Ideale drømme, skepsis og tvivl 19. del
Fra idealist til realist
Morale: Livet er kun til låns
(Fra 1950 og videre fortsat fra artiklens 18.
del)
Men da jeg nu igen var begyndt at tjene mine
egne penge, fik jeg lyst og trang til at prøve at stå på egne ben, og derfor
bestemte jeg mig til at flytte hjemmefra. Det var mor naturligvis lidt ked af,
måske ikke mindst, fordi jeg jo supplerede hendes stramme husholdningsbudget
ved at betale kostpenge hjemme, mens far syntes det var godt, at jeg endelig
tog mig sammen til at flyve fra reden. Han havde længe ment, at jeg spildte
tiden med mine flyvske griller om at ville lave tegnefilm igen, i stedet for
at foretage mig noget fornuftigt og nyttigt, hvorved han forstod, at man
skaffede sig et arbejde, som man i bedste fald kunne klare sig for og leve af.
Men jeg måtte love min mor, at jeg nogenlunde jævnligt ville ringe hjem og
fortælle, hvordan jeg havde det og hvordan det ellers gik for mig. Som
tidligere omtalt havde mine forældre fået telefon, dengang min mor forsøgte sig
med at starte eget danseinstitut. Til det formål havde hun som ligeledes nævnt
lejet nogle lokaler i den ejendom på Nørrebros Runddel, hvor senere Brugsen
havde en møbelforretning, og som lå temmelig tæt på den ejendom på Jagtvej 52,
hvor min første kone og jeg få år senere fik en beboelseslejlighed.
På min gåtur ind til Vendersgade
skulle jeg passere over Dr. Louises Bro, som her ses fra hjørnet af
Nørrebrogade og Peblinge Dossering. Det er Frederiksborggade, der ses i
baggrunden og i forlængelse af broen. Billedet er fotograferet i august 2009,
men stedet en kende forandret i forhold til 1950’erne. Markering af cykelsti er
et nyere fænomen. – Foto: © 2009 Harry Rasmussen.
Fotoet til
venstre viser det lille anlæg på hjørnet af Dr. Louises Bro og Peblinge
Dossering. Den unge mand er tydeligvis faldet i søvn, mens min kone Birgit
interesseret studerer, hvad der står på soklen af statuen med den unge mand og
unge pige, som sidder i samtale med hinanden. – Fotoet til højre viser et kig
ned gennem Vendersgade, set fra Nørre Søgade. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.
Det var en lidt yngre lærling, Arly Jensen,
som var i praktik hos Mende, der anviste mig et ledigt, møbleret værelse på
det pensionat, hvor han selv logerede under sit midlertidige ophold i
København. Han var født og opvokset i Vejle, hvor hans fader var indehaver af
byens største materialhandel. Værelset, jeg fik anvist, lå i Vendersgade 25 på
første sal, var på omkring 16 m2 og havde et enkelt, stort 3-fags
vindue, som vendte ud mod gården. Fra døren, som lå ud til en lang gang med
døre på begge sider, kom man ind i værelset, hvis gulv, som overalt i
lejligheden, bortset fra søskendeparret Bodenhoffs værelser, var belagt med
mørkebrunt linoleum. Lige tværs over for døren var det nævnte store
trefagsvindue med en stor rude i midten og to mindre ruder til hver side,
ovenover hvilke der var to mindre vinduer. Gardinerne var mørkebrune med et
lidt lysere mønster på. De så ud, som om de havde hængt der fra Arilds tid, og
blev da heller ikke taget ned og vasket i det godt og vel års tid, jeg logerede
i værelset.
På fotoet
foroven til venstre ses indgangsporten til Vendersgade 25, og på fotoet foroven
til højre portåbningen set fra gårdsiden. Man kan ane selve opgangen til nr.
25 inde til venstre i billedet. På
fotoet nederst ses bagsiden af ejendommen, og det er bag det trefags vindue på
1. sal og midt i billedet, at jeg i et års tid beboede det værelse, der
beskrives i hovedteksten. – Foto: © 2009 Harry Rasmussen.
Til venstre for vinduet og op mod
skillevæggen til værelset ved siden af, stod et stort finerbeklædt klædeskab,
der var bejdset mørkebrunt. Skabet havde to døre, og bag den venstre dør var
der hylder til undertøj, håndklæder og lignende, og bag den højre dør var der
plads til at hænge overtøjet. Til højre for vinduet stod der et forholdsvis
stort, gammelt og ligeledes mørkebrunt skrivebord, som også havde set bedre
dage. Da jeg flyttede ind, stod der en gammeldags høj bordlampe med en
lampeskærm, der var brændt brun som følge af lang tids brug. Pæren i lampen var
kun 25 Watt, og den afgav derfor en søvnigt, spøgelsesagtig lys, som man
dårligt nok kunne se at læse ved, langt mindre tegne og male ved. På
skrivebordet lå der et mørkegrønt skriveunderlag, som ligeledes viste tegn på
ælde. Skrivebordet havde tre aflåselige skuffer, en midt for og to til hver
side, og dem fik jeg brug for til opbevaring af bl.a. mine tegninger.
Til skrivebordet hørte en firbenet stol, hvis
læderbetrukne sæde var slidt og sprukkent efter adskillige års brug. Op mod
væggen til højre for skrivebordet stod der en ligeledes mørkebrun bogreol med to
hylder, og dem fik jeg brug for til de få bøger, jeg dengang ejede. Det var
først og fremmest nogle få bøger af den engelske forfatter og filosof, Paul
Brunton, som jeg havde købt i 1948 og som jeg har omtalt tidligere. Desuden
havde jeg den tidligere omtalte bog med et udvalg af H.C. Andersens Eventyr og
Historier, illustreret af tegneren Louis Moe. Denne bog var mig især meget kær
og jeg havde ofte læst i den og gjorde det endnu lejlighedsvis, især når jeg
trængte til inspiration og opmuntring. Dertil kom nogle af Gyldendals røde
ordbøger og Kirschheiners engelske sprogkursus, som jeg havde gået til en
enkelt sæson lige efter krigen.
Men
jeg havde imidlertid også Hagerups Illustrerede Leksikon i 14 bind, heraf 2
supplementsbind, som jeg havde tegnet subskription på i et par år. Disse
fjorten bind var temmelig tykke og fyldte så meget, at jeg før flytningen
hjemmefra, bar dem op på mine forældres pulterkammer på ejendommens loft. Her
fik også andre af mine ting en midlertidig oplagsplads. Det gjaldt min samling
af grammofonplader, et par af mine egne malerier, bl.a. et selvportræt, og en
stor papkasse fyldt med tegninger og skitser, bl.a. til tegnefilmsprojektet
"Tommelise". Min store stolthed og allerkæreste eje, den lille
træhest, som far havde lavet til mig i min tidlige barndom, mens jeg endnu var
enebarn, blev også "opstaldet" på pulterkammeret, og her endte den
et par år senere sine dage under en pyromanbrand, hvor hele loftsetagen over
den del af bygningen, som bl.a. mine forældre boede i, udbrændte, og af
pulterkamrene kun efterlod de stærkt forkullede spær, der havde båret taget,
som mere eller mindre var styrtet sammen. Trægulvet var faktisk det eneste,
der ikke brændte, hvilket delvis reddede nogle af de ting, der stod direkte på
gulvet. De fleste af tingene, især tøj og andet, futtede naturligvis af, men
mærkværdigvis brændte kun 8 bind af mit leksikon mere eller mindre, hvilket
formentlig skyldtes, at bøgerne lå ovenpå hinanden på loftsgulvet, således at
kun de bind, der lå øverst, blev medtaget af ilden. Men inden pyromanbranden
skete, havde jeg heldigvis haft lejlighed til at flytte kassen med tegninger og
cels. Jeg skal senere vende tilbage til pyromanbranden i kronologisk sammenhæng.
Men tilbage til beskrivelsen af mit nye
værelse: Lige over for skrivebordet og langs væggen til højre for døren ind til
værelset, var der en såkaldt divan, som om dagen kunne dækkes med et mørkebrunt
sengetæppe, der nok var rent, men som også havde set bedre dage. Midt på
loftet, der engang havde været kalket hvidt, men som nu var gråt og fuld af
revner, der bredte sig i alle mulige retninger, var der en roset og ned fra
dens midte hang en lampe, hvis temmelig brunbrændte, glatte og cirkulære pergamentskærm
vendte opad. Da der også kun var en 25 Watt pære i denne lampe, afgav den
heller ikke meget lys til at orientere sig ved, når det var mørkt. Ved
indflytningen var jeg blevet indskærpet, at der skulle spares på den elektriske
strøm både på værelserne og på gangene samt i det fælles toilet og badeværelse.
Derfor hvilede der en gravagtig dunkelhed overalt i den store lejlighed, og
alt i alt var både mit og de øvrige logerendes værelser et bedrøveligt og deprimerende
syn og bekendtskab.
Det værelse, jeg havde lejet, lå til venstre
midt for den store fællesgang og var, som nævnt, et af flere værelser, som et
ældre søskendepar, en mand og en kvinde, lejede ud, dog kun til yngre mennesker
af hankøn. Jeg husker ikke, hvem af de to, der var ældst, men mener at det var
kvinden, der i lighed med sin broder var ugift. Om de hver især nogen sinde
havde været gift, har jeg ingen viden eller formodning om. Men nu boede
søsteren og broderen Bodenhoff, som de hed til efternavn, i al fald
sammen i lejlighedens største en suite værelser og lod sig sjældent se om
aftenen. Det var heller ikke meget, man så til dem om dagen, hvor vi logerende
jo normalt var på arbejde, og man så heller ikke noget til dem lørdag
eftermiddag efter arbejdstid (til kl.14) eller om søndagen, der jo altid var
fridag. Men mens de logerende var borte om dagen, gjorde søskendeparret en
gang hver uge rent på værelserne, hvor til de havde betinget sig adgang og
derfor også havde nøgler til, så de kunne låse sig ind på de normalt aflåste
ungkarlehybler. Senere fandt jeg ud af,
at de to gamle såmænd også havde ekstranøgler til klædeskabet, hvilket jeg også
skal vende tilbage til i kronologisk sammenhæng.
Det står mig ikke klart, om den ældre mand,
Bodenhoff, muligvis var i familie med tømmerhandler og oprindelig skipper,
Andreas Bodenhoff (1723-94), der i sin tid grundlagde et skibsværft på
Christianshavn og opfyldte store arealer, bl.a. den nuværende Bodenhoffs Plads.
Men en dag mødte jeg min vært Bodenhoff nede på gaden foran ejendommen, hvor
han stod og var ved at pudse sin oldgamle motorcykel med sidevogn, vistnok en
Nimbus fra lige efter 1.verdenskrig. Vi faldt i snak, og han fortalte mig, at
han og en kammerat dengang som de vist nok allerførste, havde gennemkørt
strækningen fra København til Kap Horn i Sydafrika. Det blev ifølge hans oplysning
en del omtalt i en eller flere københavnske aviser dengang.
På fotoet til
venstre ses et parti af det gamle grønttorv fra Vendersgade og over mod
husrækken langs Frederiksborggade bagest i billedet. Det er Ole Rømersgades
udmunding, der ses til venstre for bygningen med det røde tag. Denne rummede
tidligere toiletter i kælderetagen. På fotoet til højre ses Nørrevoldgade fra
Vendersgade og med Nørregades udmunding lige overfor.
– Fotos: © 2009
Harry Rasmussen.
Den dag, da jeg for første gang i mit liv
flyttede hjemmefra, havde jeg fået fri fra arbejdet. Selve flytningen foregik
på den måde, at jeg af flere omgange gik og bar mine få ejendele i poser og
papkasser den forholdsvis lange vej fra Jægersborggade til Vendersgade. Jeg
havde ikke mange penge til min rådighed på det tidspunkt, og derfor ville jeg
ikke ofre penge til en flyttevogn eller en taxa, som nemt kunne have rummet de
få ejendele, jeg ville have med mig. For dels ikke at vække folks opmærksomhed
eller nysgerrighed og dels for at afkorte turen, lagde jeg vejen ind gennem
Assistens Kirkegård og kom ud på Nørrebrogade via Kapelvej. Herfra fortsatte
jeg ad Nørrebrogade og over Dronning Louises Bro til Nørre Søgade, hvor jeg
drejede til højre hen til Vendersgade. Men efter tre-fire ture frem og tilbage
føltes vejen lang og trættende, og mine arme blev tunge og dirrende, især af at
bære den forholdsvis store papkasse med nogle af mine bøger. Vejret var
heldigvis tørt og lunt, og sent på eftermiddagen var det hele overstået.
Nu befandt jeg mig alene på værelset, omgivet
af en fremmed verden og mennesker, som jeg ikke kendte eller kun kendte
flygtigt, men jeg var så træt efter dagens strabadser, at jeg straks faldt i
søvn, da jeg lagde mig på divanen. Efter en times tid vågnede jeg igen, det var
blevet hen under aften, så jeg måtte skynde mig ind på Vegetarisk Restaurant i
St. Kongensgade, for at få noget at spise. Restauranten lukkede normalt
kl.21, men man kunne ikke bestille varm mad efter kl. 20, og da klokken var hen
ved syv, havde jeg faktisk kun en time at løbe an på. Men jeg nåede dog
alligevel at få tomatsuppe til forret og velsmagende gulerodsfrikadeller med
kartofler og brun sovs til hovedret.
Det eneste inventar, jeg medbragte hjemmefra,
var en forholdsvis ny bordlampe med plisseret, hvid skærm, som jeg kort forud
havde købt hos Le Klint i St. Kirkestræde. Den havde en 40 Watt imateret pære
og gav derfor et udmærket lys, som var bedre at tegne og læse ved, end den
forældede og dårlige bordlampe med den brunbrændte skærm og kun en 25 Watts
pære i fatningen, som stod på skrivebordet, da jeg flyttede ind. Sidstnævnte
lampe tillod jeg mig at stille ned på gulvet bag ved skrivebordet og i stedet
sætte min egen lampe frem. Det varede da heller ikke mere end til første gang
søskendeparret Bodenhoff havde været inde på mit værelse for at gøre rent, som
det hed sig, før manden en aften stoppede mig i entreen, da jeg kom hjem fra
arbejde. "De har sat en anden lampe op på værelset!", begyndte han
og fortsatte: "Vi ser, at den har en 40 Watt pære, og en sådan bruger mere
strøm end pæren i vores lampe. Vi har også set, at der brænder lys på Deres
værelse til langt ud på aftenen, så derfor bliver De nødt til at betale lidt
ekstra for elektricitet!" Jeg husker ikke længere, hvor meget mere der
skulle betales i månedlig husleje, men det har antagelig kun drejet sig om
maksimalt 8-10 kroner pr. md., hvilket dog var forholdsvis mange penge dengang,
i hvert fald for mig.
Til daglig gik jeg til og fra arbejdet hos
Mende i Kronprinsensgade, og det hændte jævnligt, at jeg spiste varm aftensmad
på Skodsborg Vegetarisk Restaurant i St. Kongensgade. Som tidligere omtalt var
jeg blevet jeg vegetar i 1946, efter at jeg havde læst og studeret en bog om
Yoga, som min daværende tegnelærer, Jens Andreasen, der blev min gode ven
igennem en del år, havde anbefalet og lånt mig. Jeg havde dog ikke råd til at
spise på restauranten hver eneste dag i ugen, men gjorde det i perioder
omtrent hver anden dag, dog ikke fredag-lørdag, hvor stedet var lukket.
Restauranten og det tilstødende Kurbad sorterede under Adventistsamfundet, som
i lighed med ortodokse jøder fejrede sabbat fra fredag aften til lørdag aften,
og derfor var stedet lukket på disse tidspunkter.
Når jeg ikke spiste på
Skodsborg-restauranten, smurte jeg enten nogle håndmadder eller lavede en
portion råkostsalat med Hindhedebrød eller kogte kartofler til, således som jeg
også ofte havde gjort, mens jeg boede hjemme hos mine kære forældre. Til det
formål havde jeg i lighed med mine medlogerende anskaffet et elektrisk kogeapparat,
som Bodenhoffs tillod os at benytte i begrænset omfang. På apparatet kunne der
naturligvis også koges vand til the eller kaffe, men da jeg på det tidspunkt
endnu ikke drak nogen af delene, var det kun når jeg en sjælden gang fik besøg
af mine forældre eller andre, at kogeapparatet blev brugt til at koge vand på
til enten kaffe eller the.
En sjælden gang om søndagen spiste jeg hjemme
hos mine forældre, hvor min mor i den anledning serverede godt med kartofler og
grønsager, som jeg i reglen fik smeltet smørsovs til. Men til daglig foretrak
jeg Nutana plantemargarine, som dengang kun kunne købes i Sana-forretninger
eller direkte fra fabrikken omme i Baldersgade. Både mine forældre og søskende
holdt meget af kartofler, men grønsagerne kunne de ikke alene nemt undvære, de
ville helst være fri for dem. Dog lige bortset fra, når vi f.eks. skulle have
stuvede ærter og gulerødder. Derimod mente de, at kød under en eller anden form
nærmest var en livsnødvendighed, og til ærter og gulerødder hørte enten stegt
flæsk eller kogt, røget hamburgerryg. Personlig var jeg bedøvende ligeglad
med, hvad andre spiste, når blot jeg selv fik lov at spise det, som jeg selv
fandt rigtigst.
Mit arbejde hos Mende bestod forresten i, at
jeg fyldte og afvejede poser med henholdsvis ølgær (B-vitamin), hvedekim
(E-vitamin) og skummetmælkspulver (C-vitamin og kalk), som dengang var højeste
mode blandt folk, der tænkte på egen og måske familiens sundhed. Det var i
øvrigt en rigtig god og givtig forretning for Mende, at levere droger,
urtetheer og lignende på recepter fra den amerikansk uddannede naturlæge Aksel
O. Hansen, som tilmed vovede den dristige påstand, at han kunne helbrede kræft.
Han drev sin praksis i Vesterport og havde så vidt jeg forstod temmelig mange
patienter, og han havde bl.a. skrevet et digert og dyrt værk om helbredelse af
kræft gennem homøopatiske behandlinger, dvs. ved at foreskrive forskellige
former for naturmedicin. Den tidligere ovenfor nævnte unge pige,
"Morten", var for øvrigt dygtig til at dyrke yoghurt-kulturer, som
hun havde stående i nogle glasskåle på et bord henne ved rummets ene vindue.
Disse sarte bakteriekulturer dyrkede hun med stor og nænsom omhu, og når de var
klar, kom de på små flasker og blev solgt ude i butikken. Yoghurt-produktet var
dengang endnu en stor sjældenhed, men mange år senere blev det et almindeligt
og meget solgt mejeriprodukt. I de sidste 20-30 år har man kunnet købe yoghurt
i mange forskellige variationer: yoghurt naturel, yoghurt peach melba, yoghurt
med jordbær, yoghurt med appelsin etc.
Det
hændte jævnligt, at der i de recepter som naturlægen Axel O. Hansen havde
udskrevet til sine "patienter", indgik brugen af finsprit. Denne
kunne imidlertid kun købes mod recept på apoteket, som forresten lå henne på
hjørnet af Kronprinsensgade og Købmagergade, på samme side af gaden som Mende.
Det var især en yngre mand ved navn Anders, der tog sig af de recepter, hvori
der var foreskrevet finsprit, og det var i reglen en af lærlingene og en
sjælden gang mig, der blev sendt hen på apoteket efter en flaske med ½ liter
finsprit. Mere måtte apoteket ikke udlevere ad gangen. Men Anders, den
opfindsomme rad, havde fundet ud af, at der ofte blev nogle centiliter finsprit
tilovers, når han tilberedte den mikstur, der var foreskrevet af naturlægen.
Flasken med den tiloversblevne finsprit stillede Anders til side og fyldte den
op, efterhånden som der blev sjatter tilovers, hver gang der blev købt en ny
flaske. Til sidst var der samlet en halv liter, og den brugte han til at lave
romlikør af, men "fabrikationen" af likøren var naturligvis tys-tys,
selv om stort set alle i forretningen vidste besked med det, bortset fra
førstemanden og chefen. Rom-likøren smagte sådan set udmærket, men havde efter
min mening dog en lidt for skarp smag af sprit.
Noget af det, der optog nyhedsmedierne og
sindene i begyndelsen af året 1951 var situationen i Tjekkoslovakiet og krigen
i Korea. De to ting havde indirekte noget med hinanden at gøre, for så vidt det
i begge tilfælde drejede sig om sovjetkommunismens forsøg på at udvide sit
imperium. I Tjekkoslovakiet havde kommunistpartiet, støttet af Sovjet, ved et
kup i 1948 overtaget statsmagten og gennemført en forfatningsændring, som
medførte øget socialisering og nationalisering af industrien og erhvervslivet,
samt ensretning af pressen. Som en direkte følge af kommunisternes magtovertagelse
fandt der i 1950 omfattende politiske udrensninger sted, som bl.a. ramte
viceministerpræsident Rudolf Slansky og udenrigsminister Vladimir Clementis.
De var begge partitro kommunister, men ikke tilhængere af præsident Novotnys
nystalinistiske kurs, hvilket medførte, at de sammen med en række andre mere eller
mindre fremtrædende kommunister blev arresteret og fængslet. De fængslede blev
anklaget for spionage og højforræderi, men der var i virkeligheden tale om en
skueproces, som skal ses som et led i en intern magtkamp mellem stalinisterne
og de nationalkommunistiske kræfter. Clementis, Slansky og 8 andre kommunister
blev i 1952 kendt skyldige og dømt til døden ved hængning og henrettet.
Stalin-kommunismen viste ingen nåde overfor anderledes tænkende. Særlig
retssagen mod Slansky vakte harme i mange vestlige kredse, idet den havde
stærke undertoner af den antisemitisme, der fandtes i større eller mindre grad
i alle kommunistisk dominerede lande, og ikke mindst i
"moderlandet", Sovjetunionen.
Korea-krigens baggrund var den omstændighed,
at Korea siden 1910 havde været en japansk provins, men ved Japans kapitulation
i 1945 blev landet nord for den 38. breddegrad besat af russiske styrker, mens
resten af landet syd for samme breddegrad blev besat af amerikanske styrker.
Forsøg på at skabe en fælles administration for hele Korea mislykkedes, og i
1948 oprettedes derfor en folkerepublik i Nordkorea og en almindelig republik i
Sydkorea.
Krigen i Korea begyndte i 1950 med, at nordkoreanske
tropper under sovjetrussisk indflydelse overskred den 38. breddegrad, og
rykkede ind i Sydkorea. Siden 1948 var der udstationeret en international
FN-styrke til at kontrollere, at den nævnte breddegrad, der var demarkationslinjen
mellem folkerepublikken Nordkorea og republikken Sydkorea, ikke blev
overskredet af nogen af parterne. FN-styrken, der hovedsagelig udgjordes af
amerikanske tropper, stod under kommando af den berømte amerikanske general MacArthur,
som det efter hårde kampe, lykkedes at drive angriberne tilbage over
demarkationslinjen. Der var 33.417 faldne og mange sårede i FN-styrkerne, og
et ukendt antal dræbte og sårede blandt nord- og sydkoreanerne.
MS "Jutlandia" tilhørte oprindeligt
Østasiatisk Kompagni (ØK), men i 1950 blev det købt af staten og ombygget og
indsat som humanitær hjælp i form af hospitalsskib i Korea-krigen 1951-53. I
det tidsrum behandledes ca. 5 000 patienter af skibets danske personale. En af
de amerikanske sanitetssoldater, der midlertidigt gjorde tjeneste ombord på
skibet, var Edward A. Hansen, som jeg lærte at kende under et besøg i
Californien i sommeren 1977. Han var af dansk afstamning og født i Esbjerg, og
som 5-årig emigrerede han sammen med sine ligeledes danskfødte forældre til
USA. Ed Hansen eller blot Ed, som han kaldtes, var tegner af profession, og da
han i begyndelsen af 1952 blev hjemsendt, søgte han ind hos Walt Disney
Productions i Burbank i Californien. Her blev han i begyndelsen såkaldt
"in-betweener" (mellemtegner), og den første tegnefilm, han var
medarbejder på, var "Peter Pan", der fik urpremiere i februar 1953.
Portrætfoto
af Edward A. Hansen (1925-2007), som siden 1952 havde været ansat hos Walt
Disney Productions, hvor han i mellemtiden var avanceret til Manager of
Animation Department. Endnu senere avancerede han til Vice President in charge
of Animation, Administration & Production. Til højre ses hans visitkort. -
© 1977 Walt Disney Productions. Foto og visitkort tilhører Harry Rasmussen.
Senere steg Ed Hansen i graderne til
key-animator (nøgletegner) og Assistant Director, bl.a. på langtegnefilmen
”Robin Hood”. I 1977, da jeg mødte ham, var han Animation Department Manager.
Omkring 1980 steg han yderligere i graderne til Animation Division Director
& Production Manager og endte i 1985 som Animation Division Vice President
& Executive in Charge of Production. Så vidt jeg ved, var langtegnefilmen
"Basil of Baker Street" ("Mesterdetektiven Basil Mus"), der
havde premiere i 1986, den sidste film, som Ed Hansen havde med at gøre hos
Walt Disney. Et par år efter, da Walt Disney Productions havde fået ny ledelse,
blev han sammen med en del andre administrative folk enten afskediget eller valgte
selv at gå. Derefter startede han sin egen live-action spillefilmproduktion,
men da jeg desværre har tabt forbindelsen med ham, ved jeg ikke andet om denne
side af sagen, end hvad jeg tilfældigvis har kunnet læse i pressen og i andre
medier.
Korea-krigen betød optakten til den såkaldte
"kolde krig" og det oprustningskapløb, der med Vietnam-krigen
1959-1975 som "varmt" og uhyggeligt intermezzo, kom til at vare til
slutningen af 1980'erne, da den sovjetiske og østeuropæiske kommunisme stod
for endeligt fald. Eftervirkningerne
af 2. Verdenskrig var dog stadigvæk mærkbare på forskellige måder, også her i
Danmark. Ophævelsen af rationeringen af smør, margarine m.v. var først ophørt
6. november 1950. Også på anden og mere indirekte måde blev man mindet om
krigen, idet der f.eks. blev rejst og afsløret et mindesmærke for de under
krigen faldne søfolk i form af et anker, som stammede fra fregatten
"Fyen". Ankeret fik plads på Kgs. Nytorv ud for enden af
Nyhavns-kanalen. Et andet tegn på krigens følger var manglen på råvarer, og 1.
september 1951 igangsattes en landsomfattende indsamling af gamle metaller,
særlig jern og stål, for at afhjælpe mangelsituationen.
En relativt markant begivenhed og nyhed var
løsladelsen af den tidligere så mægtige industrifyrste Alfried Krupp von Bohlen
und Halbach, som i 1945 idømtes 12 års fængsel som krigsforbryder. Han og hans
vældige støbestålfabrikker, havde støttet det nazistiske styre og bidrog
afgørende til oprustningen under 2. verdenskrig ved i udstrakt grad at anvende
talrige slavearbejdere fra de nærliggende kz-lejre. I 1945 beordrede De
Allierede virksomheden udbudt til salg, men sådan, at den blev opdelt mellem
forskellige indehavere, og samtidig forbød man, at den beskæftigede sig med
krigsproduktion. Efter kun at have udstået cirka halvdelen af sin straf, blev
Krupp løsladt i 1951, og han gik straks i gang med at generhverve og samle sin
tidligere virksomhed. Det lykkedes ham snart at få virksomheden til at vokse,
især med store investeringer i og lån til udviklingslande. Krupp-virksomheden
overgik i 1971 til aktieselskab i 6 afdelinger, og aktierne ejedes af et fond,
der støtter kulturelle, videnskabelige, humanitære og sociale formål. Det er
vist det, man kan kalde ”survival of the fittest”.
En sjælden gang om søndagen spiste jeg hjemme
hos mine forældre, hvor min mor i den anledning serverede godt med kartofler og
grønsager, som jeg i reglen fik smeltet smørsovs til. Men til daglig foretrak
jeg Nutana plantemargarine, som dengang kun kunne købes i Sana-forretninger
eller direkte fra fabrikken omme i Baldersgade. Både mine forældre og søskende
holdt meget af kartofler, men grønsagerne kunne de ikke alene nemt undvære, de
ville helst være fri for dem. Dog lige bortset fra, når vi f.eks. skulle have
stuvede ærter og gulerødder. Derimod mente de, at kød under en eller anden form
nærmest var en livsnødvendighed, og til ærter og gulerødder hørte enten stegt
flæsk, frikadeller eller kogt, røget hamburgerryg. Personlig var jeg bedøvende
ligeglad med, hvad andre spiste, når blot jeg selv fik lov at spise det, som
jeg selv fandt rigtigst. Men generelt var folk dengang meget afvisende overfor
mennesker, som ”spiste kaninernes mad!”
Hjemme
på værelset i Vendersgade sad jeg ofte om aftenen eller lørdag eftermiddag og
en del af søndagen og tegnede. Det var ikke kun egne frie opgaver, det drejede
sig om, men også om delvis bundne opgaver, nemlig især opgaven med at tegne
forsider og vignetter til de nedenfor viste forsider og vignetter til hæfter
med overtitlen ”Materialistens god Raad”. Det passede mig og mit temperament
rigtig godt, at jeg havde fået omtrent frie hænder til selv at måtte bestemme,
hvor mange og hvilke vignetter, der skulle med i de enkelte hæfter. Det var
især en stor fornøjelse at finde på de situationer, hvori den gennemgående
hovedfigur, den lille dreng, skulle optræde og forekomme. For øvrigt
bemærkelsesværdigt, at opgavestillerne havde accepteret mit forslag om at lade
en lille dreng være gennemgående hovedfigur på hefternes forsider. Ideen med
drengen kom af, at første hefte handlede om pletter og pletfjerning, og det var
nærliggende for mig, at en lille dreng havde spildt kakao på borddugen.
Fire eksempler på den serie hæfter med
overtitlen "Materialistens Gode Raad", som jeg efter eget valg
tegnede forsider og vignetter til. Af tegningen øverst til venstre ses det i
øvrigt, hvordan forsiden til hæfte nr. 1 kom til at tage sig ud i sin færdige
udgave. – Tegninger: © 1951 Harry Rasmussen og Danske Materialister.
Til
de ovenfor viste eksemplarer af Materialistens gode Raad, tegnede jeg også en
del mindre tegninger, de såkaldte vignetter, som skulle live op på den saglige
tekst inde i bladet. Tegningerne var holdt i en forenklet og lettere
humoristisk stil, hvilket Jørgen A. Pedersen og udgiverne syntes godt om.
Vignetterne gengives her nedenfor i den rækkefølge, hvori de forekommer i de
enkelte numre af bladet:
Herover ses de 6 vignetter, som blev brugt
som illustrationer i publikationen Materialistens gode Raad, Hæfte Nr. 1. Bladet havde i alt 16 sider plus for- og bagside.
– Tegninger: © 1951 Harry Rasmussen og Danske Materialister.
Herover ses de 5 vignetter, som blev brugt
som illustrationer i publikationen Materialistens gode Raad, Hæfte Nr. 2. Bladet havde i alt 16 sider plus for- og bagside.
– Tegninger: © 1951 Harry Rasmussen og Danske Materialister.
Herover ses de 5 vignetter, som blev
brugt som illustrationer i publikationen Materialistens gode Raad, Hæfte Nr. 3.
Bladet havde i alt 16 sider plus for- og
bagside. – Tegninger: © 1951 Harry Rasmussen og Danske Materialister.
Herover ses de 10 vignetter, som blev brugt
som illustrationer i publikationen Materialistens gode Raad, Hæfte Nr 4. Bladet havde i alt 20 sider plus for- og bagside.
– Tegninger: © 1951 Harry Rasmussen og Danske Materialister.
Med de ovenfor viste vignetter var og er der
ikke tale om stor tegnekunst, men om praktisk anvendelige små uprætentiøse
tegninger, tegnet helt uden de store problemer om, hvordan hver af vignetterne
skulle se ud, for at passe til teksten. Vignetternes størrelse var bestemt af
den plads, som teksten stillede til rådighed i hvert enkelt tilfælde.
Hukommelse er en absolut nødvendig, men også
svær faktor i menneskets tilværelse. Selv om styrken og kvaliteten af
hukommelsesevnen varierer fra menneske til menneske, så er den under alle
omstændigheder absolut nødvendig og uundværlig i alle former for sansning og
tænkning. Dens betydning ser vi faktisk først for alvor, når nogen mister
hukommelsen, enten ved midlertidige skader på hjernen eller ved varig demens.
Men også i al almindelighed kan det ske, at hukommelsen periodisk eller mere
permanent ikke fungerer optimalt eller som man selv kunne ønske sig det. I mit
eget tilfælde har hukommelsen været og er fortsat en afgørende faktor i denne
beretning om mit liv og min tid, for titlen på selvbiografien kunne jo lige så
godt have været ”et liv genoplevet i erindringen” Men denne titel har jeg
fravalgt, fordi den berømte danske kongelige skuespillerinde, Johanne Luise
Heiberg, for længst har benyttet lige præcis den titel til sine højst
interessante erindringer fra et langt liv, som udkom i bogform i 1891-92.
Når
jeg imidlertid specielt nævner hukommelsesevnen her, hænger det især sammen
med, at jeg faktisk ikke er i stand til at huske, hvor mange hæfter, der blev
udgivet af Materialistens gode Raad. Selv er jeg kun i besiddelse af de 4
ovenfor gengivne hæfter nr. 1 – 4, men jeg er i hvert fald i besiddelse af et
blyantstegnet layout til forsiden på hæfte nr. 5, men om denne er blevet gjort
færdig, har jeg ikke den mindste erindring om. Mit gæt vil være, at det ikke er
tilfældet, heller ikke selv om udgivelsen af hæfterne eventuelt fortsatte med
andre forsider. Og jeg har heller ingen forklaring på, hvorfor jeg ikke har
tegnet flere forsider, end dem jeg selv har originaltegningerne til.
Sandsynligheden taler derfor for, at der rent faktisk foreligger flere tegnede
forsider fra min hånd.
Herover ses
til venstre et layout til forsiden på hæfte nr. 4, som formentlig ikke er
blevet godkendt, eftersom tegningen kun foreligger som blyantstegning. På layoutet
til højre ses udkastet til forsiden på hæfte nr. 5, som jeg imidlertid vil
formode ikke er blevet gjort færdigt, uden at jeg dog har nogen erindring om
endsige forklaring på hvorfor. – Tegninger: © 1951-52 Harry Rasmussen.
Det var sådan set meget fornøjeligt for mig,
at tegne udkast til Materialistens Gode Raad og siden rentegne og farvelægge
disse, når og hvis de var blevet godkendt til at gå videre til trykning.
Udkastene blev i reglen godkendt straks og uden ændringer.
Senere spurgte Jørgen A. Pedersen mig, om jeg
også ville tegne nogle vignetter til Danske Materialisters jubilæumshæfte,
hvilket jeg sagde ja til og gjorde. Hen på året åbnede Jørgen A. Pedersen en
filial af Mende i Slotsgade i Hillerød, og i den anledning bad han mig om at
tegne et nyt "hoved" eller logo til sine forretningers fælles
brevpapir. Efter som Mendes "hovedkvarter" lå i København, valgte
jeg at lave nogle udkast, hvor en del af Københavns mange karakteristiske
tårne sås som en skyline i form af en smal "bort" tværs hen over
øverste del af arket, men om et af mine udkast eventuelt blev brugt, husker jeg
ikke længere. Dog tror jeg det var tilfældet.
Løse skitseudkast
med forslag til brevhoved for Chr. V. Mende & Co. Firmaet hed Kjøbenhavns
Materialhandel med undertitlen Chr. V. Mende & Co. Det blev i øvrigt ikke
nogen af de ovenstående udkast, der blev brugt, men derimod et, som jeg
desværre ikke har kopi af. – Udkast: © 1951 Harry Rasmussen,
Udkast til vignet
til Danske Materialisters jubilæumshæfte, 1951. Tegningen skulle illustrere en
af hæftets artikler med titlen ”Et Pip fra Kyllingegaarden”, og tegningen blev
godkendt til formålet og trykt. – Udkast: © 1951 Harry Rasmussen,
Det
hændte dog også, at jeg ind imellem pludselig fik lyst til bare at tegne et eller
andet, sådan set lige meget hvad. Det blev til en del forskellige små
tegninger, hvoraf jeg har gemt nogle, som jeg syntes var værd at bevare. Men
det var generelt set famlende og spredte forsøg, idet jeg endnu ikke havde helt
klart for mig, hvad det alt sammen skulle føre til.
Herover ses
nogle få skitser tegnet frit efter fantasien, som man plejer at sige om den
slags uforpligtende tegninger. Særligt af skitsen nederst til venstre fremgår det,
at figurers bevægelse stadig havde min store interesse. Det var længslen efter
igen at komme til at arbejde professionelt med animation og tegnefilm, der kom
til udtryk. – Skitser: © 1948-51 Harry Rasmussen.
Bortset fra de jævnlige besøg i weekenderne
hos mine forældre og søskende i Jægersborggade og hos mine morforældre i Baggesensgade,
hændte det lejlighedsvis, at jeg følte mig lidt ensom. Det var en
ensomhedsfølelse, som arbejdet og tegneriet i fritiden ikke helt kunne jage bort,
selv om jeg især havde det godt og rart, når jeg sad bag skrivebordet og fik
ideer og tegnede på livet løs, så at jeg glemte alt omkring mig, herunder ikke
mindst det triste og mørke værelse, som da dannede den ydre ramme omkring min
daglige tilværelse. Mine barndomskammerater, Jørn og Jørgen, havde jeg stort
set mistet forbindelsen med, lige som jeg et par år tidligere havde brudt med
min barndomskæreste Alice, således som tidligere omtalt. Men det var vel kun
naturligt, at også hormonerne kom til at spille en stadig større rolle i en ung
mands liv. Jeg var 21 år på det tidspunkt og savnede i stigende grad kvindeligt
bekendtskab.
Hos Mende var der ganske vist en ung
ekspeditrice på omkring min egen alder, som jeg var lidt interesseret i. Det
var den tidligere ovenfor nævnte "Morten", men hun var forlovet med
en ung mand, der lå inde som soldat, og så snart han var færdig med
militærtjenesten, skulle de giftes, fortalte hun stolt. Hun berettede engang
imellem om, hvordan hun sparede sammen til brylluppet, lige som hun fortalte,
at hun i flere år havde samlet på sølvtøj til sit kommende hjem. Det var med
andre ord en glad, tilfreds og lykkelig pige, der havde noget at leve for og
som naturligt nok glædede sig til at stifte eget hjem og få nogle børn, sådan
som meningen med livet er for de allerfleste af os almindelige mennesker.
Bortset fra, at jeg kunne fornemme at pigen
godt kunne lide mig, var jeg dog klar over, at hun som en trofast natur var
hundrede procent loyal over for sin kæreste, som da også viste sig at være en
både nydelig, maskulin, munter og udadvendt ung mand. Han var faktisk min
modsætning, og jeg indså derfor, at det ville være det bedste for mig, der
havde en anden målsætning i livet end hurtigst muligt at blive gift og få
børn, at jeg slog tankerne om hende ud af hovedet. Det gjorde jeg så, om end
med lidt vemod, der nu nok mere skyldtes en slags selvmedlidenhed med min egen
ensomme situation, end det skyldtes ulykkelig kærlighed.
I foråret 1951 kom jeg via min medlogerende,
Gjedde, i kontakt med en ung pige, der var et års tid yngre end mig. Hun var på
min højde, men noget korpulent, selvoptaget, ikke særlig begavet eller belæst,
og med tilbøjelighed til depression. Hun kaldte sig Eva, men hed i virkeligheden
noget helt andet, som jeg nu har glemt. Hun var kontorassistent i et eller
andet firma, men gik ikke videre op i sit arbejde. Derimod ønskede hun snarest
at blive forlovet og senere gift, stifte hjem og få børn. Hun fortalte, at
hendes far var kasserer i Handelsbanken og at han i sin fritid var fremtrædende
medlem af det religiøse samfund ”Syvende dags hellige”, som vist nok havde en
af deres "kirker" på Blegdamsvej, tæt ved Trianglen. Moderen var hjemmegående
husmor. Familien, hvis efternavn jeg ikke husker, boede i en forholdsvis stor,
velindrettet men gammeldags møbleret tredie sals lejlighed på Vennemindevej
på Østerbro. Her var faderen det ubestridte overhoved, men jeg fandt snart ud
af, at moderen, som Eva og hendes lidt yngre søster, hvis navn jeg ikke
husker, mest lignede, havde sin egen måde at få sin vilje og sine ønsker sat
igennem på. Hun lod simpelthen som om hun var manden underdanig, sådan som
Bibelen eller mere præcist Gamle Testamente og Paulus som bekendt foreskriver,
at kvinden skal være. Men lidt underligt forekom det mig, at den lille, knapt
middelhøje og småkorpulente mand, i hvert fald udadtil kunne dominere sin kone,
der var et hoved højere end ham.
Det for mig mest interessante ved
"Eva" var, at hun fortalte at hun på mødrene side var kusine til
skuespilleren Kjeld Petersen (1926-62). Sidstnævnte var i sin tid en
højt anerkendt skuespiller, som især blev berømt for sit morsomme og inspirerede
partnerskab med Dirch Passer (1926-80). Under navnet "Kjeller-Dirch"
optrådte komiker-duoen i 1950'erne hos Stig Lommer (1907-76) i ABC-revyerne,
der blev noget af et tilløbsstykke for københavnere og andet godtfolk. Selv fik
jeg en del år senere, mere præcist i årene 1959-66, mens jeg var ansat hos
Nordisk Tegnefilm, som havde til huse hos Nordisk Films Kompagni på Mosedalvej
i Valby, fornøjelsen af lejlighedsvis at se og høre den i privatlivet meget
lidt morsomme og ofte deprimerede Kjeld Petersen. Han medvirkede nemlig på det
tidspunkt i en af Nordisk Films spillefilm, og det var under indspilningen af
denne, at han mødte frem for at blive sminket og gå i studiet. I pauserne
mellem optagelserne var han desuden en flittig gæst i kantinen, hvor han - forresten
i lighed med flere andre skuespillere - søgte at komme sine depressioner til
livs ved hjælp af daglig indtagelse af et vist kvantum af de såkaldte våde
varer.
Personlig
kender jeg ikke grunden til eller baggrunden for Kjeld Petersens efterhånden
overhåndtagende depressioner. Om de skyldtes begivenheder eller problemer i
hans privatliv, ved jeg heller ikke. Derimod ved jeg, at han i lighed med sin
partner, Dirch Passer, havde store ambitioner om at optræde og blive anerkendt
som seriøs skuespiller i seriøse roller på teatret og på film. Problemet for
begge skuespillere var imidlertid, at blot de viste sig på en scene, og selv
når de var alvorlige at se og høre på, bredte latteren sig i salen. (Se
mindebogen: "Nej, Kjeld, le vil de, le -" af broderen Bent Grasten
1962.)
Kjeld Petersen havde sin scenedebut på Betty Nansen
Teatret i 1939, og optrådte siden på provinsturneer, Aarhus Teater, forskellige
københavnske teatre, bl.a. Riddersalen, Apollo Teatret, ABC-Teatret, Alléscenen
og Folketeatret. Foruden sin sceneoptræden, indspillede Kjeld Petersen også
mange film. Hans filmdebut skete med en
mindre rolle i Den usynlige hær (1945), der er baseret på et manuskript
af forfatteren Knud Sønderby, og handler om skæbner under frihedskampen, og som
blev instrueret af den højt anskrevne Johan Jacobsen. Filmen, der var produceret
af Palladium og som havde premiere den 6. oktober 1945, skulle formentlig ses
som et modstykke til ASA Films drama om frihedskampen, De røde enge, der
var baseret på Ole Juuls roman af samme navn. Sidstnævnte film var instrueret
af ingen ringere end Bodil Ipsen og den erfarne Lau Lauritzen jun. Dansk films
folkekære skuespiller nr. 1, Poul Reichhardt medvirkede i begge film, men var
særlig bemærkelsesværdig for sit realistiske spil som frihedskæmperen, der
arresteres og tortureres af Gestapo i "De røde enge".
I årenes løb medvirkede Kjeld Petersen både i
seriøse problemfilm og i folkekomedier af forskellig valør og kvalitet, men en
af hans mest markante film er nok Vi er allesammen tossede (1959), hvori
han spillede en dominerende hovedrolle. Filmen var produceret af Scala Film,
Aage Stentoft og Henning Karmark, instrueret af Sven Methling, en søn af Svend
Methling, og havde manuskript af Arvid Müller og Aage Stentoft. Aage Stentoft
havde på det tidspunkt erhvervet det ærværdige gamle Nørrebros Teater og omdøbt
det til Det ny Scala. Deraf formentlig firmanavnet Scala Film. Men mere
herom senere.
Kjeld Petersens evne til at spille rablende
skøre personer, kom ham også til gode, da han i 1959 medvirkede i Poeten og
Lillemor, produceret af Nordisk Film. Filmen, der var baseret på tegneserien
af samme navn, havde manuskript af Erik Balling, som også stod for
instruktionen af de kåde løjer omkring det unge kunstnerægtepar. Forresten
havde min daværende chef, Ib Steinaa, lavet en glimrende tegnefilmsekvens i
filmen, som viste en halvabstrakt skrivemaskine, hvis taster og øvrige
funktioner blev levende, og som til den karakteristiske, musikalsk udformede
lyd af et klaprende tastatur, gik i gang med at skrive det manuskript, som den
unge forfatter og poet ikke rigtig selv kunne finde inspiration til. Det var
under indspilningen af denne film, at jeg mødte og havde lejlighed til at
iagttage den også privat koleriske og depressive Kjeld Petersen. Men mit
indtryk af ham var i øvrigt, at han var venligheden selv. Hans sidste film
inden han pludselig døde den 24. maj 1962, var Sømænd og svigermødre
(1962), en dansk bearbejdelse af den engelske farce "Sailor Beware".
Filmen blev produceret af ASA Film og instrueret af Bent Christensen og havde
premiere den 6. august 1962, cirka et par måneder efter Kjeld Petersens bratte
død. For resten en lige så brat død, som den, der blev Dirch Passer til del i
1980.
Det hændte, at jeg nogle gange blev inviteret
til the eller kaffe hos Evas forældre, men jeg følte mig ikke særlig godt
tilpas i deres selskab. De viste tydeligt, at jeg efter deres opfattelse
bestemt ikke var den rette mand for deres ældste datter, hvilket jeg forresten
kun kunne give dem ret i. Desuden kom både faderen og moderen med bemærkninger
om, at de fandt det upassende, at Eva lejlighedsvis besøgte mig alene på mit
værelse i Vendersgade. Jeg følte mig ilde tilpas over deres slet skjulte
hentydninger til, at der skulle foregå noget mellem Eva og mig, der er værre
end døden, eller som efter deres mening først burde foregå efter ægteskabets
indgåelse, og også da kun for at opfylde Guds bud til menneskene om at
mangfoldiggøre sig. Til trods for, at der ikke hidtil var foregået nogen form
for seksuel tilnærmelse mellem hende og mig, reagerede Eva trodsigt og voldsomt
på forældrenes mistanke og forblommede hentydninger. Hun skældte ud og forlod
fornærmet stuen, hvor vi sad ved kaffebordet, og gik ind på sit værelse,
hvortil forældrene for øvrigt havde forment mig adgang. Stemningen blev yderligere
pinlig og moderen forsøgte at undskylde datterens opførsel med, at denne havde
det dårligt for tiden.
Hvad forældrene ikke vidste og vist nok
heller ikke fik at vide, var, at Evas og mit forhold indtil videre havde været
rent kammeratligt og platonisk, idet ingen af os var forelsket i hinanden.
Desuden havde Eva fra begyndelsen af vort bekendtskab gjort det klart for mig,
at hun under ingen omstændigheder ville gå i seng med mig, før vi eventuelt
var blevet gift. Det havde jeg så at rette mig efter, hvad enten jeg syntes om
det eller ej. Men for det første havde jeg ikke lyst til at have sex med hende,
og for det andet syntes jeg ikke om hendes og hendes forældres indstilling i
det hele taget, hverken til religion, sex eller andet. Da jeg samtidig ikke var
spor forelsket i hende, men nærmest følte mig forpligtet til indtil videre at
leve op til hendes forventning og spille rollen som en mulig kæreste,
afventede jeg blot en passende lejlighed til at bryde forbindelsen uden
direkte at fornærme hende.
Lejligheden til at bryde den på forhånd
umulige forbindelse med Eva, kom helt uventet, idet jeg en dag i sommeren 1951
blev inviteret til at tilbringe weekenden sammen med hende, søsteren og
forældrene i deres sommerhus i Hundested. Familien holdt på det tidspunkt ferie
i deres i øvrigt nydelige, velholdte og borgerligt indrettede sommerbolig,
som lå ikke så langt fra havneområdet. Efter en lang og trættende togrejse
ankom jeg en lørdag eftermiddag til Hundested, hvor Eva afhentede mig på
stationen. Jeg husker ikke længere, hvad der skete eller hvad vi fik at spise,
for jeg var konsekvent vegetar, hvilket normalt voldte problemer, når jeg
besøgte ikke-vegetarer. Derimod husker jeg, at Eva den lørdag aften absolut
ville hen i stedets forsamlingshus, som i øvrigt viste sig mere at have
karakter af et værtshus, hvor der var druk, musik og dans, hvilket ikke passede
hendes forældre. Men af sted kom hun og jeg til forsamlingshuset og dets
tilrøgede og øldunstende lokale, hvor folk sad ved borde ude til siderne, mens
andre morede sig med en svingom på dansegulvet. Støjniveauet var sådan, at man
knapt kunne høre, hvad man selv tænkte, og folk måtte råbe højt, for at kunne
høre hinanden.
Straks efter at vi var kommet ind i
forsamlingshuset viste det sig, at Eva kendte mange af de tilstedeværende unge
mænd og kvinder, og uden at tage notits af mig, satte hun sig på en ledig stol
ved et bord og gav sig til at snakke højlydt og livligt med de omkringsiddende.
Hun gav mig dog lige et praj om, at det ville være velset, hvis jeg gav en
omgang øl til bordet, hvilket jeg lidt modvilligt gjorde. Men jeg følte mig
udnyttet, fremmed og fortabt blandt en flok efterhånden halvfulde, larmende,
dansende, svedende og tydeligvis småliderlige unge mennesker, som kun tænkte
på at få sig en glad aften og nat. Dette gjaldt både pigerne og mændene, hvoraf
de sidstnævnte helt åbenlyst gjorde, hvad de kunne, for at gejle pigerne op
til en efterfølgende dans på lagenet, eller måske snarere i klitterne. Jeg
kunne heller ikke undgå at bemærke, at Eva helt ugenert lod sig kurtisere og
opvarte af en af stedets unge "strandløver", som mærkværdigvis kunne
tillade sig at rage på hende, vel at mærke uden at hun gjorde modstand eller
protesterede. Men jeg var dog allerede blevet klar over, at hun ikke delte
forældrenes nidkære religiøse tro.
Hele
aftenen og til omkring klokken godt et om natten, værdigede Eva mig kun et
blik, når hun mente tiden var inde til, at jeg skulle give en ny omgang øl til
det bord, vi sad ved. Af og til var hun ude på dansegulvet med en eller anden
fyr, som hun dansede tæt og ømt med. Selv havde jeg ingen lyst til at danse, og
da slet ikke til den rutineprægede, larmende og ligegyldige musik, der blev
afliret af tydeligvis trætte og småfulde musikere. Men på et tidspunkt blev det
alt sammen for meget for mig, og jeg spurgte derfor, om ikke vi snart burde gå
hjem. Det tog hun mig meget ilde op, idet hun i sin småberusede tilstand
skældte mig ud for bl.a. at være en snerpet tørvetriller, der ikke var meget
bedre end hendes hellige og dumme forældre. Enden blev dog, at vi snart efter
forlod stedet, men lige inden vi gik ud af lokalet, skulle hun åbenbart demonstrere,
at hun ikke var lige så snerpet som mig og hendes forældre, for hun kastede sig
over en af de fyre, hun havde danset med og kyssede ham længe og inderligt. Jeg
opfattede det dog ikke som en provokation over for mig, men fattede antipati
imod hende, fordi hun kastede sig selv i grams og fordi jeg syntes, at hun
spillede et ubehageligt dobbeltspil.
Evas forældre var gået i seng, da vi kom
tilbage til sommerhuset, hvor jeg havde fået en pufseng at sove i. Den
umagelige seng stod opstillet i stuen, hvor der var blevet gjort plads til den.
Alt var stille i og udenfor huset, så stille, at jeg tydeligt kunne høre, at
Eva kort efter listede ud ad hoveddøren, som hun åbnede og lukkede med yderste
forsigtighed. Der var ingen tvivl om, at hun havde i sinde at gå tilbage til
forsamlingshuset, for at feste videre. Det rørte mig ikke det mindste, for hun
forekom mig aldeles ligegyldig. Men jeg lukkede dårligt nok et øje resten af
natten, og lå blandt andet og tænkte på, hvornår jeg kunne tillade mig at tage
af sted næste dag, der jo var en søndag. Jeg kom til det resultat, at det
ville jeg kunne gøre om eftermiddagen, idet jeg kunne undskylde mig med, at
jeg havde en forholdsvis lang rejse foran mig og desuden at jeg måtte tidligt
op om mandagen, hvor jeg skulle møde på arbejde kl. 8.
Sent på natten var jeg dog døset lidt hen,
men vågnede ved, at det puslede ved døren ude i entreen. Det var Eva, der
omsider havde fundet det på tide at vende hjem i seng. Idet hun passerede den
åbentstående dør ind til stuen, hvor jeg lå, fornemmede jeg, at hun kiggede
ind, formentlig for at forvisse sig om, at jeg sov. Så listede hun videre ind
på sit og søsterens værelse og kort efter var der atter fuldstændig stille i
huset. Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv og føle mig tilfreds
og glad over den beslutning, jeg havde truffet.
Søndag
morgen stod jeg op før nogen af de andre, så jeg kunne gøre mig i stand uden at
genere nogen eller selv blive generet. Snart efter stod også moderen og faderen
op, og ikke længe efter blev der serveret morgenkaffe og -the med frisksmurt
franskbrød til. Der var både ost og marmelade på bordet i køkkenet. Da Evas
forældre og jeg sad ved morgenbordet, undskyldte moderen og sagde, at Eva og
hendes søster altid plejede at sove længe om søndagen, så vi kunne godt begynde
på morgenmaden uden dem.
Da morgenmaden var overstået, gik Evas far og
jeg ind i stuen, hvor vi snart kom i snak om religion. Jeg forstod på ham, at
han helst så, at den mand Eva skulle giftes med, delte forældrenes religiøse
opfattelse, der som tidligere nævnt sluttede op om et strengt syn på Bibelen og
Jesus. I deres tro understreges forkyndelsen af Jesu død for vore synder og at
Kristus åndeligt er til stede blandt menigheden, lige som kun den, der er nået
frem til personlig tro, kan døbes. Det betyder, at man ikke kan døbe børn, og
at man derfor kun har voksendåb. Evas far spurgte mig ud om mit syn på dåben og
på Jesus Kristus. Dengang kendte jeg ikke det mindste til nogen form for
religiøs sekt, så i min blanding af ungdommelig naivitet, uvidenhed og overmod
fortalte jeg troskyldigt om, at jeg ikke anså dåben for at have nogen reel
betydning, men at jeg mente, den var en rituel, symbolsk reminiscens fra troens
tidsalder, middelalderen. Om min opfattelse af personen Jesus fortalte jeg, at
jeg mente han havde været et menneske som alle os andre, men blot af højere
åndelig og etisk-moralsk støbning, og dertil intellektuelt højt begavet, ja,
nærmest en stor vismand i lighed med andre store vismænd i verdenshistorien.
Evas far, som indtil da havde siddet og lyttet til mine ungdommelige,
rationalistiske "visdomsord", fløj op af stolen, som trold af en
æske, fægtede med armene og ildrød i hovedet hvæsede han: "De er jo besat
af Djævelen!" Tydeligvis dybt foruroliget og ophidset gik han rastløst
omkring i stuen og fortsatte iltert: "Dåben er det vigtigste i livet og
Jesus Kristus er ved sin forsmædelige død på korset de troendes frelser! Han
har med sit blod forsonet det syndige menneske med Gud!" Derpå forlod Evas
far stuen og jeg så ikke mere til ham i den times tid, jeg afventede for at
se, hvad der videre ville ske.
Selvfølgelig
blev jeg ilde til mode og utilpas over, at Evas far tog sådan på vej over
noget, som jeg i min mangel på menneskeforståelse ikke regnede for særlig
vigtigt. Men selvom jeg ikke havde haft noget ønske om at fornærme den åbenbart
ærligt troende mand, så forstod jeg dengang heller ikke, at dåben og troen på
Jesus som frelser, kunne være en endog meget vigtig og alvorlig sag for et dybt
troende menneske. Det burde jeg imidlertid nok have forstået, for kort efter
kom moderen ind, idet hun sagde: "Det er nok bedst, at De tager af sted
nu, for min mand vil ikke længere have Dem i vort hjem!" Lidt efter
tilføjede hun: "Eva sover endnu, men jeg skal nok hilse hende og sige, at
De blev nødt til at rejse hjem tidligt på dagen." Derefter forlod også hun
stuen og gik ind i et andet værelse, hvor hendes mand formentlig også befandt
sig. Underlig til mode stod jeg et øjeblik helt betuttet, men så pakkede jeg
den smule habengut, pyjamas, undertøj og tandbørste, jeg havde medbragt, ned i
min khakifarvede lærredsskuldertaske, hvorefter jeg skyndte mig at forlade
stedet. Der var ingen mulighed for at kunne sige farvel til hverken Eva, som
stadig sov, eller hendes forældre, som var dybt fornærmede og formentlig
derfor nærmest demonstrativt holdt sig ude af syne.
Det var et trist gråvejr, da jeg den dag
omkring middagstid travede om til Hundested Station, for at vente på toget til
Hillerød, hvor jeg skulle skifte tog til København. Jeg husker, at der var lang
ventetid, inden det med længsel ventede tog ankom. Det var med en blanding af
lettelse og vemod, at jeg steg på toget og fandt en plads i ikke-rygere, hvor
jeg satte mig og kiggede fraværende ud på det forbifarende landskab, som dog
langt borte mod horisonten syntes at stå nærmest stille. Men idet toget
passerede et vældigt og øde landskabsområde, spredtes det blygrå skytæppe på
den vestlige himmel, og en kraftig lysstråle faldt omtrent lodret ned over
landskabet præcis dér, hvor der lå en landsbykirke på en høj bakke langt ude
mod horisonten. Det betagende syn forekom mig nærmest som en slags åbenbaring,
og jeg følte at den indeholdt det "budskab", at naturen og Gud er
forenet og er en større magt og kraft, end menneskets værk, i dette tilfælde en
landsbykirke, som er opført som både bedehus og symbol. Nemlig som et symbol,
der med sit kamtakkede tårn peger direkte op mod himlen, som i virkeligheden er
udtryk for den evige, almægtige Guds væsen, hvis mysterium vi kan få et lille
indtryk af, når vi en stjerneklar aften eller nat kigger ud mod den vældige,
dybe, tavse og uendelige stjernevrimmel.
Men efterhånden nærmede toget sig tættere beboede
områder, indtil storbyen lukkede sig om os i form af tunnellen mellem Østerport
Station og Hovedbanegården. Jeg steg imidlertid af på Nørreport Station og
spadserede den korte strækning hjem til Vendergade 25, hvor jeg træt og
udmattet lagde mig på den divan, der tjente som seng om natten, og her faldt
jeg straks i søvn.
Det blev afslutningen på min kortvarige
’romance’ med Eva, som jeg aldrig siden har set eller hørt noget til. Den
lørdag aften, vi tilbragte sammen i forsamlingshuset i Hundested, vidste vi
begge, at der var for stor personlig og åndelig forskel på os til, at vi havde
noget at sige hinanden, og at det derfor aldrig kunne blive til noget
alvorligt mellem os. Jeg tror, at hun har følt sig mindst lige så lettet som
mig, over, at forholdet fik så brat en ende, som tilfældet blev. Underligt
føltes det dog, at jeg ikke fik lejlighed til at tage afsked, hverken med
hende, hendes søster eller forældre, men det var måske det mindst pinlige og
bedste, der kunne ske under de givne omstændigheder. Jeg vil håbe for Eva, at
hun fik den mand, de børn og det borgerlige hjem, hun drømte om og som hun
sikkert med rette følte var livets mening for og med hende. Min målsætning og
vej var en helt anden, i hvert fald i første omgang, for jeg drømte inderst
inde stadig om på et tidspunkt at kunne vende tilbage til tegnefilmbranchen,
som jeg mere eller mindre frivilligt havde måttet forlade i juni 1945. Men
indtil videre var udsigterne til det meget små, hvilket jeg skal vende tilbage
til i kronologisk sammenhæng.
Netop det år, mere præcist den 2. april 1951,
havde Disneys store koncertfilm, Fantasia (1940; "Fantasia")
Danmarkspremiere i Dagmar Bio i København. Det var Disney-studiernes tredie
store langtegnefilm, som i hvert fald vi tegnefilmfolk imødeså med ekstra stor
interesse og spænding. Jeg vidste ikke så meget om filmen på forhånd, bortset
fra, hvad jeg omkring 1941 havde kunnet læse om den i en større artikel i
Ugebladet Hjemmet. Jeg havde ikke lejlighed til at se "Fantasia" til
selve Danmarkspremieren, men først nogle dage efter, og da kunne jeg i al
fald konstatere, at biografsalen var temmelig tyndt besat med publikum.
Avisernes anmeldelse af filmen havde jeg ikke læst, men har senere konstateret,
at de i reglen litterært-kulturelle-akademiske anmeldere fulgte det sædvanlige
mønster, når det gjaldt (ned)vurderingen af en lang Disney-tegnefilm og
Disney-tegnefilm i det hele taget.
Personlig syntes jeg, at "Fantasia"
stort set var fremragende, selv om der var partier i den, jeg brød mig mindre
om. Den danske version af filmen bestod af i alt 6 afsnit, idet et af
afsnittene, Pastorale-symfonien af Ludwig van Beethoven, var klippet ud. Men
jeg vil sent glemme de dygtige og kreative Disney-folks version af "Nøddeknækkersuiten"
af Peter Tjajkovskij, "Troldmandens Lærling" af Paul Dukas, "Le
Sacre Du Printemps" af Igor Stravinsky og "Timernes dans"
fra 3.akt af Amilcare Ponchiellis opera "La Gioconda". Jeg kan næsten
ikke fremhæve det ene afsnit frem for det andet, for de var alle lige genialt
og fantasifuldt fortolket og omsat til tegnefilmmediet, og animationen af
figurerne var simpelt hen i toppen af animationskunst, hvad enten det drejede
sig om svampe, blomster, isblomster og alfer eller om Mickey Mouse og
fejekostene, eller øgler og dinosaurer, eller om strudse, alligatorer,
flodheste og elefanter.
Derimod havde og har jeg stadigvæk et vist
forbehold over for de sidste to, indbyrdes sammenhængende afsnit i
"Fantasia", nemlig "En nat på Bloksbjerg" af Modest
Mussorgskij, og "Ave Maria" af Franz Schubert. Men til trods
for, at i hvert fald det første af disse to kontrapunktiske afsnit er
fremragende designet af den danske kunstner Kay Nielsen (1886-1957), så
trækker sidstnævnte afsnit, som tegnefilmfolkene, med de to afsnits instruktør
Wilfred Jackson i spidsen, øjensynligt har haft store problemer med, så meget
nedad, at man som tilskuer efterlades med en følelse af tomhed og mathed. Men
"En nat på Bloksbjerg" er yderst dramatisk og fantasifuldt iscenesat,
og især markerer Bill Tytla's fremragende animation af Djævelen et toppunkt i
alle tiders internationale tegnefilmkunst.
Men det må konstateres, at til trods for sine
få abstrakte forsøg, først og fremmest med tonesporet, der forbinder de
enkelte afsnit, og for det andet afsnittet "Toccata" og "Fuga
i D-mol" af Johann Sebastian Bach, så holder "Fantasia" sig
inden for rammerne af de traditionelle Disney-tegnefilm. Men de nævnte få
forsøgsvise abstrakte tendenser i filmen, peger dog umiskendeligt frem mod de
langt mere konsekvente og vellykkede abstraktioner, der senere skulle vise sig
i nogle af Disneys langtegnefilm, begyndende med "Dumbo", der havde
haft Danmarkspremiere i Metropol den 25. juni 1948, og som jeg tidligere har
omtalt. De abstrakte tendenser kom imidlertid også til udtryk i bl.a. den
langtegnefilm, som senere skal omtales.
I min forsøgsvis selvbiografiske beskrivelse
er jeg foreløbig nået frem til året 1951, mere præcist til sommeren dette år.
Jeg arbejdede fortsat hos Mende, men havde 14 dages ferie, som jeg imidlertid
fortrinsvis tilbragte på mit værelse i Vendersgade, med lejlighedsvise
afstikkere ud til mine forældre i Jægersborggade og til Assistens Kirkegård,
hvor jeg kunne gå omkring i timevis og studere indskrifterne på de mange ældre
og nyere gravsten. Der var dog særlig én gravindskrift, der altid havde
tiltrukket sig min opmærksomhed og som nærmest fascinerede mig. Den var
formentlig fra 1800-tallet og et slags ”Memento Mori” (”Husk på døden”), og der
stod noget i retning af følgende linier på den:
Vandrer, du som læser disse linjer!
Betænk, at lige som jeg, der nu ligger her,
således skal du selv en dag ophøre med dit liv
og ligge under mulde, hvor ormene gnaver.
På den tid følte jeg, at min tilværelse
befandt sig i en slags ’venteposition’. På den ene side dagligdagen, der indtil
videre virkede udsigtsløs, fordi jeg var nødt til at beskæftige mig med et
arbejde, som var kedsommeligt og uinspirerende, og på den anden side min
romantisk-elegiske drømmetilværelse, hvori jeg anede og til tider følte
tydeligt, at der bagved hverdagens grå ’forhæng’ gemte sig en verden eller
tilværelse, som sagde spar to til den fysiske verden. Ikke en ’anden’ verden,
men så at sige en dybere version af verden, som min bevidsthed blot endnu ikke
var kvalificeret eller moden til at opleve permanent i det daglige, men kun
lejlighedsvis i mindre eller større glimt af indsigt.
Hjemme på værelset tegnede jeg udkast til forsider
og vignetter til de tidligere omtalte hæfter, afvekslende med at læse det
udvalg af H.C. Andersens eventyr, der fandtes i den eneste skønlitterære bog,
jeg dengang ejede. I mine mest afbalancerede øjeblikke i weekenderne kunne det
dog også ske, at jeg vendte tilbage til læsningen - eller vel nærmest studiet -
af de esoteriske lærdomme, der fandtes i Paul Bruntons bøger, som jeg stort set
ejede i originaludgaver alle sammen. Men mest dagdrømte, fantaserede og
filosoferede jeg tiden væk, og snart blev det da også mandag morgen, hvor jeg
igen skulle tilbage til det pligtarbejde, som jeg var fast besluttet på kun
skulle være midlertidigt. Men hvor midlertidigt, det kunne jeg ikke vide
eller ane noget om på det tidspunkt.
På den tid sørgede jeg selv for morgenmad,
frokost og aftensmad, men det hændte ikke så sjældent, at jeg tog ind til den
vegetariske restaurant i St. Kongensgade og spiste aftensmad der. Min morgenmad
bestod i reglen af ymer med ymerdrys, og til frokost medbragte jeg gerne fire halve
med forskelligt vegetarisk pålæg: agurk, tomat, salat, gulerod, ost osv. Mine
foretrukne drikkevarer var mælk, gulerodssaft eller appelsinsaft – det engelske
ord for saft: juice, var endnu ikke blevet almindeligt i det danske sprog. Men
de dage, hvor jeg lavede aftensmaden hjemme på værelset, skulle måltidet jo af
praktiske grunde helst være nemt at tilberede, og det bestod derfor ofte af
friskt Hindhedebrød, kogte kartofler, revne gulerødder og reven persillerod.
Dertil årstidens frugt, som f.eks. æble, pære eller appelsin og banan, og det
trivedes jeg alt sammen udmærket på, idet jeg havde god energi og sjældent var
forkølet eller fejlede anden sygdom. Søndagene blev jævnligt tilbragt hjemme
hos mine forældre og søskende, og mor var enestående, hvad angår mine
spisevaner, for hun gjorde sit yderste for at imødekomme disse. Og særlig
efter, at jeg havde fortalt hende, hvilke retter mad, jeg kunne få serveret
inde på den vegetariske restaurant. Så hun kogte, panerede og stegte f.eks.
rødbede- eller selleribøf, så det smagte mindst lige så godt som den ellers
veltillavede og velsmagende mad på den vegetariske restaurant.
For resten var det ikke ualmindeligt, at det selv i
sommerferien kunne hænde, at jeg gik i biografen, hvilket fortrinsvis ville
sige en af biograferne i den indre by, hvor det dog særlig var Alexandra,
Dagmar, Grand og Metropol, jeg kom i, og som regel altid til første aftenforestilling,
sjældnere til anden og sidste aftenforestilling. Med tiden var jeg dog blevet
noget kræsen i mit valg af film, så jeg gik fortrinsvis efter såkaldte
kvalitetsfilm, hvilket jeg særligt afgjorde på grundlag af, hvem der var
instruktør og hvilke skuespillere, der medvirkede i filmene. Men i
sommersæsonen var biografernes repertoire i reglen lidt mere tyndbenet end i
efterårs- og vintersæsonen, hvilket formentlig først og fremmest hang sammen
med, at mange bymennesker var væk på ferie, enten på landet eller i udlandet.
For resten var udenlandsrejser endnu ikke blevet den store mode.
Der var dog også mere lødige film imellem,
som f.eks. den danske Det sande ansigt, som havde premiere den 21.
august 1951 i Dagmar, hvor den gik i cirka en måned. I mellemtiden havde den
haft repremiere den 10. september i Kino-Palæet, hvor den ligeledes gik i en
måneds tid. Filmens manuskript var skrevet af Johannes Allen efter en roman af
Gerhard Rasmussen, og den blev instrueret af makkerparret Bodil Ipsen og Lau
Lauritzen jun., og havde nogle af dansk films mest kendte og afholdte yngre og
ældre skuespillere i rollerne: Johannes Meyer, Lisbeth Movin, Ib Schønberg,
Grethe Thordahl, Jørn Jeppesen, Einar Juhl, Hass Christensen, Jakob Nielsen,
Poul Müller, Louis Miehe-Renard, Carl Heger, Per Buckhøj m.fl. Meget apropos
Dagmar Bio, så dannede københavnervidet en del år senere det dobbelttydige
slogan: "Den går på Dagmar!" Det var der tilsyneladende mange
københavnske og især mandlige biografgængere, der fandt ustyrligt sofistikeret
og morsomt.
Biografernes efterårsrepertoire 1951 bød på
flere betydelige udenlandske og især amerikanske filmoplevelser, bl.a. Alfred
Hitchcocks psykologiske gyser "Strangers on a Train" (1950;
"Farligt møde"), som havde Københavnspremiere i Alexandra. Filmens
mandlige hovedroller spilledes af Farley Granger og Robert Walker. De to mænd
mødes helt tilfældigt under en togrejse og kommer i snak med hinanden, og
herunder fortæller de hinanden, hvilken nærtstående person, der irriterer dem
mest og som de derfor gerne ville slippe af med. Førstnævnte siger, at det er
hans kone, og sidstnævnte, at det er hans svigermor, der er ulideligt irriterende.
Nærmest i spøg foreslår førstnævnte, at de jo kunne "bytte mord",
hvorved ingen kan mistænke nogen af dem for at have et motiv til at begå
mordene. Den sindssyge mand tager imidlertid "aftalen" alvorligt og
udspionerer derfor den andens kone, som en dag har aftalt at mødes med sin
mand på forlystelsesstedet Coney Island. Manden er imidlertid forsinket, og i
mellemtiden forsøger den sindssyge på forskellige måder at myrde konen, så
ingen ser det, og det er lige ved at lykkes for ham, men i sidste øjeblik
reddes konen af sin mand, der i mellemtiden er kommet til stede og har ledt
efter hende. Den sindssyge bebrejder den anden, at denne har svigtet ham, ved
ikke at overholde sin del af aftalen. Filmen ender med, at manden forfølger
den sindssyge, som har søgt tilflugt på en stor børnekarrusel. Opgøret ender
med, at den sindssyge mand afsporer karrusellen, men herunder selv kommer i
klemme under den og dør.
Forresten
blev det den 29. august 1951 meddelt offentligheden, at husvagt-ordningen fra
1938 nu skulle afløses af karréværnsordningen. En husvagt var en person, ofte
en ejendoms vicevært, sådan son tilfældet var for min far, der efter en kort
uddannelse ved Statens civile Luftværn var pålagt pligt til at varetage alle
påbudte luftværnsforanstaltninger i en bestemt ejendom. Det havde min far
gjort, siden han i 1939 overtog viceværtstillingen i ejendommen Jægersborggade
25-27 på det ydre Nørrebro.
Den 4. oktober 1951 havde en betydelig dansk film premiere i Palads
Teatret. Det var Mød mig på Cassiopeia, som Nordisk Film havde
produceret med den unge Erik Balling som produktionsleder. Filmen havde
manuskript af Flemming Lynge og Arvid Müller og den blev instrueret af
sceneinstruktør ved Det kgl. Teater, Torben Anton Svendsen, som i øvrigt var
gift med en af dansk teater og films store kvindelige stjerner, Karin Nellemose.
Musikken var komponeret af dansk films og revys store komponist, Kai Normann
Andersen, forresten mangeårig samlever med en anden af dansk teater og films
stjerner, Ellen Gottschalch. Filmens hovedroller blev spillet med bravur af
Bodil Kjer, Lily Broberg, Poul Reichhardt, Hans Kurt, Ellen Gottschalch,
Johannes Meyer, Ib Schønberg, John Price, Knud Heglund, Lis Adelvard, Edith
Hermansen og Per Buckhøj.
"Mød mig på Cassiopeia" handler om
en moderne komponist (Hans Kurt), der får besøg af sin muse (Bodil Kjer),
datter af Zeus (Johannes Meyer), med de forviklinger det uvægerligt giver
anledning til, især da musen en overgang forelsker sig i komponistens ven (Poul
Reichhardt), men dog til sidst vælger at blive hos sin komponist. Filmen blev
en stor succes, både hos anmelderne og publikum, og sidstnævnte strømmede til
Palads Teatret i de over to måneder, filmen var på programmet, nemlig til den
20. december.
Den 22. november 1951 genåbnede Apollo
Teatret på Axeltorv med en revy. Teatret, der tidligere havde til huse i
bygningen til venstre for Tivolis hovedindgang, blev dengang ved midnatstid den
19. januar 1945 schalburgteret som et af mange modtræk mod frihedsbevægelsens
sabotager. Apollo Teatret var et lystspil- og operetteteater og senere også
revyteater, som havde sin oprindelse i sangerindepavillonen Slukefter, senere
kaldet Kisten, fra ca. 1900 Tivolis Varieté, og fra 1918 Apollo Teatret.
Dagen efter Apollo Teatrets genåbning, skete
der en frygtelig ulykke på Holmen, hvor der var udbrudt en voldsom brand i Søminevæsenets
Minesektions armeringsværksted på batteriet Quintus, hvor 11 miner lå til
eftersyn. Der ankom snart mange slukningskøretøjer, som straks gik i gang med
at bekæmpe ilden, men herunder eksploderede minerne. 60 personer blev mere
eller mindre alvorligt såret og 16 blev dræbt, 11 fra Københavns Brandvæsen, 3
fra Falcks Redningskorps og 2 marinere. De omkomne blev bisat ved
højtideligheder i Holmens Kirke og Vor Frue Kirke henholdsvis den 30. november
og 1. december.
Holmen, som i dag er fredet område, rummer
bl.a. Filmskolen, Arkitektskolen og en række andre statslige institutioner, men
tidligere var det et militært område med adgang forbudt for uvedkommende.
Området består af Nyholm, Frederiksholm, Dok-øen og Margretheholm, og her
husedes Flådestation København, Søofficersskolen (opført 1940), Søværnets
andre skoler, Søartilleriet, Søminevæsenet, Televæsenet, Navigationsvæsenet,
Orlogsværftet Fyr- og Vagervæsenet m.fl. Nyholms Hovedvagt er en enetages
bygning med højt mansardtag og et dominerende, nærmest overdimensioneret spir.
Hovedvagten er opført 1744-45 af Philip de Lange, der 1748-51 også byggede
Nyholms Mastekran, som dog har en nyere tømmerkonstruktion over taget. (Kilde:
Bl.a. København før og nu - og aldrig, Bind.8: Holmen og Orlogsværftet).
Sent skal jeg glemme lyden af de mange
udrykningskøretøjer, hvis signalhorn kunne høres overalt i København, idet
brandbiler, ambulancer, politibiler m.v. susede gennem byen fra alle omegnskommunerne
med retning mod Knippelsbro og Christianshavn.
Snart forlød det over hele byen, hvad der var sket, og sorgen over de
omkomne og lemlæstede og misstemningen over den meningsløse ulykke, bredte sig
og lagde ligesom en dæmper på de fleste. Radioavisen kunne senere i detaljer
meddele, hvad der virkelig var sket.
På det noget større værelse, der lå væg om
væg med mit værelse, logerede som tidligere nævnt en ung mand, hvis efternavn
var Gjedde. Han var en stor fan af jazz i almindelighed og af Louis Armstrong i
særdeleshed, og spillede ofte den slags musik på sit moderne grammofonanlæg,
hvilket ikke altid bekom mig lige vel, for jeg var dengang kun til klassisk
musik. Jeg kendte intet til jazzmusik eller til jazzens berømte navne, men dog
noget til swingmusikken og især til Benny Goodmann, som jeg havde nogle
pladeindspilninger med. Men Gjedde var som sagt til gengæld bidt af jazz, og
han fortalte gerne med entusiastisk begejstring om sin store interesse. Så vidt
jeg husker, var han ekspedient i en herreekviperingsforretning, som lå på
hjørnet af Frederiksborggade og Nørre Farimagsgade, men han drømte om at
skifte til kunsthåndværksbranchen og få sin egen forretning, hvilket da også
senere lykkedes for ham.
Hen mod november 1951 havde Arly Jensen, der
boede på et knapt så stort værelse som mit, og som lå lidt længere henne ad
gangen, fået uventet besøg af sin kusine Else Andersen. Hun var fra Køge og var
kommet til hovedstaden uden at have noget sted at bo. Desuden havde hun ikke
noget arbejde og derfor heller ingen penge, hvorfor fætteren i al hemmelighed
gav hende lov til at bo hos ham indtil videre. Det var et voveligt spil, for
søskendeparret Bodenhoff havde blandt andet stillet som betingelse, at de logerende
ikke måtte have besøg, og slet ikke damebesøg, efter kl. 22, hvor der skulle
herske fuldstændig ro og stilhed på værelserne og på gangene.
Arly Jensen hørte imidlertid til vovehalsene,
så han syntes nærmest det var morsomt og spændende at overtræde forbudet og se,
hvor langt man kunne tillade sig at gå, førend hammeren faldt. Else Andersen
var på sin side lige så meget af en vovehals, så hun var mere end med på det
vovelige spil. På det tidspunkt var hun som nævnt desuden uden arbejde, så det
gjaldt for hende om at holde sig til fætteren, som både gav hende husly og mad,
og åbenbart også penge til de for hende så uundværlige cigaretter. Selv var han
ikke-ryger. Men samtidig passede det hende udmærket, at hendes fætter ikke var
hjemme om dagen, for så kunne hun dels sove længe og dels gøre, hvad der
passede hende. Problemet var imidlertid søskendeparret Bodenhoff, der jo var
meget opsatte på, at deres logerende strengt skulle overholde det reglement,
som de to gamle havde udformet. Det varede da heller ikke mere end et par dage,
før det blev opdaget, at logerende Arly Jensen havde en gæst, tilmed en ung
dame, boende hos sig på værelset. Det var både imod reglementet og imod de to
gamles moralske opfattelse, så Arly Jensen blev indtrængende anmodet om straks
at bringe det mislige forhold til ophør.
Arly Jensen, der ikke lod sig noget sige på,
gav imidlertid de to gamle en sludder for en sladder og hældte vand ud af
ørerne og fortalte om den stakkels, ensomme og indtil videre arbejdsløse
kusine, der var kommet til den store, fremmede stad fra det lille provinshul
Køge, og som stod helt uden penge og uden tag over hovedet, men som han,
fætteren, nu i al tugt og ære havde givet husly. Enden på den historie blev da
også, at Arly Jensens kusine fik lov til at blive boende indtil videre, men
under den klare forudsætning og aftale, at hun snarest muligt skulle finde sig
et andet sted at bo, og at hun i øvrigt overholdt husordensreglerne.
Et par dage før jul rejste Arly Jensen hjem
til Vejle, for at tilbringe juleferien hos sine forældre. Ved samme lejlighed
måtte kusinen forlade hans logis, men forinden havde hun faktisk allerede
sikret sig nyt og gratis logis, idet hun i mellemtiden havde indsmigret sig hos
min nabo, Gjedde, som først skulle rejse hjem et par dage senere, ligeledes for
at tilbringe julen sammen med sin familie. Men i løbet af det par dage lykkedes
det Else Andersen at fordreje hovedet på den stakkels naive og uerfarne Gjedde,
så da hun lillejuleaftensdag også selv rejste hjem til Køge, for at holde jul
sammen med sine forældre, var han helt fra koncepterne. Næsten grådkvalt
betroede han sig til mig og sagde, at han længtes forfærdeligt efter hende og
næsten ikke kunne vente, til hun kom tilbage omkring nytår.
Juleaften
tilbragte jeg som sædvanlig hos mine forældre og sammen med mine søskende, men
jeg har ingen specielle erindringer fra netop denne juleaften 1951. Min mor var
som altid bekymret for mit helbred og velbefindende og spurgte, om jeg nu også
fik nok at spise og om jeg stadigvæk holdt mig fra storbyens mange fristelser,
hvormed hun underforstået især mente seksuelle udskejelser. Hun bebrejdede mig
også på sin egen stilfærdige og indirekte måde, at jeg kun sjældent ringede
hjem. Men hvad det første angik, kunne jeg som altid berolige hende med, at jeg
jævnligt spiste på Vegetarisk Restaurant og ellers holdt mig selv med kost, som
jeg i øvrigt havde gjort i de senere år, også mens jeg boede hjemme. Jeg tror
nu ikke det beroligede hende for alvor, og heller ikke, da jeg bedyrede at jeg
stadigvæk holdt mig på dydens og moralens sunde og ufarlige vej. Og det var
faktisk i overensstemmelse med sandheden, for jeg skænkede ikke lige på det
tidspunkt piger nogen tanke. Hormonerne var tilsyneladende inaktive, og
desuden havde jeg i årevis haft den yoga-inspirerede opfattelse, at det var
bedst for åndslivet, at man afholdt sig fra de kødelige lyster, og det gjorde
jeg så, i al fald indtil videre.
I den
tid, jeg arbejdede hos Mende i Kronprinsensgade, kom jeg ufrivilligt ud for at
opleve, hvad en fundamentalistisk kristen bevægelse som Pinsebevægelsen stod
for. Det hang sammen med, at nabohuset til Mende, var menighedshus for den
såkaldte Elim-forsamlingen. Husene havde baggård tilfælles, og inde i gården lå
selve Menighedshuset, som lejlighedsvis dannede rammen om bønne- og
bekendelsesmøder. Det mest markante og uacceptable, der fandt sted i
Menighedshuset, var, når en flok mindreårige skolebørn fra jyske landsogne i
sommermånederne var på besøg i København og herunder logerede i Menighedshuset,
hvor de om natten formentlig sov på gulvet i deres medbragte soveposer. Men så
godt som hver eneste dag måtte børnene og deres lærere deltage i bønne- og
bekendelsesmøderne, som blev ledet af stedets præst eller præster.
Ved sådanne lejligheder hændte det i reglen,
at stemningen inde i Menighedshuset steg til et infernalsk crescendo af
højtråbende, fortvivlede barnestemmer, som gentog igen og igen: "Jesus,
kom og frels os! Jesus, kom og frels os!" Det skete også, at nogle af børnene
løb skrigende af angst ud af sidedørene til Menighedshuset og for grædende
rundt på gårdspladsen, idet de fortsatte deres hjerteskærende skrig og råb på
Jesus.
Der var almindelig enighed blandt Mendes
personale om, at der her var tale om grov åndelig børnemishandling, som burde
meldes til politiet, hvilket det da også blev. Men bortset fra, at der mødte et
par betjente op og skrev rapport, skete der så vidt jeg ved ikke videre i
sagen. Dengang kendte jeg overhovedet ikke noget særligt til Pinsebevægelsen,
bortset fra, hvad jeg havde læst om bevægelsen i aviserne og andre steder.
Senere har jeg læst mig til, at Pinsebevægelsen er mange ting, bl.a. at den
ikke er en lære, men en anti-dogmatisk og anti-liturgisk bevægelse, der er
karakteristisk ved sin åndsdåb og tungetale, og sine mange karismatiske ledere.
Bibelen er i reglen eneste lærenorm og tolkes fundamentalistisk, det vil sige
bogstaveligt, eller sådan, som autoritative ’fortolkere’ udlægger teksten.
For øvrigt havde jeg stadigvæk planer og
forhåbninger om at kunne vende tilbage til tegnefilmbranchen, og en dag i
oktober 1951 ringede jeg alligevel til min gode bekendt, Børge Ring, og spurgte,
om man eventuelt kunne bruge mig i det firma, der tidligere havde heddet Ring
& Rønde, men som i mellemtiden var blevet overtaget af Nordisk Film og
omdannet til et aktieselskab. Firmaet havde samtidig skiftet navn til A/S
Nordisk Tegnefilm, og det lå endnu på det tidspunkt i en villa på
Fredensvej 3 i Vedbæk. Børge Ring svarede, at jeg jo kunne komme ud og besøge
ham, så vi kunne tale om tingene. Han ville ved samme lejlighed gerne se nogen
af mine tegninger, for at overbevise sig om, at jeg stadigvæk havde et vist tag
på tingene. Vi aftalte, at jeg skulle komme ud til ham den næste dag sidst på
formiddagen.
Næste formiddag spadserede jeg hen til
Nørreport, og her steg jeg på toget til Helsingør, som bl.a. gjorde holdt i
Vedbæk, hvor jeg skulle af. Fra stationen travede jeg om til Fredensvej nr.3, hvor
A/S Nordisk Tegnefilm havde til huse. Det viste sig at være en gammeldags villa
med førstesal og røde teglsten på mansardtaget. Da jeg bankede på - dørklokken
virkede ikke - skete der ingenting, hvorfor jeg dristede mig til at åbne
entrédøren. En os af sur fikservæske og stegte sild slog mig imøde og gav mig
straks fornemmelsen af, at dette her mere mindede om et privat hjem end om en
virksomhed, der tilmed brystede sig med at være både aktieselskab og
datterselskab af Danmarks gamle hæderkronede filmselskab, Nordisk Film. Inden
for i entreen var der lige for en trappe op til førstesalen, og til højre
herfor en trappe ned til kælderetagen. Til venstre førte en dør ind til et af
værelserne i stueetagen. Da jeg bankede på denne dør, skete der heller ingen
ting, men nu var jeg fast besluttet på at undersøge, om der dog ikke skulle
være nogen hjemme i dette tilsyneladende helt forladte hus. Jeg åbnede derfor
døren, og rummet indenfor fungerede tydeligvis som tegnestue, idet der på
bordet ved væggen lige overfor døren stod den velkendte lyspult, som var og er
et karakteristisk og vigtigt redskab for enhver animator. Det fangede straks
min opmærksomhed, at der på lyspulten lå nogle blyantstegninger af - Anders
And! Det undrede mig unægteligt, indtil jeg lidt senere fik forklaringen på,
hvorfor det var tilfældet.
Til venstre for bordet med tegnepulten var
der en såkaldt Moviola, dvs. et opretstående forevisningsapparat med en ca. 12
tommers imateret skærm, der belyses bagfra, således at filmbilledet kastes op
på denne. Apparatet, som også var forsynet med tonehoved og højtaler, så der
kunne vises film med lyd, så vel som lyd og billede separat, brugtes
sædvanligvis til at teste animationen, både med og uden lyd. På den anden side
af tegnebordet og op mod væggen til højre, var der et andet tegnebord og
desuden nogle reoler med bøger, tegnepapir og lignende. Det er, hvad jeg stort
set kan huske om dette netop beskrevne værelse.
Med et hørtes tunge trin på vej ned ad
trappen fra første sal, og da døren blev åbnet, kom en tydelig forsovet Børge
Ring ind ad døren, idet han mumlede: "Det må du undskylde, jeg har
arbejdet det meste af natten og behøvede lige et par timers søvn! Men
velkommen!" Vi rakte hinanden hånden og satte os i hver sin stol, hvorefter
han tilføjede: "Du undrer dig måske over, hvorfor hele huset lugter af
stegt sild og sur fixervæske? Det første skyldes, at min kone er ved at stege
sild, og det andet, at hun også lige har fikseret noget linetest af den
animation, som jeg lavede i nat!"
"Hvad
er du da i gang med at lave af tegnefilm for øjeblikket?" spurgte jeg
nysgerrigt og videbegærligt. "For øjeblikket har vi ingen
tegnefilmopgaver," svarede han, "men jeg holder øvelsen ved lige ved
at prøve på at animere nogle af Disneys kendte figurer. Lige for tiden animerer
jeg på Anders And, som du kan se af de animeringstegninger, der ligger på
lyspulten!"
Da han så, at jeg kastede intense blikke hen
mod Moviolaen, sagde han: "Jeg kan ikke vise dig linetest af Anders And,
men her er noget andet, jeg kan køre for dig!" Under denne replik havde
han rejst sig og taget en af de filmsløjfer, der hang løst hen over Moviolaen.
Han satte filmen og den tilhørende lydstrimmel i maskinen, tændte for den og
lod filmen rulle. Det, jeg så, fik mig til at gøre store øjne, for selvom det
kun var en linetest, hvilket i dette tilfælde ville sige et sort-hvidt positivt
billede af de sorte blyantsstreger, kunne jeg straks konstatere, at der her var
tale om animation af højeste kvalitet. Det var noget med en mindreårig pige, som
spiste et eller andet og som derfor pludselig voksede til overstørrelse. I en
anden situation svandt hun ind til miniaturestørrelse, så hun ikke kunne nå en
nøgle, der lå på et bord med gennemsigtig glasplade. Og hvad der også duperede
mig, var den store overensstemmelse, der var mellem billede og lyd, ikke
mindst hvad talen angik. Pigen talte tydeligt og lidt fisefornemt dansk, og
hendes mundbevægelser passede fint med den stemme, der havde indtalt lydbåndet.
Imidlertid forekom det mig, at der var et eller andet bekendt ved figurerne på
filmen, men lige på stedet kunne jeg ikke komme i tanke om, hvad det var. Og
Børge Ring sagde ingenting, men lod mig blot se den ene filmsløjfe efter den
anden, og jeg blev stadig mere overrasket og duperet af, hvad jeg fik at se.
Bagefter bad han om at måtte se mine
medbragte tegninger, og da han havde kigget lidt på dem, sagde han: "Ja,
tegne kan du stadigvæk, endda rigtig godt! Og at du også kan animere, det så
jeg jo allerede bevis på med de figurer, du animerede i "Fyrtøjet"".
Han gjorde en pause og tilføjede så: "Det forholder sig sådan, at vi for
øjeblikket ligger i forhandlinger med det amerikanske tegnefilmselskab UPA, som
du måske har hørt om og hvis tegnefilm, du sikkert allerede har set. Det er meningen,
at vi skal producere en Short over H.C. Andersens eventyr "Kejserens nye
Klæder", men i en moderniseret udgave. Hvis forhandlingerne går i orden,
og det tror jeg faktisk, at de vil, så vil vi kunne bruge dig som animator på
projektet." Hjertet var lige ved at hoppe i livet på mig over de ord, jeg
her fik at høre. Tænk, skulle det mon dog endelig lykkes at få foden indenfor
tegnefilmbranchen igen, og tilmed hos nogle mennesker, der var mere
professionelle tegnefilmfolk, end de fleste af os i sin tid havde været, da vi
lavede "Fyrtøjet"! Det var næsten ikke til at tro for mig, at det
virkelig var muligt. Da jeg hørte eventyret "Kejserens nye Klæder"
nævnt, kom jeg uvægerligt til at tænke på, at jeg selv i 1944-45 havde haft
planer om at ville lave en kort tegnefilm over samme eventyr, men helt i
traditionel stil. Dette projekt og årsagen til at det kom på tale, og til, at
det måtte opgives, har jeg tidligere omtalt ret indgående, og skal derfor ikke
gentage det her.
Dog, hvad angår Børge Rings tilbud til mig om
at blive animator på UPA-filmen, bør jeg nok tilføje, at mit indre samtidig
fyldtes af tvivl og mistro på mine egne evner, især som animator, for faktisk
havde jeg ikke lavet animation siden 1943-45, da jeg var medarbejder på
"Fyrtøjet". Det var derfor med lidt tøvende stemme, at jeg svarede:
"Ja, hvis du mener, I kan bruge mig, vil jeg da gerne forsøge!" Børge
Ring kiggede intenst på mig og sagde med eftertryk: "Vrøvl med dig! Men
selvfølgelig er du ude af rutine efter så mange år uden daglig træning og praksis,
men jeg ved, at du meget hurtigt vil kunne komme op på højde med, hvad du
præsterede på "Fyrtøjet!" Dermed var den sag afgjort.
Efter denne beroligende og opløftende besked,
turde jeg driste mig til at udspørge Ring om, hvad der var sket efter at
firmaet "Ring & Rønde" var flyttet til Villaen i Vedbæk.
"Jo," svarede han, "i begyndelsen havde vi faktisk en del at
lave, bl.a. en reklamefilm for Persil Kompagniet, som blev lavet over den
berømte børnesang "I skoven skulle være gilde", og den havde vi min
læremester, Jørgen Müller, med på som director, layouter og baggrundsmaler. Som
du ved, er han dansk tegnefilms pionér nr. 2 - Storm P. var den første!"
Børge Ring gjorde en pause, og fortsatte:
"Men alle os, der arbejdede her, ville gerne blive endnu dygtigere til at
lave tegnefilm. Det gjaldt Bjørn, Simon og mig selv, og sikkert også de andre,
Steinaa, Pindal og Lygum. Bjørn og Simon havde i 1946 været i London, for at
studere tegnefilm hos David Hand, som havde oprettet et tegnefilmstudio der. Som
du ved, var han supervising director hos Disney på "Snehvide" og
"Bambi", og derfor så vi alle op til ham som en slags overmenneske.
Senere rejste Bjørn og jeg derover sammen, og under opholdet der, lærte vi
denne dygtige tegnefilmmand rigtig godt at kende. Da han hørte om, at vi
lavede tegnefilm i Danmark og at vi forsøgte at opnå Disney-kvalitet i vores
film, blev han nysgerrig og sagde, at han gerne engang ville komme og besøge
os. Vi var naturligvis ved at falde bagover af bar benovelse, men efter at vi
var vendt hjem til Danmark igen, drøftede vi mulighederne for eventuelt at få
Hand hentet herover.
På det tidspunkt, det var i 1948, viste der
sig en mulighed for, at vi måske kunne være så heldige at få en animated
feature at lave. Det drejede sig om en tegnefilmatisering af Andersens eventyr
"Klods-Hans", som direktør Allan Johnsen havde store vanskeligheder
med at skaffe kapital til produktionen af. Nordisk Film og Ove Sevel, som vi
tidligere havde lavet tegnefilm for, var en overgang inde i billedet som
producenter, og man stillede os i udsigt, at hvis der ellers kunne laves en
fornuftig og acceptabel aftale med David Hand som director, ville Nordisk Film
hægte Johnsen af projektet og antagelig selv producere filmen.
Kort
forinden havde Hand netop meddelt os, at Rank Organisationen, som ejede det
tegnefilmstudio, for hvilket han var supervising producer og director, så sig
nødsaget til at lukke studiet, så hvis vi ville ham noget, skulle det være nu,
inden han rejste hjem til USA igen. Vi skrev til ham om mulighederne for en
dansk produceret animated feature, og at det var på tale, at han eventuelt
skulle være supervising director på den, hvis han ellers ville og kunne, og
hvis der ellers kunne opnås enighed om samarbejdsvilkårene. Desuden gjorde vi
ham klart, at vi også meget gerne ville ha' at han kom til Vedbæk, for at lære
os at lave tegnefilm. Det endte da også med, at Hand kom til Danmark og
Vedbæk, men der blev ikke noget ud af et produktivt samarbejde med ham, for
Nordisk Film fandt, at hans gagekrav var alt for store efter danske forhold.
Derfor blev der heller ikke noget ud det påtænkte feature-projekt for vores
vedkommende. Men Hand holdt af bar venskabelighed alligevel et par seminarer
for os i villaen i Vedbæk, og det var vi naturligvis ovenud lykkelige
for."
Her holdt den gode fortæller Børge Ring en
pause, for lige som at tænke sig om og prøve at huske, hvad der videre var
sket. "Nå, men der skete det, at A/S Nordisk Tegnefilm ved direktør Ove
Sevel købte det kamera og trickbord af Rank, som nu står nede i vores kælder,
og som vi bl.a. har brugt til at optage Persil-filmen på. Det tog sin tid,
inden vi fik det tunge skrummel herover, og da var det skilt ad i mange dele,
så det var lidt af et problem at få det samlet igen og sat op under de nye og
noget trange forhold. Men op kom det, og nu skal jeg vise dig, hvor vi har
vores kamera og trickbord!" sagde Børge Ring, idet han rejste sig og gik
hen mod døren ud til entreen. Jeg fulgte efter, da han gik ned ad trappen til
den høje kælder, der var under hele huset. Neden for trappen var der blandt
andet en dør, som førte ind til det rum, hvor trickbordet stod.
Det, der allerførst fangede min opmærksomhed,
da vi trådte ind i trickrummet, som det blev kaldt i daglig tale, var en lang
panoramabaggrund, der var hængt op på væggen ved siden af trickbordet.
"Ja," sagde Børge Ring, da han så, hvad jeg kiggede på, "Den er
malet af Jørgen Müller og er en af baggrundene til "Festen i Skoven”, som
vi kaldte den, baseret som den var på børnesangen ”I skoven skulle være
gilde". Baggrunden er flot, ik'? Du ka' se, at han har lært Disney-folkene
kunsten efter!" Jo, det kunne jeg, for baggrunden var faktisk malet i
samme stil, som baggrundene i "Snehvide"-filmen eller i "Bambi”-filmen.
Trickbordet, dette vigtige og uundværlige
specialapparatur for stort set alle former for klassisk tegnefilmfremstilling i
verden, i al fald op til nyere tid, interesserede mig naturligvis også. Men da
det i princippet mindede meget om det trickbord, der var blevet brugt under
produktionen af "Fyrtøjet", var det hurtigt overset. Der var dog
nogle væsentlige tekniske finesser, som fotograf Marius Holdts gamle trickbord
havde manglet, men som jeg først vil beskrive senere, når vi når frem til den tid,
hvor jeg selv var ansat hos A/S Nordisk Tegnefilm, som da havde adresse og
lokaler hos Nordisk Film i Valby.
Imidlertid var det tidspunkt kommet, hvor jeg
skulle til at tage afsked med Børge Ring, som fulgte mig ud til entredøren.
Hans slutreplik var noget i denne retning: "Ta' og ring til mig om cirka
fjorten dage, for så ved jeg sikkert mere om UPA-projektet!" Men for lige
som ikke at spænde mine forventninger for højt, tilføjede han: "Men bliv
nu ikke al for skuffet, hvis det skulle gå hen og vise sig, at projektet
alligevel ikke bliver til noget! Men personlig tror jeg nu at det gør det, for
Stephen Bosustow, som er supervisor for UPA. var meget begejstret for
kvaliteten af vores tegnefilm, da han for kort tid siden fik dem at se."
Da jeg spadserede om til stationen, for at
tage toget hjem, følte jeg mig helt ør i hovedet over alle de indtryk og oplysninger,
som Børge Ring så generøst havde overøst mig med. Tænk, her på dette ydmyge
sted, som villaen i Vedbæk udgjorde, havde en af alverdens fagfolk mest kendte
og højt vurderede tegnefilmfolk, Disneys næstkommanderende på så herlige tegnefilm
som "Snehvide" og "Bambi", supervising producer og director
David Hand (1900-1986), sat sine fødder og ladet sin stemme høre, som
delagtiggjorde de ydmygt lyttende "disciple" i nogle af kvalitetstegnefilmens
hidtil ukendte og mere eller mindre hemmeligholdte mysterier!
Forresten
opholdt David Hand sig en kortere periode i København, hvor han var gæst hos
celebre forretnings- og kulturfolk, og rygtet ville vide, at han løb af med en
fremtrædende turist-direktørs yndige kone. Men da David Hand endelig rejste,
var det ikke for at vende tilbage til en stilling hos Disney, men for at
forsøge sig med sit eget tegnefilmstudio i USA, hvilket han dog så vidt vides
desværre ikke havde det store held med.
2. juledag den 26. december 1951, skete der
lidt af en begivenhed i mit ellers så ensformige og begivenhedsløse liv, og
som satte yderligere skub i mine tegnefilmdrømme. Det var Danmarkspremieren i
Metropol på Disneys seneste langtegnefilm Alice in Wonderland (1950;
"Alice i eventyrland"). Filmen var baseret på den engelske forfatter
Lewis Carrolls berømte børnebøger Alice's Adventures in Wonderland
(1865; dansk "Alice i Eventyrland", 1946) og Through the Looking
Glass (1871; dansk "Bag spejlet", 1946). Som altid med bævende
hjerte, når det gjaldt en ny Disney-langtegnefilm, sikrede jeg mig en billet
til premieren. Allerede året før havde vi her i Danmark kunnet gøre os
bekendt med, at der var ved at ske en forandring fra den klassiske
Disney-designstil til en mere og såkaldt moderne udtryksform. Denne nye stil
var ganske vist allerede begyndt i og med tegnefilmene Saludos Amigos
(1943; "Saludos amigos - vær hilset, venner") og Melody Time
(1948; "Melodi Time"), der dog først havde Danmarkspremiere i Scala
Bio den 15.september 1954, så dem havde jeg endnu ikke haft lejlighed til at
se. Den nye Disney-stil kunne man dog gøre sig bekendt med i 1952, hvor Make
Mine Music (1946; "Spil for mig") havde Danmarkspremiere i
Metropol den 2. december 1952. Men her i Danmark kendte vi især de nye tendenser
i tegnefilm fra UPA-filmene, som dog kun havde været vist i mindre omfang i
enkelte biografer.
Men Alice i Eventyrland var ikke så
lidt af en åbenbaring for mig - og ligeledes for andre tegnefilmfolk - for
den demonstrerede et helt nyt og lettere abstrakt Disney-design i figurer så
vel som i baggrunde, og som vel at mærke endnu ikke var kendt herhjemme. Det
var som nævnt indflydelsen fra UPA-stilen, der gjorde sig gældende, og som
siden sin fremkomst et par år tidligere, havde vakt opstandelse i den
internationale tegnefilmverden. Men til min store overraskelse kunne jeg ved
samme lejlighed konstatere, at de linetests, jeg havde set den dag, da jeg var
på besøg hos Børge Ring ude i Vedbæk, var fra scener, der fandtes i denne
herlige Disney-tegnefilm! Hvordan kunne det gå til? Jo, det fandt jeg ud af
omkring 1959, da jeg selv arbejdede hos Nordisk Tegnefilm A/S i Valby. En dag
skulle en af folkene fra moderselskabet, Nordisk Film, nemlig afbrænde en del
filmmateriale, og da jeg af nysgerrighed undersøgte, hvad det var for film, så
jeg, at det drejede sig om bl.a. de filmsløjfer, som Børge Ring otte år
tidligere havde vist mig på Moviolaen ude i Vedbæk. Disse filmsløjfer var
blevet brugt ved den danske eftersynkronisering af "Alice i
eventyrland", som Ove Sevel var instruktør på. Jeg spurgte manden, der
stod for afbrændingen af filmmaterialet, om ikke jeg kunne få et par af
filmsløjferne, men han svarede, at han havde fået strenge ordrer fra Sevel om,
at sørge for, at alle film blev afbrændt og at ingen af filmene eller
filmstrimlerne kom i uvedkommendes besiddelse. Filmmaterialet vedrørende
"Alice i eventyrland" tilhørte Walt Disney Productions, og derfra
havde man stillet ubetinget krav om destruktion af filmmaterialet efter endt
brug.
Langt senere, da jeg på ny traf sammen med
Børge Ring, spurgte jeg ham, hvorfor han ikke dengang, da jeg besøgte ham i
Vedbæk og han viste mig de nævnte filmsløjfer, havde fortalt mig, at der var
tale om linetests fra Disney-studierne. Hans lune svar lød omtrent sådan:
"Det morede mig, at du var så duperet over, hvad du så, og at du udtalte
dig så uforbeholdent rosende om "vores" animation, at jeg ikke kunne
få mig selv til at rive dig ud af illusionen!"
Eftersom tegnefilmmediet stadig
interesserede og fascinerede mig, endog i tiltagende grad efter at jeg i nogle
år fra omkring 1946 til og med 1949 var blevet "seriøs" og derfor
mere eller mindre havde vendt ryggen til tegnefilm, måtte jeg absolut og
hurtigst muligt gense den helt igennem fascinerende Disney-tegnefilm "Alice i Eventyrland". Da jeg ikke havde andet for nytårsaften
1951, spadserede jeg derfor ind til Metropol, for om muligt at få "vidunderet"
at se igen. Gaderne i den indre by lå øde og forladte hen efter lukketid, og
man kan vel roligt sige, at det var ”stilhed før stormen”. Hen mod midnat ville
især byens centrum, Rådhuspladsen, traditionen tro forvandles til et inferno af
larmende, eksploderende og spruttende fyrværkeri. Men indtil da henlå det
ellers så travle kvarter omkring Strøget i mørke og stilhed. Til
7-forestillingen i Metropol var der kun et par andre biografgængere foruden
mig. Den sparsomt besatte sal gjorde det ekstra muligt at nyde filmen med dens
herlige, modernistiske design og eminente animeringskunst, der som sædvanligt
indprentede sig dybt og varigt i min bevidsthed. Og den danske versionering,
som Ove Sevel havde stået for, var virkelig god.
Efter forestillingen traskede jeg atter om ad
Nørregade og tilbage til mit stille og ensomme logis i Vendersgade, hvor jeg
forventede at være den eneste logerende, der var hjemme. De andre logerende
var enten bortrejst eller ude i byen, for at fejre nytåret, vidste jeg. Men jeg
holdt i forvejen ikke meget af nytårshalløjet, så derfor havde jeg tænkt mig at
tilbringe nytårsaften i al stilhed på mit værelse og ikke hjemme hos mine
forældre.
Den
tidligere omtalte Gjedde var allerede kommet hjem for nogle dage siden, efter
at have tilbragt julen hos sin udenbys boende familie, men nytårsaftensdag var
han atter taget af sted, for at fejre nytåret med nogle venner, som boede et
eller andet sted i Københavns omegn. Han og jeg var ikke ligefrem
bonkammerater, men kom dog udmærket ud af det med hinanden. Men kort før han
tog af sted, bad han mig om at komme ind til sig, angiveligt for at vi kunne
skåle på det nye år. Han havde på forhånd skænket sherry i et par glas, men
inden vi nåede at skåle, betroede han sig med en lettere eksalteret
stemmeføring til mig og fortalte, at han nu nærmest følte sig besat af Arly
Jensens kusine, Else. På baggrund af hans ganske vist vage antydninger af
forholdets karakter, blev jeg klar over, at han naturligvis mente seksuelt
besat. Herunder var han gået hen til sengen, hvorfra han hentede et par hvide
blondetrusser frem, som han gik hen foran mig med og strakte ud mellem sine
hænder, for derefter at knuge dem krampagtigt og teatralsk. Til min nærmest
pinlige overraskelse begravede han ansigtet i trusserne, samtidigt med at han
trak vejret sukkende og stønnende. ”Dem har hun efterladt sig, for at jeg ikke
skulle glemme hende!” stammede han grådkvalt, og jeg tænkte, at han enten havde
fået for meget at drikke, eller også var han ikke helt vel forvaret oven i
hovedet. Han fortalte også, at det kun var med opbydelsen af al sin
viljestyrke, at han havde lyst til at gå til det nytårsselskab, han var
inviteret til. Men gik gjorde han altså alligevel, trods alt.
Da jeg som sagt var kommet hjem den
nytårsaften ca. kl. 21. og havde lukket mig ind i den fuldkommen tyste
lejlighed og videre ind på mit værelse, gik der ikke ret lang tid, før det
bankede sagte på min dør. Det undrede og overraskede mig, for jeg mente ikke,
at der skulle være nogen hjemme på de andre værelser, og heller ikke
søskendeparret Bodenhoff. Da jeg lukkede op, for at se, hvem det dog kunne
være, der henvendte sig så forholdsvis sent på aftenen, viste det sig til min
store og ikke umiddelbart behagelige overraskelse, at være Arly Jensens kusine,
som jeg kun lige havde hilst flygtigt på en enkelt gang. "Gjedde er ikke
hjemme," sagde hun og fortsatte, "Men jeg har fået lov til at blive
på hans værelse i nat. Jeg ved ikke, hvornår han kommer hjem!" Det undrede mig lidt, at Gjedde havde
overladt sit værelse til hende, når han vidste, at det ville mishage
værtsparret.
Det var lidt uklart for mig, hvad hun
egentlig ville, men tvivlen blev vejret bort, da hun straks efter sagde:
"Må jeg ikke godt komme ind til dig og vente på, at han skal komme hjem?
Det gør han sikkert lige efter midnat!" Klokken var på det tidspunkt
omkring 21,30, og jeg var ærgerlig ved udsigten til, at få min stille og
fredelige nytårsaften spoleret ved at skulle være i tvungent selskab med den
mig næsten helt ukendte unge dame. Men uerfaren og godtroende, som jeg var,
især dengang, inviterede jeg hende lidt modstræbende inden for, hvor hun
straks spurgte, om ikke vi skulle lave en kop the eller kaffe. Men da jeg på
det tidspunkt hverken drak kaffe eller the, havde jeg ingen af delene i huset.
"Nå, men så kan vi nok låne lidt the hos Gjedde!" svarede hun kvikt,
hvorefter hun skyndte sig ind på hans værelse, hvortil hun åbenbart havde fået
nøglen. Kort efter kom hun tilbage med en tesi fyldt med teblade, og da vandet
snart kogte på den kogeplade, som var det eneste kogeapparat, jeg havde, kunne
vi drikke the sammen og spise nogle småkager til, som hun også havde bragt med
sig.
Det
blev trods alt en nogenlunde hyggelig aften, især da vi snakkede meget godt
sammen. Hun spurgte mig ud om mit liv og min familie og jeg om hendes, som hun
dog ikke fortalte særlig meget om, hvilket jeg ikke dengang lagde særlig meget
mærke til. Det skyldtes nok, at jeg var så selvoptaget og uerfaren, at den
omstændighed, at nogen gad høre på, hvad jeg havde at fortælle, var nok til, at
jeg følte en vis sympati for vedkommende. Det eneste, jeg hæftede mig ved af
det lidt hun fortalte om sig selv, var, at hun var født den 25. marts 1930 i
Aarhus, men at hun og moderen siden var flyttet til Køge, hvor hendes mor var
gift for anden gang og boede med sin mand i et parcelhus i et forstadskvarter.
Manden var skomager og hed Georg Andersen. Else, der tilsyneladende var
enebarn og i høj grad stedfaderens kæledægge, havde så vidt jeg forstod ikke
fået nogen form for faglig uddannelse, men havde været henvist til at arbejde
med, hvad hun kunne få at bestille. Det ville fortrinsvis sige
fabriksarbejde. Men hvad hun mere præcist havde arbejdet med og hvor, det
fortalte hun ingenting om, og jeg spurgte hende heller ikke ud om det, for det
havde jeg fået indtrykket af, at hun ikke havde lyst til at fortælle om.
Da klokken den aften nærmede sig midnat og
det viste sig, at jeg heller ikke havde noget nytårsdrikkeligt på mit værelse,
og da slet ikke den traditionelle champagne, låste Else sig atter ind på
Gjeddes værelse, hvor hun "lånte" en flaske hvidvin, som hun absolut
ville have, at vi skulle skåle nytåret ind med. Jeg havde ikke i årevis drukket
eller smagt hvidvin eller andre former for vine, alkohol eller spiritus i det
hele taget, så jeg fik hurtigt nok af det ene glas, jeg drak ved den lejlighed,
og som var nok til at gøre mig lettere beruset.
Klokken blev snart et og derefter to, og Gjedde
var stadigvæk ikke kommet hjem, men jeg følte mig lidt utilpas ved at skulle
bede hende om at gå ind på hans værelse, men nu ville jeg ærlig talt snart i
seng, og især da selv en lettere beruselse gjorde mig dødtræt. Endnu engang kom
hun mig i forkøbet, idet hun foreslog, at hun kunne sove på gulvet med
sengetæppet over sig. Måske vidste eller snarere fornemmede hun, at det kunne
en natur som mig naturligvis ikke acceptere, og hun løb derfor nok an på, at
jeg sikkert ville foreslå det omvendte, nemlig at hun kunne sove på divanen og
jeg selv på gulvet, hvilket jeg selvfølgelig også gjorde. Det blev optakten
til, hvad jeg vil betegne som en fatal beslutning - eller mangel på beslutning?
- fra min side, og i al fald til et skæbnemoment, der senere skulle få
alvorlige konsekvenser, også for andre end mig selv.
Der
skete nemlig efterfølgende det, at vi dårligt nok havde slukket lyset og lagt
os, før hun kaldte på mig og ville have, at jeg skulle lægge mig ved siden af
hende på sofaen. Rystende af nervøsitet og spænding, og uerfaren og naiv, som
jeg var, fulgte jeg hendes opfordring og krøb op og lagde mig sammen med hende
på divanen. Jeg anede naturligvis nok, hvad der videre kunne og måske også
ville ske, men må have lov til at sige, at jeg på ingen måde tog initiativet
til noget som helst. Dette være ikke sagt som undskyldning for mig selv, men
derimod som en forklaring af, hvad der nærmest uundgåeligt hændte, hvilket jeg
dog ikke ønsker at gå nærmere ind på. Det korte af det lange er imidlertid, at
jeg ved den lejlighed mistede det, man med en omskrivning kalder for sin
"uskyld". Men det var ikke nogen ubetinget behagelig oplevelse,
snarere tværtimod, hvilket især skyldtes min egen manglende erfaring og viden.
Pigen var tydeligvis seksuelt mere erfaren end mig, men samtidig undselig og diskret.
Selv var jeg jo i virkeligheden så godt som totalt uerfaren, hvad angik
forholdet til det andet køn, og ikke mindst på det seksuelle område. Men fra
forholdet til min barnekæreste Alice, vidste jeg, at piger godt kan lide kys og
kram og kæleri. Forskellen mellem dengang og nu var dog afgørende, for Alice
var jeg virkelig forelsket i, men Else følte jeg slet ikke for på den måde,
snarere en form for umiddelbar nysgerrighed, der dog i nogen grad blev
overdøvet af nervøsitet over den helt uvante situation, jeg nu befandt mig
i.
Det blev ikke til megen søvn resten af den
nat, hvor anspændthed og nervøsitet dominerede mit sind, men med det, der var
sket mellem Else og mig, følte jeg naive mandfolk en moralsk forpligtelse til
at agere beskytter og skaffedyr, skønt jeg ikke var det mindste forelsket i
hende, og i øvrigt heller ikke var hverken nogen god beskytter eller noget godt
skaffedyr. Samtidig følte jeg et gnavende samvittighedsnag over, at hun og jeg
uden videre havde kunnet bedrage Gjedde, som i al fald jeg vidste, var dybt
bjergtaget af pigen. Det syntes derimod ikke at røre hende det mindste, og hun
undskyldte sig med, at hun overhovedet ikke følte noget for ham. Hun var kun
gået i seng med ham af taknemmelighed og fordi hun havde ondt af ham,
forklarede hun! Nu, mange år efter, må jeg sige, at jeg ikke tror at hun
handlede af ondskab eller for at gøre fortræd, men det var hendes mere eller
mindre bevidste - eller måske snarere mere eller mindre ubevidste - måde
at klare sig på i sin tilværelse på det tidspunkt, hvor hun – med eller mod sin
vilje - jo selv stod uden arbejde. I øvrigt var hun faldet i søvn straks efter
samlejet og sov allerede dybt, kunne jeg høre på hendes åndedrag.
Den nytårsaften og nat blev optakten til et
ægteskab, der varede i seks år, men som på intet tidspunkt var, hvad man vil
kunne betegne som hverken vellykket eller lykkeligt. For dels var Else og jeg
meget forskellige og dels var vi ikke forelskede i hinanden. Min vurdering er i
dag, at ingen af os havde den erfaring og åndelige modenhed eller sociale
ansvarsbevidsthed, der skal til, for at påbegynde og gennemføre et ægteskab og
stifte familie.
Allerede nytårsdag, da Gjedde vendte hjem
sent hen på dagen, og kom ind til mig for at ønske "godt nytår",
begyndte de første problemer at vise sig. Under en meget trykket stemning
mellem os, gav han med grædefærdig stemme udtryk for en forståelig undren over,
at Else nu pludselig havde slået sig ned inde hos mig, og selv om han
opfordrede eller nærmest tryglede hende om at komme tilbage til ham, afviste
hun ham koldt og sagde, som en slags undskyldning, at han jo ikke kunne være
tjent med en pige, der ikke elskede ham. Han vendte sig derefter mod mig:
"Det her kommer du til at fortryde, Harry!" sagde han i en blanding
af fortvivlelse og vrede, og fortsatte: "Hun vil snart også svigte dig
til fordel for en anden. Vent du bare og se!" Dybt ulykkelig og grædende
gik han ind på sit eget værelse og lukkede døren hårdt efter sig. Kort efter
hørte vi, at han forlod stedet og gik ud ad hoveddøren.
Gjeddes ord til mig sved helt ind i sjælen,
for jeg havde naturligvis meget dårlig samvittighed over hele situationen, men
selv om jeg syntes, at Elses måde at reagere på over for sin tidligere
"kæreste" var både kold og hård, følte jeg dog samtidig, at jeg fra
nu af måtte tage mig af hende. Hun havde stadigvæk ikke noget arbejde eller
noget sted at bo, så derfor lod jeg - i lighed først med fætteren og siden med
Gjedde - hende bo på mit værelse, hvor hun også opholdt sig i dagtimerne, mens
jeg var på arbejde. Snart fandt jeg ud af, at hun tilbragte det meste af tiden
med at læse ugeblade, ryge cigaretter og drikke kaffe, hvorimod hun sjældent
gik ud, heller ikke på indkøb, da hun ikke selv havde nogen penge. De indkøb,
der skulle gøres, måtte jeg foretage i min middagspause og bringe med hjem
efter fyraften.
Imidlertid måtte søskendeparret Bodenhoff
naturligvis ikke vide, at Else rent faktisk logerede på mit værelse, men igen
var hun vovelysten og opfindsom. Det bekymrede mig at vide, at de to gamle en
af dagene ville lukke sig ind på værelset, for at gøre rent, som det hed, og
det havde vi selvfølgelig talt om. "Tænk ikke på det!" sagde Else,
"jeg finder på noget." Og en dag, jeg kom hjem fra arbejde, mødte hun
mig med et stort smil og fortalte, at da hun om formiddagen hørte de to gamle
rumstere ude på gangen, krøb hun ind i klædeskabet, som hun lukkede tæt til
efter sig og holdt fast på døren, idet hun håbede på, at ingen af de to gamle
ville have kræfter til at lukke den op, hvis de skulle forsøge på det. Siddende
herinde i bælgmørke og med utilstrækkelig ventilation, hørte Else en af de to
gamle låse døren til det aflåste værelse op og gå ind og begynde at feje og
vaske gulvet og tørre støv af. Men heldigvis gjorde vedkommende på intet
tidspunkt forsøg på at åbne klædeskabet, som søskendeparret ellers havde en
ekstranøgle til. Den var måske også mere ment som en sikkerhedsforanstaltning,
hvis den logerende skulle gå hen og forlise sin egen nøgle til klædeskabet.
Men selv om det var ubehageligt, måske især
for mig, at leve med bevidstheden om, at vi faktisk overtrådte logireglementet,
troede Else og jeg alligevel, at der nu var fred og ingen fare for, at hendes
tilstedeværelse på værelset skulle blive opdaget af det gamle halvdøve
værtspar. Men her forregnede vi os, for allerede samme aften, da jeg kom hjem
fra jobbet, trådte Bodenhoff ud ad sin dør, der havde stået åben, så han kunne
høre, når nogen lukkede sig ind af entredøren. "Rasmussen!" sagde han
stille og alvorligt og fortsatte: "Vi har til vores store skuffelse
konstateret, at De har en ung dame boende hos Dem på værelset, og det ved De jo
godt er imod vores reglement! Enten må De bede den unge dame forlade Deres
værelse øjeblikkeligt, eller også bliver vi nødt til at bede Dem om at
flytte!" "Javel!" svarede jeg befippet, men egentlig ikke
overrasket, for inderst inde følte jeg, at det alligevel før eller siden måtte
komme dertil, hvor vi nu stod. Det var alt, hvad jeg kunne finde på at sige i
det øjeblik, jeg stod over for den ældre mand med det rynkede og alvorligt
bekymrede ansigt. Jeg fornemmede, at han godt forstod min situation, men
vidste også, at han var nødt til at henholde sig til den husorden og det
reglement, som de logerende, og dermed også jeg, havde skrevet under på inden
indflytningen.
Else
og jeg blev enige om, at vi ville fortsætte vores forhold, og at det derfor
ville være nødvendigt for os hurtigst muligt at flytte hen et andet sted, hvor
vi helt legalt måtte bo sammen som kærester. Men det kunne jo af flere grunde
ikke ske fra den ene dag til den anden, og derfor måtte Else midlertidigt bo et
andet sted. I dag erindrer jeg ikke længere, hvor Else logerede i de få dage,
der gik, inden vi havde fundet et nyt logis. Selv angav hun, at hun kunne bo
nogle dage hos en veninde, og i min store naivitet havde jeg ikke mistanke om,
at der måske rent faktisk foregik noget fordægtigt. Men med de erfaringer jeg
senere fik om Elses noget løse forhold til, hvad der var sandhed og hvad ikke,
vil jeg tro og mene, at hun logerede hos en tidligere elsker. Men jeg vil gerne
understrege, at det ikke er noget, jeg ved med sikkerhed, og jeg beklager, hvis
mistanken har været ubegrundet.
Allerede næste dag kom Else på besøg, og
sammen kiggede vi i Berlingske annoncer om udlejning af værelser og fandt
hurtigt frem til, at der var et stort, og lyst, møbleret enkeltværelse til leje
hos en Lorentzen ude på Øster Farimagsgade nr.73. Jeg ringede straks dertil fra
en telefonboks nede på gaden, og det var en dame, der tog telefonen og som jeg
aftalte med, at vi skulle komme ud og se på værelset allerede samme dag. Det
viste sig, at damen var en enlig ældre kvinde, der beboede en temmelig stor
førstesals lejlighed, men for at klare sig økonomisk lejede hun værelser ud til
enlige og ægtepar. På den tid var det i øvrigt ikke velset, at mand og kvinde
boede sammen uden at være gift med hinanden, og den ældre værtinde foreholdt os
da også, at hun ikke ville risikere at bringe sit ry i fare, og derfor betingede
hun sig, at Else og jeg giftede os med hinanden så snart som overhovedet
muligt. Efter at have afgivet det løfte, fik vi lov til at flytte ind hos hende
kort efter.
Nu var bolden så at sige givet op, og efter
en kort overvejelse af situationen, besluttede Else og jeg, at vi ville lade
os ægtevie over hals og hoved, mere præcist ved borgerlig vielse på Københavns
Rådhus. Mine forældre, som kun havde mødt Else et par gange, før vi kom og
fortalte, at vi nu giftede os, rystede på hovedet, og far sagde småvrissent:
"Er det nu også klogt? I ejer jo ingenting og har ikke engang jeres egen
lejlighed! Og Else har ikke noget arbejde. Hvordan vil I kunne klare jer
økonomisk? Det er ren galimatias!" Mor blev endnu mere tavs end sædvanligt,
pillede sig nervøst i ansigtet og lignede døden fra Lübeck, sådan som hun altid
gjorde, når der var noget ubehageligt overraskende på færde. Og næste gang,
jeg genså hende, var hun som altid i den slags situationer slået ud med nerveknopper
i hele ansigtet og på hænderne, og sikkert også på kroppen. Min stakkels mor,
som anede og følte mere end forstod, at der var tale om en stor og alvorlig
misforståelse, når Else og jeg ville gifte os med hinanden, tilmed førend vi
rent faktisk overhovedet kendte hinandens naturel og særegenheder. Forlovelsestiden
varede jo kun omkring 6-7 uger, før vi med ungdommeligt vovemod og en ballast
af uerfarenhed, specielt for mit vedkommende, kastede os ud i et forehavende,
der på forhånd måtte være dømt til at mislykkes.
Vielsen fandt sted på Københavns Rådhus den
16. februar 1952, og der var kun Else og mig til stede ved selve vielsen, bortset
fra borgmesteren, som foretog vielsen, og det bitrædende personale. Bagefter
holdt mine forældre en lille festlighed for os i deres beskedne hjem. De havde
mere eller mindre affundet sig med, at deres ældste søn stod i begreb med at
begå sit livs første store og forhåbentlig eneste fejltagelse. Især mor var
påvirket af situationen, men gjorde trods alt sit til, at gøre dagen så festlig
som mulig for sin ældste søn og den svigerdatter, som hun ikke havde drømt om
og slet ikke kendte nærmere. Mine morforældre var de eneste indbudte ved den
lejlighed. Else havde af for mig ukendte grunde på det tidspunkt ikke et godt
forhold til sin mor, og derfor ønskede hun ikke at hendes forældre skulle
deltage i festligheden, hvis man ellers kan kalde en middag for seks voksne og
tre børn for en fest.
Morfar tog dog som sædvanligt situationen med
en knusende ro og gjorde sit til at bryde den i begyndelsen noget trykkede
stemning, dels ved at tale om vind og vejr, og dels ved sine muntre og
lejlighedsvis ironiske bemærkninger om dit og dat. Min kære mormor, som jo også
havde været med om en del i løbet af sit liv, forholdt sig fuldkommen tavs
under hele middagen, og jeg fornemmede på hende, at hun ikke brød sig særligt
om Else og hendes måde at te sig på. Else benyttede sig i reglen af den taktik,
måske ubevidst? at gøre forsøg på at charmere de mandlige gæster, i dette
tilfælde far og morfar, og det lykkedes da også indtil en vis grad. Men
grundlæggende vidste jeg, at i al fald min far ikke syntes om Else og min
forbindelse med hende, heller ikke selvom han nødtvungent måtte acceptere sin
ældste søns tåbelighed.
Efter
at have tilbragt eftermiddagen og aftenen hos mine forældre takkede vi af og
gik hen på Jagtvej og tog linje 9 ud til Trianglen, og herfra spadserede vi
forbi Sortedamssøen og videre om til Øster Farimagsgade, hvor vi kort efter gik
til sengs. Vi var begge godt trætte efter dagens anstrengelser og oplevelser,
og faldt derfor straks i søvn. Næste dag var arbejdsdag for mig, og Else sov
endnu, da jeg forlod stedet omkring klokken halv otte, for at tage linje 14 ind
til Nørreport, hvor jeg stod af og spadserede op gennem Købmagergade til
Kronprinsensgade, hvor Mende jo havde forretning i nr. 9.
Men ellers gik dagliglivet videre, stort set
som om intet usædvanligt var hændt. For mit vedkommende betød det arbejdet hos
Mende, hvor jeg tjente de penge, vi skulle betale husleje med og leve for. For
Else betød situationen ikke den store forandring i tilværelsen dengang, for hun
fortsatte med at være "hjemmegående", og hendes dage gik som
sædvanlig med læsning af ugeblade, cigaretrygning og kaffedrikning. Det undrede
mig lidt, at hun kunne få dagens mange timer til at gå på den måde, og at hun
ikke havde særlig meget lyst til at arbejde og komme ud blandt andre mennesker,
men det havde hun åbenbart ikke lige på det tidspunkt af sit liv, og det havde
hun formentlig sine grunde til, som jeg bare ikke kendte.
For at spare udgifterne til sporvognen til og
fra arbejde, købte jeg en dag en cykel på politiets auktioner, som fandt sted i
en stor, aflang hal inde på Københavns Hovedbanegård på den side, der vender ud
mod Walkendorffsgade. Cyklen var i god stand og af en lidt dæmpet rødviolet
farve, og den kostede så vidt jeg husker den nette sum af 50 kr., hvilket dog
på den tid var relativt mange penge, især i betragtning af, at ugelønnen var på
omkring 150 kr. Men det var sandelig ikke mange penge i sammenligning med, hvad
jeg havde fået i ugeløn, mens jeg i 1943-45 arbejdede på ”Fyrtøjet”.
Den omstændighed, at Else var arbejdsløs og
ikke tjente penge og heller ikke fik nogen form for
arbejdsløshedsunderstøttelse, i hvert fald ikke så vidt jeg ved, kombineret med
hendes forholdsvis store cigaretforbrug, førte snart til, at vores økonomi blev
endog meget anstrengt. Jeg husker ikke længere, hvordan vi klarede økonomien
med den løn, jeg tjente hos Mende, men det var i hvert fald ikke nok til, at vi
i længden ville kunne klare os på min indtægt alene. Og de få ekstrapenge, jeg
lejlighedsvis tjente ved at tegne forsider og vignetter til de tidligere
omtalte trykte publikationer, var kun som dråber i havet. Det gik på et
tidspunkt så vidt, at Else pantsatte de få smykker og lignende, hun havde, og
jeg måtte begynde at sælge ud af mine kære grammofonplader og mine endnu
kærere bøger. Begge dele fik vi dog kun klatskillinger for. Situationen var
derfor i længden uholdbar. Det skar mig i hjertet, når jeg nogle dage senere
gik forbi det antikvariat, som jeg havde solgt mine plader og bøger til, og så,
at et par af mine mest kære bøger stod udstillet i forretningsvinduet og til en
pris, der lå langt over det beløb, jeg havde fået for dem ved salget.
Hvad angår Elses og mit seksuelle samliv, så
var det stort set ikke-eksisterende, for dels havde hun i reglen en eller anden
undskyldning for at undgå det, og dels virkede hun heller ikke så tiltrækkende
på mig, at jeg selv havde særlig lyst til skulle gøre noget ekstra for at opnå
samleje med hende. Men det var sådan set en højest bedrøvelig situation, især i
betragtning af at vores ægteskab kun var nogle få måneder gammelt.
Snart opstod der imidlertid også problemer i
forholdet til vores nye værtinde, som en dag beklagede sig til mig over, at Else
ikke overholdt reglerne for afbenyttelse af fælleskøkkenet, lige som hun ikke
ryddede op efter sig. Desuden fortalte værtinden mig, at hun havde henstillet
til Else om dagligt at lufte ud på vores værelse, idet cigaretosen kunne lugtes
ud i entreen og på de tilstødende værelser. Det møblerede værelse, vi havde
lejet, var på omkring 4x5 meter, altså 20 m2, og havde to
tofagsvinduer, så det var forholdsvis rummeligt og lyst. Vinduerne vendte ud
mod Øster Farimagsgade, som var en del trafikeret, bl.a. med sporvognslinje 14.
Biltrafikken var dog ikke så voldsom, som det senere skulle blive tilfældet, da
flere og flere almindelige danskere og endog arbejdsmænd og koner fik råd til
at anskaffe og holde bil, i det mindste en brugt bil.
Møbleringen
i det værelse, vi havde lejet, bestod foruden af bord, fire stole og bogreol,
også af et par lave, polstrede lænestole, samt en stor, bred sofa og et
klædeskab, alt sammen i gammeldags mørkebrune farver. Sofaen blev om natten
benyttet som soveplads. Som noget overraskende, stod der en ældre, men
absolut brugbar radio oven på bogreolen. En radio var endnu dengang for de
fleste mennesker, hvad fjernsynet er i nutiden. Statsradiofonien, som Danmarks
Radio dengang hed, var først begyndt at sende fjernsynsprogrammer den 2.
oktober 1951, og kun en time hver aften. Til gengæld var der heller ikke ret
mange mennesker i Danmark, som ejede et Tv-apparat på det tidspunkt.
Men det, vores værtinde angiveligt især følte
sig opbragt over, var, at Else havde svaret hende frækt og uforskammet igen.
Desuden sagde værtinden, at hun ikke på forhånd havde været klar over, at Else
var uden arbejde og derfor skulle opholde sig det meste af dagen på værelset,
hvor hun spillede radio og tilmed havde det elektriske lys tændt hele formiddagen
og fra tidligt om eftermiddagen. Endnu i 1951 herskede der restriktioner på en
række områder, herunder bl.a. på forbruget af gas og elektricitet, lige som
visse forbrugsvarer stadigvæk var rationeret. Det sidste gjaldt f.eks. kaffe,
sukker og margarine.
I den følgende tid blev forholdet mellem
værtinden og Else yderligere forværret, og lignede efterhånden ligefrem
gensidigt fjendskab. En aften, da jeg kom hjem fra arbejde, kaldte værtinden
mig ind i sin stue og her gjorde hun mig opmærksom på, at hun syntes det var
lige skrapt nok, specielt over for mig, at min kone i den senere tid havde haft
omtrent daglige og timelange besøg af en herre. Denne mand var genkendelig på
sin politi- eller måske vægteruniform. Værtinden spurgte, om den pågældende
måske var et familiemedlem, men jeg svarede, at jeg ikke vidste af, at vi havde
en politimand i vores familie. "Ja, men så er det så meget mere upassende,
at Deres kone har manden så ofte på besøg, når De ikke er hjemme!" sagde
værtinden og tilføjede: "Det syntes jeg ikke, jeg ville være passivt vidne
til, og derfor har jeg nu fortalt Dem det!"
Sindsuro, skuffelse og vrede fyldte mig over,
hvad jeg måtte høre og fik at vide, og straks da jeg kom ind på vores værelse,
foreholdt jeg Else, hvad værtinden lige havde fortalt mig. Else lå som
sædvanlig på sofaen og læste i et ugeblad, mens hun røg på en cigaret og havde
radioen gående i baggrunden. Hun så brødebetynget ud, - hun havde en
lillepigeagtig evne til at kunne se lige så uskyldig ud som Rafaels engle – og
forsøgte at forsvare sig med, at den pågældende mand var en, hun havde kendt og
var kommet sammen med før i tiden, men nu var forholdet slut, og hun brød sig
slet ikke om ham, men han blev ved med at opsøge hende. "Ja, men du må jo
selv have kontaktet ham, for at fortælle, hvor du bor!" indvendte jeg.
Det havde hun ikke noget svar på, men så meget brødebetynget ud og sagde:
"Jeg lover dig, at jeg aldrig vil se ham mere!"
Ak, jeg naive fæhoved, som slugte hendes ord
og forsikringer råt, for selv om hun angiveligt fik gjort op med manden, hvad
enten han var ved politiet eller vægterkorpset - i det mindste sagde værtinden,
at han ikke kom der mere, - så viste det sig snart, at hun ikke var i stand til
at afholde sig fra at se og lade sig beundre af andre mænd, om end dog kun en
ad gangen. Mens vi endnu boede i Vendersgade, havde Else lejlighedsvis truffet
Gjeddes jævnaldrende kammerat, hvis navn jeg ikke mere husker, men som på det
tidspunkt var universitetsstuderende, dog husker jeg ikke, hvad han studerede.
En dag fortalte Else mig, at da hun tidligt på eftermiddagen var spadseret en
tur rundt om Sortedams Dossering, havde hun tilfældigvis mødt den pågældende
unge mand, og da han boede lige i nærheden, havde han inviteret hende med hjem
til en kop the!
Det blev jeg naturligvis noget foruroliget og
opbragt over at høre, for selv om jeg rent faktisk ikke var forelsket i hende,
følte jeg mig personligt dybt krænket over, at hun så åbenlyst forsøgte at
narre og bedrage mig. Jeg kendte hende jo nok til at vide, at det ikke var for
teens eller mandens blå øjnes skyld, at hun var gået med ham hjem. Hun havde en
eller anden bagtanke med det. Men at være til grin som en anden hanrej, følte
jeg mig selv for god til, og jeg sagde derfor til hende, at hvis hun ønskede,
at vores ægteskab fortsat skulle holde, måtte hun for fremtiden lade være med
at se den pågældende mand. Det lovede hun højt og helligt. Men jeg følte mig
ikke overbevist om, at hun havde i sinde at overholde sit løfte.
Der gik da heller ikke længere end til et par
dage senere, så var Else ikke hjemme, da jeg kom fra arbejde om aftenen, og hun
havde ikke efterladt sig nogen besked. Noget urolig ved situationen ventede jeg
til et godt stykke ud på aftenen, men Else viste sig stadigvæk ikke. Til sidst
besluttede jeg at opsøge Gjeddes ven, idet jeg vidste, at han boede på et
værelse i stuetagen i en stor ejendom ovre på Sortedams Dossering. Jeg ville
vide, om Else eventuelt var hos ham, hvilket jeg havde en stærk mistanke om.
Klokken var henad elleve, da jeg ringede på den udvendige gadedørsklokke, og et
øjeblik efter lød den unge mands stemme i dørtelefonen. På mit spørgsmål, om
Else var hos ham, svarede han ja, men sagde samtidig, at han ikke kunne se
nogen grund til at lukke mig ind. Else ville komme ud og snakke med mig. Dér
stod jeg så ydmyget og dirrende i kulden og mørket en sen aften, mens det svage
lys fra gadedørslampen og fra gadelygterne på Østerbrogade og lygterne rundt
om Dosseringen lige akkurat lyste de nærmeste omgivelser op. Omtrent lige så
dystert og dunkelt var der inde i mit eget sind.
Efter cirka 10 minutters tid kom Else ud i
opgangen og hen til gadedøren, som hun åbnede på klem, mens hun blev stående
indenfor. "Gå nu bare hjem med dig!" sagde hun og tillagde: "Det
er ikke, som du tror. Jeg kommer om en halv times tid." Jeg var nærmest målløs, da hun lod den
selvlukkende dør glide i bag sig og gik tilbage, hvor hun var kommet fra.
Slukøret traskede jeg hjemad mod Øster Farimagsgade, dybt deprimeret og ulykkelig
over den ydmygende behandling, jeg følte mig udsat for, både fra min kones og
Gjeddes vens side. Mange tanker fløj mig gennem hovedet, men mest havde jeg
lyst til at opgive Else for bestandig og lade mig skille fra hende. På den
anden side ville det være et eklatant nederlag, som jeg vidste, at jeg vanskeligt
ville kunne leve med. Ægteskabet med Else måtte derfor have endnu en chance.
Hjemme på værelset igen, følte jeg mig dybt
frustreret og alt for oprevet til at tænke på at gå i seng. Tankerne hvirvlede
forvirret rundt i mit sind, og en af dem var, at havde Gjedde nu alligevel fået
ret i, at Else også ville svigte mig, som hun havde svigtet ham! Men jeg skød
denne ubehagelige tanke fra mig og prøvede på at tage mig sammen, for ikke at
miste besindelsen. Det stod hele tiden klart for mig, at jeg jo skulle
forholdsvis tidligt op næste morgen, for at tage på arbejde, men en situation,
som den jeg nu befandt mig i, havde jeg aldrig tidligere oplevet. Så måtte jeg
hellere være lidt klatøjet næste dag, og derfor satte jeg mig i en af
lænestolene, for at vente på, at Else skulle komme tilbage. Der gik dog mere
end den halve times tid, hun havde sagt, og der gik også over en time, førend
hun kom listende ind på værelset. Hun smilede og så ud, som om det nærmest var
en dagligdags og ganske uskyldig "udflugt", hun havde været på denne
aften og første del af natten, og hun var ikke mere end lige kommet indenfor
døren, førend hun begyndte at skifte til nattøj, en af mine pyjamas forresten,
idet hun gabte og erklærede, at hun nu ville i seng. "Lad os tale om det
i morgen!" sagde hun, idet hun krøb ned under dynen. Et øjeblik efter sov
hun.
Nu følte jeg mig endnu mere forvirret og
usikker på, hvad det var, der foregik lige for næsen og øjnene af mig. Var jeg
ved at blive skør i hovedet, eller var der bare noget, jeg ikke fattede
vedrørende kvinder eller måske bare vedrørende Else? Selv kunne jeg ikke sove
efter det, som jeg denne aften og halve nat havde været ude for, så jeg blev
siddende i lænestolen, trak benene op under mig og småblundede. Jeg var dog
ikke mere end lige døset hen, før sindets uro atter vækkede mig, så tankerne
endnu en gang kunne vendes og drejes i mit forpinte sind. Jeg ved ikke, om det var
jalousiens kvaler eller om det snarere var såret stolthed og forfængelighed
over at være blevet narret, for det følte jeg at jeg var blevet af Else i den
aktuelle situation.
Da
jeg næste morgen rejste mig fra mit umagelige leje, sov Else stadigvæk som en
sten, og det gjorde hun også, da jeg kom tilbage, efter at have været ude i
badeværelset og gøre mig i stand. Uden at sige farvel, forlod jeg derefter
stedet for at tage på arbejde. Det blev en lang og besværlig dag at komme
igennem. Timerne, minutterne og sekunderne sneglede sig af sted, men langt om
længe blev det lukketid og dermed fyraften. Træt og trist til mode cyklede jeg
hjemad, uvis på om Else nu også ville være hjemme eller ikke, når jeg kom hjem.
Det viste sig da også, at det var hun ikke, hvorfor mit humør sank til
nulpunktet, for hvor kunne hun nu være henne? Formodentlig igen ovre hos
’vennen’ på Dosseringen.
Skuffet og ærgerlig gik jeg en tur over på Holmens
Kirkegård, der lå lige overfor, hvor vi boede i Øster Farimagsgade, og her
satte jeg mig på en afsides bænk og spekulerede over, hvad jeg videre skulle
foretage mig. Alting forekom mig svært og umuligt og jeg syntes, at problemerne
ustandselig tårnede sig op over hovedet på mig. Jeg ønskede blot at komme væk
fra det hele og få den gamle ro tilbage i mit sind, men hvordan? Den tanke
strejfede mig, at jeg måske burde opsøge Martinus, som jeg ikke kendte eller
havde set på det tidspunkt, men som Børge Hamberg havde fortalt mig om, og
spørge ham til råds, men det slog jeg ud af tankerne igen. Jeg ville ikke
ulejlige ham med noget så banalt som ægteskabelige problemer. Men med det, der
var sket mellem Else og mig, føltes det, som et fald fra det "paradis",
som mit barndomsliv og hidtidige ungdomsliv til en vis grad havde udgjort.
Imidlertid
følte jeg trang til at foretage mig noget drastisk, og besluttede derfor, at
jeg ville gå til politiet og anmelde mig selv for at have undladt at lade mig
optegne til lægdsrullen, sådan som værnepligtsloven foreskriver, at alle unge
mænd skal gøre det år, hvori de fylder 18 år, og det ville for mit vedkommende
sige, at jeg burde have meldt mig i 1947, altså for omkring fire år siden. Det
har jeg tidligere omtalt og beskrevet her i selvbiografien. Min tanke var, at
jeg ved at melde mig til politiet snarest ville blive indkaldt til session med
efterfølgende indkaldelse til aftjening af civil værnepligt. På den måde mente
jeg at kunne få en anledning til at komme væk fra Else og alle de problemer,
hun var årsag til. Allerede næste dags morgen, den 19. april 1952, meldte jeg
mig syg på arbejdet og tog samme formiddag ind på politistationen i Anker
Heegaardsgade, hvor jeg fremførte mit ærinde. En lidt ældre, venlig betjent
skrev rapport og sagde, at jeg ville høre nærmere om nogen tid.
Derefter cyklede jeg hjem, spændt på, om Else
var hjemme, når jeg kom. Det var hun, og hun var i godt humør og foreslog, at
vi skulle gå hen på en nærliggende restaurant og spise til aften. Det gjorde
vi så, og tilbragte faktisk en hyggelig times tid det pågældende sted. Der var
levende lys på bordet og maden smagte vist nok udmærket, selv om jeg ikke
husker, hvad vi fik at spise, men formentlig omelet med grønsager for mit eget
vedkommende. Else var derimod ikke vegetar, så hun valgte sig noget andet,
muligvis en engelsk bøf eller lignende. Den lettere romantiske stemning ved
middagen, fik mit sind til at falde til ro, og jeg følte mig på ny oplivet og
fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden for Else og mig. Det var tydeligt,
at Else helst ville have at jeg glemte hendes formentlig amourøse ’eskapade’
med Gjeddes ven, som hun nu påstod at have brudt endegyldigt med, eller også
var det ham, der havde brudt med hende. Jeg var mest tilbøjelig til at tro, at
det sidstnævnte var tilfældet, men kunne naturligvis ikke vide det.
Efter et par timers forløb vendte vi tilbage
til vores værelse, og her lagde Else for en gangs skyld op til en amourøs situation,
og under den påfølgende, ikke særlig vellykkede elskovsakt blev vores første
barn undfanget, hvilket naturligvis ingen af os vidste på det tidspunkt, for
det var ikke i den hensigt, vi havde samleje, i al fald ikke for mit
vedkommende, og jeg tror egentlig heller ikke det var det for hendes. Samlejet
var formentlig hendes måde at få mig til ikke at tage alvorligt, hvad der var
sket. Det endte da også med, at jeg tilgav hende den sandsynligvis amourøse
eskapade.
Da Else nogen tid efter fortalte mig, at hun
var blevet gravid, hvilket kun kunne være sket den ovenfor omtalte aften, sagde
hun, følte jeg mig både glad og usikker på samme tid. Glad, fordi jeg holder
meget af børn, og usikker, fordi jeg følte mig i tvivl, om jeg nu også var
biologisk far til barnet. Den mulighed forelå jo unægteligt, at det enten kunne
være den omtalte politimand eller Gjeddes ven, faderværdigheden tilkom.
Desværre kunne jeg ikke dy mig for at lufte denne mulighed over for Else, men
stærkt indigneret sagde hun, at det ikke kunne være andre end mig, der havde
gjort hende gravid. Det var hun fuldstændig sikker på, og det måtte jeg så
indtil videre tro, hvad jeg også helst ville. Efterfølgende måtte jeg da også
med tilfredshed konstatere, at det var mig der umiskendeligt var biologisk far
til vores første barn, Jan, og senere også til vores andet barn, Annette. Og
jeg blev og var tilmed en meget glad far, der var endog meget stolt over to så
kønne og kvikke børn, som de to viste sig at være.
Den 30. april modtog jeg et lukket og såkaldt
Korrespondancebrev fra Københavns Politi, dateret 29. april 1952, hvori jeg
blev anmodet om at give møde fredag den 2. maj 1952 i VI. Politiinspektorat i
Anker Heegaardsgade 7, 1. sal. Tilsigelsen drejede sig om min værnepligtssag og
var underskrevet A. Fagerhøj, som var den venlige overpolitibetjent, jeg havde
talt med, da jeg meldte mig selv.
Da jeg mødte op den angivne dato, den 2. maj,
viste det sig, at overbetjenten blot ville uddybe sin rapport, før den gik
videre i systemet. Men trods alt noget nervøs ved situationen, spurgte jeg
betjenten om, hvilken straf jeg ville kunne forvente at få, og dertil svarede
han: ”Der bli’r jo nok en retssag ud af det, hvor De vil blive idømt
frihedsstraf, altså fængsel, men ta’ det roligt, for med Deres forklaring og
begrundelse for ikke at have meldt Dem til Lægdsrullen, tror jeg kun det bli’r
til en betinget dom!” Det, den venlige overbetjent sagde, virkede jo
beroligende på mit betyngede sind, og det var derfor med en vis lettelse, jeg
efter dette møde kunne begive mig hjemad igen, for at fortælle Else, hvad der
var foregået under mit besøg hos den usædvanligt venlige Fagerhøj, som - selvom
han næppe kan have været enig med mig - ikke dømte mig, fordi jeg ikke ville
forsvare mit fædreland ved brug af dræbende våben, men i stedet havde valgt at
ville gøre tjeneste som civil værnepligtig.
Der
blev desværre ikke noget ud af det job hos Nordisk Tegnefilm, som jeg havde
fået stillet i udsigt, for den 30. maj 1952 modtog jeg et brev fra Jørgen
Bagger, der i mellemtiden var blevet udnævnt til direktør for selskabet. Han
og jeg var på det tidspunkt ubekendte med hinanden, og måske var det derfor
hans brev var så formelt. Dets indhold
lød kort og godt som følger:
"I fortsættelse af vort brev af 20/5.52
og den derpå følgende samtale beklager vi at måtte meddele Dem, at den omtalte
eventuelle produktion ikke vil blive formidlet gennem os, hvorfor vi desværre
ikke denne gang vil få brug for Deres assistance.
Med højagtelse
A/S NORDISK
TEGNEFILM
(signeret Jørgen
Bagger)
Jørgen
Bagger"
Det brev af 20. maj 1952, som Jørgen Bagger refererer
til, er desværre ikke længere i min besiddelse, og jeg erindrer heller ikke
noget om brevets indhold. Men samme dag, som jeg havde modtaget det ovenfor
citerede brev, ringede jeg til Børge Ring og spurgte ham, hvordan det kunne
være, at den planlagte produktion var gået i vasken. Han forklarede, at UPA
også havde søgt tilbud hos andre udenlandske firmaer, som producerede
tegnefilm, og opgaven var gået til et firma i Sydamerika. Det pågældende firma
blev forresten nogen tid efter overtaget som filial af UPA. Ring fortalte
endvidere, at Nordisk Tegnefilm nu faktisk kun eksisterede på papiret, for
firmaet havde i lang tid ikke fået nogen nye ordrer, og det så heller ikke ud
til at skulle blive tilfældet inden for den nærmeste fremtid. Derfor havde han
og Bjørn Frank tænkt sig at tage til Holland, hvor de var blevet tilbudt fast
job som animatorer hos Marten Toonder Studios i Amsterdam. Børge Ring kendte
tegneren og tegnefilmproducenten Marten Toonder fra sin tid som professionel
musiker, da han lige efter krigen havde været på turné i Holland med Svend
Asmussens orkester. Som ekstraordinært tegnefilminteresseret havde han dengang
opsøgt Toonder, for at orientere sig om, hvad der blev lavet af tegnefilm på
dennes Studio. Toonder, der som tegner var inspireret af amerikansk tegnefilmstil
fra 1930'erne, var på det tidspunkt herhjemme bedst kendt for sin tegneserie
"Tom Puss", hvis figurer virkede meget tegnefilmsagtige. Børge Ring
fik da også at vide, at Toonder havde en drøm om at lave en længere tegnefilm
med katten Tom Puss og bjørnen Mr. Bumble i hovedrollerne. Denne film blev
imidlertid først til noget i 1980'erne, men dog uden Børge Rings medvirken.
Derimod var Bjørn Frank Jensen co-director på featuretegnefilmen ”You know
what I mean?” (”Mr. Bumble”, som filmens titel lød.
Mange år senere, da jeg i anden professionel
sammenhæng traf Jørgen Bagger, som nu var direktør i sit eget firma, Jørgen
Bagger Filmproduktion, fortalte han mig bl.a., at det var ham, der på Nordisk
Tegnefilms vegne havde ført forhandlingerne om produktionen af "Kejserens
nye Klæder". Ved den lejlighed havde han lært Stephen Bosustow, som var
primus motor og produktionsleder i UPA, at kende, og de havde været personlige
venner lige siden da. Bagger beklagede, at produktionen dengang ikke var blevet
til noget, men forklarede, at Nordisk Tegnefilm ikke havde været prismæssigt
konkurrencedygtig. Det var ikke kvaliteten af de tegnefilm, som teamet bag
Nordisk Tegnefilm kunne præstere, der var grunden, for disse var af international
topkvalitet. Det behøver man kun at se ”Festen i Skoven”, for at kunne
konstatere.
Det havde altså foreløbig lange udsigter med
mine forhåbninger om at kunne vende tilbage til tegnefilmbranchen, hvilket jeg
var rigtig godt ked af. For det betød, at jeg blev nødt til at fortsætte med
mit job hos Mende, hvor jeg for øvrigt havde fået indtrykket af, at salget var
for stærkt nedadgående, idet der ikke mere blev solgt så meget ølgær,
skummetmælkspulver og hvedekim, som da jeg begyndte at arbejde for firmaet. Og
hvis jeg eventuelt blev fyret, ville det sandsynligvis betyde, at jeg måtte
finde mig et eller andet tilfældigt job som lagerarbejder eller lignende, som
jeg kunne bestride, og så håbe på, at der før eller siden måske trods alt
alligevel ville vise sig en chance for at få noget tegnefilmarbejde eller selv
sætte noget i gang.
Den
9. juni 1952 om aftenen troppede en politibetjent op på min bopæl og overrakte
mig en genpart af det anklageskrift, som politimyndigheden havde udfærdiget, og
som samtidig tilsagde mig at møde i Københavns byrets 3. afdeling, Domhuset,
Nytorv, tirsdag den 5. august 1952 kl. 13.
Anklagen lød som følger:
Herved rejser jeg tiltale ved Københavns
byret til strafs lidelse for overtrædelse af lov 123 af 8/6 1912 §§ 7 og 13,1
og II jfr.
Dog midlertidig
lov 284 af 16/6 1945 mod den i Tillitse d. 12/6 1929 fødte
Herr Harry Rasmussen,
Øster Farimagsgade 73, 1.,
Ø.
I anledning af, at
han, der er pligtig at melde sig til optagelse i lægdsrullen i efteråret 1948
uden lovligt forfald har undladt dette, hvorhos han,
der var
mødepligtig for sessionen i foråret 1949 uden lovligt forfald er udeblevet fra
denne og senere sessioner.
Jeg nedlægger
påstand om frihedsstraf.
Københavns politikammer, den 7. jun. 1952
P. p. v.
Gundestrup
Det var naturligvis ikke nogen særlig rar
eller behagelig meddelelse at få. Det bedste, man kan sige om den, var at den
var ventet. Men der var ikke andet end at tage både den og situationen med
oprejst pande, i håb om, at overbetjent Fagerhøj ville få ret i, at dommen
højst sandsynligt ville blive gjort betinget, nemlig fordi jeg havde meldt mig
selv og desuden kunne henvise til, at jeg i 1947 havde skrevet og meddelt
lægdsrullen, at jeg ikke ville optages i denne, fordi jeg var modstander af
militæret af etiske grunde.
Der gik cirka et par måneder fra den dag, jeg
havde meldt mig selv til politiet og til, at jeg fik en indkaldelse til at give
møde på sessionen. Den 4. juni modtog jeg et åbent brevkort fra 1.
udskrivningskreds i Nyropsgade 17, som tilsagde mig til session den 12. juni
1952 kl. 9,30. Denne dag var tilfældigvis min 23. års fødselsdag. Her skulle
jeg bl.a. medbringe det rulle-indtegningsbevis, som var blevet udstedt 19.
april 1952, og ifølge hvilket jeg tilhørte 1. Kreds, 1. Lægd, Z 5182. Og
ligeledes ifølge indtegningsbeviset, var jeg indstillet til civilt arbejde.
Men
jeg var på forhånd naturligvis meget spændt på, hvordan en session spændte af,
ikke mindst fordi jeg jo ville begære mig overført til civilt arbejde. I
henhold til teksten på bagsiden af postkortet fra udskrivningskredsen, måtte de
værnepligtige, der blev udskrevet til tjeneste, forvente at skulle møde ved
hæren, søværnet eller flyvevåbnet i efteråret 52 eller engang i 53. Der stod
derimod ikke et ord om såkaldt ”Civilt statsarbejde”, som var den officielle
betegnelse for det, militærnægtere blev indkaldt til. I indtegningsbeviset stod
der til gengæld følgende herom:
Ifølge lov
nr. 87 af 20. maj 1933 kan værnepligtige, for hvem militær tjeneste af enhver
art må anses for at være uforenelig med deres samvittighed, fritages for
militær tjeneste mod at anvendes til andet statsarbejde af civil karakter.
Begæring om fritagelse, ledsaget af
fornødne oplysninger og bevisligheder, indsendes til vedkommende
udskrivningskreds i god tid forinden sessionen og senest 8 dage forinden
mødedagen for sessionen.
Men det må vel siges, at jeg havde været i
rigelig god tid med min indsendelse af de "oplysninger og
bevisligheder", der godtgjorde, at jeg ikke så mig i stand til at aftjene
den militære værnepligt. Et sådant brev havde jeg som tidligere nævnt indsendt
til lægdsrullen allerede i 1948.
Dagen
oprandt, da jeg skulle møde på sessionen i Nyropsgade. Jeg cyklede dertil og
ved ankomsten så jeg straks, at en del unge mænd, hvoraf de fleste tydeligvis
var yngre end mig, også var på vej ind i den moderne bygning. Det gav en
forsmag på, hvad det ville sige at være mange mænd samlet på ét sted, hvor
kvinder normalt ikke havde nogen adgang.
Det var med en vis nervøsitet og spænding i
sind og krop, at jeg den formiddag befandt mig det sted, hvor sessionen skulle
foregå. Sessionslokalerne lå på første sal i en nyere ejendom, og fra
entredøren kom man lige ind i et nogenlunde stort og næsten tomt
omklædningsværelse, hvor der i den ene side var en række knager, man kunne
hænge sit tøj på, og i den anden side var der flere døre, som førte ind til det
egentlige sessionslokale. Man gik ind ad den ene dør og ud ad den anden.
Straks ved ankomsten blev vi anmodet om at
tage alt tøjet af, med undtagelse af underbukserne, og derpå sætte os, hvis der
ellers var en ledig bænk, og i øvrigt vente på, at det blev hver vores tur til
at blive stillet for sessionsdommerne. Det føltes lidt sært at skulle klæde sig
af for øjnene af en flok mænd, hvoraf mange også syntes at føle sig generte ved
situationen. Men det hjalp noget, at snakken gik livligt mand og mand imellem.
Nogle fyrede vittigheder af, mens andre grinede fjoget og højlydt. ”Dig ka’ de
da ikke bruge, med det udstyr, du render rundt med!” var der en, der sagde til
en anden. ”Du sku’ nødig snakke, med den slatne regnorm, du har mellem
benene!”, svarede den anden. ”Det her må sgu’ være paradis for en
bagbordsindianer!”, sagde en tredje. ”Ja, men så er du jo kommet det rette
sted!”, var der en rapkæftet fyr, der svarede. Mere alvorligt var der andre af de tilstedeværende, der talte
om, at man jo kunne være så heldig at trække frinummer. Selv hørte jeg ikke til
de heldige, for jeg trak nr. 4295, hvad det så end skulle betyde.
Vi var omkring 25-30 mand den morgen, da vi efter
at have klædt os af stillede op i kø, ventende på at vi en efter en blev kaldt
hen foran den lidt brøsige sessionslæge. Det var en ejendommelig og ydmygende
oplevelse, at man som 23-årig skulle klæde sig helt nøgen sammen med så mange
andre mænd og bagefter stå skoleret for en militærlæge og et panel af militærfolk.
Lægen vejede og undersøgte én i alle ender og kanter, ja, bogstavelig talt i
både hoved og røv, mens han dikterede resultaterne af sine undersøgelser til
den militærmand, der sad nærmest ved ham, og som førte de sessionspligtiges
journaler.
Efter at lægeundersøgelsen af den enkelte
var overstået, skulle vedkommende træde hen foran det aflange bord, bag
hvilket der sad et panel på 5-6 militærfolk. På grundlag af blandt andet den netop
optagne lægerapport, afgjorde militærfolkene, hvilken militærgren, den enkelte
værnepligtige egnede sig til, eller om der forelå grundlag for kassation. Platfodethed
var f.eks. grund til, at enkelte blev kasseret.
Det
var ikke så almindeligt på den tid, da jeg var på session, at værnepligtige
nægtede at ville gøre militærtjeneste og derfor i stedet begærede sig overført
enten til Civilforsvaret eller til Civilt Arbejde. Det førstnævnte havde jeg
valgt fra, fordi det efter min opfattelse havde for meget "militær"
over sig, med befalingsmænd og menige, mens det sidstnævnte var, hvad jeg som
såkaldt militærnægter ville anmode om at blive indkaldt til.
En del af dem, der var mødt frem, blev
kasseret, som det hed, dvs., de blev ikke udtaget til nogen form for
militærtjeneste, og i mit stille sind håbede jeg på, selv at blive kasseret.
Men det skete ikke, tværtimod. Da jeg splitternøgen og småfrysende stod foran
den militærmand, der førte ordet, kunne jeg være krøbet i et musehul af bare
forlegenhed og skam. Manden så end ikke på mig, men læste først i tavshed min
journal, som han havde foran sig. Jeg lagde mærke til, at det brev, som jeg i
1947 havde sendt til sessionsmyndighederne, var vedlagt journalen og at manden
kiggede det hastigt igennem. Da han endelig efter en ulidelig lang pause sagde
noget, var det med et lettere brysk tonefald: "Jeg ser, at De ikke ønsker
at gøre militærtjeneste, men begærer Dem overført til civilt arbejde! Er De nu
også sikker på, at det fortsat strider mod Deres samvittighed, at tjene Deres
land som soldat? Og er De klar over, at aftjening af værnepligten ved civilt
arbejde for tiden udgør 24 måneder mod militærtjenestens 11 måneder? De kan
endnu nå at ændre Deres beslutning, hvis De ønsker det!" Der var dog ingen som helst vaklen i min
beslutning, så derfor svarede jeg ja til de første spørgsmål og nej til, at den
længere tjenestetid kunne få mig til at fortryde, at jeg af etiske grunde
havde valgt at være militærnægter. Jeg kunne have tilføjet, at det heller ikke
anfægtede mig, at i visse højreorienterede samfundskredse blev militærnægtere
betragtet på linie med landsforrædere.
Militærmanden kradsede derefter et eller
andet ned i min journal og rakte den videre til sin sidemand, som sad parat til
med et stempel at bekræfte den afgørelse, at jeg senere skulle indkaldes til at
aftjene min værnepligt ved civilt statsarbejde. Dermed fik jeg lov til at gå ud
i omklædningsrummet og tage mit tøj på igen. Mange af de andre sessionspligtige
var unge mænd, der tydeligvis var yngre end mig, og de fleste af dem tog det
hele med et smil og nogle kvikke bemærkninger, som fik både dem selv og de
andre til at grine højt.
Da
jeg kort efter kom ned på gaden, for at hente min cykel, som stod parkeret
nedenfor, følte jeg mig så lettet som vist nok aldrig før. Det skyldtes delvis,
at jeg var sluppet for det "krydsforhør" om, hvorfor jeg var
militærnægter, som jeg på forhånd havde frygtet at blive udsat for. Dengang var
jeg ikke nær så godt skåret for tungebåndet, som tilfældet senere blev, og
desuden nærede jeg en indgroet, angstfyldt respekt og nervøsitet for alt, hvad
der havde med autoriteter at gøre. Det var formentlig noget, der var blevet
indpodet i mig fra mine tidligste barneår af min frygtsomme og overnervøse
moder.
Den 5. august 1952 kl. 13 mødte jeg op til
retsmødet i byretten, der havde og fortsat har til huse i det imponerende
domhus på Nytorv. Huset var oprindelig bygget som rådhus og fungerede da også
som sådan fra 1815 til 1912, da Københavns nye rådhus på Rådhuspladsen blev
indviet og taget i brug. Det viste sig dog, at retsmødet kun var et
forberedende møde, et såkaldt forundersøgelsesforhør, hvorunder jeg skulle
afgive nærmere forklaring om mine grunde til at have overtrådt gældende love.
Fra selve retsmødet husker jeg kun, at det blev holdt i et temmelig stort
retslokale og at der foruden dommeren også var flere andre personer til stede.
Jeg havde også fået beskikket en forsvarer, som allerede ude på gangen, hvor
jeg sad og ventede på at det blev min tur til at komme ind, instruerede mig i,
hvordan jeg skulle forholde mig. Det var vigtigt, sagde han, at jeg kun svarede
enten ja eller nej til dommerens spørgsmål, medmindre denne udbad sig en
nærmere forklaring.
Dommeren, hvis navn jeg ikke længere husker,
viste sig at være flink nok, og derfor dristede jeg mig til at spørge, hvilken
straf jeg ville kunne forvente at få. Dertil svarede han, at anklagemyndigheden
jo havde nedlagt påstand om frihedsstraf, men under hensyntagen til de
formildende omstændigheder, der var i sagen, ville jeg sandsynligvis slippe med
en betinget frihedsstraf. Hermed bekræftede dommeren stort set, hvad
overbetjent Fagerhøj havde fortalt mig. Endelig oplyste dommeren mig, at jeg
senere ville blive indkaldt til domsafsigelsen.
Imidlertid var det spændte forhold mellem
Else og værtinden ikke blevet bedre med tiden, snarere tværtimod, og det
udviklede sig efterhånden til skænderier over småting og beskyldninger om snart
det ene og snart det andet. "Deres kone er tyvagtig og fuld af løgn!"
sagde værtinden en dag vredt til mig, da jeg kom hjem, og hun fortsatte i samme
tone: "Hvis det bliver ved på denne måde ret meget længere, så bliver De
nødt til at flytte!" Værtindens ord ramte mig som en piskesnert og jeg kom
til at tænke på, hvordan vi tidligere var blevet bedt om at flytte fra vort
forrige logis i Vendersgade.
Bedre blev Elses og min situation ikke, da
jeg en dag i slutningen af juli blev kaldt op til Jørgen A. Petersen, som med
dyb beklagelse meddelte mig, at salget hos Mende var for nedadgående og at hans
virksomhed derfor desværre ikke længere havde brug for min assistance. Han
stillede mig dog i udsigt, at der lejlighedsvis ville kunne komme nogle
tegneopgaver, hvis jeg ellers var interesseret, og det sagde jeg selvfølgelig
ja til. Jeg var ansat på ugeløn og kunne derfor opsiges med en uges varsel. Det
var lidt af et chok for mig, at få den nedslående besked, at jeg efter en uges
forløb ville stå uden arbejde og – hvad værre var - dermed også uden indtægt.
Arbejdsløshedsunderstøttelse kunne jeg ikke få, af den simple grund, at jeg
hverken var medlem af en fagforening eller af en arbejdsløshedskasse. Jeg så
derfor for mig, at hvis ikke det i løbet af den næste uge lykkedes mig at
skaffe andet arbejde, så ville jeg være henvist til at søge om hjælp på
Socialkontoret, og det stod dengang for mig som noget, der var dybt degraderende
og ydmygende.
Da jeg den aften kom hjem og fortalte Else
den dårlige nyhed, trak hun bare på skuldrene, men sagde ingenting, og overlod
det til mig at klare problemerne. Hver dag i den næste uges tid købte jeg
Berlingske Tidende og kiggede i stillingsannoncerne, men enten krævedes der
særlige kvalifikationer eller også var arbejdet af en art, som jeg ikke ville
kunne påtage mig.
Ugen efter kom uundgåeligt den lørdag, hvor
jeg for sidste gang skulle møde op på mit arbejde hos Mende. Der var intet
usædvanligt at mærke på de andre, men jeg tror alligevel at enkelte af dem var
lidt trykkede ved situationen, for vi havde efterhånden lært hinanden at kende
som gode arbejdskammerater, og det føltes derfor ikke rigtigt, at vi nu skulle
skilles for altid. Men lukketid kom kl.14 og efter at have ryddet op på mit
arbejdssted, gik jeg rundt og gav hånden til afsked, først til butiks- og
lagerpersonalet og siden til direktøren og kontordamerne, som alle ønskede mig
held og lykke i fremtiden. Ak, ja, de kunne jo ikke vide, hvilke vanskeligheder
jeg stod over for.
Det var med stort vemod, jeg den eftermiddag cyklede
hjem til Øster Farimagsgade. Da det ikke var lykkedes mig at finde andet
arbejde i løbet af den forgangne uge, vidste jeg, at der på kort sigt ikke var
nogen anden udvej, end at jeg på mandag måtte gå den tunge gang til
Socialkontoret, for at bede om hjælp til at klare dagen og vejen.
Mine forældre så sig ikke i stand til at
hjælpe os, og mor blev som sædvanlig tavs og indelukket og pillede sig i de
røde knopper, der slog ud i hendes ansigt, da hun hørte om vores situation. Så
gik hun, ligeledes som sædvanlig, ud i køkkenet for at lave den obligatoriske
kaffe. Far blev så vred over det, han hørte, at han straks efter gik ned i kælderen,
hvor han havde sit værksted, der i reglen også rummede en kasse øl. Her drak
han formentlig en bajer eller to, for at komme sig over tanken om sin ældste
søns fortsatte dumhed og uduelighed.
På det tidspunkt i 1952, der her er tale om,
var Else og jeg en dag på besøg hos min moster Ditte, som boede i en lille
toværelsers lejlighed på tredie sal omme i bageste baggård til Ryesgade nr. 56,
og vi kom uvægerligt til at snakke om vores, Elses og min, øjeblikkelige og
uholdbare situation. Dertil kom, at vi nu ventede barn, og at vi derfor blev
nødt til at finde os et andet og større sted at bo. Men samtidig var vores
økonomiske situation så anspændt, at vi ikke havde råd til at leje en lejlighed
lige med det samme. Min søde, rare hjerterums-moster sagde da: "Ja, men I
kan da bo her hos mig for under det halve af, hvad I nu betaler i husleje, så
I kan spare sammen til at få jeres egen lejlighed!" "Tak, kære
moster!" sagde jeg, "men du har kun to værelser at råde over, og I er
jo tre personer! Vil der så kunne blive plads til Else og mig!?"
"Ja, sagtens!" svarede hun og tilføjede: "Judith kan sove inde
i stuen hos mig og min ven, og så kan I ha' værelset for jer selv!"
Hvilken generøsitet udviste min kære moster
ikke ved denne lejlighed! På trods af ringe plads i lejligheden, tilbød hun, at
den da ca. 7-8 årige datter Judith kunne sove på en udtræksseng inde i stuen,
hvor hun selv og ofte også hendes daværende ven sov på divanen, der om dagen
fungerede som siddeplads. Jeg ved faktisk ikke, hvad der gik af mig, da jeg
sagde ja tak til tilbudet. Endnu engang tænkte jeg mig ikke ordentlig om, for
havde jeg gjort det, ville jeg have indset, at det var at udnytte min mosters
godhjertethed. Men udsigten til at kunne spare penge i den situation, Else og
jeg befandt os i, gjorde desværre udslaget.
Min moster Ditte havde på det tidspunkt et
job som servitrice på et eller andet værtshus i byen, og hendes arbejde
begyndte normalt først om eftermiddagen, men varede til gengæld til over
midnat. Hun tjente ifølge eget udsagn mange penge, især drikkepenge, men
hendes arbejdstid gik desværre i høj grad ud over datteren Judith, som praktisk
taget aldrig så sin mor. Om morgenen stod en tydeligvis meget søvnig Ditte op,
for at sende datteren i skole, og efter skoletid, når pigen kom hjem fra skole
omkring kl.14, skulle Ditte af sted på arbejde. Der var derfor truffet aftale
med en anden af opgangens kvindelige beboere, som havde en datter, der var
jævnaldrende med Judith, og som hun gik i klasse med, om at tage sig af pigen
om eftermiddagen, indtil en anden af mine mostre, Lilly, som boede i nr. 56 på
femte sal, var kommet hjem fra sit fabriksarbejde og kunne sørge for, at Judith
og hendes egen adoptivsøn, Tom, fik aftensmad og kom i seng i ordentlig tid.
Tom var jo i øvrigt biologisk søn af Ditte, men var som mindreårig blevet
adopteret af barnløse Lilly, som han derfor betragtede som sin mor. Men når
Ditte så kom hjem, ofte først sent på natten, hentede hun Judith på vejen og
tog hende med hjem og lagde hende i seng. Denne især for barnet ikke særlig
heldige ordning skyldtes, at Lilly skulle møde meget tidligt om morgenen på sit
arbejde, og hun turde derfor ikke lade den da 10-årige søn være alene om
ansvaret for pigen. Drengen var derimod
vant til at klare sig selv, og han havde af sikkerhedshensyn desuden strenge retningslinjer
at gå efter.
Imidlertid kom vi vores værtinde i forkøbet,
idet vi selv sagde op til fraflytning næste første i måneden. Så snart jeg
havde fået vished for, at vi havde et andet sted at bo, opsøgte jeg den ofte
vrantne kvinde og meddelte hende, at vi ville flytte snarest muligt. "Det
glæder mig!" sagde hun, "men Dem, Rasmussen, har jeg nu ikke noget
imod, det er kun Deres kone, jeg ikke kommer godt ud af det med!"
Da dagen for flytningen kom, det var omkring
den 1. august 1952, lejede jeg en budcykel med lad, og den læssede jeg med de
få ejendele, vi havde, og kørte derefter via Sølvgade, Fredens Bro og
Fredensgade over til Ryesgade. Det tog os kun et par timer at flytte vores
habengut, der mest bestod af mit tøj og mine ting, deriblandt min uundværlige og
afholdte Le Klint-lampe, som stadigvæk så ny ud. Else havde dengang ikke meget
andet end det tøj, hun gik og stod i, så det var hurtigt overset. Møbler havde
vi praktisk taget ingen af, for vi havde begge hidtil boet på lejede, møblerede
værelser.
I det
værelse hos min moster Ditte, som vi skulle bo i, var der kun en
enkeltmandsseng, et lille bord og to stole, en kommode samt et mindre
klædeskab. Kommoden og klædeskabet måtte vi dog dele med Ditte, hvilket også
let lod sig gøre, idet Else kun havde nogle sæt undertøj, et par sweaters, en
frakke og et par kjoler, mens jeg selv havde en del undertøj, et par sweaters,
en jakke, flere par benklæder og en frakke. Desuden havde vi, foruden de
vintersko, vi gik med, hver et par sommersko og et par sandaler. Og nu skulle
vi tilmed tænke på, at der om cirka 6 måneder ville komme en ny lille baby til
verden, som krævede sit af tøj, barnevogn, seng og andet. Endelig havde vi også
gjort os klart, at bofællesskabet med min moster kun skulle være af kortest
mulige varighed, idet jeg håbede på snarest at skaffe mig et arbejde, som vi
ville kunne leve anstændigt af. Det skulle desværre komme til at gå anderledes
end ønsket og planlagt.
Den dag kom uundgåeligt, da Else og jeg
tvunget af omstændighederne desværre blev nødt til at gå den tunge gang til
Socialkontoret i Ravnsborggade, som lå lige ved siden af Nørrebros Teater, og
anmode om hjælp til både det ene og det andet. Det var et uhyggeligt sted med
svagt okkergule vægge og gange med gråmalede døre ind til de mange kontorer,
stedet rummede. Her tronede de magtfulde socialrådgivere, som ikke var blevet
mildere af de mange og ofte meget ubehagelige, til tider ligefrem voldelige
oplevelser, de havde haft med nogle af deres klienter, som for det meste kom
fra de slumagtige kvarterer på indre Nørrebro. Men til min behagelige
overraskelse blev vi venligt modtaget af en midaldrende kvindelig
socialrådgiver, som diskret spurgte os ud om vores forhold og omstændigheder,
og jeg tror, at hun straks fornemmede eller forstod, at ingen af os var almindelige
eller med udsigt til at blive permanente socialklienter. I hvert fald fik vi,
foruden en midlertidig ugentlig kontantydelse, også tildelt en bred dobbeltseng
med tilbehør, samt en overfrakke og et par sko til hver af os.
Det var med betydelig lettelse, at Else og
jeg den dag vendte tilbage til baggårdsværelset hos min moster i Ryesgade. Hun
var lige stået op, da vi kom hjem omkring kl.11 om formiddagen, og hun blev
tydeligvis glad på vores vegne over at høre de gode nyheder. Nu kunne vi med en
vis sindsro se fremtiden i møde og håbe på, at der snart ville vise sig noget
arbejde, som jeg ville kunne få og påtage mig. Hver morgen købte jeg
Berlingeren og studerede stillingsannoncerne, men der var stadig ikke ledige
stillinger, der egnede sig for mig eller som jeg egnede mig til.
Til trods for min mosters store
imødekommenhed og gæstfrihed, gik afhængigheden af hende mig efterhånden mere
og mere på, og jeg blev til sidst dybt deprimeret over tingenes tilstand, som
jeg åbenbart ikke selv kunne gøre ret meget ved. Det bidrog heller ikke til at
forbedre mit humør, at min moster af nødvendighedsgrunde sov til langt op ad
formiddagen, men værre forekom det mig, at Else også gjorde det, fordi hun ikke
havde noget arbejde at skulle passe. Selv stod jeg forholdsvis tidligt op om
morgenen, dels fordi jeg aldrig har hørt til syvsovernes kategori, og dels
fordi jeg var nødt til det. Hver formiddag skulle jeg nemlig møde op på
Socialkontoret for at få et stempel i en lille regnskabsbog. Det var
betingelsen for, at man kunne få udbetalt den ugentlige kontantydelse om
fredagen. Man fik kun udbetalt penge for de dage, man var mødt op og havde fået
sit stempelmærke i bogen, så det gjaldt om at møde frem hver eneste dag, også
de dage, hvor man måske var syg. Hvis man var rigtig syg og måtte ligge i
sengen, kunne man dog få udbetalt sygedagpenge, dog under forudsætning af, at
der forelå en gyldig lægeerklæring.
Min moster Ditte var en køn og velskabt lille
dame på dengang 31 år, som havde været gift et par gange tidligere, men som nu
var fraskilt og boede alene med det ene af sine to børn, datteren Judith, som
så vidt jeg husker, gik i anden klasse på det tidspunkt. Moster Ditte var
imidlertid glad for mænd og sex og ville nødigt undvære nogen af delene ret
længe ad gangen, og hun havde da også en fast kæreste, som jævnligt overnattede
hos hende. Manden var lidt yngre end hende, hvilket næppe har haft nogen
betydning, men det havde det til gengæld, at han var gift og også havde børn.
Forholdet mellem Ditte og ham var derfor i virkeligheden udsigtsløst, i den
forstand, at hverken Ditte eller hendes kæreste havde tænkt sig andet end at
have fornøjelig og åbenbart tiltrængt sex med hinanden.
Uden at være specielt nysgerrig, fandt jeg
efterhånden ud af, hvordan de to kunne dyrke sex med hinanden, når datteren
Judith også skulle sove i samme værelse som de selv. Men det klarede de
åbenbart på den måde, at de først havde samleje, efter at datteren var gået af
sted til skolen. Da kunne man til gengæld høre dobbeltsofaens tiltagende og
taktfaste knagen, samtidigt med lange suk og støn fra de to ’duellanter’,
indtil der brat faldt fuldkommen ro og stilhed over gemytterne og stedet. De to
gjorde ikke noget specielt for at skjule for Else og mig, når de havde sex med
hinanden, men min moster tilhørte en generation og en tid, hvor man ikke talte
direkte om den slags for pæne og anstændige borgere højst upassende emner.
En af de morgener, hvor jeg stod ved
håndvasken i min mosters lille køkken, som havde et smalt etfags vindue ud mod
ejendomskompleksets mellemste baggård, fangedes mit blik af et overraskende
syn. I mellembygningen lige over for vendte køkkenerne ud mod samme baggård, og
i et af køkkenvinduerne, som dels var større og bredere end min mosters
køkkenvindue, og som dels lå en etage lavere end dette, så jeg en smuk yngre og
helt nøgen kvinde stå foran køkkenvasken og gøre sig i stand. Synet af nøgne
kvinder havde ikke været nogen hverdagsbegivenhed i min hidtidige levetid, hvor
forholdet mellem kønnene endnu var præget af moralske levn fra Victoriatidens
snerpede holdning til alt, hvad der hørte kønslivet til. Selv på stranden om
sommeren, fik man så godt som aldrig lejlighed til at se andet og mere af det
andet køn end et par bare lår og bare arme, resten af kroppen var dækket af den
tids tækkelige form for badedragt. For de allerfleste mænd dengang, var den
nøgne kvindekrop derfor ikke så lidt af et mysterium, som der blev udfoldet
mange forgæves anstrengelser for i det mindste af få bare et lille bitte glimt
af, når en sjælden gang lejligheden bød sig.
Der udkom også dengang, da jeg var barn og
ung mand, forskellige illustrerede erotiske blade og magasiner, som solgtes i
kioskerne. Et af de danske magasiner hed f.eks. "Varieté", men
billedudvalget heri var dog ikke særlig dristigt eller provokerende. Bladene
stod i reglen på lidt afsides hylder i butikken, så man kunne snige sig til at
få et glimt af forsiderne, der for det meste kun afbildede nøgne kvinder. Men
til stor skuffelse for os drenge, var de såkaldt prekære dele af den nøgne
kvindekrop, dvs. bryster og kønsdele, dækket af et smalt, gult papirbånd.
Nogle drenge pralede med, at de lejlighedsvis havde dristet sig til at kigge
ind bag papirbåndet og set "det hele". Det var dog sådan, særlig i de
såkaldte "franske blade", at brystvorter og kønsbehåring var
retoucheret væk, lige som enhver antydning af kønsrevnen var skjult bag ved en
lidt for kluntet retouche, hvilket alt sammen så højst mærkværdigt og
unaturligt ud. Det var derimod ikke tilfældet i nudistbladet "Sol og
Sundhed", som bag det obligatoriske og påbudte gule papirbånd faktisk
viste hele den usminkede sandhed, men da bladets formål var propaganda for
nudismens påståede sundhed for krop så vel som for sjæl, var billederne i
reglen noget af det mest kedsommelige, man kunne se inden for
nøgenfotografering. Billederne var med andre ord ikke seksuelt stimulerende
eller ophidsende, sådan som tilfældet trods alt kunne være med de erotiske
danske og franske blade.
Få år efter krigen var der dog sket et lille
fremskridt, hvis man ellers vil og kan kalde det sådan, i badedragtmoden. Den
altid årvågne modebranche opkaldte af en eller anden grund dén todelte minibadedragt,
som man lancerede efter atombombeprøvesprængningerne i 1947 på øen Bikini,
for netop Bikinien. Denne diminutive form for badedragt blev siden da den
foretrukne badedragt stort set i hele den vestlige verden, dog især for yngre
kvinder. Men selv om den viste lidt mere af kvindekroppen, end man hidtil
havde kunnet få at se på badestrandene eller i middagsaviser og visse
billedblade, syntes mange mænd, at også bikinien dækkede for meget af de
kvindelige ynder. Langt senere kom så den såkaldt topløse mode, dvs. bare bryster,
medens trusserne skrumpede ind til en såkaldt G-streng, en diminutiv lille
trekantet stykke tøj, der lige akkurat dækkede kønnet og kønsbehåringen, men
som lod balderne til fuldt skue. Skridtet til den top- og bundløse mode var
derfor ikke langt eller stort, men selv om en del yngre kvinder også smed badetrusserne
i 1960'erne og 1970'erne, slog denne nøgen-mode dog aldrig rigtigt igennem hos
den store del af befolkningen.
En
nøgen kvinde var dog ikke noget helt unikt for mig, idet jeg jo i min elevtid
hos Akademiet for Fri og Merkantil Kunst havde deltaget i model- og
croquis-tegning. Men selv om man da var kommet relativt tæt nok på modellen,
til at se, hvordan denne var skabt og så ud mere intimt, så havde det
overhovedet ikke virket seksuelt stimulerende, i hvert fald ikke på mig.
Men denne morgen i 1952 stod jeg altså ved
min mosters køkkenvindue og betragtede en smuk, yngre og helt nøgen kvinde, som
ganske ugenert vaskede sine bare yndigheder, stående ved vasken bag sit køkkenvindue.
Det efterlod mig i lettere ophidset anspændthed, så meget mere, som Else og
jeg på det tidspunkt rent faktisk ikke havde haft samleje, siden vores første
barn blev undfanget, og som andre normale mænd havde også jeg et vist behov for
at lette hormonpresset. Men tiden tillod mig ikke at henfalde til hverken
erotiske eller selvmedlidende tanker, for jeg skulle af sted til noget så
nedslående og realistisk som Socialkontoret.
Men seancen med den badende nøgne unge kvinde
gentog sig i den følgende tid så godt som dagligt hver morgen, og på et
tidspunkt mener jeg, at hun blev opmærksom på, at nogen iagttog hende, for jeg
gjorde intet for at skjule, at jeg stod bag køkkenvinduet og så til. Tværtimod
forekom det mig, som om hun gjorde ekstra meget ud af at bade sine velformede,
mellemstore bryster, som hun med en stor svamp masserede i bløde, langsomme
cirkelbevægelser. Og netop den omstændighed, at hun ikke gjorde noget, for at
skjule sin ligefremme og naturlige adfærd, som f.eks. at trække gardinerne for,
overbeviste mig om, at hun intet havde imod, at jeg betragtede hende. Jeg
kendte hende ikke og vidste ikke hvem hun var, men uanset det, er jeg hende
taknemmelig for, at hun indirekte bidrog til at give mig et mere naturligt og
frit syn på det dejlige, nøgne kvindelegeme, som er et af Vorherres vidundere i
denne verden.
Hvad i øvrigt angår kvindekønnet, så havde
jeg som ung og yngre nok en noget idealistisk og romantisk opfattelse af dettes
fortræffeligheder, hvilket formentlig i hovedsagen skyldtes manglende erfaring
og viden fra min side. Men jeg opfattede kvinder som kyske, uskyldige og næsten
engleagtige væsener, der vakte og forventede en ridderlig mands omsorg og
beskyttelse. Dette urealistiske kvindebillede så jeg personificeret i Snehvide
i tegnefilmen ”Snehvide og de syv dværge”, og jeg så det også lyslevende for
mig i hovedpersonen i H.C. Andersens dejlige eventyr ”Den lille Havfrue”.
På mine morgenture frem og tilbage mellem vores
logis i Ryesgade og Socialkontoret i Ravnsborggade, lagde jeg tit vejen om ad
Blegdamsvej, og det hændte, at jeg gik en tur ind gennem Fælledparken. På den
tid af dagen lå det store parkterræn så godt som øde hen, og der var derfor rig
lejlighed til at fordybe sig i sine egne tanker, uden at risikere at blive
forstyrret af omgivelserne. Her modnedes efterhånden tanken om at lave en
langtegnefilm over H.C. Andersens eventyr Den lille Havfrue. Da jeg
kendte eventyret ud og ind, gik jeg og udformede filmens handling og scenerier
i tankerne, og til sidst følte jeg mig så fortrolig med eventyrets
persongalleri, at jeg næsten kunne se dem frem for mig. Udover den i sig selv
ydre og billedrige handling i eventyret, så rummer dette jo også et af de
allervigtigste temaer i Andersens livs- og verdensanskuelse og i hans digtning,
nemlig tanken om sjælens udødelighed. Det selv samme emne havde optaget mig
lige siden jeg omkring 1946 for første gang stiftede bekendtskab med
yoga-filosofien, i hvis tanke- og forestillingsverden sjælens udødelighed er et
kardinalpunkt. Så også af den grund, eller ikke mindst derfor, kom eventyret
”Den lille Havfrue” til at betyde så meget for mig, at jeg stort set har
beskæftiget mig med det det meste af mit liv.
Herover til venstre ses et af mine
første blyantsudkast til hovedpersonen i langtegnefilms-projektet ”Den lille Havfrue”.
Til højre ses hun på en farvelagt celluloid. På det tidspunkt havde jeg endnu
ikke navngivet hende ”Lara”, som hun mange år senere kom til at hedde i den
drejebog, som jeg i 1986 skrev i forbindelse med en projektansøgning til Det
Danske Filminstitut. – Tegninger: © 1952 og 1954 Harry Rasmussen.
Tegningen til
venstre viser et udkast til den grumme figur, Havheksen, med sin yndlingstudse,
kaldet ”Poppedreng”, på skulderen. – Tegningen til højre viser en af de små
fisk, som er den lille Havfrues legekammerater. Fisken titter frem bag den
statue, som efter et skibsforlis er sunket ned til havets bund. Den lille
Havfrue synes, at statuen ligner prinsen, som hun er forelsket i. - Tegninger:
© 1952 Harry Rasmussen.
Siden
tegnefilmens barndom havde det altid været et problem for animatorer, at tegne
og især animere såkaldt seriøse, dvs. realistiske figurer, særlig mennesker.
Indtil dato var det stort set faktisk ikke lykkedes at fremstille tegnede og
animerede menneskefigurer på virkelig overbevisende måde. Hidtil havde man grebet til den udvej og
pseudoløsning, at optage de pågældende personer live-action, dvs. på realfilm,
som så blev overført til tegnefilm via rotoscopering. For Disneys vedkommende
gjaldt det især Snehvide, Prinsen, den onde Dronning og Heksen, og det gjaldt
ligeledes Askepot, Prinsen, Den onde Stedmoder og de onde Stedsøstre. I
Fleischers tilfælde gjaldt det Gulliver, Prins David og Prinsesse Glory, og
denne fremgangsmåde benyttede Disney-studierne også i en del af deres følgende
langtegnefilm.
Herover ses et par skitser til
henholdsvis Havheksen og hofnarren Bajazzo. Sidstnævnte forekommer ikke i
eventyret ”Den lille Havfrue”, men blev indført, for at skabe et modspil til
prinsen, som senere fik navnet Antonio. – Tegninger: © 1952 Harry Rasmussen.
Et par udkast til filmens to konger.
Tilvenstre er det den konge, som er far til prinsesse Santa, som prinsen bliver
gift med til slut. Tilhøjre ses den konge, der er prinsens far. I den senere
udgave af drejebogen til tegnefilmen ”Den lille Havfrue”, 1986, ændrede jeg de
to kongers og ligeledes de øvrige figurers udseende. – Tegninger: © 1952 Harry
Rasmussen.
Processen med at optage live-actionfilm af
tegnefilmenes mere eller mindre seriøse personer, blev nærmest standard, især i
amerikansk tegnefilmproduktion og først og fremmest hos Disney. Fra og med
"Askepot" (1950) optog man her faktisk på forhånd så godt som hele
filmens handling i live-action, således at animatorerne i nogle tilfælde kunne
rotoskopere bevægelserne og i andre tilfælde hente inspiration fra
skuespillernes karakterisering af de tegnefilmsfigurer, de skulle fremstille
og som de i reglen også lagde stemme til.
Efter at have gjort mig bekendt med den nye og relativt forenklede
tegnestil, der var begyndt at blive anvendt i amerikansk tegnefilm, ikke mindst
hos United Productions of America (UPA) og til en vis grad også hos Disney,
tegnede jeg blandt andet ovenstående udkast til, hvordan jeg på det tidspunkt
mente, at de to hovedfigurer i tegnefilmen ”Den lille Havfrue” eventuelt kunne
se ud. – Tegning: © 1952 Harry Rasmussen.
Men når det gjaldt tegnefilmenes helte og
heltinder, forfaldt man i 1950'-70'erne stadigvæk til den fade ugeblads- og
glansbilledstil. Ingen kendte på det tidspunkt tilsyneladende løsningen på
problemet med de seriøse tegnefilmsfigurer. Man havde nemlig endnu ikke
forstået, at lige som de deciderede tegnefilmsfigurer så at sige per
definition altid er og bør være mere eller mindre karikerede, så vel af
udseende som i bevægelser, således bør de såkaldt seriøse figurer eller
personer også i en eller anden grad repræsentere karikaturen. Det kunne man se
et par udmærkede eksempler på i Disneys langtegnefilm Pinocchio fra
1940, men som først havde Danmarkspremiere i Palads Teatret den 25. maj 1950.
De to figurer, jeg her hentyder til, er træskæreren Gepetto og - især -
marionetteaterdirektøren Stromboli. Så vidt jeg ved, er Stromboli ikke
rotoskoperet, men det er til gengæld Gepetto og Feen, sidstnævnte ligner
nærmest en bleg afglans af Snehvide. Hvilket forresten ikke er så underligt,
idet det var samme danserinde, nemlig Margie Bell alias Margaret Belcher alias
den senere meget berømte solodanserinde Marge Champion, der i begge tilfælde
agerede som live-action forbillede for de to figurer. Men bortset fra det,
viste det sig, at Disney-folkene med tiden lærte den svære kunst, at tegne og
animere "seriøse" karikaturer af mennesker uden brug af rotoskopi,
hvilket jeg senere skal vende tilbage til.
Men her i lille Dannevang vidste vi
tegnefilmfolk endnu ikke i 1950'erne, hvor løsningen på de seriøse
tegnefilmfigurers udseende lå. Dog, uden at ville skamrose mig selv, var jeg
faktisk inde på en mulig løsning, da jeg i foråret-sommeren 1952 lavede nogle
skitsemæssige udkast til bl.a. den lille havfrue og prinsen. Ikke sådan
forstået, at de figurudkast, jeg havde tegnet, var særlig fremragende, men
blot, at de pegede i retning af den tendens til forenklet "seriøs"
karikaturstil, når det drejer sig om menneskelige figurer, der en del år
senere i princippet slog igennem i international tegnefilmproduktion, herunder
ikke mindst i Disneys langtegnefilm.
Det var naturligvis især inspirationen fra
Disney-filmen "Alice i Eventyrland", der gjorde sig gældende hos mig,
og det var mere selve stilen end figurerne som sådanne, der smittede af på min
egen måde at tænke og tegne på. Alice og hendes storesøster var tydeligvis
rotoskoperet, for Alice's vedkommende dog knapt så markant som i søsterens
tilfælde. Dette syntes derimod ikke at have været tilfældet for filmens øvrige
menneskefigurer: Den gale Hattemager, Hjerter Dame og Kongen, som formentlig
mere eller mindre var tegnet og animeret frit, på principielt samme måde som
med filmens mere groteske og komiske figurer, men i nogle af tilfældene dog med
reference til live-action optagelser. Situationen var jo den, at man af
arbejdstidsbesparende og dermed økonomiske grunde i hvert fald fra og med
”Askepot” (1950) i stigende grad og mere konsekvent var begyndt at benytte sig
af live-action optagelser som forlæg for tegnefilmene. I begge de nævnte
tilfælde blev filmene faktisk først optaget som live-action med rigtige
skuespillere i rollerne, men som dog optrådte i interimistiske dekorationer,
sådan som man senere også gjorde i spillefilm, hvori personerne i den færdige
film optræder i et landskab eller miljø, som ikke findes i virkeligheden.
Før
den såkaldte ”blue-screen” teknik blev opfundet og var blevet
standardprocedure, når det gjaldt live-action trickoptagelser, filmede man
ganske enkelt situationerne i interimististiske dekorationer i det almindelige
ateliermiljø. Det betød jo ingenting, så længe man bare tydeligt kunne skelne
de optrædende personers omrids og bevægelser fra dekorationer og baggrund.
Personerne og disses bevægelser skulle jo alligevel aftegnes på papir og siden
rettes til efter de modelkort, som angav tegnefilmfigurernes udseende. Den
teknik blev som nævnt eksempelvis brugt af Disney under produktionen af
”Snehvide og de syv dværge” (1937) og af Max Fleischer under produktionen af
”Gullivers rejse til Lilleputternes land” (1939).
Her ses en scene
fra reklamefilmen for DÄNA Margarine (1963), som var en blanding af
real- og tegnefilm. Som det ses, er ’baggrunden’ optaget som live action, medens pigen er tegnet og
animeret på traditionel vis og sammenkopieret med realfilmen. Pigen er tegnet
og animeret af Harry Rasmussen. – Foto fra filmen: © 1963 A/S Nordisk
Tegnefilm.
Den teknik, hvor skuespillerne optræder foran
en såkaldt ”blue screen”, blev især taget i anvendelse, når en skuespiller
f.eks. skulle fremtræde på enten en speciel live-action baggrund eller på en
tegnet eller malet baggrund. I de tilfælde sørgede man derefter for, at aktøren
matchede med enten de reale filmoptagelser eller med de tegnede eller malede
baggrunde, eller som tilfældet blev endnu senere, hvor det var blevet teknisk
muligt at matche live-action-skuespillerne med f.eks. computergenererede
dekorationer eller omvendt. Den sidstnævnte teknik anvendes i stor udstrækning
i mange nyere spillefilm, dvs. film fra 2000-årene og fremefter.
I
øvrigt anvendes den computergenererede animation og teknik i de seneste år også
til at lave de stuntnumre i spillefilm, som tidligere blev udført af levende
stunt-folk, mænd såvel som kvinder. For selv om der altid var og er blevet
taget hensyn til sikkerheden i forbindelse med udførelsen af risikable eller
ligefrem farlige stunts, så hændte det dog, at en stuntman eller stuntwoman kom
til skade under optagelserne.
Dagene sneglede sig af sted og den ene dag
gled umærkeligt over i den næste, uden at der skete noget nævneværdigt i
privatlivet. Som månederne gik, blev Else selvfølgelig rundere og trindere
omkring maven, og vi glædede os naturligvis til barnets fødsel, som var blevet
beregnet til at skulle ske primo eller medio januar 1953.
I mellemtiden reagerede jeg på flere stillingsannoncer
og henvendte mig til de pågældende firmaer, kun for at få at vide, at jeg ikke
havde de fornødne kvalifikationer eller at stillingen allerede var blevet
besat. Men en skønne dag lykkedes det endelig, da jeg på grundlag af en
avisannonce henvendte mig til elektrikerfirmaet J. Jørgensen & Søn i
Langebrogade på det vestlige Christianshavn. Direktøren, der via sin kone var i
familie med den magtfulde ejer og direktør for stenfiskerfirmaet Carl Nielsen
A/S, og værkføreren, der var gift med chefens datter, hørte venligt på, hvad
jeg kunne fortælle dem om mig selv, og derefter bad de mig om at vente ude i
forkontoret. Cirka fem minutter senere blev jeg atter kaldt ind, og direktøren
forklarede mig, at selvom jeg måske ikke lige havde de kvalifikationer,
stillingen som lagerekspedient i et el-firma krævede, ville de alligevel
gerne give mig en chance for at bevise, at jeg kunne bruges. Det var derfor med
glæde og taknemmelighed, at jeg sagde ja tak til tilbuddet om en prøvetid på
tre måneder. I den tid ville jeg dog få en lidt mindre løn, end tilfældet ville
være efter endt prøvetid, men hvor meget det drejede sig om i kroner og øre,
husker jeg ikke længere.
Det var en ovenud glad og lettet mig, der den
dag kunne vende hjem til Else og fortælle, at jeg ikke alene havde fået arbejde,
men at jeg allerede skulle begynde næste morgen kl.8. og at arbejdstiden var
til kl.17 og at lønnen ville blive udbetalt hver torsdag. Men jeg husker som
nævnt ikke længer, hvor stor – eller lille - min ugeløn var. Men den var i
hvert fald stor nok til, at vi ville kunne klare til dagen og vejen. Else blev
naturligvis også lettet og glad, da hun hørte de gode nyheder, for nu havde vi
i bedste fald udsigt til snart at kunne klare os selv og forsøge at finde en passende
lejlighed, at bo i.
Allerede
samme dag gik jeg hen på Socialkontoret og fortalte min socialrådgiver, hvad
der var hændt, og hun udtrykte glæde og tilfredshed på mine vegne og sagde, at
hun bestemt også havde regnet med, at jeg kun ville være en midlertidig og
kortvarig klient. Desuden sagde hun, at vi ville få udbetalt kontanthjælp til
jeg første gang fik udbetalt løn, så at vi kunne klare os økonomisk. Derefter
gav hun mig hånden og ønskede held og lykke i fremtiden.
Eftersom jeg syntes der ville være for langt
at cykle, var det derfor en noget spændt mig, der næste morgen tog sporvognen
ud til stoppestedet lige over for Kalvebod Bastion, hvor jeg stod af og
spadserede om til Langebrogade, hvor firmaet lå. Efter at have fået anvist en
aflåst høj og smal metalboks i lagerpersonalets garderobeskab, hvor jeg kunne
hænge mit overtøj og anbringe min taske med madpakken, blev jeg præsenteret
for den mand, som stod for udleveringen af værktøj og materialer til firmaets
ansatte elektrikersvende. Hans navn husker jeg ikke. Lagerekspedienten
forklarede mig lidt uvilligt og en smule bistert, at ingen skrue eller
duppedit måtte udleveres uden rekvisition og fornøden underskrift for modtagelsen
af materialet. Der var hver eneste dag stor travlhed i firmaet, hvis elektrikere
dels arbejdede med elektriske installationer eller reparationer på nybygninger,
i forretninger eller private hjem, og dels på skibe i havnen. Det var særlig
det tidligere nævnte stenfiskerfirma, Carl Nielsen A/S, der havde mange
specialskibe og som var en af de største kunder hos J. Jørgensen & Søn.
Efter at jeg var blevet sat nogenlunde ind i,
hvad de forskellige elektriske duppeditter og dingenoter hed eller blev kaldt,
gik arbejdet let og blev i løbet af nogle uger nærmest rutine og derfor
utroligt kedsommeligt. Jeg lærte, at der var dupsko og kabelsko, han- og
hunstik og meget andet og mere, og at nogle af Danmarks største el-fabrikker
hed LK (Laurits Knudsen) og NES (Nordsjællands Elektricitets Selskab). Disse to
storfirmaer blev en del år senere slået sammen under navnet LK-NES, og her var
min altid heldige og økonomisk bedrestillede fætter Dennis forresten i en lang
årrække ansat som disponent.
Min overordnede på lageret var en midaldrende
mand, som straks fra begyndelsen viste sig ikke at være noget behageligt eller
rart menneske. Han var tit sur og gnaven, hvilket han med eller mod sin vilje
ofte lod gå ud over mig, som han kritiserede for snart det ene og snart det
andet. Men selvom jeg ind imellem lod mig gå på af det, valgte jeg dog at lade
som ingenting, for det var altafgørende for mig, dels at jeg bestod prøvetiden
og dels at jeg kunne beholde arbejdet, indtil noget andet og bedre forhåbentlig
viste sig. Det var jo tvingende nødvendigt at tjene pengene, men inderst inde
følte og vidste jeg med mig selv, at dette kedsommelige arbejde under alle
omstændigheder kun skulle være midlertidigt. Det var stadigvæk mit håb og min
drøm, at jeg en dag ville kunne vende tilbage til arbejdet med professionel
tegnefilm, men lige for tiden var den danske tegnefilmbranche så godt som
ikke-eksisterende.
Det var nu ved at blive vinter igen, men der
var ikke nogen kakkelovn på det værelse, vi boede i. Derfor måtte vi i reglen
have døren stående åben, for at varmen fra kakkelovnen i stuen kunne trænge ind
og lune værelset nogenlunde op. Else sørgede daglig for at hente en rulle
optændingsbrænde og en spand kul eller koks nede hos brændselshandleren, men
efterhånden som månederne gik, og hun blev højgravid, magtede hun det ikke
længere. Så var det min mosters mindreårige datter, Judith, der mere eller
mindre velvilligt blev sendt ned efter brændsel, for min kære moster Ditte var
ikke meget for at gøre det selv, og desuden sov hun i reglen til langt op ad
formiddagen, fordi hun kom sent hjem fra sit arbejde som servitrice.
I de måneder, vi boede hos min moster, fik
jeg kun tegnet de tidligere ovenfor nævnte figurskitser til "Den lille
Havfrue", hvilket bekymrede mig, for jeg ville gerne holde tegneriet ved
lige. Men indtil videre måtte jeg nødtvungent lade det hvile. Det var dog
konstant i min tanke, at jeg ville forsøge at gøre alvor af planen om at lave
en langtegnefilm over eventyret "Den lille Havfrue", og i den forbindelse
havde jeg naturligvis "Fyrtøjet"s producent, direktør Allan Johnsen i
tankerne. Men jeg tænkte mig også muligheden af, at den meget berømte og
folkekære teater- og filmskuespiller Ib Schønberg måske kunne bidrage til at få
projektet op at stå. Han var nemlig almindelig kendt for sin store
hjælpsomhed, ikke mindst når det gjaldt yngre folk, der gerne ville sætte noget
i gang inden for teater og film. Jeg skrev derfor først til Ib Schønberg, som
boede på Wodroffsvej lige ved siden af Kino-Palæet, og nogle dage efter fik jeg
følgende korte, men venlige svar fra ham:
(Brevet er udateret og af konvoluttens
poststempel er kun datoen den 21. og årstallet 1952 læseligt)
"Herr
Harry Rasmussen,
Ryesgade 56 F.-3.th. - Ø.
Tak for Deres
venlige brev. Deres idé lyder meget interessant og jeg vil anbefale Dem at
henvende Dem til
en af vore producenter
og få ham interesseret i Sagen. Jeg håber det må lykkes for Dem.
Med venlig
Hilsen
sign. Ib Schønberg
(Ib
Schønberg)."
Med sådan et brev, hvor venligt det end var
formuleret, kunne man jo ikke komme langt. På forhånd havde jeg ikke forventet
mig noget fra en mand, som jeg vidste nærmest blev oversvømmet med både
fanbreve og tiggerbreve. Derfor blev jeg egentlig ikke skuffet, og desuden var
der jo det positive i Schønbergs brev, at han åbenbart fandt ideen med havfruen
som tegnefilm god. I modsat fald ville han formentlig have formuleret sig mere
forbeholdent. Hans anbefaling fulgte jeg dog alligevel, men herom lidt senere.
Det forholdt sig fortsat sådan, at jeg var
den første, der stod op om morgenen, og derfor havde jeg køkkenet helt for mig
selv til at gøre mig i stand i. Arbejdstiden begyndte jo kl. 8, så jeg skulle
allerede hjemmefra kl. 7.15, for at nå at være på arbejdsstedet lidt før
arbejdstiden begyndelse. Direktøren så helst, at de ansatte kom mindst ti
minutter før tiden, så at arbejdet kunne påbegyndes præcist. Medens jeg stod og
barberede mig foran vasken ved køkkenvinduet, spejdede jeg efter at få et glimt
af den unge dame ovre i den anden bygning, men det var formentlig for tidligt
på dagen for hendes vedkommende, for jeg fik hende ikke mere at se om
hverdagen. Derimod hændte det, at hun var at se på søndage, og herunder gentog
hun stort set den samme badeprocedure, som jeg tidligere havde været
interesseret vidne til.
Selvom Elses og mit seksuelle samliv egentlig
var gået i stå eller sat i bero, så at sige, så hændte det dog ved en enkelt
lejlighed, at vi havde samleje, også til trods for, at hun på grund af
graviditeten efterhånden var begyndt at blive lidt rund om maven. Det mente hun
dog ikke var nogen hindring. Men mine undertrykte hormoner krævede simpelthen
at få afløb for trykket, og ikke helt uvillig gik Else en lørdag aften med til
den lille juleleg, som de to køn har leget med hinanden siden artens
begyndelse, ja, endda før den tid, nemlig som pattedyr. Samlejet var dog ikke
nogen succes for nogen af os, men trykket blev lettet for denne gang, i hvert
fald hos mig, og udsigten til en gentagelse svævede hen i det uvisse.
Imidlertid skete der det ubehagelige en uges
tid efter, at jeg en morgen vågnede med en intens kløe i penis, og da jeg gik
på toilettet for at tisse, føltes det nærmest som om jeg blev skåret med
glasskår i urinrøret. Forhuden var ophovnet og penishovedet ildrødt og meget
ømt, og det var kun med største forsigtighed, at jeg kunne trække den indenfor
i underbukserne. Jeg blev dog nødt til at gå på arbejde, men her bad jeg mig
fritaget næste formiddag, så jeg kunne gå til lægen.
Mens jeg boede i Vendersgade havde jeg haft
en læge, der hed Geert Jørgensen til efternavn. Ham glemmer jeg aldrig, for da
jeg engang spurgte ham, om det nogensinde ville lykkes for videnskaben at
udrydde bakterierne og bacillerne, svarede han, at det troede og håbede han
bestemt ikke, for de pågældende mikroorganismer var livsvigtige og havde
desuden lige så megen ret til at eksistere, som os mennesker. Han var for
øvrigt broder til en meget kendt overlæge af samme efternavn, som var
specialist i psykiatri. Men nu, da vi boede i Ryesgade, havde vi fået tildelt
en læge, som havde praksis i en etageejendom på Trianglen, og ham blev jeg
derfor nødt til at opsøge. Han var en meget gammel og gammeldags klædt mand med
skæg i hele hovedet, og både han selv, hans mørke konsultation og venteværelse
med tunge mahognimøbler lignede mest af alt noget fra klunketiden.
Men han kiggede kun et ganske kort øjeblik på
min ildrøde penis og skrev derefter en henvisning til Rudolf Bergs Hospital,
som var et specialbehandlingssted for hud- og kønssygdomme. "Hvad er der i
vejen?" spurgte jeg tøvende. "Det ligner gonorré!" svarede han
og tillagde: "Men det kan de bedre konstatere ude på Rudolf Bergs
ambulatorium, så dér skal De tage ud snarest muligt og medbringe denne
henvisning!" Hed om ørerne over den besked, skyndte jeg mig ned på gaden
og over til kiosk "Bien", hvorfra jeg ringede ud til mit firma, for
at bede om ekstra fri, for hurtigst muligt at kunne tage ind på hospitalet, som
lå og stadigvæk ligger i Tietgensgade, selv om bygningerne nu bruges til andet
formål. Derefter ilede jeg hjem til Ryesgade, hvor Else endnu ikke var stået
op, men da jeg havde fået hende vækket, forklarede jeg, at lægen havde beordret
mig ind til undersøgelse på Rudolf Bergs klinik for hud- og kønssygdomme, og
der ville jeg tage ind med det samme.
På hospitalet måtte jeg sidde og vente en
halv times tid, før jeg blev kaldt ind til et panel af læger og sygeplejersker,
som sad bagved et aflangt, smalt bord og kiggede inkvisitorisk på mig. For
øjnene af d'herrer og damer måtte jeg trække bukser og underbukser ned og hale
penis frem, så alle kunne betragte den og afsige dommen. Af lutter generthed
og nervøsitet var penis skrumpet ind til ubetydelig størrelse og jeg havde
derfor det største besvær med at hive den frem fra sit skjul. "Kom
nærmere!" befalede en ældre, bebrillet professortype, idet han rejste sig
og bøjede sig frem over bordet og kiggede intenst på den sørgelige tingest,
jeg stod med mellem tre fingre. "Ja, det ser unægteligt ud som et angreb
af gonokokker!" konstaterede han tørt og sagligt og fortsatte: "Hvad
mener I andre om dette tilfælde?" Alle rejste sig, bøjede sig frem over
bordet og betragtede "emnet", hvorefter de satte sig igen og nikkede
til bekræftelse af, at de var enige med professoren. "Sig mig," sagde
professoren alvorligt, "ved De noget om, hvem der kan have smittet
Dem?" "Smittet mig?" sagde jeg overrasket, "Nej, det har
jeg ingen anelse om, men jeg har aldrig været sammen med andre end min kone, så
hvis der er tale om smitte, kan den kun være kommet fra hende!" "Så
må De gøre Deres kone opmærksom på, at hun har pligt til at lade sig undersøge,
og helst snarest muligt! Det er vigtigt at man finder smittekilden og
smittevejen, for at undgå yderligere spredning af sygdommen!", sagde
professoren. "Men i øvrigt skal den for Deres vedkommende behandles med
penicillin og sterile våde omslag!" tillagde han og fortsatte: "De
får et skud penicillin med det samme og nogle sterile gazestykker, som De skal
lægge om penishovedet og udskifte flere gange om dagen! Men De må lige vente
udenfor, indtil vi har gjort klar til at give Dem en indsprøjtning!",
sagde han. Jeg gik derpå ud i venteværelset og satte mig, men det varede ikke
mange minutter, før jeg blev kaldt ind i et tilstødende lokale, tydeligvis et
klinikværelse, hvor professoren og en af sygeplejerskerne fra før, nu befandt sig.
Der var i mellemtiden blevet gjort klar til
at give mig den første indsprøjtning, og lægen satte sig på en høj stol og
bad mig trække bukser og underbukser ned, så han kunne jage kanylen med
penicillin ind lige over højre balde. Derefter viste han mig, hvordan jeg
skulle lægge gazestykkerne rundt om penishovedet. Herunder tog jeg mod til mig
og spurgte ham, om der ikke var mulighed for smitte ad andre veje end ved
samleje. Dertil svarede han, at der forelå en minimal mulighed for, at man
kunne smittes under et toiletbesøg, hvor WC-brættet kunne tænkes at have været
inficeret af en person, der led af sygdommen i udbrud. Men sandsynligheden for
smitte ad denne vej var meget ringe, tilføjede han.
Før jeg gik, gav sygeplejersken mig en
lille blikæske med sterile, våde gazestykker og besked på, hvornår jeg skulle
komme igen og få næste indsprøjtning og nye gazestykker. Derefter forlod jeg
hospitalet og tog på arbejde, men undervejs kunne jeg ikke lade være med at
spekulere over, hvordan det kunne være, at jeg var blevet smittet med en
kønssygdom. Ifølge lægen ville de første symptomer på sygdommen vise sig efter
to til fire dage fra smittetidspunktet, men hos kvinden gik der ofte længere
tid, før hun eller eventuelt hendes læge blev opmærksom på, at der var tale om
gonoré. Der gik i almindelighed mange uger eller op til et par måneder mellem,
at Else og jeg havde samleje, men jeg kunne huske, at vi netop havde haft det
for cirka en uges tid siden. Kunne det virkelig tænkes, at Else igen havde været
mig utro og havde pådraget sig en gonoré, som hun bare endnu ikke havde
opdaget? Jeg nægtede at tro på det, men kendsgerningerne talte desværre –
eller måske for mig heldigvis - deres tydelige sprog, så at jeg var kommet i
behandling i tide.
Da jeg den dag kom hjem fra arbejde,
refererede jeg for Else, hvad professoren havde sagt. "Det kan ikke være
af mig, du er blevet smittet, for jeg har ikke været sammen med andre end dig i
det sidste halve år!" udbrød hun indigneret. Nå, tænkte jeg, der var der i
det mindste en indirekte indrømmelse af, at hun havde været mig utro for et
halvt års tid siden, formentlig med Gjeddes ven, den skæggede studerende omme
på Sortedams Dosseringen. Da jeg foreholdt hende, at lægen havde sagt, at hun
havde pligt til at lade sig undersøge, svarede hun vredt, at hun ikke fejlede
noget og derfor heller ikke havde tænkt sig at følge lægens opfordring.
"Tænk nu over det!" sagde jeg, "Du må tænke på barnet, som måske
også kan blive smittet!" Om det sidste kunne lade sig gøre, vidste jeg
ikke noget om, men det forekom mig at være et godt argument i den givne
situation.
Resten af aftenen var Else sur, og de næste
par dage med, men nogle dage senere fortalte hun mig, at hun for en sikkerheds
skyld alligevel ville gå til lægen, for at lade sig undersøge. Resultatet af
undersøgelsen viste, at hun var smittet med gonoré, og hun måtte derfor
gennemgå den obligatoriske penicillinkur. "Men," sagde hun,
"jeg må være blevet smittet under et toiletbesøg, for anderledes kan jeg
ikke være blevet smittet!" Ja, ja, tænkte jeg, men godt at du har ladet
dig undersøge og behandle, så barnet ikke skal komme til at lide nogen
skade.
Min tillid til Else havde fået et yderligere
knæk, for efter lægernes udsagn var muligheden for smitte under et toiletbesøg
meget lille, grænsende til det usandsynlige, og især for kvinder. Så enten
måtte Else være blevet smittet af den nævnte studerende eller af en anden, som
hun måske kan have haft samleje med indenfor det seneste halve års tid. Men jeg
besluttede mig for at gøre endnu et forsøg på at bevare vores forhold og
ægteskab, ikke mindst af hensyn til det ventede barn, som jo under alle
omstændigheder var uskyldig i de voksnes umodenhed og dumheder. Men mentalt
søgte jeg som en slags kompensation eller trøst efter min barndoms og tidlige
ungdoms tabte paradis, hvor jeg endnu havde sindets ro og fred og følte, at
livet var et under, der var værd at leve og opleve.
Mine tanker kredsede fortsat omkring de
ideer, jeg havde tilegnet mig under studiet af yogafilosofien, lige som tanken
om at lave en langtegnefilm over eventyret "Den lille Havfrue" også
fortsat spøgte i mine tanker. Og en dag, mere præcist den 1. oktober 1952,
satte jeg mig ned og skrev et brev til direktør Allan Johnsen, som jeg ikke
havde haft kontakt med siden 1945. Men da jeg ikke opbevarer nogen kopi af mit
brev, husker jeg ikke i detaljer, hvad det indeholdt, men af Allan Johnsens
svarbrev af 1. november 1952, fremgår det indirekte og delvis, hvad mit brev
til ham handlede om. Han skrev følgende:
"Kære Harry
Rasmussen!
Tak for Deres
venlige Brev, som jeg modtog d.1.10, og som jeg siden da gentagne gange har
læst igennem, før jeg sendte Dem mit svar.
Jeg kan erindre,
at da vi påbegyndte filmatiseringen af "Klods-Hans" søgte jeg hos
Hamberg oplysninger om Deres virken, men fik den opfattelse, at De ikke kunne
binde Dem til dette tegnearbejde, da De havde fået andet engagement. Dette er
også i overensstemmelse med de oplysninger De nu fremkommer med, og De blev
altså ikke glemt. Det mest naturlige havde dog været, om De i lighed med andre,
på daværende tidspunkt havde givet et livstegn fra Dem.
De har ret i Deres
betragtninger vedrørende danske tegneres udgangspunkt, de amerikanske
tegnefilm, men spørgsmålet er, om tegnefilm kan fremstilles på anden måde. Det
har netop været et problem, som har været drøftet både i Frankrig, Rusland,
England og Danmark, men ingen steder er man kommet frem til en tegnemetode, som
ikke brugtes i U.S.A. Det er som tegnefilmsfigurer, for at kunne bevæges over
lærredet, skal indeholde visse normer. Husk på soldaten i "Fyrtøjet",
med denne figur gjorde man forsøget, og jvf. denne figur med prinsen i
"Snehvide".
Det må også være
indlysende, at jo nærmere figuren nærmer sig det naturalistiske, desto mindre
er der brug for tegnefilm. For få uger siden var jeg i Berlin, idet man her
ønskede at producere en helaftens-børnefilm over et kendt emne, og gik her ind
for spillefilm med levende personer. Overalt i verden viser tegnefilm en
nedgang, ikke engang amerikanske tegnefilm har kunnet trække fuldt hus i Paris,
men så meget mere grund er der til at tænke på, om der består den mulighed, at
forny tegnefilmsstregen, og det er jo det som er hovedpunktet i Deres brev.
Den gang Walt Disney
skabte "Snehvide" var det en sensation, og jeg tror ikke, at han har
overgået sig selv siden, det var hans specielle stil, der fik publikum til at
fylde biograferne, og hvis De mener, at De har en idé, en ny streg, som afviger
fra det kendte, mener jeg ikke, at tegnefilmen ikke atter kunne få en
renæssance, og der kunne sikkert også skaffes fornøden kapital til en sådan
produktion.
Alt dette er dog
betinget af, at De foreviser en prøve på det nye, som jeg jo ikke har nogen
mulighed for at bedømme, før jeg har set det. Der er andre faktorer der spiller
ind, end de her nævnte. F.eks. spilletiden. En film må ikke være under 100
minutter, den skal optages i farver, og emnet skal være fængslende, dialogerne
fa af hensyn til synkronisation, og sidst men ikke mindst skal der af hensyn
til de mindre børn undgås enhver form for blodsudgydelser og voldsomme optrin.
Jeg ville foreslå
Dem, at De en dag, helst en lørdag eftermiddag, kom op og talte med mig, idet
jeg er ganske klar over, at vi kunne skrive digre værker til hinanden, før vi
ad denne vej kunne komme frem til et resultat.
Med
venlig hilsen
sign. Allan
Johnsen"
I sit brev opfordrede Allan Johnsen mig til
at ringe og aftale en tid, så jeg kunne komme ind og snakke med ham på hans
kontor. Det gjorde jeg, dog først efter at have sendt ham et svarbrev af
3.11.1952, og kort efter sad jeg en dag over for ham foran hans skrivebord,
som var det samme, som det han havde, da jeg arbejdede for ham i 1943-45. Det
skete en lørdag efter arbejdstid, sådan som Johnsen selv havde foreslået, men
præcis hvilken dato erindrer jeg ikke længere, men formentlig omkring en
fjorten dages tid senere. Han var yderst venlig og imødekommende, og efter
nogle indledende spørgsmål om, hvad jeg eller havde bedrevet i de
mellemliggende år, fortalte han mig lidt om sig selv og sin egen karriere. På
mit i og for sig dristige spørgsmål om, hvordan det forholdt sig med, at han
midt under besættelsen havde turdet ringe direkte op til den højere Pancke, og
bede denne om at frigive de tre-fire tegnere, som Gestapo havde taget i
forvaring, svarede han noget i denne retning: "De må forstå, at jeg under
besættelsen befandt mig i en dobbeltsituation. På den ene side skulle jeg
sørge for at holde gode miner til slet spil over for de tyske myndigheder,
først og fremmest for at sikre produktionen af "Fyrtøjet", som jo
betød arbejde for mange mennesker. Tyskerne kunne bremse eller stoppe produktionen
ved at nægte os råfilm eller adgang til fremkaldelse og kopiering på UFA's
laboratorier i Berlin.
For det andet skulle jeg forhindre, at tyske myndigheder fik mistanke
til, at jeg, der som officer i den danske hær, under alle omstændigheder var
forpligtet til at yde modstand mod besættelsesmagten. Men modstand gjorde jeg
på flere måder. Dels som leder af Gentofte-gruppen, som var en sabotagegruppe
bestående af militær- og politifolk, der var gået under jorden, og dels følte
jeg mig forpligtet til at hjælpe nogle af disse folk og deres familier, som jo
skulle have noget at leve af. Som De sikkert husker, så blev der kort efter den
19.september 1944, da politiet blev interneret af tyskerne, ansat flere ikke
helt unge mænd på tegnestuen i nr. 28. Det var politibetjente, som på en eller
anden måde var undsluppet tyskerne, og den ene havde haft en fortid i
reklamebranchen og en anden havde en smule tegnetalent, så de kunne bruges som
mellemtegnere, mens de andre kunne bruges på forskellige andre områder af
produktionen. N. O. Jensen, der dog var militærmand, blev som bekendt
assistent for fotograf Holdt."
Derefter talte Johnsen og jeg om den
mislykkede produktion af langtegnefilmen "Klods-Hans", som af mangel
på finansieringsmuligheder havde måttet opgives omkring 1950. Forsøget på at
få produktionen i gang, varede i to år, og herunder havde man bl.a. lavet en
10 minutters såkaldt "pilot-film" for projektet, hvilket jeg alt
sammen har omtalt tidligere. Men om "Klods-Hans"-filmen fortalte
Johnsen mig noget, som jeg ikke tidligere havde vidst: "Det var uhyre
vanskeligt at skaffe finansiering af filmen, som vi også prøvede at søge om
støtte til hos Ministeriernes Film Udvalg (MFU), men det mislykkedes. Forinden
havde vi haft forhandlinger med Nordisk Film, men her søgte man at overtage
produktionen, og det ville jeg ikke gå med til. Under forhandlingerne med
Brøndum og Sevel kom det frem, at Bjørn Frank Jensen og Børge Ring i virkeligheden
stod bag, og at det var dem, der ville lave filmen. De havde håbet på at kunne
engagere amerikaneren David Hand som instruktør, og flere af de tegnere, der
var med på "Fyrtøjet", skulle igen være hovedtegnere, så
"Klods-Hans" kunne gennemføres. Men takket være den altid loyale og
trofaste Børge Hamberg og folk som Simon og Chris, blev det muligt for mig selv
at prøve på at få en produktion stablet på benene.
Det lykkedes mig at skaffe kapital fra MFU til produktion af
pilot-filmen, men da vi efter cirka et halvt års arbejde kunne præsentere den
for et kulturudvalg under MFU, indstillede man, at der ikke burde gives statsstøtte
til produktionen. Begrundelsen var, at man fandt pilot-filmen atypisk for
filmens handling, og desuden, at animationen var stiv og stillestående. Efter
flere forgæves forsøg på alligevel at få sat produktionen i gang, måtte jeg
meget mod min vilje til sidst give op og skrinlægge projektet."
Direktør Allan Johnsen (1908-1983). – Foto:
© ca. 1952 Ukendt kilde.
Derefter talte Johnsen og jeg om tegnefilmens
situation i al almindelighed, som han forresten mente, var ret så alvorlig og
kriseagtig. Der skulle efter hans opfattelse forskellige former for fornyelse
til, for at tegnefilmproduktion kunne blive en rentabel virksomhed. Blandt
andet mente han, at tegne- og animeringsstilen skulle forenkles kraftigt, så at
en film ville kunne produceres på kortere tid, end de omkring godt og vel to
år, som det i reglen tog at lave en traditionel tegnefilm. Heri kunne Johnsen
for så vidt have ret, hvilket 1950'-70'ernes internationale
tegnefilmproduktion kan ses som bevis på. Men denne kendte jo hverken han eller
jeg noget til i 1952. Det var især det amerikanske selskab United Productions
of Amerca (UPA), der i en del år efter krigen og helt op i 1960’erne kom til at
stå for den mest markante produktion af moderne underholdningstegnefilm.
Men jeg havde jo i nok så høj grad opsøgt
Johnsen, for at drøfte mulighederne for en produktion af langtegnefilmen
"Den lille Havfrue". Til min store overraskelse gav han udtryk for,
at han ville være interesseret i at starte en sådan produktion op, dog under
den forudsætning, at jeg kunne få Børge Hamberg, Simon, Chris og flere andre
animatorer, men ikke Bjørn Frank og Børge Ring, til at give tilsagn om at ville
være med, hvis det lykkedes at få filmen finansieret. I min store begejstring
og naivitet gav jeg udtryk for, at det nok kunne lade sig gøre at få i al fald
Børge Hamberg og måske også nogle af de andre nævnte og flere andre med.
Johnsen smilede, måske over min entusiasme eller over den naive tiltro til mine
tidligere kolleger, og måske anede han, at det næppe ville være muligt at komme
i gang med produktionen af endnu en lang dansk tegnefilm. Desuden var konkurrencen
fra især Disney blevet større efter besættelsens ophør, både hvad angår
omkostninger, kvalitet og distribution. Kursen på dollars var betydelig større
end tilfældet var med den danske krone.
Ved flere tidligere lejligheder havde jeg
omtalt Havfrue-projektet for Børge Hamberg, og han lod til at være interesseret
i at være med, hvis produktionen ellers kunne komme i gang. Men da han hørte,
at Johnsen nu var blevet involveret i sagen, sagde han fra, med den
begrundelse, at han ikke havde lyst til endnu engang at gå holmgang med Johnsen
og dennes lunefulde og iltre temperament. Desuden mente han i lighed med det
tidligere nævnte kulturudvalg helt generelt og principielt, at Johnsen ikke var
den rette mand til at lede et tegnefilmprojekt.
Naturligvis kendte jeg godt nok Johnsens
svagheder, som jeg havde haft lejlighed til at iagttage i løbet af de to år,
jeg havde arbejdet for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. Men rent personligt havde
jeg ikke noget udestående med ham, tværtimod havde han altid behandlet mig med
noget, der lignede faderlig stolthed og respekt. Jeg var jo kun lige fyldt 14
år, da jeg blev ansat i hans firma, og i løbet af de to år, jeg arbejdede her,
viste jeg så stort talent for at tegne og animere, at jeg i en alder af 15 år
avancerede til key animator, endda på centrale figurer som heksen, kragen og
den mindste af de tre hunde. Men dengang kaldte man ikke en, der tegnede en
eller eventuelt flere figurers hoved- eller grundbevægelser for key animator,
men derimod for nøgletegner, mens selve professionen blev betegnet som enten
”filmtegner” eller med et lidt mere omstændeligt og sprogligt mærkværdigt
udtryk, nemlig ”tegnefilmstegner”. På
det internationale tegnefilmsprog hedder det som formentlig bekendt animation
og animator.
Men da Børge Hamberg - til min store
skuffelse - sagde nej til mit tilbud, indså jeg, at det ville være omsonst at
prøve på at få de andre animatorer med på galejen, og Bjørn Frank og Børge Ring
var jo på forhånd udelukket, fordi Johnsen under ingen omstændigheder ville
samarbejde med dem. Desuden havde Bjørn og Børge næppe megen tiltro til mig og
mine evner dengang, og forståeligt nok ville de helt sikkert have betinget sig
selv at stå som ansvarlige for den kunstneriske side af produktionen. Det var
derfor med tungt hjerte, at jeg en uges tid senere ringede til Johnsen og
meddelte ham, at Børge Hamberg desværre ikke kunne give noget tilsagn på
forhånd, og da det ikke var tilfældet, så jeg ingen grund til at kontakte nogen
af de andre. Johnsen var overordentlig venlig, trøstede mig og sagde:
"Det var faktisk, hvad jeg havde ventet! Men opgiv ikke Deres forehavende
af den grund! Se tiden an og vent på, at der byder sig en eller anden mulighed,
så De en dag kan vende tilbage til tegnefilmbranchen, hvor De hører
hjemme!"
"Tak, skal De have!" svarede jeg i
en sindsstemning blandet af mismod og optimisme, og tilføjede: "Det vil
jeg gøre! Endnu engang tak, fordi De gad høre på mig, direktør Johnsen, og lev
vel!" Han svarede: "Tak også til Dem, Harry Rasmussen, fordi De viste
mig den tillid at opsøge mig og delagtiggøre mig i Deres tanker! Og lev også
selv vel!" - Dette var de sidste ord, jeg hørte af Allan Johnsens mund, og
jeg fik ikke senere lejlighed til at træffe ham. Han fortsatte sin virksomhed
som fabrikant og grosserer i tekstilvarer, men skiftede senere forretningsadresse
til Studiestræde, hvor han havde kontor i samme ejendom som restaurant
"Gold Digger", et betydeligt ydmygere sted, end den moderne
funkisbygning i Frederiksberggade 10.
Men på kontoret i Studiestræde holdt Allan
Johnsen til i de følgende år, og hvad der mere præcist foregik i og med ham og
hans virksomhed i den periode, har jeg ingen eksakt viden om. Kun, at han afgik
ved døden den 21. april 1983, 75 år gammel. Imidlertid fik jeg så sent som i
1998, da jeg lavede research omkring dansk tegnefilms historie, kontakt til
Allan Johnsens enke, Gerda ”Tesse” Johnsen, som jeg og min kone Birgit
efterfølgende blev gode venner med, og som kunne fortælle en hel del om sin
mand og hans virksomhed, som jeg først da fik et nærmere kendskab til. Dette
helt specielle venskab vil jeg dog først fortælle mere om i kronologisk
sammenhæng.
Den barske virkelighed melder sig
Torsdag
aften den 13. november ringede en retsbetjent på døren hos min moster og
spurgte efter mig, og da jeg tilfældigvis var hjemme, overrakte han mig
følgende skrivelse:
"KØBENHAVNS
BYRET Genpart
Sag nr. 8673 1952
Harry Rasmussen
boende Ryesgade 56
F III c/o Christiansen
tilsiges herved
til at møde i
Københavns
Byret, 3. afdeling,
domhuset,
Nytorv,
Fredag,
d.14 Nov 1952 Kl.13
i anledning af en
sigtelse for overtrædelse af
I det af politiet
udfærdigede anklageskrift er forseelsen betegnet således
undladelse af at
melde sig til lægdsrullen i efteråret 1948.
Varslet er af
retten bestemt til aftens varsel.
Dersom tiltalte uden oplyst lovligt forfald
ikke møder eller lade møde ved en person, der er forsynet med skriftlig
fuldmagt
og er beredt på at
meddele de fornødne oplysninger, kan tiltalte anses for at vedgå det i
anklageskriftet angivne forhold og sagen
påkendes uden
videre bevisførelse og afskærer sig fra anke.
Københavns Byret, 3. afdeling.
På
dommerens vegne.
Det var jo unægteligt med meget kort varsel,
at jeg blev indkaldt til at give møde i Byretten til domsafsigelsen, men der
var ikke andet at gøre, end at give møde, hvis man ville undgå yderligere ubehageligheder.
Desuden havde jeg ikke nogen interesse i at lægge mig ud med myndighederne, som
jo kun udførte deres lovbefalede pligter, men mere eller mindre nidkært
naturligvis.
Da jeg dagen
efter kl. 13 mødte op i det imponerende domhus på Nytorv, som jeg kun kendte
fra det første retsmøde, men som jeg alligevel følte at jeg kendte, ikke mindst
fordi det var samme sted, at soldaten i langtegnefilmen "Fyrtøjet"
blev sat i fængsel og senere dømt til døden ved hængning. Jeg følte mig dog
ikke som én, der skulle dø og langt mindre hænges, da jeg trådte ind i det
forholdsvis store retslokale og blev bedt om at tage plads over for det endnu
tomme dommersæde. Foruden et par uniformerede retsbetjente, var der også nogle
få civile personer til stede i lokalet, herunder en beskikket forsvarer, som
kort fortalte mig, at der var tale om en tilståelsessag og at retshandlingen
derfor ville blive af meget kort varighed. Han indskærpede mig, at jeg skulle
rejse mig, når dommeren kom ind i lokalet og indtog sin plads, og først
derefter sætte mig igen. Han pålagde mig også, at jeg fortrinsvis skulle svare
ja eller nej på dommerens spørgsmål, eller i givet fald kortest muligt afgive
en eventuelt ønsket forklaring.
Selve retssagen erindrer jeg kun meget
utydeligt, men husker dog, at dommeren indledningsvis spurgte mig om mit navn,
fødselsdata og nuværende bopæl. Han udspurgte mig derefter om min begrundelse
for at have undladt at melde mig til lægdsrullen i efteråret 1948. Da han havde
hørt min forklaring, spurgte han mig, om jeg kunne erkende mig skyldig i
anklagen, og da jeg af gode grunde måtte svare ja, sagde han derefter, at
retsmødet var afsluttet og at dommen ville blive mig skriftligt forkyndt inden
for nærmeste fremtid. Han beroligede mig dog med, at i betragtning af sagens
ukomplicerede natur og den omstændighed, at der ikke forelå kriminelt forsæt
fra min side, og at jeg desuden i mellemtiden havde været på session, ville
dommen blive gjort betinget. Den kom til at lyde nogenlunde sådan:
Thi kendes for ret: Tiltalte Harry
Rasmussen, boende c/o Christiansen, Ryesgade 56 F, 3. sal, København Ø, idømmes
14 dages hæfte, der dog gøres betinget af, at overtrædelse af loven ikke finder
sted indenfor de næste to år.
Senere
modtog jeg en udskrift af dommen, som jeg imidlertid ikke har kunnet finde
mellem mine papirer.
Det er for resten nok karakteristisk, at jeg
bag på tilsigelsen til at møde i Byretten, med blåt blæk har tegnet et par
skitser af en af kongerne i min version af ”Den lille Havfrue”. Det er
antagelig sket, mens jeg sad helt alene ude på gangen uden for retssalen og
ventede på at komme ind. Det viser, at tanken om filmen var meget levende hos
mig på det tidspunkt, fjorten dage efter at jeg havde modtaget Allan Johnsens
brev og antagelig en uges tid efter, at jeg havde besøgt ham på hans kontor.
I de forløbne måneder havde Else og jeg jævnligt
kigget i avisen efter en passende og mindst toværelsers lejlighed, men enten
var huslejen for høj eller lejligheden lejet ud, når vi henvendte os til
ejeren eller boligselskabet. Så indtil videre måtte vi blive boende i det
trange værelse hos min moster, hvilket trods god vilje fra begge sider
alligevel efterhånden gik os alle på. Vi nærmede os nu snart vinteren og julen
og nytåret. Juleaften tilbragte vi hos mine forældre, sammen med min søster og
mine to yngre brødre. Benny kom på det tidspunkt sammen med sin senere kone
Ruth, men hun holdt jul sammen med sin egen familie. Nytårsaften fejrede vi i
al stilfærdighed hjemme hos os selv, for dels var min moster på arbejde den
aften og Judith hos Lilly og Tom, og dels var der ikke længe til, at Else
skulle nedkomme. Og endelig en nok så væsentlig grund, nemlig den, at vi ikke
havde råd til at spendere penge på nytårshalløj. Men jeg husker, at da vi var
nede på gaden ved midnatstid, for at se på at nytårsfyrværkeriet blev skudt af,
var der nogle kåde og halvfulde unge mennesker, der smed noget fyrværkeri ind
mellem benene på Else, som meget forskrækket sprang op i luften, da det bragede
løs omkring hende. Jeg blev vred og råbte til de to unge fyre, hvad de bildte
sig ind, og om ikke de kunne se, at min kone var højgravid, men de grinede
bare fjoget og mumlede noget om, at det jo bare var for sjov.
Else, som jævnligt havde gået til kontrol hos
jordmoderen ovre på Rigshospitalet, på hvis fødeafdeling hun også skulle
indlægges for at føde, når tiden var inde, gjorde mig den 11. januar om
morgenen opmærksom på, at hun mente, at fødselen nok snart ville gå i gang. Vi
skyndte os derfor over til hospitalet, som kun lå 5-10 minutters gang fra, hvor
vi boede, og det viste sig da også, at hun straks blev indlagt. Jeg ringede
derefter til mit arbejde og undskyldte, at jeg dels ikke var mødt op og dels
ikke havde kunnet ringe før nu. "Det er i orden!" sagde chefen, som
jeg talte personligt med. "Kom De, når De kan! Hospitalet kan ringe
hertil, hvis der skulle ske noget i løbet af dagen!" tilføjede han. Alle
vidste på det tidspunkt, at vi stod umiddelbart over for, at min kone skulle
nedkomme, og der var stor forståelse for situationen hos chefen, værkføreren
og mine arbejdskammerater. Da jeg var kommet ud på arbejdspladsen, og vi
efterhånden nærmede os lukketid, kom chefen ind på lageret og sagde: "Det
er vel bedst, at De holder fri i morgen, så De kan være i nærheden af Deres
kone!" "Jo, tak!" svarede jeg, "det vil nok være det bedste
og rigtigste, jeg kan gøre i den situation!"
Om aftenen besøgte jeg Else i hospitalets
besøgstid, men bortset fra, at hun havde veer, var der endnu ikke tegn til, at
fødselen var umiddelbart forestående. Næste morgen tog jeg hjem til min mor –
far var på arbejde - og fortalte alt om, hvad der var foregået i de sidste
dage. Hen på formiddagen ringede jeg til Rigshospitalets fødeafdeling, og her
fik jeg efter en kort ventetid telefonisk kontakt til Else, som med en træt men
også glad stemme sagde: "Tillykke med din søn! Han blev født sent i nat og
han ligner dig. Han er velskabt og vejer 3200 gram og har de samme trækninger
over højre øjenbryn, som du har! Kom snart herud!" Dirrende af spænding
lagde jeg røret og fortalte mor, at de nu havde fået deres første barnebarn og
at det var en dreng. Derefter forlod jeg mor og skyndte jeg mig hen til
Jagtvej, for at tage sporvognen ud til Tagensvej, hvor jeg skiftede til linje
10, med hvilken jeg kørte til Blegdamsvej. Her stod jeg af og ilede hen til
Rigshospitalet og op på fødegangen og ind på stuen, hvor Else var indlagt. Men
til min i første omgang ubehagelige overraskelse, var der ikke nogen vugge og
ikke noget barn ved siden af hendes seng. Else kunne dog straks berolige mig
med, at barnet blot var inde i de nyfødtes fællesstue, men snart ville blive
bragt herind, så jeg kunne tage vidunderet i øjesyn. Det varede da heller ikke
mange minutter, før en sygeplejerske kom trillende ind med vuggen, og da hun
løftede dynen op, så jeg den kæreste lille dreng ligge der og sutte på
tommelfingeren. Han lå på højre side, og da jeg talte sagte til ham, åbnede han
netop det højre øje og kiggede skævt op til mig, idet han rynkede panden lige
over højre øjenbryn. Der var slet ingen tvivl i mit sind, drengen var mit kødelige
afkom, men selv om han eventuelt ikke havde været det, ville jeg nu nok være
blevet lige så glad for ham alligevel. Men han lignede mig så grangiveligt i
ansigtet, at kun en ukyndig ikke ville kunne se ligheden.
Om det nu var held eller skæbne, ved jeg
ikke, men da jeg en aften en af de nærmeste dage efter besøgte Else og vores
lille søn på hospitalet, fortalte hun mig, at barselskvinden i sengen ved siden
af, gennem sin mand havde fået at vide, at der ville være en ledig 2-værelsers
lejlighed til os, hvis jeg snarest muligt henvendte mig på Jagtvej nr. 52 hos
en Hr. Berg, som var ejer af ejendommen. Men jeg skulle dog ringe til ham først
og aftale en tid.
Det var jo en glædelig nyhed at få, selv om
jeg dengang ikke var klar over, at den havde en bagside, idet nævnte kvindes
mand, der var laborant på Løvens kemiske Fabrik, var brændt varm på Else. Men
straks næste formiddag tidlig, ringede jeg til den pågældende husejer og
præsenterede mig og fremførte mit ærinde. Han spurgte mig om, hvor gammel jeg var,
og om jeg var villig til at påtage mig at feje og vaske fem hoved- og køkkentrapper
en gang ugentlig. Da jeg svarede ja til det sidstnævnte, sagde han, at jeg
ikke ville få kontante penge for arbejdet, men at beløbet ville blive
fratrukket den månedlige husleje. Til gengæld behøvede jeg ikke at betale
depositum eller husleje forud, sådan som man almindeligvis gjorde. Han bad mig
derefter om at aflægge ham et besøg, så jeg kunne se lejligheden og underskrive
lejekontrakten, som han ville have parat i mellemtiden.
Senere samme formiddag tog jeg sporvognen ud
til Nørrebros Runddel og stod af ved legetøjs-, børnetøjs- og barnevognsforretningen
Borrit, som i mange år lå på hjørnet af Nørrebrogade og Runddelen på modsatte
side af Assistents Kirkegård. Herfra var der kun få skridt hen til Jagtvej nr.
52A, hvor Hr. Berg boede på førstesalen lige oven over det cafeteria, der lå på
hjørnet af Jagtvej og den passage, der gav adgang til ejendommens sideopgange,
hvoraf der var i alt fire, nemlig B, C, D og E. Ejendommen var lidt lavere end
de omliggende huse, idet den kun havde stueetage, første, anden og tredie etage
samt kvist. Ud mod Jagtvej bestod stueetagen af det ovennævnte cafeteria, som
lå til højre for Hr. Bergs opgang, og til venstre for denne lå der en Bog- og
Papirhandel. Denne opgang havde desuden syv private lejemål, to på hver etage
og det syvende på kvisten. For at komme ind i opgangen, skulle man først
ringe på ved at trykke på en af knapperne nede ved gadedøren, hvorefter der
hørtes en brummende lyd som tegn til, at døren kunne åbnes.
Hr. Berg viste sig at være en distingveret,
lidt korpulent herre, formentlig omkring de 60 år. Han var venlig, men ikke
indladende, og efter at have fremsat nogle bemærkninger omkring renholdelsen af
trapperne, som ikke måtte finde sted på søndage, bad han mig følge med sig hen
og besigtige lejligheden, som stod tom. Det viste sig, at den lå henne i
passagen i nr. 52D til højre i stueetagen. Der var en mindre entré, hvorfra der
var adgang til toilet med træk og slip, til køkkenet, soveværelset og stuen.
Køkkenet var aflangt med et smalt 2-fags vindue, der vendte ud mod baggården.
Foruden et gasbord med to gasapparater, var der køkkenvask og aflangt
køkkenbord med skuffer og skabe. Soveværelset, der var et rektangulært rum på
omkring 12-14 m2, havde et noget større tofags vindue, der ligeledes
vendte ud mod gårdsiden. Stuen var et omtrent kvadratisk rum på cirka 20-22 m2,
og havde et stort trefags vindue, der vendte ud mod passagen. Det var dog kun
de to sidefag og de to små vinduer over disse, der kunne åbnes, hvorimod det
midterste og største vinduesfag var fast. Op ad stuens nordlige væg stod der en
stor, sort, gammeldags kakkelovn, som var lejlighedens eneste varmekilde i
vinterhalvåret.
Lejligheden var i det hele taget i pæn og
ordentlig stand, og tapetet forholdsvis nyt og af neutral, lys farve, så alt
var sådan set godt nok. Til lejligheden hørte desuden et kælderrum, hvortil der
var adgang ad bagtrappen, og her kunne man bl.a. opbevare sit brændsel. Vores
kælderrum lå for resten lige under vores lejlighed, hvilket dog desværre
bevirkede, at der var fodkoldt på gulvene.
Herover ses ejendommen Jagtvej 52 A
med tilhørende opgange B-E i smøgen til højre for hovedbygningen. Vi boede i
opgang 52 D i stuen, i en toværelsers lejlighed med entre, pænt stor stue,
soveværelse, køkken og toilet. Værten, Hr. Berg, boede i hjørnelejligheden lige
oven over blomsterforretningen, som da vi boede der, var et Cafeteria. – Opgang 52 D inde i smøgen til højre ses på
fotoet herunder. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.
Efter at have set og gennemgået lejligheden, spurgte
Hr. Berg mig, om jeg var tilfreds med, hvad jeg havde set, og da jeg svarede
ja, forlod vi lejligheden, som han låste bag sig, og vi fulgtes ad tilbage til
hans kontor. Her bad han mig om at gennemlæse lejekontrakten, før jeg skrev
den under. Da jeg havde gjort det og skrevet under, spurgte han: "Hvornår
kan De flytte ind?" "Det kan vi faktisk den dag i morgen, idet jeg så
kan gøre klar til, at min kone kommer hjem fra hospitalet med vores nyfødte
baby om et par dage!" svarede jeg. "Ja, men så velkommen som beboer i
min ejendom!" sagde Hr. Berg til afsked.
Det var med stor lettelse, jeg forlod
kontoret og endnu engang gik hen for at se lejlighedens omgivelser. Ejendommens
ydermure var ganske vist grå af tidens ælde og vind og vejr, men til gengæld
var gården lysere og venligere og alting mere velholdt end i den ejendom i
Ryesgade, hvor vi logerede hos min moster. Derefter spadserede jeg hen til
Jægersborggade for at besøge min mor, som jeg vidste, var hjemme på denne tid
af dagen. Hun blev godt nok overrasket over at se mig, men glædede sig
naturligvis på vores vegne, da hun hørte, hvad der var sket af godt nyt. Hun
mente også, at far ville hjælpe mig med at flytte de få ejendele Else og jeg
havde, og at de kunne transporteres på en trehjulet budcykel med lad foran. Den
kunne vi leje hos en budcykeludlejning omme i Bjelkes Allé, som jeg forresten
kendte fra en del år tidligere, da jeg for researchens skyld en kort overgang
legede såkaldt "klunser", sådan som tidligere omtalt.
På dette foto ses et udsnit af baghuset Jagtvej 52 med opgangene
52B til 52E. Selv boede jeg i 1953-54 i nr. 52D, stuen th. Som ’betaling’ for
huslejen vaskede jeg 5 hovedtrapper og 5 køkkentrapper en gang ugentligt. Det
skete i min fritid lørdag eftermiddage og aften, idet mit erhvervsarbejde lagde
beslag på min tid og arbejdskraft fra kl. 8 til 14. Det skal bemærkes, at
facaden så betydeligt renere og pænere ud, dengang jeg selv boede i huset, og
det var strengt forbudt at henstille cykler langs husmuren. Cykler henvistes til
cykelskure i gården. Bagbygningen 52 B-E er i øvrigt senere nedrevet i
saneringens hellige navn. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.
Da
jeg samme aften atter besøgte Else og barnet på fødeafdelingen, kunne jeg
fortælle, at min far og jeg næste aften, når han og jeg var kommet hjem fra
arbejde, ville flytte vores habengut over i den ny lejlighed. Både Else og jeg
var naturligvis glade for, at vi nu havde en slags hjem til vores nyfødte, som
vi ikke kunne have boet med, i al fald ikke ret længe, i det lille værelse hos
min moster. Da jeg næste dag – undtagelsesvis om morgenen - fortalte hende om
vores nye lejlighed, glædede hun sig da også på vores vegne og var forståeligt
nok ikke ked af, at vi flyttede, så hun igen kunne bruge værelset som
soveværelse til sig selv og datteren.
Straks efter
hjemkomsten fra arbejdet næste dag pakkede jeg vores tøj, bøger og andre
småting ned i nogle papkasser, og derefter tog jeg ud til budcykelcentralen i
Bjelkes Allé, hvor jeg lejede en trehjulet budcykel, og derefter kørte jeg om
i Jægersborggade, for at afvente, at min far kom hjem fra arbejde. Mor var ikke
hjemme på det tidspunkt, men det var Lizzie og drengene, så jeg sad oppe i
lejligheden og snakkede med dem, mens jeg ventede. Da far kom, ville han lige
vaske sig og skifte tøj, og derefter fulgtes vi ad ud til Ryesgade. Han kørte
budcyklen og jeg sad imens oppe på ladet.
I Ryesgade kørte vi cyklen helt ind i baggården,
så vi ikke skulle slæbe den tunge sofa særlig langt, når vi først havde fået
den bakset ned fra 3. sal. Papkasserne, hvoraf der vel var omkring 4-5 stykker,
tog det heller ikke lang tid at hente ned og få anbragt omkring sofaen, så der
var balance på cyklen. Mørket var faldet på og trafikken i gaderne var aftaget
efter myldretiden. Til budcyklen hørte fire Nefalygter, to med hvidt lys til
foran på cyklen og to med rødt lys til bag på den. Derefter gik turen via
Ryesgade og om ad Fredensgade, Blegdamsvej, Elmegade og Nørrebrogade til
Jagtvej 52D. Der var ikke megen trafik på det tidspunkt, så det tog os kun godt
og vel en halv time at køre strækningen.
Efter at have læsset papkasserne og sofaen af, kunne far køre over til
Bjelkes Allé og aflevere budcyklen, mens jeg gjorde klar til at tage ud på
Rigshospitalet, for at besøge Else og drengen.
Det store problem for mig var imidlertid,
hvor vi skulle få de nødvendige møbler fra, for min ugeløn rakte ikke til meget
andet og mere end de daglige livsfornødenheder. I begyndelsen kunne Else og jeg
sove på den dobbeltbrede sofa, men vi skulle både have en seng til drengen,
bord og stole, køkkengrej og meget mere, herunder også en barnevogn. Derfor så
jeg mig nødsaget til endnu engang at henvende mig på Socialkontoret med
anmodning om hjælp, og en sådan fik vi heldigvis også bevilget, nemlig i form
af en barneseng med tilbehør, et bord og fire stole samt en lettere brugt
barnevogn. Betingelsen var dog, at jeg skulle tilbagebetale lånet med et
passende à conto beløb af min ugeløn. Køkkengrejet i form af kopper,
tallerkener, bestik, kedel, gryde, kasserolle, stegepande, vandfad, vaskebalje
osv., fik vi for de fleste tings vedkommende foræret af mine forældre og
morforældre. Det samme gjaldt babytøjet, bleer, bukser, trøjer og lignende, som
var nyt og som vi hovedsageligt også fik foræret af familien. Men alt dette
lykkedes det mig at anskaffe i løbet af de næste par dage, således at hjemmet,
hvor beskedent det end var, stod nogenlunde klart til at modtage Else og
barnet, når de blev udskrevet fra hospitalet.
I dag så længe efter husker jeg ikke, hvordan
Else reagerede på de nogenlunde ordentlige, men samtidig yderst beskedne
forhold, vores sparsomt møblerede lejlighed var udtryk for. Men det var, hvad
jeg og vi havde muligheder for at kunne klare rent økonomisk på det tidspunkt.
Det viste sig da trods alt også at komme til at gå nogenlunde. Og selvom jeg
følte det ydmygende i, at det endnu engang havde været nødvendigt at bede
Socialkontoret om hjælp, så måtte jeg bide det i mig, men fast besluttet på at tilbagebetale
de lånte penge snarest muligt. Senere, da der blev brug for det, fik vi
anskaffet en kravlegård og en klapvogn, men heldigvis for vores egne penge.
Det hjalp unægtelig på økonomien, at vi, som
før omtalt, kunne bo omtrent husfrit mod ugentligt at feje og vaske i alt fem
hoved- og fem køkkentrapper, og selv om jeg til daglig gik på arbejde, blev det
af gode grunde mig, der i praksis måtte udføre arbejdet på lørdage
eftermiddage, når jeg var kommet hjem fra arbejde. Det havde jeg heller intet imod,
selvom jeg fandt at det var en uhyre kedelig tjans. Alle hovedtrapper var
belagt med brunt linoleum, mens køkkentrapperne var ferniserede trætrapper.
Først fejede jeg hovedtrappen i ejerens opgang, fra tredie sal og ned til
stuen, og derefter vaskede jeg den ved hjælp af gulvskrubbe og gulvklud med
brunt sæbevand. Vandet skulle skiftes for hver opgang, for det blev i reglen
fuldkommen sort af trappernes snavs. Det tog omkring en halv time at feje og
vaske hver hovedtrappe, og omkring tyve minutter at gøre det samme med hver af
køkkentrapperne. Det betød cirka 5 timers arbejde i alt, og eftersom jeg i
reglen først kunne gå i gang med arbejdet omkring kl.15, var jeg ofte ikke
færdig før ved syv-halvotte-tiden om aftenen. Så når jeg derefter vendte tilbage
til Else og drengen, var jeg så udaset, at jeg næsten straks faldt i søvn på
sofaen.
Der var for resten det specielle ved den
ejendom, hvori vi boede, at det var i nr. 52A i lejligheden på første sal
tilvenstre hos en fru Henriksen, at Martinus logerede i 1921 og at det var her
han i påskedagene det år gennemgik sin indvielse til såkaldt kosmisk bevidsthed.
Men at mystikeren og filosoffen Martinus, som jeg senere vil fortælle nærmere
om, og hvis livsværk kom til at betyde meget for mig, engang havde boet i ejendommen,
var dog noget, jeg først blev klar over mange år senere, mere præcist i 1987,
da bogen "Martinus' Erindringer" udkom. Men da jeg først havde fået
det at vide, forekom det mig interessant, at det netop var her, hvor jeg hver
uge havde fejet og vasket de trappetrin, som Martinus endnu før jeg selv var
født daglig havde gået op og ned ad, og at det netop var her, på dette ydmyge
sted, at han havde oplevet den åndelige åbenbaring, der satte ham i
stand til at påbegynde udarbejdelsen af sit kæmpeværk "Livets Bog
1-7" og symbolværket "Det Evige Verdensbillede 1-(foreløbig)5".
Jeg skal senere vende tilbage til en omtale af Martinus og hans livsværk i
kronologisk sammenhæng.
Ikke så længe efter at vi var flyttet til
Jagtvej, så jeg en dag i et boghandlervindue en bog i folioformat med illustrationer
fra Disneys langtegnefilm "Alice i Eventyrland", og den måtte jeg
simpelthen eje. Da jeg hverken røg, drak eller spiste slik, mente jeg nok at
kunne afse penge til at købe bogen for, særligt med henblik på, at den ville
kunne have betydning for min forhåbentlig snarlige fremtid inden for
tegnefilmbranchen. Bogens mange fascinerende illustrationer studerede jeg
meget nøje, for at gøre mig klart, hvori det nye i stilen bestod. Der var tale
om strammere tegnet figurer end i de tidligere Disney-tegnefilm fra 1930’erne,
jeg havde set, og om farver, som var domineret af den grønne, blå og violette
skala i farvespektret. Denne bog kom jeg næsten til at skatte lige så højt som
bogen med udvalget af H.C. Andersens eventyr og historier, der var illustreret
af Louis Moe. Uden sammenligning i øvrigt.
Dagen for vores første barns dåb nærmede sig,
og Else havde bestemt, at drengen skulle hedde Jan George, med
mellemnavnet efter hendes stedfar. Men hvorfor lige præcis navnet Jan blev
valgt, husker jeg ikke, kun at jeg ingen indvendinger havde imod nogen af
delene, og det havde sikkert heller ikke hjulpet, om jeg havde haft det! En
kort overgang overvejede jeg dog, om ikke drengen burde være opkaldt efter min
fars første fornavn Peter, men det var ikke så vigtigt for mig, om det skete
eller ej. Derimod ønskede og stod jeg i henhold til min religiøse overbevisning
- eller mangel på samme – fast på, at Jan kun skulle navngives af den stedlige
verdslige myndighed. Men det ville Else overhovedet ikke høre tale om, hun
holdt stædigt på, at drengen skulle døbes i kirken, sådan som det var skik og
brug i alle ordentlige familier, som hun sagde.
Så vidt jeg erindrer, foregik dåben i den
nærliggende St. Stefans Kirke henne på hjørnet af Nørrebrogade og Stefansgade.
Men den mulighed består dog også, at det foregik i den endnu nærmere liggende
Simeons Kirke i Sjællandsgade. Det afgørende var imidlertid, at jeg betingede
mig ikke at ville deltage i den kirkelige højtidelighed, idet ritualet og
prædikenen dengang som senere forekom mig at være ude af pagt med det
virkelige, levende dagligliv, som vi alle er en naturlig del af. Naturen
forekom mig - dengang som nu – desuden at være den eneste rigtige
"kirke" for oplyste nutidsmennesker. For mig at se, var et barn
indviet til Gud i samme øjeblik, det blev undfanget, ja, endog før, for i min
livsanskuelse er vi evige børn af Gud, hvilket synspunkt jeg senere skal komme
nærmere ind på. Og sådan noget teologisk vrøvl, som at et barn, der ikke er
blevet døbt, ville være dømt til evig fortabelse i Helvede, troede jeg ganske
enkelt ikke på. Den opfattelse eller tro hørte efter min mening fortiden til.
Set i
tilbageblik nu så mange år efter, kan jeg godt se, at min kompromisløse
stillingtagen og vægring ved at deltage i mine børns dåb, må have forekommet
andre og mere traditionelt tænkende mennesker uforståelig. Man kan måske endda
mene, at jeg handlede ukærligt, ved ikke at ville deltage i dåbsbegivenheden,
men selv mente og mener jeg at jeg var ærlig over for Gud, mig selv og andre. I
forholdet til mit senere og tredje barn, Linda, som først blev døbt som
14-årig, og hendes tre børn, Camilla, Christian og Maria, der blev døbt som
babyer, har jeg dog modereret min holdning og deltaget i deres dåb, men min
personlige grundholdning til dåben som sådan er ikke ændret. Den er efter min
opfattelse et symbolsk levn fra fortiden, hvor den religiøse livsanskuelse og
moral var dominerende. Men sådanne rituelle levn kan det være nødvendigt, ja,
nærmest livsvigtigt, at overholde og følge for mennesker, der endnu er præget
af den flokbevidsthed, der engang var noget i retning af en livsbetingelse for
at overleve, men som i vore dage reelt set ikke længere er nogen absolut
nødvendighed, men snarere en traditionel hæmsko, i al fald for mennesker, der
ikke ejer troens nådegave, sådan som tilfældet eksempelvis er og altid har
været for mit eget vedkommende.
Imidlertid oprandt dåbsdagen og min søster
bar barnet som dets gudmoder, og mine forældre og min mormor var på min
families vegne med i kirken, og naturligvis også til den lille festlighed i
hjemmet bagefter. Mine brødre deltog af en eller anden grund ikke i
højtideligheden, hverken i kirken eller i vores hjem. Min gamle, socialistiske
morfar ville heller ikke med i kirken, for han var ikke nogen tilhænger af
hverken kristendommen, folkekirken eller præsterne, som han betragtede som
svindlere og folkeforførere. Han og jeg sad hjemme i lejligheden på Jagtvej,
medens resten af familien var i kirken, og her drak han en enkelt bajer og jeg
en sodavand, mens vi talte om vind og vejr. Selv drak jeg hverken øl eller
spiritus på det tidspunkt, og var vel i det hele taget en smule dydsiret
kedelig, i al fald set med de gængse normers øjne.
Desværre
må jeg sige at jeg ikke kan huske, hvor vidt Elses mor og stedfar, som boede i
Køge, var med til deres foreløbig første og eneste barnebarns dåb. Men det
mener jeg ikke at de var. Faktisk havde jeg på det tidspunkt endnu ikke mødt
Elses forældre, og jeg mener ikke at de overhovedet besøgte os i den tid, Else
og jeg var gift med hinanden. Else og hendes mor talte dog lejlighedsvis i
telefon sammen, men forholdet mellem dem havde i al fald tidligere været noget
anspændt. Grunden hertil kendte jeg ikke, men gættede på at det hovedsagelig
skyldtes Elses selvrådighed og trang til at gøre, som det passede hende. Mit
indtryk af hendes forældre var, at det var pæne, respektable og småborgerlige
mennesker, der betalte enhver sit og levede stille og ubemærket, som den slags
mennesker nu engang gør, og helst gør. Senere så jeg, at de boede i eget stort
hus i et pænt villakvarter i Køge, hvor manden var skomager.
Da jeg senere mødte Elses forældre under et
besøg hos dem i Køge, konstaterede jeg at moderen var en omkring 40-årig, lidt
buttet og ganske nydelig dame, som jeg dog af en eller anden uforklarlig grund
ikke umiddelbart brød mig særlig meget om. Det skyldtes nok mest at hun virkede
stærkt forbeholden og afvisende over for mig, samtidig med at hun var skarp og
afgjort i de meninger og synspunkter, hun udtalte. Måske var hun forlegen over
at skulle være sammen med mig, som hun jo overhovedet ikke kendte. Faderen eller
rettere sagt stedfaderen var tydeligvis ældre end moderen, en mager og lidt
krumbøjet mand, som til gengæld ikke sagde ret meget, men dog var høflig nok.
Det var imidlertid ikke meget, vi havde at tale med hinanden om, og desuden fik
jeg fra begyndelsen tydeligt indtrykket af, at hverken han eller hans kone brød
sig om mig, og det må nok siges, at dette var gensidigt. Det blev da heller
ikke meget, Elses forældre og jeg så til hinanden i resten af den tid, Else og
jeg var gift. Bortset fra et enkelt eller måske to besøg hos dem i Køge, så jeg
dem aldrig mere. Men jeg talte dog senere med Elses mor i telefonen, efter at
Else og jeg var blevet skilt, og moderen var forståeligt nok på sin datters
side. Mere herom i kronologisk rækkefølge.
Når jeg nu tænker tilbage på den tid og på
Elses forældre, må jeg sige, at jeg i dag godt kan forstå deres manglende
sympati for og tiltro til mig. For hvad betød en på det tidspunkt forhenværende
tegnefilmtegner, der senere var gået i lære som fotograf, men ikke fuldførte
uddannelsen, og som havde forskellige tilfældige jobs og lidt tegnearbejde, som
man ikke kunne leve af, i sammenligning med en god, solid uddannelse og varig
beskæftigelse som f. eks. skomager eller anden form for gedigent og respekteret
håndværk. Og hvilke forhåbninger om en tryg fremtid for deres datter og
børnebørn kunne de gøre sig med en ca. 25-årig ung mand, der ikke havde drevet
det videre end til at bo på lejede værelser og i en beskeden lejlighed på det
berygtede Nørrebro i København, om end i den bedre ende og del af samme
kvarter. En ung mand, som tilmed befattede sig med, hvad der i deres øjne måtte
forekomme som nytteløst film- og teaterpjat. En ung far til et og senere to
børn, som tilsyneladende ikke erkendte sit ansvar, men i stedet dagdrømte og
filosoferede sig væk fra hverdagslivets krav og vilkår, og som foreløbig kun
havde drevet det til at være lagerekspedient, og som havde været nødt til
næsten det værst tænkelige af alt, nemlig at opsøge Socialkontoret og bede om
hjælp i sin betrængte økonomiske situation! Som gode og solide borgere kunne
man næppe tænke sig noget værre!
På fotoet ses det glade forældrepar med
deres første barn, som blev døbt Jan Georg Rasmussen. Det kære barn ser selv ud
til at være vågen og interesseret i, hvad der foregik omkring ham. – Foto: ©
1953 Kehlet Foto.
Efter at dåben havde fundet sted, mødtes jeg
med familien uden for kirken, og vi fulgtes ad hen til fotograf Kehlet på
Nørrebros Runddel, lige overfor, hvor vi boede, og her blev der bl.a. taget
nogle fotos af Else og mig sammen med Jan, og af Jan og hans gudmoder Lizzie.
Derefter gik vi de få skridt til vores lejlighed i passagen lige over for
fotografforretningen, og her hyggede familien sig så efter bedste evne og
formåen. Det var ikke noget stort og flot traktement, vi kunne byde på, for vi
havde mildt sagt ikke overskud i pengekassen, men som sædvanlig havde min kære
mor bidraget med, hvad hun selv kunne undvære af penge og naturalier. Alligevel
blev det en nogenlunde festlig dag, især takket være min humørfyldte, bramfri
og ikke sjældent kloge morfar, der var godt skåret for tungebåndet, og som
desuden aldrig lod sig skræmme eller dupere af nye mennesker. Min egen fars
humør og talegaver steg også hen på dagen, og især efter at indholdet af et par
glas eller tre var blevet sat til livs. Mor og mormor fandt det derimod pinligt
og forsøgte at dæmpe deres respektive mænd, men når de var i det glade hjørne,
lod de som om de slet ikke bemærkede konernes velmente irettesættelser.
Min kære og
altid trofaste lillesøster, Lizzie, var den stolte gudmoder til Jan, som hun
holdt meget af og kom og besøgte ved enhver mulig og given lejlighed. Hun var
altid til hans og senere hans lillesøster Annettes fødselsdage indtil omkring
slutningen af 1950’erne, ligesom hun altid gav dem julegaver, også efter Elses
og min skilsmisse, og ligeledes efter at hun som artist selv var rejst til
udlandet. – Fotos: © 1953 Kehlet Foto.
En dag i sommeren 1953, da jeg var på vej
hjem fra arbejde og stod af sporvognen ud for Borrit, løb jeg på Finn
Rosenberg på Nørrebros Runddel. Vi var begge lige overraskede over det uventede
møde, for vi havde ikke set hinanden siden 1945, og vi blev derfor enige om at
drikke en fadøl sammen på Bodega Runddelens fortovsrestaurant. Han spurgte
til, hvordan det var gået mig, og jeg spurgte ham om, hvad han havde lavet
siden "Fyrtøjet"-tiden. Han fortalte bl.a., at han nu var blevet
tekstforfatter og layouter hos Harlang & Toksvigs Reklamebureau. Men
tegnefilm havde han ikke haft med at gøre, siden produktionen af
"Klods-Hans" for omkring tre år siden var blevet endeligt opgivet.
Rosenberg fortalte også, at han stadig boede med sin gamle moder omme i Guldbergsgade,
sådan som han også havde gjort både før og under produktionen af
"Fyrtøjet". Sin unge kæreste, Birthe Grove, var han for længst ophørt
med at komme sammen med, for efter en kort og hektisk forelskelse, havde hun
fundet ud af, at han dels var for gammel for hende - der var dog kun omkring 10
års forskel mellem dem - og dels kunne han ikke avle børn, og børn, det ville
hun have. Siden forlovelsen med Birthe ophørte, havde han ikke kendt andre
kvinder, og nu i 1953 var han 37 år og havde opgivet at få en kæreste, for slet
ikke at tale om en kone.
Nørrebros Runddel i august 2008.
Det er Nørrebrogade, som løber parallelt med billedets underkant, og Jagtvej,
der krydser denne til venstre i billedet. Bag de grønne træer til højre lå
dengang Bodega Runddelen, og Jagtvej nr. 52 A-E ligger bag ved den samme
ejendom, som bl.a. rummede bodegaen. Ovre på den anden side på hjørnet lå
Kehlets Fotoatelier i stueetagen, og ovenover på første sal havde Nørrebros
Avis redaktionskontorer. Men meget er jo
forandret siden dengang i begyndelsen af 1950’erne, hvor sporvognene var
dominerende i trafikken. Runddelen var markeret af en ringformet lav
beplantning, som havde fire åbninger, en for hvert verdenshjørne, til sporene
på Jagtvej og Nørrebrogade, som krydsede hinanden midt på runddelen, omtrent
dér, hvor den grønne bil befinder sig her på billedet. – Foto: © 2008 Harry
Rasmussen.
Da jeg spurgte, hvorfor han havde opgivet at
få sig en kone, svarede han med et stærkt islæt af bitter ironi: "Kvinder vil
ha' børn, og jeg kan ikke lave børn, fordi jeg kun har én testikel, der tilmed
producerer for lidt og for dårlig sæd. Desuden ville jeg heller ikke egne mig i
forældrerollen, det er jeg for gammel og for meget ungkarl til!"
I samtalens løb havde Rosenberg tømt sit
glas, og formentlig derfor spurgte han, om jeg ville ha' et glas fadøl mere,
men det sagde jeg nej tak til, dels fordi jeg ikke brød mig om øl, og dels,
fordi jeg faktisk burde skynde mig hjem, for at Else ikke skulle blive urolig
over, hvor jeg blev af. "Har du noget imod, at jeg drikker et glas fadøl
for mig selv?" spurgte han. "Nej, selvfølgelig ikke!" svarede
jeg. Denne gang bestilte han et stort glas fadøl og en bitter, og imens han
stille sad og nød de våde varer, betragtede jeg ham lidt i smug. Han så træt,
bleg og hærget ud til trods for sit velklædte og velplejede ydre. Hans
tidligere så smukke sorte hår var allerede blevet lidt tyndt i toppen og
gråsprængt i tindingerne. Mit indtryk var, at det var et dybt ensomt og desillusioneret
menneske, jeg havde over for mig, og jeg følte medlidenhed med ham og hans
skæbne. Et kort øjeblik tænkte jeg på at invitere ham til at besøge mig i mit
beskedne hjem, men jeg fornemmede, at han ikke ville være interesseret, dertil
var han for meget lukket inde i sig selv. Til sidst blev jeg dog nødt til at
tage mig sammen til at sige ham farvel: "Vi ses!" sagde jeg, idet jeg
rejste mig for at gå. Han så sløvt op på mig og svarede med et blegt smil:
"Ja, vi ses!"
Men vi sås aldrig mere, skønt vi i et par år
kun boede nogle få hundrede meter fra hinanden, og få år efter hørte jeg af en
fælles bekendt, at Finn Rosenberg var afgået ved døden som følge af en eller
anden ikke nærmere angivet form for sygdom. Et behageligt og kultiveret
menneske og en dygtig tegner og habil jazzmusiker, som havde sat sig et
forholdsvis varigt minde, dels som initiativtager til langtegnefilmen
"Fyrtøjet", og dels for sine mange fine og stemningsfulde baggrunde
til denne film, var nu borte, og jeg ved end ikke, hvor han eventuelt ligger
begravet. Måske på Assistens Kirkegård eller på den jødiske kirkegård i
Møllegade, for Rosenberg var af hel- eller halvjødisk herkomst. Sic transit gloria
mundi. (Således forgår verdens herlighed).
Så snart det blev sommer, døjede jeg med den
evindeligt tilbagevendende fodsvampagtige lidelse, der dog altid kun viste sig
på min højre fod. Ved henvendelse til min læge fik jeg en henvisning til
speciallæge i hudsygdomme, professor dr. med Gunner Auken, far til senere
arbejdsminister i Anker Jørgensens regering og endnu senere miljøminister i
Poul Nyrup-regeringen, nu afdøde Svend Auken, samt bl.a. dennes søster, præst
og folketingsmedlem for SF, Margrethe Auken. Professor Auken havde dengang
konsultation i den nyere bygning, der lå og stadigvæk ligger på venstre side
af banegraven foran Københavns Hovedbanegård.
Straks efter ringede jeg til professor Aukens
klinik og fik en aftale et par dage efter, som imidlertid medførte, at jeg igen
måtte bede mig fri fra arbejdet, hvilket jeg ikke var særligt glad for at gøre.
Men dagen oprandt, da jeg indfandt mig på professor Aukens klinik, hvor jeg
efter en kort ventetid blev budt indenfor i konsultationslokalet. Gunner Auken
viste sig at være en temmelig høj, slank og nærmest mager person med et
markeret, intellektuelt udseende og i øvrigt meget venligt ansigt. Som kyndig
hudlæge, fandt professor Auken hurtigt ud af, at udslettet på min fod var en
slags fodsvamp, som skulle behandles med et antisvampemiddel. Desuden frarådede
han mig at bruge uldstrømper, fordi varmen fra disse gav en fugtighed, som var
egnet til at give fodsvampen gode vækstmuligheder. Efter en kortvarig
behandling med det pågældende medikament, varede det ikke længe, før min
fodlidelse ophørte.
En dag, da jeg kom hjem fra mit arbejde hos
J. Jørgensen & Co., fortalte Else mig, at min onkel Thorkild havde været
på besøg om eftermiddagen, for at forære mig et par nye sandaler. Han havde
forklaret hende, at han gennem mor og mormor havde hørt, at jeg led meget af
fodsved og tilmed havde en fodsvampagtig lidelse. Og da han samtidig vidste,
at vi havde det småt med penge, ville han derfor gerne forære mig et par
sandaler. Det lød jo umiddelbart meget godt og tilforladeligt, men det undrede
mig, at han ikke var kommet med sandalerne, når jeg selv var hjemme, men
derimod mens jeg var på arbejde. Med mit kendskab til hans endog store og
samvittighedsløse svaghed for kvinder, mistænkte jeg ham med rette eller
urette for, ikke at have haft helt reelle hensigter med sit besøg. Men hvor om alting er, så kunne jeg dårligt
afslå hans tilbud om at hjælpe os i den situation, hvori vi nu stod, og måske
gjorde jeg ham også uret med min vage mistanke. Desuden havde jeg altid holdt
meget af ham, og han af mig, og han havde ofte været hjælpsom mod mine forældre
og mig i min barndom og tidlige ungdom. Men som jeg tidligere har fortalt om,
så var han nærmest besat af trang til sex, hvor han end gik eller stod, og han
benyttede enhver anledning og lejlighed til at komme i lag med en kvinde, ung
eller ældre, køn eller mindre køn, det var ham lige meget, bare han kunne få
tilfredsstillet sin åbenbart store og ustyrlige kønslige appetit.
Det
var mens jeg boede på Jagtvej 52D, hvor min daværende kone, Else, og jeg fik
vores to børn, Jan og Annette, at mine farforældre i Majbølle kunne fejre deres
guldbryllup. En stor begivenhed i deres liv og tilværelse, men som jeg ifølge
min erindring ikke var i stand til at deltage i på grund af mine personlige
omstændigheder. Det var dog ikke kun mig, der ikke kunne være med til at fejre
vores farmor og bedstefar, for Mor og Benny og Bent var heller ikke med til
festen. Overfor mig har Bent forklaret det med, at både han og Benny var i
lære, han som automekaniker og Benny som værktøjsmager, og det var ikke muligt
for dem at få fri fra arbejdet. For mors vedkommende gætter vi på, at hun havde
været nødt til at blive hjemme, fordi hun jo på den tid var danselærerinde hos
Danseinstitut Ethel Lous på H.C. Ørstedsvej. Hun var forpligtet af sine
ansættelsesvilkår. Men desuden følte mor sig ikke særlig knyttet til sine
svigerforældre, specielt ikke til farmor, som på næsten enhver måde var min
mors totale modsætning: Bramfri og ligefrem i sine synspunkter , meninger og
udtalelser, og dertil optimistisk og til en vis grad også snobbet, hvilket
sidste farmor ikke lagde skjul på.
Herover ses mine farforældre foran æresporten i indkørslen
til deres hus i Majbølle. Det var deres guldbryllupsdag i 1953, og den skulle
naturligvis fejres som sig hør og bør i anstændige familier. Bag det festklædte par ses gårdspladsen med
det til lejligheden opstillede ’telt’, hvor de mange gæster skulle bænkes til
festmiddagen og formentlig til en lille svingom bagefter. – Foto. 1953.
Fotograf ubekendt.
Men
der er for mig ingen tvivl om, at guldbryllupsfesten forløb som den skulle og
burde, for mine farforældre var meget gæstfrie og gavmilde, så de har sikkert
beværtet deres gæster på bedste vis. I det daglige levede de en stille og rolig
tilværelse og nød frugterne af et langt livs flid og arbejdsomhed, som betød,
at de i hvert fald havde lidt mere end til dagen og vejen. Heldigt og lykkeligt
for dem, så længe det varede, for som tidligere nævnt blev bedstefar få år
efter ramt af forkalkning af hjertets kranspulsårer, hvilket som tidlige omtalt
medførte store og stærke brystsmerter, betegnet som angina pectoris. Sygdommen
førte til hans død som 76-årig..
.
På dette gruppefoto fra mine farforældres guldbryllupsdag ses en stor del
af familien og formentlig også nogle venner forsamlet foran æresporten til
huset på Rudbjergvej nr. 6 i Majbølle. Det er dog langt fra alle på billedet,
jeg selv kender eller er i stand til at genkende, men hvis vi begynder med
første række fra venstre ses følgende genkendte personer: Nr 1 er ubekendt, nr.
2 er min kusine Rita, datter af Henry og Ebba, nr. 3. er ubekendt dame, nr. 4
er min kære tante Alma, nr. 5 er ubekendt dame, nr. 6 er min kære søster
Lizzie, nr. 7. og 8. er guldbrudeparret, hhv. min farmor og bedstefar, nr. 9 er
kusine Gerda, nr. 10 og 11 er en mig ubekendt dame og herre. - I anden række
fra venstre ses som nr. 1. og 2. hhv. Edmond, og på højre side af damen foran,
Dagmar, nr. 3. ubekendt herre, nr. 4. min far Aksel, nr. 5. ubekendt dame, nr.
6. Ebba, nr. 7. og 8. er ubekendt dame og herre, nr. 9. er kusine Tove, kaldet
Søster. I tredie og sidste række ses fra venstre som nr. 1. (muligvis) min
onkel Alfred, nr. 2. ubekendt herre, nr. 3. Johannes, nr. 4. Gudrun, Alfreds
kone, nr. 5. Valborg, onkel Theodors enke, nr. 6. onkel Henry, nr. 7. en mig
også ubekendt herre. – Foto ca. 1953-54. Fotograf ubekendt. Det er
bemærkelsesværdigt så mange familiemedlemmer, der ikke er med på ovenstående
foto. Det gælder mine fætre Børge, Henry og Jørn, min kusine Ingelise, kaldet
Lillepigen, og desuden Gudruns og Alfreds børn: Flemming, Ingelise og Ole, samt
min mor, Erna, mine brødre, Benny og Bent, for ikke at glemme at nævne mig
selv.
Hen på forsommeren 1953 blev jeg uheldigvis fyret
hos J. Jørgensen & Søn. Det foregik på den måde, at jeg en dag blev kaldt
ind til værkføreren, som bl.a. sagde, at chefen og han var blevet enig om, at
arbejdet hos dem nok ikke var det rigtige for mig, for jeg virkede
uinteresseret og uengageret i det. Hvilket jeg tøvende måtte give ham medhold
i. Derfor, sagde han, ville det nok være bedst for begge parter, hvis jeg blev
afskediget. Dette kom dog trods alt som en bombe for mig, så jeg var ude af
stand til at sige noget lige i det øjeblik. Men også her havde jeg en uges
opsigelse, og reglerne var sådan, at man skulle have fri, hvis der viste sig en
mulighed for, at man kunne søge nyt arbejde i mellemtiden.
Det var naturligvis ikke rart at skulle gå
hjem og fortælle, at jeg endnu engang havde mistet et arbejde, og personligt
set følte jeg det som et slags nederlag, at det skyldtes at man mente, jeg ikke
duede. Men inderst inde vidste jeg med mig selv, at en arbejdsgiver naturligvis
ikke kunne være tjent med et menneske, der viste så lidt interesse, evne for og
glæde ved jobbet, som tilfældet var for mit vedkommende.
Afskedsdagen kom, men jeg har ikke nogen
specielle erindringer fra den, for ingen af de mennesker, der arbejdede i virksomheden,
havde jeg fået noget nærmere personligt forhold til. De var alle mere eller
mindre robuste håndværkertyper, som sikkert med rette har betragtet mig som en
underlig, fremmed person i deres miljø. Og sådan følte jeg mig da også, og
bortset fra, at jeg selvfølgelig var betænkelig ved at miste en fast
indtægtskilde, så var jeg på ingen måde ked af at miste det trivielle og
kedelige arbejde.
Dengang var det imidlertid ikke nemt at
skaffe sig et arbejde, for der var stor arbejdsløshed, især blandt ufaglærte.
Og i sammenhæng med det almindelige arbejdsmarked, var jeg ufaglært. Men der
var jo ingen anden udvej, end at gøre forsøg på at skaffe sig et nyt arbejde.
Hver morgen tidligt købte jeg derfor Berlingeren og gennemgik annoncesiderne,
og en dag faldt mine øjne på en stillingsannonce, hvori man søgte et antal
lagermedhjælpere hos Dansk Bølgepap Industri på Tagensvej. Ulempen ved
arbejdet var imidlertid, at man her arbejdede døgnet rundt i treholds-skift.
Morgenholdet var fra kl.6-15, eftermiddagsholdet fra kl.15-21 og natholdet fra
kl.21-6. Der var en ugentlig turnus, således at man skulle arbejde fra kl.6-15
den ene uge, fra kl.15-21 den næste uge og fra kl.21-6 den påfølgende uge,
hvorefter man begyndte forfra. Men da der ikke var så meget ufaglært arbejde at
få på den tid, mødte jeg derfor en tidlig morgen op ude på fabrikken, hvor man
skulle henvende sig ved bagindgangen. Da jeg ankom cirka kl. halv seks om
morgenen, var der allerede forsamlet en del ældre og yngre mænd, alle
forholdsvis høje og tilsyneladende stærke, som åbenbart også søgte en af de
ledige stillinger. Derfor faldt den tanke mig straks ind, at jeg nok ikke ville
have store chancer for at blive antaget.
Kort efter trådte der en midaldrende mand
frem fra en dør oven over den rampe, der strakte sig langs hele bygningens
længde. Han kastede et blik på de fremmødte og gav sig til at udpege
forskellige af disse, og til min store overraskelse valgte han også mig. Så
vidt jeg husker, skulle der kun bruges 6-8 mand ud af de godt 25-30 mand, som
var mødt op den forårsmorgen. De af os, der var blevet udvalgt, skulle give
møde næste morgen og være klar til at gå i gang med arbejdet kl. 6.
Da jeg og de øvrige udvalgte mødte op foran
fabrikken næste morgen, blev vi kl. 5.45 lukket ind af den mand, der dagen før
havde udpeget os. Han viste os vej til en garderobe, hvor vi fik hver sit
aflåselige garderobeskab af den slags, der var i almindelig brug på fabrikker
og i virksomheder både dengang og senere. Hvert garderobeskab udgjorde en
aflang og smal sektion af et større og i reglen mørkegråt eller mørkegrønt
metalskab. Hvert skab havde en hylde foroven, hvor man kunne lægge sin kasket
eller anden hovedbeklædning, hvis man ellers havde en sådan, og måske sin
medbragte madkasse, og i selve skabet kunne man hænge sin jakke eller sit overtøj.
Derefter fik vi udleveret en brun kittel, som var almindeligt brugt af fabrikkens
personale, mest for at skåne deres eget tøj. Kitlen, fik vi at vide, skulle
hænges i garderobeskabet efter dagens arbejde, og skiftes ud og lægges til vask
hver 14. dag.
Det første, jeg noterede mig var, at
temperaturen og støjen fra maskinerne var ulidelig. Selvom der, hvad
temperaturen angik, var store og ligeledes larmende luftfornyelsesanlæg overalt
på fabrikken, var varmen i nogle af fabrikshallerne oppe på 30-35 grader! Her
arbejdede der både mænd og kvinder, dels ved de store maskiner, der
fremstillede bølgepappet, og ved de prægemaskiner, hvor bølgepappet blev
påtrykt de varemærker, som kunderne havde bestilt, og dels ved stansemaskinerne,
hvor pappet blev falset og de riller og andre åbninger, den enkelte type
bølgepapæske skulle have, blev udstanset. Det var derfor almindeligt at se, at
de stakkels ansatte, som arbejdede her, altid havde så svedige ansigter, at
vandet konstant dryppede fra hår og pande, så der skulle passes på, at sveden
ikke dryppede ned på æskerne og kasserne. Dette personale arbejdede på
akkorder, som de selv bestemte og tilrettelagde i samarbejde med værkføreren og
ledelsen. Derfor havde man tilrettelagt arbejdet sådan, at personalet her kunne
holde jævnlige, kortvarige pauser, for at gå ud i garderoberne eller på
toiletterne og svale sig af og for nogles vedkommende tage et brusebad og
skifte til tørt tøj. De pågældende pauser, som vel var på omkring 10-15
minutter hver, blev naturligvis også benyttet som kærkomne kaffe- og
rygepauser. Den længste pause var frokostpausen, som varede en halv times tid,
og det uanset om man arbejdede på morgen-, dag- eller natholdet.
Mit arbejde bestod fortrinsvis i at
transportere pallerne med de opstablede, sammenfoldede papæsker og -kasser fra
præge- og stansehallen til et af de mange lagre, der var på de øverste etager i
den store fabriksbygning. Det skete ved hjælp af en håndtrukken, flad vogn på
fire hjul, som kunne dirigeres ind under en palle og derefter ved en særlig
anordning løfte denne nogle få centimeter over gulvplanet, således at pallen
med stablen af papemballage kunne manøvreres gennem lokalet og hen til en af de
store elevatorer. Via denne kom man op på de øvre etager, hvor det ofte var
lidt af et kunststykke at få den ikke sjældent højtstablede palle manøvreret på
plads på lageret på en sådan måde, at stablen ikke fyldte mere end højst
nødvendigt.
Arbejdet var hårdt, ikke mindst på grund af
den ekstreme varme og den konstant buldrende støj fra maskinerne, der kunne
høres helt oppe på det øverste og fjerneste lager på loftet lige under
bygningens tag. Men her var temperaturen og larmen dog trods alt så meget
lavere, at den var til at holde ud. Alligevel led jeg meget under varmen og
især fordi min gamle lidelse, fodsvampen, dukkede op igen, formentlig fordi
mine fødder svedte i skoene, ja, selv i sandalerne, og det hjalp ikke meget, at
jeg engang imellem svalede fødderne i koldt vand.
Arbejdet på morgen- og eftermiddagsholdene
kunne gå an, for i det første tilfælde havde man både eftermiddagen og aftenen
til sin egen rådighed, og i det sidste tilfælde havde man formiddagen og et
par timer af eftermiddagen til disposition. Men det var ikke særlig rart at
arbejde på natholdet, for det betød, at man var nødt til at sove en del af
dagen, hvilket jeg almindeligvis havde meget besvær med, ikke mindst fordi Else
og Jan jo normalt stod op omkring det tidspunkt, hvor jeg kom hjem fra
natarbejdet. Særlig Jan havde naturligvis svært ved at forstå, at hans far
skulle i seng og sove, når han selv stod op og var parat til at lege. Else
skulle jo ligeledes kunne færdes frit i lejligheden, og foretage de nødvendige,
daglige gøremål. Det blev derfor ikke altid til den nødvendige søvn for mit
eget vedkommende, når jeg havde arbejdet på natholdet, og det gjorde mig nok
både irritabel og vredladen, i hvert fald ind imellem, hvilket naturligvis ikke
var rart for nogen af os.
Det var mens vi boede henne på Jagtvej, at
det, jeg herefter vil fortælle, skete. Min far var som tidligere omtalt
vicevært i den ejendom, hvor mine forældre boede, og til hans pligter hørte en
ugentlig rengøring af ejendommens to hovedtrapper og køkkentrapper. Men på et
tidspunkt var det begyndt at knibe for ham med at nå dette arbejde ved siden af
gård- og gadefejning, før han skulle møde på sit egentlige arbejde som
tagdækker. Mor nedlod sig aldrig til trappevask, men henviste til sit helbred og
sit job som danselærerinde. Men min brave mormor, som var folkepensionist –
eller aldersrentemodtager, som det hed på den tid – var ikke bleg for at give
et par hænder med, og derfor trådte hun hjælpende til. I øvrigt uden at få
andet for det, end en kop kaffe og et par rundtenommer sigtebrød, kun med bart
smør, som hun især holdt meget af. Det tog hende i reglen nogle timer fra kl. 8
til 10 eller lidt mere, at feje og vaske trapperne, og i mellemtiden havde det
behaget hendes datter, min fru moder, at stå op og iføre sig kimono, lave
kaffe, smøre sigtebrød og dække køkkenbordet til to. Men det, der kun skulle
have været en overgang, blev stiltiende permanent. Mormor mødte i årevis
troligt op hver tirsdag morgen, for at vaske de to sæt trapper og få sin kaffe
og sine sigtebrødsmadder og en sludder med mor.
Imidlertid
var mine morforældre som sædvanlig blevet inviteret på cirka 14 dages
sommerferie hos deres gode venner, familien Bitsch, på Søgård i nærheden af
Bursø på Lolland. I den tid ville mormor derfor ikke kunne passe at vaske
trapperne for min far, som heller ikke selv kunne afse tid til at gøre dette
arbejde. Da jeg på det tidspunkt selv havde 14 dages ferie, og vi i øvrigt
skulle holde ferie hjemme, tilbød jeg at vi kunne feje og vaske ejendommens
trapper i den tid. Det var kun en lille gentjeneste, for den hjælp mine kære
forældre havde ydet Else og mig i den tid, vi indtil nu havde været gift. I
øvrigt fejede og vaskede jeg fortsat trapperne i den ejendom, hvori vi boede,
én gang ugentligt.
Med lille kun et halvt år gamle Jan i
barnevognen, mødte Else og jeg derfor op en tirsdag formiddag, for at feje og
vaske de nævnte trapper. Den dag havde jeg som nævnt ferie fra
bølgepapfabrikken, så derfor kunne det lade sig gøre for mig. Else og jeg
fordelte arbejdet mellem os på den måde, at vi tog hver sin hoved- og
køkkentrappe, og mens Jan stod omme i gården og sov i sin barnevogn, fejede og
vaskede vi først de to hovedtrapper og begyndte derefter på de to
køkkentrapper. Man fejer og vasker som formentlig bekendt normalt en trappe
oppefra og ned, og idet jeg var gået op ad ”min” køkkentrappe og var begyndt at
feje den og var nået cirka halvvejen ned, følte jeg med ét en stærk indre uro,
som straks fik mig til at kigge ud ad det nærmeste trappevindue. Herfra var der
tydelig udsigt til barnevognen nede i gården, og til min store forskrækkelse
ser jeg, at Jan er vågnet og ligger og kæmper fortvivlet med dynen, som
fuldstændig dækker hans hoved. I få spring var jeg nede ad trappen og henne ved
barnevognen, hvor jeg fjernede dynen og så, at Jan var helt blå i hovedet af
anstrengelse eller iltmangel. Mine ben nærmest rystede under mig af angst for,
hvad der kunne være sket med min lille søn.
Straks efter kaldte jeg på Else og sagde, at
hun hellere måtte tage sig af Jan, så skulle jeg nok selv gøre trapperne
færdige. Jeg ved ikke, om hun syntes jeg overdrev situationen, men selv følte
jeg, at Jan havde været i livsfare og at det var en højere magt (en skytsånd?),
der havde givet mig den indskydelse at kigge ud ad vinduet i det rette øjeblik.
Mens vi boede på Jagtvej havde jeg
lejlighedsvis nogle af de samme og i bedste forstand mystiske oplevelser, som
jeg også havde haft dengang, jeg boede hjemme hos mine forældre i Jægersborggade
og endnu tidligere, da vi boede i Nakskov. For det første kunne jeg helt
uventet og pludseligt og bedst som jeg gik på gaden, overrumples af en stærk og
klar følelse af, at det ikke var mig som bevidsthed eller sjæl, men kun
min krop, der bevægede sig omkring. Den tanke fæstnede sig hos mig, at hvor end
min krop befandt sig i den firedimensionale verden, så var min sjæl forankret i
evighedsdimensionen, som er lig med Guds højeste bevidsthed. Det hang sammen
med den erkendelse af forholdet mellem bevidsthed (sjæl) og omverden
(krop), som jeg havde fået gennem studiet af indisk filosofi, og som nu viste
sig i praksis.
En anden dag, da jeg kom træt hjem efter
natarbejdet, havde lagt mig i min seng, med kære lille Jan ved min side, og var
døset hen, men endnu befandt mig i tilstanden mellem vågen og søvn, oplevede
jeg i et overvældende syn at se en smilende Jan liggende midt i et ovalt
strålefelt, hvor hans lille krop strålede klart og stærkt, nærmest
fosforescerende, i alle regnbuens farver. Synet overraskede mig så meget, at
jeg vågnede og ville sikre mig, om der var tale om virkelighed eller en slags
drøm, men Jan lå roligt og dybt sovende med sin normale lille krop ved siden af
mig. Det var og er min opfattelse, at det, jeg oplevede og så ved den lejlighed,
var Jans sjælelige legeme og aura, fænomener, som alle mennesker er udstyret
med, men som åbenbart kun meget få får at se eller er i stand til at se. Lignende syn har jeg
oplevet ved et par andre sjældne lejligheder i løbet af mit liv, hvilket jeg senere
skal vende tilbage til.
Som dagene gik, fandt jeg efterhånden ud af,
at arbejdet på bølgepapfabrikken var for ensformigt, fysisk krævende og for
lidt udfordrende for sådan en som mig, så efter en måneds tid begyndte jeg på
ny at kigge i Berlingeren efter et andet arbejde, der forhåbentlig ville være
bedre egnet for mig. En dag, da jeg først skulle møde på arbejde om
eftermiddagen, så jeg da også en annonce, hvori man tilbød en stilling som
lagermedhjælper hos skotøjsfabrikken Brd. Damm på Rentemestervej. Her blev
bl.a. de meget opreklamerede ADI-SKO fabrikeret.
Samme dags formiddag henvendte jeg mig på
skotøjsfabrikkens kontor, hvor jeg blev vist ind på juniordirektør Henry Damms kontor.
Efter cirka en halv times samtale, hvorunder han især spurgte om, hvad jeg
havde lavet tidligere, og hvortil jeg i overensstemmelse med sandheden svarede,
at omstændighederne havde ført mig ud i den situation, hvori jeg nu befandt
mig, mente han ikke, at den stilling hans firma kunne tilbyde, ville være noget
for mig. Men, tillagde han, måske kunne hans firma lejlighedsvis tilbyde mig
nogle tegneopgaver i stedet for, hvilket jeg dog på forhånd vidste ikke ville
kunne erstatte den nødvendige indtægt, jeg allerede havde. Imidlertid fattede
jeg så megen sympati for manden, at jeg tillod mig at bede ham om at give mig
stillingen, idet jeg pointerede, at han så tilmed også fik en tegner i huset.
Denne bemærkning fik ham til at smile, og efter at han havde konfereret med de
to seniordirektører, Brd. Damm, fik jeg stillingen, som jeg kunne påbegynde
ugen efter. Det skyldtes, at der var en uges opsigelse på bølgepapfabrikken,
men det var en stor lettelse for mig, at kunne sige farvel til et arbejde og et
fabriksmiljø, som jeg - uden at ville være morsom - bestemt ikke følte mig på
bølgelængde med.
Men min nye stilling betød, at Else fortsat
kunne blive hjemme, især for at tage sig af Jan, og det havde hun så vidt jeg
forstod ikke noget imod. Hun var vist nok af den opfattelse, at det egentlig
var manden, der burde være familiens forsørger. Denne forventning så det nu ud
til, at jeg i nogen grad stadig ville kunne opfylde.
Den mandag kom, da jeg mødte op ude hos Brd.
Damm, for at påbegynde arbejdet som lagermedhjælper der. Det viste sig, at jeg
fortrinsvis skulle arbejde på skolageret, der lå i en bygning for sig inde over
gården bag selve fabrikken, der lå ud mod og langs med Rentemestervej. Foruden
mig arbejdede der en anden og noget ældre mand på lageret, og han oppebar titel
af lagerforvalter. Han var en lidt mager, benet, mavesur og humørforladt mand,
hvis største fornøjelse blev, at genere og kritisere mig mest muligt. Der gik
da heller ikke mange dage, før han antydede - formentlig med rette - at jeg
ikke var tilstrækkeligt engageret i mit arbejde og desuden efter hans mening
heller ikke egnede mig til det. Mit daglige arbejde bestod i at stable æskerne
med skotøj op på lagerets hylder, som gik helt op under loftet, så der måtte
bruges høje stiger for at komme op og ned derfra. Dernæst bestod arbejdet i, at
konferere med de ordresedler, som lagerforvalteren daglig overrakte mig, og
hente de skoæsker frem og eventuelt ned fra hylderne, som de pågældende ordrer
fra byens og landets skotøjshandlere lød på.
Det hændte ind imellem, at jeg havde et
ærinde oppe på skotøjsfabrikken på første sal i hovedbygningen, hvor også
kontorerne var beliggende, og her løb jeg i reglen på direktør Henry Damm, som
spurgte mig, hvordan det gik med mit arbejde på lageret. Jeg svarede, som sandt
var, at det formentlig gik nogenlunde, men at han havde haft ret i, at det nok
ikke lige var et ønskejob for mig. "Det tænkte jeg nok!" sagde han og
tilføjede: "Jeg har for resten en tegneopgave til Dem! Vi står nemlig over
for at skulle lancere et nyt børneprodukt, som vi kalder for
"ADI-kamikker". Vi skal derfor have tegnet et omslag til de æsker,
som kamikkerne skal sælges i. Er det en opgave for Dem?" "Jo tak!" svarede jeg lidt
tøvende, "jeg vil gerne forsøge at lave et udkast, som vi så kan diskutere
og eventuelt rette på efter behov og behag!" "Det ville være mægtig
fint!" sagde han. "Hvornår regner De med at kunne have udkastet
klar?" "Åh, jeg skal vel i det mindste bruge en lille uges tid til at
pejle mig frem til et brugbart resultat!" svarede jeg. "Det er i
orden! Lad os da tales ved om en uge!" sagde han afslutningsvis.
Fra det øjeblik ophørte mine tanker ikke med
at beskæftige sig med projektet, til stor og tydelig ærgrelse for lagerforvalteren,
men han kunne ikke så godt sige noget, for juniordirektøren havde givet ham
besked på, at det ville være i orden, hvis jeg brugte noget af arbejdstiden,
når der ikke var travlt, til at tænke over og eventuelt skitsere på det eller
de udkast til skoæskeomslaget, som jeg havde fået til opgave at tegne. En kamik
er som formentlig bekendt en eskimoisk eller grønlandsk støvle med kort skaft,
og den fandtes både som drenge- og pigestøvle. Hvad ville derfor være mere
nærliggende, end at tegne en kæde af eskimoisk klædte drenge og piger, der med
hinanden i hænderne og på en baggrund af isbjerge spadserede hele vejen rundt
på siderne af skotøjsæsken. Mit forslag og udkast vakte begejstring hos
fabrikkens direktører, og ikke mindst hos juniordirektøren, som straks bad mig
rentegne udkastet, så det snarest kunne blive sendt til den bogtrykker, der
skulle trykke det store oplag af æskeomslag.
Så mange år efter, som der nu er gået, husker
jeg ikke længere størrelsen af det honorar, jeg fik for tegningen, men derimod
har jeg ikke glemt, at man nogen tid efter kunne gå ind i omtrent en hvilken
som helst skobutik i København, der handlede med børnefodtøj, og se de mange
festlige æsker med ADI-kamikker, der stod på forretningens hylder og som for
resten også var udstillet i dennes vindue eller vinduer. Det var et stort
cadou til mit skoæskeomslag!
Herover
ses den eneste eksisterende storyboard-tegning fra den reklametegnefilm for ADI
Sko, som jeg, Harry Rasmussen, planlagde i 1953. Resten af tegningerne brændte desværre sammen med en lang række
andre af mine tegninger under en pyromanbrand i 1953. – Tegning: © 1952 Harry
Rasmussen.
Medens jeg
arbejdede på lageret hos Brd. Damm, foreslog jeg en dag juniordirektør Henry
Damm, at fabrikken burde lave en reklametegnefilm for ADI-børnesko. Han var
sådan set med på ideen, men sagde, at denne i så fald skulle produceres hos
firmaets reklamebureau, nemlig Wahl Asmussens Reklamebureau. Det ville
imidlertid betyde, at dette bureau også fik et ord at skulle have sagt i sagen,
hvilket jeg ikke umiddelbart var begejstret for. Jeg kendte kun alt for godt
reklamebureauernes forhåndsindstilling til reklametegnefilm, som de
almindeligvis fandt for bekostelige og for lidt effektive i reklameøjemed.
Begrebet tegnefilm forbandt man dengang almindeligvis med morsomme eller i
hvert fald forsøgsvis morsomme sight gags, og det var ikke "in" på
bjerget, at reklametegnefilm også skulle være til at grine af. Derfor gjorde
jeg mig ikke særlig store forhåbninger, da jeg på opfordring af Henry Damm en
dag ringede til Tove Hebo, under hvem bureauets reklamefilmafdeling sorterede,
for at aftale en tid, hvor jeg kunne komme ind og præsentere det forslag til en
reklametegnefilm for ADI-babysko, som jeg i mellemtiden havde udarbejdet.
Mit forslag eller synopsis gik ud på, at
filmen skulle være formet som et lille eventyr om, hvordan storken henter de
små børn i mosen og bringer dem til deres forældre inde i byen. Det overrasker
slet ikke disse, at det er stork langeben med de røde hoser, der kommer med de
kære små, og heller ikke, at samme stork anbefaler de bløde, lækre babysko fra
ADI som barnets første par sko.
Imidlertid ville fru Hebo formentlig ikke
skuffe mig alt for meget, så derfor sagde hun, at min idé og oplægget og
tegningerne til filmen i princippet var i orden, men at den nok bare ville
blive for dyr at producere. ”Bliv nu ikke alt for skuffet, hvis det ikke bli’r
til noget med filmen!” tilføjede hun trøstende, og fortsatte: ”Jeg vil nu finde
ud af, hvordan Brd. Damm stiller sig til sagen. Det skal jeg bruge nogle dage
til, så ring til mig om en uge og hør resultatet.” Det var med noget blandede
følelser, at jeg forlod hendes kontor og gik hen til Nørreport, hvor jeg tog
sporvognen hjem.
Ugen efter ringede jeg til fru Hebo, som med
stor beklagelse fortalte at Brd. Damm ikke ønskede at investere så stor en sum
penge, som det ville koste at lave og distribuere en film af denne type. Der blev altså ikke for mit vedkommende
noget ud af nogen reklametegnefilm for Brd. Damm, men sagen fik alligevel et
slags efterspil året efter, hvilket jeg senere skal vende tilbage til.
Den dag i dag opbevarer jeg endnu en enkelt
tegning af dem, jeg i sin tid lavede i forbindelse med min synopsis. Det er
filmens slutscene, der forestiller et par ADI-babysko, som storken holder frem
i nærbillede. Skitsen ses ovenfor. Men der kunne sikkert være kommet en
udmærket lille reklametegnefilm ud af mit projekt, men tiden var dengang ikke
til reklametegnefilm af denne type. Film- og reklamebranchen var nemlig gået
over til fortrinsvis at producere de såkaldte filmletter af 15, 20 eller max 30
sekunders spillelængde.
Det var også medens jeg arbejdede hos Brd.
Damm, at jeg atter genoptog tanken om at lave en langtegnefilm over H.C.
Andersens eventyr "Den lille Havfrue". Jeg syslede længe med ideen og
tegnede også et par enkelte figurudkast, bl.a. til hovedpersonen, og desuden
en såkaldt scribble-board, som i mere eller mindre løse skitser viser
handlingsforløbet scene for scene i en film, men længere kom jeg ikke med
projektet på det tidspunkt.
Omkring juli 1953 blev jeg fyret hos Brd.
Damm, der som grund angav, at firmaets salg var for nedadgående, og at der
derfor ikke længere var brug for min assistance på lageret. Jeg havde for
resten lagerforvalteren mistænkt for at have en finger med i spillet omkring
min fyring, for han kunne bestemt ikke lide mig. Henry Damm, som jeg hele tiden
havde haft et ret godt forhold til, havde i den sidste tid holdt sig reserveret
i baggrunden og henvendte sig faktisk aldrig mere direkte til mig. Det kunne
jeg på det tidspunkt ikke rigtig forstå, men et halvt års tid senere blev jeg klar
over, hvad der formodentlig og antagelig kunne være grunden til hans pludselige
reserverethed. Det skal jeg vende tilbage til.
Det var desværre ikke umiddelbart let for
mig, at skaffe et nyt job, men det viste sig så heldigt, at Else på dette tidspunkt
fik tilbudt arbejde på Løvens kemiske Fabrik ude på Frederikssundsvej. Det var
atter ægtemanden til den dame, som Else havde ligget ved siden af på
Rigshospitalet, da hun skulle føde Jan, der havde trukket i trådene. Han var
som tidligere nævnt laborant på fabrikken. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg
ikke havde tillid til denne mands hensigter, og der skete da også kort efter
noget, som skulle bekræfte min mistanke imod ham.
En aften afholdt Løvens kemiske Fabrik en
fest for sit personale, som Else også deltog i. Hun kom først hjem hen på den
lyse morgen, og af bare uro havde jeg flere gange været ude på Nørrebros Runddel,
for at kigge efter hende. På et tidspunkt hen mod den lyse morgen så jeg hende
komme gående hen ad den nordlige del af Nørrebrogade mod Runddelen, hånd i
hånd med den pågældende mand, som om det var to elskende, der var tale om. Jeg
kendte jo efterhånden Elses svaghed for mænd, men syntes alligevel at det var
skrapt og uansvarligt af hende, at løbe den risiko at svigte mig og barnet. Men
hun smilede blot og snoede sig endnu engang udenom, og det kom til en forsoning
mellem os, hvilket endnu engang skulle vise sig at få utilsigtede følger.
Mens Else passede sit daglige arbejde på
Løvens kemiske, passede jeg lille Jan derhjemme. Jeg havde dog ikke opgivet
håbet om, at finde et nyt job, og helst et, som havde noget at gøre med den
metier, jeg var uddannet i, nemlig tegne- eller tegnefilmbranchen. Men det
lykkedes mig desværre ikke at finde et arbejde lige med det samme, og da Else fortsat
ikke havde lyst til at opgive sit arbejde, hvilket hun nu kunne forklare med,
at hun jo i hovedsagen skulle sørge for, at vi kunne klare os økonomisk så godt
det var muligt, så måtte jeg indtil videre resignere. Det økonomiske lykkedes
for os til dels i kraft af hjælp fra mine forældre, der dog ikke havde for
meget til sig selv i forvejen, men mor insisterede på at hjælpe os igennem, så
godt det under de givne omstændigheder lod sig gøre. Derfor gik jeg også selv
hjemme en kort overgang og fik på den måde lejlighed til at få et tæt forhold
til vores søn Jan, som var den allerkæreste lille dreng, man kan tænke sig, og
som jeg holdt af at pusle om og lege med. Han var efterhånden blevet omkring 8
måneder og kunne så småt stavre omkring på sine små ben. Om dagen gik jeg ture
med ham i klapvognen eller legede med ham ude i passagen, hvor vi bl.a.
spillede bold. Det hændte også, at jeg kørte ham i klapvognen over i
Nørrebroparken ved Stefansgade, hvor jeg selv havde leget som stor dreng, og
hvor der var sandkasse, gynger, rutsjebane og et stort soppebassin. Her holdt
Jan meget af at være og lege, og ville ikke så gerne hjem, når den tid kom, men
hjem måtte og skulle vi jo naturligvis.
Den kære lille Jan var rigtig
glad, når han og jeg gik over i Nørrebroparken, for at lege i sandkassen eller
ved gyngerne. På fotoet foroven og forneden til venstre ses han det nævnte
sted. På fotoet nederst til højre ses han i smøgen bag ejendommen Jagtvej 52,
omtrent ud for opgang 52 D, hvor vi boede
indtil eftersommeren 1954.. - © 1954 Privatfotos.
På dette desværre
ikke helt skarpe foto, ses min søster Lizzie med lille Jan på skulderen.
Fotoet, som må være taget af mig, er så vidt jeg husker fotograferet i
Nørrebroparken i sommeren 1954. - © 1954. Privatfoto.
Min
søster Lizzie var meget glad for Jan, og hun ville gerne passe ham, når
lejlighed bød sig, hvilket der dog ikke blev megen anledning til, så længe
enten Else eller jeg selv havde mulighed for det. Men Lizzie, som holdt meget
af Jan og omvendt, plejede også at tage ham med over på legepladsen i
Nørrebroparken ved Stefansgade, som jo lå lige for enden af Jægersborggades
nordlige ende. Dér holdt han meget af at være og lege. Det hændte i øvrigt, at
Lizzie og jeg og Jan fulgtes ad over i parken, som var en god legeplads, også
for mindre børn.
De
timer om dagen, hvor Jan sov til middag, benyttede jeg til at tegne. Blandt
andet fik jeg helt uventet et midlertidigt hjemmejob som tegner af en
helsides tegneserie, hvis titel, jeg ikke længere husker, men som handlede om
en lille negerdreng og hans abe. Serien gik en overgang i ugebladet
"Søndags B.T.". Jeg var dermed blevet såkaldt "neger" for
en nogenlunde jævnaldrende ung tegner, som havde startet serien, men han og
hans kæreste havde netop været ude for en motorcykelulykke, hvorunder hun var
blevet dræbt og han selv kommet slemt til skade. Det var dog mest chokket og
skyldfølelsen over kærestens død, der midlertidigt forhindrede ham i at
fortsætte arbejdet på tegneserien. Hans far havde gennem en bekendt hørt, at
der kunne være en mulighed for, at jeg måske ville hjælpe i den situation,
idet man anså det for vigtigt, at serien blev fortsat.
Men det, der
gjorde, at jeg syntes det var interessant at overtage tegneserien, om end det
kun var for en kortere periode, var den omstændighed, at jeg fik frie hænder
til at "digte" videre på seriens fortsatte handlingsforløb, og så
naturligvis, at jeg kunne tjene lidt penge ved det. Da jeg havde afleveret de
første sider, var man så vidt jeg forstod på faderen, der kom for at hente de
ark, jeg havde tegnet, tilfredse med det foreløbige resultat. Derfor kunne jeg
fortsætte med at tegne serien i endnu et stykke tid, uden at jeg husker, hvor
længe det stod på, men formentlig har det drejet sig omkring 10-12 helsider,
inden den pågældende tegner igen var klar til selv at fortsætte sin tegneserie.
Men selv om jeg ikke erindrer, hvor længe og præcist hvor mange helsider til
serien, det drejede sig om, at jeg forfattede og tegnede, så husker jeg i al
fald tydeligt, at det var med et vist vemod, at jeg tog afsked med negerdrengen
og hans abe, som begge var blevet en del af min hverdag og som jeg faktisk var
kommet til at holde af.
I nogenlunde samme periode gjorde jeg imidlertid
forsøg på at vende tilbage til tegnefilmbranchen, idet jeg bl.a. planlagde
flere reklametegnefilm, til dels i samarbejde med min ven og læremester Børge
Hamberg. På det tidspunkt havde han også følt sig nødsaget til at forlade
tegnefilmbranchen og havde i mellemtiden fået ansættelse som porcelænsmaler
hos Bing & Grøndahl, blandt de ansatte meget morsomt kaldet "Bing
& Bang". Det hændte jo jævnligt, at porcelænsting uforsætligt tabtes
på gulvet og gik i stykker. Grunden til, at Børge ikke længere arbejdede
indenfor tegnefilmbranchen skyldtes ganske enkelt, at Dansk Farve- og Tegnefilm
A/S’ seneste projekt, langtegnefilmen ”Klods-Hans”, som tidligere omtalt ikke
havde opnået økonomisk støtte fra Kulturministeriet. Direktør Allan Johnsen så
sig derfor nødsaget til at afskedige de medarbejdere, der i omkring et års tid
havde arbejdet på projektet, og blandt disse var altså cheftegner Børge
Hamberg. Imidlertid ønskede Børge nu også atter at vende tilbage til den branche,
som for både ham og mig betød mere end blot og bar arbejde og levebrød. Vi
enedes derfor om, at hvis det lykkedes for mig at stable en tegnefilmproduktion
på benene, ville han overveje at gå med, hvis han ellers kunne se, at der var
tilstrækkeligt økonomisk grundlag for det. At lave tegnefilm måtte nødvendigvis
også være andet og mere, end bare en dejlig interesse og beskæftigelse. Man
skulle jo også hels kunne leve af det.
Herover ses
et design- og figurudkast til en reklametegnefilm for OTA SOLGRYN, som jeg
havde planer om at lave i 1953, da jeg gerne ville vende tilbage til
tegnefilmbranchen. Som det fremgår af udkastets tegnestil, havde jeg allerede
på det tidspunkt lagt min tidligere tegnefilmstil fra mig og var blevet mere
moderne og up to date. – Tegning: © 1953 Harry Rasmussen.
Herover ses endnu et design- og
figurudkast til en reklametegnefilm for OTA SOLGRYN, som jeg som omtalt havde
planer om at lave i 1952, da jeg gerne ville vende tilbage til
tegnefilmbranchen. Som det også fremgår af dette udkasts’ tegnestil, havde jeg
allerede på det tidspunkt lagt min tidligere tegnefilmstil fra mig og var
blevet mere moderne og up to date. – Tegning: © 1953 Harry Rasmussen.
Så meget desto mere satte jeg min fritid og
energi ind på at udarbejde nogle ideer og forslag til reklametegnefilm, bl.a.
en for OTA Sol Gryn, samt noget senere også en reklametegnefilm for svenske
Cederroth’s SAMARIN. Dengang var reklamefilmene - og herunder altså også
reklametegnefilmene - i reglen af omkring 2 minutters spilletid, hvilket
måske ikke lyder af så meget. Men i betragtning af, at reklamefilmene eller de
senere såkaldte reklamespots fra og med omkring slutningen af 1950’erne kun var
af maksimalt 30 sekunders spillelængde, og ofte kun af 15 sekunders længde,
var der tale om god tidsmæssig plads til at afvikle et lille handlingsforløb.
Problemet med reklametegnefilm var
imidlertid, at produktionsprisen på en fuld-animation tegnefilm på den tid lå
på 800 kr. per. meter sort-hvid film, dvs. for ialt 52 billeder eller godt og
vel 2 sekunder. Til en tegnefilm på 120 sekunder ville der følgelig medgå ialt
omkring 60 meter 35mm færdig film, hvilket betød en produktionspris på omkring
48.000 kr. Det blev dengang anset for at være en så høj pris, at der kun kunne
påregnes at være et endog meget lille antal potentielle kunder til specielt
reklametegnefilm. Hvilket da også var en af grundene til, at jeg valgte at
lave ideer til reklametegnefilm for store firmaer som Cederroth (Samarin) og
OTA, og til Brd. Damm, der bl.a. fabrikerede ADI-Sko, men som dog langt fra var
af samme firmamæssige størrelsesorden, som de to førstnævnte.
Til
reklametegnefilmen for Samarin tegnede jeg dels figurudkast til filmens tre
hovedpersoner: først en mand, der sad ved et veldækket spisebord og gjorde sig
til gode med de lækre retter, dernæst "en frister" i skikkelse af en
lille djævel og endelig "en sund fornuft" i form af en lille engel.
Desuden tegnede jeg et storyboard over filmens handlingsforløb, som drejede sig
om, at den lille djævel hele tiden fristede manden til at spise og fylde sig
med den gode mad, medens den lille engel uafbrudt forsøgte at afværge, at
manden forspiste sig og blev oppustet og fik ondt i maven. Den lille djævel kom
dog hver gang den sunde fornuft i forkøbet, hvorfor det da også endte med, at
manden fik ondt i maven. Men her kom den lille frelsende engel atter ind i
billedet, hvor den satte djævlen ud af spillet ved at tildække denne med et
glas, og tilbød manden et glas brusende, klar Samarin til at lette maven og
fjerne ubehaget med. Voila! Den lille engel gik af med sejren og sikrede en
Happy End.
Figurforslag
til den lille djævlefigur, kaldet ”Fristeren”, som sammen med en engleagtig
figur, kaldet ”Forløseren”, indgik i den planlagte reklametegnefilm for
”Samarin”. Figuren viser den mere stramme og lidt ’kantede’ stil, som jeg på
den tid var begyndt at anvende til tegnefilm. – Tegning: © 1952 Harry
Rasmussen.
De pågældende figurer tegnede jeg i en stærkt
forenklet og lidt stram stil, med klare, overvejende rene farver, sådan som jeg
havde fået inspiration til gennem Disneys langtegnefilm "Alice i
Eventyrland", og gennem bogen af samme titel og med illustrationer, der
lignede filmens tegnestil. Ikke videre originalt, men en stil, der skulle blive
dominerende i den internationale kommercielle tegnefilmbranche i de følgende
mange år. Dog ikke hos Disney, hvor man ganske vist strammede designet af såvel
figurer som baggrunde op, men samtidig fastholdt man stort set måden at lave
tegnefilm på fra 1930’-40’erne. Den ”moderne”, forenklede design- og animationsstil
var dog endnu ikke blevet anvendt i danske tegnefilm, som i det omfang sådanne
overhovedet blev produceret, fortsat forsøgte at fastholde den ”klassiske”
tegnefilmtradition. Der var imidlertid kun et firma, der producerede tegnefilm
eller mere specielt reklametegnefilm på den tid, og det var Nordisk Tegnefilm
A/S i Vedbæk, som før havde heddet Ring & Rønde, og som jeg som tidligere
omtalt havde været i kontakt med i 1950-51. Men hvis det var lykkedes mig at
starte en tegnefilmproduktion op omkring begyndelsen af 1950’erne, ville jeg
formentlig have været den første i Danmark, der havde brudt med den ”klassiske”
stil og i stedet benyttet et moderne figur- og baggrundsdesign. Sådan skulle
det dog desværre ikke komme til at gå, for min skæbne ville det åbenbart en hel
del anderledes.
Hvad jeg imidlertid ikke vidste på det
tidspunkt var, at en tegner ved navn Bent Barfod også var begyndt at lave
tegnefilmarbejde, men helt i sin egen utraditionelle, stærkt forenklede tegne-
og animationsstil, som lå langt fra både den gamle og nye Disney-stil. Barfod
var uddannet tegner, men ikke animator, så derfor benyttede han sig
lejlighedsvis af hjælp fra et par professionelle animatorer, når han skulle
lave en opgave, der involverede tegnefilm. Det var særlig animatorerne Erik
Christensen (Chris) og Ib Steinaa, Barfod fik hjælp af på den tid. Chris og
Steinaa kendte jeg begge fra Fyrtøjet-tiden, men Barfods eksistens anede jeg
endnu ikke noget om, idet han ikke havde nogen fortid i tegnefilmbranchen. Hans
tilknytning til filmbranchen begyndte med, at han i 1947 var filmarkitekt på
spillefilmen Penge som græs, der blev produceret hos Nordisk Film i
Valby, og med garvede Svend Methling som instruktør.
Ideen til reklametegnefilmen for OTA Sol Gryn
var til dels inspireret af mine egne dagdrømme om at være en slags supermand,
der klarede alle uheldige situationer og som efter forskellige genvordigheder
alligevel fik "heltinden" til sidst. Filmens hovedpersoner var en
lille, lidt sart og følsom dreng, og en lille køn pige, samt en noget større og
brutalt udseende knægt, der også bejlede til pigens gunst og som ustandselig
gjorde, hvad han kunne, for at forhindre den lille dreng i at komme pigen nær.
Filmens handling foregik på den måde, at den lille dreng ligger og sover i sin
seng, og her drømmer han om, hvordan den større dreng hele tiden forsøger at
imponere pigen gennem at udføre forskellige dristige handlinger, som hver gang
går ud over den lille dreng og gør ham til grin for pigen og de andre børn.
Herunder vågner den lille dreng søvndrukken op og skynder sig ud i køkkenet,
hvor han hælder en portion rå OTA Sol havregryn op i en tallerken, kommer mælk
på og spiser den lækre ret i en fart. Derefter iler han tilbage til sin seng,
hvor han straks falder i søvn igen, og snart dukker drømmen om ham selv, den
kønne pige og den store dreng frem på ny, men nu er situationerne ændret så
radikalt, at det i denne omgang er den lille dreng, der klarer alle de uheldige
situationer, som tilfældet før var med den store dreng, til stor fornøjelse for
pigen og de andre legekammerater.
Til denne reklametegnefilm tegnede jeg også
nogle stilmæssigt set "moderne" figurudkast i klare, kulørte farver,
med hovedvægten lagt på blå og violette nuancer som kontrast til OTA-pakkens
røde farve med den knaldgule sol. Desuden tegnede jeg nogle blyantsudkast til
forskellige af filmens situationer, men nogen egentlig storyboard havde jeg
endnu ikke nået at tegne til dette tegnefilmsprojekt. Det var min hensigt at
rette henvendelse til det reklamefilmfirma, nemlig Gutenberghus Reklame Film,
der dengang stod for de reklamefilm, som blev lavet for Ota Sol Gryn, men inden
jeg nåede så langt, som til at gøre alvor af det, stod det klart for mig, at
jeg blev nødt til igen at søge en nogenlunde fast beskæftigelse med en løbende
indtægt, for at Else og jeg økonomisk set kunne klare dagen og vejen.
En dag omkring august måned 1953 fortalte
Else mig, at hun mente at være blevet gravid på ny, hvilket jeg ikke umiddelbart
blev begejstret for at få at vide. Vores økonomi var til stadighed temmelig
anstrengt og vi ejede kun de mest nødtørftige møbler og klæder til os selv.
Med et barn mere at forsørge, ville udsigterne til nyanskaffelser være nærmest
håbløse, men det kunne det formentlig ventede barn selvfølgelig ikke gøre for.
Når jeg skal være helt ærlig, og det siges
der jo at man skal, så må jeg tilstå, at det ærgrede mig, at af de relativt få
gange om året, Else og jeg havde samleje, endte en af gangene med, at hun blev
gravid. Det havde været tilfældet med Jans undfangelse og det var det også i
tilfældet med det nye barn. Dette skal dog ikke opfattes som en bebrejdelse mod
børnenes mor, men mere mod mig selv, som dels uansvarligt ikke havde brugt
prævention og dels ikke havde evnet at tilrettelægge vores økonomiske
situation bedre, end tilfældet desværre var.
I et spagt forsøg på at bidrage til
forbedring af vores økonomi, tog jeg i september 1953 imod et tilbud om arbejde
som statist i forestillingen "Gøngehøvdingen" på det daværende
Nørrebros Teater. Det var min gode ven, Pluto alias Erik Nielsen, som selv var
statist samme sted, og som kendte vores anspændte økonomiske situation, der kom
med tilbuddet. Han og jeg havde holdt forbindelsen ved lige med hinanden siden
"Fyrtøjet"-tiden, og han var en trofast og altid hjælpsom kammerat,
som desuden ikke boede så langt fra os, kun omkring 5 minutters gang fr os,
nemlig i Julius Thomsensgade, der var og er en sidegade til Jagtvej. Det var
for resten hos nogle bekendte til Pluto, som boede i samme opgang som ham og
hans forældre, at vi endnu mens vi selv boede i Øster Farimagsgade og ikke
havde barn, for allerførste gang i vores liv havde lejlighed til at se det
overraskende nye fænomen FJERNSYNET. Den pågældende familie, et yngre ægtepar,
havde som nogle af de første i Danmark eller i hvert fald i København anskaffet
sig et Tv-apparat, der ganske vist var et enormt stort skrummel af et møbel og
med kun en 14 tommers billedskærm. Men fascinationen var til stede straks fra
begyndelsen. Et Tv-apparat var imidlertid dengang en så bekostelig
anskaffelse, at det i hvert fald ikke stod på vores budget. Det måtte vente på
gunstigere tider.
Stykket "Gøngehøvdingen" blev
iscenesat af den dengang meget unge Palle Kjærulff-Schmidt, en søn af den
uhyre populære teater- og filmskuespiller Helge Kjærulff-Schmidt. Det var
formentlig den unge Kjærulff-Schmidts debut som professionel sceneinstruktør.
Tidligere havde han dog iscenesat stykker for Studenterscenen. Carl Ottosen
spillede rollen som Gøngehøvdingen, Børge Møller-Grimstrup var Ib, og Anne
Grethe Hilding spillede drengen Palle, mens en endnu ukendt Elga Bassøe var
Kulsoen. Rollen som den fordrukne tyske kaptajn Mannheimer blev meget morsomt
udført af den herlige og finurlige skuespiller Ego Brønnum Jakobsen.
Det var udelukkende mænd, der var statister i
"Gøngehøvdingen", idet de spillede de menige gønger, som alle var af
mandkøn. Vi var vel en 12-14 stykker af slagsens, høje og lave, tykke og tynde.
En af statisterne, hvis navn jeg ikke længere kan huske, blev en del år senere
kustode på Statens Museum for Kunst. Men den statist, bortset fra Erik Pluto,
som jeg fik en længerevarende relation til, hed Eigil Hall. Han nærede en drøm
om at blive skuespiller, og så vidt jeg husker læste han også en overgang hos
en eller anden kendt skuespiller. Eigil fik senere en lille rolle i
Cirkusrevyen, hvor han bl.a. kom til at kende den dengang endnu ukendte unge
skuespiller Preben Uglebjerg, som nogle år senere blev et stort navn i dansk
teater og især revy.
Eigil Hall, som var nogenlunde jævnaldrende
med mig, var en lidt over middelhøj, pæn, mørkhåret mand med såkaldte
"sovekammerøjne". Han var altid bemærkelsesværdigt velklædt og førte
sig i bogstavelig forstand frem med høj cigarføring. Han nedlod sig aldrig til
at ryge cigaretter, men elskede fine, dyre cigarer, cognac og - i særdeleshed
- smukke, forførende kvinder. Så vidt jeg forstod, mestrede han alle
forførelseskunstens finesser, hvorfor en del yngre damer faldt for ham på
stribe. Disse belejrede han hedt og inderligt, indtil han fik lagt dem ned,
hvorefter han totalt mistede interessen for dem hver især, eller var det måske
pigerne, der mistede interessen for ham, især når de hurtigt fandt ud af, at
den gode Eigil ikke havde "reelle hensigter", og måske heller ikke i
øvrigt svarede til forventningerne?
Foto af den
gruppe unge mænd, som 1953-54 var statister i rollen som gønger i Nørrebros Teaters
forestilling ”Gøngehøvdingen”. Eigil Hall var ikke til stede ved denne
lejlighed. Jeg husker desværre ikke navnene på de fleste af personerne på
billedet, men dog at det er mig, der ses midt i billedet og som den eneste i
lys skjorte. Til venstre for og bag mig ses min gode ven, den høje Erik
Nielsen, kaldet ”Pluto”. Han fik sit tilnavn, da han i 1943-45 arbejdede som
bud hos Dansk Farve- og Tegnefilm, hvor et vittigt hoved syntes, at han med sin
magre skikkelse og lidt kluntede bevægelser lignede Walt Disneys berømte
tegnefilms-hund. - © 1953 Privatfoto.
Skønt Eigil blev en jævnlig og i perioder
næsten daglig gæst i vores beskedne hjem, havde jeg ikke på noget tidspunkt indtrykket
af, at han lagde an på Else, lige som jeg heller ikke fornemmede, at hun var
specielt interesseret i ham. Derimod fortalte han ofte i detaljer om, hvordan
han havde nedlagt snart den ene og snart den anden kvinde eller yngre, finere
frue. Men om der var tale om rent pral fra hans side, var jeg ikke erfaren nok
til at kunne gennemskue. Hans stil var dog ikke min stil, men der var noget
forsonende og tiltalende ved ham, som gjorde, at vi var en slags venner i
omkring et par år, og på et tidspunkt fungerede han også som sales promotion og
public relation-mand for vores fælles forsøg på at få igangsat produktionen af
langtegnefilmen "Den lille Havfrue". Men herom lidt senere og i
kronologisk sammenhæng.
Hver aften, når de skuespillere og vi
statister, der ikke var på scenen, stod ude i kulissen og fulgte slagets gang
inde på scenen, var det særlig Ego Brønnum-Jacobsen i rollen som den tyske
kaptajn Mannheimer, der tiltrak sig opmærksomheden. Han var kendt for sin
store lyst og evne til at improvisere, både nogle af sine replikker og i nogle
tilfælde også sine handlinger. Det stillede store krav til hans medspillende,
som da også ind imellem havde vanskeligt ved at skjule et smil eller som måske
ikke havde helt samme fornemmelse for improvisation, som Brønnum-Jacobsen. Men
da han var en stor spasmager, udnyttede han sin medspillers forvirring og
overraskelse til at skabe en komisk situation, så publikum nede i salen vred
sig af latter. Men samtidig var han
også en gentleman og god kollega, og derfor reddede han altid i sidste ende sin
medspiller, ved at hjælpe denne tilbage til de indstuderede replikker og den
foreskrevne handling.
Der var formentlig to hovedårsager til
Brønnum-Jacobsens sceniske improvisationsevne og nonchalance, nemlig først og fremmest,
at han havde en fortid som cirkusklovn, og dernæst, at han både før og under
selve forestillingen i reglen havde sat et vist kvantum spirituosa til livs.
Men man oplevede ham aldrig direkte beruset og ude af selvkontrol, heller ikke
bag scenen. Det var imidlertid mit indtryk, at han til trods for sin hyppige
optræden i Radio-teatret og sin medvirken i en del spillefilm, ikke var noget
lykkeligt eller tilfreds menneske. Som skuespiller rangerede han på
birolleplan, skønt han formentlig havde stof i sig til i al fald nogle
hovedroller, og særlig til fremstilling af komiske eller sære eksistenser.
Cirka 3 uger efter, at jeg var blevet statist
i "Gøngehøvdingen" på Nørrebros Teater, havde teatrets inspektør,
Henry Dahl, arrangeret en personaleudflugt til Faxe-bryggeriet, som netop kort
forinden havde lanceret den såkaldte Gønge-øl. Henry Dahl var forresten far til
skuespillerinden Lisbeth Dahl, som de fleste kender fra Cirkusrevyen og fra TV.
Hendes mor var skuespillerinden Tony Biering. Men meningen med udflugten til
Faxe var først og fremmest at gøre reklame for forestillingen og for
Gønge-øllet. Derfor var alle iført de kostumer, som der blev optrådt i på
teatret. Vi blev kørt til og fra bryggeriet i en specialhyret turistbus, der
naturligvis havde plakater for både "Gøngehøvdingen" og
"Gønge-øl". Foruden omtrent samtlige statister, var det kun nogle af
de mandlige skuespillere, der deltog på turen. Først og fremmest den
humørfyldte, brave og usnobbede Carl Ottosen, den lidt tungsindige Børge
Møller-Grimstrup og den udenfor scenen stilfærdige Ove Brønnum Jacobsen.
Vel ankommet til bryggeriet i Fakse blev alle
budt velkommen og der blev skålet i Gønge-øl, og anført af Gøngehøvdingen alias
Carl Ottosens baryton og Ib alias Møller-Grimstrups bas, sang Gøngerne, dvs. os
statister, deres berømte Gønge-sang, "Frejdig og uforsagt".
Brønnum-Jacobsen afholdt sig som tysk-svensk kaptajn fra at synge med, da han
jo tilhørte "fjenden". Efter sangen blev der skålet endnu engang, og
derefter var der rundvisning på bryggeriet. Dette foregik dog ikke i ét
stræk, men blev jævnligt afbrudt af nye skåler, hvorved adskillige fadøl i
løbet af de 2-3 timer, vi tilbragte i selskab med bryggeriets topfolk og
personale, blev skyllet ned. Alle uden undtagelse blev kanonfulde, og det
gjaldt ikke mindst Carl Ottosen, som ikke holdt sig tilbage, men hele tiden
førte an, når der skulle udbringes skåler og drikkes øl. Til sidst blev han så
beruset, at han grinede fjoget og nærmest lallede. Det var en ny situation at
se den mandige og myndige Svend Poulsen alias Gøngehøvdingen i.
Møller-Grimstrup og Brønnum-Jacobsen havde heller ikke holdt sig tilbage, men
bevarede dog hver for sig fatningen, om end det kneb for dem begge med at gå
lige på benene og at tale rent og ubesværet.
Det hele virkede
grotesk og absurd på mig, som i lighed med Erik Pluto og Ejgil Hall nøjedes med
kun at drikke et par glas øl og for resten sodavand. Der skulle gå endnu nogle
år, før jeg selv begyndte at drikke øl og stærke drikke i lidt større kvanta.
For det første stred det at drikke øl og spiritus imod min livsanskuelse og for
det andet, var der ingen af delene, der smagte mig. Men tilværelsen kan som
formentlig bekendt nogle gange blive for meget for hvem som helst.
På vejen hjem i bussen faldt de allerfleste
af os i søvn, men ind imellem måtte chaufføren gøre holdt, fordi en eller flere
af personalet enten skulle af for at tisse eller for at brække sig. Derfor tog
hjemturen betydeligt længere tid, end tilfældet havde været med udturen. Men
hjem til teatret i Ravnsborggade kom vi da, og efter at have hængt vores
kostumer på plads i garderoben, sjoskede de fleste af os hjemad til hver sit.
Carl Ottosen blev halvt bevidstløs sendt hjem i en taxa. Erik Pluto og jeg, der
begge kun var lettere berusede, fulgtes ad til Nørrebros Runddel, hvor vi
skiltes. Klokken var vel omkring 21.30, da jeg låste mig ind ad entrédøren.
Else sad og hørte radio og læste i et blad, og hun grinede smørret, da hun så
mig i en tilstand, som hun aldrig havde set mig i før, og heller ikke fik
lejlighed til at se mig i siden, for til daglig drak jeg aldrig hverken øl
eller spiritus. Desuden havde jeg heller ikke drukket særlig meget, for jeg
tålte næsten ingenting, men blev som regel godt beruset af et par øl.
Medens jeg endnu var statist i
"Gøngehøvdingen", skiftede stykket i december 1953 fra at være
aftenforestilling til kun at blive vist som matinéforestilling på lørdage
kl.16. Det skyldtes, at et engelsk skuespillerteam var inviteret til at
gæsteoptræde på Nørrebros Teater med Henrik Ibsens berømte skuespil "Et
Dukkehjem", på engelsk ”A Doll’s House”, og stykket skulle som noget
forholdsvis nyt på de hjemlige teatre, opføres i den engelske version. Stykkets
mandlige hovedrolle som ”Helmer” blev spillet af tidligere skuespiller ved det
Det kgl. Teater i København, Mogens Wieth (1919-1962), en søn af det
berømte danske skuespillerægtepar Agnes Thorborg Wieth (1886-1981) og Carlo
Wieth (1885-1943). Mogens With blev landskendt som en af den tids store
kongelige skuespillere og dannede i flere år triumvirat med Bodil Kjer og Ebbe
Rode. 1950-54 forsøgte han at gøre karriere i England, men til trods for sit
glimrende engelske sprog, opnåede han ikke at blive andet og mere end såkaldt accentskuespiller,
i reglen i skurkeroller. Han optrådte både på engelsk teater, film, radio og
TV, men indspillede dog kun få engelske film, bl. a. Hoffmanns eventyr
(1951), Manden, der vidste for meget (1954), en genindspilning af en
film med samme titel fra 1934, som i begge tilfælde blev instrueret af
gyserfilmenes mester Alfred Hitchcock, men med nybesætning af rollerne. I
1962-udgaven havde James Stewart og Doris Day hovedrollerne. Mogens Wieth
giftede sig sent med skuespillerinden Lily Weiding (f. 1924), og parret fik
datteren Julie Wieth (f. 1960). Under et senere ophold i England indspillede
Mogens Wieth Private Potter (1962). 1962 optrådte Wieth på det
hæderkronede The Old Vic’s Theatre, hvor han indstuderede rollen som Antonio i
Shakespeares ”Købmanden i Venedig”, men kort før premieren blev han fundet død
på sit hotelværelse. En gloriøs dansk skuespillerkarriere, der var begyndt med
elevtiden ved Det kgl. Teater i 1937-39, var dermed alt for tidligt
afsluttet.
Den kvindelige hovedrolle som
"Nora" i ”Et Dukkehjem” blev udført af Joan Greenwood, der var
velkendt i Danmark, eller i hvert fald i København, for sine roller i flere af
de engelske spillefilm, der blev vist i danske biografer i årene efter krigen.
En af disse var Kind Hearts and Coronets fra 1949, på dansk "Syv
små synder", som havde den berømte maskerings- og forvandlingskunstner,
Alec Guinness, i otte mandlige hovedroller. Filmen gik i Grand Teatret og blev
en kæmpesucces. Sin største filmsucces havde Joan Greenwood i 1952 som Gwendolen
i Oscar Wildes Bunbury. Joan Greenwood, der er født 1921, voksede op i
et kunstnerhjem i Chelsea, og med sit usædvanligt smukke ansigt og sin yderst
velskabte skikkelse stod hun ofte model for malere og billedhuggere. Hun kom
tidligt til scenen, hvor hun bl.a. spillede og havde stor succes som Wendy i
"Peter Pan", Ofelia i "Hamlet" og Nora i "A Doll's
House" ("Et dukkehjem"). Under krigen optrådte hun sammen med
den ligeledes meget berømte og populære Robert Donat i værker af Shakespeare og
Bernard Shaw. Det var særligt hendes udtryksfulde øjne og dybe, sensuelle og
ligesom lidt brudte stemme, der fascinerede og henrev hendes teater- og
filmpublikum. Hun gav ofte sine roller et intelligensbetonet, dobbeltbundet,
ironisk, men samtidig impulsivt tilsnit, som formentlig i særlig grad skyldtes
den omstændighed, at hun erotisk i nok så høj grad også var til kvinder. Til
trods for sit meget smukke og udpræget kvindelige ydre, havde Joan Greenwood
tydeligvis en psyke, der var præget af maskuline karaktertræk, sådan som tilfældet
i reglen eller i al fald ofte er med lesbiske eller i hendes tilfælde
formentlig bifile kvinder.
Det skal her indskydes, at lige som det er
den feminine psyke, der får homoseksuelle mænd til at foretrække andre og helst
maskuline mænd som seksuelle partnere, således er det netop den maskuline psyke
i dem selv, der bevirker, at udpræget lesbiske kvinder oftest foretrækker
seksuelt samkvem med udpræget feminine kvinder. Men da de sidstnævnte i
reglen ikke er lesbiske, men foretrækker seksuelt samkvem med mænd, må nogle
lesbiske kvinder derfor spille rollen som udpræget feminine i det lesbiske
forhold. Der foreligger dog også situationer, hvori en udpræget feminin kvinde
af økonomiske eller andre grunde hengiver sig til en lesbisk kvinde, som måske
direkte eller indirekte honorerer hende for ydelsen eller samværet.
I henhold til den opfattelse, jeg gennem et
livslangt studium af Martinus’ Kosmologi har erhvervet mig vedrørende
seksualitet, så føler den normale mand trang og lyst til at forelske sig i og
give en normal kvinde den seksuelle udløsning eller orgasme, der i bedste fald
er det normale seksuelle samlivs højdepunkt. Efter som den homoseksuelle eller
lesbiske kvinde psykisk set føler, tænker og reagerer principielt som en mand,
føler en sådan kvinde sig derfor erotisk og seksuelt tiltrukket af en eller
eventuelt flere feminine kvinder, som de i lighed med manden ønsker at opleve
det seksuelle klimaks sammen med. Forskellen mellem den normale mand og den
homoseksuelle eller lesbiske kvinde, er derfor ikke psykologisk, men derimod
fysisk, anatomisk og fysiologisk.
At
det engelske skuespillerteams kvindelige hovedkraft også var til damer, fik
personalet på Nørrebros Teater at mærke i den tid, hun opholdt sig i København,
hvor teatrets kostumier, hvis navn jeg ikke længere husker, men som var
udpræget og erklæret bøsse, fik til opgave at guide miss Greenwood omkring i
det københavnske homoseksuelle og herunder lesbiske miljø. Det tog ifølge
forlydender fra personalet så meget overhånd, at et lille udsøgt selskab af
skuespillere og personale, anført af kostumieren og miss Greenwood, hver eneste
aften efter at forestillingen var sluttet ca. kl. 23, drog af sted til det
indre København, for at opsøge de barer og natklubber, der var kendt for sit
homoseksuelle og lesbiske klientel. Disse bakkanaler, hvorunder der blev
drukket tæt, varede hele natten og til et godt stykke ud på morgenen, og det
forlød, - måske kun som et lidt ondskabsfuldt rygte, - at miss Greenwood i
reglen i et par timer hver nat trak sig tilbage til et diskret værelse sammen
med en eller anden af de piger, hun tilfældigvis havde truffet på stedet.
Hvad enten det sidstnævnte var sandt eller
ej, så kunne det under alle omstændigheder heller ikke undgås, at de natlige
udskejelser fik indflydelse på bl.a. miss Greenwoods spil under aftenens
forestilling, og det gik så vidt, at hun virkede træt og uoplagt, når hun stod
på scenen, og det kunne selvfølgelig ikke undgå at smitte af på hendes
medspillende. End ikke Mogens Wieths rutinerede spil kunne rette op på
mislighederne. Det mærkede publikum naturligvis altsammen, og det rygtedes
derfor snart, at forestillingen var mat og uinspireret. Resultatet blev, at
publikum svigtede de senere forestillinger i en sådan grad, at gæstespillet
blev afbrudt før tiden, hvorefter de engelske skuespillere tydeligt skuffede
rejste hjem til London.
For resten bidrog det heller ikke til
publikumsbesøget, at stykket blev spillet på engelsk, for selv om det engelske
sprog siden befrielsen i 1945 var ved at blive en integreret og væsentlig del
af det danske sprog og den danske hverdag, var det dog fortsat sådan, at kun de
færreste danskere forstod engelsk godt nok til at kunne følge ubesværet med i
et engelsksproget teaterstykke, eller for den sags skyld i en engelsksproget,
ikke tekstet, film. Og den slags veluddannede danskere var ikke vante til at
komme i sådanne teatre som Nørrebros Teater, der var mest kendt for sine
folkelige forestillinger og operetter, som selv de ukultiverede og ofte
teaterfremmede arbejderfamilier fra det indre Nørrebro syntes om. Meget få
arbejdere og deres børn kunne tale engelsk dengang, hvilket især skyldtes to
forhold, dels at danske arbejdere ikke mente at have brug for andre sprog, end
det danske, og dels, at den tyske besættelsesmagt havde forbudt al undervisning
i faget engelsk i årene 1940-45. Under besættelsen, da jeg gik i 4.-5. klasse
og 1.-2. Fri Mellem, var tysk det eneste fremmedsprog, vi lærte, endda kun til
husbehov.
Efter hjemkomsten fra Danmark fortsatte Joan
Greenwood sin teater- og filmkarriere i hjemlandet, men sin bedste tid som
skuespiller havde hun på det tidspunkt åbenbart lagt bag sig, i hvert fald så
vidt jeg har kunnet konstatere. I løbet af 1980'erne fik hun imidlertid et
comeback på TV i forskellige TV-skuespil og TV-film. I 1960 giftede Joan
Greenwood sig med skuespilleren André Morell
(1909–1978), selv døde hun af et hjerteslag i 1987, kun 65 år gammel. Det skal sluttelig understreges, at der ikke
ligger nogen moralsk bedømmelse og slet ikke nogen fordømmelse i min ovenfor
fremsatte opfattelse af Joan Greenwood, men blot en konstatering af, at hendes
bifile eller homoseksuelle orientering ikke adskilte sig fra adskillige andres
i teater- og filmbranchen.
Men på det her omtalte tidspunkt gik det
stærkt ned ad bakke med det gamle og hæderkronede Nørrebros Teater, der var
blevet oprettet i 1886 som en folkelig scene med folkekomedier, farcer og
revyer på repertoiret. Her havde så mange skuespillere fejret triumfer i tidens
løb, men efter en brand i 1931 blev teatret ombygget og videreført som
operettescene, hvor især Hans Kurt (1909-68) og Else Marie
(1904-2003) i flere år før og under Besættelsen holdt teatret oppe med deres
sang og spil i en række af de store operetter: Chardazfyrstinden, Den glade
enke, Sommer i Tyrol, m. fl.. På dette teater debuterede dansk films senere
store stjerne, Poul Reichhardt, i 1931, og her overtog han senere i nogle år
Hans Kurts position som operettehelt. Selv havde jeg fornøjelsen af at se
Reichhardt i rollen som styrmand Karlsen i Styrmand Karlsens Flammer i
1945 eller 1946, hvori den berømte revyskuespillerinde Liva Weel havde rollen
som Dronningen på den lysegrønne ø, hvor hun sang den herlige ”På min lysegrønne
ø, vil jeg leve, vil jeg dø”, så publikum var ved at lette fra stolene af bar
begejstring. Det var glanstider på Nørrebros Teater.
Hen omkring slutningen af 1953 lakkede det
imidlertid mod enden for det gamle og tidligere så populære og velbesøgte
teater, men forinden gjorde man et sidste forsøg på at redde det med en
kabaretagtig revyforestilling, og med en opsætning af Hostrups komedie Eventyr
på fodrejsen. I den anledning havde man engageret den herlige lille trold
af en nu tydeligvis ældre skuespiller, nemlig den gennem næsten en
menneskealder højst populære Hans W. Petersen (1897-1974). Han var uddannet på
Det kgl. Teaters elevskole 1916-18, hvor han debuterede 1917, men kom derefter
til Aarhus Teater 1918-21, hvorefter han som ægte københavner vendte tilbage
til hovedstadens teatre, hvor han bl.a. på Scala 1922-29 viste sit store talent
for at spille revy. I 1930’erne var han engageret på Apolloteatret, som dengang
lå lige overfor Scala, i en bygning til venstre for Tivolis hovedindgang. Senere
havde han gæstespil på Aarhus Teater, Odense Teater samt Nørrebros Teater, hvor
han i 1953 bl.a. spillede rollen som Skriverhans i Hostrups ”Eventyr på
fodrejsen”. Hans W., som han kaldtes blandt kolleger, optrådte også på det
senere ombyggede Nørrebros Teater, som skiftede navn til Det ny Scala (se
nedenfor).
Hans W. Petersen begyndte at filme allerede i
1920, hvor han bl.a. medvirkede i Fy og Bi-filmene ”Kys klap og kommers” (1929)
og ”Han, hun og Hamlet” (1932). Op gennem 1930’, 40’, 50’erne og 60’erne
medvirkede han i en række populære danske lystspilfilm, og en af de mest
bemærkelsesværdige af hans filmroller, var den i filmatiseringen af Ole Juuls
roman Det tossede Paradis (1962), hvor han spillede satyren, der med
sine langtrukne elskovshyl lokkede det lille øsamfunds seksuelt forsømte
kvinder til sig. I 1966 fik Hans W. en
såkaldt seriøs rolle i Henning Carlsens fremragende filmatisering af den norske
forfatter Knut Hamsuns roman Sult.
Omkring 1953 var det som nævnt ved at være
slut med Nørrebros Teater, i hvert fald i dets daværende skikkelse og et
usikkert repertoire, som publikum svigtede, til dels til fordel for det
omsiggribende fjernsyn, der holdt folk hjemme og lejlighedsvis lagde gaderne
øde, når der sendtes en eller anden krimiserie. Nørrebros Teater blev købt af
revydirektøren Aage Stentoft, som lod det ombygge og modernisere, og i 1954
genåbnedes det under navnet Det ny Scala, som han drev til 1959, hvor det blev
overtaget af andre. Stentoft var velkendt for sit stærkt engagerede virke
indenfor underholdningsbranchen, herunder som manuskriptforfatter, komponist og
medproducent, bl.a. også af flere danske spillefilm.
Min gode ven Ejgil Hall havde en vis
forbindelse med Stentoft, og kort før teatret skulle åbne foreslog han mig at
tegne udkast til en plakat for teatret, hvilket jeg gjorde. Tegningen
forestillede en barmfager operettesangerinde, men den blev ikke godkendt, for
Stentoft mente – og vel med rette – at en figur som denne, forbandt man mere
med opera end med operette. Imidlertid viste det sig til trods for alle
initiativer fortsat vanskeligt at drive teatret med overskud, for publikum lod
sig ikke lokke af repertoiret, men svigtede i stigende grad, så at den altid
initiativrige Stentoft til sidst gav op og koncentrerede sine evner og kræfter
om andre af sine mange og mere givtige projekter.
I denne periode var jeg og min lille familie
i væsentlig grad afhængig af Elses indtægt. Men det viste sig snart, at hun - i
lighed med andre kvinder dengang - ikke kunne tjene tilstrækkeligt til at
forsørge sin lille familie for, og det stod os derfor klart, at det ikke kunne
blive ved at gå i længden, at jeg ikke havde et fast arbejde og en normal
indtægt. I midten af oktober måned 1953 begyndte jeg derfor endnu engang at
købe Berlingeren, for at kigge efter et job, som forhåbentlig ville vise sig
bedre og mere varigt, end de jobs, jeg havde haft inden for det seneste par år.
En dag faldt mit blik da også på en annonce, der tilbød en stilling som
specialarbejder i sort-hvid fremkalderafdelingen hos Nordisk Films Teknik
A/S i Frihavnen.
Der var mindst et halvt hundrede mand, der
søgte stillingen samme dag, som jeg, og det viste sig, at der dagen før havde
været lige så mange. Fabrikken skulle imidlertid kun bruge omkring 6-8 mand,
så mange blev sorteret fra. Jeg hørte til en af de heldige, der fik et job. Jeg
husker endnu tydeligt den morgen, da jeg sammen med de mange andre fremmødte
mænd stod i en kø, der gik oppe fra trappeafsatsen på første sal og ned i
stueetagen og ud på gaden. Selv stod jeg nogenlunde midtvejs i køen, da vi en
og en ad gangen begyndte at blive lukket ind på kontoret på første sal, hvor
personaledirektør Jørn Klintø og driftsleder og teknisk direktør Bernhard Petersen,
forhørte sig om de fremmødtes kvalifikationer. Situationen forekom mig
håbløs, men langt om længe blev det alligevel min tur til at komme ind på
kontoret, hvor den daværende driftsleder, Jørn Klintø, sad bag skrivebordet,
mens direktør Bernhard Petersen, i det daglige blot kaldet "BP", stod
op ved siden af. Sidstnævnte var gammel i gårde på Teknikken, idet han for
mange år siden var begyndt som en slags altmuligmand, der lavede alt, lige fra
at feje gulve og bære affald af vejen til at stå ved en af fremkaldermaskinerne.
I mellemtiden var han langsomt steget i graderne og fungerede nu som stedets
tekniske direktør. Men selvom der foregik en skjult magtkamp mellem de to, var
det dog tydeligt, hvem af dem, der var stedets ubestridte leder, nemlig BP, der
ikke var særlig høj, men til gengæld holdt fast på sin autoritet, som han
administrerede med en blanding af måske påtaget strenghed og en ikke særlig
overbevisende jovialitet.
De to
herrer, Klintø og BP, supplerede i det her nævnte tilfælde hinanden i at udspørge
mig om mine eventuelle kvalifikationer, og jeg fortalte da om min fortid som
tegner og animator på "Fyrtøjet", og om min tid som fotografelev hos
Rie Nissen, lige som jeg fortalte om, at jeg en overgang havde haft planer om
at komme til at lave "rigtige" spillefilm, både før, under og efter
min tid hos Rie Nissen. Jeg fortalte også, at jeg ved flere tidligere lejligheder
havde haft min gang på Teknikken, idet jeg som assistent for Børge Hamberg i
1944 havde optaget nogle scener til "Fyrtøjet" på fabrikkens gamle
og forholdsvis primitive trickbord. Jeg fortalte endvidere, at jeg omkring 1945
havde optaget et par scener til min egen produktion af tegnefilmen
"Hvordan elefanten fik sin snabel", men vel at mærke på Teknikkens
dengang splinternye Krass-kamera og -trickbord. Klintø forklarede på sin side,
hvad arbejdet på virksomheden for mit vedkommende eventuelt ville komme til
at bestå i, nemlig at passe sort-hvid positivfremkaldermaskinen. Han nævnte
derefter arbejdstiden, som mandag til fredag var fra kl.8-17 og på lørdage
kl.8-14. Dertil kom, at der en gang månedlig var weekendarbejde fra lørdag
kl.8-18, og søndag kl.9-15, dog afhængigt af, om arbejdet med at rense
fremkaldermaskinerne m.m. var færdigt inden for det fastsatte tidsrum. Var det
ikke det, måtte arbejdstiden forlænges med det antal timer, der var nødvendige
for at færdiggøre arbejdet. Maskinerne skulle nemlig under alle omstændigheder
stå klar til brug mandag morgen. Dette weekendarbejde gav ekstrabetaling,
nemlig 50 % for de første 2 timer og 100 % for de næste to timer om
lørdagen og for alle seks timer om søndagen. Den ordinære ugeløns størrelse
fik jeg også oplyst, men kan ikke længere erindre, hvor meget det drejede sig
om i kroner og øre. Men det var mere, end jeg havde fået i løn de andre steder,
jeg havde arbejdet, bortset fra min tid hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S.
Mødet med direktionen, som vel varede
omkring et kvarters tid, sluttede med, at Klintø sagde: "Ja, som De kan se
af de mange fremmødte, er der rift om de få ledige stillinger, vi har og kan
tilbyde! Det vil derfor være rimeligt, at vi taler med alle, førend vi træffer
nogen beslutninger. Men ring til mig i morgen formiddag, så kan jeg fortælle,
om De er antaget eller ikke!"
Da jeg forlod kontoret, var det kun med nød
og næppe, at jeg kunne kante mig ned ad trappen og forbi de mange mænd, der
endnu stod og ventede på at komme ind til "afhøring". Det var derfor
ikke med de store forventninger, at jeg forlod stedet og vendte hjem igen. Men
jeg, og Else med, var naturligvis meget spændt på, hvad beskeden ville være,
når jeg næste formiddag skulle ringe til direktør Klintø.
Næste morgen stod jeg tidligere op end ellers,
for af bar spænding kunne jeg næsten ikke vente på, at klokken blev 9, så jeg
kunne tillade mig at ringe til Klintø. Men langt om længe nærmede klokken sig
det anførte tidspunkt, og jeg skyndte mig derfor ud til den nærmeste
telefonboks, som stod ovre på Runddelen lige uden for Handelsbanken. Da jeg
efter et par opringninger, hvorunder der blev meldt optaget, endelig fik
forbindelse med Klintøs kontor, fortalte han mig nærmest til min henrykkelse,
at jeg havde fået en af de ledige stillinger, og at jeg kunne begynde allerede
næste dags morgen kl. 8.
Morgenen efter tog jeg linje 9, som havde
holdeplads tæt ved den ejendom, vi boede i, ud til Aarhusgade, hvor jeg stod af
og gik resten af vejen ud til Redhavnsvej i Frihavnen, hvor Nordisk Films
Teknik var beliggende. For enden af Aarhusgade måtte man passere forbi
toldvagten, hvilket frit kunne gøres, når man gik eller kørte ind i det
afspærrede Frihavns-område. Men når man senere skulle ud igen, måtte man stoppe
op og vente på, at en af tolderne enten gav tegn til, at man frit kunne
passere, eller om han ville kigge i ens medbragte taske eller andet, man
eventuelt havde med sig ud. Det minder mig for resten om en herlig og typisk
vittighed af min tidligere ven og kollega, tegneren Hans Qvist. På
vitstegningen ser man to herrer, hver med sin mappe under armen, og som netop
lige er kommet ud forbi toldvagten, foran hvilken der står en vred tolder og
siger: "Vil den herre, der sagde: "Den gik!", være venlig at
komme tilbage!"
Da jeg kom ind på fabrikken, som overalt
havde tunge tykke jerndøre af hensyn til risikoen for ildebrand på grund af de
gamle brandfarlige nitratfilm, som endnu opbevaredes på laboratoriet, blev jeg
vist ned i sort-hvid kopierings- og fremkalderafdelingen, som stod under
ledelse af en ældre mand ved navn Henning Pedersen, hvis stilling var
afdelingsleder. Efter at have hilst på denne, der viste sig at være venlig nok,
men som konstant havde et bekymret udtryk i ansigtet, som om alverdens byrder
var lagt på hans skuldre, blev jeg præsenteret for Tage Nielsen, der var en
slags underafdelingsleder, som stod for sort-hvid kopieringsafdelingen. Han
viste sig at være en forholdsvis venlig og hjælpsom fyr, og det var ham, der
fik til opgave at vise mig tilrette på virksomheden. Han var en ikke særlig
høj, mager mand med i 30-35 års-alderen, med et ovalt, glatglinsende hoved,
tyndhåret, og med et par mørke briller, der dominerede hans spidse næse og det
lidt gavtyveagtige ansigt, som han dog forsøgte at lægge i alvorlige folder,
for ikke at virke lettere komisk. Han viste sig i reglen at være i nogenlunde
godt humør til daglig, men når der var travlhed, kunne han godt blive irritabel
og skarp i tonen. Det første, han gjorde på min første arbejdsdag, var at vise
mig, hvor garderoberne, toiletterne og kantinen var beliggende, og efter at
jeg havde anbragt mit tøj og min mappe med madpakken i en af de dengang almindelige,
høje og smalle garderobeskabe, som hver mand fik stillet til sin personlige
rådighed, gik vi ind i sort-hvid fremkalderafdelingen. Det var et forholdsvis
snævert, aflangt lokale, hvor der ved den ene langside, som også var
vinduessiden, var opstillet to aflange fremkaldermaskiner, en i hver ende af
lokalet, nemlig henholdsvis for sort-hvid negativ film og for sort-hvid
positiv film.
På den modsatte side af fremkaldermaskinerne
var der lige over for negativmaskinen opstillet en fremkaldermaskine for 16mm
film, der både kunne fremkalde sort-hvid film og farvefilm. Det sidstnævnte
var dog endnu på et eksperimentelt stadium, idet fabrikken først for nylig var
begyndt på at fremkalde og kopiere 16mm så vel som 35mm farvefilm. For 16mm
fremkalderen stod en lille mand ved navn Ole Nielsen, som viste sig at være
venligheden og hjælpsomheden selv. Jeg forstod, at han havde været ansat på
laboratoriet i nogen tid.
Ved
samme side som 16mm fremkaldermaskinen var der et forsænket indhug i lokalet,
og her stod der i alt 4 kæmpestore, runde keramiske lerkar, som rummede de
såkaldte stamopløsninger af fremkalder- og fikservæske til henholdsvis
sort-hvid negativ fremkaldermaskinen og sort-hvid positiv fremkaldermaskinen. Fra
disse stambeholdere blev fremkaldermaskinerne hver morgen fyldt op med
fremkalder- og fikservæske, og til disse tanke blev de pågældende væsker hver
aften en halv times tid før arbejdstidens ophør pumpet tilbage i beholderne. De
forskellige væsker, der blev brugt under det daglige arbejde, udsendte en
gennemtrængende og i hovedsagen sur lugt overalt, men især i
fremkalderafdelingen, til trods for, at der var et luftfornyelsesanlæg i gang
dagen lang.
Fortsættes i artiklens 20. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer
delvis fortsat fra og med 1953 og fremefter.
___________________________________