Ideale drømme, skepsis og tvivl 15. del
Fra idealist til realist
Morale: Livet er kun til låns
(Fra og med 1944 og videre fortsat fra
artiklens 14. del)
Hen mod maj 1944 arrangerede ledelsen en
forevisning af den del af filmen, der på det tidspunkt lå færdig i stum
arbejdskopi. Forevisningen fandt sted i Grand Teatret i det nærliggende Mikkel
Bryggersgade. Det drejede sig om cirka halvdelen af filmen, men altså i stum
udgave, idet der på dette tidspunkt endnu ikke var indspillet anden lyd eller
musik til filmen, end nogle ganske få optagelser med daværende medlem af
Radioens Pigekor, Kirsten Hermansen, som lagde stemme til filmens prinsesse.
Helt præcis den 20. maj 1944 skete der noget,
som i al fald var en begivenhed for samtlige medarbejdere på ”Fyrtøjet”. På det
tidspunkt, cirka et års tid efter at den egentlige produktion af filmen var
blevet påbegyndt, stod Dansk Farve- og Tegnefilm A/S nemlig i den glædelige
situation, at man kunne arrangere en særforestilling for personalet af cirka
halvdelen af filmen, som nævnt ganske vist i stum arbejdskopi. Da man
imidlertid ikke rådede over eget filmforevisningsapparatur, arrangeredes der en
forevisning i det nærliggende Grand Teatret i Mikkel Bryggersgade. Teatret blev
dengang drevet af den berømte stumfilminstruktør Peter Urban Gad
(1879-1947), og denne var da også til stede som vært og bød velkommen den
formiddag, da forevisningen af den stumme arbejdskopi af de optagelser af
”Fyrtøjet”, som indtil da var blevet færdiggjort, fandt sted. Det var første
gang nogen af personalet – bortset fra Johnsen, Finn Rosenberg, Peter Toubro,
Henning Ørnbak og cheftegnerne – havde haft lejlighed til at se resultatet af
det store arbejde, som mange af dem havde været beskæftiget med i nu omkring et
år. Selv havde jeg på det tidspunkt kun set linetests af nogle af de scener,
som jeg var animator på. Så jeg var mindst lige så spændt, som alle de andre,
på at se det foreløbige resultat i form af den halvfærdige film, og det tilmed
i farver. Farvefilm var jo en sjældenhed dengang, hvor stort set alle
spillefilm, danske så vel som udenlandske, var i sort-hvid.
Dengang vidste jeg i øvrigt ikke helt præcist,
hvem og hvad Urban Gad var for en personlighed, men senere har jeg forstået, at
han og hans på sin vis fantastiske pioner-indsats i dansk og tysk stumfilm, var
noget nær enestående. Som personlighed virkede han, der i 1943 var 64 år, uhyre
stilfærdig og beskeden i sin fremtræden. Men helt så tør og vissen, som han
virkede i 1943, kan han næppe altid have været, for i 1925-26 skrev han manuskript
til og instruerede filmen ”Lykkehjulet” med det danske komikerpar, Fy og Bi. I
øvrigt er Urban Gad og hans filmkarriere tidligere blevet omtalt her i
selvbiografien, hvorfor jeg vedrørende dette emne vil henvise dertil. Efter
forevisningen, som kun tog omkring tre kvarter, var der almindelig enighed
blandt medarbejderne om, at resultatet af de store anstrengelser – på trods af
åbenlyse mangler og fejl – i det store og hele var acceptabelt. Ved den
lejlighed fotograferede husfotografen, Arne ”Jømme” Jørgensen, for øvrigt en
række sort-hvide fotos inde i selve biografen af, hvad der vistes oppe på det
hvide lærred. At de nævnte fotos var sort-hvide, skyldtes, at det endnu ikke
var blevet almindeligt, at fotografere still-fotos i farver.
Ved samme lejlighed havde Dansk Farve- og
Tegnefilm indbudt det samlede personale til et middagsarrangement i
Officersforeningens selskabslokaler bag ved Industribygningen på Rådhuspladsen,
og bagefter var der budt på tur i Tivoli. Det blev en fornøjelig dag med
diverse forlystelser for de mere barnlige sjæle blandt personalet, og en meget
våd og fugtig tur for stort set hele den kreative del af staben, fra den
ældste, Otto Jacobsen, til den yngste, Harry Rasmussen. Her skal jeg dog ikke
fortælle om festen i detaljer, men blot bringe nogle få fotos derfra, hvor jeg
selv er med på. Hele beretningen vil kunne læses på http://www.tegnefilmhistorie.dk/ under Del 2: Problemtider.
På dette
snapshot fra festen i Officersforeningens Selskabslokaler ses fra venstre Otto
Jacobsen, Harry Rasmussen og Børge Hamberg. Det fremgår tydeligt, at der ikke
alene var stor forskel i størrelse, men også i alder mellem de to voksne
tegnere og den da kun knapt 15-årige mig. Det ses tydeligt, at i al fald jeg
har fået lidt mere at drikke, end godt måske var. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme”
Jørgensen.
Det fremgår jo helt tydeligt af ovenstående
foto, at jeg har fået lidt meget at drikke på det tidspunkt af festlighederne i
Officersforeningens Selskabslokaler. For selvom min gode læremester, Børge
Hamberg, holdt et vågent øje med mig, så syntes han ikke, at jeg kun skulle
nøjes med at drikke sodavand en festdag som denne, når jeg bare kunne holde mig
oprejst og ellers opførte mig, som det sømmer sig et ordentligt menneske. Og
det gjorde jeg naturligvis, for jeg var ingen ballademager på nogen som helst
måde, snarere tværtimod.
På dette
foto, som er taget i Tivolis Pariserhjul højt oppe over havens træer, ses de to
spilopmagere, Chris og mig, Harry Rasmussen, som begge tydeligvis har kigget
lidt for dybt i glassene under festmiddagen i Officersforeningens
selskabslokaler. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Det bør retfærdigvis da også her tilføjes, at
jeg ikke behøvede at drikke ret meget mere end et par genstande, før jeg følte
mig herligt beruset og – hvad der var knapt så heldigt og selskabeligt –
søvnig.
Til venstre endnu en situation fra Tivolis Pariserhjul. Billedet er
desværre noget uskarpt, men det er Børge Hamberg, der vender sig om og kigger
op mod fotografen, som sad i samme gondol som Chris og Harry Rasmussen. – Til
højre kommer en tydeligt påvirket Børge Hamberg løbende ud fra toiletterne ved
Tivolis Hovedindgang, idet han vifter hænderne tørre undervejs ud i det fri. –
Fotos: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Det fremgår tydeligt af
de ovenstående fotos, at mine voksne kollegaer heller ikke havde holdt sig tilbage,
hvad angår nydelsen af de såkaldte ”våde varer”. Selv min altid fattede og
alvorlige læremester, Børge Hamberg, havde fået et par glas for meget og
opførte sig pjattet, og morede sig i dagens anledning, som var et velkomment
”frikvarter” fra det daglige, alvors- og ansvarstyngede ansvar, som ikke mindst
han som cheftegner og leder af animationsafdelingen havde på tegnestuen i
Frederiksberggade.
Lad os slutte
omtalen af festmiddagen og Tivoli-turen bagefter af med dette foto af to
tydeligvis beduggede animatorer, den 23-årige Chris alias Erik Christiansen og
den kun ca. 15-årige Harry Rasmussen, som her i bogstaveligste forstand støttes
af Børge Hamberg, vis arm og hånd det er, man ser rage ind i billedet. – Foto:
© 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Med det ovenstående foto af de to beduggede
herrer, hvoraf jeg selv udgør den ene på dette foto, som min mor bestemt ikke
ville syntes om, vil jeg her afslutte referatet af den mindeværdige
”halvvejs-fest” i anledning af, at cirka halvdelen af billedsiden af
langtegnefilmen ”Fyrtøjet” var blevet færdiggjort.
I den følgende tid fortsattes det daglige
arbejde på ”Fyrtøjet” med fornyet energi og en vis entusiasme, som hidrørte
fra, at forevisningen i Grand af det foreløbige resultat, var lidt mere end acceptabelt,
til trods for de åbenlyse mangler og fejl, som i al fald animatorerne kunne se
ved filmen. Alle som én håbede på og anspændte sig for at gøre især animationen
stadig bedre og mere livagtig. Efter evne og erfaring naturligvis. Det største
problem var i øvrigt, at der på grund af produktionspresset ikke i væsentligt
omfang var plads til ligefrem at lave scener helt om. Man nødedes derfor i
nogle tilfælde til at måtte nøjes med et ikke i alle henseender helt
tilfredsstillende resultat.
Da
Dansk Farve- og Tegnefilms ledelse efter forevisningen af den halvt færdige
billedside af ”Fyrtøjet”, trods alle vanskeligheder mente at kunne se, at
færdiggørelsen af filmen nærmede sig, blev man enige om at forsøge at holde på
i al fald de kreative medarbejdere, og i det øjemed bad man disse om at komme
med forslag og udkast til en serie korte tegnefilm, som alle skulle være
baseret på eventyr af H.C. Andersen. Som omtalt senere fremsatte de pågældende
medarbejdere da også hver for sig deres forslag til en kort eventyrtegnefilm.
Der var tale om eventyr, som f.eks. Hvad Fatter gør, Elverhøj,
Klods-Hans, Svinedrengen, Prinsessen på ærten og Kejserens nye klæder.
Det sidstnævnte eventyr havde jeg selv foreslået og desuden lavet nogle
figurudkast til, lige som jeg fik en af assistenterne, en omkring 19-årig ung
mand ved navn Kaj Johnsen – han var ikke i familie med Allan Johnsen – til at
male et par baggrunde som eksempler på stilen i filmen.
Baggrunden for, at
man overhovedet havde turdet indlade sig på at producere en lang dansk
tegnefilm som ”Fyrtøjet”, var den omstændighed, at tyskerne jo havde forbudt
importen og visningen af engelske og amerikanske film i danske biografer,
hvilket også kom til at gælde Disneys nyere lange tegnefilm. Da man samtidig
ikke vidste, hvor længe krigen ville komme til at vare, mente man indtil
videre, at produktionen af danske film ikke ville få konkurrence fra engelske
og amerikanske film, i al fald ikke foreløbig, om overhovedet nogensinde mere,
hvis tyskerne skulle gå hen og vinde krigen. Dette var også en medvirkende
årsag til, at man i det hele taget omgikkes med planerne om en produktion af
korte tegnefilm, idet man desuden mente at kunne forudse, at Disneys korte
tegnefilm i programmet ”Metropols Juleshow”, som det endnu var tilladt at vise,
alle på et tidspunkt ville blive repriser af repriser, og spørgsmålet var
derfor, om ikke publikum snart ville blive trætte af at se de samme film igen
og igen.
Men allerede hen på
foråret 1944 måtte det trods alle anstrengelserne konstateres, at det ville
komme til at trække længere ud med færdiggørelsen af ”Fyrtøjet”, end man havde
planlagt og håbet, og da dette i sig selv naturligvis var belastende for
firmaets økonomi, som primært af samme grund var meget anstrengt, blev der
aldrig noget ud af disse kortfilmplaner. De blev ganske enkelt lige så stille
skrinlagt. Man havde oprindelig planlagt, at ”Fyrtøjet”-filmens premiere skulle
finde sted ved juletid 1944, nemlig på det tidspunkt, hvor de lange
Disney-tegnefilm under normale forhold plejede at få premiere i Danmark. Men
sådan skulle det altså ikke komme til at gå.
Indledning til krigens store
vendepunkt
Endelig
oprandt den store og afgørende dag, som alle i de besatte lande havde ventet
på. Tirsdag den 6. juni 1944, også kaldet D-dag, hvilket vil sige De Allieredes
invasion af Normandiet, som betød et afgørende vendepunkt i krigens forløb i
bekæmpelsen af nazisternes hærgen i Europa. Mærkværdigvis havde den tyske
censur ladet aviserne fylde siderne med beretninger om invasionen, dog med den
klausul, at den kraftige modstand, der blev ydet af de tyske tropper, blev
fremhævet. Men mellem linjerne kunne man læse, at på trods af den voldsomme
modstand fra tysk side, var det lykkedes for de allierede landgangsstyrker at få
fodfæste i Normandiet, og at man – dog angiveligt med svære tab på Allieret
side – havde tvunget tyskerne i området til at trække sig tilbage fra deres
stillinger og befæstninger.
Et tysk Blad bragte forleden en
Række Billeder fra de allierede Troppers Invasionsøvelser, der fandt Sted paa
den engelske Kanalkyst. Her er en Situation fra Øvelserne: Landing paa Kysten.
(Foto i Dagbladet Politiken for den 7. juni 1944, dagen efter De Allieredes
invasion i Normandiet.)
Det
skal her tilføjes, at landsætningen af tropper fra søsiden ikke gik så glat for
De Allierede, som ovenstående foto giver indtrykket af. For det første, fordi
landsætningsfartøjerne på grund af kugleregnen fra tyskernes kanoner og
maskingeværer forhindrede det, og for det andet, fordi soldaterne måtte hoppe i
vandet et godt stykke fra kysten, hvorfor de udgjorde et let mål fra det
øjeblik de befandt sig i vandet og til de nåede ind på land, hvor der også var
et bredt stykke strand foran de tyske forsvarere, som sad godt beskyttet i
bunkers oppe i klitterne bag kysten
Dagen
efter, den 7. juni 1944, kunne dagbladet Politiken med store bogstaver
på forsiden meddele:
Britiske og amerikanske Styrker er
under kraftig tysk Modstand gaaet i Land paa Normandiets Kyst
– betydelige Styrker landsat fra
Luften
Transportflaaderne blev beskudt da de
naaede ind til kysten
Berlin, tirsdag. Politiken
privat.
General
Eisenhower har siden Kl. 1,30 i Nat paabegyndt Landsættelsen af store
Troppemasser, dels fra Luften og dels fra Søen paa Nordfrankrigs Kyst.
Operationerne gennemføres over en bred
Front og med saa store Styrker, at man fra militær Side i Berlin i Formiddags
uden Forbehold har udtalt den saa længe ventede Sætning: ”Invasionen er
begyndt!”
Hvad Invasionen har omfattet
Af faktiske Oplysninger
fra den nye Front foreligger i Eftermiddag i Berlin følgende:
De britiske og
amerikanske Styrker er gaaet i Land paa Normandiets Nordkyst mellem Cherbourg
og Le Havre.
Tyngdepunkterne i de
Allieredes Landgangsoperationer ligger foreløbig ved Mundingerne af de to
Floder Orne og Vire. Ved Orne-Flodens Munding ligger Caen og dens Havneby
Quistreham. Ved Vire-Flodens Munding ligger Isigny. Om disse Byer er de første
haarde Kampe i fuld Gang.
Yderligere
Landing mellem Le Havre og Calais
Yderligere landinger er
senere sket paa Strækningen mellem Le Havre og Calais, saaledes at den Front,
hvorover Invasionen i første Omgang er kommet til Udfoldelse, andrager ca. 400
Kilometer.
Landgangstropperne er i
det store og hele saaledes fordelt, at Amerikanerne danner de Allieredes
vestlige Fløj og Englænderne den østlige Fløj. Skillelinjen synes at ligge omtrent
midt imellem Isigny og Caen.
De forskellige
Invasionsvaaben er fordelt saaledes, at Landsætningerne af Tropper fra Luften
overvejende har fundet Sted paa Linjen mellem Cherbourg og Carentan.
Landsætningerne fra Søsiden har fundet Sted mellem Isigny og Caen, hvor der
ogsaa er landsat et betydeligt Antal Stridsvogne. Øst for Caen i Retning af Le
Havre og mellem denne By og Lislieux er der igen landsat store Tropper fra
Luften.
Ogsaa
Landsætning paa Kanal-Øerne
Samtidig med
landsætningerne i Nordfrankrig blev Allierede Tropper landsat fra Luften paa
kanaløerne Jersey og Guernsey, hvor de straks blev engageret af Øernes tyske
Besætninger.
Landsætninger fra Luften
Foruden Landsætningerne
fra Søsiden er overordentlig store Styrker ogsaa blevet landsat i og bag
Kampomraadet fra Luften. Det drejer sig baade om Faldskærmssoldater og
Soldater, der føres til deres Bestemmelsessted i store Transportflyvemaskiner
eller i Svæveplaner.
Man mener blandt tyske
Sagkyndige, at Angrebet foreløbig har Erobringen af Le Havre og Cherbourg som
Hovedmaal, idet de Allierede regner med at kunne bruge disse som
Landsætningshavne for større Styrker.
Om Slagets Format
vidner ogsaa de tyske Rapporter, hvorefter de Allierede har landsat mindst fire
Faldskærms- eller Luftlandingsdivisioner foruden de Styrker, som er gaaet i
Land fra Skibe. Naar Luftstyrkerne tælles med, beregner de tyske Eksperter,
omfatter den foreløbigt landsatte Angrebsbølge mellem 100.000 og 200.000 Mand.
Sammenfattende fastslaar man her om
Styrkeforholdet, at de Allierede er overlegne til Søs og i Luften.
De Allierede for deres
Vedkommende gør øjensynlig alt for uophørligt at forstærke og understøtte
Invasionsstyrkerne. Over Kanalen ligger en ”Paraply” af Flyvemaskiner, som søger
at beskytte Landgangsflaaden mod det tyske Luftvaabens Angreb.
Tyske Flaadeenheder
er gaaet til Angreb mod Landgangsarmadaen i Farvandet ud for Kysten mellem
Calais og Le Havre, og her er et af Krigens største Søslag mellem allierede og
tyske Flaadeenheder i Gang.
De
øvrige overskrifter på Politikens forside onsdag den 7. juni 1944 var følgende:
Kun et 20 km bredt Brohovede dannet
Den tyske Ledelse
noterede i Aften et fuldstændigt
det tyske Forsvar, mens Invasionsstyrkerne
kæmper under General Montgomery
De tre Mænd, der spiller Hovedrollerne i den store
Styrkeprøve ved kanalkysten, fra venstre Generalfeltmaskal v. Rundstedt, Invasionsstyrkernes Chef
General Montgomery og Generalfeltmarskal Rommel. Foto: Dagbladet Politiken,
onsdag den 7. juni 1944.
Søslag
indledet mod Historiens
største Armada
Tyske
Flaadeenheder til Angreb i Farvandet ud for
Kysten mellem Calais og Le Havre
Overskrifterne på
Politikens side 2 så sådan ud:
3 ½ Mill. Mand
vides at være koncentreret i England
med Invasionen
for Øje
Cheferne
for de allierede Invasionsstyrker
(fortsat fra Forsiden)
London (via BaseI, Tirsdag (S.T.B.)
Det meddeles officielt, at den
Armégruppe, som er indsat i landgangsaktionen mod den franske Kyst, kommanderes
af General Montgomery. Denne Armégruppe bestaar af britiske, canadiske og
amerikanske Styrker.
Den Øverstkommanderende for samtlige allierede Invasionsstyrker (Hær,
Luftvaaben og Flaade) er den amerikanske General Dwight D. Eisenhower,
der overtog denne Kommando ved Nytaarstid. Hans Næstkommanderende er den
engelske Luftmarskal Sir Arthur Tedder.
De allierede Luftstyrker staar under Kommando af Englænderen,
Luftmarskal Trafford Leigh-Mallory, mens de allierede
Flaadestridskræfter kommanderes af den engelske Admiral Bertram Ramsey.
De amerikanske Tropper under Montgomery føres af General Bradley og de amerikanske Luftstyrker af General Doolittle.
Den
tyske Hærberetnings
Førerhovedkvarteret, Tirsdag. (R.B.)
I den forløbne Nat har Fjenden paabegyndt sit i lang Tid forberedte og af
os ventede Angreb paa Vesteuropa.
Efter at der som Indledning var blevet foretaget svære Luftangreb
mod vore Kystbefæstninger, landsatte Fjenden paa flere Steder af den
nordfranske Kyst mellem Le Havre og Cherbourg Luftlandingstropper og foretog tillige
samtidigt støttet af store Søstridskræfter Landgang fra Søen. I de angrebne
Kyststrimler foregaar der forbitrede Kampe.
For mit eget
vedkommende husker jeg tydeligt, at da vi via radioavisen erfarede om
invasionen af Normandiet, af invasionsstyrkerne kaldet ”Omaha Beach”, lige som
selve invasionen kaldtes ”Operation Overlord”, var det som at få en stor
overraskelses-gave. For stort set ingen almindelige mennesker havde ventet den
på sin vis glædelige og løfterige drejning af krigen. Fra nu af turde vi for
alvor håbe på, at De Allierede ville vinde krigen og at denne og dermed
besættelsen snart ville være forbi.
Men der skulle som
bekendt komme til at gå endnu knapt et år, før forhåbningerne blev indfriet og
Nazi-Tyskland kapitulerede betingelsesløst. Og prisen for freden og friheden
var høj, med millioner af dræbte og sårede, forarmede, hjemløse og flygtninge i
Europa. Men krigen var imidlertid ikke fuldstændig slut, for tilbage stod
bekæmpelsen af Japan og befrielsen af store dele af Asien. For amerikanerne
betød det uhyre mange dræbte, sårede og lemlæstede soldater, og dermed et tab
af en far, en søn eller en broder, ikke at forglemme de mange kvinder, der
deltog aktivt i krigen og som ligeledes blev ofre for dennes nødvendighed,
uundgåelighed og meningsløse grusomhed. For ikke at tale om børnene.
Den 12. juni 1944
fyldte jeg 15 år, men jeg erindrer ikke at det gav anledning til nogen form for
festlighed eller særlig markering, hverken hjemme eller på tegnestuen. Jeg var i
den grad sporet ind på og optaget af at lave tegnefilm, at jeg ikke syntes der
var noget specielt ved en fødselsdag, i hvert fald ikke ved min egen. Den
holdning har jeg haft lige siden. Til gengæld betød det noget for mig, at min
læremester, Børge Hamberg, efter at jeg et halvt års havde fungeret som
mellemtegner og derefter endnu et halvt års tid som animator-assistent for ham,
gav mig opgaver som selvstændig animator (nøgletegner). Det var fortsat på
scener med de figurer, jeg nu havde øvet mig på at tegne i omkring et års tid,
nemlig som nævnt heksen, heksens krage og den mindste af de tre hunde.
Men i det hele taget
blev produktionen af ”Fyrtøjet” lidt af en prøvelse, som kom til at tage på
ledelsens så vel som medarbejdernes kræfter og gensidige forståelse og
tolerance. Det medførte lejlighedsvis nogle gnidninger mellem visse af tegnerne
på den ene side og Allan Johnsen og Peter Toubro på den anden side. Særlig en
af nøgletegnerne, Otto Jacobsen, havde set sig gal på Johnsen og benyttede
enhver anledning til at ironisere over sin chef, som han gav øgenavnet
”Tomaten”. Det hang sammen med, at Allan Johnsen dels havde let ved at blive
højrød i hovedet, når han blev opbragt eller vred, og dels formentlig med, at
han som sejlsportsmand ofte opholdt sig udendørs i al slags vejr. En sen aften,
da vi arbejdede over, havde den nævnte tegner malet et landskab på den
indvendige side af et af de store sorte mørklægnings-rullegardiner. Midt i
tegningen, som viste karikaturer af nogle forskræmte tegnere, så man en stor
højrød tomat, som slavepisker. Da Johnsen kort efter tilfældigvis kom ind på
tegnestuen og så ’kunstværket’, vendte han sig omgående og forsvandt ud ad
døren igen. Jeg overværede selv episoden og følte mig dybt skamfuld over den
måde, at behandle chefen på. Men et par dage efter erfarede jeg via Børge
Hamberg, at Johnsen heldigvis følte sig højt hævet over den slags smålige
barnagtigheder. Skammen var og blev derfor tegnerens, og jeg mener også at have
kunnet konstatere, at Jacob, som han kaldtes til daglig, var godt flov og
oprigtig ked af sine ’anonyme’ udfald imod Johnsen. Jacob var ikke nogen
ballademager og heller ikke en dumrian, men kun en lidt naiv, genert og kejtet
personlighed, som blandt andet led under, at ingen af det kvindelige personale
faldt for hans umodne charme og forsøg på at indsmigre sig.
Forlystelseslivet blomstrer stadig
Den
7. juni kunne Politiken under rubrikken ”Teater–Film-Musik” bl.a. bringe
følgende:
Dir. Oscar Holst forbereder en stor Fornyelse af Cirkusrevyen. De
mest kulørte Pletter paa Viserne er for længst forsvundet, saa der er blevet
Plads til en Del nye Numre. Bl.a. vil Henning Schram blive indlagt i
Revyen, samtidig med at der kommer nye Viser og Sketch.
Bellahøj Friluftteater har haft vanskeligt ved at besætte Elskerrollen,
Løjtnant Champlatreux, i ”Nitouche”. De unge Skuespillere, man først tænkte paa
til Rollen, var nemlig bundet andre Steder. Man har nu valgt at engagere to
Skuespillere til den, Bendt Rothe og Jens Kjeldby. De skal afløse
hinanden som Løjtnant
Champlatreux. Bendt Rothe skal nemlig medvirke i ”Der var engang –” i Dyrehaven
og kan derfor kun spille paa Bellahøj til 1. Juli, hvorefter Jens Kjeldby, som
til den tid har afsluttet Sæsonen paa Nørrebros Teater, springer ind.
Da Nørrebros Teater ikke har faaet den Sukces, man havde ventet sig paa
”Dummepeter”, har Dir. Biering-Petersen beslutttet, at
Ravnsborggade-Scenen skal holde Sommerferie fra 1. Juli.
Paa Fredag transmitteres Hokus-Pokus-Revyen fra Nygade-Teatret. Det er
vist første Gang man hører Tryllekunster i Radioen, men Gunnar Hansen tryller
ogsaa med som Speaker.
Operasanger Thyge
Thygesen giver paa Fredag en Koncert i Tivolis Koncertsal. Med Felumb som
Dirigent synger han franske Opera-Arier, bl.a. af ”Carmen”,”Afrikanerinden”,
Debussys ”Den fortabte Søn” og Massenets ”Sapho”.
Før der om et Par Uger
bliver Première paa ”Nitouche” paa Bellahøj”, faar man paa Fredag Lejlighed til
at aflægge den smukke Friluftscene et Besøg. Det er Bellahøj Skole, som giver
en Velgørenhedsforestilling. Der opføres bl.a. ”Feriegæsterne” af Hostrup.
Forestillingens gode Formaal gælder en Weekendhytte til Bellahøj-Skolen.
Ved Grand Teatrets Première
paa den franske Film ”Spil, Zigøjner –” bliver der ikke alene Zigøjnermusik fra
Højtalerne bag Lærredet. For at skabe musikalsk Festivitas om Premièren har
Dir. Urban Gad engageret Andor Körössys ungarske Orkester fra
”Landevejskroen” til i Dag at spille for Publikum ved Forestillingerne Kl. 13,50
og 15,40.
Københavnske forlystelser den 7. juni 1944 i henhold til Politiken:
Aktieselskabet Nørrebros Teater: Kl. 19,30
Den nye danske Operette Dummepeter
Poul
Reichhardt, Asta Hansen, Hans W. Petersen, Gerda Gilboe, Mogens Davidsen,
Ingeborg Bruhn-Bertelsen, Erik Bertner, Jens Kjeldby.
Pressen skrev:
Berlingske Tidende: - men Publikum
jublede. – Det regnede med Blomster,
dundrede med Ovationer, ikke blot til
sidst, men efter hvert af de store Numre.
… og Publikum
jubler
Allégade Teatret Riddersalen: Kl. 19,30 pr.
”Livet er jo
dejligt”
Allé-Scenen: Kl. 19, 3o
”Celestina”
Pressen skrev: Et
straalende Skuespil! – Stor kunstnerisk Sejr for Liva Weel.
Alliancescenerne Det
ny Teater: Hver Aften Kl. 19,30 pr. – ca. 22. 25. Gang – 25 udsolgte Huse
Den glade Enke
Hanna Glavari: Else
Marie – Grev Danilo: Hans Kurt
Iscenesættelse: John Price og
Kapelmester: Emil Reesen
Alliancescenerne
FolkeTeatret: Hver Aften Kl. 19,30 pr. – ca. 22. Kun 5 Aftener. Sæsonen
slutter Søndag.
Soya’s Skuespil 30
Aars Henstand
Iscenesat af Holger
Gabrielsen
Over Vandene svævede Holger Gabrielsens
allestedsnærværende Aand; hans Iscenesættelse havde en væsentlig Andel i Aftenens Sukces.(Børsen)
Den helt store Sukces Sommerrevyen
1944
Arhoff – Brandstrup – Helmuth – Erika Voigt – K. M. Løwert – Toni Biering –
Wöldike m.fl.
Gæstespil af Europas fornemste Dansepar:
Egon Riber & Margrethe Dantzer
Søndag Kl. 16: Ekstraforesilling
Charlottenlund Teater
(Skovridderkroen) Linie 14 lige til Døren. Kl. 19,30
Vi to, som stjæler …
En smuk Tur og morsom Aften
Cirkus Revyen Dyrehavsbakken Klampenborg. Kl. 19,15 og 21,15 To store
Forestillinger
10 Aars Jubilæums Revuen
Falkoner Teatret Rialto: Kl.19,30
Sukcessen maa afbrydes
Skuespillerne skal andre Steder hen – derfor NÆSTSIDSTE UGE
6 i Ilden
-
og
Publikum morer sig fantastisk – Byens morsomste Forestilling
Gerda og Ulrik Neumann, Svend
Asmussen, Clara Østø, Svend Bille, Astrid Neumann, Asbjørn Andersen, Hans
Henrik Krause, Vera Gebuhr, Lis Løwert m.fl.
Frederiksberg Teater: Kl. 19,30
I Aften, Torsdag,
Fredag, Lørdag: Alt udsolgt!
”Privatliv”
Iscenesat af John
Price.
Berthe
Qvistgaard – Grethe Holmer – Edvin Tiemroth – Knud Rex
I Aften, Lørdag, Søndag Kl. 19,30, Mandag, Tirsdag, Onsdag og
Torsdag: Alt udsolgt!
”Privatliv”
Iscenesat af John
Price.
Nygade Teatret: Kl. 19,30 til ca. 21,40
Sommerens Sensation Earl
Sheridan I
Hokus-Pokus-Revyen
Ny Ravnsborg-Kabaretten 1944. Kl. 19,15 pr. Entré 50 Øre
Cirkus Schumann: I Aften Kl. 20
Teddy Strik –
Simsalbim – i Straalekasterlys
Restaurant Absalon – der hvor man spiser godt! Hver Efterm. Og Aften
Sommer-Folie
Walther Bødker’s
Orkester med Calle Martins
Granada: Axelborg
Moller Dancers
– Lilian Helten og Co. – Charly Rix
Bellevue Strandhotel:
Winstrup
Olesens Orkester – Refrain: Peter Sørensen
I Baren: Gudrun Torup
Damhuskro og Tivoli: Kl. 19
Damhuskabaretten
og Freddy P. med 8 Solister
Forlystelser i Haven
Gold-Digger: Vestergade 19. Non Stop Varieté Kl. 20. Fri entré
Humørets
Eldorado
Jomfruburet: Frederiksberggade 27 – fhv. Eden Bar
Luthsangeren
Angelo og Hyggepianisten Kalle spiller og synger Kl. 16-23
Aabner 5 Morgen – Ny
Indehaver
Lorry: Transmissionsbegivenhed
Kl. 18.05 – 18,35. Fri entré
Knud Lynges
Orkester – derefter det store Program
Muslingeskallen: Raadhuspladsen – Byens hyggeligste Restaurant
Terrassen
er aaben
München: Kl. 19 – 23
Leo
Mathiesens Orkester
I Baren: Aage
Schulze
National Scala: Frokost- og Dinerkoncert – Fri Entré
Niels Bjørn
Balletten og det elegante store Program
Scala-Salen: Kaj Møllers Orkester.
Valencia: Vesterbrogade
32
I Aften alt
optaget
Og så var der jo ikke
at forglemme TIVOLI, som udover sine mange forlystelser for børn og
barnlige sjæle, samme aften også kunne byde på koncert i Koncetsalen med den
danske violinvirtuos Emil Telmanyi. Koncerten omfattede Ravels rapsodi Tsigane
og Saint-Saëns Havanaise. Pantomimeteatret opførte kl. 19: Fataliteterne
og kl. 21, 45 balletten Harlekins Millioner.
Men for mig personligt var det som altid
biografrepertoiret, der i særlig grad interesserede, og det så denne dag ud som
følger:
Det københavnske biografrepertoire den 7. juni 1944 i henhold til
Politiken:
Aladdin: Kl. 7,00 og 8,45
Storfilmen De glemtes Legion (spansk, 1942)
En enestaaende spændende Film fra den spanske Fremmedlegion.
Allé Teatret: Kl. 7,10 – 9,10-
Kun 2 Dage. Forb. f. Børn.
Mellem to Tog (svensk, 1943)
Hasse Ekman – Sonja Wigert
Alexandra: Kl.
1,30-3,20-5,10-7-8,45. 2. Uge.
Det svenske Lystspil Amatørtyven (svensk, 1940?)
Edvin Adolphson
Amager Bio: Kl. 7-8,45. 2.
Uge. Forbudt for Børn
Den danske Kæmpe-Sukces Det store Ansvar (dansk, 1944)
Atlantic: Kl. 7 – 8,45
Isa Miranda i Junglens Dronning (ital., 1940)
Bella Bio: Kl. 7,00 og 8,45.
Forb. f. Børn
Det store Ansvar (dansk, 1944)
Bergthora: Kl. 7 og 8,45.
Forb. f. Børn
Finsk Storfilm En Hustrus Moral (finsk, årstal ikke
identificeret)
Bio – Lyngby: Kl. 19,10 og
21,10. Næsts. Dag! Forbudt for Børn
Viviane Romance i den franske Storfilm
Angelica (Mexicos vilde Rose) (fransk, 1939)
Bispebjerg Bio: Kl. 19 og 20,45
Fernandel i Adrien, Mil-Jo-Tem’lig-Nær (fransk, 1943)
Hidtil alt udsolgt! Benyt Forudbestilling!
Boulevard: Kl. 7 og 8,45.
Forb. f. Børn
Det store Ansvar (dansk, 1944)
Bristol: Kl.
1,30-3-4,30-5-7,30-9
Danmarks Première
Første danske Kortfilmshow (dansk, 1944)
Et Festfyrværkeri!
Carlton: Kl.
1,30-3,20-5,10-7-8,45. 9. Uge
Teatertosset (dansk, 1944)
Hans Kurt – Ib Schønberg
Casino: Kl. 7 og 8,50.
Eneste Teater. 2. Uge. Forb. f. Børn
Assia Noris i Pigen fra Gaden (ital., årstal ikke
identificeret)
Colosseum: Kl. 7 og 8.45
Marguerite Viby i den svenske Lystspil-Suces
I Dag bli’r min Mand gift (svensk, 1943)
D. S. B.: Uafbr. Forest. Kl.
13 – 21. 75 Ø. Incl. Sk.
Dansk Film Avis – Genéve – Gadens Melodi – Mølleaaen 1.
Enghave Bio: Kl. 7 og 8,45.
Forb. f. Børn.
Den tjekkiske Storfilm Natsværmeren (tjek., årstal ukendt)
Mere fransk end en fransk Film
Fasan Bio: Kl. 7 og 8.45
Johannes Meyer i Det kære København (dansk, 1944)
Gentofte Kino: Kl. 7,10 og 9,10.
Forb. f. Børn
Jeg mødte en Morder (dansk, 1943)
Berthe Qvistgaard – Mogens Wieth
Grand: Kl.
1,50-3,40-5,20-7-8,45
Første Gang i
Danmark Spil, Zigøjner! (fransk, 1944?)
Ny fransk Musikfilm med den berømte Zigøjnerprimas Alfred Rode
Grøndals Teatret: Kl. 7 og 8,45
Johannes Meyer i Det kære København
(dansk, 1944)
Kino – Lyngby: Kl. 7,10 og 9,10
Sonja Wigert i En Herre med Moral (svensk, 1943)
Lyngbyvejens Kino: Kl. 7 og 8,45
Frelst fra Døden En Læges Hustru (ikke identificeret)
Merry: Kl. 7 0g 8,45. 2.
Uge. Forb. f. Børn
Kun hans Elskerinde (ikke identificeret)
Metropol: Kl.
1,30-3,20-5,10-7-845. 4. Uge !
Raimu i Det uhyggelige Hus (fransk, 1942)
Nora: Kl. 7 og 8,45. 2.
Uge. Sidste Opførelser. Forbudt for Børn
Det store Ansvar (dansk, 1944)
Scala Bio: Kl. 1-2,55-4,50-6,40-8,30.
5. Uge. Forb. for Børn
Ivar Lo Johanssonss Kungsgatan (svensk, 1943)
Toftegaard: Kl. 7 og 8,45
Aarets største svenske Sukces Katrina (svensk, 1943)
Triangel: Kl. 7 og 8,45
Vanløse: Kl. 7 og 8,45
Johannes Meyer – Erni Arneson – Gunnar
Lauring i
Det kære København (dansk,
1944)
Windsor: Kl. 7 og 8,45
Johannes Meyer – Erni Arneson – Gunnar
Lauring i
Det kære København (dansk,
1944)
En af de film, der
virkelig vakte furore i København, var den svenske film ”Kungsgatan” fra 1943.
Den var baseret på en roman af samme navn af forfatteren Ivar Lo-Johansson (1901-1990),
som udkom 1935. Furoren skyldtes i hovedsagen filmens provokerende og pirrende
emne, nemlig prostitutionen i den svenske hovedstad. Mange unge kvinder fra
provinsen droges i første halvdel af 1930’erne til storbyen, hvor der
imidlertid ikke var arbejde til alle, hvorfor nogle havnede på den kriminelle
løbebane. Prostitution var officielt forbudt, men trivedes ikke desto mindre i
bedste velgående i det ’underjordiske’ miljø. Romanen og filmen handler om bondesønnen Adrian (i filmen
spillet af Sture Lagerwall) og provinspigen Marta (i filmen spillet af Barbro
Kollberg), som begge søger til Stockholm, i håbet om at kunne skabe sig en
bedre tilværelse der. Men det går ikke så glat som håbet og forventet, idet
Adrian føler sig fremmed og utilfreds i storstadsmiljøet, mens Marta falder for
fristelsen til at tjene til livets fornødenheder, ved at prostituere sig på
Stockholms paradestrøg, Kungsgatan. Selv havde jeg stor lyst til at se filmen,
men eftersom jeg jo kun var knapt 15 år, da den havde dansk premiére, og
grænsen for at få adgang til at se voksen-film var 16 år, så havde det lidt
lange udsigter med at få den at se for mit vedkommende.
I løbet af året 1944 blev der produceret i alt 17 danske spillefilm, og heraf havde de 7 af filmene premiére i
perioden januar til og med juni. Det var filmene ”Det kære København”,
”Biskoppen”, ”Det store Ansvar”, ”Spurve under Taget”, ”Teatertosset”, ”Mordets
Melodi” og ”De tre Skolekammerater”..
I
juni 1944 var biografrepertoiret i det store og hele som i marts og april
måned. Den 7. juni kunne Saga Bio dog annoncere med premiere på ”den
enestående cirkusfilm 3 Tonellis” (1943), iscenesat af V.
Turjanski. Inde i avisen (Politiken) kunne man under rubrikken ”De nye film”
læse, at den var iscenesat af en V. Turjanski og at hovedrollerne som
cirkusklovnerne Tonio, Maja og Tino blev spillet af henholdsvis Ferdinand
Marian, Mady Rahl og Albert Hehn, og at Winnie Markus er filmens kvindelige
stjerne. Filmen var altså helt utvivlsomt tysk, selvom det ikke nævnes med et
ord, og de pågældende navne var i øvrigt totalt ukendte af det danske
biografpublikum.
Formentlig i
forventning om, hvad invasionen i Normandiet eventuelt kunne føre med sig af
krigshandlinger, blandt andet i form af luftbombardementer, påbegyndte
Københavns Kommune den 19. juni 1944 opførelsen af en serie beskyttelsesrum, de
såkaldte bunkers, på den halvbueformede plads foran Rådhuset, som
københavnervidet for længst havde givet navnet ”Muslingeskallen”.
Herover ses det besynderlige virvar af de såkaldte bunkers foran
hovedtrappen til Københavns Rådhus. Byggeriet påbegyndtes den 19. juni 1944 og
varede resten af året, men med en afbrydelse på grund af en strejke, hvorunder
arbejdet blev nedlagt fra 21. august til 6. oktober. Der var i forvejen kun to
bunkers på Rådhuspladsen, men disse rakte ikke til at rumme de mange
trafikanter, der dagligt færdedes på pladsen.
Fotoet er lånt fra bogen Københavns hvornår skete det. Fra Absalon
til Nutiden. Redaktion Lisbeth Andersen og Steffen Lindvald. Politikens
Forlag 1979.
Efterhånden som
byggeriet skred frem, blev den før så kønne plads forvandlet til et virvar af
kuplede bunkers, hvis beskyttelsesrum befandt sig under jordens overflade.
Meningen med disse bunkers var, at de mange trafikanter, der dagligt færdedes
på og omkring Rådhuspladsen, skulle have et sted at søge tilflugt, når der blev
blæst luftalarm.
I løbet af juni 1944
tilspidsedes forholdet mellem tyskerne og deres håndlangere på den ene side og
modstandsbevægelsen og toneangivende kredse i befolkningen på den anden side.
Den 22. juni blev Riffelsyndikatet i Frihavnen ødelagt ved sabotage, efter at
sabotørerne havde forsynet sig med våben og ammunition. Natten efter blev
Borgernes Hus i Rosenborggade schalburgteret. Den 23. juni proklamerer
besættelsesmagten, at der fra nu af anvendes standrets-procedure ved de tyske
Domstole på Sjælland, hvilket i praksis betød, at tyskerne efter pågribelsen af
sabotører straks dømte og henrettede disse. Men tyskerne benyttede sig også af
andre fremgangsmåder i bekæmpelsen af sabotage og andre former for modstand.
Begge dele kunne man faktisk læse om allerede samme dag på forsiden af
Berlingske Aftenavis, som blandt andet bragte følgende lakoniske meddelelse:
Fra officiel tysk Side
meddeles:
Ved Krigsretsdom af 19.
Juni 1944 er følgende dømt for Sabotageforbrydelser:
Stud. theol. Christian
Ulrik Hansen, født 26. 5. 1921 i Farsø i Jylland,
Landmaaler Emil
Balslev, født 19. 9. 1913 paa Frederiksberg,
Købmand Børge
Lauritsen, født 25. 10. 1916 i Aars, Jylland,
Købmand Jørgen Rydder,
født 20. 9. 1923 i Aars, Jylland,
Klejnsmed Jens Peter
Funk Lind, født 14. 5. 1921 i Sandvig paa Bornholm,
Købmand
Michael Westergaard Jensen, født 25. 10. 1916 i Randers, Jylland,
Skibskaptajn Poul Ib
Gjessing, født 31. 3. 1919 i Silkeborg, Jylland,
Mejerist Hans Jørgen
Henriksen, født 1- 4- 1909 i Aalborg, Jylland, blev dømt til Døden.
Manufakturhandler Knud
Malthe Poulsen, født 12. 2. 1922 i Farsø, Jylland.
Kontorist Jens
Ingvardsen, født 29. 8. 1922 i Farsø, Jylland og
Blikkenslager Hilmar Kjeld Larsen, født
9. 11. 1920 i Farsø, Jylland, blev dømt til hver 8 Aars Tugthus.
Kommis Carsten
Abildgaard, født 28. 11. 1921 i Aalestrup, Jylland.
Seminarieelev Kaj
Erhard Engaard, født 22. 12. 1922 i Hillerslev, Jylland,
Seminarieelev Poul
Henrik Pedersen, født 30. 7. 1922 i Løgsted, Jylland,
Seminarieelev Aage
Kjærulff Bisgaard Christensen, født 17. 6. 1924 i Thorup, Jylland, og
Elevaspirant til Seminariet Robert Viggo
Hvolby, født 10. 8. 1926 i Nørresundby, blev idømt hver 6 Aars Tugthus.
De under samme Sag
Anklagede:
Fru Else Gjessing, født
Jensen, født 11. 6. 1916 i Aalborg, Jylland, og
Sagfører Jens Paul
Torrild Thomsen, født 4. 10. 1903 i Aalborg, Jylland, blev frikendt.
Dødsdommene er blevet
fuldbyrdet i Dag Fredag den 23. Juni 1944.
Det er uhyggeligt at
tænke sig, med hvilken lethed de selvbestaltede tyske myndigheder kunne dømme
danske statsborgere og uden skrupler henrette dem af disse, som forbrød sig mod
de love og regler, fremmedherrerne havde indført i et land, som de ingen lovlig
adkomst havde til at bestemme over. Hvilke skæbner ligger der ikke bag de
ovenfor nævnte otte dødsdømte og henrettede, hvis alder rakte fra 21 til 35 år.
Det var jo nogens sønner, brødre, ægtefæller eller fædre, hvis liv blev brat
afbrudt, fordi de havde villet gøre en indsats for at befri Danmark for
fremmedherredømmet, og hvis relativt korte liv endte som følge af en
geværkugle. Sådanne handlinger som at deltage i en ret beset ulovlig
henrettelse, stempler i virkeligheden et menneske som forbryder mod
menneskerettighederne og menneskeheden, uanset om man handler efter ordre eller
ej. Hvordan det videre gik med de ovennævnte personer, som blev idømt hhv. 8 og
6 års såkaldt tugthus, og om de afsonede straffen her i landet eller i
Tyskland, har jeg ingen viden om, men må formode, at de der overlevede
fangenskabet er blevet løsladt umiddelbart efter Tysklands kapitulation.
Efter den barske
læsning ovenfor, virker det nærmest uanstændigt, at tænke på forlystelser, men
tilværelsen består som bekendt af både tragedie og komedie, og begge dele kom
jo til dels også til udtryk i tidens forlystelser og filmrepertoire. Desuden
kan en omtale af begge dele i bedste fald bidrage til en slags historisk
forståelse af tidsånden og tidsbilledet, så derfor må vi til det igen:
Københavnske forlystelser i henhold til Berlingske Aftenavis for
den 23. juni 1944:
Et udpluk af
forlystelsesannoncer i Berlingske Aftenavis for fredag den 23. juni 1944. Som det
fremgår af annoncerne, var der tale om et varieret udbud, lige fra operette
over sommerrevy og friluftsteater til Pjerrot på Dyrehavsbakken, samt
restauranter og kroer, hvor folk kunne mødes, spise og læske ganen og oven i
købet se varietéforestillinger.
Aktieteatret Nørrebros Teater: Hver Aften Kl. 19,30
Den nye danske
Operette Dummepeter
Poul Reichhardt, Asta Hansen, Hans W.
Petersen, Gerda Gilboe, Mogens Davidsen, Ingeborg Bruhn-Bertelsen, Erik Bertner, Jens Kjeldby.
Allégadeteatret
Riddersalen: Kl. 19,30
pr.
”Livet er jo dejligt”
Apollo Teatret: Kl. 19,30 – 21,40. 102. Gang
Sommerrevyen 1944
Arhoff –
Brandstrup – Helmuth – Erika Voigt – K. M. Løwert – Toni Biering – Wöldike
m.fl. Gæstespil af Europas fornemste
Dansepar:
Egon Riber & Margrethe Dantzer
Søndag Kl. 16:
Ekstraforesilling
Bellahøj Friluftsteater: Linie 2-5-8-11-13-21 til Bellahøj
Politikens Sankt Hans Fest til Fordel for ”Wesselsminde” Kl. 20
”Nitouche”
Marius Jacobsen
synger Midsommervisen
Baal og Fællessang.
Cirkus Revyen: Dyrehavsbakken – Klampenborg. 2 Forest. Daglig
Sommerens store
Suces m. Gæstespil af Henning Schram
Ib Schønberg – Ellen
Jansø – Gunnar Lemvigh
Fassi & Harley –
Juanita & Angelo
Else Jarlbak – Børge Børlis – Rita Clair
– Alf Køllmer – Gerda Bytofte
Ch. Hansen – 14
Bjerre Girls – Lingtons Orkester.
Det ny Teater: Hver Aften Kl. 19,30 præcis ca. – 22
Søndag Kl. 15,30:
Ekstraforestilling. I Aften: Alt udsolgt. I Morgen: Alt udsolgt
Lehars
Verdensoperette Den glade Enke
Hanna Glavari: Else Marie – Grev Danilo: Hans Kurt
Iscenesættelse: John Price og
Kapelmester: Emil Reesen
Frederiksberg Teater: Kl. 19,30
I Aften, Lørdag, Søndag Kl. 19,30,
Mandag, Tirsdag, Onsdag og Torsdag: Alt udsolgt! ”Privatliv”
Iscenesat af
John Price.
Berthe Qvistgaard –
Grethe Holmer – Edvin Tiemroth – Knud Rex
Lørdag Kl. 16: Ekstraforestilling til Fordel for
Viceskoleinspektør Østrup’s Feriebørn.
Ekstraforestilling Søndag Kl. 16.
Nygade Teatret: Kl. 19,30 til ca. 21,40
Sommerens Sensation Earl Sheridan I
Hokus-Pokus-Revyen
Ny Ravnsborg
Kabaretten 1944: Hver
Aften Kl. 19,15 – entré 50 Øre.
Rialto: Lørdag Kl. 19,30 Premiere
Den klassiske Latter-Gyser Spøgelsestoget
Iscenesættelse: Mogens Brandt
Asbjørn Andersen – Svend Bille –
Arne-Ole David – Grete Frische – Tudlik Johansen – Elsa Kourani – Peter Nielsen
– Anita Präfalder – Ejgil Reimers – Verner Thaysen
Røde Kro Teater: Lørdag Kl. 19. 108. Gang!
Den søvnløse Brudgom
Opføres kun mens Sommerrevyen
indstuderes.
Cirkus Schumann: I Aften Kl. 20
Sommerens Rekord
Sukcesprogram
Imorg. Lørdag 2 Forestill. Kl. 16 og 20
Gold-Digger: Non Stop Varieté Kl. 20 – Fri Entré
Humørets Eldorado
Køligt Lokale – Godt Smørrebrød – og
en kold Tuborg
Københavner Kroen: Fri Entré
Stor Sct. Hans Fest
Landevejskroen: forh. Gl. Bellevue
Lorry: Fri Entré
Stor Sct. Hans Fest med
Kæmpeprogram
Midsommervise – Sct. Hans-Baal i
Parken
National
Scala: Fri Entré
Koncert til Frokost og Dinér
Holberghaven: Stor Sct. Hans
Fest
Baal paa Scenen. Midsommervise o.s.v.
Kgl. Solodanser Niels Bjørn
Scala-Salen: Kaj Møllers Orkester.
Skovriderkroen:
Sct. Hansfest & Bal
Aksel Schiøtz synger Midsommervisen
Zool. Have:
Musiktribunen Søndag Kl. 15,30
Bassangeren Emil Christoffersen
Sidste Nyt: Orangutanen
Musse
Willy Melchiorsen
spiller hver Eftermiddag.
Og så var der som
altid om sommeren TIVOLI, hvor der i dagens anledning var Sct. Hansbål på Søen
og lurblæsning og fakkeltog. Koncertsalen bød på operasanger Emil
Christoffersen, som med Sv. Chr. Felumb som dirigent fremfører arier af Haydn,
Mozart og Nicolai, og desuden sange og romancer med klaver. Kl. 22,45 ville der
være Amagerbrudefærd med fakkeltog, hvor Midsommervisen ville blive sunget af
kgl. kammersanger Niels Hansen.
Pantomimeteatret
ville lørdag den 24. juni kl. 21 opføre forestillinger med solister fra Den
kgl. Ballet: Kgl. 1. Solodanserinde Margot Lander, kgl. solodanserinde
Margrethe Schanne, kgl. balletmester Harald Lander og kgl. solodanser Hans
Brenaa.
Men man bør heller
ikke glemme det nok så populære folkelige forlystelsessted: Dyrehavsbakken,
almindeligvis kun kaldet BAKKEN. Det var et sted, hvor københavnerne i hobetal
havde moret sig hvert eneste år siden stedets åbning helt tilbage i
1700-tallet, og nutiden dannede ingen undtagelse i den henseende. Bakken havde
det fortrin, frem for Tivoli, at der ikke skulle betales adgangsbillet, men kun
købes og betales for hver af forlystelserne. Selv havde jeg ikke været på
Bakken dette år, men havde været der adskillige gange de foregående år, enten
sammen med min familie eller med mine kammerater. Det var dog noget mere
besværligt, at komme fra København og ud til Bakken, for da skulle man benytte
enten S-toget eller Kystbanetoget til Klampenborg Station, og derfra gå den
forholdsvis lange spadseretur ind til det sted i udkanten af Dyrehaven, hvor
Bakken med sine mange forlystelser var og stadig er beliggende. På Bakken var
det ikke mindst rutsjebanen, der var mål for mange børns interesse, for den var
langt større og mere spændende end rutsjebanen i Tivoli. Dernæst var det altid
en fornøjelse at se og høre Pjerrot, når han underholdt sit interesserede og
taknemmelige børnepublikum.
Det københavnske biografrepertoire i henhold til Berlingske
Aftenavis for den 23. juni 1944:
Alexandra: Kl.
1,30-3,20-5,10-7-8,45. Forb. f. Børn.
Det charmerende
Lystspil Brudegaven (tysk, 1943?)
Med Carola Höhn og
Werner Fuetterer
AlléTeatret: Kl. 7,10 og 9,10
Spænding – Humør –
Sensation
Manegens Konge
(formentlig tysk, men er ikke identificeret)
Bellevue: Kl.
7 og 9
Den italienske
Storfilm Kampen om Borgen (ital., 19??)
Bristol: Kl.
1,45-3,30-5,15-7-8,45
Det nye franske
Lystspil Tre Mand om en Pige (Romance à Trois) (fransk, 1942)
Carlton: Kl.
1,30-3,20-5,10-7-8,45. 11. Uge
Marguerite Viby i Teatertosset
(dansk, 1944)
Hans Kurt – Ib
Schønberg
Udbuddet af biografforestillinger var stort og varieret, noget for
enhver smag og lyst, med enkelte nye film på repertoiret, som f.eks. franske
Corinne Luchaires nyeste film ”Bandlyst”.
Men ellers var der alt, lige fra filmfarcer over lystspilfilm og
filmgysere til film om seriøse og historiske emner, som f.eks. det danske nationalklenodie
og Sct. Hansaftenspil ”Elverhøj”. Men naturligvis ingen engelske og
amerikanske film. Udsnit af biografannoncer i Berlingske Aftenavis for fredag
den 23. juni 1944.
Casino: Istedgade
84. Kl. 7,15 og 9
Wienerfilmen med
Paula Wessely Høst (østr., 1938)
Colosseum: Kl.
7 og 8,45. Kun 3 Dage!
Alida Valli i Hans
hemmelige Model (ital., 1941)
En spændende
Fortælling om en moderne ung Piges Skæbne
D. S. B. Uafbr.
Forest. Kl. 13 – 21. 75 Ø. incl. Sk.
Dansk Film
Avis – Midnatssolens Land – Den ædle Drue – Bali – Jægerbruden Grand:
Kl. 2-3,40-5,20-7-8,45.
Første Gang i
Danmark Spil, Zigøjner (formentlig tysk, 1944?)
Hvidovre Kino: Kl. 7,10 og 9,10. KUN i Dag.
Sct.
Aftenspiller Elverhøj (dansk; 1939)
Metropol: Kl.
1,30-3,20-5,10-7-8,45. 2. Uge! Forb. f. Børn.
Karin Ekelund –
Edvin Adolphson
Det sjette
Skud (svensk, 1943)
Nora: Kl. 7
og 8,45
Den franske Stjerne
Corinne Luchaire i sin nyeste Film
”Bandlyst” (fransk,
1940)
Nørreport Bio: Obs! Kl. 14,10-16,10-18,30-20,30. 11. Uge!
Marguerite Viby –
Hans Kurt
Teatertosset (dansk,
1944)
Palads: Kl.
2 Kl. 4 Kl. 6,30 Kl. 8,30. 8 Uge.
Forb. f. Børn
Gull-Maj Norin –
Angelo Bruun – Poul Reichhardt
Mordets Melodi
(dansk, 1944)
Iscenesat af Bodil
Ipsen.
Palladium: Kl.
2 Kl. 4 Kl. Kl. 6,30 Kl. 8,30
De tre
Skolekammerater (dansk, 1944)
Palæ Bio: Kl.
7 og 8,45
Emil Jannings i Før
Solnedgang (tysk, 1937)
Platan: Kl.
7 og 8,45. Forb. f. Børn
Den
fransk-schweiziske Film Livets Parade (schweiz, 1944?)
En gribende Film om
Livet af i Dag
med Anne-Marie Blanc
Park: Kl.
19 og 20,45
Willi
Forst-Sukces’en Operette (østrigsk, 1941)
Roxy: Kl. 7
og 8,45
Stakkels Ferdinand (svensk,
1941)
Saga: Kl.
2-4-6,30-8,30.
Edvard Persson
Det bli’r
Solskin igen (svensk, 1942)
Scala – Bio: Kl. 1-2,55-4,50-6,40-8,30. 7. Uge
Ivar Lo-Johansson’s Kungsgatan
(svensk, 1943)
Skovshoved: Kl.
7 og 9. Forb. f. Børn
Mogens Wieth –
Berthe Quistgaard
Jeg mødte en
Morder (dansk, 1943)
Strand Teatret: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn
Det store
Ansvar (dansk, 1944)
Triangel: Kl.
7 og 8,45
Zarah Leander I
Gloria O’Connors
Hemmelighed (tysk, 1943)
Windsor: Kl.
7 og 8,45. Forb. f. Børn
Mellem to Tog (svensk,
1943)
Sonja
Wigert – Hasse Ekmann
Ifølge Berlingske
Aftenavis for fredag den 23. juni gik ”Mordets Melodi” på 8. uge i Palads,
mens Saga havde sat Edvard Persson-filmen, Det bli’r Solskin igen (1942),
på plakaten. Anmelderen konstaterede indledningsvis:
”Sammen med Lumbyes ”Drømmebilleder”,
Morten Korchs ”De røde Heste” og en god Tatarbøf indtager Edvard
Persson-Filmene en sikker Position i Folkets Omdømme. Den sidste svenske Film
med Skaaningen, ”Det bli’r Solskin igen”, der gaar i Saga, danner ingen
Undtagelse fra Reglen; Folk morede sig under Fremførelsen, klappede bagefter og
gik hjem fløjtende Refrænerne fra Filmen. En temmelig sikker Succes.”
Den
surt-ironiske anmelder, der signerede sig awi, gennemheglede derefter
filmen og kaldte den en helt igennem underlødig spekulation i Perssons
folkelige popularitet. Filmen var i øvrigt fra 1942 og derfor ikke ganske ny.
Hans nyeste film på det her nævnte tidspunkt var Landmandsliv (1943).
Det skal for en ordens skyld tilføjes, at der med Morten Korchs ”De røde
heste”” hentydes til romanen, ikke til filmen, som først blev produceret
omkring 1950.
Som
tidligere omtalt blev skåningen Edvard Persson herostratisk berømt i Danmark i
og med filmen ”Landevejskroen” (”Kalle på Spången”), som var produceret i 1939,
men blev først vist herhjemme i 1940. I København havde den premiere i
Nørreport Bio den 29. januar 1940 og før at tyskerne besatte Danmark den 9.
april 1940. Det var faktisk først derefter, at filmen blev et tilløbsstykke,
idet Nørreport Bio holdt den på plakaten i 87 uger, med sidste visning den 7.
oktober 1941, hvorefter den vistes i andre af byens og omegnens biografer.
Den
situation irriterede åbenbart de tyske besættelsesmyndigheder, for det
nazistiske dagblad ”Fædrelandet” bragte den 16. september 1941 en artikel,
hvori man kritiserede de københavnske biografejeres uvilje mod at spille tyske
film. Man mente angiveligt, at det danske biografpublikum gerne ville se tyske
film, men blev forhindret deri på grund af biografejernes politisk motiverede
censur. Avisen kunne dog også konstatere, at der fandtes en del fornuftige folk
blandt de københavnske biografejere, som gerne ville spille tyske film. Sådanne
folk mente avisens skribent, var folk, som havde forståelse for den nye tid,
der gryede over Europa, og som lader deres valg af filmrepertoire bestemme af
kunstneriske og ikke af politiske grunde. De biografejere, som havde vist tyske
film i deres biografer, havde tilmed fået en økonomisk fordel ud af det, for
publikum havde ikke svigtet de pågældende biografer. Hvad enten man kan lide
det eller ej, så må man give ”Fædrelandet”s skribent ret i den sidste påstand,
for der fandtes faktisk tyske film, som under besættelsen fik stor succes i
København.
Men igen, så snart en
film sluttede og man atter trådte ud af biografens mørke, meldte virkeligheden
sig på ny og indtrykket af den film, man lige havde set, fortonede sig snart.
Lyttede man til Radioavisen og læste aviserne, blev man dagligt mindet om
krigens barske og ubønhørlige gang på de forskellige fronter, og om
dagligdagens store og små problemer.
I
disse juni-dage 1944 var manges opmærksomhed rettet mod de daglige beretninger
om krigens forløb på de forskellige fronter, og selvom alle vidste, at radioens
nyhedsudsendelser og avisernes nyheder, var censurerede af tyske censorer, så
kunne de læsere, som forstod at læse mellem linjerne, alligevel godt danne sig
et nogenlunde dækkende indtryk af, hvordan situationen tegnede sig aktuelt.
Mandag den 26. juni kunne Aftenbladet på sin forside berette om de fortsatte
kampe i Normandiet, hvilket kan ses af de følgende overskrifter og manchetter:
Kampen om Cherbourg
STEGET TIL INFERNO
Dramatiske Radiomeldinger
fra de tyske Forter
BERLIN, Mandag. R.B.
Slutkampen
om Cherbourg er i fuld Gang. Efter hvad Internationale Information kunde
meddele Søndag Morgen, har Hærens og Marinens Kystbatterier allerede i
Lørdagens Løb og Natten til Søndag afslaaet stadige Luftangreb og den sværeste
Beskydning fra Havet og til Trods for Fjendens Masseangreb ikke blot tilføjet
dem frygtelige Slag til Lands og til Søs, men desuden lige til Aftentimerne i
Gaar afværget ethvert Indbrud i Batterierne.
Hvert
Hus i Cherbourg
en
tysk Modstandsrede
Meter for Meter kæmper Amerikanerne sig
Vej mod den ødelagte Havn
BERLIN, Mandag. (INT)
I den forbitrede Kamp
om Cherbourg forsvarede enkelte tyske Bunkers sig endnu i den gennembrudte ydre
Forsvarsring omkring Byen, og yder, skønt fuldstændig isolerede og overladt til
sig selv, stadig energisk Modstand, beretter en tysk Krigskorrespondent. Med
alle den moderne Krigs tekniske Hjælpemidler løber Amerikanerne Gang paa Gang
Storm mod disse Modstandsreder.
Specialflyvemaskiner beskyder dem med
Raketbomber, og amerikanske Pionerer gaar løs paa dem med Flammekastere, medens
en Regn af Granater fra talrige Batterier uafladelig ryster disse Bunkers, hvis
Besætninger ikke desto mindre sætter sig lidenskabeligt til Modværge. Overalt
bliver der kæmpet med vild Beslutsomhed og til sidste Patron
Ogsaa i Cherbourgs Gader kæmper de Tyske
Soldater med den samme Forbitrelse. Hvert eneste Hus er blevet forvandlet til
en Modstandsrede, spækket med Vaaben, og vanskelig at indtage. Hus for Hus maa
Amerikanerne kæmpe sig frem, og kun under store Ofre lykkes det dem Meter for
Meter at trænge ind i Cherbourg og bane sig Vej mod Havnen, hvor tyske Pionerer
har fuldbyrdet Ødelæggelse af Kajerne.
Sabotager, schalburgtager, strejker og
spærretid
Natten mellem den 24. og 25.
juni fandt der store ødelæggelser sted i Tivoli, udført af den såkaldte
Peter-gruppen indenfor Schalburgkorpset. Hvilket medførte en midlertidig
lukning indtil 12. juli. Ødelæggelserne gik blandt andet ud over Glassalen og
flere andre kendte bygninger og etablissementer i den smukke have, som jo på
denne tid af året havde sin højsæson. En lukning af haven var desværre nødvendig,
og det gik naturligvis især ud over fortjenesten for de mange selvstændige
ejere af de forskellige forlystelser og restauranter,
Den 26. juni kunne Aftenbladet
imidlertid bringe følgende optimistiske meddelelse:
Tivoli
aabner igen i Slutningen af Ugen
Efter hvad AFTENBLADET erfarer, agter
Tivolis Direktion at forsøge en Genaabning af Haven i Slutningen af denne Uge.
Den nøjagtige Dag er ikke fastsat endnu, men man kan regne med, at der ikke vil
gaa mere end 4-5 Dage, inden Haven genaabner.
Som en direkte følge
af den tiltagende uro og demonstrationer i København, reagerede de tyske
myndigheder mandag den 26. juni 1944 med nedenstående proklamation, som også
blev refereret i Aftenbladet for denne dato:
Spærretid i
Storkøbenhavn
Forbud mod Ansamlinger
og Forsamlingsforbud
Fra officiel tysk Side
bekendtgøres:
Af Hensyn til den offentlige Orden og Sikkerhed er der med Virkning
fra Mandag den 26. Juni 1944 truffet følgende Anordninger for det
storkøbenhavnske Byområde (København, Frederiksberg, Gentofte, Lyngby-Taarbæk,
Gladsakse, Rødovre og Hvidovre Kommuner):
1)
Det
er forbudt at færdes eller opholde sig paa offentlige Gader, Veje og Pladser i
Tiden fra Kl. 20 til Kl. 5. Undtagelser kræver en særlig Tilladelse, om hvilken
Andragende skal indgives til de danske Politimyndigheder.
2)
Ansamlinger
af mere end fem Personer er forbudt paa offentlige Gader, Veje og Pladser.
3)
Forsamlinger
af enhver Art under aaben Himmel og inden Døre er forbudt. Undtagelser kræver
en særlig Tilladelse, om hvilken Andragende skal indgives til de danske
Politimyndigheder.
4)
Anvisninger
fra tyske Patruljer skal ufortøvet efterkommes.
Nærmere Bestemmelser
angaaende Undtagelserne saavel som Straffebestemmelserne for Overtrædelse af
ovenstaaende Anordninger vil senere blive bekendtgjort.
Så mange – eller så
få – var ordene, hvormed herrefolket søgte at forhindre det, der var i anmarch,
nemlig en regulær storstrejke. Og slemt var det for det danske politi, som
ufrivilligt blev inddraget i administrationen af nogle bestemmelser, som var
blevet truffet af de tyske besættelsesmyndigheder. Men den kamel måtte det
danske politi indtil videre sluge og parere de givne ordrer, hvilket
selvfølgelig langt fra huede alle politifolk.
Men som åbenbart
altid i den slags alvorlige og pressede situationer, søgte almindelige borgere
i hovedstaden tilflugt og trøst i forlystelserne og ikke mindst i biograferne.
Imidlertid havde man ikke kunnet tage højde for den nyindførte spærretid,
hvorfor forlystelsernes åbningstider og biografernes programtider denne dato,
den 26. juni, var dem, der hidtil havde været gældende. I henhold til
Aftenbladet for denne dato, var der ikke kommet nye film på repertoiret siden
den 23. juni, så derfor vil der ikke være grund til at gentage repertoiret her.
Men derimod kan der være mening i at referere, hvad avisen skriver under
rubrikken ”Scene og Sal”, som for resten blev redigeret og skrevet af redaktør
og forfatter Knud Meister:
Hvem lukker?
Teaterdirektørerne holder Møde i Dag og
afgør da, om man vil spille eller lukke under Spærretiden. Indtil da er der
truffet følgende foreløbige Beslutninger:
Nørrebros Teater, som
alligevel slutter Sæsonen den 1, Juli, lukker antagelig straks.
Frederiksberg Teater forsøger en
Forestilling Kl. 17. Der er udsolgt en Uge frem i Tiden, men Billetter
godtgøres.
Rialto lukker
antagelig.
Cirkusrevyen lukker.
Bellahøj
Friluftteater aflyser.
Friluftteateret i
Dyrehaven aflyser.
Cirkus Schumann forsøger
at spille Kl. 17.
Dyrehavsbakkens store
Restauranter lukker antagelig ogsaa, men i øvrigt raades man til at forhøre sig
telefonisk paa de forskellige Steder angaaende Spilletid eller eventuel
Aflysning. De fleste nærmere Bestemmelser træffes i Dagens Løb.
Det er snart noget
siden, man har hørt den udmærkede Pianistinde Galina Werscenska i Radioen, men
nu hører jeg, at hun snart kommer igen for at spille Debussys Suite ”Children’s
Corner”
Tove Steiness og Knud Pheiffer planlægger for Tiden en Udsendelse
sammen med Bruno Henriksen. Den skal hedde ”Han, Hun og Henriksen”, og
det minder mig om, at man sidste Aar lavede en Radioudsendelse, som først blev
døbt ”Han, Hun og Hammelboe”, men Radioen strøg Titlen, fordi den syntes for
prætentiøs (!).
Der var som nævnt
indført ny spærretid fra kl. 20 til 5. Men nu havde især mange arbejdere på
store danske virksomheder i Storkøbenhavn fået nok, i nogen grad opfordret
dertil af det forbudte kommunistiske partis ledende folk. Den 28. og 29. juni
kl. 12 middag nedlagde man arbejdet, angiveligt som protest mod spærretiden,
som da også blev en smule lempet allerede den 29. juni, idet den ændredes til
fra kl. 23 til 5. Dele af befolkningen, særlig de unge mænd, tog
arbejdsnedlæggelserne som en opfordring til at demonstrere, ved at opholde sig
i gaderne i spærretiden og ved at tænde bål flere steder rundt om i byen, bl.a.
i Istedgade og i Jægersborggade. I Jægersborggade, hvor der blev tændt bål i
begge ender af gaden og et tredje bål omtrent midtvejs, ud for hukket nærmest
Jagtvej, gik det til på den måde, at unge mænd og kvinder, drenge og piger
samlede alt det brændbare skrammel, de kunne finde i gårdene eller som blev
kastet ud til dem fra lejlighederne, sammen i tre store bunker, som derefter
blev antændt og holdt ved lige gennem mere eller mindre konstant tilførsel af
brændbart materiale. Enkelte skræmte beboere, som ikke syntes om al den
ballade, det alt sammen afstedkom, og som med rette frygtede for tyskernes
reaktioner, ringede efter brandvæsenet, og med dette fulgte også politiet. Men
lige så snart slukningskøretøjerne og politiet var borte efter at gaden var
blevet ryddet for mennesker og et bål slukket, før de samme unge og større børn
igen stimlede sammen og tændte nye bål.
Den 30. juni tog de begivenheder for alvor fat,
der siden skulle blive kendt under navn af ”Folkestrejken 1944”. Alt arbejde
standsede i løbet af formiddagen, butikkerne lukkede og telefon-, sporvogns- og
jernbanetrafikken ophørte, og ved middagstid var der det, som kaldes total
generalstrejke. Politi, brandvæsen og hospitalerne forblev dog i funktion, og
det samme gjorde personalet på vand-, gas- og elektricitetsværkerne. Men
allerede samme aften foranstaltede tyskerne afbrydelse af disse livsnødvendige
forsyninger til storbyens beboere. I modsætning til, hvad der var tilfældet med
gas og elektricitet, forsvandt vandet i rørsystemet dog ikke øjeblikkeligt.
Hjemme i vores ejendom oplevede vi det på den måde, hvad især vand angik, at
beboere på femte sal i første omgang fik lov til at hente vand hos underboerne.
Men efterhånden som vandtrykket i rørene blev svagere, måtte alle beboere hente
vandet i kælderen, indtil der heller ikke her var mere vand at tappe af
hanerne. Vand var jo en nødvendighed, særlig i forbindelse med madlavning og
personlig vask, der dog dengang for de fleste storbymenneskers vedkommende
indskrænkede sig til vask af ansigt og overkrop. Karbad såvel som brusebad var
ukendt luksus i arbejderkvarterer, hvor man til daglig var henvist til at vaske
sig ved køkkenvasken eller ved et vandfad på køkkenbordet.
Da der allerede i løbet af næste dag ikke var
mere vand at tappe fra rørene, måtte folk hente vand i spande og dunke fra de
steder, hvor der fandtes vand. Det gjorde der f.eks. ovre i den rest af
Ladegårdsåen, der endnu var tilbage ved Borups Allé. Andre hentede vand i
Søerne, og dette vand blev naturligvis kogt inden det blev brugt til
madlavning. Men hvordan kunne man overhovedet koge noget, når der ikke længere
var hverken gas eller elektricitet? – Jo, det kunne man, fordi der altid har
fundets mennesker, som viser stor snilde og opfindsomhed i mangel- og
krisesituationer. Driftige folk fik lynhurtigt gang i produktionen af de
såkaldte sparekomfurer og spareovne, som var flikket sammen af blikplader. Et
af disse mennesker var f.eks. min onkel Thorkild, som havde næse for, hvor der
var hurtige og forholdsvis nemme penge at tjene. Han havde konstateret, at der
rundt om i byen var nogle folk i gang med at fremstille de såkaldte
sparekomfurer, som skulle tændes op ved hjælp af papir og pindebrænde og fyres
med briketter eller tørv. Thorkild lejede straks et kælderbutikslokale henne i
Jægersborggade nr. 7. Og her installerede han sig med det lidt værktøj, der var
brug for ved fremstilling af sparekomfurer. Med hjælp fra far, som i lighed med
de fleste andre var uden arbejde under Folkestrejken, knoklede Thorkild nærmest
i døgndrift, for blot nogenlunde at kunne imødekomme efterspørgslen efter
sparekomfurer. Men disse skulle jo også installeres i folks køkkener, idet der
nødvendigvis måtte bores eller bankes hul i skorstensmuren til aftræksrøret, så
røgen fra komfuret kunne ledes ud den vej.
Min erindring fortæller, at far efterhånden i
stigende grad blev utilfreds med, at Thorkild påtog sig så mange opgaver i
forbindelse med fremstilling og installation af sparekomfurer, at det var
vanskeligt at overkomme leverancerne. Værst var det nok, at Thorkild forlangte
forudbetaling, for overhovedet at ville påtage sig at lave et sparekomfur til
en kunde. Når komfuret var blevet betalt af kunden, tog Thorkild det ikke så
højtideligt med leveringen af varen. Det havde far det meget dårligt med, lige
som han var meget ked af, at der kom så mange klager fra kunder over, at tilslutningen
af aftræksrøret til den indvendige skorstensmur ofte var lavet så dårligt eller
sjusket, at utæthederne tillod røgen at sive ind i køkkenet i stedet for ud
gennem skorstenen og op i den blå himmel. Det var Thorkild selv, der stod for
tilslutningen af aftræksrøret, og han tog det i reglen ikke så nøje med
tætheden, hvis bare det hele så tilforladeligt ud, når han forlod kunden. Og
klagerne afviste han ofte med, at kunden ikke kunne forvente et bedre resultat
med den billige betaling, han tog for komfuret og installationen af dette. Far
blev meget flov over Thorkilds sjuskede arbejde og hans totale ligegyldighed
overfor de arme kunder, som oftest midaldrende eller lidt ældre husmødre, der
ikke anede, hvordan de kunne afhjælpe den røgplage, der var opstået som følge
af for dårlig tilslutning af komfuraftrækket til skorstensmuren.
Hjemme fik vi selv et sparekomfur, men da det
var far selv, der havde lavet det og tilsluttet det til skorstenen, fungerede
det heldigvis upåklageligt. Desuden sørgede han for, at der var pindebrænde og
tørvebriketter til at tænde op og fyre med. De sidstnævnte havde dog en så fæl
lugt, når de brændte, at det var nødvendigt at holde et eller flere vinduer
åbne, hvilket ikke var noget problem denne varme sommer.
Apropos tørv og tørvebriketter, så kom far en
overgang under besættelsen til at arbejde i en af de store tørvemoser i
Jylland, hvor man skar tørv ud til fyringsbrug. Det var så vidt jeg kunne
forstå et hårdt og slidsomt arbejde, som daglig varede fra tidlig morgen til sen
aften, men det var han jo vænnet til fra barnsben. I den periode, hvor han
arbejdede i den jyske tørvemose boede han sammen med adskillige andre arbejdere
i nogle skurvogne, der til formålet var opstillet i nærheden af tørvegraven. Så
vidt jeg husker, var far væk cirka fjorten dage ad gangen, hvorefter han kom
hjem på et par dages ophold, for atter at rejse tilbage til arbejdsstedet, når
disse fridage var forbi. Men så vidt jeg forstod, tjente han relativt gode
penge under sit hårde arbejde i tørvemosen, og det bidrog nok til at kompensere
for savnet af familien derhjemme.
Den 1. juli 1944 blev på flere måder en
skæbnesvanger dag for hovedstaden, for denne dag gik ophidsede folkemængder,
dog mest besående af unge mænd, til angreb på forretninger, hvis indehavere
mistænktes for at være nazister eller for at samarbejde med tyskerne. Det gik
blandt andet ud over en bodega omme på Nørrebrogade nr. 146, tæt ved Nørrebros
Runddel, hvilket jeg selv tilfældigvis blev vidne til. Forretningens
vinduesruder blev knust og inventaret ødelagt og delvis smidt ud på gaden, hvor
det blev afbrændt. Men nok så alvorligt gik det ud over Varehuset Buldog, som
lå på hjørnet af Nørrebrogade og Ravnsborggade, hvor især min mormor jævnligt
handlede, og hvor hun gerne købte legetøj og julegaver, fordi det var billige
priser, og fordi det lå tættere på end Daells Varehus på Nørregade. Buldog blev
totalt nedbrændt og aldrig genopført, men senere blev ruinen af det før så
besøgte og velrenommerede varehus revet ned, for at give plads for en
Irma-butik.
Samme dag blev chefen for de tyske tropper på
Sjælland, generalløjtnant Richter, udnævnt til øverste befalingshavende over
København, som han straks erklærede i belejringstilstand. Det betød, at alle
bygrænserne blev afspærret, så al ind- og udgående færdsel hindredes, hvilket
naturligvis først og fremmest medførte, at tilførslen af daglige forbrugsvarer
blev standset. Det fik hurtigt alvorlige forsyningsmæssige konsekvenser for
byens befolkning, ikke mindst for mindreårige børn, som var vant til at få mælk
dagligt, men på andre måder for voksne, og især efterhånden som forretningernes
lagre af daglige forbrugsvarer tømtes.
For mit eget vedkommende var situationen den,
at jeg i lighed med mine kolleger var i ufrivillig strejke, alene af den grund,
at tegnestuen holdt lukket som følge af begivenhedernes udvikling. Men vi ville
selvfølgelig også gerne være solidariske med modstandsbevægelsen og de
strejkende arbejdere. Johnsen og Toubro havde informeret os om, at vi selv
måtte bedømme, hvornår situationen var sådan, at det ville blive muligt at
genoptage arbejdet. Men indtil videre så det sort ud, for begivenhederne tog
fart i de følgende dage. Den 1. juli indså nogle af de mest aktive og
forudseende af de unge mænd i vores gade, at man kunne forhindre politi og
brandvæsen i at komme ind i gaden og slukke de antændte bål, hvis man fjernede
en stor del af brostensbelægningen og fortovsfliserne i begge ender af gaden.
Jægersborggade var på den tid brolagt med såkaldte brosten af den slags, man i
reglen nu kun ser ved fortovskanterne. En skare af unge og børn af begge køn
gik ufortøvet i gang med at bryde brostenene op og samle disse og de
fortovsfliser, der var i nærheden, sammen i en høj bunke ved gadens indmunding,
hvor der snart dannedes en vold af sten, som strakte sig fra den ene side af
gaden til den modsatte side. Den kunne intet køretøj, hverken biler,
motorcykler eller andet komme forbi, hvilket jo netop også var meningen. Folk,
der eventuelt havde nødvendige ærinder udenfor gaden, måtte, for at komme ind
og ud af gaden, kravle over stenbunken. Stenvolden viste sig effektiv, idet
hverken det senere tilkaldte slukningskøretøj eller politibilen kunne komme ind
i gaden, hvorfor man foretrak at retirere.
Næste morgen lå gaden forholdsvis stille hen.
Bålene var slukket og havde efterladt sig ikke brændbare og kun halvt
forbrændte ting, samt store sodsværtede pletter på gaden, hvor bålet havde
været. Alle butikker i gaden var lukket og byen lå stille hen som følge af
arbejdsnedlæggelserne. Heller ikke på Jagtvej var der tegn på liv, hvilket
bl.a. mine kammerater Jørgen, Jørn og jeg kunne konstatere, da vi gik hen for
enden af gaden, hvor vi kravlede over stenvolden, for at kunne komme hen til
gadehjørnet for at se, hvad der foregik på Jagtvej. Her var der i forvejen
forsamlet en del nysgerrige børn, unge og lidt ældre mennesker. ”Pas på!” var
der en af de tilstedeværende, der sagde, ”Gå ikke ud på Jagtvej, men stil jer i
skjul af hækken og nøjes med at kigge forsigtigt frem!” På den tid var der en
café på det højre hjørne af Jægersborggade og Jagtvej, og foran denne var der
en lille triangulær plads, indrammet af en forholdsvis høj hæk. Her var der
opstillet nogle få borde og stole til de gæster, som fortrak at sidde udendørs,
mens de nød en stille pilsner eller en kop kaffe. I ly af denne hæk tog vi tre
kammerater opstilling sammen med en lille gruppe andre og for os ubekendte
mennesker fra Jægersborggade.
Ved med største forsigtighed at snige os til at
kigge hen mod Nørrebros Runddel, som jo kun lå nogle få hundreder meter væk,
kunne vi konstatere, at tyskerne nu havde opstillet bemandede
maskingeværstillinger henne midt på Runddelen, således at der var placeret et
maskingevær for hvert verdenshjørne: Et, der pegede mod nord, et mod syd, et
mod øst og et mod vest, og lejlighedsvis kunne man høre den skrattende lyd fra
et af disse maskingeværer, når tyskerne skød efter folk, der bevægede sig ud på
enten Jagtvej eller Nørrebrogade. Senere på dagen erfarede vi, at der så langt
borte som helt nede ved Solitudevej, var en mandlig cyklist, som havde vovet
sig ud på Nørrebrogade, der blev skudt og dræbt af den tysker, der betjente det
sydvendte maskingevær. Der var åbenbart en fotograf til stede i nærheden af
stedet, hvor manden faldt af cyklen og blev liggende livløs på gaden, for der
findes et foto af denne tragiske episode.
På dette foto
fra 2008 ses Jægersborggades udmunding i Jagtvej. På hjørnet til højre ses
faktisk noget, der ligner den fortovscafé, som var der dengang i 1944, blot med
den forskel, at der da var en høj hæk ved hjørnet. Det var bag ved denne hæk,
at vi drenge stod i ly den dag under Folkestrejken 1944, og hvor min kammerat
Jørgen ved et antastisk held forhindrede, at jeg blev ramt af skud fra
maskingeværet henne på Nørrebros Runddel. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.
I
øvrigt kunne det ved den omtalte lejlighed formentlig nær være gået frygtelig
galt for mig. Vi tre kammerater og de andre, der var samlet ved gadehjørnet,
stod ved siden af hinanden og dannede nærmest en række, og lænede os fremad,
men sådan at vi mente at være udenfor skudhold og dermed i sikkerhed. Men
pludselig hørte jeg et advarselssråb fra Jørgen, som stod til venstre for mig,
samtidig med at han med sin højre albue puffede mig hårdt tilbage. I samme
øjeblik hørtes ligesom en hvislende lyd og Jørgen, der udbrød: ”Av for
pokker!”. Det viste sig, at et projektil havde strejfet hans højre hånd, lige
idet han pressede mig tilbage. Havde han ikke gjort det, ville kuglen
sandsynligvis have ramt mig i brystet eller overarmen. Der blev stor
opstandelse hos de tilstedeværende over det, der var sket. Vi blev alle stærkt
rystede over denne oplevelse og bandede tyskerne langt ned i helvede. Men
heldigvis viste såret på øverste led af Jørgens langfinger sig at være
overfladisk og det blødte kun lidt. Han ville gerne anses for at være en sej
fyr, så han nøjedes med at slikke lidt på såret og tørre det af i sit ærme.
”Ikke noget at tale om!” sagde den seje, men trods alt rystede Jørgen.
Men allerede kl. 5 om morgenen dagen efter
ankom en deling tyske soldater, bevæbnede med maskinpistoler, til den ende af
Jægersborggade, der lå nærmest Jagtvej. Soldaterne gik ind i de første opgange
i gaden og dundrede på entredørene, for at vække beboerne, som lå intetanende i
deres senge og sov. Iført pyjamas eller kun i undertøj blev beboerne derefter
beordret til at gå ned på gaden og lægge fliserne og brostenene tilbage på
plads, alt sammen under skarp bevogtning af de truende udseende tyske soldater.
Den ynkelige flok på en snes halvt påklædte
mennesker af begge køn, unge som ældre, hvoraf formentlig ingen var vant til
flise- og brolægningsarbejde, havde ingen anden udvej end at parere ordre, for
de tyske soldater og deres officer så ud til at mene det alvorligt. Desuden
vidste man, at tyskerne ikke var til at spøge med, og at de ikke regnede
menneskeliv for noget. Men da de stakkels beboere jo ikke var professionelle
til det arbejde, de her blev tvunget til at udføre, blev resultatet naturligvis
derefter. Jeg så ikke selv, hvad der skete ved den lejlighed, men fik det
fortalt af andre senere på dagen, og desuden kunne jeg forvisse mig om, hvad
der var foregået, da jeg så resultatet af de arme menneskers forsøg på at udbedre
det stykke gade og fortov, som var blevet brudt op for at skaffe materiale til
barrikaden. Så vidt vi vidste, havde ingen af disse mennesker deltaget i
barrikadebyggeriet et par dage før. Derfor var det også forståeligt, at de var
noget vrede på de ”bøller” fra andre steder i gaden, som stod bag opførelsen af
barrikaden.
Den dag fik jeg lyst til at besøge mine
morforældre i Baggesensgade, for at se, hvordan det stod til hos og med dem.
Ingen af parterne havde telefon på den tid, så man kunne ikke bare ringe til
hinanden, og desuden var telefonlinjerne også blevet afbrudt af tyskerne. Mor
var selvfølgelig meget nervøs for, at der skulle tilstøde mig noget undervejs,
men på den anden side ville hun også gerne selv vide, hvordan hendes forældre
havde det. Det beroligede mor en smule, da hun fik at vide, at min gode ven
Jørgen ville gå med mig. Vi startede den forholdsvis lange gåtur lidt over
middag, men da Assistens Kirkegård var lukket, og det desuden var risikabelt at
gå om ad Jagtvej og Nørrebrogade, måtte vi i stedet gå om ad Hans Tavsensgade.
Men da vi nåede til Jesper Brochmannsgade skråede vi over til Rantzausgade,
fordi vi på hjørnet dér havde set, at der lå en del tøj spredt hulter til
bulter på fortovet. Da vi kom nærmere kunne vi konstatere, at der var tale om
splinternyt tøj, kjoler, nederdele, bluser og lignende, fra en
damekonfektionsforretning på stedet. Forretningens to store butiksruder var
blevet knust og flere tøjstativer væltet ud på gaden og tøjet, som havde hængt
på bøjler, lå nu spredt rundt omkring på fortovet. Det mest mærkelige var
imidlertid, at der ikke var et eneste menneske at se i gaden, som lå
fuldstændig øde hen i middagssolen, hvilket virkede forstemmende og
ildevarslende.
Imidlertid var Jørgen forståeligt nok blevet
noget betænkelig ved situationen og mente, at det nok ville være bedst, hvis vi
vendte næsen hjemad igen, På trods heraf var jeg dog selv mest stemt for at
fortsætte, for nu var jeg for alvor blevet bekymret for, hvordan det stod til
med min morfar og mormor. Efter lidt betænkningstid besluttede Jørgen da også
at følge med mig helt ind til Baggesensgade, men det var tydeligt, at han var
nervøs ved situationen og helst ville være vendt om. Han og jeg fortsatte hen
ad Rantzausgade, hvor vi passerede forbi Kapelvej til Griffenfeldtsgade, som vi
drejede ned ad til Korsgade. Her gik vi videre i retning af Blågårds Plads, men
vi blev stoppet ved hjørnet af Stengade, hvor en lille klynge yngre mennesker
havde samlet sig ved det ene gadehjørne. ”Det er farligt at gå over gaden her!”
sagde en af mændene, ”Der er SS-folk oppe i den anden ende af Stengade, og de
skyder på alle, der bevæger sig forbi!”
Det lød jo unægtelig meget ildevarslende, og vi
var lige ved at opgive og vende om, da der i det samme kom en høj, mager og
cirka 38-40-årig mand ud fra en opgang og stillede sig ved gadehjørnet og
spejdede ned ad Stengade. Det bemærkelsesværdige ved manden var, at han var
bevæbnet med en pistol og at jeg kendte ham af udseende. Han boede nemlig i
vores opgang og hed Felsted og havde kone og tre børn. Benny og Bent plejede
jævnligt at lege med den ældste søn, Hans, som var på alder med Benny, og med
søsteren, Else, som var lidt yngre. Den yngste søn hed Jørgen og var dengang
ikke meget mere end omkring 5 år.
Herover ses
Rantzausgade set fra Jagtvej en augustdag i 2012. Det er Brorsons Kirken, der
ses til højre i billedet, og midt i billedet ses den ejendom på hjørnet af
Rantzausgade og Jesper Brockmannsgade, hvor den damelingeriforretning lå, som
var blevet raseret, formentlig af nogle bøller, der udnyttede
strejkesituationen. Derfra fortsatte min kammerat Jørgen og jeg vores gåtur ind
til mine morforældre. – Foto: © 2012 Harry Rasmussen.
På fotoet til
venstre Griffenfeldtsgade set fra Rantzausgade, og på fotoet til højre er det
den smukke Blågårds Plads, som stort set ikke har ændret sig siden dengang i
1944. Som nævnt i hovedteksten, drejede Jørgen og jeg ned ad den førstnævnte
gade og gik via tværgaden Korsgade til Todesgade, hvor vi passerede Blågårds
Plads, før vi nåede frem til Baggesensgade. – Fotos:© 2008 Harry Rasmussen.
Felsted, som åbenbart havde sikret sig, hvor
SS-folkene mere præcist befandt sig og hvad de var ved at foretage sig, rettede
sig op og sagde i en hurtig og kommanderende tone: ”Skynd jer alt, hvad I kan
over gaden! Men bliv stående ovre på den anden side, indtil jeg kommer!” Det
lod vi os ikke sige to gange, men benede over gaden så hurtigt, det lod sig
gøre. Imens følte jeg en intens spænding, blandet med frygt for, at SS-folkene
skulle begynde at skyde, så at enten jeg eller Jørgen eller vi begge ville
blive ramt. Vi var flere, der i hurtigt tempo luskede over gaden på samme tid,
men der skete foreløbig intet. Nu stod vi i sikkerhed ovre bag husmuren på det
andet hjørne og ventede på Felsted, men lige idet han sprang ud på gaden for at
komme over til os andre, lød der en skudsalve nede fra den anden ende af
Stengade. Felsted kom dog uskadt over på den anden side, og her spurgte han mig
ud om, hvor vi skulle hen. Jeg forklarede ham det, hvorpå han sagde: ”Det ville
være bedst, hvis I vendte om og gik hjem igen, men når I nu vil fortsætte, så
hold jer langs husmurene og gå kun over gaden, når I ikke kan se SS-folkene
eller mistænkelige civile!” Felsted førte os nu over Slotsgade på samme måde
som ved Stengade, og hen til hjørnet af Blågårds Plads og Todesgade, hvor der
tilsyneladende var roligt og sikkert. Her tog han afsked med os med ordene:
”Fortæl ikke til nogen, at I har mødt mig! Jeg er frihedskæmper og politiet og
tyskerne er ude efter mig! Pas nu godt på jer selv!! Derpå forsvandt han ind i
en opgang i ejendommen på hjørnet, og vi så ikke mere til ham den dag.
På fotoet til
venstre ses til højre det sted, hvor Slotsgade fra Korsgade passerer tværs over
Baggensnsgade til Nørrebrogade. På fotoet til højre ses til venstre i billedet
Todesgades udmunding i Baggesensgade, omtrent overfor sidstnævnte gades nr. 24,
hvor mine morforældre dengang boede. De ældre bygninger er de samme som
dengang, men efter byfornyelsen i 1980’erne findes der mange nye boligejendomme
i dette område, som var kendt som Nørrebros ”sorte firkant”. – Fotos, også
herunder: © 2008 Harry Rasmussen.
På fotoet til
venstre ses i august 2008 den nye bebyggelse i Baggesensgades nordlige del, her
med nr. 24, hvor tidligere den korridorejendom, mine morforældre boede i fra
1938 til 1960, da de pga. alderdom fik en lejlighed i De Gamles By i Nørre
Allé. På fotoet til højre ses et udsnit af Baggensensgades sydlige del, hvor
der endnu findes ejendomme fra min morforældres tid. Som det ses af billedet,
så støder de nye og arkitektonisk, men sikkert hygiejniske sundere lidt
kedelige rødstens-bygninger op til den ældre boligmasse i gaden.
Efter at have sundet os lidt ovenpå det, vi
lige havde oplevet, fortsatte Jørgen og jeg hen langs husrækken i Todesgade,
som jeg jo kendte godt fra blandt andet den tid, hvor mine forældre og vi
dengang tre børn havde boet i Baggesensgade 26B. Henne for enden af Todesgade,
hvor denne støder ud i Baggesensgade, var vi ekstra forsigtige, og en ad gangen
skyndte vi os over på den anden side af denne. I samme øjeblik, vi begge var
nået over og befandt os ud for nr. 26, lød der pludselig flere skudsalver fra
den ende af gaden, som lå nærmest Stengade, og vi så, at der dér holdt en lav
sort bil og at flere sortklædte SS-folk stod på trinbrætterne med skudklare
maskinpistoler på hver sin side af bilen. Uden at tænke det mindste på fare
eller risiko, skyndte Jørgen og jeg os hen til opgangen i nr. 24, hvor vi
nærmest sprang op ad trapperne til fjerde sal. Det var normalt hos mine
morforældre, at man kunne gå lige ind uden at ringe på, så det gjorde vi også
denne gang. Her mødte der os et på sin vis mærkeligt syn, for lige indenfor i
stuen sad morfar på kanten af sofaen og pudsede sko! Han var helt alene i
lejligheden og virkede rolig, men var helt tydeligt stærkt påvirket af, hvad
der var foregået og stadig foregik nede på gaden. Mens han polerede og polerede
sine sko i en uendelighed, sagde han med grødet stemme: ”Ry! I skulle ikke være
gået hjemmefra i den situation! Det er alt for farligt!” ”Jah!”, svarede jeg
lidt forlegent undvigende, ”men vi er da trods alt sluppet helskindet herind!
Mor ville gerne vide, hvordan I har det!” Morfar brummede et eller andet
uforståeligt, men tydeligvis misbilligende. ”Hvor er mormor og Dennis?” spurgte
jeg. ”Mor er på lokum, men Dennis ved jeg ikke, hvor er!” svarede morfar og
koncentrerede sig fortsat om sin ihærdige skopudsning. Morfar sagde altid ”mor”
om mormor, både i omtale og tiltale.
Jørgen og jeg satte os i hver sin af de to
lænestole, der var i stuen, for at afvente mormors tilsynekomst. Et øjeblik
efter gik entredøren da også op, men det var ikke mormor, der kom, men derimod
Thorkild, som hastede forbi os gennem stuen og ind i soveværelset, hvor vi
kunne høre ham åbne et vindue. Et øjeblik efter lød der et skarpt smæld
derindefra, og vi kunne høre Thorkild smække vinduet i. Straks efter kom han
ind i stuen og sagde stakåndet: ”Det var sgu tæt på! De skød efter mig, de
svin! Kuglen sidder oppe i muren over vinduet!” Derpå forsvandt han skyndsomst
ud ad døren igen. Senere, da jeg spurgte ham, hvad der videre var sket,
fortalte han, at både politiet og SSerne var ude efter ham, fordi han var
sortbørshandler. Det så han ikke noget forkert i, altså i at være
sortbørshandler, for noget skulle han jo have at leve af, forsvarede han sig
med. Men på den tid var det nærmest lige så kriminelt og moralsk forkasteligt
at være sortbørshaj som at være værnemager, for begge parter udnyttede den
ulykkelige situation, som landet og dets befolkning befandt sig i. Thorkild
blev så vidt jeg kan huske da også arresteret på et tidspunkt og fik en bøde
eller måtte afsone et par dages fængsel. Den slags tog han ikke så tungt på,
men grinede bare og slog det hen med en munter bemærkning. Men vi andre var
naturligvis bekymrede på hans vegne, for vi holdt jo alle meget af ham.
Det varede længe, før mormor kom op fra gården,
hvor lokummerne til nr. 24 både dengang og senere fandtes. Mormor fortalte, at
det havde taget så lang tid for hende at komme op, fordi hun faktisk også havde
været inde og besøge sin datter, Gudrun, som boede på 2. sal i ejendommen. Mormor
var tydeligt påvirket af situationen og meget nervøs og talte med høj og
skinger stemme, da hun sagde: ”Harry dog, hvordan kunne du finde på at komme
herind på sådan en dag!” ”Ja, men mormor” svarede jeg ”Jeg ville jo bare se,
hvordan det står til med jer, og mor vil også gerne vide, hvordan I har det!”
”Ja, ja!” sagde hun resignerende, ” Jeg forstår slet ikke at I tør vove jer ud,
sådan som alting er lige nu! Men skynd jer nu hjem igen og pas meget på
undervejs!” Det var tydeligt, at hun gerne ville slippe af med os så snart som
muligt, for hun var naturligvis også påvirket af den uvante måde, som morfar
tog situationen på, og det gjorde hende også selv usikker og nervøs. Morfar
blev ved med at sidde og pudse sko i de cirka tyve minutter, Jørgen og jeg var
på måske forståeligt nok uvelkomment besøg. Derfor tog Jørgen og jeg straks
efter afsked og begav os på hjemvejen.
Da vi kom ned på gaden sikrede vi os først, at
alt var stille og roligt, før vi fortsatte. Men heldigvis så vi ikke noget til
SS-folkene og kunne heller ikke høre skud eller skudsalver, så denne gang gik
vi ad Baggesensgade og drejede om ad Stengade, hvor vi ud for Skræddernes Hus
så, at der lå en bunke ulmende tøj inde på gårdspladsen foran bygningen. Jeg
kendte jo stedet, fordi Dansk Farve- og Tegnefilm her havde lejet en del af et
stort lokale oppe på 2. sal, som blev benyttet som en blanding af sit
oprindelige formål, nemlig som systue, og nu også som tegnestue for en hel del
mellemtegnere.
Mellemtegnerne holdt til i den bageste ende af
lokalet og var kun afskærmet fra systuen ved et stort forhæng, der strakte sig
fra den ene side af lokalet til den anden. Størstedelen af lokalet var
forbeholdt systuen, som bestod af flere rækker af industrisymaskiner, bag hvilke
et tilsvarende antal damer dagen lang sad og syede, blandt andet pyjamas og
skjorter. Symaskinerne lavede en så infernalsk larm, at det er uforståeligt, at
syerskerne ikke bar høreværn under arbejdet, men dengang var arbejdsforholdene
og arbejdsmiljøet ikke i fokus, sådan som det heldigvis senere blev tilfældet.
Endnu værre må det dog have været for de stakkels mellemtegnere, som også måtte
sidde og arbejde under larmen fra symaskinerne. Der blev også protesteret, men
det hjalp ingenting, for der var ikke lydhørhed hos ledelsen, som kun tænkte
på, at man skulle se at få filmen gjort færdig så hurtigt som overhovedet
muligt.
Det viste sig i øvrigt, at det var sabotører,
der i nattens løb var brudt ind på første sal i fabrikken, som også var systue,
og hvor der angiveligt var blevet syet uniformer til tyskerne. Det var disse
hel- og halvfærdige uniformer, der var blevet kastet ud ad vinduerne og ned på
gårdspladsen og sat ild til. Men om der var sket noget med symaskinerne husker
jeg ikke. Derimod husker jeg, at der heldigvis ikke var sket noget med den
systue, hvor mellemtegnerne også havde deres arbejdssted, for det ville have
været katastrofalt for produktionen af ”Fyrtøjet”, hvis det havde været
tilfældet. Filmen var jo i forvejen betydeligt forsinket.
Noget rystet over, hvad vi lige havde set,
fortsatte Jørgen og jeg hjemad og gik uden yderligere svinkeærinder om ad Hans
Tavsensgade og ind gennem parken og lige hjem, hvor vi straks skiltes og gik
hver til sit. Vi var trods alt begge meget rystede og slukørede over, hvad vi
havde set og oplevet på turen.
Efter at folkestrejken var endt nogle dage
senere, kunne tegnearbejdet derfor genoptages i lokalet i Stengade uden
problemer. For tegnerne skete der tilmed det gode, at arbejdet på systuen ikke
blev genoptaget, idet symaskinerne var blevet fjernet, således at også den del
af lokalet kunne tages i brug af tegnerne, dels dem, der allerede var ansat og
dels dem, der kom til i den følgende tid. Hvordan det gik med systuen på
førstesalen, ved jeg ikke, men den må vel også være kommet i gang igen, selvom
det næppe var med sy-arbejde for tyskerne, for det turde fabrikanten formentlig
ikke vove.
Imidlertid blev situationen dag for dag
vanskeligere for Københavns befolkning, og måske særlig vanskelig for folk i
arbejderkvartererne på Nørrebro og Vesterbro. På et tidspunkt viste det sig
umuligt at skaffe mælk, gryn, brød, margarine og kartofler, for slet ikke at
tale om kød. Far gjorde ellers, hvad han kunne, og cyklede omkring i byen, for at
finde butikker eller steder, hvor han kunne købe et kvart rugbrød og nogle
kartofler, for der skulle jo en del til at mætte de mange munde i vores lille
familie. Lizzie var jo blevet 3½ år og havde også brug for rigelig med mad af
forskellig slags, og de to energiske knægte, Benny og Bent, kunne selvfølgelig
sætte adskillige rugbrødsmadder, havregryn og kartofler til livs hver eneste
dag. Selv spiste jeg mere moderat, men der er ingen tvivl om, at far og mor på
det tidspunkt i reglen gik småsultne i seng om aftenen. Mad til børnene kom jo
i første række. Til sidst blev mangelsituationen og den omstændighed, at de
ikke kunne give deres børn rigeligt med mad hver dag, uudholdelig for mine
forældre, og de besluttede sig for at forsøge at komme ud af den belejrede by
på cykel og køre til familien på Lolland, som de vidste ikke kendte til de
mangler og forhold, der aktuelt herskede i storbyen. Under normale
omstændigheder ville Benny og Bent på dette tidspunkt være taget på sommerferie
hos farmor og bedstefar i Majbølle på Lolland, men på grund af hele den
anspændte situation omkring Københavns belejringstilstand og folkestrejken, var
det endnu ikke blevet til noget dette år.
Så vidt jeg husker, var det omkring den 3.
juli, at det nødvendigste tøj blev pakket i et par kufferter, hvoraf far og jeg
tog hver en på bagagebæreren, og med far og mig foran cyklede den lille
”karavane” med Benny og Bent på hver deres cykel og mor bagefter med lille godt
3-årige Lizzie i barnestolen hængt på cykelstyret, af sted med kursen mod
Valby. Det skal indskydes, at vores cykler var uden frihjul og desuden tunge at
træde, så der var bestemt ikke udsigt til, at det skulle blive nogen
fornøjelsestur, sådan som det normalt var tilfældet, når vi med tog skulle
besøge familien i Nakskov og Majbølle. Efter at være kørt ad de næsten
mennesketomme gader, Jagtvej, Falkoner Allé og Pile Allé, kørte vi via
Carlsbergvej over broen ved banelinjen og videre om ad Vigerslev Allé og over
Toftegårds Plads til Gammel Køge Landevej, men efter et kort stykke ad denne
vej mod friheden, så vi til vores ubehagelige og frygtblandede overraskelse, at
vejen var spærret med pigtrådshegn, de såkaldte spanske ryttere, og at barskt
udseende tyske soldater, bevæbnet med maskinpistoler, bevogtede stedet og
beordrede folk tilbage, som ville ud af byen.
Herover ses
Valby Station fra Toftegårds Allé, sådan som stationen tog sig ud i 2008.
Stationsbygningen til højre i baggrunden er dog den samme som i 1944, og det er
den overdækkede bro over sporlegemerne formodentlig også. Men perronerne er af
nyere dato, og det samme er trappen, hvis gelænder ses nederst til højre i
billedet. –Foto: © 2008 Harry Rasmussen.
Vi
vendte om, inden vi nåede helt frem til kontrolposten, og undervejs sagde far,
at vi skulle cykle ad Toftegårds Allé og hen til Valby Station, for at se, om
det dog trods alt ikke alligevel skulle være muligt, at der kørte et tog mod
Lolland. Altså masede vi, allerede halvtrætte, af sted gennem Toftegårds Allé
og hen til stationen, hvor det til vores meget store og denne gang behagelige
overraskelse blev oplyst, at der cirka en time senere ville afgå det foreløbig
sidste tog til Nykøbing Falster, og at det uden vanskelighed ville være muligt
at komme videre med Lollandsbanen derfra og til Nakskov.
Imidlertid var der dog endnu et problem
tilbage, og det var af den slags, der beror på pengepungen. Mine forældre havde
normalt ikke penge til udgifter ud over hverdagen, så derfor måtte der spares,
og far bestemte derfor, at han selv ville forsøge at cykle ud af byen via nogle
omveje og biveje, som han ikke mente, at tyskerne bevogtede. Jeg var i den
heldige økonomiske situation, at jeg kunne betale togbilletten for mig selv,
men valgte i stedet at betale for Benny og Bent og selv cykle med far, så han
ikke skulle være nødt til at tage cykleturen alene. Far protesterede og sagde,
at han ikke havde noget imod at cykle turen alene, men jeg holdt på min
beslutning om at gøre ham følgeskab. Efter at have ordnet det sådan, at mors og
drengenes cykler samt kufferterne blev sendt med toget, tog far og jeg afsked
med mor, drengene og lille Lizzie, som jo kun var 3½ år og ikke forstod, hvad
det var der foregik, og derefter startede far og jeg på den lange cykeltur mod
Nakskov. Der var det meningen, at mor, Lizzie og jeg skulle bo hos Alma og
Johannes, mens far og drengene skulle bo hos farmor og bedstefar i Majbølle. Vi
vidste på forhånd, at vi ville være velkomne og at familien ville tage imod os
med åbne arme.
Jeg husker ikke længere præcist, hvilke omveje
og biveje, far og jeg benyttede os af ved den lejlighed, men det korte af det
lange er, at vi slap uhindret ud af byen og kom til Gammel Køge Landevej et
godt stykke ude, hvor tyskerne ikke havde opstillet afspærringer. Vejret var
heldigvis nogenlunde godt det meste af vejen, men efter at vi havde gjort et
kortere ophold ved Rønnede Kro i Sydsjælland, hvor far købte sig en øl og en
sodavand til mig, til at nyde sammen med vores medbragte madpakke, blev vi ude
i det åbne landskab overrasket af en kraftig haglbyge. Heldigvis stod der et
enligt træ i nærheden af landevejen, og det skyndte vi os i ly under, men en
del våde blev vi trods alt, og haglene var så store, at det gjorde ondt, når de
ramte en i ansigtet og på de bare arme og hænder.
Men videre skulle og måtte vi jo, og gudskelov
skinnede solen fra en klar himmel igen, og det var derfor et meget smukt syn,
da vi kørte over Storstrømsbroen, hvor vi stod af og holdt et kort hvil, for at
nyde den dejlige udsigt til det blanke og solbeskinnede hav. Det var under
disse omstændigheder lidt ejendommeligt at se de høje hvide sejl fra
fritidsbådene, som stille og roligt bevægede sig omkring dybt nede under os.
Her mærkede man tilsyneladende ikke noget til hverken oprør eller belejringstilstand,
måske lige bortset fra, at folk også her havde fået nogle fridage på grund af
folkestrejken i hele landet.
Da vi havde passeret Guldborgsundbroen følte
jeg trætheden i benene melde sig, og desuden var jeg så øm i rumpetten og
nærmest hudløs på indersiden af lårene efter den foreløbige cykeltur, at jeg
næsten ikke orkede at fortsætte. Men far opmuntrede mig og sagde, at vi nu
havde overstået det meste af vejen, og at der ikke var ret langt igen, før vi
ville kunne skimte Nakskov i horisonten. Altså fortsatte vi, landevej efter
landevej, hvor der næsten ikke var nogen trafik, og til sidst nåede vi ind på
Maribovej, som førte lige ind til Nakskov og hen til Rødbyvej og til
Tollesensvej, hvor Alma og Johannes boede. Men på det tidspunkt var jeg så træt
og medtaget, at da vi kørte ind i ejendommens gård, kunne jeg kun standse ved
at læne mig op ad plankeværket ved cykelskurene. Jeg magtede ikke at stå af
cyklen selv, men måtte hjælpes af far, som tilsyneladende var upåvirket af den
lange tur. Han var jo også vant til hårdt fysisk arbejde og kunne derfor bedre
klare den slags strabadser, som f.eks. den 196 km. lange cykeltur fra København
til Nakskov. Så vidt jeg husker, tog det os omkring 8 timer at cykle turen,
altså næsten en hel arbejdsdag, som jo var på 9 timer.
Alma og Johannes blev ikke overrasket over at
se os, for mor, drengene og Lizzie var for længst ankommet og havde fået både
vådt og tørt. Selv var jeg for træt til at kunne spise noget, men et glas
saftevand gjorde godt. Far fik kaffe med sigtebrødsmadder til, før han,
trækkende med sin cykel, sammen med drengene gik om til jernbanestationen for
at hente deres og mors cykler og kufferterne. Da de kom tilbage, var klokken
omkring 6 aften. I mellemtiden havde Alma været nede hos købmand Clausen på
hjørnet for at låne telefonen og ringe til centralen i Majbølle. Det var som
tidligere omtalt møllerkonen Else, der betjente telefonforbindelserne, som
heldigvis fungerede her, og hun ville give farmor og bedstefar besked om, at
far og drengene ville komme ud til dem først på aftenen.
Nakskov Station, som denne så ud, da min
kone Birgit og jeg besøgte byen i 2001. Den var dog stort set ikke forandret
fra dengang i 1940’erne, hvor jeg holdt ferie hos min tante og onkel på
Tollesensvej. Men gadelygterne foran stationen er af nyere dato. – Foto: © 2001
Harry Rasmussen.
Allerede næste dags formiddag kom far cyklende
tilbage til Nakskov og fortalte, at han var blevet enig med farmor og bedstefar
om, at drengene skulle blive hos dem resten af skolesommerferien. Men selv
havde han tænkt sig at ville tage tilbage til København, for han havde hørt i
Radioavisen, at arbejdet så småt var ved at blive genoptaget i hovedstaden. Det
betød naturligvis også, at jeg selv måtte se at komme hjem og på arbejde igen,
men denne gang tilbød jeg far, at vi skulle tage med toget til København, og
det var både han og mor med på. Mor havde jo en dobbeltbillet, men ville sammen
med lille Lizzie blive et par dage mere hos Alma og Johannes, så vi skulle kun
købe billet til far og mig og desuden betale for hjemtransporten af vores
cykler. Jeg betalte fars og min billet, mens han betalte for cyklerne.
Med sig i en papkasse havde far fået alt muligt
spiseligt af farmor, så der var til flere dage, og derfor turde vi godt vove os
hjem allerede på dette tidlige tidspunkt af folkestrejken, som tilmed nu syntes
under afvikling. Så vidt jeg husker, rejste vi hjem til København den 5. juli
og allerede næste dag tog far som sædvanligt på arbejde tidligt om morgenen, og
jeg mødte op kl. 8 på tegnestuen i Frederiksberggade, hvor der dog endnu kun
var mødt enkelte af tegnerne og det øvrige personale. Men efter at vi havde
talt med hinanden om, hvordan vi hver især havde oplevet de forudgående dage,
genoptog vi så småt arbejdet. Den næste dag var vi fuldtallige på tegnestuen
igen, og arbejdet fortsatte i den vante gænge. Da far og jeg efter endt
arbejdstid mødtes hjemme, var det ham, der lavede aftensmaden til os, og det
var han god til, fordi han altid havde været parat til at gå mor til hånde ved
forskellige lejligheder, som når vi f.eks. skulle have gæster. Men det føltes
unægtelig noget underligt og tomt, at hverken mor og Lizzie eller drengene var
hjemme.
Allerede den 2. juli, havde Københavns
overborgmester og borgerrepræsentationens formand, samt formændene for de store
erhvervsorganisationer og formanden for De samvirkende Fagforbunds
forretningsudvalg, om eftermiddagen ladet omdele et opråb i gaderne, som
opfordrede befolkningen til straks at genoptage det daglige arbejde. Og samme
aften genoptog Radioavisen sine udsendelser med oplæsning af opråbet. Samtidig
meddelte tyskerne, at der ville blive åbnet for vand, gas og el i løbet af
aftenen, hvilket også skete.
Den 3. juli begyndte sporvognene så småt at
køre igen, men vognstyrerne blev af mere rabiate folk betragtet som
”skruebrækkere”, det vil sige forrædere mod frihedskampen eller måske snarere
mod kommunisternes opfattelse af denne som et led – ikke kun i den nationale
kamp eller modstand mod tyskerne, men som et led i den internationale
klassekamp. Det sidstnævnte var dog noget, kommunisterne havde forstået indtil
videre at putte i gemmeposen. Vognstyrerne måtte have beskyttelse af to danske
politibetjente, som fulgte med hver vogn. Det viser, hvor anspændt situationen
var, ikke kun mellem tyskerne og danskerne, men også mellem de sidstnævnte
indbyrdes.
Men som sagt, i løbet af den 4. og 5. juli blev
arbejdet imidlertid stort set genoptaget overalt i hovedstaden, og aviserne
begyndte atter at udkomme den sidstnævnte dato, ligesom teatre og biografer
blev genåbnet. Onsdag den 5. juli 1944 kunne Social-Demokraten – i lighed med
hovedstadens øvrige aviser – meddele, at spærretiden var blevet afkortet og at
folk så småt var ved at vende tilbage til deres respektive arbejdspladser rundt
omkring i byen. Det skete under overskriften:
Arbejdet genoptages
Hovedstaden antager efterhånden
sit normale Præg
Den totale Arbejdsnedlæggelse, der begyndte i
Storkøbenhavn i Fredags, er fra Tirsdag Morgen ophørt i Overensstemmelse med de
Opfordringer, der Søndag og mandag rettedes til Befolkningen fra
Organisationernes ledelse og en Række Personligheder, repræsenterende de fem
samarbejdende politiske Partier og Hovedstadskommunerne.
Sporvejs- og S-Togs-trafiken blev genoptaget Mandag, og nu gaar Arbejdet
sin Gang. Hovedstaden antager efterhaanden sit normale Præg.
Social-Demokraten kunne samme dag også
fortælle, at tilførslen af mælk og grøntsager til hovedstaden var steget, så at
det nu kunne dække 75 % af forbruget, hvilket betød, at
dagligvareforretningerne kunne genåbnes. Det kneb dog fortsat med at producere
rugbrød nok til at kunne imødekomme efterspørgslen, men man håbede på snarest
at kunne være oppe på normal produktion, som kunne dække det behov, folk havde
mulighed for at købe i kraft af de gældende rationeringsmærker. Avisen kunne
endvidere fortælle, at teatrene og biograferne genåbnede samme dag, men dog med
spilletider, der var rykket lidt frem, hvilket betød, at sidste forestilling
måtte begynde kl. 19, for at folk bagefter kunne nå hjem inden spærretiden
begyndte kl. 23.
Foreløbig vurdering af Folkestrejken
Den 7. juli 1944 udsendte Danmarks
kommunistiske Parti sit nr. 47 af det duplikerede illegale blad ”Land og Folk”.
Personlig sympatiserer jeg ikke med kommunismen i dens politiske form, men ret
skal være ret, for det er efter min opfattelse en både god, rigtig og fornuftig
vurdering af den netop overståede folkestrejke, bladets skribent fremsætter.
God, fordi den giver et så godt overblik over folkestrejkens forløb, at jeg
synes det vil være rigtigt at gengive bladets fire A4-sider her, ikke mindst
til eftertidens indtryk og forståelse af, hvad der skete i de dramatiske dage i
juni-juli 1944:
FOLKESTREJKER OVER DANMARK
En straalende Sejr for det danske Folk
Mandag den 26. Juni dekreterede
Nazityskerne Spærretid fra 20 Aften til 5 Morgen i Hovedstaden. Da de ikke havde
kunnet forhindre Sabotagen eller nedkæmpe Frihedsbevægelsen, lod de paa denne
Maade deres Raseri gaa ud over hele Hovedstadens Befolkning.
Mandag besluttede Arbejderne paa B&W
under Parolen 8 timers Frihed at forlade arbejdet Kl. 12 Middag. Dagen efter
fulgte Hundreder af københavnske Virksomheder B&W’s Eksempel, og Onsdag
havde alle Hovedstadens Arbejdere tilsluttet sig ”Gaa tidligt hjem” Bevægelsen.
Indespærringen af Københavnerne Kl. 20
lod sig ikke gennemføre. Trods Udgangsforbudet færdedes Folk frit paa Gaderne.
Naar undtages den Indre By, gik Aftenens Gadeliv sin vante Gang. Det var
haabløst for Politiet at arrestere ”Sengængerne”. Deres Antal androg Tusinder.
Tyskernes Forsøg paa ved hensynsløs Beskydning at fordrive Folk fra Gaderne forblev
virkningsløse. Overalt blev deres Patruljekørsel hindret af Baal og mindre
Barrikader. Tyskerne havde ved deres kluntede og brutale Optræden bragt
København paa Oprørets Rand.
Besættelsesmagten indsaa, at den havde
spændt Buen for højt. Nazibødlen Werner Best stod i første Omgang som den
tabende Part og skyndte sig at mildne Udgangsforbudet. Fra Torsdag var det
tilladt at færdes ude fra 5 Morgen til 23 Aften.
Folkestrejken bryder ud
Mildnelsen af Udgangsforbudet var dog
ikke ledsaget af en forsonligere Optræden fra Tyskernes Side. Tværtimod.
Torsdag Morgen forkyndte Best, at han havde ladet 8 Patrioter henrette, og om
Aftenen fortsatte tyske Patruljer og Schalburgfolkene deres Terror-togter
gennem Gaderne. De undersøgte ikke i Spærretiden, om Folk havde ”Ausweis”, men
skød hensynsløst selv paa uniformerede Betjente, Jernbane- og
Sporvejsfunktionærer.
Dermed var Bægeret fuldt. Fredag Morgen
indstillede Sporvejsfunktionærerne Kørslen, senere fulgte Jernbanens og
Telefonselskabets Personale Eksemplet. Inden Fredag Middag var Folkestrejken en
Kendsgerning. Og den var total,. Kontorer, Butikker, Fabrikker, Værksteder,
Post, Telefon, Telegraf og Trafik laa stille overalt. De eneste Virksomheder,
som holdtes i Gang var Vand-, Gas og Elektricitetsværker samt Mejerier. Det var
nødvendigt for Kampen, at disse Virksomheder ikke deltog i Strejken.
Folkestrejken var opstaaet uden
Proklamationer eller ultimative Krav. Alligevel var der ingen Tvivl om, hvad
det gjaldt. Folket ønskede Spærretiden ophævet, den tyske Terror bragt til
Ophør og Schalburgkorpset fjernet. Det var og blev Kampens Hovedformaal.
Tyskerne lukker for Vand, Gas og
Elektricitet
Blodhunden Best var nu kommet fra Asken
og i Ilden, og i denne Situation kunde hans nazistiske Hjerne kun fostre den
Tanke: Den københavnske Befolkning skulde ved forstærket Terror tvinges til
Underkastelse. Paa hans Bud lukkedes der Fredag Aften mellem Kl. 21 og 22 for
Gas, Vand og Elektricitet. Flere Steder, saaledes ved Gasværket paa Finsensvej,
hvor det kom til en timelang Ildkamp før det lykkedes Nazisterne at trænge ind
og besætte Værket. Storbyens Befolkning skulde nu knækkes gennem Sult og Tørst.
Dette var ”total Krigsførelse”. Kvinder og Børn, Gamle, Syge og svagelige
skulde nu føle ”Herrefolkets” kolossale Magt !
Schalburgkorps og Nazibander
terroriserer
Denne kyniske og brutale Optræden
ledsagedes af en forstærket tysk Terror. Tyske Patruljer jog skydende til Højre
og Venstre gennem Gaderne. Schalburgbanditterne fejrede sande Orgier. Mange
Steder trængte de ind hos Folk, som havde paadraget sig deres Vrede, og jog dem
ud af Hjemmet medens Møbler og andet Indbo blev kastet ud paa Gaden og brændt.
Alt dette tjente selvsagt til yderligere
at ophidse Gemytterne, hvilket kom til at gaa ud over Nazisterne. Nogle fik
korporlige Bank, andre blev dræbt og atter andre fik forretninger ødelagt.
Saaledes blev Varehuset ”Buldog” totalt brændt efter at først Ruderne var knust
og Stabler af Varer hentet ud paa Gaden, hvor de dannede et vældigt Baal.
Buldogs Indehaver, Bryde Nielsen, har paa Grund af sit Samkvem med Tyskerne
ikke fortjent det bedre, men dog var Aktionen ikke hensigstmæssig. Den generede
nemlig Danskerne mere end Tyskerne. En stor Mængde Tøj, som af Københavnerne var
indleveret til Reparation, maa befrygtes brændt. Desuden maa man regne med, at
Hovedparten af de Varer, som brændte, vilde være kommet Danskere til Gode. Vel
skal der afregnes med Landsforrædere, men det maa ske paa en saadan Maade, at
det ikke rammer gode Danskere.
Disse Tildragelser var dog kun Episoder.
Befolkningen lod sig ikke provokere. Frihedskæmperne, der var i Besiddelse af
Vaaben, kunde have taget Kampen op, med de gjorde det ikke. De vidste, at den
bevæbnede Kamps Time ikke var kommet, at det var den passive Kamp, det gjaldt,
og derfor lod de Tyskerne rase. Talrige Steder blev der for at genere de tyske
Patruljevognes Kørsel gennem Gaderne atter Natten mellem Fredag og Lørdag
antændt Baal og rejst Barrikader. De var Tyskerne til stor Ulempe, og straks
Lørdag Morgen tvang Tyskerne tilfældige Mennesker til at rydde Gaderne. Var der
ikke tilstrækkeligt med Trafikanter, drev de med Revolvere Folk ud af Husene
til Rydningsarbejde. Herunder kom Nazisternes Sadisme Gang paa Gang til Udtryk.
Et Sted, hvor Mændene af forstaaelige Grunde havde fjernet sig, blev nogle
gamle Koner, som sad paa en Bænk, tvunget til at udføre det haarde Arbejde. Et
andet Sted blev Folk tvunget til med de bare Næver at fjerne et Baal, hvorved
en Mand fik sine Hænder frygteligt forbrændt, maaske ødelagt for Livstid ved at
gribe om glødende Asfalt. I Thorsgade hentede Nazibanditterne en Far og en Søn
ud af Sengen og tvang dem kun iført Skjorter og Bukser paa bare Fødder ned paa
Gaden, hvor de blev tvunget til at tage Bukserne af og med dem slukke et Baal.
Disse er kun nogle tilfældigt valgte
Eksempler blandt Hundreder.
Byen afspærres med Pigtraad og
Maskingeværer
Lørdag Formiddag maatte Tyskerne paany
erkende deres Magtesløshed overfor Strejken. Trusler om Sult og Tørst havde
ikke kunnet tvinge Hovedstadens Befolkning til at genoptage det nedlagte
Arbejde. Best greb derfor til en ny Terrorforanstaltning: Hovedstaden blev
erklæret i Belejringstilstand. København blev fuldstændig afspærret fra
Omverdenen. Pigtraadsspærringer og Maskingeværer hindrede enhver Ud- og
Indfart. Paa alle Byens centrale Pladser opstilledes Kanoner. I Proklamationen
om Belejringstilstand blev det meddelt, at der hensynsløst vilde blive skudt
paa alle Ansamlinger af mere end fem Personer. Det var nye Massemyrderier, der
her forberedtes. Mens de tyske Patruljer jog skydende gennem Gaderne fyrede
Kanonerne mod fredelige og ubevæbnede Borgere. Det toges intet Hensyn til, at
Folk fuldt ud rettede sig efter de udstedte Paabud. Enlige Personer, selv Kvinder,
blev uden videre beskudt. En Afdeling af disse ”Krigshelte” undsaa sig ikke for
at skyde paa en Gruppe Vanføre, som opholdt sig i en Have bag et
Staaltraadshegn, og saarede flere af dem. Ambulancerne kørte ustandselig og de
fleste af Byens Hovedgader lignede Slagmarker. Det var Mestrene i det elastiske
Forsvars Tilbagetrækningskunst, som her viste deres offensive Angrebsevner
overfor Københavns Kvinder og Børn.
Det nationale Sammenhold og
Solidariteten stod sin Prøve
Alle Tyskernes Forsøg paa at tvinge
Hovedstadens Befolkning til Underkastelse var forgæves. Den tyske Brutalitet
gjorde kun Sammenholdet ubrydeligt og Viljen til at holde ud stærkere. Fra
første Færd indstillede Københavnerne sig paa at dele med hinanden. De
Handlende hjalp i stort Tal Folk, der ikke havde Varer, og Bagerne bagte, saa
det om end i beskedent Omfang var muligt at faa Brød. Mælk blev fortrinsvis
forbeholdt Smaabørn, og Vand blev skaffet til dem, der ikke i tide havde faaet
tappet af.
Intetsteds sporedes der Panik eller
Forvirring. Københavnerne tog Situationen med Ro og Ligevægt.
Dr. Best søger en Udvej
Alt mens han iværksatte de voldsomste
Undertrykkelsesaktioner, forsøgte Eksperten i Undertrykkelse og Folkemord, Werner
Best, at finde en Udvej. Lørdag havde han fundet ud af, at han ved at kræve
Begtrup Hansens og Eivind Larsens Afgang fra Politiet og Eiler Jensens
Fjernelse fra DFSs Formandspost samt ved at tilstaa Arbejderne ”Ret til
indvinde den tabte Arbejdsfortjeneste gennem Overarbejde” kunde klare
Situationen. Traditionen tro skulde Nazifadæsen reddes ved at ofre uskyldige,
mens Arbejderne under hykleriske Talemaader skulde tvinges til at oparbejde den
tabte Krigsproduktion. Mere koldsindige Tyskere overtydede dog Dr. Best om, at
dette var den rene Taabelighed og kun vilde gøre ondt værre.
Et upaakrævet Opraab
Dr. Best var ikke ene i sine Bestræbelser
paa at faa Strejken likvideret. Tilhængerne af den Forstaaelsespolitik, der led
sit endelige Skibbrud den 29. August 1943, var allerede om Lørdagen klar til at
opfordre Folket til at gaa i Arbejde. I første Omgang blev de imidlertid afvist
af Dr. Best, som ikke fandt dem underdanige nok, men Søndag den 2. Juni – paa
Strejkens tredje Dag – mødte de frem med et Opraab, som Best kunde godkende, og
som var undertegnet af Erhvervsorganisationernes Repræsentanter, deri
indbefattet DSFs Forretningsudvalg.
Dette Opraab er et beskæmmende Dokument
for den danske Nation. Det opfordrede Folk til betingelsesløs Kapitulation og
Underkastelse, idet det ikke indeholdt saa meget som en Stavelse, der
godtgjorde, at Tyskerne havde vist Tegn til at imødekomme Folkets Ønsker om
Garanti for, at Færdsel paa Gader og Veje ikke var forbundet med Risiko for Død
eller Lemlæstelse.
Opraabet malede Fanden paa Væggen, og det
var der ingen Grund til. Selvfølgelig var Situationen alvorlig, men den vilde
blive ikke mindre alvorlig, dersom Arbejdet blev genoptaget, uden at der var
givet Indrømmelser fra tysk Side. Dette var Københavnerne klar over, Derfor
viste de ogsaa deres Foragt for Opraabet ved at rive det i Stykker og kaste det
paa Gaden. Ingen fulgte Opfordringen til at genoptage Arbejdet Mandag Morgen,
men alligevel tjente dette Dokument til at svække Sammenholdet, og det medførte
derfor en Forringelse af Mulighederne for at opnaa en Indrømmelse.
Ogsaa mange af Forstaaelsespolitikkens
underordnede Befalingsmænd var paa Tæerne og viste sig upaakrævet nævenyttige.
Adskillige Overordnede indenfor Kommunen og Etaterne anvendte saaledes de
stærkeste Trusler for at opnaa at faa Personalet til at genoptage Arbejdet
allerede Mandag, og fra mange Steder foreligger der Indberetninger om, at disse
nationalt uforstaaende Mennesker har truet det Personale, som fulgte
Frihedsraadets Parole og først genoptog Arbejdet Onsdag Morgen med
Indberetning, ja endog med Afskedigelse. Vi gør disse Herrer og Damer opmærksom
paa, at der kommer en Dag efter denne og da vil de, der svigtede i dens store
Kamp, blive draget til Ansvar for deres Handlinger.
Best paa Tilbagetog
Søndag Aften havde den ”jernhaarde” Best
tiltraadt Tilbagetogets bitre Vej. Kl. 19, 30 blev der lukket op for den
elektriske Strøm, og det blev i Radioen meddelt, at Gas- og Vandforsyningen
vilde blive genaabnet Kl. 22, ligesom Hovedstadens Afspærring var ophævet fra
Mandag Morgen Kl. 5. Paa ægte nazistisk Vis blev det derefter forkyndt, at
Sporvejs- og Jernbanetrafikken vilde blive genoptaget Mandag Morgen Kl. 6.
Best vidste saa udmærket fra Strejkerne i
Odense, Esbjerg m.fl. Byer i August 1943, at Underskriverne af Opraabet ikke
havde noget Herredømme over disse nationale Strejker og ikke havde nogen som
helst Fuldmagt fra Folket. Derfor var hans Mildnelser et regulært Tilbagetog og
ikke Foranstaltninger i Forbindelse med en tysk Sejr.
Strejken fortsætter
Fra Frihedsraadet udgik Opfordring til at
fortsætte Strejken. Denne Opfordring var Udtryk for Københavnernes Standpunkt.
Viljen til at fortsætte indtil der forelaa Indrømmelser kom til Syne bl.a. ved
at Befolkningen overalt tappede Vand og sikrede sig Varer forberedt paa en ny
Belejring. Dette var Tyskerne imidlertid ikke indstillet paa. For dem gjaldt
det at faa Samfundslivet i Gang igen. Strejken og Afspærringerne generede dem
mere end den generede Københavnerne.
De greb til forskellige nye Midler.
Under Trusler tvinges Sporvognskørslen i
Gang
Sporvognskørslen forsøgtes genoptaget
Mandag Morgen, men det gik ikke som Hr. Best havde profeteret. De faa Vogne, der
kørte ud, mødte en saadan Modvilje, at de hurtigt vendte tilbage.
Ved Middagstid truede Tyskerne med at
tage 15 Gidsler blandt Sporvejsfunktionærerne, og hvis Kørslen derefter ikke
kom i Gang, vilde de tage yderligere 50. Hensigten var tydelig: de paagældende
skulde skydes, hvis de øvrige fortsatte Strejken. For at sikre Kørslens
Gennemførelse beordrede Tyskerne to danske Betjente posteret paa hver Sporvogn.
Paa denne Maade lykkedes det Mandag Eftermiddag at holde et beskedent Antal
Vogne i Gang.
S-Banen kom ogsaa først i Gang langt op paa Dagen, men kørte med yderst
faa Passagerer. Paa Telefonhuset gik ca. 1/3 af Personalet i Arbejde, mest som
Følge af de ovenfor omtalte Trusler om Afskedigelse fra det overordnede
Personales Side. Ellers hvilede alt Arbejde. Antallet af arbejdende naaede ikke
op paa 10 % og disse 10 % arbejdede kun delvis. Dette var, hvad
Samarbejdspolitikkens Tilhængere havde opnaaet med deres beskæmmende Dokument.
Saasnart Best havde faaet den første
Sporvogn i Gang søgte han gennem Radioen ved Halvtimes Udsendelser at give det
Udsende af, at Arbejdsro var opnaaet og Livet atter normalt. Men enhver kunne
saavel Mandag som Tirsdag overbevise sig om, at hverken Tog- eller Postgang var
optaget i sædvanligt Omfang. Det lykkedes heller ikke at faa noget Blad ud i
disse Dage.
Alt dette talte sit tydelige Sprog om
Folkets Modstandsvilje. Dr. Best maatte foretage et nyt ”sejrrigt” Tilbagetog.
Strejkens Fortsættelse om mandagen gav Resultat. Var Arbejdet blevet genoptaget
Mandag Morgen som forlangt, var disse Resultater udeblevet.
Tyskerne giver Indrømmelser
Mandag Eftermiddag blev det af Tyskerne
overfor danske Kredse tilkendegivet
1)
at
Tyskerne vilde holde Schalburgkorpset borte fra Gaderne.
2)
at der
ikke vilde blive gjort Brug af Vaaben, med mindre Tyskerne blev angrebet,
3)
at de
tyske Tropper vilde blive trukket tilbage, saasnart Livet gik normalt,
4)
at
Spærretiden snart vilde bortfalde, samt
5)
at der
ikke vilde blive foretaget Repressalier.
Det var, den tyske Besættelse taget i
Betragtning, det meste, man kunde gøre sig Haab om at opnå.
Danmarks Frihedsraad afblæser Strejken
Danmarks Frihedsraad bedømte de opnaaede
Resultater som et forsvarligt Grundlag for at afblæse Strejken. Det udsendte
derfor Mandag Eftermiddag Opfordring til at genoptage Arbejdet senest Onsdag
Morgen. Imidlertid raadede Frihedsraadet ikke over Radioen, og Opfordringen til
Strejkens Afslutning kom derfor først Flertallet af Befolkningen i hænde i
Løbet af Tirsdagen. Det sporedes ogsaa tydeligt overalt i Byen, at man ventede
paa Frihedsraadets Parole. Alt Arbejde paa de store Byggepladser, Fabrikker og
ved Beskyttelsesforanstaltningerne kom saaledes først i Gang Onsdag Morgen
efter at man havde drøftet Frihedsraadets Parole og besluttet sig til at følge
den.
Det skal bemærkes, at de begrædelige
Taler, der Mandag Aften lød i Radioen fra Buhl, Bjørn Kraft, T.K. Thomsen,
Ejler Jensen og Viggo Christensen ikke havde den tilsigtede Virkning. Det var
usselige Klynketoner og ikke værdige Ord af Mænd, som det danske Folk har
løftet op til højt betroede Stillinger.
Folkestrejken i København varede saaledes
fem Dage. I den Tid blev der paa danske Hospitaler, saavidt det indtil nu
foreligger oplyst, indbragt 87 Døde og 664 Saarede. Hertil kommer alle Ofrene
for Skyderierne indenfor Spærretiden. De er indlagt paa det tyske Lazaret paa
Nyelandsvej og hverken Antal eller Navne kendes.
Så mange og omfattende var ordene i det
velorienterede illegale blad ”Land og Folk”, som efter besættelsens ophør
fortsatte som den legale avis med samme navn. Så vidt jeg kan bedømme, er
bladets beretning om Folkestrejken 1944 i det store og hele sandfærdig og
dækkende for, hvad der skete, og det er derfor den er gengivet her. Men man
mærker jo nok, at det er en kommunist, der har skrevet teksten, selvom
tonefaldet er moderat i forhold til den sædvanlige kommunistiske retorik. DKP
var på det tidspunkt endnu ikke repræsenteret i Folketinget. Derfor havde DKP
sørget for at få politisk aktive medlemmer indsat som tillidsmænd på især de
store arbejdspladser, som f. eks, B&W, hvor de utvivlsomt førte an, dels i
den almindelige arbejdskamp mod ”klassefjenden”, kapitalejerne, og dels var
dominerede i de store folkestrejker både i 1943 og 1944. Forholdet til socialdemokraterne
og de socialdemokratisk prægede fagforeninger var præget af, at DKP – i lighed
med det sovjetiske kommunistparti – betragtede disse som revisionister, og
større forræderiskhed mod arbejderklassen kunne efter kommunisternes opfattelse
ikke tænkes.
Arbejdet genoptages på ”Fyrtøjet”
Det var en lidt underlig fornemmelse, at vende
tilbage til tegnestuen efter Folkestrejkens ophør, for det var ikke alle, der
mødte op samme dag som jeg og nogle få andre. Derfor virkede der tomt og dødt
på tegnestuen, omtrent som da jeg sidste år ved samme tid begyndte at arbejde
hos Dansk Farve- og Tegnefilm, og hvor jeg i de første 14 dage sad alene på
tegnestuen, dels fordi det personale, der allerede var ansat, midlertidigt
arbejdede et andet sted, og dels fordi, der endnu ikke var ansat alt det
personale, som der var brug for. Så vidt jeg erindrer, var det foruden mig selv
kun Finn Rosenberg, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Preben Dorst, der var
mødt op denne første dag. Men ingen af dem virkede særligt entusiastiske med at
genoptage arbejdet, hvor de slap, så formiddagen gik med at snakke om, hvad der
var foregået de seneste dage, og hvad hver især havde oplevet. Selv deltog jeg
dog ikke i de ”voksne” tegneres samtale, men satte mig pligtskyldigst og engageret
ved min tegnepult og fortsatte med at tegne videre, hvor jeg slap før strejken
afbrød arbejdet.
Med hensyn til ”Fyrtøjet”, kunne animatorernes og det øvrige personales
energi og optimisme, dog ikke i længden skjule den ubehagelige kendsgerning, at
arbejdet på filmen faktisk ikke gik hurtigt nok. I løbet af eftersommeren 1944
kom det til at stå lysende klart for ledelsen af Dansk Farve- og Tegnefilm A/S,
hvilket først og fremmest vil sige for Allan Johnsen og Peter Toubro, at den
oprindelige produktionsplan og det oprindelige budget ville blive overskredet
ganske betragteligt. Der var på det tidspunkt store uforudsete økonomiske
problemer hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, især fordi produktionstiden som
nævnt trak ud og det derfor blev nødvendigt med at engagere en hel del
personale til mellemtegning og til optræk og farvelægning. Men
end så længe fortsatte arbejdet, hvor alle medarbejdere hængte i så godt de
kunne, for cheftegnerne havde været til et møde med Johnsen og Toubro ovre på
Johnsens kontor, og her fået forelagt de dystre udsigter med hensyn til
færdiggørelsen af filmen, som man nu havde måttet se i øjnene ikke ville kunne
få premiére ved juletid dette år, 1944. Bagefter blev der holdt et møde på
tegnestuen, hvor de øvrige medarbejdere blev informeret om situationens alvor,
hvilket naturligt nok efterlod sig en trykkende stemning. Jeg erindrer, at jeg
selv gik tilbage og satte mig bag min tegnepult og overvejede, om det ville
være muligt for mig, at gøre arbejdet hurtigere og på den måde producere flere
animationstegninger pr. dag.
Det kom dog hurtigt til at stå klart for både
ledelsen og cheftegnerne, at den igangsatte ansættelse af flere medarbejdere,
især af mellemtegnere – såkaldte nøgletegnere var det faktisk ikke muligt at
opdrive flere af – og optræks- og farvelægningspiger, ikke i sig selv løste de
problemer, som Dansk Farve- og Tegnefilm A/S befandt sig i, men gjorde faktisk
disse større, idet de mange medarbejdere på trods af en moderat løn
selvfølgelig tyngede på den i forvejen slunkne pengebeholdning. Det var primært
animatorerne, der udgjorde hovedproblemet, for uanset hvor meget disse
anstrengte sig med at få arbejdet hurtigt fra hånden, så var det alligevel
begrænset, hvad der kunne tegnes og animeres pr. dag. Men fra ledelsens side
var man jo pisket nødt til at fremme produktionen mest muligt, for at ikke hele
”Fyrtøjet”-projektet skulle ende med fiasko og konkurs. Nærmest i desperation valgte Allan
Johnsen og Peter Toubro den psykologisk set dårligste løsning på problemerne,
idet man havde ladet fremstille nogle cirkulære papskiver, som var påtrykt
tallene 0-50 i periferien, og med en flytbar viser i centrum. Disse papskiver
blev snart døbt ”kontrol-ure”, for de lignede faktisk urskiver. Meningen var,
at hver eneste tegner, men især animatorerne, skulle flytte viseren fra 1 til 2
til 3 osv., alt eftersom antallet af tegninger voksede, så at man kunne
konstatere, om pågældende tegner havde opfyldt sin daglige ”kvote”.
Arbejdstiden var fortsat mandag-fredag kl. 8-17 og lørdag kl. 8-14.
Legitimations-foto fra 1944 af denne
artikels forfatter, som da omtrent lige var fyldt 15 år.
Fotograferet i sommeren 1944 af Arne
”Jømme” Jørgensen.
På
det her omtale tidspunkt krævede tyskerne med henvisning til sikkerheden i landet,
at alle danskere over 15 år skulle have udstedt et legitimationskort, som man
var pligtig til altid at bære på sig og fremvise på forlangende af politiet
eller tyskerne. Forordningen gjaldt altså også mig og mine forældre, og
udleveringen af legitimationskortene begyndte den 17. juli, og kortet kunne så
vidt jeg husker afhentes på nærmeste politistation, hvor man skulle medbringe
et foto i passtørrelse. Tyskernes hensigt med indførelsen af legitimationskort
til den voksne danske befolkning var sandsynligvis, at man håbede på ad den vej
at kunne komme på sporet af i al fald en del af de efterlyste danske sabotører.
Det var i øvrigt husfotografen hos Dansk Farve- og Tegnefilm, ”Jømme”, som tog
et foto af mig, der skulle bruges til formålet, og billedet ses herunder.
Schalburgtage og
varemangel fortsætter
Imidlertid var spærretiden allerede blevet
ophævet den 9. juli, samtidig med at generalløjtnant Richter atter overdrog den
udøvende magt til de kompetente civile myndigheder. Forholdene var så småt ved
at blive normaliseret igen, men allerede natten mellem den 17. og 18. juli blev
K.B. Hallen ødelagt ved schalburgtage, og den blev først genåbnet efter
besættelsens ophør, mere præcist den 14. september 1945.
Vareknapheden og rationeringerne fortsatte også
med at plage befolkningen, særlig i hovedstaden og de andre større byer. En
privilegeret del af befolkningen anskaffede sig kolonihave, hvor man kunne
dyrke grønsager til egen husholdning. Far, der ellers var meget kyndig og
dygtig, når det gjaldt havebrug, havde desværre ikke råd til at anskaffe sig en
kolonihave på det tidspunkt, hvor det kunne have været både ønskeligt og
tiltrængt. Derfor måtte vi købe de grønsager, vi skulle bruge i husholdningen,
hos grønthandleren, hos hvem vi for resten også købte en del brændsel, som
f.eks. optændingsbrænde og briketter. Men mens far endnu var kullemper i
havnen, hændte det jævnligt, at han hjembragte en hel- eller halvfyldt sæk kul
eller koks, som han i lighed med andre af sine arbejdskammerater havde samlet op
på kajen, hvor kullene og koksene blev losset. Losningen foregik med kran og
ved at grabben blev sænket ned i skibets lastrum, hvor den lukkede sig om en
ladning kul eller koks. Derefter blev den fyldte grabbe hejst op igen og
svinget ind over en tom lastvogn, som holdt på kajen foran skibet og ventede på
at blive fyldt op. Herunder kunne det ikke undgås, at der blev spildt en del
kul eller koks ud over kajen, særlig når lastbilen var ved at være fyldt, eller
når kranføreren enten ved et hændeligt eller provokeret uheld, altså med vilje,
kom til at ramme lidt ved siden af bilens lad.
Men dels var det jo endnu sommer og dels var
forsyningerne af kul og koks i fyringssæsonen svingende og utilstrækkelige og
derfor rationeret, hvilket dog ikke var nogen garanti for, at der altid var
brændsel at få, når man skulle bruge det. Men far var så forudseende, at han
samlede al det brændsel, han som kullemper kunne få fat i, også udenfor
fyringssæsonen, og opbevarede det i vores såkaldte kulkælder. Den var vi endnu så
heldige at have. Derimod var nogle af de andre beboeres kælderrum inddraget til
såkaldt beskyttelsesrum, hvor folk skulle opholde sig under luftalarmer. De
pågældende beboere, som var dem, der boede på de øverste etager, måtte derfor
opbevare deres brændsel oppe i pulterkamrene på ejendommens loft, hvilket i
virkeligheden var den rene brandfælde. Men utallige er de gange, hvor min far i
sin egenskab af såkaldt brændselsafbærer har måttet gå med 50 kg. tunge sække
på skulderen de mange trin op ad ofte snævre køkkentrapper til lofterne over
fjerde eller femte sal. Senere blev det på grund af brandfaren forbudt at
opbevare brændsel på lofterne, hvilket dog ikke forhindrede, at der ind imellem
udbrød brand i et pulterrum eller på hele loftetagen, enten ved et uheld, hvor
en eller anden havde glemt at slukke et efterladt cigaretskod, eller simpelthen
ved, at branden var påsat af en pyroman, sådan som det desværre skete nogle år
senere i den ejendom, hvor mine forældre boede.
Imidlertid var mor og Lizzie vendt hjem nogle
dage senere, end far og mig, medens Benny og Bent efter aftale blev hos farmor
og bedstefar resten af Skolesommerferien. Begge drenge var meget glade for
deres farforældre, og det var gensidigt, ikke mindst for farmor, som hyggede
sig gevaldigt med de to spilopmagere. Bedstefar måtte jo som sædvanlig passe
sit arbejde på den nærliggende saftstation, hvor han var ansat som lokofører på
et roetog, som lå i fast rutefart rundt omkring i omegnen. Men den egentlige
roesæson var endnu ikke indtruffet, hvilket først skete hen på efteråret. Når
denne var i gang, havde bedstefar ofte ture med sit roetog til Nakskov
Sukkerfabrik, og det var under en af disse ture, at fætter Børge og jeg engang
havde mødt ham og hans tog, da jeg var på skolesommerferie hos min tante og
onkel på Tollesensvej, således som jeg tidligere har fortalt om.
Men dagliglivet vendte hurtigt tilbage til sine
rutiner, som føltes velkomne og trygge, til trods for alt, hvad der truede og
trykkede i den trykkende og fuldstændig uforudsigelige besættelsessituation,
hvor modsætningsforholdet mellem modstandsbevægelsen og tyskerne til stadighed
skærpedes. Sabotager og modsabotager, de såkaldte Schalburgtager, fortsatte,
tilmed med stigende tendens og store omkostninger i form af menneskers død og
ofte store materielle ødelæggelser. Imidlertid blev hverdagens normalt små
begivenheder en dag ganske uventet, i hvert fald for de fleste almindelige
danskere, afbrudt af nyheden om en helt exceptionel begivenhed: Et attentat mod
den nazistiske tyske kansler Adolf Hitler. Fredag den 21. juli kunne aviserne,
deriblandt københavneravisen ”Nationaltidende”, på forsiden meddele lidt af en
sensation, nemlig følgende:
Hitler lettere saaret ved
et Sprængstof-Attentat
Flere Generaler og Medarbejdere
i Førerhovedkvarteret blev saaret samtidig
Hitler kunde straks genoptage sit Arbejde og
modtog efter Attentatet Mussolini til Samtale
D.N.B.
offentliggjorde i Aftes fra Berlin følgende Meddelelse:
Mod Føreren blev der i Dag forøvet et
Sprængstofattentat.
Blandt hans Omgivelser blev herved haardt saarede: Generalløjtnant Schmundt,
Oberst Brandt, Oberstløjtnant Borgmann, Medarbejder Berger.
Lettere saarede blev: Generaloberst Jodl, Generalerne Korten,
Buhle, Bodenschatz, Heusinger, Scherff og Admiralerne Voss samt von
Puttkamer.
Føreren selv er, bortset fra lettere Brnadsaar og Hudafskrabninger, ikke
blevet saaret.
Han
har derefter ufortøvet genoptaget sit Arbejde og – som forudbestemt – modtaget
il Duce til en længere Samtale.
Kort Tid efter Attentatet ankom Rigsmarskallen hos Føreren.
Tale af Hitler i Nat
Førerhovedkvarteret, Torsdag. R.B.
Føreren
holdt i Nat følgende Tale til det tyske Folk:
Tyske Landsmænd og Landsmandinder! Jeg
ved ikke, for hvilken Gang det er, der nu var planlagt og udført et Attentat
mod mig. Naar jeg i Dag taler til Dem, sker det imidlertid af to Grunde:
1.
For
at De kan høre min Stemme og vide, at jeg selv er usaaret og rask.
2.
For
at De imidlertid ogsaa skal høre nærmere om en Forbrydelse, der søger sin Lige
i den tyske Historie. En ganske lille Klike af ærgerrige, samvittighedsløse og
samtidig forbryderisk dumme Officerer har smedet et Komplot for at fjerne mig
og sammen med mig udrydde den tyske Værnemagts Lederstab.
Den Bombe, der blev lagt tilrette af
Oberst Grev von Stauffenberg, eksploderede to Meter fra min højre Side.
Den har svært saaret en hel Række af mine dyrebare Medarbejdere. En af dem er
død. Jeg er fuldstændig usaaret, bortset fra ganske smaa Hudafskrabninger, Stød
eller Forbrændinger. Det betragter jeg som en Bekræftelse paa Forsynets Bud til
mig om at fortsætte Bestræbelserne for mit Livsmaal paa samme Maade, som jeg
hidtil har gjort det, for jeg tør højtideligt tilstaa overfor hele Nationen, at
jeg siden den Dag, da jeg drog ind i Wilhelmstrasse, kun har haft én Tanke,
efter bedste Viden og Samvittighed at opfylde min Pligt, og at jeg, efter at
det var blevet mig klart, at Krigen var uundgaaelig og ikke kunde udskydes
længere, egentlig kun har kendt Bekymring og Arbejde og i utallige Dage og
vaagne Nætter kun har levet for mit Folk.
I en Time, hvor de tyske Hære staar i den
haardeste Kamp, er der ligesom i Italien nu ogsaa i Tyskland en ganske lille
Gruppe, som mente ligesom i 1918 at kunne støde Dolken i Ryggen paa Tyskland.
Denne Gang har de imidlertid taget meget
fejl. Disse Usurpatorers Paastand om, at jeg ikke lever længere, modbevises i
dette Øjeblik, da jeg taler til jer, mine kære Landsmænd. Den Kreds, som disse
Usurpatorer bestaar af, er saa lille som tænkes kan. Den har intet at gøre med
den tyske Værnemagt og især ikke med den tyske Hær. Det er en ganske lille
Klynge forbryderiske Elementer, som nu vil blive ubarmhjertigt udryddet.
Jeg befaler derfor i dette Øjeblik:
1.
at ingen
civil Myndighed maa modtage nogen som helst Ordre fra en Myndighed, der slutter
sig til disse Usurpatorer.
2.
at ingen
militær Myndighed, ingen Tropsfører, ingen Soldat maa adlyde nogen som helst
Ordre fra disse Usurpatorer, tværtimod er enhver forpligtet til straks at anholde
Overbringeren eller Giveren af en saadan Ordre, enten straks eller hvis han gør
Modstand, øjeblikkelig skyde ham ned.
For at skabe
definitiv Orden har jeg udnævnt Rigsminister Himmler til Chef for
Hjemmehæren. Samtidig har jeg udnævnt Generaloberst Guderian til Medlem
af Generalstaben til Erstatning for Generalstabschefen, der for Tiden er
fraværende paa Grund af Sygdom, og givet ham en anden fortjent Fører fra
Østfronten til Hjælp. I alle andre af Rigets Tjenesteposter sker der ingen
Forandring.
Jeg er overbevist om, at vi med Fjernelsen af denne ganske lille
Klike af Forrædere og Sammensvorne nu ogsaa i Ryggen paa Hjemmet har skabt den
Atmosfære, som Kæmperne paa Fronten behøver. For det er en Umulighed, at
Hundredetusinder og Millioner af brave Mænd giver deres Liv hen, medens der
hjemme er en ganske lille Klynge ærgerrige, elendige Kreaturer, der forsøger
bestandigt at hindre dem i at indtage denne Holdning. Denne Gang vil der blive
afregnet paa en saadan Maade, som vi Nationalsocialister er vant til. Jeg er
overbevist om, at enhver anstændig Officer, hver tapper Soldat, vil forstaa det
i denne Time.
Hvilken Skæbne, der vilde ramme Tyskland,
hvis Attentatet i Dag var lykkedes, formaar maaske de færreste at tænke sig.
Jeg selv takker Forsynet og min Skaber, ikke for, at han har bevaret mig – mit
Liv er kun Bekymring og kun Arbejde for mit Folk – men jeg takker ham, fordi
han gav mig Mulighed for yderligere at
maatte bære disse Bekymringer og fortsætte mit Arbejde saa godt, jeg formaar
det overfor min Samvittighed.
Enhver Tysker – ganske ligegyldig, hvem
han maatte være – har Pligt til hensynsløst at gaa imod disse Elementer, enten
straks anholde dem, eller, hvis de gør nogen som helst Modstand, uden videre
slaa dem ned. Ordren er udgaaet til samtlige Tropper. Den vil blive blindt
adlydt i Overensstemmelse med den Lydighed, den tyske Hær kender.
Jeg maa især endnu en Gang med Glæde
hilse det, mine gamle Kampfæller, at det paany har været mig forundt at undgaa
en Skæbne, der ikke blot i sig indebar noget frygteligt for mig, men ogsaa
havde bragt det frygtelige over det tyske Folk.
Jeg ser heri et Fingerpeg af Forsynet om,
at jeg skal føre mit Værk videre, og derfor ogsaa vil føre det videre.
Attentatet fandt som oplyst sted den 20. juli
1944, mere præcist kl. 12.50, hvor Hitler afholdt konference med sine generaler
i ”Ulveskansen” i Østpreussen, hvor Hitler og hans nærmeste stab jævnligt
opholdt sig. Førerbunkeren var af beton, men af en eller anden grund blev
konferencen flyttet til en træbarak i nærheden. Hvis bomben var blevet sprængt
i betonbunkeren, ville trykbølgen i henhold til eksperter sandsynligvis have
dræbt alle tilstedeværende øjeblikkeligt. Hensigten med attentatet var dog ikke
kun at rydde Hitler af vejen, men var mere generelt et forsøg på at sætte
naziregimet fra magten. Meningen var, hvis attentatet lykkedes, at magten i
Tyskland skulle overtages af en gruppe konservative militærfolk, som syntes, at
Hitlers politik og krigsførelse var totalt forfejlet. Skæbnen ville, at selve
attentatet blev både ledet og udført af oberst von Stauffenberg, som var i den
situation, at han som den eneste af attentatfolkene havde adgang til det sted,
hvor Hitler opholdt sig.
Efter at have anbragt den mappe, hvori den tidsindstillede
bombe var anbragt under et bord, så tæt som muligt på det sted, hvor han vidste
at Hitler ville stå under konferencen, forlod Stauffenberg stedet og kørte mod
Berlin, i den tro, at i hvert fald Føreren ikke længere var i live. Imidlertid var
der en af de deltagende generaler, som stod tæt på Hitler, der flyttede mappen
om på den anden side af et bordben, fordi den stod i vejen for hans fødder, og
det kom til at betyde, at bomben stod længere væk fra Hitler, som derfor var så
heldig kun at blive lettere såret.
Efterfølgende må man konstatere, at Hitler
mente bogstaveligt, hvad han sagde i sin tale, nemlig at den ”lille Klynge
forbryderiske Elementer”, som stod bag attentatet imod ham, ville ”blive
ubarmhjertigt udryddet.” Det lykkedes hurtigt at opklare, hvem der stod bag
attentatet, hvilket allerede fremgår af Hitlers ovenfor citerede tale til det
tyske folk. Da Stauffenberg nogle timer senere nåede frem til Berlin, hvor
meningen var, at han herfra skulle have ledet det videre forløb, kom det
hurtigt til at stå klart for ham og hans medsammensvorne, at attentatet var
totalt mislykkedes. Det fik den konsekvens, at folkene bag attentatet blev
arresteret ved midnatstid, og at Stauffenberg og hans nærmeste medsammensvorne
blev henrettet på stedet, medens omkring 200 blev arresteret og på ydmygende
vis forhørt af den berygtede nazistiske dommer Roland Freisler, som uden nogen
form for forsvar dømte alle til døden, De pågældende blev under frygtelige
pinsler hængt i slagtekroge i et slagtehus, medens 7000 andre, som ansås for at
være modstandere af Hitler og hans regime, blev arresteret og formentlig for de
flestes vedkommende idømt langvarige fængselsstraffe eller dømt til anbringelse
i arbejdslejre, de såkaldte kz-lejre, hvor chancen for at overleve var minimal.
Det forlyder, at Hitler via Goebbels beordrede
sine folk til at lave filmoptagelser af de hængtes pinsler og død, så at han
senere kunne sidde i sin hjemmebiograf og fryde sig over at se sine
modstanderes endeligt.
Nok så vigtigt at notere sig i forbindelse med
Hitlers ovenfor citerede radiotale til det tyske folk, er, at han anså sig selv
som guddommeligt udvalgt leder af den ’mission’, han mente det var hans opgave
og pligt at gennemføre. Det tyder jo på en utrolig selvovervurdering eller
nærmest storhedsvanvid. Men når man på grundlag af Martinus’ kosmiske analyser
vurderer Hitler og dennes selvvalgte ’mission’: at føre mere end en halv verden
ud i en storkrig, for at yde det tyske folk retfærdighed for den forsmædelse,
nationen formentlig med rette mente at lide efter 1. verdenskrig, især med
betaling af krigsskadeerstatninger, som forarmede tyskerne, er påstanden ikke
så vanvittig, som den umiddelbart lyder. Det betyder dog ikke, at man dermed
fritager Hitler for ansvar og skyld for hans dispositioner og handlinger, men
kun, at man ser disse i det større perspektiv, som Martinus anlægger. I det
perspektiv er der i øvrigt også noget, der hedder skæbneloven, som virker efter
princippet ”som du sår, således skal du også høste”, hvilket jo også senere
viste sig for Hitler og hans medsammensvorne i og med den skæbne, han og de fik
ved krigsafslutningen med Nazi-Tysklands totale kapitulation. Men mere herom i
kronologisk rækkefølge.
Det var imidlertid lykkedes Hitler at alliere
Nazi-Tyskland med Benito Mussolinis fascistiske Italien, og de to stod i nogen
tid solidarisk med hinanden, men dog ikke uden visse interne uoverensstemmelser
og problemer. Der kom også en overenskomst i stand mellem Nazi-Tyskland og det
krigerisk aggressive Japan, som 7. december 1941 havde rettet et
overraskelsesangreb på Pearl Harbour på Stillehavsøen Hawaii, hvilket førte til
krig mellem de to lande. I Stillehavskrigen kom endvidere England og Australien
til at deltage, fordi man havde kolonier i området, som var blevet besat af
japanerne. Krigen fortsatte altså på fuld kraft og betød store tab af
menneskeliv, både militære og civile, og medførte desuden betydelige materielle
ødelæggelser. Krigens gang kunne nogenlunde følges via aviserne, hvorfor jeg
her vil citere nogle af overskrifterne, i dette tilfælde fra Nationaltidende
for den 21. juli 1944:
Stærk Indsats af Infanteri og Tanks
paa Invasionsfronten
Luftaktiviteten af mindre Omfang det sidste Døgn
Allierede Angreb fra St. Lô
mod Syd slaaet tilbage
Hvis Hospitalerne skal evakueres –
Der skaffes Plads paa Ebberødgaard
og Sct. Hans Hospital
170,000 Kvinder og Børn
evakueret fra London
Bombeangreb paa London taget til i Styrke
”Gengældelses-Spørgsmaalet”
Dr. Goebbels i ”Das Reich” om den engelske
Reaktion overfor ”V.1” og om nye tyske Vaaben
61 allierede Maskiner nedskudt under
Angreb mod Vest- og Sydtyskland
Heftige Luftkampe over Mellem- og Sydtyskland i Gaar
Svære Afværgekampe
Øst for Lemberg
Russiske Gennembrudsforsøg mod Byen opfanget
U.S.A.-Luftangreb
mod Shanghai
Den
sidstnævnte overskrift var et eksempel på, at der også foregik krigshandlinger
i Asien. Men den krig var naturligvis ikke så nærværende for os danskere, som
tilfældet var med den krig her i Europa, som var årsagen til den
besættelsessituation, lande som Danmark befandt sig i, med de forholdsvis store
konsekvenser for livsførelsen, dette havde, både for landet som helhed og for
det enkelte menneske.
Teater- og biografrepertoiret var stort set det
samme som helt tilbage i juni måned, så derfor skal her kun omtales en slags
nyhed på forlystelsesfronten, nemlig følgende to emner:
Teltcirkus paa Borups Plads
I Aften er
der Première i Cirkus Louis Schmidt, hvis store Fire-Masters Telt er rejst paa
Borups Plads. Som sædvanlig har Direktør Schmidt sørget for, at der er den
rigtige gammeldags Cirkus-Atmosfære over Programmet: Varieté- og Kabaretnumrene
er i Mindretal, medens Hestedressuren og de gedigne Akrobat-Numre dominerer.
Paa Programmet er Bjarnes akrobatiske Hunde, Fodekvilibristen Byrel,
Kineserakrobaten Wong-Ko-Lian, der gør Trapezkunster i sin egen Haarpisk,
Slangemennesket Flora Danica, Klovner og store Hestenumre, bl.a. med Deltagelse
af Alex Reinch, en af de verdensberømte danske Rytterbrødre, som rider sammen
med Louis Schmidts Datter Vivi og Faber.
Tivoli
Rutschebanen genaabner i Dag
Efter
forskellige Prøvekørsler er nu Rutschebanen en af Tivolis mest yndede
Forlystelser, og den lille Balje-Bane, der logerer i Bjergpartiets nederste Dele,
parat til at aabne igen. Der lukkes op i Dag Kl. 16.
Columbine danser russisk
I
Balletmester Harald Landers nye Ballet, ”Et Bal”, som om kort Tid faar Première
paa Pantomimeteatret, er der indlagt en Russerdans til Solodanserinde Sonja Jensen
og Danseren Flemming Olsen.
Midt i al uhyggen, dramatikken og
elendigheden, var der alligevel nogle, som havde lyst og overskud til at tænke
store tanker. Det gjaldt eksempelvis en ung stud. med., som Nationaltidende den
nævnte dato bragte en kronik af med følgende overskrift:
Er vi alene i Universet?
Af Gunnar Pouplier
I Dagens
Kronik skriver stud. med. Gunnar Pouplier om Universets umaadelige Afstande og
om Muligheden af, at der er Liv paa andre Kloder end Jorden.
I sin artikel argumenterer Gunnar
Pouplier for den opfattelse, at der med al sandsynlighed må findes liv og
levende væsner på andre kloder, og i den forbindelse skriver han blandt andet
følgende:
”[…] Den Tanke, at Jorden er det eneste
beboede Sted i Verdensrummet er ligefrem uhyggelig. Tænk, hvor alene vil vilde
være! – Spørgsmaalet har da ogsaa optaget Folk gennem Tiderne, og der er
skrevet og sagt meget om Emnet. Fantasien har haft frit Spillerum og fostret
baade vidunderlige og rædsomme Skabninger paa fjerne Kloder. – Her vil De se,
hvad Videnskaben ved i Dag.”
Herefter gennemgår artiklens forfatter
den viden, astronomien og astrofysikken havde i 1940erne, og han slutter sine
betragtninger på følgende måde:
”[…] Det er saaledes ikke usandsynligt,
at de fleste Stjerner har Planeter ganske som vor Sol. Og nogle af disse
Planeter sikkert gunstige Livsbetingelser. Hvorfor skulde Jorden ogsaa indtage
en Særstilling? Hvem skulde disse utalte Stjerner lyse for? Selv om vi er alene
i Solsystemet, maa vi have Lov at tro, at Livet pulserer adskillige Steder i
Universet paa andre Planeter, som kredser om andre Sole.”
Gunnar Pouplier (1922-2010) blev
praktiserende læge i 1950’erne, men specialiserede sig senere som øjenlæge på
Svendborg Sygehus og med privatpraksis i Svendborg, hvor han også døde og
ligger begravet. En bemærkelsesværdig mand, som i øvrigt er en fætter til
romanforfatteren Erik Pouplier.
Frokostavisen B.T. søgte i videst muligt
omfang, at undgå at bruge spalteplads på krigsbegivenhederne, så derfor var
omtaler af disse minimale. Men så meget mere koncentrerede man sig om dagens
eller døgnets nære begivenheder, hvilket eksempelvis kan ses af B.T. for mandag
den 14. august 1944. Her skal gengives nogle af avisens overskrifter denne dag,
som tydeligt viser, at man stort set vendte ryggen til den store verden, som
læserne jo alligevel ikke kunne gøre så meget ved. Først de relativt få
overskrifter, som vedrørte krigssituationen:
Beslutsomt tysk Forsvar
foran Warszawa
Moskva angriber
Polens Eksilregering
Beskyldninger for at have rejst Partisanopstanden i
Warszawa uden Aftale med den røde Hær
Kampberedskab i Kroatien
Engelske Skibstab under Invasionen
De netop citerede overskrifter var, hvad B.T. havde
den mandag den 14. august 1944. Men til gengæld havde avisen et væld af
overskrifter, der vedrørte døgnets og hverdagens begivenheder:
En lang Række Indbrud i Strandvejsvillaer
Henved 40 Villaer plyndret i de sidste 3 Uger
Hestehandler med dækningsløs Checks anholdt
Genkendt af en Opdager i Svendborg,
da han spadserede ved Havnen
Der høstes i Kolonihaverne
Ingen Enighed om længere Tivoli-Sæson
Bestyrelsen skal træffe Afgørelsen i Dag
Kartoffelprisen stiger
Uheldigt Sort Børs Trekløver
Sendte Kammerat til København med 3000 Kr. for at købe Mærker –
Men han forsvandt i Stedet
Politihund finder Ring til 4000 Kr.
To Ofre fra Lillerød-Katastrofen
13-aarig Dreng som Sort Børs-Grosserer
Naar Trafiken kommer rigtig i Gang –
maa mange Cyklister lade Livet
Passagerer, der spytter paa Sporvognsbilletterne,
Vinter-Uniform til Statsbanerne, og Baadfører,
som har reddet syv Mennesker i al Stilfærdighed
Mange har kun eet Par Strømper …
og nogle slet ingen – Københavnerenquete
i Anledning af det nye Strømpemærke
240 stjaalne Dæk solgt til Overpriser
To tidligere Stationsarbejdere har tilstaaet Tyveriet
B.T. havde også plads til humoren og
smilet, især i rubrikken ”Saadan set ved Huskatten”, - morsomt i sig selv, at
ordene Husk at” føjes samme til ”Huskat” – som den dag bragte følgende
morsomheder:
Fantastisk
Husvært
-
Har De
Børn?
-
Nej …
-
Holder De
Hund?
-
Næ.
-
Har De
Klaver eller Radio?
-
Nej, nej.
-
Saa kan De
ikke faa Lejligheden; vi ønsker ikke at have saadan nogle Dødbidere boende i
Ejendommen her.
* * *
PYH!
Blicher kunde sagtens ta’ Sommervarmen –
han var fortrolig med Heden.
* * *
Vicevært
Larsen si’r:
Man taler nok om, at Pengene ikke er
meget værd i disse Tider, men man kan da stadigvæk faa fem Enkroner for en Femmer,
saa helt galt kan det vel ikke være …
* * *
Museumsdirektør
Andrup har i Ferien været beskæftiget med at modernisere vore gamle, danske
Ordsprog. Mange af dem er jo ikke mere tidssvarende, fortæller Hr. Andrup, men
nu har jeg givet dem et ”make up”. F. Eks.: Den, der ager med Stude, kommer
ogsaa med – navnlig hvis Studene er anbragt paa en Lastbil. Eller: Som man
roder i Skoven, faar man Svar – fra Naturfredningsforeningen. Og et tredje
Eksempel: Erfaren mand er god at gæste – især hvis han har en Flaske gammel Rom
liggene.
* * *
HUSK
At trække
Maven ind og sætte Brystet frem, naar De møder Kaptajn Jespersen.
Huskatten.
NB! Kaptajn Jespersen var en gymnastikpædagog
med såkaldt stavgymnastik som speciale. Han var dengang velkendt, for ikke at
sige berømt, for sine instruktive og veloplagte tidlige morgenudsendelser i
Danmarks Radio.
Og så var der to sider i B.T. med broget
underholdning, herunder ”Blade af Storm P.s Dagbog” og hans tegneserie ”Peter
Vimmelskaft”- i dette tilfælde med lille Ping. Endvidere var der to sider
med SPORTEN, som naturligt nok fyldte meget i en avis, der senere kaldte
sig ”Sportens Avis” – i konkurrence med Ekstra-Bladet.
På sin side 11 bragte B.T. dagligt to herlige
tegneserier: ”Blondie’s Hverdagshistorie …” af den amerikanske tegner Chic
Young, og ”Carlt forklarer sig … nemli’” af den danske tegner Holger Philipsen.
Endelig er vi så nået frem til
forlystelsesannoncerne denne dag i avisen B.T. Udover at fremgå af
annoncesiderne, hvilke stykker teatrene spillede og hvilke film, biograferne
viste, kunne man også finde begge dele delvis omtalt under rubrikken ”Københavnerliv”.
For som tidligere at tage teater- og varietéforstillingerne først:
Om kort Tid arrangerer Hatte-Kunstneren ”Mr.
Hollywood” et Cocktail Party, hvortil han har inviteret femogtyve af vore
Skuespillerinder med Fru Liva i Spidsen, og hvor han vil vise sine Créations.
Begivenheden vil blive foreviget paa Film og forevist i Landets Biografer.
Jeg
har ingen viden om, hvem ”Mr. Hollywood” har været, men ”Fru Liva” var
naturligvis skuespillerinden og visesangerinden Liva Weel. Når det skrives, at
begivenheden vil blive optaget på film og vist i biograferne, er der
sandsynligvis tale om et indslag til Dansk Film Avis, som blev vist i en del af
landets biografer.
Dyrehavsbakken havde en stor Sæsonafslutning i Gaar
med fuldt Hus baade inde og ude, Trængsel og Alarm, og i Dag til Morgen blev de
første Skodder sat for Vinduerne, Stadsen pillet ned og Miss Florens lagt
i Vinterhi. Men derfor kan vi jo godt have mange skønne Eftersommer-Aftener i
den skønne Dyrehave.
Primaballerinaen Miss Florens var Bakkens
ukronede dronning, hvis rigtige navn var Jeppine Kristine Hansen, som i
1930’-50’erne trak fulde huse på Bakkens varietéer, især i ”Sommerlyst”. Det var naturligvis særligt
det voksne herrepublikum, der fandt Miss Florens interessant og pikant, når hun
iført et florlet kostume dansede tåspidsdans og sang med en ikke alt for
velklingende sangstemme, og endte med at gå i spagat. Da hun med tiden var
blevet en ret så fyldig dame, men fortsatte med at gå i spagat, måtte hun i
reglen hjælpes op af behjertede folk.
Rialtoteatrets næsten utroligt opfindsomme
Pressesekretær, Publicitymanden,
Propagandaspecialisten og
Reklametrommeslageren Mogens Barnum Brandt er i Telefonen:
Paa Grund af den enorme, vældige,
altovervældende Publikumstilstrømning til ”Spøgelsestoget” maa vi bede Folk
lade være med at le saa meget. Det forhaler nemlig Forestillingerne saa meget,
at vi har ondt ved at faa sidste Akt færdig til halv elleve, og ellers faar vi
Vrøvl med Politiet.
Nu maa man haabe, Publikum følger
Opfordringen. Ellers er der kun et tilbage: at bede Skuespillerne være lidt
mindre morsomme.
* * *
Harlekin
og Columbine
Efter mange Forsinkelser udsender Carit
Andersens Forlag nu den fornemme Bog ”Harlekin og Columbine”. Henry Hellsen har
skrevet den kyndige Tekst og Bogen bringer et Væld af Oplysninger om Pantomimen
og de hundredeaarige Traditioner. Ebbe Sadolin har gennemillustreret Bogen, som
han gjorde Studier til hele sidste Aar. Forlaget fejrer Udsendelsen med en
lille Fest for Pantomimeteatrets Kunstnere paa Onsdag den 16. August. Den smukke
Bog er trykt i Det Berlingske Bogtrykkeri.
* * *
Jo,
nu nærmer Teatersæsonen sig … Om et Par Uger lægger Det kgl. ud. I Dag er der
Generalprøve paa Folketeatret og paa Torsdag Première paa Montmartre i
Frederiksberg Allé. Sidstnævnte Sted er det Efteraarsrevuen, der løber af
Stabelen.
FILM:
Nora Bio har i Dag Première paa den norske Film
”Let paa Traaden” med det nye Navn Eva Slette i Hovedrollen. Desuden medvirker
Fridtjof Mjøen, Arvid Nilsson og J. Holst-Jensen. Filmen blev Aarets største
Sukces i Norge.
Bodil Ipsens store Sukces ”Mordets Melodi” opføres nu paa syv
Biografteatre: Allé Teatret, Fasan Bio, Gentofte Bio, Grøndalsteatret, Kino
Teatret, Lyngby, Nørrebros Biografteater og Windsor. … Amager Bio viser ”Stjernen
fra Rio” … ”Den store Læge” vises i Park Teatret … I Valby Teater ses
”Katrina”.
* * *
Der
er nu startet et nyt Filmudlejningsbureau. Det hedder Viking Film, indehaves af
Anker Jørgensen, og udsender om kort Tid sine første to Film. Det er to
ungarske, den ene hedder ”Kærligheds-Sonaten” med Paul Javor, og den anden er
en Musikfilm fra Budapest, ”Czardas”.
* * *
På sin bagside kunne B.T. for resten også
fortælle følgende ’nyheder’:
1000 Sort Børs-Cigaretter beslaglagt
Mødding og Fluer kan
Københavnerne ikke lide
Naar man for Ferien lejer sig ind hos Private paa Landet
og er misfornøjet med Omgivelsern
Roskildebagerne vil beholde
Den brødløse Dag
Tre
biografannoncer fra B.T. mandag den 14. august 1944. For mig personligt er det
især annoncen for den svenske film ”En Sømand gaar i Land” med Adolf Jahr, der
har speciel interesse, idet en film med nøjagtig samme titel blev indspillet af
det danske filmselskab ASA i 1954. Filmen havde Poul Reichhardt og Lau
Lauritzen junior i de mandlige hovedroller. Men om den svenske og den danske
film også havde samme indhold og handling, har jeg ingen viden om. Den danske
film vil jeg vende tilbage til senere og i kronologisk orden.
For resten husker jeg, at der hver dag ved
frokosttid kom en meget lille mand op på tegnestuen i Frederiksberggade 28, 2.
sal, bærende på en stor taske i rem over skulderen. Udenpå tasken stod der med
store, røde bogstaver ”B.T.”. Avisen havde et temmelig stort reklameskilt på
facaden af bygningen på hjørnet af Frederiksberggade og Rådhuspladsen, som
derfor kaldtes ”B.T.s Hjørne”. Den pågældende mand havde til daglig stadeplads
henne på Rådhuspladsen, men han personligt leverede avisen til de folk, han
vidste gerne ville købe den. Det var der et par stykker på tegnestuen, der
gerne ville.
Blandt de illegale danske blade var som omtalt
også ”Frit Danmark”, som begyndte at udkomme 1942 og som indtil befrielsen den
5. maj 1945 blev omdelt i 150.000 eksemplarer. Efter befrielsen fortsatte
bladet med at udkomme som legalt ugeblad, men ændredes i perioden 1946-82 til
politisk og kulturelt månedsblad. Navnet ”Frit Danmark” var desuden et ugeblad,
som i årene 1940-45 blev udgivet af Det danske Råd i London. Det var samtidigt
navnet på på en dansk landsorganisation, som 1945 blev oprettet og videreført
på et tværpolitisk grundlag indtil 1949, hvor den ophørte.
Den 14. august udsendte det illegale ”Frit
Danmark” 3. årgang nr. 5 af bladet, ”udgivet af en Kreds af Danske”, som det
hed i bladet logo. Bladets indhold var yderst interessant, idet det bragte 6
aktuelle artikler på bladets i alt fire A4-sider. Her skal gengives to
artikler: hovedartiklen og bagsideartiklen. Først hovedartiklen, som udtrykker
en skarpsindig vurdering af den aktuelle krigssituation:
Tyskland foran Nederlaget
Samtidig med
at de allierede Hære rykker frem i Øst, Vest og Syd, begynder det ogsaa at
knage i den tyske Hjemmefront. Propagandaen bliver mere hysterisk, Løgnene
grovere, og Bortforklaringerne mere og mere fantastiske. – Frontforkortninger,
der forlænger Fronten med flere Hundrede Kilometer, Planmæssige Tilbagetog,
Pindsvinestillinger, offentlige Defensiver, Forsvarsslør, og hvad nu alle disse
Udtryk hedder, hvormed man prøver at faa det fraseelskende tyske Publikum til
at overhøre Dommedagsbasunen. Et af Tegnene paa at Sandheden, trods 10 Aars
intensiv Træning i at lukke Øjnene for den, endelig er ved at gaa op for
Tyskerne, er Generalernes Revolte. – Den er et Symptom af allerstørste
Betydning, for den viser, at netop de Mænd, der har de bedste Forudsætninger
for at bedømme den militære Situation, er klar over, at den er haabløs.
Men i vor Tilfredshed hermed maa vi ikke
overvurdere denne Revoltes Betydning, og ikke udnævne de prøjsiske Generaler og
Junkere til sympatiske Fredsapostle. – Dette er ikke en undertrykt Befolkning,
som rejser sig imod Nazismen. Tværtimod, de der nu har villet gøre Oprør mod
Hitler, tilhører Kredse, som har støttet ham, saa længe de kunde bruge ham, og
han havde Heldet med sig, men som nu er parat til at give ham Kniven, fordi de
ikke kan bruge ham længere. – Deres Plan er klar nok. – Ved at kaste Hitler og
den officielle Nazisme overbord mener de endnu at kunne redde Tyskland og sig
selv. De tænker, at Tricket fra 1918 kan gentages med Hitler i Kejser Vilhelms
Rolle som Sonoffer til de sejrrige Modstandere saa at Invasionen af selve Riget
undgaas, og de selv kan overtage Styret i det fjerde Rige. – Og naar Tiden er
inde forberede en tredje Verdenskrig!
For det turde nu være blevet klart, at
der er en sammenhængende linje i tysk Politik, som gaar tilbage til et godt
Stykke Tid før 1914. Dengang som nu stilede Tyskland mod Verdensherredømmet.
Nazismens Kærne var slet ikke Forsøget paa at indføre en ny Statsform. Denne Statsform
var blot et Middel til at holde tysk Storindustri og Junkervæsen ved Styret og
fremme de Erobringsplaner, som bunder saa dybt i den tyske Tradition.
At det omsider er gaaet op for de
forenede Nationer, at det centrale i Hitlers Politik hverken var et socialt
Program eller en ”Revanchekrig” i almindelig Forstand, men Ønsket om at gøre
hele Europa til Udbytningsomraade for tysk Kapital, kan man betragte som
sikkert. De tyske Generaler har gjort Regning uden Vært. De allierede er
stærkere end sidst, og de er blevet kloge af Skade. Denne Gang slipper Tyskland
ikke med at præstere en Syndebuk. Denne Gang ender Krigen først den Dag, da den
tyske Krigsmaskine er uoprettelig knust, og det tredje Rige har maattet antage
Betingelser, som gør det umuligt for det at blive en Fare for Verden i en
overskuelig Fremtid.
Det bliver naturligvis ikke morsomt for
den tyske Nation at betale Regningen for mange Aars forfejlet Voldspolitik.
Rent menneskeligt kan man have ondt af den, og det kommer vel heller ikke til
at skorte paa Opfordringer fra den selv til os andre om at ynke dens Skæbne.
Man maa trøste sig med, at den trods alt ikke bliver saa haard som den,
Tyskland havde beredt Polakkerne, Czekkerne og Jøderne. Og man maa haabe paa,
at det tyske Folk ogsaa selv er blevet klogere; at det omsider har lært, at en
Erobringspolitik, der gør Tyskland forhadt og frygtet af alle andre Nationer,
altid vil komme til kort i det lange Løb, og at det maa vælge Ledere af en
anden Type end dem, der først hyldede Kejseren og derefter undsagde ham, og som
siden førte Hitler frem til Magten for senere at ville styrte ham – Ledere, som
kan give det misregerede Land Mulighed for en sund Livsudfoldelse i fredeligt
Samarbejde med andre Folkeslag.
Vi, der for 80 år siden blev det første
Offer for det prøjsiske Magtbegær, og som nu har fristet mangefold haardere
Kaar under Hitler-Nazismen, maa ganske vist med Glæde følge disse Ugers
Begivenheder i Tyskland, fordi de bringer os vor Frihed nærmere. Men vi maa
samtidig holde os for Øje, at det ikke er nok, at Nazismen slaas ned i Tyskland
– den maa slaas ned overalt. Og det er ikke nok, at Hitler og hans Parti bliver
styrtet – ogsaa den Aand og det Magtstræb, der bragte dem til Styret, maa
udryddes. Først naar dette er sket, og sket under Medvirken af det tyske Folk
selv, er ikke alene Krigen, men ogsaa Freden vundet for de Idealer og
Traditioner, vi danske ønsker at bygge vor Tilværelse paa.
”Frit Danmark”s bagideartikel er en
fortsættelse nr. 4 af artikelserien ”Efterkrigstidens Problemer”. Artiklen er
skrevet med henblik på den situation, der vil opstå, når tyskerne taber krigen,
hvilket tages for givet, og besættelsen af Danmark derfor ophører. Artiklen
lyder sådan:
De Skyldige skal straffes
I Besættelsens Aar er hidtil godt 40
Danske blevet henrettet, et halvt Hundrede er blevet dræbt af Gestapo under
Arrestation eller myrdet i Fængselsceller og Forhørslokaler. Mindst 3000 er
blevet fængslet, og i hundredvis sidder endnu i tyske Fængsler i Danmark og
Tyskland. Over 1200 Jøder, Kommunister og andre Landsmænd er deporteret til
tyske Koncentrationslejre. Hovedansvaret for disse Voldshandlinger ligger hos
Besættelsesmagten, men mange danske Statsborgere har Medansvaret for deres
Landsmænds Død og Lidelser, nemlig de Nazister og Pengejæger, der har hjulpet
Gestapo ved at optræde som Angivere og medvirket ved Menneskejagten paa Jøder
og Frihedskæmpere.
I Løbet af de sidste tre fjerdedel Aar er
der forøvet en lang Række Attentater paa danske Mænd, som var kendt for deres
antinazistiske Sindelag, men som end ikke var mistænkt for aktiv Deltagelse i
Modstandsbevægelsen. Attentaterne har krævet en Snes Dødsofre. Samtidig er en
lang Række Kultur-, Sports- og Forlystelsesinstitutioner blevet ødelagt ved
Brand og Eksplosion. Det har ikke været Handlinger, som kunde indvirke paa
Krigens Udfald, men udelukkende Hævnaktioner overfor Befolkningen. I alle
Tilfælde har ”danske” Nazister, navnlig Schalburgfolk, været medvirkende.
Under hele krigen har danske Statsborgere
ladet sig hverve til Krigsdeltagelse paa tysk Side. De er herved gaaet i
Fjendens Sold, og under Orlov har de ustraffet kunnet øve Overfald og Hærværk.
Baade før og efter 9. April har hjemlige
Nazister foretaget systematisk Spionage overfor danske Militærindretninger og
Enkeltpersoners Sindelag. Vi dokumenterer andetsteds i Bladet den
Erhvervsspionage, der er drevet. Samtidig har de nazistiske Blade gennemført en
systematisk Forfølgelse og Æresskænding af jødiske Landsmænd og fremtrædende
nationale Personligheder i Strid med vor Lovgivnings Aand og Bogstav.
Alle disse Handlinger, udført af danske
Personer, har rettet sig mod den Retssikkerhed, der forud var et af vore store
nationale Goder, og derfor har de paa det groveste krænket vor rodfæstede
Retsfølelse. Vi længes alle utaalmodigt efter, at Retssikkerheden skal
genoprettes, og vi føler, at det kun kan ske, hvis de, der gik Fjendens Ærinde,
og hjalp ham i at nedbryde vor Retsorden og vore demokratiske Traditioner,
bliver straffet. Sker dette ikke vil vor Opfattelse af Ret og Vrangt blive dybt
rystet til ubodelig Skade for vort Samfunds Livsudfoldelse i Fremtiden.
Det maa fastholdes, at det væsentligste
er den almindelige Følelse i Folket af disse Handlingers Strafværdighed.
Spørgsmaalet om, hvorledes Straffen skal fuldbyrdes, kommer i anden Række. Det
bliver først og fremmest et juridisk Problem, idet det er Juristers Opgave at
fastlægge de Former, hvorunder den almindelige Retsfølelse skal ske Fyldest.
Fra flere Sider er det blevet foreslaaet, at man skulde søge at finde tidligere
eksisterende Lovregler, hvorefter de skyldige kan drages til Ansvar. Andre har
ment, at den Undtagelseslovgivning, Tyskerne har paatvunget os, maa kunne
bringes i Anvendelse overfor Nationalforbryderne. Men ypperlige Jurister
advarer mod ethvert saadant formelt Juristeri. De paapeger, at de Forbrydelser,
det drejer sig om, ikke kunde forudses, da den nuværende Straffelov blev
vedtaget, og at Undtagelseslovene umiskendeligt tjente tyske Interesser, ikke
danske. Derfor skal man aabent og ærligt fastslaa, om Folkeflertallet ønsker
Straf over Tyskernes Hjælpere, - Stikkere, Mordere, Lejesoldater, Æresskændere
og Spioner.
Og er det Tilfældet – hvorom man næppe
behøver at tvivle – skal man uden Fiksfakserier skabe de nødvendige Love og
indføre dem med tilbagevirkende Kraft. For Besættelsesmagten har hindret os i
at gennemføre Straffereglerne, da de blev paakrævede, og vi har ikke – som f.
Eks. Norge – haft nogen lovlig Regering i Udlandet, som i Tide kunde indføre en
ny Straffelov. Og endelig er Love med tilbagevirkende Kraft ikke i Strid med
vor Grundlov.
Hvor haarde Straffe, der er nødvendige,
og om Dødsstraf skal genindføres, det er Spørgsmaal, som til sin Tid kan
drøftes paa sædvanlig demokratisk Vis. Det afgørende er, at de skyldige skal
rammes, ikke af Hævn og Repressalier, men af en retfærdig Straf under
lovmæssige Former.
For dette Krav gaar hele
Modstandsbevægelsen ind, og her, som paa alle andre Omraader, føler den, at den
har Folket bag sig.
Som en foreløbig kommentar til det store
spørgsmål om skyld og straf, kan jeg her sige, at dødsstraf med tilbagevirkende
kraft for landsforræderiske handlinger, blev midlertidigt vedtaget og indført
ved lov af 1. juni 1945. Det blev samtidig bestemt, at dødsdommene skulle
eksekveres ved skydning.
Hen mod midten af august kunne aviserne
meddele, at 11 danske sabotører var blevet skudt ved et flugtforsøg under en
transport fra Vestre Fængsel og til Tyskland. Hvad aviserne ikke fortalte, var,
at fangerne skulle sættes i tysk koncentrationslejr, men det kunne de illegale
aviser til gengæld berette om. Drabene på de 11 sabotører, som selvfølgelig var
planlagt på forhånd, udløste 15. august en 24 timers proteststrejke blandt
arbejdere på københavnske virksomheder.
Modstandsbevægelsens folk var naturligvis klar
over, hvad tyskernes hensigt var med, at folk skulle være forpligtede til at
møde op på politistationerne for at få et legitimationskort. Det betød nemlig,
at man i nogle tilfælde ville kunne anholde mistænkelige personer, herunder
nogle af de folk, der var modstandsfolk eller deltog i illegalt arbejde og som
følgelig var gået under jorden. Derfor var det vigtigt for modstandsbevægelsen
selv at forsyne sådanne folk med et gyldigt legitimationskort, og til det
formål fjernede revolverbevæbnede mænd den 18. august ca. 20.000
legitimationskort og de nødvendige stempler fra Københavns statistiske kontor.
De stjålne, men ’falske’ identitetskort, blev på den måde gjort gyldige, om end
strengt taget ikke lovlige.
Men end så længe
fortsatte tilværelsen som nævnt sin nogenlunde vante gænge for de allerfleste
danskere, og for os medarbejdere hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S var
produktionen af ”Fyrtøjet” selvfølgelig i centrum. Vi var nu mere end
nogensinde før klar over, at det gjaldt for hver især om at rubbe neglene og se
at få filmen tegnet færdig. Ikke kun for firmaet Dansk Farve- og Tegnefilms
skyld, men for alle os, som helst så at der også i fremtiden ville være en
professionel beskæftigelse for os indenfor tegnefilmproduktion.
Herover ses – desværre noget uskarpt - et lille udsnit af de såkaldte
”koloriner” siddende ved et langt bord bag vinduerne ud mod Frederiksberggade.
Det er fra venstre Anne Lise Clausen, Henny Hynne, kaldet ”Høne”, Bodil Rønnow, som
dog var mellemtegner, Birthe Petersen, kaldet ”Fryse Birthe”, Karen Bech (halvt
skjult), kaldet ”Miss Bech”, og Mona Ipsen, kaldet ”Irmelin”. – Foto: © ca.
1943-44 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Noget af det, der var
med til at besværliggøre og forsinke færdiggørelsen af ”Fyrtøjet”, var den
omstændighed, at tyske fabrikkers leverancer af de celluloider, der blev brugt
og som var uundværlige i tegnefilmproduktionen, snart blev vanskeliggjort. Det
skyldtes, at de stoffer, der blev anvendt til fremstillingen af celluloiderne,
også var vigtige for den tyske krigsindustri, og derfor hændte det jævnligt, at
det var umuligt for Johnsen at skaffe det antal celluloider, som der faktisk
skulle bruges. Derfor måtte man gribe til den desperate og tidkrævende udvej,
at afvaske de celluloider, der allerede var blevet brugt én gang, så de kunne
genbruges. Men det var en besværlig proces at vaske farver og tuschstreger af,
tørre og glatte celluloiderne, så disse ikke fik ridser og der ikke kom flere
reflekser end højst nødvendigt under belysningen og optagelsen på trickbordet.
Imidlertid viste det sig da også at være en næsten umulig opgave, at afvaske,
tørre og glatte celluloiderne, så reflekser blev undgået. Det ser man tydeligt
i ”Fyrtøjet”, hvor mange af scenerne desværre skæmmes af ’flammende’ reflekser
i billedet.
Et andet problem var de specialfarver,
plakatfarver, hvori der var iblandet en vis mængde gummiarabicum som
klæbemiddel, for at få farverne til at hænge fast på celluloidernes spejlglatte
overflader. Disse farver blev også importeret fra Tyskland, og på et tidspunkt
blev denne import stoppet, angiveligt af samme grunde, som tilfældet var med
celluloiderne. Det blev derfor tvingende nødvendigt at finde en dansk
fabrikant, som ville og kunne påtage sig at producere lignende farver og til et
lignende brug. Det lykkedes at få en farvefabrikant Birch til at påtage sig
opgaven, idet han benyttede det danske plakatfarvefabrikat ALLAK og blandede
farverne til de ønskede nuancer, som der derefter blev iblandet en vis mængde
gummiarabicum, men det viste sig hurtigt at give visse problemer, dels med
farvetonerne og dels med klæbeevnen. Imidlertid viste det sig heldigvis ogå, at
nogle af ”kolorinerne”, sådan kaldte farvelægningspigerne sig selv, snart fandt
ud af at røre farverne op med et bindemiddel, som gjorde arbejdet noget
lettere.
Under
produktionen af ”Fyrtøjet” var forholdet mellem Allan Johnsen og personalet for
det meste ganske godt, og flere af den kreative del af medarbejderne følte sig
nærmest taknemmelige over, at han havde givet dem mulighed for at komme til at
lave tegnefilm. For enkelte, som f.eks. i mit eget tilfælde, blev han en
faderlig ven, der opmuntrede og støttede én til at yde sit allerbedste, og det
skortede ikke på uforbeholden – og kontant – anerkendelse, når det var lykkedes
at animere en særlig vellykket scene. Det skete i al fald for mig op til flere
gange i løbet af det års tid, fra 1944-45, hvor jeg på trods af mine dengang
kun 15 år fungerede som nøgletegner af især heksens krage og af den mindste af
de tre hunde, samt af flere scener med bifigurer.
Men
efter at det hen på året 1944, hvor Allan Johnsen førte forhandlinger med
filmselskabet Palladium, som man af nødvendighedsgrunde gerne ville engagere
sig med som medproducent og distributør af ”Fyrtøjet”, var blevet åbenlyst for
ledelsen, at produktionsplanen ville blive overskredet ganske betragteligt, så
Allan Johnsen sig som ansvarlig produktionsleder nødsaget til at presse især
nøgletegnerne og mellemtegnerne til at forøge det daglige antal af henholdsvis
nøgletegninger og mellemtegninger. For at sikre sig at kravet blev overholdt,
lod Johnsen opsætte en slags ”urskiver” af pap på tegnepultene. Meningen var,
at hver eneste tegner skulle flytte ”urviseren” successivt fra tal til tal, for
at markere, hvor mange tegninger vedkommende havde præsteret i løbet af arbejdsdagen.
Denne opstramning af
arbejdsrutinen blev modtaget med stor harme og utilfredshed af tegnerne, som
mente, at de hver især lavede det antal tegninger per dag, som det var muligt.
Især nøgletegnerne følte sig krænket af indførelsen af ”urskiverne”, idet de
alle uden undtagelse opfattede sig selv som så entusiastiske og engagerede i
hver deres arbejde, at den form for arbejdskontrol ikke hørte hjemme i
sammenhængen. Der blev derfor nedsat en frivillig arbejdsgruppe på 10
medlemmer, hvoraf kun en var kvinde, og hvoraf jeg også blev yngste medlem, men
som skulle finde ud af, hvordan en modaktion imod ledelsens ”overgreb” kunne og
skulle gribes an. Tanken om dannelse af en fagforening var nærliggende, lige
som truslen om strejke blev opfattet som et nødvendigt redskab at bruge i
lønmodtagernes kamp for højere lønninger og acceptable arbejdsvilkår. Med det
formål for øje, afholdt den nævnte arbejdsgruppe en lørdag eftermiddag i juni
1944 et krisemøde på restaurant ”Sluk Efter” på Strandvejen i Hellerup. Da det
var lunt vejr, bænkede man sig udendørs, hvilket samtidig havde den fordel, at
ingen uvedkommende ville kunne høre, hvad der blev talt om ved den lejlighed.
Deltagerne var Arne ”Jømme” Jørgensen, Bodil Rønnow, Erling Bentsen, Børge
Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Otto Jacobsen, Preben Dorst, Mogens Mogensen, Finn
Rosenberg, Kjeld Simonsen og Harry Rasmussen. Husfotografen ”Jømme” tog også
nogle snapshots ved den lejlighed, men kom ikke selv med på nogen af
billederne, skønt han var medlem af arbejdsgruppen. Ingen tænkte på at tage et
foto, som han var med på.
Et
’historisk’ møde, som fandt sted en lørdag eftermiddag i august 1944 på
restaurant ”Sluk Efter” på Strandvejen i København. Tegnerne hos Dansk Farve-
og Tegnefilm A/S var enedes om at der burde startes en faglig sammenslutning
som modvægt mod ledelsens egenrådige krav og betingelser. Der nedsattes et
’udvalg’, som skulle finde ud af, hvordan man fik stablet en sådan fagforening
på benene, og hvilke modkrav og –betingelser, man mente ledelsen skulle
opfylde, for ikke at risikere at medarbejderne nedlagde arbejdet. Fra venstre
og rundt om bordet ses Otto Jacobsen (med ryggen til), Harry Rasmussen, Kjeld
Simonsen (Simon), Bjørn Frank Jensen, Bodil Rønnow, Erling Bentsen, Preben
Dorst, Finn Rosenberg (med hat) og Mogens Mogensen. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme”
Jørgensen.
Samme situation som på det desværre noget uskarpe billede ovenfor:
Fra venstre og rundt om bordet ses Preben Dorst, Finn Rosenberg (med hat),
Mogens Mogensen, Otto Jacobsen, Børge Hamberg, Harry Rasmussen og Kjeld
Simonsen (Simon). – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
På
mødet enedes man om at afvise, hvad man anså for ledelsens urimelige krav om
øget effektivitet, og kræve de famøse papskiver fjernet. I modsat fald ville
man indlede en strejke, medmindre ledelsen ville og kunne komme op med et andet
og bedre forslag til løsning af de aktuelle problemer. Animatorerne havde jo i
al fald ét stærkt kort på hånden, idet der på den tid faktisk ikke fandtes
andre erfarne og relativt rutinerede animatorer – bortset fra Müller og Mik,
som jo var ude af billedet – i kongeriget Danmark, end de folk, der er nævnt
ovenfor.
Fortsat samme
situation som på de to foregående fotos. Fra venstre og rundt om bordet ses (i
baggrunden) Erling Bentsen, Preben Dorst, Finn Rosenberg (stadig med hat på),
Mogens Mogensen og Otto Jacobsen, som kigger op mod fotografen, Arne ”Jømme”
Jørgensen, som også var medlem af ’udvalget’, men som ingen tænkte på at tage
et billede af. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Situationen havde i
øvrigt i mellemtiden udviklet sig sådan, at der blev kold luft omkring Peter
Toubro i form af usædvanlig tavshed og utilnærmelighed, så snart han viste sig
på tegnestuen, og dette gjaldt også og måske især, når Allan Johnsen viste sig
på tegnestuen. Derfor valgte begge en overgang kun at aflægge besøg, når
sådanne var uundgåelige i medfør af arbejdets karakter. Men det var
selvfølgelig en uholdbar situation i længden.
Mandag
formiddag blev medarbejdernes stort set enstemmige protest mod ”urskiverne” fremført af Børge Hamberg på egne og medarbejderes vegne og forelagt Allan Johnsen. Men han var jo som
ansvarlig produktionsleder på sin vis lige så presset som sine modkombattanter,
så han indså åbenbart situationens alvor, for han reagerede faktisk prompte,
idet han gav Peter Toubro besked på straks at sørge for at de famøse ”urskiver”
blev fjernet fra tegnepultene. Det var med et lidt forlegent og kejtet smil,
at Toubro samme middag personlig gik rundt på tegnestuen og pillede de
’urskiver’ af tegnepultene, som han tidligere selv havde sat op.
Men
selvom i hvert fald de kreative medarbejdere, herunder især animatorerne og
mellemtegnerne, var sig deres individuelle ansvar bevidst og derfor i videst
muligt omfang undgik spildtid, løste det imidlertid ikke problemet med den
forsinkede produktionsplan. Situationen skyldtes primært, at man på grund af
uerfarenhed med tegnefilmproduktion oprindeligt havde fejlbedømt, hvor lang tid
det ville tage at producere en tegnefilm af en størrelsesorden som ”Fyrtøjet”.
Vel at mærke med en stab af medarbejdere, som for de flestes vedkommende
hverken var erfarne eller rutinerede. Følgelig var omkostningerne ved filmens
produktion samtidig budgetteret alt for lavt.
Her
ses jeg som 15-årig nøgletegner i 1944. Billedet giver et ganske godt indtryk af
det halvmørke, hvori arbejdet til dagligt foregik, men med den tændte lyspult,
hvis lys skinnede op i ansigtet, og tegnelampen, som skinnede ned på det hvide
papir, når den jævnligt blev tændt. Det medførte, at man både fysisk og psykisk
vænnede sig til halvmørket i en sådan grad, at det i hvert fald for mit
vedkommende var at foretrække, frem for det skarpe dagslys udenfor. – Foto: ©
1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Løsningen på
konflikten og problemet fremkom gennem en overenskomst mellem ledelsen og medarbejderrepræsentanterne,
som dels bestod i, at man generelt hævede lønningerne for især nøgletegnernes
vedkommende, og dels i, at nøgletegnerne og mellemtegnerne forpligtede sig til
at arbejde over stort set resten af produktionstiden, og fra og med mandag til
og med fredag fra kl. 17 til 23. Den normale arbejdstid var på disse dage fra
kl. 8 til 17. På lørdage var arbejdstiden fra kl. 8 til 14, og der skulle ikke
arbejdes over på lørdage. Men på hverdage betød det en arbejdsdag på 15
timer! For mit eget vedkommende kom
overarbejdet imidlertid til at betyde en mærkbar tilvækst i lønningsposen. Vi
fik ugeløn, og jeg havde selv en slutløn på omkring 225 kr. om ugen, og i overarbejdsperioden
havde jeg 525 kr. om ugen i løn. I begge tilfælde en usædvanlig høj løn. Min
far havde på det tidspunkt omkring det halve i ugeløn af, hvad jeg fik.
Hvor meget
overarbejdet, som strakte sig fra omkring oktober 1944 til hen på foråret 1945,
reelt kom til at betyde for produktionstiden, ved jeg ikke præcist, men den
betød betydeligt flere penge i lønningsposen end normalt for mange af
medarbejderne. Det var dog en vanskelig tid at komme igennem, idet en 15 timers
arbejdsdag mandag til og med fredag og uge efter uge og måned efter måned,
tærede stærkt på kræfterne hos alle involverede. Det gik også ud over det
private sociale samvær med familie og venner, som man stort set kun kunne være
sammen med i weekenderne. Men den skønne dag oprandt i foråret 1945, da
direktionen kunne meddele personalet, at det ikke længere var nødvendigt med
overarbejdet. Dog, herom først senere.
Men ved siden af arbejdet var der jo også den
mere personlige og private side af tilværelsen. Som 15-årig befandt jeg mig i
pubertetsalderen, og det kunne derfor ikke undgås, at der var grøde og røre i
hormonerne. Imidlertid havde jeg min barnekæreste, den kønne Alice, som jeg
jævnligt havde sværmet for og med ovre på Assistens Kirkegård på de lyse og
lune sommerdage og om søndagen, når både hun og jeg havde tid. Men det blev af gode
grunde kun til lidt såkaldt petting og aldrig andet eller mere. Imidlertid
havde jeg ved et par lejligheder været udsat for tilnærmelser fra homoseksuelle
mænd, som jeg selvfølgelig afviste, fordi jeg kun var til det kvindelige køn.
Men også under min tid med ”Fyrtøjet” kom jeg ud for at opleve homoseksuelle
mennesker, endda ganske tæt på, og jeg røber næppe nogen hemmelighed ved at
fortælle, at tegneren og fotografen Arne ”Jømme” Jørgensen var helt
umiskendeligt homoseksuel. Men selvom han ikke ligefrem skiltede med sin
seksuelle disposition og præference, så lagde han heller ikke skjul på denne.
På det tidspunkt, hvor han blev ansat hos Dansk Farve- og Tegnefilm, var han
kæreste med en mand, der var nogenlunde jævnaldrende med ham selv. Denne
kæreste kom nogen gange op på tegnestuen, for at hente sin ven, når vi
arbejdede over til sent ud på aftenen, og da kunne det hænde, at jeg så at de
stod i halvmørket og kyssede og krammede hinanden, og at de begge stønnede af
vellyst. Men jeg lod naturligvis som om jeg ikke havde set noget, for deres
intime kærtegn var jo heller ikke foregået åbenlyst.
Dengang skulle homoseksuelle passe meget på
ikke at blive opdaget, for der var mennesker, som gerne forfulgte og
chikanerede dem, hvis de kunne få lejlighed til det. Det kunne de især i den
underjordiske henne på Rådhuspladsen, som var kendt for at være mødested for
homoseksuelle mænd og de såkaldte ”trækkerdrenge”. Det var i reglen ikke
trækkerdrengene, der overfaldt og gennemtævede de homoseksuelle, men derimod, hvad
vi i dag betegner som rockertyper og andre, som nærmest hadede de
homoseksuelle, måske for nogles vedkommende, fordi de selv havde en snert af
homoseksualitet i sig, som de for alt i verden ville bekæmpe. Det er i hvert
fald, hvad nogle psykologer mener, kan forklare nogle menneskers had til og
aversion imod homoseksuelle.
Jeg ved ikke, om ”Jømme”, som var en høj,
mørkhåret og ganske køn, men også en lidt vegt udseende mand, måske følte sig
seksuelt tiltrukket af mig, men han har i al fald aldrig givet direkte udtryk
for det eller lagt an på mig. I så fald ville han også være blevet afvist, for
jeg var kun til piger. Han behandlede mig altid naturligt og venligt, ja,
ligefrem omsorgsfuldt, men enkelte gange, når jeg stod tæt ved siden af ham,
mens han sad ved tegnepulten, kunne jeg fornemme, at han blev lidt nervøs og
forvirret. Hans menneskelige interesse og omsorg for mig var helt klart det
dominerende hos ham, og en dag havde han medbragt en engelsk lærebog, som han
ønskede at jeg skulle studere nærmere, så jeg kunne lære at læse og tale
engelsk. Jeg havde jo kun lært tysk i skolen. Det var desuden også ham, der
formidlede, at jeg kom til tandeftersyn hos hans kvindelige tandlæge, som havde
klinik i en ejendom ude på Sølvtorvet. Jeg havde ikke været til tandlæge siden
skoletiden, så det kunne nok behøves, at få bisserne kontrolleret igen.
Ved forskellige lejligheder blev der også
holdt temmelig våde fester på tegnestuen, og disse varede i reglen til ud på
morgenen, fordi der dengang var udgangsforbud eller spærretid. Men tegnestuen
lignede ofte en slagmark bagefter. Der blev især drukket
pænt tæt af, hvad der dengang var at få af øl og vin, og af den sidstnævnte
slags kunne man kun få dansk vin, herunder portvin, som hurtigt blev døbt
”pullimut”. Fik man tilstrækkeligt heraf, blev man ganske enkelt godt beruset.
Dette i forbindelse med, at man på grund af spærretiden måtte holde ud til
næste morgen, var medvirkende til, at nogle af tegnerne i en blanding af kådhed
og fuldskab teede sig som gale og fik tegnestuen til at ligne en slagmark. Men
måske var der samtidigt tale om en form for afreagering overfor de usædvanlige
restriktioner, som besættelsesmagten hele tiden pålagde befolkningen, og som
ingen kunne undgå at mærke og mere eller mindre føle i deres eget liv.
De nedenfor viste
fotos fra en personalefest på tegnestuen i Frederiksberggade 28, 2. sal, er
ganske vist fra 1943, hvor festlighederne på grund af spærretiden varede natten
igennem til næste morgen. Men samme situationer, som ses på billederne, opstod
også ved andre og senere lejligheder.
Nattefest –
eller måske snarere natteravage – på tegnestuen i Frederiksberggade 28. Efter
en lang aftens og nats forløb kom det ellers så pæne og ryddelige lokale til at
se ud som på billedet her. Men der blev dog sørget for, at alt blev bragt i
nogenlunde orden før arbejdstidens begyndelse næste morgen, for et syn som
dette huede hverken Allan Johnsen eller Peter Toubro, som aldrig selv deltog i
den slags udskejelser. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Det var også ved
sådanne lejligheder, at der især kunne opstå konkurrence mellem enkelte af
mændene om de få tilstedeværende kvinders gunst. Det var som tidligere omtalt
særlig Otto Jacobsen, som på den tid var single, der mistede hæmningerne, når
han fik noget at drikke, og følte han ikke at have heldet med sig, kunne det
hænde at han gik amok og ødelagde stole og andet inventar. Næste dag, når han
var blevet ædru, kunne han ikke fatte at det var ham, der havde lavet så megen
ravage, som tilfældet var, og fuld af selvbebrejdelse tilbød han naturligvis at
erstatte de ødelagte ting.
Det vigtigste for os
andre var imidlertid at sørge for, at tegnestuen var nogenlunde ryddelig inden
arbejdstidens begyndelse, hvor vi i øvrigt kunne risikere, at enten Toubro
eller Johnsen dukkede uanmeldt op, sådan som jævnligt skete. Så vidt jeg
erindrer forekom det en enkelt gang i løbet af den tid, hvor jeg selv arbejdede
på tegnestuen i Frederiksberggade 28, at Johnsen ankom uanmeldt og tydeligvis
blev noget chokeret og forståeligt nok også vred over det roderi, han fik at
se, men han sagde ingenting. Efter i et lavmælt tonefald at have bedt Hamberg
om straks at komme over i nr. 10, forlod Johnsen tegnestuen. Det var med en
trykket sindsstemning, at den altid rolige og fattede Børge Hamberg kort efter
begav sig over til Johnsens kontor i nr. 10, hvor der ventede ham en ikke
videre behagelig samtale med direktøren. Det blev venligt men bestemt
indskærpet ham som tegnestuechef, at noget lignende, som det Johnsen havde set,
ikke gentog sig.
På dette foto ses samme situation som ovenfor, men her er
personerne på billedet genkendelige. Det er fra venstre Torben Strandgaard,
Helge Hau, Bodil Rønnow, Børge Hamberg og allerbagest Mogens Mogensen. Selv var
jeg også til stede ved sådanne lejligheder, men opholdt mig sammen med flere
andre tegnere et andet sted i det store lokale, hvor fotografen ikke rettede
sit kamera hen. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.
”Bentsen-Band” – stiftet i foråret 1944, afholdt jam sessions på
tegnestuen i Frederiksberggade 28 lørdag eftermiddage fra foråret 1944. Dette
foto stammer dog fra personalets første skovtur i sommeren 1944, som gik til
Fiskebæk Kro. I forreste række ses fra venstre Erling Bentsen (guitar) og – med
ryggen til – Finn Rosenberg (violin) og en syngende Anne Lise Clausen. Bagved
ses fra venstre en flok syngende herrer: N.O. Jensen, Helge Hau, bag ham anes
Børge Hamberg, dernæst følger Peter Toubro og Bjørn Frank Jensen. For resten
spillede Henning Ørnbak på piano op til bal senere på dagen, men han ses ikke
her. - Foto: © Copyright 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Så godt som hver lørdag eftermiddag efter endt arbejdstid kl. 14,
afholdt husorkestret, kaldet ”Bentsen-Band”, jamsession. Finn Rosenberg
spillede violin, Erling Bentsen guitar, Torben Strandgaard kontrabas, Bodil
Rønnow jazz-mandolin og Børge Hamberg banjo. Det hændte lejlighedsvis at
Henning Ørnbak fløjtede tostemmigt med Bodil Rønnow. Deres glansnummer var
”Sentimental Journey”. Ørnbak var i øvrigt en glimrende hyggepianist, hvilket
han viste ved to lejligheder, som jeg især husker: Under den tidligere omtalte
festmiddag på Restaurant Frascati i anledning af, at cirka halvdelen af
”Fyrtøjet” lå færdig i stum arbejdskopi, og under personalets skovtur til
Fiskebæk Kro, som fandt sted i løbet af sommeren 1944, men som jeg ikke har
omtalt specielt her i selvbiografien. Skovturen er til gengæld omtalt og
illustreret med fotos i tegnefilmhistorien i afsnittet Problemtider og under
overskriften ”Skovtur til Fiskebæk Kro”.
Det var dog kun
relativt få af tegnestuens personale, deriblandt mig, som havde lyst og tid til
at blive efter arbejdstid og høre på det velklingende Bentsen-band.
Lejlighedsvis blev bandet suppleret af et kor bestående af optrækkerske
Annelise Clausen, fotografassistent N.O.Jensen, magister Peter Toubro og
animator Bjørn Frank Jensen. Det var fortrinsvis jazz, swing og blues, bandet
spillede og koret sang. Disse musikarter, tidligere hånligt og nedsættende
kaldt ”neger- eller urskovsmusik”, var især blevet meget populære under
besættelsen, i alt fald i avancerede kulturelle kredse. Inspirationen kom
naturligvis først og fremmest fra amerikansk musik, som på den tid herhjemme
også blev favoriseret af danske bands, som f.eks. Leo Mathiesens orkester og –
ikke mindst – Svend Asmussens orkester. Når Bentsen-Band var bedst, lød det
grangiveligt som om det var Svend Asmussen og hans kvartet, der spillede.
En del tegnere – og det gælder måske især
animatorer – bliver aldrig rigtigt voksne, men ’leger’ sig igennem tilværelsen,
som de helst så i højere grad lignede tegnefilmens fantasiverden, end den ofte
barske virkelighed, som til tider syntes blottet for lyspunkter. På tegnestuen
i Frederiksberggade hændte det jævnligt, at nogle af tegnerne blev grebet af
kådhed og lavede sjov med det i grunden seriøse arbejde det er, at lave
tegnefilm.
Her ses Preben
Dorst i rollen som heksen i ”Fyrtøjet”. Han var kun udklædt for sjov, idet det
var en af den slags påfund, der lejlighedsvis pludselig kunne gribe nogle af
tegnerne, særlig når og hvis fotograf ”Jømme” var i nærheden og kunne forevige
situationen. Der er jo lidt af en skuespiller i enhver animator, og bør også
være det. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Heksen råber til soldaten nede i det hule træ:
”Har du fyrtøjet med!?” Dette er en af de scener, der krydsklippes til ind
imellem at man ser, hvad soldaten foretager sig nede i det hule træ. Animation:
Børge Hamberg. Mellemtegning: Harry Rasmussen. – Foto fra filmen: © 1946
Palladium A/S.
Der var sket det nok
så alvorlige, at efter at store dele af det danske politikorps var blevet
interneret og sendt til Tyskland, at tegnestuen i Frederiksberggade fik nogle
nye og forholdsvis modne medarbejdere, helt præcis fire mænd, som vi stiltiende
godt var klare over dels var politifolk og dels militærfolk, der var ”gået
under jorden”, som det blev kaldt, når man ville skjule sig for de tyske
myndigheder og det tyske politi og Hipo-korpset. En af disse mænd gik under
dæknavnet ”Jakob”, men hans rigtige navn kendte vi ikke og fik det af gode
grunde heller ikke at vide. Denne
”Jakob” – ikke at forveksle med vores ’rigtige’ Jacob alias Otto Jacobsen – havde
efter forlydende en fortid som reklametegner, så han fik jobbet som
mellemtegner. Det samme gjaldt for resten to andre politifolk, der dog ikke
havde nogen egentlig tegnermæssige kundskaber eller erfaringer, men ikke desto
mindre var habile amatørtegnere, mens en fjerde mand var en militærmand, der
også var gået under jorden, og han blev assistent for trickfotografen på
”Fyrtøjet”, Marius Holdt.
Herover og
herunder ses fotos af den samme fornøjelige situation, nemlig den, hvorunder
kongen i ”Fyrtøjet” bliver morgenbarberet af sin barber. Det er i begge
tilfælde den i teksten omtalte ”Jakob” – ikke at forveksle med ”Jacob” alias
Otto Jacobsen – der ’spiller’ kongens rolle, og mig, Harry Rasmussen, der giver
den som kongelig barber. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Herover ses to fotos af den samme fornøjelige situation, nemlig
den, hvorunder kongen i ”Fyrtøjet” bliver morgenbarberet af sin barber. Det er
i begge tilfælde den i teksten omtalte ”Jakob” – ikke at forveksle med ”Jacob”
alias Otto Jacobsen – der ’spiller’ kongens rolle, og Harry Rasmussen, der
giver den som kongelig barber. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Den kongelige barber ses her i færd med kongens
morgenbarbering. Da kongen spørger til nyheder fra byen, kan barberen fortælle,
at der er kommet en soldat til byen, som åbenbart er rig, for han slår om sig
med penge. Dette forskrækker naturligvis kongen, som imidlertid bliver nødt til
at fortsætte audiensen. Begge figurer er tegnet og animeret af Bjørn Frank
Jensen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Her ses endnu
en situation, hvori også Preben Dorst var involveret, her dog klædt ud som
kongen med pelskrave om halsen. Den væltede stol og paprøret skal illudere en
kanon, som den lille soldat – i skikkelse af mig, Harry Rasmussen (helt til
venstre) – er ved at gøre klar til affyring. I baggrunden står der nogle af
tegnerne og peger, nemlig mod det kryds, som hofdamen har tegnet på kroens
port. Manden helt til højre, som knæler ned bag Dorst, husker jeg desværre ikke
navnet på. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.
Men der var også andre situationer i filmen,
som vi lavede lidt sjov med, til fælles adspredelse og fornøjelse i den
hverdagsagtige arbejdssituation, som for nogle af os foreløbig havde varet over
et år. En af de situationer eller scener i filmen, vi også parodierede, må man
vistnok kalde det, var den, hvori kongen med følge har taget opstilling udenfor
kroen, hvor man antager at soldaten logerer. Den emsige hofdame har nemlig
slået kryds på porten ind til kroen, men for at vildlede har den listige
mindste af de tre magiske hunde slået et kryds på alle porte i byen, Imidlertid
bliver den medbragte kanon kørt i stilling og gjort klar til affyring af de
soldater, der betjener den. Først på det tidspunkt opdager man, at der er slået
kryds på alle de omkringliggende porte, hvorfor aktionen mislykkes i denne
omgang, så at soldaten indtil videre går fri.
Her har soldaterne for
en sikkerheds skyld kørt kanonen i stilling foran kroen, for at arrestere
soldaten og føre ham til domhuset. Figurerne er tegnet og animeret af Bjørn
Frank Jensen, lige som baggrundene i hele sekvensen er malt af Finn Rosenberg.
– Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Den lille soldat gør her kanonen klar til
affyring, hvis det skulle blive nødvendigt. Bjørn Frank tilføjede en gag med,
at soldaten taber den tunge kanonkugle ned over en af sine kammeraters fødder,
så denne hopper rundt af smerte. Det mente man ville virke morsom, hvad det da
også gjorde på publikum, som lo over situationen. Den slags gags med at lade
det gå ud over ’myndighedspersoner’ kendte biografpublikummet jo også fra bl.a.
nogle af Disneys tegnefilm og ikke mindst fra Chaplins vagabondfilm. – Foto fra
filmen: © 1946 Palladium A/S.
Som det store legebarn, jeg endnu stadig var,
deltog jeg med største glæde og fornøjelse i løjerne og agerede den lille
soldat, der med påtaget besvær løftede den tunge kanonkugle op fra jorden og
anbragte den i kanonrøret, klar til at blive affyret. Hele situationen blev for
en stund fulgt af alle tilstedeværende på tegnestuen, hvoraf nogle af de mere
alvorligt stemte nok syntes, at det gik lidt for vidt med de barnlige løjer.
Men tjente sådanne løjer ikke til andet og mere, så tjente de dog til at lette
stemningen og styrke det kammeratlige sammenhold, som der i øvrigt var på
tegnestuen.
Som allerede nævnt var alt dog ikke lutter
idyl, for vi på tegnestuen oplevede mange uhyggelige episoder, som når f.eks.
tysk politi holdt gaden afspærret og gennemførte razziaer. Jeg har herunder
selv set flere mennesker blive skudt og falde om, og at svært bevæbnede tyske
politifolk forhindrede ambulancefolkene i at komme hen til de døde eller
døende, som fik lov til at ligge i timevis på gaden eller fortovet. Andre blev
arresteret og ført bort til en uvis skæbne.
Modstandsbevægelsens likvideringer af stikkere
og andre medløbere og i enkelte tilfælde af tyske soldater, medførte uvægerligt
en reaktion fra tysk side. Den 16. september lod den højere SS- og politifører
Pancke udsende en meddelelse om, at 200 danske fanger i Frøslev-lejren var
blevet overført til tyske koncentrationslejre som gengældelse. Dette fik atter
københavnske arbejdere op på mærkerne, og den 16. september kl. 12 nedlagde man
arbejdet i 48 timer, idet dette først blev genoptaget den 18. september kl. 12.
Den tilspidsede situation gjorde åbenbart
tyskerne nervøse, særlig dem på Dagmarhus, hvor også den højere Pancke havde
hovedkvarter. Derfor beordrede man de sporvognslinjer omlagt, der passerede
forbi huset. Det gjaldt linjerne 2, 8 og 19, som først blev ført tilbage til de
gamle ruter i juli 1945, altså et stykke tid efter befrielsen.
En sort dag: Politiet arresteres
Men tyskerne havde langt mere drastiske
foranstaltninger i ærmet, hvilket viste sig den 19. september. Den morgen
småregnede det fra en blygrå himmel, men jeg cyklede som sædvanligt ind til
Frederiksberggade via Rantzausgade, Gyldenløvesgade og om ad Nørrevoldgade,
hvor jeg drejede af ved Teglgårdsstræde og fortsatte ad Larsbjørnsstræde, og
ville også være fortsat ad Kattesundet. Men i krydset ved Vestergade stod der
en ganske ung, maskinpistolbevæbnet tysk soldat iført et camouflagefarvet
regnslag, og ved en bevægelse med maskinpistolen betydede han mig, at jeg
skulle køre ad Vestergade mod Gl. Torv, hvilket jeg selvfølgelig om end
nødtvungent gjorde. Ved torvet drejede jeg af mod Nytorv og fortsatte hen og
drejede til højre ad Frederiksberggade, men her var der mærkværdigvis ingen
tysk vagtpost. Derimod bemærkede jeg og undrede mig over, at der holdt flere
såkaldte prærievogne ovre ved politistationen ved siden af Domhuset, og at en
del tyske soldater opholdt sig på stedet. Til orientering, så var en prærievogn
en lastbil med et tag, der var overdækket med sejldug, som holdtes udspændt af
nogle jernstativer.
Men bortset fra det, jeg lige havde set,
forekom alt roligt og stille både på Gl. Torv og Nytorv og i Frederiksberggade.
Efter at have stillet cyklen ind i gården, gik jeg op på tegnestuen, hvor
enkelte andre også kunne fortælle om, at de havde set tyske vagtposter på
Rådhuspladsen, men ingen var på det tidspunkt klar over, hvad der var i gære.
Det fik vi først at vide ved at lytte til Radioavisen ved middagstid, hvor det
blev meddelt, at de tyske myndigheder havde set sig nødsaget til at internere
det danske politi, fordi dette ikke havde magtet den opgave, at opretholde ro
og orden!
Inden det dog var kommet så langt, hørte vi
omkring kl. 11 den infernalske lyd af luftværnssirenerne, som betød, at folk
skulle holde sig inden døre eller gå i beskyttelsesrum, hvilket vi dog ikke
gjorde ved denne lejlighed, fordi vi ikke kunne høre nogen lyd af
flyvemaskiner. Men senere fik vi at vide, at tyske SS-tropper og politisoldater
under den ”falske” luftalarm havde besat Politigården og politistationerne og
arresteret omkring 1900 mand af politistyrken og ført disse ud til Langelinje,
hvor de blev beordret ombord på fragtskibet ”Cometa”, som til formålet lå ved
kajen. Fangerne, som var anbragt i
skibets lastrum, blev sejlet til Lübeck, for derfra at blive delt op i grupper,
som blev transporteret til kz-lejrene Buchenwalde, Mühlberg og Neuengamme.
Arrestationerne var dog ikke gået helt efter
tyskernes beregning, for politivagtholdet på Amalienborg, som havde til opgave
at vogte over kongefamiliens liv og sikkerhed, satte sig til modværge og kom i
ildkamp med tyske marinesoldater, der befandt sig på slotspladsen. Omkring 20
tyske soldater blev dræbt og 30 sårede, På dansk side var der kun tale om et
mindre antal sårede. Den dramatiske episode endte med, at tyskerne erklærede at
der var tale om en misforståelse, hvorfor kongen, Christian X, som under det
hele havde opholdt sig på slottet, personligt gav ordre til, at politiet skulle
ophøre med at beskyde tyskerne. Til gengæld krævede han af tyskerne, at den
vagthavende danske politistyrke skulle fortsætte som kongens livvagt, og dette
krav blev accepteret af den højere Pancke.
Arrestationen og deportationen af de
tilfangetagne politifolk skabte endnu engang konflikt mellem politikere og
departementschefer, i dette tilfælde mellem den afgåede statsminister Vilhelm
Buhl og departementschef Svenningsen. Buhl krævede, at departementscheferne
skulle nedlægge arbejdet og afbryde samarbejdet med tyskerne, men Svenningsen
som havde et godt forhold til Werner Best, mente, at Buhl ikke havde
befolkningen bag sig, og fastholdt, at departementscheferne ville blive på
deres poster og fortsætte samarbejdet med de tyske besættelsesmyndigheder.
Denne holdning blev støttet af de større erhvervsorganisationer.
Imidlertid fik interneringen af politiet straks
en ny storstrejke til at bryde ud og den varede til 21. september.
Statsradiofonien, som Danmarks Radio kaldtes på den tid, fik påbud om
øjeblikkelig at afbryde udsendelserne, men kl. 12.30, middagsradioavisens
sædvanlige sendetid, sendte man igen, dog med en ny speaker ved mikrofonen, som
oplæste et opråb – tyskerne var vilde med såkaldte ”opråb” – fra den højere
Pancke, hvori det blev meddelt, at der var indført ”politimæssig
undtagelsestilstand” i hele landet.
Danmark stod med andre ord nu både uden sine
tre demokratiske institutioner: den lovgivende magt (regeringen og lands- og
folketinget), den dømmende magt (lov- og retsvæsenet) og den udøvende magt
(politiet). Departementschefernes selvvalgte og mere eller mindre nødtvungne
samarbejde med besættelsesmyndighederne ændrede ikke afgørende ved dette
forhold. Der blev derfor frit spillerum for alle mulige slags ulovligheder og
kriminalitet, som da også kom til at florere i den efterfølgende tid, og især
sortbørshandlen tog til og der blev nu handlet åbenlyst i gaderne. Antallet af
røverier og tyverier steg også. Et positivt træk i bybilledet var det dog, at
den hidtil forbudte optræden af artister på byens gader og pladser snart blev
almindelig igen. Tilbage var imidlertid de kommunale myndigheder, som allerede den
23. september fik den højere Panckes tilladelse til at oprette kommunale
vagtværn, som trådte i funktion den 25. oktober, og som skulle sørge for at
beskytte kommunale institutioner og interesser. Efter befrielsen kom
vagtværnene den 24. maj 1945 under det tilbagevendte politis kommando, men
ophævedes definitivt den 1. oktober 1947.
For resten var der en del politifolk, som det
lykkedes at undgå arrestation, enten fordi de endnu ikke var mødt på arbejde,
eller fordi de simpelthen undslap i forvirringen. Men disse betjente var
naturligvis nødt til straks at gå under jorden, idet man kunne forvente, at
tyskerne i løbet af dagen eller de følgende dage ville søge dem på deres bopæl.
En af de politibetjente, der pligtopfyldende var så uheldige at være mødt på
arbejdet om morgenen den famøse dag, den 19. september 1944, var min senere
svigerfar, Paul Bennedbæk, født 1916. Han havde dengang sit arbejde på
Politigården, og i mange år inden han fik bil, cyklede han til og fra sit
arbejdssted. Det skete også denne uheldsvangre dag, hvorfor han også var blevet
arresteret – eller interneret, som tyskerne foretrak at kalde den gemene
handling det var, at fjerne et helt lands politikorps.
Det skal allerede her oplyses, at Paul
Bennedbæk, som kom til at tilbringe ca. 8 måneder i den tyske kz-lejr
Neuengamme, men dog sådan, at han sammen med at par af sine kolleger var
udstationeret en del af tiden til en flyvemaskinefabrik i Wittenberg. Dette,
sammen med de levnedsmiddelpakker, som Dansk Røde Kors blandt andet forsynede
de internerede politifolk med, medvirkede formentlig til, at han og en del af
hans kolleger overlevede kz-opholdet og i slutningen af april 1945 kunne vende
hjem med Grev Bernadottes De Hvide Busser. Dog ikke i første omgang til
Danmark, fordi krigen endnu ikke var slut, og fordi kravet fra tysk side lød
på, at de frigivne fanger skulle overføres til og interneres i et neutralt
land, hvilket i dette tilfælde ville sige Sverige.
Tysk forklaring på
fjernelsen af politiet
Besættelsesmagten havde det i reglen med at
ville forklare sig og dermed ’retfærdiggøre’ sine handlinger overfor den danske
befolkning, og dette var også tilfældet med aktionen mod politiet. Forklaringen
blev dels læst op i Radioavisen den 19. september og dels nogle dage senere
bragt i aviserne. Her skal den citeres fra dagbladet Jyllands-Posten for den
23. september 1944:
Forordning
fra
den højere SS- og Politifører i Danmark
vedrørende politimæssig Undtagelsestilstand
1.
Der
indføres med øjeblikkelig Virkning politimæssig Undtagelsestilstand i Danmark.
2.
Det
danske Politi og C.B.-Organisationerne med Undtagelse af C.B.U. er ophørt med
øjeblikkelig Virkning.
3.
Indtil
en Omorganisation af det danske Politi har fundet Sted, overtages
Opretholdelsen af den offentlige Ro og Sikkerhed af den tyske Besættelsesmagt.
4.
Ulovlig
Vaabenbesiddelse straffes med øjeblikkelig Skydning.
5.
Handlinger,
som gaar ud paa at forhindre de til Genoprettelsen af den offentlige Ro og
Orden trufne Forholdsregler, straffes strengt – i visse Tilfælde med Døden.
6.
De
Indgreb, det er blevet nødvendigt at foretage indenfor det danske Politi, vil
blive ophævet, saa snart den normale Sikkerhedstilstand er genoprettet i
København og Provinsen.
Dele af det danske Politi
Interneret i Tyskland
Pressekontoret
hos den højere SS- og Politifører i Danmark meddelte Torsdag:
Til Grund for
de tilfangetagne danske Politibetjentes Overføring til en Interneringslejr i
Tyskland ligger følgende:
1.
Efter
møjsommelige Undersøgelser kunde det fastslaas, at Politiet under Misbrug af
sin Embedspligt havde fremmet de illegale Kredses Arbejde, givet dem Husly og
vanskeliggjort det tyske Efterforskningsarbejde samt foretaget Befrielsesforsøg
overfor Illegale.
2.
Paa
Politigaarden i København er der blevet fundet Uniformer, tilhørende
forskellige tyske Troppeafdelinger, Soldaterbøger og Identifikationsmærker samt
Vaaben, der udtrykkeligt beviser Politiets Samarbejde med den underjordiske
Militærorganisation, som havde hele Politiapparatets Støtte.
3.
For at
forhindre yderligere Befrielsesaktioner og for at undgaa ethvert Blodoffer blev
denne illegale Del af det danske Politi overført til en særlig Interneringslejr
i Tyskland, hvortil alle de anholdte pr. Skib i Dag er ankommet i bedste
Velgaaende.
Angaaende
Hændelsen paa Amalienborg Slotsplads har Radioavisen erfaret, at det drejer sig
om en beklagelig Misforstaaelse. Det danske Politi, som bevogter Slottet,
troede, at den tyske Enhed vilde afvæbne Vagtpersonalet og tage Kongen til
Fange, derfor blev Ilden aabnet. Fra tysk Side har der imidlertid aldrig været
tænkt paa at afvæbne Kongens Livvagt.
-
- -
London Radio
oplyste i Morges Kl. 7,15 at der fra Stockholm var indløbet Meddelelse om, at
Politigaarden i København først blev overgivet til Tyskerne efter en Kamp, der
varede i 4 Timer. Radioavisen skal derfor meddele, at Besættelsen af
Politigaarden og Afvæbningen af det derværende Mandskab varede ca. 10 Minutter.
Opraab til den danske Befolkning
Pressekontoret
for den højere SS- og Politifører i Danmark meddeler:
Mord,
Sabotage og Forbrydelser har i mere end et Aar været Kendetegnet for det
offentlige Liv i Danmark. Det danske Politi ønskede ikke at træde kraftigt op
imod denne anarkistiske Udvikling. Ved Hjælp af tvetydige Opraab, som blev
forstaaet paa den rigtige Maade af den politiske Underverden, troede man at
kunne tilfredsstille den i Opretholdelse af Ro og Orden interesserede
Besættelsesmagt. Endvidere er det fastslaaet, at Sabotage og Mord blev
understøttet aktivt af det danske Politi. Alt tydede paa en Opløsning af
Retstilstandene, og man drev Danmark frem mod Bolsheviseringen. Det lykkedes en
forbryderisk Underverden at vinde saa megen Indflydelse i det offentlige Liv,
at den med Resultat kunde proklamere Generalstrejke og andre alvorlige
Forstyrrelser af den offentlige Orden.
En Besættelsesmagt fra et Land, som i den
alvorligste Time kæmper for sit Liv, kan ikke længere tillade en saadan
Udvikling. Dens Interesse ligger i Opretholdelse af Ro og Orden.
Besættelsesmagten ser sig derfor nødsaget
til at foretage en omorganisering af det danske Politi. Indtil denne
Omorganisering er bragt til Ende, indføres der derfor fra i Dag, den 19.
September 1944 Kl. 12,00, politimæssig Undtagelsestilstand over hele Danmark.
Hele det danske Politi sættes indtil videre ud af Funktion.
I Overgangsperioden garanterer den tyske
Besættelsesmagt for Ro og Orden. Vi ønsker at yde den velvilligt indstillede
Del af Befolkningen enhver tænkelig Beskyttelse mod Forbrydelser. De af
Besættelsesmagten gennemførte Forholdsregler er udelukkende af politimæssig Art.
Der er derfor ikke forudset noget Indgreb i den statslige og kommunale
Forvaltning.
Alle Handlinger, som tager Sigte paa at
forstyrre Genindførelse af Ro og Orden, vil blive hensynsløst bekæmpet.
Den 19.
September 1944.
Den højere SS- og Politifører i Danmark
Pancke
SS
Obergruppenführer und General der Polizei.
For trods alt at vise deres gode vilje,
meddelte de tyske myndigheder via Dansk Røde Kors, at pårørende til de
internerede politifolk kunne sende pakker til disse:
Pakker til de internerede
Dansk Røde Kors meddeler Torsdag:
Gennem Dansk Røde Kors vil der til hver
af de til Tyskland førte danske Politifolk af disses Paarørende kunne sendes en
Pakke paa indtil 5 kg.
Deraf leveres af Dansk Røde Kors 1½ kg.
Levendsmidler, Smør, Pølse og Brød. De resterende 3½ kg. der indleveres af de
Paarørende til Dansk Røde Kors, Amaliegade 18, København K, kan omfatte
Toiletartikler, Sæbe, Undertøj, Tobak, Spillekort m.m. Breve, Blade og Bøger
maa ikke indlægges.
Paa Pakkerne maa anføres med tydelig
Skrift Modtagerens fulde Navn samt Afsenderens Navn og Adresse.
Indlevering af Pakkerne kan finde Sted
daglig Kl. 10-16 og Fredag den 22. ds. Desuden fra kl. 18-20.
Tyskernes gode vilje rakte som nævnt og
omtalt dog ikke længere end til, at der forelå det, de forstod ved en
forbrydelse. Derom vidner en ganske lille notits på forsiden af Jyllands-Posten
for Fredag den 22. september 1944, altså samme dag, som de ovenfor citerede
artikler stod at læse i avisen:
Huset blev sprængt i Luften
Efter at der derfra var skudt mod
Værnemagtsstation
Pressekontoret hos den højere SS- og
Politifører i Danmark meddeler:
Efter at en tysk Værnemagtsstation flere
Gange var blevet beskudt fra Huset Nyhavn Nr. 51, blev Bygningen efter at være
blevet grundigt gennemsøgt Onsdag Aften Kl. 20,05 sprængt i Luften. Der opstod
kun materiel Skade.
Det berygtede og frygtede Hipo-korps
Allerede dagen efter, at det danske politi var
blevet interneret og dermed sat totalt ud af spillet, var tiden kommet til, at
tyskerne på ordre fra den højere Pancke kunne oprette et korps af danske
hjælpepolitifolk, som på tysk blev betegnet som Hilfs-Polizei, forkortet til
HIPO, men som ikke nødvendigvis alle var betjente af uddannelse. Disse folk
blev fortrinsvis rekrutteret fra Schalburgkorpset, hvis kerne var samme korps’
efterretningstjeneste, forkortet ET, som talte flere tidligere danske
kriminalbetjente som sine ledende medlemmer.
ET havde derfor i løbet af 1944 haft let ved at
registrere, hvilke danske politifolk, der sympatiserede med nazismen, og som
man derfor forholdsvis nemt kunne rekruttere til det nyoprettede korps. Med de
pågældende tyskvenlige kriminalbetjente havde tyskerne fået et hjælpekorps af
loyale og lokalkendte folk, som tilmed i forvejen havde kontakt til et netværk
af stikkere. HIPO-korpset rykkede ind og fik hovedbase i den forladte
Københavns Politigård, men havde mindre afdelinger tilknyttet i de større
provinsbyer. Lederen af korpset var en Erik V. Petersen, tidligere formand for
Politiets Sprogforening, som holdt sig skjult på en dækadresse, hvorfra han
dirigerede korpsets kamp mod modstandsbevægelsen. Samme Petersen havde Himmlers
bevågenhed, ikke mindst, fordi han kunne forsyne det tyske sikkerhedspoliti med
navne på alle ledende medlemmer af den civile og militære danske
modstandsbevægelse, hvilket var en stor hjælp i forsøget på at opspore og
arrestere disse ”forbrydere”.
HIPO-korpset havde omkring 700 faste og løst
tilknyttede medlemmer, som i tiden september 1944 til omkring slutningen af
april 1945 blev en berygtet og frygtet plage for modstandsbevægelsen så vel som
for civile danskere, der ikke sympatiserede med tyskerne. Det skyldtes, at
HIPO-korpset foruden at foretage ransagninger, anholdelser og lignende
politiaktioner, også var emsige, når det gjaldt om at afhøre, torturere og
mishandle de anholdte, så de i nogle tilfælde tilstod, også selvom de var
uskyldige i den eller de ”forbrydelser”, de blev anklaget for.
Det skal dog tilføjes, at modstandsbevægelsen
ikke holdt sig tilbage, når det gjaldt dramatiske aktioner i forbindelse med
sammenstød med HIPO-folk. Det er særlig blevet nævnt, at de to modstandsgrupper
BOPA og Holger Danske, var særdeles aktive og skånselsløse i behandlingen af
HIPOerne. I flere tilfælde skød og dræbte de to grupper hver for sig flere
HIPO-folk, og Holger Danske-gruppen fik endog held til at opspore og likvidere
HIPO-chefen på åben gade. Disse aktioner udløste selvfølgelig besættelsesmagtens
reaktion i form af en bølge af henrettelser af pågrebne modstandsfolk og
clearingdrab på tilfældigt valgte civile.
HIPO-korpset var aktivt lige indtil
besættelsens ophør, og en del af dets medlemmer nægtede at overgive sig efter
befrielsen, men fortsatte deres rædselsregimente ved at skyde på civile og
frihedskæmpere. Da eksempelvis Den danske Brigade, som var blevet dannet af
unge danskere, som af den ene eller anden grund var flygtet til Sverige, en af
befrielsesdagene ankom fra Sverige og blev modtaget i Husumgades Skolegård,
skød HIPO-folk fra deres skjul hensynsløst på forsamlingen af brigadesoldater,
voksne tilskuere og børn, en episode, som jeg selv oplevede og vil fortælle
nærmere om i kronologisk sammenhæng.
Her skal sluttelig nævnes, at ved det
efterfølgende retsopgør i årene efter befrielsen, blev flere af HIPO-korpsets
medlemmer dømt til døden og henrettet ved skydning, og alle medlemmer fik en
minimumsstraf på 10 års fængsel.
I det hele taget blev oktober måned 1944 ikke
mindre dramatisk end den foregående september måned. Antallet af tyverier,
røverier og vold steg og sortbørshandlen tog til og foregik nu mere eller
mindre åbenlyst i gaderne. Dertil kom, at Statsbanerne så sig nødsaget til at
oprette et jernbanepoliti, som skulle føre tilsyn med banegårdene og især
forhindre sabotage og schalburgtage. Det forhindrede dog ikke, at der den 19.
oktober blev forøvet sabotage mod Københavns Godsbanegård, hvor 15 lokomotiver
blev afsporet og 25 andre lokomotiver spærret inde, så at mange togafgange
efterfølgende måtte aflyses. Naturligvis til stor ulempe og gene for det
rejsende publikum.
Den 26. oktober oplyste den tyske værnemagt, at
den havde ”opkøbt” alle nye cykler, der fandtes på lager hos grossisterne i
København. Cyklerne blev så vidt jeg ved anvendt af det tyske militær og af
tyske politisoldater, som kørte rundt i Københavns sidegader og kontrollerede,
at folk uden gyldig grund ikke overholdt spærretiden, hvad jo ikke alle gjorde.
Det var formentlig i et forsøg på at kunne spore og eventuelt anholde eller
skyde sabotører, som af for disse selv gode grunde naturligvis var ude i
ulovligt ærinde.
Ja, Cyklister
havde i lighed med alle andre danskere under besættelsen, god grund til at håbe
på nye og bedre tider, hvor man igen kunne købe en ny cykel og især trække
vejret frit og tale uden censur, og gøre alt det, som havde været forbudt og
risikabelt i foreløbig mere end fire år. Det beroede alt sammen på De
Allieredes forhåbentlig snarlige sejr. Der skulle dog komme til at gå omkring
et halvt år, før denne længselsfuldt ventede situation blev til
realistisk
virkelighed for Danmarks og de øvrige besatte landes vedkommende..
En positiv ting i oktober var det, at
Storkøbenhavns Kartoffelcentral foretog store indkøb, for at sikre
befolkningens forsyning med kartofler i vintersæsonen. Kartofler var en vigtig
spise i de fleste almindelige hjem, både i Hovedstaden og i landets øvrige byer
og på landet. De fleste mennesker ville have syntes, at de ikke havde fået
middagsmad, hvis ikke der var kartofler på bordet. Kød ville de allerfleste
nødigt undvære, men dertil hørte sædvanligvis kartofler under en eller anden
form: kogte, brasede eller mosede.
(Fortsættes i artiklens 16. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer
delvis fra og med efteråret 1944 og fremefter.)
___________________________________