note 13)

 

 

Herover ses endnu en scene fra Nordisk Films version af eventyret ”Fyrtøjet”. Til venstre ses Gustav Lund i rollen som kongen, derefter Oda Alstrup som prinsessen og i midten Clara Nebelong i rollen som dronningen, mens instruktøren Viggo Larsen ses i rollen som soldaten, der bliver holdt tilbage af et par lakajer. Foto: © 1907 Nordisk Films Kompagni A/S. Fotoet er gengivet fra Arnold Hending: Filmen og H.C.Andersen. Kandrup og Wünsch. København 1935.

 

Lyrikeren og forfatteren Arnold Hending, som siden midten af 1930'erne havde speciali­seret sig i dansk films historie, kommer i bogen "Filmen og H.C.Andersen" også ind på langtegnefilmen "Fyrtøjet", hvorom han skriver følgende:

 

     "Med usandsynligt mod og offervilje førtes dog tegnefilmen "Fyrtøjet" til dansk, europæisk og amerikansk premiere. Hidtil havde kun Walt Disney og Max Fleischer produceret de så kostbare helaftenstegnefilm, og at Danmark nu, som det første land i Europa, kunne være med i konkurrencen, havde næsten klang af fanfare.

     At det tog en lille hærskare af medarbejdere små tre år at producere eventyret, lader én ane Sisyfos-kampen. Man var startet med nogle få tegnere, under produktionslederen Allan Johnsens chambriere, men efterhånden udviklede staben af tegnere sig til 200, og man erfarede at disse ialt fik udført halvanden million tegninger, der blev tilrettelagt af Svend Methling. Filmen blev den dyreste, der endnu var produceret i Ole Olsens fædreland.

     Et par tal vil være en overraskende projektør på arbejdets omfang: Fremstillede blyantstegninger: 543.000 - Tegnet på celluloid: 433.500 - Farvelagte tegninger: 433.500.

     Der var seks hovedtegnere. Børge Hamberg skabte den raske soldat, som Poul Reichhardt lagde stemme til, Preben Dorst tegnede prinsessen, og Bjørn Frank Jensen sled med arbejdet med de humoristiske figurer, men alle anstrengelserne førte allige­vel ikke til den store succes. Efter premieren i Palladium hed det: "Når man har valgt at bygge filmen over H.C.Andersens eventyr, er det antagelig, fordi man gerne har villet skabe noget, der ikke alene var kendt verden over, men også var specifik dansk. At Andersens geni ikke lader sig oversætte til film og det derfor kun er handlingen, der er tilbage, er en sag for sig. Men karakteristisk for hele foretagendet er det, at man forgæves leder efter det danske ved filmen. Alle landskaber og bybilleder - selv om de gengiver Rundetårn - er så åben­bart lavet med et ak, alt for skelende øje til den fantasi - eller pandekage-verden, som vi kender fra Technicolor-filmene fra den anden side Atlanten. Resultatet var med andre ord, som det var ventet - det vil sige ikke så godt."

     Der kom dog en bemærkning om at filmen glimtvis bød på forsonende momenter, f. eks. på et morsomt fysiognomi eller en musikpassage, der hævede sig over det øjeblikkelige glemte - og så var filmen fri for platheder - hed det forsonende.

    Publikum kunne lide filmen og måske ikke mindst musikken, der var komponeret for lejligheden af Vilfred Kjær og Eric Christi­ansen, men da "Dansk Farve og Tegnefilm A/S" næste gang drømte erobrerdrømme i farver, slukkedes alle stjerner.

     Det hed i bladene, i foråret 1949, at man, efter den så heldigt gennemførte opgave med "Fyrtøjet", nu havde besluttet at fremstille en helaftensfilm over "Klods-Hans", og at sel­skabet fra Undervisningsministeriet havde fået meddelelse om at staten ville støtte foretagendet. Det var ikke underligt, at man, efter den sol-bulletin, gik igang. Svend Johansen lavede tegningerne til baggrundsskitserne, og Hans Schreiber var klar til at interviewe sin muse, drejebogen var af Johnsen og Henning Ørnbak, og forhandlingerne med de skuespillere, der skulde lægge stemmer til begivenheden, var begyndt.

     Og medens det våndefuldt fødte barn "Fyrtøjet" endnu opføres i London, indtræffer katastrofen. Allan Johnsen, der er osten­tativt sky for udtalelser af bastant karakter, siger blot til pressen, at han selvfølgelig ikke vil lægge skjul på, at han er skuffet - men, tilføjer han - nu vil han ikke mere have med tegnefilm at bestille. Et samarbejde, der var begyndt i de gladeste forhåbningers forår, er brudt sammen. Farvel da til nye fremstød på hjemlig grund i Technicolor.

    Med "Klods-Hans" collaberede en dansk indsats med mange muligheder. [...]"!! Arnold Hending: Filmen og H.C. Andersen, s.30-32. - Citatet fra en af anmeldelserne af ”Fyrtøjet” er fra 17. maj 1946 og stod under overskriften ”Den danske Tegnefilm, der kostede en Million” at læse i Berlingske Tidende.

 

Arnold Hendings kortfattede beskrivelse af langtegnefil­men "Fyrtø­jet"s til­blivelse og dens modtagelse i pressen er stort set i overensstemmelse med de faktiske forhold og begivenheder. Det var som tidligere nævnt mag.art. Peter Toubro, der - med litterær assistance af mag.art. Henning Pade - skrev drejebogen til "Fyrtøjet". Men det er ikke korrekt, når Hending skriver, at drejebo­gen til lang­tegnefilmen "Klods-Hans" var skrevet af Allan Johnsen og Henning Ørnbak. Den var derimod skrevet af dramati­keren Finn Methling og med mag.art. Henning Pade som litterær konsulent. Denne tegnefilm og dens kranke skæbne skal vi vende tilbage til i kronologisk sammen­hæng.

 

Den viden om langtegnefilmen "Fyrtøjet"s forhistorie, der ligger til grund for nærværende skildring, skyldes dels, hvad jeg, Harry Rasmussen, har fået fortalt personligt af især Finn Rosen­berg, og dels af andre involverede parter, herunder ikke mindst af Henning Pade, som også var med helt fra starten, men som 3. septem­ber 1944 arresteredes af Gestapo, mistænkt for deltagelse i modstandskam­pen. Han sad varetægtsfængslet lige indtil befrielsesdagen, den 4.maj 1945. Endelig er supple­rende op­lysninger om filmens forhistorie og tilblivel­se hentet fra flere steder, bl.a. hos nogle endnu levede folk, der var medarbejdere på ”Fyrtøjet”.

 

I Niels Jørgen Dinnesen og Edvin Kau's "Filmen i Dan­mark", Akademisk Forlag 1983, nævnes "Fyrtøjet" i forbindelse med omtalen af Dansk Farve- og Tegne­film A/S' næste langtegnefilm­produktion "Klods-Hans". Omtalen er ledsaget af et enkelt billede fra "Fyrtøjet", som stammer fra forsiden til det filmprogram, som Bjørn Frank Jensen specielt har lavet teg­ninger til. Tegnefilmen "Fyrtøjet" er også nævnt i en billedtekst i Erik Nørgaard: Levende billeder i Danmark, side 179, hvor der under et close-up af heksen står følgende:

 

     "Heksen i den første danske tegnefilm med spillefilmlængde, "Fyrtøjet" fra 1946, iscenesat og tilrettelagt af Svend Methling. Det var et mere dristigt end vellykket eksperiment."

 

Men i henhold til, hvad Finn Rosenberg personligt har fortalt mig, mens vi endnu arbejdede på "Fyrtøjet", var det altså ham, der fik ideen og tog initiativet til filmen. Hvilket dels også er fremgået af presseomtalen af filmen, og dels senere også er blevet skriftligt bekræftet af Henning Pade. Hvordan Finn Rosenberg var kommet på netop  den idé, nævnte han dog ikke selv noget om, men tanken om en H.C. Andersen-eventyr-tegnefilm lå vel så at sige i "luften" på den tid, og særlig efter at Carl Th. Dreyer med sin artikel i "Avertering" havde givet næring til tanken, og efter at fagman­den Jørgen Müller havde udtalt sig om de praktiske muligheder for, at man i Danmark ville kunne gennemføre et sådant projekt. For Finn Rosenbergs vedkommende skete det i praksis på den måde, at da han omkring 1942 var ansat som reklame­tegner på Rekla­me­bureauet Monterossi, fik han en dag til opgave at illustrere bogen "Fra Dyreskind til Celleuld", som var skrevet af fabri­kant og grosserer Allan Johnsen. På bogens bagside fandtes følgende tekst:

 

     "Her er en Bog for den videbegærlige Læser, ikke alene den unge, der søger Oplysning om Dagen og Vejens praktiske Spørgs­maal, men enhver kan i denne interessante Skildring finde noget nyt og udbygge sin Viden. Det er første Gang en dansk Forfatter paa en populær Maade har skildret Spin­destoffernes Historie, og det er gjort saa morsomt og let læseligt, at Bogen vil finde Vej til det største Publikum." (Note 14)

 

Bogen, som ifølge Henning Pade er skrevet i løbet af sommeren 1942, fortæller om de råvarer, der gennem tiderne er blevet brugt til at spinde tekstiler med: hør, uld, silke, kunstsilke, celleuld og mælkeuld. Skildringen af de forskellige stoffer er rigt illustreret med muntre tegninger og oplysende, skematiske tegninger af de processer, der ligger bag den tekniske frem­stilling af stoffernes tilblivelse. Celleulden, i daglig tale blot kaldt "celluld", der i den sidste del af krigen kom til at spille en stor rolle i tekstilindustrien, blev fremstillet med grantræernes cellulose som råmateriale, og efter en mekanisk og kemisk proces forvandledes træmassen til fine tråde, som man kunne spinde og væve tekstilstof af.

 

   

 

Herover ses forsiden og indholdsfortegnelsen til Allan Johnsens bog ”Fra Dyreskind til Celleuld”, Schønbergske Forlag 1942. Bogens illustrator var reklametegner Finn Rosenberg Ammitsted, som på det tidspunkt var ansat hos reklamebureauet Monterossi. – Tegninger © 1942 Allan Johnsen og Schønbergske Forlag.

 

Det nye produkt blev oprindelig udviklet og fremstillet på to fabrikker i Tyskland: Köln-Rottweil A.G. og Dynamit A.G., og det nye produkt blev kaldt for "Vistra", et navn, som var sammensat af de to firmaers telegramadresser "Sivispacem", en forkortelse af "Si vis pacem para bellum" ("Hvis du vil vinde freden, så forbered krigen"), og "Astra", som betyder "stjer­ne". Side 231 konstaterer Johnsen bl.a.:

 

     "[...] Allerede i 1922 begyndte Klædefabrikkerne i Tyskland at interessere sig for Celleulden, som ogsaa fandt Vejen til flere af Europas Lande. Tyskland skabte Celleulden, og den fik en rivende Fremgang. Da Hitler i 1936 forkyndte det nationalsocialistiske Raastofspro­gram, var det Celleulden, der skulde frigøre Tyskland fra England og Amerikas Monopol. Den engelske Blokades Kvælertag skulde ikke mere komme til at ramme Tysklands Industri. Træ havde Tyskland nok af, særlig efter at Østrig var kommet ind under det tyske Omraade." (Note 15)

 

Det var angiveligt under samarbejdet om bogen, at Finn Rosenberg forelagde Allan Johnsen ideen om, at man burde lave en helst længere tegnefilm over H.C.Andersens eventyr "Fyrtøjet". Og Johnsen, der som følge af krigen og besættelsen på det tidspunkt, i øvrigt i lighed med andre tekstilfabrikanter, havde problemer med at skaffe tekstil­stoffer til sin fabrikations- og grossistvirksomhed, var straks med på ideen. Han, der boede i Gentofte og var en ivrig sports­roer, havde i 1938 været med­stifter af Skovshoved Roklub, og blandt dennes medlemmer taltes mag.art. Peter Toubro og mag.art. Henning Pade. Disse to lit­terært kyndige mænd fik Johnsen nu gjort interesseret i film­projektet, og sammen med Finn Rosenberg skrev de i eftersommeren 1942 drejebogen til filmen. Ifølge Henning Pade var det dog Toubro, der var hoved­ansvarlig for udarbejdel­sen af dreje­bogen.

 

Ligeledes ifølge Henning Pade, indledtes der omkring samme tidspunkt, dvs. eftersommeren 1942, nogle "høringer" og for­handlinger, blandt andet med direktør Holger Brøndum (1899-1970), Nordisk Films Kompag­ni. Forhandlingerne drejede sig om finansiering og selskabs­dannel­se, men Brøndum var en øvet og barsk forhandler, som naturligt nok så på sit eget firmas interesser i sammenhængen. Desuden var Brøndum medlem af tegnefilmfirmaet VEPRO’s bestyrelse, og som sådan vidste han naturligvis, hvem der var kunstneriske ledere hos dette firma. Ydermere var det ham, der i 1939 fik anbragt tegneren Kjeld Simonsen som animatorelev hos Jørgen Müller og Dahl Mikkelsen på VEPRO. Men Brøndum har åbenbart ikke haft tillid til, at Allan Johnsen og Co. ville kunne klare den dristige opgave med at producere en lang tegnefilm á la ”Snehvide”- eller ”Gulliver”-filmen, så derfor har det antagelig været hans opfattelse, at VEPRO ville være en betydeligt mere ansvarlig producent af en sådan tegnefilm. Det kan formentlig derfor anses for at have været Brøndum, der har sørget for at de relativt mere erfarne tegnefilmfolk Müller og Mik blev inddraget i forhandlingerne. Men Allan Johnsen var for sit vedkommende mindst lige så interesseret i, at projektet ikke gled ud af hans egne hænder, og det endte derfor med, at han afbrød forhandlingerne med Nordisk Film og i stedet besluttede sig for at danne et selv­stændigt og uafhængigt selskab. Den 5. december 1942 stiftedes "Dansk Farve- og Tegnefilm A/S", med produktion af "Fyrtøjet" som umiddelbart formål. Hvis alt gik vel, ville man senere tage andre lignende projekter i pro­duktion.

 

 

Herover ses det brevhoved, som Dansk Farve- og Tegnefilm A/S brugte fra 1942 og i hvert fald frem til og med 1952. Firmaets kontoradresse var Frederiksberggade 10, 3. sal, telegram-adressen ”ALLANJO” og telefonnummeret Central 16432. – Brevhovedet er scannet fra et svarbrev, dateret 1. november 1952, som Harry Rasmussen modtog dagen efter.

 

Det var så vidt vides først og fremmest Allan Johnsen selv, der skød penge i aktieselskabet, men han fik samtidig gjort flere andre tekstilfabrikanter og tekstilgrossister interesseret i at være med. Men eftersom tegnefilmpro­duktion i større stil var et hidtil uprøvet område i Danmark, i al fald hvad angik underholdningstegne­film, der var længere end 8-10 minutter, var ud­sigterne til at få de investerede penge tjent hjem igen, meget usikre. Det forhold at samhandelen med udlandet, bortset fra Nazi-Tyskland, stort set var ophørt på det tidspunkt, har sikkert i nok så høj grad spillet ind, idet det blandt andet medførte, at der blev en form for pengerigelighed, særlig hos velstillede folk. Desuden vovede investorerne at satse pengene på en så speciel filmproduktion, som en dansk langtegnefilm var på det tidspunkt, fordi den tyske besættelsesmagt straks fra starten havde forbudt biograferne at vise engelske film, og efter at Amerika var gået med i krigen i 1941 også lagde store hindringer i vejen for visningen af amerikanske film.

 

 

 

To eksempler på Finn Rosenbergs illustrationer, hhv. side 70 og 75, til Allan Johnsens bog ”Fra Dyreskind til Celleuld”. Som det fremgår, er der i tegningerne lagt vægt det lidt komiske og humoristiske. – Tegninger © 1942 Allan Johnsen og Schønbergske Forlag.

 

Det betød blandt andet, at Walt Disneys lange tegnefilm, både de nye og de lidt ældre, ikke kunne eller måtte vises i de danske biografer. Derimod tillod tyskerne indtil videre, at der godt måtte vises amerikanske korte tegnefilm i biograferne. Det betød, at det uhyre populære Metropols Juleshow fortsat kunne tages på programmet ved juletid, lige som korte Disney-tegnefilm – og for resten også Max Fleischers korte tegnefilm – stadig måtte vises som forfilm, så længe de forholdsvis få amerikanske reprisespillefilm endnu var tilladte. Det var dog kun de amerikanske tegnefilm, der var kommet her til landet, før den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940, som måtte – og kunne - vises. Derfor bestod Metropols Juleshow i årene 1940-44 kun af tegnefilm, der var fra 1939 og bagud. (Note 16)

 

Men selvom Dansk Farve- og Tegnefilms aktionærer og ledelse ikke kunne vide, hvor længe den tyske besættelse af Danmark ville komme til at vare, eller om Tyskland eventuelt ville vinde krigen, hvad kun få håbede på, regnede man med at kunne få filmen færdig så betids, at den under alle omstændigheder ville kunne undgå en eventuel konkurrence fra de suveræne amerikanske tegnefilm. Europæisk tegnefilmproduktion var dengang yderst minimal, men fandtes dog, ikke mindst i Frankrig. Det gjaldt også den tyske tegnefilmproduktion, hvoraf der i 1944 blev vist et par korte tegnefilm i D.S.B.-Kino, som havde til huse på Københavns Hovedbanegård, dér, hvor trækplasteret normalt var Skipper Skræk-filmene. Men da man i 1942 gik i gang med planlægningen af ”Fyrtøjet”-filmen var det kun de færreste, der troede på at krigen snart ville være slut, vel at mærke til fordel for De Allierede, så derfor fortsatte man trøstigt med det meget ambitiøse tegnefilmprojekt.

 

Der foreligger ikke eksakte og verificerede oplysninger om, hvordan Nordisk Film og Holger Brøndum, og dermed VEPRO og Jørgen Müller og Henning Dahl Mikkelsen, kom ind i billedet i forbindelse med tegnefilmen ”Fyrtøjet”. Men ifølge Henning Pade var det Allan Johnsen, der henvendte sig til Brøndum i håbet om at få Nordisk Film som medproducent af ”Fyrtøjet”. Det findes så vidt vides ikke dokumenteret, at der på dette tidspunkt er blevet ført nogen form for forhandlinger med VEPRO’s ledelse, men det er som nævnt ovenfor højst sandsynligt, at det er sket. I et avisinterview i B.T. for den 7. januar 1939 havde Jørgen Müller – han var formentlig da endnu ansat hos Gutenberghus Reklame Film - indirekte givet udtryk for, at han mente at en stab af omkring 17 medarbejdere ville kunne påtage sig at gennemføre et så storstillet projekt som en langtegnefilm, og det var netop en stab af godt og vel denne størrelsesorden, man senere kom til at råde over hos VEPRO. Ifølge den tidligere citerede artikel fra Mandens Blad for februar 1941, havde man på VEPRO planer om at udvide produktionen til også at indbefatte tegnede spillefilm, men dog først efter krigen, som man dengang åbenbart regnede med, at tyskerne ville vinde. En eventuel produktion af lange tegnefilm blev dog ikke aktuel, for VEPRO lukkede som flere gange tidligere nævnt i efteråret 1942, muligvis i indirekte forbindelse med det forværrede forhold mellem den danske civilbefolkning og regeringen på den ene side og de tyske besættelsesmyndigheder på den anden. Forholdet nåede et kritisk klimaks i august 1943 i og med den danske regerings tilbagetræden. Denne var en direkte følge af den tyske militære undtagelsestilstand, som i praksis gjorde det umuligt for den danske regering at fungere. (Note 17)

 

Forudsætningen for i det hele taget at gøre sig håb om finansiering af et filmprojekt af sådanne dimensioner, som tilfældet var med langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, måtte der allerførst foreligge et manuskript eller en drejebog. En sådan blev da også påbegyndt allerede i sommeren 1942, idet Finn Rosenberg, Peter Toubro og Henning Pade omtrent dagligt mødtes med Allan Johnsen, enten på dennes kontor, Frederiksberggade 10, eller hjemme i Johnsens private hjem i Klampenborg. Af de nævnte personer fungerede Finn Rosenberg som kunstnerisk konsulent og supervisor, i moderne sprogbrug kaldet art director. Peter Toubro fik opgaven som hovedansvarlig for drejebogens udformning, i videst mulig overensstemmelse med H.C.Andersens intentioner. Henning Pade medvirkede som litterær konsulent, også med særligt kendskab til H.C.Andersens litteratur og tid, medens Allan Johnsen automatisk fik rollen som finansiel, økonomisk og administrativt ansvarlig for projektets praktiske gennemførelse. Han var desuden den eneste af teamet, der havde personlig myndighed og autoritet til at kunne fungere som projektets daglige leder. Herom kan Henning Pade fortælle så sent som i 1985:

 

”[…] Det var jo en – lidt for – spændende tid, dengang. Ingen dansk film har vel en mere broget (og speget) tilblivelseshistorie. Der var problemer og genvordigheder på alle ledder og kanter: med finansieringen, rekruttering af medarbejdere, fremskaffelse af arbejdsmateriale (råfilm, farver m.m. plus, naturligvis, noget brugbart grej). Jeg er glad for den korrektion du giver Stegelmann m.h.t. manuskriptarbejdet, for det blev der vitterligt lagt et stort arbejde i. […]” (Henning Pade i brev dateret Nytår 1985 til Harry Rasmussen).

 

I et brev dateret 29. januar 1985 kunne Henning Pade bl.a. tillægge følgende:

 

     ”Tak for dit brev (af 10. jan.) med så righoldig en beskrivelse af hændelser og ting og sager i Frederiksberggade 10 (og 28) DENGANG med FYRTØJET. Det er bevægende at blive mindet om alt det, hvoraf en stor del erindres nøjagtigt som du beretter, mens andet står mindre klart for mig nu, så mange år senere. Jeg håber virkelig, at du hører fra Peter Toubro, han er jo hovedvidne. Vi var nært forbundne gennem hele perioden, men har desværre ikke haft megen kontakt med hinanden i de seneste årtier. […]

     Det begyndte vel alt sammen med, at vi var rokammerater, Allan, Peter Toubro og jeg, i Skovshoved Roklub, som Allan var medstifter af og i mange år formand for. I 1941 roede vi Sjælland-rundt sammen. I sommeren 1942 skrev Allan ”Fra Dyreskind til Celleuld”, som jeg bl.a. læste korrektur på, og i den sammenhæng var jeg meget ofte sammen med illustratoren, Finn Rosenberg Ammitsted. Han smittede Allan med tegnefilmsbacillen (Allans aktiviteter var jo under krigen stærkt reduceret, og hans foretagsomhed måtte have afløb på anden vis), og således modnedes planen om ”Fyrtøjet” – som den første danske helaftensfarvetegnefilm. Rosenberg skulle naturligvis kreere det billedmæssige (han blev, som du ved, især ansvarlig for baggrundstegningerne), og hovedmand på manus og drejebog blev Toubro. En stribe spændingsfyldte ”høringer” og forhandlinger fulgte nu omkring finansiering og selskabsdannelse (jeg husker nogle barske møder med dir. Brøndum, Nordisk Film) ret så ufremkommeligt så det hele ud en tidlang. Men i begyndelsen af december (stadig 1942), vistnok helt præcis den 5., stiftedes DANSK FARVE- OG TEGNEFILM A/S – med produktion af ”Fyrtøjet” som umiddelbart formål. Ingen drømte vel dengang om, at realiseringen skulle tage så mange år. […]”

 

I henhold til Henning Pade blev drejebogen til ”Fyrtøjet” skrevet færdig i løbet af efteråret 1942, således at man dels kunne begynde forhandlingerne om finansiering og dels tænke på at ansætte et kvalificeret personale til at forestå og udføre den kunstneriske og tekniske side af filmens produktion. Allervigtigst var det naturligvis og så vidt muligt at sikre sig medarbejdere, der på forhånd var fortrolige med tegnefilmens teknik. Men hvorom alting end er, kan det på baggrund af Henning Pades oplysninger med sikkerhed fastslås, at Allan Johnsen i eftersommeren 1942 kontaktede direktør Holger Brøndum, Nordisk Films Kompagni A/S, som man håbede på at hverve som medproducent og distributør af ”Fyrtøjet”. Forhandlere var Allan Johnsen, Finn Rosenberg, Peter Toubro og Henning Pade på den ene side af bordet, og i al fald Holger Brøndum på den anden side af dette, og muligvis også Olaf Dalsgaard-Olsen, som var direktør for Nordisk Films Filmdistribution.

 

     Forhandlingerne drejede sig primært om finansiering af selskabsdannelse, og efter som den garvede ’tycoon’ i dansk filmproduktion, Holger Brøndum, fra starten stillede sig skeptisk an overfor de entusiastiske, men produktionsmæssigt set helt uerfarne mennesker, han havde foran sig, er det højst tænkeligt ham, der har bragt Myller og Mik ind i billedet. Det forholdt sig nemlig sådan, at Brøndum var medlem (vistnok formand?) af VEPRO’s bestyrelse, og i den egenskab kendte han antagelig til, hvem der var kunstnerisk og fagligt ansvarlige for firmaets tegnefilmproduktion. Set på denne baggrund er det ret sandsynligt, at Brøndum har villet sikre sig den sagkyndige ekspertise, som Myller og Mik som de eneste på det tidspunkt repræsenterede i Danmark. Men efter nogen tids hårde og barske forhandlinger brød disse sammen, angiveligt fordi parterne ikke kunne blive enige om vilkårene for en ny selskabsdannelse. Man har vel lov til at formode, at Brøndum har ment at det ville være mest hensigtsmæssigt og naturligt, hvis filmen blev produceret enten i Nordisk Films eller VEPRO’s regi. Men dette var åbenbart ikke, hvad fighteren Allan Johnsen havde forestillet sig. Han kunne under ingen omstændigheder acceptere selv at blive kørt ud på et sidespor, og derfor satte han sig i sving for at skaffe aktionærer og dermed aktiekapital til at starte firmaet Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og dermed igangsætte produktionen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet”.

 

På tidspunktet for firmaets oprettelse indrykkede Dansk Farve- og Tegnefilm A/S flere annoncer i hovedstadsaviserne, hvori man søgte tegnere, der helst havde nogen erfaring i at lave tegnefilm. Det var der jo flere, der havde, nemlig de tidligere medarbejdere hos VEPRO, og det var da også fortrinsvis disse, der meldte sig til tjeneste. Det gjaldt tegneren Bjørn Frank Jensen, der havde været assistent på flere af de reklametegnefilm, som Dahl Mikkelsen i perioden 1935-37 havde lavet for Reklamebureauet Monterossi, lige som han i 1938 som Miks assistent lejlighedsvis også arbejdede for Jørgen Müller på dennes tegnefilmstudio hos Gutenberghus Reklame Film. I lighed med tegnere som Kjeld Simonsen, Børge Hamberg, Erik Rus og Erik Christensen, var Bjørn Frank i 1939 blevet ansat hos VEPRO, for hans vedkommende højst sandsynligt på foranledning af sin læremester Dahl Mikkelsen, som efter alt at dømme var kommet til at sætte pris på den normalt tavse og tilbageholdende, men også meget dygtige unge tegner. I sine bemærkninger har Bjørn Frank Jensen selv fortalt om sin ansættelse som nøgletegner (key animator) på ”Fyrtøjet”, og at han kom i forbindelse med Dansk Farve- og Tegnefilm A/S via en stillingsannonce i avisen.

 

   

 

Herover ses til venstre Peter Toubro, som var hovedansvarlig for udformningen af drejebogen til langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. Til højre ses den litterære konsulent Henning Pade, som også var med helt fra begyndelsen af planlægningen af filmen og til 3. september 1944, hvor han pludselig blev arresteret af Gestapo og sat i Vester Fængsel indtil befrielsen i maj 1945. Pade var – iflg. ham selv med rette – anklaget for at være medlem af modstandsbevægelsen, hvilket tyskerne dog ikke kunne bevise. – Fotos: Portrættet af Peter Toubro tilhører sønnen Michael Toubro. Fotoet af Henning Pade har været gengivet i SE & HØR nr. 8, 1988.

 

Her vil vi midlertidig forlade omtalen af opstarten på produktionen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet” og i stedet se på, hvad der ellers foregik i Danmark eller mere specielt i København på den tid.

 

De illegale aviser

Noget af det, der efterhånden kom til at få indflydelse på opinionen i Danmark og især på befolkningen i storbyerne, var de illegale aviser eller blade. I 1942 havde tyskerne lukket den kommunistiske avis ”Arbejderbladet”, og folkene bag det gik under jorden og udgav ”Politiske Maanedsbreve”. Disse og andre illegale blade var dog til at begynde med ret primitive teknisk og typografisk set, idet de for fleres vedkommende var maskinskrevne og fremstillet på duplikator. Men det ændredes, da den illegale kommunistiske avis ”Land og Folk” kom i omløb. Det var tydeligt, at der teknisk set stod professionelle typografer bag bladets opsætning og trykning.

 

Aksel Larsen, som på det tidspunkt var medstifter og medarbejder ved det illegale blad ”Frit Danmark”, var blevet arresteret i begyndelsen af november 1942 og indsat i Vestre Fængsel. sammen med en del andre, hvor han blev afhørt af Gestapo. Senere blev han flyttet til fængslet i Dreibergen i Tyskland og 30. august 1943 havnede han i kz-lejren Sachsenhausen. Der opholdt han sig indtil marts 1945, hvor han kom med grev Bernadottes Hvide Busser til Sverige. Herfra vendte han sammen med andre tidligere kz-fanger hjem til Danmark, hvor han genoptog sit politiske arbejde.

 

 

Udsnit af forsiden til den illegale avis ”Land og Folk for september 1943. Som set ses var den præget af, at formanden for DKP, politikeren Aksel Larsen, var blevet overført til tysk kz-lejr efter først at have siddet 10 måneder i Vestre Fængsel i København.

 

Under overskriften ”Aksel Larsen er ført til Tyskland” skrev ”Land og Folk” for september 1943 følgende korte artikel på forsiden:

 

     Efter i over 10 Maaneder at have siddet indespærret hos Gestapo i Vestre Fængsel er Aksel Larsen nu ført til Tyskland.  Det skete sandsynligvis faa Dage efter Indførelsen af Undtagelsestilstanden. Med Sikkerhed kan Dagen ikke opgives, for den sædvanlige nazistiske Fejghed har heller ikke i dette Tilfælde fornægtet sig. Ligesom man ikke – af Frygt for Reaktionen i det danske Folk – har turdet rejse Sag mod Aksel Larsen, endsige dømme ham, saaledes havde de fejge Hunde heller ikke moralsk Mod til at underrette blot hans Nærmeste om, hvad de havde i Sinde. I Nattens Mulm og Mørke og omgivet af den dybeste Hemmelighedsfuldhed fandt Borttransporten Sted.

 

     Dette er altså, hvad der venter Gestapos nuværende og fremtidige Fanger! Det er ved saadanne Metoder, v. Hanneken haaber at kunne tilvejebringe ”et godt Forhold til det danske Folk”!  Der findes kun eet Svar paa denne nye Udfordring: Forstærk Kampen mod Hitler-banderne! Læg alle Kræfter i! Lad dem føle hvad det vil sige, at være i Krig med det danske Folk! Nazisterne har saaet Vind over Danmark – lad dem høste Storm!

 

”Land og Folk” begyndte at udkomme 29. juni 1941 og fik stor betydning for den illegale information i storbyerne. Avisen var som nævnt kommunistisk orienteret, men da der var en hel del kommunister i storbyerne, fik bladet en vis udbredelse i arbejderkvartererne. Men lige som sine forgængere, ”Arbejderbladet”, der begyndte at udkomme allerede i 1934, og ”Politiske Maanedsbreve”, som udkom fra februar 1941, var avisen polemisk overfor Socialdemokraterne. Det havde man i øvrigt været lige siden DKP blev stiftet den 1. april 1918, ja, faktisk endnu tidligere, da kommunisterne var en fraktion af den syndikalistiske bevægelse. Det ses også af forsiden på ovenfor viste nummer af ”Land og Folk”, hvor overskriften lyder: ”Alsing Andersen i Goebbels’ Fodspor”. Heri gennemhegles Socialdemokratiet Hovedbestyrelse og Rigsdagsgruppe samt De samvirkende Fagforbunds Forretningsudvalg og specielt formanden for rigsdagsgruppen, fhv. forsvarsminister Alsing Andersen (1893-1962). Baggrunden var dels den, at Alsing Andersen stod – ”Med socialistisk Hilsen” - som underskriver af et cirkulære af 2. september 1943, som karakteriserede hele modstandsbevægelsen som en koalition af chauvinister og kommunister, og dels den efter kritikeres opfattelse meget lidt flatterende rolle, han havde spillet omkring Danmarks besættelse 9. april 1940, hvor han var forsvarsminister. Den ovenfor omtalte udgave af ”Land og Folk” havde i alt 8 sider i A4-format, inklusive for- og bagside, og overskrifterne var følgende: ”Den klippede Samson” og ”Terroren mod det danske Folk” (side 3). ”Ro og Orden” og ”Aksen i Vanskeligheder” (side 4), ”Hvad gik der forud for Undtagelsestilstanden” (side 5), ”En Million for et Svin” (side 6), ”Den tyske Udplyndring” og ”Tyskerne og Landkrigsretten” (side 7), ”Sabotage, mere Sabotage!” og ”Tolv Timers Arbejdsdag” (side 8).

 

Særlig interessant er artiklen under overskriften ”Ro og orden”, som i al korthed lyder sådan:

 

     Natten til den 2. September blev Redaktør Clemmensen ved ”B.T.” af et Par mystiske revolverbevæbnede Mænd, der udgav sig for tysk Politi, tvunget til at forlade sit Hjem. Næste Morgen blev hans Lig fundet ved Lundtofte Flyveplads. Det var gennemhullet af Revolverkugler.

     Under lignende Omstændigheder er i alt fald endnu to Personer i de sidste Dage fjernet fra deres Hjem i København. Hverken hos det danske Politi eller hos Gestapo kan de Paarørende faa Oplysning om deres Skæbne. Det er utvivlsomt nazistiske Gangstere, der er på Spil. I Ly af de tyske Voldsmetoder ha de en stor Tid med frit Spillerum for alle sadistiske og morderiske Lyster.

     De 3 Tilfælde – og der er maaske adskilligt flere, som blot endnu ikke er blevet kendt – er karakteristiske for, hvor lidt Tyskernes Ord er værd. I sin Proklamation af 29. August tilsikrer v. Hanneken alle, der ikke overtræder Undtagelsesbestemmelserne, Liv og Ejendom – og samtidig tillader han sine Agenter at optræde som modbydelige Snigmordere, som bevæbnet med tyske Revolvere og i det tyske Politis Navn bortfører og myrder danske Borgere efter Forgodtbefindende.

 

Den nævnte myrdede redaktør Clemmensen ved ”B.T.” er identisk med Carl Henrik Clemmensen (1901-1943). Der er senere fremkommet detaljerede beretninger om, hvem der myrdede redaktøren og hvorfor og hvordan. Det vides, at redaktør Clemmensen samme eftermiddag, som der var blevet indført undtagelsestilstand 29. august 1943, på sin daglige togrejse fra sit hjem i Klampenborg i nærheden af Ordrup og til Østerport Station, hvor han angiveligt var stået af, havde mødt kollegaen Povl Nordahl-Petersen, som var medarbejder på det daværende nazistiske dagblad ”Fædrelandet”. Clemmensen var åbenbart fortørnet over undtagelsestilstanden og benyttede derfor lejligheden til at bebrejde kollegaen for denne, hvorfor han angiveligt spyttede på vedkommende.

 

Kyniske mordere

Nordahl-Petersen havde angiveligt viderefortalt episoden, muligvis til politireporter ved ”Fædrelandet”, Kjeld Helweg-Larsen, fortalte herom til sin broder, Flemming Helweg-Larsen, som besluttede, at man ville give redaktør Clemmensen en alvorlig advarsel. Imidlertid havde Clemmensen indset, at han nok havde forløbet sig overfor kollegaen, hvorfor han ringede denne op og gav en undskyldning for sin opførsel. Det viste sig desværre at være for sent og uden virkning, for dagen efter, den 30. august, blev Clemmensen opsøgt i sit hjem af tre SS-folk, det senere så berømt-berygtede trekløver Flemming Helweg-Larsen, Søren Kam og Jørgen Valdemar Bitsch, som ankom i en lånt bil med chauffør, formentlig en SS-mand. Clemmensen blev beordret til at følge med, sikkert til stor angst for sin unge hustru og lille barn, og formentlig til stor bekymring for sig selv. 

 

Derefter kørte gruppen Clemmensen til Helweg-Larsens hus i Sorgenfri, og medens dennes hustru og barn, som var hjemme, opholdt sig på 1. sal, blev Clemmensen angiveligt nærmere udspurgt, eller vel nærmest afhørt, i stueetagen af Helweg-Larsen. Det med hustruen og børnene, der var hjemme, stemmer dog ikke med en anden beretning, som siger, at hustruen, formentlig sammen med de to børn, i begyndelsen af august 1943 havde forladt manden og var flyttet hjem til sine forældre i Humlebæk, angiveligt fordi hun var utryg ved mandens risikable aktiviteter. Efter omkring en times tid blev Clemmensen igen beordret ud i den ventende bil, hvorefter man kørte til Lyngby og ud ad Lundtoftevej mod den daværende Lundtofte Flyveplads, hvor senere Danmarks Tekniske Universitet kom til at ligge. Bilen gjorde holdt kort før, man var nået til flyvepladsen og her blev Clemmensen beordret til at stå ud og følge med Helweg-Larsen et stykke væk, hvor de angiveligt var ude af syne for Kam, Bitsch og chaufføren, som derefter hørte flere skud. Da de tre gik hen til stedet så de Clemmensen ligge udstrakt på jorden ved vejsiden. Helweg-Larsen beordrede dem derpå til alle tre at skyde på den formentlig allerede døde. Derefter vendte de fire kyniske forbrydere tilbage til bilen og kørte væk fra stedet.

 

     Først næste dag om morgenen, den 31. august, blev liget af Clemmensen opdaget og anmeldt til Lyngby Politi, som ret hurtigt fandt ud af, hvem det var, der stod bag det brutale drab på redaktøren. I øvrigt kendte man Helweg-Larsen i forvejen, idet der tidligere havde været flere anmeldelser om øvelsesskyderi ved hans villa. Imidlertid var Helweg-Larsen åbenbart gået under jorden, for han blev journalført som eftersøgt af politiet. Det fremgår bl.a. af følgende dokument:

 

 

Et dokument, der i kort form og i lighed med Søren Kam viser Flemming Helweg-Larsens generalieblad. I henhold til dokumentet, som ser ud til at være blevet skrevet 3. februar 1945, var de to stadig tjenstgørende i Waffen-SS i oktober 1944, og kan derfor muligvis være skrevet af en politimand, der levede illegalt, idet politiet som bekendt blev interneret 19. september 1944 og sendt til tysk kz-lejr, hvorfra de først blev frigivet i marts 1945 og med De Hvide Busser ført til Sverige. Sammen med andre danske flygtninge vendte de først hjem til Danmark i maj 1945.

 

Den tilsyneladende kyniske og brutale morder Flemming Helweg-Larsen (1911-1946), født på De Vestindiske Øer, hvor faderen, Povl Helweg-Larsen var præst, var lidt af en eventyrer og vovehals. Som ung rejste han rundt i Sydamerika og arbejdede som gaucho, ligesom han meldte sig til militærtjeneste i Paraguays krig mod Bolivia. Senere vendte han hjem til Danmark, hvor han slog sig ned som forfatter. Her skrev han flere bøger, bl.a. en drengebog om sine oplevelser før sin tid i Waffen-SS. Han var i øvrigt en så stor beundrer af den amerikanske forfatter Ernest Hemmingway, at det fik hans venner til at kalde ham Flemmingway. En fætter til ham, Niels Helweg-Larsen, skrev tilmed en bog om ham med titlen ”Flemmingway”. Efter hjemkomsten giftede han sig med Ragna Helweg-Petersen, f. Jørgensen, og parret fik sammen to børn, angiveligt begge piger. 

 

Men der var indtil videre ikke noget, der tydede på at den pæne og velopdragne unge mand skulle blive kynisk morder. Han var ifølge de foreliggende oplysninger kendt for hverken at være racist eller nazist, men tværtimod anglofil og antitysk. Derfor synes det uforklarligt, at han alligevel meldte sig til tysk krigstjeneste, da Tyskland i 1941 angreb Sovjetunionen, hvilket måske kunne tyde på, at han var antikommunist. Under det tyske felttog mod Sovjet fungerede Helweg-Larsen som medlem af SS-korpset Wiking-divisionen som soldat og krigskorrespondent både på øst- og vestfronten. Han vendte senere atter hjem til Danmark, hvor han, sammen med de tidligere nævnte personer, i beundring for Hitler-Tyskland, det tyske militær og det nazistiske regimes resolutte løsninger, fortsatte kampen imod den danske modstandsbevægelse, især omkring undtagelsestilstandens indførelse den 29. august 1943. Flere har efterfølgende stillet sig det spørgsmål, hvorfor Flemming Helweg-Larsen havnede på den forkerte side under besættelsen. Han, der faktisk havde stof i sig til at kunne blive en godt og dygtigt medlem af modstandsbevægelsen. Man har undret sig over, at det kunne ske med hans kulturelle baggrund, hvor faderen var provst ved Christians Kirke på Christianshavn og en farbror var redaktør ved Kristeligt Dagblad, hvori denne skrev imod nazisterne, så det på et tidspunkt blev nødvendigt for vedkommende at måtte gå under jorden.  

 

Flemming Helweg-Larsen blev anholdt i 1945 og sat i varetægtsarrest i Vestre Fængsel, hvor han i øvrigt skrev en slags selvbiografi, som dog ifølge eksperter ikke bidrager til en nærmere forklaring af den danske terrorists mentalitet. Det gør mentalundersøgelsen af ham, som blev foretaget af hans slægtning, den anerkendte psykiater Hjalmar Helweg heller ikke. Ifølge de foreliggende oplysninger fortrød Helweg-Larsen intet af, hvad han havde gjort eller deltaget i, og vedstod sig drabet på Clemmensen, men han undskyldte ikke sine gerninger. Derimod var han angiveligt ked af at være blevet betragtet og sigtet som landsforræder, hvilket han ikke selv mente var berettiget.

     Helweg-Larsen har angiveligt selv forklaret, at drabet på Clemmensen var sket i affekt over, at denne talte ondt om danskere, der arbejdede i tysk tjeneste. Han havde eksempelvis kaldt Nordahl-Petersen for landsforræder. Men det var angiveligt i første omgang kun hensigten at give Clemmensen en omgang tæsk, men situationen udviklede sig til drab. Men da det nu var sket, skulle dette være en afskrækkende eksempel og advarsel til andre danskere, som spottede og foragtede deres landsmænd, fordi disse som gode og ærlige danskere var trådt i tysk tjeneste! For Helweg-Larsens vedkommende var det tydeligvis for at bekæmpe den truende bolsjevisme eller kommunisme. Der er dog ikke meget, der taler for, at der skulle have været tale om et affektdrab på Clemmensen, men tværtimod om et veltilrettelagt, kynisk og brutalt udført hævndrab.

 

Den 5. januar 1946 blev Flemming Helweg-Larsen ved byretten i København idømt dødsstraf ved skydning, en dom, som var afsagt på grundlag af lovene med tilbagevirkende kraft, der også ramte 45 andre danskere, som var gået tyskernes ærinde. Det fortælles, at da alle appeller om benådning, som blev behandlet i Landsretten så vel som ved Højesteret, var blevet afvist, tog provstefaderen kort før transporten til henrettelsesstedet sin søn til alters i fængslet. Faderen fulgte også med ud til henrettelsesstedet, og da sønnen var blevet bundet til pælen, læste han Fadervor sammen med denne, hvorefter faderen forlod stedet kort før de dødbringende skud blev affyret. Dette ved man fra faderens egen gribende beretning om sønnens endeligt. Flemming Helweg-Larsen var den første af 46 danske landsforrædere, der blev dødsdømt og henrettet efter Danmarks befrielse. De to andre involverede i drabet på redaktør Clemmensen, Søren Kam og Jørgen Valdemar Bitsch, undgik at blive straffet. Førstnævnte fordi han flygtede til Tyskland, hvor han i 1956 blev tysk statsborger, og som sådan er han stadig bosiddende dér som en agtet borger. Ethvert forsøg på at få ham stillet for retten og dømt har været forgæves.

 

Søren Kam, født 1921 i København, meldte sig under besættelsen som frivillig til Waffen-SS og kom som sådan i tjeneste på Østfronten i 5. SS-Panzer-Division Wiking, i øvrigt sammen med andre danske frivillige, som eksempelvis Flemming Helweg-Larsen. For sin indsats blev Kam hædret med Jernkorsets Ridderkors og blev tildelt titlen SS-Obersturmführer. Under en orlov i sommeren 1943 var han hjemme i Danmark, hvor han fik til opgave at oprette og organisere Schalburgkorpset, som fik til opgave at udøve mod-terror, blandt andet i form af hævndrab, kaldet clearingmord, overfor den danske modstandsbevægelse og folk og virksomheder, der støttede denne. Det var en del af baggrunden for, at Kam blev involveret i drabet den 30. august 1843 på redaktør Clemmensen.

 

Efter dansk pres undersøgte den tyske anklager i München dog i 1968 mordsagen, og Søren kam indrømmede da også, at han var medskyldig i drabet på redaktør Clemmensen, men nægtede samtidig, at det var ham, der havde dræbt manden, som Helweg-Larsen allerede havde skudt og dræbt. Kam hævdede, at der fra hans side ’kun’ havde været tale om en ”solidarisk handling”. Sagen blev henlagt i 1971, fordi den tyske anklagemyndighed ikke mente at have beviser nok til, at man kunne dømme Kam. I 1997 blev obduktionsrapporten for redaktør Clemmensen fundet frem, og af den fremgår det, at Clemmensen blev skudt og døde ved at 8 pistolkugler ramte ham samtidigt, medens han befandt sig i opretstående stilling. Foreholdt denne kendsgerning ændrede Søren Kam sin forklaring, som jo vitterligt ikke holdt stik, og i 1998 forklarede han, at han og de to andre samtidig skød den ubevæbnede redaktør i nødværge!

 

Den 10. december 2004 afsagde retten i Lyngby kendelse om varetægtsfængsling af Søren Kam in absentia for mordet i 1943 på redaktør Clemmensen. Kendelsen blev stadfæstet i Østre Landsret. Men Kam fastholder sin uskyld, men ønsker alligevel ikke at deltage i en retssag mod ham i Danmark, hvilket han kunne gøre, fordi Tyskland har nægtet at udlevere ham til retsforfølgelse. Det tyske parlament har dog senere åbnet op for en mulig udlevering af ham til Danmark, og den 16. august 2006 anmodede Justitsministeriet officielt om at få Kam udleveret efter de nye tyske regler. Derfor blev Kam arresteret af det tyske politi den 21. september 2006 og fængslet i München, men allerede den 12. oktober s.å. blev han løsladt igen, angiveligt fordi de tyske myndigheder vurderede, at den aldrende mand næppe ville tænke på at flygte, medens hans sag blev behandlet. I februar 2007 afviste landsretten i München at udlevere Kam, begrundet med, at der ikke havde været tale om mord, men om drab, hvorfor sagen måtte henlægges som forældet. Retten havde udelukkende lagt Kams egen forklaring til grund for afgørelsen.

 

Det skal med her, at Simon Wiesenthal Centret, som mistænker Kam for at have stjålet lister med navne og adresser på danske jøder, hvilket muliggjorde nazisternes arrestation og efterfølgende deportation af jøder til tyske kz-lejre. Den 1. april 2008 rangerede Søen Kam som nummer 5 på Wiesenthal Centrets liste over efterlyste krigsforbrydere. Det danske Justitsministeriums 1. statsadvokatur har dog i 2008 afvist Wiesenthal Centrets påstand som urigtig.

 

Den sidstnævnte, Jørgen Valdemar Bitsch, som ikke bør forveksles med rejsebogs- og rejsefilmsforfatteren Jørgen Bitsch, som min morfar kendte, blev arresteret på befrielsesdagen og indsat i Faarhuslejren med henblik på senere retsforfølgelse. Men den 15. maj 1945 lykkedes det ham og en anden fange at flygte. Den anden fange menes at have været Gestapomanden Walther-Carl Rasmussen, som antagelig også var den chauffør, der kørte den bil, som de tre sammensvorne brugte i forbindelse med mordet på redaktør Clemmensen. Bitsch og hans kammerat forsvandt formentlig derefter ud af landet og er ikke blevet fundet eller lokaliseret siden. Muligvis opholder de sig begge i naziforbrydernes sædvanlige tilflugtssted: Sydamerika, hvis han og den anden da ellers stadig er i live.

 

 

Herover ses et uddrag af ”B.T.”s nekrolog på befrielsesdagen, den 5. maj 1945, for de tre brave danske mænd: Redaktør Carl Henrik Clemmensen, kaptajn og journalist Herbert Zeeman og redaktør Kaj Holbech.

 

Det var naturligvis begrænset, hvad der på grund af tysk pressecensur kunne skrives i aviserne om drabet på redaktør Clemmensen, men på befrielsesdagen den 5. maj 1945 bragte ”B.T.” en nekrolog, ikke kun over Carl Henrik Clemmensen, men også over to andre medarbejdere: kaptajn Herbert Zeeman og redaktør Kaj Holbech. Den 14. august 1944 var Zeeman blevet myrdet med skud af to ukendte gerningsmænd, som opsøgte ham om natten i hans villa i Buddinge. Herbert Zeeman er tidligere blevet omtalt her i selvbiografien som forfatter af militære krigsoversigter i ”B.T.” - Kaj Holbech, som deltog i en illegal konference, blev angiveligt dræbt under en skudveksling med Gestapo den 14. oktober 1944.

 

Der foreligger desværre ikke let tilgængelige oplysninger om journalisten, kaptajn Herbert Zeeman, kun at han var kaptajn i den engelske hær og navnkundig krigskorrespondent for ”B.T.” og journalist ved Berlingske Tidende. samt at han døde som følge af et tysk clearingdrab den 17. august 1944. I ”B.T.”s nekrolog angives dødsdatoen dog til at være den 14. august 1944, og at grunden til at Zeeman blev myrdet, kunne være hans indsigt i militære forhold, som tyskerne ikke ønskede offentliggjort. Herbert Zeeman ligger begravet på Gladsaxe Kirkegård, hvilket også er tilfældet for flere modstandsfolk. Om redaktør Kaj Holbech foreligger der derimod en hel del tilgængelige oplysninger, som viser, at han var en så markant skikkelse i den danske litterære modstandsbevægelse, at han fortjener at blive omtalt her. Han blev på et tidspunkt under besættelsen redaktør af det betydelige illegale blad ”De frie Danske”, som blev udgivet af en illegal kreds ved navn ”Vædderen”, som imidlertid blev afsløret i 1943. Holbech havde indrettet sin redaktion i Vestersøhus ud for Skt. Jørgens Sø i København. Tysk pressecensur havde i forvejen forlangt ham fjernet fra de legale aviser, begrundet med hans ”uvenlige indstilling” overfor besættelsesmagten. Imidlertid medførte Holbechs illegale virksomhed en del nødvendige møder rundt om i byen. Som medlem af Frihedsrådets bladudvalg skulle han den 14. oktober deltage i et møde med repræsentanter for Frihedsrådet, som foregik på en adresse på Gl. Kongevej. På vej op til den lejlighed, hvor mødet skulle holdes, så han, at et par maskinpistolbevæbnede Gestapo-Folk holdt vagt ved døren. Han forsøgte at flygte, men inden han nåede at komme væk, blev han ramt i ryggen af flere dødelige skud.

 

Redaktør Clemmensens barnebarn, filminstruktør, manuskriptforfatter og skuespiller Søren Fauli, født 1963, bedst kendt for sine reklamefilm for blandt andet Toms Chokolade, Tuborg, Ekstra Bladet, Punkt1, Sonofon, Kims, Wupti, Blockbuster og Expert. Men nok så vigtigt, så producerede Fauli i 2004 en dokumentarfilm om sit møde med en af sin morfars mordere, Søren Kam. Filmen bærer ganske enkelt titlen ”Min morfars morder”, en bevægende og tragisk film om Faulis forgæves forsøg på at få Søren Kam til at indrømme sin medvirken ved drabet på redaktøren.

 

For resten kan man måske sige, at Søren Fauli ikke har det med film fra fremmede, for hans morfar, redaktør Clemmensen, havde været medarbejder på i alt tre danske spillefilm: Præsten i Vejlby (1931, Klip), Naar man kun er ung (1943, manuskript) og De tre skolekammerater (1944, manuskript).

 

Kommunistisk ironi – og sabotage!

Nok så interessant, men selvfølgelig uden sammenligning, er notitsen med overskriften ”En Million for et Svin” i det nævnte nummer af ”Land og Folk”, som lyder sådan:

 

     Overborgmesteren i København har under Protest betalt den idømte Bod paa 1 Million Kroner i Anledning af Drabet paa den tyske Vagtmester. Han erklærede, at det var i Strid med Haagerkonventionens Bestemmelser, hvortil v. Hanneken svarede, at han var ked af al denne Fortolkningssnak og snart skulle lære Danskerne noget andet. I øvrigt mener Københavnerne, at v. Hanneken maa kunne straffes for Overtrædelse af Maksimalprisloven, idet han har forlangt – og faaet – 1 Million for et Svin!!   

 

Overborgmester i København under besættelsen var Viggo Christensen, som sad i perioden 1. april 1938 til 25. april 1946, hvor han blev afløst af H.P. Sørensen, som var overborgmester i årene 25. april 1946 til 31. maj 1956. Derimod er der ingen ironi i det, når det nævnte nummer af ”Land og Folk”s bagside under overskriften ”Sabotage, mere Sabotage!” bringer en relativt grundig liste over den sabotage, som modstandsbevægelsen havde forøvet mod danske fabrikker og virksomheder mm. i perioden 29. august til 14. september 1943. Listen ser sådan ud:

 

29/8 (den Dag, Undtagelsestilstanden erklæredes) Bombeattentat mod General Motors Fabrik i København (tyske Flyvemaskinmotorer). Bombeattentat mos Staalvalseværket, Lygten, København.

31/8 Dansk Damper ”Vedby”, der var taget af Tyskerne til Troppetransportbaad, sænket i Københavns havn. Hørskætteriet i Nykøbing F. nedbrændt.

  1/9  Bombeeksplosioner paa jernbanelinien Aarhus – Hasselager.

  2/9  Bombeattentater mod Jernbanelinien Langaa – Silkeborg.

  3/9  Bombeattentater mod tre Transformatorer i København.

  4/9  Brand i militær Bilgarage i Skagen. Dansk Lodsdamper ”Skagerak” sænket i Skagens Havn.

  5/9  Tybrings Krystalfabrik (Radio) i København sprængt (3. Gang).

10/9  Løbekranen paa Nørrebro Station sprængt. Citroen-Fabrikkerne i København beskadiget.

11/9  Hartmanns Maskinfabrik, København, ødelagt.

12/9  Petersen & Wraaes Maskinfabrik sprængt. Tømmerhandelen paa Roskildevej, København (tyske Barakker) brændt. Brdr. Hansens Fabrik i Kalkbrænderihavnen (Marinemotorer) sprængt i Luften. Brdr. Emmeckes Maskinfabrik i København (Landminer) sprængt.

14/9   Elektricitetsværkernes Ingeniørplads, København (Reparation af Transformatorer) ødelagt ved Brand og Sprængning. Banelinien mellem Aalborg og Skørping sprængt.

 

Og dette er kun en Del af de Sabotagehandlinger, der har fundet Sted under Undtagelsestilstanden.

Lad Tyskerne føle, at vel kan de true og terrorisere, men kue os, det kan de ikke. Øv Sabotage, lav Obstruktion overalt, paa alle Maader og med alle Midler. Nazismen skal knuses, før Danmark paany bliver fri!

 

Forlystelseslivet blomstrer stadig

Det københavnske forlystelsesliv var ukueligt, og det var de andre danske storbyers formentlig også. Selv på denne dag, den 29. august 1943, hvor undtagelsestilstanden i Danmark trådte i kraft, var der annoncer for diverse underholdning, men man havde nok også næppe kunnet forudse, at der ville ske et så kraftigt modforholdstiltag fra den tyske besættelsesmagts side. Men danskerne – og måske især de unge og yngre – var stort set ukuelige og fortsatte det daglige arbejde og fritidsaktiviteterne uanfægtet af den alvorlige situation, ligesom mange benyttede sig af de underholdningstilbud, der var, og herunder naturligvis ikke mindst biograferne.      Men lad os først se på de underholdningstilbud, der ikke havde med biograferne at gøre, nemlig teatrene, revyerne og restauranterne. Alle aviser var også denne specielle dag fyldt med forlystelsesannoncer, og Politiken var selvfølgelig ingen undtagelse, så her tager vi annoncesiden i Politiken for den nævnte dato ovenfra og nedefter, som den er trykt:

 

Allégade Teatret Riddersalen Kl. 19,30 præcis – 21,45

     ”Livet er jo dejligt”    

Apolloteatret Kl. 15,30 og 19,15 pr..

     SOMMERREVYEN 1943

     I Dag Kl. 15,30 pr. Ekstraforestilling

Dagmar Kl. 7 og Kl. 8,50

     Hornbæk-Revyen

     I Dag Kl. 4 – 7 og 8,50 og hele næste Uge udsolgt

     Forsalg uden Forhøjelse 10 Dage frem i Tiden Central 3221 fra Kl. 10-6.

Det ny Teater

     Max Hansen Hver Aften Kl. 19,15

     Sommer i Tyrol med Else Marie.

FolkeTeatret Kl. 19,30 – 22,15 Kun kort Tid

     Jean Giroudoux’s vittige Skuespeil

     Amphitryon 38

     Else Skouboe – Henrik Bentzon – Angelo Bruun – Eva Heramb – Maria Garland.

Frederiksberg Teater Kl. 19,30

     118. Gang Latter- og Gyse Sukcessen

     ?For aabent Tæppe?

Nygade Teatret Sidste Søndag: Kl. 19.30

     100. Gang! Sommerens store Latter-Sukces

     Henning Schram danser, synger, stepper og genskaber bl.a.

     X 18 danske og udenlandske Stjerner X

     I sit internationale One man show

     Kl. 16: Ekstraforestilling

Ny Ravnsborg–Kabaretten 1943 Kl. 19 ¼ pr.

     100. Gang! Entré 50 Øre

Røde Kro Teater Kl. 19

     Sommerrevyen 1943

     Kuponer ugyldige. – Billige Søndagspriser

     Billetter Kr. 2.60-2.45-1.45 alt iberegnet

 Den blaa Ged Farvergade 10 Her er Liv og glade Dage

     Kl. 7. Fri Entré

     ”March til Columbus”

     3 Akter og 5 Afd.

     Efter Forestill. Dans og Solistoptr.  

Damhuskroen

     Sommerkabaretten 35 muntre Afd.

     Inga Løffgreen, Vivi Svendsen, Kaj Zinn, Aage Staubo, Marius Zazi

     – Viola Rosé Balletten.

     Kapelm. Freddy P. Ork. – Matiné Kl. 16.

Hollænderbyen

     To store Forestillinger 16-18 og 19-23

     Gæstesp. Af den verdensberømte ital, Tenor Amadeo Ricci 

     - en Sukces af eventyrlige Dimensioner foruden det store intern. Artistprogr.

     Harald Mortensens Show Band

     Fri Entré

Kometen Vesterport, Hj. Af Gl. Kongev. Og Trommesal.

     Musik & Dans

     Fra Kl. 19-23: Carl Heise og Melani Borgstrøm

Københavner Kroen Varieté

     Søndagens festligste Varieté

     ”Glade Tivoli Minder”

Lorry Landsbyen og Parken Fri Entré

     Kl. 16: Ta’ Børnene med og lad dem se Kæmpefrøen, de musikalske Clown’er

     og Professor Spinat på Cykle

     Endnu kun 3 Dage!

Montmartre

     Premiere Onsdag 1. Septbr.

München Dahlerupsg. 5

     Matiné Kl. 16

     Peter Rasmussens Kvintet

National Scala Fri Entré

     Kl. 16: Dans i Scala-Salen – Matiné i Holberghaven

     Spis Søndags-Middag i Holberghaven

Ritz Kapelmesterforeningens populære Koncerter

     I Aften Kl. 19:

     Operasangerinde Reta Bondrup

     Operasanger Frantz Andersen

     Kapelmester Sigurd Juhl

     Fri Entré

Valencia Vesterbrogade 32

     Kl. 19 præcis Artistoptræden og Dans

     Ricard Johansens Orkester og  Otto Lingtons Orkester

     Entré 1 Kr. incl. Skat

Zigeunerhallen Fri Entré

     Kl. 16 og Kl. 19:

     ”Weekend Hytten”

     Holger Hansen – Wandy Tvorek

     Peter Kitter i sit internationale ”One man show”

     Ellen Jansø – Grete Fallesen

     Per Ziebell – Robert Carlsson

     Holger Bjerres Ballet

 

Biografrepertoiret 29. august 1943

Herefter skal gengives Dagbladet Politikens biografannoncer for den fatale dato, søndag den 29. august 1943:

 

Aladdin: Kl. 3,30-5,15-7-8,45 Sidste Dag!

     Den dundrende Publikums-Sukces    

     En Pige uden Lige (dansk 1943)

     Ellen Gottschalch – Peter Malberg – Johannes Meyer –

     Rasmus Christiansen – Maria Garland og Ib Schønberg

Allé Teatret Jægersborg Allé

     Kl. 4-7-8,45 Sidste Dag!

     Tag dig af Ulla (svensk 1942)    

     Forb. f. Børn

Alexandra Gl. Torv 8  Kl. 3,40-5,10-7-8,45

     Prinsens Elskerinde Mamselle Bonaparte  (fransk 1943)

     Ny fransk Film med Edwige Feuillère

Amager Bio: Amagerbrogade 123 Kl. 7 og 8,45

     Den ungarske Sukcesfilm Erotik – Forbudt for Børn

     Kl. 2 og 4: Muntre Akrobater med Kalle og Nisse (svensk 1940)

Atlantic: Chr.havns Torv Kl. 7 og 8,45 

     Sidste Dag! Ingrid Bergman i den svenske Storfilm

     Juninatten  Forb. f. Børn (svensk 1940)

     Kl. 3 og 5: Smaa Priser Fy- og Bifilmen ”Med fuld Musik”

Bella Bio: Brønshøj Torv Kl. 5-7-8,45 Sidste Dag!

     Præsten, der slog Knock-Out (svensk 1943)

     Allan Boblin – Åke Söderblom

     Kl. 3: Tegne- og Kortfilm-Show

Bellevue Teatret Strndvejen

     Kl. 2-4-7-8,45 Sidste Dag!

     Vi kunde have det saa rart (dansk 1942)

      Kl. 2 og 4: Voksne 1.25, Børn 0.75 o. h. Teatret

Bergthora Isafjordsg. Islands Brygge

     Sidste Dag: Kl. 4-7-8,45

     Edvard Persson Stationsforstanderen i Lykkeaas (svensk 1942?)

     Kl. 4: Samme Program. Populære Priser.

Bio Lyngby Kl. 19,10 og 21,10 Sidste Dag! Forb. f. Børn

     Storfilmen Lægen, der dræbte (tysk 1941)

     Kl. 16: Dødstrommen og Europamesterskabet i Sværvægtsboksn.

     Neds. Pr. Nr. Pl.

Bispebjerg Bio: Kl. 19 og 20,45 En Pige uden Lige (dansk; 1943- 2. uge)

     Sidste Dag! Et Spil om en Vej, der til Himlen gaar  (svensk 1943?)

     Eneste Teater. Benyt Forudbest.

     Kl. 16: Tykke Thor i Trøjen (svensk 1939?)

     Voksne Kr. 1,25, Børn Kr. 0,75

Boulevard Teatret: Sdr. Boulevard 84

     Kl. 3: Den svenske Storfilm Under falsk Flag (svensk; 19??)

     Kl. 5-7-8,45 Præsten, der slog Knock-Out (svensk 1943)

     Sidste Dag!

Bristol Teatret Frederiksberggade 25

     Kl. 3,30-5,15-7-8,45

     Jean Gabin – Michelle Morgan

     I Havnens Skygger  (fransk 1939)

     En spændende og straalende fransk Film

Carlton Vesterbrogade – Kl. 3,30-5,10-7-8,45

     4.Uge  Næsts. Dag!

     Den dundrende Publikums-Sukces    

     En Pige uden Lige (dansk 1943)

     Ellen Gottschalch – Peter Malberg – Johannes Meyer –

     Rasmus Christiansen – Maria Garland og Ib Schønberg

D.S.B.: Hver fulde Time fra Kl. 14–21. 75 Ø. inkl. Sk.

     Dansk Film Avis – På Bølgen blaa – Slottet Escorial – Hist og her Nr. 5 – Krüger

     Nationalpark (Anden Del) – Anders And spiller Hockey.

Enghave Bio: Kl. 7 og 8,45 Sidste Dag! Pas paa Pengene (svensk; 1943?)

     Theo Lingen – Hans Moser

     Kl. 4: Sm. Pr. Tror du, jeg er født i Gaar? (dansk, 1941)

Fasan Bio Hj. Borups Allé. Kl. 5-7-8,45 fra 2. Forb. f. Børn. Sidste Dag!

     Viviane Romance I Nat Kl. 12  (fransk 1939)

     Kl. 3: ”Ulvehundens Hævn” og ”Jens Langkniv”

Gentofte Kino Kl. 4-7-8,45

     Det færste Rendez.vous (fransk 1941) Danielle Darrieux

 Grand Sporvogn til Raadhuspl. Telefon fra Kl. 10. Ingen Reklamer – Ingen Forfilm.

     Den erotiske Firkant … Quadrille  (fransk 1938)

     Et moderne Lystspil med Sacha Guitry – Gaby Morlay –

     George Grey – Jacqueline Deiubac     

Grøndals Teatret Godthaabsvej 231 Sidste Dag!

     Kl. 7 og 8,45 Forb. f. Børn Mordet paa Julemanden (tysk 1941)

     Kl. 4: Sm. Pr. ”Snushanerne”  (dansk 1936)

     m. Ib Schønberg, lille Connie, Arthur Jensen

Hvidovre Kino: Vigerslev Allé 384

     Kl. 7,10 og 8,10 Sidste Dag!  Det første Rendez.vous (fransk 1941)

     Kl. 4: Skipper Skræk

Kino – Lyngby Torvet Lyngby

     Kl. 7,10 og 9,10 Tag detsom en Mand (dansk 1941)

     Arhoff og Lauring

Kino-Palæet: Kl. 2  Kl. 4  Kl. 6,30 Kl. 8,30 Sidste Dag!

     Peter Malberg-Sukces’en Hans Ondsdags-Veninde (dansk 1943)

     Forsalg til hele Ugen Central 3368.

Lyngbyvejens Kino: Kl. 3,30-5,15-7-8,45

     Mogen Wieth, Bodil Kjer En Herre i Kjole og Hvidt (dansk 1942)

     Iscenesat af Bodil Ipsen

Merry: Kl. 7 og 8,45 Forsalg fra Kl. 1. Sidste Dag! Forbudt f. Børn

        Albert Préjean og Inkijinoff i De glædeløses Gade (fransk 1940)

        Kl. 3 og 5: Stort Kortfilm-Show

Metropol: Kl. 2,30 – 4,30 – 6,30 – 8,30 Forb. f. Børn

        Chevallier: Unge Piger forsvinder i Paris (fransk 1938-39)

Nora Bio: Kl. 7 og 8,45 Sidste Dag! Forb. f. Børn

        Lida Baarova i Ungdommens Længsler (tysk, 1941?)

        Kl. 4: Den svenske Farce Madam Anderssons Kalle (svensk 1934)

Nørrebros Biograf: Nørrebrogade 34 Kl. 3,30-5,15-7-8,45 Sidste Dag!

        Harry Baur i Ungkarlesynder (tysk 1941-42)

Nørreport Bio: Kl. 16,10 -18,50 - 20,40

        Den svenske Storfilm Alle Mand paa Post! (svensk 1942?)

Odeon: Fælledvej 8 – Kl. 7 og 8,45 Eneste Teater

        Den gule Hævner (Glædernes Hus) (fransk 19??) Forb. f. Børn

        Fransk Storfilm om Glædespigerne i Tokio

        Kl. 3 og 5: Store Børneforestillinger Flot Kortfilm-Show,

        morsom. Tegnef., Farcer mm.

Palads: Kl. 2 – 4 , Kl. 6,30, Kl. 8,30  2. Uge!

        Katrina Efter Sally Salminens Roman (svensk; 1943)

Palladium: Kl. 2 – Kl. 4. – Kl. 6,30 – Kl. 8,30

        Ta’ og elsk mig! (tysk 1942)

        Marika Rökk – Viktor Staal

Palæ Bio Palægade Kl. 7 og 8,45 Sidste Dag!

        Marguerite Viby i Lykken kommer (dansk 1942)

        Kl. 5: Stort Kortfilm-Show

Park Teatret Østerbrogade Kl. 16-19-20,45 Sidste Dag!

        Den danske Lystspil-Sukces Peter Andersen (dansk 1941)

        Med Carl Alstrup

Platan Bio Kl. 3,50-5,30-7,15-9 Forbudt f. Børn

        Den realistiske, franske Storfilm De glædeløses Gade (fransk 1940)

        Med Albert Préjean og Inkijinoff i

Regina H.C. Ørstedsvej Kl. 3,30-5,15-7-8,45

        Kl. 3,30 og 5,15 Børneforestilling

        Kanske en Gentleman Latter orkan m. Adolf Jahr (svensk 1941?)

        En Duel i Paris Gøg og Gokke i en eventyrligmorsom Farce (19??)

Rialto: Smallegade Kl. 5–7-8,45  2. Uge! Ny Kopi

        Gösta Ekman – Ingrid Bergman i Swedenhielms (svensk 1935)

Roxy Godthaabsvej  Kl. 4-6-7,30-9  Sidste Dag!

        Den dundrende Publikums-Sukces    

        En Pige uden Lige (dansk 1943)

        Ellen Gottschalch – Peter Malberg – Johannes Meyer –

        Rasmus Christiansen – Maria Garland og Ib Schønberg

Ry-Kino Ryesgade 55  Kl. 7 og 8,00 Sidste Dag!

        Fransk Storfilm med Annabella – Victor Francen – Pierre Renoir

        Med slukkede Lanterner (fransk 1936)

        Kl. 4: Dansk Lystspil ”Fem raske Piger” (1933)

Saga Bio Vesterbrogade Kl. 2-4-6,30-8,30  4. Uge!

        Det svenske Mesterværk

        Det Dansk-Svenske Kærlighedsdrama Elvira Madigan (svensk 1943)

        Med Eva Henning og Åke Ohberg.

Scala-Bio Vesterbrogade Kl. 3,20-5,15-7-8,45  4. Uge!

        Den dundrende Publikums-Sukces    

        En Pige uden Lige (dansk 1943)

        Ellen Gottschalch – Peter Malberg – Johannes Meyer –

        Rasmus Christiansen – Maria Garland og Ib Schønberg

Toftegaad: Toftegaards Plads Kl. 7 og 8,45

        Allan Bohlin i Præsten, der slog Knock-Out (svensk 1943)

        Kl. 4: 6te Trækning med Chr. Arhoff og Olga Svendsen (dansk 1936)

        Voksne 1 Kr. o. h. S. Børn 50 Ø. (10 f. R.)

Triangel Østerbrogade Kl. 3,30-5,15-7-8,45  Sidste Dag!

        Den dundrende Publikums-Sukces    

        En Pige uden Lige (dansk 1943)

        Ellen Gottschalch – Peter Malberg – Johannes Meyer –

        Rasmus Christiansen – Maria Garland og Ib Schønberg

Valby Teater: Valby Langgade 48-50 Kl. 7 og 8,45

        Ingrid Bergman I Brændinger (Naar en Kvinde elsker)

        Kl. 3 og 5: Stort Kortfilm-Show

Vanløse: Kl. 7 og 8,45  Sidste Dag!

        Den dramatiske Storfilm Bandlyst (fransk 1940)   )

        Kl. 4: Folkeforestilling Panserbasse med Ib Schønberg (dansk 1936)

Vesterbro Teater Vesterbrogade  Kl. 4-6,15-8,30  Sidste Dag!

        Besættelse med Jean Gabin (fransk 1937)

        Med Piper og Trommer Sickan Carlsson – Adolf Jahr (svensk 1941)

Windsor P. Bangsvej 62  Kl. 7 og 8,45  Sidste Dag!

        12 Ugers Sukces paa Metropol Mordet paa Julemanden (tysk 1941)

        Kl. 4: Folkeforestilling ”Spøgeriet paa Bragehus” (svensk 1936)

 

Noget af det, der er værd at bemærke ved biografrepertoiret på søndage – og altså også den i besættelseshistorien så markante søndag den 29. august 1943 – er, at en del af biograferne, foruden aftenprogrammerne - også spillede eftermiddagsforestillinger, de såkaldte Matinë-forestillinger. Disse bestod i reglen af to film, oftest muntre film, hvoraf den ene gerne var en tegnefilm eller en filmfarce.  Det karakteristiske for matiné-forestillingerne var, at der altid var udsolgt til disse deciderede børneforestillinger, og at det unge publikum i alderen fra 5-6 år og op til 14-15 år var ellevilde af begejstring over det, de fik at se oppe på det hvide lærred. Når den øvre publikumsgrænse var 15 år, skyldtes det, at man blev regnet for voksen fra man var fyldt 16 år og derfor skulle betale voksenbillet.      

 

I øvrigt var det især disse Matiné-forestillinger, som mine to kammerater, Jørgen og Jørn, og jeg sammen havde besøgt omtrent hver søndag i de foregående år, og som vi lejlighedsvis også gjorde dette år, 1943, selv om vi jo nu havde fået mere alvorlige ting at tænke på, fordi vi jo alle tre var gået ud af skolen og i hvert fald for mit eget vedkommende var begyndt at arbejde. Som allerede fortalt, havde jeg i godt en måneds tid efter den afsluttende eksamen, været såkaldt piccolo i Husejernes Abonnement, og – hvad der var endnu bedre - fra 1. juli var jeg blevet ansat som en slags elev i firmaet Dansk Farve- og Tegnefilm, hvor man netop så småt var gået i gang med at producere den første danske lange tegnefilm ”Fyrtøjet”. De 35 kr. jeg til at begynde med fik i ugeløn, var naturligvis ikke meget, men dog en løn på sammenlagt 140-175 kr. pr. måned, men det rakte foreløbig til de mest nødvendige udgifter, når jeg vel at mærke hverken skulle betale for kost og logi hjemme. Til gengæld krævede mor, at jeg satte de 20 kr. af ugelønnen til side til hjælp til min konfirmationsfest. Det betød, at jeg havde hele 15 kr. til min egen rådighed hver uge, så der kunne derfor godt blive råd til en biografbillet til 75 øre og en is og lidt slik, som jeg i reglen delte med mine to kammerater, som endnu ikke selv tjente penge. Det hændte lejlighedsvis også, at jeg betalte enten den enes eller begges biografbilletter, fordi de ikke selv havde penge til det, men jeg ville jo gerne have dem med som selskab på biografturen.    

 

Den 14. september 1943 så Social-Demokratens side med forlystelsesannoncer således ud:

Det kgl. Teater Kl. 17-20 Første Gang i ny Indstudering Hellig tre Kongers Aften. Onsdag kl. 17: Tosca.

Aktieselskabet Nørrebros Teater Hver Aften Kl.. 18,30 Grevinden af Nørrebro. Forestillingen slutter Kl. 20,45. Byens billigste Billetpriser.

Apollo Teatret Kl. 18,30 Sommerrevyen 1943 – Chr. Arhoff – Ludvig Brandstrup – Osvald Helmuth – Hans W. Petersen – Erika Voigt – Gerd Gjedved – Poul Wöldike. Pressen: ”Apollo” overgaar sig selv – ”Sommerrevyen 1943” blev en Tordensukces. Forsalg Kl. 10-18.

Det Ny Teater Hver Aften Kl. 18,30 – ca. 20,45 Max Hansen i Sommer i Tyrol med Else Marie. Fors. u. Forh. 8 Dage forud Kl. 10

Folketeatret Hver Aften Kl. 18,15 – ca. 20,45 Pygmalion Fors. u. Forh. 8 Dage forud Kl. 10. Frederiksberg Teater Kl. 18,30 Latter- og Gyse Sukces’en ?For aabent Tæppe?

Nygade Teatret Kl. 18 prc. – 20,35 Axel Frische i den store Sukces Vor By

Røde Kro Teater Kl. 18,30 Madame Tapins Mænd

 

Cirkus Schumann I Dag Kl. 18,30 OBS. Det straalende Septemberprogram – Billetkont. aabent daglig fra Kl. 10 Form. Fors. til alle Ugens Dage u. Forh. Fra 10-17

 Cirkus Miehe – Borups Plads – Sidste Dag! Kl 19: Afskedsforestilling – Benefice og Æresaften for de berømte belgiske Clovner 5 Fraench – Københavnernes erklærede Yndlinge. Forsalg Kl. 11-13 og efter Kl. 18

 

Montmartre Kl. 18 prc. ”Hallo København”. Fri Entré – Spis Deres Aftensmad i Montmrtre

National Scala Fri Entré – Holberghaven: Kl. 12-14: Frokostkoncert – Kl. 17,30: Koncert og Artister – I Morgen Kl. 15,30 og derefter hver Aften i Vintersæsonen: Kunstner Forum – Scala-Salen; Eftermiddag og Aften Kaj Ewans Solistorkester.

Sigøjner Hallen Kl. 19 til Lukketid hele Sukces-Forestillingen!

      Wandy Tvorek

      Holger Hansen

      Harlem Kiddies spiller til Dans paa 1. Sal

 

Biograferne under undtagelsestilstanden

Undtagelsestilstanden, som var blevet indført 29. august 1943, og som fik indflydelse på hele samfundslivet, påvirkede naturligvis også biograferne, som derefter ikke længere var i stand til at spille deres sene aftenforestillinger. Årsagen var de indførte restriktioner og udgangsforbuddet, også kaldet spærretiden, som var fra kl. 21 til 5 morgen. Det bevirkede blandt andet, at biograferne ikke kunne spille sin seneste aftenforestilling, som i reglen var Kl. 21,30 alle ugens dage. 

 

Tirsdag den 14. september 1943 kunne Social-Demokraten give følgende - ukomplette - oversigt over det københavnske biografrepertoire:

 

Aladdin: Kl. 5,45 og 7,20 Det brændende Spørgsmaal (dansk; 1943. Forb. f. Børn. 3. uge)

Amager Bio: Kl. 5,30 0g 7,15 Kvinder i Bur (fransk; 19??. Forb. f. Børn)

Atlantic: Kl. 5,30 – 7,15 Danmarkspremiere: Det elegante og festlige Lystspil 100 000 Dollars (italiensk; 1940)

Bella Bio: Kl. 5,30 og 7,15 Det brændende Spørgsmaal (dansk; 1943. Forb. f. Børn. 3. uge. Sidste Opførelser!)

Bispebjerg Bio: Kl. 17,30og 19,15 En Pige uden Lige (dansk; 1943- 2. uge)

Boulevard Teatret: Kl. 7,15 Naar en Kvinde elsker (svensk; 1939?)

D.S.B.: Non Stop-program: Forestilling Kl. 14 – 15 – 16 – 17 – 18 – 19 og 20 Ufa Film-Avis – Den italienske Riviera – Omkring en svensk Orlogsby – Hal Kemp spiller kendte Melodier – Rapsodi med Forhindringer (formentlig amrk. tegnefilm?)

Enghave Bio: Kl. 5,30 og 7,10 Mine kære koner (dansk; 1943)

Hvidovre Kino: Kl. 3,30 og 7,15 En Pige uden Lige (dansk; 1943)

Kino-Palæet: Kl. 2 – 4 – 7 Forsvundet i Paris (italiensk; 1942. 3. uge)

Lyngbyvejens Kino: Kl. 7,15 Den pragtfulde Farvefilm. En Kæmpesukces: Den gyldne Stad (tysk; 1942. Forb. f. Børn)

Merry: Kl. 5,30 – 7,15 Lille Napoleon Åke Söderblom (svensk; 1943)

Metropol: Kl. 1,50 – 2,40 – 5,30 – 7,15 Ny realistisk svensk Film: Kvinder i Fangenskab (svensk; 19??. Forb. f. Børn)

Nora: Kl. 6,30 og 7,15 Den svenske Latter-Sukces: Spøgelses-Doktoren (svensk; 19??)

Nørrebros Biograf: Kl. 5,20 – 7,10 Kvindefængsler (fransk; 1938. Forb. f. Børn)

Nørreport Bio: Obs! Kl. 16,10 og 19,10 Slutter Kl. 20,50 Bjørnstjerne Bjørnsons Synnøve Solbakken (svensk; 19??)

Odeon: Det straalende morsomme svenske Lystspil Rabalder i Rabarberland (Vi smaa har ogsaa Ret) (svensk; 19??)

Palads: Kl. 2 – 4 – 7 Katrina Efter Sally Salminens Roman (svensk; 1943. 4. uge)

Palladium: Kl. 2 – Kl. 4. – Kl. 7 Som du vil ha’ mig! (dansk; 1943)

Rialto: Kl. 5,30 – 7,15 Det svenske Mesterværk – Det dansk-svenske Kærlighedsdrama Elvira Madigan (svensk; 1943)

Toftegaad: Kl. 5,30 – 7,15 Swedenhielms (svensk; 1935)

Valby Teater: Kl. 5,30 og 7,15 Mine kære Koner (dansk; 1943)

Vanløse: Kl. 5,30 og 7,15 Den dundrende Sukces En Pige uden Lige (dansk; 1943)

 

Som det måske vil være blevet bemærket, mangler der i Social-Demokraten for denne dag annoncer for flere af de københavnske biografer. Det gælder Aleksandra, Bristol, Carlton, Colosseum, Grand, Park, Platan, Roxy, Scala Bio, Skovshoved Bio, Strand Teatret og Windsor. World Cinema er ikke medregnet, idet man dér først ville begynde at spille film igen, når Cirkus Schumann takkede af og forlod Cirkusbygningen for denne gang ved sommersæsonens slutning. Grunden til de manglende annoncer kan muligvis tænkes at være den, at der var biografdirektører, som ikke ønskede at annoncere i en socialdemokratisk avis, men det er dog rent gætteværk fra min side.

 

Elvira Madigan

Til det ovennævnte biografrepertoire vil jeg her i øvrigt kun knytte en kommentar til den svenske film ”Elvira Madigan”, som jeg selv så kort efter premieren. Det var og er en rørende og tragisk kærlighedshistorie, som i sin essens kan minde om Shakespeares tragedie ”Romeo og Julie”. De to dominerede roller som pigen Elvira Madigan og løjtnant Sixten Sparre spilles henholdsvis af Eva Henning og Åke Ohberg. Filmen er en dramatisering af virkelige personer og begivenheder, idet Elvira Madigan er kunstnernavn for den dansk-tyske Hedvig Antoinette Isabella Eleonore Jensen (1867-1889), født i Flensborg. Hun, der almindeligvis omtaltes som Hedvig Jensen, var cirkusartist og linedanserinde, men blev bedst kendt for sit hemmelige og sluttelig fatale kærlighedsforhold til den svenske dragonløjtnant Sixten Sparre. Hun var steddatter af cirkusdirektør John Madigan, med hvis cirkus hun turnerede omkring, blandt andet til Kristianstad i 1888, hvor den kortvarige kærlighedsaffære mellem de to begyndte.

 

 

Udsnit af forlystelses- og biografannoncer i Social-Demokraten for 14. september 1943. Som det fremgår af biografannoncerne er det stadig danske, svenske og franske film, der dominerer repertoiret. Den situation skulle vedblive lige indtil befrielsesdagen den 5. maj 1945, hvor engelske og amerikanske film omgående blev sat på programmet igen.

 

Sixten Sparre (1854-1889) er ligeledes bedst kendt for sin kærlighedsaffære med linedanserinden Elvira Madigan. Han var af adelsslægt og siden 1880 gift med en komtesse, og parret havde to børn, men det afholdt ham ikke fra at forelske sig i cirkusprinsessen. Deres forhold var romantisk og blev især næret gennem brevveksling efter at cirkusset var rejst videre på turnéen. Situationen udviklede sig uudholdeligt for dem begge, og i juni 1889 deserterede han fra sit regiment og mødtes med Elvira, der havde forladt sin familie og cirkus, og parret mødtes i Stockholm, hvorfra de rejste via København til Svendborg og indlogerede sig på et hotel som påståede nygifte. Men deres fælles udsigter var på enhver måde håbløse, og Sixten Sparre besluttede derfor, at den eneste udvej måtte være at gøre en ende på deres liv. I det øjemed foretog de den 20. juli 1889 en udflugt til Nørreskov på Tåsinge, hvor Sixten først skød Elvira med sin medbragte tjenesterevolver, og derefter sig selv. Begge blev begravet på Landet Kirkegård og desuden blev der opstillet et mindesmærke på det sted i Nørreskov, hvor deres lig blev fundet. Hun blev kun 22 år, medens hendes elsker var omkring 35 år på dødstidspunktet. 

 

Denne romantiske og tragiske historie blev i 1943 indspillet som film i Sverige, med Åke Ohberg (1905-1975) som instruktør og i rollen som Sixten Sparre, medens den kønne og da 23-årige Eva Henning (f. 1920) sås i rollen som linedanserinden Elvira Madigan. Samme romantisk-tragiske historie valgte den svenske filminstruktør Bo Widerberg (1930-1997) at genindspille i 1967, denne gang med den da 17-årige Pia Degermark (f. 1949) som Elvira og den da 30-årige Thommy Berggren (f. 1937) som løjtnant Sixten Sparre. Pia Degermark kunne imidlertid ikke tale rent dansk, hvorfor den danske skuespillerinde Yvonne Ingdal (f. 1939) lagde stemme til Elvira. Bo Widerbergs meget smukke film udmærker sig dels ved et fremragende spil af de to unge svenske skuespillere, og dels også ved sin elegiske klassiske underlægningsmusik. 

 

Som den filmentusiast jeg var og er, fik jeg selv set begge film og rørtes naturligvis som det øvrige biografpublikum over den umulige romantiske og tragiske kærlighedshistorie. Versionen fra 1943 så jeg kort efter filmens premiere i Rialto, og versionen fra 1967 så jeg også kort efter dennes premiere, men erindrer ikke i hvilken biograf, dog muligvis i Dagmar. Men der var sket meget i de 24 år, der var forløbet mellem de to film, både i verden og Danmark og ikke mindst for og med mig selv. De menneskelige erfaringer og den filmkyndighed, jeg havde erhvervet i den tid, bevirkede, at jeg i 1967 vurderede kærlighedsaffæren mellem Elvira Madigan og Sixten Sparre på en helt anden måde, end den romantiske, følelsesladede oplevelse i 1943. I 1967 kendte jeg dels til Martinus’ analyser over ”det seksuelle polprincip” og dels havde jeg da to forliste ægteskaber bag mig. Det gav selvfølgelig en helt anden indfaldsvinkel til tilværelsen i almindelighed og til en film som ”Elvira Madigan” i særdeleshed. Romantikken var forsvundet og erstattet af en mere nøgtern vurdering, hvilket dog ikke gjorde filmen fra 1967 til en mindre oplevelse.

 

For resten blev der i 1967 også indspillet en dansk dokumentarfilm om Elvira Madigan, produceret af Lopeja Film i Svendborg. Bag projektet stod Poul Erik Møller (Pedersen), som var ansvarlig for både drejebog, instruktion, fotografering, klip og dekorationer. Drejebogen var angiveligt skrevet på grundlag af en bog af H.C. Andersen, Odense, som dog ikke er identisk med den berømte eventyrdigter af samme navn. Det var skuespillere fra Jurex Teatret og artister fra Cirkus Schumann og Cirkus Arena, der udførte rollerne. Deres navne er Anne Mette Michelsen, Søren Svejstrup, May Cathala Knipschildt, Werner Knipschildt, Katja Schumann, Jytte Berdino Olsen og Lise Hardt. Filmen var optaget i 16mm format og havde en spilletid på 65 minutter. Filmens instruktør var også kendt som skuespiller i bl.a. to ”Far til Fire”-film, men lavede også selvproducerede dokumentarfilm, som eksempelvis ”Elvira Madigan”. Blandt filmens medvirkende artister vil især navnet Katja Schumann (f. 1949) være kendt, idet hun som datter af cirkusdirektør Max Schumann og hustru, Vivi Schumann, tilhørte den berømte Cirkus Schumann-familie og selv var en dygtig dressurrytter, som havde optrådt i forældrenes cirkus fra hun var omkring 10 år.

 

Navnet Jytte Berdino Olsen (f. 1939) vil dog også være kendt af mange, idet hun som datter af cirkusdirektør Arne Viktor Olsen (1914-1976) også var cirkusbarn. Hun optrådte som linedanserinde og trapezartist i faderens Cirkus Arena, som senere blev overtaget af hendes broder, Benny Berdino. Jytte Berdino forlod dog cirkuslivet og slog sig ned som købmandskone i Guldbergsgade i København. For folk, der er kyndige i cirkushistorie vil navnet Werner Knipschildt (1902-1984?) også være kendt. Han var i årene 1942-69 sprechstallmeister i Cirkus Schumann. Senere rejste han landet rundt som foredragsholder, og han skrev også operetten ”Blot en smule kærlighed”, opført på Det Ny Teater i 1934 med Ellen Jansø og Thorkild Lauritzen som det unge par og Maria Garland og Harald Holst som det morsomme par. Musikken blev spillet af Otto Lington og hans 10-mands orkester.

 

(Fortsættes i artiklens 14. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer delvis fra og med efteråret 1943 og fremefter.)

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________