Ideale drømme, skepsis og tvivl 16. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(Delvis fra 1944 og videre fortsat fra artiklens 15. del)

 

Indskudte bemærkninger i marts 2018:

For at ikke jeg selv og mine læsere skal glemme, at denne odysseade fra barndom, ungdom over manddom til alderdom primært har til hensigt og formål, forsøgsvis at give en oversigt og begrundelse for min udvikling og mit skift fra blåøjet idealist til overbevist realist, skal jeg her kortest muligt omtale et par af de faktorer, der har spillet og stadigvæk spiller ind i sammenhængen: Det må konstateres og siges, at jeg I årenes løb er er blevet stadig mere skeptisk og i tvivl om gyldigheden af den filosofiske, kulturelle  – og politiske – idealisme og optimisme på individets og menneskehedens vegne. Men for ikke endnu en gang at skrive det, jeg har givet udtryk for i adskillige af mine nyere artikler her på hjemmesiden, vil jeg tillade mig at citere fra artiklen 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger (Noterne vil kunne læses i den citerede artikel):

 

(Citat)

Erkendelsen af underet

For at give den forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative og ret beset illusoriske. (13)

 

For os jordboere er jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem, der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed – overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog ikke skal komme yderligere ind på her.  (Citat slut) (14)

 

Afsluttende bemærkninger

Det kan konstateres, at menneskene groft set er opdelt i to store kategorier: Optimister og pessimister. Optimister er karakteriseret ved, at de opfatter alt og alle begivenheder og hændelser positivt og håbefuldt, og modsat er pessimister karakteriseret ved, at de stort set opfatter alt og alle begivenheder og hændelser negativt og håbløst. Det er fortrinsvis optimisterne, der bekender sig til idealistiske ideer, tanker og opfattelser, i nogle tilfælde uanset hvor ideale og utopiske disse end tager sig ud. Mere eller mindre naive folk med trang og hang til utopier, har nemmest ved at blive ofre for idealismens mere eller mindre bedrageriske forestillinger om verden og tilværelsen. Men på den anden side set, så kan troen på en utopi eller ideologi, f.eks. i form af en religiøs tro eller politisk overbevisning, vise sig at være til stor trøst og støtte for de mennesker, der bekender sig til troen eller overbevisningen. Dette faktum betegner Martinus positivt som ”den guddommelige suggestion”, hvorved han forstår det forhold eller den situation, at en vis gruppe af mennesker er mere eller mindre modtagelige for den religiøse inspiration og kraft, der udgår fra de gamle verdensreligioners begreber, dogmer og forestillinger. Til de gamle verdensreligioner regner Martinus primært buddhismen, kristendommen og islam. (15)

 

Hvad angår politisk tro eller overbevisning, forekommer der både optimister og pessimister, blandt andet indenfor de politiske partier, hvor man dels taler om de gamle partier og de nye partier. Disse er traditionelt inddelt i højrefløjs-, venstrefløjs- og midterpartier. Til de førstnævnte hører i det danske samfund Det konservative Folkeparti og Partiet Venstre, medens venstrefløjspartierne udgøres af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, og midterpartierne repræsenteres af Det Radikale Venstre. Her ses bort fra de senere årtiers yderligere tilkomne partier på så vel højre- og midterfløjen som på venstrefløjen. Martinus opfatter også politik og politikere som delvis værende under indflydelse af  ”den guddommelige suggestion”. (16)

 

En af de ting, der altid har undret mig ved såkaldte åndelige eller spirituelle bevægelser, er trangen eller hangen til det 'mystiske' eller 'mirakuløse'. Tilhængere af sådanne bevægelser er ikke sjældent ukritiske og godtroende, som derfor desværre nemt lader sig narre og i visse tilfælde udnytte af smarte, skrupelløse personer, i nogle tilfælde selvbedragere, som helt uden de nødvendige kvalifikationer udgiver sig for at være noget helt særligt. Det findes der adskillige eksempler på, både i fortiden og i nutiden. Vores nutid er ikke i alle tilfælde så oplyst og fri for overtro og falsk mystik, som mange gerne vil tro og mene. (Citat slut)

 

(1944 fortsat)

Hvordan elefanten fik sin snabel

Da det hen på efteråret 1944 blev klart, at de tidligere overfor nævnte korte eventyr-tegnefilm næppe nogensinde ville blive sat i produktion, havde jeg imidlertid fået så meget inspiration gennem projektet, at jeg fik den idé selv at ville lave en kort tegnefilm, dog ikke over et H.C. Andersen-eventyr, men over Rudyard Kiplings berømte eventyr Hvordan elefanten fik sin snabel. Det skal bemærkes, at vi herhjemme endnu ikke havde set Walt Disneys Dumbo – den flyvende elefant (1941), så det var ikke den, der inspirerede mig til en film med en elefantunge i hovedrollen. Og det kan heller ikke have været Disneys herlige korte tegnefilm Elmer Elephant (1936), for den så jeg først mange år senere. Jeg husker faktisk ikke længere, hvad det præcist var, der gav mig ideen, kun at det alene var læsningen af eventyret, der gjorde det. Men under alle omstændigheder var mine tegnefilmsfigurer inspireret af, hvad jeg og andre dengang betragtede som Disney-stilen.

 

En anden ting er, at en af mellemtegnerne på tegnestuen, Erling Bentsen, var en passioneret tegner af vignetter med små elefantunger, som til en vis grad kunne minde om Disneys Dumbo, som man jo ved sjældne lejligheder havde kunnet se i avis- og bladomtaler af filmen, der, som nævnt, endnu ikke havde været vist i Danmark. Erling Bentsen blev ansat på tegnestuen i 1944, og selvom det ikke er utænkeligt, at min inspiration kan være kommet via hans tegninger af elefanter, så havde min egen version af den elefantunge, der spillede hovedrollen i min lille film, ikke nogen udpræget lighed med Bentsens elefanter.

 

 

Nogle eksempler på Erling Bentsens mange tegninger af hans yndlingsdyr, elefanten. – Tegninger: © 1944 Erling Bentsen / Aase Ekstein.

 

På den nedenfor vedføjede tegning kan man måske få et indtryk af den figurstil, der var i min tegnefilm om elefantungen. Det er dog ikke den sidstnævnte, man ser her sammen med en struds, hvis hoved har en utilsigtet lighed med Anders And. Det er derimod elefantungens far, som hygger sig med Tante Struds. Men desværre er det det eneste billede, der findes bevaret fra mit projekt, som jeg til at begynde med stillede store forhåbninger til.

 

 

Til venstre ses hovedfiguren i min lille tegnefilm, "Hvordan elefanten fik sin snabel", som jeg arbejdede på i et lille års tid, men siden skrottede. Tegningen til højre er en animationstegning fra en scene i den planlagte tegnefilm Hvordan elefanten fik sin snabel. Scenen blev animeret, trukket op og farvelagt, og optaget på 35mm sort-hvid negativ film og kopieret. Det er den eneste animationstegning, der findes tilbage fra den skrottede film. De to andre figurer, der ses her, er henholdsvis Tante Struds og Far Elefant. Som det fremgår, har Far Elefant ikke nogen snabel, men kun en kort, trynelignende næse. – Tegninger: © 1944 Harry Rasmussen.

 

Tegningen af elefantungen har jeg efter hukommelsen forsøgt at tegne nogenlunde sådan, som jeg husker at denne så ud i de mange scener, det lykkedes mig at tegne og animere om aftenerne efter arbejdstidens ophør og i weekenderne. Jeg arbejdede nærmest som en besat, i håbet om at kunne lave tegnefilmen færdig indenfor en overskuelig fremtid. Men det var unægtelig lidt i retning af et kæmpearbejde, som blandt andet kom til at betyde, at jeg fik mindre tid tilovers til at mødes med Alice og især med Jørgen og Jørn, hvilket de stod uforstående overfor og derfor bebrejdede mig.

 

For resten var det tilfældet, der helt uventet kom mig til hjælp med hensyn til tegninger fra min lille film, for selv mente jeg faktisk, at der ikke længere fandtes tegninger fra den. Men da jeg den 5. oktober 2002 på opfordring indledte en visning af ”Fyrtøjet” i Husets Biograf i København, fik jeg via Erling Bentsens datter, Aase Ekstein, lejlighed til at se hendes for længst afdøde fars scrapbog fra årene 1944-57, og heri var ovenstående animationstegning med strudsen og elefantungens far til min store overraskelse indklæbet. Hvordan Erling Bentsen er kommet i besiddelse af tegningen, har jeg ingen som helst erindring om, og heller ikke om de andre, signerede tegninger af mig fra dengang, som også fandtes i hans scrapbog. Men jeg følte mig naturligvis beæret over, at Finn Bentsen havde fundet mine småtegninger gode nok, til at ville have disse med i sin scrapbog.

 

Efter flere måneders intenst animationsarbejde i efteråret og vinteren 1944, vel at mærke uden at lave linetests, mest fordi det var en lidt besværlig og samtidig bekostelig procedure, ønskede jeg at se, hvordan et par af scenerne ville tage sig ud på færdig film. Derfor kopierede jeg selv animationstegningerne over på celluloidarkene, som jeg bagefter også selv farvelagde. Farve er forresten for meget sagt, for dengang kunne man endnu ikke hverken købe råfilm i farver eller få fremkaldt og kopieret farvefilm her i Danmark, så derfor måtte filmen laves i sort-hvid. Imidlertid farvelagde man gråtonerne med forskellige nuancer af blå farve, idet denne gav et bedre slutresultat på den færdige film, end hvis man blandede gråtonerne af sort og hvid farve.

 

Men forinden det var kommet så langt, havde jeg dog malet et par baggrunde til de scener, der skulle fotograferes. Baggrundene, som jeg også selv tegnede og malede, blev ligeledes malet i forskellige blå farvetoner, så de matchede med de færdige celluloider med figurerne på. Derefter ringede jeg og bestilte tid til leje af trickbordet ude hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen, præcis som min onkel Thorkild og jeg havde gjort omkring et halvt års tid tidligere, da vi optog linetest af nogle animationstegninger, jeg da havde lavet. Dengang fandt optagelsen sted på det primitive trickbord, som normalt kun blev brugt til optagelse af filmtekster, men hvor Børge Hamberg og jeg også havde optaget nogle meget vanskelige scener til ”Fyrtøjet”. Men jeg måtte jo bede mig fri fra arbejdet i et par timer, for at kunne optage den lille strimmel film med en spilletid på omkring 30 sekunder, hvilket dog ikke var noget problem, idet Børge Hamberg på egne og firmaets vegne gav mig fri til formålet. Men stor var min overraskelse, da jeg mødte op derude på Teknikken, som stedet kaldtes internt, for at optage de to scener til min lille film. Denne gang blev jeg nemlig vist ind i et helt andet lokale, hvor laboratoriets splinternye trickbord og trickkamera var blevet installeret. Den lille strimmel film på små 6 meter blev optaget på 35mm sort og hvid film, som vi et par dage senere kunne komme og se i laboratoriets lille filmforevisningsrum. Resultatet faldt ud til både min og min onkels tilfredshed, og operatøren sagde også et par anerkendende ord om den. Det var derfor en glad og opløftet lille mig, der den dag kunne forlade stedet med den viden, at der ville være god grund til at forsøge at få færdiggjort filmen.

 

Imidlertid havde jeg fået kontakt med Kaj Pindal, som på det tidspunkt endnu gik i gymnasiet, men han var så interesseret i at ville lave tegnefilm, at han efter skoletid lejlighedsvis kom ind på tegnestuen, for at snuse til, hvordan man lavede tegnefilm. Direktør Allan Johnsen var meget overrasket over den unge gymnasieelevs entusiasme for tegnefilm, og hjalp ham derfor med en tapskinne, noget tegnepapir og nogle ark celluloid, så han kunne producere sin lille tegnefilm, som han også fik mulighed for at optage på trickbordet, ligesom han fik filmen fremkaldt og kopieret. Den unge Pindal, som dog var et par år ældre end mig, idet han var født i 1927, havde imidlertid hørt om mit tegnefilmprojekt med elefantungen, og en dag, da han opholdt sig på tegnestuen, kom han lidt tøvende hen til min plads og spurgte forsigtigt, om ikke han kunne få lov til at hjælpe mig med at mellemtegne. Det var jo noget af et tilbud, og det takkede jeg derfor straks ja til. I den følgende tid kom Pindal jævnligt hjem hos mig et par timer i fritiden, hvor han dels fik en scene eller to at mellemtegne, og dels for at aflevere de scener, han i mellemtiden havde mellemtegnet. Han var et dedikeret, pligtopfyldende og venligt og rart menneske. Dengang vidste jeg ikke, hvilke store evner for tegning, animation og storytelling, der gemte sig bag hans beskedne og høflige ydre fremtræden. Den overraskelse, at opdage det, havde jeg end så længe til gode.

 

Men hver aften og lørdag og søndag eftermiddage sad jeg troligt på mit værelse bag lyspulten og tegnede og animerede på min egen lille film, som jeg til at begynde med faktisk ikke kendte længden på. Jeg hyggede mig så gevaldigt med at sidde og tegne og animere mine egne figurer, så at tiden forsvandt for mig. Jeg måtte dog også sørge for at komme i seng og få i hvert fald 7-8 timers søvn, før jeg skulle op næste dags morgen kl. 6,30, for at kunne nå at gøre mig i stand, spise morgenmad og cykle ind til tegnestuen i Frederiksberggade, hvor arbejdstiden begyndte kl. 8. Det gik alt sammen som en leg for mig, indtil vi nåede hen i oktober, hvor overarbejdet på ”Fyrtøjet” for alvor begyndte, så fra den tid og helt hen til juni 1945 havde jeg kun mulighed for at kunne arbejde på min egen film lørdag eftermiddage og om søndagen, når der ikke ellers var andre nødvendige og ønskelige ting, som jeg skulle gøre eller deltage i, som f.eks. familiesammenkomster eller samvær med mine to kammerater, Jørn og Jørgen, og lejlighedsvis med min ’kæreste’ Alice. Hende havde jeg dog i reglen mest været sammen med på lune sommeraftener, hvor vi sværmede ovre på den smukke Assistens Kirkegård.

 

Alt i alt måtte jeg dog til min store fortrydelse efterhånden indse, at det ville komme til at trække længere ud med at få gjort ”Hvordan elefanten fik sin snabel” færdig, end jeg havde regnet med og håbet på, Men nødvendigheden af at passe det daglige arbejde, tilmed nu som selvstændig animator på ”Fyrtøjet”, havde naturligvis første prioritet. Samtidigt var det jo på sin vis mit levebrød, for selvom jeg indtil videre kun betalte et vist beløb hver uge som supplement til den mad, jeg fik derhjemme, så var det jo også den metier, jeg håbede på skulle blive mit fremtidige virke her i livet.

 

Jeg kom i øvrigt godt ud af det med mine noget ældre ‘kolleger’ på tegnestuen i Frederiksberggade, og blev desuden hurtigt respekteret for mine evner som tegner og animator. Jeg ville derfor også gerne demonstrere mine musikalske evner for kollegaerne, og inspireret af den musikalske udfoldelse ved jam-sessions om lørdagen, øvede jeg mig på at fløjte de for mig nye rytmer. Det skulle jeg desværre nok aldrig have gjort, for det stødte Finn Rosenbergs musikalske øre så meget, at han bad mig om at holde op med at forurene luften med mine ubehjælpsomme fløjtetoner. ”Du rammer jo ikke tonerne!” sagde han bebrejdende, hvilket jeg ikke dengang forstod et ord af. Men jeg tav selvfølgelig, om end lidt slukøret over den kritik, der på den måde blev rettet imod mig. Jeg var ikke vant til, at nogen kritiserede mig, det gik min personlige stolthed for nær, især fordi jeg mente, at mine fløjtende forsøg var ærligt mente.

 

 

 

Til venstre et foto af mig i efteråret 1944. © 1944 Arne Jømme Jørgensen. Tegneren Bodil Rønnows opfattelse af ungersvenden Harry Rasmussen, som til den musikalske Finn Rosenbergs irritation forsøgte at fløjte ’moderne’.– Tegning tilhører: © 1943 Harry Rasmussen.

 

Men ellers havde jeg et ganske godt og kammeratligt forhold til den meget dygtige tegner, baggrundsmaler og amatørmusiker Finn Rosenberg, hvis personlighed og evner, jeg i højeste grad respekterede. Det gik efterhånden op for mig, at denne dengang 28-årige ungkarl, som boede hjemme hos sin enlige mor, havde sine personlige problemer at slås med, og det hændte derfor lejlighedsvis, at han var sur og gnaven fra morgenstunden. Men i reglen tøede han op i løbet af dagen, og det skete især, hvis han havde haft held med en af de mange baggrunde, han i løbet af produktionstiden malede til filmen. Han brugte udelukkende akvarelfarver, aldrig nogensinde dækfarver, men malede lag på lag, fra lysere farver og op til mørkere farver, hvor dette var nødvendigt. Dette kaldtes den laserende maleteknik.

 

Det var interessant at følge Finn Rosenberg i arbejde, som startede med, at han spændte et ark akvarelpapir op i en blændramme, fugtede papiret og begyndte først at male på det, når det var omtrent tørt. Denne fremgangsmåde bevirkede, at akvarelpapiret bevarede sin fuldkommen plane overflade og altså uden at krympe eller bule. Det var vigtigt af hensyn til, at celluloidarkene med figurerne på, jo skulle placeres ovenpå baggrunden under den fotografiske optagelse, vel at mærke uden at kaste skygge, hvilket ville have været tilfældet, hvis baggrundens overflade ikke havde været fuldkommen plan.

 

For resten morede vi tegnere på tegnestuen ofte os selv og hinanden med at tegne små ubetydelige skitser til hinanden, som dog oftest endte i papirkurven. Men nogle af dem, jeg selv tegnede, var mærkværdigvis også havnet i Erling Bentsens scrapbog, hvorfor jeg er i stand til at gengive en prøve på nogle af dem her:

 

 

Ovenstående fire blyantstegninger er eksempler på nogle af de uforpligtende og afslappende skitser, som i dette tilfælde er tegnet af mig dengang 15-årige animator. Tegningernes motiver har intet med ”Fyrtøjet”-filmen at gøre, men er kun tegnet for sjov. Skitserne er bevaret af og indklæbet i Erling Bentsens scrapbog, der venligst er udlånt af hans datter, Aase Ekstein. – Tegninger: © 1944 Harry Rasmussen.

 

I løbet af de to år, hvor jeg var medarbejder på ”Fyrtøjet”, hændte det engang imellem, at jeg fik en kontant påskønnelse af mit animationsarbejde. Det skete f.eks. i forbindelse med den scene, hvor den mindste af de tre hunde stopper op og peger på det kryds, som hofdamen har tegnet på døren ind til kroen, hvor soldaten logerer. Hunden kan næsten ikke holde grinet tilbage og i forsøget herpå puster den kinderne op, men ender med at ’eksplodere’ i et stort grin.

 

Efter at animationstegningerne til den nævnte scene, i lighed med flere andre af filmens scener, var blevet optaget på linetest og set af ’dommerkomiteen’: Børge Hamberg, Allan Johnsen og Peter Toubro, kom Johnsen en formiddag hen til mig på tegnestuen, bøjede sig ned og sagde lavmælt og kortfattet: ”Der ligger en check på 90 kr. til dig ovre på kontoret!” – Overraskelsen var stor i min stemme, da jeg spurgte: ”Hvorfor det?” ”Spørg Hamberg!” svarede Johnsen lakonisk og forlod tegnestuen. Børge Hamberg kunne efterfølgende fortælle mig, at det med bonuschecken var Johnsens afgørelse, fordi man var blevet enige om, at animationen af den omtalte scene var så vellykket, at det burde påskønnes ekstraordinært.

 

Et beløb på 90 kr. var mange penge i 1944, og især i forhold til den ugeløn på 275 kr., jeg havde på det tidspunkt, som lå før den tidligere omtalte overarbejdsperiode var begyndt. Senere fik jeg også bonus for andre af de særligt vellykkede scener, jeg animerede. Det var således tilfældet med scenen, hvor kragen til slut ses hængende død i heksens splintrede træ. Bonuschecken var her på 125 kr.

 

Mine forudsætninger for at kunne tegne og animere figurer som eksempelvis den mindste af de tre hunde, var udelukkende mine endnu kun spirende evner som tegner og animator, og så den viden om animation, som jeg indtil da havde fået af min læremester, Børge Hamberg, og de praktiske erfaringer, jeg efterhånden gjorde under selve arbejdsprocessen med at tegne og animere. Jeg var derfor i en vis udstrækning selfmade.

 

 

Herover ses to scener fra den situation, hvor den mindste af de tre hunde ankommer til gæstgiveriet, på hvis dør hofdamen har slået et stort, hvidt kryds. På øverste billede ses hunden bremse op, og på nederste billede sidder den foran døren og peger på krydset, idet den griner, fordi den åbenbart har fået en god idé. Begge scener er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Sidstnævnte scene indbragte en bonus på 90 kroner. Baggrunde malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Blandt de mange scener, jeg animerede med den nævnte hund, var også de scener, hvor hunden i forlængelse af den førnævnte scene, hvor den standser foran en dør og griner, og derefter farer omkring og slår kryds på alle døre og porte. Desuden den scene, hvor hunden møder hofdamen, som spadserer rundt på en bro over slotsgraven. Hunden stopper op, griber hofdamen om livet og smider hende ud over rækværket og ned i voldgraven. Her dukker hun kort efter op af vandet igen og spytter en fisk ud af munden, hvorefter hun møjsommeligt kravler op på land.

 

 

I disse to scener ses hunden fare omkring og slå kryds på alle stedets døre og porte. Det sker naturligvis for at narre hofdamen, så hun ikke vil kunne udpege stedet, hvor soldaten bor. – Hunden er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Endvidere animerede jeg også en anden scene med hofdamen, nemlig den, hvor hun går frem og tilbage udenfor kroen, idet hun ind imellem skuler op til de vinduer, bag hvilke hun ved, at prinsessen er på besøg hos soldaten. Endnu en scene med hunden, som jeg animerede, var den, hvor de tre hunde er på vej mod galgebakken. Man ser dem kun som ’fartstreger’. Den mindste hund, som åbenbart er kommet forrest, stopper pludselig op i en gade, klør sig bag øret med det ene bagben, dukker hovedet for de to andre forbipasserende hunde, først den ene og så den anden, hvorefter den selv hopper op i luften, roterer med forbenene og farer videre ud af billedet. Også denne scene gav mig en bonus.

 

Imidlertid forholder det sig sådan med stort set al filmproduktion, at filmenes scener ikke nødvendigvis bliver optaget i kronologisk og handlingsmæssig rækkefølge, og den regel gælder også, når det drejer sig om tegnefilmproduktion. Man tegner og animerer de scener i filmen, som foregår i de samme lokaliteter eller kulisser, for så senere, når filmen redigeres, at anbringe scenerne i den rigtige rækkefølge. Dette gjaldt også de scener med f.eks. hofdamen, som jeg tegnede og animerede. De herunder viste scenebilleder blev tegnet og animeret senere, end de scener, hvori hunden stopper op og slår kryds på alle portene.

 

 

Efter at være fulgt efter hunden, som har bragt prinsessen hen til soldatens logi på gæstgiveriet, traver hofdamen frem og tilbage i regnen, medens hun afventer, hvad der videre vil ske. Imidlertid bliver hun snart træt af at vente, og et tilsyneladende lyst indfald får hende derfor til at slå et kryds på døren, så hun vil kunne genkende stedet igen, hvorefter hun skynder sig tilbage mod slottet. Hofdamen er her tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

Straks efter, at hofdamen har forladt stedet, kommer hunden tilbage til gæstgiveriet, for at afhente prinsessen og bringe hende tilbage til slottet. …

 

Det ovenfor viste scenebillede med hunden, der er på vej ind gennem den lukkede dør i kroen eller gæstgiveriet, er tegnet og animeret helt for sig og ikke sammen med de i filmen forekommende følgende scener. Den rigtige scenefølge er først etableret senere og i forbindelse med den endelige redigering af filmen.

 

 

 

… Imidlertid når den dertil før hofdamen, som nu traver utålmodigt rundt på slotsbroen, idet hun afventer at hunden skal komme tilbage, hvilket den da også gør, men kun for at gribe den irriterende hofdame om livet …

 

 

 

… og kaste hende i voldgraven. Kort efter dukker hendes hoved op over vandet, idet hun straks spytter en vandstråle og en fisk ud af munden. Hofdamen  mm. er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Herefter er indskudt scenerne med hunden, der stopper op og ser krydset på gæstgiveriets dør, hvorefter den selv farer rundt og slår kryds på alle nabohusenes porte og døre, hvilket selvfølgelig skaber stor forvirring og i første omgang forhindrer, at soldaten kan opspores.

 

 

 

Tilbage til hofdamen, som nu er kommet sig over forskrækkelsen og derfor kravler op på land. – Hofdamen tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Desuden tegnede og animerede jeg også et par mindre scener med droskekusken, som sidder på trinbrættet og hviler sig. Imens kaster soldaten et par af de kommenkringler, han deler ud til de legende børn foran Nikolaj Kirke, til droskehesten, som fanger kringlerne med munden.

 

 

Dagen efter sin ankomst til staden, går soldaten hen til klædehandleren på Nikolaj Plads, for at bytte sin brugte uniform med nye, civile klæder. Lige overfor  ved foden af Nikolaj tårn sidder kagekonen med sin kurv og sælger kommenskringler. En flok børn leger og synger i nærheden. Soldaten køber hele kurven og deler kommenskringler ud til alle børnene. Herunder ser man en hestedroske holde et stykke borte. Kusken har sat sig til hvile på droskens fodtrin, medens hesten åbenbart følger med i, hvad soldaten og børnene foretager sig, og han kaster da også et par kringler til den. – Hesten, drosken og kusken er her tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Desuden tegnede og animerede jeg nogle scener med et close-up af soldatens hænder, idet han anslår fyrtøjet tre gange, for at tilkalde sine hjælpere, de tre hunde, som må adlyde ham, fordi han er i besiddelse af heksens magiske fyrtøj:

 

 

Herover står soldaten på skafottet, medens bødlen ses til højre for ham og kongen siddende alene i sin loge til venstre. Soldaten henvender sig til kongen og siger: ”Er det ikke således, at man altid tillader en synder, før han udstår sin straf, at få et uskyldigt ønske opfyldt?” Hertil svarer kongen: ”Lad os høre, hvad det ønske er. Men skynd dig!” Soldaten svarer: ”Jeg ville så gerne ryge en pibe tobak! Det er min sidste i denne verden!” Kongen: ”Joh, det skal du ha’ lov til!” – Soldaten er tegnet og animeret af Børge Hamberg, medens både kongen og bødlen er tegnet og animeret af Simon. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

 

Soldaten står her med sin pibe i munden og fyrtøjet parat i hænderne, idet han ser polisk op mod den intet ondt anende konge. Dette billede af soldaten er – især hvad ansigtsudtrykket angår – et direkte selvportræt af Børge Hamberg, som da også i dette tilfælde har både tegnet og animeret soldaten. Til højre ses soldatens hænder med fyrtøjet, som han her anslår første gang, for at tilkalde sine trofaste hjælpere. – Som tidligere omtalt, er den sidstnævnte scene tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. – Fotos fra filmen. © 1946 Palladium A/S.

 

 

 

Klip til heksens træ, idet den første hund, der dog kun ses i form af fartskyer, kommer op af hullet og forsvinder ud til venstre. – Træet er tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Til højre: … Soldaten anslår fyrtøjet for anden gang …

 

 

 

… Klip til heksens træ, hvorfra hund nr. 2 i form af fartskyer kommer op af hullet og farer ud til venstre.  Til højre: Soldaten anslår nu fyrtøjet for tredje gang …

 

 

… Klip tilbage til heksens træ, hvorfra den største af de tre hunde farer ud i form af fartskyer, som slår et sving og forsvinder ud til venstre. – Træet er også her tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af mig, Harry Rasmussen, medens baggrunden er layoutet og malt af Finn Rosenberg. – Samtlige ovenfor viste fotos er fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Men de mange scener med heksens krage, som jeg tegnede og animerede, gør nok denne til ”min” hovedfigur, lige fra de allerførste scener med den til den allersidste scene, hvor den ses hængende død i heksens hule træ, som er splintret ved at de tre hunde umiddelbart efter hinanden farer op og gennem byen og ud til galgebakken, hvor soldaten skal hænges. Den sidstnævnte scene, indbragte mig som nævnt en bonuscheck på 125 kr.

 

 

En af mine første selvstændige animationsopgaver, var en scene, hvor kragen sidder oppe i træet i nærheden af hullet og iagttager, hvad soldaten foretager sig. Børge Hamberg gav mig lov til både at tegne og animere kragen, og det var jeg naturligvis stolt over og glad for. Min animation blev linetestet og godkendt med akklamation, og jeg blev tilkendt en bonus på 50 kr.. Denne første selvstændige animationsopgave var dog kun en spæd begyndelse i forhold til, hvad der siden fulgte. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

Dette billede af heksens krage, som her ses siddende på stangen til lavsskiltet udenfor gæstgiveriet, er fra en scene i den sekvens, hvor soldaten ankommer til gæstgiveriet. Her indlogerer han sig efter først at have deltaget i den festlighed, der foregår i gildestuen. Det bliver sen nat, før han går til ro. – Kragen er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen, og baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Den allersidste scene med kragen, jeg animerede, var den, hvori den havde hængt sig i heksens splintrede træ. Der hang den og svajede frem og tilbage for vinden, det eneste liv, der var tilbage i den. Set i tilbageblik er det sådan set en udmærket scene, især når man betænker, at den er tegnet og animeret af en 15-årig. Men naturligvis har denne figur og de scener, i lighed med de andre figurer og scener, jeg tegnede og animerede i 1944-45 de svagheder, både tegnermæssigt og animationsmæssigt, som man kunne forvente ville være tilfældet med en så ung og forholdsvis uerfaren mand som mig.

 

 

 

Efter sin mislykkede ’mission’ flyver kragen hjem til heksens træ, som i mellemtiden er blevet splintret, da de tre hunde kom brasende op nedefra det hule træ, for at komme soldaten til undsætning. På de to ovenstående billeder ses kragen, som har hængt sig i træet og nu hænger og svinger livløst frem og tilbage. Kragen er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Denne scene belønnedes med en bonus på 125 kr., et anseligt beløb på den tid. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Ovenstående udsnit af scener er dog ikke fyldestgørende for de mange scener, jeg tegnede og animerede selvstændigt til ”Fyrtøjet” i løbet af efteråret 1944 og frem til juni 1945. Nogle af de resterende af ”mine” scener, skal jeg vende tilbage til under omtalen af året 1945. Men for at danne sig et overblik over hvilke og hvor mange scener, jeg tegnede og animerede i langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, må jeg bede den interesserede læser om at klikke ind på 2. Del: Langtegnefilmen Fyrtøjet på http://www.tegnefilmhistorie.dk/ .

 

Hvad der videre hændte …

Det er nu på tide atter at rette blikket og opmærksomheden udad mod, hvad der videre skete i omverdenen, den helt nære i lille Danmark og det endnu mindre København, og den fjernere på krigsskuepladserne i Europa og den øvrige verden, hvor krigen var blevet hverdag for millioner af mennesker.

 

Den 27. oktober 1944 kunne den hæderkronede Berlingske Aftenavis på sin forside blandt andet fortælle, at vejret til trods for solskin var blevet køligere som tegn på, at vinteren var på vej. Den laveste temperatur på 4 grader var natten før blevet målt i Grib Skov, medens København havde knapt 7 grader. Middagstemperaturen blev i København målt til knapt 11 grader. Avisen kunne fortælle, at der ville blive indført nye mørklægningstider fra 1. november, således at mørklægningen fra og med denne dato dagligt skulle begyndes kl. 16,45 og vare til kl. 7 næste morgen. Det betød, at der ikke måtte skinne lys ud fra forretningsvinduer og fabriksvinduer eller vinduer i huse og boligejendomme, lige som alt andet lys, som f.eks. fra billygter og cykellygter, skulle være dæmpet i samme tidsrum. Nu, da der ikke længere var politi til at tage sig af lovovertrædelser, måtte det nyoprettede vagtværn tage sig af disse opgaver. Det giver samme avis et eksempel på i følgende notits:

 

8 Kr. for en Pakke Cigaretter

Vagtværnet anholder Sort Børs Grosserer

 

En 23-aarig Arbejdsmand Marcelius Hamann Petersen er blevet anholdt af Københavns Vagtværn for at have drevet Sort Børs-Handel. Han stod i Nat paa Hjørnet af Oehlenschlägersgade og Matthæusgade og solgte Cigaretter i stor Stil. Prisen var 8 Kr. for en Pakke med 10. Stk., og den Anholdte havde 450 Cigaretter paa sig. Han blev ført til Vestre Fængsel.

 

Af andre overskrifter vedrørende hjemlige og lokale nyheder, kunne nævnte avis f.eks. ganske kort meddele:

 

Radioen afbrudt

Statsradiofoniens Udsendelser over København og Kalundborg blev i Dag afbrudt Kl. 12,22 af militære Grunde.

 

Sådan lød notitsen uden nærmere forklaring på, hvad der skulle forstås ved ”militære Grunde”.

 

To Drenge satte Ild paa et Hus

Der skete Skade for 12,600 Kr., men det

var ikke Opsigelsesgrund

 

Naar Kvinder har Skæg

Sammenhæng mellem Fedme, Skægvækst og

Udvækster paa Kraniets Inderside

 

Alkoholforbud som Middel i kamp mod

Kønssygdomme?

Opsigtsvækkende Artikel af Professor H. Haxthausen.

Kun ved udadvendt Virksomhed

kan vi bevare den lidt flotte Levefod,

vi har vænnet os til …

siger fhv. Borgmester Peder Hedebøl,

der interviewes i Anledning af sin

forestaaende 70 Aars Fødselsdag-

 

F.D.F. – For Danmarks Fremtid

Frivilligt Drenge-Forbund tæller i Dag

over 20,000 Medlemmer

 

Hvem har skrevet

Shakespeares Værker?

Af Professor C. A. Bodelsen

I sin fjerde og sidste Kronik beskæftiger Professor C. A. Bodelsen sig med Teorien om en maskeret Forfatter til

de Shakespeare’ske Værker og betegner den som ganske absurd.

 

Den danske Afholdsbevægelse har

Opgivet Forbudstanken

 

Ægteskabets Problemer

Et evigt aktuelt Emne belyst af

Overlæge, Dr. med. Georg Stürup

 

Men så var der jo også de nok så påtrængende og alvorlige nyheder om krigens gang på de forskellige fronter. Her kunne Berlingske Aftenavis på sin forside denne dag oplyse følgende, som indirekte viste, at russiske tropper var trængt ind i Preussen:

 

De forbitrede Kampe

i Østpreussen

Tyskerne har ødelagt betydelige russiske Tankstyrker –

Russerne trækker Forstærkninger til fra

Memel-Omraadet

 

Ny Offensiv paa Vestfronten

umiddelbart forestaaende

I Tyskland ventes den Igangsat inden Præsidentvalget

I Amerika den 7. November

 

Den australske Flaades Flagskib

beskadiget

Under Søslaget ved Philippinerne

 

Søtræfning udfor

Hollands Kyst

 

De japanske Resultater

i Søslaget

14 allierede Krigsskibe meldes sænket

og 11 beskadiget –

500 Flyvemaskiner nedskudt

 

I forbindelse med de ovenfor citerede avisoverskrifter, må man hele tiden huske på, at de danske aviser på den tid var under tysk pressecensur. Derfor hørte man direkte eller indirekte mere om de tyske hæres sejrrige fremgang, end om De Allieredes sejre. Men situationen var jo den, at på trods af vitterligt store tab af mandskab og materiel, så var amerikanerne, englænderne og australierne så småt ved at vinde krigen. På Vestfronten lå de allieredes sejr kun cirka et halvt år forude, mens krigen mod Japan og på Stillehavsfronten varede lidt længere på, nemlig til den 14. august, hvor Japan kapitulerede.

 

Forlystelsesfronten

Efter denne mindre afstikker til de store og alvorlige krigsbegivenheder, skal vi igen holde ’frikvarter’ og se på, hvad der blev budt på af gode ting på den danske, eller rettere den københavnske forlystelsesfront. Så lad os endnu engang begive os ud i de københavnske gader og se, hvad først teatrene kunne byde på af forestillinger denne fredag, den 27. oktober 1944:

 

Det kgl. Teater: Kl. 19,30 – 22.

Tolv med Posten

Slaraffenland

Qarrtsiluni

Lørd. Kl. 18: Peer Gynt. Sønd. (ingen Eftermiddagsforestilling):Kl. 18: Peer Gynt.

Mand. Kl. 19: En Fallit.

Aktieteatret Nørrebros Teater: Hver Aften Kl. 19,15

Sæsonens store Sukces Strauss-Operetten Tre Valse

3 Generationer – 3 Strauss’ere

I Hovedrollerne: Asta Hansen – Poul Reichhardt og Mogens Davidsen

Torsdag og Søndag Kl. 15,30: Ekstraforestill.

Allégadeteatret Riddersalen: Kl. 19,30 til Kl. 21,45. Kun kort Tid.

Livet er jo dejligt

Søndag Kl. 16: Ekstraforestilling.

Allé-Scenen: Kl. 19,30 – 21,45

Sonja – Skyggedans - Baandet

Eyvind Johan-Svendsen – Inge Hvis-Møller – Sigfred Johansen – Aage Foss

Alliancescenerne Det Ny Teater: I Dag Fredag 2 Forestill. Kl. 15,30 og Kl. 19,30

Den glade Enke  Kun kort Tid!

Hanne: Else Marie, Grev Danilo: Hans Kurt.

Kapelm. Emil Reesen. Iscenesætt. John Price.

Søndag Kl. 15,30 og Onsdag Kl. 15,30 præcis: Ekstra Eftermiddagsforestillinger.

Alliancescenerne Folketeatret: Hver Aften Kl. 19,15 og Sønd. Kl. 15. Kun 4 Aftener

3 Komedier af Carl Gandrup

Den ubudne Gæst – Lazarus – Falske Nøgler – Munken gaar i Enge

Med Angelo Bruun

Tirsdag Kl. 1915: Première Farmor og Vorherre

Apollo Teatret: Kl, 6½ og 8½. Kun 5 Dage:

Hornbæk-Revyen

Lørdag Kl. 4: Ekstraforestilling

Søndag Kl. 4: Ekstraforestilling.

Frederiksberg Teater: Hver Aften Kl. 19,30 præcis

Ekstraforestillinger: Torsdag Kl. 16 og Søndag Kl. 16

Privatliv

En intim, tindrende vittig Komedie i 3 Akter, iscenesat af John Price med

Berthe Quistgaard, Grethe Holmer, Edvin Tiemroth, Knud Rex.

Falkonerteatret / Rialto: Kl. 18,45 og 20,30

Hotel Terminius

Populære Priser 0,95 – 3,95

Søndag Kl. 16: Ekstraforestilling

Nygade Teatret: Kl. 19,30 præcis

Den sidste Rejse

Lørdag og Søndag Kl. 15: Ekstraforestilling

Røde Kro Teater: Kl. 19

Svigerfar paa Vulkaner

Cirkus Schumann: I Aften Kl. 19,30. Obs! Sidste 3 Dage Obs!

Sæsonens sidste store

Klovn- og Sensationsprogram

I Morgen Lørdag, næstsidste Dag,, 2 store Forestillinger Kl. 15,30 og 19,30.

 

Varietéer og Restauranter:

 

Ambassadeur: Kl. 19,30 – 23

Artistoptræden – Dans Bruno Henriksens Orkster

Entré 1 Kr. incl. Skat

Det grønne Haab: Kompagnistræde 21

Dans – Stemning – Humør

Brandsholt og Albrechtsen

Gold Digger Varieté:

Den store Sukces

KøbenhavnerKroen:

Hjalmar Hansen og Pylle Glatved i

Vi, der gaar Humorvejen –

Vinterens nye Dans Hoppy Hut

Lorry: Fri Entré

Man morer sig i Landsbyen

Uafbr. Optræden af Verdensartister

Kaj Julians Orkester spiller til.

Kong Frederik:

György Takáes spiller til Frokost og Middag.

Mayfair: Østergade 15. Hver Aften Kl. 19

Paris paa Strøget

Bal musette – Mogens Brems og Fernando

München: Dahlerupsgade 5. Kl. 19-23.

Leo Mathiesens Orkester

National-Scala: Kl. 20. Fri Entré

Eleg. Varieté-Program

med Asta Mollerup-Balletten, Sascha Dobritsch-Truppen m.fl.

Scala-Salen: Poul Funks Orkester

Ungarsk Vinhus:

Frokost – og Middagskoncert

Spis Middag Kl. 17

Zigeuner-Hallen: Kl. 19

Transmissionsforestillingen med

Wandy Tworeks Orkester

Ellen Jansø – Holger Hansen –Børge Hansen

 

Biografteatre:

 

Aladdin: Kl. 5,30, 6,30 og 8,15

Vestkystens Helte (1940, svensk version af ”Blaavand melder Storm”, 1938)

Birgit Tengroth – Nils Kihlberg

Iscenes. Alice O’Fredericks og Lau Laurtizen

Alexandra: Kl. 1-2,50-4,40-6,30-8,15- 4. Uge-

Den svenske Storfilm Orlogsmænd (svensk, 1943)

Karl Arne Holmsten - Ann-Margrete Björlin – Nils Kihlberg

Allé Teatret: Kl. 7 og 8,45

Tabte Spor (ikke identificeret)

Bellevue: Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn

Kungsgatan (svensk, 1943)

Barbro Kollberg

Bristol: Kl. 1-2,50-4,40-6,30-8,15. 2. Uge.

Den ungarske Storfilm Flugten fra Haremet (ungarsk, årstal ukendt)

Paul Javor – Maria Tasnady

Masseoptrin i straalende Farver

Carlton: Kl.1,45-3,30-5-6,40-8,20

Den gyldne Stemme tier, men Gigli kan endnu høres i

Kriminal-Sangfilmen Mit Hjerte er dit (ital., 1943?)

Casino: Kl. 6,30 og 8,20

Den straalende Wienerfilm Det syngende Wien (østr., årstal ukendt)

Colosseum: Kl. 6,30 og 8,15, 2. Uge ! Kun 3 Dage !

Nils Poppe – Gaby Stenberg i

det svenske Lystspil Slaaet ud – (svensk, 1943)

D.S.B.: Uafbr. Forestill. Kl. 13-21.

Dansk Film Avis – Alle Tiders Legetøj – Faarene skifter Græsgange –

Paradisets Have – Salzburg (Mozarts By)

Grand: Kl. 1-2,30-4-5,30-7-8,30. 5. Uge! Kun kort Tid!

Filmen om Kønssygdommene Erotikkens Ofre (svensk, 1943?)

Gabriel Alw – Siv Thulin – Margareta Fahlén

Frit. f. Forlystelsessk. [Fritaget for Forlystelsesskat]

Metropol: Kl. 1-2,50-4,40-6,30-8,15. 6. Uge! Forb. f. Børn

Den svenske Storfilm Sonja (svensk, 1943)

Birgit Tengroth – Åke Grönberg – Sture Lagerwall

Nora: Kl. 6,30 og 8,15

Benjamino Gigli i Mit Hjerte er dit (ital.,1943?)

Nørreport: Obs! Kl. 14,15-16,10-18,15-20,15. 4. Uge!

Kristina Söderbaum i Farvefilmen Drømmesøen (tysk, 1943)

Palads: Kl. 6 og Kl. 8: Première – Forbudt for Børn

Besættelse (dansk, 1944)

Efter hans Severinsens Roman.

Iscenesat af Bodil Ipsen

Berth Quistgaard – Johannes Meyer

Palladium: Kl. 2-4-6-8

Familien Gelinde (dansk, 1944)

Park: Kl. 18,30 og 20,15. En Ønskefilm! Kun 3 Dage!

Mathilde Nielsen i

Tante Cramers Testamente (dansk, 1941)

Bodil Kjer – Sigfred Johansen

Platan: Kl. 7 og 8,30. 2. Uge!

Danmarks-Première: Den svenske Chaplin Nils Poppe, Gaby Stenberg og John Botvid

i Lystspillet Slaaet ud – (svensk, 1943)

Roxy: Kl. 6,30 og 8,15 prc. Kun 3 Dage!

Fy og Bi i Latterorkanen Blinde Passagerer (dansk, 1936)

Saga: Kl. 2-4-6,30-8,15. 10. Uge!

Latter-Orkanen Stig Lommers Sommerfilm

Lev Livet let (dansk, 1944)

Chr. Arhoff – Carl Fischer – Rasmus Christiansen - Erika Voigt – Lily Broberg

Scala Bio: Kl. 1-2,50-4,40-6,30-8,15. 6. Uge!

Frihed, Lighed og Louise (dansk, 1944)

Ebbe Rode – Karen Lykkehus – Ib Schønberg – Helle Virkner – Lisbeth Movin

Skovshoved: Kl. 7 og 8,45

Den danske Folkekomedie Søren Søndervold (dansk, 1942)

Ebbe Rode – Poul Reumert

Strand: Kl. 7-8,45

Mozart-Filmen Kærligheds-Serenaden (ikkeidentificeret)

Triangel: Kl. 6,30 – 8,15

Den verdensberømte Klovn Charlie Rivel i Akrobat – oh! (tysl, 1942)

Windsor: Kl. 6,30 og 8,15

Den franske Storfilm Spil Zigøjner  (fransk, 1944?)

Grand 9 Uger.

 

Koncerter, Foredrag Etc.:

 

Odd-Fellow Palæet Mindre Sal. Søndag Kl. 16 og 19,30

Den hvide Fakir Brinkfort

Nyt Program: Helbredelse ved Hypnose. Fænomenale Eksperimenter.

Levende Begravelse.

 

***************

 

Her vil jeg gøre nogle bemærkninger til et par af de film, der vat på biografrepertoiret denne dato. Det gælder først filmen ”Erotikens Ofre”, som handlede om kønssygdomme, der på denne tid florerede i hvert fald i storbyen København. Det var et emne, som aviserne gik meget op i, blandt andet ansporet af sundhedsmyndighederne, som naturligvis var stærkt interesserede i, at bekæmpe så smitsomme og alvorlige sygdomme. Der blev ligefrem udskrevet en konkurrence om de bedste plakater imod kønssygdomme og senere på året blev der også afholdt en udstilling af disse Plakater på Charlottenborg. Filmen ”Erotikens Ofre” må have været et tilløbsstykke, for den spillede i hele 5 uger i Grand Teatret. I det hele taget var film, der kredsede om emnet erotik tydeligvis noget, der kunne trække folk i biografen. Det ser man også af, at en film, som den danske ”Besættelse”, der handler om en ældre mands lidenskabelige erotiske besættelse af en yngre kvinde, som fører den pæne og respekterede mand ud i uføre og vanære. Filmen var dog nok så seriøst ment, idet den var instrueret af ingen ringere end dansk teater og films store teater- og filmskuespillerinde Bodil Ipsen.

 

En anden film, jeg her vil knytte nogle bemærkninger til, er den tyske farvefilm ”Drømmesøen”, som så vidt jeg husker, fik københavnsk premiere i Palladium, og formentlig i foråret 1944. Dengang vidste jeg ikke, at den var instrueret af nazistyrets yndlings-filminstruktør, Veit Harlan, og med hans svenskfødte kone, Kristina Söderbaum i hovedrollen. Filmen var ikke forbudt for børn, heller ikke selvom den efter den tids moralske målestok havde en del scener med nøgne kvinder i et stort svømmebassin. Det viste billederne i biografens udhængsskabe, og det tiltrak sig jo det mandlige publikums opmærksomhed, og derfor også min, da jeg en dag gik forbi i en eller anden anledning. For ikke at demonstrere en alt for tydelig interesse for de nøgne nymfer, hvoraf man dog kun så de nøgne overkroppe på billederne, skyndte jeg mig forbi disse billeder flere gange, medens jeg skævede til herlighederne og lod som om det ikke var noget af særlig interesse. Om nogen overhovedet lagde mærke til min lidt mærkværdige opførsel, ved jeg ikke og tror jeg såmænd ikke. Men som 15-årig er man jo selvcentreret, noget genert og tror sig iagttaget af omverdenen.

 

For tyskerne var kvindelig så vel som mandlig nøgenhed ikke nødvendigvis forbundet med seksuelle følelser, for i Tyskland havde man en ret udbredt og såkaldt ”Freikörperkultur”, noget, der i princippet svarede til den dengang knapt så udbredte nudistkultur i Danmark. Omkring 12-13 års alderen fik jeg en kammerat til at købe nudistbladet ”Sol og Sundhed” i en bladkiosk henne i Hørsholmsgade, hvilket jeg tidligere har fortalt om.

 

Og sluttelig en kommentar til Odd-Fellow Palæets særforestilling ”Den hvide Fakir Brinkfort”: Hans ’rigtige’ navn var Louis David Theodor Ole Brinck, født 1888 og død 1958, men officielt kaldte han sig Louis Brinkfort. Hans stilling var yogi, hypnotisør, tryllekunstner, astrolog og forfatter. I mellemkrigsårene og i årene frem til sin død var han markant som astrolog og skrev en af de første danske bøger om astrologi: ”Zodiaken – din fødselsdag, din skæbne” (1947).

 

I 1933 blev Brinkfort medarbejder ved der okkulte tidsskrift ”Okkult Magasin”, forkortet til ”OM”, som også kan opfattes som den indiske meditationslyd. Brinkfort rejste en del i Indien, hvor han bl.a. lærte yogien Swami Sivananda (1887-1963) at kende og lærte formentlig en del om yogafilosof og yogatræning af denne. Herhjemme boede Brinkfort privat på Gasværksvej i København, og her i byen oprettede og drev han så vidt vides en yoga-skole sammen med Edith Enna (1874-1965?), som senere samarbejdede med Anne_Lise Dresler (19??-1996). De to damers guru (lærer i yoga) var dog især Swami Narayanananda (1902-1988).

 

Louis Brinkfort brugte i en periode sin yogiske træning og erfaring som hypnotisør til at optræde ved offentlige forestillinger, som den, der foregik i Odd-Fellow Palæet i oktober 1944. Samme år udgav han bogen ”Den Hvide Fakirs Tryllebog”. Sin første bog udgav han dog i 1943: ”Hverdags mystik. Om menneskets skjulte evner”, Axel Andersens Forlag, Senere fulgte ”Yoga. Hvorledes man træner sig op til sundhed og livskraft”, 1946, ”Zodiaken. Din fødselsdag, din skæbne”, 1947, Brønnikkes Forlag. ”Hatha Yoga. Dens udøvelse og virkning på legeme og ånd”, 1949 (ny udgave 1953), ”Viljens Vej”, 1950, ”Suggestion”, 1951, og endelig ”Hypnosen i menneskets tjeneste”, 1951. I sin egenskab af yogi og mystiker blev Brinkfort ofte opsøgt af mennesker, som følte sig usikre og fremmedgjorte i det moderne samfunds jag og ræs efter materielle goder, men i det stykke anbefalede han jævnligt de pågældende mennesker til i stedet at opsøge og tale med vismanden Martinus. Dette var blandt andet tilfældet for min læremester og senere nære ven, Børge Hamberg, som via Brinkfort kom i kontakt med Martinus og dennes åndsvidenskabelige arbejde. Det blev til et livslangt engagement for Børges vedkommende, hvilket i øvrigt også vil fremgå af denne min selvbiografi, hvori han ofte er blevet nævnt og omtalt og fortsat vil blive det.

 

* * * * * * * * * * * *

 

Arbejdet på ”Fyrtøjet” fortsætter …

Men i lighed med, hvad tilfældet var for de andre – og i modsætning til mig voksne - animatorer, fortsatte mit arbejde også med at animere flere forskellige scener til ”Fyrtøjet”-filmen. En af scenerne forekommer hen mod slutningen af filmen, hvor soldaten, som kongen har dømt til døden ved hængning, anslår sit fyrtøj tre gange, for på den måde at kalde de tre hunde til hjælp. De adlyder jo nu kun ham, netop fordi han er i besiddelse af det magiske fyrtøj, som heksen ønskede, at soldaten skulle bringe med sig op ned fra det hule træ, men som kostede hende livet, fordi han simpelthen huggede hovedet af hende, da hun ikke ville svare ham på hans spørgsmål om, hvad hun skulle bruge fyrtøjet til.

 

Den herover omtalte sekvens forekommer imidlertid først i filmens slutning, men sekvenserne og scenerne til denne film, som reglen er for de allerfleste film, hvad enten det drejer sig om realfilm eller tegnefilm, produceres og optages ikke nødvendigvis i den kronologiske rækkefølge, hvori de forekommer i filmen. Det er der flere grunde til, fortrinsvis praktiske, idet det f.eks. er mest økonomisk, kunstnerisk og teknisk hensigtsmæssigt at producere scener i forlængelse af hinanden, der foregår samme sted og har de samme personer eller figurer.

 

Min læremester, Børge Hamberg, havde for alvor genoptaget sin animation af soldaten i løbet af foråret 1944, således at flest mulige scener med denne kunne komme med i den del af filmen, som forelå i arbejdskopi til visning i Grand Teatret den 20. maj s. å. Men der resterende endnu en hel del scener med filmens hovedfigur, som skulle tegnes og animeres, og det krævede så meget af hans tid og kræfter, at han blev nødt til at delegere en del af arbejdet ud til først og fremmest Mogens Mogensen og senere også til Simon, som viste sig at være en effektiv, hurtig og allround tegner og animator, som næsten kunne klare enhver tænkelig animationsopgave, han blev bedt om at lave. Det var også på grund af sit krævende arbejde med animationen af soldaten, at Børge Hamberg så sig nødsaget til på et tidspunkt at overlade animationen af heksen, kragen og især den mindste af de tre hunde til først og fremmest mig, som jo var hans personlige assistent. Senere blev animationen af de tre hunde overdraget til Simon, som derfor kom til at tegne og animere stort set alle scener i filmens slutning, herunder også scenerne med de tre hunde. Men dog ikke scenerne med kragen og med den mindste af de tre hunde, som jeg stod for.

 

Simon knoklede løs som en gal med at få de scener animeret, som han havde fået overladt, men hen mod slutningen af 1944 tvang hans forbindelse med illegale kredse ham til at stoppe og gå under jorden. Han nåede dog stort set at animere alle scenerne forinden. Adspurgt personligt af mig, hvorfor han mente det nødvendigt at gøre sig ”usynlig”, i hvert fald for en tid, svarede han, at han selv havde medvirket ved fremstillingen af et illegalt blad, som han dog ikke nævnte titlen på.

 

Men eftersom denne selvbiografi jo mest handler om mig, vil jeg tillade mig igen at give eksempler på, hvilke scener med især den lille hund, jeg havde fornøjelsen af at tegne og animere hen på efteråret 1944: Som nævnt var den daglige arbejdstid fra og med mandag til og med fredag fra kl. 8 til 22 og lørdag fra kl. 8 til 14. Altså 14 timer til hverdag og 6 timer om lørdagen. Arbejdstiden var jo efter aftale mellem ledelsen og de ansatte blevet forlænget med 5 timer inklusive spisepauser, Til hverdag sluttede arbejdstiden kl. 22 af hensyn til spærretiden. Frokosten bestod for de fleste af en medbragt madpakke, som enten blev spist oppe på tegnestuen eller hos Pihls Mælkeri nedenunder, som kun krævede at man købte et glas mælk eller anden form for drikkevare, undtagen bayersk øl og vin, som stedet ikke serverede. Aftensmaden blev i reglen også købt og spist i Pihls Mælkeri.

 

 

 

 

 

 

 

En halvmunter episode indtræffer, da de tre hunde er på vej til galgebakken for at hjælpe soldaten med at undgå at blive hængt. Herunder stopper den mindste af hundene pludselig op midt i en gade, for at klø sig bag øret, men må dukke sig, da først den ene og derefter den anden af hundene (i form af fartstreger eller fartskyer) passerer henover og forbi den. Derefter følger den lille hund efter sine to større brødre. – Hunden og fartskyerne er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er layoutet og malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Den Sekvens, jeg herefter vil omtale, begynder med at soldaten ser sig omkring i byen, og herunder kommer han forbi slottet, hvor prinsessen som bekendt opholder sig. Hende vil han jo meget gerne se, men da han ikke har fyrtøjet på sig, skynder han sig derfor hjem til gæstgiveriet og løber op ad trappen, hen ad gangen og forsvinder ind ad døren til sit værelse.

 

 

 

 

 

 

Inde på værelset finder soldaten fyrtøjet frem og anslår det straks. I samme sekund ankommer den mindste af de tre hunde og bøjer sig ærbødigt for ham, idet den siger: ”Hvad befaler min herre?” - Soldaten svarer: ”Det er rigtignok midt om natten, men jeg ville så gerne se prinsessen, bare et lille øjeblik!” Hunden forsvinder lige så hurtigt den er kommet, og et splitsekund senere er den tilbage med den stadigvæk sovende og intetanende prinsesse på ryggen. Soldaten betragter prinsessen, tager hende op i sin favn og udbryder: ”Det var dog en dejlig prinsesse!” – Soldaten er tegnet og animeret af Børge Hamberg, prinsessen af Preben Dorst, og hunden af mig, Harry Rasmussen. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg. –  Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Der forestod dog endnu en del scener med soldaten at tegne og animere for Børge Hamberg, men de sværeste og mest krævende scener med filmens hovedfigur var dog blevet færdige, eller blev det i løbet af vinteren 1944/45.

 

For de øvrige tegneres og animatorers vedkommende, forestod der også et betydeligt og krævende arbejde, i form af, hvad de hver især tegnede og animerede af scener i sidste halvdel af filmens produktionstid, dvs. det var først og fremmest Finn Rosenberg og Henning Dixner for baggrundenes vedkommende, og for animationens vedkommende Bjørn Frank Jensen, Preben Dorst, Otto Jacobsen, Mogens Mogensen, Erik Rus og så mig. Hvad samtlige nævnte tegnere og animatorer arbejdede med og på af scener, vil man kunne se, ved at gå ind på http://www.tegnefilmhistorie.dk/ under 2. Del Langtegnefilmen Fyrtøjet og mere specielt under f.eks. afsnittene Problemtider, Problemtider fortsat, Det sidste seje træk og A/S Palladium træder til.

 

I efteråret 1944 var der vel omkring 40-45 personer samlet i et lokale af den relativt lille størrelse, som tilfældet var med tegnestuen i Frederiksberggade 28, som kun burde have udgjort arbejdsplads for maksimalt 20 personer. Det stod samtidig klart, at det ville blive nødvendigt med endnu flere medarbejdere, hvis den allerede forlængede produktionstid skulle kunne overholdes. På grund af den efter­hånden opståede og meget mærkbare plads­mangel, rykkede en stor del af mellemtegnerne og hele optræks- og farvelæg­nings­personalet i løbet af 1944 ud i nogle lejede lokaler på Nørre­bro, dels ovenover Nørre­bros Messe på hjørnet af Nørrebro­gade og Blå­gårdsgade og dels til lejet lokaleplads på anden sal i en fabriksejendom, kaldet ”Skræddernes Hus”, i Stengade, der for flere etagers ved­kommende var indrettet til systuer. Det var i tilknytning til en af disse, som lå på anden sal, at en hel del mellemtegnere som tidligere omtalt fik fast arbejds­plads resten af produktionstiden.

 

Farvelægningsafdelingen på Nørrebrogade, blev snart også for trang til de mange tilkomne unge og yngre damer. Andre og større lokaler blev derfor lejet hos Nordisk Kollegium på hjørnet af Strandboulevarden og Willemoesgade, og til dette sted blev op­træks- og farvelægningsafdelingen flyttet. Sidstnævnte af­deling blev fortsat ledet af Else Emmertsen. Endnu senere, formentlig omkring februar 1945, blev afdelingen flyttet til den ejendom på Vesterbrogade, hvor konfektionsfirmaet Westerby havde forretning i stueetagen. Tegnestuelokalerne lå på øverste etage. Om denne arbejdsplads kan ”kolerine” Miss Bech alias Karen Egesholm bl.a. fortælle følgende:

 

”Vesterbro. Så flyttede vi igen til lokaler øverst oppe på Vesterbrogade, hvor konfektionsfirmaet ”Westerby” lå i stuen. Her var ateliervinduer, og nogle damer kom og andre gik. Vi havde damer, som vi forstod levede skjult. Jeg tror der var jøder og damer, som var med i modstandsbevægelsen. Der foregik mystiske telefonsamtaler. Der kom også personer, som ikke havde tilknytning til firmaet. I en periode afløste Jenny Holmqvist Else Emmertsen, som vist var syg. Jenny Holmquist var højgravid på det tidspunkt. Vi havde stadig damerne delt op i grupper og problemer med farverne. […]”

 

Som det fremgår af Karen Egesholms notat, blev tegnestuen på Vesterbrogade også dagligt skjulested for jødiske kvinder, som det var lykkedes at undgå arrestation den 2. oktober 1943 og i tiden derefter. Desuden var det angiveligt også skjulested for kvindelige medlemmer af modstandsbevægelsen, som åbenbart også brugte tegnestuen som kontaktsted med formentlig illegale personer, der ikke havde nogen direkte tilknytning til Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. Det var igen Allan Johnsens menneskelighed og vovemod, der her kom til udtryk i, at han dels hjalp mennesker med at skjule sig for tyskerne, og dels virkede til fordel for modstandsbevægelsen. Det samme var som tidligere omtalt jo også tilfældet på tegnestuen i Frederiksberggade 28.

 

Efter at optræks- og farvelægningsafdelingen var flyttet ud til Nordisk Kollegium, rykkede som også sagt en del mellemtegnere under ledelse af Bjørn Frank Jensen ind på teg­nestuen på Nørrebrogade, medens Mogens Mogensen blev leder af mellemteg­nerafdelingen i Stengade. Særlig til det sidst­nævnte og ret så specielle sted kom der snart mange nye med­arbej­dere, fordi der var bedst plads på denne tegnestue.

 

Nogle af de folk, der i en kortere eller længere periode havde været mellemtegnere på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, gjorde sig i tiden efter gældende som bl.a. vittighedstegnere og bladtegnere. Blandt de mere kendte var det Jørgen Mogensen (1922-), som begyndte at levere vitstegninger til humormagasinet ”Hudibras” i slutningen af 1940’erme. Samtidig begyndte han at lave humoristiske tegneserier, som Den tossede tegner og Violinvirtuosen Alfredo, senere blot kaldt Alfredo. Landskendt blev han dog først for alvor i 1950’erne med sin tegneserie Poeten og Lillemor, der tilmed blev filmatiseret med Henning Moritzen og Helle Virkner i titelrollerne og med Erik Balling som instruktør. Det blev til en serie på tre film: Poeten og Lillemor (1959), Poeten og Lillemor og Lotte (1960) og Poeten og Lillemor i forårshumør (1961). - Desuden var det Mads Stage (1922-), som blev uddannet på Kunstakademiet i København. Han blev bedst kendt for sine fine, poetiske akvareltegninger på postkort o. lign. Men han illustrerede også børnebøger og voksenbøger.

 

Selv om det hørte til standardprocedure under produktionen af "Fyrtøjet", at der blev optaget linetests af animationen, forekom det dog lejlighedsvis, at man fandt linetests unødvendige og tidsspilde. Men i al fald oplevede jeg selv, at en del af de scener, jeg animerede i filmen, blev optaget på 35mm sort-hvid negativ­film, for at man kunne bedømme om animationen fungerede til­fredsstil­lende. Linetesten blev dog ikke optaget på Holdts trickbord, men så vidt erindres på trickbordet ude hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen. Imidlertid havde man hverken klippebord eller forevisnings­apparat hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S på det tidspunkt, og man måtte derfor ty til steder i nærheden, hvor der var mulighed for at se testfilmen.


Til at begynde med kontrolkørtes linetests som tidligere omtalt hos det amerikanske udlejningsselskab Warner Bros. eller MGM på Rådhuspladsen, men efter at tyskerne i efteråret 1943 i praksis forbød visningen af amerikanske spillefilm i biograferne, blev de amerikanske udlejningssel­skabers herværende kontorer efterhånden tvunget til at lukke. Efter som filmen "Fyrtøjet" som følge af krigen nødvendigvis måtte optages i det tyske farvefilmsystem Agfa Color, og denne 35mm filmtype kun kunne frem­kaldes i Tyskland, mere præcist på UFA's labora­tori­er i Berlin, var det uundgåeligt, at forbindel­sen blev knyttet til filmsel­skabet UFA. Dette selskab havde kon­torer, klippelokaler og forevisningsrum i Nygade 3, hvor for resten bi­ografen Nygade Teatret lå i stueeta­gen, og her kom et par af os animatorer lejlighedsvis hen, medbringende den stump linetest­film, der kort forinden var kommet tilbage fra sort-hvid fremkaldelse hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen. Filmstrimlen blev nu overladt til en af UFA's danske filmklippedamer, som limede dens ender sammen til en sløjfe, hvorefter den blev overgivet til operatøren og forevist os i stedets lille biografsal. Filmsløjfen blev kørt, lige så længe vi fandt det nødvendigt, for at vi kunne afgøre, om animationen var i orden eller om der var noget at rette eller tilføje. Mig bekendt skete det faktisk aldrig, at en animation blev lavet om, heller ikke den animation, jeg selv havde lavet.

 

Imidlertid fik det snart en brat ende med at se optagelser af linetests. Det skete mere præcist den 5. april 1944, idet UFA's kon­torer og lokaler den nævnte dato blev raseret af nogle sabotører, som smed virksom­hedens papirer og omkring 200 spillefilm ned på gaden, hvor det hele blev antændt og mere eller mindre af­brændt. Spillefilmene var dengang endnu optaget og kopieret på det meget brandfarlige nitrat­materiale, som nærmest eks­ploderede ved antændelse og udviklede en kraftig røg i de få minutter, det hele brændte. UFA' kontorer blev som følge heraf midlertidigt lukket, indtil lokalerne var blevet renoveret og gjort klar til brug igen. Men efter sabotagen havde UFA's udlejningskontor i Køben­havn indtil videre kun de spillefilm på lager, som var ude i de danske biografer på attentattidspunk­tet, og som derfor ikke led samme skæbne, som de omkring 200 spillefilm, man havde haft på lager, men som var blevet ødelagt.

 

Man kan måske undre sig over, hvorfor animatorerne ikke fik mulighed for at se deres linetests ude hos Nordisk Films Teknik i Fri­havnen, når det oven i købet var dér, at linetesten blev optaget og fremkaldt. Det har jeg faktisk ingen viden om eller forklaring på, lige som jeg heller ikke kan forklare, hvorfor Dansk Farve- og Tegnefilm ikke selv anskaffede sig enten et klippebord eller et 35mm forevisningsapparat, en såkaldt Moviola, til formålet. Mit gæt er, at firmaet under hele produktionsforløbet var i en hårdt presset økonomisk situation, som dels skyldtes, at budgettet var beregnet for lavt, og dels at produktionen af filmen faktisk gik for langsomt til, at man ville være i stand til at overholde produktions­planen. Man, hvilket primært vil sige Allan Johnsen, anså det formentlig derfor for tidsspilde, at animatorerne lejlighedsvis skulle afbryde deres arbejde og bruge tid på at tage frem og tilbage til Frihavnen, for at se linetests af deres respektive animation. Dengang var der ingen af personalet, heller ikke direktøren eller instruktøren, der havde biler til rådighed, og udgifter til f.eks. taxaer blev anset for unød­vendigt sløseri med penge. Persontransporten til og fra arbejdsstedet og hvor man end skulle hen, måtte derfor foregå enten til fods, per cykel eller med sporvogn, og for nogles vedkommende per S-tog eller regionaltog. Det sidstnævnte var for øvrigt tilfældet for Allan Johnsen, som hver dag pendlede frem og tilbage mellem sit hjem på Damgårdsvej i Gentofte og Nørreport Station. og derfra gik han gennem Nørregade til Frederiksberggade, hvor han havde sit kontor i Frederiksberggade 10. Efter fyraften foregik hans hjemtur den omvendte vej.

 

Men i øvrigt var det nok en eklatant fejlvurdering, at animatorerne ikke selv fik deres animation at se på linetests, for det kunne have bidraget til at forbedre animationen ganske betydeligt, og det kunne den i en hel del tilfælde kun have haft fordel af. En stor fejlvurdering var det også, at der ikke forelå et storyboard, som sekvens for sekvens og scene for scene viste en visuel fremstilling af den planlagte films handling. Begge dele, linetests såvel som storyboards, var helt fra begyndelsen standardprocedure hos Disney og for øvrigt også hos Fleischer, og hos disses danske arvtagere, Myller og Mik. Og blandt de sidstnævntes arvtagere var Simon og Bjørn Frank Jensen, som især for den sidstnævntes vedkommende havde ivret for, at man burde have ansat Myller og Mik som instruktører på ”Fyrtøjet”. Men det blev der ikke noget af, for Johnsen så det som sin vigtigste opgave, at kunne gennemføre produktionen på en rentabel måde, og derfor var der efter hans opfattelse ikke brug for den slags svinkeærinder, som han betragtede storyboard og linetests som. Senere, da han igangsatte forsøgsproduktionen af en ny langtegnefilm, ”Klods-Hans”, engagerede han Bjørn Frank til at tegne et storyboard over filmens handling. Men desværre blev produktionen skrinlagt efter nogen tid, fordi det ikke var muligt for Johnsen at rejse den fornødne kapital til produktionens gennemførelse.

 

Avisen INFORMATION, som i 1947 havde været først med nyheden om ”Klods-Hans”-filmen, blev formentlig den avis, der fulgte projektet til graven, idet man den 9. september ganske vist kunne meddele, at producenten Allan Johnsen havde gjort et nyt forsøg på at opnå den offentlige støtte på 400.000 kr. Men journalisten mente ikke, at chancerne ville være store for, at ønsket kunne opfyldes af støtteudvalget på dettes kommende møde. Det nævnte møde fandt sted den 3. oktober 1950, og herunder besluttedes det definitivt, at man ikke længere ville støtte projektet, hvilket man begrundede med, at Allan Johnsen ikke havde kunnet stille de fornødne garantier for filmens kunstneriske kvalitet og færdiggørelse. Det blev ved samme lejlighed bestemt, at pilotfilmen skulle deponeres på Filmmuseet, og at Allan Johnsen ”kunne låne den”, hvis han eventuelt fandt udveje for at genoptage produktionen og fuldføre filmen på basis af privat kapital. Det må have været en grim dag for Allan Johnsen, da han uundgåeligt måtte erkende sit nederlag og indse, at alle de skønne kræfter og anstrengelser var spildte. Og det så meget mere, som at han sad tilbage med en betydelig gæld som følge af filmen, hvilket ydermere fik den konsekvens for ham og hans kone, Gerda ”Tesse” Johnsen, at de blev nødt til at fraflytte og fremleje deres villa i Gentofte i en periode af seks år, inden parret var kommet økonomisk på fode igen og kunne vende tilbage til det hus, som han havde købt og ejet siden 1938.

 

Hvordan produktionen af Langtegnefilmen ”Klods-Hans” kom i gang og forløb, har jeg skrevet detaljeret om på http://www.tegnefilmhistorie.dk/ under Del 3: Danske tegnefilm efter Fyrtøjet, i afsnittet Langtegnefilmen Klods-Hans.

 

 

Typiske københavnske biografannoncer fra 1942-44. Flere biografer spiller det kortfilmprogram, hvori Miks ”Ferd’nand på fisketur” indgik, og det havde première 30. oktober 1944. Desuden ses en karakteristisk annonce for det årlige ”Metropols Jule-Show”, i dette tilfælde med 6 lidt ældre Disney-tegnefilm. Annoncen for juleshowet må dog være fra 1942, for tegnefilmprogrammet var anderledes i 1943, end det der angives i ovenstående annonce. De afbildede annoncer er fra Politiken, men kunne sådan set være fra flere københavnske aviser.

 

En stor skuffelse …

Til en af de særlige glæder for tegnefilm-fans hørte, at det årlige ”Metropols Jule-Show”, men dette år, 1944, betød en undtagelse på det område, idet den tyske censur nu også betragtede tegnefilmene for at være propaganda for amerikansk filmproduktion. Eller også var de bare godt sure over, at de allierede med amerikanske tropper i teten så småt, men uundgåeligt var ved at besejre de tyske tropper. Under hele den foregående del af besættelsen, havde besættelsesmagten ellers ment at disse amerikanske tegnefilm-juleshows var harmløse, og man havde derfor siden besættelsen i 1940 fulgt den psykologiske devise, at ”hvis folk er sultne eller utilfredse, så giv dem skuespil!” Det gjaldt altså også de årlige Walt Disney jule-shows, de eneste amerikanske film, som tyskerne på det tidspunkt tillod at blive vist i biograferne. Men danskerne var måske ikke i bogstavelig forstand sultne, alligevel kneb det for mange – og især for arbejder- og børnefamilierne – med at skaffe det daglige brød på bordet. De fødevarer, der var til at få, var stort set alle omfattet af rationering, således at man skulle have rationeringsmærker, for at kunne købe de pågældende varer. Rationeringsmærkerne, der i et begrænset antal med mellemrum blev udleveret gratis til folk fra kommunekontorerne, var derfor også blevet en handelsvare på ”den sorte børs”, og ofte til så uhyrlige priser, at kun velstillede folk havde råd til at købe dem.

 

Det var imidlertid en stor og ubehagelig overraskelse og en kæmpeskuffelse for mange københavnske børn – og en del voksne med – at Metropol dette år for allerførste gang siden Metropols Jule-Show startede i 1937, ikke viste dette elskede program af 6 korte Disney-tegnefilm. Disse jule-shows havde lige siden deres begyndelse været et stort tilløbsstykke, naturligvis især for børnepublikummet, for man betragtede endnu dengang tegnefilm som en filmgenre, der kun var for børn – og til nød for barnlige sjæle blandt voksne.

 

Man bør jo i øvrigt her huske på, at der jo ikke fandtes fjernsyn i Danmark på det tidspunkt, og udbuddet af tegnefilm på 16mm smalfilm var heller ikke stort, og 16mm fremvisere var i øvrigt meget sjældne hos private. Så for at være en smule vittig, kunne man sige, at vi var på smalkost, hvad angår smalfilm i almindelighed og tegnefilm i særdeleshed. Selv var jeg i øvrigt en smule ærgerlig og skuffet over, at det ikke var lykkedes mig at fremskaffe så meget som en meter tegnefilm til min 35mm kinofremviser, men sådan byder verden jo på sine små og store skuffelser.

 

Men apropos tegnefilm, så var der en af slagsen, tilmed en dansk tegnefilm, som indgik i det kortfilmprogram, der den 30. oktober 1944 havde première i 6 københavnske biografer, nemlig Aladdin, Carlton, Colosseum, Nørreport, Roxy og Triangel. Filmene var produceret af ASA Film, og programmets hovedfilm var farcen ”Bedstemor gaar Amok” og havde en række kendte danske skuespillere i rollerne, anført af folkekære Petrine Sonne og Chr. Arhoff. Filmen var instrueret af Alice O’Fredricks. Programmets anden film var tegnefilmen ”Ferd’nand paa Fisketur”, tegnet af Mik, den tredje film hed ”Dansk Sport i Smaaglimt”, instrueret af Lau Lauritzen jun., og den fjerde og sidste film havde titlen ”Rejsefeber” – En musikalsk Cocktail med Gerda og Ulrik Neumann og Svend Asmussen, ligeledes instrueret af Lau Lauritzen jun.

 

Det var tegneren, den senere guide hos Bryggeriet Carlsberg, Anker Roepstorff, som skrev manuskriptet til Dahl Mikkelsens første selvstændige underhold­ningstegne­film, "Ferd'nand på fisketur", der som nævnt havde premiere 30. oktober 1944 som forfilm til ASA-lystspillet ”Bedstemor går amok”. Begge film blev nogenlunde vel modtaget af pressen og publikum, som på grund af de forhold og restriktioner, der var en følge af krigen og besættelsen, dette år måtte undvære de populære amerikanske film så vel som tegnefilm. Dahl Mikkelsen – eller Mik, som han kaldtes til daglig – havde også to af medarbejderne på ”Fyrtøjet” som sine assistenter, begge fortrinsvis som mellemtegnere, nemlig Helge Hau og Ib Steinaa. Efter ”Fyrtøjet” fortsatte Helge Hau som vitstegner, meden Ib Steinaa senere skulle blive en af dansk tegnefilms markante personer.

 

 

”Ferd’nand på fisketur” – 1944 - Pressefoto: © Copyright by Eric Dahl Mikkelsen, e-mik, Californien.

 

Meget apropos fisketur, så kan der vist næppe være tvivl om, at Roepstorff og Mik havde ladet sig inspirere af den herlige Disney-tegnefilm fra 1939: ”Goofy and Wilbur” (”Fedtmules fisketur”), som var blevet vist i Metropols Jule-Show 1940 og 1942.

 

Men i øvrigt havde jeg den store fornøjelse og glæde, at besøge Helge Hau i hans atelier-lejlighed ude i Halls Allé på Vesterbro på et tidspunkt, hvor han ved siden af sit assistent- og mellemtegnerarbejde på ”Fyrtøjet”, også var medarbejder på Mik’s ”Ferd’nand-film”. Flere borde i hans atelier var fyldt med netop farvelagte celluloider (cels), som lå til tørring. Desuden fik jeg lejlighed til at se nogle af Mik’s originale animationstegninger, og jeg kan huske min forbavselse over den nærmest skitseagtige måde, disse var tegnet på. Men det skyldtes, forklarede Hau, at en del af hans opgave bestod i, at stramme tegningerne op, enten ved rentegning eller når han med pen og tusch kopierede tegningerne over på cels. Men jeg var især dybt imponeret af Mik’s originale animationstegninger. Selv tegnede og animerede jeg lidt ”pernittengryns-agtigt” og lavede ikke mange skitseagtige tegninger, men tegnede med rene og stramme blyantsstreger, en ’metode’ eller ’teknik’, som jeg har haft svært ved at fravige i alle de år, hvor jeg har fungeret som animator.

 

Selv så jeg et par dage efter premièren ASA Films kortfilmprogram i biografen Colosseum henne på Jagtvej, og jeg var naturligvis især spændt på at se, hvordan Ferd’nand-filmen tog sig ud, eftersom jeg jo nu selv arbejdede med tegnefilm. Alle filmene i programmet var i sort-hvid, idet farvefilm på det tidspunkt var en stor sjældenhed i danske biografer, og danske filmproducenter havde normalt ikke økonomi til at producere farvefilm. Jeg morede mig selvfølgelig sammen med det øvrige og talstærke publikum over ”Bedstemor går amok”, men da sport ikke rigtig var noget for mig, noterede jeg blot at denne film havde sit publikum blandt mange af de mandlige publikummer i biografen. Derimod var filmen med den supermusikalske swing-trio, Gerda og Ulrik Neumann og Svend Asmussen en dejlig og stor oplevelse. Men jeg beklager at skulle sige, at Ferd’nand-filmen var en skuffelse for mig, især fordi jeg syntes animationen af hovedfiguren Ferd’nand var noget tung og stiv i det, for den manglede den karakterfuldhed og vivacitet, som jeg var vænnet til fra Disneys tegnefilm. Og handlingen og de visuelle gags kunne også have været mere elegante og morsomme. Ferd’nand’s ansigtsudtryk var heller ikke særlig nuancerede, men virkede lige så stereotype som hans øvrige bevægelser.

 

Det undrede mig, at en tegnefilm af Mik ikke var i topklasse, for jeg vidste fra blandt andet de reklametegnefilm, han tidligere havde lavet, at han var en virkelig god tegner og animator. Personligt tror jeg, at filmens kvalitet med al respekt i nogen grad skyldtes Helge Haus indsats, for han tegnede selv bastant og lidt gumpetungt, og så var han i øvrigt ikke nogen erfaren animator. Desuden mener jeg at kunne huske, at når Hau fik så stor indflydelse på Ferd’nand-filmen, som tilfældet var, skyldtes det nok, at den måtte laves hurtigt, fordi dens budget ikke var særlig stort, uden at jeg dog kender den eksakte produktionspris. Men for Mik var det formentlig afgørende, at udnytte den chance, der her bød sig for at få levendegjort sin verdensberømte tegneseriefigur, Ferd’nand, og overført ham og hans ordløse fataliteter på det hvide lærred. Inderst inde drømte Mik – i lighed med Myller – nok om at gøre en karriere indenfor tegnefilmbranchen, som den, der var faldet i mesteren Walt Disneys lod.

 

Sådan skulle det imidlertid ikke komme til at gå, selvom de to dygtige folk, Myller og Mik, hver for sig og sammen gjorde sig store og ihærdige anstrengelser, for at få en større produktion af især underholdningstegnefilm i gang i Danmark. Det lykkedes ikke for nogen af dem. Skal man gætte på, hvorfor det ikke lykkedes, må man for det første nok konstatere, at Danmark var og er for lille et land til en omkostningskrævende tegnefilmproduktion i den skala, som Walt Disneys tegnefilmproduktioner, og for det andet må det nok også konstateres, at til trods for deres store tekniske og kunstneriske dygtighed og ekspertise, besad hverken Myller eller Mik de personlige egenskaber og kvaliteter, der skal til, for med heldigt udfald at kunne forestå en sådan produktion. Miks senere karriere i Los Angeles gik heller ikke bedre, hvad tegnefilmproduktion angår, hvorfor han i stedet drev en hønsefarm. Ved siden af fortsatte han dog med at tegne på sin populære Ferd’nand-tegneserie, og det havde han betydeligt større og bedre held med.

 

Hverdagslivet går videre …

Her er vi nu fremme i november 1944, mere præcist ved fredag den 3. november, og denne dato havde Ekstra-Bladet følgende overskrifter på forsiden:

 

Ferniseringen i Dag paa

Plakat-Udstillingen

Livlig Tilstrømning til Charlottenborg

straks fra Dørene aabnedes Klokken 12

De 200 Plakater, der blev Resultatet af

Foreningen til Kønssygdommenes Bekæmpelse

og Ekstrabladets Konkurrence

 

 

100,000 Jule-Træer sejles

til København

 

16aarig idømt 3 Aar for 2 Røverier

Nyt Eksempel paa Domstolenes strenge Syn

paa Forbrydelser begaaet under de nye Forhold

 

Frk. Glud har stadig Sukces

Den efterlyste Syfilispatient har meldt sig

Roskilde, i Dag.

Nu har den Syfilis-Patient, hvis Navn i Tirsdags blev offentliggjort af Kredslæge, Frk. Glud, meldt sig til Myndighederne og er

blevet indlagt paa St. Maria Hospital, hvor der er truffet saadanne Foranstaltninger, at han ikke paa ny kan forsvinde fra Sygehuset.

 

Mejeripige med Difteritis

 

Børnelammelsen er blusset op i Aarhus

Der er i de sidste Par Dage indlagt

17 nye Patienter

 

Ogsaa paa Landet

afskaffes Aften-Postombæring

Fordelingen skal slutte inden Kl. 18

 

En af de ”Kødløse” Restauranter

bebuder Lukning

Det hævdes, det bliver for dyrt for Publikum

at erstatte Kødet med Fjerkræ

 

Af udenlandske nyheder havde avisen denne dag kun følgende to på forsiden:

 

Churchill til Paris

Amsterdam, i Dag.

Efter hvad den engelske Efterretningstjeneste ifl. D.N.B. meddeler, er det i London blevet officielt meddelt, at Premierminister Churchill har sagt ja til en Indbydelse fra de Gaulle til at komme til Paris i den nærmeste Fremtid. Det nøjagtige Tidspunkt for Besøget vil senere blive bekendtgjort. Udenrigsministeriet meddeler yderligere, at den franske Ambassadør i London paa de Gaulles og den franske Udenrigsministers Vegne har overrakt Churchill og Eden en Indbydelse til Besøget i Paris. Churchill har, hedder det i Meddelelsen, med den største Glæde modtaget Indbydelsen paa sine egne og Udenrigsminister Edens Vegne.             R.B.

 

Roosevelts sidste Tale

Amsterdam, i Dag

Præsident Roosevelt holdt ifølge den engelske Efterretningstjeneste, oplyser D.N.B., i Gaar sin sidste Valgtale, i hvilken han erklærede, at De forenede Stater for at vinde denne Krig kun havde en sikker Vej at følge, en Vej, som garanterede et Minimum af Tab. Denne Vej bestod i, at De forenede Stater ved enhver Aktion skulde være i Besiddelse af en overvældende materiel Overlegenhed.                                                                                         R.B.

 

Der foregik altså noget bag kulisserne i den store verden, så som det planlagte møde mellem Churchill og Anthony Eden på den ene side og den militære leder af nationalistisk fransk modstandsbevægelse, Charles de Gaulle, på den anden side. Tyskerne ville sikkert kalde det et konspiratorisk møde med det formål at samarbejde om krigsindsatsen til besejring af det ”uskyldige” Tyskland.

 

Amerikas præsident, Franklin D. Roosevelt, var til trods for sit handicap på grund af polio, en markant demokratisk politisk personlighed i mellemkrigstiden. Han tiltrådte som præsident i 1933 og blev genvalgt 1936, 1940 og 1944. Med sit sociale New Deal-program bragte han USA ud af den store erhvervs- og arbejdsløshedskrise, der fulgte i kølvandet på bankkrakket i 1929. Han gennemførte også vigtige og tiltrængte sociale reformer, men hans største politiske indsats var nok opgøret med den amerikanske isolationisme, som for enhver pris ville holde Amerika udenfor 2. verdenskrig. Denne holdning ændrede sig til dels efter japanernes totalt uventede angreb på Pearl Harbor 6. december 1941 og den tyske krigserklæring mod USA samme år. Roosevelt fik – sammen med Churchill og Stalin – på godt og mindre godt også afgørende indflydelse på Europas fremtidige ordning og skæbne. Men mere herom senere.

 

Af overskrifter inde i avisen skal følgende nævnes, som kan give et lille indtryk af, hvad der ellers formodedes at have interesse for læserne:

 

Rygtesmeden ødelagde

Bagers Forretning

Udspredte usandfærdig sladder om, at

Bageren og hans Familie havde Tuberkulose

 

For bare 40 Aar siden troede man,

at Dyrene var forgjort

Den kloge Mand i Vemb, der blev vred paa

Bønderne og truede med al Landsens Ulykker

over deres Dyr

De kom sig først, da han hængte sig

 

Ludvig Brandstrups Farvel

Afsked med Apolloteatret efter

syv Aars Forløb

 

Den første Nattefrost

Spædbarn sluppet fra Fald

fra 3. Sal

 

Jeg skal ikke have Noget af

at nævne Navne

Prof. Ejnar Thomsen om sin Tanke

om Oprettelse af Lærestol i Teaterhistorie

 

Aldrig før hørt i en Kirke

En Præst diskuterer med ”Kirkefremmede”

 

250 Meddelere har hver faaet

3-4000 Spørgsmaal

fra Nationalmuseet

Et Kæmpe-Pillearbejde for at faa kortlagt

Landet med Hensyn til Skik og Brug

og dermed til kulturel Paavirkning

 

Redskaber der er uændrede i

Aarhundreder

 

Og så var der naturligvis Sporten og fra Teater og Film. Der var dog kun én nyhed af teaterforestillinger, nemlig Apolloteatrets première på ”Den fornyede Apollorevy”, som jo i lighed med ”Apollorevyen 1944” havde flere dengang berømte skuespillere som Erika Voigt, Ludvig Brandstrup og Osvald Helmuth som trækplastre. Den forestilling så jeg selv, og det der gjorde størst indtryk på mig, var mærkværdigt nok, da Erika Voigt sang ”Så’n gjorde man ikke i halvfemserne” og ”Tante Agathe”, men ellers har jeg ingen specielle erindringer fra forestillingen, skønt så markante skuespillere som Ludvig ”Fortand” Brandstrup, mest kendt for sin elskelige fremførelse af sangen ”Hyp, lille Lotte!”, og visekunstens mester, Osvald Helmuth, var hovedkræfter. Desuden medvirkede Lily Broberg og Toni Biering, sidstnævnte bedst kendt som mor til skuespillerinden og revyinstruktøren Lisbeth Dahl.

 

På biografrepertoiret var der heller ikke mange nyheder, men dog åbningspremière i World Cinema på en markant dansk film ”Otte Akkorder”. World Cinema, som havde til huse i Cirkusbygningen, spillede kun i vintersæsonen, når Cirkus Schumann havde afsluttet sin sæson. Filmen ”Otte Akkorder” var produceret af Filmselskabet Palladium og med drejebog af Arvid Müller og Johan Jacobsen som instruktør. Filmen består af otte episoder, der knyttes sammen af en grammofonplade med Chopins vals i cis-moll. I rollerne brillerede en række kendte danske skuespillere, kendt fra både teater og film, med Bodil Kjer, Peter Malberg, Gunnar Lauring, Poul Reumert, Petrine Sonne, Inge Hvid-Møller, Poul Reichhardt, Ebbe Rode, Ib Schønberg m.fl. og den unge og endnu knapt så kendte Helle Virkner. Filmen blev rost til skyerne af anmelderne, hvilket efter min mening er fortjent. Jeg så selv filmen nogen tid efter premieren og syntes rigtig godt om den.

Som noget forholdsvis nyt blev der jævnligt afholdt rejsefilms-foredrag i f.eks. Odd-Fellow Palæet, og denne dag kunne avisen annoncere med rejseforfatteren Aage Krarup Nielsens ”Tropefilmen Landet med de lykkelige Smil – en pragtfuld Film fra Burma – Elefanternes, Tigrenes og Teakskovenes Land”. Normalt var det ellers rejsefilm, hvori der forekom eksotiske indfødte piger med nøgne bryster, der var det store trækplaster – for det ”sultne” mandlige publikum!

 

Nu skulle man jo tro, at Ekstra-Bladet helt havde overset eller måske bare ignoreret, at der foregik en dramatisk og alvorlig krig omtrent lige udenfor Danmarks dør, men det havde man nu ikke, kun nedtonet krigsstoffet i avisen. På side 3 stod der en ganske kort notits under overskriften ”Amerikas Krigstab”, som meddelte, at de amerikanske stridskæfters samlede tab siden krigens begyndelse var opgjort til 487,692 mand.  På avisens side 5 kunne man finde en halvsides spalte med overskriften ”Sidste”, som man jo meget nemt kunne overse. Spalten indeholdt bl.a. følgende notits:

 

”Amerikanske Bombemaskiner med stærk Beskyttelse af Jagere angreb ifl. D.N.B. i Gaar Bielefeld og mellemtysk Omraade. Britiske Flyvemaskiner angreb om Dagen Duisburg, og i Nat foretog de Angreb paa Düsseldorf og paa forskellige Steder i Nord- og Vesttyskland. Ifølge de hidtil foreliggende Meldinger er under haarde Luftkampe 132 fjendtlige Flyvemaskiner blevet skudt ned, deraf mindst 108 firemotorers Bombemaskiner.  R.B.”

 

Under den samme korte overskrift kunne man også læse følgende:

Tokio, i Dag.

I Kampen mod de amerikanske Forsyninger til Invasionshæren paa Filippinerøen Leute har det japanske Luftvaaben gennem sit Kamikaze-Korps paa ny opnaaet betydningsfulde Resultater. Ifølge en Meddelelse fra det kejserlige Hovedkvarter sænkede de japanske Piloter den 1. November i Leute-Bugten en Krydser, 3 Torpedojagere og et Transportskib. Et Slagskib, endnu et Slagskib eller stor Krydser, en mindre Krydser og en Torpedojager blev beskadiget.  R.B.

 

Det såkaldte ”Kamikaze-Korps” bestod af mere eller mindre fanatiske unge japanske piloter, som frivilligt valgte at styre deres bombeladede enmandsfly direkte mod amerikanske flådefartøjer, hvorved disse i en del tilfælde led uoprettelig skade og hvorved også mange af de ombordværende amerikanske marinere enten blev hårdt sårede eller dræbt. Kamikazepiloterne omkom selv under angrebet, men det lykkedes dem aldrig at sænke et svært hangarskib eller slagskib. Til at begynde med havde Japan overherredømmet i Stillehavskrigen, og den amerikanske flåde, der var under ledelse af general MacArthur, måtte nødtvungent trække sine tropper tilbage fra Filippinerne. Men i løbet af efteråret 1944 havde amerikanske bombefly foretaget gentagne luftangreb på japanske baser og ødelagt og beskadiget mange skibe og fly.    Kamikaze-angrebene på amerikanske krigsskibe var derfor det hårdt trængte Japans sidste forsøg på at opnå og genvinde herredømmet til søs.

 

Den 17. oktober 1944 kunne general MacArthur ombord på krydseren Nashville vende tilbage til øen Leute og besigtige det store opbud af forskellige amerikanske krigsfartøjer, der ligeledes sejlede ind i Leute-Bugten, med det formål næste dag at indlede et massivt angreb på de japanske stillinger. Modstanden var ifølge de foreliggende oplysninger minimal, hvorfor de amerikanske tropper med kun få tab kunne gå i land på øen, hvor de blev budt velkommen af den filippinske modstandsbevægelse. Men Stillehavskrigen var dog ikke dermed vundet af amerikanerne, for den japanske hærledelse var indstillet på at fortsætte kampen og kæmpe til sidste mand. Det skulle forstås bogstaveligt, for ingen japansk soldat med respekt for sig selv og sit fædreland ville man nogen sinde kunne finde dræbt eller såret af skud i ryggen. Det vil sige, at som japansk soldat vendte man aldrig ryggen til fjenden, altså man flygtede aldrig, men lod sig hellere såre eller dræbe af skud i brystet. Til grund for denne indstilling eller mentalitet, lå en patriarkalsk opdragelse og kulturtradition.

 

Kommunisme kontra demokrati

Anden verdenskrigs tre nøglepersoner var – nævnt i alfabetisk rækkefølge – Winston Churchill, Franklin D. Roosevelt og Josef Stalin, der som bekendt henholdsvis repræsenterede Storbritannien, USA og Sovjetunionen. I krigens løb blev disse tre lande allierede i kampen mod nazismen og Hitler-Tyskland. Dette skyldtes dog mere nødvendighed end politisk enighed, for især Churchill var stærk modstander af kommunisme i almindelighed og sovjetkommunisme i særdeleshed. Men omstændighederne tvang ham og i øvrigt også Roosevelt til et formaliseret samarbejde.

 

Både Churchill og Roosevelt var bekymrede over, at mens de vestlige allierede hære efter invasionen havde kæmpet sig et godt stykke ind i Frankrig, så havde Den Røde Hær haft så stor fremgang, at den allerede i august 1944 via befrielsen af Polen var trængt så langt ind i Østeuropa, at det stod klart, hvad der var Stalins hensigt, nemlig at lægge Østeuropa og Balkan-landene ind under russisk overherredømme. Det deprimerede Churchill, som forudså, at der lå en ny uheldig magtbalance i støbeskeen, som kunne vise sig lige så alvorlig i fremtiden, som magtbalancen mellem demokratierne og aksemagterne Nazi-Tyskland og fascist-Italien.

 

Stærkt presset og med Roosevelts forbeholdne billigelse så Churchill det nødvendigt at arrangere et møde mellem sig og Stalin. Mødet fandt sted i Moskva den 9. – 17. oktober 1944, og man enedes om en opdeling af Balkan-landene, så russerne fik Rumænien og delvis Jugoslavien, mens Grækenland forblev stort set på vestlig side. Det var et modus vivendi under de givne forhold og omstændigheder, men langt fra tilfredsstillende for Vestmagterne, hvilket fremtiden mere end tydeligt skulle komme til at vise. Et andet problem var kommunistpartierne i de vestlige lande, der jo som erklæret målsætning havde en omstyrtning af den demokratiske styreform.

 

Men at den allierede invasionsstyrke fortsatte sin langsomme fremmarch mod den tyske grænse og havde sine vanskeligheder, det vidner en forsideartikel om i Kristeligt Dagblad for søndag den 17. december 1944. Her skal dog kun gengives artiklens overskrift og manchet:

 

Heftige Kampe langs hele

Vestfronten fra Aachen til Schweiz

Paa Saar-Fronten, der hjemsøges af en

kraftig Frosttaage, har Amerikanerne

forsøgt sig med en ny Taktik

Berlin, Lørdag (STB)

Paa hele den lange Vestfront fra Aachen-Omraadet til den Schweiziske Grænse har der de sidste 24 Timer raset heftige Kampe, og kun paa den 1. canadiske og 2. britiske Armés Front er der stadig kun Patruljeaktivitet.

 

Den fremrykkende amerikanske hær havde foruden den kraftige tyske modstand også vejret at kæmpe med, men til trods for kulden viste frosttågen sig imidlertid som en fordel i det skovbevoksede område, idet man i ly af denne lettere kunne snige sig ind på de tyske stillinger. Hvad angår Churchill og hans nødtvungne accept af russernes befrielse (læs: besættelse) af Polen) og delingen af Østtyskland, havde samme avis samme dag en artikel med følgende overskrift og manchet:

 

Churchills Plan om at give

Østpreussen til Polen

Et uvurderligt Bidrag til Styrkelse af

den tyske Kamp- og Sejrsvilje

Berlin, Lørdag (STB)

Premierminister Churchills Underhustale i Gaar, i hvilken han bl.a. stillede i Udsigt, at Østpreussen skulde forenes med Polen, er, siger man i Wilhelmstrasse, et uvurderligt Bidrag til Styrkelse af den tyske Kamp- og Sejrsvilje. Det tyske Folk har grund til at takke Churchill for den Aabenhed, hvormed han bekendtgjorde sine Opdelings- og Ødelæggelsesplaner. Der vil, erklæres det her, blive sørget for, at disse Planer bliver lært i alle tyske Skoler, at hver tysk Soldat har dem i sit Tornyster, og at de bliver slaaet op i hver Fabrik.

 

Ironien skinner tydeligt igennem i den tyske kommentar til Churchills plan, hvilket stemmer meget godt med den måde, som propagandaminister Goebbels forholdt sig til sine udenlandske politiske modstandere på. Artiklen fortæller endvidere, at den tyske presse var fuld af foragt overfor Churchills udmelding, og på dagens pressekonference karakteriserede Wilhelmstrasses talsmand den som et udtryk for ”kynisme og råhed uden lige” og tilføjede: ”Ingen Tysker vil glemme Churchills Ord. De engelske Soldater paa Vestfronten og i Italien vil faa at føle, hvilket Indtryk Churchills Erklæring har gjort paa det tyske Folk”.

 

Den tyske hævnfølelse var tydelig, fordi Churchill efter tysk opfattelse gik russernes ærinde, idet de åbenbart ikke havde forstået eller fattet, at Churchill på ét punkt var enig med tyskerne, nemlig i modstanden mod den politisk-ideologiske kommunisme. Hvad angår vores hjemlige forhold, kunne Kristeligt Dagblad meddele, at samme dag sluttede uddelingen af rationeringskort i København. Kortene blev udleveret i alfabetisk orden, således at folk, hvis efternavn begyndte med et af bogstaverne fra L til Ø kunne få udleveret kort i tiden kl. 8,30 til 16.:

 

”Husk Købekort for samtlige Personer i Husstanden samt Taloner fra Oktober Kvartal i udfyldt Stand! Og hvis De er berettiget til at faa Rabatmærker til Køb af Smør og Kartofler, skal Skattebilletten medbringes.”

 

Kristeligt Dagblad, der jo adskilte sig fra andre københavnske aviser ved at have et udpræget kristent grundlag, kunne også på sin side 7 bringe en ubehagelig notits som den følgende:

 

Skudt paa Gaden

Bagermester dræbt foran

sin Forretning

København, Lørdag (RB)

I Morges lidt før Kl. 6 blev den ca. 50-aarige Bagermester, Chr. Larsen, skudt ned foran sin Forretning, Hvidovregade 7. Han blev ramt af flere Kugler og var død. Falcks Damsøafdeling kørte Liget til Diakonissestiftelsen og derfra til Retsmedicinsk Institut. Der forlyder intet om, hvem der stod bag drabet, men der synes at være tre muligheder: Stikkerlikvidering, clearing-mord eller simpelt kriminelt drab.

 

Fredag den 22. december 1944, to dage før juleaften, kunne middagsavisen ”B.T” på sin forside blandt andet meddele følgende positive og gode nyhed:

 

Røde Kors sender Julekort

til alle Fanger

Genéve, Fredag Morgen. STB-

Den internationale Røde Kors-Komité har sendt alle Krigsfanger og civile Internerede rundt om paa Jorden et Jule- og Nytaarsbudskab. Der gives heri Udtryk for Forstaaelse for Fangernes Sorger og Bekymringer, og Komitéen lover saa vidt muligt at hjælpe hver eneste af Fangerne.

 

Det må siges, at det ikke kun blev ved jule- og nytårshilsenen, for via Dansk Røde Kors kunne pårørende til danske fanger i tyske kz-lejre som tidligere omtalt sende hjælpepakker, som betød en stor opmuntring, ikke mindst fordi pakkerne betød, at f.eks. de danske fanger ikke følte sig glemt af familien hjemme i Danmark.

 

Men samme B.T. kunne på sin forside også meddele, at russerne nu angreb Ungarn, som jo var besat af tyskerne. Dermed blev det endnu engang indirekte bekræftet, at Sovjet gik efter øget indflydelse i Østeuropa, noget, som skulle få stor betydning i efterkrigstiden, og som i øvrigt skulle blive begyndelsen til den kolde krig mellem Sovjet og Warszawa-pagt-landene på den ene side og Nato-landene på den anden side. Endvidere kunne ”B.T.” på sin side 4 meddele, at tågen på Vestfronten, nærmere betegnet i Ardenner-bjergenes granskove, nu også viste sig at være en stor fordel for de tyske stridskræfters offensive fremstød, der efter forlydende kom som en stor overraskelse for amerikanerne.

 

Efterfølgende kunne det konstateres, at det var lykkedes tyskerne at skjule forberedelserne til offensiven så godt, at man i første omgang snigløb amerikanerne. Det skete med en armada af tyske kampvogne, de såkaldt tanks, som i ly af tågen kunne trænge frem mod de amerikanske stillinger uden at skulle frygte for allierede angreb fra luften. Samtidigt bidrog tyske specialstyrker iklædt amerikanske uniformer til at skabe kaos bag de allierede linjer, hvor de kort og godt overfaldt amerikanske soldater og dræbte disse med skud i nakken. Et andet sted samlede SS-folk under ledelse af en fanatisk obersturmbahnführer en gruppe amerikanske soldater, der havde overgivet sig, på en mark ved byen Malmédy, hvorefter der blev givet ordre til at nedskyde samtlige 140 fanger.

 

Stort set uanfægtet af krigsbegivenhederne, som man jo stort set ingen indflydelse havde på, forberedte man herhjemme den søde juletid. B.T.-journalisten ”Morgenmanden” konstaterede: ”Saa er der kun to Dage til Jul, og selv om vi i Dag har Aarets korteste Dag, saa synes alle Børn, at netop de sidste Dage før Jul er Aarets allerlængste.” - Forretningerne annoncerede med julegaveidéer, omtrent som man plejede, selvom udbuddet af varer ikke var så stort og mangfoldigt som i tidligere år, og især før krigen og besættelsen. Alligevel blev det jul i de mange små hjem overalt i Danmark og ikke mindst i Hovedstaden, hvor alle gjorde sit til, at højtiden blev fejret med manér. Var gaverne små, naturligvis især i arbejderfamilierne i brokvartererne, så var glæden til gengæld stor, for man kunne stadigvæk være heldig at få både risengrød, andesteg og flæskesteg, og mandelgave i form af en marcipangris, og måske dessert i form af en isanretning. Det var i hvert fald, hvad vi fik hjemme hos os, dog and og flæskesteg takket være en foræring fra farmor og bedstefar på Lolland.

 

 

 

Herover ses til venstre en karakteristisk annonce for det dengang kendte barberblad ”Barbett”, som en overgang var en stærkt opreklameret konkurrent til Ginge og Ilka. Til højre ses den da knapt 4-årige prinsesse og senere kronprinsesse og dronning Margrethe. Annoncen for Barbett så vel som fotoet af prinsesse Margrethe er i dette tilfælde fra B.T. for fredag den 22. december 1944.

 

”Fars Gave” i form af en Barbett-gaveæske kunne dog naturligvis ikke måle sig med den julegave, som blev foræret den da knapt 4-årige prinsesse, den nuværende (i 2012) og uhyre afholdte og populære dronning Margrethe II, som blev født den 16. april 1940, altså 7 dage efter den tyske besættelse af Danmark. Hendes forældre, daværende kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid, havde på bestilling fået lavet en meget smuk lille kælk, en såkaldt sparkstøtting, som barnet kunne stå bagpå og som passede fint til, at den kunne spændes for den lille pony, som Margrethe havde fået foræret af Tivolis direktion samme sommer.

 

Men i øvrigt var humoren heller ikke glemt denne dag, hvor man i B.T. under rubrikken ”Saadan set ved Huskatten” bl.a. kunne læse følgende:

 

Og saa …

er der Eventyret om den lille Pige med Svovlstikkerne, Da Familien opdagede hende, blev hun straks inviteret ind i den varme Stue, og ih … der blev rigtignok gjort stor Stads af hende, for uden hende havde man ikke faaet Lysene paa Juletræet tændt, da Tændstikrationen fra Urtekræmmeren var opbrugt.

 

På filmfronten var der ikke så meget nyt, idet biograferne stort set stadig spillede det samme program som tidligere på måneden. Men et par danske filmnyheder var der dog, nemlig ASA Films ”Mit Liv er Musik”, instrueret af Mogens Skot-Hansen og med Mogens Wieth og Lis Smed i hovedrollerne, og Charles Wilken, Johannes Meyer og Blanche Funch m.fl. i birollerne. Dernæst Saga Films seneste produktion ”To, som elsker hinanden”, med Ebbe Rode og hans daværende kone, Bodil Kjer, i hovedrollerne. Filmen var instrueret af Charles Tharnæs efter drejebog af ham selv, og filmfotografer var Aage Wiltrup og Annelise Reenberg, sidstnævnte blev senere en meget benyttet instruktør på Saga Films produktioner. Foruden de nævnte to skuespillere medvirkede blandt flere andre også den meget populære Petrine Sonne.

 

 

 

To, som elsker hinanden

Det er vist ikke faa Gange, Ægteparret Ebbe Rode – Bodil Kjer har oplevet denne Scene eller i hvert Tilfælde er naaet lige til Bryllupsklokkernes Kimen. Denne Gang sker det i Dagans Julepremièrefilm ”Yo, som elsker hinanden”. Paa det andet Billede ses den elskelige Petrine Sonne, der ogsaa medvirker i denne Stuckenberg-inspirerede Film.

 

Ebbe Rode (1910-1998) var en kendt og meget afholdt dansk skuespiller, der som søn af forfatteren Helge Rode og dennes hustru, forfatterinden Edith Rode, to ligeledes kendte personligheder i dansk kulturliv i 1930erne, formentlig havde de bedste forudsætninger for at blive til noget indenfor dansk kulturliv. Ebbe Rode var oprindeligt bladtegner, men ville også gerne være skuespiller og debuterede på Dagmarteatret i 1931. Var derefter ansat ved Det kgl. Teater 1932-56, hvor han især gjorde sig bemærket i sit samspil med Mogens Wieth og Bodil Kjer, og for triumviratet især i skuespil af dramatikeren Kjeld Abel. I årene 1956-65 optrådte Ebbe Rode på flere andre københavnske teatre, inden han i 1965 atter vendte fast tilbage til Det kgl. Teater, hvor han i øvrigt i de følgende år fik adskillige store karakterroller.

 

1939 giftede Ebbe Rode sig med kollegaen Bodil Kjer, og under besættelsen gav parret sammen med den fælles kollega, Mogens Wieth, udtryk for deres aversion imod nazismen, personificeret i den dygtige, men tyskvenlige solodanser ved Det kgl. Teater, Leif Ørnberg, hvilket fik Det Danske Frihedsråd til at opfordre dem til at flygte til Sverige, for at undgå at blive ofre for clearing-mord, hvis der skulle tilstøde Ørnberg noget. Her opholdt de tre sig indtil krigens slutning og besættelsens ophør. Ebbe Rode vendte hjem som medlem af Den danske Brigade, og Mogens Wieth, der i mellemtiden var rejst til England, hvor han lod sig uddanne som faldskærmsagent, kom ikke i aktion som sådan. Han vendte tilbage til København efter befrielsen og genoptog sin teater- og filmkarriere, indtil sin alt for tidlige død i 1962. Bodil Kjer vendte også hjem til en fortsat og meget berømmet karriere som skuespiller, fortrinsvis ved Det kgl. Teater. Lejlighedsvis medvirkede Bodil Kjer dog også i eksklusive og bemærkelsesværdige spillefilm, som f.eks. ”Mød mig på Cassiopeia” (1951).

 

Ebbe Rodes ægteskab med den 15 år yngre Bodil Kjer blev opløst i 1948, men allerede året efter giftede han sig med den ligeledes 15 år yngre skuespillerinde Helle Virkner, et ægteskab, der holdt i ti år, nemlig til 1958, hvor parret blev skilt. Året efter giftede Ebbe Rode sig med den 19 år yngre Nina Pens. Ægteskabet holdt ikke, men parret havde sammen sønnen Martin Rode (1961-1989), som blev både skuespiller og kunstmaler, men som døde af en kræftsvulst i hjernen, kun 28 år gammel. Moderen, Nina Pens Rode, døde i 1992.

 

Ved siden af sin karriere på Det kgl. Teater medvirkede Ebbe Rode også i TV-serier, f.eks. i 1972 i en TV-dramatisering af Gustav Wieds roman ”Livsens Ondskab”, hvori han havde rollen som den pedantiske overlærer Clausen, som Knagsted drilagtigt kaldte Overclausen. Knagsted blev spillet af Carl Ottosen. Ebbe Rode gjorde sig også stærkt bemærket og afholdt for sine Storm P.-monologer, herunder ikke mindst ”Sangforeningen Morgenrødens Pinsetur”. Uforlignelig var og er ligeledes hans fremførelse af Mark Twains fortælling ”Præsten i Nevada”. Monologerne er for resten udgivet på CD.  Allerede i 1933 debuterede Ebbe Rode på film og gjorde sig i høj grad bemærket for sit spil i filmen ”Tango”, med Else Skouboe i den kvindelige hovedrolle, og i årenes løb indtil 1991 medvirkede han i en lang række danske film. En af hans mest bemærkelsesværdige filmroller var som den altid afdæmpede og korrekte kammertjener i Leif Panduros og Bent Christensens film ”Harry og kammertjeneren” (1961). I øvrigt i et fabelagtigt godt samspil med Osvald Helmuth, Gunnar Lauring og Henning Mouritzen. Ebbe Rode døde den 23. maj 1998 og ligger begravet på familiegravstedet på Frederiksberg gamle Kirkegård.

 

I anledning af julen spillede flere af teatrene såkaldte juleforestillinger. Det gjaldt således for Allé-Scenen, for Det ny Teater, som spillede ”Jul i Købmandsgaarden” og Folketeatret, som spille sin årlige juleforestilling ”Nøddebo Præstegaard”, med Kaj Wilton som den populære student Nikolaj. Et par af biograferne: Casino og Metropol, spillede filmversionen af ”Nøddebo Præstegaard”, med Hans Kurt som Nikolaj.

 

På tegnestuen i Frederiksberggade fejrede nogle af os ansatte en mindre og uhøjtidelig komsammen efter arbejdstidens ophør kl. 14 lørdag den 23. december. Anført af Finn Rosenberg på violinen, spillede husorkestret lidt stilfærdig og afdæmpet swingmusik, mens vi tilhørere kunne drikke et lille glas likør og spise småkager til, som en af de ansatte kvinder havde hjemmebagt.

 

Juleaften faldt dette år på en søndag, og hos min familie formede denne sig stort set som den plejede i den tid, min familie havde boet i København: Mormor, morfar og Dennis kom på besøg, og vi fik stort set den julemad, som vi plejede, igen takket være min fars forældre, som ikke mærkede nær så meget til rationeringer og restriktioner, som tilfældet var med os i storbyen. 1. juledag var vi til julefrokost hos mormor og morfar i Baggesensgade, men 2. juledag var en stille dag, hvor vi kunne slappe af. 2. juledag var jo i øvrigt en traditionel premièredag i biograferne, men eftersom der ikke var nogen film, som specielt interesserede mig og mine to gode kammerater, som jeg imidlertid ikke havde set så meget til på det seneste, blev vi hjemme.

 

Som sædvanligt så jeg frem til at genoptage arbejdet, som var min største glæde og fornøjelse, men det blev jo onsdag den 27. december, før vi skulle møde frem igen. 2. juledag føltes derfor utålmodigt lang og syntes ikke at ville få ende. Det sidstnævnte især, fordi stemningen ikke rigtig var til at foretage sig andet end at slappe af, hvilket jeg faktisk ikke holdt af. Arbejdet med tegnefilm var som en slags drivfjeder for mig og min sindstilstand.

 

1945

Nytårsaften 1944/45 forløb stille og roligt, uden fyrværkeri og med mørklagte gader og butikker, men til gengæld knaldede modstandsbevægelsens sabotageaktioner allerede den 2. januar 1945, hvor radiofabrikken Torotor i Ordrup blev ødelagt. Schalburgkorpsets gengældelsesaktioner begyndte dette år tre dage senere med store ødelæggelser på Tuborg i Hellerup, som først kom i gang igen den 22. juni. I mellemtiden var produktionen dog blevet placeret hos gode gamle Carlsberg i Valby.

 

Det velinformerede og ikke-partipolitiske illegale blad, Information, kunne samme dag, den 2. januar 1945, udsende sit duplikerede Nr. 372, som indledtes med følgende meddelelse:

 

Churchill hilser den danske Modstandsbevægelse

Den engelske Premierminister Winston Churchill har i Anledning af Aarsskiftet udsendt en Hilsen og Hyldest til den danske Frihedsbevægelse. Den blev oplæst i de allierede Nationers Radio, og nedenfor bringer vi Premierministerens Udtalelse:

- Jeg kan ikke ved Begyndelsen af det nye Aar love Dem, at Afslutningen er nær, men jeg kan sige, at det nazistiske Bestie er trængt op i en Krog, og at dets Udslettelse er uundgaaelig. De Slag, der er tilføjet det af de Allieredes væbnede Magt, er dødelige, og naar vi i Storbritannien taler om den store Alliance, mener vi ikke alene de forenede Nationers Hære, Flaader og Luftstyrker, vi mener ogsaa Modstandsbevægelserne i hele Europa, hvis Medlemmer har staaet saa tappert i den totale Krig mod en brutal og samvittighedsløs Fjende. Til Jer i den danske Modstandsbevægelse under Frihedsraadets modige Ledelse siger jeg dette:

- Vi ved, hvilken Pris, I har betalt og betaler, idet I nægter at lade Jer friste af Nazisternes Lokketoner eller lade Jer kue af Nazisternes Trusler. Vi kender en Del af det, I har opnaaet ved at ødelægge den tyske Krigsmaskine, som rullede ind over Jeres forsvarsløse Grænser for næsten fem Aar siden. Vi beundrer Jeres Standhaftighed og Jeres Dygtighed. Jeres Modstand er et værdifuldt Bidrag baade til de Allieredes Sag og til et frit Danmarks fremtidige Lykke. Nu da Fjenden er nær ved Nederlaget og bliver stadig mere rasende, maa vi alle staa fast. Vi maa styrke vort Greb for at fremskynde Afslutningen. Lad os med koldt Hoved og modigt Hjerte marchere fremad mod Sejren, som vil genskabe det danske Folks Frihed.

 

Information kunne i sin Ugeoversigt samme dato blandt andet fortælle følgende:

 

Schalburgtagen fejrede en virkelig Triumf paa Aarets sidste Dag, Bombningen af Frue Kirke, Domkirken i København. Med utrolig ”Snedighed” havde Attentatmændene lempet en Bombe ned i Brændslet til Kirkens Fyr, og da Varmemesteren fyrede op til Nytaarsgudstjenesten, skovlede han intetanende Bomben med ind i Fyret. Faa Minutter efter at han havde forladt Kirken, skete Eksplosionen. Det bør dog tilføjes, at Shellhusets Terrorgrupper paa ingen Maade fik Fornøjelse af dette Attentat. Nytaarsgudstjenesten blev afholdt alligevel.

 

De danske Sabotører hilste paa Aarets sidste Dag vore Modstandere, idet de tilføjede den tyske Krigsmaskine her i Landet et alvorligt Slag. Det var Maskinfabrikken ”Carltorp” ved Roskildevej i det yderste Valby, der blev jævnet med Jorden. For fire Maaneder siden blev samme Fabrik totalt ødelagt. Nu var den bygget op paany, og der var sendt Maskiner fra Tyskland, for at Fabrikant F. Carlsen og hans Sancho Panza, Driftsleder O.V. Sørensen kunde genoptage Fabrikationen af  Reservedele til Tanks og Undervandsbaade og hæve nye Millioner i Nationalbanken. Mens Sabotagevagterne drak det nye Aar ind i Haab om at Krigen maatte vare rigtig længe, brugte danske Frihedskæmpere Fabrikken til Anbringelse af Nytaarsbomber. En halv Snes maskinpistolbevæbnede Mænd havde let Spil overfor den eneste tilbageværende Sommer-Vagtmand, og umiddelbart før Hitler Klokken fem Minutter over 12 paabegyndte sin Nytaarstale, sank en af hans betydeligste Værnemagervirksomheder her i Landet i Grus.

 

I Ugen mellem Jul og Nytaar blev en Del Politimænd fra Buchenwalde sendt tilbage til Frøslevlejren, og et halvt Hundrede af disse blev løsladt til Jul sammen med ca. 30 civile Fanger. Desuden blev en Del Fanger løsladt fra Vestre Fængsel. Det drejede sig i alle Tilfælde om Folk, som Tyskerne ikke har præcise Sigtelser imod, og de færreste af dem har været afhørt – bortset fra den formelle Udspørgen ved Anholdelsen. Det kan tilføjes, at de resterende Politifolk i Buchenwalde blev overført til en Krigsfangelejr ved Dresden.

Fra Frihedsraadet forelaa der i Ugens Løb en Nytaarshilsen, der har gaaet Verden over i den frie Presse og Radio – og Goebbels skrev sin hidtil morsomste Artikel om Hitler, tvangsindlagt i den danske Presse. Endvidere kunde vi bringe en fuldstændig Oversigt over Dødsfaldene blandt danske Fanger i de tyske Fængsler og Koncentrationslejre. Det drejede sig om 149, og netop mens dette skrives, indløber der Meddelelse om endnu tre Dødsfald blandt danske Politimænd. Hermed er vi oppe på 153 Dødsfald ved Aarets Udgang.

 

Om Stikkerne kan det tilføjes, at de stadig er inde i en meget truende Periode. Næsten hver Dag bringes Meddelelser om, at en Stikker er blevet likvideret af Frihedsbevægelsen. Samtidig fortsætter Pancke sin Kamp mod Villaerne, og i sidste Uge gik han endda saa vidt, at han truede med at lægge en fire-etagers Ejendom i Ruiner, hvis en eftersøgt mand, der beboede en Lejlighed i Ejendommen, ikke meldte sig i Shellhuset. Ogsaa den højere Panckes Medløbere, Sommer- og Schalburgfolkene, var i fuld Aktivitet sammen med Mordafdelingen fra Shellhuset – flere gode danske Mænd blev myrdet i den forløbne Uge.

 

Det skal indskydes og nævnes, at ved årsskiftet 1944-45 udgjorde den danske modstandsbevægelse en styrke på 25.000 mand, som var klar til at blive sat ind i slutkampen mod besættelsesmagten. Det var i høj grad Frihedsrådets koordinerede intensive bestræbelser på at opbygge en egentlig undergrundshær med militær status, der havde båret frugt. Baggrunden for etableringen af en egentlig hær, var oprindelig forventningen om, at de allierede på et tidspunkt ville invadere Danmark, hvorfor en koordineret dansk modstandsbevægelse bedre ville være i stand til at assistere invasionsstyrken. Den invasion blev som bekendt ikke til noget, idet den i stedet fandt sted i Normandiet 6. juni 1944, og derfor var der med opbygningen af en dansk modstandshær faktisk tale om en afledningsmanøvre overfor tyskerne, så at disse ville bruge kræfter og ressourcer på at befæste den danske – så vel som den norske – Vestkyst. Men modstandshæren betød samtidigt, at man herefter ikke i samme grad som tidligere ville lægge hovedvægten på sabotager, idet sådanne reelt set ikke var acceptable i regulære kamphandlinger, men kun nødløsninger.

 

Som noget nyt på undervisningsområdet vedtog Københavns skoledirektion den 5. januar en ny skoleplan, som skulle træde i kraft 1. april, og som indførte sløjdundervisning for piger og madlavning for drenge, samt seksualundervisning for begge køn. Det var et lille skridt i retning af den eftertragtede ligestilling mellem kønnene, som de kulturradikale og især kvindesagskvinderne havde kæmpet for op gennem århundredet, men hvor stor betydning den velmente ny skoleplan fik i praksis, er nok et stort spørgsmål. Endnu mens jeg selv gik i skole, var der en tydelig kønsopdeling mellem de to køn. Og i en skole, som f.eks. Kapelvejens Skole, var der overhovedet ingen pigeklasser. Det var der derimod i Hellig Kors Skolen, hvor jeg siden kom til at gå, men her havde drenge- og pigeklasser til huse i hver sin ende af den store skolebygning, og skolegården var opdelt i to dele med et spærrende højt ståltrådshegn imellem. Det var desuden strengt forbudt at opholde sig for længe ved hegnet, hvilket de fleste drenge da heller ikke havde lyst til eller i hvert fald ikke gjorde, fordi det blev anset for at være ”umandigt” at mænge sig med tøser!

 

Krigsbegivenhederne fortsat …

Mandag den 8. januar 1945 kunne ærværdige Berlingske Tidende på sin dengang meget store forside bringe følgende overskrifter, som dels omhandlede krigssituationen på fronterne og dels om ulykkelige angreb på danske passagertog forskellige steder i landet.

 

Dobbelt Bevægelses-Slag

paa Vestfronten

Mange Steder Kampe i dyb Sne og

10-15 Kuldegrader

Fra vores Korrespondent. Berlin, Søndag Aften.

I det store Vinterslag i Ardennerne, der bliver fortsat Dag og Nat uden Pauser, mange Steder i dyb Sne og i en Temperatur paa mellem 10 og 15 Kuldegrader, har de allierede Angreb nu faaet et Omfang, saa Dagens Berlin-Aviser karakteriserer dem som en engelsk-amerikansk Offensiv mod det tyske Frontfremspring. Den operative Ledelse af de Allieredes Offensiv mod Nordflanken af Ardennerfronten er som bekendt overdraget den britiske Feltmarskal Montgomery, der nu har Kommandoen over fire Arméer, de ti britisk-canadiske i Holland og desuden den 9. og 1. amerikanske Armé.

 

U.S.A.-Flaade løbet ind

i Lingayen-Bugten

Flere amerikanske Krigsskibe sænket

eller beskadiget

Tokio, Søndag. STB.

Det for hele Stillehavskrigens Forløb betydningsfulde Slag om Philippinerne nærmer sig nu sit afgørende Stadium, efter at amerikanske Flaadeenheder nu ogsaa er gaaet til Angreb mod den philippinske Hovedø Luzon, hvor de i Gaar Morges løb ind i Lingayen-Bugten.

 

Hvad avisartiklen ikke beskrev eller fortalte – og måske heller ikke kunne vide på det tidspunkt – var, at præsident Roosevelt, admiral Nimitz og general MacArthur havde besluttet, at det amerikanske hovedangreb skulle rettes mod Filippinerne i stedet for mod Formosa og det kinesiske fastland. Planen var så, at efter erobringen af Filippinerne skulle øerne Iwo Jima og Okinawa indtages, for at bane vejen for den endelige landgang på Japans centrale landområder. Mens amerikanerne altså gjorde sig klar til så at sige at hoppe fra ø til ø, begyndte engelske tropper sideløbende deres offensiv mod Burma, for på den måde at trænge de japanske tropper, som havde besat adskillige af Stillehavslandene, tilbage mod deres eget hjemland. Men hovedhistorien i dagens avis var forståeligt nok de allierede luftangreb på danske passagertog:

 

Danske Tog beskudt af

allierede Flyvere

Under Overflyvninger i Gaar i Tiden

mellem Kl. ca. 12 og 13 er

flere Tog blevet beskudt

24 Mennesker dræbt, 50 saaret

 

Avisen bragte derefter en opgørelse over, hvor luftangrebene havde fundet sted, og hvor mange, der var omkommet og såret de forskellige steder. Angrebene havde dels rettet sig mod flere togstationer i Jylland og på Fyn og på Jyllandsekspressen ved udkørsel fra Aarup Station. Det var naturligvis nogle tragiske begivenheder, der her havde uspillet sig, og hvorunder en række formentlig helt uskyldige kvinder og mænd, unge og lidt ældre, var blevet dræbt eller mere eller mindre hårdt såret, og et enkelt to-måneders spædbarn, som dog overlevede. Hvad der har været baggrunden for de allierede flyangreb mod de pågældende tog og togstationer, fremgår ikke af artiklen, men et gæt kunne være, at man har vidst eller ment, at togenes godsvogne også transporterede krigsmateriel for tyskerne. Men det undskylder selvfølgelig ikke de konsekvenser, angrebene fik for de civile passagerer.

 

Berlingske Tidende var med sine i alt 16 kæmpesider i øvrigt Københavns og landets største annonceavis, idet 8½ sider var forbeholdt annoncer af alle mulige kategorier og slags, hvoraf mange var stillingsannoncer og selvfølgelig annoncer for køb og salg.

 

Den 19. januar om natten blev det populære revyteater Apollo ved siden af Tivoli på Vesterbrogade schalburgteret og totalt ødelagt. Det var sørgeligt at se ruinen af det udbombede teater, hvor jeg selv tidligere havde set den festlige forestilling Apollorevyen 1944, og hvor der den 22. december 1944 havde været afholdt det angiveligt første danske Lucia-optog som indledning til revyen.

 

 

Herover ses det sørgelige syn af den før så smukke bygning ved siden af Tivolis hovedindgang, som rummede det populære og berømte revyteater Apolloteatret. Her spillede en række kendte danske skuespillere revyer af højeste kvalitet. Det var folk som Ludvig Brandstrup, Osvald Helmuth, Erika Voigt med mange flere, som spredte godt humør og optimisme midt under den mørke besættelsestid. – Foto lånt fra ”Årets største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens Bøge 1952.

 

 

Et bryllup … og dagligdagen

Direktør Allan Johnsen var generelt set respekteret af personalet, men med sit noget private og reserverede væsen var han ikke en chef, der ønskede at komme sine ansatte tæt ind på livet. Han tilhørte den lidt gammeldags ledertype, som altid forstod at holde en vis afstand, også til sine mest betroede medarbejdere, men hans omgangsform var for det meste venlig og imødekommende. Personlig havde jeg det indtryk af ham, at han opretholdt en facade af utilnærmelighed, for bedre at kunne styre og lede de mange forskellige slags mennesker, som omstændighederne havde gjort ham til leder af. Johnsens reserverthed skyldtes formentlig i nogen grad også, at han i sin dobbeltsituation som ansvarlig for driften af Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og sin illegale position som modstandsmand, var pisket nødt til at omgærde sig med tavshed. Denne dobbeltsituation udgjorde formentlig et dilemma for ham.

 

 

På dette foto, som er optaget den 20. januar 1945 på tegnestuen i Frederiksberggade 28, ses fra venstre Børge Hamberg, som holder tale for den nygifte Allan Johnsen, der står midt i billedet og lytter til. Helt til højre i forgrunden ses hovedet af Bjørn Frank Jensen. Delvis skjult bag Børge Hamberg ses nakken af mig, Harry Rasmussen. De øvrige personer på billedet har det desværre ikke været muligt at identificere. – Foto: © 1945 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

 

Foto fra samme situation som ovenfor. Til venstre i forgrunden ses en af de politibetjente, der var gået under jorden. Hans efternavn var vistnok Lerche. Allan Johnsen ses lige bag ved sidstnævnte og i samtale med Bjørn Frank Jensen. Helt til venstre med ryggen til ses Peter Toubro, og damen øverst til venstre i billedet er frk. Zotsy. Den lidt ældre herre i baggrunden er trickfotografen Marius Holdt, som står ved væggen ind til trickrummet. Dame nr. to fra højre er Henny Hynne. De øvrige personer på billedet har det desværre ikke været muligt at identificere. – Foto: © 1945 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Men at Allan Johnsen trods alt var afholdt af de fleste af sine medarbejdere, fik man et indtryk af, da personalet i anledning af hans bryllup den 19. januar 1945 med sin sekretær Gerda ”Tesse” Johnsen, født Holck Hansen, dagen efter lykønskede og fejrede ham på tegnestuen i Frederiksberggade 28, 2. sal. Den situation blev fastholdt på de fotos, der ses ovenfor og som sædvanligt var taget af husfotografen Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

 

Foto fra samme situation som ovenfor. I forgrunden ses fra venstre Bente Nielsson, Erling Bentsen og Harry Rasmussen. Navnet på herren helt til højre er ukendt, men han var også en af de politifolk, der var ’gået under jorden’. I baggrunden ses fra venstre Henny Hynne, derefter to uidentificerede damer, politibetjent Lerche, Else Emmertsen, uidentificeret dame, Mona Irlind (med briller) og formentlig Ea Johnsen. – Foto: © 1945 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Men dagene var naturligvis især præget af arbejdet fra kl. 8 morgen til 23 aften. Om lørdagen blev der dog kun arbejdet til kl. 14, hvorefter Bentsen-Band i reglen afholdt jam- session til stor fornøjelse for den del af personalet, som havde tid og lyst til at blive og høre på. Det var som oftest kun ganske få, og til disse hørte jeg selv, idet jeg især godt kunne lide den swingagtige musik, der blev spillet. Det var beroligende og afslappende i en både bogstaveligt og i overført betydning mørk tid.

 

Få dage efter at vi på tegnestuen havde lykønsket og fejret Allan Johnsen, erfarede vi, mere præcist den 23. januar, at mange danskeres kære ugeblad ”Familje-Journalen”s domicil ude i Valby var blevet schalburgteret og nærmest totalt ødelagt. Det betød at bladet ikke kunne udkomme foreløbig. I 1942 havde jeg som skoleelev været med min klasse på virksomhedsbesøg på den travle bladfabrik i Valby, og det var imponerende at se, hvordan min mors kære ugeblad blev til fra A-Å. En uforglemmelig oplevelse og erfaring.

 

Nye restriktioner …

Men ellers var den generelle situation i Danmark ikke lystelig, for midt i vinterkulden og mørkelægningen blev brændselssituationen meget alvorlig, så der måtte indføres øgede spareforanstaltninger overalt, hvor det var muligt, og for den sags skyld også, hvor det ikke var muligt. I det hele taget skulle der spares og genbruges mest muligt, og for at undgå spild indførtes der den 22. januar forbud mod skrælning af kartofler på restauranter, i pensionater og fælleshusholdninger. Forbuddet blev først ophævet 1. juni.

 

Fra 6. februar måtte temperaturen i beboelses- og forretningsejendomme ikke overstige 16 grader Celsius, medens biografer, kirker og mødelokaler kun måtte opvarmes til 10 grader Celsius. Det betød, at folk måtte iføre sig varmt overtøj, også når de gik i biografen, i kirke eller deltog i møder. Sporvejstrafikken blev indskrænket fra 1. februar, og det samme gjaldt Statsbanerne, dels i form af færre togafgange og dels i sløjfning af tog sent på aftenen. Rationeringen af gas- og elforsyningen skærpedes, i og med at de i forvejen knapt tildelte rationer blev yderligere nedsat med cirka 50 %. Forlystelsesetablissementer skulle lukke kl. 20,30 og restauranter kl. 20,45, lige som der blev indført tidligere butikslukning end normalt. Radioudsendelserne skulle slutte kl. 21, angiveligt for at spare på elektriciteten. Men folk kunne naturligvis vælge at lytte til de udenlandske radiostationer, hvis det ellers ikke var blevet umuliggjort af tyskernes støjsendere. Men mærkværdigvis var det fortsat muligt for mere avancerede radiomodtagere at stille ind på BBC i London og lytte til de danske udsendelser derfra. Disse varede dog kun fra kl. 20 til cirka 21.

 

Det kom faktisk så vidt i Danmark, at der også blev indført rationering af kaffeerstatninger, som f.eks. Rich’s og Danmark’s, som mange danskere ellers havde vænnet sig til allerede i 1930’erne, dels for at spare på de dyre kaffebønner og dels for at gøre kaffen mere ’fyldig’. Nok så slemt var det, at der opstod kartoffelmangel, for kartofler hørte faktisk pr. tradition til danskernes daglige middagsspise. Desuden blev situationen ikke bedre af, at tyskerne i februar begyndte at sende flygtninge til Danmark i stigende antal, således at København til sidst husede omkring 90.000 og hele landet tilsammen nær ved en kvart million. Talrige bygninger blev beslaglagt til at huse flygtningene, herunder skoler, hvilket betød, at eleverne måtte klumpes sammen og undervises på andre skoler. En af de københavnske skoler, der blev inddraget til tyske flygtninge, var Jagtvejens Skole, hvor lillesøster Lizzie senere kom til at gå i skole, da hun kom i den alder, men end så længe var hun jo kun 4 år, så der var tid til, at skolen forhåbentlig kunne genetableres, når de tyske flygtninge havde forladt bygningen og var vendt tilbage til deres hjemland.


Den store strøm af flygtninge, som for det meste bestod af kvinder, børn og gamle mænd, skyldtes jo, at de tyske storbyer var blevet nærmest udbombet, så folk ikke havde noget sted at bo, lige som infrastrukturen var blevet ødelagt og manglen på alt var forfærdende. Derfor var det nemt for nazisterne at sende tyske flygtninge op til ’spisekammeret’ Danmark. Men de tyske flygtninge var som forventet en stor belastning for landet, og blev derfor også lagt for had, og efter kapitulationen fjernede man derfor omgående flygtningene fra de beslaglagte skoler o. lign. steder og placerede dem i stedet for i dertil oprettede flygtningelejre. Herfra blev de første hold flygtninge sendt hjem til Tyskland fra 1. november 1946, og det sidste hold forlod først Danmark i februar 1949.

 

Hvis man ikke vidste eller mærkede, at der var mangel på kartofler i København, så fik man det i hvert fald at vide gennem aviserne. Onsdag den 14. februar 1945 kunne Nationaltidende bringe følgende overskrift på forsiden:

 

Kartoffelmangel

i København

Haab om rigeligere Tilførsler ved

Ugens Slutning – Kødforsyningen

allerede bedre

 

I betragtning af, at kartofler udgjorde en traditionel og i de fleste tilfælde daglig spise, gjorde manglen på kartofler sig meget mærkbar, ja, nærmest katastrofal især fordi der ikke fandtes et acceptabelt alternativ til denne kostelige næringskilde. Myndighederne og grønthandlerne anbefalede kålrabi og gulerødder som midlertidig erstatning. I krise- og mangelsituationer sker der i reglen det, at mangelvaren kun sælges til forretningernes faste kunder, og i ekstreme tilfælde sælges udenom de sædvanlige og normale handelsveje, i værste fald til overpris, så varen oftest kun kan købes af økonomisk bedrestillede.

 

Avisen fortæller dog ikke noget om, hvad den aktuelle kartoffelmangel skyldtes, men hvis ikke den skyldtes en dårlig kartoffelhøst, så skyldtes den højst sandsynligt, at det var tyskerne, der havde opkøbt større partier og formentlig sendt disse til det sultende Tyskland. Kartoffelsuppe med meget vand og kun få kartofler i, udgjorde i reglen den kaloriefattige menu i de tyske koncentrationslejre.

 

Krigens afgørende fase …

I øvrigt kunne Nationaltidende også på sin forside omtale det meget vigtige møde mellem Roosevelt, Churchill og Stalin, som afsluttedes dagen før, den 13. februar 1945, og som havde fundet sted ved Jalta på Krim. Herom lød overskriften og manchetten og den indledende tekst således:

 

Tremagtsmødets

Beslutninger om Fremtiden

Enighed angaaende Tyskland paa Mødet.

der afholdtes paa Krim

 

Forslag om, at Polens Østgrænse skal følge Curzon-Linien –

International Sikkerhedsorganisation skal oprettes paa

Møde i San Francisco 25. April

 

London, Tirsdag. S.T.B.

Tremandsmødet mellem Roosevelt, Churchill og Stalin afsluttedes i Gaar med Udsendelsen af et fælles Communiqué. Det fremgaar af dette, at Konferencen har fundet Sted i og ved Sortehavshavnen Ialta paa det sydlige Krim. De tre allierede Statsmænd er blevet enige om den Strategi, som skal følges, ”indtil den endelige Sejr over Tyskland”.

Man opretholder Kravet om betingelsesløs Kapitulation og har udarbejdet Planer til Okkupationen af Tyskland. De militære Planer vil ikke blive meddelt Offentligheden, førend de er ført ud i Livet. I Ialta er der af Roosevelt og Churchill ogsaa blevet forelagt Planer vedrørende Oprettelsen af et selvstændigt Polen efter Krigen og en snarlig Løsning af det jugoslaviske Spørgsmaal. Der skal i April i Aar i San Francisco afholdes en interallieret Konference, paa hvilken alle Enkeltheder vedrørende Behandlingen af et besejret Tyskland skal udarbejdes tillige med et nyt Sikkerhedssystem.

 

Jalta-konferencen drejede sig altså om efterkrigstidens storpolitiske magtfordeling, og herunder om Polens situation, Tysklands zoneinddeling – med en ”luns” til hver af de sejrende nationer – og om den nyoprettede verdensorganisation De Forenede Nationer, forkortet FN. Det lød jo alt sammen meget godt i teorien og på papiret, men Tysklands deling skulle komme til at skabe mange og svære problemer og konflikter i de kommende årtier.

 

Samme dag, som Jalta-konferencen sluttede og havde udsendt sit kommuniké, udsendte den tyske regering i Wilhelmstrasse sine kommentarer til trepartsmødet, som man selvfølgelig ikke gav meget for. Kommentaren fastslog, at kommunikéet havde det gode ved sig, at det opildnede den tyske regering og det tyske folk til at stå fast på sine ’moralske’ principper og fortsætte med at tro på tysk sejr. Tyskerne havde naturligvis et særligt vagtsomt øje overfor russerne, som jo ikke havde vist sig mindre kampberedte, hensynsløse og skånselsløse, end tyskerne selv. Den tyske kommentar sluttede derfor således:

 

”Den røde Hær har ved sine Fremgangsmaader i den østlige Del af Riget stillet sig udenfor enhver moralsk Kvalificering af Krig, og man maa ikke undre sig over, hvis en saadan Tilintetgørelsesplan, som Ialta-Communiqueét afslører, skulde føre til ethvert Bortfald af Moral i Krigen.

Dokumentet er udmærket, for saavidt som det i Dag giver den tyske Ledelse den Mulighed at opretholde det tyske Folks Krigsmoral, og at intensivere hver enkelt Tyskers Modstandsaand og Indsatsberedskab til det yderste og sidste. Ud fra dette Synspunkt maa Dokumentet betegnes som en Dumhed.

I øvrigt er Dokumentet Udtryk for Stalins uindskrænkede Triumf paa alle Omraader, idet der indrømmes ham en afgørende Indflydelse i Europa. Stalin er paa en vis Maade blevet gjort til de tre Stormagters Statholder paa dette Kontinent og den røde Hær til Ordenens Vogter, Fredens Garant, Beskytter af Moralen og bærer af Verdenskulturen. Noget mere paradoks og grotesk kan man ikke forestille sig. Kun Taaber har kunnet knæsætte saadanne Principper.”

 

Set i bakspejlet eller i bagklogskabens skærende lys, må man, hvor nødigt man end vil, desværre give den tyske kommentator delvis ret. Stalin og med ham Sovjetkommunismen blev i hvert fald en overgang den indirekte dominerede magtfaktor i efterkrigstidens internationale politik. Det spørgsmål skal vi vende tilbage til senere i denne selvbiografi. Foreløbig skal vi se på, hvad Nationaltidende denne dag, den 14. februar 1945, bragte af anden omtale af krigssituationen og krigsbegivenhederne:

 

Stort Tankslag

ved Kostenblut

Tyske motoriserede Reserver indsat i

Kampene mellem Liegnitz og Breslau

Russiske Forsøg paa at forcere

Queis-Floden

 

Denne overskrift og manchet demonstrerede for den geografisk kyndige, at den røde Hær var trængt et godt stykke ind i det vestlige og nordvestlige Polen på vej mod henholdsvis den tjekkiske og den østtyske grænse.

 

Storslag Sydøst for Nijmegen

400,000 Mand overfor hinanden

Over Halvdelen af de britiske Tropper

paa Vestfronten menes sat ind

 

 

Frygtelige Enkeltheder

om Bolsjevikernes

Grusomheder i Ungarn

Slottet Banya, der stod under

det svenske Røde Kors’ Beskyttelse

Udplyndret og brændt

 

Af de to ovenfor anførte overskrifter viste den første, at englænderne havde kæmpet sig ind i Holland, hvor hærenheder sloges mod tyskerne ved Nijmegen. Det var i øvrigt enheder fra denne Montgomery-ledede hær, der på befrielsesdagen den 5. maj 1945 gjorde sit indtog i Danmark, men heldigvis uden at egentlige kamphandlinger fandt sted. Den anden overskrift viste, at den Røde Hær havde kæmpet sig ind i Ungarn, hvor russiske soldater plyndrede civilbefolkningen og afbrændte huse og andet, som de lystede. Notitsen nævner endvidere, at der havde fundet så grusomme handlinger sted, at de ikke kunne omtales i en anstændig avis. Der tænkes her sikkert på den voldtægt af kvinder i alle aldre, som russiske soldater var kendt for at udøve under deres fremmarch mod Tyskland. Dagen efter, den 15. februar 1945, kunne Berlingske Aftenavis supplere Nationaltidende vedrørende krigsbegivenhederne i Tyskland, i det her nævnte tilfælde i Østtyskland:

 

Dresden den sidste tyske Storby,

der ramtes af Luftkrigen

Zwinger og Slottet ramt af Bomberne

Fra vor Korrespondent. Berlin, Torsdag.

Angrebet mod Dresden i Forgaars ødelagde den sidste tyske Storby, der endnu stod hel. Ofte har allierede Flyvere været nær den sachsiske Hovedstad, men noget virkeligt Angreb har den aldrig før oplevet. Efter flere Aars Bombekrig, der lagde mange tyske Byer i Aske, er det maaske forstaaeligt, at man troede, at Dresden havde en særlig Stjerne, der helt skulde redde den fra Ødelæggelse. I saa Fald er denne Stjernes Skær dog nu tilsløret af Røgen fra den brændende Elb-By.

 

Af ovennævnte overskrift og manchet fremgår det med al ønskelig tydelighed, at flere tyske storbyer havde været udsat for massive luftbombardementer i den seneste tid, og nu var det så blevet den gamle tyske kulturby Dresdens tur til at opleve og mærke de forfærdelige dødelige og ødelæggende spor, krigshandlingerne efterlod sig. Ved det ovenfor nævnte bombardement og flere umiddelbart følgende bombardementer, foretaget med brandbomber af et kombineret engelsk-amerikansk-canadisk luftangreb, blev Dresden og dens civile indbyggere udsat for krigens blodigste og mest ødelæggende angreb, hvorunder tusinder af civile, mænd og kvinder og børn, for ikke at tale om husdyr, blev levende begravet i de brændende ruiner og omkom i den ildstorm, der opstod som følge af bombardementerne. Ildstormen var et fænomen, der kom bag på og overraskede alle, også de kamppiloter og personel, der fløj bombemaskinerne.

 

Bombardementerne af Dresden udløste ikke kun stærk kritik fra tysk side, men også fra civil allieret side, hvor man karakteriserede angrebet som et udtryk for den skruppelløse hævnmentalitet og brutalisering af krigen, og som i realiteten kun tjente et marginalt militært formål. Alligevel fortsatte bombardementerne. Krigskræfterne, også på allieret side, det vil sige de mænd, der planlagde strategien og gav ordre til bombardementerne, havde fået eller taget sig for frit spil og var gået for vidt, det var stort set alle hæderlige mennesker uanset nationalitet enige om. Men i øvrigt måtte de allierede indse, at de intensive luftbombardementer ikke i sig selv kuede den tyske hjemmefront til at kapitulere, men snarere styrkede tyskernes kampånd og kampmod. En opgørelse viste, at angrebet på Dresden kostede 35.000 civile livet. Men ikke nok med det, det gjorde også tusinder hjemløse og arbejdsløse, og øgede desuden flygtningestrømmen til de besatte lande, ikke mindst til Danmark, som på den måde kom til at sone en del af den moralske krigsgæld.

 

Til trods for de voldsomme og uhyrlige kamphandlinger på krigsskuepladserne, gik hverdagslivet i lille Danevang videre, stort set som om intet ondt kunne ramme her. Det vil sige, der forekom dog stadigvæk sabotage og schalburgtage og stikkerlikvideringer og clearing-mord. Hvad angår de sidstnævnte, kunne Nationaltidende for den 14. februar 1945 nævne et eksempel:

 

Læge skudt paa Gaden

København, Tirsdag. R.B.

Læge Ulf Hansen er Lørdag Aften blevet dræbt ved Skud i Griffenfeldtsgade.

Ulf Hansen, der boede paa Aaboulevarden, var paa sin Motorcykle paa Vej til det Hospital, hvor han gjorde Tjeneste, og da han ikke kom til Tiden, blev en Eftersøgning sat i Gang. Det viste sig, at Lægen var blevet ramt af et dræbende Skud i Ryggen og bragt til Retsmedicinsk Institut.

Ulf Hansen blev nogle og tredive Aar gammel og efterlader Hustru og 3 smaa Børn.

 

Hvilken tragedie og sorg for den efterladte hustru med de tre små børn ligger der ikke i det ovennævnte drab, uanset om mordet på den pågældende læge blev udført af den ene eller den anden part.

 

Dagen efter kunne Berlingske Aftenavis bringe en anden sørgelig meddelelse under den følgende overskrift:

 

Elev fra Duborg-Skolen faldet

Flensborg, Torsdag. R.B.

Arbejdsmand Walther Hamann og Hustru, Flensborg, har ifølge ”Flensborg Avis” modtaget Budskab om, at deres 18-aarige Søn Alfred er faldet mod Vest den 9. Januar. Ægteparret er uden Efteretning om deres anden Søn, den 21-aarige Hans, der ligger mod Øst. Begge de unge Mænd er Elever fra Duborgskolen.

 

Bag denne korte og lakoniske meddelelse ligger ligeledes en tragedie, idet de to unge mænd med al sandsynlighed var tvangsindkaldte til tysk militærtjeneste, den ene på Vestfronten og den anden på Østfronten. Flensborg, som tidligere havde tilhørt Danmark, hørte siden 1920 under tysk jurisdiktion, så selvom en del af befolkningen var dansksindede, måtte deres unge og yngre sønner alligevel aftjene tysk værnepligt. Men at krigen også på anden måde blev gjort nærværende for danskerne, viser f.eks. følgende tre notitser i Berlingske Aftenavis samme dag:

 

Nedstyrtede Flyvemaskiner

Ved Holbæk og Esbjerg

Holbæk, Torsdag. R.B.

Onsdag Aften er en allieret Flyvemaskine styrtet ned ved Søgaards Alderdomshjem en halv Snes Kilometer Syd for Holbæk. Maskinen var i Brand under Nedstyrtningen. Af Besætningen er en Mand fundet som Lig og to Saarede .

Esbjerg, Torsdag. R.B.

I Aftes ved 22,30-Tiden er en allieret 4-Motorers Bombemaskine styrtet brændende ned paa en Mark i Kamplund ved Hoven. Af Besætningen er to Mand fundet dræbt og en saaret.

 

Forsager gennem Tag

paa Øst-Lolland

Nykøbing F., Torsdag. R.B.

Lolland-Falster havde i Aftes et Par Timers Flyvervarsling med meget store Overflyvninger. Ved 22-Tiden faldt der en Bombe paa Østlolland i Gaardejer Jørgen Schmidts Gaard. Bomben gik gennem Taget og Loftet og ned gennem Køkkengulvet uden dog at eksplodere. Taget paa Stuehuset blev stærkt medtaget, og der gik Ild i noget Korn, som laa paa Loftet, men Gaardejeren fik selv Ilden slukket. Derudover skete der ingen Skade. Gaarden blev evakueret og et Sprængningskommando blev tilkaldt fra Næstved. Det ankom ved 4-Tiden i Morges, tog Bomben op og bragte den ud paa Marken, hvor den nu vil blive afmonteret.

 

Men for de danskere, som hverken var direkte eller indirekte berørt af krigshandlingerne, kunne dagliglivet alligevel være nok så besværligt, ikke mindst på grund af vareknapheden og rationeringerne. Den 15. februar 1945 kunne Berlingske Aftenavis på sin forside bringe en artikel med følgende overskrift:

 

Tre Tønder Kartofler

paa Torvet i Dag

Paa Ugens første 4 Dage har der i alt

været tilført Torvet 50 Tønder

 

I betragtning af, at en tønde kartofler er lig med 1,36 hektoliter = 1, 36 liter. Nu måler man jo ikke kartofler i liter, men i gram og kilogram, men 50 tønder kartofler er i hvert fald ikke nok, til at mætte en storbys befolkning. Så selvom der ifølge avisens oplysninger fortsat blev tilført byen nye, men sparsomme forsyninger af kartofler, så bedredes situationen foreløbig ikke væsentligt. Mangelsituationen, restriktionerne og rationeringen fik generelt set handelen på den sorte børs til at stige kraftigt. Det gjaldt også i nogen grad kartofler, som ligeledes i en del tilfælde blev solgt ”under disken” og til overpris. Men udbuddet og salget af f.eks. cigaretter på den sorte børs, var en af de mest lukrative ’forretninger’. Det giver Nationaltidende et eksempel på samme dato:

 

For 320,000 Kroner North State

udbudt paa den sorte Børs

(Priv.) Esbjerg, Tirsdag.

Ifølge Dagbladet ”Vestjyden” skal der for nogle Dage siden i Esbjerg være forsøgt en Sort Børs-Handel af saadanne Dimensioner, at den formentlig ikke har sin Lige her i Landet.

Nogle Sort Børs-Handlende prøvede paa en Esbjerg-Restaurant at sælge et Parti paa 80,000 Pakker North State Cigaretter for 4 Kr. Pakken. Det er en lav Stykpris i Forhold til de gængse Sort Børs-Priser, men Handelen beløber sig alligevel til 320,000 Kr.

En Esbjerg-Fiskeeksportør skal have haft Mod paa Handelen, men det var ham ikke muligt at skaffe Pengene saa hurtigt som Agenterne vilde have det. Partiet skal derefter være blevet afsat paa den Sorte Børs i Aarhus.

 

Men ulovlighederne var utallige og mangeartede, hvilket følgende udpluk af overskrifter i Nationaltidende blandt andet viser:

 

Uheldige Røvere kører

i Grøften med stjaalne Dæk

 

1½ Aars Fængsel for

at skrive Truselsbrev

 

Drengebande tilstaar en

Snes Indbrudstyverier

Tre Drenge i 14-15 Aars Alderen, alle fra gode

Hjem, taget paa fersk Gerning

 

I storbyerne trivedes forlystelseslivet dog trods alt fortsat og kun med de forholdsvis få restriktioner, der også ramte andre brancher og borgere. Men eftersom folk ikke længere kunne bruge penge på luksusvarer, som tidligere, var der en form for pengerigelighed blandt en del fastlønnede folk og forretningsdrivende, og disse penge blev derfor i mange tilfælde brugt på forlystelser i form af restaurations-, teater- og biografbesøg. Det var dog ikke det samme publikum, der kom alle de nævnte steder. Eksempelvis var arbejderfamiliernes største glæder og fornøjelser, hvad foretrukne forlystelser angik, ofte et enkelt årligt besøg i Tivoli og på Dyrehavsbakken, men derimod oftere jævnlige besøg i den eller de lokale biografer. Det var dog især de yngre og børnene, der var ivrige og faste ugentlige biografgængere. Det prægede naturligvis biografrepertoiret, men der var dog også et vist udbud af film for voksne af begge køn.

 

Imidlertid var det stort set kun børnene og de unge i min familie, der var biografgængere, for børnenes vedkommende dog kun til weekendens matinéforestillinger, af gode grunde sjældnere til aftenforestillingerne. Men en afgjort undtagelse var min efterhånden gamle mormor, som var en trofast ugentlig gæst i Nørrebros Biografteater omme på Nørrebrogade. På det her omtalte tidspunkt spillede denne biograf den danske film ”Besættelse”, instrueret af Bodil Ipsen og med Berthe Quistgaard og Johannes Meyer i de dominerende hovedroller. De tre navne var velkendte i den danske offentlighed, og jeg ved og husker, at min mormor var ret glad for dem alle tre, som hun jo også kendte fra bladenes og avisernes omtaler af dem.  Bodil Ipsen kendte hun jo især som skuespillerinde i film som ”Bolettes brudefærd” (1938) og ”Sørensen og Rasmussen” (1940). Berthe Quistgaard kendte mormor fra ”Pas på svinget i Solby” (1940), og Johannes Meyer fra ”Rasmines Bryllyp” (1935), en ret populær film som jævnligt blev vist i københavnske biografer, herunder også i Nørrebros Bio.

 

Interessen for det okkulte

En af de interesser, der i reglen dukker op i krigs- og krisetider, er okkulte emner. Det hænger formentlig sammen med al den død, lidelse og ulykke, som krige uundgåeligt bringer med sig. Både under og efter 1. Verdenskrig og under og efter 2. Verdenskrig steg interessen for spiritisme, mediumisme og andre okkulte fænomener markant, hvilket førte til en midlertidig fremtræden af folk, der gav sig ud for enten at være medier eller have forstand på okkultisme under den ene eller anden form.

 

Det handler ikke her så meget, om man tror på forekomsten og ægtheden af de okkulte fænomener, som det handler om, at det kan være en beroligelse for nogle, at tro eller føle sig overbevist om at møde kære afdøde slægtninge eller venner under en spiritistisk seance. Selv har jeg i efterhånden et langt liv interesseret mig for spirituelle emner, og herunder også i nogen grad for okkulte emner, men må sige, at selvom jeg er positivt indstillet overfor eksistensen og forekomsten af okkulte fænomener, så har jeg også en god portion tvivl og skepsis overfor, om mon de i praksis præsenterede fænomener nu også i alle tilfælde tåler at blive set på i dagens eller fornuftens skarpe lys.

 

Et eksempel på en seance, der blev omtalt og illustreret med et foto i Nationaltidende for den 14. februar 1945, var hentet fra fotograf Sven Türcks bog ”Jeg var Dus med Aanderne”. Bogen blev omtalt og anmeldt samme dag i avisens kronik af den estimerede forfatter Jacob Paludan. Men selvom anmelderen forholdt sig positivt til forekomsten af okkulte eller spiritistiske fænomener og emner, var han – i lighed med fotograf Türck - samtidig kritisk, hvilket blandt andet kommer til udtryk i følgende citat:

 

 

Et af Billederne fra Fotograf Sven Türcks Bog ”Jeg var Dus med Aanderne”, som Jacob Paludan anmelder i Nationaltidendes Kronik i Dag. Det er taget under en Seance i Türcks Atelier paa Vesterbrogade i København og viser et Bord (paa 35 kg.), som ”Aanderne” har faaet til at svæve. Deltagerne i Seancen har Fosforbaand om Pande og Haandled for Kontrollens Skyld, fordi Eksperimenterne foregik i Mørke eller dæmpet Lys. Af samme Grund er Bordets Plade og Fødder mærket med Fosforbaand. En Række kendte Fotografer har erklæret, at der ikke er anvendt fotografiske Tricks ved de originale Negativer, de har haft Lejlighed til at undersøge. – Foto og billedtekst. Nationaltidende den 14. februar 1945.

 

”Men Sven Türck har ikke nøjedes med at fremskaffe en Dokumentation, hvilket i og for sig vilde være fortjenstfuldt i et Land, der har fostret en Professor Alfred Lehmann og hans syv Bind Misforstaaelser af Sagen. Han har ogsaa taget sig af den ”intelligente” Del af Emnet, dette besynderlige Forhold, at man kan faa Svar af Fænomenerne, baade gode Svar og Vrøvlesvar. Og her konstaterer man med et Lettelsens Suk, at han ikke er blevet Spiritist. Ikke fordi det hermed for Tid og Evighed er givet, at alting i den spiritistiske Hypotese er forkert; man maa overhovedet fare med Lempe. Men fordi den videnskabelige Udforskning af den psykiske Fænomengruppe uafladelig kompromitteres af Vulgærbevægelser, der tror at vide det hele – og hvis mediumistiske Kundgørelser end ikke undser sig for at imitere Bibeltonen. Mod denne Form for aandelig Elendighed sætter Türck ind og erkender den som det, den er: en Blindgyde undervejs mod et fjernere Maal, en Sæk, de ukritiske vælter ind i, og hvor de Selvbedrag, den almindelige Verden vrimler med, fortsættes i Gigantformat.”

 

Selv erindrer jeg ganske godt den megen presseomtale fotograf Sven Türck fik i anledning af sine fotografier af telekinesiske seancer og eksperimenter, men det sagde mig ikke så meget dengang i 1945. Rent personligt deler jeg i princippet Paludans argumentation, så vel som Türcks skeptiske forklaring på eksistensen af okkulte fænomener, men jeg vil på den anden side heller ikke afvise, at sådanne fænomener kan forekomme, enten i form af såkaldt telekinese, hvor det angiveligt er ånder, der står for bevægelserne, eller der er tale om såkaldt psykogenese, hvor det er seancedeltagernes egen psykiske energi, der sætter bevægelserne i gang. Jeg er mest tilbøjelig til at ville tro på psykogenese, og på, at der i en del tilfælde et tale om falsknerier eller dygtigt udførte tryllenumre. Eksemplet med det svævende bord på billedet ovenfor, har jeg en mistanke om må være et tryllenummer, og dermed et falskneri fra seance-iscenesætternes side.

 

  

 

Herover ses to avisannoncer fra februar 1945, Til venstre for te-erstatningen  Singalwatte – som formentlig bestod af tørrede urteblade, men navnet smagte jo af det fjerne Østen, og  til højre for Bagermestrenes Maltede Rugbrød, som forsøgte at konkurrere med Schulstads rugbrød. – Annoncerne er fra Berlingske Aftenavis for torsdag den 15. februar 1945.

 

Nazi-trusler og stikkere …

Den 16. februar udsendte Information sit illegale blad nr.411, og heri omtales den i forbindelse med en omtale af Bodil Kjer, Ebbe Rode og Mogens Wieth tidligere omtalte solodanser ved Det kgl. Teater, Leif Ørnberg: Under overskriften „Leif Ørnberg har bebudet Blodhævn“, skriver bladets skribent følgende:

 

Man havde ventet, at den nazistiske Danser Leif Ørnberg havde taget ved Lære af den Oplevelse, han i Onsdags havde paa Det kgl. Teater. Det ser imidlertid ikke ud til at være Tilfældet. I Gaar Eftermiddags ankom han til Teatret i en Bil – dog ikke alene. Han havde en Livgarde paa 8 Sommerfolk, bevæbnet med Maskinpistoler, med til Beskyttelse, og saaledes sikret gik han lige op til Teaterchef Hegermann-Lindencrone, overfor hvem han paatalte det skete i de skarpeste Vendinger og tilføjede, at hvis noget lignende skete i Fremtiden, vilde det øjeblikkelig blive besvaret med Nedskydning af Teaterchefen, Mogens Wieth og Ebbe Rode.

Derefter hilste Leif Ørnberg med Nazihilsen, hvorefter han forlod Teatret, ledsaget af sin Garde. Han skulde hjem til Elna for sammen med hende at planlægge Radioens næste tyske Propagandaudsendelse.

 

Den i citatet nævnte Elna, er identisk med Leif Ørnbergs hustru, Elna Ørnberg, f. Fabian (1890-1969), kgl. solodanser og koreograf, i de første tredive år af 1900-tallet en af de betydeligste kunstnere ved Den kongelige Ballet. Under besættelsen tilsluttede hun sig sammen med sin mand, Leif Ørnberg, nazismen og gik sammen med ham i tysk tjeneste, hvor hun udnyttede sin profession og position til i Danmarks Radio at propagandere for nazismen i hørespil og ugerevyer. I 1946 blev hun idømt 2½ års fængsel og frataget sin teaterpension. I slutningen af 1940’erne forlod hun Danmark og bosatte sig i Madrid, hvor hun virkede som underviser og balletinstruktør. Hendes mand, Leif Ørnberg, blev anklaget for at medvirke ved produktionen af nazistiske propagandafilm og hørespil, og dommen lød på 5 års fængsel, hvorefter han i lighed med sin kone fik afsked fra Det kgl. Teater uden pension. Han fulgte med sin kone til Madrid, hvor han også ernærede sig som balletunderviser.

 

Information kunne under overskriften ”Hel Familie gaar fra kronisk Understøttelse over til tysk Stikkervirksomhed”, meddele følgende:

 

For nogle Dage siden blev Arbejdsmand Palsbjørn, Frederiksborggade 48, skudt ned i sin Entré og dræbt af tre pistolbevæbnede Mænd, som havde opsøgt ham. Hermed er Overhovedet for en usædvanlig uappetitlig Stikkerfamilie blevet likvideret.

Før Tyskernes Besættelse levede Palsbjørn, hans Kone og Familiens to voksne Sønner af Understøttelse og Socialhjælp. Ordentligt Arbejde havde de aldrig, og naar de endelig tvunget af de gældende Bestemmelser maatte tage fat paa et eller andet, varede det ikke længe, før de opgav det igen. De havde vist deres ”gode Vilje”. Da Tyskerne kom, fik disse arbejdssky Mennesker en Chance, de paabegyndte en omfattende Stikkervirksomhed, levede snart et Liv i Sus og Dus, strøede om sig med Penge til højre og venstre, og længe varede det ikke, før man kunde se Fru Palsbjørn promenere en meget kosbar Pels, som var indkøbt for Penge, der var tjent ved at bringe danske Patrioter i Ulykke og Fordærv.

Men alt faar en Ende. Da Nettet begyndte at stramme sig om Familien, foretrak de to Sønner Palsbjørn at fordufte – de blev begge indrulleret i Forræderkorps Danmark. Imens fortsatte Ægteparret Palsbjørn deres indbringende Stikkervirksomhed, indtil en retfærdig Kugle Lørdag Middag satte Punktum for Palsbjørns videre Arbejde for Tyskerne. Fru Palsbjørn alarmerede selv Hipo-Landsforræderne, der viste deres dræbte Kammerat den ”sidste Ære” ved at føre ham til Politilazarettet.

 

Et er, at stikkervirksomhed er højst forkasteligt både etisk og moralsk set, og at en likvidering desværre nok kan være nødvendig under de givne forhold. Men samtidig kan man – eller i hvert fald jeg – kun mene, at den ovenstående beretning om en stikkerlikvidation, både er nedladende, barsk og kynisk og vidner om, at den anonyme skribent ikke har meget respekt tilovers for arbejdsmænd. Det skyldes formentlig, at samme skribent kommer fra et andet og højere socialt niveau, hvor man ikke rigtig regner folk fra lavere sociale lag for rigtige og gode mennesker. Derfor synes jeg egentlig, at notitsen indirekte siger nok så meget om skribenten selv som om hans uheldige ”ofre”.

 

Ugeblad for danske flygtninge

Der var efterhånden samlet mange tusinde danske flygtninge, jøder så vel som ikke-jøder, i Sverige, så mange, at der blev udgivet en speciel avis, som havde særlig interesse for de flygtede. Avisens navn var kort og godt ”Danskeren – Ugeblad for Danskere i Sverige”. Det var i modsætning til de illegale danske aviser en bogtrykt avis, og i stort avisformat. Dens ansvarlige udgiver var Eyvind Johnson og chefredaktør var Sven Seehusen, mens Svend Bahnsen, Sten Gudme, Oscar Hansen, Ebbe Munck, Per Møller, Emil Nissen, Børge Outze og Erik Seidenfaden var redaktionsmedlemmer. Alle de nævnte var dengang kendte navne.

 

I ”Danskeren”s 2. årgang, nr. 10, fredag den 16. februar 1945, meddeltes på forsiden, at frivillige danskere blev trænet til kamp i al slags vejr. Det skete med henblik på og forventning om en allieret invasion i Danmark, mere præcist på den jyske Vestkyst, i løbet af foråret. Meningen var, at den frivillige eksil-hær, senere betegnet som Den danske Brigade, i en given situation skulle være de allierede invasionsstyrker behjælpelige på forskellig relevant og påkrævet måde. Inde i avisen fortælles det blandt andet, at 20.000 sårede tyske soldater fra Øst- og Vestfronten er ført til Danmark, hvor meningen naturligvis er, at de skal plejes og komme sig, og derefter så vidt muligt genoptage deres militære tjeneste. Imidlertid øgedes modstandsviljen og dermed sabotageaktionerne, som i høj grad var rettet mod de danske jernbanelinjer, der jo foruden at transportere civile passagerer også transporterede tyske soldater og tysk materiel. Herom skriver avisen blandt andet:

 

For Øjeblikket frygter man i Danmark et generelt Udgangsforbud, som Gestapo haaber vil lamme den danske Modstandsbevægelse, da man uden videre vil blive ført til Shell Huset, hvis man ikke opholder sig paa den Adresse, der staar paa Legitimationskortet, men baade Artiklen andetsteds i Bladet og Frihedsraadets sidste Kommuniqué viser, at selv det kan ikke knække den danske Hjemmefront.

 

Avisen ”Danskeren” bringer også en meddelelse om, at der den 12. og 13. januar var blevet deporteret 429 danskere til kz-lejre og fængsler i Tyskland, og avisen bringer navnene på samtlige de deporterede, hvoraf 163 midlertidigt havde siddet i Vestre Fængsel i København og 226 sad fængslet i Frøslev-lejren i Jylland. Yderligere 40 personer var senere blevet deporteret, så det samlede antal beløb sig til 429. Dette tal er dog ikke udtryk for det samlede antal deporterede danskere, idet mange andre og flere var blevet deporteret i de foregående besættelsesår.

 

 

Herover ses en annonce for den danske radioudsendelse fra London, som under besættelsen var af stor betydning for den danske modstandsbevægelse og for mange danskere, der dagligt lyttede til ”Her er London!” – Annonce i ”Danskeren”, 16. februar 1945.

 

Arbejde, arbejde og atter arbejde …

Arbejdet på tegnefilmen ”Fyrtøjet” gik nogenlunde rask fra hånden, nu da omkring et par hundrede mennesker var beskæftiget med færdiggørelsen. Antallet af nøgletegnere (key-animators) havde været konstant omtrent siden produktionens egentlige begyndelse i eftersommeren 1943, men der var efterhånden kommet mange nye mellemtegnere og optræks- og farvelægningsdamer til. Det var især den tidkrævende proces med optrækket og farvelægningen på celluloider, der var den tunge ende i produktionen, og som man derfor kun kunne fremme ved at ansætte flere folk til jobbet.

 

Desuden var der nu blevet ansat en decideret instruktør på filmen, nemlig den dengang velkendte skuespiller, teater- og filminstruktør Svend Methling (1891-1977), som allerede på det tidspunkt havde en lang række spillefilm bag sig. Han medvirkede i danske spillefilm allerede i stumfilmtiden, og den første danske spillefilm, han instruerede, var Kongen bød, 1938, der blev produceret af Dansk Kulturfilm og Nordisk Film. Filmen blev populært kaldt Stavnsbåndfilmen, ganske enkelt fordi den handlede om Stavnsbåndets ophævelse i 1788 med en overgangsperiode indtil år 1800. Til minde om Stavnsbåndets ophævelse bidrog danske bønder 1792-97 økonomisk til opførelsen af den 15 meter høje Frihedsstøtten uden for Københavns Vesterport. I dag står Frihedsstøtten omtrent samme sted, men nu midt på Vesterbrogade lige overfor Københavns Hovedbanegårds østlige sideindgang.

 

Ved begrebet Stavnsbåndet forstår historikerne den lov af 1733, hvorefter alle mandlige bønder mellem 14 og 36 år var forpligtet til at forblive og gøre tjeneste på det gods, hvor de var født. Senere ændredes bindingen til hjemstavnen til fra 4 til 40 år. I de nævnte perioder var disse bønder altså en slags trælle eller slaver på den herregård, hvis ejer havde hånds- og halsret over dem. Jf. med det amerikanske negerslaveri.

 

 

Teater- og filminstruktøren Svend Methling blev engageret af Filmselskabet Palladium A/S til at forestå færdiggørelsen af langtegnefilm ”Fyrtøjet”, et arbejde han påbegyndte i begyndelsen af 1945 og som først blev afsluttet sidst på året. – Foto fra filmprogrammet til ”Fyrtøjet”: © 1946 Palladium A/S.

 

Man kan måske tillade sig at stille det spørgsmål, hvilke faglige og kunstneriske forudsætninger, en ganske vist erfaren og dygtig scene-, kortfilms- og spillefilmsinstruktør som Svend Methling havde for at påtage sig en så speciel opgave, som det vitterligt var at ”beklippe” og eftersynkronisere en tegnefilm som ”Fyrtøjet”. Betragter man Methlings Filmografi for årene 1938-44, så er det ikke ligefrem muntre film, der dominerer listen af film, han var instruktør af. Det var tværtimod gravalvorlige film med historiske og kulturelle emner som plot. Nogle få lystspilfilm var det dog også blevet til, nemlig ”Erik Ejegods pilgrimsfærd” (1943), ”Det kære København” (1943-44) og ”Familien Gelinde” (1944). Den sidstnævnte spillefilm var baseret på forfatteren Mogens Lorentzens roman af samme navn, og den havde haft premiere den 26. september 1944. Filmen havde det specielle ved sig, at der forekommer et længere tegnefilmindslag deri. Dette var produceret af den ene af dansk tegnefilms to nestorer, Mik alias Henning Dahl Mikkelsen, som en måned senere kunne præsentere sin første selvstændige korte underholdningstegnefilm: ”Ferd’nand på fisketur”, som dog var produceret af ASA FILM.

Men der var under alle omstændigheder tydeligvis tale om en stor, modig og risikabel satsning fra Svend og Tage Nielsens side, idet man jo ikke på forhånd havde nogen sikkerhed for, at ”Fyrtøjet” overhovedet ville kunne spille sine efter datidens økonomiske målestok høje produktionsomkostninger hjem. Men for dog at sikre sig, at filmen i det mindste underholdningsmæssigt havde kvaliteter, som kunne tiltrække publikum, betingede Svend og Tage Nielsen sig for det første, at der som allerede omtalt skulle ansættes en professionel filminstruktør til at lede den kunstneriske side af ”Fyrtøjet”s færdiggørelse, og for det andet, at filmens lydside blev af mindst lige så professionel standard. På den tid havde Palladium kontrakt med den ovenfor nævnte erfarne teater- og filminstruktør Svend Methling, hvis hidtidige spillefilm havde haft både kunstnerisk kvalitet og publikumsbevågenhed. Derfor blev den da 54-årige instruktør engageret som hovedansvarlig instruktør på ”Fyrtøjet”. Trods alt noget bag­vendt, må man sige, idet størstedelen af filmen på det tids­punkt var pro­duceret. Men Methling fik til opgave, dels at redigere det fore­liggende filmmateriale, og dels at tilføje scener, som han fandt nødvendige, så der kunne komme et for­håbentlig nogenlunde helstøbt og pro­fessionelt resultat ud af det enorme arbejde, der siden be­gyndelsen af 1943 var lagt i projektet. Desuden skulle Methling forestå instruktionen af de skuespillere, der blev engageret til at indtale dialogen, lige som han skulle kombinere denne og musikken. Men det var naturligvis ikke mindst ud fra økonomiske betragtninger, at man på foranledning af ledelsen af Palladium A/S, ansatte en erfaren og kyndig filminstruktør, idet filmen jo gerne skulle spille sine omkost­ninger hjem igen, og helst lidt mere end det.

 

 

Herover ses fra venstre Allan Johnsen, Svend Methling, Mogens Mogensen (med stopur), Børge Hamberg og Peter Toubro. Man er tydeligvis ved at Tilrettelægge udførelsen af en scene, som Børge Hamberg og Mogens Mogensen formentlig skal tegne. I baggrunden til venstre ses i øvrigt de brevordener, som hovedsagelig indeholdt følgesedler, og som ’arkivar’ Bjørn Jensen benyttede til at holde styr på, hvor langt de enkelte scener var kommet i produktionen. Foroven i baggrunden ses nogle af de mange papkasser, hvori animationstegninger, celluloider og baggrunde dels blev opbevaret, og dels blev transporteret frem og tilbage mellem Frederiksberggade og firmaets forskellige tegnestuer ude i byen. – Foto: © 1945 Arne ”Jømme” Jørgensen.

 

Den i øvrigt i den sammenhæng sagesløse Svend Methling, der tiltrådte sin stilling som tilrettelægger/instruktør tidligt på året 1945, indledte sit arbejde på "Fyrtøjet" med at gennemse den store del af filmen, der var lavet, før han kom til. Derefter viste han sig hurtigt som en engageret og fagligt kompetent instruktør af de relativt få scener, han syntes der manglede, for at de mange, mange scener, der allerede var blevet lavet, kunne hænge sammen og befordre filmens hand­lings­forløb bedst muligt. Disse scener blev tegnet og animeret i løbet af foråret 1945. I forbindelse med redigeringsarbejdet blev det også nødvendigt at udelade eller afkorte en scene her og der, sådan som det i reglen altid er tilfældet, når man redigerer film. Men naturligvis måtte Meth­ling indgå visse kompromisser, for han fik af tidsmæssige og økonomiske grunde ikke lov til at ændre meget på "Fyrtøjet"s for længst plan­lagte handlings-, sekvens- og sceneforløb, som stort set fulgte drejebogen meget nøje, bortset fra de værdifulde ændringer, Mik havde foreslået, og som for længst var blevet lavet.

 

Blandt de få scener, som Svend Methling gerne ville føje til filmen, var bl.a. et par scener med Bakkens Pjerrot. Han ønskede en animation af Pjerrot, hvor denne spiser brændende blår og derefter puster røgringe ud af munden. Disse røgringe ville Methling benytte som visuel overgang til et drejende lotterihjul i en følgende scene. Pjerrot var jo i forvejen designet og animeret af Preben Dorst i 1943, men han havde nok at se til med at tegne og animere de mange scener med prinsessen. Til min store overraskelse var det derfor mig, der blev udpeget til at tegne og animere tillægs-scenerne med Pjerrot, og det slap jeg vist nogenlunde godt fra, min alder og relativt lille erfaring taget i betragtning. Svend Methling var i øvrigt et meget venligt og behageligt menneske at samarbejde med, og dertil fuld af lune og humor.

 

 

 

 

 

På første billede ses Bakkens Pjerrot i en scene, som er tegnet og animeret af Preben Dorst. Derefter ses et close up af Pjerrots hånd, der tager det brændende blår, på tredje billede putter han blåren i munden og ’spiser’ det, hvorefter han på fjerde billede puster røgringe ud mod publikum. Røgringene blev brugt som visuel overgang til en scene med et snurrende lotterihjul. De tre sidste scener er layoutet, animeret og mellemtegnet af mig, Harry Rasmussen. Baggrunde: Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Det var på det tidspunkt så småt ved at ebbe ud med animationsopgaver på ”Fyrtøjet” for mit vedkommende, idet alle scener med heksen, kragen og den mindste af hundene var færdiganimerede. Men under sit gennemsyn af den meget store del af filmen, der allerede forelå i arbejdskopi, syntes Methling, at der manglede nogle scener i sekvensen ude på Dyrehavsbakken. ”Det må da lige være noget for dig, at lave!”, kom han og sagde til mig en formiddag, kort efter at han var blevet ansat som instruktør og tilrettelægger af filmen. At han tiltalte mig med ”du” var ret usædvanligt på den tid, men eftersom han jo nemt kunne have været min bedstefar, forekom det mig egentlig meget naturligt, at han gjorde det, og desuden føltes det trygt og fortroligt. ”Jeg vil gerne ha’”, fortsatte han, ”at du tegner Pjerrot, idet hans hånd i et nærbillede tager det brændende blår fra en skål, og et halvtotalt billede af, hvor han putter blåret i munden og spiser det, for sluttelig at puste nogle røgringe lige ud mod publikum, så disse ringe i form af en overtoning kunne danne overgang til det snurrende lotterihjul!” –

 

 

Svend Methling fik fuld credit for sin indsats i forbindelse med tilrettelægningen (redigeringen) af de mange filmoptagelser, som forelå, da han trådte til i januar 1945. Herover ses hans navn på filmens fortekster. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Umiddelbart syntes jeg ikke om opgaven, for Pjerrot var jo tegnet og animeret så udmærket af Preben Dorst, men han var som nævnt fuldt optaget af at færdiggøre de manglende scener med prinsessen.  Men der var derfor ingen vej udenom, jeg måtte give mig i kast med at tegne og animere Bakkens Pjerrot, men hvor længe det tog mig, at animere de nævnte scener, husker jeg ikke. Dog, mere end en lille uges tid har det næppe taget.

 

En anden indskuds-scene, som Methling ønskede lavet, forekommer i kroen, hvor soldaten kommer sent hjem efter at havde spenderet alle sine penge på ’vennerne’, og kroværten henviser ham derfor til loftskammeret. Methling ville gerne vise klokkeslettet, og det skulle foregå ved hjælp af et kukur, som viste kl. 2. Også denne scene blev det overladt til mig at tegne og animere, og Methling sagde, at han ville give mig helt frie hænder. Normalt ville kukkeren komme ud på slaget og i dette tilfælde kukke to gange, og derefter forsvinde ind bag sin låge igen.

 

 

 

 

 

Herover ses fire situationer fra en scene, der forekommer i den sekvens, hvor soldaten er ankommet til gæstgiveriet. Kukuret viser kl. 2 nat, og lidt forsinket og forsovet kommer kukkeren frem, gnider øjnene, ser på urskiven og skynder sig derefter at kukke de angivne to kukkuk. – Scenen er designet, tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Imidlertid faldt den idé mig ind, først at lade kukkeren komme ud, efter at den lange viser stod på hel og den lille viser på 2, men uden at der hørtes noget kukkuk. Det skyldtes, at kukur-fuglen havde sovet over sig. Den gnider sine øjne og ser på uret, hvorefter den lidt forfjamsket skynder sig at aflevere sit forsinkede kukkuk, kukkuk. Derpå lod jeg dobbeltlågen ind til kukkerens gemme lukke sig, før fuglen var nået indenfor, således at den nærmest blev presset tilbage ind gennem dobbeltlågen..

 

Det nævnte måde, som jeg lod kuk-fuglen retirere på, syntes jeg selv og flere andre, deriblandt Allan Johnsen, var morsom, men Methling fandt at den sidstnævnte ’gag’ forstyrrede handlingen unødvendigt. Derfor klippede han denne del af scenen bort, hvilket jeg syntes var helt i orden, idet jeg udmærket forstod, at Methlings hovedopgave var at have filmens helhed for øje. Og det hverv røgtede han efter bedste evne og traditionel opfattelse af, hvordan filmscenerne skulle og burde redigeres sammen. Humoren sad så vidt jeg kunne konstatere ikke i højsædet hos venlige og rare Svend Methling, dertil var han for seriøs og fokuseret på de kulturelle aspekter af de film, han gav sig af med at instruere.

 

Men den opgave at tegne og animere kukur-fuglen var jeg mere tændt på, især da jeg jo havde fået lov til selv at designe scenen og kukur-fuglen. Finn Rosenberg, som lejlighedsvis kunne være lidt kritisk overfor mig, roste tilmed mit layout af kukuret. Det var efterhånden gået op for mig, at han mente mig det godt, men at han – med rette – syntes, at jeg endnu havde meget at lære om at tegne og animere. Derfor syntes han nok, at der blev gjort for meget ”stads” af mig, og at det ikke var sundt og godt for en så ung og ufærdig mand som mig. Dette var dog ikke noget, han direkte sagde til mig, men jeg fornemmede alligevel, hvad han mente. Og jeg havde både menneskelig og professionel respekt for ham, for han var jo efter min opfattelse en endog meget dygtig tegner og akvarelmaler på ”Fyrtøjet”-filmen, og desuden mente jeg ganske godt at kunne forstå hans personlige og private situation. Han nærmede sig pebersvendealderen – 30 år – og var endnu ugift og uforlovet og boede stadig hjemme hos sin aldrende mor i Guldbergsgade på Nørrebro.

 

 

Til fornøjelse for avisen Aftenbladet’s læsere betragter tegnestuens ’indpisker’ Peter Toubro her sammen med den kønne unge farvelægger Birthe Grove en celluloid med nærbillede af kongen i ”Fyrtøjet”. Pressefoto: © 1944 Aftenbladet.

 

Amors luner …

I nogen tid havde jeg bemærket, at Rosenberg så ofte det lod sig gøre, havde ærinde hos den da kun omkring 20-årige Birthe Grove, som sad for sig selv ved et vindue ud til gårdspladsen. Det stod mig klart, at han gjorde forsigtig kur til hende, men tilsyneladende uden at have heldet eller Amor med sig. Det var dog samtidig tydeligt, at hun på sin side følte sig smigret over den noget ældre, velklædte og velsoignerede mands lidt kejtede tilnærmelser, men så vidt jeg kunne bedømme og ved, blev det ikke til meget andet og mere end et lidt romantisk kurmageri.

 

Det sidstnævnte fik jeg i øvrigt bekræftet en del år senere ved et tilfældigt møde med Finn Rosenberg i 1953, som vil blive omtalt senere. Og desuden ved et mærkværdigt tilfælde også fik yderligere bekræftet adskilligt mange år senere, nemlig omkring 1980’erne og via min nuværende kone Birgits moster, som i sine unge dage havde været veninde med Birthe Grove. Ifølge mosteren var Birthe på et tidspunkt blevet gift med en amerikaner og flyttede til USA, hvor parret fik nogle børn sammen. Birgits moster og Birthe Grove korresponderede med hinanden i nogle år, men med tiden gled venskabet så vidt jeg har forstået ud.

 

Animation og inspiration

For resten havde jeg i stigende grad ladet mig inspirere af tegneren Kjeld Simonsens (Simons) måde at tegne og animere på, idet jeg syntes at han var den af animatorerne, der kom nærmest på mine idealforestillinger om, hvordan tegnefilmfigurer skulle og burde se ud og bevæge sig. Dog syntes jeg, at hans figurer kunne virke lidt karakterløse og at disses bevægelser generelt set var for langsomme og for bløde eller lidt for gummiagtige, og det brød jeg mig derimod ikke særlig godt om. Så jeg prøvede efter bedste evne at undgå denne fejl i animationen, hvilket jeg da stort også selv syntes lykkedes. Men vel vidende, at jeg endnu havde meget tilbage at lære, både hvad angik figurtegning og animation.

 

Men end så længe knoklede jeg på, det bedste jeg havde lært og kunne, og eftersom min læremester, Børge Hamberg, og min chef, Allan Johnsen var godt tilfredse med mit tegne- og animationsarbejde, havde jeg foreløbig kun grund til at være glad og tilfreds.

 

Hverdagens store og små problemer …

De første civile tyske flygtninge var som tidligere omtalt begyndt at ankomme til Danmark i februar 1945, og alene til København drejede det sig om et antal af over 90.000 personer, ældre og yngre mænd og kvinder samt børn i alle aldre – i hele landet var der ca. 250.000. Blandt de mange bygninger, som blev inddraget til indkvartering og opholdssteder for flygtningene, var et stort antal skoler, og blandt disse Jagtvejens Skole ikke langt fra, hvor vi boede, og hvor senere min lillesøster Lizzie senere kom til at gå i skole. Men de danske skolebørn blev på grund af den nye situation henvist til at modtage undervisning på andre skoler i kommunen, hvilket for nogle betød længere vej til skole.

 

Det ville ikke være i overensstemmelse med sandheden, hvis jeg her skrev, at de tyske flygtninge blev populære hos danskerne, men på den anden side kunne man godt få lidt ondt af dem, fordi de skulle leve sammenstuvede i f.eks. lokaler, som normalt blev brugt som undervisningslokaler for skoleelever. Og i øvrigt havde de ikke fri adgang til at færdes udenfor skolen og dens område, hvilket et bevæbnet dansk vagtmandskab sørgede for. Det var tilmed strengt forbudt for medlemmer af vagtmandskabet at fraternisere – det ord lærte vi snart at kende – med de tyske flygtninge. Alligevel skete det uundgåeligt, at en eller et par af vagterne tilsidesatte forbuddet og indlod sig i snak med en af de kønne unge tyske piger, som fik foræret chokolade, cigaretter og sikkert også visse fornødenheder, som de pågældende vagter kunne fremskaffe. Men om vagterne fik noget til gengæld, har jeg ingen viden om, dog kan det næppe helt udelukkes.

 

 

På dette foto ses Jagtvejens Skole fra den bagvedliggende skolegård i 2008. Under besættelsen tjente den som indkvartering for civile tyske flygtninge fra februar 1945 og godt et år frem, idet flygtningene fortsat opholdt sig på skolen et godt stykke tid efter befrielsen den 5. maj 1945, før de blev sendt hjem til det udbombede og ødelagte Tyskland. Det er min kone, Birgit, som ses stående i forgrunden. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.

 

Den 18. februar blev sporvognstrafikken og anden kørsel gennem Jernbanegade standset, angiveligt fordi der dagen før var blevet kastet en sprængbombe mod Dagmar Bio, som tyskerne havde inddraget som biograf for værnemagtssoldater. Det medførte en større omlægning af sporvognslinjerne, der normalt passerede ad Jernbanegade, men som nu måtte benytte de spor, der løb midt gennem Rådhuspladsen og videre ud ad Vesterbrogade, og for eksempelvis linje 14’s vedkommende måtte dreje om ad Trommesalen, for at komme ud på Gl. Kongevej og derfra ud mod Frederiksberg.

 

Men til trods for, at besættelsessituationen tilspidsedes og forværredes, så hverken glemte eller svigtede københavnerne forlystelsesbranchen. Det fremgår indirekte af, at der på den københavnske forlystelsesfront i mellemtiden var sket forskellige fornyelser på såvel teater- som biografrepertoiret. Der var nok af både teaterstykker og især af film at vælge imellem.  Af danske film kunne man i World Cinema se ASA-filmen ”Affæren Birte”, som netop havde premiere mandag den 26. februar 1945, men som holdt sig på programmet i forholdsvis lang tid. Filmen var indspillet på grundlag af et manuskript af Svend Rindom efter et hørespil af Rauer Bergström og N.A. Svanov, og var – som omtrent sædvanligt for ASA-film – instrueret af makkerparret Alice O’Fredericks og Lau Lauritzen jun. Og rollerne var besat af et skønsomt udvalg af kendte danske skuespillere: Poul Reumert, Anna Borg, Ib Schønberg, Ilselil Tove Larsen, Edouard Mielche, Per Buckhøj, Elith Pio, Asbjørn Andersen, Aage Winther-Jørgensen og Henry Nielsen. Filmens handling drejede sig om en seksualforbrydelse og hævnende selvtægt, et emne, der tidligere var blevet mesterligt behandlet i Fritz Langs tyske film ”M” fra 1931 med uforlignelige og uforglemmelige Peter Lorre i hovedrollen.

 

Den barske virkelighed kunne man nok lukke øjnene for, men trods alt ikke mane bort, for den trængte sig dagligt på, hvis man fulgte blot nogenlunde med ved at høre radioavis eller læse avis. Det er imidlertid forståeligt, at almindelige danskere havde nok i dagligdagens problemer, vanskeligheder og tildragelser. Mandag den 26. februar 1945 var Ekstra-Bladets forside domineret af følgende dramatiske overskrift og manchet:

 

Frygtelig Eksplosion i

Eksprestog ved Hobro

En Sprængladning i Togets første Vagon

delagde denne fuldstændigt

9 Dræbte og 36 Saarede

Aalborg, i Dag.

Ved 23-Tiden Lørdag Aften blev Aftenekspressen sydfra til Aalborg ramt af en Bombeeksplosion, da den med flere Timers Forsinkelse befandt sig lidt nord for Hobro.

Der var, ligesom ved en lignende Katastrofe, som indtraf i Oktober i Fjor, anbragt en Sprængladning i Togets første Personvogn, der var fyldt med Mennesker. Ved Eksplosionen blev Vagonen ødelagt og mange blev dræbt eller saaret. Fra Hobro og Aalborg blev alt disponibelt Redningsmandskab sendt til Ulykkesstedet, hvorfra de Dræbte og Saarede førtes til Hobro Sygehus. Fra Aalborg afsendtes ved 24-Tiden et Ambulancetog med yderligere Redningsmandskab. R.B.

 

De 9 dræbte omfattede 7 danske mænd og 2 danske kvinder, alle navngivne, mens de 36 sårede ligeledes bestod af navngivne danske mænd og kvinder, dog flest mænd. Ifølge avisens beskrivelse af eksplosionen, var denne så voldsom, at en af de sårede var blevet kastet ud gennem et kupévindue og havnede i en grøft. Andre passagerer kravlede selv ud af den brændende togvogns vinduer og døre, og slæbte de døde og sårede med sig. Stort set var alle vinduer i hele togstammen blevet knust under eksplosionen, hvorfor der også var en del lettere sårede fra samtlige disse vogne. Men som det fremgår af avisartiklens manchet, blev alle dræbte og sårede ført til Hobro Sygehus. I avisen nævnes eller omtales ikke, hvem der har forøvet attentatet, om det var sabotage eller schalburgtage, men sandsynligheden taler for det førstnævnte. Der nævnes heller ikke noget om, hvorvidt togets øvrige vagoner havde tyske passagerer eller at godsvognene måske medførte tysk materiel.

 

Men igen, uanset, hvem der stod bag attentatet, så var det under enhver omstændighed kynisk og umenneskeligt, fordi det gik ud over civile passagerer. Hvis der var tale om sabotage, må spørgsmålet være, hvorfor disse mennesker skulle betale prisen for, at forsinke toget? Var det den pris, man kalkulerede med, for det ’nødvendige’ formåls skyld?

 

Trafikproblemer og sabotage …

I øvrigt blev der indført store begrænsninger på stort set al kørende trafik, primært af sparehensyn. Der blev færre togafgange i hele landet, og for Københavns vedkommende skete der indskrænkninger i sporvognstrafikken. Nogle linjer standses helt i dagtimerne og på søn- og helligdage, og på andre linjer, især i yderdistrikterne, indskrænkes hyppigheden af afgange, lige som flere stoppesteder nedlægges. Fra 1. marts kørte S-togene kun en gang i timen i tiden 9-14 om hverdagen, og søn- og helligdage begyndte kørslen først kl. 9,30 og sluttede kl. 20,15.

 

En ganske kort notits i Social-Demokraten for mandag den 12 . marts 1945 kunne meddele følgende:

 

Heiber Service ødelagt

af Bomber

København, Søndag. (R.B.)

Den store Værkstedshal til Heibers Motorservice paa Lyngbyvej er i Dag Kl. 8,30 blevet ødelagt ved flere kraftige Bombeeksplosioner, der tillige foraarsagede Brand. I hallen stod en Del Biler, der ødelagdes.

 

Sabotager, shalburgtager og drab af stikkere og clearing-mord fortsatte i stadigt stigende omfang, ikke mindst nu, da de stridende parter øjnede en afslutning på krigen og dermed på den tyske besættelse af blandt andet Danmark. Tyskerne blev mere og mere desperate for at fastholde deres magtposition og tro på en endelig sejr til Tyskland. Denne mere eller mindre påtagede selvsikkerhed viste sig f.eks. i opsporing af sabotører – tyskerne kaldte ofte disse for terrorister – og i form af idømmelse og effektuering af dødsstraffe, således som det fremgår af følgende korte artikel eller notits i Social-Demokraten for den 12. marts 1945:

 

5 Terrorister dømt til

døden og henrettet

Pressekontoret hos den højere SS- og Politifører

i Danmark meddeler:

 

I Henhold til Krigslov er følgende danske Statsborgere blevet dømt til Døden:

1.      Kontorassistent Ib Fischer, født den 23.-3.-1921 og 2. Malermester Hagbert Friis-Jensen, født d. 9.-11-1911 i Vejby. Begge for at have begunstiget Fjenden og for at have deltaget i Fabrikssabotage og Overfald til Tilvejebringelse af Vaaben.

3.      Arbejdsmand John Erik Andersen, f. d. 27.-4,-1925 for at have deltaget i flere Fabrikssabotager og Overfald til Fremskaffelse af Vaaben.

4.      Mekaniker Helge Ove Jensen, født den 14.-2.-1922 i København, for som Medlem af en illegal Organisation at have deltaget i Overfald med det Formaal at røve Vaaben, Motorkøretøjer og Penge.

5.      Fhv. Søkadet Erik Koch Michelsen, født den 21.-3.-1923, for at have været Afdelingsleder i en illegal Organisation.

 

Dødsdommene er blevet fuldbyrdet.

 

De her ovenfor nævnte brutalt henrettede modstandsfolk, har i henhold til deres respektive fødselsdata været henholdsvis 24, 34, 20, 23 og 22 år, altså – måske lige bortset fra den 34-årige malermester – været unge mænd, som formentlig endnu ikke havde nået at blive gift og stifte familie. Men de var jo alle med sandsynlighed nogle forældres sønner, brødre, fætre etc., hvis liv på brutal vis blev brat afbrudt, før det rigtigt var blevet begyndt. Det er en uafvaskelig skamplet på nazi-tyskerne og deres håndlangere, især da sabotagerne stort set aldrig krævede menneskeliv, men kun medførte materiel skade. Men nazisterne troede, at de kunne komme modstanden og sabotagen til livs gennem den terrorvirksomhed, der blev iværksat og udført af Schalburgkorpset, Sommer-korpset og Hipo-korpset. Men heri tog de grueligt fejl. Den tyske terror opildnede kun de politisk beviste danskeres modstandsvilje.

 

Men paradoksalt nok, så forøgede den tiltagende forværring i situationen kun den almindelige danskers trang til at søge en slags tilflugt i forlystelser. Foråret var jo på vej og kærkomne forlystelser som Tivoli og Bakken ville snart åbne. Men biograferne var der jo hele året rundt, så dem tyede man til, så ofte som muligt, for pengene var for de fleste ikke noget problem, idet det på grund af varemanglen og rationeringerne var begrænset, hvad man kunne købe for dem. Skal man bedømme situationen på grundlag af biografannoncerne så det ud til, at det gik endog særdeles godt for biograferne. Det kan man blandt andet se af udformningen af biografannoncerne, som for en stor dels vedkommende blev større og mere illustrerede – og dermed også dyrere, både i fremstilling, fordi der skulle betales en tegner for at illustrere annoncen og i trykkepris, der blev beregnet pr. millimeter spalteplads.

 

 

 

Biografannoncer i Social-Demokraten, mandag den 12. marts 1945. Man bedes her bemærke de forholdsvis mange og store illustrerede annoncer, som var sjældne på den tid, når man lige ser bort fra de særligt store annoncer, der i reglen kunne ses i forbindelse med filmpremierer.

 

Bedømt på grundlag af biografannoncerne i Social-Demokraten for den 12. marts 1945, var der hele 12 svenske film, men kun 6 danske film, 2 norske film og 1 fransk film, og – mærkværdigt nok - hele 7 østrigsk-tyske film på repertoiret. Men svenske film var altså dominerende på ugens biografmarked, dog fulgt af de tyske film, hvoraf nogle angiveligt var produceret i den tyske vasalstat Østrig og med østrigske skuespillere, hvoraf nogle var nazister, andre ikke.

 

Som noget ret usædvanligt, var der ovennævnte dato to norske spillefilm på repertoiret, i dette tilfælde i Atlantic Bio, hvor man kunne se ”Skiløberkongen” med Alfred Maurstad, og i Casino i Istedgade, hvor filmen med titlen ”En Herre med Skæg” blev betegnet som ”en elegant og vittig Historie om ægteskabelige Forviklinger og Intriger”- Den film var baseret på en komedie af Finn Bø og instrueret af Alfred Maurstad og havde Per Aabel, Lauritz Falk, Wenche Foss, Eva Lunde og Lis Bredal i hovedrollerne.

 

Men som nævnt var der også hele 7 tyske spillefilm på biografrepertoiret denne 12. marts 1945, nemlig ”Den gyldne Stad” i Hvidovre Kino, ”Tobi kan alt!” i Metropol, ”18 Piger danser” i Nora Bio, ”Mine Drømmes Kvinde” i Nørreport Bio,, La Paloma” i Palads Teatret, ”I Mordets Skygge” i Odeon, og ”En Mand med Principper” i Scala-Bio.

 

Det var dog på trods af forskellige forordninger og finurlige tiltag, stadigvæk ikke lykkedes den tyske besættelsesmagt at få tyske film sat på det danske biografrepertoire. Hovedparten af danske biografdirektører ønskede simpelthen ikke at spille tyske film, og naturligvis især ikke, hvis det betød svigtende publikumsbesøg. Og en stor del af publikum ønskede ikke at se tyske film og dermed indirekte medvirke til, at støtte Nazi-Tyskland.

 

 

Herover ses Shellhuset, som det så ud i 1945 og før det blev bombet. Som det fremgår, har den dengang meget moderne bygning en stueetage og 5 etager samt en loftsetage. Det var i loftsetagen, at Gestapos fanger sad fængslet. Tyskerne mente, at når modstandsfolk var spærret inde dér, så ville bygningen ikke blive bombet ovenfra, og anden form for bombning kunne man åbenbart ikke forestille sig ville kunne finde sted. Facaden til venstre vender ud mod Kampmannsgade og facaden til højre vender ud mod Vestre Farimagsgade. – Foto lånt fra ”Årets største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens Bøge 1952.

 

Shellhuset bombet

Onsdag den 21. marts 1945 fandt der et delvis vellykket britisk luftangreb sted på Gestapo-hovedkvarteret Shellhuset i København. Shellhuset lå på hjørnet af Kampmannsgade og Vester Farimagsgade, ikke mange hundrede meter fra stedet, hvor vi arbejdede. Men selve angrebet kom vi, der arbejdede på tegnestuen i Frederiksberggade, til at opleve på noget nær nærmeste hold. Angrebet fandt sted om formiddagen omkring kl. 11 og på det tidspunkt blev vi opmærksomme på, at der foregik noget usædvanligt, idet vi pludselig hørte en højlydt motorlarm over hovederne på os og fulgt af en hurtigt gentaget dunkende lyd. Vi blev efterfølgende klar over, at det måtte være en af de jagermaskiner, der ledsagede bombeflyene, som fløj lavt hen over byens hustage og det gav meget kraftig genlyd i den snævre skakt af en gårdsplads, der var inde bag ejendommen i Frederiksberggade 28.

 

Formentlig kom angrebet fuldstændig bag på det danske beredskab, for sirenerne kom ikke i brug, og ligeledes på tyskerne, men antiluftskytsstillingen på taget af Dagmarhus lige ovre på den anden side af Rådhuspladsen, nåede alligevel at komme i brug, for det var formentlig derfra den dunkende lyd hørtes. Kort efter hørtes de hule drøn fra de eksploderende bomber, der blev kastet ned over Shellhuset, og hvis trykbølger knuste mange kontorvinduer i bygningerne på Rådhuspladsen og sugede glasskår og løse papirer, som fakturaer og maskinskrevne breve, ud og spredte disse hen over det meste af Rådhuspladsen. Trafikken var gået i stå overalt, formentlig fordi den kørende del af denne afventede, hvad der videre ville ske. Den usædvanlige stilhed i det ellers så larmende trafik føltes knugende.

 

Dette sidstnævnte var vi nogle stykker fra tegnestuen, der blev vidner til, idet vi skyndte os ned på gaden og hen over Rådhuspladsen. Vores arkivar Bjørn, kaldet ”Largo” og jeg fulgtes ad, da vi gik over på Vestre Boulevard (den nuværende H.C. Andersens Boulevard) og gennem den vestlige del af Studiestræde ved Studentersamfundets bygning og over til broen over Jernbanegraven ved Hammerichsgade over til Kampmannsgade lige overfor det brændende Shellhuset, der lå på hjørnet af sidstnævnte gade og Vester Farimagsgade, og som nærmest var skjult bag en stor og tæt sort røgsky, som samtidigt formørkede himlen. Selvom bombardementet åbenbart var forbi på det tidspunkt, turde vi naturligvis ikke vove os nærmere på den stadig brændende og vældige 6-etagers bygning, hvorfor vi en kort tid blev stående i ly af broens svære stenrækværk. Synet, vi så, var uhyggeligt, ikke mindst fordi der var fuldkommen stilhed overalt omkring os.

 

 

Blandt de mange store københavnske ejendomme, der i løbet af besættelsestiden var blevet beslaglagt af tyskerne, var også Dagmarhus på hjørnet af Vester Boulevard (det nuv. H.C. Andersens Boulevard) i forgrunden og Jernbanegade til venstre i billedet. Alle bygningens forretninger og virksomhedskontorer blev lukket og de ansatte forment adgang. Dagmar Bio – nederst til venstre i billedet – fungerede som biograf for værnemagten. På taget blev der anbragt antiluftskyts-stillinger, som tydeligt ses på billedet, hvilket selvfølgelig skyldtes, at huset var hjemsted for bl.a. ”den højere SS- og Politifører Pancke”. Normalt lå Dagmarhus fuldt oplyst om natten, men under luftalarmer slukkedes alt lys.  – Foto lånt fra ”Årets største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens Bøge 1952.

 

 

Herover ses et luftfoto over jernbaneterrænet ved Vesterport den fatale formiddag onsdag den 21. marts 1945, da en formation engelske bombefly, fulgt af beskyttende jagerfly, bombeangreb Shellhuset i København. Fotoet er formentlig taget fra en af de jagere, der ledsagede bombeflyene. Shellhuset ses helt til højre i nederste hjørne af fotoet, men så vidt det kan bedømmes før den kastede bombe detonerede. Bomberne var tidsindstillede til først at sprænges efter at bombeflyene var nået væk fra stedet. Et af de lavtflyvende bombefly ses helt til venstre midt i billedet, på vej væk fra stedet. Til højre for flyet ses en større bygning, som ligger lige overfor Palads Teatrets dengang hvide bygning, hvis udgangsside ligger ud mod Hammerichsgade, der løber langs med Banegraven. Lige over for de nævnte to bygninger ligger broen over til Kampmannsgade og Shellhuset. Det var her – jf. hovedteksten – at Largo og jeg krøb i skjul bag broens stenrækværk og så det uhyggelige syn af det brændende og røgindhyllede Gestapo-hovedkvarter. Se næste foto nedenfor. – Foto: Kilde ukendt.

 

Efter det uhyggelige syn af den brændende og rygende bygning, skyndte vi os noget chokerede tilbage til tegnestuen, hvor vi fortalte om, hvad vi havde set. Mærkværdigvis så vi slet ingen tyske soldater eller Hipo-folk undervejs, men jeg har ingen forklaring på, hvorfor det ikke var tilfældet. Men alt virkede, som om det var gået i stå, så at stilheden blev meget mærkbar. Det var svært at koncentrere sig om tegnearbejdet efter den oplevelse, og resten af dagen gik da også mest med indbyrdes snak om, hvad det var, der var sket og hvorfor. Men alt hvad man vidste, var kun, at Shellhuset var hovedkvarter for Gestapo og at der sad danske modstandsfolk som fanger i husets loftsetage.

 

Det var en frostkold dag, og et tyndt lag sne – eller var det aske? - lå overalt, erindringen husker det ikke klart. Efter fyraften kl. 17 cyklede jeg hjem og fik aftensmad, og fortalte naturligvis mine forældre og søskende, hvad jeg have hørt, set og oplevet. Deres reaktion var for de voksnes vedkommende dyb alvor og tavshed. Da vi kl. 18,30 hørte i Radioavisen, at Jeanne d’Arc-Instituttet, kaldet Den franske Skole, på Frederiksberg Allé og nogle omkringliggende beboelsesejendomme også var blevet bombet, og at mange var blevet dræbt og såret, vaktes der i mig en uimodståelig trang og videbegærlighed til at ville se de ramte steder, og da jeg efter aftensmaden gik over til min kammerat, Jørgen, spurgte jeg, om han ville med ud og se, hvad der var sket. Det ville han gerne, hvorfor vi skyndsomst ilede hen til linje 18’s stoppested på Jagtvej lige for enden af Jægersborggade og kørte med sporvognen ud til Frederiksberg Runddel, hvor vi stod af og spadserede ned ad Frederiksberg Allë mod stedet, hvor Den franske Skole var beliggende.

 

 

Herover ses det på sin vis vellykkede og effektive resultat af det engelske luftbombardement af Shellhuset onsdag den 21. marts 1945.  Bygningen ses her fra den side, der vender ud mod Kampmannsgade, og med Autoværksted, garager og andet overfor, som dog intet havde med Shellhuset at gøre. Det er Vestre Farimagsgade, der ses til højre i billedet. - Foto lånt fra ”Årets største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens Bøge 1952.

 

Det var mørkt og kun det afskærmede lys fra lygtepælene oplyste alléen, som var dækket af et tyndt lag sne og indhyllet i et tåget, gulgråligt og spøgelsesagtigt skær. Samtidigt hvilede der en sødlig-sveden lugt over det hele, som blev stærkere, jo nærmere vi kom ulykkesstedet.  Tættere på Den franske Skole konstaterede vi, at alleen var afspærret med rød-hvide bånd på tværs af gaden, for at markere adgang forbudt for uvedkommende. For at komme endnu tættere på selve ulykkesstedet, måtte vi gå en omvej ad Kochsvej og ned ad Henrik Steffensvej, som mundede ud i Frederiksberg Allé, omtrent lige overfor den bombede skole.

 

Det syn, der mødte os, har jeg aldrig glemt, for det jeg så, var resterne af en sammenfalden, sodsværtet og endnu rygende ruin af en bygning, som bortset fra de tilbageværende ydermure med gabende tomme vindueshuller, nærmest lignede en stor dynge affald, oven på hvilken nogle brandfolk endnu gik og slukkede ild de steder, hvor denne havde tendens til at ville blusse op. Det mest bemærkelsesværdige og ejendommelige var, at bortset fra Jørgen og mig selv og nogle få andre, mænd og kvinder, som også stod ved den afspærrede ende af Henrik Steffensvej, var der næsten ingen mennesker på stedet, og dertil kom, at stilheden og tavsheden hvilede tungt over hele det dystre sceneri.

 

På det her omtalte tidspunkt vidste jeg ikke andet om bombardementet af Shellhuset og Den franske Skole og de omkringliggende boligejendomme, end det, jeg selv havde set på stederne og hørt i Radioavisen, og især det sidstnævnte var ikke meget. Tyskerne benyttede jo straks bombardementet som en kærkommen anledning til at angribe de allierede for brutalitet og hensynsløshed imod civilbefolkningen. Men disse ensidige, propagandistiske angreb havde vi efterhånden vænnet os til, så at de ikke blev taget alvorligt. Og hvad angik pressen, vidste vi jo, at denne var censureret, så at man ikke fik alt at vide ad den vej. Derimod kunne man i bedste fald håbe på, at den illegale presse vidste og kunne berette mere om, hvad der rent faktisk var sket og hvordan og hvorfor det var sket. Men indtil videre måtte vi af tidsmæssige grunde afvente den illegale presses reaktioner.

 

Mange år senere, end begivenhederne fandt sted, og før min beskrivelse af disse her i selvbiografien, har jeg på hjemmesiden Dansk Tegnefilms Historie 1919 – 2000 beskrevet bombardementet af Shellhuset og hvad dermed fulgte, og da den beretning vil være egnet som et godt supplement til min ovenfor anførte beskrivelse, vil jeg tillade mig at henvise til den her. Den vil kunne læses på http://www.tegnefilmhistorie.dk/ under afsnittet ” Palladium A/S træder til”.  Her skal jeg dog gengive nogle enkelte citater fra den nævnte hjemmeside, som uddyber og supplere min ovenstående og efterfølgende beskrivelse af begivenhederne omkring bombardementet af Shellhuset:

 

Shellhuset, som var – og efter senere genopbygning fortsat er - beliggende på hjørnet af Vester Farimagsgade og Kampmannsgade, var blevet beslaglagt af tyskerne i slutningen af februar 1944 og indrettet som hovedkvarter for Gestapo. Her fandt der tredje grads forhør og flere former for grov tortur af arresterede danske modstandsfolk sted, og som en slags ’beskyttelsesforanstaltning’ mod mulige flyangreb, havde tyskerne meget snedigt indrettet den fem etager høje bygnings tagetage med en række fængselsceller, hvor særligt betydningsfulde fanger blev anbragt.

 

 

Herover stimler folk sammen foran den brændende franske Skole, hvis bygninger på dette tidspunkt endnu ikke er totalt udbrændte og delvis styrtet sammen. Muren med indgangsportalen foran skolen står der også endnu, men blev senere formentlig revet ned, for at give plads til redningsarbejdet. – Fotoet er lånt fra Krigsaviserne 1940-1945, Del 49. 1999.

 

 

Herover ses det tragiske og ulykkelige resultat af den uheldige side ved det engelske bombeangreb på Shell-Huset: Den totalt udbrændte franske Skole, hvis ruiner taler deres tydelige sprog om sammenstyrtning af bygningernes indre. Noget af det, der var medvirkende til, at så mange børn og voksne mistede livet eller blev sårede og forbrændte. Det var dette triste og dystre syn, men i halvmørke, som mødte min kammerat Jørgen og mig, da vi hen på aftenen den 21. marts, tog ud til Frederiksberg Allé for at se, hvad der var sket. - Foto lånt fra ”Årets største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens Bøge 1952.

 

Shellhuset, som var – og efter senere genopbygning fortsat er - beliggende på hjørnet af Vester Farimagsgade og Kampmannsgade, var blevet beslaglagt af tyskerne i slutningen af februar 1944 og indrettet som hovedkvarter for Gestapo. Her fandt der tredje grads forhør og grov tortur af arresterede danske modstandsfolk sted, og som en slags ’beskyttelsesforanstaltning’ mod mulige flyangreb, havde tyskerne meget snedigt indrettet den fem etager høje bygnings tagetage med en række fængselsceller, hvor særligt betydningsfulde fanger blev anbragt. Derfor var det heldigt, at englænderne havde trænet piloterne i at flyve ind fra lav højde og kaste bomberne mod siden af huset i omkring anden til tredje sals højde. Denne del af aktionen forløb nogenlunde planmæssigt, idet det lykkedes for flere af fangerne, som var fremtrædende medlemmer af den danske modstandsbevægelse, at undslippe. Formentlig blev de undslupne fanger også hjulpet af medlemmer af modstandsbevægelsen, for hvilke angrebet ikke kom helt uventet og som derfor stod parate til at handle hurtigt og føre deres befriede kammerater i sikkerhed..

 

Shellhuset udbrændte stort set totalt og efterlod en rygende ruin, hvis røg blandedes med røgen fra naboejendommene, som den voldsomme ild havde bredt sig til. En del fanger samt omkring 100 Gestapo-folk omkom som en direkte følge af flyangrebet, men prominente fanger som f.eks. professor Mogens Fog og redaktør Aage Schoch, overlevede takket være en modig politiassistent, som fandt vej ud og ned gennem den brændende bygning, mens det for andre lykkedes at redde sig ud på den uskadte del af facaden og derfra vove det risikable spring ned på fortovet, som dog kostede en enkelt fange livet. Men lykkeligvis blev de reddede hurtigt bragt væk fra stedet og i sikkerhed, formentlig af tilkomne folk fra modstandsbevægelsen. Senere kunne de overlevende fortælle om, at det kort efter angrebet var lykkedes dem at formå en lamslået tysk fangevogter til at låse celledørene op, så fangerne kunne slippe ud og prøve på at finde muligheder for at redde sig og medfangerne i relativ sikkerhed.

 

Mens selve angrebet på Shellhuset måtte betegnes som et succesfuldt præcisionsarbejde, så fik aktionen nogle højst uheldige og ulykkelige følger, dels fordi et af de engelske fly styrtede ned i Fælledparken, og dels – og naturligvis især - fordi et andet af flyene under indflyvningen over Statsbanernes terræn ramte en af lysmasterne ved Enghavevej og derved blev så beskadiget, at det ikke var muligt for piloten at rette flyet op igen. Det styrtede ned lige ved siden af Den franske Skole, også kaldet Jeanne d’Arc-Instituttet, på Frederiksberg Allé, hvor flyets bombelast eksploderede og sendte flammer og røg højt til vejrs. De ledsagende flys piloter opfattede i et splitsekund, at der her var tale om bombemålet, hvorfor de pligtskyldigst tømte deres bombelaster over stedet, - med katastrofale følger for både mennesker og bygninger. Dels for børnene og nonnerne i Den franske Skole, hvor 86 børn og 13 voksne omkom, men også for flere mennesker i det omliggende boligkvarter: Sønder Boulevard, Henrik Ibsens Vej, Amicisvej og Maglekildevej, som også blev ramt af bomber. Nogle blev dræbt, medens andre blev midlertidigt boligløse.

 

Selve flyangrebet kom i øvrigt så overraskende for tyskerne og det danske civilforsvar, at man end ikke nåede at udløse sirenerne, som skulle have advaret befolkningen. Og også for københavnerne kom aktionen som en kæmpeoverraskelse, fordi man næsten ikke kunne tro, at et sådant angreb ville være muligt. Men glæden over udslettelsen af det forhadte Gestapo-hovedkvarter, blandedes jo unægtelig smerteligt med de utilsigtede følger, angrebet fik.

 

Det var et uhyggeligt og trist syn, også selvom vi vidste at Shellhuset var hovedkvarter for den mest forhadte og berygtede del af den tyske besættelse af Danmark, nemlig Gestapo. Disse sadistiske bæster var der ingen af os, der havde noget tilovers for, tværtimod ønskede vi dem derhen, hvor en del af dem nu sikkert var havnet, nemlig i et brændende flammehelvede. Men vi vidste naturligvis også, at der var civile danskere ansat i huset, bl.a. kontordamer, som ufrivilligt formentlig har fulgt deres arbejdsgivere i døden.

 

Det ulykkelige bombardement af Den franske Skole, som jo udelukkende var for piger, blev en af Besættelsestidens mest tragiske begivenheder, og de omkomne elever og lærere, alle af kvindekøn og lærerne nonner, er blevet mindet ved en højtidelighed hvert år på årsdagen lige siden. Skolen blev ikke genopført, men der er rejst et monument til minde om de omkomne. De Royal Air Force-piloter, der deltog i flyangrebet hin skæbnesvangre dag, og som overlevede, har flere gange været gæster under mindehøjtideligheden, idet de som personer var mindst lige så berørte af de ulykkelige begivenheder, som pårørende til de omkomne. Men midt i al sorgen og bedrøveligheden bør man ikke glemme, at der også var mange af eleverne og flere af de voksne, der overlevede den uhyggelige dag i befrielsesåret 1945. Flere af pigerne har som voksne kunnet fortælle om, hvad de oplevede og hvordan de på trods af indespærring i de brændende bygninger blev reddet. Blandt disse var en af mine svigerinder, på det nævnte tidspunkt 5 år, som lejlighedsvis, når talen faldt på dengang, kunne berette om sine egne tragiske oplevelser af lemlæstede og døde kammerater.

 

Men det er vel forståeligt, at der i dagene efter de sørgelige begivenheder var en noget trykket stemning blandt københavnerne, og ikke mindst hos os på tegnestuen. En stemning, som for resten blev forstærket af, at vi i de følgende dage fra tegnestuens vinduer kunne se det mærkværdige syn af hestetrukne vogne med åbent lad, overdækket af presenninger, som dog ikke formåede helt at skjule vognenes uhyggelige last af en bunke forkullede menneskelig. En kulsort arm stak ud her, et lige så sort ben dér, så der ingen tvivl kunne være om, at det drejede sig om de ulykkeligt omkomne efter bombeangrebet på Shellhuset, særligt ikke, da vognene kom derfra og via Axeltorv, Jernbanegade, Rådhuspladsen og Frederiksberggade fortsatte videre ad Strøget over Kgs. Nytorv og Bredgade til Kastellet. Det så ejendommeligt ud med disse nødtørftigt overdækkede hestevogne, trukket af en enkelt hest og med en enlig tysk soldat som kusk, som sad ubevægelig sammensunket på sit sæde med tømmen i den ene hånd og en lang pisk i den anden. Det var som et billede på dødens agepost, som havde hentet sin ’høst’ af nyligt afdøde, og nu var på vej gennem et stærkt trafikeret og menneskemyldrende Strøget, for at skaffe de uigenkendelige døde kroppe af vejen.

 

I øvrigt opfattede modstandsbevægelsen flyangrebet på Shellhuset med rette eller urette som et signal om, dels at det danske Frihedsrådet i London og dettes lokale medlemmer i Danmark havde indflydelse, og dels at englænderne nu betragtede Danmark som allieret. Begivenhederne i den nærmest følgende cirka halvanden måned, skulle da også vise sig at få afgørende betydning for Danmark og danskerne. Ingen eller kun få var længere i tvivl om, at besættelsesmagtens dage for alvor var talte, men som bekendt forekommer der ofte stærk kulde før vejret slår over i forår. Marts er den måned, hvor kulde og varme for alvor tager livtag med hinanden, og bedst som det synes allerkoldest i vejret, titter vintergæk og erantis frem af jordsmonnet og bebuder forårets komme. (Citat slut)

 

Det er for resten interessant at konstatere, at aviserne – eller i hvert fald ”B.T.” i udgaven dagen efter, torsdag den 22. marts 1945, kun indirekte omtaler det engelske luftbombeangreb og ikke med så meget som en antydning af et ord nævner, at bombardementet gjaldt Shellhuset. Avisen nævner og omtaler udelukkende kun tragedien omkring Den franske Skole og de boligejendomme i nabolaget, der også var blevet ramt af bomber. Til ”B.T.”s og avisernes forsvar må man i øvrigt sige, at de af gode grunde ikke kunne have et fuldt overblik over begivenhederne og disses forløb allerede dagen efter det skete. Men når Shellhuset slet ikke nævnes, skyldes det sandsynligvis at den tyske pressecensur endnu ikke fra højere sted havde modtaget anvisning på, hvordan bombardementet skulle beskrives overfor offentligheden. Disse forhold skal man være opmærksom på, når man læser de herefter følgende nok så dramatiske og makabre citater fra ”B.T.”, som gengives, fordi bombningen af Shellhuset og uheldet med Den franske Skole og boligejendommene er vigtige i sammenhæng med forståelsen af tiden dengang.

 

110 Døde paa Hospitalerne
Sidste Opgørelse over Ofrenes Antal

2 Brandmænd blandt de Omkomne

 

Ritzaus Bureau meddeler:

Indtil Kl. 7 i Morges opgjorde man paa Kommunehospitalets Centralkommando, at der til de københavnske Hospitaler i alt var indbragt 420 Personer. Heraf er 110 Døde, og af de Saarede er 140 indlagt. 170 er lettere saaret.

 

Redningsarbejdet fortsættes

Natten igennem

Der har Natten igennem været fuld Gang i Oprydningsarbejdet paa de forskellige Katastrofesteder i Byen

 

I Ejendommen Sdr. Boulevard 106, hvor der faldt et Par Bomber, maatte Arbejdet indstilles ved 2-Tiden som følge af en tidsindstillet Bombe.

Beboerne blev evakueret, og der blev sendt Bud efter Sprængningskommandoen. Redningsarbejdet i Vesterbro-Ejendommen ventes imidlertid genoptaget til Morgen. Man regner med i alt otte Dræbte i denne Ejendom, og i Morgentimerne fik man eet af Ligene draget frem.

 

 

Kl. halvtre naaede man frem til Kældrene

under den franske Skole

Ved 2,30-Tiden naaede Redningsmændene ind til den sammenstyrtede Kælder i den franske Skole. Det viste sig, at langt de fleste af Børnene var døde. Og desuden fandt man to Brandmænd fra Frederiksberg Brandstation, som var dræbt under de sammenstyrtede Murbrokker.

 

To dræbte Brandmænd

Det var den 52-aarige Reservebrandmester Oscar Dalby, Dalgas Boulevard 124, og den 25-aarige Brandmand Svend Hansen, Tryggevældevej 133. Under Redningsarbejdet var i alt syv af Brandmændene blevet lukket inde, men det lykkedes de tre af dem at naa ud. De var dog alle lettere kvæstet.

 

Endnu Lig under Ruinerne

Om Redningsarbejdet oplyser Vicebrandchef Mygind fra Frederiksberg, at man mener, at der i flere af de ramte Ejendomme ligger Lig under Ruinerne. Saaledes mener man, at flere er indebrændt i Ejendomme paa Maglekildevej, og man kan heller ikke se bort fra, at der er gaaet Menneskeliv tabt i Villaerne paa Amicisvej.

 

14 Lig fundet paa eet Sted

Under Branden paa den franske Skole har man i en Dør i det nordøstlige Hjørne set flere Børn og Voksne kigge ud kort efter Luftangrebet og paa Stedet fandt man sent i Nat 14 Lig.

Ved 3-Tiden i Morges meddelte Brandchef Bang de ventende Forældre, der var forsamlet i Allé-Scenens Teatersal, at der ikke mere var noget Haab om at redde Levende ud af Ruinerne.

 

Mange Redningsfolk kvæstet

Til Retsmedicinsk Institut er indbragt Ligene af tre Piger og en Dreng fra den franske Skole. De er alle ukendte. Fra Teknologisk Institut er indbragt Liget af en Mand, Værkfører Carl Mørch Petersen, og fra Westend Liget af Glarmester Aage Aksel Nielsen, der dog formenes død af et Chok. Endvidere er der indbragt Ligene af to engelske Flyvere, som styrtede ned med Maskinen ved den franske Skole.

Flere af Redningsfolkene fik mindre Kvæstelser under Hjælpearbejdet, og to Brandmænd maatte køres paa Hospitalet. Det var Brandmester Jensen fra Københavns Brandvæsen, der fik brækket fire Ribben, og Brandmand Hansen, der blev kørt til Bispebjerg Hospital efter at være blevet stærkt forbrændt. (R.B.)

 

63 dræbte Børn

Det opgives til Formiddag, at der er 63 Børn blandt de 110 Dræbte ved Bombekatastrofen. (R.B.)

 

Flere Kvarterer paa Frederiksberg uden Gas

Som Følge af Katastrofen er Gassen afbrudt i flere Kvarterer paa Frederiksberg, idet der er løbet Vand i Rørene, men Belysningsvæsenets Folk har arbejdet med at udbedre Skaden hele Natten, og man haaber, at Gastilførslen skal være i Orden i Løbet af i Dag.

Kvartererne uden Gas er: Vodroffsvej, Værnedamsvej, Jacobys Allé, Falkoner Allé og Gammel Kongevej.

 

[Det skal her tilføjes og bemærkes, at gas dengang var den eneste energikilde, der blev brugt i københavnske køkkenkomfurer. Elektriske komfurer blev først almindelige en del år senere, og fortrinsvis i nybyggeri. Min tilføjelse.]

 

C.B.U. Mandskab, Lærere, Spejdere og D.K.B.

Hjælper med Oprydningen

I Rydningsarbejdet paa Frederiksberg deltager foruden de tidligere nævnte Korps samtlige Lærere og Elever samt det faste Mandskab fra CBU Skolen paa Bernstorff Slot og den sjællandske CBU Kolonne fra Roskilde og en Del Spejdere. Redningsarbejdet i Nat lededes af Brandchef Bang, Frederiksberg.

Danske Kvinders Beredskab sørger for Forplejning til Redningsmandskabet, og Frederiksberg Socialtjeneste oprettede i Gaar en Opsamlingsstation i Platan Bio paa Vesterbrogade for de mange Folk, der har mistet deres Bolig, og sørgede for Indkvartering. Det menes at over 1000 Personer er blevet husvilde.

40 Personer, som det ikke var muligt at skaffe andet Logis, boede i Nat paa Rahbek Skolen.

(Citater slut)

 

Nogle relevante tillægsbetragtninger

Når det lige præcis var Shellhuset i København, der blev målet for det omfattende engelske luftangreb, skyldtes det, at huset var hovedkvarter for det tyske Geheime Staatspolizei, forkortet Gestapo. Dette hemmelige politi havde blandt andet til formål at optrevle den danske modstandsbevægelse og var kendt for sine umenneskelige, grusomme og pinefulde forhørsmetoder, når det gjaldt om at få oplysninger ud af tilfangetagne modstandsfolk eller sabotører. Dette lykkedes dem faktisk ganske godt, til dels ved hjælp af stikkere, så godt, at Gestapo i begyndelsen af marts 1945 havde opnået at arrestere alle medlemmer af den københavnske regionsledelse af modstandsbevægelsen. Den viden om modstandsbevægelsen og dens medlemmer blev som alt, hvad tyskerne beskæftigede sig med, nedskrevet, bogført og arkiveret til kommende brug. Det var derfor kun et spørgsmål om tid, hvornår Gestapo måtte forventes at ville indlede en større aktion imod hele den københavnske modstandsbevægelse.

 

Under indtrykket af den alvorlige trussel, som den danske modstandsbevægelse stod overfor, anmodede ledende modstandsfolk om, at man fra engelsk side ville iværksætte og udføre et bombeangreb mod Gestapo-hovedkvarterene i Aarhus og København, og senere i Odense. Angrebet på Gestapo-hovedkvarteret i Aarhus fandt sted den 31. oktober 1944, og kostede 18 danske fanger og et stort antal Gestapo-folk livet, angrebet på Shellhuset foregik altså 21. marts 1945, mens angrebet i Odense først skete i april 1945.

 

Imidlertid er den myte senere blevet aflivet, at de engelske bombefly sigtede efter de nederste etager i Shellhuset, fordi de vidste, at der sad en mængde modstandsfolk fængslet øverst oppe i bygningen. Når flyene kastede deres bomber mod de nederste etager, skyldtes det udelukkende, at disse udgjorde midten af målfeltet. At de dermed gav fangerne en chance for at overleve og slippe væk, må betragtes som en heldig sidegevinst ved aktionen.

 

Senere er det kommet frem for offentligheden, at medlem af Frihedsrådets øverste ledelse lægen, den senere professor Mogens Fog, var blandt fangerne oppe på øverste etage under Shellhusets tag, og sammen med flere af sine medfanger (bl.a. Aage Schoch) undslap han, - dog ikke som jeg tidligere har skrevet - ved at kravle udenpå bygningen i fjerde sals højde og springe ned på fortovet. Nej, det er senere blevet bekræftet, at det faktisk var politiassistent Lyst Hansen, som det kort efter bombardementet var lykkedes at slippe uskadt og uhindret ud af sin celle, hvorefter han befriede og anførte en flok andre overlevende fanger, deriblandt Mogens Fog, ned ad de endnu eksisterende trapper og ud i det fri og væk fra stedet. Men andre politiske fanger var knapt så heldige, idet den eneste redningsvej, de i hast kunne finde, var, at kravle ud på gesimsen foran et af vinduerne i - så vidt jeg husker og ved - i 3. eller 4. sals højde, og herfra springe ned på fortovet. Her havde nogle hurtigt reagerende mennesker, formentlig folk fra autoværkstedet overfor, i al hast smidt nogle papkasser og andet, som skulle tage af for faldet, når fangerne sprang ud i det, de håbede skulle blive friheden. Efter de foreliggende oplysninger slap kun en enkelt af disse fanger heldigt fra springet og blev hurtigt bragt væk fra stedet og i sikkerhed. Formentlig hjulpet af enten nogle medlemmer af modstandsbevægelsen, som på forhånd kendte til angrebet og derfor stod parate til at handle hurtigt, eller nok så sandsynligt af tililende folk, som tilfældigvis befandt sig i nærheden.

 

Det viste sig ifølge senere oplysninger om bombardementet af Shellhuset, at 48 jagere og bombefly havde deltaget i angrebet, så bortset fra de fly, der gik tabt som følge af nedstyrtningen i den franske Skole og i Fælledparken, vendte de fleste af flyene tilbage til deres base i Norfolk i England, en flyvetur på flere timer hver vej plus den tid, der blev brugt til selve aktionen, så flyenes brændstoftanke må have været godt fyldte, noget, der formentlig også har bidraget til, at branden blev så voldsom, som tilfældet var, da et af flyene styrtede ned i den franske Skole. Flyene var i øvrigt fordelt i tre grupper med en flyveafstand imellem dem på halvanden minut. Det var under indflyvningen over København, at et fly i første gruppe ved et uheld på grund af sin lave højde, ramte en 30 meter høj signalmast ved godsbaneterrænet, så at piloten mistede herredømmet over flyet og kom ud af kurs, med det resultat, at det dels tabte et par bomber over en beboelsesejendom på Søndre Boulevard og dels efterfølgende styrtede ned i et garageanlæg tæt ved den franske Skole på Frederiksberg Allé, med de katastrofale følger det fik, ikke mindst, fordi efterfølgende bombefly fejlbedømte målet og troede, at dette sted var målet. Man bør her huske på, at piloterne og navigatørerne kun havde sekunder til at reagere i.

 

Endnu senere er det kommet frem til offentlighedens kundskab, at det egentlige og primære formål med og baggrunden for englændernes bombning af Shellhuset, var et forsøg på at fastholde de tyske tropper i Danmark. Situationen i det relativt fredelige Danmark var nemlig sådan, at den tyske hærledelse måtte formodes at have planer om at frigøre en del af de tyske styrker i Danmark og sende disse til Rhinlandet, hvor tyskerne måtte kæmpe hårdt mod de sydfra invaderende engelske og amerikanske tropper.

 

De overlevendes mareridt

Mange år senere har nogle af de nu (i 2012) voksne kvinder, som i 1945 gik i børnehaveklasse på Den franske Skole i et dokumentarprogram i tv kunnet fortælle om deres uhyggelige og grusomme oplevelser, som de havde fortrængt oplevelsen af, men på opfordring og af hensyn til historiske data var villige til at fortælle om, også selvom det vakte syner og følelser til live, som var dybt smertelige og gjorde ondt. En af kvinderne kunne eksempelvis berette om, at hun sammen med en af nonnerne var blevet spærret inde under nedfaldne murbrokker. De lå begge på gulvet, men til trods for de snævre forhold var det lykkedes for nonnen at lægge sig beskyttende hen over hende, indtil der på et tidspunkt skete det, at vandet fra et sprængt vandrør langsomt steg omkring dem. Samtidigt med, at nonnen talte beroligende og trøstende til det grædende barn, fik denne derefter manøvreret den lille pige ovenpå sig, for at barnet ikke skulle drukne. Det blev nonnens egen død, idet hun druknede, da det udsivende vand steg hende over hovedet og der ingen mulighed var for at komme fri. Den lille pige undgik druknedøden og blev senere reddet ud af redningsfolkene, som efterhånden var kommet til i stort tal.

 

En anden af de overlevende kvinder, en på det omtalte tidspunkt 5-årig lille pige, oplevede at blive reddet ud af den brændende og sammenfaldne bygning og sammen med en del andre småpiger blive lagt op på ladet af en lastvogn, som kørte dem til nærmeste hospital, som var Frederiksberg Hospital. Undervejs holdt den lille pige en af sine jævnaldrende kammerater i hånden, men da de nåede frem til hospitalet viste det sig, at denne kammerat var død. Dette gav den lille pige et sådant chok, at hun ikke var i stand til at tale og fortælle, hvad hun selv hed. Derfor varede det nogen tid, før hendes forældre, som sammen med mange andre forældre til de døde og sårede børn opholdt sig i Betty Nansen Teatrets foyer lige over for Den franske Skole, fik at vide, at deres lille datter havde overlevet og var i live.

 

Samstemmende fortalte de voksne kvinder, der som børn havde overlevet rædslerne fra bombardementet af Den franske Skole, at deres automatiske reaktion på de grufulde oplevelser, de som børn havde været ude for ved den ulyksalige lejlighed, var en fortrængning af, hvad der var overgået dem selv og deres kammerater samt de meget afholdte nonne-lærerinder. Og deres forældres og andres reaktioner på de barske begivenheder, var tavshed omkring det skete, idet man antog, at det ville være bedst for alle, børnene ikke mindst, at glemme alt om, hvad der skete om formiddagen den skæbnesvangre onsdag den 21. marts 1945. Først mange år senere og som voksne, har en del af de overlevende og nu voksne kvinder vovet, at tænke tilbage på dengang og fortælle andre om deres chokerende oplevelser.

 

Men som altid – eller omtrent altid – gik livet og hverdagen videre med sine små og store glæder og sorger, og det samme gjaldt naturligvis arbejdslivet.

 

Også travlt i privatlivet

På dette tidspunkt, marts 1945, var overarbejdet gearet ned og for mit vedkommende ophørt. Men de mange timers arbejde i halvmørke bag lyspultens gennemskinnelige glasplade, havde den følge for mig, at jeg fik svært ved at tåle det skarpe dagslys, som skar mig i øjnene, når jeg kom ud på gaden og især, hvis der var solskin, hvilket jo hændte selv på den årstid. Det var i hvert fald lejlighedsvis tilfældet om lørdagen, hvor arbejdstiden sluttede kl. 14. De andre dage var det endnu mørkt, når vi sluttede kl. 17. Men efterhånden fik jeg øjnene vænnet til dags- og sollyset igen. Sådan er øjne jo heldigvis indrettet fra naturens side.

 

I privatlivet, hvilket vil sige i fritiden, hvilket igen vil sige efter arbejdstid og lørdage efter kl. 14 og søndage samt helligdage, havde jeg som nævnt siden efteråret 1944 og igennem flere måneder mest været optaget af, at arbejde på animationen til min tegnefilm ”Hvordan elefanten fik sin snabel”. Der blev derfor som allerede omtalt ikke megen tid tilovers til samvær med mine to gode venner, Jørgen og Jørn, som da også var noget skuffede og sure over, at jeg så sjældent havde tid til at være sammen med dem, sådan som vi plejede i de forløbne år. Min kære veninde, Alice, så jeg heller ikke så meget til i denne periode, men vi betragtede dog fortsat, om end uudtalt, hinanden som kærester. Min entusiasme og mit lystbetonede engagement med at fremstille min egen lille film, opslugte mig næsten totalt. Jeg var også dengang lidt af en monoman arbejdshest og havde svært ved at dele mig op. For mig var det et enten eller. En sådan psyke har sine fordele, men også sin pris, hvilket jeg senere i livet skulle komme til at mærke og høre for. Så det vil den udholdende og tålmodige læser af denne efterhånden lange odyssé gennem mit livs og min tids små og store tildragelser og begivenheder, også kunne dele med mig, hvis man har kræfter, lyst og tid til at følge med på rejsen til – ja, til hvad? Det er det store spørgsmål, for jeg vil næppe selv få kræfter og tid til at skrive denne selvbiografi helt op til nutiden. Men jeg skal og vil gøre mit bedste, for at nå så langt med den som muligt.

 

Små og store begivenheder …

Mandag den 19. marts var min ældste lillebror, Benny, fyldt 11 år, men jeg har ingen specielle erindringer fra dagen, men den er sandsynligvis blevet fejret om søndagen, den 18. marts, med de sædvanlige gæster som mormor, morfar og måske også Dennis. Medmindre dagen er blevet fejret lørdag den 24. marts, hvor min yngste lillebror, Bent, fyldte 8 år. De to brødre var i øvrigt nærmest uadskillelige i hverdagen, idet de altid legede sammen efter skoletid, ofte sammen med deres fælles kammerat, Kaj.  De tilbragte megen tid ovre ved Ladegårdsåen, hvor de fiskede hundestejler og haletudser, når det var sæson for disse. Især Bent var meget interesseret i disse dyr og tog dem i reglen med hjem i et stort, lukket glas, for at studere dem nærmere. Senere satte han dem ud i åen igen. Benny og Kaj var mere til fysiske udfoldelser, som f.eks. at planke den hen over baggårdens plankeværker eller til at lege ovre på Stefansparkens legeplads med de mange legeredskaber, som klatrestativ, gynger, vipper, karrusel mm.

 

Sabotager, rationeringer og krigens gang

Den 27. marts blev der forøvet sabotage mod Langebros maskinhus, som blev ødelagt, så at broklapperne ikke kunne åbnes. Det skete for at forhindre tyskerne i at okkupere og fjerne danske skibe til egne formål. Sabotagen medførte, at broen blev totalt lukket for færdsel til og fra Amager, og reparationen tog så lang tid, at broen først blev åbnet for færdsel nogen tid senere, og helt i orden blev den først den 1. oktober. Samme dag blev radiofabrikken Always, Boyesgade 8 på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro, ødelagt ved sabotage. Sabotagehandlingen blev optaget på grammofonplade og sendt til England, hvor den blev udsendt i radioudsendelsen ”Her er London!”. Desuden blev Det tyske Handelskammer på Nørrevold udsat for en razzia af sabotører, som fjernede kammerets arkivmateriale, som formentlig indeholdt oplysninger, der kunne skade modstandsbevægelsen.

 

Den 1. april blev elektricitetsrationerne skåret yderligere ned, og gasrationen led samme skæbne den 15. april, hvilket satte ekstra skub i produktionen og brugen af de såkaldte spareovne. Den 3. april gav justitsministeriet tilladelse til, at Dyrehavsbakken måtte åbne allerede nu, men uden dans, musik og optræden.

Den 4. april påbød Luftværnschefen i Storkøbenhavn at der skulle foretages en afstivning af alle beskyttelsesrum. Det betød, at bl.a. far i sin egenskab af vicevært og brandvagt skulle sørge for en afstivning af det fælles beskyttelsesrum i vores kælder.

 

Søndag den 8. april 1945 kunne Kristeligt Dagblad meddele, at særlige ledninger ville blive ført til hospitalerne, hvis og når gasforsyningen var ved at slippe op. Bagerierne skulle også sikres gas længst muligt, hvilket naturligvis var vigtigt for byens forsyning med brød og andet bagværk.

Avisen kunne også fortælle, at rengøringsmidlet soda og sodaholdige rengørings- og vaskemidler ifølge ministeriel bekendtgørelse nu også var blevet rationeret, således at der kun kunne tildeles hver husstand et halvt kilo soda i April kvartal. Men alle øvrige rengørings- og vaskemidler var ikke omfattet af den nyindførte rationering, men kunne købes frit, for så vidt man havde de nødvendige rationeringsmærker til det.

Nok så vigtigt kunne Kristeligt Dagblad på sin forside bringe følgende to overskrifter, som tydeligt viste, at krigsfronterne nu befandt sig på tysk territorium:

 

Panserslag raser i Egnen

mellem Weser og Ems

Efter Fremstød i nordøstlig Retning indgaar

Hannover som Led i Fronten

 

Haard Kamp i Wiens

sydlige Udkanter

Russiske Styrker er trængt frem til Mödling

og Liesing ved Foden af Wiener Wald

 

Men nok så vigtigt, kunne avisen bringe følgende meddelelse fra de bomberamte på Frederiksberg den 21. marts:

 

Tak

Ritzaus Bureau er anmodet om at udsende følgende Tak fra de bomberamte paa Maglekildevej:

Tak for den store Hjælp, der er strømmet os i Møde. Først og fremmest til alle de private og Virksomheder i København og Provinsen, som har givet penge, Tøj og Effekter, men ogsaa en hjertelig Tak til de frederiksbergske Damer, som tog Initiativet til den storstilede Indsamling og paatog sig Arbejdet med Modtagning, Indsamling og Udlevering af de mange Varer, der kun er belønnet med Modtagernes Glæde og Taknemmelighed.

 

Men knapt så muntert var det, at man inde i avisen på dennes side 3 kunne læse endnu en makaber meddelelse fra den højere SS- og Politifører i Danmark:

 

Fire Terrorister dømt til Døden

I Henhold til Krigslov er følgende danske Statsborgere dømt til Døden:

1.      Student Peter Fyhn, født den 13. Juni 1920 i København, boende i København,

For som Leder af en illegal Organisation at have skaffet den danske Modstandsbevægelse Vaaben. Han havde tidligere deltaget i i illegal Vaabentransport.

2.      Sømand Kim Malthe-Bruun, født den 8. Juli 1923 i Scahshewan-Forts-Kanada, boende i  København,

for som Medlem af en illegal Gruppe at have tilegnet sig en Toldbaad og sejlet denne til Sverige. Endvidere havde han skaffet sin Gruppe Vaaben og deltaget i Vaabentransport.

3.      Fuldmægtig, Grev Ludvig Alfred Otto Reventlow, født den 18. Februar 1916 i Aarhus, boende i København,

for at have deltaget i Vaaben- og Sprængstoftransporter for en illegal Gruppe.

4.      Fuldmægtig Jørgen Frederik Winther, født den 26. April 1917 i København, boende samme steds,

for som Leder af en illegal Gruppe at have organiseret en Vaabentransport.

Dødsdommene er blevet fuldført ved Skydning.

Endvidere er følgende Personer blevet idømt Tugthusstraffe:

1.      Værkfører Poul Martin Poulsen, født den 25. April 1913 i Thoreby, boende i København, med 15 Aar,

For Begunstigelse af Fjenden, idet han havde opbevaret Vaaben og Sprængstof.

2.      Overlæge Edward Collin, født den 8. Oktober 1886 i København, boende i Lyngby, med 10 aar,

for Begunstigelse af Fjenden, idet han havde understøttet en illegal Gruppe med Pengemidler.

3.      Ingeniør Hans F. Lehrmann, født den 10. September 1893 i Jordløse, boende i København, med 8 Aar,

For Begunstigelse af Fjenden, idet han i sit Automobilværksted havde udført Arbejde for en illegal Gruppe.

4.      Direktør Kurt Eberlin Christensen, født den 5. Juli 1911 i København, boende i København, med 8 Aar,

For Begunstigelse af Fjenden, idet han havde understøttet en illegal Gruppe med Pengemidler.

 

Det var utroligt dristigt af tyskerne at fortsætte den hårde kurs overfor sabotører og modstandsfolk, for den virkede lige modsat den hensigt tyskerne havde med dødsstraffene og de hårde fængselsstraffe, som tværtimod kun bestyrkede modstandsviljen og ønsket om hævn, når tiden forhåbentlig og formentlig snart var inde dertil.

 

Men i øvrigt ser det ud til, at de danske myndigheder forventede et større bombeangreb på København, for den 8. april meddeltes det, at beredskabet havde udarbejdet en plan for total evakuering af byen, idet man anslog at det ville komme til at dreje sig om, at 900.000 mennesker skulle flyttes og indkvarteres andre steder. Den plan blev der dog heldigvis ikke brug for.

 

Den 21. april fandt der en lang række schalburgtager sted mod københavnske caféer og forretninger, og velkendte og afholdte etablissementer som Lorry og Hollænderbyen på Frederiksberg blev hårdt medtaget og indtil videre ubrugelige. Dagen efter, den 22. april, opstod et voldsomt skyderi omkring Garderkasernen, Nørre Voldgade og Frederiksborggade. Det viste sig at være ungarske soldater i tysk tjeneste, som gjorde oprør, fordi de havde fået ordre om, at de skulle til krigsfronten. Under skyderiet blev flere danskere dræbt og såret. Samme dag blev restaurant ”Universitets Caféen”, som var et yndet sted for tyske officerer, saboteret og ødelagt.

 

Den 27. april beslaglagde tyskerne et stort antal lastbiler hos større københavnske virksomheder, formentlig med en forestående flugt for øje. En hurtig retræte kunne meget vel blive aktuel, sådan som hele krigssituationen tegnede sig, hvor tyskerne jo helt klart så ud til endnu engang at skulle tabe krigen, sådan som tilfældet også havde været under 1. Verdenskrig.

 

Den 28. april meddelte Indenrigsministeriet, at der ville blive givet tilskud til indretning af såkaldte ”nødkøkkener” i københavnske og frederiksbergske ejendomme, dog forudsat at der var mindst 50 personer tilsluttet det enkelte køkken. – Samme dag fik mange husholdninger lukket for tilførslen af gas, fordi et overforbrug havde fundet sted.

 

Et tegn på krigens nære afslutning …

Her i slutningen af april 1945 passerede flere jernbanetog og bilkorteger sydfra gennem Danmark og via København. Transporterne bestod af danske og norske fanger, der var blevet frigivet fra tyske kz-lejre, og som var på vej til det neutrale Sverige. Der skulle de frigivne fanger, blandt hvilke også var mange danske politibetjente, midlertidigt opholde sig i dertil indrettede interneringslejre. Under transporten gennem København på vej til Malmø-færgen, gjorde ”De hvide Busser” et kortere ophold på Rådhuspladsen, hvor pårørende havde fået besked på, at de ville kunne få deres kære familiemedlem at se, men dog ikke fik lov til at tale med vedkommende. Bag frigivelsen stod den svenske grev Folke Bernadotte, som det via forhandlinger i Berlin med Hitlers selvbestaltede stedfortræder, Heinrich Himmler, var lykkedes at få frigivet fangerne. Himmler havde jo indset, at Nazi-Tysklands krig var tabt, og ønskede og håbede derfor på at kunne opnå fordelagtige fredsbetingelser for sin egen part. Hvilket dog mislykkedes, men herom senere.

 

Den 30. april ankom grev Folke Bernadotte til København på vej til Sverige. Han kom fra en hemmeligholdt mission i Sønderjylland – et besøg i Røde Kors-Lejren i Padborg - og gjorde et midlertidigt ophold på Hotel d’Angleterre. Men hans ankomst var åbenbart ventet, for store menneskemængder samledes foran hotellet på Kgs. Nytorv. Man satte nemlig hans tilstedeværelse i forbindelse med rygter om våbenstilstand og fred, og håbede formentlig på at kunne få et glimt og måske en udtalelse af den med et slag berømte mand. Men foreløbig var han og hans medarbejdere tavse

 

Dagen efter, tirsdag den 1. maj 1945, kunne Aftenbladet på sin forside bringe en interessant artikel i forbindelse med grev Bernadottes besøg i København:

 

Grev Bernadottes Besøg

satte sit Præg paa

Byens Liv i Gaar

Til Familietaffel hos Kongeparret og

i Kronprinsparrets Hjem i Aftes

Grev Folke Bernadottes og den ledsagende Stab af fremtrædende Rødekors-folks Besøg i Danmark har ganske naturligt vakt en omfattende offentlig Opmærksomhed . . . det var ligesom et Pust fra tidligere Tiders store Fremmedbesøg gik hen over Kongens Nytorv, da de svenske Biler med Rødekorsmærket kørte op foran Angleterres Svingdør.

Københavnerne samlede sig i ventende Skarer . . . man vilde se et Glimt af den mand, der pludselig er traadt frem paa Begivenhedernes Skueplads, og hvis Rejser følges med saa stor Opmærksomhed.

 

Det var lykkedes grev Bernadotte at opnå en aftale med Himmler om frigivelse og overførsel af i første omgang 19.000 nordiske kz-fanger til Sverige, senere fulgte kvinder fra alle nationer. Til gengæld formidlede Bernadotte Himmlers kapitulationstilbud til De Allierede. Under sit korte ophold i København, fik grev Bernadotte også lejlighed til at aflægge et besøg på Amalienborg hos kongeparret, Christian X og dronning Aleksandrine og kronprinsparret Frederik og Ingrid. Grev Bernadotte og kronprinsesse Ingrid var i familie med hinanden.

 

For sin store humanitære indsats i forbindelse med frigivelse af kz-fangerne, blev grev Bernadotte i 1948 udnævnt til mægler i Palæstina-konflikten, som skulle få så langvarige og fatale følger. Samme år blev han myrdet i Jerusalem, hvilket yderligere bidrog til at øge de kontroversielle problemer og forhold. Men mere herom senere.

 

 

Det var en glædens dag, da de hvide Røde Kors-busser med frigivne danske fanger fra tyske kz-lejre og fængsler ankom til Danmark på vej til Sverige, og herunder gjorde et kortere ophold på Rådhuspladsen i København. Her kunne pårørende, der på forhånd havde fået besked om ankomsten, møde op og hilse på eventuelle familiemedlemmer eller venner. Her hilser typisk nogle kvinder på et par af de fhv. fanger, som stikker overkroppen ud ad det bageste busvindue og har fået en buket blomster. Det var ifølge, hvad jeg har hørt fra en af disse fanger, ikke tilladt at forlade bussen under det korte ophold og så vidt jeg har forstået heller ikke tilladt at tale med de fremmødte pårørende eller andre tilstedeværende, men ingen regel uden undtagelser. – Foto lånt fra ”Årets største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens Bøge 1952.

 

At det gik rigtig skidt for tyskerne hjemme i Tyskland, kunne man blandt andet læse ud af følgende artikeloverskrift på forsiden af Aftenbladet den 1. maj 1945:

 

Nærkampe præger Berlin-Slaget

Storslag under Udvikling med tyske

Undsættelsestropper Vest og Sydvest for Berlin

-         Privat for Aftenbladet –

Berlin, Tirsdag. (INT.)

Alle de tyske Styrker i Berlins centrale Modstandslommer har i Gaar foretaget et samlet Modangreb fra en af den indre Bys store Pladser – et Angreb, der førte til det blodigste Sammenstød i den fanatiske kamp om Berlin, der nu gaar ind i sit elvte Døgn. Hele Dagen rasede de naadesløse Nærkampe frem og tilbage, og Kamppladsen frembød, da Striden henimod Aften stilnede af, et uhyggeligt Syn.

 

Samme dag, som grev Bernadotte aflagde besøg i København, begik den efterhånden afrakkede og usle diktator Adolf Hitler selvmord i Førerbunkeren i Berlin. Forinden havde han dog givet sin schæferhund ”Blondie” gift, og det samme var tilfældet med hans kæreste gennem mange år, Eva Braun, som han lod sig vie til kort forud for, at hun også tog gift og døde. I sit testamente udnævnte Hitler admiral Karl Dönitz til sin efterfølger som rigspræsident. Hitlers selvmord kom som en nødtvungen reaktion på, at russiske tropper var nået frem til Berlin, hvor de udkæmpede hårde og bitre gadekampe fra hus til hus og fra dør til dør med stadig vigende, desperate tyske hærenheder.     Allerede den 2. maj 1945 kunne aviserne berette om Adolf Hitlers død, hvilket blev meddelt i Dagbladet Politiken på følgende måde:

 

Hitler er faldet

melder tysk Radio

 

Stor-Admiral Doenitz af Hitler

udnævnt til hans Efterfølger

 

Hamborg, Tirsdag (R.B.)

I den tyske Radio meddeltes Kl. 22.25, at Rigskansler Adolf Hitler i Eftermiddag var faldet, og at Stor-Admiral Doenitz af Hitler var udnævnt til hans Efterfølger.

Radiotale til det tyske Folk og Dagsbefaling til Hæren fra Storadmiral Doenitz – Side 8.

 

Dagsbefaling til den tyske Hær

Hamborg, Tirsdag. (R.B-)

Den tyske Fører, Storadmiral Doenitz, har udstedet følgende Dagsbefaling til den tyske Hær:

Mine Kammrater. Føreren er faldet. Tro mod sin store Idé og for at frelse Europas Folk fra Bolshevismen har han sat sit Liv paa Spil og har faaet en heltemodig Død. Den største Helt i Tysklands Historie er borte.

I dyb Ærbødighed og Sorg sænker vi vore Faner for ham. Jeg kræver Disciplin og Lydighed, kun ved at mine Ordrer bliver udført uden Tilbageholdenhed kan Kaos og Tilintetgørelse  undgaas. Den, der nu viger tilbage for sin Pligt, er en Kujon og en Forræder, der bringer Død og Trældom over tyske Kvinder og Børn.

Den Troskabsed, I har svoret til Føreren, skylder hver enkelt af Jer nu mig som den Efterfølger, Føreren har udpeget. Soldater, gør jer Pligt. Selve vort Folks Liv staar paa Spil.

 

Hvad angår Dönitz’ radiotale til det tyske folk tirsdag aften, så var den dels en hyldest til den afdøde ”helt”, Adolf Hitler, og dels et opkog af, hvad Hitler ville have sagt, hvis han havde kunnet, men nu var han jo lovligt forhindret i det. Det var den sædvanlige svada om, at England og Amerika havde svigtet Europa ved at promovere bolchevismen, som nu truede med at underlægge sig de frie nationer, de folk, som troede på Vorherre og som stolede på hans hjælp i nødens stund. Og den hjælp havde det tyske folk i særlig grad brug for nu, da situationen tegnede sig dystert for Tyskland..

 

Det stod pludselig klart for de fleste, at Hitlers død betegnede begyndelsen på det endelige opgør med nazisterne og i øvrigt også med fascisterne. Opgøret var for alvor i gang, hvilket ikke mindst også kunne ses af, at italienske modstandsfolk havde taget Italiens diktator, Benito Mussolini, til fange og havde henrettet ham. Dette fremgik også af Politikens forside samme dato, som meddelelsen om Hitlers død blev bragt:

 

Mussolini skudt i Italien

sammen med nogle af sine nærmeste

Medarbejdere bl.a. Marskal Graziani,

Pavolini, Farinacci og Scorza

Berlin, Tirsdag. (R.B.)

Ifølge hertil indløbne Meddelelser fra britiske og amerikanske Kilder i Italien via Bern er et Antal ledende Mænd inden for det fascistisk-republikanske Italien blevet henrettet af en paa Stedet oprettet Folkedomstol efter at være blevet arresteret ved Comosøen i Nærheden af den schweiziske Grænse.

Det drejer sig om Benito Mussolini og nogle af hans nærmeste Medarbejdere, bl.a. Marskal Graziani og de tidligere Partisekretærer Pavolini, Farinacci og Scorza.

 

Omstændighederne omkring især Mussolinis død var dog mere brogede og makabre, end den lakoniske meddelelse i Politiken fremstiller disse. Mussolini, der med sin tyve år yngre elskerinde Clara Petacci og sit øvrige følge var på flugt mod Schweiz, blev den 28. april 1945, altså to dage før Hitlers selvmord, taget til fange og ført til Mezzegra af kommunistiske italienske partisaner og skudt, angiveligt efter at være blevet dømt ved en til lejligheden oprettet ”folkedomstol”, et fænomen, som kommunister i flere andre lande også havde benyttet og fortsat benyttede sig af. Det påstås, at Petacci fik mulighed for at slippe fri, men åbenbart valgte at følge sin elsker i døden. Dagen efter, den 29. april, blev ligene af Mussolini og hans elskerinde, Claretta Petacci, bragt til Milano og ophængt med hovedet nedad i en lygtepæl til offentligt skue, en begivenhed, der både blev fotograferet og filmet, mens menneskemængden viste deres raseri imod den tidligere diktator og hans nu så ynkelige elskerinde. En situation, der siger noget om de primitive instinkter, der under visse omstændigheder stadig rumsterer dybt i den ’moderne’ menneskenatur.

 

Men nok så vigtigt for os her i Danmark, var greve Folke Bernadottes indsats på vegne af svensk Røde Kors, som betød redningen for flere tusinde danskere og Nordmænd, herunder de mange danske politibetjente, der havde været fanger i tyske kz-lejre. Om denne redningsaktion kunne Dagbladet Politiken samme dag, onsdag den 2. maj 1945, bringe den følgende overskrift og manchet, som indledning til en længere artikel om forløbet af og detaljerne i redningsaktionen:

 

 

Grev Bernadotte om sin

store Hjælpe-Aktion

3000 Danskere og Nordmænd overført

til Sverige fra tyske Lejre

7200 Kvinder fra Koncentrationslejren Rawensbrück

overføres i disse Dage til Sverige

 

I artiklen omtales det, at udover det i overskriften nævnte antal personer, ville 6000 skandinaver blive evakueret fra tyske tugthuse, således at det samlede antal reddede fra lejre og fængsler beløb sig til ca. 15.000 personer. Som vel at bemærke i løbet af en lille uges tid ville blive transporteret fra Tyskland og via Danmark til Sverige. Om krigssituationen i selve Tyskland kunne Politiken samme dag bringe følgende overskrifter:

 

Slaget om Nordtyskland

Voldsomme Kampe ved det britiske

Brohoved over Elben

 

Kulmination i Slaget om Berlin

Kampe paa et Omraade, der bliver stadig snævrere

 

Voldsom Gadekamp paa

Potsdamer Plads

De mest forbitrede Kampe staar stadig om

de underjordiske Tunneler

 

Stærkt russisk Pres mod Vest

i Mecklenburg

Tyngdepunkt omkring de mecklenburgske Søer

 

Protektoratet [Böhmen-Mähren] skal

forsvares til det sidste

Erklæring af Rigsstatholder Karl Frank

 

 

Men mens den Røde Hær allerede havde kæmpet sig ind til Berlins centrum, så kæmpede britiske styrker i form af to infanteridivisioner og en panserdivision, fulgt af engelske jagere og bombefly, sig stadig vej i nordlig retning mod Lübeck. Det skulle vi i Danmark være glade for, nemlig fordi englænderne ville forhindre, at russerne nåede først til landet og gjorde det til en sovjetisk vasalstat.

 

Den politiske situation i Danmark

Som det for længst vil være fremgået af denne beretning, var den danske regering trådt tilbage den 29. august 1943, hvorfor landet i de følgende år og indtil befrielsen 1945 var blevet ledet eller nærmere administreret af departementscheferne, med departementschef Svenningsen i spidsen. Svenningsen forstod den kunst, det må have været at samarbejde med det tyske riges befuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best. Det var balancegang på en knivsæg. Men da udsigten til Danmarks befrielse så ud til at være nært forestående, samlede politikere sig, for at forhandle om, hvordan overgangsregeringen efter befrielsen skulle sammensættes, indtil der snarest kunne afholdes et Rigsdagsvalg. (senere betegnet som Folketingsvalg). Dette år var der dog en afgørende forskel fra tidligere års regeringsdannelse, for denne gang kunne politikerne ikke komme uden om at tage medlemmer af Frihedsrådet med i en nydannet regering. Sådan som den politiske situation tegnede sig, måtte der blive tale om en samlingsregering bestående af 9 politikere fordelt på 4 socialdemokrater, 2 konservative, 2 venstre og 1 radikal, og 9 modstandsfolk fordelt på 2 Frie danske i udlandet, 2 kommunister, 2 Dansk Samling, 2 Ringen og 1 Frit Danmark.

 

Til statsminister valgtes Vilhelm Buhl (S), som havde haft posten efter Stauning indtil tyskerne i 1942 forlangte Erik Scavenius indsat som statsminister. Hans Hedtoft (S) blev arbejds- og socialminister, H.C. Hansen (S) blev finansminister, Carl Petersen (S) blev minister for offentlige arbejder, Ole Bjørn Kraft (C) blev forsvarsminister, Vilhelm Fibiger (C) blev handelsminister, Knud Kristensen (V) blev indenrigsminister, Erik Eriksen (V) blev landbrugsminister og A.M. Hansen (R) blev undervisningsminister.

 

Ministerposterne til modstandsfolkene blev (efter svære forhandlinger) fordelt således: Christmas Møller (Frie Danske i udlandet) fik posten som udenrigsminister, Henrik Kauffmann (Frie Danske i udlandet) blev minister uden portefølje, Alfred Jensen (K) blev trafikminister, Aksel Larsen (K) blev minister uden portefølje, Arne Sørensen (Dansk Samling) blev kirkeminister, Kr. Juul Christensen (Dansk Samling) blev minister uden portefølje, Niels Buch-Jensen (Ringen) blev justitsminister, Frode Jakobsen (Ringen) blev minister uden portefølje, og Mogens Fog (K) blev minister for særlige anliggender.

 

Men ovennævnte regering var altså parat til at træde til, så snart der forelå meddelelse om tyskernes kapitulation, som kunne ventes når som helst i de følgende dage. Den 2. maj 1945 udsendte det illegale blad ”Frit Danmark” sin 2. årgang nr. 36, hvori man i detaljer beskæftigede sig med den situation, der kunne tænkes at foreligge, når tyskerne – forhåbentlig uden kamp – ville give op og forlade landet. På sin side 2 kunne bladet publicere ”Danmarks Frihedssang”, hvis første af tre vers lyder sådan:

 

”En Vinter lang og mørk og haard

paa fem forbandede Aar”,

har knuget Landet i sin Favn

med Kulde og Sult og Savn.

Og der gik Slid paa Skoven, Skaar paa Skaar,

og der gik Raaddenskab i svage Træer.

Gaa til Modstand, alle Mand som en,

og gør Danmark frit.

 

Teksten er skrevet af forfatteren Sven Møller Kristensen og melodien komponeret af Knudåge Riisager, og allerede dagen efter meddelelsen om befrielsen blev den spillet og sendt via BBC’s dansksprogede program ”Her er London”.

 

Selv husker jeg sangen ganske tydeligt og syntes dengang som nu, at dens taktfaste, marchagtige melodi og lidt mærkværdige tekst lød bastant og uhyggelig, ja, nærmest lidt krigerisk, så at jeg fik modvilje imod den. Det lød nærmest som om den var komponeret som en slagsang for modstandsbevægelsen. Men den blev spillet og sunget i radioen og gentaget overalt ved folkemøder rundt om i byen. Ingen tvivl om, at danskerne og ikke mindst københavnerne ønskede ”de grønne”s snarlige afmarchering ud af byerne og landet og hjem til das grose Vaterland, som lå i ruiner. Og specielt afventede man i dirrende spænding af hævnfølelser på opgøret med Gestapo, Hipo og andre nazistiske korps, samt ikke mindst med stikkere, værnemagere og ”feltmadrasser”.

 

Denne forårslune og næsten sommeragtige 4. maj-aften var jeg tilfældigvis sammen med min kæreste, Alice, og vi kom netop gående henne i Hukket, da vinduerne i ejendommen på hjørnet af Hukket og Jærgersborggade pludselig og uventet blev åbnet på vid gab, så vi tydeligt kunne høre fredsbudskabet fra London over radioen. Det var speakeren Johannes G. Sørensen, der i den danske radioudsendelse fra London kl. 20,30 med fast og samtidig tydeligt rørt stemme oplæste fredsbudskabet, at feltmarskal Montgomerys hovedkvarter netop har meddelt, at de tyske tropper i Nordtyskland, Holland og Danmark har overgivet sig, med virkning fra den 5. maj kl. 8. Hukket og Jægersborggade og Kronborggade var næsten mennesketomme på dette tidspunkt, men straks efter at det fantastiske budskab havde lydt, strømmede folk ud ad opgangene og omringede os, i første omgang i overrasket og forundret tavshed, som om man ikke turde tro sine egne ører, men da man snart havde overbevist hinanden om, at det måtte være sandt, at tyskerne havde kapituleret, brød man ud i jublende glæde og omfavnede hinanden i kådhed.

 

Alice og jeg lod os smitte af den glade og opløftende stemning og tog hinanden i hånden og dansede omkring med alle de andre. Men pludselig overraskedes vi ved, at der bagfra var én, der med et hug med en kraftig hånd skilte vore hænder fra hinanden. Da vi begge vendte os, så vi, at det var Alices noget ældre storebror, der havde gjort det. Han så misbilligende på os, hvorefter han skyndsomt forsvandt ind i gården til den ejendom, hvori de boede, og som havde port ud til Hukket. Slukørede, flove og forvirrede stod Alice og jeg midt i menneskemængden og turde dårligt nok se på hinanden efter den episode. Jeg husker, at jeg tænkte at det var meget småligt gjort af kendes broder, at ødelægge den gode stemning for os, blot fordi vi helt åbenlyst og udelukkende på grund af glæde over det glade budskab, havde holdt hinanden i hånden.

 

Befrielsens time

Den 4. maj om aftenen kl. 20 havde mange danskere som sædvanligt indstillet radioens bølgelængde på London, hvorfra den danske speakers, Johannes G. Sørensens, velkendte stemme hørtes sige: ”Et øjeblik!” og kort efter: ”Det meddeles netop i dette øjeblik fra general Montgomerys hovedkvarter, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig! Jeg gentager, det meddeles netop i dette øjeblik, osv.”

 

Men med lynets hast havde den utrolige nyhed bredt sig i Danmark. I Københavns gader slog folk øjeblikkeligt vinduerne op og skruede op for BBC’s danske udsendelse: ”Her er London!”, så frihedsbudskabet lød ud i gaderne, hvor folk straks efter samledes, jublende glade og euforiske over det, de hørte fra radioen og næsten ikke turde tro på. København var nærmest i ekstatisk oprør af glæde over, hvad der var sket, og der udspillede sig scener, som ikke hørte dagligdagen til. De ellers så kølige og forbeholdne danskere omfavnede og kyssede hinanden, uanset om det var nogen de kendte eller ikke. Og gaderne var fulde af mennesker, lige som folk kravlede op oven på sporvognene, hvilket selvfølgelig ikke normalt var tilladt. Alle jublede og råbte højt og sang af glæde, og for manges vedkommende fortsatte fejringen af frihedsbudskabet til langt ud på de små timer.

 

Imidlertid var frihedsbudskabet ikke lige velkomment alle steder, og naturligvis især ikke hos besættelsesmagten, som pludselig måtte se sig sat ud af spillet. Dette gjaldt i nok så høj grad også Hipoerne og andre folk, som havde været mere end villige til at samarbejde med tyskerne, heriblandt de såkaldte værnemagere. Straks efter at befrielsesbudskabet havde lydt, nærmest vrimlede gaderne med bevæbnede frihedskæmpere, som var genkendelige på deres sorte stålhjelme og et særligt armbind. Disse såkaldte og vistnok for fleres vedkommende selvbestaltede ”4. maj-frihedskæmpere”, som til manges overraskelse havde lastbiler med åbent lad til deres rådighed, gik straks i gang med at opspore og anholde folk, som var kendt for eller blot mistænkt for at være kollaboratører eller ”feltmadrasser”, dvs. kvinder, hvorom man mente at vide, at de havde plejet omgang med fjenden. De anholdte blev under skarp bevogtning ført til centrale opsamlingssteder, som f.eks. skoler, hvor de blev midlertidigt interneret, indtil de kunne blive afhørt og stillet for en dommer.

 

 

 

Det var vinduerne, som ses på fotoet til venstre, der blev slået op på vid gab og hvorfra vi hørte frihedsbudskabet fra London lyde højt ud over pladsen foran, kaldet Hukket, og ud mod Jægersborggade, som der ses et lille udsnit af helt til højre i billedet. De mange parkerede cykler fandtes der ikke dengang, hvor Hukket var helt tomt og også uden den beplantning med træer, som først er foretaget indenfor de senere år. – På fotoet til højre ses Jægersborggade fra enden ved Jagtvej og med Hukket og den gulmalede stueetage omtrent midt i billedet. De mange parkerede biler fandtes heller ikke dengang, hvor i øvrigt kun de færreste havde råd til at have bil. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen,

 

Under opsporingen og anholdelserne fik frihedskæmperne ofte hjælp af civile danskere, og når man endelig havde fundet frem til en mand eller kvinde, som mistænktes for at have stået i tyskernes tjeneste, blev de pågældende ofte direkte udsat for tilskuernes vrede tilråb og hadske spytklatter. Herunder blev de arresterede mere eller mindre brutalt gennet op på ladet af en lastbil, hvor de var blevet kommanderet til at stå oprejst og med hænderne foldet bag nakken. Det kneb naturligvis for de pågældende at holde sig oprejst, når den mere eller mindre fyldte lastbil pludselig satte i fart og kørte bort. Herunder kom folk på gaderne med høje fy-råb og knyttede og rystede næverne mod de formodede forrædere. I enkelte tilfælde kunne man endog høre folks vrede mod disse udmønte sig i tilråb, som f.eks. ”Klyng ham op i en lygtepæl!” Det hændte da også, at der blev gjort kort proces mod nogle formodede kollaboratører, idet de blev ført afsides og formentlig henrettet på stedet, angiveligt fordi de havde sat sig kraftigt til modværge eller havde forsøgt at flygte.

 

Men alle de mere ubehagelige og mørke sider af befrielsesdagene druknede i den helt fantastiske og nærmest euforiske stemning, der havde bredt sig blandt ganske almindelige danskere, som normalt ikke drømte om at gøre en flue fortræd. Freden ville jo på sigt betyde en tilbagevenden til såkaldt normale tider med ro og orden i samfundet, og rigelige madvarer i butikkerne igen, også selvom rationeringerne fortsatte nogle år endnu. Desuden betød det genoptaget import af de mange luksusvarer, som vi danskere havde været vant til før krigen, men havde måttet undvære i de fem forbandede år. Det var varer som tekstilstoffer, benzin, kul og koks m.v., og kaffe, te, chokolade, bananer, appelsiner, citroner og meget andet og mere, som dog også stadigvæk var rationeret i de første efterkrigsår.

 

Befrielsen og den danske presse …

Allerede den 5. maj kunne den illegale avis ”Information” udkomme med sit første legale nummer, trykt i stort avisformat. Bladet, der dog denne dag kun var på 4 sider, havde – paradoksalt nok - straks den 4. maj om aftenen benyttet lejligheden til at installere sig i det nazistiske dagblad ”Fædrelandet”s hus i St. Kongensgade. Sidstnævnte blads medarbejdere havde forladt adressen og var pist væk, nogle var angiveligt flygtet til Frederiksværk, hvor de senere blev arresteret.

 

I øvrigt viste det sig, at mens den tyske værnemagt overalt havde kapituleret og overgivet sig til modstandsbevægelsen, valgte SS, Gestapo og Hipo at ignorere våbenstilstanden og kæmpe imod at blive afvæbnet og taget til fange. Der fandt spredte kampe sted, hvor de nævnte grupper, eller enkelte folk fra disse grupper, gjorde modstand og skød omkring sig. Det skete i Aarhusgade-kvarteret på Østerbro, ved Toldbodvej og i Store Kongensgade ved avisen ”Fædrelandet”s hus, og på Kongens Nytorv i den indre by og flere andre steder, sådan som der er nævnt eksempler på ovenfor. Flere personer blev dræbt og andre såret. På Politigården, der jo siden politiets arrestation og internering 19. september 1944 havde været hjemsted for tysk politi, var man gået i stilling og havde forskanset sig, mens en gruppe frihedskæmpere stod udenfor og afventede signalet til at gå i aktion og erobre Politigården.  På sin forside kunne Information bringe følgende overskrifter:

 

”Information” har nu installeret

sig i ”Fædrelandet”s Hus

Medarbejderne var flygtet

over alle Bjerge

 

Pas paa Stikkerne

Kongens Tale i Radioen

 

SS-Tropperne giver sig ikke

Skyderier paa Østerbro og i

Bredgadekvarteret i Eftermiddag

 

Dansk Brigade over Sundet

i Taageslør

Landgang i Helsingør ved Siden af

det besatte Kronborg

 

Første Russer paa

Danmarks Jord

De fremmede Korrespondenters Ankomst

 

Erklæring fra

General Knutzon

 

Avisens side 2 var fyldt af en række store fotos af befrielsesdagens begivenheder, men den trykte kvalitet af disse er ikke særlig god, hvorfor jeg har valgt at undlade at bringe eksempler på billederne her. Side 3 havde en længere artikel med overskriften:

 

”Det, som aldrig skal glemmes

– Beretningerne om de tyske Koncentrationslejre – et Mareridt”

 

Dernæst en lidt mindre artikel med overskriften:

 

”Razziaerne mod Tyskernes Haandlangere bringer store Resultater

– Fiil-Familiens Angiver arresteret”

 

På avisens bagside var det især et par fotos, der var iøjnefaldende. De var lidt svære at tyde i første omgang, men godt hjulpet af teksten til billederne kunne man se en del døde mennesker ligge ligesom henkastet i nogle små rum, som angiveligt var cykleskure til en af de københavnske skoler. Af teksten fremgik det endvidere, at der var tale om lig af afdøde tyske flygtninge, som var blevet anbragt i skurene, dels fordi man ikke kunne finde plads andre steder på skolen og dels, fordi man ikke havde transportmuligheder til at fjerne ligene.

 

 

 

Selvom de herover viste to fotos fra Information for 5. maj 1945 er af meget dårlig billedkvalitet, viser de alligevel en grusom virkelighed: Menneskelige lig smidt oven på hinanden i cykleskurene til en af de københavnske skoler, der var beslaglagt til brug for tyske flygtninge. Tyskerne havde end ikke sørget for deres døde på en anstændig og civiliseret måde, mens flygtningene var installeret på den skole, de i dette tilfælde havde været indkvarteret på. Billederne kunne i øvrigt ikke undgå at minde om den behandling, tyskerne havde udsat kz-fangerne for, hvad vi efterfølgende fik syn for sagn for via de dokumentarfilm, som nogle dage senere blev vist i biograferne.

 

Imidlertid kunne den barske virkelighed ikke overskygge øjeblikkets friheds-eufori, som ikke blev mindre af den omstændighed, at engelske tropper allerede den 4. maj om eftermiddagen indtog byen vestfra. Det fremgår mere end tydeligt af følgende overskrift i Information for 5. maj 1945:

 

 

Herover ses de første engelske tropper ankomme til København, hvor de, som det fremgår af fotoet, blev modtaget af et stort antal mennesker, som havde taget opstilling på fortovene langs den rute, de engelske jeeps og lette tanks kørte ad.  – Foto lånt fra ”Årets største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens Bøge 1952.

 

København ”besat” af
Montys Tropper
Ca. 100 britiske Soldater rykkede

i Gaar Eftermiddags vestfra

ind i Byen

 

I alt kun nogle faa tusind allierede Soldater til Danmark

København blev i Gaar Eftermiddags ”besat” af allierede Tropper. Besættelsen var dog kun symbolsk, idet den allierede Styrke, som ved 16-Tiden rykkede ind i Byen vestfra, kun udgjorde ca. 100 Mand fra ”Royal Dragons”, der er en Afdeling af General Montgomerys Armé. Deres Chef er en Leutenant-Colonel Pepys.

 

I artiklen beskrives den jublende og stormende modtagelse, de engelske tropper blev genstand for allerede i forstæderne, da de kørte mod København ad Roskildevej, og kort før selve byen var der hængt store skilte op med teksten ”Welcome to Copenhagen”. I modsat retning bevægede de modløse og slukørede tyske værnemagtssoldater sig, ud af byen og på den lange kørsel og march tilbage mod hjemlandet. Tyskerne havde ganske vist beslaglagt en del biler og lastbiler kort før kapitulationen, men disse var ikke nok til, at alle tyske soldater kunne få kørelejlighed. Der var derfor ikke andet at gøre, end at benytte sig af det gode gamle transportmiddel: ”Apostlenes heste”. Så kunne tyskerne selv prøve det, som de havde udsat så mange af deres fanger for, dog under betydeligt værre forhold end nu. Men om de blev klogere af det, er et andet spørgsmål. En erfaring var det imidlertid under alle omstændigheder, som også den forarmede tyske befolkning blev nødt til at forholde sig til i den kommende efterkrigstid. Hvilket de – og især deres politikere - for øvrigt også gjorde.

 

 

På ovenstående foto ses en kolonne tydeligvis trætte og skuffede tyske værnemagtssoldater, der forlader København. Det er Nyboder med Marmorkirken, der ses i baggrunden. – Foto lånt fra ”Årets største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens Bøge 1952.

 

Men en nok så malende skildring af befrielsesdagens begivenheder kunne man læse i Ekstra-Bladet samme dag, den 5. maj 1945, hvor avisens forsideoverskrifter så sådan ud:

 

Aaget knust – Danmark frit

Dr. Best har stillet sig under Frihedsraadets Beskyttelse

Kongen, Statsministeren og Min. Fog mindes dem,

der gav Livet for vor Frihed

 

Buhl var Kl. 11 hos Kongen

med Ministerlisten

Christmas Møller er endnu ikke

naaet frem i Middags

 

Da Aksel Larsen kom

Den nye Minister Aksel Larsen ankommer til Udenrigsministeriet sammen med Orlogskaptajn Seehusen. Aksel Larsen ses til højre, hilsende paa en Frihedskæmper. [NB! Det nævnte foto er ikke gengivet her]

 

Best taget i Forvaring

Dr. Best har i Dag stillet sig under Frihedsraadets Beskyttelse. Som Følge deraf er Frihedsraadets bedste og mest solide Folk udkommanderet og staar nu i en Omkreds ved Dagmarhus i passende Afstand fra Bygningen. R.B.

 

 

Et foto fra befrielsesdagen i København, hvor folk er gået på gaden med et banner, der hylder de danske sabotører, som sikrede Danmark medlemskab af de allierede. – Foto lånt fra ”Årets største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens Bøge 1952.

 

Men i det hele taget er Ekstra-Bladets overskrifter den 5. maj 1945 meget sigende om den situation, der var opstået i og med tyskernes betingelsesløse kapitulation og Danmarks befrielse, så derfor skal flere af overskrifterne inde i avisen gengives her:

 

Da Montgomery modtog

en Million Tyskeres Overgivelse

De tyske Generaler forsøgte at opnaa et Kompromis, men Montgomery erklærede: ”Jeg vil ikke diskutere, hvad jeg agter at gøre i Fremtiden!

 

Den allierede Presses Indtog i København

Ca. 30 Krigskorrespondenter kom i Morges hertil i en svensk Fiskerbaad. - ¨

Kl. 13 i Dag etableredes den første Radioudsendelse

København – New York

 

 

Hele Formiddagen igennem rullede Bilkortèger med Frihedskæmpere gennem Københavns Gader. Her ser man nogle af Vognene. – Foto og tekst: Ekstra-Bladet, Lørdag den 5. Maj 1945. – Min tilføjelse: Et af formålene med den nævnte lastbilkørsel var, at arrestere og samle formodede stikkere og kollaboratører op, for at stille dem til regnskab for deres landsskadelige handlinger og aktiviteter.

 

Opgør mellem S.S. og Værnemagt

og Skydning i Havnen

Folk maatte gaa i Kælderen paa Østerbro,

og Lyngbyvejen maatte afspærres

 

Løn som forskyldt til

Hipomænd og Stikkere

Dødsstraf til Forræderne

 

Besættelsens Historie i korte Træk

Den voksende Modstand – det første ”Nej” –

Undtagelsestilstanden – Dødsdommene,

Jødeforfølgelserne – Terroren og Sabotagen

 

UFAS KONTOR ER BESAT

 

 

Den 5, maj lod danske sabotører det endnu engang gå ud over det tyske filmudlejningsselskabs UFA’s københavnske kontorer i Nygade 5, hvor det dog i dette tilfælde mest gik ud over kontorinventar og papirer i lange baner. Som det ses, deltog tililende og ivrige børn også i aktionen, idet de rodede i papirbunkerne for om muligt at finde noget af interesse. – Foto lånt fra ”Årets største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens Bøge 1952.

 

”Ved 9.30-Tiden gik en Del unge Mænd ind i en Ejendom paa Strøget, Nygade 5, hvor UFA-Film har Kontor. De skaffede sig Adgang til Lokalerne, der befandt sig i øverste Etage, og et Øjeblik efter begyndte de at kaste alt Indboet og Indholdet i Skuffer og Skabe ned paa Gaden.

Tusinder af Papirark flagrede ned gennem Luften under Folkemængdens stormende Begejstring. Man rykkede naturligvis saa meget til Side, at ingen kom til Skade, naar en Lænestol splintredes mod Kørebanen. Til Slut blev UFA-Skiltene ødelagt.”

 

Som læseren måske vil erindre, var UFA’s kontorer og lokaler tidligere blevet raseret af sabotører. De skete den 5. april 1944, hvor firmaets kon­torer og lokaler den nævnte dato blev raseret af nogle sabotører, som smed virksom­hedens papirer og omkring 200 spillefilm ned på gaden, hvor det hele blev antændt og mere eller mindre af­brændt.

 

Tyskerne har i Morges beslaglagt Biler

København, i Dag.

Tyskerne har i Morges tidligt beslaglagt et yderligere Antal Biler i Hovedstaden, og man gaar ud fra, at Tyskerne har sikret sig disse Vogne med Henblik paa den forestaaende Afrejse. R.B.

 

Kød nok fra paa Mandag

Torvedirektøren meddeler, at Kødbyen har været lukket i Dag. Mandag den 7. ds. paaregnes Driften genoptaget, og der vil til Raadighed for Forbrugerne ikke alene være de normale Forsyninger, men ogsaa det i Kødbyen beroende Beredskabslager af Flæsk.

 

 

14 dræbt paa Gaderne i Nat

Ambulancerne havde 169 Udrykninger

Det har været en historisk Nat for de københavnske Ambulancer. I alt meldes der om 169 Udrykninger alene for Københavns Vedkommende, hvilket Tal overstiger selv de travleste Nætter i Ambulancernes Historie. Der meldes foreløbig om 14 Dræbte, 20 maatte indlægges paa Hospitalerne med Skudsaar, medens en Del blev ambulant behandlet.

 

Så vel de dræbte som sårede er alle navngivne i artiklen, men selv om det ikke fremgår direkte, så kunne det se ud som om der er tale om både frihedskæmpere og deres  danske modstandere, samt muligvis flere tilfældige civile, som har været så uheldige at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

 

Københavnernes første Dag

under den genvundne Frihed

Raadhuspladsen var et jublende Hav af Københavnere, men da Klokkerne begyndte at kime, sænkede Stilheden sig

 

Kongeflaget

gaaet til Tops over

Amalienborg

Samtidig med at Kirkeklokkerne over hele Landet

begyndte at ringe

 

 

Personligt husker jeg min egen tilstedeværelse, da de engelske soldater ankom i de såkaldte jeeps og lette tanks til Rådhuspladsen. En kæmpemæssig forsamling af folk af begge køn og i alle aldre flokkedes omkring disse jeeps, hvor glade og smilende engelske soldater uddelte små plader chokolade og kastede Chewing Gum i grams til de, der var så heldige at kunne gribe de små flade pakker i luften. Det var første gang jeg – og formentlig mange andre danskere – hørte udtrykket ”Chewing Gum” om tyggegummi, som ikke hidtil havde været særlig anvendt i Danmark. Men nok så heldige var de kønne unge piger, som kom tættest på soldaterne, der dog ikke forlod, men stadig sad eller stod op i deres jeeps eller oppe på taget af deres tanks. Det var tydeligt at se, at nogle af pigerne gerne ville i lag med soldaterne, og så vidt jeg kunne konstatere, blev der også lavet intime aftaler om senere møder mellem nogle af soldaterne og de unge piger. Noget, pigerne tilsyneladende også var stolte af, var, at de fik cigaretter af deres nye tilbedere. De engelske soldater skulle jo i øvrigt indkvarteres bestemte steder i byen, hvorfra de ville få orlov, som de så ville benytte til ture ud i det københavnske aften- og natteliv. Sådanne steder erfarede jeg, var f.eks. nogle bestemte barer med musik og dans, og ikke mindst det store National Scala, hvor både musikken og dansen var i højsædet.

 

Det var ikke fri for, at jeg – og sikkert flere unge danske mænd med mig – var lidt misundelige over den succes, de unge engelske soldater havde hos de unge københavnske piger. Men den følelse måtte man jo nødvendigvis bide i sig, for vi anonyme civile ejede ikke den samme tiltrækningskraft, som de sejrrige og i øvrigt velkomne unge engelske soldater, ikke mindst takket være deres uniform, var i besiddelse af.

 

Men der var også alvorlige unge danske mænd i folkemængden på Rådhuspladsen denne dag, og det var f.eks. tilfældet med min dengang 18-årige fætter Dennis. Der skulle jo snart være valg til Folketinget, og fætter Dennis var blevet grebet af kommunisternes vitterligt store indsats i modstandskampen under besættelsen, så han støttede DKP’s valgkamp. Under indtrykket af befrielsens eufori fik kommunisterne ved Rigsdagsvalget i befrielsesåret 1945 hele 18 mandater, hvor de tidligere kun havde haft 2 (i 1932 og 1935) og 3 mandater (i 1939). Det var en jordskredssejr for de danske kommunister, også selvom de allerede ved det følgende valg i 1947 tabte halvdelen af mandaterne, og ved senere valg endnu flere, for ved valget i 1960 at ryge helt ud af Folketinget.

 

Imidlertid fortsatte frigivelsen af tyskernes fanger i danske fængsler, og herom bragte Ekstra-Bladet den 5. maj 1945 en artikel med følgende overskrift:

 

Fangerne i Vestre Fængsel frigives

800 vil blive løsladt i Løbet af Dagen

 

Til gengæld blev Hipo-folk og andre landsskadelige elementer indsat til foreløbig afventen af anklage og domfældelse, og eftersom der blev indført dødsstraf med tilbagevirkende kraft, kunne flere af disse indsatte på grund af deres ugerninger forvente denne ultimative straf.

 

Men noget nok så vigtigt og afgørende for det danske retssamfund, var den følgende meddelelse:

 

Politiet igen over Jorden

Assisterede i Dag Frihedsbevægelsen

med de første Arrestationer

 

Det drejede sig godt nok ikke om de folk af politikorpset, som tilhørte den store gruppe, der i 1944 var blevet interneret af tyskerne og sendt i tyske kz-lejre, og som takket være Folke Bernadottes medvirken nu befandt sig i foreløbigt asyl i Sverige, men derimod om de politifolk, der var undsluppet og gået under jorden og derfra illegalt havde deltaget i modstandsarbejdet. Et arbejde, som blandt andet bestod i at registrere folk og virksomheder, som på forskellig måde samarbejdede med tyskerne på det danske samfunds bekostning. Men registreringen gjaldt også en bogføring af almindelig kriminelle danskere, som på forskellig måde lukrerede på besættelsessituationen, f.eks. gennem sort børs-virksomhed.

 

Vigtig og betydningsfuld var også den følgende meddelelse:

 

Danmarks Radio taler igen

med Danmarks Stemme

Frihedskæmperne besatte Radiohuset Kl. 8 i Morges

 

Klokken 8 i Morges besatte efter Ordre en Afdeling Frihedskæmpere – ca. 100 Mand under Kommando af Chefen for Hærens Flyvertropper i Værløse. Kaptajn T. A. Poulsen – Statsradiofoniens Bygning i Rosenørns Allé. Tyskerne var rykket ud en halv Snes Minutter i Forvejen, saa det kom ikke til Episoder af nogen Art. Frihedskæmperne var svært bevæbnede med automatiske Vaaben og medførte flere Kasser med Ammunition og Haandgranater.

 

 

Nogle frihedskæmpere holder den 5. maj 1945 vagt udenfor et af Danmarks Radios studier i Rosenørns Allé i København. Personerne er ikke navngivne. – Foto i Ekstra-Bladet for den 5. maj 1945.

 

Spændt Forventning ved Grænsen

før Briterne kommer

Da Dannebrog i Morges gik op over Frøslevlejren,

hvor Fangerne venter paa Befrielse

 

Der er ikke noget at sige til, at befrielsessituationen prægede den trykte presse både i dagene og i tiden efter den euforiske 5. maj. Det var umuligt at ignorere, også selvom man måske gerne ville, fordi man mente og frygtede for, at det alt sammen var for meget af det gode, og at situationen ikke var holdbar og derfor ikke kunne vare ved. Det skulle da også snart komme til at vise sig, at den tilsyneladende enighed mellem de allierede stormagter ikke kunne bevares i fredstid.

 

 

Portræt af den i maj 1945 og de følgende år mest populære person i Danmark, Feltmarskal Bernard Law Montgomery, symbolet på vort lands befrielse fra det  fem år lange tyske nazistiske rædselsherredømme. – Foto i Ekstra-Bladet for den 5. maj 1945.

 

 

Den 5. maj 1945 kunne man igen se danske politibetjente på gaderne, men i reglen iført beskyttelseshjelm, formentlig for alle tilfældes skyld, idet der fortsat forekom skudepisoder med snigskytter. Som det fremgår af billedet kunne man også se civile folk, der som damen med ryggen til bærer den såkaldte Royal Air Force-hue, som jeg selv havde haft magen til tidligere og tilmed havde på i skolen, indtil brugen af disse huer blev forbudt. – Foto fra Ekstra-Bladet for den 5. maj 1945.

 

Personlige oplevelser …

Der er især to oplevelser, jeg husker fra de første hektiske befrielsesdage, og den ene var mere præcist den 5. maj 1945, og den dag var jeg ovre på Stevnsgades Skole, for at se de mange mennesker, flest mænd, som 4-maj-frihedskæmperne havde afhentet i deres hjem, eller hvor de nu befandt sig. Stevnsgades Skole kendte jeg fra min skoletid, for det var her børnetandpleje havde hjemme øverst oppe under taget på den høje hovedbygning. Nu var skolen altså midlertidigt blevet inddraget til opsamlingssted for en broget flok af mistænkte kollaboratører, som var blevet kørt til opsamlingsstedet på ladet af åbne lastbiler, som det pludselig vrimlede med. Det var folk, som var mistænkt eller kendt for at have samarbejdet med tyskerne under den ene eller den anden form. Nu stod de ynkeligt opmarcheret på rad og række langs skolemuren, med ryggen til og oprakte hænder, mens de blev bevogtet af frihedskæmpere. Det forlød, at de anholdte en efter en blev afhørt i et lokale inde i skolen, hvorefter de så vidt jeg ved, blev kørt til en opsamlingslejr, hvor de måtte afvente deres videre skæbne. Det betød, at de skulle stilles for en regulær domstol med anklager, forsvarer og dommer. Det var retsopgøret, der så småt var begyndt og som skulle komme til at trække ud i flere år.

 

Den anden markante oplevelse fra dengang, jeg her skal omtale, er fra dagen efter, den 6. maj, som var en helt særlig dag, for da ankom Den danske Brigade, som bestod af frivillige unge danske mænd, der var flygtet til Sverige, hvor de havde gennemgået en vis militær træning og herunder selvfølgelig også lært at håndtere skydevåben. Min kammerat, Jørgen, vidste, at en afdeling af brigaden allerede den 5. maj var ankommet til Helsingør, hvortil den var blevet overført fra Sverige, og videre til indkvartering på Østerbros kaserne. Derfra ville de dagen efter, den 6. maj 1945, marchere ad den østlige del af Jagtvej og ind til og gøre holdt ved Husumgades Skole omkring middagstid. Her ville de blive officielt budt velkommen hjem. Husumgade lå og ligger kun et par gader væk fra Jægersborggade og nærmere Nørrebros Runddel, så Jørgen og jeg bestemte os for, at vi ville gå hen til skolen og se på modtagelsen af brigaden.

 

Den danske Brigade var som allerede nævnt med den svenske regerings accept blevet oprettet i Sverige i Malmø-regionen, mere præcist i november 1943. Det var en militær enhed, hvis formål og opgave ville være at deltage i en eventuel befrielse af Danmark. Brigaden udviklede sig efterhånden til en minihær på ca. 5000 mand, der som ligeledes nævnt var rekrutteret blandt frivillige unge danske flygtninge i Sverige. Ankomsten til Helsingør forløb fredeligt, idet ens tor menneskemængde med vajende Dannebrogsflag hilste soldaterne velkommen hjem. Det forlyder, at en del af brigadesoldaterne var skuffede over ikke at komme i kamp mod tyskerne, som de gerne ville have været med til at smide ud af Danmark.  Men for nogle af brigadererne skulle hjemkomsten dog komme til at forløbe anderledes, nemlig for den deling, der dagen efter ankom til Husumgades Skoles gårdsplads, hvor de blev budt velkommen. En velkomst jeg selv deltog i og som jeg herefter skal forsøge at beskrive forløbet af.

 

Skolegården var allerede fyldt med mennesker, unge og gamle, mænd så vel som kvinder, hvoraf en del sad på aflange bænke ude langs med siderne af skolegården, samt en del børn, som var kravlet op på taget over cykelskuret ved den nordlige del af skolegården, formentlig i håbet om at have et bedre og friere overblik over, hvad der videre skete. Under vild jubel fra den tilstedeværende forsamling, som viftede med Dannebrogsflag, ankom den nævnte deling eller bataljon af brigaden, som så vidt jeg husker, bestod af omkring 20 mand, anført af to officerer. Efter at være kommet ind i skolegården, hvor de på alle sider var omgivet af begejstrede civile, stillede soldaterne efter ordre dels en bazooka og dels deres rifler fra sig, nogle stykker sammen i pyramideform, med riffelløbene pegende opad, og tog derefter bagved rækken af opstillede rifler selv opstilling side om side i to rækker, og med front mod skolens hovedbygning.

 

Derefter blev brigadesoldaterne og deres officerer budt officielt velkomne hjem, men hvem og hvor mange, der var talere ved den lejlighed, husker jeg ikke, for den slags lagde jeg ikke særlig mærke til dengang. Men bedst som en af talerne henvendte sig til soldaterne, lød der pludselig høje, skarpe skudsalver, som gav genlyd mellem de høje husmure, så det var umuligt at høre og vide, hvorfra skuddene kom. Øjeblikkeligt kommanderede officererne børnene ned fra cykelskurtaget, og mens nogle af soldaterne skyndsomst fik fat i deres rifler og gjorde disse skudklare, for andre af soldaterne omkring og hjalp folk med at vælte bænkene og krybe i skjul bag ved disse.

De bevæbnede soldater skød blandt andet op mod skolens vinduer, hvorfra de mente at i hvert fald nogle af skuddene kom, men det fik jo glasskårene fra de splintrede ruder til at falde ned og sprede sig blandt mængden af liggende og kravlende mennesker, som i mellemtiden var blevet opfordret til at søge ly i skolens kælderetage, hvor meningen i øvrigt var, at soldaterne skulle beværtes efter den officielle del af modtagelsen. Men meget hurtigt blev der her i kælderen etableret en samaritertjeneste til de folk, som var blevet såret af glasskår, så blodet flød. Flere kvinder stillede sig straks til rådighed som sygeplejere. Blandt de sårede var både voksne og børn, men heldigvis var ingen kommet alvorligt til skade, og ingen var tilsyneladende blevet ramt af skud. Selv var jeg og Jørgen uskadte, hvorfor vi blev liggende i dækning bag en af de væltede skolebænke.

 

Skudsalverne fra de folk, der havde skjult sig i skolebygningen og på taget af en ejendom, der stødte op til skolen, lød fortsat spredt, men efter at brigadesoldaterne var begyndt at besvare ilden, ophørte skuddene. Så vidt jeg ved, fik de ikke ram på den eller de banditter, formentlig Hipo-folk, som stod bag skudsalverne. Da alt var faldet til ro, lignede skolegården et eneste stort rod af væltede bænke, glasskår i mængder og overtøj og fodtøj, som folk havde efterladt i den panik, der opstod og bredte sig under skyderiet og da de kravlede eller nærmere mavede sig frem til døren ind til kælderetagen.

 

Jørgen og jeg opholdt os stadigvæk i skolegården, da alt igen var faldet til ro efter omkring tre kvarters forløb. Vi ventede på, at brigadesoldaterne skulle forlade skolen igen og marchere videre. Vi havde begge til hensigt at ville følge dem et stykke på vej. Langt om længe tog soldaterne da også igen opstilling i kolonne, og under vajende flag og til lyden af hurraråb, marcherede de ud ad skoleporten og hen ad Husumgade mod Jagtvej. Her drejede de af mod højre og fortsatte ud mod Frederiksberg. Men på denne tur skulle brigaden også komme ud for en dramatisk oplevelse, som i øvrigt kom til at koste flere civile livet. Da Brigaden var nået hen til Landsarkivet på hjørnet af Falkoner Allé og Ågade, blev der skudt mod den fra en lejlighed, en tandlægeklink, på anden sal i ejendommen overfor på hjørnet af Falkoner Allé og Borups Allé. Straks gik soldaterne i stilling, og med bazookaens raketter beskød man den pågældende lejlighed, så at hele vinduespartiet efterhånden blev fjernet og forvandlet til et gabende hul ind til klinikken. I mellemtiden var der kommet nogle bevæbnede modstandsfolk til, som fulgte med brigaden på dens videre tur, og disse folk deltog også i beskydningen af den nævnte tandlægeklinik. Men hvem det var, der skød oppe fra tandlægeklinikken, har jeg ingen viden om, kun at det selvfølgelig måtte være nogen, der sympatiserede med tyskerne. Så vidt jeg forstod og ved, undslap snigskytten, men ingen af brigadesoldaterne blev ramt af skud. Derimod blev, så vidt jeg husker og ved, to modstandsfolk ramt og dræbt ved den lejlighed. Der blev senere rejst en mindesten for dem ude foran Landsarkivet.

 

Det var med nogle underlige og blandede følelser, at Jørgen og jeg derefter forlod stedet og brigaden og traskede hjemad mod den nærliggende Kronborggade, hvor han boede, og Jægersborggade, hvor jeg hørte hjemme. Vi var blevet tætte vidner til en af tilværelsens mere barske situationer, skønt det jo ingenting var imod, hvad der ellers skete af tragiske og uhyggelige begivenheder under besættelsen og krigen i øvrigt.

 

 

 

 

 

Den 5. maj kunne Ekstra-Bladet – formentlig i lighed med andre af Hovedstadens aviser – også orientere sine kvindelige læsere, som konsekvent blev betegnet som ”damerne”, om den kommende sommers mode. Det skete blandt andet ved hjælp af de to ovenstående og to   nedenstående illustrationer eller modetegninger. Den viste og karakteristiske 1940’er-mode på damebeklædning blev hurtigt meget udbredt og populær blandt byens yngre damer. Damer – eller kvinder i alle aldre - har jo altid haft meget let ved at følge modens forskrifter – eller måske snarere dennes diktater. Det er kvindernes privilegium, som mange af os mænd aldrig rigtig har forstået, men måttet konstatere og acceptere. Så derfor ikke et ondt ord om det.

 

Allerede på selve befrielsesdagen havde man i aviserne kunnet se illustrerede annoncer, som på ny lokkede med alskens goder, til trods for, at der jo stadig var mangel på en lang række varer, og dem der var, skulle derfor fortsat bruges rationeringsmærker, for at kunne købe. Men nu var nogle enkelte af varerne i det mindste kommet på markedet igen. Det gjaldt eksempelvis kaffetilsætningen Rich’s, som min mor altid havde brugt, også før besættelsen og dels som tilsætning til den rene kaffe, fordi det ”drøjede” (strakte) denne, og dels fordi hun syntes, at kaffen i sig selv var for tynd og ikke smagte ”rigtigt”. Ak ja, vi er jo kun små hverdagsmennesker de fleste af os, for hvem de dagligdags vanskeligheder og problemer, glæder og sorger fylder mest i vores tilværelse.

 

 

Annonce for den i sin tid meget kendte og brugte kaffetilsætning, Rich’s, som min mor havde brugt lige så langt tilbage i tiden, jeg kan huske, og som hun fortsatte med at bruge resten af sit liv. For mig personligt, som ikke drak kaffe som barn, var det særlig de samlebilleder, og især samlebillederne fra Disneys lange tegnefilm, som i perioder var indlagt i Rich’s-pakkerne, der havde interesse. Ovenstående annonce er fra Ekstra-Bladet for den 5. maj 1945, befrielsesdagen.

 

 

  

 

Avisannoncerne appellerede i øvrigt også både til kvinders forfængelighed og praktiske, økonomiske sans. Annoncen til venstre gjaldt hudbruneren ”Vanité Leg Make-up”, mens annoncen til højre var pølsefirmaet Brd. Houlbergs gode råd til husmødrene om ”gasbillig mad”, hvilket vil sige mad, der ikke krævede større forbrug af den bygas, der jo var rationeret. Det drejede sig om en opskrift på såkaldt brun suppe og kartoffelgratin med bajerske pølser, som en del husmødre sikkert har forsøgt sig med, for opskriften lyder ganske god, ikke mindst fordi retten samtidigt kunne tilberedes på forholdsvis kort tid.

 

Kommunisterne vinder frem …

Den 7. maj 1945 blev forbuddet mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed ophævet, og Folketinget blev udvidet med 3 medlemmer, for at kommunisterne kunne blive repræsenteret. Fra politisk side havde man indset, at kommunisterne som en direkte følge af deltagelse i modstandsbevægelsen stod stærkt i den danske befolkning, hvilket som nævnt da også viste sig ved valget tirsdag den 30. oktober 1945, hvor kommunisterne for første og eneste gang fik hele 18 mandater. Socialdemokraterne var landets største parti med 48 mandater mod Venstres 38 mandater og Konservatives 26 mandater og Radikales 11 mandater. Dansk Samling fik 4 mandater og Danmarks Retsforbund kun sølle 3 mandater.

 

Den nye situation afspejlede sig forståeligt nok i kommunistiske kredse og ikke mindst i avisen Folkets Dagblad / Land og Folk allerede i maj måned. Bladets ansvarshavende redaktør var Børge Houmann, som foreløbig måtte nøjes med en postboksadresse på Nørrebros Postkontor. Men generelt set var retorikken i denne avis langt skarpere og mere uforsonlig, end i andre danske aviser, hvad der eksempelvis fremgår af Land og Folk for tirsdag den 8. maj 1945:

 

 

Det fascistiske Udyr knust i sin Hule

Hitlers uovervindelige Tyskland har lidt

Historiens største Nederlag

 

Mere moderat formuleret er følgende konstatering, som er en hentydning til ophævelsen af forbuddet mod det kommunistiske parti og kommunistisk virksomhed generelt:

 

Danmarks kommunistiske Parti vender

tilbage til Rigsdagen

 

DKP havde i 1939 tre medlemmer repræsenteret i Rigsdagen, nemlig Aksel Larsen, Alfred Jensen og Martin Nielsen, som derfor også stadig var medlemmer af Tinget. Men eftersom Aksel Larsen og Alfred Jensen var indtrådt som ministre i den nydannede overgangsregering, og Martin Nielsen endnu ikke var vendt tilbage fra et kz-lejr ophold i Stuthof, havde partiets centralkomité valgt Alfred Larsen, tidligere formand for DKP’s ungdomsforbund, og matros Svend Nielsen, tidligere bestyrelsesmedlem i Sømændenes Forbund, samt borgerrepræsentant Johannes Hansen til midlertidigt at træde i de andres sted.

 

De internationalt sindede danske kommunister øjnede morgenluft, hvilket blandt andet kom til udtryk i artiklen ”En faglig Verdensbevægelse”, og ikke mindst i artiklen med følgende overskrift:

 

For første Gang er en Mand fra Arbejdspladserne rykket ind paa Trafikministerpladsen

Massemøde af Arbejdere paa D.S.B.s Centralværksteder tilsiger Trafikminister ALFRED JENSEN al mulig Støtte

til Løsning af Fremtidens store Opgaver

 

 

Land og Folk kommenterede også det igangværende ”oprydningsarbejde”:

 

Arrestationerne af Stikkere og Hipo-Folk fortsætter med usvækket Kraft

Hipo-Banden, der sprængte Tivoli i Luften, arresteret

 

Frihedskæmpernes Razziaer efter Stikkere, Hipo-Folk og Samarbejdsmænd fortsætter over hele Landet i uformindsket Tempo, og Dagen i Gaar strømmede det ind med Forbrydere til Frihedsbevægelsens Opsamlingssteder. Anholdelser og Transport gennem Byen var igen den store Folkeforlystelse, og de Steder, hvor Frihedskæmperne ikke fandt nogen hjemme, var Naboer til de eftersøgte og andre Beboere i Opgangen meget ivrige efter at komme med Oplysninger om Adresser, hvor det var sandsynligt, at Forbryderne kunde opspores. Det var tit meget værdifulde Oplysninger, der gav gode Resultater.

 

Særlig interessant er det i denne sammenhæng, at Land og Folk kunne oplyse navnene på nogle af de kendte anholdte eller eftersøgte. Herom skriver avisen blandt andet følgende:

 

Chefen for UFA Films københavnske Afdeling, Kurt Zobel, blev Natten til i Gaar anholdt paa Paladshotellet, han sigtes for landsskadelig Adfærd under den tyske Besættelse. Ved Anholdelsen havde han 25.000 Kr. i Kontanter paa sig.

Efter hvad der meddeles fra Malmø er den tidligere Direktør for ASA-Film, Henning Karmark, blevet anholdt i Malmø, hvortil han ankom den 29. April paa dansk Pas med tyske Viseringer!

Om Direktør Stentofts Skæbne foreligger endnu ingen Oplysninger. Som bekendt fandt han det ligesom Karmark tilraadeligt at stikke af til Sverige – dog paa et meget tidligere Tidspunkt, og de to Herrers Forretningsaftaler med UFA er jo almindeligt kendte.

 

Her skal jeg indskyde, at jeg personligt ikke har noget kendskab til d’herrer Karmarks og Stentofts ”Forretningsaftaler med UFA”, og heller ikke til min direktør Allan Johnsens aftaler med samme tyske firma. Det kan i øvrigt undre mig, at Kurt Zobel nævnes som direktør for UFAs danske afdeling, for senere, i 1946, blev Anton Møller, som angiveligt var direktør for samme firma, idømt fængselsstraf og tab af borgerlige rettigheder i 5 år! Men måske havde firmaet to direktører!? - Det var jo i øvrigt i UFA’s lille biograf i Nygade 5, at vi animatorer på ”Fyrtøjet” en kort overgang så linetests af vores animation, og jeg har selv flere gange været på stedet med det formål. Personalet hos UFA var dansk og meget venligt, især filmklipper Edith Schlüssel, som efter lukningen af UFA fik ansættelse som filmklipper hos Nordisk Film i Valby og senere på Nordisk Films Tekniks laboratorium i Frihavnen. Jeg ved i hvert fald, at Allan Johnsen, som også havde en form for aftale med UFA, hverken var nazist eller sympatiserede med nazismen, men tværtimod var modstandsmand, der hjalp både danske jøder med at flygte i 1943, og bl.a. politifolk med et arbejde, efter at de havde undgået arrestationen den 19. september 1944 og som følge deraf måtte ”gå under jorden” og leve i det skjulte.

 

Lørdag den 12. maj 1945 kunne Ekstra-Bladet med fede typer på hele forsiden berette om københavnernes modtagelse af Danmarks befrier, feltmarskal Montgomery:

 

MONTGOMERY modtaget i Middags

af en By i Jubel

Budt Velkommen i Lufthavnen af Statsministeren

Triumftoget via Dagmarhus til Amalienborg

 

Den sejrsombruste Feltmarskal Montgomery holdt i Dag sit Indtog i København. Han kom flyvende til Kastrup Lufthavn og satte Kl. 11,30 Foden paa dansk Jord. Efter i Lufthavnen at have faaet en hjertelig Modtagelse af danske og engelske Repræsentanter kørte Feltmarskallen, staaende i en aaben Vogn, til Dagmarhus, overalt hilst med endeløs Jubel af et bølgende Menneskehav. Fra Dagmarhus kørte Montgomery ad Strøget til Amalienborg til Frokost hos Kongen. Senere aflagde Feltmarskallen Besøg hos den engelske Flaadeafdeling ved Langelinje. EKSTRABLADETs Medarbejdere beretter her om Dagens Begivenheder.

 

 

Bilkortegen med Montgomery stående i den forreste, åbne vogn, flankeret af engelske soldater på motorcykle og danske betjente, der ses løbende forrest til venstre. Stedet er Rådhuspladsen, og kortegen er på vej hen mod Dagmarhus, hvor de allerede ankomne engelske tropper holder til, og hvor det danske, engelske og amerikanske flag nu vajede side om side, som et symbol på det allierede sammenhold. – Fotoet er fra Ekstra-Bladets forside lørdag den 12. maj 1945.

 

 

 

På fotoet til venstre ses i fugleperspektiv feltmarskal Montgomery stående i den åbne vogn, flankeret af engelske soldater på motorcykle, mens danske politibetjente og modstandsfolk på begge sider af gaden holder den jublende mængde af folk tilbage på fortovene. På fotoet til højre ses den tydeligt glade feltmarskal stående i sin vogn, her formentlig på vej op gennem Strøget og til Amalienborg, hvor han skulle modtages af kongen og dronningen. – Fotos fra Ekstra-Bladets bagside for lørdag den 12. maj 1945.

 

Det var jo lørdag og derfor kun arbejdsdag til kl. 14. Men der blev ikke slået mange streger fra omkring middagstid på tegnestuen i Frederiksberggade 28, 2. sal til højre. Der herskede en lidt nervøst og oprømt stemning blandt os, der var på tegnestuen. Vi vidste jo på forhånd via radioavisen, at Montgomery og hans kortege ville komme fra Rådhuspladsen og køre gennem Strøget på vejen til Amalienborg, og eftersom vejret var lunt og lyst havde vi åbnet de store vinduer ud mod Frederiksberggade, fordi vi gerne ville se ”giraffen”, når denne passerede forbi nedenfor vores vinduer.

 

Endelig efter en nærmest ulidelig ventetid, lød det fra en af de tegnere, der sad nærmest ved de store vinduer, at nu skete der noget, for der opstod et tydeligt røre og uro blandt de mange spændte og glade mennesker, som stod tæt pakkede sammen på fortovene på begge sider af gaden. De af os, der sad længere inde i lokalet, skyndte sig hen til et af vinduerne, hvorfra der var fri og god oversigt over, hvad det foregik nede på gaden.

 

For resten havde en af spasmagerne blandt tegnerne, Frede Henning Dixner, lavet en sprællemand af Hitler, og bundet i en lang snor sænkede han nu figuren ned blandt tilskuerne på fortovet nedenfor. Det morede folk meget, at de kunne trække i sprællemandssnoren og få Hitler til at danse eller sprælle på ’kommando’. Mærkværdigvis overlevede sprællemands-Hitler” denne behandling, for da den efter at Monty og bilkortege vat passeret forbi, trak Dixner atter figuren op til sig og kunne konstatere, at den var uskadt. Hitler-sprællemanden kom i øvrigt senere på Frihedsmuseet efter dettes oprettelse, Situationen med Hitler-sprællemanden blev i øvrigt filmet ved den lejlighed, og denne filmoptagelse kom til at indgå i dokumentarfilmen ”Da englænderne kom i Maj 1945”.

 

Den 11. maj 1945 kunne Ekstra-Bladet i øvrigt bringe følgende overskrift på sin forside:

 

Hipokorpsets Chef anholdt

Fhv. Politibetjent Norén, der havde skjult sig

i Ny Kongensgade.

 

 

Som meddelt i EKSTRABLADET lykkedes det i Gaar de dygtige Frihedskæmpere fra Ny Carlsberg at indfange Hipo-Korpsets Chef, den fhv. Kriminalbetjent Oktavius Norén, der blev fundet i en Klublejlighed, Ny Kongensgade 15, hvor Nazisten Wilfred Pedersen tidligere har boet. Vi bringer her et Billede, taget umiddelbart efter Anholdelsen. Hipo-Chefen staar i Frihedskæmpernes Vogn med oprakte Hænder. Under sikker Bevogtning føres han til Sundholm. Han fylder i Dag 38 Aar og maa altsaa tilbringe sin Fødselsdag i en Fængselscelle. – Tekst og foto fra Ekstra-Bladet for lørdag den 12. maj 1945.

 

Der var dog ikke fest og jubel hos alle i disse befrielsesdage, for modstandsbevægelsen og politiet var også travlt optaget af at arrestere Hipo-folk, stikkere og andre folk, som i løbet af de fem besættelsesår havde forbrudt sig og overtrådt både juridiske og måske især moralske love. På festdagen lørdag den 12. maj kunne Ekstra-Bladet blandt andet bringe et billede og en kort omtale af arrestationen af Hipo-korpsets chef, fhv. kriminalbetjent Oktavius Norén:

 

Et stærkt omdiskuteret og langvarigt retsopgør med de folk, der på den ene eller anden måde ikke havde vist sig som nationalt sindede og humant moralske danskere, ventede forude. Det skal vi vende tilbage til undervejs.

 

Fortsættes i artiklens 17. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer delvis fra og med foråret 1945 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________