Ideale drømme, skepsis og tvivl 17. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(Delvis fra 1945 og fortsat videre fra artiklens 16. del)

 

Et af de forhold, som vi – eller i hvert fald jeg – ikke hæftede mig så meget ved dengang, da det var aktuelt, var den omstændighed, at Bornholm også havde været besat af tyskerne, men at de nu blev befriet af afdelinger af den russiske Røde Hær. Øen lå jo så tilpas langt fra Danmark, så at russiske styrker i Polen og Øst-Tyskland havde relativt nemmere ved at nå over til øen, både ad vand- og luftvejen, men især ad den sidstnævnte. Det skete mandag den 7. maj, hvilket Bornholms Tidende kunne berette – måske lidt småbittert – om i sin udgave for torsdag den 17. maj 1945:

 

Da Freden kom til det øvrige Land,

kom Krigen til Bornholm

Den tyske Kommandant von Kampfz nægtede at kapitulere,

og store Dele af Nexø og Rønne blev lagt i Ruiner

af russiske Bombemaskiner

9 dræbte i Rønne og Nexø – Meget store materielle Skader

 

De dræbte var civile danskere, men en anden stor og alvorlig følge af krigshandlingerne mellem de tyske stillinger på Bornholm og de angribende russiske tropper, var, at mange blev sårede og hjemløse, det sidstnævnte, fordi deres huse, over 2000, var blevet bombet af russerne under de luftangreb, der fandt sted. De tyske troppers modstand imod de angribende russere, var energisk og udholdende, og mange tyske soldater blev dræbt og endnu flere sårede, der nævnes et tal på 1218 af de sidstnævnte, men præcise tal herom forelå ikke på det her omtalte tidspunkt. Om eventuelle russiske tab forelå der heller ikke oplysninger.

 

Imidlertid besatte de russiske styrker faktisk Bornholm, og mange frygtede for, at øen skulle komme under russisk kontrol og administration. Men i henhold til Bornholms Tidende forsøgte den lokale russiske hærledelse under kommandant Strepkoff at berolige de frygtsomme. I et interview med avisen udtalte han sig om sin og de russiske troppers tilstedeværelse på øen:

 

Vi er ikke kommet som Okkupanter –

Den første Kommandant over de russiske Styrker

paa Bornholm udtaler sig – Afspærringen vil kun

vare et Par Dage

 

”Vor Mission er endt med Tyskernes Fjernelse” erklærede den tyske kommandant, og den tyske kommandant von Kampfz vil blive ført til byen Kolberg og stillet for en krigsret og dømt til døden og henrettet. Kort og godt og ingen pardon.

 

Den afspærring, der her var tale om, var, at forbindelsen til det øvrige Danmark var totalt afbrudt, idet man hverken kunne komme til eller fra Bornholm med fly eller færge, og desuden kunne man ikke afsende post eller telefonere og telegrafere. Ophævelsen af spærringen var beroende på de forhandlinger, der efterfølgende skulle foregå mellem den danske regering og den sovjetrussiske regering.

 

I mellemtiden opfordrede byrådene i Rønne og Nexø de borgere og ejere af huse, der ikke var berørte af bombardementernes ødelæggelser, til midlertidigt at genhuse de familier, som stod uden tag over hovedet. I modsat fald ville byrådene se sig nødsaget til foretage tvangsindkvartering for de ramte familier. Hvordan genhusningen forløb og lykkedes, har jeg desværre ingen viden om, men mon ikke, der også fandtes behjertede og hjælpsomme bornholmere, det vil jeg bestemt tro og mene.

 

Men som nævnt var situationen på Bornholm i befrielsesdagene faktisk kun noget, jeg seriøst har fæstnet mig ved mange år senere, for jeg havde på det tidspunkt, hvor begivenhederne fandt sted, endnu ikke været på besøg på ”Bornholm, du dejlige ferieø.” Det kom jeg til gengæld en del år senere, og i en ganske bestemt anledning, hvilket jeg skal fortælle nærmere om i kronologisk rækkefølge.

 

Den 17. maj 1945 kunne Berlingske Tidende bringe nedenstående foto fra Feltmarskal Montgomerys besøg hos Danmarks aldrende kongepar, kong Christian X og dronning Alexandrine, på Amalienborg, hvortil han dels var inviteret til frokost og dels til at modtage en sjælden hædersbevisning i form af Storkorset af Danmark med bryststjernen i diamanter.

 

 

Et historisk øjeblik: Feltmarskal Montgomery, Danmarks befrier, mødes her lørdag den 12. maj 1945 med Danmarks aldrende kongepar, kong Christian X og dronning Alexandrine, på Amalienborg, hvor han dels var inviteret til frokost og dels til at modtage Storkorset af Danmark med bryststjernen i diamanter. En hædersbevisning, der ikke er blevet mange til del. – Foto fra Bornholms Tidende for torsdag den 17. maj 1945.

 

Den 11. maj 1945 kunne Ekstra-Bladet i øvrigt også bringe følgende overskrifter på sin forside:

 

Fund af tysk Haandbog i Tortur

Anvisning på Knusning af Hænder, Fødder, Knæ og

Afrivning af Ører

Hos en Gruppe arresterede Hipofolk i Asserbo har Frederiksværk Politi fundet en Haandbog i Tortur. Teksten er tysk, og Bogen er forsynet med 21 Helsidesbilleder, der viser, hvordan en Fange, der ikke vil bekende, skal behandles. Der er tillige en Anvisning paa Knusning af Hænder, Fødder og Knæ, Afrivning af Ører og Indblæsning af ulæsket Kalk i Øjnene. Det sidste Kapitel er en detaljeret Gennemgang af forskellige Maader, hvorpaa Ofrene kan aflives. Den modbydelige Tryksag er nu i Politiets Varetægt.

 

Voldsomme Skyderier i Oslo i Nat

Nordmændene stadig meget fortrykte

”Ekstrabladet”s udsendte Medarbejder maa søge Ly

gennem et knust Butiksvindue paa Vej til Hotellet

 

Spioncentral paa Falster aflyttede

Bests og Panckes Samtaler

med Berlin

 

Man fik ogsaa her Besked om

en planlagttysk Razzia, som bevirkede, at

Shell-Huset maatte bombes

 

Axel Høyers Søn skudt i Nat

paa Sundholm

Han var blevet arresteret som Hipo-Mand og

Forsøgte at overfalde en af sine Vogtere

 

Nævnte Axel Høyer var under Besættelsen kendt som en flittig og ivrig agitator i Danmarks Radio. Desuden var han redaktør af det nazistiske dagblad ”Fædrelandet” og en overgang også medlem af det danske naziparti, Dansk National Socialistisk Parti, forkortet DNSAP, i øvrigt omtrent samme initialer som i det tyske NSDAP. Høyer forlod dog senere nazipartiet, for at danne sit eget parti ”Dansk Anti-Kommunisme”.

 

Efter Danmarks befrielse blev Høyer som så mange andre, der havde optrådt unationalt under Besættelsen, arresteret og sat i varetægtsfængsel. Ved dom af 12. marts 1947 blev han idømt fængsel i 7 år med fortabelse af borgerlige rettigheder for bestandig. Samtidig konfiskeredes hans formue på 25.000 kr. Høyer appellerede dommen til Østre Landsret, hvis dom faldt den 1. oktober 1948 og lød på en skærpelse af fængselsstraffen til 10 år og stadfæstelse af den øvrige del af dommen.

 

Inde i avisen kunne man bl.a. læse følgende overskrifter:

 

De nyeste Anholdelser

 

Vore Døde

Vi bør mindes de mange, som blev skudt ned paa

Gaden af Tyskerne og deres Hjælpere

 

Schacht vil ikke tro paa Hitlers Død,

”om han selv fortalte det”

 

Forestaaende Udrensning paa

Det Kongelige Teater

Et pinligt Intermezzo inden Opførelsen af

”Elverhøj” i Søndags

 

Den nævnte udrensning, det vil sige afsked, drejede sig – udover den tidligere omtalte balletdanser Leif Ørnberg – også om hans kollega, balletdanser Poul Witzansky, og desuden om skuespillerinden Else Højgaard, samt om to af kapellets musikere, Lanzky-Otto og Polycarp Andersen. Endvidere fik kapelmusikus Otto Sørensen og kapelmusikus Julius Thornberg, deres afsked. Men man forventede, at endnu flere af teatrets personale, herunder fire unavngivne damer i operakoret, ville lide samme skæbne. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvorfor den dengang berømte Else Højgaard var i søgelyset og naturligvis heller ikke, hvem de fire unavngivne damer i operakoret kunne være.

 

Den 11. maj 1945 kunne Ekstra-Bladet desuden også bringe følgende overskrifter på sin forside:

 

Montgomery foregaar os med et næsten

alt for godt Eksempel!

En Ørkenrotte og andre engelske Soldater om den store

Hærfører: Han drikker ikke, han ryger ikke, er religiøs

og omgaas Kvinder med Varsomhed

 

Nøje Grænsekontrol med de bortdragende Tyskere:

Vældige Dynger af Varer

Tyskerne forsøgte at faa med hjem

hober sig op ved Grænsen

 

10,000 saarede paa Aarhus’ tyske Lazaretter

 

Hvordan Sigurd Thomsens Morder

blev henrettet

Da den berygtede Stikker og Morder Due-Petersen, kaldet ”den lille Banan”, blev bortført fra Kommunehospitalet og henrettet.

 

Sigurd Thomsen var forfatter og politisk redaktør ved Social-Demokraten. Under besættelsen var han aktiv modstandsmand, og den 25. marts 1944 blev han anholdt af Gestapo på Rådhuspladsen i København. Da han gjorde modstand, blev han uden videre skudt og dræbt. Thomsen var angiveligt blevet angivet, ”stukket”, til Gestapo af stikkeren Due-Petersen

 

Hellig Jord for alle Danske

En smuk Tanke at indrette Gravpladsen

i Ryvangen til Mindelund

Muligt at identificere de Døde

 

Med gravpladsen i Ryvangen menes det sted, hvor tyskerne begravede ligene af de sabotører og modstandsfolk, de havde henrettet. Ligene blev begravet uden nogen synlig indikation på, hvem, der lå hvor. Men tyskerne havde dog sammen med hvert enkelt lig også begravet en lille glasbeholder med navn og data på den henrettede, hvilket muliggjorde en senere identifikation. Det kan man vel betragte som en vis form for hensynsfuldhed og ærefuld begravelse, trods alt. 

 

En Tak til alle, som har vist

Politiet Sympati

En Samtale med Rigspolitichefen

”Vi, der sad interneret i Shell-Huset, har ingen Ting gennemgaaet – i sammenligning med mange andre Politifolk”

 

General Knudtzon om Den Danske Brigade

”Vi har aldrig haft saa veltrænede Soldater, som vi

har i Brigaden i Øjeblikket”

 

Gunnar Larsen og Thune Jacobsen

ventes for Rigsretten

De godt 100 internerede Danskere i Sverige bliver de sidste,

der vender hjem – og det sker under Politieskorte

 

Nævnte Gunnar Larsen var minister for offentlige arbejder, og Thune Jacobsen justitsminiser, senere rigspolitichef under Scavenius-regeringen 1942-43. Begge havde støttet statsminister Scavenius’ taktiske imødekommenhed overfor den tyske besættelsesmagt. Men ingen af de to politikere var mistænkt for at nære nazistiske sympatier, og ingen af dem blev, så lidt som Scavenius, dømt for landsskadelig virksomhed.

 

Flere Hundrede dødsdømte Russere

befriet i Aarhus

     Det er nu oplyst, at Frihedskæmpere blandt de danske Jernbanefolk befriede flere Hundrede Russere i Aarhus, som var stuvet sammen i Jernbanevogne. Russerne skulde have været skudt, men Jernbanefolkene kørte ganske simpelt Vognene væk og forsynede Russerne med Fødevarer.

 

Chokerende kendsgerninger

En af mit livs uhyggeligste filmoplevelser fik jeg, da forskellige københavnske biografer kort efter befrielsen viste dokumentariske filmoptagelser fra de tyske koncentrationslejre. Denne film så jeg i Colosseum, hvor folk stod i lange køer og ventede på at komme ind i biografens halvmørke og få deres livs formentlig værste chok. Det, man fik at se, var så rystende, at det var svært at tro på at det virkelig havde fundet sted i vores verden, og det endda kun for kort tid siden. Men billederne, der var optaget af de engelske og amerikanske filmfotografer, der sammen med britiske og amerikanske soldater ankom til de berygtede fangelejre, som f. eks. Neuengamme og Auschwitz, Bergen Belsen og Dachau, og fra kvindelejren Ravensbrück, talte desværre deres mere end tydelige sprog om den råhed og brutalitet, der lå bag lejrpersonalets behandling af fangerne, og om den ydmygelse og fornedrelse, som de stærkt udsultede fanger måtte lide under deres kortere eller længere ophold, og inden de var så uheldige enten at dø af sult, sygdom og overanstrengelse eller så heldige at overleve og blive befriet af De Allierede. 

 

Der var rystende og dybt chokerende optagelser af menneskelige benrade eller såkaldte muselmænd, af døende, halvtpåklædte fanger af begge køn, af mænd og kvinder, der var stuvet sammen i uhumske og stærkt overfyldte barakker, af bunker af lig, der bogstavelig talt var stablet ovenpå hinanden ude i det fri eller inde i en bygning, af gaskamre, hvor mennesker, mænd, kvinder og børn, under foregivende af, at de skulle i bad, var omkommet ved gasning, og af ovne, hvor ligene systematisk og fabriksmæssigt var søgt skaffet af vejen.

 

Disse uhyrlige ugerninger kunne man også læse om i aviserne, og i hvert fald allerede i Ekstra-Bladet for den 11. maj 1945, hvor man også bragte nogle fotos fra de befriede kz-lejre (se nedenfor).

 

Mærkværdigvis omtalte Ekstra-Bladet den ovenfor nævnte dato ikke så meget som med et ord de uhyrligheder, som de bragte fotos tydeligt viste, der måtte være foregået i de tyske kz-lejre under krigen, og særligt i dennes seneste år 1943-45. Der var jo tale om folkemord – den såkaldte holocaust – på især det jødiske folk uanset dettes forskellige nationale tilhørsforhold.

 

 

S.S.-Mænd maa i Buchenwalde-Lejren hjælpe til med det uhyggelige Oprydningsarbejde. – Foto og billedtekst: Ekstra-Bladet for fredag den 11. maj 1945. – Som det direkte fremgår af billedet, blev ligene af de døde, som lå stablet i bunker, behandlet temmelig uværdigt og respektløst.

 

Men selv om det, der vitterligt var foregået i de tyske kz- og udryddelseslejre blev omtalt i medierne i de følgende dage og måneder, kom kendsgerningerne først frem efterhånden som De Allierede fik et overblik over situationen. De stærkeste indtryk fik man imidlertid af de dokumentariske film, som de tyske bødler selv havde foranstaltet optaget.

 

Der var billeder fra især ghettoen i Warszawa, der gjorde uudsletteligt indtryk, med udsultede og forarmede mennesker, mænd, kvinder såvel som børn, hvis eneste ”forbrydelse” bestod i, at de tilhørte den jødiske race og tro. Der var billeder fra andre besatte lande i Østeuropa og Sovjet, hvor de tyske specialtroppers fremfærd kun efterlod sig død og ødelæggelse. Mennesker af begge køn blev pågrebet og ofte straks henrettet, enten ved skydning eller hængning, og ikke sjældent havde de pågældende ofre i forvejen måttet grave deres egne grave. I nogle tilfælde blev ofrene skudt, enten mens de stod opstillet på kanten af store, dybe fællesgrave, eller var på vej ned i eller mens de stod opstillet i bunden af en af disse. Men de tyske dokumentarfilm bar i nok så høj grad direkte vidnesbyrd om den forråelse og brutalitet, der prægede de uniformerede tyske bødler, som ikke sjældent morede sig over deres egne frygtelige ugerninger.

 

 

Den engelske Parlamentsdelegation besøger Lejren i Buchenwalde. - Foto og billedtekst: Ekstra-Bladet for fredag den 11. maj 1945. Det ses tydeligt, at delegationsmedlemmerne forståeligt nok er chokerede og ikke rigtigt ved, hvordan de skal forholde sig til et så uhyrligt og umenneskeligt syn.

 

   

Et Billede fra Massegraven i Belsen, hvor Ligene af de Hundredvis af Mennesker, der daglig døde, blev kastet hen. - Foto og billedtekst: Ekstra-Bladet for fredag den 11. maj 1945. – Af de ovenstående fotos fremgår det ligeledes med al tydelighed, at ligene af de afdøde i den grad blev behandlet uværdigt og respektløst. Man skal her tænke på, at hvert eneste af de døde mennesker var enten nogens far eller mor, søn eller datter, bror eller søster eller et andet nærtstående familiemedlem. Men her kastes ligene skødesløs som kadavere ned i en dyb fællesgrav ovenpå hinanden, hulter til bulter, for siden af hygiejniske grunde at blive overdækket med læsket kalk og derefter med jord.

 

Imidlertid var det i maj 1945 begrænset, hvad offentligheden – og dermed jeg selv - fik at vide om de uhyrligheder, der var foregået i Nazi-Tyskland, så derfor vil vi her vende tilbage til den øvrige situation på det her omtalte tidspunkt.

 

En vigtig personlig beslutning

Men tilbage til min lilleverden, hvor situationen i øvrigt var den, at ”Fyrtøjet” desværre endnu var et godt stykke fra at være fuldt færdig, så man ville kunne programsætte dens urpremiere. Dels var tegnearbejdet, hvilket hovedsagelig ville sige optræk og farvelægning, og derfor også optagelse på trickbordet af de endnu ikke færdiggjorte scener, langt fra at være afsluttet. Desuden var lydarbejdet i form af indspilning af dialog og musik, samt mixning ikke færdig. Dertil kom tekniske forsinkelser som følge af, at Agfa-laboratorierne i Berlin var blevet ødelagt under bombardementerne af byen, og det tog tid at etablere forbindelse til det franske laboratorium Eclair i Paris, som kom til at stå for fremstillingen af de filmkopier af ”Fyrtøjet”, der skulle ud og køre i de danske biografer.

    

Få dage efter de euforiske og forvirrende befrielsesdage traf jeg den definitive beslutning, at jeg ville opsige min stilling hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, således at jeg kunne slutte arbejdet en uge ind i juni måned. Hen mod slutningen af maj, fortalte jeg Børge Hamberg om min beslutning om at ville holde op og prøve noget andet. Det syntes han faktisk var en dårlig idé, og han må åbenbart straks efter have fortalt det videre til Johnsen, for denne kom næste formiddag over på tegnestuen, hvor han som så ofte før stillede sig på siden af min stol og talte lavmælt til mig: ”Jeg hører, at du vil slutte hos os! Men vil du ikke nok tænke over det, for der er da en hel del arbejde tilbage at lave, også for dig. Og desuden skulle vi jo gerne gå videre med nye tegnefilmprojekter og vil derfor nødigt undvære dig!” Disse ord følte jeg mig naturligvis beæret over, men min beslutning om at stoppe var uigenkaldelig. De to år med koncentreret og intenst arbejde bag lyspulten dag ud og dag ind, og ikke mindst det halve års overarbejde med en cirka 15 timers arbejdsdag, havde gjort mig moden for en forandring, næsten ligegyldig hvilken. Den opbrudsstemning, der efter befrielsen havde bredt sig i befolkningen, smittede desuden også af på mig, og jeg følte derfor stor trang til selv at føle mig ’befriet’.

 

Så vidt min erindring rækker, var jeg den første og foreløbig eneste af personalet hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, der ønskede at slutte min ansættelse endnu før filmen var blevet gjort helt færdig. Derfor sagde jeg jobbet op, med virkning fra en uge ind i juni måned. Vel at mærke uden at vide, hvad jeg derefter skulle foretage mig, bortset fra at forsøge på at færdiggøre min egen lille tegnefilm ”Hvordan elefanten fik sin snabel”. Men det er en anden historie, som jeg skal fortælle lidt mere om i det følgende afsnit. 

 

Hvordan arbejdet på ”Fyrtøjet” videre forløb, har jeg intet personligt kendskab til og vidste ikke noget om på det tidspunkt, for efter at være sluttet en uge inde i juni 1945 mistede jeg faktisk for en tid kontakten med Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og personalet. Den eneste, jeg havde nær kontakt til, var bybudet ”Pluto” alias Erik Nielsen, som snart efter også opsagde sit job hos firmaet. Men blandt andet gennem Karen Egesholm og Mona Ipsen har jeg erfaret, at optræks- og farvelægningsarbejdet fortsatte til et godt stykke hen på efteråret 1945. Bodil Dargis, født Rønnow, har fortalt, at der stadig var en del ansatte medarbejdere i 1946 i afdelingerne på Nørrebro, henholdsvis i lokalerne på Nørrebrogade/Blågårdsgade og i Stengade. Og fru Gerda ”Tesse” Johnsen og Henning Ørnbak har hver for sig kunnet fortælle noget om, hvad der videre skete for og med Dansk Farve- og Tegnefilm A/S i de nærmest følgende år. Det skal vi som nævnt høre mere om i nogle af de næste afsnit.

 

Men nok så vigtigt for mange danskere var det på den tid, at biograferne igen frit kunne vælge at spille især amerikanske og engelske film, og sådanne blev overraskende nok da også sat på programmet allerede den 6. maj, i hvert fald i København. Denne dato har jeg desværre ikke dokumentation for biografrepertoiret, det har jeg derimod for den 12. maj, hvor der var flest amerikanske film på programmet, og alle film var repriser, som havde været spillet før. Det gjaldt både de engelske film, som var blevet forbudt opførelse i danske biografer af den tyske besættelsesmagt allerede ved besættelsens ikrafttræden 9. april 1940, og for de nye amerikanske film, der som påbudt udgik af repertoiret fra omkring 1942, mens de lidt ældre film blev udfaset og ophørte i løbet af det følgende års tid.. 

 

Biografrepertoiret den 12. maj 1945 i henhold til Ekstra-Bladet:

 

Alexandra: Kl. 2,45-4,45-6,45

        Alle Tiders bedste amerikanske Lystspil

        Frank Capra-Mesterværket: Det hændte en Nat  (Amrk., 1934)

        Claudette Colbert – Clark Gable

Bellevue: Kl. 7,10

        Alexander’s Ragtime-Band (amrk. 1938)

        Alice Faye – Tyrone Power

Bristol: Kl. 3,15-5-6,30. Forb. f. Børn.

        Den amerikanske Storfilm Suez (amrk., 1938)

        Tyrone Power – Annabella – Loretta Young

Colosseum: Kl. 6,45. Forbudt for Børn

        Stort amerikansk Dobbeltprogrm

        Jack Holt i ”Udenfor 3 Milegrænsen” (amrk. ikke identificeret)

        Charles Starrett i ”Præriens Snigskytter” (amrk. ikke identificeret)

Carlton: Kl. 2-3,50-6,50. 2. Uge!

        Den engelske Latterfarce Det ligger i Luften (eng. 1938)

        med Komikeren George Formby

Casino: Kl. 6,45.

        Det amerikanske Pragtværk

        - og Regnen kom (amrk., 1939)

       [i denne film medvirker Tyrone Power også]

D. S. B. Uafbr. Forest. Kl. 13-19.

        Der var engang – Dansk Virke III – Kongegribben – Georg Hallands Orkester –

        Det gyldne Californien – Skipper Skræk slaar Rivalen

Grand: Kl. 3,10-5,6,50

        Englands berømteste Film

        Den røde Pimpernel (eng. 1935)

        Leslie Howard – Merle Oberon

Metropol: Kl. 1,30-3,10-5-6,45

        Lystspillet Min Yndlingshustru (My Favorite Wife) (amrk. 1940)

        Cary Grant – Irene Dunne – Gail Patrick – Randolph Scott

Nora: Kl. 5 og 6,45

        Shirley Temple

        Den lille Prinsesse (amrk. 1939)

Nørreport Bio: Obs! Kl. 14,10-16,10-18,40

        Den engelske Storfilm

        Englands blaa Sønner (eng. 19??)

Palads: Kl. 2,30 pr. Kl. 4,30 pr. Kl. 6,45 pr. 6. Uge!

        Else Marie – Hans Kurt

        Man elsker kun én Gang

Palladium: Kl. 2,30 Kl. 4,30 Kl. 6,45. Forb. f. B.

        To i en Storby (Svensk, 19??)

        - en svensk Storfilm

 

 

Udsnit af annoncesiden for Forlystelsesannoncer, herunder biografannoncer, i Ekstra-Bladet for lørdag den 12. maj 1945. Et nyt syn på disse annoncesider var de mange titler på engelske og især amerikanske film, som biograferne fik mulighed for helt frit at sætte på repertoiret igen allerede i de nærmeste dage efter befrielsesdagen den 5. maj. Det benyttede de allerfleste københavnske biografteatre sig af, som ikke var kontraktligt forpligtet på anden måde, som det formentlig har været tilfældet for de få danske og svenske film, der da blev spillet.

 

Park: Kl. 16,30 og 18,45

        Filmen, vi aldrig glemte

        Goodbye, Mr. Chips (amrk. 1939)

        Med Robert Donat og  Greer Garson (Mrs. Minniver)

Platan: Kl. 5,10 og 6,50.  Næsts. Dag

        Robin Hood (amrk. 1938)

        Errol Flynn – Olivia de Havilland

Rialto: genaabner i Dag Kl. 5 og 6,45 – Kun 2 Dage!

        Leslie Howard i

        Gengangeren fra Berkeley Square (eng. 1933)

        (Mandag Première: Bette Davis – Paul Lukas i den ny amerikanske Film

        ”En for Alle” (Watch on the Rhine) (amrk. 1943)

Roxy: Kl. 7 præcis

        Rosalind Russell og Cary Grant

        idet straalende amerikanske Lystspil

        Sensationen (amrk. 1940)

Saga Teatret: Kl. 2,30-4,15-5,50.  Forbudt for Børn

        Den enestaaende Storfilm fra Englands Undergrundsbevægelse

        Fire Mænd hævner (eng. Ikke identificeret)

        Efter Edgar Wallace’s fantastisk spændende Roman

Scala-Bio: Kl 2,30-4-5,30-7

        Farlige Skønheder (amrk. 19??)

        Med Franchot Tone og Ann Sothern

        Nyt amerikansk Kriminal-Lystspil

Triangel: Kl. 4,30 og 6,45. Forb. for Børn

        Gunga Din (amrk. 1939)

        [med Cary Grant]

Vanløse: Kl. 6,45

        Den amerikanske Storfilm

        Fangen paa Zenda (amrk. 1937)

        med Ronald Colman

Windsor: Kl. 6,45

        Midnat (amrk. 1939)

        Claudette Colbert – John Barrymore

 

På den ovenstående liste over københavnske biografer, er det ikke alle biografer, som er repræsenteret, nemlig kun 22. Men af disse 22 biografer spillede de 15 amerikanske film, mens 5 spillede engelske film og kun 2 spillede danske film og 1 enkelt en svensk film. Men publikum nærmest strømmede til biograferne, også selvom de allerfleste af filmene var repriser fra sidste halvdel af 1930’erne. Men det var jo under alle omstændigheder herligt og velgørende at gense sine store filmidoler, som eksempelvis Claudette Colbert, Clark Gable, Tyrone Power, Leslie Howard, Merle Oberon, Cary Grant, Irene Dunne, Shirley Temple, Robert Donat, Greer Garson, Errol Flynn, Olivia de Havilland, Rosalind Russell, Franchot Tone, Ann Sothern, Ronald Colman, Loretta Young, John Barrymore og mange andre og flere, efterhånden som filmene fik repremiere eller nye film kom til, efter at grænserne igen var åbnet og importen af nye film genoptaget.  Det føltes som om familien atter blev genforenet efter flere års uønskede og triste adskillelse.

 

Men var den ny situation glædelig for biograferne og publikum, så kom den faktisk ubelejligt for en langtegnefilm som ”Fyrtøjet”, fordi den ny situation betød, at filmen ville få skarp konkurrence fra især Disneys lange tegnefilm, uanset om der var tale om en ny film eller en reprisefilm, som normalt plejede at få Danmarks-premiere eller reprisepremiere 2. juledag i Metropol Teatret på Strøget, hvilket man måtte forvente også ville finde sted ved juletid her i befrielsesåret.

 

Men i maj måned var politikerne og frihedsbevægelsen og dermed også medierne fortsat stærkt optaget af at fordøje de barske ting, der var blevet afsløret omkring den tyske besættelsesmagt og dennes danske medløbere. I vide kredse følte man et indædt had til begge parter, hvilket bl.a. kom til udtryk i Dagbladet Politiken for lørdag den 26. maj 1945. På forsiden bragte avisen følgende overskrifter:

 

Dødsstraf for Forrædere

Hipo-Folk og Stikkere

Indholdet af den nye Straffelov, der blev fremsat

i Folketinget i Gaar

Kun to Former for Straf: Dødsstraf og Fængsel

 

Skattesnyder, der vil undgaa Bøde og redde Ansigtet, og derfor brænder 680.000 Kr.

Voldsomt Røre blandt Skatteskulkere ved Udsigten til Afstempling af Pengesedler og Obligationer. – Hundreder af Millioner,

der ikke er opgivet til Skattevæsenet

 

Udrensning i Hæren og Flaaden begyndt

En lang Række Befalingsmænd degraderet og afskediget

Et Antal andre Befalingsmænds Forhold undersøges

 

Churchills nye Regering

Eden fortsætter som Udenrigsminister

 

Inde i avisen kunne man bl.a. læse følgende overskrifter, som jeg vil mene siger en hel del om den herskende situation og stemning i maj 1945:

 

Norske Sabotører umuliggjorde den tyske

Atom-Bombe

Det ”tunge Vand”, som skulde bruges, fremstilledes i Rjukan, hvor Anlægget sprængtes i Luften

 

Himmler faldt paa alt for fine Papirer

Hvis han ikke havde forsynet sig med falske Papirer.

var han næppe blevet taget

 

Henrettelserne i Norge vil overstige 300

7750 Kvinder og Børn slæbt til Tyskland,

hvor 1645 døde

 

4000 Tons Bomber over Tokio

500 Superfæstninger deltog i Angrebet

 

Englands Arbejderparti regner

med Valg-Sejr

Partiledelsen regner med at danne Regering

efter Valget

 

Tyskerne skal se Fangelejrenes Gru

Brochurer og Film, der gives

og forevises Tyskerne

 

Overvældende Flertal paa Rigsdagen

for Dødsstraffen

Men adskillige Rigsdagsmænd vil undlade at stemme,

enkelte vil stemme imod

 

Alle tyske Flygtninge skal

nu tyfusvaccineres

Vi skal ikke være bange for Tyfus, men vi skal holde os

for os selv, siger Seruminstituttets Direktør,

Dr. med. Jeppe Ørskov

 

Livgarden

     I Morgen Kl. 11,15 samles Livgarden Aargang 1912 i K.FU.M.s Gaard og marcherer med Fane og Tromme i Spidsen ind paa Livgardens Kaserne. Det er de første Gardere, der nu rykker ind i deres gamle Hjemsted efter Befrielsen, alle af Aargangen er velkomne.

 

To Arbejdere blev udpeget

som tilfældige Sonofre

Gestapos danske Bøddel, Massemorderen Brøndum,

Fortsætter sine forfærdende Tilstaaelser

Brøndum tilstaar Mordet paa Ingeniør Falck

 

Tre henrettede Patrioter bisat

ved storstilet Højtid

20.000 Mennesker fulgte de tre Frihedskæmpere til

deres sidste Hvilested i Gravlunden i Randers

 

De engelske Marinere takker

Københavnerne

 

Flere Millioner Kroner

er skjult i Varer

Handelsministeriets Bestemmelse er kommet

sent, siger Forretningsfolkene

 

Officerer, der gik i tysk Tjeneste,

afskediges uden Varsel og uden Pension

Rigsdagen vedtog i Gaar en Lov om

Udrensning i Hær og Flaade

 

Loven tilsigter at gøre op med

Landsforræderne

 

En Behandling, der er et

Kulturfolk værdig

Hollands Børn maa ikke dø

af Sult

Politiken stiller Børnekolonien ”Reden” til

Raadighed for nødstedte hollandske Børn

En Hjælpeaktion i Samarbejde med

Organisationen ”Red Barnet”

 

Tilstaaelse om Mordet paa

Red. Clemmensen

 

Den tidligere SS-Mand Flemming Helweg-Larsen

vilde ”værne sin Ære”, hævder han i Retten

 

HIPOen, der sigtes for Mordet paa

Pastor Schack, afhørt

 

Sømændene kræver
8 Timers Arbejdsdag

Overenskomsten med Rederne opsagt

 


Forsøgt Selvmord med Haandgranat

Uhyggelig Begivenhed paa Hotel Nordland

Lagt Haandgranaten paa Gulvet og bragt den

til Udløsning ved Hjælp af en Snor

 

Kammeratskabsaften hos Russerne

De russiske Soldater har udfordret Rønne til en

Fodboldkamp – Atter Lys i Hammer-Fyret – Danske

Frihedskæmpere og Russere jager tyske Soldater

i de bornholmske Skove

 

12,000 Tyskere af Sted fra Frihavnen

De førtes bort af tre tyske Skibe, bl.a. den store

Handelsdamper ”Antonio Delfino”

 

Hvis Tyskland havde vundet …

Vor Korrespondent i Berlin under Krigen, cand. mag. Henrik V. Ringsted,

fortsætter og afslutter sin Skildring af Nazisternes Fremtidsdrømme, der

vilde være blevet realiseret, dersom Tyskland havde vundet Krigen.

 

Det sidstnævnte citat er overskriften på Politikens Kronik den 26. maj 1945. Det tænkte fremtidsperspektiv, som kronikken fremmaner, er et uhyggeligt eksempel på, hvordan det ville være gået Europa, herunder lille Danmark, ja, og den store verden, hvis skæbnen havde villet, at nazisterne havde vundet krigen og gjort sig til verdensherskere. Men takket være en enorm fælles indsats med store omkostninger for De Allierede, kom det lykkeligvis til at gå helt anderledes, end nazisterne havde forestillet sig og håbet på. Og takket være den omstændighed kunne vores lilleverden snart vende tilbage til mere normale tilstande og forhold, også selvom eftervirkningerne af krigen og besættelsen var mærkbare nogle år endnu.

 

 

En optimistisk annonce for Java-Brænderierne, som imødeså en snarlig tilbagevenden af den ægte eller rigtige kaffe. Men indtil da, kunne man tilbyde den friskbrændte erstatningskaffe KAFFAN. – Annonce i Politiken for lørdag den 26. maj 1945.

 

Men at vi nærmede os normale tilstande, kunne ikke mindst ses af avisernes annoncesider, som hurtigt blev præget af et indhold, der signalerede lysere fremtidsudsigter, i hvert fald indtil videre. Det afspejlede sig ikke mindst i forretningernes lokkende tilbud.

 

  

 

To avisannoncer, som hver på sin måde signalerer en tilbagevenden til de gode gamle tider før krigen og Besættelsen. Men naturligvis var der ikke tale om en reel tilbagevending, for verdenssituationen var blevet forandret som en følge af krigen, hvilket verdens befolkning snart skulle få at mærke i form af den såkaldte kolde krig. Men foreløbig var håbet og forventningerne til fremtiden store og urealistiske. – Annoncer i Politiken for lørdag den 26. maj 1945.

 

Et af tegnene på en tilbagevenden til, hvad man godt kunne tro og mene var normale tider, var særligt forlystelseslivet, herunder ikke mindst biograferne, for hvilke det nu igen blev muligt frit at vælge, hvilke film, man gerne ville spille. Og eftersom Amerika på den tid havde verdens største filmindustri og følgelig det største udbud af film, og vel at mærke film, som de fleste publikummere også helst ville se, var det helt naturligt og nærmest selvfølgeligt, at biografdirektørerne fortrinsvis valgte at vise amerikanske film.

 

Biografrepertoiret i københavnske biografer lørdag den 26. maj 1945:

 

Aladdin: Kl. 6,50. 2. Uge

        Den store amerikanske Film Min Mands Forlovede (amrk., 1941)

        Melvyn Douglas

Alexandra: Kl. 2,-4,15-6,30. Filmen begynder præcis. 2. Uge! Forbudt for Børn

        Den amerikanske Storfilm Air Force (amrk., 1943)

        med John Garfield

Allé-Teatret: Kl. 5,30 og 7,15. Forbudt f. Børn

        I Gaar og i Morgen (dansk, 1945)

Amager Bio: Kl. 5 og 6,45. 2. Uge

        Den store nye amerikanske Sukces Her kommer Mr. Jordan (amrk., 1941)

        Robert Montgomery – Claude Rains

        Ekstra: Lambeth-Walk

Atlantic: Kl. 6,45. 2. Uge!

        Silver Fleet (ikke identificeret)

        Ekstra: Hitler-Farcen Lambeth Walk

        Sidste Nyt! De Allieredes Hære mødes i Tyskland. Kapitulationsbetingelserne

        underskrives i Montgomerys Telt.

Bella Bio: Kl. 7. 2. Uge!

        Flaaden klarer sig (ikke identificeret)

        Ekstra: Ny dansk Ugerevy, Den danske Besættelse af Dagmarhus

        samt Hitler-Farcen Lambeth Walk

Bergthora: Kl. 6,50. Forb. f. Børn

        Karin Nellemose – Preben Lerdorf  I Gaar og i Morgen (dansk, 1945)

Bispebjerg Bio: Kl. 18,45

        Det maa ikke blive Morgen (amrk. 1941)

Bio-Lyngby: Kl. 19,10. Forbudt f. Børn

        Affæren Birte (dansk, 1945)

        Poul Reumert – Anna Borg

Boulevard Teatret: Kl. 6,45

        Den store amerikanske Film Min Mands Forlovede (amrk., 1941)

        med Melvyn Douglas

Bristol: Kl. 3,30-4,45-6-7,15. Forb. f. Børn. 2. Uge!

        Sejren i Ørkenen (eng., 1945)     

        Feltmarskal Montgomerys berømte Sejrstogt med sine ”Ørkenrotter”

Carlton: Kl. 2.3,50-6,50.  4. Uge!

        Den engelske Latter-Farce Det ligger i Luften (eng. 1938)

        med Komikeren George Formby

Casino: Kl. 7. 2. Uge!

        Den amerikanske Film Joe Smith, En Amerikaner (amrk., 1942)

        med Robert Young og Marcha Hunt

Colosseum: Kl. 6,45.

        Den engelske Storfilm Englands blaa Sønner (eng., 19??)

        Aktuel Ugerevy

Enghave Bio: Kl. 6,45. Forbudt f. Børn. Næstsidste Dag!

        Madelaine Carroll Hemmelig Agent (amrk., 1942)       

Fasan Bio: Kl. 5 og 6,45. 2. Uge!

        Tales of Manhattan (Seks Skæbner) (amrk. 1942)

Gentofte Kino: Kl. 5 og 7,15.

        Jeanette Mac Donald i Ildfluen (amrk. 1937)

Grand: Kl. 12,50-2,50-4,45-6,40

        Englands berømteste Film

        Den røde Pimpernel (eng. 1935)

        Leslie Howard – Merle Oberon

Grøndals: Kl. 6,45. 2. Uge!

        Charles Boyer i Det maa ikke blive Morgen (amrk., 1941)

        Eks.: Kongens og Montgomerys Køreture

Kino – Lyngby: Kl. 7,10

        Den engelske Storfilm De fire Fjer (eng., 1938)

        John Clement – Ralf Richardson

        Ekstra: Aktuel dansk Ugerevy.

Lyngbyvejens Kino: Kl. 6,45

        Amerikas store Komiker Joe Brown i

        Forsøgskaninen (amrk., 1938)

        Sindssvag morsom, man dør af Grin

Merry: Kl. 5 og 7. 2. Uge!

        Engelsk Storfilm om Felttoget i Afrika 9 Mænd (eng. 1945)

Metropol: Kl. 2-4,15-6,30

        Pimpernel Smith (eng., 1941)

        med Leslie Howard

        I Dag Lørdag: Alt udsolgt

Nora: Kl. 5 og 6,45

        Den store nye Film om Royal Air Force

        Én af vore Maskiner savnes (eng., 19??)

        Ekstra: Aktuel Ugerevy. Lambeth Walk

Nørreport Bio: Obs! Kl. 14,10-16,10-18,40. 2. Uge!

        Den store engelske S.H.A.E.F.-Film

        The Forman went to France (Rejsen til Frankrig) (eng., 19??)

        Ekstra: Lambeth Walk

Odeon: Kl. 6,45. 2. Uge. Forb. f. Børn.

        Angreb paa Panama

        Danmarks-Premiere ”Across the Pacific”  (amrk., 1945?)

        Amerikansk Spionagefilm.

        Eks.: Dansk Film Revy       

Palads: Kl. 2,30  Kl. 4,30  Kl. 6,45.  2. Uge!

        Havet er vor Skæbne (eng., 1942)

        Noel Coward

Palladium: Kl. 2,30 Kl. 4,30 Kl. 6,45.

        Deanna Durbin It’s a Date (amrk., 1944?)

Park: Kl. 16,30 og 18,45. 2. Uge

        Rosalind Russell i ”My Sister Eileen” (amrk., 1942)

        Ekstra: Dansk Ugerevy og Lambeth Walk       

Platan: Kl. 6,15 og 7.  2. Uge-

        Rita Hayworth og Fred Astaire i Sig det med Orchideer (amrk., 1942)

        Søndag Kl. 1,30 og 3: Wild-West-Filmen Under dobbelt Ild (amrk., 19??)

        med Dick Foran

Rialto: Kl. 5 og 6,45 – 2. Uge!

        Amerikas prisbelønnede Film ”En for Alle” (Watch on the Rhine) (amrk. 1943)

        med Bette Davis og Paul Lukas

Roxy: Kl. 4,30 og 6,45 pr.

        Sonja Henie og John Payne i

        ”Dig skal det være” (Sun Valley Serenade) (amrk., 1941)

        Ekstra: Stor dansk Ugejournal.

        Obs.: I Dag Ekstraforestill. Kl. 4,30

Ry-Kino: Kl. 6,45. Forb. f. Børn

        Charles Laughton – Maureen O’Hara i Jamaica-Kroen (amrk., 1938)       

Saga Teatret: Kl. 2,30-4,15-5,50.  3. Uge! Forbudt for Børn

        Den enestaaende Storfilm fra Englands Undergrundsbevægelse

        Fire Mænd hævner (eng. Ikke identificeret)

Scala-Bio: Kl 2,30-4-5,30-7

        Farlige Skønheder (amrk. 19??)

        Med Franchot Tone og Ann Sothern

        Nyt amerikansk Kriminal-Lystspil

Toftegaard: Kl. 6,45

        Den spændende René Clair-Film

        Min Kone er en Heks (I married a Witch) (amrk., 1942)

        Ekstra: Lambeth Walk

Triangel: Kl. 4 og 6,45. 2. Uge.

        Manhattan (amrk., 1942)

        med Rita Hayworth – Charles Laughton – Charles Boyer – Ginger Rogers

        - Paul Robeson – Edward G. Robinson

        Obs.: Ekstraforestilling Kl. 4.

Valby: Kl. 5 og 6,45

        Jeanette Mac Donald i Pigen fra det gyldne Vesten (amrk. 1938)

Vanløse: Kl. 6,45. Forbudt for Børn. Næsts. Dag!

        Affæren Birte (dansk, 1945)

        Poul Reumert – Anna Borg

Windsor: Kl. 6,45- Forbudt for Børn

        Affæren Birte (dansk, 1945)

        Poul Reumert – Anna Borg – Ib Schønberg

 

Det skal i øvrigt bemærkes, at når en biograf som World Cinema ikke er med på ovenstående liste, skyldes det, at biografen fra og med maj måned som sædvanlig var lukket, for at give plads for sommersæsonens Cirkus Schumann-forestillinger. Som det vil være fremgået af ovenstående biografrepertoire for den 26. maj 1945, så udgjorde ældre så vel som nyere amerikanske film den overvældende hovedpart af de film, der blev spillet i københavnske biografer den dag og i de uger. Der var kun få engelske og færre danske film på programmet, og mærkværdigt nok slet ingen franske eller svenske film.

 

Af bemærkelsesværdige film i det ovenfor anførte biografrepertoire er det især film som den engelske Havet er vor Skæbne, som jeg tidligere har omtalt, og den om det amerikanske luftvåben: Air Force, som jeg selv så kort efter dens danske premiere i Alexandra. Filmen handler om Stillehavskrigen og den udmærkede sig efter min opfattelse dels ved sin hidtil usete realisme og dels ved sine medvirkende skuespillere. Blandt disse var John Garfield, uddannet teaterskuespiller, som debuterede på film i 1938 med ”Fire Døtre”. Garfield tilsigtede en troværdig personkarakteristik og skyede al ydre effekt. Som medspiller havde han en ligeledes troværdig og velspillende Ronald Reagan, som senere blev USA's præsident. Han havde på det tidspunkt, hvor denne film blev indspillet, 1943, en ganske pæn filmkarriere bag sig, som begyndte med filmen ”Love is in the Air”, 1937. Ronald Reagan (1911-2004) sluttede sig til det Republikanske Parti og blev 1967-75 Californiens 33. guvernør og i 1981 USA’s 40. præsident igennem to valgperioder, som sluttede i 1989.

 

En anden bemærkelsesværdig film, om end kun en kortfilm, en farce, Lambeth Walk, som gjorde tykt grin med Hitler og nazisternes militære paradenumre. Men morskaben blev unægtelig noget dæmpet ved tanken om kz-lejrenes uhyrligheder og af, hvad krigen og besættelsestiden ellers havde bragt med sig. Der var faktisk ikke rigtig noget at grine ad.

 

Men der var også andre bemærkelsesværdige film på biografrepertoiret på den tid. Det gælder blandt andre den elegante engelske film Den røde Pimpernel fra 1935 og med berømte Leslie Howard i den dominerede mandlige hovedrolle og den smukke Merle Oberon i den kvindelige hovedrolle. Det gælder også Pimpernel Smith fra 1941, igen med Leslie Howard i hovedrollen, og det gælder endvidere De fire Fjer fra 1938 med den fremragende engelske skuespiller Ralf Richardson i en af hovedrollerne. En utroligt spændende film om en ung engelsk pacifist, spillet af John Clement, som nægter at være med til at dræbe andre mennesker, i dette tilfælde i det fjerne Arabien, hvilket bliver udlagt som fejhed. Men den unge mand tager alligevel af sted til krigszonen, hvor han forklædt som beduin frelser flere af sine kammerater fra fangenskab og død. Endelig var der også en ualmindelig film i form af den franske filminstruktør René Clairs Min Kone er en Heks, 1942, originaltitel I married a Witch, idet filmen blev indspillet i Amerika, hvor Clair opholdt sig under hele krigen. Han var i øvrigt allerede i 1932 blevet berømt for sin franske film Leve Friheden, som var og er en stærkt satirisk og samfundskritisk, antimilitaristisk film, som siges at have inspireret Charlie Chaplin til dennes ligeledes samfundssatiriske spillefilm Moderne Tider (1936)          

 

Min tid efter "FYRTØJET"

Som allerede nævnt var jeg hen mod slutningen af maj måned 1945 begyndt at føle en tiltagende uro og trang til at beskæftige mig med noget andet end tegnefilm. Arbejdet op­levedes i stigende grad som at være spærret inde i en verden, jeg ikke længere fandt så fascinerende, som tilfældet havde været i de to forudgående år. Det var nok i høj grad stemningen fra de hektiske og euforiske be­frielsesdage i begyndelsen af maj, der havde påvirket mit sind og gjort mig rastløs. Desuden var der stort set ikke mere animationsarbejde tilbage for mig at lave på "Fyrtøjet", hvilket føltes ejendommeligt, især i betragtning af, at de fleste af os havde knoklet fra morgen til aften, og i det sidste halve års tid tilmed arbejdet over alle ugens dage, i reglen til kl.22, undtagen lørdage, hvor vi kun arbejdede fra kl. 8 til 14, og søndage, som var eneste fuld fridag. En stærk følelse af tomhed og uvished bemægtigede sig mit sind, så det næsten var umuligt for mig at koncentrere sig om det arbej­de, der trods alt skulle gøres færdigt. Uden egentlig at tænke nærmere over konsekvenserne, og uden at rådføre mig med nogen, fattede jeg den beslutning, at arbejdet snart måtte være slut for mit vedkommende

 

Da jeg meddelte dette, først til Børge Hamberg og siden til direktør Johnsen, protesterede de begge og sagde: "Tænk dig nu om, Harry! Det er jo her, du hører hjemme!" Men egenrådig som jeg var og altid havde været, lyttede jeg ikke til de to mennesker, der mente mig det godt. I følge både Hamberg og Allan Johnsen kunne jeg have deltaget i for­skelligt af det arbejde, der endnu resterede på filmen, men jeg valgte altså at sige op med den uges varsel, jeg havde i henhold til mine ansættelses­vilkår. Det var dog ikke nogen rar eller behagelig dag, da jeg en uge ind i juni 1945 skulle sige farvel til mennesker, som jeg havde kendt og arbejdet sammen med i de foregående to år. Da jeg den dag cyklede hjem, følte jeg mig både bedrøvet og lettet på samme tid, men samtidig uvis på, hvad der herefter skulle ske i mit liv. Men terningerne var kastet, og det havde jeg selv gjort. Jeg så trods alt fremtiden i møde med ukuelig optimisme.

 

Min mor blev naturligvis alvorligt bekymret på egne og mine vegne, da jeg fortalte hende om min beslutning, men hun kendte mig godt nok til at vide, at jeg ikke var til at rokke, når jeg først havde bestemt mig for noget. "Men hvad vil du så lave?" spurgte hun ængsteligt. "Det finder jeg ud af!" svarede jeg rapt og afvisende, og tilføjede: "Der er jo endnu en del penge tilbage på min bankbog, så jeg vil se tiden lidt an, før jeg bestemmer mig til, hvad jeg vil!"

 

Da far kom hjem og hørte om situationen, rystede han på hovedet og sagde vrissent: "Nu gik det lige så godt, og du tjente gode penge! Men jeg er ligeglad med, hvad du nu vil beskæftige dig med, bare du betaler noget herhjemme og selv sørger for nyt tøj!" Så gik han ned i sit kælderværksted, som han havde indrettet efter at det relativt store kælderrum var ophørt med at skulle fungere som beskyttelsesrum. Her havde han altid et eller andet reparationsarbejde til at aflede tankerne, at kaste sig over. Det var først flere år senere, da forholdet mellem ham og mor kom ud i en langvarig krise, der endte med separation og skilsmisse, at han begyndte at dulme nerverne og sindets uro med et par øller eller tre om dagen. Dengang både forstod og forstod jeg ikke min fars udsatte og pressede situation, men blev alligevel irri­teret på ham. År senere kom jeg dog heldigvis til en bedre forståelse af min fars ikke altid lige nemme situation. Han havde alle sine dage måttet knokle fra tidlig morgen til sen aften, for at tjene til det daglige brød og de daglige livsfor­nødenheder til sig og sin lille familie, og især i begyndelsen af 1930'erne tilhørte han i perioder den store skare af arbejdsløse land­arbejdere og ufaglærte arbejdere, der især måtte bøde for den internationa­le økonomiske krise.

 

Vittigheds- og karikaturtegner

Efter at mit arbejde på langtegnefilmen "Fyrtøjet" efter mit eget ønske var ophørt i begyndelsen af juni 1945, kastede jeg mig en overgang over vittighedsgenren. Det gjaldt jo om at sikre sig en indtægtskilde, og da der indtil videre ikke var mulighed for at få beskæftigelse ved tegnefilmproduktion, måtte jeg altså finde på andre udveje. Inspirationen og til­skyndelsen til at tegne vittighedstegninger fik jeg af min gode og trofa­ste ven "Pluto" alias Erik Nielsen, som dels syntes, at min "streg" egnede sig godt til formålet, og som dels mente at vide, at det ville være let at afsætte vittighedsteg­ninger til både aviser og ugeblade, og det viste det sig da også, at han havde fuld­kommen ret i det. Men som den sædvanlige forsigtigper var jeg stærkt i tvivl, både om mine evner og om salgsmulig­hederne. Pluto fore­slog derfor, at vi skulle lade det komme an på en prøve, idet jeg skulle tegne omkring en halv snes vits­tegninger, som han så ville gå omkring til de for­skellige bladredaktioner og tilbyde tegningerne til dagsprisen, som dengang var 12 kr. pr. stk. Han tilbød oven i købet at ville gøre det ganske gratis, indtil vi havde konstateret, om han havde haft ret i sin formodning. Om alt gik vel og der kom penge i kassen, skulle han have et mindre honorar for sit arbejde.

 

I de følgende dage satte han og jeg os sammen og fandt på nogle tekster, som vi selv mente var overraskende og sjove. Derefter gik jeg i gang med at illustrere teksternes indhold eller pointe så godt, jeg formåede. Det viste sig snart, at jeg - på trods af min altid nærværende kritiske sans - var i stand til at lave ikke så helt få færdige tegninger pr. dag, og det varede derfor kun et par dage inden vi havde omkring 8-10 tegninger klar. De var hver især tegnet med tusch på et A4 ark og tilføjet en lyseblå farve, som teknisk set ville blive omsat til såkaldt raster, der giver de sort-hvide tegninger en slags skyggevirkning eller som i hvert fald bryder den hvide flade og normalt gør en tegning mere "vægtig" og interessant.

 

Allerede fra første færd forsynede jeg mine vitstegninger med signaturen Harry, men brugte lejlighedsvis også signaturen -ry, eller Ry, som jeg dog havde anvendt tidligere, men som i al fald var inspireret af, at min kære morfar altid tiltalte eller omtalte mig som "Ry", der naturligvis var en forkortelse af Harry. Erik Plutos begejstring for mine tegninger kendte næsten ingen grænser, og det var derfor med stor entusiasme at han en formiddag i juli 1945 begav sig af sted med en mappe med mine tegninger under armen, for at henvende sig til flere af de bladredaktioner, som han mente der var mulighed for at sælge i hvert fald enkelte af tegningerne til. Da han nogle timer senere vendte tilbage, viste det sig, at han havde solgt seks af mappens i alt 10 tegninger! Det var mere, end selv han i sin store optimisme havde forventet, så vores begejstring steg til uanede højder. Så vidt jeg erindrer, var det især Social-Demokraten, der var aftager af mine vitstegninger, men også Nationaltidende, der på et senere tidspunkt skiftede navn til Dagens Nyheder, aftog nogle stykker. Senere solgte vi også vitstegninger til andre aviser og til ugeblade, bl.a. Ude og Hjemme.

 

 

I sin søgen efter at udvide salgsmulighederne, kom Erik Pluto bl.a. også i kontakt med og solgte nogle vitstegninger til lokalavisen "Nørrebro Bladet", som havde redaktion på Nørrebros Runddel, mere præcist på Nørrebro­gade 140, ovenover Handels­banken. Redaktøren, som hed Helge Scheuer, havde interesseret spurgt til, hvem det var der lavede tegningerne og ytret ønske om at hilse på tegneren personlig. Det kom Pluto hjem og fortalte, og en dag ringede jeg derfor til redaktøren og aftalte, hvornår jeg skulle komme op på redaktionen. Helge Scheuer viste sig at være en forholdsvis høj, lidt sværlemmet, kraftig mand på vel omkring et halvt hundrede år. Han virkede overmåde venlig og imødekommende og efter nogle indledende bemærkninger kom han frem til grunden til, at han havde ønsket at træffe mig. Det forholdt sig nemlig sådan, at han var leder af et privat teaterselskab, Helge Scheuers Teaterselskab, og hans avis, Nørrebro Bladet, arrangerede lejlighedsvis teaterture for bladets læsere til selskabets forestillinger på scenen i "Sel­skabet af 1864", der havde lokaler på Nørrevold, tæt på Nørreport Station. Mine vitsteg­ninger, sagde han, havde givet ham den idé, at det ville forhøje læserpublikummets interesse, hvis bladets foromtale og anmeldelser af teaterforestil­lingerne blev ledsaget af nogle muntre karikaturtegninger af nogle af de medvirkende skuespil­lere.

 

 

 

De ovenfor viste tegninger, er nogle eksempler på de vitstegninger, som jeg tegnede og solgte til aviser og ugeblade i sommeren og efteråret 1945. Ikke den store tegnekunst, men habile tegninger af en 16-årig, som godt vidste, at han ikke var fuldbefaren som tegner. – Vitstegninger: © 1945 Harry Rasmussen.

 

Personlig var jeg dog ikke nær så opsat på tanken om at tegne teaterkarikaturer, som tilfældet var for Scheuers vedkommende, men udsigten til lejlig­hedsvis at kunne tjene en ekstraskilling, overvandt mine betænkeligheder. Dog ville jeg også i dette tilfælde lade det komme an på en prøve, hvilket redaktøren og teaterdirektøren i en og samme person syntes var en udmærket idé.

 

Helge Scheuers skuespillere var netop lige for tiden i gang med prøverne på et af de stykker, der skulle spilles, når sæsonen begyndte i september, og man stod over for at skulle prøve med kostumer på. Jeg husker ikke længere, hvilke skuespillere og hvilket teaterstykke, der var tale om, men kun, at jeg en aften mødte op i teatersalen på Nørrevold, hvor jeg efter bedste evne forsøgte at tegne nogle karakteristiske skitser af stykkets mest markante medvirkende. På grundlag af disse blyantsskitser rentegnede jeg så senere hjemme to-tre af skitserne, idet jeg fremhævede og overdrev de pågældende personers eller figurers udseende. Da jeg viste resultatet til Scheuer, var han umiddelbart begej­stret og sagde, at han bestemt mente det ville more de på­gældende skuespillere at se sig selv gengivet i så morsom karikatur.

 

Men som bekendt er der jo erfaringsmæssigt altid en slange i Paradis, og det viste der sig også at være i dette tilfælde. Scheuer havde nemlig en redaktionssekretær, en journalist ved navn Fosmark, som var omkring 55-60 år, og som sjældent var i godt humør. Han var en lidt over middelhøj, mager mand med furede ansigtstræk, der forstærkede indtrykket af en mavesur og ofte gnaven og vranten person, som kunne minde lidt om prokuristen Hr. Vrisse, som jeg har omtalt under beskrivelsen af min tid som piccolo i Husejernes Abonnement. Fosmark var i så godt som enhver henseende den livskraftige og mentalt afbalancerede Scheuers modsætning, og han kunne selvfølgelig ikke lide mine karika­turer, som han fandt alt for overdrevne og meget lidt vel­lignende. Hans mening om mine tegninger havde en vis betydning, for så vidt som det var ham, der i reglen foromtalte og an­meldte de teaterforestillinger, Scheuers selskab opførte. Det betød naturligvis et skår i min i forvejen moderate glæde, at anmelderen ikke syntes om mine karikaturtegninger, og det op­vejedes bestemt ikke af de for­holdsvis beskedne ho­norarer, jeg fik for teg­ningerne. Så vidt jeg husker, lå ho­noraret på omkring 15-20 kr. pr. tegning, men selv om det i 1945-priser var et beløb, man regnede med, var jeg dog fast be­sluttet på, at det ikke skulle være teater­karikaturen, jeg ville bruge min tid, evner og kræfter på i fremtiden. Og min interesse for teatret som genre og kunstart rakte ikke til, at jeg ville engagere mig som teatertegner.   

 

Imidlertid arbejdede jeg samtidig på at færdiggøre min egen produktion af tegnefilmen "Hvordan elefanten fik sin snabel". Arbejdet bestod dog i første omgang i, at key-animere så mange af filmens scener som muligt, og til at hjælpe mig med mellemtegningsarbejdet havde jeg den overordentligt venlige og hjælpsomme og et par år ældre Kaj Pindal. Ham havde jeg som tidligere omtalt lært at kende, da han, der dengang var gym­nasieelev og omkring 17-18 år, altså et par år ældre end mig, lejlighedsvis kom på kortere visitter på tegnestuen i Fre­deriksberggade 28. Hans beskedenhed var på det tidspunkt nærmest legendarisk selvud­slettende, hvilket vi var flere, der syntes var lige ved at være for meget af det gode. Ejendommelig var hans beskedenhed også i betragt­ning af den karriere, han senere gjorde inden for international tegnefilm. Det var dog begrænset, hvor meget han kunne nå at mellemtegne for mig, for dels skulle han passe sit skolearbejde og dels søgte han også at få foden indenfor i tegnefilmbran­chen. Han var mindst lige så bidt af tegnefilm, som tilfældet på det tidspunkt også var for mit vedkommende, men en stigende og nagende utilfredshed med mig selv og mine egne evner som animator og tegner, kom mig i vejen, og specielt som tegner af Disney-agtige figurer med afrundede, bløde former og runde øjne. Særlig de to sidstnævnte karakteristika kom efterhånden til at hænge mig langt ud af halsen, fordi jeg syntes mine figurer var karakterløse og rent ud sagt dårligt tegnede.

 

Men indtil videre fortsatte jeg med at tegne vittighedsteg­ninger, som dels jeg selv og dels Erik Pluto og medlemmer af min familie bidrog med tekster til. Det honorar, man fik pr. tegning, varierede mellem 10-12 kr., hvilket faktisk var et meget pænt beløb i 1945. I den følgende tid arbejdede jeg intenst og ofte 10-12 timer daglig og næsten uden afbrydelser, hvorfor jeg nærmest sprøjtede den ene vittighedstegning ud efter den anden, så jeg til sidst ikke vidste hvad der var op eller ned. Men det var og har altid været min måde at arbejde på: intenst men i kortere varende perioder, efterfulgt af total fysisk og åndelig udmattelse, grænsende til depression. I løbet af august måned fik jeg dog nok af både vitsteg­ninger og animationsteg­ninger, ja, faktisk oplevede jeg noget i retning af en åndelig krise, en person­lighedskrise kalder man det vistnok indenfor psykologien eller psykiatrien, som så vidt jeg kan bedømme, bragte mig nær på randen af et nerve­sammenbrud. Tilværelsen virkede forvirrende og meningsløs på mig, og jeg vidste ikke længere, hvem eller hvad, jeg selv var og hvad det skulle blive til med mig.

 

Godt nok havde jeg fået en slags uddannelse som tegner og animator i løbet af de 2 år, jeg var beskæftiget hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, men jeg havde jo ikke fået noget papir på det, og uddannelsen var som sådan ret værdiløs, så længe det stod så sløjt til med beskæftigelsessituationen i tegnefilmbranchen herhjemme, som til­fældet var på det tidspunkt. Der var ganske vist enkelte tiltag og tilløb til en egentlig tegnefilmproduktion i København, idet især tegneseriefiguren Ferd’nand’s far, tegneren Mik alias Henning Dahl Mikkelsen, dels havde lavet nogle reklametegne­film og dels et længere tegnefilmindslag i spillefilmen "Familien Gelinde" (1944), og endelig havde han lavet dansk tegnefilms kortfilm nummer to, "Ferd'nand på fiske­tur", der som tidligere omtalt havde premi­ere 30. oktober 1944, hvor den blev vist som forfilm til ASA-farcen "Bedstemor går amok". (Dansk tegnefilms kortfilm nr.1 var Jørgen Müllers "Columbus" fra omkring 1933, men den havde jeg aldrig haft lejlighed til at se). Hvad jeg derimod ikke vidste dengang var, at Dahl Mikkelsen var i gang med sin næste Ferd'­nand-film, "Ferd'nand på bjørne­jagt", som fik premiere den 6. august 1945, hvor den vistes som forfilm til ASA-filmen "Panik i familien".

 

 

Det var den her ovenfor viste Disney-inspirerede tegnestil, der efterhånden var kommet til at hænge mig ud af halsen. På det her omtalte tidspunkt havde jeg tegnet og animeret temmelig mange scener med disse figurer i min egen lille og ambitiøse tegnefilm ”Hvordan elefanten fik sin snabel”.  Hvad der kom ud af den utilfredshed, vil senere fremgå af hovedteksten. – Tegning: © 1944 Harry Rasmussen.

 

Der var imidlertid også en anden tegner, Erik Rus Christensen, der en kort overgang i 1945 ernærede sig som underleverandør af reklametegnefilm til Bergenholz Reklamebureau. Desuden forsøgte han sig med selvstændig produktion af korte underholdningstegnefilm, men uden større held. Erik Rus havde tidligere været ansat hos VEPRO og senere hos Hans Held i Berlin-forstaden Potzdam, og endnu senere, om end kun et par måneder, som key-animator på "Fyrtøjet". Kaj Pindal arbejdede en kort overgang for Erik Rus, men var dog ikke fast ansat hos denne, idet ”firmaet”s økonomi ikke tillod det. Pindal forsøgte sig derefter på egen hånd og havde større held med sig, men herom senere.

 

Hovedtegnerne fra "Fyrtøjet", Finn Rosenberg, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Kjeld Simonsen, Preben Dorst, Otto Jacobsen og Frede Henning Dixner, som i løbet af sommeren og efteråret 1945 efterhånden blev ledige, lykkedes det heller ikke umiddel­bart at få ny beskæftigelse inden for den hjemlige tegnefilm­produktion. Hamberg, Bjørn og Simon skulle dog senere få chancen for en studietur til London, hvor ex-Disney animatoren og instruktøren David Hand, der havde været supervising direc­tor på "Snehvide" og "Bambi", havde slået sig ned som supervi­sing director på filmmagnaten J. Arthur Ranks nystiftede tegne­filmsafdeling, Gaumont British Animation, hvor man producerede tegnefilmserien "Anima­land". Men omkring 1948 skulle flere af de ovennævnte tegnere og animatorer atter komme til at arbejde for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, som på det tidspunkt forsøgte sig med at starte produktionen af en ny dansk langtegnefilm, og endnu engang med forlæg i et af H.C. Andersens berømte børneeventyr, "Klods-Hans". Der blev dog kun produceret en såkaldt pilot-film af omkring 10 minutters spillelængde, men et udvalg under Kultur­ministeriet, som havde betalt for pilotfilmen, var så utilfreds med resultatet, at filmprojektet efter flere forgæves forsøg på at få det finansieret, endeligt måtte opgives. Men mere herom senere.

 

Alt i alt så det derfor ikke for lyst ud for dansk tegnefilm i sidste halvdel af 1940'erne, og forresten heller ikke i det meste af 1950'erne, hvilket jeg skal vende tilbage til i kronologisk sammenhæng. Det indvirkede forresten også betydeligt på min sindstil­stand, at tyskerne ikke længere var der som den undertrykkende, truende og hæmmende magtfaktor, vi alle mere eller mindre havde næret angst for og frygtet i de fem år, besættelsen varede. Årsagen til angsten og frygten var borte, men bortset fra befrielsesdagenes eufori, var angsten og frygten blevet en del af erfaringsgrund­laget for mine bedsteforældres, forældres og min egen generation. De to førstnævnte generationer havde tilmed også oplevet 1. verdenskrig, men stort set glemt erfaringerne fra dengang i 1920'-30'ernes optimistiske og urealistiske tro på, at der aldrig mere ville komme nogen storkrig.

 

Et nyt fredshåb?

En nok så vigtig international begivenhed var oprettelsen af De Forenede Nationer (FN), i form af en pagt mellem dengang 50 lande, hvis regeringer underskrev pagten den 26. juni 1945. Til FN’s første generalsekretær valgtes nordmanden Trygve Lie. Men allerede dengang viste det sig, at der var stor uenighed mellem de forskellige lande, og specielt mellem stormagterne, som havde svært ved at leve op til og overholde de idealer, som meningen var at FN skulle stå som garant for og forsøge realiseringen af. Det var mislykkedes for Folkenes Forbund, men nogle troede, at ’verden’ var blevet klogere siden da, hvor man kun havde de uhyggelige erfaringer fra 1. Verdenskrig at trække på. I bedste fald kunne man måske betragte FN som et i hvert fald foreløbig utopisk forsøgsprojekt, som i tidens løb har fået stadig mindre chancer for at lykkes, nemlig i betragtning af efterkrigstidens internationale politiske og ikke mindst religiøse spændinger og konflikter, der måske mere end nogen sinde præger verden, ikke mindst her i begyndelsen af det nye årtusinde, hvor disse linjer redigeres.

 

Ét punkt, hvor FN måske kan siges at have fået en vis succes, er i spørgsmålet om menneskerettigheder, for i kølvandet på de internationale aftaler, som i hvert fald og især Vestmagterne er enige om på papiret, er de såkaldte og temmelig vidtgående erklæringer om menneskerettigheder foreløbig fulgt op af oprettelsen af en række organisationer, som føler sig kaldet og forpligtet til at overvåge, om disse rettigheder nu også bliver overholdt, og som benytter enhver anledning og lejlighed til at kritisere lande og politiske partier, hvis man skønner, at disse ikke overholder menneskerettighederne til punkt og prikke. Min personlige opfattelse vedrørende FN er foreløbig den, at organisationen er en mastodont på lerfødder, hvilket vil sige, at den rummer store risici for at kollapse. Men end så længe må tvivlen komme den ”tiltalte” til gode. Det kunne jo nemlig tænkes, at min vurdering ikke er holdbar, og det vil jeg da kun hilse velkomment, hvis det skulle være tilfældet.

 

Sjælelig uro

Sommeren og især juli 1945 var meget varm, og jeg erindrer, at jeg dengang ofte travede formålsløst omkring, enten på Frederiksbergs stille villaveje, i den indre bys travle gader eller ovre på det stille, svale og fredelige asyl, som Assistens Kirkegård udgjorde for mig. Dog, selv her i "Dødens have" kunne tankerne og følelserne ikke længere falde til ro, men jog mig hvileløst af sted i en søgen efter et eller andet, som jeg ikke vidste hvad var.

 

Heldigvis var der endnu en del af de opsparede penge, jeg havde tjent under mit arbejde på "Fyrtøjet", tilbage at tære på, men de ville jo snart tage en ende, hvis ikke kassebehold­ningen blev suppleret med beløb fra nye og helst nogenlunde faste ind­tægter. De penge, jeg tjente på salg af vitstegninger, blev fortrinsvis brugt til små daglige fornødenheder, mens bankbe­holdningen gik til større fornøden­heder som nyt tøj, nye sko etc. Imidlertid var jeg snart ikke længere i stand til at betale det ugentlige bidrag til mine forældres husholdning, men denne betænkelige situation skjulte min søde mor længst muligt for vores far. Hun holdt som altid hånden over mig og mente, at jeg med mine efter hendes opfattelse store evner, nok skulle vide og forstå at finde ud af, hvad der var bedst for mig.

 

 

 

Herover ses min kære onkel Thorkild i to situationer: Til venstre som harmonikaspiller, en interesse, han i øvrigt delte med min mor, hans søster. Fotoet, et såkaldt postkortfoto, er fotograferet foran soklen til den lysmast, der står for enden af Dronning Louises Bro ved Nørrebrogade. Her havde en såkaldt kanonfotograf i mange år fast stade om sommeren. På fotoet til højre ses onkel Thorkild ombord på det fragtskib, hvor han havde hyre som søfyrbøder. Et arbejde, han havde i et par år. – Fotos: © 1945-46 tilhører Harry Rasmussen.

 

Med nogenlunde jævne mellemrum besøgte jeg mine morforældre i Baggesensgade. De var jo efterhånden ved at blive godt oppe i årene, men klarede sig efter omstændighederne fortsat godt. Dennis boede på det tidspunkt fortsat i Baggesensgade 24, men nu i en etværelses lejlighed på femte sal, helt oppe under taget, hvor han havde indrettet sig en rigtig ungkarlehybel. Men da der hverken hørte køkken eller håndvask til hans værelse, benyttede han i reglen sine morforældres køkken til at vaske og barbere sig i. Vores onkel Thorkild boede for resten i samme ejendom, nemlig i en af korridorlejlighederne på tredje sal, hvor der dog hørte et miniaturekøkken til. Han og Dennis tilbragte ofte deres lørdagsaftener, enten ovre i danserestaurant Danas Have på Nørrebrogade eller i Prater i Stengade, hvor det i begge tilfælde især gjaldt for dem om at score unge damer, der var villige til en efterfølgende dans på lagnerne. Sådanne damer var der så vidt jeg forstod mere end nok af, men hvorfor, der var det, forstod jeg ikke dengang.

 

Så vidt jeg husker, var det senere samme år, at både Thorkild og Dennis tog hyre på et fragtskib, Thorkild som fyrbøder og Dennis som matros. Herunder kom de blandt andet til Færøerne, hvor der åbenbart var liv og glade dage og masser af billige amerikanske cigaretter, som de købte adskillige kartoner af, chokolade og ikke mindst whisky, som de to søulke alt sammen bragte med sig hjem til det fortsat rationerede lille Danevang.   Senere, da Dennis var gået i land for alvor, og igen var begyndt at arbejde som dekupør i samme firma, som det, hvori han fik sin uddannelse, blev det en hel sport for ham at tælle det antal piger, han kunne nedlægge i løbet af et år. Denne ’sport’ ophørte han dog med, da han mødte norske Anneli, som han var kæreste med i nogle år. Hende var Dennis dybt alvorligt forelsket i, men hun endte med at afbryde forholdet, hvilket var noget helt nyt for ham, der selv plejede at droppe de piger, han havde forlystet sig med. For mit eget vedkommende havde piger ikke den store interesse på det her omtalte tidspunkt, bortset fra, at Alice og jeg endnu bevarede en vis forbindelse med hinanden, men ikke var kærester i dette begrebs mere konkrete betydning.

 

Forholdet til vennerne

Min egen personlige situation blev efterhånden mere og mere uudholdelig og meget lidt befordrende for skabende virksomhed. Mine to gode barndomskammerater, Jørgen og Jørn, så jeg stadig­væk, men med større og større mellemrum, hvor vi dog endnu kunne hygge os med en fælles biograftur og/eller et besøg på vores favorit-­isbar. Min kære Alice så jeg også jævnligt, idet hun og jeg fortsat mødtes ovre på Assistens Kirkegård, i reglen kort efter spisetid om aftenen. Her havde vi vores faste bænk i en afsides beliggende krog, skærmet af træer og buske, hvor vi kunne sidde uforstyrret og tale og hygge os sammen, bortset fra de meget sjældne tilfælde, hvor en af de vagthavende kirke­gårdsbe­tjente kom forbi på en af deres sædvanlige rundture. Alice og jeg var stadigvæk forelsket i hinanden, men vort forhold var præget af den uvished og usikkerhed, der fulgte med at vi begge vidste, at hendes familie ikke accepterede at hun kom fast sammen med en fyr. Hun var jo også kun omkring 14 år på det tidspunkt og gik stadigvæk i skole, så der er sådan set ikke noget at sige til, at hendes betydeligt ældre broder, som på befrielsesaftenen brutalt havde skilt vores hænder ad, gerne ville beskytte sin lillesøster. Vores møder, der i reglen fandt sted på Assistens Kirkegård, var derfor præget af, at de måtte foregå i al hemmelighed, og det gik efterhånden os begge på. Alice var en ærlig og reel pige, og det pinte hende at måtte lyve over for sine forældre og sige, at hun gik op til sin veninde Karen, hver gang hun skulle mødes med mig. Disse hvide løgne gik desuden ud over de to veninders venskab, fordi Karen på sin side konstant måtte frygte for, at hemmelighedskræmmeriet skulle blive opdaget og afsløret, enten af hendes egne forældre eller af Alices forældre. 

 

Men selv i disse i og for sig behagelige øjeblikke og situationer, hvor jeg var sammen med Alice eller med Jørgen og Jørn, følte jeg en nervøs uro og utilfredshed i mit indre selv, hvilket gjorde mig oprigtigt ked af det. For de to kammerater og min "barnekære­ste" havde været mine trofaste holdepunkter og støtter siden omkring mit 12. år, og nu var jeg 16 år. Men det var følelsen af, at vi alle var ved at vokse fra hinanden, der bedrøvede og fyldte mig med vemod. For mit eget vedkommende erkendte jeg, at jeg med mine specielle evner og på sin vis højtflyvende interesser og planer ikke i længden kunne være noget tilfredsstillende bekendtskab for de tre andre, som hver især var ret så jordbundne og i god forstand normale og almindelige unge mennesker. Det følte jeg ikke, at jeg selv var, særlig ikke, da jeg som halvstor dreng havde haft nogle særprægede oplevelser, som ingen af de tre havde den mindste forståelse for, men tværtimod afviste som verdensfjernt fantasteri og drømmeri. Det åndelige og interessemæssige modsætningsfor­hold mellem os blev i al fredsommelighed og venskabelighed en kile, der langsomt men sikkert blev drevet ind i vort hidtidige fællesskab.

 

Både Jørgen og Jørn var gået ud af skolen som fjortenårige, lige som jeg selv. Jørgen blev arbejdsdreng på en fabrik, og Jørn, der helst ville være en fri fugl, blev cykelbud eller svajer, som det kaldtes med et slangudtryk, der hentydede til cykelbudenes svajende kørsel gennem storbyens tæt trafikerede gader. Han læste dagligt BT og slog allerførst op på avisens tegneserier, hvoraf han især holdt af den fornøjelige og vittige serie om kontor- og cykelbudet Carlt. Den blev som tidligere omtalt tegnet af Holger Philipsen (1912-93) og begyndte som daglig stribe i BT i 1942, hvor den gik uafbrudt til 1944, da tegneren valgte at gå under jorden, fordi han følte sig truet på grund af seriens humoristiske udfald imod besættelsesmagten. Philipsen fortsatte med at tegne til illegale blade indtil befrielsen i 1945, hvorefter han genoptog sit legale arbejde på sin uhyre populære københavnske tegneserie, som allerede fra og med 1942 også var udkommet som årligt album, men som af gode grunde ikke udkom i 1944.

 

Kunstneriske ambitioner og sjælefred

I løbet af sommeren 1945 var jeg bl.a. begyndt at interessere mig for at lære lidt mere om tegning og tegnekunst, og i den anledning opsøgte jeg lejlighedsvis det lokale bibliotek i Griffenfeldts­gade, hvor jeg f.eks. lånte den danske maler og keramiker Peder Halds bog om "Maleriets teknik" (1943). Peder Hald (f.1892) var 1925-63 leder af Kunstakademiets farvetekniske laboratorium. Tidligere havde jeg jo lært lidt om tegneteknik via min delta­gelse i brevkurset "Tegning efter Naturmetoden", men følte og vidste, at jeg langt fra havde lært, hvad det vil sige at kunne tegne rigtig godt. Det var nu ikke fordi jeg ville til at male med oliefarver, for det med farverne og farvelagte billeder var ikke lige mig, som hidtil kun havde dyrket stregtegningen. På den tid læste jeg også flere andre af de få bøger om tegning og maleri, der dengang fandtes på lokalbiblioteket, men til trods for en vis interesse for disse emner, formåede jeg alligevel ikke at koncentrere mig i længere tid om tegne- og maletekniske problemer. Det fængede mig ikke for alvor, men føltes tomt og udvendigt, fordi det var mit indre selv, det var galt fat med.

 

En dag, da det var rigtig slemt fat med mig, drev den indre rastløshed mig atter ind på lokalbiblioteket, men i stedet for som sædvanligt at gå hen til reolerne med kunstbøger, gik jeg hen til en reol, hvor der stod bøger om religion og filosofi. Her standsede jeg, idet jeg lod blikket løbe hen over bogtit­lerne, og uden at jeg egentlig ville det, stoppede det ved en bog med titlen "Bag Indiens lukkede Døre", skrevet af en vis Paul Brunton (1898-1981). Jeg tog bogen ud af reolen og slog helt til­fældigt op på siderne 138-139, hvor min opmærksomhed straks fangedes af ordene: "De siger Jeg. Jeg vil gerne vide! Sig mig, hvem er Jeg?" Og: "Lær først det Jeg at kende, så vil De kende sandheden." Og senere: "Der er kun en ting at gøre. Sku ind i Deres egen sjæl. Gør det på den rette måde, og De vil finde svar på alle Deres problemer." Og endelig: "Gennem dyb efter­tanke over naturen af ens eget Selv og gennem stadig meditation kan lyset blive fundet." Ved læsningen af disse ord, som tilsammen kun fyldte cirka fem-seks linjer, var jeg øje­blikke­ligt klar over, at disse få sætninger rummede løs­ningen på min åndelige krise. Det kunne derfor ikke gå hurtigt nok med at få lånt bogen og haste hjemad gennem "Dødens have", hvor solen skinnede varmt og fuglene fløjtede nok så fornøjede, som om de ville sige: "Se dog på solen og os, se på naturen og lær om livet!" Men på det tids­punkt var mit sind ikke åbent for naturens lærdom og visdom, for jeg skulle åbenbart først igennem en mangeårig åndelig modningsproces, der på en vis måde begyndte med de ovenfor nævnte spørgsmål.        

 

Vel hjemme igen låste jeg mig inde på mit værelse, for at være uforstyrret, og begyndte at læse bogen fra begyndelsen, men mine tanker vendte uafbrudt tilbage til de sætninger, som findes citeret oven for. Til sidst måtte jeg give op og i stedet begynde læsningen af bogens 9. kapitel, som bærer overskriften "Den hellige Bavns Bjerg", hvori de citerede sætninger forekommer. Herunder blev jeg klar over, at den mand, der havde udtalt sætningerne, i daglig tale blev omtalt som Maharishi'en. Ordet er sammensat af sanskritor­dene maha, som betyder stor, og rishi, der betyder vismand, altså tilsammen "stor vismand". Denne vismand, hvis borgerlige navn var Venka­taraman, født 1879, men efter sin åndelige indvielse, der tog sin begyndelse i hans 16. år, kaldtes han Ramana Maharshi, og han holdt til i en såkaldt ashram på det hellige bjerg Aruna­chala i Sydindien, hvor han var en meget søgt åndelig lærer og vejleder for både indfødte og udlændinge, de sidstnævnte især fra Europa og Amerika.

 

 

 

Til venstre forfatteren, mystikeren og filosoffen Paul Brunton alias Raphael Hurst (1898-1981), og til højre Ramana Manharshi alias Venkataraman Ayyur (1979-1949). Sidstnævnte sidder i såkaldt lotusstilling, den mest almindeligt brugte stilling under dyb meditation. Stedet er formentlig på bjerget Arunachala i nærheden af byen Madras i Sydindien.

 

 

Bjerget Arunachala i nærheden af byen Madras i Sydindien. Her var Ramana Marharshis faste tilholdssted i mange år, og det var her han havde sin ashram, hvor han modtog og underviste elever, både fra Indien og andre lande i verden. Dette foto samt fotoet ovenfor af Maharishien er lånt fra Arthur Osborne: Ramana Maharshi og vejen til Selvet. Sankt Ansgars Forlag. København 1982. Fotoet af Paul Brunton er hentet fra en brochure for Strubes Forlag. København ca. 1970.

 

Efter læsningen af bogens 9. kapitel stod det mig klart, at forfatteren, Paul Brunton, som godt 30-årig havde oplevet principielt samme åndelige krise, som tilfældet nu var for mig. Måske var det derfor, at bogen appellerede så kraftigt til mig, for jeg følte straks, at der her var tale om noget, som jeg syntes at forstå dybt inde i mig selv. Men der var naturligvis mange af spørgs­målene og svarene i bogen, jeg som 16-årig ikke havde erfa­ringsmæssige eller intellektuelle forudsætninger til at fatte dybden af. Alligevel syntes jeg, der var mange ting, jeg umiddelbart forstod, måske især fordi Paul Brunton havde en evne til at formulere sig, så både spørgsmål og svar forekom indlysende, i al fald for mig. Det var tilfældet, når jeg f.eks. læste følgende spørgsmål fra Brunton og svarene derpå af Maharishi'en. Det kan imidlertid nok være gavnligt at vide, at bogen "Bag Indiens lukkede Døre" (A Search in Secret India), hvis første oplag udkom omkring 1935, var resultatet af den om­fattende Indiens-rejse, som Brunton foretog i begyndelsen af 1930'erne. Bogen var altså blevet til og udkommet flere år før ragnarok i form af 2. verdenskrig brød løs. Efterfølgende citat fra bogen er omskrevet på nudansk:

 

     "Yogierne siger, at man må give afkald på denne verden og trække sig tilbage til afsidesliggende jungler eller bjerge, hvis man ønsker at finde sandheden. Den slags kan næppe gøres i vesterlandene, vor tilværelse er så forskellig. Er De enig med yogierne?"

     Maharishi'en vender sig til en brahmin discipel, der over­sætter hans svar til mig.

     "Man behøver ikke at give afkald på et virksomt liv. Hvis De mediterer en time eller to hver dag, kan De fortsætte med Deres pligter. Hvis De mediterer på rette måde, så vil den tanke­strøm, der udføres blive ved at flyde, selv midt under Deres arbejde. Det er, som om der var to måder at udtrykke den samme idé på; den samme linie, som De følger i Deres meditationer, vil blive udtrykt i Deres virksomhed."

    "Hvad vil resultatet af at gøre det blive?"

    "Efterhånden vil De finde, at Deres holdning overfor folk, hændelser og ting langsomt vil forandres. Deres handlinger vil have en tilbøjelighed til af sig selv at følge Deres meditatio­ner."

    "Så er De ikke enig med yogierne?" Jeg forsøger på ny at holde ham fast.

    Men Maharishi'en undgår et direkte svar. "En mand bør opgive den personlige selviskhed, der binder ham til denne verden. At give det falske Selv op er den sande forsagelse."

    "Hvorledes er det muligt at blive uselvisk, samtidig med at føre et liv i verdslig virksomhed?"

    "Der er ingen konflikt mellem arbejde og visdom."

    "Mener De for eksempel, at man kan fortsætte med alle de gamle virksomheder i sin profession og samtidig skaffe sig oplysning?"

    "Hvorfor ikke? Men i det tilfælde vil man ikke tro, at det er den tidligere gamle personlighed, der udfører arbejdet, fordi ens bevidsthed lidt efter lidt vil forandres, indtil den hviler i Det, der ligger hinsides det lille Selv."

    "Hvis et menneske er optaget af arbejde, er der ikke megen tid til meditation."

     Maharishi'en er tilsyneladende ganske upåvirket af mine vanskelige spørgsmål. "Det at skulle sætte tid af til me­ditation behøver kun de rene nybegyndere at gøre," svarer han. "En mand, der er nået et stykke vej frem, vil begynde at nyde den dybere lyksalighed, hvad enten han arbejder eller ej. Mens hans hænder er i samfundet, holder han hovedet klart i ensom­hed."

     "Altså prædiker De ikke Yoga-metoden?"

     "Yogien prøver på at drive sin tanke til målet, som en hyrde driver en tyr med en stok; ad denne sti får den søgende tyren til at makke ret ved at række en håndfuld græs frem!"

     "Hvorledes gøres det?"

     "De må stille Dem selv spørgsmålet: Hvem er jeg? Denne undersøgelse vil til sidst føre til opdagelsen af noget inden i Dem, som ligger bag tanken. Løs dette problem, og De vil løse alle andre problemer derigennem."      

     Der opstår en pause, mens jeg prøver på at forstå hans svar. Fra det firkantede, indrammede og tremmeforsynede hul i muren, der tjener til vindue, således som i så mange indiske bygninger, har jeg en smuk udsigt til det hellige bjergs skråninger. Dets mærkelige omrids ligger badet i den tidlige morgens sollys.

     Maharishi'en henvender sig på ny til mig: "Er det klarere, hvis jeg siger det således? Alle menneskelige væsener ønsker bestandig lykke, ubesmittet af sorg. De ønsker at gribe en lykke, som ikke afsluttes. Det er et sandt instinkt. Men har det nogen sinde slået Dem, at de elsker deres eget Selv højest?"

     "Og så -?"

     "Sæt nu dette i relation til den kendsgerning, at de altid ønsker at opnå lykke på den ene eller på den anden måde, ved drikkeri eller religion, og at De ejer nøglen til menne­skets sande natur."

     "Jeg kan ikke se -."

      Hans stemme bliver højere. "Menneskets sande natur er lykke. Lykken er det sande Selv medfødt. Menneskets søgen efter lykke er dets ubestridte søgen efter det sande Selv. Det sande Selv er uforgængeligt; når derfor et menneske finder det, finder det en lykke der er uden ende."

     "Men verden er så ulykkelig?"

     "Ja, men det er fordi verden er uvidende om sit sande Selv. Alle mennesker uden undtagelse søger bevidst eller ubevidst efter det."

     "Selv de onde, de rå og forbryderne?" spørger jeg.

     "Selv de synder, fordi de prøver på at finde Selvets lykke i hver synd, de begår. Denne stræben er instinktiv hos menneske­ne, men de ved ikke, at de i virkeligheden søger deres sande Selv, og derfor forsøger de først disse slette veje for at finde frem til lykken. Naturligvis er det forkerte måder, for et menneskes handlinger genspejler sig i ham."

     "Vi vil altså føle en varig lykke, når vi kender dette sande Selv?"

     Han nikker. En skrå solstråle falder gennem det rudeløse vindue ind på Mahariski'ens ansigt. Der hviler klarhed over hans glatte pande, der er tilfredshed over hans faste mund, der er en helligdomsagtig fred i hans strålende øjne.

     Hvad mener Maharishi'en med disse tilsyneladende simple sætninger? Tolken har givet mig deres ydre betydning på engelsk, ja, men de har en dybere betydning, som han ikke kan oversætte. Jeg ved, at jeg selv må finde ud deraf. Vismanden synes at tale, ikke som filosof, ikke som en pandit, der forsøger at forklare sin egen lære, men af sit hjertets dyb. Er disse ord vartegn om hans egne lykkelige erfaringer?

     "Nøjagtigt, hvad er det Selv, som De taler om? Hvis det, De siger er sandt, så må der være et andet Selv i mennesket.!

     Hans læber kruses et øjeblik af et smil. "Kan et menneske have to identiteter, to Selv?" spørger han til svar. "For at forstå dette spørgsmål er det nødvendigt for mennesket først at analysere sig selv; fordi det længe har været hans vane at tænke, som andre tænker, har han aldrig stået overfor sit "Jeg" på den rigtige måde. Han har ikke noget rigtigt billede af sig selv; han har for længe identificeret sig selv med legemet og hjernen. Derfor siger jeg til Dem, at De skal forfølge spørgsmålet: Hvem er jeg?"

     Han standser for at lade ordene fæstne sig hos mig. Jeg lytter ivrigt efter hans næste sætninger.

     "De beder mig beskrive dette sande Selv for Dem. Hvad er der at sige? Det er Det, hvoraf følelsen af det personlige "Jeg" fremstår, og hvori det skal forsvinde."

     "Forsvinde?" spørger jeg. "Hvorledes kan man miste bevidst­heden om sin personlighed?"

     "Den første og forreste af alle tanker, sindets urtanke hos ethvert menneske, er tanken "Jeg". Det er først efter at denne tanke er født, at andre tanker kan opstå. Først efter at det første personlige stedord "Jeg" er skabt i tanken, kan det andet personlige stedord "Du" vise sig. Hvis De sjæleligt kunne følge "Jeg"-tråden, til den når tilbage til sin kilde, ville De opdage, at ganske, som det er den første, der dukker op, er det den sidste, der forsvinder. Det er noget man kan nå til ad erfaringens vej."

     "Mener De, at det er fuldt ud gørligt at foretage en sådan sjælelig undersøgelse på sig selv?"

     "Absolut! Det er muligt at gå indad, indtil den sidste tanke "Jeg" lidt efter lidt forsvinder."

     "Hvad er der så tilbage?" spørger jeg. "Bliver et menneske bevidstløs, eller bliver han idiot?"

     "Slet ikke! Tværtimod, han vil opnå den bevidsthed, der er udødelig, og han vil blive rig i rigtig forstand, når han er vågnet til sit sande Selv, hvilket er menneskets virkelige natur."

     "Men "Jeg"-følelsen må dog også høre dertil?" indvender jeg.

     "Jeg"-følelsen hører til personen, legemet og hjernen," svarer Maharishi'en roligt. "Når et menneske for første gang kender sit sande Selv, rejser der sig noget andet fra hans tilværelses dyb og tager ham i besiddelse. Det Noget ligger bag tanken; det er uendeligt, guddommeligt, evigt. Nogle Mennesker kalder det Himmerigets Rige, andre kalder det sjælen, atter andre benævner det Nirvana, og vi hinduer kalder det Befrielse; De kan kalde det, hvad De vil. Når dette sker har mennesket ikke mistet sig selv; han har snarere fundet sig selv."

     Da de sidste ord lyder fra tolkens læber erindrer jeg de mindeværdige ord, som blev sagt af en vandrende lærer i Galilæ­a, ord som har været gådefulde for så mange: Den, der søger at frelse sit liv, skal miste det; og den, der mister sit liv, skal bevare det.

     Hvor de to sætninger er mærkeligt ens! Og dog er den indiske vismand nået til tanken på sin egen ikke-kristne måde, ad en psykologisk sti, der synes at være usædvanlig svær og lidet kendt.

    Maharishi'en taler igen, og hans ord afbryder mine tanker: "Med mindre, og indtil et menneske begiver sig ud på denne søgen efter sit sande Selv, vil tvivl og usikkerhed følge i hans fodspor hele livet igennem. De største konger og statsmænd forsøger på at regere andre, skønt de inderst inde ved, at de end ikke kan regere over sig selv. Og dog står den største magt til rådighed for den mand, der er nået ind til sit eget inderste. Der er mennesker med kæmpeintelligens, der tilbringer deres liv med at samle viden om mange ting. Spørg disse menne­sker, om de har besejret sig selv, og de vil bøje deres hoveder i skam. Hvad nytte er det til at vide alt om alt andet, når man ikke ved, hvad man selv er? Mennesker undgår denne ud­forskning af det sande Selv, men hvad andet er der, som det er værdigt at foretage sig?"

     "Det er vist et vanskeligt, et overmenneskeligt hverv," bemærker jeg.

      Vismanden trækker næsten umærkeligt på skuldrene. "Om det er muligt eller ej afhænger af ens egne erfaringer, vanskeligheden er ikke så stor, som De formoder."

      "Den slags indadskuen er for os virksomme, praktisk anlagte vesterlændinge -?" Jeg begynder tvivlende, og lader sætningens afslutning være svævende.

      Maharishi'en bøjer sig frem for at tænde en ny røgelsespind i stedet for en, hvis røde glød er ved at dø hen.

      "Erkendelsen af sandheden er den samme for indere og europæ­er. Naturligvis er vejen dertil vanskeligere for dem, der er opslugt af den verdslige tilværelse, men selv i så fald kan og må man sejre. Den strøm, der føres ind under meditation, kan holdes ved lige gennem vane, ved at opøve sig til det. Og så kan man udføre sit arbejde i selve den strøm; der kommer ikke nogen afbrydelse. På den måde vil der ikke være nogen forskel mellem meditation og ydre beskæftigelse. Hvis De mediterer over spørgsmålet: Hvem er jeg? - hvis De begynder at lægge mærke til, at hverken legemet eller hjernen eller Deres begær virke­lig er Dem, så vil til sidst selve den spørgende holdning, De indtager, drage svaret frem af Deres egen tilværelse; det vil komme af sig selv som en dybtfølt virkeliggørelse."

      Jeg grunder på ny over hans ord.

      "Lær det virkelige Selv at kende," fortsætter han, " og så vil sandheden stråle frem i Deres hjerte som solskin. sindet vil blive ubesværet og virkelig lykke vil overstrømme det, for lykke og det sande Selv er identiske. De vil ikke mere være naget af tvivl, når først De opnår dennes selverkendelse."

     (Citeret efter Paul Brunton: "Bag Indiens lukkede Døre". Oversat af Iver Gudme. 2. Udgave. Uranus Forlag. København 1950. Her gengivet med moderne retskrivning. Det var dog 1. udgaven, jeg læste i sommeren 1945).

 

Mine spirituelle oplevelser og interesser

For mig personlig blev Maharishi'ens ord, som forekom mig både fornuftige og logiske, af stor og afgørende betydning, for jeg følte på en mærkelig og uforklarlig måde, at jeg i alt væsentligt forstod, hvad det var, han talte om. Det uendelige, guddommelige, evige, han talte om, vidste jeg inderst inde var identisk med det, jeg særlig markant havde oplevet to gange som dreng, mens vi boede i Nakskov, og det var også det, jeg senere oplevede som skoledreng i København, den dag, da en af mine klassekammerater i kådhed strammede mit halstørklæde så meget, at jeg mistede bevidstheden om omverdenen. Jeg vidste derfor også instinktivt og intuitivt, at mit inderste Selv var identisk med det gud­dommelige, uendelige, evige Noget. Men jeg manglede endnu at forstå det med min forstand eller intelli­gens.

 

     Da jeg skulle aflevere "Bag Indiens lukke Døre" på bibliote­ket ved lånefristens udløb, fik jeg lånet fornyet, og samtidig søgte jeg efter bøger, som måske kunne supplere den. Jeg faldt da over et værk, der hed "Mystikere i Europa og Indien" (1925), og heri stiftede jeg for første gang bekendtskab med de indiske Upanishad'er, hvorom jeg bl.a. læste, at sanskritordet upa-ni-shad betyder at sidde ned nær en guru (= åndelig lærer). Mere præcist betyder det indvielse i en dybsindig, hemmelig indsigt som formidles af en guru til en elev eller såkaldt discipel.

 

Upanishad'erne er en hellig skriftsamling inden for Hinduis­men, hvoraf den ældste del, som menes at stamme fra perioden 800-400 f.Kr., medregnes til Veda'erne som autoritative. Veda er et sanskritord, der betyder hellig viden. Veda'erne er Brahmanismens eller den ældre Hinduismes grund­læggende skrift-s­amling, der i lighed med f.eks. Bibelen regnes for autoritativ åbenbaring. Veda'erne bestod oprindelig af fire samlinger af hymner til guder, melodiangivelser, offerformler og besværgel­sesformularer fordelt på henholdsvis Rig-, Sama-, Yajur- og Atharva-veda. Den ældste er Rigveda, hvis oprindelse går mere end 3000 år tilbage, og som dermed er tusind år ældre end kristen­dommens skrifter, men samtidig tusind år yngre end Moses-bøgerne. De vediske Upanishad'er betegnes også som Vedanta, dvs. som Veda-samlingens afslutning. Ordet Vedanta betegner dog også en af de seks klassiske systemer eller ortodokse skoler i indisk filoso­fi. Som filosofisk system og sammenfattende lære går Vedanta tilbage til de sidste århundre­der før Kristus.

 

I perioden omkring 800-1250 grundlagdes tre retninger inden for Vedanta-filosofien, hvoraf den mest indflydelsesrige blev Sri Shankar Acharyas Advaita-Vedanta (A = ikke + dvaita = todelt eller tohed, altså "ikke-tohed" = ikke dualistisk, og Veda = hellig viden + anta = ende eller afslutning, altså ”den hellige videns afslutning eller fuldkommengørelse”). Shankar Acharya, eller blot Shankara, fødtes i år 788 i en brahmansk familie i Kkaladi i Malabar i Sydvestindien. Som 16-årig blev han elev af vismanden Sri Govinda Bhagavadpada, og allerede på dette tidspunkt havde Shankara oplevet sit eget selvs identitet med det gud­dommelige Selv, og dermed enheden i alt, hvad der eksisterer. Senere vandrede han omkring i hele Indien for at udbrede sin advaita-lære, og han grundlagde her­under en række klostre, samtidigt med at han forfattede utalli­ge skrifter, hvori han analyserer og forklarer Vedantas filoso­fi, som han dog mener kan udtrykkes i ganske få ord: "Brahman er virkelig, verden er uvirkelig, Brahman og verden er ét."  

 

Vedanta ser det som sit mål at bringe menne­sket til erken­del­se af den ene sande virke­lighed, Brahman, det evige, uendelige, guddommelige Noget eller det inderste liv­sprincip i alt, som i menne­sket er til stede som Atman, sjælen eller det egentlige Selv, som er identisk med en ulegem­lig, uforanderlig og udøde­lig væsensker­ne. Som iden­tisk med det Noget, der primært som den uperson­lige, forskels­løse enhed bag alt, og sekundært den skabende, livgivende, guddommelige, altibefatten­de, alle­steds­nærværen­de kraft i universet, betinger og gennem­strømmer Brahman alt, og er altbestemmende bag den synlige verdens gøgle­spil, kaldet "Maya's slør". Brahman forener derfor i sig selv både det virkelige og det uvirkelige.

 

Det var altså denne Advaita-Vedanta, vismanden eller Ma­harishi'en på det hellige bjerg Arunachala lærte sine disciple, og dermed også eleven Paul Brunton, som især med sine følgende bøger skulle formidle sin læremesters selv-undersøgelses-metode til den vestlige verden. En af disse bøger hed da også "The Quest of the Overself" ("Ad sindets ukendte veje"), hvis første men ind­byrdes uafhængige del "The Secret Path" ("Den hemmelige Vej") var udkommet nogle år tidligere. Disse to bøger havde jeg dog ikke læst af den gode grund, at de endnu ikke fandtes på dansk i 1945, men jeg skal senere vende tilbage til dem.

 

Upanishad’erne

Men som sagt fik jeg lyst til at læse, hvad Upanishad'erne havde at sige om Jeget, vort inderste sande Selv, der er identisk med det guddommelige Noget. De fleste af Upanishad'er­ne er formet som samtaler mellem brahmaner og lægfolk, hvori også kvinder deltog på lige fod med mændene. Disse kvinder kunne ek­sempelvis være en hustru og en medhustru til en af tidens store vismænd, som i modsætning til de asketiske Yogier og Sannyasiner (munke) bestemt ikke var verdensforsagende. Vismændene i det gamle Indien var ofte mænd, der havde spillet en fremtrædende rolle i sam­fundet og som havde ejendom og familie, men som i henhold til det indiske samfunds­systems regler, som 50-60 årige trak sig tilbage fra det sociale liv, for at dyrke meditation og søge at opnå erkendelse og indvielse som forbe­redelse til det jordiske livs afslutning og overgangen til et liv i de åndelige verdener eller i Brah­man.

 

I Briha­daranyaka-Upanishad 3 hedder det bl.a.:

     Fordum levede Svetaketu. Hans fader sagde til ham: - Svetake­tu! Giv dig i lære som brahmanelev, thi der er ingen i vor slægt som ikke har studeret, og som blot er brahman af navn.

     Så gik han i lære, og da han var fireogtyve år gammel havde han studeret alle Vedaer og vendte hjem, hovmodig og selvbe­vidst. Da sagde faderen til ham:

     - Siden du er så hovmodig, min kære Svetaketu, og tror du er så lærd, har du så også skaffet dig underretning om hvorved man hører det man ikke har hørt, forstår det man ikke har forstået, og erkender det man ikke har erkendt?

     - Hvorledes er den undervisning, ærværdige?

    - På samme måde, min kære, som man af en enkelt klump ler kan slutte sig til alt hvad der er lavet af ler, omformningen er kun et navn, i virkeligheden er det ler, og som man af et enkelt kobbersmykke kan slutte sig til alt hvad der er lavet af kobber, omformningen er kun et navn, i virkeligheden er det kobber - således er den undervisning.

     - Mine lærere kan ikke have vidst det. Dersom de havde vidst det, hvorfor skulle de så ikke have fortalt mig det. Men du må lære mig det, ærværdige.

     - Gerne, min kære! Som bierne laver honning ved at samle safterne fra forskellige træer og blande dem sammen, så at de ikke er i stand til at sige: - Jeg er saften fra det træ, jeg er saften fra det træ, på lignende måde véd de mange skabninger ikke at de i dybsøvnen eller i døden indgår i det sandt væren­de; og ligeså véd de ikke at de er fremgået af det, når de bliver til på ny.

     Dette usynlige, af det består hele verden, det er det virke­lige, det er Atman, det er dig selv, Svetaketu.

     - Lær mig mere, ærværdige.

     - Gerne, min kære! Bring mig en frugt fra Nyagrodha-træet dér!

     - Her er den, ærværdige!

     - Skær den over, og sig mig, hvad du ser.

     - Jeg ser nogle ganske små kerner.

     - Skær en af dem over!

     - Det er gjort.

     - Hvad ser du i den?

     - Slet intet, ærværdige.

      - Dette fine, som du ikke kan se, af det er hele dette store Nyagrodhatræ blevet til. Tro mig, af det består hele verden; det er det virkelige, det er Atman, det er dig selv, Svetaketu.

     - Lær mig mere, ærværdige.

     - Ja, gerne, min kære. Læg denne saltklump i vand og kom så i morgen til mig. Det gjorde han, og næste morgen sagde faderen til ham:

     - Hent mig det salt som du i aftes lagde i vandet. Han følte efter det, men kunne ikke finde det, helt opløst som det var.

     - Tag en mundfuld fra denne side. Hvorledes er det?

     - Salt.

     - Tag en mundfuld fra midten. Hvorledes er det?

     - Salt.

     - Tag en mundfuld fra den anden side. Hvorledes er det?

     - Salt.

     - Kom mere salt i, og kom så til mig.

      Det gjorde han, men det blev ved med at være salt. Så sagde faderen:

     - Du ser ikke det værende, og dog er det der. Dette usynlige, af det består hele verden; det er det virkelige, det er Atman, det er dig selv, Svetaketu.

     - Lær mig mere, ærværdige.

     - Gerne, min kære. Når man med en økse hugger i dette store træ ved roden, så vil det bløde, men dog leve. Når man hugger i det for oven vil det bløde, men dog leve. Det står dér gennem­trængt af det levende selv, glad og fuld af saft. Hvis livet forlader en af dets grene tørrer den hen. hvis det forlader en anden gren eller en tredje tørrer de hen. Hvis det forlader hele træet, så tørrer hele træet hen. Det skal du mærke dig, min kære, at når livet forlader os dør vi, men livet selv dør ikke. Dette usynlige, af det består hele verden; det er det virkelige. det er Atman, det er dig selv, Svetaketu. (Citeret efter Frits Pullich: Brahmanisme og Hinduisme. Gyldendal 1962, s.45-47).

 

     Faderen i den ovenfor citerede tekst er vismanden Yadnaval­kya, som en dag har en samtale med en af sine andre elever, og herunder hedder det bl.a.:

    - Det er din egen Sjæl, som er inderst i alt.

    - Hvad er inderst i alt, Yadnavalkya?

     - Du kan ikke se det, som ser Synet. Du kan ikke høre det, som hører Hørelsen. Du kan ikke tænke det, som tænker Tanken. Du kan ikke erkende det, som er Erkendelsen. Det er din egen Sjæl som er inderst i alt. Hvad der er forskelligt fra det, er fuldt af Lidelse. (Citeret fra Indiske Religioner. Tekster. Udvalgt og indledt af Thorvald Nielsen. Gyldendal 1946, s.22)

 

Det, jeg især heftede mig ved under læsningen af Upanishad-teksterne, var konstateringen af, at det, som ser, kan ikke selv ses, det, som hører, kan ikke selv høres, det som tænker, kan ikke selv tænkes, og det, som erkender, kan ikke selv erkendes. Simpelthen fordi "det Noget" ligger forud for synet, hørelsen, tanken og erkendelsen, eller kort sagt forud for tid og rum og er derfor identisk med det tilgrundliggende evige, uendelige, guddommelige Noget, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, manifesterer sig og oplever livet eller tilværelsen. Denne konstatering stemte ganske godt overens med min egen personlige oplevelse og erfaring, og jeg var derfor slet ikke i tvivl om, at vi i vor væsenskerne eller såkaldte sjæl er evige, udødelige væsener. Til orientering for den, der læser disse linjer, men som måske aldrig har tænkt nærmere over, hvad jeg, sjæl og ånd er for nogle størrelser, eller hvad det er, der konstituerer den menneskelige personlighed, skal jeg gøre opmærksom på, at man ikke bør forveksle begrebet "jeg" i den ovenfor nævnte forstand, med det personlige jeg, som er det, der bevirker, at vi er den eller den med de specielle vaner, evner, erfaringer, anskuelser, idiosynkrasier etc. Det "bagved" liggende "jeg" er den universelle faktor og kraft, som alle levende væsener er fælles om. Men mere herom senere i selvbi­ografien.

 

Men selv om jeg nu mente i det mindste at have fundet den vej, jeg selv burde gå, for at skabe ro, balance og tilfredshed i mit sind, var der dog langt igen, før jeg blot tilnærmelsesvis forstod dybden i og omfanget af den erkendelse og lære, som især læsningen af "Bag Indiens lukkede Døre" havde ført mig frem til og løftet en flig af. Jeg var og er jo kun et alminde­ligt menneske, og vejen var derfor spærret af forhindringer i form af dagliglivets nødvendigheder og pligter, dets bekymringer og sorger, og af intellek­tuel tvivl og skep­sis. Men behovet for eller måske snarere trangen og lysten hos mig til at ville trænge ind i livsmy­steriet, både op­levelsesmæssigt og forstandsmæssigt, var så stor, at den fore­løbig har holdt sig lige til dette øjeblik, da jeg som 83-årig redigerer disse linjer. 

 

Min situation ændres

Værre var det, syntes jeg, at mit møde med den ny tankesfære yderligere bidrog til at uddybe kløften mellem Alice, Jørgen og Jørn på den ene side og mig på den anden side, så jeg kom til at føle mig mere ensom, end nogensinde tidligere. Jeg indså fra begyndelsen, at de tre kære mennesker, uanset deres øvrige gode og fortræffelige egenskaber, ganske enkelt ikke ville kunne forstå tanker og forestillinger af den art, jeg har givet eksempler på ovenfor. Hvis jeg havde fortalt dem om disse, ville de utvivlsomt have rystet på hovedet og tænkt, at jeg sikkert var blevet skør i knolden. Derfor undlod jeg at nævne noget om den ny tankesfære for dem. Men netop dette bidrog til, at der kom en slags dobbelthed ind i mit forhold til dem. 

 

Imidlertid fortsatte jeg med at tegne vittighedstegninger, for at tjene nogle penge, men det skete efterhånden mere af pligtfølelse end af lyst og egentlig indre kreativ nødvendighed. Desuden var salget af mine tegninger stærkt svingende og det viste sig snart, at jeg ikke havde den ihærdighed og udholdenhed, der skulle til, for at gøre vitstegneriet til en levevej. Erik Plutos entusias­me var også blevet afløst af en vis mathed, i al fald når det gjaldt om at distribuere mine tegninger, hvilket jeg sådan set godt kunne forstå, idet det ikke var meget, han tjente på det i kroner og øre. Så vidt jeg husker, fik han kun 3-4 kroner for hver solgt tegning, mens jeg selv beholdt det resterende beløb på omkring 7-8 kr. Men den egentlige grund til, at han ikke længere var så interesseret, fandt jeg snart ud af. Det viste sig nemlig, at skønt han faktisk ikke kunne tegne, var han selv begyndt at fabrikere vittigheds­teg­ninger, som han solgte i stor stil. Det var mig en kilde til forundring, at han kunne afsætte sine temmelig naive og noget ubehjælpsomme tegninger, men det kunne han altså, endda til nogle af de store aviser og ugebla­de. Avisernes og ugebladenes billedredak­tører må have kunnet se et eller andet i Plutos tegninger, som i al fald jeg ikke kunne få øje på. Men godt for ham, som jeg bestemt ikke misundte. Tværtimod benyttede jeg anledningen til at kvitte vitstegneri­et, som i virkeligheden ikke rigtig lå for mig, når det kom til stykket.

 

Der var det særprægede ved Erik Pluto, at når han havde sat sig noget i hovedet, var han næsten ikke til at få fra det igen, heller ikke selvom det, han gerne ville, var indlysende urealistisk. Og han havde altså sat sig i hovedet, at han for omtrent enhver pris ville lære at tegne. Han mente, at det bare var et spørgsmål om et eller andet rent teknisk kneb, som det gjaldt om at lære, så kunne han tegne. Men situationen var desværre for ham den, at han overhovedet ikke havde evne til at tegne bedre, end tilfældet almindeligvis er for de allerfleste mennesker. Erik Pluto kunne ganske enkelt ikke tegne en figur, så den lignede det, den skulle forestille. Men hvad værre var, han havde svært ved at indse eller indrømme det.

 

"Du, som tegner så godt, må da kunne lære mig det!" sagde han ofte, men lige meget, hvor meget og hvordan jeg prøvede at få indprentet ham nogle grundlæggende begreber om tegning, evnede han ikke at forstå det og slet ikke at udføre det. Men opgive tegneriet til fordel for en anden interesse, som han ville blive mere tilfreds med, hverken ville eller kunne han, stædig som han var. "Jeg skal nok få det lært!" fastslog han med eftertryk, men han lærte det i realiteten aldrig, i al fald ikke i den tid, han og jeg kendte hinanden, 

 

Engelsk flyvestævne i Kastrup

I løbet af eftersommeren og efteråret 1945 skete der en række forskellige begivenheder i København, som til dels hang sammen med efterkrigssituationen. Den 1. juli var der et kæmpearrange­ment i Kastrup Lufthavn, idet det engelske Royal Air Force (RAF) afholdt et flyvestævne, hvori 150 maskiner deltog. Her kunne man både på landjorden og i luften se nogle af de engel­ske flyty­per, der havde deltaget i krigen og som f.eks. også havde været med til at bombe Shellhuset nogle måneder tidlige­re. Man anslog, at omkring 250.000 mennesker over­værede stæv­net, hvorunder Køben­havnerne for første gang blev præsen­teret for et større opbud af jetjagere.

 

Kort forud for flyvestævnets afholdelse havde jeg dels købt nyt, moderne tøj og nye lædersko med tykke rågummisåler, som var højeste mode på det tidspunkt. Skoene alene havde kostet 450 kr. og det blev betragtet som lidt af en formue for et par sko, hvad det vitterligt også var. Iklædt så vel det nye tøj som de nye og ikke særlig behagelige sko, som gnavede mig lidt her og der på fødderne, fulgtes jeg med mor og mormor ud til Kastrup. Men vi havde det største besvær med at komme derud, for dels måtte vi skifte sporvogn flere gange undervejs, og dels var sporvognene så overfyldte, at mange måtte stå ude på trinbrætterne, hvilket ikke var helt ufarligt og officielt heller ikke tilladt. Men efter et par timers asen, masen og skubben nåede vi endelig frem til lufthavnen, hvor vi over­værede det imponerende flyvestævne, som vist ingen af de tilstedeværende nogen sinde havde set magen til. Flyene fløj enkeltvis, parvis eller i formationer hen over hovederne på os, ofte meget tæt ved jorden, og de loopede og akrobaterede og lavede fiktive luftkampe, så at vi til sidst var helt stivnakkede af at bøje hovedet bag­over.

 

Da det hele var slut og folk skulle til at forlade stedet, blev der et trafikkaos, som end ikke de tilbagevendte og dengang meget populære danske politibetjente, som siden den 13. maj atter havde været i tjeneste, kunne gøre meget ved. Folk albuede sig frem i den tætte mængde, enten for at komme frem til deres cykler eller hen til stoppestederne. Mor, mormor og jeg blev skubbet til side og holdt tilbage af folkemængden, og da vi endelig nåede hen til et af stoppe­stederne uden for lufthavnen, indså vi, at med de lange køer af mennesker, der stod og ventede på sporvognene, ville det være umuligt for os at få køremulighed de første par timer. Vi valgte derfor at gå på vores ben ind mod København, for om muligt at kunne få plads i en spor­vogn undervejs, men alle steder stod der lange køer af menne­sker og ventede.

 

Den lange gåtur på adskillige kilometer var noget af en prøvelse for mormor, mor og mig, der ikke just var vante til at gå kilometerlange strækninger. Hvad værre var, så begyndte min ene sko efterhånden at genere mig så meget, at jeg blev nødt til at tage den af. Det viste sig, at et søm! fra sålen var trængt gennem indlægssålen, og det var dette, der forståeligt nok generede og gjorde det umuligt at gå med skoen på. Alle øjeblikkelige forsøg på at fjerne sømmet viste sig forgæves, og efter at have humpet eller haltet afsted omkring en kilometer med kun én sko på fødderne, blev jeg nødt til også at tage den anden sko af, simpelthen fordi det andet var for besværligt.

 

Da vi til sidst nåede ind til Rådhuspladsen nægtede mine fødder, der nu var fulde af vabler, at gå længere, så derfor tog vi opstilling ved linie 16.s stoppested og afventede spor­vognens ankomst. Der var ganske vist også kø her, men den var ikke nær så lang som de andre steder, vi havde passeret under­vejs. I den første linie 16, der ankom, var der kun plads til overs til ganske få passagerer, men heldigvis var der ingen problemer med den næste, hvor vi fik en indeklemt ståplads. Mormo­r stod af ved Blågårdsgade, medens mor og jeg fortsatte til Nørrebros Runddel, hvor vi stod af og gik resten af vejen hjem til Jægersborggade. Her fik jeg med noget besvær de hullede og blodplettede strømper af og sat fødderne i koldt vand, og det hjalp på de varme og ophovnede fødder.

 

Næste dag bragte jeg skoene ned til skomageren i nr.21, og han rystede på hovedet, da han så sømmet stikke op gennem indlægssålen, og sagde: "Det har man med disse hersens nymodens sko! Jeg kan godt fjerne sømmet, men kan ikke garantere for, at et nyt søm ikke vil dukke op senere. Sømmene vil arbejde sig op, fordi det er gummisåler."  Det var jo ikke ligefrem trø­stende ord fra en specialist, men sømmet blev fjernet og den anden sko efterset, uden at skomageren fandt nogen fejl ved den. Det skal siges til hans ros, at han ikke tog penge for ulejligheden. Senere havde jeg kun skoene på et par gange, så var den gal igen: et andet søm dukkede op og voldte kvaler, og derfor tog jeg en rask beslutning og kasserede skoene, en i bogstavelig forstand dyrekøbt erfaring rigere.

 

Arbejdstid, retsopgør og pengeombytning

Arbejderbevægelsen lod høre fra sig igen den 4. juli, da 100.000 arbejdere demonstrerede foran Christiansborg, hvor de bl.a. fremsatte krav om 40 timers arbejdsuge og 3 ugers ferie. Arbejdsugen var på det tidspunkt på 49 timer og folk havde kun ret til 2 ugers ferie.

 

Retsopgøret med besættelsestidens værnemagere, stikkere, hipoer, kollaboratører og andre former for landsforrædere, begyndte så småt. Den 7. juli blev der nedsat en ekstraordinær tjeneste­mandsdomstol, som havde til opgave at dømme i sager mod tjene­stemænd for unational holdning under besættelsen. For at gøre de ulovligt indtjente formuer, som især mange værnemagere havde tjent under besættelsen gennem samarbejdet med tyskerne, vedtoges der den 22. juli en lov om ekstraordinær formueop­gørelse, som straks trådte i kraft. Alle cirkulerende pengesed­ler tilbagekaldtes og ophørte med at være lovligt betalings­middel. Seddelombytning begyndte den 23. juli, lige som eks­traordinær formueopgørelse skulle indgives samme dag. Det fik ubehagelige konsekvenser for de mange mennesker, der havde tjent penge, som ikke var blevet opgivet til skattevæsenet, og jeg ved, at til disse mennesker hørte min onkel Edmond i Dannemare. Han havde sammensparet en formue i 100, 500 og 1000 kr. sedler, som nu reelt var værdiløse, og disse kunne han enten vælge ekstraordinært at angive, for at få ombyttet sedlerne, men med risiko for bødestraf og konfiskation, fordi han ikke tidligere havde skatteangivet pengene. Da han forståeligt nok ikke ønskede at blive afsløret, greb han derfor til den desperate udvej, at afbrænde det meste af den ulovlige formue ved simpelthen at fyre de mange pengesedler af i kakkel­ovnen.

 

Da farmor, som simpelthen ikke kunne holde mund med, hvad der var sket, fortalte om, hvad Edmund havde gjort med sin ulovlige formue, blev min far og hans brødre temmelig op­bragte over at høre om, hvordan penge, som de selv havde så hårdt brug for, bare var gået op i røg. De forstod ikke, hvorfor Edmond ikke havde været så large, at han havde fordelt i al fald en del af formuen på dem, som så ville have kunnet angive pengesedlerne og fået dem ombyttet. De tilgav ham faktisk aldrig for, at han havde været så egoistisk, at han ikke tænkte på denne mulighed. For min far og hans brødre ville blot tusinde kroner før skat til hver, have betydet uendelig meget. Ingen af dem havde tilsyneladende tanke for det ulovlige i en sådan transaktion, som desuden indirekte ville have afsløret, hvor pengene stammede fra.

 

Den 11. juli udstedtes der forbud mod badning og sopning fra Amagers sydspids til Vedbæk på grund af den fare for smitte, der er forbundet med de mange lig, der flød rundt i Øresund! Det var jo en temmelig ubehagelig situation midt i badesæsonen, hvor hundredvis af københavnere søgte ud til strandene på Amager og ved Charlottenlund og Bellevue. Sidstnævnte sted kaldtes ”fluepapiret”, fordi halvnøgne badegæster af begge køn havde lejret sig så tæt ved hinanden på strandarealet, at det kunne sammenlignes med summende fluer på et klæbende fluepapir.

 

Hvad der videre skete

Imens Pluto og jeg i dagevis havde hygget og moret os selv med at tegne vitstegninger, men også havde dage med sindets gråvejr, hvor det ikke blev til så meget med hittepåsomheden og tegneriet, så gik verdenssituationen selvfølgelig videre og gav både håb og skuffelser. Stalin sad stadig ved magten i Sovjetrusland, Harry S. Truman havde afløst afdøde Roosevelt som præsident, og i England havde Clement Attlee overtaget posten som premierminister efter Churchill, som tabte efterkrigsvalget.

 

Fredag den 3. august 1945 havde mormors yndlingsavis, ”Rullekonebladet”, undskyld: Aftenbladet, følgende overskrifter på sin forside:

 

Rusland gaar ud af Krigen som Europas førende Stormagt

 

Tyskland maa betale dyrt for sin Daarskab

Men Landet sønderdeles ikke gennem Opdeling

i Smaastater

De Betingelser, de tre Store har udarbejdet for Tyskland under deres Møder i Potsdam, gør Versailles-Traktaten til ”den rene Barneleg”. Med den erklæring, Truman, Stalin og Attlee har udsendt om Konferencens Resultater, gøres det klart for Verden, at de tre Store har til Hensigt at holde Jordens skæbne i deres Hænder.

 

 

Hvad de tre Store besluttede:

1.      Tysklands Hær og Flaade skal udslettes.

2.      Tysklands Vaaben skal udleveres til de Allierede eller ødelægges. Vaabenfabrikation i Tyskland skal forhindres i Fremtiden.

3.      Nazi-Love og –Institutioner skal afskaffes.

4.      Der vil foreløbig ikke blive nogen central tysk Regering.

5.      De tyske økonomiske og industrielle Syndikater skal opløses, og den tyske Økonomi decentraliseres. Landbruget og Hjemmeindustrien skal have sin Chance.

6.      Tyskland skal betale Skadeserstatninger i Varer. Sovjet faar saaledes Værdier fra den besatte Del af Øst-Tyskland og ordner samtidig Polens Krav samt faar 15 % af Produktionen i Vest-Tyskland med at give Kul, Olie etc. til Vestmagterne.

7.      Krigsforbryderne skal dømmes hurtigt. En Liste over dem udfærdiges i denne Maaned.

8.      Det tyske Folk skal ikke udslettes eller trælbindes. En demokratisk Opdragelse indføres.

9.      Alle Besættelses-Omraader skal behandles ens. Besættelsens Varighed er ikke fastsat.

10.  Et allieret Raad med Sekretariat i London skal forberede Fredskonferencen.

11.  Polens Grænse skal først fastlægges paa Fredskonferencen. Polen skal administrere Omraaderne Øst for Oder og Neise, Königsberg skal være russisk.

12.  Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn anmodes om at vente med Folkeflytningerne til Forholdene afklares.

13.  Kvalificerede Stater vil kunne blive Medlemmer af De Forenede Nationer. Spanien er dog undtaget.

    

Dommene er forkerte, men ingen Grund

til Folkestrejker

Justitsminister Busch-Jensen om Udviklingen i Aalborg

Folkestrejken i Aalborg, der etableres Lørdag Morgen Kl. 7 og varer 24 Timer, vil fuldkommen lamme Handel Trafik, ja alt normalt Liv. Aalborgenserne er Børn af den store Gestus, og skal noget gennemføres, bliver det gjort for alvor.

     Paa Mødet i Aftes, hvor 10.000 Mennesker deltog, protesteredes enigt mod ”det forbenede Retsvæsens Fortolkning af Straffeloven, som tydeligt er kommet til Udtryk i de mange stedfundne Løsladelser.” En lignende Stemning er ved at gro frem i København. Flere Tusinde Frihedskæmpere holdt ligeledes Møde i Aftes, og det vedtoges her, at ”Afsnit 8” vilde gaa i direkte Aktion, saafremt man oftere løslod Personer, Frihedsbevægelsen havde arresteret, eller hvis ikke der oprettedes Særdomstole med Modstandsbevægelsens Folk som Dommere.

     Det er drastiske Træk, man her foretager, og selv om der er Sympati for saadanne Aktioner i store Dele af Befolkningen, kan det heller ikke nægtes, at andre Lejre betragter Udviklingen med Ængstelse. Man nævner fra denne Side, at det jo netop var saadanne Tilstande, vi kæmpede for at slippe af med, samt at der øjensynlig er vokset en Generation frem, som slet ikke forstaar Demokratiets sande Væsen. Man henviser endvidere til, at der er læge Domsmænd ved Afgørelse af Tysker-Sager, saa Folket har et Ord at skulle have sagt ved Kendelsernes Affattelse.

 

En farlig Udvikling

     AFTENBLADET talte til Morgen med Justitsminister Busch-Jensen, der fandt det ganske grundløst at gaa til Aktioner som de, der nu er ved at komme i Gang-

     - Det er en farlig Udvikling, sagde Ministeren, og ganske uforstaaelig tillige. De Frifindelsesdomme, der er faldet, er sikkert forkerte, men det vil jo vise sig, naar de kommer for Landsretten. Der er jo heller ikke Tale om nogen Løsladelse, de Paagældende er stadig fængslet!

 

På sin side 2 havde Aftenbladet denne dag fire store overskrifter, to af kulturelt tilsnit og to af mere hverdagsagtig karakter:

 

Flere Billedhuggere end

nogensinde – og bedre

Hof-Broncestøber Poul Lauritz Rasmussen fejrer 25-Aars Jubilæum og fortæller om Billedhuggerne

 

 

Dansk Whisky nu bedre end engelske

Smaa Chancer for Vinimporten

 

C.B.’erne vil have samme Løn som Frihedskæmperne

Muligvis skal enkelte Frihedskæmpere

blive i Funktion efter 15. August

 

Gennem Byen …..

En overskrift, som betød en kortfattet omtale af, hvad der foregik af forskellige begivenheder og tildragelser i storbyen København.

 

På Aftenbladets side 3 forekom følgende overskrifter:

 

Grønland og Island som U.S.A. Fæstninger

Bladrøst kræver, at Amerika faar Suverænitet

over de to Lande  

 

Europas Fremtidsskæbne

Tyskland aldrig mere den store

Eksportnation

 

Morgenkoncert hyldede

Kapellets Formand

Siegfred Salomon troede ikke, at han kom hjem

til sin 60-Aars Fødselsdag

 

Siegfried Salomon var komponist og cellist og formand for Det Kgl. Kapel, der som jøde måtte flygte til Sverige, da tyskerne natten mellem

den 2. og 3. oktober 1943 indledte aktionen imod de danske jøder.

 

Kun faa Anholdelser

var rene Fejltagelser

Der er kun udstedt 15-20 hvide Attester til Folk,

som uden Grund blev anholdt

 

Flytning af Polens Grænser,

Optakt til ny Krig?

 

Alle Udlændinge

- med enkelte Undtagelser skal registreres

hos Politiet senest 7. August  

Aftenbladets side 4 havde følgende overskrifter:

 

Vinteren vil skabe store

tyske Problemer

Industrien kræver Arbejdere –

men der er ingen Boliger

 

Helsingør-Kunstneren,

som Brøndum myrdede

Paa Aarsdagen for Otto Bülows Død

aabnedes i Gaar en Mindeudstilling

i Helsingør

 

Toldmænd som Gidsler for tyske

Soldater under Amaliegade-Kampene

Hvad en Toldmand beretter fra den 19. September

 

Der hentydes her til den tyske aktion imod det danske politikorps den 19. september 1944, hvorunder en gruppe politibetjente forsvarede kongens residens, Amalienborg.

 

Man fatter ikke…

 

… at Solen saa tit gemmer sig bag Skyerne, naar den har Lejlighed til hver Dag – som i Gaar – at lyse over saa megen kvindelig Ynde paa Bellevue Stranden og glæde sig over, at der fortsat er Tøjmangel i Danmark.

 

Købmændene vil have en

ordentlig avance

 

 Aftenbladets næstsidste side, side 5, kunne lokke med følgende overskrifter:

 

Tobak og Bureaukrati

”De forskellige Kontorer maa holde op

med at lave Politik”

 

Det unge Frankrigs beundrede Fører

Malraux’ Gennembrudsroman ”Erobrerne”

oversat til Dansk som den første Bog

af den franske Frihedskæmper

 

Nu kommer for Alvor Træet

fra Sverige til Byggeriet

I Løbet af nogle Maaneder Halvdelen

af de 25,000 Jernbanevogne med Fyr

og Gran, der er købt

 

Dagens Radio

 

Kan Du aldrig tilgive?

En engelsk Roman … Af Elisabeth Vernon

 

Aftenbladets bagside, som også var dens side 6, var forbeholdt

 

”Julle” skriver Sporten

 

Fem dage senere kom så den sensationelle meddelelse om ATOMBOMBEN, dette djævelskab, som de militaristiske kræfter havde fået nogle videnskabsfolk og teknikere til at udvikle og fremstille. Amerika var jo stadig i krig med Japan, og den 6. august kastede det amerikanske bombefly: ”Enola Gay” den første atombombe over den japanske storby Hiroshima. Følgerne var enorme og uhyggelige, idet bomben på sekunder dræbte mere end 70.000 civile japanere, mænd, kvinder og børn og husdyr, samt nærmest udslettede store dele af byens huse og bygninger. Om denne menneskeligt set skændige, men ifølge amerikanerne politisk og militært nødvendige handling, kunne avisen Nationaltidende på sin forside den 8. august 1945 bringe en stor artikel med overskriften:

 

Atom-Bomben en Verdensrevolution

Japan faar Valget mellem Overgivelse

eller Udslettelse

Niels Bohrs Andel i Bomben, der kan sikre Verdensfreden

 

     ”Den atomiske Energis Tidsalder er født” – med et Udtryk som dette har Verdensoffentligheden modtaget de sensationelle Oplysninger om Atombombernes Indsats i den japanske Krigs Slutfase.

     De kortfattede Meddelelser, der hidtil foreligger fra Japan, oplyser, at Bomben har virket som en ødelæggende Blæst, der har fejet alt over Jorden bort. Ødelæggelser anrettes over et Omraade paa 100 engelske Kvadratmil.

     Der er rettet en fornyet Henvendelse til Japan, hvori der kræves Kapitulation inden 48 Timer. – Et Afslag af dette Ultimatum vil betyde, at Japan udslettes fra Jordens Overflade.

 

 

Atomspaltning i et amerikansk Laboratorium. Til Eksperimentet anvendes en Strøm paa 7 Millioner Volt. Vældige Gnister slaar ud, medens Videnskabsmændene følger Forsøget fra de med Glas beskyttede Kabiner nederst til venstre i Billedet. – Foto og billedtekst: Nationaltidende onsdag den 8. august 1945.

 

Det var alarmerende og uhyggelige – men heldigvis overdrevne - ord om, at et helt land som Japan blev truet med total udslettelse, hvis den japanske regering ikke inden 48 timer kapitulerede. Men at ødelæggelserne og dødstallene var forfærdende store i Hiroshima, er en kendsgerning, som fremgår af en anden forsideartikel med overskriften:

 

Japansk By med 300,000 Indbyggere

een stor Ruinhob

Atom-Bombens uhyggelige Virkning

 

Men ikke et ord om de forfærdelige menneskelige lidelser og konsekvenser – og slet ikke om de langtidskonsekvenser som følge af radioaktiv stråling, som de sårede og overlevende var blevet udsat for. Den viden og forståelse var endnu ikke bibragt verdenspressen og verdensoffentligheden. Derimod gik man indtil videre mere op i de militærstrategiske og politiske konsekvenser af atombomben, hvilket bl.a. fremgår af følgende overskrift:

 

Verdens strategiske Forhold

helt ændret

Store Beslutninger i Potsdam, Teheran og Jalta forældede

 

Men dernæst undrede man sig over, hvilke videnskabelige fakta, der lå til grund for atomenergien og konstruktionen af atombomben. Det fremgår især af følgende overskrift:

Samtale med Bohr

Bebuder snarlig videnskabelig Redegørelse

 

 Avisen havde jo på forsiden også skrevet om ”bomben, der kunne sikre verdensfreden” en påstand, som indtil videre måtte stå som et stort spørgsmål. Desuden kunne avisen under overskriften Den store Opfindelse henvise til artikler længere inde i bladet, nemlig; Jacob Paludan om Opfindelsens Moral, Artikel om Niels Bohr, En Fremtidsfantasi og De videnskabelige Undersøgelser. Man var jo i almindelighed endnu ikke klar over, at anvendelsen af atomkraften til såkaldt fredelige formål havde nogle problematiske ulemper især i form af det radioaktive affald.

 

Set i tilbageblik blev den 6. august 1945 altså en på sin vis omvæltende og rystende dag i verdens historie, som betød indvarslingen af den ikke ufarlige atomenergis tidsalder, idet som nævnt et amerikansk bombefly, "Enola Gay", nedkastede den første atombombe over den japanske by Hiroshima. Cirka 85.000 af byens indbyggere omkom, mange under frygteli­ge lidelser som følge af forbrændinger, og mange - der nævnes tal på ca. 60.000 - blev lang­varigt invalideret og dødeligt syge på grund af eftervirkninger­ne af den radioak­tive bestrå­ling, de havde været udsat for under selve eks­plosio­nen eller gennem kontakt med radioaktive ting, her­under drikke­vand og madvarer. I de følgende dage var alverdens aviser naturligvis fyldt med artikler om det nye våben og dets store styrke og forfærdelige virkninger, og det gjaldt naturligvis også danske aviser, hvor omtalen fyldte det meste af de store aviser.

 

Men de hjemlige danske forhold og omstændigheder fyldte selvfølgelig også godt op i aviserne, og den 8. august 1945 bragte Nationaltidendes forside også en anden og lokalt set nok så interessant oplysning, nemlig den følgende:

 

Tyskerne gav uretmæssigt

”Fædrelandet” 5 Millioner Kr.

Afsløringer i LRS Sallys Redegørelse til Skifteretten

Redegørelsen blev i Gaar tilstillet forskellige Ministre

 

At den tyske besættelsesmagt havde bidraget med et større beløb til opretholdelsen af det nazistisk orienterede danske dagblad ”Fædrelandet” burde vel egentlig ikke have undret nogen. Andre danske aviser fik jo også en vis økonomisk støtte af deres politiske bagland. Forskellen var dog her, at pengene på foranledning af den tyske besættelsesmagt i realiteten var blevet betalt af Den danske Nationalbank.

 

På Nationaltidendes side 2 kunne man bl.a. læse de følgende overskrifter:

 

Vi Kvinder

Engelsk-Amerikansk Modenyt

 

Større Møderække i

de konservative Kvindekredse

Landstingsmedlem Lisbet Hindsgaul afholder

60 Møder paa Fyn, i Sønderjylland

og Nørrejylland

 

Værnemager-Loven en Del ændret

Forelægges i Folketinget i Morgen.

 

Energien, der holder Solen flammende,

er blevet baandlagt

Alkymisternes Drøm om Grundstoffernes

Forvandling opfyldt

 

1 Mill. kg Tobak inden Jul

Forhøjelse af Rationerne antagelig til Oktober

 

Ringen hjemsendt

Frihedskæmpere vil kæmpe videre som gode Demokrater

(Ringen var en modstandsgruppe)

 

Frihedskæmperne afhører

tyske Krigsfanger

Danmark overtager

de engelske Minestrygere

Danske Søfolk rensede Farvandet ud for Antwerpen

for Miner inden Indmarchen i Tyskland

 

Flagning i Sydslesvig paa Kongens Fødselsdag

Men de danske Sydslesvigere mangler Flag

 

Tanken om fælles Statsborgerret

i Norden bør udvikles

Resolution fra Nordisk Fredsforbund

 

Tanken om et fællesnordisk samarbejde var ikke nogen ny idé, for den havde allerede været fremme i 1820-30’erne, hvor den ikke mindst fik støtte af fremtrædende danske kulturpersonligheder, som f.eks. Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen. Begge følte sig især forbundet med den daværende kulturelle elite i Sverige. 

 

På Nationaltidendes side 5 kunne man f.eks. læse følgende overskrift til en artikel om Niels Bohrs rolle i udviklingen af atombomben:

 

Niels Bohr – i Dag den

berømteste Dansker

Professor Bohr gav Englænderne Oplysning om,

hvor langt fremme Tyskerne var med deres Atombomber

 

 

Niels Bohr foreviser Cyklotronen, et af de mest betydningsfulde Apparater paa Instituttet for teoretisk Fysik. – Foto og billedtekst: Nationaltidende onsdag den 8. august 1945.

 

Modstandsbevægelsen skulle provokeres

Bothilsen Nielsen om Attentaterne

paa Tivoli og Tuborg

 

Bothilsen Nielsen var delagtig i de to store Attentater paa Tuborg og Tivoli, hvorved der anrettedes Skader for henholdsvis 5½ og 4½ Mill. Kr. Attentatet mod Tivoli skete efter Aftale med Pancke, Bovensiepen og Mussolinis Befrier, Sturmbannführer Skorzeny, og Hensigten var at provokere Modstandsbevægelsen frem.

 

Otto Skorzeny (1908-1975) var en italiensk soldat med sympati for nazismen. Han blev bedst kendt i 1943 som befrier af diktatoren Benito Mussolini, som sad fængslet i Gran Sasso. En bedrift, der især betød, at Skorzeny vandt stør agtelse i det meste af verden, men især hos den tyske diktator og ven af Mossolini, Adolf Hitler.

 

Skorzeny havde været involveret i at standse det attentat og kupforsøg mod Hitler, som fandt sted den 20. juli 1944. På foranledning af Hitlers nærtstående minister, Joseph Goebbels, blev Skorzeny tilkaldt og fik overladt den opgave, at forhindre panikken i at brede sig og i øvrigt skabe ro i rækkerne. Det skete ved, at Skorzeny kommanderede et kompagni af sine egne soldater fra Friedensthal-kasernen til at sørge for opretholdelsen af ro og orden. Attentatet og kuppet mod Hitler blev som tidligere omtalt mislykket, idet han overlevede og kun blev lettere såret, men ikke mere, end at han allerede samme dag kunne holde en tale i radioen, for at forsikre sine tilhængere og venner, at han stadig var i live og efter omstændighederne havde det godt. Samtidigt forsikrede han det tyske folk om, at forræderne ville blive straffet hårdt og skånselsløst, hvilket også skete.

 

På Nationaltidendes side 6 vovede man sig frem med en forudsigelse af atomenergiens betydning for fremtidssamfundet. Det skete under overskriften:

 

Verden Aar 2045

Hvordan Livet – maaske – vil forme sig i

100 Aaret for Atombombens Opfindelse

 

 

Et Billede fra den atomiske Tidsalder, hvor Menneskene lever i uran-opvarmede og –oplyste Huse af Glas, Staal og Porcelæn. – Foto og billedtekst: Nationaltidende onsdag den 8. august 1945.

 

Men som salig Storm P. sagde, så er det svært at spå, - især om fremtiden! Derfor ulige mere seriøst kunne man på avisens side 7 læse om, hvad atomenergien kunne betyde og få af konsekvenser for verdenssamfundet i fremtiden: Det lød som teknikkens fagre nye verden, hvor man har stirret sig blind på den tekniske videnskabs vidundere:

 

150,000 Millioner Volts

Energi fra hvert Atom

En Gave til Verden – en Fare for Verden

 

Bohr ledende ved Fremstillingen af

det ny Stof ”U 235”

10 Pund ”U 235” nok til at drive stor Oceandamper

Jorden rundt i uendelig Aarrække

 

Da Gestapo jagede Niels Bohr

Agenterne i Sverige fik Ordre til

at skyde ham.

 

Atom-Fantasier

Af Jacob Paludan

Hidtil har Verden vist større Dygtighed til at opfinde djævelsk Legetøj end til at beherske det, skriver Jakob Paludan i disse meget aktuelle Betragtninger over Atombombe-Opfindelsens Velsignelser. Mennesket bliver dygtigere til at beherske Naturkræfterne, men det bliver ikke klogere.

 

Forfatteren Jacob Paludan var en af de skeptikere, der tidligst var ude med kritik af den hovedløse begejstring, der i visse kredse var for den nye ’opfindelse’, atomenergien, og for brugen af atomenergi og af dennes ’afkom’, atombomben. Eftertiden skulle komme til at give skeptikere som ham ret i kritikken og advarslerne. Så sent som i 1970 døde 2.046 og i 1971 2.035 mennesker af årsager, der menes at hidrøre fra atombombeeksplosionerne. De fleste af disse ofre døde af kræft, fremkaldt af den radioaktive stråling.

 

Den 14. august kapitulerede Japan så endelig, og general MacArthur kunne derefter begynde den amerikanske besættelse af landet. Dermed var 2. verdens­krig i realiteten ophørt, og det blev herhjemme fejret ved at gøre den 15. august til almindelig fridag.        

 

Allerede i 1942 havde De Allierede vedtaget, at der efter krigsafslutningen skulle rejses straffesager for krigsfor­brydelser, som ikke var rettet mod noget enkelt land. Efter krigsafslutningen i 1945 oprettedes der i Nürnberg en militær­domstol med en repræsentant fra hver af de fire stormagter: Storbritannien, Frankrig, USA og Sovjetunionen, og i november begyndte de såkaldte Nürnberg-processer, som var en række retssager mod de politiske og militære naziledere, Den første og vigtigste proces mod de førende krigsforbrydere afsluttedes først i 1946. Denne og de følgende processer skal derfor her først omtales senere. Der var for øvrigt en særlig grund til, at krigsforbryderdoms­tolen blev nedsat i netop byen Nürnberg, for det var her, at en række nazistiske love blev vedtaget på partidagen i 1935. Disse rigoristiske love fratog jøderne borgerskab, forbød ægte­skab eller kønsligt samkvem mellem jøder og den gruppe tyskere, som man kaldte arier, samt fastsatte andre såkaldte raceren­heds-foranstaltninger. Disse love blev først ophævet i 1946!

 

Men nok så interessant med henblik på fremtiden, var en annonce, som med følgende overskrift søgte en medarbejder med særlig forståelse for brug og udnyttelse af vindkraft:

 

Til at sælge Vindkraft

Det var det københavnske firma Dansk Vindkraft ved P. Bendix-Kehlet på Købmagergade 63, der søgte en sådan kvalificeret medarbejder. Der er så godt som altid blevet brugt vindkraft i Danmark, men kun i det små i form af vinddrevne kornmøller på højtliggende steder, og som mindre vindmøller til generering af elektrisk strøm til f.eks. bondegårde rundt om i landet. Men man må vel sige, at det nævnte firma var langt forud for sin tid, idet udnyttelsen af vindkraft først for alvor er blevet aktuel her i det 21. århundrede, altså i 2000-tallet, hvor danske vindmøller er kommet på mode, også som en international eksportvare.

 

På sin side 8 havde Nationaltidende denne onsdag, den 8. august 1945, bl.a. følgende artikeloverskrifter:

 

6 Timers Forhandling om

August-Reguleringen

Nyt Møde i Slutningen af denne Uge

og Afgørelse i næste

 

Det drejede sig om forhandling mellem De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening om regulering af Dyrtidstillægget.

 

175,000 Tons engelske Kul i September

Haab om 200,000 Tons i Oktober – Danmark faar

Hovedparten af de engelske Koks, der er til Raadighed

 

Dømt for at skjule Hipomand

Kunde ikke tænke sig at angive

sin tidligere Mand

 

Avisernes eksistensgrundlag var, foruden løssalg og abonnementer, også og ikke mindst annoncerne, som jo blev betalt, ofte med store beløb, af de firmaer og forretninger, der fandt det nødvendigt at reklamere med deres varer. Og mærkværdigvis nærmest vrimlede de københavnske aviser med annoncer for stort set alt mellem himmel og jord, så at man ikke skulle have troet, at der stadig var vareknaphed og rationering. En af de ret så mange annoncer, der denne onsdag den 8. august 1945 kunne ses i Nationaltidende, var den nedenstående for forfatteren Ole Juuls yderst realistiske og barske roman om den danske modstandsbevægelse: ”De Røde Enge”:

 

 

Annonce for Ole Juuls roman De Røde Enge, som berettede om den danske modstandskamp og om, hvordan Gestapo behandlede og torturerede de sabotører og frihedskæmpere, som det i reglen takket være danske stikkere var lykkedes at pågribe og arrestere. Bogen blev hurtigt en stor succes og den blev i øvrigt  filmatiseret i løbet af sommeren 1945, instrueret af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen, og med Poul Reichhardt i hovedrollen som sabotør.

 

På Nationaltidendes side 12, som også var avisens bagside, kunne man denne dag bl.a. læse følgende overskrifter

 

Foran den atomiske

Energis Tidsalder

41-aarig Fysikers Geni bag ”Historien største Spil”

(Der er tale om fysikeren Robert Oppenheimer)

 

Atom-Bomben bliver

Verdens Fælleseje

U.S.A. vil anvende Bomben i

de forenede Nationers Interesse

 

Der var på den her omtalte tid næsten ingen grænser for optimismen på atomenergiens vegne. Man så for sig, at den ville revolutionere verden i positiv retning, hvilket bl.a. fremgår af følgende notits:

 

Biler og Tog i Gang paa ubestemt Tid

Fantastiske Forandringer i Menneskehedens Fremtid

Washington, Tirsdag. United.

     Ved Indgangen til Atomkraftens Tidsalder staar man overfor Visioner om fantastiske Forandringer i Menneskehedens Fremtid. Maaske ikke i Morgen og maaske heller ikke i vor egen Levetid, men Videnskabsmændene kan nu se rimelig Grund til at tro, at man engang vil kunne naa saa langt, at Biler, Flyvemaskiner og Tog kan holdes i Gang for ubestemt Tid – blot ved Hjælp af en Smule Atomkraft. Man kan tænke sig Kraftanlæg i Vestelommeformat og Kraftkilder til en hel Industriby samlet i nogle Haandfulde.

     Erfaringerne viser, at den Slags Opfindelser udvikles Skridt for Skridt. Jævnt udtrykt staar Efterkrigstidens Videnskabsmænd overfor to Problemer, naar de skal til at bringe Atomkraftens Tidsalder til Verden: For det første maa de lære at beherske og paa rette Maade udløse Atomenergien, saa at den Varme, der opstaar, kan anvendes i de bestaaende eller dertil indrettede Kraftstationer. For det andet maa Omkostningerne ved Udnyttelsen af Atomkraften bringes væsentlig ned paa en eller anden Maade.

 

Nationaltidendes forlystelsesannoncer fandtes på avisens side 4, og af forlystelser bemærkedes især, at den højt elskede danske teater- og især filmskuespiller Ib Schønberg nu var initiativtager til og direktør for Cirkus Ib, som havde slået teltet op i Fælledparken ved Borgmester Jensens Allé i København. Den meget populære revy på Dyrehavsbakken, Cirkus Revyen, som normalt spillede i teltet på Dyrehavsbakken, spillede midlertidigt i Forum ved Rosenørns Allé i København.

 

Men som sædvanligt var det især biografrepertoiret, der havde min interesse, og jeg gik jævnligt i en af de lokale biografer, enten alene eller sammen med mine to kammerater, Jørn og Jørgen, dog under forudsætning af, at der blev spillet en film, som jeg eller vi alle tre gerne ville se. Men eftersom især de amerikanske film var vendt tilbage til de danske biografer og udbuddet i øvrigt var forholdsvis stort, fandt vi i reglen en film, som vi enten havde hørt noget godt og positivt om eller som vi umiddelbart syntes lød interessant og spændende. Denne dag, den 8. august 1945, var der ifølge annoncerne i Nationaltidende rigeligt af film at vælge imellem:

 

Biografrepertoiret i københavnske biografer onsdag den 8. august 1945:

 

Aladdin: Kl. 6,50.

        Panik i Familien (dansk, 1945)

        Farce med Ib Schønberg og Chr. Arhoff

        Instruktion: Lau Lauritzen og Alice O’Fredericks

        Klingende Toner med Elvi Henriksen, Kirsten Thrane Petersen, Emil Christoffersen, Ulrik Sjøberg, Wandy Tworek

        Ferd’nand paa Bjørnejagt Tegnefilm af Mik (dansk, 1945)

Alexandra: Kl. 2,-4,15-6,30. Filmen begynder præcis. 2. Uge! Forbudt for Børn

        Den amerikanske Storfilm

        Julien Duviviers Mesterværk  Manhattan (amrk., 1942)

        med de 5 Stjerner

Allé-Teatret: Kl. 5,10 og 7,15.

        Noel Coward Havet er vor Skæbne (eng., 1942)

Amager Bio: Kl. 5 og 6,45. 2. Uge

        Else Marie – Hans Kurt

        Man elsker kun een Gang (dansk, 1945)

Atlantic: Kl. 6,45. Forbudt for Børn

        Døtre af U.S.A. (So proudly we hail) (amrk., 1943)

        Claudette Colbert – Paulette Goddard 

Bella Bio: Kl. 6,45 pr.

        Den store Operette Sukces

        Man elsker kun een Gang (dansk, 1945)

        Else Marie – Hans Kurt

Bellevue: Kl. 19,10. Næsts. Dag!

        Robert Donat Farvel Mr. Chips (amrk., 1939)

        S.H.A.E.F.-Ugerevy

Bergthora: Kl. 6,50.

        Rita Hayworth – Fred Astaire i

        Sig det med Orchideer (amrk., 1942)

Bio – Lyngby: Kl. 19,10.

        Den nye engelske Film Een af vore Maskiner savnes (Eng., 1945?)

        Ekstraforestilling Fredag og Lørdag Kl. 17

Bispebjerg Bio: Kl. 19,00

        Jeanette Mac Donald i Ildfluen (amrk. 1937)

        K. 18,15: Kortfilm-Program. Sm. Priser

Boulevard Teatret: Kl. 6,45

        Kun Engle har Vinger (amrk., 1938)

        Cary Grant – Jean Arthur

Bristol: Kl. 1-2,50-4-7. 4. Uge!

        ”Dig skal det være” (Sun Valley Serenade) (amrk., 1941)

         Sonja Henie og John Payne

Carlton: Kl. 2.3,50-6,50.  14. Uge!

        Den engelske Latter-Farce Det ligger i Luften (eng. 1938)

        Tors. Kl. 12,30 og 1,10 Matiné: Frihedskampen & Sejren i Paris

Casino: Kl. 6,45.

        Else Marie – Hans Kurt i

        Man elsker kun een Gang (dansk, 1945)

Colosseum: Kl. 6,45.

        Panik i Familien (dansk, 1945)

        Farce med Ib Schønberg og Chr. Arhoff

        Instruktion: Lau Lauritzen og Alice O’Fredericks

        Klingende Toner med Elvi Henriksen, Kirsten Thrane Petersen, Emil Christoffersen, Ulrik Sjøberg, Wandy Tworek

        Ferd’nand paa Bjørnejagt Tegnefilm af Mik (dansk 1945)

Dagmar: Kl. 2-3-4,10-5,15. Forbudt for Børn

        Première Hvorfor blev der Krig? (amrk. 1943ff)

        Tilrettelagt af Frank Capra

        Filmen, der viser hvorledes Verdenshistoriens største Forbrydelse blev forberedt 

D.S.B.: Hv. fulde Time Kl. 13 – 19.

        Norsk Filmrevy – Ugejournal – Amerikansk Militærorkester – Svensk Gymnastik –

        Kong Gustaf gæster København – Lambeth Walk – Frk. Gadedreng

Enghave Bio: Kl. 6,45.

        Mickey Rooney – Judy Garland

        Vi Charmører (amrk. 1939)

Fasan Bio: Kl. 6,30. 2. Uge!

        Med svenske Tekster

        Leslie Howard i Pimpernel Smith (eng. 1941)

Gentofte Kino: Kl. 5,15 og 7,15. Bemærk de nye Spilletider

        Leslie Howard i Pimpernel Smith (eng. 1941)

Grand: Kl. 1,30-3,20-5,10-7. Forb- f. Børn

        Sabotagefilmen Lev farligt! (ikke identificeret)

Grøndals: Obs! Kl. 6,15 og 7,50. Forb. f. Børn  Bemærk Spilletiderne

        Marchen mod Berlin (ikke identificeret)

Kino – Lyngby: Kl. 7,30 pr.

        Leslie Howard i Pimpernel Smith (eng. 1941)

        Alt Udsolgt Onsdag, Torsdag, Fredag Kl. 7,30

        Ekstraforestilling Fredag og Lørdag Kl. 5,

Lyngbyvejens Kino: Kl. 6,45

        Kriminalfilmen Død Mand forelsker sig (ikke identificeret)

Merry: OBS! Tiderne Kl. 3,30

        News: Kortfilm

        OBS! Kl. 4,30 og 6,45. Forb. f. Børn

        Kæmpe-Sensations-filmen Air Force (amrk. 1943)

Metropol: Kl. 2-4,15-6,30. 4. Uge!

        Det maa ikke blive Morgen (amrk., 1941)

        Charles Boyer, Olivia de Havilland, Paulette Goddard

 Nora: Kl. 6,45

        Else Marie – Hans Kurt

        Man elsker kun een Gang (dansk, 1945)

Nørrebros Biograf: Kl. 6,45

        Claudette Colbert i Remember the Day (amrk., 1942)

Nørreport Bio: Kl. 14,10-16,10-18,40.

        Ib Schønberg – Chr. Arhoff i

        Panik i Familien (dansk, 1945)

        Ferd’nand paa Bjørnejagt – Klingende Toner

Palads: Kl. 2,30  Kl. 4,30  Kl. 6,45.  4. Uge! Forbudt for Børn

        David Niven i Vejen frem (formentlig eng., 1944)

Palladium: Kl. 2,30 Kl. 4,30 Kl. 6,45.

        Palladium-Lystspillet Mens Sagføreren sover (dansk, 1945)

Park: Kl. 18,45.

        Else Marie – Hans Kurt i Operette-Sukces’en

        Man elsker kun een Gang (dansk, 1945)

Platan: Kl. 6,15 og 7. 

        Ginger Rogers i Der er Bryllup i Luften (amrk. 1941)

Regina: Kl. 6,45

        Dobbelt Program

        Jack Holt i Døden i Luften (amrk. årstal ukendt)

        Charles Starrett i I Seksløberens Skygge (amrk. årstal ukendt)

Rialto: Kl. 4,15 og 6,30 . 2. Uge! Næstsidste Dag!

        Humphrey Bogart i Konvoj over Nordatlanten (amrk. 1943)

Roxy: Kl. 6,45 pr.

        Panik i Familien (dansk, 1945)

        Farce med Ib Schønberg og Chr. Arhoff

        Instruktion: Lau Lauritzen og Alice O’Fredericks

        Klingende Toner med Elvi Henriksen, Kirsten Thrane Petersen, Emil Christoffersen, Ulrik Sjøberg, Wandy Tworek

        Ferd’nand paa Bjørnejagt Tegnefilm af Mik (dansk 1945)

Ry-Kino: Kl. 6,45. Forb. f. Børn

        Noel Coward’s Mesterværk

        Havet er vor Skæbne (eng., 1942)

Saga Teatret: Kl. 2,00-4,15-6,30.  Næsts. Dag! Forb. f. Børn

        Gary Cooper i ”Sergeant York” (amrk. 1941)

        Fors. Til Danmarks-Première Fredag: Den engelsk-danske Storfilm:

        Vi sejler ved Daggry (eng.-dansk. 1945?)

Scala-Bio: Kl 2,15-3,30-4,45,6,15-7,30. 2. Uge! Forbudt f. Børn

        Hitlers Lynkrig  (amrk. 1943 ff)    

        Filmen, der viser Hitlers brutale Overfald paa Danmark, Norge, Holland og Belgien

        Kl. 7,30: Alt Udsolgt!

Skovshoved: Kl. 7,15

        Bodil Kjer og Ebbe Rode i

        To som elsker hinanden (dansk, 1944)

Strand Teatret: Kl. 7,10

        Noel Coward’s Mesterværk

        Havet er vor Skæbne (eng., 1942)

Søborg: Kl. 19,10 hele Ugen

        Flaaden klarer sig (ikke identificeret)

Toftegaard: Kl. 6,45

        Else Marie – Hans Kurt i

        Man elsker kun een Gang (dansk, 1945)

Triangel: Kl. 6,45. 

        Panik i Familien (dansk, 1945)

        Farce med Ib Schønberg og Chr. Arhoff

        Instruktion: Lau Lauritzen og Alice O’Fredericks

        Klingende Toner med Elvi Henriksen, Kirsten Thrane Petersen, Emil Christoffersen, Ulrik Sjøberg, Wandy Tworek

        Ferd’nand paa Bjørnejagt Tegnefilm af Mik (dansk 1945)

Valby: Kl. 6,45

        Mickey Rooney – Judy Garland

        Vi Charmører (amrk. 1939)

Vanløse: Kl. 6,45. Næstsidste Dag!

        Min Søster Eileen (amrk. 1943)

        Rosalind Russell – Brian Aherne

Vesterbro Teater: Kl. 7. Forbudt f. Børn

        Angreb paa Panama (amrk. 1942)

        med Humphrey Bogart

Windsor: Kl. 7. Forbudt for Børn

        Frank Capra-Filmen Slaget om Rusland (amrk. 1943 ff)

 

I forbindelse med ovenstående biografrepertoire, har jeg faktisk kun bemærkninger til to film, nemlig den korte danske tegnefilm Ferd’nand paa Bjørnejagt, som tegneren Dahl Mikkelsen (Mik) producerede for ASA Film i løbet af 1945. Filmen og dens skaber findes især omtalt på http://www.tegnefilmhistorie.dk/ i afsnittet DANSK TEGNEFILM 1930-1942

 

Den anden film – eller rettere sagt: filmserie – som jeg her vil knytte nogle bemærkninger til, er Frank Capras imponerende dokumentarfilm-serie om 2. Verdenskrig. Den italienskfødte Frank Capra (1897-1991) begyndte i den amerikanske filmbranche allerede i 1921, hvor han arbejdede med at redigere film-ugerevyer, kaldet Screen Snapshots. Senere blev han hjælpeinstruktør og gag-man for farcefilm-producenten Hal Roach på dennes uhyre populære serie ”Ungerne”. Desuden blev han i 1926 instruktør på en række korte filmfarcer med komikeren Harry Langdon.

 

I perioden 1928-39 var Capra ledende instruktør på filmkomedier og lystspilfilm hos filmselskabet Columbia. Det var især disse spillefilm, der gjorde ham verdensberømt i 1930’erne, med titler som f.eks. Det hændte en nat (1934), En gentleman kommer til byen (1936), og de noget mere seriøse Tabte horisonter (1937), Mr. Smith kommer til Washington (1939), Vi behøver hinanden (1941), Arsenik og gamle kniplinger (1944) og Det er herligt at leve (1947). Det må konstateres, at Capras efterfølgende spillefilm fra 1940-50’erne ikke havde helt samme kunstneriske kvalitet og intensitet, som hans film fra 1930’erne. I 1941 blev Capra – i lighed med så mange andre filmfolk – indkaldt til at gøre tjeneste i den amerikanske hær. Men i stedet for at blive egentlig soldat, blev han tilknyttet hærens filmafdeling, for hvilken han i de følgende år af krigen producerede krigsdokumentarfilm for den amerikanske regering, Hans hovedopgave blev, at lede tilrettelægningen og produktionen af dokumentarserien Why We Fight. Serien omfatter i alt 7 film, hvoraf danske biografer efter befrielsen viste følgende: Prelude to War (Hvorfor blev der krig?), Nazis Strike (Nazisterne går til angreb), Divide and Conquer (Slaget om England), Battle of Russia (Slaget om Rusland), Tunisian Victory (Afrikas befrielse). Serien er i øvrigt mange år senere udgivet på video.   

 

Lidt mere om alvor og tragedie

Men tilbage til den mere alvorlige side af tilværelsen, i hvert fald for mange mennesker ude i den store verden. Nedkastningen af den første atombombe, fik ikke umiddelbart den virkning, som amerikanerne formentlig havde håbet på. Den japanske regering tøvede nemlig med at kapitulere, og derfor kastedes tre dage senere, den 9. august 1945, den næste atombombe over Japan, denne gang over den japanske storby Nagasaki. Dette bombardement med en enkelt atombombe havde omkring 40.000 menneskers død til følge, foruden de sårede og langtidspåvirkede, samt igen enorme materielle ødelæggelser. Byerne Hiroshima og Nagasaki blev ifølge eksperter angiveligt atombombet, fordi der var tale om industribyer med tæt befolkede arbejderkvarterer. Men skeptikere, som f.eks. forfatteren Jacob Paludan, stillede sig allerede fra begyndelsen det spørgsmål, om atombombningen af Japan nu også havde været nødvendig, og om ikke en anden og mindre brutal ’metode’ også ville have kunnet få den japanske regering til at kapitulere. En kendsgerning er det imidlertid, at kapitulationen kom kort efter de to atombombninger, nemlig den 15. august 1945. 

 

Det var i begge tilfælde præsident Truman, der gav ordre til bombningerne, men formentlig presset dertil af den øverste militære ledelse, som blandt andet foreholdt ham, at en egentlig invasion af Japan ville have kostet 45.000 amerikanske soldater livet. Det var naturligvis et kæmpe svært dilemma for den amerikanske præsident og de andre amerikanske beslutningstagere, og man har formentlig syntes, at de 110.000 japanere, der blev dræbt og de mange sårede og langtidsramte som følge af de to atombomber ikke kunne tages med i kalkulationen af omkostninger, idet Japan jo måtte anses for at være den skyldige part i Stillehavskrigen.  I løbet af august 1945 kom der stadig flere gruopvækkende detaljer vedrørende nazisternes rædselsherredømme til offentlighedens kundskab. Således kunne avisen Information torsdag den 23. august s.å. bl.a. bringe følgende overskrift på forsiden:

 

26 Millioner blev dræbt i

de tyske Koncentrations-Lejre

17.000 ansvarlige Tyskere

venter Dom i Frankrig

 

Een SS-Mand alene myrdede

over 7 Millioner Fanger

 

Streicher er saa uskyldig

som et Barn

- siger han selv

BERLIN, Torsdag

JØDEHADEREN Julius Streicher er den af de nazistiske Krigsforbrydere, der stærkest holder paa, at han er fuldstændig uskyldig.

     - Jeg har aldrig slaaet nogen ihjel eller forsøgt at ophidse nogen til at bruge Vold,” har han udtalt under Forhørene. ”Det eneste, jeg ønskede, var at Jøderne skulde have deres egen Stat, saaledes som Zionisterne har foreslaaet det.”

     ”Naturligvis har der nu og da været Overdrivelser i mit Blad, ”Der Stürmer”, men naar alt kommer til alt, overdriver vel alle Blade,” siger ”den uskyldige Mand” (AP)

 

Nyt Krav om Dødsstraf

Han angav efter Folkestrejken en Artist

 

Ca. 8000 Landsforrædere

skal anbringes i store Lejre

Fangerne i Vendsyssel skal opdyrke Hede -

de andre sættes i Gang med Værkstedsarbejde

 

Atombomberne har fremkaldt

snigende Død –

Mængder af Japanere omkommet

paa Grund af Radioaktivitet

 

     I Forbindelse med de første nærmere Enkeltheder om de Atombombers Virkninger, som blev de japanske Byer Hiroshima og Nagasaki til Del, meddeles det, at Bomberne har kostet mange flere Menneskeliv, end man havde antaget i Begyndelsen.

 

De forfærdende kendsgerninger som følge af den uundgåelige radioaktivitet, der blev udløst samtidigt med atombombesprængningerne, var så småt ved at gå op for de ansvarlige videnskabsmænd og politikere. Det ændrede imidlertid ikke ved disse kendsgerninger, at de ansvarlige påstod, at bomberne var blevet bragt til sprængning i 800 fods højde, ”for at begrænse Ulykkernes Omfang i Tid.” Man, dvs. rette vedkommende, var altså fuldt ud klar over, at udslippet af radioaktivitet ville have langtidsvirkninger, ikke kun for mennesker, men også for husdyr og planteafgrøder.

 

På sin side 2 havde Information bl.a. følgende vigtige overskrifter:

 

Sovjet udnævner kinesiske Administratorer

i Stedet for Japanere i Manchukuo

Frygtelige Tilstande hersker i det befriede Land

 

Japan underskriver paa Slagskibet ”Missory”

Manila, Torsdag. Iltelegram

     Japans Kapitulation vil blive underskrevet om Bord paa det 45,000 Tons store amerikanske Slagskib “Missouri” den 31. ds. Krigsskibet vil da befinde sig i selve Tokiobugten.

     General McArthur har bekræftet de japanske Meddelelser om, at han vil ankomme til Japan paa Tirsdag, ”Hvis Vejret tillader det”, sammen med en stor allieret Sø- og Luftstyrke.

                                                                                                                           (AP)

 

Handelskammerets Samarbejdsfolk

kræves fængslet

En af dem klagede over Nationalbanken

og Toldvæsenet

 

 Informations side 3 bød på bl.a. følgende overskrifter:

 

Petain-Processen var en Farce

Frankrig er en meget syg Nation –

Folkets Dom over Petain meget skaanselsløs

 

Folkeforbundets Palads igen

til Ære og Værdighed

Stemning for at bruge det til den internationale

Fredsorganisation

Sovjets Stilling afgørende

LONDON, Tirsdag

     Bliver Genève atter internationalt politisk Centrum? Blandt Diplomaterne i London kan man spore en Tendens til at faa den internationale Sikkerhedsorganisation placeret i det tidligere Folkeforbunds Bygninger.

 

Fhv. tyskvenligt Blad byder

Hr. Svenningsen Velkommen

Hyldest til Christmas Møller i Torsten Kreugers Avis

    

På sin side 5 kunne Information bringe et interview med følgende overskrift:

 

Møde med en Massemorder

EIGIL STEINMETZ skildrer i denne Kronik et

Møde med og giver en Karakteristik af

Karl Hermann Frank, tidligere Herre i

Czekoslovakiet, nu dette Lands

Krigsforbryder Nr. 1.

 

 Vi bladrer videre i Information for den 23. august 1945 og læser følgende overskrifter på avisens side 6:

 

Jeg elsker Danmark under Protest

siger Otto Gelsted

 

Uheldig tysk Skoleforening

i Sønderjylland

Et Medlem af Bestyrelsen arresteret og to smidt ud,

fordi de har været Nazister

 

Gymnasierne vil modvirke

Ensidighed hos Ungdommen

Et betydningsfuldt Oplysningsarbejde under Forberedelse

 

Ca. 200 Firmaer har tysk Kapital

Mellem 3 og 4000 Selskaber har endnu ikke indgivet Anmeldelse

 

Under omtalen af året 1942 nævnte jeg blandt meget andet, at det københavnske firma VEPRO A/S, som lukkede i oktober 1942, var et tysk-dansk firma, som under tysk ledelse og med udelukkende danske medarbejdere, producerede reklametegnefilm, både for danske og tyske firmaer. Grunden til at firmaet lukkede, var i hovedsagen den, at især fra og med 1942 blev samarbejde med tyskerne anset for landsforræderi.

 

Frihedsbevægelsens Region 3 fordømmer

Blad Attentatet

Ledelsen af Modstandsbevægelsens Region 3 i Kolding meddeler:

     Idet Regionsledelsen paa det skarpeste tager Afstand fra alle Former for Selvtægt og Terror, skal vi opfordre alle, der hører til de væbnede Grupper, Hjemsendte eller ikke Hjemsendte, til at gøre deres yderste for at hindre, at ikke-demokratiske Metoder bringes i Anvendelse nogetsteds i vort Samfund. Regionsledelsen er uden noget Kendskab til, hvilke Kredse, der staar bag Angrebet paa ”Nordschleswigsche Zeitung”. De hører i hvert Fald ikke hjemme i Modstandsbevægelsens Rækker.

 

Informations side 8, som også var avisens bagside, var i hele sit store format på 40 x 56 cm fyldt med fotos til illustration af overskriften:

 

Saa kører Lyntogene igen …

Om et Par Uger kan D.S.B. melde Lyntogene klar til Drift –

foreløbig maa man nøjes med Prøveture, og vi bringer her

en Billed-Serie fra en af disse Ture

 

Det danske samfund var altså så småt ved at komme op og køre på skinner igen. Optimismen vendte efterhånden tilbage, godt hjulpet af politikernes – herunder ikke mindst Socialdemokraternes – forsøg på efter svensk model at udvikle Danmark til et såkaldt velfærdssamfund, ”hvor få havde for meget og færre for lidt”, som sloganet en overgang lød. Det udviklede sig til et hidtil uset ræs efter materielle goder, efter devisen ”Villa, Volvo og vovse”. Hver familie skulle have sit hus, sin bil eller to biler, en eller flere hunde, og helst også sommerhus og egen lystbåd. Hvordan den udvikling forløb i de næste årtier, vil vi også få at se her i denne selvbiografi.

 

Af mere almen betydning var det, at gadebelysningen igen kom op på normal styrke, idet den under besættelsestiden havde været stærkt reduceret, dels på grund af besparelser og dels på grund af vigtigheden af mørklægning af frygt for luftbombardementer. Desuden blev nedlagte sporvognsstoppesteder genoprettet og kørselstiden udvidet, lige som restauranterne fik lov til igen at holde længere åbent.

 

Den 23. august blev der afholdt en mindegudstjeneste for digteren og præsten Kaj Munk, som tyske håndlangere på den skændigste måde havde myrdet den 4. januar 1944. Dette brutale og totalt meningsløse drab findes omtalt tidligere her i denne beretning om mit liv og min tid.   

 

Af mere dagligdags begivenheder, som havde betydning for den almindelige Københavner, var det, at gadebelysningen, der under besættelsen havde været stærkt nedskåret, igen kom op på fuld styrke i august. Et større antal af de nedlagte spor­vejsstoppesteder genoprettedes, og restauranternes åbningstid forlængedes. Ligeledes af mere usædvanlig karakter var onsdag den 29. august, toårsdagen for samarbejds­regeringens brud med tyskerne, fejre­des som fridag. Samme dag blev 106 frihedskæmpere, hvis lig var fundet på henrettelses­pladsen i Ryvangen, ført fra Christi­ans­borg Slots ridebane gennem byen og ud til den nyanlagte minde­lund ikke langt fra det sted, hvor de heltemodige unge og lidt ældre menne­sker havde endt deres liv. Under sørgeto­gets kørsel gennem byens gader, ringede kirkeklok­kerne overalt i byen, og tusind­vis af mennesker havde taget opstilling langs ruten, for at vise de faldne en sidste ære og hyldest. Kl.13 fandt den gribende bisættelseshøjtidelighed sted, under overværelse af kong Christian X og dronning Alexandrine, kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid, de dødes pårørende, det diplomatiske korps, regeringen, repræsentanter for mod­standsbevægelsen og forskellige myndigheder. 

 

Selvkritik og tegneskole

For mit eget vedkommende gik det heller ikke med min tegne­film "Hvordan elefan­ten fik sin snabel", hvis figurdesign jeg efterhånden syntes mindre og mindre om. Den lille stump test­film, jeg havde lavet, var der sådan set ikke noget i vejen med, i hvert fald ikke hvad animationen angik, men figurernes udseende fandt jeg banalt og for dårligt tegnet. Især syntes jeg, at figurernes ovalformede øjne stirrede tomme, udtryks­løse og klichéagtige på mig, så jeg til sidst ikke kunne holde det ud længere. Men foreløbig nøjedes jeg med at lægge animationsarbejdet på hylden, for nu havde jeg besluttet, at jeg ville lære at tegne ordentligt og karakterfuldt. I det øjemed reflekterede jeg engang i august måned på en annonce i Berlin­geren, hvor en tegneskole, der kaldte sig Akademiet for fri og merkantil Kunst, reklamerede med sine kurser. Blandt disse kurser var det især det kursus, der omhandlede illustrations­tegning, der havde vakt min interesse.

 

Tegneskolen var beliggende i Vester Voldgade 2-4, og der tog jeg ind og henvendte mig på kontoret, for at høre om de nærmere vilkår og betingelser for at blive optaget som elev. På kontoret sad der en yngre mand på vel omkring 26 år, som jeg senere erfarede hed Hans Jensen, og han fortalte mig indledningsvis, at under­visningen kostede penge, men at der var en mulighed for at få hel eller delvis friplads, hvis det ellers viste sig, at man havde evner for det fag, man ønskede at blive uddannet i. Jeg mente jo nok, at jeg kunne betale en vis sum pr. måned, men ikke hele det beløb, under­visningen kostede. Hvor stort det var, husker jeg ikke længere, men Hans Jensen tog telefonen og ringede til direktøren, som straks efter kom til stede. Hans navn var Jean Jallit og med sin noget over middel­høje, elegant klædte, slanke skik­kelse og med sit vel­plejede og pomadi­serede sorte hår og sin tynde moustache, lignede han da også en fransk­mand. Men bortset fra, at manden faktisk selv var en udmærket reklame­tegner, der bl.a. havde tegnet velkendte pakninger til Obels og Hirschsprungs cigar- og cerutæsker, så var han også pæredansk og hed vistnok Jens Jensen (?).

 

Men efter at Jallit var blevet sat ind i min situation og havde set min medbragte samling af "seriøse" tegninger, sagde han, at han ville gøre, hvad han kunne, for at skaffe mig en friplads på skolen, så jeg selv kun skulle betale for de materialer, der brugtes i forbindelse med undervisningen. Med en lavmælt bemærkning til Hans Jensen om, at denne kunne tage sig af det videre fornødne, forlod Jallit kontoret lige så pludseligt, som han var ankommet. Hans Jensen forklarede mig derefter, at jeg godt kunne betragte mig som antaget elev, og at jeg kunne begynde på skolen førstkommende mandag, hvor jeg skulle give møde et kvarters tid før kl.8. Undervisningen begyndte Kl.8 og varede til kl.14,20, med 10 minutters pause mellem hver time og en halv times frokostpause kl.­10,50-11,20.

 

Dengang sagde man almindeligvis De til folk, når de havde passeret kon­firmationsalderen, og det var kun meget få, der sagde du til hinanden i det hele taget. Dette gjaldt faktisk inden for alle sociale klasser, og selv blandt arbejdere var det ikke ualmin­deligt, at man sagde De til hinanden, hvis man da ikke lige var arbejdskammerater. Det samme gjaldt bl.a. eleverne på Akademiet for fri og merkantil Kunst, men lærerne og elever­ne sagde derimod altid og ufravigeligt De til hinan­den, lige som lærerne også indbyrdes tiltalte hinanden med det distancerende "De".

 

Da jeg den første mandag i september 1945 mødte op på tegne­skolens kontor som aftalt, blev jeg mødt af den mand, der skulle være min fremtidige klasselærer. Hans navn var Jens Andreasen, født 1924, så han var omkring 22 år på det tidspunkt og altså kun fem år ældre end mig. Han var gårdmandssøn, født og opvokset i Hjørring, hvor han også havde gået i skole. Under sine besøg på Hjørring Centralbibliotek var han blevet dybt fascineret af maleren Niels Larsen Stevns' fresker i læsesalen. Selv interesserede han sig tidligt for at tegne og male, og derfor søgte han til København, hvor han blev elev hos Jean Jallit på Akademiet for fri og merkantil Kunst. Her afslørede han snart så store evner, at da han havde gennem­gået illustra­tionsfagets 3-årige pensum, blev han selv ansat som tegnelærer i dette fag på skolen.

 

Min tegnelærer – blev en god ven

Jens Andreasen var en forholdsvis høj, slank, mørkhåret mand med en let ludende holdning. Han havde store, behårede hænder, som han jævnligt brugte på en meget rolig måde til at under­strege sine i reglen få ord. Hans glatbarberede ansigt var præget af en forholdsvis stor næse og et par alvorlige brune øjne, og hovedet indrammedes af et mørkt, kunstneragtigt hår og af et par karakteristiske, kraftige bakkenbarter. Ansigtsudtrykket virkede venligt og imødekom­mende, men glimtet i hans øjne vidnede om, at han forstod andet og mere, end det, der umiddel­bart blev sagt eller skete omkring ham. Men først og sidst var han præget af en rolig og værdig optræden, som aldrig forlod ham, heller ikke når han en sjælden gang blev opbragt eller ligefrem vred. Det sidstnævnte kunne kun ses ved, at han blev rød i ansigtet og ved, at det humoristiske glimt i hans øjne forsvandt. På den tid, da jeg lærte Jens Andreasen at kende, boede han i en taglejlighed i Helgolandsgade, nummeret husker jeg ikke længere, og her havde han indrettet sig med atelier og inter­imistisk privat­bolig i samme forholdsvis store værelse. Det var dog først efter, at jeg havde gået på skolen i godt og vel et halvt års tid, at jeg kom på så venskabelig fod med ham, at han inviterede mig hjem til sig.

 

Der var omkring 20 elever i min klasse, som bestod af både unge mænd og unge damer på omkring min egen alder, men dog mest af mænd. Desvær­re husker jeg ikke længere de fleste af mine med­studeren­de, men de havde stort set samme sociale baggrund. De fleste tilhørte den bedrestillede del af middelklassen, med fædre, der enten var direktører, advokater, fabrikanter eller håndværksmestre. Mødrene talte ikke rigtig med dengang, for kvinderne var endnu ikke begyndt at gøre sig gældende for alvor på arbejdsmarkedet. Man spurgte aldrig eller i hvert fald sjældent hinanden om, hvad mødrene lavede, for man gik i almindelighed uden videre ud fra, at de naturligvis var hjemmegående. Selv var jeg den eneste i klassen, der havde arbejderbaggrund.

 

Som nævnt var der en del piger i klassen. En af dem hed Ruth Olesen og hun kom fra Frederikshavn, og viste sig snart meget dygtig til at tegne, især modeltegning og croquis. Hun var desuden en køn, mørkhåret og ganske velskabt pige på omkring 18-19 år, der med sit udseende og væsen var eftertragtet af mænd. Selv syntes jeg hun var ganske tiltrækkende, men dels var hun ældre end mig og dels havde jeg kun tanke for Alice. Ruth Olesens sociale og familie­mæssige baggrund kendte jeg ikke noget til, men så vidt jeg forstod, supplerede hun sin økonomi ved lejlighedsvis at stå nøgenmodel på Kunst­akademiet og på tegne- og maleskoler rundt om i byen. Det var tyde­ligt, at hun var lidt lun på vores klas­selærer, den en del år ældre Jens Andreasen, men selv om hun var en ganske velskabt og køn ung kvinde, var han så vidt jeg kunne skønne ikke særlig interesseret i hende. Det skyldtes dog ikke, at han ikke var til piger, men derimod at han både var meget genert og desuden skulle have god tid til at se pigen an. Som ægte nordjyde – han var som sagt fra Hjørring - indlod han sig ikke på risikable og vovelige amourøse eventyr.

 

Men tro mig, om man vil, når jeg siger at jeg over­hovedet ikke kan erindre nogen af de andre piger i klassen, og stort set heller ikke ret mange af mændene. Blandt de få, jeg husker er den ældste elev i klassen, en tæt­bygget, undersætsig mand, der var uddannet lokomotivfører, men som nu havde en ambition om at uddanne sig til illustra­tionstegner. Hans efternavn var Kann, og han havde selv sparet op, for at kunne gennemføre den treårige uddannelse, og han lagde stor ihærdig­hed for dagen og kæmpede bravt med sine tegninger. Så vidt jeg kunne bedømme, var han ikke ligefrem den fødte tegner. En anden af klassens elever hed Kaj Himmelstrup, og hans far var så vidt jeg husker politikommissær eller lignende. En tredje elev hed Jørgen Strunge, som forresten senere lod sig uddanne til arkitekt, men ham holdt jeg for­bindelsen med i nogle år, også efter at vi begge var holdt op på skolen. Han boede på Sortedam Dos­seringen, hvor han delte lejlighed med sin enlige moder, der var overlærer. Han, der var middelhøj og ganske almindelig af udseende, var et stille, roligt og venligt gemyt, i hvis selskab jeg befandt mig godt. Det skyld­tes ikke mindst, at vi kunne drøfte aktuelle og generelle livsproblemer og filosofiske emner, hvilket dog særlig skete omkring et års tid senere, da han var begyndt at læse filosofi­kum på Køben­havns Univer­sitet. Ham skal jeg vende tilbage til.

 

Men den af mine klassekammerater på Akademiet for fri og merkantil Kunst, jeg fik det tætteste og mest varige venskabsforhold til, var den et år ældre Asbjørn Yde Larsen, og han og jeg blev bonkammerater, også i flere år efter at vi begge var gået ud af skolen. Han var en forholdsvis høj, mager ung mand med et smalt og blegt ansigt, der domineredes af en lang, smal næse og et par store briller, som gav ham et lærd ud­seende. Han boede alene med sin mor i en fire-værelsers taglejlighed i Torden­skjoldsgade, og her havde han sit eget, temmelig store værelse, som var smagfuldt og hyggeligt indrettet som en rigtig kunst­nerhybel med gode malerier og grafik på væggene og flere reoler fyldt med bøger. Hans store interesse ved siden af maleriet og tegneriet var teatret, hvilket jeg senere skal vende tilbage til.

 

 

 

To portrætfotos af min gode ungdomsven Asbjørn Yde Larsen, som jeg selv har optaget i 1948 i fotograf Rie Nissens atelier på Østergade 16 i København, hvor jeg dengang var elev. Til venstre Asbjørn, når han agerede ’verdensmand’ og til højre, når han lignede sig selv.  – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen..

 

Asbjørn betalte selv for undervisningen på Akademiet for fri og merkantil Kunst, og sine penge tjente han som ekstrapostbud på Købmagergades Postkontor. Dengang blev der udbragt post både tidlig morgen og sent på eftermiddagen, så når han mødte på skolen kl.8, havde han allerede været på sin første postrunde fra kl.6 om morgenen. Og efter skoletid skulle han atter hen på postkontoret, for at hente den post, han skulle bringe ud sent på eftermiddagen. Det er derfor ikke så mærkeligt, at han nogen gange i timerne kunne virke lidt sløv og uinteresseret, men han var dog besluttet på, at ville lære at tegne. Efter min be­dømmelse var han ikke den fødte tegner, idet hans tegninger i reglen var meget forsigtige og nærmest lidt stive i det, men uden tegnetalent var han ikke. Denne vurdering af ham som tegner, delte han vist nok selv, for omkring halvandet til to år senere opgav han helt tegneriet til fordel for en uddannelse som journalist. 

 

Imidlertid var der en elev på skolen, som især Asbjørn og jeg efterhånden fik et kammeratligt nært forhold til, og det var Hans Qvist, som nogle år senere blev landskendt for sine ofte meget morsomme vitstegninger og tegneserier. Som født i 1922 var han en del år ældre end Asbjørn og mig, og desuden gik han i afgangsklassen, der lå to klasser over os. Når undervisningssæsonen 1946/47 sluttede, skulle han lave afgangsprøve, og det glædede han sig til, for han var i det store og hele træt af at gå i skole, også selv om det var en tegneskole. Som tegner havde han dengang sin store force i croquis- og modeltegning, og vi var en del der misundte ham den lethed og hurtighed, hvormed han nedfældede de skønne møer på papiret, i reglen tegnet med kul eller sort kridt. Hans, der var en forholdsvis høj, slank fyr med markerede ansigtstræk, havde dog et handicap, der generede ham selv temmelig meget: Han stammede ganske alvorligt, og jo mere jo mere ivrig eller ophidset han blev. 

 

En af Hans Qvists store fritidsinteresser var tennis, og der var et eller andet om, at han oven i købet allerede havde været Fynsmester i denne disciplin. Han var så vidt jeg ved og husker født og opvokset i Fåborg og kom senere til Nyborg, hvor hans far var en velmeriteret sagfører. Her havde han taget studentereksamen og her var han begyndt for alvor at interessere sig for tennis. Imidlertid lokkede hovedstaden og her fik han et job i Østifternes Kreditforening og senere som ekspedient i en sportsforretning i Nørregade. Sidstnævnte sted arbejdede han fortsat i fritiden, medens han gik på Akademiet for fri og merkantil Kunst.

 

 

Tegneren Hans Qvist (1923-1983), som jeg havde fornøjelsen af at kende og arbejde freelance sammen med i en periode i 1945-47, da vi begge var elever  på Akademiet for fri og merkantil Kunst. Hans var et meget venligt menneske med en stor portion humoristisk sans, som kom ham selv til gode i den lange karriere, han efterfølgende skabte sig som vitstegner, illustrator og forfatter. – Foto: Avisfoto med ukendt årstal, men trykt i november 1983 i anledning af hans alt for tidlige død som kun 60-årig.

 

Asbjørn, Hans og jeg kom godt ud af det sammen og havde fælles interesser omkring kunst, og det hændte jævnligt at vi gik på maleriudstillinger sammen, dels på Charlottenborg og dels på Den Fri Udstilling. Interessen for tegneriet var vi også fælles om, men vi havde dengang kun vage forestillinger om, hvad vi hver især skulle lave og hvad det skulle ende med, når vi var færdige med uddannelsen. Hvad der videre skete, skal jeg vende tilbage til lidt senere.    

 

Tegneundervisningen

Den daglige undervisning på skolen på mit klassetrin bestod i begyndelsen i, at vi på fri hånd f.eks. skulle tegne cirkler og ovaler, som vel at mærke måtte være fuldstændig korrekte, for at blive godkendt af læreren. På spørgsmålet om, hvad det skulle gøre godt for, svarede Jens Andreasen, at det var for at opøve øjets og hjernens sikkerhed i at håndtere først og fremmest blyanten. En af de næste opgaver bestod i at kopiere antikke borter med de meget markante stilistiske græske ornamenter, som vi tilmed skulle farvelægge nøjagtig som forbillederne. Adspurgt om, hvad det skulle gøre godt for med at tegne antikke ornamenter, svarede vores meget tålmodige klasselærer, at det var for at vi skulle få håndgribelig indsigt i stilhistorien. Selv var han på det tidspunkt meget optaget af græsk kunst og ornamentik, og han og Hans Jensen havde desuden taget initiativet til at udgive et lille kunsttidsskrift i A5 format, som de kaldte "Akantus Bladet". Planten akantus, der hører til tidselfamili­en, har dannet forbillede for det planteornament, der benyttes i det korintiske søjlehoved. Tidselen er som bekendt en plante med stikkende blade, og det var formentlig denne omstændighed, der dannede baggrund for de to kulturradikalt indstillede redak­tørers valg af titel til deres kritiske tidsskrift.

 

"Akantus Bladet" indeholdt bl.a. artikler af en af tidens markante kunstkritiske forfattere, magister Mogens Krustrup, som var meget kritisk indstillet over for den akademiske og efter hans mening verdensfjerne kunst. Han mente, at kunsten skulle ud til folket og tjene praktiske formål, en opfattelse, der en del år senere blev dominerende hos de marxistiske ideologikritikere. Bladet bragte også omtale af betydelige og socialt engagerede kunstnere, som f.eks. den tyske tegner, grafiker og billed­hugger Käthe Kollwitz (1867-1945), der var kendt for sine ekspressionistiske tegninger og grafiske arbejder, hvori hun har givet en række gribende, anklagende skildringer af nøden og elendigheden blandt det tyske storby-proletariat.

 

Det var dog nok mest Hans Jensen, der trak i retning af en socialistisk, kommunistisk linje i bladet, idet Jens Andreasen principielt set nok delte vennens politiske anskuelse, men selv i virkeligheden mere var indstillet på en slags åndelig for­nyelse. Til denne fandt han bl.a inspiration især hos reli­gions­forskeren og kultur­historikeren Vilhelm Grønbech (1873-1948), som på det tidspunkt var pensioneret efter i årene 1915-1943 at have været professor i religions­historie ved Københavns Universitet. På baggrund af interessen for Grønbechs utraditio­nelle synspunkter på religion, kunst og kultur, var Jens Andreasen også blevet stærkt interesseret i indisk filosofi, særlig i Yoga-filosofien, og i den sammenhæng var han blevet opmærksom på nogle bøger om emnet, der var skrevet af den danske psykolo­g Sofus Nervil. Andreasen var særlig optaget af dennes bog "Tankens Magt", som handlede om Raja-Yoga, men omsat til dansk og helt fri for sanskrit-terminologi. Da Jens An­dreasen senere erfarede om min interesse for indisk filosofi, lånte han mig bogen, hvilket jeg skal vende tilbage til i kronologisk sammen­hæng.

 

Et andet fag på timeplanen var frihåndstegning, og her fik vi eksempelvis til opgave at tegne forskellige genstande eller opstillinger af genstande, og det var for så vidt interessant nok. Men også her kunne man tydeligt se, hvem der havde tag på at tegne og hvem ikke. Nogle af eleverne forholdt sig tøvende og forsigtigt til opgaven, medens andre gik frisk til sagen og tegnede på livet løs. Selv hørte jeg til de tøvende og for­sigtige, for genstandstegning var ikke lige det, jeg følte at jeg var bedst til. Det, jeg så frem til, var derimod figurteg­ning, hvor man skulle tegne mennesker og dyr på de steder, hvor disse befandt sig. Trangen til at tegne humoristiske eller komiske figurer a la tegnefilm, var det lykkedes mig fuldstændig at undertrykke, idet jeg bildte mig selv ind at det var underlødigt og tidsspilde at beskæftige sig med den slags.

 

Modeltegning og seksualitet

Hvad figurtegning angår, så begyndte vi førsteårs-elever ikke at få ugentlige timer i modeltegning og croquis, førend et stykke hen på foråret i det nye år, 1946. Og det var naturligvis især spænden­de for os mandlige elever, som ved disse lejligheder fik mulighed for at studere den nøgne femini­ne anatomi nærmere. Ejen­dommeligt nok tegnede vi hovedsageligt kvindelig nøgenmodel, og til det formål havde vi især én kvinde i omkring 30-års al­deren, som var særdeles velskabt med markan­te feminine, frodige former, som det var interessant at aftegne og prøve på at få til at ligne noget på papiret. Jeg husker endnu tydeligt, da jeg og min klasse for allerførste gang kom ind i det klasselokale, hvor der var opstillet et podie til modellen, og hvor der stod en del staffelier placeret rundt omkring podiet. Det var første gang for mit eget vedkommende, at jeg nu fik mulighed for at se en nøgen kvinde i levende live og så forholdsvis tæt på, som tilfældet viste sig at være. Og efter at vi havde indtaget vores respektive ståpladser bag staffeli­erne og havde anbragt vores A3 eller A1 tegneblokke på disse, tog kvinden, der indtil da havde været iført kimono, opstilling på podiet, hvor hun indtog den stilling, som læreren ønskede.

 

Det skal gerne indrømmes, og jeg tror det gjaldt de allerfle­ste af os mandlige elever, at efter at blikket ganske kort havde set sig mæt på kvindens halvstore og yderst velformede bryster, søgte både deres og mit blik uvilkårligt straks ned mod kvin­dens skød, for at se, hvordan dette så ud. Kvinden var lyshå­ret, både foroven og forneden, så behåringen skjulte ikke hendes kønsrevne, der på begge sider var omgivet af afrundede, fyldige kønslæ­ber. Men hvad der undrede og overraskede mig var, at der ud fra revnen hang ligesom to hudlapper, som jeg dengang endnu ikke var klar over var de små kønslæber. Når man imidlertid har uhindret og nem adgang til at betragte de kvindeli­ge kønsdele så forholdsvis tæt på, som tilfældet var her, mister disse hurtigt deres specielle tiltrækning, især da situationen med de mange medstuderende bestemt ikke indbyder til amourøse eller libidinøse tanker og forestillinger. Man - og altså i dette tilfælde mig - var med andre ord seksuelt fuldkommen indifferent over for den velfor­mede kvinde, der stod dér lige foran én, ikke mere end højst et par meter væk.  

 

Men det var særlig i timerne med modeltegning og senere i croquis, at Jens An­dreasen viste sig som en god lærer, idet han lærte os at se og opfatte den menneskelige anatomis former i hvi­lestilling som et spørgsmål om balance og bevægelse mellem de forskellige krops­dele indbyrdes. Når kvinden f.eks. står og hviler på sin højre fod, vil højre ben være strakt, medens det venstre ben er let bøjet som følge af, at bækkenet hælder nedad mod venstre. For at afbalancere kropsvægten er højre skulder og arm sænket nedad, medens modsat venstre skulder og arm er relativt højest oppe. Hals og hoved vil i denne stilling automatisk hælde mod venstre, og på denne måde består der en statisk rytmisk be­vægelse mellem krops­delene, idet man kan tegne en S-kurve, der strækker sig fra isse til bækkenbund. Set og tegnet fra krop­pens bagside, vil S-kurven dog være spejl­vendt, mens en noget anderledes kurve vil tegne sig, når kroppen beskues fra henholdsvis venstre eller højre side. Vi fik naturligvis til opgave at tegne modellen fra alle sider, og for at gøre arbejdet lettere begribeligt for os, lærte Jens Andreasen os at opfatte især hoved, brystkasse og bækken i plastisk kasseform. På den måde viste det sig, at man nemmere kunne få hold på og gengive figuren på papiret. Denne metode fik jeg selv meget glæde af, især fordi den for mig betød et opgør med den bløde, afrundede tegnestil, jeg hidtil havde excelleret i, men som jeg som tidligere nævnt på det tidspunkt var rigtig godt træt af og utilfreds med.

 

Da jeg en af de nærmeste aftener efter at være begyndt på tegning efter nøgenmodel, fortalte mine to kammerater Jørgen og Jørn, om, hvad vi for tiden lavede på skolen, bredte der sig et sjofelt grin på deres ansigter. Det var især Jørn, som altid var god for en kvik og sommetider overkvik bemærkning, der kiggede underligt på mig og sagde: "Kunne du se fjamsen på kvinden? Fik du så ikke lyst til at kneppe hende?" Jeg var nærmest chokeret over bemærkningen, men undskyldte hans spørgs­mål med, at han ikke forstod et kvæk af, hvad det ville sige at tegne efter nøgenmodel. Men for om muligt at rive ham ud af misforståelsen, svarede jeg: "Ved du hvad, Jørn! Den slags tanker falder slet ikke én ind, når man står foran nøgenmodel­len! Det er noget helt andet, det handler om." "Åh, lad bare være!" sagde han, "det siger du kun, fordi du ikke vil være ved, at du bliver liderlig af at se hendes fjams!" Jørgen grinede bare fjoget, men havde ingen kommentarer. Personlig brød jeg mig ikke om ordet ”fjams” som udtryk for kvindekønnets såkaldt ædlere dele. Men jeg indså det formålsløse i at forsøge at overbevise Jørn om, at sex er det man allermindst tænker på, når man som mandlig tegner står over for en professionel kvindelig nøgenmodel. Men måske skal man have prøvet at være i situationen, for helt at forstå, hvad der sker og hvad sagen i det tilfælde drejer sig om.  

 

I sammenhæng med modeltegning havde vi også faget anatomi, som for resten forekom mig temmelig interessant, idet det gav et godt indblik i, hvordan bl.a. vi mennesker rent fysisk er skabt fra na­turens hånd. I dette fag havde vi en mand, der var anatom, og som altid optrådte i hvid kittel, og som virkelig gjorde sit bedste for at fortælle om sammenhængen mellem skelet, sener og muskler. Det havde jo en vis betydning for forståelsen af, hvorfor menneskekroppen ser ud, som den gør. Til brug i anatomitimerne havde skolen et rigtigt mandeskelet og et rigtigt kvindeskelet, og det kunne jo nok sætte fantasien i sving, især hos mig, der tænkte meget over livet og døden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvem og hvad netop den mand og den kvinde, hvis skeletter vi havde lige foran os og kunne røre ved, havde været for et par. Jeg ved ikke, hvor gamle skeletterne kan have været, men engang havde de to haft deres gang her på jorden, nøjagtig lige som vi nulevende, ja, måske havde de endda boet og gået omkring i København, og hver for sig eller sammen haft principielt de samme små og store glæder, bekymringer og sorger, vi andre nu oplevede, og måske havde de været underlagt den samme store illusion, som de fleste af os er ofre for, måske især i de yngre år, nemlig at vores liv her på jorden aldrig slutter. I de yngre år, ja, endog i de modne år, er døden os normalt så fjern, at vi kun skænker den en tanke, når vi bliver direkte konfronteret med den, f.eks. ved et familiemed­lems, en vens eller en bekendts død.

 

Geometriske figurer og perspektivtegning

Et af skolens fag var geometrisk tegning og perspektivtegning, og som lærer havde vi maleren Chr. Tom-Petersen, der dengang var en midaldrende, halvskaldet og lettere gråhåret mand, hvis ansigt prægedes af et par briller, som han bar helt ude på næsetippen, og som han ofte kiggede ovenud af. Men han var dygtig til faget og forsøgte efter bedste evne at vække vores interesse for det. Det varede da heller ikke længe, førend flere af os blev fænget af de fantastiske muligheder, som perspektivtegning rummer, ikke mindst, når det drejer sig om konstruktionstegning.

 

Vi havde også timer i grafisk teknik, og herunder lærte vi bl.a. om de forskellige trykkemetoder, der blev brugt i tidens tryksager, aviser og ugeblade, som det jo formodedes at i al fald nogle af os efter endt uddannelse ville blive leverandører af tegninger til. Som lærer i faget havde vi en kapacitet fra Den grafiske Højskole, men ham var der ikke mange af os, der brød sig ret meget om. Han var en forholdsvis høj, slank og mørkhåret mand, iført ulastelig mørk habit, hvid skjorte og mørkt slips, så han mest af alt lignede en ekspedient fra et af de store modehuse. Dertil kom, at han var tør og saglig, selv om han forsøgte at være smart og moderne ved sin hurtighed og tale­strøm, som var godt krydret med tekniske fagudtryk fra annonce- og reklame­branchen. Personlig forstod jeg ikke meget af det, han fortalte os, men et og andet grafisk fagudtryk hængte dog ved. Det, der manglede i hans undervisning, hvis man kan kalde det sådan, var at levendegøre denne ved hjælp af praktiske eksempler på det, han talte om.

 

Farvelære og kunsthistorie

På skolen havde vi også farvelære, og i det fag fik vi en ældre maler, hvis navn jeg ikke længere erindrer, men derimod husker jeg, at han var meget begejstret for den for de fleste af os unge dengang helt ukendte tyske romantiske maler Caspar David Friedrich (1774-1840). Når han først begyndte at tale om denne, kunne han holde et timelangt foredrag, som han bl.a. illustrerede med lysbilleder af malerens billeder. Vi – eller i al fald jeg – forstod ikke dengang, at Friedrich, der havde været elev ved kunstakademiet i København, var en de betydeligste romantiske malere i Tyskland. Men romantikken var bestemt ikke ligefrem på mode – og slet ikke den tyske romantik - efter anden verdenskrigs uhyrligheder. Nu gjaldt det modernisterne og den abstrakte kunst. Den pågældende lærer var også meget optaget af den farvelære, som skyldtes den tyske fysiker og kemiker Wilhelm Ostwald (1853-1932).

 

Endelig blev vi undervist i kunsthistorie, og i det fag havde vi en omkring 45-årig høj, slank mand, der altid bar halv­lang sort kappe og sort storpuldet kunstneralpehue, der hang godt ned på den ene side af hovedet. Hans ansigt var aflangt og blegt og underansigtet indrammet af et smalt, langt fipskæg og en Salvador Dali-agtig moustache. Manden, hvis navn jeg ikke husker, var kunstmaler af profession, men jeg blev aldrig klar over, hvilken slags billeder, han malede. Han gjorde imidlertid sit bedste for at gøre os elever interesserede i kunstens historie, og for mit eget vedkommende fik jeg da også et nogenlunde godt overblik over de forskellige epoker og genrer inden for maler- og billed­hugger­kunsten.

 

Sådan, som ovenfor beskrevet, forløb dagene stort set hver eneste dag, lørdag inklu­sive, hvor undervisningen dog var slut kl.13. Fritiden til­bragte jeg hjemme, hvor jeg også tegnede og øvede mig i det nye, jeg lærte på skolen. Tegnefilmen "Hvordan elefanten fik sin snabel" havde jeg lagt på hylden, men Andersens eventyr blev jeg aldrig træt af at læse. Min store trøst og støtte var dog den foreløbige indsigt i livsmysteriet, jeg selv mente at have fået, dels gennem mine personlige oplevelser og dels gennem læsningen af Bruntons "Bag Indiens lukkede Døre" og uddrag fra Upanishad'erne.

 

Sparekomfurer og Tekno Reklame

Både før, under og især efter min elevtid på Akademiet for fri og merkantil Kunst, interesserede jeg mig for spillefilm­genren, og jeg var til stadighed en flittig biografgænger. Men nu begyndte jeg at genoptage en gammel interesse, nemlig at tænke og forestille mig drejebøger til film, ikke kun til tegne­film, men også til "rigtige" film. Det hændte lejligheds­vis, at jeg tog den 35mm kinomaskine frem, som min morbroder Thorkild havde foræret mig omkring 1941, og genså de få film eller dele af film, der fulgte med. Det var som forlængst omtalt en akt af "Gösta Berlings Saga", en akt af "Den sidste Mohikaner" og en akt af en naturfilm fra Afrika. Filmen som teknik og medium interes­serede og fascinerede mig stadig lige så meget, som den havde gjort, da jeg var dreng, men jeg var jo unægtelig kommet mediet nogle skridt nærmere i mellemtiden. Gensynet med filmene bestyrkede min lyst til at skrive manu­skripter til først og fremmest seriøse spillefilm. Men det blev dog foreløbig ved tanken, for jeg orkede faktisk ikke at koncentrere mig om og beskæftige mig med andet end at lære at tegne ordentligt og rigtigt, som jeg kaldte det.

 

I det sidste års tid af besættelsen havde min altid geskæfti­ge morbror Thorkild som tidligere omtalt åbnet et lille værksted henne i den ende af Jægersborggade, der lå nærmest ved Jagtvej, og hvor han især fabri­kerede de såkaldte sparekomfurer. Det var kogeappara­ter lavet af sammennittede og svejsede tynde jernplader, som kunne fyres op med pindebræn­de og briketter. Apparatet var forsynet med et blikrør, der fungerede som nødvendigt aftræk til skorstenen. Grunden til, at apparatet almindeligvis kaldtes sparekomfur skyldtes, at anvendel­sen af det betød besparelse på det i forvejen ratio­nerede gasforbrug. Min kære morbroder, som selv installerede de apparater, han solgte, blev ofte udsat for kritik fra købernes side, idet de ofte var utilfredse med, at det osede ud af det hul, han havde banket i skorstensmuren, for at skabe aftræk til ovnen, og fordi det altid trak ud med at få tætnet hullet.

 

Min onkel fortsatte med sit værksted og sin fabrikation af sparekomfurer, vist nok suppleret med forskellige former for reparationsarbejde, også efter besættelsen og det meste af 1945. I den tid havde han lært forskellige andre af gadens forretnings­drivende at kende, bl.a. brødrene Groth, som ikke længe efter befrielsen var vendt tilbage til Danmark efter at have tilbragt omkring et par år i Sverige, hvortil de som så mange andre jøder var flygtet i begyndelsen af oktober 1943, da tyskerne indledte aktionen mod de danske jøder. Nu, i efteråret 1945 havde de oprettet et lille firma ved navn "Tekno Reklame", som havde værksted i en høj kælder i Jægersborggade 15. Her fremstillede de især håndmalede skilte til forretningsfacader og silketrykte dekora­tioner til udstillinger i forretnings­vinduer.

 

Morbror Thorkild, som jo udmærket kendte til min anspændte økonomi, foreslog mig, at han ville tale med brødrene Groth, om ikke de kunne bruge mig som tegner på en eller anden måde, så jeg i det mindste kunne tjene til lidt lommepenge. Det viste det sig, at de kunne, og aftalen blev derfor, at jeg skulle møde op på værkstedet hver dag ved 3-tiden, når jeg var færdig med dagens undervisning. Her blev jeg sat til at håndkopiere de farveteg­ninger, som den ældre broder Groth, der var en fabelagtig hurtig tegner og skiltemaler, havde tegnet til firmaets jule­kollektion af skiltetilbud til forretninger stort set over hele landet. Farvetegningerne, der tydeligvis var beregnet på at skulle silketrykkes, blev lavet i A5-format, og de blev sat ind i præsentable mapper, som firmaets tre sælgere eller repræsentanter skulle have med sig, når de bilede rundt i hver sit distrikt i landet og henvendte sig til for­retninger, som formodedes at have brug for standarddekora­tioner i deres udstillingsvinduer. De tre sælgere var også jøder, og en af disse var onkel til brødrene Ib og Henry Groth. Der var for øvrigt det speci­elle ved den yngste af brødrene Groth, Henry Groth, at han var rødhåret og meget lys i huden, medens store­bror Ib Groth var mørklødet og havde kulsort hår.

 

Det var Ib Groth, der var den egentlige kreati­ve kraft i firmaet, medens Henry Groth mest stod for selve silketrykket og andet "teknisk" og reproduktivt, håndværksmæssigt arbejde. Brødrene og lejlighedsvis også onklen var dog fælles om at afmontere forretningernes gamle facadeskilte og montere de nye, som den ferme Ib Groth havde malet. Han var uhyre flittig og arbejde­de fra tidlig morgen til sen aften, dels for at ­over­komme de mange opgaver, der nærmest strømmede ind, og dels for at holde det lille firma økonomisk på benene.   

 

Efter en lille uges forløb sagde Ib Groth, der til daglig ikke var en mand af mange ord, henvendt til mig: "Ja, du mangler jo rutinen, men den skal nok snart komme! Det er ellers pænt arbejde, du laver!" Det følte jeg som en anerkendelse fra en mand, der selv var både meget dygtig og samtidig også meget hurtig til sit arbejde. Fjorten dage senere sagde han: "Nu har du fået mere rutine og er derfor hurtigere, og det er vigtigt, hvis man vil leve af det arbejde, vi laver her!" -  Ja, tænkte jeg, det er meget godt, men arbejdet med at kopiere dine dygtige, men stærkt rutineprægede og småsmarte, klichéagtige tegninger, er uhyre kedsommeligt og hænger mig langt ud af halsen. Det sagde jeg selvfølgelig ikke, men dristede mig i stedet til at fremkomme med et forslag til ham, som jeg havde gået og tænkt over i nogle dage: "Ville det ikke være en god idé, at lave en serie kravlenisser i lighed med Brammings nisser?!", sagde jeg uden indledning. Groth så op fra sit arbejde og stirrede en stund ufravendt på mig, som om han tænkte over mit forslag. Så sagde han: "Mener du da, at du vil kunne tegne nogle nisser, der kan bruges?" Uden mindste tøven svarede jeg prompte: "Ja, sagtens!"  "Så gør det! Men det må ikke gå ud over dit andet arbejde her!" sagde han, og dermed var den sag afgjort i første omgang. 

 

Omkring samme tidspunkt var der også en anden dansk tegner, der var begyndt at tegne kravlenisser og nisser til udstillingsbrug, og det var tegneren og illustratoren Christel. Hun var allerede kendt som illustrator og for sine tegninger af smarte, langlemmede piger med kælne smil og dådyrøjne. Hendes tegnestil kunne virke amerikansk og lidt tegnefilmsagtig, men en dygtig tegner var hun i hvert fald.

 

Mine ”kravlenisser”

Samme aften, som jeg havde talt med Ib Groth, begyndte jeg hjemme at lave nogle udkast til de foreslåede kravlenisser, og selvfølgelig kunne jeg ikke undgå især at have Brammings sjove nisser i tankerne under arbejdet. Men jeg syntes, at de nisser, han tegnede, var lidt for kantede og ucharmerende, så derfor kom de nisser, jeg tegnede, slet ikke til at ligne Brammings streg, men derimod snarere Disney-stregen, som jeg syntes ville være en passende stil til en serie nisser, der skulle kunne appellere til både børn og voksne. og som helst ikke måtte ligne kopier af Brammings herlige nisseparade. Dengang vidste jeg for resten ikke, at tegneren Frederik Bramming havde en fortid i tegnefilmbranchen, idet han i årene 1935-38 var ansat på Bergenholtz Reklamebureau og her lejlighedsvis lavede reklametegnefilm. Denne metier havde han overtaget efter kommerciel dansk tegnefilms første mester, tegneren Jørgen Müller, efter at denne i 1934 var rejst til London for at lave tegnefilm hos det senere så berømte filmselskab Anglia Films. Men interesserede kan læse mere herom i min tegnefilmshistorie.

 

Da jeg et par dage senere præsenterede min kollektion på omkring 10 kravlenisser i forskellige stillinger: løbende, gående, stående, liggende, hængende osv., udtalte Henry Groth sig straks og uden forbehold i rosende vendinger om disse. Ib Groth, der som sædvanlig stod bøjet over sit arbejde, kiggede derimod skævt til nisserne, og det varede lidt, før han sagde: "Ja, lad os nu se, om vi kan sælge dem!" Som en mand med udpræget psykologisk og forretningsmæssig forstand vidste han, at en alt for uforbeholden anerkendelse eller ros fra hans side af mit arbejde, ville betyde, at jeg kunne stille et større honorar­krav end tilfældet ville være, hvis han nøjedes med lige akkurat og i hvert fald indirekte at anerkende mine nisser.

 

De følgende aftener overførte og malede jeg de 10 nisser på et A1-ark, og efter dette skulle der fremstilles de skabeloner, på grundlag af hvilke nisserne kunne mangfoldig­gøres gennem silketryksteknikken. Men inden det kom så langt, måtte jeg kopiere nissekollektionen i tre eksemplarer, et til hver af sælgerne, som derefter skulle forsøge at skabe inter­esse for nisserne hos forretningskunderne. Den økonomiske og prismæssige side af sagen kendte jeg intet til, idet man ikke indviede mig heri, men så vidt jeg husker fik jeg i første omgang intet honorar for mine nissetegninger. Senere, da der viste sig at være et vist salg af nissearkene, fik jeg et engangsbeløb på vistnok 125 kr., og selv om det var penge dengang, er der dog ingen tvivl om, at jeg blev underbetalt. Det var også, hvad jeg følte var tilfældet, og jeg kunne se på Henry Groth, at han om end stiltiende var enig med mig. Men han havde ikke meget at skulle have sagt i firmaet, som blev ledet af Ib Groth og onkelen, hvis navn jeg ikke erindrer.

 

Gode overtalelsesevner

Ib Groth nåede forresten at tage røven på mig endnu engang, inden jeg holdt op i firmaet. Det var da han havde erfaret, at jeg var i besiddelse af en kinomaskine med et par store konden­sa­torlinser, som han gerne ville have fat i og bruge til et nyt forstørrelsesapparat, som han havde planer om at lave til brug i firmaet. Gennem nogen tid bearbejdede han mig jævnligt og sagde bl.a.: "Det gamle apparat har du da ikke brug for læn­gere, nu da du er voksen, og indrøm bare, at du har brug for pengene!" "Hvad vil De give for det?" spurgte jeg nysgerrigt. "Jeg vil slet ikke købe apparatet, men kun linserne!" svarede han, "og jeg vil gi' dig 150 kr. for dem!" Ja, den er go' med dig, tænkte jeg, apparatet er jo ikke noget værd uden linserne, og derfor sagde jeg: "Nej, apparatet er ikke til salg!"

 

Kort tid efter, da jeg en dag mødte min onkel, sagde han: "Hvorfor vil du ikke sælge linserne til Groth? Du må jo efter­hånden være vokset fra det legetøj!" Det havde jeg ikke noget svar på, men tænkte, at det var mærkeligt, at netop han anbe­falede mig at sælge det apparat, som han selv havde foræret mig. Men uden at det egentlig var mig bevidst, var min onkels opfordring til at sælge linserne til Groth, sandsynlig­vis medvirkende til, at jeg nogen tid senere indvilligede i at gå med til salget. Men nok så afgørende var min betrængte økonomi­ske situation. Til gengæld forlangte jeg 300 kr. for linserne, men Groth ville kun betale 250 kr., og derved blev det. Mange år senere og helt frem til i dag beklager og fortryder jeg, at jeg solgte de to linser og dermed gjorde kinomaskinen ubrugelig. Berøvet sine to livsnødvendige linser, havnede den oppe på mine forældres pulterkammer, hvor den blev ødelagt under en pyromanbrand en del år senere. 

 

Efter at det forberedende arbejde på efterårs- og julekollek­tionerne var færdigt for mit vedkommende, viste det sig, at firmaet Tekno Reklame ikke længere havde brug for min assistan­ce, i hvert fald ikke før omkring februar måned, hvor til­rettelæggelsen af forårs- og sommerkollektionerne begyndte. Så farvel og tak for denne gang! Meget mod min vilje fik jeg et par måneders arbejde for firmaet i februar-marts 1946, og det var da også på det tidspunkt, at jeg desværre følte mig fristet til at sælge min kære kinomaskines to linser. Tekno Reklame flyttede senere til et andet kvarter i byen, men hvad der siden blev af firmaet og brødrene Groth og deres onkel, har jeg ingen viden om. Men på trods af, at jeg i nogen grad følte, at man udnyttede min naivitet og betrængte situa­tion, har jeg dog aldrig næret uvenlige følelser over for Ib Groth og da slet ikke over for Henry Groth. De forsøgte jo også bare selv at skaffe sig ordrer og arbejde nok, så at det lille firma kunne bestå og de selv få den nødvendige løn til livets ophold.

 

Spilopmagerne i Jægersborggade

Sommeren 1945 havde mine to brødre, Benny på 11 år og Bent på 8 år, tilbragt hele skoleferien hos vores farforældre i Majbølle på Lolland, hvor de befandt sig vældig godt. Drengene holdt meget af deres farmor og bedstefar, og disse holdt på deres side også meget af de to kække drenge, skønt de lavede mange spilopper. 4-årige Lizzie tullede rundt hjemme hos mor i den forholdsvis mørke Jægersborggade, men mor, der jo ellers ikke gerne vovede sig uden for døren, tog hende med ned i gården, hvor far havde anbragt en lille sandkasse, så hun kunne lege med skovl, spand og vandkande og lave sand­kager. Lizzie havde dog også fået sig en legekammerat, en jævnaldrende pige ved navn Judy, som boede i ejendommen lige over for den, vi boede i. I den nævnte ejendom boede forresten også en temmelig buttet, vel omkring 40-45 årig dame, som ofte skældte ud på Benny og Bent og deres kammerater, når de f.eks. løb og spille­de bold eller legede andre former for lege ude på gaden, hvor de gav deres livs­glæde højlydte udtryk. Det hændte da jævnligt, at den pågælden­de dame åbnede sit vindue og skældte børnene ud, men det imponerede dem ikke. Tværtimod grinede de højlydt ad hende, fordi hun i sin store ophidselse dels var ildrød i sit fedladne ansigt og dels stammede usædvanlig kraftigt. Børnene kaldte hende derfor ”stammehakkeren”, hvilket de morede sig enormt over.

 

Mine to brødre var et par raske drenge, som tilbragte deres fritid efter skoletid med enten at lege i gårdene, hvad de faktisk ikke måtte, eller ovre i Nørrebro-parken ved Stefansgade for enden af Jægersborggade. I vores gård var der, i lighed med, hvad tilfældet var i de andre gårde, opsat et skilt, som forkyndte: "Al leg og boldspil i gården forbudt!". Men disse skilte blev overhovedet ikke respekteret af børnene, undtagen når ejendommenes viceværter kom og skældte ud og jog børnene væk. Vores far, der jo også var vicevært i den ejendom, vi boede i, var dog meget sjældent hjemme om dagen, så han kendte af gode grunde ikke noget til, at drengene og deres kammerater jævnligt legede nede i gården. Men til min store overraskelse hændte det lejlighedsvis, at mor syntes at larmen fra de legende børn i gården var for meget, og så åbnede hun vinduet og skældte ud og bad dem om at forsvinde.

 

Der var for øvrigt også en anden og nok så streng ordenshånd­hæver i vores ejendom, og det var indehaversken af ismejeriet i nr. 27, frk. Tommerup, som jævnligt skældte voldsomt ud på børnene, når de dristede sig til at lege i gården. Men det morede dem kun at se hende vred og ophidset, så de nøjedes i reglen med at grine og lege videre. Når far så kom hjem fra arbejde, beklagede Frk. Tommerup sig gerne til ham og sagde, om han dog ikke kunne opdrage sine uvorne unger noget bedre. Det lod han sig dog ikke sige to gange, men vendte i stedet sagen på hovedet og skældte den stridslystne dame ud for det værste, hvilket fik hende til at smække sin dør bag sig. Hun og far var tit uvenner, men lige så ofte hændte det at frk. Tommerup kaldte på ham, når han f.eks. gik og fejede gård eller gade, og sagde: ”Rasmussen! Vil De ikke komme ind og få en øl?” Og hvis han var i humør til det, svarede han gerne: ”Jo tak! Men jeg skal lige feje færdig først.”

 

De eventyrlystne drenge, Benny, Bent og deres kammerat Kaj, legede også en leg, de kaldte at "planke den". Legen bestod i, at de klatrede op på toppen af plankeværket og hoppede ned på f.eks. et cykelskurtag på den anden side. Der var bare den ulempe ved legen, at plankeværkerne dengang var forsynet med i reglen to rader pigtråd foroven, og det skete derfor så godt som uundgåeligt hver gang, Benny og Bent klatrede over planke­værkerne, at de rev hul på en bluse, et bukseben eller på buksebagen. Det var noget, der kunne få mor til at blive vred, for det betød, at hullet skulle lappes, fordi der sjæl­dent var råd til at købe nye bukser til drengene, og mor følte det som en social derangering, at hendes børn skulle være nødt til at gå med lappet tøj. Mærkeligt nok, så fik drengene i reglen kun overfladiske rifter på arme eller ben, hvorimod det var sjældent, at de rev sig til blods. Og selvom det ind imellem skete, så tog de meget sjældent notits af det.

 

Om foråret og sommeren legede Benny og Bent også ofte ovre ved Ladegårdsåen, som løb langs med Ågade på den anden side af Borups Allé og parallelt med denne. I forbindelse med Ågades regulering i 1942 blev den del af Ladegårdsåen, der lå fra lidt før Jagtvej og ind mod Åboulevar­den, overdækket, men det stykke af åen, der lå mod nordvest, fik indtil videre lov til at ligge som hidtil. Det var her, drengene fangede karper, hunde­stejler, haletudser og frøer, som dog alle straks blev sat fri igen. Især Bent var meget inter­esseret i dyrene, og det hændte en gang imellem, at han kom hjem med lommerne fulde af smådyr som frøer, firben og sågar snoge. Dem lagde han op i den brede vindueskarm i sove­værelset, og her kunne han sidde i timevis og studere, hvad dyrene foretog sig. Da mor så, hvad han havde bragt med sig hjem, himlede hun op og forlangte, at han øje­blikkelig skulle skille sig af med de ækle dyr. Men uanset om mor skældte ud eller ej, bar han altid dyrene tilbage til Ladegårdsåen, hvor han satte dem ud igen.

 

Sparsom fritid

Men ellers var det ikke megen lejlighed, jeg havde til at følge med i, hvad der foregik derhjemme, for jeg passede jo dels undervisningen på Akademiet for fri og merkantil Kunst, og dels arbejdede jeg hos Tekno Reklame. I sommerhalvåret til­bragte jeg ofte aftenerne sammen med Alice. Vi mødtes som tidligere nævnt ovre ved "vores" bænk på Assistens Kirkegård, men lørdag og søndag blev hun nødt til at være sammen med sine forældre og sin familie, så vi sås derfor så godt som aldrig i weekenderne. Forholdet mellem hende og mig var blevet lidt anspændt efter den ubehagelige oplevelse, vi havde haft på befrielsesaftenen, som vi i lighed med så mange andre af gadens beboere tilbragte i Hukket mellem Jægersborggade og Kronborgga­de, hvor hendes bror var kommet forbi og med stor kraft havde skilt vores hænder fra hinanden, hvorefter han uden et ord forsvandt lige så pludseligt som han var kommet. Den oplevelse havde ingen af os glemt, og vi vidste at den betød, at broderen - måske for­ståeligt nok - misbilligede den situation, at hans 14-årige lillesøster åbenbart var forelsket i en 16-årig starut omme fra den socialt laverestående Jægersborggade. Siden da havde Alice som allerede omtalt måttet lyve sig til at være sammen med mig, idet hun havde lavet en aftale med sin veninde, Karen, min kammerat Jørgens søster, om at hun havde været på besøg hos hende, hvis nogen skulle finde på at spørge. Dertil kom, at efteråret nærmede sig, så det efterhånden ville blive for koldt til at opholde sig udendørs i længere tid ad gangen, så fremtiden tegnede sig lidt usikker for Alices og mit forhold, og det følte vi vistnok begge. Muligheden for at vi lejlighedsvis ville kunne mødes hos Jørgens forældre, var dog stadigvæk til stede, men det betød at vi måtte lade som om vi blot var almindelige gode kammerater, medens vi opholdt os der.

 

Mit eget stilfærdige liv

Weekenderne tilbragte jeg derfor oftest med at tegne i dagtimer­ne, medens lørdag aftenerne og søndag efter­middagene i reglen var forbeholdt samværet med mine to kammera­ter, Jørgen og Jørn. Det hændte jævnlig, at vi sammen gik i biografen til eftermiddags­forestillingen kl.16, men ellers stod vi gerne nede på gaden foran Jørns opgang og sludrede om løst og fast. Men når vi gik i biografen, var det gerne i en af de biografer, der lå nogenlunde inden for samme, ikke alt for store radius fra Jægersborggade/Kron­borggade. I Colos­seum, som vi kaldte Colossen, kunne man fra den 6. august se den danske farce "Panik i familien", der var instrueret af makkerparret Alice O'Fre­dericks og Lau jun., og som havde en række kendte skuespillere i hovedrollerne, med Ib Schønberg og Chr. Arfoff i spidsen. Men det, der havde særlig interesse for mig, var den forfilm, der vistes sammen med hovedfilmen. Det var nemlig Dahl Mikkelsens alias Mik's anden Ferd'nand-tegne­film, "Ferd’nand på bjørne­jagt". Det blev desvær­re også hans sidste korte tegnefilm her i landet, idet problemet med tegne­film i Danmark især på den tid var finansieringen, og enkelt­stående korte tegnefilm kunne man ikke få spilleindtægter ind på. Året efter valgte Mik da også at emigrere til USA, mere præcist til Californien, hvor han søgte ind hos Disney, men da han ikke var tilfreds med de tilbudte løn- og arbejdsvilkår, skabte han sig en levevej ved at fort­sætte og koncentrere sig om at tegne sin internationalt berømte tegne­serie "Ferd'nand". Senere lavede han dog også nogle enkelte tegnefilm med Ferd’nand til amerikansk TV. Men hans egentlige levebrød blev opdræt af kyllinger, chickens, som amerikanerne betragtede som deres yndlingsspise, i slagtet og grillet form forstås.

 

Som tidligere og flere gange omtalt, var de amerikanske spillefilm vendt tilbage til de danske biografer allerede få dage efter besættelsens ophør, mere præcist den 6. maj 1945. Og det er utroligt så hurtigt, man atter vænnede sig til som en selvfølgelighed, at gå i biografen og se en amerikansk eller engelsk film. En af de film, Jørgen, Jørn og jeg så i Odeon i august 1945 var "Gunga Din" (1939), baseret på en fortælling af Rudyard Kipling, og hvis dramatiske handling udspilles i Indien. I hoved­rollerne kunne man se Cary Grant, Victor McLaglen og Douglas Fairbanks Jr.. Filmen var forbudt for børn, men det var ikke noget problem længere for os tre ungersvende, i al fald ikke for Jørn og mig, der begge var fyldt 16 år. Jørgen var derimod stadigvæk 15 år, men kunne sagtens gå for at være en 16-årig, og derfor havde vi ingen besvær med at komme ind. Forresten var der aldrig nogen af biografpersona­let i de nævnte biografer, der spurgte os om vores alder.

 

Som ligeledes tidligere omtalt, var den første amerikanske film, jeg selv fik at se efter be­frielsen, den højdramatiske og chokeren­de krigsfilm "Air Force", som jeg så i Alexandra den 6. maj 1945, og på det tidspunkt var jeg endnu ikke fyldt 16 år. Men blandt de efterhånden mange andre amerikanske film, vi tre knægte så i efterårs- og vintersæsonen 1945, enten sammen eller hver for sig, var f.eks. "Sergent York" med Gary Cooper, som vistes i Nora Bio i september, "Sådan er livet" med Mickey Rooney i Roxy. I den anden uge af september viste Colossen "En dag i Cirkus", med de berømte og fuldstændig skøre Marx Brot­hers. Men der var naturligvis flere andre amerikanske film, som vi så, enten i de ovenfor nævnte biografer eller i biografer som Fasan, Regina og Bispebjerg Bio, hvor vi dog sjældnere kom. Regina var mest kendt for sine dobbeltprogrammer, som for det meste bestod af en kriminalfilm og en Western, for den sidst­nævntes vedkommende i nogle tilfælde med vores store helt, John Wayne, i hovedrollen. Han havde i løbet af 1930’erne indspillet så mange cowboyfilm, at der var nok at tage af for de biografer, der spillede matinéfilm lørdag og søndag. Men disse film begyndte nu at virke kedsommelige og ligegyldige på mig, uanset at jeg syntes Wayne var en udmærket skuespiller. Fra nu af var det en helt anden type film, der interesserede og fængede mig. Men det var desværre film, som mine to kammerater syntes var kedsommelige og uinteressante. Derfor gik jeg i reglen alene ind og så disse film. En af de film, jeg så i denne periode, og som gjorde et stort og uudsletteligt indtryk på mig, var den realistiske engelske spillefilm In Which We Serve (1942; "Havet er vor skæbne"), instrueret af Noel Coward, som også spillede en af filmens hovedroller.

 

Vi er kronologisk set nu nået frem til september måned 1945, og kan her bl.a. konstatere, at forbindelsen med det store udland begyndte at blive genoprettet, idet der den 4. september afgik den første rutema­skine efter krigen fra København til London. Den 7. september d.å. kunne Berlingske Aftenavis på forsiden bringe bl.a. følgende overskrifter:

 

Grundlaget for Europas Fred skal

nu lægges i London

Fredsslutningen med Italien det første store

Problem ved Udenrigsministerkonferencen

 

Quisling gør Rede for sit

Møde med Hitler

Forsvarstalen i Retten fortsat i Dag

med stor Kraft

Quisling nægter at have stræbt efter Magten

i Norge eller have opfordret Tyskerne

til at besætte Landet

 

Prags tyske Vice-Borgmester hængt

Offentlig Henrettelse efter Dødsdom

som Krigsforbryder

 

Atom-Bomben under Kontrol

Stormagterne vil søge at naa til Enighed

om Forslag til De Forenede Nationer

 

… og så til det mere jordnære og praktiske, som vedrørte de allerfleste danskere i hverdagen:

 

Det nye Strømpemærke frigives

15. September

Haab om snart at kunne frigive

endnu et Mærke

 

Ja, rationering og rationeringsmærker slap danskerne, og derfor heller ikke københavnerne, af med foreløbig, idet vareknapheden fortsatte og ingen vidste, hvornår det ville blive normale eller omtrent normale tider igen.

 

Den 22. september ankom Kong Haakon af Norge til København i anledning af hans broder, kong Christian X.s forestående 75 års fød­selsdag. Kong Haakon var omtrent lige så populær hos københavnerne, som tilfældet var med kong Christian. Den 26. september fejrede kong Christian X sin 75 års fød­selsdag, og i den anledning trak Vagtparaden for første gang siden 1939 op i rød galla. Kongen og hans familie, herunder naturligvis først og fremmest dronning Alexandrine, kong Haakon og den svenske kronprins Gustaf Adolf, faderen til vores svenskfødte danske og meget populære kronprinsesse Ingrid, blev hyldet på Amalienborg Slotsplads af en tusindtallig menneskeskare, og jubelen fra befolkningen var ikke mindre, da kongeparret om eftermiddagen kørte gennem store dele af byen, over Nørrebro, Frederiksberg, Vesterbro, Rådhuspladsen og Strøget, for at modtage Københavnernes begejstrede hyldest. Om aftenen var der festforestilling i Det kgl. Teater, og på køreturen fra Amalienborg til teatret, dannede studenter en fakkelallé, mens tilskuerne på fortovene og på Kongens Nytorv jublede og viftede med Dannebrogsflag. På Bellahøj afholdtes samtidigt en ildfest, hvorunder et kæmpefyrværkeri afbrændtes under overværelse af 200.000 glade tilskuere. Hovedparten af danskere var glade for deres kongepar og for det konstitutionelle monarki. Dem, der ikke var glade for det eller ligefrem ønskede det afskaffet, hørte hjemme på den yderste intellektuelle og/eller politiske venstrefløj, som i realiteten ikke havde så meget at skulle have sagt, hverken på tinget eller hos befolkningen som helhed.

 

Danskerne var dog i nogen grad stemningsmennesker, så københavnerne, og vel også store dele af den øvrige befolkning, blev knapt så begejstrede, nærmest misfornøjede, da der den 29. september indførtes tobaksrationering. Mange danskere var jo rygere, den mandlige befolkning især, hvorimod det endnu var sjældent at se kvinder ryge, endnu sjældnere offentligt. Det hjalp næppe heller på humøret, at citroner atter kom i handelen i oktober. Citroner er som bekendt sure!

 

For nationalt sindede danskere og især ditto københavnere, var det noget af en begivenhed, da Isted-løven, den 20. oktober 1945 under en højtidelighed blev overdraget til kongen og opstillet i Tøjhusmuseets gård bag ved Christiansborg. Isted-løvens historie er kort fortalt, at denne skulptur blev skabt af den danske billedhugger H.W. Bissen i 1859-60 og i 1862 opstillet på Flensborg Kirkegård til minde om de faldne danske soldater i Treårskrigen 1848-50. Men efter Danmarks nederlag i krigen 1864, førte tyskerne den som krigsbytte til Berlin, hvor den fik plads ved det preussiske kadetakademi. I 1945 udvirkede Dagbladet Politikens korrespondent i Berlin, Henrik V. Ringsted, at få det amerikanske militær til at transportere Isted-løven bragt tilbage til Danmark, dog ikke til Flensborg, men som nævnt til København. I nyeste tid, mere præcist den 10. september 2011, er Isted-løven atter blevet ført til Flensborg og opstillet på sin plads på Flensborg Gamle Kirkegård. 

 

Demokratiets genindførelse

Den helt store danske begivenhed i 1945, var valget onsdag den 30. oktober, hvor Danmarks største parti, Socialdemokratiet, tabte 220.000 stemmer til kommunisterne, der jo var blevet "stuerene" og uhyre populære på grund af mange kommunisters deltagelse i modstands­kampen mod tyskerne. Men til trods herfor, så fik de to mod­standspartier, DKP og Dansk Samling, tilsammen alligevel kun 22 ud af de 148 mandater. Men til de flestes overraskelse var det partiet Venstre, der havde stået modstandskampen og modstanden mod tyskerne fjernt, der blev valgets egentlige sejrherre og som med sine 38 mandater efterfølgende kunne danne regering med Knud Christensen som statsminister. Befrielsesregeringen af 9. maj 1945 med stats­minister Vilhelm Buhl i spidsen, måtte træde tilbage. Men valgets udfald var især overraskende set på baggrund af majda­genes enorme begejstring for frihedskampen og hyldesten til frihedskæmperne.

 

Min gode ven og læremester Børge Hamberg mente, at kommunisterne formentlig ville kunne bibringe samfundet større lighed og retfærdighed. Den opfattelse var han dog langt fra ene om, hvilket det første frie Folketingsvalg efter krigen, der som sagt fandt sted 30. oktober 1945, vidnede om. Her fik Danmarks kommunistiske Parti (DKP) 255.000 stemmer mod 41.000 stemmer ved folketings­valget i 1939. Det betød to mandater og dermed to medlemmer af Vilhelm Buhls samlingsregering, nemlig Mogens Fog og Aksel Larsen. Ved valget i 1943 var kommu­nistpartiet forbudt og dets medlemmer enten fængslet eller gået under jorden. Ved de følgen­de folke­tingsvalg gik DKP drastisk tilbage i stemmetal, fra 141.000 i 1947 til 27.000 i 1960. DKP's rolle som parlamen­tarisk parti var dermed praktisk taget udspillet, og dets politik blev i nogen grad videreført, men på demokratisk, ikke-revolutionært grundlag, af det i 1959 af bl.a. Aksel Larsen stiftede Socia­listisk Folkeparti (SF), som i løbet af 1960'erne en overgang opnåede at få helt op til 20 mandater i Folketinget.

 

En fraktion i SF mente dog, at der kun kunne opnås de nødven­dige og ønskede politiske resultater, herunder kapitalismens og liberalismens afskaffelse, gennem en revolutionær aktion, hvis målsætning er arbejderklassen overtagelse af magten i sam­fundet. Denne fraktion oprettede i december 1967 partiet Venstresocialisterne (VS), som fik fire repræsentanter indvalgt i Folketinget i 1968 og 1975. Som følge af begivenhederne i Sovjetunionen, Østtyskland og de øvrige Østbloklande i slut­ningen af 1980'erne, og april 1989 sluttede medlemmer af DKP, VS og Socialistisk Arbejderparti sig sammen under betegnel­sen Enhedslisten, men først ved valget i 1994 fik partiet repræsentation i Folke­tin­get, nemlig med 6 mandanter.

 

Så var det nok lidt bedre med humøret, da chokoladen igen kunne købes i forretningerne fra 10. november. Og endnu bedre, at der den 30. november ankom den første ladning kaffebønner til København efter krigen. I december ankom der store lad­ninger af benzin, kul, petroleum og olie til Københavns Havn.

 

For de mennesker, der havde oplevet meget ondt og lidt personlig overlast, og som måske havde mistet en eller flere på­rørende på grund af krigen, var det sikkert tilfredsstillen­de, at Høje­steret den 5. december stadfæstede den første dødsdom, der var afsagt i henhold til straffelovstillægget af 1.juni. Den afsagte dom fuld­byrdedes 5. januar 1946. Denne lov om tillæg til borgerlig straffelov angående landsfor­ræderi og anden landsskadelig virksomhed af 1. juni 1945, indførte hårde straffe, herunder bl.a. dødsstraf, for landsfor­ræderiske handlinger begået i besættelsestiden og indtil et år efter lovens ikrafttræden. Loven påbød, at døds­dommene skulle fuld­burdes ved skydning. Men alt dette vil jo allerede være fremgået af, hvad der er blevet skrevet og fortalt tidligere ovenfor.

 

Metropols Jule-Show

I modsætning til, hvad tilfældet havde været alle de tidligere år lige siden min familie og jeg var kommet til København den 1. april 1939, var jeg ikke inde for at se ”Metropols Juleshow” ved juletid 1945. Programmet bestod ellers kun af to repriser, og til gengæld af fire nye korte Disney-tegnefilm, som jeg af samme grund ikke tidligere havde haft mulighed for at se. Men jeg var dette år blevet så træt af tegnefilmgenren, at det var nødvendigt med en pause.

 

De to reprise-tegnefilm på 1945-programmet var The Three Little Pigs (1933; ”De tre små grise”) og The Brave Little Taylor (1938; ”Den tapre skrædder”). De fire nye Disney-tegnefilm var alle blevet lavet i 1942, og altså på et tidspunkt, hvor Amerika var gået med i krigen, og det var filmene i høj grad præget af, hvad også fremgår af titlerne: The Vanishing Private (1942; ”Den usynlige soldat”) med Anders And i hovedrollen, Sky Trooper (1942; ”Anders And som faldskærmsjæger”), og The Army Mascot (1942; ”Divisionens maskot”) med Pluto, samt Private Pluto (1942; ”Pluto i trøjen”).    

 

Beklageligvis er det ikke lykkedes mig at finde ud af, om der 2. juledag 1945 fandt enten en premiere eller en repremiere sted af en af Disneys lange tegnefilm, men så vidt jeg har kunnet konstatere, er det ikke tilfældet. Vi skal helt frem til foråret 1949, mere præcist den 5. maj det år, før der igen var premiere i Metropol på en lang Disney-tegnefilm, nemlig Fun and Fancy Free (”Bongo og Mickey og Bønnestagen”). Men der var i modsætning til Disneys lange tegnefilm før krigen, i dette tilfælde tale om 2 knapt så lange tegnefilm sammensat til ét program. Et arrangement, Disney på det tidspunkt benyttede sig af, fordi sådanne tegnefilm var kortere tid i produktion og som derfor hurtigere kunne komme ud i biograferne og forhåbentlig indspille nogle af de mange penge, som dels skulle bruges til at opretholde medarbejderstaben og dels gøre det muligt at finansiere nye tegnefilmproduktioner.

 

Disneys lange tegnefilm vendte faktisk først tilbage til Metropol og andre københavnske biografer i løbet af 1950’erne, og da jævnligt alternerende med de live-action-film, som Walt Disney Productions på den tid var begyndt at producere, angiveligt, fordi det tog flere år og derfor store omkostninger at producere de lange tegnefilm. Real-spillefilmene kunne i reglen indspilles og produceres på omkring et lille års tid, i nogle tilfælde på endnu kortere tid, og disse film kunne derfor skaffe Walt Disney Productions de hårdt tiltrængte indtægter ind imellem premiererne på de lange Disney-tegnefilm.

 

Som det indirekte vil være fremgået af det ovenfor stående, har jeg ikke nogen specielle private erindringer at fremføre fra julen og nytåret 1945, som formentlig er blevet fejret i min familie nogenlunde som disse to højtider var blevet det i så mange tidligere år. Det skal dog nævnes, dels at der i december var blevet tilført København en hårdt tiltrængt større ladning af benzin, kul, petroleum og olie, og dels, at myndighedernes forbud mod affyring af fyrværkeri blev opretholdt, bortset fra, at der nærmest selvfølgeligt var dristige folk, måske især yngre mænd og større børn, som ikke rettede sig efter forbuddet. Det kom dog ikke til større uroligheder.

 

Men herefter skal vi i næste afsnit gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra året 1946.

 

1946

 Dette år var præget af, at Samfundslivet og det sociale liv langsomt og næsten umærkeligt vendte tilbage til før-krigs­situationen, hvilket vil sige til det, der blev betegnet som normale til­stande. Den 2. januar forlængedes sporvognenes køretid til 23,30, og det bevirkede bl.a., at kulturar­rangemen­ter og forlystelser, herunder restauranter, biografer og teatre kunne holde længere åbent om aftenen, lige som folk kunne vende senere hjem fra besøg hos familie, venner og bekendte. Restrik­tionerne i lukketiden for restauranter og forlystelseslivet i det hele taget, hævedes 25. april og 1. maj blev sporvog­ne­nes og S-togenes køretid forlænget.

 

Tilværelsen formede sig tilfredsstillende, i hvert fald set og oplevet fra mit personlige standpunkt og synspunkt. Jeg var ovenud glad for at gå på tegneskolen, idet tegnefaget var min store lidenskab på den tid. Det gjaldt for mig om at lære så meget om faget som muligt og som mine evner rakte til. Det gik også ret godt med familielivet, og det var en stor glæde og betryggende for far, at han havde fået et fast arbejde i et brændselsfirma, hvor han fortrinsvis skulle save brænde til forskellige fyringsformål. Han virkede i alt fald glad for arbejdet og selvfølgelig ikke mindst for den relativt faste indtægt, så længe det varede, for det havde han ikke været vant til i mange år. Fritid havde han ikke meget af, og en del af den, han havde, blev især brugt på hans bijob som vicevært, et arbejde, der gav rigelig beskæftigelse året rundt.

     Mor havde det så vidt jeg kunne bedømme også nogenlunde godt, og var især ret interesseret i at sy kjoler til nu cirka 5-årige Lizzie og sig selv, og mor var god til både at tilskære kjolestof og sy på maskine, den elektriske, som hun stadigvæk havde, også selvom hun ikke mere syede for nogen tøjfabrikant. Benny og Bent havde nok at se til med skolegang og fritidsfornøjelser, så tiden løb også hurtigt for dem i hverdagen.

 

Den 18. januar var det mors og Lizzies fælles fødselsdag. Mor blev 38 år og lille Lizzie bare 5 år, men kvik var og forblev hun, og temperamentet og gå-på-modet fejlede bestemt heller ikke noget. I øvrigt gik hun fortsat til akrobatik og ballet hos den russiske lærerinde omme på Nørrebrogade. Støttet af sin – vores – ambitiøse mor, drømte Lizzie om at blive ’rigtig’ balletdanserinde, når hun blev voksen. Den fælles fødselsdag blev formentlig fejret som den plejede, hvilket vil sige, at i hvert fald mormor og morfar kom på visit og mor og søster fik hver en gave, sikkert et eller andet stykke tøj, eller måske et stykke legetøj til Lizzie. Fætter Dennis var jo ikke længere en selvskreven gæst, idet han så vidt jeg husker, havde taget hyre som dæksdreng på et skib, hvor også vores fælles morbror, Thorkild, var forhyret, men som søfyrbøder. Dennis var derfor nu blevet så ’voksen’, at han havde sine egne interesser og gik sine egne veje. Det var i øvrigt ikke almindeligt, at nogen af mors søskende kom på besøg på fødselsdage, lige som vi normalt heller ikke besøgte dem. Og bedstefar besøgte os faktisk aldrig nogensinde i København, det var kun farmor, som lejlighedsvis kom på besøg og i reglen blev et par dage. Det hændte også, at onkel Johannes og tante Alma besøgte os, men det skete meget sjældent, så vidt jeg husker gjorde de det kun et par gange i de år, hvor jeg selv boede hjemme hos mine forældre.

 

Den 27. januar 1946 fyldte far 42 år, men hans fødselsdag blev stort set aldrig fejret efter at vi var flyttet til København i april 1939. Og han fik faktisk aldrig gaver, hverken af mor eller os børn, ikke før vi selv blev voksne og kunne betale med vores egne penge. Dog, gave fik far dog i reglen af sine forældre, nemlig i form af de naturalier, som f. eks. and og flæskesteg og lignende, som blev sendt til os ved juletid, og som vi alle nød godt af og som desuden sparede på de husholdningspenge, som far jo altid betalte til mor, som sjældent havde egne indtægter. 

 

Men i øvrigt gik livet herhjemme snart igen i sin vante gænge, og til en normalisering af situationen bidrog også, at elektrici­tetsrationeringen, som allerede var indført 25. september 1939, ophævedes den 9. februar. Ophævelsen gjaldt dog ikke for reklamebelysningen, men restriktionerne blev opretholdt endnu i et par år, til de den 27. august 1948 blev lempet, således at det var tilladt at anvende neonbe­lysning til udvendig illumi­nation og reklamebe­lysning. Noget, der for den udvendige illuminations vedkommende ikke mindst havde betydning for Tivoli. 

 

Imidlertid kneb det mere med en normalisering eller forbedring af de internationale forhold og relationer, hvilket dagbladet Information kunne berette noget om i sin udgave for onsdag den 6. marts 1946, hvor man på avisens forside blandt andet kunne læse følgende overskrifter:

 

England venter et klart Svar fra

Moskva efter Churchills

stærke Tale

Han gik ind for Bevins Politik: at besvare

haarde Ord med haarde Ord

 

Den engelske udenrigsminister, Ernest Bevin, søgte at finde en anden løsning på verdens problemer, end den kommunistiske. Det var for ham og hans ligesindede et spørgsmål om at hævde det 19. århundredes frihedsidealer og det 20. århundredes økonomiske planlægning på den ene side og kommunismens statssocialisme og planøkonomi på den anden side. De to opfattelser eller systemer var dog modsætninger, som ikke uden videre lod sig forene. Dette var den nu forhenværende engelske premierminister Winston Churchill absolut enig i, ja, som konservativ politiker var han endnu mere grundlæggende uenig med kommunismen, end Bevin, som repræsenterede det engelske arbejderparti, The Labour Party.

 

Det var ikke mindst på denne baggrund, at den såkaldte ”kolde krig” mellem stormagterne tog sin begyndelse og skulle komme til at vare flere årtier. Men det var trods alt bedre end en ny verdenskrig, også selvom det spændte forhold mellem Sovjetrusland og Vestmagterne medførte flere lokale krige, begyndende med krigen mellem Nord- og Sydkorea, og senere mellem Nord- og Sydvietnam. Man måtte i lighed med situationen efter 1. Verdenskrig, og på trods af Folkeforbundet og Forenede Nationer nøgternt konstatere, at verdens befolkning endnu langt fra var moden til skabelsen og opretholdelsen af holdbar varig fred. 

 

4. maj-festligheder

Men indtil videre glædede man sig over, at der den 4. maj 1946 kunne fejres ét-årsdagen for meddelelsen om Tysklands kapitulation, og i den anledning blev lysreklamerne ekstraordinært tændt og butiksvinduerne oplyst. Mange private mennesker, som ønskede at markere begivenheden, satte levende lys i vinduerne, hvilket bidrog til at gøre dagen både festlig og højtidelig på samme tid. Men ellers drog mange Københavnere til Christiansborg, hvor kongeparret og kronprinsparret blev hyldet af fakkelbærende frihedskæmpere. Politiet anslog, at omkring en halv million mennesker var samlet i den indre by, og især på Rådhuspladsen, hvor der afholdtes forskellige festlige arrangementer.

 

Lidt mere afdæmpet og alvorligt gik det til dagen efter, den 5. maj, etårsdagen for befrielsen. På Frederiksberg Runddel var der rejst et mindekors for de allieredes faldne, og her afholdtes en mindehøjtidelighed, lige som det samme var til­fældet ved et mindekors på Gammel Torv, hvor det gjaldt de, der døde i koncentrationslejre og fængsler, og ved Nyhavn, for at mindes de mange omkomne søfolk. Dagen markeredes også i Minde­lunden i Ryvangen, hvor omkring 150 000 mennesker aflagde besøg, for at mindes de mange faldne, hvis jordiske rester var blevet bisat her. Desuden blev der tændt fakler ved de minde­kors, der var rejst i gaderne de steder, hvor folk var blevet dræbt under besættelsen og lige efter, f.eks. ud for Lands­arkivet på hjørnet af Åboulevarden og Falkonér Allé. Her var to mand fra Den danske Brigade, som vendte hjem fra Sverige den 6. maj, samme dag blevet dræbt under forsøget på at uskade­lig­gøre en snig­skytte, der havde forskanset sig i en lejlighed i ejen­dommen lige over for Landsarkivet. Denne "begivenhed" har jeg tidligere fortalt om, fordi jeg selv var vidne til flere af de uhyggelige episoder, der indtraf i forbindelse med brigadens hjemkomst.   

 

Kong Christian X talte i radioen, og feltmarskal Mont­gomery, Belgiens, Hollands og Danmarks befrier, sendte over radioen en hilsen til det danske folk og takkede for, at så mange menne­sker havde haft mod og vilje til, ofte med livet som indsats, at trodse og bekæmpe det forbryderiske nazistiske regime, som havde tilsidesat enhver form for human etik og moral samt overtrådt alle internationa­le, civiliserede love og regler.

 

Af mere dagligdags og positive begivenheder kan nævnes, at togforbindelsen København-Paris blev genoptaget den 9. maj, efter at have været afbrudt siden 30. august 1939. Den 22. maj rejstes der en ny rytterstatue på Kongens Nytorv, en genfrem­stilling i bronze af den oprindelige hest fra 1688 af bly, der efter­hånden var blevet blød i koderne og sunket sammen. Frem­stillingen af den nye statue var blevet superviseret af pro­fessor ved Kunstakademiet E. Utzon-Frank.

 

Forpremiere på ”Fyrtøjet”

For mit eget vedkommende gik dagene, ugerne og månederne i det store og hele som sædvanligt, hvilket også gjaldt undervis­ningen hos Akademiet for fri og merkantil Kunst. I slutningen af april skete der dog noget, som betød en lille forandring i hverdagsrutinen. En dag kom Jean Jallit, som vi ellers sjældent så noget til, pludselig ind ad døren til vores klasseværelse og spurgte efter mig. Det viste sig, at hans kontor af en for mig ukendt grund havde fået tilsendt et brev, der var adresseret til mig. Konvolutten var fra Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og Film Centralen Palladium, og det var med næsten tilbageholdt ånde­dræt, at jeg åbnede den og kunne konstatere, at den inde­holdt 4 fribilletter til "Fyrtø­jet"s forpremiere i Palla­dium-biografen onsdag den 15. maj 1946 kl.14. Så jeg måtte bede mig fri fra undervisningen den eftermiddag.

 

Det var lidt af en skuffelse og et dilemma for mig, at jeg kun fik fire fribilletter at råde over, for hvem foruden mig selv, skulle jeg invitere med til premieren? Det stod dog straks klart, at mor selvfølgelig skulle med, og det stod lige så klart, at far desværre ikke kunne komme med, fordi han ikke havde råd til at holde fri fra sit arbejde. Jeg kunne naturligvis have inviteret mine to brødre på henholdsvis 9 og 12 år med, men det kom ikke på tale, fordi jeg faktisk for længe siden havde lovet mine kære gamle morforældre, at de skulle med til premieren på den tegnefilm, som deres næstældste barnebarn havde arbejdet med på i hele to år og fortalt dem så meget om. Der var desuden den særlige grund, at min morfar engang havde sagt til mig, da vi talte om "Fyrtøjet"-filmen: "Ja, Ry, du ved nok, at jeg aldrig sætter mine ben i en biograf, men når "Fyrtøjet" bliver færdig og skal vises i biografen, vil jeg gerne ind og se den!"

 

For at forstå betydningen af morfars udtalelse ved den nævnte lejlighed, skal man vide og huske på, at han bestemt ikke var nogen ynder af hverken litteratur, teater eller film, som han alt sammen anså for overklassens kulturelle midler til at indoktrinere og "forføre" arbej­der­klassen til at mene og acceptere, at magten og dermed retten lå i de besiddendes hænder. Det var derfor med særlig glæde og stor stolthed, jeg erfarede, at han stod ved sine ord, da jeg et par dage efter aflagde mine morforældre et besøg, for at invitere dem med til premieren på "Fyrtøjet".

 

Det skal her indskydes, at den længe imødesete première på dansk tegnefilms første lange tegnefilm, altså ”Fyrtøjet”, havde fået en del presseomtale i efteråret 1944, bl.a. i Politiken, men f.eks. også i Aftenbladet. I det sidstnævnte blad blev jeg i al beskedenhed selv nævnt i forbindelse med et foto af mig, hvor jeg dybt koncentreret sidder og tegner ved lyspulten:

 

 

Dansk tegnefilms coming man? Det er den 16-årige Harry Rasmussen, som har æren for en del af ”Fyrtøjet”s figurer." - Billedtekst og foto: © 1944 Aftenbladet. – Det skal tilføjes, at jeg som født den 12. juni 1929 endnu ikke var fyldt 16 år på dette tidspunkt, men kun var 15 år.

 

 

Her ses storbiografen Palladiums indgang i maj 1946, formentlig kort tid efter at ”Fyrtøjet” havde haft premiere. Som det fremgår af billedet, er der i dette tilfælde en del voksne og kun få børn, to piger, som venter på at komme ind. Fotoet viser også, at filmen blev spillet kl. 4, 6, 8 og 10 (altså kl. 16, 18, 20 og 22), og at der foreløbig er udsolgt til dagens tre første forestillinger. – Foto: Kilde ukendt, men fotoet er af nu afdøde Helge Hau i 2003 stillet til rådighed for © Dansk Tegnefilms Historie v/Harry Rasmussen.

 

Det var i øvrigt med en sær fornemmelse, at jeg sammen med min mor og morforældre den 15. maj kort før kl.12 mødte op i Palladium-biografens store foyer, hvor der allerede var ankommet en del mennesker, som åbenbart også var blevet inviteret med til premieren på "Fyrtøjet". Selve biografsalen var enormt stor og havde 1200 siddepladser, og disse kunne premieregæsterne ikke fylde, så derfor solgtes der også billet­ter til det almindelige publikum. Der var dog ikke mange af de sidstnævnte til stede denne tidlige eftermiddag, som var en almindelig dag i ugen, nemlig en onsdag. Men det var unægtelig en særlig oplevelse at se biograffacaden dækket af et stort skilt, der forkyndte, at biografen nu spillede den første danske lang-tegnefilm "Fyrtøjet", lige som det gjorde indtryk, at se de mange scenebilleder i ud­hængsskabene i foyeren hvoraf jeg umiddelbart genkendte de allerfleste.

 

 

Titelteksten til langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, som havde urpremiere i den københavnske biograf Palladium den 15. maj 1946. Læs mere herom i den følgende tekst. – Fotos fra filmen gengivet med tilladelse fra produktions- og distributionsselskabet A/S Palladium.

 

Men mærkværdigvis oplevede jeg ikke, at en eneste af mine tidligere kolleger kom hen og hilste på mig og min familie, som da også var vanskelige at få øje på, efterhånden som foyeren fyldtes med premieregæster og almindeligt publikum. Endnu mere besynderligt forekom det mig, at jeg og mine kolleger og vores pårørende var placeret vidt forskellige steder rundt om i den store sal blandt det almindelige biografpublikum. Salen var da heller ikke fuldt besat, men der var dog mennesker nok, til at gøre premieren nogenlunde festlig, og desuden var der den fordel ved at der også var almindelige publikummere til stede, at man kunne iagttage disses reaktioner på filmen. Men det undrede mig unægteligt, at vi tidligere medarbejdere ikke var inviteret til noget traktement efter forestillingen, sådan som det ellers er sædva­ne.

 

Imidlertid var jeg naturligvis spændt på at se resultatet af mere end to års kæmpe arbejde og anstrengelser, og især på at se filmens sidste halvdel, som jeg endnu ikke havde haft lejlighed til at se. Første halvdel af filmen havde jeg, som tidligere omtalt, godt nok set ved en særforevisning i Grand Teatret i 1944, men uden lyd, så derfor var jeg – i lighed med mine kollegaer - også spændt på at høre, hvad man havde fået ud af lydsiden.

 

 

En af forteksterne til langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, som havde urpremiere i den københavnske biograf Palladium den 15. maj 1946. Læs mere herom i den følgende tekst. – Fotos fra filmen gengivet med tilladelse fra produktions- og distributionsselskabet A/S Palladium.

 

 

Det var naturligvis en stolt lille mig, da jeg oppe på Palladium-biografens store skærm kunne se og læse mit navn på filmens fortekster, tilmed med samme størrelse skrift, som tilfældet var med selve filmens initiativtager og dygtige baggrundsmaler, Finn Rosenberg Ammitsted, og assistant animator og mellemtegner Mogens Mogensen. Men det glædede mig samtidigt at se navnene på mine gode kollegaer og ligeledes medarbejdere på filmen: Arne Jømme Jørgensen (mellemtegner), Otto Jacobsen (animator og baggrundsmaler), Helge Hau, Bodil Rønnow og Erling Bentsen (de tre sidstnævnte var mellemtegnere). – Foto fra filmen gengivet med tilladelse fra A/S Palladium.

 

Forestillingen indledtes som sædvanligt med, at lyset dæmpedes i biografsa­len, og herunder lød de første toner og melodier fra filmen, spillet af Mogens Kilde på kinoorglet, som langsomt og lidt højtideligt kom drejen­de op fra scenegulvet. Det var første gang jeg havde haft lejlighed til at høre musikken til filmen, idet dennes lydside stort set først var blevet indspillet og indtalt, efter at jeg havde forladt Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. En undtagelse var dog prinsessens sang "Jeg føler mig som fuglen i buret". Den havde jeg og flere andre af tegnestuens personale hørt daværen­de medlem af Radioens Pigekor, senere operasan­gerinde ved Det kgl. Teater, Kirsten Hermansen, prøvesyn­ge i efteråret 1943, således som tidligere omtalt.  

 

Men straks fra begyndelsen og endnu inden tæppet var gået, kunne jeg med en nervøs, men samtidig behagelig gysen konsta­tere, at musikken gjorde indtryk, både på mig og det øvrige publikum, ved sin meget professionelle karakter og sine muntre så vel som lyriske og dramatiske islæt. Det var tydeligt, at de to komponister, Eric Christiansen og Vilfred Kjær måtte have haft musikken til Disneys "Snehvide" i tankerne, da de skrev musikken.

 

Da så endelig Mogens Kilde var færdig med ouverturen og kinoorglet igen blev drejet og sænket ned i sin "grav", og lyset dæmpedes i den store sal og tæppet gled til side, medens de første billeder og toner fra selve filmen lød oppe fra det store, hvide lærred, ja, da vidste jeg ikke rigtig, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Dette var jo dagen og timen, hvor anmeldere og publikum skulle afsige deres "dom" over mine kollegers og mit store fælles arbejde. Men til min glæde kunne jeg heldigvis konsta­tere, at filmens lydside var nogenlunde accep­tabel, på trods af sine mangler, herunder at det især kneb med synkroni­teten mellem billede og lyd, hvilket jeg jo vidste primært skyldtes, at lyden først var blevet indtalt og ind­spillet efter at billedsiden var lavet. Men det vidste hverken anmelderne eller det almindelige publi­kum, og den halvdårlige synkronitet mellem billede og lyd kunne natur­ligvis heller ikke tjene til undskyldning for filmens teknisk set ikke helt perfek­te kvali­tet. Så vel stilmæssigt som anima­tionsmæssigt var og er "Fyrtø­jet" uegal, men årsagerne eller grundene hertil, kommer jo sådan set heller ikke hverken publikum eller an­melderne ved. Begge parter kan, må og bør naturligvis kun tage resultatet for umiddelbart pålydende og skal i deres bedømmelse ikke primært tage hensyn til, under hvilke forudsætninger og vilkår, en film er blevet produceret. 

 

Imidlertid er man som direkte impliceret i en films til­blivelse delvis handicappet i sin oplevelse og vurdering af den, og det var naturligvis også tilfældet for mit vedkommende. Jeg sad nemlig kun og ventede på, hvornår den første scene, jeg havde arbejdet på, dukkede op, og det gik jo unægtelig ud over min umiddelbare oplevelse af filmen, som jeg stort set kendte ud og ind i så godt som alle detaljer. Men først og fremmest nikkede jeg genkendende til hver eneste baggrund, figur og animatio­n, som jeg var blevet bekendt og fortrolig med gennem de to år, jeg selv havde arbejdet med på "Fyrtøjet". Der fandtes faktisk ikke den scene i filmen, som jeg ikke kendte på forhånd, for alt havde indprentet sig uudsletteligt i mit sind.

 

Det skal her indskydes og gentages, at mine kolleger og jeg i sommeren 1944, altså knapt to år tidligere, havde haft lejlighed til at se cirka halvdelen af "Fyrtø­jet" ved en specialforestilling i Grand Teatret i Mikkel Bryggers­gade. Men ved den lejlighed var filmen blevet vist som stum­film, idet lydsiden på det tidspunkt endnu ikke var blevet lavet.

 

Det var derfor af flere grunde en velkendt scene for mig, bortset fra lyden, da den syngende vægter dukkede op omkring gadehjørnet og gik frem imod for­grunden, hvor han standsede og halede sin lommelærke frem fra inderlommen og tog en slurk af flasken. Det var jo cellu­loider med væg­teren fra netop denne scene, jeg som det første arbejde over­hovedet i min tid hos Dansk Farve- og Tegnefilm blev sat til at øve mig i at male på. Vægteren var animeret af Bjørn Frank Jensen, og hørte trods visse svagheder til noget af den bedre form for animation i "Fyrtøjet". Men jeg syntes dengang og også senere, at væg­teren gik en smule for "mekanisk" og at han i det hele taget var animeret for blødt i bevægelser­ne. Desuden virkede figuren ikke nær­værende, heller ikke i nærbilledet, hvor han drikker af lomme­lærken, og når han sang, oplevede man det faktisk ikke, som om det var den tegnede figurs stemme, hvilket delvis skyldtes, at vægterens mundbe­vægelser var asynkrone med den stemme, der skulle fore­stille hans.

 

Dette med synkronitet mellem lyd og billede hang sammen med i hvert fald tre forhold: For det første fordi hverken produktionsleder Allan Johnsen eller drejebogsforfatter Peter Toubro havde noget forhåndskendskab til tegnefilmsteknik. Ingen af dem havde beskæftiget sig med og heller ikke interesseret sig for begrebet og fænomenet tegnefilm. For det andet hang det sammen med, at initiativtageren til produktionen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, reklametegneren Finn Rosenberg, ikke havde kendskab til tegnefilmsteknik. For det tredje havde de ledende kreative medarbejdere, Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen, nok forstand på tegnefilmsteknik, men de to havde ingen gennemslagskraft over for Allan Johnsen, som mest var fokuseret på den finansielle og økonomiske side af produktionsforløbet. Det var ikke egentlig uvilje fra hans side, men derimod en vis forsigtighed, som skyldtes, at hans hovedopgave var at sikre sig, at der var penge nok i kassen til at kunne gennemføre det hidtil uprøvede og enestående projekt i dansk films historie. Set på den baggrund må Johnsen være tilgivet.

 

 

Herover ses en de første scener, som Bjørn Frank Jensen tegnede og animerede i ”Fyrtøjet”. Han malede tilmed selv baggrundene, hvilket dog kun skete i disse tilfælde. Det var primært Finn Rosenberg, der tegnede layouts og malede baggrunde. På billedet her ses natvægteren, der går sin runde i byens mennesketomme gader. – Fotos fra filmen „Fyrtøjet“: © 1946 Palladium A/S.

 

Derefter kom nogle scener, der var animeret af Kjeld Simonsen (Simon), som var en dygtig tegner og egentlig også en god animator, men hans animation havde den store svaghed, at figurernes bevægelser generelt set var for langsomme og for bløde. I den ene scene skynder nogle rotter sig i skjul gennem et hul i hus­muren, og i en anden scene ser man en sort kat ligge sovende på tagryggen af et hus. Det er i begge tilfælde vægteren og hans sang, der gør sin virk­ning, og katten vågner, gaber og springer ned fra taget og forsvinder.

 

Men nu holdt jeg vejret, for nu kom der en scene, som jeg havde mellemtegnet, dog ikke som den første mellemtegning, jeg havde lavet på "Fyrtøjet", for denne og den følgende scene blev først lavet en måneds tid efter at jeg var begyndt hos Dansk Farve- og Tegnefilm. Den førstnævnte scene forestillede et interiør af et kirketårn, og her ser man en ugle sidde og sove oven på en af tårnets bjælker. Uglen vågner, kigger ud mod tilskuerne, blinker med øjnene, letter og flyver ud af et af de åbne vinduer i baggrunden af tårnet. Scenen var animeret af min læremester Børge Hamberg og som nævnt mellem­tegnet af mig. Den følgende scene er et total vue over byen med Rundetårn ragende op i baggrunden. Uglen kommer ind fra for­grunden og flyver hen mod tårnet. Til denne scene havde Børge Hamberg kun lavet nogle ganske få key-poses, og han overlod det til mig at animere og mellemtegne resten af scenen. Det var min debut som såkaldt assistant animator, og i denne egenskab fungerede jeg også i den umiddelbart følgende scene, der er et halvtotal af Rundetårns top med observatoriet. I det svage lysskær herfra, ses en astronomisk kikkert, som afsøger stjernehimlen ovenover. Uglen ses lande på gitterrækværket omkring observatoriet. Til denne scene havde Hamberg faktisk kun lavet to skitser: én, hvor uglen kommer ind foroven i forgrunden af billedet, og én, hvor den sidder på rækværket. Det havde været min opgave at animere uglen mellem disse to positioner, og det lykkedes til min læremesters tilfredshed.

 

Efter adskillige scener med astrologen, kongen, dronningen, prinsessen og tre lakajer, som jeg ikke havde haft noget med at gøre, kom endelig en scene, som jeg især var stolt over at have mellemtegnet. Det er en scene med en hane, der står på kanten af en træbalje og galer som tegn på, at det nu er morgen. Hanen er animeret af min læremester, Børge Hamberg, og repræsenterer efter min ringe mening noget af det allerbedste animation i "Fyrtøjet". Animationen er simpelthen mesterlig og tåler sammenligning med den bedste animation i Disneys ældre korte så vel som lange tegnefilm.

 

 

Et godt eksempel på, at Børge Hamberg også kunne tegne og animere andet end soldaten, heksen, kragen og den store og den mindste hund, ses herover. Tidspunktet er morgenen efter at astrologen på Rundetårn har set i stjernerne, at landets prinsesse vil blive gift med en simpel soldat, og umiddelbart før den scene, hvori soldaten introduceres i filmen. Inde fra byen tones der over til en bondegård ude landet, og her ses hanen, som er hoppet op på en balje, hvor den galer sit velkendte kykkeliky. Mellemtegnet af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg.  – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Herefter introduceres soldaten i en scene, som jeg intet havde haft med at gøre, men som jeg dels havde set blive til og dels havde set under forestillingen i Grand. Det var dog ikke den første scene med soldaten, der blev animeret under pro­duktionsforløbet, idet Børge Hamberg allerede havde animeret et par andre scener med filmens egentlige hovedperson. Men efter som jeg har omtalt denne scene nærmere under omtalen af "Fyrtø­jet"s produktionsforløb på websitet Dansk Tegnefilms Historie 1919 - 2000, www.tegnefilmhistorie.dk, skal jeg ikke gentage det her. Men fra denne scene klippes der til en scene, hvor den gennemgående figur, kragen, ses sidde på en gren, der rager tværs gennem billedet. Kragen kigger nysgerrigt ned, idet soldaten (som ikke ses i billedet) passerer forbi under træet. Den er så intenst optaget af at kigge efter soldaten, at den drejer lodret rundt om grenen og ender med hovedet nedad. Herefter bruger den vingerne som en slags hænder, idet den griber om grenen og retter sig op i siddende stilling igen. Denne scene havde jeg været animation assistant og mellem­tegner på, men at resultatet blev så vellykket som tilfældet er, var naturligvis Børge Hambergs fortjeneste.

 

Herefter fulgte en scene, hvor soldaten marcherer fløjtende afsted hen ad landevejen, men denne og et par følgende scener med den marcherende soldat, har jeg ligeledes omtalt tidligere og skal derfor heller ikke gentage det her. Men efter den ovenfor nævnte forrige scene, ser man igen kragen i samme situation som før, men nu letter den fra grenen og flyver ud til venstre af billedet. Denne scene var jeg også assistant animator og mellemtegner på, og man må desværre sige, at der er for mange mellemtegninger, når kragen flyver, for bevægelsen foregår nærmest i slowmotion, hvilket ikke er tilsigtet. Derfor krummede jeg tæerne i skoene, da jeg her så scenen for allerførste gang, for der var desværre ikke blevet lavet linetest af animationen, og derfor blev denne ikke rettet. I de følgende scener med den flyvende krage, er anima­tionen i top. Den var da også lavet af Børge Hamberg med mig som 'kun' mellemtegner.

 

 

 

Her ses kragen for allerførste gang i filmen, hvor den sidder oppe på en gren og iagttager soldaten, idet han netop passerer forbi nedenunder. I denne scene har Børge Hamberg brugt en decideret tegnefilm-gag, nemlig den, at kragen drejer rundt om grenen for at kunne se soldaten, så at den på et tidspunkt hænger med hovedet nedad. Den bruger derfor sine vinger som hænder og arme og griber fat om grenen og trækker sig op igen, hvorefter den flyver efter soldaten. Det var mig, der mellemtegnede kragen, men af en eller anden grund blev der lavet alt for mange mellemtegninger, sådan at kragen utilsigtet nærmest svæver ud af billedet i slow-motion. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Efter forskellige scener med den marcherende soldat, ses kragen igen, denne gang, hvor den flyver hen til heksens træ og sætter sig i nærheden af det store hul, der ses foroven på stammen. Denne scene havde Børge Hamberg kun antydet animatio­nen af kragen i, men lod mig færdigtegne og mellemtegne den, og resultatet blev nogenlunde tilfredsstillende. Så den scene tålte jeg godt at gense. 

 

Nu fulgte nogle scener med heksen, hvoraf jeg havde mellem­tegnet flere og animeret et par. Og det er i denne sekvens, at man for første gang i filmen hører soldatens stemme under hans ind­ledende, men kortfattede samtale med heksen, og det var i al fald med stor glæde, jeg genkendte stemmen som tilhørende den populære og dygtige skuepiller Poul Reichhardt. Han og hans stemme havde lige præcis den mandige, kvikke og underfundige karakter, som passer til "Fyrtøjet"s hovedperson. Men jeg havde altså egenhændigt animeret et close up af heksens hånd med knortekæp­pen, hun bruger som stok, og desuden en scene, hvori hun binder soldaten en strikke om livet, og endelig en scene, hvor hun vrænger et "N-e-e-e-j!" til solda­tens opfor­dring til hende om at fortælle ham, hvad hun skal bruge fyrtø­jet til.

 

 

På dette filmbillede ses heksens hånd pege med knortekæppen på træet, idet hun (off-screen) siger: ”Ka’ du se det store træ her! Det er ganske hult indeni!” – Denne for så vidt enkle indskudsscene overlod Børge Hamberg det til mig at tegne og animere. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

Her er endnu en scene med heksen, som Børge Hamberg overlod det til mig både at tegne og animere, og jeg gjorde naturligvis mit bedste, men var dog ikke selv helt tilfreds med det endelige resultat, da jeg så testfilmen. Scenen blev dog godkendt uden bemærkninger. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Men i samme sekvens kom den scene med kragen, som jeg også egen­hændigt havde tegnet og animeret, nemlig den, hvori kragen sidder oppe på kanten af hullet og betragter soldaten, medens denne lader sig fire ned i det hule træ ved hjælp af heksens tov. Animationen af kragen var dog her forholdsvis enkel, idet den kun drejer hovedet lidt fra side til side.

 

 

En af mine første selvstændige animationsopgaver, var en scene, hvor kragen sidder oppe i træet i nærheden af hullet og iagttager, hvad soldaten foretager sig.Børge Hamberg gav mig lov til både at tegne og animere kragen, og det var jeg naturligvis stolt over og glad for. Min animation blev linetestet og godkendt med akklamation, og jeg blev tilkendt en bonus på 50 kr.. Denne første selvstændige animationsopgave var dog kun en spæd begyndelse i forhold til, hvad der siden fulgte. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

På dette scenebillede fra filmen ”Fyrtøjet” ses heksen i dialog med soldaten, som på sin vej til storstaden netop er stoppet op foran det store træ ved vejsiden. Heksen tilbyder soldaten så mange penge, han vil have, hvis han til gengæld vil krybe ned i det hule træ og hente det fyrtøj, som hendes gamle bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S

 

Efter forskellige scener med soldaten nede i det hule træ, kommer så de scener, hvor soldaten successivt møder de tre hunde, og på disse scener fungerede jeg som assistant animator og mellemtegner for Børge Hamberg, dog kun hvad angår den mindste og den største af de tre hunde. Den mellemste hund ses kun som en ubevægelig tegning. Særlig dramatisk er sekvensen og scenerne med den store hund, som jeg i al beskedenhed var mellemtegner på. Hundens karakter og animationen af denne, så vel som af soldaten i disse scener, var og er alene Børge Hambergs store fortjeneste.

 

 

En af de første scener, Børge Hamberg tegnede og animerede med den mindste af heksens tre hunde, den, der vogter skatkisten med kobberpenge. Soldaten, som naturligvis var nøgletegnet af Hamberg, blev mellemtegnet af Arne ”Jømme” Jørgensen, medens hunden blev mellemtegnet af mig, Harry Rasmussen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

Her ses den lille hund, som bliver så glad over synet af heksens forklæde, at den giver sig til at logre med halen og slikke sig om munden. Med denne animation viste Børge Hamberg sin store evne og styrke som karakteranimator. Hunden er også her mellemtegnet af mig, Harry Rasmussen, som på den måde dels blev oplært i animationens svære kunst og dels forberedt til senere at overtage animationen af den lille hund. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Herefter følger en serie billeder fra ”Fyrtøjet”, som hver især repræsenterer en scene i sekvensforløbet. Soldaten er tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af Mogens Mogensen, hunden er ligeledes tegnet og animeret af Børge Hamberg, men mellemtegnet af mig, Harry Rasmussen. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg:

 

 

En efterfølgende scene i samme sekvens som ovenfor: Idet soldaten træder ind i den store hunds kammer, udsender hundens øjne ligesom to lyskastere, der følger soldaten, idet denne tøvende nærmer sig den kæmpestore hunds sæde ovenpå skatkisten med guldmønterne. Animation: Børge Hamberg. Mellemtegning: Harry Rasmussen. Baggrund: Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

 

Herover ses soldaten knælende ned foran den kæmpestore hund og lægge heksens magiske tørklæde på flisegulvet. Tørklædet beroliger hunden, så den velvilligt accepterer soldaten og hvad denne foretager sig. Herefter følger den række scener, som ses på de følgende billeder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billederne i ovenfor viste sekvens er med tilladelse fra Palladium A/S gengivet direkte fra den udmærkede VHS-udgave af ”Fyrtøjet”, som blev sendt på markedet for en del år siden. - © 1946 Palladium A/S.

 

Sekvensen er længere og indbefatter flere scener, end de ovenfor viste, men disse kan tjene til at vise et handlingsforløb med soldaten og den ene af de tre hunde. Animationen af soldaten i de scener i sekvensen, hvori han forekommer, viser med al ønskelig tydelighed, at Børge Hamberg nu havde fået styr på soldatens bevægelser og karakter. Og bevægelserne var alene tegnet og animeret på grundlag af animatorens evne til bevægelsesanalyse, timing og nøgletegning. Der var altså ikke tale om brug af rotoskopi, dvs. af live action optagelser som grundlag for animationen.

 

Derefter fulgte nogle scener med heksen alene i billedet, som Hamberg tegnede og animerede og som jeg mellemtegnede. Bl.a. en, hvor heksen råber til soldaten nede i træet: ”Har du fyrtøjet med!?”

 

 

Heksen råber til soldaten nede i det hule træ: ”Har du fyrtøjet med!?” Dette er en af de scener, der krydsklippes til ind imellem at man ser, hvad soldaten foretager sig nede i det hule træ. Animation: Børge Hamberg. Mellemtegning: Harry Rasmussen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Til heksens spørgsmål, svarer soldaten: ”Nej, det havde jeg nær glemt! Men nu skal jeg hente det!”, hvorefter han går tilbage i hulen, for at hente fyrtøjet, som er efterladt i en niche, hvor det ligger i en skindpung. Derefter ser man et close up af soldatens hånd, der rækker ind og tager pungen med sig. Denne scene fik jeg lov til at tegne og animere, især fordi Børge Hamberg havde fundet ud af, at jeg var god til at tegne hænder. Det var dog ikke før i efteråret 1944, at jeg lavede scenen, men for sammenhængens skyld, vises her et billede fra den. Denne scene glædede det mig at gense, for her var jeg for en gangs skyld tilfreds, både med designet og med animationen, som vel næppe kan gøres meget bedre, end tilfældet objektivt set er.

 

 

På dette foto fra filmen ses soldatens hånd række ind efter skindpungen med fyrtøjet, som han i første omgang har glemt, at han skulle bringe med sig op til heksen til gengæld for de mange penge, hun har foræret ham. Hånden og skindpungen er designet og animeret af Harry Rasmussen. - Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

I dette nærbillede af heksen nægter hun at svare på soldatens spørgsmål om, hvad hun skal med det gamle fyrtøj. Scenen blev det overladt til mig at tegne og animere, men selv synes jeg ikke rigtig det lykkedes mig at tegne heksen, så hun præcis lignede den heks, som Hamberg tegnede. Han var dog meget godt tilfreds med min indsats. – Foto fa filmen: © Palladium A/S.

 

Da soldaten atter er kommet op af træet og har fyrtøjet med sig, spørger han heksen, hvad hun dog vil med det gamle fyrtøj. Det kommer ikke ham ved, svarer hun arrigt, hvorpå han truer med at hugge hovedet af hende, hvis hun ikke vil svare på hans spørgsmål. Da hun fortsat nægter, trækker soldaten sin sabel og hugger uden videre hovedet af den i grunden sages- og forsvarsløse heks. Indskudt findes bl.a. et par scener med kragen: én, hvor den forskrækket flyver op fra hullet og forsvinder bag en gren, og én, hvor kragen kommer ind i billedet oppefra og flyver ud af billedet og væk. Kragen er i disse scener tegnet og animeret af mig. Heksen ses også i denne scene, og hun kigger efter kragen.

 

 

 

 

Halvnær af soldaten, som har trukket og hævet sin sabel, parat til at hugge hovedet af den i grunden sagesløse heks. Der er kun ganske lidt animation i denne scene, idet soldaten anticiperer sit hug. Men soldaten virker alligevel ’levende’ og nærværende. Scenen blev mellemtegnet af Mogens Mogensen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S

 

 

Halvnær af heksen, som søger at værge for sig, for at undgå soldatens sabel, men forgæves. Men man ser ikke direkte, at han hugger hovedet af hende, det høres kun på musikken, som er meget dramatisk på dette sted i filmen. Heller ikke i denne scene er der megen animation, men kun antydningen af en bevægelse, idet heksen har løftet sin ene arm og ligesom strækker den afværgende fremad. Scenen blev mellemtegnet af Harry Rasmussen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

En af scenerne i sekvensen var kragen i nærbillede, hvor man ser dens voldsomme reaktion på, at soldaten hugger hovedet af heksen. Denne scene var en af de første og mest vellykkede animationer, jeg lavede i ”Fyrtøjet”. Efter at min animation af kragen var blevet linetestet og godkendt, denne gang med bravour, kom Johnsen igen hen og stillede sig ved siden af mig og sagde lavmælt: ”Din scene med kragen var god! Gå over på kontoret og hent en bonuscheck på 90 kr., som ligger og venter på dig!” Jeg blev oprigtig talt overrasket over den generøsitet, som ledelsen dermed igen viste mig, og jeg blev helt genert ved situationen, så det kun lykkedes mig at fremstamme et velment ”Tak!”.  Her følger den scene med kragens reaktion på at soldaten hugger hovedet af heksen, som jeg tegnede og animerede, og som indbragte mig en bonus på 90 kr, sådan som jeg har fortalt om andetsteds.

 

 

 

 

 

 

Animationen af kragen er efter min egen mening – og også andres – en af de mest vellykkede scener, jeg bidrog med i langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. Scenen er tegnet i 1944, hvor jeg lige akkurat var fyldt 15 år. Men selv i dag virker animationen nogenlunde professionel og acceptabel. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

Her ses heksens afhuggede hoved ligge ved træets rod, mens soldaten uanfægtet af sin ugerning stikker sin sabel tilbage i skeden. Men der er fra H.C. Andersens side lagt det symbolske i handlingen, at helten’ frigør sig fra overtroen og den sorte magi, og sådan bør man nok opfatte eventyret ”Fyrtøjet”.  Scenen er mellemtegnet af Mogens Mogensen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium.

 

En scene, som jeg særligt så frem til at gense, var den, hvori de tre lakajer hjælper kongen med at iføre sig det kongelige skrud, fordi han skal ”ned og regere”, for den havde det taget mig en hel måned at mellemtegne. Scenen, som var animeret af min læremester Børge Hamberg, havde jeg dog allerede haft lejlighed til at se, da første halvdel af ”Fyrtøjet” blev vist i Grand Teatret i maj 1944. Scenen var stort set vellykket, også selvom figurerne ikke helt lignede de samme figurer i Bjørn Frank Jensens streg. Desuden skæmmedes scenen af de såkaldte ”sytråde”, som faktisk ikke burde have været med og som heller ikke var nødvendige, idet figurernes bevægelser ikke foregik i et tempo, der krævede fartstreger.

 

 

Her ses de tre lakajer i færd med at hjælpe kongen af nattøjet og i stedet iføre majestæten regenttøjet, lige inden denne skal ”ned og regere”, som han selv udtrykker sig. Det er en af filmens længste scener – for lang, vil nogle sikkert mene – som nok kunne være blevet delt op i flere underscener med halvnære og nære kameraindstillinger. Men Hamberg valgte altså at lave scenen, sådan som den fremstår i filmen. – Foto fra filmen. © 1946 Palladium A/S.

 

Men særlig spændt var jeg på at gense den mindste af de tre hunde i de scener med denne senere i filmen, jeg havde tegnet og animeret. Gensynet beroligede mig, fordi jeg stadig syntes at animationen var nogenlunde vellykket, også selvom jeg mente og mener, at figuren som karakter nok kunne have været bedre tegnet fra min side. Men jeg var jo trods alt kun 15 år, da arbejdet stod på og naturligvis langtfra fuldbefaren som tegner og animator.

 

De scener med kragen hen mod slutningen af filmen, som jeg havde tegnet og animeret, bl.a. den scene, hvor den sidder oppe oven på galgen og iagttager, hvad der foregår på skafottet, og den scene, hvori den har hængt sig, genså jeg med en vis stolthed og glæde. Det samme gjaldt den scene, hvor man i close up ser soldatens hænder anslå fyrtøjet. Sammen med scenerne med den mindste hund, der stopper op foran en dør og peger på det kryds, hofdamen har slået på den, for at kunne genkende og genfinde stedet, og den scene, hvor samme hund stopper op på vej til galgebakken og klør sig bag øret, hører de nævnte scener nok til de bedste, jeg personlig har bidraget med i ”Fyrtøjet”.

 

For min egen part fik jeg i løbet af efteråret 1944 flere scener med den mindste hund at tegne og animere. Desuden blev det også overladt til mig at tegne og animere nogle scener med hofdamen, samt forskellige småscener med andre figurer. Men der var særlig to scener, en med hunden og en med kragen, som blev betragtet som så vellykkede, at de hver for sig udløste en bonus på henholdsvis 90 og 125 kr. Sådanne beløb var som tidligere nævnt for penge at regne dengang, og selvom det selvfølgelig ikke skete så ofte, at der blev udbetalt bonus eller præmie, så var det et mærkbart supplement til ugelønnen og desuden en opmuntring og ansporing til fortsat at yde sit allerbedste.

 

 

Dette billede af heksens krage, som her ses siddende på stangen til lavsskiltet udenfor gæstgiveriet, er fra en scene i den sekvens, hvor soldaten ankommer til gæstgiveriet. Her indlogerer han sig efter først at have deltaget i den festlighed, der foregår i gildestuen. Det bliver sen nat, før han går til ro. – Kragen er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen, og baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S

.

Desuden fik jeg overladt helt selvstændigt at designe og animere en scene med en droskekusk og hans hest, som holder i gaden foran Nikolaj Kirke, hvor soldaten befinder sig og er ved at uddele kommenskringler fra en kurvfuld, han har købt af en kagekone. Foruden at kaste kringler til de glade børn, kaster soldaten også et par kringler til hesten, som uden besvær fanger disse i luften med sit gab. Droskekusken ser ikke noget af det hele, for han har sat sig til hvile på vognens trinbræt og er faldet i søvn.

 

 

Dagen efter sin ankomst til staden, går soldaten hen til klædehandleren på Nikolaj Plads, for at bytte sin brugte uniform med nye, civile klæder. Lige overfor ved foden af Nikolaj tårn sidder kagekonen med sin kurv og sælger kommenskringler. En flok børn leger og synger i nærheden. Soldaten køber hele kurven og deler kommenskringler ud til alle børnene. Herunder ser man en hestedroske holde et stykke borte. Kusken har sat sig til hvile på droskens fodtrin, medens hesten åbenbart følger med i, hvad soldaten og børnene foretager sig, og han kaster da også et par kringler til den. – Hesten, drosken og kusken er her tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

Efter at soldaten er blevet lænset for penge af sine såkaldte ’venner’, er han er nødt til at afstå sine fine klæder til klædehandleren og ombytte disse med sin gamle uniform. For at understrege soldatens lidt sørgelige situation, har man ladet ombytningen foregå en regnfuld dag. Medens han er inde i klædehandlerbutikken, har kragen sat sig i tagrenden lige oppe ovenover butikken, hvor den drivvåd følger med i, hvad der foregår. – Kragen og regnen er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

Denne scene er fra samme sekvens som foranstående billede. Her ses et udsnit af de regnvåde brosten på pladsen foran klædehandlerbutikken. Regnen er tegnet og animeret af Harry Rasmussen, og baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

Efter at være fulgt efter hunden, som har bragt prinsessen hen til soldatens logi på gæstgiveriet, traver hofdamen frem og tilbage i regnen, medens hun afventer, hvad der videre vil ske. Imidlertid bliver hun snart træt af at vente, og et tilsyneladende lyst indfald får hende derfor til at slå et kryds på døren, så hun vil kunne genkende stedet igen, hvorefter hun skynder sig tilbage mod slottet. Hofdamen er her tegnet og animeret af Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

Straks efter, at hofdamen har forladt stedet, kommer hunden tilbage til gæstgiveriet, for at afhente prinsessen og bringe hende tilbage til slottet. …

 

 

… Imidlertid når den dertil før hofdamen, som nu traver utålmodigt rundt på slotsbroen, idet hun afventer at hunden skal komme tilbage, …

 

 

… hvilket den da også gør, men kun for at gribe den irriterende hofdame om livet …

 

 

… og kaste hende i voldgraven.

 

 

Kort efter dukker hendes hoved op over vandet, idet hun straks spytter en vandstråle og en fisk ud af munden. Hofdamen mm. er tegnet og animeret af Harry Rasmussen. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

 

Herover ses to scener fra den situation, hvor den mindste af de tre hunde ankommer til gæstgiveriet, på hvis dør hofdamen har slået et stort, hvidt kryds. På øverste billede ses hunden bremse op, og på nederste billede sidder den foran døren og peger på krydset, idet den griner, fordi den åbenbart har fået en god idé. Begge scener er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Sidstnævnte scene indbragte en bonus på 90 kroner. Baggrunde malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

I disse to scener ses hunden fare omkring og slå kryds på alle stedets døre og porte. Det sker naturligvis for at narre hofdamen, så hun ikke vil kunne udpege stedet, hvor soldaten bor. – Hunden er tegnet og animeret af Harry Rasmussen. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

 

Tilbage til hofdamen, som nu er kommet sig over forskrækkelsen og derfor kravler op på land. – Hofdamen tegnet og animeret af Harry Rasmussen. Baggrunden malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

 

 

 

 

På det tidspunkt i filmen, hvor de tre hunde er kommet til stede ude ved galgebakken og er med til at forhindre, at soldaten bliver hængt, har kragen siddet Afventende oppe på selve galgen og betragtet alt, hvad der sker. Nu er dens ’mission’ som dødens symbol imidlertid udspillet, og derfor forlader den stedet. – Kragen er her tegnet og animeret af Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © Palladium A/S.

 

Men nok så spændende var det, den dag min læremester Børge Hamberg, som siden midten af 1944 havde givet mig relativt mange selvstændige animationsopgaver, en dag gav mig til opgave, at animere den sidste scene med kragen, nemlig den, hvor den har hængt sig i heksens splintrede træ. Det tog mig omkring tre-fire

dage at animere scenen, fordi jeg selv påtog mig også at mellemtegne den.

 

Som tilfældet var med så mange af de scener, jeg animerede, blev mine blyantstegninger af den hængte krage optaget som såkaldt linetest, for at kontrollere, om animationen var i orden og kunne godkendes eller eventuelt skulle rettes eller måske laves helt om. Det sidste havde for resten aldrig været tilfældet med de scener, jeg hidtil havde animeret. Resultatet af linetesten fik jeg at vide på den måde, at Johnsen et par dage efter kom over på tegnestuen og straks gik hen til mig, mens jeg sad bag tegnepulten og arbejdede. Her stillede han sig på min højre side, bøjede sig ned imod mig og sagde lavmælt: ”Der ligger en check på 125 kr. til dig ovre på kontoret! Det er for din scene med den hængte krage!” Derpå rettede Johnsen sig op og gik hen for at tale med Børge Hamberg, og kort efter forlod han atter tegnestuen, hvor han i den sidste tid kom sjældnere og sjældnere. Det hang med al sandsynlighed sammen med, at forholdet mellem ham og personalet havde været temmelig anspændt i det seneste halve års tid, og han ønskede derfor ikke at provokere det på flere måder hårdt prøvede personale med sin tilstedeværelse mere end højst nødvendigt.

Selv havde jeg ikke nogen problemer med at omgås Johnsen, måske fordi han altid behandlede mig med noget, der lignede faderlig omsorg, og desuden var der ingen tvivl om, at han, min unge alder til trods, respekterede min faglige dygtighed. Det havde han ganske vist ikke selv særlig meget forstand på, men dels kunne han jo direkte se, om animationen virkede som tilsigtet, og dels vidste han, at de andre og noget ældre animatorer anerkendte mine relativt store evner som tegner og animator.

 

 

 

 

 

 

Efter sin mislykkede ’mission’ flyver kragen hjem til heksens træ, som i mellemtiden er blevet splintret, da de tre hunde kom brasende op nedefra det hule træ, for at komme soldaten til undsætning. På øverste billede ses kragen flyve af sted hjemad. På næste billede ses kragen nær ved det splintrede træ, og på tredje billede har den sat sig i træet. Derefter er der en overblænding til kragen, som har hængt sig i træet og nu hænger og svinger livløst frem og tilbage. Kragen er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Den sidstnævnte scene belønnedes med en bonus på 125 kr., et anseligt beløb på den tid. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Ovenstående udsnit af scener er dog ikke fyldestgørende for de mange scener, jeg, Harry Rasmussen, tegnede og animerede til ”Fyrtøjet” i løbet af efteråret 1944 og frem til juni 1945. Her følger flere eksempler på scener, jeg tegnede og animerede i slutningen af 1944 og i de første måneder af 1945:

 

Soldaten står her med sin pibe i munden og fyrtøjet parat i hænderne, idet han ser polisk op mod den intet ondt anende konge. Dette billede af soldaten er – især hvad ansigtsudtrykket angår – et direkte selvportræt af Børge Hamberg, som da også i dette tilfælde har både tegnet og animeret soldaten.  – Foto fra filmen. © 1946 Palladium A/S.

 

 

Her ses soldatens hænder med fyrtøjet, som han her anslår første gang, for at tilkalde sine trofaste hjælpere. – Som tidligere omtalt, er denne scene tegnet og animeret af, ja, gæt hvem? - mig, Harry Rasmussen. Utroligt, som den knægt førte sig frem i de dage!

 

 

Klip til heksens træ, idet den første hund, der dog kun ses i form af fartskyer, kommer op af hullet og forsvinder ud til venstre. – Træet er tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg.

 

 

… Soldaten anslår fyrtøjet for anden gang …

 

 

… Klip til heksens træ, hvorfra hund nr. 2 i form af fartskyer kommer op af hullet og farer ud til venstre. …

 

 

… Soldaten anslår nu fyrtøjet for tredje gang …

 

 

… Klip tilbage til heksens træ, hvorfra den største af de tre hunde farer ud i form af fartskyer, som slår et sving og forsvinder ud til venstre. - Træet er også her tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af ham Harry Rasmussen, medens baggrunden er layoutet og malt af Finn Rosenberg. – Samtlige her ovenfor viste fotos er fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

’Benjamin’ Rasmussens sidste bedrifter

Her skal vises nogle eksempler på de scener som jeg, Harry Rasmussen, også kaldet ”Benjamin”, tegnede og animerede som omtrent de sidste under mit to-årige arbejde på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”:

 

 

 

 

 

 

 

En halvmunter episode indtræffer, da de tre hunde er på vej til galgebakken for at hjælpe soldaten med at undgå at blive hængt. Herunder stopper den mindste af hundene pludselig op midt i en gade, for at klø sig bag øret, men må dukke sig, da først den ene og derefter den anden af hundene (i form af fartstreger eller fartskyer) passerer forbi den. – Hunden og fartskyerne er tegnet og animeret af ingen ringere end Harry Rasmussen. Baggrunden er som omtrent sædvanligt layoutet og malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Imidlertid var produktionsselskabet Dansk Farve- og Tegnefilm A/S kommet i stærkt bekneb for penge til at færdiggøre filmen for. Den fortsatte produktion af langtegnefilmen ”Fyrtøjet” blev dog heldigvis muliggjort takket være den heldige omstændighed, at Filmselskabet Palladium A/S trådte til med ny kapital og som distributør af filmen.

Det var på det tidspunkt så småt ved at ebbe ud med animationsopgaver på ”Fyrtøjet” for mit vedkommende, idet alle scener med heksen, kragen og den mindste af hundene var færdigtanimerede. Men under sit gennemsyn af den meget store del af filmen, der allerede forelå i arbejdskopi, syntes Methling, at der manglede nogle scener i sekvensen ude på Dyrehavsbakken. ”Det må da lige være noget for dig, at lave!”, kom han og sagde til mig en formiddag, kort efter at han var blevet ansat som instruktør og tilrettelægger af filmen. At han tiltalte mig med ”du” var ret usædvanligt på den tid, men eftersom han jo nemt kunne have været min bedstefar, forekom det mig egentlig meget naturligt, at han gjorde det, og desuden føltes det trygt og fortroligt. ”Jeg vil gerne ha’”, fortsatte han, ”at du tegner Pjerrot, idet hans hånd i et nærbillede tager det brændende blår fra en skål, og et halvtotalt billede af, hvor han putter blåret i munden og spiser det, for sluttelig at puste nogle røgringe lige ud mod publikum, så disse ringe kan danne overgang til det snurrende lotterihjul!”

 

 

 

På første billede ses Bakkens Pjerrot i en scene, som er tegnet og animeret af Preben Dorst. Derefter ses et close up af Pjerrots hånd, der tager det brændende blår, og på tredje billede nedenfor putter han blåren i munden og ’spiser’ det, hvorefter han på fjerde billede puster røgringe ud mod publikum. Røgringene blev brugt som visuel overgang til en scene med et snurrende lotterihjul. Inklusive nærbilledet af Pjerrots hånd, der tager det brændende blår, er de tre sidstnævntee scener layoutet, animeret og mellemtegnet af Harry Rasmussen. Baggrunde: Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

 

 

Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

Det var for så vidt en interessant opgave at tegne og animere Bakkens Pjerrot, men hvor længe det tog mig, at animere de nævnte scener, husker jeg ikke nu så mange år efter. Dog, mere end en uges tid har det næppe taget.

 

En anden indskuds-scene, som Methling ønskede lavet, forekommer i kroen, hvor soldaten kommer sent hjem efter at havde spenderet alle sine penge på ’vennerne’, og kroværten henviser ham derfor til loftskammeret. Methling ville gerne vise klokkeslettet, og det skulle foregå ved hjælp af et kukur, som viste kl. 2. Også denne scene blev det overladt til mig at tegne og animere, og Methling sagde, at han ville give mig helt frie hænder. Normalt ville kukkeren komme ud på slaget og i dette tilfælde kukke to gange, og derefter forsvinde ind bag sin låge igen. Imidlertid faldt den idé mig ind, først at lade kukkeren komme ud, efter at den lange viser stod på hel og den lille viser på 2, men uden at der hørtes noget kukkuk. Det skyldtes, at kukur-fuglen havde sovet over sig. Den gnider sine øjne og ser på uret, hvorefter den lidt forfjamsket skynder sig at aflevere sit forsinkede kukkuk, kukkuk. Derpå lod jeg dobbeltlågen ind til kukkerens gemme lukke sig, før fuglen var nået indenfor, således at den nærmest blev presset tilbage ind gennem dobbeltlågen. Det syntes jeg selv og flere andre, deriblandt Allan Johnsen, var morsomt, men Methling fandt at den sidstnævnte ’gag’ forstyrrede handlingen unødvendigt. Derfor klippede han denne del af scenen bort, hvilket jeg syntes var helt i orden, idet jeg udmærket forstod, at Methlings opgave var at have filmens helhed for øje.

 

 

 

 

 

Herover ses fire situationer fra en scene, der forekommer i den sekvens, hvor soldaten er ankommet til gæstgiveriet. Kukuret viser kl. 2 nat, og lidt forsinket og forsovet kommer kukkeren frem, gnider øjnene, ser på urskiven og skynder sig derefter at kukke de angivne to kukkuk. – Scenen er designet, tegnet og animeret af Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg.

– Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

 

De scener, som mine både ældre og mere erfarne og rutinerede kollegaer havde tegnet og animeret, har jeg allerede beskrevet indgående i tidligere afsnit af tegnefilmhistorien, hvor jeg også har tilladt mig at give en vurdering af animationen, og det skal derfor ikke gentages her. Lige bortset fra, at den animation, der gjorde størst indtryk og imponerede mig mest, var nogle af Børge Hambergs scener med soldaten. Særlig scenerne, der foregår nede i heksens hule træ inde hos den store hund, syntes jeg stadig hører til noget af den bedste ikke-rotoskoperede animation af en seriøs figur, der nogensinde er blevet lavet i løbet af tegnefilmens historie.

 

En stor skuffelse

Men nok så interessant og afgørende var naturligvis publikums reaktioner på "Fyrtøjet". Indtrykket var, at disse var temmelig beherskede, en stille latter hørtes dog lejlighedsvis her og der i salen, men så vidt jeg kunne bedømme det, følte publikum sig ikke henført eller grebet af filmens handling. Heller ikke, da soldaten blev pågrebet, fængslet, dømt til døden ved hængning og ført ud til galgen uden for byen. Måske skyldtes den lidt kølige reaktion delvis, at de fleste publikummere sandsynligvis kendte eventyrets slutning på forhånd, og den sad man sikkert blot og ventede på. Men årsagen til publikums indifferens skyldtes efter min måske ikke kvalificerede mening i nok så høj grad den manglende livagtighed hos soldaten og de øvrige figurer i filmen, ikke mindst hos prinsessen, og det bevirkede antagelig, at publikum ikke så sig i stand til at identificere sig med først og fremmest filmens to romantiske hovedfigurer, soldaten og prinsessen.

 

Den manglende livagtighed hos soldaten og de øvrige figurer i filmen, bevirkede nok, at publikum ikke så sig i stand til at identificere sig med først og fremmest soldaten, og desværre slet heller ikke med den stakkels prinsesse, som holdtes isoleret i et tårnværelse. I sidstnævnte tilfælde havde mange publikummere jo stadig i nogenlunde frisk erindring, hvor livagtig, rørende og vedkommende den kønne Snehvide var i ”Snehvide-filmen”. Hende følte man med, når det gik hende dårligt, og glædede og morede man sig med, når det gik hende godt.

 

Det bedste, man efter min mening kan sige om ”Fyrtøjet-filmen”, hvad handlingen angår, er, at denne stort set meget godt rammer den kvikke og frisk­fyr­agtige tone, som Andersen har fortalt sit eventyr i. Men anmelderne så vel som det almindelige publikum havde antagelig forventet sig noget andet og mere, måske især af personkarakteristikken. Disney havde med sine store, episke tegnefilm, hvoraf det københavnske biograf­publikum på det tidspunkt foreløbig kun havde haft lejlighed til at se "Snehvi­de" og "Bambi", vænnet ­publi­kum til at more sig, fælde en tåre eller to af rørelse og endelig juble over, at til trods for diverse batal­jer mellem de onde og de gode, så endte alting godt og lykke­ligt til sidst. Desuden havde Disneys tegnefilm vænnet folk til, at tegnefilm både teknisk og animationsmæssigt skulle være i topklasse, og ingen af delene kunne siges at være tilfældet for "Fyrtøjet"s ved­kommen­de. Jeg har tidligere givet en beskrivelse af, hvorfor dette ikke var til­fældet, og heller ikke kunne være det, og skal derfor ikke gentage forklaringen her. Det korte af det lange er imidlertid, at de fleste anmeldere i 1946 var enige om, at "Fyrtøjet" ikke var nogen vellykket tegnefilm, men til trods herfor blev filmen dog en meget pæn publikumssucces.

 

For mit eget vedkommende blev jeg så skuffet over anmeldernes dom over "Fyrtøjet" - og det blev de fleste af mine tidligere kolleger også - at jeg helst ikke ville høre et ord mere om den. Jeg besluttede, at det ville være bedst at glemme filmen og ikke skænke den flere tanker, men i stedet koncen­trere sig om nutiden, hvilket ville sige om den tegneundervisning, jeg aktuelt deltog i som elev. På det tidspunkt mente jeg, at min fremtid som tegner helst skulle ligge inden for illustrations­teg­ningens område, eller i hvert fald ville jeg helst tegne "seriøse" tegninger. Det var lykkedes for vores klasselærer, Jens Andreasen, at vække min og flere andre elevers interesse for nogle af tidens store tegnere og grafikere. Blandt disse var det især danske navne som Aksel Jørgensen, Sikker Hansen, Arne Ungermann, Ib Ander­sen, Marlie Brande og Jane Muus, og af udenland­ske navne var det bl.a. Käte Kollwich, Vincent van Gogh, Toulouse-Lautrec m.fl. Men der var dog to grafikere og malere, som Jens Andreasen satte øverst af alle, og det var den engel­ske mystiker William Blake og den danske religiøse maler Niels Larsen Stevns, og heri var i al fald jeg fuldstæn­dig enig, især hvad angår den sidst­nævnte.

 

Om at tegne dyr i Zoo

Hen på foråret 1946 tilbragte min klasse og jeg dagene ude i Zoologisk Have, hvor Jens Andreasen havde givet os som opgave at tegne nogle af dyrene. Det forsøgte vi så hver især, så godt vi kunne, og også i dette tilfælde viste der sig at være store kvalitative forskelle mellem elevernes præstationsevne. Enkelte kunne omtrent med samme tegne et dyr, så det lignede, samtidigt med, at tegningen havde nogle grafiske kvaliteter. Andre, og det gjaldt de fleste, forholdt sig tøvende og famlende over for opgaven. For selv om ikke alle var lige gode til at tegne, kunne de fleste dog godt se, hvad der var en god og hvad der var en mindre god, for ikke at sige en direkte dårlig tegning. Selv hørte jeg faktisk til de tøvende og famlende, og var så utilfreds med mine egne tegnermæssige præstationer og resultater, at jeg nægtede at vise dem til læreren, hvorefter jeg rev tegningerne i stykker og smed dem væk.

 

Mens tegneskolen holdt ferielukket i juli, besluttede Asbjørn og jeg os til at bruge de fleste af ugens dage til at tage ud og tegne i Zoo. Vi mødtes derude tidligt om morgenen, medens duggen endnu var frisk og havde lagt sig på alt, og vi fortsat­te til et stykke hen på eftermiddagen. Ved middagstid spiste vi hver vores medbragte madpakke og drak en ligeledes medbragt kvart liter sødmælk. Asbjørn og jeg var enedes om, at nogle af de mest markante dyr, man kunne tegne i Zoo, var gederne med deres kantede former og overskuelige størrelse. Så vi tegnede geder i alle mulige og umulige stillinger, forfra, bagfra, fra siderne og delvis oppefra, hvilket sidste vi kunne, fordi gedernes terræn var forsænket i forhold til det sted, vi havde placeret os. Lugten kunne være påtræn­gende, især på varme dage, men den vænnede vi os efter­hånden til.

 

En dag lagde vi mærke til, at en billedhugger havde stillet sin kavalet op lige ud for bjørnegrotten, som dengang lå ved siden af abegrotten, og her var han nu i gang med at modellere en skulptur af et par af bjørnene i rødler. Så vidt jeg ved, var denne billed­hugger identisk med den dengang meget kendte og højt anerkendte Mogens Bøggild (f.­1901). Men under alle om­stændigheder var det indlysende for både Asbjørn og mig, at vi stod over for en usædvanligt frem­ragende modellør og skulpturel dyre­skildrer.

 

Abegrotten var noget helt for sig selv, befolket som den var med bavianer i alle aldre og af begge køn, som tydeligvis var styret af en stor og manket hanbavian, der ofte sad øverst oppe på de kunstige klipper, hvorfra han kunne overvåge sine undersåtters adfærd. Ind imellem parrede han sig med forskellige hunner, der nærmest så ud til at tigge ham om at bestige sig. De unge hanbavianer, som ofte løb omkring med rejst, højrødt lem, søgte også at parre sig flittigt med de voksne bavianhunner, når de så, at førerhannen enten kiggede den anden vej eller ikke kunne se, hvad der foregik. I et enkelt tilfælde så jeg forresten en ung hanbavian stikke sit lem ind i munden på førerbavianen, som tydeligvis suttede på lemmet et stykke tid, indtil den unges lem var blevet slapt og den igen hoppede livligt omkring og legede med de andre unge hanbavianer. Det undrede mig, at se denne tilsyneladende ’homosexuelle’ adfærd hos aberne, for jeg troede, at disse havde bevaret deres oprindelige kønslige instinkter. Men naturen er åbenbart mere nuanceret, end de fleste nok vil mene og tro, eller som jeg i alt fald troede. 

 

I de tidlige formiddagstimer var det nemt at få et kig ind på abegrotten og det liv, der foregik der, men hen mod middag, og særlig hen på eftermiddagen, var det umuligt at komme til for tilstrømningen af tilskuere, voksne så vel som børn, der morede sig kosteligt og højlydt over abernes ugenerte seksuelle adfærd. Enkelte voksne, måske særlig blufærdige kvinder, fandt tydeligvis abernes åbenlyse sexliv lidt for naturligt, hvad der gav sig udslag i, at de snarest igen forlod stedet, i reglen sammen med deres barn eller børn, mens manden ofte syntes at have sværere ved at løsrive sig fra det interessante og til en vis grad pirrende sceneri. 

 

Menneskets anatomi

Et af de emner, som i særlig grad interesserede mig, var menneskets anatomi, dels af videbegærlighed og dels fordi det var et spændende objekt for et tegnemæssigt studium af skelet og muskler og scener, kort og godt af det menneskelige bevægelsesapparat. I klasseværelset havde vi for øvrigt et menneskeskelet stående, for at vi i hvert fald kunne orientere os om, hvordan vi selv så ud inde under hud, muskler og sener. Det var uhyre interessant at studere skelettet, som var et skelet af en mand, nærmere. Og konstatere basis for det fantastiske bevægelsesapparat, vi som mennesker er i besiddelse af. Alle knogler er jo normalt så hensigtsmæssige og formålstjenlige, at det i hvert fald gav mig anledning til dyb forundring.

 

Men nok så spændende og forunderlige var de indre organer og disses funktioner, lungerne, leveren, nyrerne og blodkredsløbet og nervesystemet, og sidst – men ikke mindst – hjernen, denne overordnede central for bevidsthedslivet.  

 

I forsøget på at opnå en eksakt viden om den menneskelige anatomi, studerede jeg dels nogle bøger om anatomi og ligeledes en bog om den italienske renæssancemaler og –billedhugger Michelangelo, hvis fabelagtige freskomalerier i Det Sixtinske Kapel nok var og er en messe værd. Jeg gav mig simpelthen til at tegne mig frem til, hvordan mennesket som fysisk fremtoning er skabt og indrettet. I det øjemed tegnede jeg en lang række skitser, hvoraf jeg endnu er så heldig at opbevare en del, mens andre er gået tabt i årenes løb.

 

 

 

    

 

 

    

 

 

 

 

 

Herover ses en række af de skitsemæssige tegninger, som jeg på fri hånd aftegnede efter en bog om anatomi og en bog med billeder af Michelangelos skulpturer og freskomalerier i Det Sixtinske Kapel. Her er det i hovedsagen studier af benenes knogler, muskler og sener, det drejer sig om, men jeg tegnede naturligvis også andre dele af kroppen, den mandlige krop vel at mærke, idet jeg ikke nåede også at tegne den kvindelige krops anatomi, skønt denne jo er nok så interessant og fascinerende.. – Tegninger: © 1947 Harry Rasmussen.

 

Fra 5. august afholdt flere af byens store forretninger for første gang siden krigen udsalg med nedsatte priser, og folk strømmede til og stod i lange køer, for at komme ind. De godt og vel fem års afsavn skulle der nu kompenseres for, og det blev gjort af de forholdsvis mange, som havde penge til overs til købe mere eller mindre luksusvarer for.

 

Efter en pause på to år udkom Kraks Blå Bog igen 2. septem­ber. Det var på grund af en begrundet frygt for tysk censur, at "de kendtes og anerkendtes" bog ikke udkom i 1944 og 1945. Bogen indeholdt jo navne og adresser på mange offentligt kendte personligheder.

 

Den 6. september stiftedes den socialdemokratiske teater- og musikorgani­sation "Arte", og til markering heraf og som ind­ledning til sin med tiden omfattende virksomhed, arrangere­des der i den følgende tid optræden af forskellige kunstnere på større arbejdspladser.  På trods af kritik fra forskellige sider, eksisterer "ARTE", en forkortelse for "Arbejdernes Teater", stadig i bedste velgående. Der er tale om en teaterorganisation og senere billetformidler, stiftet 1992, den dag i dag, mens disse linjer skrives (juni 2000), i bedste velgående. Virksomheden kon­centrerer sig i særlig grad om abonnementer på teaterforestil­linger og koncerter til relativt billige priser, som ikke burde være nogen hindring for, at folk med lavindkomst ikke også skulle kunne have råd til at gå i teatret. 

 

En mand af betydning

I efterårssæsonen 1946 meldte jeg mig til nogle foredrag om kunst og religion, som foregik i Folkeuniversitetets regi og som blev holdt af den aldrende religionsforsker og religionshistoriker, professor dr. phil. Vilhelm Grønbech (1873-1948). Denne stilfærdige og ærværdige hvidhårede mand med de store lidt tunge ansigtstræk holdt nogle engagerede, inspirerede og inspirerende foredrag om blandt andet primitiv religion, hvorunder han blandt andet benyttede den australske urbefolkning som eksempler på menneskets nære tilknytning til den omgivende natur, som jeg sent vil glemme, ja, jeg husker dem faktisk endnu.

 

Vilhelm Grønbech var faktisk i sin tid en højt anerkendt forsker og historiker med speciale i religion og idéhistorie, og han havde et vægtigt fagligt forfatterskab bag sig, hvilket følgende bogtitler vidner om: Vor folkeæt i fortiden 1-4 (1909-12), Primitiv Religion (1915), Religiøse Strømninger i det nittende Aarhundrede (1922), Mystikere i Europa og Indien (1925), Jesus Menneskesønnen (1936), Kampen for en ny Sjæl (1940), Kristus. Den opstandne Frelser (1941), Hellas 1-6 (1942-45), samt en række andre personligt prægede værker om religiøse og kulturelle strømninger i fortid og nutid. Grønbech fik stor og afgørende betydning for europæisk religionshistorisk forskning.

 

Og jeg må tillægge, at Grønbechs tanker og værker også fik en vis indflydelse på min egen holdning til religion, og ikke mindst på min opfattelse af Jesus Kristus, hvilket jeg så sent som i 2002 skrev en bog om med titlen Jesus – søn af mennesket. Deri refererer jeg især til Grønbechs udlægning af det humoristiske islæt i Jesu liv og lære.

 

Et sjældent teaterbesøg

En dag hen i september 1946 inviterede Jens Andreasen en af skolens andre lærere, Tage Nielsen, og mig med i Frederiksberg Teater, som spillede Jean Paul Sartres skuespil ”Bag lukkede døre”, med Berthe Qvistgaard, Erni Arneson og Sigfred Johansen i de tre markante hovedroller. Foran stykket spillede man en enakter, hvis titel jeg ikke længere erindrer, men vistnok af samme forfatter, og med Edouard Mielche og Sigfred Johansen i de to hovedroller.

 

Vi fik pladser i parkettet, omtrent på 14.-15. række, og midt mens den dystre hovedforestilling var godt i gang, lød der pludselig nogle høje, meget specielle og knurrende lyde fra en eller andens mave, som straks vakte de omkringsiddendes opmærksomhed og snart også munterhed og fnisen. Alle kender sikkert til, at der findes en form for latter, som, hvis man forsøger at undertrykke den, bliver denne kun så meget desto mere påtrængende. Dette var da også, hvad der skete på et tidspunkt den aften, idet den undertrykte fnisen efterhånden bredte sig i salen og til sidst nåede op på scenen, hvor skuespillerne også blev grebet af fniseriet. Men deres forsøg på at undertrykke latteren, medførte kun, at publikum morede sig og fnisede endnu mere. Dette blev dog snart for meget for Sigfred Johansen, Berthe Qvistgaard og Erni Arneson, som til sidst ikke kunne bevare masken, men brast ufrivilligt i høj latter, hvilket bevirkede, at publikum også begyndte at grine højt og åbenlyst.

 

Heldigvis skete det alt sammen lige op til pausen i stykket, og publikum var helt røde i hovederne af latter og fortsatte med at le på vej ud til en forfriskning eller for at strække benene i foyeren. Man skulle ikke tro, at det var et højst dramatisk og seriøst stykke, publikum lige havde overværet halvdelen af. ”Sig mig, Jens!”, sagde Tage Nielsen højt, så alle omkringstående kunne høre det, ”Hvad har du spist til aftensmad?”. ”Hvad mener du?”, svarede Jens Andreasen, mens han lagde ansigtet i de mest uskyldige folder. ”Indrøm bare”, fortsatte Tage Nielsen, ”det var da din mave, der knurrede!”. ”Nå”, sagde Jens troskyldigt, ”jeg troede, det var din!”.

     Om den nævnte Tage Nielsen, der vel var på alder med Jens Andreasen, kan i øvrigt fortælles, at han først i en relativt sen alder var begyndt at tegne for alvor. Han havde et par år tidligere meldt sig som elev på Akademiet for fri og merkantil Kunst, men afslørede hurtigt et usædvanligt talent som tegner. Eksempelvis var han en fremragende model- og croquistegner, som mange misundte den lethed og hurtighed, hvormed han kunne gengive de kvindelige formers mere eller mindre yppige skønhed på tegnepapiret.  

 

Modsætninger skilles

Senere på efteråret 1946 opstod der et alvorligt modsætningsforhold mellem Jens Andreasen og Jean Jallit, som vi senere erfarede havde stået på i nogen tid. Så vidt jeg fik at vide, var der to hovedgrunde til, at modsætningsforholdet opstod. For det første var Jens Andreasen ikke enig i den undervisningslinie, Jallit gerne ville have gennemført på Akademiet for fri og merkantil Kunst. Jallit mente nemlig, at det var skolens opgave at uddanne eleverne på en sådan måde, at de på et tidspunkt kunne få sig et job inden for den grafiske branche. Jens Andreasen havde det grundsynspunkt, at eleverne var mennesker og i bedste fald kunstnere, der skulle indrømmes en meget stor grad af individuel, kreativ frihed.

 

For det andet havde Jallit netop på det tidspunkt fyret Hans Jensen, som i nogen tid havde forsømt arbejdet på grund af en hospitalsindlæggelse til behandling af knogletuberkulose. Hans Jensen, der bar sin sygdom med stor tålmodighed og værdighed, mistede først det ene ben og siden det andet ben, og måtte derfor køre i rullestol. Men da der ikke var noget i vejen med hans arme og slet ikke med hans hoved og hjerne, kunne han derfor udmærket fortsætte med at arbejde som kontorassistent. Jens Andreasen gik i brechen for sin ven og medredaktør af "Akantus Bladet", og han syntes det var for dårligt af Jallit, at sætte hensynet til sin forretning over hensynet til et medmenneske, som tilmed havde været en god mand for foretagen­det i flere år. Nogle af os havde af en eller anden grund fået den opfattelse, at Jallit var utilfreds med den politiske linie, som "Akantus Bladet" vel nok med rette må siges at blive redigeret efter. Hans Jensen var og forblev overbevist og troende kommunist, medens Jens Andreasen som nævnt var, hvad man måske kunne kalde "en human kommunist", med eftertryk på ordet human. Dengang var intellektuelle og kunstneriske kommu­nister ikke klar over, at humanisme og politisk kommunisme i realiteten er to uforenelige størrelser.

 

Mens uoverensstemmelsen mellem Jallit og Jens Andreasen gærede, begyndte min klasse og jeg omkring september måned at tegne i Gipssamlingen på Statens Museum for Kunst. Her til­bragte vi ugevis i forsøg på at aftegne en eller flere af de mange antikke græske statuer. Vi måtte selv vælge, hvilken eller hvilke figurer, vi ville tegne, men til gengæld skulle tegningen eller tegningerne være en fuldkommen plastisk, ja, næsten fotografisk gen­givelse af den pågældende statue. Ikke kun for at ligne, men for at vi hver især skulle få fornemmel­sen af, hvad eller hvilke faktorer det er, der gør, at en figur er tredimensional.     

 

For de fleste af os elever var det uhyre svært at vælge, hvilken figur, man skulle tegne, men selv valgte jeg at tegne en etruskisk mandsfigur, Hermes, som jeg mente ville være forholdsvis nem at aftegne. Men dér var jeg virkelig kommet på en opgave, som anspændte mine evner og kræfter til det yderste, og som måske derfor snart kedede mig gudsjammerligt. Og bedre blev det ikke af, at jeg kunne se andre af de studerende tegne nogle endog særdeles fremragende kultegninger af en eller flere statuer. Havde jeg på det tidspunkt kendt lidt mere og bedre til etruskisk kunst og kultur, ville jeg nok være gået til opgaven med større interesse og energi. 

 

Etruskerne var et oldtidsfolk af ukendt herkomst, som formodentlig var indvandret til Mellemitalien østfra. Allerede i det 8.-6. århundrede f.Kr. beherskede de Mellemitalien, en del af Norditalien til floden Po, Campania og Corsica, som under et betegnes som Etrurien. Deres kultur var højtudviklet og havde nær tilknytning til Grækenlands, og religionen var en blanding af orientalsk, italiensk og græsk religion, og den etruskiske kunst tjente først og fremmest dødekulten. I gravene findes bl.a. kostbare, farvestrå­lende malerier, især i Tarquinia, og de skildrer, ligesom tilfældet er i ægyptiske gravkamre, med livlighed og livsnærhed livets skøn­hed, herunder ikke mindst den erotiske side af livet. Etruskernes skulpturelle kunst var også veludviklet, og i en del værker er der utvivlsomt tale om portrætlighed, og ikke mindst deres kunsthåndværk var af fornem kvalitet. I 4.-3. årh. f.Kr. kom etru­skerne under romersk her­redømme, og dermed var deres storhedstid forbi.

 

Hvorfor vi lige præcis skulle tegne med kul, vidste jeg ikke og ved det stadigvæk ikke, bortset fra, at det havde man altid gjort og desuden var det nemt at tegne med og gav en god grafisk virkning, hvis man ellers i det hele taget kunne tegne. Til gengæld fik man sorte fingre og hænder, og de fleste af os "kul-tegnere" gik i løbet af dagen rundt mere eller mindre sorte i ansigterne. Det skyldtes, at man jo af og til tørrede eller kløede sig i ansigtet, uden at tænke over sine tilsodede fingre, der afsatte det ene sorte spor efter det andet. 

 

Tankens magt

Noget tydede imidlertid på, at Jens Andreasen lagde mærke til min manglende interesse og svigtende koncentrationsevne, og han begyndte derfor at tale til mig om etruskerne og de gamle grækere, og om disses religion og filosofi. Herunder kom han, formentlig planlagt forud, ind på en omtale af indisk religion og filosofi, og han mærkede straks, at det var et emne, der fængede hos mig. Frem fra sin kakifarvede lærredstaske tog han derefter en bog, som han viste mig og begyndte at fortælle om dens indhold. Bogen hed "Tankens Magt" og var skrevet af psykologen Sofus Nervil, og den handlede om den Yoga-form, der på sanskrit hedder Raja-Yoga, og det var tanker­ne og teknikker­ne bag denne, bogen beskrev, men uden at bruge fagudtryk.

 

"De må gerne låne bogen et par dage!" sagde han. Vi sagde på det tids­punkt stadigvæk De til hinanden. "Men hvis emnet inter­esserer, vil den kunne lånes på Hovedbiblioteket, hvor jeg selv har lånt den,"  tilføjede han. "Joe, tak!" svarede jeg tøvende, idet jeg tog bogen og lagde den i min khakigrønne lærredsta­ske. Samme aften, begyndte jeg at læse i den hjemme på mit værelse, og selv om dens indhold inter­esserede mig, syntes jeg på det tids­punkt faktisk at den var lidt vanskelig at forstå. Formentlig fordi jeg endnu ikke var intellektuelt og åndeligt moden til at fatte dens beskri­velser af emnet "Tankens Magt". Men bogens hovedsyns­punkter mindede meget om, hvad jeg havde læst i "Bag Indiens lukkede døre", bortset fra, at Nervils bog var fra 1923, og dermed godt og vel 10 år ældre end Bruntons bog!

 

Omkring det sidstnævnte tidspunkt, altså i 1925, havde religionshistorikeren Vilhelm Grønbech netop udgivet første bind af bogen "Mystikere i Europa og Indien", og heri blev der gengivet en række citater fra de ældgamle indiske skrifter Upanishad'erne. Nogle af teksterne var oversat af dr. phil. Poul Tuxen (1880-1955) og andre af mag.art. Frits Pullich (1888-1980). I lærde kredse var indisk religion og filosofi, herunder Yoga-filosofien og buddhismen, allerede på det tids­punkt velkendt. Poul Tuxen havde således allerede i 1911 udgivet bogen "YOGA. En Oversigt over den systematiske Yogafilosofi paa Grundlag af Kilderne." 1928 udgav han "BUDDHA. Hans Lære, dens Overlevering og dens Liv i Nuti­den", og heri redegøres bl.a. for buddhismens op­rindelse i hinduismen, mere præcist i Sankya-, Yoga- og Vedan­ta-filosofi­en.

 

Efter at have opholdt sig i en ashram i Pondicherry i Indien og studeret den tillempede form for Yoga, som vismanden Sri Aurobindo Ghose (1872-1950) stod for, udgav Johannes Hohlen­berg (1881-1960) i 1916 bogen "YOGA i dens Betydning for Europa". Bogen er tilegnet "Sri Aurobindo Ghose i taknemmelighed og ærbødighed. J.H."

 

Men det var på baggrund af Jens Andreasens opfordring til at gå på Hovedbiblioteket, som dengang havde til huse på loftet i Nikolaj Kirke, for at låne "Tankens Magt", at jeg en dag vovede mig ind på det ærværdige bibliotek. Dets bogsam­ling, især af ældre faglitteratur inden for religion og filoso­fi, var impo­nerende. Men i stedet for Nervils bog, fattede jeg stor inter­esse for en bog fra 1915 af professor ved Calcuttas Universitet Sri Ananda Acharya: "Indledning til INDISK FILOSOFI. Foredrag holdt ved Kristiania Universitet 1915". Bogen, som jeg havde temmelig let ved at læse på trods af det norske sprog, havde et indhold, jeg straks fra begyndelsen følte mig fortrolig med. Den handlede nemlig principielt om akkurat det samme, som Bruntons bog "Bag Indiens lukkede døre", men var mere sagligt filosofisk end denne, og drejede sig ikke så meget om mystikere og yogier, som om store klassiske indiske tænkere og disses filosofiske systemer, hvilket jeg fandt velgørende.

 

Gennem bogen "Indledning til INDISK FILOSOFI" fik jeg et relativt godt overblik over de seks klassiske indiske filosofiske systemer: Vedanta eller Uttara-Mimamsa, Purva-Mimamsa, Samkhya, Yoga, Nyaya og Vaiseshika. Min personlige interesse var dog særlig koncentreret om tre af disse filosofier, nemlig Samkhya, Yoga og Vedanta. Sanskritbetegnelserne generede mig ikke det mind­ste, lige så lidt som det generer mig, at vort eget sprog i betydeligt omfang anvender græske og latinske ord og begreber. Sanskrit er et oldindisk skriftsprog, som tilhører den sprogæt, der er udbredt over det meste af Europa og de herfra koloni­serede områder, Indien og Persien. Indoeuropæisk sprog er identisk med det ikke overleverede grundsprog, som disse sprog menes at nedstamme fra. Sanskrit, der har sit eget alfabet, devana­gari, er med andre ord det klassiske indiske litteratur­sprog, der dog næppe har været talt i den kendte form, der har et yngre præg end vedisk. Sanskrit er præget af stor form­rigdom, især i udsagnsordenes bøjninger, og er af stor be­tydning for den sammenlignende indoeuropæiske sprogforskning. 

 

Det er i den forbindelse særlig interessant at kunne konsta­tere, at adskillige sanskritord har lighed med og principielt samme betydning som tilsvarende danske eller skandinaviske ord. Eksempelvis betyder sanskritordet samvit (afledt af sam = med og veda = viden, altså egentlig 'samviden') = sam­vittig­hed. Sanskritordene veda og vidya betyder begge viden. Og dwaita (afledt af dwee = to), som betyder 'tohed', 'to-delt' lig det græske dualis (dualis­me, afledt af duo = to): dobbelt­hed. Tal­ordene i sanskrit har også stor lighed med europæi­ske og nordiske talord: Sammenlign f.eks. dansk en, to, tre, fire, fem og engelsk one, two, three, four, five med sanskrit ek, dwee, tree, chatoor, panch, og dette igen med latin unus, duo, tres, quattuor, quinque, og græsk heis, dyo, (trejes) treis, (qwetu­ares) tettara, ( pengqwe) pente. 

 

Imidlertid må det konstateres, at det righoldige ordforråd og de grammatikalske regler, der er i sanskrit, hænger uadskille­ligt sammen med dén antikke religiøse og abstrakte filosofiske tankegang, hvis oprindelse skal søges i Veda'erne og Upani­shad'erne, som tidligere er blevet omtalt. Og det var ikke så meget de filolo­giske og etymologiske problemer, der inter­esserede mig, men i højere grad de religiøse og filosofiske tanker, forestil­linger og ideer, der ligger bag sproget, skønt jeg på det tidspunkt, vi her taler om, kun var 17 år.  Men bekendtskabet med især Sankhya, Yoga og Vedanta fik stor og mangeårig indflydelse på mit liv og min livsforståelse, for i disse filosofier fandt jeg en tænkning og en opfattelse af verden, der stemte godt overens med mit eget sindelag. Begreber som sjæl (atman = enkeltsjælen) og brahman (= den altibefattende, hellige alkraft eller alsjælen), og ligeledes fænomenet reinkarnation eller genfødsel (samsara = kredsløb, livscyklus) indgår i forening med karma (= skæbne som resultat af handling i tidligere tilværelser) som et selvfølgeligt og væsentligt led i sammenhængen.

 

Disse begreber havde jeg på baggrund af den tidligere beskrevne usædvanlige nær-døds oplevelse, jeg havde haft som 13-årig skoledreng, ikke vanskeligheder ved at forstå eller acceptere. Så meget mindre, som jeg også allerede havde læst bogen ”Den menneskelige personlighed og dens beståen efter døden”, oversat af en ingeniør Lauritsen efter den engelske original ”The Human Personality and its Survival after Death”, der var redigeret af den psykiske forsker F.W.H. Myers (1843-1901) og udgivet af Society of Psychical Research i London 1886. Heri havde jeg kunnet læse om næsten tilsvarende nær-døds oplevelser, som den jeg selv havde haft for omkring fire år siden. Derfor var jeg allerede klar over, at vi mennesker er i besiddelse af et evigt, dvs. uskabt og derfor uforgængeligt inderste Selv, og af en usynlig sjælekrop, der er en slags dublet af den fysiske krop, men ikke er identisk med denne, og at bevidstheden, som ikke bør forveksles med hjernen, overføres på sjælekroppen ved tabet af fysisk bevidsthed, hvilket antagelig også er tilfældet ved den fysiske død. Psykiske forskere og okkultister kalder denne sjælekrop for astrallegemet eller æterlegemet. Dette legeme kan under f. eks. søvn helt eller delvist frigøres og bevæge sig omkring i en åndelig verden eller dimension. Mange år senere, da jeg fik lært Martinus’ Kosmologi at kende, stødte jeg på en mindre mystisk og nemmere forståelig og acceptabel betegnelse for sjælekroppen, nemlig ”transformationsfeltet” eller ”koblingslegemet”. Men herom senere og i kronologisk orden. 

 

Men det var først gennem bekendtskabet med de nævnte indiske filosofier, at jeg fik en relativt dybere forståelse af forholdet mellem sjæl og krop, og mellem bevidsthed og omverden. Dette forhold er efter en hel del at dømme nemlig ikke helt, som naturvidenskaben og den materialistiske livs- og verdensopfattelse forestiller sig, hvilket jeg dog ikke skal komme nærmere ind på her, men blot nævne.   

 

Filmmuseets forevisningsrækker

Noget af det, der fik en betydelig ind­flydelse på min kul­turelle opdragelse og på mit udsyn over verden, var da jeg i efteråret 1946 meldte mig som deltager i en filmforevisnings­række af såkaldte dokumentarfilm, som Det danske Filmmuseum havde arrangeret. Museet var blevet oprettet 1942, og hørte først under Dansk Kulturfilm (oprettet 1932), men fra 1947 blev det en selv­stændig institu­tion med egen bestyrelse. 1958 ændret til en statsinstitution under Statens Filmcentrals admini­strative ledelse, men efter filmloven af 21. maj 1964 fik museet sin egen administration.  Men i 1946 havde Det danske Filmmuseum sit forevisningslokale i Frederiksberggade 25, 1. sal, hvor fotografen Peter Elfelts første biograf havde haft til huse i 1901-02. Salen rummede vel omkring 120 siddepladser fordelt på 12 stolerækker à 10 sæder, og lærredet var til gengæld heller ikke større end cirka 3 x 4 meter. Det første kortfilmprogram, jeg så, var nogle dokumen­tarfilm - eller måske rettere nogle propagandafilm - for Food and Agriculture Organization of the United Nations, forkortet FAO. Organisationen blev op­rettet 1945 med det formål, at støtte landbrugets udvikling i forskellige lande og søge at forhindre overproduktion i nogle lande og hungersnød i andre.

 

En af filmene gjorde særlig stærkt indtryk, fordi den viste, at visse vestlige lande afbrændte sin overproduktion af korn, medens folk i visse lande i Afrika og Asien døde af sult. Det var naturligvis oprørende at få kendskab til og være vidne til, og derfor syntes jeg - og mange med mig - det var et stort fremskridt i verden, at en overnational instans som Forenede Nationer med sine mange forskellige underafdelinger, og herunder ikke mindst FAO, var blevet dannet i forsøget på rent praktisk at afhjælpe pro­blemerne. En væsentlig hindring for, at de gode intentioner og bestræbelser skulle kunne lykkes, var imidlertid den omstændig­hed, at FN bestod og fortsat består af en række selvstændige nationer, som havde svært ved et fælles fodslag og som derfor ikke havde magtbeføjelser nok, til at kunne ændre ved den skæve og uret­færdige fordeling af ressourcerne i verden.

 

Blandt de mange kortfilm, som blev vist i Filmmuseets fore­visningsrækker, var også engelske dokumentarfilm fra krigs­årene. Blandt disse film var det særligt kortfilm som Listen to Britain (1941; "Storbritanniens stemme") og A Diary for Timot­hy (1945: "Dagbog for Timothy"). Filmene var instrueret af en af engelsk dokumentarfilms store instruktører, Humphrey Jen­nings (1907-51), og skildrede henholdsvis et krigsdøgn i London og dels hele krigens forløb, på en sådan måde, at menneskene, begivenhederne og situationerne blev så nærværende, at man følte sig som deltager. Det var især Jennings' menings­fyldte vekslen mellem bevægelse og stilstand, mellem lyd og tavshed, forbundet med en mesterlig klippe- og lydtek­nik, der bjergtog mig og angiveligt også mange andre.

 

Ved en af Filmmuseets senere forevisningsrækker vistes der spillefilm, som på en eller anden måde havde relation til 2. verdenskrig. Det var film som Fritz Langs mesterlige film fra 1920'ernes Berlin, "M" (1931) og hans uhyggelige og ildevarslende Dr. Mabuses testa­mente (1932-33), som handler om en sindssyg psykiatrisk læge, der vil erobre verdensherredømmet gennem brug af et bestemt psykofarmakon, men som ender med selv at blive lagt i spændetrø­je på det psykiatriske hospital, han er over­ordnet medarbejder ved. Filmen er ifølge Fritz Langs egen forklaring en parafrase over dikta­toren Hitlers person­lighed og politiske ambitioner, men i 1932-33, da filmen blev lavet, kunne hverken Lang eller hans medarbejdere forudse, hvilken retning Hitlers liv og især hans skæbne ville tage. Derfor må "Dr. Mabuses testamente" siges at være visio­nær, idet den forudså Hitlers endeligt som diktator, selv om den ikke kunne forudse, at han efter alt at dømme led døden for egen hånd. Ved sin fremkomst blev filmen da også forbudt af propagandaminister Goebbels, som dog tilbød Fritz Lang et job som instruktør af propagandafilm for Naziregimet. Goebbels vidste på det tidspunkt åbenbart ikke, at Lang var halv-jøde. Fritz Lang forudså dog faren og valgte øjeblikkeligt at forlade Tyskland og rejse til Frankrig. Han efter­lod sin kone, Thea von Harbou, som ellers havde skrevet manu­skripter til de fleste af hans tyske film, der­iblandt til "Dr. Mabuses testamente", men hun ønskede åbenbart ikke at følge sin mand i eksil. Det viste sig da også, at Thea von Harbou sympati­serede med nazismen og at hun derfor kunne fortsætte sin forfatterkarriere i Nazi-Tysk­land.

 

Fritz Lang opholdt sig i omkring to år i Frankrig, hvor han da også kun indspillede en enkelt film, Liliom (1933), før han i 1935 rejste til USA. Her blev han hurtigt en af Hollywoods mest prominente filminstruk­tører. Hans første amerikanske spillefilm var Fury (1936; "Hævneren") med Spencer Tracy i hovedrollen. Filmens hovedtema er den enkeltes kamp mod samfundet, sidstnævnte repræsenteret af lillebyens rabiate borgere, som har ladet sig oppiske til lynchstemning og som derfor vil tage loven i egen hånd, da den handels­rejsende (Spencer Tracy), der står an­klaget for et mord, han ikke har begået, friken­des ved retten. Pøbelen sætter ild til fængslet, mens den handelsrejsende endnu befinder sig i sin celle, og alle tror, at han er omkommet i flammerne. Han har imidlertid overlevet branden, men pådraget sig svære forbræn­dinger, som bl.a. efterlader sig store ar i hans ansigt, at han ikke er let at genkende. Denne situation benytter han sig af til at hævne sig på de mennesker, der førte an i den uret­færdige anklage imod ham. (skal undersøges)   

 

En betydelig tidlig tysk tonefilm er Menschen am Sonntag (1929; "Mennesker om søndagen"), til hvilken den senere ver­densberømte filminstruktør Billy Wilder (1906-2002) havde skrevet manuskriptet, og som blev instrueret af den ligeledes senere berømte amerikansk fødte, men tysk opvoksede instruktør, Robert Siodmak (1900-1973). Filmen, der gjorde et stort indtryk på mig, er en dokumentarisk skildring af nogle almindelige unge Berli­neres enkle weekend, hvor de tager på en endags-udflugt til storbyens landlige omegn. Som tidligere omtalt forlod Billy Wilder Tyskland efter Hitlers magtovertagelse i 1933, og efter et års ophold i Frankrig emigrerede han til USA, hvor han virkede som journalist og manuskriptforfatter, det sidste i Hollywood. Her skrev han bl.a. drejebogen til Ninotchka (1934; "Ninotchka"), som blev instrueret af den tyske filminstruktør, Ernst Lubitsch (1892-1947), der dog allerede var kommet til Hollywood i 1923, hvor han forblev lige til sin død i 1947. Efter at have skrevet drejebog til flere Hollywood-film, begyndte Billy Wilder i 1942 at iscenesætte film, som han også selv havde skrevet drejebogen til. Hans debut som filmin­struktør skete med filmen The Major and the Minor (1942; "En fremmelig pige").

 

Efter Hitlers magtovertagelse tog Robert Siodmak til Paris, hvor han filmede op gennem 1930'erne. Men ved tyskernes okkupa­tion af Frankrig forlod han landet og rejste til Hollywood, hvor han opholdt sig og lavede en del spille­film. 1952 vendte han atter tilbage til Tyskland og fortsatte med at indspille film der. 

En anden og nok så betydelig tidlig tysk tonefilm var Die Dreigroschenoper (1931; "Laser og pjalter"), som blev iscenesat af Georg Wilhelm Pabst (1808-1967), der også er kendt for sine psykoanalytiske og socialrealistiske stumfilm fra 1920'er­ne. En af disse film var Die freudlose Gasse (1925; "Bag glædernes maske"), som dog mest er markant ved, at de to verdensstjerner Asta Nielsen og Greta Garbo optræder i den. Ved nazisternes magtovertagelse i 1933 emigrerede Pabst til Frankrig, hvor han optog et af sine mesterværker, Don Quijote, med den berømte russiske bassanger Fjodor Sjaljapin (1873-1938) i titel­rollen. En herlig film, som også blev vist i en af Filmmuseets fore­visningsrækker. Pabst vendte dog tilbage til Tysk­land allerede i 1940, men lavede kun to ikke særlig be­tydnings­fulde spille­film under resten af krigen. Efter denne indspille­de han film i Østrig, hvor hans første film var en skildring af et historisk retstil­fælde fra 1880'ernes Ungarn, som gav ham anledning til at fremsætte en kraftig prosemitisk anklage imod jødehaderne.

 

Den mest uhyggelige film, der blev vist i forevis­ningsrækken, var vel nok den stærkt antisemitiske Jud Süss (1940; "Jøden Süss"), hvis instruktør, Veit Harlan (1889-1964), var en af Nazi-Tysklands mest pro-nazistiske og mest hadefulde anti­semitiske filmin­struktører. Han arbejdede direkte under pro­pagandamini­ster Josef Goebbels' supervision og gjorde alt, for at imøde­komme og tilfredsstille dennes djævelske forførelse af det tyske folk og dets sympatisører. Veit Harlan var gift med den uhyre populære svenske skuespillerinde Kristina Söderbaum (1912-2001), som både før, under og efter krigen spillede hoved­rollen i alle hans film. To af parrets film blev enorme publikumssucceser under krigen, også herhjemme. Det var Die Goldene Stadt (1942; "Den gyldne stad") og Immensee (1943; "Drømmesøen"), hvoraf især den sidst­nævnte blev et tilløbsstykke for det mandlige biograf­publikum på grund af sine mange dristige indendørsscener med en flok nøgne badenymfer, der boltrer sig i et stort svømmebassin.  

 

Efter krigen blev Harlan anklaget for forbrydelse mod menne­skeheden specielt på grund af filmen "Jøden Süss", men endte med at blive frikendt. Derefter vendte han under voldsomme protester tilbage til sit arbejde som filminstruktør, men ingen af hans efterkrigsfilm fik nogen særlig betydning. Hans kone blev også "afnazificeret", som det kaldtes, og hun vendte ligeledes tilbage til sit arbejde som filmskuespillerinde, men heller ikke hun gjorde sig særligt gældende siden da. Den skuespiller, Werner Krauss (1884-1959), der havde spillet rollen som den jødiske finansmand, Süss Oppenheimer, blev efter krigen også tiltalt og fik nogle års karantæne, men vendte derefter tilbage til sit arbejde på Burgtheater i Wien, lige som han indspillede nogle få film i perioden 1950-55.

 

Blandt det interessante ved Veit Harlan som menneske, var bl.a., at han i 1922 giftede sig med den jødisk fødte skuespillerinde og kabaretsanger Dora Gerson (1899-1943), men parret blev skilt allerede to år efter. Hun døde sammen med sin familie i kz-lejren Auschwitz i 1943. I 1929 giftede Harlan sig med skuespillerinden Hilde Körber ((1906-1969) og fik tre børn med hende, før ægteskabet blev opløst af politiske grunde, som havde med nazismen at gøre. 1937 giftede han sig med Kristian Söderbaum, til hvem han personligt skrev adskillige tragiske roller, som gik lige ind hos det tyske publikum. Det hører med til Veit Harlans historie, at en af hans døtre med Hilde Körber konverterede til den mosaiske tro og giftede sig med en søn af et offer for Holocaust. Hun begik selvmord i 1989. Veit Harlans niece, skuespillerinden Christiane Susanne Harlan (f. 1932), giftede sig med filminstruktøren Stanley Kubrick (1928-1999), som var af jødisk oprindelse. Under navnet Susanne Christian havde hun en rolle i Kubricks film Paths of Glory (1957, Ærens vej), hvori den jødiske skuespiller Kirk Douglas havde hovedrollen. Susanne Harlan blev enke efter Kubricks død i 1999. 

 

I de første år efter krigen var Kristina Söderbaum ofte udsat for chikanerier udenfor scenen og blev også udsat for at få rådne tomater kastet efter sig. Personligt beklagede hun sin medvirken i antisemitiske film, men gjort gerning stod jo ikke til at ændre. Efter at hendes mand, Veit Harlan, igen fik lov til at indspille film, fortsatte hun med at have den ledende kvindelige hovedrolle i hans nye film, som f.eks. i Die blaue Stunde (1953, Den blå time), Die Gefangene des Maharadscha (1953, Maharajaens fange), Verrat an Deutschland (1955, Tysklands forræderi), og Ich werde dich auf Händen tragen  (1948; Jeg vil bære dig på mine hænder).

 

Det sidste professionelle samarbejde mellem Harlan og Söderberg var i hans opsætning i 1963 på teatret af August Strindbergs skuespil Et drømmespil. Efter Harlans død i 1964 fortsatte Kristina Söderberg som anerkendt modefotograf. I 1974 fik hun en rolle i spillefilmen Karl May, og i 1983 udgav hun sine erindringer under titlen Nichts bleibt immer so (på engelsk ”Nothing Stays That Way Forever”). I sine senere år var hun væk fra scenen og offentlighedens søgelys, men havde dog lejlighedsvis mindre betydelige roller på film og i TV-serier. Hendes sidste film var med den efterhånden berømte engelske skuespiller Hugh Grant (f. 1960) i thrilleren Night Train to Venice (1994). Hun døde på et plejehjem i Nordtyskland i 2001. Sic transit gloria.

  

Dansk films mesterinstruktør

Filmmuseet havde også en forevisningsrække om klassiske danske stum- og tonefilm, og i den anledning vistes nogle af filmin­struktøren Carl Th. Dreyers spillefilm, bl.a. den berømte Jeanne d'Arc fra 1928. Den blev indspillet i Frankrig og var baseret på rets­dokumenterne fra den "retssag", som en nord­fransk gejstlig domstol under forsæde af biskoppen af Beauvais førte mod den da kun 19-årige bondedatter Jeanne d'Arc (1412-31). Jeanne d'Arc stod anklaget for kætteri og trolddom, og det blev især brugt imod hende, at hun på sine rejser og felttog havde båret mandsdragt. Det var englænderne, hvis fange hun var på det tidspunkt, der overgav hende til retsforfølgning. De havde nemlig et regnskab at gøre op med hende, fordi hun ved flere lejligheder havde voldt dem store vanskeligheder. Således befriede hun og den hærafdeling, hun var anfører af, byen Orléans fra engelsk belejring, hvilket gav hende tilnavnet Jomfruen fra Orléans. Hun vandt en ny sejr ved Patay 1429 og førte hæren til Reims, således at Charles VII kunne krones i byens domkirke. Men da hun 1430 ville undsætte Compiègne blev hun fanget af burg­underne, som for 10 000 francs solgte hende til englænderne.

 

Under retssagen ville Jeanne d'Arc ikke have nogen forsvarer, men ønskede at forsvare sig selv, hvilket hun i begyndelsen gjorde med stor frejdighed. Men da dommen lød på kætterbålet brød hun sammen og tilstod sin skyld, samtidig med at hun afsværgede, hvad hun hidtil havde hævdet, nemlig at det var himmelske stemmer, der havde inspireret hende til at handle, som hun havde gjort. Hun blev derpå benådet med livs­varigt fængsel, men to dage senere fortrød hun åbenbart sin svaghed, idet hun trak tilståelsen tilbage og iførte sig på ny mands­dragt. Det menes, at hun enten blev tvunget eller narret til det af englænderne, der ønskede hende hen­rettet. I al fald blev hun den 30. maj 1431 brændt i Rouen. Denne frygtelige og umenneskelige straffeform, skabt af frygt og overtro, der i tidens løb har kostet så mange mennesker livet, herunder især kvinder, som totalt uskyldige stod an­klaget for hekseri og trolddom. Imidlertid var der åbenbart flere indflydelsesrige personer, der syntes, at Jeanne d'Arc var blevet uskyldigt dømt, og 1450 lod den franske regering kætterprocessen mod hende genoptage, hvilket førte til, at dommen blev omstødt i 1456. Blandt det franske folk blev hun betragtet som en helgen, men det var først så sent som i 1920, at den katolske kirke anerkendte hende som sådan.

 

Carl Th. Dreyer følte sig draget af det tragiske ved Jeanne d'Arcs skæbne, og med den franske Falconnetti i titelrollen ville han skildre det menneskelige livsvilkår: lidelsen. Et emne, han også tog op i Vredens dag (1943) og som han også beskæftigede sig med i "Jesus af Nazareth", der af finansielle grunde dog kun endte i manuskriptform. Sidstnævnte manus havde Dreyer lejlighedsvis arbejdet på siden 1949, og 1968 blev det udgivet i bogform. Dreyer havde lige til det sidste håbet på, at det ville have kunnet lykkes ham at sætte kronen på sit livsværk med Jesus-filmen, men Det danske Filminstitut og Kulturministeriet havde ikke midler til at støtte projektet med mere en 3 mill. kroner, og det var langt fra tilstrækkeligt til at indspille filmen for.

 

Men af Dreyers andre stumfilm viste Filmmuseet bl.a. hans debut­film, Præsidenten (1920), og desuden Blade af Satans Bog (1921) og Du skal ære din Hustru (1925) samt Dreyers tidligste tone­film: Vampyr (1932). Dreyers samlede filmproduktion er ikke særlig stor, men til gengæld har den haft en vis indflydelse, især uden for Danmarks grænser, f.eks. på den svenske filminstruktør Ingmar Bergman, hvis film både i form og indhold i nogen grad kan minde om Dreyers.

 

Carl Th. Dreyer (1889-1968) var uddannet journalist og som sådan fungere­de han både før, under og efter sin tid som filmin­struktør. 1912 skrev han sit første filmmanuskript for Det Skandinavisk-Russiske Handelshus, og 1913 blev han ansat i Nordisk Films Kompagnis dramaturgiat, hvor han arbejdede, indtil han i 1918 begyndte som instruktør for selskabet. 1920-32 instruerede han en række film i ind- og udland, hvoraf flere er nævnt ovenfor. Derefter hovedsagelig beskæftiget med journa­listik, indtil han i 1942 vendte tilbage som filminstruktør, først med kortfilm og snart efter med spillefilm. Fra 1952 til sin død bevillingshaver til Dagmar Teatret, som ikke mindst i hans "regeringstid" lagde stor vægt på at vise kvalitetsfilm.

 

Russiske mesterinstruktører

Men i Filmmuseet vistes desuden klassiske russiske og film­historisk betyd­nings­fulde stumfilm som Sergei Eisensteins Panserkrydseren Potem­kin (1926), Pudovkins Moderen (1926) og St. Petersborgs sidste dage (1927). I disse film var der ganske vist tale om kritikløs hyldest til sovjetkommunismens lyksalig­heder, som så helt bort fra, hvad der i virkeligheden var foregået i revolu­tionsdagene, men filmene var så fremragende filmisk set, at man selv som anti-kommunist var tilbøjelig til at se bort fra den uhyrlige, udspekulerede, men samtidig ret beset meget naive politiske propaganda.

 

Både Eisenstein og Pudovkin fik dog med tiden stadig van­skeli­gere ved at forlige sig med og leve op til de kommunisti­ske ideologers og magtha­veres krav. I sine senere år og senere film koncentrerede Eisenstein (1898-1948) sig om problemstil­lingen: den enkel­tes samvittighed over for statens, og det bragte ham i gentagne konflikter med statsmagten, og førte desuden til, at nogle af hans seneste film blev forbudt af regimet. Det gjaldt således Bezhin's Enge (1937) og ikke mindst anden del af hans sidste epos, mesterværket Ivan den Grusomme (1.del: 1944 og 2.del: 1946). Sidstnævnte film er blevet tolket som Eisensteins indirekte kritik og opgør med Stalin-regimet.

 

Pudovkin (1893-1953), som 1932 blev professor ved filminsti­tuttet i Moskva, søgte i modsætning til Eisenstein at skildre det almene gennem det konkrete og enkelttilfældene, hvilket giver hans film et mere menneskeligt og individuelt præg. I 1940'erne hentede han i lighed med Eisenstein også sine emner fra Ruslands glorværdige fortid, men var som sin kollega tvunget til at indlægge scener med stærk polemik mod andre nationer og mod kommunismens modstandere i andre og fortrinsvis kapitalistiske lande. I 1951 blev Pudovkin anklaget for "for­kerte dispositio­ner", men klarede frisag, fordi han egentlig gerne ville leve op til regimets ideologiske krav, selv om han havde sine problemer med det. 

 

Det skal her indskydes, at nogle af de filmforevisnings­rækker, jeg her nævner, sandsynligvis først er blevet vist i løbet af sæsonen 1947/48, men da jeg ikke længere er i stand til at huske præcist, hvornår filmene blev vist, har jeg derfor valgt at omtale dem i forlængelse af hinanden.

 

Amerikanske mesterinstruktører

Blandt Filmmuseets forevisningsrækker var også én, hvori berømte ameri­kanske stumfilm blev vist. Det drejede sig om nogle af den internationale filmhistories mest betydningsfulde film, som f.eks. Edwin S. Porters The Great Train Robbery (1903; "Det store togrøveri"), den første Western-film over­hovedet, desuden David Wark Griffiths dramatiske film om den amerikanske borgerkrig, Birth of a Nation (1915; "En nations fødsel"), og Intoleran­ce (1916; "Intoleran­ce"), en film om den rolle, som had og intolerance har spillet gennem hele menneske­hedens historie.

 

Senere vistes relativt nyere amerikanske spillefilm, bl.a. nogle, der var instrueret af markante instruktører, som f.eks. John Ford (1894-1973). Han var af irsk afstamning og hed egentlig Sean O'Fearna, og blev under dette navn filmfotograf i Hollywo­od i 1915, men da han fra 1917 begyndte at iscenesætte film, kaldte han sig Jack Ford. I flere af John Fords senere film havde min barndoms store cowboy-filmhelt, John Wayne (1907-1979), den altoverskyg­gende hoved­rolle. Hans navn var egentlig Marion Michael Morrison, og selv om man skulle mene, at han vel nok kunne have gjort sig gælden­de under navnet Michael Morrison, valgte han eller hans filmselskab altså at lancere ham under pseudonymet John Wayne. Han, der oprindelig var uddannet ved University of South California, begyndte som statist i Hollywo­od, men fik i 1929 en hovedrolle i Raoul Walsh's Western-film The Big Trail (1930; "Mod Lykkens Land"), som må betragtes som hans egentlige debut­film. ­I de følgende år med­virkede Wayne i en lang række mere eller mindre betydnings­løse Western-film, såkaldte B-film, hvori han altid spillede helten, der efter diverse vanskelig­heder klarer alle problemer, således at de gode til sidst får deres belønning og de onde deres velfor­tjente straf, hvilket ofte ville sige døden. Derimod fik helten ikke heltinden til slut, for det ville have ødelagt myten om den ensomme rytter, der så det som sin livsop­gave at bekæmpe lovløsheden og genop­rette lov og orden i de små samfund ude vestpå i det store land. Det var nogle af disse film, mine to kammerater, Jørgen og Jørn, og jeg bl.a. havde set og så i "Fasanen", "Regina" eller "Odeon" i årene 1940-43, og inden den tyske besættelsesmagt forbød amerikanske film i danske biografer.

 

Det var først i 1939 og i og med John Fords berømte og for længst klassiske Western-film Stagecoach ("Diligencen"), at John Wayne med rollen som den unge cowboy, Ringo, fik sit egentlige internationale gennembrud som en skuespiller, man burde tage alvorligt. Allerede året efter forsøgte Ford da også at lancere Wayne i en helt anden rolle, end han plejede at spille, nemlig som sømand i filmatiseringen af Eugene O'Neills skuespil The Long Voyage Home (1940; "Den lange Rejse hjem"). Men til trods for, at Wayne i denne film viste sit store talent som karakter­skuespil­ler, føltes det ikke som om han var rigtig hjemme i denne type rolle, eller i al fald ville hans stam­publikum på det tidspunkt ikke acceptere ham i en så seriøs rolle, som der her var tale om. Men hvad der nu end var årsa­gen, så fortsatte Wayne i de følgende år fortrinsvis i rollen som den ensomme lovens hånd­hæver i We­stern-film. Dog med enkelte afstikkere til andet rollefag, som f.eks. kampflyver ("De flyvende Tigre", 1943) eller kaptajn på en torpedobåd ("They were Expendable", 1946).

 

Men det var altså filmene "Diligencen" og "Den lange Rejse hjem", jeg og de øvrige deltagere fik at se ved en af Filmmuse­ets forevisningsrækker. Ved samme lejlighed blev jeg opmærksom på navnet Dudley Nichols (1895-1960), som var synonymt med den mand, der dels havde skrevet manuskripter eller drejebøger (scre­enplays) til de to nævnte film, og som i årene 1929-57 dels skrev drejebø­ger til en lang række spillefilm, herunder ikke mindst til flere af John Fords film. Dudley Nichols var ud­dannet på University of Michigan og blev udenrigskorrespon­dent på "New York World", og desuden skrev han romaner, inden han i 1929 kom til Hollywood. Nogle af de første spillefilm, Nichols skrev dreje­bog til, var John Ford-filmene "Til sidste Mand" (1934) og "Forræder" (1935). Den sidstnævnte fik han en Oscar for. Men i særlig markant grad indlagde Dudley Nichols sig filmhistorisk fortjeneste, da han i 1948 skrev sin anden drejebog over et af Eugene O'Neills skuespil Mourning becomes Electra ("Sorg klæder Electra"), som han desuden både pro­ducere­de og selv instruere­de. Denne i enhver henseende speciel­le film blev en stor kunst­nerisk succes, men den var ikke noget for det almindelige biograf­publikum.

 

Så vidt jeg erindrer, havde filmen "Sorg klæder Electra" Danmarkspremiere i "Dag­mar", hvor jeg havde lejlighed til at gense dette meget dystre skuespil, som jeg netop det år, vi her taler om, 1946, havde set på Alléscenen. Jeg erindrer dog ikke, om det var O'Niells eller Jean Paul Sartres version af stykket, jeg så ved den lejlighed. Men under alle omstændigheder blev Electra spillet af en af dansk teaters fremragende karaktersku­espil­lerin­der, Inge Hvid Møller (1906-70), som oprindelig var uddannet på Det kgl. Teaters elevskole og havde debut her 1934. Men derefter valgte hun at arbejde freelance og var som sådan især til­knyttet Riddersalen og Alléscenen. Sidstnævnte sted spillede hun hovedrollen i flere af tidens store og berømte teaterstyk­ker, bl.a. Eliza i Bernard Shaws "Pygmalion", i Jean Anouilh's "Medea", og i samme forfatters "Antigone", samt i Berthold Brechts "Mutter Courage". Inge Hvid Møller var fra 1933 en meget benyttet oplæser i radioen, lige som hun senere fungerede som instruk­tør både på teatret, radioen og TV. Fra 1966 var hun program­sekretær i radioens teater- og litteratur­afdeling med oplæs­ningsstoffet som specia­le. 

 

Danske Kunstneres Filmsektion

En anden og nok så vigtig filmhistorisk begivenhed i Køben­havn i efteråret 1946, var, da Danske Kunstneres Filmsektion blev oprettet. Jeg husker ikke længere, hvem der egentlig stod bag Filmsektionens oprettelse, men det var i hvert fald en ung og dengang endnu ukendt skuespillerelev ved Frederiksberg Teater, Dirch Passer, der var institutionens sekretær. Formålet var at vise dokumentarfilm, eksperimentalfilm og spillefilm, der normalt ikke blev vist i biograferne. Filmsektionen havde lejet sig ind hos biografen "D.S.B. - Den vide Verden", senere kaldet "D.S.B.s Kino", på Københavns Hovedbanegård, og her vistes film for medlemmerne søndag formiddage, før biografens ordinære kort­filmprogram begyndte kl.14.

 

Det virkede helt specielt, at møde op søndag formiddag og se mere eller mindre seriøse og ekstreme eksperimentalfilm i lige præcis den biograf, hvor man plejede at blive underholdt af et letbenet kortfilmprogram, hvis højdepunkt var en Skipper Skræk-tegnefilm. For her drejede det sig om film som f.eks. Un chien andalou (1928; "Den andalusiske hund") og L'age d'or (1930; "Guldalderen") af filminstruktøren Luis Bunuel (1900-1983) og den surrealistiske maler Salvador Dali (1904-1989). I begge disse film benyttede de to unge kunstnere sig af udfordrende dristige associationsklip, brutale billedafskæringer og hensynsløst, anti-æstetisk billedindhold, og det skabte voldsomt røre ved filmenes fremkomst, især i katolske lande. Filmene angreb nemlig først og fremmest katolicismens moralkodex og gjorde samtidigt oprør mod alle former for autoriteter.

 

Bunuel, som både arbejdede i Spanien, Frankrig, Mexico og sågar i USA's filmmekka, Hollywood, gjorde især oprør mod den sociale undertrykkelse af de nævnte landes proletariater og af den traditionelle religiøse op­fattelse af Jesus Kristus. Det sidstnævnte skete med film som Nazarin (1959) og Viridiana (1961). Især den sidstnævnte vakte harme og protester hos de højeste katolske myndigheder, noget, der senere også blev tilfældet med den danske maler og filminstruktør Jens Jørgen Thorsens filmprojekt The Love Affairs of Jesus Christ (1975; "Thorsens Jesusfilm"), der dog aldrig blev realiseret. Samme år skrev Thorsen endnu et filmmanuskript med Jesus-motiv: The Return of Jesus Christ, som havde premiere i 1992.

 

Jens Jørgen Thorsen (1932-2000) er nok en messe værd. Han var maler og multikunstner med speciale i såkaldte happenings, jo mere provokerende jo bedre, syntes han som det legebarn han også var. Men man skulle ikke tage fejl af ham, for han besad samtidigt stor viden om kultur- og kunsthistorie. Han blev dog især berømt – nogle vil nok sige berygtet – for sine kontroversielle planer om en Jesus-film, hvori Jesus blev fremstillet som et ganske vist usædvanligt menneske, men dog et menneske med menneskelige drifter, herunder som en frådser og vindranker og ikke mindst med en sexdrift, som han tilfredsstillede sammen med Maria Magdalene. Det vakte international forargelse og beskyldninger om blasfemi, og der blev tilmed fremsat dødstrusler imod den arme Jens Jørgen. Men nok så vigtigt eller trist for ham var det, at Det Danske Filminstitut trak sit tilsagn om økonomisk støtte til filmens produktion tilbage. Det slog dog ikke Jens Jørgen ud, tværtimod førte han sig i stigende grad frem som provokatør, til stor forargelse og vrede hos det gode borgerskab, hvilket frydede Jens Jørgen, for det var lige præcis det publikum, han ville udfordre. Men først mere herom senere i kronologisk rækkefølge.  

 

Der blev også vist film af den franske maler, forfatter, dramatiker og filminstruktør Jean Cocteau (1889-1963). Først og fremmest Le sang d'un poète (1930; "Poetens Sang"), Le Baron Fantôme (1942), L'Eternel Retour (1943; "Den evige Længsel") og La Belle et la Bête (1945: "Skønheden og Udyret"), som var den første egentlige spillefilm, han selv instruerede, dog med teknisk assistance af den erfarne instruktør René Clement (1913-1996). Blandt Cocteaus senere spillefilm kan især fremhæves Orphée (1950; "Kærlighedens mysterium"), som er et selvbekendende og selvhudflettende digterværk i et sælsomt fascinerende billedsprog. Det forklares med, at Jean Cocteau var erklæret homoseksuel. 

 

Det var også ved en af særforestillingerne i D.S.B.-Kino, at jeg så plastilin-animationsfilmen Barbe Bleu (1937; "Ridder Blåskæg"), som især gjorde indtryk ved sin barske form for humor og sin animationstekniske udnyttelse af det faktum, at figurerne var lavet af det voks- eller leragtige materiale, som kaldes plastilina. Figurerne var udformet af maleren René Bertrand og filmen blev instrueret af Jean Painlevé (1902-1989), som ellers var dokumentarist med speciale i overraskende, chokeren­de og raffinerede, men samtidig realistiske naturfilm. Omkring 1935 producerede han imidlertid også dukkefilm for børn, og "Ridder Blåskæg" var den første i en planlagt serie, men om han fik lavet flere af slagsen, ved jeg ikke. 

 

Danske biografer i efterkrigstiden

Forresten var det forbavsende, hvor hurtigt biograferne efter befrielsen vendte tilbage til "normalt repertoire", hvilket vil sige til et repertoire, der i overvejende grad var præget af ældre og nyere amerikanske film. Repertoiret indeholdt kun i minimalt omfang engelske, franske, svenske og danske film, og tyske film var efter 5. maj 1945 reelt bandlyst i danske biografer. Det førstnævnte skyldtes, at de nævnte landes filmindustri ikke havde kapacitet til at holde en permanent større produktion i gang, og det sidstnævnte hang naturligvis sammen med den tyske besættelse af Danmark, under hvilken biograferne indirekte blev påtvunget at spille en vis mængde tyske spillefilm pr. kvartal. Men senere, da de hadefulde følelser over for tyskerne som nation, var afdæmpet noget, i al fald hos en del af den danske befolkning, blev der alligevel kun vist ganske få og vel at mærke nye tyske spillefilm i enkelte biografer. Efter Nazi-Tysklands sammenbrud var tysk filmindu­stri stort set ikke eksi­sterede, og desuden var de sørge­lige rester af fordums her­lighed blevet under­lagt allieret kontrol og censur. Mange tyske filmfolk af alle kategorier måtte desuden gennem en afnazifi­ceringsproces, som medførte at nogle for altid blev udelukket fra at optræde på film og teater, nogle fik flere års karantæ­ne, medens en del blev frikendt, sådan som tilfældet som tidligere nævnt blev med Veit Harlan, Kristina Söderbaum og Werner Krauss.

 

En af de få nye tyske film, der havde dansk premiere i 1946, var "Morderne er iblandt os", som skildrer den almindelige tyskers medskyld i nationalsocialismens og den tyske krigs­førelses grusomheder. Filmen gjorde stort indtryk og betød et inter­nationalt gennembrud for dens østtyske instruktør, Wolf­gang Staudte (1906-1984). Han havde arbejdet med reklamefilm i mange år, da han under krigen debuterede som spillefilminstruk­tør med Akrobat Schö-ö-ön (1943; "Akrobat oh!"), med den berømte spanske cirkusk­lovn Charlie Rivel, egentlig José Andreu (1896-1983), i hoved­rollen. Filmen vistes herhjem­me under be­sættelsen, men den blev anset for at gå nazisternes ærinde, og derfor kiggedes der skævt til folk, der som mig selv vovede sig ind at se den. Charlie Rivel havde via sin datter Paulina Schumann (f. 1921) en mangeårig nær tilknytning til Danmark, hvor han i København optrådte i Cirkus Schumann, Cirkus Moreno og i Lorry. Rivel havde sønnerne Juanito, Valentino og Charlie (sidstnævnte opkaldt efter faderen, der selv havde kaldt sig Charlie efter sit store idol Charlie Chaplin, som han i 1927 havde parodieret i cirkusnum­meret "Chaplin i trapez". Men sønnerne optrådte i 1960'erne i København under navnet Charli­vels. Her havde jeg fornøjelsen af at møde dem hos fælles bekendte. Paulina Rivel var gift med Albert Schumann (1915-2001), som sammen med broderen, Max Schumann (1916-2004) gift med Vivi Schumann, født Mikkelsen (1926-2000), i mang­foldige år i sommersæsonen opførte cirkusforestillinger i cirkus­bygningerne i Göte­borg, Stockholm og navnlig i København. Sidstnævnte sted sluttede Schumann-dynasti­et som cirkusledere efter sæsonen 1969, hvor­efter Cirkus­byg­ningen, der i vintersæsonen tjente som biograf under navnet "World Cine­ma", blev overtaget af Cirkus Benneweis. Paulina, Albert og Vivi og Max Schumann var især kendte som hestedres­sører og skoleryttere af international klasse og format. Deres børn, som tilhører 5. generation af Schumann-dynastiet, er fortsat i cirkus- og varietébranchen, Alberts og Paulinas søn, Benny (f. 1945) som jonglør, Max' og Vivis børn, Katja (f.1949) og Philip (f. 1953) som skoleryttere og hestedres­sører, dog fortrinsvis i Sverige og udlandet. 

 

Tyske spillefilm

Men tilbage til tysk film, hvor den måske betydeligste tyske filminstruktør efter krigen er Helmut Käutner (1908-1980), som efter en karriere som ka­baret­skuespiller og forfatter i 1939 debuterede som filmin­struktør. Under krigen lykkedes det for ham at holde sig fri af Goebbels' propagandaministerium, fordi man formentlig anså hans film for harmløs underholdning og fordi man ikke havde brug for flere filminstruktører i propagandaøje­med, end man allerede havde til overmål. Nogle af Käutners film blev også vist herhjemme under besættelsen, og det rygtedes snart i filmk­redse, at her var en tysk instruktør, hvis film var helt fri for nazi-pro­paganda, og som man derfor med god samvittighed kunne gå ind og se.

 

Blandt de Käutner-film, der blev vist i danske eller i al fald københavnske biografer under besættelsen, var "På gensyn, Franciska" (1941), "Så swinger vi" (1942), "Det gådefulde smil" (1943) og ikke mindst "La Paloma" (1944). I den sidstnævnte film havde den overordentlig sympatiske og populære Hans Albers (1891-1960) en altdominerende hovedrolle, som den harmonikaspillende og syngende sømand, der altid besøger sit stamværtshus, "La Paloma" (= "Den hvide due"), når han har orlov. Hans Albers havde det danske biograf­publi­kum bl.a. kunnet se i 1943 i eventyrfilmen "Münchhausen", som da blev vist i Palla­dium. Men en af Käutners mest betyd­ningsfulde film er vel nok "Galskabens vej" fra 1946, som samme år havde Danmarkspremiere i Metro­pol, hvor jeg selv så den. Den gjorde stort indtryk, både ved sin form og sit ind­hold. Filmen havde en rammehandling, idet dens "hovedperson" var en folkevogn, og "handlingen" viste en række situationer eller episoder, som denne folkevogn kom ud for i Hitler-tiden og ved regimets sammenbrud. En fremragende tysk efterkrigs-film.

 

Franske spillefilm

Af de få nyere franske film, der havde Danmarkspremiere i 1946, var Le Diable au Corps ("Djævelen i kroppen"), som vistes i Metropol, hvor jeg så den. Den mandlige hovedrolle som en ung gymnasiast, der forelsker sig i sin unge, men gifte lærerinde, blev spillet af en af Frankrigs allerbedste yngre skue­spillere, Gérard Philipe (1922-59), som i løbet af få år opnåede inter­national berømmel­se. Hans speciale var fremstil­ling af blide, vemodige ynglinge og i psykologisk dybdeborende skildringer af voksne drenges utæmme­lige lidenskaber. I flere af sine senere film viste han dog også mere muntre og humori­stiske sider af sit store talent. Gérard Philipe, som optrådte både på teater og film, spillede med stor personlig succes i film som f.eks La Beauté du Diable  (1949; "Djævelens skønhed"), La Ronde (1950; "Kærligheds-karru­sellen"), Fanfan la Tulipe (1951; "Fanfan, ridderen af Tulipa­nen") og Les Liaisons Dangereuses (1959; "Farlige forbindel­ser"), der formentlig blev hans sidste film, inden hans alt for tidlige død samme år.

 

Den kvindelige hovedrolle som den unge, gifte lærerinde i "Djævelen i kroppen", blev spillet af en af fransk films yngre kvindelige stjerner, Micheline Presle (1922-), som dog også lejlighedsvis brillerede i filmkomedier, både før, under og efter krigen. Man vil sent glemme hendes og Gérard Philipes fine, følsomme og erotiske samspil i "Djævelen i kroppen", hvis udfald på forhånd er bestemt af, at kvindens mand, der er officer, ventes hjem på orlov en af de nærmest følgende dage. Gymnasiee­leven er lidenskabeligt besat af sin unge lærerinde, hvis lidenskab det også lykkes ham at vække, og sammen oplever de en kortvarig, gensidig heftig erotisk besættelse, som brat afsluttes, da hendes mand kommer hjem. Det særlige ved filmen, der var instrueret af René Clairs tidligere assistent, Claude Autant-Lara (1901-2000), var dens stille, vemodige overflade, under hvilken man anede de heftige, ustyrlige lidenskaber, som varslede ulykke.     

 

Og meget apropos René Clair, egentlig René Chomette (1898-1981), måske den største af alle tiders franske filminstruk­tører, som op gennem 1930'erne skabte en række poetiske og samfundssatiriske filmkomedier, der blev uhyre populære hos det store biografpublikum. Dette gjaldt dog også hans i reglen sødmefyldte kærlighedshistorier, hvor to purunge mennesker af hver sit køn, efter diverse vanskeligheder får hinanden i enden. René Clairs vel nok mest berømte førkrigsfilm, A Nous la Liberté (1931; "Leve friheden"), blev en af inspirationskilder­ne til Chaplins ligeledes samtids- og samfundskritiske filmko­medie Modern Times (1936; "Moderne tider").

 

I midten af 1930'erne filmede René Clair i England, hvor han arbejdede for Alexander Korda, og her indspillede han den ligeledes satiriske filmkomedie The Ghost goes West (1935; "Spøgelset flytter med"). Med et hvast sideblik til den ameri­kanske aviskonge, Randolph William Hearst, der bl.a. var kendt for at have ladet italienske og spanske herskabsvillaer nedrive og genop­føre på sin kæmpestore strandgrund ved Califor­niens kyst, lod Clair sin film satirisere over en rig amerika­ners opkøb af en skotsk borg, som blev omhyggeligt revet ned og pakket i store trækas­ser, der derefter blev transporteret ad søvejen til Amerika. Det afgørende er imidlertid, at der på den nedrevne borg huserede et spøgelse, som tilhørte en yngre mand, som i levende live havde været en søn af borgens ejer. Denne rolle blev spillet af den meget sympatiske og fine engelske karakterskue­spiller Robert Donat (1905-58), der havde sin filmdebut i 1932, og som siden da vekslede mellem at indspille film i England og i USA, mere præcist i Hollywood.

 

Robert Donats gennem­brudsfilm blev den engel­ske gyser The Thirty-nine Steps (1935; "De 39 trin"), der havde den ligeledes engel­ske filminstruktør, Alfred Hitchcock (1899-1980), som instruk­tør. Fra 1940'erne og til sin død i 1980 virkede Hitch­cock i Hollywood, og det var her, han instru­erede de film, der gjorde ham internationalt berømt for sine nervekriblende og ofte diabolsk humoristiske kriminalfilm. Robert Donat, som livet igennem kæmpede med en alvorlig og kronisk astma, døde kun 53 år gammel. Han havde haft sin teaterdebut i 1921 i Birmingham, og efter at have spillet på provinsscener, kom han i 1930 til London, hvor han bl.a. optrådte på the Old Vic. Hans filmdebut fandt sted i 1932 med filmen Men of To-morrow, men fik først en hovedrolle i filmen The Count of Monte Christo (1934; "Greven af Monte Christo"), baseret på en roman af Alexandre Dumas den Ældre, udgivet 1844-45. Handlingen udspillet i Napoleon-tiden, og i filmen spiller Donat rollen som den unge styrmand Edmond Dantès på handels­skibet "Pharaon". Han står over for at skulle ud­nævnes til kaptajn og ægte sin forlovede, Catalan Mercedes, men det forpurres af hans to rivaler, der beskylder ham for at være en farlig bonapartist, der formidler breve fra den slagne kejser, som sidder som fange på øen Elba, og til dennes til­hængere i Frankrig, der formodes at ville befri og genindsætte Napoleon på tronen. Dantés dømmes til anbringelse på en skummel borg, der er bygget på et klippefremspring i havet, og som tjener som fængsel for oprørere og kriminelle. Her holdes Dantès som fange i henved 20 år, da det på forunderlig måde lykkes ham at flygte.

 

Dantès er af en af sine medfanger, som anses for at være splittergal, blevet fortalt, at der på den øde ø Monte Christo ud for Italiens kyst, findes skjult en enorm skat. Det lykkes Dantès at finde skatten, og som en rig mand og under navnet Greven af Monte Christo vender han tilbage til og tager ophold på sin hjemegn. Ingen synes at genkende ham efter så mange år, men man accepterer ham på grund af hans rigdom og diskrete optræden. Imidlertid er det eneste han tænker på, at tage hævn over sine gamle fjender, der alle er nået frem til ære og rigdom. Det lykkes ham da også at bringe dem alle til fald.     

 

Under krigen valgte René Clair at fortrække til Hollywo­od, hvor han dog havde betinget sig fortsat at få lov til at lave den type film, som han var bedst til og helst ville. Det kan undre, at netop han af alle valgte de amerikanske filmmogulers Holly­wood, men det hang formentlig sammen med, at et af hans store filmiske forbille­der, Charlie Chaplin, boede og arbejdede dér. Og når Chaplin kunne arbejde i Hollywood, uden at gå på væsentlig kompro­mis med sin kunstneriske integritet, måtte han, René Clair, vel også kunne det. Det lykkedes dog ikke til hans egen tilfredshed, og derfor vendte han tilbage til Paris efter krigen og genoptog sit virke her, hvor han følte sig hjemme.

 

En af Clairs måske mest vellykkede og bedst kendte amerikanske film, er I Married a Witch (1942; "Min kone er en heks"), med den nyopdukkede amerikanske starlet Veronica Lake (1922-1973) i den kvindelige hovedrolle. Hun fortsatte med at indspille film helt frem til slutningen af 1960'erne, og i 1968 publicerede hun sin selvbiografi, "Veronica" - hendes rigtige navn var dog Constan­ce Ockelman. I begyndelsen af 1970'erne optrådte hun på engel­ske teatre. Det er i denne sammenhæng interessant at konstatere, at René Clairs "Min kone er en heks", var en af de franske film, der havde repremiere i danske eller i hvert fald i københavnske biografteatre i 1945. Filmen stod således på programmet hos Strand Teatret den 7. september 1945.

 

     I de danske eller i al fald københavnske biografer kunne man i 1946 eksempelvis også se nogle spillefilm af den franske instruktør Julien Duvivier (1896-1967), som under krigen arbej­dede i Hollywood. Blandt disse film var f.eks. "Lydia", 1941, "Manhat­tan", 1942, "En Nations Hjerte", 1943. Omkring 1948 opholdt han sig i England, hvor han for J. Arthur Rank indspillede "Anna Karenina" med Vivien Leigh, Ralph Richardson og Kieran Moore i hoved­rollerne. Året efter vendte han tilbage til Paris, hvor han før krigen havde lavet nogle kunstnerisk set markante film med bl.a. Jean Gabin i hovedrollen. 

 

Endnu en fransk filmpremiere i en dansk biograf skal her nævnes. Det drejer sig om "Carmen", 1943, som med Viviane Romance og Jean Marais i hovedrollerne blev vist i Metropol, hvor den i efteråret 1943 holdt sig på plakaten i adskillige uger. Viviane Romance, egentlig Pauline Ortmans (1912-1990), var oprindelig danserinde ved teatret, men debuterede i 1934 på film med Liliom, der som tidligere nævnt blev instrueret af Fritz Lang. Hendes film, der enten var lidenskabelige kærlig­hedsfilm eller pseudo-psykologiske melodramer, blev uhyre populære hos det almindelige biografpublikum, også i Danmark. Flere af hendes film stod på plakaten herhjemme under besættel­sen, og især det kvindelige publikum fyldte biografsalen, når en af hendes film vistes. Det var film som f.eks. La Bandéra (1935), Vi holder sammen (1936), Ildkysset (1938), Gibraltar (1938), Safia - en Gadepiges Skæbne (1938), Kvindefængsler (1938) Kvindelist (1944), Vejen til Straffekolo­nierne (1945). Efter krigen fortsatte Viviane Romance sin succesfulde filmkar­riere, men kun et fåtal af hendes efter­krigs-film blev spillet i danske biografer. Dog vistes eksempelvis Panik (1946), Lidenskabernes Korsvej (1947), Passion (1951) De syv Dødssynder (1952)og Fremmed-legionæren (1952).

 

Viviane Romances mandlige medspiller i "Carmen" var den et år yngre Jean Marais (1913-1998), som blev en af fransk teaters og films mest fremtrædende unge skuespillere, der siden sin debut midt i 1930'erne arbejdede sig op til stjernerang. Det hjalp dog adskilligt på hans karriere, at han tidligt kom i for­bindelse med Jean Cocteau, hvis foretrukne mandlige skuespiller han da også blev, især med sit udseende og sin kække, drengede temperament og sin surmulende charme. Egenskaber, der tydelig­vis har tiltalt den homoseksuelle Cocteau, der da også snart gav ham hovedroller i nogle af sine film, eksempelvis i L'Eter­nel Retour (1943; "Den evige Længsel"), La Belle et la Bê­te (1945; "Skønheden og Udyret"), Les parents terribles (1949) og ikke mindst i Orphée (1950; "Kærlig­hedens mysterium"). Jean Marais fortsat­te med at indspille film i hvert fald til op i 1960'erne, men kun få af hans efterkrigs-film har været vist i Danmark. Blandt disse er Julietta (1953), Le Comte de Monte-Christo (1954; Greven af Monte Christo") og "Elena og mændene" (1956).   

 

Amerikanske, engelske og svenske spillefilm

Blandt de mange ældre og nyere amerikanske film, man kunne se i danske, herunder københavnske, biografer i løbet af 1946, var f.eks. "The Sullivans", 1944, "Konvoj over Nordatlanten", 1943, "Dig skal det være" (Sun Valley Serenade), 1941) "En dag i Cirkus", 1938, "Det må ikke blive morgen", 1941, "Sergeant York", 1941, "Kærlighed efter aftale", 1941, "Spil op, Jimmy!", 1941, "Sådan er livet", 1943, "Unge Edison", 1940, "Husker du -?", 1942, "Man­hattan", 1942, "Uden­rigskorrespon­denten", 1940, "G-Men", 1935, "De fire lovløse", 1943, "Toms eventyr", 1939, "Sa­hara", 1943, "Tahia", 1943, "Lydia", 1941, "Kvinden, der stod bag", 1942, "Ve­stens dronning", 1939. Men som det ses af filmenes årstal, er der over­vejende tale om lidt ældre ameri­kanske film.

 

Der var dog også engelske film i de danske biografer i 1946, selv om tallet på disse ikke er stort. Der var f.eks. "Nattens mysterier", "3 tossede sailors", "Det ligger i luften", 1938, "Stjå­len lykke", 1939, den engelsk-danske "Vi sejler ved daggry". Flere af disse film er det ikke lykkedes at identifi­cere, og derfor er der ikke anført årstal for dem.

 

Der var naturligvis også enkelte svenske film på det danske biografrepertoire i 1946, lige som der var nogle få danske spillefilm på repertoiret. Af svenske kan nævnes "Der brænder en ild", 1943, og "Den grønne elevator", 1944, medens der af danske film f.eks. blev spillet "Mens sagføreren sover", 1945, "Fyrtøjet", premiere 16.5.1946 i Palladium, "Så mødes vi hos Tove", premi­ere 2.8.1946 i Palads, "Jeg elsker en anden", premiere 13.9.1946 i Palads, og "Op med lille Mar­tha", premiere 19.9.­1946 i Saga. Som den sidstnævnte film antyder, fortsatte danske filmselskaber hovedsageligt med at lave farcer, lystspil og folkekomedier, som man på forhånd var sikker på, at der var et forholdsvis stort publikum til.

 

Dommene i Nürnberg

Men 1946 var også året, hvor dommene faldt over de tyske krigsfor­brydere. De mest prominente nazister, Adolf Hitler, Josef Goeb­bels og Robert Ley, valgte hver især at begå selv­mord, da det var uigen­kalde­ligt, at Tyskland havde tabt krigen og desuden lidt store tab af både militære og civile liv og af ejendom og materiel. Ingen af dem havde mod til at stå til regnskab for de forbrydelser, de vitterligt havde begået imod andre nationers befolk­ninger, og ikke mindst mod jøderne og de slaviske folk.

 

Følgende topnazister, som det lykkedes de Allierede at arrestere og varetægtsfængsle, blev dømt til døden ved hæng­ning: Göring, Ribbentrop, Keitel, Kaltenbrunner, Rosenberg, Frank, Frick, Streicher, Sauckel Jodel, Bormann, der dog var forsvundet og derfor blev dømt in absentia, og Seyss-Inquart. Til livsvarigt tugthus dømtes: Hess, Funk og Raeder. Til 20 års tugthus dømtes Schirach og Speer, til 15 år von Neurath, og til 10 år Dönitz. Schacht, von Papen og Fritzche blev frifun­det.

 

Efter dommen og natten til den dag, henrettelsen var berammet, lykkedes det Göring at begå selvmord ved at sluge en giftpille, der var skjult i en af hans tænder. Han var ellers allerede blevet afskediget og dødsdømt den 25. april 1945 af det nazistiske styre selv, formentlig på foranledning af Hitler, men dommen blev ikke eksekveret. Hitler begik selvmord i den såkaldte Førerbunker fem dage senere, den 30. april 1945, ved med en pistol angiveligt at skyde sig selv gennem munden. Forinden havde han efter fælles aftale givet en dødelig giftpille til sin veninde, Eva Braun, som han nogle timer tidligere havde ladet sig vie til.  

 

Nürnberg-processen

Nürnberg er en by i den tyske delstat Bayern, og har i 2012 cirka 500.000 indbyggere. Under nazismens herredømme oplevede byen en opblomstring, ikke mindst fordi Nazipartiet afholdt sine årlige Reichparteitage i en kæmpemæssig bygning, Reichparteitagsgelände, som var blevet opført til formålet. Det var her de såkaldte og berygtede Nürnberg-love blev vedtaget på partidagen i 1935, og disse fratog jøder tysk borgerskab og forbød ægteskab eller kønsligt samkvem mellem jøder og den gruppe af tyskere, der betegnedes som ariere. Andre racemæssige restriktioner blev også indført, alt sammen med det formål at rense den tyske ”folkesjæl” for semitisk indflydelse.

 

Det var angiveligt på denne baggrund, at De Allierede besluttede, ar retsopgøret, kaldet Nürnberg-processen, med de tyske krigsforbrydere under 2. Verdenskrig, skulle finde sted i netop denne tyske by.  Fra og med september 1946 blev Nürnberg derfor også kendt som byen, hvor retsopgøret fandt sted.  Den 2. oktober 1946 – på treårsdagen for nazisternes aktion imod de danske jøder – kunne Social-Demokraten på sin forside fortælle følgende sensationelle nyhed:

 

12 Dødsdomme, 7 Fængselsstraffe

og 3 blev frifundet

Tyskerne finder Nürnberg-Dommene milde og er forbavsede over, at von Papen, Schacht

og Fritsche frifandtes

Eksekutionen af de Dødsdømte finder Sted i Nürnberg Onsdag 16. Oktober

Göring betænker sig, Ribbentrop, Sauckel og Seyss Inquart

søger Benaading

 

De to russiske Dommere gik imod Frifindelserne og vilde have Hess dødsdømt - Østrig forlanger v. Papen og Baldur v. Schirach

udleveret til særlig Proces

 

De dramatiske Øjeblikke i Gaar, da Nazismen fik sin Dom af den civiliserede Verden

 

DEN AF HELE VERDEN med saa uhyre Spænding imødesete Dom i Nürnberg-Processen, den mest opsigtvækkende Proces i Verdenshistorien, faldt i Gaar. I Formiddagens Retsmøde blev der afsagt Domskendelse for hver enkelt af de 22 Anklagede. Her kom Dagens første Overraskelse: 3 Frifindelser. I Eftermiddagsmødet skete Strafudmaalingen: Det blev 12 Dødsdomme og 7 Domme med Fængsel fra Livstid til 10 Aar. Dødsdommene eksekveres ved Hængning og fuldbyrdes i Nürnberg den 16. Oktober i Overværelse af Pressen.

 

     De 22 ledende tyske nazister blev dømt på grundlag af følgende 4 hovedanklagepunkter:

 

  1. Sammensværgelse med Krig for Øje.
  2. Forbrydelser mod Freden’
  3. Krigsforbrydelser.
  4. Forbrydelser mod Menneskeheden.

 

Avisen bragte en fyldig detaljeret beskrivelse af dommene, og hvem af nazispidserne, der var blevet dømt for hvad i henhold til ovennævnte anklagepunkter. Hermann Göring, Joachim von Ribbentrop, Wilhelm Keitel, Alfred Jodl og Alfred Rosenberg blev kendt skyldige i alle anklagepunkter, mens f.eks. Ernst Kaltenbrunner, Hans Franck og Fritz Sauckel blev kendt skyldige i punkterne 3 og 4. Wilhelm Frick  og Seyss Inquart blev fundet skyldige i punkterne 2, 3 og 4, Julius Streicher kun i punkt 4. Martin Bormann blev kendt skyldig i punkterne 3 og 4, men dømtes in absentia, idet han var flygtet og forsvundet, muligvis til Sydamerika. 

 

 

Herover ses de første seks af de i alt 22 dømte tyske nazistiske krigsforbrydere. Øverste række fra venstre: Hermann Göring, Joachim von Ribbentrop, Wilhelm Keitel, I nederste række fra venstre ses: Wilhelm Frick, Julius Streicher og Fritz Sauckel. – Fotos bragt på forsiden af Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946.

 

 

Herover ses de næste seks dømte tyske krigsforbrydere: I øverste række fra venstre: Ernst Kaltenbrunner, Alfred Rosenberg og Hans Franck. I nederste række fra venstre ses: Alfred Jodl, Seyss Inquart og Martin Bormann. – Fotos bragt på forsiden af Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946.

 

 

Herover ses fire af de hovedanklagede nazistiske tyske krigsforbrydere, som Nürnberg-Domstolen kun idømte fængselsstraffe. Først de tre, som idømtes livsvarigt fængsel: Fra venstre: Rudolf Hess, Walter Funk og Erich Raeder. Dernæst en af de dømte, der fik 20 års fængsel: Baldur von Schirach. – Fotos bragt på forsiden af Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946.

 

 

Herover ses endnu tre af de hovedanklagede, som slap med fængselsstraf: Først Albert Speer, som ligeledes blev idømt 20 års fængsel, samt Konstantin von Neurath, der fik 15 års fængsel, og endelig Karl Dönitz, som slap med 10 års fængsel. – Fotos bragt på forsiden af Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946.

 

 

De 4 af Nazismens Hovedfigurer, som unddrog sig deres retfærdige Dom ved at begaa Selvmord umiddelbart før eller efter det endelige Sammenbrud i Tyskland for halvandet Aar siden. Det er fra venstre Føreren Adolf Hitler, Heinrich Himmler, Joseph Goebbels og Robert Ley. – Fotos og billedtekst bragt på side 2 i Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946.

 

Opgørets time faldt ikke let for de anklagede, og nogle af de dødsdømte appellerede da også deres domme. Det gjaldt von Ribbentrop, Sauckel, og Seyss-Inquart, som plæderede for benådning, mens Keitel anmodede om at få dødsdommen ved hængning ændret til døden ved skydning. Rudolf Hess ville søge om frifindelse, lige som Dönitz’ forsvarer også ville søge om frifindelse på sin klients vegne.

 

 

Sluttelig ser vi så her de tre anklagede, som blev frifundne. Det er fra venstre Franz von Papen, Hans Fritsche og Hjalmar Schacht.

– Fotos bragt på forsiden af Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946.

 

Konsekvenserne af Dommene

Hvad skal der ske med de Titusinder internerede

mindre Naziforbrydere?

De allierede Besættelsemyndigheder overfor

alvorlige og vanskelige Problemer

 

De allierede Myndigheder i Tyskland staar nu overfor Nødvendigheden af at skulle træffe en Række principielle Beslutninger angaaende

de Titusinder af Nazister, man af Sikkerhedsgrunde holder interneret.

 

1946 var også det år, hvor der faldt domme over store danske så vel som små landsforrædere af forskellige kategorier og afskygninger. Eksempelvis kunne Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946 meddele følgende i en notits inde i bladet:

 

UFA-Direktøren dømt i Gaar

Han fik 2 Aars Fængsel

 

    Byrettens 21. Afdeling, Dommer Frk. Karen Johnsen, behandlede i Gaar Sagen mod den 48-aarige Direktør Anton Møller, der under Besættelsen har været direktør for det tyske Filmsselskab UFA i København. Dommen kom til at lyde paa 2 Aars Fængsel og Tab af almen Tillid for et Tidsrum af 5 Aar. Fra Straffen fradrages Varetægtsarresten med 397 Dage.

    Møller, som tidligere har været Direktør for D.S.B. Kino og Leder af den danske Afdeling af "Tobis"-Film, oplyste i Retten, at han fra Februar 1942 til Kapitulationen havde virket som Udlejningsdirektør for "UFA". Stillingen havde han opnaaet gennem von Haacke, Chefen for UFA. Hans Opgave havde været at faa "Ugerevyen" spillet i Biograferne i Forbindelse med de daglige Forestillinger. Han havde, mente han, vist sig meget imødekommende overfor Biografejerne og set igennem Fingre med, at Ugerevyen ikke blev spillet foran hver Forestilling, eller at der ligefrem blev fjernet Stykker af den tyske Propaganda­film.

    Møller forklarede endvidere, at han intet havde haft at gøre med UFA's Maanedsberetninger til Berlin. Han havde dog under­tiden underskrevet dem, naar Chefen var bortrejst, men i saa Fald havde han ikke gennemlæst dem.

    Af Dommen fremgaar det, at Direktør Møller hverken i Skrift eller Tale har virket for den tyske Propaganda, og at hans Stilling som Udlejningschef i UFA maa anses for civilt Løn­arbejde, der ikke rammes af Loven. Derimod har han gjort sig strafskyldig gennem nogle Aktstykker, som han har afgivet til Brug for det tyske Gesandtskab, og hvori han giver forskellige Oplysninger om danske Biografejeres og Filmsfolks Modstand mod UFA's Ugerevy og deres fjendtlige Indstilling overfor Tyskland og Besættelsesmagten. (Citat slut).

 

Det har formentlig været direktør Møller, nogle af os med­arbejdere på "Fyrtøjet" havde mødt ved et par enkelte lejlig­heder, når vi var henne hos UFA i Nygade, for at se linetests af vores animation. Men jeg har absolut ikke nogen erindring om, hvordan manden så ud eller hvordan han optrådte over for os, så han har formentlig været venlig og imødekommende, fordi vi jo var en slags "kunder" i hans virksomhed. Men det må siges, at den straf, han fik, må anses for rimelig i betragt­ning af, at hans indberetninger til det tyske gesandtskab muligvis kunne have fået alvorlige konsekvenser for de bi­ografejere og film­folk, han gav oplysninger om. Det kunne man dog åbenbart ikke dokumentere var sket, og det var sandsynlig­vis derfor, at dommen blev så forholdsvis mild, som tilfældet var.

 

Men nu, da vi er ved omtalen af film, kunne det måske være godt at orientere sig om, hvad i dette tilfælde de københavnske biografer havde på repertoiret denne dag, onsdag den 2. oktober 1946:

 

Biografrepertoiret den 2. oktober 1946 i henhold til Social-Demokraten:

 

Opmærksomheden skal henledes på, at det ikke er alle københavnske biografteatre, der annoncerede i Social-Demokraten denne dag!

 

Alexandra: Kl. 2-4,15-7-9,15. Forb. f. Børn

        Den nye amerikanske Thriller       

        Alfred Hitchcocks Udenrigs-Korrespondenten (amrl., 1940)

         Joel McCrea – Herbert Marshall      

Bella Bio: K. 7,10 0g 9,10

        Det danske Lystspil

        Saa mødes vi hos Tove (dansk, 1946)

        Illona Wieselmann – Clara Østø – Poul Reichhardt – Gull Mai Norin

Boulevard Teatret: Kl. 7,10 og 9,10

        Den store danske Farve-Tegnefilm

        Fyrtøjet (dansk, 1946)

Bristol: Kl. 2-3,30-5-6,30-8 og 9,30.

        Den nye amerikanske Farvefilm

        Helten fra det canadiske Politi (amrk., 19??)

         Eks.: Swingfilmen Harlem on Parade

Colosseum: Kl. 7,10 og 9,10.

        Verdens morsomste Lystspil:

        Den grønne Elevator (svensk, 1944)

        Max Hansen – Sickan Carlsson

Enghave Bio: Kl. 7 og 9. Forb. f. Børn

        James Cagney i

        G-Men (amrk., 1935)

Grand: Kl. 2-3,50-5,6,50

        Den franske Storfilm iscenesat af Julien Duvivier

        En Nations Hjerte (fransk-amrk., 1943)

        Michèle Morgan – Raimu – Jeuvet

        Speaker: Ch. Boyer [Charles Boyer]

Lyngbyvejens Kino: Kl. 7 og 9

        Ralph Morgan – Frances Dee

        Præsidentens Kurer – Det vilde Vestens Erobring (amrk. 1943?)

Merry: Kl. 7-8,30-10. Danmarkspremière

        Ny amerikansk Wild West Film

        De fire Lovløse (When the Daltons rode) (amrk. 1943)

        Kl. 4-7 Kortfilm Show (Hitler lever! – Tarawa o.m.a. – Forbudt for Børn

 

 

Udsnit af annoncesiden for Forlystelsesannoncer, herunder biografannoncer, i Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946. Det var stadig de mange titler på engelske og især amerikanske film, som biograferne nu som en selvfølgelighed helt frit kunne sætte på repertoiret. Som det fremgår af ovenstående annoncer, var der kun få danske og svenske film, og en enkelt fransk film, der da blev spillet. Blandt de danske film var ”Fyrtøjet”, som blev spillet i Boulevard Teatret.

 

Metropol: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,30. 6. Uge! Forbudt for Børn

        Sæsonens store Folke Skuespil

        Carmen (fransk, 1943)

        Viviane Romance – Jean Marais

Nora: Kl. 19,10 og 21,10

        Den store Farvefilm Toms Eventyr (amrk., 1939)

        Efter Mark Twains Roman

Nørreport Bio: Kl. 14-15,50-17,40-19,30-21,20

        Den amerikanske Storfilm Sahara (amrk. 1943)

       med Humphrey Bogart

Odeon: Kl. 7 og 9

        Maria Montez – Jon Hall – Sabu

        Tahia (amrk. 1943)

        En straalende Farvefilm

Palads: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 7,15  Kl. 9,15. 3. Uge!

        Jeg elsker en anden (dansk, 1946)

        Marguerite Viby – Ebbe Rode – Ib Schønberg

Palladium: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 7,15 Kl. 9,15.

        Lydia (fransk-amrk. 1941)

        med Merle Oberon

        Instruktør: Julien Duvivier

Platan: Kl. 7,15 og 9,15.  Danmarkspremière

        Verdens morsomste Lystspil:

        Den grønne Elevator (svensk, 1944)

        Max Hansen – Sickan Carlsson

        En ny svensk Indspilning – De vil le, som De aldrig har leet før!

Rialto: Kl. 7,10 og 9. 6. Uge!

        Leslie Howard – Merle Oberon

        Den røde Pimpernel (amrk. 1935)

Roxy: Kl. 7,15 – 9,15-

        Danmarks Première

        Kvinden der stod bag (amrk., 1942)

        Barbara Stanwyck – Joel McCrea

Saga Teatret: Kl. 2-4-7,15-9,15. 3- Uge!

        Op med lille Martha (dansk, 1946)

        Kjerulff-Schmidt – Karl Gustav Ahlefeldt –Erika Voigt

        Ekstra: Kongens Fødselsdag

Toftegaard: Kl. 7 og 9. Forb. for Børn

        Den engelske Stor-Sukces

        Nattens Mysterier (eng. 19??)

        Et Psykologisk Mareridt

Valby Teater: Kl. 7 og 9.

        Tommy Trinder i

        3 tossede Sailors (eng., 1940).

Vanløse: Kl. 7 og Kl. 9. Forbudt f. Børn

        Den pragtfulde amerikanske Film

        Vestens Dronning (amrk. 1939)

        med Marlene Dietrich og James Stewart

Vesterbros Teater: Kl. 7 og 9,15. Forb. f. Børn

        Danmarkspremiere

        Ny amerikansk Wild-West Film

        De 4 Lovløse (amrk., 1943)

        Randolph Scott – Kay Francis

        Ekstra: Tarawa.

 

Ungdommelig dumhed

På det tidspunkt af året, hvor man igen begyndte at fyre i kakkelovnen, det vil sige omkring september-oktober, begik jeg en handling, som jeg mange år senere bitterligt fortrød. På grund af mine nye interesser og til dels også nye synspunkter på bl.a. filmemediet i almindelighed og tegnefilmmediet i særdeleshed, var jeg i overdreven grad kommet til at foragte og se ned på, hvad jeg opfattede som den banale, lavkomiske og indholdsløse underholdningstegnefilm, specielt repræsenteret ved Walt Disneys korte serietegnefilm.

 

Samtidigt hermed var jeg i stigende grad kommet til at betragte min egen lille tegnefilm, "Hvordan elefanten fik sin snabel", med mishag og misfornøjelse. Skønt jeg havde brugt mere end et år på den, og lavet ganske mange animations­tegninger til den, var jeg efterhånden blevet så overvældet af utilfredshed med mit design og mine anima­tions­tegninger til filmen, at jeg en dag hentede alle tegningerne frem og satte mig ned foran den tændte kakkelovn, som jeg fodrede med så mange tegninger som muligt ad gangen. Da der imidlertid var tale om mange hundrede tegninger, ville det tage sin tid at få udryddet hele den store stabel af A4-ark, jeg havde ved siden af mig. Dertil kom, at jeg også skulle passe på ikke at overophede kakkelovnen, der jo brændte lystigt som følge af det let antændelige papirmateriale.

 

Efter et par timers forløb var papirstablen blevet tydeligt lavere, men der var stadigvæk en betragtelig mængde ark tilba­ge, som skulle brændes af. Mor gik nervøst frem og tilbage i stuen og vogtede på det, jeg foretog mig. Hun var dels bange for, at jeg skulle komme noget til, og dels urolig for, om kakkelovnen blev så ophedet, at det gik ud over dens nærmeste omgivelser. I de meget kolde vintre forud, havde vi kunnet opleve, hvordan tapetet på hver side af kakkelovnen var blevet svedent og havde løsnet sig fra væggen, lige som havde været ude for, at malingen på dørkarmen og døren nær ved, var blevet så varm, at den blev fyldt med store og små blærer. I værste fald kunne vi have risikeret, at der var gået ild i træværket, og så havde fanden - eller ilden - været løs. Så moder havde derfor egentlig god grund til at være nervøs i dette tilfælde.

 

Det tog mig flere omgange, at få afbrændt de mange tegninger, og da jeg ikke vovede at sætte mig foran kakkelovnen og fyre dem af, medens far var hjemme, måtte jeg altså vente med at afbrænde resten af tegningerne, til der bød sig en lejlighed til det. Det lykkedes dog over en periode af cirka 14 dage, og jeg drog et lettelsens suk, da jeg proppede de allersidste tegninger ind i ilden, og dermed slettede ethvert spor af den film, som jeg oprindelig var begyndt på med stor lyst og begejstring.   

 

Da Kaj Pindal en dag kom for at aflevere en scene, han havde mellem­tegnet for mig, og hørte om, hvad der var sket og at jeg helt havde opgivet tegnefilmen "Hvordan elefanten fik sin snabel", blev han om muligt endnu mere tavs end sædvanligt, men sagde dog med forundring og en anelse desperation i stemmen: "Hvordan kunne du dog gøre det!?" Upåvirket af situationen og selvrådig, som jeg var, svarede jeg: "Jeg ku' simpelthen ikke mere holde ud, at se på de dårligt tegnede figurer, og anima­tio­nen er jeg heller ikke tilfreds med! Derfor!" - "Ja, så har du vel ikke brug for min assistance længere!?" konstaterede den noget chokerede Pindal, som ikke dristede sig til at udtale sig kritisk eller bebrejdende om min udåd. Så vidt jeg husker, svarede jer dertil: "Nej, det har jeg ikke, i al fald ikke før jeg får lært at tegne og animere bedre!" - "Nå, men så farvel med dig og ha' det godt!", var det sidste, Pindal sagde, idet han uden yderligere ord gik ud ad døren og forlod lejligheden.­ Den sympatiske og senere højt anerkendte Kaj Pindal så jeg ikke igen, før i slutningen af 1960'erne, da han var på et kort besøg hos sin tidligere ven og kollega Ib Steinaa, som jeg dengang arbejdede for.

 

På det tidspunkt havde Ib Steinaa fortalt mig, hvad jeg år senere også hørte af Børge Ring og endnu senere af Jannik Hastrup, at Pindal havde fortalt dem hver for sig, at han havde syntes, min handling med at fyre mit og delvis også hans store arbejde på min film af i kakkel­ovnen, var fuldkommen vanvit­tigt, og at han anså mig for at have været utilregnelig i gerningsøjeblikket!

 

Hvad der ellers skete

I begyndelsen af oktober stiftede og udgav Partiet Venstre avisen ”København”- Det skyldtes, at partiet ikke havde sit eget medieorgan i hovedstadsregionen, i modsætning til f.eks. Socialdemokratiet, som havde Social-Demokraten, mens De Radiale havde Politiken og Konservativt Folkeparti havde Berlingske Tidende. Avisen fik dog ikke nogen lang levetid, idet den lukkede igen i 1949.

 

For resten havde avisen København en forgænger med samme navn, nemlig en udgave, der udkom 1889-1931 og som var stiftet af den kulturradikale politiker og journalist Ove Rode (1867-1933), farbror til skuespilleren Ebbe Rode (1910-1998). Det var et oppositionelt og såkaldt boulevardblad med en del litterært indhold, men avisen fik ikke nogen stor læserkreds, heller ikke, da det i 1894 blev tilknyttet partiet Venstre. I 1902 skiftede avisen ledelse, som gjorde bladet til et politisk morgenblad, der især under 1. Verdenskrig markerede sig med en antitysk holdning. Tyve år senere, i 1922, blev avisen solgt til Venstre, men på grund af partiets ringe vælgertilslutning i hovedstaden, havde avisen heller ikke mange læsere der. Allerede fem år efter, i 1927, solgte Venstre avisen, som skiftende ledelser derefter med ringe held forsøgte at drive videre under navnet Morgenbladet, men måtte opgive og lukke i 1931.

 

Tanken om en forenet verden havde udover Forenede Nationer (FN) også udmøntet sig i oprettelsen af den atompacifistiske føderalistiske organisation World Movement for World Federal Government. I november 1946 fik denne også en dansk underafdeling under navnet Een Verden. Organisationens formål var – meget idealistisk - at virke for forhold og tilstande, der kunne umuliggøre krig i fremtiden. Til grund for denne opfattelse lå, at FN skulle omdannes til en demokratisk centralstyrelse i form af en verdensregering for alle jordens lande og ikke kun for de lande, der foreløbigt var medlemmer. Man mente, at denne omdannelse af FN ville føre til afskaffelse af alle nationale militærstyrker, samt til oprettelse af en international politistyrke og desuden til oprettelse af en planøkonomi i det omfang, det blev fundet nødvendigt, for at udjævne de økonomiske forskelle mellem staterne. Blandt de aktive medlemmer af Een Verden var f.eks. forfatteren og designeren Piet Hein, advokaten Hermod Lannung og skuespilleren Ebbe Rode.

 

Den 6. november 1946 genåbnedes restaurant Wivex efter en omgribende restaurering som følge af schalburgtage i 1944, hvor den nordlige ende af Tivoli også blev slemt medtaget. Wivex lå og ligger stadig til højre for Tivolis hovedindgang og var dengang som nu en af Københavns mest berømte og velrenommerede restauranter.

 

Nok så betydningsfuldt for Københavns befolkning var det, at gasrationen den 27. november endnu engang blev nedsat, denne gang dog ikke som følge af krigssituation, men fordi der var mangel på kul som følge af amerikanske minearbejderes strejke ovre i Guds eget land.

 

Livet gik stille og roligt videre og omtrent i sin vante gænge for min familie og mig, som tilfældet formentlig og forhåbentlig var for de fleste danskeres vedkommende, københavnere eller ej. Men der var naturligvis mange, som stadig måtte kæmpe med psykiske og andre eftervirkninger af Besættelsen, og mange måtte leve med savnet af en nærtstående afdød slægtning, der som modstandsmand eller –kvinde eller sabotør, var blevet henrettet af tyskerne.

 

Selv om de af os, der var fulgt med Jens Andreasen, da han brød med Akademiet for fri og merkantil Kunst, derefter svævede mere eller mindre rodløse i et ingenmandsland, fordi vi nu ikke længere var tilknyttet et fast undervisningssted, var jeg stadigvæk stærkt optaget af og fokuseret på den tegneundervisning, som jeg selv syntes at jeg lærte en hel masse af, ikke mindst takket være tegnelæreren Jens Andreasen. Men det viste sig desværre snart, at han ikke var velegnet som leder og administrator, så derfor kom det hele til at sejle og situationen blev i høj grad usikker, hvilket naturligvis ikke kunne undgå at præge os elever. Indtil videre holdt vi dog ved, for hvad skulle vi ellers gøre.

 

Imidlertid måtte jeg efterhånden konstatere, at jeg faktisk savnede at tegne figurer, som bevægede sig, sådan som tilfældet er i tegnefilm. Men indtil videre måtte jeg lade mig nøje med at se, hvad andre og betydeligt mere professionelle og dygtige, ja, vel nærmest geniale, tegnefilmfolk, som især Walt Disney og hans mange medarbejdere præsterede, og dette bekendtskab kunne jeg bedst og nemmest genopfriske ved at gå ind og se Metropols årlige Jule-Show.

 

Metropols Jule-Show 1946:

Dette år var jeg derfor igen en længselsfuld gæst til Metropols Jule-Show, og som sædvanligt bestod programmet af i alt 6 korte Disney-tegnefilm, nemlig følgende titler:

 

1.     Vinduespudseren (Window Cleaners, 1939)

2.     Mesterkokken (Chef Donald, 1941)

3.     Troldmandens kuffert (The Baggage Buster, 1941)

4.     Kødbenet (T-Bone for Two, 1942)

5.     Over stok og sten (Victory Vehicles, 1943)

6.     Basunblæseren (Thrombone Trouble, 1944)

 

Så vidt jeg er orienteret, var der faktisk ingen repriser i det ovenstående filmprogram, heller ikke Vinduespudseren, selv om denne film er fra 1939. Og resten af filmene er produceres under krigen, hvorfor filmene ikke tidligere var blevet vist i danske biografer. Alle de seks nævnte tegnefilm var simpelthen fremragende i enhver henseende, og filmene hører da også i dag velfortjent til Disneys kortfilm-klassikere.

 

Julen og nytåret 1946

Heller ikke fra dette år har jeg specielle erindringer fra de nævnte to højtider, så derfor forestiller jeg mig, at begge dele stort set har formet sig som i 1945, den første jul efter Befrielsen. Forskellen var nok, at der til trods for den fortsatte rationering, var et lidt større varesortiment i butikkerne, ikke mindst når det gjaldt dagligvarer, og det betød jo meget for hver enkelt familie, men måske især for børnefamilierne. Situationen havde under Besættelsen jo været den, ar selv om man havde rationeringsmærker til de varer, der var rationerede, var det ikke sikkert at man kunne købe disse i butikkerne, simpelthen fordi der ikke var forsyninger nok. Dette gjaldt ikke sjældent for madvarernes vedkommende.

 

Årets julegaver blev for min families vedkommende dels købt i nogle af de lokale butikker på Jagtvej, og dels henne i Borrit på Nørrebros Runddel og ellers i Daells Varehus, som stadig var arbejderfamiliernes foretrukne indkøbssted på grund af sine relativt lave priser. Daells Varehus havde vi jo kendt til helt fra min barndom i Tillitse, hvor vi hvert år så frem til at modtage varehusets illustrerede og farvestrålende katalog. Dengang blev varerne købt via postordre, en leveringsform, som Daells Varehus havde specialiseret sig i, og varerne kom altid prompte, når de var blevet bestilt og betalt. 

 

Hvis jeg ikke tager helt fejl, så kom i hvert fald mormor og morfar ud til os juleaften, og vi var hos dem til julefrokost 1. juledag, hvor for øvrigt en stor del af mors familie var samlet. Det vil først og fremmest sige Dennis, og Gudrun med sin godt etårige datter, Birgith, og Ditte, som vistnok boede alene på det tidspunkt, samt Lilly med sin daværende mand, Walther, og muligvis også Thorkild og hans kæreste, den ganske unge Sonja, som han senere blev gift med. Dennis logerede på det tidspunkt på et værelse på 5. sal i ejendommen Baggesensgade 24, hvor mine morforældre boede på 4. sal, og Ditte og Thorkild på 3. sal i hver sin lille korridorlejlighed, mens Lilly og Walther så vidt jeg husker boede i Ryesgade nr. 56 A på 5. sal.

 

2. juledag fejrede vi ikke, men hvilede ud eller for Benny og Bents vedkommende gik i biografen, hvilket jeg også gjorde, såfremt der var en film, jeg gerne ville se. Dengang var biograferne i øvrigt lukket alle helligdage året rundt, bortset fra 2. juledag, der i reglen var en premieredag, og 1. nytårsdag, som ikke faldt ind under helligdagslovgivningen. Men ellers forberedte vi os hver især på henholdsvis skoledagen og arbejdsdagen næste dag. Den 5-årige Lizzie glædede sig sikkert til atter at lege sammen med sin gode veninde Judy, som boede i en ejendom lige skråt overfor mine forældres. Mor var jo stadig hjemmegående på det tidspunkt, så hun glædede sig sikkert bare til den fred og ro, der i reglen fulgte med hverdagene. 

 

Denne nytårsaften var det igen blevet tilladt at affyre raketter og andet fyrværkeri, og det benyttede især de større børn og yngre mænd sig af. Men hos os forløb aftenen stilfærdigt, for mor var ikke meget for alt det knalderi og de høje hyl, som affyringen af raketter og heksehyl og lignende afstedkom. Det holdt jeg med hende i, for lige som Jægersborggade havde været en temmelig livlig og oprørsk gade under Besættelsen, hvor der især under Folkestrejken 1944 blev tændt bål i begge ender af gaden, sådan var den også et livligt sted nytårsaften i fredstid.. Denne aften betød som regel også, at der blev tændt bål i gaden  

 

Fortsættes i artiklens 18. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer delvis fortsat fra 1946 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________