Ideale drømme, skepsis og tvivl 15. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(Fra og med 1944 og videre fortsat fra artiklens 14. del)

 

Halvvejs-fest for ”Fyrtøjet”

Hen mod maj 1944 arrangerede ledelsen en forevisning af den del af filmen, der på det tidspunkt lå færdig i stum arbejdskopi. Forevisningen fandt sted i Grand Teatret i det nærliggende Mikkel Bryggersgade. Det drejede sig om cirka halvdelen af filmen, men altså i stum udgave, idet der på dette tidspunkt endnu ikke var indspillet anden lyd eller musik til filmen, end nogle ganske få optagelser med daværende medlem af Radioens Pigekor, Kirsten Hermansen, som lagde stemme til filmens prinsesse.

 

Helt præcis den 20. maj 1944 skete der noget, som i al fald var en begivenhed for samtlige medarbejdere på ”Fyrtøjet”. På det tidspunkt, cirka et års tid efter at den egentlige produktion af filmen var blevet påbegyndt, stod Dansk Farve- og Tegnefilm A/S nemlig i den glædelige situation, at man kunne arrangere en særforestilling for personalet af cirka halvdelen af filmen, som nævnt ganske vist i stum arbejdskopi. Da man imidlertid ikke rådede over eget filmforevisningsapparatur, arrangeredes der en forevisning i det nærliggende Grand Teatret i Mikkel Bryggersgade. Teatret blev dengang drevet af den berømte stumfilminstruktør Peter Urban Gad (1879-1947), og denne var da også til stede som vært og bød velkommen den formiddag, da forevisningen af den stumme arbejdskopi af de optagelser af ”Fyrtøjet”, som indtil da var blevet færdiggjort, fandt sted. Det var første gang nogen af personalet – bortset fra Johnsen, Finn Rosenberg, Peter Toubro, Henning Ørnbak og cheftegnerne – havde haft lejlighed til at se resultatet af det store arbejde, som mange af dem havde været beskæftiget med i nu omkring et år. Selv havde jeg på det tidspunkt kun set linetests af nogle af de scener, som jeg var animator på. Så jeg var mindst lige så spændt, som alle de andre, på at se det foreløbige resultat i form af den halvfærdige film, og det tilmed i farver. Farvefilm var jo en sjældenhed dengang, hvor stort set alle spillefilm, danske så vel som udenlandske, var i sort-hvid.

 

Dengang vidste jeg i øvrigt ikke helt præcist, hvem og hvad Urban Gad var for en personlighed, men senere har jeg forstået, at han og hans på sin vis fantastiske pioner-indsats i dansk og tysk stumfilm, var noget nær enestående. Som personlighed virkede han, der i 1943 var 64 år, uhyre stilfærdig og beskeden i sin fremtræden. Men helt så tør og vissen, som han virkede i 1943, kan han næppe altid have været, for i 1925-26 skrev han manuskript til og instruerede filmen ”Lykkehjulet” med det danske komikerpar, Fy og Bi. I øvrigt er Urban Gad og hans filmkarriere tidligere blevet omtalt her i selvbiografien, hvorfor jeg vedrørende dette emne vil henvise dertil. Efter forevisningen, som kun tog omkring tre kvarter, var der almindelig enighed blandt medarbejderne om, at resultatet af de store anstrengelser – på trods af åbenlyse mangler og fejl – i det store og hele var acceptabelt. Ved den lejlighed fotograferede husfotografen, Arne ”Jømme” Jørgensen, for øvrigt en række sort-hvide fotos inde i selve biografen af, hvad der vistes oppe på det hvide lærred. At de nævnte fotos var sort-hvide, skyldtes, at det endnu ikke var blevet almindeligt, at fotografere still-fotos i farver.

 

Ved samme lejlighed havde Dansk Farve- og Tegnefilm indbudt det samlede personale til et middagsarrangement i Officersforeningens selskabslokaler bag ved Industribygningen på Rådhuspladsen, og bagefter var der budt på tur i Tivoli. Det blev en fornøjelig dag med diverse forlystelser for de mere barnlige sjæle blandt personalet, og en meget våd og fugtig tur for stort set hele den kreative del af staben, fra den ældste, Otto Jacobsen, til den yngste, Harry Rasmussen. Her skal jeg dog ikke fortælle om festen i detaljer, men blot bringe nogle få fotos derfra, hvor jeg selv er med på. Hele beretningen vil kunne læses på http://www.tegnefilmhistorie.dk/ under Del 2: Problemtider.

 

 

 

På dette snapshot fra festen i Officersforeningens Selskabslokaler ses fra venstre Otto Jacobsen, Harry Rasmussen og Børge Hamberg. Det fremgår tydeligt, at der ikke alene var stor forskel i størrelse, men også i alder mellem de to voksne tegnere og den da kun knapt 15-årige mig. Det ses tydeligt, at i al fald jeg har fået lidt mere at drikke, end godt måske var. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Det fremgår jo helt tydeligt af ovenstående foto, at jeg har fået lidt meget at drikke på det tidspunkt af festlighederne i Officersforeningens Selskabslokaler. For selvom min gode læremester, Børge Hamberg, holdt et vågent øje med mig, så syntes han ikke, at jeg kun skulle nøjes med at drikke sodavand en festdag som denne, når jeg bare kunne holde mig oprejst og ellers opførte mig, som det sømmer sig et ordentligt menneske. Og det gjorde jeg naturligvis, for jeg var ingen ballademager på nogen som helst måde, snarere tværtimod.

 

 

På dette foto, som er taget i Tivolis Pariserhjul højt oppe over havens træer, ses de to spilopmagere, Chris og mig, Harry Rasmussen, som begge tydeligvis har kigget lidt for dybt i glassene under festmiddagen i Officersforeningens selskabslokaler. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Det bør retfærdigvis da også her tilføjes, at jeg ikke behøvede at drikke ret meget mere end et par genstande, før jeg følte mig herligt beruset og – hvad der var knapt så heldigt og selskabeligt – søvnig.

 

    

 

Til venstre endnu en situation fra Tivolis Pariserhjul. Billedet er desværre noget uskarpt, men det er Børge Hamberg, der vender sig om og kigger op mod fotografen, som sad i samme gondol som Chris og Harry Rasmussen. – Til højre kommer en tydeligt påvirket Børge Hamberg løbende ud fra toiletterne ved Tivolis Hovedindgang, idet han vifter hænderne tørre undervejs ud i det fri. – Fotos: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Det fremgår tydeligt af de ovenstående fotos, at mine voksne kollegaer heller ikke havde holdt sig tilbage, hvad angår nydelsen af de såkaldte ”våde varer”. Selv min altid fattede og alvorlige læremester, Børge Hamberg, havde fået et par glas for meget og opførte sig pjattet, og morede sig i dagens anledning, som var et velkomment ”frikvarter” fra det daglige, alvors- og ansvarstyngede ansvar, som ikke mindst han som cheftegner og leder af animationsafdelingen havde på tegnestuen i Frederiksberggade.

 

 

Lad os slutte omtalen af festmiddagen og Tivoli-turen bagefter af med dette foto af to tydeligvis beduggede animatorer, den 23-årige Chris alias Erik Christiansen og den kun ca. 15-årige Harry Rasmussen, som her i bogstaveligste forstand støttes af Børge Hamberg, vis arm og hånd det er, man ser rage ind i billedet. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Med det ovenstående foto af de to beduggede herrer, hvoraf jeg selv udgør den ene på dette foto, som min mor bestemt ikke ville syntes om, vil jeg her afslutte referatet af den mindeværdige ”halvvejs-fest” i anledning af, at cirka halvdelen af billedsiden af langtegnefilmen ”Fyrtøjet” var blevet færdiggjort. 

 

I den følgende tid fortsattes det daglige arbejde på ”Fyrtøjet” med fornyet energi og en vis entusiasme, som hidrørte fra, at forevisningen i Grand af det foreløbige resultat, var lidt mere end acceptabelt, til trods for de åbenlyse mangler og fejl, som i al fald animatorerne kunne se ved filmen. Alle som én håbede på og anspændte sig for at gøre især animationen stadig bedre og mere livagtig. Efter evne og erfaring naturligvis. Det største problem var i øvrigt, at der på grund af produktionspresset ikke i væsentligt omfang var plads til ligefrem at lave scener helt om. Man nødedes derfor i nogle tilfælde til at måtte nøjes med et ikke i alle henseender helt tilfredsstillende resultat.

 

Et nyt tegnefilmprojekt

Da Dansk Farve- og Tegnefilms ledelse efter forevisningen af den halvt færdige billedside af ”Fyrtøjet”, trods alle vanskeligheder mente at kunne se, at færdiggørelsen af filmen nærmede sig, blev man enige om at forsøge at holde på i al fald de kreative medarbejdere, og i det øjemed bad man disse om at komme med forslag og udkast til en serie korte tegnefilm, som alle skulle være baseret på eventyr af H.C. Andersen. Som omtalt senere fremsatte de pågældende medarbejdere da også hver for sig deres forslag til en kort eventyrtegnefilm. Der var tale om eventyr, som f.eks. Hvad Fatter gør, Elverhøj, Klods-Hans, Svinedrengen, Prinsessen på ærten og Kejserens nye klæder. Det sidstnævnte eventyr havde jeg selv foreslået og desuden lavet nogle figurudkast til, lige som jeg fik en af assistenterne, en omkring 19-årig ung mand ved navn Kaj Johnsen – han var ikke i familie med Allan Johnsen – til at male et par baggrunde som eksempler på stilen i filmen.

 

Baggrunden for, at man overhovedet havde turdet indlade sig på at producere en lang dansk tegnefilm som ”Fyrtøjet”, var den omstændighed, at tyskerne jo havde forbudt importen og visningen af engelske og amerikanske film i danske biografer, hvilket også kom til at gælde Disneys nyere lange tegnefilm. Da man samtidig ikke vidste, hvor længe krigen ville komme til at vare, mente man indtil videre, at produktionen af danske film ikke ville få konkurrence fra engelske og amerikanske film, i al fald ikke foreløbig, om overhovedet nogensinde mere, hvis tyskerne skulle gå hen og vinde krigen. Dette var også en medvirkende årsag til, at man i det hele taget omgikkes med planerne om en produktion af korte tegnefilm, idet man desuden mente at kunne forudse, at Disneys korte tegnefilm i programmet ”Metropols Juleshow”, som det endnu var tilladt at vise, alle på et tidspunkt ville blive repriser af repriser, og spørgsmålet var derfor, om ikke publikum snart ville blive trætte af at se de samme film igen og igen. 

 

Men allerede hen på foråret 1944 måtte det trods alle anstrengelserne konstateres, at det ville komme til at trække længere ud med færdiggørelsen af ”Fyrtøjet”, end man havde planlagt og håbet, og da dette i sig selv naturligvis var belastende for firmaets økonomi, som primært af samme grund var meget anstrengt, blev der aldrig noget ud af disse kortfilmplaner. De blev ganske enkelt lige så stille skrinlagt. Man havde oprindelig planlagt, at ”Fyrtøjet”-filmens premiere skulle finde sted ved juletid 1944, nemlig på det tidspunkt, hvor de lange Disney-tegnefilm under normale forhold plejede at få premiere i Danmark. Men sådan skulle det altså ikke komme til at gå.

 

Indledning til krigens store vendepunkt

Endelig oprandt den store og afgørende dag, som alle i de besatte lande havde ventet på. Tirsdag den 6. juni 1944, også kaldet D-dag, hvilket vil sige De Allieredes invasion af Normandiet, som betød et afgørende vendepunkt i krigens forløb i bekæmpelsen af nazisternes hærgen i Europa. Mærkværdigvis havde den tyske censur ladet aviserne fylde siderne med beretninger om invasionen, dog med den klausul, at den kraftige modstand, der blev ydet af de tyske tropper, blev fremhævet. Men mellem linjerne kunne man læse, at på trods af den voldsomme modstand fra tysk side, var det lykkedes for de allierede landgangsstyrker at få fodfæste i Normandiet, og at man – dog angiveligt med svære tab på Allieret side – havde tvunget tyskerne i området til at trække sig tilbage fra deres stillinger og befæstninger.

 

 

Et tysk Blad bragte forleden en Række Billeder fra de allierede Troppers Invasionsøvelser, der fandt Sted paa den engelske Kanalkyst. Her er en Situation fra Øvelserne: Landing paa Kysten. (Foto i Dagbladet Politiken for den 7. juni 1944, dagen efter De Allieredes invasion i Normandiet.)

 

Det skal her tilføjes, at landsætningen af tropper fra søsiden ikke gik så glat for De Allierede, som ovenstående foto giver indtrykket af. For det første, fordi landsætningsfartøjerne på grund af kugleregnen fra tyskernes kanoner og maskingeværer forhindrede det, og for det andet, fordi soldaterne måtte hoppe i vandet et godt stykke fra kysten, hvorfor de udgjorde et let mål fra det øjeblik de befandt sig i vandet og til de nåede ind på land, hvor der også var et bredt stykke strand foran de tyske forsvarere, som sad godt beskyttet i bunkers oppe i klitterne bag kysten

 

Dagen efter, den 7. juni 1944, kunne dagbladet Politiken med store bogstaver på forsiden meddele:

Invasion i Frankrig begyndt

 

Britiske og amerikanske Styrker er under kraftig tysk Modstand gaaet i Land paa Normandiets Kyst

– betydelige Styrker landsat fra Luften

 

Invasionen er kommet til Udfoldelse over en Front

paa ca. 400 Kilometer

 

Transportflaaderne blev beskudt da de naaede ind til kysten

Berlin, tirsdag. Politiken privat.

General Eisenhower har siden Kl. 1,30 i Nat paabegyndt Landsættelsen af store Troppemasser, dels fra Luften og dels fra Søen paa Nordfrankrigs Kyst.

     Operationerne gennemføres over en bred Front og med saa store Styrker, at man fra militær Side i Berlin i Formiddags uden Forbehold har udtalt den saa længe ventede Sætning: ”Invasionen er begyndt!”

 

Hvad Invasionen har omfattet

     Af faktiske Oplysninger fra den nye Front foreligger i Eftermiddag i Berlin følgende:

     De britiske og amerikanske Styrker er gaaet i Land paa Normandiets Nordkyst mellem Cherbourg og Le Havre.

     Tyngdepunkterne i de Allieredes Landgangsoperationer ligger foreløbig ved Mundingerne af de to Floder Orne og Vire. Ved Orne-Flodens Munding ligger Caen og dens Havneby Quistreham. Ved Vire-Flodens Munding ligger Isigny. Om disse Byer er de første haarde Kampe i fuld Gang.

 

Yderligere Landing mellem Le Havre og Calais

     Yderligere landinger er senere sket paa Strækningen mellem Le Havre og Calais, saaledes at den Front, hvorover Invasionen i første Omgang er kommet til Udfoldelse, andrager ca. 400 Kilometer.

     Landgangstropperne er i det store og hele saaledes fordelt, at Amerikanerne danner de Allieredes vestlige Fløj og Englænderne den østlige Fløj. Skillelinjen synes at ligge omtrent midt imellem Isigny og Caen.

     De forskellige Invasionsvaaben er fordelt saaledes, at Landsætningerne af Tropper fra Luften overvejende har fundet Sted paa Linjen mellem Cherbourg og Carentan. Landsætningerne fra Søsiden har fundet Sted mellem Isigny og Caen, hvor der ogsaa er landsat et betydeligt Antal Stridsvogne. Øst for Caen i Retning af Le Havre og mellem denne By og Lislieux er der igen landsat store Tropper fra Luften.

 

Ogsaa Landsætning paa Kanal-Øerne

     Samtidig med landsætningerne i Nordfrankrig blev Allierede Tropper landsat fra Luften paa kanaløerne Jersey og Guernsey, hvor de straks blev engageret af Øernes tyske Besætninger.

Landsætninger fra Luften 

     Foruden Landsætningerne fra Søsiden er overordentlig store Styrker ogsaa blevet landsat i og bag Kampomraadet fra Luften. Det drejer sig baade om Faldskærmssoldater og Soldater, der føres til deres Bestemmelsessted i store Transportflyvemaskiner eller i Svæveplaner.

     Man mener blandt tyske Sagkyndige, at Angrebet foreløbig har Erobringen af Le Havre og Cherbourg som Hovedmaal, idet de Allierede regner med at kunne bruge disse som Landsætningshavne for større Styrker.

     Om Slagets Format vidner ogsaa de tyske Rapporter, hvorefter de Allierede har landsat mindst fire Faldskærms- eller Luftlandingsdivisioner foruden de Styrker, som er gaaet i Land fra Skibe. Naar Luftstyrkerne tælles med, beregner de tyske Eksperter, omfatter den foreløbigt landsatte Angrebsbølge mellem 100.000 og 200.000 Mand.

     Sammenfattende fastslaar man her om Styrkeforholdet, at de Allierede er overlegne til Søs og i Luften.

     De Allierede for deres Vedkommende gør øjensynlig alt for uophørligt at forstærke og understøtte Invasionsstyrkerne. Over Kanalen ligger en ”Paraply” af Flyvemaskiner, som søger at beskytte Landgangsflaaden mod det tyske Luftvaabens Angreb.

     Tyske Flaadeenheder er gaaet til Angreb mod Landgangsarmadaen i Farvandet ud for Kysten mellem Calais og Le Havre, og her er et af Krigens største Søslag mellem allierede og tyske Flaadeenheder i Gang.

 

De øvrige overskrifter på Politikens forside onsdag den 7. juni 1944 var følgende:

 

Kun et 20 km bredt Brohovede dannet

Den tyske Ledelse noterede i Aften et fuldstændigt

Afværge-Resultat over en bred Front

 

Mændene i Spidsen for Invasions-Slaget

Generalfeltmarskallerne v. Rundstedt og Rommel leder

det tyske Forsvar, mens Invasionsstyrkerne kæmper under General Montgomery

 

 

De tre Mænd, der spiller Hovedrollerne i den store Styrkeprøve ved kanalkysten, fra venstre Generalfeltmaskal  v. Rundstedt, Invasionsstyrkernes Chef General Montgomery og Generalfeltmarskal Rommel. Foto: Dagbladet Politiken, onsdag den 7. juni 1944.

 

Søslag indledet mod Historiens

største Armada

Tyske Flaadeenheder til Angreb i Farvandet ud for

Kysten mellem Calais og Le Havre

 

    Overskrifterne på Politikens side 2 så sådan ud:

 

England er nu et stort Invasions-hangarskib

3 ½ Mill. Mand vides at være koncentreret i England

med Invasionen for Øje

Cheferne for de allierede Invasionsstyrker

(fortsat fra Forsiden)

London (via BaseI, Tirsdag (S.T.B.)

Det meddeles officielt, at den Armégruppe, som er indsat i landgangsaktionen mod den franske Kyst, kommanderes af General Montgomery. Denne Armégruppe bestaar af britiske, canadiske og amerikanske Styrker.

     Den Øverstkommanderende for samtlige allierede Invasionsstyrker (Hær, Luftvaaben og Flaade) er den amerikanske General Dwight D. Eisenhower, der overtog denne Kommando ved Nytaarstid. Hans Næstkommanderende er den engelske Luftmarskal Sir Arthur Tedder.

     De allierede Luftstyrker staar under Kommando af Englænderen, Luftmarskal Trafford Leigh-Mallory, mens de allierede Flaadestridskræfter kommanderes af den engelske Admiral Bertram Ramsey.

     De amerikanske Tropper under Montgomery føres af General Bradley  og de amerikanske Luftstyrker af General Doolittle.

 

Den tyske Hærberetnings

Melding om Invasionen

Førerhovedkvarteret, Tirsdag. (R.B.)

  I den forløbne Nat har Fjenden paabegyndt sit i lang Tid forberedte og af os ventede Angreb paa Vesteuropa.

 Efter at der som Indledning var blevet foretaget svære Luftangreb mod vore Kystbefæstninger, landsatte Fjenden paa flere Steder af den nordfranske Kyst mellem Le Havre og Cherbourg Luftlandingstropper og foretog tillige samtidigt støttet af store Søstridskræfter Landgang fra Søen. I de angrebne Kyststrimler foregaar der forbitrede Kampe.

 

For mit eget vedkommende husker jeg tydeligt, at da vi via radioavisen erfarede om invasionen af Normandiet, af invasionsstyrkerne kaldet ”Omaha Beach”, lige som selve invasionen kaldtes ”Operation Overlord”, var det som at få en stor overraskelses-gave. For stort set ingen almindelige mennesker havde ventet den på sin vis glædelige og løfterige drejning af krigen. Fra nu af turde vi for alvor håbe på, at De Allierede ville vinde krigen og at denne og dermed besættelsen snart ville være forbi.

 

Men der skulle som bekendt komme til at gå endnu knapt et år, før forhåbningerne blev indfriet og Nazi-Tyskland kapitulerede betingelsesløst. Og prisen for freden og friheden var høj, med millioner af dræbte og sårede, forarmede, hjemløse og flygtninge i Europa. Men krigen var imidlertid ikke fuldstændig slut, for tilbage stod bekæmpelsen af Japan og befrielsen af store dele af Asien. For amerikanerne betød det uhyre mange dræbte, sårede og lemlæstede soldater, og dermed et tab af en far, en søn eller en broder, ikke at forglemme de mange kvinder, der deltog aktivt i krigen og som ligeledes blev ofre for dennes nødvendighed, uundgåelighed og meningsløse grusomhed. For ikke at tale om børnene.

 

Arbejdsmæssige problemtider

Den 12. juni 1944 fyldte jeg 15 år, men jeg erindrer ikke at det gav anledning til nogen form for festlighed eller særlig markering, hverken hjemme eller på tegnestuen. Jeg var i den grad sporet ind på og optaget af at lave tegnefilm, at jeg ikke syntes der var noget specielt ved en fødselsdag, i hvert fald ikke ved min egen. Den holdning har jeg haft lige siden. Til gengæld betød det noget for mig, at min læremester, Børge Hamberg, efter at jeg et halvt års havde fungeret som mellemtegner og derefter endnu et halvt års tid som animator-assistent for ham, gav mig opgaver som selvstændig animator (nøgletegner). Det var fortsat på scener med de figurer, jeg nu havde øvet mig på at tegne i omkring et års tid, nemlig som nævnt heksen, heksens krage og den mindste af de tre hunde.

 

Men i det hele taget blev produktionen af ”Fyrtøjet” lidt af en prøvelse, som kom til at tage på ledelsens så vel som medarbejdernes kræfter og gensidige forståelse og tolerance. Det medførte lejlighedsvis nogle gnidninger mellem visse af tegnerne på den ene side og Allan Johnsen og Peter Toubro på den anden side. Særlig en af nøgletegnerne, Otto Jacobsen, havde set sig gal på Johnsen og benyttede enhver anledning til at ironisere over sin chef, som han gav øgenavnet ”Tomaten”. Det hang sammen med, at Allan Johnsen dels havde let ved at blive højrød i hovedet, når han blev opbragt eller vred, og dels formentlig med, at han som sejlsportsmand ofte opholdt sig udendørs i al slags vejr. En sen aften, da vi arbejdede over, havde den nævnte tegner malet et landskab på den indvendige side af et af de store sorte mørklægnings-rullegardiner. Midt i tegningen, som viste karikaturer af nogle forskræmte tegnere, så man en stor højrød tomat, som slavepisker. Da Johnsen kort efter tilfældigvis kom ind på tegnestuen og så ’kunstværket’, vendte han sig omgående og forsvandt ud ad døren igen. Jeg overværede selv episoden og følte mig dybt skamfuld over den måde, at behandle chefen på. Men et par dage efter erfarede jeg via Børge Hamberg, at Johnsen heldigvis følte sig højt hævet over den slags smålige barnagtigheder. Skammen var og blev derfor tegnerens, og jeg mener også at have kunnet konstatere, at Jacob, som han kaldtes til daglig, var godt flov og oprigtig ked af sine ’anonyme’ udfald imod Johnsen. Jacob var ikke nogen ballademager og heller ikke en dumrian, men kun en lidt naiv, genert og kejtet personlighed, som blandt andet led under, at ingen af det kvindelige personale faldt for hans umodne charme og forsøg på at indsmigre sig.

 

Forlystelseslivet blomstrer stadig

Den 7. juni kunne Politiken under rubrikken ”Teater–Film-Musik” bl.a. bringe følgende:

 

     Dir. Oscar Holst forbereder en stor Fornyelse af Cirkusrevyen. De mest kulørte Pletter paa Viserne er for længst forsvundet, saa der er blevet Plads til en Del nye Numre. Bl.a. vil Henning Schram blive indlagt i Revyen, samtidig med at der kommer nye Viser og Sketch.

 

     Bellahøj Friluftteater har haft vanskeligt ved at besætte Elskerrollen, Løjtnant Champlatreux, i ”Nitouche”. De unge Skuespillere, man først tænkte paa til Rollen, var nemlig bundet andre Steder. Man har nu valgt at engagere to Skuespillere til den, Bendt Rothe og Jens Kjeldby. De skal afløse hinanden  som Løjtnant Champlatreux. Bendt Rothe skal nemlig medvirke i ”Der var engang –” i Dyrehaven og kan derfor kun spille paa Bellahøj til 1. Juli, hvorefter Jens Kjeldby, som til den tid har afsluttet Sæsonen paa Nørrebros Teater, springer ind.

 

     Da Nørrebros Teater ikke har faaet den Sukces, man havde ventet sig paa ”Dummepeter”, har Dir. Biering-Petersen beslutttet, at Ravnsborggade-Scenen skal holde Sommerferie fra 1. Juli.

 

     Paa Fredag transmitteres Hokus-Pokus-Revyen fra Nygade-Teatret. Det er vist første Gang man hører Tryllekunster i Radioen, men Gunnar Hansen tryller ogsaa med som Speaker.

 

     Operasanger Thyge Thygesen giver paa Fredag en Koncert i Tivolis Koncertsal. Med Felumb som Dirigent synger han franske Opera-Arier, bl.a. af ”Carmen”,”Afrikanerinden”, Debussys ”Den fortabte Søn” og Massenets ”Sapho”.

 

     Før der om et Par Uger bliver Première paa ”Nitouche” paa Bellahøj”, faar man paa Fredag Lejlighed til at aflægge den smukke Friluftscene et Besøg. Det er Bellahøj Skole, som giver en Velgørenhedsforestilling. Der opføres bl.a. ”Feriegæsterne” af Hostrup. Forestillingens gode Formaal gælder en Weekendhytte til Bellahøj-Skolen.

 

     Ved Grand Teatrets Première paa den franske Film ”Spil, Zigøjner –” bliver der ikke alene Zigøjnermusik fra Højtalerne bag Lærredet. For at skabe musikalsk Festivitas om Premièren har Dir. Urban Gad engageret Andor Körössys ungarske Orkester fra ”Landevejskroen” til i Dag at spille for Publikum ved Forestillingerne Kl. 13,50 og 15,40.

 

Københavnske forlystelser den 7. juni 1944 i henhold til Politiken:

 

Aktieselskabet Nørrebros Teater: Kl. 19,30

        Den nye danske Operette Dummepeter

        Poul Reichhardt, Asta Hansen, Hans W. Petersen, Gerda Gilboe, Mogens Davidsen, Ingeborg Bruhn-Bertelsen, Erik Bertner, Jens Kjeldby.

        Pressen skrev:

        Berlingske Tidende: - men Publikum jublede. – Det regnede med Blomster,

        dundrede med Ovationer, ikke blot til sidst, men efter hvert af de store Numre.

       … og Publikum jubler

Allégade Teatret Riddersalen: Kl. 19,30 pr.

        ”Livet er jo dejligt”

Allé-Scenen: Kl. 19, 3o

        ”Celestina”

        Pressen skrev: Et straalende Skuespil! – Stor kunstnerisk Sejr for Liva Weel.

Alliancescenerne Det ny Teater: Hver Aften Kl. 19,30 pr. – ca. 22. 25. Gang – 25 udsolgte Huse

        Den glade Enke

        Hanna Glavari: Else Marie – Grev Danilo: Hans Kurt

        Iscenesættelse: John Price og Kapelmester: Emil Reesen

Alliancescenerne FolkeTeatret: Hver Aften Kl. 19,30 pr. – ca. 22. Kun 5 Aftener. Sæsonen slutter Søndag.

        Soya’s Skuespil 30 Aars Henstand

        Iscenesat af Holger Gabrielsen

        Over Vandene svævede Holger Gabrielsens allestedsnærværende Aand; hans Iscenesættelse havde en væsentlig Andel  i Aftenens Sukces.(Børsen)

Apollo Teatret: Kl. 19,30.

        Den helt store Sukces Sommerrevyen 1944

        Arhoff – Brandstrup – Helmuth – Erika Voigt – K. M. Løwert – Toni Biering – Wöldike m.fl.

        Gæstespil af Europas fornemste Dansepar:

        Egon Riber & Margrethe Dantzer

        Søndag Kl. 16: Ekstraforesilling      

Charlottenlund Teater (Skovridderkroen) Linie 14 lige til Døren. Kl. 19,30

        Vi to, som stjæler …

        En smuk Tur og morsom Aften

Cirkus Revyen Dyrehavsbakken Klampenborg. Kl. 19,15 og 21,15 To store Forestillinger

        10 Aars Jubilæums Revuen

Falkoner Teatret Rialto: Kl.19,30

        Sukcessen maa afbrydes Skuespillerne skal andre Steder hen – derfor NÆSTSIDSTE UGE

        6 i Ilden

-         og Publikum morer sig fantastisk – Byens morsomste Forestilling

        Gerda og Ulrik Neumann, Svend Asmussen, Clara Østø, Svend Bille, Astrid Neumann, Asbjørn Andersen, Hans Henrik Krause, Vera Gebuhr, Lis Løwert m.fl.

Frederiksberg Teater: Kl. 19,30

        I Aften, Torsdag, Fredag, Lørdag: Alt udsolgt!

        ”Privatliv”

        Iscenesat af John Price.

        Berthe Qvistgaard – Grethe Holmer – Edvin Tiemroth – Knud Rex

        I Aften, Lørdag, Søndag Kl. 19,30, Mandag, Tirsdag, Onsdag og Torsdag: Alt udsolgt!

        ”Privatliv”

        Iscenesat af John Price.

        Nygade Teatret:  Kl. 19,30 til ca. 21,40

        Sommerens Sensation Earl Sheridan I

        Hokus-Pokus-Revyen

Ny Ravnsborg-Kabaretten 1944. Kl. 19,15 pr. Entré 50 Øre

Cirkus Schumann: I Aften Kl. 20

        Teddy Strik – Simsalbim – i Straalekasterlys

 

Restaurant Absalon – der hvor man spiser godt! Hver Efterm. Og Aften

        Sommer-Folie

        Walther Bødker’s Orkester med Calle Martins

Granada: Axelborg

        Moller Dancers – Lilian Helten og Co. – Charly Rix

Bellevue Strandhotel:

        Winstrup Olesens Orkester – Refrain: Peter Sørensen

        I Baren: Gudrun Torup

Damhuskro og Tivoli: Kl. 19

        Damhuskabaretten og Freddy P. med 8 Solister

        Forlystelser i Haven

Gold-Digger: Vestergade 19. Non Stop Varieté Kl. 20. Fri entré

        Humørets Eldorado

Jomfruburet: Frederiksberggade 27 – fhv. Eden Bar

        Luthsangeren Angelo og Hyggepianisten Kalle spiller og synger Kl. 16-23

        Aabner 5 Morgen – Ny Indehaver

Lorry: Transmissionsbegivenhed Kl. 18.05 – 18,35. Fri entré

        Knud Lynges Orkester – derefter det store Program

Muslingeskallen: Raadhuspladsen – Byens hyggeligste Restaurant

        Terrassen er aaben

München: Kl. 19 – 23

        Leo Mathiesens Orkester

        I Baren: Aage Schulze

National Scala: Frokost- og DinerkoncertFri Entré

        Niels Bjørn Balletten og det elegante store Program

        Scala-Salen: Kaj Møllers Orkester.

Valencia: Vesterbrogade 32

        I Aften alt optaget

 

     Og så var der jo ikke at forglemme TIVOLI, som udover sine mange forlystelser for børn og barnlige sjæle, samme aften også kunne byde på koncert i Koncetsalen med den danske violinvirtuos Emil Telmanyi. Koncerten omfattede Ravels rapsodi Tsigane og Saint-Saëns Havanaise. Pantomimeteatret opførte kl. 19: Fataliteterne og kl. 21, 45 balletten Harlekins Millioner.

 

     Men for mig personligt var det som altid biografrepertoiret, der i særlig grad interesserede, og det så denne dag ud som følger:

 

Det københavnske biografrepertoire den 7. juni 1944 i henhold til Politiken:

 

Aladdin: Kl. 7,00 og 8,45

        Storfilmen De glemtes Legion (spansk, 1942)

        En enestaaende spændende Film fra den spanske Fremmedlegion.

 

Allé Teatret: Kl. 7,10 – 9,10- Kun 2 Dage. Forb. f. Børn.

        Mellem to Tog (svensk, 1943)

        Hasse Ekman – Sonja Wigert

Alexandra: Kl. 1,30-3,20-5,10-7-8,45. 2. Uge.

        Det svenske Lystspil Amatørtyven (svensk, 1940?)

        Edvin Adolphson

Amager Bio: Kl. 7-8,45. 2. Uge. Forbudt for Børn

        Den danske Kæmpe-Sukces Det store Ansvar (dansk, 1944)

Atlantic: Kl. 7 – 8,45

        Isa Miranda i Junglens Dronning (ital., 1940)

Bella Bio: Kl. 7,00 og 8,45. Forb. f. Børn

         Det store Ansvar (dansk, 1944)

Bergthora: Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn

         Finsk Storfilm En Hustrus Moral (finsk, årstal ikke identificeret)      

Bio – Lyngby: Kl. 19,10 og 21,10. Næsts. Dag! Forbudt for Børn

        Viviane Romance i den franske Storfilm

        Angelica (Mexicos vilde Rose) (fransk, 1939)

Bispebjerg Bio: Kl. 19 og 20,45

        Fernandel i Adrien, Mil-Jo-Tem’lig-Nær (fransk, 1943)

        Hidtil alt udsolgt! Benyt Forudbestilling!

Boulevard: Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn

        Det store Ansvar (dansk, 1944)

Bristol: Kl. 1,30-3-4,30-5-7,30-9

        Danmarks Première

        Første danske Kortfilmshow (dansk, 1944)

        Et Festfyrværkeri!

Carlton: Kl. 1,30-3,20-5,10-7-8,45. 9. Uge

        Teatertosset (dansk, 1944)

        Hans Kurt – Ib Schønberg

Casino: Kl. 7 og 8,50. Eneste Teater. 2. Uge. Forb. f. Børn

         Assia Noris i Pigen fra Gaden (ital., årstal ikke identificeret)

Colosseum: Kl. 7 og 8.45

        Marguerite Viby i den svenske Lystspil-Suces

        I Dag bli’r min Mand gift (svensk, 1943)

D. S. B.: Uafbr. Forest. Kl. 13 – 21. 75 Ø. Incl. Sk.

        Dansk Film Avis – Genéve – Gadens Melodi – Mølleaaen 1.

Enghave Bio: Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn.

        Den tjekkiske Storfilm Natsværmeren (tjek., årstal ukendt)

        Mere fransk end en fransk Film

Fasan Bio: Kl. 7 og 8.45

        Johannes Meyer i Det kære København (dansk, 1944)

Gentofte Kino: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn

        Jeg mødte en Morder (dansk, 1943)

        Berthe Qvistgaard – Mogens Wieth

Grand: Kl. 1,50-3,40-5,20-7-8,45

        Første Gang i Danmark Spil, Zigøjner! (fransk, 1944?)

        Ny fransk Musikfilm med den berømte Zigøjnerprimas Alfred Rode

Grøndals Teatret: Kl. 7 og 8,45

        Johannes Meyer i Det kære København (dansk, 1944)

Kino – Lyngby: Kl. 7,10 og 9,10

        Sonja Wigert i En Herre med Moral (svensk, 1943)

Lyngbyvejens Kino: Kl. 7 og 8,45

        Frelst fra Døden En Læges Hustru (ikke identificeret)

Merry: Kl. 7 0g 8,45. 2. Uge. Forb. f. Børn

        Kun hans Elskerinde (ikke identificeret)

Metropol: Kl. 1,30-3,20-5,10-7-845. 4. Uge !

        Raimu i Det uhyggelige Hus (fransk, 1942)

Nora: Kl. 7 og 8,45. 2. Uge. Sidste Opførelser. Forbudt for Børn 

        Det store Ansvar (dansk, 1944)

Nørrebros Biograf: Kl. 7 og 8,45
        Paula Wessely i Livets Spejl (østr., 1938)
Nørreport Bio: Obs! Kl.14,10-16,10-18,30-20,30. 9. Uge !
        Marguerite Viby – Hans Kurt
        Teatertosset (dansk, 1944)
Odeon: Kl. 7 og 8,45. Eneste Teater
        Kampen om Borgen (ikke identificeret)
        Gigantisk Ridderfilm – enestaaende Kampscener
Palads: Kl.2 – Kl. 4 – Kl. 6,30 – Kl. 8,30. Forb. f. Børn
        Bodil Ipsen-Filmen Mordets Melodi (dansk, 1944)
Palladium: Kl. 2 – Kl. 4 – Kl. 6,30 – Kl. 8,30
        De tre Skolekammerater (dansk, 1944)
Roxy: Kl. 7 og 8,45
        Marguerite Viby – Georg Rydeberg i den svenske Kæmpe-Sukces
        I Dag bli’r min Mand gift (svensk, 1943)
Ry – Kino: Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn
        Sonja Wigert – Hasse Ekmann Mellem to Tog (svensk, 1943)
Saga: Kl. 2-4-6,30-8,30
        Den enestaaende Cirkusfilm 3 Tonellis (formetlig tysk, 1943)
        Med Ferdiand Marian – Winnie Markus – Mady Rahl m.fl.       

Scala Bio: Kl. 1-2,55-4,50-6,40-8,30. 5. Uge. Forb. for Børn

        Ivar Lo Johanssonss Kungsgatan (svensk, 1943)

Toftegaard: Kl. 7 og 8,45

        Aarets største svenske Sukces Katrina (svensk, 1943)

Triangel: Kl. 7 og 8,45

        Marguerite Viby i den svenske Lystspil-Sukces
        I Dag bli’r min Mand gift (svensk, 1943)

Vanløse: Kl. 7 og 8,45

        Johannes Meyer – Erni Arneson – Gunnar Lauring i

        Det kære København (dansk, 1944)

Windsor: Kl. 7 og 8,45

        Johannes Meyer – Erni Arneson – Gunnar Lauring i

        Det kære København (dansk, 1944)

 

En af de film, der virkelig vakte furore i København, var den svenske film ”Kungsgatan” fra 1943. Den var baseret på en roman af samme navn af forfatteren Ivar Lo-Johansson (1901-1990), som udkom 1935. Furoren skyldtes i hovedsagen filmens provokerende og pirrende emne, nemlig prostitutionen i den svenske hovedstad. Mange unge kvinder fra provinsen droges i første halvdel af 1930’erne til storbyen, hvor der imidlertid ikke var arbejde til alle, hvorfor nogle havnede på den kriminelle løbebane. Prostitution var officielt forbudt, men trivedes ikke desto mindre i bedste velgående i det ’underjordiske’ miljø.      Romanen og filmen handler om bondesønnen Adrian (i filmen spillet af Sture Lagerwall) og provinspigen Marta (i filmen spillet af Barbro Kollberg), som begge søger til Stockholm, i håbet om at kunne skabe sig en bedre tilværelse der. Men det går ikke så glat som håbet og forventet, idet Adrian føler sig fremmed og utilfreds i storstadsmiljøet, mens Marta falder for fristelsen til at tjene til livets fornødenheder, ved at prostituere sig på Stockholms paradestrøg, Kungsgatan. Selv havde jeg stor lyst til at se filmen, men eftersom jeg jo kun var knapt 15 år, da den havde dansk premiére, og grænsen for at få adgang til at se voksen-film var 16 år, så havde det lidt lange udsigter med at få den at se for mit vedkommende.

 

I løbet af året 1944 blev der produceret i alt 17 danske spillefilm,  og heraf havde de 7 af filmene premiére i perioden januar til og med juni. Det var filmene ”Det kære København”, ”Biskoppen”, ”Det store Ansvar”, ”Spurve under Taget”, ”Teatertosset”, ”Mordets Melodi” og ”De tre Skolekammerater”..

 

I juni 1944 var biografrepertoiret i det store og hele som i marts og april måned. Den 7. juni kunne Saga Bio dog annoncere med premiere på ”den enestående cirkusfilm 3 Tonellis” (1943), iscenesat af V. Turjanski. Inde i avisen (Politiken) kunne man under rubrikken ”De nye film” læse, at den var iscenesat af en V. Turjanski og at hovedrollerne som cirkusklovnerne Tonio, Maja og Tino blev spillet af henholdsvis Ferdinand Marian, Mady Rahl og Albert Hehn, og at Winnie Markus er filmens kvindelige stjerne. Filmen var altså helt utvivlsomt tysk, selvom det ikke nævnes med et ord, og de pågældende navne var i øvrigt totalt ukendte af det danske biografpublikum.

 

Situationen tilspidses

Formentlig i forventning om, hvad invasionen i Normandiet eventuelt kunne føre med sig af krigshandlinger, blandt andet i form af luftbombardementer, påbegyndte Københavns Kommune den 19. juni 1944 opførelsen af en serie beskyttelsesrum, de såkaldte bunkers, på den halvbueformede plads foran Rådhuset, som københavnervidet for længst havde givet navnet ”Muslingeskallen”.

 

 

Herover ses det besynderlige virvar af de såkaldte bunkers foran hovedtrappen til Københavns Rådhus. Byggeriet påbegyndtes den 19. juni 1944 og varede resten af året, men med en afbrydelse på grund af en strejke, hvorunder arbejdet blev nedlagt fra 21. august til 6. oktober. Der var i forvejen kun to bunkers på Rådhuspladsen, men disse rakte ikke til at rumme de mange trafikanter, der dagligt færdedes på pladsen.  Fotoet er lånt fra bogen Københavns hvornår skete det. Fra Absalon til Nutiden. Redaktion Lisbeth Andersen og Steffen Lindvald. Politikens Forlag 1979.

 

Efterhånden som byggeriet skred frem, blev den før så kønne plads forvandlet til et virvar af kuplede bunkers, hvis beskyttelsesrum befandt sig under jordens overflade. Meningen med disse bunkers var, at de mange trafikanter, der dagligt færdedes på og omkring Rådhuspladsen, skulle have et sted at søge tilflugt, når der blev blæst luftalarm.

 

I løbet af juni 1944 tilspidsedes forholdet mellem tyskerne og deres håndlangere på den ene side og modstandsbevægelsen og toneangivende kredse i befolkningen på den anden side. Den 22. juni blev Riffelsyndikatet i Frihavnen ødelagt ved sabotage, efter at sabotørerne havde forsynet sig med våben og ammunition. Natten efter blev Borgernes Hus i Rosenborggade schalburgteret. Den 23. juni proklamerer besættelsesmagten, at der fra nu af anvendes standrets-procedure ved de tyske Domstole på Sjælland, hvilket i praksis betød, at tyskerne efter pågribelsen af sabotører straks dømte og henrettede disse. Men tyskerne benyttede sig også af andre fremgangsmåder i bekæmpelsen af sabotage og andre former for modstand. Begge dele kunne man faktisk læse om allerede samme dag på forsiden af Berlingske Aftenavis, som blandt andet bragte følgende lakoniske meddelelse:

 

8 Sabotører henrettet

Andre otte Sabotører idømt Tugthusstraffe

 

     Fra officiel tysk Side meddeles:

     Ved Krigsretsdom af 19. Juni 1944 er følgende dømt for Sabotageforbrydelser:

   

     Stud. theol. Christian Ulrik Hansen, født 26. 5. 1921 i Farsø i Jylland,

     Landmaaler Emil Balslev, født 19. 9. 1913 paa Frederiksberg,

     Købmand Børge Lauritsen, født 25. 10. 1916 i Aars, Jylland,   

     Købmand Jørgen Rydder, født 20. 9. 1923 i Aars, Jylland,

     Klejnsmed Jens Peter Funk Lind, født 14. 5. 1921 i Sandvig paa Bornholm,

     Købmand Michael Westergaard Jensen, født 25. 10. 1916 i Randers, Jylland,

     Skibskaptajn Poul Ib Gjessing, født 31. 3. 1919 i Silkeborg, Jylland,

     Mejerist Hans Jørgen Henriksen, født 1- 4- 1909 i Aalborg, Jylland, blev dømt til Døden.

     Manufakturhandler Knud Malthe Poulsen, født 12. 2. 1922 i Farsø, Jylland.

     Kontorist Jens Ingvardsen, født 29. 8. 1922 i Farsø, Jylland og

     Blikkenslager Hilmar Kjeld Larsen, født 9. 11. 1920 i Farsø, Jylland, blev dømt til hver 8 Aars Tugthus.

 

     Kommis Carsten Abildgaard, født 28. 11. 1921 i Aalestrup, Jylland.

     Seminarieelev Kaj Erhard Engaard, født 22. 12. 1922 i Hillerslev, Jylland,

     Seminarieelev Poul Henrik Pedersen, født 30. 7. 1922 i Løgsted, Jylland,

     Seminarieelev Aage Kjærulff Bisgaard Christensen, født 17. 6. 1924 i Thorup, Jylland, og

     Elevaspirant til Seminariet Robert Viggo Hvolby, født 10. 8. 1926 i Nørresundby, blev idømt hver 6 Aars Tugthus.

 

     De under samme Sag Anklagede:

     Fru Else Gjessing, født Jensen, født 11. 6. 1916 i Aalborg, Jylland, og

     Sagfører Jens Paul Torrild Thomsen, født 4. 10. 1903 i Aalborg, Jylland, blev frikendt.

 

     Dødsdommene er blevet fuldbyrdet i Dag Fredag den 23. Juni 1944.

 

Det er uhyggeligt at tænke sig, med hvilken lethed de selvbestaltede tyske myndigheder kunne dømme danske statsborgere og uden skrupler henrette dem af disse, som forbrød sig mod de love og regler, fremmedherrerne havde indført i et land, som de ingen lovlig adkomst havde til at bestemme over. Hvilke skæbner ligger der ikke bag de ovenfor nævnte otte dødsdømte og henrettede, hvis alder rakte fra 21 til 35 år. Det var jo nogens sønner, brødre, ægtefæller eller fædre, hvis liv blev brat afbrudt, fordi de havde villet gøre en indsats for at befri Danmark for fremmedherredømmet, og hvis relativt korte liv endte som følge af en geværkugle. Sådanne handlinger som at deltage i en ret beset ulovlig henrettelse, stempler i virkeligheden et menneske som forbryder mod menneskerettighederne og menneskeheden, uanset om man handler efter ordre eller ej. Hvordan det videre gik med de ovennævnte personer, som blev idømt hhv. 8 og 6 års såkaldt tugthus, og om de afsonede straffen her i landet eller i Tyskland, har jeg ingen viden om, men må formode, at de der overlevede fangenskabet er blevet løsladt umiddelbart efter Tysklands kapitulation.

 

Efter den barske læsning ovenfor, virker det nærmest uanstændigt, at tænke på forlystelser, men tilværelsen består som bekendt af både tragedie og komedie, og begge dele kom jo til dels også til udtryk i tidens forlystelser og filmrepertoire. Desuden kan en omtale af begge dele i bedste fald bidrage til en slags historisk forståelse af tidsånden og tidsbilledet, så derfor må vi til det igen:

 

Københavnske forlystelser i henhold til Berlingske Aftenavis for den 23. juni 1944:

 

 

Et udpluk af forlystelsesannoncer i Berlingske Aftenavis for fredag den 23. juni 1944. Som det fremgår af annoncerne, var der tale om et varieret udbud, lige fra operette over sommerrevy og friluftsteater til Pjerrot på Dyrehavsbakken, samt restauranter og kroer, hvor folk kunne mødes, spise og læske ganen og oven i købet se varietéforestillinger.

 

Aktieteatret Nørrebros Teater: Hver Aften Kl. 19,30

        Den nye danske Operette Dummepeter

        Poul Reichhardt, Asta Hansen, Hans W. Petersen, Gerda Gilboe, Mogens Davidsen, Ingeborg  Bruhn-Bertelsen, Erik Bertner, Jens Kjeldby.

Allégadeteatret Riddersalen: Kl. 19,30 pr.

        ”Livet er jo dejligt”

Apollo Teatret: Kl. 19,30 – 21,40. 102. Gang

        Sommerrevyen 1944

        Arhoff – Brandstrup – Helmuth – Erika Voigt – K. M. Løwert – Toni Biering – Wöldike m.fl.        Gæstespil af Europas fornemste Dansepar:

        Egon Riber & Margrethe Dantzer

        Søndag Kl. 16: Ekstraforesilling

Bellahøj Friluftsteater: Linie 2-5-8-11-13-21 til Bellahøj

Politikens Sankt Hans Fest til Fordel for ”Wesselsminde” Kl. 20

        ”Nitouche”

        Marius Jacobsen synger Midsommervisen

        Baal og Fællessang.

Cirkus Revyen: Dyrehavsbakken – Klampenborg. 2 Forest. Daglig

        Sommerens store Suces m. Gæstespil af Henning Schram

        Ib Schønberg – Ellen Jansø – Gunnar Lemvigh

        Fassi & Harley – Juanita & Angelo

        Else Jarlbak – Børge Børlis – Rita Clair – Alf Køllmer – Gerda Bytofte

        Ch. Hansen – 14 Bjerre Girls – Lingtons Orkester.

Det ny Teater: Hver Aften Kl. 19,30 præcis ca. – 22

        Søndag Kl. 15,30: Ekstraforestilling. I Aften: Alt udsolgt. I Morgen: Alt udsolgt

        Lehars Verdensoperette Den glade Enke

        Hanna Glavari: Else Marie – Grev Danilo: Hans Kurt

        Iscenesættelse: John Price og Kapelmester: Emil Reesen

Frederiksberg Teater: Kl. 19,30

        I Aften, Lørdag, Søndag Kl. 19,30, Mandag, Tirsdag, Onsdag og Torsdag: Alt udsolgt! ”Privatliv”

        Iscenesat af John Price.

        Berthe Qvistgaard – Grethe Holmer – Edvin Tiemroth – Knud Rex

        Lørdag Kl. 16: Ekstraforestilling til Fordel for Viceskoleinspektør Østrup’s Feriebørn.        Ekstraforestilling Søndag Kl. 16.

Nygade Teatret: Kl. 19,30 til ca. 21,40

        Sommerens Sensation Earl Sheridan I

        Hokus-Pokus-Revyen

Ny Ravnsborg Kabaretten 1944: Hver Aften Kl. 19,15 – entré 50 Øre.

Rialto: Lørdag Kl. 19,30 Premiere

        Den klassiske Latter-Gyser Spøgelsestoget

        Iscenesættelse: Mogens Brandt

        Asbjørn Andersen – Svend Bille – Arne-Ole David – Grete Frische – Tudlik Johansen – Elsa Kourani – Peter Nielsen – Anita Präfalder – Ejgil Reimers – Verner Thaysen

Røde Kro Teater: Lørdag Kl. 19. 108. Gang!

        Den søvnløse Brudgom

        Opføres kun mens Sommerrevyen indstuderes.

Cirkus Schumann: I Aften Kl. 20

        Sommerens Rekord

        Sukcesprogram

        Imorg. Lørdag 2 Forestill. Kl. 16 og 20

Gold-Digger: Non Stop Varieté Kl. 20 – Fri Entré

        Humørets Eldorado

        Køligt Lokale – Godt Smørrebrød – og en kold Tuborg

Københavner Kroen: Fri Entré

        Stor Sct. Hans Fest

Landevejskroen: forh. Gl. Bellevue

Lorry: Fri Entré

        Stor Sct. Hans Fest med Kæmpeprogram

        Midsommervise – Sct. Hans-Baal i Parken

National Scala: Fri Entré

        Koncert til Frokost og Dinér

        Holberghaven: Stor Sct. Hans Fest

        Baal paa Scenen. Midsommervise o.s.v.

        Kgl. Solodanser Niels Bjørn

        Scala-Salen: Kaj Møllers Orkester.

Skovriderkroen:

        Sct. Hansfest & Bal

        Aksel Schiøtz synger Midsommervisen

Zool. Have:

        Musiktribunen Søndag Kl. 15,30

        Bassangeren Emil Christoffersen

        Sidste Nyt: Orangutanen Musse

        Willy Melchiorsen spiller hver Eftermiddag.

 

Og så var der som altid om sommeren TIVOLI, hvor der i dagens anledning var Sct. Hansbål på Søen og lurblæsning og fakkeltog. Koncertsalen bød på operasanger Emil Christoffersen, som med Sv. Chr. Felumb som dirigent fremfører arier af Haydn, Mozart og Nicolai, og desuden sange og romancer med klaver. Kl. 22,45 ville der være Amagerbrudefærd med fakkeltog, hvor Midsommervisen ville blive sunget af kgl. kammersanger Niels Hansen.

 

Pantomimeteatret ville lørdag den 24. juni kl. 21 opføre forestillinger med solister fra Den kgl. Ballet: Kgl. 1. Solodanserinde Margot Lander, kgl. solodanserinde Margrethe Schanne, kgl. balletmester Harald Lander og kgl. solodanser Hans Brenaa.

 

Men man bør heller ikke glemme det nok så populære folkelige forlystelsessted: Dyrehavsbakken, almindeligvis kun kaldet BAKKEN. Det var et sted, hvor københavnerne i hobetal havde moret sig hvert eneste år siden stedets åbning helt tilbage i 1700-tallet, og nutiden dannede ingen undtagelse i den henseende. Bakken havde det fortrin, frem for Tivoli, at der ikke skulle betales adgangsbillet, men kun købes og betales for hver af forlystelserne. Selv havde jeg ikke været på Bakken dette år, men havde været der adskillige gange de foregående år, enten sammen med min familie eller med mine kammerater. Det var dog noget mere besværligt, at komme fra København og ud til Bakken, for da skulle man benytte enten S-toget eller Kystbanetoget til Klampenborg Station, og derfra gå den forholdsvis lange spadseretur ind til det sted i udkanten af Dyrehaven, hvor Bakken med sine mange forlystelser var og stadig er beliggende. På Bakken var det ikke mindst rutsjebanen, der var mål for mange børns interesse, for den var langt større og mere spændende end rutsjebanen i Tivoli. Dernæst var det altid en fornøjelse at se og høre Pjerrot, når han underholdt sit interesserede og taknemmelige børnepublikum.

 

Det københavnske biografrepertoire i henhold til Berlingske Aftenavis for den 23. juni 1944:

 

Alexandra: Kl. 1,30-3,20-5,10-7-8,45. Forb. f. Børn.

        Det charmerende Lystspil Brudegaven (tysk, 1943?)

        Med Carola Höhn og Werner Fuetterer

AlléTeatret: Kl. 7,10 og 9,10

        Spænding – Humør – Sensation

        Manegens Konge (formentlig tysk, men er ikke identificeret)

Bellevue: Kl. 7 og 9

        Den italienske Storfilm Kampen om Borgen (ital., 19??)

Bristol: Kl. 1,45-3,30-5,15-7-8,45

        Det nye franske Lystspil Tre Mand om en Pige (Romance à Trois) (fransk, 1942)

Carlton: Kl. 1,30-3,20-5,10-7-8,45. 11. Uge

        Marguerite Viby i Teatertosset (dansk, 1944)

        Hans Kurt – Ib Schønberg

 

 

Udbuddet af biografforestillinger var stort og varieret, noget for enhver smag og lyst, med enkelte nye film på repertoiret, som f.eks. franske Corinne Luchaires nyeste film ”Bandlyst”.  Men ellers var der alt, lige fra filmfarcer over lystspilfilm og filmgysere til film om seriøse og historiske emner, som f.eks. det danske nationalklenodie og Sct. Hansaftenspil ”Elverhøj”. Men naturligvis ingen engelske og amerikanske film. Udsnit af biografannoncer i Berlingske Aftenavis for fredag den 23. juni 1944.

 

Casino: Istedgade 84. Kl. 7,15 og 9

        Wienerfilmen med Paula Wessely Høst (østr., 1938)

Colosseum: Kl. 7 og 8,45. Kun 3 Dage!

        Alida Valli i Hans hemmelige Model (ital., 1941)

        En spændende Fortælling om en moderne ung Piges Skæbne

D. S. B. Uafbr. Forest. Kl. 13 – 21. 75 Ø. incl. Sk.

        Dansk Film Avis – Midnatssolens Land – Den ædle Drue – Bali – Jægerbruden Grand: Kl. 2-3,40-5,20-7-8,45.

        Første Gang i Danmark Spil, Zigøjner (formentlig tysk, 1944?)

Hvidovre Kino: Kl. 7,10 og 9,10. KUN i Dag.

        Sct. Aftenspiller Elverhøj (dansk; 1939)

Metropol: Kl. 1,30-3,20-5,10-7-8,45. 2. Uge! Forb. f. Børn.

        Karin Ekelund – Edvin Adolphson

        Det sjette Skud (svensk, 1943)

Nora: Kl. 7 og 8,45       

        Den franske Stjerne Corinne Luchaire i sin nyeste Film

       ”Bandlyst” (fransk, 1940)

Nørreport Bio: Obs! Kl. 14,10-16,10-18,30-20,30. 11. Uge!

        Marguerite Viby – Hans Kurt

        Teatertosset (dansk, 1944)

Palads: Kl. 2  Kl. 4  Kl. 6,30  Kl. 8,30. 8 Uge. Forb. f. Børn

        Gull-Maj Norin – Angelo Bruun – Poul Reichhardt

        Mordets Melodi (dansk, 1944)

        Iscenesat af Bodil Ipsen.

Palladium: Kl. 2  Kl. 4  Kl. Kl. 6,30  Kl. 8,30

        De tre Skolekammerater (dansk, 1944)

Palæ Bio: Kl. 7 og 8,45

        Emil Jannings i Før Solnedgang (tysk, 1937)

Platan: Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn

        Den fransk-schweiziske Film Livets Parade (schweiz, 1944?)

        En gribende Film om Livet af i Dag

        med Anne-Marie Blanc

Park: Kl. 19 og 20,45

        Willi Forst-Sukces’en Operette (østrigsk, 1941)

Roxy: Kl. 7 og 8,45

        Stakkels Ferdinand (svensk, 1941)

Saga: Kl. 2-4-6,30-8,30.

        Edvard Persson

        Det bli’r Solskin igen (svensk, 1942)

Scala – Bio: Kl. 1-2,55-4,50-6,40-8,30. 7. Uge

        Ivar Lo-Johansson’s Kungsgatan (svensk, 1943)

Skovshoved: Kl. 7 og 9. Forb. f. Børn

        Mogens Wieth – Berthe Quistgaard

        Jeg mødte en Morder (dansk, 1943)

Strand Teatret: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn

        Det store Ansvar (dansk, 1944)

Triangel: Kl. 7 og 8,45

        Zarah Leander I

        Gloria O’Connors Hemmelighed (tysk, 1943)

Windsor: Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn

        Mellem to Tog (svensk, 1943)

        Sonja Wigert – Hasse Ekmann

 

Ifølge Berlingske Aftenavis for fredag den 23. juni gik ”Mordets Melodi” på 8. uge i Palads, mens Saga havde sat Edvard Persson-filmen, Det bli’r Solskin igen (1942), på plakaten. Anmelderen konstaterede indledningsvis:

 

     ”Sammen med Lumbyes ”Drømmebilleder”, Morten Korchs ”De røde Heste” og en god Tatarbøf indtager Edvard Persson-Filmene en sikker Position i Folkets Omdømme. Den sidste svenske Film med Skaaningen, ”Det bli’r Solskin igen”, der gaar i Saga, danner ingen Undtagelse fra Reglen; Folk morede sig under Fremførelsen, klappede bagefter og gik hjem fløjtende Refrænerne fra Filmen. En temmelig sikker Succes.”

 

 

Den surt-ironiske anmelder, der signerede sig awi, gennemheglede derefter filmen og kaldte den en helt igennem underlødig spekulation i Perssons folkelige popularitet. Filmen var i øvrigt fra 1942 og derfor ikke ganske ny. Hans nyeste film på det her nævnte tidspunkt var Landmandsliv (1943). Det skal for en ordens skyld tilføjes, at der med Morten Korchs ”De røde heste”” hentydes til romanen, ikke til filmen, som først blev produceret omkring 1950.

 

Som tidligere omtalt blev skåningen Edvard Persson herostratisk berømt i Danmark i og med filmen ”Landevejskroen” (”Kalle på Spången”), som var produceret i 1939, men blev først vist herhjemme i 1940. I København havde den premiere i Nørreport Bio den 29. januar 1940 og før at tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940. Det var faktisk først derefter, at filmen blev et tilløbsstykke, idet Nørreport Bio holdt den på plakaten i 87 uger, med sidste visning den 7. oktober 1941, hvorefter den vistes i andre af byens og omegnens biografer.

 

Den situation irriterede åbenbart de tyske besættelsesmyndigheder, for det nazistiske dagblad ”Fædrelandet” bragte den 16. september 1941 en artikel, hvori man kritiserede de københavnske biografejeres uvilje mod at spille tyske film. Man mente angiveligt, at det danske biografpublikum gerne ville se tyske film, men blev forhindret deri på grund af biografejernes politisk motiverede censur. Avisen kunne dog også konstatere, at der fandtes en del fornuftige folk blandt de københavnske biografejere, som gerne ville spille tyske film. Sådanne folk mente avisens skribent, var folk, som havde forståelse for den nye tid, der gryede over Europa, og som lader deres valg af filmrepertoire bestemme af kunstneriske og ikke af politiske grunde. De biografejere, som havde vist tyske film i deres biografer, havde tilmed fået en økonomisk fordel ud af det, for publikum havde ikke svigtet de pågældende biografer. Hvad enten man kan lide det eller ej, så må man give ”Fædrelandet”s skribent ret i den sidste påstand, for der fandtes faktisk tyske film, som under besættelsen fik stor succes i København.

 

Men igen, så snart en film sluttede og man atter trådte ud af biografens mørke, meldte virkeligheden sig på ny og indtrykket af den film, man lige havde set, fortonede sig snart. Lyttede man til Radioavisen og læste aviserne, blev man dagligt mindet om krigens barske og ubønhørlige gang på de forskellige fronter, og om dagligdagens store og små problemer.

 

Krigens fortsatte forløb …

I disse juni-dage 1944 var manges opmærksomhed rettet mod de daglige beretninger om krigens forløb på de forskellige fronter, og selvom alle vidste, at radioens nyhedsudsendelser og avisernes nyheder, var censurerede af tyske censorer, så kunne de læsere, som forstod at læse mellem linjerne, alligevel godt danne sig et nogenlunde dækkende indtryk af, hvordan situationen tegnede sig aktuelt. Mandag den 26. juni kunne Aftenbladet på sin forside berette om de fortsatte kampe i Normandiet, hvilket kan ses af de følgende overskrifter og manchetter:

 

Kampen om Cherbourg

STEGET TIL INFERNO

Dramatiske Radiomeldinger

fra de tyske Forter

 

BERLIN, Mandag. R.B.

Slutkampen om Cherbourg er i fuld Gang. Efter hvad Internationale Information kunde meddele Søndag Morgen, har Hærens og Marinens Kystbatterier allerede i Lørdagens Løb og Natten til Søndag afslaaet stadige Luftangreb og den sværeste Beskydning fra Havet og til Trods for Fjendens Masseangreb ikke blot tilføjet dem frygtelige Slag til Lands og til Søs, men desuden lige til Aftentimerne i Gaar afværget ethvert Indbrud i Batterierne.

 

Hvert Hus i Cherbourg

en tysk Modstandsrede

Meter for Meter kæmper Amerikanerne sig

Vej mod den ødelagte Havn

 

BERLIN, Mandag. (INT)

I den forbitrede Kamp om Cherbourg forsvarede enkelte tyske Bunkers sig endnu i den gennembrudte ydre Forsvarsring omkring Byen, og yder, skønt fuldstændig isolerede og overladt til sig selv, stadig energisk Modstand, beretter en tysk Krigskorrespondent. Med alle den moderne Krigs tekniske Hjælpemidler løber Amerikanerne Gang paa Gang Storm mod disse Modstandsreder.

     Specialflyvemaskiner beskyder dem med Raketbomber, og amerikanske Pionerer gaar løs paa dem med Flammekastere, medens en Regn af Granater fra talrige Batterier uafladelig ryster disse Bunkers, hvis Besætninger ikke desto mindre sætter sig lidenskabeligt til Modværge. Overalt bliver der kæmpet med vild Beslutsomhed og til sidste Patron

     Ogsaa i Cherbourgs Gader kæmper de Tyske Soldater med den samme Forbitrelse. Hvert eneste Hus er blevet forvandlet til en Modstandsrede, spækket med Vaaben, og vanskelig at indtage. Hus for Hus maa Amerikanerne kæmpe sig frem, og kun under store Ofre lykkes det dem Meter for Meter at trænge ind i Cherbourg og bane sig Vej mod Havnen, hvor tyske Pionerer har fuldbyrdet Ødelæggelse af Kajerne.

 

Sabotager, schalburgtager, strejker og spærretid

Natten mellem den 24. og 25. juni fandt der store ødelæggelser sted i Tivoli, udført af den såkaldte Peter-gruppen indenfor Schalburgkorpset. Hvilket medførte en midlertidig lukning indtil 12. juli. Ødelæggelserne gik blandt andet ud over Glassalen og flere andre kendte bygninger og etablissementer i den smukke have, som jo på denne tid af året havde sin højsæson. En lukning af haven var desværre nødvendig, og det gik naturligvis især ud over fortjenesten for de mange selvstændige ejere af de forskellige forlystelser og restauranter,

 

Den 26. juni kunne Aftenbladet imidlertid bringe følgende optimistiske meddelelse:

 

Tivoli aabner igen i Slutningen af Ugen

     Efter hvad AFTENBLADET erfarer, agter Tivolis Direktion at forsøge en Genaabning af Haven i Slutningen af denne Uge. Den nøjagtige Dag er ikke fastsat endnu, men man kan regne med, at der ikke vil gaa mere end 4-5 Dage, inden Haven genaabner.

 

Som en direkte følge af den tiltagende uro og demonstrationer i København, reagerede de tyske myndigheder mandag den 26. juni 1944 med nedenstående proklamation, som også blev refereret i Aftenbladet for denne dato:

 

 

Spærretid i

Storkøbenhavn

Forbud mod Ansamlinger

og Forsamlingsforbud

 

     Fra officiel tysk Side bekendtgøres:

Af Hensyn til den offentlige Orden og Sikkerhed er der med Virkning fra Mandag den 26. Juni 1944 truffet følgende Anordninger for det storkøbenhavnske Byområde (København, Frederiksberg, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Gladsakse, Rødovre og Hvidovre Kommuner):

 

1)      Det er forbudt at færdes eller opholde sig paa offentlige Gader, Veje og Pladser i Tiden fra Kl. 20 til Kl. 5. Undtagelser kræver en særlig Tilladelse, om hvilken Andragende skal indgives til de danske Politimyndigheder.

2)      Ansamlinger af mere end fem Personer er forbudt paa offentlige Gader, Veje og Pladser.

3)      Forsamlinger af enhver Art under aaben Himmel og inden Døre er forbudt. Undtagelser kræver en særlig Tilladelse, om hvilken Andragende skal indgives til de danske Politimyndigheder.

4)      Anvisninger fra tyske Patruljer skal ufortøvet efterkommes.

     Nærmere Bestemmelser angaaende Undtagelserne saavel som Straffebestemmelserne for Overtrædelse af ovenstaaende Anordninger vil senere blive bekendtgjort.

 

Så mange – eller så få – var ordene, hvormed herrefolket søgte at forhindre det, der var i anmarch, nemlig en regulær storstrejke. Og slemt var det for det danske politi, som ufrivilligt blev inddraget i administrationen af nogle bestemmelser, som var blevet truffet af de tyske besættelsesmyndigheder. Men den kamel måtte det danske politi indtil videre sluge og parere de givne ordrer, hvilket selvfølgelig langt fra huede alle politifolk.

 

Men som åbenbart altid i den slags alvorlige og pressede situationer, søgte almindelige borgere i hovedstaden tilflugt og trøst i forlystelserne og ikke mindst i biograferne. Imidlertid havde man ikke kunnet tage højde for den nyindførte spærretid, hvorfor forlystelsernes åbningstider og biografernes programtider denne dato, den 26. juni, var dem, der hidtil havde været gældende. I henhold til Aftenbladet for denne dato, var der ikke kommet nye film på repertoiret siden den 23. juni, så derfor vil der ikke være grund til at gentage repertoiret her. Men derimod kan der være mening i at referere, hvad avisen skriver under rubrikken ”Scene og Sal”, som for resten blev redigeret og skrevet af redaktør og forfatter Knud Meister:

 

Hvem lukker?

     Teaterdirektørerne holder Møde i Dag og afgør da, om man vil spille eller lukke under Spærretiden. Indtil da er der truffet følgende foreløbige Beslutninger:

     Nørrebros Teater, som alligevel slutter Sæsonen den 1, Juli, lukker antagelig straks.

     Frederiksberg Teater forsøger en Forestilling Kl. 17. Der er udsolgt en Uge frem i Tiden, men Billetter godtgøres.

     Rialto lukker antagelig.

     Cirkusrevyen lukker.

     Bellahøj Friluftteater aflyser.

     Friluftteateret i Dyrehaven aflyser.

     Cirkus Schumann forsøger at spille Kl. 17.

     Dyrehavsbakkens store Restauranter lukker antagelig ogsaa, men i øvrigt raades man til at forhøre sig telefonisk paa de forskellige Steder angaaende Spilletid eller eventuel Aflysning. De fleste nærmere Bestemmelser træffes i Dagens Løb.

 

     Det er snart noget siden, man har hørt den udmærkede Pianistinde Galina Werscenska i Radioen, men nu hører jeg, at hun snart kommer igen for at spille Debussys Suite ”Children’s Corner”

 

Tove Steiness og Knud Pheiffer planlægger for Tiden en Udsendelse sammen med Bruno Henriksen. Den skal hedde ”Han, Hun og Henriksen”, og det minder mig om, at man sidste Aar lavede en Radioudsendelse, som først blev døbt ”Han, Hun og Hammelboe”, men Radioen strøg Titlen, fordi den syntes for prætentiøs (!).

 

Dråben, der flød over …

Der var som nævnt indført ny spærretid fra kl. 20 til 5. Men nu havde især mange arbejdere på store danske virksomheder i Storkøbenhavn fået nok, i nogen grad opfordret dertil af det forbudte kommunistiske partis ledende folk. Den 28. og 29. juni kl. 12 middag nedlagde man arbejdet, angiveligt som protest mod spærretiden, som da også blev en smule lempet allerede den 29. juni, idet den ændredes til fra kl. 23 til 5. Dele af befolkningen, særlig de unge mænd, tog arbejdsnedlæggelserne som en opfordring til at demonstrere, ved at opholde sig i gaderne i spærretiden og ved at tænde bål flere steder rundt om i byen, bl.a. i Istedgade og i Jægersborggade. I Jægersborggade, hvor der blev tændt bål i begge ender af gaden og et tredje bål omtrent midtvejs, ud for hukket nærmest Jagtvej, gik det til på den måde, at unge mænd og kvinder, drenge og piger samlede alt det brændbare skrammel, de kunne finde i gårdene eller som blev kastet ud til dem fra lejlighederne, sammen i tre store bunker, som derefter blev antændt og holdt ved lige gennem mere eller mindre konstant tilførsel af brændbart materiale. Enkelte skræmte beboere, som ikke syntes om al den ballade, det alt sammen afstedkom, og som med rette frygtede for tyskernes reaktioner, ringede efter brandvæsenet, og med dette fulgte også politiet. Men lige så snart slukningskøretøjerne og politiet var borte efter at gaden var blevet ryddet for mennesker og et bål slukket, før de samme unge og større børn igen stimlede sammen og tændte nye bål.

 

Den 30. juni tog de begivenheder for alvor fat, der siden skulle blive kendt under navn af ”Folkestrejken 1944”. Alt arbejde standsede i løbet af formiddagen, butikkerne lukkede og telefon-, sporvogns- og jernbanetrafikken ophørte, og ved middagstid var der det, som kaldes total generalstrejke. Politi, brandvæsen og hospitalerne forblev dog i funktion, og det samme gjorde personalet på vand-, gas- og elektricitetsværkerne. Men allerede samme aften foranstaltede tyskerne afbrydelse af disse livsnødvendige forsyninger til storbyens beboere. I modsætning til, hvad der var tilfældet med gas og elektricitet, forsvandt vandet i rørsystemet dog ikke øjeblikkeligt. Hjemme i vores ejendom oplevede vi det på den måde, hvad især vand angik, at beboere på femte sal i første omgang fik lov til at hente vand hos underboerne. Men efterhånden som vandtrykket i rørene blev svagere, måtte alle beboere hente vandet i kælderen, indtil der heller ikke her var mere vand at tappe af hanerne. Vand var jo en nødvendighed, særlig i forbindelse med madlavning og personlig vask, der dog dengang for de fleste storbymenneskers vedkommende indskrænkede sig til vask af ansigt og overkrop. Karbad såvel som brusebad var ukendt luksus i arbejderkvarterer, hvor man til daglig var henvist til at vaske sig ved køkkenvasken eller ved et vandfad på køkkenbordet.

 

Sparetider og spareovne

Da der allerede i løbet af næste dag ikke var mere vand at tappe fra rørene, måtte folk hente vand i spande og dunke fra de steder, hvor der fandtes vand. Det gjorde der f.eks. ovre i den rest af Ladegårdsåen, der endnu var tilbage ved Borups Allé. Andre hentede vand i Søerne, og dette vand blev naturligvis kogt inden det blev brugt til madlavning. Men hvordan kunne man overhovedet koge noget, når der ikke længere var hverken gas eller elektricitet? – Jo, det kunne man, fordi der altid har fundets mennesker, som viser stor snilde og opfindsomhed i mangel- og krisesituationer. Driftige folk fik lynhurtigt gang i produktionen af de såkaldte sparekomfurer og spareovne, som var flikket sammen af blikplader. Et af disse mennesker var f.eks. min onkel Thorkild, som havde næse for, hvor der var hurtige og forholdsvis nemme penge at tjene. Han havde konstateret, at der rundt om i byen var nogle folk i gang med at fremstille de såkaldte sparekomfurer, som skulle tændes op ved hjælp af papir og pindebrænde og fyres med briketter eller tørv. Thorkild lejede straks et kælderbutikslokale henne i Jægersborggade nr. 7. Og her installerede han sig med det lidt værktøj, der var brug for ved fremstilling af sparekomfurer. Med hjælp fra far, som i lighed med de fleste andre var uden arbejde under Folkestrejken, knoklede Thorkild nærmest i døgndrift, for blot nogenlunde at kunne imødekomme efterspørgslen efter sparekomfurer. Men disse skulle jo også installeres i folks køkkener, idet der nødvendigvis måtte bores eller bankes hul i skorstensmuren til aftræksrøret, så røgen fra komfuret kunne ledes ud den vej.           

 

Min erindring fortæller, at far efterhånden i stigende grad blev utilfreds med, at Thorkild påtog sig så mange opgaver i forbindelse med fremstilling og installation af sparekomfurer, at det var vanskeligt at overkomme leverancerne. Værst var det nok, at Thorkild forlangte forudbetaling, for overhovedet at ville påtage sig at lave et sparekomfur til en kunde. Når komfuret var blevet betalt af kunden, tog Thorkild det ikke så højtideligt med leveringen af varen. Det havde far det meget dårligt med, lige som han var meget ked af, at der kom så mange klager fra kunder over, at tilslutningen af aftræksrøret til den indvendige skorstensmur ofte var lavet så dårligt eller sjusket, at utæthederne tillod røgen at sive ind i køkkenet i stedet for ud gennem skorstenen og op i den blå himmel. Det var Thorkild selv, der stod for tilslutningen af aftræksrøret, og han tog det i reglen ikke så nøje med tætheden, hvis bare det hele så tilforladeligt ud, når han forlod kunden. Og klagerne afviste han ofte med, at kunden ikke kunne forvente et bedre resultat med den billige betaling, han tog for komfuret og installationen af dette. Far blev meget flov over Thorkilds sjuskede arbejde og hans totale ligegyldighed overfor de arme kunder, som oftest midaldrende eller lidt ældre husmødre, der ikke anede, hvordan de kunne afhjælpe den røgplage, der var opstået som følge af for dårlig tilslutning af komfuraftrækket til skorstensmuren.

 

Hjemme fik vi selv et sparekomfur, men da det var far selv, der havde lavet det og tilsluttet det til skorstenen, fungerede det heldigvis upåklageligt. Desuden sørgede han for, at der var pindebrænde og tørvebriketter til at tænde op og fyre med. De sidstnævnte havde dog en så fæl lugt, når de brændte, at det var nødvendigt at holde et eller flere vinduer åbne, hvilket ikke var noget problem denne varme sommer.

 

Apropos tørv og tørvebriketter, så kom far en overgang under besættelsen til at arbejde i en af de store tørvemoser i Jylland, hvor man skar tørv ud til fyringsbrug. Det var så vidt jeg kunne forstå et hårdt og slidsomt arbejde, som daglig varede fra tidlig morgen til sen aften, men det var han jo vænnet til fra barnsben. I den periode, hvor han arbejdede i den jyske tørvemose boede han sammen med adskillige andre arbejdere i nogle skurvogne, der til formålet var opstillet i nærheden af tørvegraven. Så vidt jeg husker, var far væk cirka fjorten dage ad gangen, hvorefter han kom hjem på et par dages ophold, for atter at rejse tilbage til arbejdsstedet, når disse fridage var forbi. Men så vidt jeg forstod, tjente han relativt gode penge under sit hårde arbejde i tørvemosen, og det bidrog nok til at kompensere for savnet af familien derhjemme.

 

Den store Folkestrejke 1944

Den 1. juli 1944 blev på flere måder en skæbnesvanger dag for hovedstaden, for denne dag gik ophidsede folkemængder, dog mest besående af unge mænd, til angreb på forretninger, hvis indehavere mistænktes for at være nazister eller for at samarbejde med tyskerne. Det gik blandt andet ud over en bodega omme på Nørrebrogade nr. 146, tæt ved Nørrebros Runddel, hvilket jeg selv tilfældigvis blev vidne til. Forretningens vinduesruder blev knust og inventaret ødelagt og delvis smidt ud på gaden, hvor det blev afbrændt. Men nok så alvorligt gik det ud over Varehuset Buldog, som lå på hjørnet af Nørrebrogade og Ravnsborggade, hvor især min mormor jævnligt handlede, og hvor hun gerne købte legetøj og julegaver, fordi det var billige priser, og fordi det lå tættere på end Daells Varehus på Nørregade. Buldog blev totalt nedbrændt og aldrig genopført, men senere blev ruinen af det før så besøgte og velrenommerede varehus revet ned, for at give plads for en Irma-butik.

 

Samme dag blev chefen for de tyske tropper på Sjælland, generalløjtnant Richter, udnævnt til øverste befalingshavende over København, som han straks erklærede i belejringstilstand. Det betød, at alle bygrænserne blev afspærret, så al ind- og udgående færdsel hindredes, hvilket naturligvis først og fremmest medførte, at tilførslen af daglige forbrugsvarer blev standset. Det fik hurtigt alvorlige forsyningsmæssige konsekvenser for byens befolkning, ikke mindst for mindreårige børn, som var vant til at få mælk dagligt, men på andre måder for voksne, og især efterhånden som forretningernes lagre af daglige forbrugsvarer tømtes.    

 

For mit eget vedkommende var situationen den, at jeg i lighed med mine kolleger var i ufrivillig strejke, alene af den grund, at tegnestuen holdt lukket som følge af begivenhedernes udvikling. Men vi ville selvfølgelig også gerne være solidariske med modstandsbevægelsen og de strejkende arbejdere. Johnsen og Toubro havde informeret os om, at vi selv måtte bedømme, hvornår situationen var sådan, at det ville blive muligt at genoptage arbejdet. Men indtil videre så det sort ud, for begivenhederne tog fart i de følgende dage. Den 1. juli indså nogle af de mest aktive og forudseende af de unge mænd i vores gade, at man kunne forhindre politi og brandvæsen i at komme ind i gaden og slukke de antændte bål, hvis man fjernede en stor del af brostensbelægningen og fortovsfliserne i begge ender af gaden. Jægersborggade var på den tid brolagt med såkaldte brosten af den slags, man i reglen nu kun ser ved fortovskanterne. En skare af unge og børn af begge køn gik ufortøvet i gang med at bryde brostenene op og samle disse og de fortovsfliser, der var i nærheden, sammen i en høj bunke ved gadens indmunding, hvor der snart dannedes en vold af sten, som strakte sig fra den ene side af gaden til den modsatte side. Den kunne intet køretøj, hverken biler, motorcykler eller andet komme forbi, hvilket jo netop også var meningen. Folk, der eventuelt havde nødvendige ærinder udenfor gaden, måtte, for at komme ind og ud af gaden, kravle over stenbunken. Stenvolden viste sig effektiv, idet hverken det senere tilkaldte slukningskøretøj eller politibilen kunne komme ind i gaden, hvorfor man foretrak at retirere.

 

Held i uheld

Næste morgen lå gaden forholdsvis stille hen. Bålene var slukket og havde efterladt sig ikke brændbare og kun halvt forbrændte ting, samt store sodsværtede pletter på gaden, hvor bålet havde været. Alle butikker i gaden var lukket og byen lå stille hen som følge af arbejdsnedlæggelserne. Heller ikke på Jagtvej var der tegn på liv, hvilket bl.a. mine kammerater Jørgen, Jørn og jeg kunne konstatere, da vi gik hen for enden af gaden, hvor vi kravlede over stenvolden, for at kunne komme hen til gadehjørnet for at se, hvad der foregik på Jagtvej. Her var der i forvejen forsamlet en del nysgerrige børn, unge og lidt ældre mennesker. ”Pas på!” var der en af de tilstedeværende, der sagde, ”Gå ikke ud på Jagtvej, men stil jer i skjul af hækken og nøjes med at kigge forsigtigt frem!” På den tid var der en café på det højre hjørne af Jægersborggade og Jagtvej, og foran denne var der en lille triangulær plads, indrammet af en forholdsvis høj hæk. Her var der opstillet nogle få borde og stole til de gæster, som fortrak at sidde udendørs, mens de nød en stille pilsner eller en kop kaffe. I ly af denne hæk tog vi tre kammerater opstilling sammen med en lille gruppe andre og for os ubekendte mennesker fra Jægersborggade.

 

Ved med største forsigtighed at snige os til at kigge hen mod Nørrebros Runddel, som jo kun lå nogle få hundreder meter væk, kunne vi konstatere, at tyskerne nu havde opstillet bemandede maskingeværstillinger henne midt på Runddelen, således at der var placeret et maskingevær for hvert verdenshjørne: Et, der pegede mod nord, et mod syd, et mod øst og et mod vest, og lejlighedsvis kunne man høre den skrattende lyd fra et af disse maskingeværer, når tyskerne skød efter folk, der bevægede sig ud på enten Jagtvej eller Nørrebrogade. Senere på dagen erfarede vi, at der så langt borte som helt nede ved Solitudevej, var en mandlig cyklist, som havde vovet sig ud på Nørrebrogade, der blev skudt og dræbt af den tysker, der betjente det sydvendte maskingevær. Der var åbenbart en fotograf til stede i nærheden af stedet, hvor manden faldt af cyklen og blev liggende livløs på gaden, for der findes et foto af denne tragiske episode. 

 

 

På dette foto fra 2008 ses Jægersborggades udmunding i Jagtvej. På hjørnet til højre ses faktisk noget, der ligner den fortovscafé, som var der dengang i 1944, blot med den forskel, at der da var en høj hæk ved hjørnet. Det var bag ved denne hæk, at vi drenge stod i ly den dag under Folkestrejken 1944, og hvor min kammerat Jørgen ved et antastisk held forhindrede, at jeg blev ramt af skud fra maskingeværet henne på Nørrebros Runddel. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.

 

     I øvrigt kunne det ved den omtalte lejlighed formentlig nær være gået frygtelig galt for mig. Vi tre kammerater og de andre, der var samlet ved gadehjørnet, stod ved siden af hinanden og dannede nærmest en række, og lænede os fremad, men sådan at vi mente at være udenfor skudhold og dermed i sikkerhed. Men pludselig hørte jeg et advarselssråb fra Jørgen, som stod til venstre for mig, samtidig med at han med sin højre albue puffede mig hårdt tilbage. I samme øjeblik hørtes ligesom en hvislende lyd og Jørgen, der udbrød: ”Av for pokker!”. Det viste sig, at et projektil havde strejfet hans højre hånd, lige idet han pressede mig tilbage. Havde han ikke gjort det, ville kuglen sandsynligvis have ramt mig i brystet eller overarmen. Der blev stor opstandelse hos de tilstedeværende over det, der var sket. Vi blev alle stærkt rystede over denne oplevelse og bandede tyskerne langt ned i helvede. Men heldigvis viste såret på øverste led af Jørgens langfinger sig at være overfladisk og det blødte kun lidt. Han ville gerne anses for at være en sej fyr, så han nøjedes med at slikke lidt på såret og tørre det af i sit ærme. ”Ikke noget at tale om!” sagde den seje, men trods alt rystede Jørgen.

 

Men allerede kl. 5 om morgenen dagen efter ankom en deling tyske soldater, bevæbnede med maskinpistoler, til den ende af Jægersborggade, der lå nærmest Jagtvej. Soldaterne gik ind i de første opgange i gaden og dundrede på entredørene, for at vække beboerne, som lå intetanende i deres senge og sov. Iført pyjamas eller kun i undertøj blev beboerne derefter beordret til at gå ned på gaden og lægge fliserne og brostenene tilbage på plads, alt sammen under skarp bevogtning af de truende udseende tyske soldater.

 

Den ynkelige flok på en snes halvt påklædte mennesker af begge køn, unge som ældre, hvoraf formentlig ingen var vant til flise- og brolægningsarbejde, havde ingen anden udvej end at parere ordre, for de tyske soldater og deres officer så ud til at mene det alvorligt. Desuden vidste man, at tyskerne ikke var til at spøge med, og at de ikke regnede menneskeliv for noget. Men da de stakkels beboere jo ikke var professionelle til det arbejde, de her blev tvunget til at udføre, blev resultatet naturligvis derefter. Jeg så ikke selv, hvad der skete ved den lejlighed, men fik det fortalt af andre senere på dagen, og desuden kunne jeg forvisse mig om, hvad der var foregået, da jeg så resultatet af de arme menneskers forsøg på at udbedre det stykke gade og fortov, som var blevet brudt op for at skaffe materiale til barrikaden. Så vidt vi vidste, havde ingen af disse mennesker deltaget i barrikadebyggeriet et par dage før. Derfor var det også forståeligt, at de var noget vrede på de ”bøller” fra andre steder i gaden, som stod bag opførelsen af barrikaden.

 

Risikabel fodtur

Den dag fik jeg lyst til at besøge mine morforældre i Baggesensgade, for at se, hvordan det stod til hos og med dem. Ingen af parterne havde telefon på den tid, så man kunne ikke bare ringe til hinanden, og desuden var telefonlinjerne også blevet afbrudt af tyskerne. Mor var selvfølgelig meget nervøs for, at der skulle tilstøde mig noget undervejs, men på den anden side ville hun også gerne selv vide, hvordan hendes forældre havde det. Det beroligede mor en smule, da hun fik at vide, at min gode ven Jørgen ville gå med mig. Vi startede den forholdsvis lange gåtur lidt over middag, men da Assistens Kirkegård var lukket, og det desuden var risikabelt at gå om ad Jagtvej og Nørrebrogade, måtte vi i stedet gå om ad Hans Tavsensgade. Men da vi nåede til Jesper Brochmannsgade skråede vi over til Rantzausgade, fordi vi på hjørnet dér havde set, at der lå en del tøj spredt hulter til bulter på fortovet. Da vi kom nærmere kunne vi konstatere, at der var tale om splinternyt tøj, kjoler, nederdele, bluser og lignende, fra en damekonfektionsforretning på stedet. Forretningens to store butiksruder var blevet knust og flere tøjstativer væltet ud på gaden og tøjet, som havde hængt på bøjler, lå nu spredt rundt omkring på fortovet. Det mest mærkelige var imidlertid, at der ikke var et eneste menneske at se i gaden, som lå fuldstændig øde hen i middagssolen, hvilket virkede forstemmende og ildevarslende.

 

Imidlertid var Jørgen forståeligt nok blevet noget betænkelig ved situationen og mente, at det nok ville være bedst, hvis vi vendte næsen hjemad igen, På trods heraf var jeg dog selv mest stemt for at fortsætte, for nu var jeg for alvor blevet bekymret for, hvordan det stod til med min morfar og mormor. Efter lidt betænkningstid besluttede Jørgen da også at følge med mig helt ind til Baggesensgade, men det var tydeligt, at han var nervøs ved situationen og helst ville være vendt om. Han og jeg fortsatte hen ad Rantzausgade, hvor vi passerede forbi Kapelvej til Griffenfeldtsgade, som vi drejede ned ad til Korsgade. Her gik vi videre i retning af Blågårds Plads, men vi blev stoppet ved hjørnet af Stengade, hvor en lille klynge yngre mennesker havde samlet sig ved det ene gadehjørne. ”Det er farligt at gå over gaden her!” sagde en af mændene, ”Der er SS-folk oppe i den anden ende af Stengade, og de skyder på alle, der bevæger sig forbi!”

 

Det lød jo unægtelig meget ildevarslende, og vi var lige ved at opgive og vende om, da der i det samme kom en høj, mager og cirka 38-40-årig mand ud fra en opgang og stillede sig ved gadehjørnet og spejdede ned ad Stengade. Det bemærkelsesværdige ved manden var, at han var bevæbnet med en pistol og at jeg kendte ham af udseende. Han boede nemlig i vores opgang og hed Felsted og havde kone og tre børn. Benny og Bent plejede jævnligt at lege med den ældste søn, Hans, som var på alder med Benny, og med søsteren, Else, som var lidt yngre. Den yngste søn hed Jørgen og var dengang ikke meget mere end omkring 5 år.

 

 

Herover ses Rantzausgade set fra Jagtvej en augustdag i 2012. Det er Brorsons Kirken, der ses til højre i billedet, og midt i billedet ses den ejendom på hjørnet af Rantzausgade og Jesper Brockmannsgade, hvor den damelingeriforretning lå, som var blevet raseret, formentlig af nogle bøller, der udnyttede strejkesituationen. Derfra fortsatte min kammerat Jørgen og jeg vores gåtur ind til mine morforældre. – Foto: © 2012 Harry Rasmussen.

 

 

 

På fotoet til venstre Griffenfeldtsgade set fra Rantzausgade, og på fotoet til højre er det den smukke Blågårds Plads, som stort set ikke har ændret sig siden dengang i 1944. Som nævnt i hovedteksten, drejede Jørgen og jeg ned ad den førstnævnte gade og gik via tværgaden Korsgade til Todesgade, hvor vi passerede Blågårds Plads, før vi nåede frem til Baggesensgade. – Fotos:© 2008 Harry Rasmussen.

 

Felsted, som åbenbart havde sikret sig, hvor SS-folkene mere præcist befandt sig og hvad de var ved at foretage sig, rettede sig op og sagde i en hurtig og kommanderende tone: ”Skynd jer alt, hvad I kan over gaden! Men bliv stående ovre på den anden side, indtil jeg kommer!” Det lod vi os ikke sige to gange, men benede over gaden så hurtigt, det lod sig gøre. Imens følte jeg en intens spænding, blandet med frygt for, at SS-folkene skulle begynde at skyde, så at enten jeg eller Jørgen eller vi begge ville blive ramt. Vi var flere, der i hurtigt tempo luskede over gaden på samme tid, men der skete foreløbig intet. Nu stod vi i sikkerhed ovre bag husmuren på det andet hjørne og ventede på Felsted, men lige idet han sprang ud på gaden for at komme over til os andre, lød der en skudsalve nede fra den anden ende af Stengade. Felsted kom dog uskadt over på den anden side, og her spurgte han mig ud om, hvor vi skulle hen. Jeg forklarede ham det, hvorpå han sagde: ”Det ville være bedst, hvis I vendte om og gik hjem igen, men når I nu vil fortsætte, så hold jer langs husmurene og gå kun over gaden, når I ikke kan se SS-folkene eller mistænkelige civile!” Felsted førte os nu over Slotsgade på samme måde som ved Stengade, og hen til hjørnet af Blågårds Plads og Todesgade, hvor der tilsyneladende var roligt og sikkert. Her tog han afsked med os med ordene: ”Fortæl ikke til nogen, at I har mødt mig! Jeg er frihedskæmper og politiet og tyskerne er ude efter mig! Pas nu godt på jer selv!! Derpå forsvandt han ind i en opgang i ejendommen på hjørnet, og vi så ikke mere til ham den dag.

 

 

 

På fotoet til venstre ses til højre det sted, hvor Slotsgade fra Korsgade passerer tværs over Baggensnsgade til Nørrebrogade. På fotoet til højre ses til venstre i billedet Todesgades udmunding i Baggesensgade, omtrent overfor sidstnævnte gades nr. 24, hvor mine morforældre dengang boede. De ældre bygninger er de samme som dengang, men efter byfornyelsen i 1980’erne findes der mange nye boligejendomme i dette område, som var kendt som Nørrebros ”sorte firkant”. – Fotos, også herunder: © 2008 Harry Rasmussen.

 

 

 

På fotoet til venstre ses i august 2008 den nye bebyggelse i Baggesensgades nordlige del, her med nr. 24, hvor tidligere den korridorejendom, mine morforældre boede i fra 1938 til 1960, da de pga. alderdom fik en lejlighed i De Gamles By i Nørre Allé. På fotoet til højre ses et udsnit af Baggensensgades sydlige del, hvor der endnu findes ejendomme fra min morforældres tid. Som det ses af billedet, så støder de nye og arkitektonisk, men sikkert hygiejniske sundere lidt kedelige rødstens-bygninger op til den ældre boligmasse i gaden.

 

En anspændt stemning

Efter at have sundet os lidt ovenpå det, vi lige havde oplevet, fortsatte Jørgen og jeg hen langs husrækken i Todesgade, som jeg jo kendte godt fra blandt andet den tid, hvor mine forældre og vi dengang tre børn havde boet i Baggesensgade 26B. Henne for enden af Todesgade, hvor denne støder ud i Baggesensgade, var vi ekstra forsigtige, og en ad gangen skyndte vi os over på den anden side af denne. I samme øjeblik, vi begge var nået over og befandt os ud for nr. 26, lød der pludselig flere skudsalver fra den ende af gaden, som lå nærmest Stengade, og vi så, at der dér holdt en lav sort bil og at flere sortklædte SS-folk stod på trinbrætterne med skudklare maskinpistoler på hver sin side af bilen. Uden at tænke det mindste på fare eller risiko, skyndte Jørgen og jeg os hen til opgangen i nr. 24, hvor vi nærmest sprang op ad trapperne til fjerde sal. Det var normalt hos mine morforældre, at man kunne gå lige ind uden at ringe på, så det gjorde vi også denne gang. Her mødte der os et på sin vis mærkeligt syn, for lige indenfor i stuen sad morfar på kanten af sofaen og pudsede sko! Han var helt alene i lejligheden og virkede rolig, men var helt tydeligt stærkt påvirket af, hvad der var foregået og stadig foregik nede på gaden. Mens han polerede og polerede sine sko i en uendelighed, sagde han med grødet stemme: ”Ry! I skulle ikke være gået hjemmefra i den situation! Det er alt for farligt!” ”Jah!”, svarede jeg lidt forlegent undvigende, ”men vi er da trods alt sluppet helskindet herind! Mor ville gerne vide, hvordan I har det!” Morfar brummede et eller andet uforståeligt, men tydeligvis misbilligende. ”Hvor er mormor og Dennis?” spurgte jeg. ”Mor er på lokum, men Dennis ved jeg ikke, hvor er!” svarede morfar og koncentrerede sig fortsat om sin ihærdige skopudsning. Morfar sagde altid ”mor” om mormor, både i omtale og tiltale.

 

Jørgen og jeg satte os i hver sin af de to lænestole, der var i stuen, for at afvente mormors tilsynekomst. Et øjeblik efter gik entredøren da også op, men det var ikke mormor, der kom, men derimod Thorkild, som hastede forbi os gennem stuen og ind i soveværelset, hvor vi kunne høre ham åbne et vindue. Et øjeblik efter lød der et skarpt smæld derindefra, og vi kunne høre Thorkild smække vinduet i. Straks efter kom han ind i stuen og sagde stakåndet: ”Det var sgu tæt på! De skød efter mig, de svin! Kuglen sidder oppe i muren over vinduet!” Derpå forsvandt han skyndsomst ud ad døren igen. Senere, da jeg spurgte ham, hvad der videre var sket, fortalte han, at både politiet og SSerne var ude efter ham, fordi han var sortbørshandler. Det så han ikke noget forkert i, altså i at være sortbørshandler, for noget skulle han jo have at leve af, forsvarede han sig med. Men på den tid var det nærmest lige så kriminelt og moralsk forkasteligt at være sortbørshaj som at være værnemager, for begge parter udnyttede den ulykkelige situation, som landet og dets befolkning befandt sig i. Thorkild blev så vidt jeg kan huske da også arresteret på et tidspunkt og fik en bøde eller måtte afsone et par dages fængsel. Den slags tog han ikke så tungt på, men grinede bare og slog det hen med en munter bemærkning. Men vi andre var naturligvis bekymrede på hans vegne, for vi holdt jo alle meget af ham.

 

Det varede længe, før mormor kom op fra gården, hvor lokummerne til nr. 24 både dengang og senere fandtes. Mormor fortalte, at det havde taget så lang tid for hende at komme op, fordi hun faktisk også havde været inde og besøge sin datter, Gudrun, som boede på 2. sal i ejendommen. Mormor var tydeligt påvirket af situationen og meget nervøs og talte med høj og skinger stemme, da hun sagde: ”Harry dog, hvordan kunne du finde på at komme herind på sådan en dag!” ”Ja, men mormor” svarede jeg ”Jeg ville jo bare se, hvordan det står til med jer, og mor vil også gerne vide, hvordan I har det!” ”Ja, ja!” sagde hun resignerende, ” Jeg forstår slet ikke at I tør vove jer ud, sådan som alting er lige nu! Men skynd jer nu hjem igen og pas meget på undervejs!” Det var tydeligt, at hun gerne ville slippe af med os så snart som muligt, for hun var naturligvis også påvirket af den uvante måde, som morfar tog situationen på, og det gjorde hende også selv usikker og nervøs. Morfar blev ved med at sidde og pudse sko i de cirka tyve minutter, Jørgen og jeg var på måske forståeligt nok uvelkomment besøg. Derfor tog Jørgen og jeg straks efter afsked og begav os på hjemvejen.

 

Spor efter sabotage

Da vi kom ned på gaden sikrede vi os først, at alt var stille og roligt, før vi fortsatte. Men heldigvis så vi ikke noget til SS-folkene og kunne heller ikke høre skud eller skudsalver, så denne gang gik vi ad Baggesensgade og drejede om ad Stengade, hvor vi ud for Skræddernes Hus så, at der lå en bunke ulmende tøj inde på gårdspladsen foran bygningen. Jeg kendte jo stedet, fordi Dansk Farve- og Tegnefilm her havde lejet en del af et stort lokale oppe på 2. sal, som blev benyttet som en blanding af sit oprindelige formål, nemlig som systue, og nu også som tegnestue for en hel del mellemtegnere.

 

Mellemtegnerne holdt til i den bageste ende af lokalet og var kun afskærmet fra systuen ved et stort forhæng, der strakte sig fra den ene side af lokalet til den anden. Størstedelen af lokalet var forbeholdt systuen, som bestod af flere rækker af industrisymaskiner, bag hvilke et tilsvarende antal damer dagen lang sad og syede, blandt andet pyjamas og skjorter. Symaskinerne lavede en så infernalsk larm, at det er uforståeligt, at syerskerne ikke bar høreværn under arbejdet, men dengang var arbejdsforholdene og arbejdsmiljøet ikke i fokus, sådan som det heldigvis senere blev tilfældet. Endnu værre må det dog have været for de stakkels mellemtegnere, som også måtte sidde og arbejde under larmen fra symaskinerne. Der blev også protesteret, men det hjalp ingenting, for der var ikke lydhørhed hos ledelsen, som kun tænkte på, at man skulle se at få filmen gjort færdig så hurtigt som overhovedet muligt.  

 

Det viste sig i øvrigt, at det var sabotører, der i nattens løb var brudt ind på første sal i fabrikken, som også var systue, og hvor der angiveligt var blevet syet uniformer til tyskerne. Det var disse hel- og halvfærdige uniformer, der var blevet kastet ud ad vinduerne og ned på gårdspladsen og sat ild til. Men om der var sket noget med symaskinerne husker jeg ikke. Derimod husker jeg, at der heldigvis ikke var sket noget med den systue, hvor mellemtegnerne også havde deres arbejdssted, for det ville have været katastrofalt for produktionen af ”Fyrtøjet”, hvis det havde været tilfældet. Filmen var jo i forvejen betydeligt forsinket.

 

Noget rystet over, hvad vi lige havde set, fortsatte Jørgen og jeg hjemad og gik uden yderligere svinkeærinder om ad Hans Tavsensgade og ind gennem parken og lige hjem, hvor vi straks skiltes og gik hver til sit. Vi var trods alt begge meget rystede og slukørede over, hvad vi havde set og oplevet på turen.  

 

Efter at folkestrejken var endt nogle dage senere, kunne tegnearbejdet derfor genoptages i lokalet i Stengade uden problemer. For tegnerne skete der tilmed det gode, at arbejdet på systuen ikke blev genoptaget, idet symaskinerne var blevet fjernet, således at også den del af lokalet kunne tages i brug af tegnerne, dels dem, der allerede var ansat og dels dem, der kom til i den følgende tid. Hvordan det gik med systuen på førstesalen, ved jeg ikke, men den må vel også være kommet i gang igen, selvom det næppe var med sy-arbejde for tyskerne, for det turde fabrikanten formentlig ikke vove.

 

Flugten fra storbyen

Imidlertid blev situationen dag for dag vanskeligere for Københavns befolkning, og måske særlig vanskelig for folk i arbejderkvartererne på Nørrebro og Vesterbro. På et tidspunkt viste det sig umuligt at skaffe mælk, gryn, brød, margarine og kartofler, for slet ikke at tale om kød. Far gjorde ellers, hvad han kunne, og cyklede omkring i byen, for at finde butikker eller steder, hvor han kunne købe et kvart rugbrød og nogle kartofler, for der skulle jo en del til at mætte de mange munde i vores lille familie. Lizzie var jo blevet 3½ år og havde også brug for rigelig med mad af forskellig slags, og de to energiske knægte, Benny og Bent, kunne selvfølgelig sætte adskillige rugbrødsmadder, havregryn og kartofler til livs hver eneste dag. Selv spiste jeg mere moderat, men der er ingen tvivl om, at far og mor på det tidspunkt i reglen gik småsultne i seng om aftenen. Mad til børnene kom jo i første række. Til sidst blev mangelsituationen og den omstændighed, at de ikke kunne give deres børn rigeligt med mad hver dag, uudholdelig for mine forældre, og de besluttede sig for at forsøge at komme ud af den belejrede by på cykel og køre til familien på Lolland, som de vidste ikke kendte til de mangler og forhold, der aktuelt herskede i storbyen. Under normale omstændigheder ville Benny og Bent på dette tidspunkt være taget på sommerferie hos farmor og bedstefar i Majbølle på Lolland, men på grund af hele den anspændte situation omkring Københavns belejringstilstand og folkestrejken, var det endnu ikke blevet til noget dette år.

 

Så vidt jeg husker, var det omkring den 3. juli, at det nødvendigste tøj blev pakket i et par kufferter, hvoraf far og jeg tog hver en på bagagebæreren, og med far og mig foran cyklede den lille ”karavane” med Benny og Bent på hver deres cykel og mor bagefter med lille godt 3-årige Lizzie i barnestolen hængt på cykelstyret, af sted med kursen mod Valby. Det skal indskydes, at vores cykler var uden frihjul og desuden tunge at træde, så der var bestemt ikke udsigt til, at det skulle blive nogen fornøjelsestur, sådan som det normalt var tilfældet, når vi med tog skulle besøge familien i Nakskov og Majbølle. Efter at være kørt ad de næsten mennesketomme gader, Jagtvej, Falkoner Allé og Pile Allé, kørte vi via Carlsbergvej over broen ved banelinjen og videre om ad Vigerslev Allé og over Toftegårds Plads til Gammel Køge Landevej, men efter et kort stykke ad denne vej mod friheden, så vi til vores ubehagelige og frygtblandede overraskelse, at vejen var spærret med pigtrådshegn, de såkaldte spanske ryttere, og at barskt udseende tyske soldater, bevæbnet med maskinpistoler, bevogtede stedet og beordrede folk tilbage, som ville ud af byen.

 

 

Herover ses Valby Station fra Toftegårds Allé, sådan som stationen tog sig ud i 2008. Stationsbygningen til højre i baggrunden er dog den samme som i 1944, og det er den overdækkede bro over sporlegemerne formodentlig også. Men perronerne er af nyere dato, og det samme er trappen, hvis gelænder ses nederst til højre i billedet. –Foto: © 2008 Harry Rasmussen.

 

     Vi vendte om, inden vi nåede helt frem til kontrolposten, og undervejs sagde far, at vi skulle cykle ad Toftegårds Allé og hen til Valby Station, for at se, om det dog trods alt ikke alligevel skulle være muligt, at der kørte et tog mod Lolland. Altså masede vi, allerede halvtrætte, af sted gennem Toftegårds Allé og hen til stationen, hvor det til vores meget store og denne gang behagelige overraskelse blev oplyst, at der cirka en time senere ville afgå det foreløbig sidste tog til Nykøbing Falster, og at det uden vanskelighed ville være muligt at komme videre med Lollandsbanen derfra og til Nakskov.

 

Imidlertid var der dog endnu et problem tilbage, og det var af den slags, der beror på pengepungen. Mine forældre havde normalt ikke penge til udgifter ud over hverdagen, så derfor måtte der spares, og far bestemte derfor, at han selv ville forsøge at cykle ud af byen via nogle omveje og biveje, som han ikke mente, at tyskerne bevogtede. Jeg var i den heldige økonomiske situation, at jeg kunne betale togbilletten for mig selv, men valgte i stedet at betale for Benny og Bent og selv cykle med far, så han ikke skulle være nødt til at tage cykleturen alene. Far protesterede og sagde, at han ikke havde noget imod at cykle turen alene, men jeg holdt på min beslutning om at gøre ham følgeskab. Efter at have ordnet det sådan, at mors og drengenes cykler samt kufferterne blev sendt med toget, tog far og jeg afsked med mor, drengene og lille Lizzie, som jo kun var 3½ år og ikke forstod, hvad det var der foregik, og derefter startede far og jeg på den lange cykeltur mod Nakskov. Der var det meningen, at mor, Lizzie og jeg skulle bo hos Alma og Johannes, mens far og drengene skulle bo hos farmor og bedstefar i Majbølle. Vi vidste på forhånd, at vi ville være velkomne og at familien ville tage imod os med åbne arme.

 

Jeg husker ikke længere præcist, hvilke omveje og biveje, far og jeg benyttede os af ved den lejlighed, men det korte af det lange er, at vi slap uhindret ud af byen og kom til Gammel Køge Landevej et godt stykke ude, hvor tyskerne ikke havde opstillet afspærringer. Vejret var heldigvis nogenlunde godt det meste af vejen, men efter at vi havde gjort et kortere ophold ved Rønnede Kro i Sydsjælland, hvor far købte sig en øl og en sodavand til mig, til at nyde sammen med vores medbragte madpakke, blev vi ude i det åbne landskab overrasket af en kraftig haglbyge. Heldigvis stod der et enligt træ i nærheden af landevejen, og det skyndte vi os i ly under, men en del våde blev vi trods alt, og haglene var så store, at det gjorde ondt, når de ramte en i ansigtet og på de bare arme og hænder.

 

Men videre skulle og måtte vi jo, og gudskelov skinnede solen fra en klar himmel igen, og det var derfor et meget smukt syn, da vi kørte over Storstrømsbroen, hvor vi stod af og holdt et kort hvil, for at nyde den dejlige udsigt til det blanke og solbeskinnede hav. Det var under disse omstændigheder lidt ejendommeligt at se de høje hvide sejl fra fritidsbådene, som stille og roligt bevægede sig omkring dybt nede under os. Her mærkede man tilsyneladende ikke noget til hverken oprør eller belejringstilstand, måske lige bortset fra, at folk også her havde fået nogle fridage på grund af folkestrejken i hele landet.     

   

Ankomsten til Nakskov

Da vi havde passeret Guldborgsundbroen følte jeg trætheden i benene melde sig, og desuden var jeg så øm i rumpetten og nærmest hudløs på indersiden af lårene efter den foreløbige cykeltur, at jeg næsten ikke orkede at fortsætte. Men far opmuntrede mig og sagde, at vi nu havde overstået det meste af vejen, og at der ikke var ret langt igen, før vi ville kunne skimte Nakskov i horisonten. Altså fortsatte vi, landevej efter landevej, hvor der næsten ikke var nogen trafik, og til sidst nåede vi ind på Maribovej, som førte lige ind til Nakskov og hen til Rødbyvej og til Tollesensvej, hvor Alma og Johannes boede. Men på det tidspunkt var jeg så træt og medtaget, at da vi kørte ind i ejendommens gård, kunne jeg kun standse ved at læne mig op ad plankeværket ved cykelskurene. Jeg magtede ikke at stå af cyklen selv, men måtte hjælpes af far, som tilsyneladende var upåvirket af den lange tur. Han var jo også vant til hårdt fysisk arbejde og kunne derfor bedre klare den slags strabadser, som f.eks. den 196 km. lange cykeltur fra København til Nakskov. Så vidt jeg husker, tog det os omkring 8 timer at cykle turen, altså næsten en hel arbejdsdag, som jo var på 9 timer.

 

Alma og Johannes blev ikke overrasket over at se os, for mor, drengene og Lizzie var for længst ankommet og havde fået både vådt og tørt. Selv var jeg for træt til at kunne spise noget, men et glas saftevand gjorde godt. Far fik kaffe med sigtebrødsmadder til, før han, trækkende med sin cykel, sammen med drengene gik om til jernbanestationen for at hente deres og mors cykler og kufferterne. Da de kom tilbage, var klokken omkring 6 aften. I mellemtiden havde Alma været nede hos købmand Clausen på hjørnet for at låne telefonen og ringe til centralen i Majbølle. Det var som tidligere omtalt møllerkonen Else, der betjente telefonforbindelserne, som heldigvis fungerede her, og hun ville give farmor og bedstefar besked om, at far og drengene ville komme ud til dem først på aftenen.    

 

 

Nakskov Station, som denne så ud, da min kone Birgit og jeg besøgte byen i 2001. Den var dog stort set ikke forandret fra dengang i 1940’erne, hvor jeg holdt ferie hos min tante og onkel på Tollesensvej. Men gadelygterne foran stationen er af nyere dato. – Foto: © 2001 Harry Rasmussen.

 

Allerede næste dags formiddag kom far cyklende tilbage til Nakskov og fortalte, at han var blevet enig med farmor og bedstefar om, at drengene skulle blive hos dem resten af skolesommerferien. Men selv havde han tænkt sig at ville tage tilbage til København, for han havde hørt i Radioavisen, at arbejdet så småt var ved at blive genoptaget i hovedstaden. Det betød naturligvis også, at jeg selv måtte se at komme hjem og på arbejde igen, men denne gang tilbød jeg far, at vi skulle tage med toget til København, og det var både han og mor med på. Mor havde jo en dobbeltbillet, men ville sammen med lille Lizzie blive et par dage mere hos Alma og Johannes, så vi skulle kun købe billet til far og mig og desuden betale for hjemtransporten af vores cykler. Jeg betalte fars og min billet, mens han betalte for cyklerne.

 

Hjemme igen 

Med sig i en papkasse havde far fået alt muligt spiseligt af farmor, så der var til flere dage, og derfor turde vi godt vove os hjem allerede på dette tidlige tidspunkt af folkestrejken, som tilmed nu syntes under afvikling. Så vidt jeg husker, rejste vi hjem til København den 5. juli og allerede næste dag tog far som sædvanligt på arbejde tidligt om morgenen, og jeg mødte op kl. 8 på tegnestuen i Frederiksberggade, hvor der dog endnu kun var mødt enkelte af tegnerne og det øvrige personale. Men efter at vi havde talt med hinanden om, hvordan vi hver især havde oplevet de forudgående dage, genoptog vi så småt arbejdet. Den næste dag var vi fuldtallige på tegnestuen igen, og arbejdet fortsatte i den vante gænge. Da far og jeg efter endt arbejdstid mødtes hjemme, var det ham, der lavede aftensmaden til os, og det var han god til, fordi han altid havde været parat til at gå mor til hånde ved forskellige lejligheder, som når vi f.eks. skulle have gæster. Men det føltes unægtelig noget underligt og tomt, at hverken mor og Lizzie eller drengene var hjemme.       

 

Allerede den 2. juli, havde Københavns overborgmester og borgerrepræsentationens formand, samt formændene for de store erhvervsorganisationer og formanden for De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg, om eftermiddagen ladet omdele et opråb i gaderne, som opfordrede befolkningen til straks at genoptage det daglige arbejde. Og samme aften genoptog Radioavisen sine udsendelser med oplæsning af opråbet. Samtidig meddelte tyskerne, at der ville blive åbnet for vand, gas og el i løbet af aftenen, hvilket også skete.

 

Den 3. juli begyndte sporvognene så småt at køre igen, men vognstyrerne blev af mere rabiate folk betragtet som ”skruebrækkere”, det vil sige forrædere mod frihedskampen eller måske snarere mod kommunisternes opfattelse af denne som et led – ikke kun i den nationale kamp eller modstand mod tyskerne, men som et led i den internationale klassekamp. Det sidstnævnte var dog noget, kommunisterne havde forstået indtil videre at putte i gemmeposen. Vognstyrerne måtte have beskyttelse af to danske politibetjente, som fulgte med hver vogn. Det viser, hvor anspændt situationen var, ikke kun mellem tyskerne og danskerne, men også mellem de sidstnævnte indbyrdes.

 

Men som sagt, i løbet af den 4. og 5. juli blev arbejdet imidlertid stort set genoptaget overalt i hovedstaden, og aviserne begyndte atter at udkomme den sidstnævnte dato, ligesom teatre og biografer blev genåbnet. Onsdag den 5. juli 1944 kunne Social-Demokraten – i lighed med hovedstadens øvrige aviser – meddele, at spærretiden var blevet afkortet og at folk så småt var ved at vende tilbage til deres respektive arbejdspladser rundt omkring i byen. Det skete under overskriften:

 

Arbejdet genoptages

Hovedstaden antager efterhånden

sit normale Præg

 

Den totale Arbejdsnedlæggelse, der begyndte i Storkøbenhavn i Fredags, er fra Tirsdag Morgen ophørt i Overensstemmelse med de Opfordringer, der Søndag og mandag rettedes til Befolkningen fra Organisationernes ledelse og en Række Personligheder, repræsenterende de fem samarbejdende politiske Partier og Hovedstadskommunerne.

     Sporvejs- og S-Togs-trafiken blev genoptaget Mandag, og nu gaar Arbejdet sin Gang. Hovedstaden antager efterhaanden sit normale Præg.

 

Social-Demokraten kunne samme dag også fortælle, at tilførslen af mælk og grøntsager til hovedstaden var steget, så at det nu kunne dække 75 % af forbruget, hvilket betød, at dagligvareforretningerne kunne genåbnes. Det kneb dog fortsat med at producere rugbrød nok til at kunne imødekomme efterspørgslen, men man håbede på snarest at kunne være oppe på normal produktion, som kunne dække det behov, folk havde mulighed for at købe i kraft af de gældende rationeringsmærker. Avisen kunne endvidere fortælle, at teatrene og biograferne genåbnede samme dag, men dog med spilletider, der var rykket lidt frem, hvilket betød, at sidste forestilling måtte begynde kl. 19, for at folk bagefter kunne nå hjem inden spærretiden begyndte kl. 23.

   

Foreløbig vurdering af Folkestrejken

Den 7. juli 1944 udsendte Danmarks kommunistiske Parti sit nr. 47 af det duplikerede illegale blad ”Land og Folk”. Personlig sympatiserer jeg ikke med kommunismen i dens politiske form, men ret skal være ret, for det er efter min opfattelse en både god, rigtig og fornuftig vurdering af den netop overståede folkestrejke, bladets skribent fremsætter. God, fordi den giver et så godt overblik over folkestrejkens forløb, at jeg synes det vil være rigtigt at gengive bladets fire A4-sider her, ikke mindst til eftertidens indtryk og forståelse af, hvad der skete i de dramatiske dage i juni-juli 1944: 

 

FOLKESTREJKER OVER DANMARK

En straalende Sejr for det danske Folk 

 

     Mandag den 26. Juni dekreterede Nazityskerne Spærretid fra 20 Aften til 5 Morgen i Hovedstaden. Da de ikke havde kunnet forhindre Sabotagen eller nedkæmpe Frihedsbevægelsen, lod de paa denne Maade deres Raseri gaa ud over hele Hovedstadens Befolkning.

     Mandag besluttede Arbejderne paa B&W under Parolen 8 timers Frihed at forlade arbejdet Kl. 12 Middag. Dagen efter fulgte Hundreder af københavnske Virksomheder B&W’s Eksempel, og Onsdag havde alle Hovedstadens Arbejdere tilsluttet sig ”Gaa tidligt hjem” Bevægelsen.

     Indespærringen af Københavnerne Kl. 20 lod sig ikke gennemføre. Trods Udgangsforbudet færdedes Folk frit paa Gaderne. Naar undtages den Indre By, gik Aftenens Gadeliv sin vante Gang. Det var haabløst for Politiet at arrestere ”Sengængerne”. Deres Antal androg Tusinder. Tyskernes Forsøg paa ved hensynsløs Beskydning at fordrive Folk fra Gaderne forblev virkningsløse. Overalt blev deres Patruljekørsel hindret af Baal og mindre Barrikader. Tyskerne havde ved deres kluntede og brutale Optræden bragt København paa Oprørets Rand.

     Besættelsesmagten indsaa, at den havde spændt Buen for højt. Nazibødlen Werner Best stod i første Omgang som den tabende Part og skyndte sig at mildne Udgangsforbudet. Fra Torsdag var det tilladt at færdes ude fra 5 Morgen til 23 Aften.

 

Folkestrejken bryder ud

 

     Mildnelsen af Udgangsforbudet var dog ikke ledsaget af en forsonligere Optræden fra Tyskernes Side. Tværtimod. Torsdag Morgen forkyndte Best, at han havde ladet 8 Patrioter henrette, og om Aftenen fortsatte tyske Patruljer og Schalburgfolkene deres Terror-togter gennem Gaderne. De undersøgte ikke i Spærretiden, om Folk havde ”Ausweis”, men skød hensynsløst selv paa uniformerede Betjente, Jernbane- og Sporvejsfunktionærer.

     Dermed var Bægeret fuldt. Fredag Morgen indstillede Sporvejsfunktionærerne Kørslen, senere fulgte Jernbanens og Telefonselskabets Personale Eksemplet. Inden Fredag Middag var Folkestrejken en Kendsgerning. Og den var total,. Kontorer, Butikker, Fabrikker, Værksteder, Post, Telefon, Telegraf og Trafik laa stille overalt. De eneste Virksomheder, som holdtes i Gang var Vand-, Gas og Elektricitetsværker samt Mejerier. Det var nødvendigt for Kampen, at disse Virksomheder ikke deltog i Strejken.

     Folkestrejken var opstaaet uden Proklamationer eller ultimative Krav. Alligevel var der ingen Tvivl om, hvad det gjaldt. Folket ønskede Spærretiden ophævet, den tyske Terror bragt til Ophør og Schalburgkorpset fjernet. Det var og blev Kampens Hovedformaal.

 

Tyskerne lukker for Vand, Gas og Elektricitet

 

     Blodhunden Best var nu kommet fra Asken og i Ilden, og i denne Situation kunde hans nazistiske Hjerne kun fostre den Tanke: Den københavnske Befolkning skulde ved forstærket Terror tvinges til Underkastelse. Paa hans Bud lukkedes der Fredag Aften mellem Kl. 21 og 22 for Gas, Vand og Elektricitet. Flere Steder, saaledes ved Gasværket paa Finsensvej, hvor det kom til en timelang Ildkamp før det lykkedes Nazisterne at trænge ind og besætte Værket. Storbyens Befolkning skulde nu knækkes gennem Sult og Tørst. Dette var ”total Krigsførelse”. Kvinder og Børn, Gamle, Syge og svagelige skulde nu føle ”Herrefolkets” kolossale Magt !

 

Schalburgkorps og Nazibander terroriserer

 

      Denne kyniske og brutale Optræden ledsagedes af en forstærket tysk Terror. Tyske Patruljer jog skydende til Højre og Venstre gennem Gaderne. Schalburgbanditterne fejrede sande Orgier. Mange Steder trængte de ind hos Folk, som havde paadraget sig deres Vrede, og jog dem ud af Hjemmet medens Møbler og andet Indbo blev kastet ud paa Gaden og brændt.

     Alt dette tjente selvsagt til yderligere at ophidse Gemytterne, hvilket kom til at gaa ud over Nazisterne. Nogle fik korporlige Bank, andre blev dræbt og atter andre fik forretninger ødelagt. Saaledes blev Varehuset ”Buldog” totalt brændt efter at først Ruderne var knust og Stabler af Varer hentet ud paa Gaden, hvor de dannede et vældigt Baal. Buldogs Indehaver, Bryde Nielsen, har paa Grund af sit Samkvem med Tyskerne ikke fortjent det bedre, men dog var Aktionen ikke hensigstmæssig. Den generede nemlig Danskerne mere end Tyskerne. En stor Mængde Tøj, som af Københavnerne var indleveret til Reparation, maa befrygtes brændt. Desuden maa man regne med, at Hovedparten af de Varer, som brændte, vilde være kommet Danskere til Gode. Vel skal der afregnes med Landsforrædere, men det maa ske paa en saadan Maade, at det ikke rammer gode Danskere.

     Disse Tildragelser var dog kun Episoder. Befolkningen lod sig ikke provokere. Frihedskæmperne, der var i Besiddelse af Vaaben, kunde have taget Kampen op, med de gjorde det ikke. De vidste, at den bevæbnede Kamps Time ikke var kommet, at det var den passive Kamp, det gjaldt, og derfor lod de Tyskerne rase. Talrige Steder blev der for at genere de tyske Patruljevognes Kørsel gennem Gaderne atter Natten mellem Fredag og Lørdag antændt Baal og rejst Barrikader. De var Tyskerne til stor Ulempe, og straks Lørdag Morgen tvang Tyskerne tilfældige Mennesker til at rydde Gaderne. Var der ikke tilstrækkeligt med Trafikanter, drev de med Revolvere Folk ud af Husene til Rydningsarbejde. Herunder kom Nazisternes Sadisme Gang paa Gang til Udtryk. Et Sted, hvor Mændene af forstaaelige Grunde havde fjernet sig, blev nogle gamle Koner, som sad paa en Bænk, tvunget til at udføre det haarde Arbejde. Et andet Sted blev Folk tvunget til med de bare Næver at fjerne et Baal, hvorved en Mand fik sine Hænder frygteligt forbrændt, maaske ødelagt for Livstid ved at gribe om glødende Asfalt. I Thorsgade hentede Nazibanditterne en Far og en Søn ud af Sengen og tvang dem kun iført Skjorter og Bukser paa bare Fødder ned paa Gaden, hvor de blev tvunget til at tage Bukserne af og med dem slukke et Baal.

     Disse er kun nogle tilfældigt valgte Eksempler blandt Hundreder.

 

Byen afspærres med Pigtraad og Maskingeværer

 

     Lørdag Formiddag maatte Tyskerne paany erkende deres Magtesløshed overfor Strejken. Trusler om Sult og Tørst havde ikke kunnet tvinge Hovedstadens Befolkning til at genoptage det nedlagte Arbejde. Best greb derfor til en ny Terrorforanstaltning: Hovedstaden blev erklæret i Belejringstilstand. København blev fuldstændig afspærret fra Omverdenen. Pigtraadsspærringer og Maskingeværer hindrede enhver Ud- og Indfart. Paa alle Byens centrale Pladser opstilledes Kanoner. I Proklamationen om Belejringstilstand blev det meddelt, at der hensynsløst vilde blive skudt paa alle Ansamlinger af mere end fem Personer. Det var nye Massemyrderier, der her forberedtes. Mens de tyske Patruljer jog skydende gennem Gaderne fyrede Kanonerne mod fredelige og ubevæbnede Borgere. Det toges intet Hensyn til, at Folk fuldt ud rettede sig efter de udstedte Paabud. Enlige Personer, selv Kvinder, blev uden videre beskudt. En Afdeling af disse ”Krigshelte” undsaa sig ikke for at skyde paa en Gruppe Vanføre, som opholdt sig i en Have bag et Staaltraadshegn, og saarede flere af dem. Ambulancerne kørte ustandselig og de fleste af Byens Hovedgader lignede Slagmarker. Det var Mestrene i det elastiske Forsvars Tilbagetrækningskunst, som her viste deres offensive Angrebsevner overfor Københavns Kvinder og Børn.

 

Det nationale Sammenhold og Solidariteten stod sin Prøve

 

     Alle Tyskernes Forsøg paa at tvinge Hovedstadens Befolkning til Underkastelse var forgæves. Den tyske Brutalitet gjorde kun Sammenholdet ubrydeligt og Viljen til at holde ud stærkere. Fra første Færd indstillede Københavnerne sig paa at dele med hinanden. De Handlende hjalp i stort Tal Folk, der ikke havde Varer, og Bagerne bagte, saa det om end i beskedent Omfang var muligt at faa Brød. Mælk blev fortrinsvis forbeholdt Smaabørn, og Vand blev skaffet til dem, der ikke i tide havde faaet tappet af.

     Intetsteds sporedes der Panik eller Forvirring. Københavnerne tog Situationen med Ro og Ligevægt.

 

Dr. Best søger en Udvej

 

     Alt mens han iværksatte de voldsomste Undertrykkelsesaktioner, forsøgte Eksperten i Undertrykkelse og Folkemord, Werner Best, at finde en Udvej. Lørdag havde han fundet ud af, at han ved at kræve Begtrup Hansens og Eivind Larsens Afgang fra Politiet og Eiler Jensens Fjernelse fra DFSs Formandspost samt ved at tilstaa Arbejderne ”Ret til indvinde den tabte Arbejdsfortjeneste gennem Overarbejde” kunde klare Situationen. Traditionen tro skulde Nazifadæsen reddes ved at ofre uskyldige, mens Arbejderne under hykleriske Talemaader skulde tvinges til at oparbejde den tabte Krigsproduktion. Mere koldsindige Tyskere overtydede dog Dr. Best om, at dette var den rene Taabelighed og kun vilde gøre ondt værre.

 

Et upaakrævet Opraab

 

     Dr. Best var ikke ene i sine Bestræbelser paa at faa Strejken likvideret. Tilhængerne af den Forstaaelsespolitik, der led sit endelige Skibbrud den 29. August 1943, var allerede om Lørdagen klar til at opfordre Folket til at gaa i Arbejde. I første Omgang blev de imidlertid afvist af Dr. Best, som ikke fandt dem underdanige nok, men Søndag den 2. Juni – paa Strejkens tredje Dag – mødte de frem med et Opraab, som Best kunde godkende, og som var undertegnet af Erhvervsorganisationernes Repræsentanter, deri indbefattet DSFs Forretningsudvalg.

     Dette Opraab er et beskæmmende Dokument for den danske Nation. Det opfordrede Folk til betingelsesløs Kapitulation og Underkastelse, idet det ikke indeholdt saa meget som en Stavelse, der godtgjorde, at Tyskerne havde vist Tegn til at imødekomme Folkets Ønsker om Garanti for, at Færdsel paa Gader og Veje ikke var forbundet med Risiko for Død eller Lemlæstelse.

     Opraabet malede Fanden paa Væggen, og det var der ingen Grund til. Selvfølgelig var Situationen alvorlig, men den vilde blive ikke mindre alvorlig, dersom Arbejdet blev genoptaget, uden at der var givet Indrømmelser fra tysk Side. Dette var Københavnerne klar over, Derfor viste de ogsaa deres Foragt for Opraabet ved at rive det i Stykker og kaste det paa Gaden. Ingen fulgte Opfordringen til at genoptage Arbejdet Mandag Morgen, men alligevel tjente dette Dokument til at svække Sammenholdet, og det medførte derfor en Forringelse af Mulighederne for at opnaa en Indrømmelse.

     Ogsaa mange af Forstaaelsespolitikkens underordnede Befalingsmænd var paa Tæerne og viste sig upaakrævet nævenyttige. Adskillige Overordnede indenfor Kommunen og Etaterne anvendte saaledes de stærkeste Trusler for at opnaa at faa Personalet til at genoptage Arbejdet allerede Mandag, og fra mange Steder foreligger der Indberetninger om, at disse nationalt uforstaaende Mennesker har truet det Personale, som fulgte Frihedsraadets Parole og først genoptog Arbejdet Onsdag Morgen med Indberetning, ja endog med Afskedigelse. Vi gør disse Herrer og Damer opmærksom paa, at der kommer en Dag efter denne og da vil de, der svigtede i dens store Kamp, blive draget til Ansvar for deres Handlinger. 

 

Best paa Tilbagetog

 

     Søndag Aften havde den ”jernhaarde” Best tiltraadt Tilbagetogets bitre Vej. Kl. 19, 30 blev der lukket op for den elektriske Strøm, og det blev i Radioen meddelt, at Gas- og Vandforsyningen vilde blive genaabnet Kl. 22, ligesom Hovedstadens Afspærring var ophævet fra Mandag Morgen Kl. 5. Paa ægte nazistisk Vis blev det derefter forkyndt, at Sporvejs- og Jernbanetrafikken vilde blive genoptaget Mandag Morgen Kl. 6.

     Best vidste saa udmærket fra Strejkerne i Odense, Esbjerg m.fl. Byer i August 1943, at Underskriverne af Opraabet ikke havde noget Herredømme over disse nationale Strejker og ikke havde nogen som helst Fuldmagt fra Folket. Derfor var hans Mildnelser et regulært Tilbagetog og ikke Foranstaltninger i Forbindelse med en tysk Sejr.

 

Strejken fortsætter

    

     Fra Frihedsraadet udgik Opfordring til at fortsætte Strejken. Denne Opfordring var Udtryk for Københavnernes Standpunkt. Viljen til at fortsætte indtil der forelaa Indrømmelser kom til Syne bl.a. ved at Befolkningen overalt tappede Vand og sikrede sig Varer forberedt paa en ny Belejring. Dette var Tyskerne imidlertid ikke indstillet paa. For dem gjaldt det at faa Samfundslivet i Gang igen. Strejken og Afspærringerne generede dem mere end den generede Københavnerne.

     De greb til forskellige nye Midler.

Under Trusler tvinges Sporvognskørslen i Gang

 

     Sporvognskørslen forsøgtes genoptaget Mandag Morgen, men det gik ikke som Hr. Best havde profeteret. De faa Vogne, der kørte ud, mødte en saadan Modvilje, at de hurtigt vendte tilbage.

     Ved Middagstid truede Tyskerne med at tage 15 Gidsler blandt Sporvejsfunktionærerne, og hvis Kørslen derefter ikke kom i Gang, vilde de tage yderligere 50. Hensigten var tydelig: de paagældende skulde skydes, hvis de øvrige fortsatte Strejken. For at sikre Kørslens Gennemførelse beordrede Tyskerne to danske Betjente posteret paa hver Sporvogn. Paa denne Maade lykkedes det Mandag Eftermiddag at holde et beskedent Antal Vogne i Gang.

     S-Banen kom ogsaa først i Gang langt op paa Dagen, men kørte med yderst faa Passagerer. Paa Telefonhuset gik ca. 1/3 af Personalet i Arbejde, mest som Følge af de ovenfor omtalte Trusler om Afskedigelse fra det overordnede Personales Side. Ellers hvilede alt Arbejde. Antallet af arbejdende naaede ikke op paa 10 % og disse 10 % arbejdede kun delvis. Dette var, hvad Samarbejdspolitikkens Tilhængere havde opnaaet med deres beskæmmende Dokument.

     Saasnart Best havde faaet den første Sporvogn i Gang søgte han gennem Radioen ved Halvtimes Udsendelser at give det Udsende af, at Arbejdsro var opnaaet og Livet atter normalt. Men enhver kunne saavel Mandag som Tirsdag overbevise sig om, at hverken Tog- eller Postgang var optaget i sædvanligt Omfang. Det lykkedes heller ikke at faa noget Blad ud i disse Dage.

     Alt dette talte sit tydelige Sprog om Folkets Modstandsvilje. Dr. Best maatte foretage et nyt ”sejrrigt” Tilbagetog. Strejkens Fortsættelse om mandagen gav Resultat. Var Arbejdet blevet genoptaget Mandag Morgen som forlangt, var disse Resultater udeblevet.

 

Tyskerne giver Indrømmelser

   

     Mandag Eftermiddag blev det af Tyskerne overfor danske Kredse tilkendegivet

1)      at Tyskerne vilde holde Schalburgkorpset borte fra Gaderne.

2)      at der ikke vilde blive gjort Brug af Vaaben, med mindre Tyskerne blev angrebet,

3)      at de tyske Tropper vilde blive trukket tilbage, saasnart Livet gik normalt,

4)      at Spærretiden snart vilde bortfalde, samt

5)      at der ikke vilde blive foretaget Repressalier.

     Det var, den tyske Besættelse taget i Betragtning, det meste, man kunde gøre sig Haab om at opnå.

 

Danmarks Frihedsraad afblæser Strejken

 

     Danmarks Frihedsraad bedømte de opnaaede Resultater som et forsvarligt Grundlag for at afblæse Strejken. Det udsendte derfor Mandag Eftermiddag Opfordring til at genoptage Arbejdet senest Onsdag Morgen. Imidlertid raadede Frihedsraadet ikke over Radioen, og Opfordringen til Strejkens Afslutning kom derfor først Flertallet af Befolkningen i hænde i Løbet af Tirsdagen. Det sporedes ogsaa tydeligt overalt i Byen, at man ventede paa Frihedsraadets Parole. Alt Arbejde paa de store Byggepladser, Fabrikker og ved Beskyttelsesforanstaltningerne kom saaledes først i Gang Onsdag Morgen efter at man havde drøftet Frihedsraadets Parole og besluttet sig til at følge den. 

     Det skal bemærkes, at de begrædelige Taler, der Mandag Aften lød i Radioen fra Buhl, Bjørn Kraft, T.K. Thomsen, Ejler Jensen og Viggo Christensen ikke havde den tilsigtede Virkning. Det var usselige Klynketoner og ikke værdige Ord af Mænd, som det danske Folk har løftet op til højt betroede Stillinger.

 

     Folkestrejken i København varede saaledes fem Dage. I den Tid blev der paa danske Hospitaler, saavidt det indtil nu foreligger oplyst, indbragt 87 Døde og 664 Saarede. Hertil kommer alle Ofrene for Skyderierne indenfor Spærretiden. De er indlagt paa det tyske Lazaret paa Nyelandsvej og hverken Antal eller Navne kendes.

 

 

Så mange og omfattende var ordene i det velorienterede illegale blad ”Land og Folk”, som efter besættelsens ophør fortsatte som den legale avis med samme navn. Så vidt jeg kan bedømme, er bladets beretning om Folkestrejken 1944 i det store og hele sandfærdig og dækkende for, hvad der skete, og det er derfor den er gengivet her. Men man mærker jo nok, at det er en kommunist, der har skrevet teksten, selvom tonefaldet er moderat i forhold til den sædvanlige kommunistiske retorik. DKP var på det tidspunkt endnu ikke repræsenteret i Folketinget. Derfor havde DKP sørget for at få politisk aktive medlemmer indsat som tillidsmænd på især de store arbejdspladser, som f. eks, B&W, hvor de utvivlsomt førte an, dels i den almindelige arbejdskamp mod ”klassefjenden”, kapitalejerne, og dels var dominerede i de store folkestrejker både i 1943 og 1944. Forholdet til socialdemokraterne og de socialdemokratisk prægede fagforeninger var præget af, at DKP – i lighed med det sovjetiske kommunistparti – betragtede disse som revisionister, og større forræderiskhed mod arbejderklassen kunne efter kommunisternes opfattelse ikke tænkes. 

 

Arbejdet genoptages på ”Fyrtøjet”

Det var en lidt underlig fornemmelse, at vende tilbage til tegnestuen efter Folkestrejkens ophør, for det var ikke alle, der mødte op samme dag som jeg og nogle få andre. Derfor virkede der tomt og dødt på tegnestuen, omtrent som da jeg sidste år ved samme tid begyndte at arbejde hos Dansk Farve- og Tegnefilm, og hvor jeg i de første 14 dage sad alene på tegnestuen, dels fordi det personale, der allerede var ansat, midlertidigt arbejdede et andet sted, og dels fordi, der endnu ikke var ansat alt det personale, som der var brug for. Så vidt jeg erindrer, var det foruden mig selv kun Finn Rosenberg, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Preben Dorst, der var mødt op denne første dag. Men ingen af dem virkede særligt entusiastiske med at genoptage arbejdet, hvor de slap, så formiddagen gik med at snakke om, hvad der var foregået de seneste dage, og hvad hver især havde oplevet. Selv deltog jeg dog ikke i de ”voksne” tegneres samtale, men satte mig pligtskyldigst og engageret ved min tegnepult og fortsatte med at tegne videre, hvor jeg slap før strejken afbrød arbejdet. 

 

Med hensyn til ”Fyrtøjet”, kunne animatorernes og det øvrige personales energi og optimisme, dog ikke i længden skjule den ubehagelige kendsgerning, at arbejdet på filmen faktisk ikke gik hurtigt nok. I løbet af eftersommeren 1944 kom det til at stå lysende klart for ledelsen af Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvilket først og fremmest vil sige for Allan Johnsen og Peter Toubro, at den oprindelige produktionsplan og det oprindelige budget ville blive overskredet ganske betragteligt. Der var på det tidspunkt store uforudsete økonomiske problemer hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, især fordi produktionstiden som nævnt trak ud og det derfor blev nødvendigt med at engagere en hel del personale til mellemtegning og til optræk og farvelægning. Men end så længe fortsatte arbejdet, hvor alle medarbejdere hængte i så godt de kunne, for cheftegnerne havde været til et møde med Johnsen og Toubro ovre på Johnsens kontor, og her fået forelagt de dystre udsigter med hensyn til færdiggørelsen af filmen, som man nu havde måttet se i øjnene ikke ville kunne få premiére ved juletid dette år, 1944. Bagefter blev der holdt et møde på tegnestuen, hvor de øvrige medarbejdere blev informeret om situationens alvor, hvilket naturligt nok efterlod sig en trykkende stemning. Jeg erindrer, at jeg selv gik tilbage og satte mig bag min tegnepult og overvejede, om det ville være muligt for mig, at gøre arbejdet hurtigere og på den måde producere flere animationstegninger pr. dag.

 

Det kom dog hurtigt til at stå klart for både ledelsen og cheftegnerne, at den igangsatte ansættelse af flere medarbejdere, især af mellemtegnere – såkaldte nøgletegnere var det faktisk ikke muligt at opdrive flere af – og optræks- og farvelægningspiger, ikke i sig selv løste de problemer, som Dansk Farve- og Tegnefilm A/S befandt sig i, men gjorde faktisk disse større, idet de mange medarbejdere på trods af en moderat løn selvfølgelig tyngede på den i forvejen slunkne pengebeholdning. Det var primært animatorerne, der udgjorde hovedproblemet, for uanset hvor meget disse anstrengte sig med at få arbejdet hurtigt fra hånden, så var det alligevel begrænset, hvad der kunne tegnes og animeres pr. dag. Men fra ledelsens side var man jo pisket nødt til at fremme produktionen mest muligt, for at ikke hele ”Fyrtøjet”-projektet skulle ende med fiasko og konkurs.      Nærmest i desperation valgte Allan Johnsen og Peter Toubro den psykologisk set dårligste løsning på problemerne, idet man havde ladet fremstille nogle cirkulære papskiver, som var påtrykt tallene 0-50 i periferien, og med en flytbar viser i centrum. Disse papskiver blev snart døbt ”kontrol-ure”, for de lignede faktisk urskiver. Meningen var, at hver eneste tegner, men især animatorerne, skulle flytte viseren fra 1 til 2 til 3 osv., alt eftersom antallet af tegninger voksede, så at man kunne konstatere, om pågældende tegner havde opfyldt sin daglige ”kvote”. Arbejdstiden var fortsat mandag-fredag kl. 8-17 og lørdag kl. 8-14.

 

 

Legitimations-foto fra 1944 af denne artikels forfatter, som da omtrent lige var fyldt 15 år.

Fotograferet i sommeren 1944 af Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

     På det her omtale tidspunkt krævede tyskerne med henvisning til sikkerheden i landet, at alle danskere over 15 år skulle have udstedt et legitimationskort, som man var pligtig til altid at bære på sig og fremvise på forlangende af politiet eller tyskerne. Forordningen gjaldt altså også mig og mine forældre, og udleveringen af legitimationskortene begyndte den 17. juli, og kortet kunne så vidt jeg husker afhentes på nærmeste politistation, hvor man skulle medbringe et foto i passtørrelse. Tyskernes hensigt med indførelsen af legitimationskort til den voksne danske befolkning var sandsynligvis, at man håbede på ad den vej at kunne komme på sporet af i al fald en del af de efterlyste danske sabotører. Det var i øvrigt husfotografen hos Dansk Farve- og Tegnefilm, ”Jømme”, som tog et foto af mig, der skulle bruges til formålet, og billedet ses herunder.

 

Schalburgtage og varemangel fortsætter

Imidlertid var spærretiden allerede blevet ophævet den 9. juli, samtidig med at generalløjtnant Richter atter overdrog den udøvende magt til de kompetente civile myndigheder. Forholdene var så småt ved at blive normaliseret igen, men allerede natten mellem den 17. og 18. juli blev K.B. Hallen ødelagt ved schalburgtage, og den blev først genåbnet efter besættelsens ophør, mere præcist den 14. september 1945.

 

Vareknapheden og rationeringerne fortsatte også med at plage befolkningen, særlig i hovedstaden og de andre større byer. En privilegeret del af befolkningen anskaffede sig kolonihave, hvor man kunne dyrke grønsager til egen husholdning. Far, der ellers var meget kyndig og dygtig, når det gjaldt havebrug, havde desværre ikke råd til at anskaffe sig en kolonihave på det tidspunkt, hvor det kunne have været både ønskeligt og tiltrængt. Derfor måtte vi købe de grønsager, vi skulle bruge i husholdningen, hos grønthandleren, hos hvem vi for resten også købte en del brændsel, som f.eks. optændingsbrænde og briketter. Men mens far endnu var kullemper i havnen, hændte det jævnligt, at han hjembragte en hel- eller halvfyldt sæk kul eller koks, som han i lighed med andre af sine arbejdskammerater havde samlet op på kajen, hvor kullene og koksene blev losset. Losningen foregik med kran og ved at grabben blev sænket ned i skibets lastrum, hvor den lukkede sig om en ladning kul eller koks. Derefter blev den fyldte grabbe hejst op igen og svinget ind over en tom lastvogn, som holdt på kajen foran skibet og ventede på at blive fyldt op. Herunder kunne det ikke undgås, at der blev spildt en del kul eller koks ud over kajen, særlig når lastbilen var ved at være fyldt, eller når kranføreren enten ved et hændeligt eller provokeret uheld, altså med vilje, kom til at ramme lidt ved siden af bilens lad.   

 

Men dels var det jo endnu sommer og dels var forsyningerne af kul og koks i fyringssæsonen svingende og utilstrækkelige og derfor rationeret, hvilket dog ikke var nogen garanti for, at der altid var brændsel at få, når man skulle bruge det. Men far var så forudseende, at han samlede al det brændsel, han som kullemper kunne få fat i, også udenfor fyringssæsonen, og opbevarede det i vores såkaldte kulkælder. Den var vi endnu så heldige at have. Derimod var nogle af de andre beboeres kælderrum inddraget til såkaldt beskyttelsesrum, hvor folk skulle opholde sig under luftalarmer. De pågældende beboere, som var dem, der boede på de øverste etager, måtte derfor opbevare deres brændsel oppe i pulterkamrene på ejendommens loft, hvilket i virkeligheden var den rene brandfælde. Men utallige er de gange, hvor min far i sin egenskab af såkaldt brændselsafbærer har måttet gå med 50 kg. tunge sække på skulderen de mange trin op ad ofte snævre køkkentrapper til lofterne over fjerde eller femte sal. Senere blev det på grund af brandfaren forbudt at opbevare brændsel på lofterne, hvilket dog ikke forhindrede, at der ind imellem udbrød brand i et pulterrum eller på hele loftetagen, enten ved et uheld, hvor en eller anden havde glemt at slukke et efterladt cigaretskod, eller simpelthen ved, at branden var påsat af en pyroman, sådan som det desværre skete nogle år senere i den ejendom, hvor mine forældre boede.   

 

Livet går videre

Imidlertid var mor og Lizzie vendt hjem nogle dage senere, end far og mig, medens Benny og Bent efter aftale blev hos farmor og bedstefar resten af Skolesommerferien. Begge drenge var meget glade for deres farforældre, og det var gensidigt, ikke mindst for farmor, som hyggede sig gevaldigt med de to spilopmagere. Bedstefar måtte jo som sædvanlig passe sit arbejde på den nærliggende saftstation, hvor han var ansat som lokofører på et roetog, som lå i fast rutefart rundt omkring i omegnen. Men den egentlige roesæson var endnu ikke indtruffet, hvilket først skete hen på efteråret. Når denne var i gang, havde bedstefar ofte ture med sit roetog til Nakskov Sukkerfabrik, og det var under en af disse ture, at fætter Børge og jeg engang havde mødt ham og hans tog, da jeg var på skolesommerferie hos min tante og onkel på Tollesensvej, således som jeg tidligere har fortalt om. 

 

Men dagliglivet vendte hurtigt tilbage til sine rutiner, som føltes velkomne og trygge, til trods for alt, hvad der truede og trykkede i den trykkende og fuldstændig uforudsigelige besættelsessituation, hvor modsætningsforholdet mellem modstandsbevægelsen og tyskerne til stadighed skærpedes. Sabotager og modsabotager, de såkaldte Schalburgtager, fortsatte, tilmed med stigende tendens og store omkostninger i form af menneskers død og ofte store materielle ødelæggelser. Imidlertid blev hverdagens normalt små begivenheder en dag ganske uventet, i hvert fald for de fleste almindelige danskere, afbrudt af nyheden om en helt exceptionel begivenhed: Et attentat mod den nazistiske tyske kansler Adolf Hitler. Fredag den 21. juli kunne aviserne, deriblandt københavneravisen ”Nationaltidende”, på forsiden meddele lidt af en sensation, nemlig følgende:

 

Hitler lettere saaret ved

et Sprængstof-Attentat

Flere Generaler og Medarbejdere

i Førerhovedkvarteret blev saaret samtidig

Hitler kunde straks genoptage sit Arbejde og

modtog efter Attentatet Mussolini til Samtale

 

     D.N.B. offentliggjorde i Aftes fra Berlin følgende Meddelelse:

Mod Føreren blev der i Dag forøvet et Sprængstofattentat.

     Blandt hans Omgivelser blev herved haardt saarede: Generalløjtnant Schmundt, Oberst Brandt, Oberstløjtnant Borgmann, Medarbejder Berger.

Lettere saarede blev: Generaloberst Jodl, Generalerne Korten, Buhle, Bodenschatz, Heusinger, Scherff og Admiralerne Voss samt von Puttkamer.

     Føreren selv er, bortset fra lettere Brnadsaar og Hudafskrabninger, ikke blevet saaret.

     Han har derefter ufortøvet genoptaget sit Arbejde og – som forudbestemt – modtaget il Duce til en længere Samtale.

     Kort Tid efter Attentatet ankom Rigsmarskallen hos Føreren.

 

Tale af Hitler i Nat

 

Førerhovedkvarteret, Torsdag. R.B.

Føreren holdt i Nat følgende Tale til det tyske Folk:

     Tyske Landsmænd og Landsmandinder! Jeg ved ikke, for hvilken Gang det er, der nu var planlagt og udført et Attentat mod mig. Naar jeg i Dag taler til Dem, sker det imidlertid af to Grunde:

1.      For at De kan høre min Stemme og vide, at jeg selv er usaaret og rask.

2.      For at De imidlertid ogsaa skal høre nærmere om en Forbrydelse, der søger sin Lige i den tyske Historie. En ganske lille Klike af ærgerrige, samvittighedsløse og samtidig forbryderisk dumme Officerer har smedet et Komplot for at fjerne mig og sammen med mig udrydde den tyske Værnemagts Lederstab.

     Den Bombe, der blev lagt tilrette af Oberst Grev von Stauffenberg, eksploderede to Meter fra min højre Side. Den har svært saaret en hel Række af mine dyrebare Medarbejdere. En af dem er død. Jeg er fuldstændig usaaret, bortset fra ganske smaa Hudafskrabninger, Stød eller Forbrændinger. Det betragter jeg som en Bekræftelse paa Forsynets Bud til mig om at fortsætte Bestræbelserne for mit Livsmaal paa samme Maade, som jeg hidtil har gjort det, for jeg tør højtideligt tilstaa overfor hele Nationen, at jeg siden den Dag, da jeg drog ind i Wilhelmstrasse, kun har haft én Tanke, efter bedste Viden og Samvittighed at opfylde min Pligt, og at jeg, efter at det var blevet mig klart, at Krigen var uundgaaelig og ikke kunde udskydes længere, egentlig kun har kendt Bekymring og Arbejde og i utallige Dage og vaagne Nætter kun har levet for mit Folk.

     I en Time, hvor de tyske Hære staar i den haardeste Kamp, er der ligesom i Italien nu ogsaa i Tyskland en ganske lille Gruppe, som mente ligesom i 1918 at kunne støde Dolken i Ryggen paa Tyskland.

     Denne Gang har de imidlertid taget meget fejl. Disse Usurpatorers Paastand om, at jeg ikke lever længere, modbevises i dette Øjeblik, da jeg taler til jer, mine kære Landsmænd. Den Kreds, som disse Usurpatorer bestaar af, er saa lille som tænkes kan. Den har intet at gøre med den tyske Værnemagt og især ikke med den tyske Hær. Det er en ganske lille Klynge forbryderiske Elementer, som nu vil blive ubarmhjertigt udryddet.

     Jeg befaler derfor i dette Øjeblik:

1.      at ingen civil Myndighed maa modtage nogen som helst Ordre fra en Myndighed, der slutter sig til disse Usurpatorer.

2.      at ingen militær Myndighed, ingen Tropsfører, ingen Soldat maa adlyde nogen som helst Ordre fra disse Usurpatorer, tværtimod er enhver forpligtet til straks at anholde Overbringeren eller Giveren af en saadan Ordre, enten straks eller hvis han gør Modstand, øjeblikkelig skyde ham ned.

For at skabe definitiv Orden har jeg udnævnt Rigsminister Himmler til Chef for Hjemmehæren. Samtidig har jeg udnævnt Generaloberst Guderian til Medlem af Generalstaben til Erstatning for Generalstabschefen, der for Tiden er fraværende paa Grund af Sygdom, og givet ham en anden fortjent Fører fra Østfronten til Hjælp. I alle andre af Rigets Tjenesteposter sker der ingen Forandring.

     Jeg er overbevist om, at vi med Fjernelsen af denne ganske lille Klike af Forrædere og Sammensvorne nu ogsaa i Ryggen paa Hjemmet har skabt den Atmosfære, som Kæmperne paa Fronten behøver. For det er en Umulighed, at Hundredetusinder og Millioner af brave Mænd giver deres Liv hen, medens der hjemme er en ganske lille Klynge ærgerrige, elendige Kreaturer, der forsøger bestandigt at hindre dem i at indtage denne Holdning. Denne Gang vil der blive afregnet paa en saadan Maade, som vi Nationalsocialister er vant til. Jeg er overbevist om, at enhver anstændig Officer, hver tapper Soldat, vil forstaa det i denne Time.

     Hvilken Skæbne, der vilde ramme Tyskland, hvis Attentatet i Dag var lykkedes, formaar maaske de færreste at tænke sig. Jeg selv takker Forsynet og min Skaber, ikke for, at han har bevaret mig – mit Liv er kun Bekymring og kun Arbejde for mit Folk – men jeg takker ham, fordi han gav mig Mulighed  for yderligere at maatte bære disse Bekymringer og fortsætte mit Arbejde saa godt, jeg formaar det overfor min Samvittighed.

     Enhver Tysker – ganske ligegyldig, hvem han maatte være – har Pligt til hensynsløst at gaa imod disse Elementer, enten straks anholde dem, eller, hvis de gør nogen som helst Modstand, uden videre slaa dem ned. Ordren er udgaaet til samtlige Tropper. Den vil blive blindt adlydt i Overensstemmelse med den Lydighed, den tyske Hær kender.

     Jeg maa især endnu en Gang med Glæde hilse det, mine gamle Kampfæller, at det paany har været mig forundt at undgaa en Skæbne, der ikke blot i sig indebar noget frygteligt for mig, men ogsaa havde bragt det frygtelige over det tyske Folk.

     Jeg ser heri et Fingerpeg af Forsynet om, at jeg skal føre mit Værk videre, og derfor ogsaa vil føre det videre.

 

Attentatet fandt som oplyst sted den 20. juli 1944, mere præcist kl. 12.50, hvor Hitler afholdt konference med sine generaler i ”Ulveskansen” i Østpreussen, hvor Hitler og hans nærmeste stab jævnligt opholdt sig. Førerbunkeren var af beton, men af en eller anden grund blev konferencen flyttet til en træbarak i nærheden. Hvis bomben var blevet sprængt i betonbunkeren, ville trykbølgen i henhold til eksperter sandsynligvis have dræbt alle tilstedeværende øjeblikkeligt. Hensigten med attentatet var dog ikke kun at rydde Hitler af vejen, men var mere generelt et forsøg på at sætte naziregimet fra magten. Meningen var, hvis attentatet lykkedes, at magten i Tyskland skulle overtages af en gruppe konservative militærfolk, som syntes, at Hitlers politik og krigsførelse var totalt forfejlet. Skæbnen ville, at selve attentatet blev både ledet og udført af oberst von Stauffenberg, som var i den situation, at han som den eneste af attentatfolkene havde adgang til det sted, hvor Hitler opholdt sig.

 

Efter at have anbragt den mappe, hvori den tidsindstillede bombe var anbragt under et bord, så tæt som muligt på det sted, hvor han vidste at Hitler ville stå under konferencen, forlod Stauffenberg stedet og kørte mod Berlin, i den tro, at i hvert fald Føreren ikke længere var i live. Imidlertid var der en af de deltagende generaler, som stod tæt på Hitler, der flyttede mappen om på den anden side af et bordben, fordi den stod i vejen for hans fødder, og det kom til at betyde, at bomben stod længere væk fra Hitler, som derfor var så heldig kun at blive lettere såret.  

 

Efterfølgende må man konstatere, at Hitler mente bogstaveligt, hvad han sagde i sin tale, nemlig at den ”lille Klynge forbryderiske Elementer”, som stod bag attentatet imod ham, ville ”blive ubarmhjertigt udryddet.” Det lykkedes hurtigt at opklare, hvem der stod bag attentatet, hvilket allerede fremgår af Hitlers ovenfor citerede tale til det tyske folk. Da Stauffenberg nogle timer senere nåede frem til Berlin, hvor meningen var, at han herfra skulle have ledet det videre forløb, kom det hurtigt til at stå klart for ham og hans medsammensvorne, at attentatet var totalt mislykkedes. Det fik den konsekvens, at folkene bag attentatet blev arresteret ved midnatstid, og at Stauffenberg og hans nærmeste medsammensvorne blev henrettet på stedet, medens omkring 200 blev arresteret og på ydmygende vis forhørt af den berygtede nazistiske dommer Roland Freisler, som uden nogen form for forsvar dømte alle til døden, De pågældende blev under frygtelige pinsler hængt i slagtekroge i et slagtehus, medens 7000 andre, som ansås for at være modstandere af Hitler og hans regime, blev arresteret og formentlig for de flestes vedkommende idømt langvarige fængselsstraffe eller dømt til anbringelse i arbejdslejre, de såkaldte kz-lejre, hvor chancen for at overleve var minimal.

 

Det forlyder, at Hitler via Goebbels beordrede sine folk til at lave filmoptagelser af de hængtes pinsler og død, så at han senere kunne sidde i sin hjemmebiograf og fryde sig over at se sine modstanderes endeligt.

 

Nok så vigtigt at notere sig i forbindelse med Hitlers ovenfor citerede radiotale til det tyske folk, er, at han anså sig selv som guddommeligt udvalgt leder af den ’mission’, han mente det var hans opgave og pligt at gennemføre. Det tyder jo på en utrolig selvovervurdering eller nærmest storhedsvanvid. Men når man på grundlag af Martinus’ kosmiske analyser vurderer Hitler og dennes selvvalgte ’mission’: at føre mere end en halv verden ud i en storkrig, for at yde det tyske folk retfærdighed for den forsmædelse, nationen formentlig med rette mente at lide efter 1. verdenskrig, især med betaling af krigsskadeerstatninger, som forarmede tyskerne, er påstanden ikke så vanvittig, som den umiddelbart lyder. Det betyder dog ikke, at man dermed fritager Hitler for ansvar og skyld for hans dispositioner og handlinger, men kun, at man ser disse i det større perspektiv, som Martinus anlægger. I det perspektiv er der i øvrigt også noget, der hedder skæbneloven, som virker efter princippet ”som du sår, således skal du også høste”, hvilket jo også senere viste sig for Hitler og hans medsammensvorne i og med den skæbne, han og de fik ved krigsafslutningen med Nazi-Tysklands totale kapitulation. Men mere herom i kronologisk rækkefølge.

 

Det var imidlertid lykkedes Hitler at alliere Nazi-Tyskland med Benito Mussolinis fascistiske Italien, og de to stod i nogen tid solidarisk med hinanden, men dog ikke uden visse interne uoverensstemmelser og problemer. Der kom også en overenskomst i stand mellem Nazi-Tyskland og det krigerisk aggressive Japan, som 7. december 1941 havde rettet et overraskelsesangreb på Pearl Harbour på Stillehavsøen Hawaii, hvilket førte til krig mellem de to lande. I Stillehavskrigen kom endvidere England og Australien til at deltage, fordi man havde kolonier i området, som var blevet besat af japanerne. Krigen fortsatte altså på fuld kraft og betød store tab af menneskeliv, både militære og civile, og medførte desuden betydelige materielle ødelæggelser. Krigens gang kunne nogenlunde følges via aviserne, hvorfor jeg her vil citere nogle af overskrifterne, i dette tilfælde fra Nationaltidende for den 21. juli 1944:

 

Stærk Indsats af Infanteri og Tanks

paa Invasionsfronten

Luftaktiviteten af mindre Omfang det sidste Døgn

 

Allierede Angreb fra St. Lô

mod Syd slaaet tilbage

 

Hvis Hospitalerne skal evakueres –

Der skaffes Plads paa Ebberødgaard

og Sct. Hans Hospital

 

170,000 Kvinder og Børn

evakueret fra London

Bombeangreb paa London taget til i Styrke

”Gengældelses-Spørgsmaalet”

Dr. Goebbels i ”Das Reich” om den engelske

Reaktion overfor ”V.1” og om nye tyske Vaaben

 

61 allierede Maskiner nedskudt under

Angreb mod Vest- og Sydtyskland

Heftige Luftkampe over Mellem- og Sydtyskland i Gaar

 

Svære Afværgekampe

Øst for Lemberg

Russiske Gennembrudsforsøg mod Byen opfanget

 

U.S.A.-Luftangreb

mod Shanghai

 

     Den sidstnævnte overskrift var et eksempel på, at der også foregik krigshandlinger i Asien. Men den krig var naturligvis ikke så nærværende for os danskere, som tilfældet var med den krig her i Europa, som var årsagen til den besættelsessituation, lande som Danmark befandt sig i, med de forholdsvis store konsekvenser for livsførelsen, dette havde, både for landet som helhed og for det enkelte menneske.

 

Fra forlystelses-fronten

Teater- og biografrepertoiret var stort set det samme som helt tilbage i juni måned, så derfor skal her kun omtales en slags nyhed på forlystelsesfronten, nemlig følgende to emner:

 

Teltcirkus paa Borups Plads

I Aften er der Première i Cirkus Louis Schmidt, hvis store Fire-Masters Telt er rejst paa Borups Plads. Som sædvanlig har Direktør Schmidt sørget for, at der er den rigtige gammeldags Cirkus-Atmosfære over Programmet: Varieté- og Kabaretnumrene er i Mindretal, medens Hestedressuren og de gedigne Akrobat-Numre dominerer. Paa Programmet er Bjarnes akrobatiske Hunde, Fodekvilibristen Byrel, Kineserakrobaten Wong-Ko-Lian, der gør Trapezkunster i sin egen Haarpisk, Slangemennesket Flora Danica, Klovner og store Hestenumre, bl.a. med Deltagelse af Alex Reinch, en af de verdensberømte danske Rytterbrødre, som rider sammen med Louis Schmidts Datter Vivi og Faber.

 

Tivoli

Rutschebanen genaabner i Dag

Efter forskellige Prøvekørsler er nu Rutschebanen en af Tivolis mest yndede Forlystelser, og den lille Balje-Bane, der logerer i Bjergpartiets nederste Dele, parat til at aabne igen. Der lukkes op i Dag Kl. 16.

 

Columbine danser russisk

I Balletmester Harald Landers nye Ballet, ”Et Bal”, som om kort Tid faar Première paa Pantomimeteatret, er der indlagt en Russerdans til Solodanserinde Sonja Jensen og Danseren Flemming Olsen.

 

     Midt i al uhyggen, dramatikken og elendigheden, var der alligevel nogle, som havde lyst og overskud til at tænke store tanker. Det gjaldt eksempelvis en ung stud. med., som Nationaltidende den nævnte dato bragte en kronik af med følgende overskrift:

 

Er vi alene i Universet?

Af Gunnar Pouplier

I Dagens Kronik skriver stud. med. Gunnar Pouplier om Universets umaadelige Afstande og om Muligheden af, at der er Liv paa andre Kloder end Jorden.

 

     I sin artikel argumenterer Gunnar Pouplier for den opfattelse, at der med al sandsynlighed må findes liv og levende væsner på andre kloder, og i den forbindelse skriver han blandt andet følgende:

 

     ”[…] Den Tanke, at Jorden er det eneste beboede Sted i Verdensrummet er ligefrem uhyggelig. Tænk, hvor alene vil vilde være! – Spørgsmaalet har da ogsaa optaget Folk gennem Tiderne, og der er skrevet og sagt meget om Emnet. Fantasien har haft frit Spillerum og fostret baade vidunderlige og rædsomme Skabninger paa fjerne Kloder. – Her vil De se, hvad Videnskaben ved i Dag.”

 

     Herefter gennemgår artiklens forfatter den viden, astronomien og astrofysikken havde i 1940erne, og han slutter sine betragtninger på følgende måde:

 

     ”[…] Det er saaledes ikke usandsynligt, at de fleste Stjerner har Planeter ganske som vor Sol. Og nogle af disse Planeter sikkert gunstige Livsbetingelser. Hvorfor skulde Jorden ogsaa indtage en Særstilling? Hvem skulde disse utalte Stjerner lyse for? Selv om vi er alene i Solsystemet, maa vi have Lov at tro, at Livet pulserer adskillige Steder i Universet paa andre Planeter, som kredser om andre Sole.”

 

     Gunnar Pouplier (1922-2010) blev praktiserende læge i 1950’erne, men specialiserede sig senere som øjenlæge på Svendborg Sygehus og med privatpraksis i Svendborg, hvor han også døde og ligger begravet. En bemærkelsesværdig mand, som i øvrigt er en fætter til romanforfatteren Erik Pouplier.

 

     Frokostavisen B.T. søgte i videst muligt omfang, at undgå at bruge spalteplads på krigsbegivenhederne, så derfor var omtaler af disse minimale. Men så meget mere koncentrerede man sig om dagens eller døgnets nære begivenheder, hvilket eksempelvis kan ses af B.T. for mandag den 14. august 1944. Her skal gengives nogle af avisens overskrifter denne dag, som tydeligt viser, at man stort set vendte ryggen til den store verden, som læserne jo alligevel ikke kunne gøre så meget ved. Først de relativt få overskrifter, som vedrørte krigssituationen:

 

Beslutsomt tysk Forsvar

foran Warszawa

 

Moskva angriber

Polens Eksilregering

Beskyldninger for at have rejst Partisanopstanden i

Warszawa uden Aftale med den røde Hær

 

Kampberedskab i Kroatien

 

Engelske Skibstab under Invasionen

 

De netop citerede overskrifter var, hvad B.T. havde den mandag den 14. august 1944. Men til gengæld havde avisen et væld af overskrifter, der vedrørte døgnets og hverdagens begivenheder:

 

En lang Række Indbrud i Strandvejsvillaer

Henved 40 Villaer plyndret i de sidste 3 Uger

 

Hestehandler med dækningsløs Checks anholdt

Genkendt af en Opdager i Svendborg,

da han spadserede ved Havnen

 

Der høstes i Kolonihaverne

 

Ingen Enighed om længere Tivoli-Sæson

Bestyrelsen skal træffe Afgørelsen i Dag

 

Kartoffelprisen stiger

 

Uheldigt Sort Børs Trekløver

Sendte Kammerat til København med 3000 Kr. for at købe Mærker –

Men han forsvandt i Stedet

Politihund finder Ring til 4000 Kr.

 

To Ofre fra Lillerød-Katastrofen

 

13-aarig Dreng som Sort Børs-Grosserer

 

Naar Trafiken kommer rigtig i Gang –

maa mange Cyklister lade Livet

Passagerer, der spytter paa Sporvognsbilletterne,

Vinter-Uniform til Statsbanerne, og Baadfører,

som har reddet syv Mennesker i al Stilfærdighed

 

Mange har kun eet Par Strømper …

og nogle slet ingen – Københavnerenquete

i Anledning af det nye Strømpemærke

240 stjaalne Dæk solgt til Overpriser

To tidligere Stationsarbejdere har tilstaaet Tyveriet

 

     B.T. havde også plads til humoren og smilet, især i rubrikken ”Saadan set ved Huskatten”, - morsomt i sig selv, at ordene Husk at” føjes samme til ”Huskat” – som den dag bragte følgende morsomheder:

 

Fantastisk Husvært

-         Har De Børn?

-         Nej …

-         Holder De Hund?

-         Næ.

-         Har De Klaver eller Radio?

-         Nej, nej.

-         Saa kan De ikke faa Lejligheden; vi ønsker ikke at have saadan nogle Dødbidere boende i Ejendommen her.

 

* * *

PYH!

     Blicher kunde sagtens ta’ Sommervarmen – han var fortrolig med Heden.

 

* * *

 

Vicevært Larsen si’r:

     Man taler nok om, at Pengene ikke er meget værd i disse Tider, men man kan da stadigvæk faa fem Enkroner for en Femmer, saa helt galt kan det vel ikke være …

 

* * *

Museumsdirektør Andrup har i Ferien været beskæftiget med at modernisere vore gamle, danske Ordsprog. Mange af dem er jo ikke mere tidssvarende, fortæller Hr. Andrup, men nu har jeg givet dem et ”make up”. F. Eks.: Den, der ager med Stude, kommer ogsaa med – navnlig hvis Studene er anbragt paa en Lastbil. Eller: Som man roder i Skoven, faar man Svar – fra Naturfredningsforeningen. Og et tredje Eksempel: Erfaren mand er god at gæste – især hvis han har en Flaske gammel Rom liggene.

 

* * *

HUSK

At trække Maven ind og sætte Brystet frem, naar De møder Kaptajn Jespersen.

Huskatten.

 

NB! Kaptajn Jespersen var en gymnastikpædagog med såkaldt stavgymnastik som speciale. Han var dengang velkendt, for ikke at sige berømt, for sine instruktive og veloplagte tidlige morgenudsendelser i Danmarks Radio.

 

Og så var der to sider i B.T. med broget underholdning, herunder ”Blade af Storm P.s Dagbog” og hans tegneserie ”Peter Vimmelskaft”- i dette tilfælde med lille Ping. Endvidere var der to sider med SPORTEN, som naturligt nok fyldte meget i en avis, der senere kaldte sig ”Sportens Avis” – i konkurrence med Ekstra-Bladet.

 

På sin side 11 bragte B.T. dagligt to herlige tegneserier: ”Blondie’s Hverdagshistorie …” af den amerikanske tegner Chic Young, og ”Carlt forklarer sig … nemli’” af den danske tegner Holger Philipsen.

 

Endelig er vi så nået frem til forlystelsesannoncerne denne dag i avisen B.T. Udover at fremgå af annoncesiderne, hvilke stykker teatrene spillede og hvilke film, biograferne viste, kunne man også finde begge dele delvis omtalt under rubrikken ”Københavnerliv”. For som tidligere at tage teater- og varietéforstillingerne først:

 

     Om kort Tid arrangerer Hatte-Kunstneren ”Mr. Hollywood” et Cocktail Party, hvortil han har inviteret femogtyve af vore Skuespillerinder med Fru Liva i Spidsen, og hvor han vil vise sine Créations. Begivenheden vil blive foreviget paa Film og forevist i Landets Biografer.

 

     Jeg har ingen viden om, hvem ”Mr. Hollywood” har været, men ”Fru Liva” var naturligvis skuespillerinden og visesangerinden Liva Weel. Når det skrives, at begivenheden vil blive optaget på film og vist i biograferne, er der sandsynligvis tale om et indslag til Dansk Film Avis, som blev vist i en del af landets biografer.

  

     Dyrehavsbakken havde en stor Sæsonafslutning i Gaar med fuldt Hus baade inde og ude, Trængsel og Alarm, og i Dag til Morgen blev de første Skodder sat for Vinduerne, Stadsen pillet ned og Miss Florens lagt i Vinterhi. Men derfor kan vi jo godt have mange skønne Eftersommer-Aftener i den skønne Dyrehave.

 

     Primaballerinaen Miss Florens var Bakkens ukronede dronning, hvis rigtige navn var Jeppine Kristine Hansen, som i 1930’-50’erne trak fulde huse på Bakkens varietéer, især i  ”Sommerlyst”. Det var naturligvis særligt det voksne herrepublikum, der fandt Miss Florens interessant og pikant, når hun iført et florlet kostume dansede tåspidsdans og sang med en ikke alt for velklingende sangstemme, og endte med at gå i spagat. Da hun med tiden var blevet en ret så fyldig dame, men fortsatte med at gå i spagat, måtte hun i reglen hjælpes op af behjertede folk.

 

     Rialtoteatrets næsten utroligt opfindsomme Pressesekretær, Publicitymanden,

 Propagandaspecialisten og Reklametrommeslageren Mogens Barnum Brandt er i Telefonen:

     Paa Grund af den enorme, vældige, altovervældende Publikumstilstrømning til ”Spøgelsestoget” maa vi bede Folk lade være med at le saa meget. Det forhaler nemlig Forestillingerne saa meget, at vi har ondt ved at faa sidste Akt færdig til halv elleve, og ellers faar vi Vrøvl med Politiet.

     Nu maa man haabe, Publikum følger Opfordringen. Ellers er der kun et tilbage: at bede Skuespillerne være lidt mindre morsomme.

 

* * *

 

Harlekin og Columbine

Efter mange Forsinkelser udsender Carit Andersens Forlag nu den fornemme Bog ”Harlekin og Columbine”. Henry Hellsen har skrevet den kyndige Tekst og Bogen bringer et Væld af Oplysninger om Pantomimen og de hundredeaarige Traditioner. Ebbe Sadolin har gennemillustreret Bogen, som han gjorde Studier til hele sidste Aar. Forlaget fejrer Udsendelsen med en lille Fest for Pantomimeteatrets Kunstnere paa Onsdag den 16. August. Den smukke Bog er trykt i Det Berlingske Bogtrykkeri.

* * *

     Jo, nu nærmer Teatersæsonen sig … Om et Par Uger lægger Det kgl. ud. I Dag er der Generalprøve paa Folketeatret og paa Torsdag Première paa Montmartre i Frederiksberg Allé. Sidstnævnte Sted er det Efteraarsrevuen, der løber af Stabelen.

 

FILM:

Nora Bio har i Dag Première paa den norske Film ”Let paa Traaden” med det nye Navn Eva Slette i Hovedrollen. Desuden medvirker Fridtjof Mjøen, Arvid Nilsson og J. Holst-Jensen. Filmen blev Aarets største Sukces i Norge.

     Bodil Ipsens store Sukces ”Mordets Melodi” opføres nu paa syv Biografteatre: Allé Teatret, Fasan Bio, Gentofte Bio, Grøndalsteatret, Kino Teatret, Lyngby, Nørrebros Biografteater og Windsor. … Amager Bio viser ”Stjernen fra Rio” … ”Den store Læge” vises i Park Teatret … I Valby Teater ses ”Katrina”.

* * *

     Der er nu startet et nyt Filmudlejningsbureau. Det hedder Viking Film, indehaves af Anker Jørgensen, og udsender om kort Tid sine første to Film. Det er to ungarske, den ene hedder ”Kærligheds-Sonaten” med Paul Javor, og den anden er en Musikfilm fra Budapest, ”Czardas”.

 

* * *

 

På sin bagside kunne B.T. for resten også fortælle følgende ’nyheder’:

 

1000 Sort Børs-Cigaretter beslaglagt

 

Mødding og Fluer kan

Københavnerne ikke lide

Naar man for Ferien lejer sig ind hos Private paa Landet

og er misfornøjet med Omgivelsern

 

Roskildebagerne vil beholde

Den brødløse Dag

 

 

    

 

Tre biografannoncer fra B.T. mandag den 14. august 1944. For mig personligt er det især annoncen for den svenske film ”En Sømand gaar i Land” med Adolf Jahr, der har speciel interesse, idet en film med nøjagtig samme titel blev indspillet af det danske filmselskab ASA i 1954. Filmen havde Poul Reichhardt og Lau Lauritzen junior i de mandlige hovedroller. Men om den svenske og den danske film også havde samme indhold og handling, har jeg ingen viden om. Den danske film vil jeg vende tilbage til senere og i kronologisk orden.

 

For resten husker jeg, at der hver dag ved frokosttid kom en meget lille mand op på tegnestuen i Frederiksberggade 28, 2. sal, bærende på en stor taske i rem over skulderen. Udenpå tasken stod der med store, røde bogstaver ”B.T.”. Avisen havde et temmelig stort reklameskilt på facaden af bygningen på hjørnet af Frederiksberggade og Rådhuspladsen, som derfor kaldtes ”B.T.s Hjørne”. Den pågældende mand havde til daglig stadeplads henne på Rådhuspladsen, men han personligt leverede avisen til de folk, han vidste gerne ville købe den. Det var der et par stykker på tegnestuen, der gerne ville.

 

Blandt de illegale danske blade var som omtalt også ”Frit Danmark”, som begyndte at udkomme 1942 og som indtil befrielsen den 5. maj 1945 blev omdelt i 150.000 eksemplarer. Efter befrielsen fortsatte bladet med at udkomme som legalt ugeblad, men ændredes i perioden 1946-82 til politisk og kulturelt månedsblad. Navnet ”Frit Danmark” var desuden et ugeblad, som i årene 1940-45 blev udgivet af Det danske Råd i London. Det var samtidigt navnet på på en dansk landsorganisation, som 1945 blev oprettet og videreført på et tværpolitisk grundlag indtil 1949, hvor den ophørte. 

 

Den 14. august udsendte det illegale ”Frit Danmark” 3. årgang nr. 5 af bladet, ”udgivet af en Kreds af Danske”, som det hed i bladet logo. Bladets indhold var yderst interessant, idet det bragte 6 aktuelle artikler på bladets i alt fire A4-sider. Her skal gengives to artikler: hovedartiklen og bagsideartiklen. Først hovedartiklen, som udtrykker en skarpsindig vurdering af den aktuelle krigssituation:

 

Tyskland foran Nederlaget

 

Samtidig med at de allierede Hære rykker frem i Øst, Vest og Syd, begynder det ogsaa at knage i den tyske Hjemmefront. Propagandaen bliver mere hysterisk, Løgnene grovere, og Bortforklaringerne mere og mere fantastiske. – Frontforkortninger, der forlænger Fronten med flere Hundrede Kilometer, Planmæssige Tilbagetog, Pindsvinestillinger, offentlige Defensiver, Forsvarsslør, og hvad nu alle disse Udtryk hedder, hvormed man prøver at faa det fraseelskende tyske Publikum til at overhøre Dommedagsbasunen. Et af Tegnene paa at Sandheden, trods 10 Aars intensiv Træning i at lukke Øjnene for den, endelig er ved at gaa op for Tyskerne, er Generalernes Revolte. – Den er et Symptom af allerstørste Betydning, for den viser, at netop de Mænd, der har de bedste Forudsætninger for at bedømme den militære Situation, er klar over, at den er haabløs. 

 

     Men i vor Tilfredshed hermed maa vi ikke overvurdere denne Revoltes Betydning, og ikke udnævne de prøjsiske Generaler og Junkere til sympatiske Fredsapostle. – Dette er ikke en undertrykt Befolkning, som rejser sig imod Nazismen. Tværtimod, de der nu har villet gøre Oprør mod Hitler, tilhører Kredse, som har støttet ham, saa længe de kunde bruge ham, og han havde Heldet med sig, men som nu er parat til at give ham Kniven, fordi de ikke kan bruge ham længere. – Deres Plan er klar nok. – Ved at kaste Hitler og den officielle Nazisme overbord mener de endnu at kunne redde Tyskland og sig selv. De tænker, at Tricket fra 1918 kan gentages med Hitler i Kejser Vilhelms Rolle som Sonoffer til de sejrrige Modstandere saa at Invasionen af selve Riget undgaas, og de selv kan overtage Styret i det fjerde Rige. – Og naar Tiden er inde forberede en tredje Verdenskrig!

     For det turde nu være blevet klart, at der er en sammenhængende linje i tysk Politik, som gaar tilbage til et godt Stykke Tid før 1914. Dengang som nu stilede Tyskland mod Verdensherredømmet. Nazismens Kærne var slet ikke Forsøget paa at indføre en ny Statsform. Denne Statsform var blot et Middel til at holde tysk Storindustri og Junkervæsen ved Styret og fremme de Erobringsplaner, som bunder saa dybt i den tyske Tradition.

 

     At det omsider er gaaet op for de forenede Nationer, at det centrale i Hitlers Politik hverken var et socialt Program eller en ”Revanchekrig” i almindelig Forstand, men Ønsket om at gøre hele Europa til Udbytningsomraade for tysk Kapital, kan man betragte som sikkert. De tyske Generaler har gjort Regning uden Vært. De allierede er stærkere end sidst, og de er blevet kloge af Skade. Denne Gang slipper Tyskland ikke med at præstere en Syndebuk. Denne Gang ender Krigen først den Dag, da den tyske Krigsmaskine er uoprettelig knust, og det tredje Rige har maattet antage Betingelser, som gør det umuligt for det at blive en Fare for Verden i en overskuelig Fremtid. 

     Det bliver naturligvis ikke morsomt for den tyske Nation at betale Regningen for mange Aars forfejlet Voldspolitik. Rent menneskeligt kan man have ondt af den, og det kommer vel heller ikke til at skorte paa Opfordringer fra den selv til os andre om at ynke dens Skæbne. Man maa trøste sig med, at den trods alt ikke bliver saa haard som den, Tyskland havde beredt Polakkerne, Czekkerne og Jøderne. Og man maa haabe paa, at det tyske Folk ogsaa selv er blevet klogere; at det omsider har lært, at en Erobringspolitik, der gør Tyskland forhadt og frygtet af alle andre Nationer, altid vil komme til kort i det lange Løb, og at det maa vælge Ledere af en anden Type end dem, der først hyldede Kejseren og derefter undsagde ham, og som siden førte Hitler frem til Magten for senere at ville styrte ham – Ledere, som kan give det misregerede Land Mulighed for en sund Livsudfoldelse i fredeligt Samarbejde med andre Folkeslag.

 

     Vi, der for 80 år siden blev det første Offer for det prøjsiske Magtbegær, og som nu har fristet mangefold haardere Kaar under Hitler-Nazismen, maa ganske vist med Glæde følge disse Ugers Begivenheder i Tyskland, fordi de bringer os vor Frihed nærmere. Men vi maa samtidig holde os for Øje, at det ikke er nok, at Nazismen slaas ned i Tyskland – den maa slaas ned overalt. Og det er ikke nok, at Hitler og hans Parti bliver styrtet – ogsaa den Aand og det Magtstræb, der bragte dem til Styret, maa udryddes. Først naar dette er sket, og sket under Medvirken af det tyske Folk selv, er ikke alene Krigen, men ogsaa Freden vundet for de Idealer og Traditioner, vi danske ønsker at bygge vor Tilværelse paa.

 

     ”Frit Danmark”s bagideartikel er en fortsættelse nr. 4 af artikelserien ”Efterkrigstidens Problemer”. Artiklen er skrevet med henblik på den situation, der vil opstå, når tyskerne taber krigen, hvilket tages for givet, og besættelsen af Danmark derfor ophører. Artiklen lyder sådan:

 

De Skyldige skal straffes

 

     I Besættelsens Aar er hidtil godt 40 Danske blevet henrettet, et halvt Hundrede er blevet dræbt af Gestapo under Arrestation eller myrdet i Fængselsceller og Forhørslokaler. Mindst 3000 er blevet fængslet, og i hundredvis sidder endnu i tyske Fængsler i Danmark og Tyskland. Over 1200 Jøder, Kommunister og andre Landsmænd er deporteret til tyske Koncentrationslejre. Hovedansvaret for disse Voldshandlinger ligger hos Besættelsesmagten, men mange danske Statsborgere har Medansvaret for deres Landsmænds Død og Lidelser, nemlig de Nazister og Pengejæger, der har hjulpet Gestapo ved at optræde som Angivere og medvirket ved Menneskejagten paa Jøder og Frihedskæmpere.

 

     I Løbet af de sidste tre fjerdedel Aar er der forøvet en lang Række Attentater paa danske Mænd, som var kendt for deres antinazistiske Sindelag, men som end ikke var mistænkt for aktiv Deltagelse i Modstandsbevægelsen. Attentaterne har krævet en Snes Dødsofre. Samtidig er en lang Række Kultur-, Sports- og Forlystelsesinstitutioner blevet ødelagt ved Brand og Eksplosion. Det har ikke været Handlinger, som kunde indvirke paa Krigens Udfald, men udelukkende Hævnaktioner overfor Befolkningen. I alle Tilfælde har ”danske” Nazister, navnlig Schalburgfolk, været medvirkende.

 

     Under hele krigen har danske Statsborgere ladet sig hverve til Krigsdeltagelse paa tysk Side. De er herved gaaet i Fjendens Sold, og under Orlov har de ustraffet kunnet øve Overfald og Hærværk.

     Baade før og efter 9. April har hjemlige Nazister foretaget systematisk Spionage overfor danske Militærindretninger og Enkeltpersoners Sindelag. Vi dokumenterer andetsteds i Bladet den Erhvervsspionage, der er drevet. Samtidig har de nazistiske Blade gennemført en systematisk Forfølgelse og Æresskænding af jødiske Landsmænd og fremtrædende nationale Personligheder i Strid med vor Lovgivnings Aand og Bogstav.

     Alle disse Handlinger, udført af danske Personer, har rettet sig mod den Retssikkerhed, der forud var et af vore store nationale Goder, og derfor har de paa det groveste krænket vor rodfæstede Retsfølelse. Vi længes alle utaalmodigt efter, at Retssikkerheden skal genoprettes, og vi føler, at det kun kan ske, hvis de, der gik Fjendens Ærinde, og hjalp ham i at nedbryde vor Retsorden og vore demokratiske Traditioner, bliver straffet. Sker dette ikke vil vor Opfattelse af Ret og Vrangt blive dybt rystet til ubodelig Skade for vort Samfunds Livsudfoldelse i Fremtiden.

 

     Det maa fastholdes, at det væsentligste er den almindelige Følelse i Folket af disse Handlingers Strafværdighed. Spørgsmaalet om, hvorledes Straffen skal fuldbyrdes, kommer i anden Række. Det bliver først og fremmest et juridisk Problem, idet det er Juristers Opgave at fastlægge de Former, hvorunder den almindelige Retsfølelse skal ske Fyldest. Fra flere Sider er det blevet foreslaaet, at man skulde søge at finde tidligere eksisterende Lovregler, hvorefter de skyldige kan drages til Ansvar. Andre har ment, at den Undtagelseslovgivning, Tyskerne har paatvunget os, maa kunne bringes i Anvendelse overfor Nationalforbryderne. Men ypperlige Jurister advarer mod ethvert saadant formelt Juristeri. De paapeger, at de Forbrydelser, det drejer sig om, ikke kunde forudses, da den nuværende Straffelov blev vedtaget, og at Undtagelseslovene umiskendeligt tjente tyske Interesser, ikke danske. Derfor skal man aabent og ærligt fastslaa, om Folkeflertallet ønsker Straf over Tyskernes Hjælpere, - Stikkere, Mordere, Lejesoldater, Æresskændere og Spioner.

     Og er det Tilfældet – hvorom man næppe behøver at tvivle – skal man uden Fiksfakserier skabe de nødvendige Love og indføre dem med tilbagevirkende Kraft. For Besættelsesmagten har hindret os i at gennemføre Straffereglerne, da de blev paakrævede, og vi har ikke – som f. Eks. Norge – haft nogen lovlig Regering i Udlandet, som i Tide kunde indføre en ny Straffelov. Og endelig er Love med tilbagevirkende Kraft ikke i Strid med vor Grundlov.

 

     Hvor haarde Straffe, der er nødvendige, og om Dødsstraf skal genindføres, det er Spørgsmaal, som til sin Tid kan drøftes paa sædvanlig demokratisk Vis. Det afgørende er, at de skyldige skal rammes, ikke af Hævn og Repressalier, men af en retfærdig Straf under lovmæssige Former.

     For dette Krav gaar hele Modstandsbevægelsen ind, og her, som paa alle andre Omraader, føler den, at den har Folket bag sig.   

 

Som en foreløbig kommentar til det store spørgsmål om skyld og straf, kan jeg her sige, at dødsstraf med tilbagevirkende kraft for landsforræderiske handlinger, blev midlertidigt vedtaget og indført ved lov af 1. juni 1945. Det blev samtidig bestemt, at dødsdommene skulle eksekveres ved skydning.

 

Hen mod midten af august kunne aviserne meddele, at 11 danske sabotører var blevet skudt ved et flugtforsøg under en transport fra Vestre Fængsel og til Tyskland. Hvad aviserne ikke fortalte, var, at fangerne skulle sættes i tysk koncentrationslejr, men det kunne de illegale aviser til gengæld berette om. Drabene på de 11 sabotører, som selvfølgelig var planlagt på forhånd, udløste 15. august en 24 timers proteststrejke blandt arbejdere på københavnske virksomheder.

    

Modstandsbevægelsens folk var naturligvis klar over, hvad tyskernes hensigt var med, at folk skulle være forpligtede til at møde op på politistationerne for at få et legitimationskort. Det betød nemlig, at man i nogle tilfælde ville kunne anholde mistænkelige personer, herunder nogle af de folk, der var modstandsfolk eller deltog i illegalt arbejde og som følgelig var gået under jorden. Derfor var det vigtigt for modstandsbevægelsen selv at forsyne sådanne folk med et gyldigt legitimationskort, og til det formål fjernede revolverbevæbnede mænd den 18. august ca. 20.000 legitimationskort og de nødvendige stempler fra Københavns statistiske kontor. De stjålne, men ’falske’ identitetskort, blev på den måde gjort gyldige, om end strengt taget ikke lovlige.

 

Arbejdet på ”Fyrtøjet” fortsættes

Men end så længe fortsatte tilværelsen som nævnt sin nogenlunde vante gænge for de allerfleste danskere, og for os medarbejdere hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S var produktionen af ”Fyrtøjet” selvfølgelig i centrum. Vi var nu mere end nogensinde før klar over, at det gjaldt for hver især om at rubbe neglene og se at få filmen tegnet færdig. Ikke kun for firmaet Dansk Farve- og Tegnefilms skyld, men for alle os, som helst så at der også i fremtiden ville være en professionel beskæftigelse for os indenfor tegnefilmproduktion.

 

 

Herover ses – desværre noget uskarpt - et lille udsnit af de såkaldte ”koloriner” siddende ved et langt bord bag vinduerne ud mod Frederiksberggade. Det er fra venstre Anne Lise Clausen, Henny Hynne, kaldet ”Høne”, Bodil Rønnow, som dog var mellemtegner, Birthe Petersen, kaldet ”Fryse Birthe”, Karen Bech (halvt skjult), kaldet ”Miss Bech”, og Mona Ipsen, kaldet ”Irmelin”. – Foto: © ca. 1943-44 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Noget af det, der var med til at besværliggøre og forsinke færdiggørelsen af ”Fyrtøjet”, var den omstændighed, at tyske fabrikkers leverancer af de celluloider, der blev brugt og som var uundværlige i tegnefilmproduktionen, snart blev vanskeliggjort. Det skyldtes, at de stoffer, der blev anvendt til fremstillingen af celluloiderne, også var vigtige for den tyske krigsindustri, og derfor hændte det jævnligt, at det var umuligt for Johnsen at skaffe det antal celluloider, som der faktisk skulle bruges. Derfor måtte man gribe til den desperate og tidkrævende udvej, at afvaske de celluloider, der allerede var blevet brugt én gang, så de kunne genbruges. Men det var en besværlig proces at vaske farver og tuschstreger af, tørre og glatte celluloiderne, så disse ikke fik ridser og der ikke kom flere reflekser end højst nødvendigt under belysningen og optagelsen på trickbordet. Imidlertid viste det sig da også at være en næsten umulig opgave, at afvaske, tørre og glatte celluloiderne, så reflekser blev undgået. Det ser man tydeligt i ”Fyrtøjet”, hvor mange af scenerne desværre skæmmes af ’flammende’ reflekser i billedet.

 

Et andet problem var de specialfarver, plakatfarver, hvori der var iblandet en vis mængde gummiarabicum som klæbemiddel, for at få farverne til at hænge fast på celluloidernes spejlglatte overflader. Disse farver blev også importeret fra Tyskland, og på et tidspunkt blev denne import stoppet, angiveligt af samme grunde, som tilfældet var med celluloiderne. Det blev derfor tvingende nødvendigt at finde en dansk fabrikant, som ville og kunne påtage sig at producere lignende farver og til et lignende brug. Det lykkedes at få en farvefabrikant Birch til at påtage sig opgaven, idet han benyttede det danske plakatfarvefabrikat ALLAK og blandede farverne til de ønskede nuancer, som der derefter blev iblandet en vis mængde gummiarabicum, men det viste sig hurtigt at give visse problemer, dels med farvetonerne og dels med klæbeevnen. Imidlertid viste det sig heldigvis ogå, at nogle af ”kolorinerne”, sådan kaldte farvelægningspigerne sig selv, snart fandt ud af at røre farverne op med et bindemiddel, som gjorde arbejdet noget lettere.

 

Under produktionen af ”Fyrtøjet” var forholdet mellem Allan Johnsen og personalet for det meste ganske godt, og flere af den kreative del af medarbejderne følte sig nærmest taknemmelige over, at han havde givet dem mulighed for at komme til at lave tegnefilm. For enkelte, som f.eks. i mit eget tilfælde, blev han en faderlig ven, der opmuntrede og støttede én til at yde sit allerbedste, og det skortede ikke på uforbeholden – og kontant – anerkendelse, når det var lykkedes at animere en særlig vellykket scene. Det skete i al fald for mig op til flere gange i løbet af det års tid, fra 1944-45, hvor jeg på trods af mine dengang kun 15 år fungerede som nøgletegner af især heksens krage og af den mindste af de tre hunde, samt af flere scener med bifigurer.

 

Men efter at det hen på året 1944, hvor Allan Johnsen førte forhandlinger med filmselskabet Palladium, som man af nødvendighedsgrunde gerne ville engagere sig med som medproducent og distributør af ”Fyrtøjet”, var blevet åbenlyst for ledelsen, at produktionsplanen ville blive overskredet ganske betragteligt, så Allan Johnsen sig som ansvarlig produktionsleder nødsaget til at presse især nøgletegnerne og mellemtegnerne til at forøge det daglige antal af henholdsvis nøgletegninger og mellemtegninger. For at sikre sig at kravet blev overholdt, lod Johnsen opsætte en slags ”urskiver” af pap på tegnepultene. Meningen var, at hver eneste tegner skulle flytte ”urviseren” successivt fra tal til tal, for at markere, hvor mange tegninger vedkommende havde præsteret i løbet af arbejdsdagen.  

 

Denne opstramning af arbejdsrutinen blev modtaget med stor harme og utilfredshed af tegnerne, som mente, at de hver især lavede det antal tegninger per dag, som det var muligt. Især nøgletegnerne følte sig krænket af indførelsen af ”urskiverne”, idet de alle uden undtagelse opfattede sig selv som så entusiastiske og engagerede i hver deres arbejde, at den form for arbejdskontrol ikke hørte hjemme i sammenhængen. Der blev derfor nedsat en frivillig arbejdsgruppe på 10 medlemmer, hvoraf kun en var kvinde, og hvoraf jeg også blev yngste medlem, men som skulle finde ud af, hvordan en modaktion imod ledelsens ”overgreb” kunne og skulle gribes an. Tanken om dannelse af en fagforening var nærliggende, lige som truslen om strejke blev opfattet som et nødvendigt redskab at bruge i lønmodtagernes kamp for højere lønninger og acceptable arbejdsvilkår. Med det formål for øje, afholdt den nævnte arbejdsgruppe en lørdag eftermiddag i juni 1944 et krisemøde på restaurant ”Sluk Efter” på Strandvejen i Hellerup. Da det var lunt vejr, bænkede man sig udendørs, hvilket samtidig havde den fordel, at ingen uvedkommende ville kunne høre, hvad der blev talt om ved den lejlighed. Deltagerne var Arne ”Jømme” Jørgensen, Bodil Rønnow, Erling Bentsen, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Otto Jacobsen, Preben Dorst, Mogens Mogensen, Finn Rosenberg, Kjeld Simonsen og Harry Rasmussen. Husfotografen ”Jømme” tog også nogle snapshots ved den lejlighed, men kom ikke selv med på nogen af billederne, skønt han var medlem af arbejdsgruppen. Ingen tænkte på at tage et foto, som han var med på.

 

 

Et ’historisk’ møde, som fandt sted en lørdag eftermiddag i august 1944 på restaurant ”Sluk Efter” på Strandvejen i København. Tegnerne hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S var enedes om at der burde startes en faglig sammenslutning som modvægt mod ledelsens egenrådige krav og betingelser. Der nedsattes et ’udvalg’, som skulle finde ud af, hvordan man fik stablet en sådan fagforening på benene, og hvilke modkrav og –betingelser, man mente ledelsen skulle opfylde, for ikke at risikere at medarbejderne nedlagde arbejdet. Fra venstre og rundt om bordet ses Otto Jacobsen (med ryggen til), Harry Rasmussen, Kjeld Simonsen (Simon), Bjørn Frank Jensen, Bodil Rønnow, Erling Bentsen, Preben Dorst, Finn Rosenberg (med hat) og Mogens Mogensen. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

 

Samme situation som på det desværre noget uskarpe billede ovenfor: Fra venstre og rundt om bordet ses Preben Dorst, Finn Rosenberg (med hat), Mogens Mogensen, Otto Jacobsen, Børge Hamberg, Harry Rasmussen og Kjeld Simonsen (Simon). – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

     På mødet enedes man om at afvise, hvad man anså for ledelsens urimelige krav om øget effektivitet, og kræve de famøse papskiver fjernet. I modsat fald ville man indlede en strejke, medmindre ledelsen ville og kunne komme op med et andet og bedre forslag til løsning af de aktuelle problemer. Animatorerne havde jo i al fald ét stærkt kort på hånden, idet der på den tid faktisk ikke fandtes andre erfarne og relativt rutinerede animatorer – bortset fra Müller og Mik, som jo var ude af billedet – i kongeriget Danmark, end de folk, der er nævnt ovenfor.

 

 

Fortsat samme situation som på de to foregående fotos. Fra venstre og rundt om bordet ses (i baggrunden) Erling Bentsen, Preben Dorst, Finn Rosenberg (stadig med hat på), Mogens Mogensen og Otto Jacobsen, som kigger op mod fotografen, Arne ”Jømme” Jørgensen, som også var medlem af ’udvalget’, men som ingen tænkte på at tage et billede af. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Situationen havde i øvrigt i mellemtiden udviklet sig sådan, at der blev kold luft omkring Peter Toubro i form af usædvanlig tavshed og utilnærmelighed, så snart han viste sig på tegnestuen, og dette gjaldt også og måske især, når Allan Johnsen viste sig på tegnestuen. Derfor valgte begge en overgang kun at aflægge besøg, når sådanne var uundgåelige i medfør af arbejdets karakter. Men det var selvfølgelig en uholdbar situation i længden.

 

Mandag formiddag blev medarbejdernes stort set enstemmige protest mod ”urskiverne” fremført af Børge Hamberg på egne og medarbejderes vegne og forelagt Allan Johnsen. Men han var jo som ansvarlig produktionsleder på sin vis lige så presset som sine modkombattanter, så han indså åbenbart situationens alvor, for han reagerede faktisk prompte, idet han gav Peter Toubro besked på straks at sørge for at de famøse ”urskiver” blev fjernet fra tegnepultene. Det var med et lidt forlegent og kejtet smil, at Toubro samme middag personlig gik rundt på tegnestuen og pillede de ’urskiver’ af tegnepultene, som han tidligere selv havde sat op.

 

Men selvom i hvert fald de kreative medarbejdere, herunder især animatorerne og mellemtegnerne, var sig deres individuelle ansvar bevidst og derfor i videst muligt omfang undgik spildtid, løste det imidlertid ikke problemet med den forsinkede produktionsplan. Situationen skyldtes primært, at man på grund af uerfarenhed med tegnefilmproduktion oprindeligt havde fejlbedømt, hvor lang tid det ville tage at producere en tegnefilm af en størrelsesorden som ”Fyrtøjet”. Vel at mærke med en stab af medarbejdere, som for de flestes vedkommende hverken var erfarne eller rutinerede. Følgelig var omkostningerne ved filmens produktion samtidig budgetteret alt for lavt.

 

 

Her ses jeg som 15-årig nøgletegner i 1944. Billedet giver et ganske godt indtryk af det halvmørke, hvori arbejdet til dagligt foregik, men med den tændte lyspult, hvis lys skinnede op i ansigtet, og tegnelampen, som skinnede ned på det hvide papir, når den jævnligt blev tændt. Det medførte, at man både fysisk og psykisk vænnede sig til halvmørket i en sådan grad, at det i hvert fald for mit vedkommende var at foretrække, frem for det skarpe dagslys udenfor. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Løsningen på konflikten og problemet fremkom gennem en overenskomst mellem ledelsen og medarbejderrepræsentanterne, som dels bestod i, at man generelt hævede lønningerne for især nøgletegnernes vedkommende, og dels i, at nøgletegnerne og mellemtegnerne forpligtede sig til at arbejde over stort set resten af produktionstiden, og fra og med mandag til og med fredag fra kl. 17 til 23. Den normale arbejdstid var på disse dage fra kl. 8 til 17. På lørdage var arbejdstiden fra kl. 8 til 14, og der skulle ikke arbejdes over på lørdage. Men på hverdage betød det en arbejds­dag på 15 timer!  For mit eget vedkommende kom overarbejdet imidlertid til at betyde en mærkbar tilvækst i lønningsposen. Vi fik ugeløn, og jeg havde selv en slutløn på omkring 225 kr. om ugen, og i over­arbejdsperioden havde jeg 525 kr. om ugen i løn. I begge tilfælde en usædvanlig høj løn. Min far havde på det tidspunkt omkring det halve i ugeløn af, hvad jeg fik.

 

Hvor meget overarbejdet, som strakte sig fra omkring oktober 1944 til hen på foråret 1945, reelt kom til at betyde for produktionstiden, ved jeg ikke præcist, men den betød betydeligt flere penge i lønningsposen end normalt for mange af medarbejderne. Det var dog en vanskelig tid at komme igennem, idet en 15 timers arbejdsdag mandag til og med fredag og uge efter uge og måned efter måned, tærede stærkt på kræfterne hos alle involverede. Det gik også ud over det private sociale samvær med familie og venner, som man stort set kun kunne være sammen med i weekenderne. Men den skønne dag oprandt i foråret 1945, da direktionen kunne meddele personalet, at det ikke længere var nødvendigt med overarbejdet. Dog, herom først senere.     

 

Livets tys-tys-sider

Men ved siden af arbejdet var der jo også den mere personlige og private side af tilværelsen. Som 15-årig befandt jeg mig i pubertetsalderen, og det kunne derfor ikke undgås, at der var grøde og røre i hormonerne. Imidlertid havde jeg min barnekæreste, den kønne Alice, som jeg jævnligt havde sværmet for og med ovre på Assistens Kirkegård på de lyse og lune sommerdage og om søndagen, når både hun og jeg havde tid. Men det blev af gode grunde kun til lidt såkaldt petting og aldrig andet eller mere. Imidlertid havde jeg ved et par lejligheder været udsat for tilnærmelser fra homoseksuelle mænd, som jeg selvfølgelig afviste, fordi jeg kun var til det kvindelige køn. Men også under min tid med ”Fyrtøjet” kom jeg ud for at opleve homoseksuelle mennesker, endda ganske tæt på, og jeg røber næppe nogen hemmelighed ved at fortælle, at tegneren og fotografen Arne ”Jømme” Jørgensen var helt umiskendeligt homoseksuel. Men selvom han ikke ligefrem skiltede med sin seksuelle disposition og præference, så lagde han heller ikke skjul på denne. På det tidspunkt, hvor han blev ansat hos Dansk Farve- og Tegnefilm, var han kæreste med en mand, der var nogenlunde jævnaldrende med ham selv. Denne kæreste kom nogen gange op på tegnestuen, for at hente sin ven, når vi arbejdede over til sent ud på aftenen, og da kunne det hænde, at jeg så at de stod i halvmørket og kyssede og krammede hinanden, og at de begge stønnede af vellyst. Men jeg lod naturligvis som om jeg ikke havde set noget, for deres intime kærtegn var jo heller ikke foregået åbenlyst. 

 

Dengang skulle homoseksuelle passe meget på ikke at blive opdaget, for der var mennesker, som gerne forfulgte og chikanerede dem, hvis de kunne få lejlighed til det. Det kunne de især i den underjordiske henne på Rådhuspladsen, som var kendt for at være mødested for homoseksuelle mænd og de såkaldte ”trækkerdrenge”. Det var i reglen ikke trækkerdrengene, der overfaldt og gennemtævede de homoseksuelle, men derimod, hvad vi i dag betegner som rockertyper og andre, som nærmest hadede de homoseksuelle, måske for nogles vedkommende, fordi de selv havde en snert af homoseksualitet i sig, som de for alt i verden ville bekæmpe. Det er i hvert fald, hvad nogle psykologer mener, kan forklare nogle menneskers had til og aversion imod homoseksuelle.

 

Jeg ved ikke, om ”Jømme”, som var en høj, mørkhåret og ganske køn, men også en lidt vegt udseende mand, måske følte sig seksuelt tiltrukket af mig, men han har i al fald aldrig givet direkte udtryk for det eller lagt an på mig. I så fald ville han også være blevet afvist, for jeg var kun til piger. Han behandlede mig altid naturligt og venligt, ja, ligefrem omsorgsfuldt, men enkelte gange, når jeg stod tæt ved siden af ham, mens han sad ved tegnepulten, kunne jeg fornemme, at han blev lidt nervøs og forvirret. Hans menneskelige interesse og omsorg for mig var helt klart det dominerende hos ham, og en dag havde han medbragt en engelsk lærebog, som han ønskede at jeg skulle studere nærmere, så jeg kunne lære at læse og tale engelsk. Jeg havde jo kun lært tysk i skolen. Det var desuden også ham, der formidlede, at jeg kom til tandeftersyn hos hans kvindelige tandlæge, som havde klinik i en ejendom ude på Sølvtorvet. Jeg havde ikke været til tandlæge siden skoletiden, så det kunne nok behøves, at få bisserne kontrolleret igen. 

 

Fest på tegnestuen

Ved forskellige lejligheder blev der også holdt temmelig våde fester på teg­nestu­en, og disse varede i reglen til ud på morgenen, fordi der dengang var udgangsforbud eller spærretid. Men tegnestuen lignede ofte en slagmark bagefter. Der blev især drukket pænt tæt af, hvad der dengang var at få af øl og vin, og af den sidstnævnte slags kunne man kun få dansk vin, herunder portvin, som hurtigt blev døbt ”pullimut”. Fik man tilstrækkeligt heraf, blev man ganske enkelt godt beruset. Dette i forbindelse med, at man på grund af spærretiden måtte holde ud til næste morgen, var medvirkende til, at nogle af tegnerne i en blanding af kådhed og fuldskab teede sig som gale og fik tegnestuen til at ligne en slagmark. Men måske var der samtidigt tale om en form for afreagering overfor de usædvanlige restriktioner, som besættelsesmagten hele tiden pålagde befolkningen, og som ingen kunne undgå at mærke og mere eller mindre føle i deres eget liv.

 

De nedenfor viste fotos fra en personalefest på tegnestuen i Frederiksberggade 28, 2. sal, er ganske vist fra 1943, hvor festlighederne på grund af spærretiden varede natten igennem til næste morgen. Men samme situationer, som ses på billederne, opstod også ved andre og senere lejligheder.

 

 

Nattefest – eller måske snarere natteravage – på tegnestuen i Frederiksberggade 28. Efter en lang aftens og nats forløb kom det ellers så pæne og ryddelige lokale til at se ud som på billedet her. Men der blev dog sørget for, at alt blev bragt i nogenlunde orden før arbejdstidens begyndelse næste morgen, for et syn som dette huede hverken Allan Johnsen eller Peter Toubro, som aldrig selv deltog i den slags udskejelser. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Det var også ved sådanne lejligheder, at der især kunne opstå konkurrence mellem enkelte af mændene om de få tilstedeværende kvinders gunst. Det var som tidligere omtalt særlig Otto Jacobsen, som på den tid var single, der mistede hæmningerne, når han fik noget at drikke, og følte han ikke at have heldet med sig, kunne det hænde at han gik amok og ødelagde stole og andet inventar. Næste dag, når han var blevet ædru, kunne han ikke fatte at det var ham, der havde lavet så megen ravage, som tilfældet var, og fuld af selvbebrejdelse tilbød han naturligvis at erstatte de ødelagte ting.

 

Det vigtigste for os andre var imidlertid at sørge for, at tegnestuen var nogenlunde ryddelig inden arbejdstidens begyndelse, hvor vi i øvrigt kunne risikere, at enten Toubro eller Johnsen dukkede uanmeldt op, sådan som jævnligt skete. Så vidt jeg erindrer forekom det en enkelt gang i løbet af den tid, hvor jeg selv arbejdede på tegnestuen i Frederiksberggade 28, at Johnsen ankom uanmeldt og tydeligvis blev noget chokeret og forståeligt nok også vred over det roderi, han fik at se, men han sagde ingenting. Efter i et lavmælt tonefald at have bedt Hamberg om straks at komme over i nr. 10, forlod Johnsen tegnestuen. Det var med en trykket sindsstemning, at den altid rolige og fattede Børge Hamberg kort efter begav sig over til Johnsens kontor i nr. 10, hvor der ventede ham en ikke videre behagelig samtale med direktøren. Det blev venligt men bestemt indskærpet ham som tegnestuechef, at noget lignende, som det Johnsen havde set, ikke gentog sig.

 

 

På dette foto ses samme situation som ovenfor, men her er personerne på billedet genkendelige. Det er fra venstre Torben Strandgaard, Helge Hau, Bodil Rønnow, Børge Hamberg og allerbagest Mogens Mogensen. Selv var jeg også til stede ved sådanne lejligheder, men opholdt mig sammen med flere andre tegnere et andet sted i det store lokale, hvor fotografen ikke rettede sit kamera hen. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

 

”Bentsen-Band” – stiftet i foråret 1944, afholdt jam sessions på tegnestuen i Frederiksberggade 28 lørdag eftermiddage fra foråret 1944. Dette foto stammer dog fra personalets første skovtur i sommeren 1944, som gik til Fiskebæk Kro. I forreste række ses fra venstre Erling Bentsen (guitar) og – med ryggen til – Finn Rosenberg (violin) og en syngende Anne Lise Clausen. Bagved ses fra venstre en flok syngende herrer: N.O. Jensen, Helge Hau, bag ham anes Børge Hamberg, dernæst følger Peter Toubro og Bjørn Frank Jensen. For resten spillede Henning Ørnbak på piano op til bal senere på dagen, men han ses ikke her. - Foto: © Copyright 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Så godt som hver lørdag efter­middag efter endt arbejdstid kl. 14, afholdt husorke­stret, kaldet ”Bentsen-Band”, jamsession. Finn Rosenberg spillede violin, Erling Bentsen guitar, Torben Strandgaard kontrabas, Bodil Rønnow jazz-mandolin og Børge Hamberg banjo. Det hændte lejlighedsvis at Henning Ørnbak fløjtede tostemmigt med Bodil Rønnow. Deres glansnummer var ”Sentimental Journey”. Ørnbak var i øvrigt en glimrende hyggepianist, hvilket han viste ved to lejligheder, som jeg især husker: Under den tidligere omtalte festmiddag på Restaurant Frascati i anledning af, at cirka halvdelen af ”Fyrtøjet” lå færdig i stum arbejdskopi, og under personalets skovtur til Fiskebæk Kro, som fandt sted i løbet af sommeren 1944, men som jeg ikke har omtalt specielt her i selvbiografien. Skovturen er til gengæld omtalt og illustreret med fotos i tegnefilmhistorien i afsnittet Problemtider og under overskriften ”Skovtur til Fiskebæk Kro”.

 

Det var dog kun relativt få af tegnestuens personale, deriblandt mig, som havde lyst og tid til at blive efter arbejdstid og høre på det velklingende Bentsen-band. Lejlighedsvis blev bandet suppleret af et kor bestående af optrækkerske Annelise Clausen, fotografassistent N.O.Jensen, magister Peter Toubro og animator Bjørn Frank Jensen. Det var fortrinsvis jazz, swing og blues, bandet spillede og koret sang. Disse musikarter, tidligere hånligt og nedsættende kaldt ”neger- eller urskovsmusik”, var især blevet meget populære under besættelsen, i alt fald i avancerede kulturelle kredse. Inspirationen kom naturligvis først og fremmest fra amerikansk musik, som på den tid herhjemme også blev favoriseret af danske bands, som f.eks. Leo Mathiesens orkester og – ikke mindst – Svend Asmussens orkester. Når Bentsen-Band var bedst, lød det grangiveligt som om det var Svend Asmussen og hans kvartet, der spillede.

 

Dagligdag på tegnestuen

En del tegnere – og det gælder måske især animatorer – bliver aldrig rigtigt voksne, men ’leger’ sig igennem tilværelsen, som de helst så i højere grad lignede tegnefilmens fantasiverden, end den ofte barske virkelighed, som til tider syntes blottet for lyspunkter. På tegnestuen i Frederiksberggade hændte det jævnligt, at nogle af tegnerne blev grebet af kådhed og lavede sjov med det i grunden seriøse arbejde det er, at lave tegnefilm.

 

 

Her ses Preben Dorst i rollen som heksen i ”Fyrtøjet”. Han var kun udklædt for sjov, idet det var en af den slags påfund, der lejlighedsvis pludselig kunne gribe nogle af tegnerne, særlig når og hvis fotograf ”Jømme” var i nærheden og kunne forevige situationen. Der er jo lidt af en skuespiller i enhver animator, og bør også være det. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

 

Heksen råber til soldaten nede i det hule træ: ”Har du fyrtøjet med!?” Dette er en af de scener, der krydsklippes til ind imellem at man ser, hvad soldaten foretager sig nede i det hule træ. Animation: Børge Hamberg. Mellemtegning: Harry Rasmussen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Der var sket det nok så alvorlige, at efter at store dele af det danske politikorps var blevet interneret og sendt til Tyskland, at tegnestuen i Frederiksberggade fik nogle nye og forholdsvis modne medarbejdere, helt præcis fire mænd, som vi stiltiende godt var klare over dels var politifolk og dels militærfolk, der var ”gået under jorden”, som det blev kaldt, når man ville skjule sig for de tyske myndigheder og det tyske politi og Hipo-korpset. En af disse mænd gik under dæknavnet ”Jakob”, men hans rigtige navn kendte vi ikke og fik det af gode grunde heller ikke at vide.  Denne ”Jakob” – ikke at forveksle med vores ’rigtige’ Jacob alias Otto Jacobsen – havde efter forlydende en fortid som reklametegner, så han fik jobbet som mellemtegner. Det samme gjaldt for resten to andre politifolk, der dog ikke havde nogen egentlig tegnermæssige kundskaber eller erfaringer, men ikke desto mindre var habile amatørtegnere, mens en fjerde mand var en militærmand, der også var gået under jorden, og han blev assistent for trickfotografen på ”Fyrtøjet”, Marius Holdt.

 

    

Herover og herunder ses fotos af den samme fornøjelige situation, nemlig den, hvorunder kongen i ”Fyrtøjet” bliver morgenbarberet af sin barber. Det er i begge tilfælde den i teksten omtalte ”Jakob” – ikke at forveksle med ”Jacob” alias Otto Jacobsen – der ’spiller’ kongens rolle, og mig, Harry Rasmussen, der giver den som kongelig barber. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

 

Herover ses to fotos af den samme fornøjelige situation, nemlig den, hvorunder kongen i ”Fyrtøjet” bliver morgenbarberet af sin barber. Det er i begge tilfælde den i teksten omtalte ”Jakob” – ikke at forveksle med ”Jacob” alias Otto Jacobsen – der ’spiller’ kongens rolle, og Harry Rasmussen, der giver den som kongelig barber. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

 

 

Den kongelige barber ses her i færd med kongens morgenbarbering. Da kongen spørger til nyheder fra byen, kan barberen fortælle, at der er kommet en soldat til byen, som åbenbart er rig, for han slår om sig med penge. Dette forskrækker naturligvis kongen, som imidlertid bliver nødt til at fortsætte audiensen. Begge figurer er tegnet og animeret af Bjørn Frank Jensen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

Her ses endnu en situation, hvori også Preben Dorst var involveret, her dog klædt ud som kongen med pelskrave om halsen. Den væltede stol og paprøret skal illudere en kanon, som den lille soldat – i skikkelse af mig, Harry Rasmussen (helt til venstre) – er ved at gøre klar til affyring. I baggrunden står der nogle af tegnerne og peger, nemlig mod det kryds, som hofdamen har tegnet på kroens port. Manden helt til højre, som knæler ned bag Dorst, husker jeg desværre ikke navnet på. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Men der var også andre situationer i filmen, som vi lavede lidt sjov med, til fælles adspredelse og fornøjelse i den hverdagsagtige arbejdssituation, som for nogle af os foreløbig havde varet over et år. En af de situationer eller scener i filmen, vi også parodierede, må man vistnok kalde det, var den, hvori kongen med følge har taget opstilling udenfor kroen, hvor man antager at soldaten logerer. Den emsige hofdame har nemlig slået kryds på porten ind til kroen, men for at vildlede har den listige mindste af de tre magiske hunde slået et kryds på alle porte i byen, Imidlertid bliver den medbragte kanon kørt i stilling og gjort klar til affyring af de soldater, der betjener den. Først på det tidspunkt opdager man, at der er slået kryds på alle de omkringliggende porte, hvorfor aktionen mislykkes i denne omgang, så at soldaten indtil videre går fri.

 

 

Her har soldaterne for en sikkerheds skyld kørt kanonen i stilling foran kroen, for at arrestere soldaten og føre ham til domhuset. Figurerne er tegnet og animeret af Bjørn Frank Jensen, lige som baggrundene i hele sekvensen er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

Den lille soldat gør her kanonen klar til affyring, hvis det skulle blive nødvendigt. Bjørn Frank tilføjede en gag med, at soldaten taber den tunge kanonkugle ned over en af sine kammeraters fødder, så denne hopper rundt af smerte. Det mente man ville virke morsom, hvad det da også gjorde på publikum, som lo over situationen. Den slags gags med at lade det gå ud over ’myndighedspersoner’ kendte biografpublikummet jo også fra bl.a. nogle af Disneys tegnefilm og ikke mindst fra Chaplins vagabondfilm. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Som det store legebarn, jeg endnu stadig var, deltog jeg med største glæde og fornøjelse i løjerne og agerede den lille soldat, der med påtaget besvær løftede den tunge kanonkugle op fra jorden og anbragte den i kanonrøret, klar til at blive affyret. Hele situationen blev for en stund fulgt af alle tilstedeværende på tegnestuen, hvoraf nogle af de mere alvorligt stemte nok syntes, at det gik lidt for vidt med de barnlige løjer. Men tjente sådanne løjer ikke til andet og mere, så tjente de dog til at lette stemningen og styrke det kammeratlige sammenhold, som der i øvrigt var på tegnestuen. 

 

Alvorstider

Som allerede nævnt var alt dog ikke lutter idyl, for vi på tegnestuen oplevede mange uhyggelige episoder, som når f.eks. tysk politi holdt gaden afspærret og gennemførte razziaer. Jeg har herunder selv set flere mennesker blive skudt og falde om, og at svært bevæbnede tyske politifolk for­hindrede ambulancefolkene i at komme hen til de døde eller døende, som fik lov til at ligge i timevis på gaden eller fortovet. Andre blev arresteret og ført bort til en uvis skæbne.

 

Modstandsbevægelsens likvideringer af stikkere og andre medløbere og i enkelte tilfælde af tyske soldater, medførte uvægerligt en reaktion fra tysk side. Den 16. september lod den højere SS- og politifører Pancke udsende en meddelelse om, at 200 danske fanger i Frøslev-lejren var blevet overført til tyske koncentrationslejre som gengældelse. Dette fik atter københavnske arbejdere op på mærkerne, og den 16. september kl. 12 nedlagde man arbejdet i 48 timer, idet dette først blev genoptaget den 18. september kl. 12.    

 

Den tilspidsede situation gjorde åbenbart tyskerne nervøse, særlig dem på Dagmarhus, hvor også den højere Pancke havde hovedkvarter. Derfor beordrede man de sporvognslinjer omlagt, der passerede forbi huset. Det gjaldt linjerne 2, 8 og 19, som først blev ført tilbage til de gamle ruter i juli 1945, altså et stykke tid efter befrielsen.

 

En sort dag: Politiet arresteres

Men tyskerne havde langt mere drastiske foranstaltninger i ærmet, hvilket viste sig den 19. september. Den morgen småregnede det fra en blygrå himmel, men jeg cyklede som sædvanligt ind til Frederiksberggade via Rantzausgade, Gyldenløvesgade og om ad Nørrevoldgade, hvor jeg drejede af ved Teglgårdsstræde og fortsatte ad Larsbjørnsstræde, og ville også være fortsat ad Kattesundet. Men i krydset ved Vestergade stod der en ganske ung, maskinpistolbevæbnet tysk soldat iført et camouflagefarvet regnslag, og ved en bevægelse med maskinpistolen betydede han mig, at jeg skulle køre ad Vestergade mod Gl. Torv, hvilket jeg selvfølgelig om end nødtvungent gjorde. Ved torvet drejede jeg af mod Nytorv og fortsatte hen og drejede til højre ad Frederiksberggade, men her var der mærkværdigvis ingen tysk vagtpost. Derimod bemærkede jeg og undrede mig over, at der holdt flere såkaldte prærievogne ovre ved politistationen ved siden af Domhuset, og at en del tyske soldater opholdt sig på stedet. Til orientering, så var en prærievogn en lastbil med et tag, der var overdækket med sejldug, som holdtes udspændt af nogle jernstativer.

 

Men bortset fra det, jeg lige havde set, forekom alt roligt og stille både på Gl. Torv og Nytorv og i Frederiksberggade. Efter at have stillet cyklen ind i gården, gik jeg op på tegnestuen, hvor enkelte andre også kunne fortælle om, at de havde set tyske vagtposter på Rådhuspladsen, men ingen var på det tidspunkt klar over, hvad der var i gære. Det fik vi først at vide ved at lytte til Radioavisen ved middagstid, hvor det blev meddelt, at de tyske myndigheder havde set sig nødsaget til at internere det danske politi, fordi dette ikke havde magtet den opgave, at opretholde ro og orden!

 

Inden det dog var kommet så langt, hørte vi omkring kl. 11 den infernalske lyd af luftværnssirenerne, som betød, at folk skulle holde sig inden døre eller gå i beskyttelsesrum, hvilket vi dog ikke gjorde ved denne lejlighed, fordi vi ikke kunne høre nogen lyd af flyvemaskiner. Men senere fik vi at vide, at tyske SS-tropper og politisoldater under den ”falske” luftalarm havde besat Politigården og politistationerne og arresteret omkring 1900 mand af politistyrken og ført disse ud til Langelinje, hvor de blev beordret ombord på fragtskibet ”Cometa”, som til formålet lå ved kajen.  Fangerne, som var anbragt i skibets lastrum, blev sejlet til Lübeck, for derfra at blive delt op i grupper, som blev transporteret til kz-lejrene Buchenwalde, Mühlberg og Neuengamme.

 

Arrestationerne var dog ikke gået helt efter tyskernes beregning, for politivagtholdet på Amalienborg, som havde til opgave at vogte over kongefamiliens liv og sikkerhed, satte sig til modværge og kom i ildkamp med tyske marinesoldater, der befandt sig på slotspladsen. Omkring 20 tyske soldater blev dræbt og 30 sårede, På dansk side var der kun tale om et mindre antal sårede. Den dramatiske episode endte med, at tyskerne erklærede at der var tale om en misforståelse, hvorfor kongen, Christian X, som under det hele havde opholdt sig på slottet, personligt gav ordre til, at politiet skulle ophøre med at beskyde tyskerne. Til gengæld krævede han af tyskerne, at den vagthavende danske politistyrke skulle fortsætte som kongens livvagt, og dette krav blev accepteret af den højere Pancke.

 

Arrestationen og deportationen af de tilfangetagne politifolk skabte endnu engang konflikt mellem politikere og departementschefer, i dette tilfælde mellem den afgåede statsminister Vilhelm Buhl og departementschef Svenningsen. Buhl krævede, at departementscheferne skulle nedlægge arbejdet og afbryde samarbejdet med tyskerne, men Svenningsen som havde et godt forhold til Werner Best, mente, at Buhl ikke havde befolkningen bag sig, og fastholdt, at departementscheferne ville blive på deres poster og fortsætte samarbejdet med de tyske besættelsesmyndigheder. Denne holdning blev støttet af de større erhvervsorganisationer.

 

Imidlertid fik interneringen af politiet straks en ny storstrejke til at bryde ud og den varede til 21. september. Statsradiofonien, som Danmarks Radio kaldtes på den tid, fik påbud om øjeblikkelig at afbryde udsendelserne, men kl. 12.30, middagsradioavisens sædvanlige sendetid, sendte man igen, dog med en ny speaker ved mikrofonen, som oplæste et opråb – tyskerne var vilde med såkaldte ”opråb” – fra den højere Pancke, hvori det blev meddelt, at der var indført ”politimæssig undtagelsestilstand” i hele landet.  

 

Danmark stod med andre ord nu både uden sine tre demokratiske institutioner: den lovgivende magt (regeringen og lands- og folketinget), den dømmende magt (lov- og retsvæsenet) og den udøvende magt (politiet). Departementschefernes selvvalgte og mere eller mindre nødtvungne samarbejde med besættelsesmyndighederne ændrede ikke afgørende ved dette forhold. Der blev derfor frit spillerum for alle mulige slags ulovligheder og kriminalitet, som da også kom til at florere i den efterfølgende tid, og især sortbørshandlen tog til og der blev nu handlet åbenlyst i gaderne. Antallet af røverier og tyverier steg også. Et positivt træk i bybilledet var det dog, at den hidtil forbudte optræden af artister på byens gader og pladser snart blev almindelig igen. Tilbage var imidlertid de kommunale myndigheder, som allerede den 23. september fik den højere Panckes tilladelse til at oprette kommunale vagtværn, som trådte i funktion den 25. oktober, og som skulle sørge for at beskytte kommunale institutioner og interesser. Efter befrielsen kom vagtværnene den 24. maj 1945 under det tilbagevendte politis kommando, men ophævedes definitivt den 1. oktober 1947.

 

For resten var der en del politifolk, som det lykkedes at undgå arrestation, enten fordi de endnu ikke var mødt på arbejde, eller fordi de simpelthen undslap i forvirringen. Men disse betjente var naturligvis nødt til straks at gå under jorden, idet man kunne forvente, at tyskerne i løbet af dagen eller de følgende dage ville søge dem på deres bopæl. En af de politibetjente, der pligtopfyldende var så uheldige at være mødt på arbejdet om morgenen den famøse dag, den 19. september 1944, var min senere svigerfar, Paul Bennedbæk, født 1916. Han havde dengang sit arbejde på Politigården, og i mange år inden han fik bil, cyklede han til og fra sit arbejdssted. Det skete også denne uheldsvangre dag, hvorfor han også var blevet arresteret – eller interneret, som tyskerne foretrak at kalde den gemene handling det var, at fjerne et helt lands politikorps.

 

Det skal allerede her oplyses, at Paul Bennedbæk, som kom til at tilbringe ca. 8 måneder i den tyske kz-lejr Neuengamme, men dog sådan, at han sammen med at par af sine kolleger var udstationeret en del af tiden til en flyvemaskinefabrik i Wittenberg. Dette, sammen med de levnedsmiddelpakker, som Dansk Røde Kors blandt andet forsynede de internerede politifolk med, medvirkede formentlig til, at han og en del af hans kolleger overlevede kz-opholdet og i slutningen af april 1945 kunne vende hjem med Grev Bernadottes De Hvide Busser. Dog ikke i første omgang til Danmark, fordi krigen endnu ikke var slut, og fordi kravet fra tysk side lød på, at de frigivne fanger skulle overføres til og interneres i et neutralt land, hvilket i dette tilfælde ville sige Sverige.

 

Tysk forklaring på fjernelsen af politiet

Besættelsesmagten havde det i reglen med at ville forklare sig og dermed ’retfærdiggøre’ sine handlinger overfor den danske befolkning, og dette var også tilfældet med aktionen mod politiet. Forklaringen blev dels læst op i Radioavisen den 19. september og dels nogle dage senere bragt i aviserne. Her skal den citeres fra dagbladet Jyllands-Posten for den 23. september 1944:

 

Forordning

fra

den højere SS- og Politifører i Danmark

vedrørende politimæssig Undtagelsestilstand

 

1.      Der indføres med øjeblikkelig Virkning politimæssig Undtagelsestilstand i Danmark.

2.      Det danske Politi og C.B.-Organisationerne med Undtagelse af C.B.U. er ophørt med øjeblikkelig Virkning.

3.      Indtil en Omorganisation af det danske Politi har fundet Sted, overtages Opretholdelsen af den offentlige Ro og Sikkerhed af den tyske Besættelsesmagt.

4.      Ulovlig Vaabenbesiddelse straffes med øjeblikkelig Skydning.

5.      Handlinger, som gaar ud paa at forhindre de til Genoprettelsen af den offentlige Ro og Orden trufne Forholdsregler, straffes strengt – i visse Tilfælde med Døden.

6.      De Indgreb, det er blevet nødvendigt at foretage indenfor det danske Politi, vil blive ophævet, saa snart den normale Sikkerhedstilstand er genoprettet i København og Provinsen.

 

Dele af det danske Politi

Interneret i Tyskland

 

Pressekontoret hos den højere SS- og Politifører i Danmark meddelte Torsdag:

Til Grund for de tilfangetagne danske Politibetjentes Overføring til en Interneringslejr i Tyskland ligger følgende:

1.      Efter møjsommelige Undersøgelser kunde det fastslaas, at Politiet under Misbrug af sin Embedspligt havde fremmet de illegale Kredses Arbejde, givet dem Husly og vanskeliggjort det tyske Efterforskningsarbejde samt foretaget Befrielsesforsøg overfor Illegale.

2.      Paa Politigaarden i København er der blevet fundet Uniformer, tilhørende forskellige tyske Troppeafdelinger, Soldaterbøger og Identifikationsmærker samt Vaaben, der udtrykkeligt beviser Politiets Samarbejde med den underjordiske Militærorganisation, som havde hele Politiapparatets Støtte.

3.      For at forhindre yderligere Befrielsesaktioner og for at undgaa ethvert Blodoffer blev denne illegale Del af det danske Politi overført til en særlig Interneringslejr i Tyskland, hvortil alle de anholdte pr. Skib i Dag er ankommet i bedste Velgaaende.

 

Angaaende Hændelsen paa Amalienborg Slotsplads har Radioavisen erfaret, at det drejer sig om en beklagelig Misforstaaelse. Det danske Politi, som bevogter Slottet, troede, at den tyske Enhed vilde afvæbne Vagtpersonalet og tage Kongen til Fange, derfor blev Ilden aabnet. Fra tysk Side har der imidlertid aldrig været tænkt paa at afvæbne Kongens Livvagt.

-         - -

London Radio oplyste i Morges Kl. 7,15 at der fra Stockholm var indløbet Meddelelse om, at Politigaarden i København først blev overgivet til Tyskerne efter en Kamp, der varede i 4 Timer. Radioavisen skal derfor meddele, at Besættelsen af Politigaarden og Afvæbningen af det derværende Mandskab varede ca. 10 Minutter.

 

Opraab til den danske Befolkning

 

Pressekontoret for den højere SS- og Politifører i Danmark meddeler:

Mord, Sabotage og Forbrydelser har i mere end et Aar været Kendetegnet for det offentlige Liv i Danmark. Det danske Politi ønskede ikke at træde kraftigt op imod denne anarkistiske Udvikling. Ved Hjælp af tvetydige Opraab, som blev forstaaet paa den rigtige Maade af den politiske Underverden, troede man at kunne tilfredsstille den i Opretholdelse af Ro og Orden interesserede Besættelsesmagt. Endvidere er det fastslaaet, at Sabotage og Mord blev understøttet aktivt af det danske Politi. Alt tydede paa en Opløsning af Retstilstandene, og man drev Danmark frem mod Bolsheviseringen. Det lykkedes en forbryderisk Underverden at vinde saa megen Indflydelse i det offentlige Liv, at den med Resultat kunde proklamere Generalstrejke og andre alvorlige Forstyrrelser af den offentlige Orden.

     En Besættelsesmagt fra et Land, som i den alvorligste Time kæmper for sit Liv, kan ikke længere tillade en saadan Udvikling. Dens Interesse ligger i Opretholdelse af Ro og Orden.

     Besættelsesmagten ser sig derfor nødsaget til at foretage en omorganisering af det danske Politi. Indtil denne Omorganisering er bragt til Ende, indføres der derfor fra i Dag, den 19. September 1944 Kl. 12,00, politimæssig Undtagelsestilstand over hele Danmark. Hele det danske Politi sættes indtil videre ud af Funktion.

 

     I Overgangsperioden garanterer den tyske Besættelsesmagt for Ro og Orden. Vi ønsker at yde den velvilligt indstillede Del af Befolkningen enhver tænkelig Beskyttelse mod Forbrydelser. De af Besættelsesmagten gennemførte Forholdsregler er udelukkende af politimæssig Art. Der er derfor ikke forudset noget Indgreb i den statslige og kommunale Forvaltning.

     Alle Handlinger, som tager Sigte paa at forstyrre Genindførelse af Ro og Orden, vil blive hensynsløst bekæmpet.

 

Den 19. September 1944.

 

Den højere SS- og Politifører i Danmark

 

Pancke

 

SS Obergruppenführer und General der Polizei.

 

For trods alt at vise deres gode vilje, meddelte de tyske myndigheder via Dansk Røde Kors, at pårørende til de internerede politifolk kunne sende pakker til disse:

 

Pakker til de internerede

 

     Dansk Røde Kors meddeler Torsdag:

     Gennem Dansk Røde Kors vil der til hver af de til Tyskland førte danske Politifolk af disses Paarørende kunne sendes en Pakke paa indtil 5 kg.

     Deraf leveres af Dansk Røde Kors 1½ kg. Levendsmidler, Smør, Pølse og Brød. De resterende 3½ kg. der indleveres af de Paarørende til Dansk Røde Kors, Amaliegade 18, København K, kan omfatte Toiletartikler, Sæbe, Undertøj, Tobak, Spillekort m.m. Breve, Blade og Bøger maa ikke indlægges.

     Paa Pakkerne maa anføres med tydelig Skrift Modtagerens fulde Navn samt Afsenderens Navn og Adresse.

     Indlevering af Pakkerne kan finde Sted daglig Kl. 10-16 og Fredag den 22. ds. Desuden fra kl. 18-20.

 

     Tyskernes gode vilje rakte som nævnt og omtalt dog ikke længere end til, at der forelå det, de forstod ved en forbrydelse. Derom vidner en ganske lille notits på forsiden af Jyllands-Posten for Fredag den 22. september 1944, altså samme dag, som de ovenfor citerede artikler stod at læse i avisen:

 

Huset blev sprængt i Luften

Efter at der derfra var skudt mod Værnemagtsstation

     Pressekontoret hos den højere SS- og Politifører i Danmark meddeler:

     Efter at en tysk Værnemagtsstation flere Gange var blevet beskudt fra Huset Nyhavn Nr. 51, blev Bygningen efter at være blevet grundigt gennemsøgt Onsdag Aften Kl. 20,05 sprængt i Luften. Der opstod kun materiel Skade.

 

Det berygtede og frygtede Hipo-korps

Allerede dagen efter, at det danske politi var blevet interneret og dermed sat totalt ud af spillet, var tiden kommet til, at tyskerne på ordre fra den højere Pancke kunne oprette et korps af danske hjælpepolitifolk, som på tysk blev betegnet som Hilfs-Polizei, forkortet til HIPO, men som ikke nødvendigvis alle var betjente af uddannelse. Disse folk blev fortrinsvis rekrutteret fra Schalburgkorpset, hvis kerne var samme korps’ efterretningstjeneste, forkortet ET, som talte flere tidligere danske kriminalbetjente som sine ledende medlemmer.

 

ET havde derfor i løbet af 1944 haft let ved at registrere, hvilke danske politifolk, der sympatiserede med nazismen, og som man derfor forholdsvis nemt kunne rekruttere til det nyoprettede korps. Med de pågældende tyskvenlige kriminalbetjente havde tyskerne fået et hjælpekorps af loyale og lokalkendte folk, som tilmed i forvejen havde kontakt til et netværk af stikkere. HIPO-korpset rykkede ind og fik hovedbase i den forladte Københavns Politigård, men havde mindre afdelinger tilknyttet i de større provinsbyer. Lederen af korpset var en Erik V. Petersen, tidligere formand for Politiets Sprogforening, som holdt sig skjult på en dækadresse, hvorfra han dirigerede korpsets kamp mod modstandsbevægelsen. Samme Petersen havde Himmlers bevågenhed, ikke mindst, fordi han kunne forsyne det tyske sikkerhedspoliti med navne på alle ledende medlemmer af den civile og militære danske modstandsbevægelse, hvilket var en stor hjælp i forsøget på at opspore og arrestere disse ”forbrydere”.

 

HIPO-korpset havde omkring 700 faste og løst tilknyttede medlemmer, som i tiden september 1944 til omkring slutningen af april 1945 blev en berygtet og frygtet plage for modstandsbevægelsen så vel som for civile danskere, der ikke sympatiserede med tyskerne. Det skyldtes, at HIPO-korpset foruden at foretage ransagninger, anholdelser og lignende politiaktioner, også var emsige, når det gjaldt om at afhøre, torturere og mishandle de anholdte, så de i nogle tilfælde tilstod, også selvom de var uskyldige i den eller de ”forbrydelser”, de blev anklaget for.

 

Det skal dog tilføjes, at modstandsbevægelsen ikke holdt sig tilbage, når det gjaldt dramatiske aktioner i forbindelse med sammenstød med HIPO-folk. Det er særlig blevet nævnt, at de to modstandsgrupper BOPA og Holger Danske, var særdeles aktive og skånselsløse i behandlingen af HIPOerne. I flere tilfælde skød og dræbte de to grupper hver for sig flere HIPO-folk, og Holger Danske-gruppen fik endog held til at opspore og likvidere HIPO-chefen på åben gade. Disse aktioner udløste selvfølgelig besættelsesmagtens reaktion i form af en bølge af henrettelser af pågrebne modstandsfolk og clearingdrab på tilfældigt valgte civile.

 

HIPO-korpset var aktivt lige indtil besættelsens ophør, og en del af dets medlemmer nægtede at overgive sig efter befrielsen, men fortsatte deres rædselsregimente ved at skyde på civile og frihedskæmpere. Da eksempelvis Den danske Brigade, som var blevet dannet af unge danskere, som af den ene eller anden grund var flygtet til Sverige, en af befrielsesdagene ankom fra Sverige og blev modtaget i Husumgades Skolegård, skød HIPO-folk fra deres skjul hensynsløst på forsamlingen af brigadesoldater, voksne tilskuere og børn, en episode, som jeg selv oplevede og vil fortælle nærmere om i kronologisk sammenhæng. 

 

Her skal sluttelig nævnes, at ved det efterfølgende retsopgør i årene efter befrielsen, blev flere af HIPO-korpsets medlemmer dømt til døden og henrettet ved skydning, og alle medlemmer fik en minimumsstraf på 10 års fængsel.

 

I det hele taget blev oktober måned 1944 ikke mindre dramatisk end den foregående september måned. Antallet af tyverier, røverier og vold steg og sortbørshandlen tog til og foregik nu mere eller mindre åbenlyst i gaderne. Dertil kom, at Statsbanerne så sig nødsaget til at oprette et jernbanepoliti, som skulle føre tilsyn med banegårdene og især forhindre sabotage og schalburgtage. Det forhindrede dog ikke, at der den 19. oktober blev forøvet sabotage mod Københavns Godsbanegård, hvor 15 lokomotiver blev afsporet og 25 andre lokomotiver spærret inde, så at mange togafgange efterfølgende måtte aflyses. Naturligvis til stor ulempe og gene for det rejsende publikum.

 

Den 26. oktober oplyste den tyske værnemagt, at den havde ”opkøbt” alle nye cykler, der fandtes på lager hos grossisterne i København. Cyklerne blev så vidt jeg ved anvendt af det tyske militær og af tyske politisoldater, som kørte rundt i Københavns sidegader og kontrollerede, at folk uden gyldig grund ikke overholdt spærretiden, hvad jo ikke alle gjorde. Det var formentlig i et forsøg på at kunne spore og eventuelt anholde eller skyde sabotører, som af for disse selv gode grunde naturligvis var ude i ulovligt ærinde. 

      

 

Ja, Cyklister havde i lighed med alle andre danskere under besættelsen, god grund til at håbe på nye og bedre tider, hvor man igen kunne købe en ny cykel og især trække vejret frit og tale uden censur, og gøre alt det, som havde været forbudt og risikabelt i foreløbig mere end fire år. Det beroede alt sammen på De Allieredes forhåbentlig snarlige sejr. Der skulle dog komme til at gå omkring et halvt år, før denne længselsfuldt ventede situation blev til

realistisk virkelighed for Danmarks og de øvrige besatte landes vedkommende..

 

En positiv ting i oktober var det, at Storkøbenhavns Kartoffelcentral foretog store indkøb, for at sikre befolkningens forsyning med kartofler i vintersæsonen. Kartofler var en vigtig spise i de fleste almindelige hjem, både i Hovedstaden og i landets øvrige byer og på landet. De fleste mennesker ville have syntes, at de ikke havde fået middagsmad, hvis ikke der var kartofler på bordet. Kød ville de allerfleste nødigt undvære, men dertil hørte sædvanligvis kartofler under en eller anden form: kogte, brasede eller mosede.

 

(Fortsættes i artiklens 16. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer delvis fra og med efteråret 1944 og fremefter.)

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________