Ideale drømme, skepsis og tvivl 17. del
Fra idealist til realist
Morale: Livet er kun til låns
(Delvis fra 1945 og fortsat videre fra
artiklens 16. del)
Et af de forhold, som
vi – eller i hvert fald jeg – ikke hæftede mig så meget ved dengang, da det var
aktuelt, var den omstændighed, at Bornholm også havde været besat af tyskerne,
men at de nu blev befriet af afdelinger af den russiske Røde Hær. Øen lå jo så
tilpas langt fra Danmark, så at russiske styrker i Polen og Øst-Tyskland havde
relativt nemmere ved at nå over til øen, både ad vand- og luftvejen, men især
ad den sidstnævnte. Det skete mandag den 7. maj, hvilket Bornholms Tidende
kunne berette – måske lidt småbittert – om i sin udgave for torsdag den 17. maj
1945:
Da Freden kom til det øvrige Land,
kom Krigen til Bornholm
Den tyske Kommandant von Kampfz nægtede at kapitulere,
og store Dele af Nexø og Rønne blev lagt i Ruiner
af russiske Bombemaskiner
9 dræbte i Rønne og Nexø – Meget store materielle Skader
De dræbte var civile
danskere, men en anden stor og alvorlig følge af krigshandlingerne mellem de
tyske stillinger på Bornholm og de angribende russiske tropper, var, at mange
blev sårede og hjemløse, det sidstnævnte, fordi deres huse, over 2000, var
blevet bombet af russerne under de luftangreb, der fandt sted. De tyske
troppers modstand imod de angribende russere, var energisk og udholdende, og
mange tyske soldater blev dræbt og endnu flere sårede, der nævnes et tal på
1218 af de sidstnævnte, men præcise tal herom forelå ikke på det her omtalte
tidspunkt. Om eventuelle russiske tab forelå der heller ikke oplysninger.
Imidlertid besatte de
russiske styrker faktisk Bornholm, og mange frygtede for, at øen skulle komme
under russisk kontrol og administration. Men i henhold til Bornholms Tidende
forsøgte den lokale russiske hærledelse under kommandant Strepkoff at berolige
de frygtsomme. I et interview med avisen udtalte han sig om sin og de russiske
troppers tilstedeværelse på øen:
Den første Kommandant
over de russiske Styrker
paa Bornholm udtaler sig – Afspærringen vil kun
vare et Par Dage
”Vor Mission er endt
med Tyskernes Fjernelse” erklærede den tyske kommandant, og den tyske kommandant
von Kampfz vil blive ført til byen Kolberg og stillet for en krigsret og dømt
til døden og henrettet. Kort og godt og ingen pardon.
Den afspærring, der
her var tale om, var, at forbindelsen til det øvrige Danmark var totalt
afbrudt, idet man hverken kunne komme til eller fra Bornholm med fly eller
færge, og desuden kunne man ikke afsende post eller telefonere og telegrafere.
Ophævelsen af spærringen var beroende på de forhandlinger, der efterfølgende
skulle foregå mellem den danske regering og den sovjetrussiske regering.
I mellemtiden
opfordrede byrådene i Rønne og Nexø de borgere og ejere af huse, der ikke var
berørte af bombardementernes ødelæggelser, til midlertidigt at genhuse de
familier, som stod uden tag over hovedet. I modsat fald ville byrådene se sig
nødsaget til foretage tvangsindkvartering for de ramte familier. Hvordan
genhusningen forløb og lykkedes, har jeg desværre ingen viden om, men mon ikke,
der også fandtes behjertede og hjælpsomme bornholmere, det vil jeg bestemt tro
og mene.
Men som nævnt var
situationen på Bornholm i befrielsesdagene faktisk kun noget, jeg seriøst har
fæstnet mig ved mange år senere, for jeg havde på det tidspunkt, hvor
begivenhederne fandt sted, endnu ikke været på besøg på ”Bornholm, du dejlige
ferieø.” Det kom jeg til gengæld en del år senere, og i en ganske bestemt
anledning, hvilket jeg skal fortælle nærmere om i kronologisk rækkefølge.
Den 17. maj 1945
kunne Berlingske Tidende bringe nedenstående foto fra Feltmarskal Montgomerys
besøg hos Danmarks aldrende kongepar, kong Christian X og dronning Alexandrine,
på Amalienborg, hvortil han dels var inviteret til frokost og dels til at
modtage en sjælden hædersbevisning i form af Storkorset af Danmark med
bryststjernen i diamanter.
Et historisk øjeblik: Feltmarskal
Montgomery, Danmarks befrier, mødes her lørdag den 12. maj 1945 med Danmarks
aldrende kongepar, kong Christian X og dronning Alexandrine, på Amalienborg,
hvor han dels var inviteret til frokost og dels til at modtage Storkorset af
Danmark med bryststjernen i diamanter. En hædersbevisning, der ikke er blevet
mange til del. – Foto fra Bornholms Tidende for torsdag den 17. maj 1945.
Den 11. maj 1945 kunne Ekstra-Bladet i øvrigt
også bringe følgende overskrifter på sin forside:
Afrivning af Ører
Hos en Gruppe
arresterede Hipofolk i Asserbo har Frederiksværk Politi fundet en Haandbog i Tortur.
Teksten er tysk, og Bogen er forsynet med 21 Helsidesbilleder, der viser,
hvordan en Fange, der ikke vil bekende, skal behandles. Der er tillige en
Anvisning paa Knusning af Hænder, Fødder og Knæ, Afrivning af Ører og
Indblæsning af ulæsket Kalk i Øjnene. Det sidste Kapitel er en detaljeret
Gennemgang af forskellige Maader, hvorpaa Ofrene kan aflives. Den modbydelige
Tryksag er nu i Politiets Varetægt.
Voldsomme Skyderier i Oslo i Nat
Nordmændene stadig meget fortrykte
gennem et knust Butiksvindue paa Vej til Hotellet
Spioncentral paa Falster aflyttede
Bests og Panckes Samtaler
med Berlin
Man fik
ogsaa her Besked om
en
planlagttysk Razzia, som bevirkede, at
Shell-Huset maatte bombes
Axel Høyers Søn skudt i Nat
paa Sundholm
Han var blevet arresteret som Hipo-Mand og
Forsøgte at overfalde en af sine Vogtere
Nævnte Axel Høyer var under Besættelsen kendt som en flittig og ivrig
agitator i Danmarks Radio. Desuden var han redaktør af det nazistiske dagblad
”Fædrelandet” og en overgang også medlem af det danske naziparti, Dansk
National Socialistisk Parti, forkortet DNSAP, i øvrigt omtrent samme initialer
som i det tyske NSDAP. Høyer forlod dog senere nazipartiet, for at danne sit
eget parti ”Dansk Anti-Kommunisme”.
Efter Danmarks befrielse blev Høyer som så mange andre, der havde
optrådt unationalt under Besættelsen, arresteret og sat i varetægtsfængsel. Ved
dom af 12. marts 1947 blev han idømt fængsel i 7 år med fortabelse af
borgerlige rettigheder for bestandig. Samtidig konfiskeredes hans formue på
25.000 kr. Høyer appellerede dommen til Østre Landsret, hvis dom faldt den 1.
oktober 1948 og lød på en skærpelse af fængselsstraffen til 10 år og
stadfæstelse af den øvrige del af dommen.
Inde i avisen kunne
man bl.a. læse følgende overskrifter:
De nyeste Anholdelser
Vi bør mindes de mange, som blev skudt ned paa
Gaden af Tyskerne og deres Hjælpere
Schacht vil ikke tro paa Hitlers Død,
”om han selv fortalte det”
Forestaaende Udrensning paa
Det Kongelige Teater
Et pinligt Intermezzo inden Opførelsen af
”Elverhøj” i Søndags
Den nævnte
udrensning, det vil sige afsked, drejede sig – udover den tidligere omtalte balletdanser
Leif Ørnberg – også om hans kollega, balletdanser Poul Witzansky, og desuden om
skuespillerinden Else Højgaard, samt om to af kapellets musikere, Lanzky-Otto
og Polycarp Andersen. Endvidere fik kapelmusikus Otto Sørensen og kapelmusikus
Julius Thornberg, deres afsked. Men man forventede, at endnu flere af teatrets
personale, herunder fire unavngivne damer i operakoret, ville lide samme
skæbne. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvorfor den dengang berømte
Else Højgaard var i søgelyset og naturligvis heller ikke, hvem de fire
unavngivne damer i operakoret kunne være.
Den 11. maj 1945 kunne Ekstra-Bladet desuden
også bringe følgende overskrifter på sin forside:
Montgomery foregaar os med et næsten
alt for godt Eksempel!
En Ørkenrotte og andre engelske Soldater om
den store
Hærfører: Han drikker ikke, han ryger ikke,
er religiøs
og omgaas Kvinder med Varsomhed
Nøje Grænsekontrol med de bortdragende
Tyskere:
Vældige Dynger af Varer
Tyskerne forsøgte at faa med hjem
hober sig op ved Grænsen
10,000 saarede paa Aarhus’ tyske Lazaretter
Hvordan Sigurd Thomsens Morder
blev henrettet
Da den berygtede Stikker og Morder
Due-Petersen, kaldet ”den lille Banan”, blev bortført fra Kommunehospitalet og
henrettet.
Sigurd Thomsen var forfatter
og politisk redaktør ved Social-Demokraten. Under besættelsen var han aktiv
modstandsmand, og den 25. marts 1944 blev han anholdt af Gestapo på
Rådhuspladsen i København. Da han gjorde modstand, blev han uden videre skudt
og dræbt. Thomsen var angiveligt blevet angivet, ”stukket”, til Gestapo af
stikkeren Due-Petersen
Hellig Jord for alle Danske
En smuk Tanke at indrette Gravpladsen
i Ryvangen til Mindelund
Muligt at identificere de Døde
Med gravpladsen i Ryvangen
menes det sted, hvor tyskerne begravede ligene af de sabotører og
modstandsfolk, de havde henrettet. Ligene blev begravet uden nogen synlig
indikation på, hvem, der lå hvor. Men tyskerne havde dog sammen med hvert
enkelt lig også begravet en lille glasbeholder med navn og data på den
henrettede, hvilket muliggjorde en senere identifikation. Det kan man vel
betragte som en vis form for hensynsfuldhed og ærefuld begravelse, trods
alt.
En Tak til alle, som har vist
Politiet Sympati
”Vi, der sad interneret i Shell-Huset, har
ingen Ting gennemgaaet – i sammenligning med mange andre Politifolk”
General Knudtzon om Den Danske Brigade
”Vi har aldrig haft saa veltrænede Soldater,
som vi
har i Brigaden i Øjeblikket”
Gunnar Larsen og Thune Jacobsen
ventes for Rigsretten
De godt 100 internerede Danskere i Sverige
bliver de sidste,
der vender hjem – og det sker under
Politieskorte
Nævnte Gunnar Larsen var
minister for offentlige arbejder, og Thune Jacobsen justitsminiser, senere
rigspolitichef under Scavenius-regeringen 1942-43. Begge havde støttet
statsminister Scavenius’ taktiske imødekommenhed overfor den tyske
besættelsesmagt. Men ingen af de to politikere var mistænkt for at nære
nazistiske sympatier, og ingen af dem blev, så lidt som Scavenius, dømt for
landsskadelig virksomhed.
Flere Hundrede dødsdømte Russere
befriet i Aarhus
Det er nu oplyst, at Frihedskæmpere blandt de danske Jernbanefolk
befriede flere Hundrede Russere i Aarhus, som var stuvet sammen i
Jernbanevogne. Russerne skulde have været skudt, men Jernbanefolkene kørte
ganske simpelt Vognene væk og forsynede Russerne med Fødevarer.
En af mit livs uhyggeligste filmoplevelser
fik jeg, da forskellige københavnske biografer kort efter befrielsen viste
dokumentariske filmoptagelser fra de tyske koncentrationslejre. Denne film så
jeg i Colosseum, hvor folk stod i lange køer og ventede på at komme ind i biografens
halvmørke og få deres livs formentlig værste chok. Det, man fik at se, var så
rystende, at det var svært at tro på at det virkelig havde fundet sted i vores
verden, og det endda kun for kort tid siden. Men billederne, der var optaget af
de engelske og amerikanske filmfotografer, der sammen med britiske og
amerikanske soldater ankom til de berygtede fangelejre, som f. eks. Neuengamme
og Auschwitz, Bergen Belsen og Dachau, og fra kvindelejren Ravensbrück, talte
desværre deres mere end tydelige sprog om den råhed og brutalitet, der lå bag
lejrpersonalets behandling af fangerne, og om den ydmygelse og fornedrelse, som
de stærkt udsultede fanger måtte lide under deres kortere eller længere ophold,
og inden de var så uheldige enten at dø af sult, sygdom og overanstrengelse
eller så heldige at overleve og blive befriet af De Allierede.
Der var rystende og dybt chokerende
optagelser af menneskelige benrade eller såkaldte muselmænd, af døende,
halvtpåklædte fanger af begge køn, af mænd og kvinder, der var stuvet sammen i
uhumske og stærkt overfyldte barakker, af bunker af lig, der bogstavelig talt
var stablet ovenpå hinanden ude i det fri eller inde i en bygning, af gaskamre,
hvor mennesker, mænd, kvinder og børn, under foregivende af, at de skulle i
bad, var omkommet ved gasning, og af ovne, hvor ligene systematisk og
fabriksmæssigt var søgt skaffet af vejen.
Disse uhyrlige ugerninger kunne man også læse
om i aviserne, og i hvert fald allerede i Ekstra-Bladet for den 11. maj 1945,
hvor man også bragte nogle fotos fra de befriede kz-lejre (se nedenfor).
Mærkværdigvis omtalte Ekstra-Bladet den
ovenfor nævnte dato ikke så meget som med et ord de uhyrligheder, som de bragte
fotos tydeligt viste, der måtte være foregået i de tyske kz-lejre under krigen,
og særligt i dennes seneste år 1943-45. Der var jo tale om folkemord – den
såkaldte holocaust – på især det jødiske folk uanset dettes forskellige
nationale tilhørsforhold.
S.S.-Mænd maa i Buchenwalde-Lejren
hjælpe til med det uhyggelige Oprydningsarbejde. – Foto og billedtekst:
Ekstra-Bladet for fredag den 11. maj 1945. – Som det direkte fremgår af
billedet, blev ligene af de døde, som lå stablet i bunker, behandlet temmelig
uværdigt og respektløst.
Men selv om det, der vitterligt var foregået i
de tyske kz- og udryddelseslejre blev omtalt i medierne i de følgende dage og
måneder, kom kendsgerningerne først frem efterhånden som De Allierede fik et
overblik over situationen. De stærkeste indtryk fik man imidlertid af de
dokumentariske film, som de tyske bødler selv havde foranstaltet optaget.
Der var billeder fra især ghettoen i Warszawa,
der gjorde uudsletteligt indtryk, med udsultede og forarmede mennesker, mænd,
kvinder såvel som børn, hvis eneste ”forbrydelse” bestod i, at de tilhørte den
jødiske race og tro. Der var billeder fra andre besatte lande i Østeuropa og
Sovjet, hvor de tyske specialtroppers fremfærd kun efterlod sig død og
ødelæggelse. Mennesker af begge køn blev pågrebet og ofte straks henrettet,
enten ved skydning eller hængning, og ikke sjældent havde de pågældende ofre i
forvejen måttet grave deres egne grave. I nogle tilfælde blev ofrene skudt,
enten mens de stod opstillet på kanten af store, dybe fællesgrave, eller var på
vej ned i eller mens de stod opstillet i bunden af en af disse. Men de tyske
dokumentarfilm bar i nok så høj grad direkte vidnesbyrd om den forråelse og
brutalitet, der prægede de uniformerede tyske bødler, som ikke sjældent morede
sig over deres egne frygtelige ugerninger.
Den engelske
Parlamentsdelegation besøger Lejren i Buchenwalde. - Foto og billedtekst:
Ekstra-Bladet for fredag den 11. maj 1945. Det ses tydeligt, at
delegationsmedlemmerne forståeligt nok er chokerede og ikke rigtigt ved,
hvordan de skal forholde sig til et så uhyrligt og umenneskeligt syn.
Et Billede fra
Massegraven i Belsen, hvor Ligene af de Hundredvis af Mennesker, der daglig
døde, blev kastet hen. - Foto og billedtekst: Ekstra-Bladet for fredag den 11.
maj 1945. – Af de ovenstående fotos fremgår det ligeledes med al tydelighed, at
ligene af de afdøde i den grad blev behandlet uværdigt og respektløst. Man skal
her tænke på, at hvert eneste af de døde mennesker var enten nogens far eller
mor, søn eller datter, bror eller søster eller et andet nærtstående
familiemedlem. Men her kastes ligene skødesløs som kadavere ned i en dyb
fællesgrav ovenpå hinanden, hulter til bulter, for siden af hygiejniske grunde
at blive overdækket med læsket kalk og derefter med jord.
Imidlertid var det i maj 1945 begrænset, hvad
offentligheden – og dermed jeg selv - fik at vide om de uhyrligheder, der var
foregået i Nazi-Tyskland, så derfor vil vi her vende tilbage til den øvrige
situation på det her omtalte tidspunkt.
En vigtig personlig beslutning
Men tilbage til min
lilleverden, hvor situationen i øvrigt var den, at ”Fyrtøjet” desværre endnu
var et godt stykke fra at være fuldt færdig, så man ville kunne programsætte
dens urpremiere. Dels var tegnearbejdet, hvilket hovedsagelig ville sige optræk
og farvelægning, og derfor også optagelse på trickbordet af de endnu ikke
færdiggjorte scener, langt fra at være afsluttet. Desuden var lydarbejdet i
form af indspilning af dialog og musik, samt mixning ikke færdig. Dertil kom
tekniske forsinkelser som følge af, at Agfa-laboratorierne i Berlin var blevet
ødelagt under bombardementerne af byen, og det tog tid at etablere forbindelse
til det franske laboratorium Eclair i Paris, som kom til at stå for
fremstillingen af de filmkopier af ”Fyrtøjet”, der skulle ud og køre i de
danske biografer.
Få dage efter de
euforiske og forvirrende befrielsesdage traf jeg den definitive beslutning, at
jeg ville opsige min stilling hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, således at jeg
kunne slutte arbejdet en uge ind i juni måned. Hen mod slutningen af maj,
fortalte jeg Børge Hamberg om min beslutning om at ville holde op og prøve
noget andet. Det syntes han faktisk var en dårlig idé, og han må åbenbart
straks efter have fortalt det videre til Johnsen, for denne kom næste formiddag
over på tegnestuen, hvor han som så ofte før stillede sig på siden af min stol
og talte lavmælt til mig: ”Jeg hører, at du vil slutte hos os! Men vil du ikke
nok tænke over det, for der er da en hel del arbejde tilbage at lave, også for
dig. Og desuden skulle vi jo gerne gå videre med nye tegnefilmprojekter og vil
derfor nødigt undvære dig!” Disse ord følte jeg mig naturligvis beæret over,
men min beslutning om at stoppe var uigenkaldelig. De to år med koncentreret og
intenst arbejde bag lyspulten dag ud og dag ind, og ikke mindst det halve års
overarbejde med en cirka 15 timers arbejdsdag, havde gjort mig moden for en
forandring, næsten ligegyldig hvilken. Den opbrudsstemning, der efter
befrielsen havde bredt sig i befolkningen, smittede desuden også af på mig, og
jeg følte derfor stor trang til selv at føle mig ’befriet’.
Så vidt min erindring
rækker, var jeg den første og foreløbig eneste af personalet hos Dansk Farve-
og Tegnefilm A/S, der ønskede at slutte min ansættelse endnu før filmen var
blevet gjort helt færdig. Derfor sagde jeg jobbet op, med virkning fra en uge
ind i juni måned. Vel at mærke uden at vide, hvad jeg derefter skulle foretage
mig, bortset fra at forsøge på at færdiggøre min egen lille tegnefilm ”Hvordan
elefanten fik sin snabel”. Men det er en anden historie, som jeg skal fortælle
lidt mere om i det følgende afsnit.
Hvordan arbejdet på ”Fyrtøjet” videre forløb,
har jeg intet personligt kendskab til og vidste ikke noget om på det tidspunkt,
for efter at være sluttet en uge inde i juni 1945 mistede jeg faktisk for en
tid kontakten med Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og personalet. Den eneste, jeg
havde nær kontakt til, var bybudet ”Pluto” alias Erik Nielsen, som snart efter
også opsagde sit job hos firmaet. Men blandt andet gennem Karen Egesholm og
Mona Ipsen har jeg erfaret, at optræks- og farvelægningsarbejdet fortsatte til
et godt stykke hen på efteråret 1945. Bodil Dargis, født Rønnow, har fortalt,
at der stadig var en del ansatte medarbejdere i 1946 i afdelingerne på Nørrebro,
henholdsvis i lokalerne på Nørrebrogade/Blågårdsgade og i Stengade. Og fru
Gerda ”Tesse” Johnsen og Henning Ørnbak har hver for sig kunnet fortælle noget
om, hvad der videre skete for og med Dansk Farve- og Tegnefilm A/S i de nærmest
følgende år. Det skal vi som nævnt høre mere om i nogle af de næste afsnit.
Men nok så vigtigt
for mange danskere var det på den tid, at biograferne igen frit kunne vælge at
spille især amerikanske og engelske film, og sådanne blev overraskende nok da
også sat på programmet allerede den 6. maj, i hvert fald i København. Denne
dato har jeg desværre ikke dokumentation for biografrepertoiret, det har jeg
derimod for den 12. maj, hvor der var flest amerikanske film på programmet, og
alle film var repriser, som havde været spillet før. Det gjaldt både de
engelske film, som var blevet forbudt opførelse i danske biografer af den tyske
besættelsesmagt allerede ved besættelsens ikrafttræden 9. april 1940, og for de
nye amerikanske film, der som påbudt udgik af repertoiret fra omkring 1942,
mens de lidt ældre film blev udfaset og ophørte i løbet af det følgende års
tid..
Biografrepertoiret den 12. maj 1945 i henhold til Ekstra-Bladet:
Alexandra: Kl.
2,45-4,45-6,45
Alle Tiders bedste amerikanske Lystspil
Frank Capra-Mesterværket: Det hændte en Nat (Amrk., 1934)
Claudette Colbert – Clark Gable
Bellevue: Kl. 7,10
Alexander’s
Ragtime-Band (amrk. 1938)
Alice Faye – Tyrone
Power
Bristol: Kl.
3,15-5-6,30. Forb. f. Børn.
Den amerikanske Storfilm Suez (amrk., 1938)
Tyrone Power – Annabella – Loretta
Young
Colosseum: Kl. 6,45.
Forbudt for Børn
Stort amerikansk Dobbeltprogrm
Jack Holt i ”Udenfor 3 Milegrænsen” (amrk. ikke
identificeret)
Charles Starrett i ”Præriens Snigskytter” (amrk. ikke
identificeret)
Carlton: Kl.
2-3,50-6,50. 2. Uge!
Den engelske Latterfarce Det ligger i Luften (eng. 1938)
med Komikeren George Formby
Casino: Kl. 6,45.
Det amerikanske Pragtværk
- og Regnen kom (amrk., 1939)
[i denne film medvirker Tyrone Power også]
D. S. B. Uafbr. Forest.
Kl. 13-19.
Der var engang – Dansk Virke III – Kongegribben – Georg Hallands
Orkester –
Det gyldne Californien – Skipper Skræk slaar Rivalen
Grand: Kl.
3,10-5,6,50
Englands berømteste Film
Den røde Pimpernel (eng. 1935)
Leslie Howard – Merle Oberon
Metropol: Kl. 1,30-3,10-5-6,45
Lystspillet Min
Yndlingshustru (My Favorite Wife) (amrk. 1940)
Cary Grant – Irene Dunne
– Gail Patrick – Randolph Scott
Nora: Kl. 5 og 6,45
Shirley Temple
Den lille Prinsesse (amrk. 1939)
Nørreport Bio: Obs! Kl.
14,10-16,10-18,40
Den engelske Storfilm
Englands blaa Sønner (eng. 19??)
Palads: Kl. 2,30 pr. Kl.
4,30 pr. Kl. 6,45 pr. 6. Uge!
Else Marie – Hans Kurt
Man elsker kun én Gang
Palladium: Kl. 2,30 Kl.
4,30 Kl. 6,45. Forb. f. B.
To i en Storby (Svensk, 19??)
- en svensk Storfilm
Udsnit af annoncesiden
for Forlystelsesannoncer, herunder biografannoncer, i Ekstra-Bladet for lørdag
den 12. maj 1945. Et nyt syn på disse annoncesider var de mange titler på
engelske og især amerikanske film, som biograferne fik mulighed for helt frit
at sætte på repertoiret igen allerede i de nærmeste dage efter befrielsesdagen
den 5. maj. Det benyttede de allerfleste københavnske biografteatre sig af, som
ikke var kontraktligt forpligtet på anden måde, som det formentlig har været
tilfældet for de få danske og svenske film, der da blev spillet.
Park: Kl. 16,30 og 18,45
Filmen, vi aldrig glemte
Goodbye, Mr. Chips (amrk. 1939)
Med Robert Donat og Greer
Garson (Mrs. Minniver)
Platan: Kl. 5,10 og
6,50. Næsts. Dag
Robin Hood (amrk. 1938)
Errol Flynn – Olivia de Havilland
Rialto: genaabner i
Dag Kl. 5 og 6,45 – Kun 2 Dage!
Leslie Howard i
Gengangeren fra Berkeley Square (eng. 1933)
(Mandag Première: Bette Davis – Paul Lukas i den ny amerikanske
Film
”En for Alle” (Watch on the Rhine) (amrk. 1943)
Roxy: Kl. 7 præcis
Rosalind Russell og Cary Grant
idet straalende amerikanske Lystspil
Sensationen (amrk. 1940)
Saga Teatret: Kl.
2,30-4,15-5,50. Forbudt for Børn
Den enestaaende Storfilm fra Englands Undergrundsbevægelse
Fire Mænd hævner (eng. Ikke identificeret)
Efter Edgar Wallace’s fantastisk spændende Roman
Scala-Bio: Kl
2,30-4-5,30-7
Farlige Skønheder (amrk. 19??)
Med Franchot Tone og Ann Sothern
Nyt amerikansk Kriminal-Lystspil
Triangel: Kl. 4,30 og
6,45. Forb. for Børn
Gunga Din (amrk. 1939)
[med Cary Grant]
Vanløse: Kl. 6,45
Den amerikanske Storfilm
Fangen paa Zenda (amrk. 1937)
med Ronald Colman
Windsor: Kl. 6,45
Midnat (amrk. 1939)
Claudette Colbert –
John Barrymore
På den ovenstående
liste over københavnske biografer, er det ikke alle biografer, som er
repræsenteret, nemlig kun 22. Men af disse 22 biografer spillede de 15
amerikanske film, mens 5 spillede engelske film og kun 2 spillede danske film
og 1 enkelt en svensk film. Men publikum nærmest strømmede til biograferne,
også selvom de allerfleste af filmene var repriser fra sidste halvdel af 1930’erne.
Men det var jo under alle omstændigheder herligt og velgørende at gense sine
store filmidoler, som eksempelvis Claudette Colbert, Clark Gable, Tyrone Power,
Leslie Howard, Merle Oberon, Cary Grant, Irene Dunne, Shirley Temple, Robert
Donat, Greer Garson, Errol Flynn, Olivia de Havilland, Rosalind Russell,
Franchot Tone, Ann Sothern, Ronald Colman, Loretta Young, John Barrymore og
mange andre og flere, efterhånden som filmene fik repremiere eller nye film kom
til, efter at grænserne igen var åbnet og importen af nye film genoptaget. Det føltes som om familien atter blev
genforenet efter flere års uønskede og triste adskillelse.
Men var den ny
situation glædelig for biograferne og publikum, så kom den faktisk ubelejligt
for en langtegnefilm som ”Fyrtøjet”, fordi den ny situation betød, at filmen
ville få skarp konkurrence fra især Disneys lange tegnefilm, uanset om der var
tale om en ny film eller en reprisefilm, som normalt plejede at få
Danmarks-premiere eller reprisepremiere 2. juledag i Metropol Teatret på
Strøget, hvilket man måtte forvente også ville finde sted ved juletid her i
befrielsesåret.
Men i maj måned var politikerne og
frihedsbevægelsen og dermed også medierne fortsat stærkt optaget af at fordøje
de barske ting, der var blevet afsløret omkring den tyske besættelsesmagt og
dennes danske medløbere. I vide kredse følte man et indædt had til begge
parter, hvilket bl.a. kom til udtryk i Dagbladet Politiken for lørdag den 26.
maj 1945. På forsiden bragte avisen følgende overskrifter:
Hipo-Folk og Stikkere
Indholdet af den nye Straffelov, der
blev fremsat
i Folketinget i Gaar
Kun to Former for Straf: Dødsstraf og Fængsel
Skattesnyder, der vil undgaa Bøde og redde
Ansigtet, og derfor brænder 680.000 Kr.
Voldsomt Røre blandt Skatteskulkere ved
Udsigten til Afstempling af Pengesedler og Obligationer. – Hundreder af
Millioner,
der ikke er opgivet til Skattevæsenet
En lang Række Befalingsmænd degraderet og
afskediget
Et Antal andre Befalingsmænds Forhold
undersøges
Eden fortsætter som Udenrigsminister
Inde i avisen kunne
man bl.a. læse følgende overskrifter, som jeg vil mene siger en hel del om den
herskende situation og stemning i maj 1945:
Norske Sabotører umuliggjorde den tyske
Atom-Bombe
Det ”tunge Vand”, som skulde bruges, fremstilledes i Rjukan, hvor
Anlægget sprængtes i Luften
Hvis han ikke havde forsynet sig med falske
Papirer.
var han næppe blevet taget
Henrettelserne i Norge vil overstige 300
7750 Kvinder og Børn slæbt til Tyskland,
hvor 1645 døde
500 Superfæstninger deltog i Angrebet
Englands Arbejderparti regner
med Valg-Sejr
Partiledelsen regner
med at danne Regering
efter Valget
Brochurer og Film, der gives
og forevises Tyskerne
for Dødsstraffen
Men adskillige Rigsdagsmænd vil undlade at
stemme,
enkelte vil stemme imod
Alle tyske Flygtninge skal
nu tyfusvaccineres
Vi skal ikke være bange for Tyfus, men vi
skal holde os
for os selv, siger Seruminstituttets
Direktør,
Dr. med. Jeppe Ørskov
I Morgen Kl. 11,15 samles
Livgarden Aargang 1912 i K.FU.M.s Gaard og marcherer med Fane og Tromme i
Spidsen ind paa Livgardens Kaserne. Det er de første Gardere, der nu rykker ind
i deres gamle Hjemsted efter Befrielsen, alle af Aargangen er velkomne.
To Arbejdere blev
udpeget
som tilfældige Sonofre
Gestapos danske Bøddel, Massemorderen
Brøndum,
Fortsætter sine forfærdende Tilstaaelser
Brøndum tilstaar Mordet paa Ingeniør
Falck
Tre henrettede Patrioter bisat
ved storstilet Højtid
20.000 Mennesker fulgte de tre Frihedskæmpere
til
deres sidste Hvilested i Gravlunden i Randers
er skjult i Varer
Handelsministeriets Bestemmelse er
kommet
sent, siger Forretningsfolkene
Rigsdagen vedtog i Gaar en Lov om
Udrensning i Hær og Flaade
Loven tilsigter at gøre op med
Landsforræderne
En Behandling, der er et
Kulturfolk værdig
Hollands Børn maa ikke dø
af Sult
Politiken stiller Børnekolonien ”Reden” til
Raadighed for nødstedte hollandske Børn
En Hjælpeaktion i Samarbejde med
Organisationen ”Red Barnet”
Red. Clemmensen
Den tidligere SS-Mand
Flemming Helweg-Larsen
vilde ”værne sin Ære”, hævder han i Retten
HIPOen, der sigtes for Mordet paa
Pastor Schack, afhørt
Overenskomsten med Rederne opsagt
Forsøgt Selvmord med Haandgranat
Uhyggelig Begivenhed paa Hotel Nordland
Lagt Haandgranaten paa Gulvet og bragt den
til Udløsning ved Hjælp af en Snor
Kammeratskabsaften hos Russerne
De russiske Soldater har udfordret Rønne til
en
Fodboldkamp – Atter Lys i Hammer-Fyret –
Danske
Frihedskæmpere og Russere jager tyske
Soldater
i de bornholmske Skove
12,000 Tyskere af Sted fra Frihavnen
De førtes bort af tre tyske Skibe, bl.a. den
store
Handelsdamper ”Antonio Delfino”
Vor Korrespondent i Berlin under Krigen, cand. mag. Henrik V.
Ringsted,
fortsætter og afslutter sin Skildring af Nazisternes Fremtidsdrømme,
der
vilde være blevet realiseret, dersom Tyskland havde vundet Krigen.
Det sidstnævnte citat er overskriften på
Politikens Kronik den 26. maj 1945. Det tænkte fremtidsperspektiv, som kronikken
fremmaner, er et uhyggeligt eksempel på, hvordan det ville være gået Europa,
herunder lille Danmark, ja, og den store verden, hvis skæbnen havde villet, at
nazisterne havde vundet krigen og gjort sig til verdensherskere. Men takket
være en enorm fælles indsats med store omkostninger for De Allierede, kom det
lykkeligvis til at gå helt anderledes, end nazisterne havde forestillet sig og
håbet på. Og takket være den omstændighed kunne vores lilleverden snart vende
tilbage til mere normale tilstande og forhold, også selvom eftervirkningerne af
krigen og besættelsen var mærkbare nogle år endnu.
En optimistisk annonce for Java-Brænderierne, som imødeså en snarlig
tilbagevenden af den ægte eller rigtige kaffe. Men indtil da, kunne man tilbyde
den friskbrændte erstatningskaffe KAFFAN. – Annonce i Politiken for lørdag den
26. maj 1945.
Men at vi nærmede os normale tilstande, kunne
ikke mindst ses af avisernes annoncesider, som hurtigt blev præget af et
indhold, der signalerede lysere fremtidsudsigter, i hvert fald indtil videre.
Det afspejlede sig ikke mindst i forretningernes lokkende tilbud.
To avisannoncer, som hver på sin måde signalerer en tilbagevenden til
de gode gamle tider før krigen og Besættelsen. Men naturligvis var der ikke tale
om en reel tilbagevending, for verdenssituationen var blevet forandret som en
følge af krigen, hvilket verdens befolkning snart skulle få at mærke i form af
den såkaldte kolde krig. Men foreløbig var håbet og forventningerne til
fremtiden store og urealistiske. – Annoncer i Politiken for lørdag den 26. maj
1945.
Et af tegnene på en tilbagevenden til, hvad
man godt kunne tro og mene var normale tider, var særligt forlystelseslivet,
herunder ikke mindst biograferne, for hvilke det nu igen blev muligt frit at
vælge, hvilke film, man gerne ville spille. Og eftersom Amerika på den tid
havde verdens største filmindustri og følgelig det største udbud af film, og
vel at mærke film, som de fleste publikummere også helst ville se, var det helt
naturligt og nærmest selvfølgeligt, at biografdirektørerne fortrinsvis valgte
at vise amerikanske film.
Biografrepertoiret i
københavnske biografer lørdag den 26. maj 1945:
Aladdin: Kl. 6,50. 2.
Uge
Den store amerikanske Film Min Mands Forlovede (amrk.,
1941)
Melvyn Douglas
Alexandra: Kl.
2,-4,15-6,30. Filmen begynder præcis. 2. Uge! Forbudt for Børn
Den amerikanske Storfilm Air Force (amrk., 1943)
med John Garfield
Allé-Teatret: Kl. 5,30 og
7,15. Forbudt f. Børn
I Gaar og i Morgen (dansk, 1945)
Amager Bio: Kl. 5 og 6,45.
2. Uge
Den store nye amerikanske Sukces Her kommer Mr. Jordan (amrk.,
1941)
Robert Montgomery – Claude Rains
Ekstra: Lambeth-Walk
Atlantic: Kl. 6,45. 2. Uge!
Silver Fleet (ikke identificeret)
Ekstra: Hitler-Farcen Lambeth Walk
Sidste Nyt! De Allieredes Hære mødes i Tyskland.
Kapitulationsbetingelserne
underskrives i Montgomerys Telt.
Bella Bio: Kl. 7. 2. Uge!
Flaaden klarer sig (ikke identificeret)
Ekstra: Ny dansk Ugerevy,
Den danske Besættelse af Dagmarhus
samt Hitler-Farcen Lambeth Walk
Bergthora: Kl. 6,50.
Forb. f. Børn
Karin Nellemose – Preben Lerdorf
I Gaar og i Morgen (dansk, 1945)
Bispebjerg Bio: Kl. 18,45
Det maa ikke blive Morgen (amrk. 1941)
Bio-Lyngby: Kl. 19,10.
Forbudt f. Børn
Affæren Birte (dansk, 1945)
Poul Reumert – Anna Borg
Boulevard Teatret: Kl. 6,45
Den store amerikanske Film Min Mands Forlovede (amrk.,
1941)
med Melvyn Douglas
Bristol: Kl.
3,30-4,45-6-7,15. Forb. f. Børn. 2. Uge!
Sejren i Ørkenen (eng., 1945)
Feltmarskal Montgomerys berømte Sejrstogt med sine ”Ørkenrotter”
Carlton: Kl.
2.3,50-6,50. 4. Uge!
Den engelske Latter-Farce Det ligger i Luften (eng. 1938)
med Komikeren George Formby
Casino: Kl. 7. 2. Uge!
Den amerikanske Film Joe Smith, En Amerikaner (amrk.,
1942)
med Robert Young og Marcha Hunt
Colosseum: Kl. 6,45.
Den engelske Storfilm Englands blaa Sønner (eng., 19??)
Aktuel Ugerevy
Enghave Bio: Kl. 6,45.
Forbudt f. Børn. Næstsidste Dag!
Madelaine Carroll Hemmelig Agent (amrk., 1942)
Fasan Bio: Kl. 5 og 6,45.
2. Uge!
Tales of Manhattan (Seks Skæbner) (amrk. 1942)
Gentofte Kino: Kl. 5 og 7,15.
Jeanette Mac Donald i Ildfluen (amrk. 1937)
Grand: Kl.
12,50-2,50-4,45-6,40
Englands berømteste Film
Den røde Pimpernel (eng. 1935)
Leslie Howard – Merle Oberon
Grøndals: Kl. 6,45. 2.
Uge!
Charles Boyer i Det maa ikke blive Morgen (amrk., 1941)
Eks.: Kongens og Montgomerys Køreture
Kino – Lyngby: Kl. 7,10
Den engelske Storfilm De fire Fjer (eng., 1938)
John Clement – Ralf Richardson
Ekstra: Aktuel
dansk Ugerevy.
Lyngbyvejens Kino: Kl. 6,45
Amerikas store Komiker Joe Brown i
Forsøgskaninen (amrk., 1938)
Sindssvag morsom, man dør af Grin
Merry: Kl. 5 og 7. 2.
Uge!
Engelsk Storfilm om Felttoget i Afrika 9 Mænd (eng. 1945)
Metropol: Kl.
2-4,15-6,30
Pimpernel Smith (eng., 1941)
med Leslie Howard
I Dag Lørdag: Alt udsolgt
Nora: Kl. 5 og 6,45
Den store nye Film om Royal Air Force
Én af vore Maskiner savnes (eng., 19??)
Ekstra: Aktuel Ugerevy. Lambeth Walk
Nørreport Bio: Obs! Kl.
14,10-16,10-18,40. 2. Uge!
Den store engelske S.H.A.E.F.-Film
The Forman went to France (Rejsen til Frankrig) (eng.,
19??)
Ekstra: Lambeth Walk
Odeon: Kl. 6,45. 2.
Uge. Forb. f. Børn.
Angreb paa Panama
Danmarks-Premiere ”Across
the Pacific” (amrk., 1945?)
Amerikansk
Spionagefilm.
Eks.: Dansk Film Revy
Palads: Kl. 2,30 Kl. 4,30
Kl. 6,45. 2. Uge!
Havet er vor Skæbne (eng., 1942)
Noel Coward
Palladium: Kl. 2,30 Kl.
4,30 Kl. 6,45.
Deanna Durbin It’s a Date (amrk.,
1944?)
Park: Kl. 16,30 og 18,45. 2. Uge
Rosalind Russell i ”My
Sister Eileen” (amrk., 1942)
Ekstra: Dansk
Ugerevy og Lambeth Walk
Platan: Kl. 6,15 og
7. 2. Uge-
Rita Hayworth og Fred Astaire i Sig det med Orchideer (amrk.,
1942)
Søndag Kl. 1,30 og 3: Wild-West-Filmen Under dobbelt Ild (amrk.,
19??)
med Dick Foran
Rialto: Kl. 5 og 6,45
– 2. Uge!
Amerikas prisbelønnede Film ”En for Alle” (Watch on the Rhine) (amrk.
1943)
med Bette Davis og Paul Lukas
Roxy: Kl. 4,30 og 6,45 pr.
Sonja Henie og John Payne i
”Dig skal det være” (Sun Valley Serenade) (amrk., 1941)
Ekstra: Stor dansk Ugejournal.
Obs.: I Dag Ekstraforestill. Kl. 4,30
Ry-Kino: Kl. 6,45.
Forb. f. Børn
Charles Laughton – Maureen O’Hara i Jamaica-Kroen (amrk.,
1938)
Saga Teatret: Kl.
2,30-4,15-5,50. 3. Uge! Forbudt for
Børn
Den enestaaende Storfilm fra
Englands Undergrundsbevægelse
Fire Mænd hævner (eng. Ikke identificeret)
Scala-Bio: Kl
2,30-4-5,30-7
Farlige Skønheder (amrk. 19??)
Med Franchot Tone og Ann Sothern
Nyt amerikansk Kriminal-Lystspil
Toftegaard: Kl. 6,45
Den spændende René Clair-Film
Min Kone er en Heks (I married a Witch) (amrk., 1942)
Ekstra: Lambeth Walk
Triangel: Kl. 4 og 6,45.
2. Uge.
Manhattan (amrk.,
1942)
med Rita Hayworth – Charles
Laughton – Charles Boyer – Ginger Rogers
- Paul Robeson – Edward
G. Robinson
Obs.:
Ekstraforestilling Kl. 4.
Valby: Kl. 5 og 6,45
Jeanette Mac Donald i Pigen fra det gyldne Vesten (amrk.
1938)
Vanløse: Kl. 6,45. Forbudt
for Børn. Næsts. Dag!
Affæren Birte (dansk, 1945)
Poul Reumert – Anna Borg
Windsor: Kl. 6,45-
Forbudt for Børn
Affæren Birte (dansk, 1945)
Poul Reumert – Anna Borg – Ib Schønberg
Det skal i øvrigt bemærkes, at når en biograf
som World Cinema ikke er med på ovenstående liste, skyldes det, at biografen
fra og med maj måned som sædvanlig var lukket, for at give plads for
sommersæsonens Cirkus Schumann-forestillinger. Som det vil være fremgået af
ovenstående biografrepertoire for den 26. maj 1945, så udgjorde ældre så vel
som nyere amerikanske film den overvældende hovedpart af de film, der blev
spillet i københavnske biografer den dag og i de uger. Der var kun få engelske
og færre danske film på programmet, og mærkværdigt nok slet ingen franske eller
svenske film.
Af bemærkelsesværdige film i det ovenfor
anførte biografrepertoire er det især film som den engelske Havet er vor
Skæbne, som jeg tidligere har omtalt, og den om det amerikanske luftvåben: Air
Force, som jeg selv så kort efter dens danske premiere i Alexandra. Filmen
handler om Stillehavskrigen og den udmærkede sig efter min opfattelse dels ved
sin hidtil usete realisme og dels ved sine medvirkende skuespillere. Blandt
disse var John Garfield, uddannet teaterskuespiller, som debuterede på film i
1938 med ”Fire Døtre”. Garfield tilsigtede en troværdig
personkarakteristik og skyede al ydre effekt. Som medspiller havde han en
ligeledes troværdig og velspillende Ronald Reagan, som senere blev USA's
præsident. Han havde på det tidspunkt, hvor denne film blev indspillet, 1943,
en ganske pæn filmkarriere bag sig, som begyndte med filmen ”Love is in the
Air”, 1937. Ronald Reagan (1911-2004) sluttede sig til det Republikanske
Parti og blev 1967-75 Californiens 33. guvernør og i 1981 USA’s 40. præsident
igennem to valgperioder, som sluttede i 1989.
En anden bemærkelsesværdig film, om end kun
en kortfilm, en farce, Lambeth Walk, som gjorde tykt grin med Hitler og
nazisternes militære paradenumre. Men morskaben blev unægtelig noget dæmpet ved
tanken om kz-lejrenes uhyrligheder og af, hvad krigen og besættelsestiden
ellers havde bragt med sig. Der var faktisk ikke rigtig noget at grine ad.
Men der var også andre bemærkelsesværdige
film på biografrepertoiret på den tid. Det gælder blandt andre den elegante
engelske film Den røde Pimpernel fra 1935 og med berømte Leslie Howard i
den dominerede mandlige hovedrolle og den smukke Merle Oberon i den kvindelige
hovedrolle. Det gælder også Pimpernel Smith fra 1941, igen med Leslie
Howard i hovedrollen, og det gælder endvidere De fire Fjer fra 1938 med
den fremragende engelske skuespiller Ralf Richardson i en af hovedrollerne. En
utroligt spændende film om en ung engelsk pacifist, spillet af John Clement,
som nægter at være med til at dræbe andre mennesker, i dette tilfælde i det
fjerne Arabien, hvilket bliver udlagt som fejhed. Men den unge mand tager
alligevel af sted til krigszonen, hvor han forklædt som beduin frelser flere af
sine kammerater fra fangenskab og død. Endelig var der også en ualmindelig film
i form af den franske filminstruktør René Clairs Min Kone er en Heks, 1942,
originaltitel I married a Witch, idet filmen blev indspillet i Amerika,
hvor Clair opholdt sig under hele krigen. Han var i øvrigt allerede i 1932
blevet berømt for sin franske film Leve Friheden, som var og er en
stærkt satirisk og samfundskritisk, antimilitaristisk film, som siges at have
inspireret Charlie Chaplin til dennes ligeledes samfundssatiriske spillefilm Moderne
Tider (1936)
Som allerede nævnt var jeg hen mod slutningen
af maj måned 1945 begyndt at føle en tiltagende uro og trang til at beskæftige
mig med noget andet end tegnefilm. Arbejdet oplevedes i stigende grad som at
være spærret inde i en verden, jeg ikke længere fandt så fascinerende, som
tilfældet havde været i de to forudgående år. Det var nok i høj grad stemningen
fra de hektiske og euforiske befrielsesdage i begyndelsen af maj, der havde
påvirket mit sind og gjort mig rastløs. Desuden var der stort set ikke mere
animationsarbejde tilbage for mig at lave på "Fyrtøjet", hvilket
føltes ejendommeligt, især i betragtning af, at de fleste af os havde knoklet
fra morgen til aften, og i det sidste halve års tid tilmed arbejdet over alle
ugens dage, i reglen til kl.22, undtagen lørdage, hvor vi kun arbejdede fra kl.
8 til 14, og søndage, som var eneste fuld fridag. En stærk følelse af tomhed og
uvished bemægtigede sig mit sind, så det næsten var umuligt for mig at koncentrere
sig om det arbejde, der trods alt skulle gøres færdigt. Uden egentlig at tænke
nærmere over konsekvenserne, og uden at rådføre mig med nogen, fattede jeg den
beslutning, at arbejdet snart måtte være slut for mit vedkommende
Da jeg meddelte dette, først til Børge
Hamberg og siden til direktør Johnsen, protesterede de begge og sagde:
"Tænk dig nu om, Harry! Det er jo her, du hører hjemme!" Men
egenrådig som jeg var og altid havde været, lyttede jeg ikke til de to
mennesker, der mente mig det godt. I følge både Hamberg og Allan Johnsen kunne
jeg have deltaget i forskelligt af det arbejde, der endnu resterede på filmen,
men jeg valgte altså at sige op med den uges varsel, jeg havde i henhold til
mine ansættelsesvilkår. Det var dog ikke nogen rar eller behagelig dag, da jeg
en uge ind i juni 1945 skulle sige farvel til mennesker, som jeg havde kendt og
arbejdet sammen med i de foregående to år. Da jeg den dag cyklede hjem, følte
jeg mig både bedrøvet og lettet på samme tid, men samtidig uvis på, hvad der herefter
skulle ske i mit liv. Men terningerne var kastet, og det havde jeg selv gjort.
Jeg så trods alt fremtiden i møde med ukuelig optimisme.
Min mor blev naturligvis alvorligt bekymret på
egne og mine vegne, da jeg fortalte hende om min beslutning, men hun kendte mig
godt nok til at vide, at jeg ikke var til at rokke, når jeg først havde bestemt
mig for noget. "Men hvad vil du så lave?" spurgte hun ængsteligt.
"Det finder jeg ud af!" svarede jeg rapt og afvisende, og tilføjede:
"Der er jo endnu en del penge tilbage på min bankbog, så jeg vil se tiden
lidt an, før jeg bestemmer mig til, hvad jeg vil!"
Da far kom hjem og hørte om situationen,
rystede han på hovedet og sagde vrissent: "Nu gik det lige så godt, og du
tjente gode penge! Men jeg er ligeglad med, hvad du nu vil beskæftige dig med,
bare du betaler noget herhjemme og selv sørger for nyt tøj!" Så gik han
ned i sit kælderværksted, som han havde indrettet efter at det relativt store kælderrum
var ophørt med at skulle fungere som beskyttelsesrum. Her havde han altid et
eller andet reparationsarbejde til at aflede tankerne, at kaste sig over. Det
var først flere år senere, da forholdet mellem ham og mor kom ud i en langvarig
krise, der endte med separation og skilsmisse, at han begyndte at dulme
nerverne og sindets uro med et par øller eller tre om dagen. Dengang både
forstod og forstod jeg ikke min fars udsatte og pressede situation, men blev
alligevel irriteret på ham. År senere kom jeg dog heldigvis til en bedre
forståelse af min fars ikke altid lige nemme situation. Han havde alle sine
dage måttet knokle fra tidlig morgen til sen aften, for at tjene til det
daglige brød og de daglige livsfornødenheder til sig og sin lille familie, og
især i begyndelsen af 1930'erne tilhørte han i perioder den store skare af
arbejdsløse landarbejdere og ufaglærte arbejdere, der især måtte bøde for den
internationale økonomiske krise.
Efter at mit arbejde på langtegnefilmen
"Fyrtøjet" efter mit eget ønske var ophørt i begyndelsen af juni
1945, kastede jeg mig en overgang over vittighedsgenren. Det gjaldt jo om at
sikre sig en indtægtskilde, og da der indtil videre ikke var mulighed for at få
beskæftigelse ved tegnefilmproduktion, måtte jeg altså finde på andre udveje.
Inspirationen og tilskyndelsen til at tegne vittighedstegninger fik jeg af min
gode og trofaste ven "Pluto" alias Erik Nielsen, som dels syntes, at
min "streg" egnede sig godt til formålet, og som dels mente at vide,
at det ville være let at afsætte vittighedstegninger til både aviser og
ugeblade, og det viste det sig da også, at han havde fuldkommen ret i det. Men
som den sædvanlige forsigtigper var jeg stærkt i tvivl, både om mine evner og
om salgsmulighederne. Pluto foreslog derfor, at vi skulle lade det komme an
på en prøve, idet jeg skulle tegne omkring en halv snes vitstegninger, som han
så ville gå omkring til de forskellige bladredaktioner og tilbyde tegningerne
til dagsprisen, som dengang var 12 kr. pr. stk. Han tilbød oven i købet at
ville gøre det ganske gratis, indtil vi havde konstateret, om han havde haft
ret i sin formodning. Om alt gik vel og der kom penge i kassen, skulle han have
et mindre honorar for sit arbejde.
I de følgende dage satte han og jeg os sammen
og fandt på nogle tekster, som vi selv mente var overraskende og sjove.
Derefter gik jeg i gang med at illustrere teksternes indhold eller pointe så
godt, jeg formåede. Det viste sig snart, at jeg - på trods af min altid nærværende
kritiske sans - var i stand til at lave ikke så helt få færdige tegninger pr.
dag, og det varede derfor kun et par dage inden vi havde omkring 8-10 tegninger
klar. De var hver især tegnet med tusch på et A4 ark og tilføjet en lyseblå
farve, som teknisk set ville blive omsat til såkaldt raster, der giver de
sort-hvide tegninger en slags skyggevirkning eller som i hvert fald bryder den
hvide flade og normalt gør en tegning mere "vægtig" og interessant.
Allerede fra første færd forsynede jeg mine
vitstegninger med signaturen Harry, men brugte lejlighedsvis også signaturen
-ry, eller Ry, som jeg dog havde anvendt tidligere, men som i al fald var
inspireret af, at min kære morfar altid tiltalte eller omtalte mig som
"Ry", der naturligvis var en forkortelse af Harry. Erik Plutos
begejstring for mine tegninger kendte næsten ingen grænser, og det var derfor
med stor entusiasme at han en formiddag i juli 1945 begav sig af sted med en
mappe med mine tegninger under armen, for at henvende sig til flere af de bladredaktioner,
som han mente der var mulighed for at sælge i hvert fald enkelte af tegningerne
til. Da han nogle timer senere vendte tilbage, viste det sig, at han havde
solgt seks af mappens i alt 10 tegninger! Det var mere, end selv han i sin
store optimisme havde forventet, så vores begejstring steg til uanede højder.
Så vidt jeg erindrer, var det især Social-Demokraten, der var aftager af mine
vitstegninger, men også Nationaltidende, der på et senere tidspunkt skiftede
navn til Dagens Nyheder, aftog nogle stykker. Senere solgte vi også
vitstegninger til andre aviser og til ugeblade, bl.a. Ude og Hjemme.
I sin søgen efter at udvide
salgsmulighederne, kom Erik Pluto bl.a. også i kontakt med og solgte nogle
vitstegninger til lokalavisen "Nørrebro Bladet", som havde redaktion
på Nørrebros Runddel, mere præcist på Nørrebrogade 140, ovenover Handelsbanken.
Redaktøren, som hed Helge Scheuer, havde interesseret spurgt til, hvem
det var der lavede tegningerne og ytret ønske om at hilse på tegneren
personlig. Det kom Pluto hjem og fortalte, og en dag ringede jeg derfor til redaktøren
og aftalte, hvornår jeg skulle komme op på redaktionen. Helge Scheuer viste sig
at være en forholdsvis høj, lidt sværlemmet, kraftig mand på vel omkring et
halvt hundrede år. Han virkede overmåde venlig og imødekommende og efter nogle
indledende bemærkninger kom han frem til grunden til, at han havde ønsket at
træffe mig. Det forholdt sig nemlig sådan, at han var leder af et privat
teaterselskab, Helge Scheuers Teaterselskab, og hans avis, Nørrebro Bladet,
arrangerede lejlighedsvis teaterture for bladets læsere til selskabets
forestillinger på scenen i "Selskabet af 1864", der havde lokaler på
Nørrevold, tæt på Nørreport Station. Mine vitstegninger, sagde han, havde
givet ham den idé, at det ville forhøje læserpublikummets interesse, hvis
bladets foromtale og anmeldelser af teaterforestillingerne blev ledsaget af
nogle muntre karikaturtegninger af nogle af de medvirkende skuespillere.
De ovenfor viste
tegninger, er nogle eksempler på de vitstegninger, som jeg tegnede og solgte
til aviser og ugeblade i sommeren og efteråret 1945. Ikke den store tegnekunst,
men habile tegninger af en 16-årig, som godt vidste, at han ikke var
fuldbefaren som tegner. – Vitstegninger: © 1945 Harry Rasmussen.
Personlig var jeg dog ikke nær så opsat på tanken
om at tegne teaterkarikaturer, som tilfældet var for Scheuers vedkommende, men
udsigten til lejlighedsvis at kunne tjene en ekstraskilling, overvandt mine
betænkeligheder. Dog ville jeg også i dette tilfælde lade det komme an på en
prøve, hvilket redaktøren og teaterdirektøren i en og samme person syntes var
en udmærket idé.
Helge Scheuers skuespillere var netop lige
for tiden i gang med prøverne på et af de stykker, der skulle spilles, når
sæsonen begyndte i september, og man stod over for at skulle prøve med kostumer
på. Jeg husker ikke længere, hvilke skuespillere og hvilket teaterstykke, der
var tale om, men kun, at jeg en aften mødte op i teatersalen på Nørrevold, hvor
jeg efter bedste evne forsøgte at tegne nogle karakteristiske skitser af stykkets
mest markante medvirkende. På grundlag af disse blyantsskitser rentegnede jeg
så senere hjemme to-tre af skitserne, idet jeg fremhævede og overdrev de
pågældende personers eller figurers udseende. Da jeg viste resultatet til
Scheuer, var han umiddelbart begejstret og sagde, at han bestemt mente det
ville more de pågældende skuespillere at se sig selv gengivet i så morsom
karikatur.
Men som bekendt er der jo erfaringsmæssigt
altid en slange i Paradis, og det viste der sig også at være i dette tilfælde.
Scheuer havde nemlig en redaktionssekretær, en journalist ved navn Fosmark,
som var omkring 55-60 år, og som sjældent var i godt humør. Han var en lidt
over middelhøj, mager mand med furede ansigtstræk, der forstærkede indtrykket
af en mavesur og ofte gnaven og vranten person, som kunne minde lidt om
prokuristen Hr. Vrisse, som jeg har omtalt under beskrivelsen af min tid som
piccolo i Husejernes Abonnement. Fosmark var i så godt som enhver henseende den
livskraftige og mentalt afbalancerede Scheuers modsætning, og han kunne
selvfølgelig ikke lide mine karikaturer, som han fandt alt for overdrevne og
meget lidt vellignende. Hans mening om mine tegninger havde en vis betydning,
for så vidt som det var ham, der i reglen foromtalte og anmeldte de teaterforestillinger,
Scheuers selskab opførte. Det betød naturligvis et skår i min i forvejen
moderate glæde, at anmelderen ikke syntes om mine karikaturtegninger, og det opvejedes
bestemt ikke af de forholdsvis beskedne honorarer, jeg fik for tegningerne. Så
vidt jeg husker, lå honoraret på omkring 15-20 kr. pr. tegning, men selv om
det i 1945-priser var et beløb, man regnede med, var jeg dog fast besluttet
på, at det ikke skulle være teaterkarikaturen, jeg ville bruge min tid, evner
og kræfter på i fremtiden. Og min interesse for teatret som genre og kunstart
rakte ikke til, at jeg ville engagere mig som teatertegner.
Imidlertid arbejdede jeg samtidig på at
færdiggøre min egen produktion af tegnefilmen "Hvordan elefanten fik sin
snabel". Arbejdet bestod dog i første omgang i, at key-animere så mange af
filmens scener som muligt, og til at hjælpe mig med mellemtegningsarbejdet
havde jeg den overordentligt venlige og hjælpsomme og et par år ældre Kaj
Pindal. Ham havde jeg som tidligere omtalt lært at kende, da han, der
dengang var gymnasieelev og omkring 17-18 år, altså et par år ældre end mig,
lejlighedsvis kom på kortere visitter på tegnestuen i Frederiksberggade 28.
Hans beskedenhed var på det tidspunkt nærmest legendarisk selvudslettende,
hvilket vi var flere, der syntes var lige ved at være for meget af det gode.
Ejendommelig var hans beskedenhed også i betragtning af den karriere, han
senere gjorde inden for international tegnefilm. Det var dog begrænset, hvor
meget han kunne nå at mellemtegne for mig, for dels skulle han passe sit
skolearbejde og dels søgte han også at få foden indenfor i tegnefilmbranchen.
Han var mindst lige så bidt af tegnefilm, som tilfældet på det tidspunkt også
var for mit vedkommende, men en stigende og nagende utilfredshed med mig selv
og mine egne evner som animator og tegner, kom mig i vejen, og specielt som
tegner af Disney-agtige figurer med afrundede, bløde former og runde øjne.
Særlig de to sidstnævnte karakteristika kom efterhånden til at hænge mig langt
ud af halsen, fordi jeg syntes mine figurer var karakterløse og rent ud sagt
dårligt tegnede.
Men indtil videre fortsatte jeg med at tegne
vittighedstegninger, som dels jeg selv og dels Erik Pluto og medlemmer af min
familie bidrog med tekster til. Det honorar, man fik pr. tegning, varierede
mellem 10-12 kr., hvilket faktisk var et meget pænt beløb i 1945. I den
følgende tid arbejdede jeg intenst og ofte 10-12 timer daglig og næsten uden
afbrydelser, hvorfor jeg nærmest sprøjtede den ene vittighedstegning ud efter
den anden, så jeg til sidst ikke vidste hvad der var op eller ned. Men det var
og har altid været min måde at arbejde på: intenst men i kortere varende
perioder, efterfulgt af total fysisk og åndelig udmattelse, grænsende til
depression. I løbet af august måned fik jeg dog nok af både vitstegninger og
animationstegninger, ja, faktisk oplevede jeg noget i retning af en åndelig
krise, en personlighedskrise kalder man det vistnok indenfor psykologien eller
psykiatrien, som så vidt jeg kan bedømme, bragte mig nær på randen af et nervesammenbrud.
Tilværelsen virkede forvirrende og meningsløs på mig, og jeg vidste ikke
længere, hvem eller hvad, jeg selv var og hvad det skulle blive til med mig.
Godt nok havde jeg fået en slags uddannelse
som tegner og animator i løbet af de 2 år, jeg var beskæftiget hos Dansk Farve-
og Tegnefilm A/S, men jeg havde jo ikke fået noget papir på det, og uddannelsen
var som sådan ret værdiløs, så længe det stod så sløjt til med
beskæftigelsessituationen i tegnefilmbranchen herhjemme, som tilfældet var på
det tidspunkt. Der var ganske vist enkelte tiltag og tilløb til en egentlig
tegnefilmproduktion i København, idet især tegneseriefiguren Ferd’nand’s far,
tegneren Mik alias Henning Dahl Mikkelsen, dels havde lavet nogle reklametegnefilm
og dels et længere tegnefilmindslag i spillefilmen "Familien Gelinde"
(1944), og endelig havde han lavet dansk tegnefilms kortfilm nummer to,
"Ferd'nand på fisketur", der som tidligere omtalt havde premiere
30. oktober 1944, hvor den blev vist som forfilm til ASA-farcen "Bedstemor
går amok". (Dansk tegnefilms kortfilm nr.1 var Jørgen Müllers
"Columbus" fra omkring 1933, men den havde jeg aldrig haft lejlighed
til at se). Hvad jeg derimod ikke vidste dengang var, at Dahl Mikkelsen var i
gang med sin næste Ferd'nand-film, "Ferd'nand på bjørnejagt", som
fik premiere den 6. august 1945, hvor den vistes som forfilm til ASA-filmen
"Panik i familien".
Det var den her
ovenfor viste Disney-inspirerede tegnestil, der efterhånden var kommet til at
hænge mig ud af halsen. På det her omtalte tidspunkt havde jeg tegnet og
animeret temmelig mange scener med disse figurer i min egen lille og ambitiøse
tegnefilm ”Hvordan elefanten fik sin snabel”.
Hvad der kom ud af den utilfredshed, vil senere fremgå af hovedteksten.
– Tegning: © 1944 Harry Rasmussen.
Der var imidlertid også en anden tegner, Erik
Rus Christensen, der en kort overgang i 1945 ernærede sig som underleverandør
af reklametegnefilm til Bergenholz Reklamebureau. Desuden forsøgte han sig med
selvstændig produktion af korte underholdningstegnefilm, men uden større held.
Erik Rus havde tidligere været ansat hos VEPRO og senere hos Hans Held i
Berlin-forstaden Potzdam, og endnu senere, om end kun et par måneder, som
key-animator på "Fyrtøjet". Kaj Pindal arbejdede en kort overgang for
Erik Rus, men var dog ikke fast ansat hos denne, idet ”firmaet”s økonomi ikke
tillod det. Pindal forsøgte sig derefter på egen hånd og havde større held med
sig, men herom senere.
Hovedtegnerne fra "Fyrtøjet", Finn
Rosenberg, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Kjeld Simonsen, Preben Dorst,
Otto Jacobsen og Frede Henning Dixner, som i løbet af sommeren og efteråret
1945 efterhånden blev ledige, lykkedes det heller ikke umiddelbart at få ny
beskæftigelse inden for den hjemlige tegnefilmproduktion. Hamberg, Bjørn og
Simon skulle dog senere få chancen for en studietur til London, hvor ex-Disney
animatoren og instruktøren David Hand, der havde været supervising director på
"Snehvide" og "Bambi", havde slået sig ned som supervising
director på filmmagnaten J. Arthur Ranks nystiftede tegnefilmsafdeling,
Gaumont British Animation, hvor man producerede tegnefilmserien "Animaland".
Men omkring 1948 skulle flere af de ovennævnte tegnere og animatorer atter
komme til at arbejde for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, som på det tidspunkt
forsøgte sig med at starte produktionen af en ny dansk langtegnefilm, og endnu
engang med forlæg i et af H.C. Andersens berømte børneeventyr,
"Klods-Hans". Der blev dog kun produceret en såkaldt pilot-film af
omkring 10 minutters spillelængde, men et udvalg under Kulturministeriet, som
havde betalt for pilotfilmen, var så utilfreds med resultatet, at filmprojektet
efter flere forgæves forsøg på at få det finansieret, endeligt måtte opgives.
Men mere herom senere.
Alt i alt så det derfor ikke for lyst ud for dansk
tegnefilm i sidste halvdel af 1940'erne, og forresten heller ikke i det meste
af 1950'erne, hvilket jeg skal vende tilbage til i kronologisk sammenhæng. Det
indvirkede forresten også betydeligt på min sindstilstand, at tyskerne ikke
længere var der som den undertrykkende, truende og hæmmende magtfaktor, vi alle
mere eller mindre havde næret angst for og frygtet i de fem år, besættelsen
varede. Årsagen til angsten og frygten var borte, men bortset fra
befrielsesdagenes eufori, var angsten og frygten blevet en del af
erfaringsgrundlaget for mine bedsteforældres, forældres og min egen
generation. De to førstnævnte generationer havde tilmed også oplevet 1.
verdenskrig, men stort set glemt erfaringerne fra dengang i 1920'-30'ernes
optimistiske og urealistiske tro på, at der aldrig mere ville komme nogen
storkrig.
En nok så vigtig international begivenhed var
oprettelsen af De Forenede Nationer (FN), i form af en pagt mellem dengang 50
lande, hvis regeringer underskrev pagten den 26. juni 1945. Til FN’s første
generalsekretær valgtes nordmanden Trygve Lie. Men allerede dengang viste det
sig, at der var stor uenighed mellem de forskellige lande, og specielt mellem
stormagterne, som havde svært ved at leve op til og overholde de idealer, som
meningen var at FN skulle stå som garant for og forsøge realiseringen af. Det
var mislykkedes for Folkenes Forbund, men nogle troede, at ’verden’ var blevet
klogere siden da, hvor man kun havde de uhyggelige erfaringer fra 1.
Verdenskrig at trække på. I bedste fald kunne man måske betragte FN som et i
hvert fald foreløbig utopisk forsøgsprojekt, som i tidens løb har fået stadig
mindre chancer for at lykkes, nemlig i betragtning af efterkrigstidens
internationale politiske og ikke mindst religiøse spændinger og konflikter, der
måske mere end nogen sinde præger verden, ikke mindst her i begyndelsen af det
nye årtusinde, hvor disse linjer redigeres.
Ét punkt, hvor FN
måske kan siges at have fået en vis succes, er i spørgsmålet om
menneskerettigheder, for i kølvandet på de internationale aftaler, som i hvert
fald og især Vestmagterne er enige om på papiret, er de såkaldte og temmelig
vidtgående erklæringer om menneskerettigheder foreløbig fulgt op af oprettelsen
af en række organisationer, som føler sig kaldet og forpligtet til at overvåge,
om disse rettigheder nu også bliver overholdt, og som benytter enhver anledning
og lejlighed til at kritisere lande og politiske partier, hvis man skønner, at
disse ikke overholder menneskerettighederne til punkt og prikke. Min personlige
opfattelse vedrørende FN er foreløbig den, at organisationen er en mastodont på
lerfødder, hvilket vil sige, at den rummer store risici for at kollapse. Men
end så længe må tvivlen komme den ”tiltalte” til gode. Det kunne jo nemlig
tænkes, at min vurdering ikke er holdbar, og det vil jeg da kun hilse
velkomment, hvis det skulle være tilfældet.
Sommeren og især juli 1945 var meget varm, og
jeg erindrer, at jeg dengang ofte travede formålsløst omkring, enten på
Frederiksbergs stille villaveje, i den indre bys travle gader eller ovre på det
stille, svale og fredelige asyl, som Assistens Kirkegård udgjorde for mig. Dog,
selv her i "Dødens have" kunne tankerne og følelserne ikke længere
falde til ro, men jog mig hvileløst af sted i en søgen efter et eller andet,
som jeg ikke vidste hvad var.
Heldigvis var der endnu en del af de
opsparede penge, jeg havde tjent under mit arbejde på "Fyrtøjet",
tilbage at tære på, men de ville jo snart tage en ende, hvis ikke kassebeholdningen
blev suppleret med beløb fra nye og helst nogenlunde faste indtægter. De
penge, jeg tjente på salg af vitstegninger, blev fortrinsvis brugt til små
daglige fornødenheder, mens bankbeholdningen gik til større fornødenheder som
nyt tøj, nye sko etc. Imidlertid var jeg snart ikke længere i stand til at
betale det ugentlige bidrag til mine forældres husholdning, men denne
betænkelige situation skjulte min søde mor længst muligt for vores far. Hun
holdt som altid hånden over mig og mente, at jeg med mine efter hendes
opfattelse store evner, nok skulle vide og forstå at finde ud af, hvad der var
bedst for mig.
Herover ses
min kære onkel Thorkild i to situationer: Til venstre som harmonikaspiller, en
interesse, han i øvrigt delte med min mor, hans søster. Fotoet, et såkaldt
postkortfoto, er fotograferet foran soklen til den lysmast, der står for enden
af Dronning Louises Bro ved Nørrebrogade. Her havde en såkaldt kanonfotograf i
mange år fast stade om sommeren. På fotoet til højre ses onkel Thorkild ombord
på det fragtskib, hvor han havde hyre som søfyrbøder. Et arbejde, han havde i
et par år. – Fotos: © 1945-46 tilhører Harry Rasmussen.
Med nogenlunde jævne mellemrum besøgte jeg
mine morforældre i Baggesensgade. De var jo efterhånden ved at blive godt oppe
i årene, men klarede sig efter omstændighederne fortsat godt. Dennis boede på
det tidspunkt fortsat i Baggesensgade 24, men nu i en etværelses lejlighed på
femte sal, helt oppe under taget, hvor han havde indrettet sig en rigtig
ungkarlehybel. Men da der hverken hørte køkken eller håndvask til hans værelse,
benyttede han i reglen sine morforældres køkken til at vaske og barbere sig i.
Vores onkel Thorkild boede for resten i samme ejendom, nemlig i en af
korridorlejlighederne på tredje sal, hvor der dog hørte et miniaturekøkken til.
Han og Dennis tilbragte ofte deres lørdagsaftener, enten ovre i danserestaurant
Danas Have på Nørrebrogade eller i Prater i Stengade, hvor det i begge tilfælde
især gjaldt for dem om at score unge damer, der var villige til en efterfølgende
dans på lagnerne. Sådanne damer var der så vidt jeg forstod mere end nok af,
men hvorfor, der var det, forstod jeg ikke dengang.
Så vidt jeg husker, var det senere samme år, at både Thorkild og
Dennis tog hyre på et fragtskib, Thorkild som fyrbøder og Dennis som matros.
Herunder kom de blandt andet til Færøerne, hvor der åbenbart var liv og glade
dage og masser af billige amerikanske cigaretter, som de købte adskillige
kartoner af, chokolade og ikke mindst whisky, som de to søulke alt sammen bragte
med sig hjem til det fortsat rationerede lille Danevang. Senere, da Dennis var gået i land for alvor,
og igen var begyndt at arbejde som dekupør i samme firma, som det, hvori han fik
sin uddannelse, blev det en hel sport for ham at tælle det antal piger, han
kunne nedlægge i løbet af et år. Denne ’sport’ ophørte han dog med, da han
mødte norske Anneli, som han var kæreste med i nogle år. Hende var Dennis dybt
alvorligt forelsket i, men hun endte med at afbryde forholdet, hvilket var
noget helt nyt for ham, der selv plejede at droppe de piger, han havde
forlystet sig med. For mit eget vedkommende havde piger ikke den store
interesse på det her omtalte tidspunkt, bortset fra, at Alice og jeg endnu
bevarede en vis forbindelse med hinanden, men ikke var kærester i dette begrebs
mere konkrete betydning.
Min egen personlige situation blev
efterhånden mere og mere uudholdelig og meget lidt befordrende for skabende virksomhed.
Mine to gode barndomskammerater, Jørgen og Jørn, så jeg stadigvæk, men med
større og større mellemrum, hvor vi dog endnu kunne hygge os med en fælles
biograftur og/eller et besøg på vores favorit-isbar. Min kære Alice så jeg
også jævnligt, idet hun og jeg fortsat mødtes ovre på Assistens Kirkegård, i
reglen kort efter spisetid om aftenen. Her havde vi vores faste bænk i en
afsides beliggende krog, skærmet af træer og buske, hvor vi kunne sidde
uforstyrret og tale og hygge os sammen, bortset fra de meget sjældne tilfælde,
hvor en af de vagthavende kirkegårdsbetjente kom forbi på en af deres
sædvanlige rundture. Alice og jeg var stadigvæk forelsket i hinanden, men vort
forhold var præget af den uvished og usikkerhed, der fulgte med at vi begge vidste,
at hendes familie ikke accepterede at hun kom fast sammen med en fyr. Hun var
jo også kun omkring 14 år på det tidspunkt og gik stadigvæk i skole, så der er
sådan set ikke noget at sige til, at hendes betydeligt ældre broder, som på
befrielsesaftenen brutalt havde skilt vores hænder ad, gerne ville beskytte sin
lillesøster. Vores møder, der i reglen fandt sted på Assistens Kirkegård, var
derfor præget af, at de måtte foregå i al hemmelighed, og det gik efterhånden
os begge på. Alice var en ærlig og reel pige, og det pinte hende at måtte lyve
over for sine forældre og sige, at hun gik op til sin veninde Karen, hver gang
hun skulle mødes med mig. Disse hvide løgne gik desuden ud over de to veninders
venskab, fordi Karen på sin side konstant måtte frygte for, at
hemmelighedskræmmeriet skulle blive opdaget og afsløret, enten af hendes egne
forældre eller af Alices forældre.
Men selv i disse i og for sig behagelige
øjeblikke og situationer, hvor jeg var sammen med Alice eller med Jørgen og Jørn,
følte jeg en nervøs uro og utilfredshed i mit indre selv, hvilket gjorde mig
oprigtigt ked af det. For de to kammerater og min "barnekæreste"
havde været mine trofaste holdepunkter og støtter siden omkring mit 12. år, og
nu var jeg 16 år. Men det var følelsen af, at vi alle var ved at vokse fra
hinanden, der bedrøvede og fyldte mig med vemod. For mit eget vedkommende
erkendte jeg, at jeg med mine specielle evner og på sin vis højtflyvende
interesser og planer ikke i længden kunne være noget tilfredsstillende
bekendtskab for de tre andre, som hver især var ret så jordbundne og i god
forstand normale og almindelige unge mennesker. Det følte jeg ikke, at jeg selv
var, særlig ikke, da jeg som halvstor dreng havde haft nogle særprægede
oplevelser, som ingen af de tre havde den mindste forståelse for, men tværtimod
afviste som verdensfjernt fantasteri og drømmeri. Det åndelige og
interessemæssige modsætningsforhold mellem os blev i al fredsommelighed og
venskabelighed en kile, der langsomt men sikkert blev drevet ind i vort
hidtidige fællesskab.
Både Jørgen og Jørn var gået ud af skolen som
fjortenårige, lige som jeg selv. Jørgen blev arbejdsdreng på en fabrik, og
Jørn, der helst ville være en fri fugl, blev cykelbud eller svajer, som det
kaldtes med et slangudtryk, der hentydede til cykelbudenes svajende kørsel
gennem storbyens tæt trafikerede gader. Han læste dagligt BT og slog allerførst
op på avisens tegneserier, hvoraf han især holdt af den fornøjelige og vittige
serie om kontor- og cykelbudet Carlt. Den blev som tidligere omtalt
tegnet af Holger Philipsen (1912-93) og begyndte som daglig stribe i BT
i 1942, hvor den gik uafbrudt til 1944, da tegneren valgte at gå under jorden,
fordi han følte sig truet på grund af seriens humoristiske udfald imod besættelsesmagten.
Philipsen fortsatte med at tegne til illegale blade indtil befrielsen i 1945,
hvorefter han genoptog sit legale arbejde på sin uhyre populære københavnske
tegneserie, som allerede fra og med 1942 også var udkommet som årligt album,
men som af gode grunde ikke udkom i 1944.
I løbet af sommeren 1945 var jeg bl.a.
begyndt at interessere mig for at lære lidt mere om tegning og tegnekunst, og i
den anledning opsøgte jeg lejlighedsvis det lokale bibliotek i Griffenfeldtsgade,
hvor jeg f.eks. lånte den danske maler og keramiker Peder Halds bog om
"Maleriets teknik" (1943). Peder Hald (f.1892) var 1925-63 leder af
Kunstakademiets farvetekniske laboratorium. Tidligere havde jeg jo lært lidt om
tegneteknik via min deltagelse i brevkurset "Tegning efter
Naturmetoden", men følte og vidste, at jeg langt fra havde lært, hvad det
vil sige at kunne tegne rigtig godt. Det var nu ikke fordi jeg ville til at
male med oliefarver, for det med farverne og farvelagte billeder var ikke lige
mig, som hidtil kun havde dyrket stregtegningen. På den tid læste jeg også
flere andre af de få bøger om tegning og maleri, der dengang fandtes på
lokalbiblioteket, men til trods for en vis interesse for disse emner, formåede
jeg alligevel ikke at koncentrere mig i længere tid om tegne- og maletekniske
problemer. Det fængede mig ikke for alvor, men føltes tomt og udvendigt, fordi
det var mit indre selv, det var galt fat med.
En dag, da det var rigtig slemt fat med mig,
drev den indre rastløshed mig atter ind på lokalbiblioteket, men i stedet for
som sædvanligt at gå hen til reolerne med kunstbøger, gik jeg hen til en reol,
hvor der stod bøger om religion og filosofi. Her standsede jeg, idet jeg lod
blikket løbe hen over bogtitlerne, og uden at jeg egentlig ville det, stoppede
det ved en bog med titlen "Bag Indiens lukkede Døre", skrevet
af en vis Paul Brunton (1898-1981). Jeg tog bogen ud af reolen og slog
helt tilfældigt op på siderne 138-139, hvor min opmærksomhed straks fangedes
af ordene: "De siger Jeg. Jeg vil gerne vide! Sig mig, hvem er Jeg?"
Og: "Lær først det Jeg at kende, så vil De kende sandheden."
Og senere: "Der er kun en ting at gøre. Sku ind i Deres egen sjæl. Gør det
på den rette måde, og De vil finde svar på alle Deres problemer." Og
endelig: "Gennem dyb eftertanke over naturen af ens eget Selv og gennem
stadig meditation kan lyset blive fundet." Ved læsningen af disse ord, som
tilsammen kun fyldte cirka fem-seks linjer, var jeg øjeblikkeligt klar over,
at disse få sætninger rummede løsningen på min åndelige krise. Det kunne
derfor ikke gå hurtigt nok med at få lånt bogen og haste hjemad gennem
"Dødens have", hvor solen skinnede varmt og fuglene fløjtede nok så
fornøjede, som om de ville sige: "Se dog på solen og os, se på naturen og
lær om livet!" Men på det tidspunkt var mit sind ikke åbent for naturens
lærdom og visdom, for jeg skulle åbenbart først igennem en mangeårig åndelig
modningsproces, der på en vis måde begyndte med de ovenfor nævnte
spørgsmål.
Vel hjemme igen låste jeg mig inde på mit
værelse, for at være uforstyrret, og begyndte at læse bogen fra begyndelsen,
men mine tanker vendte uafbrudt tilbage til de sætninger, som findes citeret
oven for. Til sidst måtte jeg give op og i stedet begynde læsningen af bogens
9. kapitel, som bærer overskriften "Den hellige Bavns Bjerg", hvori
de citerede sætninger forekommer. Herunder blev jeg klar over, at den mand, der
havde udtalt sætningerne, i daglig tale blev omtalt som Maharishi'en. Ordet er
sammensat af sanskritordene maha, som betyder stor, og rishi, der betyder
vismand, altså tilsammen "stor vismand". Denne vismand, hvis
borgerlige navn var Venkataraman, født 1879, men efter sin åndelige indvielse,
der tog sin begyndelse i hans 16. år, kaldtes han Ramana Maharshi, og han holdt
til i en såkaldt ashram på det hellige bjerg Arunachala i Sydindien, hvor han
var en meget søgt åndelig lærer og vejleder for både indfødte og udlændinge, de
sidstnævnte især fra Europa og Amerika.
Til venstre forfatteren, mystikeren
og filosoffen Paul Brunton alias Raphael Hurst (1898-1981), og til højre Ramana
Manharshi alias Venkataraman Ayyur (1979-1949). Sidstnævnte sidder i såkaldt
lotusstilling, den mest almindeligt brugte stilling under dyb meditation.
Stedet er formentlig på bjerget Arunachala i nærheden af byen Madras i
Sydindien.
Bjerget Arunachala
i nærheden af byen Madras i Sydindien. Her var Ramana Marharshis faste
tilholdssted i mange år, og det var her han havde sin ashram, hvor han modtog
og underviste elever, både fra Indien og andre lande i verden. Dette foto samt
fotoet ovenfor af Maharishien er lånt fra Arthur Osborne: Ramana Maharshi og
vejen til Selvet. Sankt Ansgars Forlag. København 1982. Fotoet af Paul
Brunton er hentet fra en brochure for Strubes Forlag. København ca. 1970.
Efter læsningen af bogens 9. kapitel stod det
mig klart, at forfatteren, Paul Brunton, som godt 30-årig havde oplevet
principielt samme åndelige krise, som tilfældet nu var for mig. Måske var det
derfor, at bogen appellerede så kraftigt til mig, for jeg følte straks, at der
her var tale om noget, som jeg syntes at forstå dybt inde i mig selv. Men der
var naturligvis mange af spørgsmålene og svarene i bogen, jeg som 16-årig ikke
havde erfaringsmæssige eller intellektuelle forudsætninger til at fatte dybden
af. Alligevel syntes jeg, der var mange ting, jeg umiddelbart forstod, måske
især fordi Paul Brunton havde en evne til at formulere sig, så både spørgsmål
og svar forekom indlysende, i al fald for mig. Det var tilfældet, når jeg f.eks.
læste følgende spørgsmål fra Brunton og svarene derpå af Maharishi'en. Det kan
imidlertid nok være gavnligt at vide, at bogen "Bag Indiens lukkede
Døre" (A Search in Secret India), hvis første oplag udkom omkring 1935,
var resultatet af den omfattende Indiens-rejse, som Brunton foretog i
begyndelsen af 1930'erne. Bogen var altså blevet til og udkommet flere år før
ragnarok i form af 2. verdenskrig brød løs. Efterfølgende citat fra bogen er
omskrevet på nudansk:
"Yogierne siger, at man må give afkald
på denne verden og trække sig tilbage til afsidesliggende jungler eller bjerge,
hvis man ønsker at finde sandheden. Den slags kan næppe gøres i vesterlandene,
vor tilværelse er så forskellig. Er De enig med yogierne?"
Maharishi'en vender sig til en brahmin
discipel, der oversætter hans svar til mig.
"Man behøver ikke at give afkald på et virksomt liv. Hvis De
mediterer en time eller to hver dag, kan De fortsætte med Deres pligter. Hvis
De mediterer på rette måde, så vil den tankestrøm, der udføres blive ved at
flyde, selv midt under Deres arbejde. Det er, som om der var to måder at
udtrykke den samme idé på; den samme linie, som De følger i Deres meditationer,
vil blive udtrykt i Deres virksomhed."
"Hvad vil resultatet af at gøre det
blive?"
"Efterhånden vil De finde, at Deres
holdning overfor folk, hændelser og ting langsomt vil forandres. Deres
handlinger vil have en tilbøjelighed til af sig selv at følge Deres meditationer."
"Så er De ikke enig med yogierne?"
Jeg forsøger på ny at holde ham fast.
Men Maharishi'en undgår et direkte svar.
"En mand bør opgive den personlige selviskhed, der binder ham til denne
verden. At give det falske Selv op er den sande forsagelse."
"Hvorledes er det muligt at blive
uselvisk, samtidig med at føre et liv i verdslig virksomhed?"
"Der er ingen konflikt mellem arbejde
og visdom."
"Mener De for eksempel, at man kan
fortsætte med alle de gamle virksomheder i sin profession og samtidig skaffe
sig oplysning?"
"Hvorfor ikke? Men i det tilfælde vil
man ikke tro, at det er den tidligere gamle personlighed, der udfører arbejdet,
fordi ens bevidsthed lidt efter lidt vil forandres, indtil den hviler i Det,
der ligger hinsides det lille Selv."
"Hvis et menneske er optaget af
arbejde, er der ikke megen tid til meditation."
Maharishi'en er tilsyneladende ganske
upåvirket af mine vanskelige spørgsmål. "Det at skulle sætte tid af til meditation
behøver kun de rene nybegyndere at gøre," svarer han. "En mand, der
er nået et stykke vej frem, vil begynde at nyde den dybere lyksalighed, hvad
enten han arbejder eller ej. Mens hans hænder er i samfundet, holder han
hovedet klart i ensomhed."
"Altså prædiker De ikke
Yoga-metoden?"
"Yogien prøver på at drive sin tanke
til målet, som en hyrde driver en tyr med en stok; ad denne sti får den søgende
tyren til at makke ret ved at række en håndfuld græs frem!"
"Hvorledes gøres det?"
"De må stille Dem selv spørgsmålet:
Hvem er jeg? Denne undersøgelse vil til sidst føre til opdagelsen af noget
inden i Dem, som ligger bag tanken. Løs dette problem, og De vil løse alle
andre problemer derigennem."
Der opstår en pause, mens jeg prøver på
at forstå hans svar. Fra det firkantede, indrammede og tremmeforsynede hul i
muren, der tjener til vindue, således som i så mange indiske bygninger, har jeg
en smuk udsigt til det hellige bjergs skråninger. Dets mærkelige omrids ligger
badet i den tidlige morgens sollys.
Maharishi'en henvender sig på ny til mig:
"Er det klarere, hvis jeg siger det således? Alle menneskelige væsener
ønsker bestandig lykke, ubesmittet af sorg. De ønsker at gribe en lykke, som
ikke afsluttes. Det er et sandt instinkt. Men har det nogen sinde slået Dem, at
de elsker deres eget Selv højest?"
"Og så -?"
"Sæt nu dette i relation til den kendsgerning, at de altid ønsker
at opnå lykke på den ene eller på den anden måde, ved drikkeri eller religion,
og at De ejer nøglen til menneskets sande natur."
"Jeg kan ikke se -."
Hans stemme bliver højere. "Menneskets sande natur er
lykke. Lykken er det sande Selv medfødt. Menneskets søgen efter lykke er dets
ubestridte søgen efter det sande Selv. Det sande Selv er uforgængeligt; når
derfor et menneske finder det, finder det en lykke der er uden ende."
"Men verden er så ulykkelig?"
"Ja, men det er fordi verden er
uvidende om sit sande Selv. Alle mennesker uden undtagelse søger bevidst eller
ubevidst efter det."
"Selv de onde, de rå og
forbryderne?" spørger jeg.
"Selv de synder, fordi de prøver på at finde Selvets lykke i
hver synd, de begår. Denne stræben er instinktiv hos menneskene, men de ved
ikke, at de i virkeligheden søger deres sande Selv, og derfor forsøger de først
disse slette veje for at finde frem til lykken. Naturligvis er det forkerte
måder, for et menneskes handlinger genspejler sig i ham."
"Vi vil altså føle en varig lykke,
når vi kender dette sande Selv?"
Han nikker. En skrå solstråle falder
gennem det rudeløse vindue ind på Mahariski'ens ansigt. Der hviler klarhed over
hans glatte pande, der er tilfredshed over hans faste mund, der er en
helligdomsagtig fred i hans strålende øjne.
Hvad mener Maharishi'en med disse
tilsyneladende simple sætninger? Tolken har givet mig deres ydre betydning på
engelsk, ja, men de har en dybere betydning, som han ikke kan oversætte. Jeg
ved, at jeg selv må finde ud deraf. Vismanden synes at tale, ikke som filosof,
ikke som en pandit, der forsøger at forklare sin egen lære, men af sit hjertets
dyb. Er disse ord vartegn om hans egne lykkelige erfaringer?
"Nøjagtigt, hvad er det Selv, som De
taler om? Hvis det, De siger er sandt, så må der være et andet Selv i
mennesket.!
Hans læber kruses et øjeblik af et smil. "Kan et menneske have to
identiteter, to Selv?" spørger han til svar. "For at forstå dette
spørgsmål er det nødvendigt for mennesket først at analysere sig selv; fordi
det længe har været hans vane at tænke, som andre tænker, har han aldrig stået
overfor sit "Jeg" på den rigtige måde. Han har ikke noget rigtigt
billede af sig selv; han har for længe identificeret sig selv med legemet og
hjernen. Derfor siger jeg til Dem, at De skal forfølge spørgsmålet: Hvem er
jeg?"
Han standser for at lade ordene fæstne
sig hos mig. Jeg lytter ivrigt efter hans næste sætninger.
"De beder mig beskrive dette sande
Selv for Dem. Hvad er der at sige? Det er Det, hvoraf følelsen af det
personlige "Jeg" fremstår, og hvori det skal forsvinde."
"Forsvinde?" spørger jeg.
"Hvorledes kan man miste bevidstheden om sin personlighed?"
"Den første og forreste af alle
tanker, sindets urtanke hos ethvert menneske, er tanken "Jeg". Det er
først efter at denne tanke er født, at andre tanker kan opstå. Først efter at
det første personlige stedord "Jeg" er skabt i tanken, kan det andet
personlige stedord "Du" vise sig. Hvis De sjæleligt kunne følge
"Jeg"-tråden, til den når tilbage til sin kilde, ville De opdage, at
ganske, som det er den første, der dukker op, er det den sidste, der forsvinder.
Det er noget man kan nå til ad erfaringens vej."
"Mener De, at det er fuldt ud
gørligt at foretage en sådan sjælelig undersøgelse på sig selv?"
"Absolut! Det er muligt at gå indad,
indtil den sidste tanke "Jeg" lidt efter lidt forsvinder."
"Hvad er der så tilbage?"
spørger jeg. "Bliver et menneske bevidstløs, eller bliver han idiot?"
"Slet ikke! Tværtimod, han vil opnå
den bevidsthed, der er udødelig, og han vil blive rig i rigtig forstand, når
han er vågnet til sit sande Selv, hvilket er menneskets virkelige natur."
"Men "Jeg"-følelsen må dog
også høre dertil?" indvender jeg.
"Jeg"-følelsen hører til
personen, legemet og hjernen," svarer Maharishi'en roligt. "Når et
menneske for første gang kender sit sande Selv, rejser der sig noget andet fra
hans tilværelses dyb og tager ham i besiddelse. Det Noget ligger bag tanken;
det er uendeligt, guddommeligt, evigt. Nogle Mennesker kalder det Himmerigets
Rige, andre kalder det sjælen, atter andre benævner det Nirvana, og vi hinduer
kalder det Befrielse; De kan kalde det, hvad De vil. Når dette sker har
mennesket ikke mistet sig selv; han har snarere fundet sig selv."
Da de sidste ord lyder fra tolkens læber
erindrer jeg de mindeværdige ord, som blev sagt af en vandrende lærer i Galilæa,
ord som har været gådefulde for så mange: Den, der søger at frelse sit liv,
skal miste det; og den, der mister sit liv, skal bevare det.
Hvor de to sætninger er mærkeligt ens! Og
dog er den indiske vismand nået til tanken på sin egen ikke-kristne måde, ad en
psykologisk sti, der synes at være usædvanlig svær og lidet kendt.
Maharishi'en taler igen, og hans ord afbryder mine tanker: "Med
mindre, og indtil et menneske begiver sig ud på denne søgen efter sit sande Selv,
vil tvivl og usikkerhed følge i hans fodspor hele livet igennem. De største
konger og statsmænd forsøger på at regere andre, skønt de inderst inde ved, at
de end ikke kan regere over sig selv. Og dog står den største magt til rådighed
for den mand, der er nået ind til sit eget inderste. Der er mennesker med
kæmpeintelligens, der tilbringer deres liv med at samle viden om mange ting.
Spørg disse mennesker, om de har besejret sig selv, og de vil bøje deres
hoveder i skam. Hvad nytte er det til at vide alt om alt andet, når man ikke
ved, hvad man selv er? Mennesker undgår denne udforskning af det sande Selv,
men hvad andet er der, som det er værdigt at foretage sig?"
"Det er vist et vanskeligt, et
overmenneskeligt hverv," bemærker jeg.
Vismanden trækker næsten umærkeligt på
skuldrene. "Om det er muligt eller ej afhænger af ens egne erfaringer,
vanskeligheden er ikke så stor, som De formoder."
"Den slags indadskuen er for os
virksomme, praktisk anlagte vesterlændinge -?" Jeg begynder tvivlende, og
lader sætningens afslutning være svævende.
Maharishi'en bøjer sig frem for at tænde
en ny røgelsespind i stedet for en, hvis røde glød er ved at dø hen.
"Erkendelsen af sandheden er den samme for indere og europæer. Naturligvis
er vejen dertil vanskeligere for dem, der er opslugt af den verdslige
tilværelse, men selv i så fald kan og må man sejre. Den strøm, der føres ind
under meditation, kan holdes ved lige gennem vane, ved at opøve sig til det. Og
så kan man udføre sit arbejde i selve den strøm; der kommer ikke nogen
afbrydelse. På den måde vil der ikke være nogen forskel mellem meditation og
ydre beskæftigelse. Hvis De mediterer over spørgsmålet: Hvem er jeg? - hvis De
begynder at lægge mærke til, at hverken legemet eller hjernen eller Deres begær
virkelig er Dem, så vil til sidst selve den spørgende holdning, De indtager,
drage svaret frem af Deres egen tilværelse; det vil komme af sig selv som en
dybtfølt virkeliggørelse."
Jeg grunder på ny over hans ord.
"Lær det virkelige Selv at kende," fortsætter han, " og
så vil sandheden stråle frem i Deres hjerte som solskin. sindet vil blive
ubesværet og virkelig lykke vil overstrømme det, for lykke og det sande Selv er
identiske. De vil ikke mere være naget af tvivl, når først De opnår dennes
selverkendelse."
(Citeret efter Paul Brunton: "Bag
Indiens lukkede Døre". Oversat af Iver Gudme. 2. Udgave. Uranus
Forlag. København 1950. Her gengivet med moderne retskrivning. Det var dog 1.
udgaven, jeg læste i sommeren 1945).
For mig personlig blev Maharishi'ens ord, som
forekom mig både fornuftige og logiske, af stor og afgørende betydning, for jeg
følte på en mærkelig og uforklarlig måde, at jeg i alt væsentligt forstod, hvad
det var, han talte om. Det uendelige, guddommelige, evige, han talte om, vidste
jeg inderst inde var identisk med det, jeg særlig markant havde oplevet to
gange som dreng, mens vi boede i Nakskov, og det var også det, jeg senere
oplevede som skoledreng i København, den dag, da en af mine klassekammerater i
kådhed strammede mit halstørklæde så meget, at jeg mistede bevidstheden om
omverdenen. Jeg vidste derfor også instinktivt og intuitivt, at mit inderste
Selv var identisk med det guddommelige, uendelige, evige Noget. Men jeg
manglede endnu at forstå det med min forstand eller intelligens.
Da jeg skulle aflevere "Bag Indiens lukke Døre" på biblioteket
ved lånefristens udløb, fik jeg lånet fornyet, og samtidig søgte jeg efter
bøger, som måske kunne supplere den. Jeg faldt da over et værk, der hed "Mystikere
i Europa og Indien" (1925), og heri stiftede jeg for første gang
bekendtskab med de indiske Upanishad'er, hvorom jeg bl.a. læste, at
sanskritordet upa-ni-shad betyder at sidde ned nær en guru (= åndelig lærer).
Mere præcist betyder det indvielse i en dybsindig, hemmelig indsigt som
formidles af en guru til en elev eller såkaldt discipel.
Upanishad'erne er en hellig skriftsamling inden
for Hinduismen, hvoraf den ældste del, som menes at stamme fra perioden
800-400 f.Kr., medregnes til Veda'erne som autoritative. Veda er et
sanskritord, der betyder hellig viden. Veda'erne er Brahmanismens eller den
ældre Hinduismes grundlæggende skrift-samling, der i lighed med f.eks.
Bibelen regnes for autoritativ åbenbaring. Veda'erne bestod oprindelig af fire
samlinger af hymner til guder, melodiangivelser, offerformler og besværgelsesformularer
fordelt på henholdsvis Rig-, Sama-, Yajur- og Atharva-veda. Den ældste er
Rigveda, hvis oprindelse går mere end 3000 år tilbage, og som dermed er tusind
år ældre end kristendommens skrifter, men samtidig tusind år yngre end
Moses-bøgerne. De vediske Upanishad'er betegnes også som Vedanta, dvs. som
Veda-samlingens afslutning. Ordet Vedanta betegner dog også en af de seks
klassiske systemer eller ortodokse skoler i indisk filosofi. Som filosofisk
system og sammenfattende lære går Vedanta tilbage til de sidste århundreder
før Kristus.
I perioden omkring 800-1250 grundlagdes tre
retninger inden for Vedanta-filosofien, hvoraf den mest indflydelsesrige blev
Sri Shankar Acharyas Advaita-Vedanta (A = ikke + dvaita = todelt eller
tohed, altså "ikke-tohed" = ikke dualistisk, og Veda = hellig viden +
anta = ende eller afslutning, altså ”den hellige videns afslutning eller fuldkommengørelse”).
Shankar Acharya, eller blot Shankara, fødtes i år 788 i en brahmansk familie i
Kkaladi i Malabar i Sydvestindien. Som 16-årig blev han elev af vismanden Sri
Govinda Bhagavadpada, og allerede på dette tidspunkt havde Shankara oplevet sit
eget selvs identitet med det guddommelige Selv, og dermed enheden i alt, hvad
der eksisterer. Senere vandrede han omkring i hele Indien for at udbrede sin
advaita-lære, og han grundlagde herunder en række klostre, samtidigt med at
han forfattede utallige skrifter, hvori han analyserer og forklarer Vedantas
filosofi, som han dog mener kan udtrykkes i ganske få ord: "Brahman er
virkelig, verden er uvirkelig, Brahman og verden er ét."
Vedanta ser det som sit mål at bringe mennesket
til erkendelse af den ene sande virkelighed, Brahman, det evige, uendelige,
guddommelige Noget eller det inderste livsprincip i alt, som i mennesket er
til stede som Atman, sjælen eller det egentlige Selv, som er identisk med en
ulegemlig, uforanderlig og udødelig væsenskerne. Som identisk med det
Noget, der primært som den upersonlige, forskelsløse enhed bag alt, og
sekundært den skabende, livgivende, guddommelige, altibefattende, allestedsnærværende
kraft i universet, betinger og gennemstrømmer Brahman alt, og er
altbestemmende bag den synlige verdens gøglespil, kaldet "Maya's
slør". Brahman forener derfor i sig selv både det virkelige og det
uvirkelige.
Det var altså denne Advaita-Vedanta,
vismanden eller Maharishi'en på det hellige bjerg Arunachala lærte sine
disciple, og dermed også eleven Paul Brunton, som især med sine følgende bøger
skulle formidle sin læremesters selv-undersøgelses-metode til den vestlige
verden. En af disse bøger hed da også "The Quest of the Overself"
("Ad sindets ukendte veje"), hvis første men indbyrdes uafhængige
del "The Secret Path" ("Den hemmelige Vej") var udkommet
nogle år tidligere. Disse to bøger havde jeg dog ikke læst af den gode grund,
at de endnu ikke fandtes på dansk i 1945, men jeg skal senere vende tilbage til
dem.
Men som sagt fik jeg lyst til at læse, hvad
Upanishad'erne havde at sige om Jeget, vort inderste sande Selv, der er
identisk med det guddommelige Noget. De fleste af Upanishad'erne er formet som
samtaler mellem brahmaner og lægfolk, hvori også kvinder deltog på lige fod med
mændene. Disse kvinder kunne eksempelvis være en hustru og en medhustru til en
af tidens store vismænd, som i modsætning til de asketiske Yogier og
Sannyasiner (munke) bestemt ikke var verdensforsagende. Vismændene i det gamle
Indien var ofte mænd, der havde spillet en fremtrædende rolle i samfundet og
som havde ejendom og familie, men som i henhold til det indiske samfundssystems
regler, som 50-60 årige trak sig tilbage fra det sociale liv, for at dyrke
meditation og søge at opnå erkendelse og indvielse som forberedelse til det
jordiske livs afslutning og overgangen til et liv i de åndelige verdener eller
i Brahman.
I Brihadaranyaka-Upanishad
3 hedder det bl.a.:
Fordum levede Svetaketu. Hans fader sagde
til ham: - Svetaketu! Giv dig i lære som brahmanelev, thi der er ingen i vor
slægt som ikke har studeret, og som blot er brahman af navn.
Så gik han i lære, og da han var
fireogtyve år gammel havde han studeret alle Vedaer og vendte hjem, hovmodig og
selvbevidst. Da sagde faderen til ham:
- Siden du er så hovmodig, min kære
Svetaketu, og tror du er så lærd, har du så også skaffet dig underretning om
hvorved man hører det man ikke har hørt, forstår det man ikke har forstået, og
erkender det man ikke har erkendt?
- Hvorledes er den undervisning,
ærværdige?
- På samme måde, min kære, som man af en
enkelt klump ler kan slutte sig til alt hvad der er lavet af ler, omformningen
er kun et navn, i virkeligheden er det ler, og som man af et enkelt
kobbersmykke kan slutte sig til alt hvad der er lavet af kobber, omformningen
er kun et navn, i virkeligheden er det kobber - således er den undervisning.
- Mine lærere kan ikke have vidst det.
Dersom de havde vidst det, hvorfor skulle de så ikke have fortalt mig det. Men
du må lære mig det, ærværdige.
-
Gerne, min kære! Som bierne laver honning ved at samle safterne fra forskellige
træer og blande dem sammen, så at de ikke er i stand til at sige: - Jeg er
saften fra det træ, jeg er saften fra det træ, på lignende måde véd de mange
skabninger ikke at de i dybsøvnen eller i døden indgår i det sandt værende; og
ligeså véd de ikke at de er fremgået af det, når de bliver til på ny.
Dette usynlige, af det består hele
verden, det er det virkelige, det er Atman, det er dig selv, Svetaketu.
-
Lær mig mere, ærværdige.
- Gerne, min kære! Bring mig en frugt fra
Nyagrodha-træet dér!
- Her er den, ærværdige!
- Skær den over, og sig mig, hvad du ser.
- Jeg ser nogle ganske små kerner.
- Skær en af dem over!
- Det er gjort.
- Hvad ser du i den?
- Slet intet, ærværdige.
- Dette fine, som du ikke kan se, af det
er hele dette store Nyagrodhatræ blevet til. Tro mig, af det består hele
verden; det er det virkelige, det er Atman, det er dig selv, Svetaketu.
- Lær mig mere, ærværdige.
- Ja, gerne, min kære. Læg denne
saltklump i vand og kom så i morgen til mig. Det gjorde han, og næste morgen
sagde faderen til ham:
- Hent mig det salt som du i aftes lagde
i vandet. Han følte efter det, men kunne ikke finde det, helt opløst som det
var.
- Tag en mundfuld fra denne side.
Hvorledes er det?
- Salt.
- Tag en mundfuld fra midten. Hvorledes
er det?
- Salt.
- Tag en mundfuld fra den anden side.
Hvorledes er det?
-
Salt.
- Kom mere salt i, og kom så til mig.
Det gjorde han, men det blev ved med at
være salt. Så sagde faderen:
- Du ser ikke det værende, og dog er det der.
Dette usynlige, af det består hele verden; det er det virkelige, det er Atman,
det er dig selv, Svetaketu.
- Lær mig mere, ærværdige.
-
Gerne, min kære. Når man med en økse hugger i dette store træ ved roden, så vil
det bløde, men dog leve. Når man hugger i det for oven vil det bløde, men dog
leve. Det står dér gennemtrængt af det levende selv, glad og fuld af saft.
Hvis livet forlader en af dets grene tørrer den hen. hvis det forlader en anden
gren eller en tredje tørrer de hen. Hvis det forlader hele træet, så tørrer
hele træet hen. Det skal du mærke dig, min kære, at når livet forlader os dør
vi, men livet selv dør ikke. Dette usynlige, af det består hele verden; det er
det virkelige. det er Atman, det er dig selv, Svetaketu. (Citeret efter Frits
Pullich: Brahmanisme og Hinduisme. Gyldendal 1962, s.45-47).
Faderen i den ovenfor citerede tekst er
vismanden Yadnavalkya, som en dag har en samtale med en af sine andre elever,
og herunder hedder det bl.a.:
- Det er din egen Sjæl, som er inderst i
alt.
- Hvad er inderst i alt, Yadnavalkya?
- Du kan ikke se det, som ser Synet. Du
kan ikke høre det, som hører Hørelsen. Du kan ikke tænke det, som tænker
Tanken. Du kan ikke erkende det, som er Erkendelsen. Det er din egen Sjæl som
er inderst i alt. Hvad der er forskelligt fra det, er fuldt af Lidelse.
(Citeret fra Indiske Religioner. Tekster. Udvalgt og indledt af Thorvald
Nielsen. Gyldendal 1946, s.22)
Det, jeg især heftede mig ved under læsningen
af Upanishad-teksterne, var konstateringen af, at det, som ser, kan ikke selv
ses, det, som hører, kan ikke selv høres, det som tænker, kan ikke selv tænkes,
og det, som erkender, kan ikke selv erkendes. Simpelthen fordi "det
Noget" ligger forud for synet, hørelsen, tanken og erkendelsen, eller kort
sagt forud for tid og rum og er derfor identisk med det tilgrundliggende evige,
uendelige, guddommelige Noget, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer,
manifesterer sig og oplever livet eller tilværelsen. Denne konstatering stemte
ganske godt overens med min egen personlige oplevelse og erfaring, og jeg var
derfor slet ikke i tvivl om, at vi i vor væsenskerne eller såkaldte sjæl er
evige, udødelige væsener. Til orientering for den, der læser disse linjer, men
som måske aldrig har tænkt nærmere over, hvad jeg, sjæl og ånd er
for nogle størrelser, eller hvad det er, der konstituerer den menneskelige
personlighed, skal jeg gøre opmærksom på, at man ikke bør forveksle begrebet
"jeg" i den ovenfor nævnte forstand, med det personlige jeg, som er
det, der bevirker, at vi er den eller den med de specielle vaner, evner,
erfaringer, anskuelser, idiosynkrasier etc. Det "bagved" liggende
"jeg" er den universelle faktor og kraft, som alle levende
væsener er fælles om. Men mere herom senere i selvbiografien.
Men selv om jeg nu mente i det mindste at
have fundet den vej, jeg selv burde gå, for at skabe ro, balance og tilfredshed
i mit sind, var der dog langt igen, før jeg blot tilnærmelsesvis forstod dybden
i og omfanget af den erkendelse og lære, som især læsningen af "Bag
Indiens lukkede Døre" havde ført mig frem til og løftet en flig af. Jeg
var og er jo kun et almindeligt menneske, og vejen var derfor spærret af
forhindringer i form af dagliglivets nødvendigheder og pligter, dets
bekymringer og sorger, og af intellektuel tvivl og skepsis. Men behovet for
eller måske snarere trangen og lysten hos mig til at ville trænge ind i livsmysteriet,
både oplevelsesmæssigt og forstandsmæssigt, var så stor, at den foreløbig har
holdt sig lige til dette øjeblik, da jeg som 83-årig redigerer disse
linjer.
Værre var det, syntes jeg, at mit møde med
den ny tankesfære yderligere bidrog til at uddybe kløften mellem Alice, Jørgen
og Jørn på den ene side og mig på den anden side, så jeg kom til at føle mig
mere ensom, end nogensinde tidligere. Jeg indså fra begyndelsen, at de tre kære
mennesker, uanset deres øvrige gode og fortræffelige egenskaber, ganske enkelt
ikke ville kunne forstå tanker og forestillinger af den art, jeg har givet eksempler
på ovenfor. Hvis jeg havde fortalt dem om disse, ville de utvivlsomt have
rystet på hovedet og tænkt, at jeg sikkert var blevet skør i knolden. Derfor
undlod jeg at nævne noget om den ny tankesfære for dem. Men netop dette bidrog
til, at der kom en slags dobbelthed ind i mit forhold til dem.
Imidlertid fortsatte jeg med at tegne
vittighedstegninger, for at tjene nogle penge, men det skete efterhånden mere
af pligtfølelse end af lyst og egentlig indre kreativ nødvendighed. Desuden var
salget af mine tegninger stærkt svingende og det viste sig snart, at jeg ikke
havde den ihærdighed og udholdenhed, der skulle til, for at gøre vitstegneriet
til en levevej. Erik Plutos entusiasme var også blevet afløst af en vis
mathed, i al fald når det gjaldt om at distribuere mine tegninger, hvilket jeg
sådan set godt kunne forstå, idet det ikke var meget, han tjente på det i
kroner og øre. Så vidt jeg husker, fik han kun 3-4 kroner for hver solgt
tegning, mens jeg selv beholdt det resterende beløb på omkring 7-8 kr. Men den
egentlige grund til, at han ikke længere var så interesseret, fandt jeg snart
ud af. Det viste sig nemlig, at skønt han faktisk ikke kunne tegne, var han
selv begyndt at fabrikere vittighedstegninger, som han solgte i stor stil.
Det var mig en kilde til forundring, at han kunne afsætte sine temmelig naive
og noget ubehjælpsomme tegninger, men det kunne han altså, endda til nogle af
de store aviser og ugeblade. Avisernes og ugebladenes billedredaktører må
have kunnet se et eller andet i Plutos tegninger, som i al fald jeg ikke kunne
få øje på. Men godt for ham, som jeg bestemt ikke misundte. Tværtimod benyttede
jeg anledningen til at kvitte vitstegneriet, som i virkeligheden ikke rigtig
lå for mig, når det kom til stykket.
Der var det særprægede ved Erik Pluto, at når
han havde sat sig noget i hovedet, var han næsten ikke til at få fra det igen,
heller ikke selvom det, han gerne ville, var indlysende urealistisk. Og han
havde altså sat sig i hovedet, at han for omtrent enhver pris ville lære
at tegne. Han mente, at det bare var et spørgsmål om et eller andet rent
teknisk kneb, som det gjaldt om at lære, så kunne han tegne. Men situationen
var desværre for ham den, at han overhovedet ikke havde evne til at tegne
bedre, end tilfældet almindeligvis er for de allerfleste mennesker. Erik Pluto
kunne ganske enkelt ikke tegne en figur, så den lignede det, den skulle
forestille. Men hvad værre var, han havde svært ved at indse eller indrømme
det.
"Du, som tegner så godt, må da kunne
lære mig det!" sagde han ofte, men lige meget, hvor meget og hvordan jeg
prøvede at få indprentet ham nogle grundlæggende begreber om tegning, evnede
han ikke at forstå det og slet ikke at udføre det. Men opgive tegneriet til
fordel for en anden interesse, som han ville blive mere tilfreds med, hverken
ville eller kunne han, stædig som han var. "Jeg skal nok få det
lært!" fastslog han med eftertryk, men han lærte det i realiteten aldrig,
i al fald ikke i den tid, han og jeg kendte hinanden,
I løbet af eftersommeren og efteråret 1945
skete der en række forskellige begivenheder i København, som til dels hang
sammen med efterkrigssituationen. Den 1. juli var der et kæmpearrangement i
Kastrup Lufthavn, idet det engelske Royal Air Force (RAF) afholdt et
flyvestævne, hvori 150 maskiner deltog. Her kunne man både på landjorden og i
luften se nogle af de engelske flytyper, der havde deltaget i krigen og som
f.eks. også havde været med til at bombe Shellhuset nogle måneder tidligere.
Man anslog, at omkring 250.000 mennesker overværede stævnet, hvorunder Københavnerne
for første gang blev præsenteret for et større opbud af jetjagere.
Kort forud for flyvestævnets afholdelse havde
jeg dels købt nyt, moderne tøj og nye lædersko med tykke rågummisåler, som var
højeste mode på det tidspunkt. Skoene alene havde kostet 450 kr. og det blev
betragtet som lidt af en formue for et par sko, hvad det vitterligt også var.
Iklædt så vel det nye tøj som de nye og ikke særlig behagelige sko, som gnavede
mig lidt her og der på fødderne, fulgtes jeg med mor og mormor ud til Kastrup.
Men vi havde det største besvær med at komme derud, for dels måtte vi skifte
sporvogn flere gange undervejs, og dels var sporvognene så overfyldte, at mange
måtte stå ude på trinbrætterne, hvilket ikke var helt ufarligt og officielt
heller ikke tilladt. Men efter et par timers asen, masen og skubben nåede vi
endelig frem til lufthavnen, hvor vi overværede det imponerende flyvestævne,
som vist ingen af de tilstedeværende nogen sinde havde set magen til. Flyene
fløj enkeltvis, parvis eller i formationer hen over hovederne på os, ofte meget
tæt ved jorden, og de loopede og akrobaterede og lavede fiktive luftkampe, så
at vi til sidst var helt stivnakkede af at bøje hovedet bagover.
Da det hele var slut og folk skulle til at
forlade stedet, blev der et trafikkaos, som end ikke de tilbagevendte og
dengang meget populære danske politibetjente, som siden den 13. maj atter havde
været i tjeneste, kunne gøre meget ved. Folk albuede sig frem i den tætte
mængde, enten for at komme frem til deres cykler eller hen til stoppestederne.
Mor, mormor og jeg blev skubbet til side og holdt tilbage af folkemængden, og
da vi endelig nåede hen til et af stoppestederne uden for lufthavnen, indså
vi, at med de lange køer af mennesker, der stod og ventede på sporvognene,
ville det være umuligt for os at få køremulighed de første par timer. Vi valgte
derfor at gå på vores ben ind mod København, for om muligt at kunne få plads i
en sporvogn undervejs, men alle steder stod der lange køer af mennesker og
ventede.
Den lange gåtur på adskillige kilometer var
noget af en prøvelse for mormor, mor og mig, der ikke just var vante til at gå
kilometerlange strækninger. Hvad værre var, så begyndte min ene sko efterhånden
at genere mig så meget, at jeg blev nødt til at tage den af. Det viste sig, at
et søm! fra sålen var trængt gennem indlægssålen, og det var dette, der
forståeligt nok generede og gjorde det umuligt at gå med skoen på. Alle
øjeblikkelige forsøg på at fjerne sømmet viste sig forgæves, og efter at have
humpet eller haltet afsted omkring en kilometer med kun én sko på fødderne,
blev jeg nødt til også at tage den anden sko af, simpelthen fordi det andet var
for besværligt.
Da vi til sidst nåede ind til Rådhuspladsen
nægtede mine fødder, der nu var fulde af vabler, at gå længere, så derfor tog
vi opstilling ved linie 16.s stoppested og afventede sporvognens ankomst. Der
var ganske vist også kø her, men den var ikke nær så lang som de andre steder,
vi havde passeret undervejs. I den første linie 16, der ankom, var der kun
plads til overs til ganske få passagerer, men heldigvis var der ingen problemer
med den næste, hvor vi fik en indeklemt ståplads. Mormor stod af ved
Blågårdsgade, medens mor og jeg fortsatte til Nørrebros Runddel, hvor vi stod
af og gik resten af vejen hjem til Jægersborggade. Her fik jeg med noget besvær
de hullede og blodplettede strømper af og sat fødderne i koldt vand, og det
hjalp på de varme og ophovnede fødder.
Næste dag bragte jeg skoene ned til
skomageren i nr.21, og han rystede på hovedet, da han så sømmet stikke op
gennem indlægssålen, og sagde: "Det har man med disse hersens nymodens
sko! Jeg kan godt fjerne sømmet, men kan ikke garantere for, at et nyt søm ikke
vil dukke op senere. Sømmene vil arbejde sig op, fordi det er
gummisåler." Det var jo ikke
ligefrem trøstende ord fra en specialist, men sømmet blev fjernet og den anden
sko efterset, uden at skomageren fandt nogen fejl ved den. Det skal siges til
hans ros, at han ikke tog penge for ulejligheden. Senere havde jeg kun skoene
på et par gange, så var den gal igen: et andet søm dukkede op og voldte kvaler,
og derfor tog jeg en rask beslutning og kasserede skoene, en i bogstavelig
forstand dyrekøbt erfaring rigere.
Arbejderbevægelsen lod høre fra sig igen den
4. juli, da 100.000 arbejdere demonstrerede foran Christiansborg, hvor de bl.a.
fremsatte krav om 40 timers arbejdsuge og 3 ugers ferie. Arbejdsugen var på det
tidspunkt på 49 timer og folk havde kun ret til 2 ugers ferie.
Retsopgøret med besættelsestidens værnemagere, stikkere, hipoer,
kollaboratører og andre former for landsforrædere, begyndte så småt. Den 7.
juli blev der nedsat en ekstraordinær tjenestemandsdomstol, som havde til opgave
at dømme i sager mod tjenestemænd for unational holdning under besættelsen.
For at gøre de ulovligt indtjente formuer, som især mange værnemagere havde
tjent under besættelsen gennem samarbejdet med tyskerne, vedtoges der den 22.
juli en lov om ekstraordinær formueopgørelse, som straks trådte i kraft. Alle
cirkulerende pengesedler tilbagekaldtes og ophørte med at være lovligt
betalingsmiddel. Seddelombytning begyndte den 23. juli, lige som ekstraordinær
formueopgørelse skulle indgives samme dag. Det
fik ubehagelige konsekvenser for de mange mennesker, der havde tjent penge, som
ikke var blevet opgivet til skattevæsenet, og jeg ved, at til disse mennesker
hørte min onkel Edmond i Dannemare. Han havde sammensparet en formue i 100, 500
og 1000 kr. sedler, som nu reelt var værdiløse, og disse kunne han enten vælge
ekstraordinært at angive, for at få ombyttet sedlerne, men med risiko for
bødestraf og konfiskation, fordi han ikke tidligere havde skatteangivet
pengene. Da han forståeligt nok ikke ønskede at blive afsløret, greb han derfor
til den desperate udvej, at afbrænde det meste af den ulovlige formue ved
simpelthen at fyre de mange pengesedler af i kakkelovnen.
Da farmor, som simpelthen ikke kunne holde
mund med, hvad der var sket, fortalte om, hvad Edmund havde gjort med sin
ulovlige formue, blev min far og hans brødre temmelig opbragte over at høre
om, hvordan penge, som de selv havde så hårdt brug for, bare var gået op i røg.
De forstod ikke, hvorfor Edmond ikke havde været så large, at han havde fordelt
i al fald en del af formuen på dem, som så ville have kunnet angive
pengesedlerne og fået dem ombyttet. De tilgav ham faktisk aldrig for, at han
havde været så egoistisk, at han ikke tænkte på denne mulighed. For min far og
hans brødre ville blot tusinde kroner før skat til hver, have betydet uendelig
meget. Ingen af dem havde tilsyneladende tanke for det ulovlige i en sådan
transaktion, som desuden indirekte ville have afsløret, hvor pengene stammede
fra.
Den 11. juli udstedtes der forbud mod badning
og sopning fra Amagers sydspids til Vedbæk på grund af den fare for smitte, der
er forbundet med de mange lig, der flød rundt i Øresund! Det var jo en temmelig
ubehagelig situation midt i badesæsonen, hvor hundredvis af københavnere søgte
ud til strandene på Amager og ved Charlottenlund og Bellevue. Sidstnævnte sted
kaldtes ”fluepapiret”, fordi halvnøgne badegæster af begge køn havde lejret sig
så tæt ved hinanden på strandarealet, at det kunne sammenlignes med summende
fluer på et klæbende fluepapir.
Imens Pluto og jeg i dagevis havde hygget og
moret os selv med at tegne vitstegninger, men også havde dage med sindets
gråvejr, hvor det ikke blev til så meget med hittepåsomheden og tegneriet, så gik
verdenssituationen selvfølgelig videre og gav både håb og skuffelser. Stalin
sad stadig ved magten i Sovjetrusland, Harry S. Truman havde afløst afdøde
Roosevelt som præsident, og i England havde Clement Attlee overtaget posten som
premierminister efter Churchill, som tabte efterkrigsvalget.
Fredag den 3. august 1945 havde mormors
yndlingsavis, ”Rullekonebladet”, undskyld: Aftenbladet, følgende overskrifter
på sin forside:
Rusland gaar ud af Krigen som Europas førende Stormagt
Tyskland maa betale dyrt for sin Daarskab
Men Landet sønderdeles ikke gennem Opdeling
i Smaastater
De Betingelser, de tre Store har udarbejdet
for Tyskland under deres Møder i Potsdam, gør Versailles-Traktaten til ”den rene
Barneleg”. Med den erklæring, Truman, Stalin og Attlee har udsendt om
Konferencens Resultater, gøres det klart for Verden, at de tre Store har til
Hensigt at holde Jordens skæbne i deres Hænder.
1. Tysklands Hær og
Flaade skal udslettes.
2. Tysklands Vaaben
skal udleveres til de Allierede eller ødelægges. Vaabenfabrikation i Tyskland
skal forhindres i Fremtiden.
3. Nazi-Love og
–Institutioner skal afskaffes.
4. Der vil foreløbig
ikke blive nogen central tysk Regering.
5. De tyske
økonomiske og industrielle Syndikater skal opløses, og den tyske Økonomi
decentraliseres. Landbruget og Hjemmeindustrien skal have sin Chance.
6. Tyskland skal
betale Skadeserstatninger i Varer. Sovjet faar saaledes Værdier fra den besatte
Del af Øst-Tyskland og ordner samtidig Polens Krav samt faar 15 % af
Produktionen i Vest-Tyskland med at give Kul, Olie etc. til Vestmagterne.
7. Krigsforbryderne
skal dømmes hurtigt. En Liste over dem udfærdiges i denne Maaned.
8. Det tyske Folk
skal ikke udslettes eller trælbindes. En demokratisk Opdragelse indføres.
9. Alle
Besættelses-Omraader skal behandles ens. Besættelsens Varighed er ikke fastsat.
10. Et allieret Raad
med Sekretariat i London skal forberede Fredskonferencen.
11. Polens Grænse skal
først fastlægges paa Fredskonferencen. Polen skal administrere Omraaderne Øst
for Oder og Neise, Königsberg skal være russisk.
12. Polen,
Tjekkoslovakiet og Ungarn anmodes om at vente med Folkeflytningerne til
Forholdene afklares.
13. Kvalificerede
Stater vil kunne blive Medlemmer af De Forenede Nationer. Spanien er dog
undtaget.
til Folkestrejker
Folkestrejken i
Aalborg, der etableres Lørdag Morgen Kl. 7 og varer 24 Timer, vil fuldkommen
lamme Handel Trafik, ja alt normalt Liv. Aalborgenserne er Børn af den store
Gestus, og skal noget gennemføres, bliver det gjort for alvor.
Paa Mødet i Aftes, hvor 10.000 Mennesker
deltog, protesteredes enigt mod ”det forbenede Retsvæsens Fortolkning af Straffeloven,
som tydeligt er kommet til Udtryk i de mange stedfundne Løsladelser.” En
lignende Stemning er ved at gro frem i København. Flere Tusinde Frihedskæmpere
holdt ligeledes Møde i Aftes, og det vedtoges her, at ”Afsnit 8” vilde gaa i
direkte Aktion, saafremt man oftere løslod Personer, Frihedsbevægelsen havde
arresteret, eller hvis ikke der oprettedes Særdomstole med Modstandsbevægelsens
Folk som Dommere.
Det er drastiske Træk, man her foretager,
og selv om der er Sympati for saadanne Aktioner i store Dele af Befolkningen,
kan det heller ikke nægtes, at andre Lejre betragter Udviklingen med Ængstelse.
Man nævner fra denne Side, at det jo netop var saadanne Tilstande, vi kæmpede
for at slippe af med, samt at der øjensynlig er vokset en Generation frem, som
slet ikke forstaar Demokratiets sande Væsen. Man henviser endvidere til, at der
er læge Domsmænd ved Afgørelse af Tysker-Sager, saa Folket har et Ord at skulle
have sagt ved Kendelsernes Affattelse.
En farlig Udvikling
AFTENBLADET talte til Morgen med
Justitsminister Busch-Jensen, der fandt det ganske grundløst at gaa til
Aktioner som de, der nu er ved at komme i Gang-
- Det er en farlig Udvikling, sagde
Ministeren, og ganske uforstaaelig tillige. De Frifindelsesdomme, der er
faldet, er sikkert forkerte, men det vil jo vise sig, naar de kommer for
Landsretten. Der er jo heller ikke Tale om nogen Løsladelse, de Paagældende er
stadig fængslet!
På sin side 2 havde Aftenbladet denne dag
fire store overskrifter, to af kulturelt tilsnit og to af mere hverdagsagtig
karakter:
Flere Billedhuggere end
nogensinde – og bedre
Hof-Broncestøber Poul Lauritz Rasmussen
fejrer 25-Aars Jubilæum og fortæller om Billedhuggerne
Dansk Whisky nu bedre end engelske
Smaa Chancer for Vinimporten
C.B.’erne vil have samme Løn som Frihedskæmperne
Muligvis skal enkelte Frihedskæmpere
blive i Funktion efter 15. August
Gennem Byen …..
Tyskland aldrig mere
den store
Eksportnation
Kapellets Formand
Siegfred Salomon troede ikke, at han kom hjem
til sin 60-Aars Fødselsdag
Kun faa Anholdelser
var rene Fejltagelser
Der er kun udstedt 15-20 hvide Attester til Folk,
som uden Grund blev anholdt
Flytning af Polens Grænser,
Optakt til ny Krig?
- med enkelte Undtagelser skal registreres
hos Politiet senest 7. August
Aftenbladets side 4 havde følgende
overskrifter:
tyske Problemer
Industrien kræver Arbejdere –
men der er ingen Boliger
som Brøndum myrdede
aabnedes i Gaar en Mindeudstilling
i Helsingør
Soldater under Amaliegade-Kampene
Hvad en Toldmand beretter fra den 19. September
Der hentydes her til den
tyske aktion imod det danske politikorps den 19. september 1944, hvorunder en
gruppe politibetjente forsvarede kongens residens, Amalienborg.
Man fatter ikke…
… at Solen saa tit gemmer sig bag
Skyerne, naar den har Lejlighed til hver Dag – som i Gaar – at lyse over saa
megen kvindelig Ynde paa Bellevue Stranden og glæde sig over, at der fortsat er
Tøjmangel i Danmark.
ordentlig avance
Tobak og Bureaukrati
med at lave Politik”
Malraux’ Gennembrudsroman ”Erobrerne”
oversat til Dansk som den første Bog
af den franske Frihedskæmper
Nu kommer for Alvor
Træet
fra Sverige til Byggeriet
I Løbet af nogle Maaneder Halvdelen
af de 25,000 Jernbanevogne med Fyr
og Gran, der er købt
Dagens Radio
Kan Du aldrig tilgive?
En engelsk Roman … Af Elisabeth Vernon
Aftenbladets bagside,
som også var dens side 6, var forbeholdt
”Julle” skriver Sporten
Fem dage senere kom så den sensationelle
meddelelse om ATOMBOMBEN, dette djævelskab, som de militaristiske kræfter havde
fået nogle videnskabsfolk og teknikere til at udvikle og fremstille. Amerika
var jo stadig i krig med Japan, og den 6. august kastede det amerikanske
bombefly: ”Enola Gay” den første atombombe over den japanske storby Hiroshima.
Følgerne var enorme og uhyggelige, idet bomben på sekunder dræbte mere end
70.000 civile japanere, mænd, kvinder og børn og husdyr, samt nærmest
udslettede store dele af byens huse og bygninger. Om denne menneskeligt set
skændige, men ifølge amerikanerne politisk og militært nødvendige handling,
kunne avisen Nationaltidende på sin forside den 8. august 1945 bringe en stor
artikel med overskriften:
Niels Bohrs Andel i Bomben, der kan sikre Verdensfreden
”Den atomiske Energis Tidsalder er født”
– med et Udtryk som dette har Verdensoffentligheden modtaget de sensationelle
Oplysninger om Atombombernes Indsats i den japanske Krigs Slutfase.
De kortfattede Meddelelser, der hidtil
foreligger fra Japan, oplyser, at Bomben har virket som en ødelæggende Blæst, der
har fejet alt over Jorden bort. Ødelæggelser anrettes over et Omraade paa 100
engelske Kvadratmil.
Der er rettet en fornyet Henvendelse til
Japan, hvori der kræves Kapitulation inden 48 Timer. – Et Afslag af dette
Ultimatum vil betyde, at Japan udslettes fra Jordens Overflade.
Atomspaltning
i et amerikansk Laboratorium. Til Eksperimentet anvendes en Strøm paa 7
Millioner Volt. Vældige Gnister slaar ud, medens Videnskabsmændene følger
Forsøget fra de med Glas beskyttede Kabiner nederst til venstre i Billedet. –
Foto og billedtekst: Nationaltidende onsdag den 8. august 1945.
Det var alarmerende og uhyggelige – men
heldigvis overdrevne - ord om, at et helt land som Japan blev truet med total
udslettelse, hvis den japanske regering ikke inden 48 timer kapitulerede. Men
at ødelæggelserne og dødstallene var forfærdende store i Hiroshima, er en
kendsgerning, som fremgår af en anden forsideartikel med overskriften:
Japansk By med
300,000 Indbyggere
een stor Ruinhob
Atom-Bombens uhyggelige Virkning
Men ikke et ord om de
forfærdelige menneskelige lidelser og konsekvenser – og slet ikke om de
langtidskonsekvenser som følge af radioaktiv stråling, som de sårede og
overlevende var blevet udsat for. Den viden og forståelse var endnu ikke
bibragt verdenspressen og verdensoffentligheden. Derimod gik man indtil videre
mere op i de militærstrategiske og politiske konsekvenser af atombomben,
hvilket bl.a. fremgår af følgende overskrift:
Verdens strategiske
Forhold
helt ændret
Store Beslutninger i Potsdam, Teheran og Jalta forældede
Men dernæst undrede
man sig over, hvilke videnskabelige fakta, der lå til grund for atomenergien og
konstruktionen af atombomben. Det fremgår især af følgende overskrift:
Samtale med Bohr
Bebuder snarlig videnskabelig Redegørelse
Avisen havde jo på forsiden også skrevet om
”bomben, der kunne sikre verdensfreden” en påstand, som indtil videre måtte stå
som et stort spørgsmål. Desuden kunne avisen under overskriften Den store
Opfindelse henvise til artikler længere inde i bladet, nemlig; Jacob
Paludan om Opfindelsens Moral, Artikel om Niels Bohr, En Fremtidsfantasi og
De videnskabelige Undersøgelser. Man var jo i almindelighed endnu ikke
klar over, at anvendelsen af atomkraften til såkaldt fredelige formål havde
nogle problematiske ulemper især i form af det radioaktive affald.
Set i tilbageblik blev den 6. august 1945 altså en på sin vis
omvæltende og rystende dag i verdens historie, som betød indvarslingen af den
ikke ufarlige atomenergis tidsalder, idet som nævnt et amerikansk bombefly,
"Enola Gay", nedkastede den første atombombe over den japanske by
Hiroshima. Cirka 85.000 af byens indbyggere omkom, mange under frygtelige
lidelser som følge af forbrændinger, og mange - der nævnes tal på ca. 60.000 -
blev langvarigt invalideret og dødeligt syge på grund af eftervirkningerne af
den radioaktive bestråling, de havde været udsat for under selve eksplosionen
eller gennem kontakt med radioaktive ting, herunder drikkevand og madvarer. I
de følgende dage var alverdens aviser naturligvis fyldt med artikler om det nye
våben og dets store styrke og forfærdelige virkninger, og det gjaldt
naturligvis også danske aviser, hvor omtalen fyldte det meste af de store
aviser.
Men de hjemlige
danske forhold og omstændigheder fyldte selvfølgelig også godt op i aviserne,
og den 8. august 1945 bragte Nationaltidendes forside også en anden og lokalt
set nok så interessant oplysning, nemlig den følgende:
Tyskerne gav
uretmæssigt
”Fædrelandet” 5 Millioner Kr.
Afsløringer i LRS Sallys Redegørelse til Skifteretten
Redegørelsen blev i Gaar tilstillet forskellige Ministre
At den tyske besættelsesmagt havde bidraget med
et større beløb til opretholdelsen af det nazistisk orienterede danske dagblad
”Fædrelandet” burde vel egentlig ikke have undret nogen. Andre danske aviser
fik jo også en vis økonomisk støtte af deres politiske bagland. Forskellen var
dog her, at pengene på foranledning af den tyske besættelsesmagt i realiteten
var blevet betalt af Den danske Nationalbank.
På Nationaltidendes
side 2 kunne man bl.a. læse de følgende overskrifter:
Vi Kvinder
Engelsk-Amerikansk Modenyt
de konservative Kvindekredse
Landstingsmedlem Lisbet Hindsgaul afholder
60 Møder paa Fyn, i Sønderjylland
og Nørrejylland
Værnemager-Loven en
Del ændret
Forelægges i Folketinget i Morgen.
Energien, der holder Solen flammende,
er blevet baandlagt
Alkymisternes Drøm om Grundstoffernes
Forvandling opfyldt
Forhøjelse af Rationerne antagelig til Oktober
Frihedskæmpere vil kæmpe videre som gode Demokrater
(Ringen var en modstandsgruppe)
Frihedskæmperne afhører
tyske Krigsfanger
Danmark overtager
de engelske Minestrygere
Danske Søfolk rensede Farvandet ud for Antwerpen
for Miner inden Indmarchen i Tyskland
Flagning i Sydslesvig paa Kongens
Fødselsdag
Men de danske Sydslesvigere mangler Flag
Tanken om fælles
Statsborgerret
i Norden bør udvikles
Resolution fra Nordisk Fredsforbund
Tanken om et fællesnordisk samarbejde var ikke
nogen ny idé, for den havde allerede været fremme i 1820-30’erne, hvor den ikke
mindst fik støtte af fremtrædende danske kulturpersonligheder, som f.eks. Adam
Oehlenschläger og H.C. Andersen. Begge følte sig især forbundet med den
daværende kulturelle elite i Sverige.
På Nationaltidendes side 5 kunne man f.eks.
læse følgende overskrift til en artikel om Niels Bohrs rolle i udviklingen af
atombomben:
Niels Bohr – i Dag den
berømteste Dansker
Professor Bohr gav Englænderne Oplysning om,
hvor langt fremme Tyskerne var med deres Atombomber
Niels Bohr foreviser
Cyklotronen, et af de mest betydningsfulde Apparater paa Instituttet for teoretisk
Fysik. – Foto og billedtekst: Nationaltidende onsdag den 8. august 1945.
Modstandsbevægelsen
skulle provokeres
Bothilsen Nielsen om Attentaterne
paa Tivoli og Tuborg
Bothilsen Nielsen var delagtig i de to store Attentater paa Tuborg og Tivoli, hvorved
der anrettedes Skader for henholdsvis 5½ og 4½ Mill. Kr. Attentatet mod Tivoli
skete efter Aftale med Pancke, Bovensiepen og Mussolinis Befrier,
Sturmbannführer Skorzeny, og Hensigten var at provokere Modstandsbevægelsen
frem.
Otto Skorzeny (1908-1975)
var en italiensk soldat med sympati for nazismen. Han blev bedst kendt i 1943
som befrier af diktatoren Benito Mussolini, som sad fængslet i Gran Sasso. En
bedrift, der især betød, at Skorzeny vandt stør agtelse i det meste af verden,
men især hos den tyske diktator og ven af Mossolini, Adolf Hitler.
Skorzeny havde været
involveret i at standse det attentat og kupforsøg mod Hitler, som fandt sted
den 20. juli 1944. På foranledning af Hitlers nærtstående minister, Joseph
Goebbels, blev Skorzeny tilkaldt og fik overladt den opgave, at forhindre
panikken i at brede sig og i øvrigt skabe ro i rækkerne. Det skete ved, at
Skorzeny kommanderede et kompagni af sine egne soldater fra
Friedensthal-kasernen til at sørge for opretholdelsen af ro og orden. Attentatet
og kuppet mod Hitler blev som tidligere omtalt mislykket, idet han overlevede
og kun blev lettere såret, men ikke mere, end at han allerede samme dag kunne
holde en tale i radioen, for at forsikre sine tilhængere og venner, at han
stadig var i live og efter omstændighederne havde det godt. Samtidigt
forsikrede han det tyske folk om, at forræderne ville blive straffet hårdt og
skånselsløst, hvilket også skete.
På Nationaltidendes side 6 vovede man sig frem
med en forudsigelse af atomenergiens betydning for fremtidssamfundet. Det skete
under overskriften:
Verden Aar 2045
Hvordan Livet –
maaske – vil forme sig i
100 Aaret for Atombombens Opfindelse
Et Billede fra den atomiske Tidsalder,
hvor Menneskene lever i uran-opvarmede og –oplyste Huse af Glas, Staal og
Porcelæn. – Foto og billedtekst: Nationaltidende onsdag den 8. august 1945.
Men som salig Storm P. sagde, så er det svært
at spå, - især om fremtiden! Derfor ulige mere seriøst kunne man på avisens side
7 læse om, hvad atomenergien kunne betyde og få af konsekvenser for
verdenssamfundet i fremtiden: Det lød som teknikkens fagre nye verden, hvor man
har stirret sig blind på den tekniske videnskabs vidundere:
150,000 Millioner Volts
Energi fra hvert Atom
En Gave til Verden – en Fare for Verden
Bohr ledende ved Fremstillingen af
det ny Stof ”U 235”
10 Pund ”U 235” nok til at drive stor Oceandamper
Jorden rundt i uendelig Aarrække
Da Gestapo jagede Niels Bohr
Agenterne i Sverige fik Ordre til
at skyde ham.
Atom-Fantasier
Af Jacob Paludan
Hidtil har Verden vist større Dygtighed til at opfinde djævelsk
Legetøj end til at beherske det, skriver Jakob Paludan i disse meget aktuelle
Betragtninger over Atombombe-Opfindelsens Velsignelser. Mennesket bliver
dygtigere til at beherske Naturkræfterne, men det bliver ikke klogere.
Forfatteren Jacob Paludan var en af de
skeptikere, der tidligst var ude med kritik af den hovedløse begejstring, der i
visse kredse var for den nye ’opfindelse’, atomenergien, og for brugen af
atomenergi og af dennes ’afkom’, atombomben. Eftertiden skulle komme til at
give skeptikere som ham ret i kritikken og advarslerne. Så sent som i 1970 døde 2.046 og i 1971 2.035 mennesker af årsager, der
menes at hidrøre fra atombombeeksplosionerne. De fleste af disse ofre døde af
kræft, fremkaldt af den radioaktive stråling.
Den 14. august kapitulerede Japan så endelig,
og general MacArthur kunne derefter begynde den amerikanske besættelse af
landet. Dermed var 2. verdenskrig i realiteten ophørt, og det blev herhjemme
fejret ved at gøre den 15. august til almindelig fridag.
Allerede i 1942 havde De Allierede vedtaget,
at der efter krigsafslutningen skulle rejses straffesager for krigsforbrydelser,
som ikke var rettet mod noget enkelt land. Efter krigsafslutningen i 1945
oprettedes der i Nürnberg en militærdomstol med en repræsentant fra hver af de
fire stormagter: Storbritannien, Frankrig, USA og Sovjetunionen, og i november
begyndte de såkaldte Nürnberg-processer, som var en række retssager mod de
politiske og militære naziledere, Den første og vigtigste proces mod de førende
krigsforbrydere afsluttedes først i 1946. Denne og de følgende processer skal
derfor her først omtales senere. Der var for øvrigt en særlig grund til, at krigsforbryderdomstolen
blev nedsat i netop byen Nürnberg, for det var her, at en række nazistiske love
blev vedtaget på partidagen i 1935. Disse rigoristiske love fratog jøderne
borgerskab, forbød ægteskab eller kønsligt samkvem mellem jøder og den gruppe
tyskere, som man kaldte arier, samt fastsatte andre såkaldte racerenheds-foranstaltninger.
Disse love blev først ophævet i 1946!
Det var det københavnske firma Dansk Vindkraft
ved P. Bendix-Kehlet på Købmagergade 63, der søgte en sådan kvalificeret medarbejder.
Der er så godt som altid blevet brugt vindkraft i Danmark, men kun i det små i
form af vinddrevne kornmøller på højtliggende steder, og som mindre vindmøller
til generering af elektrisk strøm til f.eks. bondegårde rundt om i landet. Men
man må vel sige, at det nævnte firma var langt forud for sin tid, idet
udnyttelsen af vindkraft først for alvor er blevet aktuel her i det 21.
århundrede, altså i 2000-tallet, hvor danske vindmøller er kommet på mode, også
som en international eksportvare.
På sin side 8 havde Nationaltidende denne
onsdag, den 8. august 1945, bl.a. følgende artikeloverskrifter:
6 Timers Forhandling om
August-Reguleringen
Nyt Møde i Slutningen af denne Uge
og Afgørelse i næste
Det drejede sig om forhandling mellem De samvirkende
Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening om regulering af Dyrtidstillægget.
175,000 Tons engelske Kul i September
Haab om 200,000 Tons i Oktober – Danmark faar
Hovedparten af de engelske Koks, der er til Raadighed
Dømt for at skjule Hipomand
Kunde ikke tænke sig at angive
sin tidligere Mand
Avisernes eksistensgrundlag var, foruden
løssalg og abonnementer, også og ikke mindst annoncerne, som jo blev betalt,
ofte med store beløb, af de firmaer og forretninger, der fandt det nødvendigt
at reklamere med deres varer. Og mærkværdigvis nærmest vrimlede de københavnske
aviser med annoncer for stort set alt mellem himmel og jord, så at man ikke
skulle have troet, at der stadig var vareknaphed og rationering. En af de ret
så mange annoncer, der denne onsdag den 8. august 1945 kunne ses i
Nationaltidende, var den nedenstående for forfatteren Ole Juuls yderst
realistiske og barske roman om den danske modstandsbevægelse: ”De Røde Enge”:
Annonce for
Ole Juuls roman De Røde Enge, som berettede om den danske modstandskamp
og om, hvordan Gestapo behandlede og torturerede de sabotører og
frihedskæmpere, som det i reglen takket være danske stikkere var lykkedes at
pågribe og arrestere. Bogen blev hurtigt en stor succes og den blev i øvrigt filmatiseret i løbet af sommeren 1945,
instrueret af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen, og med Poul Reichhardt i
hovedrollen som sabotør.
På Nationaltidendes
side 12, som også var avisens bagside, kunne man denne dag bl.a. læse følgende
overskrifter
Foran den atomiske
Energis Tidsalder
41-aarig Fysikers Geni bag ”Historien største Spil”
(Der er tale om fysikeren Robert Oppenheimer)
Atom-Bomben bliver
Verdens Fælleseje
U.S.A. vil anvende Bomben i
de forenede Nationers Interesse
Der var på den her omtalte
tid næsten ingen grænser for optimismen på atomenergiens vegne. Man så for sig,
at den ville revolutionere verden i positiv retning, hvilket bl.a. fremgår af
følgende notits:
Biler og Tog i Gang paa ubestemt Tid
Fantastiske Forandringer i Menneskehedens Fremtid
Washington,
Tirsdag. United.
Ved Indgangen til Atomkraftens Tidsalder staar man overfor
Visioner om fantastiske Forandringer i Menneskehedens Fremtid. Maaske ikke i
Morgen og maaske heller ikke i vor egen Levetid, men Videnskabsmændene kan nu
se rimelig Grund til at tro, at man engang vil kunne naa saa langt, at Biler,
Flyvemaskiner og Tog kan holdes i Gang for ubestemt Tid – blot ved Hjælp af en
Smule Atomkraft. Man kan tænke sig Kraftanlæg i Vestelommeformat og Kraftkilder
til en hel Industriby samlet i nogle Haandfulde.
Erfaringerne viser, at
den Slags Opfindelser udvikles Skridt for Skridt. Jævnt udtrykt staar
Efterkrigstidens Videnskabsmænd overfor to Problemer, naar de skal til at
bringe Atomkraftens Tidsalder til Verden: For det første maa de lære at
beherske og paa rette Maade udløse Atomenergien, saa at den Varme, der opstaar,
kan anvendes i de bestaaende eller dertil indrettede Kraftstationer. For det
andet maa Omkostningerne ved Udnyttelsen af Atomkraften bringes væsentlig ned
paa en eller anden Maade.
Nationaltidendes forlystelsesannoncer fandtes
på avisens side 4, og af forlystelser bemærkedes især, at den højt elskede
danske teater- og især filmskuespiller Ib Schønberg nu var initiativtager til
og direktør for Cirkus Ib, som havde slået teltet op i Fælledparken ved
Borgmester Jensens Allé i København. Den meget populære revy på Dyrehavsbakken,
Cirkus Revyen, som normalt spillede i teltet på Dyrehavsbakken, spillede
midlertidigt i Forum ved Rosenørns Allé i København.
Men som sædvanligt var det især
biografrepertoiret, der havde min interesse, og jeg gik jævnligt i en af de
lokale biografer, enten alene eller sammen med mine to kammerater, Jørn og
Jørgen, dog under forudsætning af, at der blev spillet en film, som jeg eller
vi alle tre gerne ville se. Men eftersom især de amerikanske film var vendt
tilbage til de danske biografer og udbuddet i øvrigt var forholdsvis stort,
fandt vi i reglen en film, som vi enten havde hørt noget godt og positivt om
eller som vi umiddelbart syntes lød interessant og spændende. Denne dag, den 8.
august 1945, var der ifølge annoncerne i Nationaltidende rigeligt af film at
vælge imellem:
Biografrepertoiret i
københavnske biografer onsdag den 8. august 1945:
Aladdin: Kl. 6,50.
Panik i Familien (dansk, 1945)
Farce med Ib Schønberg og Chr. Arhoff
Instruktion: Lau Lauritzen og Alice O’Fredericks
Klingende Toner med Elvi
Henriksen, Kirsten Thrane Petersen, Emil Christoffersen, Ulrik Sjøberg, Wandy
Tworek
Ferd’nand paa
Bjørnejagt Tegnefilm af Mik (dansk, 1945)
Alexandra: Kl.
2,-4,15-6,30. Filmen begynder præcis. 2. Uge! Forbudt for Børn
Den amerikanske Storfilm
Julien Duviviers Mesterværk Manhattan
(amrk., 1942)
med de 5 Stjerner
Allé-Teatret: Kl. 5,10 og
7,15.
Noel Coward Havet er vor Skæbne (eng., 1942)
Amager Bio: Kl. 5 og 6,45.
2. Uge
Else Marie – Hans Kurt
Man elsker kun een Gang (dansk, 1945)
Atlantic: Kl. 6,45.
Forbudt for Børn
Døtre af U.S.A. (So proudly we hail) (amrk., 1943)
Claudette
Colbert – Paulette Goddard
Bella Bio: Kl. 6,45 pr.
Den store Operette Sukces
Man elsker kun een Gang (dansk, 1945)
Else Marie – Hans Kurt
Bellevue: Kl. 19,10.
Næsts. Dag!
Robert Donat Farvel
Mr. Chips (amrk., 1939)
S.H.A.E.F.-Ugerevy
Bergthora: Kl. 6,50.
Rita Hayworth – Fred
Astaire i
Sig det med
Orchideer (amrk., 1942)
Bio – Lyngby: Kl. 19,10.
Den nye engelske Film Een af vore Maskiner savnes (Eng.,
1945?)
Ekstraforestilling Fredag og Lørdag Kl. 17
Bispebjerg Bio: Kl. 19,00
Jeanette Mac Donald i Ildfluen (amrk. 1937)
K. 18,15: Kortfilm-Program. Sm. Priser
Boulevard Teatret: Kl. 6,45
Kun Engle har Vinger (amrk., 1938)
Cary Grant – Jean Arthur
Bristol: Kl.
1-2,50-4-7. 4. Uge!
”Dig skal det være” (Sun Valley Serenade) (amrk., 1941)
Sonja Henie og John Payne
Carlton: Kl.
2.3,50-6,50. 14. Uge!
Den engelske Latter-Farce Det ligger i Luften (eng. 1938)
Tors. Kl. 12,30 og 1,10 Matiné: Frihedskampen & Sejren i Paris
Casino: Kl. 6,45.
Else Marie – Hans Kurt i
Man elsker kun een Gang (dansk, 1945)
Colosseum: Kl. 6,45.
Panik i Familien (dansk, 1945)
Farce med Ib Schønberg og Chr. Arhoff
Instruktion: Lau Lauritzen og Alice O’Fredericks
Klingende Toner med Elvi
Henriksen, Kirsten Thrane Petersen, Emil Christoffersen, Ulrik Sjøberg, Wandy
Tworek
Ferd’nand paa Bjørnejagt Tegnefilm af Mik (dansk
1945)
Dagmar: Kl.
2-3-4,10-5,15. Forbudt for Børn
Première Hvorfor blev der Krig? (amrk. 1943ff)
Tilrettelagt af Frank Capra
Filmen, der viser hvorledes Verdenshistoriens største Forbrydelse blev
forberedt
D.S.B.: Hv. fulde Time
Kl. 13 – 19.
Norsk Filmrevy – Ugejournal – Amerikansk Militærorkester – Svensk
Gymnastik –
Kong Gustaf gæster København – Lambeth Walk – Frk. Gadedreng
Enghave Bio: Kl. 6,45.
Mickey Rooney – Judy Garland
Vi Charmører (amrk. 1939)
Fasan Bio: Kl. 6,30. 2.
Uge!
Med svenske Tekster
Leslie Howard i Pimpernel
Smith (eng. 1941)
Gentofte Kino: Kl. 5,15 og
7,15. Bemærk de nye Spilletider
Leslie Howard i Pimpernel
Smith (eng. 1941)
Grand: Kl.
1,30-3,20-5,10-7. Forb- f. Børn
Sabotagefilmen Lev farligt! (ikke identificeret)
Grøndals: Obs! Kl. 6,15 og
7,50. Forb. f. Børn Bemærk
Spilletiderne
Marchen mod Berlin (ikke identificeret)
Kino – Lyngby: Kl. 7,30 pr.
Leslie Howard i Pimpernel
Smith (eng. 1941)
Alt Udsolgt
Onsdag, Torsdag, Fredag Kl. 7,30
Ekstraforestilling Fredag og Lørdag Kl. 5,
Lyngbyvejens Kino: Kl. 6,45
Kriminalfilmen Død Mand
forelsker sig (ikke identificeret)
Merry: OBS! Tiderne Kl. 3,30
News: Kortfilm
OBS! Kl. 4,30 og 6,45. Forb. f. Børn
Kæmpe-Sensations-filmen Air Force (amrk. 1943)
Metropol: Kl.
2-4,15-6,30. 4. Uge!
Det maa ikke blive
Morgen (amrk., 1941)
Charles Boyer, Olivia de Havilland, Paulette Goddard
Nora: Kl. 6,45
Else Marie – Hans Kurt
Man elsker kun een Gang (dansk, 1945)
Nørrebros Biograf: Kl. 6,45
Claudette Colbert i Remember
the Day (amrk., 1942)
Nørreport Bio: Kl.
14,10-16,10-18,40.
Ib Schønberg – Chr. Arhoff i
Panik i Familien (dansk, 1945)
Ferd’nand paa Bjørnejagt – Klingende Toner
Palads: Kl. 2,30 Kl. 4,30
Kl. 6,45. 4. Uge! Forbudt for
Børn
David Niven i Vejen frem (formentlig eng., 1944)
Palladium: Kl. 2,30 Kl.
4,30 Kl. 6,45.
Palladium-Lystspillet Mens Sagføreren sover (dansk,
1945)
Park: Kl. 18,45.
Else Marie – Hans Kurt i Operette-Sukces’en
Man elsker kun een Gang (dansk, 1945)
Platan: Kl. 6,15 og
7.
Ginger Rogers i Der er Bryllup i Luften (amrk. 1941)
Regina: Kl. 6,45
Dobbelt Program
Jack Holt i Døden i Luften (amrk. årstal ukendt)
Charles Starrett i I Seksløberens Skygge (amrk. årstal
ukendt)
Rialto: Kl. 4,15 og
6,30 . 2. Uge! Næstsidste Dag!
Humphrey Bogart i Konvoj over Nordatlanten (amrk. 1943)
Roxy: Kl. 6,45 pr.
Panik i Familien (dansk, 1945)
Farce med Ib Schønberg og Chr. Arhoff
Instruktion: Lau Lauritzen og
Alice O’Fredericks
Klingende Toner med Elvi
Henriksen, Kirsten Thrane Petersen, Emil Christoffersen, Ulrik Sjøberg, Wandy
Tworek
Ferd’nand paa Bjørnejagt Tegnefilm af Mik (dansk
1945)
Ry-Kino: Kl. 6,45. Forb.
f. Børn
Noel Coward’s Mesterværk
Havet er vor Skæbne (eng., 1942)
Saga Teatret: Kl.
2,00-4,15-6,30. Næsts. Dag! Forb. f.
Børn
Gary Cooper i ”Sergeant York”
(amrk. 1941)
Fors. Til Danmarks-Première Fredag: Den engelsk-danske Storfilm:
Vi sejler ved Daggry (eng.-dansk. 1945?)
Scala-Bio: Kl
2,15-3,30-4,45,6,15-7,30. 2. Uge! Forbudt f. Børn
Hitlers Lynkrig (amrk. 1943 ff)
Filmen, der viser Hitlers brutale Overfald paa Danmark, Norge, Holland og
Belgien
Kl. 7,30: Alt Udsolgt!
Skovshoved: Kl. 7,15
Bodil Kjer og Ebbe Rode i
To som elsker hinanden (dansk, 1944)
Strand Teatret: Kl. 7,10
Noel Coward’s Mesterværk
Havet er vor Skæbne (eng., 1942)
Søborg: Kl. 19,10 hele
Ugen
Flaaden klarer sig (ikke identificeret)
Toftegaard: Kl. 6,45
Else Marie – Hans Kurt i
Man elsker kun een Gang (dansk, 1945)
Triangel: Kl. 6,45.
Panik i Familien (dansk, 1945)
Farce med Ib Schønberg og Chr. Arhoff
Instruktion: Lau Lauritzen og Alice O’Fredericks
Klingende Toner med Elvi
Henriksen, Kirsten Thrane Petersen, Emil Christoffersen, Ulrik Sjøberg, Wandy
Tworek
Ferd’nand paa Bjørnejagt Tegnefilm af Mik (dansk
1945)
Valby: Kl. 6,45
Mickey Rooney – Judy
Garland
Vi Charmører (amrk. 1939)
Vanløse: Kl. 6,45.
Næstsidste Dag!
Min Søster Eileen (amrk. 1943)
Rosalind Russell – Brian
Aherne
Vesterbro Teater: Kl. 7. Forbudt
f. Børn
Angreb paa Panama (amrk. 1942)
med Humphrey Bogart
Windsor: Kl. 7. Forbudt
for Børn
Frank Capra-Filmen Slaget om Rusland (amrk. 1943 ff)
I forbindelse med ovenstående biografrepertoire, har jeg faktisk
kun bemærkninger til to film, nemlig den korte danske tegnefilm Ferd’nand
paa Bjørnejagt, som tegneren Dahl Mikkelsen (Mik) producerede for ASA Film
i løbet af 1945. Filmen og dens skaber findes især omtalt på http://www.tegnefilmhistorie.dk/
i afsnittet DANSK
TEGNEFILM 1930-1942
Den anden film – eller rettere sagt:
filmserie – som jeg her vil knytte nogle bemærkninger til, er Frank Capras
imponerende dokumentarfilm-serie om 2. Verdenskrig. Den italienskfødte Frank
Capra (1897-1991) begyndte i den amerikanske filmbranche allerede i 1921, hvor
han arbejdede med at redigere film-ugerevyer, kaldet Screen Snapshots.
Senere blev han hjælpeinstruktør og gag-man for farcefilm-producenten Hal Roach
på dennes uhyre populære serie ”Ungerne”. Desuden blev han i 1926 instruktør på
en række korte filmfarcer med komikeren Harry Langdon.
I perioden 1928-39 var Capra ledende
instruktør på filmkomedier og lystspilfilm hos filmselskabet Columbia. Det var
især disse spillefilm, der gjorde ham verdensberømt i 1930’erne, med titler som
f.eks. Det hændte en nat (1934), En gentleman kommer til byen (1936),
og de noget mere seriøse Tabte horisonter (1937), Mr. Smith kommer
til Washington (1939), Vi behøver hinanden (1941), Arsenik og
gamle kniplinger (1944) og Det er herligt at leve (1947). Det
må konstateres, at Capras efterfølgende spillefilm fra 1940-50’erne ikke
havde helt samme kunstneriske kvalitet og intensitet, som hans film fra
1930’erne. I 1941 blev Capra – i lighed med så mange andre filmfolk – indkaldt
til at gøre tjeneste i den amerikanske hær. Men i stedet for at blive egentlig
soldat, blev han tilknyttet hærens filmafdeling, for hvilken han i de følgende
år af krigen producerede krigsdokumentarfilm for den amerikanske regering, Hans
hovedopgave blev, at lede tilrettelægningen og produktionen af dokumentarserien
Why We Fight. Serien omfatter i alt 7 film, hvoraf danske biografer
efter befrielsen viste følgende: Prelude to War (Hvorfor blev der
krig?), Nazis Strike (Nazisterne går til angreb), Divide and Conquer (Slaget
om England), Battle of Russia (Slaget om Rusland), Tunisian Victory (Afrikas
befrielse). Serien er i øvrigt mange år senere udgivet på video.
Lidt mere om alvor og tragedie
Men tilbage til den mere alvorlige side af
tilværelsen, i hvert fald for mange mennesker ude i den store verden.
Nedkastningen af den første atombombe, fik ikke umiddelbart den virkning, som amerikanerne
formentlig havde håbet på. Den japanske regering tøvede nemlig med at
kapitulere, og derfor kastedes tre dage senere, den 9. august 1945, den næste
atombombe over Japan, denne gang over den japanske storby Nagasaki. Dette
bombardement med en enkelt atombombe havde omkring 40.000 menneskers død til
følge, foruden de sårede og langtidspåvirkede, samt igen enorme materielle
ødelæggelser. Byerne Hiroshima og Nagasaki blev ifølge eksperter angiveligt
atombombet, fordi der var tale om industribyer med tæt befolkede
arbejderkvarterer. Men skeptikere, som f.eks. forfatteren Jacob Paludan,
stillede sig allerede fra begyndelsen det spørgsmål, om atombombningen af Japan
nu også havde været nødvendig, og om ikke en anden og mindre brutal ’metode’
også ville have kunnet få den japanske regering til at kapitulere. En
kendsgerning er det imidlertid, at kapitulationen kom kort efter de to
atombombninger, nemlig den 15. august 1945.
Det var i begge tilfælde præsident Truman, der
gav ordre til bombningerne, men formentlig presset dertil af den øverste
militære ledelse, som blandt andet foreholdt ham, at en egentlig invasion af
Japan ville have kostet 45.000 amerikanske soldater livet. Det var naturligvis
et kæmpe svært dilemma for den amerikanske præsident og de andre amerikanske
beslutningstagere, og man har formentlig syntes, at de 110.000 japanere, der
blev dræbt og de mange sårede og langtidsramte som følge af de to atombomber
ikke kunne tages med i kalkulationen af omkostninger, idet Japan jo måtte anses
for at være den skyldige part i Stillehavskrigen. I løbet af august 1945 kom der stadig flere gruopvækkende
detaljer vedrørende nazisternes rædselsherredømme til offentlighedens kundskab.
Således kunne avisen Information torsdag den 23. august s.å. bl.a. bringe
følgende overskrift på forsiden:
de tyske Koncentrations-Lejre
17.000 ansvarlige Tyskere
venter Dom i Frankrig
Een SS-Mand alene myrdede
over 7 Millioner Fanger
som et Barn
- siger han selv
BERLIN, Torsdag
JØDEHADEREN Julius Streicher er den af de nazistiske
Krigsforbrydere, der stærkest holder paa, at han er fuldstændig uskyldig.
- Jeg har aldrig slaaet
nogen ihjel eller forsøgt at ophidse nogen til at bruge Vold,” har han udtalt
under Forhørene. ”Det eneste, jeg ønskede, var at Jøderne skulde have deres
egen Stat, saaledes som Zionisterne har foreslaaet det.”
”Naturligvis har der nu
og da været Overdrivelser i mit Blad, ”Der Stürmer”, men naar alt kommer til
alt, overdriver vel alle Blade,” siger ”den uskyldige Mand” (AP)
Han angav efter Folkestrejken en Artist
Ca. 8000 Landsforrædere
skal anbringes i store Lejre
Fangerne i Vendsyssel skal opdyrke Hede -
de andre sættes i Gang med Værkstedsarbejde
Atombomberne har fremkaldt
snigende Død –
Mængder af Japanere omkommet
paa Grund af Radioaktivitet
I Forbindelse med de første nærmere
Enkeltheder om de Atombombers Virkninger, som blev de japanske Byer Hiroshima
og Nagasaki til Del, meddeles det, at Bomberne har kostet mange flere
Menneskeliv, end man havde antaget i Begyndelsen.
De forfærdende kendsgerninger som følge af den
uundgåelige radioaktivitet, der blev udløst samtidigt med
atombombesprængningerne, var så småt ved at gå op for de ansvarlige
videnskabsmænd og politikere. Det ændrede imidlertid ikke ved disse
kendsgerninger, at de ansvarlige påstod, at bomberne var blevet bragt til
sprængning i 800 fods højde, ”for at begrænse Ulykkernes Omfang i Tid.” Man,
dvs. rette vedkommende, var altså fuldt ud klar over, at udslippet af
radioaktivitet ville have langtidsvirkninger, ikke kun for mennesker, men også
for husdyr og planteafgrøder.
På sin side 2 havde Information bl.a. følgende
vigtige overskrifter:
Sovjet udnævner kinesiske Administratorer
i Stedet for Japanere i Manchukuo
Frygtelige Tilstande hersker i det befriede Land
Japan underskriver paa Slagskibet ”Missory”
Manila, Torsdag. Iltelegram
Japans Kapitulation vil blive
underskrevet om Bord paa det 45,000 Tons store amerikanske Slagskib “Missouri”
den 31. ds. Krigsskibet vil da befinde sig i selve Tokiobugten.
General McArthur har bekræftet de
japanske Meddelelser om, at han vil ankomme til Japan paa Tirsdag, ”Hvis Vejret
tillader det”, sammen med en stor allieret Sø- og Luftstyrke.
(AP)
Handelskammerets Samarbejdsfolk
kræves fængslet
En af dem klagede over Nationalbanken
og Toldvæsenet
Informations side 3 bød på bl.a. følgende overskrifter:
Petain-Processen var en Farce
Frankrig er en meget syg Nation –
Folkets Dom over Petain meget skaanselsløs
Folkeforbundets Palads igen
til Ære og Værdighed
Stemning for at bruge det til den internationale
Fredsorganisation
Sovjets Stilling afgørende
LONDON, Tirsdag
Bliver Genève atter internationalt
politisk Centrum? Blandt Diplomaterne i London kan man spore en Tendens til at
faa den internationale Sikkerhedsorganisation placeret i det tidligere Folkeforbunds
Bygninger.
Fhv. tyskvenligt Blad byder
Hr. Svenningsen Velkommen
Hyldest til Christmas Møller i Torsten Kreugers Avis
På sin side 5 kunne Information bringe et
interview med følgende overskrift:
Møde med en Massemorder
EIGIL STEINMETZ skildrer i denne Kronik et
Møde med og giver en Karakteristik af
Karl Hermann Frank, tidligere Herre i
Czekoslovakiet, nu dette Lands
Krigsforbryder Nr. 1.
Vi bladrer videre i
Information for den 23. august 1945 og læser følgende overskrifter på avisens
side 6:
Jeg elsker Danmark under Protest
siger Otto Gelsted
Uheldig tysk Skoleforening
i Sønderjylland
Et Medlem af Bestyrelsen arresteret og to smidt ud,
fordi de har været Nazister
Gymnasierne vil modvirke
Ensidighed hos Ungdommen
Et betydningsfuldt Oplysningsarbejde under Forberedelse
Ca. 200 Firmaer har tysk Kapital
Mellem 3 og 4000 Selskaber har endnu ikke indgivet Anmeldelse
Under omtalen af året 1942 nævnte jeg blandt
meget andet, at det københavnske firma VEPRO A/S, som lukkede i oktober 1942,
var et tysk-dansk firma, som under tysk ledelse og med udelukkende danske
medarbejdere, producerede reklametegnefilm, både for danske og tyske firmaer.
Grunden til at firmaet lukkede, var i hovedsagen den, at især fra og med 1942
blev samarbejde med tyskerne anset for landsforræderi.
Frihedsbevægelsens Region 3 fordømmer
Blad Attentatet
Ledelsen af Modstandsbevægelsens Region 3 i Kolding meddeler:
Idet Regionsledelsen paa det skarpeste tager Afstand fra alle Former for
Selvtægt og Terror, skal vi opfordre alle, der hører til de væbnede Grupper,
Hjemsendte eller ikke Hjemsendte, til at gøre deres yderste for at hindre, at
ikke-demokratiske Metoder bringes i Anvendelse nogetsteds i vort Samfund.
Regionsledelsen er uden noget Kendskab til, hvilke Kredse, der staar bag
Angrebet paa ”Nordschleswigsche Zeitung”. De hører i hvert Fald ikke hjemme i
Modstandsbevægelsens Rækker.
Informations side 8, som også var avisens
bagside, var i hele sit store format på 40 x 56 cm fyldt med fotos til
illustration af overskriften:
Saa kører Lyntogene igen …
Om et Par Uger kan D.S.B. melde Lyntogene klar til Drift –
foreløbig maa man nøjes med Prøveture, og vi bringer her
en Billed-Serie fra en af disse Ture
Det danske samfund var altså så småt ved at
komme op og køre på skinner igen. Optimismen vendte efterhånden tilbage, godt
hjulpet af politikernes – herunder ikke mindst Socialdemokraternes – forsøg på efter
svensk model at udvikle Danmark til et såkaldt velfærdssamfund, ”hvor få havde
for meget og færre for lidt”, som sloganet en overgang lød. Det udviklede sig
til et hidtil uset ræs efter materielle goder, efter devisen ”Villa, Volvo og
vovse”. Hver familie skulle have sit hus, sin bil eller to biler, en eller
flere hunde, og helst også sommerhus og egen lystbåd. Hvordan den udvikling
forløb i de næste årtier, vil vi også få at se her i denne selvbiografi.
Af mere almen betydning var det, at gadebelysningen igen kom op på
normal styrke, idet den under besættelsestiden havde været stærkt reduceret,
dels på grund af besparelser og dels på grund af vigtigheden af mørklægning af
frygt for luftbombardementer. Desuden blev nedlagte sporvognsstoppesteder genoprettet
og kørselstiden udvidet, lige som restauranterne fik lov til igen at holde
længere åbent.
Den 23. august blev der afholdt en
mindegudstjeneste for digteren og præsten Kaj Munk, som tyske håndlangere på
den skændigste måde havde myrdet den 4. januar 1944. Dette brutale og totalt
meningsløse drab findes omtalt tidligere her i denne beretning om mit liv og
min tid.
Af mere dagligdags begivenheder, som havde
betydning for den almindelige Københavner, var det, at gadebelysningen, der
under besættelsen havde været stærkt nedskåret, igen kom op på fuld styrke i
august. Et større antal af de nedlagte sporvejsstoppesteder genoprettedes, og
restauranternes åbningstid forlængedes. Ligeledes af mere usædvanlig karakter
var onsdag den 29. august, toårsdagen for samarbejdsregeringens brud med
tyskerne, fejredes som fridag. Samme dag blev 106 frihedskæmpere, hvis lig var
fundet på henrettelsespladsen i Ryvangen, ført fra Christiansborg Slots
ridebane gennem byen og ud til den nyanlagte mindelund ikke langt fra det
sted, hvor de heltemodige unge og lidt ældre mennesker havde endt deres liv.
Under sørgetogets kørsel gennem byens gader, ringede kirkeklokkerne overalt i
byen, og tusindvis af mennesker havde taget opstilling langs ruten, for at
vise de faldne en sidste ære og hyldest. Kl.13 fandt den gribende
bisættelseshøjtidelighed sted, under overværelse af kong Christian X og
dronning Alexandrine, kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid, de dødes
pårørende, det diplomatiske korps, regeringen, repræsentanter for modstandsbevægelsen
og forskellige myndigheder.
For mit eget vedkommende gik det heller ikke
med min tegnefilm "Hvordan elefanten fik sin snabel", hvis
figurdesign jeg efterhånden syntes mindre og mindre om. Den lille stump testfilm,
jeg havde lavet, var der sådan set ikke noget i vejen med, i hvert fald ikke
hvad animationen angik, men figurernes udseende fandt jeg banalt og for dårligt
tegnet. Især syntes jeg, at figurernes ovalformede øjne stirrede tomme, udtryksløse
og klichéagtige på mig, så jeg til sidst ikke kunne holde det ud længere. Men
foreløbig nøjedes jeg med at lægge animationsarbejdet på hylden, for nu havde
jeg besluttet, at jeg ville lære at tegne ordentligt og karakterfuldt. I det
øjemed reflekterede jeg engang i august måned på en annonce i Berlingeren,
hvor en tegneskole, der kaldte sig Akademiet for fri og merkantil Kunst,
reklamerede med sine kurser. Blandt disse kurser var det især det kursus, der
omhandlede illustrationstegning, der havde vakt min interesse.
Tegneskolen var beliggende i Vester Voldgade
2-4, og der tog jeg ind og henvendte mig på kontoret, for at høre om de nærmere
vilkår og betingelser for at blive optaget som elev. På kontoret sad der en
yngre mand på vel omkring 26 år, som jeg senere erfarede hed Hans Jensen,
og han fortalte mig indledningsvis, at undervisningen kostede penge, men at
der var en mulighed for at få hel eller delvis friplads, hvis det ellers viste
sig, at man havde evner for det fag, man ønskede at blive uddannet i. Jeg mente
jo nok, at jeg kunne betale en vis sum pr. måned, men ikke hele det beløb,
undervisningen kostede. Hvor stort det var, husker jeg ikke længere, men Hans
Jensen tog telefonen og ringede til direktøren, som straks efter kom til stede.
Hans navn var Jean Jallit og med sin noget over middelhøje, elegant
klædte, slanke skikkelse og med sit velplejede og pomadiserede sorte hår og
sin tynde moustache, lignede han da også en franskmand. Men bortset fra, at
manden faktisk selv var en udmærket reklametegner, der bl.a. havde tegnet
velkendte pakninger til Obels og Hirschsprungs cigar- og cerutæsker, så var han
også pæredansk og hed vistnok Jens Jensen (?).
Men efter at Jallit var blevet sat ind i min
situation og havde set min medbragte samling af "seriøse" tegninger,
sagde han, at han ville gøre, hvad han kunne, for at skaffe mig en friplads på
skolen, så jeg selv kun skulle betale for de materialer, der brugtes i
forbindelse med undervisningen. Med en lavmælt bemærkning til Hans Jensen om,
at denne kunne tage sig af det videre fornødne, forlod Jallit kontoret lige så
pludseligt, som han var ankommet. Hans Jensen forklarede mig derefter, at jeg
godt kunne betragte mig som antaget elev, og at jeg kunne begynde på skolen
førstkommende mandag, hvor jeg skulle give møde et kvarters tid før kl.8.
Undervisningen begyndte Kl.8 og varede til kl.14,20, med 10 minutters pause
mellem hver time og en halv times frokostpause kl.10,50-11,20.
Dengang sagde man almindeligvis De til folk,
når de havde passeret konfirmationsalderen, og det var kun meget få, der sagde
du til hinanden i det hele taget. Dette gjaldt faktisk inden for alle sociale
klasser, og selv blandt arbejdere var det ikke ualmindeligt, at man sagde De
til hinanden, hvis man da ikke lige var arbejdskammerater. Det samme gjaldt
bl.a. eleverne på Akademiet for fri og merkantil Kunst, men lærerne og eleverne
sagde derimod altid og ufravigeligt De til hinanden, lige som lærerne også
indbyrdes tiltalte hinanden med det distancerende "De".
Da jeg den første mandag i september 1945
mødte op på tegneskolens kontor som aftalt, blev jeg mødt af den mand, der
skulle være min fremtidige klasselærer. Hans navn var Jens Andreasen, født
1924, så han var omkring 22 år på det tidspunkt og altså kun fem år ældre end
mig. Han var gårdmandssøn, født og opvokset i Hjørring, hvor han også havde
gået i skole. Under sine besøg på Hjørring Centralbibliotek var han blevet dybt
fascineret af maleren Niels Larsen Stevns' fresker i læsesalen. Selv
interesserede han sig tidligt for at tegne og male, og derfor søgte han til
København, hvor han blev elev hos Jean Jallit på Akademiet for fri og merkantil
Kunst. Her afslørede han snart så store evner, at da han havde gennemgået
illustrationsfagets 3-årige pensum, blev han selv ansat som tegnelærer i dette
fag på skolen.
Jens Andreasen var en forholdsvis høj, slank,
mørkhåret mand med en let ludende holdning. Han havde store, behårede hænder,
som han jævnligt brugte på en meget rolig måde til at understrege sine i
reglen få ord. Hans glatbarberede ansigt var præget af en forholdsvis stor næse
og et par alvorlige brune øjne, og hovedet indrammedes af et mørkt,
kunstneragtigt hår og af et par karakteristiske, kraftige bakkenbarter. Ansigtsudtrykket
virkede venligt og imødekommende, men glimtet i hans øjne vidnede om, at han
forstod andet og mere, end det, der umiddelbart blev sagt eller skete omkring
ham. Men først og sidst var han præget af en rolig og værdig optræden, som
aldrig forlod ham, heller ikke når han en sjælden gang blev opbragt eller
ligefrem vred. Det sidstnævnte kunne kun ses ved, at han blev rød i ansigtet og
ved, at det humoristiske glimt i hans øjne forsvandt. På den tid, da jeg lærte
Jens Andreasen at kende, boede han i en taglejlighed i Helgolandsgade, nummeret
husker jeg ikke længere, og her havde han indrettet sig med atelier og interimistisk
privatbolig i samme forholdsvis store værelse. Det var dog først efter, at jeg
havde gået på skolen i godt og vel et halvt års tid, at jeg kom på så
venskabelig fod med ham, at han inviterede mig hjem til sig.
Der var omkring 20 elever i min klasse, som
bestod af både unge mænd og unge damer på omkring min egen alder, men dog mest
af mænd. Desværre husker jeg ikke længere de fleste af mine medstuderende,
men de havde stort set samme sociale baggrund. De fleste tilhørte den
bedrestillede del af middelklassen, med fædre, der enten var direktører,
advokater, fabrikanter eller håndværksmestre. Mødrene talte ikke rigtig med
dengang, for kvinderne var endnu ikke begyndt at gøre sig gældende for alvor på
arbejdsmarkedet. Man spurgte aldrig eller i hvert fald sjældent hinanden om,
hvad mødrene lavede, for man gik i almindelighed uden videre ud fra, at de
naturligvis var hjemmegående. Selv var jeg den eneste i klassen, der havde
arbejderbaggrund.
Som nævnt var der en del piger i klassen. En
af dem hed Ruth Olesen og hun kom fra Frederikshavn, og viste sig snart meget
dygtig til at tegne, især modeltegning og croquis. Hun var desuden en køn,
mørkhåret og ganske velskabt pige på omkring 18-19 år, der med sit udseende og
væsen var eftertragtet af mænd. Selv syntes jeg hun var ganske tiltrækkende,
men dels var hun ældre end mig og dels havde jeg kun tanke for Alice. Ruth
Olesens sociale og familiemæssige baggrund kendte jeg ikke noget til, men så
vidt jeg forstod, supplerede hun sin økonomi ved lejlighedsvis at stå
nøgenmodel på Kunstakademiet og på tegne- og maleskoler rundt om i byen. Det
var tydeligt, at hun var lidt lun på vores klasselærer, den en del år ældre
Jens Andreasen, men selv om hun var en ganske velskabt og køn ung kvinde, var
han så vidt jeg kunne skønne ikke særlig interesseret i hende. Det skyldtes dog
ikke, at han ikke var til piger, men derimod at han både var meget genert og
desuden skulle have god tid til at se pigen an. Som ægte nordjyde – han var som
sagt fra Hjørring - indlod han sig ikke på risikable og vovelige amourøse
eventyr.
Men tro mig, om man vil, når jeg siger at jeg
overhovedet ikke kan erindre nogen af de andre piger i klassen, og stort set
heller ikke ret mange af mændene. Blandt de få, jeg husker er den ældste elev i
klassen, en tætbygget, undersætsig mand, der var uddannet lokomotivfører, men
som nu havde en ambition om at uddanne sig til illustrationstegner. Hans
efternavn var Kann, og han havde selv sparet op, for at kunne gennemføre
den treårige uddannelse, og han lagde stor ihærdighed for dagen og kæmpede
bravt med sine tegninger. Så vidt jeg kunne bedømme, var han ikke ligefrem den
fødte tegner. En anden af klassens elever hed Kaj Himmelstrup, og hans
far var så vidt jeg husker politikommissær eller lignende. En tredje elev hed Jørgen
Strunge, som forresten senere lod sig uddanne til arkitekt, men ham holdt
jeg forbindelsen med i nogle år, også efter at vi begge var holdt op på
skolen. Han boede på Sortedam Dosseringen, hvor han delte lejlighed med sin
enlige moder, der var overlærer. Han, der var middelhøj og ganske almindelig af
udseende, var et stille, roligt og venligt gemyt, i hvis selskab jeg befandt
mig godt. Det skyldtes ikke mindst, at vi kunne drøfte aktuelle og generelle
livsproblemer og filosofiske emner, hvilket dog særlig skete omkring et års tid
senere, da han var begyndt at læse filosofikum på Københavns Universitet.
Ham skal jeg vende tilbage til.
Men den af mine klassekammerater på Akademiet
for fri og merkantil Kunst, jeg fik det tætteste og mest varige venskabsforhold
til, var den et år ældre Asbjørn Yde Larsen, og han og jeg blev
bonkammerater, også i flere år efter at vi begge var gået ud af skolen. Han var
en forholdsvis høj, mager ung mand med et smalt og blegt ansigt, der
domineredes af en lang, smal næse og et par store briller, som gav ham et lærd
udseende. Han boede alene med sin mor i en fire-værelsers taglejlighed i
Tordenskjoldsgade, og her havde han sit eget, temmelig store værelse, som var
smagfuldt og hyggeligt indrettet som en rigtig kunstnerhybel med gode malerier
og grafik på væggene og flere reoler fyldt med bøger. Hans store interesse ved
siden af maleriet og tegneriet var teatret, hvilket jeg senere skal vende
tilbage til.
To portrætfotos af
min gode ungdomsven Asbjørn Yde Larsen, som jeg selv har optaget i 1948 i fotograf
Rie Nissens atelier på Østergade 16 i København, hvor jeg dengang var elev. Til
venstre Asbjørn, når han agerede ’verdensmand’ og til højre, når han lignede
sig selv. – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen..
Asbjørn betalte selv for undervisningen på
Akademiet for fri og merkantil Kunst, og sine penge tjente han som
ekstrapostbud på Købmagergades Postkontor. Dengang blev der udbragt post både
tidlig morgen og sent på eftermiddagen, så når han mødte på skolen kl.8, havde
han allerede været på sin første postrunde fra kl.6 om morgenen. Og efter
skoletid skulle han atter hen på postkontoret, for at hente den post, han
skulle bringe ud sent på eftermiddagen. Det er derfor ikke så mærkeligt, at han
nogen gange i timerne kunne virke lidt sløv og uinteresseret, men han var dog
besluttet på, at ville lære at tegne. Efter min bedømmelse var han ikke den
fødte tegner, idet hans tegninger i reglen var meget forsigtige og nærmest lidt
stive i det, men uden tegnetalent var han ikke. Denne vurdering af ham som
tegner, delte han vist nok selv, for omkring halvandet til to år senere opgav
han helt tegneriet til fordel for en uddannelse som journalist.
Imidlertid var der en elev på skolen, som
især Asbjørn og jeg efterhånden fik et kammeratligt nært forhold til, og det
var Hans Qvist, som nogle år senere blev landskendt for sine ofte meget
morsomme vitstegninger og tegneserier. Som født i 1922 var han en del år ældre
end Asbjørn og mig, og desuden gik han i afgangsklassen, der lå to klasser over
os. Når undervisningssæsonen 1946/47 sluttede, skulle han lave afgangsprøve, og
det glædede han sig til, for han var i det store og hele træt af at gå i skole,
også selv om det var en tegneskole. Som tegner havde han dengang sin store
force i croquis- og modeltegning, og vi var en del der misundte ham den lethed
og hurtighed, hvormed han nedfældede de skønne møer på papiret, i reglen tegnet
med kul eller sort kridt. Hans, der var en forholdsvis høj, slank fyr med
markerede ansigtstræk, havde dog et handicap, der generede ham selv temmelig
meget: Han stammede ganske alvorligt, og jo mere jo mere ivrig eller ophidset
han blev.
En af Hans Qvists store fritidsinteresser var
tennis, og der var et eller andet om, at han oven i købet allerede havde været
Fynsmester i denne disciplin. Han var så vidt jeg ved og husker født og
opvokset i Fåborg og kom senere til Nyborg, hvor hans far var en velmeriteret
sagfører. Her havde han taget studentereksamen og her var han begyndt for alvor
at interessere sig for tennis. Imidlertid lokkede hovedstaden og her fik han et
job i Østifternes Kreditforening og senere som ekspedient i en sportsforretning
i Nørregade. Sidstnævnte sted arbejdede han fortsat i fritiden, medens han gik
på Akademiet for fri og merkantil Kunst.
Tegneren Hans
Qvist (1923-1983), som jeg havde fornøjelsen af at kende og arbejde freelance
sammen med i en periode i 1945-47, da vi begge var elever på Akademiet for fri og merkantil Kunst.
Hans var et meget venligt menneske med en stor portion humoristisk sans, som
kom ham selv til gode i den lange karriere, han efterfølgende skabte sig som
vitstegner, illustrator og forfatter. – Foto: Avisfoto med ukendt årstal, men
trykt i november 1983 i anledning af hans alt for tidlige død som kun 60-årig.
Asbjørn, Hans og jeg kom godt ud af det
sammen og havde fælles interesser omkring kunst, og det hændte jævnligt at vi
gik på maleriudstillinger sammen, dels på Charlottenborg og dels på Den Fri
Udstilling. Interessen for tegneriet var vi også fælles om, men vi havde
dengang kun vage forestillinger om, hvad vi hver især skulle lave og hvad det
skulle ende med, når vi var færdige med uddannelsen. Hvad der videre skete,
skal jeg vende tilbage til lidt senere.
Den daglige undervisning på skolen på mit klassetrin
bestod i begyndelsen i, at vi på fri hånd f.eks. skulle tegne cirkler og
ovaler, som vel at mærke måtte være fuldstændig korrekte, for at blive godkendt
af læreren. På spørgsmålet om, hvad det skulle gøre godt for, svarede Jens
Andreasen, at det var for at opøve øjets og hjernens sikkerhed i at håndtere
først og fremmest blyanten. En af de næste opgaver bestod i at kopiere antikke
borter med de meget markante stilistiske græske ornamenter, som vi tilmed
skulle farvelægge nøjagtig som forbillederne. Adspurgt om, hvad det skulle gøre
godt for med at tegne antikke ornamenter, svarede vores meget tålmodige
klasselærer, at det var for at vi skulle få håndgribelig indsigt i
stilhistorien. Selv var han på det tidspunkt meget optaget af græsk kunst og ornamentik,
og han og Hans Jensen havde desuden taget initiativet til at udgive et lille
kunsttidsskrift i A5 format, som de kaldte "Akantus Bladet". Planten
akantus, der hører til tidselfamilien, har dannet forbillede for det
planteornament, der benyttes i det korintiske søjlehoved. Tidselen er som
bekendt en plante med stikkende blade, og det var formentlig denne
omstændighed, der dannede baggrund for de to kulturradikalt indstillede redaktørers
valg af titel til deres kritiske tidsskrift.
"Akantus Bladet" indeholdt bl.a.
artikler af en af tidens markante kunstkritiske forfattere, magister Mogens
Krustrup, som var meget kritisk indstillet over for den akademiske og efter
hans mening verdensfjerne kunst. Han mente, at kunsten skulle ud til folket og
tjene praktiske formål, en opfattelse, der en del år senere blev dominerende
hos de marxistiske ideologikritikere. Bladet bragte også omtale af betydelige
og socialt engagerede kunstnere, som f.eks. den tyske tegner, grafiker og
billedhugger Käthe Kollwitz (1867-1945), der var kendt for sine
ekspressionistiske tegninger og grafiske arbejder, hvori hun har givet en række
gribende, anklagende skildringer af nøden og elendigheden blandt det tyske
storby-proletariat.
Det var dog nok mest Hans Jensen, der trak i
retning af en socialistisk, kommunistisk linje i bladet, idet Jens Andreasen
principielt set nok delte vennens politiske anskuelse, men selv i virkeligheden
mere var indstillet på en slags åndelig fornyelse. Til denne fandt han bl.a
inspiration især hos religionsforskeren og kulturhistorikeren Vilhelm
Grønbech (1873-1948), som på det tidspunkt var pensioneret efter i årene
1915-1943 at have været professor i religionshistorie ved Københavns
Universitet. På baggrund af interessen for Grønbechs utraditionelle
synspunkter på religion, kunst og kultur, var Jens Andreasen også blevet stærkt
interesseret i indisk filosofi, særlig i Yoga-filosofien, og i den sammenhæng
var han blevet opmærksom på nogle bøger om emnet, der var skrevet af den danske
psykolog Sofus Nervil. Andreasen var særlig optaget af dennes bog
"Tankens Magt", som handlede om Raja-Yoga, men omsat til dansk og
helt fri for sanskrit-terminologi. Da Jens Andreasen senere erfarede om min
interesse for indisk filosofi, lånte han mig bogen, hvilket jeg skal vende
tilbage til i kronologisk sammenhæng.
Et andet fag på timeplanen var
frihåndstegning, og her fik vi eksempelvis til opgave at tegne forskellige
genstande eller opstillinger af genstande, og det var for så vidt interessant
nok. Men også her kunne man tydeligt se, hvem der havde tag på at tegne og hvem
ikke. Nogle af eleverne forholdt sig tøvende og forsigtigt til opgaven, medens
andre gik frisk til sagen og tegnede på livet løs. Selv hørte jeg til de
tøvende og forsigtige, for genstandstegning var ikke lige det, jeg følte at
jeg var bedst til. Det, jeg så frem til, var derimod figurtegning, hvor man
skulle tegne mennesker og dyr på de steder, hvor disse befandt sig. Trangen til
at tegne humoristiske eller komiske figurer a la tegnefilm, var det lykkedes
mig fuldstændig at undertrykke, idet jeg bildte mig selv ind at det var
underlødigt og tidsspilde at beskæftige sig med den slags.
Hvad figurtegning angår, så begyndte vi
førsteårs-elever ikke at få ugentlige timer i modeltegning og croquis, førend
et stykke hen på foråret i det nye år, 1946. Og det var naturligvis især
spændende for os mandlige elever, som ved disse lejligheder fik mulighed for
at studere den nøgne feminine anatomi nærmere. Ejendommeligt nok tegnede vi
hovedsageligt kvindelig nøgenmodel, og til det formål havde vi især én kvinde i
omkring 30-års alderen, som var særdeles velskabt med markante feminine,
frodige former, som det var interessant at aftegne og prøve på at få til at
ligne noget på papiret. Jeg husker endnu tydeligt, da jeg og min klasse for
allerførste gang kom ind i det klasselokale, hvor der var opstillet et podie
til modellen, og hvor der stod en del staffelier placeret rundt omkring podiet.
Det var første gang for mit eget vedkommende, at jeg nu fik mulighed for at se
en nøgen kvinde i levende live og så forholdsvis tæt på, som tilfældet viste
sig at være. Og efter at vi havde indtaget vores respektive ståpladser bag
staffelierne og havde anbragt vores A3 eller A1 tegneblokke på disse, tog
kvinden, der indtil da havde været iført kimono, opstilling på podiet, hvor hun
indtog den stilling, som læreren ønskede.
Det skal gerne indrømmes, og jeg tror det
gjaldt de allerfleste af os mandlige elever, at efter at blikket ganske kort havde
set sig mæt på kvindens halvstore og yderst velformede bryster, søgte både
deres og mit blik uvilkårligt straks ned mod kvindens skød, for at se, hvordan
dette så ud. Kvinden var lyshåret, både foroven og forneden, så behåringen
skjulte ikke hendes kønsrevne, der på begge sider var omgivet af afrundede,
fyldige kønslæber. Men hvad der undrede og overraskede mig var, at der ud fra
revnen hang ligesom to hudlapper, som jeg dengang endnu ikke var klar over var
de små kønslæber. Når man imidlertid har uhindret og nem adgang til at betragte
de kvindelige kønsdele så forholdsvis tæt på, som tilfældet var her, mister
disse hurtigt deres specielle tiltrækning, især da situationen med de mange
medstuderende bestemt ikke indbyder til amourøse eller libidinøse tanker og
forestillinger. Man - og altså i dette tilfælde mig - var med andre ord
seksuelt fuldkommen indifferent over for den velformede kvinde, der stod dér
lige foran én, ikke mere end højst et par meter væk.
Men det var særlig i timerne med modeltegning
og senere i croquis, at Jens Andreasen viste sig som en god lærer, idet han
lærte os at se og opfatte den menneskelige anatomis former i hvilestilling som
et spørgsmål om balance og bevægelse mellem de forskellige kropsdele
indbyrdes. Når kvinden f.eks. står og hviler på sin højre fod, vil højre ben
være strakt, medens det venstre ben er let bøjet som følge af, at bækkenet
hælder nedad mod venstre. For at afbalancere kropsvægten er højre skulder og
arm sænket nedad, medens modsat venstre skulder og arm er relativt højest oppe.
Hals og hoved vil i denne stilling automatisk hælde mod venstre, og på denne
måde består der en statisk rytmisk bevægelse mellem kropsdelene, idet man kan
tegne en S-kurve, der strækker sig fra isse til bækkenbund. Set og tegnet fra
kroppens bagside, vil S-kurven dog være spejlvendt, mens en noget anderledes
kurve vil tegne sig, når kroppen beskues fra henholdsvis venstre eller højre
side. Vi fik naturligvis til opgave at tegne modellen fra alle sider, og for at
gøre arbejdet lettere begribeligt for os, lærte Jens Andreasen os at opfatte
især hoved, brystkasse og bækken i plastisk kasseform. På den måde viste det
sig, at man nemmere kunne få hold på og gengive figuren på papiret. Denne
metode fik jeg selv meget glæde af, især fordi den for mig betød et opgør med
den bløde, afrundede tegnestil, jeg hidtil havde excelleret i, men som jeg som
tidligere nævnt på det tidspunkt var rigtig godt træt af og utilfreds med.
Da jeg en af de nærmeste aftener efter at være begyndt på tegning
efter nøgenmodel, fortalte mine to kammerater Jørgen og Jørn, om, hvad vi for
tiden lavede på skolen, bredte der sig et sjofelt grin på deres ansigter. Det
var især Jørn, som altid var god for en kvik og sommetider overkvik bemærkning,
der kiggede underligt på mig og sagde: "Kunne du se fjamsen på kvinden?
Fik du så ikke lyst til at kneppe hende?" Jeg var nærmest chokeret over
bemærkningen, men undskyldte hans spørgsmål med, at han ikke forstod et kvæk
af, hvad det ville sige at tegne efter nøgenmodel. Men for om muligt at rive
ham ud af misforståelsen, svarede jeg: "Ved du hvad, Jørn! Den slags
tanker falder slet ikke én ind, når man står foran nøgenmodellen! Det er noget
helt andet, det handler om." "Åh, lad bare være!" sagde han,
"det siger du kun, fordi du ikke vil være ved, at du bliver liderlig af at
se hendes fjams!" Jørgen grinede bare fjoget, men havde ingen kommentarer.
Personlig brød jeg mig ikke om ordet ”fjams” som udtryk for kvindekønnets
såkaldt ædlere dele. Men jeg indså det formålsløse i at forsøge at overbevise
Jørn om, at sex er det man allermindst tænker på, når man som mandlig tegner
står over for en professionel kvindelig nøgenmodel. Men måske skal man have
prøvet at være i situationen, for helt at forstå, hvad der sker og hvad sagen i
det tilfælde drejer sig om.
I sammenhæng med modeltegning havde vi også
faget anatomi, som for resten forekom mig temmelig interessant, idet det gav et
godt indblik i, hvordan bl.a. vi mennesker rent fysisk er skabt fra naturens
hånd. I dette fag havde vi en mand, der var anatom, og som altid optrådte i
hvid kittel, og som virkelig gjorde sit bedste for at fortælle om sammenhængen
mellem skelet, sener og muskler. Det havde jo en vis betydning for forståelsen
af, hvorfor menneskekroppen ser ud, som den gør. Til brug i anatomitimerne
havde skolen et rigtigt mandeskelet og et rigtigt kvindeskelet, og det kunne jo
nok sætte fantasien i sving, især hos mig, der tænkte meget over livet og
døden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvem og hvad netop den mand og
den kvinde, hvis skeletter vi havde lige foran os og kunne røre ved, havde
været for et par. Jeg ved ikke, hvor gamle skeletterne kan have været, men
engang havde de to haft deres gang her på jorden, nøjagtig lige som vi
nulevende, ja, måske havde de endda boet og gået omkring i København, og hver
for sig eller sammen haft principielt de samme små og store glæder, bekymringer
og sorger, vi andre nu oplevede, og måske havde de været underlagt den samme
store illusion, som de fleste af os er ofre for, måske især i de yngre år,
nemlig at vores liv her på jorden aldrig slutter. I de yngre år, ja, endog i de
modne år, er døden os normalt så fjern, at vi kun skænker den en tanke, når vi
bliver direkte konfronteret med den, f.eks. ved et familiemedlems, en vens
eller en bekendts død.
Et af skolens fag var geometrisk tegning og
perspektivtegning, og som lærer havde vi maleren Chr. Tom-Petersen, der
dengang var en midaldrende, halvskaldet og lettere gråhåret mand, hvis ansigt
prægedes af et par briller, som han bar helt ude på næsetippen, og som han ofte
kiggede ovenud af. Men han var dygtig til faget og forsøgte efter bedste evne
at vække vores interesse for det. Det varede da heller ikke længe, førend flere
af os blev fænget af de fantastiske muligheder, som perspektivtegning rummer,
ikke mindst, når det drejer sig om konstruktionstegning.
Vi havde også timer i grafisk teknik, og
herunder lærte vi bl.a. om de forskellige trykkemetoder, der blev brugt i tidens
tryksager, aviser og ugeblade, som det jo formodedes at i al fald nogle af os
efter endt uddannelse ville blive leverandører af tegninger til. Som lærer i
faget havde vi en kapacitet fra Den grafiske Højskole, men ham var der ikke
mange af os, der brød sig ret meget om. Han var en forholdsvis høj, slank og
mørkhåret mand, iført ulastelig mørk habit, hvid skjorte og mørkt slips, så han
mest af alt lignede en ekspedient fra et af de store modehuse. Dertil kom, at
han var tør og saglig, selv om han forsøgte at være smart og moderne ved sin
hurtighed og talestrøm, som var godt krydret med tekniske fagudtryk fra
annonce- og reklamebranchen. Personlig forstod jeg ikke meget af det, han
fortalte os, men et og andet grafisk fagudtryk hængte dog ved. Det, der manglede
i hans undervisning, hvis man kan kalde det sådan, var at levendegøre denne ved
hjælp af praktiske eksempler på det, han talte om.
På skolen havde vi også farvelære, og i det fag
fik vi en ældre maler, hvis navn jeg ikke længere erindrer, men derimod husker
jeg, at han var meget begejstret for den for de fleste af os unge dengang helt
ukendte tyske romantiske maler Caspar David Friedrich (1774-1840). Når
han først begyndte at tale om denne, kunne han holde et timelangt foredrag, som
han bl.a. illustrerede med lysbilleder af malerens billeder. Vi – eller i al
fald jeg – forstod ikke dengang, at Friedrich, der havde været elev ved
kunstakademiet i København, var en de betydeligste romantiske malere i
Tyskland. Men romantikken var bestemt ikke ligefrem på mode – og slet ikke den
tyske romantik - efter anden verdenskrigs uhyrligheder. Nu gjaldt det
modernisterne og den abstrakte kunst. Den pågældende lærer var også meget
optaget af den farvelære, som skyldtes den tyske fysiker og kemiker Wilhelm
Ostwald (1853-1932).
Endelig blev vi undervist i kunsthistorie, og
i det fag havde vi en omkring 45-årig høj, slank mand, der altid bar halvlang
sort kappe og sort storpuldet kunstneralpehue, der hang godt ned på den ene
side af hovedet. Hans ansigt var aflangt og blegt og underansigtet indrammet af
et smalt, langt fipskæg og en Salvador Dali-agtig moustache. Manden, hvis navn
jeg ikke husker, var kunstmaler af profession, men jeg blev aldrig klar over,
hvilken slags billeder, han malede. Han gjorde imidlertid sit bedste for at
gøre os elever interesserede i kunstens historie, og for mit eget vedkommende
fik jeg da også et nogenlunde godt overblik over de forskellige epoker og
genrer inden for maler- og billedhuggerkunsten.
Sådan, som ovenfor beskrevet, forløb dagene
stort set hver eneste dag, lørdag inklusive, hvor undervisningen dog var slut
kl.13. Fritiden tilbragte jeg hjemme, hvor jeg også tegnede og øvede mig i det
nye, jeg lærte på skolen. Tegnefilmen "Hvordan elefanten fik sin
snabel" havde jeg lagt på hylden, men Andersens eventyr blev jeg aldrig
træt af at læse. Min store trøst og støtte var dog den foreløbige indsigt i
livsmysteriet, jeg selv mente at have fået, dels gennem mine personlige
oplevelser og dels gennem læsningen af Bruntons "Bag Indiens lukkede
Døre" og uddrag fra Upanishad'erne.
Sparekomfurer og Tekno Reklame
Både før, under og
især efter min elevtid på Akademiet for fri og merkantil Kunst, interesserede
jeg mig for spillefilmgenren, og jeg var til stadighed en flittig
biografgænger. Men nu begyndte jeg at genoptage en gammel interesse, nemlig at tænke og forestille mig
drejebøger til film, ikke kun til tegnefilm, men også til "rigtige"
film. Det hændte lejlighedsvis, at jeg tog den 35mm kinomaskine frem, som min
morbroder Thorkild havde foræret mig omkring 1941, og genså de få film eller
dele af film, der fulgte med. Det var som forlængst omtalt en akt af
"Gösta Berlings Saga", en akt af "Den sidste Mohikaner" og
en akt af en naturfilm fra Afrika. Filmen som teknik og medium interesserede
og fascinerede mig stadig lige så meget, som den havde gjort, da jeg var dreng,
men jeg var jo unægtelig kommet mediet nogle skridt nærmere i mellemtiden.
Gensynet med filmene bestyrkede min lyst til at skrive manuskripter til først
og fremmest seriøse spillefilm. Men det blev dog foreløbig ved tanken, for jeg
orkede faktisk ikke at koncentrere mig om og beskæftige mig med andet end at
lære at tegne ordentligt og rigtigt, som jeg kaldte det.
I det sidste års tid af besættelsen havde min
altid geskæftige morbror Thorkild som tidligere omtalt åbnet et lille værksted
henne i den ende af Jægersborggade, der lå nærmest ved Jagtvej, og hvor han
især fabrikerede de såkaldte sparekomfurer. Det var kogeapparater lavet af
sammennittede og svejsede tynde jernplader, som kunne fyres op med pindebrænde
og briketter. Apparatet var forsynet med et blikrør, der fungerede som
nødvendigt aftræk til skorstenen. Grunden til, at apparatet almindeligvis
kaldtes sparekomfur skyldtes, at anvendelsen af det betød besparelse på det i
forvejen rationerede gasforbrug. Min kære morbroder, som selv installerede de
apparater, han solgte, blev ofte udsat for kritik fra købernes side, idet de
ofte var utilfredse med, at det osede ud af det hul, han havde banket i
skorstensmuren, for at skabe aftræk til ovnen, og fordi det altid trak ud med
at få tætnet hullet.
Min onkel fortsatte med sit værksted og sin
fabrikation af sparekomfurer, vist nok suppleret med forskellige former for
reparationsarbejde, også efter besættelsen og det meste af 1945. I den tid
havde han lært forskellige andre af gadens forretningsdrivende at kende, bl.a.
brødrene Groth, som ikke længe efter befrielsen var vendt tilbage til
Danmark efter at have tilbragt omkring et par år i Sverige, hvortil de som så
mange andre jøder var flygtet i begyndelsen af oktober 1943, da tyskerne
indledte aktionen mod de danske jøder. Nu, i efteråret 1945 havde de oprettet
et lille firma ved navn "Tekno Reklame", som havde værksted i en høj
kælder i Jægersborggade 15. Her fremstillede de især håndmalede skilte til
forretningsfacader og silketrykte dekorationer til udstillinger i forretningsvinduer.
Morbror Thorkild, som jo udmærket kendte til
min anspændte økonomi, foreslog mig, at han ville tale med brødrene Groth, om
ikke de kunne bruge mig som tegner på en eller anden måde, så jeg i det mindste
kunne tjene til lidt lommepenge. Det viste det sig, at de kunne, og aftalen
blev derfor, at jeg skulle møde op på værkstedet hver dag ved 3-tiden, når jeg
var færdig med dagens undervisning. Her blev jeg sat til at håndkopiere de
farvetegninger, som den ældre broder Groth, der var en fabelagtig hurtig
tegner og skiltemaler, havde tegnet til firmaets julekollektion af
skiltetilbud til forretninger stort set over hele landet. Farvetegningerne, der
tydeligvis var beregnet på at skulle silketrykkes, blev lavet i A5-format, og
de blev sat ind i præsentable mapper, som firmaets tre sælgere eller
repræsentanter skulle have med sig, når de bilede rundt i hver sit distrikt i
landet og henvendte sig til forretninger, som formodedes at have brug for
standarddekorationer i deres udstillingsvinduer. De tre sælgere var også
jøder, og en af disse var onkel til brødrene Ib og Henry Groth.
Der var for øvrigt det specielle ved den yngste af brødrene Groth, Henry
Groth, at han var rødhåret og meget lys i huden, medens storebror Ib Groth var
mørklødet og havde kulsort hår.
Det var Ib Groth, der var den egentlige
kreative kraft i firmaet, medens Henry Groth mest stod for selve silketrykket
og andet "teknisk" og reproduktivt, håndværksmæssigt arbejde.
Brødrene og lejlighedsvis også onklen var dog fælles om at afmontere
forretningernes gamle facadeskilte og montere de nye, som den ferme Ib Groth
havde malet. Han var uhyre flittig og arbejdede fra tidlig morgen til sen
aften, dels for at overkomme de mange opgaver, der nærmest strømmede ind, og
dels for at holde det lille firma økonomisk på benene.
Efter en lille uges forløb sagde Ib Groth,
der til daglig ikke var en mand af mange ord, henvendt til mig: "Ja, du
mangler jo rutinen, men den skal nok snart komme! Det er ellers pænt arbejde,
du laver!" Det følte jeg som en anerkendelse fra en mand, der selv var
både meget dygtig og samtidig også meget hurtig til sit arbejde. Fjorten dage
senere sagde han: "Nu har du fået mere rutine og er derfor hurtigere, og
det er vigtigt, hvis man vil leve af det arbejde, vi laver her!" - Ja, tænkte jeg, det er meget godt, men
arbejdet med at kopiere dine dygtige, men stærkt rutineprægede og småsmarte,
klichéagtige tegninger, er uhyre kedsommeligt og hænger mig langt ud af halsen.
Det sagde jeg selvfølgelig ikke, men dristede mig i stedet til at fremkomme med
et forslag til ham, som jeg havde gået og tænkt over i nogle dage: "Ville
det ikke være en god idé, at lave en serie kravlenisser i lighed med Brammings
nisser?!", sagde jeg uden indledning. Groth så op fra sit arbejde og
stirrede en stund ufravendt på mig, som om han tænkte over mit forslag. Så
sagde han: "Mener du da, at du vil kunne tegne nogle nisser, der kan
bruges?" Uden mindste tøven svarede jeg prompte: "Ja,
sagtens!" "Så gør det! Men
det må ikke gå ud over dit andet arbejde her!" sagde han, og dermed var
den sag afgjort i første omgang.
Omkring samme tidspunkt var der også en anden
dansk tegner, der var begyndt at tegne kravlenisser og nisser til
udstillingsbrug, og det var tegneren og illustratoren Christel. Hun var
allerede kendt som illustrator og for sine tegninger af smarte, langlemmede
piger med kælne smil og dådyrøjne. Hendes tegnestil kunne virke amerikansk og
lidt tegnefilmsagtig, men en dygtig tegner var hun i hvert fald.
Samme aften, som jeg havde talt med Ib Groth,
begyndte jeg hjemme at lave nogle udkast til de foreslåede kravlenisser, og
selvfølgelig kunne jeg ikke undgå især at have Brammings sjove nisser i
tankerne under arbejdet. Men jeg syntes, at de nisser, han tegnede, var lidt
for kantede og ucharmerende, så derfor kom de nisser, jeg tegnede, slet ikke
til at ligne Brammings streg, men derimod snarere Disney-stregen, som jeg
syntes ville være en passende stil til en serie nisser, der skulle kunne
appellere til både børn og voksne. og som helst ikke måtte ligne kopier af
Brammings herlige nisseparade. Dengang vidste jeg for resten ikke, at tegneren Frederik
Bramming havde en fortid i tegnefilmbranchen, idet han i årene 1935-38 var
ansat på Bergenholtz Reklamebureau og her lejlighedsvis lavede
reklametegnefilm. Denne metier havde han overtaget efter kommerciel dansk
tegnefilms første mester, tegneren Jørgen Müller, efter at denne i 1934 var
rejst til London for at lave tegnefilm hos det senere så berømte filmselskab
Anglia Films. Men interesserede kan læse mere herom i min tegnefilmshistorie.
Da jeg et par dage senere præsenterede min
kollektion på omkring 10 kravlenisser i forskellige stillinger: løbende,
gående, stående, liggende, hængende osv., udtalte Henry Groth sig straks og
uden forbehold i rosende vendinger om disse. Ib Groth, der som sædvanlig stod
bøjet over sit arbejde, kiggede derimod skævt til nisserne, og det varede lidt,
før han sagde: "Ja, lad os nu se, om vi kan sælge dem!" Som en mand
med udpræget psykologisk og forretningsmæssig forstand vidste han, at en alt
for uforbeholden anerkendelse eller ros fra hans side af mit arbejde, ville
betyde, at jeg kunne stille et større honorarkrav end tilfældet ville være,
hvis han nøjedes med lige akkurat og i hvert fald indirekte at anerkende mine
nisser.
De følgende aftener overførte og malede jeg
de 10 nisser på et A1-ark, og efter dette skulle der fremstilles de skabeloner,
på grundlag af hvilke nisserne kunne mangfoldiggøres gennem
silketryksteknikken. Men inden det kom så langt, måtte jeg kopiere
nissekollektionen i tre eksemplarer, et til hver af sælgerne, som derefter
skulle forsøge at skabe interesse for nisserne hos forretningskunderne. Den
økonomiske og prismæssige side af sagen kendte jeg intet til, idet man ikke
indviede mig heri, men så vidt jeg husker fik jeg i første omgang intet honorar
for mine nissetegninger. Senere, da der viste sig at være et vist salg af
nissearkene, fik jeg et engangsbeløb på vistnok 125 kr., og selv om det var
penge dengang, er der dog ingen tvivl om, at jeg blev underbetalt. Det var
også, hvad jeg følte var tilfældet, og jeg kunne se på Henry Groth, at han om
end stiltiende var enig med mig. Men han havde ikke meget at skulle have sagt i
firmaet, som blev ledet af Ib Groth og onkelen, hvis navn jeg ikke erindrer.
Ib Groth nåede forresten at tage røven på mig
endnu engang, inden jeg holdt op i firmaet. Det var da han havde erfaret, at
jeg var i besiddelse af en kinomaskine med et par store kondensatorlinser,
som han gerne ville have fat i og bruge til et nyt forstørrelsesapparat, som
han havde planer om at lave til brug i firmaet. Gennem nogen tid bearbejdede
han mig jævnligt og sagde bl.a.: "Det gamle apparat har du da ikke brug
for længere, nu da du er voksen, og indrøm bare, at du har brug for
pengene!" "Hvad vil De give for det?" spurgte jeg nysgerrigt.
"Jeg vil slet ikke købe apparatet, men kun linserne!" svarede han,
"og jeg vil gi' dig 150 kr. for dem!" Ja, den er go' med dig, tænkte
jeg, apparatet er jo ikke noget værd uden linserne, og derfor sagde jeg:
"Nej, apparatet er ikke til salg!"
Kort tid efter, da jeg en dag mødte min
onkel, sagde han: "Hvorfor vil du ikke sælge linserne til Groth? Du må jo
efterhånden være vokset fra det legetøj!" Det havde jeg ikke noget svar
på, men tænkte, at det var mærkeligt, at netop han anbefalede mig at sælge det
apparat, som han selv havde foræret mig. Men uden at det egentlig var mig
bevidst, var min onkels opfordring til at sælge linserne til Groth, sandsynligvis
medvirkende til, at jeg nogen tid senere indvilligede i at gå med til salget.
Men nok så afgørende var min betrængte økonomiske situation. Til gengæld
forlangte jeg 300 kr. for linserne, men Groth ville kun betale 250 kr., og
derved blev det. Mange år senere og helt frem til i dag beklager og fortryder
jeg, at jeg solgte de to linser og dermed gjorde kinomaskinen ubrugelig.
Berøvet sine to livsnødvendige linser, havnede den oppe på mine forældres
pulterkammer, hvor den blev ødelagt under en pyromanbrand en del år
senere.
Efter at det forberedende arbejde på
efterårs- og julekollektionerne var færdigt for mit vedkommende, viste det
sig, at firmaet Tekno Reklame ikke længere havde brug for min assistance, i
hvert fald ikke før omkring februar måned, hvor tilrettelæggelsen af forårs-
og sommerkollektionerne begyndte. Så farvel og tak for denne gang! Meget mod
min vilje fik jeg et par måneders arbejde for firmaet i februar-marts 1946, og
det var da også på det tidspunkt, at jeg desværre følte mig fristet til at
sælge min kære kinomaskines to linser. Tekno Reklame flyttede senere til et
andet kvarter i byen, men hvad der siden blev af firmaet og brødrene Groth og
deres onkel, har jeg ingen viden om. Men på trods af, at jeg i nogen grad
følte, at man udnyttede min naivitet og betrængte situation, har jeg dog
aldrig næret uvenlige følelser over for Ib Groth og da slet ikke over for Henry
Groth. De forsøgte jo også bare selv at skaffe sig ordrer og arbejde nok, så at
det lille firma kunne bestå og de selv få den nødvendige løn til livets ophold.
Sommeren 1945 havde mine to brødre, Benny på
11 år og Bent på 8 år, tilbragt hele skoleferien hos vores farforældre i
Majbølle på Lolland, hvor de befandt sig vældig godt. Drengene holdt meget af
deres farmor og bedstefar, og disse holdt på deres side også meget af de to
kække drenge, skønt de lavede mange spilopper. 4-årige Lizzie tullede rundt
hjemme hos mor i den forholdsvis mørke Jægersborggade, men mor, der jo ellers
ikke gerne vovede sig uden for døren, tog hende med ned i gården, hvor far
havde anbragt en lille sandkasse, så hun kunne lege med skovl, spand og
vandkande og lave sandkager. Lizzie havde dog også fået sig en legekammerat,
en jævnaldrende pige ved navn Judy, som boede i ejendommen lige over for den,
vi boede i. I den nævnte ejendom boede forresten også en temmelig buttet, vel
omkring 40-45 årig dame, som ofte skældte ud på Benny og Bent og deres
kammerater, når de f.eks. løb og spillede bold eller legede andre former for
lege ude på gaden, hvor de gav deres livsglæde højlydte udtryk. Det hændte da
jævnligt, at den pågældende dame åbnede sit vindue og skældte børnene ud, men
det imponerede dem ikke. Tværtimod grinede de højlydt ad hende, fordi hun i sin
store ophidselse dels var ildrød i sit fedladne ansigt og dels stammede
usædvanlig kraftigt. Børnene kaldte hende derfor ”stammehakkeren”, hvilket de
morede sig enormt over.
Mine to brødre var et par raske drenge, som
tilbragte deres fritid efter skoletid med enten at lege i gårdene, hvad de
faktisk ikke måtte, eller ovre i Nørrebro-parken ved Stefansgade for enden af
Jægersborggade. I vores gård var der, i lighed med, hvad tilfældet var i de
andre gårde, opsat et skilt, som forkyndte: "Al leg og boldspil i gården
forbudt!". Men disse skilte blev overhovedet ikke respekteret af børnene,
undtagen når ejendommenes viceværter kom og skældte ud og jog børnene væk.
Vores far, der jo også var vicevært i den ejendom, vi boede i, var dog meget
sjældent hjemme om dagen, så han kendte af gode grunde ikke noget til, at drengene
og deres kammerater jævnligt legede nede i gården. Men til min store
overraskelse hændte det lejlighedsvis, at mor syntes at larmen fra de legende
børn i gården var for meget, og så åbnede hun vinduet og skældte ud og bad dem
om at forsvinde.
Der var for øvrigt også en anden og nok så
streng ordenshåndhæver i vores ejendom, og det var indehaversken af ismejeriet
i nr. 27, frk. Tommerup, som jævnligt skældte voldsomt ud på børnene,
når de dristede sig til at lege i gården. Men det morede dem kun at se hende
vred og ophidset, så de nøjedes i reglen med at grine og lege videre. Når far
så kom hjem fra arbejde, beklagede Frk. Tommerup sig gerne til ham og sagde, om
han dog ikke kunne opdrage sine uvorne unger noget bedre. Det lod han sig dog
ikke sige to gange, men vendte i stedet sagen på hovedet og skældte den
stridslystne dame ud for det værste, hvilket fik hende til at smække sin dør
bag sig. Hun og far var tit uvenner, men lige så ofte hændte det at frk.
Tommerup kaldte på ham, når han f.eks. gik og fejede gård eller gade, og sagde:
”Rasmussen! Vil De ikke komme ind og få en øl?” Og hvis han var i humør til
det, svarede han gerne: ”Jo tak! Men jeg skal lige feje færdig først.”
De eventyrlystne drenge, Benny, Bent og deres
kammerat Kaj, legede også en leg, de kaldte at "planke den". Legen
bestod i, at de klatrede op på toppen af plankeværket og hoppede ned på f.eks.
et cykelskurtag på den anden side. Der var bare den ulempe ved legen, at
plankeværkerne dengang var forsynet med i reglen to rader pigtråd foroven, og
det skete derfor så godt som uundgåeligt hver gang, Benny og Bent klatrede over
plankeværkerne, at de rev hul på en bluse, et bukseben eller på buksebagen.
Det var noget, der kunne få mor til at blive vred, for det betød, at hullet
skulle lappes, fordi der sjældent var råd til at købe nye bukser til drengene,
og mor følte det som en social derangering, at hendes børn skulle være
nødt til at gå med lappet tøj. Mærkeligt nok, så fik drengene i reglen kun
overfladiske rifter på arme eller ben, hvorimod det var sjældent, at de rev sig
til blods. Og selvom det ind imellem skete, så tog de meget sjældent notits af
det.
Om foråret og sommeren legede Benny og Bent
også ofte ovre ved Ladegårdsåen, som løb langs med Ågade på den anden side af
Borups Allé og parallelt med denne. I forbindelse med Ågades regulering i 1942
blev den del af Ladegårdsåen, der lå fra lidt før Jagtvej og ind mod Åboulevarden,
overdækket, men det stykke af åen, der lå mod nordvest, fik indtil videre lov
til at ligge som hidtil. Det var her, drengene fangede karper, hundestejler,
haletudser og frøer, som dog alle straks blev sat fri igen. Især Bent var meget
interesseret i dyrene, og det hændte en gang imellem, at han kom hjem med
lommerne fulde af smådyr som frøer, firben og sågar snoge. Dem lagde han op i
den brede vindueskarm i soveværelset, og her kunne han sidde i timevis og
studere, hvad dyrene foretog sig. Da mor så, hvad han havde bragt med sig hjem,
himlede hun op og forlangte, at han øjeblikkelig skulle skille sig af med de
ækle dyr. Men uanset om mor skældte ud eller ej, bar han altid dyrene tilbage
til Ladegårdsåen, hvor han satte dem ud igen.
Men ellers var det ikke megen lejlighed, jeg
havde til at følge med i, hvad der foregik derhjemme, for jeg passede jo dels
undervisningen på Akademiet for fri og merkantil Kunst, og dels arbejdede jeg
hos Tekno Reklame. I sommerhalvåret tilbragte jeg ofte aftenerne sammen med
Alice. Vi mødtes som tidligere nævnt ovre ved "vores" bænk på
Assistens Kirkegård, men lørdag og søndag blev hun nødt til at være sammen med
sine forældre og sin familie, så vi sås derfor så godt som aldrig i
weekenderne. Forholdet mellem hende og mig var blevet lidt anspændt efter den
ubehagelige oplevelse, vi havde haft på befrielsesaftenen, som vi i lighed med
så mange andre af gadens beboere tilbragte i Hukket mellem Jægersborggade og
Kronborggade, hvor hendes bror var kommet forbi og med stor kraft havde skilt
vores hænder fra hinanden, hvorefter han uden et ord forsvandt lige så pludseligt
som han var kommet. Den oplevelse havde ingen af os glemt, og vi vidste at den
betød, at broderen - måske forståeligt nok - misbilligede den situation, at
hans 14-årige lillesøster åbenbart var forelsket i en 16-årig starut omme fra
den socialt laverestående Jægersborggade. Siden da havde Alice som allerede
omtalt måttet lyve sig til at være sammen med mig, idet hun havde lavet en
aftale med sin veninde, Karen, min kammerat Jørgens søster, om at hun havde
været på besøg hos hende, hvis nogen skulle finde på at spørge. Dertil kom, at
efteråret nærmede sig, så det efterhånden ville blive for koldt til at opholde
sig udendørs i længere tid ad gangen, så fremtiden tegnede sig lidt usikker for
Alices og mit forhold, og det følte vi vistnok begge. Muligheden for at vi
lejlighedsvis ville kunne mødes hos Jørgens forældre, var dog stadigvæk til
stede, men det betød at vi måtte lade som om vi blot var almindelige gode
kammerater, medens vi opholdt os der.
Weekenderne tilbragte jeg derfor oftest med
at tegne i dagtimerne, medens lørdag aftenerne og søndag eftermiddagene i
reglen var forbeholdt samværet med mine to kammerater, Jørgen og Jørn. Det
hændte jævnlig, at vi sammen gik i biografen til eftermiddagsforestillingen
kl.16, men ellers stod vi gerne nede på gaden foran Jørns opgang og sludrede om
løst og fast. Men når vi gik i biografen, var det gerne i en af de biografer,
der lå nogenlunde inden for samme, ikke alt for store radius fra
Jægersborggade/Kronborggade. I Colosseum, som vi kaldte Colossen, kunne man
fra den 6. august se den danske farce "Panik i familien", der var
instrueret af makkerparret Alice O'Fredericks og Lau jun., og som havde en
række kendte skuespillere i hovedrollerne, med Ib Schønberg og Chr. Arfoff i
spidsen. Men det, der havde særlig interesse for mig, var den forfilm, der
vistes sammen med hovedfilmen. Det var nemlig Dahl Mikkelsens alias Mik's anden
Ferd'nand-tegnefilm, "Ferd’nand på bjørnejagt". Det blev desværre
også hans sidste korte tegnefilm her i landet, idet problemet med tegnefilm i
Danmark især på den tid var finansieringen, og enkeltstående korte tegnefilm
kunne man ikke få spilleindtægter ind på. Året efter valgte Mik da også at
emigrere til USA, mere præcist til Californien, hvor han søgte ind hos Disney,
men da han ikke var tilfreds med de tilbudte løn- og arbejdsvilkår, skabte han
sig en levevej ved at fortsætte og koncentrere sig om at tegne sin
internationalt berømte tegneserie "Ferd'nand". Senere lavede han dog
også nogle enkelte tegnefilm med Ferd’nand til amerikansk TV. Men hans
egentlige levebrød blev opdræt af kyllinger, chickens, som amerikanerne
betragtede som deres yndlingsspise, i slagtet og grillet form forstås.
Som tidligere og flere gange omtalt, var de
amerikanske spillefilm vendt tilbage til de danske biografer allerede få dage
efter besættelsens ophør, mere præcist den 6. maj 1945. Og det er utroligt så
hurtigt, man atter vænnede sig til som en selvfølgelighed, at gå i biografen og
se en amerikansk eller engelsk film. En af de film, Jørgen, Jørn og jeg så i
Odeon i august 1945 var "Gunga Din" (1939), baseret på en fortælling
af Rudyard Kipling, og hvis dramatiske handling udspilles i Indien. I hovedrollerne
kunne man se Cary Grant, Victor McLaglen og Douglas Fairbanks Jr.. Filmen var
forbudt for børn, men det var ikke noget problem længere for os tre
ungersvende, i al fald ikke for Jørn og mig, der begge var fyldt 16 år. Jørgen
var derimod stadigvæk 15 år, men kunne sagtens gå for at være en 16-årig, og
derfor havde vi ingen besvær med at komme ind. Forresten var der aldrig nogen
af biografpersonalet i de nævnte biografer, der spurgte os om vores alder.
Som ligeledes tidligere omtalt, var den
første amerikanske film, jeg selv fik at se efter befrielsen, den
højdramatiske og chokerende krigsfilm "Air Force", som jeg så
i Alexandra den 6. maj 1945, og på det tidspunkt var jeg endnu ikke fyldt 16
år. Men blandt de efterhånden mange andre amerikanske film, vi tre knægte så i
efterårs- og vintersæsonen 1945, enten sammen eller hver for sig, var f.eks.
"Sergent York" med Gary Cooper, som vistes i Nora Bio i september,
"Sådan er livet" med Mickey Rooney i Roxy. I den anden uge af
september viste Colossen "En dag i Cirkus", med de berømte og fuldstændig
skøre Marx Brothers. Men der var naturligvis flere andre amerikanske film, som
vi så, enten i de ovenfor nævnte biografer eller i biografer som Fasan, Regina
og Bispebjerg Bio, hvor vi dog sjældnere kom. Regina var mest kendt for sine
dobbeltprogrammer, som for det meste bestod af en kriminalfilm og en Western,
for den sidstnævntes vedkommende i nogle tilfælde med vores store helt, John
Wayne, i hovedrollen. Han havde i løbet af 1930’erne indspillet så mange
cowboyfilm, at der var nok at tage af for de biografer, der spillede matinéfilm
lørdag og søndag. Men disse film begyndte nu at virke kedsommelige og
ligegyldige på mig, uanset at jeg syntes Wayne var en udmærket skuespiller. Fra
nu af var det en helt anden type film, der interesserede og fængede mig. Men
det var desværre film, som mine to kammerater syntes var kedsommelige og
uinteressante. Derfor gik jeg i reglen alene ind og så disse film. En af de
film, jeg så i denne periode, og som gjorde et stort og uudsletteligt indtryk
på mig, var den realistiske engelske spillefilm In Which We Serve (1942;
"Havet er vor skæbne"), instrueret af Noel Coward, som også spillede
en af filmens hovedroller.
Vi er kronologisk set nu nået frem til
september måned 1945, og kan her bl.a. konstatere, at forbindelsen med det
store udland begyndte at blive genoprettet, idet der den 4. september afgik den
første rutemaskine efter krigen fra København til London. Den 7. september
d.å. kunne Berlingske Aftenavis på forsiden bringe bl.a. følgende overskrifter:
Grundlaget for Europas Fred skal
nu lægges i London
Fredsslutningen med Italien det første store
Problem ved Udenrigsministerkonferencen
Quisling gør Rede for sit
Møde med Hitler
Forsvarstalen i Retten fortsat i Dag
med stor Kraft
Quisling nægter at have stræbt efter Magten
i Norge eller have opfordret Tyskerne
til at besætte Landet
Prags tyske Vice-Borgmester hængt
Offentlig Henrettelse efter Dødsdom
som Krigsforbryder
Stormagterne vil søge at naa til Enighed
om Forslag til De Forenede Nationer
… og så til det mere jordnære og praktiske, som
vedrørte de allerfleste danskere i hverdagen:
Det nye Strømpemærke frigives
15. September
Haab om snart at
kunne frigive
endnu et Mærke
Ja, rationering og rationeringsmærker slap
danskerne, og derfor heller ikke københavnerne, af med foreløbig, idet
vareknapheden fortsatte og ingen vidste, hvornår det ville blive normale eller
omtrent normale tider igen.
Den 22. september ankom Kong Haakon af Norge
til København i anledning af hans broder, kong Christian X.s forestående 75 års
fødselsdag. Kong Haakon var omtrent lige så populær hos københavnerne, som
tilfældet var med kong Christian. Den 26. september fejrede kong Christian X
sin 75 års fødselsdag, og i den anledning trak Vagtparaden for første gang
siden 1939 op i rød galla. Kongen og hans familie, herunder naturligvis først
og fremmest dronning Alexandrine, kong Haakon og den svenske kronprins Gustaf
Adolf, faderen til vores svenskfødte danske og meget populære kronprinsesse
Ingrid, blev hyldet på Amalienborg Slotsplads af en tusindtallig menneskeskare,
og jubelen fra befolkningen var ikke mindre, da kongeparret om eftermiddagen
kørte gennem store dele af byen, over Nørrebro, Frederiksberg, Vesterbro,
Rådhuspladsen og Strøget, for at modtage Københavnernes begejstrede hyldest. Om
aftenen var der festforestilling i Det kgl. Teater, og på køreturen fra
Amalienborg til teatret, dannede studenter en fakkelallé, mens tilskuerne på
fortovene og på Kongens Nytorv jublede og viftede med Dannebrogsflag. På
Bellahøj afholdtes samtidigt en ildfest, hvorunder et kæmpefyrværkeri
afbrændtes under overværelse af 200.000 glade tilskuere. Hovedparten af
danskere var glade for deres kongepar og for det konstitutionelle monarki. Dem,
der ikke var glade for det eller ligefrem ønskede det afskaffet, hørte hjemme
på den yderste intellektuelle og/eller politiske venstrefløj, som i realiteten
ikke havde så meget at skulle have sagt, hverken på tinget eller hos befolkningen
som helhed.
Danskerne var dog i nogen grad
stemningsmennesker, så københavnerne, og vel også store dele af den øvrige
befolkning, blev knapt så begejstrede, nærmest misfornøjede, da der den 29.
september indførtes tobaksrationering. Mange danskere var jo rygere, den
mandlige befolkning især, hvorimod det endnu var sjældent at se kvinder ryge,
endnu sjældnere offentligt. Det hjalp næppe heller på humøret, at citroner
atter kom i handelen i oktober. Citroner er som bekendt sure!
Den helt store danske begivenhed i 1945, var
valget onsdag den 30. oktober, hvor Danmarks største parti, Socialdemokratiet,
tabte 220.000 stemmer til kommunisterne, der jo var blevet "stuerene"
og uhyre populære på grund af mange kommunisters deltagelse i modstandskampen
mod tyskerne. Men til trods herfor, så fik de to modstandspartier, DKP og
Dansk Samling, tilsammen alligevel kun 22 ud af de 148 mandater. Men til de
flestes overraskelse var det partiet Venstre, der havde stået modstandskampen
og modstanden mod tyskerne fjernt, der blev valgets egentlige sejrherre og som
med sine 38 mandater efterfølgende kunne danne regering med Knud Christensen
som statsminister. Befrielsesregeringen af 9. maj 1945 med statsminister
Vilhelm Buhl i spidsen, måtte træde tilbage. Men valgets udfald var især
overraskende set på baggrund af majdagenes enorme begejstring for
frihedskampen og hyldesten til frihedskæmperne.
Min gode ven og læremester Børge Hamberg mente,
at kommunisterne formentlig ville kunne bibringe samfundet større lighed og
retfærdighed. Den opfattelse var han dog langt fra ene om, hvilket det første
frie Folketingsvalg efter krigen, der som sagt fandt sted 30. oktober 1945,
vidnede om. Her fik Danmarks kommunistiske Parti (DKP) 255.000 stemmer mod 41.000
stemmer ved folketingsvalget i 1939. Det betød to mandater og dermed to
medlemmer af Vilhelm Buhls samlingsregering, nemlig Mogens Fog og Aksel Larsen.
Ved valget i 1943 var kommunistpartiet forbudt og dets medlemmer enten
fængslet eller gået under jorden. Ved de følgende folketingsvalg gik DKP
drastisk tilbage i stemmetal, fra 141.000 i 1947 til 27.000 i 1960. DKP's rolle
som parlamentarisk parti var dermed praktisk taget udspillet, og dets politik
blev i nogen grad videreført, men på demokratisk, ikke-revolutionært grundlag,
af det i 1959 af bl.a. Aksel Larsen stiftede Socialistisk Folkeparti (SF), som
i løbet af 1960'erne en overgang opnåede at få helt op til 20 mandater i
Folketinget.
En fraktion i SF mente dog, at der kun kunne
opnås de nødvendige og ønskede politiske resultater, herunder kapitalismens og
liberalismens afskaffelse, gennem en revolutionær aktion, hvis målsætning er
arbejderklassen overtagelse af magten i samfundet. Denne fraktion oprettede i
december 1967 partiet Venstresocialisterne (VS), som fik fire repræsentanter
indvalgt i Folketinget i 1968 og 1975. Som følge af begivenhederne i
Sovjetunionen, Østtyskland og de øvrige Østbloklande i slutningen af
1980'erne, og april 1989 sluttede medlemmer af DKP, VS og Socialistisk Arbejderparti
sig sammen under betegnelsen Enhedslisten, men først ved valget i 1994 fik
partiet repræsentation i Folketinget, nemlig med 6 mandanter.
Så var det nok lidt bedre med humøret, da
chokoladen igen kunne købes i forretningerne fra 10. november. Og endnu bedre,
at der den 30. november ankom den første ladning kaffebønner til København
efter krigen. I december ankom der store ladninger af benzin, kul, petroleum
og olie til Københavns Havn.
For de mennesker, der havde oplevet meget
ondt og lidt personlig overlast, og som måske havde mistet en eller flere pårørende
på grund af krigen, var det sikkert tilfredsstillende, at Højesteret den 5.
december stadfæstede den første dødsdom, der var afsagt i henhold til
straffelovstillægget af 1.juni. Den afsagte dom fuldbyrdedes 5. januar 1946.
Denne lov om tillæg til borgerlig straffelov angående landsforræderi og anden
landsskadelig virksomhed af 1. juni 1945, indførte hårde straffe, herunder
bl.a. dødsstraf, for landsforræderiske handlinger begået i besættelsestiden og
indtil et år efter lovens ikrafttræden. Loven påbød, at dødsdommene skulle
fuldburdes ved skydning. Men alt dette vil jo allerede være fremgået af, hvad
der er blevet skrevet og fortalt tidligere ovenfor.
I modsætning til,
hvad tilfældet havde været alle de tidligere år lige siden min familie og jeg
var kommet til København den 1. april 1939, var jeg ikke inde for at se
”Metropols Juleshow” ved juletid 1945. Programmet bestod ellers kun af to
repriser, og til gengæld af fire nye korte Disney-tegnefilm, som jeg af samme
grund ikke tidligere havde haft mulighed for at se. Men jeg var dette år blevet
så træt af tegnefilmgenren, at det var nødvendigt med en pause.
De to
reprise-tegnefilm på 1945-programmet var The Three Little Pigs (1933;
”De tre små grise”) og The Brave Little Taylor (1938; ”Den tapre
skrædder”). De fire nye Disney-tegnefilm var alle blevet lavet i 1942, og altså
på et tidspunkt, hvor Amerika var gået med i krigen, og det var filmene i høj
grad præget af, hvad også fremgår af titlerne: The Vanishing Private (1942;
”Den usynlige soldat”) med Anders And i hovedrollen, Sky Trooper (1942;
”Anders And som faldskærmsjæger”), og The Army Mascot (1942;
”Divisionens maskot”) med Pluto, samt Private Pluto (1942; ”Pluto i
trøjen”).
Beklageligvis er det
ikke lykkedes mig at finde ud af, om der 2. juledag 1945 fandt enten en
premiere eller en repremiere sted af en af Disneys lange tegnefilm, men så vidt
jeg har kunnet konstatere, er det ikke tilfældet. Vi skal helt frem til foråret
1949, mere præcist den 5. maj det år, før der igen var premiere i Metropol på
en lang Disney-tegnefilm, nemlig Fun and Fancy Free (”Bongo og Mickey og
Bønnestagen”). Men der var i modsætning til Disneys lange tegnefilm før krigen,
i dette tilfælde tale om 2 knapt så lange tegnefilm sammensat til ét program.
Et arrangement, Disney på det tidspunkt benyttede sig af, fordi sådanne
tegnefilm var kortere tid i produktion og som derfor hurtigere kunne komme ud i
biograferne og forhåbentlig indspille nogle af de mange penge, som dels skulle
bruges til at opretholde medarbejderstaben og dels gøre det muligt at
finansiere nye tegnefilmproduktioner.
Disneys lange
tegnefilm vendte faktisk først tilbage til Metropol og andre københavnske
biografer i løbet af 1950’erne, og da jævnligt alternerende med de
live-action-film, som Walt Disney Productions på den tid var begyndt at
producere, angiveligt, fordi det tog flere år og derfor store omkostninger at
producere de lange tegnefilm. Real-spillefilmene kunne i reglen indspilles og
produceres på omkring et lille års tid, i nogle tilfælde på endnu kortere tid,
og disse film kunne derfor skaffe Walt Disney Productions de hårdt tiltrængte
indtægter ind imellem premiererne på de lange Disney-tegnefilm.
Som det indirekte vil
være fremgået af det ovenfor stående, har jeg ikke nogen specielle private
erindringer at fremføre fra julen og nytåret 1945, som formentlig er blevet
fejret i min familie nogenlunde som disse to højtider var blevet det i så mange
tidligere år. Det skal dog nævnes, dels at der i december var blevet tilført
København en hårdt tiltrængt større ladning af benzin, kul, petroleum og olie,
og dels, at myndighedernes forbud mod affyring af fyrværkeri blev opretholdt,
bortset fra, at der nærmest selvfølgeligt var dristige folk, måske især yngre
mænd og større børn, som ikke rettede sig efter forbuddet. Det kom dog ikke til
større uroligheder.
Men herefter skal vi
i næste afsnit gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fra året 1946.
Dette
år var præget af, at Samfundslivet og det sociale liv langsomt og næsten
umærkeligt vendte tilbage til før-krigssituationen, hvilket vil sige til det,
der blev betegnet som normale tilstande. Den 2. januar forlængedes
sporvognenes køretid til 23,30, og det bevirkede bl.a., at kulturarrangementer
og forlystelser, herunder restauranter, biografer og teatre kunne holde længere
åbent om aftenen, lige som folk kunne vende senere hjem fra besøg hos familie,
venner og bekendte. Restriktionerne i lukketiden for restauranter og
forlystelseslivet i det hele taget, hævedes 25. april og 1. maj blev sporvognenes
og S-togenes køretid forlænget.
Tilværelsen formede sig tilfredsstillende, i
hvert fald set og oplevet fra mit personlige standpunkt og synspunkt. Jeg var
ovenud glad for at gå på tegneskolen, idet tegnefaget var min store lidenskab
på den tid. Det gjaldt for mig om at lære så meget om faget som muligt og som
mine evner rakte til. Det gik også ret godt med familielivet, og det var en
stor glæde og betryggende for far, at han havde fået et fast arbejde i et
brændselsfirma, hvor han fortrinsvis skulle save brænde til forskellige
fyringsformål. Han virkede i alt fald glad for arbejdet og selvfølgelig ikke
mindst for den relativt faste indtægt, så længe det varede, for det havde han
ikke været vant til i mange år. Fritid havde han ikke meget af, og en del af
den, han havde, blev især brugt på hans bijob som vicevært, et arbejde, der gav
rigelig beskæftigelse året rundt.
Mor havde det så vidt jeg kunne bedømme også nogenlunde godt, og var
især ret interesseret i at sy kjoler til nu cirka 5-årige Lizzie og sig selv,
og mor var god til både at tilskære kjolestof og sy på maskine, den elektriske,
som hun stadigvæk havde, også selvom hun ikke mere syede for nogen
tøjfabrikant. Benny og Bent havde nok at se til med skolegang og
fritidsfornøjelser, så tiden løb også hurtigt for dem i hverdagen.
Den 18. januar var det mors og Lizzies fælles
fødselsdag. Mor blev 38 år og lille Lizzie bare 5 år, men kvik var og forblev
hun, og temperamentet og gå-på-modet fejlede bestemt heller ikke noget. I
øvrigt gik hun fortsat til akrobatik og ballet hos den russiske lærerinde omme
på Nørrebrogade. Støttet af sin – vores – ambitiøse mor, drømte Lizzie om at
blive ’rigtig’ balletdanserinde, når hun blev voksen. Den fælles fødselsdag
blev formentlig fejret som den plejede, hvilket vil sige, at i hvert fald
mormor og morfar kom på visit og mor og søster fik hver en gave, sikkert et
eller andet stykke tøj, eller måske et stykke legetøj til Lizzie. Fætter Dennis
var jo ikke længere en selvskreven gæst, idet han så vidt jeg husker, havde
taget hyre som dæksdreng på et skib, hvor også vores fælles morbror, Thorkild,
var forhyret, men som søfyrbøder. Dennis var derfor nu blevet så ’voksen’, at
han havde sine egne interesser og gik sine egne veje. Det var i øvrigt ikke
almindeligt, at nogen af mors søskende kom på besøg på fødselsdage, lige som vi
normalt heller ikke besøgte dem. Og bedstefar besøgte os faktisk aldrig nogensinde
i København, det var kun farmor, som lejlighedsvis kom på besøg og i reglen
blev et par dage. Det hændte også, at onkel Johannes og tante Alma besøgte os,
men det skete meget sjældent, så vidt jeg husker gjorde de det kun et par gange
i de år, hvor jeg selv boede hjemme hos mine forældre.
Den 27. januar 1946 fyldte far 42 år, men
hans fødselsdag blev stort set aldrig fejret efter at vi var flyttet til
København i april 1939. Og han fik faktisk aldrig gaver, hverken af mor eller
os børn, ikke før vi selv blev voksne og kunne betale med vores egne penge.
Dog, gave fik far dog i reglen af sine forældre, nemlig i form af de
naturalier, som f. eks. and og flæskesteg og lignende, som blev sendt til os
ved juletid, og som vi alle nød godt af og som desuden sparede på de
husholdningspenge, som far jo altid betalte til mor, som sjældent havde egne
indtægter.
Men i øvrigt gik livet herhjemme snart igen i
sin vante gænge, og til en normalisering af situationen bidrog også, at
elektricitetsrationeringen, som allerede var indført 25. september 1939,
ophævedes den 9. februar. Ophævelsen gjaldt dog ikke for reklamebelysningen,
men restriktionerne blev opretholdt endnu i et par år, til de den 27. august
1948 blev lempet, således at det var tilladt at anvende neonbelysning til
udvendig illumination og reklamebelysning. Noget, der for den udvendige
illuminations vedkommende ikke mindst havde betydning for Tivoli.
Imidlertid kneb det mere med en normalisering
eller forbedring af de internationale forhold og relationer, hvilket dagbladet
Information kunne berette noget om i sin udgave for onsdag den 6. marts 1946,
hvor man på avisens forside blandt andet kunne læse følgende overskrifter:
Moskva efter Churchills
stærke Tale
Han gik ind for Bevins Politik: at besvare
haarde Ord med haarde Ord
Den engelske udenrigsminister, Ernest Bevin,
søgte at finde en anden løsning på verdens problemer, end den kommunistiske.
Det var for ham og hans ligesindede et spørgsmål om at hævde det 19.
århundredes frihedsidealer og det 20. århundredes økonomiske planlægning på den
ene side og kommunismens statssocialisme og planøkonomi på den anden side. De
to opfattelser eller systemer var dog modsætninger, som ikke uden videre lod
sig forene. Dette var den nu forhenværende engelske premierminister Winston
Churchill absolut enig i, ja, som konservativ politiker var han endnu mere
grundlæggende uenig med kommunismen, end Bevin, som repræsenterede det engelske
arbejderparti, The Labour Party.
Det var ikke mindst på denne baggrund, at den
såkaldte ”kolde krig” mellem stormagterne tog sin begyndelse og skulle komme
til at vare flere årtier. Men det var trods alt bedre end en ny verdenskrig,
også selvom det spændte forhold mellem Sovjetrusland og Vestmagterne medførte
flere lokale krige, begyndende med krigen mellem Nord- og Sydkorea, og senere
mellem Nord- og Sydvietnam. Man måtte i lighed med situationen efter 1.
Verdenskrig, og på trods af Folkeforbundet og Forenede Nationer nøgternt
konstatere, at verdens befolkning endnu langt fra var moden til skabelsen og
opretholdelsen af holdbar varig fred.
Men indtil videre glædede man sig over, at
der den 4. maj 1946 kunne fejres ét-årsdagen for meddelelsen om Tysklands
kapitulation, og i den anledning blev lysreklamerne ekstraordinært tændt og
butiksvinduerne oplyst. Mange private mennesker, som ønskede at markere
begivenheden, satte levende lys i vinduerne, hvilket bidrog til at gøre dagen
både festlig og højtidelig på samme tid. Men ellers drog mange Københavnere til
Christiansborg, hvor kongeparret og kronprinsparret blev hyldet af
fakkelbærende frihedskæmpere. Politiet anslog, at omkring en halv million
mennesker var samlet i den indre by, og især på Rådhuspladsen, hvor der afholdtes
forskellige festlige arrangementer.
Lidt mere afdæmpet og alvorligt gik det til
dagen efter, den 5. maj, etårsdagen for befrielsen. På Frederiksberg Runddel
var der rejst et mindekors for de allieredes faldne, og her afholdtes en
mindehøjtidelighed, lige som det samme var tilfældet ved et mindekors på
Gammel Torv, hvor det gjaldt de, der døde i koncentrationslejre og fængsler, og
ved Nyhavn, for at mindes de mange omkomne søfolk. Dagen markeredes også i
Mindelunden i Ryvangen, hvor omkring 150 000 mennesker aflagde besøg, for at
mindes de mange faldne, hvis jordiske rester var blevet bisat her. Desuden blev
der tændt fakler ved de mindekors, der var rejst i gaderne de steder, hvor
folk var blevet dræbt under besættelsen og lige efter, f.eks. ud for Landsarkivet
på hjørnet af Åboulevarden og Falkonér Allé. Her var to mand fra Den danske
Brigade, som vendte hjem fra Sverige den 6. maj, samme dag blevet dræbt under
forsøget på at uskadeliggøre en snigskytte, der havde forskanset sig i en
lejlighed i ejendommen lige over for Landsarkivet. Denne
"begivenhed" har jeg tidligere fortalt om, fordi jeg selv var vidne
til flere af de uhyggelige episoder, der indtraf i forbindelse med brigadens
hjemkomst.
Kong Christian X talte i radioen, og feltmarskal
Montgomery, Belgiens, Hollands og Danmarks befrier, sendte over radioen en
hilsen til det danske folk og takkede for, at så mange mennesker havde haft
mod og vilje til, ofte med livet som indsats, at trodse og bekæmpe det
forbryderiske nazistiske regime, som havde tilsidesat enhver form for human
etik og moral samt overtrådt alle internationale, civiliserede love og regler.
Af mere dagligdags og positive begivenheder
kan nævnes, at togforbindelsen København-Paris blev genoptaget den 9. maj,
efter at have været afbrudt siden 30. august 1939. Den 22. maj rejstes der en
ny rytterstatue på Kongens Nytorv, en genfremstilling i bronze af den
oprindelige hest fra 1688 af bly, der efterhånden var blevet blød i koderne og
sunket sammen. Fremstillingen af den nye statue var blevet superviseret af professor
ved Kunstakademiet E. Utzon-Frank.
For mit eget vedkommende gik dagene, ugerne og
månederne i det store og hele som sædvanligt, hvilket også gjaldt undervisningen
hos Akademiet for fri og merkantil Kunst. I slutningen af april skete der dog
noget, som betød en lille forandring i hverdagsrutinen. En dag kom Jean Jallit,
som vi ellers sjældent så noget til, pludselig ind ad døren til vores
klasseværelse og spurgte efter mig. Det viste sig, at hans kontor af en for mig
ukendt grund havde fået tilsendt et brev, der var adresseret til mig.
Konvolutten var fra Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og Film Centralen Palladium,
og det var med næsten tilbageholdt åndedræt, at jeg åbnede den og kunne
konstatere, at den indeholdt 4 fribilletter til "Fyrtøjet"s
forpremiere i Palladium-biografen onsdag den 15. maj 1946 kl.14. Så jeg måtte
bede mig fri fra undervisningen den eftermiddag.
Det var lidt af en skuffelse og et dilemma
for mig, at jeg kun fik fire fribilletter at råde over, for hvem foruden mig
selv, skulle jeg invitere med til premieren? Det stod dog straks klart, at mor
selvfølgelig skulle med, og det stod lige så klart, at far desværre ikke kunne
komme med, fordi han ikke havde råd til at holde fri fra sit arbejde. Jeg kunne
naturligvis have inviteret mine to brødre på henholdsvis 9 og 12 år med, men
det kom ikke på tale, fordi jeg faktisk for længe siden havde lovet mine kære
gamle morforældre, at de skulle med til premieren på den tegnefilm, som deres
næstældste barnebarn havde arbejdet med på i hele to år og fortalt dem så meget
om. Der var desuden den særlige grund, at min morfar engang havde sagt til mig,
da vi talte om "Fyrtøjet"-filmen: "Ja, Ry, du ved nok, at jeg
aldrig sætter mine ben i en biograf, men når "Fyrtøjet" bliver færdig
og skal vises i biografen, vil jeg gerne ind og se den!"
For at forstå betydningen af morfars
udtalelse ved den nævnte lejlighed, skal man vide og huske på, at han bestemt
ikke var nogen ynder af hverken litteratur, teater eller film, som han alt
sammen anså for overklassens kulturelle midler til at indoktrinere og
"forføre" arbejderklassen til at mene og acceptere, at magten og
dermed retten lå i de besiddendes hænder. Det var derfor med særlig glæde og
stor stolthed, jeg erfarede, at han stod ved sine ord, da jeg et par dage efter
aflagde mine morforældre et besøg, for at invitere dem med til premieren på
"Fyrtøjet".
Det skal her indskydes, at den længe
imødesete première på dansk tegnefilms første lange tegnefilm, altså
”Fyrtøjet”, havde fået en del presseomtale i efteråret 1944, bl.a. i Politiken,
men f.eks. også i Aftenbladet. I det sidstnævnte blad blev jeg i al beskedenhed
selv nævnt i forbindelse med et foto af mig, hvor jeg dybt koncentreret sidder
og tegner ved lyspulten:
Dansk tegnefilms coming man? Det er den
16-årige Harry Rasmussen, som har æren for en del af ”Fyrtøjet”s figurer."
- Billedtekst og foto: © 1944 Aftenbladet. – Det skal tilføjes, at jeg som født
den 12. juni 1929 endnu ikke var fyldt 16 år på dette tidspunkt, men kun var 15
år.
Her ses storbiografen Palladiums indgang
i maj 1946, formentlig kort tid efter at ”Fyrtøjet” havde haft premiere. Som
det fremgår af billedet, er der i dette tilfælde en del voksne og kun få børn,
to piger, som venter på at komme ind. Fotoet viser også, at filmen blev spillet
kl. 4, 6, 8 og 10 (altså kl. 16, 18, 20 og 22), og at der foreløbig er udsolgt
til dagens tre første forestillinger. – Foto: Kilde ukendt, men fotoet er af nu
afdøde Helge Hau i 2003 stillet til rådighed for © Dansk Tegnefilms Historie
v/Harry Rasmussen.
Det var i øvrigt med en sær fornemmelse, at
jeg sammen med min mor og morforældre den 15. maj kort før kl.12 mødte op i
Palladium-biografens store foyer, hvor der allerede var ankommet en del
mennesker, som åbenbart også var blevet inviteret med til premieren på
"Fyrtøjet". Selve biografsalen var enormt stor og havde 1200
siddepladser, og disse kunne premieregæsterne ikke fylde, så derfor solgtes der
også billetter til det almindelige publikum. Der var dog ikke mange af de
sidstnævnte til stede denne tidlige eftermiddag, som var en almindelig dag i
ugen, nemlig en onsdag. Men det var unægtelig en særlig oplevelse at se
biograffacaden dækket af et stort skilt, der forkyndte, at biografen nu
spillede den første danske lang-tegnefilm "Fyrtøjet", lige som det
gjorde indtryk, at se de mange scenebilleder i udhængsskabene i foyeren hvoraf
jeg umiddelbart genkendte de allerfleste.
Titelteksten til langtegnefilmen
”Fyrtøjet”, som havde urpremiere i den københavnske biograf Palladium den 15.
maj 1946. Læs mere herom i den følgende tekst. – Fotos fra filmen gengivet med tilladelse
fra produktions- og distributionsselskabet A/S Palladium.
Men mærkværdigvis oplevede jeg ikke, at en
eneste af mine tidligere kolleger kom hen og hilste på mig og min familie, som
da også var vanskelige at få øje på, efterhånden som foyeren fyldtes med
premieregæster og almindeligt publikum. Endnu mere besynderligt forekom det
mig, at jeg og mine kolleger og vores pårørende var placeret vidt forskellige
steder rundt om i den store sal blandt det almindelige biografpublikum. Salen
var da heller ikke fuldt besat, men der var dog mennesker nok, til at gøre
premieren nogenlunde festlig, og desuden var der den fordel ved at der også var
almindelige publikummere til stede, at man kunne iagttage disses reaktioner på
filmen. Men det undrede mig unægteligt, at vi tidligere medarbejdere ikke var
inviteret til noget traktement efter forestillingen, sådan som det ellers er
sædvane.
Imidlertid var jeg naturligvis spændt på at se
resultatet af mere end to års kæmpe arbejde og anstrengelser, og især på at se
filmens sidste halvdel, som jeg endnu ikke havde haft lejlighed til at se.
Første halvdel af filmen havde jeg, som tidligere omtalt, godt nok set ved en
særforevisning i Grand Teatret i 1944, men uden lyd, så derfor var jeg – i
lighed med mine kollegaer - også spændt på at høre, hvad man havde fået ud af
lydsiden.
En af forteksterne til langtegnefilmen
”Fyrtøjet”, som havde urpremiere i den københavnske biograf Palladium den 15.
maj 1946. Læs mere herom i den følgende tekst. – Fotos fra filmen gengivet med
tilladelse fra produktions- og distributionsselskabet A/S Palladium.
Det var naturligvis en stolt lille mig, da jeg
oppe på Palladium-biografens store skærm kunne se og læse mit navn på filmens
fortekster, tilmed med samme størrelse skrift, som tilfældet var med selve
filmens initiativtager og dygtige baggrundsmaler, Finn Rosenberg Ammitsted, og
assistant animator og mellemtegner Mogens Mogensen. Men det glædede mig
samtidigt at se navnene på mine gode kollegaer og ligeledes medarbejdere på
filmen: Arne Jømme Jørgensen (mellemtegner), Otto Jacobsen (animator og
baggrundsmaler), Helge Hau, Bodil Rønnow og Erling Bentsen (de tre sidstnævnte
var mellemtegnere). – Foto fra filmen gengivet med tilladelse fra A/S
Palladium.
Forestillingen indledtes som sædvanligt med,
at lyset dæmpedes i biografsalen, og herunder lød de første toner og melodier
fra filmen, spillet af Mogens Kilde på kinoorglet, som langsomt og lidt
højtideligt kom drejende op fra scenegulvet. Det var første gang jeg havde
haft lejlighed til at høre musikken til filmen, idet dennes lydside stort set
først var blevet indspillet og indtalt, efter at jeg havde forladt Dansk Farve-
og Tegnefilm A/S. En undtagelse var dog prinsessens sang "Jeg føler mig
som fuglen i buret". Den havde jeg og flere andre af tegnestuens
personale hørt daværende medlem af Radioens Pigekor, senere operasangerinde
ved Det kgl. Teater, Kirsten Hermansen, prøvesynge i efteråret 1943, således
som tidligere omtalt.
Men straks fra begyndelsen og endnu inden tæppet
var gået, kunne jeg med en nervøs, men samtidig behagelig gysen konstatere, at
musikken gjorde indtryk, både på mig og det øvrige publikum, ved sin meget
professionelle karakter og sine muntre så vel som lyriske og dramatiske islæt.
Det var tydeligt, at de to komponister, Eric Christiansen og Vilfred Kjær måtte
have haft musikken til Disneys "Snehvide" i tankerne, da de skrev
musikken.
Da så endelig Mogens Kilde var færdig med
ouverturen og kinoorglet igen blev drejet og sænket ned i sin "grav",
og lyset dæmpedes i den store sal og tæppet gled til side, medens de første
billeder og toner fra selve filmen lød oppe fra det store, hvide lærred, ja, da
vidste jeg ikke rigtig, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Dette var jo dagen og
timen, hvor anmeldere og publikum skulle afsige deres "dom" over mine
kollegers og mit store fælles arbejde. Men til min glæde kunne jeg heldigvis
konstatere, at filmens lydside var nogenlunde acceptabel, på trods af sine
mangler, herunder at det især kneb med synkroniteten mellem billede og lyd,
hvilket jeg jo vidste primært skyldtes, at lyden først var blevet indtalt og
indspillet efter at billedsiden var lavet. Men det vidste hverken anmelderne
eller det almindelige publikum, og den halvdårlige synkronitet mellem billede
og lyd kunne naturligvis heller ikke tjene til undskyldning for filmens
teknisk set ikke helt perfekte kvalitet. Så vel stilmæssigt som animationsmæssigt
var og er "Fyrtøjet" uegal, men årsagerne eller grundene hertil,
kommer jo sådan set heller ikke hverken publikum eller anmelderne ved. Begge
parter kan, må og bør naturligvis kun tage resultatet for umiddelbart pålydende
og skal i deres bedømmelse ikke primært tage hensyn til, under hvilke
forudsætninger og vilkår, en film er blevet produceret.
Imidlertid er man som direkte impliceret i en
films tilblivelse delvis handicappet i sin oplevelse og vurdering af den, og
det var naturligvis også tilfældet for mit vedkommende. Jeg sad nemlig kun og
ventede på, hvornår den første scene, jeg havde arbejdet på, dukkede op, og det
gik jo unægtelig ud over min umiddelbare oplevelse af filmen, som jeg stort set
kendte ud og ind i så godt som alle detaljer. Men først og fremmest nikkede jeg
genkendende til hver eneste baggrund, figur og animation, som jeg var blevet
bekendt og fortrolig med gennem de to år, jeg selv havde arbejdet med på
"Fyrtøjet". Der fandtes faktisk ikke den scene i filmen, som jeg ikke
kendte på forhånd, for alt havde indprentet sig uudsletteligt i mit sind.
Det skal her indskydes og gentages, at mine
kolleger og jeg i sommeren 1944, altså knapt to år tidligere, havde haft
lejlighed til at se cirka halvdelen af "Fyrtøjet" ved en
specialforestilling i Grand Teatret i Mikkel Bryggersgade. Men ved den
lejlighed var filmen blevet vist som stumfilm, idet lydsiden på det tidspunkt
endnu ikke var blevet lavet.
Det var derfor af flere grunde en velkendt
scene for mig, bortset fra lyden, da den syngende vægter dukkede op omkring
gadehjørnet og gik frem imod forgrunden, hvor han standsede og halede sin
lommelærke frem fra inderlommen og tog en slurk af flasken. Det var jo celluloider
med vægteren fra netop denne scene, jeg som det første arbejde overhovedet i
min tid hos Dansk Farve- og Tegnefilm blev sat til at øve mig i at male på.
Vægteren var animeret af Bjørn Frank Jensen, og hørte trods visse svagheder til
noget af den bedre form for animation i "Fyrtøjet". Men jeg syntes
dengang og også senere, at vægteren gik en smule for "mekanisk" og
at han i det hele taget var animeret for blødt i bevægelserne. Desuden virkede
figuren ikke nærværende, heller ikke i nærbilledet, hvor han drikker af lommelærken,
og når han sang, oplevede man det faktisk ikke, som om det var den tegnede
figurs stemme, hvilket delvis skyldtes, at vægterens mundbevægelser var
asynkrone med den stemme, der skulle forestille hans.
Dette med synkronitet mellem lyd og billede
hang sammen med i hvert fald tre forhold: For det første fordi hverken
produktionsleder Allan Johnsen eller drejebogsforfatter Peter Toubro havde noget
forhåndskendskab til tegnefilmsteknik. Ingen af dem havde beskæftiget sig med
og heller ikke interesseret sig for begrebet og fænomenet tegnefilm. For det
andet hang det sammen med, at initiativtageren til produktionen af
langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, reklametegneren Finn Rosenberg, ikke havde kendskab
til tegnefilmsteknik. For det tredje havde de ledende kreative medarbejdere,
Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen, nok forstand på tegnefilmsteknik, men de
to havde ingen gennemslagskraft over for Allan Johnsen, som mest var fokuseret
på den finansielle og økonomiske side af produktionsforløbet. Det var ikke
egentlig uvilje fra hans side, men derimod en vis forsigtighed, som skyldtes,
at hans hovedopgave var at sikre sig, at der var penge nok i kassen til at
kunne gennemføre det hidtil uprøvede og enestående projekt i dansk films
historie. Set på den baggrund må Johnsen være tilgivet.
Herover ses en de første scener, som
Bjørn Frank Jensen tegnede og animerede i ”Fyrtøjet”. Han malede tilmed selv
baggrundene, hvilket dog kun skete i disse tilfælde. Det var primært Finn
Rosenberg, der tegnede layouts og malede baggrunde. På billedet her ses
natvægteren, der går sin runde i byens mennesketomme gader. – Fotos fra filmen
„Fyrtøjet“: © 1946 Palladium A/S.
Derefter kom nogle scener, der var animeret
af Kjeld Simonsen (Simon), som var en dygtig tegner og egentlig også en god
animator, men hans animation havde den store svaghed, at figurernes bevægelser
generelt set var for langsomme og for bløde. I den ene scene skynder nogle
rotter sig i skjul gennem et hul i husmuren, og i en anden scene ser man en
sort kat ligge sovende på tagryggen af et hus. Det er i begge tilfælde vægteren
og hans sang, der gør sin virkning, og katten vågner, gaber og springer ned
fra taget og forsvinder.
Men nu holdt jeg vejret, for nu kom der en
scene, som jeg havde mellemtegnet, dog ikke som den første mellemtegning, jeg
havde lavet på "Fyrtøjet", for denne og den følgende scene blev først
lavet en måneds tid efter at jeg var begyndt hos Dansk Farve- og Tegnefilm. Den
førstnævnte scene forestillede et interiør af et kirketårn, og her ser man en
ugle sidde og sove oven på en af tårnets bjælker. Uglen vågner, kigger ud mod
tilskuerne, blinker med øjnene, letter og flyver ud af et af de åbne vinduer i
baggrunden af tårnet. Scenen var animeret af min læremester Børge Hamberg og
som nævnt mellemtegnet af mig. Den følgende scene er et total vue over byen
med Rundetårn ragende op i baggrunden. Uglen kommer ind fra forgrunden og
flyver hen mod tårnet. Til denne scene havde Børge Hamberg kun lavet nogle
ganske få key-poses, og han overlod det til mig at animere og mellemtegne resten
af scenen. Det var min debut som såkaldt assistant animator, og i denne
egenskab fungerede jeg også i den umiddelbart følgende scene, der er et
halvtotal af Rundetårns top med observatoriet. I det svage lysskær herfra, ses
en astronomisk kikkert, som afsøger stjernehimlen ovenover. Uglen ses lande på
gitterrækværket omkring observatoriet. Til denne scene havde Hamberg faktisk
kun lavet to skitser: én, hvor uglen kommer ind foroven i forgrunden af
billedet, og én, hvor den sidder på rækværket. Det havde været min opgave at
animere uglen mellem disse to positioner, og det lykkedes til min læremesters
tilfredshed.
Efter adskillige scener med astrologen,
kongen, dronningen, prinsessen og tre lakajer, som jeg ikke havde haft noget
med at gøre, kom endelig en scene, som jeg især var stolt over at have
mellemtegnet. Det er en scene med en hane, der står på kanten af en træbalje og
galer som tegn på, at det nu er morgen. Hanen er animeret af min læremester,
Børge Hamberg, og repræsenterer efter min ringe mening noget af det allerbedste
animation i "Fyrtøjet". Animationen er simpelthen mesterlig og tåler
sammenligning med den bedste animation i Disneys ældre korte så vel som lange
tegnefilm.
Et godt
eksempel på, at Børge Hamberg også kunne tegne og animere andet end soldaten,
heksen, kragen og den store og den mindste hund, ses herover. Tidspunktet er
morgenen efter at astrologen på Rundetårn har set i stjernerne, at landets
prinsesse vil blive gift med en simpel soldat, og umiddelbart før den scene,
hvori soldaten introduceres i filmen. Inde fra byen tones der over til en
bondegård ude landet, og her ses hanen, som er hoppet op på en balje, hvor den
galer sit velkendte kykkeliky. Mellemtegnet af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden
er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra
filmen: © 1946 Palladium A/S.
Herefter introduceres soldaten i en scene,
som jeg intet havde haft med at gøre, men som jeg dels havde set blive til og
dels havde set under forestillingen i Grand. Det var dog ikke den første scene
med soldaten, der blev animeret under produktionsforløbet, idet Børge Hamberg
allerede havde animeret et par andre scener med filmens egentlige hovedperson.
Men efter som jeg har omtalt denne scene nærmere under omtalen af "Fyrtøjet"s
produktionsforløb på websitet Dansk Tegnefilms Historie 1919 - 2000, www.tegnefilmhistorie.dk,
skal jeg ikke gentage det her. Men fra denne scene klippes der til en scene,
hvor den gennemgående figur, kragen, ses sidde på en gren, der rager tværs
gennem billedet. Kragen kigger nysgerrigt ned, idet soldaten (som ikke ses i
billedet) passerer forbi under træet. Den er så intenst optaget af at kigge
efter soldaten, at den drejer lodret rundt om grenen og ender med hovedet
nedad. Herefter bruger den vingerne som en slags hænder, idet den griber om
grenen og retter sig op i siddende stilling igen. Denne scene havde jeg været
animation assistant og mellemtegner på, men at resultatet blev så vellykket
som tilfældet er, var naturligvis Børge Hambergs fortjeneste.
Herefter fulgte en scene, hvor soldaten
marcherer fløjtende afsted hen ad landevejen, men denne og et par følgende
scener med den marcherende soldat, har jeg ligeledes omtalt tidligere og skal
derfor heller ikke gentage det her. Men efter den ovenfor nævnte forrige scene,
ser man igen kragen i samme situation som før, men nu letter den fra grenen og
flyver ud til venstre af billedet. Denne scene var jeg også assistant animator
og mellemtegner på, og man må desværre sige, at der er for mange
mellemtegninger, når kragen flyver, for bevægelsen foregår nærmest i
slowmotion, hvilket ikke er tilsigtet. Derfor krummede jeg tæerne i skoene, da
jeg her så scenen for allerførste gang, for der var desværre ikke blevet lavet
linetest af animationen, og derfor blev denne ikke rettet. I de følgende scener
med den flyvende krage, er animationen i top. Den var da også lavet af Børge
Hamberg med mig som 'kun' mellemtegner.
Her ses kragen for allerførste gang i filmen,
hvor den sidder oppe på en gren og iagttager soldaten, idet han netop passerer
forbi nedenunder. I denne scene har Børge Hamberg brugt en decideret
tegnefilm-gag, nemlig den, at kragen drejer rundt om grenen for at kunne se
soldaten, så at den på et tidspunkt hænger med hovedet nedad. Den bruger derfor
sine vinger som hænder og arme og griber fat om grenen og trækker sig op igen,
hvorefter den flyver efter soldaten. Det var mig, der mellemtegnede kragen, men
af en eller anden grund blev der lavet alt for mange mellemtegninger, sådan at
kragen utilsigtet nærmest svæver ud af billedet i slow-motion. – Foto fra
filmen: © 1946 Palladium A/S.
Efter forskellige scener med den marcherende
soldat, ses kragen igen, denne gang, hvor den flyver hen til heksens træ og
sætter sig i nærheden af det store hul, der ses foroven på stammen. Denne scene
havde Børge Hamberg kun antydet animationen af kragen i, men lod mig
færdigtegne og mellemtegne den, og resultatet blev nogenlunde
tilfredsstillende. Så den scene tålte jeg godt at gense.
Nu fulgte nogle scener med heksen, hvoraf jeg
havde mellemtegnet flere og animeret et par. Og det er i denne sekvens, at man
for første gang i filmen hører soldatens stemme under hans indledende, men
kortfattede samtale med heksen, og det var i al fald med stor glæde, jeg
genkendte stemmen som tilhørende den populære og dygtige skuepiller Poul
Reichhardt. Han og hans stemme havde lige præcis den mandige, kvikke og
underfundige karakter, som passer til "Fyrtøjet"s hovedperson. Men
jeg havde altså egenhændigt animeret et close up af heksens hånd med knortekæppen,
hun bruger som stok, og desuden en scene, hvori hun binder soldaten en strikke
om livet, og endelig en scene, hvor hun vrænger et "N-e-e-e-j!" til
soldatens opfordring til hende om at fortælle ham, hvad hun skal bruge fyrtøjet
til.
På dette filmbillede
ses heksens hånd pege med knortekæppen på træet, idet hun (off-screen) siger:
”Ka’ du se det store træ her! Det er ganske hult indeni!” – Denne for så vidt
enkle indskudsscene overlod Børge Hamberg det til mig at tegne og animere. –
Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Her er endnu en scene
med heksen, som Børge Hamberg overlod det til mig både at tegne og animere, og jeg
gjorde naturligvis mit bedste, men var dog ikke selv helt tilfreds med det
endelige resultat, da jeg så testfilmen. Scenen blev dog godkendt uden
bemærkninger. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Men i samme
sekvens kom den scene med kragen, som jeg også egenhændigt havde tegnet og
animeret, nemlig den, hvori kragen sidder oppe på kanten af hullet og betragter
soldaten, medens denne lader sig fire ned i det hule træ ved hjælp af heksens
tov. Animationen af kragen var dog her forholdsvis enkel, idet den kun drejer
hovedet lidt fra side til side.
En af mine første selvstændige
animationsopgaver, var en scene, hvor kragen sidder oppe i træet i nærheden af
hullet og iagttager, hvad soldaten foretager sig.Børge Hamberg gav mig lov til
både at tegne og animere kragen, og det var jeg naturligvis stolt over og glad
for. Min animation blev linetestet og godkendt med akklamation, og jeg blev
tilkendt en bonus på 50 kr.. Denne første selvstændige animationsopgave var dog
kun en spæd begyndelse i forhold til, hvad der siden fulgte. – Foto fra filmen:
© 1946 Palladium A/S.
På dette scenebillede fra filmen ”Fyrtøjet” ses
heksen i dialog med soldaten, som på sin vej til storstaden netop er stoppet op
foran det store træ ved vejsiden. Heksen tilbyder soldaten så mange penge, han
vil have, hvis han til gengæld vil krybe ned i det hule træ og hente det
fyrtøj, som hendes gamle bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede. – Foto
fra filmen: © 1946 Palladium A/S
Efter forskellige scener med
soldaten nede i det hule træ, kommer så de scener, hvor soldaten successivt møder
de tre hunde, og på disse scener fungerede jeg som assistant animator og
mellemtegner for Børge Hamberg, dog kun hvad angår den mindste og den største
af de tre hunde. Den mellemste hund ses kun som en ubevægelig tegning. Særlig
dramatisk er sekvensen og scenerne med den store hund, som jeg i al beskedenhed
var mellemtegner på. Hundens karakter og
animationen af denne, så vel som af soldaten i disse scener, var og er alene
Børge Hambergs store fortjeneste.
En af de første scener, Børge Hamberg tegnede og animerede
med den mindste af heksens tre hunde, den, der vogter skatkisten med
kobberpenge. Soldaten, som naturligvis var nøgletegnet af Hamberg, blev mellemtegnet
af Arne ”Jømme” Jørgensen, medens hunden blev mellemtegnet af mig, Harry
Rasmussen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Her ses den lille hund, som bliver så glad over synet af
heksens forklæde, at den giver sig til at logre med halen og slikke sig om
munden. Med denne animation viste Børge Hamberg sin store evne og styrke som
karakteranimator. Hunden er også her mellemtegnet af mig, Harry Rasmussen, som
på den måde dels blev oplært i animationens svære kunst og dels forberedt til
senere at overtage animationen af den lille hund. – Foto fra filmen: © 1946
Palladium A/S.
Herefter følger en serie billeder
fra ”Fyrtøjet”, som hver især repræsenterer en scene i sekvensforløbet.
Soldaten er tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af Mogens
Mogensen, hunden er ligeledes tegnet og animeret af Børge Hamberg, men
mellemtegnet af mig, Harry Rasmussen. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg:
En efterfølgende scene i samme sekvens som ovenfor: Idet
soldaten træder ind i den store hunds kammer, udsender hundens øjne ligesom to lyskastere,
der følger soldaten, idet denne tøvende nærmer sig den kæmpestore hunds sæde
ovenpå skatkisten med guldmønterne. Animation: Børge Hamberg. Mellemtegning:
Harry Rasmussen. Baggrund: Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium
A/S.
Herover ses soldaten knælende ned foran den kæmpestore hund
og lægge heksens magiske tørklæde på flisegulvet. Tørklædet beroliger hunden,
så den velvilligt accepterer soldaten og hvad denne foretager sig. Herefter
følger den række scener, som ses på de følgende billeder.
Billederne i ovenfor viste sekvens er med tilladelse fra
Palladium A/S gengivet direkte fra den udmærkede VHS-udgave af ”Fyrtøjet”, som
blev sendt på markedet for en del år siden. - © 1946 Palladium A/S.
Sekvensen er
længere og indbefatter flere scener, end de ovenfor viste, men disse kan tjene
til at vise et handlingsforløb med soldaten og den ene af de tre hunde.
Animationen af soldaten i de scener i sekvensen, hvori han forekommer, viser
med al ønskelig tydelighed, at Børge Hamberg nu havde fået styr på soldatens
bevægelser og karakter. Og bevægelserne var alene tegnet og animeret på
grundlag af animatorens evne til bevægelsesanalyse, timing og nøgletegning. Der
var altså ikke tale om brug af rotoskopi, dvs. af live action optagelser som
grundlag for animationen.
Derefter fulgte nogle
scener med heksen alene i billedet, som Hamberg tegnede og animerede og som jeg
mellemtegnede. Bl.a. en, hvor heksen råber til soldaten nede i træet: ”Har du
fyrtøjet med!?”
Heksen råber til
soldaten nede i det hule træ: ”Har du fyrtøjet med!?” Dette er en af de scener,
der krydsklippes til ind imellem at man ser, hvad soldaten foretager sig nede i
det hule træ. Animation: Børge Hamberg. Mellemtegning: Harry Rasmussen. – Foto fra
filmen: © 1946 Palladium A/S.
Til heksens
spørgsmål, svarer soldaten: ”Nej, det havde jeg nær glemt! Men nu skal jeg
hente det!”, hvorefter han går tilbage i hulen, for at hente fyrtøjet, som er
efterladt i en niche, hvor det ligger i en skindpung. Derefter ser man et close
up af soldatens hånd, der rækker ind og tager pungen med sig. Denne scene fik
jeg lov til at tegne og animere, især fordi Børge Hamberg havde fundet ud af,
at jeg var god til at tegne hænder. Det var dog ikke før i efteråret 1944, at jeg
lavede scenen, men for sammenhængens skyld, vises her et billede fra den. Denne
scene glædede det mig at gense, for her var jeg for en gangs skyld tilfreds,
både med designet og med animationen, som vel næppe kan gøres meget bedre, end
tilfældet objektivt set er.
På dette foto fra filmen ses soldatens hånd
række ind efter skindpungen med fyrtøjet, som han i første omgang har glemt, at
han skulle bringe med sig op til heksen til gengæld for de mange penge, hun har
foræret ham. Hånden og skindpungen er designet og animeret af Harry Rasmussen.
- Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
I dette nærbillede af heksen nægter hun at
svare på soldatens spørgsmål om, hvad hun skal med det gamle fyrtøj. Scenen
blev det overladt til mig at tegne og animere, men selv synes jeg ikke rigtig
det lykkedes mig at tegne heksen, så hun præcis lignede den heks, som Hamberg
tegnede. Han var dog meget godt tilfreds med min indsats. – Foto fa filmen: ©
Palladium A/S.
Da soldaten atter er
kommet op af træet og har fyrtøjet med sig, spørger han heksen, hvad hun dog vil
med det gamle fyrtøj. Det kommer ikke ham ved, svarer hun arrigt, hvorpå han
truer med at hugge hovedet af hende, hvis hun ikke vil svare på hans spørgsmål.
Da hun fortsat nægter, trækker soldaten sin sabel og hugger uden videre hovedet
af den i grunden sages- og forsvarsløse heks. Indskudt findes bl.a. et par
scener med kragen: én, hvor den forskrækket flyver op fra hullet og forsvinder
bag en gren, og én, hvor kragen kommer ind i billedet oppefra og flyver ud af
billedet og væk. Kragen er i disse scener tegnet og animeret af mig. Heksen ses
også i denne scene, og hun kigger efter kragen.
Halvnær af soldaten, som har trukket og hævet
sin sabel, parat til at hugge hovedet af den i grunden sagesløse heks. Der er
kun ganske lidt animation i denne scene, idet soldaten anticiperer sit hug. Men
soldaten virker alligevel ’levende’ og nærværende. Scenen blev mellemtegnet af
Mogens Mogensen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S
Halvnær af heksen, som søger at værge for sig,
for at undgå soldatens sabel, men forgæves. Men man ser ikke direkte, at han
hugger hovedet af hende, det høres kun på musikken, som er meget dramatisk på
dette sted i filmen. Heller ikke i denne scene er der megen animation, men kun
antydningen af en bevægelse, idet heksen har løftet sin ene arm og ligesom
strækker den afværgende fremad. Scenen blev mellemtegnet af Harry Rasmussen. –
Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
En af scenerne i
sekvensen var kragen i nærbillede, hvor man ser dens voldsomme reaktion på, at
soldaten hugger hovedet af heksen. Denne scene var en af de første og mest
vellykkede animationer, jeg lavede i ”Fyrtøjet”. Efter at min animation af
kragen var blevet linetestet og godkendt, denne gang med bravour, kom Johnsen
igen hen og stillede sig ved siden af mig og sagde lavmælt: ”Din scene med
kragen var god! Gå over på kontoret og hent en bonuscheck på 90 kr., som ligger
og venter på dig!” Jeg blev oprigtig talt overrasket over den generøsitet, som
ledelsen dermed igen viste mig, og jeg blev helt genert ved situationen, så det
kun lykkedes mig at fremstamme et velment ”Tak!”. Her følger den scene med kragens reaktion på at soldaten hugger
hovedet af heksen, som jeg tegnede og animerede, og som indbragte mig en bonus
på 90 kr, sådan som jeg har fortalt om andetsteds.
Animationen af kragen er efter min egen mening
– og også andres – en af de mest vellykkede scener, jeg bidrog med i
langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. Scenen er tegnet i 1944, hvor jeg lige akkurat var
fyldt 15 år. Men selv i dag virker animationen nogenlunde professionel og
acceptabel. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Her ses heksens afhuggede hoved ligge ved
træets rod, mens soldaten uanfægtet af sin ugerning stikker sin sabel tilbage i
skeden. Men der er fra H.C. Andersens side lagt det symbolske i handlingen, at
helten’ frigør sig fra overtroen og den sorte magi, og sådan bør man nok
opfatte eventyret ”Fyrtøjet”. Scenen er
mellemtegnet af Mogens Mogensen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium.
En scene, som jeg særligt så frem til at gense, var den, hvori de
tre lakajer hjælper kongen med at iføre sig det kongelige skrud, fordi han skal
”ned og regere”, for den havde det taget mig en hel måned at mellemtegne.
Scenen, som var animeret af min læremester Børge Hamberg, havde jeg dog
allerede haft lejlighed til at se, da første halvdel af ”Fyrtøjet” blev vist i
Grand Teatret i maj 1944. Scenen var stort set vellykket, også selvom figurerne
ikke helt lignede de samme figurer i Bjørn Frank Jensens streg. Desuden
skæmmedes scenen af de såkaldte ”sytråde”, som faktisk ikke burde have været
med og som heller ikke var nødvendige, idet figurernes bevægelser ikke foregik
i et tempo, der krævede fartstreger.
Her ses de tre lakajer i færd med at hjælpe kongen
af nattøjet og i stedet iføre majestæten regenttøjet, lige inden denne skal
”ned og regere”, som han selv udtrykker sig. Det er en af filmens længste
scener – for lang, vil nogle sikkert mene – som nok kunne være blevet delt op i
flere underscener med halvnære og nære kameraindstillinger. Men Hamberg valgte
altså at lave scenen, sådan som den fremstår i filmen. – Foto fra filmen. © 1946 Palladium A/S.
Men særlig spændt var
jeg på at gense den mindste af de tre hunde i de scener med denne senere i filmen,
jeg havde tegnet og animeret. Gensynet beroligede mig, fordi jeg stadig syntes
at animationen var nogenlunde vellykket, også selvom jeg mente og mener, at
figuren som karakter nok kunne have været bedre tegnet fra min side. Men jeg
var jo trods alt kun 15 år, da arbejdet stod på og naturligvis langtfra
fuldbefaren som tegner og animator.
De scener med kragen
hen mod slutningen af filmen, som jeg havde tegnet og animeret, bl.a. den
scene, hvor den sidder oppe oven på galgen og iagttager, hvad der foregår på
skafottet, og den scene, hvori den har hængt sig, genså jeg med en vis stolthed
og glæde. Det samme gjaldt den scene, hvor man i close up ser soldatens hænder
anslå fyrtøjet. Sammen med scenerne med den mindste hund, der stopper op foran
en dør og peger på det kryds, hofdamen har slået på den, for at kunne genkende
og genfinde stedet, og den scene, hvor samme hund stopper op på vej til
galgebakken og klør sig bag øret, hører de nævnte scener nok til de bedste, jeg
personlig har bidraget med i ”Fyrtøjet”.
For min egen part
fik jeg i løbet af efteråret 1944 flere scener med den mindste hund at tegne og
animere. Desuden blev det også overladt til mig at tegne og animere nogle
scener med hofdamen, samt forskellige småscener med andre figurer. Men der var
særlig to scener, en med hunden og en med kragen, som blev betragtet som så
vellykkede, at de hver for sig udløste en bonus på henholdsvis 90 og 125 kr.
Sådanne beløb var som tidligere nævnt for penge at regne dengang, og selvom det
selvfølgelig ikke skete så ofte, at der blev udbetalt bonus eller præmie, så
var det et mærkbart supplement til ugelønnen og desuden en opmuntring og
ansporing til fortsat at yde sit allerbedste.
Dette billede af heksens krage, som her ses siddende på
stangen til lavsskiltet udenfor gæstgiveriet, er fra en scene i den sekvens,
hvor soldaten ankommer til gæstgiveriet. Her indlogerer han sig efter først at
have deltaget i den festlighed, der foregår i gildestuen. Det bliver sen nat,
før han går til ro. – Kragen er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen, og
baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S
.
Desuden fik jeg overladt helt selvstændigt at designe og
animere en scene med en droskekusk og hans hest, som holder i gaden foran
Nikolaj Kirke, hvor soldaten befinder sig og er ved at uddele kommenskringler
fra en kurvfuld, han har købt af en kagekone. Foruden at kaste kringler til de
glade børn, kaster soldaten også et par kringler til hesten, som uden besvær
fanger disse i luften med sit gab. Droskekusken ser ikke noget af det hele, for
han har sat sig til hvile på vognens trinbræt og er faldet i søvn.
Dagen efter sin ankomst til staden, går soldaten hen til
klædehandleren på Nikolaj Plads, for at bytte sin brugte uniform med nye,
civile klæder. Lige overfor ved foden af Nikolaj tårn sidder kagekonen med sin
kurv og sælger kommenskringler. En flok børn leger og synger i nærheden.
Soldaten køber hele kurven og deler kommenskringler ud til alle børnene.
Herunder ser man en hestedroske holde et stykke borte. Kusken har sat sig til
hvile på droskens fodtrin, medens hesten åbenbart følger med i, hvad soldaten
og børnene foretager sig, og han kaster da også et par kringler til den. –
Hesten, drosken og kusken er her tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen.
Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Efter at soldaten er blevet lænset for penge af sine såkaldte
’venner’, er han er nødt til at afstå sine fine klæder til klædehandleren og
ombytte disse med sin gamle uniform. For at understrege soldatens lidt
sørgelige situation, har man ladet ombytningen foregå en regnfuld dag. Medens
han er inde i klædehandlerbutikken, har kragen sat sig i tagrenden lige oppe
ovenover butikken, hvor den drivvåd følger med i, hvad der foregår. – Kragen og
regnen er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af
Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Denne scene er fra samme sekvens som foranstående billede.
Her ses et udsnit af de regnvåde brosten på pladsen foran klædehandlerbutikken.
Regnen er tegnet og animeret af Harry Rasmussen, og baggrunden er malt af Finn
Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Efter at være fulgt efter hunden, som har bragt prinsessen
hen til soldatens logi på gæstgiveriet, traver hofdamen frem og tilbage i
regnen, medens hun afventer, hvad der videre vil ske. Imidlertid bliver hun
snart træt af at vente, og et tilsyneladende lyst indfald får hende derfor til
at slå et kryds på døren, så hun vil kunne genkende stedet igen, hvorefter hun
skynder sig tilbage mod slottet. Hofdamen er her tegnet og animeret af Harry
Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946
Palladium A/S.
Straks
efter, at hofdamen har forladt stedet, kommer hunden tilbage til gæstgiveriet,
for at afhente prinsessen og bringe hende tilbage til slottet. …
…
Imidlertid når den dertil før hofdamen, som nu traver utålmodigt rundt på
slotsbroen, idet hun afventer at hunden skal komme tilbage, …
…
hvilket den da også gør, men kun for at gribe den irriterende hofdame om livet
…
… og
kaste hende i voldgraven.
Kort
efter dukker hendes hoved op over vandet, idet hun straks spytter en vandstråle
og en fisk ud af munden. Hofdamen mm. er tegnet og animeret af Harry Rasmussen.
Baggrundene er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium
A/S.
Herover ses to scener fra den situation, hvor den mindste af
de tre hunde ankommer til gæstgiveriet, på hvis dør hofdamen har slået et
stort, hvidt kryds. På øverste billede ses hunden bremse op, og på nederste
billede sidder den foran døren og peger på krydset, idet den griner, fordi den
åbenbart har fået en god idé. Begge scener er tegnet og animeret af mig, Harry
Rasmussen. Sidstnævnte scene indbragte en bonus på 90 kroner. Baggrunde malt af
Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
I disse to scener ses hunden fare omkring og slå kryds på
alle stedets døre og porte. Det sker naturligvis for at narre hofdamen, så hun
ikke vil kunne udpege stedet, hvor soldaten bor. – Hunden er tegnet og animeret
af Harry Rasmussen. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen:
© 1946 Palladium A/S.
Tilbage
til hofdamen, som nu er kommet sig over forskrækkelsen og derfor kravler op på
land. – Hofdamen tegnet og animeret af Harry Rasmussen. Baggrunden malt af Finn
Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
På det tidspunkt i filmen, hvor de tre hunde er kommet til
stede ude ved galgebakken og er med til at forhindre, at soldaten bliver hængt,
har kragen siddet Afventende oppe på selve galgen og betragtet alt, hvad der
sker. Nu er dens ’mission’ som dødens symbol imidlertid udspillet, og derfor
forlader den stedet. – Kragen er her tegnet og animeret af Harry Rasmussen.
Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © Palladium A/S.
Men nok så
spændende var det, den dag min læremester Børge Hamberg, som siden midten af
1944 havde givet mig relativt mange selvstændige animationsopgaver, en dag gav
mig til opgave, at animere den sidste scene med kragen, nemlig den, hvor den
har hængt sig i heksens splintrede træ. Det tog mig omkring tre-fire
dage at animere
scenen, fordi jeg selv påtog mig også at mellemtegne den.
Som tilfældet var
med så mange af de scener, jeg animerede, blev mine blyantstegninger af den
hængte krage optaget som såkaldt linetest, for at kontrollere, om animationen
var i orden og kunne godkendes eller eventuelt skulle rettes eller måske laves
helt om. Det sidste havde for resten aldrig været tilfældet med de scener, jeg
hidtil havde animeret. Resultatet af linetesten fik jeg at vide på den måde, at
Johnsen et par dage efter kom over på tegnestuen og straks gik hen til mig,
mens jeg sad bag tegnepulten og arbejdede. Her stillede han sig på min højre
side, bøjede sig ned imod mig og sagde lavmælt: ”Der ligger en check på 125 kr.
til dig ovre på kontoret! Det er for din scene med den hængte krage!” Derpå
rettede Johnsen sig op og gik hen for at tale med Børge Hamberg, og kort efter
forlod han atter tegnestuen, hvor han i den sidste tid kom sjældnere og
sjældnere. Det hang med al sandsynlighed sammen med, at forholdet mellem ham og
personalet havde været temmelig anspændt i det seneste halve års tid, og han
ønskede derfor ikke at provokere det på flere måder hårdt prøvede personale med
sin tilstedeværelse mere end højst nødvendigt.
Selv havde jeg
ikke nogen problemer med at omgås Johnsen, måske fordi han altid behandlede mig
med noget, der lignede faderlig omsorg, og desuden var der ingen tvivl om, at
han, min unge alder til trods, respekterede min faglige dygtighed. Det havde
han ganske vist ikke selv særlig meget forstand på, men dels kunne han jo
direkte se, om animationen virkede som tilsigtet, og dels vidste han, at de andre
og noget ældre animatorer anerkendte mine relativt store evner som tegner og
animator.
Efter sin mislykkede ’mission’ flyver kragen hjem til
heksens træ, som i mellemtiden er blevet splintret, da de tre hunde kom
brasende op nedefra det hule træ, for at komme soldaten til undsætning. På
øverste billede ses kragen flyve af sted hjemad. På næste billede ses kragen
nær ved det splintrede træ, og på tredje billede har den sat sig i træet.
Derefter er der en overblænding til kragen, som har hængt sig i træet og nu
hænger og svinger livløst frem og tilbage. Kragen er tegnet og animeret af mig,
Harry Rasmussen. Den sidstnævnte scene belønnedes med en bonus på 125 kr., et
anseligt beløb på den tid. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra
filmen: © 1946 Palladium A/S.
Ovenstående udsnit af scener er
dog ikke fyldestgørende for de mange scener, jeg, Harry Rasmussen, tegnede og
animerede til ”Fyrtøjet” i løbet af efteråret 1944 og frem til juni 1945. Her
følger flere eksempler på scener, jeg tegnede og animerede i slutningen af 1944
og i de første måneder af 1945:
Soldaten står
her med sin pibe i munden og fyrtøjet parat i hænderne, idet han ser polisk op
mod den intet ondt anende konge. Dette billede af soldaten er – især hvad
ansigtsudtrykket angår – et direkte selvportræt af Børge Hamberg, som da også i
dette tilfælde har både tegnet og animeret soldaten. – Foto fra filmen. © 1946 Palladium A/S.
Her ses soldatens hænder med fyrtøjet,
som han her anslår første gang, for at tilkalde sine trofaste hjælpere. – Som
tidligere omtalt, er denne scene tegnet og animeret af, ja, gæt hvem? - mig,
Harry Rasmussen. Utroligt, som den knægt førte sig frem i de dage!
Klip til heksens træ, idet den første
hund, der dog kun ses i form af fartskyer, kommer op af hullet og forsvinder ud
til venstre. – Træet er tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af
mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg.
… Soldaten anslår fyrtøjet for anden
gang …
… Klip til heksens træ, hvorfra hund nr.
2 i form af fartskyer kommer op af hullet og farer ud til venstre. …
… Soldaten anslår nu fyrtøjet for tredje
gang …
… Klip
tilbage til heksens træ, hvorfra den største af de tre hunde farer ud i form af
fartskyer, som slår et sving og forsvinder ud til venstre. - Træet er også her
tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af ham Harry Rasmussen,
medens baggrunden er layoutet og malt af Finn Rosenberg. – Samtlige her ovenfor
viste fotos er fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Her skal vises nogle
eksempler på de scener som jeg, Harry Rasmussen, også kaldet ”Benjamin”,
tegnede og animerede som omtrent de sidste under mit to-årige arbejde på
langtegnefilmen ”Fyrtøjet”:
En halvmunter
episode indtræffer, da de tre hunde er på vej til galgebakken for at hjælpe
soldaten med at undgå at blive hængt. Herunder stopper den mindste af hundene
pludselig op midt i en gade, for at klø sig bag øret, men må dukke sig, da
først den ene og derefter den anden af hundene (i form af fartstreger eller
fartskyer) passerer forbi den. – Hunden og fartskyerne er tegnet og animeret af
ingen ringere end Harry Rasmussen. Baggrunden er som omtrent sædvanligt
layoutet og malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Imidlertid var produktionsselskabet Dansk
Farve- og Tegnefilm A/S kommet i stærkt bekneb for penge til at færdiggøre filmen
for. Den fortsatte produktion af langtegnefilmen ”Fyrtøjet” blev dog heldigvis
muliggjort takket være den heldige omstændighed, at Filmselskabet Palladium A/S
trådte til med ny kapital og som distributør af filmen.
Det var på det tidspunkt så småt ved at ebbe ud
med animationsopgaver på ”Fyrtøjet” for mit vedkommende, idet alle scener med
heksen, kragen og den mindste af hundene var færdigtanimerede. Men under sit
gennemsyn af den meget store del af filmen, der allerede forelå i arbejdskopi,
syntes Methling, at der manglede nogle scener i sekvensen ude på
Dyrehavsbakken. ”Det må da lige være noget for dig, at lave!”, kom han og sagde
til mig en formiddag, kort efter at han var blevet ansat som instruktør og
tilrettelægger af filmen. At han tiltalte mig med ”du” var ret usædvanligt på
den tid, men eftersom han jo nemt kunne have været min bedstefar, forekom det
mig egentlig meget naturligt, at han gjorde det, og desuden føltes det trygt og
fortroligt. ”Jeg vil gerne ha’”, fortsatte han, ”at du tegner Pjerrot, idet
hans hånd i et nærbillede tager det brændende blår fra en skål, og et
halvtotalt billede af, hvor han putter blåret i munden og spiser det, for
sluttelig at puste nogle røgringe lige ud mod publikum, så disse ringe kan
danne overgang til det snurrende lotterihjul!”
På første
billede ses Bakkens Pjerrot i en scene, som er tegnet og animeret af Preben
Dorst. Derefter ses et close up af Pjerrots hånd, der tager det brændende blår,
og på tredje billede nedenfor putter han blåren i munden og ’spiser’ det,
hvorefter han på fjerde billede puster røgringe ud mod publikum. Røgringene
blev brugt som visuel overgang til en scene med et snurrende lotterihjul.
Inklusive nærbilledet af Pjerrots hånd, der tager det brændende blår, er de tre
sidstnævntee scener layoutet, animeret og mellemtegnet af Harry Rasmussen.
Baggrunde: Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.
Det var for så vidt en interessant opgave at
tegne og animere Bakkens Pjerrot, men hvor længe det tog mig, at animere de
nævnte scener, husker jeg ikke nu så mange år efter. Dog, mere end en uges tid
har det næppe taget.
En anden indskuds-scene, som Methling ønskede
lavet, forekommer i kroen, hvor soldaten kommer sent hjem efter at havde
spenderet alle sine penge på ’vennerne’, og kroværten henviser ham derfor til
loftskammeret. Methling ville gerne vise klokkeslettet, og det skulle foregå
ved hjælp af et kukur, som viste kl. 2. Også denne scene blev det overladt til
mig at tegne og animere, og Methling sagde, at han ville give mig helt frie
hænder. Normalt ville kukkeren komme ud på slaget og i dette tilfælde kukke to
gange, og derefter forsvinde ind bag sin låge igen. Imidlertid faldt den idé
mig ind, først at lade kukkeren komme ud, efter at den lange viser stod på hel
og den lille viser på 2, men uden at der hørtes noget kukkuk. Det skyldtes, at
kukur-fuglen havde sovet over sig. Den gnider sine øjne og ser på uret,
hvorefter den lidt forfjamsket skynder sig at aflevere sit forsinkede kukkuk,
kukkuk. Derpå lod jeg dobbeltlågen ind til kukkerens gemme lukke sig, før
fuglen var nået indenfor, således at den nærmest blev presset tilbage ind
gennem dobbeltlågen. Det syntes jeg selv og flere andre, deriblandt Allan
Johnsen, var morsomt, men Methling fandt at den sidstnævnte ’gag’ forstyrrede
handlingen unødvendigt. Derfor klippede han denne del af scenen bort, hvilket
jeg syntes var helt i orden, idet jeg udmærket forstod, at Methlings opgave var
at have filmens helhed for øje.
Herover ses
fire situationer fra en scene, der forekommer i den sekvens, hvor soldaten er ankommet
til gæstgiveriet. Kukuret viser kl. 2 nat, og lidt forsinket og forsovet kommer
kukkeren frem, gnider øjnene, ser på urskiven og skynder sig derefter at kukke
de angivne to kukkuk. – Scenen er designet, tegnet og animeret af Harry
Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg.
– Fotos fra
filmen: © 1946 Palladium A/S.
De scener, som mine
både ældre og mere erfarne og rutinerede kollegaer havde tegnet og animeret,
har jeg allerede beskrevet indgående i tidligere afsnit af tegnefilmhistorien,
hvor jeg også har tilladt mig at give en vurdering af animationen, og det skal
derfor ikke gentages her. Lige bortset fra, at den animation, der gjorde størst
indtryk og imponerede mig mest, var nogle af Børge Hambergs scener med
soldaten. Særlig scenerne, der foregår nede i heksens hule træ inde hos den
store hund, syntes jeg stadig hører til noget af den bedste ikke-rotoskoperede
animation af en seriøs figur, der nogensinde er blevet lavet i løbet af
tegnefilmens historie.
Men nok så interessant og afgørende var
naturligvis publikums reaktioner på "Fyrtøjet". Indtrykket var, at
disse var temmelig beherskede, en stille latter hørtes dog lejlighedsvis her og
der i salen, men så vidt jeg kunne bedømme det, følte publikum sig ikke henført
eller grebet af filmens handling. Heller ikke, da soldaten blev pågrebet,
fængslet, dømt til døden ved hængning og ført ud til galgen uden for byen.
Måske skyldtes den lidt kølige reaktion delvis, at de fleste publikummere
sandsynligvis kendte eventyrets slutning på forhånd, og den sad man sikkert
blot og ventede på. Men årsagen til publikums indifferens skyldtes efter min
måske ikke kvalificerede mening i nok så høj grad den manglende livagtighed hos
soldaten og de øvrige figurer i filmen, ikke mindst hos prinsessen, og det
bevirkede antagelig, at publikum ikke så sig i stand til at identificere sig
med først og fremmest filmens to romantiske hovedfigurer, soldaten og
prinsessen.
Den manglende livagtighed hos soldaten og de
øvrige figurer i filmen, bevirkede nok, at publikum ikke så sig i stand til at
identificere sig med først og fremmest soldaten, og desværre slet heller ikke
med den stakkels prinsesse, som holdtes isoleret i et tårnværelse. I
sidstnævnte tilfælde havde mange publikummere jo stadig i nogenlunde frisk
erindring, hvor livagtig, rørende og vedkommende den kønne Snehvide var i
”Snehvide-filmen”. Hende følte man med, når det gik hende dårligt, og glædede
og morede man sig med, når det gik hende godt.
Det bedste, man efter min mening kan sige om
”Fyrtøjet-filmen”, hvad handlingen angår, er, at denne stort set meget godt
rammer den kvikke og friskfyragtige tone, som Andersen har fortalt sit
eventyr i. Men anmelderne så vel som det almindelige publikum havde antagelig
forventet sig noget andet og mere, måske især af personkarakteristikken. Disney
havde med sine store, episke tegnefilm, hvoraf det københavnske biografpublikum
på det tidspunkt foreløbig kun havde haft lejlighed til at se "Snehvide"
og "Bambi", vænnet publikum til at more sig, fælde en tåre eller to
af rørelse og endelig juble over, at til trods for diverse bataljer mellem de
onde og de gode, så endte alting godt og lykkeligt til sidst. Desuden havde
Disneys tegnefilm vænnet folk til, at tegnefilm både teknisk og
animationsmæssigt skulle være i topklasse, og ingen af delene kunne siges at
være tilfældet for "Fyrtøjet"s vedkommende. Jeg har tidligere givet
en beskrivelse af, hvorfor dette ikke var tilfældet, og heller ikke kunne være
det, og skal derfor ikke gentage forklaringen her. Det korte af det lange er
imidlertid, at de fleste anmeldere i 1946 var enige om, at "Fyrtøjet"
ikke var nogen vellykket tegnefilm, men til trods herfor blev filmen dog en
meget pæn publikumssucces.
For mit eget vedkommende blev jeg så skuffet
over anmeldernes dom over "Fyrtøjet" - og det blev de fleste af mine
tidligere kolleger også - at jeg helst ikke ville høre et ord mere om den. Jeg
besluttede, at det ville være bedst at glemme filmen og ikke skænke den flere
tanker, men i stedet koncentrere sig om nutiden, hvilket ville sige om den
tegneundervisning, jeg aktuelt deltog i som elev. På det tidspunkt mente jeg,
at min fremtid som tegner helst skulle ligge inden for illustrationstegningens
område, eller i hvert fald ville jeg helst tegne "seriøse" tegninger.
Det var lykkedes for vores klasselærer, Jens Andreasen, at vække min og flere
andre elevers interesse for nogle af tidens store tegnere og grafikere. Blandt
disse var det især danske navne som Aksel Jørgensen, Sikker Hansen, Arne
Ungermann, Ib Andersen, Marlie Brande og Jane Muus, og af udenlandske navne
var det bl.a. Käte Kollwich, Vincent van Gogh, Toulouse-Lautrec m.fl. Men der
var dog to grafikere og malere, som Jens Andreasen satte øverst af alle, og det
var den engelske mystiker William Blake og den danske religiøse maler Niels
Larsen Stevns, og heri var i al fald jeg fuldstændig enig, især hvad angår den
sidstnævnte.
Hen på foråret 1946 tilbragte min klasse og
jeg dagene ude i Zoologisk Have, hvor Jens Andreasen havde givet os som opgave
at tegne nogle af dyrene. Det forsøgte vi så hver især, så godt vi kunne, og
også i dette tilfælde viste der sig at være store kvalitative forskelle mellem
elevernes præstationsevne. Enkelte kunne omtrent med samme tegne et dyr, så det
lignede, samtidigt med, at tegningen havde nogle grafiske kvaliteter. Andre, og
det gjaldt de fleste, forholdt sig tøvende og famlende over for opgaven. For
selv om ikke alle var lige gode til at tegne, kunne de fleste dog godt se, hvad
der var en god og hvad der var en mindre god, for ikke at sige en direkte
dårlig tegning. Selv hørte jeg faktisk til de tøvende og famlende, og var så
utilfreds med mine egne tegnermæssige præstationer og resultater, at jeg
nægtede at vise dem til læreren, hvorefter jeg rev tegningerne i stykker og
smed dem væk.
Mens tegneskolen holdt ferielukket i juli,
besluttede Asbjørn og jeg os til at bruge de fleste af ugens dage til at tage
ud og tegne i Zoo. Vi mødtes derude tidligt om morgenen, medens duggen endnu
var frisk og havde lagt sig på alt, og vi fortsatte til et stykke hen på
eftermiddagen. Ved middagstid spiste vi hver vores medbragte madpakke og drak
en ligeledes medbragt kvart liter sødmælk. Asbjørn og jeg var enedes om, at
nogle af de mest markante dyr, man kunne tegne i Zoo, var gederne med deres
kantede former og overskuelige størrelse. Så vi tegnede geder i alle mulige og
umulige stillinger, forfra, bagfra, fra siderne og delvis oppefra, hvilket
sidste vi kunne, fordi gedernes terræn var forsænket i forhold til det sted, vi
havde placeret os. Lugten kunne være påtrængende, især på varme dage, men den
vænnede vi os efterhånden til.
En dag lagde vi mærke til, at en billedhugger
havde stillet sin kavalet op lige ud for bjørnegrotten, som dengang lå ved siden
af abegrotten, og her var han nu i gang med at modellere en skulptur af et par
af bjørnene i rødler. Så vidt jeg ved, var denne billedhugger identisk med den
dengang meget kendte og højt anerkendte Mogens Bøggild (f.1901). Men
under alle omstændigheder var det indlysende for både Asbjørn og mig, at vi
stod over for en usædvanligt fremragende modellør og skulpturel dyreskildrer.
Abegrotten var noget helt for sig selv,
befolket som den var med bavianer i alle aldre og af begge køn, som tydeligvis var
styret af en stor og manket hanbavian, der ofte sad øverst oppe på de kunstige
klipper, hvorfra han kunne overvåge sine undersåtters adfærd. Ind imellem
parrede han sig med forskellige hunner, der nærmest så ud til at tigge ham om
at bestige sig. De unge hanbavianer, som ofte løb omkring med rejst, højrødt
lem, søgte også at parre sig flittigt med de voksne bavianhunner, når de så, at
førerhannen enten kiggede den anden vej eller ikke kunne se, hvad der foregik.
I et enkelt tilfælde så jeg forresten en ung hanbavian stikke sit lem ind i
munden på førerbavianen, som tydeligvis suttede på lemmet et stykke tid, indtil
den unges lem var blevet slapt og den igen hoppede livligt omkring og legede
med de andre unge hanbavianer. Det undrede mig, at se denne tilsyneladende
’homosexuelle’ adfærd hos aberne, for jeg troede, at disse havde bevaret deres
oprindelige kønslige instinkter. Men naturen er åbenbart mere nuanceret, end de
fleste nok vil mene og tro, eller som jeg i alt fald troede.
I de tidlige formiddagstimer var det nemt at
få et kig ind på abegrotten og det liv, der foregik der, men hen mod middag, og
særlig hen på eftermiddagen, var det umuligt at komme til for tilstrømningen af
tilskuere, voksne så vel som børn, der morede sig kosteligt og højlydt over
abernes ugenerte seksuelle adfærd. Enkelte voksne, måske særlig blufærdige
kvinder, fandt tydeligvis abernes åbenlyse sexliv lidt for naturligt, hvad der
gav sig udslag i, at de snarest igen forlod stedet, i reglen sammen med deres
barn eller børn, mens manden ofte syntes at have sværere ved at løsrive sig fra
det interessante og til en vis grad pirrende sceneri.
Et af de emner, som i særlig grad interesserede
mig, var menneskets anatomi, dels af videbegærlighed og dels fordi det var et
spændende objekt for et tegnemæssigt studium af skelet og muskler og scener,
kort og godt af det menneskelige bevægelsesapparat. I klasseværelset havde vi
for øvrigt et menneskeskelet stående, for at vi i hvert fald kunne orientere os
om, hvordan vi selv så ud inde under hud, muskler og sener. Det var uhyre
interessant at studere skelettet, som var et skelet af en mand, nærmere. Og
konstatere basis for det fantastiske bevægelsesapparat, vi som mennesker er i
besiddelse af. Alle knogler er jo normalt så hensigtsmæssige og
formålstjenlige, at det i hvert fald gav mig anledning til dyb forundring.
Men nok så spændende og forunderlige var de
indre organer og disses funktioner, lungerne, leveren, nyrerne og
blodkredsløbet og nervesystemet, og sidst – men ikke mindst – hjernen, denne
overordnede central for bevidsthedslivet.
I forsøget på at opnå en eksakt viden om den
menneskelige anatomi, studerede jeg dels nogle bøger om anatomi og ligeledes en
bog om den italienske renæssancemaler og –billedhugger Michelangelo, hvis
fabelagtige freskomalerier i Det Sixtinske Kapel nok var og er en messe værd.
Jeg gav mig simpelthen til at tegne mig frem til, hvordan mennesket som fysisk
fremtoning er skabt og indrettet. I det øjemed tegnede jeg en lang række
skitser, hvoraf jeg endnu er så heldig at opbevare en del, mens andre er gået
tabt i årenes løb.
Herover ses en række af de skitsemæssige
tegninger, som jeg på fri hånd aftegnede efter en bog om anatomi og en bog med billeder
af Michelangelos skulpturer og freskomalerier i Det Sixtinske Kapel. Her er det
i hovedsagen studier af benenes knogler, muskler og sener, det drejer sig om,
men jeg tegnede naturligvis også andre dele af kroppen, den mandlige krop vel
at mærke, idet jeg ikke nåede også at tegne den kvindelige krops anatomi, skønt
denne jo er nok så interessant og fascinerende.. – Tegninger: © 1947 Harry
Rasmussen.
Fra 5. august afholdt flere af byens store
forretninger for første gang siden krigen udsalg med nedsatte priser, og folk
strømmede til og stod i lange køer, for at komme ind. De godt og vel fem års
afsavn skulle der nu kompenseres for, og det blev gjort af de forholdsvis
mange, som havde penge til overs til købe mere eller mindre luksusvarer for.
Efter en pause på to
år udkom Kraks Blå Bog igen 2. september. Det var på grund af en begrundet
frygt for tysk censur, at "de kendtes og anerkendtes" bog ikke udkom
i 1944 og 1945. Bogen indeholdt jo navne og adresser på mange offentligt kendte
personligheder.
Den 6. september stiftedes den
socialdemokratiske teater- og musikorganisation "Arte", og til
markering heraf og som indledning til sin med tiden omfattende virksomhed,
arrangeredes der i den følgende tid optræden af forskellige kunstnere på
større arbejdspladser. På trods af
kritik fra forskellige sider, eksisterer "ARTE", en forkortelse for
"Arbejdernes Teater", stadig i bedste velgående. Der er tale om en
teaterorganisation og senere billetformidler, stiftet 1992, den
dag i dag, mens disse linjer skrives (juni 2000), i bedste velgående.
Virksomheden koncentrerer sig i særlig grad om abonnementer på teaterforestillinger
og koncerter til relativt billige priser, som ikke burde være nogen hindring
for, at folk med lavindkomst ikke også skulle kunne have råd til at gå i
teatret.
I efterårssæsonen 1946 meldte jeg mig til
nogle foredrag om kunst og religion, som foregik i Folkeuniversitetets regi og som
blev holdt af den aldrende religionsforsker og religionshistoriker, professor
dr. phil. Vilhelm Grønbech (1873-1948). Denne stilfærdige og ærværdige
hvidhårede mand med de store lidt tunge ansigtstræk holdt nogle engagerede,
inspirerede og inspirerende foredrag om blandt andet primitiv religion,
hvorunder han blandt andet benyttede den australske urbefolkning som eksempler
på menneskets nære tilknytning til den omgivende natur, som jeg sent vil
glemme, ja, jeg husker dem faktisk endnu.
Vilhelm Grønbech var faktisk i sin tid en
højt anerkendt forsker og historiker med speciale i religion og idéhistorie, og
han havde et vægtigt fagligt forfatterskab bag sig, hvilket følgende bogtitler
vidner om: Vor folkeæt i fortiden 1-4 (1909-12), Primitiv Religion (1915),
Religiøse Strømninger i det nittende Aarhundrede (1922), Mystikere i
Europa og Indien (1925), Jesus Menneskesønnen (1936), Kampen for
en ny Sjæl (1940), Kristus. Den opstandne Frelser (1941), Hellas
1-6 (1942-45), samt en række andre personligt prægede værker om religiøse
og kulturelle strømninger i fortid og nutid. Grønbech fik stor og afgørende
betydning for europæisk religionshistorisk forskning.
Og jeg må tillægge, at Grønbechs tanker og
værker også fik en vis indflydelse på min egen holdning til religion, og ikke
mindst på min opfattelse af Jesus Kristus, hvilket jeg så sent som i 2002 skrev
en bog om med titlen Jesus – søn af mennesket. Deri refererer jeg især
til Grønbechs udlægning af det humoristiske islæt i Jesu liv og lære.
En dag hen i september 1946 inviterede Jens
Andreasen en af skolens andre lærere, Tage Nielsen, og mig med i Frederiksberg
Teater, som spillede Jean Paul Sartres skuespil ”Bag lukkede døre”, med Berthe Qvistgaard,
Erni Arneson og Sigfred Johansen i de tre markante hovedroller. Foran stykket
spillede man en enakter, hvis titel jeg ikke længere erindrer, men vistnok af
samme forfatter, og med Edouard Mielche og Sigfred Johansen i de to
hovedroller.
Vi fik pladser i parkettet, omtrent på
14.-15. række, og midt mens den dystre hovedforestilling var godt i gang, lød
der pludselig nogle høje, meget specielle og knurrende lyde fra en eller andens
mave, som straks vakte de omkringsiddendes opmærksomhed og snart også munterhed
og fnisen. Alle kender sikkert til, at der findes en form for latter, som, hvis
man forsøger at undertrykke den, bliver denne kun så meget desto mere
påtrængende. Dette var da også, hvad der skete på et tidspunkt den aften, idet
den undertrykte fnisen efterhånden bredte sig i salen og til sidst nåede op på
scenen, hvor skuespillerne også blev grebet af fniseriet. Men deres forsøg på
at undertrykke latteren, medførte kun, at publikum morede sig og fnisede endnu
mere. Dette blev dog snart for meget for Sigfred Johansen, Berthe Qvistgaard og
Erni Arneson, som til sidst ikke kunne bevare masken, men brast ufrivilligt i
høj latter, hvilket bevirkede, at publikum også begyndte at grine højt og
åbenlyst.
Heldigvis skete det alt sammen lige op til pausen
i stykket, og publikum var helt røde i hovederne af latter og fortsatte med at
le på vej ud til en forfriskning eller for at strække benene i foyeren. Man
skulle ikke tro, at det var et højst dramatisk og seriøst stykke, publikum lige
havde overværet halvdelen af. ”Sig mig, Jens!”, sagde Tage Nielsen højt, så
alle omkringstående kunne høre det, ”Hvad har du spist til aftensmad?”. ”Hvad
mener du?”, svarede Jens Andreasen, mens han lagde ansigtet i de mest uskyldige
folder. ”Indrøm bare”, fortsatte Tage Nielsen, ”det var da din mave, der
knurrede!”. ”Nå”, sagde Jens troskyldigt, ”jeg troede, det var din!”.
Om den nævnte Tage Nielsen, der vel var på alder med Jens Andreasen, kan
i øvrigt fortælles, at han først i en relativt sen alder var begyndt at tegne
for alvor. Han havde et par år tidligere meldt sig som elev på Akademiet for
fri og merkantil Kunst, men afslørede hurtigt et usædvanligt talent som tegner.
Eksempelvis var han en fremragende model- og croquistegner, som mange misundte
den lethed og hurtighed, hvormed han kunne gengive de kvindelige formers mere
eller mindre yppige skønhed på tegnepapiret.
Senere på efteråret 1946 opstod der et
alvorligt modsætningsforhold mellem Jens Andreasen og Jean Jallit, som vi
senere erfarede havde stået på i nogen tid. Så vidt jeg fik at vide, var der to
hovedgrunde til, at modsætningsforholdet opstod. For det første var Jens
Andreasen ikke enig i den undervisningslinie, Jallit gerne ville have
gennemført på Akademiet for fri og merkantil Kunst. Jallit mente nemlig, at det
var skolens opgave at uddanne eleverne på en sådan måde, at de på et tidspunkt
kunne få sig et job inden for den grafiske branche. Jens Andreasen havde det
grundsynspunkt, at eleverne var mennesker og i bedste fald kunstnere, der
skulle indrømmes en meget stor grad af individuel, kreativ frihed.
For det andet havde Jallit netop på det
tidspunkt fyret Hans Jensen, som i nogen tid havde forsømt arbejdet på grund af
en hospitalsindlæggelse til behandling af knogletuberkulose. Hans Jensen, der
bar sin sygdom med stor tålmodighed og værdighed, mistede først det ene ben og
siden det andet ben, og måtte derfor køre i rullestol. Men da der ikke var
noget i vejen med hans arme og slet ikke med hans hoved og hjerne, kunne han derfor
udmærket fortsætte med at arbejde som kontorassistent. Jens Andreasen gik i
brechen for sin ven og medredaktør af "Akantus Bladet", og han syntes
det var for dårligt af Jallit, at sætte hensynet til sin forretning over
hensynet til et medmenneske, som tilmed havde været en god mand for foretagendet
i flere år. Nogle af os havde af en eller anden grund fået den opfattelse, at
Jallit var utilfreds med den politiske linie, som "Akantus Bladet"
vel nok med rette må siges at blive redigeret efter. Hans Jensen var og forblev
overbevist og troende kommunist, medens Jens Andreasen som nævnt var, hvad man
måske kunne kalde "en human kommunist", med eftertryk på ordet human.
Dengang var intellektuelle og kunstneriske kommunister ikke klar over, at
humanisme og politisk kommunisme i realiteten er to uforenelige størrelser.
Mens uoverensstemmelsen mellem Jallit og Jens
Andreasen gærede, begyndte min klasse og jeg omkring september måned at tegne i
Gipssamlingen på Statens Museum for Kunst. Her tilbragte vi ugevis i forsøg på
at aftegne en eller flere af de mange antikke græske statuer. Vi måtte selv
vælge, hvilken eller hvilke figurer, vi ville tegne, men til gengæld skulle
tegningen eller tegningerne være en fuldkommen plastisk, ja, næsten fotografisk
gengivelse af den pågældende statue. Ikke kun for at ligne, men for at vi hver
især skulle få fornemmelsen af, hvad eller hvilke faktorer det er, der gør, at
en figur er tredimensional.
For de fleste af os elever var det uhyre
svært at vælge, hvilken figur, man skulle tegne, men selv valgte jeg at tegne
en etruskisk mandsfigur, Hermes, som jeg mente ville være forholdsvis nem at
aftegne. Men dér var jeg virkelig kommet på en opgave, som anspændte mine evner
og kræfter til det yderste, og som måske derfor snart kedede mig
gudsjammerligt. Og bedre blev det ikke af, at jeg kunne se andre af de
studerende tegne nogle endog særdeles fremragende kultegninger af en eller
flere statuer. Havde jeg på det tidspunkt kendt lidt mere og bedre til
etruskisk kunst og kultur, ville jeg nok være gået til opgaven med større
interesse og energi.
Etruskerne var et oldtidsfolk af ukendt
herkomst, som formodentlig var indvandret til Mellemitalien østfra. Allerede i
det 8.-6. århundrede f.Kr. beherskede de Mellemitalien, en del af Norditalien
til floden Po, Campania og Corsica, som under et betegnes som Etrurien. Deres
kultur var højtudviklet og havde nær tilknytning til Grækenlands, og religionen
var en blanding af orientalsk, italiensk og græsk religion, og den etruskiske
kunst tjente først og fremmest dødekulten. I gravene findes bl.a. kostbare,
farvestrålende malerier, især i Tarquinia, og de skildrer, ligesom tilfældet
er i ægyptiske gravkamre, med livlighed og livsnærhed livets skønhed, herunder
ikke mindst den erotiske side af livet. Etruskernes skulpturelle kunst var også
veludviklet, og i en del værker er der utvivlsomt tale om portrætlighed, og
ikke mindst deres kunsthåndværk var af fornem kvalitet. I 4.-3. årh. f.Kr. kom
etruskerne under romersk herredømme, og dermed var deres storhedstid forbi.
Hvorfor vi lige præcis skulle tegne med kul,
vidste jeg ikke og ved det stadigvæk ikke, bortset fra, at det havde man altid
gjort og desuden var det nemt at tegne med og gav en god grafisk virkning, hvis
man ellers i det hele taget kunne tegne. Til gengæld fik man sorte fingre og
hænder, og de fleste af os "kul-tegnere" gik i løbet af dagen rundt
mere eller mindre sorte i ansigterne. Det skyldtes, at man jo af og til tørrede
eller kløede sig i ansigtet, uden at tænke over sine tilsodede fingre, der
afsatte det ene sorte spor efter det andet.
Noget tydede imidlertid på, at Jens Andreasen
lagde mærke til min manglende interesse og svigtende koncentrationsevne, og han
begyndte derfor at tale til mig om etruskerne og de gamle grækere, og om disses
religion og filosofi. Herunder kom han, formentlig planlagt forud, ind på en
omtale af indisk religion og filosofi, og han mærkede straks, at det var et
emne, der fængede hos mig. Frem fra sin kakifarvede lærredstaske tog han
derefter en bog, som han viste mig og begyndte at fortælle om dens indhold.
Bogen hed "Tankens Magt" og var skrevet af psykologen Sofus
Nervil, og den handlede om den Yoga-form, der på sanskrit hedder Raja-Yoga, og
det var tankerne og teknikkerne bag denne, bogen beskrev, men uden at bruge
fagudtryk.
"De må gerne låne bogen et par dage!"
sagde han. Vi sagde på det tidspunkt stadigvæk De til hinanden. "Men hvis
emnet interesserer, vil den kunne lånes på Hovedbiblioteket, hvor jeg selv har
lånt den," tilføjede han.
"Joe, tak!" svarede jeg tøvende, idet jeg tog bogen og lagde den i
min khakigrønne lærredstaske. Samme aften, begyndte jeg at læse i den hjemme
på mit værelse, og selv om dens indhold interesserede mig, syntes jeg på det
tidspunkt faktisk at den var lidt vanskelig at forstå. Formentlig fordi jeg
endnu ikke var intellektuelt og åndeligt moden til at fatte dens beskrivelser
af emnet "Tankens Magt". Men bogens hovedsynspunkter mindede meget
om, hvad jeg havde læst i "Bag Indiens lukkede døre", bortset fra, at
Nervils bog var fra 1923, og dermed godt og vel 10 år ældre end Bruntons bog!
Omkring det sidstnævnte tidspunkt, altså i
1925, havde religionshistorikeren Vilhelm Grønbech netop udgivet første bind af
bogen "Mystikere i Europa og Indien", og heri blev der gengivet en
række citater fra de ældgamle indiske skrifter Upanishad'erne. Nogle af
teksterne var oversat af dr. phil. Poul Tuxen (1880-1955) og andre af mag.art.
Frits Pullich (1888-1980). I lærde kredse var indisk religion og filosofi,
herunder Yoga-filosofien og buddhismen, allerede på det tidspunkt velkendt.
Poul Tuxen havde således allerede i 1911 udgivet bogen "YOGA. En
Oversigt over den systematiske Yogafilosofi paa Grundlag af Kilderne."
1928 udgav han "BUDDHA. Hans Lære, dens Overlevering og dens Liv i Nutiden",
og heri redegøres bl.a. for buddhismens oprindelse i hinduismen, mere
præcist i Sankya-, Yoga- og Vedanta-filosofien.
Efter at have opholdt sig i en ashram i
Pondicherry i Indien og studeret den tillempede form for Yoga, som vismanden
Sri Aurobindo Ghose (1872-1950) stod for, udgav Johannes Hohlenberg
(1881-1960) i 1916 bogen "YOGA i dens Betydning for Europa".
Bogen er tilegnet "Sri Aurobindo Ghose i taknemmelighed og ærbødighed.
J.H."
Men det var på baggrund af Jens Andreasens
opfordring til at gå på Hovedbiblioteket, som dengang havde til huse på loftet
i Nikolaj Kirke, for at låne "Tankens Magt", at jeg en dag vovede mig
ind på det ærværdige bibliotek. Dets bogsamling, især af ældre faglitteratur
inden for religion og filosofi, var imponerende. Men i stedet for Nervils
bog, fattede jeg stor interesse for en bog fra 1915 af professor ved Calcuttas
Universitet Sri Ananda Acharya: "Indledning til INDISK FILOSOFI.
Foredrag holdt ved Kristiania Universitet 1915". Bogen, som jeg havde
temmelig let ved at læse på trods af det norske sprog, havde et indhold, jeg
straks fra begyndelsen følte mig fortrolig med. Den handlede nemlig principielt
om akkurat det samme, som Bruntons bog "Bag Indiens lukkede døre",
men var mere sagligt filosofisk end denne, og drejede sig ikke så meget om
mystikere og yogier, som om store klassiske indiske tænkere og disses
filosofiske systemer, hvilket jeg fandt velgørende.
Gennem bogen "Indledning til INDISK
FILOSOFI" fik jeg et relativt godt overblik over de seks klassiske indiske
filosofiske systemer: Vedanta eller Uttara-Mimamsa, Purva-Mimamsa, Samkhya,
Yoga, Nyaya og Vaiseshika. Min personlige interesse var dog særlig koncentreret
om tre af disse filosofier, nemlig Samkhya, Yoga og Vedanta.
Sanskritbetegnelserne generede mig ikke det mindste, lige så lidt som det
generer mig, at vort eget sprog i betydeligt omfang anvender græske og latinske
ord og begreber. Sanskrit er et oldindisk skriftsprog, som tilhører den
sprogæt, der er udbredt over det meste af Europa og de herfra koloniserede
områder, Indien og Persien. Indoeuropæisk sprog er identisk med det ikke
overleverede grundsprog, som disse sprog menes at nedstamme fra. Sanskrit, der
har sit eget alfabet, devanagari, er med andre ord det klassiske indiske
litteratursprog, der dog næppe har været talt i den kendte form, der har et
yngre præg end vedisk. Sanskrit er præget af stor formrigdom, især i
udsagnsordenes bøjninger, og er af stor betydning for den sammenlignende
indoeuropæiske sprogforskning.
Det er i den forbindelse særlig interessant
at kunne konstatere, at adskillige sanskritord har lighed med og principielt
samme betydning som tilsvarende danske eller skandinaviske ord. Eksempelvis
betyder sanskritordet samvit (afledt af sam = med og veda
= viden, altså egentlig 'samviden') = samvittighed. Sanskritordene veda
og vidya betyder begge viden. Og dwaita (afledt af dwee =
to), som betyder 'tohed', 'to-delt' lig det græske dualis (dualisme, afledt af
duo = to): dobbelthed. Talordene i sanskrit har også stor lighed med europæiske
og nordiske talord: Sammenlign f.eks. dansk en, to, tre, fire, fem og
engelsk one, two, three, four, five med sanskrit ek, dwee, tree,
chatoor, panch, og dette igen med latin unus, duo, tres, quattuor,
quinque, og græsk heis, dyo, (trejes) treis, (qwetuares) tettara, (
pengqwe) pente.
Imidlertid må det konstateres, at det
righoldige ordforråd og de grammatikalske regler, der er i sanskrit, hænger
uadskilleligt sammen med dén antikke religiøse og abstrakte filosofiske
tankegang, hvis oprindelse skal søges i Veda'erne og Upanishad'erne, som
tidligere er blevet omtalt. Og det var ikke så meget de filologiske og
etymologiske problemer, der interesserede mig, men i højere grad de religiøse
og filosofiske tanker, forestillinger og ideer, der ligger bag sproget, skønt
jeg på det tidspunkt, vi her taler om, kun var 17 år. Men bekendtskabet med især Sankhya, Yoga og Vedanta fik stor og
mangeårig indflydelse på mit liv og min livsforståelse, for i disse filosofier
fandt jeg en tænkning og en opfattelse af verden, der stemte godt overens med
mit eget sindelag. Begreber som sjæl (atman = enkeltsjælen) og brahman (= den
altibefattende, hellige alkraft eller alsjælen), og ligeledes fænomenet
reinkarnation eller genfødsel (samsara = kredsløb, livscyklus) indgår i
forening med karma (= skæbne som resultat af handling i tidligere tilværelser)
som et selvfølgeligt og væsentligt led i sammenhængen.
Disse begreber havde jeg på baggrund af den
tidligere beskrevne usædvanlige nær-døds oplevelse, jeg havde haft som 13-årig
skoledreng, ikke vanskeligheder ved at forstå eller acceptere. Så meget mindre,
som jeg også allerede havde læst bogen ”Den menneskelige personlighed og
dens beståen efter døden”, oversat af en ingeniør Lauritsen efter den
engelske original ”The Human Personality and its Survival after Death”,
der var redigeret af den psykiske forsker F.W.H. Myers (1843-1901) og udgivet
af Society of Psychical Research i London 1886. Heri havde jeg kunnet læse om
næsten tilsvarende nær-døds oplevelser, som den jeg selv havde haft for omkring
fire år siden. Derfor var jeg allerede klar over, at vi mennesker er i
besiddelse af et evigt, dvs. uskabt og derfor uforgængeligt inderste Selv, og af
en usynlig sjælekrop, der er en slags dublet af den fysiske krop, men ikke er
identisk med denne, og at bevidstheden, som ikke bør forveksles med hjernen,
overføres på sjælekroppen ved tabet af fysisk bevidsthed, hvilket antagelig
også er tilfældet ved den fysiske død. Psykiske forskere og okkultister kalder
denne sjælekrop for astrallegemet eller æterlegemet. Dette legeme kan under f.
eks. søvn helt eller delvist frigøres og bevæge sig omkring i en åndelig verden
eller dimension. Mange år senere, da jeg fik lært Martinus’ Kosmologi at kende,
stødte jeg på en mindre mystisk og nemmere forståelig og acceptabel betegnelse
for sjælekroppen, nemlig ”transformationsfeltet” eller ”koblingslegemet”. Men
herom senere og i kronologisk orden.
Men det var først gennem bekendtskabet med de
nævnte indiske filosofier, at jeg fik en relativt dybere forståelse af
forholdet mellem sjæl og krop, og mellem bevidsthed og omverden. Dette forhold
er efter en hel del at dømme nemlig ikke helt, som naturvidenskaben og den materialistiske
livs- og verdensopfattelse forestiller sig, hvilket jeg dog ikke skal komme
nærmere ind på her, men blot nævne.
Filmmuseets forevisningsrækker
Noget af det, der fik en betydelig indflydelse
på min kulturelle opdragelse og på mit udsyn over verden, var da jeg i
efteråret 1946 meldte mig som deltager i en filmforevisningsrække af såkaldte
dokumentarfilm, som Det danske Filmmuseum havde arrangeret. Museet var blevet
oprettet 1942, og hørte først under Dansk Kulturfilm (oprettet 1932), men fra
1947 blev det en selvstændig institution med egen bestyrelse. 1958 ændret til
en statsinstitution under Statens Filmcentrals administrative ledelse, men
efter filmloven af 21. maj 1964 fik museet sin egen administration. Men i 1946 havde Det danske Filmmuseum sit
forevisningslokale i Frederiksberggade 25, 1. sal, hvor fotografen Peter
Elfelts første biograf havde haft til huse i 1901-02. Salen rummede vel omkring
120 siddepladser fordelt på 12 stolerækker à 10 sæder, og lærredet var til
gengæld heller ikke større end cirka 3 x 4 meter. Det første kortfilmprogram,
jeg så, var nogle dokumentarfilm - eller måske rettere nogle propagandafilm -
for Food and Agriculture Organization of the United Nations, forkortet FAO.
Organisationen blev oprettet 1945 med det formål, at støtte landbrugets
udvikling i forskellige lande og søge at forhindre overproduktion i nogle lande
og hungersnød i andre.
En af filmene gjorde særlig stærkt indtryk,
fordi den viste, at visse vestlige lande afbrændte sin overproduktion af korn,
medens folk i visse lande i Afrika og Asien døde af sult. Det var naturligvis
oprørende at få kendskab til og være vidne til, og derfor syntes jeg - og mange
med mig - det var et stort fremskridt i verden, at en overnational instans som
Forenede Nationer med sine mange forskellige underafdelinger, og herunder ikke
mindst FAO, var blevet dannet i forsøget på rent praktisk at afhjælpe problemerne.
En væsentlig hindring for, at de gode intentioner og bestræbelser skulle kunne
lykkes, var imidlertid den omstændighed, at FN bestod og fortsat består af en
række selvstændige nationer, som havde svært ved et fælles fodslag og som
derfor ikke havde magtbeføjelser nok, til at kunne ændre ved den skæve og uretfærdige
fordeling af ressourcerne i verden.
Blandt de mange kortfilm, som blev vist i
Filmmuseets forevisningsrækker, var også engelske dokumentarfilm fra krigsårene.
Blandt disse film var det særligt kortfilm som Listen to Britain (1941;
"Storbritanniens stemme") og A Diary for Timothy (1945:
"Dagbog for Timothy"). Filmene var instrueret af en af engelsk
dokumentarfilms store instruktører, Humphrey Jennings (1907-51), og
skildrede henholdsvis et krigsdøgn i London og dels hele krigens forløb, på en
sådan måde, at menneskene, begivenhederne og situationerne blev så nærværende,
at man følte sig som deltager. Det var især Jennings' meningsfyldte vekslen
mellem bevægelse og stilstand, mellem lyd og tavshed, forbundet med en
mesterlig klippe- og lydteknik, der bjergtog mig og angiveligt også mange
andre.
Ved en af Filmmuseets senere
forevisningsrækker vistes der spillefilm, som på en eller anden måde havde
relation til 2. verdenskrig. Det var film som Fritz Langs mesterlige film fra
1920'ernes Berlin, "M" (1931) og hans uhyggelige og
ildevarslende Dr. Mabuses testamente (1932-33), som handler om en
sindssyg psykiatrisk læge, der vil erobre verdensherredømmet gennem brug af et
bestemt psykofarmakon, men som ender med selv at blive lagt i spændetrøje på
det psykiatriske hospital, han er overordnet medarbejder ved. Filmen er ifølge
Fritz Langs egen forklaring en parafrase over diktatoren Hitlers personlighed
og politiske ambitioner, men i 1932-33, da filmen blev lavet, kunne hverken
Lang eller hans medarbejdere forudse, hvilken retning Hitlers liv og især hans
skæbne ville tage. Derfor må "Dr. Mabuses testamente" siges at være
visionær, idet den forudså Hitlers endeligt som diktator, selv om den ikke
kunne forudse, at han efter alt at dømme led døden for egen hånd. Ved sin
fremkomst blev filmen da også forbudt af propagandaminister Goebbels, som dog
tilbød Fritz Lang et job som instruktør af propagandafilm for Naziregimet.
Goebbels vidste på det tidspunkt åbenbart ikke, at Lang var halv-jøde. Fritz
Lang forudså dog faren og valgte øjeblikkeligt at forlade Tyskland og rejse til
Frankrig. Han efterlod sin kone, Thea von Harbou, som ellers havde skrevet
manuskripter til de fleste af hans tyske film, deriblandt til "Dr.
Mabuses testamente", men hun ønskede åbenbart ikke at følge sin mand i
eksil. Det viste sig da også, at Thea von Harbou sympatiserede med nazismen og
at hun derfor kunne fortsætte sin forfatterkarriere i Nazi-Tyskland.
Fritz Lang opholdt sig i omkring to år i
Frankrig, hvor han da også kun indspillede en enkelt film, Liliom (1933),
før han i 1935 rejste til USA. Her blev han hurtigt en af Hollywoods mest
prominente filminstruktører. Hans første amerikanske spillefilm var Fury (1936;
"Hævneren") med Spencer Tracy i hovedrollen. Filmens hovedtema er den
enkeltes kamp mod samfundet, sidstnævnte repræsenteret af lillebyens rabiate
borgere, som har ladet sig oppiske til lynchstemning og som derfor vil tage
loven i egen hånd, da den handelsrejsende (Spencer Tracy), der står anklaget
for et mord, han ikke har begået, frikendes ved retten. Pøbelen sætter ild til
fængslet, mens den handelsrejsende endnu befinder sig i sin celle, og alle
tror, at han er omkommet i flammerne. Han har imidlertid overlevet branden, men
pådraget sig svære forbrændinger, som bl.a. efterlader sig store ar i hans
ansigt, at han ikke er let at genkende. Denne situation benytter han sig af til
at hævne sig på de mennesker, der førte an i den uretfærdige anklage imod ham.
(skal undersøges)
En betydelig tidlig tysk tonefilm er Menschen
am Sonntag (1929; "Mennesker om søndagen"), til hvilken den
senere verdensberømte filminstruktør Billy Wilder (1906-2002) havde
skrevet manuskriptet, og som blev instrueret af den ligeledes senere berømte
amerikansk fødte, men tysk opvoksede instruktør, Robert Siodmak (1900-1973).
Filmen, der gjorde et stort indtryk på mig, er en dokumentarisk skildring af
nogle almindelige unge Berlineres enkle weekend, hvor de tager på en
endags-udflugt til storbyens landlige omegn. Som tidligere omtalt forlod Billy
Wilder Tyskland efter Hitlers magtovertagelse i 1933, og efter et års ophold i
Frankrig emigrerede han til USA, hvor han virkede som journalist og
manuskriptforfatter, det sidste i Hollywood. Her skrev han bl.a. drejebogen til
Ninotchka (1934; "Ninotchka"), som blev instrueret af den
tyske filminstruktør, Ernst Lubitsch (1892-1947), der dog allerede var
kommet til Hollywood i 1923, hvor han forblev lige til sin død i 1947. Efter at
have skrevet drejebog til flere Hollywood-film, begyndte Billy Wilder i 1942 at
iscenesætte film, som han også selv havde skrevet drejebogen til. Hans debut
som filminstruktør skete med filmen The Major and the Minor (1942;
"En fremmelig pige").
Efter Hitlers magtovertagelse tog Robert
Siodmak til Paris, hvor han filmede op gennem 1930'erne. Men ved tyskernes
okkupation af Frankrig forlod han landet og rejste til Hollywood, hvor han
opholdt sig og lavede en del spillefilm. 1952 vendte han atter tilbage til
Tyskland og fortsatte med at indspille film der.
En anden og nok så betydelig tidlig tysk tonefilm
var Die Dreigroschenoper (1931; "Laser og pjalter"), som blev
iscenesat af Georg Wilhelm Pabst (1808-1967), der også er kendt for sine
psykoanalytiske og socialrealistiske stumfilm fra 1920'erne. En af disse film
var Die freudlose Gasse (1925; "Bag glædernes maske"), som dog
mest er markant ved, at de to verdensstjerner Asta Nielsen og Greta Garbo
optræder i den. Ved nazisternes magtovertagelse i 1933 emigrerede Pabst til
Frankrig, hvor han optog et af sine mesterværker, Don Quijote, med den
berømte russiske bassanger Fjodor Sjaljapin (1873-1938) i titelrollen.
En herlig film, som også blev vist i en af Filmmuseets forevisningsrækker.
Pabst vendte dog tilbage til Tyskland allerede i 1940, men lavede kun to ikke
særlig betydningsfulde spillefilm under resten af krigen. Efter denne
indspillede han film i Østrig, hvor hans første film var en skildring af et
historisk retstilfælde fra 1880'ernes Ungarn, som gav ham anledning til at
fremsætte en kraftig prosemitisk anklage imod jødehaderne.
Den mest uhyggelige film, der blev vist i
forevisningsrækken, var vel nok den stærkt antisemitiske Jud Süss
(1940; "Jøden Süss"), hvis instruktør, Veit Harlan
(1889-1964), var en af Nazi-Tysklands mest pro-nazistiske og mest hadefulde
antisemitiske filminstruktører. Han arbejdede direkte under propagandaminister
Josef Goebbels' supervision og gjorde alt, for at imødekomme og tilfredsstille
dennes djævelske forførelse af det tyske folk og dets sympatisører. Veit Harlan
var gift med den uhyre populære svenske skuespillerinde Kristina Söderbaum
(1912-2001), som både før, under og efter krigen spillede hovedrollen i alle
hans film. To af parrets film blev enorme publikumssucceser under krigen, også
herhjemme. Det var Die Goldene Stadt (1942; "Den gyldne stad")
og Immensee (1943; "Drømmesøen"), hvoraf især den sidstnævnte
blev et tilløbsstykke for det mandlige biografpublikum på grund af sine mange
dristige indendørsscener med en flok nøgne badenymfer, der boltrer sig i et
stort svømmebassin.
Efter krigen blev Harlan anklaget for
forbrydelse mod menneskeheden specielt på grund af filmen "Jøden
Süss", men endte med at blive frikendt. Derefter vendte han under
voldsomme protester tilbage til sit arbejde som filminstruktør, men ingen af
hans efterkrigsfilm fik nogen særlig betydning. Hans kone blev også
"afnazificeret", som det kaldtes, og hun vendte ligeledes tilbage til
sit arbejde som filmskuespillerinde, men heller ikke hun gjorde sig særligt
gældende siden da. Den skuespiller, Werner Krauss (1884-1959), der havde
spillet rollen som den jødiske finansmand, Süss Oppenheimer, blev efter krigen
også tiltalt og fik nogle års karantæne, men vendte derefter tilbage til sit
arbejde på Burgtheater i Wien, lige som han indspillede nogle få film i perioden
1950-55.
Blandt det interessante ved Veit Harlan som
menneske, var bl.a., at han i 1922 giftede sig med den jødisk fødte
skuespillerinde og kabaretsanger Dora Gerson (1899-1943), men parret
blev skilt allerede to år efter. Hun døde sammen med sin familie i kz-lejren
Auschwitz i 1943. I 1929 giftede Harlan sig med skuespillerinden Hilde
Körber ((1906-1969) og fik tre børn med hende, før ægteskabet blev opløst
af politiske grunde, som havde med nazismen at gøre. 1937 giftede han sig med
Kristian Söderbaum, til hvem han personligt skrev adskillige tragiske roller,
som gik lige ind hos det tyske publikum. Det hører med til Veit Harlans
historie, at en af hans døtre med Hilde Körber konverterede til den mosaiske
tro og giftede sig med en søn af et offer for Holocaust. Hun begik selvmord i
1989. Veit Harlans niece, skuespillerinden Christiane Susanne Harlan (f.
1932), giftede sig med filminstruktøren Stanley Kubrick (1928-1999), som
var af jødisk oprindelse. Under navnet Susanne Christian havde hun en rolle i
Kubricks film Paths of Glory (1957, Ærens vej), hvori den jødiske
skuespiller Kirk Douglas havde hovedrollen. Susanne Harlan blev enke efter
Kubricks død i 1999.
I
de første år efter krigen var Kristina Söderbaum ofte udsat for chikanerier
udenfor scenen og blev også udsat for at få rådne tomater kastet efter sig.
Personligt beklagede hun sin medvirken i antisemitiske film, men gjort gerning
stod jo ikke til at ændre. Efter at hendes mand, Veit Harlan, igen fik lov til
at indspille film, fortsatte hun med at have den ledende kvindelige hovedrolle
i hans nye film, som f.eks. i Die blaue Stunde (1953, Den blå time), Die Gefangene des Maharadscha (1953, Maharajaens fange), Verrat an
Deutschland (1955, Tysklands forræderi), og Ich werde dich auf Händen
tragen (1948; Jeg vil bære dig på
mine hænder).
Det
sidste professionelle samarbejde mellem Harlan og Söderberg var i hans
opsætning i 1963 på teatret af August Strindbergs skuespil Et drømmespil. Efter
Harlans død i 1964 fortsatte Kristina Söderberg som anerkendt modefotograf. I
1974 fik hun en rolle i spillefilmen Karl May, og i 1983 udgav hun sine
erindringer under titlen Nichts bleibt immer so (på engelsk ”Nothing
Stays That Way Forever”). I sine senere år var hun væk fra scenen og
offentlighedens søgelys, men havde dog lejlighedsvis mindre betydelige roller
på film og i TV-serier. Hendes sidste film var med den efterhånden berømte
engelske skuespiller Hugh Grant (f. 1960) i thrilleren Night Train to Venice
(1994). Hun døde på et plejehjem i Nordtyskland i 2001. Sic transit gloria.
Filmmuseet havde også en forevisningsrække om klassiske danske
stum- og tonefilm, og i den anledning vistes nogle af filminstruktøren Carl
Th. Dreyers spillefilm, bl.a. den berømte Jeanne d'Arc fra 1928. Den
blev indspillet i Frankrig og var baseret på retsdokumenterne fra den
"retssag", som en nordfransk gejstlig domstol under forsæde af
biskoppen af Beauvais førte mod den da kun 19-årige bondedatter Jeanne d'Arc
(1412-31). Jeanne d'Arc stod anklaget for kætteri og trolddom, og det blev især
brugt imod hende, at hun på sine rejser og felttog havde båret mandsdragt. Det
var englænderne, hvis fange hun var på det tidspunkt, der overgav hende til retsforfølgning.
De havde nemlig et regnskab at gøre op med hende, fordi hun ved flere
lejligheder havde voldt dem store vanskeligheder. Således befriede hun og den
hærafdeling, hun var anfører af, byen Orléans fra engelsk belejring, hvilket
gav hende tilnavnet Jomfruen fra Orléans. Hun vandt en ny sejr ved Patay 1429
og førte hæren til Reims, således at Charles VII kunne krones i byens domkirke.
Men da hun 1430 ville undsætte Compiègne blev hun fanget af burgunderne, som
for 10 000 francs solgte hende til englænderne.
Under retssagen ville Jeanne d'Arc ikke have
nogen forsvarer, men ønskede at forsvare sig selv, hvilket hun i begyndelsen
gjorde med stor frejdighed. Men da dommen lød på kætterbålet brød hun sammen og
tilstod sin skyld, samtidig med at hun afsværgede, hvad hun hidtil havde
hævdet, nemlig at det var himmelske stemmer, der havde inspireret hende til at
handle, som hun havde gjort. Hun blev derpå benådet med livsvarigt fængsel,
men to dage senere fortrød hun åbenbart sin svaghed, idet hun trak tilståelsen
tilbage og iførte sig på ny mandsdragt. Det menes, at hun enten blev tvunget
eller narret til det af englænderne, der ønskede hende henrettet. I al fald
blev hun den 30. maj 1431 brændt i Rouen. Denne frygtelige og umenneskelige
straffeform, skabt af frygt og overtro, der i tidens løb har kostet så mange
mennesker livet, herunder især kvinder, som totalt uskyldige stod anklaget for
hekseri og trolddom. Imidlertid var der åbenbart flere indflydelsesrige
personer, der syntes, at Jeanne d'Arc var blevet uskyldigt dømt, og 1450 lod
den franske regering kætterprocessen mod hende genoptage, hvilket førte til, at
dommen blev omstødt i 1456. Blandt det franske folk blev hun betragtet som en
helgen, men det var først så sent som i 1920, at den katolske kirke anerkendte
hende som sådan.
Carl Th. Dreyer følte sig draget af det
tragiske ved Jeanne d'Arcs skæbne, og med den franske Falconnetti i titelrollen
ville han skildre det menneskelige livsvilkår: lidelsen. Et emne, han også tog
op i Vredens dag (1943) og som han også beskæftigede sig med i "Jesus
af Nazareth", der af finansielle grunde dog kun endte i
manuskriptform. Sidstnævnte manus havde Dreyer lejlighedsvis arbejdet på siden
1949, og 1968 blev det udgivet i bogform. Dreyer havde lige til det sidste
håbet på, at det ville have kunnet lykkes ham at sætte kronen på sit livsværk
med Jesus-filmen, men Det danske Filminstitut og Kulturministeriet havde ikke
midler til at støtte projektet med mere en 3 mill. kroner, og det var langt fra
tilstrækkeligt til at indspille filmen for.
Men af Dreyers andre stumfilm viste
Filmmuseet bl.a. hans debutfilm, Præsidenten (1920), og desuden Blade
af Satans Bog (1921) og Du skal ære din Hustru (1925) samt Dreyers
tidligste tonefilm: Vampyr (1932). Dreyers samlede filmproduktion er
ikke særlig stor, men til gengæld har den haft en vis indflydelse, især uden
for Danmarks grænser, f.eks. på den svenske filminstruktør Ingmar Bergman, hvis
film både i form og indhold i nogen grad kan minde om Dreyers.
Carl Th. Dreyer (1889-1968) var uddannet
journalist og som sådan fungerede han både før, under og efter sin tid som
filminstruktør. 1912 skrev han sit første filmmanuskript for Det
Skandinavisk-Russiske Handelshus, og 1913 blev han ansat i Nordisk Films
Kompagnis dramaturgiat, hvor han arbejdede, indtil han i 1918 begyndte som
instruktør for selskabet. 1920-32 instruerede han en række film i ind- og
udland, hvoraf flere er nævnt ovenfor. Derefter hovedsagelig beskæftiget med
journalistik, indtil han i 1942 vendte tilbage som filminstruktør, først med
kortfilm og snart efter med spillefilm. Fra 1952 til sin død bevillingshaver
til Dagmar Teatret, som ikke mindst i hans "regeringstid" lagde stor
vægt på at vise kvalitetsfilm.
Men i Filmmuseet vistes desuden klassiske
russiske og filmhistorisk betydningsfulde stumfilm som Sergei Eisensteins Panserkrydseren
Potemkin (1926), Pudovkins Moderen (1926) og St. Petersborgs
sidste dage (1927). I disse film var der ganske vist tale om kritikløs
hyldest til sovjetkommunismens lyksaligheder, som så helt bort fra, hvad der i
virkeligheden var foregået i revolutionsdagene, men filmene var så fremragende
filmisk set, at man selv som anti-kommunist var tilbøjelig til at se bort fra den
uhyrlige, udspekulerede, men samtidig ret beset meget naive politiske
propaganda.
Både Eisenstein og Pudovkin fik dog med tiden
stadig vanskeligere ved at forlige sig med og leve op til de kommunistiske
ideologers og magthaveres krav. I sine senere år og senere film koncentrerede
Eisenstein (1898-1948) sig om problemstillingen: den enkeltes samvittighed
over for statens, og det bragte ham i gentagne konflikter med statsmagten, og
førte desuden til, at nogle af hans seneste film blev forbudt af regimet. Det
gjaldt således Bezhin's Enge (1937) og ikke mindst anden del af hans
sidste epos, mesterværket Ivan den Grusomme (1.del: 1944 og 2.del:
1946). Sidstnævnte film er blevet tolket som Eisensteins indirekte kritik og
opgør med Stalin-regimet.
Pudovkin (1893-1953), som 1932 blev professor
ved filminstituttet i Moskva, søgte i modsætning til Eisenstein at skildre det
almene gennem det konkrete og enkelttilfældene, hvilket giver hans film et mere
menneskeligt og individuelt præg. I 1940'erne hentede han i lighed med
Eisenstein også sine emner fra Ruslands glorværdige fortid, men var som sin
kollega tvunget til at indlægge scener med stærk polemik mod andre nationer og
mod kommunismens modstandere i andre og fortrinsvis kapitalistiske lande. I
1951 blev Pudovkin anklaget for "forkerte dispositioner", men
klarede frisag, fordi han egentlig gerne ville leve op til regimets ideologiske
krav, selv om han havde sine problemer med det.
Det skal her indskydes, at nogle af de
filmforevisningsrækker, jeg her nævner, sandsynligvis først er blevet vist i
løbet af sæsonen 1947/48, men da jeg ikke længere er i stand til at huske
præcist, hvornår filmene blev vist, har jeg derfor valgt at omtale dem i
forlængelse af hinanden.
Blandt Filmmuseets forevisningsrækker var
også én, hvori berømte amerikanske stumfilm blev vist. Det drejede sig om
nogle af den internationale filmhistories mest betydningsfulde film, som f.eks.
Edwin S. Porters The Great Train Robbery (1903; "Det store togrøveri"),
den første Western-film overhovedet, desuden David Wark Griffiths dramatiske
film om den amerikanske borgerkrig, Birth of a Nation (1915; "En
nations fødsel"), og Intolerance (1916; "Intolerance"),
en film om den rolle, som had og intolerance har spillet gennem hele menneskehedens
historie.
Senere vistes relativt nyere amerikanske
spillefilm, bl.a. nogle, der var instrueret af markante instruktører, som
f.eks. John Ford (1894-1973). Han var af irsk afstamning og hed egentlig
Sean O'Fearna, og blev under dette navn filmfotograf i Hollywood i 1915, men
da han fra 1917 begyndte at iscenesætte film, kaldte han sig Jack Ford. I flere
af John Fords senere film havde min barndoms store cowboy-filmhelt, John
Wayne (1907-1979), den altoverskyggende hovedrolle. Hans navn var
egentlig Marion Michael Morrison, og selv om man skulle mene, at han vel nok
kunne have gjort sig gældende under navnet Michael Morrison, valgte han eller
hans filmselskab altså at lancere ham under pseudonymet John Wayne. Han, der
oprindelig var uddannet ved University of South California, begyndte som
statist i Hollywood, men fik i 1929 en hovedrolle i Raoul Walsh's Western-film
The Big Trail (1930; "Mod Lykkens Land"), som må betragtes som
hans egentlige debutfilm. I de følgende år medvirkede Wayne i en lang række
mere eller mindre betydningsløse Western-film, såkaldte B-film, hvori han
altid spillede helten, der efter diverse vanskeligheder klarer alle problemer,
således at de gode til sidst får deres belønning og de onde deres velfortjente
straf, hvilket ofte ville sige døden. Derimod fik helten ikke heltinden til
slut, for det ville have ødelagt myten om den ensomme rytter, der så det som
sin livsopgave at bekæmpe lovløsheden og genoprette lov og orden i de små
samfund ude vestpå i det store land. Det var nogle af disse film, mine to
kammerater, Jørgen og Jørn, og jeg bl.a. havde set og så i "Fasanen",
"Regina" eller "Odeon" i årene 1940-43, og inden den tyske
besættelsesmagt forbød amerikanske film i danske biografer.
Det var først i 1939 og i og med John Fords
berømte og for længst klassiske Western-film Stagecoach
("Diligencen"), at John Wayne med rollen som den unge cowboy, Ringo,
fik sit egentlige internationale gennembrud som en skuespiller, man burde tage
alvorligt. Allerede året efter forsøgte Ford da også at lancere Wayne i en helt
anden rolle, end han plejede at spille, nemlig som sømand i filmatiseringen af
Eugene O'Neills skuespil The Long Voyage Home (1940; "Den lange
Rejse hjem"). Men til trods for, at Wayne i denne film viste sit store
talent som karakterskuespiller, føltes det ikke som om han var rigtig hjemme
i denne type rolle, eller i al fald ville hans stampublikum på det tidspunkt
ikke acceptere ham i en så seriøs rolle, som der her var tale om. Men hvad der
nu end var årsagen, så fortsatte Wayne i de følgende år fortrinsvis i rollen
som den ensomme lovens håndhæver i Western-film. Dog med enkelte afstikkere
til andet rollefag, som f.eks. kampflyver ("De flyvende Tigre", 1943)
eller kaptajn på en torpedobåd ("They were Expendable", 1946).
Men det var altså filmene
"Diligencen" og "Den lange Rejse hjem", jeg og de øvrige
deltagere fik at se ved en af Filmmuseets forevisningsrækker. Ved samme
lejlighed blev jeg opmærksom på navnet Dudley Nichols (1895-1960), som
var synonymt med den mand, der dels havde skrevet manuskripter eller drejebøger
(screenplays) til de to nævnte film, og som i årene 1929-57 dels skrev drejebøger
til en lang række spillefilm, herunder ikke mindst til flere af John Fords film.
Dudley Nichols var uddannet på University of Michigan og blev
udenrigskorrespondent på "New York World", og desuden skrev han
romaner, inden han i 1929 kom til Hollywood. Nogle af de første spillefilm,
Nichols skrev drejebog til, var John Ford-filmene "Til sidste Mand"
(1934) og "Forræder" (1935). Den sidstnævnte fik han en Oscar for.
Men i særlig markant grad indlagde Dudley Nichols sig filmhistorisk
fortjeneste, da han i 1948 skrev sin anden drejebog over et af Eugene O'Neills
skuespil Mourning becomes Electra ("Sorg klæder Electra"), som
han desuden både producerede og selv instruerede. Denne i enhver henseende
specielle film blev en stor kunstnerisk succes, men den var ikke noget for
det almindelige biografpublikum.
Så vidt jeg erindrer, havde filmen "Sorg
klæder Electra" Danmarkspremiere i "Dagmar", hvor jeg havde
lejlighed til at gense dette meget dystre skuespil, som jeg netop det år, vi
her taler om, 1946, havde set på Alléscenen. Jeg erindrer dog ikke, om det var
O'Niells eller Jean Paul Sartres version af stykket, jeg så ved den lejlighed.
Men under alle omstændigheder blev Electra spillet af en af dansk teaters
fremragende karakterskuespillerinder, Inge Hvid Møller (1906-70), som
oprindelig var uddannet på Det kgl. Teaters elevskole og havde debut her 1934.
Men derefter valgte hun at arbejde freelance og var som sådan især tilknyttet
Riddersalen og Alléscenen. Sidstnævnte sted spillede hun hovedrollen i flere af
tidens store og berømte teaterstykker, bl.a. Eliza i Bernard Shaws "Pygmalion",
i Jean Anouilh's "Medea", og i samme forfatters "Antigone",
samt i Berthold Brechts "Mutter Courage". Inge Hvid Møller var fra
1933 en meget benyttet oplæser i radioen, lige som hun senere fungerede som
instruktør både på teatret, radioen og TV. Fra 1966 var hun programsekretær i
radioens teater- og litteraturafdeling med oplæsningsstoffet som speciale.
En anden og nok så vigtig filmhistorisk begivenhed
i København i efteråret 1946, var, da Danske Kunstneres Filmsektion blev
oprettet. Jeg husker ikke længere, hvem der egentlig stod bag Filmsektionens
oprettelse, men det var i hvert fald en ung og dengang endnu ukendt
skuespillerelev ved Frederiksberg Teater, Dirch Passer, der var institutionens
sekretær. Formålet var at vise dokumentarfilm, eksperimentalfilm og spillefilm,
der normalt ikke blev vist i biograferne. Filmsektionen havde lejet sig ind hos
biografen "D.S.B. - Den vide Verden", senere kaldet "D.S.B.s
Kino", på Københavns Hovedbanegård, og her vistes film for medlemmerne
søndag formiddage, før biografens ordinære kortfilmprogram begyndte kl.14.
Det virkede helt specielt, at møde op søndag
formiddag og se mere eller mindre seriøse og ekstreme eksperimentalfilm i lige
præcis den biograf, hvor man plejede at blive underholdt af et letbenet
kortfilmprogram, hvis højdepunkt var en Skipper Skræk-tegnefilm. For her
drejede det sig om film som f.eks. Un chien andalou (1928; "Den
andalusiske hund") og L'age d'or (1930; "Guldalderen") af
filminstruktøren Luis Bunuel (1900-1983) og den surrealistiske maler Salvador
Dali (1904-1989). I begge disse film benyttede de to unge kunstnere sig af
udfordrende dristige associationsklip, brutale billedafskæringer og
hensynsløst, anti-æstetisk billedindhold, og det skabte voldsomt røre ved
filmenes fremkomst, især i katolske lande. Filmene angreb nemlig først og
fremmest katolicismens moralkodex og gjorde samtidigt oprør mod alle former for
autoriteter.
Bunuel, som både arbejdede i Spanien,
Frankrig, Mexico og sågar i USA's filmmekka, Hollywood, gjorde især oprør mod
den sociale undertrykkelse af de nævnte landes proletariater og af den
traditionelle religiøse opfattelse af Jesus Kristus. Det sidstnævnte skete med
film som Nazarin (1959) og Viridiana (1961). Især den sidstnævnte
vakte harme og protester hos de højeste katolske myndigheder, noget, der senere
også blev tilfældet med den danske maler og filminstruktør Jens Jørgen Thorsens
filmprojekt The Love Affairs of Jesus Christ (1975; "Thorsens
Jesusfilm"), der dog aldrig blev realiseret. Samme år skrev Thorsen endnu
et filmmanuskript med Jesus-motiv: The Return of Jesus Christ, som havde
premiere i 1992.
Jens Jørgen Thorsen (1932-2000) er nok en
messe værd. Han var maler og multikunstner med speciale i såkaldte happenings,
jo mere provokerende jo bedre, syntes han som det legebarn han også var. Men
man skulle ikke tage fejl af ham, for han besad samtidigt stor viden om kultur-
og kunsthistorie. Han blev dog især berømt – nogle vil nok sige berygtet – for
sine kontroversielle planer om en Jesus-film, hvori Jesus blev fremstillet som
et ganske vist usædvanligt menneske, men dog et menneske med menneskelige
drifter, herunder som en frådser og vindranker og ikke mindst med en sexdrift,
som han tilfredsstillede sammen med Maria Magdalene. Det vakte international
forargelse og beskyldninger om blasfemi, og der blev tilmed fremsat dødstrusler
imod den arme Jens Jørgen. Men nok så vigtigt eller trist for ham var det, at
Det Danske Filminstitut trak sit tilsagn om økonomisk støtte til filmens
produktion tilbage. Det slog dog ikke Jens Jørgen ud, tværtimod førte han sig i
stigende grad frem som provokatør, til stor forargelse og vrede hos det gode
borgerskab, hvilket frydede Jens Jørgen, for det var lige præcis det publikum,
han ville udfordre. Men først mere herom senere i kronologisk rækkefølge.
Der blev også vist film af den franske maler,
forfatter, dramatiker og filminstruktør Jean Cocteau (1889-1963). Først
og fremmest Le sang d'un poète (1930; "Poetens Sang"), Le
Baron Fantôme (1942), L'Eternel Retour (1943; "Den evige
Længsel") og La Belle et la Bête (1945: "Skønheden og
Udyret"), som var den første egentlige spillefilm, han selv instruerede,
dog med teknisk assistance af den erfarne instruktør René Clement (1913-1996).
Blandt Cocteaus senere spillefilm kan især fremhæves Orphée (1950;
"Kærlighedens mysterium"), som er et selvbekendende og
selvhudflettende digterværk i et sælsomt fascinerende billedsprog. Det forklares
med, at Jean Cocteau var erklæret homoseksuel.
Det var også ved en af særforestillingerne i
D.S.B.-Kino, at jeg så plastilin-animationsfilmen Barbe Bleu (1937;
"Ridder Blåskæg"), som især gjorde indtryk ved sin barske form for
humor og sin animationstekniske udnyttelse af det faktum, at figurerne var
lavet af det voks- eller leragtige materiale, som kaldes plastilina. Figurerne
var udformet af maleren René Bertrand og filmen blev instrueret af Jean
Painlevé (1902-1989), som ellers var dokumentarist med speciale i overraskende,
chokerende og raffinerede, men samtidig realistiske naturfilm. Omkring 1935
producerede han imidlertid også dukkefilm for børn, og "Ridder
Blåskæg" var den første i en planlagt serie, men om han fik lavet flere af
slagsen, ved jeg ikke.
Forresten var det forbavsende, hvor hurtigt
biograferne efter befrielsen vendte tilbage til "normalt repertoire",
hvilket vil sige til et repertoire, der i overvejende grad var præget af ældre og
nyere amerikanske film. Repertoiret indeholdt kun i minimalt omfang engelske,
franske, svenske og danske film, og tyske film var efter 5. maj 1945 reelt
bandlyst i danske biografer. Det førstnævnte skyldtes, at de nævnte landes
filmindustri ikke havde kapacitet til at holde en permanent større produktion i
gang, og det sidstnævnte hang naturligvis sammen med den tyske besættelse af
Danmark, under hvilken biograferne indirekte blev påtvunget at spille en vis
mængde tyske spillefilm pr. kvartal. Men senere, da de hadefulde følelser over
for tyskerne som nation, var afdæmpet noget, i al fald hos en del af den danske
befolkning, blev der alligevel kun vist ganske få og vel at mærke nye tyske
spillefilm i enkelte biografer. Efter Nazi-Tysklands sammenbrud var tysk
filmindustri stort set ikke eksisterede, og desuden var de sørgelige rester
af fordums herlighed blevet underlagt allieret kontrol og censur. Mange tyske
filmfolk af alle kategorier måtte desuden gennem en afnazificeringsproces, som
medførte at nogle for altid blev udelukket fra at optræde på film og teater,
nogle fik flere års karantæne, medens en del blev frikendt, sådan som
tilfældet som tidligere nævnt blev med Veit Harlan, Kristina Söderbaum og
Werner Krauss.
En af de få nye tyske film, der havde dansk
premiere i 1946, var "Morderne er iblandt os", som skildrer den
almindelige tyskers medskyld i nationalsocialismens og den tyske krigsførelses
grusomheder. Filmen gjorde stort indtryk og betød et internationalt gennembrud
for dens østtyske instruktør, Wolfgang Staudte (1906-1984). Han havde
arbejdet med reklamefilm i mange år, da han under krigen debuterede som
spillefilminstruktør med Akrobat Schö-ö-ön (1943; "Akrobat
oh!"), med den berømte spanske cirkusklovn Charlie Rivel, egentlig
José Andreu (1896-1983), i hovedrollen. Filmen vistes herhjemme under besættelsen,
men den blev anset for at gå nazisternes ærinde, og derfor kiggedes der skævt
til folk, der som mig selv vovede sig ind at se den. Charlie Rivel havde via
sin datter Paulina Schumann (f. 1921) en mangeårig nær tilknytning til
Danmark, hvor han i København optrådte i Cirkus Schumann, Cirkus Moreno og i
Lorry. Rivel havde sønnerne Juanito, Valentino og Charlie
(sidstnævnte opkaldt efter faderen, der selv havde kaldt sig Charlie efter sit
store idol Charlie Chaplin, som han i 1927 havde parodieret i cirkusnummeret
"Chaplin i trapez". Men sønnerne optrådte i 1960'erne i København
under navnet Charlivels. Her havde jeg fornøjelsen af at møde dem hos fælles
bekendte. Paulina Rivel var gift med Albert Schumann (1915-2001), som
sammen med broderen, Max Schumann (1916-2004) gift med Vivi Schumann,
født Mikkelsen (1926-2000),
i mangfoldige år i sommersæsonen opførte cirkusforestillinger i cirkusbygningerne
i Göteborg, Stockholm og navnlig i København. Sidstnævnte sted sluttede
Schumann-dynastiet som cirkusledere efter sæsonen 1969, hvorefter Cirkusbygningen,
der i vintersæsonen tjente som biograf under navnet "World Cinema",
blev overtaget af Cirkus Benneweis. Paulina, Albert og Vivi og Max Schumann var
især kendte som hestedressører og skoleryttere af international klasse og
format. Deres børn, som tilhører 5. generation af Schumann-dynastiet, er
fortsat i cirkus- og varietébranchen, Alberts og Paulinas søn, Benny (f.
1945) som jonglør, Max' og Vivis børn, Katja (f.1949) og Philip
(f. 1953) som skoleryttere og hestedressører, dog fortrinsvis i Sverige og
udlandet.
Men tilbage til tysk film, hvor den måske
betydeligste tyske filminstruktør efter krigen er Helmut Käutner
(1908-1980), som efter en karriere som kabaretskuespiller og forfatter i 1939
debuterede som filminstruktør. Under krigen lykkedes det for ham at holde sig
fri af Goebbels' propagandaministerium, fordi man formentlig anså hans film for
harmløs underholdning og fordi man ikke havde brug for flere filminstruktører i
propagandaøjemed, end man allerede havde til overmål. Nogle af Käutners film
blev også vist herhjemme under besættelsen, og det rygtedes snart i filmkredse,
at her var en tysk instruktør, hvis film var helt fri for nazi-propaganda, og
som man derfor med god samvittighed kunne gå ind og se.
Blandt de Käutner-film, der blev vist i
danske eller i al fald københavnske biografer under besættelsen, var "På
gensyn, Franciska" (1941), "Så swinger vi" (1942), "Det
gådefulde smil" (1943) og ikke mindst "La Paloma" (1944). I den
sidstnævnte film havde den overordentlig sympatiske og populære Hans Albers
(1891-1960) en altdominerende hovedrolle, som den harmonikaspillende og
syngende sømand, der altid besøger sit stamværtshus, "La Paloma" (=
"Den hvide due"), når han har orlov. Hans Albers havde det danske
biografpublikum bl.a. kunnet se i 1943 i eventyrfilmen
"Münchhausen", som da blev vist i Palladium. Men en af Käutners mest
betydningsfulde film er vel nok "Galskabens vej" fra 1946, som samme
år havde Danmarkspremiere i Metropol, hvor jeg selv så den. Den gjorde stort
indtryk, både ved sin form og sit indhold. Filmen havde en rammehandling, idet
dens "hovedperson" var en folkevogn, og "handlingen" viste
en række situationer eller episoder, som denne folkevogn kom ud for i
Hitler-tiden og ved regimets sammenbrud. En fremragende tysk efterkrigs-film.
Af de få nyere franske film, der havde
Danmarkspremiere i 1946, var Le Diable au Corps ("Djævelen i
kroppen"), som vistes i Metropol, hvor jeg så den. Den mandlige hovedrolle
som en ung gymnasiast, der forelsker sig i sin unge, men gifte lærerinde, blev
spillet af en af Frankrigs allerbedste yngre skuespillere, Gérard Philipe
(1922-59), som i løbet af få år opnåede international berømmelse. Hans
speciale var fremstilling af blide, vemodige ynglinge og i psykologisk
dybdeborende skildringer af voksne drenges utæmmelige lidenskaber. I flere af
sine senere film viste han dog også mere muntre og humoristiske sider af sit
store talent. Gérard Philipe, som optrådte både på teater og film, spillede med
stor personlig succes i film som f.eks La Beauté du Diable (1949; "Djævelens skønhed"), La
Ronde (1950; "Kærligheds-karrusellen"), Fanfan la Tulipe
(1951; "Fanfan, ridderen af Tulipanen") og Les Liaisons
Dangereuses (1959; "Farlige forbindelser"), der formentlig blev
hans sidste film, inden hans alt for tidlige død samme år.
Den kvindelige hovedrolle som den unge, gifte
lærerinde i "Djævelen i kroppen", blev spillet af en af fransk films
yngre kvindelige stjerner, Micheline Presle (1922-), som dog også
lejlighedsvis brillerede i filmkomedier, både før, under og efter krigen. Man
vil sent glemme hendes og Gérard Philipes fine, følsomme og erotiske samspil i
"Djævelen i kroppen", hvis udfald på forhånd er bestemt af, at
kvindens mand, der er officer, ventes hjem på orlov en af de nærmest følgende
dage. Gymnasieeleven er lidenskabeligt besat af sin unge lærerinde, hvis
lidenskab det også lykkes ham at vække, og sammen oplever de en kortvarig,
gensidig heftig erotisk besættelse, som brat afsluttes, da hendes mand kommer
hjem. Det særlige ved filmen, der var instrueret af René Clairs tidligere
assistent, Claude Autant-Lara (1901-2000), var dens stille, vemodige
overflade, under hvilken man anede de heftige, ustyrlige lidenskaber, som
varslede ulykke.
Og meget apropos René Clair, egentlig
René Chomette (1898-1981), måske den største af alle tiders franske filminstruktører,
som op gennem 1930'erne skabte en række poetiske og samfundssatiriske
filmkomedier, der blev uhyre populære hos det store biografpublikum. Dette
gjaldt dog også hans i reglen sødmefyldte kærlighedshistorier, hvor to purunge
mennesker af hver sit køn, efter diverse vanskeligheder får hinanden i enden.
René Clairs vel nok mest berømte førkrigsfilm, A Nous la Liberté (1931;
"Leve friheden"), blev en af inspirationskilderne til Chaplins
ligeledes samtids- og samfundskritiske filmkomedie Modern Times (1936;
"Moderne tider").
I midten af 1930'erne filmede René Clair i
England, hvor han arbejdede for Alexander Korda, og her indspillede han den
ligeledes satiriske filmkomedie The Ghost goes West (1935;
"Spøgelset flytter med"). Med et hvast sideblik til den amerikanske
aviskonge, Randolph William Hearst, der bl.a. var kendt for at have ladet
italienske og spanske herskabsvillaer nedrive og genopføre på sin kæmpestore
strandgrund ved Californiens kyst, lod Clair sin film satirisere over en rig
amerikaners opkøb af en skotsk borg, som blev omhyggeligt revet ned og pakket
i store trækasser, der derefter blev transporteret ad søvejen til Amerika. Det
afgørende er imidlertid, at der på den nedrevne borg huserede et spøgelse, som
tilhørte en yngre mand, som i levende live havde været en søn af borgens ejer.
Denne rolle blev spillet af den meget sympatiske og fine engelske karakterskuespiller
Robert Donat (1905-58), der havde sin filmdebut i 1932, og som siden da
vekslede mellem at indspille film i England og i USA, mere præcist i Hollywood.
Robert Donats gennembrudsfilm blev den engelske
gyser The Thirty-nine Steps (1935; "De 39 trin"), der havde
den ligeledes engelske filminstruktør, Alfred Hitchcock (1899-1980),
som instruktør. Fra 1940'erne og til sin død i 1980 virkede Hitchcock i
Hollywood, og det var her, han instruerede de film, der gjorde ham
internationalt berømt for sine nervekriblende og ofte diabolsk humoristiske
kriminalfilm. Robert Donat, som livet igennem kæmpede med en alvorlig og
kronisk astma, døde kun 53 år gammel. Han havde haft sin teaterdebut i 1921 i
Birmingham, og efter at have spillet på provinsscener, kom han i 1930 til
London, hvor han bl.a. optrådte på the Old Vic. Hans filmdebut fandt sted i
1932 med filmen Men of To-morrow, men fik først en hovedrolle i filmen The
Count of Monte Christo (1934; "Greven af Monte Christo"), baseret
på en roman af Alexandre Dumas den Ældre, udgivet 1844-45. Handlingen udspillet
i Napoleon-tiden, og i filmen spiller Donat rollen som den unge styrmand Edmond
Dantès på handelsskibet "Pharaon". Han står over for at skulle udnævnes
til kaptajn og ægte sin forlovede, Catalan Mercedes, men det forpurres af hans
to rivaler, der beskylder ham for at være en farlig bonapartist, der formidler
breve fra den slagne kejser, som sidder som fange på øen Elba, og til dennes
tilhængere i Frankrig, der formodes at ville befri og genindsætte Napoleon på
tronen. Dantés dømmes til anbringelse på en skummel borg, der er bygget på et
klippefremspring i havet, og som tjener som fængsel for oprørere og kriminelle.
Her holdes Dantès som fange i henved 20 år, da det på forunderlig måde lykkes
ham at flygte.
Dantès er af en af sine medfanger, som anses
for at være splittergal, blevet fortalt, at der på den øde ø Monte Christo ud
for Italiens kyst, findes skjult en enorm skat. Det lykkes Dantès at finde
skatten, og som en rig mand og under navnet Greven af Monte Christo vender han
tilbage til og tager ophold på sin hjemegn. Ingen synes at genkende ham efter
så mange år, men man accepterer ham på grund af hans rigdom og diskrete
optræden. Imidlertid er det eneste han tænker på, at tage hævn over sine gamle
fjender, der alle er nået frem til ære og rigdom. Det lykkes ham da også at
bringe dem alle til fald.
Under krigen valgte René Clair at fortrække
til Hollywood, hvor han dog havde betinget sig fortsat at få lov til at lave
den type film, som han var bedst til og helst ville. Det kan undre, at netop han
af alle valgte de amerikanske filmmogulers Hollywood, men det hang formentlig
sammen med, at et af hans store filmiske forbilleder, Charlie Chaplin, boede
og arbejdede dér. Og når Chaplin kunne arbejde i Hollywood, uden at gå på
væsentlig kompromis med sin kunstneriske integritet, måtte han, René Clair,
vel også kunne det. Det lykkedes dog ikke til hans egen tilfredshed, og derfor
vendte han tilbage til Paris efter krigen og genoptog sit virke her, hvor han
følte sig hjemme.
En af Clairs måske mest vellykkede og bedst
kendte amerikanske film, er I Married a Witch (1942; "Min kone er
en heks"), med den nyopdukkede amerikanske starlet Veronica Lake
(1922-1973) i den kvindelige hovedrolle. Hun fortsatte med at indspille film
helt frem til slutningen af 1960'erne, og i 1968 publicerede hun sin
selvbiografi, "Veronica" - hendes rigtige navn var dog Constance
Ockelman. I begyndelsen af 1970'erne optrådte hun på engelske teatre. Det er i
denne sammenhæng interessant at konstatere, at René Clairs "Min kone er en
heks", var en af de franske film, der havde repremiere i danske eller i hvert
fald i københavnske biografteatre i 1945. Filmen stod således på programmet hos
Strand Teatret den 7. september 1945.
I
de danske eller i al fald københavnske biografer kunne man i 1946 eksempelvis
også se nogle spillefilm af den franske instruktør Julien Duvivier
(1896-1967), som under krigen arbejdede i Hollywood. Blandt disse film var
f.eks. "Lydia", 1941, "Manhattan", 1942, "En Nations
Hjerte", 1943. Omkring 1948 opholdt han sig i England, hvor han for J.
Arthur Rank indspillede "Anna Karenina" med Vivien Leigh, Ralph
Richardson og Kieran Moore i hovedrollerne. Året efter vendte han tilbage til
Paris, hvor han før krigen havde lavet nogle kunstnerisk set markante film med
bl.a. Jean Gabin i hovedrollen.
Endnu en fransk filmpremiere i en dansk
biograf skal her nævnes. Det drejer sig om "Carmen", 1943, som med
Viviane Romance og Jean Marais i hovedrollerne blev vist i Metropol, hvor den i
efteråret 1943 holdt sig på plakaten i adskillige uger. Viviane Romance,
egentlig Pauline Ortmans (1912-1990), var oprindelig danserinde ved teatret,
men debuterede i 1934 på film med Liliom, der som tidligere nævnt blev
instrueret af Fritz Lang. Hendes film, der enten var lidenskabelige kærlighedsfilm
eller pseudo-psykologiske melodramer, blev uhyre populære hos det almindelige
biografpublikum, også i Danmark. Flere af hendes film stod på plakaten
herhjemme under besættelsen, og især det kvindelige publikum fyldte
biografsalen, når en af hendes film vistes. Det var film som f.eks. La
Bandéra (1935), Vi holder sammen (1936), Ildkysset (1938), Gibraltar
(1938), Safia - en Gadepiges Skæbne (1938), Kvindefængsler (1938)
Kvindelist (1944), Vejen til Straffekolonierne (1945). Efter krigen
fortsatte Viviane Romance sin succesfulde filmkarriere, men kun et fåtal af
hendes efterkrigs-film blev spillet i danske biografer. Dog vistes eksempelvis
Panik (1946), Lidenskabernes Korsvej (1947), Passion
(1951) De syv Dødssynder (1952)og Fremmed-legionæren (1952).
Viviane Romances mandlige medspiller i
"Carmen" var den et år yngre Jean Marais (1913-1998), som blev
en af fransk teaters og films mest fremtrædende unge skuespillere, der siden
sin debut midt i 1930'erne arbejdede sig op til stjernerang. Det hjalp dog
adskilligt på hans karriere, at han tidligt kom i forbindelse med Jean
Cocteau, hvis foretrukne mandlige skuespiller han da også blev, især med sit
udseende og sin kække, drengede temperament og sin surmulende charme.
Egenskaber, der tydeligvis har tiltalt den homoseksuelle Cocteau, der da også
snart gav ham hovedroller i nogle af sine film, eksempelvis i L'Eternel
Retour (1943; "Den evige Længsel"), La Belle et la Bête
(1945; "Skønheden og Udyret"), Les parents terribles (1949) og
ikke mindst i Orphée (1950; "Kærlighedens mysterium"). Jean
Marais fortsatte med at indspille film i hvert fald til op i 1960'erne, men
kun få af hans efterkrigs-film har været vist i Danmark. Blandt disse er Julietta
(1953), Le Comte de Monte-Christo (1954; Greven af Monte Christo")
og "Elena og mændene" (1956).
Blandt de mange ældre og nyere amerikanske
film, man kunne se i danske, herunder københavnske, biografer i løbet af 1946,
var f.eks. "The Sullivans", 1944, "Konvoj over
Nordatlanten", 1943, "Dig skal det være" (Sun Valley Serenade),
1941) "En dag i Cirkus", 1938, "Det må ikke blive morgen",
1941, "Sergeant York", 1941, "Kærlighed efter aftale",
1941, "Spil op, Jimmy!", 1941, "Sådan er livet", 1943,
"Unge Edison", 1940, "Husker du -?", 1942, "Manhattan",
1942, "Udenrigskorrespondenten", 1940, "G-Men", 1935,
"De fire lovløse", 1943, "Toms eventyr", 1939, "Sahara",
1943, "Tahia", 1943, "Lydia", 1941, "Kvinden, der stod
bag", 1942, "Vestens dronning", 1939. Men som det ses af
filmenes årstal, er der overvejende tale om lidt ældre amerikanske film.
Der var dog også engelske film i de danske
biografer i 1946, selv om tallet på disse ikke er stort. Der var f.eks.
"Nattens mysterier", "3 tossede sailors", "Det ligger
i luften", 1938, "Stjålen lykke", 1939, den engelsk-danske
"Vi sejler ved daggry". Flere af disse film er det ikke lykkedes at
identificere, og derfor er der ikke anført årstal for dem.
Der var naturligvis også enkelte svenske film
på det danske biografrepertoire i 1946, lige som der var nogle få danske
spillefilm på repertoiret. Af svenske kan nævnes "Der brænder en
ild", 1943, og "Den grønne elevator", 1944, medens der af danske
film f.eks. blev spillet "Mens sagføreren sover", 1945,
"Fyrtøjet", premiere 16.5.1946 i Palladium, "Så mødes vi hos
Tove", premiere 2.8.1946 i Palads, "Jeg elsker en anden",
premiere 13.9.1946 i Palads, og "Op med lille Martha", premiere
19.9.1946 i Saga. Som den sidstnævnte film antyder, fortsatte danske
filmselskaber hovedsageligt med at lave farcer, lystspil og folkekomedier, som
man på forhånd var sikker på, at der var et forholdsvis stort publikum til.
Men 1946 var også året, hvor dommene faldt
over de tyske krigsforbrydere. De mest prominente nazister, Adolf Hitler,
Josef Goebbels og Robert Ley, valgte hver især at begå selvmord, da det var
uigenkaldeligt, at Tyskland havde tabt krigen og desuden lidt store tab af
både militære og civile liv og af ejendom og materiel. Ingen af dem havde mod
til at stå til regnskab for de forbrydelser, de vitterligt havde begået imod
andre nationers befolkninger, og ikke mindst mod jøderne og de slaviske folk.
Følgende topnazister, som det lykkedes de
Allierede at arrestere og varetægtsfængsle, blev dømt til døden ved hængning:
Göring, Ribbentrop, Keitel, Kaltenbrunner, Rosenberg, Frank, Frick, Streicher,
Sauckel Jodel, Bormann, der dog var forsvundet og derfor blev dømt in absentia,
og Seyss-Inquart. Til livsvarigt tugthus dømtes: Hess, Funk og Raeder. Til 20
års tugthus dømtes Schirach og Speer, til 15 år von Neurath, og til 10 år
Dönitz. Schacht, von Papen og Fritzche blev frifundet.
Efter dommen og natten til den dag,
henrettelsen var berammet, lykkedes det Göring at begå selvmord ved at sluge en
giftpille, der var skjult i en af hans tænder. Han var ellers allerede blevet
afskediget og dødsdømt den 25. april 1945 af det nazistiske styre selv,
formentlig på foranledning af Hitler, men dommen blev ikke eksekveret. Hitler
begik selvmord i den såkaldte Førerbunker fem dage senere, den 30. april 1945,
ved med en pistol angiveligt at skyde sig selv gennem munden. Forinden havde
han efter fælles aftale givet en dødelig giftpille til sin veninde, Eva Braun,
som han nogle timer tidligere havde ladet sig vie til.
Nürnberg er en by i den tyske delstat Bayern,
og har i 2012 cirka 500.000 indbyggere. Under nazismens herredømme oplevede
byen en opblomstring, ikke mindst fordi Nazipartiet afholdt sine årlige
Reichparteitage i en kæmpemæssig bygning, Reichparteitagsgelände, som var
blevet opført til formålet. Det var her de såkaldte og berygtede Nürnberg-love
blev vedtaget på partidagen i 1935, og disse fratog jøder tysk borgerskab og
forbød ægteskab eller kønsligt samkvem mellem jøder og den gruppe af tyskere,
der betegnedes som ariere. Andre racemæssige restriktioner blev også indført,
alt sammen med det formål at rense den tyske ”folkesjæl” for semitisk
indflydelse.
Det var angiveligt på
denne baggrund, at De Allierede besluttede, ar retsopgøret, kaldet
Nürnberg-processen, med de tyske krigsforbrydere under 2. Verdenskrig, skulle
finde sted i netop denne tyske by. Fra
og med september 1946 blev Nürnberg derfor også kendt som byen, hvor retsopgøret
fandt sted. Den 2. oktober 1946 – på
treårsdagen for nazisternes aktion imod de danske jøder – kunne
Social-Demokraten på sin forside fortælle følgende sensationelle nyhed:
og 3 blev frifundet
Tyskerne finder Nürnberg-Dommene milde og er forbavsede over, at
von Papen, Schacht
og Fritsche frifandtes
Eksekutionen af de Dødsdømte finder Sted i Nürnberg Onsdag 16.
Oktober
Göring betænker sig, Ribbentrop, Sauckel og Seyss Inquart
søger Benaading
De to russiske Dommere gik imod Frifindelserne og vilde have Hess
dødsdømt - Østrig forlanger v. Papen og Baldur v. Schirach
udleveret til særlig Proces
De dramatiske Øjeblikke i Gaar, da Nazismen fik sin Dom af den
civiliserede Verden
DEN AF HELE VERDEN med saa uhyre Spænding imødesete Dom i Nürnberg-Processen,
den mest opsigtvækkende Proces i Verdenshistorien, faldt i Gaar. I Formiddagens
Retsmøde blev der afsagt Domskendelse for hver enkelt af de 22 Anklagede. Her
kom Dagens første Overraskelse: 3 Frifindelser. I Eftermiddagsmødet skete Strafudmaalingen:
Det blev 12 Dødsdomme og 7 Domme med Fængsel fra Livstid til 10 Aar.
Dødsdommene eksekveres ved Hængning og fuldbyrdes i Nürnberg den 16. Oktober i
Overværelse af Pressen.
De 22 ledende tyske
nazister blev dømt på grundlag af følgende 4 hovedanklagepunkter:
Avisen bragte en fyldig detaljeret beskrivelse
af dommene, og hvem af nazispidserne, der var blevet dømt for hvad i henhold
til ovennævnte anklagepunkter. Hermann Göring, Joachim von Ribbentrop, Wilhelm
Keitel, Alfred Jodl og Alfred Rosenberg blev kendt skyldige i alle
anklagepunkter, mens f.eks. Ernst Kaltenbrunner, Hans Franck og Fritz Sauckel
blev kendt skyldige i punkterne 3 og 4. Wilhelm Frick og Seyss Inquart blev fundet skyldige i punkterne 2, 3 og 4,
Julius Streicher kun i punkt 4. Martin Bormann blev kendt skyldig i punkterne 3
og 4, men dømtes in absentia, idet han var flygtet og forsvundet, muligvis til
Sydamerika.
Herover ses
de første seks af de i alt 22 dømte tyske nazistiske krigsforbrydere. Øverste
række fra venstre: Hermann Göring, Joachim von Ribbentrop, Wilhelm Keitel, I
nederste række fra venstre ses: Wilhelm Frick, Julius Streicher og Fritz
Sauckel. – Fotos bragt på forsiden af Social-Demokraten for onsdag den 2.
oktober 1946.
Herover ses de
næste seks dømte tyske krigsforbrydere: I øverste række fra venstre: Ernst
Kaltenbrunner, Alfred Rosenberg og Hans Franck. I nederste række fra venstre
ses: Alfred Jodl, Seyss Inquart og Martin Bormann. – Fotos bragt på forsiden af
Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946.
Herover ses
fire af de hovedanklagede nazistiske tyske krigsforbrydere, som
Nürnberg-Domstolen kun idømte fængselsstraffe. Først de tre, som idømtes
livsvarigt fængsel: Fra venstre: Rudolf Hess, Walter Funk og Erich Raeder.
Dernæst en af de dømte, der fik 20 års fængsel: Baldur von Schirach. – Fotos
bragt på forsiden af Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946.
Herover ses
endnu tre af de hovedanklagede, som slap med fængselsstraf: Først Albert Speer,
som ligeledes blev idømt 20 års fængsel, samt Konstantin von Neurath, der fik
15 års fængsel, og endelig Karl Dönitz, som slap med 10 års fængsel. – Fotos
bragt på forsiden af Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946.
De 4 af
Nazismens Hovedfigurer, som unddrog sig deres retfærdige Dom ved at begaa
Selvmord umiddelbart før eller efter det endelige Sammenbrud i Tyskland for
halvandet Aar siden. Det er fra venstre Føreren Adolf Hitler, Heinrich Himmler,
Joseph Goebbels og Robert Ley. – Fotos og billedtekst bragt på side 2 i
Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946.
Opgørets time faldt ikke let for de anklagede,
og nogle af de dødsdømte appellerede da også deres domme. Det gjaldt von
Ribbentrop, Sauckel, og Seyss-Inquart, som plæderede for benådning, mens Keitel
anmodede om at få dødsdommen ved hængning ændret til døden ved skydning. Rudolf
Hess ville søge om frifindelse, lige som Dönitz’ forsvarer også ville søge om
frifindelse på sin klients vegne.
mindre Naziforbrydere?
De allierede Besættelsemyndigheder overfor
alvorlige og vanskelige Problemer
De allierede Myndigheder i Tyskland staar
nu overfor Nødvendigheden af at skulle træffe en Række principielle
Beslutninger angaaende
de Titusinder af Nazister, man af
Sikkerhedsgrunde holder interneret.
1946 var også det år, hvor der faldt domme
over store danske så vel som små landsforrædere af forskellige kategorier og
afskygninger. Eksempelvis kunne Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober
1946 meddele følgende i en notits inde i bladet:
UFA-Direktøren dømt i Gaar
Byrettens 21. Afdeling, Dommer Frk. Karen
Johnsen, behandlede i Gaar Sagen mod den 48-aarige Direktør Anton
Møller, der under Besættelsen har været direktør for det tyske Filmsselskab
UFA i København. Dommen kom til at lyde paa 2 Aars Fængsel og Tab af almen
Tillid for et Tidsrum af 5 Aar. Fra Straffen fradrages Varetægtsarresten med
397 Dage.
Møller, som tidligere har været Direktør
for D.S.B. Kino og Leder af den danske Afdeling af "Tobis"-Film,
oplyste i Retten, at han fra Februar 1942 til Kapitulationen havde virket som
Udlejningsdirektør for "UFA". Stillingen havde han opnaaet gennem von
Haacke, Chefen for UFA. Hans Opgave havde været at faa "Ugerevyen"
spillet i Biograferne i Forbindelse med de daglige Forestillinger. Han havde,
mente han, vist sig meget imødekommende overfor Biografejerne og set igennem
Fingre med, at Ugerevyen ikke blev spillet foran hver Forestilling, eller at
der ligefrem blev fjernet Stykker af den tyske Propagandafilm.
Møller forklarede endvidere, at han intet
havde haft at gøre med UFA's Maanedsberetninger til Berlin. Han havde dog undertiden
underskrevet dem, naar Chefen var bortrejst, men i saa Fald havde han ikke
gennemlæst dem.
Af Dommen fremgaar det, at Direktør Møller
hverken i Skrift eller Tale har virket for den tyske Propaganda, og at hans
Stilling som Udlejningschef i UFA maa anses for civilt Lønarbejde, der ikke
rammes af Loven. Derimod har han gjort sig strafskyldig gennem nogle
Aktstykker, som han har afgivet til Brug for det tyske Gesandtskab, og hvori
han giver forskellige Oplysninger om danske Biografejeres og Filmsfolks
Modstand mod UFA's Ugerevy og deres fjendtlige Indstilling overfor Tyskland og
Besættelsesmagten. (Citat slut).
Det har formentlig været direktør Møller,
nogle af os medarbejdere på "Fyrtøjet" havde mødt ved et par enkelte
lejligheder, når vi var henne hos UFA i Nygade, for at se linetests af vores
animation. Men jeg har absolut ikke nogen erindring om, hvordan manden så ud
eller hvordan han optrådte over for os, så han har formentlig været venlig og
imødekommende, fordi vi jo var en slags "kunder" i hans virksomhed.
Men det må siges, at den straf, han fik, må anses for rimelig i betragtning
af, at hans indberetninger til det tyske gesandtskab muligvis kunne have fået
alvorlige konsekvenser for de biografejere og filmfolk, han gav oplysninger
om. Det kunne man dog åbenbart ikke dokumentere var sket, og det var sandsynligvis
derfor, at dommen blev så forholdsvis mild, som tilfældet var.
Men nu, da vi er ved omtalen af film, kunne
det måske være godt at orientere sig om, hvad i dette tilfælde de københavnske
biografer havde på repertoiret denne dag, onsdag den 2. oktober 1946:
Biografrepertoiret den 2. oktober 1946 i henhold til
Social-Demokraten:
Opmærksomheden skal henledes
på, at det ikke er alle københavnske biografteatre, der annoncerede i
Social-Demokraten denne dag!
Alexandra: Kl.
2-4,15-7-9,15. Forb. f. Børn
Den nye amerikanske Thriller
Alfred Hitchcocks Udenrigs-Korrespondenten (amrl., 1940)
Joel McCrea – Herbert Marshall
Bella Bio: K. 7,10 0g
9,10
Det danske Lystspil
Saa mødes vi hos Tove (dansk, 1946)
Illona Wieselmann – Clara Østø – Poul
Reichhardt – Gull Mai Norin
Boulevard Teatret: Kl. 7,10 og
9,10
Den store danske Farve-Tegnefilm
Fyrtøjet (dansk, 1946)
Bristol: Kl.
2-3,30-5-6,30-8 og 9,30.
Den nye amerikanske Farvefilm
Helten fra det canadiske Politi (amrk., 19??)
Eks.: Swingfilmen Harlem
on Parade
Colosseum: Kl. 7,10 og
9,10.
Verdens morsomste Lystspil:
Den grønne Elevator (svensk, 1944)
Max Hansen – Sickan Carlsson
Enghave Bio: Kl. 7 og 9.
Forb. f. Børn
James Cagney i
G-Men (amrk., 1935)
Grand: Kl. 2-3,50-5,6,50
Den franske Storfilm iscenesat af Julien Duvivier
En Nations Hjerte (fransk-amrk., 1943)
Michèle Morgan – Raimu – Jeuvet
Speaker: Ch. Boyer
[Charles Boyer]
Lyngbyvejens Kino: Kl. 7 og 9
Ralph Morgan – Frances Dee
Præsidentens
Kurer – Det vilde Vestens Erobring (amrk. 1943?)
Merry: Kl. 7-8,30-10.
Danmarkspremière
Ny amerikansk Wild West Film
De fire Lovløse (When the Daltons rode) (amrk. 1943)
Kl. 4-7 Kortfilm Show (Hitler lever! – Tarawa o.m.a. – Forbudt for Børn
Udsnit af
annoncesiden for Forlystelsesannoncer, herunder biografannoncer, i
Social-Demokraten for onsdag den 2. oktober 1946. Det var stadig de mange
titler på engelske og især amerikanske film, som biograferne nu som en
selvfølgelighed helt frit kunne sætte på repertoiret. Som det fremgår af
ovenstående annoncer, var der kun få danske og svenske film, og en enkelt
fransk film, der da blev spillet. Blandt de danske film var ”Fyrtøjet”, som
blev spillet i Boulevard Teatret.
Metropol: Kl.
2-3,50-5,40-7,30-9,30. 6. Uge! Forbudt for Børn
Sæsonens store Folke Skuespil
Carmen (fransk, 1943)
Viviane Romance – Jean Marais
Nora: Kl. 19,10 og 21,10
Den store Farvefilm Toms Eventyr (amrk., 1939)
Efter Mark Twains Roman
Nørreport Bio: Kl.
14-15,50-17,40-19,30-21,20
Den amerikanske Storfilm Sahara (amrk. 1943)
med Humphrey Bogart
Odeon: Kl. 7 og 9
Maria Montez –
Jon Hall – Sabu
Tahia (amrk. 1943)
En straalende Farvefilm
Palads: Kl. 2 Kl. 4
Kl. 7,15 Kl. 9,15. 3. Uge!
Jeg elsker en anden (dansk, 1946)
Marguerite Viby – Ebbe Rode – Ib Schønberg
Palladium: Kl. 2 Kl. 4
Kl. 7,15 Kl. 9,15.
Lydia (fransk-amrk. 1941)
med Merle Oberon
Instruktør: Julien Duvivier
Platan: Kl. 7,15 og
9,15. Danmarkspremière
Verdens morsomste Lystspil:
Den grønne Elevator (svensk, 1944)
Max Hansen – Sickan Carlsson
En ny svensk Indspilning – De vil le, som De aldrig har leet før!
Rialto: Kl. 7,10 og 9.
6. Uge!
Leslie Howard – Merle Oberon
Den røde Pimpernel (amrk. 1935)
Roxy: Kl. 7,15 – 9,15-
Danmarks Première
Kvinden der stod bag (amrk., 1942)
Barbara Stanwyck – Joel McCrea
Saga Teatret: Kl.
2-4-7,15-9,15. 3- Uge!
Op med lille Martha (dansk, 1946)
Kjerulff-Schmidt – Karl Gustav Ahlefeldt –Erika Voigt
Ekstra: Kongens Fødselsdag
Toftegaard: Kl. 7 og 9. Forb.
for Børn
Den engelske
Stor-Sukces
Nattens Mysterier (eng. 19??)
Et Psykologisk Mareridt
Valby Teater: Kl. 7 og 9.
Tommy Trinder i
3 tossede Sailors (eng., 1940).
Vanløse: Kl. 7 og Kl.
9. Forbudt f. Børn
Den pragtfulde amerikanske Film
Vestens Dronning (amrk. 1939)
med Marlene Dietrich og James Stewart
Vesterbros Teater: Kl. 7 og 9,15.
Forb. f. Børn
Danmarkspremiere
Ny amerikansk Wild-West Film
De 4 Lovløse (amrk., 1943)
Randolph Scott – Kay Francis
Ekstra: Tarawa.
På det tidspunkt af året, hvor man igen
begyndte at fyre i kakkelovnen, det vil sige omkring september-oktober, begik
jeg en handling, som jeg mange år senere bitterligt fortrød. På grund af mine
nye interesser og til dels også nye synspunkter på bl.a. filmemediet i
almindelighed og tegnefilmmediet i særdeleshed, var jeg i overdreven grad
kommet til at foragte og se ned på, hvad jeg opfattede som den banale,
lavkomiske og indholdsløse underholdningstegnefilm, specielt repræsenteret ved
Walt Disneys korte serietegnefilm.
Samtidigt hermed var jeg i stigende grad kommet til at betragte min
egen lille tegnefilm, "Hvordan elefanten fik sin snabel", med mishag
og misfornøjelse. Skønt jeg havde brugt mere end et år på den, og lavet ganske
mange animationstegninger til den, var jeg
efterhånden blevet så overvældet af utilfredshed med mit design og mine animationstegninger
til filmen, at jeg en dag hentede alle tegningerne frem og satte mig ned foran
den tændte kakkelovn, som jeg fodrede med så mange tegninger som muligt ad
gangen. Da der imidlertid var tale om mange hundrede tegninger, ville det tage
sin tid at få udryddet hele den store stabel af A4-ark, jeg havde ved siden af
mig. Dertil kom, at jeg også skulle passe på ikke at overophede kakkelovnen,
der jo brændte lystigt som følge af det let antændelige papirmateriale.
Efter et par timers forløb var papirstablen
blevet tydeligt lavere, men der var stadigvæk en betragtelig mængde ark tilbage,
som skulle brændes af. Mor gik nervøst frem og tilbage i stuen og vogtede på
det, jeg foretog mig. Hun var dels bange for, at jeg skulle komme noget til, og
dels urolig for, om kakkelovnen blev så ophedet, at det gik ud over dens nærmeste
omgivelser. I de meget kolde vintre forud, havde vi kunnet opleve, hvordan
tapetet på hver side af kakkelovnen var blevet svedent og havde løsnet sig fra
væggen, lige som havde været ude for, at malingen på dørkarmen og døren nær
ved, var blevet så varm, at den blev fyldt med store og små blærer. I værste
fald kunne vi have risikeret, at der var gået ild i træværket, og så havde
fanden - eller ilden - været løs. Så moder havde derfor egentlig god grund til
at være nervøs i dette tilfælde.
Det tog mig flere omgange, at få afbrændt de
mange tegninger, og da jeg ikke vovede at sætte mig foran kakkelovnen og fyre
dem af, medens far var hjemme, måtte jeg altså vente med at afbrænde resten af
tegningerne, til der bød sig en lejlighed til det. Det lykkedes dog over en
periode af cirka 14 dage, og jeg drog et lettelsens suk, da jeg proppede de
allersidste tegninger ind i ilden, og dermed slettede ethvert spor af den film,
som jeg oprindelig var begyndt på med stor lyst og begejstring.
Da Kaj Pindal en dag kom for at aflevere en
scene, han havde mellemtegnet for mig, og hørte om, hvad der var sket og at
jeg helt havde opgivet tegnefilmen "Hvordan elefanten fik sin
snabel", blev han om muligt endnu mere tavs end sædvanligt, men sagde dog
med forundring og en anelse desperation i stemmen: "Hvordan kunne du dog
gøre det!?" Upåvirket af situationen og selvrådig, som jeg var, svarede
jeg: "Jeg ku' simpelthen ikke mere holde ud, at se på de dårligt tegnede
figurer, og animationen er jeg heller ikke tilfreds med! Derfor!" -
"Ja, så har du vel ikke brug for min assistance længere!?"
konstaterede den noget chokerede Pindal, som ikke dristede sig til at udtale
sig kritisk eller bebrejdende om min udåd. Så vidt jeg husker, svarede jer
dertil: "Nej, det har jeg ikke, i al fald ikke før jeg får lært at tegne
og animere bedre!" - "Nå, men så farvel med dig og ha' det
godt!", var det sidste, Pindal sagde, idet han uden yderligere ord gik ud
ad døren og forlod lejligheden. Den sympatiske og senere højt anerkendte Kaj
Pindal så jeg ikke igen, før i slutningen af 1960'erne, da han var på et kort
besøg hos sin tidligere ven og kollega Ib Steinaa, som jeg dengang arbejdede
for.
På det tidspunkt havde Ib Steinaa fortalt mig,
hvad jeg år senere også hørte af Børge Ring og endnu senere af Jannik Hastrup,
at Pindal havde fortalt dem hver for sig, at han havde syntes, min handling med
at fyre mit og delvis også hans store arbejde på min film af i kakkelovnen,
var fuldkommen vanvittigt, og at han anså mig for at have været utilregnelig i
gerningsøjeblikket!
I begyndelsen af oktober stiftede og udgav
Partiet Venstre avisen ”København”- Det skyldtes, at partiet ikke havde sit
eget medieorgan i hovedstadsregionen, i modsætning til f.eks.
Socialdemokratiet, som havde Social-Demokraten, mens De Radiale havde Politiken
og Konservativt Folkeparti havde Berlingske Tidende. Avisen fik dog ikke nogen
lang levetid, idet den lukkede igen i 1949.
For resten havde avisen København en
forgænger med samme navn, nemlig en udgave, der udkom 1889-1931 og som var
stiftet af den kulturradikale politiker og journalist Ove Rode (1867-1933),
farbror til skuespilleren Ebbe Rode (1910-1998). Det var et oppositionelt og
såkaldt boulevardblad med en del litterært indhold, men avisen fik ikke nogen
stor læserkreds, heller ikke, da det i 1894 blev tilknyttet partiet Venstre. I
1902 skiftede avisen ledelse, som gjorde bladet til et politisk morgenblad, der
især under 1. Verdenskrig markerede sig med en antitysk holdning. Tyve år
senere, i 1922, blev avisen solgt til Venstre, men på grund af partiets ringe
vælgertilslutning i hovedstaden, havde avisen heller ikke mange læsere der.
Allerede fem år efter, i 1927, solgte Venstre avisen, som skiftende ledelser
derefter med ringe held forsøgte at drive videre under navnet Morgenbladet, men
måtte opgive og lukke i 1931.
Tanken om en forenet verden havde udover
Forenede Nationer (FN) også udmøntet sig i oprettelsen af den atompacifistiske
føderalistiske organisation World Movement for World Federal Government. I
november 1946 fik denne også en dansk underafdeling under navnet Een Verden.
Organisationens formål var – meget idealistisk - at virke for forhold og
tilstande, der kunne umuliggøre krig i fremtiden. Til grund for denne
opfattelse lå, at FN skulle omdannes til en demokratisk centralstyrelse i form
af en verdensregering for alle jordens lande og ikke kun for de lande, der
foreløbigt var medlemmer. Man mente, at denne omdannelse af FN ville føre til
afskaffelse af alle nationale militærstyrker, samt til oprettelse af en
international politistyrke og desuden til oprettelse af en planøkonomi i det
omfang, det blev fundet nødvendigt, for at udjævne de økonomiske forskelle
mellem staterne. Blandt de aktive medlemmer af Een Verden var f.eks. forfatteren
og designeren Piet Hein, advokaten Hermod Lannung og skuespilleren Ebbe Rode.
Den 6. november 1946 genåbnedes restaurant
Wivex efter en omgribende restaurering som følge af schalburgtage i 1944, hvor
den nordlige ende af Tivoli også blev slemt medtaget. Wivex lå og ligger stadig
til højre for Tivolis hovedindgang og var dengang som nu en af Københavns mest
berømte og velrenommerede restauranter.
Nok så betydningsfuldt for Københavns
befolkning var det, at gasrationen den 27. november endnu engang blev nedsat,
denne gang dog ikke som følge af krigssituation, men fordi der var mangel på
kul som følge af amerikanske minearbejderes strejke ovre i Guds eget land.
Livet gik stille og roligt videre og omtrent
i sin vante gænge for min familie og mig, som tilfældet formentlig og
forhåbentlig var for de fleste danskeres vedkommende, københavnere eller ej.
Men der var naturligvis mange, som stadig måtte kæmpe med psykiske og andre
eftervirkninger af Besættelsen, og mange måtte leve med savnet af en nærtstående
afdød slægtning, der som modstandsmand eller –kvinde eller sabotør, var blevet
henrettet af tyskerne.
Selv om de af os, der var fulgt med Jens
Andreasen, da han brød med Akademiet for fri og merkantil Kunst, derefter
svævede mere eller mindre rodløse i et ingenmandsland, fordi vi nu ikke længere
var tilknyttet et fast undervisningssted, var jeg stadigvæk stærkt optaget af
og fokuseret på den tegneundervisning, som jeg selv syntes at jeg lærte en hel
masse af, ikke mindst takket være tegnelæreren Jens Andreasen. Men det viste
sig desværre snart, at han ikke var velegnet som leder og administrator, så
derfor kom det hele til at sejle og situationen blev i høj grad usikker,
hvilket naturligvis ikke kunne undgå at præge os elever. Indtil videre holdt vi
dog ved, for hvad skulle vi ellers gøre.
Imidlertid måtte jeg efterhånden konstatere, at
jeg faktisk savnede at tegne figurer, som bevægede sig, sådan som tilfældet er
i tegnefilm. Men indtil videre måtte jeg lade mig nøje med at se, hvad andre og
betydeligt mere professionelle og dygtige, ja, vel nærmest geniale,
tegnefilmfolk, som især Walt Disney og hans mange medarbejdere præsterede, og
dette bekendtskab kunne jeg bedst og nemmest genopfriske ved at gå ind og se
Metropols årlige Jule-Show.
Dette år var jeg
derfor igen en længselsfuld gæst til Metropols Jule-Show, og som sædvanligt
bestod programmet af i alt 6 korte Disney-tegnefilm, nemlig følgende titler:
1.
Vinduespudseren
(Window Cleaners, 1939)
2.
Mesterkokken (Chef
Donald, 1941)
3.
Troldmandens kuffert (The Baggage Buster, 1941)
4.
Kødbenet (T-Bone
for Two, 1942)
5.
Over stok og
sten (Victory Vehicles, 1943)
6.
Basunblæseren
(Thrombone Trouble, 1944)
Så vidt jeg er
orienteret, var der faktisk ingen repriser i det ovenstående filmprogram, heller
ikke Vinduespudseren, selv om denne film er fra 1939. Og resten af filmene er
produceres under krigen, hvorfor filmene ikke tidligere var blevet vist i
danske biografer. Alle de seks nævnte tegnefilm var simpelthen fremragende i
enhver henseende, og filmene hører da også i dag velfortjent til Disneys
kortfilm-klassikere.
Heller ikke fra dette år har jeg specielle
erindringer fra de nævnte to højtider, så derfor forestiller jeg mig, at begge
dele stort set har formet sig som i 1945, den første jul efter Befrielsen.
Forskellen var nok, at der til trods for den fortsatte rationering, var et lidt
større varesortiment i butikkerne, ikke mindst når det gjaldt dagligvarer, og
det betød jo meget for hver enkelt familie, men måske især for børnefamilierne.
Situationen havde under Besættelsen jo været den, ar selv om man havde
rationeringsmærker til de varer, der var rationerede, var det ikke sikkert at
man kunne købe disse i butikkerne, simpelthen fordi der ikke var forsyninger
nok. Dette gjaldt ikke sjældent for madvarernes vedkommende.
Årets julegaver blev for min families
vedkommende dels købt i nogle af de lokale butikker på Jagtvej, og dels henne i
Borrit på Nørrebros Runddel og ellers i Daells Varehus, som stadig var
arbejderfamiliernes foretrukne indkøbssted på grund af sine relativt lave
priser. Daells Varehus havde vi jo kendt til helt fra min barndom i Tillitse,
hvor vi hvert år så frem til at modtage varehusets illustrerede og
farvestrålende katalog. Dengang blev varerne købt via postordre, en
leveringsform, som Daells Varehus havde specialiseret sig i, og varerne kom
altid prompte, når de var blevet bestilt og betalt.
Hvis jeg ikke tager
helt fejl, så kom i hvert fald mormor og morfar ud til os juleaften, og vi var
hos dem til julefrokost 1. juledag, hvor for øvrigt en stor del af mors familie
var samlet. Det vil først og fremmest sige Dennis, og Gudrun med sin godt
etårige datter, Birgith, og Ditte, som vistnok boede alene på det tidspunkt,
samt Lilly med sin daværende mand, Walther, og muligvis også Thorkild og hans
kæreste, den ganske unge Sonja, som han senere blev gift med. Dennis logerede
på det tidspunkt på et værelse på 5. sal i ejendommen Baggesensgade 24, hvor
mine morforældre boede på 4. sal, og Ditte og Thorkild på 3. sal i hver sin
lille korridorlejlighed, mens Lilly og Walther så vidt jeg husker boede i
Ryesgade nr. 56 A på 5. sal.
2. juledag fejrede vi
ikke, men hvilede ud eller for Benny og Bents vedkommende gik i biografen,
hvilket jeg også gjorde, såfremt der var en film, jeg gerne ville se. Dengang
var biograferne i øvrigt lukket alle helligdage året rundt, bortset fra 2.
juledag, der i reglen var en premieredag, og 1. nytårsdag, som ikke faldt ind
under helligdagslovgivningen. Men ellers forberedte vi os hver især på
henholdsvis skoledagen og arbejdsdagen næste dag. Den 5-årige Lizzie glædede
sig sikkert til atter at lege sammen med sin gode veninde Judy, som boede i en
ejendom lige skråt overfor mine forældres. Mor var jo stadig hjemmegående på
det tidspunkt, så hun glædede sig sikkert bare til den fred og ro, der i reglen
fulgte med hverdagene.
Denne nytårsaften var
det igen blevet tilladt at affyre raketter og andet fyrværkeri, og det
benyttede især de større børn og yngre mænd sig af. Men hos os forløb aftenen
stilfærdigt, for mor var ikke meget for alt det knalderi og de høje hyl, som
affyringen af raketter og heksehyl og lignende afstedkom. Det holdt jeg med
hende i, for lige som Jægersborggade havde været en temmelig livlig og oprørsk
gade under Besættelsen, hvor der især under Folkestrejken 1944 blev tændt bål i
begge ender af gaden, sådan var den også et livligt sted nytårsaften i
fredstid.. Denne aften betød som regel også, at der blev tændt bål i gaden
Fortsættes i artiklens 18. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer
delvis fortsat fra 1946 og fremefter.
___________________________________