Ideale drømme, skepsis og tvivl 14. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

(Fra 1943 og videre fortsat fra artiklens 13. del)

Teaterproblemer

På side 5 kunne Social-Demokraten for den 14. september 1943 på side 5 bringe en længere artikel om skuespillergager. Artiklen skal gengives her i sin helhed, fordi den indirekte fortæller noget om den kulturelle situation under besættelsen – og desuden om skuespillernes kamp for faglige rettigheder:

Skuespillerne garanteres kun 15 Kroner om Dagen

Teaterdirektørerne rejser under Trusel om Teaterlukning Krav om voldsom Gagereduktion

Skuespillerforbundet skal paa et Møde i Dag drøfte Situationen

TEATERDIREKTØRERNE i København har gennem Formanden for Privatteaterdirektørforeningen Thorvald Larsen ganske pludselig rejst Krav om voldsomme Gagereduktioner, og det har naturligvis vakt Røre i Skuespillerkredse.

Motiveringen for denne pludselige Aktion fra Teaterdirektørernes Side er at søge i de tidlige Spilletider. Det hævdes fra Direktørerne, at Publikum i den Grad svigter, at Teatrene ikke kan svare deres økonomiske Forpligtelser og ikke kan betale Skuespillernes Gager. Skuespillerne maa gaa ind paa en stærk Reduktion af Gagerne og en Slags Delingsspil, da Teatrene ellers se sig nødsaget til at lukke.

Man har derefter stillet det Forslag, at Skuespillerne garanteres 15 Kroner om Dagen, men at Kunstnere, der har højere Gager, i Forhold til disse vil faa Del i det eventuelle Overskud. De Skuespillere, der har 450 Kr. om Maaneden – altsaa 15, Kr. om Dagen – vil ikke blive berørt af den nye Ordning, mens alle, der har højere Gage i høj Grad mærker det.

Den højeste Gage paa et københavnsk Teater oppebæres saa vidt vides af Max Hansen, der efter Forlydende har 500 Kr. pr. Aften, og det er jo en ganske alvorlig Reduktion, hvis han fremtidig kun kan hæve 15 Kr. Andre Stjernegager udbetales for Eksempel af Nørrebros Teater til Hans Kurt og Liva Weel.

Allerede Søndag Aften sammenkaldte Direktør Biering-Petersen paa Nørrebros Teater sit Personale og stillede dem overfor Direktørernes Forslag og det blev efter nogen Diskussion vedtaget. I Aftes blev der stillet samme Forslag overfor Skuespillerne paa Frederiksberg Teater og i Riddersalen. Derimod er der indtil nu ikke rejst Krav paa Apollo-Teatret, Folketeatret og Det ny Teater.

Trusel om Lukning

For Skuespillerne er det meget vanskeligt at sige Nej. Det bliver nemlig udtrykkelig betonet, at saafremt de afviser Forslaget, vil samtlige Teatre lukke deres Porte. Dette betyder, at Direktørerne kan henvise til force majure-Paragrafen i Normalkontrakten, hvori det hedder, at saafremt indtrufne Omstændigheder gør det paakrævet, at samtlige Teatre, hvis Direktører er Medlem af Privatteaterdirektørforeningen, lukker, saa er Direktørerne ikke forpligtet til at betale Gager.

Allerede for en Uge siden besluttede Direktørerne at lukke samtlige Teatre, og de var ogsaa lukket en Dag, men næste Dag sprang Apollo-Teatret fra. Direktør Stentoft ræsonnerede, at naar en konkurrerende Revy – Hornbæk-Revyen – hver Aften spillede for fulde Huse, saa kunde han ikke skyde sig ind under de daarlige Tider og lukke sit Teater. Om han, hvis det skulle komme saa vidt, vil lukke denne Gang, er et Spørgsmaal. Man kan langt snarere antage, at der sker en Sprængning af Teaterdirektørforeningen.

Skuespillerforbundet holder Møde i Dag

Vi havde i Gaar en Samtale med Formanden for Skuespiller-Forbundet Olaf Fønss, der blandt andet udtalte:

- Dette pludselige Krav fra Direktørernes Side er unægtelig kommet som en Bombe. Og jeg synes, at Direktørerne har brugt en meget – for at sige det med et mildt Udtryk – utiltalende Fremgangsmaade. Man har henvendt sig til Skuespillere paa enkelte Teatre om Gagereduktion uden først at gaa til Skuespillernes faglige Forening. Jeg har først i Dag – Mandag – modtaget et Brev om, hvilke Planer, man havde fra Direktørernes Side, og man forlanger, at vi skal afgive et Svar senest i Morgen Klokken 16. Vi har ikke kunnet gennemdrøfte Forslaget i Dag, men jeg har indkaldt Tillidsmændene til et Møde hos vor juridiske Konsulent, Højesteretssagfører Hartvig Jacobsen i Morgen Klokken 14, og her vil vi tage Stilling til Spørgsmaalet.

- Tror De, Skuespillerne godvilligt vil gaa ind paa Direktørernes Krav?

I Dag kan jeg kun sige, at man har sat os Dolken for Brystet ved at true med pludselig Lukning af samtlige Teatre, hvorved man kan skyde sig ind under force majure-Paragrafen og helt undlade at betale Gager. Jeg synes, det er meget haardt i en Situation, som den vi oplever nu. Direktørerne henviser til, at vi er i samme Baad og slaar paa Kammeratskabsfølelsen, og 15 Kr. om Dagen er dog altid saa man kan eksistere – hævder de. Men nu har Skuespillere med større Gager et fast Budget, og de kan ikke pludselig klare en Nedskæring. Dertil kommer, at Direktørerne ikke saa nydeligt talte om, at man var i samme Baad, mens de kørte for fulde Huse og havde store Spilleindtægter. Og det er dog en Kendsgerning. Teatrene har hidtil været begunstiget. Direktørerne har tjent store Penge, men uden at de af den Grund har givet Skuespillerne saa meget som en 5-Øre. Vi har forgæves rejst Krav om Dyrtidstillæg, mens det var gode Tider. Og nu, da det er blevet daarlige Tider, forlanger man pludselig, at det er Skuespillerne, der skal bære den Ulykke. Jeg synes, det er forkasteligt, at Direktørerne straks begynder at jamre sig, fordi der har været et Par Uger, hvor den røde Lygte ikke straalede udenfor deres Teatre.

- Der siges, at det er for at hjælpe specielt Nørrebro, Frederiksberg Teater og Riddersalen.

- Naa, det siges der. Er det nu ganske givet, at disse Teatre gaar daarligt, fordi Spilletiderne er rykket frem. I Saga er der fuldt Hus til Hornbæk-Revyen. Jeg har hørt, at Folketeatret Lørdag og Søndag havde fuldt Hus, og det er jo meget glædeligt, men man har ogsaa lige haft Première paa ”Pygmalion”. Derimod er ”Grevinden af Nørrebro” en Forestilling, der allerede gik i Fjor, og Riddersalen og Frederiksberg Teatere spiller begge Forestillinger, der har gaaet omkring 100 Gange og maaske mere endnu. Kunde der ikke tænkes den Mulighed, at Publikum svigtede, fordi Forestillingerne var udspillet? Men det er det sædvanlige. Naar en Teaterdirektør har faaet en Sukces, saa lægger han Hænderne i Skødet i stedet for at begynde Forberedelserne og Prøverne paa Afløseren.

- Nej, man vil atter lade hele Ansvaret for daarlige Teatertider hvile paa Skuespillerne. Nu faar vi se, hvilken Beslutning, der træffes herfra i Morgen. Jeg er i stadig Kontakt med Medlemmerne, og paa Nørrebro er man kun gaaet ind paa Reduktionen for en Uge. Saa kan det maaske ændres til den Tid.

Naa, lad det være en Trøst, at der ogsaa sker opmuntrende Ting. Jeg har netop sluttet en Række Forhandlinger med Chefen for Statsradiofonien F. E. Jensen om Dyrtidstillæg til Skuespillerne. I Fjor fik vi et Dyrtidstillæg paa 10 Procent, og netop i Dag har vi sluttet Kontrakt om yderligere 5 Procent. Her forstaar man altsaa, at ogsaa Skuespillerne er ramt af Tiderne. Broe.

Det var jo meget naturligt, at en avis som Social-Demokraten tog skuespillernes parti, for den så det som sin primære opgave, at være talerør for arbejdere og lønmodtagere. Men nu regnede stjerneskuespillere som f.eks. Max Hansen, Hans Kurt og Liva Weel sig næppe som arbejdere eller lønmodtagere, men som kunstnere af en særlig klasse. Det var først med nymarxismens indtog i begyndelsen af 1960’erne og 1970’erne, at kunstnere blev betragtet eller selv opfattede sig som kulturarbejdere. Arbejder skulle man med djævelens vold og magt være for enhver pris, for at blive anerkendt af de nye ”opinions-magthavere” på den politiske venstrefløj.

Lidt mere snak om film

Social-Demokraten havde også en særlig rubrik med overtitlen ”Teater og Film”, hvor man omtalte nyheder eller kuriøse hændelser indenfor teater- og filmverdenen. Tirsdag den 14. september 1943 kunne man under overskriften ”Knud Rex som Manager for Sonja Wigert”, læse, at Knud Rex, daværende teaterdirektør for Frederiksberg Teater, havde forsøgt at få den kendte svenske skuespillerinde Sonja Wigert til Danmark, dels til hans teater og dels til dansk radio og film. Han var dog ikke sikker på, at der kom noget ud af aftalen, for den beroede på om den svenske stjerne kunne frigøre sig fra sine svenske kontrakter og forpligtelser.

Den meget smukke Sonja Wigert, f. Hansen (1913-1980) var født i Notodden i Norge, hvor hun fik en handelsskoleuddannelse og desuden uddannede sig som modeltegner, som hun fik brug for under et ophold i Paris. Der gjorde hun også dansestudier, hvilket formentlig kom hende til nytte, da hun søgte ind ved Det Norske Teatret, hvor hun debuterede i 1934. Samme år vandt hun en skønhedskonkurrence, hvilket gav hende en mindre rolle i filmen ”Sangen om Rondane”. Hun ændrede sit efternavn til Wigert i 1935. 1938 var hun engageret ved Nationaltheatret i Oslo, og via den norsk-svenske samproduktion "Eli Sjursdotter" kom hun i kontakt med Sverige og Schamyl Bauman, der engagerede hende til sin filmkomedie "Hennes lilla Majestät" (1939, ”Hendes lille Majestæt”) og filmen "I dag börjar livet" (1939, ”I Dag begynder Livet”). Hun var fra 1940 bosat i Sverige, hvor hun både optrådte på teatret og på film, samtidigt medvirkede hun også i flere norske film, hvor hun havde haft sit egentlige gennembrud i 1937 med filmen ”Fant”. Teaterscenen var også hendes virkefelt, og i begyndelsen af 1941 spillede hun i "Kokottskolan", der blev hendes gennembrud på scenen i Sverige. På den tid turnerede hun også med kollegaen Sture Lagerwall, blandt andet med "Jeg elsker dig, Markatta". Fra 1939 filmede hun dog mest i Sverige og her fik hun i 1942 sit filmiske gennembrud med ”Kriminalsagen Ingegerd Bremssen”. I Sverige medvirkede hun i ialt 22 film.

Ved siden af sit teater- og filmarbejde var Sonja Wigert også aktiv indenfor den norske modstandsbevægelse, som hun samarbejdede med fra 1941, året efter Nazi-Tysklands besættelse af Norge. I 1942 blev hun svensk dobbeltagent under dæknavnet ”Bill”, idet hun fra svensk side, mere præcist af svensk sikkerhedspoliti, SÄPO, fik til opgave at tage kontakt til den tyske rigskommissær for de tysk besatte norske områder, Josef Terboven. Han lod sig charmere af den smukke kvinde, som han kurtiserede på det kraftigste. Ifølge de foreliggende oplysninger, fik skuespillerindens svenske opdragsgivere det ud af det, at man takket være hende fik oplysninger om, at den tyske Gestapo-chef i Sverige var August Finke og at baron von Gossler var en central tysk spion. I 1942 begyndte hun at arbejde som spion for en kontakt ved den amerikanske legation i Stockholm, og fra 1944 arbejdede hun for Office of Strategic Services, en organisation, som efter krigen blev omdannet til Central Intelligence Agency (CIA). Imidlertid blev tyskerne fra efteråret 1943 klar over, at den kønne kvinde ikke var på deres side, hvorfor man ikke længere ville benytte hende som spion, men tværtimod udspredte løgnagtige historier om hende i svensk presse. Det medførte, at Sonja Wigert blev frosset ud, først i den svenske og senere i den norske offentlighed, og at hendes gode rygte dermed var ødelagt.

Sonja Wigert fortsatte dog under hele forløbet med at indspille film i Sverige, også efter at Norge var blevet befriet i 1945. Hendes aktiviteter som skuespillerinde ophørte i løbet af 1960’erne, hvorefter hun så vidt vides trak sig tilbage til privatlivet. Sammen med en skuespillerkollega havde hun allerede fra omkring 1950 drevet en benzintank midt i Stockholm, samtidigt med, at hun også filmede og optrådte på teatret. Hendes sidste sceneoptræden var på Vasa Teatern i 1962, hvor hun medvirkede i "Iguanans Natt".

Jeg ved ikke, om der kom noget ud af samarbejdet mellem Knud Rex og Sonja Wigert, men i 1960’erne optrådte hun i hvert fald i København på Det ny Teater, hvor hun havde rollen som Elvira i Noel Cowards herlige lystspil "Min kone spøger", i øvrigt sammen med Gunnar Lauring. Sonja Wigert medvirkede i den danske spillefilm ”Eventyrrejsen” (1960), som handler om et dansk rejseselskab på besøg i München, Tyrol, Rom og Venedig. Det er en Palladiun-produktion, med manuskript af Grete Frische og Ole Berggreen og med sidstnævnte som instruktør. Set i tilbageblik, var Sonja Wigerts bedste præstation som skuespiller nok den dødssyge skuespillerinde i Hasse Ekmans film "Ombyte av tåg" (1943, ”Mellem to Tog”). En god rolle havde hun også som voldtægtsoffer i ”Fallet Ingegerd Bremssen” (1942, "Kriminalsagen Ingegerd Bremssen) og i ”Räkna de lyckliga stunderna blott" (1944, ”Tænk kun paa de lykkelige Timer”). Af lystspilfilmene huskes hun særligt for sin rolle i "Ung dam med tur" (1941, "Heldig ung dame”).

Sonja Wigerts privatliv var præget af et par ægteskaber, en skilsmisse og et dødsfald. Fra 1939 til 1941 var hun gift med redaktør og filmmanuskriptforfatter Torsten Flodén (1910-1948). Ægteskabet blev opløst i 1941, hvorefter hun giftede sig med den danske flykaptajn Niels Viggo Halfdan de Meza von Holstein-Rathlou (1910-1949). Han omkom som fører af en af hærens jagerflyvere - en Spitfire – da denne ved et uheld styrtede ned i Øresund ud for Høje Skodsborg. Det svenske sikkerhedspoliti Säpos arkiver blev først frigivet, over 25 år efter hendes død, og det var først da, at offentligheden fik kendskab til hendes virksomhed som norsk-svensk-tysk dobbeltspion. Sonja Wigert flyttede for resten ikke tilbage til Norge, men blev boende i Sverige, indtil hun flyttede til Spanien, hvor hun døde. den 12. april 1980 i Alfaz del Pi.

Knud Rex’ liv var ikke mindre dramatisk end Sonja Wigerts, om end på en anden måde. Om Knud Rex (1912-1968) vides det, at han var uddannet indenfor handel hos Brdr. Dahl i København. Men den unge mand ville være skuespiller og det lykkedes ham at komme ind på Det kgl. Teaters elevskole i årene 1935-37. Derefter var han engageret ved Otto Jacobsens Teaterselskab 1937-38, hvor han fik sin debut som André i skuespillet ”Eventyret”. Han kom derefter til Frederiksberg Teater 1938-39 og til Betty Nansen Teatret 1939-42. Derefter var han i årene 1943-48 direktør for Frederiksberg Teater, som han også var ejer af 1946-47. Nogle af Knud Rex’ største succeser på Frederiksberg Teater var ”For aabent Tæppe” og ”Privatliv”, i sidstnævnte stykke spillede han selv sammen med Berthe Qvistgaard. Da teatret nedbrændte i 1947 arbejdede han som freelance skuespiller, blandt andet på Aalborg Teater. Uheldigvis blev han mistænkt for selv at have påsat branden på Frederiksberg Teater, og i januar 1950 blev han anholdt og fængslet i 14 dage, sigtet for brandstiftelse i 16 tilfælde, deriblandt flere teaterbrande. Han blev dog senere frikendt og fik 5.000 kr. i erstatning for uforskyldt fængsling. Genvordighederne var dog ikke slut dermed, for i oktober 1953 blev han igen fængslet og sigtet for brandstiftelse. Dommen faldt i 1954, hvor han ved et nævningeting blev kendt skyldig i et par af de brande, han var sigtet for have antændt. Han blev desuden kendt skyldig i forfalskning af recepter, og straffen lød på 3 års fængsel.

Knud Rex opgav dog ikke sine teaterdrømme af den grund, for i fængslet gjorde han forsøg på at indstudere ”Vejs Ende” med fire mordere og to voldsforbrydere på rollelisten. Imidlertid blev han prøveløsladt i december 1955 og genoptog arbejdet ved teatret, men uden større held. I 1958 kom det frem, at en statsadvokatfuldmægtig ved navn Wilfred Christensen ville udgive en bog med titlen ”Jeg anklagede”, og Knud Rex havde erfaret, at bogen blandt andet indeholdt et 13 siders referat af nævningesagen mod ham i 1954. Han søgte derfor gennem fogedretten, at nedlægge forbud mod bogens udgivelse, men forgæves. I 1963 havde Knud Rex overtaget cafeen ”Rex Saloon” i Pilestræde i København, som han drev sammen med sin hustru, restauratør Ruth Rex, f. Andersen, som han havde giftet sig med i foråret 1962. Før den tid havde han i en periode været kæreste med Toni Biering (1920-1986), som i sit ægteskab med Henry Dahl (1901-1981) blev mor til den senere så berømte revyskuespiller og revyinstruktør Lisbeth Dahl (f. 1946). Der var i øvrigt også noget om en affære mellem Rex og skuespiller Julie Grønlund (1922-1999), som blev uddannet på Frederiksberg Teaters Elevskole 1945-47. Den 22. november 1945 var Rex blevet gift i Holmens Kirke med den unge skuespillerinde og solodanserinde ved Pantomimeteatret i Tivoli, Elsebeth Margrethe Nielsen (1923-1957), og forinden var han den 24. april 1944 blevet skilt fra Inge Gerd, født Jensen. Om sidstnævnte findes ingen umiddelbart tilgængelige oplysninger.

Under samme rubrik ”Teater og Film” kunne man desuden læse, at Cirkus Miehe, Borups Plads, spillede sin afskedsforestilling for denne gang i København kl. 19. Desuden kunne man oplyse, at Nørrebros Teater havde forkortet sin forestilling, Liva Weel-succesen ”Grevinden af Nørrebro” så meget, ”at der skulle være god Tid til at naa de sidste Sporvogne og S-Tog.” Af andet nyt fra teater- og filmverdenen var meddelelsen om, at Max Hansens store lystspilsukces som ”Den lille Napoleon”, en rolle, han havde spillet på teatre både i udlandet og herhjemme, nu var blevet en succes som svensk film i danske biografer. Men ikke med Max Hansen i en af sine glansroller, men derimod med den omtrent ligeså populære Åke Söderblom (1910-1965). Filmen havde Danmarkspremiere på fire københavnske biografteatre samtidigt, nemlig Merry, Platan, Roxy og Triangel.

På side 6 bruger Social-Demokratens filmanmelder, Georg Wiinblad, en stor del spalteplads til sin omtale af premieren på den nyeste Marguerite Viby-film: ”Som du vil ha’ mig -!” – Filmen er en Palladium-produktion med manuskript af norske Tancred Ibsen og med dansk version af Børge Müller. Filmen er instrueret af Johan Jacobsen, som jo efterhånden var en sand mester i at instruere elegante filmlystspil. Foruden Marguerite Viby i rollen som en sød og artig mor til to og husmor, der er gift med en dominerende og kvindeglad ingeniør, som sædvanligt spillet af en kompetent Gunnar Lauring, ses Ebbe Rode i rollen som lægen, der sørger for at give den artige ingeniørfrue en hormonindsprøjtning, som kvikker damen gevaldigt op. Det vil sige, lægen tror, at han har givet hende en dosis humørhormoner, hvilket viser sig ikke at være tilfældet. Det gode og sprudlende humør, som ingeniørfruen pludselig viser sig at have, skyldes hende selv, fordi hun gerne vil vinde sin fordringsfulde mands interesse på ny og vise sig for ham, som han gerne vil ha’ hende!

Dagligdagens problemer

Men alt var jo ikke lutter film og teater, tværtimod var dagligdagen som flere gange omtalt præget af restriktioner og rationeringer, af sabotage og likvideringer, af mord, røverier og tyverier. Og ingen af delene blev mindre i de følgende år, heller ikke selvom tyskerne kapitulerede og forlod landet. Eller af de mere personlige problemer, de to køn kunne have i deres indbyrdes forhold, hvad enten det var i eller udenfor ægteskabet. Under den dramatiske overskrift ”Kvalt sin unge Hustru i Skinsyge Dagen før hendes Fødselsdag”, kunne Social-Demokraten for den 14. september 1943 berette detaljeret om, hvordan en navngivet 24-årig røgter i Ørbæk på Østfyn havde dræbt sin kun 24-årige kone, med hvem han havde tre mindreårige børn, hvoraf dog kun de to på henholdsvis 1 og 3 år var hjemmeboende. Det tredje barn, en tvillingepige, var sat i pleje hos en hestehandler i Dalum. Det kom frem, at ægtemanden angiveligt havde kvalt konen midt om natten, først med de bare hænder og siden med hendes kjolebælte. Bagefter forsøgte han at tage livet af sig, ved at skære sig i begge håndled, hvilket fik blodet til at sprøjte omkring på dyner og vægge i soveværelset. Det skete vel at mærke alt sammen, medens de to små børn lå i samme soveværelse og sov, og de vågnede mærkværdigvis ikke ved de dramatiske begivenheder, som udspillede sig tæt på dem.

Imidlertid løb manden ud af huset og ned til en å, hvor der var nogle træer, som han forsøgte at hænge sig i, men det reb, han brugte, var mørnet, så det mislykkedes. Derefter besvimede han af blodtabet, men vågnede atter op og kom i tanke om børnene, hvorfor han vaklede tilbage til huset og vækkede en ung mand, som logerede hos ægteparret. Det var muligvis denne unge mand, der var årsagen til ægtemandens jalousi, idet denne mente, at hans kone havde indledt et forhold til den unge logerende. Men den dybt ulykkelige og vel nærmest sindsforstyrrede ægtemand havde åndsnærværelse nok til, at få den unge mand til at tage de to små børn med sig hen til en nabo, hvor de midlertidigt kunne være. Manden lagde sig derefter op i sengen hos den døde hustru, og her lå han, tilsølet af blod, da stedets politibetjent kom for at anholde ham, dog sådan, at han først blev indlagt på Nyborg Sygehus, for at få syet snitsårene på håndleddene. Han kunne dog samme dag indsættes i Nyborg Arresthus. Det findes ikke oplyst, hvilken straf han fik for sin udåd.

Det viste sig, at der lå andet og mere bag drabet, end jalousi, idet ægteparret også havde sociale og økonomiske problemer. De havde begge været ansat på gården ”Ørbæklunde”, manden som røgter og konen formentlig som tjenestepige. Men efter at parret havde lært deres senere logerende, som også var ansat som karl, at kende, forsømte de i stigende grad deres arbejde på gården. Forpagteren så sig derfor nødsaget til at fyre ægteparret, som derved selvfølgelig fik store økonomiske problemer, udover de problemer, der i øvrigt var mellem ægtefællerne. Efter at have undersøgt omstændighederne omkring drabet, konkluderede den tilkaldte politimand, at der ikke var noget at bebrejde ægteparrets logerende, men at årsagen med al sandsynlighed skulle søges i ægtemandens overspændte og sygelige jalousi. Den unge karl forlod kort efter sin stilling på ”Ørbæklunde”. Det var helt igennem en sørgelig og tragisk begivenhed, som kostede et menneskeliv og en mand formentlig fængsel eller indlæggelse på psykiatrisk plejehjem, og som gjorde tre småbørn forældreløse. Om de to af børnene kom på børnehjem eller sat i pleje, eller eventuelt blev bortadopteret, forlyder der ikke noget om. Men de tre børn må i dag (i 2011) være 69 år for tvillingernes vedkommende og 71 år for det ældste barns vedkommende, hvis nogen af dem da overhovedet lever endnu.

En helt anden ting er, at navnene ”Ørbæk” og ”Ørbæklunde” for mit vedkommende umiddelbart associerer til H.C. Andersen, og især til hans roman ”Kun en Spillemand” (1837), hvis handling delvis foregår de to nævnte steder. Personligt kendte han stederne fra sit bekendtskab med fru Frederikke Lindegaard, f. Ramshardt (1792-1866), gift 1831 med Otto Lindegaard (1792-1875), besidder af godset ”Lykkesholm” på Østfyn. Mandens søster, Laurentze Lange, f. Lindegaard (1794-1869) gift 1814 med Rasmus Lange (1777-1848), ejer af godset ”Ørbæklunde”, ligeledes på Østfyn. Eftersom den i ovennævnte tragiske avisartikel nævnte forpagter af ”Ørbæklunde” hedder Lange til efternavn, er det nærliggende at tænke sig, at der muligvis må være en forbindelse til godsejer Rasmus Lange og dennes hustru Laurentze Lange. Det har dog kun været mig muligt, at finde ud af, at ”Ørbæklunde” i årene 1920-1946 var ejet af enkefru Bodil Lange, som derfor må være identisk med den i avisartiklen nævnte fru Lange, som var gift med Rasmus Lars Haagen Leth Lange, der døde i 1920. Sidstnævnte var formentlig et barnebarn af Rasmus og Laurentze Lange.

Flere medarbejdere …

Der var på dette tidspunkt kommet flere folk til på tegnestuen, blandt andre mellemtegnerne Bodil Rønnow og Erling Bentsen, som begge blev assistenter for først og fremmest Dorst. Bodil Rønnow var i lang tid den eneste kvindelige mellemtegner på tegnestuen. Desuden dukkede Arne ”Jømme” Jørgensen op. Han kom som tidligere omtalt også fra Bavaria Film i Tyskland, hvor han havde arbejdet for Hans Held i godt og vel et halvandet års tid. ”Jømme”, som han blev kaldt i daglig om- og tiltale, blev som den første specielt tilknyttet som mellemtegner for Børge Hamberg, især på dennes scener med soldaten. Kort efter kom Mogens Mogensen og Torben Strandgaard også til. De to var arkitektstuderende på Kunstakademiets Arkitektskole, og derfor viste de sig til at begynde med først på tegnestuen efter skoletid. Nogle måneder senere, da Mogens Mogensen var færdiguddannet som arkitekt, valgte han midlertidigt en heldagsbeskæftigelse som mellemtegner og assistent for Børge Hamberg, og helt specielt på scener med soldaten. Mogens Mogensen viste sig nemlig at være god til at tegne og til dels også at animere en seriøs figur som soldaten.

Der var også begyndt at komme en halv snes yngre damer eller piger til, som dagligt skulle arbejde med optræk og farvelægning, sådan som flere af dem allerede havde gjort, dels hos VEPRO og dels i Frederiksborggade, hvor Dansk Farve- og Tegnefilm A/S som omtalt havde sin første tegnestue fra omkring begyndelsen af januar 1943. Men nu rykkede disse damer altså ind på tegnestuen i Frederiksberggade 28, hvor de fortsatte deres arbejde, stadig under ledelse af Jenny Holmqvist. Blandt de unge damer var f.eks. Karen Bech (”Miss Bech”), Mona Irlind (”Irmelin”), Jytte Claudi, Esther Andersen, Line Kofoed, Bitten Andersen, Annelise Clausen, Ea Johnsen, Alice Kjærsgaard, Inge Wiinifred, Birthe Petersen m.fl. En af de tegnende medarbejdere, der dukkede op på tegnestuen i løbet af eftersommeren 1943, var Frede Henning Jensen, som senere ændrede sit efternavn til Dixner (man fornemmer den lydlige klang af det berømte navn Disney!).

Herover ses en del af det personale, som arbejdede på tegnestuen i Frederiksberggade 28 fra hen på eftersommeren 1943. Det er siddende forrest fra venstre: Børge Hamberg, Frede Henning Dixner, Harry Rasmussen og Finn Rosenberg. Stående fra venstre ses Mogens Mogensen, Preben Dorst, Otto Jacobsen, Karen Margrethe Nyborg, Kaj Johnsen, Bjørn Frank Jensen og Torben Strandgaard. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Det siger næsten sig selv, at det stigende antal medarbejdere stillede krav til en omrokering af borde og stole, så alle kunne få en rimelig god plads, hvor det i alle tilfælde krævende og slidsomme arbejde kunne foregå i god ro og orden. Men mærkværdigvis lykkedes det at arrangere sig til alles tilfredshed. Der herskede normalt en god og rar stemning på tegnestuen, og personalegrupperne: nøgletegnere, mellemtegnere og optræks- og farvelægningspigerne, kom i al almindelighed godt ud af det med hinanden og hverandre. Det viste sig da også, at der blev knyttet venskaber, som for nogles vedkommende kom til at vare stort set hele resten af livet. Og naturligvis hændte det også, at nogle af pigerne blev lune på enkelte af de mandlige medarbejdere og omvendt. Derfor kunne der også forekomme indbyrdes jalousi mellem pigerne, når et par af dem var forelsket i den samme fyr. Det var særlig Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Preben Dorst, der var genstand for pigernes sværmeri, medens en lidt ældre mand, som f.eks. Otto Jacobsen, havde problemer med at tiltrække sig pigernes amourøse opmærksomhed. Han var 28 år i 1943, mens pigernes gennemsnitsalder lå omkring de 19-20 år. Selvom de ikke var uimodtagelige for pigernes ømme blikke, var hverken Børge Hamberg eller Bjørn Frank frie på kærlighedsmarkedet, for Børge var forlovet med den kønne og begavede Bodil Petersen, som han senere blev gift med, og det samme gjaldt Bjørn Frank, der var engageret med sin smukke fotomodel, Edel Hansen, som han også blev gift med, medens vi arbejdede på ”Fyrtøjet”. Både Preben Dorst og Otto Jacobsen var derimod ledige på ægteskabsmarkedet, og for Dorsts vedkommende endte det da også med en kærlighedsaffære med den kønne Annelise Clausen, et forhold, der dog ikke var holdbart. Men endnu senere giftede han sig med Bitten Alice Andersen, og parret fik en datter sammen.

Her skal også nævnes, at et af de første bude hos Dansk Farve og Tegnefilm A/S, hed Erik Nielsen, men han blev til daglig kaldt ”Pluto”, formentlig på grund af sit langagtige ansigt og store ører. Han havde haft børnelammelse som barn, men var kommet sig nogenlunde over sygdommen, som dog havde efterladt sig mén i form af et vist besvær med at styre kroppen og især benene. Men ”Pluto” viste sig at være en pligtopfyldende ung mand på vel omkring 14 år, altså jævnaldrende med mig. Uheldigvis for ham, havde han store ambitioner om at blive tegner, helst karikaturtegner, men når sandt skal siges, ejede han ikke det mindste talent for at kunne tegne. Det var han godt selv klar over, men hans vilje til at ville lære at tegne var ukuelig i de mange år, han og jeg var venner.

”Bjørn”, som så vidt jeg husker også hed Jensen til efternavn, fungerede hovedsagelig som ansvarlig for at animationstegninger, cels m.v. blev udvekslet mellem Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ afdelinger i de forskellige bydele. Det skete ved at materialet til en eller flere scener blev lagt i dertil indkøbte papkasser á 26x32 cm, som lige netop kunne rumme A4 ark. Til ”Fyrtøjet” blev der kun brugt tegnepapir og celluloider og baggrunde i størrelsen A4. Pan-baggrunde var naturligvis en undtagelse, men disse kunne i reglen rulles sammen, så de alligevel kunne ligge i en papkasse af den nævnte størrelse. Som et vigtigt led i sine arbejdsopgaver skulle ”Bjørn” eller ”Largo” også holde orden på det efterhånden store arkiv af papkasser med diverse scener, som i Frederiksberggade stod på nogle af de hylder, der før Dansk Farve- og Tegnefilm A/S rykkede ind i lokalerne, havde stået tomme. Papkasserne var hver især markeret med sekvens- og scenenumre, og disse blev omhyggeligt registreret og holdt nøje regnskab med i en dertil beregnet regnskabsbog. På den måde vidste ”Bjørn” altid lige præcis, hvor langt de enkelte scener var kommet i arbejdsprocessen, og hvilke scener, der befandt sig hvor og hvornår og hvorfor. Som nævnt af Mona Ipsen, var ”Bjørn” oprigtig troende kristen og som sådan medlem af Kristelig Forening for Unge Mænd (KFUM), lige som han var en ivrig og engageret spejderleder for en gruppe spejderdrenge. Han tilbragte så vidt vides de fleste af sine weekender med spejdermøder og spejderture.

Nedenunder tegnestuen lå som nævnt Pihls Mælkeri på førstesalen, og her plejede nogle af os at tilbringe frokostpausen. Det var dog mest almindeligt at have madpakke med hjemmefra, men så kunne man nøjes med at købe et glas mælk til 10 øre, eller en lys øl til 15 øre. Stærkere drikke fandtes ikke på stedet. I øvrigt kunne måske især jeg ikke hurtigt nok komme tilbage til det spændende arbejde, for efter et halvt års forløb fik jeg stadig mere ’selvstændige’ animationsopgaver. Det skete på den måde, at Børge Hamberg i stigende grad overlod det til mig også at tegne de tegninger, der i fagsproget kaldes ”break downs”. Det vil sige tegninger, der ikke er egentlige mellemtegninger, men som derimod kræver at man forstår intensionerne og tegner de nøgletegninger, som nøgletegneren med vilje har undladt at tegne. Primært for at spare tid. Sekundært for at oplære sin assistent i animationens ikke altid lige nemme eller lette kunst.

Så vidt jeg husker, var nogle af de første mellemtegnere, der blev ansat på tegnestuen i Frederiksberggade 28, som tidligere nævnt Arne ”Jømme” Jørgensen, Bodil Rønnow og Erling Bentsen. Desuden drejede det sig om Mogens Mogensen og Torben Strandgaard og efterhånden mange flere, som jeg beklageligvis ikke længere kan huske navnene på. Dog husker jeg, at der senere på året dukkede en høj, tynd og tavs mand op, som hed Ib Jensen, der dog kun sad på tegnestuen i et kort tidsrum, førend han sammen med flere andre flyttede med Bjørn Frank ud til tegnestuen på Nørrebrogade. Han skulede lidt til mig, som om han misundte mig den position, jeg dels havde som tegnestuens absolutte ”Benjamin”, og dels som følge af det åbenbare tegne- og animationstalent, jeg også var i besiddelse af. Ib Jensen var to år ældre med mig. Efter krigen skiftede han efternavnet til Steinaa, og det var med det navn, han senere blev kendt som en meget dygtig tegner og animator. Han og jeg kom en del år senere til at arbejde tæt sammen i mange år, nemlig fra 1959 til 1970, hvilket jeg skal fortælle mere om i kronologisk sammenhæng.

En af de mellemtegnere, der blev ansat kort efter at Bjørn Frank var rykket over på tegnestuen i Frederiksberggade 28, var Helge Hau, som netop specielt blev tilknyttet som mellemtegner for Bjørn Frank. Det skulle snart vise sig, at Hau var den hurtigste af de mellemtegnere, der arbejdede på ”Fyrtøjet”. Det hang især sammen med, at Hau foretrak at arbejde hjemme på sin egen tegnestue, fordi han så også kunne passe sit sidejob, dels som vittighedstegner og dels som assistent for Mik. Derfor kom han efter aftale med Johnsen til at arbejde på akkordbetaling efter hvor mange tegninger, han kunne levere på en uge. Denne ordning var ikke efter Bjørn Franks hoved, idet han dels følte at hans animationstegninger ikke altid ville få førsteprioritet hos Hau, ligesom han noget skuffet måtte konstatere, at Haus hastværk i nogle tilfælde resulterede i mellemtegninger, der ikke altid var så veltegnede, som Bjørn Frank havde kunnet ønske sig.

En af de mest markante mellemtegnere på ”Fyrtøjet” var Helge Hau. Han arbejdede fortrinsvis som freelance, men sad lejlighedsvis på tegnestuen i Frederiksberggade 28 og nærmest sprøjtede sine mellemtegninger ud. Eftersom han stort set kun var mellemtegner for Bjørn Frank Jensen, huede det ikke denne, som syntes at Haus mellemtegninger ofte var lidt for ufølsomt og bastant tegnet. Alligevel fik Hau et velfortjent ry som den mellemtegner, der havde lavet flest mellemtegninger til ”Fyrtøjet”. Herover ses Helge Hau på sine lidt ældre dage, da han var reklamechef hos Medicinalfabrikken Ferrosan. Men han fortsatte med at tegne sine komiske og humoristiske tegninger hele livet. – Privatfoto: © Helge Hau.

Det hændte i perioder, at Helge Hau sad på tegnestuen i Frederiksberggade og arbejdede, men lige flittig og engageret var han altid. Han nærmest sprøjtede mellemtegninger ud, som vi havde hørt om at Anker Roepstorff havde gjort i sin tid på VEPRO. Men faktisk arbejdede alle på tegnestuen koncentreret og engageret, mere eller mindre naturligvis. Selv var jeg totalt og begejstret engageret i arbejdet, fast besluttet på at ville blive en god nøgletegner.

Men for øvrigt gik dagene ikke kun med alvorligt og målrettet arbejde, for ind imellem bredte der sig en lettere løssluppen stemning, især blandt de mandlige tegnere. Det opstod som et naturligt behov eller en trang midt i travlheden, og ikke mindst på baggrund af den betydeligt mere alvorlige situation Danmark befandt sig i, og de dramatiske begivenheder, man næsten dagligt kunne høre om i radioen eller læse i aviserne. Godt nok var der tysk pressecensur, men selvom tyskerne som regel kun lod nyheder, der var til fordel for Det Tredje Rige slippe igennem censuren, så kunne de trods alt ikke i længden skjule, at De Allierede begyndte at blive en alvorlig trussel for Tyskland. Dette kunne dog alt sammen ikke forhindre os tegnere og andre danskere i at leve livet videre, som om krig og besættelse ikke fandtes.

Den nævnte løsslupne stemning kunne f.eks. give sig udslag i den slags løjer, som den netop gjorde en dag, hvor Helge Hau opholdt sig på tegnestuen. Hau var en vældig flink fyr, men han satte aldrig sit lys under en skæppe, men kunne ind imellem i overmod godt finde på at prale lidt med sine egne fortræffeligheder. Det inspirerede en af tegnerne til at foreslå et væddemål om, hvem der kunne spise flest flødeboller. Det hoppede Hau straks på, eller måske rettere sagt: han var for sin troværdigheds skyld nødt til at melde sig som første deltager i væddemålet, idet han påstod at han med lethed kunne sætte 25 flødeboller til livs i løbet af et kvarters tid. Aftalen lød på, at kunne han ikke spise alle flødebollerne ud i en køre, så skulle han selv betale for hele kassen, og de flødeboller han ikke kunne spise ville derefter blive tværet ud i ansigtet på ham. Disse vilkår accepterede han, og straks derefter gik en anden af tegnerne over til slikbutikken ved siden af Bristol-biografen og købte en kasse med så vidt jeg husker 25-30 flødeboller. Disse begyndte Hau omgående at gnaske i sig, idet han nærmest slugte den ene flødebolle hurtigere end den anden, indtil han på den måde havde nået at spise omkring halvdelen af kassens indhold. Så begyndte det at knibe for ham med resten, for han fik stærke brækfornemmelser og skulle kaste op, og efter at have tvunget endnu nogle få flødeboller i sig, måtte Hau give op. Men det afholdt ikke den, der havde været ovre og købe flødebollerne, i at overholde aftalen og tvære de omkring en halv snes endnu uspiste flødeboller ud i ansigtet og hovedet på den stakkels Hau, som forsøgte at tage det med godt humør. Alle andre end han selv var jo ved at flække af grin over synet af den unægtelig komiske figur, Hau gjorde med flødebollerne smurt ud i ansigtet, så han ikke var til at genkende. Nu kunne han til gengæld ikke klare mere, og i stor hast skyndte han sig ud på toilettet og kastede op.

Mens det endnu var sommer, var der en anden af de næsten daglige fornøjelser og afvekslinger i arbejdet, nemlig flere af tegnernes forkærlighed for den lækre fløderand, man kunne købe henne hos konditoriet La Glace i Skovbogade. I en kort periode hændte det næsten dagligt, at en af os tilbød at hente den herlige spise, og efter at have samlet penge ind fra dem, der bestilte et stykke fløderand, begav budet – nogle gange var det mig - sig til fods af sted til konditoriet, som lå cirka 8 minutters gang fra tegnestuen. Nogle dage var der tale om at hente 5-6 pænt store stykker fløderand ad gangen, som det krævede en vis forsigtighed at transportere hjem til tegnestuen, uden at fløderanden blev trykket eller smattede sammen. Men efter cirka fjorten dages tid mindskedes trangen til fløderand hos de fleste, og man gik derfor i stedet over til isvafler, som der jo var hurtigere og nemmere adgang til at hente, fordi de kunne købes lige ovre på den anden side af gaden hos slikmutter ved Bristol Bio. En tredje af de adspredelser og fornøjelser, som i alt fald nogle af medarbejderne på ”Fyrtøjet” nød godt af og så frem til, var lørdag eftermiddage, hvor arbejdstiden jo sluttede allerede kl. 14. Da afholdt ’husorkestret’ eller rettere sagt ’hus-bandet’ i reglen jam sessions. Bandets orkester var i vinteren 1943 blevet til på initiativ af Finn Rosenberg, som selv spillede violin, og det lykkedes ham at formå Bodil Rønnow på mandolin og lejlighedsvis Børge Hamberg på banjo, til at udgøre bandets eller trioens øvrige medlemmer. De tre dygtige amatørmusikere spillede både hver især og sammen aldeles glimrende på hver deres instrument og høstede anerkendende ord og klapsalver for deres indsats.

Mere hverdagsdramatik

Herefter vil en gengivelse af Social-Demokratens overskrifter for den 14. september 1943 formentlig og forhåbentlig kunne give et lille indtryk af, hvad der dengang skete:

Jernbaneportøren stjal 10.000 Pakker Cigaretter (Forsiden) -Sabotage (side 2) - Kvalt sin Hustru (side 3, fortsat fra forsiden) - Bankrøver med sort Samvittighed (side 3) – Briller og Rift ved Næsen Indicier mod Røver (side 3) – Dræbt i Tørvemasserne i Frihavns-Silo (side 3) – Nyborg arresterer Nyborg Viktualiehandler, som sigtes for Overpris (side 3) – Viggo Jensen fik halvfjerde Aars Fængsel (side 3) – 23 Anholdelser i Aftes (side 5) – Ung Mand druknet ved Kanoulykke paa Vejlesø (side 5) – 70-aarig Kvinde død af Frygt (side 5) – Uskyldig, men alligevel paa dristig Flugt (side 5).

Blandt notitserne om tidens småkriminelle, var der side 3 en med følgende overskrift:

Ung Pige 1 Aars Fængsel

En ung Pige paa 22 Aar blev i Gaar i Kriminalretten paa Frederiksberg idømt 1 Aars Fængsel for Tyveri fire forskellige Steder. Et Sted havde hun stjaalet for 550 Kr., et andet Sted Ringe for 415 Kr., næste Sted Ringe for 50 Kr., men det store Kup gjorde hun, da hun en Dag solgte en mandlig Bekendts Klaver, mens han nogle Dage var fraværende. Hun tog kun 275 Kr. for det.

Den langfingrede unge dame havde altså stjålet for i alt 1290 kr., vel at mærke i 1943-kurs, hvor beløbet var betydeligt større, end det er i forhold til i dag

Overskrifter vedrørende Krigsbegivenhederne:

Befrielsen af Mussolini – Man antager, at Hitler selv udarbejdede Planen (Forsiden) – Tysk Angreb i det nordlige Frontafsnit ved Salerno (forsiden) – Amerikansk Luft-Angreb mod de nordlige Kuriler (side 2) – Stadig haarde Kampe paa Østfronten (side 2) – Svejts indkalder Grænsetropper (side 2) – Træfning ud for den norske Kyst (side 2) – Forhandlingerne inden Italiens Kapitulation (side 2) – Eisenhower Roosevelts Modkandidat (side 2) – ”Kinas Præsident” bliver Øverstkommanderende (side 2) – Tyskerne rykket ind i Tirana (side 2) – Ung Sømand fra Roskilde krigsforlist (side 2).

Vedrørende dagligdagens ’positive’ begivenheder:

Hovedstadens Befolkning under Tuberkulinkontrol

Kommunalbestyrelsen iværksætter en omfattende Propaganda

til Gavn for Folkesundheden

Sundhedsstyrelsens Statistik viser, at der hvert eneste Aar her i Landet er ca. 2000 Dødsfald som Følge af Tuberkulose. Det erkendes, at Danmark er en af de Nationer, der har den laveste Tuberkulose-Dødelighed, men i Forhold til Befolkningstallet er Dødelighedsprocenten alligevel for stor. Københavns Kommune overvejer nu Iværksættelsen af en udvidet Propaganda for Tuberkulinundersøgelser, og disse Undersøgelser skal omfatte hele Storbyens Befolkning.

Sommertidens sidste Mørklægningstider

Statens civile Luftværn meddeler, at Mørklægningstiderne fra paa Torsdag bliver Kl. 6,30 og Kl. 19,30. – Den nye Mørklægningsperiode gælder indtil den 3. Oktober, til hvilken Tid der som bekendt skiftes fra Sommertid til Normaltid.

Travløb igen i Morgen

Der begyndes Kl. 15, og Hovedløbet bliver Mesterskabet for Danmark

Politimester Seidenfaden i Nordre Birk har givet Tilladelse til, at Travløb afholdes indtil videre fra og med i Morgen den 15. September. Der bliver otte Løb, og det er Mesterskabs-Programmet fra Søndag den 29. August, der køres, med Undtagelse af Elite-Løbet.

Bilerne maa køre igen

Bildrosker. Lillebiler og Privatvogne kan fra i Dag køre mellem Kl. 8 og Kl. 20

Den Øverstbefalende for de tyske Tropper i Danmark har anordnet, at Bildrosker, Lillebiler og private Personbiler , der har Køretilladelse fra de danske Myndigheder, fra og med Tirsdag den 14. September atter maa køre.

Hele denne trafik maa dog kun foregaa indenfor det Sted, for Hovedstaden de tre Hovedstadskommuner, for Provinsbyerne vedkommende By og dens naturlige Opland og for Landet vedkommende Landdistrikt, hvor Køretøjet hører hjemme og kun i Tiden mellem K. 8,00 og Kl. 20,00.

Fri Passage over Lillebæltsbroen

Færdselen over Lillebæltsbroen, der hidtil har været betinget af Passérseddel, er atter givet fri.

Prisfald indleder Ugen paa Grønttorvet

Men Spiseblommerne steg til Gengæld til 4 Kroner Kiloet

Kulørte Konfirmander til Efteraaret?

Mangelen paa hvide Silkestoffer stadig mere følelig

Statens Tobaksdyrkning

80 Mand i fuldt Sving med at bjerge Nikotin-Tobakken

Snapshots

Og saa et lille Tip m. H. t. Deres Erstatnings-Te. Lav det til nøjagtigt efter Brugsanvisningen og tilsæt,

lige før De skænker i Kopperne, en lille Smule revn Citronskal. Det giver den dejlig frisk Aroma.

Bør Arbejderne skifte mellem Maskinerne

For derved at modvirke de ensartede Bevægelsers skadelige Indflydelse

4000 færre Arbejdsløse end for et Aar siden

For August blev Arbejdsløshedsprocenten 3,2 – en halv procent højere end for Juli

Endnu ingen klar Besked om Generatorfaren

Formanden for Droskechaufførerne kræver Kortene lagt paa Bordet

KULILTEFORGIFTNINGEN er en stor Fare for alle Chauffører, som kører med Generator. Der er skrevet og talt meget om Risikoen, men endnu er intet sket, som kan hjælpe Chaufførerne. Dette er Aarsagen til nedenstående Artikel, som Formanden for Droskechaufførernes Fagforening, R. Lolle, har skrevet i Fagbladet. (Herefter citeres den nævnte artikel, som med flere eksempler på kulilteforgiftning, bebrejder myndighederne for ikke at tage problemerne omkring bilerne, som på grund af benzinmangel kører med påmonteret generator til udvikling af drivgas, seriøst nok).

Til nyhedssiderne kom Sporten, som dog kun fyldte en halv side i Social-Demokraten. Kulturnyheder fyldte normalt heller ikke meget, men følgende artikeloverskrifter bør dog nævnes her:

Et Gravfund og Neros Dødstime (side 5) – Niels Henrik Volkersen (kronik om Pantomimeteatrets navnkundige afdøde Pjerrot, side 6-8) – Før Solen vender (novelle, bagsiden)

Til glæde og fornøjelse for børn og barnlige sjæle havde Social-Demokraten en eneste tegneserie, nemlig ”Skipper Skræk”, den herlige, spinatædende og bomstærke sømand, der meget sjældent befandt sig på søen og slet ikke på de vilde vover. I 6-billedersstriben den 14. september 1943, var han dog ude at sejle, men kun i en båd, som blev roet af vennen Oscar. De to får øje på noget, der ligner et periskop og tror, at de har observeret en ubåd, men da Skræk springer i vandet for at ’orden’ ubåden, viser det sig på sidste billede, at det er lille Basse, der svømmer under vandet og trækker vejret gennem et kakkelovnsrør. Lille Basse blev i andre blade kaldt Grønært.

For øvrigt var der ret så mange annoncer for alt muligt i Social-Demokraten. Det skyldtes primært, at annonceindtægterne i reglen var temmelig vigtige for en avis’ eller et blads økonomi. Aviser og blade var jo først og fremmest forretning, altså en handelsvare.

En borgerlig avis

I det følgende skal vi kigge på indholdet af en af de borgerlige danske aviser, den konservative Berlingske Aftenavis, i dette tilfælde fra lørdag den 2. oktober 1943, dagen før min konfirmation. Aviserne var dengang i stort format, hvilket vil sige 39 x 56 cm, så der var plads til en del billeder og især til megen tekst. Denne dag så overskrifterne på avisen forside sådan ud:

Neapel rømmet af de tyske Tropper – Hertugen af Wellington faldet i Italien – Portugisisk Damper i Flammer – Forbitrede Kampe paa Ny - Guinea – Allierede Flyvere over Rumænien i Nat – Omfattende Luftkampe over Schweiz i Gaar – Fem Bombemaskiner skudt ned over Alperne – Strejke i Englands Rustnings-Industri – Nyt Bombeangreb over det rhinsk-westfalske Omraade i Nat – Tre allierede Krigsskibe sænket under det store Konvojslag i Atlanten.

Men set fra et dansk synspunkt, var følgende tekst på avisens forside nok så vigtig, alvorlig og foruroligende:

De internerede danske Soldater løslades

Officielt meddeles:

Efter at Jøderne, som ved deres tyskfjendtlige Ophidselsesvirksomhed og deres moralske og materielle Støtte til Terror- og Sabotagehandlinger, hvilket i væsentlig Grad har bidraget til Skærpelsen af Situationen i Danmark, ved de fra tysk Side trufne Forholdsregler er blevet udskilt fra det offentlige Liv og hindret i fortsat at forgifte Atmosfæren, vil der som Opfyldelse af det Ønske, der næres i videre Kredse af den danske Befolkning i de nærmeste Dage blive paabegyndt Løsladelse af internerede danske Soldater, og Løsladelsen vil finde Sted i det Tempo, der bestemmes af de tekniske Muligheder.

Med denne besynderlige tyske måde at forklare den danske befolkning, at man natten til den 2. oktober havde igangsat og gennemført, hvad der siden skulle blive betegnet som aktionen mod de danske jøder, forsøgte de tyske nazi-banditter at legitimere deres skændige ugerning. De havde tilmed den store frækhed, at prøve på at imødegå det mildt sagt ubehagelige indtryk, denne meddelelse måtte formodes at fremkalde hos hovedparten af den danske befolkning, ved at kæde den sammen med løsladelsen af de danske soldater, der blev interneret den 29. august. Som om danskerne dermed ville acceptere eller glemme, at tyskerne ved indførelsen af undtagelsestilstanden den 29. august s.å. havde bragt den danske hær og flåde til ophør og interneret officererne, under kampe, som tilmed endte med relativt store tab af menneskeliv på dansk side! Tyskernes forventning må have hængt sammen med deres egen storsnudede opfattelse af danskerne som ”die dumme Dänen”. Dette var alt, hvad den danske offentlighed fik at vide om arrestationen af de danske jøder, hvoraf en del endte som fanger i kz-lejren Theresienstadt. Men heldigvis lykkedes det for de fleste danske jøder at gå under jorden og siden flygte til Sverige, hvorfra de først vendte hjem efter Nazi-Tysklands kapitulation og Danmarks befrielse i 1945.

2. oktober 1943: Aktionen mod de danske jøder

Men hvad de officielle og legale aviser ikke kunne fortælle deres læsere på grund af nazistisk tysk pressecensur, det kunne de illegale blade til gengæld, med det endnu teknisk primitive, duplikerede ”Information” i spidsen. Deri kunne man læse en detaljeret beretning om, hvad der var foregået natten mellem de, 1. og 2. oktober 1943. På grund af sagens alvor, skal det illegale blads relativt lange og fulde tekst derfor gengives her:

Begivenhederne omkring Jødernes Arrestation Lørdag 2-10-43

Ved Razziaer i Nat er flere hundreder danske Jøder sammen med enkelte Emigranter og ca. 150 Kommunister slæbt bort fra deres Hjem og ført til Skibe, der skal bringe dem sydpaa, vist nok til Polen. Razziaerne der indledtes Kl. 21 i Aftes, har omfattet hele Landet, men man har fra dansk Side endnu langt fra Klarhed over i hvilket Omfang det er lykkedes Tyskerne at faa Udbytte af deres ”menneskejagt”. Paa bedst informeret Sted i København anslaar man, at der er taget ca. 1500 Jøder, og at der af de godt 7000 Medlemmer af Mosaisk Samfund er taget ca. en Trediedel.

[Min kommentar: I bogen ”Føreren har befalet!” fortæller historikeren Bent Blüdnikow, selv jøde, at politikeren, den senere statsminister Hans Hedtoft-Hansen, hen mod slutningen af september 1943 havde opsøgt formanden for Mosaisk Trossamfund, højesteretssagfører C.B. Henriques, for at orientere denne om den forestående tyske aktion mod de danske jøder. Men Henriques havde ifølge Hedtoft affejet denne med, at han mente at der var tale om falske rygter. Blüdnikow er dog af den opfattelse, at der lå andet og mere bag Henriques’ afvisning, end naivitet eller svaghed, hvilket fremgår af ovennævnte bog. Henriques gik officielt ind for stille diplomati og samarbejde med de danske myndigheder, idet han mente, at det i længden tjente jødernes sag bedst. Men derudover var han også selv engageret i illegalt arbejde i forbindelse med hjælp til jødiske flygtninge fra bl.a. Tyskland, hvilket han næppe ønskede af afsløre.]

Fra København afgik der i Nat og i Morges – Kl. 2, Kl. 4 og Kl. 8 ¾ Skibe med Jøder fra Langelinie Syd paa. Paa hver Baad var der mellem 400 og 600 jødiske Mænd og Kvinder og Børn, som var blevet indfanget i Nattens Løb.

Hans Majestæt Kongen har personlig nedlagt Protest overfor det tyske Riges Befuldmægtigede, Dr. Best. Ligeledes har Biskopperne, Universitetet i København og samtlige Erhverv i Fællesskab afgivet Protester.

Dr. Best har i det danske Udenrigsministerium meddelt, at der ikke ville finde flere Razziaer Sted end den i Nat.

Det vides, at Sverige i Gaar foretog en meget bestemt Demarche i Berlin og meddelte, at Sverige var villig til at modtage og internere samtlige danske Jøder, som Sverige endda selv ville afhente i Lejdebaade. [Min kommentar: altså skibe, der fik frit lejde og ikke ville bliv antastet af tysk politi]

Ganske vist oplyses det, at Razziaerne kun gjaldt de 100 pcts Jøder, men visse Eksempler viser, a der ogsaa er taget Halvjøder. Det er endvidere blevet meddelt fra tysk Side til det danske Udenrigsministerium, at jødisk Mand eller Kvinde, som lever i Ægteskab med en Ikke-Jøde, ikke vilde blive taget. Ogsaa i saa henseende synes der at være begaaet Fejltagelser.

Kommunisterne som er blevet ført bort, stammer fra Horserødlejrens Afdeling 1, hvorfra i Aftes 150-170 Mennesker blev ført bort. De menes at være gaaet med det første af de 3 Skibe.

Mange Jøder – i hvert Fald i København – var allerede forsvundet fra deres Hjem i løbet af de sidste Dage, da Rygterne allerede fra Ugens Begyndelse havde fortalt, at der forestod Razziaer Natten til Lørdag, Natten efter den største af Jødernes særlige Højtidsdage, den store Forsoningsfest, Jødernes Nytaarsaften. Det synes i øvrigt som om de tyske Myndigheder her i Landet har været ivrige efter at udsprede saadanne Rygter, hvad enten det nu har været for at true (til at danne Regering) eller for at advare mod Følgerne af de berlinske Sadisters forestaaende Udskejelser. Men det var naturligvis først og fremmest de mere velhavende Jøder, der var sluppet bort fra deres Hjem – for nogle ganske Enkeltes Vedkommende endda til Sverige. [Min kommentar: Det er senere og efter befrielsen kommet frem, at sekretær ved den daværende tyske ambassade i København, Ferdinand Duckwitz, advarede de danske politikere Wilhelm Buhl og Hans Hedtoft-Hansen om den forestående aktion mod de danske jøder. Duckwitz handlede muligvis på eget initiativ eller på en henstilling fra Dr. Best.]

Enkelte Jøder, som havde forsøgt at flygte til Sverige i de sidste Dage, er blevet taget af Tyskerne, og disse, hvoriblandt man nævner LRS Leo Dannin og Formanden for Det kgl. Teaters Kapel, Siegfried Salomon sammen med 3 andre Medlemmer af Kapellet er tillige med 3 af de Internerede fra Horserødlejrens Afdeling 2, nemlig Overrabbiner Dr. Moses Friediger, Ingeniør Ove Meyer og Margolinsky, blevet ført til de tyske Skibe i Nat. Af Forsigtighedsgrunde er det ikke værd at nævne flere Navne, da det er vanskeligt at faa et Overblik over, hvilke Jøder der har skjult sig og hvilke der er blevet taget.

Det var ved Indledning til Spærretiden i Aftes, at man mærkede de første Tegn paa, at noget usædvanligt forestod. Foran Dagmarhus, Sædet for den tyske Civiladministration, holdt lange Rækker af Biler, som var stærkt bemandede, og lidt senere, ved 21½ Tiden, blev Telefonforbindelsen pludselig afbrudt over hele København og formentlig over hele Landet. For Provinsens Vedkommende vides det, at Politimestrene Kl. 12 ½ fik Meddelelse om, at der forestod Razziaer. I København oplevede man en Heksenat, der vil staa mejslet i de enkelte Tilskueres Bevidsthed. Byen var inddelt i Distrikter med forskellige Samlingssteder bl.a. ved Frihedsstøtten (!) og ved Synagogen, hvor der paa et vist Tidspunkt var samlet flere hundrede Tyskere i Uniform. Fra Samlingsstederne drog Kolonnerne ud, bestaaende af tyske Gestapo-Soldater sammen med dansktalende og uniformerede Personer, vist nok Medlemmer af det nazistiske Schalburg Korps. Hver Kolonne var paa fra 6 til 10 Mand. De havde Kartoteker paa sig og efter dem opsøgte de Jøderne.

Paa Vesterbro, et gennemgaaende fattigt Kvarter i København, samledes de indfangne Jøder i Flokke. Bundet sammen som Medlemmer af Slavetransporter blev disse danske Jøder, hvoraf mange havde været ude for utrolig brutal Behandling ved Arrestationen, ført sammen omkring Frihedsstøtten og andre Steder. Her maatte de udholde en Ventetid paa op til flere Timer. Børn græd, og mange Kvinder skreg uafbrudt af Angst.

Det meddeles med Sikkerhed fra Hospitaler og lignende Steder, at der er foretaget forskellige Selvmordsforsøg i Nattens Løb. Vi maa her ogsaa undgaa at nævne Navne, da der ikke foreligger sikre Meddelelser om Selvmordsforsøg, som er lykkedes, men derimod om nogle, som er mislykkedes.

Ved det danske Paskontor har der siden i Morges tidligt været samlet grædende Flokke af Jøder, som i deres Fortvivlelse var gaaet derhen. Ligeledes saa man i Kysttogene ind til Byen i Morgentimerne mange Jøder, som med alt deres Bohave tilsyneladende var søgt bort fra deres Hjem.

Fra Odense meddeles der i Morgentimerne om Arrestationer af bl.a. LRS Hurwitz, LRS Axel Metz og Lædervarefabrikant Ernst Kotek, der er Emigrant. Desuden er Dommeren i Assens, Dommer Moritz anholdt. En senere Meddelelse dementerer dog LRS Hurwitz Arrestation, og det tilføjes, at i alt er der i Odense anholdt 8 Personer og 21 i Assens.

Blandt Studenterne har der fundet forskellige Demonstrationer Sted. Stemningen blandt Befolkningen er meget ophidset og der ventes stærk Aktivitet mod Tyskerne.

Senere paa Dagen fremkomne Oplysninger gaar ud paa, at Razziaerne nogle Steder har været en afgjort Fiasko. Saaledes har en tysk Soldat af sønderjysk Herkomst oplyst, at han var med 25 forskellige Steder, og at man ikke fik fat i en eneste Jøde. De havde alle gjort sig usynlige (Det er vist nok især de fattige Jøder, der er taget.)

Sent paa Eftermiddagen konstateredes det, at de 3 tyske Skibe, som skulde føre Jøderne væk, ligger ude paa Yderreden. [i Københavns Havn]

I Studenterforeningen i København skulde der i Eftermiddags have været afholdt Mindefest for Henrik Pontoppidan. Den blev aflyst, efter at der var nedlagt en meget skarp Protest imod Jødeforfølgelserne. Den ledende Senior, Professor Niels Nielsen, som indtil fornylig selv sad interneret i Horserød, meddelte om Aflysningen og oplæste dernæst en Resolution, der var blevet vedtaget af Bestyrelsen og tiltraadt af Repræsentantskabets Formand. Resolutionens ordlyd er:

Den Kendsgerning, at en Gruppe af vore Landsmænd er blevet fjernet fra Offentligheden, foranlediger Studenterforeningens Bestyrelse som Leder af en dansk Kulturinstitution til at udtale sin skarpeste Fordømmelse af disse handlinger, der er i dybeste Modstrid med dansk Tænkemaade”.

Man erfarer, at det jødiske Alderdomshjem ved Siden af Synagogen i Krystalgade, har været inddraget under Razziaen i Nat, og at der er blevet taget Jøder paa op til 90 Aar, ligesom der er taget Spædbørn paa 2 Maaneder.

I Aarhus er blandt de Arresterede Læge Fredericia, i Aalborg Fabrikant Goldstein og Frue, der blev kørt bort med et Godstog Kl. 11.30 Sydpaa. Transporten foregik i Godsvogne!!

I Morgen Søndag vil der blive oplæst et Hyrdebrev fra Biskopperne, hvori der udtales en skarp Fordømmelse af Jødeforfølgelserne.

Landets Biskopper har under den 29. Sept. d.A. gennem Departementscheferne tilstille de tyske Myndigheder en Skrivelse af følgende Ordlyd, der eventuelt skal oplæses ved Gudstjenesterne i Morgen:

Overalt, hvor der rejses Forfølgelse af Jøder som saadanne af racemæssige eller religiøse Grunde, er det den kristne Kirkes Pligt at protestere derimod:

1. fordi vi aldrig vil kunne glemme, at Kirkens Herre, Jesus Kristus, fødtes i Bethlehem af Jomfru Maria Ifølge Guds Forjættelse til hans Ejendomsfolk, Israel. Jødefolkets Historie indtil Kristi Fødsel rummer Forberedelsen til den Frelse, Gud har beredt alle Mennesker i Kristus. Dette kendetegnes ved, at det gamle Testamente er en Del af vor Bibel.
2. Fordi Forfølgelse af Jøder strider mod den Menneskeopfattelse og Næstekærlighed, som er en Følge af det Budskab, Jesu Kristi Kirke er sat til at forkynde. Kristus kender ikke Personsanseelse, og han har lært os at se, at ethvert Menneskeliv er dyrebart i Guds Øjne. Gal. 3,28.
3. Fordi det strider mod den Retsbevidsthed, som raader i det danske Folk, nedfældet i vor dansk-kristne Kultur gennem Aarhundreder. I Henhold hertil har alle danske Statsborgere efter Grundlovens Ord lige Ret og Ansvar for Loven om Religionsfrihed tilsikret. Vi opfatter Religionsfrihed som Ret til at udøve vor Gudsdyrkelse efter Kaldelse og Samvittighed og saaledes, at Race og Religion aldrig i sig selv kan blive Anledning til, at et Menneske berøves Rettigheder eller Ejendom. Uanset afvigende religiøse Anskuelser vil vi kæmpe for, at vore jødiske Brødre og Søstre bevarer den samme Frihed, som vi selv sætter højere end Livet.

Der findes hos den danske Kirkes ledere en klar Forstaaelse af vor Forpligtelse til at være lovlydige Borgere, som ikke utidig sætter sig op mod dem, der øver Myndighed over os, men samtidig er vi i vor Samvittighed bundne til at hævde Retten til at protestere mod enhver Retskrænkelse, derfor vil vi i givet Fald utvetydigt vedkende os Ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end Mennesker.

Paa Biskoppernes Vegne

H. Fuglsang Damgaard

Det siges, at Direktør Meyer og Hannover, Glud og Marstrand er taget. Endvidere nævnes, at Professor Kuhr skal have forsøgt Selvmord paa Kommunehospitalet, hvor han ligger. Derimod gentages det af flere, at Direktør Dessau, Robinson Andersen, Odense, skal have begaaet Selvmord, og at Direktør Heksche, Dampvaskeriet, er blevet taget – ligesom ORS Max Rothenborg skal være taget, muligvis paa Flugtforsøg.

Der blev taget 12 Natten til Lørdag paa Bellevue Strandhotel, ligesom det hævdes, at Tyskerne har gennemtrawlet adskillige Hoteller i Nattens Løb.

Den svenske Radios Udsendelse Kl. 20 i Aften meddelte fra officiel Side, at den svenske Regering for nogle Dage siden havde faaet Underretning om, at der skulle foretages en Aktion mod Jøderne i Danmark, i Lighed med en Række andre Lande. Efter modtagne Instrukser henvendte den svenske Minister sig til kompetente tyske Myndigheder i Berlin og udtalte, at saadanne Foranstaltninger vilde gøre det alleralvorligste Indtryk i Sverige. Samtidig blev der givet Meddelelse om, at man fra svensk Side var villig til at modtage og internere de i Danmark værende Jøder i Sverige.

Men personligt er det især navnet C. B. Henriques, der fanger opmærksomheden og associerer til den højesteretssagfører, som vi på tegnestuen i Frederiksberggade 28, 2. sal, dagligt kunne se en eller et par gange komme igennem tegnestuen fra sit kontor ovre på den anden side af etagen og til toiletterne ude ved køkkenregionen. Hvis de to personer virkelig er eller var identiske, så drejede det sig om en ca. 73-årig middelhøj, let gråhåret, lidt tæt bygget og yderst distingveret mand i ulasteligt mørkt jakkesæt. Den anden advokat, Buttenschøn, så vi faktisk aldrig noget til, måske fordi hans kontor hørte til lejligheden på 2. sal til venstre og derfor sikkert har haft eget toilet mm.

Carl Bertel Henriques (1870-1957), søn af grosserer Benny Henriques (død 1912) og hustru Betzy Henriques, f. Bing (død 1916), blev cand. jur. 1893, overretssagfører 1897 og højesteretssagfører 1906. Han var formand for Mosaisk Trossamfund 1930-46, altså også i den korte periode, jeg så ham passere gennem tegnestuen, nemlig fra jeg kom til at arbejde dér i begyndelsen af juli 1943 og til kort før aktionen mod de danske jøder natten til den 2. oktober s.å., altså omkring tre måneder i alt. Men hvad der videre skete med C. B. Henriques efter den skæbnesvangre dag, er det ikke lykkedes mig at opstøve nogen viden om. Men han undgik formentlig at blive taget af tyskerne, for han figurerer ikke på listerne over kz-fanger i Theresienstadt, hvortil vistnok alle danske jøder blev ført og samlet.

Men som allerede sagt eller nævnt, så var jeg i min endnu barnlige uudviklethed og uvidenhed mere optaget af mine egne nære interesser og begivenheder. Til interesserne hørte et længe næret ønske om at lære at blive en god professionel tegner og animator. Og til begivenhederne hørte min konfirmationsdag, som tilfældigvis faldt den 3. oktober 1943, dagen efter, at tyskerne havde arresteret en hel del af de danske jøder og tvunget dem til en af Tysklands i offentligheden endnu ikke berygtede kz-lejre, Theresienstadt i Böhmen.

Hvad der videre skete

Efter befrielsen og i årene efter kom der flere oplysninger og detaljer frem om, hvad der var foregået med de danske jøder, der var så uheldige at blive taget til fange – ordet arresteret forekommer mig ikke at være rigtigt at bruge i denne sammenhæng, for de tilfangetagne jøder havde jo ikke begået noget kriminelt. De havde bare det uheld, at være født som jøder, hvilket ifølge de tyske nazistiske raceteorier betød, at de var en foragtelig race, der var skyld i alverdens ulykker i almindelighed og Tysklands situation før Hitler i særdeleshed, og som følgelig ikke havde nogen ret til at leve, og derfor skulle elimineres, som det kaldtes at berøve dem al ejendom og ejendele og gasse, myrde og brænde dem. En uhyrlig demonstration af en bevidsthedstype, som den danske tænker og intuitive mystiker Martinus betegner med udtrykket ”djævlebevidsthed”. (Se evt. nærmere om begrebet under http://www.livetseventyr.dk/ i artiklen Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’, Note 13.)

Men hvad skete der egentlig med de stakkels mennesker, efter at de var blevet taget til fange af tyskerne? – Jo, ifølge de foreliggende oplysninger det, at den ene transport, hvor også de danske kommunister fra Horserødlejren var med, så at det samlede antal personer i dette tilfælde bestod af 207 personer, blev indskibet i et transportskib ved Langeliniekajen i København. Søndag morgen den 3. oktober afsejlede skibet til Svinemünde, hvor de blev beordret ind i nogle beskidte kreaturvogne, med 40-45 personer i hver togvogn. Rejsen sydpå varede fra søndag morgen til tirsdag aften, hvor de ankom til den tidligere garnisonsby Theresienstadt, som nu benyttedes som kz-lejr. Undervejs havde de ikke fået andet end et enkelt stykke brød med marmelade. Desuden blev der hver morgen og aften gjort holdt og dørene åbnet, så de trængende kunne hoppe ud af vognene og gå ind på den nærmeste mark og forrette deres nødtørft. Den øvrige tid under kørslen dag og nat, måtte de indespærrede benytte tomme marmeladespande til samme formål. Under den flere døgn lange togrejse hændte det, at en af de ældre jødiske mænd døde i en af vognene, og at en kvinde gik amok og opførte sig som en sindssyg, mens en anden kvinde var ved at dø af insulinchok. Men dette ar jo trods alt ikke noget imod, hvad der ventede de stakkels mennesker under det påfølgende lange ophold i kz-lejren, hvor i alt 26 af de deporterede danske jøder da også døde i løbet af de kommende fire vintermåneder.

Den anden transport af danske jøder foregik fra Kolding, hvor ca. 90 jøder fra Jylland og Fyn sammen med en del jødiske landvæsenselever fra Palæstina var blevet samlet. I kreaturvogne med 30-35 personer i hver, foregik den 3½ døgn lange rejse uden anden forplejning end 2 flasker vand til hver vogn og den mad, som nogle af jøderne havde taget med hjemmefra, og som de delte med deres medfanger. Denne transport ankom angiveligt til Theresienstadt før den ovenfor omtalte første transport-

Den tredje transport afgik først flere dage senere, angiveligt først den 12. oktober, hvilket skyldtes, at den bestod af ca. 170 jøder, som var blevet indfanget af tyske patruljebåde under deres flugtforsøg til Sverige. De var derefter blevet samlet i Horserødlejren og derfra den nævnte dato kørt til Helsingør og beordret ind i personvogne, ca. 25 og 40 i hver vogn. Fangerne havde sørget for at få madpakker med fra Horserødlejren og fik under hele turen kun lidt vand. Denne transport varede kun cirka et døgn, idet den ankom til Theresienstadt torsdag den 14. oktober.

Med disse tre transporter var i alt 456 danske jøder blevet transporteret til Theresienstadt, og af disse døde 53, hovedsagelig ældre mennesker, inden de endelig blev befriet i 1945 og kunne vende tilbage til Danmark og forsøge på at genoptage og genopbygge deres smadrede tilværelse. Men med dybe sår og ar på sjælen efter det lange, uhyggelige ophold under nærmest umenneskelige forhold og vilkår i en kz-lejr, som tysk propaganda betegnede som en mønsterlejr! – og som nogle naive udenlandske officielt besøgende, herunder Røde Kors-folk, roste i høje toner! (Kilde til de ovenfor fremførte oplysninger om tyskernes aktion mod de danske jøder den 2. oktober 1943: Bent Blüdnikow i bogen ”Føreren har befalet”, Samlerens Forlag 1993, og Jørgen H. Barfod: ”Helvede har mange navne”, Frihedsmuseets Venners Forlags Fond 1994).

Mens alt det ovenfor beskrevne uhyggelige og ulykkelige var foregået i de tidlige oktoberdage 1943, levede alle øvrige danskere stort set deres liv og tilværelse, som de plejede, Københavnerne ikke mindst. Og skal man dømme efter avisernes forlystelsesannoncer, - og i øvrigt også efter både de danske film, svenske, franske og tyske film - så var der fred og ro i verden så vel som altid i lille Danevang, lille Dynevang.

Forlystelser i efteråret 1943

Det paradoksale ved situationen i Danmark under besættelsen, var på den ene side tyskernes dominerende og i visse tilfælde klodsede og brutale fremfærd, og på den anden side almindelige danskeres fatalistiske ligegladhed og passivitet overfor begivenhederne. Det sidstnævnte kan måske især ses af avisernes forlystelsesannoncer, som man må formode, ja, som vi faktisk oplevede, gav bonus i form af folks tilstrømning til restauranter, revyer, teatre og ikke mindst biografer. I dette tilfælde skal forlystelsesannoncerne findes i Berlingske Aftenavis for lørdag den 2. oktober 1945, en smertensdag i dansk historie under den forbandede tyske besættelse af Danmark. Og samtidig en skammens dag, fordi så mange danskere var gået i tyske tjeneste og medvirkede til nazisternes forbrydelser. Men ser man på mængden af annoncer i aviserne og det de stod for, skulle man ikke tro, at de tyske besættere overhovedet var i landet. At dømme ud fra avisernes og bladenes annoncer, skulle man tro, at der herskede fred og ro i lille Danmark. Den nævnte dag var der følgende forlystelsesannoncer i Berlingske Aftenavis. I den forbindelse bedes man især lægge mærke til de pågældende steders åbningstider og teatrenes spilletider, som jo var ændret og indskrænket på grund af spærretidens udgangsforbud:

Det kgl Teater Kl. 17-19,50 Næstsidste Dag Hellig tre Kongers Aften Sønd. Kl. 15 (Med Abonn. Alm. Billetpriser) Boheme

Aktieselskabet Nørrebros Teater Kl. 17-19,45 Den store Liva Weel-Sukces Grevinden af Nørrebro. I morgen Søndag Kl. 14 Ekstra-Forestilling. Paa Torsdag Kl. 17,30 Première. Franz Lehár’s store Operette Greven af Luxembourg. Forudbestilling 10-18 til Premièren og flg. Dage. Byens billigste Billetpriser

Allégade Teatret Riddersalen Kl. 17,30 pr. til 19,45 ”Livet er jo dejligt” Lørdag Kl. 14,30 prc. og Søndag Kl. 14 prc. Ekstraforestillinger

Apollo Teatret Kæmpe-Sukcessen Henning Schram i sit Internationale ”One man show”. I Dag Lørdag Kl. 14, 16 0g 18,15.

Det ny Teater Hver Aften Kl. 17,30-ca. 19,45 Max Hansen i Sommer i Tyrol med Else Marie. Mægtig Max Hansen-Sukces – en af alle Tiders bedste Operetter, skrev Pressen. Søndag Kl. 14: Ekstraforestilling

Folke Teatret Hver Aften Kl. 17,30-ca. 19,50 Bernard Shaw’s vittige og fornøjelige Lystspil Pygmalion Inge Hvid Møller, Angelo Bruun, Egede Budtz, Maria Garland, Henry Nielsen – Søndag Kl. 14: Ekstraforestilling

Nygade Teatret Kl. 17,30 prc.-19,45. Den store Sukces Vor By – Rundskuehæfter er gyldige. Søndag Kl. 14,30 Ekstraforestilling

Frederiksberg Teater Kl. 17,30 Søndag Kl. 16,15 Kun kort Tid. Latter- og Gyse Sukcessen ?For aabent Tæppe?

Røde Kro Teater 17,30-19,45 Mafame Tapins Mænd Sidste Sporvogn fra Øresundsvej Kl. 20,10

Saga Teatret 125 Gang Hornbæk Revyen I Dag Lørdag 2 Forestillinger K. 16,30 og Kl. 18,30. I Morgen Søndag 3 Forestillinger: Kl. 14 Kl. 16 Kl. 18

Restauranter, hoteller mm.:

Ambassadeur I Dag Lørdag Kl. 15,30: Matiné Kl. 18 til Lukketid Diner – a la Carte – Smørrebrød – Bruno Henriksens Orkester – Dans

Hotel Astoria’s gyldne Restaurant Forretningsmandens Tlf.No. i Frokosttiden

B.T.s Restaurant, hvor man hygger sig. Fineste Køkken – Gide Vine – Frokost- og Dinerkoncert v. Hørlycks Duo

Carlton Restaurant & Bar Gøsta Malmborgs Orkester siller Eftermiddag og Aften. I Baren: Oscar P. – Frokost – Middag – Dans – Bar Indeh.: Holger Brokholm

Czardas Skalka spiller Frokost, Middag og Aften

Gold-Digger Hver Dag Kl. 17 - Varieté Kl. 17 – Musik – Dans – Optræden – Søndag fra Kl. 16

Granada Axelborg Kl. 16: Giulio Giulietti – Lyneborg jensens Ork. – Rosita-Bar aabner Kl.14

Hollænderbyen Aaben Kl. 4-8 Dans til Harald Mortensens Ork. – Desuden et stort intern. Artistprogram. Fri Entré

Kakadu Aaben fra Kl. 2 Diner – Musik – Dans

Københavner Kroen Varieté Kl. 15,30-17,30 Glade Tivoli Minder fuldt Varieté Program Kl. 18-20 Aftenforestilling

La det Reine med den gode Mad til rimelige Priser – Spidvenderen og Mesterkokken Meinertz - ! Musik – Sang – Dans Den gode Mad har skabt La Reine’s Ry

Lorry Landsbyen Fri Entré – 1. Gang: Gammeldaws Liegstouw Awten – Kaj Julians Orkester – Clauson- Kaas m.fl. Søndag fra Kl. 14: Uafbrudt Artistoptræden

Montmatre Fri Entré Kl. 17 pr. Kæmpesukcessen ”Hallon København” Søndag fra Kl. 15 – Spis Deres Aftensmad i Montmartre

München Kl. 16-20 Leo Mathiesens Orkester Baren aaben fra Kl. 14. Musik fra 16.

National Scala Fri Entré Holberghaven; Kl. 12-14: Frokostkoncert – Kl. 15,30: Matiné – Kl. 18 Koncert og Artister – Scala-Salen: Kl. 15,30-20,00 Kai Ewans Solistorkester – i Bar’en: Henrik Blichmann

Prater Lørdag og Søndag aabnes Kl. 16 – Stort Artist-Program – Kaj Møller og hans Orkester

Ritz Frokost, Middag og Aften Kl. 18: den morsomme Forestilling. Fri Entré

St. Thomas Man spiser godt derude – Musik og Dans fra Kl. 16-20 – Baren er aaben. Søndag Musik fra Kl. 16

Valencia Hver Lørdag og Søndag aabent fra Kl. 16 – Artister og Dans – Fri Entré

Sigøjner Hallen Kl 17 hele Sukces-Forestillingen – Wandy Tworek – Holger Hansen – Ellen Jansø – Peter Kitter – Per Ziebell – Robert Carlsson – Holger Bjerres Ballet

Biografrepertoiret den 2. oktober 1943

Lørdag den 2. oktober, altså dagen efter den natlige jødeaktion og dagen før min konfirmation, kunne Berlingske Aftenavis også bringe følgende annoncer for de københavnske biografteatre. Bemærk også i dette tilfælde biografernes spilletider, som på grund af udgangsforbuddet for de flestes vedkommende begyndte tidligt på eftermiddagen og sluttede allerede kl. 6,15:

Alexandra: Kl. 1 - 2,45 - 4,30 - 6,15 Albert Engström Lystspillet Skærgaardsfolk (svensk; 1942?. 4. uge)

Allé Teatret: Kl. 4 og 6,15 Mine kære Koner (dansk; 1943)

Bellevue: Kl. 6,15 Det franske Lystspil Moulin Rouge (fransk; 19??)

Bristol: Kl. 12,30 – 2 - 3,30 - 5 Den enestaaende franske Storfilm Erotik bag Maske. Efter Roman af Alexander Dumas (fransk; 1941, Næstsidste Dag! Forb. f. Børn) Ekstra: Vor Konge (dansk; 1943?)

Carlton: Kl. 2 – 4 – 6,15 Straalende Revy- og Musikfilm Ta’ og elsk mig! (tysk; 1942; Næsts. Dag!)

Colosseum: Kl. 6,15 En Pige uden Lige (dansk; 1943. Næstsidste Dag!)

D.S.B.: Non Stop-program Uafbrudt Kl. 13-19. Dansk Film Avis – Sumatra – Slalom – Blyantsfabrikationen - Den lille Pipfugl (antagelig amrk. tegnefilm med fuglen Tweety Pie?)

Grand: Kl. 1 – 2,45 – 4,30 Otto Erich Hartleben: Sommer-Kærlighed spillet af Kunstnere fra Burgtheatret i Wien (tysk; 1942)

Kino-Palæet: Kl. 2 – Kl. 4 – Kl. 6 Naar man kun er ung (dansk; 1943. 3. uge)

Metropol: Kl. 2 – 4 – 6 Kvinder i Fangenskab (svensk: 1943. 4. uge) Ekstra: Vor Konge (dansk; 19??)

Nørreport Bio: Obs! Kl. 14,10 – 16,10 – 18,10 Synnøve Solbakken (svensk; 1943?. 3. uge)

Palads: Kl. 2 – 4 – 6 Katrina efter Sally Salminens Roman (svensk; 1943. 7. uge)

Palladium: Kl. 12 – Kl. 2 – Kl. 4 – Kl. 6 Som du vil ha’ mig! (dansk; 1943)

Park: Kl. 18,15 Michel Simon Det er dejligt at leve (fransk; 1938)

Platan: Kl. 4,45 og 6,30 Lille Napoleon Åke Söderblom (svensk; 1943. 3. uge)

Rialto: Kl. 4,30 og 6,15 Det svenske Mesterværk Elvira Madigan (svensk; 1943 Næstsidste Dag!)

Roxy: Kl. 4,30 og 6,15 Lille Napoleon Åke Söderblom (svensk; 1943. 3. uge. Næsts. Dag!)

Scala Bio: Kl. 1 – 2,45 – 4,30 – 6,15 Heinz Rühmann Pas paa min Kone! (tysk; 1942. 4. uge. Forb. f. Børn)

Skovshoved: Kl. 6,15 Den betagende ungarske Film Erotik (ungarsk, 19??. Forb. f. børn)

Strand Teatret: Kl. 6,30 En Pige uden Lige (dansk 1943)

Triangel: Kl. 4,30 og 6,15 Lille Napoleon Åke Söderblom (svensk; 1943. 3. uge) Ekstra: Vor Konge (dansk; 19??)

Windsor: Kl. 6.30 I Nat Kl. 12 Fænomenal fransk Film (fransk; 1939)

World Cinema: Kl. 14 – 16 - - 18 Münchhausen NB! Filmen begynder præcis. Ingen Forfilm (tysk; 1943)

Hverdagens begivenheder

Men der var naturligvis andet og mere af interesse og betydning, end krigsbegivenhederne ude omkring i verden, og end forlystelser og biografer i den hjemlige lilleverden. Dog, enhver er jo som bekendt normalt sig selv nærmest, og derfor var danskernes gode så vel som dårlige situation og besværligheder under besættelsen det også. Det vil indirekte fremgå af følgende artikeloverskrifter i Berlingske Aftenavis for lørdag den 2. oktober 1943:

Hvad betyder Vildtet i de nuværende kødfattige Tider? Værdien af Vildtet vil antagelig ligge omkring 10-12 Mill. Kr., og Kødvægten vil andrage 2½-3 Millioner kg – Den danske Tobak er særlig god i Aar Pengene strømmer ind til Vestfyns Tobaksdyrkere – Tømt en Lejlighed, de havde laant Da lejlighedens Indehaver kom, var alle Møblerne solgt – Styrtet ned fra 2. Sal og dræbt Faldt ud af Vinduet, da han vilde trække frisk Luft – Kødby-Sagen afgjort ved Landsretten Bøden paa 6000 Kr. blev nedsat til 500 Kr. – Tyven fældet paa, at der var Glassplinter i hans Lomme – Modne Hindbær i Taastrup – Pryglet Hund ihjel – 60 Kr. i Bøde -

Men der var naturligvis også kulturelle artikler i den i øvrigt ganske udmærkede Berlingske Aftenavis for 2. oktober 1943:

Politiske Erindringer fra en fjern Fortid Fhv. Minister Jensen-Sønderup fortæller i sin omfangsrige Bog under Titlen ”Hørt og oplevet” Træk om Personer og Begivenheder i Aarene 1896-1920 – Over de hvide Broer – En Fodtur rundt om Lyngby Sø – Vi skal blive ved med at tage nye Problemer op for at holde os friske Det er meningsløst, at Organister bliver i et Embede, hvis de ikke deler Kirkens Tro, siger Mogens Wöldike – Paa Erindringstogt i Byen – De nye Ødelæggelser i Pompeji Den store katastrofe, der ikke var saa stor.

Og så var der Berlingske Aftenavis’ Bagside, som var lidt for sig: en broget blanding af lidt af hvert, humor og alvor mellem hinanden. Morsom er ”Dagens Flue” af Storm P., som denne dag viser en tegning af en skægget og bebrillet professor, som står udenfor sin egen dør og banker på. Hans replik lyder: ”- Det var mærkeligt, enten er jeg ikke hjemme, eller ogsaa er jeg gaaet ud!” Avisens Bagside havde også en vittig, men ordløs tegneserie med titlen ”Joakim J. Joakimsen faar en Idé”, i dette tilfælde på 3 billeder. Men det fremgår ikke, hvem der er seriens tegner.

Min konfirmation 3. oktober 1943

Aktionen mod de danske jøder kendte jeg på det her omtalte tidspunkt ikke noget til, og blev heller ikke omtalt, for min og min families opmærksomhed var udelukkende optaget af den forestående konfirmation. Til den mere praktiske forberedelse af min konfirmation hørte især køb af nyt tøj, først og fremmest et sort jakkesæt – sort var dengang obligatorisk eller tradition for konfirmander af hankøn. Desuden blev der anskaffet ny hvid skjorte, sort slips og nye sorte sko, og med denne udrustning var de personlige materielle forudsætninger, for at møde op i kirken og bekræfte den dåb, som man – eller i hvert fald jeg - heller ikke havde bedt om. I forvejen havde mine forældre sørget for at gøre de indkøb af mad- og drikkevarer, som hørte sig til ved sådan en ’højtidelig’ lejlighed. Selv havde jeg jo den – betingede – glæde at have bidraget med en del kontanter, så at jeg havde betalt konfirmationstøjet og desuden også en del af maden. Hellere havde jeg dog set, at pengene havde været til min egen rådighed og disposition, men når det nu skulle være, var det også i orden at de skulle bidrage til en hyggelig familiefest.

Gæsterne var følgende: Farmor, derimod ikke bedstefar, men af hvilken grund husker jeg ikke, mormor, morfar, Dennis, mine tre mostre, Lilly, Gudrun og Ditte, samt deres respektive mænd eller kærester, henholdsvis Walther og Volmer, sidstnævnte kaldet ”Bubbi”, mens Ditte for tiden var ’mageløs’. Hun var for øvrigt kommet ud til os tidligt den dag, dels for at tage imod, hvis der skulle komme telegrammer eller blomster, og dels for at holde gamle og dårligt gående farmor med selskab, medens vi andre var i kirken. Min kære onkel Thorkild, min families gode ’engel’ og hans daværende kæreste, som hed Erna lige som mor. Endelig var fars svigerinde Valborg også med. Hendes mand, Theodor, var jo død et par år tidligere, så han var lovligt forhindret. Derimod husker jeg ikke, hvorfor Valborgs tre døtre, Esther, Elly og Ulla, ikke var blandt gæsterne. Mærkværdigvis var min kære tante Alma, onkel Johannes og fætter Børge heller ikke med til min konfirmation, og heller ikke i deres tilfælde husker eller ved jeg, hvad der kan have været grunden. Den øvrige familie på Lolland havde vi ikke så tætte relationer til og så i reglen kun denne, når vi var på besøg hos farmor og bedstefar. Men med far, mor, Benny, Bent, Lizzie og mig selv, deltog i alt 18 personer i min konfirmationsfest. Det var dog kun mine forældre og søskende, og mormor og Dennis, der var med i kirken, morfar ønskede ikke at have med det ”religiøse svindel” at gøre, så han blev hjemme. Farmor var om eftermiddagen dagen før ankommet med toget fra Lolland, men da hun var dårligt til bens, valgte hun at blive hjemme og holde Ditte med selskab. Mormor og fætter Dennis stødte til os i kirken, medens resten af familien, inklusive morfar, først ankom til vores hjem senere på dagen.

I øvrigt husker jeg ikke særlig meget fra selve den kirkelige højtidelighed, faktisk kun, at regnet fra alteret stod konfirmationspigerne i venstre side af kirkerummet og ud for hver sin bænkerække, hvor de respektive familier var placeret. Konfirmationsdrengene stod til højre i kirken og ud for hver sin bænkerække, hvor deres respektive familier havde plads. Selv stod jeg ud for bænkerække nr. 3, regnet fra alteret, hvorfor min familie også sad bænket der. Det betød dog ikke, at vi konfirmander stod op hele tiden, for til at begynde med sad vi hver især yderst på den bænk, vores familie var placeret på. Vi skulle først rejse os og stille os ude for enden af bænkerækken, lige før præsten gik ned langs bænkerækkerne og standsede ud for hver konfirmand, for at høre denne i trosbekendelsen. Og selvfølgelig svarede alle konfirmanderne uden undtagelse ”ja!” til, at vi troede på Gud Fader, den almægtige, Himmelens og Jordens skaber osv.”, men for de flestes vedkommende formentlig uden at forstå ret meget af indholdet eller dybden i trosbekendelsen.

Herover ses Hellig Kors Kirke, som den så ud i august 2008. Den ligger på hjørnet af Kapelvej, som ses i forgrunden, og Hans Tavsensgade på sin vestlige side (til venstre). Kirkens tårn og hovedindgang ligger mod øst og alteret mod nord. Menighedshuset, hvor vi 14-årige drenge og piger gik til konfirmationsforberedelse, er beliggende bag ved selve kirkebygningen, hvilket vil sige bag dennes nordlige ende. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.

Men jeg kan naturligvis bedst tale for mig selv, og jeg må sige, at jeg dengang ikke forstod de svære ord og begreber i den lutherske trosbekendelse. Det havde været noget andet de gange, hvor mine konfirmationskammerater og jeg gik til konfirmationsforberedelse hver tirsdag hos præsten. Da handlede det mere om Jesu liv og lære, som jeg fandt betydeligt mere interessant, end om at ”forsage Satan og alle hans gerninger”. Jeg forholdt mig allerede da meget skeptisk overfor eksistensen af en skikkelse som djævelen, der nærmest blev opfattet som en overdimensioneret person, i lighed med, hvad der var den almindelige opfattelse af den almægtige Gud. Det med treenigheden, Faderen, Sønnen og Helligånden, forstod jeg heller ikke en lyd af, og slet ikke, at Jesus Kristus skulle være identisk med selveste Gud, den almægtige, Himmelens og Jordens skaber. Min fornemmelse, mere end min tanke og forstand, sagde mig, at der måtte være et eller andet, der haltede i den lutherske udlægning af den kristne livs- og verdensopfattelse.

Nå, men jeg svarede alligevel pligtskyldigst ”ja!” til præstens salvelsesfulde spørgsmål, om jeg troede på trosbekendelsens enkelte elementer, med det resultat, at jeg følte mig som lidt af en snyder eller forbryder, og det gav mig dårlig samvittighed. Bedre blev det ikke af, at vi konfirmander og disses pårørende blev opfordret til at gå til alters. Også det gjorde jeg hovedsagelig, for ikke at skille mig ud fra mine kammerater. Det var dog alligevel lidt af en oplevelse at lægge sig på knæ på den halvbueformede, fløjlsbetrukne bedeskammel foran alteret og drikke en slurk altervin og få et knastørt stykke alterbrød i munden og få Guds, præstens og kirkens velsignelse. Men jeg havde svært ved at forene en så banal handling med henholdsvis Jesu blod og legeme. Så vidt jeg erindrer, var mormor og fætter Dennis, de eneste af min familie, der den dag gik til alters. Som tidligere omtalt, var min kære mormor også den eneste i familien, der var religiøs kristen, og hun havde opdraget sin plejesøn, min kære fætter Dennis, i den samme tro og ånd. Så han forstod selvfølgelig ikke min manglende tro og modstand imod konfirmationen, som jo betød en bekræftelse af barnedåben.

Hellig Kors Kirkes apsis med det smukke alterparti og det cirkelformede altergangsskammel, kaldet ”knæfaldet”.

Foto: Desværre ukendt kilde, men billedet er hentet og lånt på internettet..

Beklageligvis erindrer jeg ikke, om vi konfirmander ønskede hinanden tillykke efter at den kirkelige handling var til ende, men det mener jeg ikke, at vi eller man gjorde dengang. Og vi gav i hvert fald ikke hinanden gaver eller sendte lykønskningstelegrammer, sådan som det senere er blevet skik og brug blandt konfirmander her i Danmark. Det var kun den del af familien, som ikke var med til festen, og nærmeste venner og bekendte, der sendte lykønskningstelegrammer. Så vidt jeg husker, var der godt nok noget, der hed andendagsgilde dengang, men jeg selv hverken holdt eller deltog i et sådant. Måske fandt det sted i bedrestillede kredse, men i hvert fald og i reglen ikke i de arbejderkredse, jeg kendte, og da slet ikke i min økonomisk set ikke særlig godt stillede familie. For mit eget vedkommende gjaldt det i øvrigt også om at få hele konfirmationshalløjet overstået hurtigst muligt, så at jeg atter kunne komme tilbage til det arbejde, jeg faktisk nok elskede højere end noget andet i verden.

Farmor var som en sjældenhed kommet herind til København helt fra Majbølle. Det var dengang en togrejse, der med nødvendigt togskifte i Nykøbing F, varede i alt omkring 6 stive timer fra hun tog hjemmefra og til at hun befandt sig hjemme hos os. Farmor skulle selvfølgelig overnatte hos os og i øvrigt blive et par dage, så hun sov inde på mit værelse, hvilket samtidig betød, at hun kunne gå i seng, når hun blev træt eller det passede hende. Selv sov jeg undtagelsesvis på sofaen i stuen, hvilket betød, at jeg i hvert fald ikke kunne gå til sengs, før tidligst efter at gæsterne var gået.

Mens vi var i kirken blev moster Ditte i lejligheden, dels for at tage imod, hvad der eventuelt måtte komme af telegrammer, blomster og gaver, og dels for at holde farmor med selskab. Da vi var kommet hjem fra kirken lå der faktisk en hel del lykønskningstelegrammer fra familien, også fra den, som ikke deltog i konfirmationsfesten. I de fleste af telegrammerne lå der penge, i reglen en 100-kroneseddel i hver, hvilket jo var mange penge dengang. Der var også blevet sendt nogle få blomsterbuketter, som jo krævede at blive stillet i vand straks, alt sammen noget Ditte sørgede for, lige som hun havde lavet kaffe og stillet noget smørrebrød frem til os, der kom fra kirken. For som min kære morfar lejlighedsvis sagde: ”Uden mad og drikke, duer helten ikke!” – Og jeg var jo ”helten” denne dag, men i øvrigt ikke særlig sulten af bar spænding. Mine tanker kredsede mere om, hvornår jeg skulle åbne telegrammerne og se de i øvrigt få gaver, jeg havde fået.

Men inden jeg fortsætter denne beretning, vil jeg i øvrigt gerne indskyde og tilføje, at det ikke var religionen og slet ikke de bibelske fortællinger som sådan, jeg havde noget imod eller var indifferent overfor, tværtimod. Som skoledreng vidste jeg ikke noget bedre, end at høre om Jesu liv og lære, sådan som vi hørte om det i religionstimerne. Disse fortællinger stod lyslevende for min fantasi, men jeg kunne faktisk ikke forbinde dem med de udlægninger og forklaringer, kirken og præsten gav.

I forbindelse med den forestående konfirmation, havde det forståeligt nok især glædet mor, at min ugeløn nu var steget til så vidt jeg husker 50 kr. om ugen. Det lyder ikke af meget i dag, men dengang var det for penge at regne. Jeg beholdt selv kun 20 kr. til eget personligt forbrug, resten, de 30 kr., var på forhånd blevet sparet op til konfirmationen. Hvor meget den kostede og hvor meget jeg selv betalte af ”gildet”, husker jeg ikke, men jeg vil for resten antage, at både mine morforældre og farforældre må have havde spædet til pengekassen, for begge parter sad betydeligt bedre i det økonomisk, end mine forældre gjorde med os 4 børn at forsørge på den hårdt fortjente løn, far som havnearbejder kunne tjene. Han var ikke fastansat, men kun daglejer, som det hed, hvilket betød, at han tidlig morgen skulle møde frem på havnearbejdernes mødested i havnen og håbe på at blive en af de heldige, der var arbejde til den dag. Der var mange fremmødte, ofte flere, end der var brug for, og det hændte da også engang imellem, at der ikke var arbejde at få for far. Han måtte derfor trække på arbejdsløshedskassen, hvor han i lighed med de andre arbejdsløse kolleger fik et stempel i fagforeningsbogen og - så vidt jeg husker - udbetalt 12 kr. pr. arbejdsledig dag. Det vil sige 6 x 12 kr. = 72 kr. for en uges ledighed. Men selvom det var for penge at regne dengang, så skulle der jo også meget til med en familie på 3 voksne og 4 børn. Alligevel blev der penge til at holde min konfirmation for.

De fleste af de 12 kr., far tjente pr. dag, gik til husholdningen hjemme, selv brugte han kun et mindre beløb af pengene, fortrinsvis til pibetobak eller sjældnere cigaretter. Far var moderat ryger, lige som han til daglig heller ikke drak bajere, sådan som det var meget almindeligt blandt arbejdere, og især blandt arbejdere med hårdt og beskidt arbejde, ofte med overarbejde, fordi et skib skulle losses hurtigst muligt, så at arbejdstiden blev længere end de dengang normale 9 timer. Men at være kullemper hørte til de mere hårde og beskidte former for beskæftigelse, og alligevel hørte vi aldrig far beklage sig, i hvert fald ikke, medens vi børn hørte på det. I det hele taget var far et nøjsomt menneske, som ikke stillede store krav til tilværelsen og som heller ikke forventede sig noget ekstraordinært af den. For ham drejede det sig primært om at være i stand til at passe sit arbejde, så han kunne forsørge sin lille familie og i øvrigt nyde de få adspredelser og fornøjelser, der krydsede hans vej. Han var grundlæggende en arbejdsom, pligtopfyldende og trofast natur, som bestræbte sig på at være og forblive, hvad han selv forstod ved at være et ordentligt menneske, hvis praktiske hjælp man altid kunne regne med og stole på.

Min konfirmationsfest

Noget af det, der gjorde min konfirmation ret speciel, var det, at personalet på tegnestuen i Frederiksberggade i den anledning havde sendt mig et helt specielt og hjemmegjort ’telegram’ på svært pergament i folioformat, samt et pengebeløb, hvis størrelse formentlig var en 500-kroneseddel, som dengang var en hel formue. I telegrammet stod der følgende tekst, som var forfattet af Torben Strandgaard og håndskrevet af Finn Rosenberg:

Herover ses det lykønskningstelegram i anledning af min konfirmation, som jeg modtog fra mine kolleger på tegnestuen i Frederiksberggade. Telegrammet er af svær pergament og indeholder foruden lykønskningen på vers også en del underskrifter og tegnede vignetter. Telegrammet er beskrevet nærmere i hovedteksten. - © 1943 tilhører Harry Rasmussen.

EN HILSEN FRA OS TEGNERE OG FARVEPIGER

TIL LILLE ”DISNEY” PAA DEN STORE DAG
VELKOMMEN BLANDT DE VOKSNES TEGNERIER
DU BLIVER NOK SMADDERGOD I DETTE FAG
MED STIFTER PAA STOLE DU ALDRIG ER KARRIG
DE FAAR VEL EN ENDE NAAR DU BLIVER HR. HARRY.

På dokumentet var der 25 underskrivere, og 11 af disse havde hver tegnet en lille vignet. Underskriverne var i den rækkefølge, hvori de var skrevet, følgende:

Mogens Mogensen, Bodil Rønnow, Birthe Pedersen, Helge Hau (havus), Torben Strandgaard (Graham), Allan Johnsen, Frede Henning Dixner (Septimus Dix), Anne Lise Clausen, Jytte Claudi, Arne Jørgensen (Jømme), Børge Hamberg, Preben Dorsch (Dorst), Karen Bech, Ea Johnsen, Bjørn Frank Jensen (Bjørn), Peter Toubro, Finn Rosenberg, Henning Pade, Mona Irlind, Henny Hynne, Pat Bjørn, Jenny Holmqvist, Kaj Johnsen, Alice Kjærsgaard og Otto Jacobsen (OJ). Følgende af underskriverne havde samtidig tegnet hver sin lille vignet: Mogens Mogensen, Bodil Rønnow, Helge Hau, Frede Henning Dixner, Arne ”Jømme” Jørgensen, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Finn Rosenberg, Kaj Johnsen og Otto Jacobsen. - Det med, at jeg med ”stifter på stole aldrig var karrig”, hang sammen med, at jeg i min endnu barnagtige kådhed et par gange havde muntret mig med at anbringe en tegnestift på en af kollegernes stole, hvilket de dog hver især tog ganske pænt og som udtryk for, at jeg stadig var en stor skoledreng. Det var jeg unægtelig også, for jeg vidste godt inderst inde, at der endnu ville være meget for mig at lære, både om faget tegnefilm og i særdeleshed om livet og tilværelsen i øvrigt.

Men desværre husker jeg ikke længere, hvad jeg fik i samlet pengebeløb, men formentlig alt i alt godt og vel omkring et tusinde og fem hundrede kroner, et formidabelt beløb dengang. Af deciderede gaver husker jeg ikke, om jeg overhovedet fik nogen, men det har jeg sikkert gjort. Mor og fars gave til mig var selve konfirmationsfesten, som jo kostede en del at stable på benene, for at kunne beværte de forholdsvis mange gæster. Jeg erindrer heller ikke længere, hvad jeg fik at mine morforældre og farmor, men så vidt jeg husker, var det penge, hvilket også var tilfældet fra den øvrige familie. Men under alle omstændigheder var jeg mere end glad og tilfreds, især fordi jeg slet ikke havde ventet mig noget særligt, hverken af selve festen eller af gaver. For resten husker jeg heller ikke, hvad middagen bestod af, men gætter på at det enten har været flæskesteg eller snarere Hamburgerryg med alt tilbehør. Forretten har været en eller anden suppe, og efterretten bestod formentlig af islagkage, for jeg var en stor ynder af alt, hvad der smagte af is og lignende. Der var i øvrigt trangt i den lille stue med alle gæsterne.

Min konfirmationsfest kom til at strække sig langt ind over midnat og til næste morgen, delvis, fordi gæsterne ikke havde lyst til at gå, og delvis, fordi der var udgangsforbud, så de enten havde været nødt til at gå før udgangsforbuddet trådte i kraft kl. 23 eller var nødt til at blive til næste morgen, hvor det igen var tilladt at bevæge sig udenfor. Mine gæster valgte at blive. Hvem de ærede gæster var, vil man kunne se af det efterfølgende foto, som en professionelfotograf fra Dansk Billed Central kom og optog. Bag ved personerne i billedets baggrund ses stuens eneste vindue, og bag gardinerne får man et glimt af det sorte mørklægningsgardin, på hvilket jeg med farvekridt har tegnet et landskab, for at pynte på den store kedelige sorte flade.

På dette foto fra min konfirmationsfest søndag den 3. oktober 1943, som er optaget i vores stue, ses fra venstre i forreste række siddende på gulvet mine to brødre Bent og Benny. Siddende fra venstre i anden række ses min mormor, min mor med søster, den da godt 2-årige Lizzie stående foran, idet hun kigger benovet op på sin storebror, mig altså, som sidder som dyden i midten. Til højre for mig sidder far og farmor. I den næstøverste række står fra venstre min moster Lilly, morfar, onkel Thorkilds daværende kæreste, Erna, tante Valborg, moster Gudrun og moster Ditte. I bageste række ses fra venstre moster Lillys daværende mand, Walther, Thorkild, moster Gudruns kæreste, Volmer, kaldet Bubbi, og min kære Fætter Dennis. Alle, undtagen moster Lilly, Gudrun, Bubbi, Dennis og mor og mig, ser så alvorlige ud på fotoet. Det skyldes antagelig, at de fleste mennesker dengang ’stivnede’, når de blev fotograferet. – Foto: 1943 Dansk Billed Central, København.

Amourøse forviklinger

Thorkild havde i løbet af aftenen fået en del at drikke, og hen på aftenen forsvandt han pludseligt og ingen kunne finde ham. Hans kæreste, Erna, blev mere og mere foruroliget, og derfor var vi et par stykker, der besluttede at finde ud af, hvor han var blevet af. Selv havde jeg en mistanke om, at han var blevet amourøs og havde fundet ned i kælderetagen til den unge fru Holm, hvis mand ikke var hjemme, og ikke havde været det længe, idet han var gået i tysk tjeneste som SS-mand og gjorde tjeneste ved Østfronten. Denne omstændighed gjorde naturligvis ikke familien populær, hverken i opgangen, ejendommen eller gaden, men ingen turde direkte genere dem, af frygt for eventuelle repressalier. Parret havde to børn, en pige og en dreng, på omkring 8-10 år, og familien, som kom fra Ærøskøbing på Langeland, havde kun boet i ejendommen i omkring et års tid. Vi kendte lidt til fru Holm, fordi hun kom godt ud af det med far, som havde ondt af hende og hjalp hende med forskellige praktiske ting, bl.a. i forbindelse med lejligheden, der som nævnt lå i kælderen, som jo ikke var det mest velegnede sted for en familie med børn. Desuden påstod hun, at hun ikke delte sin mands begejstring for nazismen, men om det var sandt, ved jeg ikke, for enkelte gange hørte jeg, at hun havde truet folk med, at hun ville klage over dem til sin mand, som nok skulle vide at tage sig af dem.

Fru Holm har på det tidspunkt antagelig været omkring 28 år, og hun var en ganske køn og velformet pige med pænt store bryster og en bagdel, der alt i alt nok kunne friste en ’arbejdsløs’, som man siger, og som hun ikke gjorde noget for at skjule. Dertil kom, at hun mere eller mindre konstant havde ’antennerne’ ude, idet hun sandsynligvis savnede en mand, subsidiært sin egen mand. Signalerne fra hende havde Thorkild allerede opfanget under tidligere besøg hos os, og nu, da hans eventuelle hæmninger var borte, fandt han åbenbart ingen grund til at tage hensyn til sin kæreste. Han havde det i øvrigt sådan, at han stort set var ligeglad med, hvordan en pige eller kvinde så ud og hvad hun tænkte og mente, når bare hun var villig til at muntre sig i sengen med ham.

Som nævnt følte jeg mig ret sikker på, at Thorkild befandt sig nede hos fru Holm, og at de to med al sandsynlighed gjorde ”det frække” sammen, så jeg listede derfor ned og klemtede forsigtigt på hendes dørklokke. Et øjeblik efter lød hendes lidt ængstelige stemme bag døren: ”Hvem er det?” ”Det er bare mig!” svarede jeg lavmælt, ”Er Thorkild hos dig? De savner ham deroppe!” - ”Sig, at han kommer om lidt!” sagde hun, hvorefter jeg hørte hende lukke en dør bag sig. Nej, tænkte jeg, jeg vil ikke rodes ind i det her, og begyndte at gå op ad trappen. I det samme kom Erna grædende ud fra vores lejlighed og nærmest skreg: ”Hvor er Thorkild? Har du ikke fundet ham?” Hvad skulle jeg gøre overfor den åbenlyst dybt ulykkelige kvinde, som jeg faktisk havde ondt af? En uigennemtænkt nødløgn faldt mig ind, og derfor sagde jeg: ”Jeg tror, han er hos Felsteds oppe på tredie sal!” I næste øjeblik fortrød jeg, hvad jeg havde sagt, for Erna, som efterhånden var blevet godt beruset, nærmest kravlede og snublede op ad trapperne, idet hun var på vej op til nævnte sal. Men inden hun nåede så langt, kom Thorkild heldigvis op ad trappen, og da jeg satte ham ind i, hvad der foregik, skyndte han sig videre op ad trappen efter Erna. Da han indhentede hende, begyndte hun med skinger og snøvlende stemme at skælde ham ud: ”Har du nu været nede hos den luder igen, dit svin!? At du ikke skammer dig over at behandle mig sådan! Og så lige for øjnene af din familie!” Hun græd hjerteskærende og så højt, at hun vækkede hele opgangen, og pyjamasklædte folk kom frem i dørene og ville vide, hvad der dog var årsagen til al den larm og støj. Far undskyldte, så godt han kunne, og folk var da også forstående overfor, at der var tale om en konfirmationsfest. Det var jo ikke noget, der forekom hver dag, og slet ikke i vores opgang, hvor jeg i øvrigt var det ældste barn.

Lidt senere var det lykkedes for Thorkild at berolige sin kæreste oppe på en af de øverste trappeafsatser, og han kom nærmest bærende på hende ned ad trappen og gik ind i vores lejlighed, for at feste videre til om morgenen, hvor spærretiden ophørte. Men resten af natten blev Erna ved med at småsnøfte og bebrejde Thorkild, at han endnu engang havde svigtet hende. Det lagde naturligvis en dæmper på festligheden. Men Thorkild havde åbenbart svært ved at holde sit løfte til Erna om, at han aldrig mere ville svigte hende, for jeg erfarede, at han i den følgende tid pludselig dukkede op hjemme hos os, og på tidspunkter, hvor fru Holms børn var i skole. Hos os, det vil sige hos mor, Bent og lille Lizzie, for min bror Benny var i skole og far og jeg på arbejde, blev han dog kun nogle få minutter, hvorefter han forsvandt ned til fru Holm, som åbenbart tog velvilligt imod ham og formentlig bød ham på andet og mere end kaffeerstatning. Hendes egne tre børn var enten i skole eller i børneasylet henne i Stefansgade på hjørnet af Bjelkes Allé.

Da jeg senere spurgte ham, hvorfor han ikke bare kunne holde sig til Erna, svarede han: ”Ved du hvad, Ry, jeg er sgu nødt til at have flere kvinder at gå i seng med! Det har jeg altid gjort og vil nok også blive ved med det. Det er en uimodståelig trang, jeg har!” Den indstilling til kvinder og sex forstod jeg ikke en dyt af dengang, og faktisk heller ikke senere, simpelthen fordi jeg selv var og er monogamt indstillet. I det mindste har jeg kun behov for én kvinde ad gangen, og helst for altid, men det har livet jo desværre belært mig om ikke er så nemt, som det lyder. Som 14-årig troede jeg dog på den store og varige kærlighed mellem mand og kvinde, og jeg betragtede nærmest piger og kvinder som nogle i enhver henseende uskyldige, engleagtige madonnaer. Den naive tro har livet dog efterfølgende korrigeret ganske alvorligt og radikalt, så at jeg har måttet erkende, at kvinder også er mennesker – i hvert fald en slags! (Undskyld, piger og kvinder!).

Min konfirmationsfest sluttede som nævnt af flere grunde først hen på morgenstunden, hvor nogle var godt beduggede og trætte og andre kun trætte. En stor del af familien skulle samme vej mod Baggesensgade, hvor mormor, morfar, Dennis, Thorkild og Erna, Gudrun og Bubbi, samt moster Ditte boede. Moster Lilly og hendes mand Walther boede i Ryesgade. Hverken Gudrun eller Ditte havde børn på det tidspunkt. Tante Valborg, som skulle den modsatte vej, kørte hjem til Nordvestkvarteret med en af de første morgensporvogne. Det var for resten venligt af hende, at vise mine forældre og mig den opmærksomhed, at deltage i min konfirmationsfest. Hun, der jo var enke efter min onkel Theodor, som var død et par år tidligere, havde som tidligere omtalt tre halvstore piger, hvoraf den ældste, Esther, så vidt jeg erindrer, blev konfirmeret omkring et år før mig. Hendes konfirmationsfest havde både mine forældre og jeg deltaget i, mens mine søskende blev passet af mormor hjemme hos os. Derimod var ingen af os med til de to andre døtres, Ellys og Ullas, respektive konfirmation, men hvorfor ikke, husker jeg ikke længere.

For resten var lille Lizzie lagt i seng for længst og sov nu de uskyldiges søde søvn, til trods for larmen fra de voksne. Men Benny og Bent ville ikke gå glip af noget, så derfor holdt de ud lige så længe som de voksne, inden de godt trætte og udmattede drattede om på deres senge hen mod morgenstunden og øjeblikkeligt faldt i søvn, så mor og far måtte klæde dem af og få dem i nattøjet. Selv var jeg efterhånden godt træt og ør i hovedet ovenpå en lang og begivenhedsrig dag, så jeg glædede mig til at komme til ro, også selvom jeg undtagelsesvis skulle sove på sofaen i stuen. Det var så småt ved at lysne udenfor, men det sorte og tætsiddende mørklægningsgardin sørgede for, at der var tilstrækkeligt mørkt i stuen, til at jeg kunne falde i søvn. Det var i øvrigt allerede blevet mandag, som normalt var arbejdsdag, men jeg havde selvfølgelig sørget for at få fri fra arbejde den dag, og godt det samme, for selvom jeg var meget entusiastisk med mit arbejde, så ville jeg ikke have kunnet klare en lang arbejdsdag uden at have fået den nødvendige søvn. Jeg var jo trods alt kun 14 ¼ år.

Mor og far var de sidste, der gik til sengs denne morgen. Far tillod sig også den luksus at holde fri på dagen, selvom det betød, at han nødvendigvis måtte sørge for at skaffe sig noget overarbejde i de nærmest kommende dage, for at kunne tjene og indhente den sum penge, som manglende. Far var altid om sig, for at sørge for sin lille familie, men som en, der var uden faglig uddannelse, måtte han altid tage til takke med, hvad der bød sig af løsarbejde, hvilket for hans vedkommende ville sige som havnearbejder, fortrinsvis med losning og lastning af fragtskibe. Et i reglen hårdt og beskidt arbejde. Hans liv bestod i mange år af arbejde, arbejde og atter arbejde, og i de perioder, hvor han var så heldig at være ejer af en have, brugte han meget af sin fritid på den. Far gik meget sjældent i biografen, men lejlighedsvis hændte det dog, at der var en film, man kunne lokke ham med ind og se. Men dels havde film ikke hans store interesse – og bøger læste han for øvrigt også meget sjældent – og dels var pengene små dengang. Så vidt jeg erindrer, var han og jeg for allerførste gang sammen i biografen i 1946 og da i Palads Teatret, hvor ”Ditte Menneskebarn” netop havde haft premiere den 20. december. Men det ligger jo tre år fremme i tiden og skal derfor ikke omtales nærmere her.

Mit daglige arbejde

Men efter den nogenlunde vellykkede konfirmationsfest blev det jo heldigvis hverdag igen, selvom jeg holdt såkaldt ”blå mandag”, det vil sige mandagen fri, sådan som det var skik og brug blandt konfirmander. I øvrigt holdt jeg heller ikke det såkaldte andendagsgilde, for det havde jeg dels ikke lyst til og dels kunne jeg ikke hurtigt nok komme tilbage til arbejdet. Så om tirsdagen den 5. oktober mødte jeg igen op på tegnestuen i Frederiksberggade 28, hvor jeg selvfølgelig først takkede alle for den flotte hilsen og gaven, jeg havde fået fra personalet i anledning af min konfirmation. Men derefter satte jeg mig ned bagved min kære tegnepult, ivrig efter at genoptage og fortsætte tegnearbejdet.

Børge Hamberg, som var den, der tegnede og animerede den krævende figur soldaten, var endnu ikke for alvor gået i gang med denne opgave. Han havde dog allerede tegnet og animeret nogle få scener med soldaten, hvor denne kommer marcherende hen ad landevejen. Disse scener var blevet testet på såkaldt skitsefilm (linetest), men hverken Børge selv eller kollegerne var helt tilfredse med resultatet. Soldatens gangbevægelser var for stive og mekaniske, syntes man. Børge valgte derfor, at lade animationen af soldaten hvile indtil videre, hvorfor han i stedet gik i gang med at animere nogle scener med en ugle og de nok så krævende figurer kragen og heksen.

Så vidt jeg erindrer nu så mange år efter, havde min læremester, Børge Hamberg, på det tidspunkt givet mig til opgave at mellemtegne nogle scener med den nævnte ugle, der sidder oppe på loftet af et af byens kirketårne. Uglen vågner op og letter fra bjælken og flyver ud af et af tårnets glughuller og retter kursen mod Rundetårn, hvor den sætter sig på jerngitteret øverst oppe ved observatoriet, hvor astrologen er i færd med at studere stjernehimlen. Men til min store overraskelse og fryd, betroede Børge mig - som min første selvstændige animationsopgave - at animere uglen, hvor den kommer flyvende ind fra billedets forgrund og sætter sig på det nævnte jerngitter. ”Det vil du sagtens kunne klare!” lød Børges bestemte, men venlige kommentar, da jeg i min usikkerhed og nervøsitet protesterede og sagde, om ikke det var for tidligt at give mig selvstændige animationsopgaver. Scenen dannede i øvrigt overgang til scenerne med astrologen, som står inde i observatoriet og studerer stjernehimlen gennem den store kikkert. Det var og er måske ikke verdens bedst tegnede og animerede ugle, jeg fik ud af mine første primitive professionelle forsøg og anstrengelser som selvstændig animator, men uglen fløj og flyver da af sted og sætter sig oppe på jerngitteret omkring Rundetårns observatorium. Det blev imidlertid ikke kun ved den ene scene med den flyvende ugle, jeg som absolut nybegynder i animationskunsten kom til at animere, for kort efter fik jeg en ny selvstændig opgave. Den bestod i, at animere den sorte krage, idet den kommer flyvende ude fra baggrunden og kredser ind over heksens store hule træ, hvor den til sidst sætter sig på en gren øverst oppe i træet. Scenen dannede overgang til det første møde med den fæle heks, som står foran det store hule træ, hvortil soldaten kort efter ankommer på sin vej ind mod den store stad.

Heksen og kragen i "Fyrtøjet" var de næste figurer jeg havde fornøjelsen af at mellemtegne for Børge Hamberg og siden også animerede enkelte scener med. –Tegninger: © 1946 Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og Filmcentralen Palladium.

Scener med heksen blev min næste opgave som mellemtegner, men også i dette tilfælde gav Børge mig nogle scener, som jeg selvstændigt skulle animere. Blandt de selvstændige scener, jeg fik at animere, var en forholdsvis enkel animation af et halvtotal af heksens hån med knortekæppen, hvormed hun peger på det hule træ, som hun gerne vil have Soldaten til at krybe ned i. Dernæst en mere krævende scene, også i halvtotal, hvor heksen binder tovværket rundt om livet på soldaten, og endelig en scene med et close-up af heksens hoved, hvor hun vredt udbryder et langtrukkent ”Nej!”

I mellemtiden var Børge gået i gang med at animere scener med den mindste af de tre hunde, der forekommer i eventyret og filmen ”Fyrtøjet”, den med øjne så store som tekopper. Nogle af disse scener mellemtegnede jeg og andre fik jeg at tegne og animere som selvstændige opgaver. Det var meget lærerigt for mig, at arbejde som assistent for en så erfaren og dygtig tegner og animator som Børge Hamberg, ikke mindst fordi han samtidigt var et højt begavet, rart og omgængeligt menneske, som stort set altid så det positive og optimistiske ved livet og – ikke mindst – ved det meget krævende arbejde, som lagde stort beslag på både hans evner og kræfter. Han var i reglen altid i godt humør fra morgen til aften, men han tog sin stilling som tegnestuechef og chefanimator seriøst, hvilket han også blev respekteret for af alle, han havde med at gøre. Og nok så vigtigt, han var vellidt af både ledelsen og personalet.

Den mindste af de tre hunde i "Fyrtøjet" var den tredje figur jeg mellemtegnede for Børge Hamberg og siden også animerede enkelte scener med. - Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

Det var et herligt arbejde at tegne og mellemtegne den mindste af de tre hunde I “Fyrtøjet”-filmen, og det blev ikke mindre interessant og spændende, da Børge Hamberg en dag helt uventet gav mig til selvstændig opgave at animere hunden, men dog under hans supervision. Han var til det yderste tålmodig med at instruere mig i animationens teknik, men mente, at den bedste måde at lære det på, var at prøve sig frem. Det gjorde jeg så, og eftersom mine animationstegninger blev linetestet, men til min store overraskelse og tilfredshed viste det sig, at min animation blev godkendt af både Hamberg, Allan Johnsen og Peter Toubro. Så jeg følte mig rigtigt som dagens mand i de situationer, for det bekræftede for mig, at min tro på mig selv og mine evner og barndomsdrømmen om at komme til at lave tegnefilm, ikke havde været forgæves.

Undtagelsestilstanden ophævet

Det viste sig heldigvis, at den undtagelsestilstand, tyskerne havde indført 29. august, ikke kom til at vare mere end lidt over en månedstid. Onsdag den 6. oktober 1943 kunne blandt andre aviser også Jyllands-Posten bringe følgende korte meddelelse på sin forside:

Fra kompetent tysk militær Side meddeles:

Den militære Undtagelsestilstand ophæves fra og med Onsdag d. 6. Oktober ved Døgnets Begyndelse.

Nogle af de under Undtagelses-Tilstanden udstedte Forordninger forbliver i Kraft

En Meddelelse fra Det tyske Riges Befuldmægtigede, Dr. Best

Det tyske Riges Befuldmægtigede, Dr. Best meddeler, at følgende af den Øverstbefalende for de tyske Tropper i Danmark under den militære Undtagelsestilstand udstedte Anordninger forbliver i Kraft efter Undtagelsestilstandens Ophævelse, indtil Meddelelse om deres Ophævelse maatte blive givet:

1: De i Bekendtgørelse om Etablering af Undtagelsestilstand af 29. August 1943 indeholdte Bestemmelser vedrørende Forbud mod Strejker og vedrørende Forsamlingsforbud – dette sidste i det Omfang, hvori Forbudet hidtil er blevet haandhævet.

2: Forordninger om Beslaglæggelse af Bygninger og Ejendomme af 4. September 1943.

3: Forordning om Leverance og Arbejdsydelse for den tyske Værnemagt i Danmark fra danske Firmaer af 4. September 1943.

4: Bekendtgørelse af 3. September 1943 om Forbud mod offentligt at være dansk Militær-Uniform.

5: Forordning af 16. September 1943 om Aflevering af dansk militært Materiel.

De øvrige under Undtagelsestilstanden udstedte Anordninger træder ud af Kraft ved Undtagelsestilstandens Ophævelse.

Ved samme lejlighed meddelte de danske politimyndigheder, at spærretiden, som var indført samtidig med Undtagelsestilstanden, gradvist ville blive ophævet eller i hvert fald nedtrappet, så den kunne forsvinde i løbet af nogle dage. Men mødeforbuddet blev ophævet straks, hvilket også gjaldt forbuddet mod at arrangere sportskampe med tilskuere. Indskrænkningen af restauranternes åbningstider ville successivt også blive nedtrappet. Og nok så vigtigt, så ville de såkaldte standretter, hvor tysk politi og militær på stedet kunne henrette en dansk person, som blev pågrebet i at begå ulovligheder. Forsamlingsforbuddet, der betød, at man ikke måtte forsamles mere end 5 personer ad gangen, ville også blive lempet til, at det stadig var forbudt at samles i et større antal ad gangen. Men mærkværdigvis nævnes teatrene og biograferne ikke i hverken den tyske eller danske redegørelse for, hvilke forbud der blev hævet eller lempet og hvilke der ikke blev det.

Undtagelsestilstanden havde ialt varet i 38 døgn og den varierende spærretid lige så længe. Den betød blandt andet, at der ikke måtte telefoneres eller telegraferes i de tidsrum, spærretiden eller udgangsforbuddet var i kraft. Dette havde alt sammen medført overtrædelser, og disse blev som hovedregel straffet med 7 dages hæfte og kun i særlige tilfælde med bøder. Der var altså folk, der simpelthen kom i spjældet, fordi de enten bevidst eller ubevidst havde overtrådt de uhyrlige indskrænkninger i den daglige tilværelse.

Krigssituationen fortsat

Men i øvrigt kunne nyhedsartiklerne i Jyllands-Posten for den 6. oktober 1943 indirekte tyde på, at det trods alt ikke gik så godt på krigsskuepladserne, som tyskerne selv gerne ville give det indtrykket af. Nogle forudså formentlig, at Tyskland ikke ville kunne vinde den krig, som de selv havde sat i gang den 3. september 1939 og som nu havde varet i foreløbig 4 år:

Efter stedvise Pløre-Pauser ventes haard Vinterkrig mod Øst Sommerens store tyske Afsætningsbevægelse har været paavirket af taktiske Hensyn til den kommende Vinter – Luftangreb ved Dag og Nat paa Vesttyskland 41 angribende Maskiner blev skudt ned, mest svære Bombemaskiner – Efterkrigs-Drøftelser i Sverige Fagforeningerne indleder en Møderække – Tilbagetogsbevægelsen vil styrke den tyske Vinterfronts Fasthed [Tyskerne kaldte det også for ”taktisk retræte”, hvilket i nogle tilfælde betød, at de ikke var i stand til at fastholde et frontafsnit] – Stort tysk Modangreb i Øst-Italien Rømningen af Korsika gennemført med et Tab paa kun ca. 250 Mand – Il Duce fordømmer sin Svigersøn Grev Ciano synes at være forsvundet – Evakueringen af de tyske Børn – Søkamp ud for den vestfranske Kyst –

Der var på dette tidspunkt af krigen kun cirka 8 måneder til D-dag: De Allierede troppers invasion i Normandiet, som blev begyndelsen til enden for Nazi-Tyskland. Men svære kampe på Vest- så vel som på Østfronten forestod, med store militære og civile tab til følge.

Danske anliggender

I dagens Danmark fortsatte den daglige tilværelse sig fortsat på bedste beskub, især fordi de fleste efterhånden havde vænnet sig til restriktioner og rationeringer og til, at besættelsesmagten havde st stort ord at skulle sige i forhold til danskerne, og til, at de såkaldte ”grønne”, dvs. de tyske soldater, stadig var i landet. Men bag overfladen virkede modstandsbevægelsen, både den kommunistiske og den borgerlige. Til faktisk erstatning for den manglende danske regering, var det ledende og overordnede modstandsorgan, Danmarks Frihedsråd, blevet dannet og havde holdt sit første møde den 16. september 1943. Rådet bestod af politisk forskellige personer, nemlig for Dansk Samling Jørgen Staffeldt, for kommunisterne Børge Houmann, for modstandsgruppen Ringen Frode Jacobsen, for De Frie Danske Erling Foss, for Frit Danmark Mogens Fog og for organisationen SOE Flemming B. Muus. Hensigten og formålet med dannelsen af Frihedsrådet var primært, at samle og koordinere modstandsarbejdet i Danmark, så dette kunne blive så effektivt som overhovedet muligt under de foreliggende vilkår og omstændigheder.

Fotografiet viser ejendommen Nørrebrogade 156 i København, hvor Frihedsrådet angiveligt holdt sit første møde i september 1943. Det fandt sted i lejligheden på 2. sal til venstre, bag vinduet, som tangeres af den skråtstillede flagstangs top. Her lå der dengang et såkaldt bureau for undervisning i sprog, stenografi og maskinskrivning. Det særligt interessante ved billedet for mig personligt, er, at på mezzaninen og bag vinduerne til venstre for opgangen, fik min lillesøster sin første undervisning i akrobatik og ballet. Balletlærerinden var af russisk herkomst, og hun havde hold helt ned til 3-4 år. Min søster var i den alder, da hun, ledsaget af mor, gik til ballet-timer her fra omkring 1944. – Foto: Kilde desværre ukendt.

Frihedsrådet så det også som en af sine opgaver, at forhindre visse frihedskæmpere i at øve selvtægt, Noget sådant ikke alene forudså man, men vidste af erfaring, at det kunne ske af hævntørst eller af andre personlige grunde, at en frihedskæmper foretog overgreb og øvede vold mod de danskere, stikkere, værnemagere og tyskerpiger, de såkaldte kollaboratører, der havde samarbejdet eller fraterniseret med besættelsesmagten. Måske for personlig vindings skyld eller af opportunisme, eller, som det også var tilfældet for nogle, af velment idealisme.

I øvrigt kom det så vidt, at takket være Danmarks Frihedsråd kom De Allierede efterhånden til at betragte Danmark som en allieret, hvilket reddede landets ry. Dette havde jo lidt skade under samarbejdsregeringen og for så vidt også under embedsmandsstyret, der fortsatte en vist samarbejde med besættelsesmagten, specielt med Dr. Best, efter regeringens afgang den 29. august 1943. Her skal man dog huske på, at departementscheferne egentlig ikke havde noget andet valg, end at fortsætte som hidtil, for ellers ville tyskerne med al sandsynlighed have overtaget styret af Danmark totalt. Det havde de dog trods alt ingen aktuelle planer om, men derimod håbede de formentlig på, at en ny samarbejdsvillig dansk regering ville blive dannet. Imidlertid kom krigens gang og videre udvikling til at stå i vejen for sådanne håb eller planer.

”Smudslitteratur”

I 1943 indledte politiet en aktion mod den såkaldte smudslitteratur, i dette tilfælde nogle hæfter, som kunne købes i kioskerne, men hvis indhold blev bedømt som værende pornografisk. Det skyldtes vistnok især, at de tegnede kvinder eller piger i illustrationerne optrådte mere eller mindre afklædte og med halvvejs blottede bryster og en påklædning, der ikke lod fantasien meget tilbage at ønske. Teksten var også frivol og antydede i lighed med de i reglen godt tegnede illustrationer ofte voldelig sex og sadisme. Personlig fandt jeg ikke tegningerne anstødelige, højst inspirerende for en pubertetsknægts seksuelle fantasier, men tiden var i øvrigt dengang nærmest hysterisk puritansk og anti-sexistisk, både på børns og voksnes vegne. Under påberåbelse af det gode formål, at ville beskytte børn og unge mod at blive forråede, underforstået seksuelt interesserede og aktive, slog pædagoger, psykologer og Indre Mission til lyd for, at udgivelsen af ’smudslitteratur’ som den ovenfor nævnte, skulle forbydes og i tilfælde af overtrædelse af forbuddet, straffes hårdest muligt.

Principielt den samme officielle holdning fandtes til biograffilm, hvorfor Staten havde indført en censur af film, før der blev givet tilladelse til, at de kunne vises i biograferne. Det skete under henvisning til Filmloven, som netop var indført med sigte på at beskytte børn mod vold, druk og sex i spillefilmene. Det var dog yderst sjældent, at censuren totalforbød en film, men det hændte, at man krævede scener klippet ud, før at en godkendelse til visning blev givet. Til gengæld blev reglen ”Forbudt for Børn” ofte brugt, hvilket vil sige, at ingen måtte se en forbudt film, førend man var fyldt 16 år. Men som det altid var, er og vil være tilfældet med mennesker, så blev forbuddet selvfølgelig ikke altid overholdt, fordi det var praktisk umuligt for biografernes billetsælgere og kontrollører, at bedømme halvvoksne unge menneskers alder. Og de unge selv syntes som regel, at det meget restriktive forbud var tåbeligt, hvilket det da stort set også var, hvorfor man senere indførte helt andre regler og kriterier for, hvornår en film burde forbydes for børn eller kun frarådes at få at se.

Kuriositeter

Til de mere kuriøse initiativer og begivenheder under besættelsen, hørte også den store opfindsomhed, der blev udfoldet og iværksat fra mange sider, for blandt andet at afhjælpe manglen på fødevarer. De fleste dagligvarer og fødevarer var jo rationeret som en direkte følge af krigssituationen, men manglen på varer, som f.eks. kødvarer, skyldtes egentlig ikke, at der var skåret ned på selve kødproduktionen, men derimod, at besættelsesmagten opkøbte levende kvæg og svin og lod disse transportere til Tyskland, hvor slagtningen så fandt sted. Men tyskernes store ’rekvisitioner’ af kød betød reelt, at der var mangel på kvæg og svin til slagtning på danske slagterier eller hos danske slagtere, en situation, der selvfølgelig gik ud over de danske konsumenter eller forbrugere. Onsdag den 6. oktober 1943 kunne Jyllands-Posten bringe følgende artikel:

Et Mel af Grøntsager, der smager som Kød

Aarhus Oliefabrik sender for første Gang en Detailhandler-Vare paa Markedet. – Produktet har faaet Navnet ”Amager-Fars”

Igennem Krigsaarene har Aarhus Oliefabrik udfoldet megen Opfindsohed for at holde Beskæftigelsen oppe, og selv om man paa Forhaand skulde tro, at det vilde være yderst vanskeligt for saa stor og specielt indrettet en Virksomhed, at omstille sig, er der i Tidens Løb ydet en Indsats, der ikke alene har holdt Arbejdsløsheden fra Døren, men ogsaa betydet noget i Samfundshusholdningen.

Hidtil har man udelukkende holdt sig til at oparbejde Varer for andre Virksomheder og Brancher. Eksempelvis kan nævnes Fremstilling af Karotin, Tørring af forskellige Planteprodukter og Behandling af Kohaar til Spindebrug, men nu melder Aarhus Oliefabrik sig som Fabrikant og Leverandør til alle Landets Husmødre, naturligvis dog med Grossister og Købmænd som de normale Mellemled.

Det er Fabrikkens Foderstofafdeling, der efter et langt og indgaaende Forarbejde har fremstillet et nyt Næringsmiddel, som under Navnet ”Amager-Fars” nu bliver bragt i Handelen.

”Amager-Fars” røber sin Oprindelse allerede i Navnet. Det drejer sig naturligvis om et Grøntsags-Produkt, men bortset fra en særdeles fin Analyse af Produktets Nærings- og Vitamin-Indhold bliver det Fabrikkens Hemmelighed, hvordan man egentlig har omskabt de vegetabilske Raavarer til et duftende og indbydende Mel.

Der er altsaa ikke Tale om et Produkt af pressede Grøntsager, men om et Mel, et Pulver, bestaaende af forskellige Vegetabiler, der har gennemgaaet en særlig Behandling.

Smag og Kalorier omtrent som Kød

Til Fars bliver Melet dog først, naar det tilsættes Vand i passende Mængde, men saa har Husmoderen ogsaa et Produkt, der ved den videre Tilberedning antager Farve og Smag omtrent som Kød og som giver Kalorier i omtrent samme Omfang, og mens det er en Smule vanskeligt at faa fat paa Kød, er der ingen Bekymringer med ”Amager-Fars”en. Den fylder i sin Kartonpakning ikke meget paa Spisekammerhylden, og den kan holde sig ret ubegrænset.

Aarhus Oliefabrik er lidt ked af, udtaler Direktør B. S k j o l d til Jyllands-Posten, at Pakningerne skal bære Paastemplingen ”Erstatningsvare”. I Virkeligheden giver Produktet sig ikke ud for at være Erstatning for Kød eller for noget andet. Det er blot en ny Vare, og for at opnaa det Kontrolnummer, der er en Betryggelse for Køberne, har man maattet tage Udtrykket ”Erstatningsvare” med i Købet.

En udmærket Premiere i Aarhus

At saa ”Amager-Fars” i Kraft af sin Næringsværdi og forskellige kemiske Egenskaber kan gøre det ud for Kød, er en Ting, som adskillige andre end Vegetarianerne vil sætte Pris paa.

For øvrigt kan ”Amager-Fars” ogsaa bruges til Drøjning af Kød, og da der med hver Pakke følger nøjagtig Brugsanvisning samt Opskrifter, skulde det ikke berede Husmødrene større Vanskeligheder at gøre et Forsøg.

Husholdningslærerinde Frk. H e n n y O l s e n, Viborg, der i disse dage demonstrerer det nye Produkt i Haandværkerforeningens lille Sal i Aarhus, er i hvert Tilfælde begejstret for ”Amager-Fars”en, og der var lutter Anerkendelse blandt de mange Husmødre, der i Gaar overværede de første Demonstrationer med diverse lækre Samgsprøver. dix.

Egentlig ret interessant med ”kød-erstatningen” ”Amager-Fars”, især når man er vegetar, som jeg selv blev og har været siden 1946. Men allerede dengang kunne man købe forskellige udmærkede vegetariske produkter af mærket ”Nutana”, som blev produceret af Den Sanitære Fødevarefabrik, som i København havde til huse i nogle bygninger i Baldersgade på det yderste Nørrebro. Men herom vil jeg fortælle senere i kronologisk orden.

Samme dag, onsdag den 6. oktober 1943, kunne Jyllands-Posten også bringe sidste nyt omkring det afdøde elskerpar Elvira Madigan og Sixten Sparre. Deres romantiske og tragiske kærlighedshistorie var blevet til en myte, som angiveligt appellerede til mange mennesker og måske ikke mindst til det mere følelsesbetonede kvindelige publikum:

Strid om Mindesmærket paa Elvira Madigans Grav

Kendte Taasinge-Boere protesterer mod Planen og kræver at Graven skal ligge hen i Fred

Svendborg, Tirsdag (Privat)

Planen om at rejse et nyt Mindesmærke for Elvira Madigan og Grev Sparre paa Dobbeltgraven paa Landet Kirkegaard paa Taasinge har vakt Modvilje hos mange af beboerne på Øen. Et Udtryk herfor er et Indlæg som tre kendte Mænd paa Øen, Læge Knudsen, Dyrlæge P. Petersen og Gaardejer Rasmus Hansen, Dinesgaard, skriver i Svendborg-Bladene.

”Da Elvira Madigan og Grev Sixten Sparre i 1889 flygtede til Taasinge for at gøre en Ende paa deres altfortærende Kærlighed til hinanden, en Kærlighed, som var den Tids Samfund imod, men som er dyb og ægte i sin Tragedie, søgte de Fred.

De ventede ikke at se deres Gravsted som Maal for overfyldte Turistbiler med medbragte Madkurve eller at se deres Grav pyntet med Mindesmærker, rejst med Støtte af Dansk Artistforbund og med Salg af Postkort til Vedligeholdelse af en amerikansk Turistdekoration paa Graven.

Nej, de søgte Fred. Og Taasinge-Boerne lagde dem midt imellem deres egne under den flere hundredeaarige Eg. De fik et enkelt Gravsted med Sted og Vedbend, ægte og rørende for deres Tragedie.

Unge Piger lægger en Violbuket paa Graven og altid under Vemod, sommetider med en Taare. Og en Morlille, som var med til at finde de to i sin Tid ude i Skoven, fjerner senere den visne Buket, for at der kan blive Plads til en ny. Og Egens Sus er Evighedens Sang over Graven. Saaledes har Taasinge-Boerne værnet om de to, der kom hertil for at faa Fred og saaledes og ikke anderledes vil vi vedblivende værne om dem”.

Imidlertid har Menighedsraadet med Sognepræst Nielsen i Spidsen givet Tilladelse til Anbringelse af Mindesmærket, og der er hos en Billedhugger i Svendborg gjort Bestilling paa Stenen. Faderen til Idéen, Forsikringsinspektør Christensen, Svendborg, har heller ikke i Sinde at opgive Planen, saa det er nok muligt, at den gennemføres trods den Strid, der nu er rejst.

_____________________

Hvis ikke det var, fordi man har sin sunde sans i behold, ville man let kunne få en grådkvalt klump i halsen over den rørende, ja, vel nærmest sentimentale omsorg, for at bevare mindet om Elvira og hendes elsker fri for turistattraktionens større eller mindre uhyrligheder, som de tre ovennævnte Tåsinge-borgere lagde for dagen. Men enhver sag kan som bekendt ses fra mindst to sider, og dette gælder naturligvis også i tilfældet med Elvira Madigan og greve og løjtnant Sixten Sparre. Sådan som vi da også har fået forståelsen af under skildringen af deres liv og skæbne tidligere her i selvbiografien.

Samme dag, onsdag den 6. oktober 1943, kunne Jyllands-Posten bringe en nekrolog over en af dansk films hæderkronede pionerer, filmproducenten Ole Olsen:

Dansk Films store Mand, Ole Olsen, er død

Vogterdrengen, der blev Skaber af Verdens

første dramatiske Film

København, Tirsdag (Privat)

Dansk Films grand old man, Generaldirektør Ole Olsen er i Dag død paa Diakonissestiftelsen i København 80 Aar gammel.

Ole Olsen, som fyldte 80 Aar den 5. Maj, blev paa denne Dag hyldet af hele den danske og svenske Filmsverden. Hans Livsbane var et Eventyr. Fra fattig Vogterdreng gik Karrieren over Skandinaviens Forlystelsesverden, indtil han mødte den nye Kunst, Filmen. Han blev en af Filmens Foregangsmænd, Skaber af de første dramatiske Film i Verden.

Ole Olsen og Nordisk Films Isbjørn var verdenskendt i de Aar, da dansk Stumfilm kulminerede. Ole Olsens enorme Energi og hans Opfindsomhed blev af afgørende Betydning for Filmen. Filmen gjorde Ole Olsen til en hovedrig Mand og de mange Penge brugte han til at skabe en af Verdens største Kunstsamlinger.

Som Barn vogtede Ole Olsen Faar og Gæs paa Herregaarden Dragsholms Jorder. Hans Far var Husmand Ole Olsen. Det fortælles, at han som den fattigste af Eleverne maatte bruge den meste Skoletid til at vogte Lærerens Køer. Da han kom til København, fik han sit første Arbejde i Axelhus som Markør. Han naaede at lægge Penge til Side, og som ganske ung Mand kunde han aflægge Besøg i sin Fødeegn og betale Sognet 750 Kr. for at faa løst sin Moder ud af Fattighuset.

Ole Olsen var en Mand, der var rig paa Idéer. Den Gang Typograf Julius Rasmussen i 1885 rettede et Attentat paa Konsejlspræsident Estrup, bragtes i Bladet ”Nutiden” en Tegning. Den klippede Ole Olsen ud, anbragte den i en Kukkasse og rejste rundt paa Markeder paa Sjælland og i Jylland med den. Derefter var Ole Olsen revet ind i Markedsgøglet. Omkring Aarhundredskiftet var han ejer af Malmø Tivoli. Det var her, han i 1899 foreviste den første Film. Den var kun 30 m lang, og den viste en Dame, som løb efter en Ballon.

Men mærkelig nok, den første Film havde ikke Sukces. Ole Olsen gav imidlertid ikke op. Han troede paa Filmen og fortsatte Eksperimenterne. Han rejste til Paris i Haab om at faa optaget en Film med handling i. Ole Olsen skaffede sig, da han ikke fandt Ørenlyd for sine Idéer i Frankrig, selv et Optagelsesapparat, og ude i Valby Mose købte han en Grund, hvor han indrettede et primitivt Atelier i et Kolonihavelysthus. Robert Storm Petersen var hans første kunstneriske Medhjælper. Han indspillede en lang Række Films, der fra 1905 blev Grundlaget for Nordisk Films Storhedstid.

I 1908 blev der afholdt en interessant Filmudstilling i Hamburg, og her fik Nordisk Films Kompagni den højeste Udmærkelse: Guldmedalje og Ærespris. Med eet Slag blev Danmark det førende Land paa Filmkunstens Omraade. Gang paa Gang gik Verdenssukces’er ud fra Ole Olsens Films-Atelierer i Valby, og enorme Pengebeløb blev spillet ind. Ikke mindre end 98 pCt. af den Virksomhed, der blev bygget op omkring Nordisk Films Kompagni, laa i Udlandet.

Fra 1911 blev det verdensberømte Nordisk Film omdannet til Aktieselskab med Ole Olsen som Generaldirektør.

Sideløbende med Sukces’en skabte Ole Olsen sig Ry som Kunstsamler. Paa sin Bopæl indrettede han et fuldstændigt Museum for Fajancer, Porcelæn, Sølvkrus og andre kunstindustrielle Frembringelser. I 1933 købte han Herregaarden ”Esterhøjgaard”, og her lod han indrette en Gravhøj for sig og sin Slægt. I 1938 blev Gravhøjen smykket med Glasmosaikker. Mosaikkerne dækker ikke mindre end 72 Kvadratmeter, og Motiverne er fra det danske Landskab. De illustrerer Skamlebæk Radio, Lillebæltsbroen, Radio, _Flyvning og Atomsprængning. I Gravhøjen har Ole Olsen ladet indsætte følgende Inskription af Forfatteren Knud Sønderby:

”Ole Olsen gav sig og sin Hustru denne Grav i en Kæmpehøj fra Oldtiden og lukkede sin Tid ind til al Tid, der forsvandt. Mennesket, der frigjorde sig fra Jorden, Lyden blev frigjort, Billedet blev levende, og man søgte Tingenes inderste Kerne. Vor Tid, Flyvningens, Filmens, Radioens og Atomsprængningernes Tid.”

____________________

Så mange og så gode og positive var ordene for en af Danmarks store Foregangsmænd, Ole Olsen. Men som altid, når aviser og journalister skal skrive om emner, som de af gode grunde normalt ikke har eller kan have noget professionelt kendskab til, så var ikke alle oplysninger om mennesket og filmproducenten Ole Olsen lige korrekte i alle detaljer. For det første er det en historisk kendsgerning, at selv om Ole Olsen godt nok var en betydningsfuld foregangsmand i dansk spillefilmsproduktion, så var han dog ikke den første og heller ikke den eneste, der producerede eller skabte film i Danmark. Den første egentlige foregangsmand på filmens område i Danmark, var kgl. Hoffotograf Peter Elfelt, som allerede i 1896 producerede danske spillefilm af få minutters varighed.

For det andet var Ole Olsen på ingen måde foregangsmand for filmen på verdensplan, så langt fra. Her var det folk som George Meliés og Brødrene Lumière, der tegnede sig som driftige producenter, der også forstod at udnytte filmens muligheder som indtægtskilde. Ole Olsen var heller ikke den første i Danmark, der etablerede en fast biograf, for det var den danske kunstmaler Vilhelm Pacht, som allerede i 1898 oprettede den første faste og egentlige biograf, der fik navnet ”Panorama & Kinoptikon” og lå på hjørnet af Vesterbrogade og Bernstorffsgade, i den nu nedrevne bygning som fik navnet ”Panoptikon-bygningen”. Og allerede 1904 havde Constantin Philipsen etableret sin faste biograf ”Kosmorama” på Østergade i København, liges om filmproducenten Søren Nielsen havde etableret sin første biograf, ”Biorama”, på Østerbrogade ved Trianglen i København. Ole Olsen oprettede først sin biograf, ”Biograf-Theatret”, i 1906 på Vimmelskaftet i København. Samme år åbnede han også ”Citybiografen” i Aalborg. De to andre, Constantin Philipsen og Søren Nielsen, oprettede hver især flere kæder af biografer i hele Danmark.

Når det i overskriften til Jyllands-Postens nekrolog over Ole Olsen nævnes, at han skabte ”Verdens første dramatiske Film”, er det en påstand med store modifikationer. Det ville nok have været rigtigere at sige, at Ole Olsen skabte en af Danmarks første dramatiske film, for Elfelt havde allerede i 1903 skabt den første danske spillefilm, den nok så dramatiske film med titlen ”Henrettelsen”. Med den nævnte dramatiske Ole Olsen-film tænkes formentlig især på ”Løvejagten” fra 1907, instrueret af Nordisk Films første instruktør, Viggo Larsen, der også virkede som filmskuespiller. Filmen foregav at foregå et sted i det vilde Afrika, men optagelserne var i virkeligheden sket på øen Elleore i Roskilde Fjord, i Zoologisk Have i København og i Ordrup Krat, nord for København. Filmen, hvis spillelængde var ca. 10 minutter, slutter med, at to gamle og udtjente løver, som Ole Olsen havde indkøbt til formålet, blev dræbt af filmens to storvildtjægere. Dyreværnsfolk protesterede selvfølelig og forståeligt nok imod det unødige drab på løverne, men filmen var både teknisk og kunstnerisk mere avanceret end andre danske spillefilm på den tid, og den blev da også en stor international succes, som skæppede i pengekassen hos Nordisk Film.

I 1940 skrev og udgav Ole Olsen sin selvbiografi ”OLE OLSEN Filmens Eventyr og mit eget”, der udkom på Jespersen og Pios Forlag samme år. Heri giver den da 77-årige Ole Olsen nogle gode råd til ungdommen, og blandt disse er f.eks. følgende spredte citater:

”De fleste vil jo gerne vide, hvordan de lettest kan tjene mange Penge. Det er i Dag ikke vanskeligere, end da jeg var ung, tværtimod sidder pengene meget løsere hos Folk nu, og der er derfor flere i Omløb, selvom vi ikke faar saa meget for dem.

Det, det først gælder om, er at faa den rigtige Idé, men Ideen er ikke nok – man maa ogsaa vide, om man selv kan udføre den eller skal have andre til Hjælp. I saa Fald: netal hellere en dygtig Medarbejder rigeligt i Stedet for at give en Middelmaadighed en ringe Løn.

Ideen maa først og frememst være original, men derfor ikke forskruet, og den maa være baseret paa det Publikums Købeevne, du ønsker at vinde. Man kan ogsaa godt tage en gammel Idé op, men maa saa udføre den paa en helt ny Maade, saa at den ikke kendes igen.

Begynd ikke paa noget nyt, før du har overvejet alt nøje. Regn i Udbytte med det ringeste, der kan tænkes. Jeg selv gjorde det saadan, at jeg tog en sandsynlig Beregning, og derfra trak jeg halvdelen. Det er en Kapitalfejl at regne med et godt Resultat eller blo0t tænke: ”Det gaar nok.” Sker det alligevel, er Glæden saa meget større.”

”Du kan godt gøre en Spejdergerning, men du skal sørge for aldrig at faa Ord for at være tossegod – det er næsten lige saa slemt som at faa Ord for at være en hel Tosse.”

”Hvis en Mand uden Berettigelse spørger dig om noget, har du moralsk Ret til at undvige Spørgsmaalet for at værne dine Hemmeligheder og Planer.

Hvis du i dine unge Dage har været mindre sanddru, naar intet andet kunde hjælpe dig, da er det ikke for sent at vende helt tilbage til Sandheden, med hvilken du da bliver fuldt fortrolig. Der er Forskel paa den Løgn, der skader andre, og den Nødløgn, der gavner en selv, men som man ikke behøver, naar Nøden er forbi.

Det er ikke altid daarligt klædte Folk, som spænder Reb over Vejen for at standse din Vogn og plyndre dig. Røvere kan ogsaa være klædt i Diplomatfrakke.”

”Man kalder ofte de Mennesker, man kender godt, for Venner. Jeg vil foretrække at kalde dem gode Bekendte.

Til de unge, som drømmer om at komme til Teater og Film: Selvom Kritiken er dig nok saa venlig stemt, saa lad dig ikke vildlede deraf. En stor Skuespiller eller Skuespillerinde bliver du først, naar du har oplevet Livet i alle dets Faser – og saa synes du maaske, det er for sent at blive berømt.”

Ole Olsen slutter sin bog med det sidste citat herover, og man forstår af dette og de øvrige ovenfor bragte citater fra hans højst interessante selvbiografi, at han - foruden sin store økonomiske rigdom - også havde gjort sine erfaringer i livet og sine næsten ordsprogsagtige tanker om tilværelsen. Nok så interessant er det, når der i nekrologen over Ole Olsen nævnes, at vor tid bl.a. er ”Atomsprængningernes Tid”. Det må hentyde til de eksperimenter, man vidste, foregik i Amerika, hvor der eksperimenteredes med at fremstille den første atombombe, nemlig den, der i 1945 blev nedkastet over millionbyen Hiroshima i Japan og som forårsagede et vældigt antal døde og livsfarligt og livsvarigt sårede, samt ufattelige materielle ødelæggelser. Men mere herom senere i kronologisk rækkefølge.

Når der her er brugt så forholdsvis megen plads på at fortælle om generaldirektøren for Nordisk Film, Ole Olsen, er det, fordi jeg i 1959 selv blev ansat hos Nordisk Films datterselskab A/S Nordisk Tegnefilm, som havde til huse i en nedlagt kostymeafdeling i en af de bygninger, der tilhørte moderselskabet og som dette lå på Mosedalvej i Valby. Men nærmere herom senere i denne selvbiografi.

Også dengang fandtes der sex-skandaler i Danmark, og Jyllands-Posten for onsdag den 6. oktober 1943 kunne omtale et eksempel herpå:

Andenlærer idømt 18 Maaneders Fængsel

Odense, Tirsdag (Privat)

En pinlig Sag fra Sydfyn var i Dag til Behandling ved Nævningetinget i Odense. I Januar blev der til Skolekommissionen i Lunde Kommune og senere til Skoledirektionen indgivet Klage over den 36-aarige Andenlærer Holger Olaf Nielsen, Lunde. Klagen gik ud paa, at Nielsen, der er ugift, ikke passede sit Embede paa forsvarlig Maade, navnlig af den Grund, at han havde Hang til Spiritus og drak meget Øl i Undervisningstiden. Da denne Sag var kommet frem for myndighederne, kom det samtidig Kriminalpolitiet for Øre, at nuværende og tidligere Skolepiger rettede nærgaaende Beskyldninger mod Læreren for uterlig Optræden overfor dem, særlig i Gymnastiktimerne, og han blev i Juni sat under Anholdelse og var fængslet i 8 Dage.

Undervisningsministeriet suspenderede ham, og Statsadvokaten rejste Tiltale mod ham for Krænkelse af Blufærdigheden. 12 Piger i Alderen fra 9 til 14 Aar havde været genstand for Overgreb, og det uhyggelige Forhold havde bestaaet i Tiden fra 1938 til 1942.

Den tiltalte Lærer blev i Nævningetinget indgaaende afhørt af Statsadvokat Thomsen. Paa Spørgsmaalet, om han var skyldig, svarede han først Nej, men hans Forklaringer var meget svævende og maatte opfattes som en delvis Indrømmelse af Klagens Rigtighed.

- Jeg har været for fri overfor Pigerne, sagde han, og jeg tør ikke sige, at Pigerne lyver, selvom jeg ikke erindrer Enkeltheder. Han benægtede at have været spirituspaavirket i Timerne.

De paagældende Piger, af hvilke enkelte nu er 17-18 Aar gamle, var Genstand for en skaansom Afhøring for lukkede Døre, og desuden førtes Skolekommissionens Formand, Sognepræst Gettrup, Stenstrup, som Vidne. Nævningerne kendte Læreren skyldig i alle 12 Tilfælde. Han blev idømt 18 Maaneders Fængsel, og Retten afsagde Fængslingskendelse med det samme.

______________

Herunder ses to helt forskellige eksempler på annoncer i aviserne i besættelsesårene. Begge annoncer er fra Jyllands-Posten for den 6. oktober 1943. Herunder en annonce for barberbladet ”ROTBART”, der dog ikke var særlig kendt på den tid og heller ikke blev det senere. Annoncen til højre viser et par eksempler på brugen af generatorer, som brugtes som drivkraft til lastbiler. Der var jo allerede fra 1939 blevet indført en benzin-rationering, som transportfirmaer, taxavognmænd og personbilister i stigende grad fik at mærke, efterhånden som krigen skred frem, hvorfor opfindsomme folk fandt på at konstruere og producere de såkaldte ”gasgeneratorer”, der brugte træ eller tørvekoks som brændstof. Af tegningen fremgår det tydeligt, at den lastbil, der kører med tørvekoksfyret generator, ikke alene når hurtigere frem, end tilfældet er med den lastbil af samme type, der ’kun’ kører med træfyret generator, men at den også forurener mindre. Hvilket dog nok var en sandhed

Ovenstående to avisannoncer fra året 1943 er eksempler på to typer af annoncer, som var gængse dengang. Den moderne til venstre med et enkelt og let overskueligt design og budskab, som uden dikkedarer formidler, hvad den handler om. Og den mere traditionelle og umiddelbart lidt uoverskuelige til højre, som delvis bruger humor som udtryksmiddel i formidlingen af budskabet.

Petit-notitser

Som alle andre danske aviser dengang som senere, fandtes der også i avisernes spalter en del mindre notitser om forskellige begivenheder og forhold. Her skal gengives nogle tilfældigt valgte notitser fra Jyllands-Posten for onsdag den 6. oktober 1943:

Tilslutning til Schalburgkorpset

Ritzaus Bureau meddeler:

Foreningen Dansk Anti-Kommunisme, hvis Leder er forhenværende Folketingsmand A. Hartel, har tilsluttet sig Schalburgkorpsets nye Organisation og opfordrer samtlige sine Medlemmer til indenfor Schalburgkorpsets Rammer energisk at fortsætte Kampen mod Kommunismen.

En Krisebøde paa 25,000 Kr.

Køge, Tirsdag (RB)

Direktør Christensen Toft, Charlottenlund, og Driftsleder Tranum, Cerensmøllen, Køge, var ved Retten i Køge tiltalt for at have overtraadt Prisloven og forskellige Kriselove ved at tage for høj Pris for Bygfodermel, samt foretaget ulovlig adskillelse af Bygmel og Bygskalmel og solgt de ti Melsorter hver for sig til forhøjede Priser. Direktør Christensen Toft blev i Dag idømt en Bøde paa 25,000 Kr. og Driftsleder Tranum en Bøde paa 1200 Kr. Den ulovlige Fortjeneste 31,920 Kr. blev konfiskeret-

Frø maa ikke bruges til Kaffesurrogat

København, Tirsdag (RB)

Landbrugsministeriet har udstedt Forbud mod at anvende Frø af bitterstoffattige Lupiner samt Ærter, Hestebønner og Vikker eller Produkter deraf til Fremstilling af Kaffesurrogat. I øvrigt er enhver Behandling af de nævnte Varer til teknisk Brug samt i Erhvervsøjemed (Formaling o.s.v.) ligeledes forbudt, medmindre man har Ministeriets skriftlige Tilladelse dertil. Undtaget fra Forbudet er dog Ærter, som anvendes i Grøntkonservesindustrien.

Overtrædelse af Forbudet straffes efter Loven.

_______________

Paa Vej frem

Jeg husker saamænd ikke engang, hvordan hun blev modtaget, den lille Lilly Broberg, da hun for slet ikke saa mange Aar siden debuterede i Aarhus.

Det spiller heller ikke nogen Rolle, for hun var selv klar over, at hun alligevel en Dag vilde naa sit Maal.

Om hun har naaet det, er svært at sige, for ingen ved jo, hvor højt hun stiler, men hun er i hvert Fald kommet et god Stykke frem ad Vejen. For Tiden er hun paa Tourné Landet rundt med Helsingør-Revyen, hvori hun har haft en dundrende Sukces, der naar op paa Højde med , hvad fremragende Revykolleger som Aase Ziegler, Carl Fischer og andre trænede Kabaretkunstnere har præsteret i samme Revy.

Paa Fredag kommer Revyen til Aarhus, og saa kan hendes gamle Publikum jo selv overbevise sig om, at Rygtet har talt sandt.

_______________

Hvad angår sangerinden og skuespillerinden Lilly Broberg, født i Aarhus 1923, så endte hun jo med at blive en landskendt revy-, teater- og filmstjerne. Hun var elev på Det kgl. Teaters elevskole 1946-48 og skuespillerinde ved teatret til 1952, hvorefter hun var meddirektør ved Frederiksberg Teater 1952-54 og siden ansat ved Aage Stentofts Det Ny Scala (det tidligere Nørrebros Teater), ABC-Teatret og Cirkusrevyen. Samtidigt medvirkede hun en del på TV-Teatret, lige som hun medvirkede i film fra 1944 og til og med 1987. Det begyndte med filmen ”Lev livet let” (1944) og sluttede med filmen ”Sidste akt”. I løbet af sin lange karriere nåede Lilly Broberg at medvirke i 66 spillefilm, hvoraf en del var instrueret af hendes anden mand, skuespilleren og filminstruktøren Bent Christensen. Mange af filmene blev store publikumssucces’er, ikke mindst takket være Lilly Brobergs humør, rappe replikker og kvikke og velklingende sangstemme. Mest kendt og berømt blev hun dog nok for sin rolle som grisehandler Larsens (Buster Larsens) kone, Kathrine Larsen, i TV-serien ”Matador” i 1978-81. Lilly Broberg indsang også flere grammofonplader i sin tid, hvor hendes gode sangstemme ikke mindst kom til sin ret. Hun var kendt for i pauserne på teatret så vel som på filmstudierne, at sidde i sin garderobe og strikke, og fra 1962 drev hun flere garnforretninger i København, hvor man bl.a. kunne erhverve sig hendes strikkeopskrifter. En af disse forretninger var beliggende på Vesterbrogade, tæt ved Oehlenschlægersgade. Lilly Broberg blev ulykkeligvis ramt af knoglemarvskræft, som bevirkede at hun faldt en aften, da hun optrådte på Folketeatret i Nørregade. Hun døde den 30. juli 1989 på Frederiksberg og ligger begravet på den gamle hæderkronede Frederiksberg Kirkegård, hvor så mange andre kendisser har fået deres sidste jordiske hvilested.

______________

Min mor var jo danselærerinde i en hel del år, og i den tid var hun med til mange dansestævner, hvor hun enten selv dansede eller fremførte de danseelever, hun havde haft i løbet af sæsonen. Et af de steder, der blev benyttet til disse stævner, var KB-Hallen i København, og en af de kapelmestre, som mor særlig holdt af, fordi han og hans orkester var dygtige til at holde de taktarter, de dansende skulle følge, var Teddy Petersen. Han var i øvrigt nok så kendt gennem radiotransmissioner fra eksempelvis den fornemme Restaurant Wivex ved siden af Tivoli på Vesterbrogade i København. Men især pga. mor, kan den følgende notits i Jyllands-Posten for den 6. oktober 1943 om nævnte kapelmester, have en vis interesse:

Hjemme paany

Man kan uden at overdrive hævde, at for Teddy Petersen blev hans ufrivillige Ferie en uforglemmelig Oplevelse. Vel fornemmer han til daglig gennem Lytterbreve, at Folk kan lide ham og hans Musik, men en saa enestaaende Popularitet, som hans Koncerter har baaret Vidne om, havde han vel selv næppe drømt om. Den Modtagelse, han fik, lige meget hvor i Provinsen han viste sig paa Scenen, var orkanagtig.

Jo vist er han populær, og Københavnerne har sikkert savnet ham siden Branden hos Wivex.

Men det bødes der som bekendt nu paa. Paa Lørdag aabner – som et Eksperiment – Wivex i Stueetagen i ”Nimb”s Lokaler, og Teddy Petersen staar atter med sit Wivez-Orkester og spiller for Frokost- og Middagsgæsterne.

Forhaabentlig veloplagt og glad efter den afvekslende Rejse rundt i Provinsen.

___________________

Men livet gik jo videre til trods for de mange mindre behagelige, eller rettere sagt, uhyggelige begivenheder, der udspillede sig i Danmark under besættelsesårene, og ikke mindst i 1943, hvor tyskerne som følge af storstrejken i juli-august 1943 indførte militær undtagelsestilstand i hele landet, men med størst virkning for befolkningen i de større byer, herunder ikke mindst Københavns befolkning. Den militære undtagelsestilstand blev ophævet den 6. oktober, men en del af de udstedte forordninger forblev dog ved magt, blandt andet forbud mod strejker og og større forsamlinger. Samme dag overtog politiet vagten ved Amalienborg og Fredensborg Slot, som siden 29. august havde været udført af tyske soldater. Livgarden måtte dog afvente bedre tider, og den genoptog først vagttjenesten et stykke tid efter besættelsen, nemlig den 10. juni 1945.

Sabotage mod Café Mokka i Frederiksberggade

Da vi den 29. oktober 1943 om morgenen mødte op på tegnestuen i Frederiksberggade 28, viste det sig, at der aftenen før kl. 22.15 havde været et blodigt bombeattentat mod danserestauranten ”Café Mokka” lidt længere henne i gaden. Vi vidste dog ikke på det tidspunkt, hvad der var sket, men erfarede det først op ad dagen, hvor tysk politi havde afspærret gaden, fordi de ville gennemsøge husene, formentlig for at søge efter spor af gerningsmændene. Som nævnt var der tale om sabotage, det vil sige, at bombeattentatet var blevet udført af et eller flere medlemmer af den danske modstandsbevægelse.

Café Mokka var et meget besøgt sted, fortrinsvis af tyske værnemagtssoldater og unge danske piger, som tilsyneladende ikke tog det så nøje med, at fraternisering med medlemmer af besættelsesmagten var ildeset hos københavnerne, ja, generelt set hos danskerne. Sprængladningen var så kraftig, at lokalet blev fuldstændig raseret og vinduerne ud til gaden blev blæst ud, så at hele gaden ud for stedet fyldtes med glasskår blandet med puds og sprængte løsdele, herunder jernstumper, som sabotørerne havde fyldt bomben med. Der opstod forståeligt nok kaos og panik blandt de mange cafégæster, hvoraf det viste sig, at 4 var blevet dræbt, to tyske soldater, en tysk politimand og en dansk kvinde, og 14 tyske soldater og 26 danske mænd og kvinder blev sårede, som chokerede og fortvivlede kaldte på hjælp inde fra det mørklagte og totalt ødelagte lokale.

__________________

Den 9. september 1943 idømte de tyske myndigheder København en bod på 1 mill. kroner, som skulle være betalt inden den 10. september kl. 17. Begrundelsen var, at en tysk vagtmester var blevet skudt af en cyklist. Den 21. september var det galt igen, idet Storkøbenhavn blev idømt en bod på 500.000 kr., fordi endnu en cyklist havde skudt på og såret en tysk soldat. Den største bod blev København dog idømt den 28. oktober som følge af sabotage mod Café Mokka i Frederiksberggade, hvorunder fire tyskere og en dansker blev dræbt og 14 tyskere og 26 danskere såredes.

Det er specielt den sidste episode, Bodil Rønnow hentyder til i sit tidligere ovenfor citerede brev, hvor hun nævner, at Strøget blev afspærret af tyske soldater, som stod nede på gaden og pegede op mod os med deres maskinpistoler, hvis vi vovede at kigge ud ad vinduerne. Det må have været dagen efter attentatet om formiddagen, at denne hændelse fandt sted, hvorunder tyske soldater og udrykningskøretøjer havde afspærret Frederiksberggade i begge ender og ved sidegaderne Mikkel Bryggersgade og Kattesundet. De steder blev der posteret maskinpistolbevæbnede tyske vagter, dels for at forhindre folk i at komme ud og dels ind i gaden. Medens nogle tyske soldater og tysk politi var optaget af at undersøge den røgsværtede og delvis ødelagte Café Mokka, var andre i færd med at undersøge de forskellige huse og opgange, formentlig i et forsøg på eventuelt at finde spor efter sabotørerne.

På et tidspunkt, medens aktionen foregik nede på gaden, vovede jeg og et par andre på tegnestuen at kigge ud ad et af vinduerne, og vi så da, at flere mennesker havde søgt tilflugt og stod klumpet sammen ovre ved den lidt tilbagetrukne dobbeltindgang til guldsmedeforretningen og bager Reinhardt van Hauen. En midaldrende, velklædt dame med hat, bøjede sig uforsigtigt fremover, for at kigge hen ad gaden i retning mod Gl. Torv/Nytorv. Pludselig lød der ligesom et ”puf”, og i samme øjeblik faldt den pågældende dame forover og ned på fortovet, hvor hun blev liggende urørlig. Straks efter bredte der sig en tyktflydende blodpøl ud for damens hoved, og de folk, der stod sammen med hende råbte op og kaldte på en ambulance. En af de to tyske vagter, der stod posteret ved pigtrådsafspærringen ud for Mikkel Bryggersgade, gik frem mod de råbende og gjorde truende tegn til, at de skulle forholde sig i ro. Så drejede han om på hælen og gik tilbage til sin post, tilsyneladende helt uanfægtet af den sårede og måske døende dame, der lå på fortovet.

Tiden falder lang i den slags dramatiske situationer, men i min erindring står det som om der mindst gik omkring tyve minutter til en halv time, før en dansk ambulance ankom ad Mikkel Bryggersgade, hvor den gjorde holdt bagved pigtrådsafspærringen. De to danske reddere gjorde sig klar med båren og ville passere afspærringen, for at gå hen og hente den sårede dame, men de tyske vagtposter gennede dem tilbage bag afspærringen, hvor de måtte vente indtil videre. Harmen bredte sig blandt os tegnere, for det var tydeligt, at de tyske vagtposter ikke havde i sinde at ville hjælpe den stakkels kvinde, som fortsat lå helt ubevægelig på fortovet, hvor blodpølen ud for hendes hoved i mellemtiden var blevet større. Men vi kunne jo faktisk ingenting gøre, for tyskerne var tydeligvis kun opsat på at hævne sig, ved at lade kvinden forbløde til døde. Først da aktionen blev afblæst omkring en times tid senere, fik de to ambulancefolk lov til at hente den livløse kvinde, og eftersom de kørte bort med hende uden sirene, må man gå ud fra, at de havde konstateret hende død.

I mellemtiden havde to sværtbevæbnede tyske politisoldater også været oppe i nr. 28 og inde på tegnestuen hos os, hvor de fuldkommen tavse, skulende og med tunge støvletramp, og især med maskinpistolerne i truende position, gik lokaliteterne igennem, formentlig i håbet om at kunne finde nogen eller noget, der forekom mistænkeligt, og som måske kunne sættes i forbindelse med den kort forinden udførte sabotageaktion. De to tyskere var uhyggelige at se på i deres tykke grågrønne uniformer og de karakteristiske tyske stålhjælme, der gik helt ned over hovedet og skjulte pande, ører og nakke, så at mændene mere forekom som en slags robotter end som mennesker. Dertil kom den store halvovale jernplade, de hver havde hængende i kæde omkring halsen og ned foran på brystet. I dette tilfælde gik de dog igen, og uden bemærkninger af nogen art. Denne adfærd forekom i sig selv uhyggelig og truende, og efterlod en trykket stemning på tegnestuen. Vi hørte i øvrigt aldrig senere noget til, om den uheldige kvinde, der blev ramt af en af de tyske vagtposters skarpe skud, havde overlevet eller om hun var død, men vi gættede på det sidste.

Den militære undtagelsestilstand blev først ophævet den 6. oktober 1943, dog med undtagelse af forbuddene mod strejker og forsamlinger, medens spærretiden fortsat opretholdtes, men dog blev lempet til kl. 23-4 i juledagene 24. – 27. december. Nytåret blev i besættelsesårene fejret uden affyring af fyrværkeri, idet dette var blevet forbudt allerede fra 1940 og kom til at vare til og med 1944. Og på grund af spærretiden strakte nytårsfesterne i private hjem sig til hele natten, hvilket jeg selv tydeligt husker, for man var helt groggy nytårsmorgen, også selv om man ikke havde drukket hverken øl eller spiritus. Det var uvant at være oppe så længe. Spærretiden blev først ophævet 10. februar 1944.

Senere kom det frem, at attentatet var blevet planlagt og udført af nogle i øvrigt unavngivne sabotører, medlemmer af den kommunistiske modstandsgruppe BOPA (BO = bolscjhevikkiske PA = partisaner). Der var angiveligt tale om en hævnaktion som følge af, at Gestapo kort forud havde arresteret og tortureret en af deres kammerater til døde, som var blevet angivet af en dansk stikker.

De tyske myndigheder reagerede allerede dagen efter, den 29. oktober, med at erklære udgangsforbud i København og pålægge byen en bod på fem millioner kroner. Men modstandsbevægelsen, repræsenteret ved Danmarks Frihedsråd, reagerede også, idet man frygtede for en eskalerende gengældelsesspiral, hvorfor man udsendte en proklamation, der dels gav udtryk for en vis forståelse for hadet til besættelsesmagten, og tog afstand fra brugen af terrorhandlinger i modstandskampen. Det, Frihedsrådet forståeligt nok sigtede imod, var, at undgå vilkårlige og personligt prægede aktioner, som i virkeligheden skadede så vel det danske folk i almindelighed som modstandskampen i særdeleshed. Opfordringen hjalp åbenbart, for en lignende aktion blev ikke gentaget fra modstandsbevægelsens side under den tyske besættelse af Danmark.

_____________

Her skal vi dog lige høre om en mere regulær sabotageaktion, som på sin vis var vellykket, men som alligevel endte tragisk for de involverede danske modstandsfolk. Det drejer sig om en sabotageaktion mod tre jernbanebroer over Gudenåen ved Langå i Jylland, som fandt sted den 17. november 1943. Aktionen blev på foranledning af SOE i London og via den danske chef for SOE i Jylland, Ole Geisler, pålagt og udført af en sabotagegruppe på fire mand fra Randers. De fire sabotører, som deltog i aktionen, var Oluf Kroer, Svend Johannesen, Ole Hovedskov og Kaj Hoff, alle fra Randers. Formålet var, at afbryde eller forsinke de tyske troppetransporter til og fra Norge. Kl. 23 om aftenen mødte de cyklende sabotører op ved broerne, som var bevogtet af danske reservepolitibetjente, der imidlertid var indforstået med, hvad der skulle foregå. Men for at give dem et alibi overfor tyskerne, lod betjentene sig binde til nogle stolper i behørig afstand fra sprængstederne. Der var tale om tidsindstillede sprængladninger, hvilket gjorde, at de fire sabotører kunne nå at cykle tilbage til Randers, inden broerne blev sprængt i luften. Disse blev så ødelagte, at det ville tage nogen tid, før de igen ville kunne benyttes, så lange, at det standsede togtrafikken på strækningerne Aarhus-Randers og Silkeborg-Langå i 12 døgn, den længste afbrydelse af en jernbanestrækning i Danmark under besættelsen.

Imidlertid måtte man snart konstatere, at virkningerne af sabotageaktionen på de tyske troppetransporter var ret beskeden, hvorimod effekten på danskernes togtrafik var ret så mærkbar og ubehagelig. Aktionen kom mere til at betyde et signal til udlandet, specielt til De Allierede, om øget dansk modstandsvilje, noget, der var et stort behov for, efter de foregående års danske samarbejdspolitik overfor den tyske besættelsesmagt. Men for de tyske myndigheder betød den øgede jernbanesabotage et irritationsmoment, som man snarest muligt ville sætte en stopper for. Gestapofolk fra hele Jylland blev derfor kommanderet til Randers, med den opgave, at finde frem til, hvem sabotørerne var. Ved hjælp af stikkere lykkedes det allerede to dage senere, fredag den 19. november, at opspore og arrestere tre af sabotørerne, nemlig Oluf Kroer, Svend Johannesen og Ole Hovedskov. Kaj Hoff blev først arresteret den 30. november og sat i et fængsel, hvor han under et brutalt forhør samme aften forsøgte han at flygte fra, med det resultat, at han blev skudt og dræbt. To af sabotørerne, Kroer og Johannesen, blev fængslet og dømt til døden, og de blev begge henrettet på Skæring Hede den 2. december 1943. Hovedskov blev dømt skyldig, men ’kun’ sendt i tysk kz-lejr, hvorfra han vendte hjem efter krigen. Han døde få år senere af eftervirkningerne fra opholdet i den uhyggelige tyske kz-lejr.

Vi er nu nået frem til november 1943, men jeg har ingen specielle erindringer fra mit privatliv på den tid, udover, at mine to kammerater og jeg fortsatte med vores ugentlige ture i biografen. Det var hovedsagelig biograferne Fasan Bio, Nora Bio, Roxy eller Odeon, vi kom i, men naturligvis i nogen grad afhængigt af, om biograferne spillede nogle matiné-forestillinger, vi alle tre havde lyst til at se. Men kunne vi ikke blive enige herom, valgte vi i stadig større udstrækning, hver for sig at gå i den af biograferne, der spillede en film, som vi havde lyst til at se. Det var i øvrigt en praksis, som vi fulgte i de følgende år, indtil vores fælles biografture til sidst ophørte.

Men indtil videre fortsatte krigen og dermed også besættelsestiden, og de fleste danskere affandt sig med forholdene og afventede, hvad der forhåbentlig ville vise sig at blive bedre tider, hvor Danmark atter var frit. Foreløbig kunne aviserne melde om fortsatte krigshandlinger på Østfronten, således også middagsavisen B.T. for torsdag den 18. november 1943:

Realistisk tysk Bedømmelse af Situationen i Øst

Det væsentlige er – ikke, hvor de tyske Tropper

staar, men at de staar

Fra vor Korrespondent Berlin, Torsdag Morgen

Egnen ved Gomel og Vest for Smolensk er i Øjeblikket Hovedtyngdepunktet for Kampen paa Østfrontens Midt-Afsnit, efter at Slaget ved Shitomir og Vest for Kiev er taget noget af i det sidste Døgn. Saa heftigt var det russiske Angreb Sydvest for Gomel, at Tyskerne har forkortet Fronten og ogsaa trukket sig noget tilbage.

Russerne angriber med nye Skyttedivisioner og med friske Tankformationer. Maalet for dette stærke russiske Angreb var at foretage en vidtgaaende Omringning, men man erklærer samtidig, at denne Plan blev tilintetgjort af Tyskerne, ved at disse trak sig tilbage til en kortere Linie, saadan som det under denne Offensiv har været deres Taktik overfor de overmægtige russiske Angreb.

Artilleribombardement fra ”tusinde Rør”

Om det nye, haarde russiske Angreb Vest for Smolensk hedder det, at det blev indledet med et Artilleribombardement ”af tusinde Rør”. Russerne havde koncentreret deres store Styrker over et ganske smalt Omraade paa begge Sider af Vejen til Orscha, men hidtil er der ikke sket nogen Ændring i Situationen.

Ved Kilen Vest for Kiev, selv m Kampene her i de sidste Dage ikke har været saa voldsomme, foreligger der en ejendommelig strategisk Situation, idet Tyskerne og Russerne angriber paa hver sin Side af Kilen. Paa den sydlige Flanke fra Shitomir til Fastov er tyske Modangreb i Gang, mens Russerne paa Kilens nordlige Side angriber mod Nordvest i Retning af Jernbaneknudepunktet Korosten. Mens Tyskerne hævder, at deres egne Angreb gaar fremad, betones det, at de ved Korosten stadig staar i haarde Kampe med de angribende Russere. I Sammenligning med den Voldsomhed, disse Kampe for blot nogle Dage siden havde, er de nu stilnet en Del af. Dog maa man sikkert vente, at Slaget her i Løbet af nogle Dage igen vil blusse stærkt op.

Den tyske Front er et sejgt, elastisk Baand

Paa de andre Afsnit af Fronten er der til trods for forbitrede kampe ikke meldt om særlige Ændringer i Situationen. Imidlertid betoner man paa tysk Side meget energisk, at Russernes offensive Kraft endnu langt fra er udtømt, og Situationen beskrives med megen Realisme.

Bl.a. paapeges det, at Tysklands Befolkningstal kun er halvt saa stort som Ruslands, og at Tyskerne foruden at kæmpe i Rusland maa sikre Nord-, Syd- og Vesteuropa mod allieret Landgang, samtidig med, at de i Syditalien staar over for betydelige allierede Styrker. Rusland kan derimod sætte hele sin vældige Kraft ind på en eneste Front – nemlig den mod Tyskland.

Samtidig siges det dog, at det væsentlige er, ikke h v o r de tyske Tropper staar, men blot, at de s t a a r. Det kommer i første Række ikke an paa at vinde Terræn, men blot at holde Linien, saa Fronten ikke bryder sammen og deles op i flere Stykker, som Russerne samtidig kunde bekæmpe, mens de væltede videre frem mod Vest. Man sammenligner her i Berlin den tyske Front med et sejgt, elastisk Baand, og det er et Billede, der sikkert paa en overmaade klar Maade anskueliggør de faktiske Forhold paa Østfronten i Dag. Stem.

_________________

Det interessante ved krigstidens avisers beretninger fra krigszonerne og krigsfronterne, er, at der tilsyneladende var tale om neutrale vurderinger og beskrivelser. Men læser man mellem linjerne, kan man konstatere, at der i virkeligheden må være tale om censurerede omtaler, for selvom beretningerne angiveligt kommer ”Fra vor Korrespondent” i Berlin, så skulle disse højst sandsynligt godkendes af den herværende tyske pressecensur, som skulle give tilladelse til, at artikler af den art måtte trykkes og dermed offentliggøres. De tyske censorer havde naturligvis nogle retningslinjer at gå efter, som var blevet bestemt af Propagandaministeriet i Berlin, hvor minister Goebbels residerede, og han var på sin vis en kløgtig herre, som selvfølgelig vidste, at de tyske krigsberetninger ville blive læst med kritiske øjne i de besatte lande. Derfor tillod han journalisterne en vis frihed, i håbet om at vinde sympati fra deres side. Det kan man f.eks. læse om i den amerikanske journalist William L. Shirers ”Berlin Dagbog. En udenrigskorrespondents optegnelser 1934-1941”, Forlaget Spektrum, København 1962

Der var dog fire andre begivenheder, som B.T. også vægtede så meget, at de nævntes på avisens forside samme dag, torsdag den 18. november 1943. For det første omtalen af fejringen af 200-året for digteren Johannes Ewalds fødsel, og for det tredje løsladelsen af en engelsk nazist, for det andet sikkerhedsforanstaltninger mod en forventet invasion. Og som rosinen i pølseenden, den kuriøse situation, at en mand havde tabt sin tegnebog med 6000 kr.

Johs. Ewalds 200 Aars Dag

Paa mange københavnske Skoler fejrer man i Dag vor store national Digter Johannes Ewalds 200 Aars Dag ved at læse hans Værker eller synge ”Kong Kristian stod ved højen Mast –”. Saaledes tog vores Fotograf i Morges dette Billede paa N. Zahles Skole, hvor man indledte Dagen med Nationalsangen. Paa det andet Billede hædrer man Digterens Minde ved at pynte hans ellers prunkløse Grav ved Trinitatis Kirke med nogle af Efteraarets skønne farverige Blomster.

Som formentlig bekendt, var Johannes Ewald (1743-1781) en af Danmarks berømte digtere fra 1700-tallet, især berømt for sine før-romantiske, filosofiske og religiøse digte og oder, og for versificerede skuespil, som f.eks. ”Fiskerne” (1779), hvori forekommer sangen til ære for kong Christian IV: ”Kong Christian stod ved højen mast”, der siden skulle blive Danmarks nationalhymne.

Herover ses det andet af ovenfor nævnte artikel to fotos. Desværre er billedkvaliteten i datidens avistryk ikke noget at råbe hurra for, hvilket tydeligt fremgår af de to ovenfor gengivne fotos fra B.T. for torsdag den 18. november 1943. Men jævnfør i øvrigt billederne med tekstcitatet ovenfor.

___________________

Den engelske Sortskjorte-Fører løslades

Sir Oswald Mosley har siddet i Holloway Fængslet i over 4 Aar

London (Via Basel), orsdag Morgen. STB.

Indenrigsminister Morrison har i Gaar oplyst, at Lederen af de engelske Sortskjorter, Sir Oswald Mosley, i nær Feemtid il blive løsladt efter at have været fængslet i over fire Aar.

Mosleys Bevægelse blev af Regeringen Chamberlain forbudt samtidig med Krigsudbruddet, den 3. September 1939, og nogle faa Uger senere, den 24. September, blev Sir Oswald ført til Holloway-Fængslet og interneret der.

Sir Oswalds Hustru, Lady Diana, forblev indtil videre paa fri Fod, men i Juli 1940 blev ogsaa hun, der under et Ophold i Berlin 1936 havde indgaaer Ægteskab med Sortskjorternes Fører, interneret sammen med sin Mand.

Ægteparret løslades nu, efter at en Lægekommission paa tre Medlemmer har betegnet det som uforsvarligt at lade Sir Oswald sidde fængslet længere. Ægteparret vil dog efter Løsladelsen fortsat være under Bevogtning.

- - -

Sir Oswald Mosley er født Novbr. 1896 og gik sidste Verdenskrig igennem i Frankrig. Efter Demobiliseringen traadte han straks ind i Politik og blev valgt ind i parlamentet som konservativt Medlem for Harrow, men senere meldte han sig til ”Labour Party” og opnaaede endda at blive Kabinetsmedlem i en Alder af 32 Aar.

I de Aar, der fulgte, fortsatte Sir Oswald sine Anstrengelser for at indføre Fascismen i England, men stadig uden Resultat. I 1939 blev han arresteret og har siden siddet i Kvindefængslet Holloway i London. Hans Hustru, Lady Mosley, er Datter af Lord Redesdale og Søster til den nu afdøde Unity Mitford.

___________________

Herover ses to karakteristiske avisannoncer fra 1943, i dette tilfælde fra B.T. for torsdag den 18. november 1943. Javabrænderiet på Nørrebrogade kendte jeg allerede fra mit første ferieophold hos mine morforældre i sommeren 1937 i Baggesensgade 24. Syntosan Ferietabletter kendte jeg dog hverken dengang eller senere, men derimod NEFA-lygter, som jeg selv senere brugte på min cykel, da vi var flyttet til København.

__________________________

Forstærkede Sikkerheds-Foranstaltninger

mod Invasion

Stiftamtmand Herschend fra Vejle tildelt særlige Opgaver i Jylland

For at forstærke Sikkerhedsforanstaltningerne mod en Invasion gennemfører de tyske Militærmyndigheder for Tiden i Jylland forskellige nye Foranstaltninger.

Til Bistand for danske Myndigheder i Jylland i Sager, der maatte udspringe heraf, har den danske Centraladministration udpeget Stiftamtmand Herschend, Vejle, og midlertidigt tildelt denne særlige Opgaver for det jydske Omraades Vedkommende.

_________________

Så mange eller rettere sagt så få, var ordene i dagens avis om de aktiviteter, der skulle igangsættes for at forstærke de tyske fæstningsværker på den jyske vestkyst. Tyskerne havde lige siden besættelsen af Danmark og Norge i 1940 frygtet for, at England og dets allierede skulle forsøge en militær landgang, en såkaldt invasion, på de to landes vestlige kyster, som især hvad angår den jyske vestkyst, lå fuldstændig åben og forholdsvis let tilgængelig for landgangsfartøjer. Og tyskernes frygt for en invasion var ikke blevet mindre efter at Amerika var gået med i krigen og havde udstationeret tropper i England. At tyskerne virkelig havde god grund til at frygte for en allieret invasion, så man, da De Allierede året efter, mere præcist den 6. juni 1944, invaderede Normandiet, en krigsbegivenhed, som på trods af store tab af menneskeliv blev begyndelsen til Nazi-Tysklands nederlag og kapitulation.

Noget mere kuriøst og petitesseagtigt var B.T.s forsideartikel om den tabte og genfundne pengepung med 6000 kr. i, et betragteligt beløb i 1943. Men man må nok have lov til at undre sig over, at en sådan lille begivenhed kunne fortjene at komme på forsiden af en af Københavns to store formiddagsaviser. Men her følger, hvad B.T. skrev om episoden:

Fejet 6000 Kr. frem fra Skraldebøtten

Tabt af en Mand, som var ude for at købe Ejendom

Bud Børge Andersen, der er ansat hos Firmaet Mathisen & Dittmann, Bredgade 20, kom i Gaar Eftermiddags ud for en usædvanlig Oplevelse, da han gik og fejede Ejendommens Gaard. Idet han snoede Kosten ind bag Skraldebøtten, som har deres Plads i et Hjørne af Gaarden, fulgte en brun Tegnebog me. Den saa ud til at være særdeles velspækket, og det var den ogsaa. Da hanaabnede den, bugnede den af ”Plovmænd” og mindre Sedler.

Børge Andersen gik straks hen til St. Kongensgades Politistation og afleverede sit kostbare Fund til Opdagerne. Da man talte Indholdet op, vist det sig at beløbe sig til ca. 6000 Kr. Tegnebogen blev derefter laast ned i en solid Skuffe, mens Fundet blev rundkastet paa Fjernskriveren til Byens andre Politistationer.

Det varede dog ikke længe, inden Ejermanden meldte sig paa St. Kongensgades Station. Det var en Mand, der havde været rundt for at paa forskellige Ejendomme, han kunde tænke sig at købe. Han havde ogsaa været inde i den paagældende Gaard i Bredgade, og han var naturligvis glad for at faa sine Penge igen. Glæden gav sig et for Børge Andersen praktisk Udtryk, idet han straks fik udbetalt 500 Kr. i Findeløn.

__________________

Der foregik naturligvis meget andet og mere, også mere alvorligt og betydningsfuldt, end de ovennævnte fem ’nyheder’, der i dette tilfælde stod omtalt i middagsavisen B.T.s spalter. Et eksempel på betydeligt alvorlige eller vel nærmest tragiske begivenheder, skal her citeres, hvad B.T. skrev i en notits på side 2:

8 Nordmænd henrettet

Ti idømt Tugthusstraffe for Virksomhed

for fjendtlig Stat

Oslo, Torsdag Morgen. RB.

S.S. og Politiret Nord har dømt Nordmændene Øistein Johan Langseth, Trondheim, Gustav Fredrik Andersen, Trondheim, Kolbjørn Wiggen, Trondheim, Arne Johansen, Trondheim, Arvid Austad, Melhus, Odd Christensen, Trondheim, Reidar Einar Wærdahl, Trondheim, og Carsten Lyder Ragnwald Wærdahl, Trondheim, til Døden. Nordmanden Gunnar Olsen Gundersen, Trondheim, til otte Aars Tugthus og Nordmanden Haakon Aamand Menzoni Hohnsen, Trondheim, til syv Aars Tugthus for at have gjort sig skyldig i Virksomhedfor en fjendtlig Stat.

De Dømte havde forsøgt at genopbygge det kommunistiske Parti i Trondheim og Omegn, fremstillet og fordelt kommunistiske Flyveblade og var heller ikke veget tilbage for gement Mord for at naa deres Maal.

Dødsdommene blev fuldbyrdet den 17. November 1943, efter at højere S.S. og Politifører Nord, S.S.-Overgruppefører og Politigeneral Rediess havde stadfæstet den, og Rigskommissæren for de besatte norskeOmråder havde afslaaet Benaadning.

__________________

Denne lakoniske og barske ’notits’ viser i al sin gru, hvad krigen og besættelsen af de forsvarsløse lande i virkeligheden handlede om, så ingen burde være i tvivl. Tyskerne og deres nazistiske håndlangere ejede ikke det, der bare ligner en smule menneskelighed, de værste af dem, og dem var der mange af, må nærmest betegnes som udyr eller djævle i menneskeskikkelse. Men vel at mærke djævle med stor bureaukratisk ordenssans, hvor alt, stort og småt, som f.eks. de gassede jøders efterladte få ejendele, sko, tøj, ure, ringe, smykker etc., ja, sågar deres hovedhår og gebis, blev registreret og nedskrevet punkt for punkt og styk for styk på skrivemaskine og stemplet og underskrevet med sirlig håndskrift, efter mottoet: ”Ordnung muss sein”.

Men heldigvis vakte krigen også folk med menneskelige følelser til dåd, sådan som vi kan læse om i den følgende lille notits, gemt væk på avisens side 7:

Grev Folke Bernadotte i Genève

Basel, Torsdag Morgen. STB.

Vicepræsidenten i det svenske Røde Kors, Grev Folke Bernadotte, er nu ankommet til Genève for at føre Forhandlinger med det internationale Røde Kors.

I Genève opholder sig ogsaa en anden fremtrædende Svensker, Vicepræsidenten i K.F.U.Ks Verdensunion, Fru Elsa Cedergreen, der sammen med Grev Folke Bernadotte i Dag vil blive modtaget officielt af Bestyrelsen for Internationale Røde Kors.

_______________

En tilsyneladende ubetydelig avisnotits, som i virkeligheden talte et tydeligt sprog om de aktiviteter, der blev udfoldet bag om krigslarmen og krigens uhyggelige følger. International Røde Kors havde blandt andet adgang til at inspicere de tyske kz-lejre, selvom de i praksis ikke kunne gøre ret meget for at lette de interneredes vilkår. Dansk Røde Kors trådte også til, især i den følgende tid, efter at de danske jøder og kommunister og andre danskere var havnet i tyske kz-lejre. Men nok så vigtigt i den her omtalte sammenhæng, så kom grev Folke Bernadotte kort før Tysklands kapitulation i maj 1945 til at spille en hovedrolle i frigivelsen af de danske fanger, herunder de internerede danske politifolk. Men læs nærmere herom senere i denne beretning.

Nogle eksempler på B.T.s øvrige overskrifter denne torsdag, den 18. november 1943, kan måske give et indtryk af, hvad avisens redaktion vægtede som værende værd at bringe og trykke i avisen:

Gammel Mand bliver irriteret og dræber

89-aarig Ven

To Drenge paa Spiritus-Indbrud

Opdaget af en Politi-Patrulje, da de kom slæbende

med Flaskerne i en Sæk

Mange Kvinder søger Beværter- Bevillinger

Af de ledige Bevillinger søges et stort Antal af Kvinder

Sommetider nødvendigt at forarge …

Siger Agnes Henningsen, der i Dag

fylder 75 Aar

Jeg sender mine Tanker mod Nord …

I Morgen udkommer en ny Bog af Estrid Ott,

Danmarks mest berejste Forfatterinde

3000 paa Venteliste for at faa Telefon

Der er i Øjeblikket en Ventetid paa 3-4 Maaneder

for at faa en ny Telefon

15 Millioner Brikker og Terninger aarlig

Der spilles Terningspil som aldrig før

Politiet har indledt Aktion mod

Smudslitteraturen

Der skal rejses Tiltale mod Udgiverne, siger Politikommissær H. Jørgensen, der allerede har foretaget en Række Afhøringer

Ungdomsorganisationerne hilser Politiets Aktion

med den største Tilfredshed

Kønssygdommene truer København

Uhyggelig Stigning i Antallet af Tilfælde

af veneriske Sygdomme

B.T.s omtale af politiets kampagne imod den såkaldte smudslitteratur, var som nævnt ledsaget af nedenstående foto, som ved sammenligning med, hvad der senere i århundredet blev fremstillet og publiceret af frække eller pornografiske fotos og tegninger, såmænd kunne være blevet trykt i et spejderblad, vel at mærke uden at forarge. Højst ville man formentlig synes, at motivet og billedkvaliteten er direkte dårlig. Men bortset fra datidens relativt dårlige trykketeknik, så kunne man efter min opfattelse med rette undre sig og måske forarges over, at konkurrencevilkårene fremkaldte de trykte mediers forkærlighed for at skildre begivenheder, der lugtede af sensation.

Det er fotoet til venstre, der ledsagede B.T. artikel om smudslitteratur og som man har sat en sort ’bjælke’ henover, for ikke at vise den åbenbart forskrækkede dames intime sted! Billedet fandtes på B.T.s bagside torsdag den 18. november 1943, men på avisens side 7 kunne man se en annonce for tandpastaen ”Perletand”, illustreret med en kvindeskikkelse, som i hvert fald jeg vil karakterisere som mere udfordrende for fantasien, end det ynkelige foto af damen, som synes at være på vej i eller op af badekarret.

Imidlertid gik dagliglivet i det besatte Danmark videre, som om der ikke var krig ude i verden, og sabotager og schalburgtager samt strenge rationeringer herhjemme, der ikke bidrog til at gøre tilværelsen lettere eller nemmere. Men danskerne var som flest ukuelige og lukkede stort set øjnene for uhyrlighederne, og søgte adspredelse og tilflugt i tidens forlystelser. Dette gjaldt dog nok især byboerne, herunder ikke mindst københavnerne. Men der var samtidig en vis social lagdeling, idet adspredelse og forlystelser ikke var ens for alle. De bedrestillede, folk i de nordøstlige forstæder som Hellerup, Ordrup, Klampenborg, Tårbæk og Vedbæk, gik i teatre, især i fornemme Det kgl. Teater, og på de fine og dyre restauranter, mens de mindrebemidlede i arbejderkvarterer, som Nørrebro og Vesterbro, nøjedes med at gå i biografen og på cafeer eller konditorier.

I det følgende skal vi orientere os om, hvad der udgjorde forlystelser i det københavnske forlystelsesliv og blev spillet af film i de københavnske biografer den 18. november 1943:

Københavnske forlystelser den 18. november 1943 i henhold til B.T.:

Det kgl. Teater Kl. 15,45 – 18,45 (Uden Abonn. Alm. Billetpriser)

Mindeforestilling i Anledning af 200 Aarsdagen for Johannes Ewalds Fødsel

Fiskerne

Ewalds Død

Fred. Kl. 15,30 (Uden Ab. Alm. Billetpr.): Aida

Aktieselskabet Nørrebros Teater Kl. 17-19,00 (Hvis Spærret. Oph. Kl. 19,30)

Hans Kurt i Franz Lehars straalende Operette

Greven af Luxembourg

Tonni Bau, Asta Hansen, Bertner, Ib Schønberg

Søndag Kl. 14,30: Ekstra-Forestilling

Allégadeteatret Riddersalen Kl. 14,30 prc. til 18,45

”Livet er jo dejligt”

C. 15,419 fra Kl. 10 B.T. Ctr. C. 1660, Zim. 2733

Apollo Teatret Kl. 17,15 168. Gang:

Henning Schram i sit internationale ”One man show”

Sidste Torsdag!

Søndag Kl. 15: Ekstraforestilling

Fors, til alle Ugens Dage u. Forh. 10-17 Billige Billetpriser

Det ny Teater i Aften Kl. 16,30 Søndag Kl. 14 (i Tilfælde af Spærretidens Ophør Kl. 19,10)

Max Hansen i Sommer i Tyrol med Else Marie

Fors. Uden Forh. 8 Dage forud Kl. 9. C. 1935

Lørdag Kl. 14: Premiere

Jul i Købmandsgaarden

Smaa Priser: Kr. 1,25 – 4,50. Tlf. C 24 22

FolkeTeatret I Aften Kl. 16,30 Søndag Kl. 14 (i Tilfælde af Spærretidens Ophør Kl. 19,30

Bernard Shaw’s vittige Lystspil Pygmalion

Inge Hvid-Møller, Angelo Bruun, Egede Budtz, Maria Garland, Henry Nielsen

Fors. Uden Forh. 8 Dage forud Kl. 9. C. 7611

Lørdag Kl. 14: Premiere

Nøddebo Præstegaard

Smaa Priser: Kr. 0,85-4,50. Tlf. C. 18 46

Frederiksberg Teater Kl. 16,30 pr. C. 3998

Maxwell Anderson: Stjernevognen

Karen Lykkehus Edvin Tiemroth Mogens Davidsen

Søndag Kl. 13,30 pr. og 16.30 pr.

Nygade Teatret Kl. 16,30 til 18,45 Palæ 4601

Peter Malberg i Latter sukcessen Tre finder en Kro

Granada Axelborg. C. 94 73

Musik og Dans fra Kl. 15

Rosita-Bar aabner Kl. 14

Montmartre Cent. 13685

Kl. 16 Musik. Kl. 17 Forestill. Fri Entré

München Kl. 16-19

Leo Mathiesens Orkester

I Baren: Mille

National Scala Fri Entré - C. 12 15

Holberghaven: Kl. 12-14: Frokostkoncert

Kl. 15,30 til Lukketid: Edv. Lüdolphs nye Orkester – som Gæst Eddie Russell

Scala-Salen: Kl. 15,30 til Lukketid: Kai Ewans Orkester

Ritz Se Byens morsomste Forestilling fra Kl. 17-19

medens vi spiser vores Middag

Ritz har aaben fra Kl. 8 og til Lukketid

Fri Entré – Tlf. 63 45

St. Thomas Fr.berg Allé 24 C. 22 68 Lin. 1-3-6-14-15

Mn spiser godt derude

Musik og Dans hver Dag fra Kl. 16

Baren er aaben

Ungarsk Vinhus – Bag Helligaandskirken

Spis Frokost i Byens smukkeste Restaurant

Kl. 12-14: Knud Dalgaard og hans Solister (tidl. Wivex)

Kl. 15-16,45: Eftermiddagsmatiné

Ungarerne spiller

Kl. 17-19: Diner à la carte

Ungarerne spiller

Bordbestilling C. 7379

Valencia Vesterbrogade 32

Restaurant og Bar paa 1. Sal

Aaben her Dag fra Kl. 15.

Tlf. C. 95 34

___________________

Københavnske biografers repertoire torsdag den 18. november 1943 i henhold til B.T.:

Aladdin: Kl, 5,20 C. 23 12 fra 4

Det ender med Bryllup (dansk; 1943)

Poul Reumert – Berte Quistgaard – Ib Schønberg – Poul Reichhardt

Iscenesat af Lau Lauritzen

Alexandra: Gl. Torv 8 Kl. 12,30 – 2,10 – 3,50 – 5,30 C. 1601 fra 10 3. uge!

Hendes Apache (fransk; 1942?. 3. uge)

Et charmerende Lystspil med Danielle Darrieux

Alle Teatret: Jægersborg Allé Ordrup 1404 Kl. 5,15 Sidste Dag!

Harry Baur’s sidste Film

Et Livs Symfoni (fransk; 1942)

Bellevue: Kl. 5,15 Fors. Fra 5. Ordrup 40 96 Sidste Dag!

Swedenhielms (svensk: 1935)

Bristol: Frederiksberggade 25 Kl. 12,20 – 2 – 3,40 C. 3566. Kl. 5,20 C. 3558 2. Uge!

Micheline Presle – Ferand Frevey Det tabte Paradis (fransk; 1939)

En Film, man vil gemme i sit Sind

Carlton: Kl. 1,45 – 3,30 – 5,20 C. 9501 fra 12. Billets. fra 1

Det ender med Bryllup (dansk; 1943)

Poul Reumert – Berte Quistgaard – Ib Schønberg – Poul Reichhardt

Iscenesat af Lau Lauritzen

Colosseum: Kl. 4 og 5,30 C. 25 85 fra Kl. 3

Det ender med Bryllup (dansk; 1943)

Poul Reumert – Berte Quistgaard – Ib Schønberg – Poul Reichhardt

D.S.B.: C. 13,540. Uafbr. Forest. Fra Kl. 12-18. 75 Ø. incl. Sk.

Dansk Film Avis – Gunder Hägg hjemme igen – Varieté – Det lyder utroligt – Florenz Badested – Tegnefilm: Skipper Skræk som Gøgler (amrk.)

Grand: Kl. 1 - 3 C. 2655 Kl. 5 C. 1611

Den nye Mozart Film Den guderne elsker (Wen die Götter lieben; tysk; 1942)

Kino-Palæet: Kl. 1 – Kl. 3 – Kl. 5 Ctr. 33 60

Jeg mødte en Morder (dansk; 1943)

Mogens Wieth – Berthe Quistgaard – Inge Hvid-Møller

En ASA Film iscenesat af Lau Lauritzen

Metropol: Kl. 12,30 – 2,15 – 3,50 – 5,30. Tlf. 1510 fra 10. 2. uge!

Fedor Sjaljapin i den franske Storfilm

Don Quichotte (tysk-fransk; 1933)

Nora: Nørrebrogade 217. Kl. 5,30. Tlf. C. 15.500 fra 4

Naar man kun er ung (dansk; 1943)

Ingeborg Brams – Edvin Tiemroth

Nørreport Bio: OBS! Kl. 14,10 og 16,10 Central 4202 Fors. Fra Kl. 13 3. Uge!

Jean Gabin og Viviane Romance i den vidunderlige franske Sukces

Vi holder sammen (fransk; 1936)

Palads: Kl. 2 Kl. 4 Fors. 10-4 Cent. 40 36 14. Uge! Sidste Dag!

Katrina (svensk; 1943)

Efter Sally Salminens Roman

Palladium: Kl. 12 C. 40 12 Kl. 2 C. 40 13 Kl. 4 C. 40 14

Som du vil ha’ mig! (dansk; 1943)

Forudbestilling til hele Ugen C, 4012

Park: Kl. 17,30 pr. C. 3362 fra Kl. 16

Det danske Lystspil Naar man kun er ung (dansk; 1943)

Platan Bio: Kl. 4 og 5,30 . 65 02 fra 3 Forb. f. Børn

Det storslaaede Pragtværk De gæstfrie Jomfruer (Tjek. 1942?)

Ladislav Pesek – Zdenek Stepanek

Rialto: Kl. 3,30 – 5,30 C. 6208 fra 2

Det ender med Bryllup (dansk; 1943)

Berte Quistgaard - Poul Reumert

Iscenesat af Lau Lauritzen

Roxy: Obs. Kl. 5.15 C. 21 91 fra 4

Ingeborg Brams – Edvin Tiemroth

Naar man kun er ung (dansk; 1943)

Saga: Kl. 1,30 – 3,30 – 5,20 C. 6686 Billetkontoret aabnes Kl. 10

Axel Frische i den danske Sukces

Kriminalassistent Bloch (dansk; 1943) . 5. Uge

Scala-Bio: Kl. 1,30 - 3,20 – 5,10 C. 7627 fra Kl. 1

En Læges Hustru (tysk; 1943?)

Lotte Koch – Willy Birgel

Triangel: Kl. 3,30 – 5,15 C. 70 47 f. Kl. 2

Poul Reumert – Berthe Quistgaard i det elegante Lystspil

Det ender med Bryllup (dansk; 1943)

Windsor: P. Bangsvej 62 Kl. 5,30 C. 6640 fra 4,30

Møllen (dansk; 1943) Forb. f. Børn

Vera Gebuhr – Eyvind Johan Svendsen

World Cinema: Kl. 14 og 16 C. 21 92. Fri Not. Forsalg til hele Ugen C. 4443 Kl. 10-17

Vredens Dag (dansk; 1943) Forbudt for Børn

Af de ovennævnte film er det især ”Vredens Dag”, der er interessant, idet det er en film af stor og usædvanlig kunstnerisk værdi, når det drejer sig om danske spillefilm i det hele taget. Filmen var produceret af A/S Palladium og den havde urpremiere i World Cinema den 13. november 1943, men jeg fik ikke set den ved den lejlighed, for den var forbudt for personer under 16 år. Derimod så jeg den efter krigen og helt ude i den dengang beskedne Hvidovre Kino på Hvidovrevej. Filmen gjorde et stort, dybt og varigt indtryk på mig, som den gjorde på mange andre, der så og har set den. Filmen baserer sig på en roman og et skuespil, ”Anne Pedersdotter” (1908), af den norske forfatter og dramatiker Hans Wiers Jenssen (1866-1925). Filmen er mesterligt instrueret af dansk films unikke filminstruktør Carl Th. Dreyer (1889-1968). Om denne enestående danske spillefilm har min senere fotograflæremester Rie Nissen (1904-1988), som tilmed optog nogle stillfotos under filmens produktion, udtalt følgende:

”Jeg har allerede set Filmen to Gange, Den første Gang var jeg saa grebet af handlingen, at jeg slet ikke rigtigt kunde nyde Billed-virkningerne. Anden Gang blev jeg klar over, at jeg aldrig nogen Sinde før har set en Film, hvor hvert eneste Billede i den Grad danner et Kunstværk for sig.”

Kilden til det ovenfor anførte citat af Rie Nissen, stammer fra en avisannonce i B.T., hvori hun og otte andre publikummer udtaler sig om, hvad de syntes om filmen. I sin selvbiografi, ”Om Mennesker og mig”, Rosenkilde og Bagger, 1974, skriver Rie Nissen i hovedsagen kun om sit møde med Dreyer og sit arbejde som stillbilled-fotograf i forbindelse med hans senere film ”Gertrud”, I den sammenhæng nævner Rie Nissen kun ganske kort sit samarbejde med Dreyer i forbindelse med ”Vredens Dag”, og fortæller, at det samarbejde endte op med plakaten til filmen. Den meget smukke, stilistiske og velkomponerede plakat til filmen, viser Lisbet Movin stående ved en søjle i den kirke, hendes mand er præst ved. Her vil jeg gerne tilføje, at jeg omkring 1947-48 erhvervede mig et eksemplar af plakaten, som blev hængt op på væggen i mit beskedne værelse hjemme i Jægersborggade. Desværre er det ikke lykkedes mig at genfinde plakaten, for jeg ville gerne have vist den her. Men sådan er det med mange ting fra den tid, de er simpelthen bare blevet væk.

For resten bragte B.T. også en omtale af et par filmpremierer, den ene dansk og den anden tysk. Anmeldelserne lyder som følger:

Vellykket dansk Première i Gaar

I Gaar: JEG MØDTE EN MORDER (Kinopalæet). Lau Lauritzen har Ære af denne Film, den er et af hans bedste Arbejder. Hele Indlednngen om Korpigen, der er blevet gift med en ung, stræbsom Landmand i smaa Kaar, er forrygende Oplevelse, lige til Katastrofe indtræffer, og han myrder hende. Inge Hvid-Møller spiller helt ud paa sit voldsomme Temperament. Mogens Wieth er vederhæftig og ærlig. Der var Scener af helt ulidelig Spænding, og saa kommer Filmens anden Del, den flygtende Morder og hans Møde med Forfatterinden Berthe Quistgaard.

Ogsaa denne udmærkede Skuespillerinde, der adskillige har været placeret forkert i dansk Film, følte sig hjemme i Rollen, og overbeviste hun maaske ikke som Forfatterinde, saa gjorde hun det som Kvinde. Der var Menneskelighed over Scenerne, og hvad mere er, der var aabenbart lagt an paa det mere end paa Effekten. Historien var dømt til at skutte tragisk, mendet var kun et naturligt Punktum. Det er en dansk Film langt over Middel, velspillet – og –skrevet. Den interesserede stærkt ved Premièren og fortjener Sukcessen. –ce.

_______________

Dejlig Musik

DEN, GUDERNE ELSKER (Grand). En Ufa-Film om den dejlige Komponist Wolfgang Amadeus Mozart, lige fra hans første Møder med Søstrene Weber, der bliver hans Skæbne, til han døde kun 35 Aar gammel. Hans Holt var Komponisten, men evnede kun hans lyse og lette Sider, der var intet genialt over ham. Iren v. Meyendorff og Winnie Markus spillede smukt og behersket de to Kvinder i hans Liv. Men det dejligste ved Filmen var Musikken, vi hørte lidt af alle de skønne Operaer, spillet af Wiener-Philharmonikerne. For Musikkens Skyld er Filmen værd at høre.

_________________

Som det indirekte turde fremgå af omtalen af den tyske film, ”Den, Guderne elsker”, så var der i og med den ikke tale om nogen direkte form for nazistisk propaganda, men måske nok indirekte, for tyske film af den ’neutrale’ karakter udgjorde jo et slags slør over, hvad nazismen virkelig stod for og de ugerninger, som den begik, men som på det her omtalte tidspunkt endnu ikke var kendt eller gået op for i hvert fald de fleste danskere, mig selv inklusive. Men for resten meget apropos filmen ”Den, Guderne elsker”, som blev vist i Grand-Teatret, så var teatrets bevillingshaver og direktør den fhv. stumfilmsinstruktør og filmhistoriker Urban Gad, mere præcist Peter Urban Gad (1879-1947), søn af kontreadmiral Urban Gad (1841-1920) og forfatter og dramatiker Emma Gad (1852-1921), hende med bogen ”Takt og Tone – Om Omgang med Mennesker” (1918)

Peter Urban Gad blev uddannet landskabsmaler, men foretrak skuespillet og optrådte på Dagmarteatret og Det ny Teater, hvor han mødte skuespillerinden Asta Nielsen. Omkring 1909 lod han sig indfange af det nymodens fænomen: de levende billeder eller filmen, men nu som instruktør og drejebogsforfatter, der i 1910 indspillede filmen, det erotiske drama ”Afgrunden”, som havde Asta Nielsen og Poul Reumert i hovedrollerne. Filmen blev en kæmpesucces og en milepæl i dansk stumfilmhistorie, som gjorde både Urban Gad og Asta Nielsen så europæisk berømte, at de forlagde residensen til Berlin, byen, der dengang var stedet, hvor der foregik mange nye, avantgardistiske ting. I de følgende mange år indspillede parret med ham som manuskriptforfatter og instruktør en lang række stumfilm, i alt 33 film, som alle havde Asta Nielsen i hovedrollen. Parret blev gift i 1912, men i 1915 sluttede deres professionelle samarbejde og året efter blev de skilt. Fra 1916-21 indspillede Urban Gad ca. 22 film, og han sluttede denne del af sin karriere af med Fy- og Bi-filmen ”Lykkehjulet”, som havde premiere den 26. december 1926. De sidste 25 år af sit liv, dvs. fra 1922 til 1947, var Urban Gad bevillingshaver og direktør for Grand Teatret i Mikkel Bryggergade i København.

Urban Gad skrev bogen ”Filmen: Dens Midler og Maal”, som udkom 1919 og som må betragtes som en første milepæl i historien om dansk film. Urban Gad er tidligere blevet omtalt her i min selvbiografi og vil især også blive det senere, nemlig under beskrivelsen af året 1944, hvor jeg selv havde fornøjelsen af at møde denne interessante mand. Men samme Urban Gad blev også nævnt i Ekstra-Bladet for fredag, den 10. december 1943, nemlig under rubrikken ”Dag og Nat”, og i følgende anledning:

Hvor mange har aldrig set en Film endnu?

Et meget stort Antal danske Novicer – deriblandt dem fra den evige Tilbedelsesorden – har i disse Dage været i Grand Teatret for, efter Indbydelse fra Dir. Urban Gad, at se Pavefilmen. ”Berl. Tid.” fortæller i den Anledning i Dag, at de fleste af Nonnerne aldrig havde set en Film før, og at de derfor strømmede ned til Salens første Pladser, idet de mente, at disse maatte være de bedste.

Jeg gad vide, om man da skal være Nonne for at være saa ukendt med denne Verdens mere moderne Foreteelser – eller findes der virkelig blandt almindelige Mennesker i København nogen, der aldrig har set en Film. Jeg tænker ikke her paa Mindreaarige, men netop paa Mennesker, der er kommet op i Aarene uden at have naaet at faa det med.

Det vilde interessere mig at høre, og jeg beder mine Læsere sende eventuelle Svar til ”Ekstramanden”, mrk. ”Aldrig set en Film”.

__________________

Jeg er ikke bekendt med, om ”Ekstramanden” fik svar på sin opfordring, men personligt kendte jeg i hvert fald et ældre menneske, nemlig min da 77-årige morfar, som på det her nævnte tidspunkt endnu aldrig havde sat sine ben i en biograf. Han betragtede nemlig film som en slags gøgl og fup, som han ikke ville nedlade sig til at have med at gøre. Men efter besættelsen i 1945 fraveg han sin ellers stejle holdning i to specielle tilfælde, som jeg dog først vil omtale i kronologisk orden.

Eftersom jeg ikke har noget specielt at fortælle om mit privatliv eller arbejdsliv i slutningen af 1943, skal vi derfor her gøre et lille spring frem til den 10. december 1943, fordi jeg for denne dato har et Ekstra Bladet, som beretter en del om, hvad der foregik i Danmark og i hovedstaden på det tidspunkt. På forsiden kunne avisen blandt andet fortælle om lidt af en begivenhed på den militære tyske front:

Rommel paa Inspektionsbesøg i Danmark

Ledsaget af Fæstningsspecialister har han beset

de tyske Forsvarsanlæg i Jylland

Berlin, i Dag.

I de sidste Dage har Generalfeltmarskal Rommel ifølge D.N.B. aflagt de tyske Tropper i Danmark et Besøg. Generalmarskallen, der ledsages af flere Fæstningsbygnings-specialister, har efter Førerens Befaling kontrolleret Udbygningen af de tyske Forsvarsværker i Jylland og deres Forsvarsberedskab. Paa sin Rejse i Danmark ankom Feltmarskallen i Gaar til København paa et kort Besøg. (R.B.)

Herefter vil jeg citere nogle overskrifter fra forsiden af samme avis, som kan give et lille indtryk af, hvad der rørte sig i Danmark og måske specielt i hovedstaden dengang:

Cigarhandler tiltalt for Vold mod Kunde

Da Kunden beklagede sig over,

at han ikke kunde faa udleveret en Pakke Tobak,

slog Cigarhandleren ham i Ansigtet

________________

Tobakshandlerne protesterer

mod Regnskabs-Kravene

Legitimationskort til Kunderne

er ikke nødvendige

___________________

Fire fra Den Sorte Børs dømt i Dag

Fra to Dages Fængsel til

24 Dages Hæfte

________________

Skibs-Eksplosioner i Lerwicks Havn

paa Shetlandsøerne

Dramatiske Konsekvenser af Forsøg paa

at sænke de brændende Skibe

med Maskingeværild

_________________

Deficit paa 7000

Kassereren i Arbejdsmændenes Fagforbund

i Nakskov stilles for Retten

________________

Inde i avisen kunne man naturligvis også læse om mangt og meget, om stort og småt, der havde med danskernes hverdag at gøre. På avisens side 2 kunne man f.eks. læse følgende lille notits, som havde med vareknapheden at gøre:

Vigtigt Dokument

Hvor værdifuld en Ting Strømpekort er, viser visse Forretninger derved, at de fremsender Kortet i Anbefalet Brev. Mange Firmaer har indført Strømpekort, der tilsendes Kunderne, dog først efter at det er fastslaaet, at disse jævnlig har købt Strømper hos det paagældende Firma. Mend dette er let at bevise for Kontokunder, er det vanskeligt for den, der altid køber kontant, og mange Damer har jo i øvrigt haft for Vane at købe hist og her, hvor de fandt de smukkeste Strømper. Man forstaar godt den Tanke, som saa mange af vore Læserinder slaar til Lyd for, nemlig at der indføres Strømperationering, saa alle har lige Adgang til denne absolutte Nødvendighed. I Øjeblikket er alt saa usikkert, at man blot ”haaber paa, der kommer Forsyninger i januar”.

___________________

Nu, da vi nævner vareknapheden og rationeringssituationen under besættelsen igen, så var det sådan i 1943, at det var så godt som umuligt for de allerfleste almindelige danskere f.eks. at købe kaffebønner, som hørte til nogle af de mest rationerede varer, fordi disse jo blev importeret fra udlandet. Det medførte, at der dukkede forskellige erstatningsprodukter, også kaldet surrogater, op på markedet, og kaffeerstatninger var ingen undtagelse herfra. Der fandtes dengang især to anerkendte kaffesurrogat-produkter, nemlig Rich’s og Danmarks, hvilket jeg i øvrigt har omtalt tidligere i denne beretning. Hjemme hos os brugte vi især Rich’s, dels fordi mor bedst kunne lide denne tilsætnings- eller erstatningskaffe, og dels, fordi der i Rich’s-pakkerne var indlagt samlebilleder med især motiver fra Walt Disney’s store tegnefilm. Disse billeder samlede jeg selv på og hægede om dem som om der var tale om en kostelig skat, hvad de også var for mig.

Manglen på kaffebønner fik naturligvis også en negativ indflydelse på de forretninger, hvor man levede af at sælge kaffe og især friskmalet kaffe. Det gjaldt ikke mindst Java-Brænderiet på Nørrebrogade 3, som derfor også måtte se sig om efter erstatninger for den rigtige kaffe. Java-Brænderierne promoverede et produkt, som kaldtes ”Kaffan”, som jeg dog aldrig personligt har smagt, mest fordi jeg ikke selv var kaffedrikker på det her omtalte tidspunkt. Jeg mener heller ikke, at mormor brugte dette produkt, for hun foretrak kaffesurrogatet Danmarks, i hvis pakninger der for resten også var indlagt samlebilleder, der mest hentede sine motiver fra natur og videnskab. Dem samlede min fætter Dennis på, og han var meget omhyggelig med at klæbe billederne ind i et samlealbum.

Java Brænderiernes opfindsomme annonce for erstatningsproduktet for Kaffen: ”Kaffan”.

_______________

De følgende overskrifter vil forhåbentlig kunne bidrage til at give et lille indtryk af, hvad der ellers udgjorde indholdet af Ekstra-Bladet denne fredag den 10. december 1943:

Borgmesteren kunde kun sko

trekvart Hest

Naar man har været borte fra sit gamle

Haandværk en halv Snes Aar

_______________

Der er ikke noget tragisk

ved mig ---!

- siger Civilingeniør K.V. Koch, som blev blind paa en Nat,

i et Interview med Ekstrabladet

Giver ikke op, selv om Blindheden bliver total

_________________

En Mindeudstilling for

Børge Biilmann-Petersen

Den arrangeres i ”Kunstforeningen”

af Gunnar Biilmann-Petersen og Ib Andersen

___________________

Gunnar Biilmann-Petersen var arkitekt og Ib Andersen en herlig og dygtig tegner og illustrator, hvis arbejder jeg kom til at sætte stor pris på nogle få år senere, da jeg gik på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst. En herlig og lærerig tid, hvorom jeg senere skal fortælle nærmere i kronologik rækkefølge.

Herover ses to eksempler på annoncer i Ekstra-Bladet for den 10. december 1943. Til venstre en annonce for den meget brugte Rich’s Korn-Kaffe Erstatning. Vi nærmede os jo juletiden, og den betød dengang som nu stor travlhed med gaveindkøb og øvrige forberedelser til fejringen af julehøjtiden. Ikke noget at sige til, hvis nogle mennesker – og ikke mindst husmødrene – kunne løbe sur og trætte i disse forberedelser. Men som næsten altid, så var der hjælp på vej, her i form af opkvikkende Virilin Tabletter, som skulle indtages med 2 tabletter 3 gange daglig. Hjalp det ikke på andet, så skæppede det sikkert i apotekernes og producenternes pengepung.

Sune Waldimir kom i Morges

til København

”Dansemusik hører ikke hjemme paa en Tribune”

Sveriges berømteste Radio-Kapelmester fortæller om

sine forestaaende Koncerter, danske og svenske

Musikere m. m.

_______________

Norske Ekstra-Julerationer

Oslo, i Dag.

Næringsdepartementet har ifølge N. T. B. bestemt, at der skal uddeles Ekstrarationer af enkelte Varer til Jul. Ekstrauddelingen omfatter bl. a. 1 kg Havremel og en Daase Sardiner. Endvidere bliver der Uddeling af Kød eller Fars. Rationen bliver paa 250-350 Gram. R.B.

__________________

Indkvarteringen paa Sundholm

afvikles

Til nogle af de Indkvarterede er skaffet Lejligheder

- andre faar Plads i Husvildeafdelingen

_________________

Københavnsk Cigarhandler

fængslet af Krisepolitiet

Sigtet for at have foretaget nogle Transaktioner,

ved hvilke han havde gjort sig

ulovlig Fortjeneste

____________

I lighed med andre danske aviser bragte Ekstra-Bladet også nyheder fra kulturlivet, ikke altid lige seriøst, men vel nærmere lidt kuriøst og en smule sladderagtigt, hvilket almindelige læsere slugte råt. Den slags blad- og avisstof solgte nærmest sig selv til en nysgerrig og nyfigen skare af læsere, formentlig flest kvinder. Denne fredag den 10. december 1943, hvor juleforberedelserne var i gang i mange små hjem i hovedstaden, og ikke mindst hos kongelige skuespillere og balletdansere, kunne avisen bl.a. bringe et foto fra solodanserinde Mona Vangsaa’s hjem:

Ogsaa Teater hjemme: Hos kongelig Solodanserinde Mona Vangsaae spiller man Dukketeater. Første Juledag skal der være Première paa ”Der var engang –” i ny Indstudering, og her holder Fru Mona Vangsaae, assisteret af sin Mand, Arrangementsprøve, medens Balletdanserinden Tove Winther ser til. (Foto og billedtekst: Ekstra-Bladet den 10. december 1943)

Nævnte ”Fru Mona Vangsaae”, født 1920 og derfor 23 år på ovenstående foto, var ikke hvem som helst, men derimod en solodanserinde på Det kgl. Teater, som var nogenlunde kendt i offentligheden, i hvert fald i København. Hun blev som 6-årig elev på Det kgl. Teaters Balletskole, hvor hun efter sin uddannelse fik fastansættelse i 1938, altså som 18-årig. 1942 udnævntes hun til kgl. solodanserinde, en status, som kun de færreste kvindelige balletdansere opnår. Hun brillerede særligt i Bournonville-balletter, men udvidede i løbet af 1940’erne sit repertoire med både klassiske og moderne russiske balletter, og i 1950’erne yderligere med moderne balletter af berømte udenlandske koreografer.

Mona Vangsaae var første gang gift 1942 med frisør Børge Jahncke (1911-1975), men ægteskabet blev senere opløst og hun giftede sig derefter med kgl. solodanser og balletchef Frank Schaufuss (1921-1997), som overlevede hende med 14 år. I sit første ægteskab havde Mona Vangsaae datteren Liselotte (f. 1943) og i sit andet ægteskab sønnen Peter Schaufuss (f. 1949). Sidstnævnte blev senere en kendt solodanser på Det kgl. Teater og endnu senere en berømt balletchef for sit eget balletkompagni. Efter sin afsked fra Det kgl. Teater i 1962 fortsatte Mona Vangsaae sin personlige karriere som international balletinstruktør af Bournonville-balletter sammen med sønnen Peter Schaufuss. På ovenstående foto må det derfor være sin første mand, Mona Vangsaae står sammen med, og hun var formentlig nogenlunde nybagt mor til datteren Liselotte på det tidspunkt.

___________________

Københavnske forlystelser fredag den 10. december 1943 i henhold til Ekstra-Bladet:

Det kgl. Teater: Kl. 15,45-18,30 Tlf. 1765 (Uden Aabonn. Alm. Billetpriser)

To Traade

Lørd. Kl. 15.45 (Uden Abonn. Alm. Billetpriser)

Vaaren. Et Folkesagn.

Aktieselskabet Nørrebros Teater: Central 2711. Søndag Kl. 14,30 og Kl. 17

Premiere Barn i Kirke

Iscenesat af Ludvig Brandstrup

Stork: Ib Schønberg

Bill. til Premieren og følg. Dage u. Forh. 10-18

Lørdag Kl. 15 pr.

Pantomimeteatrets Gæstespil

Pjerrots Forskrækkelse og Nisserne besøger Pjerrot Juleaften

Billetter incl. Skat og Garderobe fra 1,25 – 2,25

Allégadeteatret Riddersalen: Kl.16,30 pr. til 18,45

”Livet er jo dejligt”

C. 15419 fra Kl. 10. B.T. Central C. 1660. Zim. 2733

Søndag Kl. 14: Ekstraforestilling

Apollo Teatret: Tlf. 666 Hver Aften Kl. 16,45 – 18,45.

Lommertoft-Revyen Det Bedste af det Bedste

Sv. Asmussen – Gerd Gjedved – Osv. Helmuth – Stig Lommer – Gerda og Ulrik Neumann – Elseb. Nielsen – Hans W. Petersen – Erika Voigt

I Morgen Lørdag 2 Forestill. Kl. 14,30 og Kl. 17

Søndag 2 Forestill. Kl. 14 og Kl. 17

Forsalg til ordinær Pris daglig 10-17.

Det ny Teater: I Dag Kl. 14 præcis og følgende Eftermiddage Kl. 14

(Lørdag Kl. 14. Sønd. Kl. 14: UDSOLGT)

Den hyggelige Børne- og Familiekomedie

Jul i Købmandsgaarden

Smaa Priser 1,25 – 4,50. C. 26 22

Hver Aften Kl. 16, 45 præcis

Max Hansen i Sommer i Tyrol med Else Marie

Rundskuehæfter er gyldige til Sommer i Tyrol undtagen Søndag. C. 19 35

FolkeTeatret: I dag Kl. 14 præcis

(Lørdag Kl. 14, Sønd. Kl. 14: UDSOLGT)

Mandag og Tirsdag Kl. 14. Onsdag og de følgende Dage Kl. 16

Den traditionsrige Julekomedie Nøddebo Præstegaard

Små Priser 0,75 – 4,50. C. 18 46

I Aften Kl. 16,45 Kun 5 Gange

Bernard Shaw’s vittige Lystspil Pygmalion

Angelo Bruun – Inge Hvis-Møller

Rundskuehæfter er gyld. til Pygmalion undtagen Søndag. C. 76 11

Frederiksberg Teater: C. 3998 – Kl. 16,30 pr. B.T. Ctr. 1660 U. Forh.Kl. 10-17

Maxwell Anderson: Stjernevognen

Sønd. Kl. 13,30 pr. og 16,30 pr.

Frederiksberg Børneteater Lørdag Kl. 14

Pjerrot

C. 12.035 Bill. 0,95-3,35 incl. Skat

Nygade Teatret Palæ 4601 Kl.16,30 til 18,45

Peter Malberg i Lattersukcessen Tre finder en Kro

Chardas Byens bedste Mødested Aabner Kl. 15

Jens Warny spiller

Bar’en er aaben C. 10,295

Gold-Digger Varieté Ctr.12034

Fra Kl. 15 hver Dag Sangerinderne

Granada Axelborg - C. 9473

Musik og Dans fra Kl. 15

Rosita-BAR aabner Kl. 14

Ingeniørhusets Restaurant C. 15.950

Forretningsmandens Frokost

Lygtekroen – Hillerødgade 23

Den nye Linie 19 kører lige til Døren

Fra Kl. 4: Hygge – Dans og lækkert Smørrebrød

Thorkild Jakobsen ved Flyglet

Montmartre Cent. 13685

Kl. 16 Musik Kl. 17 Kabaretten Fri Entré

München Kl. 16 – 19

Leo Mathiesens Orkester

I Bar’en: Aage Schulze

Skandia’s Trolley Frokost

Danmarks mest omtalte

Valencia Vesterbrogade 32 Tlf. C. 9534

Restaurant og Bar paa 1. Sal – aaben hver Dag fra kl. 15

Mandag – Tirsdag – Onsdag – Torsdag – Fredag

Forestilling Kl. 16 – 17 – 18

Delingsspillet Vi laver Varieté

Verdensartisterne Rostando – Mia, Kirsten og Lise

Jose og Conchita – 2 Laters – Viggo Jahn

2 Wilsons – Gerda og Børge Danoesti

Otto Lingions Orkester

Entré 1 Kr.

Ingen Fortæringstvang – ingen Garderobeafgift

Wonder Bar midt i Byens Hjerte …

Musik fra Kl. 14

National Scala Fri Entré – C. 1215

Frokost-, Eftermiddags- og Dinérkoncert

Kl. 15,30 til Lukketid: Henrik Blichmanns Band

I Bar-en: Hans Kauffmann

Det københavnske biografrepertoire fredag den 10. december 1943 i henhold til Ekstra-Bladet:

Alexandra: Gl Torv 8 Kl. 12,30-2,10 – 3,50 – 5,30. C. 1601 fra Kl. 10. 7. Uge!

Det straalende Lystspil Hendes Apache (fransk 1942?)

med Danielle Darrieux

og den populære Melodi ”Un mauvais Garḉon” A/S Constantiln Films

Bellevue: Kl. 5,15. Fors. fra 5. Ordrup 4096

Ellen Gottschalch i En Pige uden Lige (dansk 1943)

Bristol Teatret: Fr.berggade 25 Kl. 12,30-2-3,40. C. 3566. Kl. 5, 20 C. 3588 Forudb. Fra 11.30. Billets. Fra 12. 2. Uge!

Raimu – Viviane Romance i Dobbeltmennesket

Mærkelige Monsieur Victor (fransk 1938)

Fremragende, gribende og spændende Film. Forb. f. Børn

Carlton: Vesterbrogade 66 Kl. 1,35 – 3,30 – 5,20 Tlf. C. 9501 fra 12. Billets. fra 1

Det ender med Bryllup (dansk; 1943)

Poul Reumert – Berte Quistgaard – Ib Schønberg – Poul Reichhardt

Iscenesat af Lau Lauritzen

Colosseum: Kl. 4 og 5,30 C. 2585 fra 3

Skæbner i Storm (1942-43, formentlig fransk eller tysk?) Kun 3 Dage!

Filmen om Frankrigs Sammenbrud m. en spænd. dramatisk Kærlighedshistorie

D. S. B. C. 13.540. Uafbr. Forest. fra Kl. 12-18. – 75 Ø. incl. Skat.

Dansk Film Revy – Hvordan gaar vi – Det gale Orkester – Spændende Sport –

Fransk Canada – Tegnefilm: Skipper Skræks Dobbeltgænger.

Grand Teatret: Kl. 12,20-2-3,40 C. 2655. Kl. 5,20 C. 1611

En Verdensreportage – en enestaaende Oplevelse:

Paven i Vatikanet (1943?, formentlig tysk ell. Italiensk)

Kino-Palæet: Kl. 1 Kl. 3 – Kl. 5 Ctr. 3366 4. Uge! Forb. f. Børn

Jeg mødte en Morder (1943; dansk)

Mogens Wieth – Berthe Quistgaard – Inge Hvid-Møller

Iscenesat af Lau Lauritzen En ASA Film.

Metropol: Kl. 12 – 1 – 2 – 3 – 4 – 5 – 6. Tlf. 1510 fra 10

Metropols Jule-Show (Se specialomtalen af programmet nedenfor)

Børn 75 Øre

Nora: Nørrebrogade 79. Kl. 5,15 Tlf. C. 15.500 fra 4

”Kronens Perler” (fransk 1937)

med Jacqueline Delubac og Raimu

Nørreport Bio: Obs. Kl. 14,10 og 16,10 Central 4202. Fors. Fra Kl. 13

Den franske Storfilm

Ruslands Skygge (fransk 1942-43?) 3. Uge!

Forbudt for Børn

Palads: Kl. 1 Kl. 3 Kl. 5. Fors. 10-4 C. 4036 C. 4037 C. 4038

Paula Wessely – Attila Hörbiger

Sen Kærlighed (østrigsk-tysk 1943) 4. Uge!

Palladium: Kl. 1 C. 4012 Kl. 3 C. 4013 Kl. 5 C. 4013 Kun kort Tid

Som du vil ha’ mig! (dansk 1943)

Byens bedste Film

Park: Kl. 17,30 prc. C. 3362 fra 16

Gösta Ekman i den svenske Storfilm

Heksenatten (svensk 1937)

Platan: Kl. 5,30 C. 6502 fra 3

Michel Simon i det franske Kriminal-Lystspil

Den døde stikker a’ (fransk 1936) Forbudt for Børn

”Et Mesterværk” skrev Politiken

Kl. 4: Stort Jule-Show: Skipper Skræk, Farcer og meget andet

Rialto: 3.30 – 5,30 Ctr. 6208 fra 2. Kun Fredag, Lørdag og Søndag

”Et Balkort” (fransk 1937)

Et Mesterværk af Julien Duvivier med de største franske Kunstnere

Roxy: Obs. Kl. 5,30 Ctr. 2191 fra 4

Kalle og Nisse i Latter-Sukces’en

Spøg og Spøgeri (svensk 1939) Kun 3 Dage

Saga: Kl. 2 – 3,40 – 5,20 C. 6686 fra Kl. 1. Billetkontoret aabnes Kl. 10

Axel Frische i den danske Sukces

Kriminalassistent Bloch (dansk 1943) 8. Uge

Scala-Bio: Kl. 1,30 – 3,20 – 5,10 C. 7627 fra Kl. 1

Münchhausen (tysk 1943)

Alle Tiders største Farvefilm.

Strand Teatret: Strandvej 203 Helrup 3222 fra 4 Kl. 5,15

Albert Engström Lystspillet Skærgaardsfolk (svensk 1942?)

Triangel: Kl. 4 og 5,30 C. 7047 fra Kl. 2

Den nye svenske Storfilm Kvinder i Fangenskab (svensk 1943)

Filmen med de nye Stjerner – Forb. f. Børn

Windsor: Peter Bangsvej 62 Kl. 5.20 C. 6640 fra 4,30 Forb. f. Børn

Drama i Shanghai (fransk 1938)

med Louis Jouvet

World Cinema: Kl. 1-3-5. C. 2192 Fri Not. Fors. til hele Ugen C. 4443 Kl. 10-5

Vredens Dag (dansk 1943) Forbudt for Børn

For mig personligt var det især det årlige Metropols Jule-Show, der interesserede. Hvert år bestod det 1-times program af seks Disney-tegnefilm, som dette år udgjordes af følgende titler:

1. Anders Ands Nevøer

2. Dyrene vaagner

3. De tre smaa Grise paa nye Eventyr

4. Den tapre Skrædder

5. Fætter Guf

6. Drømmeskibet

Bortset fra ”Anders Ands Nevøer”, var alle seks tegnefilm repriser, hvilket vil sige, at de fem af filmene havde været vist før i Jule-Showet i tidligere år. Film som ”Den tapre Skræder” og ”Drømmeskibet” havde eksempelvis også været vist i Metropols Jule-Show 1941, ligesom ”Drømmeskibet” havde været vist i Jule-Showet i 1938 og ”Den tapre Skræder” i Jule-Showet 1939, hvor jeg selv så denne film for første gang. ”Drømmeskibet” havde jeg set første gang i Jule-Showet 1941. Men alle tegnefilmene elskede jeg med oprigtig stor og inderlig kærlighed, for jeg syntes at figurerne var herlige og filmene ligeså. Jeg delte hverken dengang eller senere den højbrynede, intellektuelle kritik af Disney og hans film, men stræbte derimod selv som tegner og animator efter at blive lige så dygtig, som jeg vidste tilfældet var med de Disney-medarbejdere, der stod bag og havde skabt filmene. De tog deres arbejde helt seriøst, dels af kærlighed til mediet og deres eget håndværk, og dels i erkendelse af, at noget af det sværeste i verden, er, at lave tegnefilm med en visuelt morsom handling. Og netop her i 1943, hvor jeg selv knoklede løs med at lære tegnefilmens teknik at kende i praksis, følte jeg mig som en lykkens pamfilius, der havde fået det privilegium og den ære det var, at arbejde professionelt med tegnefilmproduktion.

Som den interesserede og opmærksomme læser måske har noteret sig, så blev der vist korte Skipper Skræk-tegnefilm både i D.S.B. Kino og som ekstraprogram i enkelte andre biografer. For mit eget vedkommende så jeg dog kun disse film, når de f.eks. blev vist ved Nora Bios matiné-forestillinger. Men når den bekendte indledning på Skipper Skræk-filmene tonede frem på det hvide lærred og de kendte toner af titelmelodien hørtes, så jublede ungerne i biografsalen så højt, at lyden druknede i larmen. Men så populær var den spinatædende og bomstærke sømand hos det danske børnepublikum. Interessant nok, så boltrede Skipper Skræk sig mest som landkrabbe, for så vidt jeg husker, optrådte han kun som sømand i sin første korte film ”Popeye The Sailor” fra 1933, som egentlig var en Betty Boop-film, men med ham i en hovedrolle. Den gæve sømands første solo-film var ”I Yam What I Yam” fra senere samme år. I 1936 var sømanden hovedperson i den noget længere kortfilm, også betegnet som en featurette, nemlig ”Popeye The Sailor Meets Sindbad The Sailor”.

Men biografrepertoiret bestod denne dag i december 1943 af meget andet og mere end Disney-tegnefilm og Skipper Skræk-tegnefilm. Disse tegnefilm var de eneste amerikanske film, der blev vist i danske biografer, efter at den tyske besættelsesmagt havde udelukket amerikanske film – i lighed med engelske film – fra at blive sat på biografrepertoiret. Derimod forsøgte samme magt at tvinge tyske spillefilm ind på det danske biografmarked, men det var ikke populært og skete derfor kun i begrænset og mindst muligt omfang. De fleste danske biografdirektører var imod at spille tyske film, ikke mindst fordi publikum generelt set svigtede, når der var sådanne film på programmet. Det var ikke velset, at gå ind og se en tysk spillefilm, men blev nærmest betragtet som noget nær, at man udøvede landsskadelig virksomhed. Derfor var der kun to tyske film på biografrepertoiret denne dag og i øvrigt i december 1943, medens der til gengæld var 4 svenske, 6 danske og hele 7 franske spillefilm, publikum kunne vælge imellem.

Selv som godt 14-årig blev jeg helt ekstatisk, når jeg så en annonce som den ovenstående, for den signalerede for mig den største glæde og fornøjelse, jeg kendte og som intet andet på det her omtalte tidspunkt kunne overgå. Alene synet af de herlige og efterhånden velkendte figurer i annoncen, som Mickey Mouse, Anders And, de tre små grise og fætter Guf, var nok til at få mit hjerte til at banke hurtigere og længslen efter hurtigst muligt at få filmene at se eller gense. Og selv om jeg i biografsammenhæng ikke længere kunne gå ind på en børnebillet til 75 øre, så havde jeg jo nu råd til at betale den 1.25 Kr. en voksenbillet kostede.

Ordet film var i øvrigt et magisk begreb for de fleste børn i den ’biograf’-dygtige’ alder dengang, hvor fænomenet fjernsyn endnu var totalt ukendt, eller i hvert fald højst noget, man havde læst eller hørt om, men ikke rigtig forstod, hvad var. Den tillokkende magi ved fænomenet film, blev naturligvis også udnyttet kommercielt, ikke kun af professionelle filmproducenter, men også af andre initiativrige folk. Det fremgår bl.a. af nedenstående annonce i Ekstra-Bladet for den 10. december 1943:

Så vidt det kan bedømmes ud fra annonceteksten, er der ikke tale om tegnefilm i dette ords og begrebs egentlige betydning, men derimod om en slags dukketeater, hvor børn – og barnlige voksne med for den sags skyld – kunne tegne eller klippe og klistre en serie billeder, eventuelt med en lille handling i flere billeder, som så bagfra kunne føres forbi billedfeltet på ”scenen” og på den måde vises for tilskuere. Ideen var for så vidt udmærket, som at den appellerede til børns skabende evner, men selvfølgelig en skuffelse i forhold til, hvad der foregik under en rigtig filmforevisning.

Modvilje mod tyske film

For mit eget vedkommende delte jeg selvfølgelig den almindelige danske modvilje mod de tyske film, men syntes dog nok, at nogle af disse var værd at se. Det gjaldt ikke mindst den tyske film om alle tiders største pralhals, baron ”Münchhausen”, en film, som oprindelig havde haft københavnsk premiere i Palladium-biografen i 1943, men som nu spilledes i den noget mere beskedne Scala-Bio på den modsatte side af Vesterbrogade. Selv havde jeg set filmen, medens den blev vist i Palladium, og jeg syntes faktisk at den var både morsom, spændende og dygtigt lavet, og så var den som noget højst sjældent dengang, en farvefilm. Det havde ellers udelukkende været nogle få amerikanske spillefilm, der var i farver. Men nok så vigtigt, også for mig 14-årige, var det, at så vidt jeg kunne se, indeholdt ”Münchhausen”-filmen ikke nazistisk politisk propaganda.

Den naragtige og pralende baron hed i virkeligheden Karl Friedrich Hieronymus, Baron von Münchhausen (1720 - 1797) og var en tysk baron, der i eftertiden især er kendt for sine løgnehistorier, som er blevet genfortalt i mange versioner. Løgnehistorierne om Münchhausen er af ældre dato og blev først samlet og udgivet anonymt i 1781. En engelsk version blev udgivet i London 1785 af Rudolf Erich Raspe med titlen “Baron Münchhausen's narrative of his marvellous Travels and Campaigns in Russia”, også kaldet “The Surprising Adventures of Baron Münchhausen”. Men baronen var faktisk ikke selv kendt for uærlighed i handlinger og sine påståede eventyr; så Raspes udgivelse skadede hans ry. I 1786 oversatte Gottfried August Bürger Raspes historier tilbage til tysk og udvidede dem. Han udgav dem under titlen ”Wunderbare Reisen zu Wasser und zu Lande: Feldzüge und lustige Abenteuer des Freiherrn von Münchhausen” ("Fantastiske rejser til lands og til vands: Baron von Münchhausens Felttog og komiske eventyr"). Bürgers version er i dag bedst kendt af tyske læsere. Münchhausens eventyr handler om hans utrolige oplevelser fra tiden i hæren, hvor han bl.a. kom ud for at ride på en afskudt kanonkugle, og foretog rejser til månen og ligeledes om, hvordan han undgik at synke i en sump ved at hive sin hest og sig selv op ved hovedhårene!

Beretningen om baron von Münchhausens eventyrlige oplevelser er blevet filmatiseret flere gange. Men den første vigtige udgave blev lavet i 1943, hvor Raspes bog blev filmatiseret i og med den tyske farvefilm ”Münchhausen” instrueret af Josef von Báky med Hans Albers i titelrollen og Brigitte Horney som Katarina den Store. Manuskriptet var skrevet af Erich Kästner. Det var denne film, der blev vist i danske biografer. Af de ovennævnte tyske skuespillere var især Hans Albers (1892-1960) kendt i Danmark. Han var en betydelig tysk sanger, teater- og filmskuespiller, der ikke gik af vejen for hverken det seriøse eller det mere muntre eller ligefrem komiske rollefag. Han blev med tiden så populær i Tyskland, at han endte med at blive udnævnt til statsskuespiller i 1939, altså under Tysklands naziperiode, men det lykkedes ham at holde sig fri af de politiske forhold. Hans Albers voksede op i Hamburg, men efter 1. verdenskrig flyttede han til Berlin, hvor han optrådte som skuespiller ved forskellige scener og ved Komische Oper. Samtidig medvirkede han i omkring hundrede stumfilm og fra 1929 i mange tyske tonefilm, blandt andet i klassikeren ”Der blaue Engel” (1930; ”Den blå Engel”) med Marlene Dietrich og Emil Jannings i hovedrollerne. I det mere seriøse rollefag spillede Albers i 1934 titelrollen i Fritz Wendhausens filmatisering af den norske dramatiker Henrik Ibsens skuespil ”Peer Gynt”.

Manuskriptforfatter på filmen ”Münchhausen” var forfatteren og digteren Erich Kästner (1899-1974). Han skrev både digte og romaner, hvori han viste sit samfundskritiske og antifascistiske sindelag, som f.eks i romanen ”Fabian”, 1931. Kästner skrev dog også populære børnebøger, som f.eks. ”Emil und die Detektive” (1928; ”Emil og Detektiverne”). I 1960 modtog Kästner H.C. Andersen-medaljen, en international børnebogspris, også kaldet "børnelitteraturens Nobelpris", som uddeles hvert andet år i to kategorier: Forfatterskab (uddelt siden 1956) og Illustration (uddelt siden 1966). Medaljen uddeles af International Board on Books for Young People IBBY (Selskabet for Børnelitteratur) som er tilknyttet UNESCO.

Nu vi er ved de tyske film, så var der også en anden og nok så væsentlig østrigsk-tysk teater- og filmskuespillerinde, der dengang var kendt af det danske biografpublikum, og det var Paula Wessely (1908-2000). Hun var uddannet teaterskuespiller under den berømte tysk-østrigske teaterdirektør og –instruktør samt filminstruktør Max Reinhardt, hvis egentlige navn var Maximillian Goldmann (1873-1943). Han var født i Baden i Tyskland og døde i New York i USA. Gennem den første tredjedel af 1900-tallet var han dominerende i tysk teater, hvor han ofte ledede en række teatre samtidigt, hvoraf de vigtigste var Deutsches Theater i Berlin og Theater in der Josefstadt i Wien. Han var i løbet af sin karriere også gæsteinstruktør ved mange scener i Europa og Amerika, lige som han i en årrække ledede festspillene i Salzburg. I perioden 1908-14 var Max Reinhardt instruktør på flere stumfilm, og på den berømmede amerikanske tonefilmversion af Shakespeares romantiske lystspil ”En Skærsommernatsdrøm” fra 1935, som havde en række berømte amerikanske filmskuespillere i hovedrollerne. I 1938 opholdt og arbejdede Max Reinhardt sig i Wien, men da han i lighed med sin hustru, Helen Thimig, var af jødisk oprindelse, måtte parret flygte, da Hitlers tropper marcherede ind i Østrig i 1938, som ved den lejlighed blev erklæret for at høre ind under Stor-Tyskland. Parret valgte at tage ophold i USA, hvor han døde i 1943.

Her ses biografannoncen for Paula Wessely-filmen ”Sen Kærlighed”, som en københavnske storbiograf Palads Teatret havde på programmet på 4. uge den 10. december 1943. Annoncen er her lånt fra Ekstra-Bladet for den nævnte dato. Paula Wessely blev ikke kompromitteret af nazitiden, men optrådte på teatret og indspillede film i mange år efter krigen.

Hvad angår Paula Wessely, så udgjorde hun sammen med sin mand, skuespilleren Attila Hörbiger (1898-1987) og svogeren Paul Hörbiger (1894-1981) fundamentet i et østrigsk-tysk skuespillerdynasti, som stadig findes. Hun brillerede i ungpigeroller i skuespil som Schillers ”Kabale und Liebe” (1930) og som Gretchen i Goethes ”Faust” (1933), der begge blev opført ved festspillene i Salzburg. Fra 1929 spillede hun ved Teater in der Josefstadt i Wien og fra 1932 parallelt på Deutsches Theater i Berlin. På film debuterede hun i 1934 med Wiener-melodramaet ”Maskerade”, som straks fastslog hendes status som filmstjerne langt ud o ver Østrigs og Tysklands grænser. Den film med Paula Wessely, som Palads havde på programmet i december 1943, ”Sen Kærlighed”, var hendes 10. spillefilm, og i den spillede hun i øvrigt sammen med sin mand, Attila Hörbiger. Den film så jeg dog ikke selv, for jeg var endnu ikke rigtig til de romantiske film, men den var åbenbart populær hos danskerne, for den vistes på 4. uge i biografen.

Som nævnt udgjorde franske spillefilm i 1943 en forholdsvis stor del af det københavnske biografrepertoire. De franske film, der var på repertoiret den 10. december 1943, havde skuespillere i hovedrollerne, som var velkendte for det danske publikum, i det mindste for publikum i de større byer. Det var navne som nævnt i tilfældig orden udgjordes af f.eks. Jean Gabin, Raimu, Michel Simon, Gaby Morlay, Michelle Morgan, Simone Simon, Micheline Presle og ikke mindst den meget smukke og kvikke komedienne Danielle Darrieux, hvis film hørte til nogle af de mest besøgte i biograferne. Hun kunne til en vis grad sammenlignes med vores egen kække danske sanglærke, Marguerite Viby. Men alle de nævnte, og mange flere unævnte franske skuespillere, var i lighed med den sidstnævnte danske, store kunstnere og stjerner i deres fag.

Som omtalt i hovedteksten, udgjorde franske spillefilm en væsentlig del af biografrepertoiret under besættelsen, og så vidt jeg ved og husker, var disse forestillinger godt besøgt af i hvert fald det københavnske publikum. Det hændte, at jeg selv lejlighedsvis så nogle af disse film, når de vel at mærke ikke var forbudt for børn. Men derfor fik franske skuespillernavne, som f.eks. Danielle Darrieaux og Michel Simon, allerede dengang indpas i mit personlige 14-årige univers. De to avisannoncer ovenfor er fra Ekstra-Bladet for den 10. december 1943.

Ekstra-Bladets bagside var i reglen noget helt for sig, idet den ofte var præget af en række store billeder, både tegninger og fotos, og den fredag den 10. december 1943 havde billederne noget at gøre med juleforberedelser. Her vil jeg dog nøjes med at bringe to af disse fotos:

På dette foto fra Ekstra-Bladet for fredag den 10. december 1943 ses fru Guldborg Nørby, gift med kgl. kammersanger Einar Nørby, som læser højt af bogen ”Peters Jul” for sine to børn, fra venstre datteren Githa og til højre sønnen Claus. Børnene er i gang med at klippe og klistre julepynt.

Den tids oplyste læsere vidste godt, hvem kammersanger Einar Nørby var, men de kunne af gode grunde ikke vide elle ane, at datteren Githa skulle blive en af de helt store danske teater- og filmskuespillere. Githa Nørby, født 1935, er datter af kgl. operasanger Einar Nørby (1896-1983) og hustru, pianistinde Guldborg Laursen (1803-2002). Githa blev uddannet ved Det kgl. Teaters Elevskole 1954-56, og fik derefter ansættelse ved teatret. Bedst kendt i den store danske offentlighed er Githa Nørby som filmskuespiller, idet hun har medvirket i et utal af danske spillefilm, i lystspil så vel som i mere seriøse film, samt i flere TV-serier, bl.a. som Mads Skjerns kone, Ingeborg, i ”Matador”, 1978-81. Githa Nørby debuterede på film i ”Ung leg”, 1956, og blev i de mange følgende år kendt som ”den unge kvikke og smarte pige” i dansk film. I sine senere år viste hun imidlertid de mere alvorlige sider ved sit store talent, og det kom hende ikke mindst til gode på teatret, hvor hun har spille både klassiske og moderne roller, oftest med stor succes.

Githa Nørbys bror, Claus Nørby (1938-1999), blev uddannet som operasanger ved Det kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Hans uddannelse sluttede i 1964 og han medvirkede derefter i flere operaer på Det kgl. Teater. hvor han fik mindre roller i operaer som Puccinis ”La Boheme” og Verdis ”Rigoletto”. Han drog derefter med operaen på gæstespil til flere europæiske hovedsteder. Han optrådte også på Folketeatret og Aalborg Teater. Senere blev han ansat ved Den jyske Opera og endnu senere fik han ansættelse ved Det kgl. Teater, som han var tilknyttet i 12 år. Men han følte sig åbenbart ikke helt tilfreds med teaterlivet, for i 1993 valgte han at stoppe sin sangerkarriere og købte sig i stedet delikatesseforretningen ”Alhambra” på Værnedamsvej, hvor det menes at han trivedes rigtig godt. Claus Nørby døde i 1999 i en alder af 61 år.

Et andet og nok så interessant foto fra Ekstra-Bladets bagside den 10. december 1943, er det følgende, som viser den københavnsk berømte teater- og operettehelt, Hans Kurt, sammen med sin daværende hustru:

Navnet Hans Kurt var noget, som sagde de fleste Københavnere noget, ja, måske også mange andre danskere, nemlig at der var tale om Nørrebros Teaters fejrede oprettehelt. Navnet var egentlig Hans Kurt Jensen (1909-1968), og han blev student fra Gl. Hellerup Gymnasium 1928 og læste derefter til skuespiller hos Eyvind Johan-Svendsen, som dengang var en kendt skuespiller, men inden han nåede at aflægge elevprøve, debuterede Kurt 1929 på Folketeatret i en rolle i skuespillet ”Marie Grubbe”. Derefter var han engageret ved Folketeatret indtil 1933 og igen 1935-1936. I sæsonen 1933-34 var han ansat ved Dagmarteatret i Jernbanegade og ved Casino Teatret i Amaliegade. Imidlertid havde Hans Kurt en god sangstemme, tenorbaryton, som han lod videreuddanne hos en professionel sangpædagog. Det kom ham til gode, da han i perioden 1938-1950 optrådte på Nørrebros Teater, hvor han i samspil med sangerinden og skuespillerinden Else Marie sang sig ind i hjerterne hos et bredt publikum. Parret blev så populære, at folk troede, at parret var gift med hinanden, hvilket dog ikke var tilfældet. Hans Kurt blev i 1936 gift med skuespillerinden Else Abildgaard Rasmussen (1910-1988). Det er altså hende, der ses sammen med Hans Kurt på det ovenstående foto. I dette ægteskab fik han datteren Ingelise Kurt (f. 1943-2009), hvilket formentlig må betyde, at parret på fotoet også var relativt nybagte forældre. Parret blev skilt i 1959. 1960 giftede Hans Kurt sig med danserinden Lisbeth Nielsen (f. 1935), og dermed kun 8 år ældre end hans datter!

Hans Kurt var i øvrigt engageret ved Det Ny Teater i 1944-1945 og ved Frederiksberg Teater i 1952-1954. Han var på gæstespil i bl.a. Århus, Odense, Malmø, Stockholm og Oslo. På Det kongelige Teater gæstespillede han i 1958-1959 og 1960, bl.a. i ”Den Skønne Helene”. Hans Kurt optrådte også i revyer, bl.a. i Tivoli Revyen, Dagmarrevyen og Cirkusrevyen, og alle steder gjorde han med sin drengede charme sig bemærket som en superprofessionel sanger og skuespiller, ikke mindst hos det kvindelige publikum. Sin helt store popularitet opnåede Hans Kurt i samspillet med Else Marie. De to udgjorde sammen Danmarks førende operettepar, og de gennemførte flere landsomfattende turneer, medvirkede i talrige radioudsendelser og indspillede en række grammofonplader. I sine senere år kastede Hans Kurt sig for sit eget vedkommende over visesangen med speciale i Sigfred Pedersen-viser, og opnåede også en ganske pæn succes i denne genre.

Hans Kurt var også en ret benyttet filmstjerne. Han debuterede i 1932 i filmen ”Skal vi vædde en Million”, og fik stor succes som studenten Nicolaj i filmen ”Nødebo Præstegaard” (1934), en rolle, han også havde spillet til succes på Folketeatret, hvor dette stykke i mange år var på programmet hvert eneste år ved juletid. Succesen skyldtes ikke mindst hans store talent for komik. Men han gjorde sig også i de mere romantiske og seriøse rollefag, som f.eks. charmøren i musicalfilmen ”Mød mig på Cassiopeia”, 1951. Hans Kurts seneste film var ”Landmandsliv” fra 1965. Hans Kurt døde tre år senere, den 19. oktober 1968, kun 59 år gammel.

__________________

Julehygge - trods alt

Vi var nu i december 1943 og julen og nytåret nærmede sig, og karakteristisk for danskerne var det, at på trods af rationerings- og sparetider ville de allerfleste helst fejre jul som i ”de gode gamle dage”. Menneskers hverdagshukommelse er jo normalt ikke langtidsindstillet, hvilket formentlig især hænger sammen med, at hver generation stort set kun husker, hvad der er sket indenfor vedkommendes egen levetid, ja, ofte ikke engang det. Glemt for de fleste var Første Verdenskrig og den økonomiske verdenskrise og den deraf følgende store arbejdsløshed i 1930’erne. Og glemme ville danskerne også helst nutiden med dens indtil videre truende udsigter på grund af krigen og besættelsen. Julen med dens århundredgamle traditioner var derfor en kærkommen anledning til for en stund at glemme verden omkring sig, og gemme sig i den nære families hygge.

Tegnerne og måske især tegnepigerne på tegnestuen var i henseende til julen ingen undtagelse fra den øvrige danske befolkning. Derfor samledes man en af de sidste arbejdsdage, i dette tilfælde en fredag, til en julefrokost efter arbejdstids ophør. Der blev især drukket pænt tæt af, hvad der dengang var at få af øl og vin, og af den sidstnævnte slags kunne man kun få dansk vin, herunder portvin, som hurtigt blev døbt ”Pullimut”. Fik man tilstrækkeligt heraf, blev man ganske enkelt godt beruset. Dette i forbindelse med, at man på grund af spærretiden måtte holde ud til næste morgen, var medvirkende til, at nogle af tegnerne i en blanding af kådhed og fuldskab teede sig som gale og fik tegnestuen til at ligne en slagmark.

Selv oplevede jeg ved sådanne lejligheder, at der især kunne opstå konkurrence mellem nogle af mændene om de få tilstedeværende kvinders gunst. Det var særlig Otto Jacobsen, som på den tid var single, der forsøgte sig med at tiltrække sig kvindelig opmærksomhed, og i et tilfælde gjorde han kur til den kønne Line Kofoed, som imidlertid afviste ham venligt, men bestemt. I et andet tilfælde var det den meget kønne Karen Margrethe Nyborg, Jacob kurtiserede og forsøgte at ’røve’ fra den noget mere charmerende Bjørn Frank Jensen, som på det tidspunkt vistnok var gift, men ægteskabet med den meget smukke fotomodel Edel Hansen var enten gået i stykker eller på vej til det. Hun blev i øvrigt senere gift med tegneren Jørgen Müller, som hun var gift med i mange år og overlevede med en hel del år.

Julehygge – eller måske snarere juleuhygge - på tegnestuen i Frederiksberggade 28. Efter en lang aftens og nats forløb kom det ellers så pæne og ryddelige lokale til at se ud som på billedet her. Men der blev dog sørget for, at alt blev bragt i nogenlunde orden før arbejdstidens begyndelse næste morgen, for et syn som dette huede hverken Allan Johnsen eller Peter Toubro, som aldrig selv deltog i den slags udskejelser. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

På dette foto ses samme situation som ovenfor, men her er personerne på billedet genkendelige. Det er fra venstre Torben Strandgaard, Helge Hau, Bodil Rønnow, Børge Hamberg og allerbagest Mogens Mogensen. Selv var jeg også til stede ved sådanne lejligheder, men opholdt mig sammen med flere andre tegnere et andet sted i det store lokale, hvor fotografen ikke rettede sit kamera hen. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Her ses en lille del af tegnestuens personale under en hyggekomsammen selve juleaftensdag, kort før arbejdstidens ophør. Helt fra venstre ser man Bjørn Frank Jensens profil, derefter (med ryggen til) Bodil Rønnow, Finn Rosenberg med sin kære violin, og delvis bag det lille pyntede juletræ, Børge Hamberg, mellemtegner Erik Mogensen (ved tegnepulten) og Jenny Holmqvist. Bemærk reolerne i baggrunden. Det var her ”Bjørn” eller ”Largo” havde de papkasser stående, hvori de forskellige scener blev opbevaret. En sådan kasse ses foroven til venstre. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Her ses stort set samme situation som ovenfor, men hvor Bodil Rønnow ikke er med på billedet. Til venstre Karen Margrethe Nyborg, som kigger hen mod fotografen. Finn Rosenberg spiller fortsat på violinen, mens Børge Hamberg formentlig spiller på sin banjo. Erik Mogensen sidder fortsat og tegner, og Jenny Holmqvist kigger stadig hen mod fotografen. Det samme gør Preben Dorst helt til højre. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Men som nævnt, så kunne det hænde, at gode gamle og rare Jacob – han var med sine da 29 år den ældste på tegnestuen - mistede hæmningerne, når han fik noget at drikke, og følte han ikke at have heldet med sig i sit kurmageri. Det kunne endog hænde, at han gik amok og ødelagde stole og andet inventar, og knuste drikkeglas. I et tilfælde så jeg ham stå og vaske hænder i en håndvask fyldt med ituslåede drikkeglas, hvilket medførte at han skar sine hænder, så blodet flød. Da jeg forsigtigt bebrejdede ham denne absurde handling, svarede han blot med et fjoget grin: ”Det renser hænderne så godt!” Næste dag, da han var blevet ædru, kunne han ikke fatte at det var ham, der havde lavet så megen ravage, som tilfældet var, og fuld af fortrydelse og selvbebrejdelse tilbød han naturligvis at rydde op efter sig og erstatte de ødelagte ting.

Anderledes stilfærdigt og hyggeligt gik det for sig, når nogle af tegnestuens medarbejdere holdt julehygge selve juleaftensdagen, hvor en eller flere af pigerne havde medbragt hjemmebagte småkager og der blev serveret erstatningskaffe eller ditto te. Desuden spillede ’husorkestret’ eller enkelte medlemmer af denne dygtige kvartet julemelodier, men i moderne, lettere jazzificeret udgave. Nostalgien var i højsædet for en kort stund, inden man sluttede af og tegnerne og tegnepigerne iførte sig vintertøjet og traskede ud i decembermørket, på vej i hver sin retning mod hjemmene i de forskellige bydele, enten på cykel med blændet cykellygte eller med svagt oplyst sporvogn, for det var de mest almindelige transportmidler dengang. Byen henlå i halvmørke, hvilket primært skyldtes de indførte belysningsrestriktioner og påbud om mørkelægningsgardiner både i private hjem og på kontorer og i forretninger. Privatbiler var der i øvrigt ikke mange af, og slet ikke, da rationeringen af benzin for alvor satte ind. Og de få taxaer, der fandtes dengang, kunne heller ikke altid få benzin, men kørte på et tidspunkt udelukkende på såkaldt gasgenerator, et monstrum, som også blev almindelig drivkraft for lastbiler. Men det brændsel, der blev brugt til disse generatorer, var også rationeret, så derfor kunne man engang imellem se det ejendommelige syn, at f.eks. taxaer blev trukket af heste!

De tyske myndigheder i Danmark må have ment, at det ville øge deres tvivlsomme popularitet, når og hvis de indførte lempelser i de forbud og påbud, som de gerne indførte, i håbet om at kunne opretholde den ”ro og orden”, som de anså for at være en nødvendig forudsætning for, at de kunne ’regere’ landet. Hen mod julen 1943 offentliggjordes en lempelse i spærretiden, idet denne blev ’indskrænket’ til ’kun’ at vare fra kl. 23 til kl. 4 morgen i dagene 24.-27. december, altså juleaften og 1. og 2. juledag. Den ’normale’ spærretid var jo ellers fra Kl. 21-5.

På grund af spærretiden trak nytårssammenkomsterne i de private hjem ud til at vare hele natten og indtil kl. 5 morgen, hvor sporvognene og andre køretøjer begyndte at køre igen. Det nærmest myldrede frem med glade og mere eller mindre berusede mennesker, som havde travlt med at komme hjem til sig selv. Men netop på grund af spærretiden var mormor, morfar og Dennis ikke nytårsgæster hjemme hos os, sådan som tilfældet havde været de foregåede år. Det blev derfor en forholdsvis stille nytårsaften for os, og for resten ikke mindst, fordi der var udstedt forbud mod at brænde fyrværkeri af. Så nattehimlen var mørk og ingen lyd hørtes, heller ikke fra patruljerende tyske flyvemaskiner, alt var fuldkommen stille, hvilket på sin vis var velgørende og beroligende for manges anspændte nerver.

Livet og arbejdet går videre … trods alt

Efter nytår, der som nævnt på grund af forbud blev fejret uden fyrværkeri, begyndte det daglige arbejde igen, også ved Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ tegnestuer rundt om i byen. Men eftersom det var begrænset, hvad jeg selv kendte og kender til de afdelinger, der lå ude på Nørrebro og Østerbro, og der mig bekendt ikke findes særlig mange fotos derfra, i hvert fald ikke nogen, jeg er i besiddelse af, må det stadigvæk blive hovedafdelingen i Frederiksberggade 28, der er det centrale i denne beretning. Et sted og en tegnestue, som blev mit faste tilholdssted i omkring de to år, hvor jeg var den helsige og lykkelige medarbejder på den første lange danske tegnefilm: ”Fyrtøjet”.

Selv var jeg mere end ivrig efter at genoptage arbejdet, som i den grad interesserede og fascinerede mig, at jeg ikke betragtede det som et pligt-arbejde, men som en ren og skær fornøjelse og stor glæde at beskæftige sig med. Normalt plejede jeg at cykle til og fra jobbet, men her i vinterhalvåret benyttede jeg oftere sporvognen som transportmiddel. Jeg kunne enten vælge at gå hen til Nørrebros Runddel og tage linje 5 ind til Gl. Torv, eller gå til Borups Allé og tage linje 8 eller 13 til Rådhuspladsen. Og eftersom vi skulle møde kl. 8 på arbejdet, skulle jeg jo meget tidligt op om morgenen, for dels at kunne nå at gøre mig i stand og tage tøj på, og dels spise morgenmad og endelig gå den et lille kvarter lange strækning til sporvognen, jeg har nævnt ovenfor.

Men det var altså i dette ret så specielle miljø, at jeg kom til at tilbringe lige knapt 2 år, nemlig fra slutningen af juni 1943 og til begyndelsen af juni 1945. Det var to meget indholdsrige og lærerige år, blandt nogle stærkt engagerede og dygtige tegnere og animatorer og øvrige medarbejdere. Derfor efter min egen mening fuldt forståeligt, at den tid kom til at præge både min livsopfattelse og min senere profesionelle karriere som tegner, animator, tegnefilminstruktør og – i lidt mindre og beskeden udstrækning – tegnefilmproducent.

På dette foto fra 1943 ses jeg, kun 14 år gammel, siddende ivrigt optaget af at mellemtegne for Børge Hamberg. I baggrunden ses et af de borde, ved hvilke tegnerne sad og udførte deres arbejde dagen lang fra kl. 8 morgen til kl. 17 om eftermiddagen, kun afbrudt af en halv times frokostpause midt på dagen. Dette skal ikke forstås negativt, for de fleste af os var så interesserede og entusiastiske med tegnefilm, at vi om nødvendigt gladelig havde undværet pauser. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

De tegnere og animatorer, som jeg som nævnt kom til at arbejde sammen med – og vel at bemærke ikke kun som junior og elev, men som højt respekteret og værdsat medlem af et team, var alle besat af den hovedinteresse, at skabe en så teknisk og kunstnerisk god tegnefilm, som forudsætningerne, forholdene og omstændighederne gjorde det muligt. Det er derfor også grunden til, at jeg ofrer så forholdsvis megen plads her i selvbiografien til at skildre arbejdet på den film, som skulle blive Danmarks første lange underholdnings-tegnefilm, hvis sujet tilmed var et af de mest berømte eventyr af vores store nationaldigter H.C. Andersen.

(1944 )

Sabotagen og schalburgtagen tiltager

I løbet af 1944 blev den samfundsmæssige situation forværret, især på grund af det tiltagende antal sabotageaktioner fra den danske modstandsbevægelses side og tyskernes og deres danske håndlangeres voldelige modaktioner. Drab blev stadigt mere almindeligt fra både modstandsbevægelsens og tyskernes side. Den førstnævnte kaldte det ”nødvendige likvideringer” af bevisligt eller formodet farlige stikkere og kollaboratører, mens de sidstnævnte kaldte det ”nødvendige henrettelser” af sabotører og andre ”skadelige elementer”. Tyskerne og deres håndlangere, særlig grupper under Schalburgkorpset, tog i stigende grad de såkaldte clearing-drab i brug som modforanstaltning mod drab på tyske soldater eller folk, der samarbejdede med tyskerne. Tyskerne foretog også adskillige sprængninger af ejendomme, der mentes at have været tilholdssted for ”sabotører”, eller hvor man havde fundet våben og ammunition eller andet såkaldt ”krigsmateriel”.

Der fandtes faktisk to former for modstandsgrupper i Danmark, nemlig den civile modstandsbevægelse, som bestod af mennesker fra alle samfundslag, og den militære undergrundshær, der bestod af officerer fra det i praksis ikke-eksisterende danske militære forsvar. En del år senere erfarede jeg, at direktøren for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S som officer af reserven var blevet leder af en gruppe officerer i Gentofte, hvorfor den internt kaldtes Gentofte-gruppen. Imidlertid opstod der snart et modsætningsforhold mellem den civile og den militære modstandsbevægelse, en konflikt som søgtes bilagt af den ny SOE-leder, forfatteren Flemming B. Muus (1907-1982), som i marts 1944 kom med illegalt fly til Danmark fra London, hvor han havde opholdt sig siden 1943. I London var han medlem af Danmarks Frihedsråd. Om sidstnævnte, se under 1943. SOE er en forkortelse for Special Operations Executive, en britisk militærorganisation, som blev oprettet i juli 1940 til støtte for modstandsbevægelserne i de af tyskerne besatte lande. En dansk afdeling af SOE blev oprettet i efteråret 1940. Fra marts 1943 leverede SOE konstant sabotagemateriel til den danske modstandsbevægelse, og den første modstandsgruppe, der fik kontakt med SOE, var Holger Danske, som 1943-45 udførte en række sabotageaktioner og ca. 200 stikkerlikvideringer. Ved besættelsens ophør havde gruppen ca. 400 medlemmer.

”Ørkenræven” Rommel

I 1944 betroede Hitler kommandoen over alle tyske tropper i Holland, Belgien og Frankrig nord for Loire til generalfeltmarskal Erwin Rommel (1891-1944). Rommel havde været officer allerede under 1. verdenskrig og sluttede sig tidligt til nazisternes fornyede, men faktisk forbudte oprustning. Han blev 1940 general og panserdivisionschef under felttoget mod Frankrig. 1941 udnævntes han til generaloberst og chef for de tysk-italienske styrker i Afrika, hvor han især blev kendt under navnet ”Ørkenræven”, idet hans militærstrategiske dygtighed bevirkede, at det lykkedes ham at trænge englænderne tilbage til El Alamein. 1942 udnævntes Rommel til generalfeltmarskal, men under ledelse af den senere legendariske engelske feltmarskal Montgomery, lykkedes det efterhånden engelske tropper at jage ”Ørkenræven” og hans hær ud af Afrika. Rommel blev som nævnt ovenfor derefter chef for en hærgruppe i Frankrig 1944. Senere, da han så, hvor det bar hen for Tyskland, især med en militært set uduelig leder som Hitler, vovede Rommel at kritisere dennes amatøragtige måde at blande sig på i generalernes strategiske dispositioner, og det førte til, at han blev stillet over for valget mellem at blive tiltalt for højforræderi eller selvmord. Han valgte at begå selvmord ved at skyde sig. Det er senere blevet hævdet, at han gjorde det under kraftigt pres fra Hitler selv, hvilket der mig bekendt dog ikke foreligger beviser for.

Som et modtræk mod stikkerlikvideringerne og sabotageaktionerne oprettede tyskerne flere dansk-nazistiske hjælpekorps. Schalburgkorpset var allerede blevet stiftet i 1943, og nu oprettede man desuden Sommer-korpset. Betegnelsen Sommer hentyder til kaptajn Poul Sommer (1910-1991), der var chef for sidstnævnte korps. Den tyske terror blev herefter sat i system af den nye chef for sikkerhedspolitiet, Richard Otto Bovensiepen (1905-1979), som bl.a. var bagmanden for de såkaldte ”clearing-mord” på sagesløse civile. Bovensiepen studerede jura, da han i 1924 blev medlem af nazipartiet. 1933 blev han medlem af Gestapo, og han var chef for dette hemmelige politi i Berlin 1941-42. Han kom til Danmark i januar 1944, hvor han som nævnt blev leder af kontrasabotagen. Efter besættelsens ophør blev han fængslet, men først dømt den 20. sept.1948 ved Københavns Byret, hvor dommen lød på dødsstraf. Landsretten ændrede den 18. juli 1949 dødsdommen til fængsel på livstid. Højesteret stadfæstede landsrettens dom den 17.marts 1950. Men i 1953 blev han løsladt og udvist til Tyskland, hvor han i 1967 atter blev anholdt, sigtet som ansvarlig for deportation af og mord på 50.000 jøder.

Mordet på Kaj Munk

En af de mest tragiske begivenheder i januar 1944, var mordet på digterpræsten Kaj Munk (1898-1944) den 4. januar. Det var det første såkaldte ”clearing-mord” i Danmark, og det blev udført af medlemmer af Petergruppen, der blev ledet af tyskeren Otto Schwerdt, hvis dæknavn var Peter Schäfer. Det var foregået på den måde, at Kaj Munk var blevet afhentet i sit hjem i Præstegården i Vedersø og kørt ud til en øde vejstrækning mellem Herning og Silkeborg, hvor han var blevet henrettet ved skud og hans lig brutalt smidt ned i vejgrøften. Det var ifølge den senere retssag under retsopgøret efter besættelsen tyskeren W. Söhnlein, der havde affyret det dræbende skud. Liget blev fundet den næste morgen. Kaj Munk havde været præst i Vedersø fra 1924 og til sin død. Ved siden af sin præstegerning, var Kaj Munk også digter og dramatiker, og især i 1930’erne fik han stor succes som dramatiker. Men han var også en kontroversiel intellektuel, som en overgang lå under for en idealistisk heltedyrkelse og oprindelig var velvilligt indstillet til de tyske og italienske diktatorer og diktaturer. Han troede – i lighed med en del andre kulturpersonligheder – på førermyten og på, at fascismen ville være Europas frelse. Tyskernes besættelse af Danmark fik imidlertid Kaj Munk på andre tanker, og han tog derefter så kraftigt til orde både i skrift og tale imod besættelsesmagten og nazismen, at det kom til at koste ham livet. Mordet på Kaj Munk blev bl.a. omtalt i Kolding Folkeblad for onsdag den 5. og torsdag den 6. januar 1944. I sidstnævnte nummer stod der følgende overskrift og manchet på avisens forside:

Revolver-morderne

endnu ikke anholdt

Signalement af Kaj Munks bortførere. –

Samarbejdspartierne advarer mod selvtægt

Vi omtalte i går i størstedelen af oplaget de ny revolver-attentater, der har kostet to mænd livet: Pastor Kaj Munk, der i går formiddags blev funden dræbt på landevejen ved Silkeborg, og fiskehandler Jens Chr. Petersen, Slagelse, der blev skudt ned på gaden i går morges.

Avisen kunne bl.a. fortælle, at der havde været fire mænd involveret i mordet på Kaj Munk, hvoraf man så sig i stand til at give et signalement af de tre af dem. De var iført civile klæder, men to af dem udgav sig for politi og foreviste også falske eller stjålne politiskilte. Politiet kunne dog bekræfte, at de fire personer ikke tilhørte nogen dansk myndighed. Efter besættelsen blev der sat navne på de nævnte fire personer, der havde deltaget i mordet på Kaj Munk: Axel Otto Schwerdt, W. Söhnlein, Nebel og Pahl.

Hvad angår fiskehandleren fra Slagelse, så konstateredes det, at denne var medlem af det nationalsocialistiske parti (DNSAP, en forkortelse for Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti, eller kort og godt: Nazipartiet, og at han efter en forudgående skudveksling – manden havde altså været bevæbnet – var blevet ramt af to skud i hovedet, som blev affyret fra en bil og muligvis også af en cyklist, der passerende ham, da han befandt sig udenfor ejendommen Herrestræde 22. Såvel bilen som cyklisten forsvandt uden at efterlade sig noget spor. Det skete onsdag morgen kl. 7.08. Det var formentlig modstandsbevægelsen, der stod bag drabet på fiskehandleren, men det kunne også være et såkaldt clearing-mord, hvilket vil sige et gengældelses- eller hævnmord.

Blandt Kaj Munks dramatiske arbejder er f.eks. Ordet (1925; opført på teatret 1932), som filminstruktøren Carl Th. Dreyer filmatiserede 1954. Se herom senere. Desuden Egelykke (1938), som også vil blive omtalt i en anden og senere sammenhæng. Det samme gælder desuden dramaet Før Cannae (1943). Kendt er også Kaj Munks rørende, lyriske digt Du lille Anemone, som skuespilleren Mogens Wieth via en senere pladeindspilning, formentlig i 1950’erne, gjorde kendt og elsket over det ganske land.

Modstanden vokser …

I løbet af januar 1944 myrdedes i alt ca. 125 kendte og ukendte mennesker, og en lang række bygninger sprængtes i luften som led i den terror, der blev udøvet af tyskerne og deres håndlangere. De danske sabotører holdt sig naturligvis heller ikke tilbage, for at vise tyskerne og disses danske håndlangere og medløbere, herunder danske virksomheder, der producerede for eller solgte til tyskerne, at det var ramme alvor med modstanden mod besættelsesmagten og nazismen.

Den 8. januar gik det ud over montagehallen hos Bur-Wains Autodiesel, som styrtede sammen efter en sabotageaktion. En sådan fandt også sted den 15. januar mod Burmeister & Wain i Strandgade, ligesom radiofabrikken Always i Sydhavnen blev ødelagt ved sabotage. Tyskernes håndlangere lod ikke vente længe på gengældelsesaktioner. Sidstnævnte dato blev der forøvet schalburgtage mod Hagerups Boghandel, som på det tidspunkt havde en mindeudstilling om Kaj Munk.

Den 22. januar blev en såret sabotør, der var indlagt på Kommunehospitalet, befriet af sine revolverbevæbnede kammerater. En sådan aktion var selvfølgelig en torn i øjet på tyskerne og deres håndlangere. Den 29. januar ødelagde sabotører kraftanlægget på General Motors Fabrik ved sprængning. Til gengæld for sabotageaktionerne schalburgteredes Palladiums atelier i Hellerup Havn den 31. januar, og den 7. februar ligeledes ASA’s atelier i Lyngby og Nordisk Films Kompagnis atelierer i Valby. Det betød naturligvis uvelkomne afbræk i filmproduktionen, der jo trods alt var et levebrød for mange mennesker, dels for de ansatte på filmstudierne, dels for skuespillerne og dels til en vis grad for biografejerne.

I løbet af januar 1944 blev en række af byens offentlige kunstværker beskyttet mod luftbombardementer ved tildækning med sandsække skjult under en overbygning af træ. Det var f.eks. tilfældet med Sali’s rytterstatue på Amalienborg slotsplads.

Lidt om privatlivet

Men inden begivenhederne nåede så langt, havde mor og Lizzie haft fødselsdag den 18. januar. Mor blev 36 år og Lizzie bare 3 år. Mor var altså henholdsvis 21 år, 26 år, 29 år og 33 år, da hun fik mig, Benny, Bent og Lizzie. Vores lillesøster var allerede i en alder af tre år en krudtugle, fuld af temperament og foretagsomhed. Jeg erindrer faktisk ikke selve fødselsdagsfesten, men den blev sikkert fejret som i de foregående år, ved at mine morforældre og fætter Dennis kom til chokolade og lagkage, og muligvis var gudmor Gudrun også gæst ved den lejlighed. Både mor og Lizzie fik naturligvis gaver, for mors vedkommende sikkert strømper eller undertøj, for Lizzies vedkommende legetøj, som sandsynligvis i begge tilfælde var købt enten i Buldog på Nørrebrogade eller hos Daells Varehus i Nørregade. Pengene var jo små dengang, i hvert fald i min københavnske familie, og man var desuden ikke vant til at give dyre gaver. Det gjaldt både ved fødselsdage og når det drejede sig om julegaver. Men i reglen fik de voksne tøj, sokker, strømper, vanter eller halstørklæder, ofte hjemmestrikket, og børnene en ”blød pakke”, som ikke vakte begejstring, og så det stykke legetøj, der blev betragtet som den egentlige julegave.

Mors store drøm var at blive danselærerinde, men tiden og omstændighederne var endnu ikke modne til, at hun kunne realisere drømmen. Til gengæld drømte hun også på sin lille datters vegne, hvilket gav sig udslag i, at mor senere dette år meldte Lizzie til ballet og akrobatik hos en russisk født danselærerinde omme på Nørrebrogade, ikke langt fra Runddelen. Men mere herom senere.

Dette år begyndte Bent også at gå i skole, dog først efter skolernes sommerferie, og han kom til at gå i Hans Tavsensgades Skole, hvor Benny som født 1934 jo var begyndt sin skolegang allerede i 1941. Hvorfor mine to brødre kom til at gå i Hans Tavsensgade Skole, har jeg ingen erindring eller viden om, men grunden til det, har nok været den samme, som i mit tilfælde, nemlig at skoledistriktsgrænsen skilte mellem Kapelvejens Skole, hvor jeg kom til at gå efter vores flytning fra Nakskov til København, og Hellig Kors Skolen, hvor jeg selv var blevet flyttet til i 1940, da mine forældre og os børn var flyttet fra Baggesensgade til Jægersborggade.

Schalburgtage in miniature

Men foreløbig er vi i og med denne beretning kun nået til januar 1944 og til et år, der på flere måder skulle vise sig at blive afgørende for krigens videre forløb, og dermed også for den tyske besættelse af blandt andet Danmark. Men resten af besættelsen skulle dog ikke komme til at forløbe uden alvorlige begivenheder og episoder, som i nogle tilfælde kostede menneskeliv, i nogle tilfælde både menneskeliv og materielle ødelæggelser, og endelig i andre tilfælde heldigvis kun materiel ødelæggelse.

De tyske gengældelsesaktioner i form af blandt andet den såkaldte schalburgtage, havde fortrinsvis til hensigt at skræmme og genere civilbefolkningen. Derfor kom denne form for sabotage mest til at gå ud over forlystelsessteder som teatre, biografer og restauranter, men dog fortrinsvis sådan, at den kun forårsagede materielle ødelæggelser og kun sjældent kostede menneskeliv. At slå civile mennesker eller myndighedspersoner ihjel, var derimod overladt til Gestapo og til nazistiske grupper, der sorterede under Gestapo og Schalburgkorpset. Disse grupper udførte i den kommende tid til gengæld flere såkaldte clearing-mord, det vil sige, gengældelses-mord, i reglen for sabotage mod tyske interesser eller drab på tyske soldater, myndighedspersoner eller håndlangere, som f.eks. de såkaldte stikkere, altså folk, som af den ene eller anden grund angav andre folk til Gestapo eller SS.

Her følger en omtale af et par eksempler på, hvad man kunne betegne som dårligt nyt, nemlig et par schalburgtager, som heldigvis kun kostede materielle ødelæggelser:

Herover ses logoet til det her i 2012, da disse linjer skrives, for længst ophørte dagblad ”Aftenbladet”, populært kaldet ”rullekone-bladet”, fordi det bl.a. blev læst af det kvindelige personale i de rulleforretninger, der lå i mange små gader dengang. Men tænk, avisen var kun på 6 sider, men kostede til gengæld også kun 12 øre!

Til det meget dårlige nyt hørte blandt andet den schalburgtage, som ifølge ”Aftenbladet” for den 11. januar 1944 dagen før, den 10. januar 1944, var rettet mod Studenterforeningen ved Vestre Boulevard i København, den senere H.C. Andersens Boulevard. Bomben var blevet anbragt i bygningens kælderetage og forvoldte ved sprængningen ca. kl. 19,30 så voldsomme ødelæggelser, at der måtte holdes lukket op til 14 dage efter attentatet. Men selvom der opholdt sig mennesker i bygningen under sprængningen, var der heldigvis ingen, der kom alvorligt til skade, de sårede slap med overfladiske skrammer.

Her ses Stedet, hvor Bomben eksploderede. Der blev slaaet et stort Hul i Cyklekælderen, og en Snes Cykler blev ødelagt. Ved Eksplosionen styrtede Murbrokkerne ned i Fyrrummet, og Gelænderet ved Nedgangen til Kælderen blev slaaet omkuld og fuldkommen krøllet sammen. (Foto og billedtekst: Aftenbladet, tirsdag den 11. januar 1943).

En anden, formentlig schalburgtage ramte samme aften lidt over kl. 20 kunstnerrestauranten ”Parnas” i Lille Kongensgade. Sprængningen var meget kraftig og ødelagde restaurationslokalet totalt, samtidigt med at lufttrykket blæste vinduesruder ud i flere nærliggende ejendomme. Men her var der heldigvis heller ingen, der kom alvorligt til skade, overboerne i ejendommen slap med knubs og chok, og et ægtepar med to børn, som boede ovenover restauranten, måtte midlertidigt evakueres og overnatte i – Det kgl. Teater!

Et Billede, der illustrerer, hvor omfattende Ødelæggelserne er i den eksplosionsramte Restaurant. Der var ikke en hel Stol eller et helt Bord tilbage. Alt var knust og sønderslået. (Foto og billedtekst: Aftenbladet, den 11. januar 1944).

Til de delvis gode nyheder hørte, at samme Aftenbladet kunne meddele, at Tyskland var begyndt at mangle arbejdskraft, hvorfor man mobiliserede al arbejdskraft, det overhovedet var muligt at skrabe sammen: Personer, der ikke var soldater, som f.eks. arbejdsduelige kvinder og børn, skulle herefter udfylde pladsen efter de mænd i industrien, som blev ekstraordinært indkaldt til krigstjeneste. Det var for indviede en tydeligt tegn på, at Tyskland var hårdt trængt på Øst- så vel som Vestfronten, og det var en god nyhed, for det måtte betyde, at Tysklands nederlag kunne øjnes forude, især da det snart kom til at stå klart, at Tysklands ekstra-mobilisering af soldater af ældre årgange, ikke fik den effekt, som Hitler og hans medsammensvorne håbede og ønskede. Der var snarere tale om de sidste desperate forsøg på at vinde den krig, som Hitler i sit overmod havde startet i september 1939.

Blandt de efter min mening gode nyheder var også, at de britiske Mandatmyndigheder havde givet 34.000 jødiske emigranter fra de sydøsteuropæiske lande tilladelse til, at måtte bosætte sig i Palæstina. I dag ved vi jo, at det desværre blev begyndelsen til den langvarige Israel-Palæstina konflikt, som endnu i 2012 ikke har fundet en fredelig og tilfredsstillende løsning. Men det reddede sandsynligvis de nævnte 34.000 jøder fra at blive fanget og gasset af nazisterne.

Krigssituationen

Tirsdag den 11. januar 1944 kunne man i Aftenbladet også læse om situationen på Østfronten, hvor de tyske hærenheder var hårdt pressede, hvilket kunne tolkes sådan, at tyskerne var ved at blive trængt ud af Rusland:

Kæmpe-Slaget raser videre

paa fuld Kraft

De ustandselige Angreb giver ikke Forsvarerne

Lejlighed til Søvn

- Privat for Aftenbladet –

Berlin, Tirsdag

Udover at Russerne har genoptaget deres Offensiv Vest og Nordvest for Sarny og Novgorod Wolynsk og søger at trænge frem til Rowno foreligger der ikke i Dag nye Momenter til Belysning af Situationen paa Øastfronten. Frontbilledet i Dnjepr-Buen synes ikke at have ændret sig meget. Da kæmpeslaget stadig raser videre paa fuld Kraft, er det svært at danne sig noget fuldt Overblik over den øjeblikkelige Situation.

Det er saaledes umuligt at dømme om, hvorvidt Tyskerne allerede har indledet Forholdsregler til at foretage den bebudede Frontforkortning, men fra tysk Side erklæres, at de tyske Tropper vedblivende befinder sig i en prekær Situation. Det vanskelige Forsvar kræver saavel af Ledelse som af Tropperne den yderste Indsats og de største Ofre, dette saa meget mere som de tyske Divisioner for Størstedelens Vedkommende har staaet i Frontlinjen uafbrudt i flere Maaneder.

Men for os små hverdagsmennesker i København – og vel også i det øvrige Danmark – var der stadigvæk en mulighed for at vende alle ubehagelighederne ryggen og søge en midlertidig glemsel, enten ved en tur ud i naturen eller i forlystelsernes og biografernes illusoriske drømmeunivers, hvor man for en kortere stund kunne glemme de barske realiteter. Hvad angår det med naturen, så kunne samme Aftenbladet samme dag melde om vinterens snarlige komme, hvilket skete i følgende lille forsigtigt optimistiske artikel:

Lidt Skiføre i Skovene Nord for Klampenborg

Fin Nattefrost og stadig Frost nu til Morgen

Det ser ud til, at Vinteren er ved at komme for Alvor, og da der i Løbet af Dagen i Gaar og i Nat har været lidt Snefald, særlig Nord for Klampenborg og i Grib Skov, ser det ud til, at der er lidt Skiføre, en ca. 4 cm løs Sne paa fast frossen Underbund. Meget er det jo ikke, men da altid noget for dem, der vil prøve Skiene. Københavns Skiklub meddeler, at det er særlig i Skovene Nord for Klampenborg og i Grib Skov, at der er Sne. Klubben raader dog Skiløberne til at holde sig paa Stier og Veje, da Løb ned ad Bakker kan blive problematisk. I det store og Hele kan det næppe kaldes godt Skiføre, men en Smagsprøve paa Skisporten for dem, der absolut vil ud, kan det vel nok blive til, men altsaa pas paa! Kirsten.

Javabrænderiet på Nørrebrogade 3 havde også et såkaldt Kaffehus, hvor man kunne få smørrebrød. Udtrykket Kaffehus var ellers, hvad der normalt hed Café, men som senere efter krigens ophør generelt blev erstattet af ordet Caféteria. Men under besættelsen søgte man så vidt muligt at opretholde illusionen om de gode og hyggelige tider, før verden gik amok. – Annoncen er fra Aftenbladet, tirsdag den 11. januar 1943.

Personligt var jeg nu ikke til udendørs fornøjelser, men foretrak det daglige, stille indendørs liv bag tegnepulten, hvor opgaven lød på at levendegøre de fantasifigurer, der medvirkede i filmen ”Fyrtøjet”. Jeg var nok temmelig monoman med mit arbejde, som for mig ikke kun var et arbejde, men nærmest en fascinerende besættelse. Men eftersom vi også arbejdede om lørdagen, dog kun fra kl. 8-14, så var det kun søndagen, der var hel fridag. Den benyttede jeg – ofte sammen med mine to kammerater, Jørn og Jørgen, - til at gå til matinéforestillinger i en af vores fælles yndlingsbiografer.

Forlystelsernes kronede dage

De københavnske teatre havde relativt gode tider under besættelsen. I henhold til annoncer i Aftenbladet for tirsdag den 11. januar 1944 spillede teatrene som følge af spærretiden kun eftermiddagsforestillinger. Det kgl. Teater spillede om onsdagen Holbergs Den politiske Kandestøber, og den følgende dag To Traade og om fredagen Johannes Ewalds Fiskerne og Ewalds død.

Nørrebros Teater opførte Damen i Hermelin, og Alle-Scenen, som var identisk med det tidligere Betty Nansen Teatret og som var genåbnet 6. januar 1944, opførte Anne Pedersdotter, et skuespil af den norske forfatter og dramatiker Wiers Jensen. Det var dette skuespil og den roman, der lå til grund for stykket, som Carl Th. Dreyer i 1943 havde filmatiseret under titlen Vredens Dag.

Apollo Teatret – ikke at forveksle med den ganske lille Apollo Bio på Langelandsvej på Frederiksberg – kunne forlyste publikum med ”kæmpesucces’en” Det bedste af det bedste, med nogle af dansk revyteaters bedst kendte og afholdte skuespillere og entertainere: Chr. Arhoff, Svend Asmussen, Ludvig Brandstrup, Gerd Gjedved, Osvald Helmuth, Stig Lommer, Gerda og Ulrik Neumann, Erika Voigt og Hans W. Petersen.

Det ny Teater spillede den evigtunge og uhyre populære operette Sommer i Tyrol med Max Hansen og Else Marie i hovedrollerne. Filmen blev i 1964 indspillet på film af Nordisk Film med Erik Balling som instruktør, og med Dirch Passer og Susse Vold i rollerne som henholdsvis tjeneren Leopold og kromutteren Josepha.

Folke-Teatret lokkede publikum med lidt mere seriøs underholdning, nemlig Edouard Bourdet’s Ægteskab, hvori man kunne se kendte skuespillere som Angelo Bruun, Grethe Holmer, Ingeborg Skov, Kai Wilton, Vera Gebuhr, Ellen Margrethe Stein og Petrine Sonne. Som søndagsforestilling annoncerede samme teater med Bernard Shaw’s næsten klassiske Pygmalion, som man i 1938 også havde kunnet se på film med Leslie Howard i rollen som Dr. Doolittle og Wendy Hiller i rollen som blomsterpigen Eliza. Mange år senere, i 1964, genindspilledes Pygmalion under titlen My Fair Lady med Rex Harrison som Dr. Doolittle og Audrey Hepburn som en uforglemmelig Eliza.

Frederiksberg Teater, hvis leder 1943-48 var skuespilleren Knud Rex (1912-1968) havde den amerikanske dramatiker Maxwell Anderson’s skuespil Stjernevognen på plakaten.

Men som den film-fan, jeg var og i nogen grad stadig er, så var jeg altid særlig interesseret i at konstatere, hvilke film, der spillede i biograferne, og repertoiret så ud som følger, set ud fra de desværre meget få biografannoncer, der var i Aftenbladet for den 11. januar 1944:

Atlantic: Kl. 4 – 5,30 C. 22 56 fra 3

Åke Söderblom og Gaby Stenberg i

Fire Gutter vælter Byen (svensk, 1941)

Grand: Kl. 1 – 3 – 5 C. 2655 og C. 1611

Et moderne Burghteater-Skuespil

Gusti Huber som ”Gabrielle Dambone” I Rampens Lys (østrigsk-tysk, 1943)

af Richard Billinger

Wien Film

Palads: Kl. 1 – Kl. 3 – Kl. 5 Fors. 10-4. C. 4036

Drama paa Slottet (dansk, 1943) Forbudt for Børn

Iscenesat af Bodil Ipsen

Palladium: Kl. 1 Kl. 3 Kl. 5 C. 40 12 C. 1413 C. 40 14

Næstsidste Dag!

Emil Jannings i Et gammelt Hjerte bli’r ungt igen (tysk, 1943)

Platan: Kl. 4 og 5,30 . C. 6502 fra Kl. 3

Karl XII (svensk stumfilm, 1925) 2. Uge

Gösta Ekman

Saga: Kl. 1 – 3 – 5. C. 6686. Billetkontoret aabnes Kl. 10

Zarah Leander i den spændende Kriminalfilm

Gloria O’Connors Hemmelighed (tysk, 1943) Forbudt f. Børn

Triangel: Kl. 4 5,30. C. 7047 f. 3

Osvald Helmuth i Latter-Orkanen

Ebberød Bank (dansk, 1943) 4. Uge

Valby Teater: Valby Langgade 28-30. Kl. 5,30. Tlf. Valby 735

Fy og Bi i ”Højt paa en Kvist” (dansk, 1929)

World Cinema: Kl. 1-3-5. C. 2192. Fri Not. Fors. Til hele Ugen C. 44 43 Kl. 10-5

Vredens Dag (dansk, 1943) Forbudt for Børn

Her følger lidt uddybende kommentarer til biografrepertoiret 11. januar 1944:

Atlantic Bio viste i januar 1944, hvor biograferne i lighed med teatrene på grund af spærretiden kun spillede eftermiddagsforestillinger, den svenske farce Fire Gutter vælter Byen (1941), med Åke Söderblom og Gaby Stenberg i hovedrollerne.

Casino Bio i Istedgade viste på 3. uge den svenskproducerede Marguerite Viby-film I dag bli’r min Mand gift (1943). I øvrigt genindspillede den populære skuespillerinde i nogle tilfælde sine danske film på svensk i Sverige og omvendt sine svenske film på dansk i Danmark.

Grand Teatret lokkede sit publikum med ”Et moderne Burghteater-skuespil med Gusti Huber som Gabrielle Dambrone” I Rampens Lys. Altså en østrigsk film, hvis produktionsår angives til 1943.

Nora Bio havde samme dato haft premiere på en eftersynkroniseret udgave af Fy og Bi-filmen Højt paa en Kvist, som var fra mit fødselsår 1929. I januar 1944 gik denne film i Valby Teatret i Valby Langgade.

Palads Teatret havde endnu i januar det romantiske Drama paa Slottet på plakaten. Filmen, som var instrueret af Bodil Ipsen, havde haft premiere samme sted den 16. december 1943.

Palladium havde endnu den 11. januar Emil Jannings-filmen Gammelt Hjerte bli’r ungt igen (1943) på programmet. Den blev om torsdagen den 13. januar udskiftet med den danske Det kære København, som var instrueret af Svend Methling, og som havde en række kendte og populære danske skuespillere i rollerne, bl.a. Erni Arneson og Gunnar Lauring – og Petrine Sonne.

Platan Bio viste på 2. uge den svenske film Karl XII, med den berømte Gösta Ekman i rollen som den mindst lige så berømte konge fra 1600-tallet.

Triangel Teatret havde i lighed med Scala-Bio og Merry-Teatret på 3. uge Osvald Helmuth i latterorkanen Ebberød Bank på plakaten. Filmen havde haft premiere på i alt 8 københavnske biografer den 26. december 1943.

Men alt i hverdagen var selvfølgelig ikke det bare sjov og lutter fornøjelse. Eksempelvis var rationeringssituationen vanskelig at leve med, for nogle mere end for andre. Men så grelt, som det vil fremgå af den følgende artikel fra Aftenbladet for tirsdag den 11. januar 1944, var det naturligvis ikke for alle:

Cigarhandlers Selvmord paa Grund af ”Tiderne”

Nervøs af Kundernes Bebrejdelser

- Privat for Aftenbladet –

En af Næstveds største Cigarhandlere, K n u d H a n s e n i Jernbanegade, har begaaet Selvmord, og Aarsagen maa udelukkende søges i den stramme Tobakssituation, som efterhaanden var gaaet ham paa Nerverne. Knud Hansen havde nu saa længe maattet sige ”Nej” til sine Kunder og saa længe maattet høre paa deres Bebrejdelser over for smaa Forsyninger, at han ikke længere kunde holde det ud. Samme Dag, som Cigarhandleren om Aftenen tog sit Liv, havde han til nogle Kunder sagt: Nu er der oven i Købet blevet klaget over mig til Tobaksindustriens Fordelingskontor, og nu er Maalet fuldt. Jeg vil forsvinde ud af denne Verden! Kunderne troede naturligvis, det var mandens Spøg, men saa meget desto større var Choket for dem, da de erfarede, han havde talt i fuldt Alvor.

Illegale nyheder og betragtninger

Blandt de mange danske illegale blade, stort set alle duplikerede, var også et, som kaldte sig ”Danske Tidende”, og hvos logo var flankeret af emblemet for kong Christian X, hvilket lader formode, at det var politisk borgerlige folk, der stod bag. I sit nr. 4 for Februar 1944 gengives blandt andet den myrdede digterpræst Kaj Munks sidste prædiken til sin menighed.

Under overskriften ”Heltenes Død” omtaltes og mindedes også de seks unge sabotører fra Randers, som i december 1943 havde sprængt og ødelagt tre jernbanebroer over Gudenåen ved Langå, og hvoraf de fire var blevet henrettet. Bladet bragte også en ”Indtrængende Advarsel” om, at tyskerne sidst i januar 1944 havde ladet 25 provokatører, som var iført engelske uniformer, lande ved hjælp af faldskærm forskellige steder i landet. Formålet med disse provokatører skulle angiveligt være at de skulle opsøge og anholde eller likvidere danske modstandsfolk, som Gestapo havde givet dem adresserne på. Samme nummer af ”Danske Tidende” bragte også en navne- og adresseliste over ”Tyskernes danske Haandlangere ved Danmarks Radio”. Øverst på listen stod navne som overretssagfører Ejner Krenchel og redaktør Axel Høyer, som begge var nazistiske sympatisører. Bladet gav desuden en ”Krigsoversgt” over ”Den militære Situation i Europa”, og bragte ligeledes en artikel med overskriften ”Overhuset diskuterer Krigsforbryderne. Krigsforbryderne skal straffes”, hvilket var et forvarsel om Nürnberg Domstolen, som blev nedsat umiddelbart efter Tysklands kapitulation i maj 1945.

Tegningen forestiller Adolf Hitler og Herman Göring og teksten lyder sådan: ”Man kan forstaa Svenskernes Raseri.

Naar vi udrydder hele Intelligensen, sidder de der med deres Nobelpris og kan ikke komme af med den.”

(Tegning og billedtekst af Stig Höök alias Ragnvald Blix i det illegale danske blad ”Danske Tidende”, nr. 4, Februar 1944.)

”Danske Tidende” gjorde også opmærksom på faren ved de såkaldte ”stikkere”, men advarede samtidigt om, at løs snak og sladder også kunne bringe andre i fare ved at være en hjælpekilde for Gestapo til at opspore sabotører og modstandsfolk. Bladet, som målte 15 x 19 cm og indeholdt 12 sider, havde flere artikler og – som noget velgørende midt i alvoren – to sider med anti-nazistiske vitstegninger af den norske tegner Stig Höök, et pseudonym for Ragnvald Blix (1882-1958). Her er ovenfor gengivet en enkelt af de i alt 7 tegninger, bladet bragte i det nævnte nummer.

Godt og dårligt nyt

Den 10. februar 1944 ophævedes spærretiden, som havde varet fra 29. august 1943. Den havde simpelthen forbudt almindelige mennesker at færdes udendørs i tiden kl. 21 til 5, og det indebar blandt meget andet, at biografer og teatre ikke kunne spille aftenforestillinger. Sidste forestilling skulle slutte, således at publikum kunne nå hjem inden spærretiden begyndte kl. 21. Dette fremgik og fremgår umiskendeligt af forlystelsesannoncerne i datidens aviser, hvilket også kan ses af de i denne selvbiografi gengivne forlystelsesannoncer. For eksempel begyndte de fleste forestillinger allerede omkring kl. 17,30. Hvilket vil sige, at forestillingerne sluttede omkring kl. 19. Men alt i alt betød det formentlig færre indtægter til folkene bag de diverse forlystelser, teatre og biografer, måske kompenseret en smule af, at flere folk end normalt benyttede sig af den pengerigelighed, der var opstået blandt folk, fordi man blandt andet ikke kunne købe de forbrugsvarer, som man havde kunnet, før rationeringerne trådte i kraft.

Til det dårlige nye hørte eksempelvis, at tyskerne i slutningen af februar 1944 beslaglagde Shellhuset på hjørnet af Kampmannsgade og Vester Farimagsgade, og huset indrettedes til hovedkvarter for det berygtede tyske hemmelige politi, Gestapo (forkortelse for Geheime Staats Polizei), som tidligere havde holdt til i Dagmarhus. Disse samvittighedsløse og kyniske folk kunne nu fortsætte deres opsporing af modstandsfolk og andre modstandere, og når folk var blevet arresteret, da at underkaste dem langvarige og udmattende forhør, ofte under anvendelse af grusom tortur, som blandt andet kunne være, at brække fangernes fingre eller trække neglene af deres fingre. Under alle omstændigheder meget smertefulde metoder, som i nogle tilfælde førte til, at en fange ikke kunne holde torturen ud og derfor gav bødlerne de ønskede oplysninger eller angav sine kammerater. Men der fandtes heldigvis også modstandsfolk, som udstod torturen, også selvom det medførte hård straf, som i nogle tilfælde betød deportation til en fjerntliggende tysk kz-lejr eller ligefrem en dødsdom.

Gestapo havde tilmed snedigt arrangeret det sådan, at fangerne var indespærret i en række celler oppe på bygningens loft og lige under taget. Det mente man åbenbart ville forhindre de Allierede i at bombe bygningen fra luften, idet man regnede med, at ’nyheden’ om, at fangerne befandt sig oppe på øverste etage, ville være nået ud til den danske modstandsbevægelse og derfra til Frihedsrådet i London. Dette viste sig senere faktisk også at være tilfældet, da engelske bombemaskiner den 23. marts 1945 bombede Shellhuset, men vel at mærke på en sådan måde, at færrest mulige danske fanger omkom eller blev sårede, hvilket vi skal vende tilbage i kronologisk orden.

Krigssituationen

I avisen ”Nationaltidende – Dagens Nyheder” for den 18. marts 1944 kunne man i øvrigt også læse om de hårde kampe, der fandt sted i Syditalien, hvor Allierede tropper den 22. januar var gået i land ved Anzio syd for Rom, og derfra trængte videre frem i Italien. Rom var i den anledning i øvrigt blevet erklæret for ”åben by”, for at undgå tab af menneskeliv og materielle ødelæggelser, Men især ved bjerget Monte Cassino blev de Allierede styrker midlertidigt involveret i heftige kampe, idet det det viste sig, at tyske tropper havde forskanset sig i klosteret på toppen af bjerget, hvorfra de beskød alt, hvad der nærmede sig. I den anledning bragte avisen som nævnt en forsideartikel, der dog naturligvis vurderede situationen set fra tysk side:

Rasende Kampe i Cassinos Ruiner

Forbitret Slag om Banegaards-Terrænet siden Midnat i Gaar

Berlin, Fredag. R.B.

Internationale Information meddeler om Kampene i Italien: Ogsaa Storkampdagen i Gaar i det andet afværgeslag ved Cassino endte med en fuldstændig Afværgesejr. Ud paa Formiddagen genoptog flere Hundrede engelsk-amerikanske Bombemaskiner det heftige Bombardement af Cassinos Ruiner. Bomberne faldt alle indenfor et meget snævert Omraade, og i General Clarks Lejr nærede man utvivlsomt det Haab, at der efter det fire Timers Bombardement ikke vilde være nogen tysk Forsvarer i Live mere. Efter at Luftbombardementet var blevet afløst af en kortvarig, men usædvanlig heftig Trommeild fra Hundreder af amerikanske Haubitser, trængte store amerikanske Panserstyrker fra Øst og Nord frem mod de tyske Stillinger. Aabenbart som Følge af store Tab satte General Clark i Modsætning til den foregaaende Dag kun i begrænset Omfang sit Infanteri ind, saa at Cassinos Forsvarere næsten udelukkende saa sig stillet overfor Amerikanernes Panserstyrker. Ved det første Fremstød lykkedes det Angriberne at trænge ind i den østlige og nordlige Del af Cassinos Ruiner.

Ud paa Eftermiddagen iværksattes imidlertid med stærk Artilleriunderstøttelse og Indsats af svære tyske Bombemaskiner tyske Modaktioner, hvorved det lykkedes, endnu inden Skumringen kom, at kæmpe den østlige Del af Byen fuldstændig fri og atter i fuldt Omfang tage de egne Hovedkampstillinger i Besiddelse. I den nordlige Del af Byen vedvarede den forbitrede Kamp, men ogsaa her var, før Natten faldt paa, Størstedelen af Hovedkampfeltet atter i tysk Besiddelse. Siden Midnat raser der om Cassinos Nøglestillinger et nyt, forbitret Slag, der ifølge de første foreliggende Meldinger særligt koncentrerer sig om Banegaardsterrænet. Om dette Slags Forløb foreligger der for Tiden endnu ingen Enkeltheder. I Landgangsbrohovedet ved Nettuno kom der i Gaar intetsteds til større Kamphandlinger af Infanteri.

Men krigen og besættelsen var som gentagne gange sagt også andet og mere end uhygge, drama, tragedie og død. Livet i Danmark gik på mange områder og måder videre, som om der var fred og ingen fare, hvilket blandt andet fremgik af dags- og ugepressen. Tegnerne leverede fortsat vittigheder og tegneserier til bladene, og forfatterne og forlagene udgav bøger. I avisen ”Nationaltidende – Dagens Nyheder” for den 18. marts 1944 kunne man se tegneren Kaj Engholms herlige tegneserie om den nærige mand Fedthas, og desuden en tegneserie med titlen Ibbermand, hvis hovedfigur havde umiskendelig lighed med den populære Ib Schønberg. Figuren havde tidligere kunnet ses i en reklametegneserie for Ilka Barberblad. Men serien var uden tegnersignatur. Af bøger blev der annonceret med Valborg Dahls to romaner: Agnete og Fruen paa sytten Aar, tilsammen til en pris af kr. 13.50, udgivet af Gyldendal. Samme forlag reklamerede også med R. Broby-Johansen: Hverdagskunst – Verdenskunst til den nette sum af kr. 7,75, indbundet kr. 11.50. Sidstnævnte bog blev senere lidt i retning af en ’bibel’ for en del kunstnere og kunstinteresserede.

Tegneren Dahl Mikkelsens streg kunne under kunstnernavnet ”mik” ses i en annonce med titlen ILKA Barberblads tegneserie ”Væk med stubbene”. Varehuset Buldog annoncerede med Buldog Foto, hvor man kunne få ”12 pragtfulde billeder for kun 2.25.” Dahl Mikkelsen var bedst kendt som tegner af den ordløse tegneserie ”Ferd’nand”, og for sagkyndige som en af dansk tegnefilms pionerer. Og herlige eksempler på besættelsestidens humørspreder Storm P.s humor og vid kunne bl.a. ses i B.T., som på den tid daglig bragte en humoristisk-ironisk-satirisk tegning under overskriften Blade af Storm P.s Dagbog. Nedenunder dagbogstegningen boltrede Peter Vimmelskaft sig – uden sin ellers så uundværlige kammerat Ping – i en 4-billeders daglig tegneserie, så Storm P. var i det hele taget en uhyre flittig mand.

B.T. diverterede også med Holger Philipsens herlige tegneserie om bybudet eller svajeren Carlt…nemli’, ligesom læserne fortsat kunne glæde sig over amerikaneren Chik Youngs veltegnede familieserie Blondie’s Hverdagshistorier. Ekstra Bladet havde på den tid ingen tegneserier, men i Aftenbladet kunne man stadigvæk se tegneserien om berømte Anders And’s genvordigheder. Den serie så jeg gerne hos mine morforældre, for mormor var daglig læser af Aftenbladet, og Anders And var ’guf’ for mig i min barndom. Figuren var i øvrigt fem år yngre end mig, idet han først blev ’født’ i 1934, hvor han debuterede i Walt Disneys herlige korte tegnefilm ”Den kloge lille høne”. Den film fik jeg dog først at se en del år senere.

Forlystelser – igen igen

Lørdag den 18. marts 1944 annoncerede Det kgl. Teater med To Traade, og med, at man søndag kl. 14 ville opføre balletterne Rosendrømme, La Ventana og Drømmebilleder, og kl. 19 skuespillet Den politiske Kandestøber. Mandag kl. 19: Balletterne Petruschka, Chopiniana og Fyrst Igor. Tirsdag kl. 19: Gudernes gave.

Nørrebros Teater annoncerede med operetten Fuglekræmmeren. (Alt udsolgt). Allé-Scenen med ”lystspilsuccesen” Lige for lige. (Alt udsolgt). Apolloteatret fortsatte succesen med Det bedste af det bedste, mens Det ny Teater kunne melde alt udsolgt til aftenens forestilling Rebecca. Om Det ny Teater kunne Nationaltidende den 18. marts 1944 fortælle, at teatrets direktør var den navnkundige teatermand Thorvald Larsen og at teatrets meddirektør var Peer Gregaard. De to havde i samarbejde planlagt den kommende vintersæson, hvis åbningsforestilling ville blive Georges Kaufmanns og Edna Ferbers lystspil Middag kl. 8, der skulle iscenesættes af Chresten Jul, som i øvrigt også ville komme til at iscenesætte andre af sæsonens forestillinger. Teatrets sommerforestilling, som skulle iscenesættes af John Price, ville blive operetten Den glade enke med Hans Kurt og Else Marie i hovedrollerne. Emil Reesen skulle stå for den musikalske ledelse, mens Oda Huld skulle tage sig af balletindslagene, og dekorationer og kostumer var lagt i hænderne på Erik Nordgreen.

Folke-Teatret annoncerede med skuespillet Hjertets Renhed, som havde Eyvind Johan-Svendsen og Inge Hvid-Møller i hovedrollerne, men stykket ville fire dage senere blive taget af plakaten til fordel for Soya’s skuespil 30 års Henstand. Avisen kunne for øvrigt fortælle, at skuespillet også ville udkomme i bogform.

Frederiksberg Teater spillede fortsat Stjernevognen, men teatrets direktør, Knud Rex, havde allerede engageret skuespillere til næste sæson, nemlig følgende: Henny Lindorff, Jørn Jeppesen, Grethe Holmer og Toni Biering. Sidstnævnte blev senere gift med Henry Dahl, og sammen fik parret datteren Lisbeth Dahl, som endnu senere blev en kendt skuespiller og revyinstruktør.

Nygade Teatret, Nygade 3, som indtil 1942 havde heddet Alexandra Teatret, var nu igen skuespilteater, og i marts 1944 opførte man komedien og ”lattersuccesen” Tre finder en Kro, med Peter Malberg i en dominerende hovedrolle. Stykket var en fordanskning af John Drinkwaters komedie Bird in Hand, og den blev i 1955 indspillet som film af Palladium, også med Peter Malberg i hovedrollen.

På Carl Carlsens Røde Kro Teater spillede man Den søvnløse Brudgom, der karakteriseredes som en ”drønende lattersucces.”

National Scala afholdt fortsat sine populære frokoskoncrter kl. 12-14, mens man om eftermiddagen og aftenen viste sit ”elegante Martsprogram”, og kl. 18,05-18,35 var der radiotransmission af Kaj Julians Orkester. Kai Ewans Orkester spillede også hver eftermiddag og aften.

Hotel Terminus annoncerede med, at lørdag aften spillede Elo Magnussens orkester i restauranten fra kl. 18,30 og dansemusik i Gobelinsalen k. 20-23.

Film, film og atter film

Men min personlige interesse gjaldt naturligvis særlig biografrepertoiret, og der var biografer og film nok at vælge imellem, hvis man ville tage til takke med danske, svenske, franske og tyske film. Der var dog mange gengangere, idet samme film blev vist i forskellige biografer, og desuden var der en hel del repriser, altså gentagelser af de samme film. Men her følger det på sin vis ret interessante og brogede udbud af film på det københavnske biografrepertoire lørdag den 18. marts 1944:

Aladdin: Kl. 6,30 – 8,15

Jeg mødte en Morder (dansk, 1943) Forb. f. Børn. 2. Uge . Sidste Lørdag.

Alexandra: Kl. 1 – 2,50 – 4,40 – 6,30 – 8,15

Boléro (fransk, 1942) Forb. f. Børn.

Det franske Lystspil med Arletty.

Allé Teatret: Kl. 7 og 8,45

Latter-Sukcessen Pigen er et Fund (Svensk, 1943)

Amager Bio: Kl. 5 – 6,45 og 8,15

Kongen kommer (svensk, 1936)

med Gösta Ekman

Atlantic: Kl. 6,30 og 8,15

Den spændende danske Vesterhavsfilm

Blaavand melder Storm (dansk, 1938)

Osvald Helmuth – Lau Lauritzen – John Price

Bella Bio: Brønshøj Torv. Kl. 6,30 og 8,15

Jeg mødte en Morder (dansk, 1943) Forb. f. Børn.

Bellevue: Kl. 6,30 og 8,20

Mine kære Koner (dansk, 1943)

Ingeborg Brams – Gunnar Lauring m. fl.

Bergthora: Kl. 6,30 og 8,15

Kammerathustru (svensk, 1941) Forb. f. Børn

Edvin Adolphson – Aino Taube

Bio – Lyngby: Kl. 19 og 20,45

Fantastisk spændende Lystspil

Falsk Alibi (ikke identificeret)

Bispebjerg Bio: 18,30 og 20,15 Næstsidste Dag

Moster fra Mols (dansk, 1943)

Chr. Arhoff – Rasmus Christiansen – Carl Fischer – Poul Reichhardt m. fl.

Boulevard Teatret: Kl. 6,30 og 8,15

Karin Ekelund i

Synnøve Solbakken (svensk, 1934)

Bristol: Kl. 1,40 – 3,20 – 5 – 6,40 8,20. Forb. f. Børn.

Den blodrøde Blomst (Det hede Blods Forbandelse) (svensk, 1934) 2. Uge.

Edvin Adolphson – Birgit Tengroth

Carlton: Kl. 2 – 4 – 6,15 – 8,15. 3. Uge!

Det vittige Lystspil Ægtemand paa Afveje (svensk, 1941)

Birgit Tengroth – Håkon Westergren – Thor Modéen – Stig Järrel

Casino: Istedgade 84. Kl. 7 og 8,30. Eneste teater!

Hendes fjerde Mand (ikke identificeret)

I Morgen Kl. 2 Familieforestilling

Marguerite Viby – Chr. Arhoff I “Skaf en Sensation” (dansk, 1934)

Kl. 4,15 – 6,15 – 8,15 ”Hendes fjerde Mand”

Colosseum: Kl. 6,30 – 8,15, Næsts. Dag!

Jeg mødte en Morder (dansk, 1943) Forb. f. Børn

Mogens Wieth – Berthe Quistgaard – Inge Hvid-Møller

D. S. B.: Kl. 13 til Kl. 21.

Enghave Bio: Kl. 6,30 og 8,15. Næsts. Dag!

Det svenske Lystspil Halløj i Hæren (svensk, 1942)

Lasse Dahlquist.

Fasan Bio: Kl. 6,30 og 8,15

Det ender med Bryllup (dansk, 1943)

Poul Reumert – Ib Schønberg – Poul Reichhardt.

Gentofte Kino: Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn

Thorkild Roose I

Vredens Dag (dansk, 1943)

Grand: Kl. 1 – 3.35 – 5,45 – 8. 9. Uge! Kun kort Tid!

En Kvinde forsvandt… (fransk, 1943)

med Frankrigs største Skuespillerinde Francoise Rosay

Iscenesat af Jacques Feydér.

Grøndals Teatret: Kl. 6,30 og 8,15.

Kammerathustru (svensk, 1941) Forb. f. Børn

Edvin Adolphson – Aino Taube – Anders Henriksson

Kino – Lyngby: Kl. 7 og 8,45.

Thorkild Roose – Lisbeth Movin Vredens Dag (dansk, 1943) Forb. f. Børn.

Kino-Palæet: Kl. 8. 3. Uge.

Marguerite Viby – Hans Kurt – Ib Schønberg

Teatertosset (dansk, 1944)

Lørdag Kl. 6 – 8 og Søndag Kl. 4 – 6 – 8 udsolgt.

Lyngbyvejens Kino: Kl. 6,30 og 8,15

Osvald Helmuth i Ebberød Bank (dansk, 1943)

Ulrik Neumann som Skræderdrengen Thadæus.

Merry: Kl. 5,30 – 7 – 8,30.

Tykke Thor i Latterfarcen

Den store Gevinst (svensk, 1936?)

Metropol: Kl. 1 – 2,50 – 4,40 – 6,30 – 8,15, 9. Uge.

Sonja Wigert – Hasse Ekman – Georg Rydeberg

Mellem to Tog (svensk, 1943) Forb. f. Børn.

Aarets bedste svenske Film.

Nora: Kl. 6,30 og 8,15

Kalle og Nisse i Muntre Akrobater (svensk, 1940)

Nørrebros Biograf: Kl. 6,30 og 8,15

Thor Modéen i Det tossede Hus (svensk, 1937)

Nørreport Bio: Obs! Kl. 16,10 – 18,10 – 20,10. 12. Uge!

Marguerite Viby-Filmen

I Dag bli’r min Mand gift (svensk, 1943)

Odeon: Kl. 6,30 og 8,15.

Farlige Kvinder (ikke identificeret)

Fra Boksningens brogede spændende Verden

Palads: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 6 Kl. 8.

René Deltgen – Angelika Hauff

Cirkuspigen (tysk, 1943)

Palladium: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 6 Kl. 8. Næstsidste Dag

Det kære København (dansk, 1944)

Park: Kl. 18,30 og 20,15.

Den sensationelle Sukces

Farlig Uskyld (ikke identificeret) Forbudt for Børn

som gik 4 Uger paa Premièreteatret

Palæ Bio: Kl. 6,30 og 8,15

Ta’ og elsk mig (østrigsk, 1942)

Marika Rökk – Viktor Staal

Platan: Kl. 7 og 8,30-

Kampen om Borgen (ikke identificeret)

En forrygende Ridderfilm

Sønd. K. 2: Jens Langkniv m.m. Smaa Priser.

Regina: Kl. 6,30 og 8,15

Fy og Bi i Talefilmen: Med fuld Musik (dansk, 1933)

Erling Schroeder – Chr Arhoff

Rialto: Kl. 6,30 og 8,15

”Landevejskroen” (svensk, 1939)

med Edvard Persson.

Rio Bio: Roskildevej 301. Kl. 6,15 og 8,15

”Pigernes Alfred” (svensk-dansk, 1930, med Fy alias Carl Schenstrøm,

Instr.: Lau Lauritzen, Sr.)

Roxy: Kl. 6,30 og 8,15. Forb. f. Børn

Karin Ekelund – Edvin Adolphson

i den uhyre spændende Film En Kvinde om Bord (svensk, 1941)

Ef. F. Kl. ? Publikumsstykke, som alle maa se

Ry-Kino: Ryesgade 55. Kl. 6,30 og 8,15

Ib Schønberg – Olga Svendsen i en helt rigtig dansk Film

Københavnere (dansk, 1933)

Saga: Kl. 2 og 4 og Kl. 19 og Kl. 22. Filmen begynder præcis. 6. Uge

Karin Nellemose – Ebbe Rode

Spurve under Taget (dansk, 1944)

Iscenesat af Charles Tharnæs

Scala-Bio: Kl. 12,30 – 2,25 – 4,30 – 6,15 – 8,10. 7. Uge

Ib Schønberg

Biskoppen (dansk, 1944)

Skovshoved: Kl. 6,30 og 8,15.

Den lystige svenske Soldaterfarce

Halløj i Hæren (svensk, 1942)

Søborg: Kl. 19 0g 20,45. Næstsidst Dag!

Vredens Dag (dansk, 1943) Forb. f. Børn

Iscenesat af Carl Th. Dreyer

Strand Teatret: Strandvej 203. Kl. 7 og 8,45.

Vredens Dag (dansk, 1943) Forb. f. Børn

Iscenesat af Carl Th. Dreyer

Toftegaard: Toftegaards Plads. Kl. 6,30 og 8.15. Forbudt f. Børn

Farvefilm-Sukcessen

Borgmesterinden bader (tysk, 1942)

Triangel: Kl. 6,30 og 8,15. Næstsidste Dag!

Jeg mødte en Morder (dansk, 1943) Forb. f. Børn

Mogens Wieth – Berthe Quistgaard – Inge Hvid-Møller

Valby Teater: Kl. 6,30 og 8,15.

Mogens Wieth i ”Jeg mødte en Morder” (dansk, 1943) Forb. f. Børn.

Vanløse: Kl. 6,30 og 8,15. Næstsidste Dag!

Carl Th. Dreyer-Filmen Vredens Dag (dansk, 1943)

Thorkild Roose – Lisbeth Movin – Sigrid Neiiendam

Vesterbro Teater: Kl. 7 og 8,30.

Letsindighedens Belønning (svensk, 1942?)

Hylende grinagtigt svensk Lystspil

Windsor: Kl. 7 og 8,30.

Palle Huld og Elith Foss (Det kgl Teater)

Filmcauseri-Sukcessen ”Paa Motorfærd gennem den syriske Ørken

til Shahens Riger”

Alm. Billetpriser.

World Cinema: Kl. 2 – 4 – 6,15 – 8,15. Forbudt for Børn

Det store Ansvar (dansk, 1944)

Som det fremgår af det ovenfor stående biografrepertoire i københavnske biografer den 18. marts 1944, så var der blandt filmrepriserne også den gode gamle Blaavand melder Storm fra 1938, som jeg allerede dengang havde set i ”BIO” i Nakskov, og som havde gjort et stort indtryk på mig. Den blev 18. marts 1944 vist i Atlantic Bio på Christianshavns Torv. Og så var der den næsten uopslidelige hyggespreder Landevejskroen med Edvard Persson. Den gik dog kun i en enkelt biograf, nemlig Rialto på Frederiksberg. Ib Schønberg brillerede i en af sine mange glansroller i forvekslingslystspillet Biskoppen, som gik i Scala-Bio på 7. uge. Filmen havde haft premiere på i alt 6 københavnske biografer den 31. januar 1944.

Biografrepertoiret 18. marts 1944 var især domineret af danske og svenske spillefilm, fortrinsvis lystspil og farcer, som var meget populære og trak det almindelige publikum til biograferne. Men der var dog også enkelte mere seriøse film på plakaterne, som f.eks. Carl Th. Dreyers Vredens Dag, der havde haft premiere i World Cinema den 13. november 1943, og som endnu i marts 1944 vistes samme sted. Og Lau Lauritzen juniors Jeg mødte en Morder, også fra 1943, som havde holdt sig på plakaten i Kinopalæet lige siden premieren den 17. november 1943. Af seriøse svenske film kunne man se Kammerathustru, Synnøve Solbakken, Den blodrøde Blomst, Mellem to Tog, En Kvinde ombord. I disse film medvirkede kendte svenske skuespillere som f.eks. Edvin Adolphson, Aino Taube, Karin Ekelund, Birgit Tengroth, Sonja Wigert, Hasse Ekman, og Georg Rydeberg.

Den 18. marts 1944 kunne Nationaltidende bl.a. også fortælle, at Grand Teatret ”for alvor havde fået sig en stor film med det franske mesterværk ”En kvindes ansigt”. Filmen, hvori Françoise Rosay i den firedobbelte hovedrolle har sin hidtil største opgave, går nu ind i 3. måned.” Samme avis kunne også fortælle, at ”Windsor genåbner mandag”, og at biografen havde været lukket en halv snes dage på grund af en brand i operatørrummet. Men nu var der blevet installeret det mest moderne tone- og maskinanlæg, og man ville genåbne med den svenske film Kammerathustru.

To eksempler på annoncer i Nationaltidende for den 18. marts 1944. I annoncen til venstre annonceres med kunststopning, som især gjaldt damestrømper af silke, som dels var dyre og dels omtrent umulige at købe nye af. I annoncen til højre reklamerer varehuset Buldog på Nørrebrogade med rullefilm, fremkaldelse og kopiering til billige priser. Buldog var både før og under det meste af besættelsen et populært sted at handle for Københavnerne, især folk på Nørrebro, men i forbindelse med Folkestrejken i juli bliver forretninger, hvis indehavere anses for at være nazister, ødelagt, og det gik blandt adskillige andre også ud over Buldog, som udbrændte og i øvrigt ikke blev genopbygget og genåbnet. Men mere herom senere.

Herover til venstre ses en biografannonce for den franske spillefilm ”En Kvinde forsvandt” med Françoise Rosay, som spillede i Grand på 3. måned. Til højre en annonce for den svenske film ”Mellem to Tog” med Sonja Wigert, Hasse Ekman, og Georg Rydeberg, som gik i Metropol på 9. uge og tilmed for fulde huse, som det hed.

Nationaltidende kunne desuden fortælle, at mandag den 20. marts 1944 ville Palladium få premiere på den tyske film Den store Skygge, med Heinrich George, Heidemaire Hatheyer og Will Quadflieg i hovedrollerne. Avisen kunne for resten også fortælle sine læsere, at det ikke ville blive til noget med en biograf i Rungsted, fordi kommunens byggenævn ikke havde set sig i stand til at give den nødvendige byggetilladelse.

Den 21. marts 1944 havde Palads Teatret premiere på kriminal-melodramaet Mordets Melodi, som var instrueret af dansk teaters og films store diva, Bodil Ipsen. Det var dog ikke hendes første spillefilm som instruktør, idet hun tidligere havde stået for Afsporet (1942), En Herre i Kjole og Hvidt (1942) og Drama paa Slottet (1943).

Den 31. marts 1944 blev Kinopalæet på Gl. Kongevej schalburgteret og ødelagt så voldsomt og totalt, at den efter genopbygning først blev genåbnet 16. april 1950. 1. april gik det ud over Platan Bio på Platanvej på Frederiksberg, som ligeledes blev schalburgteret.

Det berygtede og uhyggelige Gestapo

Apropos det hemmelige tyske politi, Gestapo, så gav det illegale blad ”Fri Presse”, der i det skjulte var talerør for den liberale politiske bevægelse, der kaldte sig Dansk Samling, i sit nr. 12, den. 20. marts 1944, følgende uddrag og beskrivelse af de øjeblikkelige tilstande i Danmark:

STANDS MASSEARRESTATIONERNE

Større tyske overgreb end nogensinde før.

GESTAPO fængsler daglig mellem 30 og 50 af vore landsmænd. Det vil sige, at der for tiden arresteres danske statsborgere i et omfang som aldrig før. De arresteredes skæbne er forskellig. Enkelte løslades forholdsvis hurtigt, mange tilbageholdes længere tid i overfyldte tyske fængsler her i landet. En stor del deporteres til de berygtede tyske koncentrationslejre og fængsler, prisgivet for sult og mishandling. Det drejer sig ikke blot om folk, der har deltaget aktivt i frihedskampen. Talrige – måske de fleste – bliver arresteret på grundlag af løse mistanker og deporteret uden skygge af bevis. Til tider ulejliger Gestapo sig ikke engang med at rejse nogen anklage. Til andre tider er anklagen fuldstændig latterlig. Kommunelærer Fosmark fra København blev f.eks. deporteret, fordi han under forhørene indrømmede, at hvis han havde kendt navne på folk, tyskerne ville tage som gidsler, ville han have advaret dem!

”Fri Presse” kunne i samme nummer bringe følgende dramatiske og uhyggelige oplysning:

To Stikkere likvideret

Den norskfødte Fru Delbo eller Dam, som hun kaldte sig, blev i begyndelsen af denne maaned skudt ned i sin lejlighed i Sankelmarksgade. Fru Delbo var stikker. Hun havde angivet to sabotører, der havde overnattet hos hende, til Gestapo. Man har tidligere forsøgt at skyde Fru Delbo ned, men uden held. Denne gang lykkedes det at standse hendes angivervirksomhed.

Den tidligere politibetjent Ole Kroning, Hovmestervej, der ligeledes blev skudt ned i sit hjem, var også i tysk tjeneste. Han blev afskediget fra sin tjeneste i det danske politi, da han i beruset tilstand sammen med en C.B.er nytaarsnat 1941 brød ind i en vinhandel. Selvfølgelig kunde tyskerne straks bruge ham, og efter sin løsladelse fra fængslet har han været Gestapos mand.

Udtrykket C.B. står for Civil Betjent, som var ekstramandskab for det regulære politikorps. I folkemunde kaldtes C.B.ere i København for ”føl”, idet de ofte fulgte med, når uniformerede betjente patruljerede omkring i gaderne. Apropos politiet, så kunne ”Fri Presse” – som en passant benytter nyere retskrivning, altså fortrinsvis små bogstaver, dog uden bolle-å – også nævne eksempler på danske politifolk, som i hvert fald ikke gik tyskernes ærinde, tværtimod:

Politifolk, der staar fast

Ogsaa indenfor politiet har der været braadne kar, men langt overvejende har danske politimænd indtaget en klar og fast holdning.

I Hobro krævede det tyske feldgendarmeri for nylig, at det danske politi skulde anholde slagtersvend Gildsig, der paa en restaurant havde udtalt, at sabotage burde understøttes. (Det bør betænkes, at sabotage bl.a. ogsaa understøttes ved, at man holder sin mund i!). Politimesteren i Hobro gjorde opmærksom paa, at Gildsig ikke kunde dømmes ved dansk ret, og han derfor ikke kunde anholde manden. Tyskerne blev fornærmede og bebrejdede politimesteren, at han ikke var villig til venskabelig samarbejde. Senere kom der et skriftligt krav fra det tyske politi om anholdelse. Kravet blev afslaaet. Saa sprang tyskerne formaliteterne over (kun en lap papir!) og arresterede selv manden.

Politimester Bach, Aalborg, hører ligesom politimesteren i Hobro til de utvetydige. Han fik fra justitsministeriet en henstilling om, at han efter tysk ønske skulde træde tilbage ligesom politimester Vollquarts i Randers. Han erklærede, at han blev i sit embede, indtil han afskedigedes!

Utvivlsomt findes mange lignende rosværdige tilfælde, som udspilles i det skjulte. Vi har nævnt disse, fordi vi ønsker at pege paa dem som eksempler.

”Skarpe forholdsregler”

Den 24. april 1944 blev samtlige biografer i Storkøbenhavn lukket af tyskerne, fordi sabotører havde tvunget operatørerne i 15 af byens biografer til at vise et lysbillede af Hitler samt spille en plade med en antisemitisk tale. Det var bl.a. tilfældet i Colosseum, hvor jeg selv havde fornøjelsen af at overvære en forestilling, hvor visningen af reklamerne pludselig blev afbrudt og en tydeligvis uprofessionel speaker undskyldte, at man nu ville vise et billede fra virkeligheden. Men om lukningen af biograferne kunne B.T. den 26. april i en lille notits meddele følgende:

I dag skulle Landbrugsministeriet have haft premiere på filmen ”Kartofler”, og der var sendt indbydelse til en snæver kreds. Men i henhold til forordningen om, at Storkøbenhavns biografteatre skal holdes lukkede, må premieren udsættes indtil videre. Der var som følge af ”forordningen” ingen biografannoncer i aviserne i perioden 24. april til 28. maj 1944. Den 29. maj genåbnedes biograferne. I samme tidsrum blev teaterannoncerne større og antallet af annoncer for restauranter med musikalsk og anden underholdning øgedes betragteligt. Den enes ’død’ er den andens ’brød’!

Den 25. april kunne Ekstra Bladet på forsiden fortælle sine læsere, at chefredaktørerne for den danske presse dagen før havde været tilkaldt til møde med den tyske rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best, som havde meddelt, at man fra tysk side ville gribe til ”skarpe forholdsregler til orden og sikkerhed i Danmark”. Forholdsreglerne var rettede imod den omsiggribende sabotagevirksomhed og drab på ”uskyldige danske og tyske borgere”, som i henhold til Dr. Best blev planlagt og iværksat af ”en forbryderisk underverden”. Han tøvede ikke med at placere skylden for den herskende uro og uorden, idet han advarende fortsatte: ”Må ikke nødvendigvis alle personer og institutioner, som har været passive tilskuere til ødelæggelsen af erhvervsmæssige værdier og til mord og rov, betragtes som uegnede og uværdige til fremtidig at lede dette folk [danskerne], der i sandhed har fortjent en bedre ledelse.” Det var formentlig en hentydning til blandt andet den danske ordensmagt, politiet, som jo selvfølgelig ikke havde kunnet forhindre hverken sabotage eller stikkerlikvidationer.

På samme forside kunne avisen da også berette om to af hinanden uafhængige drab på ”uskyldige danskere”, som formentlig på en eller anden måde må have haft forbindelse til besættelsesmagten, nemlig en 57-årig praktiserende læge, Stefan Jørgensen, i Gentofte, som var blevet skudt ned i sin konsultation, og en kun 37-årig repræsentant, Tage Lerche, der var blevet skudt i sin bil i krydset ved Roskildevej, Pile Allé og Vesterbrogade. Ulykkeligvis var mandens kun 7-årige søn, ”der ligeledes blev ramt af gangsternes skud”, passager i bilen, og han ”er nu som følge af sine svære sår afgået ved døden på Diakonissestiftelsen som et nyt meningsløst offer for en hæmningsløs underverden. (R.B.).” Betimeligheden eller nødvendigheden af drab eller likvideringer, som de nævnte, kan diskuteres, men drengens død er naturligvis under alle omstændigheder sørgelig og dybt beklagelig.

Uden at blive misforstået, må man nok have lov til at sige, at der formentlig fandtes modstandsfolk, som var meget emsige i tjenesten, også selvom Frihedsrådet gjorde, hvad det kunne, for at indskærpe visse regler overfor den danske modstandsbevægelse, med den hensigt og i det håb, at minimere risikoen for drab på uskyldige. Men helt undgås kunne det næppe, at der var modstandsfolk, som benyttede situationen til at komme gamle uvenner eller fjender til livs. Ganske som der var almindelige borgere, der benyttede lejligheden til at der var modstandsfolk, som benyttede situationen til at komme gamle uvenner eller fjender til livs. Ganske som der var almindelige borgere, der benyttede lejligheden til at hævne sig på folk, som de havde et udestående med, ved for eksempel at angive disse til Gestapo.

Dagen efter, den 26. april 1944, kunne Ekstra-Bladets konkurrent, B.T., supplere med at uddybe de ”skarpe forholdsregler”, som besættelsesmagten ville indføre med øjeblikkelig virkning. Det skete med følgende artikel på avisens forside:

Forholdsregler til Afvæbning af Underverdenen

Forordning om Besiddelse af Skydevaaben og Krigsmateriel

Fra officiel tysk Side meddeles:

Da Underverdenen, som forsøger at forstyrre den offentlige Orden i Danmark og terrorisere Befolkningen, paa enhver Maade søger at skaffe sig Vaaben til Gennemførelse af Forbrydelser, er det blevet nødvendigt at træffe skarpe Forholdsregler mod Besiddelse af Vaaben. Det ligger i den samlede danske Befolknings Interesse, at alle Vaaben bliver afleveret til de kompetente danske eller tyske Myndigheder for at undgaa, at de kommer i Gangsternes Besiddelse. For Aflevering af Vaabnene ansættes en Frist til den 29. April 1944. Enhver, der efter dette Tidspunkt findes i Besiddelse af Vaaben, stiller sig paa lige Fod med Gangsterne, og vil blive straffet efter Krigslovens fulde Strenghed. Det er paalagt de tyske Retter efter den 29. April 1944 at dømme enhver uberettiget Indehaver af Vaaben efter følgende Bestemmelser, ifølge hvilke Dødsstraf er foreskrevet som den normale Straf:

Besiddelse af Skydevaben af enhver Art indbefattet Jagtvaaben, af Ammunition, Haandgranater, Sprængmidler og andet Krigsmateriel, saavel som Dele af saadanne Genstande er forbudt.

Disse Bestemmelser gælder ikke for:

1) Skydevaaben og Ammunition, for hvilke Indehaveren er i Besiddelse af en af en tysk Myndighed eller en kompetent dansk Politimyndighed udfærdiget Tilladelse til at besidde Vaaben, for Jagtvaabens Vedkommende glatløbede Vaaben.

2) Skydevaaben og Ammunition, som i Tjenesteøjemed bæres med en tysk Myndigheds Tilladelse.

3) Vaaben og andet Krigsmateriel, som Indehaveren gennem en efter den 29. August 1943 af tysk Myndighed udstedt Attest har Tilladelse til at beholde.

4) Vaaben af Affektionsværdi, naar de ikke har Brugsværdi.

5) Luftbøsser, hvis Kaliber ikke overstiger 4,5 mm.

Den, der i Strid med Forbudet besidder Genstande af de i første Stykke nævnte Art, straffes med Døden. I lettere Tilfælde kan idømmes Tugthus eller Fængsel.

Den, der besidder forbudte Genstande, og som afleverer dem inden den 29. April 1944 til den tyske Værnemagt eller til en dansk Politimyndighed, er straffri.

Der var ingen som helst tvivl om, at tyskerne mente de ”skarpe forholdsregler” alvorligt, og at de ville gøre alt, for at opspore ”gangsterne” eller ”forbryderne”, udtryk, som den tyske overkommando brugte om de danske sabotører og modstandsfolk, og idømme de skyldige dødsstraffe og eksekvere dødsdomme. Derimod kunne det tyde på, at B.T.s redaktion måske ikke tog advarslerne helt så alvorligt, hvilket avisens opsætning af den nævnte artikel kunne tyde på. Artiklen stod som nævnt på forsiden, men fortsatte på side 2, hvor den så sådan ud som set på nedenstående ’udklip’: Overfor ”ordensreglerne”, der truer med dødsstraf, har avisen sat en krydsordsopgave, noget, man normalt forbinder med stille fred og hygge!

Men der var da heldigvis også lidt optimisme og godt humør på læsernes vegne i B.T.s spalter, hvilket ikke mindst fremgik af avisens forholdsvis mange muntre annoncer, som talte deres eget tavse sprog. Optimismen gjaldt dog i nok så høj grad forlystelsesannoncerne, til trods for, at biografannoncerne ikke mere fandtes i avisens spalter, simpelthen fordi tyskerne som en hævnakt midlertidigt havde lukket biograferne, og for biograferne var der selvfølgelig ingen grund til at annoncere med forestillinger, som ikke blev spillet.

Forlystelser – endnu engang

Men hverdagen fortsatte stort set uanfægtet af de uhyggelige ting, der foregik både herhjemme og i udlandet, og som man næsten dagligt kunne læse om i aviserne eller høre om i Radioavisen. De voksne skød problemerne fra sig, som de jo alligevel ikke kunne gøre så meget andet ved, end at affinde sig med dem. Det hjalp jo ikke meget, at skumle i det skjulte over tingenes tilstand, sådan som mange gjorde, og sådan som jeg ved, at min far og morfar gjorde, måske mest, fordi de ikke så sig i stand til at gøre aktiv modstand mod besættelsesmagten, og derfor følte en blanding af skyld og hjælpeløshed. Mor og mormor og flere andre kvinder, jeg kendte, havde nok i at tackle hverdagsproblemerne og udtalte sig så godt som aldrig om politik og krig.

Noget anderledes var det med yngre folk af begge køn, mig selv inklusive, men jeg følte en stor personlig uvilje mod besættelsesmagten og dens skalten og valten med befolkningerne i de besatte lande, herunder også med os danskere. Imidlertid blev mine følelser til frustration, fordi jeg jo som kun knapt 15-årig ikke havde mange muligheder for at yde aktiv modstand. Jeg forskansede mig derfor i mit arbejde som tegner og animator, og i mine fritidsinteresser, som primært var tegnefilm og film. De sidstnævnte genrer kunne man jo heldigvis stadig gå i biografen og se, vel at bemærke, dog ikke lige for tiden, for fra og med den 24. april 1944 var biograferne i Storkøbenhavn som omtalt blevet lukket af tyskerne i godt omkring halvanden måned.

To annoncer i B.T. for den 26. april 1944, som hver på sin måde tydeligt viser den optimisme, som var begyndt at brede sig hos i hvert fald erhvervslivet, formentlig på baggrund af Invasionen i Normandiet, der jo på trods af de hårde kampe og tab af menneskeliv, den medførte, måtte opfattes som begyndelsen til enden for Hitler-styret, og dermed også for den nazistiske besættelse af Danmark. Særligt annoncen til højre med teksten: ”Glæd Dem Cyklist … der kommer en Dag igen”, hvor underforstået alt vil blive normalt igen.

Begrænsede forlystelser

Som en følge af lukningen af de københavnske biografer, var der som nævnt ingen biografannoncer i aviserne i den følgende tid, og derfor heller ikke i Ekstra-Bladet for den 25. april 1944 og heller ikke i B.T. dagen efter, lige som det naturligvis også var tilfældet for de øvrige københavnske aviser. Den situation benyttede teatrene, varietéerne og restauranterne sig forståeligt nok af og annoncerede alt det, de kunne. Men det virkede unægtelig lidt uvant og mærkeligt, at biografannoncerne manglede totalt i aviserne.

Herunder ses et udsnit af Forlystelsesannoncerne i middagsbladet B.T. for onsdag den 26. april 1944. Det er her især annoncerne for de københavnske teatre det gælder, men en del annoncer for restauranter ses også på siden, ikke mindst sådanne, hvor der var musikalsk og anden form for underholdning på programmet. Til trods for de alvorlige politiske forhold, vareknapheden og de strenge rationeringer, lod danskerne sig ikke sådan at slå ud. Desuden var der på grund af hele situationen en vis pengerigelighed, især hos den bedrestillede del af befolkningen. Og ønsket om og trangen til at gøre tilværelsen så normal som mulig under de givne forhold, var stor hos de fleste, der ligesom annoncen for Hunter-cyklen glædede sig til, at normale tider igen ville vende tilbage og gøre tilværelsen bedre og nemmere, end tilfældet var lige for tiden.

Herover ses et udsnit af B.T.s forlystelsesannoncer for onsdag den 26. april 1944, her især annoncer for de københavnske teatre, som blandt andet bød på revyer og lødige og aktuelle teaterstykker, med gode danske skuespillere i alle rollerne. For teatrenes vedkommende drejede det sig nævnt i annoncernes rækkefølge om: Det kgl. Teater, Aktieteatret Nørrebros Teater, Allé-Scenen, Apollo Teatret, Det ny Teater, Folketeatret,

Allégade Teatret Riddersalen, Falkonér Teatret Rialto, Frederiksberg Teater, Nygade Teatret og Røde Kro Teater.

Herunder ses et andet udsnit af B.T.s forlystelsesannoncer for onsdag den 26. april 1944, her især annoncer for de københavnske restaurationer, som blandt andet bød på artistoptræden og kunstnerisk underholdning af høj klasse: Ambassadør, Gold-Digger Varieté, Hollænderbyen, Jomfruburet, Skandia, St. Thomas, Ungarsk Vinhus, Valencia, og Zigøjner Hallen.

Som det vil være fremgået af blandt andet de skærpede forholdsregler, så blev forholdet mellem den tyske besættelsesmagt og den danske befolkning stadig mere tilspidset med sabotageaktioner og stikkerlikvideringer, samt modaktioner i form af schalburgtager og clearing-mord, som i løbet af den kommende sommer skulle resultere i en storstrejke, der ikke hidtil var set i Danmark. Imens dette foregik herhjemme i lille Danevang, så fortsattes krigen med hårde kampe på Østfronten så vel som på Vestfronten, men dog sådan, at folk med forstand på krigsførelse anede, hvad vej det ville bære hen for det ildesete og forhadte Nazi-styre i Tyskland.

Men end så længe gik hverdagen stort set som den plejede, i hvert fald for mange af os danskere, og ikke mindst for det team af mennesker, der arbejdede på at producere og færdiggøre den første danske langtegnefilm ”Fyrtøjet”, som gerne skulle være endnu en anerkendelse og en tak til vores store eventyrdigter H.C. Andersen. Han havde jo i øvrigt også selv oplevet et par krige tæt på. For det første oplevede han som 11-årig, at hans egen far døde som følge af den svækkelse, denne havde pådraget sig som soldat under et ophold i Holsten, hvortil hans kompagni omkring 1814 var udkommanderet under krigen mellem Napoleon og England. For det andet og tredje, så oplevede Andersen, at mange af hans venner og bekendte blev enten dræbt eller sårede under krigen 1848-50 og 1864. Blandt hans nærmeste dræbte venner, var oberst Frederik Læssøe, der den 25. juli 1850 faldt på et højdedrag ved Isted for en snigmorders kugler.

(Fortsættes i artiklens 15. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer delvis fra og med foråret 1944 og fremefter.)

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

___________________________________