Ideale drømme, skepsis og tvivl 18. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

(Fra 1947 og videre fortsat fra artiklens 17. del)

Tragisk flyulykke i Kastrup

Begyndelsen af året 1947 blev på den hjemlige, danske front præget af en tragisk ulykke, idet et hollandsk passagerfly, som den 26. januar var på vej mod Stockholm, styrtede ned i Kastrup Lufthavn kort efter at have forladt startbanen. Årsagen mentes at være, at kaptajnen havde glemt at låse højderoret. Alle 22 ombordværende omkom, heriblandt den svenske arveprins, Gustav Adolf, den amerikanske sangerinde Grace Moore og den danske sangerinde Gerda Neumann.

Grace Moore, der var født 1901, var en højt værdsat koncert- og operasangerinde i 1920’rne og 1930’rne, og medvirkede også i operetter og musikfilm. Hun optrådte på Det kgl. Teater i København i 1936, i rollen som Mimi i La Bohème, og ved den lejlighed modtog hun den kgl. belønningsmedalje. Grace Moore havde sin filmdebut 1930 i og med filmen om Jenny Lind og afsluttede sin filmkarriere i 1939 med operafilmen Louise. Hun indspillede i denne periode kun i alt otte spillefilm og optrådte herefter ikke mere på film.

Et uhyggeligt foto af nogle af ligene af flykatastrofens endnu brændende ofre, som her ses liggende på jorden, mens en brandmand er ved at slukke ilden. Kilden til ovenstående foto er Amager Bladet for den 26. januar 1947, men navnene på de omkomne, der ses på billedet, er ikke angivet. En tragisk detalje nævnes derimod, nemlig at den omkomne Gerda Neumann stadig holdt sin ligeledes omkomne 4-årige nevø i hånden.

Gerda Neumann var født 1915 og begyndte allerede at optræde som 17-årig sammen med sin kun 13-årige broder, Ulrik Neumann, der både sang og spillede guitar. 1933 blev søskendeparret engageret til den berømte københavnervarieté, senere danserestaurant, Arena, i Tivoli, og opnåede snart uhyre popularitet især hos det yngre, jazzmindede publikum. Gennem Gerda Neumanns mand, impresarioen Jens Dennow, blev parret, der efterhånden udviklede sig til en musikalsk duo af internationalt format, engageret til at optræde i flere europæiske hovedsteder, bl. a. Paris og London. Parret optrådte både før, under og efter krigen med jazzviolinisten Svend Asmussen og hans kvartet, og sammen optrådte de i revyer, bl. a. i Tivoli Revyen ”800 akkorder”, 1945, hvor jeg selv havde fornøjelsen af at se dem optræde. Det specielle ved deres optræden ved den lejlighed, var, at de samtidigt optrådte både på scenen og på et filmlærred i baggrunden.

Medens Gerda Neumann levede, optrådte hun og broderen sammen i ialt seks spillefilm i årene 1935 til 1946. Det begyndte i 1935 med ”Sol over Danmark”, som fotografen på ”Fyrtøjet”, Marius Holdt, for resten havde været filmfotograf på. Og det sluttede med ASA filmlystspillet ”Når katten er ude”, der havde premiere den 17. februar 1947, altså kort efter Gerda Neumanns død. Svend Asmussen og hans kvartet medvirkede også i denne film, som tilfældet havde været i flere af de film, Gerda og Ulrik Neumann medvirkede i.

Så vidt jeg erindrer, var den første film, jeg så med de tre musikalske spasmagere, ”Op med humøret”, som havde premiere den 15. februar 1943, og den så jeg ovre i Nora Bio på Nørrebrogade. Op med humøret kunne der nok være brug for i 1943, midt under besættelsen, som man i øvrigt ikke mærkede det mindste til i denne show- og revyfilm. Det gjorde man for resten heller ikke i nogen af de andre danske spillefilm, der blev produceret under den tyske besættelse af Danmark. For ikke at udfordre besættelsesmagten, havde den danske filmbranche valgt at overholde den gyldne leveregel: Ikke se, ikke høre og ikke tale. Var det af fejhed eller opportunisme? Som tidligere omtalt, var dansk filmproduktion under besættelsen i væsentlig grad afhængig af besættelsesmagtens gode vilje. Man ville simpelthen ikke have haft råfilm til at optage og kopiere filmene på, hvis ikke tyske AGFA havde leveret produktet. Og biograferne var jo i høj grad afhængige af, at der blev produceret danske spillefilm.

Efter søsterens tragiske død fortsatte Ulrik Neumann med at optræde sammen med Svend Asmussen og hans kvartet, både i revyer og på film, og senere dannede Ulrik Neumann, Svend Asmussen under navnet Swe-Danes musikalsk trio med den berømte svenske swing- og jazzsangerinde Alice ”Babs” Nilsson (f. 1924), og sammen turnerede trioen det meste af verden rundt i årene 1958-61. Alice Babs debuterede i svensk film i 1940 med ”Swing it, Magistern”, og optrådte i flere efterfølgende svenske spillefilm. Debutfilmen blev en kæmpesucces i Danmark.

Dette år var det streng vinter, som strakte sig fra 21. januar og 54 døgn frem, og på grund af de tilfrosne havne, opstod der mangel på tilførsler af levnedsmidler og brændsel. Der blev bl.a. stor knaphed på kød og flæsk, en situation der pressede priserne i vejret. Det gik så vidt i København, at et husmoderoptog på 10.000 kvinder den 26. februar mødte op foran Christiansborg og krævede en retfærdig fordeling af kød, indførsel af sydfrugter, tildeling af flere rengøringsmidler, effektiv priskontrol mm.

Kong Christian X’s død

Den 20. april afgik den populære kong Christian X ved døden efter nogen tids sygdom, og hans båre blev efter sædvanen anbragt på castrum doloris i Christiansborg Slotskirke, hvor ca. 120.000 mennesker passerede forbi båren, for at vise kongen deres dybe taknemmelighed over, hvad han havde betydet for befolkningen, især under de fem besættelsesår. Der var stor medfølelse med den meget afholdte dronning Alexandrine og med den kongelige familie i øvrigt.

Særlig min mormor var ked af det på dronningens vegne, for hende havde hun haft stor sympati for lige siden hun for nogen tid siden havde fået tildelt en belønning for at have opfostret sit plejebarn, dattersønnen Dennis, min fætter, og ved den lejlighed havde hilst på plejestiftelsens protektor, dronning Alexandrine. Morfar så derimod lidt skævt til den royale familie, som han syntes snyltede på arbejderklassen og dermed på samfundet, skønt han dog havde fået en smule mere respekt for kongen, Christian X, efter dennes tapre holdning under besættelsen.

Det var daværende statsminister, venstremanden Knud Kristensen, der fra Christiansborgs balkon på drævende jysk officielt tre gange meddelte: ”Kong Christian den Tiende er død! Længe leve kong Frederik den Niende!”. Dermed blev den hidtidige kronprins Frederik udråbt som Danmarks nye konge. Kong Frederik var ældste søn af Christian X og Dronning Alexandrine, født den 11. marts 1899 på Sorgenfri Slot, mens broderen, prins Knud, blev født samme sted den 27. juli 1900. Ved Kong Frederiks udnævnelse blev prins Knud gjort til tronarving, men ved Grundlovsændringen i 1953 ændredes arvefølgen til fordel for broderdatteren, prinsesse Margrethe, født 16. april 1940. Prins Knud kunne derefter kigge i vejviseren, hvis han ellers havde gjort sig noget håb om at blive konge.

Den 24. maj 1935 havde daværende kronprins Frederik giftet sig med prinsesse Ingrid af Sverige, født 1910 i Stockholm som datter af daværende kronprins og senere konge Gustav VI Adolf (1882-1973) og kronprinsesse og senere dronning Margaretha (1882-1920). Efter vielsen, som fandt sted i Storkyrkan i Stockholm, sejlede det nygifte par til Danmark ombord på kongeskibet ”Dannebrog”. Endnu mens han var kronprins, havde Frederik været forlovet i et par år med den græske prinsesse Olga, men i 1935 brød han forlovelsen. Der gik i folkemunde frasagn om det muntre og frie ungdomsliv, bl. a. i Københavns natteliv, som kronprins Frederik havde levet, før han giftede sig med kronprinsesse Ingrid. På et tidspunkt havde han som en anden søulk ladet sig tatovere på overkroppen og overarmene, hvilket han senere beviste ved at lade sig fotografere med nøgen overkrop. Det hed sig, at han i tidens løb havde nedlagt adskillige unge damer og at han desuden var biologisk ophav til flere illegitime børn, en påstand, der dog vistnok ikke foreligger nogen dokumentation for. Kong Frederik, der som kronprins især havde interesseret sig for alt, hvad der havde med søfarten at gøre, og for automobiler og jernbaner, blev i løbet af sine mange år som regent dels kendt for sin demokratiske indstilling, sin venlighed og dels for sine seriøse musikalske interesser. De sidstnævnte medførte, at kongen ved enkelte lejligheder kom til at dirigere både de bedste danske og en række lige så seriøse udenlandske symfoniorkestre og ensembler, hvis musikere udtalte sig med beundring om kongens musikalitet og talent som dirigent og musiker.

Det nok så interessante i forbindelse med kongens død, var, at den bedagede arbejderklasse-avis Social-Demokraten brugte hele 5 af sine 16 helsider i stort format på en omtale af kongens liv og død. En avis, som min morfar var abonnent af, udelukkende af den grund, at den var talerør for det Socialdemokrati, der i hans ungdom fulgte den internationale parole: Ned med Gud, Konge og Fædreland! Altså afskaffelse af religion, kongedømme og nationalstat.

1947 dukkede de første cykler med påhængsmotor, kaldet ”knallerter” på grund af deres knaldende motorlyd, op i trafikken og blev efterhånden et almindeligt syn i det københavnske by- og gadebillede. Knallerten har som persontransportmiddel holdt sig helt frem til nutiden, men har dog i tidens løb gennemgået mange tekniske og designmæssige forbedringer.

Nok så alvorligt og en påmindelse om krigens gru og rædsler, var det, at et vogntog med døde danskere, der blev hentet hjem fra de tyske koncentrationslejre, ankom til København den 11. juli. De omkomne blev bisat fra Domkirken, Vor Frue Kirke, den 16. juli, og der var stor deltagelse ved højtideligheden.

To store og markante kunstmalere

På det kulturelle område fandt der to markante kunstneriske begivenheder sted dette år, begge på Den Frie Udstilling overfor Østerport Station. Den første begivenhed forekom den 29. januar – 16. februar 1947, med Mindeudstilling om maleren Niels Larsen Stevns. Den anden begivenhed var, da Den Frie den 19. juli åbnede en udstilling af en samling billeder af den omdiskuterede og forkætrede danske maler J. F. Willumsen. Sammen med Jens Andreasen og Asbjørn Yde Larsen, besøgte jeg begge udstillinger, og vi tre var i al fald enige om, at der her var tale om to store og betydelige kunstnere, som i mangt og meget gik deres egne veje i maleri og skulptur.

Niels Larsen var født den 9. juli 1864 i Gevnø, Lyderslev Sogn på Stevns, deraf tilnavnet Stevns. Hans fader var tækkemand og træskomager og moderen husmoder. Efter endt skolegang 1876 kom Niels ud at tjene, men var så uheldig at få ledbetændelse i højre knæ, hvilket gjorde ham uarbejdsdygtig i de følgende fem år. I den tid lå han enten i sengen eller bevægede sig omkring ved hjælp af krykker. Han læste en del og tegnede og modellerer efter billeder i tidens almanakker. 1882 fik han undervisning i husflid, først i Lyderslev og senere på Ulse Skole i nærheden af godset Bregentved, og ved en påfølgende husflidsudstilling fik han en præmie i form af en kasse med snittejern. Han var allerede på det tidspunkt en dygtig træskærer.

1883 kom Niels Larsen på Vallekilde Højskole i vintersemesteret, og her gik det op for ham, at han ville søge at skabe sig en fremtid som kunstner. På foranledning af højskolens forstander, Ernst Trier, kom han året efter til København, hvor han gik på Teknisk Skole. Derefter fik han læreplads i dekorationsfirmaet Lund & Hansen, hvor han arbejdede de følgende tre år og afsluttede med svendestykke 1887. Men allerede 1886 blev han optaget på Kunstakademiet, hvor han fik maleren, illustratoren og litografen Adolph Kittendorff (1820-1902) som lærer. Imidlertid var undervisningen på Kunstakademiet ikke rigtig noget for Niels Larsen, og efter at have modtaget privatundervisning af Axel Hou, kom han ind på Kristian Zartmanns Skole, og her gik han med afbrydelser indtil 1907. Det var faktisk her han fik tilnavnet Stevns, hvilket vi herefter vil kalde ham. Blandt kammeraterne på skolen var malerne Poul S. Christiansen og Joakim Skovgaard. Sidstnævnte havde allerede 1888 gjort brug af Stevns som medhjælper, og 1895, da Skovgaard havde fået overdraget at male fresko-dekorationen i Viborg Domkirke, knyttede han bl. a. Stevns til sig som medhjælper. Arbejdet varede til 1906, men blev genoptaget i 1912, hvor træloftet dekoreredes, og i 1913, hvor fresken ”Den store nadver” maltes om. Stevns var med i hele forløbet og sled med de opgaver, Skovgaard overlod til ham.

Niels Larsen Stevns var grundfæstet i sin grundtvigianske tro, hvorfor det faldt ham naturligt at benytte sit modernistiske formsprog til at male billeder med religiøse motiver, som var umiddelbart forståelige for mennesker med bare en nogenlunde dannelse. I de følgende år fik han da også en del bestillinger af den art, som gav ham muligheder for at udtrykke sin religiøse opfattelse. Men nok så markant var det, da han fik til opgave at dekorere rotunden i H.C. Andersens Hus i Odense, et projekt som han udførte i årene 1931-32. Opgaven lød på at illustrere nogle markante situationer i digterens liv. Disse valgte Larsen Stevns at udføre i fresko, en meget krævende teknik, hvor man maler direkte på vådt murpuds med farver, der er udrørt i kalkvand. 1934-36 udførte han en række freskomalerier på Hjørring Centralbibliotek med motiver fra Vendsyssels historie.

Farverne og det dekorative og forenklede blev stadig mere fremherskende i Larsen Stevns’ arbejder, hvad enten det drejede sig om malerier, akvareller eller mindesmærker eg gravmæler. Det fremgår ikke mindst af hans seneste selvportrætter, som antog en næsten fuldkommen abstrakt karakter, så at ligheden med personen var underordnet. 1937 udførte han en serie enestående og fremragende akvareller med motiver fra H.C. Andersens Mit Livs Eventyr. Disse udkom i 1943 i bogform. I sine senere år havde Larsen Stevns både atelier og privatbolig på Frederiksberg, og her underviste han også en del elever. Han døde på Frederiksberg den 27. september 1941, 77 år gammel.

En kontroversiel kunstner

Den senere så berømte Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958), var søn af værtshusholder, senere herreekviperingshandler Hans Willumsen og hustru Ane Kirstine. J. F. Willumsen var en af pionererne bag det moderne gennembrud i dansk billedkunst omkring 1900. Han var primært maler, men beskæftigede sig også med og mestrede de fleste kunstarter og arbejdede desuden som billedhugger, grafiker, keramiker, arkitekt og fotograf. Han studerede ved Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1881 til 1885. Efter tre forgæves forsøg på at blive indstillet til afgangsprøven på Kunstakademiet, studerede han på Kunstnernes Frie Studieskoler i København, hvor lærerne var markante malere som Lauritz Tuxen (1853-1927) og Peter Severin Krøyer (1851-1909). I 1891 var Willumsen med til at stifte Den Frie Udstilling, som til at begynde med holdt til i en træbygning foran den påbegyndte opførelse af Københavns nye rådhus på Halmtorvet, som snart efter omdøbtes til Rådhuspladsen. Den Frie Udstillings første bygning var tegnet af arkitekten Thorvald Bindesbøll (1846-1908) og den fungerede som udstillingsbygning 1893-94. Sidstnævnte år forlod Den Frie Udstilling imidlertid lokalerne og flyttede ud til en nyopført træbygning, som var tegnet af J. F. Willumsen, og som indtil 1914 var beliggende ved Aborreparken, et lille parkanlæg, som siden 1886 lå på resterne af det gamle voldterræn mellem Vestre Boulevard (nuværende H.C. Andersens Boulevard), Københavns Vandværk i Studiestræde og Vester Farimagsgade. 1914 blev bygningen flyttet ud og placeret syd for banegraven ved Østerport Station, hvor den fortsat er beliggende og stadig fungerer som udstillingsbygning.

”Kjøbenhavns Panorama”

Den oprindelige udstillingsbygning på Rådhuspladsen blev 1894 lejet af fabrikant Vilhelm Pacht (1843-1912), som omdøbte bygningen til ”Kjøbenhavns Panorama”, hvor han foreviste lysbilleder, panoramaer og dioramaer, samt ”Levende billeder” på opfinderen Thomas Edisons Kinetoscope, populært kaldet ”Kukkasse”. Senere, i 1896, kunne Pacht reklamere og annoncere med, at han viste ”Legemsstore levende billeder” på et stort lærred.

Men det var altså netop på Den Frie Udstilling – almindeligvis kun betegnet som ”Den Frie” – på Østerbro, at der den 19. juli 1947 åbnedes en retrospektiv udstilling af Willumsens samlede værker. Denne udstilling havde jeg selv lejlighed til at se, og jeg skal lige love for, at den gjorde et stort og uudsletteligt indtryk på mig. Både den store skulptur eller rettere sagt basrelieffet i forhallen, og i nok så høj grad de kæmpestore ekspressionistiske malerier i stærke konturer og farver samt helt utraditionelle kompositioner, var noget, der næsten tog pippet fra publikum, som dog udtrykte sig vidt forskelligt om Willumsens kunst. Nogle mente, at han var en poppet kunstner, som blot ønskede at skabe opmærksomhed omkring sin person gennem at male kontroversielle billeder, som ingen god kulturel borger med respekt for sig selv ville have hængende på væggen i sit hjem. Andre, som f.eks. min tegnelærer Jens Andreasen, mente oprigtigt og ærligt, at der i og med Willumsen var tale om en absolut stor og original maler i nyere dansk kunst – og kulturhistorie. Selv delte jeg sidstnævnte opfattelse.

Herover ses et fotografi af Vilhelm Pachts PANORAMA i barakbygningen foran Københavns nye rådhus, som endnu ikke var helt færdigt på det tidspunkt. I udhængsskabet til højre for indgangen til Panorama reklameres med forevisning af ”Levende Billeder”. Billedet må være fra omkring 1896/97, da min mormor var 12-13 år. Efter eget udsagn havde hun besøgt stedet og set de ”bevægelige, legemsstore billeder”, som det kaldtes dengang. Foto ca. 1896-97 lånt fra Erik Nørgaard: ”Levende billeder i Danmark. Fra Den gamle Biograf til moderne tider … © 1971 by Erik Nørgaard og Lademann Forlagsaktieselskab.

Willumsen var kort og godt dengang ikke særlig anerkendt af samtidens kulturelle establishment i småtskårenhedens og traditionalismens København. Det var vistnok også en af grundene til, at han det meste af sit liv opholdt sig uden for Danmarks grænser, hovedsageligt i Frankrig. Det var netop også her, at han under et ophold i Paris 1890-94 blev præget af symbolismen. Men Willumsen var en eksperimenterende kunstner, som uafbrudt søgte nye veje i kunsten. I de følgende årtier blev han eksponent for flere af epokens kunstretninger og hans stil ændredes efterhånden i mere ekspressiv retning. Det var især denne retning, der var repræsenteret på hans retrospektive udstilling i juli 1947.

Den efter tidens smag excentriske kunstner tilbød sine værker og kunstsamling til staten, og arbejdede fra 1920’erne 1930'erne for oprettelse af sit eget museum i København. Men Københavns kommune var angiveligt ikke interesseret i et Willumsen-museum, men det var til gengæld Frederikssund Kommune, og derfor blev det Frederikssund, der blev museets hjemsted. Ikke fordi Willumsen personligt havde tilknytning til byen, men fordi hans farfar som barn havde boet på kroen ”Bi-lidt”, som var beliggende i nærheden af, hvor museet blev opført og indviet i 1957, året før den 93-årige kunstners død. Willumsen nåede ikke selv at se museet, idet han boede i Sydfrankrig og var for syg til at rejse til Danmark. Men han havde på forhånd skænket museet hele sin samling af egne værker, sin øvrige samling og sit arkiv, bestående af breve, dagbøger, notater og optegnelser, samt ikke mindst fotografier. J.F. Willumsens museum i Frederikssund har siden sin åbning i 1957 været et unikt sted i den danske kunstverden.

Andre bemærkelsesværdige begivenheder

I juli påbegyndtes opfyldningen af den tidligere så populære ”Muslingeskallen” foran hovedindgangen til Københavns Rådhus, som allerede under besættelsen var blevet skæmmet af de underjordiske beskyttelsesrum, de såkaldte bunkers, man af hensyn til trafikanterne på og omkring Rådhuspladsen, havde påbegyndt at lade bygge den 19. juni 1944. Arbejdet var dog dengang blevet forsinket af en strejke, som varede fra 21. august til 6. oktober 1944.

Hvordan det stod til med den danske udgave af racisme, kunne man opleve i forbindelse med den store verdenskongres af baptister, der blev afholdt i K.B.-Hallen i København og som åbnede den 29. juli. Det viste sig nemlig, at der var store vanskeligheder med at få indkvarteret de ca. 200 negre, senere politisk korrekt kaldet ”sorte”, der deltog i kongressen.

Under besættelsen havde tyskerne opført skolekomplekset ”Emdrupborg” på hjørnet af Tuborgvej og Emdrupvej. Den 1. september 1947 overgik bygningskomplekset til Danmarks Lærerhøjskole, som endnu i år 2002 holder til der. Tidligere husede komplekset også den Pædagogiske Højskole, men denne flyttede i 1997 til et nyopført og selvstændigt bygningskompleks skråt overfor Lærerhøjskolen. Min nuværende kone, Birgit, som både er uddannet tegner og pædagog, deltog mange år senere i flere efteruddannelseskurser de nævnte to steder, og tog i 1999 Pædagogik Diplom i faget Kunstformidling til børn. Skolen omdøbtes efter 2000 til Danmarks Pædagogiske Universitet.

Den 19. september 1947, tre år efter at det danske politi var blevet interneret af tyskerne og sendt til tyske koncentrationslejre, afslørede man en mindevæg i Politigårdens søjlegård med navnene på de 150 danske politifolk, der mistede livet under besættelsen. Min senere svigerfar, Paul Bennedbæk, var politiassistent under besættelsen og hørte til blandt de uheldige, der blev arresteret og interneret den 19. september 1944. Han tilbragte derefter omkring 8 mdr. i tysk koncentrationslejr, men overlevede heldigvis og kom hjem med De hvide Busser i april 1945.

Der var i 1947 stor mangel på udlejningslejligheder i København, og i et forsøg på at afhjælpe bolignøden, opfordrede magistraten i oktober husejere af egnede ejendomme til at lade indrette lejligheder i tagetagerne. Det førte efterfølgende til, at der blev indrettet kvistlejligheder og kvistværelser i mange store etageejendomme i byen og omegnen. Hver kvadratmeter med muligheder for indretning af beboelse, blev taget i brug til formålet, idet husejerne naturligvis hilste den ekstra indtjeningsmulighed velkommen. I forvejen var så godt om alle muligheder, for at indrette lejligheder i beboelige kældre, udnyttet, og der boede adskillige mennesker i sådanne ikke altid lige bekvemme og sunde boliger. Tidligere her i selvbiografien har jeg fortalt om en familie Holm med tre mindreårige børn, der boede i denne ene af de kælderlejligheder, der var i den ejendom i Jægersborggade, hvor jeg boede fra mit tiende til mit tyvende år.

Problemerne omkring ufrivillig barnløshed var i stigende grad blevet taget alvorligt af nogle læger og forskere, og i oktober 1947 kunne man i pressen læse, at der på københavnske hospitaler i nogle tilfælde var foretaget kunstig befrugtning eller såkaldt inseminering af kvinder. Insemineringsmetoden var jo i forvejen kendt inden for kvægavlen, og det var derfor kun at forvente, at nogle forskere var parate til at eksperimentere og benytte metoden på mennesker.

Fra den 15. oktober indførtes der ensrettet færdsel på Strøget, som efterhånden var blevet tæt trafikeret af cyklister, biler og omnibusser i begge færdselsretninger. Busruterne mellem Rådhuspladsen og Kgs. Nytorv, som hidtil var foregået ad Strøget, blev ved den lejlighed omlagt ad Farvergade-Kompagnistræde-Læderstræde-Store Kirkestræde-Lille Kongensgade, en rute, der kaldtes ”Parallel-Strøget”. Senere flyttedes disse busruter om ad Stormgade-Porthusgade- Holmens Kanal-Kgs. Nytorv. I de år, 1943-45, hvor jeg var medarbejder på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, var Strøget en trafikåre med livlig kørende og gående trafik i begge retninger. Under besættelsen var trafikken af privatbiler og biler dog i det hele taget stærkt begrænset, primært på grund af benzinrationeringen. Det medførte et stigende antal hestetrukne vogne, herunder hestetrukne taxaer, som ganske vist gjorde trafikstrømmen langsommere, men bestemt ikke mindre tæt og farefuld. Det var mærkværdigvis begrænset, hvor mange trafikuheld, der skete som følge af hestetrukne vogne.

Til glæde og gavn for især firmaer ophævedes benzinrationeringen den 1. november 1947, men samtidig begrænsedes kørselsretten ved inddeling af landet i zoner. Der var dog stadigvæk ikke mange privatbiler i trafikken, som for motorkøretøjernes vedkommende fortsat mest bestod af varebiler, lastvogne, busser og taxaer, som i øvrigt også kun fandtes i et relativt begrænset antal. Den store forøgelse af motorkøretøjer i Danmark skete først i løbet af 1950’erne og 1960’erne, og kom som en følge af den generelle stigning i levestandarden.

Dette år havde i alt 13 danske spillefilm premiere, og blandt disse var Familien Swedenhielm, som fra den 13. januar kunne ses i World Cinema. Filmen, der var produceret af ASA, Jens Dennow og Henning Karmark, havde drejebog af Leck Fischer efter et skuespil af den svenske forfatter Hjalmar Bergman. Lau Lauritzen jun. stod for instruktionen, og en række af dansk teater og films store navne medvirkede i rollerne. Navne som f. eks. Poul Reumert, Ebbe Rode, Beatrice Bonnesen, Maria Garland, Ib Schønberg, Mogens Wieth m. fl. Reumert spillede naturligvis rollen som Swedenhielm, en rolle, der senere blev udført af den store svenske skuespiller Edvin Adolpson i en svensk tv-serie over samme skuespil. Denne danske filmudgave så jeg imidlertid ikke på det tidspunkt, men derimod tre danske film som My Name is Petersen, der havde premiere den 29. september i Palladium, og hvori Poul Reichhardt spillede rollen som den hjemvendte soldat, der havde deltaget i krigen på allieret side. Den kvindelige hovedrolle blev spillet af den yndige Helle Virkner, som senere i det virkelige liv blev gift med politikeren Jens Otto Krag.

Den anden danske film, jeg så dette år, var Mani, som blev produceret af Asger Jerrild og Jens Henriksen på ASA Film Studio, og som havde manuskript af Per Buckhøj, Asger Jerrild og Jens Henriksen i samarbejde med overlæge Georg K. Stürup og forfatteren Soya, hvis bog filmen var baseret på. For instruktionen stod kgl. sceneinstruktør Holger Gabrielsen og Jens Henriksen, og filmen havde premiere den 27. oktober i Dagmar. Filmen handler om en skoleklasses tykke dreng, der ender som psykopat, og denne rolle blev mesterligt spillet af Ib Schønberg. Desuden medvirkede flere af dansk teater og films store navne, som f. eks. Maria Garland, Johannes Meyer, Angelo Bruun, Preben Neergaard, Asbjørn Andersen, Per Buckhøj m. fl. Den ovenfor nævnte filminstruktør, Jens Henriksen, skulle jeg senere lære at kende og få et samarbejde med om et par film, hvori der indgik tegnefilmindslag.

Den tredje danske film, jeg så i 1947, var Soldaten og Jenny, som havde premiere den 30. oktober i Saga, og som var baseret på Soyas skuespil ”Brudstykker af et mønster”. Filmen var produceret af Johan Jacobsen hos Saga Studio, og han stod også for både dens drejebog og instruktion. Handlingen kredser om to af hverdagens udstødte og deres forhold til den konventionelle omverden, og den mandlige hovedrolle som soldaten spilledes mesterligt af Poul Reichhardt og den kvindelige hovedrolle som Jenny lige så fint og rørende af Bodil Kjer. Desuden medvirkede endnu engang flere kendte danske skuespillere, som f. eks. Elith Pio, Karin Nellemose, Johannes Meyer, Maria Garland, Sigfred Johansen, Gunnar Lauring m.fl.

1947 var Nordisk Film kun fremme med to spillefilm, nemlig Ta’, hvad du vil ha’ (- - og betal, hvad det koster!), som havde premiere den 5. september i Palads. Filmen havde manuskript af Mårten Edlund og Flemming Lynge frit efter førstnævntes roman. For instruktionen stod Ole Palsbo, en af dansk films mest seriøse og socialt engagerede filminstruktører, og igen medvirkede en række af dansk teater og films mest fremtrædende navne, som f. eks. Ebbe Rode, Agnes Thorberg-Wieth (moder til Mogens Wieth), Ib Schønberg, Ellen Gottschalch, Erni Arneson, Helle Virkner, Vera Gebuhr, m. fl.

Ole Palsbo var journalist ved B.T. 1931-32, filmkritiker ved Nationaltidende 1933-40, filmkronikør og teaterkritiker ved Ekstrabladet 1945-48, filminstruktør fra 1941 og sceneinstruktør fra 1943. Hans første spillefilm var den psykologiske krimi Nat-ekspressen (P 903), som havde manuskript af forfatteren Emil Bønnelycke, bearbejdet af Svend Methling og Ole Palsbo. Filmen havde premiere den 1. oktober 1942 i World Cinema, og i en væsentlig hovedrolle sås Carl Alstrup (1877-1942), der dengang var en markant skuespiller indenfor revygenren. ”Nat-ekspressen” blev hans sidste film, idet han døde den 2. oktober 1942, altså dagen efter filmens premiere. Han havde medvirket på film lige siden 1908, altså i stumfilmtiden, men kom ikke til at indspille mere end i alt 7 tone-spillefilm i løbet af sin lange karriere.

Apropos socialt engagement i dansk film, så havde instruktørparret Astrid og Bjarne Henning-Jensen skabt sig en markant profil med spillefilmen Ditte Menneskebarn (1946), der var baseret på forfatteren Martin Andersen Nexøs roman af samme navn fra 1917-21. Nu i 1947 fortsatte de denne linje med spillefilmen De pokkers unger, der havde manuskript af Flemming Lynge frit efter en roman fra 1944 af børnebogsforfatterinden Estrid Ott (1900-1967), og som handler om børnenes forhold til en københavnsk lejekasernes mange skæbner. Filmen, hvis musik var komponeret af Herman D. Koppel, havde premiere den 18. august i biograferne Amager, Bella, Casino, Nora og Park. Flere kendte danske skuespillere medvirkede, som f. eks. Henry Nielsen, Tove Maës, Sigrid Horne-Rasmussen, Preben Neergaard, Knud Heglund, Jakob Nielsen, Carl Ottosen, Preben Kaas, Per Buckhøj, Bodil Lindorff, Ego Brønnum Jacobsen, Valsø Holm m. fl. Og i fremtrædende barneroller sås først og fremmest instruktørparrets søn, Lars Henning-Jensen (født 1943), der som voksen kom på De kgl. danske Musikkonservatorium og skabte sig en karriere som operasanger. En anden barnerolle blev spillet af Jette Ziegler Kehlet, datter af kabaretsangerinden Lulu Ziegler. Jette Ziegler blev senere fotograf- og instruktørassistent hos Nordisk Film Junior, hvor hun bl. a. også stod for synkroniseringen af 30 gamle Fy og Bi film.

Staten Israels oprettelse

På udlandsfronten skete der i 1947 en række begivenheder, der fik både lokal og international stor betydning, ikke kun aktuelt, men for nogle begivenheders vedkommende langt ud i fremtiden. Det var således tilfældet med Palæstina, som dengang var under engelsk herredømme, men som efter alvorlige uroligheder og krigstilstand blev en sag for FN, som vedtog at dele landet i en jødisk og en arabisk del på trods af voldsomme protester fra begge sider. Denne deling af befolkningen i to hovedgrupper, jøderne og palæstinenserne, skulle få uoverskuelige og langvarige følger, både for de direkte implicerede parter, og også for verdenssamfundet, følger, som der endnu langt fra er fundet nogen god og varig løsning på. Netop medens disse linier skrives (februar 2002), er volden tværtimod optrappet i form af blodige selvmordsangreb fra palæstinensernes side og lige så blodige og ødelæggende militære gengældelsesaktioner fra modpartens side. Det kan tilføjes, at da disse linier redigeres i august 2009 er konflikten palæstinenserne kontra Israel stadig langt fra løst. Men lige for tiden er den vestlige verdens politikere og medier mere fokuseret på krigen i Afghanistan og den borgerkrigslignende situation i Irak, samt det anspændte forhold til Iran.. Staten Israel blev dog først til realitet i maj 1948, hvilket vil blive nærmere omtalt, når vi når til dette år og den dato.

Der var desuden krigslignende tilstande i Vietnam, som dengang var under fransk herredømme, og der blev da også ført regulære og voldsomme kampe mellem Vietnam-styrker og franske tropper, som endte med, at franskmændene måtte opgive og trække sig ud af landet.

Indien og Mahatma Gandhi

I Indien havde englænderne stigende vanskeligheder og problemer med at opretholde kolonimagten, idet den indiske selvstændighedsbevægelse, anført af især to hinduer, den legendariske Mahatma Gandhi og hans nærmeste ven og rådgiver, Pandit Nehru, og af den muslimske Muhammad Ali Jinnah, også kaldet Jenna, kæmpede for Indiens selvstændighed og uafhængighed med ikke-voldelige midler. Muhammad Ali Jinnah (1876-1948) var en indisk muslimsk politiker og leder af All India Muslim League og grundlagde som sådan Pakistan og var landets første generalguvernør. Hans status var høj blandt indiske muslimer, som kaldte ham ”stor leder” og ”nationens Fader”. Hans fødsels- og dødsdag fejres som nationale helligdage i Pakistan.

Mohendra Karamchand Gandhi med tilnavnet Mahatma, som betyder ”stor sjæl”, var født 1869 og blev uddannet som jurist i London 1888-91, hvorefter han praktiserede som sagfører i storbyen Bombay. 1893 kaldtes han til Sydafrika, hvor han blev til 1914 i forsøget på at bedre de derboende inderes sociale og politiske vilkår. Hans metode var ifølge ahimsa-budets passive ikke-vold, idet han var overbevist om, at vold kun avler mere vold. 1914 vendte han tilbage til Indien, hvor han 1919 påbegyndte en ulydighedskampagne mod englænderne, hvorunder han opfordrede sine landsmænd til at nægte at samarbejde med britiske institutioner, nægte at betale skatter og desuden boykotte britiske varer, ligesom han opfordrede indiske embedsmænd til arbejdsnedlæggelse.

Gandhi blev leder af Kongrespartiet, men fængsledes 1922-24, og blev igen leder af partiet 1928-30, hvor han igen blev fængslet, denne gang for sin kampagne mod det britiske saltmonopol. Imidlertid blev han frigivet for at kunne deltage i en rundbords-konference i London, men blev atter fængslet 1932. Men Gandhi arbejdede ufortrødent videre for at skabe en by-kooperation, byskole, byråd og byhåndværk. For at foregå sine landsmænd med et godt eksempel, spandt han selv hver dag og gjorde i øvrigt spinderokken til symbol på sin kamp for Indiens uafhængighed og selvstændighed. 1939 erklærede Gandhi sig som modstander af samarbejde med Storbritannien under 2. verdenskrig. 1940 valgtes han på ny til leder af Kongrespartiet og afviste 1942 et britisk selvstyreforslag og forlangte i stedet britterne ud af Indien. Det førte til hans fængsling 1942-44, og herunder fastede han i 1943 tre uger, et middel han jævnligt brugte som bod for ugerninger eller til overtalelse. Efter krigen gik han i 1947 ind for Indiens deling, men blev myrdet ved skud af en ung fanatisk hindu, der var modstander af Gandhis ønske om forsoning med muslimerne.

Den uhyre populære og indflydelsesrige Gandhi gik som nævnt så vidt, at han flere gange sultestrejkede, med det formål at tvinge englænderne til at indse, at deres dage som kolonimagt i Indien var talte. Det endte da også med, at England, repræsenteret ved Lord Mountbatten, gik ind på at give Indien selvstændighed og uafhængighed. Imidlertid var der tale om to meget store befolkningsgrupper, fordelt mellem hinduer og muslimer, og derfor oprettede man to autonome stater: Indien, som overvejende består af hinduer, og Pakistan, som overvejende består af muslimer, samt Østpakistan, som dannedes af de østlige territorier af det tidligere britiske Bengalen og en del af provinsen Assam. Østpakistan fik navnet Bangla Desh, som betyder bengalernes land, med hovedstaden Dacca. Det var og er et landbrugsland, hvor man dengang hovedsagelig dyrkede ris, sukkerrør og jute. Vestpakistan og Østpakistan med tilsammen 82 millioner indbyggere producerede over 80 procent af verdens juteforbrug. Af de omkring 350 millioner indere, der var i hele Indien, er 70 procent beskæftiget i landbruget, ca. 10 procent i industrien, herunder særlig bomuldsindustrien. Det betød, at ca. 20 procent af befolkningen havde andre erhverv (håndværkere, præster, munke m.v.) eller var arbejdsløse, og generelt set var levestandarden meget lav. Delingen mellem de to (tre) lande gik dog ikke hverken fredeligt eller ublodigt af. Tværtimod udløstes nogle af de interne spændinger, der herskede mellem befolkningsgrupperne, men som stort set havde været holdt nede, mens englænderne regerede det endnu udelte Indien.

Gandhi vendte sig også imod kastevæsenet, mod de traditionelle enkebrændinger og mod børneægteskaber, og fik på denne måde uhyre magt over det indiske folk. Han var selv blevet gift med en barnebrud i 1981. Efter sin martyrdød i 1948 er han nærmest blevet gjort til genstand for religiøs ærefrygt både i Indien og i vestlige lande. Som overbevist og erklæret pacifist som følge af både ahimsa-budet og af Jesu bud om ikke at ihjelslå, beundrede jeg især som yngre Gandhis store og selvopofrende indsats mod vold og undertrykkelse. Derfor har jeg her i 2002 stadigvæk en porcelænsstatuette af Mahatma Gandhi stående ovenpå en af mine bogreoler. Statuetten fik jeg i begyndelsen af 1960’erne forærende af min daværende svigermoder, Carla Kjær.

Omkring 1982 indspillede den engelske filminstruktør Richard Attenborough (født 1923) en storstilet film om Gandhis interessante og spændende liv. Hovedrollen udførtes af den fremragende karakterskuespiller Ben Kingsley (født 1943), der illuderede godt som mahatmaen. Richard Attenborough begyndte sin filmkarriere som filmskuespiller i 1942, hvor han havde en rolle i den engelske spillefilm In Which We Serve (”Havet er vor skæbne”), der var skrevet og instrueret af Noel Coward (1899-1973), som også medvirkede i denne patetiske film om engelske søfolks farefulde liv under krigen. Attenborough fik sin debut som filminstruktør 1960 med filmen Oh! What A Lovely War (”Åh! Hvilken herlig krig”) og har senere instrueret flere store og især amerikanske spillefilm og desuden medvirket som skuespiller i mange forskellige engelske og amerikanske film. Richard Attenboroughs broder, David Attenborough, vil især være kendt for sine mange tv-udsendelser om alverdens dyreliv.

Jawaharlal Nehru (1889-1964) var søn af Motilal Nehru (1861-1931), der var brahman af velhavende Kashmir-slægt, og som fik sin uddannelse som sagfører i Europa. Han praktiserede som sagfører i Indien og blev en af det nationalistiske Kongrespartis ledere. 1928 udformede han Nehru-rapporten, der som mindstekrav ønskede dominion-status for Indien og parlamentarisme under hensyntagen til de forskellige religiøse grupperinger. Sønnen, Jawaharlal Nehru havde fået sin uddannelse som sagfører i Cambridge, England, og praktiserede først i London og senere i Allahabad i Indien. I Storbritannien blev han grebet af socialismen, og under et ophold i Sovjetunionen fattede han sympati for kommunismen og blev ivrig forkæmper for en radikal indisk jordreform. 1918 fik Nehru betroede poster i Kongrespartiet, hvis sekretær han blev 1923. Han blev en af Gandhis nærmeste medarbejdere og afløste ham efterhånden som nationalistleder. Nehru blev adskillige gange fængslet af englænderne, som frygtede for hans radikale politik og store nationalpolitiske indflydelse, der da også stillede stærkere krav end Gandhi om Indiens uafhængighed og selvstændighed. Han så helst et udelt Indien, men gik i sommeren 1947 med til Pakistans udskillelse. Ved Indiens selvstændighed blev han sit lands premier- og udenrigsminister, og 1953-55 tillige dets forsvarsminister.

Som leder af den største stat, der stod udenfor den kolde krig, søgte Nehru at mægle mellem Øst og Vest, men efter grænsekonflikten med Kina 1962 foretog han en tilnærmelse til den vestlige verden. Som forfatter har Nehru skrevet historiske værker og erindringer. Hans Breve til min datter (1929) blev 1962 oversat til dansk. Datteren var Indira Gandhi (1917-1984), der som medlem af Kongrespartiet blev minister 1964 og fra 1966 Indiens første og hidtil eneste kvindelige premierminister. Hendes politik var ”til venstre for midten”, hvilket gav hende store vanskeligheder med hendes eget parti. Hendes position blev imidlertid styrket ved valget 1971, hvilket førte til, at hun strammede kursen og i stigende grad blev upopulær, både hos sine kolleger og hos befolkningen. Indira Gandhi blev 1984 myrdet af et par af sine livvagter, der tilhørte Zikh-partiet, som ønskede delstaten Punjabs selvstændighed, hvilket hun og Kongrespartiet var imod. Skæbnens ironi ville, at hun havde ignoreret kraftige advarsler imod at ansætte zikher som sine livvagter.

Efter sin død blev Indira Gandhi efterfulgt på posten som premierminister af sin ældste søn, Rajiv Gandhi (1946-1991), som ulykkeligvis kom til at dele sin moders tragiske skæbne, idet han den 21. maj 1991 omkom under et blodigt selvmordsattentat udført af en senere identificeret kvinde, der tilhørte det tamilske mindretal i Sydindien. Tamilerne kæmpede dengang som endnu i nutiden for oprettelsen af en selvstændig tamilsk stat i Sydindien og desuden på øen Sri Lanka. Kvinden havde en kraftig sprængladning spændt om maven, og med denne skjult under sin klædedragt søgte hun ind iblandt en folkemængde, som flokkedes omkring Rajiv Gandhi, der i sin egenskab af kandidat til posten som premierminister var på besøg i en landsby i Tamil Nadu. Under foregivende af at ville hilse på ham, lykkedes det kvinden at komme tæt på den unge Rajiv Gandhi, hvorefter hun udløste sprængladningen med frygtelige følger for ham og mange af de omkringstående, og i øvrigt også for hende selv, som blev sprængt i stumper og stykker ved den kraftige eksplosion. Mindst 14 mennesker omkom ved den lejlighed. Rajiv Gandhi fik – i lighed med Mahatma Gandhi og sin moder, Indira Gandhi - efterfølgende en statslig traditionel bisættelse, hvilket vil sige en offentlig ligbrænding på bålet, i dette tilfælde ved floden Yamuna. Begivenheden blev teletransmitteret både nationalt og internationalt, og kunne derfor også ses live her i Danmark.

Situationen i Danmark og Europa

Dette år, 1947, oprettedes ”Kominform”, som et centralt sovjetrussisk informationskontor for de kommunistiske partier, antagelig som en fortsættelse af det i 1943 opløste Komintern, en forkortelse for Kommunistisk Internationale. Lederen af Sovjetunionens kulturpolitik, Andrej Zjdanov (1896-1948), krævede, at filosofi, litteratur og musik, især i det sovjetrussiske magtområde, konsekvent skulle indordne sig under det kommunistiske partis målsætninger. De fleste udenlandske kommunistpartier, herunder også det danske, indordnede sig dog beredvilligt under ”Zjdanov Doktrinen” og dens vellykkede forsøg på kulturel ensretning. Det ramte flere russiske forfattere, som f.eks. Boris Pasternak (1890-1960), måske bedst kendt for romanen Doktor Zhivago (1957), der først blev publiceret i Vesten og filmatiseret i 1965. Den udkom ikke i Sovjet før i 1987, hvor mildere vinde var begyndt at blæse i det tidligere så rigoristiske og strenge land.

Ved Folketingsvalget 1947 var de hjemlige kommunisters popularitet imidlertid dalet siden Folketingsvalget 1945, hvor de havde fået 255.000 stemmer og 18 mandater, til 141.000 stemmer og kun 9 mandater. Socialdemokraterne havde derimod omtrent genvundet de par hundrede tusinde stemmer og en del af de mandater, de havde tabt ved efterkrigsvalget i 1945. Regeringsmagten, som fra maj til november 1945 havde ligget hos Samlingsregeringen, bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Kommunister, med socialdemokraten Vilhelm Buhl som statsminister, kom fra november 1945 til 1947 til at ligge hos Venstre, med Knud Kristensen som statsminister. Regeringsmagten blev ved valget i 1947 overtaget af Socialdemokratiet med Hans Hedtoft som statsminister.

Store dele af Europa, herunder ikke mindst Tyskland, var stærkt forarmede efter krigen, og på udenrigsministerkonferencerne i Moskva og London havde der ikke kunnet opnås enighed mellem det kommunistiske Sovjetunionen og de vestlige demokratier om en løsning på Tysklandsproblemet. Sortbørsmarkedet dominerede tysk økonomi, hvor et kilo kaffe kostede 1100 Reich Mark, et æg 12 RM og en æske tændstikker 5 RM. Men endnu engang kom Amerika de nødstedte eller betrængte vesteuropæiske lande til undsætning, nemlig i form af en storstilet økonomisk hjælp, som blev kendt under navnet Marchall-planen. Marshall-planen var et led i den såkaldte Truman-doktrin, fremsat af USA's daværende præsident, Harry S. Truman (1884-1972), som dels indeholdt en fortsættelse af tidligere præsident F. D. Roosevelts sociale linje ved Fair Deal, og dels førte til en kraftig national oprustning og kaprustning med Sovjetunionen, men som samtidig også førte til en ny udenrigspolitisk kurs, der indebar økonomisk hjælp til Grækenland og Tyrkiet som et led i USA's verdensomspændende kamp mod kommunismen. Som et led i denne kamp skulle dannelsen af Den Nordatlantiske Traktat, kaldet North Atlantic Treaty Organization, forkortet til NATO, også ses. Der var tale om en militær forsvarsalliance vendt mod Warszawa-pagtlandene, og de oprindelige deltagerlande i alliancen var USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Norge, Island, Danmark, Nederland, Belgien, Luxembourg, Italien og Portugal. Alliancepagten blev dog først indgået den 4. april 1949.

Men nok så vigtigt var som nævnt Marshall-planen, der omhandlede Europas økonomiske genopbygning, og som var udarbejdet af daværende udenrigsminister George C. Marshall (1880-1959). Planen blev fremlagt den 5. juni 1947 i en tale på Harvard University, og den fik enorm betydning for adskillige europæiske lande, herunder også Danmark. Men selvom George Marchall var leder af den af Korea-krigen begrundede oprustning, herunder dannelsen af NATO, blev han alligevel tildelt Nobels fredspris 1953.

1947 var også året, hvor der udbrød en ny borgerkrig i Kina mellem Chiang Kai-sheks tropper og kommunisterne, som anført af Mao Zedong (1893-1976) sejrede to år senere. Mao var søn af en bonde, men lod sig uddanne som lærer. I 1920 var han medstifter af det kommunistiske parti i Kina, af hvis centralkomité han blev medlem. Det var en af Maos førende ideer, at revolutionen i et land som Kina måttet bæres af bønderne, ikke af by-proletariatet, og 1923-27 arbejdede han for at skabe en forenet front af revolutionære kræfter og at få bønderne med i bevægelsen. Denne udlægning af marxismen blev i 1970’erne anerkendt som grundlag for socialismens indførelse i u-lande. I 1927 var dette dog ikke anerkendt politik i det kinesiske kommunistiske parti, og det førte til at Mao blev udelukket af partiledelsen i et par år.

I de følgende år arbejdede Mao ihærdigt på at skabe og styrke arbejdernes og bøndernes røde hær, som skulle føre an i den revolutionære kamp mod Chiang Kai-sheks nationalistiske og kapitalistiske Kina. 1934 påbegyndtes Den lange March, som gjorde Mao til partiets førende skikkelse, og 1935 blev han dets generalsekretær. Under krigen med Japan i 1937 indgik Mao et midlertidigt forlig med Chiang Kai-shek (1887-1975), men efter Japans overgivelse 1945 kom det 1946 til åben kamp mellem Maos røde hær og Chiang Kai-sheks nationalgarde. Kampen endte 1949 med kommunisternes erobring af det kinesiske fastland og oprettelsen af Den Kinesiske Folkerepublik, som Mao blev statschef for 1949-59. Chiang Kai-shek og hans hær og tilhængere blev fordrevet til Taiwan, hvorfra bekæmpelsen af Maos røde Kina blev fortsat. Mao tolkede socialisme på sin egen måde, hvilket dog først kom til udtryk efter at der var opstået samarbejdsproblemer med Sovjetunionen. Han formede sin helt egen ideologi, kaldet Maoismen, som fik sin egen ”bibel” i form af ”Maos lille Røde Bog”, som indeholder opbyggelige citater af Mao. Denne form for socialisme fik efter studenteroprøret i 1968 en relativt stor indflydelse i vesten, hvor ”Formand Mao” fik mange tilhængere, ikke mindst i lille Danmark. Under kulturrevolutionen, som på Maos diktat varede i årene 1966-1969, drog ”Den Røde Garde”, bestående af fanatiske og intolerante studenter, omkring fra sted til sted i store dele af Kina og kontrollerede om folk havde bogen og straffede dem, der ikke havde den. Men hvad Maos nye idealistiske vesterlandske tilhængere – tilbedere er måske det rette ord - ikke så eller ville se i øjnene, var, at Mao styrede Kina med en hård hånd, der blandede sig i stort set alt, hvad der foregik i det store land. Der var i virkeligheden tale om en hårdhændet fundamentalistisk indoktrinering med Maos lære, men som nogle vestlige intellektuelle, ikke mindst her i lille Danmark, så for sig som den store visdom og vejledning til en ny moral og et nyt samfund.

I det hele taget kunne forstandige og fornuftige folk konstatere, at mange mennesker havde let ved at blive tilhængere af enten politiske eller religiøse bevægelser, og at overtroen stort set bredte sig i alle lande efter krigen. En del mennesker havde åbenbart behov for at søge bort fra den prosaiske hverdag og eskapere til fantasiens og mystikkens okkulte verden. Dette behov blev til dels imødekommet af biografteatrenes drømmeverden, som dog ikke formåede at tilfredsstille alle. Det betød derfor også en opblussen af interessen for bl. a. spiritisme og teosofi samt ikke mindst for indisk religionsfilosofi, herunder de klassiske indiske filosofiske systemer Sankhya, Yoga og Vedanta, noget der for resten også havde været tilfældet under og efter 1. verdenskrig. De sidstnævnte filosofier var, hvad jeg selv begyndte at interessere mig for kort efter 2. verdenskrigs ophør her i den vestlige verden, og det skete netop i en søgen efter et åndeligt ståsted, der kunne give en mening med tilværelsen. Kirke-kristendommen sagde mig ingenting. Men det gjorde til gengæld Jesu lære, hvilket jeg skal vende tilbage til senere.

De flyvende tallerkner: UFO’er og IFO’er

Men for de mere rationelt anlagte ”okkultister” eller ”mystikere”, var det ikke sagen at søge ind i den abstrakte, åndeligt betonede okkulte verden. Derfor vandt det genklang hos disse teknologisk pseudo-videnskabeligt orienterede mennesker, da den amerikanske privatpilot Kenneth Arnold i juni 1947 kunne meddele, at han under en flyvning havde iagttaget ni runde, metalliske og lysende skiver, der for henover himlen med enorm hastighed, beregnet til omkring 2000 km i timen. En sådan hastighed kunne på det tidspunkt kun opnås af raketter. Kenneth Arnolds iagttagelse vakte stor opmærksomhed, især hos journalister, og adspurgt nærmere om de lysende skivers udseende, beskrev han disse som ”tallerkener, der kastes hen over vandet”. En journalist omdøbte straks disse til ”flying saucers”, på dansk ”flyvende tallerkener” eller egentlig ”flyvende underkopper”.

Efter offentliggørelsen af Arnolds oplevelse strømmede det nærmest ind med beretninger om flyvende tallerkener, og det kom så vidt, at det amerikanske luftvåben i september 1947 nedsatte en kommission til modtagelse og undersøgelse af de indkomne tallerkenrapporter. Lederen af den forsøgsvis videnskabelige undersøgelse, Edward Ruppelt, gav de flyvende objekter det mere neutrale navn Unidentified Flying Objects, forkortet til UFO, og i den følgende tid forsøgte kommissionen at give naturlige forklaringer på samtlige indkomne rapporter, men adskillige af forklaringerne var trods alt så usandsynlige, at onde tunger omdøbte den til ”Selskabet for forklaring af det ikke-undersøgte”. Efterfølgende opstod der en såkaldt Ufologi, som prøvede at sandsynliggøre, at UFOerne måtte være af overjordisk oprindelse, det vil sige, at de kunne stamme fra andre planeter i verdensrummet, og at de muligvis blev styret af intelligensmæssigt højt udviklede rumvæsener.

Imidlertid opstod der også snart en afart af ufologien, nemlig den såkaldte IFOlogi = Identified Flying Objects, dvs. Identificeret Flyvende Objekt, altså lige det modsatte af uidentificeret flyvende objekt. Denne gren af ufologien har flere steder nærmest udviklet sig til en religiøs bevægelse, som uden videre og ganske betingelsesløst identificerer og accepterer ufoerne som rumfartøjer fra fremmede planeter, men også fra fremtiden, fortiden og sågar fra havets bund. I sidstnævnte tilfælde kombineret med myten om det sunkne fortidsrige Atlantis. Amerikaneren Daniel Fry kunne i 1949 fortælle, at han havde haft telepatisk forbindelse med rumvæsener, der hævdede, at de oprindelig stammede fra Jorden og var efterkommere af de overlevende fra en tidligere højkultur, som gik under for omkring 30.000 år siden. Ifologer diskuterede – og diskuterer så vidt vides fortsat - seriøst og pseudovidenskabeligt teknologiske problemer omkring f. eks. hvilke metallegeringer ufoerne er lavet af, hvilken slags fremdriftsmidler de benytter og mulighederne for hastigheder, der er hurtigere end lysets. Visse ifologiske sekter er overbeviste om, at ufoerne styres af de afdødes ånder, og at der i selve vor atmosfære findes hele åndesamfund. Ifologerne støtter deres påstande på udsagn fra astronomer og biologer, som anser sandsynligheden for liv andre steder i universet for større end sandsynligheden for, at livet på Jorden skulle være det eneste. Man vil heller ikke udelukke, at muligheden foreligger for liv af højere åndelig og teknologisk udvikling på andre og endnu ukendte planeter, måske i andre galakser, men påpeger dog samtidig, at der endnu langt fra foreligger videnskabeligt belæg for disse antagelser.

En af de ifologer, der opnåede størst popularitet gennem sin personlige fremtræden og via sine mange bøger, var amerikaneren George Adamski (1891-1965). Han påstod tilmed at have rejst med rumskibe til andre planeter, som f. eks. Venus og Saturn, og desuden offentliggjorde han fotos, der angiveligt skulle forestille ufoer. Et af de mest berømte billeder forstillede en cirkelrund ufo set skråt nedefra, og på billedet ser man foruden en slags ”styrehus” også tydeligt tre radiært og triangulært anbragte halvkugler, der angiveligt skulle tjene som stødpuder under fartøjets landing. En del år senere fandt nogle skeptikere og kritikere imidlertid ud af, at der med denne ufo var tale om låget til en lidt speciel amerikanskproduceret skraldespand, og at de tre stødpuder var den anordning, der holdt låget på plads, når dette blev klemt fast ovenpå spanden. Men tro det eller ej, George Adamski drev det så vidt, at han i 1965 kom i audiens hos pave Johannes XXII, som han kunne overbringe budskaber om fred fra andre planeter, og herover skal paven være blevet så rørt og imponeret, at han tildelte Adamski en fortjenstmedalje for hans indsats for menneskeheden!

Problemet med en fornuftig og naturlig årsagsforklaring på ufofænomenerne er, at man lige så lidt kan bevise, at ufoer eksisterer, som man kan modbevise at de findes, og så længe det er tilfældet, kan muligheden af deres eksistens ikke udelukkes. Selv kender jeg da også flere forstandige og i al fald tilsyneladende fornuftige mennesker, der i fuldt alvor føler sig overbeviste om ufoers og ufovæseners eksistens som henholdsvis overjordiske rumfartøjer og rumvæsener fra andre egne eller dimensioner af universet. Personlig er jeg mest tilbøjelig til at mene, at hvor der ikke er tale om synsforstyrrelser eller iagttagelser af hemmeligholdte militære forsøgsfartøjer, der er Ufoer beslægtede med fænomener som f. eks. nisser og trolde, og at de derfor er identiske med rene og skære fantasiprodukter, som visse mennesker vel at mærke er i stand til at drage nytte af, specielt som forklaringer på det tilsyneladende uforklarlige og mystiske. Der findes mennesker, som stædigt påstår, at de selv har set både nisser og/eller trolde, lige som der altså også findes mennesker, der stædigt påstår at have set ufoer og ufovæsener. Da fænomenerne som sagt ikke hverken kan bevises eller modbevises videnskabeligt, må man nøjes med at konkludere, at enhver har lov til at blive salig i sin egen tro – eller overtro.

Psykoanalyse på mode

Efter krigen var interessen for psykoanalysen også tiltaget, og den blev herhjemme især promoveret af lægen og psykoanalytikeren J. H. Leunbach (1884-1955), der med en række stærkt omdiskuterede skrifter blev foregangsmand for seksualoplysning og børnebegrænsning i Danmark. Lidt i lighed med, hvad tilfældet var med forfatterinden Thit Jensen, der dog ikke var tilhænger af psykoanalyse, men derimod af spiritisme. Psykoanalysen var og er en behandlingsmetode, der er udviklet af den østrigske læge og psykolog Sigmund Freud (1856-1939) til behandling af neuroser, der grundlæggende antages at skyldes konflikter på grund af fortrængt seksualitet som følge af omgivelsernes fordømmende holdning til denne naturlige drift. Grundlæggende for Freud er, at alle menneskets handlinger og hele adfærd bygger på årsagssammenhænge, der principielt er forklarlige ved at afdække menneskets drivende impulser. Det betyder kort sagt, at alt, hvad man hidtil havde anset for hemmeligt i menneskets psyke lader sig udforske rationelt og naturvidenskabeligt. Freuds analyser vakte med deres iboende kritik af tidligere værdisystemer og religiøse forestillinger megen kritik og debat, både i hans egen samtid og senere.

Freuds teorier vakte til at begynde med også stærk kritik og debat herhjemme i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne. Jeg kan tydeligt huske, at nogle unge mænd af Asbjørns bekendtskab gik til psykoanalyse hos dr. Leunbach, og at de var meget aggressive overfor folk, der forholdt sig kritisk og afvisende til de nye ideer om sammenhængen mellem krop og sjæl, og særlig til de provokerende ideer om seksualitet. Ifølge Freud er menneskets indrepsykiske ubevidste konflikter koncentreret om seksuallivet, og den seksuelle drift, libido, er afgørende for menneskets totale aktivitet, specielt ved dannelsen af neuroser. Det, de to unge mænd eller nærmest store drenge kæmpede med eller mod, var i virkeligheden deres egne problemer med seksuel identifikation, idet begge havde homoseksuelle tilbøjeligheder, som de samtidig selv fordømte.

I løbet af 1960’erne og 1970’erne blev Freuds psykoanalyse og teorier i stor udstrækning taget til indtægt af nymarxismen, først og fremmest fordi man var enig med Freud i, at psyken og psykologien skulle ses som et produkt af materien eller fysikken, og at psykologien derfor skulle og kunne forklares med henvisning til fysiologien. Dette emne skal jeg dog først omtale nærmere i kronologisk sammenhæng.

Bruddet med Jean Jallit

Bruddet mellem Jens Andreasen og Jean Jallit kom et par måneder inde i 1947. Det var så vidt jeg husker Jens Andreasen, der endte med at stille Jallit en slags ultimatum, som gik ud på, at undervisningen på Akademiet for fri og merkantil Kunst i højere grad skulle ske efter de præmisser eller vilkår, som Hans Jensen og Jens Andreasen, støttet af tegneren Tage Nielsen, der fungerede som lærervikar på skolen, havde opstillet. I modsat fald ville de tre mænd opsige deres stillinger på skolen, og Jens Andreasen kunne tilmed true med, at de fleste af hans elever i givet fald ville følge ham og derfor også forlade skolen. Det kunne han, fordi han på forhånd havde sikret sig, at i al fald en del af eleverne havde givet tilsagn om, at de ville blive hans privatelever, hvis det kom dertil, at han måtte forlade skolen. Det blev drøftet en kold februardag, medens vi opholdt os i gipssamlingen på Statens Museum, hvor vi på grund af kulden alle var mere eller mindre formummet i islandske trøjer, uldne halstørklæder og med halmsko uden på vores sædvanlige fodtøj. Der var nemlig ikke opvarmet i museets lokaler, som derfor nærmest føltes som iskældre.

Det, at aftegne figurer i museets gipssamling, hørte med til pensum, og det var vel egentlig naturligt nok, at det foregik i vinterhalvåret. Problemet var bare, at museerne af rationerings- og besparelseshensyn ikke måtte opvarme lokalerne mere end højst nødvendigt, og man fandt det åbenbart ikke påkrævet, at opvarme de lokaler i museets stueetage, hvor gipssamlingen var udstillet. Personlig tror jeg, at en del af forklaringen på, at så mange af eleverne sagde ja til at støtte Jens Andreasen, i nok så høj grad skyldtes vinterkulden og ønsket om hurtigst muligt at komme væk fra denne og tilbage til opvarmede lokaler på ny. Han havde nemlig stillet i udsigt, at der ville blive lejet nogle lokaler ude i Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg, hvor eleverne kunne sidde i et godt opvarmet lokale og f.eks. tegne opstillinger (stilleben) og efter nøgenmodel.

Der er ingen tvivl om, at Jean Jallit følte sig hårdt presset af den alvorlige situation, han og Akademiet for fri og merkantil Kunst aktuelt befandt sig i, men han var ikke til sinds at bøje sig for det ultimatum, han var blevet stillet over for. Udfaldet blev derfor, at Jens Andreasen, fulgt af Hans Jensen og Tage Nielsen, måtte bide i det sure æble og forlade deres stillinger som lærere på skolen. Cirka en tredjedel af eleverne i klassen havde givet tilsagn om at ville følge med Jens Andreasen, mens resten havde bestemt sig for at fortsætte på skolen. Det blev Jean Jallit selv, der måtte overtage undervisningen i Jens Andreasens klasse, men han var desværre ikke god til at undervise. Det havde jeg og min klasse for længst erfaret, da han en kort overgang havde fungeret som vikar for Jens Andreasen under dennes sygefravær.

Så vidt jeg husker, var det i slutningen af februar 1947, at Jens Andreasen og de relativt få elever, der fulgte ham, forlod Akademiet for fri og merkantil Kunst. Der blev derefter lejet et lokale i Forhåbningsholms Allé, og her fortsatte "renegaterne" undervisningen med timer i modeltegning, portrættegning og tegning efter genstande. Det, jeg husker bedst fra stedet, er, at lokalet lå på første sal og blev opvarmet ved hjælp af en stor, sort, gammeldags kakkelovn, som der især måtte fyres godt op i, når vi havde modeltimer, for at nøgenmodellen ikke skulle fryse. Modellen var i reglen den samme kvinde, som vi havde haft på skolen, men i kortere perioder var hun af gode grunde forhindret i at posere, og blev derfor vikarieret af en anden model, sådan som tilfældet også havde været på skolen. Denne kvinde var en helt anden type, højere, slankere og med lange lemmer og langt, glat og kulsort hår, og hendes kønsbehåring var en kraftig, nærmest strittende sort dusk, som fuldstændig skjulte hendes kønslæber.

Blandt den halve snes elever, der fulgte med Jens Andreasen, da han forlod Akademiet for fri og merkantil Kunst, var foruden mig også Asbjørn Yde Larsen, Kaj Himmelstrup, Ruth Olesen og Jørgen Strunge. Hans Qvist, som gik et par klasser over os andre, fortsatte på skolen, fordi han skulle lave afgangsprøve dette år, men engang imellem kom han ud til os, når vi havde aftenundervisning og tegnede qroquis og modeltegning. Alt gik for så vidt meget godt i begyndelsen, men allerede efter et par ugers forløb, faldt nogle af eleverne fra, og da nye ikke kom til, stod det snart klart for Jens Andreasen og os andre, at undervisningen ikke ville kunne opretholdes i det lange løb. Til sidst måtte den idealistiske Jens Andreasen, som tilmed havde arbejdet gratis, da også indse den skuffende kendsgerning og give op, simpelthen fordi der ikke var elever nok til, at det kunne betale sig at fortsætte undervisningen.

Det var en lidt sørgelig dag, da vi alle skiltes og gik hver sine veje, også selvom flere af os blev ved med at holde kontakten med hinanden i nogle år endnu. For mit eget vedkommende havde jeg i lang tid efter jævnlig kontakt med Jens Andreasen. Asbjørn Yde Larsen, Jørgen Strunge og Kaj Himmelstrup, men Ruth Olesen tabte jeg og vi kontakten med, fordi hun rejste hjem til Frederikshavn, hvor hendes moder på det tidspunkt lå for døden af kræft. Siden har jeg hverken set eller hørt noget til hende.

Jens Andreasen søgte optagelse på Kunstakademiet og blev antaget som elev af maleren, professor Aksel Jørgensen. Senere lod Andreasen sig uddanne på billedhuggerskolen, og her traf han sammen med en smuk ung engelsk pige ved navn Myra Robinson, der var fra Newcastle. De to forelskede sig glødende i hinanden og flyttede senere sammen i det lille romantiske hus i Sølvgade, hvor Jens Andreasen allerede havde boet i nogen tid forud. Huset havde stort set kun to etager: Førstesalen, der blev brugt til atelier, og andensalen, der blev brugt til privat beboelse.

Mens Jens Andreasen endnu var ungkarl eller single, som det hedder på nudansk, kom jeg tit på arbejdsbesøg hos ham. Vi spiste også vort sædvanlige råkostmåltid sammen, som vi havde gjort, mens han boede i Helgolandsgade. Han tilbragte det meste af dagen med at tegne, male eller modellere, og jeg med at tegne på to projekter, som jeg havde i gang på det tidspunkt. Det ene var sort-hvide illustrationer til H. C. Andersens rørende eventyr ”Historien om en moder”, og det andet var nogle figurudkast i farver til en kort tegnefilm baseret på samme digters fornøjelige eventyr ”Klods-Hans”.

Eventyret ”Historien om en moder” havde fascineret mig dybt lige siden jeg som 12-årig læste det selv for første gang, og nu i 1947 foresvævede det mig, at der måske ville kunne laves en seriøs tegnefilm eller en anden form for film over det. En tegnefilm baseret på eventyret ”Klods-Hans” havde jeg haft i tankerne lige siden 1944, medens vi endnu arbejdede på ”Fyrtøjet”, da der ikke var blevet noget ud af Dansk Farve- og Tegnefilms A/S’ projekt om at lave 5-6 korte tegnefilm, der hver især skulle baseres på et af H. C. Andersens mest kendte eventyr. En tegnefilm over ”Klods-Hans”, var dengang blevet foreslået af Børge Hamberg, og det skulle kort efter vise sig, at dette projekt ikke var totalt opgivet, men tværtimod var blevet udvidet til planen om en lang tegnefilm. Dette vidste jeg dog intet om på det tidspunkt, der her er tale om. Men som sædvanligt for mig, blev ingen af mine projekter til noget, heller ikke de to ovennævnte, bortset fra de skitser og udkast, der blev lavet dertil. Jeg opbevarer endnu nogle små skitsetegninger til ”Historien om en moder”, men figurudkastene til ”Klods-Hans” er for længst gået alt kødets gang, idet de brændte sammen med en del andet af mit habengut, da mine forældres pulterkammer omkring 1949 blev raseret ved en pyromanbrand.

Som tidligere nævnt forlod Asbjørn Yde Larsen tegneriet til fordel for en uddannelse som journalist, og i det øjemed fik han en læreplads ved Korsør Avis, hvor jeg senere besøgte ham, men vistnok kun en enkelt gang. Besøget fandt dog først sted i 1950, og vil derfor først blive omtalt kronologisk. Jørgen Strunge genoptog sine studier og læste filosofikum, hvorefter han søgte og blev optaget som elev på Kunstakademiets Arkitektskole. Men hvordan det videre gik ham og hans liv, har jeg ingen anelse om, for venskabet eller vel snarere bekendtskabet gled lige så stille ud. Det, jeg husker ham mest for, var, at han altid kom ind på, at alt er relativt, hvilket jeg til en vis grad godt kunne følge ham i. Men på den anden side set syntes jeg også, at denne værdirelativisme reducerede alting til ingenting, og det troede jeg ikke på. Men det var mens jeg jævnligt kom og besøgte ham på Sortedam Dossering, at jeg tumlede med planerne om at lave en kort satirisk tegnefilm om atomoprustningens vanvid.

Hvad Kaj Himmelstrup videre foretog sig, står mig ikke helt klart, og mærkværdigvis vidste jeg intet om, hvor han boede, men jeg havde kontakt med ham helt frem til omkring 1949-50. Derefter gled venskabet ud og vi sås ikke mere. Senere hørte jeg, at han vistnok beskæftigede sig med børn og lod sig uddanne som lærer. Men under alle omstændigheder husker jeg ham som en god ven, der altid var parat til at række en hjælpende hånd, når og hvis det var påkrævet. Det blev det på et tidspunkt for mig, men herom senere.

”Trio Bureau”

Imidlertid holdt Asbjørn, Qvist og jeg sammen i nogen tid efter at vi hver især var sluttet på tegneskolen, Asbjørn og jeg, fordi vi fulgte med Jens Andreasen, og Qvist, fordi han blev færdig med sin uddannelse hos Jean Jallit. Asbjørn tjente stadig penge ved at være postbud, og Hans Qvist havde indtægter fra sit job i Sportsforretningen, mens jeg ikke for tiden havde andre indtægter, end dem jeg kunne tjene ved at tegne vittighedstegninger. Disse måtte jeg i øvrigt selv sørge for at sælge, for Erik Pluto havde fået travlt med andre ting, så han havde ikke længere tid til det. I øvrigt forsøgte jeg mig også med at tegne og male illustrationstegninger, og en dag henvendte jeg mig på Nationaltidende med nogle af disse, for at høre, om man eventuelt kunne bruge mig som illustrator.

Det var en ung, køn og nydelig kvindelig redaktør, så vidt jeg husker ved navn Didder Rønlund (f. 1926), der tog imod mig og som jeg snakkede hyggeligt med i en lille times tid. Hun så på mine tegninger og sagde, at tegningerne var gode nok, men så forskellige, at man ikke kunne se, at det var den samme tegner, der havde udført dem. Og det var nødvendigt, sagde hun, at man kunne genkende tegnerens stil, så hvis jeg ville tænke nærmere over det og lave nogle forskellige udkast, som tydeligt viste, at det var den samme illustrator, der havde lavet tegningerne, så ville jeg være meget velkommen til at aflægge hende et besøg igen.

Det der med at holde den samme stil i forskellige tegninger, faldt mig faktisk svært, for jeg syntes tegninger skulle tilpasse sig det emne eller motiv, det i hvert enkelt tilfælde drejede sig om. Den indstilling viste sig at være en svaghed, hvilket blev klart kort tid efter, da Asbjørn, Qvist og jeg stak hovederne sammen under et besøg hos Qvist og hans søde kone i deres villa ude i Vanløse. Vi tre enedes om, at vi ville forsøge at sælge vores vittighedstegninger i fællesskab. Det var ved den lejlighed, at Qvist straks greb et amerikansk blad, så vidt jeg husker Esquire, hvori der fandtes en del vittighedstegninger. Derefter tog han et stykke gennemsigtigt pergamentpapir og lagde over den trykte tegning, hvorefter han kalkerede tegningen af, men med den afgørende forskel, at han ændrede figurerne, så disse bl.a. fik store næser og større runde øjne. På den måde lignede hans aftegning slet ikke originalen. Derefter oversatte han den amerikanske tekst til tegningen til dansk, hvilket han i øvrigt var en sand mester til. Senere gik Qvist dog over til at tegne sine vittighedstegninger fra grunden og ligeledes kreere sine egne tekster, men han beholdt og raffinerede efterhånden den stil i sine tegninger, som med tiden gjorde ham berømt i hele Danmark.

Men i løbet af det ovennævnte møde fandt Asbjørn, Qvist og jeg ud af, at vi ville forsøge at sælge hver vores tegninger i fællesskab, nemlig på den måde, at Asbjørn, som den mest præsentable, velklædte og veltalende af os, skulle gå rundt til avis- og bladredaktionerne i København og tilbyde vittighedstegningerne. Dette påtog Asbjørn sig med fornøjelse, men sagde, at vi nok skulle have en fælles mappe med tegningerne i, og at vi derfor burde kalde vores fælles tegnermæssige indsats et fælles firmanavn. Efter nogen snak frem og tilbage, enedes vi om at kalde firmaet ” Trio Bureau”. Efter omkring en uges tid havde vi hver især lavet omkring 8 vittighedstegninger, hvilket gav et totalt antal på 24 tegninger, og det mente vi måtte være nok i første omgang. I mellemtiden havde Asbjørn fundet frem til adresserne på de forskellige avis- og bladredaktioner, og en formiddag midt i ugen, foretog han sin første ekskursion rundt i byen, mens Qvist og jeg hver for sig sad hjemme og spændt afventede resultatet af Asbjørns salgsturné. Vi havde aftalt, at mødes hos Asbjørn i Tordenskjoldsgade sent på eftermiddagen.

Fællesmødet hos Asbjørn kl. 17 begyndte med, at han var lidt hemmelighedsfuld med at berette om resultatet af dagens salgsindsats. Han begyndte med at fortælle, hvilke avis- og bladredaktioner, han havde besøgt: Politiken, Nationaltidende, Social-Demokraten og Ekstra-Bladet. Asbjørn åbnede derefter mappen med vittighedstegningerne, idet han sagde: ”Ja, her ser i så resultatet, kære venner!” Og hvad så vi så? Jo, at mens der var blevet solgt 6 af Qvists tegninger, var der kun blevet solgt 3-4 af Asbjørns og 3-4 af mine tegninger. Det glædede os naturligvis på Qvists vegne, men var skuffende for os andre. Det stod allerede fra starten klart, at Qvist var den fødte vittighedsmager med sine let genkendelige tegninger, og sin specielt gode evne til at forme en tekst, så den var morsom, mens Asbjørn og jeg med hver vores højst forskellige tegninger var rene amatører uden større chancer for at gøre karriere som vittighedstegnere. Det indså Asbjørn og jeg uden bitterhed, for det kom ikke som nogen stor overraskelse for os, at det forholdt sig sådan.

Omkring en uges tid senere, hvor vi i mellemtiden igen havde lavet hver 8 nye tegninger, gentog vi forsøget på at sælge vores tegninger, men med samme resultat. Dermed mistede Asbjørn og jeg lysten til at fortsætte, hvorfor Trio Bureau afgik ved en stille og rolig død. Qvist fortsatte sin succesrige karriere som vitsmager, mens Asbjørn og jeg overvejede hver vores fremtidsudsigter og fremtidsplaner. Jeg fortsatte dog i det små med vittighedstegninger.

Supplerende indtægter

Men i længden gav det ikke indtægter nok, at tegne vittighedstegninger, så jeg måtte se at supplere med anden form for indtægt. Heldet ville, at min moster Lilly arbejdede for en legetøjsfabrikant, som bl.a. fremstillede nogle specielle dukker i træ. Da hun hørte om min lidt betrængte situation, foreslog hun mig, at jeg kunne få et hjemmearbejde med at male farver på de nævnte trædukker. Det var selvfølgelig ikke noget ønskejob, men da det kunne supplere mit vitstegneri, sagde jeg ja til tilbuddet. Min moster leverede de ubemalede trædukker og de farver, der skulle bruges. Jeg husker ikke længere, hvor meget – eller snarere hvor lidt – jeg fik for arbejdet, som var på en akkord, der beroede på, hvor mange figurer, man kunne male per dag. Det viste sig dog hurtigt, at jeg gjorde for meget ud af at male figurerne, især disse ansigter, så det var begrænset, hvor mange jeg kunne nå at lave på en dag. Det var utilfredsstillende både for mig selv og fabrikanten, som derfor sagde, at jeg desværre ikke var hurtig nok til arbejdet, hvorfor han ikke kunne bruge min arbejdskraft.

Imidlertid havde min altid initiativrige onkel Thorkild fået den idé, at ville fabrikere barnevogne, Værkstedet, han havde lejet til formålet, lå i en høj kælder, så vidt jeg husker i Absalonsgade på Vesterbro. Til formålet opkøbte han brugte barnevogne og gjorde dem i stand, blandt andet ved at rense og nymale karosserne og sætte ny kaleche på, samt male stel og eventuelt sætte nye hjul på, hvis han skønnede det nødvendigt. De nymalede karosser skulle desuden pyntes med stafferinger, som bestod i, at der blev malet linjer og mønstre på siderne. Da min altid hjælpsomme onkel hørte om min situation, tilbød han at jeg kunne komme ned på hans værksted og være med til at staffere barnevognskarosserne. Det kunne jeg tjene en lille skilling ved. Selv om min lyst til det ikke var stor, sagde jeg alligevel ja tak til tilbuddet og mødte da også op en dag. Thorkild demonstrerede for mig, hvordan karrosserne skulle stafferes, og det tog ham ikke langt tid at male de linjer og enkle mønstre, som han syntes ville være passende, for ikke at siderne på barnevognen skulle se kedelige ud. Som den perfektionist jeg er og altid har været, bemærkede jeg at Thorkild ikke tog det så nøje med om linjerne blev skæve eller ujævne. For ham skulle arbejdet gå hurtigt, for ellers fandt han det kedeligt og i øvrigt urentabelt.

Der var altså ingen vej udenom, jeg måtte fatte penslen og dyppe den i den farve, der i de enkelte tilfælde skulle bruges til at male linjerne og krusedullerne med. Men jeg havde ikke malet ret længe på et karrosseri, førend Thorkild, som stod ved siden af og betragtede mit værk, sagde, at det gik for langsomt og at jeg ikke behøvede at være så nøjeregnende med om linjerne hist og her blev lidt skæve og rystede. Den kritik var egentlig nok til at tage modet fra mig, men jeg besluttede mig til at holde pinen ud og forsøgte at gøre arbejdet hurtigere, hvilket glædede min onkel.

Men allerede næste dag, da jeg mødte op på værkstedet kl. 8, gik der ikke mere end et par timer, før Thorkild sagde til mig: ”Jeg bliver nødt til at gå et ærinde i byen, men fortsæt du bare med at male så mange karrosser, som du kan. Hvis nogen kommer og spørger efter mig, skal du bare sige, at de vil kunne træffe mig om eftermiddagen.” Det var da helt fint med mig, for selvfølgelig skulle onkel have lov til at forlade forretningen i åbningstiden, når han havde et eller andet nødvendigt ærinde. Det samme gentog sig i øvrigt også i de følgende dage, hvor han ligeledes overlod det til mig at passe forretningen. Thorkild var ofte rastløs og gik uroligt frem og tilbage i værkstedet, alt imens han skottede ud ad vinduet. Jeg tænkte, at det kunne skyldes, at der ikke var meget salg i brugte og nyistandsatte barnevogne, for i den tid, jeg arbejdede der, så jeg kun ganske få kunder. Nogle dage kom der slet ingen, og det så jo derfor ikke ud til, at forretningen kunne opretholdes i længden. Den skulle jo gerne give indtægter og helst også overskud, hvis der skulle være nogen mening i at drive forretningsvirksomhed.

Imidlertid blev jeg efterhånden klar over, hvad der var grunden til Thorkilds rastløshed og uro, for sidst på ugen kom der en for mig ubekendt yngre kvinde ned i forretningen, ikke for at se på en barnevogn eller tilbehør. Nej, åbenbart for at hente Thorkild, som tydeligvis blev lidt forfjamsket over besøget, hvorfor han skyndsomst sagde til mig: ”Harry, jeg går lige et ærinde sammen med den dame! Hvis jeg ikke er kommet tilbage inden lukketid, kan du bare smække døren, før du går!” – Med det samme forstod jeg, at den pågældende kønne unge dame var et af Thorkilds amourøse eventyr, og gættede på, at de andre ”ærinder”, han havde haft i ugens løb, også gjaldt den unge dame.

Antikt patinerede bronchegenstande

Det korte af det lange er, at Thorkild nogen tid senere måtte opgive at drive handel med brugte og nyistandsatte barnevogne. Men hvad der blev af barnevognene ved jeg ikke, for butikken eller værkstedet blev ryddet og nogle maskiner og andet udstyr blev i stedet installeret i de to kælderlokaler. Det viste sig, at moster Lilly igen havde været på spil, idet hun på den tid var kommet i kontakt med en lidt ældre fabrikant, som kunne tænke sig at producere og sælge patinerede bronchegenstande, så som fade, skåle, askebægre o. lign., som på den tid åbenbart var en efterspurgt vare. Lilly havde foreslået fabrikanten, at hun og hendes bror gerne ville påtage sig at udføre arbejdet med at dreje og patinere bronchegenstandene, og det var denne åbenbart med på. Det var derfor maskinerne var blevet installeret i Thorkilds fhv. butikslokaler. Den nævnte fabrikant, hvis navn jeg ikke husker, var gift med en noget yngre kvinde og parret boede i egen stor villa i Gentofte. Jeg nåede at hilse på parret et par gange, når jeg var på besøg på værkstedet, hvor der ellers blev arbejdet energisk fra morgen til fyraften. Nå, tænkte jeg, det var ellers noget af en pelsklædt dulle, den lidt ældre og lettere korpulente fabrikant havde fået sig og delte bord og seng med.

Arbejdet på Thorkilds værksted bestod i, at han selv stod ved en metaldrejemaskine og formede de bronchefade og askebægre og lignende, som der var brug for. Det var i øvrigt et arbejde, han syntes at trives med, for han var blevet mindre rastløs, end han plejede at være. Lillys arbejde bestod i afsyring af bronchetingene og ved hjælp af en blæselampe at få den smeltede overflade til at stivne i ujævne former og antage en patina, så at man skulle tro om det færdige produkt, at der var tale om en meget gammel og antik ting. Men det var i virkeligheden det rene og skære fupnummer. Noget, min kære gode og rare onkel Thorkild ikke tog så højtideligt. Hvis folk ville købe den slags bras, mente han, at det måtte blive deres egen sag.

Senere hørte jeg, at Thorkild helt og holdent havde overladt værkstedet til fabrikanten og forladt jobbet for stedse. Ifølge hvad jeg ved, hang det sammen med, at amourøse Thorkild nogle gange havde besøgt fabrikantfruen i Gentofte, når hendes mand ikke var hjemme, forstås. Men en dag, mens Thorkild fornøjede sig sammen med kvinden, var fabrikanten uventet kommet hjem og havde overrasket de to turtelduer. Efter denne pinlige afsløring ville fabrikanten trække sig ud af aftalen med Thorkild, men denne foreslog den løsning, at han selv trak sig ud af foretagendet og overlod det til fabrikanten at videreføre værkstedet, hvor Lilly jo fortsat var medarbejder. Hun syntes at Thorkild havde båret sig uklogt ad, men hun kendte jo hans svaghed for det modsatte køn, så det måtte trods alt blive hans egen sag. Hvad Thorkild derefter gav sig i kast med, har jeg ingen viden eller erindring om, men kendte jeg ham ret, så skulle han nok finde på udveje til at tjene til dagen og vejen. Det var mit bestemte indtryk, at når blot han havde til dagen og vejen og især til de mange cigaretter, han dagligt røg, og fik den mad, han kunne lide, og der så i øvrigt var en dame til at tilfredsstille hans amourøse behov, var han stort set tilfreds med tilværelsen.

Min fætter Dennis

Min fætter Dennis så jeg kun lejlighedsvis, for ham og jeg gik hver vore veje, både uddannelsesmæssigt og personligt. Dennis var dog også modtagelig for nogle af de spirituelle og idealistiske tanker, der lå i tiden. Han læste blandt andet bøger af biologen og lægen Alexis Carrel (1873-1944), som f.eks. ”Mennesket – det ukendte” (1935), som indeholdt en kritik af den teknologisk baserede civilisation, som Carrel ikke mente var i overensstemmelse med menneskets natur, og dels en påstand om, at naturvidenskaben har nået den fysiske verdens grænser og derfor langsomt er på vej mod at betræde veje, der fører til en bekræftelse af eksistensen af en åndelig verden. Men Dennis interesserede sig også for sociale problemer og tilsluttede sig i det stykke en overgang kommunismen. Senere modererede han dog sin politiske opfattelse i retning af Socialdemokratiet, som han er forblevet en trofast tilhænger af og støtte for livet igennem.

På et tidspunkt traf Dennis en lidt særpræget pige ved navn Lily Jeppesen, født 22. august 1927, men hvor han havde truffet hende, husker jeg ikke, kun at jeg engang besøgte parret hjemme hos pigens forældre i Midgårdsgade på det ydre Nørrebro, ikke langt fra Hothers Plads, hvor Dennis og Lily senere kom til at bo i mangfoldige år. Imidlertid var Lilys forældre ikke hjemme ved mit besøg, så vi havde deres lidt gammeldags, men hyggelige stuelejlighed helt for os selv.

Selv drak jeg ikke spiritus på det tidspunkt af mit liv, så jeg nøjedes med sodavand, hvor Dennis og Lily nød et godt glas rødvin, alt imens snakken gik livligt frem og tilbage om dit og dat. Men på et tidspunkt foreslog Lily – til min store og lidt forlegne overraskelse – at vi skulle spille Strip Poker! Det foregik som formentlig bekendt ved, at man lægger en flaske på bordet, som deltagerne så efter tur skiftes til at få til ar rotere, og den, flaskehalsen stopper ud for og peger på, er skyldig at lægge et stykke af sin påklædning. Imidlertid tog vi situationen med godt humør og morede os kosteligt over, hvad hver enkelt efter tur valgte at lægge fra sig af klædningsstykker. Det korte af det lange er, at vi efter omkring en times tid alle tre sad tilbage kun iført underbukser for Dennis’ og mit vedkommende, og kun iført bh og trusser for Lilys vedkommende. Vi var alle tre for generte og blufærdige til at fortsætte derfra, så derfor stoppede vi og klædte os på igen.

Senere og efter at Dennis og Lily den 28. oktober 1950 havde været på Københavns Rådhus og lovet hinanden troskab som ægtefæller, flyttede parret ud til en lille lejlighed i Bådsmandsstræde 8, st. tv. på Christianshavn. Her besøgte jeg dem nogle gange, skønt det var lidt af en rejse med sporvognen fra Nørrebro via Knippelsbro til Christianshavns Torv, hvor jeg stod af og spadserede hen langs Overgaden oven Vandet til stedet, hvor de boede. De havde virkelig indrettet sig godt og hyggeligt med de møbler de havde på det tidspunkt, og de gjorde alt, for at jeg skulle føle mig hjemme hos dem. I mellemtiden havde Dennis skiftet sit borgerlige efternavn Rasmussen ud med det mere ualmindelige Arendvald, og det lød jo ligesom af lidt mere. Lily var i øvrigt en herlig og spøjs pige, som havde sin helt egen opfattelse og mening og sagde tingene ligeud, uanset om nogen kunne lide det eller ej, men hun talte ikke ondt om nogen og løb heller ikke med sladder. Dennis selv var som sædvanligt optimistisk og humoristisk, men dog knapt så rapmundet som før i tiden, da han var ungkarl og på egen boldgade.

Dennis og Lily blev boende i Bådsmandsstræde til 1954, hvor de den 17. maj 1952 fik datteren Evy. Da datteren var 2 år vendte den lille familie tilbage til Nørrebro, hvor de fik en lejlighed i andelsboligforeningen Lersøgård i Midgårdsgade, hvor Lilys forældre som nævnt boede i nr. 11. st. th. Senere flyttede Dennis og Lily med barnet Evy til Hothers Plads 3, 2. sal og der boede de i mange år og fik datteren Jill den 23. maj 1963. Senere, da døtrene var blevet større, flyttede familien til en nærliggende lejlighed på Hothers Plads 5, 3. sal. Her boede de sammen til Lilys død den 24. maj 2002, hvorefter Dennis fik sig en anden lejlighed, stadig på Hothers Plads, men nu i nr. 10, 4. sal. Her blev han boende indtil han i 2012 efter eget ønske og valg kom på plejehjemmet ”Bispebjerghjemmet” på Tagensvej.

Men selvom Dennis’ og mine veje var blevet adskilte i årenes løb, og jeg i øvrigt ikke havde eller har haft så meget kontakt med den del af familien i de senere mange år, så vil vi dog alligevel lejlighedsvis støde på hans navn her i denne beretning om et liv genoplevet i erindringen. Jeg kan endnu se ham for mig, når vi som ganske unge sammen kom gående hen ad gaden, og han fik øje på en køn ung pige, som han uopfordret henvendte sig til og tiltalte med et stort smil og ordene: ”Undskyld frøken, hvor skal jeg føre Dem hen for at komme på Dem!” Som den bly viol, jeg selv var dengang, kunne jeg være krøbet i et musehul, om noget sådant havde været menneskeligt muligt. Men lejlighedsvis fik Dennis en ”erobring på krogen”, som han aftalte at mødes med på et senere og mere passende tidspunkt. Dennis havde nemt ved at score damer, og det benyttede han sig ofte af i sine ungkarledage.

Om at nægte militærtjeneste

Endnu engang stod jeg i den situation, at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle give mig til, for at komme videre med mit liv. Imidlertid fyldte jeg 18 år den 12. juni 1947, og i den alder havde man ifølge værnepligtsloven ubetinget pligt til at tilmelde sig lægdsrullen i den udskrivningskreds, man hørte til. Tidspunkterne for optagelse i rullen blev bl. a. annonceret i aviserne, og det var strafbart ikke at melde sig. Imidlertid havde jeg store betænkeligheder ved eventuelt senere at skulle indkaldes til militærtjeneste, fordi en sådan stred og strider mod min overbevisning og livsanskuelse. Jeg var bekendt med, at man som militærnægter af såkaldte samvittighedsgrunde, kunne begære sig overført til civil tjeneste i en af Statens dertil indrettede arbejdslejre. Men jeg ræsonnerede som så, at når jeg ikke ville være soldat, så var der heller ingen grund til at melde sig til optagelse i lægdsrullen. Derfor skrev jeg et længere brev til udskrivningskredsens chef, E. Sand, hvori jeg grundigt redegjorde for mine bevæggrunde til dels at nægte militærtjeneste og dels at nægte optagelse i lægdsrullen.

Nogen tid efter fik jeg et brev fra 1. udskrivningskreds i Nyropsgade i København, at man havde modtaget mit brev, men at jeg under alle omstændigheder var lovmæssigt forpligtet til at melde mig til lægdsrullen og desuden til at møde på sessionen, og at undladelse heraf ville medføre politisag og bødestraf eller eventuelt frihedsstraf. Brevet var underskrevet E. Sand. Mærkværdigvis gjorde brevet fra udskrivningskredsen ikke større indtryk på mig, for jeg følte med mig selv, at min samvittighed var ren, især da jeg jo skriftligt havde meddelt myndigheden min stillingtagen og beslutning. Herefter afventede jeg kun, at sagen ville gå videre til politiet, hvorfor jeg på et eller andet tidspunkt måtte forvente nærmere besked derfra. Til min forundring skete der intet som helst.

Mine bevæggrunde for ikke at ville aftjene den militære værnepligt, var flere og nuancerede. Militærtjeneste betød jo trods alt oplæring i våbenbrug, med det formål i en given situation at skulle skyde mod landets fjender, der for mig var identiske med mine medmennesker, som jeg grundlæggende mente havde lige så stor og ukrænkelig ret til at leve, som jeg selv. Denne holdning hos mig var i overensstemmelse med, hvad jeg inderst inde følte var rigtigt, ikke mindst med baggrund i verdenskrigens rædsler og besættelsestidens oplevelser og erfaringer, men den var især blevet styrket gennem mit studium af Yoga-filosofien og af Det ny Testamente.

Både i Yoga-læren og i den kristne lære, spiller etikken en central og væsentlig rolle. Moralsk fuldkommengørelse er fundamentet for al Yoga og kaldes på sanskrit Yama-Niyama, der kan oversættes til selvkontrol-selvregulering. Det første bud i Yama hedder Ahimsa, som betyder ikke-vold, ikke at skade eller dræbe noget levende væsen, herunder altså heller ikke mennesker. Dette bud skal man primært for sin egen åndelige vækst og udviklings skyld stræbe efter at overholde både i tanke, ord og handling. En konsekvent overholdelse af Ahimsa-budet medfører, at man bør leve af vegetariske fødemidler. I den kristne lære, det vil primært sige i Jesu bjergprædiken, udvides Moselovens 5. bud ”Du må ikke slå ihjel!”, til også at omfatte dette, at blive vred på sin næste, tale ondt om og nedgøre denne. Men Jesus går endnu videre og siger bl. a.:

”I har hørt, at der er sagt. ’Øje for øje, og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer op mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend den anden til. Og hvis nogen vil stævne dig for retten og tage din kjortel, så lad ham også få kappen! Og hvis nogen tvinger dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham! Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig.

I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: elsk jeres fjender og bed for dem, som forbander jer, gør godt imod dem, som forfølger jer, så I må blive jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige. Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad løn får I så? Gør ikke også tolderne det samme? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også hedningerne det samme? Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.” (Matt. 5, 38-48).

Senere i bjergprædikenen opstiller og tilføjer Jesus en gylden etisk og moralsk regel for de mennesker, der vil følge hans lære og eksempel:

”Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre imod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne.”

Den ”gyldne etiske og moralske regel” hænger helt utvivlsomt sammen med, at Jesus her har skæbneloven (”thi hvad et menneske sår, det skal han også høste.” Gal. 6,7) i tankerne. I indisk religion og filosofi kaldes skæbneloven for karma-loven. Sanskritordet karma betyder skæbne som resultat af handling, specielt i tidligere liv. Men i Ny Testamente kommer Jesus ind på skæbne- eller karma-loven i forbindelse med sin arrestation i Getsemane Have:

”[…] Da trådte de til og lagde hånd på Jesus og greb ham. Og se, en af dem, der var sammen med Jesus, greb efter sit sværd, drog det og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. Da siger Jesus til Ham: ”Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd. […]” (Joh. 26, 51-53).

Disse Jesu-ord kan suppleres med følgende fra Johannes’ Åbenbaring:

”[…] Hvis nogen vil bringe andre i fangenskab, han kommer selv i fangenskab; hvis nogen dræber med sværd, han skal selv dræbes med sværd. […]” (Åb. 13,10).

Men selvom vi lever i et land, hvis grundlov siger, at den evangelisk-lutherske troslære er det danske folks religion, tror jeg ikke, at min ungdommelige, og vel ret beset umodne skriftlige forsvarstale kan have gjort større indtryk på udskrivningschefen eller hans folk.

For resten var jeg under mit studium af Buddhas liv og lære især faldet over, hvad man vel kan kalde visdomsord, som kunne minde lidt om nogle af læresætningerne og levereglerne i Kristi lære. En af Buddhas læresætninger lyder:

Når en tåbe søger at skade en uskyldig, ren og syndefri mand, så falder det onde tilbage på ham selv, ligesom fint støv, man kaster imod vinden. (Poul Tuxen: Dhammapada, København 1920, vers 125).

”Han har smædet mig”, - ”Han har slået mig”, - ”Han har besejret mig”, - ”Han har røvet, hvad der var mit”; hos dem, der gør sig sådanne tanker om andre, svinder hadet aldrig.

”Han har smædet mig”, - ”han har slået mig”, - ”Han har besejret mig”, - ”Han har røvet, hvad der var mit”; hos dem, der ikke tænker sådan om andre, svinder hadet.

Thi aldrig bringes her i verden had til ophør ved had; ved mildhed svinder had; det er en evig lov. (Dhammapada, vers. 3-5).

Med mildhed skal man besejre vreden, med godt skal man besejre ondt, med gavmildhed skal man besejre den gerrige, med sandhed den, der taler usandt.

Sandhed skal man tale; ikke vredes; og give, når man anmodes om en ringe gave; ved disse tre ting nærmer man sig guderne. (Dhammapada, vers 223-24).

Ovenstående citater er indrekte udtryk for idealisme i nærmest renkultur. Indholdet af citaterne udgjorde en del af den moralsk-teoretiske baggrund for, at jeg nægtede at gøre militærtjeneste og i stedet begærede mig overført til civilt arbejde, et arbejde som jeg fra august 1955 og til juni 1957 bestred i militærnægterlejren i Gribskov ved Mårum i Nordsjælland. Læs mere herom i kronologisk orden.

På besøg hos tegneren Kaj Rich

Men jeg var i mere end én forstand et søgende menneske, for jeg søgte stadig efter et job, som dels havde noget med at tegne og dels noget med film at gøre. Derfor henvendte jeg mig en dag til en såkaldt psykoteknisk prøve, idet jeg håbede på at nogen derigennem måske kunne hjælpe mig på vej. Det var noget med, at man skulle løse nogle skriftlige opgaver og samle nogle klodser, som alt sammen gik ud på at måle min omtanke og intelligens, teknisk-mekaniske indsigt, manuelle færdigheder og skolekundskaber, og det syntes jeg ikke rigtig var, hvad jeg havde forestillet mig. Men den vejleder, der stod for den psykotekniske prøve, foreslog mig en henvendelse til tegneren Kaj Rich (1910-1981), som var konsulent for foretagendet, som havde til huse i en større bygning på Nørrevold i København. Tegneren Kaj Rich havde jeg intet personligt kendskab til på forhånd, men jeg vidste, at han bl. a. havde tegnet en ganske god plakat for Zoologisk Have. Plakaten forestillede en stærkt forenklet afrikansk elefant set omtrent forfra. Den var raffineret tegnet sådan, at skyggepartierne på elefanten dominerede synsindtrykket af den. Denne plakat kunne man på den tid se på de mange plakatsøjler, der dengang var i København. Det var derfor med en vis beundring og ærefrygt, at jeg straks efter den psykotekniske prøve ringede til Kaj Rich og fortalte ham, hvad sagen drejede sig om. Han lød venlig og forekommende i telefonen og sagde, at jeg kunne komme ud til ham allerede samme eftermiddag, og at han godt ville se nogle af mine tegninger.

Omkring kl. 15 mødte jeg op på Kaj Richs atelier, der lå på øverste etage i ejendommen på hjørnet af Blegdamsvej og Helgesensgade på Østerbro. Det viste sig, at her havde tegneren og hans kone og børn også deres privatlejlighed, idet han vistnok rådede over hele etagearealet. Kaj Rich var vel på det tidspunkt en mand oppe i fyrrerne, lidt firskåren, middelhøj, blond og solbrændt. Hans kone, Grethe Rich, var meget køn og tydeligvis noget yngre end sin mand, højere og slankere end denne, og med langt, mellemblond og opsat hår, og desuden venligheden selv. Hun var selv tegner af profession og blev senere især kendt for sit design af bl. a. reklamekoen Karoline, som i mange år kunne ses i annoncer for danske mælkeprodukter og på udstillinger, der var arrangeret af Landbrugets Afsætningsråd.

Straks efter min ankomst viste Kaj Rich mig rundt på sine to store tegnestuer, hvor der foruden ham selv også arbejdede to yngre tegnere. Imens fortalte han mig, at han også var en ivrig diasfotograf og at hans tegninger ofte var baseret på fotos, han selv havde optaget. Det var eksempelvis tilfældet med netop den ovenfor nævnte elefantplakat for Zoo. Mens han talte, ledte han i sit store arkiv efter lige præcis det dias med elefanten. ”Plakaten er tegnet på den måde,” forklarede han, ”at jeg først har lavet et layout og derefter forstørret diaset op på en skærm, og simpelthen kalkeret elefanten af på et stort stykke tegnepapir. Bagefter er tegningen af elefanten malet i farverne gråblåt og sort, så den fremtræder meget forenklet og nærmest stiliseret. Endelig er den planlagte tekst tegnet og malet på plakaten. ”Det er simpelthen nødvendigt for mig,” sagde Rich, ”at bruge denne metode i mit tegnearbejde, for ellers kunne jeg ikke levere det hurtigt nok og heller ikke leve af det. – Men i øvrigt lever vi stort set af at tegne til Irma-kæden, og det skal nogle gange gå endog meget hurtigt med at levere annoncetegninger og lignende til firmaet.”

Nu ville Rich gerne se mine medbragte tegninger, og da han havde kigget lidt på disse, sagde han: ”Ja, tegnetalent har De, men da tegningerne er så forskellige kan jeg ikke rigtig få øje på, hvad der er Deres stil. Det er vigtigt at have en stil eller streg, hvis man vil slå igennem som professionel tegner eller maler. Derfor vil jeg anbefale Dem, at prøve at finde ud af, hvordan De egentlig selv tegner uden påvirkning eller skelen til andre tegnere eller malere.” Det var et velment råd, som efterlod mig i en slags ingenmandsland, for jeg anede faktisk intet om, hvordan jeg tegnede, når jeg skulle være mig selv. Siden min tidlige barndom havde jeg forsøgt at efterligne Walt Disneys tegnefilmstil, og senere, da jeg gik på tegneskolen, havde især Arne Ungermann været mit forbillede som tegner og Niels Larsen Stevns mit forbillede som maler.

Efter rundvisningen i atelieret blev jeg inviteret ind i familiens hyggelige private gemakker, som var kunstnerisk smagfuldt, men praktisk indrettede. Grethe Rich serverede te og kage for familien og mig med. De to børn, en dreng og en pige, var vel omkring 8-10 år dengang, men deres navne husker jeg ikke, kun, at de begge sad pænt og nydeligt på den rustikke slagbænk på den ene side af bordet og skævede nysgerrigt til mig, der sad lige overfor dem. Mens vi drak teen, snakkede vi voksne om løst og fast, og herunder fortalte Kaj Rich bl. a., at han holdt meget af at rejse og medbringe sin skitsebog og tegne alt, hvad han så, der fangede hans interesse. Senere udgav han da også sine rejsedagbøger med de skitser, han havde tegnet på familiens sightseeingture rundt i Danmark og i udlandet. Disse rejsebøger og tegningerne kan minde lidt om tilsvarende rejsebøger, som tegneren Ebbe Sadolin udgav i 1950’erne.

Da jeg skulle til at gå, sagde Rich: ”Det har været hyggeligt, at have Dem på besøg. Desværre kan jeg ikke hjælpe Dem direkte med arbejde, men kom endelig igen en anden gang, og ring til mig, hvis der er noget, De gerne vil spørge om!”. Med disse venlige ord klingende i mine ører, forlod jeg familien Rich, men da jeg ikke senere syntes, der var noget at spørge ham om, fandt jeg ingen anledning til at kontakte ham igen, hverken telefonisk eller ved at aflægge besøg. Men jeg har haft Kai og Grethe Rich i venlig erindring lige siden mit første og eneste besøg hos dem.

Mine succesløse planer

I de følgende måneder, hvor jeg var uden fast og for så vidt også uden løst arbejde, brugte jeg tiden til at studere Yoga og indisk filosofi, læse H. C. Andersens eventyr og historier, og tumle med planer om en kort satirisk tegnefilm. Den sidstnævnte havde jeg fået ideen til på baggrund af atomvåbenkapløbets vanvid, men bortset fra at udarbejde og forme handlingen i hovedet og tegne nogle enkelte figurudkast, blev det ikke til mere i denne omgang. Planen blev dog genoptaget og udarbejdet som drejebog i 1973, men herom først i kronologisk rækkefølge.

Bortset fra H. C. Andersens eventyr og historier læste jeg ikke gerne skønlitteratur, som jeg stort set fandt, var tidsspilde, i hvert fald for mig. Men dette efterår læste jeg dog Conan Doyles samlede bøger om Sherlock Holmes. Det, der især tiltalte mig ved disse romaner, var de logiske ræsonnementer og deduktioner, som mesterdetektiven benyttede sig af, samt de historiske og topografiske beskrivelser, romanerne også indeholdt. Dernæst læste jeg med stor interesse og glæde Victor Hugos pragtfulde roman ”De elendige” (Les Misérables), som jeg dels havde set på en fransk film fra 1935 og senere genså i en film, hvor den store franske skuespiller, Jean Gabin, spillede hovedrollen som galejslaven Jean Valjean. Det betog mig især, at leve med i beskrivelsen af begivenhederne omkring den store franske revolution, og herunder følge den fattige dreng Gavroche og hans daglige liv i Paris’ skumle underverden. Og så var det jo en superromantisk historie om skurkagtighed, heltemodig selvopofrelse og ung kærlighed. Rigtig noget, der talte til et ungt og romantisk følsomt menneske på 18 år.

Men ind imellem mine selvvalgte studier og drømmerier om tegnefilm og film, blev jeg jo nødt til at stige ned i dagligdagens verden og til en vis grad deltage i familiens gøren og laden. Min far, der hele sit liv havde måttet slide og slæbe for det daglige udkomme, først for sig selv og siden for både sig selv og sin lille familie, var mildt sagt ikke begejstret for at se sin døgenigt af en søn drive den af, som han kaldte det. ”Se dog at få dig et fast arbejde!”, sagde han så ofte lejlighed bød sig, og tilføjede: ”Vi kan ikke blive ved med at gå og føde på dig, hvis du ikke selv tjener penge og kan betale noget herhjemme!”. Han havde jo sådan set ret, men mor bebrejdede ham det og sagde i et lettere forarget tonefald: ”Harry har tidligere hjulpet os med penge, dengang han havde arbejde, og han betalte selv for sin konfirmation og har givet os den dyre og flotte radio og grammofonspiller! Skulle vi så ikke kunne hjælpe ham, indtil han forhåbentlig snart finder et eller andet arbejde!?” – Far tav og mumlede et eller andet uforståeligt, der måske kunne udlægges som om han trods alt måtte give mor medhold i, at jeg jo ikke altid havde levet på nas hos dem. Alligevel blev han med mellemrum ved med at vende tilbage til emnet i det næste halve års tid.

Mine gode venner: Jens og Asbjørn

Imidlertid var jeg vedblevet med jævnligt at aflægge besøg hos Jens Andreasen, der en overgang var ansat som industriel designer hos arkitekt Erik Herløw (1913-1991) i Fiolstræde, og her var han hovedsagelig beskæftiget med at forme håndtag og lignende til de potter, pander, kander, gryder etc., der blev fremstillet hos Kløverblad Aluminium. Det var noget, der tog sin tid, idet hver enkelt form først blev modelleret op og derefter støbt i gips. Når formen efter lange drøftelser, prøver og ændringer var blevet endelig godkendt, skulle der laves den støbeform, der lå til grund for det færdige håndtag i bakelit. Men Jens Andreasen var et tålmodigt og grundigt menneske, som dag ud og dag ind sejt og troligt formede, sleb og pudsede den form, han for tiden arbejdede med. Til gengæld blev resultatet noget nær perfekt, både hvad udseende og praktisk anvendelse angik, hvilket enhver vil kunne bevidne, der kender til produkter fra Kløverblad Aluminium. Der var i øvrigt en anden og nok så dygtig kunstner, der lejlighedsvis havde sin gang hos arkitekt Herløw, og det var dronning Ingrid, som kom der i sin egenskab af de kongelige slottes uofficielle indretningsarkitekt. Jens Andreasen havde mødt dronningen ved et par enkelte lejligheder og beskrev hende som venlig og smilende, men værdig i sin optræden.

Jeg var også jævnlig gæst hos Asbjørn Yde Larsen, der som sædvanlig passede sit job som postbud, men ved siden af fortsatte med at tegne og male. I fritiden forsøgte han sig som dramatiker og skrev vistnok indtil flere skuespil, lige som han også interesserede sig for at skrive drejebøger til film, men ingen af delene blev mig bekendt til andet og mere end skrivebordsskuffen. Desuden var han som allerede nævnt meget teaterinteresseret og tænkte en overgang på at blive skuespiller, og i dette øjemed fik han undervisning nogle timer om ugen af kgl. skuespiller Albert Luther. Asbjørn var især glad for Henrik Ibsens dramatiske værker og for Kjeld Abells noget lettere, men dagsaktuelle dramatik. Så vidt jeg erindrer indstuderede Asbjørn rollen som Hjalmar Ekdal i Ibsens ”Vildanden” og ligeledes en rolle i et af Abells skuespil, men jeg ved ikke, om han nogensinde gjorde alvor af at søge optagelse på Det kgl. Teaters skuespilskole. Skuespiller blev han i hvert fald ikke, og heller ikke hverken tegner eller maler, men derimod skabte han sig senere en udmærket karriere som journalist.

Mit møde med en yogi eller guru

I sommeren 1947 hændte det et par gange, at jeg søgte ensomheden i naturen. Det vil sige, natur og natur er måske så meget sagt, for jeg søgte ensomheden og stilheden i Fælledparken, hvortil jeg hjemmefra kunne cykle på cirka 20 minutter. Til daglig om hverdagen var der ikke mange mennesker i den store park mellem Østerbro og Nørrebro, så derfor var der også relativt stille, især hvis man søgte et afsides sted omkranset af træer og buske. Et sådant sted fandt jeg, hvor jeg dels kunne ligge og sole mig og dels meditere og lade tankerne vandre ad veje, der var og er ukendte for de fleste. Det blev dog kun til et par timers ophold, inden jeg atter drog hjemad.

En dag, da jeg igen søgte over til det afsondrede og isolerede sted i Fælledparken, så jeg til min skuffelse, at der befandt sig en mand på stedet, hvor han havde slået sig ned, formentlig af principielt samme grunde som tilfældet var for mig. Det mest bemærkelsesværdige ved manden, som formentlig var omkring 45-50 år, var dels hans udseende og dels, at han var nøgen og sad i lotusstilling. Han var lidt sværvægtig, sværlemmet, brunlødet i huden og med sort hår og kortklippet skæg. Han lignede ikke i udpræget grad en mand af dansk afstamning. Men eftersom han sad med lukkede øjne, listede jeg lige så stille videre, dels for ikke at forstyrre manden og dels for om muligt at finde et andet isoleret sted i nærheden. Et sådant fandt jeg da også, men det var ikke nær så ideelt, som tilfældet var med det sted, som manden nu åbenbart havde okkuperet.

Et par dage efter søgte jeg atter over i Fælledparken, i håbet om, at ’mit’ gamle sted var ledigt, men endnu engang blev jeg skuffet, for den nævnte mand sad igen på stedet og i lotusstilling. Men i modsætning til første gang, jeg så ham, havde han øjnene åbne og kiggede lige som lidt overrasket og spørgende på mig. Derfor dristede jeg mig til at henvende mig direkte til ham med bemærkningen: ”Nå, jeg ser, at De også dyrker yoga!” – Efter nogen tøven svarede manden, ikke overraskende på lidt gebrokkent dansk: ”Jah, jeg er yogi og guru for nogle elever, og jeg heter Rama og træner især pranayama og forsøker at inhalere energierne fra det store universum!” – Jeg blev klar over, at min formodning om, at manden var udlænding, var rigtig. Bedømt efter hans accent gættede jeg på, at han kunne være tysker. Men jeg tænkte samtidigt, at han lød som om han var lidt forvirret oven i hovedet. Navnet ”Rama” er sanskrit og hentyder blandt andet til helteskikkelsen Rama i indisk religion. Navnet indgår desuden i indiske navne som f. eks, Ramana, Ramakrishna og Ramanuya m.fl.

”Du kan gerne sætte dig ned her ved siten af mig!” sagde han og tilføjede: ”Men du må være ganske stille, for stilheten er det vigtigste i al yogatræning!” - ”Jo tak!” svarede jeg høfligt, ”Men jeg var netop på vej hjemad, så derfor vil jeg sige ”farvel” og ønske Dem fred og lykke!” – ”Tusind tak, min kære ven, tusind tak!” Hvorefter han lukkede øjnene og sank dybt ind i sig selv, mens jeg lige så stille gik tilbage til min cykel og stille og roligt og eftertænksomt kørte hjemad, en interessant og speciel, men også en smule skræmmende oplevelse rigere.

Højt til vejrs, men dybt ned

Fra den omtalte dag havde jeg ikke længere lyst til at tage til ’mit sted’ i Fælledparken, så derfor valgte jeg i stedet at tage solbad oppe på taget af den ejendom i Jægersborggade, hvor mine forældre, søskende og jeg boede. Man kom op på taget via en lem midt i gangen mellem pulterkamrene, og det var så heldigt, at der var en brandstige i det rum, som far som vicevært og brandvagt havde særskilt adgang til, og den lånte jeg til formålet. Øverst oppe på taget, som til begge sider skrånede nedad, bestod tagryggen af et fladt areal på vel omkring halvanden meter, stort nok til, at når man lagde sig på langs, kunne man sagtens være der og nyde solen - og for resten også stilheden, for gadestøjen var næsten uhørlig i sjette sals højde.

En dag, mens jeg opholdt mig oppe på taget, for at tage solbad, i øvrigt i bar figur, blev jeg klar over, at jeg faktisk led af højdeskræk. Det fandt jeg ud af, fordi jeg på et tidspunkt gik ud til kanten af det flade område, for at se, om man kunne kigge ned og se, hvad der foregik nede på gaden. I samme øjeblik blev jeg grebet af en stærk følelse af eller lyst til, at springe ud over kanten. Forskrækket trak jeg mig øjeblikkeligt tilbage og satte mig ned midt på det flade areal, hvor jeg følte mig i relativ sikkerhed. Men til trods for skrækken gentog jeg alligevel oplevelsen et par andre gange, men kun for at gøre præcis samme erfaring hver gang. Det førte til, at jeg ikke mere turde vove mig op på taget, af frygt for at skulle blive drevet ud over kanten, hvorved jeg jo ville falde seks etager ned på gaden, og den tur ville hverken jeg eller nogen anden næppe kunne overleve. Og jeg havde trods alt lyst til at leve lidt længere, for jeg syntes at mit liv knapt nok var begyndt endnu.

I den følgende tid valgte jeg derfor at tage ud til den for mig velkendte og smukke Frederiksberg Have, hvor der var gode muligheder for at finde sig et velegnet og roligt sted til at meditere og solbade, dog naturligvis med badebukser på. Haven kendte jeg jo fra de mange gange, hvor jeg spadserede igennem den fra Frederiksberg Runddel og op til indgangen til Zoologisk Have, hvor især Asbjørn og jeg i den forrige sommer havde tilbragt så mange rare dage og hyggelige timer med især at tegne geder og gedebukke.

Job som midlertidigt bladbud

I sommeren 1947 stod jeg, der stadig var uden fast beskæftigelse, i den situation, at min økonomi var på lavpunktet, og derfor gjaldt det om at finde et job, hvor jeg midlertidigt kunne tjene nogle penge. Mit problem var jo det, at hverken min uddannelse som animator eller som tegner reelt set duede til noget, og derfor var jeg nødt til at søge den slags jobs, hvor man ikke behøvede nogen speciel uddannelse på forhånd. Ved at kigge i Berlingerens stillingsannoncer så jeg en dag en annoncetekst, der fangede min opmærksomhed. Det var Odensegades Bladcentral, der søgte et bladbud, dvs. et cykelbud til at bringe de blade og tidsskrifter, bladcentralen havde i distribution, ud til bladkiosker, tobaksforretninger og i enkelte tilfælde boghandlere i det distrikt, der sorterede under bladcentralen. Odensegade lå og ligger stadigvæk som en sidegade til Østerbrogade, og løber fra Trianglen og til Petersborgvej/Rosenvængets Sideallé. Odensegades østlige fortsættelse er Rosenvængets Hovedvej. Parallelt med Odensegade ligger Rosenvængets Allé, som i tidens løb har huset flere kendte kunstnere, herunder ikke mindst den berømte kgl. skuespillerinde Johanne Louise Heiberg, som her lejlighedsvis bl. a. fik besøg af vennen H. C. Andersen.

Odensegades Bladcentral lå i stueetagen på hjørnet af Odensegade og Faksegade, og den rummede foruden et stort forretningslokale også et kontor og et lager. I tilknytning til bladcentralen lå der en pænt stor lejlighed, som blev beboet af bladcentralens indehaver, Christian Hundahl, og dennes kone og mindreårige søn, som muligvis er identisk med den senere skuespiller Torben Hundahl..

Christian Hundahl var en ca. 40-årig, lidt tyndhåret og bleg, men også venlig mand, og han hyrede mig på stedet, skønt jeg fortalte ham om mine meritter og desuden, at det ikke var min tanke at arbejde for ham i længere tid end højst nødvendigt. Det accepterede han mærkværdigvis. Han fortalte mig derefter, hvad arbejdet nærmere gik ud på og anviste mig på et bykort den rute, jeg var blevet tildelt. Denne omfattede Østerbrogade fra omkring Classensgade i den ene ende og ud til Strandvejen i den anden ende, og desuden et distrikt på det yderste Østerbro med Vennemindevej, Skt. Kjelds Plads, Nygårdsvej, Tåsingegade og Reersøgade. Selve arbejdet bestod i at være med til at ekspedere ordresedlerne, ved at samle, pakke og adressere de blade og tidsskrifter, som kunderne på ruten abonnerede på eller særskilt havde bestilt. Sluttelig skulle stablen af blade læsses på budcyklen, som var en såkaldt Longjohn, og køres de respektive steder hen og afleveres.

Tidsskriftet ”Øjeblikket”

I dag så længe efter, har jeg lidt besvær med at erindre, hvilke blade og tidsskrifter, Odensegades Bladcentral distribuerede. Men jeg mener at kunne huske, at det i al fald drejede sig om lokalavisen Østerbro-Bladet og om Trav Bladet og lignende blade. Af udenlandske tidsskrifter husker jeg især Time Magazine og af indenlandske tidsskrifter var det nogle, hvis navne jeg ikke længere husker. Der er dog en enkelt undtagelse, og det er tidsskriftet ”Øjeblikket”, som netop begyndte at udkomme i 1947, medens jeg var ansat hos Odensegades Bladcentral.

Tidsskriftet ”Øjeblikket” blev redigeret af Johannes Hohlenberg, hvis navn jeg kendte fra hans bog om ”Yoga i dens betydning for Europa”, som oprindelig var blevet udgivet i 1916, men som i øvrigt blev genudgivet 1980 på Borgens Forlag. Hohlenberg havde i 1940 udgivet en biografi om Søren Kierkegaard, og tidsskriftets navn, ”Øjeblikket”, var en hentydning til Kierkegaards flyveskrift af samme navn fra 1854. De to forfatteres ærinde var dog ikke helt identisk, idet Kierkegaards skrift indeholdt et voldsomt angreb på den danske folkekirke, som beskyldtes for at have forladt den evangeliske kristne lære, medens Hohlenberg koncentrerede sig om et opgør med de aktuelle, men samtidig traditionelle politiske og kulturelle anskuelser og strømninger i tiden.

Det må desværre siges, at der ikke var stor afsætning på Hohlenbergs lille og fornemme tidsskrift, idet de fleste eksemplarer, der var blevet distribueret til boghandlere og bladkiosker, blev sendt retur til bladcentralen. Da Hundahl bemærkede sig, at jeg i pauserne var en interesseret læser af ”Øjeblikket”, sagde han en dag: ”Ja, tag De bare de returnumre, De har lyst til, for de skal alligevel kasseres.” Dette lod jeg mig ikke sige to gange, men takkede Hundahl og forsynede mig i den følgende tid med eksemplarer af dette udmærkede blad. Efter at jeg var ophørt med at arbejde for Odensegades Bladcentral, købte jeg selv ”Øjeblikket” hos den boghandler, hvor jeg plejede at handle. Tidsskriftet ophørte dog i 1954.

Dagligt liv på bladcentralen

Der var også ansat et par andre cykelbude i firmaet, men disses udseende eller navne kan jeg overhovedet ikke huske. De var vistnok flinke og venlige nok, men var i modsætning til mig professionelle svajere af den seje slags, som de øvrige trafikanter havde en vis respekt for, noget i retning af, hvad der var tilfældet med svajeren Carlt i Holger Philipsens tegneserie af samme navn. Chefen, Christian Hundahl, tog hver eneste dag selv et nap med ved ekspeditionen og i øvrigt passede han kontoret, hvor han fik assistance af sin kone. Der var nok at se til med telefonpasning, regnskab og udskrivning af ordresedler og fakturaer. På et tidspunkt blev konen imidlertid syg eller skulle vistnok føde, og det var derfor umuligt for hende at passe kontorarbejdet. Det viste sig hurtigt for meget for Hundahl ene mand at skulle overkomme alt dette arbejde, og derfor annoncerede han efter en kontormedhjælper og fandt også en yngre, kontoruddannet og venlig mand, der så vidt jeg husker hed Bjerring til efternavn.

Efter omkring en tre ugers tid, var jeg blevet rigtig godt træt af det ofte hårde arbejde med at cykle omkring med en fuldlæsset Long John, som det var svært at holde balancen på. Desuden var det en varm sommer og jeg svedte bravt, når jeg med stort besvær forsøgte at styre den aflange cykel gennem den tætte trafik. Det var nærmest et mareridt, når jeg skulle op på Østerbrogade, hvor der bl. a. skulle afleveres blade i Kiosk Bien og hos boghandler Halberg lidt længere henne ad gaden, omtrent over for Sortedamsøen. Halbergs Boghandel var for resten en af de få kunder, der var i stand til at sælge et par eksemplarer af Hohlenbergs tidsskrift ”Øjeblikket”.

Et skift til kontorist

Efterhånden var det åbenbart blevet for meget for Hundahl med alt det arbejde, der hvilede på ham, for en dag kom han og sagde til mig: ”Hør, Rasmussen! Ville det ikke være noget for Dem at arbejde på kontoret?”. Det lød jo meget bedre, end det daglige slid med bladene og budcyklen, men jeg var dog til at begynde med lidt tøvende over for Hundahls overraskende og fristende tilbud, så derfor svarede jeg: ”Joh, men tror De, jeg vil kunne klare det?”. ”Det tror jeg bestemt!”, svarede han og tilføjede: ”Ellers skal De nok snart få det lært! Bjerring vil gerne hjælpe Dem i gang!”. Det lød jo forjættende, og udsigten til at få et stillesiddende arbejde, hvor jeg bl. a. skulle skrive på maskine, var tillokkende for mig.

Allerede dagen efter begyndte jeg på kontoret, og det viste sig fra starten, at Bjerring var både venlig og hjælpsom, så jeg fik snart lært, hvad der var nødvendigt, for at kunne bestride jobbet som kontormedhjælper. Arbejdet bestod i udskrivning af følgesedler, fakturaer og regninger, og hvad de sidstnævnte angår, fik jeg god brug for mine dårlige kundskaber i procentregning, men det lykkedes mig hurtigt at finde ud af, hvad så og så mange procent var af det eller det beløb. Dengang fandtes der hverken lommeregnere eller elektroniske regnemaskiner, men kun manuelle, mekaniske regnemaskiner, som krævede af den, der betjente disse, at vedkommende kunne en vis hovedregning.

Et andet gode ved at arbejde på kontoret var det, at jeg her øjnede en mulighed for at kunne afskrive dele af bogen ”Indledning til indisk Filosofi”, som jeg jo tidligere havde lånt på Hovedbiblioteket i Nikolaj Kirke. Men jeg savnede at have bogen ved hånden, når jeg lige præcis havde tid og lyst til at genopfriske de lærdomme, der fandtes deri. En dag dristede jeg mig derfor til at spørge Hundahl, om ikke jeg på lørdage efter arbejdstid måtte blive på kontoret og benytte skrivemaskinen til det angivne formål. ”Jo da!”, svarede han uden tøven, ”Skriv De bare løs, alt det De vil!”.

De følgende lørdage eftermiddage blev jeg på kontoret efter arbejdstidens ophør, dvs. fra kl. 14-17, og afskrev en stor mængde sider af den nævnte bog, og disse sider opbevarer jeg endnu den dag i dag. Der var for resten også det specielle ved ”Indledning til indisk Filosofi”, at den var skrevet på et meget letforståeligt norsk, som kunne minde en hel del om den nye retskrivning, der blev indført i Danmark året efter, altså i 1948. Men da var jeg selv allerede og som noget helt nyt begyndt at anvende moderne retskrivning, og netop inspireret af den norske bog. Men afskriften af nogle for mig særlig vigtige kapitler af ”Indledning til indisk Filosofi” medførte især, at jeg nu kunne begynde at studere og tilegne mig ideerne og tankerne bag indisk filosofi. Disse forekom mig som tidligere nævnt umiddelbart indlysende og let forståelige, og passede på det tidspunkt fortræffeligt ind i mit da godt 18-årige liv.

Et nyt livssyn

Formentlig inspireret af Hohlenbergs tidsskrift ”Øjeblikket”, fik jeg en dag den idé selv at ville skrive, redigere og udgive et tidsskrift, hvis indhold skulle være artikler, som omhandlede det nye syn, jeg selv havde fået på tilværelsen, verden og livet. Derfor kaldte jeg kort og godt bladet for ”Nyt Livssyn” og tegnede straks et udkast til, hvordan dets forside kunne se ud.

Udkast eller layout til, hvordan jeg forestillede mig, at tidsskriftet ”Nyt Livssyn” eventuelt kunne se ud. Den opgående sol skal symbolisere det ny livssyns gryende fremkomst. Fotoet af det opadstræbende Eiffeltårnet er kun et eksempel på, at der i dette felt kunne indsættes skiftende billeder i den – forhåbentlig – følgende og forsatte udgivelse af bladet. Bogtrykket kunne eventuelt være i en enkelt farve, så at baggrunden for solstrålerne f.eks. kunne være håbets lysegrønne farve. –Tegnet udkast: © 1947 Harry Rasmussen.

Men der var naturligvis kun tale om et drømmeprojekt, som ikke havde den ringeste chance for at se dagens lys. Heldigvis må man vist sige, for jeg ville ikke have haft erfaring og viden nok dengang, til at kunne forestå udgivelsen af et sådant blad, eller et hvilket som helst andet blad for den sags skyld.

Elev hos kendt fotograf

Men i øvrigt var jeg fast besluttet på, at mit liv ikke skulle ende som kontorist, så endnu medens jeg arbejdede for Odensegades Bladcentral, begyndte jeg at få tanker om at komme videre med mit liv og forsøge, om der eventuelt var nogen mulighed for at søge læreplads som filminstruktør. I den anledning ringede jeg en dag til Nordisk Film, men hvem det var, jeg kom til at tale med, husker jeg ikke længere. Vedkommende hørte venligt og tålmodigt på, hvad jeg havde at sige, og fortalte så, at man – og det gjaldt for alle danske filmstudier - for det første kun optog lærlinge, der ikke behøvede nogen løn, og for det andet havde de så mange kvalificerede ansøgninger liggende, at det ville være svært at komme i betragtning. ”Prøv at søge ind ved tegnefilm igen!”, lød den pågældendes råd til mig. ”Jo, men det er ikke lige det, jeg har lyst til i øjeblikket!”, svarede jeg og tilføjede: ”Jeg har stor lyst til at beskæftige mig med rigtig film, og desuden er der så vidt jeg ved ingen herhjemme, der laver tegnefilm lige for tiden.” Det kendte den venlige mand heller ikke noget til, så enden på den samtale blev, at jeg måtte indse, at det ikke ville være muligt at komme videre ad den vej.

Imidlertid faldt den tanke mig ind, at man måske kunne gå en slags omvej og først lade sig uddanne som fotograf. Det ville trods alt smage af film, og ville måske også kunne vise sig at være en fordel, hvis det senere skulle lykkes mig at komme i lære som filminstruktør. I den anledning henvendte jeg mig endnu engang til Psykoteknisk Laboratorium, for at høre, om man der eventuelt kunne hjælpe mig på vej. Det kunne man på sin vis, idet jeg blev henvist til en samtale med daværende formand for Dansk Fotografisk Forening, fotografen Th. Andreasen, som boede på en stille villavej ude i Gentofte, hvor han også havde sit atelier. Det viste sig, at han og hustruen, der for resten var betydeligt yngre end ham, men hvis navn jeg ikke erindrer, begge var fotografer og arbejdede sammen til daglig.

Th. Andreasen, der ikke var hvem som helst indenfor portrætfotografernes verden, spurgte mig ud om forskelligt, men sagde, at man skulle have et vist talent og gåpåmod for at drive det til noget som fotograf, og at han ikke personligt kunne tage mig som elev, idet han, der tydeligvis var en ældre om end meget nydelig herre, ikke længere uddannede elever. ”Lad mig lige ringe ind til forbundet, for at høre, om en eller anden af byens fotografer eventuelt har brug for en elev!”, sagde den venlige Th. Andreasen og gik ind i et tilstødende lokale, hvor jeg ikke kunne høre ham. Efter en kortere samtale kom han tilbage og sagde: ”Prøv at henvende Dem til fotograf Rie Nissen på Østergade 16, men ring først. Her er hendes telefonnummer!”. Derefter takkede jeg den venlige mand og tog afsked med ham og hans lige så venlige og for øvrigt meget smukke kone.

Allerede den følgende formiddag ringede jeg til portrætfotografen Rie Nissen (1904-88) og fortalte, at Th. Andreasen havde henvist mig til hende angående en eventuel ledig elevplads på hendes atelier. Jeg kendte ikke på forhånd noget til, hvem eller hvad Rie Nissen var, men bemærkede straks, at damen lød lidt skarp i tonen, men dog var venlig nok. Jeg forklarede hende i korte træk, hvem jeg var og hvad jeg havde lavet hidtil, og derefter sagde hun: ”Kom herind i morgen formiddag, og lad os tale sammen om det! Tag gerne Deres tegninger med, så jeg kan se, hvad De har beskæftiget Dem med”. Næste formiddag tog jeg linje 7 ind til Kgs. Nytorv, hvor jeg stod af og spadserede det korte stykke hen til Østergade 16, hvor Rie Nissens atelier havde til huse oppe på øverste etage. Det var et meget hyggeligt atelier med to venteværelser, det ene en suite ind til selve det store fotografiske atelier, et stort baglokale med et tilstødende mindre lokale, der blev brugt som kontor og arkiv, og desuden mørkekamre og køkken og toilet allerbagest i lejligheden.

Ved min ankomst blev jeg mødt af en af Rie Nissens kvindelige assistenter, en nydelig ung dame ved navn Agnes Helveg, som derefter meldte mig hos fruen selv, der sad ved vinduet i det ovenfor nævnte baglokale. Rie Nissen viste sig at være en cirka 40-årig, lidt under middelhøjde, slank og elegant klædt kvinde, iført rød bluse med posede ærmer, en stramtsiddende sort vest og stramme sorte slacks. Ansigtet var stærkt sminket med højrøde læber og barberede, optrukne øjenbryn og virkede lidt klovneagtigt, hvilket indtryk blev understreget af et rødt, kruset afrohår, der stod buskagtigt omkring hendes lille hoved.

”Goddag!”, sagde hun straks, da hun så mig og rakte hånden frem. ”Nå, så De vil gerne være fotograf! – Lad mig se Deres tegninger!”. Jeg gav hende mappen med mine tegninger, og efter at have bladet disse igennem, sagde hun: ”De har jo talent! Hvorfor vil De ikke fortsætte som tegner?”. ”Joh, æh!”, begyndte jeg og fortsatte: ”Fordi jeg hellere vil lave film!”. ”Film!?”, sagde hun, ”det kommer De da ikke til her! Hvorfor søger De så læreplads som fotograf?”. ”Fordi det ikke er muligt at komme ind ved et filmselskab lige for tiden, og desuden får man heller ingen løn i elevtiden. Derfor tænkte jeg, at det kunne være en omvej til filmen først at blive fotograf!”, svarede jeg frejdigt. ”Ja, men så vil De jo alligevel ikke være fotograf!”, udbrød hun. ”Jo, vist!”, sagde jeg, ”men det kan vel kun være en fordel at være det, hvis man vil indenfor i filmbranchen!”. ”Ja, måske!”, svarede hun lidt usikkert. ”Men ved De for resten, at her hos mig får De heller ingen løn, men De skal tværtimod betale for uddannelsen?”.

Det sidste kom nærmest som et chok for mig, og modet sank helt ned til sokkeholderne, og jeg havde allerede belavet mig på at gå min vej uden noget opmuntrende resultat. ”Men jeg vil gerne antage Dem som elev!”, lød det uventet fra Rie Nissen, ”og jeg vil foreslå Dem, at De som betaling til mig kan udføre arkiv- og kontorarbejdet her!”. - Hørte jeg virkelig rigtigt!? Jeg troede næsten ikke mine egne ører, da hun fremsatte dette forslag, som jeg naturligvis omgående accepterede. ”Hvornår kan De begynde?”, spurgte hun, idet hun rejste sig for at gå ind i atelieret, hvor en kunde ventede på at blive fotograferet. ”Gerne i morgen!”, svarede jeg uden mindste tøven. ”Så er det en aftale! Vi skriver kontrakt med hinanden i morgen og taler om nogle legater, De kan søge!”, sagde hun og forsvandt ind ad døren til atelieret.

Det var en jublende lykkelig mig, der den dag gik ned ad trappen til Rie Nissens atelier og ud på den travle Strøggade og hen til linje 7’s stoppested på Kgs. Nytorv, for at køre hjem og fortælle mine forældre, hvor heldig jeg havde været. De blev naturligvis glade for at høre den gode nyhed, men samtidig var de som altid bekymrede for økonomien. ”Ja, men Rie Nissen vil hjælpe mig med at ansøge om nogle legater!”, sagde jeg for ligesom at berolige de to kære mennesker, som gennem hele deres liv havde været vant til at tjene små penge og til at spinke og spare på så godt som alting. ”Desuden kan jeg måske lave nogle vittighedstegninger ved siden af og sælge dem! Og måske også snart tage portrætter af folk!”, tilføjede jeg, dog uden større overbevisning om, at jeg ville få heldet med mig. ”Nu får vi se!”, sagde mor sagtmodigt, mens far sad ved bordet og rørte rundt i sin kaffekop, tydeligt misbilligende og formentlig sikker på, at hans forvovne ældste søn stod i begreb med at indlade sig på endnu en af sine flyvske fremtidsplaner.

I 1974 udgav Rie Nissen erindringsbogen "Om mennesker og mig". På bogens forside ses den markante fotograf med det gamle kamera, kaldet ”Bastarden”. Rie Nissen så præcis sådan ud, da jeg var ansat som elev hos hende i årene 1948-50. Omslag og layout: Ebbe Sunesen. © 1974 Rosenkilde og Bagger.

Den følgende tid som fotografelev hos Rie Nissen, skulle vise sig at blive både interessant, spændende og lærerig – på mere end en måde. Det varede jo ikke længe, før jeg fandt ud af, at den særprægede kvindelige fotograf var en datter af den i hvert fald i litteraturkredse berømte forfatter Jakob Knudsen. Selv om jeg på den tid ikke rigtig vidste, hvem Jakob Knudsen var, lød det som lidt af et eventyr, at jeg var kommet i nær daglig kontakt med en berømt forfatters datter. Det ansporede mit engagement endnu mere, for jeg følte at der var gærende kræfter og evner i mig, som endnu ikke rigtig var kommet frem til udfoldelse.

Som det næsten må fremgå af ovenstående foto af Rie Nissen, var denne en lille væver person, som for at kompensere for sin ikke særligt store højde, altid gik med højhælede sko, hvilket gav hende en trippende, men alligevel rask og energisk gang. Den på flere måder særprægede Rie Nissen talte i øvrigt også i et raskt og energisk, temperamentsfuldt tonefald, med korte sætninger ad gangen. Men selv følte jeg det ekstraordinære i, at jeg, et i hvert fald indtil videre ubetydeligt barn af en ubetydelig arbejderfamilie, og tilmed en forhenværende landsbydreng, i kraft af mine egne aspirationer, ambitioner og anstrengelser var ved at skyde op af jorden i lighed med den ikke særligt agtede Fandens mælkebøtte, der skød op mellem stenene i byens stenbro og blomstrede i ubemærkethed. Jeg følte mig kort og godt som en af lykkens udvalgte,

Ungdommelig forfængelighed

Omkring den tid var jeg begyndt at lege med tanken om at antage et kunstnernavn. Efternavnet Rasmussen lød jo mere som en massebetegnelse, selvom det ikke var det sen-navn, der var flest af. Og heller ikke selvom der var flere berømte personer, der i tidens løb havde båret og beæret navnet: F. eks. grevinde Danner alias Louise Rasmussen og polarforskeren Knud Rasmussen. Nej, det skulle være et efternavn, der ikke var helt almindeligt, syntes jeg.

En dag sad jeg og læste i den lille blå sangbog, jeg havde fået foræret af min mor til min tolvårs fødselsdag, og her faldt jeg en dag over den dejlige sang af Jeppe Aakjær: ”Sneflokke kommer vrimlende”. I sangens tredje og sidste vers, sidste linje forekommer udtrykket Kjørmes-Knud, som jo er et andet udtryk for kyndelmisse, der igen kommer af kandelaber messe, dvs. lys-messe. Kyndelmisse falder hvert år på samme dato, nemlig den 2. februar, og fejres i den katolske kirke til minde om Marias renselse, da hun fyrre dage efter fødslen efter jødisk skik fremstillede Jesus i templet. Profant set markerer kyndelmisse det tidspunkt på året, hvor vinteren endnu er streng, men hvor lyset og mildere temperaturer trods alt så småt er ved at få magt igen. Denne symbolik fandt jeg passede godt på mig selv og min egen aktuelle situation, hvor min mere modne personlighed og bestemmelse i livet endnu ikke rigtig var brudt igennem.

Mine ungdommelige overvejelser gik på, om jeg skulle vælge at stave mit nye kunstnernavn med eller uden j, altså enten Kjørme eller Kørme, men jeg endte med at mene, at Kjørme med tydelig udtale af j’et lød mere kraftfuldt end Kørme. Pseudonymet brugte jeg i de år, hvor jeg stod i lære hos Rie Nissen, men droppede det igen, da jeg ophørte hos hende. Da jeg fortalte Rie Nissen min beslutning om, at jeg for fremtiden gerne ville kaldes for Kjørme, svarede hun til min store overraskelse lattermildt: ”Ja, tænkte jeg det ikke nok! Det navn passer lige præcis på Dem! De er jo en blomst i knop eller en knudemand, der venter på lyset og varmen, for at springe ud!”. Og derved blev det. For eftertiden blev jeg kun kaldt Kjørme af Rie Nissen og hendes medarbejdere.

Rie Nissens far: Jakob Knudsen

Efterhånden som jeg lærte Rie Nissen og især hendes baggrund at kende, forstod jeg bedre, hvorfor hun så nemt havde accepteret, at jeg havde skiftet mit sen-navn ud med det mere markante pseudonym. Det viste sig, at Rie Nissens pigenavn var Marie Knudsen og at hun var datter af Jakob Knudsen (1858-1917), cand. teol., højskolelærer, valgmenighedspræst og forfatter. Han var og er kendt for sin heftige debat om moralske, sociale og pædagogiske problemer ud fra et antiradikalt, kristent livssyn. Af hans romaner kan nævnes Den gamle Præst (1899), Gæring – Afklaring (1902), Sind (1903), Lærer Urup (1907), Angst (1912), Mod (1914), novellesamlingerne Jyder 1-2 (1915-17) og artikel- og foredragssamlingen Livsfilosofi (1908).

Efter hans værker at dømme, skulle man egentlig tro, at Jakob Knudsen var en alvorstynget mand, som ikke fandt megen glæde i tilværelsen, men sådan forholder det sig i henhold til Rie Nissens selvbiografi, Om mennesker og mig, Rosenkilde og Bagger, København 1974, slet ikke. Faderen havde ganske vist som den første præst i Danmark ladet sig skille fra sin første kone, Sophie f. Plockross, og det rejste en storm af forargelse i mange kredse, og gav ham naturligvis noget at tænke over. Men han var desuden musikalsk anlagt og spillede selv klaver og sang, elskede opera og endog operette og desuden Hostrups komedier. Af operaer holdt han især af Mozarts ”Don Juan”. Han holdt også af de københavnske revyer, hvis sange og melodier han tilmed købte noderne og teksterne til og øvede sig på selv at synge hjemme.

Jakob Knudsens roman ”Den gamle Præst” blev dramatiseret og opført både på Det kgl. Teater, Odense Teater og på Nationalteatret i Oslo. Og i 1938 blev romanen filmatiseret af Palladium, med drejebog af Jon Iversen og Chresten Møller, og med førstnævnte som instruktør. I filmen medvirkede nogle af dansk teater og films mest kendte skuespillere, med Nicolai Neiiendam som den gamle præst, og ingen ringere end Poul Reumert i spidsen som grev Trolle. Rie Nissen fotograferede dengang de stillbilleder af de medvirkende skuespillere, som blev hængt op i Palladium-biografens store foyer, hvor ingen kunne undgå at se hendes karakteristiske portrætter.

Rie Nissens privatliv

I 1933 blev Rie Knudsen gift med arkitekten William Nissen, som bl. a. kom til at stå for indretningen af den nye biograf Dagmar Teatret i Jernbanegade, der åbnede i 1939. Efter giftermålet antog hun sin mands efternavn, hvilket kan undre i betragtning af hendes emanciperede livsindstilling. Parret fik to børn, døtrene Eva og Lotte. Den lejlighed på Østergade 16, hvor Rie Nissen havde atelier i de år, jeg var elev hos hende, havde hun lejet siden 1933, så da jeg kom hos hende, havde hun altså haft sit atelier der i samfulde 14 år. På det aktuelle tidspunkt, altså i 1947, boede hun privat med sine to endnu mindreårige piger i en stor, moderne lejlighed i Torvegade på Christianshavn.

Rie Nissen var ikke en kvinde, der skiltede med sin alder, men efter hendes udseende at dømme, vil jeg skyde på at hun var på alder med min egen moder, der var født i 1908. Men senere har jeg erfaret, at hun var født 1904 og dermed jævnaldrende med min far. Det vil sige, at hun som nævnt formentlig har været omkring 43-44 år, da jeg lærte hende at kende, men hun virkede ret så ungdommelig efter sin alder. Hendes bevægelser var hurtige og vævre, og hun tænkte og talte lige sådan, men lod ofte følelserne og de øjeblikkelige indskydelser bestemme. I reglen var hun i jævnt godt humør, men havde som alle andre ind imellem dage, hvor sindsstemningen lå på lavpunktet. De dage var hun tavs og indesluttet, og kort for hovedet, når hun gav en besked eller et svar. Andre dage var hendes humør højt, især hvis hun var nyforelsket i en af de mange mere eller mindre kendte mænd, hun mødte og fotograferede. Eller hvis hun havde fået antaget en af de mange kronikker, hun dengang skrev til især Politiken, og da kvidrede hun og flagrede omkring i atelieret som en lille sangfugl. Rie Nissen havde nemlig ambitioner om at blive forfatter lige som sin berømte far, om end på baggrund af et noget mere positivt og lyst livssyn end denne havde, i hvert fald udadtil.

Rie Nissen var i slutningen af 1930’erne og begyndelsen af 1940’erne en højt anerkendt og meget benyttet portrætfotograf, især kendt for sine kontrastrige, sort-hvide fotografier, der altid blev klæbet op på højrød karton. Hun var på det tidspunkt faktisk den eneste fotograf i København, der lavede den slags billeder, og derfor var det – sammen med hendes karakteristiske signatur – nemt at se, hvornår et portræt var fra hendes atelier. Hun stod i mange år selv bag kameraet, men i de år, jeg var elev hos hende, overlod hun ofte til sin førstemand at fotografere de mindre kendte mennesker, der bestilte tid hos hende. Men hun fortsatte med selv at fotografere, når og hvis det drejede sig om kendte personligheder, og det gjorde det ikke så sjældent.

I min tid hos Rie Nissen havde hun til at begynde med ingen førstemand, men kort efter ansatte hun en fotograf, som af en eller anden grund kørte sig selv hårdt, idet han indtog de såkaldte speed-piller, hvilket han ikke lagde skjul på. Disse piller bevirkede åbenbart, at man holdt humøret højt og kunne præstere mere og desuden holde sig vågen i længere tid, end normalt. Jeg husker ikke længere mandens navn, men han var en flink fyr, som knoklede løs og for det meste passede sig selv. Han blandede sig aldrig i elevernes arbejde eller oplæring, som alene var forbeholdt Rie Nissen.

Det endte dog med, at den nævnte førstemand efter omkring trekvart års forløb blev opsagt, men den nærmere grund dertil husker jeg ikke. Måske skyldtes det, at han helst ville belyse portrætterne på en anden måde end Rie Nissen krævede, og det blev hun sur og vred over. Han blev derfor efterhånden mere og mere tavs og indelukket og opholdt sig helst i mørkekammeret, hvor han forstørrede, kopierede og fremkaldte de fotos, der var bestillinger på. Men formentlig tog han sig også en lille stille lur, når lejlighed bød sig.

Rie Nissens karriere – kort fortalt

Rie Nissen alias Marie Knudsen blev født i Birkerød i 1904, og her voksede hun op som den yngste af fire døtre i faderens andet ægteskab. Moderen, Helga Bek (1877-1952), var nitten år yngre end sin mand, som på det tidspunkt levede som forfatter og foredragsholder. Rie Knudsen gik i skole i Birkerød, hvor hun senere også kom i gymnasiet. Hun viste tidligt især talent for at tegne og blev derfor også elev på et par tegneskoler i København, men fandt snart ud af, at tegnetalentet ikke var stort nok til at skabe sig en professionel karriere. Efter denne selverkendelse gik hun en dag op til fotografen Meta Maisel på Østergade, hvor hun mod betaling blev antaget som elev.

Elevtiden hos den noget specielle kvindelige fotograf blev imidlertid ikke af lang varighed, og efter eget ønske fandt Rie Knudsen sig derfor en ny læreplads hos fotografen Th. Andreasen, som dels var sin elev venligere stemt og dels også var en betydeligt dygtigere og mere erfaren fotograf. Det var denne mand, der mange år senere skulle komme til at henvise mig til sin tidligere elev! Efter halvandet år hos denne, tog Rie Knudsen fotografisk afgangseksamen på Teknologisk Institut. Th. Andreasen skaffede hende derefter en stilling som volontør hos tre kvindelige fotografer, der havde fælles atelier i Berlin. Men her gik det heller ikke godt, for den unge Rie kunne ikke underordne sig den kadaverdisciplin, som de tre velvoksne damer konstant udsatte hende for.

Rie Knudsen var derefter så heldig at få ansættelse hos fotografen Hans Robertson, der havde et stort fotografisk atelier på Kurfürstendamm nr. 100, hvor mange berømtheder kom for at lade sig portrættere. Robertson, som normalt kun tog elever mod betaling, havde mange unge piger fra velhavende hjem som elever. Den nyuddannede Rie blev hans assistent i 1929-30 og var bl. a. med til at fotografere den kendte atomfysiker Albert Einstein til en bog, ”Hände”, om berømte mænds og kvinders hænder. Senere var hun også fotografassistent ved optagelser af berømte artister og kunstnere, som f. eks. klovnen Grock, hvilket blev en af hendes største oplevelser som fotograf i Berlin. Som volontør havde Rie Knudsen ikke fået løn, så det var et stort fremskridt for hende, da det viste sig, at Robertson var så tilfreds med sin unge assistent, at han en dag kom og tilbød hende 165 mark i løn om måneden.

Efter næsten to års ophold i Berlin, vendte Rie Knudsen i 1930 tilbage til Birkerød, hvor hun boede hos sin moder. Kort efter hjemkomsten tog hun ind til København for at søge sig et job som fotograf, og her henvendte hun sig til Hr. Buchtrup, der var chef for dagbladet Politikens Reproduktionsanstalt. Unge Rie blev antaget, ikke som portrætfotograf, men som reklamefotograf på bladets nye reklameatelier, som det faktisk viste sig, at hun skulle starte op. Hun sagde gladelig ja, skønt hun aldrig før har prøvet at fotografere til reklamebrug.

Modige og dristige Rie Nissen arbejdede i tre år på Politiken og lærte så meget om reklamefotografi i den tid, at hun i stigende grad omgikkes med planer om snart at slå sig ned som selvstændig fotograf. Dog ikke med speciale i reklamefotografi, men portrætfotografi. Det var nemlig mennesker, hun først og fremmest ønskede at fotografere. Hun boede dengang til leje hos en fru Westergaard i Panoptikonbygningen på Vesterbrogade, hvor hun havde et stort værelse. I mellemtiden havde unge Rie lært arkitekten William Nissen, til daglig kaldet ”Will”, at kende og snart efter giftet sig med denne. Endnu mens Rie Nissen arbejdede på Politiken, lejede hun og Will den kæmpelejlighed på Østergade 16, hvor de boede i nogle år, og hvor hun ikke længe efter åbnede sit fotografiske atelier, der i de næste par tiår skulle gøre hende kendt som en af Københavns mest originale og bedste portrætfotografer.

Rie Nissen åbnede sit atelier i lejligheden på Østergade i november 1933, og til anskaffelsen af apparatur og lamper havde hun lånt 3000 kr. af sin moder. Der var seks 10.000 Watt Osram-lamper, hvis lysstyrke satte hende i stand til at fotografere en danserinde i spring, altså i bevægelse, hvilket var noget helt nyt herhjemme. Det var danserinden Helen Blenner, der udførte det elegante spring foran kameraet, som blev bragt i pressen. I 1935 fik Rie Nissen sammen med en journalist til opgave at pressedække den danske undervandsbådsflotilles øvelser i Kattegat, og herunder fik hun lejlighed til at fotografere daværende Kronprins Frederik, den senere Kong Frederik den 9., der netop det år blev gift med prinsesse Ingrid af Sverige, den senere kronprinsesse og endnu senere dronning Ingrid af Danmark.

Senere blev Rie Nissen af en moderne kunstnergruppe inviteret til som eneste fotograf at udstille nogle af sine fotografier på ”Den Frie”, og det følte hun naturligvis som en stor ære. Blandt de udstillende malere var for resten surrealisten Wilhelm Freddie, som senere gav anledning til stor opstandelse med sine provokerende billeder, der især udfordrede tidens seksualmoral. Omkring det tidspunkt havde Rie Nissen fået råd til at ansætte en fotografassistent, Howard Olsen, og desuden blev der ansat et par elever, der dog skulle betale for uddannelsen.

I sin tid som portrætfotograf på Strøget, fik Rie Nissen lejlighed til at fotografere mange af byens og landets berømtheder: Forfatteren Karen Blixen, direktøren for ”Louisiana” Knud W. Jensen, kgl. operasanger Thyge Thygesen, kgl. skuespiller Poul Reumert, kgl. skuespiller Bodil Kjer, kgl. skuespiller Mogens Wieth, kgl. skuespiller Ebbe Rode, skuespillerinden Inge Hviid Møller, polarforskeren Elmar Drastrup, oversætteren Clara Hammerich, forfatteren og dramatikeren Kjeld Abell, sangeren Aksel Schiøtz, kapelmester Harald Knudsen (Rie Nissens halvbroder), forfatteren Johannes Buchholtz, forfatteren Aage Dons, forfatterinden Agnes Henningsen, balletkritikeren Allan Friedericia, forfatteren Poul Henningsen, forfatteren Mogens Lorentzen, komponisten Knudåge Riisager, opfinderen Valdemar Poulsen, kgl. skuespiller Karin Nellemose og datteren, skuespiller Annemette Svendsen, skuespiller Helle Virkner, sangerinden Lulu Ziegler, sangerinden Nina Møller, senere gift van Pallandt og den ene part af den syngende calypso-duo ”Nina og Frederik”, og filminstruktøren Carl Th. Dreyer. Rie Nissen regner selv med, at hun i løbet af sin karriere som fotograf har portrætteret omkring 30.000 mennesker.

Apropos Danmarks måske betydeligste eller i al fald berømteste filminstruktør, Carl Th. Dreyer, så samarbejdede Rie Nissen med denne ved flere lejligheder. Det skete bl.a. i forbindelse med Dreyers film ”Vredens Dag” fra 1943, hvor Rie Nissen fotograferede det billede, der skulle bruges som filmens plakat. Billedet forestillede skuespillerinden Lisbeth Movin i rollen som den unge præstekone, stående i kirkens søjlegang. Denne plakat havde jeg i øvrigt erhvervet et eksemplar af, som prydede væggen i mit værelse derhjemme. Mange år senere optog Rie Nissen et foto af Ebbe Rode i rollen som Gabriel Lidman i filmen ”Gertrud” (1966). Billedet skulle bruges i selve filmen, idet det blev trykt som en del af forsiden på Stockholms Tidningen, som indgik som et led i filmens handling. ”Gertrud” var Dreyers sidste film som instruktør.

1937 blev Rie og William Nissens ældste datter, Eva, født, og 6. maj 1940 fulgte den yngste datter, Lotte. Ægteparret Nissen var før Evas fødsel flyttet til Charlottenlund, og her havde de antaget en 19-årig pige fra Læsø som barnepige. Denne pige var hos dem i fem år. Men forholdet mellem ægtefællerne blev i de følgende år slidt op af begges store optagethed af deres respektive arbejde, hun som kendt fotograf og han som knap så kendt arkitekt, og det endte med skilsmisse i 1941. Rie Nissen flyttede forinden med sine to piger til en stor, moderne lejlighed i Torvegade på Christianshavn.

Det er ikke muligt gratis at gengive fotos fra Rie Nissens fotoarkiv, som nu befinder sig på Det Kgl. Bibliotek. Men ovenstående portrætfoto, som er karakteristisk for Rie Nissens fotografiske stil, har jeg fået tilladelse til at gengive her af kvinden på billedet, som er identisk med Inger Krogness, født Zerlang. f. 1928, og som er en søsterdatter til Rie Nissen. – Foto: 1944-45. Tilhører Inger Krogness.

I 1943 var tiden kommet, hvor Rie Nissen syntes, at hendes samling af portrætter var stor og god nok til, at hun turde vove at afholde en separatudstilling, som blev kaldt ”Ti år som kendte Københavneres fotograf”. Udstillingen blev positivt anmeldt i dags- og fagpressen og blev også en pæn publikumssucces. I sin tid som fotograf havde Rie Nissen en hel del elever og flere førstemænd efter hinanden. En af de sidstnævnte hed Aage Knudsen, og efter at have færdiggjort sin uddannelse og en overgang arbejdet som førstemand hos Rie Nissen, etablerede han sig med sit eget fotografiske atelier længere oppe i Østergade og nærmere Amagertorv.

Der var også en anden mandlig Strøgfotograf med atelier på Vimmelskaftet 39-41, som var ret velanskrevet som portrætfotografer, men med en helt anden stil end Rie Nissen, nemlig S. Juncker-Jensen. Han var imidlertid død i 1940 og forretningen blev derefter overtaget af hans sønner, senest af sønnen Jens Juncker-Jensen. Hos denne fotograf fik Rie Nissens elev Agnes Helweg vistnok ansættelse efter sin elevtid hos Rie Nissen. Der er i øvrigt det særligt interessante ved Juncker-Jensen senior, at han i 1923-24 lod opføre en biograf i pompejansk stil i Espergærde. Biografen eksisterede indtil 1970, hvor den blev lukket og bygningen derefter ombygget til frikirke, som i 2004 blev indrettet til butik.

Lidt om store og små begivenheder

19. september afsløredes en mindevæg med navnene på de ca. 150 politifolk, som havde mistet livet under Besættelsen. Der var på den tid bolignød i København, hvorfor magistraten opfordrede husejere til at indrette lofterne på ejendomme, der egnede sig til det, til lejligheder. Det var der så vidt jeg ved en del husejere, der benyttede sig af, for det ville jo på sigt også betyde en mulighed for ekstra fortjeneste på udlejning. Lofterne i ’vores’ ejendom i Jægersborggade 25-27 ville også have egnet sig til indretning af taglejligheder, men det skete ikke, og så vidt jeg husker var der heller ikke andre ejendomme i gaden, der fik indrettet boliger i tagetagen. Derimod var det ikke ualmindeligt, at mere eller mindre velegnede kælderbutikker, der stod tomme, som blev lejet ud som boliger. Det var faktisk tilfældet i kælderetagen i vores opgang, hvor lokalerne til venstre udgjorde en lejlighed på 2½ værelse plus køkken og toilet. Kælderlokalerne til højre i opgangen, var en viktualiebutik. I nr. 27 var kælderlokalerne til venstre i lighed med, hvad tilfældet var for nr. 25, også indrettet til bolig, mens kælderlokalerne i nr. 27 til højre var en såkaldt ismejeributik med baglokaler, der var indrettet til bolig for indehaveren af butikken.

Den 15. oktober indførtes der ensrettet kørsel på Strøget, hvor trafikken, herunder busruten fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv, som hidtil havde kunnet foregå i begge retninger. På grund af benzinmanglen var busserne imidlertid for længst ophørt med at køre, men de blev nu genindsat, dog sådan, at busserne fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen igen kørte ad Strøget, mens busserne fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv kørte om ad Farvergade, Kompagnistræde, Læderstræde, Store Kirkestræde og Lille Kongensgade. Denne rute blev også betegnet som ”Parallel-Strøget”

Valget den 28. oktober 1947

Dette år var der på ny valg til Folketinget, og i den anledning kunne avisen ”København” dagen efter meddele med store bogstaver på sin forside:

Venstre gik 11 Mandater frem igaar

Medens Socialdemokratiet fik 9 mere

Kommunisterne tabte 9 af 18 Mandater

Valget blev et afgjort Tillidsvotum til Regeringen gennem den store Fremgang for Venstre over hele Landet. Valgets store Lyspunkt er, at det satte en Stopper for den socialistiske Opmarch, idet Socialdemokratiet stort set kun tog Stemmer fra Kommunisterne, hvis Nederlag er det største, noget Parti har haft i dansk Politik. Det var en kraftig Tilkendegivelse af, at der ikke i Danmark er Plads for et Parti, hvis demokratiske Indstilling er af problematisk Karakter.

De konservative Vælgere mødte tilsyneladende ikke stærkt frem, hvilket bidrog til den socialdemokratiske Mandatgevinst, der dog ikke var saa stor som Venstres.

Mandaternes fordeling var følgende:

Socialdemokratiet ….……57 (en fremgang på 9)

Radikale …………….………..11 (en tilbagegang på 1)

Konservative ……………… 17 (en tilbagegang på 9)

Venstre ………………………. 46 (en fremgang på 8)

Hovedstadens Venstre .. 3 (en fremgang på 3)

Retsforbundet ……………..6 (en fremgang på 3)

Kommunisterne …………. 9 (en tilbagegang på 9)

Dansk Samling ……………. 0 (en tilbagegang på 3)

Christmas Møller ……….…0

Reuter (tysk) ………………. 0

Med Knud Kristensen (V) som statsminister kunne den siddende Venstre-ledede regering fortsætte i endnu en valgpriode. Ministrene var følgende: Forsvarsminister: Harald Petersen (V), Undervisningsminister: M. Hartling (V), landbrugsminister: Erik Eriksen (V), kirkeminister: Carl Hermansen (V), justitsminister Aage Elmquist (V), trafikminister: Niels Elgaard (V), indenrigsminister: Niels Arnth-Jensen (V).

Det, der i særlig grad glædede borgerlige vælgere, var, som avisen København også anførte, at kommunisterne tabte de vælgere, som ved valget i 1945 havde stemt partiet ind i Folketinget med hele 18 mandater. Tabet ved valget i 1947 var markant stort, idet det betød en halvering af mandattallet. Det betød samtidigt, at DKPs formand Aksel Larsen måtte se sig og partiet betydelig svækket. Men som den fighter, han var, gav han ikke op, men fortsatte sin stærkt aggressive kamp for kommunismens sejr, også i Danmark. Udviklingen skulle dog ikke på det længere sigt komme til at give kommunisterne medvind.

Avisen ”København” havde ikke mange biografannoncer denne dato, den 29. oktober 1947, helt præcis annoncer for 15 af de dengang i alt 66 Storkøbenhavnske biografer, nemlig følgende:

Biografrepertoiret den 29. oktober 1947 i henhold til morgenbladet København:

Aladdin: Kl. 7,20 og 9,10

Det svenske Lystspil

Hans Majestæt maa vente (svensk, 1945)

Lisa Eriksson – Åke Söderblom

Alexandra: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. 2. Uge. Forb. f. Børn

En Kvinde og syv Mænd (amrk., 1946)

Hedy Lamarr – George Sanders

Bellevue: Kl. 19 og 21. Forb. f. Børn

Flugten (fransk, 1946

Michelle Morgan – Charles Vanel

Bristol: Kl. 2-3,30-5-6,30-8 og 9,30. Forb. f. Børn

Paa utallige Opfordr.

M (tysk, 1931)

med Peter Lorre

Casino: Kl. 7 og 9

Edderkoppekvinden (ikke identificeret)

D.S.B.: Hver fulde Time Kl. 14-22. 75. Ø. incl. Skat.

Fransk Ugejournal – Dansk Eskadre paa Besøg i Stockholm –

Tøjhusmuseet faar en Kanon – En af Afrikas skønneste Pletter –

Kurs mod Nord – Du danskes Vej,

Grand: Kl. 2-3,50-5,6,50. Grand Teatrets 25, Sæson

Eagle-Lion deltager med 1ste Jubilæums-Première, Englands største

og mærkeligste Filmværk:

A Matter of Life and Death (En Sag om Liv eller Død) (Engelsk, 1945)

David Niven – Kim Hunter – Raymond Massey

Technicolor Farvefilm

Merry: Kl. 7,10 og 9,10. Forbudt for Børn

Stort Dobbeltprogr.

Den gule Hævner (ikke identificeret)

og Farvefilmen Wildrire (ikke identificeret)

Nørreport Bio: Kl. 14-16,15-19-21,15. 2. Uge!

Nattog til München (ikke identificeret)

”Berl. Tid.”: ”Mesterlig Spionfilm –

Intelligens, Vid og Spænding.”

Palladium: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 7,15 Kl. 9,15. 5. Uge !

Poul Reichhardt i

My Name is Petersen (dansk, 1947)

Rialto: Kl. 7,10 og 9.

Farvefilmen

Intet er os helligt (ikke identificeret)

Saga Teatret: Kl. 2-4-7,15-9,15. 3- Uge!

Hitchcock-Filmen

Mennesker bag din Ryg (amrk., 1942)

Forsalg til Danmarks-Premièren i Morgen Torsdag Kl. 7,15 og 9,15

”Soldaten og Jenny” (dansk, 1947)

Scala-Bio: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. 4. Uge ! Forbudt f. Børn.

Michel Simon – Viviane Romance

PANIK (fransk, 1946)

Iscenesat af Julien Duvivier

Danmarkspremiere . En Constantin Film

Valby Teater: Kl. 7 og 9.

En Kriminal Gyser

De 39 Trin (engelsk, 1935)

Robert Donat – Madeleine Carroll

[Iscenesat af Alfred Hitchcock]

Vesterbros Teater: Kl. 7 og 9,15. Forbudt f. Børn

Leslie Banks i Døren med de syv Laase (engelsk, 1940)

Ekstra: Farce med Charlie Chase

Windsor: Kl. 7 og 9,10. 4. Uge !

Paa utallige Opfordringer

Lilian Harvey i

Kongressen danser (tysk, 1931)

_____________________

I det ovenstående biografrepertoire er der kun 2 film, jeg ønsker at nævne og fremhæve her, nemlig den klassiske tyske gyser ”M” med Peter Lorre i den uhyggelige rolle som pædofil barnemorder, og den eksperimenterende engelske ”A Matter of Life and Death” (”En Sag om Liv eller Død!). Filmen ”M” var instrueret af Fritz Lang (1890-1976), som sammen med sin kone, Thea von Harbou (1888-1954), stod for skabelsen af adskillige bemærkelsesværdige tyske spillefilm både fra stumfilmtiden og efterfølgende. Som klassiske eksempler på parrets stumfilm, kan nævnes Dr. Mabuse, der Spieler (1922) og Metropolis (1926) og som fremragende eksempler på parrets ældre klassiske tonefilm kan nævnes ”M” (1931) og Dr. Mabuses testamente (1932-33), for øvrigt film, som jeg på dette tidspunkt tidligere havde set i Filmmuseets filmforevisninger.

Thea von Harbou skrev også filmmanuskripter for andre end Fritz lang, eksempelvis for den tyske filminstruktør F.W. Murnau (1888-1931) og for den danske filminstruktør Carl Th. Dreyer (1889-1968). Men mest betydningsfuldt var nok hendes samarbejde med sin anden mand, Frederich (”Fritz”) Lang, og ikke mindst på filmen ”M” med Peter Lorre. Filmen handler som allerede nævnt om en pædofil barnemorder, og den var faktisk baseret på en virkelig person, nemlig en Peter Kürten, kendt i de tyske medier som ”Monsteret fra Düsseldorf”. Men filmen var naturligvis en fri dramatisering af den nævnte persons ugerning. Rollen blev spillet så indlevende og bevægende af Peter Lorre, født László Löwenstein (1904-1964), at hans spil er og forbliver uforglemmeligt.

Da nazisterne i 1933 overtog styret i Tyskland, flygtede både Fritz Lang og Peter Lorre, som så mange andre tyskere med jødisk baggrund, til Frankrig og derfra senere til England og endnu senere til Amerika, hvor de begge skabte sig en betydelig karriere indenfor amerikansk filmproduktion. Som loyal overfor, hvad Thea von Harbou selv opfattede som fædrelandet Tyskland, forblev hun i landet under nazitiden og producerede et større antal spillefilm for det nye nazistiske styres ideologi.

Hvad den anden film, ”A Matter of Life and Death” (”En Sag om Liv og Død!), angår, så så jeg den i Grand Teatret kort efter premieren. Den var produceret af forfatter-instruktørparret Michael Powell (1905-1990) og Emeric Pressburger (1902-1988) og foregår i England under krigen. De medvirkende skuespillere er David Niven (1910-1983), Roger Livesey (1906-1976), Kim Hunter (1922-2002), Marius Goring (1912-1998), Raymond Massey (1896-1983), og Abraham Sofaer (1896-1988), bortset fra sidstnævnte var alle dengang særdeles velkendte navne, også i Danmark. ”En sag om liv og død” udmærkede sig blandt andet ved sin specielle brug af farvesystemet Technicolor, sådan, at de overnaturlige scener er i ”Technicolor mono-chrome”, altså kun i én farve, mens scenerne på jorden er i ”Three-Strip Technicolor”. Filmen havde i øvrigt haft urpremiere i Amerika under titlen Stairway to Heaven, en titel som skyldtes, at den meste prominente special effect i filmen er en bred eskalator, der forbinder jorden med den supernaturale verden (”himlen”).

Filmen handler om en eskadrilleleder i det engelske luftvåben Royal Air Force, RAF, Peter Carter, som forsøger at flyve sit brændende Lancaster bombefly tilbage til England. Flyet er blevet beskudt og ramt og alvorligt skadet under en mission ind over Tyskland den 2. maj 1945. Han har beordret sit mandskab til at forlade maskinen ved at springe ud i faldskærm, men har indset, at han ikke selv vil kunne redde sig ud i faldskærm, fordi denne også er blevet ødelagt. Under den dramatiske flyvning over Den engelske Kanal, hvorunder flyet tenderer til at miste højde, samtaler eskadrillelederen over radioen med den amerikanske radiooperator, June, som er udstationeret i England, dog kun i nogle få minutter, inden han er nødt til at forlade flyet og springe ud uden faldskærm. Under normale omstændigheder måtte det forventes, at Peter Carter ville være død på dette tidspunkt, men en guide, Conductor 71, fra ”den anden verden”, har fået til opgave at eskortere ham til det nye opholdssted. Imidlertid er Carter på grund af en tyk tåge over kanalen blevet væk for sin guide. Den næste morgen vågner Carter op på en strandbred i nrheden af den base, hvor June befinder sig. Til at begynde med tror han selv, at han befinder sig i den overnaturlige verden, men til sin store forvirring indser han, at han åbenbart stadig befinder sig i live på den velkendte fysiske verden.

Tilfældet eller skæbnen vil, at June, som efter overstået nattjeneste er på vej på cykel fra radiostationen og til sit kvarter, netop kommer forbi stedet, hvor Carter befinder sig, og de to forelsker sig straks i hinanden. Imidlertid ankommer Conductor 71, som i øvrigt viser sig at være en aristokrat, der blev henrettet under Den store franske Revolution, og han forklarer Carter, at denne bør acceptere sin egen fysiske død og derfor følge med til ”den anden verden”. Det er Carter imidlertid ikke meget for, hvorfor han anmoder om at få sin sag appelleret til ”højere sted”. Conductor 71 konsulterer sine overordnede, som bevilger appellen, men på den betingelse, at Carter får tre dage til at forberede sit forsvar og vælge sine forsvarere. Han må vælge disse blandt alle de mennesker, der er døde, men det viser sig svært for Carter at vælge, hvem det skal være.

Imidlertid foreslår June, at Carter bør undersøges af hendes ven, Doktor Reeves, som ankommer ti stedet på motorcykle, og som også accepterer opgaven, idet han mener, at Carter har fået en hjernelæsion, der har afstedkommet hans forvirrede tanker om, hvor vidt han selv er i live eller ej. Reeves vil hente en ambulance, som kan bringe Carter hen på det hospital, hvor Reeves er ansat. Uheldigvis kører han galt undervejs og omkommer. Men idet Reeves nu er død, bliver han selvskreven som Carters forsvarer overfor de højere overnaturlige myndigheder.

I mellemtiden er Carter blevet bragt på hospitalet og anbragt på operationsbordet, hvor kirurger er i gang med at undersøge hans mulige hjerneskader. Samtidigt foregår den overnaturale appelsag, hvorunder Reeves i sit forsvar for Carter, plæderer for, at denne bør forblive i live på jorden, begrundet med, at det ikke er Carters egen skyld, at han har fået bevilget tre dage til at finde sine forsvarere, og at den omstændighed er skyld i, at han og June har haft tid til at forelske sig i hinanden. Derfor må det være ret og rimeligt, at de højere overnaturale myndigheder frafalde kravet på Carters liv og lader denne forblive på jorden, så at han kan opfylde sin opgave her som kommende ægtemand og far for sine børn. Under operationen zoomer kameraet op over sceneriet og viser herunder et publikumfyldt amfiteater, som viser si at være lige så stor som en galakse. Imidlertid er anklageren, den engelskfjendtlige amerikaner Abraham Farlan, ikke til sinds at lade Carter slippe for den død, denne efter anklagerens mening skylder ”den anden verden”. Farlan hader englænderne, fordi de gjorde ham til det første offer for den første amerikanske revolutionskrig. Det får forsvarer Reeves til at erklære den siddende jury for inhabil, siden den hovedsagelig består af folk, der er fjendtlig stemt overfor England og englænderne. Juryen bliver derefter udskiftet med folk, som er mere positivt indstillet overfor englænderne.

Efter en voldsom orddyst mellem Reeves og Farlan, hvorunder begge henviser til historiske eksempler på pro et contra englænderne, ender det med, at Reeves beder June om at afgive sin stemme og bevidne sin store og ægte kærlighed til Carter, ved at tilbyde at indtage dennes plads i efterverdenen. Det sker på den måde, at Conductor 71 hypnotiserer June i en søvn, hvorunder hun oplever at forlade Carter og bestige den himmelske eskalator. Men på vejen op stopper eskalatoren pludselig, som tegn på, at de højere magter har bestemt sig og dømt til fordel for Carters forbliven i live, hvorefter June kan skynde sig tilbage til sin elskede. Dette får Reeves til at udbryde: ”...nothing is stronger than the law in the universe, but on Earth, nothing is stronger than love." Derefter fortæller dommeren til Reeves og Farlan, hvor meget tid, der er bevilget det elskende par på jorden, et tidsrum, som Reeves til at udbryde: ”Very generous”, hvilket Farlan lidt modstræbende accepterer. Scenen skifter derefter til oprationsbordet, hvor kirurgen, som er identisk med den nævnte dommer erklærer operationen for vellykket, naturligvis til stor glæde, især for June.

Filmens markante hovedroller blev spillet af David Niven som Peter Carter, Kim Hunter som June, Marius Goring som Conductor 71, Roger Livesey som Reeves, Raymond Massey som Abraham Farlan, og Abraham Sofaer som dommeren og kirurgen.

Som enhver sikkert vil kunne forstå, at når der her er brugt så forholdsvis mange ord, for at beskrive handlingen i ”En Sag om Liv eller Død”, skyldes det, at der i det hele taget var noget ret specielt og bemærkelsesværdigt i og med denne film. Emnet om forholdet mellem den fysiske og den åndelige verden var dog ikke nyt i filmverdenen, for i sit plot kan filmen minde om den amerikanske Heaven can Wait (1942, ”Himlen må vente”), med Don Ameche (1908-1983) i hovedrollen. Og måske nok så meget, kan samme film emnemæssigt minde lidt om den noget mere seriøse dramatiske engelske spillefilm Thunder Rock (1942, Tordenklippen), produceret af brødrene John og Roy Boulting og instrueret af sidstnævnte. Hovedrollerne havde velmeriterede engelske skuespillere som Michael Redgrave, James Mason, Lilli Palmer and Barbara Mullen.

Populære tegneserier

Tegneserier i aviser og ugeblade, og samlet i albums, havde været uhyre populære både hos børn og yngre voksne lige siden sådanne seriers begyndende fremkomst i slutningen af 1800-tallet. Men udbuddet og interessen steg nærmest sensationelt op gennem 1900-tallet og kulminerede i 1970-80erne, hvor tegneserier nærmest blev kultisk dyrket af en kreds af fans.

Avisen ”København” dannede ingen undtagelse fra de fleste andre danske aviser og ugeblade, men kunne byde på hele to fortsatte tegneserier, nemlig detektivserien ”Rip Kirby” og den humoristiske serie ”Minnie”. Den førstnævnte serie var tegnet af den mesterlige amerikanske tegner Alex Raymond (1909-1956) og den sidstnævnte af tegneren Dudley Fisher (1090-1051). Alex Raymond havde en grundig uddannelse som tegner, først på Grand Central School of Art i New York og siden som assistent for serietegnere som Russ Westover på dennes serie Tillie the Toiler, og for Chic Young på serien ”Blondie”, og endelig på serien ”Tim Tyler’s Luck” (på dansk ”Bob og Frank”), som blev tegnet af Lyman Young. Tegneseriedistributøren King Features Syndicate gav i 1934 Raymond grønt lys for hans serier ”Flash Gordon” (på dansk ”Jens Lyn”) og ”Jungle Jim”, begge som søndagsserier. Begge tegneserier blev i øvrigt filmatiseret i Hollywood,”Flash Gordon” i 1930’erne med den ret ukendte Buster Crabbe (1908-1983) i titelrollen, og ”Jungle Jim” med den mere kendte Tarzan-fremstiller Johnny Weissmuller (1904-1984) i titelrollen. Mellem 1948 og 1954 indspillede Weissmuller 30 Jungle Jim-film, og året efter, i 1955, optrådte han i 3 junglefilm, hvori han spillede sig selv. Samme år påbegyndte han produktionen af en tv-serie med Jungle Jim, og der blev i alt indspillet 20 episoder, som blev udsendt og genudsendt igen og igen. Ind imellem sin medvirken i Tarzan-film, havde Johnny Weissmuller i 1946 spillet rollen som Johnny Duval i filmen ”Swamp Fire”. I løbet af sin skuespillerkarriere havde han kun tre roller, nemlig som Tarzan, Jungle Jim og sig selv.

Under 2. Verdenskrig meldte Ales Raymond sig i 1944 til flåden, og deltog som marinesoldat i krigen i Stillehavet. Han forlod tjenesten i 1946 og skabte efter hjemkomsten serien om privatdetektiven ”Rip Kirby”, som snart blev vældigt populær blandt det almindelige publikum, men i nok så høj grad hos alverdens tegnere af tegneserier. Hos de sidste skyldtes den store interesse for serien, at denne var mesterligt tegnet i en semi-naturalistisk stil. Dette hang sammen med, at Raymond brugte levende modeller som forbilleder for sine tegneseriefigurer. Sine øvrige serier, ”Flash Gordon”, ”Jungle Jim” og ”Secret Agent X-9”, havde Raymond overladt til andre tegnere, så at han selv kunne koncentrere sig om at tegne ”Rip-Kirby”-serien. Idéen til serien om ex-marineren var dog ikke hans egen, men skyldtes forfatteren Ward Greene, som også leverede manuskripter til serien indtil sin død, hvorefter manuskripterne blev skrevet af Fred Dickenson, Men Raymond skrev dog også selv manuskripter til flere af seriens sekvenser. Raymonds arbejde på serien bestod imidlertid mest i at tegne, og det gjorde han som nævnt så fortrinligt, at mange af verdens serietegnere misundte ham hans tegnekunst. Men desværre fik Raymond kun 10 år at tegne serien i, idet han ulykkeligvis omkom i en bilulykke i 1956, kun 46 år gammel og efterladende sig kone og fem børn.

Tegneren Dudley Fisher var studerende ved Ohio State University, men opgav studierne til fordel for en stilling som layouter ved avisen The Columbus Dispatch. Under 1. Verdenskrig bar han luftfotograf, men efter fredsslutningen i 1919 vendte han tilbage til sin hjemby Columbus og til arbejdet på ovennævnte avis, hvor han i 1924 fik til opgave at tegne en daglig tegneserie med titlen Jolly Jingles, som var i to-farvetryk. Denne serie tegnede han til 1937, hvor han opgav serien til fordel for en ny serie med overtitlen Right Around Home, som handlede om en amerikansk forstadsfamilie, som sammen med sine naboer var set oppefra i fugleperspektiv. Serien, som fandtes på avisens søndagsudgave, bestod af helsidestegninger i trefarvetryk, som fyldte hele avisens forside med et mylder af mennesker, voksne og børn mellem hinanden, og i forskellige dagligdags situationer. Meget apropos dette koncept, så havde vi herhjemme tegneren Jørgen Müller, som dog efter et flerårigt ophold i England stavede sit efternavn Myller, men som i 1940erne tegnede nogle uhyre populære forsider til ugebladet Hjemmet, som lige præcis bestod af et mylder af mennesker af begge køn og i alle aldre.

1 1942 ønskede King Features Syndicate at Fisher også skulle tegne en daglig version af ovennævnte serie, men som almindelig tegneserie, som fik titlen ”Myrtle”. Fisher arbejdede på sine to serier indtil sin død i oktober 1951, hvorefter den under sin nye titel ”Right Around Home with Myrtle” blev videreført af Fishers assistent, tegneren Bob Vittur og af tegneren Stan Randal, indtil serien sluttede i maj 1965.

Forbrydelse betaler sig ikke

Men avisen ”København var naturligvis meget andet og mere end sine to udmærkede tegneserier. Således kunne man på side 3 blandt andet læse følgende overskrifter:

Skjult ¾ Mill. Kroner

for Skattevæsenet

40 Dages fængsel til Møbelfabrikant

Ib Birkedal Hansens

Lokkedue for Retten

Tilstaar at have lokket 20 Frihedskæmpere

i Baghold til Ib Birkedal

Fire farlige Forbrydere

endelig fanget

Flygtede fra Sdr. Omme og begik saa Indbrud

Avisens side 3 havde dog også et par overskrifter, som vedrørte politik og efterkrigs-forhold:

Europæisk Toldunion

drøftes i Bruxelles

Benelux har udsendt Indbydelser

til Konference 10. November

2 Mill. tyske Krigs-

Fanger i Sovjet

Krigsfangerne faar ny militær Uddannelse,

hævder Schumacher

Tanken om en fælles europæiske toldunion var jo en foregribelse af den Europæiske Union, EU, som først for alvor skulle blive til noget mange år senere. Den nævnte Schumacher var Kurt Schumacher, daværende formand for det tyske Socialdemokrati, og han mente at have fået belæg for sine udtalelser om, at Sovjet i strid med Genéve-konventionen anvendte krigsfanger til militære formål. Han oplyste endvidere, at efter at have gennemgået den militære og ideologiske uddannelse i Sovjet, blev krigsfangerne sendt til den russiske zone i Tyskland, hvilket reelt vil sige Østtyskland, hvor de fik nøglestillinger indenfor propagandavæsenet og politiet. Schumacher oplyste også, at Sovjet havde haft i alt 3,5 millioner krigsfanger, hvoraf mange frygtedes omkomne under de strabadser, som de var blevet udsat for.

Avisen ”København” havde i alt 10 sider inklusive for- og bagside, og den rummede som andre danske aviser på den tid et blandet indhold, som skønnedes at have interesse for avisens læsergruppe. Sidstnævnte var som nævnt tidligere ovenfor af begrænset omfang, primært fordi partiet Venstre på den tid ikke havde mange vælgere i hovedstaden. Men avisen var absolut seriøs og dens redaktion kompetent, hvilket de citerede overskrifter mere end antyder. På avisens bagside kunne man blandt flere andre overskrifter læse følgende overskrift:

Amerikansk Krigserklæring til

Kommunismen i Tyskland

General Clay bebuder skarpe Angreb

mod Kommunisterne

I en notits nederst i højre hjørne af bagsiden, kunne man i øvrigt læse følgende vedrørende general Clay:

General Clay

trækker sig tilbage

Gjort Tjeneste i USA's Hær

i 33 Aar.

Den stærkt antikommunistiske general Lucius D. Clay var chef for den amerikanske militærregering i Tyskland, men anmodede om at blive afskediget i løbet af 1948. På et pressemøde oplyste han, at han samtidigt ville trække sig tilbage fra al militærtjeneste.

Den såkaldte kolde krig, som skulle komme til at præge de næste årtier, var så småt begyndt allerede med russernes besættelse af Tysklands Østzone, hvor grænsen mellem Østzonen og Vestzonen gik igennem storbyen Berlin. Foreløbig holdt Vestmagterne med USA i spidsen og Sovjetunionen hinanden i skak med truslen om en atomkrig, som ingen af parterne ønskede. Opgøret med den sovjetiske og europæiske kommunisme kom først senere og blev fuldbyrdet i og med Berlinmurens fald den 9. november 1989. Da havde muren, som foruden at dele Tyskland i Øst og Vest, også delt Øst- og Vestberlin, eksisteret siden sin opførelse i august 1961, altså i 28 år, og i det tidsrum skabt store lokale og internationale problemer af både politisk, samfundsmæssig og kulturel art.

Annoncer for diverse varer mm.

Som de allerfleste andre danske aviser havde morgenavisen ”København” naturligvis også en del forskellige annoncer for varer og tjenesteydelser. Annoncer var jo en nødvendig del af det økonomiske grundlag for en avis’ eksistens. Herunder bringes nogle få udvalgte eksempler på de nævnte annoncer:

Tre helt forskellige annoncer i morgenavisen ”København” for 29. oktober 1947. Til venstre er det Det Danske Luftfartsselskab, DDL, der opfordrer bladets læsere til at benytte sig af selskabets rejsetilbud. I og med annoncen i midten møder vi igen det bekendte navn Java-Brænderierne, som i dette tilfælde anbefaler en blanding af ¼ kg kaffe og ½ kg. Kaffan. Som læseren nu ved, var Kaffan et erstatnings- og tilsætningsprodukt, som kom på markedet, fordi rigtig kaffe var rationeret og senere helt manglede under Besættelsen. Annoncen til højre taler helt for sig selv. Den minder i princippet om annoncer for Randers Reb, hvis slogan var: ”Hæng Dem ikke i bagateller, men brug Randers Reb!”

Avisen ”København” havde såmænd også en tilmed større annonce for hygiejnebindet ”Cellox” med runde hjørner, og som gav ”Tryghed trods ”kritiske Dage”” til de kvinder, der købte og brugte denne sikkert udmærkede vare. Firmaet Schou Ravnholm Fabrikerne anbefalede varen i to udgaver: En Cellox Special i grøn pakning og en Cellox i rød pakning. Det er ikke tilfældigt, at kvinderne i annoncen er tegnet som cyklepiger, for dem var der mange af på den tid, hvor biler endnu ikke var blevet så almindelige, som det senere blev tilfældet.

Endnu en annonce fra morgenavisen ”København” for 29. oktober 1947. Annoncen fylder en kvart side i avisen, hvilket formentlig hænger sammen med en samfundsmæssige betydning af det produkt, som i dette tilfælde Det Danske Petroleums Aktieselskab, D.D.P.A., reklamerer for, nemlig OLIE.

Lidt af en mediebegivenhed

Dette år, ja, oven i købet denne dato, den 29. oktober 1947, fyldte Dansk Radiofoni 25 år. Det vil sige, at de første danske radioudsendelser fandt sted den 29. oktober 1922. I mellemtiden var radioapparater blevet hver mands eje i hele Danmark. Sent vil jeg glemme, at min mor i vores lille hjem i Tillitse på det sydvestlige Lolland så godt som daglig hørte transmitterede middagskoncerter over radioen fra restauranterne Wivex og National Scala i København. Jeg har næppe været mere end et par år, hvilket vil sige fra omkring 1931, før jeg blev bevidst om den liflige musik og sang, der lød fra radioapparatet i dagligstuen. Eller når far om aftenen efter arbejdstid hørte ”Præstens radioavis”, for at orientere sig om nyhederne herhjemme og ude i verden. Det varede faktisk mange år, før det gik op for mig, at speakeren, der annoncerede radioavisen, sagde ”Pressens radioavis”, for jeg vidste dengang ikke, hvad pressen var for noget. Så for min barnligt snævre horisont kunne radioavisen jo lige så godt være præstens.

Men den danske radiofonis teknisk lidt vanskelige begyndelse i 1922, blev dog snart overvundet, og den bureaukratiske statslige administrations kontrollerende klamme hænder greb i 1925 fat i det nye tekniske vidunder, angiveligt for at dette ikke skulle bliv misbrugt af folk med skumle intentioner. Man ville kort og godt forhindre kommercielle og politisk propagandistiske interesser i at få indflydelse på det nye medie. Der blev kort og godt nedsat et råd, Radiorådet, hvis medlemmer på god demokratisk vis blev rekrutteret fra de politiske partiers rækker. DRs politiske neutralitet kan der dog nok stilles spørgsmålstegn ved.

Jul og nytår 1947

Desværre har jeg ingen klare erindringer fra dette års jule- og nytårstid, men vil tro, at den stort set har formet sig som i de foregående år. Hos Rie Nissen har vi personale med al sandsynlighed holdt en lille hyggestund med lidt småkager og et glas vin, for at ønske hinanden god jul og godt nytår, som skik og brug jo var både dengang og senere. Karakteristisk nok, er den eneste begivenhed, jeg husker – selvoptaget som jeg var og er – det års begivenhed på tegnefilmens område, nemlig som sædvanligt det årlige ”Metropols Jule-Show”, der traditionelt bestod af i alt 6 korte Disney-tegnefilm. Dette år var det i hvert fald følgende 5 titler – den 6. er desværre ikke identificeret – som dog alle var repriser, altså film, der var blevet vist i tidligere års Jule-Shows:

1. Clock Cleaners (!937, “Tårnuret skal renses”)

2. Hawaiian Holiday (1937, ”Glade dage på Hawaii”)

3. The Moth and the Flame (1938, ”Møllet og Flammen”)

4. Farmyard Symphony (1938, ”Dyrene vågner”)

5. Sea Scouts (1939, ”Søspejdere”)

6. Desværre ikke identificeret

Dette års 2. juledag-premiere i Metropol var lidt af en sensation, især for Disney-fans, idet langtegnefilmen ”Bambi” fra 1942 havde – ikke egentlig premiere, for den havde allerede haft Danmarkspremiere samme sted den 3. marts s. å., altså 1947. Men selv så jeg den først ved repremieren, og den var ikke så lidt af en åbenbaring, for tænk hvilket mesterskab denne film var udtryk for: Kunstnerisk, teknisk og underholdningsmæssigt. Højere og videre kunne den klassiske tegnefilmgenre næppe nå, hvilket enhver med blot et nogenlunde godt kendskab til tegnefilm formentlig og forhåbentlig vil være enig med mig i.

Året 1948: Kommunismens erobringer

Af særlige begivenheder dette år var indvielsen den 21. januar af Ingeniørhuset, der som nabohus var blevet ødelagt ved bombardementet af Shellhuset 21. marts 1945. Imidlertid trak verdenskrigen stadig, ja, i stigende grad mørke og truende spor efter sig, som på uhyggelig måde viste, at forholdet mellem vestmagterne og Sovjetunionen blev stadig mere forværret og anspændt som tiden gik. Sovjetunionens politik gik ud på at udvide sit politiske magtområde, dels i Østeuropa og dels i Vesteuropa i det omfang, dette på nogen mulig måde kunne lade sig gøre. Polen var stort set allerede domineret af et kommunistisk styre, som var underlagt Sovjetunionens kommunistiske partis overordnede politiske lederskab, men nu var turen også kommet til Tjekkoslovakiet. Den 13. februar 1948 krævede de ikke-kommunistiske medlemmer af den tjekkoslovakiske regering, at den igangværende kommunistiske infiltration af bl.a. politiet skulle ophøre, hvorfor kommunisterne frygtede for ekskludering af de kommunistiske medlemmer af den borgerlige regering. Det førte til, at det tjekkiske kommunistparti under partichef Klement Gottwalds ledelse den 20. februar 1948 oprettede en såkaldt folkemilits med 15.000 bevæbnede medlemmer. Den borgerlige præsident Eduard Benes søgte dog at berolige sine tilhængere og omverdenen med, at der ikke ville blive tale om et kommunistisk totalitært styre i Tjekkoslovakiet.

Det kom imidlertid ikke til at holde stik, for anført af partichef Klement Gottwald overtog kommunisterne styret allerede få dage efter, den 23. februar 1948. Den relativt moderate kommunist Gottwald, som mente, at Tjekkoslovakiet skulle følge sin egen vej mod socialismen, blev udnævnt til statsminister, mens andre fremtrædende kommunister fik tildelt en række vigtige ministerier så som indenrigs-, forsvars- og informationsministeriet. Benes forblev på præsidentposten, mens hvervet som udenrigsminister også fortsat gik til den politisk uafhængige og i hvert fald ikke-kommunistiske Jan Masaryk. Jan Masaryk, født 1886, havde under Nazitysklands besættelse af Tjekkoslovakiet søgt politisk asyl i England, hvor han fra 1940 fungerede som udenrigsminister i den tjekkoslovakiske eksilregering i London, den post som han fortsatte på hjemme i Prag efter landets befrielse i 1945. I 1948 kom så som omtalt ovenfor det kommunistiske kup, hvorunder kommunisterne overtog landets styre, mens Masaryk forblev på posten som udenrigsminister. Men ikke længe efter kuppet, mere præcist den 10. marts 1948, omkom han ved et fald fra et vindue i udenrigsministeriet. Ifølge de officielle kilder var der tale om selvmord, men mistanken om, at der i virkeligheden forelå et politisk motiveret mord, er så vidt vides aldrig blevet hverken be- eller afkræftet.

En konflikt mellem vestmagterne og Moskva var uundgåelig, især fordi sidstnævnte for alvor var begyndt at stramme kontrollen med Østeuropa ved blandt andet at give moralsk og pekuniær støtte til de lokale kommunistpartier. Man havde fra Moskvas side for længst indset og forstået, at den kommunistiske verdenssammenslutning, som man tidligere kaldte Komintern, kun kunne fremmes gennem landenes egne kommunistpartier. Det sovjetiske kommunistiske moder-parti søgte derfor gennem politisk propaganda overfor de udenlandske kommunistpartier at fremme påstanden om, at vestmagterne førte en splittelsesstrategi, som udelukkende havde til formål, at bestikke den europæiske arbejderklasse til at tilslutte sig det borgerlige demokrati, for derigennem at sikre sig den kapitalistiske økonomis enevælde.

Den danske kommunisme

Det Moskva-tro danske Kommunistparti (DKP) var selvfølgelig enig i Moskvas opfattelse og derfor også begejstret for det kommunistiske regerings-kup i Tjekkoslovakiet, hvilket utvetydigt fremgår af avisen Land og Folk for tirsdag den 24. februar 1948. Som sædvanligt for kommunisterne brugte man den taktik at kritisere og forsøge at hænge de politiske modstandere ud i læserkredsens og offentlighedens øjne. Til modstanderne hørte naturligvis alle, som ikke var enige med kommunisterne, og til denne kategori hørte ikke mindst socialdemokraterne, der jo ikke ønskede at forandre og omforme samfundet gennem voldelig revolution, sådan som kommunisterne ville, men derimod gennem målrettet fredelig udvikling på demokratiets vilkår.

Imidlertid skal ret være ret, og avisen Land og Folk med mottoet Folkets Vilje – Landets Lov, kunne under chefredaktør Børge Houmanns ledelse også vise sig fra en mere alsidig kulturel side. Børge Houmann (1902-1994) var ikke en hr. hvem som helst, men skønlitterær forfatter, oversætter, forlægger og politisk organisator. Han blev medlem af DKP i 1927 og blev i løbet af 1930erne ledende administrator og forretningsfører for Arbejderbladet og leder af Arbejderforlaget samt af det politisk-kulturelle forlag Monde. Ved siden af denne virksomhed var han forretningsfører for det kulturelt progressive teater Riddersalen.

Under den tyske besættelse af Danmark gjorde Houmann en stor og beundringsværdig indsats i forbindelse med opbygningen og koordineringen af modstandsbevægelsens illegale netværk på både presse- og sabotageområdet, et arbejde han allerede begyndte på i april 1940, dengang da Sovjet endnu var allieret med Nazityskland. Houmann var en central person i sabotagegruppen KOPA (Kommunistiske Partisaner), senere ændret til BOPA (Borgerlige Partisaner), og desuden leder af det tværpolitiske Frit Danmark samt DKPs mand i Frihedsrådet. Til trods for sin høje status som modstandsmand lykkedes det under hele Besættelsen Houmann at undgå arrestation af så vel dansk som tysk politi. I 1945 blev han valgt til folketingsmedlem for DKP, et hverv han dog forlod igen allerede i 1946, hvor han også blev medlem af Radiorådet og året efter bestyrelsesmedlem af Ritzaus Bureau. I 1945 var han også blevet valgt til chefredaktør for det tidligere illegale blad Land og Folk, men blev senere (i 1955) degraderet og sat fra posten af partiets hårde kerne, og i 1958 blev han fyret som partifunktionær, samtidigt med, at partichef Aksel Larsen blev ekskluderet af partiet, angiveligt på grund af sine såkaldt revisionistiske anskuelser. Det vil sige anskuelser, som ikke slavisk fulgte den ortodokse kommunistiske lære. Mens Aksel Larsen sammen med en lille kerne af sympatisører stiftede Socialistisk Folkeparti (SF), så valgte Houmann at forblive medlem af DKP og samtidig koncentrere sig om sit eget forlag Sirius og sin omfattende forskning omkring den ligeledes kommunistiske forfatter Martin Andersen Nexø og dennes forfatterskab. 1990 udgav Houmann sine ret interessante erindringer med titlen Kommunist under Besættelsen.

Bladet Land og Folk var som følge af de danske kommunisters aktive og helhjertede deltagelse i modstandskampen imod den tyske besættelsesmagt i årene 1940-45 succesfuldt og populært i en større kreds af sympatisører, især på den politiske venstrefløj. Det skyldtes ikke mindst avisens kultur- og grafiksider, til hvilke blandt andre den fabelagtigt gode tegner Herluf Bidstrup bidrog med sine præcise og beske satiriske tegninger. Avisen bragte også kvalificerede og læseværdige teater- og filmanmeldelser skrevet af blandt andre cand. mag. i fransk, dansk og engelsk Werner Thierry (1916-2003), som selv var kommunist og medlem af DKP siden 1930’erne og i øvrigt stor modstander af nazisme og fascisme. Efter krigen blev han udogmatisk medarbejder på Land og Folk, men brød med DKP i 1957, idet han var medlem af den udbrydergruppe, som sammen med Aksel Larsen, Mogens Fog m.fl. dannede SF. Den begavede akademiker og forfatter Thierry gav senere også udtryk for en seriøs kritik af kommunismen.

Tegneren Herluf Bidstrup (1912-1988) fortjener en særlig omtale. Han var uddannet som maler på Kunstakademiet i København, men gjorde sig tidligt især bemærket som en træfsikker karikaturtegner og tegner af satiriske og humoristiske tegninger. Han debuterede som humoristisk tegner i Berlingske Tidende, som han dog snart forlod til fordel for en stilling som fast tegner for Social-Demokraten. Men under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 blev han i stigende grad utilfreds med avisens valne politiske holdning, hvilket førte til, at han forlod denne i 1945 og i stedet for engagerede sig med avisen Land og Folk, hvis politiske linje han trofast fulgte i årene efter. Her kunne han dyrke sine storpolitiske så vel som lokalpolitiske, vittige og nådesløse satiretegninger, som ikke mindst kom til at gå ud over de ”renegater” med Aksel Larsen i spidsen, som i 1958 vragede DKP og stiftede SF. Ved siden af sit faste arbejde på Land og Folk, tegnede Bidstrup også til forskellige årsskrifter, som f. eks. Kulturkampen, Svikmøllen, Muldvarpen, Tegnerier og Folkets Jul samt bogillustrationer og valgplakater.

Avisen Land og Folk for tirsdag den 24. februar 1948 bragte en del forlystelsesannoncer, dels for københavnske teatre og koncerter og dels for københavnske biografer. Eksempelvis 12 biografannoncer ud af 52 mulige, men til gengæld bragte avisen sin egen kortfattede oversigt over biografrepertoiret i de nævnte i alt 52 biografer. Denne liste så sådan ud:

Biografernes Repertoire 24. Februar 1948

Aladdin Teatret: Soldaten og Jenny. Kl. 19,20, 21,10. C. 2312.

Alexandra Teatret: Den Fremmede. Kl. 14, 15,50, 17,40, 19,30, 21,20. C. 1601.

Allé Teatret: Diktatoren. Kl. 19, 21,15. Ordrup 1404.

Amager Bio: Penge som Græs. Kl. 19,10, 21,10. C. 2075.

Atlantic Bio: 30 Sekunder over Tokio. Kl. 19, 21. C. 2256.

Bella Bio: Penge som Græs. Kl. 19,10, 21,10. Bella 711.

Bellevue Teatret: Casanova. Kl. 19,30. Ordrup 4096.

Bergthora Teatret: Waterloo Bridge. Kl. 19, 21. Am. 6885.

Bio Lyngby: En Sag om Liv eller Død. Kl. 19,10, 21,10. Lyngby 2600.

Bispebjerg Bio: My Name is Petersen. Kl. 19,10, 21,10. C. 6580.

Boulevard Teatret: Stjaalne Dage. Kl. 19,10, 21,10. C. 5577.

Bristol Teatret: I høj Sø. Kl. 14, 15,50, 19,30, 21,20. C.3588.

Carlton Teatret: Med Liv og Lyst. Kl. 14, 15,45, 17,30, 19,15, 21. C. 9501.

Casino Teatret: Penge som Græs. Kl. 19, 21. C. 2217.

Colosseum: Husmandstøsen. Kl. 19,10, 21,10. C. 2585.

Dagmar Bio: Duellen. Kl. 14, 16,15, 19, 21,15. C. 3223.

Enghave Bio: Grøn var min Barndoms Dal. Kl. 19, 21,10. C. 3062.

Fasan Bio: King Kong. Kl. 19, 21. Godth. 4089.

Gentofte Bio: Diktatoren. Kl. 19, 21,10. Ge. 3350.

Grand Teatret: Paradisets Børn. Kl. 14, 17, 20. C. 2655.

Grøndalsteatret: Mani. Kl. 19, 21. C. 7602.

Hvidovre Kino: Butiken om Hjørnet. Kl. 19,10, 21,10. Hvidovre 1001.

Kino Lyngby: Hatten er sat. Kl. 19,10, 21,10. Lyngby 970.

Lyngbyvejens Kino: Mus og Mænd. Kl. 19, 21. C. 1017.

Merry Teatret: Huset i 92. Gade. Kl. 19,10, 21,10. Am. 836.

Metropol Teatret: Frieda. Kl. 14, 15,50, 17,40, 19,30, 21,20. C. 1510.

Nora Bio: Penge som Græs. Kl. 19, 21,10. C. 15500.

Nørrebros Biograf: Skabt for hinanden. Kl. 19, 21. Nora 9295.

Nørreport Bio: Sønner af England. Kl. 14, 16,15, 19, 21,15. C. 4202.

Odeon Teatret: Kærlighed og Musik. Kl. 19, 21. C. 5952.

Palladium: Susans Kærlighedsaffærer. Kl. 14, 16, 19,15, 21,15. C. 4013.

Palads Teatret: De bedste Aar. Kl. 17, 20,15. C. 4037.

Park Teatret: Waterloo Bridge. Kl. 19, 21,10. C. 3362.

Platan Biografen: Satan og Englen. Kl. 19,15, 21.15. C. 6502.

Regina Teatret: Himlen maa vente. Kl. 19, 21,15. C. 13569.

Rialto Teatret: Og saa kom Jones. Kl. 19,10, 21. C. 6208.

Roxy Teatret: Sherlock Holmes ser Døden i Øjnene. Kl. 19, 21. C. 2191.

Ry Kino: Med forseglede Ordrer. Kl. 19,10, 21,10. Nora 7195.

Saga Teatret: I Taagernes By. Kl.14, 16, 19,15, 21,15. C. 6687.

Scala Teatret: Vi, der gaar Mælkevejen. Kl. 14, 15,50, 17,40, 19,30, 2120. C. 7627.

Skovshoved Teater: Røverne fra Rold. Kl. 19,10, 21,10. Ordrup 3906.

Strand Teatret: En Sag om Liv eller Død. Kl. 19, 21,10. Hel. 3222.

Søborg Teater: Mani. Kl. 19,10, 21,10. Søborg 381.

Toftegaards Bio: Den usynlige Kvinde. Kl. 19, 21. C. 5244.

Triangel Teatret: Soldaten og Jenny. Kl. 17,15, 19, 20,45. C. 7047.

Valby Teater: Waterloo Bridge. Kl. 19, 21. Valby 735.

Vanløse Bio: Barken Margrethe af Danmark. Kl. 19, 21. Dam. 747.

Vesterbros Teater: Sadlens Lov. Kl. 19, 21,15. C. 1500.

Windsor Teatret: Lassie vender hjem. Kl. 19, 21,10. C.6640.

World Cinema: Nattens Melodi. Kl. 14, 16,15, 19, 21,15. C. 2192.

DSB Kino: Sammensat Program.

_____________________

Til orientering for yngre nutidslæsere skal det oplyses, at tallene for enden af hver af linjerne med biografer, er udtryk for de respektive biografers telefonnumre. Bogstavet eller bogstaverne foran nummeret angiver den telefoncentral der skulle ringes til, for at bestille billetter. Det var længe før automatikkens og elektronikkens tid, så opringning foregik ved, at når man tog telefonen for øret, var der en kvindestemme i røret, som sagde: ”Centralen – De ønsker?”, hvorefter man nævnte den central og det nummer, man ville ringe til. På Centralen var der manuel betjening, hvor telefondamerne koblede ens egen telefon til den telefon, man ønskede at tale med. Bogstavet C er en forkortelse af Central, ligesom Hel. er en forkortelse for Central Hellerup, mens f.eks. Nora er en forkortelse for Centralen Nora

Som det i øvrigt vil være fremgået af ovenstående repertoireliste for de københavnske biografer den nævnte dato, var amerikanske og engelske spillefilm fortsat dominerende, men danske film havde dog stadig en pæn plads på repertoiret.

I denne omgang skal det vedrørende avisen Land og Folk lige nævnes, at dens oplag faldt i takt med det Sovjettro DKPs tilbagegang, som blev særlig markant efter den ungarske opstand i 1956. Bladet blev derefter kun holdt i live ved hjælp af tilskud og indsamlinger, indtil opbruddet i Østeuropa i 1989 og i årene efter gav Sovjetkommunismen og kommunismen i det hele et dødsstød, som betød at omkring 70 års uhyrlige og grusomme diktatur smuldrede og drømmen om det perfekte socialistiske samfund bristede, ikke alene for sovjetiske kommunister, men også for mange tusinde kommunister og deres mere eller mindre intellektuelle sympatisører i den vestlige verden. Det kan vi ikke komme udenom at skulle høre mere om hen ad vejen i denne beretning.

Andre københavnske begivenheder

Den 22. marts udsendte det danske Undervisningsministerium en bekendtgørelse om, at den nye retskrivning skulle indføres i skolerne fra den 1. april s.å. Selv var jeg så småt begyndt at anvende den nye retskrivning, efter at jeg havde læst Ananda Acharyas ”Indledning til indisk filosofi”, som var udgivet på norsk i Norge, og her brugte man allerede små bogstaver og en lignende stavemåde af ordene, herunder bolle-å, som den, der skulle blive gældende i nydansk retskrivning. I dansk retskrivning indførtes lille begyndelsesbogstav i navneord, undtagen i person- og stednavne, hvilket især faldt den lidt ældre generation for brystet, ligesom d’et i skulde, kunde etc., bortfaldt. Der fandtes folk af den nævnte generation, som faktisk aldrig vænnede sig til at benytte den nye retskrivning. En af disse var eksempelvis min læremester, Rie Nissen, som fortsatte med den gamle retskrivning resten af sin levetid, hvilket vil sige helt frem til 1988.

Fra 18. april blev Kastrup Lufthavn knudepunkt for de skandinaviske luftfartsselskaber, som under navnet Scandinavian Airlines System, SAS, i stigende grad og omfang benyttede sig af den skandinavisk set centrale lufthavn.

Den 29. april kom der en nærmest sensationel zoologisk nyhed til Københavns Zoologiske Have, nemlig et eksemplar af den uhyre sjældne dyreart, Okapien. Den blev fragtes hertil med flyvemaskine. Okapien er beslægtet med giraffen, men i modsætning til denne, som lever på den åbne savanne, lever okapien vildt i afrikanske skove, mere præcist i staten Congo. Den blev først opdaget af videnskaben omkring år 1900 og fandtes kun i et fåtal.

Okapier er sansemæssigt meget sarte, hvilket man måtte konstatere i Københavns Zoo i august 1994, da en okapi helt uventet døde. Eksperter fastslog, at okapien døde af stress som følge af de høje lyde fra en operakoncert, der fandt sted i den nærliggende Søndermarken. De uvante lyde fik den til at hyperventilere og gå i chok, hvorved den styrtede omkuld og døde.

Staten Israel en realitet

Lørdag den 15. maj 1948 kunne medierne meddele den ikke uventede nyhed, at staten Israel nu var en realitet. Det kunne man f.eks. læse om i Berlingske Tidende samme dato, som på sin forside bragte følgende store overskrifter:

Staten ”Israel” proklameret

midt i en Ring af Fjender

Den nye jødiske Stat rede til Kamp mod

Araberne straks efter sin Oprettelse

Krigsrets-Tilstand i Nabostaterne

og store Troppekoncentrationer

Den første jødiske Stat efter 1900 Aars Forløb kom til Verden ved Midnat, da det jødiske Nationalraads Proklamation af Staten Israel traadte i Kraft. Samtidig erklærede den nye Stats Naboer Krigsrets-Tilstand og samlede deres Styrker ved den nye Stats Grænser, rede til Indrykning, saa snart Midnatsklokken havde lydt, og det britiske Mandat over Palæstina var endt. Alt tydede paa, at Staten Israel vilde fødes i Blod.

Ægypten, Irak og Syrien har alle erklæret ”Krigstilstand”, og Forberedelserne til en Invasion i Palæstina fortsættes i stor Hast.

20.000 Arabere?

I Bevægelse fra Midnat

Rapporter taler om store Troppekoncentrationer i Syrien og Libanon, Transjordanien og Ægypten og inden for selve Palæstina, hvor ca. 6000 Medlemmer af den arabiske Befrielseshær staar parat til Angreb. Alt i alt venter Jøderne Angreb fra ca. 20.000 Arabere, som maaske sætter sig i Bevægelse allerede et Minut efter Midnat.

Jøderne venter Luftangreb

Og haaber selv paa en Luftflaade

Alexandria væbner sig

Luftværns-Batterierne gøres klare

Sidste: Ægypterne marcherer

Officiel Ordre til Indrykning

Staten Israel genopstaaet

efter 1900 Aars Forløb

Før Sabbaten proklamerede det jødiske Nationalraad

den israelitiske Stat

Den nye Regering er dannet

Den nye stats regering var sammensat således: Ministerpræsident: David Ben Gurion, udenrigsminister: Moshe Shertok, finansminister: Eliezer Kapla, trafikminister: David Remez, handels- og industriminister samt minister for forsyningerne: V. Bernstein, indenrigsminister: I. Grünbaum, Indvandringsminister: M. Shapiro, arbejdsminister og minister for offentlige arbejder: M. Bentov, landbrugsminister: A. Zieling, politiminister: B. Shitreet, justitsminister: F. Rosenbluth, ministre uden portefølje: Rabbi J. L. Fishman og Rabbi I. M. Levin.

Englands officielle Afsked

med Palæstina

Højkommissæren forlod Palæstinas Jord

i Gaar Formiddags

England rede til

at slaa fra sig

udtaler Forsvarsministeren over for en Paastand om,

at Emigrant-Strømmen til Palæstina

omfatter mange trænede Kommunister

Fra vor Korrespondent. London, Fredag Aften

- Er Regeringen klar over, at mange af de Emigranter, som i disse Timer venter paa at blive ført ind i Palæstina, ikke er Jøder, men Russere og trænede Kommunister? Dette Spørgsmaal stilledes i Dag i Underhuset af det konservative Medlem, Oberst G. Duncan, som erklærede, at i mange Tilfælde var disse Mennesker marcheret til deres Skibe i Formation, som ikke gav det Udseende af, at der var Tale om stakkels, ulykkelige Emigranter.

Min kommentar: Det er ikke lykkedes mig at verificere oberst Duncans påstand om de indvandrende ikke-jødiske russiske kommunister, men så meget ved jeg, at der var en del jødiske emigranter med kommunistiske idealer blandt de første emigranter, der kom til Palæstina elle Israel, som staten nu kaldtes. Nogle af disse jødiske emigranter, som formentlig kom fra Sovjet, oprettede kibbutzer med forbillede i russiske kommunistiske kollektiver. I disse kibbutzer søgte man at praktisere ensrettet kønsneutral behandling – nogle vil kalde det ligestilling - af både børn og voksne, lige som børnene blev taget fra deres biologiske forældre og forsøgt opdraget som individer, der tilhørte kollektivet. Det nye kommunistiske initiativ i Israel forblev dog kun et alternativt forsøg af en mindre gruppe kommunistisk inspirerede jødiske emigranter. Men ideen eller tanken om kollektive bofællesskaber blev år senere genoplivet i venstreorienterede kredse både i Amerika og i Europa, og ikke mindst også her i lille Danmark. Det skal jeg vende tilbage til i kronologisk orden.

______________________________

Først nu i 1948 var man fra politiets og anklagemyndighedens side nået frem til at kunne begynde at bringe nogle af de varetægtsfængslede krigsforbrydere for retten. Det fremgår af en artikel i Berlingske Tidende for den 15. maj 1948:

Danmarks ”Nürnbergproces”

paabegyndes snart

En Række af Besættelsestidens ”prominente” Navne

for Retten inden Sommeren

Danmarks private ”Nürnbergproces” mod Besættelsestidens tyske Krigsforbrydere vil snart blive paabegyndt i Byretten. Den vil blive behandlet i to Afsnit af Politiadvokaterne Bech og Nygaard, hvoraf den første vil fremføre Dr. Werner Best, fhv. Politigeneral Pancke og SS-Standartenführer Bovensiepen. Politiadvokat Nygaard vil tage sig af Dr. Carl Hoffmann, Chefen for det tyske Kriminalpoliti Walter Zerschender, Hans Pahl, Dr. Wäsche, Otto Schwerdt, Nanjorck, Otto Wagner van Baahlen og Louis Nebel; de sidste fem var Medlemmer af ”Terrorgruppen ”Peter”.

Af Hensyn til den gensidige Vidneførsel behandles de to Afsnit særskilt og hver anden Dag. Man regner med, at selve Behandlingen vil tage ca. 3 Maaneder. Der er ikke af Anklagemyndigheden rejst bestemte Straffepaastande, dette vil formentlig først ske under Domsforhandlingen.

Den største Interesse vil samle sig om Dr. Werner Best, som trods sine tidligere Paastande om nærmest at være sat helt ud af Spillet og saaledes ikke ansvarlig tiltales for at have givet Initiativet til Jødeforfølgelser og til Terror i Almindelighed.

Bovensiepen, Petergruppens Bagmand, tiltales for Tortur, Terror og Drab, bl. a. paa de 11 fra Shellhuset den 8. August 1944, og for Deportationen, bl. a. af Politiet og af Grænsegendarmerne. Pancke tiltales for de samme Forhold. Dr. Hoffmann for Repressalie-Drab samt for Tortur i flere Hundrede Tilfælde.

Anklageskriftet omfatter ogsaa Drabet paa Kaj Munk, og i dette Forhold er Dr. Wäsche, Dr. Hoffmann, Otto Schwerdt, Zerschender, Pahl, Louis Nebel, Kurt Carstensen og Söhnlein, hvis Sag behandles i Provinsen, tiltalt dels som Medvirkende ved Tilrettelæggelsen, dels for at udstede Ordren og endelig ved at udføre denne.

Gennemgangen af de Tiltaltes Forhold vil ogsaa komme til at omfatte Petergruppens Virksomhed, hvorved 136 Mennesker mistede Livet og Værdier til 85 Mill. Kr. blev ødelagt.

_____________________

Det må nok siges, at de ovenfor nævnte personer, hvoraf de fleste havde gjort sig stærkt bemærket under Besættelsen, dog ikke for det gode, var en kategori af mennesker, som man nok snarere kunne karakterisere som ”umennesker”. De planlagde og udførte handlinger, som de fleste anstændige mennesker ville være veget tilbage for, og man skulle derfor have troet og forventet, at straffene måtte blive derefter. Men det viste sig ved de senere domsafsigelser desværre, at disse mere eller mindre sadistiske mordere slap forholdsvis billigt, hvorimod mindre krigsforbrydere, for hvilke anklagepunkterne var færre og knapt så grove, hvorfor disse sager kom for domstolene hurtigere og først, hvorfor de mindre krigsforbrydere blev idømt relativt hårdere straffe, end tilfældet var med de grovere krigsforbrydere.

Men tiden ilede som altid videre, videre, videre og lagde glemselens dæmper på de alvorlige, uhyggelige og dramatiske så vel som på de muntre, hyggelige og fornøjelige hændelser. Døgnets pulserende liv med dets jordnære krav og udfordringer, optog som vanligt og generelt set folk mere end de store verdenshistoriske begivenheder. Det gjaldt naturligvis også i mit eget tilfælde, hvor studierne udi fotografiets ædle kunst opfyldte bevidstheden med drømme om fremtidige bedrifter som tegner. Og i fritiden dyrkede jeg stadig min store interesse for filmmediet, mere konkret i form af det københavnske biografrepertoire:

Det københavnske biografrepertoire i henhold til Berlingske Tidende den 15. maj 1948:

Aladdin: Kl. 7,30 og 9,10. Sidste Dag!

Jeg saa ham først (amrk., 1947)

Cary Grant – Myrna Loy - Shirley Temple.

Alexandra: Kl. 2-4,15,-7-9,15. Forbudt for Børn.

Metro-Storfilmen Gaslys (amrk., 1944)

Ingrid Bergman – Charles Boyer.

Allé Teatret: Kl. 7 og 9,15. Sidste Dag!

Tilfældets Høst (amrk., 1942)

Ronald Colman – Greer Garson.

Amager Bio: Kl. 7,10 og 9,10. Sidste Dag!

Børge Rosenbaum i

De tre maaske fire (dansk, 1939)

Atlantic: Kl. 7 og 9.

Farligt Eventyr (amrk., 1940)

Ray Milland – Claudette Colbert.

Bella Bio: Kl. 7,10 og 9,10. Forbudt f. Børn. Sidste Dag!

Et betagende Kunstværk

Mus og Mænd (amrk., 1940)

Burges Meredith – Betty Field.

Bellevue: Kl. 19 og 21 Forbudt f. Børn. Sidste Dag!

Dramaet paa Lunegarde (ikke identificeret)

Bio Lyngby: Kun Kl. 19,10. Dobb. Billetpriser. Sidste Dag!

Hævnens lange Arm (ikke identificeret)

Bispebjerg Bio: Kl. 19,10 og 21,10. Sidste Dag!

Bette Davis og Ann Sheridan i

Manden, der kom til Middag (amrk., 1942)

Boulevardteatret: Kl. 7,10 og 9,10.

Gøg og Gokke i

Paa Flugt for Kvinder (amrk., måske identisk med ”Chickens Come Home” fra 1931)

Ekstra: Farce.

Bristol: Kl. 2-3½-5-6½-8-9½. DANMARKS-PREMIÉRE

Dorothy Lamour – Richard Denning i Farvefilmen

Junglepigens Triumf (amrk., 1942)

Carlton: Kl. 2-4-7-9. Sidte Dag! 5. Uge.

Abbott og Costello i Dødskørsel (amrk., 1947)

Casino: Kl. 7 og 9. Forb. f. Børn. Sidste Dag!

De maa gaa i Casino og Park og se den straalende Revy Farvefilm

Ziegfeld Follies (amrk., 1946)

Der betegner Hollywood-Pragtens Kulmination.

Colosseum: Kl. 7,10 og 9,10. Forbudt f. Børn. Sidste Dag!

Vestens Pionerer (amrk., 1938?)

m. Richard Dix.

Enghave Bio: Kl. 7 og 9. Sidste Dag!

Den danske Lystspil-Sukces

Kalle og Palle (dansk, 1947)

Fasan: Kl. 7 og 9. Forb. f. Børn. Sidste Dag!

Ingrid Bergman – Cary Grant i

Berygtet (amrk., 1946)

Gentofte Kino: Kl. 7,10 og 9,10. Sidste Dag!

Kalle og Palle (dansk, 1947)

Grand: Kl. 2-3,50-5,40-7,20-9,20. Forb. f. B.

Verdens-Sukces’en The lost Week-end (amrk., 1945)

(Forspildte Dage) efter Roman af Charles Jackson, Iscenesat af Billy Wilder-

Ray Milland – Jane Wyman.

Grøndals Teatret: Kl. 7 og 9. Forb. f. Børn. Sidste Dag!

Berygtet (amrk., 1946)

Ingrid Bergman – Cary Grant – Claude Rains.

Kino Lyngby: Kl. 7,10 og 9,10. Sidste Dag!

Union Pacific (amrk., 1939)

Barbara Stanwyck – Joel McCrea

Lyngbyvejens Kino: Kl. 7 og 9

Eventyrfilmen Den sorte Pirat (amrk. 1948?)

Sørøverne paa de gamle Gallions-Skibe.

Merry: Kl. 4 – 7,10 – 9,10. Sidste Dag!

Den lille Butik (amrk. 1940)

med James Stewart – Margaret Sullavan

Metropol: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. 3. Uge!

Lystspillet Rent platonisk (amrk. 1940)

Ginger Rogers – Ronald Colman

Nørrebros Biograf: KL. 7 og 9. Forb. f. Børn. Sidste Dag!

Frieda (eng. 1847)

Mai Zetterling – David Farrar.

Nørreport Bio: Kl. 14 – 16,15 – 19 – 21,15

Maurice Chevallier i René Clair’s Verdenssukces

Grand Prix-Filmen Tavshed er Guld (fransk 1946)

Odeon: Lukket p. Gr. af Reparation

Palads: Kl. 1,30 Kl. 5 Kl. 8.15. 25. Uge! Kun kort Tid!

”De bedste Aar…” (The Best Years Of Our Lives) (amrk. 1946)

Myrna Loy – Fredric March – Dana Andrews – Teresa Wright.

Iscenesat af William Wyler.

Dobbelte Billetpriser.

Palladium: Kl. 4 Kl. 7,15 Kl. 9,15

Støt staar den danske Sømand (dansk 1948)

Poul Reichhardt – Lisbeth Movin – Lau Lauritzen

Kl. 7,15 ALT UDSOLGT!

Park: I Dag ingen Forestillinger

2. Pinsedag Ziegfeld Follies (amrk. 1946)

Platan: Kl. 7,15 og 9,15. 2. Uge!

Spion F-7 (amrk. 1941)

George Brent – Ilona Massey – Basil Rathbone

Spænding, Dramatik, Kærlighed.

Kl. 5,15: De røde Enge (dansk 1945)

Rialto: Kl. 7,19 og 9. Sidste Dag!

Danmarks Premiere

Shirley Temple i Lystspillet Kys og Sladder (amrk. 1945)

Roxy: Kl. 7,15 og 9,15. Forb. f. Børn. 2. Uge! Sidste Dag!

Hemmelig Agent (amrk. 1945)

Lauren Bacall – Charles Boyer – Peter Lorre

Lauren Bacalls første Film i Danmark.

Ry Kino: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn.

Kriminalfilmen Den grønne Finger (Ruder Knægt) (ikke identificeret)

Saga Teatret: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 7,15 og Kl, 9,15

Deanna Durbin i det henrivende Sang-Lystspil

Altid Lillesøster (amrk. 1943)

Franchot Tone.

Scala Bio; Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. Forb. f. Børn

Danmarkspremiere Café Emigranten (svensk, årstal ukendt)

Opt. I København eft. Hans Severinsens: Drift.

Edvin Adolphson – Gaby Stenberg.

Skovshoved: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn. Sidste Dag!

Den amer. Film De ukuelige (amrk. årstal ukendt)

Strand: Kl. 7 og 9,10

Waterloo-Bridge (amrk. 1940)

Toftegaard: Kl. 7 og 9. Sidste Dag! Forb. f. Børn.

Gyser-Sukces’en Mørke Vande (amrk. 1944)

Merle Oberon – Franchot Tone

Triangel: Kl. 7 og 8,45. Sidste Dag! Forb. f. Børn

Ingrid Bergman – Cary Grant

Berygtet (Notorious) (amrk. 1946)

Valby Teater: Obs! Kl. 7 0g 9,10. Sidste Dag!

Skæbnens Dal (amrk. 1945)

Greer Garson – Gregory Peck

Vanløse: Kl. 7 og 9. Sidste Dag!

Mickey Rooney i

En Yankee i Eton (amrk. 1942)

Windsor: Kl. 7 og 9,10. Sidste Dag!

Den engelske Storfilm Sønner af England (1946, Never give up, or The Captive Heart).

_____________________

Af de mange ovenfor nævnte film fik jeg selv set følgende (anført efter annoncelisten over københavnske biografer): Gaslys, De tre maaske fire, Mus og Mænd, Ziegfeld Follies, Vestens Pionerer, Berygtet (Notorious), The Lost Week-end (Forspildte Dage), Union Pacific, Den lille Butik, Rent platonisk, Frieda, Tavshed er Guld, De bedste Aar…, Støt staar den danske Sømand, Hemmelig Agent, Waterloo Bridge, En Yankee i Eton.

Stærkest i erindringen står dog film som Gaslys, Mus og Mænd, Berygtet, Forspildte Dage, De bedste Aar…, og Waterloo-Bridge. Disse film var alle amerikanske, idet amerikanske film igen var dominerende på det danske biografrepertoire, sådan som tilfældet også havde været før krigen og Besættelsen. Dette hang ganske enkelt sammen med i hvert fald to forhold, dels at der blev produceret flest amerikanske film, og dels, at amerikanske filmselskaber havde det største og mest magtfulde distributionsnet, som stort set var etableret i de fleste europæiske lande, Danmark inklusive.

Men tilværelsen var jo andet og mere end fotografi og film, hverdagens store og små begivenheder og hændelser, positive så vel som negative, behagelige så vel som ubehagelige, trængte sig uvilkårligt ind på enhver af os. Det gjorde den ikke mindst, hvis man hørte Radioavisen eller læste aviser. Min radiolytning og avislæsning indskrænkede sig dog på dette tidspunkt til et minimum, men eftersom denne selvbiografi til en vis grad også handler om begivenhederne i min tid, så handler den derfor også om den tids generelle begivenheder.

Fred eller våbenhvile?

De store uoverensstemmelser, der i virkeligheden var mellem Sovjet på den ene side og de vestlige Allierede på den anden side, skabte snart store spændinger mellem parterne, spændinger, som blev kendte under betegnelsen ”den kolde krig”. Kaldet ”kold”, fordi den ikke udmøntede sig i åben eller regulær krig. Det var problemerne omkring, hvad der skulle ske med det nedkæmpede Tyskland og specielt med storbyen Berlin, der skilte parterne. Det hang sammen med, at Sovjet allerede i 1946 havde taget initiativ til at slå det tyske socialdemokrati sammen med det kommunistiske parti til et socialistisk enhedsparti, Socialistische Einheitspartei Deutschland (SED). Men selv om kommunisterne var i mindretal blev de hurtigt dominerende i enhedspartiet, hvilket i praksis gav Sovjet uindskrænket kontrol over Østtyskland og Østberlin. Imidlertid protesterede Vestmagterne med USA i spidsen imod oprettelsen af SED og indførte sanktioner ved at indstille leveringen af økonomiske overførsler fra Vest til Øst med henvisning til, at Sovjet havde brudt den fælles aftale ved ikke at have overholdt sine leveringer af fødevarer og råmaterialer.

Opfordringer til at forsøge på at genskabe tilliden mellem sejrherrerne og slå de fire besættelseszoner sammen, mislykkedes, idet Frankrig og Sovjet afslog forslaget. Til gengæld valgte USA og England at forene deres to zoner til en fælles zone og sammen føre en ny økonomisk besættelsespolitik, hvis primære målsætning var Tysklands genopbygning og selvforsyning, og på længere sigt Øst- og Vesttysklands genforening.

Luftbro og alvorlig advarsel

Det var imidlertid et stort problem, at Berlin og dermed også byens vestligt besatte zoner lå 175 km inde i den sovjetiske zone, som var forbundet med det øvrige Tyskland gennem en motorvej og jernbane, som i begge tilfælde blev blokeret og bevogtet af soldater fra Den Røde Hær. Det skabte forsyningsproblemer for Berlins vestligt besatte zoner. De engelske og amerikanske allierede så sig derfor nødtvungent til at bryde den sovjetiske blokade, for at Vest-Berlins 2,5 millioner borgere kunne blive forsynet med de livsvigtige fødevarer og andre nødvendige ting, som f.eks. brændsel til kraftværkerne, der holdt byens elforsyning i gang. Man oprettede simpelthen flyveruter, hvor transporten foregik ad såkaldte ”luftkorridorer” hen over den sovjetisk besatte zone. Disse flyveruter, som var et omfattende projekt, blev verdenskendte under betegnelsen ”luftbroen”, og denne blev i praksis opretholdt af de modige allierede kamppiloter, som tidligere havde bombet Berlin og som derfor kendte til de stedlige lokaliteter. Men til trods herfor kostede den intensive flyvning, hvorunder der landede et transportfly hvert tredje minut, 61 piloter livet.

Men for at vise russerne, at man mente det alvorligt med forsyningerne til Vest-Berlin, blev der samtidigt med at engelske og amerikanske transportfly overførtes til Europa, for at opretholde luftbroen, også til England overført 50 amerikanske B-29 bombemaskiner udstyret med atombomber. Dermed var ”den kolde krig” med dens vanvittige oprustnings- og atomkapløb i realiteten begyndt, og den skulle faktisk komme til at vare helt frem til slutningen af 1980erne, hvor modstandere af kommunismen i Østeuropa begyndte at vende sig imod de kommunistiske magthavere, og hvor den stivnede autoritære sovjetkommunisme smuldrede indefra, for til sidst at ophøre og give plads til en forsøgsvist demokratisk styreform. Noget, der som forventeligt afgav nye større og mindre problemer.

Dagligliv i lille Danmark

Men på trods af den spændte internationale situation som følge af den russiske blokade mod Vest-Berlin, fortsatte livet herhjemme – eller i hvert fald i København - omtrent som sædvanligt og med dagligdagens store og små problemer og genvordigheder i skønsom blanding. Men som tilfældet var under Besættelsen, så blomstrede forlystelseslivet fortsat, både udendørs med Tivoli og Dyrehavsbakken, og indendørs med restauranterne, varietéerne og teatrene, og – ikke mindst – biograferne. For de sidstnævntes vedkommende var der i øvrigt sket det, at fra den 1. juni 1948 var tobaksrygning forbudt i samtlige biografer i landet, til stor fortrydelse for passionerede cigaretrygere, men til glæde for de mange ikke-rygere, der trods alt stadig var, ikke mindst i København. I visse biografer kunne det ligefrem være en plage med den megen røg fra de nikotinhungrende rygere, som endda kunne nå at ryge op til flere cigaretter under en forestilling.

De udenrigspolitiske problemer og forhold interesserede stort set ikke den jævne dansker, som havde nok at se til med at få dagligdagen til at hænge sammen. Desuden rummede hverdagslivet i nok så høj grad også sine problemer, ulykker og tragedier, men alligevel bragte radio og aviser jævnligt nyt om, hvad der skete i udlandet. Det var eksempelvis tilfældet med Nationaltidende for den 6. juli 1948, som på sin forside blandt andet kunne bringe følgende overskrift og artikel:

Sensationsmeddelelser i Berlin:

Trækkes Sokolovsky

tilbage fra Berlin?

Katastrofal Situation for Berlins Sygehuse,

trods stigende Strøm af Flyvemaskiner

Fra vor Korrespondent Berlin, Mandag Aften.

Et sensationelt Forlydende bredte sig i Dag i Berlin. Sokolovsky, der i Gaar pr. Brev overfor General Clay har protesteret mod Overflyvningen af den centrale Del af Berlin, skal efter Forlydende fratræde sin Stilling som Øverstbefalende i Sovjetzonen og som Medlem af det af Russerne sprængte Kontrolraad. Den russiske Kommandant i Østsektoren, General Kotikov, menes samtidig paa Grund af Sygdom at ville trække sig tilbage fra Berlin. Derefter ventes Moskva paa en imødekommende Maade at ville tilvejebringe Basis for en Løsning af Berlinkonflikten.

Det har ikke været muligt at faa konstateret, hvor mange Procent Sandhed, dette Forlydende indeholder. I Berlin ventes der nu først og fremmest paa en Ting: Vestmagternes Note til Moskva.

Først Ophævelse af Blokaden,

derpaa Forhandling

Berlins Demokrater haaber, og de giver offentligt og kraftigt Udtryk for dette Haab, at denne Note maa blive skarp og klar. I Berlin har man Følelsen af, at Russerne for længst har tabt deres høje Spil, at deres Magtpolitik er standset, og at derfor et meget bestemt Sprog vil kunne trænge Kommunismen yderligere tilbage.

Vestmagterne anmodes indtrængende om ikke at nøjes med mindre end en fri Landkorridor samt fri Flodtrafik mellem Berlin og Vesttyskland. Selv tyske Talsmænd pointerer som deres Opfattelse, at Vejen til Berlin maa være aabnet først, inden der føres storpolitiske Forhandlinger med Russerne. Et af de mest læste demokratiske Blade ”Der Abend”, som udkommer under amerikansk Licens, siger:

”Naar Blokaden mod Berlin er hævet, saa bliver en storpolitisk Konference med Russerne sikkert en uundgaaelig Nødvendighed. Ved denne Konference bliver det den egentlige Hovedopgave at afgrænse Interessesfærerne mellem Øst og Vest lige fra Korea til Skandivavien”.

Luftbroen er i Ventetiden fortsat Berlinernes store og stimulerende Oplevelse. I Dag ankom den første Flyvebaad fra Hamburg, ni andre Sunderland-Maskiner vil følge i Morgen. Vestsektorerne har i Gaar og i Dag ad Luftvejen modtaget Smør, Fedt og Margarine. Der ankommer nu hvert Døgn saa store Mængder Levnedsmidler, at de er fuldt tilstrækkelige til 2,2 Millioner Menneskers Ernæring med de øjeblikkelige Rationer.

Avisens korrespondent kunne herefter fortælle, at den vesttyske befolkning gav afkald på en dagsration eller to, hvilket betød, at man var i stand til at samle og sende relativt større varemængder til Vestberlin. Også fra udlandet, bl.a. fra Sverige, kom der gratis forsyninger i form af madvarer, og Holland leverede grøntsager, ost og mælk. Men Vestberlins sygehuse havde en nærmest katastrofal mangel på en lang række nødvendige medicinalvarer og på kul til opvarmning og andet brug på hospitalerne. Flere store vestberlinske industrifirmaer manglede både kul og råstoffer og havde derfor indtil videre set sig nødsaget til at indstille produktionen. Udsigten til en hurtig bedring af situationen kunne korrespondenten dog ikke fortælle noget om.

Russernes blokade mod Vestberlin, som en overgang så ud til at have kunnet udløse en tredje verdenskrig, ophævede russerne ikke før i september 1949. Men som nævnt betød blokaden også indledningen til den såkaldte ”kolde krig” og den kom som ligeledes nævnt til at vare i flere årtier, før de politiske og økonomiske omstændigheder tvang først de østeuropæiske kommunistiske regeringer og siden den sovjetiske kommunistiske regering til at opgive forsøget på at gennemføre den kommunistiske drøm om verdensherredømmet.

Højt at flyve…

Den store og intensive udvikling og brug af fly under og lige efter krigen viste, til hvilken stor nytte flytrafikken kunne være. Den var et betydningsfuldt bidrag til den øvrige kollektive trafik, som hidtil i overvejende grad var blevet besørget af skibsfarten og jernbanen. I slutningen af 1940erne begyndte der imidlertid for alvor at komme gang i den civile flyvning, dels med fragt og dels med passagerer. Men den øgede flytrafik betød også en øget risiko for ulykker med lemlæstelse og i værste tilfælde død for de mennesker, der benyttede sig af fly som transportmiddel. En særlig alvorlig flyulykke har vi allerede erfaret om tidligere ovenfor, nemlig den i Kastrup Lufthavn den 26. januar 1947, hvorunder samtlige ombordværende, 22 i alt, omkom på den værst tænkelige måde. Men den 6. juli 1948 kunne Nationaltidende på sin forside blandt andet bringe en omtale af en nok så alvorlig ulykke, denne gang med et skandinavisk passagerfly af typen Cloudmaster, tilhørende selskabet Scandinavian Airlines System, SAS:

Tre Muligheder for Flyve-

Katastrofen ved Northolt

Flyvepladsen en vanskelig passabel ”Flaskehals”

Af Gunnar Henriksen

Nationaltidendes London-Redaktion

London, Mandag Aften.

Trafikforholdene i Luften omkring Northolt-Aerodromen, hvor den skandinaviske Cloudmaster i Gaar Eftermiddags forulykkede efter en Kollision med en af Royal Airforces store Trafikmaskiner, har længe været et alvorligt Problem for den britiske Flyveledelse. Dette Omraade er, hvad Briterne kalder ”en Flaskehals”, hvorigennem talrige Maskiner hver Dag maa passere, og at faa den ene Maskine efter den anden ned paa Jorden i daarligt Vejr kræver den største Nerveanspændelse hos de Mænd, der i Lufthavnens Flyvekontrol skal dirigere Trafiken.

Artiklen rejser derefter spørgsmålet om, hvordan det overhovedet kunne ske, at to fly, som var under flyveledelsens kontrol, overhovedet kunne befinde sig i samme højde og dermed øge risikoen for kollision? Radiotelegrafisten på et tredje fly, der befandt sig i samme luftrum, var vidne til de to forulykkede flys samtaler med flyvekontrollen under indflyvningen. Man forventede derfor en hurtig opklaring af ulykkens årsag. Blandt passagerne i SAS-Cloudmaster, hvis kaptajn og øvrige personale var svenskere, var der både svenske, norske og danske passagerer ombord, alle navngivet og opgjort til i alt 32 personer. Flyet kom fra Stockholm og mellemlandede i Kastrup Lufthavn, hvor de danske passagerer steg på. Derimod findes antallet og navnene på personale og passagerer på det forulykkede engelske fly ikke oplyst, bortset fra et enkelt navn på en fremtrædende englænder. Alle ombordværende på de to forulykkede fly omkom, da flyene stødte sammen i luften og styrtede ned, heldigvis i et ubeboet område.

Som et kuriosum nævner avisen i forbindelse med flykatastrofen i Northolt, at den også i hvert fald blandt mange københavnere velkendte svenske danser og revydirektør, Gustav Wally, som var på besøg i København hos vennen, danseinstruktør Holger Bjerre, skulle have været med den forulykkede Cloudmaster til London. Men heldigvis for ham selv, ville han samme aften gerne overvære årets berømte Marienlyst-Revyen, hvorfor han ændrede sine rejseplaner.

Imidlertid forestod der en nok så ubehagelig identifikation af de omkomne flypassagerer, et emne som Nationaltidende omtaler under følgende overskrift:

Danske Specialister

identificerer Ofrene

De omkomne Danskeres Lig

flyves hjem i en Cloudmaster

En Kommission af danske Specialister vil bistaa de engelske Myndigheder med Identifikationen af de omkomne Danskere. Kommissionen bestaar af Dr. med. Harald Gormsen, som for Tiden opholder sig i London, Retsodontologen, Docent P. O. Pedersen fra Tandlægehøjskolen, og Politiassistent Jørgen Skriver-Jensen fra Politiets Eftersøgningsafdeling, som flyver til England i Dag.

Man er bange for, at arbejdet med at identificere de 32 ofre fra SAS-Maskinen vil vare flere Dage, og de omkomne Skandinaver kan næppe bringes hjem førend sidst paa Ugen. Det er Hensigten at anbringe de otte Kister til Danmark, de to til Norge og de 16 til Sverige i en DC-6 Cloudmaster Magen til den forulykkede, og at omdanne Kæmpemaskinen til et flyvende Ligkapel, der lander i Oslo, København og Stockholm.

____________________

Avisen havde selvfølgelig og forståeligt nok en del mere omtale af flykatastrofen og gjorde meget ud af at gengive de spekulationer om årsagen til ulykken og om, at sådan en flyveulykke ikke burde kunne ske i et moderne teknisk veludviklet samfund. Derfor mente nogle, at det nok var den menneskelige faktor, der kunne være skyld i, at en så tragisk ulykke overhovedet fandt sted. Men som om den ovenfor omtalte tragiske flyulykke ikke var nok af sørgelige efterretninger, kunne Nationaltidende samme dag på sin forside også bringe denne overskrift og notits:

14 Mennesker dræbt ved

ny Flyveulykke

Mexicansk-amerikansk Mund- og Klovesyge-

Kommission om Bord

Mexico City, Mandag.

En Flyvemaskine, der havde den fælles mexicansk-amerikanske Mund- og Klovesyge Kommission om Bord, havde været savnet siden i Fredags. Maskinen er nu blevet fundet ved Foden af Orizaba-Vulkanen. Alle de fjorten Ombordværende, deriblandt otte Amerikanere, var dræbt. Maskinen er antagelig fløjet mod Vulkanen i Taage.

___________________

Men nu må det vist være nok med alle de meget sørgelige hændelser i denne omgang, og gå over til noget lidt mere positivt og opmuntrende. Hvis man da ellers vil kunne karakterisere retsopgøret efter tyskernes besættelse af Danmark med sådanne ord. Det var der dog nok mange, som selv havde oplevet besættelsestidens uhyrligheder på nærmere hold, der mente. Opgøret skete ikke kun af hævnfølelse, men fordi et retssamfund som det danske demokrati med respekt for sig selv ikke kunne lade være med at forholde sig til de velplanlagte overgreb og uhyggelige forbrydelser, som især Gestapo-folkene og disses håndlangere, tyske så vel som danske, begik i årene 1940 til 1945. For retsindige danskere må følgende artikel derfor have været særdeles velkommen:

Opgøret efter Besættelsen fortsættes

De danske myndigheders opgør med de fængslede tyske krigsforbrydere i Danmark, var på dette tidspunkt endnu ikke afsluttet. Eksempelvis kunne Nationaltidende for den 6. juli 1948 fortælle om, at politigeneral Günther Pancke, bedre kendt under navnet ”den højere Pancke”, skulle have været stillet for retten, men hans forsvarer var blevet syg, hvorfor retssagen blev midlertidigt udskudt for hans vedkommende. I stedet blev den militære general von Hanneken afhørt af retten, for at fortælle om sin rolle i de for Danmark så fatale begivenheder omkring 29. august 1943.

Under overværelse af den ligeledes anklagede og nu fhv. rigsbefuldmægtigede Werner Best, gav den myndige og selvbevidste general stort set Best hele skylden for forløbet af de skæbnesvangre begivenheder i højsommeren 1943, hvor den danske samarbejdsregering under ledelse af den ellers samarbejdsvenlige statsminister Scavenius langt om længe opgav og afbrød samarbejdet med besættelsesmagten og nedlagde regeringen. Imidlertid protesterede Best imod von Hannekens forklaring, hvilket fik generalen til nødtvungent at indrømme, at han selv havde haft det overordnede ansvar og truffet de nødvendige beslutninger om at indføre militær undtagelsestilstand i hele Danmark i dagene efter den 29. august 1943. Det betød forbud mod strejke, indførelse af skærpet spærretid, tysk pressecensur, standretter, som kunne dømme og eksekvere dommene lige på stedet, og nok så alvorligt: indførelse af dødsstraf for sabotagehandlinger. Undtagelsestilstanden var et forsøg på at komme den danske modstandsbevægelse til livs og desuden at true det danske samfund til total lydighed. De indførte foranstaltninger fik den helt modsatte virkning.

Retsmødet sluttede med, at chefen for Gestapo, Otto Bovensiepen, aflagde forklaring, hvorunder han fastslog, at Hitler havde givet Best, von Hanneken og Pancke ordre til at iværksætte terror, og at Best var den, der havde udpeget danske konservative politikere som mål for clearing-mord. Bovensiepen havde til gengæld for sin egen part foreslået tre personer, som han vidste hørte til Bests omgangskreds. Frænde er frænde værst!

_____________________________

Nyhed for en Nakskovit

Nok så interessant for en Nakskovit, hvilket vil sige én, der enten er født eller bosiddende i købstaden Nakskov på det sydvestlige Lolland, er en notits på bagsiden af Nationaltidende for den 6. juli 1948, der lyder som følger:

Nakskovs første Byvaaben fundet i Lübeck

Rigsheraldiker Grandjean har i Lübeck fundet Nakskovs første Byvaaben, som daterer sig fra 1351. Fundet blev gjort i Raadhusarkivet paa et gammelt dokument og har foranlediget en Diskussion om hvad den lollandske Købstads Byvaaben egentlig betyder.

Byvaabnet fra 1351 bestod af tre Bølgelinier, op af hvilke der stiger et stiliseret delt Træ. Det fortæller om en Søkøbstad ved en Skov, hvilket rimer godt med Byens Navn, der betyder Skoven ved Brinken (Nakken) oplyser Hjemstavnsbladet ”Lofa”. – Stilarten stammer fra det 12. Aarhundrede og viser, at Nakskov er en ældre By, end man havde regnet med. Forbløffende nok er der ingen, der bestemt ved, hvornaar Byen fik sine Købstadsprivilegier!

Adjunkt Marius Hansen fra Nakskov, der har sat sig for at finde frem til en Mening med Byvaabnet, oplyser, at det næste Byvaaben, man kender, er fra 30. Oktober 1554. Det bærer et Træ og en Ørnefod i et Skjold. I 1584 kan denne Ørnefod lige saa godt være et Træ eller en Træstub, men i 1635 kommer Fuglefoden igen, og den Dag i Dag er Nakskovs Byvaaben et Skjold med et Træ og en Ørnefod. Onde Tunger siger ganske vist, at Fuglefoden er fra en Gaas, der skal symbolisere den lollandske Materialisme og Madkærlighed.

_____________________

Det sidstnævnte, det med den lollandske materialisme og kærlighed til mad, gælder vistnok stadigvæk generelt set, men dog ikke for mit eget vedkommende, idet jeg bestemt aldrig har hyldet en materialistisk livs- og verdensanskuelse, og desuden er og har jeg været vegetar siden mit 16. år. Så min fødsel og min og mine forældres og dengang to småbrødres senere to års bopæl på Rosnæs ved Nakskov, har ikke haft nogen stor indflydelse på mit liv og min livsholdning. Men Nakskov kom til at betyde noget for mig, fordi det for det første var i den ene af byens dengang tre biografer, i KINO, at jeg i julen 1938 for allerførste gang så Walt Disneys første lange tegnefilm, Snehvide og de syv Dværge, og det blev bestemmende for mit senere valg af profession. For det andet, fordi det var hos min onkel Johannes og tante Alma og fætter Børge, at jeg som tilflyttet ”københavnerdreng” tilbragte skolesommerferierne i årene 1940-42

Men til det mere muntre i dagligdagen hørte i nok så udpræget grad især avisernes og ugebladenes tegneserier, som vistnok blev set og læst af både voksne og lidt større børn. Her skal det nævnes, at mens flere andre aviser havde flere fortsatte tegneserier kørende, så havde Nationaltidende kun en enkelt tegneserie, men til gengæld en fremragende klassiker af slagsen, nemlig Gyldenspjæt, tegnet af amerikaneren Geo McManus (1884-1954). Serien, som på originalsproget amerikansk hedder Bringing up Father, og som er tegnet i en helt specielt tegnestil, blev skabt i 1913 og handler om den lille kontormand, som er gift med en meget snobbet kone, Maggie, på dansk kaldet ”Rasmine”. Konen giver ham ustandselig store problemer, fordi han allerhelst vil leve i fred og ubemærkethed. Parret har en smækker datter, som også giver ham anledning til bekymringer. Så ofte som muligt søger han sammen med kammesjukkerne hen på den lokale bar, og det har han gjort i alle de mange år, tegneserien har eksisteret.

Efter McManus’ død i 1954 blev serien fortsat af tegneren Frank Fletcher, som forsøgte at efterligne McManus’ tegnestil. Senere er den blevet tegnet af en Frank Johnson, som på ingen måde har kunnet leve op til originalen. Serien har lige siden 1930 og foreløbig til 2013 været et fast indslag i Ugebladet Hjemmet. I årene 1930 til og med 1977 udkom serien også som årligt album.

Men biograferne var og forblev det foretrukne underholdningssted, og som tidligere nævnt, kunne man med en vis ret godt kalde biograferne for den almindelige danskers – eller i hvert fald byboernes - tilflugt og trøst i det grå hverdagsliv, så her skal jeg endnu engang citere biografrepertoiret fra en af hovedstadens aviser, i dette tilfælde Nationaltidende for den 6. juli 1948:

Det københavnske biografrepertoire i henhold til Nationaltidende den 6. juli 1948:

Aladdin: Kl. 7,30 og 9,10. Forb. f. Børn

Viviane Romance i den sensationelle Film

Vejen til Straffekolonien (fransk 1945)

Alexandra: Kl. 2-4,25,-7-9,15. Forbudt for Børn.

Musik-Farvefilmen Cole Porter:

Night and Day (amrk., 1946)

Cary Grant – Alexis Smith.

En Warner Storfilm

Allé Teatret: Kl. 7 og 9,10. Forbudt for Børn

Ray Milland i Verdens Sukces’en

The lost Week-end (amrk., 1945)

Amager Bio: Kl. 7,10 og 9,10.

Maurice Chevalier i

Tavshed er Guld (fransk, 1946)

Atlantic: Kl. 7 og 9,20.

Greer Garson – Walter Pidgeon

i Storfilmen

Mrs. Miniver (amrk., 1942)

Bella Bio: Kl. 7 og 9,15. Sidste Dag!

Madame Curie (amrk., 1944)

m. Greer Garson.

Bellevue: Kl. 19 og 21

Det straalende amrk. Farveshow

Ziegfeld Follies (amrk. 1946)

Bergthora: Kl. 7 og 9. Forbudt f. Børn

Ingrid Bergman – Charles Boyer

Gaslys (amrk. 1944)

Bio Lyngby: Kl. 19,10 og 21,10. Kun i Dag;

Farvefilmen

Himlen maa vente (amrk. 1943)

Onsdag: Pygmalion m. Leslie Howard

Bispebjerg Bio: Kl. 19,10 og 21,10.

Bette Davis – Paul Henreid

Under nye Stjerner (amrk., 1942)

Boulevardteatret: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn

Grand Teatrets Kæmpesukces

Forspildte Dage (amrk., 1945)

med Ray Milland

En af Hollywoods største Film

Bristol: Kl. 2-4,15-7-9,15.

Dagens Film!

Leslie Howard

”Pimpernel Smith” (amrk. 1941)

I morgen: ”Generalen døde ved Daggry”

Carlton: Kl. 2-4-7-9. Dag! 2. Uge.

Danmarks-Premiere

George Brent – Joan Bennett – Misha Auer

En Bevæget Nat (amrk. 1942)

Elegant! Vittigt! Pikant!

Casino: Kl. 7 og 9,15. Forb. f. Børn. I Dag!

Casinos Sommerkavalkade

Dr. Jekyll og Mr. Hyde (amrk. 1941)

Colosseum: Kl. 7,10 og 9,10. Forbudt f. Børn. 2. Uge!

Viviane Romance i den sensationelle Film

Vejen til Straffekolonien (fransk 1945)

D. S. B. Kino:

Kl- 14 til Kl. 22

Enghave Bio: Kl. 7 og 9.

Blodets Baand (amrk., 1946)

med Olivia de Havilland

Fasan Bio: Kl. 7 og 9,15. Forb. f. Børn.

Ingrid Bergman – Charles Boyer i

Gaslys (amrk., 1944)

Esther Williams

Gentofte Kino: Kl. 7,10 og 9,10.

Fiesta (amrk.,1947)

Grand: Kl. 1,30-3,30-5,30-7,30-9,20. Forb. f. B.

Noel Coward:

This happy Breed (Disse lykkelige Dage) (eng., 1944)

Engelsk Storfilm med Celia Johnson og Robert Newton

Grøndals Teatret: Kl. 7 og 9.

5 Drenge paa Sporet (ikke identificeret)

Kino Lyngby: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn

Marlene Dietrich i

Café “De syv Synder” (amrk., 1940)

Lyngbyvejens Kino: Kl. 7 og 9. Forbudt f. Børn

Rita Hayworth

Gilda (En Pige med Krudt i) (amrk. 1946)

Merry: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn

Alfred Hitchcocks fantastisk spændende Gyser

Mistanken (amrk., 1941)

Cary Grant – Joan Fontaine

Metropol: Kl. 2-3,30-5-6,30-8-9,30.

Walt Disney’s Dumbo (amrk. 1941)

Eventyret om den flyvende Elefantunge

Nora: Kl. 19 og 21,10. Forb. f. Børn

Esther Williams i den straalende Farvefilm

Fiesta (amrk., 1947)

Nørrebros Biograf: KL. 7 og 9,15.

Grøn var min Barndoms Dal (amrk., 1941)

Walter Pidgeon – Maureen O’Hara

Nørreport Bio: Kl. 14 – 16,15 – 19 – 21,15

Cary Grant – Irene Dunne i

Penny Sernade (amrk., 1941)

Palads: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 7.15 Kl. 19 Kl. 21,15. 7. Uge! Forb. f. Børn

Mai Zetterling – Alf Kjellin

Driver Dug falder Regn (svensk, 1941)

Palladium: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 7,15 Kl. 9,15

Støt staar den danske Sømand (dansk 1948)

Ved Wurlitzer Orglet: Benna Moe.

Park: Kl. 19 og 21.10. Forb. f. Børn

Errol Flynn

Vejen til Santa Fe (amrk., 1940)

Platan: Kl. 7,15 og 9,15. Forb. f. Børn

Alfred Hitchcocks fantastisk spændende Gyser

Mistanken (amrk., 1941)

Cary Grant – Joan Fontaine

Regina: Kl. 7 0g 9,15

I Dag: Tyrone Power i ”Men dette frem for alt” (amrk., 1942)

Onsdag og Torsdag: Paul Muni i ”Commandods” (amrk. 1943)

Rialto: Kl. 7,10 og 9,10. Kun i Dag!

Leslie Howard i

“Den røde Pimpernel” (eng., 1935)

I Morgen: ”Rasputin” (fransk, 1938)

Roxy: Kl. 7,15 og 9,15.

Frank Capra Lystspillet

”Det er herligt at leve” (amrk.,1947)

James Stewart – Donna Reed – Lionel Barrymore

Et Mesterværk, der har Bud til alle

Ry Kino: Kl. 7,10 og 9,10.

Storslaaet Farvefilm

De drog vestpaa (amrk., 1946)

Dana Andrews – Susan Hayward

Saga Teatret: Kl. 2-4-7,15 -9,15. Forb. f. Børn

Gene Tierney – Cornel Wilde – Jeanne Crain

Den store Farvefilm Lad Himlen dømme (amrk., 1946)

Efter Ben Luis Williams største Roman

Scala Bio; Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. 5. Uge!

Claudette Colbert – Fred MacMurray i

Ægget og Jeg (amrk., 1947)

En filmatisering efter Betty Mac Donalds Roman af samme navn

Skovshoved: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn.

Ray Milland i

Forspildte Dage (amrk., 1945)

Strand Teatret: Kl. 7 og 9,10

Never give up (Sønner af Englanf) (eng. Ikke identificeret)

Søborg: Kl. 19.10 og 21,20. Kun 3 Dage

Frank Capra’s

”Det er herligt at leve” (amrk. 1947)

m. J. Stewart

Toftegaard: Kl. 7 og 9.

Det straalende Lystspil

Pigen fra Carnegie Hall (amrk., 1945)

m. Jane Powell – en ny Deanna Durbin

Triangel: Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn

Ann Todd – Flora Robson – Robert Newton

Gift-Pennen (eng. 1939)

Efter Richard Llewllyns Roman

Valby Teater: Kl. 7 0g 9,10.!

Ziegfeld Follies (amrk. 1946)

Vanløse: Kl. 7 og 9. Forbudt for Børn

Farvefilmen California (amrk., 1947)

Ray Milland – Barbara Stanwyck

Vesterbros Teater: Kl. 7 og 9,30. Dobb. Pr. Forb. f. B.

Boris Karloff Manden med de ni Liv (amrk., 1940)

Roland Young Topper ta’r paa Tur (amrk., 1939)

Windsor: Kl. 7 og 9,10.

René Clair’s verdensberømte Grand Prix Film

Tavshed er Guld (fransk, 1946)

m. Maurice Chevalier.

__________________________

Selv om der var flere af de ovennævnte film, jeg selv gik i biografen for at se på det her omtalte tidspunkt, så var det dog særligt Disneys herlige tegnefilm om elefantungen ”Dumbo”, der tiltrak sig min største interesse og opmærksomhed. Filmen var faktisk fra 1941, men fik til dels på grund af krigen og Besættelsen først Danmarkspremiere i Metropol den 25. juni 1948. I og med denne film, var Disney og hans stab af dygtige medarbejdere atter tilbage i bedste stil, skønt filmen var den hidtil korteste lange tegnefilm med en spilletid på ’kun’ 64 minutter. Eller måske netop derfor var filmen blevet så vellykket, som tilfældet var og er, for medarbejderne tabte ikke grebet om filmen undervejs i de halvandet år, hvor den var i produktion. Det bevirkede blandt andet, at der ikke blev lavet ret mange scener om, som man bagefter fandt ikke passede ind i handlingen og tempoet, sådan som tilfældet i høj grad havde været under produktionen af de foregående og noget længere lange Disney-tegnefilm. Både i ”Snehvide” (1937), ”Pinocchio” (1940) og ”Fantasia” (1940) var der scener, ja, hele sekvenser, som enten blev lavet om eller ligefrem kasseret, fordi især kritiske Walt Disney selv vurderede, at disse ikke passede ind i filmenes handling eller gjorde disses tempo for langsomt, hvilket medarbejderne var enige med bossen i.

Filmen ”Dumbo” er en skøn fortælling om den lille elefantunge, som kommer til verden og vokser op i et omrejsende cirkus. Lidt i lighed med Pinnochio, som har Jesper Fårekylling som sin guide og samvittighed, får Dumbo sin guide og vejleder i Timothy Mouse, en kløgtig mus, som kun de voksne elefanter per tradition skræmmes af. Men under Tims lederskab vokser Dumbo op til at blive det helt store trækplaster for sit cirkus, primært på grund af sine forholdsvis store ører, som han ved et tilfælde lærer at bruge som vinger. Dumbo-filmen har mange herlige og morsomme sekvenser og scener, og i sit design og især i sine halvabstrakte sekvenser, som f.eks. ”Elefanternes parade”, er filmen up-to-date og peger fremad mod, hvad der senere skulle komme af tegnefilm fra Disney-studierne. En anden fabelagtigt god og gennemmusikalsk sekvens er den med de syngende sorte krager, som umiskendeligt minder om en jazzkvartet af det, man før i tiden kaldte for negre, men som i vore dage politisk korrekt kaldes for ”black people”.

For mit eget vedkommende gibbede det i mig, for atter at komme tilbage til at lave tegnefilm, sådan som mit held havde været fra juli 1943 til juli 1945, hvor jeg var animatorelev, animatorassistent og senere selvstændig animator, sådan som tidligere fortalt og omtalt. Men lige for tiden var jeg jo i gang med en uddannelse som fotograf, og denne havde jeg tænkt mig at gøre færdig, før jeg eventuelt kunne tænke på at vende tilbage til den metier, som jeg dybest set længtes efter.

Men i øvrigt gik livet som altid videre, også i den lilleverden, der hedder København. Den 14. august 1948 blev den gode, gamle og berømte Trafikmestervagten, kaldet ”Stavkirken”, på Rådhuspladsen, revet ned og fjernet og efterlod sig indtil videre et mærkbart tomrum. Træbygningen, som var blevet taget i brug i 1903, rummede blandt andet opholdsrum og toiletter for sporvognsfunktionærer. Fra 27. august 1948 lempedes restriktionerne vedrørende forbruget af elektricitet, hvilket blandt andet betød, at det igen blev tilladt at anvende neonbelysning til udvendig illumination og reklamebelysning. Derfor kunne man igen se den farvede neonreklame for Irma oppe på taget af en bygning på hjørnet af Nørrebrogade og Dosseringen ud for Peblingesøen. Reklamen viste i en enkel form for animation en høne, som lagde æg.

Men lige så vigtigt som lempelsen af elforbruget var ophævelsen af gasrationeringen, som ophørte den 1. september 1948. Det havde især stor betydning for alle de mange københavnske husholdninger, hvor der blev benyttet gasapparater til madlavning og opvarmning af vand til f.eks. opvask og klatvask, samt desuden til personlig hygiejne.

Min elevtid hos Rie Nissen

I min tid som elev hos Rie Nissen har jeg været med til at fotografere mange forskellige folk og deriblandt også en del kendte personer, eksempelvis filminstruktøren Ole Palsbo og hans kone, journalisten Susanne Palsbo, grosserer Kay Hertz og dennes kone, Viola Hertz, f. Gress Aistrup, samt parrets tre børn: Lone Hertz, Helle Hertz og sønnen Tony Rodian, og desuden sangeren Aksel Schiøtz, forfatterinden Karen Blixen m. fl.

Da Kay Hertz med frue og tre børn mødte op på atelieret, for at få deres børn fotograferet af Rie Nissen, var Tony omkring 17 år, Lone omkring 9 år, Helle omkring 5 år. Familien var omgivet af en vis air, idet de blev anset for at tilhøre det bedre og velstillede borgerskab. En af de få ting, jeg husker fra den situation, er, at alle tre børn blev fotograferet, mens de sad sammen på række. Børnene var i øvrigt meget velopdragne og lidt forlegne – og måske også lidt irriterede - over at skulle fotograferes efter alle kunstens regler med speciel lyssætning og ”kig nu hen mod fotografen og se glade ud”. Men ingen kunne på det tidspunkt have forudsagt eller forudset, at især Lone Hertz som ung pige og senere voksen kvinde skulle blive en af sin tids førende danske skuespillerinder.

Sangeren Aksel Schiøtz var på det tidspunkt blevet opereret for en svulst i hjernen, og operationen havde uheldigvis medført en lammelse af så vidt jeg husker højre halvdel af ansigtet, hvilket bevirkede at han ikke havde kontrol over denne. Der var kommet noget forvredet over højre øjenlåg og højre halvdel af munden hængte slapt ned. Kort før fotograferingen ankom sangeren sammen med sin kone, Gerd Schiøtz, til Rie Nissens atelier, hvor der skulle tages nogle portrætbilleder af ham og også et par billeder i omtrent hel figur. Rie Nissen havde jo allerede omkring 1943 taget nogle portrætfotos af sangeren, som for alvor blev landskendt under den tyske besættelse af Danmark, da han sang og indspillede kendte nationale romancer og sange på grammofonplader, der ofte blev afspillet i radioen.

Aksel Schiøtz kom også til at medvirke som skuespiller i en enkelt dansk spillefilm: Jeg har elsket og levet (1940), populært kaldet ”Weyse-filmen”, fordi den handlede om den danske romantiks højt elskede komponist C. E. F. Weyse. Det var Erling Schroeder, der spillede hovedrollen som komponisten, mens Schiøtz sang nydelig duet med kgl. operasangerinde Edith Oldrup Pedersen. Desuden medvirkede en lang række af dansk teater og films dengang kendte skuespillere og skuespillerinder. Schiøtz medvirkede desuden som baggrundssanger i film som Når bønder elsker (1942), Flyv fugl, flyv (1943). Mosekongen (1950) og Det gamle guld (1951).

Ved synet af den hårdt ramte kunstners ansigt, fik både Rie Nissen og vi andre et mindre chok, for det så ærlig talt slemt ud. Men selv var han og måske især hans søde kone optimistiske og fulde af humør, og da jeg selv assisterede Rie Nissen under optagelserne af Schiøtz, mener jeg at kunne huske, at han med noget, der skulle ligne et smil og med lidt snøvlende stemme sagde: ”Ja, som De ser, så vil det nok være bedst fortrinsvis at fotografere mit ansigt fra den raske side, for ellers vil publikum næppe kunne genkende mig!”. Efter en pause tilføjede han: ”Jeg vil dog gerne have, at De også tager et par billeder fra den dårlige side af mit ansigt, så jeg kan bevare et minde om, hvordan jeg er kommet til at se ud!”. Imens Schiøtz blev fotograferet, var hans venlige, meget ligefremme og naturlige kone hele tiden i nærheden, så hun f. eks. kunne træde til, når hun så, at hendes mand havde brug for en hjælpende hånd. Det havde han jævnligt, fordi mundvandet hele tiden løb til og dryppede ud af den lammede venstre mundvig, uden at han åbenbart selv lagde mærke til det. Efter at negativoptagelserne af Aksel Schiøtz var blevet fremkaldt, skulle især de fotos, der var taget fra sangerens højre side, retoucheres for at skjule mest muligt, hvor uhyggeligt hans stakkels ansigt så ud. Det var Rie Nissen selv, der påtog sig denne delikate opgave, skønt retouchearbejdet i reglen blev overladt til både førstemanden og mig og de andre elever.

Senere blev Aksel Schiøtz efter en hård genoptræning så restitueret, at han dels kunne genoptage sin sang og dels fungere som sangpædagog, både herhjemme og i udlandet, særlig i Canada og USA. 1968 blev han udnævnt til ekstraordinær professor i sang ved Danmarks Lærerhøjskole. Aksel Schiøtz, der var født 1906, døde i 1975.

En anden kendt kulturpersonlighed, som blev fotograferet i min tid som elev hos Rie Nissen, var den særprægede forfatterinde, baronesse Karen Blixen (1885-1962), og jeg havde selv den blandede fornøjelse, det var, at modtage hende, da hun ankom til atelieret. Efter forudgående telefonisk aftale med Rie Nissen personligt, troppede den berømte forfatterinde en dag op i atelieret på Østergade 16, og jeg havde fornøjelsen af at lukke op og vise hende ind i det ’fine’ venteværelse. Det specielle ved den aldrende og lidt magre og sygeligt udseende dame med de dybtliggende mørke øjne, var i dette tilfælde, at baronessen ved ankomsten var iklædt et klovnekostume, hvilket jo umiddelbart forekom lidt mærkværdigt. Men baronessen var kendt for at være lidt særpræget til det excentriske, og som fotograf var Rie Nissen vant til lidt af hvert. Desuden kendte hun og Karen Blixen i forvejen hinanden, idet sidstnævnte flere gange lige siden 1930’erne var blevet fotograferet af Rie Nissen.

Efter at have vist Karen Blixen ind i venteværelset, meldte jeg hendes ankomst til Rie Nissen, som sad ved sin sædvanlige plads foran vinduet ud mod gårdsiden. Hun rejste sig straks, og idet hun hastigt trippede hen mod døren ind til atelieret, sagde hun: ”Fra nu af vil jeg ikke forstyrres. Jeg giver besked, når fotograferingen af Karen Blixen er overstået!” I sådanne særlige tilfælde, når fotograferingen gjaldt specielle kunder, var Rie Nissen altid alene med vedkommende inde i atelieret. Til alle andre fotograferinger havde Rie Nissen altid en assistent, i reglen sin førstemand, men i sådanne tilfælde var der i reglen også en eller et par af eleverne til stede under optagelserne, angivelig for at lære, hvordan man behandler og placerer ’ofret’ bedst muligt og sætter lyset og lignende. Selv var jeg som nævnt assistent ved flere lejligheder, men dog desværre ikke i dette tilfælde.

Rie Nissens elever

Som tidligere nævnt var vi flere elever hos Rie Nissen i den tid, jeg stod i lære hos hende. En af disse hed Agnes Helweg, født 1928 i England af danske forældre, som siden vistnok bosatte sig i Hellerup. Den høje, lidt ranglede, men ganske kønne mørkhårede og mørkøjede frk. Helweg, som hun kaldtes i daglig om- og tiltale, var en temmelig dygtig, flittig og samtidig samvittighedsfuld fotografelev, der med stor omhu udførte sit daglige arbejde med at fotografere, forstørre, kopiere, retouchere og opklæbe fotos på Rie Nissens skrigende røde kartonner. Der var faktisk kun en eneste ting, der kunne få den unge frøken til at se op fra sit arbejde, og det var omkring klokken et kvarter i 12, når Livgardens Musikkorps kunne høres nærme sig nede på gaden på vej til Amalienborg. Hver eneste dag, dette skete, nærmest løb frk. Helweg ud ad døren, ned ad trapperne og ud på gaden, hvor hun straks sluttede sig til den forbipasserende livgarde og marcherede ved siden af denne helt over til Amalienborg, hvor hun fulgte vagtskiftet og angiveligt ventede på at få et glimt af kongeparret at se.

Omkring et kvarter eller tyve minutter over tolv, kom den unge frøken tilbage til atelieret, hvor hun lige så stille indtog sin plads og fortsatte det arbejde, hun havde været i gang med, før hun gik. Frk. Helweg fortalte kun meget sjældent om sig selv, sin familie, venner og sine interesser, men det viste sig, at hun var god veninde med en af dronning Ingrids hofdamer, så vidt jeg husker en baronesse, vistnok med efternavnet Wedell-Wedellsborg. Det hændte jævnligt, at frk. Helweg tilbragte sine weekender hos denne veninde, som angiveligt boede på et gods, hvor husker jeg ikke, men antagelig et sted på Fyn, hvor godset Wedellsborg er beliggende.

Agnes Helweg blev senere ansat som fotograf ved Nationalmuseet, hvor hun var fra 1950 til 1953, derefter videnskabelig assistent samme sted ved naturvidenskabelig afdeling indtil 1955. Hun fotograferede gennem mange år kirkeinventar, kunst og kunsthåndværk til bøger, og kastede sig desuden over slægtsforskning. På Bogans Forlag udgav Agnes Helweg, der siden sit ægteskab hed Guldbrandsen til efternavn, i 1988 bogen Jens Christian Holm. En guldaldermalers skæbne 1803-1846. J. C. Holm var forfatterindens tipoldefar på mødrene side. Hendes bog om ham er både velskrevet og godt redigeret, men nok så vigtigt, den giver et interessant bidrag til dansk guldalderkunsts historie.

Lidt prekære fotos

Meget interessant hændte det engang, efter at frk. Helweg havde bestået sin eksamen som fotograf og havde forladt Rie Nissen, at en nydelig dame i omkring fyrre års alderen, en dag kom op på atelieret, hvor jeg ekspederede hende. Damen var yderst venlig og ligefrem og sagde, at hun var kommet for at høre, om ikke vi kunne finde negativerne til nogle fotos i helfigur, som Rie Nissen havde taget af hende som yngre. Damen huskede ikke det præcise årstal, men mente det måtte have været omkring 1939-40, og forklarede, ligesom lidt undskyldende, at hun meget gerne ville forære sin mand en forstørrelse af et af disse billeder. Men for eventuelt at kunne finde negativerne i arkivet, måtte jeg bede om et navn at gå efter, og damen præsenterede sig derefter som baronesse Wedell-Wedelsborg. ”Jeg er ærlig talt lidt flov ved at skulle bede Dem om at finde negativerne frem, for jeg er fuldstændig nøgen på billederne!”, sagde hun og tilføjede med et lille, humoristisk og koket smil: ”Men dengang havde årene jo endnu ikke sat deres spor, så det gør nok ikke noget, at De ser mig i bar figur!”.

”Ved De hvad?”, svarede jeg i en beroligende og lige så fortrolig tone som hende selv, ”Jeg har en fortid som tegner og har tegnet nøgenmodel i flere år, så det er ikke noget, der anfægter mig at se et foto af en nøgen kvinde, tilmed ikke, når det drejer sig om en så nydelig dame som Dem!”. ”Ih, tak skal De ha’ for komplimenten!”, udbrød hun med et stort smil og tilføjede: ”De er virkelig en gentleman!”.

Mens den venlige dame sad og ventede ude i et af venteværelserne, gik jeg ind i arkivet for at lede efter de pågældende negativer, som godt nok var registrerede under navnet Wedell-Wedellsborg, men som desværre viste sig umulige at finde i det kæmpemæssige negativarkiv. Antagelig fordi negativerne i dette tilfælde på et eller andet tidspunkt var blevet flyttet og måske sat forkert på plads. Da jeg meddelte baronessen den dårlige nyhed, blev hun lidt skuffet, men sagde dog, idet hun kiggede mig ligesom bedende ind i øjnene: ”Ved De hvad, jeg vil være Dem meget taknemmelig, hvis De vil gøre mig den tjeneste at prøve på at finde negativerne!”. ”Jo”, svarede jeg, ”det vil jeg da meget gerne gøre alt for, men jeg kan ikke garantere Dem for, at de er til at finde!”. ”Prøv nu!”, sagde hun og tilføjede, ”Jeg kommer til byen igen engang i næste uge, og så kigger jeg op, og håber, at De har haft heldet med Dem!”.

Desværre lykkedes det mig ikke at finde de pågældende negativer, til trods for at jeg i de følgende dage ledte ihærdigt efter disse. Da jeg spurgte Rie Nissen, om hun eventuelt havde nogen viden eller anelse om, hvor negativerne kunne være blevet af, svarede hun: ”Nej! Men det er jo også mange år siden, de blev taget! Og måske er en eller anden kommet til at lægge dem et forkert sted.” Lidt efter tilføjede hun med et lille og muligvis ironisk smil: ”Men Kjørme, kan De ikke med Deres charme få baronessen til at stille op til en ny fotografering!?”. Denne bemærkning udløste latter hos de andre ansatte, så jeg følte mig ganske flov over at være blevet midtpunkt på denne måde.

Ugen efter kom baronessen ganske rigtigt igen, og da jeg med stor beklagelse i stemmen måtte fortælle hende, at det havde været mig fuldstændig umuligt at finde de pågældende negativer, sagde hun trøstende: ”Vær ikke ked af det, lille De, for ærlig talt så var jeg selv blevet betænkelig ved tanken om, at min mand skulle gense mig som Vorherre har skabt mig, og som jeg så ud dengang! De skal ha’ mange tak for den store ulejlighed, De har gjort Dem for min skyld.” Dertil svarede jeg: ”Kunne De ikke tænke Dem at blive fotograferet igen! Det tror jeg Rie Nissen ville blive glad for, hvis De ville!?”. ”Nøgen, mener De!?”, spurgte hun. ”Det er op til Dem selv!”, svarede jeg. Hun slog en høj latter op og sagde: ”Nej, De kan tro nej, ikke i min alder og med mit udseende! Nå, men farvel og ha’ det godt, lille De, det har været en fornøjelse at tale med Dem!”. Med disse ord forsvandt den venlige og nydelige dame ud ad døren, som jeg havde åbnet og holdt for hende, og jeg genså hende aldrig siden og ved heller intet om, hvordan hendes videre liv formede sig. Men jeg husker hende stadig som et af de socialt højt placerede mennesker, jeg har mødt i løbet af mit liv, der ikke er påvirket af deres sociale rang og status, men har bevaret en velgørende naturlighed og usnobbethed, som gør det nemt at omgås.

En speciel evne

I øvrigt fik jeg lejlighed til at demonstrere mine psykiske eller okkulte evner et par gange i den tid, jeg var elev hos Rie Nissen. I det ene tilfælde drejede det sig om en bortkommen nøgle til pengeskabet, og alle andre end mig havde forgæves ledt efter den i nogle timer. Rie Nissen, som selv deltog i eftersøgningen af nøglen, satte sig til sidst opgivende og beredte sig på at tilkalde en låsesmed. I samme øjeblik kom jeg ind fra mørkekammeret, hvor jeg havde stået og arbejdet, og Rie Nissen siger da til mig: ”Kjørme, ved De ikke, hvor nøglen til pengeskabet er henne?”. ”Jo!”, sagde jeg øjeblikkeligt, og uden at tænke nærmere over det, gik jeg ind i det tilstødende værelse, hvor det aflåste kasseapparat stod, og hen til bordet midt i lokalet. På bordet lå der en del forskellige papirer, som allerede var blevet ledt igennem. ”Den ligger her i dyngen af papirer!”, sagde jeg uden mindste tøven og fandt straks nøglen frem. ”De er et geni, Kjørme!”, udbrød Rie Nissen, ”Hvor vidste De fra, at nøglen lå her?”. ”Det vidste jeg heller ikke!”, svarede jeg, men jeg har somme tider en forunderlig evne til at finde ting, der tilsyneladende er forsvundne.

Skeptiske og kritiske hoveder vil sikkert mene, at der er en endog særdeles naturlig forklaring på fænomenet, nemlig at min underbevidsthed har registreret, at jeg enten tilfældigvis har set nøglen ligge der, eller at jeg måske selv på et tidspunkt har lagt nøglen det pågældende sted, men glemt det igen. Dertil er dog at sige, at det kun var Rie Nissen selv, der havde og brugte nøglen til pengeskabet, så den forklaring er udelukket som gyldig. Derimod kan den første forklaring måske ikke udelukkes, selvom den ikke lyder sandsynlig, for jeg havde ikke været i nærheden af den bunke papirer, som nøglen gemte sig imellem. Det var Rie Nissen selv, der havde efterladt sig dette rod på bordet, da hun dagen før gennemså regnskabspapirerne.

Efter denne episode blev det almindeligt på atelieret, at snart den ene og snart den anden – måske nogle gange for morskabs skyld - kom og spurgte mig, om jeg kunne fortælle dem, hvor den eller den ting var henne. Men det var ikke altid, jeg kunne se for mig, hvor den pågældende ting var blevet gemt eller glemt. Det var f. eks. tilfældet med de negativer, som den tidligere omtalte baronesse efterlyste. Derimod var der en anden gang, hvor Jørgen Duus, den nye førstemand, stod og skulle bruge nogle negativer, som han ikke kunne finde noget steds, heller ikke i arkivet. Derfor spurgte han mig, om ikke jeg kunne hjælpe ham, og til både hans, de andres og min egen overraskelse, gik jeg lige hen til en reol og tog lige præcis den pose med negativer frem, som han skulle bruge. Det skal i den forbindelse understreges, at jeg ikke havde haft noget som helst med de pågældende negativer at gøre og heller ikke havde anbragt dem – åbenbart forkert – i reolen.

En såkaldt ”førstemand”

Et halvt års tid efter, at jeg var blevet ansat som elev hos Rie Nissen, kom hun en dag med en kunstnerisk udseende, hvid kittel eller nærmest halvlang jakke, som hun mente ville klæde mig betydeligt bedre, end den almindelige og kedelige hvide kittel, som alle ansatte bar til daglig, for at skåne deres eget tøj. Jakken, der var pyntet med ophøjede, såkaldte possementer, foran ved knaphullerne og forneden på ærmerne, passede mig fortrinligt, og fra da af bar jeg den hver eneste dag, bortset fra, når den trængte til at vaskes. Så blev den midlertidigt udskiftet med en af de almindelige kitler. Det var normalt at jeg modtog kunderne i denne smukke og lidt fornemt udseende jakke eller kittel, når de kom for at blive fotograferet. Hvordan kunderne opfattede mig i denne mundering, blev jeg aldrig rigtigt klar over, men der skal nok være dem, der undrede sig lidt over mig unge spradebasse, når jeg paraderede gennem atelieret i et eller andet ærinde, eller assisterede Rie Nissen ved en fotografering.

Mens jeg var elev hos Rie Nissen, havde hun en kortere overgang en yngre førstemand ved navn Jørgen Duus, som oprindelig var blevet uddannet hos hende, men han havde i mellemtiden arbejdet for en anden fotograf. Duus var over middelhøjde og lidt kraftigt bygget, men en venlig og omgængelig mand, som endnu boede hjemme hos sin moder i hendes store, herskabslignende lejlighed på Gentoftegade i Gentofte. Han og jeg blev en slags venner, og en gang inviterede han mig til middag hos sig og moderen. Her var også hans kæreste, hvis navn jeg ikke husker, til stede. Hun var en frodig og humørfyldt, men også temperamentsfuld pige, som gerne ville bestemme over sin godmodige kæreste, der tydeligvis følte sig klemt mellem hende og sin moder.

Det var så vidt jeg husker den eneste gang, jeg var hjemme hos Duus, skønt jeg blev inviteret flere gange, men jeg undslog mig hver gang, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville kunne gøre gengæld. Det følte og syntes jeg, at mine forældres og min situation og boligforhold var alt for beskedne til. Desuden havde min mor som tidligere omtalt det sådan, at hun helst ikke ville have fremmede indenfor sine døre og enemærker, og det var den egentlige grund til, at hverken jeg eller mine søskende nogensinde havde skolekammerater eller venner med hjemme på besøg. For mit vedkommende dog med Erik Pluto og Kaj Pindal som undtagelser. Derimod kom vi selv lejlighedsvis hos nogle af vores kammerater eller bekendte.

Portræt af den unge 19-årige mig, fotograferet af førstemanden Jørgen Duus i Rie Nissens atelier i 1948. Fotografiet var en gave til min mor på hendes 41-års fødselsdag den 18. januar 1949. Efter min mors død i 1975 tilhører billedet mig.

Den unge Jørgen Duus var selv en dygtig portrætfotograf, og engang var han så venlig at tage et efter sigende vellignende portrætfoto af unge mig, der endnu ikke rigtig var blevet tør bag ørerne. Min mor fik det indrammede billede forærende til sin fødselsdag, og hun syntes godt om at se sit ældste afkom gengivet som en uskyldsren yngling. Selv brød jeg mig ikke meget om billedet, især ikke, fordi det fremhævede mine pluskæber, som jeg syntes var uklædelige og som jeg derfor i min forfængelighed hadede.

Et håbløst romantisk sværmeri

På et tidspunkt i 1948 fik Rie Nissen en elev ved navn Jane Wellejus, som var noget ældre end os andre elever, formentlig midt i tyverne eller mere. Hun var under middelhøjde, slank, kønt ansigt med pæn, let buet næse, halvlangt rødblondt hår, kort sagt en nydelig yngre kvinde, som tilmed var yderst velklædt. Det viste sig, at hun havde været gift med en direktør, som hun nu var separeret fra. Parret havde en søn på omkring 4-5 år, som moderen, Jane, havde forældremyndigheden over. Jane og hendes søn boede hos hendes moder, der var enke, og som var lejer af en stor herskabslejlighed i Malmøgade på Østerbro.

Jane Wellejus og jeg kom godt ud af det med hinanden og talte meget sammen, når vi f. eks. sad i en af atelierets store vinduesnicher og retoucherede fotografier. Det endte da også med, at hun en dag inviterede mig til middag hos hende og moderen, og det takkede jeg naturligvis ja til. Men jeg var nu alligevel ved at fortryde det, da jeg en tidlig lørdag aften stod uden for gadedøren til moderens lejlighed, for jeg forstod straks, at her var der tydeligvis tale om, at kun det bedrestillede borgerskab havde råd til at bo. Kontrasten til mine forældres og mit hjem i arbejdergaden Jægersborggade var så stor, at mit mod sank og jeg mest havde lyst til at vende om og tage hjem igen. Men det kunne der selvfølgelig ikke være tale om, så jeg ringede på nede på gadedøren og blev lukket ind i en imponerende trappeopgang med brede, delvis tæppebelagte trin, som endnu engang understregede for mig, at jeg befandt mig på et sted, hvor jeg ikke var vant til at komme.

Det var moderen til Jane, der lukkede op, da jeg ringede på den store, fornemme entrédør, og hun hilste ualmindelig venligt og imødekommende på mig. Janes moder var en cirka 50-årig forholdsvis høj, slank og mørkhåret dame med opsat hår, med et aflangt, mildt men samtidig fornemt ansigt, som domineredes af hendes mørke øjne, en smuk buet næse og velformede læber. Dette blev alt sammen understreget af en enkel, ankellang, mørkfarvet kjole, der sad tæt til hendes slanke velformede krop. Jeg fattede straks sympati for denne venlige og rare dame, og det var lige før, at datteren Jane blev lidt misundelig over, at hendes moder og jeg så hurtigt kom i god og dybsindig snak med hinanden. Jane kunne jo ikke vide, at jeg faktisk lige siden min tidligste ungdom altid havde haft let ved at tale med lidt ældre mennesker, og ikke mindst med lidt ældre kvinder.

Middagen stod Janes moder for, men jeg husker ikke, hvad menuen lød på, kun, at der var taget hensyn til mine vegetariske spisevaner, hvilket Jane jo for længst var blevet informeret om under vores næsten daglige fortrolige samtaler på atelieret. Alene dette, at der blev serveret en vegetarisk ret for mig, fandt jeg meget rørende, og både moderen og Jane steg ved den lejlighed adskillige grader i min agtelse. Det undrede mig til at begynde med, at Janes lille søn ikke var til stede, men på min forespørgsel herom, fortalte hun mig, at drengen var på besøg hos sin fader, men ville komme hjem senere på aftenen. Jeg husker ikke længere, hvad Janes søn hed, kun, at da hans fader omkring kl. 20,30 kom, for at aflevere ham, så jeg, at det var en køn lille dreng, der dog på det tidspunkt var træt og gerne ville i seng. Jane lagde ham i seng, og imens fik moderen og jeg os en hyggesnak over en kop te.

Jane havde ved et par lejligheder fortalt mig om sit forliste ægteskab, og at det var hende, der ville skilles, bl. a. fordi manden gik meget op i sit job og næsten aldrig var hjemme, heller ikke efter, at de havde fået sønnen. Desuden mente hun, at han havde eller havde haft en elskerinde ved siden af, og det var kommet som et chok for hende, da hun opdagede det. Det endte derfor med, at hun flyttede hjem til sin moder med drengen og søgte om separation fra manden. Jane havde i de senere år været hjemmegående husmoder, men nu blev hun nødt til at finde et job, hvor hun delvis kunne forsørge sig selv og sønnen. Jeg forstod dog, at hun på grund af mandens velstillede økonomiske situation ville få et klækkeligt hustrubidrag og børnebidrag. Det var baggrunden for, at hun, der interesserede sig for mennesker og fotografering, var søgt ind som betalende fotografelev hos Rie Nissen.

Meget snart opdagede jeg, at min sympati og mine følelser for Jane var blevet af en sådan karakter, at jeg længtes efter hende, når vi ikke var sammen på jobbet. Det var vel en slags forelskelse fra min side, men fuldstændig fri for seksuelle fornemmelser og tanker. Jeg tænkte kun på hende som den forstående, hjertevarme veninde, men var stærkt i tvivl om, hvor vidt mine følelser var gengældt eller ej. Nogle ting, hun sagde og gjorde, kunne tydes til min fordel, mens andre ting pegede i modsat retning. Jeg havde ikke mod nok til at turde spørge hende lige ud, og derfor fik min forelskelse, eller hvad det nu var, i hende, et skær af melankoli og weltschmerz.

Min gode ven Asbjørn kunne åbenbart ikke undgå at bemærke, hvordan det var fat med mig, og en dag spurgte han: ”Sig mig, hvad er der galt fat med dig, du virker, som om nogen har taget pippet fra dig?”. Jeg forklarede ham så godt jeg kunne, hvad jeg selv mente, der var årsagen til min melankolske og deprimerede sindstilstand. ”Nåh!”, sagde han og trak på smilebåndet, ”Det findes der nok råd for. Lad mig tale med den unge dame, så skal jeg nok finde ud af, hvordan hun har det med dig! Kan du ikke arrangere det sådan, at vi kan mødes alle tre et sted ude i byen?”. Det mente jeg godt kunne lade sig gøre, og en lørdag aften mødtes vi tre på Cafe a Porta på Kgs. Nytorv.

En lidt trist afslutning

Jane og Asbjørn havde ikke tidligere mødt hinanden, men både til min glæde og uro, talte de straks fra starten rigtig godt og nærmest fortroligt sammen, så jeg faktisk følte mig overflødig i selskabet. Den høje, slanke og elegant klædte Asbjørn udfoldede al sin veltalenhed og kølige charme, og den faldt Jane tilsyneladende pladask for, hvilket faktisk skuffede mig, for jeg havde forventet og håbet, at hun ville have kunnet gennemskue, at der fra hans side var tale om skuespil. Men nej, tværtimod hang hendes tindrende øjne hele tiden ved ham, mens hun havde noget, der lignede et saligt smil om sin kønne mund. De to var så opslugt af hinanden, at jeg på et tidspunkt fandt det opportunt at overlade dem til sig selv, hvilket ingen af dem syntes at have noget at indvende imod. Ja, egentlig følte jeg, at de begge to nærmest var lettede over, at jeg undskyldte mig med, at jeg havde lovet at være hjemme senest kl. 22. Det var naturligvis en nødløgn, for at slippe væk, for jeg kunne komme og gå derhjemme, som jeg selv ville.

Det var med sorgbetynget hjerte, at jeg forlod cafeen og gik over til stoppestedet, for at tage hjem med linje syv. Jeg følte mig med rette eller urette ydmyget og svigtet af både Asbjørn og Jane, som nærmest havde ignoreret mig i de timer, vi havde tilbragt sammen på cafeen. Vel hjemme gik jeg straks i seng, men kunne ikke falde i søvn og lå derfor og vendte og drejede situationen i tankerne, alt mens mine følelser var i oprør. Men inderst inde fornemmede jeg, at Jane i al fald ikke gengældte min forelskelse, for i modsat fald ville hun næppe have koncentreret sig så meget om Asbjørn, som tilfældet havde været denne aften. Jeg var både skuffet og vred på samme tid, ikke mindst over sidstnævnte, hvis smilende og indsmigrende ansigt, jeg hele tiden så foran mig. Ind imellem døsede jeg hen, men vågnede kort efter igen og fortsatte selvplageriet.

I nattens løb havde jeg fået den fæle tanke, at Asbjørn måske alligevel ikke spillede komedie over for Jane, men faktisk selv var faldet for den kønne og sympatiske unge kvinde. Tanken herom var næsten uudholdelig, skønt jeg jo ikke havde en reel grund til at forvente nogen særlig hensyntagen til mig fra hverken Janes eller Asbjørns side. Den selvmedlidenhed og melankoli, jeg følte, blandede sig med dyb skuffelse og undertrykt vrede, så jeg til sidst hverken vidste ud eller ind.

Næste morgen vågnede jeg med et forfærdelig tungt hoved. Det føltes, som om der lå en natsort sky og tyngede mit sind, så jeg ikke orkede at stå ud af sengen, men blev liggende med lukkede øjne og fortsatte den ørkesløse, indre diskussion med mig selv, alt imens jeg fremmanede det ene provokerende billede af Jane og Asbjørn efter det andet. På et tidspunkt nåede jeg dog frem til en slags løsning på problemerne, idet jeg var kommet til den konklusion, at mit venskab med både Asbjørn og Jane måtte ophøre, hvis jeg skulle bevare min selvagtelse. Tanken gjorde ondt, men jeg så i øjeblikket ingen anden udvej. Hen på formiddagen bankede mor på min dør og spurgte, om jeg ikke skulle have nogen morgenmad, men jeg svarede, at jeg ikke var sulten. Mor tog i døren, som var låst indefra, og spurgte: ”Du er vel ikke syg?”. ”Nej!”, svarede jeg, ”Men jeg vil gerne være i fred i dag!”. Mor vidste og accepterede, at jeg lejlighedsvis havde det sådan med mig selv, at jeg helst ville være helt alene og ikke forstyrres udefra. Og måske fornemmede hun også, at jeg for allerførste gang i mit unge liv var ramt af ulykkelig forelskelse, og hun var diskret nok til ikke at bore i såret. Det var jeg hende taknemmelig for.

I tiden efter det ovenfor omtalte møde mellem Asbjørn, Jane og mig, undgik jeg i en periode Asbjørn i fritiden og så vidt muligt Jane i arbejdstiden. Asbjørn hørte jeg derfor ikke noget til eller fra i nogen tid, mens Jane syntes at have forstået, at min skuffelse var så dyb, at jeg skulle bruge tid til at komme over den. Derfor talte hun og jeg kun sammen, når det var nødvendigt af arbejdsmæssige grunde, hvilket sjældent var tilfældet. Jeg havde ingen viden om, hvor vidt Jane og Asbjørn fortsatte med at ses, men formodede at de gjorde det et stykke tid efter, uden at der kom andet og mere ud af det end det.

Omkring halvanden måneds tid efter kontaktede jeg atter Asbjørn, som syntes at blive glad for at se mig på ny. Melankolien, skuffelsen og vreden havde efterhånden forladt mit sind, så jeg igen kunne opleve verden som før, men unægtelig ikke med samme uskyldighed som tidligere. Ved en enkelt lejlighed berørte Asbjørn og jeg situationen omkring Jane, og han sagde da bl. a.: ”Ved du hvad, Harry! Prøv at forstå, at du i din situation og position aldrig ville have kunnet være noget for hende, lige som hun ikke kunne være noget for dig!” . Efter en pause fortsatte han: ”Det kan godt være, du tror, at Jane og jeg var forelskede i hinanden, og det var vi måske også en kort overgang, men vi indså hurtigt, at der var tale om en stor misforståelse! I dag er vi venner, men ses faktisk sjældnere og sjældnere.”. Hans ord stak mig lidt i hjertet, men bekræftede samtidig for mig, at jeg havde gjort bedst i at bryde forbindelsen med Jane, for efter det, der var foregået, kunne jeg ikke klare bare at være ven med hende.

Men som jeg ser det i dag, handlede jeg jo nok temmelig umodent, overilet og egoistisk dengang, og tænkte slet ikke på, om min afvisning af den elskelige Jane måske skuffede og smertede hende lige så meget, som hendes manglende forelskelse i mig, skuffede og smertede mig. Under alle omstændigheder kom Jane og jeg aldrig mere på talefod, og nogen tid efter forlod hun af private grunde sin elevplads hos Rie Nissen. Hvordan det siden er gået hende, har jeg ikke hverken nogen viden eller anelse om. Forhåbentlig er det gået hende godt, for hun var en reel, begavet og hjertevarm pige og en god moder for sin søn, og fortjente som alle gode mennesker at få et godt liv.

”Jo, men jeg havde da jagttegn! ”

I min tid hos Rie Nissen var der også en yngre mandlig elev, hvis navn så vidt jeg husker var Erik Thurø. Han stammede fra øen Thurø og havde taget navn efter denne, og havde efter eget udsagn et omflakkende liv bag sig, og havde bl. a. opholdt sig nogen tid i Canada, hvor han især holdt af at gå på elgjagt. En dag, mens vi på atelieret sad og spiste frokost, fortalte han om en enkelt jagtepisode, han havde været ude for: ”En dag var jeg kommet på skudhold af en stor og pragtfuld elgko, der gik og græssede sammen med sin halvstore kalv. Jeg måtte affyre to skud, før den store ko faldt. Kalven snusede til sin døde moder, men idet jeg nærmede mig, stak den af og forsvandt ind i skovtykningen.”

Portræt af Erik Thurø, fotograferet i 1948 af mig i Rie Nissens atelier. © 1948 Harry Rasmussen.

”Hvordan kunne du dog skyde elgkoen? Syntes du ikke det var forkert af dig?”, var der nogle af os, der gerne ville vide. ”Jamen, jeg havde da jagttegn!”, svarede han troskyldigt. Han forstod slet ikke, at vi andre mente, det var forkasteligt at skyde en elgko, der havde en kalv hos sig. Rent bortset fra, at det er ulovligt og heller ikke god jagtskik, at gøre det. Erik Thurø havde uro og udlængsel i sindet, og ikke længe efter forlod han i utide sin elevplads hos Rie Nissen, idet han havde planer om atter at vende tilbage til Canada. Hvad der videre hændte ham, har jeg ingen viden om.

Portrætfotos af min unge med-elev Johnbech, fotograferet med lidt forskellig belysning. Det var jo ved hjælp af projektørlyset, man kunne ’modellere’ et ansigt, så dette tog sig godt ud eller mindre godt ud, afhængigt af hvor dygtig og heldig en fotograf, man er. Jeg var jo nybegynder og i betragtning heraf er de ovenstående fotos nogenlunde vellykkede. – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen.

Der var endnu en yngre mandlig elev hos Rie Nissen, hvis navn vistnok var Johnbech, - fornavnet erindrer jeg ikke, - men det eneste jeg husker om ham, er, at han var søn af en velstillet fabrikant eller grosserer. Desuden var han et villigt ”offer”, når jeg manglede en model at øve mig på under mine selvstændige forsøg på at fotografere portrætter. Situationen var nemlig den, at Rie Nissen på et tidspunkt opfordrede mig til at tage mine egne portrætter, lige som hun stillede atelierets eneste Roleiflex kamera til min uindskrænkede rådighed, så jeg kunne fotografere udendørs motiver rundt om i byen og hvor jeg nu ellers havde lyst til det. Det tilbud benyttede jeg mig naturligvis straks af og lånte faktisk Rolieiflexen i ret lang tid, fordi ingen andre af eleverne åbenbart havde lyst til at gøre brug af det.

Hvad angår portrætfotografering, måtte jeg i reglen skaffe mig mere eller mindre villige modeller hertil hos familie, venner og gode bekendte. Fotograferingen skete gerne lørdag eftermiddage, hvor jeg havde atelieret helt for mig selv. Min familie var dog tilbageholdende, men to af mine yngre søskende, Bent og Lizzie, ville meget gerne fotograferes, og de kunne også afse tid til det, for de gik begge endnu i skole dengang. De var begge to meget imponerede over at de skulle tage ind til Østergade, hvor de jo sjældent havde været, og at se atelieret var lidt af en oplevelse for dem. Det lykkedes mig da også at tage et par gode portrætter af dem, sådan som det fremgår af de fotos, der ledsager denne tekst. Min bror Benny fik jeg desværre ikke taget noget billede af, for han var begyndt som lærling på et maskinværksted på Rentemestervej i Nordvestkvarteret, og kunne ikke holde fri.

Portrætfotos af min dengang 11-årige bror Bent og da 7-årige søster Lizzie, som en dag i efteråret 1948 begge mødte op på Rie Nissens atelier, for at blive fotograferet af deres storebror, altså mig. – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen.

To forskellige portrætter af min gode ven gennem flere år, Asbjørn Yde Larsen. Han var ikke så lidt af en skuespiller, hvilket kan ses et eksempel på af fotoet til venstre, hvor han illuderer en såkaldt easygoing Dandy. På fotoet til højre ligner han mere ’sig selv’, sådan som man oplevede ham i hverdagen.

Men Asbjørn, som normalt var meget omhyggelig med sit udseende og sin påklædning, var ikke fri for også at have en vis form for grotesk humor, som f.eks. når han blev portrætfotograferet og syntes, at fotografen – i dette tilfælde altså mig – var lidt for langsom og omstændelig med at få sat lyset rigtigt. – Fotos: © 1948 Harry. Rasmussen.

Blandt de venner, jeg tog portrætter af, var – som vist ovenfor - først og fremmest Asbjørn Yde Larsen, som på det tidspunkt var blevet en rigtig dandy at se på. Desuden den stilfærdige og alvorlige Kaj Himmelstrup, som jeg fotograferede en dag, da jeg stod og var løbet helt tør for penge til at betale de negativer og det fotopapir, der skulle bruges for at jeg overhovedet kunne fremstille mine egne portrætter. Da Kaj hørte det, spurgte han: ”Hvor meget skal du bruge?”. ”Det ved jeg ikke rigtig”, svarede jeg, ”men vel omkring 100 kr.!”. Det var mange penge dengang, men Kaj sagde uden mindste tøven: ”Du kan låne 200 kr. af mig, og det haster ikke med at betale dem tilbage!”. ”Det kan jeg næsten ikke tage imod”, sagde jeg, ”men på den anden side, kan jeg ikke lave billeder uden negativer og fotopapir!”.

Portrætfoto af den lidt alvorlige og tænksomme Kaj Himmelstrup, fotograferet af mig i Rie Nissens atelier i efteråret 1948. – Foto:© 1948 Harry Rasmussen.

Det viste sig dog, at den hjælpsomme og uegennyttige Kaj Himmelstrup ikke havde så mange kontanter på sig den dag, men han ville komme ind med dem dagen efter, lovede han. Og ganske rigtigt, næste dag kom han efter arbejdstid og afleverede to hundredekronesedler til mig, idet han endnu engang pointerede, at det ikke hastede med at betale lånet tilbage. I betragtning af hans store og velvillige hjælpsomhed dengang, skammer jeg mig over at måtte sige, at lånet desværre aldrig blev betalt tilbage, idet jeg blev ved med at undskylde mig og trække tilbagebetalingen ud i det uendelige. Til sidst gled hans og mit venskab eller måske rettere gode bekendtskab ud, og jeg fik aldrig gjort alvor af at betale ham de to hundrede kroner tilbage. Men jeg er ham stadigvæk taknemlig for den kontante hjælp, han dengang ydede og som gjorde det muligt for mig at fortsætte med at øve mig i portrætfotografering og fotografering i det hele taget. En lille trøst er det, at han fik et portræt af sig i 18 x 24 cm.

Blandt de relativt få mennesker, jeg brugte som model for min portrætfotografering, var også min alvorlige fætter Dennis, som dog også var fuld af lune og humør i dagligdagen og som desuden var ukuelig optimist, både på egne og verdens vegne. En anden af mine ’ofre’ var min kusine, den 16-årige Ulla Andersen, yngste datter af min fars ældste broder, Theodor Andersen og hans kone, Valborg. Theodor var for længst død, omkring 1940, og Valborg boede alene med sine tre døtre, Esther, Elly og Ulla, ude i Københavns Nordvestkvarter. Der var gået nogle år siden jeg og min familie havde set noget til dem, og Ulla var dengang en ganske lille pige, forekom det mig. Men en dag kom Valborg og Ulla på uventet besøg hos mine forældre, og da jeg hilste på dem, kunne jeg ikke straks genkende pigen, som i mellemtiden var vokset og havde udviklet sig til en yndighed med kvindelige former og sprudlende humør. Da jeg spurgte hende, om ikke hun kunne tænke sig at lade sig portrætfotografere af mig, svarede hun straks ja, og vi aftalte derfor en dag og et tidspunkt, hvor hun skulle komme ind på atelieret.

Den dag kom, da Ulla efter aftale dukkede op, og efter at have vist hende rundt i atelieret, begyndte vi på fotograferingen. Denne bestod og består primært i at få modellen til at indtage de mest fordelagtige positioner og i, at belyse vedkommende bedst muligt. Jeg tog en del billeder, hvoraf nogle var rigtig gode, mens andre var mere eller mindre kassable, sådan som det altid vil være tilfældet ved fotografering. Men jo flere billeder, der blev taget, desto yndigere og sødere forekom pigen mig at være, og jeg mærkede igen at hjertet bankede en smule hurtigere i brystet end normalt. Jeg var jo godt 19 år på det tidspunkt, og hormonerne var selvfølgelig begyndt at rumstere i og cirkulere mellem de dertil indrettede organer, men endnu havde jeg aldrig været i seng med en pige, kun så småt prøvet at være intim med en pige, nemlig min dejlige barnekæreste Alice, som jeg imidlertid ikke mere så noget til.

Herover endnu et par af de portrætfotos, jeg i 1948 optog i Rie Nissens atelier- Det er til venstre min da 21-årige fætter Dennis, og til højre min da 16-årige kusine Ulla. På dette portrætfoto ser min fætter meget tænksom, nærmest lidt melankolsk ud, men det var ikke den grundlæggende sindsstemning hos ham. Det var tværtimod optimisme og godt humør. Min kusine var jo endnu ganske ung, glad og venlig med et anstrøg af alvor, men i øvrigt kendte jeg hende ikke godt nok til at kunne karakterisere hendes personlighed. – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen.

Et af resultaterne af det fornyede bekendtskab og portrætfotograferingen af Ulla blev, at vi begyndte at ses lidt oftere. Jeg ved ikke, om hun på noget tidspunkt var forelsket i mig, men hun afviste i hvert fald ikke, at jeg nærede mere end almindelige venskabelige følelser for hende. Men det kom aldrig til andet eller mere end et kram mellem os, end ikke et lille kys blev det til, og det gjorde i længden situationen ubærlig for mig. Desuden indså jeg efter flere besøg hjemme hos hende og moderen, at Ulla stadigvæk og i god forstand var en del barnlig i sin væremåde, og det slukkede mine erotiske følelser for hende. Og selvom vi jo også var fætter og kusine, gled bekendtskabet efterhånden helt ud, og vi sås ikke mere, heller ikke med Valborg og de to ældste døtre.

Mange år senere erfarede jeg, at Ulla havde uddannet sig som lærerinde og var blevet gift med en mand, der også var lærer, og parret havde børn og boede i Næstved. Forhåbentlig har hun haft et godt liv siden dengang i vores ungdoms vår, da i al fald jeg ikke rigtig kunne finde ud af mig selv og mit liv, men måtte eksperimentere og erfare mig frem, - som tilfældet jo var og er for så mange andre unge mænd i min daværende alder.

Imidlertid søgte jeg efter bedste evne at koncentrere mig om at lære fotograferingens kunst, for en kunst er det vitterligt, når dets muligheder så vel som begrænsninger tages i betragtning. Rie Nissen var jo et godt, om end lidt specielt, eksempel på en fotograf, der opfattede sit fag som en kunstart, og hendes tilgang til det at fotografere var absolut seriøs og målrettet. Det fremgår desuden af de bedste af hendes mange portrætfotografier. Hendes stil var helt unik og kunne som nævnt genkendes på sin gode komposition og store kontrastrigdom og – ikke mindst – psykologiske forståelse af sine ’klienter’.

Snapshots med Roleiflex

Men livet skulle jo gå videre, og det gjorde det naturligvis også på trods af alle tilværelsens ups and downs. Det gjaldt i privatlivet så vel som i det karrieremæssige liv. Som nævnt havde Rie Nissen opfordret mig til at benytte atelierets Roleiflex-kamera til at fotografere lige præcis, hvad jeg havde lyst til og syntes der var værd at fotografere. Det lod jeg mig ikke sige to gange, så derfor gik jeg nogle gange ud i byen, for at fotografere steder og motiver, som især fangede min opmærksomhed. Kameraet var let at have med sig, fordi dets taske kunne bæres i en rem over skulderen.

To fotos fotograferet inde fra Rie Nissens atelierlejlighed. Fotoet til venstre er optaget ed, at jeg lænede mig ud ad det åbentstående vindue på fotoet til højre, som hørte til det værelse, der udgjorde kontoret. Bag vinduet på billedet til venstre havde Rie Nissen sin faste plads, når hun ikke befandt sig inde i selve atelieret. Det er i øvrigt med vilje, at begge de ovenstående fotos er holdt i dæmpede gråtoner. – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen.

Billedet herover til venstre er fotograferet fra taget ovenover Rie Nissens atelier. I forgrunden ses opsatsen til lysreklamen for Svane Apoteket, som lå på hjørnet af Østergade og Ny Østergade. I baggrunden ses Nikolaj Kirkes Tårn. – Fotoet til højre er på en måde et ”rigtigt Rie Nissen-foto” på grund af sine store sort-hvide kontraster. Fotoet er optaget i Det kgl. Teaters passage mellem Holmens Kanal og Tordenskjoldsgade. I øvrigt fotograferede ingen på den tid i farver, idet farvefototeknikken endnu ikke for alvor var kommet på markedet. – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen.

To fotos optaget ved Marmorkirken i Amaliegade i København. Statuerne, som står opstillet rundt om Marmorkirkens facade, forestiller forskellige af de fremtrædende biskopper, der i tidens løb har været tilknyttet kirken. - Fotos: © 1948 Harry Rasmussen.

Marmorkirkens egentlige navn er Frederikskirken, idet den er opkaldt efter kong Frederik 5. (1723-66). Kirkens opførelse varede i mange år, idet byggeriet med mellemrum blev afbrudt, senest 1770 til 1874. Den halvfærdige kirke blev købt af finansmanden C.F.Tietgen (1829-1901), som fortsatte byggeriet, der endte med at kirken stod færdig og blev indviet i 1894. På balustraden over underdelens gesims står 16 figurer, der forestiller Kirkens store personligheder fra Mosestil Luther. På piedestaler rundt omkring kirken står en del danske personligheder med tilknytning til den kristne kirkes historie, som f.eks. Ansgar, Kingo, Brorson, Hans Egede, Grundtvig og Søren Kierkegaard.

Endnu to fotos optaget ved Marmorkirken i Amaliegade i København. De tre drenge var meget interesserede i at blive fotograferet, mens de sad eller stod ved soklen til en af de store høje piller foran kirkens indgang. De syntes, det var sjovt, at jeg ville fotografere dem. – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen.

Udover de ovenfor viste fotos eller snapshots fra et af Københavns markante og historiske steder, fotograferede jeg også motiver i byens mere folkelige kvarter, Nyhavn. Det skyldtes til dels, at der hos mig rumsterede en idé om at lave en film om søfolk og deres liv på de skibe, der lagde til kaj i Nyhavn. Søfolkenes ofte barske liv havde formentlig min specielle interesse, fordi min kære onkel Thorkild på den tid sejlede som søfyrbøder ombord på et af de større fragtskibe, som dog ikke lagde til kaj i Nyhavn, men i Københavns Havn. Min fantasi beskæftigede sig meget med at forestille sig handlingen i en sådan film om sømændenes barske liv på havet og når de kom i havn, men der var selvfølgelig kun tale om et utopisk projekt fra min side, uden muligheder for at kunne blive til virkelighed.

På fotoet til venstre ses fra Kongens Nytorv et vue over den østlige side af Nyhavn, hvor det især var spejlingerne i vandet, der fangede min opmærksomhed og interesse. Fotoet til højre er også fra Nyhavn, men så vidt jeg erindrer fotograferet fra Nyhavns vestlige side. Fotoet viser en mand, som står på kanten af kajen og kigger op imod en anden sømand, som ses oppe i riggen. – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen.

Det hændte også, at jeg havde kameraet med mig hjem i weekenden og eksempelvis tog ud i Dyrehaven, for at fotografere naturbilleder. Det mindede mig om dengang, da Asbjørn og jeg tog samme tur, men med medbragt staffeli og lærred opspændt på træramme, samt malerkasse med palet og diverse oliefarver. For resten alt sammen en dyr investering for i hvert fald min slunkne pengepung. Men entusiasmen drev værket, og naturen var som altid et stille og dejligt sted at opholde sig, modsat bylivet med sin larm og sin travlhed, som vi jo begge var vant til i hverdagen.

To af mine mange naturfotos, som i dette tilfælde er fotograferet i Dyrehaven ved Klampenborg. Det, der i særlig grad interesserede mig ved disse optagelser, var for det første billedernes komposition, og på fotoet til venstre vandpytten i det sølede skovlandskab, og på fotoet til højre var det især træernes sorte silhuetter mod den lidt grålige himmel. – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen.

Herover ses endnu to af mine fotos fra naturen, i dette tilfælde også fra Dyrehaven. På fotoet til venstre er det igen kompositionen, der var vigtig for mig, nemlig at få balance mellem billedets forskellige komponenter, og det syntes jeg selv var så vellykket, at fotoet blev forstørret op i stor størrelse til at hænge på væggen. På fotoet til højre var det især den overraskende lighed mellem trætoppens karakter og skyernes karakter, der fangede min opmærksomhed og fascinerede mig. – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen.

Det særligt interessante ved at fotografere eksteriører, er, hvad enten det drejer sig om motiver i byen eller i naturen, hvert enkelt billedes komposition og rette belysning. Kompositionsmæssigt drejer det sig om at udvælge motivet, så der skabes balance i billedet, og belysningsmæssigt kan man vælge at fotografere i medlyd eller i modlys, begge dele har sine fordele og ulemper. Et af problemerne ved at fotografere udendørs kan eksempelvis være, at sollyset kan bevirke reflekslys i kameraets linse, og hvis man overser det, kommer lysreflekserne med på billedet. Det kan i særlige tilfælde ligefrem være ønskeligt, at lysreflekser kan ses på billedet, men disse skal i så fald være valgt med bevidst omhu.

En dag, da jeg besøgte min gode ven og fhv. tegnelærer, Jens Andreasen, som nu boede i Sølvgade i et lille toetagers interessant hus, der lå klemt inde mellem to meget højere huse på hver fem etager, hvilket så lidt mærkværdigt ud. Men ungkarlen Jens boede nu sammen med sin kæreste, Myra, som så vidt jeg husker hed Robinson til efternavn, og som han havde lært at kende på Kunstakademiet, hvor de begge gik på billedhuggerskolen. Myra var engelsk og kom så vidt jeg erindrer fra Newcastle.

Portrætfoto af den kønne og charmerende engelske Myra Robinson, som på dette tidspunkt var elev på Kunstakademiets billedhuggerskole. Jeg formåede hende til at komme op på atelieret en lørdag eftermiddag, hvor jeg havde dette helt for mig selv. Fotoet er optaget af mig i Rie Nissens atelier. – Foto: © 1948 Harry Rasmussen.

En søndag formiddag, da jeg besøgte Jens i hans nye domicil i Sølvgade og vi opholdt i hans atelier på første sal, blev jeg overrasket over, at der pludselig kom en yngre dame ned ad trappen fra anden sal. Tilmed en meget køn og smilende, men tydeligvis lidt forsovet kvinde omkring de 22 år. Hun rakte mig hånden og sagde: ”Hello, I am Myra!” Jeg svarede: ”My name is Harry!” “I know!” svarede hun: “I have heard so much good about you! Jens is very fond of you!” Hun henvendte sig derefter til Jens og spurgte: “How about breakfast?” Jeg skyndte mig at sige, at jeg kun var kommet for en meget kort visit, og at jeg straks skulle af sted igen. ”Don’t be shy, Harry! We are anyway going to have breakfast ourselves!”

Det korte af det lange er imidlertid her, at jeg blev og spiste breakfast sammen med dem. Herunder fortalte Jens om Myra, at hun i lighed med ham selv var elev på Kunstakademiet. Efter at have omtalt og fremhævet hendes talent som billedhugger, spurgte Jens mig, om ikke jeg kunne tænke mig at optage nogle af Myras helt friske lerskulpturer, som befandt sig i et studielokale ovre på det i forhold til Rie Nissens atelier nærliggende Kunstakademiet på Kongens Nytorv. Det var dog ikke den store entusiasme, der drev mig, for jeg havde aldrig prøvet at fotografere skulpturer før, og vidste derfor ikke, hvordan man opnåede et godt resultat, men jeg ville gerne gøre Jens og Myra en glæde og tjeneste, hvorfor jeg sagde ja til opfordringen og opgaven.

Myra Robinsons herlige skulptur af en nøgen ung kvinde, udført i plastilina i en størrelse af cirka 45-50 cm i højden. Figuren ses her i to forskellige belysninger. For at fremhæve figurens former arrangerede jeg belysningen på en sådan måde, at de skønne feminine former kom til deres fulde ret. På fotoet til venstre er der benyttet frontal belysning samt en spotlight på figurens højre side. På fotoet til højre er der kun brugt en spotlight på begge figurens sider. Et genskin fra den ene spotlight ses øverst til venstre på dette foto. – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen.

Den følgende lørdag efter endt arbejdstid hos Rie Nissen kl. 14, gik jeg over på Kunstakademiet, medbringende Roleiflex-kameraet og et par mindre spotlights. Af de fotos, jeg tog ved den lejlighed, opbevarer jeg kun de to, som ses her ovenfor. De forestiller en meget vellykket og smuk skulptur af en nøgen ung pige, hvis velformede skikkelse ikke overlod meget til fantasien. Men den ca. 50 cm høje skulptur, som var modelleret i plastilina, var helt bestemt kunstnerisk udført med god smag og sans for de kvindelige formers afrundethed og formfuldendthed.

Da de fotografiske negativer et par dage senere var blevet fremkaldt og kopieret som prøvebilleder, valgte Myra et par stykker ud, som hun gerne ville have forstørrelser af. Disse udførte jeg derefter i standardstørrelsen 18 x 24 cm, og forærede dem til kunstnerinden, for jeg kunne ikke drømme om at tage penge for billederne, i betragtning af, hvad jeg mente at skyldes Jens for, at han i flere år havde delt sin store viden og sit kunstneriske talent med mig.

Det skal for fuldstændighedens skyld nævnes her, at både Myra og Jens var ovenud tilfredse med de fotos, jeg havde optaget af Myras dejlige kvindeskulptur, så alle var glade. Jeg ikke mindst, for Rie Nissen roste faktisk disse billeder, og det var så meget mere glædeligt, som at den dygtige mesterfotograf i reglen var karrig med at rose folk i almindelighed og sine elever i særdeleshed.

Ville gerne lave ’rigtige’ film

Imidlertid havde jeg ikke opgivet mit forsæt om en dag at komme til at lave ”rigtige” film, og derfor omgikkes jeg til stadighed med ideer og planer til drejebøger til spillefilm. Det blev dog i første omgang kun ved ideer og synopsis, i 1948 til to film, nemlig ”Bispen på Børglum”, som skulle være en filmatisering af H. C. Andersens herlige og dramatiske historie ”Bispen på Børglum og hans frænde” (1861), om den grusomme bisp Oluf og hans slægtning, den gode og ædle korsridder Jens Glob, som sammen med sin svoger, Oluf Hase, selveste juleaften gør op med bispen og hans svende i Hvidbjerg Kirke, hvortil alle er stævnet i anledning af højtiden.

Historien om bispen og hans slægtning rummede alle de ingredienser, som mit romantisk anlagte sind havde brug for på det tidspunkt: Ædelmodighedens og retsindighedens opgør med umenneskelighed og uretfærdighed, et opgør, der foregår med naturen som medspiller, og som jeg derfor også mente, ville egne sig aldeles fortræffeligt til en dramatisk, historisk film. Selv havde jeg jo på samme tidspunkt gjort op med og som militærnægter taget afstand fra krigens umenneskelige grusomhed og altødelæggende fremfærd. Den eminent fortalte historie om bispen og hans frænde, var tydeligvis inspireret af H. C. Ørsteds kulturoptimisme, hvilket især kan ses af fortællingens sidste linjer:

”Velsignet være du! Nye tid, rid på den rensede luftstrøm sommer i by! Lad dine solstråler lyse ind i hjerter og tanker! På din strålende grund svæve forbi de mørke sagn fra de hårde, de strenge tider.”

På baggrund af verdenskrigen, som Danmark som bekendt også kom til at mærke i form af fem trange og mørke undertrykkelsens år 1940-45, og ligeledes på baggrund af de nye, optimistiske perspektiver, der tegnede sig i forbindelse med dannelsen af De Forenede Nationer (FN) og fremsættelsen af menneskerettighedserklæringen, forekom Andersens fortælling både vedkommende og værdifuld

På omtrent samme tid, som jeg arbejdede med ovennævnte projekt, havde jeg også fået en idé til en socialpsykologisk thriller om et fattigt landbobarns møde med og opvækstvilkår i storbyens stenmasser i slutningen af 1930’ernes og begyndelsen af 1940’ernes København, specielt i kvarteret omkring den sorte firkant på Nørrebro. Filmens arbejdstitel var ”Blomsten og stenbroen”, og dens handling var delvis selvbiografisk, idet den drejede sig om min egen og min families transformation fra land- og industriarbejdermiljøet på Sydvest-Lolland til industriarbejdermiljøet i storstaden København. Se mere herom under 1949.

Selvfølgelig blev hverken dette eller mine senere filmprojekter til andet og mere end ideer og synopser, men arbejdet med disse gav mig øvelse og erfaring i at forestille mig og udforme en filmisk handlingsgang, idet jeg benyttede mig af den viden om film, jeg dels havde fået i biograferne og dels ved at følge filmmuseets forevisningsrækker. Disse var virkelig interessante og spændende og rakte fra de allernyeste dokumentarfilm over nyere og ret specielle spillefilm fra 1940’erne og 1930’erne og helt tilbage til 1920’erne og stumfilmens barndom i de to første tiår af det 20. århundrede.

Imidlertid hændte det, at min interesse for at tegne lejlighedsvis dukkede op igen, så jeg følte en uimodståelig trang til atter at sætte blyanten til papiret og tegne nogle af de motiver, der optog mig. Min interesse svingede mellem at tegne religiøse og symbolske motiver eller motiver hentet under inspiration fra H.C. Andersens nærmest uudtømmelige skatkammer af eventyr og historier. Men jeg interesserede mig også meget for at tegne det menneskelige legeme, specielt det kvindelige legemes forunderlige anatomi og former. Denne interesse udmøntede sig i en serie skitser, som dog på en fri måde benyttede mit nyerhvervede kendskab til den menneskelige anatomi.

Et par eksempler på mine tegninger med henholdsvis symbolsk, religiøs karakter, som på tegningen til venstre, der har fået titlen ”Dommedag”, og tegningen til højre, som er en illustration til forfatteren og dramatikeren Henrik Ibsens skuespil ”Brand” (1866). – Tegninger: © 1947 Harry Rasmussen.

Herover ses 3 af de mange frie skitser, som jeg dengang tegnede af em kvindeskikkelse. Ingen af disse skitser eller tegninger er tegnet efter levende model, men derimod frit efter fantasien, som man siger. – Tegninger: © 1947 Harry Rasmussen.

Det var naturligvis ulige mere interessant og spændende at tegne efter nøgenmodel, men det var forholdsvis sjældent, at man havde mulighed for at komme til det. I øvrigt blev det nøgne legeme, hvad enten det var kvindeligt eller mandligt, på den tid stadig betragtet som meget privat og som noget, det var lidt ”frækt” at interessere sig for, fordi folk i almindelighed forbandt nøgenhed med sex. Og sex var et tabuemne af de helt store, som man ikke talte om, hverken privat eller i det offentlige rum. Den kulturradikale forfatter og samfundsrevser Poul Henningsen havde endnu ikke gjort sin indflydelse gældende, hvilket først skete i sen-halvtredserne og 1960’erne, og med relativt stor effekt.

Ingen af de ovenstående 3 skitser eller tegninger er tegnet efter levende model, men derimod frit efter fantasien, som man siger. Tegningen til højre af den muskuløse mandekrop er tegnet på grundlag af mine studier af den menneskelige krop, i det her viste tilfælde det maskuline legeme. – Tegninger: © 1947 Harry Rasmussen.

Hen på eftersommeren 1948 skete der imidlertid det uventede for mig selv, at min interesse for tegnefilm pludselig vendte tilbage, muligvis inspireret af, at jeg havde haft lejlighed til at se Disneys nyeste tegnefilm, ”Dumbo”, der havde Danmarkspremiere i Metropol den 26. juni 1948. Det førte til, at ideer til tegnefilm atter begyndte at rumstere i min bevidsthed, men eftersom jeg mest var romantisk og lyrisk anlagt, var det ikke crazy tegnefilm, jeg ville lave, men netop poetiske tegnefilm. Som motiv til en sådan fandt jeg, at H. C. Andersens eventyr ”Tommelise” ville egne sig, og jeg begyndte derfor at lave en såkaldt scribbleboard, dvs. løse skitser over eventyrets handling og nogle udkast til, hvordan jeg ville have, at figurerne skulle se ud. Men også dette filmprojekt blev henlagt, dog kun midlertidigt, idet det blev genoptaget i sommeren 1955. Se herom i kronologisk sammenhæng. Her kan dog foreløbig vises tre udkast til filmen, så læseren kan være orienteret om, hvordan mit filmprojekt var tænkt udført rent grafisk:

To layouts og animationstegninger fra scener i pilotfilmen til tegnefilmen ”Tommelise”: Til venstre ses et close-up af den kloge kones hånd med det magiske frøkorn. Til højre ses den lillebitte ”Tommelise”, siddende på tulipanens ’stol’, lige før hun vågner. – Tegninger: © 1948 Harry Rasmussen.

Som formentlig almindelig kendt, handler eventyret ”Tommelise” meget kortfattet og prosaisk fortalt om den lille og kun en tomme store alfepige, som kommer til verden via en tulipan og som efter mange oplevelser og en del genvordigheder, der fører hende vidt omkring, ender med langt borte hjemmefra at finde sin rette kærlighed og ægtemage, blomsterprinsen.

Herover ses endnu en animationstegning fra en scene i pilotfilmen til tegnefilmen ”Tommelise”: Det er lille nuttede Tommelise kort efter, at hun er vågnet op og har rejst sig fra tulipanens ”stol”, parat til at træde ud i verden og opleve sit eget lille livs spændende eventyr. – Tegninger: © 1948 Harry Rasmussen.

Til venstre: Blyantstegning med titlen ”Portræt af min 7-årige søster”. Til sammenligning er vedføjet et portrætfoto af den 7-årige Lizzie Rasmussen, optaget 1948 af mig i Rie Nissens atelier på Strøget. Tegning og foto: © 1948 Harry Rasmussen.

På den tid var jeg så småt også begyndt at tegne efter naturen eller levende model igen, og det blev blandt andet til et efter min egen mening ganske vellykket portræt af min søster Lizzie, tegnet med blyant. Hun var ellers et uroligt gemyt og havde svært ved at sidde så længe stille på en stol, som det varede at tegne hende. Egentlig var portrættet mest tænkt som en prøve på, om jeg stadigvæk evnede at tegne efter levende model, og hvis jeg syntes, at resultatet ikke var tilfredsstillende, ville jeg omgående kassere tegningen.

Lige i det øjeblik, hvor det faldt mig ind at ville tegne min søster, havde jeg desværre ikke andet ved hånden end et tyndt stykke glittet papir og en blyant med hård stift, og ingen af delene var særlig velegnede til formålet. Men efter at det var lykkedes at overtale Lizzie til at sidde for mig, gik jeg alligevel i gang med forsøget. Efterhånden som hendes kontrafej ved hjælp af blyantsstregerne tonede frem på papiret, blev jeg klar over, at resultatet ville blive bedre, end jeg havde turdet håbe. Det er grunden til, at jeg har opbevaret denne tegning af min søster gennem alle årene, og selv om den tekniske gengivelse af portrættet ikke kommer til sin fulde ret her, kan den dog især for den tegnekyndige give et indtryk af mine evner som portrættegner på det tidspunkt.

Råkost og åndelig ’føde’

Sommerferien 1948 tilbragte jeg hjemme, idet jeg dog tog på cykelture ud til Charlottenlund Strand og gik i vandet, lige som jeg lejlighedsvis gik i Østerbro Svømmehal, især for at blive vasket over hele kroppen og gå i enten tørluftsbad eller varmluftsbad (sauna). På den tid var jeg begyndt at spise ymer med hvedekimsdrys til dessert. Mit daglige aftensmåltid var som altid i disse år råkostsalat bestående af revne gulerødder og reven persillerod, samt kogte kartofler og i reglen Hindhedebrød til. Sidstnævnte købte jeg fortsat hos Reinhardt van Hauen ude på Gl. Kongevej, lige som jeg fortsat købte Nutana-margarine hos Sana-butikken ovre i Baldersgade på det ydre Nørrebro.

Det hændte jævnligt, at jeg på mine cykelture ud til Gl. Kongevej, gjorde en afstikker til Melchior Andersens Boghandel på Falkoner Allé, og her fik jeg en dag øje på nogle engelsksprogede bøger om Yoga af Paul Brunton, der jo også var forfatter af ”A Search in Secret India”, som Ivar Gudme havde oversat til dansk med titlen ”Bag Indiens lukkede Døre”, og som havde gjort et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg læste den i efteråret 1945. På det tidspunkt var ingen andre af Bruntons bøger endnu oversat til dansk, men hos Melchior Andersen havde man et enkelt eksemplar af en af disse på engelsk. Dens titel var ”The Quest of the Overself”, som i den en del år senere udkomne danske oversættelse kom til at hedde ”Ad sindets ukendte veje”. Bogen viste sig at være en fortsættelse af ”The Secret Path”, som jeg senere erhvervede, og som i den endnu senere danske oversættelse fik titlen ”Den hemmelige vej”. Sidstnævnte bog var Bruntons opus nr. 2, mens førstnævnte bog var hans opus nr. 6.

Det hører med til historien, at jeg ikke kunne engelsk, da jeg i 1948 købte de hidtil udkomne engelske udgaver af Paul Bruntons bøger. Årsagen til mine manglende engelskkundskaber var, at jeg jo havde gået i skole under besættelsen, og dengang havde de tyske besættelsesmyndigheder totalt forbudt undervisning i andre nyere fremmedsprog end tysk. Derfor var jeg henvist til fortrinsvis at benytte Gyldendals røde ordbøger på engelsk-dansk og dansk-engelsk, og det var med disse i hånden, at jeg stavede mig igennem og læste Bruntons bøger. Det skal tilføjes, at jeg kommer fra et arbejdermiljø, hvor sprogkundskaberne var små og litteraturen indskrænkede sig til Familie Journalen og Morten Korchs samlede værker. Men alligevel lykkedes det mig at lære at læse og til en vis grad også tale engelsk.

Hvad er jeg’et?

I begge de nævnte bøger, der i øvrigt udkom med flere års mellemrum, redegør Brunton mere sagligt og uddybende for den spørge- og meditationsteknik, som han havde beskrevet i ”Bag Indiens lukkede døre”, og som han havde lært at kende hos Maharishien på Arunachala-bjerget i Sydindien. Det store udgangsspørgsmål var og er: ”Hvad er jeg?”, eller måske mere præcist: ”Hvad er jeg’et?”. Denne selvanalyse-teknik giver Brunton en god og virkningsfuld instruktion i, så at enhver blot nogenlunde begavet vil kunne benytte den til at opnå en dybere forståelse af forholdet mellem krop og sind, mellem sind og sjæl og mellem sjælen og jeg’et eller Overselvet, som Brunton har foretrukket at kalde den universelle faktor i dybet af vort inderste væsen, for ikke at det skal blive forvekslet med selvet eller personligheden. Begrebet ’Overselvet’ må endelig ikke forveksles med det freudianske begreb ’overjeget’.

Det er en forudsætning for at kunne praktisere den nævnte selvanalyse med udbytte, at man først lærer at beherske den eller de teknikker, der sikrer den mentale ro og balance. Disse teknikker, som hidrører fra de oprindeligt indiske Hatha Yoga og Raja Yoga, omfatter fysiske øvelser, åndedrætsøvelser og koncentrationsøvelser. De fysiske øvelser kan opdeles i to hovedgrupper: 1. statiske øvelser, og 2. dynamiske øvelser. Ved begrebet statiske øvelser skal forstås, at man indtager en bestemt, foreskrevet fysisk stilling eller position, og forbliver i denne i kortere eller længer tid ad gangen, uden at foretage sig nogen form for bevægelse. Ved dynamiske øvelser skal forstås øvelser, hvorunder kroppen foretager forskellige foreskrevne bevægelser i et vist tidsrum. Denne særlige form for yoga kan sammenlignes med almindelig enkeltmandsgymnastik, og i den sidstnævnte er der for resten i de sidste mange år medtaget både statiske og dynamiske øvelser, der oprindelig hidrører fra yogapraksis.

Et meget vigtigt element i al elementær yogapraksis er specielt åndedrætsøvelser, idet åndedrættet tillægges en afgørende indflydelse og betydning i både fysisk og mental træning. Det er en kendsgerning, at man ved hjælp af blandt andet et kontrolleret åndedræt, kan styrke sindets koncentrationsevne og derigennem få styr på sine tanker. Man kan så spørge, hvad det skal gøre godt for?

Det egentlige og oprindelige formål med den fysiske del af yogatræningen, er, kort fortalt, at opnå en så tilstrækkelig styrke i kroppen, at man er stand til uden besvær at kunne indtage og holde meditationsstillingen Lotusstillingen (Padmasana) i længere tid ad gangen. Og det egentlige og oprindelige formål med den mentale træning, er, ligeledes kort fortalt, at opnå evne til at holde sit sind eller bevidsthed så koncentreret om Jeget, at koncentrationen har karakter af kontemplation, hvilket er et latinsk ord for selvfordybelse, i den hensigt, at opnå en total bevidsthedsmæssig ’isolation’ af Jeget, på sanskrit kaldet Nirvikalpa Samadhi, som er det højst opnåelige trin i al yogatræning og som betyder enkelt-jegets (atmans) forening med det universelle jeg (Brahman). I henhold til yogateorien sker dette i praksis ved, at ”Slange-kraften” eller Kundalini-kraften hæver sig helt op til det øverste center, Sahasrara, i det finere, åndelige legemes hjerne. Sidstnævnte legeme og hjerne svarer dog stort set til og korresponderer desuden interaktivt med det fysiske legeme og hjernen.

Særligt interesserede læsere vil kunne hente yderligere oplysninger om yoga og yogatræning i følgende artikler. 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen og H1-07. Spiritualismens historie – en gennemgang af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi. De nævnte artikler findes på hjemmesiden http://www.livetseventyr.dk/ og denne vil formentlig senere blive tilgængelig på den DVD, hvor også denne selvbiografi findes.

Årets store begivenhed

Dette år, 1948, var der naturligvis igen det årlige Walt Disney Jule-Show i Metropol og repremiere 2. juledag på langtegnefilmen ”Dumbo”, som jeg har omtalt og beskrevet tidligere ovenfor. Og som sædvanligt indeholdt juleshowet 6 korte tegnefilm, hvoraf nogle i reglen var gengangere i den forstand, at de havde været vist ved et eller flere tidligere juleshows. Imidlertid er jeg kun i stand til at give titlerne på de 5 af filmene, som vistes ved juletid 1948:

1. Tigerjagt (Tiger Trouble, 1945)

2. Jungleklovnen (Clown of the Jungle, 1947)

3. Vandrebillen (Bootle Beetle, 1947)

4. Storvasken (The Big Wash, 1947)

5. Posthunden (Mail Dog, 1947)

6. Titel ikke fundet eller husket af mig.

Tegnefilmene fra 1947 havde så vidt mig bekendt ikke været vist i juleshowet 1947, så disse var altså helt nye for både det øvrige publikum og mig. Det var alle sammen korte og mesterlige underholdningstegnefilm i topklassen, det vil sige, når de Disney-medarbejdere, der stod for filmenes produktion, var bedst.

Dette år fejrede vi julen hjemme hos mine forældre på stort set samme måde, som vi havde gjort alle de foregående år, nemlig ved at mine morforældre tilbragte juleaften hos os. Nyt var det dog, at Dennis nu levede sit eget liv og derfor ikke længere var med ved den lejlighed. Til gengæld så vi ham i reglen ved julefrokosten 1. juledag hjemme hos mine morforældre, hvor også en del af den øvrige familie var med. 2. juledag var en dag med afslapning og hygge, men for os børn betød denne dag oftest også en tur i biografen, for mit vedkommende i reglen til film, der havde premiere, hvis det ellers var lykkedes at skaffe sig en billet, for der var denne dag altid et stort run på byens biografer. Så nøjedes man med at se en af de film, der havde spillet i nogen tid i en af de biografer, som mine søskende og jeg ellers plejede at komme i. Jeg erindrer ikke og har heller ikke kunnet opspore, hvilken af de lange Disney-tegnefilm, der eventuelt havde premiere ved juletid 1948, så derfor husker jeg heller ikke, om jeg var i Metropol ved den lejlighed, og heller ikke, hvilken biograf jeg givet fald besøgte denne dag.

Nytårsaften havde mine forældre og vi fire børn altid fejret hjemme hos os selv, og dette år var ingen undtagelse. Nogle gange var vi alene denne særlige aften og andre gange var mine morforældre og nogle af mors søskende på besøg. Aftenen blev som altid stort set fejret ret stilfærdigt og hyggeligt hos os, hvad enten vi kun var os selv eller vi havde de nævnte gæster. Det hændte dog, at enkelte af gæsterne fik et par våde genstande for meget, men aldrig, så at sammenkomsten endte i alvorlige uoverensstemmelser eller andre ubehageligheder.

__________________

1949

Store og små begivenheder

Uheld, ulykker og tragedier hører som bekendt med til dagens orden i denne knubbede verden, som tilværelsen udgør her på Moder Jord. Den 8. februar 1949 kunne nyhedsmedierne atter melde om en tragisk flyulykke, denne gang om, at passagerflyet ”Torlak Viking” var styrtet ned i Øresund, hvor det sank med sin 5 mand store besætning og 23 passagerer, som alle omkom. Flyet blev først fundet og bjærget en måned senere, den 8. marts. Men ikke alle passagerer var dermed fundet, hvilket fremgår af en notits i Politiken for den 25. marts 1949 med følgende overskrift:

Ovenstående foto er fra en artikel i Dagbladet Politiken for fredag den 25. marts 1949, hvori berettes om bisættelseshøjtideligheden for den af familie, venner og kolleger meget afholdte chef-flyvetelegrafist G. Møller-Andersen, et af de 5 besætningsmedlemmer, der omkom ved Torlak Vikings forlis den 8. februar 1949. Bisættelsen fandt sted fra Filipskirken på Amager.

Endnu en passager fra ”Torlak Viking”

Dykkeren fandt menneske halvt begravet

i mudderet ved Pinhättan

Formodningen om at endnu flere af de omkomne passagerer og besætningsmedlemmer fra ”Torlak Viking” var at finde paa havbunden ved Pinhättan, hvor maskinen fløj i vandet, blev bekræftet ved en af dykkerundersøgelserne i gaar.

Ved middagstid opdagede Svitzers dykker Hessing et menneske liggende halvt begravet i mudderet. Det viste sig at være en af de forulykkede spanske passagerer, og Falck bragte den omkomne til Retsmedicinsk Institut.

Man vil nu fortsætte eftersøgningen i de kommende dage ved Barsebäck, medens undersøgelserne omkring selve maskinens vrag ved Middelgrunden er indstillet indtil videre.

__________________

Den 25. marts 1949 fandt der en betydningsfuld begivenhed sted, idet Danmark denne dato tiltrådte Den Nordatlantiske Traktat, også betegnet som Atlantpagten eller The North Atlantic Treaty Organization, forkortet til NATO. Den begivenhed, som blev modtaget med utilfredshed og vrede af kommunister over hele verden, i Danmark inklusive, kunne dagbladet POLITIKEN den ovennævnte dato berette om på sin forside og under følgende overskrift:

Folketingets ja til pagten

119 stemte for Atlantpagten, 23 imod, een stemte ikke

119 sagde ja, 23 nej og 1 undlod at stemme, da folketinget i aftes tog stilling til Atlantpagten. De 119 var socialdemokrater, venstre, konservative samt retsstatsmanden Starcke. De 23 var de radikale, kommunisterne, 4 retsstatsmænd samt venstremanden Appel, og den ene tvivlende var Tholstrup fra retsforbundet. I dag begynder landstinget behandlingen af forslaget.

Man bedes her bemærke, at Dagbladet Politiken var gået over til at bruge den nye retskrivning, som var blevet indført 1948, og som bevirkede, at blandt andet kun person-, egen- og stednavne skulle staves med store forbogstaver. Desuden skulle skulde, vilde og kunde staves henholdsvis som skulle, kunne og ville, og aa skulle skrives med det såkaldte bolleå. Men i Dagbladet Politiken var man var endnu ikke gået over til at benytte det såkaldte bolleå i stedet for aa. Det korte af det lange er og var imidlertid, at Det danske Folketing og ligeledes Det danske Landsting havde indmeldt Danmark som medlem af forsvarsalliancen NATO.

Fra Danmarks side havde man under den socialdemokratisk ledede regering hidtil søgt at undgå blokpolitik i forsvars- og udenrigspolitikken, men eftersom man samtidigt indså, at neutralitetspolitik var alt for risikabel for et lille og forsvarsmæssigt svagt land som Danmark, havde man forgæves forsøgt sig med dannelsen og indgåelsen af et tættere samarbejde i form af en forsvarsunion mellem Danmark, Norge og Sverige. Med begivenhederne i februar 1948, da kommunisterne hensynsløst kuppede sig til magten i Tjekkoslovakiet, ændredes de valne socialdemokraters, regeringens og størstedelen af Folketingets holdning til blokpolitikken, som delte interessesfærerne op i en Vestblok og en Østblok. Da man den 4. april 1949 ved den daværende og upartiske udenrigsminister Gustav Rasmussen underskrev Atlantpagten i Washington, havde Danmark i realiteten én gang for alle tilsluttet sig Vestblokken, hvilket i praksis ville sige Vesteuropa og USA. Denne afgørelse skulle få afgørende forsvarspolitisk og udenrigspolitisk betydning for Danmark helt frem til og med nutiden (2013).

Herover ses et udsnit af teater- og biografannoncerne i Dagbladet Politiken for fredag den 25. marts 1948. Med et godt syn eller ved hjælp af at forstørre teksten til f.eks. 200 punkt, vil man sikkert kunne læse de fleste af de ovenstående annoncetekster. Men se i øvrigt nedenstående detaljerede og fuldstændige liste over det brogede biografrepertoire samme dato. De anmærkninger om de enkelte films nationalitet og produktionsår, findes ikke angivet i annoncerne, men er kontrolleret og tilføjet af mig.

Politiken omtalte også Danmarks tilslutning til Atlantpagten eller NATO på sin side 2, 3 og 7, men havde selvfølgelig også flere andre nyheder og meget andet at fortælle om inde i bladet. Til den mere muntre afdeling hørte de faste rubrikker ”At tænke sig” og Piet Heins små digte, også kaldet ”Gruk”, og desuden vitstegningerne og tegneserierne. Til de førstnævnte hørte tegneren Bo Bojesens satiriske kommentarer til døgnets og årets begivenheder, og til de sidstnævnte hørte tegneren Ingvars hyggelige ”Magasin Madsen” og terrierhunden ”Tjavs”, samt tekstforfatteren Olav Hasts og tegneren Kai Engholms meget populære familieserie ”Far til fire”. Serien blev i 1950 filmatiseret i form af 8 film af ASA Film, med Alice O’Fredericks som instruktør, og hvori skuespillere som Ib Schønberg medvirkede som Far i to af filmene, medens Karl Stegger medvirkede som Far i seks af filmene. Peter Malbeg havde rollen som onkel Anders og Lille Per blev spillet af Ole Neumann. I nyere tid har ASA Film indtil 2012 produceret 6 Far til Fire-film med Niels Olsen som Far og Jess Ingerslev som Onkel Anders og Kasper Kesje som Lille Per.

Men nok så interessant og vigtigt for mig personligt var biografrepertoiret og omtalen eller anmeldelsen af nogle af de film, der blev spillet i biograferne. Herunder ses et udsnit af teater- og biografannoncerne i Dagbladet Politiken for fredag den 25. marts 1949:

Det københavnske biografrepertoire i henhold til Politiken 25. marts 1949:

Aladdin: Kl. 7,20 og 9,10. Kun faa Dage.

Skatten paa Hajøen (ikke identificeret)

Ekstra: Vestens Robin Hood (ikke identificeret)

Alexandra: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20.

Fox-Lystspillet

Her gaar det godt (Sitting pretty) (amrk., 1948)

Clifton Webb – Robert young – Maureen O’Hara.

Berl. Aften og B.T.: ****

Allé Teatret: Kl. 7 og 9,10. Forb. f. Børn

Viviane Romance

Lidenskabernes Vej (Lidenskabernes korsvej) (fransk, 1947)

Amager Bio: Kl. 7,10 og 9,10.

Johnny Weissmuller i

Tarzan og Havfruen (amrk., 1948)

OBS.! I Morgen Kl. 4: Samme Progr.

Atlantic: Kl. 7 og 9.

Cary Grant – Janet Blair

Der var engang en Kaalorm (amrk., 1944)

Bella Bio: Kl. 7,10 og 9,10.

Edv. Persson i den svenske Lystspil-Farce

Jens Månsson i Amerika (svensk, 1947)

Bellevue: Kl. 19 og 21,15.

Musik for Millioner (amrk., 1945)

Pragtf. Barnestjerne, straalende anmeldels.

Bergthora: Kl. 7 og 9.

Farvefilmen

Robin Hoods Søn (amrk., 1946)

Bio Lyngby: Kl. 19,10 og 21,10. Forbudt f. Børn

Gary Cooper i

Dolken og Kappen (amrk. 1946)

Bispebjerg Bio: Kl. 19,10 og 21,10.

Den pragtfulde Farvefilm

Ali Baba og de 40 Røvere (amrk., 19??)

Boulevardteatret: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn

Den pragtf. og spænd. Farvefilm

Hun saa den dø (ikke identificeret)

Bristol: Kl. 2-3½-5-6½-8 og 9½. Forbudt f. Børn

James Cagney i

G-Men (amrk. 1935)

Carlton: Kl. 2-3,45-5,30-7,15-9. Forb. f. Børn.

Danmarks-Premiere

Greer Garson i

Stjålen Kærlighed (amrk. 1947)

Robert Mitshum – Richard Hart

En Metro-Film.

Casino: Kl. 7 og 9. Kun 3 Dage!

Jeppe Aakjær-Filmen

Livet paa Hegnsgaard (dansk, 1938)

Karin Nellemose – Axel Frische – Karl Heger

Søndag Kl. 3: Børnefilmene og

Kl. 4,30: Sheriffen fra Kansas (amrk., 194?). Sm. Pr.

Colosseum: Kl. 7,10 og 9,10. Kun 3 Dage!

Johan Jacobsen-Filmen

Ballade i Nyhavn (dansk, 1942)

med Chr. Arhoff

Dagmar: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,15.

Alle mine Sønner (amrk., 1948)

m. Edw. G. Robinson

B.T. gav Filmen ****

D. S. B. Kino: Hv. fulde time kl. 14-22. 75. ø. inkl. Sk.

Sportsglimt fra hele verden – Forår I bjergene (farvefilm) – Hollywood stjerner –

Basket ball – Skipper Skræk i løvens gab (farvetegnefilm).

Enghave Bio: Kl. 7 og 9,10.

Mand og mand imellem (amrk., 1948)

Fasan Bio: Kl. 7 og 9. Forb. f. Børn.

Alan Ladd i Smuglerfilmen

Calcutta (amrk., 1947)

Gentofte Kino: Obs. Kl. 6,50 og 9,10. Forb. f. Børn.

Knivens æg (amrk., 1946)

Tyrone Power – Gene Tierney

Eft. Sommerset Maughams ber. Rom.

Grand: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,15.

Kongefilmen

Frederik IX

Musik: Emil Reesen.

Grøndals Teatret: Kl. 7 og 9.

Det norske Mesterværk

Kampen om det tunge Vand (norsk, årstal ukendt)

Hvidovre Kino: Kl. 19,10 og 21,10. Forb. f. Børn.

Det brænder i Østen (ikke identificeret)

Kino Lyngby: Kl. 7,10 og 9,10.

Farvefilmen

Blue Skies (amrk., 1946)

Bing Crosby – Fred Astaire

Lyngbyvejens Kino: Kl. 7 og 9.

Constance Bennett – Roland Young

Topper ta’r paa Tur (amrk., 1939)

To Timers uafbrudt Latter.

Merry: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn

Hævneren fra Alcatraz (amrk., 1940)

Walter Pidgeon – George Raft – Joan Bennett.

Metropol: Kl. 2-4-7,15-9,15. Forb. f. Børn. 12. Uge! Sid. Fredag!

Sæsonens skønneste og dristigste kærlighedsfilm

Djævelen i Kroppen (fransk, 1946)

Nora: Kl. 19. Kun 3 Dage!

James Stewart – Joan Fontaine

i Aarets største amerikanske Lystspil

Det var Bruden, der begyndte (amrk., 1949)

Nørrebros Biograf: KL. 7 og 9.

To Søstre fra Boston (amrk., 1946)

June Allyson

Nørreport Bio: Præcis Kl. 14 – 16,15 – 19 – 21,15. Forb. f. Børn.

Victor Mature – Richard Widmark

Dyrekøbt (Kiss of Death) (amrk., 1947)

Intensivt spændende og realistisk Film fra New York.

Palads: Kl. 2 Kl. 4,15 Kl. 7 Kl. 9,15. 2. Uge! Forb. f. Børn

Kampen mod Uretten (dansk, 1949)

Mogens Wieth – Karin Nellemose – Ib Schønberg

Palladium: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 7,15 Kl. 9,15

Det gælder os alle (dansk 1949)

Poul Reichhardt – Ib Schønberg

Park: Kl. 18,45 og 21.10.

Filmen hele verden taler om

De røde Sko (eng., 1948)

Bemærk forestillingerne!

I morgen kl. 16. Olympiade-Filmen.

Platan: Kl. 7,15 og 9,15. Forb. f. Børn

Johnny Weissmuller i

Tarzan og Havfruen (amrk., 1948)

Lørdag Kl. 5: 30 Sekunder over Tokyo (amrk., 1945)

Regina: Kl. 7 0g 9,30

Den spændende Eventyrfilm i Farver

Robin Hoods Søn (amrk. 1946)

Cornel Wilde – Anita Louise

3 tossede Sailors (eng., 1940)

Latterorkan m. Tommy Trinder

Rialto: Kl. 7,30.

Paa Opfordring! – Kun 3 Dage

De bedste Aar (amrk., 1947)

Myrna Loy – Fredric March

Dana Andrews – Teresa Wright

Roxy: Kl. 7 og 9. Endnu kun 3 Dage

John Wayne i den spænd. Flyverf.

De flyvende Tigre (amrk., 1943)

Ry Kino: Kl. 7,10 og 9,10.

Herligt Lystspil

Kathryn Grayson – Lauritz Melchior

2 Søstre fra Boston (amrk., 1946)

Saga Teatret: Kl. 2-4-7,15 -9,15. Forb. f. Børn

Hjemkomst (amrk., 1948)

En METRO FILM med

Clark Gable – Lana Turner

Scala Bio; Kl. 2-3,50-5,45-7,30-9,20. 4. Uge!

Danmarks-Premiere:

Samuel Goldwyns Sørøver-Farce

Prinsessen og Piraten (amrk., 1944)

Bob Hope – Virginia Mayo – Victor McLaglen

En Farvefilm.

Skovshoved: OBS! Kl. 7,30. Forb. f. Børn. Forh. Billetpr.

HAMLET (eng., 1948)

Strand Teatret: Kl. 7 og 9,10. Forb. f. Børn

Marlene Dietrich – Ray Milland

Gyldne Ørenringe (amrk., 1947)

I Morgen Kl. 4: Weekend Forestilling

”Lassie vender hjem” (amrk., 1943)

Søborg: Kl. 19.10 og 21,20.

Danny Kaye i Farvefilmen

Alle Tiders Helt (amrk. 1947)

Søndag Kl. 16 og 1740. Forsalg fra i Dag

Will. Boyd i Med Seksløberen som Tolk (amrk., 1939)

Toftegaard: Kl. 7 og 9. Forb. f. Børn

Errol Flynn i

Sølvfloden (amrk., 1948)

Triangel: Kl. 5 - 7 – 9

Edward Persson-Sukces’en

Jens Månsson i Amerika (svensk, 1947)

Valby Teater: Kl. 7 og 9,10.

Havørnen (amrk. 1940)

Vanløse: Kl. 7 og 9.

Musik for millioner (amrk., 1945)

Margaret O’Brien – Jimmy Durante

Vesterbros Teater: Kl. 7 og 9,15. Dobb. Pr.

Buster Keaton i De Lovløses Land (amrk., 1925?)

Gøg og Gokke skal giftes (amrk., 1931)

Windsor: Kl. 7 og 9,10. Forb. f. Børn

Saga Bio’s sukces

Humphrey Bogart I

Tre mand søger guld (amrk., 1948)

_________________________________

Politikens filmanmelder hed dengang Herbert Steinthal (født 1913 i Berlin og død 1986 på Frederiksberg), og han signerede sine artikler med pseudonymet Hr. Bert. Han var fra 1939 både filmanmelder og anmelder af teater og litteratur ved ovennævnte dagblad. 1948 til 1980 var han desuden medlem af bestyrelsen for Filmmedarbejderforeningen og 1952 til 1977 af Bestyrelsen for Teatermedarbejderforeningen. Endvidere virkede han som forfatter og oversætter. Som filmanmelder var Steinthal generelt set meget krævende, kritisk og lettere ironisk indstillet overfor film i det hele taget, hvad enten disse var udenlandske eller danske. Det skal der her gives et eksempel på:

”Problemfilm uden problemer

”Hjemkomst” med Clark Gable og Lana Turner

Rollelisten er lang – næsten lige saa lang som selve filmen, og det vil sige noget – men den indeholder navne, som lover en del. Sidney Kingsley, Pulitzer-pristageren for ”Mænd i hvidt”, har skrevet historien, ”Laante Dages” forfatter, dramatikeren Paul Osborn har udarbejdet drejebogen, producenterne er den absolut litterære instruktør Sidney Franklin sammen med den store Max Reinhardts kultiverede søn, Gottfried Reinhardt, og endelig staar Mervyn le Roy, en mand, der i hvert fald kan sin metier, for iscenesættelsen. Dertil kommer en række populære og ogsaa gode skuespillere.

Men hvad nytter det alt sammen, naar Hollywood sætter sit stempel saa eftertrykkeligt paa filmen, at det knuser ethvert kunstnerisk initiativ. Og det er gjort med al grundighed med ”Hjemkomst”. Historien om soldaten, der ved fronten forelsker sig i en sygeplejerske, og som efter krigens afslutning vender tilbage til sin kone for at fortsætte samlivet med hende, kunne udmærket give stof til en ærlig, virkelighedsnær film – det er simpelthen et tidsproblem, man her kunne have oprullet. Men hvordan skal man lave en problemfilm, naar Hollywood omhyggeligt visker alle problemer ud. Man springer over hvor gærdet er lavest, hver gang emnet truer med at blive lidt kildent, og til slut gør man sagen saa let som mulig ved simpelthen at lade den kvinde dø, som manden i krigsaarene har forelsket sig i. Under disse forhold skulle der ikke være noget i vejen for, at en filmhelt vender tilbage til sin brave kone, saa alt alligevel kan ende som det skal og bør, i ærbarhed, fryd og gammen.

Clark Gable er en hæderlig, habil skuespiller. Han fremstiller her en modelæge, en egoist, som kun tænker paa sin karriere og sit eget. Krigen lærer ham noget om fællesskabet, og det omsving, der sker med ham, fremstiller Gable troværdigt. Og hvor er han sympatisk, i filmens forløjede slutning giver han blankt op. Af publikumsmæssige hensyn er Lana Turner valgt til hans partnerske. Mange vil sikkert synes, at hun er allerkærest. Instruktøren Merwyn le Roi, som har sat det hele drevent op, lader til at være klar over at hun ikke evner at udtrykke meget; hver gang det store følelsesudbrud skal komme, klares det ved lækker kunstfotografering. Anne Baxter virker ikke bleg og intetsigende nok som Gables kone. Flere af birollerne er udmærket besat, og Osborns dialog hæver sig over handlingen. (Saga Bio). Hr. Bert.”

Her skal jeg ikke gå nærmere ind på Steinthals bedømmelse af den ovennævnte film, så meget mindre, som jeg ikke selv har set den og derfor ikke kan bedømme hans vurdering af den. Derfor vil jeg her nøjes med at omtale de medvirkende skuespillere ganske kortfattet, hvilket jeg synes de under alle omstændigheder fortjener. Først er der amerikansk films maskuline superhelt nr. 1 gennem mange år, den absolut sympatiske og meget dygtige skuespiller Clark Gable (1901-1960), af tysk afstamning og født i Ohio. Han begyndte tidligt at interessere sig for skuespil, men virkeliggjorde først denne interesse som 21-årig, hvilket vil sige omkring 1922. Han begyndte som skuespiller ved omrejsende teaterselskaber og fik en manager ved navn Josephine Dillon, som dels støttede ham økonomisk og dels promoverede ham i Hollywood, og som han dels giftede sig med. Gable fik nogle småroller i nogle stumfilm, men det var først efter at han igen havde optrådt på scenen og i en hovedrolle, at Hollywood-selskabet MGM blev interesseret i ham. Den første større filmrolle fik han i Syndens vej (1931). Han spillede derefter skurkeroller i flere film, hvor hans udseende og kraftfulde stemme især gjorde indtryk på kvindelige biografgængere. Det bevirkede, at han fik hovedroller, hvor han kom til at spille sammen med store kvindelige filmstjerner som Greta Garbo, Joan Crawford og Jean Harlow.

Sit filmiske gennembrud fik han dog i og med Det hændte en nat (1934), hvori han spillede sammen med Claudette Colbert, og for hvilken rolle han fik sin første Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Men en endnu større gennembrud fik han i rollen som Rhett Butler i den herostratisk berømte film Borte med blæsten (1939), som atter indbragte ham en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Gable var nu på højden af sin filmkarriere og samme år, 1939, indgik han ægteskab med skuespillerkollegaen, filmkomediennen Carole Lombard. Deres lykke varede imidlertid kort, idet Lombard omkom ved en flyulykke i 1942, og den dybe sorg, som derved ramte ham, fik Gable til midlertidigt at forlade filmverdenen og melde sig til US Air Force, hvor han deltog i kamp i Europa og endte med en titel som major. Efter krigens afslutning vendte han tilbage til Hollywood, hvor han som fastansat kun blev tildelt mindre betydelige roller, hvilket han naturligvis var utilfreds med. Han forsøgte sig derefter med engagementer fra film til film.

Clark Gable, som altid beholdt sin tynde moustache som et charmerende kendetegn, havde allerede i 1936 indspillet filmen San Franscisco, en film om det store jordskælv, der ramte denne amerikanske storby i 1905. Men efter succes’en med Borte med blæsten kneb det med de store markante hovedroller. I 1950’erne fik han hovedrollen i flere westernfilm, bl.a. i Oprør i Texas (The Lone Star, 1951), hvori Ava Gardner havde den kvindelige hovedrolle, og i John Ford-filmen Mogambo (1953), hvori han igen spillede sammen med Ava Gardner og desuden med Grace Kelly. I 1959 indspillede han i hvert fald to film, nemlig Jeg og min sekretær (But Not for Me), med Carroll Baker. Lilli Palmer og J. Lee Cobb, og Det begyndte i Napoli (It started i Naples), hvori han havde den smukke Sophia Loren som sin kvindelige medspiller. Skønt kun 59 år indspillede den tydeligt ældede Clark Gable sin sidste film i 1960, nemlig De frigjorte (The Misfits, 1961) med Marilyn Monroe (1926-1962) i sin ligeledes sidste filmrolle.

Gables rolle i De frigjorte var fysisk temmelig krævende, og da hans kondition ikke var den bedste, måtte han – i øvrigt som altid imellem sine roller – gå på slankekur og bl.a. skære kraftigt ned på sit alkoholforbrug og sin cigaretrygning. Clark Gable døde af et hjerteslag den 16. november 1960 i Californien og blev begravet i Forest Lawn Memorial Park i Glendale ved siden af Carole Lombard. Han havde dog i tidens løb været gift og skilt flere gange, først med den tidligere nævnte Josephine Dillon (gift 1924-1930), Maria Langham (gift 1931-1939), Carole Lombard (gift 1939 til hendes død i 1942), Sylvia Ashley (gift 1949-1952) og Kay Williams (gift 1955 til hans død i 1960). Clark Gable havde to børn, en datter Judy Lewis (ca. 1935-2011), datter af skuespillerinden Loretta Young (1913-2000), som dog til kort før sin død påstod, at pigen var adopteret, og Gables andet barn var en søn med Kay Williams, John Clark Gable, født 20. marts 1961, og som altså dermed blev født ca. 5 måneder efter sin fars død.

Herefter skal omtales Lana Turner (1921-1995), som efter min og mange andres vurdering ikke er eller var så ringe en skuespiller, som Steinthal synes at antyde. Den efter Hollywood-målestok smukke skuespillerinde blev allerede som 16-årig knyttet til filmselskabet MGM, hvor hun i begyndelsen af sin karriere blev castet i rollen som uskyldsren ung kvinde. Men hun havde faktisk et gedigent skuespillertalent gemt i sig, for i 1946 fik hun rollen som femme fatale i Postbudet ringer altid to gange (The Postman Always Rings Twice, 1946). Hendes rolle som Lady Charlotte de Winter i De tre musketerer (The Three Musketeers, 1948) og Illusionernes by (The Bad and the Beautiful, 1953) viste hendes talent som karakterskuespiller. De nævnte og flere andre roller gjorde hende til en af 1950ernes mest populære amerikanske kvindelige filmskuespillere, hvilket blev yderligere bestyrket af de film, hun indspillede efterfølgende. Det var film som Når man kun er ung (formentlig Diane, 1957), en rolle for hvilken hun blev nomineret til en Oscar. Men i 1960’erne gik det ned ad bakke for den populære skuespiller, hvis privatliv i Beverly Hills var tumultagtigt med mange og skiftende elskere og skandaler og et mord. Lana Turners 14-årige datter, Cheryl Crane, som under et voldsomt skænderi mellem Lana Turner og en af dennes elskere, som optrådte voldsomt og truende, fortvivlet forsøgt at beskytte sin mor med en køkkenkniv, fik skylden for drabet, men blev ikke dømt, idet det kunne påvises at der havde været tale om selvforsvar. Lana Turner døde som 74-årig af kræft i æggestokkene den 9. juni 1995. Sic transit gloria.

Mere og flere film

For min egen part var jeg som nævnt stadig en ivrig biografgænger, idet jeg, så ofte det lod sig gøre, besøgte de biografer og så de film, som jeg syntes der var værd at se. Sådanne film var der heldigvis en del af, selv om man jo ikke kunne overkomme eller få tid og afse penge til at se dem alle. Men her kan jeg da nævne nogle af de film jeg selv så: Først og fremmest den dramatiske engelske film ”De røde Sko” (The Red Shoes), som spilledes i Park Teatret på Østerbrogade. Filmen, som havde haft urpremiere 28. februar 1948, er en filmisk gendigtning af H.C. Andersens skønne eventyr af samme navn. Den var instrueret af makkerparret Michael Powell og Emeric Pressburger og havde den skønne balletdanserinde og skuespillerinde Moira Shearer i hovedrollen som pigen med de røde sko og med danseren, balletinstruktøren og koreografen Leonide Massine som partner. I de øvrige hovedroller sås de dengang velkendte skuespillere Marius Goring og Anton Walbrook. Filmen spillede i hele 133 minutter, altså 2 timer og 13 minutter. Men selv om filmen ”De røde Sko” var interessant nok som sådan og med gode skuespillerpræstationer, så formåede den ikke at forløse dette ret specielle Andersen-eventyr. Filmen lod i hvert fald mig kølig og uberørt, faktisk lige som tilfældet havde været med Powells og Pressburgers anden kendte film ”En sag om liv eller død” fra 1946.

Den amerikanske film ”Mand og mand imellem” fra samme år, 1948, blev spillet i Enghave Bio, men jeg havde tidligere på året set den i en af Centrum-biograferne, men husker ikke hvilken. Filmens hovedrolle havde Gregory Peck og den handlede om, at jøder blev diskrimineret og mobbet på det amerikanske arbejdsmarked, lidt i lighed med, hvad tilfældet var for afroamerikanere. En velspillet og interessant film om et prekært fænomen i det multi-etniske amerikanske samfund.

Men nok så interessant og spændende var engelske Lawrence Oliviers fremragende filmatisering af Shakespeares drama ”Hamlet”, som han selv instruerede og hvori han spillede den mandlige hovedrolle. Den kvindelige hovedrolle som Ofelia var lagt i hænderne på den dengang ganske unge Jean Simmons. Olivier var kendt som Shakespeare-skuespiller par exellence, som til daglig optrådte og instruerede på Shakespeare-teatret Old Vic, hvor blandt andre kendte og ukendte skuespillere også Vivien Leigh og Jean Simmons optrådte.

Teater- og filmskuespilleren Lawrence Olivier (1907-1989) blev af mange teater- og filmkritikere anset for at være den største skuespiller i det 20. århundrede, og en kendsgerning er det i hvert fald, at han var den førende skuespiller, når det gjaldt opførelsen af William Shakespeares skuespil, hvoraf han senere også filmatiserede flere med sig selv i hovedrollen, som f.eks. Macbeth, Romeo, Othello, Henrik V, Richard III. Hans præstationer i disse film var og er bemærkelsesværdige. På film debuterede han allerede i stumfilmtiden med The Temporary Widow (1926) og talefilmen The Yellow Ticket (1931) og medvirkede i omkring i alt 60 film, både engelske og amerikanske, men bedst kendt for sine roller i film som de amerikanske Stormfulde højder (1939), Rebecca (1940) og den engelske Lady Hamilton (1941), hvori han spillede rollen som Lord Nelson og hans daværende kone, teater- og filmskuespillerinden Vivien Leigh (1913-1967) rollen som Lady Hamilton. Olivier og Leigh var i privatlivet gift med hinanden fra 1940 til 1960. Hun blev verdenskendt for sin rolle som Scarlett O’Hara i den herostratisk berømte amerikanske film Borte med blæsten (1939) og kendt som fremragende karakterskuespiller i rollen som Blanche DuBois i den ligeledes amerikanske film Omstigning til Paradis (1951), en rolle hun også spillede, da stykket blev opført på teatret i London. I øvrigt spillede hun på teatret sammen med sin mand, som dels også instruerede og spillede sammen med hende i flere skuespil, hvori hun havde roller, som f.eks. Ofelia, Kleopatra, Julie og Lady Macbeth og desuden i stykker af Noël Coward og George Bernard Shaw.

Vivien Leighs privatliv var ikke nogen dans på roser, idet hun det meste af sit liv led af manio-depressivitet, som angiveligt gjorde hende vanskelig at omgås med, både udenfor og på scenen. Til hendes nedtur bidrog også et par ufrivillige aborter. I 1960 blev Olivier og Leigh skilt, og medvirkende til deres ægteskabelige forlis var også en stærk rivalisering mellem Vivien Leigh og Marilyn Monroe. Det hang delvis sammen med, at Olivier i 1956 havde påtaget sig at instruere og spille den mandlige hovedrolle i den amerikansk producerede film Prinsen og korpigen (1957), hvori Marilyn Monroe havde den kvindelige hovedrolle. Olivier og Marilyn forelskede sig uhjælpeligt i hinanden, samtidigt med at de som skuespillere var hinandens absolutte modsætninger. Det sidstnævnte gav anledning til mange indbyrdes konflikter, som påvirkede deres professionelle arbejde og medvirkede til, at filmen ikke blev helt så vellykket, som man havde forventet og håbet på.

Efter skilsmissen indgik den i 1947 adlede Sir Olivier i nyt ægteskab, denne gang med skuespillerinden Joan Plowright (f. 1929), og dette ægteskab ser ud til at være blevet vellykket, idet parret fik tre børn. Vivien Leigh levede i årene 1958 til sin død sammen med skuespillerkollegaen Jack Merivale (1917-1990), som angiveligt var en stor støtte for hende i hendes tiltagende manio-depression og anden sygdom. Hun døde som en følge af en for sent diagnosticeret og uhelbredelig tuberkulose den 8. juli 1967, kun 53 år gammel. Men både hendes og Olivers navne vil forblive erindret i international filmhistorie, så længe denne bliver stående.

Jean Simmons (1929-2010) debuterede som filmskuespiller allerede i en alder af 14 år, nemlig i filmen Give Us the Moon (1943) og fik et gennembrud i rollen som Estella i og med Dickens-filmen Great Expectations (1946) og skabte sig efterfølgende en strålende karriere, især begyndende med sin rolle som Ofelia i Lawrence Oliviers filmatisering af Shakespeares ”Hamlet” (1948). Rollen var oprindelig tiltænkt Vivien Leigh, men på grund af dennes sygdom blev den overtaget af Jean Simmons, som i øvrigt i flere andre tilfælde havde dubleret den sygdomsplagede skuespillerinde. Jean Simmons kom til Hollywood i 1950 og blev en af 1950ernes førende filmstjerner, blandt andet i Hollywood-filmene Guys and Dolls (1955), The Big Country (1958), Elmer Gantry (1960) og Spartacus (1960). Hun var gift med skuespilleren Stewart Granger 1950-60 og med filminstruktøren Richard Brooks 1960-77.

I 1985 og 1986 viste Jean Simmons sig i tv-serien Nord og Syd, hvori hun igen spillede rollen som familie-matriarken Clarissa Main. I 1988 spillede hun i filmen The Dawning, denne gang sammen med Anthony Hopkins og Hugh Grant, og i 1989 havde hun igen en hovedrolle i tv mini-serien Great Expectations, hvori hun denne gang spillede rollen som Estella's adoptivmoder, Miss Havisham. Simmons viste sig herefter sjældnere på film og tv, men i 1991 optrådte hun i en genindspilning af tv-serien Dark Shadows, i roller som oprindelig blev spillet af Joan Bennett. Fra 1994 til 1998 var Simmons speaker på tv-dokumentar-serien Mysteries of the Bible. I 2004 lagde Simmons stemme til den ledende rolle som Sophie i den engelske versionering af Howl's Moving Castle.

Af andre film, jeg så i 1948 skal her kun nævnes den amerikanske The Secret Life of Walter Mitty (Alle Tiders Helt, 1947), som havde den dengang velkendte og afholdte spasmager Danny Kaye i den ubestridte hovedrolle. Danny Kaye eller som han rigtigt hed: David Daniel Kaminsky (1913-1987), var skuespiller, sanger og komiker, som foruden på film også optrådte på teatre med særegne pantomimer og lynhurtigt fremførte nonsenssange. Han medvirkede i 23 spillefilm, blandt hvilke The Kid from Brooklyn (1946), The Secret Life of Walter Mitty (1947), The Inspector General (1949), Hans Christian Andersen (1952), White Christmas (1954) og ikke mindst hans måske bedste præstation i The Court Jester (1956).

Blandt sine mange film blev Danny Kaye især herostratisk berømt for sin rolle som H.C. Andersen i den meget amerikanske film Hans Christian Andersen (1952), hvori han blandt andet charmede sig ind i alles hjerter med sangen ”The Ugly Duckling”. Samme år besøgte Danny Kaye under et PR-fremstød for filmen H.C. Andersens Hus i Odense, hvor han på pressefotografernes opfordring lagde sig i digterens seng. Disse fotos blev trykt i alverdens aviser og blade, hvilket morede mange, men H.C. Andersen-elskere syntes det var at drive spøgen for vidt. Ikke desto mindre blev Danny Kaye nogle år senere slået til Ridder af Dannebrog for sin rolle i filmen, som naturligvis havde været promoverende for dansk turisme, idet den gav mange amerikanere lyst til at besøge H.C. Andersens ”eventyrland” Danmark. Den opfattelse af Danmark havde H.C.Andersen-filmen bidraget til.

En nok så vigtig indsats af Danny Kaye var det, da han benyttede sin verdensberømmelse til at blive den første ambassadør for børneorganisationen UNICEF, et arbejde for hvilket han i 1986 modtog den franske æreslegions Legion of Honour. I forbindelse med omtalen af Danny Kaye vil jeg gerne nævne den smukke amerikanske skuespillerinde Virginia Mayo, som medvirkede i flere af komikerens film, herunder blandt andet i ”Alle Tiders Helt”. Virginia Mayo, født Virginia Clara Jones (1920-2005), født i St. Louis, Missouri, begyndte sin karriere som korpige i vaudeviller, hvortil hun var engageret af vaudeville-entertaineren Andy Mayo, hvorfor hun antog hans efternavn som sit scenenavn.

Så vidt jeg har kunnet konstatere medvirkede Virginia Mayo i fire af Danny Kayes mange film, nemlig i Wonder Man (Mirakelmanden, 1945), The Kid from Brooklyn (Vi der går Mælkevejen, 1946), The Secret Life of Walter Mitty (Alle Tiders Helt, 1947) og A Song Is Born (Swing-professoren, 1948). Blandt de mange film, hun i øvrigt medvirkede i var også The Best Years of Our Lives (De bedste Aar, 1946) og White Heat (1949). I disse to film viste hun sig som karakterskuespiller, nemlig henholdsvis som den usympatiske og troløse Verna Jarrett i sam- og modspil med berømte James Cagney, og som åndsforladt golddigger i den sidstnævnte og meget berømte film. Hendes karriere fortsatte gennem 1950erne, ikke sjældent i de såkaldte B-film som westerns og eventyrfilm. Men grunden til, at jeg specielt nævner Virginia Mayo her, er hendes flotte krop, som ikke sjældent var iført dristige kostumer, der var af en sådan karakter, at de afslørede hendes kvindelige former også på de mest prekære steder. Det pirrede selvsagt hormonerne hos de mandlige tilskuere i biograferne, og altså også hos mig. Så er det sagt.

____________________________

Imidlertid steg danskernes forbrug af både dagligvarer og luksusvarer i de følgende år efter krigen og Besættelsen, hvilket indirekte fremgår af de mange annoncer og reklamer, der stort set var i alle aviser og ugeblade og desuden i biograferne. I Dagbladet Politiken for fredag den 25. marts 1949 var der også ret så mange annoncer for stort set alt mellem himmel og jord, men her vil jeg nøjes med at gengive et lille tilfældigt valgt udpluk fra nævnte avis:

Tre annoncer, som taler for sig selv. Vaskemidlet Henko var noget min mor brugte jævnligt, og en god pibe tobak var, hvad min far foretrak, når han havde tid til at ryge, hvilket jo ikke altid vr tilfældet, især ikke i arbejdstiden. Og en god og moderne Sonofon-radio i kabinet med indbygget grammofon til den nette pris af 1575 kr. var ikke at foragte, men faktisk ikke et apparat, som en almindelig arbejderfamilie havde råd til at købe. Desuden havde jeg i 1944 købt og foræret mine forældre en TO-R radio i kabinet med indbygget grammofon med automatisk pladeskift, og det apparat fungerede fortsat upåklageligt. - Annoncer i Dagbladet Politiken for fredag den 25. marts 1949.

I slutningen af 1940’erne var der endnu ikke mange almindelige lønmodtagere, som havde bil, så cyklen forblev stadig et meget benyttet transportmiddel, sådan som tilfældet jo også havde været før krigen og især under Besættelsen. Herover ses en annonce for AKADIA – Cyklen alle vil ha! og så kostede den dyreste model af slagsen kun kr. 237,50, som tilmed kunne afdrages med 100 kr. i udbetaling og 15 kr. pr. måned. - Annonce i Dagbladet Politiken for fredag den 25. marts 1949.

Tre annoncer, hvoraf de to er for henholdsvis sidste skrig i moderne damehatte og herrehatte, og til priser, som også almindelige lønmodtagere ville kunne betale, enten hvis de sparede sammen til det eller købte på afbetaling. Annoncen med det ”tekniske vidunder i smukkeste indramning”: radioapparatet Matiné i elegant bakelitkabinet til den nedsatte og favorable pris af 360 kr. + afgift, kunne man også købe for 15 kr. pr. måned. - Annoncer i Dagbladet Politiken for fredag den 25. marts 1949.

Denne annonce har jeg især fundet interessant, fordi den marmelade, den reklamerer med, har samme navn som min datter Linda, der dog først blev født mange år senere, men i begge tilfælde et ’kvalitetsprodukt’. Datter Linda er også sød og lækker og afholdt af hele familien, ganske som den ovenfor anbefalede marmelade. - Annonce i Dagbladet Politiken for fredag den 25. marts 1949.

Film og filmmanuskripter

Film var stadigvæk en af mine hovedinteresser, og derfor fulgte jeg nogenlunde med i, hvilke spillefilm, der havde premiere. Det var fortsat amerikanske film, der dominerede biograferne, men der var dog også enkelte engelske, franske og svenske film på repertoiret. Dansk filmindustri kunne i reglen mønstre 10-12 spillefilm om året. Under Besættelsen var der dog blevet produceret flere danske spillefilm, end tilfældet havde været både før og efter krigen. Det hang naturligvis sammen med det tyske forbud mod udenlandske film, og biografernes efterspørgsel efter film var ikke blevet mindre, snarere tværtimod. 1942 kunne opvise det hidtil største antal danske spillefilm, nemlig i alt 19, fulgt af 1943 og 1944, som i begge tilfælde kunne mønstre i alt 17 spillefilm. Efter Besættelsen faldt raten af danske spillefilm til førkrigsniveau, idet der i 1945 ’kun’ blev produceret i alt 10 danske film. I 1946 blev det dog til i alt 12 danske spillefilm, og i 1947 hele 13 film. Til gengæld kunne 1948 kun mønstre i alt 9 og 1949 bare 8 danske spillefilm, hvilket naturligvis hang sammen med konjunkturerne.

Interessen for, hvad der var sket kort før, under krigen og Besættelsen, holdt sig stadigvæk, i al fald hos nogle danske filmselskaber og hos en del af publikum. Den 16. februar kunne Palladium således holde premiere på Det gælder os alle, som havde manuskript af Svend Rindom og var instrueret af Alice O’Fredericks, assisteret af Robert Saaskin, og klippet af Edith Schlüssel, der også havde været klipper på ”Fyrtøjet”. I den mandlige hovedroller kunne man se – ja, hvem ellers – Poul Reichhardt, og den kvindelige hovedrolle lå hos den 10 år yngre Lily Broberg. Og Ib Schønberg medvirkede selvfølgelig også. Filmens hovedidé var kort fortalt den, at vi danskere skulle lære at acceptere Wiener-børn, hvis fædre var anti-nazister. Man skulle jo ellers have troet, at det ikke kunne være noget problem. Imidlertid sad det stadig i mange, at alt, hvad der var tysk eller mindede om tysk, var mere eller mindre nazi-inficeret og derfor suspekt.

Det var så vidt jeg husker en dag i foråret 1949, at tegneren og animatoren Børge Ring henvendte sig til Rie Nissen, for at forhøre sig om hun eventuelt ville give slip på Harry Rasmussen, for der var brug for ham som animator, forklarede han. Rie Nissen fortalte mig efterfølgende om telefonsamtalen: ”De må indrømme,” havde han sagt, ”at mange kan blive gode fotografer, men jeg kan fortælle Dem, at kun få kan blive gode animatorer! Og De har en god animator gående hos Dem som elev!” – ”Jo, jeg er da villig til at annullere hans kontrakt, hvis han selv vil det sådan!”, svarede Rie Nissen og forhørte sig hos mig om jeg kunne tænke mig at blive animator hos firmaet Ring og Rønde. Men selv om tilbuddet var fristende, så var det min hensigt, at ville gøre min læretid som fotograf færdig, og derfor sagde jeg nej tak til tilbuddet. At jeg så ikke tog afgangsprøve som fotograf, er en anden sag.

Omtrent ved samme tid henvendte Børge Hamberg sig på vegne af Allan Johnsen, Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, også til mig, idet man gerne ville have mig med som animator på det nystartede lange tegnefilmprojekt ”Klods-Hans”. Men også i dette tilfælde måtte jeg takke nej af den ovenfor anførte grund. Men jeg var noget i vildrede med mig selv, for jeg fornemmede i dybet af mit sind, at Børge Ring havde ret i, at mange kunne blive gode fotografer, men kun relativt få kunne blive supergode animatorer. Mit forbillede, hvad angik tegnefilm, så var og forblev Walt Disneys tegnefilm idealet for mig, og allerede dengang, da jeg var medarbejder på ”Fyrtøjet”, drømte jeg om, at det en skønne dag måske ville kunne lykkedes for mig at opnå at blive lige så en god animator, som de bedste af Disneys animatorer. Det var selvfølgelig en næsten umulig drøm, dels fordi de af hans lange tegnefilm, der var blevet produceret indtil dette tidspunkt, var så fabelagtigt dygtigt lavet, både hvad angår disses tekniske og kunstneriske kvaliteter, og for det andet, hvad man måtte kunne forvente sig af de af hans lange tegnefilm, som både verden og vi endnu kunne forvente at se fra ”tegnefilmkongens” værksted. Og det viste sig faktisk ikke at være så lidt.

Amatør-poeten

Dette forår, hvor jeg bl.a. fantaserede om og også nedskrev synopsis til nogle påtænkte filmmanuskripter, fik jeg også en uimodståelig lyst til at skrive digte, hvilket jeg aldrig tidligere havde gjort. De digte, jeg skrev, var da heller ikke kunstværker, hverken hvad angår metrik eller indhold, men derimod udtryk for min daværende livssituation og grundlæggende sindsstemning. Her følger nogle eksempler på mine ”digte”:

Kærlighedserklæring – selvbekendelse

O, du min store kærlighed,

du, for hvem jeg gerne led og stred,

og om det med alverdens sorger ville hagle,

aldrig kunne svigte, du min elsk’te navle,

det visselig jeg ved.

------------------------------------------

Kærlighed

Den kærlighed, man skærme bør,

at ikke man den døder,

er den, der gavne gør,

så andre varmes ved dens gløder.

-----------------------------------------

Perlen

Der er en perlelil’

så rig og fin

hvis du ser til

i hånden din.

Den perlelil’ af flunk og skær

som er så hed

i hånden der

er kærlighed.

Du vender øjet bort

fordi du tror

at perlen fort [dvs. fortsat]

i hånden bor.

Men kærligheden vogtes må

at ej det sker

den ende få

som her:

Den perlelil du ejed før

og mente her

var sart og skør

og findes ikke mer.

--------------------------------------------

Naturbetragtning

Naturens komster,

de vidunderdejlig’ blomster,

kommer frem –

går snart i gem.

-----------------------------------------

Drømme

Drømmes kontrafej i forårsluft

minder mig om golde ønskers leg

minder mig om hjertets hede banken

og om ensom, målløs vanken.

--------------------------------------------

Gyldne lænker

Gyldne lænker:

Tomme ønskers rus,

hede drømmes sus,

vilde tankers brus:

Gyldne læn

------------------------------------------------

Himmel og helvede

Menneske, himmel og helved’ er kun i dig!

Det er din egen svagheds snarer, som styrter dig,

din egen styrkes magt, som højner dig.

Det er enden på din styrkes og svagheds strid,

som afgør, om sejren bliver himmel eller helved.

------------------------------------------------

Her følger et lille eksempel på naturlyrik i prosa, som passede godt til min sindsstemning på den tid:

Stemning

Regnen faldt. Jorden var mørk af væde. Vinden greb regnen og førte den ind over marker, enge og skove. Alt lå som indhyllet i et mørkt og tungt slør, der lod én ane livets hemmelighedsfuldhed. Naturen holdt sit åndedræt, det var som om den hvert øjeblik kun ventede på at ånde befriet ud. Det lød som en sagte sang af mange stemmer, der i næste nu kunne forvandle sig til et mægtigt brus.

-------------------------------------------

Det følgende digt er dog fra juli 1950, men viser at min ensomhedsfølelse og mangel på en at elske, stadigvæk prægede min personlige situation og livsholdning:

Sværmeri

Den sværmer ej

som ej sværme kan

for den som ene er

og ene var

og ingen har at sværme for

og sværme med

kan ingen sværmer være.

For sværmeri

det kræver jo

at man er - ikke en -

men to.

---------------------------------------------

Dette år, altså 1949, skrev jeg også et lille essay, må man vel kalde det, som pludselig kom til mig i færdigstøbt form, da jeg en dag sad og tænkte tilbage på min første tid i København, efter at vi var kommet til storbyen fra det lille, fredelige og i sammenligning lyse Nakskov. Vi boede lige præcis et år, nemlig fra 1. april 1939 og til 1. april 1940, i det daværende Baggesensgade 26 C, stuen til højre, inde i første baggård, der var asfalteret. Men som omtalt under 1939 var der yderligere to baggårde, som hørte til ejendommen, nemlig anden og tredje baggård, der begge var belagt med brosten, og det er en af disse baggårde, der refereres til i den følgende tekst:

I den snavsede, stenbelagte baggård til en af de høje, skumle kaserner, som menneskene bruger til boliger, og hvor solens lys sjældent når ned, levede et lille menneskebarn sit liv. Her byggede han de luftkasteller, hans fattige og triste tilværelse tilskyndede ham til, og her så han for sig en tilværelse langt rigere, end den, hvori han var født.

Omkring sig havde den lille dreng fire høje, skumle mure, og ned fra disse snavsede mure stirrede række efter række af tomme vinduer, hvis uhygge af og til kunne få ham til at gyse.

Under sig havde han den stenbelagte jord, hvor små ukrudtplanter tittede frem mellem stenene, som ville de sige: ”Se på os, vi lider samme triste skæbne som du!”, - og dér højt oppe, hvor husmurene endte, hvælvede himlen sig.

Baggården lå næsten altid i mørke, fordi solens lys ikke kunne nå derned for de høje mure, - og når solen engang imellem skinnede, kunne han oftest kun se dens lys på murenes øverste rande. Men det hændte også, at solen stod lige oppe over baggården, så dens stråler nåede helt ned til drengen og ukrudtplanterne mellem stenene. Da kendte hans glæde ingen grænser, og med tårerne trillende ned over kinderne, løb han fra mur til mur og trykkede sine hænder imod dem og lod solen varme sine små fingre. Så jublede og sang det i ham af fryd og han gav sin jubel luft i glade toner, så væggene dirrede. Men med et stod han stille og tav og følte, at hænderne var blevet kolde. Han så op, solen var borte. Tilbage var kun ekkoet af hans egen glade sang.

Mørket faldt på, men den lille dreng følte ingen lyst til at gå. Han blev siddende i baggårdens mørke og ønskede kun at komme derop, hvor himlen var blå og solen altid skinnede.

At det lille essay pludselig dukkede op i min bevidsthed, hang antagelig sammen med, at jeg året før, altså i 1948, havde haft en drejebog til en social-psykologisk spillefilm i tankerne. Filmen skulle handle om en lille dreng og hans families omplantning fra provinsen til hovedstaden i slutningen af 1930’erne og begyndelsen af 1940’erne. Der var naturligvis tale om en delvis selvbiografisk skildring. Synopsen fik titlen Blomsten og stenbroen. Jeg tumlede med ideen i lang tid, men fik den aldrig nedskrevet som drejebog. Der var faktisk kun tale om øvelse i at udtænke en handling i filmisk form, som eventuelt ville have kunnet bruges, hvis …

Film i pagt med tiden

Man må nok konstatere, at mine filmideer dengang var i pagt med den seriøse del af tidens danske spillefilmproduktion, men selv følte jeg dog ikke, at jeg ’abede’ efter, for ideerne var mere eller mindre udsprunget af mine egne personlige oplevelser og erfaringer.

Her i 1949 havde jeg også en anden og nok så seriøs idé til en højst dramatisk spillefilm om et af krigens ofre, en ca. 35-årig mentalt nedbrudt mands skyldfyldte genoplevelse af krigens meningsløse gru. Handlingen var henlagt til en af efterkrigstidens større tyske byer, som for en stor del lå i sodsværtede ruiner. Disse havde jeg dog kun set på film og fotos, men de mindede mig om indtrykket af den udbrændte Franske Skole på Frederiksberg Allé og gjorde et uhyggeligt og uudsletteligt indtryk på mig, for i fantasien forestillede jeg mig, at der havde boet levende mennesker i ejendommene, mennesker, mænd, kvinder og børn, som havde levet deres dagligliv stort set ganske som min familie og mig selv. Filmen skulle have titlen Og mørket faldt på …

Filmens persongalleri og handling udformede jeg forholdsvis detaljeret i tankerne, men efter nogen tids forløb opgav jeg at arbejde videre med projektet, som jo desuden ikke havde nogen større muligheder for at lade sig realisere.

Det magiske tal 7

Endelig havde jeg også en plan til en social-psykologisk spillefilm med titlen Syvtallet, som skulle skildre en ung mands forsøg på at finde en mening med sig selv og tilværelsen. Titlen og begrebet ”syvtallet” refererede dels til det redskab, som på den tid i reglen eller i hvert fald ofte blev brugt af københavnske klunsere, når disse gik rundt i gaderne og rodede i baggårdenes skraldespande, i håb om at finde genanvendelige ting og sager, der kunne sælges til de såkaldte produkthandlere. For ikke at risikere at komme til skade af glasskår eller andre skarpe genstande, brugte klunserne en halvlang jernstang, hvis ene yderste ende var bøjet vinkelret på den del af stangen, man holdt i, til at rode op i spandenes affald. Hvis man holdt jernstangen med det korte, vinkelret bøjede stykke op i luften, kunne den minde om et syvtal. Begrebet refererede dels også til det matematiske begreb ”syvtallet”, som hører til et af de tal, der gennem tiderne er blevet tillagt magiske og symbolske egenskaber. I mystikkens numerologi er tallet 1 udtryk for grundlaget for alt, altså for Gud, og for dét hele, der udgøres af alle ting og hændelser. 2 er det første tal, der bryder med helheden, hvorved der dannes en modsætning, som også giver grundlag for splid og fjendskab. Tallet 2 ses derfor som Det Ondes (Slangens eller Djævelens) tal og Kvindens tal (Adam var først, Eva nr. 2). 3 er følgelig tallet, hvor modsætningerne (1 + 2) forenes i harmoni, hvor Gud for første gang manifesterer eller viser sig. 4-tallet er udtryk for, at alt eksisterer i fire dimensioner og er skabt af fire elementer: ild, luft, jord og vand. 5 er tallet for de fem sanser, og da det er summen af 1 (Gud) + 4 (stoffet), er det tallet for guddommeligt liv i den døde materie. 6 er et fuldkomment tal, fordi det er lig summen af sine divisorer mindre end det selv: 6 = 1 + 2 + 3.

Og nu kommer det: Tallet 7 er sammensat af 3 (Guds manifestation) + 4 (verdens mål) og angiver derfor tidsrytmerne for det jordiske livs udvikling, f.eks. kvindens menstruationscyklus på 7 x 4 dage = 28 dage, og svangerskabet på 7 x 40 dage = 280 dage divideret med 30-31 dage (en måned) = 9 måneder. Syv er derfor sluttallet for enhver guddommelig udvikling, i Bibelen udtrykt ved de 6 skabelsesdage og den 7. dag som hviledagen. Deraf de 7 ugedage. 8-tallet er et tal højere end 7, og må derfor være udtryk for en ny begyndelse på et højere niveau, og 9 er tallet, der slutter kredsen og indleder en ny talrække, nemlig 10, 11, 12, 13 osv. til 19, hvorefter kredsløbet fortsættes på et endnu højere niveau, nemlig 20, 21, 22, 23 osv. osv. Men alt sammen selvfølgelig ren tankeleg.

Referencen til 7-tallet beroede i dette tilfælde på, at den unge mand i den planlagte film, ”Syvtallet”, grundlæggende var optaget af at finde ud af sig selv og tilværelsen, som på det tidspunkt var et stort mysterium for ham. Det så meget des mere, som han ikke havde nogen religiøs tro at holde sig til, altså heller ikke den kristendom, som nogle af hans medmennesker og landsmænd var opflasket med. Selv var han opvokset i et hjem, hvor det kristne livssyn og de kristne værdier praktisk talt ikke spillede nogen rolle.

Til den planlagte film, altså ”Syvtallet”, nåede jeg at påbegynde skrivningen af en synopsis, og fra denne vil jeg citere følgende:

”Det er sen aften. Nærbillede af et par bestøvlede fødder i stærkt løb hen ad en landevej. Det er en mand, som synes at være på flugt fra et eller andet. Pludselig smider manden sig ned i vejgrøften. Lyden af en tung bil høres nærme sig, og lyset fra nogle projektører fejer hen over landskabet.

Nærbillede af mandens ansigt, som et kort øjeblik oplyses af projektøren. Han synes at være i begyndelsen af tyverne. Lyden af det passerende motorkøretøj bliver efterhånden svagere og svagere.

Da lyden af bilen har tabt sig i det fjerne, rejser manden sig op og bliver stående, opmærksomt afventende. Stilheden forstyrres kun for et øjeblik af et tog, der passerer langt borte.

Manden begynder at gå ind over markerne og når frem til jernbanelinjen, som han derefter følger videre frem, indtil han kommer til en lille landstation. Stedet er kun oplyst af en enlig lampe over indgangen til ventesalen. Han stiller sig i skjul bag nogle togvogne, der står parkeret på et sidespor, og venter.

Noget efter vover han sig frem og går hen til hovedsporet, hvor han bøje sig ned og lægger øret til sporskinnen, for at lytte efter et tog, der eventuelt nærmer sig. I skinnen høres ganske svagt lyden af et tog, der nærmer sig. Manden går derefter tilbage til sit skjulested og afventer togets komme.

Snart efter lyder togets signal tæt ved stationen og toget kører hen og gør holdt udenfor stationen. Vognstammen består udelukkende af godsvogne. Konduktøren stiger ud og afleverer postsækken til stationsvagten. Derefter fløjters afgang og toget sætter i gang igen.

Idet nogle af de bageste godsvogne passerer forbi stedet, hvor den unge mand holder sig skjult, springer han frem og hopper op på et trinbræt og hager sig fast i et udvendigt håndtag på siden af godsvognen. Toget kører bort i natten.

Under kørslen forsøger den unge mand at få vognens skydedør op, og med en vis anstrengelse lykkes det, hvorefter han udmattet kravler ind i vognen og bliver liggende på gulvet, for at komme til kræfter. Han rejser sig kort efter og lukker skydedøren og sætter sig ned på gulvet.

Inde i vognen er der bælgmørkt. Kort efter rettes lyskeglen fra en lommelygte mod ham. Han dukker sig uvilkårligt og holder hånden skærmende op foran øjnene, for ikke at blive blændet af lyskeglen. I det samme lyder der en mandsstemme: ”Halløj kammerat! Blev du bange! – Det ska’ du såmænd ikke blive, for jeg er kuns en halvgammel stodder, der ikke gør en flue fortræd!” Manden retter herunder lyskeglen mod sig selv, idet han fortsætter med at sige: ”Her ser du de sørgelige rester af fordums ungdom og skønhed!” Manden, som betegnede sig selv som stodder, viser sig at være omkring de halvtreds år, lille og spinkel, men med et ansigt furet af vind og vejr. Hans smil afslører, at han mangler adskillige tænder i munden, hvilket dog ikke forhindrer ham i at være begavet med en særegen form for humor og i at være et filosofisk gemyt.”

Det ovenfor citerede uddrag af min synopsis til filmen ”Syvtallet”, må være nok til at give et indtryk af, hvor jeg ville hen med indholdet og handlingen. Det skal dog lige tilføjes, dels at toget er på vej mod København, og dels, at den ovenfor nævnte halvgamle stodder har tæt forbindelse til klunsermiljøet i samme by, mere præcis til en af dennes noget skumle gader, hvor man ikke tager det så nøje med, hvad der er tyvekoster eller hælervarer. Her ligger der blandt andet en klunserbutik i en lav kælder, og butikkens ejer viser sig ar være en stor og kraftig mand, iklædt gammelt og krøllet tøj, som han ser ud til også at sove i, og som sjældent eller aldrig har været af kroppen og er blevet vasket. Det gælder også manden selv, hvis ansigt er fedladent, ubarberet og sortsmudsket.

Da hovedpersonen, den yngre mand, står uden bolig, arbejde og ingen penge har på lommen, lader han sig friste til at tage med stodderen hen til den nævnte gade og kælderbutik. Her gør den lidt sleske ejer ham det klart, at der er penge at tjene ved at blive såkaldt ”klunser”, et tilbud, den yngre mand tager imod, om end med nogen tøven. Men da han må erkende, at han på stående fod ikke har andre muligheder eller udsigter, lader han sig hverve som klunser, eller med mere velklingende ord, som ”Spildindsamler” med aspirationer om med tiden at blive slået til ”Ridder af Syvtallet”.

Tegneriet genoptaget

Sommerferien 1949 benyttede jeg delvis til at genoptage tegneriet og delvis til at fotografere forskellige pittoreske motiver, blandt andet i København og desuden i Dyrehaven nord for byen. Men først lidt om nogle af de tegninger, jeg tegnede på det her omtalte tidspunkt. Jeg var mest vænnet til at tegne med blyant og havde været det lige siden min tidlige barndom og ikke mindst i de to år, hvor jeg var medarbejder på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, så det lå nærmest for atter at bruge blyant som tegneredskab.

Imidlertid var jeg på daværende tidspunkt også begyndt at interessere mig for at male med akvarelfarve og sjældnere med oliefarve. Men jeg havde – som sædvanligt – flyvske planer om at ville male nogle store billeder med religiøse eller religionsfilosofiske motiver, mindre kunne ikke gøre det. Men til det formål tegnede og malede jeg først nogle skitser i mindre størrelse, som det så var meningen at jeg senere ville forstørre op og male i stor størrelse. Disse planer blev der dog af forskellige grunde ikke noget ud af, så derfor kom ideerne og udkastene ikke længere end til de nævnte skitsetegninger. Herunder vil jeg gengive nogle få eksempler på sådanne skitser:

Blyantsskitser: Til venstre Uddrivelsen af Paradiset, der var tænkt som et maleri i stort format. Til højre Jordklodens dommedag, som også var tænkt som et maleri i stort format. Inden af delene blev dog til noget. – Tegninger: © 1948 Harry Rasmussen.

Som nævnt forsøgte jeg mig også med at male nogle skitser med akvarelfarver, men i tidens løb er flere af disse bortkommet, så at jeg kun er i stand til at gengive det følgende eksempel:

Akvarelskitse til Jesu tilsyneladende hårde ord til Simon Peter: ”Vig bag mig, Satan!”, tegnet af Harry Rasmussen og tænkt som maleri i stort format. – Tegning: © 1949 Harry Rasmussen.

Miniatureudkast med titlen Madonna, malt med oliefarver af Harry Rasmussen. – Oliemaleriet var dog ikke tænkt i større format end det, hvori det blev malet. © 1949 Harry Rasmussen.

På den tid malede jeg også nogle lidt større selvportrætter i oliefarve, men disse er desværre gået tabt i forbindelse med en pyromanbrand på mine forældres loft, hvor billederne, sammen med andre af mine personlige ting, blev midlertidigt opbevaret. Det gjaldt også nogle af mine andre oliebilleder med motiver, som Asbjørn og jeg under en fælles udflugt hver for sig havde malet på stedet i naturen.

En anden motivkreds, som interesserede mig rigtig meget som tegner, var at illustrere nogle af H.C. Andersens eventyr og historier, et emne, jeg med mellemrum vendte tilbage til igen og igen. Men jeg fik dog aldrig rigtig gjort alvor af disse planer, udover at tegne nogle skitsemæssige udkast til bl.a. ”Historien om en Moder”, som på den tid særligt havde min interesse.

Blyantsskitser tegnet 1949: Skitsen på forrige side tilsigter at vise moderens fortvivlelse, da døden drager bort med hendes syge barn. Herover til venstre ses den situation, hvor moderen beder døden om at tage barnet med sig i håbet om, at barnet må få det bedre ved at komme i dødens rige. Til højre ses moderen, som spørger tornebusken, om den har set, hvilken vej døden er gået med hendes syge barn. - © 1949 Harry Rasmussen.

I tegninger af den ovenfor viste slags, gjaldt det for mig om ikke at blive alt for detaljeret og distinkt i stregen, sådan som tilfældet jo omvendt var med mine tegninger, der havde med klassisk animation og tegnefilm at gøre. I de sidstnævnte tilfælde var og er det vigtigt, at stregerne var så få og forenklede som overhovedet muligt, hvilket hænger sammen med den teknik, der ligger til grund for den klassiske tegnefilms figurer. Stregerne måtte og må nødvendigvis være ’lukkede’, for at lette arbejdet for de folk, der skal overføre figurerne til på celluloider og dem, der skal farvelægge disse. Derfor blev animationstegningerne, som ofte havde en skitsemæssig karakter, i reglen rentegnet med største omhu. I nogle tilfælde af key-animatoren selv eller ved større produktioner, som eksempelvis de lange tegnefilm, af folk, der er specialister i rentegning.

Det med de lukkede streger er i øvrigt også en nødvendighed, når man i nutiden benytter sig af farvelægning ved hjælp af et computerprogram. Det vil man kunne se et eksempel på ved at klikke ind på følgende link:

https://www.youtube.com/watch?v=9teXhxceNug - I allernyeste tid findes der dog en avanceret computerteknik, som muliggør en avanceret brug af farvelægning af figurer uden lukkede streger. I det hele taget har computerteknikken åbnet for nye horisonter og perspektiver, hvilket de såkaldt computergenerede tredimensionale ’tegnefilm’ er gode eksempler på.

De tidligere ovenfor viste animationstegninger fra min planlagte og delvis påbegyndte tegnefilm om ”Tommelise”, viser tydeligt, hvad jeg mener med, at en tegnet figurs streger skulle være ”lukkede”. Herunder gengives en af disse tegninger, som gerne skulle illustrere, hvad det er der menes, når man taler om ”lukkede” streger:

På denne rentegning af Tommelise ses tydeligt, at stregerne er lukkede, hvilket som nævnt hænger sammen med, at klassiske tegnefilmsfigurer jo var beregnet til at skulle farvelægges. Det med de lukkede streger er i øvrigt også en nødvendighed, når man i nutiden benytter sig af farvelægning ved hjælp af et computerprogram. I allernyeste tid findes der dog en avanceret computerteknik, som muliggør brugen af farvelægning af figurer uden lukkede streger. – Tegning: © 1948 Harry Rasmussen.

________________________________

En ny Disney-tegnefilm

Den 14. maj 1949 havde en af Disneys nyeste tegnefilm, Fun and Fancy Free (1947; ”Bongo og Mickey og bønnestagen”) Danmarkspremiere i Metropol, og det blev som altid lidt af en oplevelse for mig at se, hvad den foretagsomme og kreative Disney og hans nærmest geniale medarbejdere havde fundet på denne gang. Beretningen om den lille cirkusbjørn er hentet fra en fortælling af forfatteren Sinclair Lewis (1885-1951), som var kendt for sine skarpe satirisk-komiske romaner om typiske amerikanere, amerikansk provinsialisme og selvtilstrækkelighed. ”Bongo” er dog en fortælling eller et eventyr for børn, og handler om den lille, tamme og veltrænede bjørn, som hver eneste dag må underkaste sig cirkuslivets hårde og disciplinerede rutiner. Bongo er ekspert i at køre på ethjulet cykel på stram line og herunder jonglere med bolde højt over publikums hoveder, og han høster stort bifald, hver gang han optræder. Men så snart man er færdig et sted, pakkes alting sammen og transporteres med egne specialtog videre til næste by, hvor hele menageriet opstilles på ny.

Bongo har sin egen togvogn med tremmer for døre og vinduer, så flugt ville nærmest være umulig, hvis han skulle lyst til det. Det gør han dog alligevel på et tidspunkt, for under transporten gennem et naturskønt område, føler han den frie natur kalde og lokke ham til sig. På magisk vis glider togets tremmedør op, så han kan flygte ud i friheden, og medbringende sin monocykel forsvinder han dybt ind i skoven. Men opholdet her bliver ikke den idyl, han har drømt om, for nu skal han selv skaffe sig noget at spise, og det er ikke så nemt, som før, hvor han fik maden serveret på bestemte tider af dagen. Ved nattetid, da han vil lægge sig til at sove et sted, som forekommer ham fredeligt og sikkert, forvandles stilheden og roen til et veritabelt mareridt af uhyggelige lyde og truende skikkelser, alt sammen naturligvis fremkaldt af hans frygtsomme fantasis tolkning af de naturlige lyde omkring ham. Men Bongo tilpasser sig hurtigt det naturlige miljø, hvor han møder en flok bjørne og blandt disse den unge hunbjørn Lullubelle, som han naturligvis straks forelsker sig i. Men det vil rivalen, den kæmpestore bjørn Knortekæbe, dog ikke finde sig i, hvorfor han jager Bongo væk. Filmen ender dog med, at Bongo, som er meget mindre end Knortekæbe, tager mod til sig og udfordrer og giver sidstnævnte en uppercut på underkæben, som knuses, hvilket slår Knortekæbe totalt ud. Bongo kan derefter få og have sin elskede Lullubelle i fred.

Det bemærkelsesværdige ved ”Bongo” som tegnefilm betragtet, var for mig at se det noget strammere figur- og baggrundsdesign og den mere moderne farveholdning, som Disney-studierne efterhånden i stigende grad var begyndt at anvende, både i kortfilmene og i de længere tegnefilm. Dette design lå langt fra, hvad man havde kunnet se i ”Snehvide og de syv dværge” (1937), som vistes i Danmark i 1938, og i den naturlyriske ”Bambi” (1942), som var blevet vist i Metropol ved juletid 1947. Bortset fra de korte tegnefilm i ”Metropols juleshow”, var det de eneste Disney-tegnefilm, der var blevet vist i danske biografer indtil dette tidspunkt, altså 1949.

Den anden halvdel af ”Fun and Fancy Free” bestod af ”Mickey og Bønnestagen”, der var en gendigtning af det berømte folkeeventyr om ”Hans og bønnestagen”, men med trioen Mickey Mouse, Anders And og Fedtmule i eventyrdrengen Hans’ rolle. Det var og er en herlig historie og om muligt en endnu herligere tegnefilm, hvori man for anden gang så især Mickey Mouse i en lidt større film, en såkaldt featurette, altså en lidt kortere feature. Filmen handler kort og godt om Lykkedalen, som er blevet ramt af misvækst og hungersnød, fordi kæmpen Willie, der bor på et kæmpeslot højt oppe i bønnestagens grene, som når helt op over skyerne, har stjålet Guldharpen i skikkelse af en ung kvinde. Denne er låst inde i et aflåst skrin, hvis nøgle Willie opbevarer i sin brystlomme. Efter store besværligheder og mange finurlige påfund lykkes det for Mickey at få listet nøglen fra kæmpen og befri Guldharpen, som han sammen med sine to trofaste venner bringer tilbage til folkene i Lykkedalen. Da harpens toner atter lyder ud over dalen genvinder denne sin tidligere frugtbarhed og idylliske natur, og livet går videre i fred og fordragelighed.

Mine egne tegnefilm-drømme

Senere samme år fik jeg ideen til en kort tegnefilm med en stenalderdreng og en bjørn i hovedrollerne. Ideen var tydeligvis inspireret af, at jeg havde set ”Bongo”, men ellers havde handlingen i min lille tegnefilm, som jeg gav titlen ”Drengen og Bjørnen”, ikke direkte noget med handlingen i ”Bongo” at gøre. Idéen til tegnefilmen ”Bjørnejagten”, handlede om en stenalderdreng og hans families og stammefrænders dagligdag, der var præget af frygten for en stor og ondsindet bjørn. Efter mange fataliteter ender det naturligvis med, at den modige dreng uskadeliggør bjørnen, så at han og hans familie og stammefrænder igen kan leve i fred.

Ovenfor ses seks såkaldte ”thumbnail-sketches” til den planlagte korte tegnefilm "Drengen og Bjørnen". Billederne skal i begge rækker ’læses’ fra venstre mod højre. Drengen jagter bjørnen, som har gemt sig i en hul træstub, med sin stenøkse, men forfejler sit hug, hvorved bjørnen får fat i øksen og jagter drengen. – Tegninger: © 1949 Harry Rasmussen.

Men det begyndte altså med tegnefilmen til ”Bjørnejagten” – eller ”Drengen og bjørnen”, som jeg også kaldte den. Men det blev stort set ikke til andet og mere, end at jeg blandt andet tegnede de ovenfor viste thumbnail-sketches over filmens handlingsgang. Bortset fra det, var der jo i realiteten tale om en øvelse i at fortælle en handling visuelt og tegnefilmisk.

Det, der havde inspireret til tegnefilmen om ”Drengen og bjørnen”, var faktisk også planer om en tegneserie om stenalderfolket, som jeg havde syslet med i nogen tid. Ideen dertil var opstået under læsningen af Johannes V. Jensens roman "Den lange rejse". I læreårene på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst var et af fagene den menneskelige anatomi, og det havde i høj grad min interesse, og det udmøntede sig altså på et tidspunkt i form af skitser til en tegneserie om et stenalderfolks liv i dagligdagen og i krise- og krigstider. Stenalderfolkene var delt op i grupper eller klaner, og det hændte lejlighedsvis at man af den ene eller anden grund kom i strid med hinanden, især om territorier og jagtområder, i nogle tilfælde om at befri en eller flere, mænd eller kvinder, der enten var røvet eller blevet taget til fange af en anden og fjendtligt indstillet gruppe eller klan.

Herover ses nogle skitser fra den planlagte tegneserie om stenalderfolket. Disse og lignende tegninger var et forsøg på at omsætte den viden om den menneskelige anatomi, som jeg 1945-47 havde lært som elev på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst. – Tegninger: © 1949 Harry Rasmussen.

Tegneserier var og er for så vidt interessante nok som medie betragtet, og selv om jeg ikke var og fortsat ikke er den store entusiast på det gebet, så lod jeg mig alligevel friste til at tænke i de baner. Det skyldtes, at jeg fik idëen til en tegneserie om især en fremtrædende civil politimands forsøg på at bekæmpe en grådig diktator, som havde planer om at ville erobre verdensherredømmet. Det var tanker og forestillinger, som var oppe i efterkrigstiden, som jo stadig var præget af begivenhederne under 2. Verdenskrig. Altså gik jeg i gang med at lave nogle udkast til tegneserien, som jeg ville give titlen ”OCTOPUS”, der som bekendt betyder blæksprutte, og den nævnte diktator havde netop en blæksprutte som sit symbol. Diktatorens tilfangetagne modstandere straffedes ofte med døden ved at blive kastet ned i en dyb brønd, hvor et kæmpemæssigt uhyre af en blæksprutte måtte friste sin ensomme tilværelse.

Herover ses en rentegnet side af tegneserien ”Octopus”, som jeg arbejdede med et stykke tid i 1949, men som jeg opgav at fortsætte med, dels fordi afsætningsmulighederne for sådan en serie ikke var store, og dels fordi jeg fik andre idéer, som det interesserede mig mere at arbejde med. – Tegning: © 1949 Harry Rasmussen.

Men heller ikke sådanne tegninger fandt jeg i længden tilfredsstillende. Jeg savnede simpelthen de levende billeder, og specielt den animation, som tegnefilmmediet gav muligheder for at dyrke og udvikle. Derfor begyndte jeg i 1948-49 igen så småt at tænke på at ville lave tegnefilm, især fordi der var nogle historier og emner, jeg gerne ville fremstille filmisk. En af disse ideer, som var blevet undfanget omkring 1947, handlede i satirisk form om kaprustningens glade vanvid. Filmen skulle have den ironiske titel "PAX", der som bekendt betyder FRED, og mere specielt GRAVENS FRED. Filmen blev imidlertid ikke til noget på det tidspunkt, og det gjorde den desværre heller ikke, da ideen mange år senere, mere præcist i 1973, blev genoptaget. På sidstnævnte tidspunkt begrundede Bestyrelsen for Statens Filmcentral et afslag om produktionsstøtte med, at ”den slags film var der blevet lavet tonsvis af i Østeuropa”. Det var ganske vist rigtigt, men hvorfor man ikke også skulle kunne producere en lignende film i lille Danmark, havde jeg svært ved at forstå. I øvrigt anerkendte filmcensorerne skam den professionelle drejebog og det øvrige oplæg til filmen, som da også vil blive nærmere omtalt senere her i selvbiografien.

Herover ses et af figurudkastene til den satiriske tegnefilm ”PAX”, som jeg havde fået ideen til allerede i 1947. Den var inspireret af den efter min opfattelse absurde tankegang, at atomkapløbet mellem stormagterne skulle være i stand til at opretholde en magtbalance, som ville forhindre en ny storkrig. Hovedfiguren i filmen er egentlig fredsduen, som ses forneden med olivengrenen i næbbet. Manden til venstre og i midten er identiske, blot med den forskel, at på den ene tegning har han ikke overtøj på og på den anden har han. Denne mand skal forestille den videnskabsmand, som har konstrueret den store og armerede bombe, der er opstillet tæt ved storbyen som et monument og vartegn for fred. - Tegning: © 1949 Harry Rasmussen.

Herover ses to foreløbige udkast til de to hovedfigurer i H.C. Andersens eventyr ”Lille Claus og Store Claus”, som jeg også havde planer om at lave som tegnefilm. Senere omformede jeg dog figurerne i mere karikeret og humoristisk retning, men opgav projektet igen, fordi det ikke havde nogen udsigter til at blive realiseret. – Tegninger: © 1949 Harry Rasmussen.

På den tid omgikkes jeg også med planer om at lave en tegnefilm over H.C. Andersens eventyr ”Lille Claus og Store Claus”, og i det øjemed tegnede jeg nogle foreløbige og meget løse udkast til, hvordan eventyrets to hovedfigurer eventuelt skulle se ud. Men heller ikke dette projekt havde udsigt til at kunne realiseres og forblev derfor i lighed med mine andre daværende tegnefilmprojekter kun øvelser, som tjente det formål, at vedligeholde min interesse for og forbindelse med tegnefilmmediet.

Imidlertid måtte jeg end så længe erkende, at det nok havde lange udsigter for mig med at kunne vende tilbage til tegnefilmbranchen, som på den tid i hovedsagen faktisk kun bestod af Ring og Rønde, der som underleverandører producerede reklametegnefilm, og Dansk Farve- og Tegnefilms A/S, hvis problematiske forsøg på at stable langtegnefilmprojektet ”Klods-Hans” på benene, desværre mislykkedes. Men som omtalt, så havde jeg afslået både Børge Hambergs og Johnsens tilbud om at blive animator på ”Klods-Hans”-filmen, og Børge Rings tilbud om at blive animator hos Ring og Rønde. Indtil videre fortsatte jeg derfor min egen skæve gang på jorden, foreløbig som tiltagende utilfreds fotografelev hos Rie Nissen. Vil dog skynde mig at tilføje, at min utilfredshed ikke havde noget at gøre med Rie Nissen som læremester og personlighed. Slet ikke, det drejede sig udelukkende om en grøde og gæringsproces i mit eget indre.

Ud-af-kroppen-oplevelser

I forøget på at finde ud af mig selv eller frem til mig selv, dyrkede jeg på den tid lejlighedsvis meditation, og herunder kom jeg bl. a. ud for et par specielle åndelige oplevelser. En dag, da jeg havde sat mig tilrette på en stol i mit værelse, med fuldt åbne øjne og blikket fokuseret på et punkt et stykke foran mig, oplevede jeg pludselig og uventet, at min sjælekrop – for hvad kunne det ellers være? – ligesom løsgjorde sig fra mit fysiske legeme og placerede sig i vandret stilling tværs gennem dette. Min bevidsthed var herunder tydeligvis forbundet med sjælekroppens hjerne, for jeg følte selv at sidde i en halvfems graders vinkel til min siddende fysiske krop. Til min store overraskelse opdagede jeg ved samme lejlighed, at sjælekroppen kunne dirigeres med viljen, idet jeg helt vilkårligt kunne få den til at skifte position efter ønske, lige som jeg kunne dirigere den tilbage til mit siddende fysiske legeme i stolen.

Selvom den kritiske læser og skeptiske forsker forståeligt nok måske her vil indvende, at der må have været tale om en art hallucination eller drømmeoplevelse, så kan jeg på min ære forsikre vedkommende om, at jeg var fuldt vågen, nøgtern og bevidst om de ydre lokaliteter, hvori jeg befandt mig. Dette udgør selvfølgelig ikke i sig selv noget bevis på sjælekroppens faktiske eksistens, men jeg vil dog mene, at der er tale om et stærkt indicium.

Det helt afgørende for mig personligt var og er imidlertid, at især den tidligere omtalte oplevelse i skolegården efterlod mig dengang 13-årige knægt med en overvældende følelse af, at vort indre og dybeste væsen tilhører eller er ét med en anden og højere dimension uden for tid og rum, og at sådan måtte og ville det også være efter døden, som hverken jeg eller andre derfor behøver at frygte. Samme oplevelse demonstrerede også for mig, at bevidstheden i sådanne og lignende situationer overføres på et sanse- og funktionsdygtigt sjæleligt eller åndeligt legeme, som man for min skyld kan kalde, hvad man vil.

En anden dag oplevede jeg at se mig selv stå foran bogreolen i mit værelse, skønt min fysiske krop lå halvsovende på sengen. Men det forekom mig egentlig ikke mærkværdigt, at jeg, dvs. min krop, lå i sengen og på samme tid stod foran bogreolen, for jeg var på det tidspunkt blevet klar over, at sjælekroppen er en tro kopi af og derfor ligner den fysiske krop.

Her følger et noget lignende eksempel på en ud-af-kroppen oplevelse: En sen aften, da jeg var gået i seng og faldet i søvn, oplevede jeg i drømme, at det ringede på vores entredør og at jeg stod ud af sengen og gik ud og lukkede op for mor, der kom hjem fra danseskolen, hvor hun var lærerinde. Hun forklarede, at hun havde glemt nøglen. Derpå gik jeg ind i min seng igen og sov videre. Kort efter vågnede jeg fysisk ved, at det ringede på entredøren, hvorefter jeg stod op og gik ud til entredøren, hvor alt gentog sig præcis, som jeg havde oplevet i drømmen!

Også her vil skeptikere kunne komme med indvendinger og f. eks. mene, at der må have været tale om en slags erindringsforskydning. Det kan jeg naturligvis ikke direkte modbevise, men personlig er jeg overbevist om, at der var tale om en reel og ret speciel oplevelse, sådan som jeg har beskrevet denne. Grunden eller årsagen til, at man i almindelighed ikke ser sig i stand til at acceptere endsige anerkende denne og lignende slags åndelige eller spirituelle oplevelser, hænger så vidt jeg kan se sammen med den herskende materialistiske opfattelse af den menneskelige personlighedsstruktur. Sidstnævnte opfatter naturvidenskaben jo helt og holdent som værende et produkt af hjernens anatomi og fysiologiske processer.

Læsere, som gerne vil høre lidt mere om de ovenfor beskrevne spirituelle oplevelser, kan jeg f.eks. henvise til hjemmesiden ”Livets Eventyr” på http://www.livetseventyr.dk/ , og mere specielt til artiklerne Min vej til Martinus og Er sjælen en hallucination?

Bemærk! Her skal det indskydes, at netop sådanne idealistiske og paranormale oplevelser som nær-døds- og ud-af–kroppen-oplevelser, senere er noget jeg personligt har taget afstand fra, i og med min tilslutning til det, jeg betegner som mere realistiske ét-livs-hypotesen. Det skal vi selvfølgelig vende tilbage til senere her i artikelserien.

Meditation og seksuallivet

En dag, da jeg sad i meditationsstilling (lotusstilling) på gulvet i mit værelse, og forsøgte at koncentrere mig om at lukke af for den tilfældige tankestrøm, der normalt rumsterer i bevidstheden, oplevede jeg helt uventet en slags åbenbaring, hvorunder det stod mig lysende klart, at den seksuelle akt var et vidunder af hensigtsmæssighed. Mandens lem, der normalt er og bør være slapt og blødt, blev under seksuelle omstændigheder stift og hårdt og derfor velegnet til at trænge inde i kvindens kønsorgan, som til gengæld og i bedste fald blev blødt og fugtigt. Det betød, at såvel parternes anatomi som de fysiologiske og psykologiske processer, der foregår i kroppen og sindet, er forunderligt indrettet på i dette tilfælde især at tjene ét bestemt formål, nemlig samleje. Dette kunne absolut ikke være nogen tilfældighed, men måtte være planlagt og skabt af en overordnet og samordnende intelligens og fornuft, der naturligvis måtte være mange gange større og mere genial end menneskets. Denne højere intelligens eller visdom kunne kun skyldes den Gud, som jeg ved flere lejligheder havde oplevet nærheden af i min barndom, og som jeg har beskrevet under omtalen af de to år, mine forældre og dengang to mindre brødre og jeg boede i Nakskov. Det skal tilføjes, at den nævnte hensigtsmæssighed i virkeligheden gælder for alt, hvad der eksisterer, og i en sådan grad, at alt dybest set faktisk må betragtes som et under, som vi blot vænnes til og derfor ikke synes er noget specielt eller forunderligt. Men den opfattelse beror altså mere på vores bevidsthed end på den virkelighed, som vi er en del af.

På den tid, som her omtales, var det mit ideal at leve i en slags cølibat, men det hændte naturligvis engang imellem, at naturen gik over selvkontrollen og jeg greb til den udvej at onanere, for at lette både det fysiske og det psykiske pres, som afholdenheden afstedkom. En nat oplevede jeg tilmed at få ufrivillig sædafgang som følge af en drøm, hvori der forekom en mængde unge, nøgne piger, der holdt hinanden i hænderne og dansede let og graciøst omkring ovenpå en høj. Dette drømmesyn påvirkede åbenbart mine kønsorganer så stærkt, at jeg vågnede ved en vidunderlig orgasme, som jeg siden sjældent har oplevet magen til. År senere gik symbolværdien af den nævnte drøm op for mig: Højen, pigerne dansede rundt på, var naturligvis et symbol på fallos, det rejste, mandlige lem, og pigerne, der dansede i ring, var selvfølgelig symbol på det kvindelige kønsorgan.

I det hele taget var den nøgne kvindekrop et vidunderligt objekt at tænke på og forestille sig i fantasien, hvorimod kvindesindet var betydelig mere kompliceret og nærmest uforståeligt for en mand, i al fald ifølge min erfaring. Til at lette fantasien havde jeg på et tidspunkt købt et nudistblad, og heri var der især et bestemt billede af en yngre, nøgen kvinde, der var fotograferet som lidt i retning af en marmorhvid græsk statue. Pigen stod oprejst, hvilende på det ene ben, således at det andet ben var let bøjet. I den ene arm holdt hun en stor vase eller vel snarere vandkrukke, som hun støttede med den anden arm, der var løftet og elegant bøjet hen over hendes smukke hoved. Pigen var ualmindelig velskabt med forholdsvis brede hofter, smal talje og smalle skuldre, dertil et par halvstore, velformede bryster, og – hvad der var det mest interessante set fra et mandligt synspunkt – et barberet skød, der afslørede et par hvælvede buer omkring kønsrevnen. Dette billede fascinerede mig i den grad, at jeg følte mig betaget og opløftet, når jeg betragtede det.

For resten var det en kilde til ærgrelse og irritation, at min kære mor i sin overdrevne bekymring for mig lejlighedsvis kom med fordækte antydninger, når jeg sent på aftenen vendte hjem fra mine besøg hos f. eks. Jens Andreasen. Ofte lå hun vågen med døren ind til soveværelset halvvejs på klem, så hun kunne høre, hvornår jeg lukkede mig ind ad entredøren. Nogle aftener var klokken blevet omkring ét, før jeg vendte hjem. Hun sagde aldrig ligeud, hvad hun hentydede til, men kunne eksempelvis sige: ”Jeg håber, du passer godt på dig selv! Det er ikke alle mennesker, man kan stole på! Nogle mænd har bagtanker!”. Naturligvis vidste jeg udmærket, at mor hentydede til homoseksualitet, og at hun gjorde det, fordi jeg i flere år ikke viste åbenlys interesse for piger, og fordi hun ikke forstod det specielle venskabsforhold, der var mellem mig og f.eks. Jens Andreasen og mine andre mandlige venner med for den sags skyld.

Imidlertid kunne mor have sparet sig sine bekymringer, i al fald hvis hun troede eller eventuelt havde mistanke om, at der skulle bestå et homoseksuelt forhold mellem f. eks. Jens Andreasen og mig. Det var nemlig meget langt fra at være tilfældet, idet vort venskab var absolut platonisk og alene baseret på fælles interesser indenfor kunst og filosofi. Desuden var vi begge heteroseksuelle, men blot for tiden uden en kvindelig partner. I øvrigt havde jeg overhovedet ingen kendskab til Jens Andreasens eventuelle sexliv, og han heller ikke til mit, for så personlig tæt på kom vi aldrig hinanden. Dengang han begyndte at komme sammen med den smukke engelske pige, Myra Robinson, anede jeg intet om hendes eksistens, før en dag, da jeg besøgte Jens i hans atelier i Sølvgade, og hun til min store overraskelse kom ned oppe fra etagen ovenover, kun iført pyjamas, og som det første gik hen og kyssede ham på munden. Jens, der stod og arbejdede ved kavaletten, kiggede med et fjoget grin hen mod mig og trak på skuldrene, som om han var blevet grebet på fersk gerning i noget, han blev dybt forlegen over. Han havde jo på forhånd end ikke antydet, at han var begyndt at komme sammen med denne dejlige dame, og desuden var han et meget genert og blufærdigt menneske. Det eneste jeg selv følte ved den lejlighed, var grøn misundelse over ikke at være i hans sted, også selvom Myra nok ikke lige var noget for mig og omvendt. Men så meget desto ivrigere kastede jeg mig over at tegne på de selvvalgte opgaver, jeg dengang arbejdede med.

Men angående homoseksualitet, så er jeg overbevist om – ikke mindst efter at have læst Kinsey-rapporten – at adskillige heteroseksuelle mænd, og formentlig også en del heteroseksuelle kvinder, har haft enkeltstående seksuelle oplevelser og gjort seksuelle erfaringer med en eller eventuelt flere af deres eget køn, fortrinsvis på tidspunkter i deres eget liv, hvor de har været uden kvindelig respektive en mandlig partner. Men disse oplevelser og erfaringer har ikke gjort dem til hverken homofile eller bifile.

Kinsey-rapporten har fået navn efter den amerikanske zoolog Alfred Charles Kinsey (1894-1956), professor ved Indianas statsuniversitet, og består af en række afhandlinger om seksuallivet. Rapporterne er baseret på udspørgen af titusinder af amerikanske borgere, og den første rapport fra 1947 omhandler mandens seksualliv, den anden fra 1953 kvindens seksualliv. Senere rapporter omhandler andre seksuelle spørgsmål. Afhandlingen om mandens seksualliv påviste, at en vis procentdel af de adspurgte mænd og afhandlingen om kvindens seksualliv, at en vis procentdel af de adspurgte kvinder havde haft eller fortsat havde seksuelle oplevelser med en eller flere følgende partnere af deres eget køn. Apropos Kinsey, så er det en del år senere blevet afsløret, at hans store interesse for at klarlægge homoseksualitet blandt amerikanske mænd, i nogen grad hang sammen med hans egne skjulte homoseksuelle tilbøjeligheder. Han var ganske vist gift med en kvinde, med hvem han også havde fået børn, men han fandt angiveligt en form for seksuel tilfredsstillelse ved bl. a. at optage film af unge mænd, som han fik til at onanere foran kameraet. Optagelserne blev til dels legitimeret og begrundet med, at de var et led i hans videnskabelige undersøgelser.

Men i 1947 og en hel del år fremefter var opfattelsen af fænomener som homoseksualitet og biseksualitet og lignende seksuelle variationer, strengt restriktiv og fordømmende både hos politikerne, myndighederne og befolkningen som helhed, ikke kun i Danmark, men stort set i hele den vestlige verden. Den nær- og fjernøstlige verden og dens syn på seksualitet, forholdt man sig stort set ikke til dengang, så den var helt ude af betragtning. Men i den vestlige verden blev seksualitet mellem mænd almindeligvis betragtet som noget direkte svineri, formentlig fordi man først og fremmest forbandt denne form for seksualitet med analt samleje. Derimod er der ingen tvivl om, at mange mænd i det skjulte syntes, at sex mellem to kvinder både var pikant og seksuelt ophidsende, måske til dels fordi den enkelte mand forestillede sig selv som tredje deltager i seksualakten.

Hvad angår mit eget seksualliv, så var dette i 1949, altså da jeg var 20 år, praktisk talt ikke-eksisterende, idet jeg på det tidspunkt endnu ikke havde haft samleje med nogen kvinde, og et eventuelt seksuelt forhold til en anden mand forekom mig totalt uinteressant og bød mig desuden direkte imod. Som tidligere nævnt, foretrak jeg i disse år at leve i seksuel afholdenhed, fordi det dengang stemte overens med min livsanskuelse, der jo delvis var inspireret af indisk yogafilosofi. Men denne sommer kom jeg imidlertid ud for en oplevelse, som gav mig et lille indblik i den specielle form for seksualitet, som homoseksualitet må siges at være.

Badeliv med specielle oplevelser

Sommerferien 1949 tilbragte jeg bl. a. med at cykle på ture rundt i København og omegn. En dag cyklede jeg f. eks. ud til Amager Strand, hvor jeg gik i vandet og badede, og en anden dag kørte jeg til Bellevue Strand, hvor jeg normalt heller ikke plejede at komme, hvorimod jeg som dreng var kommet meget på Charlottenlund Strand sammen med nogle af mine kammerater. Det var et pragtfuldt sommervejr, den formiddag, jeg tog ud til Bellevue Strand. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og det var ret varmt i vejret. Da jeg gerne ville bade lidt mere ugenert, end man kunne fra selve stranden, hvor der allerede opholdt sig mange badegæster, valgte jeg at gå ind på den nærliggende søbadeanstalt, hvor man ganske vist skulle betale et vist beløb for at komme ind. Men det betød, at der ikke var særlig mange gæster her. Der var af forskellige grunde både en mands- og en kvindeafdeling, og disse var adskilt fra hinanden, således at mænd og kvinder her badede hver for sig. I begge tilfælde var der små omklædningskabiner, som man fik et nummer til ved indgangen, og nøglen, som var vedhæftet en gummiring, kunne man tage enten om håndleddet eller ankelen, når man forlod kabinen, for at bade i det indhegnede og afskærmede bassin. Det var som noget ret usædvanligt tilladt at bade nøgen, hvis man ønskede det, og det var der åbenbart flere, der gerne ville. Selv havde jeg ingen problemer med nøgenbadning, fordi jeg syntes at det egentlig var meget naturligt, men konventionerne forbød mænd og kvinder og drenge og piger at bade nøgne sammen, i hvert fald på offentligt tilgængelige steder.

Da jeg splitternøgen, kun med et håndklæde over armen, kom ud på den træbro, der omgav badebassinet på alle sider, så jeg, at der var flere lidt ældre mænd, der svømmede omkring ude i bassinet, mens et par noget yngre mænd på omkring 30-35 år sad og solede sig på træbroen. De to sidstnævnte var høje, slanke og ret solbrune mænd, som begge var nøgne, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at de havde forholdsvis store, lange lem, som hos begge lå slappe hen over deres ene lår. Min eget lem var ikke særlig stort, og under omstændigheder som disse, krøb den yderligere et par centimeter, og da lemmet eller pikken, som det kaldtes mand og mand imellem, jo i reglen er mandens stolthed eller det modsatte, skyndte jeg mig i vandet, for at vænne den og mig selv til situationen. Men på et tidspunkt blev jeg træt af at svømme omkring og kravlede derfor op og satte mig i solen, med ryggen op mod bræddevæggen ind til kabinerne, og med mit håndklæde lagt hen over skødet. Vejret var som sagt vidunderligt, og jeg lukkede derfor øjnene og døsede hen:

Pludselig sagde en nydelig herrestemme: ”Nice weather today?”. Jeg åbnede øjnene og kiggede hen mod den mand, som lyden utvivlsomt kom fra, og det var en af de to solbrune mænd, jeg havde bemærket, da jeg kom ud fra kabinen. ”Do you often come here?”, spurgte han derefter venligt og smilende. Skønt jeg ikke var særlig indstillet på selskab lige i dette øjeblik, krævede almindelig høflighed, at jeg svarede, så nu gjaldt det om at mobilisere mine relativt få kundskaber i praktisk engelsk. Jeg vidste, at især min udtale af engelske ord og engelsk sætningsbygning ville volde mig problemer, men jeg svarede så godt jeg kunne, og sagde: ”No, not often!”, idet jeg håbede at vores samtale hermed ville være forbi. Men manden og hans ven smilede blot endnu venligere og mere imødekommende, og begge rykkede hen ved siden af mig, hvilket jeg følte påtrængende, men ikke kunne forhindre. ”My name is Geoffrey Parsons and my friend’s name is Ronald Davidson”, fortsatte han, og spurgte: ”What is your name?”. Temmelig forlegen og ubehagelig til mode følte jeg mig forpligtet til at svare og sagde mit navn. ”Well!” sagde han, ”If you don’t mind, I would prefer to call you Harry, and you may call me Geoff (udtaltes Jeff), and my friend Ron!” Jeg nøjedes med at nikke, for jeg kunne ikke finde på, hvad jeg skulle svare lige i øjeblikket, hvor min hjerne arbejdede på højtryk for at indstille sig på at føre en samtale på så fejlfrit engelsk, som muligt. ”Where did you learn to speak English so well, Harry?”, ville Geoff vide. Derefter fortalte jeg, så godt jeg kunne på engelsk, hvordan jeg havde lært sproget at kende ved hjælp af Paul Bruntons bøger og en engelsk dictionary. ”Some kind of an achievement, don’t you think, Ron!?”, konstaterede Geoff, idet han henvendte sig til sin ven. Ron nikkede bifaldende.

”What kind of profession are you engaged in, Harry?” spurgte Geoff indsmigrende.

Egentlig ville jeg gerne svare, men følte at mine engelskkundskaber ikke var store nok til, at jeg kunne besvare spørgsmålet godt nok. Så derfor mindede jeg ham om mine dårlige engelskkundskaber og sagde:

”I am sorry, but my English is not that good. As I told you, we haven’t learned English at school, because of the German occupation of Denmark. They had forbidden us to learn your language!”

“I understand”, svarede Geoff, “but your English is very well!” Men jeg var trods alt ikke mere naiv, end at jeg fornemmede at han kun sagde dette for at smigre mig. Alligevel brokkede jeg af mig, så godt jeg kunne, hvad jeg havde bedrevet siden jeg kom ud af skolen i 1943.

”Hi, Ron! It’s quite a guy, we have here!” sagde Geoff henvendt til vennen.

Nu syntes jeg det var min tur til at få lidt at vide om Geoff, så derfor spurgte jeg:

”What kind of work are you yourself doing?”

“ I’m an author!” svarede Geoff.

“He has written a lot of novels!”, indskød Ron, som hermed talte for allerførste gang i den tid, vi indtil nu havde tilbragt sammen.

Der opstod derefter en spændingsladet pause i konversationen, og jeg vidste ikke rigtig, hvad der videre skulle ske, men jeg havde mest lyst til at forlade de to mænd, som jeg ikke rigtig følte tillid til eller tryg ved.

”Well, we are going to have our afternoon the!” sagde Geoff, idet både han og Ron rejste sig, “We are staying at the hotel nearby!”, tilføjede han og fortsatte: “If you have nothing else to do, you are welcome to join us, Harry?”. “Thank you! But I have to go home now!”, svarede jeg og rejste mig, idet jeg holdt håndklædet foran de prekære dele, for at gå ind til badekabinen og tage tøjet på. På baggrund af den samtale, vi lige havde haft, havde jeg fået en ubehagelig mistanke mod de to alt for venlige, men trods alt interessante og kultiverede mænd. Mit instinkt sagde mig, at de var homoseksuelle, og den galej ønskede jeg trods alt ikke at være med på. Jeg skyndte mig at tage tøjet på og haste ud og væk fra badeanstalten og hen til min cykel. Min eneste tanke var, at komme væk fra stedet og hjem hurtigst muligt, for at glemme alt om de to charmerende, men på en eller anden måde samtidig frastødende mænd, hvis ugenerte interesse for mig og min person faktisk føltes ubehagelig.

På den forholdsvis lange cykeltur på vejen hjemad, formildedes jeg dog ved tanken om, at jeg måske havde gjort de to herrer uret i at tro, at de var homoseksuelle. Det kunne jo tænkes, at de blot havde villet være venlige overfor mig, og desuden havde ingen af dem direkte søgt at forulempe mig. Det var nok bare mig, der havde været for nervøs og usikker i den uvante situation på badeanstalten, som jeg for øvrigt aldrig mere besøgte. I øvrigt fik jeg aldrig gjort alvor af at undersøge, om der virkelig fandtes en engelsk forfatter ved navn Geoffrey Parsons og hvad denne eventuelt havde skrevet, men det forekom mig alligevel, at jeg et eller andet sted var stødt på navnet, men hvor har jeg aldrig ulejliget mig med at finde ud af.

Det skal her indskydes, at jeg mange år senere fandt ud af, at der faktisk fandtes en engelsk lyriker og tekstforfatter ved navn Geoffrey Parsons, som var født 7. januar 1910 og døde 22. december 1987.

He worked at the Peter Maurice Music Company run by James Phillips, who wrote under the pseudonym John Turner .I den følgende tid tænkte jeg meget over, hvad homoseksualitet egentlig var for noget. Jeg vidste, at man hovedsagelig forbandt begrebet og fænomenet med mænd, der seksuelt foretrak andre mænd, men jeg havde også hørt – og for resten også læst - at der fandtes kvinder, der foretrak sex med deres eget køn. Sådanne kvinder blev karakteriseret som lesbiske, et udtryk, der hang sammen med øen Lesbos, hvor en kvinde ved navn Sappho i oldgræsk tid havde dyrket sex med unge jomfruer og desuden havde skrevet nogle hede elskovsdigte herom. Men for ikke så længe siden havde jeg læst romanen ”Ensomhedens brønd”(1929; The Well of Loneliness), af Radclyffe Hall, der handlede om en engelsk godsejerdatter, som faderen havde opdraget som dreng, og formentlig som en følge deraf foretrak hun sex med piger. Romanens pointe var, at en pige med denne seksuelle disposition måtte skjule sin identitet overfor samfundet og overfor stort set alle andre mennesker, og er derfor i overført betydning henvist til at forstille sig og leve et ensomt liv, og på randen af selvmord.

Dengang var det sådan, at der ikke fandtes megen litteratur om seksualitet og slet ikke om homoseksualitet, og den, der fandtes, forholdt sig til fænomenet som en slags sygdom, der i bedste fald burde kureres. Folk i almindelighed, både kvinder og mænd, slog syv kors for sig, når de hørte ordet homoseksualitet, og skyndte sig at fordømme de homoseksuelle og i øvrigt at snakke om noget andet. Selv forstod jeg dengang ikke, hvad hverken homoseksualitet eller biseksualitet, var for noget, og havde slet ikke nogen viden eller idé om, hvad der kunne være årsag til disse afvigelser fra normen. Det fik jeg først mange år senere, da jeg lærte Martinus’ analyser omkring det seksuelle polprincip og polforvandlingen at kende, men dette emne vil jeg først komme nærmere ind på i kronologisk sammenhæng.

Imidlertid forsøgte jeg i 1949 at lodde dybden i mit eget sind og min egen seksuelle orientering, i håb om at kunne finde ud af, om jeg eventuelt selv var latent homoseksuel eller måske biseksuel. Jeg havde på det tidspunkt jo endnu ikke dyrket sex med nogen kvinde, bortset fra den petting, der var sket mellem min barnekæreste Alice og mig, og følte mig helt bestemt følelsesmæssigt og seksuelt tiltrukket af kvinder. Men ved flere tidligere lejligheder havde jeg været udsat for seksuelle tilnærmelser fra mænd, men havde bestemt afvist disse, fordi jeg i lighed med de fleste andre syntes sådanne seksuelle forhold var unaturlige og perverse. Til min egen store forskrækkelse, havde jeg alligevel i et par tilfælde oplevet, at min pik havde fået rejsning, ved at en kammerat kærtegnede mig uden på bukserne, og at jeg egentlig ikke fandt det frastødende, men snarere behageligt. Det sidstnævnte kunne naturligvis skyldes, at jeg var i puberteten, og at man som ung mand i den situation har et vist behov for udløsning og desuden føler trang til at eksperimentere, dels af nysgerrighed og formentlig dels for at finde ud af, hvordan man selv er disponeret seksuelt. Dengang nåede jeg til den konklusion, at jeg muligvis var en smule bifil, siden jeg også kunne blive seksuelt ophidset og føle behag ved en kammerats seksuelt motiverede berøring af mig, men jeg vidste samtidig, at jeg i praksis foretrak seksuelt samkvem med piger eller kvinder, og at jeg også kun kunne forelske mig i det modsatte køn.

Mors danseambitioner

På et tidspunkt anmodede mor mig om at male et skilt til hende, som skulle bruges i forbindelse med en påtænkt åbning af eget danseinstitut. Mor var efterhånden blevet træt af at ’spille anden violin’ og ofte trække det store læs hos Ethel Lous, så derfor var hun i stigende grad blevet moden for den tanke, at begynde for sig selv. I det øjemed havde hun i sinde at leje et til formålet velegnet, ledigt lokale henne på Nørrebros Runddel. Beliggenheden var der sådan set ikke noget i vejen med, men det var trods alt nok lidt dristigt at tænke på at åbne eget danseinstitut, for konkurrencen var meget stor.

Det lokale, mor havde set på, lå i den ejendom på Nørrebros Runddel, hvor dengang Café Runddelen havde til huse, og hvor senere Brugsen fik møbelforretning. Indgangen lå nærmest ved Jagtvej, så beliggenheden kunne ikke være bedre. Runddelen var jo et velkendt sted for mig, for det var i en skotøjsforretning her, at far og jeg under besættelsen havde købt et par skistøvler til mig, hvor sålerne var lavet af hårdt sammenpresset pap, som efterhånden opløstes i vinterens snesjap! Det var også her, at legetøjs- og barnevognsforretningen Borrit var beliggende i mange år, og her, at Nørrebro Bladet, som jeg havde tegnet for i 1945-46, havde redaktionslokaler.

Imidlertid havde jeg på det tidspunkt nok at se til, og derfor blev jeg ved med at trække det ud med det omtalte skilt. Skiltearbejde var ikke lige mig, for jeg hadede at tegne bogstaver, som jeg siden min meget korte tid hos Sylvester Hvid havde syntes var noget af det mest kedsommelige, man overhovedet kunne tænke sig. Til sidst fik jeg dog taget mig sammen og tegnede og malede det pågældende skilt, som jo nødvendigvis måtte males med vejrbestandige farver, idet det skulle ophænges på muren ved siden af opgangen op til mors danseinstitut.

Mor blev meget glad for skiltet, som da også var blevet meget pænt og nydeligt med mørkegrønne bogstaver af typen Antikva på lys, vissengrøn bund. Skiltet var diskret og målte kun 30 x 40 cm, men stort not til at enhver kunne se, at her var der danseundervisning. Mor var meget entusiastisk med sin dans og sin danseundervisning, og hun fik da også til at begynde med en del elever af begge køn, men desværre ikke nok til, at det i længden kunne svare sig økonomisk. Mor havde ingen forretningssans og var desuden i almindelighed meget sky overfor andre mennesker. Denne skyhed forstod hun dog at skjule bag en påtaget maske af professionalisme, men netop den omstændighed, at det var en påtaget attitude, gjorde, at hun kom til at virke lidt stiv og forceret i sin fremtræden og i sin undervisning. Mor gik meget op i, at alt blev udført så korrekt og formfuldendt som muligt, men de fleste af de mænd og damer, der kom hos hende, havde imidlertid ikke dette høje ambitionsniveau, idet de blot ønskede at hygge sig ved at danse. Det skuffede og irriterede desværre mor, som mente, at et af formålene med dansen var at kvalificere sig til deltagelse i de store danseturneringer, som hun selv havde deltaget i flere gange, når sådanne blev afholdt i KB-hallen på Peter Bangsvej.

Mit eget forhold til dans

Mens mor underviste hos Ethel Lous, havde hun opfordret mig til at komme og lære at danse der. Men hun stillede som betingelse, at jeg lod som om, at hun og jeg ikke kendte hinanden. ”De andre betragter mig som frøken”, forklarede hun, ”så derfor vil det ikke være så godt, hvis de finder ud af, at jeg har en voksen søn!” Jeg må indrømme, at jeg blev fuldstændig målløs over, hvad mor sagde, men tænkte, at hvis det skal være på den måde, vil jeg i hvert fald ikke fortsætte med at lære at danse her. Derfor kom jeg der kun et par enkelte gange mere. Da jeg sagde til mor, at det forekom mig forkert, at vi åbenbart ikke havde lov til at være naturlige overfor hinanden på danseskolen, ville jeg foretrække at lære dans et andet sted. Og sådan blev det.

Mor anbefalede mig til gengæld at gå til dans hos et yngre par, som underviste i nogle selskabslokaler på Nørreport, og her mødte jeg en aften op og tilmeldte mig. Egentlig var dans ikke rigtig noget for mig, men eftersom det hørte med til almindelig dannelse at kunne danse de mest almindelige selskabsdanse, syntes jeg, at det burde jeg så nok også lære. Jeg havde jo gået til dans allerede som barn, da mor og jeg travede frem og tilbage mellem Tillitse og Dannemare Forsamlingshus, og dengang havde jeg egentlig syntes det var meget sjovt at svinge sig med pigerne på dansegulvet. Piger var i det hele taget dengang som senere lidt af et problem for mig, for på den ene side følte jeg mig meget stærkt tiltrukket af dem, og på den anden side forhindrede min generthed samtidig at jeg turde nærme mig dem. Særlig slemt var det, hvis jeg følte mig forelsket i pigen, for så vovede jeg næsten ikke at se på hende og slet ikke at tale til hende. Der havde dog været undtagelser herfra, som for eksempel i min tidlige barndom, da vi drenge og piger legede sexlege ude i høstakkene på marken, eller pigen, der havde ’forført’ mig som et velvilligt ’offer’ ude i hendes forældres kartoffelmark.

Formentlig bidrog det til min manglende forståelse af eller fornemmelse for den kvindelige psyke, at jeg fra tredje klasse og opefter kun gik i skole med drenge. Mens jeg endnu var elev i Tillitse Skole, gik piger og drenge i samme klasse, men efter at vi flyttede til Nakskov og jeg kom i Tårsvejens Skole, var drenge og piger adskilt i hver sine klasser. Pigerne kom derfor efterhånden til at stå som nogle nærmest mystiske og mytiske væsener, som en del af os drenge satte op på en piedestal. For mit eget vedkommende forestillede jeg mig nærmest piger som noget i retning af engle, især hvis pigerne var lyse og blonde og havde langt hår. At piger i virkeligheden var kønsvæsener, både biologisk, fysiologisk og psykologisk, faldt mig overhovedet ikke ind, førend jeg omkring 1942 lærte Alice at kende, sådan som tidligere omtalt. Men til at begynde med opfattede jeg dog også hende som lidt af en utilnærmelig engel. Det var først omkring tre-fire år senere, at det gik op for mig, at hun i virkeligheden havde en jordisk natur lig med min egen, blot med modsat kønsligt fortegn.

Ros med bagtanker

På den ovenfor omtalte danseskole var det som nævnt et yngre par, der stod for undervisningen. Kvinden har vel været omkring 24-25 år og var en middelhøj, slank, velskabt og nærmest smuk kvinde med mellemblondt hår og et kønt ansigt. Manden så ud til at være nogle få år ældre end hende, lidt over middelhøjde, slank og mellemblond og med et ganske pænt ansigt, men med lidt markerede træk. Han bevægede sig let og elegant omkring, mens han dirigerede de dansende par. Herunder bemærkede jeg især, at hans talestemme var lettere affekteret, og det virkede lidt frastødende på mig. Det stod mig ikke klart, om de to danselærere også dannede par i privatlivet, men det gjorde de måske.

Anden gang jeg deltog i en undervisningstime på denne danseskole skete der det, at danselærerinden pludselig udså sig mig som partner, når hun ville demonstrere nogle bestemte dansetrin for eleverne, hvilket jeg ikke følte som noget rart eller behageligt. Særlig ikke, da jeg følte mig en smule forelsket i hende og derfor opførte mig ekstra kejtet og genert. Men mens vi dansede sammen, hviskede hun til mig ”Slap dog af, De danser jo godt!” Det var dog nemmere sagt end gjort, det med at jeg skulle slappe af, for alene hendes tætte nærvær bragte mig ud af fatning, og jeg håbede derfor, at hun ikke også ville bruge mig som ’offer’ en anden gang.

Det viste sig, at mit håb om at få lov til at forsvinde i mængden af deltagere på danseskolen, var forgæves, for i tredje dansetime gentog det sig, at danselærerinden valgte mig som partner. Det smigrede mig naturligvis, samtidig med at jeg følte, at jeg kunne være krøbet i et musehul. I min store og barnlige naivitet tænkte jeg, at hun måske også var blevet en lille bitte smule forelsket i mig, for hun så mig dybt i øjnene og smilede sødt til mig. Jeg følte det nærmest som om jeg svævede på en lyserød sky, indtil hun lagde sin kind mod min og hviskede i mit øre: ”Danselæreren er meget betaget af Dem, og vil gerne lære Dem nærmere at kende! Har De lyst til det?” – Lige i øjeblikket blev jeg så chokeret over hendes ord, at jeg slet ikke kunne finde på noget at svare, og derfor tav jeg. Imens vi fortsatte dansen steg blodet mig til hovedet, og en blanding af skuffelse, fornærmelse og vrede vældede frem i mit sind. Skuffelse over, at jeg havde taget så meget fejl af hende, fornærmelse over hendes ord, og vrede over at hun var i ledtog med den slibrige snog til danselærer. Jeg følte størst lyst til at skubbe hende væk fra mig og straks forlade dette modbydelige sted, men min opdragelse og anstændighedsfølelse havde overtaget, så derfor lod jeg foreløbig som intet og gennemførte dansetimen som sædvanligt.

Da jeg den aften forlod danseskolen var det med den bestemte beslutning aldrig mere at sætte mine ben på stedet, og derved blev det. Ved udgangen til danselokalet stod danselæreren og danselærerinden som sædvanligt og tog afsked med eleverne. Danselærerinden havde åbenbart indset, at hendes bedømmelse af mig var helt forkert, for idet jeg gik forbi på vej ud, kom hun hen til mig, greb mig i armen og sagde: ”Undskyld, men det var ikke min mening at såre Dem!” Mit sind var stadig så oprørt på det tidspunkt, at jeg ikke kunne svare hende. Tårerne stod mig i øjnene, da jeg kom ud på gaden og hastede af sted over mod Nørreport Station, for at tage sporvognen hjem. Men da der åbenbart var lang ventetid, besluttede jeg mig til at spadsere hjem.

Selvom det var i september, var luften stadig mild, men dog sval nok til efterhånden at afkøle mit oprørte og bitre sind. ”Kvinder”, tænkte jeg, ”dem har Fanden skabt! Dem vil det være bedst at holde sig fra for fremtiden.” Og mens jeg gik den halvlange vej ad Frederiksborggade og Nørrebrogade hjem til Jægersborggade, fantaserede jeg om alle de dårlige egenskaber hos kvinder, som jeg kunne finde på. De var sladderagtige, intrigante, højrumpede, ofte snobbede, og værst af alt, de var overdrevent sentimentale og optaget af hverdagens små gøremål og problemer, og så faldt de fleste af dem kun for mænd, der var frække og pågående, når blot disse var mørkhårede eller var i uniform. Det havde jeg jo blandt andet set i befrielsesdagene inde på Rådhuspladsen, hvor de unge piger og yngre kvinder kritikløst kastede sig i armene på de engelske og amerikanske soldater.

Men den ubehagelige oplevelse på den omtalte danseskole blev mit farvel til dansen, som jeg alligevel ikke syntes rigtig lå for mig og mit naturel. Jeg havde som sagt helt andre interesser, der optog mig og som jeg hellere ville bruge min tid og mine kræfter på. Oplevelsen på danseskolen bidrog faktisk til at skærpe min interesse for Yoga-filosofi og yoga–praksis yderligere, og i den følgende tid læste jeg flittigt i de bøger om emnet, jeg havde, lige som jeg udførte de yogaøvelser, der bl.a. var beskrevet i Theos Bernards bog ”Hatha Yoga”.

Min interesse for klassisk musik og klassiske film

Interessen for klassisk musik var også vedvarende hos mig og så ofte det lod sig gøre, lyttede jeg til en af de mange grammofonplader, jeg efterhånden havde anskaffet mig. Jeg holdt særlig meget af Chopins klaverstykker, ikke mindst hans Polonæse i As-dur, som var indspillet af den russisk-fødte danske pianistinde Galina Werschenska (f. 1909-1994). Den havde jeg første gang hørt i filmen A Song to Remember (1945; ”Den store drøm”), som ikke længe efter krigen vistes i Alexandra Teatret i Nørregade. Filmen handlede om Chopins liv, og naturligvis om hans kærlighedsforhold til den noget særprægede franske forfatterinde George Sand, et pseudonym for Aurora Dudevant (1807-1876). I rollen som Frèderic Chopin (1810-1849) så man Cornel Wilde (1912-1989) og som George Sand sås Merle Oberon (1911-1979) som Estelle Merle O’Brien Thompson.

Cornel Wilde havde kun indspillet to film inden han fik rollen som Chopin i ”Den store drøm”, nemlig Knockout (1939) og Det glade hotel (1943). Inden han kom til filmen havde Cornel Wilde optrådt på teatret siden 1936. Det år skulle han ellers have deltaget som fægter ved Berlin-olympiaden, men et ønsketilbud om en rolle bevirkede, at han foretrak teatret og derfor afstod fra at rejse til Tyskland. Det var i øvrigt den olympiade, der blev berømt eller måske snarere berygtet, fordi den blev udnyttet af Hitler og hans naziregime til at demonstrere påstået tysk herrefolke-overlegenhed. Det var også ved den lejlighed at den tyske filminstruktør Leni Riefenstahl (1902-2003) indspillede sine teknisk-artistiske, men patriotiske og propagandistiske mesterstykker, Fest der Völker (”Folkenes fest”) og Fest der Schönheit (”Skønhedens fest”), hvis optagelser og montage vakte både opsigt og beundring, ikke mindst i professionelle filmkredse. Til trods for Leni Riefenstahls intime samarbejde med naziregimet både før og under krigen, klarede hun dog efter krigen frisag juridisk set, men moralsk kan hun dog næppe frikendes for indirekte delagtighed i nazismens forbrydelser. I langt senere TV-udsendelser har hun forsøgt at bagatellisere sin indsats i nazismens tjeneste, lige som hun har søgt at købe sig en slags aflad ved i 1964 at fungere som fotograf på nogle dokumentarfilm om Sudan, Kenya og Tanganyika, altså film om de ’undermennesker’, som nazisterne bl.a. kaldte afrikanerne og mange andre folkeslag.

Merle Oberon havde indspillet i alt 12 film, deraf flere i England, inden hun i Hollywood medvirkede i ”Den store drøm”. Hun debuterede i Wedding Rehearsal (1932), og spillede rollen som Anne Boleyn i The Private Life of Henry VIII (1933. ”Henrik VIII’s privatliv”), hvori Charles Laughton (1899-1962) spillede rollen som kong Henrik VIII. Det var dog måske nok især den følgende film, The Scarlet Pimpernel (1935; ”Den røde Pimpernel”), med Leslie Howard (1893-1943) i den mandlige hovedrolle, der slog hendes navn fast i publikums bevidsthed. Dette ry som en både smuk og talentfuld karakterskuespillerinde blev yderligere befæstet med filmen Wurthering Heights (1939; ”Stormfulde højder”), med en ung Lawrence Olivier (1907-1989) i den mandlige hovedrolle som Heathcliff. Aldrig er en sekvens vel blevet oftere ’citeret’ i andre og senere spillefilm, ja, helt frem til nutiden, end den, hvori de to forelskede unge på lang afstand får øje på hinanden og derefter i et mesterstykke af krydsklipning styrter frem mod og til sidst mødes og kaster sig i hinandens arme. Ikke et øje var tørt, i hvert fald ikke hos det kvindelige publikum.

Min klassiske musikinteresse blev imødekommet ved køb af grammofonplader, hvoraf mine ældre plader var såkaldte 78’ere, mens de nyere plader var af vinyl og skulle afspilles med en hastighed af omkring 33 1/3 omdrejninger pr. minut. Min pladesamling omfattede musik af komponister, som f.eks. Beethoven, Mozart, Tjaikowski, Chopin, Mahler, Heydn, Rimskij-Korsakof, Händel, Verdi, Grieg, Carl Nielsen og mange andre og flere. Men i øvrigt var det sjældent jeg var alene hjemme og kunne sætte en af pladerne på, for mine forældre og slet ikke mine søskende forstod at værdsætte den herlige musik. Heller ikke min mor, som ellers var opmærksom og lydhør overfor mine forskellige interesser.

Juletid og Jule-Show

På den tid var jeg igen begyndt at gå i biografen Metropol, dels for at se det årlige ”Walt Disney’s Jule-Show”, og dels for at se en af de lange Disney-tegnefilm, som i reglen havde 2. juledags-premiere samme sted. ”Metropols juleshow” bestod som sædvanligt af i alt 6 korte Disney-tegnefilm, dette år af følgende:

1. Brandchefen (1940, Fire Chief)

2. Spejlkabinettet (1940, Bone Trouble)

3. Mickey’s Golfspil (1941, Canine Caddy)

4. Lær at svømme (1942, How to Swim)

5. Flyvegriller (1944, The Plastics Inventor)

6. Pas på Malingen (1946, Wet Paint).

Seks herlige, muntre og gagfyldte korte tegnefilm, hvoraf ingen havde været vist ved tidligere års juleshows, heller ikke selvom nogle af filmene var fra begyndelsen af 1940’erne. Film nr. 1., 4. og 5. havde Anders And i hovedrollen, mens hovedrollen i film nr. 2 var hunden Pluto, som på et tidspunkt har forvildet sig ind i et spejlkabinet, hvorfra han havde svært ved at finde vej ud igen. Sekvensen med spejlkabinettet var formentlig inspireret af Chaplin-filmen ”The Circus” (Cirkus) fra 1928. Film nr. 3. havde Mickey Mouse i hovedrollen assisteret af den altid beredvillige Pluto som caddy. Men i øvrigt blev Mickey en stadig mere sjælden gæst i Disney-tegnefilm, angiveligt fordi hans personlighed var af en karakter, som ikke tillod de helt vilde gags med ham. Det var derimod tilfældet med den koleriske Anders And, som efterhånden blev en stadig mere markant figur i Disneys korte tegnefilm. Hans ’konkurrenter’ i popularitet var Pluto og Fedtmule, som dog langt fra kunne ’overhale’ den rappe and.

Mickey Mouse-tegnefilmserien fortsatte til ind i 1953, hvor den sidste kortfilm med ham blev produceret og fik titlen ”The Simple Things”. I filmen medvirker foruden Mickey også Pluto og en måge. Derefter kunne man se Mickey Mouse i TV-programmet ”The Mickey Mouse Club” 1955-58. Langt senere, nemlig i 1983, medvirkede Mickey i featuretten ”Mickey’s Christmas Carol”, som lånte motiv fra Charles Dickens’ fortælling ”A Christmas Carol”. Et par år senere, 1985, kom ligeledes en featurette med titlen ”Mickey Columbus”. 1990 fulgte featuretten ”The Prince and the Pauper”, som på dansk fik titlen “Prinsen og Tiggerdrengen”. Motivet var hentet i en fortælling af Mark Twain. Pointen i denne film er, at Mickey spiller rollen som både prinsen og som tiggerdrengen. 2004 udkom en lidt større featurette, ”The Three Musketeers” (”De tre Musketerer”), hvori Mickey atter optræder sammen med Minnie Mouse, Anders And, Fedtmule, Sorte Per og Pluto.

I det hele taget må man sige, at i årenes løb skabte Walt Disney og hans mange kreative medarbejdere en lang række karakterfulde tegnefilms-personligheder, som på deres vis blev lige så kendte og verdensberømte, som f.eks. digteren H.C. Andersens store figurgalleri af personligheder, dels figurer med reference til ’rigtige’ mennesker og dels fantasifigurer med reference til i reglen kendte ting eller genstande.

______________________________

1950’erne

Den 4. januar 1950 blev den berømte Panoptikonbygningen fra 1883-84 på hjørnet af Vesterbrogade og Bernstorffsgade ødelagt ved en storbrand. Vokskabinettet A/S Skandinavisk Panoptikon, der lå i stueetagen, var dog blevet lukket allerede i 1924. Om dette kan fortælles, at kabinettets voksfigurer var fremstillet af kunstmaler og tryksværtefabrikant Vilhelm Pacht (1843-1912), som senere, i 1896, åbnede Københavns første permanente biografteater, Panorama & Kinoptikon, i en træbygning foran Københavns nye Rådhus, der dengang var under opførelse. I 1896 blev Pacht direktør for Panorama i Jernbanegade, og i 1898 for Panoptikon på det, der dengang kaldtes Vesterbros Passage. Den del af bygningen, der brugtes som voksmuseum, fungerede fra 1885 til 1924. Vilhelm Pacht, der som nævnt var den første, der viste ”legemsstore, levende billeder” i Danmark, nemlig i den omtalte træbygning på det daværende Halmtorvet, det nuværende Rådhuspladsen, blev 1898 udnævnt til direktør for Panoptikon, men drev dog fortsat Panorama & Kinoptikon i 1899. I 1908 ansøgte han om bevilling til forevisning af levende billeder i Panoptikonbygningen, hvilket blev bevilget. Pacht lod derfor indrette et lokale, som under navnet Panoptikon Teater blev brugt til filmforevisninger.

Imidlertid blev Voksmuseet Panoptikon efterhånden udkonkurreret af biografvirksomheden og lukkede i 1924, mens Panoptikon Teatret, altså biografen, fortsatte og først lukkede i 1925. Panoptikon Teatret blev 1908-10 ledet af Pacht selv, og derefter 1910-11 af Eduard Schnedler-Sørensen (1886-1947). Sidstnævnte begyndte som filmforeviser på den danske filmpioner Peter Elfelts turneer og kom derefter 1909 til filmselskabet Fotorama, hvor han samme år debuterede som filminstruktør med filmen ”Den lille Hornblæser”, hvori han selv spillede rollen som landsoldaten. 1910 kom han til Panoptikonteatret og Nordisk Films Kompagni, hvor han blev instruktør og i 1911-14 instruerede og producerede mere end 60 film. Efter en pause optog han 5 film for Nordisk Film i 1917 og lavede i løbet af 1920erne to film for Fotorama, for hvilket selskab han var administrerende direktør 1924-30, og fra 1913 og til sin død i 1947 var han samtidigt biografdirektør for Vesterbros Teater.

Nordisk Film forblev dog ikke eneherskende som producent af spillefilm i Danmark, for i begyndelsen af 1940’erne fik selskabet konkurrence af Palladium Film, Saga Film og ASA Film og flere andre mindre filmproduktionsselskaber, hvoraf især ASA-Film blev en markant konkurrent til ”Isbjørnen’, som Nordisk Film også blev kaldt på grund af sit logo eller varemærke.

Dansk film i 1950’erne

Den 9. januar 1950 havde filmen De røde heste premiere i en række københavnske biografer. Filmens drejebog var skrevet på grundlag af en roman af den danske bestseller-forfatter Morten Korch (1876-1954), som havde rekord i salg af bøger til et publikum, som normalt ikke var boglæsere. Han skrev adskillige romaner og flere skuespil, tit med idyllisk landligt miljø og en lykkelig slutning, hvor de onde får deres straf og de gode den fortjente belønning. Morten Korch, der selv var fynbo, kunne dog også være en lunerig skildrer af fynsk almue. Men det hjemlige litterære parnas nærmest fnyste, når navnet Morten Korch blev nævnt.

Særlig efter krigen kæmpede de danske filmstudier for at overleve økonomisk, idet konkurrencen fra de udenlandske film var stor, og desuden var det efterhånden blevet en bekostelig affære at finansiere den hjemlige filmproduktion, lige som danske film havde vanskeligt ved at spille omkostningerne hjem med det nødvendige overskud. ASA Film var ingen undtagelse fra reglen, og man ledte derfor konstant med lys og lygte for at finde emner til film, som publikum gad se. På baggrund af den store succes, som Morten Korchs romaner havde haft hos almindelige hverdagsmennesker, mente man at succesen måske kunne overføres til film, som disse mennesker gad ulejlige sig i biografen for at se.

Filmen ”De røde heste” blev produceret af ASA og var instrueret af Alice O’Fredericks og Jon Iversen, og filmfotografen var - Lau Lauritzen jun., som ellers plejede at fungere som instruktør. En lang række af dansk films kendte stjerner og ansigter medvirkede: Poul Reichhardt, Tove Maës, Peter Malberg, Maria Garland, Lily Broberg og mange, mange andre og - selvfølgelig – Ib Schønberg. Det blev den første af en lang række Morten Korch-film, som vistnok alle uden undtagelse blev kæmpesucceser. Publikum nærmest strømmede til og stormede biograferne overalt i landet, hvor filmene blev vist. En folkelig og følgelig økonomisk succes, på trods af anmeldernes nedsablende kritik. De fleste biografgængere havde efterhånden vænnet sig til, at anmeldernes bedømmelse af en film i reglen ikke stemte med publikums bedømmelse af samme. Sat på spidsen kan man sige, at når anmelderne havde rost en film til skyerne, så blev publikum stort set væk fra de biografer, hvor filmen blev vist.

Imidlertid benyttede jeg den midlertidigt ledige periode til atter at kaste mig over tegneriet og til på ny at tænke på at vende tilbage til tegnefilmbranchen. Men jeg havde ikke lyst til at søge ind hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, som jeg vidste, var i gang med at producere en 10 minutters pilotfilm til den nye langtegnefilm ”Klods-Hans”, lige som jeg heller ikke kunne tænke mig at kontakte Børge Ring, hvis tilbud om job i hans firma, jeg havde afvist. Min drøm om, at det måske ville kunne lykkes mig at stable en egenproduktion af især reklametegnefilm på benene, viste sig dog hurtigt at være helt urealistisk. Men jeg måtte jo have noget at leve af, for mine forældre havde ikke økonomi til at kunne forsørge mig, hvad de naturligvis heller ikke skulle. Deres situation var ellers blevet forandret, men desværre ikke til det bedre, idet mor var begyndt på en videreuddannelse som danselærerinde på Ethel Lous’ Danseinstitut på H. C. Ørstedsvej, men det gav foreløbig ikke ekstra penge, faktisk kun udgifter til fine dansekjoler og dansesko til mor. Og for resten også til Lizzie, som fortsat gik til ballet og akrobatik på et institut ovre på Nørrebrogade.

Ny førstemand

Hen på sommeren 1949 søgte Rie Nissen en ny førstemand og fik bl. a. henvendelse fra en fotograf ved navn Chris Christiansen, som tidligere havde arbejdet for eller sammen med den berømte reklamefotograf Guldbrandsen i Bredgade. Chris Christiansen var en mand i sin bedste alder, hvilket vil sige omkring 40 år. Han var lidt over middelhøjde, med tendens til lidt korpulence, lettere tyndhåret og rødmosset eller måske solbrændt i ansigtet, der i reglen var lagt i venlige og imødekommende folder. Han var elegant klædt i jakkesæt med vest og slips, og sås i reglen med en tændt cigar i hånden, og han var en stor ynder af god rødvin. Han kunne minde lidt om en af mine senere venner ved navn Eigil Hall, som vi skal komme til at høre om senere.

Chris Christiansen viste sig i øvrigt at være kendt, for ikke at sige berømt, for sine elegante reklame- og nøgenfotos, især af unge velskabte damer, men lejlighedsvis også af ditto mænd, som hver måned kunne ses i det dengang velkendte og højt ansete reklametidsskrift ”Mandens Blad”. Her kunne man ofte se sådanne fotos med Chris Christiansens franskklingende kunstnersignatur Voyez. Chris Christiansen havde en fortid i filmbranchen, idet han oprindelig var uddannet som filmfotograf, filminstruktør og manuskriptforfatter hos Nordisk Film i Valby. Han havde da også skrevet nogle drejebøger til det dengang kendte amerikanske filmkomikerpar Olsen and Olsen. På et tidspunkt lige efter krigen havde Chris Christiansen været i Hollywood, hvor han en tid arbejdede som fotograf på et atelier, der havde specialiseret sig i at optage de såkaldte pinup fotos af unge, smukke piger. Her havde han bl. a. lært et trick, hvorved man kunne opnå den såkaldte soft focus effekt, der består i, at billedet optages ganske lidt uskarpt, ikke ved at stille på objektivet, men ved at afsætte to små fedtpletter på linsen. Dette fedt var ganske let hudfedt, som han fik, ved at stryge sin lillefinger henover den ene næsefløj. Virkningen var ganske slående, men stod i absolut kontrast til Rie Nissens altid knivskarpe billeder. Det betød, at Chris Christiansen måtte indstille sig på kompromisser og fotografere, som Rie Nissen ville have det, særlig da hun nærmest foragtede den hollywood-agtige stil, han plejede at benytte sig af.

Men så vidt jeg forstod, var den egentlige grund til at Chris Christiansen søgte ind hos Rie Nissen, at der ikke længere var den store efterspørgsel efter den slags kunstfoto-billeder, som han var en mester i. Han var derfor gået konkurs med sit atelier, som lå i et lille stræde, lige over for Nikolaj Kirke. Derefter havde han enten fået ansættelse eller havde slået sig sammen med Guldbrandsen, der var højt estimeret som byens måske fornemste og bedst kvalificerede reklamefotograf, og som havde atelier i den østlige ende af Bredgade nær Grønningen. Her var Christiansen vistnok i et par år, hvorefter han blev træt af at lave reklamefotos og derfor søgte andre ’græsgange’. Men hvad der egentlig lå til grund for, at Christiansen havde forladt Guldbrandsens atelier, blev jeg aldrig rigtig klar over, og syntes i øvrigt også, at det egentlig ikke vedkom mig og andre.

Pin-up fotos

Imidlertid var det på det tidspunkt begyndt at gå lidt dårligt med omsætningen hos Rie Nissen, og Chris Christiansen forslog hende derfor, at hun skulle lade ham lave en stor serie pinup fotos, som utvivlsomt ville kunne afsættes både herhjemme og i udlandet. Ordet ”pin-up”, som ganske enkelt betyder at sætte noget op med tegnestifter, havde med tiden fået en lidt pikant og suspekt klang, for i offentligheden betød det kort og godt let påklædte unge piger i Hollywood-stil. Efter mange og store betænkeligheder gik Rie Nissen med til arrangementet, idet hun dog pointerede, at hun ikke selv ville have noget med fotograferingen at gøre, og heller ikke ville have, at det kom frem, hvor billederne var blevet produceret. Chris Christiansen påtog sig derfor at optage, reproducere og distribuere disse pin-up fotos i sit eget navn.

I den følgende tid, når atelieret var ledigt, og det var det ofte, indkaldte Chris Christiansen via et modelbureau nogle unge smukke kvinder til formålet, og da han og jeg kom vældig godt ud af det med hinanden, brugte han ofte mig som assistent. Det var både interessant og spændende at overvære, hvor seriøst han faktisk gik til opgaven, og hvor omhyggelig han var med at placere modellen og belyse hende bedst muligt. Mens han selv kiggede i kameraet, dirigerede han mig med lamperne, der især var spotlights, således at modellen kunne belyses lige præcis de steder på kroppen, som han af erfaring vidste mest virkningsfuldt ville fremhæve de kvindelige former. Det skal indskydes, at disse pin-up fotos lå langt fra de seriøse fotos, som Chris Christiansen var blevet kendt for gennem ”Mandens Blad”.

Det hændte dog også, at Chris Christiansen foretrak at være alene med modellen i atelieret, og det var i reglen, når han havde et særligt godt øje til kvinden, som han håbede på at kunne invitere på bar efter endt fotografering. Han fortalte mig engang, at det var utroligt, hvor mange piger, han havde scoret på den måde, men kun for en aften eller nat. Mere var han heller ikke interesseret i, for dels havde han været gift, men var nu fraskilt, og dels havde han en fast kæreste, som han gerne ville holde på!

I øvrigt var der overhovedet ikke hverken noget lummert eller seksuelt omkring Chris Christiansens optagelser af unge damer i bikini, eller, hvad der sjældnere skete, i det bare ingenting. De sidstnævnte billeder kunne dengang ikke sælges til den almindelige presse, ikke engang til mandebladet ”Varieté”, fordi tiden endnu ikke var moden til, at vise fotos af helt nøgne kvinder, sådan som det en del år senere blev almindeligt i aviser som f. eks. Ekstrabladet og BT., eller i ugeblade som især ”Se & Hør”. Pigerne, der lod sig fotografere, var i reglen lidt eventyrlystne og tog enhver situation med sindsro og godt humør. Eventuel generthed, var ikke noget, man kom langt med i professionel modelsammenhæng, så derfor smed pigerne gladelig tøjet, også selvom vi var to mænd om at fotografere dem, for det gav ekstra honorar, ikke fordi vi var to mænd, men fordi pigerne lod sig fotografere nøgne. Pigerne beholdt dog for det meste trusserne på, ikke af generthed eller anstændighed, men fordi de meget sjældent blev bedt om også at smide disse, men når de blev det, tog de det helt naturligt og som den selvfølgeligste ting i verden, hvad det jo i virkeligheden også er.

Det var en helt særlig oplevelse, at være assistent for Chris Christiansen og være med til at fotografere de mange mere eller mindre bare piger eller unge damer, og så vidt jeg kan huske, drejede det sig nok omkring en 25-30 stykker i alt, der efterhånden lod sig fotografere på Rie Nissens yderst respektable og velrenommerede Strøg-atelier. Det medførte samtidig et efterfølgende stort mørkekammerarbejde, som jeg også hjalp Christiansen med. Billederne blev normalt kopieret på 18 x 24 cm højglans fotopapir, som var almindelig brugt i forbindelse med fotos, der skulle reproduceres i pressen.

Imidlertid viste det sig til både Chris Christiansens og Rie Nissens store skuffelse, at salget af pigebillederne ikke gik helt så godt og strygende, som forventet. Christiansen forsøgte at overbevise hende om, at det nødvendigvis måtte tage tid at oparbejde en kundekreds af aftagere af disse specielle fotos. Men Rie Nissen troede åbenbart ikke på hans forsikringer om, at det snart ville blive bedre, og primært af økonomiske grunde sagde hun stop for projektet. Det blev Christiansen så fortørnet over, at han sagde sin stilling op med omgående fratrædelse. Personlig var jeg meget ked af, at Chris Christiansen ikke længere var ansat i firmaet, for ham og jeg havde fælles interesser, især på filmområdet, som vi jo begge havde en vis viden om og erfaring med, han især med spillefilm og jeg især med tegnefilm. Derfor begyndte jeg så småt at synes, at jeg gik og spildte min tid på Ries Nissens atelier, særlig da jeg ikke havde tænkt mig at ville blive professionel fotograf.

Herover ses to af de fotos, som jeg i 1950 fotograferede af min onkel Thorkild og hans kone, Sonja, med deres spæde og første fælles barn, som i dåben fik fornavnet Ole Bjørn Rasmussen. – Fotos: © 1950 Harry Rasmussen.

I den forløbne tid havde jeg set og besøgt min onkel Thorkild ved forskellige lejligheder, herunder også mødt ham ved nogle familiesammenkomster. Han var i mellemtiden blevet gift med den noget yngre, kønne, begavede og trofaste Sonja Elsebeth Larsen, født 26. februar 1927, som han var kommet sammen med lige siden kort efter befrielsen. Brylluppet stod på Københavns Rådhus den 16. juli 1949. Parret boede i 1950 i Øhlenschlægersgade på Vesterbro, og her kom deres første fælles barn, døbt Ole, til verden den 23. marts 1950. Jeg besøgte dem kort tid efter barnets fødsel og benyttede lejligheden til at tage nogle fotos af de lykkelige forældre og deres meget elskede spæde barn.

Efter den tid så jeg sjældnere og sjældnere til onkel Thorkild og tante Sonja og deres Ole, men mødte dem i reglen ved familiesammenkomster. Senere flyttede de til Nansensgade, hvor de fik børnene Susanne Inge, født 26. marts 1954, og Laila Ingrid, født 24. oktober 1960. Sidstnævnte skulle mange år senere vise sig at blive en god og anerkendt romanforfatter, som i allerhøjeste grad har gjort sine afdøde forældre og øvrige familie stor ære.

Trang til ’luftforandring’

Hen på efteråret følte jeg en stigende trang til at ville ændre på min livssituation. Arbejdet hos Rie Nissen var for alvor begyndt at kede mig, mest fordi det syntes uden udsigter. Det gik op for mig, at jeg faktisk ikke kunne tænke mig at blive professionel fotograf, og at det næppe heller var nogen genvej til filmbranchen. Derfor anså jeg det for spild af tid og kræfter, at afslutte elevtiden med at tage afgangseksamen og svendebrev på fotografskolen. Men hvad skulle jeg tage mig til, hvis og når jeg holdt op hos Rie Nissen? Det var noget af et spørgsmål, og jeg var ikke selv afklaret med, hvad jeg i så fald skulle give mig i kast med. Jeg havde tidligere drøftet situationen med Chris Christiansen, som blandt andet sagde: ”Lad være med at gå og spilde Deres tid, Kjørme, på noget De alligevel ikke vil arbejde med i fremtiden! Det er livet for kort til!”

Hjemme talte jeg også med mor om min situation, som dog forståeligt nok mente, at jeg burde gøre uddannelsen færdig. Men jeg tror nu nok hun mest tænkte på, hvad far ville sige, når han hørte, at den i hans øjne uduelige søn endnu engang ville give op lige før ’målet’. Desuden rådførte jeg mig med mine to gode venner, Asbjørn og Jens Andreasen. Den førstnævnte var også mest tilbøjelig til at mene, at jeg burde gøre fotografuddannelsen færdig, mens sidstnævnte anbefalede mig at vende tilbage til tegneriet.

Imidlertid var der i mellemtiden blevet ansat en ny førstemand hos Rie Nissen, eller rettere sagt: genansat, nemlig den tidligere omtalte Jørgen Duus. Han havde dels været elev hos Rie Nissen og dels en kort overgang en slags førstemand på atelieret, men på et tidspunkt følte han også trang til luftforandring, hvorfor han havde søgt og fået stilling hos en anden af byens fotografer, men på Rie Nissens indtrængende opfordring var han nu vendt tilbage til sin læremester.

Hvad det var, der gjorde det endelige udslag, husker jeg ikke, kun at jeg en dag fortalte førstemanden, Jørgen Duus, at jeg havde i sinde at afbryde min elevtid hos Rie Nissen i utide. Det blev han til min store overraskelse stærkt oprømt over og sagde: ”Nej, ved De nu hvad, Kjørme, det kan man simpelthen ikke! Man må gøre det færdigt, man er begyndt på, især når man også har talent for det!” Hans ord gjorde selvfølgelig et vist indtryk på mig, men fik mig dog ikke til at ændre beslutning. Kort efter tog jeg mod til mig og sagde til Rie Nissen, at jeg havde besluttet mig til at afbryde elevtiden, fordi jeg jo ikke havde tænkt mig at blive fotograf. Rie Nissen, som sad på sin sædvanlige plads ved vinduet, blev tilsyneladende ikke overrasket, men så blot på mig og sagde: ”Er det nu klogt af Dem, Kjørme!?” Og efter en pause tilføjede hun: ”Vil De ikke gøre mig den tjeneste at tænke over Deres beslutning endnu engang, inden De endeligt bestemmer Dem?” – ”Æh”, svarede jeg lidt tøvende og tilføjede: ”Jeg tror nu ikke, det ændrer min beslutning, for det er noget, jeg har overvejet i nogen tid! Jeg har været glad for elevtiden hos Dem og synes selv, at jeg har lært mange ting her, men jeg føler, at det er på tide, at jeg søger tilbage til det, jeg trods alt er bedst til, nemlig at tegne!” – ”Ja, ja!”, sagde hun ligesom opgivende, ”Det ved De måske nok bedst selv! Men jeg havde gerne set, at De fik gjort uddannelsen her færdig, for jeg er overbevist om, at De ville have kunnet bestå eksamen med udmærkelse.”

Rie Nissen havde nu rejst sig fra sin plads og gik uroligt frem og tilbage i lokalet. Med et standsede hun foran mig og udbrød: ”Hvornår har De tænkt Dem at slutte?” ”Så snart som muligt, hvis det kan passe Dem!” svarede jeg ufortøvet. ”Jeg vil ikke holde på Dem, hvis De tror det! Slut De bare i dag, hvis der ikke er noget, der skal gøres færdigt først?”, sagde hun lidt iltert, for ligesom at skjule, at hun var oprigtigt ked af, at jeg ikke ville blive hos hende mere. Ja, hun var faktisk så ked af det, at hun havde tårer i øjnene, da hun atter satte sig på sin plads ved vinduet og gav sig til at rode med nogle papirer. Det rørte mig dybt, at denne i manges øjne lidt barske karrierekvinde kunne bringes på grådens rand, blot fordi en af hendes elever ikke længere ville blive hos hende. Jeg kunne naturligvis ikke lodde, hvad der foregik i hendes bevidsthed, og langt mindre forstå det, for jeg havde kun en gang tidligere været ude for, at mine ord kunne bringe et kvindeligt væsen i affekt. Den første, det skete med og for, var min barndomskæreste Alice, da jeg gjorde hende klart, at vore veje måtte skilles. Det havde bestemt ikke været rart at træffe den beslutning, og det var det heller ikke nu. Men på godt og ondt var der noget dybt i mit indre, som dikterede mig, hvad jeg skulle og måtte gøre, for at komme videre i livet.

Dagen oprandt, så vidt jeg erindrer i oktober 1950, da jeg skulle slutte hos Rie Nissen, og alle ønskede mig held og lykke i fremtiden. Men det var naturligvis med nogen beklemthed, at jeg sagde farvel til en tid og en læremester, som jeg i det store og hele havde været glad for. Nu skulle jeg så se at komme videre og finde ud af, hvordan det kunne ske. Det blev atter tegneriet jeg kastede mig over, men det kom snart til at stå klart, at jeg hverken havde talent, gå-på-mod eller udholdenhed nok til for alvor at kunne gøre karriere som almindelig tegner, så derfor koncentrerede jeg mig endnu engang om forsøget på at vende tilbage til tegnefilmbranchen. Problemet var bare, at denne stort set var ikke-eksisterende på det tidspunkt, for jeg vidste gennem Børge Hamberg, at Dansk Farve- og Tegnefilms projekt om en langtegnefilm baseret på H. C. Andersens eventyr ”Klods-Hans” desværre var stoppet af finansielle grunde, og Børge Ring kunne jeg ikke få mig selv til at ringe til, fordi jeg så overlegent havde afslået hans tilbud til mig forrige år om, at komme og arbejde for Ring & Rønde i deres studio på Vesterbrogade.

.

I ventetiden på, hvad der videre skulle og kunne ske for mit eget vedkommende, benyttede jeg lejlighedsvis tiden til at tegne, hvad der faldt mig ind. Efter fantasien eller efter ydre ting eller mennesker. En aften, da min far, træt efter en lang og hård arbejdsdag, havde lagt sig for at høre Radioavisen kl. 18,30, var han faldet i søvn med hænderne hvilende på sofaens armlæn. Den situation benyttede jeg til at tegne hans afslappede hænder. – Tegninger: © 1951 Harry Rasmussen.

End så længe holdt jeg en pause i forsøget på at finde ny beskæftigelse med det formål at tjene de nødvendige penge til i nogen grad at kunne forsørge mig selv. Imidlertid havde jeg en sammensparet lille kapital på bankbogen, som jeg foreløbig kunne tære på. Og jeg havde som altid en allieret i min kære mor, som ikke var nær så kritisk indstillet ovenfor mig og mine måske lidt flyvske ideer og planer, som tilfældet var med far. Men ingen tvivl om, at han mente mig det godt og ville det bedste for mig. Han kendte jo om nogen de barske vilkår, der herskede på arbejdsmarkedet.

Fra falleret tegner og fotografelev til lagerarbejder

Der var altså ikke andet for mig at gøre, end at se at få skaffet sig et job så snart som muligt, og i det øjemed købte jeg hver dag Berlingske Tidende og studerede stillingsannoncerne. De fleste stillinger krævede dog kvalifikationer, som jeg enten ikke opfyldte til punkt og prikke eller slet ikke var i besiddelse af. Det var en stilling som lagerarbejder eller lignende, som jeg mente at kunne bestride, og som jeg havde i tankerne at søge, men naturligvis kun som noget midlertidigt.

En morgen, da jeg kiggede i stillingsannoncerne, faldt mit blik på en annonce, hvori Mende & Co.s Droge- og Materialhandel, der dengang og endnu mange år senere lå i Kronprinsensgade nr.9, søgte en lagermedhjælper Arbejdstiden var fra kl. 8,30 til kl.17,30, altså ialt 9 timer. Forretningens indehaver viste sig at være en Jørgen A. Pedersen, som på det tidspunkt også var formand for Foreningen af Danske Materialister. Han var medlem af Odd Fellow Ordenen og dermed såkaldt frimurer, og desuden medlem af Dansk Rotary Club. Med andre ord kort sagt en nyttig og flittig borger eller "ping", dvs. en fremtrædende forgrundsfigur inden for de kredse, han færdedes i. Dertil kom, at han normalt var et venligt og hjælpsomt menneske, der dog lejlighedsvis kunne forekomme tilknappet og kort for hovedet, når der lejlighedsvis var problemer i og omkring virksomheden.

Indskudt kan nævnes, at Chr. V. Mende & Co.s materialhandel var blevet grundlagt den 9. oktober 1881 af cand. pharm. Chr. V. Mende (1843-1918), og at firmaet i 1913 blev overtaget af L. C. Belstrup (1886-1943) og V. Bache (1866-????). Sidstnævnte udtrådte af firmaet i 1943 og firmaets prokurist Jørgen A. Pedersen (f. 1914) blev ny medindehaver, og efter L.C. Belstrups død i 1943 førte Jørgen A. Pedersen firmaet videre som eneindehaver. Firmaet har lige siden grundlæggelsen haft adresse i Kronprinsensgade 9, København K. (Kilde til disse oplysninger er Kraks: Danmarks ældste forretninger (1950).

Jørgen A. Pedersen var en mand omkring 45-50 år, middel af højde, slank eller nærmest en smule mager. Hans ansigt var smalt med en let krummet næse, smalle, velformede læber og et par intense, mørke øjne. Ansigtets lettere diabolske karakter blev understreget af et mørkt, kruset og begyndende grånende hår og et ditto velplejet fuldskæg, hvor hageskægget endte i en spids. Hans hænder var lange og smalle og flere af fingrene prydet af guldindfattede diamantringe. Dertil kom, at han altid var yderst velklædt i mørk habit med lidt lysere vest, lige som han som alle andre med respekt for konventionerne dengang altid bar slips. Hvis ikke det havde været for navnet, ville man have kunnet tro, at han måtte være af jødisk afstamning.

Det hændte ikke så sjældent, at chefen selv trådte til og ekspederede kunder, når der var særlig travlt, og nogle kunder forlangte simpelthen at blive ekspederet af ham, som de anså for at have særlig forstand på de droger, urteteer og andet, som de pågældende ville købe. Ved de lejligheder var chefen, i lighed med det øvrige personale, iført hvid kittel, hvilket gav udseende af noget klinisk og tilforladeligt. Jørgen A. Pedersen var heller ikke bleg for at give en hånd med i pakkeriet eller på lageret, og ved de lejligheder smed han jakken og smøgede ærmerne på sine i reglen lyse- eller mellemblå, velstrøgne skjorter op. Pakkeriet lå i et lokale lige bag ved og i tilslutning til forretningen, og her pakkedes de varer, der skulle sendes med posten til kunder, der enten ikke selv kunne komme til forretningen eller som boede i byens omegn eller i provinsen.

Firmaet og forretningen lå i en høj kælder, og foruden et forholdsvis stort forretningslokale ud mod Kronprinsensgade, var der et par baglokaler, som vendte ud mod gårdspladsen bag hovedbygningen. Det ene af disse lokaler er allerede nævnt som pakkeriet. I det bageste baglokale havde jeg, der bar status af lagerekspedient, min daglige arbejdsplads i den tid, jeg var ansat hos Mende. Firmaet havde kontorer på førstesalen i en bagbygning, hvor der også var lager. Forretningspersonalet bestod foruden af førstemanden, hvis navn var Hermansen, af tre mandlige og to kvindelige ekspedienter, samt to elever eller lærlinge, hvoraf den ene var en ung mand ved navn Arly Jensen og den anden en ung, rødhåret kvinde, hvis fornavn vist nok var Jonna. I pakkeriet arbejdede der på det tidspunkt en ældre og meget kraftig mand, som tidligere havde været ansat som flyttemand i flytteforretningen "Adam", men som nu var folkepensionist. Hans efternavn var så vidt jeg husker Christensen. På lageret i bagbygningen arbejdede der en midaldrende mand, en forhenværende direktør, hvis efternavn var Nielsen, men som var gået konkurs med sit eget firma. Han fortalte mig, at når han havde betalt sin gæld, håbede han på at kunne starte sin egen virksomhed igen, men inden for hvilken branche husker jeg ikke.

Personlig fik jeg lejlighedsvis assistance af de yngste af ekspedienterne, når det kneb med at overkomme arbejdet, som i perioder kunne være hektisk. Det var dog især en yngre dame, som blev kaldt Morten, fordi hendes efternavn var Mortensen, der gav en hånd med i baglokalet. Men som nævnt ovenfor kunne det også lejlighedsvis hænde, at chefen selv deltog i alt forefaldende arbejde, når det virkelig brændte på.

På Mende’s kontor arbejdede foruden direktøren selv, to midaldrende damer. De var søstre og stammede fra Sønderjylland, hvilket de benyttede enhver given lejlighed til at fremhæve som en særlig udmærkelse. Men begge var muntre og joviale, uden at være platte og vulgære, og de havde altid et smil og en kvik bemærkning tilovers for butiks- og lagerpersonalet. ”Mojn!” sagde de, når de mødte op om morgenen. Det betød det samme som ”godmorgen!” på københavnsk. Den ene søster var almindelig af bygning, havde mørkt hår og bar briller, mens den anden var mere rund og fyldig i formerne og samtidig den mest kokette af de to. Den pågældende dame var desuden ugift eller fraskilt, og af en eller anden grund benyttede hun enhver lejlighed til at flirte med mig, der dengang var 21 år. Selv har hun vel på det tidspunkt været sidst i fyrrerne, og der var naturligvis kun tale om harmløs sjov fra hendes side. Men hun kunne f.eks. finde på at sige til mig, dog i andres påhør: "Nå, Rasmussen, skal De ikke snart se at finde Dem en yndig lille pige at gifte Dem med?" Det var et spørgsmål, der gjorde mig flov, og jeg mumlede derfor et eller andet om, at det kunne jeg tids nok gøre. "Jamen," fortsatte hun, "hvordan kan De dog vente? De ser ellers ud til at være en af den slags mænd, der ikke engang når at få sokkerne af, førend han går ombord i en pige!"

Ved disse ord kunne jeg være krøbet i et musehul, for jeg var meget genert og seksuelt uskyldig på det tidspunkt. Desuden mente jeg, at der var andre værdier i livet end at gifte sig og stifte familie. Dertil kom, at jeg endnu ikke havde fundet min rette hylde, hvad profession angik, og jeg drømte til stadighed om, at jeg en dag ville kunne vende tilbage til tegnefilmbranchen. Men det kunne indtil videre ikke lade sig gøre, for på det tidspunkt kørte den branche på et meget lavt blus, hvilket vil sige, at det faktisk kun var firmaet Ring og Rønde, der producerede tegnefilm, mere præcist reklametegnefilm.

Materialistens gode Raad

En dag, så vidt jeg husker i april 1951, spurgte Jørgen A. Pedersen, som vidste at jeg havde en slags fortid som tegner, om ikke jeg ville og kunne tegne forsider og vignetter til en serie hæfter, der skulle have overtitlen Materialistens gode Raad. Det sagde jeg ja til, idet jeg fandt, at det var en interessant opgave, så meget desto mere som jeg ville få omtrent frie hænder til at udforme tegningerne, som jeg selv ville. Det passede mig og mit temperament rigtig godt. Jeg fandt derfor selv på ideerne til forsiderne, der var i firefarvetryk, lige som jeg selv måtte bestemme, hvor mange og hvilke vignetter, der skulle med i de enkelte hæfter.

Det var lidt af en hemmelighed, hvem der var den anonyme forfatter af teksten til hæfterne, men Jørgen A. Pedersen hviskede mig i øret, at det var den fra radioen kendte farmaceut, Sven Holm, som af en eller anden for mig ukendt grund ikke ønskede at figurere som ophavsmand til hæfterne, eller som af andet hensyn måtte forblive anonym. Imidlertid har Sven Holm i sin senere selvbiografi Jeg blev farmaceut (1961) selv tilkendegivet, at han var tekstforfatter til den pågældende serie hæfter. Men indtil videre drejede det sig foreløbig om at tegne forside og vignetter til det første hæfte, og det gik jeg snarest i gang med at lave et skitsemæssigt udkast til, som så skulle godkendes af Jørgen A. Pedersen og bestyrelsen for Foreningen af Danske Materialister. Da hæftet handlede om pletter og især om, hvordan man bedst og lettest fjerner sådanne, valgte jeg en lille dreng, som sidder ved bordet og er kommet til at spilde kakao på dugen. Han ved jo, at det vil hans mor ikke synes godt om, så han forsøger at skjule pletten med sin lille hånd, alt imens han kigger troskyldigt op på moderen.

Her ses det skitsemæssige udkast til det første hæfte af Materialistens gode Raad, som blev godkendt med den ændring, at den voksnes vrede ansigt ikke skulle være med på tegningen, angiveligt fordi dette ville modarbejde det positive indtryk af, at moderen jo netop via hæftet ville få gode råd om, hvordan pletten nemt og hurtigt kunne fjernes. Se den færdige forside under den videre omtale af året 1951. – Tegning: © 1951 Harry Rasmussen.

Så længe jeg boede hjemme, kørte jeg enten på cykel til og fra jobbet hos Mende, eller jeg benyttede en af sporvognene, enten linje 5, 7 eller 16, der dog alle drejede af ved Nørreport Station. Der måtte jeg så stå af og gå resten af vejen ned ad Købmagergade til Kronprinsensgade. Det tog mig vel omkring 30-40 minutter at komme frem og tilbage fra jobbet, afhængigt af, om jeg kørte på cykel eller med sporvogn.

Fortsættes i artiklens 19. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer delvis fortsat fra 1951 og fremefter.

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

___________________________________