Ideale drømme, skepsis og tvivl 19. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(Fra 1950 og videre fortsat fra artiklens 18. del)

 

Jeg flytter hjemmefra

Men da jeg nu igen var begyndt at tjene mine egne penge, fik jeg lyst og trang til at prøve at stå på egne ben, og derfor bestemte jeg mig til at flytte hjemmefra. Det var mor natur­ligvis lidt ked af, måske ikke mindst, fordi jeg jo supplerede hendes stramme husholdningsbudget ved at betale kostpenge hjemme, mens far syntes det var godt, at jeg endelig tog mig sammen til at flyve fra reden. Han havde længe ment, at jeg spildte tiden med mine flyvske griller om at ville lave tegne­film igen, i stedet for at foretage mig noget fornuftigt og nyttigt, hvorved han forstod, at man skaffede sig et arbej­de, som man i bedste fald kunne klare sig for og leve af. Men jeg måtte love min mor, at jeg nogenlunde jævnligt ville ringe hjem og fortælle, hvordan jeg havde det og hvordan det ellers gik for mig. Som tidligere omtalt havde mine forældre fået telefon, dengang min mor forsøgte sig med at starte eget danseinstitut. Til det formål havde hun som ligeledes nævnt lejet nogle lokaler i den ejendom på Nørrebros Runddel, hvor senere Brugsen havde en møbelforretning, og som lå temmelig tæt på den ejendom på Jagtvej 52, hvor min første kone og jeg få år senere fik en beboelseslejlig­hed.  

 

 

På min gåtur ind til Vendersgade skulle jeg passere over Dr. Louises Bro, som her ses fra hjørnet af Nørrebrogade og Peblinge Dossering. Det er Frederiksborggade, der ses i baggrunden og i forlængelse af broen. Billedet er fotograferet i august 2009, men stedet en kende forandret i forhold til 1950’erne. Markering af cykelsti er et nyere fænomen. – Foto: © 2009 Harry Rasmussen.

 

 

 

Fotoet til venstre viser det lille anlæg på hjørnet af Dr. Louises Bro og Peblinge Dossering. Den unge mand er tydeligvis faldet i søvn, mens min kone Birgit interesseret studerer, hvad der står på soklen af statuen med den unge mand og unge pige, som sidder i samtale med hinanden. – Fotoet til højre viser et kig ned gennem Vendersgade, set fra Nørre Søgade. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Det var en lidt yngre lærling, Arly Jensen, som var i praktik hos Mende, der anviste mig et ledigt, møble­ret værelse på det pensionat, hvor han selv logerede under sit midlertidige ophold i København. Han var født og opvokset i Vejle, hvor hans fader var indehaver af byens største material­handel. Værelset, jeg fik anvist, lå i Vendersgade 25 på første sal, var på omkring 16 m2 og havde et enkelt, stort 3-fags vindue, som vendte ud mod gården. Fra døren, som lå ud til en lang gang med døre på begge sider, kom man ind i værelset, hvis gulv, som overalt i lejligheden, bortset fra søskendeparret Bodenhoffs værelser, var belagt med mørkebrunt linoleum. Lige tværs over for døren var det nævnte store trefagsvindue med en stor rude i midten og to mindre ruder til hver side, ovenover hvilke der var to mindre vinduer. Gardinerne var mørkebrune med et lidt lysere mønster på. De så ud, som om de havde hængt der fra Arilds tid, og blev da heller ikke taget ned og vasket i det godt og vel års tid, jeg logerede i værelset.

 

 

 

 

På fotoet foroven til venstre ses indgangsporten til Vendersgade 25, og på fotoet foroven til højre portåbningen set fra gårdsiden. Man kan ane selve opgangen til nr. 25  inde til venstre i billedet. På fotoet nederst ses bagsiden af ejendommen, og det er bag det trefags vindue på 1. sal og midt i billedet, at jeg i et års tid beboede det værelse, der beskrives i hovedteksten. – Foto: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Til venstre for vinduet og op mod skillevæggen til værelset ved siden af, stod et stort finerbeklædt klædeskab, der var bejdset mørkebrunt. Skabet havde to døre, og bag den venstre dør var der hylder til undertøj, håndklæder og lignende, og bag den højre dør var der plads til at hænge overtøjet. Til højre for vinduet stod der et for­holdsvis stort, gammelt og ligeledes mørkebrunt skrivebord, som også havde set bedre dage. Da jeg flyttede ind, stod der en gammeldags høj bordlampe med en lampeskærm, der var brændt brun som følge af lang tids brug. Pæren i lampen var kun 25 Watt, og den afgav derfor en søvnigt, spøgelsesagtig lys, som man dårligt nok kunne se at læse ved, langt mindre tegne og male ved. På skrivebordet lå der et mørke­grønt skriveunderlag, som ligeledes viste tegn på ælde. Skrivebordet havde tre aflåselige skuffer, en midt for og to til hver side, og dem fik jeg brug for til opbevaring af bl.a. mine tegninger.

 

Til skrivebordet hørte en firbenet stol, hvis læderbetrukne sæde var slidt og spruk­kent efter adskillige års brug. Op mod væggen til højre for skrivebordet stod der en ligeledes mørke­brun bogreol med to hylder, og dem fik jeg brug for til de få bøger, jeg dengang ejede. Det var først og fremmest nogle få bøger af den engelske forfatter og filosof, Paul Brunton, som jeg havde købt i 1948 og som jeg har omtalt tidlige­re. Desuden havde jeg den tidligere omtalte bog med et udvalg af H.C. An­dersens Eventyr og Historier, illustreret af tegneren Louis Moe. Denne bog var mig især meget kær og jeg havde ofte læst i den og gjorde det endnu lejlig­hedsvis, især når jeg trængte til inspiration og opmuntring. Dertil kom nogle af Gylden­dals røde ordbøger og Kirsch­heiners engelske sprogkursus, som jeg havde gået til en enkelt sæson lige efter krigen.

 

Men jeg havde imidlertid også Hagerups Illustrerede Leksikon i 14 bind, heraf 2 supplementsbind, som jeg havde tegnet sub­skription på i et par år. Disse fjorten bind var temmelig tykke og fyldte så meget, at jeg før flytningen hjemmefra, bar dem op på mine forældres pulterkammer på ejendommens loft. Her fik også andre af mine ting en midlertidig oplagsplads. Det gjaldt min samling af grammofonplader, et par af mine egne malerier, bl.a. et selvportræt, og en stor papkasse fyldt med tegninger og skitser, bl.a. til tegnefilmsprojektet "Tommelise". Min store stolthed og allerkæreste eje, den lille træhest, som far havde lavet til mig i min tidlige barndom, mens jeg endnu var enebarn, blev også "opstaldet" på pulterkam­meret, og her endte den et par år senere sine dage under en pyromanbrand, hvor hele loftsetagen over den del af bygningen, som bl.a. mine forældre boede i, udbrændte, og af pulterkamrene kun efterlod de stærkt for­kullede spær, der havde båret taget, som mere eller mindre var ­styrtet sammen. Trægulvet var faktisk det eneste, der ikke brændte, hvilket delvis reddede nogle af de ting, der stod direkte på gulvet. De fleste af tingene, især tøj og andet, futtede naturligvis af, men mærkværdigvis brændte kun 8 bind af mit leksikon mere eller mindre, hvilket forment­lig skyldtes, at bøgerne lå ovenpå hinanden på loftsgulvet, således at kun de bind, der lå øverst, blev medtaget af ilden. Men inden pyroman­branden skete, havde jeg heldigvis haft lejlighed til at flytte kassen med tegninger og cels. Jeg skal senere vende tilbage til pyromanbranden i kronologisk sammen­hæng.

 

Men tilbage til beskrivelsen af mit nye værelse: Lige over for skrivebordet og langs væggen til højre for døren ind til værelset, var der en såkaldt divan, som om dagen kunne dækkes med et mørkebrunt sengetæppe, der nok var rent, men som også havde set bedre dage. Midt på loftet, der engang havde været kalket hvidt, men som nu var gråt og fuld af revner, der bredte sig i alle mulige retninger, var der en roset og ned fra dens midte hang en lampe, hvis temmelig brunbrændte, glatte og cirkulære perga­mentskærm vendte opad. Da der også kun var en 25 Watt pære i denne lampe, afgav den heller ikke meget lys til at orientere sig ved, når det var mørkt. Ved indflytningen var jeg blevet indskærpet, at der skulle spares på den elektriske strøm både på værelserne og på gangene samt i det fælles toilet og bade­værelse. Derfor hvilede der en grav­agtig dunkelhed overalt i den store lejlighed, og alt i alt var både mit og de øvrige logerendes værelser et bedrøveligt og depri­merende syn og bekendtskab.

 

Det værelse, jeg havde lejet, lå til venstre midt for den store fællesgang og var, som nævnt, et af flere værel­ser, som et ældre søskende­par, en mand og en kvinde, lejede ud, dog kun til yngre menne­sker af hankøn. Jeg husker ikke, hvem af de to, der var ældst, men mener at det var kvinden, der i lighed med sin broder var ugift. Om de hver især nogen sinde havde været gift, har jeg ingen viden eller for­modning om. Men nu boede søsteren og broderen Bodenhoff, som de hed til efternavn, i al fald sammen i lejlighedens største en suite værelser og lod sig sjældent se om aftenen. Det var heller ikke meget, man så til dem om dagen, hvor vi logerende jo normalt var på arbejde, og man så ­heller ikke noget til dem lørdag eftermiddag efter arbejdstid (til kl.14) eller om søndagen, der jo altid var fridag. Men mens de lo­gerende var borte om dagen, gjorde søskendeparret en gang hver uge rent på værelserne, hvor til de havde betinget sig adgang og derfor også havde nøgler til, så de kunne låse sig ind på de normalt aflåste ungkarlehybler.  Senere fandt jeg ud af, at de to gamle såmænd også havde ekstranøgler til klædeskabet, hvilket jeg også skal vende tilbage til i kronologisk sammenhæng.

 

Det står mig ikke klart, om den ældre mand, Bodenhoff, muligvis var i familie med tømmerhandler og op­rindelig skipper, Andreas Bodenhoff (1723-94), der i sin tid grundlagde et skibsværft på Christianshavn og opfyldte store arealer, bl.a. den nuværende Bodenhoffs Plads. Men en dag mødte jeg min vært Bodenhoff nede på gaden foran ejendommen, hvor han stod og var ved at pudse sin oldgamle motorcykel med sidevogn, vistnok en Nimbus fra lige efter 1.verdenskrig. Vi faldt i snak, og han fortalte mig, at han og en kammerat dengang som de vist nok allerførste, havde gennemkørt strækningen fra Køben­havn til Kap Horn i Sydafri­ka. Det blev ifølge hans oplysning en del omtalt i en eller flere køben­havnske aviser dengang.

 

 

 

På fotoet til venstre ses et parti af det gamle grønttorv fra Vendersgade og over mod husrækken langs Frederiksborggade bagest i billedet. Det er Ole Rømersgades udmunding, der ses til venstre for bygningen med det røde tag. Denne rummede tidligere toiletter i kælderetagen. På fotoet til højre ses Nørrevoldgade fra Vendersgade og med Nørregades udmunding lige overfor.

– Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

 

Den dag, da jeg for første gang i mit liv flyttede hjemmefra, havde jeg fået fri fra arbejdet. Selve flytningen foregik på den måde, at jeg af flere omgange gik og bar mine få ejendele i poser og papkasser den forholdsvis lange vej fra Jægersborggade til Vendersgade. Jeg havde ikke mange penge til min rådighed på det tidspunkt, og derfor ville jeg ikke ofre penge til en flytte­vogn eller en taxa, som nemt kunne have rummet de få ejendele, jeg ville have med mig. For dels ikke at vække folks opmærksom­hed eller nysgerrighed og dels for at afkorte turen, lagde jeg vejen ind gennem Assistens Kirkegård og kom ud på Nørrebrogade via Kapelvej. Herfra fortsatte jeg ad Nørrebrogade og over Dronning Louises Bro til Nørre Søgade, hvor jeg drejede til højre hen til Vendersgade. Men efter tre-fire ture frem og tilbage føltes vejen lang og trættende, og mine arme blev tunge og dirrende, især af at bære den forholdsvis store papkasse med nogle af mine bøger. Vejret var heldigvis tørt og lunt, og sent på eftermiddagen var det hele overstået.

 

Et nyt liv begynder

Nu befandt jeg mig alene på værelset, omgivet af en fremmed verden og mennesker, som jeg ikke kendte eller kun kendte flygtigt, men jeg var så træt efter dagens strabadser, at jeg straks faldt i søvn, da jeg lagde mig på divanen. Efter en times tid vågnede jeg igen, det var blevet hen under aften, så jeg måtte skynde mig ind på Vegetarisk Restaurant i St. Kongens­gade, for at få noget at spise. Restau­ranten lukkede normalt kl.21, men man kunne ikke bestille varm mad efter kl. 20, og da klokken var hen ved syv, havde jeg faktisk kun en time at løbe an på. Men jeg nåede dog alligevel at få tomatsuppe til forret og velsmagende gulerodsfrikadeller med kartofler og brun sovs til hovedret.

 

Det eneste inventar, jeg medbragte hjemmefra, var en for­holdsvis ny bordlampe med plisseret, hvid skærm, som jeg kort forud havde købt hos Le Klint i St. Kirkestræde. Den havde en 40 Watt imateret pære og gav derfor et udmærket lys, som var bedre at tegne og læse ved, end den forældede og dårlige bordlampe med den brunbrændte skærm og kun en 25 Watts pære i fatningen, som stod på skrivebordet, da jeg flyttede ind. Sidstnævnte lampe tillod jeg mig at stille ned på gulvet bag ved skrivebordet og i stedet sætte min egen lampe frem. Det varede da heller ikke mere end til første gang søskendeparret Bodenhoff havde været inde på mit værelse for at gøre rent, som det hed sig, før manden en aften stoppede mig i entreen, da jeg kom hjem fra arbejde. "De har sat en anden lampe op på værel­set!", begyndte han og fortsatte: "Vi ser, at den har en 40 Watt pære, og en sådan bruger mere strøm end pæren i vores lampe. Vi har også set, at der brænder lys på Deres værelse til langt ud på aftenen, så derfor bliver De nødt til at betale lidt ekstra for elektricitet!" Jeg husker ikke længere, hvor meget mere der skulle betales i månedlig husleje, men det har antagelig kun drejet sig om maksimalt 8-10 kroner pr. md., hvilket dog var forholdsvis mange penge dengang, i hvert fald for mig.

 

Til daglig gik jeg til og fra arbejdet hos Mende i Kronprin­sensgade, og det hændte jævnligt, at jeg spiste varm aftensmad på Skodsborg Vegetarisk Restaurant i St. Kongensgade. Som tidligere omtalt var jeg blevet jeg vegetar i 1946, efter at jeg havde læst og studeret en bog om Yoga, som min daværende tegnelærer, Jens Andreasen, der blev min gode ven igennem en del år, havde anbefalet og lånt mig. Jeg havde dog ikke råd til at spise på restauran­ten hver eneste dag i ugen, men gjorde det i perioder omtrent hver anden dag, dog ikke fredag-lørdag, hvor stedet var lukket. Restauranten og det tilstødende Kurbad sorterede under Adven­tistsamfundet, som i lighed med ortodokse jøder fejrede sabbat fra fredag aften til lørdag aften, og derfor var stedet lukket på disse tids­punkter.

 

Når jeg ikke spiste på Skodsborg-restauranten, smurte jeg enten nogle håndmadder eller lavede en portion råkostsalat med Hindhedebrød eller kogte kartofler til, således som jeg også ofte havde gjort, mens jeg boede hjemme hos mine kære forældre. Til det formål havde jeg i lighed med mine medlogere­nde an­skaffet et elektrisk kogeap­parat, som Bodenhoffs tillod os at benytte i begrænset omfang. På apparatet kunne ­der natur­ligvis også koges vand til the eller kaffe, men da jeg på det tidspunkt endnu ikke drak nogen af delene, var det kun når jeg en sjælden gang fik besøg af mine forældre eller andre, at kogeapparatet blev brugt til at koge vand på til enten kaffe eller the.

 

En sjælden gang om søndagen spiste jeg hjemme hos mine forældre, hvor min mor i den anledning serverede godt med kartofler og grønsager, som jeg i reglen fik smeltet smørsovs til. Men til daglig foretrak jeg Nutana plantemargarine, som dengang kun kunne købes i Sana-forretninger eller direkte fra fabrikken omme i Baldersgade. Både mine forældre og søskende holdt meget af kartofler, men grønsa­gerne kunne de ikke alene nemt undvære, de ville helst være fri for dem. Dog lige bortset fra, når vi f.eks. skulle have stuvede ærter og gulerødder. Derimod mente de, at kød under en eller anden form nærmest var en livsnødvendighed, og til ærter og gulerødder hørte enten stegt flæsk eller kogt, røget ham­burgerryg. Personlig var jeg bedøvende ligeglad med, hvad andre spiste, når blot jeg selv fik lov at spise det, som jeg selv fandt rigtigst.

 

Det daglige arbejde

Mit arbejde hos Mende bestod for­resten i, at jeg fyldte og afvejede poser med henholdsvis ølgær (B-vitamin), hvedekim (E-vitamin) og skummet­mælkspulver (C-vitamin og kalk), som dengang var højeste mode blandt folk, der tænkte på egen og måske familiens sund­hed. Det var i øvrigt en rigtig god og givtig forretning for Mende, at levere droger, urtetheer og lignende på recepter fra den ameri­kansk uddannede naturlæge Aksel O. Hansen, som tilmed vovede den dristige påstand, at han kunne helbrede kræft. Han drev sin praksis i Vesterport og havde så vidt jeg forstod temmelig mange patienter, og han havde bl.a. skrevet et digert og dyrt værk om helbredelse af kræft gennem homøopatiske behandlinger, dvs. ved at foreskrive forskellige former for naturmedicin. Den tidligere ovenfor nævnte unge pige, "Morten", var for øvrigt dygtig til at dyrke yoghurt-kulturer, som hun havde stående i nogle glasskåle på et bord henne ved rummets ene vindue. Disse sarte bakteriekulturer dyrkede hun med stor og nænsom omhu, og når de var klar, kom de på små flasker og blev solgt ude i butikken. Yoghurt-produktet var dengang endnu en stor sjældenhed, men mange år senere blev det et almindeligt og meget solgt mejeriprodukt. I de sidste 20-30 år har man kunnet købe yoghurt i mange forskellige variationer: yoghurt naturel, yoghurt peach melba, yoghurt med jordbær, yoghurt med appelsin etc.

 

Det hændte jævnligt, at der i de recepter som naturlægen Axel O. Hansen havde udskrevet til sine "patienter", indgik brugen af finsprit. Denne kunne imidlertid kun købes mod recept på apoteket, som forresten lå henne på hjørnet af Kronprinsensgade og Købmagergade, på samme side af gaden som Mende. Det var især en yngre mand ved navn Anders, der tog sig af de recepter, hvori der var foreskrevet finsprit, og det var i reglen en af lærlingene og en sjælden gang mig, der blev sendt hen på apoteket efter en flaske med ½ liter finsprit. Mere måtte apoteket ikke udlevere ad gangen. Men Anders, den opfindsomme rad, havde fundet ud af, at der ofte blev nogle centiliter finsprit tilovers, når han tilberedte den mikstur, der var foreskrevet af naturlægen. Flasken med den tiloversblevne finsprit stillede Anders til side og fyldte den op, efterhånden som der blev sjatter tilovers, hver gang der blev købt en ny flaske. Til sidst var der samlet en halv liter, og den brugte han til at lave romlikør af, men "fabrikationen" af likøren var natur­ligvis tys-tys, selv om stort set alle i forretningen vidste besked med det, bortset fra førstemanden og chefen. Rom-likøren smagte sådan set udmærket, men havde efter min mening dog en lidt for skarp smag af sprit. 

 

Kommunisme, oprør og Korea-krig

Noget af det, der optog nyhedsmedierne og sindene i begyndelsen af året 1951 var situationen i Tjekkoslovakiet og krigen i Korea. De to ting havde indirekte noget med hinanden at gøre, for så vidt det i begge tilfælde drejede sig om sovjet­kommunis­mens forsøg på at udvide sit imperium. I Tjekkoslovaki­et havde kommunist­partiet, støttet af Sovjet, ved et kup i 1948 over­taget stats­magten og gennemført en forfatningsændring, som medførte øget sociali­sering og nationalisering af industrien og erhvervs­livet, samt ensretning af pressen. Som en direkte følge af kommunisternes magtoverta­gelse fandt der i 1950 omfattende politiske udrens­ninger sted, som bl.a. ramte viceministerpræsi­dent Rudolf Slansky og udenrigs­minister Vladimir Clementis. De var begge partitro kommunister, men ikke tilhængere af præsi­dent Novotnys nystalinistiske kurs, hvilket medførte, at de sammen med en række andre mere eller mindre fremtrædende kommunister blev arre­steret og fængslet. De fængslede blev anklaget for spionage og højforræderi, men der var i virkelig­heden tale om en skuepro­ces, som skal ses som et led i en intern magtkamp mellem stalinisterne og de nationalkommunisti­ske kræfter. Clementis, Slansky og 8 andre kommu­nister blev i 1952 kendt skyldige og dømt til døden ved hængning og hen­rettet. Stalin-kommunismen viste ingen nåde overfor anderledes tænkende. Særlig retssagen mod Slansky vakte harme i mange vestlige kredse, idet den havde stærke undertoner af den antisemitisme, der fandtes i større eller mindre grad i alle kommu­nistisk dominerede lande, og ikke mindst i "moderlandet", Sovjetunio­nen.

 

Korea-krigens baggrund var den omstændighed, at Korea siden 1910 havde været en japansk provins, men ved Japans kapitula­tion i 1945 blev landet nord for den 38. breddegrad besat af russiske styrker, mens resten af landet syd for samme bredde­grad blev besat af amerikanske styrker. Forsøg på at skabe en fælles administration for hele Korea mislykkedes, og i 1948 oprettedes derfor en folkerepublik i Nordkorea og en almindelig republik i Sydkorea.

 

Krigen i Korea begyndte i 1950 med, at nord­koreanske tropper under sov­jetrussisk ind­flydelse overskred den 38. breddegrad, og rykkede ind i Sydkorea. Siden 1948 var der ud­stationeret en international FN-styrke til at kontrollere, at den nævnte breddegrad, der var demarka­tionslinjen mellem folkere­publikken Nordkorea og re­publikken Sydkorea, ikke blev overskredet af nogen af parterne. FN-styrken, der hovedsagelig udgjordes af amerikanske tropper, stod under kommando af den berømte ameri­kanske general Ma­cArthur, som det efter hårde kampe, lykkedes at drive angriberne tilbage over demarkationslin­jen. Der var 33.417 faldne og mange sårede i FN-styrkerne, og et ukendt antal dræbte og sårede blandt nord- og sydkoreaner­ne.

 

MS "Jutlandia" tilhørte oprindeligt Østasiatisk Kompagni (ØK), men i 1950 blev det købt af staten og ombygget og indsat som humanitær hjælp i form af hospitalsskib i Korea-krigen 1951-53. I det tidsrum behandledes ca. 5 000 patienter af skibets danske personale. En af de amerikanske sanitetssoldater, der mid­lertidigt gjorde tjeneste ombord på skibet, var Edward A. Hansen, som jeg lærte at kende under et besøg i Californien i sommeren 1977. Han var af dansk afstam­ning og født i Esbjerg, og som 5-årig emigrerede han sammen med sine ligeledes dansk­fødte foræl­dre til USA. Ed Hansen eller blot Ed, som han kaldtes, var tegner af profession, og da han i begyndelsen af 1952 blev hjemsendt, søgte han ind hos Walt Disney Productions i Burbank i Californien. Her blev han i begyndelsen såkaldt "in-betweener" (mellemtegner), og den første tegnefilm, han var medarbejder på, var "Peter Pan", der fik urpremiere i februar 1953.

 

 

Portrætfoto af Edward A. Hansen (1925-2007), som siden 1952 havde været ansat hos Walt Disney Productions, hvor han i mellemtiden var avanceret til Manager of Animation Department. Endnu senere avancerede han til Vice President in charge of Animation, Administration & Production. Til højre ses hans visitkort. - © 1977 Walt Disney Productions. Foto og visitkort tilhører Harry Rasmussen.

 

Senere steg Ed Hansen i graderne til key-animator (nøgletegner) og Assistant Director, bl.a. på langtegnefilmen ”Robin Hood”. I 1977, da jeg mødte ham, var han Animation Department Manager. Omkring 1980 steg han yderligere i graderne til Animation Division Director & Production Manager og endte i 1985 som Animation Division Vice President & Execu­tive in Charge of Production. Så vidt jeg ved, var langtegne­filmen "Basil of Baker Street" ("Mesterdetektiven Basil Mus"), der havde premiere i 1986, den sidste film, som Ed Hansen havde med at gøre hos Walt Disney. Et par år efter, da Walt Disney Productions havde fået ny ledelse, blev han sammen med en del andre administrati­ve folk enten afskediget eller valgte selv at gå. Derefter startede han sin egen live-action spille­filmpro­duktion, men da jeg desværre har tabt forbindelsen med ham, ved jeg ikke andet om denne side af sagen, end hvad jeg tilfældig­vis har kunnet læse i pressen og i andre medier.    

  

Den ’kolde krig’

Korea-krigen betød optakten til den såkaldte "kolde krig" og det oprust­nings­kapløb, der med Vietnam-krigen 1959-1975 som "varmt" og uhyggeligt intermezzo, kom til at vare til slut­ningen af 1980'erne, da den sovjetiske og østeuropæiske kommunisme stod for ende­ligt fald.  Eftervirkningerne af 2. Verdenskrig var dog stadigvæk mærkbare på forskellige måder, også her i Danmark. Ophævelsen af ratio­neringen af smør, margarine m.v. var først ophørt 6. november 1950. Også på anden og mere indirekte måde blev man mindet om krigen, idet der f.eks. blev rejst og afsløret et mindes­mærke for de under krigen faldne søfolk i form af et anker, som stammede fra fregatten "Fyen". Ankeret fik plads på Kgs. Nytorv ud for enden af Nyhavns-kanalen. Et andet tegn på krigens følger var manglen på rå­varer, og 1. september 1951 igangsattes en landsomfattende indsamling af gamle metaller, særlig jern og stål, for at afhjælpe mangelsituationen.

 

En relativt markant begivenhed og nyhed var løsladelsen af den tidligere så mægtige industrifyrste Alfried Krupp von Bohlen und Halbach, som i 1945 idømtes 12 års fængsel som krigsforbryder. Han og hans vældige støbestålfabrikker, havde støttet det nazistiske styre og bidrog afgørende til oprust­ningen under 2. verdenskrig ved i udstrakt grad at anvende talrige slavearbejdere fra de nærliggende kz-lejre. I 1945 beordrede De Allierede virksomheden udbudt til salg, men sådan, at den blev opdelt mellem forskellige indehavere, og samtidig forbød man, at den be­skæftigede sig med krigspro­duktion. Efter kun at have udstået cirka halvdelen af sin straf, blev Krupp løsladt i 1951, og han gik straks i gang med at gener­hverve og samle sin tidligere virksomhed. Det lykkedes ham snart at få virksomheden til at vokse, især med store inve­steringer i og lån til udviklingslande. Krupp-virksomheden overgik i 1971 til aktieselskab i 6 afdelinger, og aktierne ejedes af et fond, der støtter kulturelle, videnskabelige, humanitære og sociale formål. Det er vist det, man kan kalde ”survival of the fittest”. 

 

Lagerarbejder, tegner og privatliv

En sjælden gang om søndagen spiste jeg hjemme hos mine forældre, hvor min mor i den anledning serverede godt med kartofler og grønsager, som jeg i reglen fik smeltet smørsovs til. Men til daglig foretrak jeg Nutana plantemargarine, som dengang kun kunne købes i Sana-forretninger eller direkte fra fabrikken omme i Baldersgade. Både mine forældre og søskende holdt meget af kartofler, men grønsa­gerne kunne de ikke alene nemt undvære, de ville helst være fri for dem. Dog lige bortset fra, når vi f.eks. skulle have stuvede ærter og gulerødder. Derimod mente de, at kød under en eller anden form nærmest var en livsnødvendighed, og til ærter og gulerødder hørte enten stegt flæsk, frikadeller eller kogt, røget ham­burgerryg. Personlig var jeg bedøvende ligeglad med, hvad andre spiste, når blot jeg selv fik lov at spise det, som jeg selv fandt rigtigst. Men generelt var folk dengang meget afvisende overfor mennesker, som ”spiste kaninernes mad!”

 

­Hjemme på værelset i Vendersgade sad jeg ofte om aftenen eller lørdag efter­middag og en del af søndagen og tegnede. Det var ikke kun egne frie opgaver, det drejede sig om, men også om delvis bundne opgaver, nemlig især opgaven med at tegne forsider og vignetter til de nedenfor viste forsider og vignetter til hæfter med overtitlen ”Materialistens god Raad”. Det passede mig og mit tem­perament rigtig godt, at jeg havde fået omtrent frie hænder til selv at måtte bestemme, hvor mange og hvilke vignetter, der skulle med i de enkelte hæfter. Det var især en stor fornøjelse at finde på de situationer, hvori den gennemgående hovedfigur, den lille dreng, skulle optræde og forekomme. For øvrigt bemærkelsesværdigt, at opgavestillerne havde accepteret mit forslag om at lade en lille dreng være gennemgående hovedfigur på hefternes forsider. Ideen med drengen kom af, at første hefte handlede om pletter og pletfjerning, og det var nærliggende for mig, at en lille dreng havde spildt kakao på borddugen.

 

 

 

Fire eksempler på den serie hæfter med overtitlen "Materialistens Gode Raad", som jeg efter eget valg tegnede forsider og vignetter til. Af tegningen øverst til venstre ses det i øvrigt, hvordan forsiden til hæfte nr. 1 kom til at tage sig ud i sin færdige udgave. – Tegninger: © 1951 Harry Rasmussen og Danske Materialister.

 

Til de ovenfor viste eksemplarer af Materialistens gode Raad, tegnede jeg også en del mindre tegninger, de såkaldte vignetter, som skulle live op på den saglige tekst inde i bladet. Tegningerne var holdt i en forenklet og lettere humoristisk stil, hvilket Jørgen A. Pedersen og udgiverne syntes godt om. Vignetterne gengives her nedenfor i den rækkefølge, hvori de forekommer i de enkelte numre af bladet:

 

 

 

 

 

 

 

Herover ses de 6 vignetter, som blev brugt som illustrationer i publikationen Materialistens gode Raad, Hæfte Nr. 1. Bladet havde i alt 16 sider plus for- og bagside. – Tegninger: © 1951 Harry Rasmussen og Danske Materialister.

 

  

 

 

 

    

 

Herover ses de 5 vignetter, som blev brugt som illustrationer i publikationen Materialistens gode Raad, Hæfte Nr. 2. Bladet havde i alt 16 sider plus for- og bagside. – Tegninger: © 1951 Harry Rasmussen og Danske Materialister.

 

 

    

 

Herover ses de 5 vignetter, som blev brugt som illustrationer i publikationen Materialistens gode Raad, Hæfte Nr. 3. Bladet havde i alt 16 sider plus for- og bagside. – Tegninger: © 1951 Harry Rasmussen og Danske Materialister.

 

 

  

 

     

 

  

 

     

 

 

Herover ses de 10 vignetter, som blev brugt som illustrationer i publikationen Materialistens gode Raad, Hæfte Nr 4. Bladet havde i alt 20 sider plus for- og bagside. – Tegninger: © 1951 Harry Rasmussen og Danske Materialister.

 

Med de ovenfor viste vignetter var og er der ikke tale om stor tegnekunst, men om praktisk anvendelige små uprætentiøse tegninger, tegnet helt uden de store problemer om, hvordan hver af vignetterne skulle se ud, for at passe til teksten. Vignetternes størrelse var bestemt af den plads, som teksten stillede til rådighed i hvert enkelt tilfælde.

 

Hukommelse er en absolut nødvendig, men også svær faktor i menneskets tilværelse. Selv om styrken og kvaliteten af hukommelsesevnen varierer fra menneske til menneske, så er den under alle omstændigheder absolut nødvendig og uundværlig i alle former for sansning og tænkning. Dens betydning ser vi faktisk først for alvor, når nogen mister hukommelsen, enten ved midlertidige skader på hjernen eller ved varig demens. Men også i al almindelighed kan det ske, at hukommelsen periodisk eller mere permanent ikke fungerer optimalt eller som man selv kunne ønske sig det. I mit eget tilfælde har hukommelsen været og er fortsat en afgørende faktor i denne beretning om mit liv og min tid, for titlen på selvbiografien kunne jo lige så godt have været ”et liv genoplevet i erindringen” Men denne titel har jeg fravalgt, fordi den berømte danske kongelige skuespillerinde, Johanne Luise Heiberg, for længst har benyttet lige præcis den titel til sine højst interessante erindringer fra et langt liv, som udkom i bogform i 1891-92.

 

Når jeg imidlertid specielt nævner hukommelsesevnen her, hænger det især sammen med, at jeg faktisk ikke er i stand til at huske, hvor mange hæfter, der blev udgivet af Materialistens gode Raad. Selv er jeg kun i besiddelse af de 4 ovenfor gengivne hæfter nr. 1 – 4, men jeg er i hvert fald i besiddelse af et blyantstegnet layout til forsiden på hæfte nr. 5, men om denne er blevet gjort færdig, har jeg ikke den mindste erindring om. Mit gæt vil være, at det ikke er tilfældet, heller ikke selv om udgivelsen af hæfterne eventuelt fortsatte med andre forsider. Og jeg har heller ingen forklaring på, hvorfor jeg ikke har tegnet flere forsider, end dem jeg selv har originaltegningerne til. Sandsynligheden taler derfor for, at der rent faktisk foreligger flere tegnede forsider fra min hånd.

 

 

 

Herover ses til venstre et layout til forsiden på hæfte nr. 4, som formentlig ikke er blevet godkendt, eftersom tegningen kun foreligger som blyantstegning. På layoutet til højre ses udkastet til forsiden på hæfte nr. 5, som jeg imidlertid vil formode ikke er blevet gjort færdigt, uden at jeg dog har nogen erindring om endsige forklaring på hvorfor. – Tegninger: © 1951-52 Harry Rasmussen.

 

Det var sådan set meget fornøjeligt for mig, at tegne udkast til Materialistens Gode Raad og siden rentegne og farvelægge disse, når og hvis de var blevet godkendt til at gå videre til trykning. Udkastene blev i reglen godkendt straks og uden ændringer.

 

Senere spurgte Jørgen A. Pedersen mig, om jeg også ville tegne nogle vignetter til Danske Materialisters jubilæumshæfte, hvilket jeg sagde ja til og gjorde. Hen på året åbnede Jørgen A. Pedersen en filial af Mende i Slotsgade i Hillerød, og i den anledning bad han mig om at tegne et nyt "hoved" eller logo til sine forretningers fælles brevpapir. Efter som Mendes "hoved­kvarter" lå i København, valgte jeg at lave nogle udkast, hvor en del af Københavns mange karak­teristi­ske tårne sås som en skyline i form af en smal "bort" tværs hen over øverste del af arket, men om et af mine udkast eventuelt blev brugt, husker jeg ikke læn­gere. Dog tror jeg det var tilfældet.

 

 

Løse skitseudkast med forslag til brevhoved for Chr. V. Mende & Co. Firmaet hed Kjøbenhavns Materialhandel med undertitlen Chr. V. Mende & Co. Det blev i øvrigt ikke nogen af de ovenstående udkast, der blev brugt, men derimod et, som jeg desværre ikke har kopi af. – Udkast: © 1951 Harry Rasmussen,

 

 

Udkast til vignet til Danske Materialisters jubilæumshæfte, 1951. Tegningen skulle illustrere en af hæftets artikler med titlen ”Et Pip fra Kyllingegaarden”, og tegningen blev godkendt til formålet og trykt. – Udkast: © 1951 Harry Rasmussen,

 

Det hændte dog også, at jeg ind imellem pludselig fik lyst til bare at tegne et eller andet, sådan set lige meget hvad. Det blev til en del forskellige små tegninger, hvoraf jeg har gemt nogle, som jeg syntes var værd at bevare. Men det var generelt set famlende og spredte forsøg, idet jeg endnu ikke havde helt klart for mig, hvad det alt sammen skulle føre til.

 

 

 

 

Herover ses nogle få skitser tegnet frit efter fantasien, som man plejer at sige om den slags uforpligtende tegninger. Særligt af skitsen nederst til venstre fremgår det, at figurers bevægelse stadig havde min store interesse. Det var længslen efter igen at komme til at arbejde professionelt med animation og tegnefilm, der kom til udtryk. – Skitser: © 1948-51 Harry Rasmussen.

 

Ensomhed og hormoner

Bortset fra de jævnlige besøg i weekenderne hos mine forældre og søskende i Jægersborggade og hos mine morforældre i Bag­gesensgade, hændte det lejlighedsvis, at jeg følte mig lidt ensom. Det var en ensomhedsfølelse, som arbejdet og ­tegneriet i fritiden ikke helt kunne jage bort, selv om jeg især havde det godt og rart, når jeg sad bag skrivebordet og fik ideer og tegnede på livet løs, så at jeg glemte alt omkring mig, her­under ikke mindst det triste og mørke værelse, som da dannede den ydre ramme omkring min daglige tilværelse. Mine barndoms­kammerater, Jørn og Jørgen, havde jeg stort set mistet for­bindelsen med, lige som jeg et par år tid­ligere havde brudt med min barndomskæreste Alice, således som tidligere omtalt. Men det var vel kun naturligt, at også hormonerne kom til at spille en stadig større rolle i en ung mands liv. Jeg var 21 år på det tidspunkt og savnede i stigende grad kvindeligt bekendtskab.

 

Hos Mende var der ganske vist en ung ekspeditrice på omkring min egen alder, som jeg var lidt interesseret i. Det var den tidligere ovenfor nævnte "Morten", men hun var forlovet med en ung mand, der lå inde som soldat, og så snart han var færdig med militærtjenesten, skulle de giftes, fortalte hun stolt. Hun berettede engang imellem om, hvordan hun sparede sammen til brylluppet, lige som hun fortalte, at hun i flere år havde samlet på sølvtøj til sit kommende hjem. Det var med andre ord en glad, til­freds og lykkelig pige, der havde noget at leve for og som naturligt nok glædede sig til at stifte eget hjem og få nogle børn, sådan som me­ningen med livet er for de allerfleste af os almindelige mennesker.

 

Bortset fra, at jeg kunne fornemme at pigen godt kunne lide mig, var jeg dog klar over, at hun som en trofast natur var hundrede procent loyal over for sin kæreste, som da også viste sig at være en både nydelig, maskulin, munter og ud­advendt ung mand. Han var faktisk min modsætning, og jeg indså derfor, at det ville være det bedste for mig, der havde en anden målsæt­ning i livet end hurtigst muligt at blive gift og få børn, at jeg slog tankerne om hende ud af hovedet. Det gjorde jeg så, om end med lidt vemod, der nu nok mere skyldtes en slags selv­medlidenhed med min egen ensomme situation, end det skyldtes ulykkelig kærlig­hed.

 

Skæbnens forunderlige spil

I foråret 1951 kom jeg via min medlogerende, Gjedde, i kontakt med en ung pige, der var et års tid yngre end mig. Hun var på min højde, men noget korpu­lent, selvoptaget, ikke særlig begavet eller belæst, og med til­bøjelighed til depression. Hun kaldte sig Eva, men hed i virkeligheden noget helt andet, som jeg nu har glemt. Hun var kontorassistent i et eller andet firma, men gik ikke videre op i sit arbejde. Derimod ønskede hun snarest at blive forlovet og senere gift, stifte hjem og få børn. Hun fortalte, at hendes far var kasserer i Handelsbanken og at han i sin fritid var fremtrædende medlem af det religiøse samfund ”Syvende dags hellige”, som vist nok havde en af deres "kirker" på Blegdamsvej, tæt ved Trianglen. Moderen var hjem­megående husmor. Familien, hvis efternavn jeg ikke husker, boede i en forholdsvis stor, vel­indrettet men gammel­dags møbleret tredie sals lejlighed på Vennemindevej på Øster­bro. Her var faderen det ubestridte overhoved, men jeg fandt snart ud af, at mo­deren, som Eva og hendes lidt yngre søster, hvis navn jeg ikke husker, mest lignede, havde sin egen måde at få sin vilje og sine ønsker sat igennem på. Hun lod sim­pelthen som om hun var manden under­danig, sådan som Bibelen eller mere præcist Gamle Testamente og Paulus som bekendt foreskriver, at kvinden skal være. Men lidt underligt forekom det mig, at den lille, knapt middelhøje og småkorpulente mand, i hvert fald udadtil kunne dominere sin kone, der var et hoved højere end ham.

 

Det for mig mest interessante ved "Eva" var, at hun fortalte at hun på mødrene side var kusine til skuespilleren Kjeld Petersen (1926-62). Sidstnævnte var i sin tid en højt anerkendt skuespiller, som især blev berømt for sit morsomme og inspirere­de partnerskab med Dirch Passer (1926-80). Under navnet "Kjel­ler-Dirch" optrådte komiker-duoen i 1950'er­ne hos Stig Lommer (1907-76) i ABC-revyerne, der blev noget af et tilløbsstykke for københavnere og andet godtfolk. Selv fik jeg en del år senere, mere præcist i årene 1959-66, mens jeg var ansat hos Nordisk Tegnefilm, som havde til huse hos Nordisk Films Kompagni på Mosedalvej i Valby, fornøjelsen af lejlig­hedsvis at se og høre den i privat­livet meget lidt morsomme og ofte deprimerede Kjeld Petersen. Han medvirkede nemlig på det tidspunkt i en af Nordisk Films spille­film, og det var under indspilningen af denne, at han mødte frem for at blive sminket og gå i studiet. I pauserne mellem optagelserne var han desuden en flittig gæst i kantinen, hvor han - for­resten i lighed med flere andre skuespillere - søgte at komme sine depres­sioner til livs ved hjælp af daglig indtagelse af et vist kvantum af de såkaldte våde varer.

 

Personlig kender jeg ikke grunden til eller baggrunden for Kjeld Petersens efterhånden overhåndtagende depressioner. Om de skyldtes begivenheder eller problemer i hans privatliv, ved jeg heller ikke. Derimod ved jeg, at han i lighed med sin partner, Dirch Passer, havde store ambitioner om at optræde og blive anerkendt som seriøs skuespiller i seriøse roller på teatret og på film. Problemet for begge skuespillere var imidlertid, at blot de viste sig på en scene, og selv når de var alvorlige at se og høre på, bredte latteren sig i salen. (Se mindebogen: "Nej, Kjeld, le vil de, le -" af broderen Bent Grasten 1962.)

 

Kjeld Petersen havde sin scenedebut på Betty Nansen Teatret i 1939, og optrådte siden på provinsturneer, Aarhus Teater, forskellige københavnske teatre, bl.a. Riddersalen, Apollo Teatret, ABC-Teatret, Alléscenen og Folketeatret. Foruden sin sceneoptræden, ind­spille­de Kjeld Petersen også mange film.  Hans filmdebut skete med en mindre rolle i Den usynlige hær (1945), der er baseret på et manuskript af forfatteren Knud Sønderby, og handler om skæbner under frihedskampen, og som blev instrueret af den højt anskrevne Johan Jacobsen. Filmen, der var pro­duceret af Palladium og som havde premiere den 6. oktober 1945, skulle formentlig ses som et modstykke til ASA Films drama om frihedskampen, De røde enge, der var baseret på Ole Juuls roman af samme navn. Sidstnævnte film var instrueret af ingen ringere end Bodil Ipsen og den erfarne Lau Lauritzen jun. Dansk films folkekære skuespiller nr. 1, Poul Reichhardt medvirkede i begge film, men var særlig bemærkelsesværdig for sit realistiske spil som frihedskæmperen, der arresteres og tortureres af Gestapo i "De røde enge".

 

I årenes løb medvirkede Kjeld Petersen både i seriøse pro­blemfilm og i folkekomedier af forskellig valør og kvalitet, men en af hans mest markante film er nok Vi er allesammen tossede (1959), hvori han spillede en dominerende hovedrolle. Filmen var produceret af Scala Film, Aage Stentoft og Henning Karmark, instrueret af Sven Methling, en søn af Svend Methling, og havde manuskript af Arvid Müller og Aage Stentoft. Aage Stentoft havde på det tidspunkt erhvervet det ærværdige gamle Nørrebros Teater og omdøbt det til Det ny Scala. Deraf forment­lig firmanavnet Scala Film. Men mere herom senere.

 

Kjeld Petersens evne til at spille rablende skøre personer, kom ham også til gode, da han i 1959 medvirkede i Poeten og Lillemor, produceret af Nordisk Film. Filmen, der var baseret på tegne­serien af samme navn, havde manuskript af Erik Balling, som også stod for instruktionen af de kåde løjer omkring det unge kunstnerægtepar. Forresten havde min daværende chef, Ib Stei­naa, lavet en glimrende tegnefilmsekvens i filmen, som viste en halvabstrakt skrivemaskine, hvis taster og øvrige funktioner blev levende, og som til den karakteristiske, musikalsk udfor­mede lyd af et klaprende tastatur, gik i gang med at skrive det manuskript, som den unge forfatter og poet ikke rigtig selv kunne finde inspiration til. Det var under indspilningen af denne film, at jeg mødte og havde lejlighed til at iagttage den også privat koleriske og depressive Kjeld Petersen. Men mit indtryk af ham var i øvrigt, at han var venligheden selv. Hans sidste film inden han plud­selig døde den 24. maj 1962, var Sømænd og svigermødre (1962), en dansk be­arbejdelse af den engelske farce "Sailor Beware". Filmen blev produceret af ASA Film og instrueret af Bent Christensen og havde premiere den 6. august 1962, cirka et par måneder efter Kjeld Petersens bratte død. For resten en lige så brat død, som den, der blev Dirch Passer til del i 1980.

 

Pinlige situationer

Det hændte, at jeg nogle gange blev inviteret til the eller kaffe hos Evas forældre, men jeg følte mig ikke særlig godt tilpas i deres selskab. De viste tydeligt, at jeg efter deres opfattelse bestemt ikke var den rette mand for deres ældste datter, hvilket jeg forresten kun kunne give dem ret i. Desuden kom både faderen og moderen med bem­ærkninger om, at de fandt det upas­sende, at Eva lejlighedsvis besøgte mig alene på mit værelse i Ven­dersgade. Jeg følte mig ilde tilpas over deres slet skjulte hentydninger til, at der skulle foregå noget mellem Eva og mig, der er værre end døden, eller som efter deres mening først burde foregå efter ægte­skabets ind­gåelse, og også da kun for at opfylde Guds bud til menneskene om at mangfoldiggøre sig. Til trods for, at der ikke hidtil var foregået nogen form for seksuel tilnærmelse mellem hende og mig, reagerede Eva trodsigt og voldsomt på forældrenes mistanke og forblommede hentyd­ninger. Hun skældte ud og forlod fornærmet stuen, hvor vi sad ved kaffebordet, og gik ind på sit værelse, hvortil forældrene for øvrigt havde forment mig adgang. Stemningen blev yderli­gere pinlig og moderen forsøgte at undskylde datterens opførsel med, at denne havde det dårligt for tiden.

 

Hvad forældrene ikke vidste og vist nok heller ikke fik at vide, var, at Evas og mit forhold indtil videre havde været rent kammeratligt og plato­nisk, idet ingen af os var forel­sket i hinan­den. Desuden havde Eva fra begyndelsen af vort be­kendtskab gjort det klart for mig, at hun under ingen omstæn­digheder ville gå i seng med mig, før vi eventuelt var blevet gift. Det havde jeg så at rette mig efter, hvad enten jeg syntes om det eller ej. Men for det første havde jeg ikke lyst til at have sex med hende, og for det andet syntes jeg ikke om hendes og hendes forældres ind­stilling i det hele taget, hverken til religion, sex eller andet. Da jeg samtidig ikke var spor forelsket i hende, men nærmest følte mig for­pligtet til indtil videre at leve op til hendes forventning og spille rollen som en mulig kære­ste, afventede jeg blot en passende lejlighed til at bryde for­bindelsen uden direkte at fornærme hende.

 

Hundested og exit

Lejligheden til at bryde den på forhånd umulige forbindelse med Eva, kom helt uventet, idet jeg en dag i sommeren 1951 blev inviteret til at tilbringe weekenden sammen med hende, søsteren og forældrene i deres sommerhus i Hundested. Familien holdt på det tidspunkt ferie i deres i øvrigt nydelige, velholdte og borger­ligt indrettede sommer­bolig, som lå ikke så langt fra havneom­rådet. Efter en lang og trættende togrejse ankom jeg en lørdag eftermiddag til Hundested, hvor Eva afhentede mig på stationen. Jeg husker ikke længere, hvad der skete eller hvad vi fik at spise, for jeg var konsekvent vegetar, hvilket normalt voldte problemer, når jeg besøgte ikke-vegetarer. Derimod husker jeg, at Eva den lørdag aften absolut ville hen i stedets forsam­lingshus, som i øvrigt viste sig mere at have karakter af et værtshus, hvor der var druk, musik og dans, hvilket ikke passede hendes forældre. Men af sted kom hun og jeg til forsamlingshuset og dets tilrøgede og øldunstende lokale, hvor folk sad ved borde ude til siderne, mens andre morede sig med en svingom på dansegul­vet. Støjniveauet var sådan, at man knapt kunne høre, hvad man selv tænkte, og folk måtte råbe højt, for at kunne høre hinanden.   

 

Straks efter at vi var kommet ind i forsamlingshuset viste det sig, at Eva kendte mange af de tilstedeværende unge mænd og kvinder, og uden at tage notits af mig, satte hun sig på en ledig stol ved et bord og gav sig til at snakke højlydt og livligt med de omkringsiddende. Hun gav mig dog lige et praj om, at det ville være velset, hvis jeg gav en omgang øl til bordet, hvilket jeg lidt modvilligt gjorde. Men jeg følte mig udnyttet, fremmed og fortabt blandt en flok efterhånden halv­fulde, larmen­de, dansende, svedende og tydeligvis småliderlige unge menne­sker, som kun tænkte på at få sig en glad aften og nat. Dette gjaldt både pigerne og mændene, hvoraf de sidst­nævnte helt åbenlyst gjorde, hvad de kunne, for at gejle pigerne op til en efterfølgende dans på lagenet, eller måske snarere i klitterne. Jeg kunne heller ikke undgå at bemærke, at Eva helt ugenert lod sig kurtisere og opvarte af en af stedets unge "strandløver", som mærkværdigvis kunne tillade sig at rage på hende, vel at mærke uden at hun gjorde modstand eller protesterede. Men jeg var dog allerede blevet klar over, at hun ikke delte forældrenes nidkære religiøse tro.

 

Hele aftenen og til omkring klokken godt et om natten, værdigede Eva mig kun et blik, når hun mente tiden var inde til, at jeg skulle give en ny omgang øl til det bord, vi sad ved. Af og til var hun ude på dansegulvet med en eller anden fyr, som hun dansede tæt og ømt med. Selv havde jeg ingen lyst til at danse, og da slet ikke til den rutineprægede, larmende og ligegyldige musik, der blev afliret af tydeligvis trætte og småfulde musikere. Men på et tidspunkt blev det alt sammen for meget for mig, og jeg spurgte derfor, om ikke vi snart burde gå hjem. Det tog hun mig meget ilde op, idet hun i sin småberusede tilstand skældte mig ud for bl.a. at være en snerpet tørvetril­ler, der ikke var meget bedre end hendes hellige og dumme forældre. Enden blev dog, at vi snart efter forlod stedet, men lige inden vi gik ud af lokalet, skulle hun åbenbart demon­strere, at hun ikke var lige så snerpet som mig og hendes forældre, for hun kastede sig over en af de fyre, hun havde danset med og kyssede ham længe og inderligt. Jeg opfattede det dog ikke som en provokation over for mig, men fattede antipati imod hende, fordi hun kastede sig selv i grams og fordi jeg syntes, at hun spillede et ubehageligt dobbeltspil.  

 

Evas forældre var gået i seng, da vi kom tilbage til sommer­huset, hvor jeg havde fået en pufseng at sove i. Den umagelige seng stod opstillet i stuen, hvor der var blevet gjort plads til den. Alt var stille i og udenfor huset, så stille, at jeg tydeligt kunne høre, at Eva kort efter listede ud ad hoved­døren, som hun åbnede og lukkede med yderste forsigtighed. Der var ingen tvivl om, at hun havde i sinde at gå tilbage til forsamlingshuset, for at feste videre. Det rørte mig ikke det mindste, for hun forekom mig aldeles ligegyldig. Men jeg lukkede dårligt nok et øje resten af natten, og lå blandt andet og tænkte på, hvornår jeg kunne tillade mig at tage af sted næste dag, der jo var en søndag. Jeg kom til det resul­tat, at det ville jeg kunne gøre om efter­middagen, idet jeg kunne undskylde mig med, at jeg havde en forholdsvis lang rejse foran mig og desuden at jeg måtte tidligt op om mandagen, hvor jeg skulle møde på arbejde kl. 8.

 

Sent på natten var jeg dog døset lidt hen, men vågnede ved, at det puslede ved døren ude i entreen. Det var Eva, der omsider havde fundet det på tide at vende hjem i seng. Idet hun passerede den åbentstående dør ind til stuen, hvor jeg lå, fornemmede jeg, at hun kiggede ind, formentlig for at forvisse sig om, at jeg sov. Så listede hun videre ind på sit og sø­sterens værelse og kort efter var der atter fuldstændig stille i huset. Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv og føle mig tilfreds og glad over den beslutning, jeg havde truffet.

 

”De er jo besat af djævlen!”

Søndag morgen stod jeg op før nogen af de andre, så jeg kunne gøre mig i stand uden at genere nogen eller selv blive generet. Snart efter stod også moderen og faderen op, og ikke længe efter blev der serveret morgenkaffe og -the med frisksmurt franskbrød til. Der var både ost og marmelade på bordet i køkkenet. Da Evas forældre og jeg sad ved morgenbordet, und­skyldte moderen og sagde, at Eva og hendes søster altid plejede at sove længe om søndagen, så vi kunne godt begynde på morgen­maden uden dem.

 

Da morgenmaden var overstået, gik Evas far og jeg ind i stuen, hvor vi snart kom i snak om religion. Jeg forstod på ham, at han helst så, at den mand Eva skulle giftes med, delte forældrenes religiøse opfattelse, der som tidligere nævnt sluttede op om et strengt syn på Bibelen og Jesus. I deres tro understreges forkyndelsen af Jesu død for vore synder og at Kristus åndeligt er til stede blandt menigheden, lige som kun den, der er nået frem til personlig tro, kan døbes. Det be­tyder, at man ikke kan døbe børn, og at man derfor kun har voksendåb. Evas far spurgte mig ud om mit syn på dåben og på Jesus Kristus. Dengang kendte jeg ikke det mindste til nogen form for religiøs sekt, så i min blanding af ungdommelig naivitet, uvidenhed og overmod fortalte jeg troskyldigt om, at jeg ikke anså dåben for at have nogen reel betydning, men at jeg mente, den var en rituel, symbolsk reminiscens fra troens tidsalder, middelalderen. Om min opfattelse af personen Jesus fortalte jeg, at jeg mente han havde været et menneske som alle os andre, men blot af højere åndelig og etisk-moralsk støbning, og dertil intel­lektuelt højt begavet, ja, nærmest en stor vismand i lighed med andre store vismænd i verdenshistorien. Evas far, som indtil da havde siddet og lyttet til mine ungdommelige, rationalistiske "vis­domsord", fløj op af stolen, som trold af en æske, fægtede med armene og ildrød i hovedet hvæsede han: "De er jo besat af Djævelen!" Tydeligvis dybt foru­roliget og ophidset gik han rastløst omkring i stuen og fort­satte iltert: "Dåben er det vigtigste i livet og Jesus Kristus er ved sin forsmædelige død på korset de troendes frelser! Han har med sit blod forsonet det syndige menneske med Gud!" Derpå forlod Evas far stuen og jeg så ikke mere til ham i den times tid, jeg af­ventede for at se, hvad der videre ville ske.

 

Selvfølgelig blev jeg ilde til mode og utilpas over, at Evas far tog sådan på vej over noget, som jeg i min mangel på menneskeforståelse ikke regnede for særlig vigtigt. Men selvom jeg ikke havde haft noget ønske om at fornærme den åbenbart ærligt troende mand, så forstod jeg dengang heller ikke, at dåben og troen på Jesus som frelser, kunne være en endog meget vigtig og alvorlig sag for et dybt troende menneske. Det burde jeg imidlertid nok have forstået, for kort efter kom moderen ind, idet hun sagde: "Det er nok bedst, at De tager af sted nu, for min mand vil ikke længere have Dem i vort hjem!" Lidt efter tilføjede hun: "Eva sover endnu, men jeg skal nok hilse hende og sige, at De blev nødt til at rejse hjem tidligt på dagen." Derefter forlod også hun stuen og gik ind i et andet værelse, hvor hendes mand forment­lig også befandt sig. Underlig til mode stod jeg et øjeblik helt betuttet, men så pakkede jeg den smule habengut, pyjamas, undertøj og tandbørste, jeg havde medbragt, ned i min khakifarvede lærreds­skulderta­ske, hvorefter jeg skyndte mig at forlade stedet. Der var ingen mulighed for at kunne sige farvel til hverken Eva, som stadig sov, eller hendes forældre, som var dybt fornærmede og forment­lig derfor nærmest demonstra­tivt holdt sig ude af syne.

 

Det var et trist gråvejr, da jeg den dag omkring middagstid travede om til Hundested Station, for at vente på toget til Hillerød, hvor jeg skulle skifte tog til København. Jeg husker, at der var lang ventetid, inden det med længsel ventede tog ankom. Det var med en blanding af lettelse og vemod, at jeg steg på toget og fandt en plads i ikke-rygere, hvor jeg satte mig og kiggede fra­værende ud på det forbifarende landskab, som dog langt borte mod horisonten syntes at stå nærmest stille. Men idet toget passerede et vældigt og øde landskabsområde, spredtes det blygrå skytæp­pe på den vestlige himmel, og en kraftig lysstråle faldt omtrent lodret ned over landskabet præcis dér, hvor der lå en lands­bykirke på en høj bakke langt ude mod horisonten. Det betagende syn forekom mig nærmest som en slags åbenbaring, og jeg følte at den indeholdt det "budskab", at naturen og Gud er forenet og er en større magt og kraft, end menneskets værk, i dette tilfælde en landsbykirke, som er opført som både bedehus og symbol. Nemlig som et symbol, der med sit kamtakkede tårn peger direkte op mod himlen, som i virkeligheden er udtryk for den evige, almægtige Guds væsen, hvis mysterium vi kan få et lille indtryk af, når vi en stjer­neklar aften eller nat kigger ud mod den vældige, dybe, tavse og uendelige stjernevrim­mel. 

 

Men efterhånden nærmede toget sig tættere beboede områder, indtil storbyen lukkede sig om os i form af tunnellen mellem Østerport Station og Hovedbanegården. Jeg steg imid­lertid af på Nørreport Station og spadserede den korte stræk­ning hjem til Vendergade 25, hvor jeg træt og udmattet lagde mig på den divan, der tjente som seng om natten, og her faldt jeg straks i søvn.

 

Det blev afslutningen på min kortvarige ’romance’ med Eva, som jeg aldrig siden har set eller hørt noget til. Den lørdag aften, vi tilbragte sammen i forsamlingshuset i Hundested, vidste vi begge, at der var for stor personlig og åndelig forskel på os til, at vi havde noget at sige hinan­den, og at det derfor aldrig kunne blive til noget alvorligt mellem os. Jeg tror, at hun har følt sig mindst lige så lettet som mig, over, at for­holdet fik så brat en ende, som tilfældet blev. Underligt føltes det dog, at jeg ikke fik lejlighed til at tage afsked, hverken med hende, hendes søster eller forældre, men det var måske det mindst pinlige og bedste, der kunne ske under de givne om­stændigheder. Jeg vil håbe for Eva, at hun fik den mand, de børn og det borgerlige hjem, hun drømte om og som hun sikkert med rette følte var livets mening for og med hende. Min målsætning og vej var en helt anden, i hvert fald i første omgang, for jeg drømte inderst inde stadig om på et tidspunkt at kunne vende tilbage til tegnefilmbranchen, som jeg mere eller mindre frivilligt havde måttet forlade i juni 1945. Men indtil videre var ud­sigterne til det meget små, hvilket jeg skal vende tilbage til i kronologisk sammenhæng.

 

En filmbegivenhed: Disneys ”Fantasia”

Netop det år, mere præcist den 2. april 1951, havde Disneys store koncertfilm, Fantasia (1940; "Fantasia") Danmarkspremiere i Dagmar Bio i København. Det var Disney-studiernes tredie store langtegnefilm, som i hvert fald vi tegnefilmfolk imødeså med ekstra stor interesse og spænding. Jeg vidste ikke så meget om filmen på forhånd, bortset fra, hvad jeg omkring 1941 havde kunnet læse om den i en større artikel i Ugebladet Hjemmet. Jeg havde ikke lejlighed til at se "Fantasia" til selve Dan­marks­premieren, men først nogle dage efter, og da kunne jeg i al fald konstatere, at biografsalen var temmelig tyndt besat med publikum. Avisernes anmeldelse af filmen havde jeg ikke læst, men har senere konstateret, at de i reglen litterært-kulturelle-akade­miske anmeldere fulgte det sædvanlige mønster, når det gjaldt (ned)vurderingen af en lang Disney-tegnefilm og Disney-tegne­film i det hele taget.

 

Personlig syntes jeg, at "Fantasia" stort set var fremragen­de, selv om der var partier i den, jeg brød mig mindre om. Den danske version af filmen bestod af i alt 6 afsnit, idet et af afsnittene, Pastorale-symfonien af Ludwig van Beethoven, var klippet ud. Men jeg vil sent glemme de dygtige og kreative Disney-folks version af "Nøddeknækkersuiten" af Peter Tjaj­kovskij, "Troldmandens Lærling" af Paul Dukas, "Le Sacre Du Printemps" af Igor Stravinsky og "Timernes dans" fra 3.akt af Amilcare Ponchiellis opera "La Gioconda". Jeg kan næsten ikke fremhæve det ene afsnit frem for det andet, for de var alle lige genialt og fantasifuldt fortolket og omsat til tegnefilm­mediet, og animationen af figurerne var simpelt hen i toppen af animationskunst, hvad enten det drejede sig om svampe, blom­ster, isblomster og alfer eller om Mickey Mouse og fejekostene, eller øgler og dinosaurer, eller om strudse, alligatorer, flodheste og elefan­ter.

 

Derimod havde og har jeg stadigvæk et vist forbehold over for de sidste to, indbyrdes sammenhængende afsnit i "Fantasia", nemlig "En nat på Bloksbjerg" af Modest Mussorgskij, og "Ave Maria" af Franz Schubert. Men til trods for, at i hvert fald det første af disse to kontrapunktiske afsnit er fremragende designet af den danske kunstner Kay Nielsen (1886-1957), så trækker sidstnævnte afsnit, som tegne­filmfolkene, med de to afsnits instruktør Wilfred Jackson i spidsen, øjensynligt har haft store problemer med, så meget nedad, at man som tilskuer efterlades med en følelse af tomhed og mathed. Men "En nat på Bloksbjerg" er yderst dramatisk og fantasifuldt iscenesat, og især markerer Bill Tytla's fremragende animation af Djævelen et toppunkt i alle tiders internationale tegnefilmkunst.

 

Men det må konstateres, at til trods for sine få abstrakte forsøg, først og fremmest med tonesporet, der for­binder de enkelte afsnit, og for det andet afsnittet "Toccata" og "Fuga i D-mol" af Johann Sebastian Bach, så holder "Fantasi­a" sig inden for rammerne af de traditionelle Disney-tegnefilm. Men de nævnte få forsøgsvise abstrakte tendenser i filmen, peger dog umiskendeligt frem mod de langt mere konsekvente og vellykkede abstraktioner, der senere skulle vise sig i nogle af Disneys langtegnefilm, begyndende med "Dumbo", der havde haft Dan­markspre­miere i Metropol den 25. juni 1948, og som jeg tidligere har omtalt. De abstrakte tendenser kom imidlertid også til udtryk i bl.a. den langtegne­film, som senere skal omtales.

 

Dagligdagens trædemølle

I min forsøgsvis selvbiografiske beskrivelse er jeg foreløbig nået frem til året 1951, mere præcist til som­meren dette år. Jeg arbejdede fortsat hos Mende, men havde 14 dages ferie, som jeg imidlertid fortrinsvis tilbragte på mit værelse i Venders­gade, med lejlighedsvise afstikkere ud til mine for­ældre i Jægers­borggade og til Assistens Kirkegård, hvor jeg kunne gå omkring i timevis og studere indskrifterne på de mange ældre og nyere gravsten. Der var dog særlig én gravind­skrift, der altid havde tiltrukket sig min opmærksomhed og som nærmest fasci­nerede mig. Den var formentlig fra 1800-tallet og et slags ”Memento Mori” (”Husk på døden”), og der stod noget i retning af følgende linier på den:

 

Vandrer, du som læser disse linjer!

Betænk, at lige som jeg, der nu ligger her,

således skal du selv en dag ophøre med dit liv

og ligge under mulde, hvor ormene gnaver.

 

På den tid følte jeg, at min tilværelse befandt sig i en slags ’venteposition’. På den ene side dagligdagen, der indtil videre virkede udsigtsløs, fordi jeg var nødt til at beskæftige mig med et arbejde, som var kedsommeligt og uinspirerende, og på den anden side min romantisk-elegiske drømmetilværelse, hvori jeg anede og til tider følte tydeligt, at der bagved hverdagens grå ’forhæng’ gemte sig en verden eller tilværelse, som sagde spar to til den fysiske verden. Ikke en ’anden’ verden, men så at sige en dybere version af verden, som min bevidsthed blot endnu ikke var kvalificeret eller moden til at opleve permanent i det daglige, men kun lejlighedsvis i mindre eller større glimt af indsigt.

 

Hjemme på værelset tegnede jeg udkast til forsider og vignet­ter til de tidligere omtalte hæfter, afvekslende med at læse det udvalg af H.C. An­dersens eventyr, der fandtes i den eneste skønlitterære bog, jeg dengang ejede. I mine mest afbalancerede øjeblikke i weekenderne kunne det dog også ske, at jeg vendte tilbage til læsningen - eller vel nærmest studiet - af de esoteriske lærdomme, der fandtes i Paul Bruntons bøger, som jeg stort set ejede i originaludgaver alle sammen. Men mest dagdrømte, fanta­serede og filosoferede jeg tiden væk, og snart blev det da også mandag morgen, hvor jeg igen skulle tilbage til det pligt­arbejde, som jeg var fast besluttet på kun skulle være mid­lertidigt. Men hvor midlerti­digt, det kunne jeg ikke vide eller ane noget om på det tidspunkt.

 

På den tid sørgede jeg selv for morgenmad, frokost og aftensmad, men det hændte ikke så sjældent, at jeg tog ind til den vegetariske restaurant i St. Kongensgade og spiste aftensmad der. Min morgenmad bestod i reglen af ymer med ymerdrys, og til frokost medbragte jeg gerne fire halve med forskelligt vegetarisk pålæg: agurk, tomat, salat, gulerod, ost osv. Mine foretrukne drikkevarer var mælk, gulerodssaft eller appelsinsaft – det engelske ord for saft: juice, var endnu ikke blevet almindeligt i det danske sprog. Men de dage, hvor jeg lavede aftensmaden hjemme på værelset, skulle måltidet jo af praktiske grunde helst være nemt at tilberede, og det bestod derfor ofte af friskt Hindhedebrød, kogte kartofler, revne gulerødder og reven persillerod. Dertil årstidens frugt, som f.eks. æble, pære eller appelsin og banan, og det trivedes jeg alt sammen udmærket på, idet jeg havde god energi og sjældent var forkølet eller fejlede anden sygdom. Søndagene blev jævnligt tilbragt hjemme hos mine forældre og søskende, og mor var enestående, hvad angår mine spisevaner, for hun gjorde sit yderste for at imødekomme disse. Og særlig efter, at jeg havde fortalt hende, hvilke retter mad, jeg kunne få serveret inde på den vegetariske restaurant. Så hun kogte, panerede og stegte f.eks. rødbede- eller selleribøf, så det smagte mindst lige så godt som den ellers veltillavede og velsmagende mad på den vegetariske restaurant.  

 

Filmens verden

For resten var det ikke ualmindeligt, at det selv i sommerferien kunne hænde, at jeg gik i biografen, hvilket for­trinsvis ville sige en af biograferne i den indre by, hvor det dog særlig var Alexandra, Dagmar, Grand og Metropol, jeg kom i, og som regel altid til første aftenfore­stilling, sjæld­nere til anden og sidste aftenforestilling. Med tiden var jeg dog blevet noget kræsen i mit valg af film, så jeg gik for­trinsvis efter såkaldte kvalitetsfilm, hvilket jeg særligt afgjorde på grundlag af, hvem der var instruktør og hvilke skuespillere, der medvirkede i filmene. Men i sommersæsonen var biografernes repertoire i reglen lidt mere tyndbenet end i efterårs- og vintersæsonen, hvilket formentlig først og fremmest hang sammen med, at mange bymennesker var væk på ferie, enten på landet eller i udlandet. For resten var udenlandsrejser endnu ikke blevet den store mode.

 

Der var dog også mere lødige film imellem, som f.eks. den danske Det sande ansigt, som havde premiere den 21. august 1951 i Dagmar, hvor den gik i cirka en måned. I mellemtiden havde den haft repremiere den 10. september i Kino-Palæet, hvor den ligeledes gik i en måneds tid. Filmens manuskript var skrevet af Johannes Allen efter en roman af Gerhard Rasmussen, og den blev instrueret af makkerparret Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jun., og havde nogle af dansk films mest kendte og afholdte yngre og ældre skuespillere i rollerne: Johannes Meyer, Lisbeth Movin, Ib Schønberg, Grethe Thordahl, Jørn Jeppesen, Einar Juhl, Hass Christensen, Jakob Nielsen, Poul Müller, Louis Miehe-Renard, Carl Heger, Per Buckhøj m.fl. Meget apropos Dagmar Bio, så dannede københavnervidet en del år senere det dobbelttydige slogan: "Den går på Dagmar!" Det var der tilsyneladende mange københavnske og især mandlige biografgængere, der fandt ustyrligt sofistikeret og morsomt.

 

Biografernes efterårsrepertoire 1951 bød på flere betydelige udenlandske og især amerikanske fil­moplevelser, bl.a. Alfred Hitchcocks psykologiske gyser "Strangers on a Train" (1950; "Far­ligt møde"), som havde Køben­havnspremiere i Alexandra. Filmens mandlige hovedroller spille­des af Farley Granger og Robert Walker. De to mænd mødes helt tilfældigt under en togrejse og kommer i snak med hinanden, og herunder fortæller de hinanden, hvilken nært­stående person, der irri­terer dem mest og som de derfor gerne ville slippe af med. Førstnævnte siger, at det er hans kone, og sidstnævnte, at det er hans svigermor, der er ulideligt irri­terende. Nærmest i spøg foreslår først­nævnte, at de jo kunne "bytte mord", hvorved ingen kan mistænke nogen af dem for at have et motiv til at begå mordene. Den sindssyge mand tager imidlertid "aftalen" alvorligt og ud­spionerer derfor den andens kone, som en dag har aftalt at mødes med sin mand på forlystelsesstedet Coney Island. Manden er imidlertid for­sinket, og i mellemtiden forsøger den sindssy­ge på forskellige måder at myrde konen, så ingen ser det, og det er lige ved at lykkes for ham, men i sidste øjeblik reddes konen af sin mand, der i mellemtiden er kommet til stede og har ledt efter hende. Den sindssyge bebrejder den anden, at denne har svigtet ham, ved ikke at overholde sin del af af­talen. Filmen ender med, at manden forfølger den sindssyge, som har søgt tilflugt på en stor børnekarrusel. Opgøret ender med, at den sindssyge mand afsporer karrusellen, men herunder selv kommer i klemme under den og dør.

 

Forresten blev det den 29. august 1951 meddelt offentlig­heden, at husvagt-ordningen fra 1938 nu skulle afløses af karré­værnsordningen. En husvagt var en person, ofte en ejen­doms vicevært, sådan son tilfældet var for min far, der efter en kort uddannelse ved Statens civile Luftværn var pålagt pligt til at varetage alle påbudte luftværnsforanstaltninger i en bestemt ejendom. Det havde min far gjort, siden han i 1939 overtog viceværtstillingen i ejendommen Jægersborggade 25-27 på det ydre Nørrebro. 

 

     Den 4. oktober 1951 havde en betydelig dansk film premiere i Palads Teatret. Det var Mød mig på Cassiopeia, som Nordisk Film havde produceret med den unge Erik Balling som produktions­leder. Filmen havde manuskript af Flemming Lynge og Arvid Müller og den blev instrueret af sceneinstruktør ved Det kgl. Teater, Torben Anton Svendsen, som i øvrigt var gift med en af dansk teater og films store kvinde­lige stjerner, Karin Nellemo­se. Musikken var komponeret af dansk films og revys store kompo­nist, Kai Normann Andersen, forresten mangeårig samlever med en anden af dansk teater og films stjerner, Ellen Gott­schalch. Filmens hovedroller blev spillet med bravur af Bodil Kjer, Lily Broberg, Poul Reich­hardt, Hans Kurt, Ellen Gott­schalch, Johannes Meyer, Ib Schøn­berg, John Price, Knud Heg­lund, Lis Adelvard, Edith Hermansen og Per Buckhøj.

 

"Mød mig på Cassiopeia" handler om en moderne komponist (Hans Kurt), der får besøg af sin muse (Bodil Kjer), datter af Zeus (Johan­nes Meyer), med de forvik­linger det uvægerligt giver anledning til, især da musen en overgang forelsker sig i komponistens ven (Poul Reichhardt), men dog til sidst vælger at blive hos sin komponist. Filmen blev en stor succes, både hos anmelderne og publikum, og sidstnævnte strømmede til Palads Teatret i de over to måneder, filmen var på programmet, nemlig til den 20. december.

 

Den 22. november 1951 genåbnede Apollo Teatret på Axeltorv med en revy. Teatret, der tidligere havde til huse i bygningen til venstre for Tivolis hovedindgang, blev dengang ved midnatstid den 19. januar 1945 schalburgteret som et af mange modtræk mod frihedsbe­vægelsens sabotager. Apollo Teatret var et lystspil- og operet­teteater og senere også revyteater, som havde sin oprindelse i sangerinde­pavillonen Slukefter, senere kaldet Kisten, fra ca. 1900 Tivolis Varieté, og fra 1918 Apollo Teatret.

 

En forfærdende ulykke

Dagen efter Apollo Teatrets genåbning, skete der en frygtelig ulykke på Holmen, hvor der var udbrudt en voldsom brand i Søminevæsenets Minesektions armeringsværksted på batteriet Quintus, hvor 11 miner lå til eftersyn. Der ankom snart mange slukningskøretøjer, som straks gik i gang med at bekæmpe ilden, men herunder eksploderede minerne. 60 personer blev mere eller mindre alvorligt såret og 16 blev dræbt, 11 fra Københavns Brandvæ­sen, 3 fra Falcks Redningskorps og 2 marinere. De omkomne blev bisat ved højtideligheder i Holmens Kirke og Vor Frue Kirke hen­holdsvis den 30. november og 1. december.

 

Holmen, som i dag er fredet område, rummer bl.a. Filmskolen, Arkitektskolen og en række andre statslige institutioner, men tidligere var det et militært område med adgang forbudt for uvedkommende. Området består af Nyholm, Frederiksholm, Dok-øen og Margretheholm, og her husedes Flå­destation København, Søofficersskolen (opført 1940), Søværnets andre skoler, Søartilleriet, Søminevæsenet, Televæsenet, Navigationsvæsenet, Orlogsværftet Fyr- og Vagervæsenet m.fl. Nyholms Hovedvagt er en enetages bygning med højt mansardtag og et dominerende, nærmest overdimensioneret spir. Hovedvagten er opført 1744-45 af Philip de Lange, der 1748-51 også byggede Nyholms Mastekra­n, som dog har en nyere tømmerkonstruktion over taget. (Kilde: Bl.a. København før og nu - og aldrig, Bind.8: Holmen og Orlogs­værftet).

 

Sent skal jeg glemme lyden af de mange udryknings­køretøjer, hvis signalhorn kunne høres overalt i København, idet brandbi­ler, ambulancer, politibiler m.v. susede gennem byen fra alle omegnskommu­nerne med retning mod Knippelsbro og Christianshavn.  Snart forlød det over hele byen, hvad der var sket, og sorgen over de omkomne og lemlæstede og misstemningen over den me­ningsløse ulykke, bredte sig og lagde ligesom en dæmper på de fleste. Radioavisen kunne senere i detaljer meddele, hvad der virkelig var sket.

 

Skæbnen for alvor atter på spil

På det noget større værelse, der lå væg om væg med mit værelse, logerede som tidligere nævnt en ung mand, hvis efternavn var Gjedde. Han var en stor fan af jazz i almindelighed og af Louis Armstrong i særdeleshed, og spillede ofte den slags musik på sit moderne gram­mofonanlæg, hvilket ikke altid bekom mig lige vel, for jeg var dengang kun til klassisk musik. Jeg kendte intet til jazzmusik eller til jazzens berømte navne, men dog noget til swingmusikken og især til Benny Goodmann, som jeg havde nogle pladeindspilninger med. Men Gjedde var som sagt til gengæld bidt af jazz, og han fortalte gerne med entusiastisk begejstring om sin store interesse. Så vidt jeg husker, var han ekspedient i en herreekviperingsforretning, som lå på hjørnet af Fre­deriks­borggade og Nørre Farimagsgade, men han drømte om at skifte til kunsthåndværksbranchen og få sin egen forretning, hvilket da også senere lykkedes for ham.

 

Hen mod november 1951 havde Arly Jensen, der boede på et knapt så stort værelse som mit, og som lå lidt længere henne ad gangen, fået uventet besøg af sin kusine Else Andersen. Hun var fra Køge og var kommet til hovedstaden uden at have noget sted at bo. Desuden havde hun ikke noget arbejde og derfor heller ingen penge, hvorfor fætteren i al hemmelighed gav hende lov til at bo hos ham indtil videre. Det var et voveligt spil, for søskendeparret Bodenhoff havde blandt andet stillet som betingelse, at de logerende ikke måtte have besøg, og slet ikke damebesøg, efter kl. 22, hvor der skulle herske fuldstændig ro og stilhed på værelserne og på gangene.

 

Arly Jensen hørte imidlertid til vovehalsene, så han syntes nærmest det var morsomt og spændende at overtræde forbudet og se, hvor langt man kunne tillade sig at gå, førend hammeren faldt. Else Andersen var på sin side lige så meget af en vovehals, så hun var mere end med på det vovelige spil. På det tidspunkt var hun som nævnt desuden uden arbejde, så det gjaldt for hende om at holde sig til fætteren, som både gav hende husly og mad, og åbenbart også penge til de for hende så uundværlige cigaretter. Selv var han ikke-ryger. Men samtidig passede det hende udmærket, at hendes fætter ikke var hjemme om dagen, for så kunne hun dels sove længe og dels gøre, hvad der passede hende. Problemet var imidlertid søskendeparret Bodenhoff, der jo var meget opsatte på, at deres logerende strengt skulle overholde det reglement, som de to gamle havde udformet. Det varede da heller ikke mere end et par dage, før det blev opdaget, at logerende Arly Jensen havde en gæst, tilmed en ung dame, boende hos sig på værelset. Det var både imod reglementet og imod de to gamles moralske opfattelse, så Arly Jensen blev indtrængende anmodet om straks at bringe det mislige forhold til ophør.

 

Arly Jensen, der ikke lod sig noget sige på, gav imidlertid de to gamle en sludder for en sladder og hældte vand ud af ørerne og fortalte om den stakkels, ensomme og indtil videre arbejdsløse kusine, der var kommet til den store, fremmede stad fra det lille provinshul Køge, og som stod helt uden penge og uden tag over hovedet, men som han, fætteren, nu i al tugt og ære havde givet husly. Enden på den historie blev da også, at Arly Jensens kusine fik lov til at blive boende indtil videre, men under den klare forudsætning og aftale, at hun snarest muligt skulle finde sig et andet sted at bo, og at hun i øvrigt overholdt husordensreglerne.

 

Et par dage før jul rejste Arly Jensen hjem til Vejle, for at til­bringe juleferien hos sine forældre. Ved samme lejlighed måtte kusinen forlade hans logis, men forinden havde hun faktisk allerede sikret sig nyt og gratis logis, idet hun i mellemtiden havde indsmigret sig hos min nabo, Gjedde, som først skulle rejse hjem et par dage senere, ligeledes for at tilbringe julen sammen med sin familie. Men i løbet af det par dage lykkedes det Else Andersen at fordreje hovedet på den stakkels naive og uerfarne Gjedde, så da hun lillejuleaftensdag også selv rejste hjem til Køge, for at holde jul sammen med sine forældre, var han helt fra koncepterne. Næsten grådkvalt betroede han sig til mig og sagde, at han længtes forfærdeligt efter hende og næsten ikke kunne vente, til hun kom tilbage omkring nytår.

 

Juleaften tilbragte jeg som sædvanlig hos mine forældre og sammen med mine søskende, men jeg har ingen specielle erindringer fra netop denne juleaften 1951. Min mor var som altid bekymret for mit helbred og velbefindende og spurgte, om jeg nu også fik nok at spise og om jeg stadigvæk holdt mig fra storbyens mange fri­stelser, hvormed hun underforstået især mente seksuelle ud­skejelser. Hun bebrejdede mig også på sin egen stilfærdige og indirekte måde, at jeg kun sjældent ringede hjem. Men hvad det første angik, kunne jeg som altid berolige hende med, at jeg jævnligt spiste på Vegetarisk Restaurant og ellers holdt mig selv med kost, som jeg i øvrigt havde gjort i de senere år, også mens jeg boede hjemme. Jeg tror nu ikke det beroligede hende for alvor, og heller ikke, da jeg bedyrede at jeg stadig­væk holdt mig på dydens og moralens sunde og ufarlige vej. Og det var faktisk i overensstemmelse med sandheden, for jeg skænkede ikke lige på det tidspunkt piger nogen tanke. Hormo­nerne var tilsyneladende inaktive, og desuden havde jeg i årevis haft den yoga-inspirerede opfattel­se, at det var bedst for åndslivet, at man afholdt sig fra de kødelige lyster, og det gjorde jeg så, i al fald indtil videre.

 

Pinsebevægelsens hellige iver

I den tid, jeg arbejdede hos Mende i Kronprinsensgade, kom jeg ufrivilligt ud for at opleve, hvad en fundamentalistisk kristen bevægelse som Pinsebevægelsen stod for. Det hang sammen med, at nabohuset til Mende, var menighedshus for den såkaldte Elim-forsamlingen. Husene havde baggård tilfælles, og inde i gården lå selve Menighedshuset, som lejlighedsvis dannede rammen om bønne- og bekendelsesmøder. Det mest markante og uacceptable, der fandt sted i Menighedshuset, var, når en flok mindreårige skolebørn fra jyske landsogne i sommermånederne var på besøg i København og herunder logerede i Menighedshuset, hvor de om natten formentlig sov på gulvet i deres medbragte soveposer. Men så godt som hver eneste dag måtte børnene og deres lærere deltage i bønne- og bekendelsesmøderne, som blev ledet af stedets præst eller præster.

 

Ved sådanne lejligheder hændte det i reglen, at stemningen inde i Menighedshuset steg til et infernalsk crescendo af højtråbende, fortvivlede barnestemmer, som gentog igen og igen: "Jesus, kom og frels os! Jesus, kom og frels os!" Det skete også, at nogle af børnene løb skrigende af angst ud af side­dørene til Menighedshuset og for grædende rundt på gårds­pladsen, idet de fortsatte deres hjerteskærende skrig og råb på Jesus.

 

Der var almindelig enighed blandt Mendes personale om, at der her var tale om grov åndelig børnemishandling, som burde meldes til politiet, hvilket det da også blev. Men bortset fra, at der mødte et par betjente op og skrev rapport, skete der så vidt jeg ved ikke videre i sagen. Dengang kendte jeg overhovedet ikke noget særligt til Pinse­bevægelsen, bortset fra, hvad jeg havde læst om be­vægelsen i aviserne og andre steder. Senere har jeg læst mig til, at Pinsebevægelsen er mange ting, bl.a. at den ikke er en lære, men en anti-dogmatisk og anti-liturgisk be­væ­gelse, der er karakteristisk ved sin åndsdåb og tungetale, og sine mange karismatiske ledere. Bibelen er i reglen eneste lærenorm og tolkes fundamentalistisk, det vil sige bogstaveligt, eller sådan, som autoritative ’fortolkere’ udlægger teksten.  

 

Håb om at arbejde med tegnefilm igen

For øvrigt havde jeg stadigvæk planer og forhåbninger om at kunne vende tilbage til tegnefilmbranchen, og en dag i oktober 1951 ringede jeg alligevel til min gode bekendt, Børge Ring, og spurg­te, om man eventuelt kunne bruge mig i det firma, der tidligere havde heddet Ring & Rønde, men som i mellemtiden var blevet overtaget af Nordisk Film og omdannet til et aktiesel­skab. Firmaet havde samtidig skiftet navn til A/S Nordisk Tegnefilm, og det lå endnu på det tidspunkt i en villa på Fredensvej 3 i Vedbæk. Børge Ring svarede, at jeg jo kunne komme ud og besøge ham, så vi kunne tale om tingene. Han ville ved samme lejlighed gerne se nogen af mine tegninger, for at overbevise sig om, at jeg stadigvæk havde et vist tag på tingene. Vi aftalte, at jeg skulle komme ud til ham den næste dag sidst på formiddagen.

 

Næste formiddag spadserede jeg hen til Nørreport, og her steg jeg på toget til Helsingør, som bl.a. gjorde holdt i Vedbæk, hvor jeg skulle af. Fra stationen travede jeg om til Fredensvej nr.3, hvor A/S Nordisk Tegnefilm havde til huse. Det viste sig at være en gammeldags villa med førstesal og røde teglsten på mansardtaget. Da jeg bankede på - dørklokken virkede ikke - skete der ingenting, hvorfor jeg dristede mig til at åbne entrédøren. En os af sur fikservæske og stegte sild slog mig imøde og gav mig straks fornemmelsen af, at dette her mere mindede om et privat hjem end om en virksomhed, der tilmed brystede sig med at være både aktieselskab og datterselskab af Danmarks gamle hæderkronede filmselskab, Nordisk Film. Inden for i entreen var der lige for en trappe op til førstesalen, og til højre herfor en trappe ned til kælderetagen. Til venstre førte en dør ind til et af værelserne i stueetagen. Da jeg bankede på denne dør, skete der heller ingen ting, men nu var jeg fast besluttet på at under­søge, om der dog ikke skulle være nogen hjemme i dette til­syneladende helt forladte hus. Jeg åbnede derfor døren, og rummet indenfor fungerede tydeligvis som tegnestue, idet der på bordet ved væggen lige overfor døren stod den velkendte lyspult, som var og er et karakteristisk og vigtigt redskab for enhver animator. Det fangede straks min opmærksom­hed, at der på lyspulten lå nogle blyantstegninger af - Anders And! Det undrede mig unægteligt, indtil jeg lidt senere fik forklaringen på, hvorfor det var tilfældet.

 

Til venstre for bordet med tegnepulten var der en såkaldt Moviola, dvs. et opretstående forevisningsapparat med en ca. 12 tommers imateret skærm, der belyses bagfra, således at filmbilledet kastes op på denne. Apparatet, som også var forsynet med tonehoved og højtaler, så der kunne vises film med lyd, så vel som lyd og billede separat, brugtes sædvanligvis til at teste animatio­nen, både med og uden lyd. På den anden side af tegnebordet og op mod væggen til højre, var der et andet tegnebord og desuden nogle reoler med bøger, tegnepapir og lignende. Det er, hvad jeg stort set kan huske om dette netop beskrevne værelse.

 

Med et hørtes tunge trin på vej ned ad trappen fra første sal, og da døren blev åbnet, kom en tydelig forsovet Børge Ring ind ad døren, idet han mumlede: "Det må du undskylde, jeg har arbejdet det meste af natten og behøvede lige et par timers søvn! Men velkommen!" Vi rakte hinanden hånden og satte os i hver sin stol, hvorefter han tilføjede: "Du undrer dig måske over, hvorfor hele huset lugter af stegt sild og sur fixervæ­ske? Det første skyldes, at min kone er ved at stege sild, og det andet, at hun også lige har fikseret noget linetest af den animation, som jeg lavede i nat!"

 

"Hvad er du da i gang med at lave af tegnefilm for øjeblik­ket?" spurgte jeg nysgerrigt og videbegærligt. "For øjeblikket har vi ingen tegnefilmopgaver," svarede han, "men jeg holder øvelsen ved lige ved at prøve på at animere nogle af Disneys kendte figurer. Lige for tiden animerer jeg på Anders And, som du kan se af de animeringstegninger, der ligger på lyspulten!"

 

Da han så, at jeg kastede intense blikke hen mod Moviolaen, sagde han: "Jeg kan ikke vise dig linetest af Anders And, men her er noget andet, jeg kan køre for dig!" Under denne replik havde han rejst sig og taget en af de filmsløjfer, der hang løst hen over Moviolaen. Han satte filmen og den tilhørende lydstrimmel i maskinen, tændte for den og lod filmen rulle. Det, jeg så, fik mig til at gøre store øjne, for selvom det kun var en linetest, hvilket i dette tilfælde ville sige et sort-hvidt positivt billede af de sorte blyantsstreger, kunne jeg straks konstatere, at der her var tale om animation af højeste kvali­tet. Det var noget med en mindreårig pige, som spiste et eller andet og som derfor pludselig voksede til overstørrelse. I en anden situation svandt hun ind til miniaturestørrelse, så hun ikke kunne nå en nøgle, der lå på et bord med gennemsigtig glasplade. Og hvad der også duperede mig, var den store over­ensstemmel­se, der var mellem billede og lyd, ikke mindst hvad talen angik. Pigen talte tydeligt og lidt fisefornemt dansk, og hendes mundbevægelser passede fint med den stemme, der havde indtalt lydbåndet. Imidlertid forekom det mig, at der var et eller andet bekendt ved figurerne på filmen, men lige på stedet kunne jeg ikke komme i tanke om, hvad det var. Og Børge Ring sagde ingenting, men lod mig blot se den ene filmsløjfe efter den anden, og jeg blev stadig mere overrasket og duperet af, hvad jeg fik at se.

 

Bagefter bad han om at måtte se mine medbragte tegninger, og da han havde kigget lidt på dem, sagde han: "Ja, tegne kan du stadigvæk, endda rigtig godt! Og at du også kan animere, det så jeg jo allerede bevis på med de figurer, du animerede i "Fyrtø­jet"". Han gjorde en pause og tilføjede så: "Det forholder sig sådan, at vi for øjeblikket ligger i forhandlinger med det amerikanske tegnefilmselskab UPA, som du måske har hørt om og hvis tegnefilm, du sikkert allerede har set. Det er meningen, at vi skal producere en Short over H.C. Andersens eventyr "Kejserens nye Klæder", men i en moderniseret udgave. Hvis forhandlingerne går i orden, og det tror jeg faktisk, at de vil, så vil vi kunne bruge dig som animator på projektet." Hjertet var lige ved at hoppe i livet på mig over de ord, jeg her fik at høre. Tænk, skulle det mon dog endelig lykkes at få foden indenfor tegnefilmbranchen igen, og tilmed hos nogle mennesker, der var mere professionelle tegnefilmfolk, end de fleste af os i sin tid havde været, da vi lavede "Fyrtøjet"! Det var næsten ikke til at tro for mig, at det virkelig var muligt. Da jeg hørte eventyret "Kejserens nye Klæder" nævnt, kom jeg uvægerligt til at tænke på, at jeg selv i 1944-45 havde haft planer om at ville lave en kort tegnefilm over samme eventyr, men helt i traditionel stil. Dette projekt og årsagen til at det kom på tale, og til, at det måtte opgives, har jeg tidlige­re omtalt ret indgående, og skal derfor ikke gentage det her.

 

Dog, hvad angår Børge Rings tilbud til mig om at blive animator på UPA-filmen, bør jeg nok tilføje, at mit indre samtidig fyldtes af tvivl og mistro på mine egne evner, især som animator, for faktisk havde jeg ikke lavet animation siden 1943-45, da jeg var medarbejder på "Fyrtøjet". Det var derfor med lidt tøvende stemme, at jeg svarede: "Ja, hvis du mener, I kan bruge mig, vil jeg da gerne forsøge!" Børge Ring kiggede intenst på mig og sagde med eftertryk: "Vrøvl med dig! Men selvfølgelig er du ude af rutine efter så mange år uden daglig træning og praksis, men jeg ved, at du meget hurtigt vil kunne komme op på højde med, hvad du præsterede på "Fyrtøjet!" Dermed var den sag afgjort.

 

Efter denne beroligende og opløftende besked, turde jeg driste mig til at udspørge Ring om, hvad der var sket efter at firmaet "Ring & Rønde" var flyttet til Villaen i Vedbæk. "Jo," svarede han, "i begyndelsen havde vi faktisk en del at lave, bl.a. en reklamefilm for Persil Kompagniet, som blev lavet over den berømte børnesang "I skoven skulle være gilde", og den havde vi min læremester, Jørgen Müller, med på som director, layouter og baggrundsmaler. Som du ved, er han dansk tegnefilms pionér nr. 2 - Storm P. var den første!"

 

Børge Ring gjorde en pause, og fortsatte: "Men alle os, der arbejdede her, ville gerne blive endnu dygtigere til at lave tegne­film. Det gjaldt Bjørn, Simon og mig selv, og sikkert også de andre, Steinaa, Pindal og Lygum. Bjørn og Simon havde i 1946 været i London, for at studere tegne­film hos David Hand, som havde oprettet et tegne­filmstudio der. Som du ved, var han supervi­sing director hos Disney på "Snehvide" og "Bambi", og derfor så vi alle op til ham som en slags over­menneske. Senere rejste Bjørn og jeg derover sammen, og under opholdet der, lærte vi denne dygtige tegnefilm­mand rigtig godt at kende. Da han hørte om, at vi lavede tegnefilm i Danmark og at vi forsøgte at opnå Disney-kvalitet i vores film, blev han nysgerrig og sagde, at han gerne engang ville komme og besøge os. Vi var naturlig­vis ved at falde bagover af bar benovelse, men efter at vi var vendt hjem til Danmark igen, drøftede vi mulighederne for eventuelt at få Hand hentet herover.

 

På det tidspunkt, det var i 1948, viste der sig en mulighed for, at vi måske kunne være så heldige at få en animated feature at lave. Det drejede sig om en tegnefilmatisering af Andersens eventyr "Klods-Hans", som direktør Allan Johnsen havde store vanskelig­heder med at skaffe kapital til produktio­nen af. Nordisk Film og Ove Sevel, som vi tidligere havde lavet tegnefilm for, var en overgang inde i billedet som producenter, og man stillede os i udsigt, at hvis der ellers kunne laves en fornuftig og acceptabel aftale med David Hand som director, ville Nordisk Film hægte Johnsen af projektet og antagelig selv producere filmen.

 

Kort forinden havde Hand netop meddelt os, at Rank Organisa­tionen, som ejede det tegnefilmstudio, for hvilket han var supervising producer og director, så sig nødsaget til at lukke studiet, så hvis vi ville ham noget, skulle det være nu, inden han rejste hjem til USA igen. Vi skrev til ham om mulighederne for en dansk produceret animated feature, og at det var på tale, at han eventuelt skulle være supervising director på den, hvis han ellers ville og kunne, og hvis der ellers kunne opnås enighed om samarbejds­vilkårene. Desuden gjorde vi ham klart, at vi også meget gerne ville ha' at han kom til Vedbæk, for at lære os at lave tegne­film. Det endte da også med, at Hand kom til Danmark og Vedbæk, men der blev ikke noget ud af et pro­duktivt samar­bejde med ham, for Nordisk Film fandt, at hans gagekrav var alt for store efter danske forhold. Derfor blev der heller ikke noget ud det påtænkte feature-projekt for vores vedkommende. Men Hand holdt af bar venskabelighed alligevel et par seminarer for os i villaen i Vedbæk, og det var vi natur­ligvis ovenud lykkelige for."

 

Her holdt den gode fortæller Børge Ring en pause, for lige som at tænke sig om og prøve at huske, hvad der videre var sket. "Nå, men der skete det, at A/S Nordisk Tegnefilm ved direktør Ove Sevel købte det kamera og trickbord af Rank, som nu står nede i vores kælder, og som vi bl.a. har brugt til at optage Persil-filmen på. Det tog sin tid, inden vi fik det tunge skrummel herover, og da var det skilt ad i mange dele, så det var lidt af et problem at få det samlet igen og sat op under de nye og noget trange forhold. Men op kom det, og nu skal jeg vise dig, hvor vi har vores kamera og trick­bord!" sagde Børge Ring, idet han rejste sig og gik hen mod døren ud til entreen. Jeg fulgte efter, da han gik ned ad trappen til den høje kælder, der var under hele huset. Neden for trappen var der blandt andet en dør, som førte ind til det rum, hvor trickbordet stod. 

 

Det, der allerførst fangede min opmærksomhed, da vi trådte ind i trickrummet, som det blev kaldt i daglig tale, var en lang panoramabaggrund, der var hængt op på væggen ved siden af trickbordet. "Ja," sagde Børge Ring, da han så, hvad jeg kiggede på, "Den er malet af Jørgen Müller og er en af bag­grundene til "Festen i Skoven”, som vi kaldte den, baseret som den var på børnesangen ”I skoven skulle være gilde". Baggrunden er flot, ik'? Du ka' se, at han har lært Disney-folkene kunsten efter!" Jo, det kunne jeg, for baggrunden var faktisk malet i samme stil, som baggrundene i "Snehvide"-filmen eller i "Bambi”-filmen.

 

Trickbordet, dette vigtige og uundværlige specialapparatur for stort set alle former for klassisk tegnefilmfremstilling i verden, i al fald op til nyere tid, interesserede mig naturligvis også. Men da det i prin­cippet mindede meget om det trickbord, der var blevet brugt under produktionen af "Fyrtøjet", var det hurtigt overset. Der var dog nogle væsentlige tekniske finesser, som fotograf Marius Holdts gamle trickbord havde manglet, men som jeg først vil beskrive senere, når vi når frem til den tid, hvor jeg selv var ansat hos A/S Nordisk Tegnefilm, som da havde adresse og lokaler hos Nordisk Film i Valby.

 

Imidlertid var det tidspunkt kommet, hvor jeg skulle til at tage afsked med Børge Ring, som fulgte mig ud til entredøren. Hans slutreplik var noget i denne retning: "Ta' og ring til mig om cirka fjorten dage, for så ved jeg sikkert mere om UPA-projektet!" Men for lige som ikke at spænde mine forventninger for højt, tilføjede han: "Men bliv nu ikke al for skuffet, hvis det skulle gå hen og vise sig, at pro­jektet alligevel ikke bliver til noget! Men personlig tror jeg nu at det gør det, for Stephen Bosustow, som er supervisor for UPA. var meget begej­stret for kvaliteten af vores tegnefilm, da han for kort tid siden fik dem at se."

 

Da jeg spadserede om til stationen, for at tage toget hjem, følte jeg mig helt ør i hovedet over alle de indtryk og op­lysninger, som Børge Ring så generøst havde overøst mig med. Tænk, her på dette ydmyge sted, som villaen i Vedbæk udgjorde, havde en af alverdens fagfolk mest kendte og højt vurderede tegnefilmfolk, Disneys næstkommanderende på så herlige tegne­film som "Snehvide" og "Bambi", supervising producer og direc­tor David Hand (1900-1986), sat sine fødder og ladet sin stemme høre, som delagtiggjorde de ydmygt lyttende "disciple" i nogle af kvali­tetstegnefilmens hidtil ukendte og mere eller mindre hemmelig­holdte mysterier!

 

Forresten opholdt David Hand sig en kortere periode i Køben­havn, hvor han var gæst hos celebre forretnings- og kulturfolk, og rygtet ville vide, at han løb af med en fremtrædende turist-direktørs yndige kone. Men da David Hand endelig rejste, var det ikke for at vende tilbage til en stilling hos Disney, men for at forsøge sig med sit eget tegnefilmstudio i USA, hvilket han dog så vidt vides desværre ikke havde det store held med.  

 

En stor overraskelse

2. juledag den 26. december 1951, skete der lidt af en begiven­hed i mit ellers så ensformige og begivenhedsløse liv, og som satte yderligere skub i mine tegnefilmdrømme. Det var Dan­markspremi­eren i Metropol på Disneys seneste langtegnefilm Alice in Wonderland (1950; "Alice i eventyr­land"). Filmen var baseret på den engelske forfatter Lewis Carrolls berømte børnebøger Alice's Adventures in Wonderland (1865; dansk "Alice i Eventyrland", 1946) og Through the Looking Glass (1871; dansk "Bag spejlet", 1946). Som altid med bævende hjerte, når det gjaldt en ny Disney-langtegnefilm, sikrede jeg mig en billet til premi­eren. Allere­de året før havde vi her i Danmark kunnet gøre os bekendt med, at der var ved at ske en forandring fra den klassiske Disney-design­stil til en mere og såkaldt moderne udtryksform. Denne nye stil var ganske vist allerede begyndt i og med tegnefilmene Saludos Amigos (1943; "Saludos amigos - vær hilset, venner") og Melody Time (1948; "Melodi Time"), der dog først havde Dan­markspremi­ere i Scala Bio den 15.september 1954, så dem havde jeg endnu ikke haft lejlighed til at se. Den nye Disney-stil kunne man dog gøre sig bekendt med i 1952, hvor Make Mine Music (1946; "Spil for mig") havde Dan­markspre­miere i Metropol den 2. decem­ber 1952. Men her i Danmark kendte vi især de nye tenden­ser i tegnefilm fra UPA-filmene, som dog kun havde været vist i mindre omfang i enkelte biografer.

 

Men Alice i Eventyrland var ikke så lidt af en åben­baring for mig - og ligeledes for andre tegne­filmfolk - for den demon­strerede et helt nyt og lettere abstrakt Disney-design i figurer så vel som i baggrunde, og som vel at mærke endnu ikke var kendt herhjemme. Det var som nævnt indflydelsen fra UPA-stilen, der gjorde sig gældende, og som siden sin fremkomst et par år tidligere, havde vakt opstandelse i den internationale tegne­filmverden. Men til min store overraskelse kunne jeg ved samme lejlighed konstatere, at de linetests, jeg havde set den dag, da jeg var på besøg hos Børge Ring ude i Vedbæk, var fra scener, der fandtes i denne herlige Disney-tegnefilm! Hvordan kunne det gå til? Jo, det fandt jeg ud af omkring 1959, da jeg selv arbejdede hos Nordisk Tegnefilm A/S i Valby. En dag skulle en af folkene fra moderselskabet, Nordisk Film, nemlig afbrænde en del filmmateriale, og da jeg af nysgerrighed undersøgte, hvad det var for film, så jeg, at det drejede sig om bl.a. de filmsløjfer, som Børge Ring otte år tidligere havde vist mig på Moviolaen ude i Vedbæk. Disse filmsløjfer var blevet brugt ved den danske eftersynkronisering af "Alice i eventyrland", som Ove Sevel var instruktør på. Jeg spurgte manden, der stod for afbrændingen af filmmaterialet, om ikke jeg kunne få et par af filmsløjferne, men han svarede, at han havde fået strenge ordrer fra Sevel om, at sørge for, at alle film blev afbrændt og at ingen af filmene eller filmstrimlerne kom i uvedkommen­des besiddelse. Filmmaterialet vedrørende "Alice i eventyrland" tilhørte Walt Disney Productions, og derfra havde man stillet ubetinget krav om destruktion af filmmaterialet efter endt brug.

 

Langt senere, da jeg på ny traf sammen med Børge Ring, spurgte jeg ham, hvorfor han ikke dengang, da jeg besøgte ham i Vedbæk og han viste mig de nævnte filmsløj­fer, havde fortalt mig, at der var tale om linetests fra Disney-studierne. Hans lune svar lød omtrent sådan: "Det morede mig, at du var så duperet over, hvad du så, og at du udtalte dig så uforbeholdent rosende om "vores" animation, at jeg ikke kunne få mig selv til at rive dig ud af illusio­nen!"

 

Nytårsaften 1951/52

Eftersom tegne­filmmediet stadig interesserede og fascinere­de mig, endog i tiltagende grad efter at jeg i nogle år fra omkring 1946 til og med 1949 var blevet "seriøs" og derfor mere eller mindre havde vendt ryggen til tegnefilm, måtte jeg absolut og hurtigst muligt gense den helt igennem fascinerende Disney-tegnefilm  "Alice i Eventyrland".     Da jeg ikke havde andet for nytårsaften 1951, spadserede jeg derfor ind til Metropol, for om muligt at få "vidunderet" at se igen. Gaderne i den indre by lå øde og forladte hen efter lukketid, og man kan vel roligt sige, at det var ”stilhed før stormen”. Hen mod midnat ville især byens centrum, Rådhuspladsen, traditionen tro forvandles til et inferno af larmende, eksploderende og spruttende fyrværkeri. Men indtil da henlå det ellers så travle kvarter omkring Strøget i mørke og stilhed. Til 7-forestillingen i Metropol var der kun et par andre biografgængere foruden mig. Den sparsomt besatte sal gjorde det ekstra muligt at nyde filmen med dens herlige, modernistiske design og eminente animeringskunst, der som sædvanligt indprentede sig dybt og varigt i min bevidsthed. Og den danske versionering, som Ove Sevel havde stået for, var virkelig god.

 

Efter forestillingen traskede jeg atter om ad Nørregade og tilbage til mit stille og ensomme logis i Vendersgade, hvor jeg forventede at være den eneste logerende, der var hjemme. De andre logeren­de var enten bortrejst eller ude i byen, for at fejre nytåret, vidste jeg. Men jeg holdt i forvejen ikke meget af nytårshalløjet, så derfor havde jeg tænkt mig at tilbringe nytårsaften i al stilhed på mit værelse og ikke hjemme hos mine forældre.

 

Den tidligere omtalte Gjedde var allerede kommet hjem for nogle dage siden, efter at have tilbragt julen hos sin udenbys boende familie, men nytårsaftensdag var han atter taget af sted, for at fejre nytåret med nogle venner, som boede et eller andet sted i Københavns omegn. Han og jeg var ikke ligefrem bonkammerater, men kom dog udmærket ud af det med hinanden. Men kort før han tog af sted, bad han mig om at komme ind til sig, angiveligt for at vi kunne skåle på det nye år. Han havde på forhånd skænket sherry i et par glas, men inden vi nåede at skåle, betroede han sig med en lettere eksalteret stemmeføring til mig og fortalte, at han nu nærmest følte sig besat af Arly Jensens kusine, Else. På baggrund af hans ganske vist vage antydninger af forholdets karakter, blev jeg klar over, at han naturligvis mente seksuelt besat. Herunder var han gået hen til sengen, hvorfra han hentede et par hvide blondetrusser frem, som han gik hen foran mig med og strakte ud mellem sine hænder, for derefter at knuge dem krampagtigt og teatralsk. Til min nærmest pinlige overraskelse begravede han ansigtet i trusserne, samtidigt med at han trak vejret sukkende og stønnende. ”Dem har hun efterladt sig, for at jeg ikke skulle glemme hende!” stammede han grådkvalt, og jeg tænkte, at han enten havde fået for meget at drikke, eller også var han ikke helt vel forvaret oven i hovedet. Han fortalte også, at det kun var med opbydelsen af al sin viljestyrke, at han havde lyst til at gå til det nytårsselskab, han var inviteret til. Men gik gjorde han altså alligevel, trods alt.   

 

Skæbnens Amor på spil

Da jeg som sagt var kommet hjem den nytårsaften ca. kl. 21. og havde lukket mig ind i den fuldkommen tyste lejlighed og videre ind på mit værelse, gik der ikke ret lang tid, før det bankede sagte på min dør. Det undrede og overraskede mig, for jeg mente ikke, at der skulle være nogen hjemme på de andre værelser, og heller ikke søskendepar­ret Bodenhoff. Da jeg lukkede op, for at se, hvem det dog kunne være, der henvendte sig så forholdsvis sent på aftenen, viste det sig til min store og ikke umiddelbart behagelige overraskelse, at være Arly Jensens kusine, som jeg kun lige havde hilst flygtigt på en enkelt gang. "Gjedde er ikke hjemme," sagde hun og fortsatte, "Men jeg har fået lov til at blive på hans værelse i nat. Jeg ved ikke, hvornår han kommer hjem!"  Det undrede mig lidt, at Gjedde havde overladt sit værelse til hende, når han vidste, at det ville mishage værtsparret.

 

Det var lidt uklart for mig, hvad hun egentlig ville, men tvivlen blev vejret bort, da hun straks efter sagde: "Må jeg ikke godt komme ind til dig og vente på, at han skal komme hjem? Det gør han sikkert lige efter midnat!" Klokken var på det tids­punkt omkring 21,30, og jeg var ærgerlig ved udsigten til, at få min stille og fredelige nytårsaften spoleret ved at skulle være i tvungent selskab med den mig næsten helt ukendte unge dame. Men uerfaren og godtroende, som jeg var, især den­gang, inviterede jeg hende lidt modstræbende inden for, hvor hun straks spurgte, om ikke vi skulle lave en kop the eller kaffe. Men da jeg på det tidspunkt hverken drak kaffe eller the, havde jeg ingen af delene i huset. "Nå, men så kan vi nok låne lidt the hos Gjedde!" svarede hun kvikt, hvorefter hun skyndte sig ind på hans værelse, hvortil hun åbenbart havde fået nøglen. Kort efter kom hun tilbage med en tesi fyldt med teblade, og da vandet snart kogte på den kogeplade, som var det eneste kogeap­parat, jeg havde, kunne vi drikke the sammen og spise nogle småkager til, som hun også havde bragt med sig.

 

Det blev trods alt en nogenlunde hyggelig aften, især da vi snakkede meget godt sammen. Hun spurgte mig ud om mit liv og min familie og jeg om hendes, som hun dog ikke fortalte særlig meget om, hvilket jeg ikke dengang lagde særlig meget mærke til. Det skyldtes nok, at jeg var så selvoptaget og uerfaren, at den omstændighed, at nogen gad høre på, hvad jeg havde at fortælle, var nok til, at jeg følte en vis sympati for ved­kommende. Det eneste, jeg hæftede mig ved af det lidt hun fortalte om sig selv, var, at hun var født den 25. marts 1930 i Aarhus, men at hun og moderen siden var flyttet til Køge, hvor hendes mor var gift for anden gang og boede med sin mand i et parcel­hus i et forstadskvarter. Manden var skoma­ger og hed Georg Andersen. Else, der tilsyneladende var enebarn og i høj grad stedfaderens kæledæg­ge, havde så vidt jeg forstod ikke fået nogen form for faglig uddannelse, men havde været henvist til at arbejde med, hvad hun kunne få at be­stille. Det ville fortrins­vis sige fabriksarbejde. Men hvad hun mere præcist havde arbejdet med og hvor, det fortalte hun ingenting om, og jeg spurgte hende heller ikke ud om det, for det havde jeg fået indtrykket af, at hun ikke havde lyst til at fortælle om.

 

En fatal beslutning

Da klokken den aften nærmede sig midnat og det viste sig, at jeg heller ikke havde noget nytårsdrikkeligt på mit værelse, og da slet ikke den traditionelle champagne, låste Else sig atter ind på Gjeddes værelse, hvor hun "lånte" en flaske hvidvin, som hun absolut ville have, at vi skulle skåle nytåret ind med. Jeg havde ikke i årevis drukket eller smagt hvidvin eller andre former for vine, alkohol eller spiritus i det hele taget, så jeg fik hurtigt nok af det ene glas, jeg drak ved den lejlig­hed, og som var nok til at gøre mig lettere beruset.   

 

Klokken blev snart et og derefter to, og Gjedde var stadig­væk ikke kommet hjem, men jeg følte mig lidt utilpas ved at skulle bede hende om at gå ind på hans værelse, men nu ville jeg ærlig talt snart i seng, og især da selv en lettere beruselse gjorde mig dødtræt. Endnu engang kom hun mig i for­købet, idet hun foreslog, at hun kunne sove på gulvet med sengetæppet over sig. Måske vidste eller snarere fornemmede hun, at det kunne en natur som mig naturligvis ikke acceptere, og hun løb derfor nok an på, at jeg sikkert ville foreslå det omvendte, nemlig at hun kunne sove på divanen og jeg selv på gulvet, hvilket jeg selvfølgelig også gjorde. Det blev optakten til, hvad jeg vil betegne som en fatal beslutning - eller mangel på beslutning? - fra min side, og i al fald til et skæbnemoment, der senere skulle få alvorlige konsekvenser, også for andre end mig selv.

 

Uskylden tabt

Der skete nemlig efterfølgende det, at vi dårligt nok havde slukket lyset og lagt os, før hun kaldte på mig og ville have, at jeg skulle lægge mig ved siden af hende på sofaen. Rystende af nervø­sitet og spænding, og uerfaren og naiv, som jeg var, fulgte jeg hendes opfordring og krøb op og lagde mig sammen med hende på divanen. Jeg anede naturligvis nok, hvad der videre kunne og måske også ville ske, men må have lov til at sige, at jeg på ingen måde tog initiativet til noget som helst. Dette være ikke sagt som undskyldning for mig selv, men derimod som en forklaring af, hvad der nærmest uundgåeligt hændte, hvilket jeg dog ikke ønsker at gå nærmere ind på. Det korte af det lange er imid­lertid, at jeg ved den lejlighed mistede det, man med en omskrivning kalder for sin "uskyld". Men det var ikke nogen ubetinget behagelig oplevelse, snarere tværtimod, hvilket især skyldtes min egen manglende erfaring og viden. Pigen var tydeligvis seksuelt mere erfaren end mig, men samtidig undselig og di­skret. Selv var jeg jo i virkeligheden så godt som totalt uerfaren, hvad angik forholdet til det andet køn, og ikke mindst på det seksuelle område. Men fra forholdet til min barnekæreste Alice, vidste jeg, at piger godt kan lide kys og kram og kæleri. Forskellen mellem dengang og nu var dog afgørende, for Alice var jeg virkelig forelsket i, men Else følte jeg slet ikke for på den måde, snarere en form for umiddelbar nysgerrighed, der dog i nogen grad blev overdøvet af nervøsitet over den helt uvante situation, jeg nu befandt mig i.  

 

Det blev ikke til megen søvn resten af den nat, hvor anspændthed og nervøsitet dominerede mit sind, men med det, der var sket mellem Else og mig, følte jeg naive mandfolk en moralsk forpligtelse til at agere beskytter og skaffedyr, skønt jeg ikke var det mindste forelsket i hende, og i øvrigt heller ikke var hverken nogen god beskytter eller noget godt skaffedyr. Samtidig følte jeg et gnavende samvittighedsnag over, at hun og jeg uden videre havde kunnet bedrage Gjedde, som i al fald jeg vidste, var dybt bjergtaget af pigen. Det syntes derimod ikke at røre hende det mindste, og hun und­skyldte sig med, at hun overhovedet ikke følte noget for ham. Hun var kun gået i seng med ham af taknemmelighed og fordi hun havde ondt af ham, forklarede hun! Nu, mange år efter, må jeg sige, at jeg ikke tror at hun handlede af ondskab eller for at gøre fortræd, men det var hendes mere eller mindre bevidste - eller måske snarere mere eller mindre ubevidste - måde at klare sig på i sin tilværelse på det tidspunkt, hvor hun – med eller mod sin vilje - jo selv stod uden arbejde. I øvrigt var hun faldet i søvn straks efter samlejet og sov allerede dybt, kunne jeg høre på hendes åndedrag.

 

Trist optakt til ægteskab

Den nytårsaften og nat blev optakten til et ægteskab, der varede i seks år, men som på intet tidspunkt var, hvad man vil kunne betegne som hverken vellykket eller lykkeligt. For dels var Else og jeg meget forskellige og dels var vi ikke forelskede i hinanden. Min vurdering er i dag, at ingen af os havde den erfaring og åndelige modenhed eller sociale ansvarsbevidsthed, der skal til, for at påbegynde og gennemføre et ægteskab og stifte familie. 

 

Allerede nytårsdag, da Gjedde vendte hjem sent hen på dagen, og kom ind til mig for at ønske "godt nytår", begyndte de første problemer at vise sig. Under en meget trykket stemning mellem os, gav han med grædefærdig stemme udtryk for en forståelig undren over, at Else nu pludselig havde slået sig ned inde hos mig, og selv om han opfordrede eller nærmest tryglede hende om at komme tilbage til ham, afviste hun ham koldt og sagde, som en slags und­skyldning, at han jo ikke kunne være tjent med en pige, der ikke elskede ham. Han vendte sig derefter mod mig: "Det her kommer du til at fortryde, Harry!" sagde han i en blanding af fortviv­lelse og vrede, og fortsatte: "Hun vil snart også svigte dig til fordel for en anden. Vent du bare og se!" Dybt ulykke­lig og grædende gik han ind på sit eget værelse og lukkede døren hårdt efter sig. Kort efter hørte vi, at han forlod stedet og gik ud ad hoveddøren.

 

Gjeddes ord til mig sved helt ind i sjælen, for jeg havde naturligvis meget dårlig samvittighed over hele situationen, men selv om jeg syntes, at Elses måde at reagere på over for sin tid­ligere "kæreste" var både kold og hård, følte jeg dog samtidig, at jeg fra nu af måtte tage mig af hende. Hun havde stadigvæk ikke noget arbejde eller noget sted at bo, så derfor lod jeg - i lighed først med fætteren og siden med Gjedde - hende bo på mit værelse, hvor hun også opholdt sig i dagtimerne, mens jeg var på arbejde. Snart fandt jeg ud af, at hun tilbragte det meste af tiden med at læse ugeblade, ryge cigaretter og drikke kaffe, hvorimod hun sjældent gik ud, heller ikke på indkøb, da hun ikke selv havde nogen penge. De indkøb, der skulle gøres, måtte jeg foretage i min middagspause og bringe med hjem efter fyraften.

 

Hemmelighedskræmmeri

Imidlertid måtte søskendeparret Bodenhoff naturligvis ikke vide, at Else rent faktisk logerede på mit værelse, men igen var hun vovelysten og opfindsom. Det bekymrede mig at vide, at de to gamle en af dagene ville lukke sig ind på værelset, for at gøre rent, som det hed, og det havde vi selvfølgelig talt om. "Tænk ikke på det!" sagde Else, "jeg finder på noget." Og en dag, jeg kom hjem fra arbejde, mødte hun mig med et stort smil og fortalte, at da hun om formiddagen hørte de to gamle rum­stere ude på gangen, krøb hun ind i klædeskabet, som hun lukkede tæt til efter sig og holdt fast på døren, idet hun håbede på, at ingen af de to gamle ville have kræfter til at lukke den op, hvis de skulle forsøge på det. Siddende herinde i bælgmørke og med utilstrækkelig ventilation, hørte Else en af de to gamle låse døren til det aflåste værelse op og gå ind og begynde at feje og vaske gulvet og tørre støv af. Men heldigvis gjorde vedkommende på intet tidspunkt forsøg på at åbne klæde­skabet, som søskendeparret ellers havde en ekstranøgle til. Den var måske også mere ment som en sikkerhedsforanstaltning, hvis den logerende skulle gå hen og forlise sin egen nøgle til klædeskabet.

 

Men selv om det var ubehageligt, måske især for mig, at leve med bevidstheden om, at vi faktisk overtrådte logireglementet, troede Else og jeg alligevel, at der nu var fred og ingen fare for, at hendes tilstedeværelse på værelset skulle blive opdaget af det gamle halvdøve værtspar. Men her forregnede vi os, for allerede samme aften, da jeg kom hjem fra jobbet, trådte Bodenhoff ud ad sin dør, der havde stået åben, så han kunne høre, når nogen lukkede sig ind af entredøren. "Rasmussen!" sagde han stille og alvorligt og fortsatte: "Vi har til vores store skuffelse konstateret, at De har en ung dame boende hos Dem på værelset, og det ved De jo godt er imod vores reglement! Enten må De bede den unge dame forlade Deres værelse øjeblikke­ligt, eller også bliver vi nødt til at bede Dem om at flytte!" "Javel!" svarede jeg befippet, men egentlig ikke overrasket, for inderst inde følte jeg, at det alligevel før eller siden måtte komme dertil, hvor vi nu stod. Det var alt, hvad jeg kunne finde på at sige i det øjeblik, jeg stod over for den ældre mand med det rynkede og alvorligt bekymrede ansigt. Jeg for­nemmede, at han godt forstod min situation, men vidste også, at han var nødt til at henholde sig til den husorden og det reglement, som de logerende, og dermed også jeg, havde skrevet under på inden indflytningen.  

 

Else og jeg blev enige om, at vi ville fortsætte vores forhold, og at det derfor ville være nødvendigt for os hurtigst muligt at flytte hen et andet sted, hvor vi helt legalt måtte bo sammen som kærester. Men det kunne jo af flere grunde ikke ske fra den ene dag til den anden, og derfor måtte Else midlertidigt bo et andet sted. I dag erindrer jeg ikke længere, hvor Else logerede i de få dage, der gik, inden vi havde fundet et nyt logis. Selv angav hun, at hun kunne bo nogle dage hos en veninde, og i min store naivitet havde jeg ikke mistanke om, at der måske rent faktisk foregik noget fordægtigt. Men med de erfaringer jeg senere fik om Elses noget løse forhold til, hvad der var sandhed og hvad ikke, vil jeg tro og mene, at hun logerede hos en tidligere elsker. Men jeg vil gerne understrege, at det ikke er noget, jeg ved med sikkerhed, og jeg beklager, hvis mistanken har været ubegrundet.

 

Nyt logi – og ægteskab

Allerede næste dag kom Else på besøg, og sammen kiggede vi i Berlingske annoncer om udlejning af værelser og fandt hurtigt frem til, at der var et stort, og lyst, møbleret enkeltværelse til leje hos en Lorentzen ude på Øster Farimagsgade nr.73. Jeg ringede straks dertil fra en telefonboks nede på gaden, og det var en dame, der tog telefonen og som jeg aftalte med, at vi skulle komme ud og se på værelset allerede samme dag. Det viste sig, at damen var en enlig ældre kvinde, der beboede en temmelig stor førstesals lejlighed, men for at klare sig økonomisk lejede hun værelser ud til enlige og ægtepar. På den tid var det i øvrigt ikke velset, at mand og kvinde boede sammen uden at være gift med hinanden, og den ældre værtinde foreholdt os da også, at hun ikke ville risikere at bringe sit ry i fare, og derfor be­tingede hun sig, at Else og jeg giftede os med hinanden så snart som overhovedet muligt. Efter at have afgivet det løfte, fik vi lov til at flytte ind hos hende kort efter.

 

Nu var bolden så at sige givet op, og efter en kort over­vejelse af situationen, besluttede Else og jeg, at vi ville lade os ægtevie over hals og hoved, mere præcist ved borgerlig vielse på Københavns Rådhus. Mine forældre, som kun havde mødt Else et par gange, før vi kom og fortalte, at vi nu giftede os, rystede på hovedet, og far sagde småvrissent: "Er det nu også klogt? I ejer jo ingenting og har ikke engang jeres egen lejlig­hed! Og Else har ikke noget arbejde. Hvordan vil I kunne klare jer økonomisk? Det er ren galimatias!" Mor blev endnu mere tavs end sædvan­ligt, pillede sig nervøst i ansigtet og lignede døden fra Lübeck, sådan som hun altid gjorde, når der var noget ube­hageligt overraskende på færde. Og næste gang, jeg genså hende, var hun som altid i den slags situationer slået ud med nerve­knopper i hele ansigtet og på hænderne, og sikkert også på kroppen. Min stakkels mor, som anede og følte mere end forstod, at der var tale om en stor og alvorlig misforståelse, når Else og jeg ville gifte os med hinanden, tilmed førend vi rent faktisk overhovedet kendte hinandens naturel og særegen­heder. For­lovelsestiden varede jo kun omkring 6-7 uger, før vi med ung­dommeligt vovemod og en ballast af uerfarenhed, specielt for mit vedkommende, kastede os ud i et forehavende, der på forhånd måtte være dømt til at mis­lykkes.

 

Borgerligt viet

Vielsen fandt sted på Københavns Rådhus den 16. februar 1952, og der var kun Else og mig til stede ved selve vielsen, bortset fra borgmesteren, som foretog vielsen, og det bitrædende perso­nale. Bagefter holdt mine forældre en lille festlighed for os i deres beskedne hjem. De havde mere eller mindre affundet sig med, at deres ældste søn stod i begreb med at begå sit livs første store og for­håbentlig eneste fejltagelse. Især mor var påvirket af situationen, men gjorde trods alt sit til, at gøre dagen så festlig som mulig for sin ældste søn og den svigerdat­ter, som hun ikke havde drømt om og slet ikke kendte nærmere. Mine morforældre var de eneste ind­budte ved den lejlighed. Else havde af for mig ukendte grunde på det tids­punkt ikke et godt forhold til sin mor, og derfor ønskede hun ikke at hendes forældre skulle deltage i fest­ligheden, hvis man ellers kan kalde en middag for seks voksne og tre børn for en fest.  

 

Morfar tog dog som sædvanligt situationen med en knusende ro og gjorde sit til at bryde den i begyndelsen noget trykkede stemning, dels ved at tale om vind og vejr, og dels ved sine muntre og lejlighedsvis ironiske bemærkninger om dit og dat. Min kære mormor, som jo også havde været med om en del i løbet af sit liv, forholdt sig fuldkommen tavs under hele middagen, og jeg fornemmede på hende, at hun ikke brød sig særligt om Else og hendes måde at te sig på. Else benyttede sig i reglen af den taktik, måske ubevidst? at gøre forsøg på at charmere de mandlige gæster, i dette tilfælde far og morfar, og det lykkedes da også indtil en vis grad. Men grundlæggende vidste jeg, at i al fald min far ikke syntes om Else og min forbindelse med hende, heller ikke selvom han nødtvungent måtte acceptere sin ældste søns tåbelighed.

 

Efter at have tilbragt eftermiddagen og aftenen hos mine forældre takkede vi af og gik hen på Jagtvej og tog linje 9 ud til Trianglen, og herfra spadserede vi forbi Sortedamssøen og videre om til Øster Farimagsgade, hvor vi kort efter gik til sengs. Vi var begge godt trætte efter dagens anstrengelser og oplevelser, og faldt derfor straks i søvn. Næste dag var arbejdsdag for mig, og Else sov endnu, da jeg forlod stedet omkring klokken halv otte, for at tage linje 14 ind til Nørreport, hvor jeg stod af og spadserede op gennem Købmagergade til Kronprinsensgade, hvor Mende jo havde forretning i nr. 9.   

 

En ny, brugt cykel

Men ellers gik dagliglivet videre, stort set som om intet usædvanligt var hændt. For mit vedkommende betød det arbejdet hos Mende, hvor jeg tjente de penge, vi skulle betale husleje med og leve for. For Else betød situationen ikke den store forandring i tilværelsen dengang, for hun fortsatte med at være "hjemmegåen­de", og hendes dage gik som sædvanlig med læsning af ugeblade, cigaretrygning og kaffedrikning. Det undrede mig lidt, at hun kunne få dagens mange timer til at gå på den måde, og at hun ikke havde særlig meget lyst til at arbejde og komme ud blandt andre mennesker, men det havde hun åbenbart ikke lige på det tidspunkt af sit liv, og det havde hun formentlig sine grunde til, som jeg bare ikke kendte.

 

For at spare udgifterne til sporvognen til og fra arbejde, købte jeg en dag en cykel på politiets auktioner, som fandt sted i en stor, aflang hal inde på Københavns Hovedbanegård på den side, der vender ud mod Walkendorffsgade. Cyklen var i god stand og af en lidt dæmpet rødviolet farve, og den kostede så vidt jeg husker den nette sum af 50 kr., hvilket dog på den tid var relativt mange penge, især i betragtning af, at ugelønnen var på omkring 150 kr. Men det var sandelig ikke mange penge i sammenligning med, hvad jeg havde fået i ugeløn, mens jeg i 1943-45 arbejdede på ”Fyrtøjet”. 

 

Den omstændighed, at Else var arbejdsløs og ikke tjente penge og heller ikke fik nogen form for arbejdsløshedsunderstøttelse, i hvert fald ikke så vidt jeg ved, kombineret med hendes forholdsvis store cigaretforbrug, førte snart til, at vores økonomi blev endog meget anstrengt. Jeg husker ikke længere, hvordan vi klarede økonomien med den løn, jeg tjente hos Mende, men det var i hvert fald ikke nok til, at vi i længden ville kunne klare os på min indtægt alene. Og de få ekstrapenge, jeg lejlighedsvis tjente ved at tegne forsider og vignetter til de tidligere omtalte trykte publikationer, var kun som dråber i havet. Det gik på et tidspunkt så vidt, at Else pantsatte de få smykker og lignende, hun havde, og jeg måtte begynde at sælge ud af mine kære grammo­fonplader og mine endnu kærere bøger. Begge dele fik vi dog kun klatskillinger for. Situationen var derfor i længden uholdbar. Det skar mig i hjertet, når jeg nogle dage senere gik forbi det antikvariat, som jeg havde solgt mine plader og bøger til, og så, at et par af mine mest kære bøger stod udstillet i forretningsvinduet og til en pris, der lå langt over det beløb, jeg havde fået for dem ved salget.

 

Hvad angår Elses og mit seksuelle samliv, så var det stort set ikke-eksisterende, for dels havde hun i reglen en eller anden undskyldning for at undgå det, og dels virkede hun heller ikke så tiltrækkende på mig, at jeg selv havde særlig lyst til skulle gøre noget ekstra for at opnå samleje med hende. Men det var sådan set en højest bedrøvelig situation, især i betragtning af at vores ægteskab kun var nogle få måneder gammelt.  

 

Problemer med værtinden

Snart opstod der imidlertid også problemer i forholdet til vores nye værtinde, som en dag beklagede sig til mig over, at Else ikke overholdt reglerne for afbenyttelse af fælleskøk­kenet, lige som hun ikke ryddede op efter sig. Desuden fortalte værtinden mig, at hun havde henstillet til Else om dagligt at lufte ud på vores værelse, idet cigaretosen kunne lugtes ud i entreen og på de tilstødende værelser. Det møblere­de værelse, vi havde lejet, var på omkring 4x5 meter, altså 20 m2, og havde to tofagsvinduer, så det var forholdsvis rummeligt og lyst. Vinduerne vendte ud mod Øster Farimagsgade, som var en del trafikeret, bl.a. med sporvognslinje 14. Biltrafikken var dog ikke så voldsom, som det senere skulle blive tilfældet, da flere og flere almindelige danskere og endog arbejdsmænd og koner fik råd til at anskaffe og holde bil, i det mindste en brugt bil.

 

Møbleringen i det værelse, vi havde lejet, bestod foruden af bord, fire stole og bogreol, også af et par lave, polstrede lænestole, samt en stor, bred sofa og et klædeskab, alt sammen i gammeldags mørkebrune farver. Sofaen blev om natten benyttet som so­veplads. Som noget over­raskende, stod der en ældre, men absolut brugbar radio oven på bogreo­len. En radio var endnu dengang for de fleste mennesker, hvad fjernsynet er i nutiden. Statsradiofonien, som Danmarks Radio dengang hed, var først begyndt at sende fjernsynsprogram­mer den 2. oktober 1951, og kun en time hver aften. Til gengæld var der heller ikke ret mange mennesker i Danmark, som ejede et Tv-apparat på det tidspunkt.

 

Men det, vores værtinde angiveligt især følte sig opbragt over, var, at Else havde svaret hende frækt og uforskammet igen. Desuden sagde værtin­den, at hun ikke på forhånd havde været klar over, at Else var uden arbejde og derfor skulle opholde sig det meste af dagen på værelset, hvor hun spillede radio og tilmed havde det elektri­ske lys tændt hele formiddagen og fra tidligt om eftermiddagen. Endnu i 1951 herskede der restriktioner på en række områder, herunder bl.a. på forbruget af gas og elektrici­tet, lige som visse forbrugsvarer stadigvæk var rationeret. Det sidste gjaldt f.eks. kaffe, sukker og margarine.

 

Upassende herrebekendtskab

I den følgende tid blev forholdet mellem værtinden og Else yderligere forværret, og lignede efterhånden ligefrem gensidigt fjendskab. En aften, da jeg kom hjem fra arbejde, kaldte værtinden mig ind i sin stue og her gjorde hun mig opmærksom på, at hun syntes det var lige skrapt nok, specielt over for mig, at min kone i den senere tid havde haft omtrent daglige og timelange besøg af en herre. Denne mand var genkendelig på sin politi- eller måske vægteruniform. Værtinden spurgte, om den pågældende måske var et familiemedlem, men jeg svarede, at jeg ikke vidste af, at vi havde en politimand i vores familie. "Ja, men så er det så meget mere upas­sende, at Deres kone har manden så ofte på besøg, når De ikke er hjemme!" sagde værtinden og tilføjede: "Det syntes jeg ikke, jeg ville være passivt vidne til, og derfor har jeg nu fortalt Dem det!"

 

Sindsuro, skuffelse og vrede fyldte mig over, hvad jeg måtte høre og fik at vide, og straks da jeg kom ind på vores værelse, foreholdt jeg Else, hvad værtinden lige havde fortalt mig. Else lå som sædvanlig på sofaen og læste i et ugeblad, mens hun røg på en cigaret og havde radioen gående i baggrunden. Hun så brødebe­tynget ud, - hun havde en lillepigeagtig evne til at kunne se lige så uskyldig ud som Rafaels engle – og forsøgte at forsvare sig med, at den pågældende mand var en, hun havde kendt og var kommet sammen med før i tiden, men nu var forholdet slut, og hun brød sig slet ikke om ham, men han blev ved med at opsøge hende. "Ja, men du må jo selv have kontaktet ham, for at fortælle, hvor du bor!" ind­vendte jeg. Det havde hun ikke noget svar på, men så meget brødebetynget ud og sagde: "Jeg lover dig, at jeg aldrig vil se ham mere!"

 

Et naivt fæ og gyldne, brudte løfter

Ak, jeg naive fæhoved, som slugte hendes ord og forsikringer råt, for selv om hun angiveligt fik gjort op med manden, hvad enten han var ved politiet eller vægterkorpset - i det mindste sagde værtinden, at han ikke kom der mere, - så viste det sig snart, at hun ikke var i stand til at afholde sig fra at se og lade sig beundre af andre mænd, om end dog kun en ad gangen. Mens vi endnu boede i Vendersgade, havde Else lejlighedsvis truffet Gjeddes jævnaldrende kammerat, hvis navn jeg ikke mere husker, men som på det tidspunkt var universitetsstu­derende, dog husker jeg ikke, hvad han studerede. En dag for­talte Else mig, at da hun tidligt på eftermiddagen var spadseret en tur rundt om Sortedams Dossering, havde hun tilfældigvis mødt den pågældende unge mand, og da han boede lige i nærheden, havde han inviteret hende med hjem til en kop the! 

 

Det blev jeg naturligvis noget foruroliget og opbragt over at høre, for selv om jeg rent faktisk ikke var forelsket i hende, følte jeg mig personligt dybt krænket over, at hun så åbenlyst forsøgte at narre og bedrage mig. Jeg kendte hende jo nok til at vide, at det ikke var for teens eller mandens blå øjnes skyld, at hun var gået med ham hjem. Hun havde en eller anden bagtanke med det. Men at være til grin som en anden hanrej, følte jeg mig selv for god til, og jeg sagde derfor til hende, at hvis hun ønske­de, at vores ægteskab fortsat skulle holde, måtte hun for fremtiden lade være med at se den pågældende mand. Det lovede hun højt og helligt. Men jeg følte mig ikke overbevist om, at hun havde i sinde at overholde sit løfte.

 

Der gik da heller ikke længere end til et par dage senere, så var Else ikke hjemme, da jeg kom fra arbejde om aftenen, og hun havde ikke efterladt sig nogen besked. Noget urolig ved situationen ventede jeg til et godt stykke ud på aftenen, men Else viste sig stadig­væk ikke. Til sidst besluttede jeg at opsøge Gjeddes ven, idet jeg vidste, at han boede på et værelse i stuetagen i en stor ejendom ovre på Sortedams Dossering. Jeg ville vide, om Else eventuelt var hos ham, hvilket jeg havde en stærk mistanke om. Klokken var henad elleve, da jeg ringede på den udvendige gadedørsklokke, og et øjeblik efter lød den unge mands stemme i dørtelefonen. På mit spørgsmål, om Else var hos ham, svarede han ja, men sagde samtidig, at han ikke kunne se nogen grund til at lukke mig ind. Else ville komme ud og snakke med mig. Dér stod jeg så ydmyget og dirrende i kulden og mørket en sen aften, mens det svage lys fra gadedørslampen og fra gadelygter­ne på Øster­brogade og lygterne rundt om Dosseringen lige akkurat lyste de nærmeste omgivelser op. Omtrent lige så dystert og dunkelt var der inde i mit eget sind.

 

Efter cirka 10 minutters tid kom Else ud i opgangen og hen til gadedøren, som hun åbnede på klem, mens hun blev stående indenfor. "Gå nu bare hjem med dig!" sagde hun og tillagde: "Det er ikke, som du tror. Jeg kommer om en halv times tid."  Jeg var nærmest målløs, da hun lod den selvlukkende dør glide i bag sig og gik tilbage, hvor hun var kommet fra. Slukøret traskede jeg hjemad mod Øster Farimagsgade, dybt deprimeret og ulykke­lig over den ydmygende behandling, jeg følte mig udsat for, både fra min kones og Gjeddes vens side. Mange tanker fløj mig gennem hovedet, men mest havde jeg lyst til at opgive Else for bestandig og lade mig skille fra hende. På den anden side ville det være et eklatant nederlag, som jeg vidste, at jeg van­skeligt ville kunne leve med. Ægteskabet med Else måtte derfor have endnu en chance.

 

En dyb frustration

Hjemme på værelset igen, følte jeg mig dybt frustreret og alt for oprevet til at tænke på at gå i seng. Tankerne hvirvlede forvirret rundt i mit sind, og en af dem var, at havde Gjedde nu alligevel fået ret i, at Else også ville svigte mig, som hun havde svigtet ham! Men jeg skød denne ubehagelige tanke fra mig og prøvede på at tage mig sammen, for ikke at miste besindelsen. Det stod hele tiden klart for mig, at jeg jo skulle forholdsvis tidligt op næste morgen, for at tage på arbejde, men en situation, som den jeg nu befandt mig i, havde jeg aldrig tidligere oplevet. Så måtte jeg hellere være lidt klatøjet næste dag, og derfor satte jeg mig i en af lænestolene, for at vente på, at Else skulle komme tilbage. Der gik dog mere end den halve times tid, hun havde sagt, og der gik også over en time, førend hun kom listende ind på værelset. Hun smilede og så ud, som om det nærmest var en dagligdags og ganske uskyldig "udflugt", hun havde været på denne aften og første del af natten, og hun var ikke mere end lige kommet indenfor døren, førend hun begyndte at skifte til nattøj, en af mine pyjamas forresten, idet hun gabte og er­klærede, at hun nu ville i seng. "Lad os tale om det i morgen!" sagde hun, idet hun krøb ned under dynen. Et øjeblik efter sov hun.

 

Nu følte jeg mig endnu mere forvirret og usikker på, hvad det var, der foregik lige for næsen og øjnene af mig. Var jeg ved at blive skør i hovedet, eller var der bare noget, jeg ikke fattede vedrørende kvinder eller måske bare vedrørende Else? Selv kunne jeg ikke sove efter det, som jeg denne aften og halve nat havde været ude for, så jeg blev siddende i lænestolen, trak benene op under mig og småblundede. Jeg var dog ikke mere end lige døset hen, før sindets uro atter vækkede mig, så tankerne endnu en gang kunne vendes og drejes i mit forpinte sind. Jeg ved ikke, om det var jalousiens kvaler eller om det snarere var såret stolthed og forfængelighed over at være blevet narret, for det følte jeg at jeg var blevet af Else i den aktuelle situation. 

 

Da jeg næste morgen rejste mig fra mit umagelige leje, sov Else stadigvæk som en sten, og det gjorde hun også, da jeg kom tilbage, efter at have været ude i badeværelset og gøre mig i stand. Uden at sige farvel, forlod jeg derefter stedet for at tage på arbejde. Det blev en lang og besværlig dag at komme igennem. Timerne, minutterne og sekunderne sneglede sig af sted, men langt om længe blev det lukketid og dermed fyraften. Træt og trist til mode cyklede jeg hjemad, uvis på om Else nu også ville være hjemme eller ikke, når jeg kom hjem. Det viste sig da også, at det var hun ikke, hvorfor mit humør sank til nulpunktet, for hvor kunne hun nu være henne? Formodentlig igen ovre hos ’vennen’ på Dosseringen.

 

En drastisk beslutning

Skuffet og ærgerlig gik jeg en tur over på Holmens Kirke­gård, der lå lige overfor, hvor vi boede i Øster Farimagsgade, og her satte jeg mig på en afsides bænk og speku­lerede over, hvad jeg videre skulle foretage mig. Alting forekom mig svært og umuligt og jeg syntes, at problemerne ustandselig tårnede sig op over hovedet på mig. Jeg ønskede blot at komme væk fra det hele og få den gamle ro tilbage i mit sind, men hvordan? Den tanke strejfede mig, at jeg måske burde opsøge Martinus, som jeg ikke kendte eller havde set på det tidspunkt, men som Børge Hamberg havde fortalt mig om, og spørge ham til råds, men det slog jeg ud af tankerne igen. Jeg ville ikke ulejlige ham med noget så banalt som ægteskabelige problemer. Men med det, der var sket mellem Else og mig, føltes det, som et fald fra det "paradis", som mit barndomsliv og hidtidige ungdomsliv til en vis grad havde udgjort.

 

Imidlertid følte jeg trang til at foretage mig noget dra­stisk, og besluttede derfor, at jeg ville gå til politiet og anmelde mig selv for at have undladt at lade mig optegne til lægdsrullen, sådan som værnepligtsloven fore­skri­ver, at alle unge mænd skal gøre det år, hvori de fylder 18 år, og det ville for mit vedkommende sige, at jeg burde have meldt mig i 1947, altså for omkring fire år siden. Det har jeg tidligere omtalt og beskrevet her i selvbiografi­en. Min tanke var, at jeg ved at melde mig til politiet snarest ville blive indkaldt til session med efterfølgende indkaldelse til aftjening af civil værnepligt. På den måde mente jeg at kunne få en anledning til at komme væk fra Else og alle de problemer, hun var årsag til. Allerede næste dags morgen, den 19. april 1952, meldte jeg mig syg på arbejdet og tog samme formiddag ind på politistationen i Anker Heegaardsgade, hvor jeg fremførte mit ærinde. En lidt ældre, venlig betjent skrev rapport og sagde, at jeg ville høre nærmere om nogen tid.

 

Forsoning

Derefter cyklede jeg hjem, spændt på, om Else var hjemme, når jeg kom. Det var hun, og hun var i godt humør og foreslog, at vi skulle gå hen på en nærlig­gende restaurant og spise til aften. Det gjorde vi så, og tilbragte faktisk en hyggelig times tid det pågældende sted. Der var levende lys på bordet og maden smagte vist nok udmærket, selv om jeg ikke husker, hvad vi fik at spise, men formentlig omelet med grønsager for mit eget vedkommende. Else var derimod ikke vegetar, så hun valgte sig noget andet, muligvis en engelsk bøf eller lignende. Den lettere romantiske stemning ved middagen, fik mit sind til at falde til ro, og jeg følte mig på ny oplivet og fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden for Else og mig. Det var tydeligt, at Else helst ville have at jeg glemte hendes formentlig amourøse ’eskapade’ med Gjeddes ven, som hun nu påstod at have brudt endegyldigt med, eller også var det ham, der havde brudt med hende. Jeg var mest tilbøjelig til at tro, at det sidstnævnte var tilfældet, men kunne naturligvis ikke vide det.

 

Efter et par timers forløb vendte vi tilbage til vores værelse, og her lagde Else for en gangs skyld op til en amourøs situa­tion, og under den påfølgende, ikke særlig vellykkede elskov­sakt blev vores første barn undfanget, hvilket naturligvis ingen af os vidste på det tidspunkt, for det var ikke i den hensigt, vi havde samleje, i al fald ikke for mit vedkommende, og jeg tror egentlig heller ikke det var det for hendes. Samlejet var formentlig hendes måde at få mig til ikke at tage alvorligt, hvad der var sket. Det endte da også med, at jeg tilgav hende den sandsynligvis amourøse eskapade.

 

Da Else nogen tid efter fortalte mig, at hun var blevet gravid, hvilket kun kunne være sket den ovenfor omtalte aften, sagde hun, følte jeg mig både glad og usikker på samme tid. Glad, fordi jeg holder meget af børn, og usikker, fordi jeg følte mig i tvivl, om jeg nu også var biologisk far til barnet. Den mulighed forelå jo unægteligt, at det enten kunne være den omtalte politimand eller Gjeddes ven, faderværdigheden tilkom. Desværre kunne jeg ikke dy mig for at lufte denne mulighed over for Else, men stærkt indigneret sagde hun, at det ikke kunne være andre end mig, der havde gjort hende gravid. Det var hun fuldstændig sikker på, og det måtte jeg så indtil videre tro, hvad jeg også helst ville. Efterfølgende måtte jeg da også med tilfredshed konstatere, at det var mig der umiskendeligt var biologisk far til vores første barn, Jan, og senere også til vores andet barn, Annette. Og jeg blev og var tilmed en meget glad far, der var endog meget stolt over to så kønne og kvikke børn, som de to viste sig at være.

 

Virkelighedens konsekvenser

Den 30. april modtog jeg et lukket og såkaldt Korrespondancebrev fra Københavns Politi, dateret 29. april 1952, hvori jeg blev anmodet om at give møde fredag den 2. maj 1952 i VI. Politiinspektorat i Anker Heegaardsgade 7, 1. sal. Tilsigelsen drejede sig om min værnepligtssag og var underskrevet A. Fagerhøj, som var den venlige overpolitibetjent, jeg havde talt med, da jeg meldte mig selv.

 

Da jeg mødte op den angivne dato, den 2. maj, viste det sig, at overbetjenten blot ville uddybe sin rapport, før den gik videre i systemet. Men trods alt noget nervøs ved situationen, spurgte jeg betjenten om, hvilken straf jeg ville kunne forvente at få, og dertil svarede han: ”Der bli’r jo nok en retssag ud af det, hvor De vil blive idømt frihedsstraf, altså fængsel, men ta’ det roligt, for med Deres forklaring og begrundelse for ikke at have meldt Dem til Lægdsrullen, tror jeg kun det bli’r til en betinget dom!” Det, den venlige overbetjent sagde, virkede jo beroligende på mit betyngede sind, og det var derfor med en vis lettelse, jeg efter dette møde kunne begive mig hjemad igen, for at fortælle Else, hvad der var foregået under mit besøg hos den usædvanligt venlige Fagerhøj, som - selvom han næppe kan have været enig med mig - ikke dømte mig, fordi jeg ikke ville forsvare mit fædreland ved brug af dræbende våben, men i stedet havde valgt at ville gøre tjeneste som civil værnepligtig.

    

En skuffelse

Der blev desværre ikke noget ud af det job hos Nordisk Tegnefilm, som jeg havde fået stillet i udsigt, for den 30. maj 1952 modtog jeg et brev fra Jørgen Bagger, der i mellemtiden var blevet udnævnt til direk­tør for selskabet. Han og jeg var på det tidspunkt ubekendte med hinanden, og måske var det derfor hans brev var så formelt.  Dets indhold lød kort og godt som følger:

 

    "I fortsættelse af vort brev af 20/5.52 og den derpå følgende samtale beklager vi at måtte meddele Dem, at den omtalte eventuelle produktion ikke vil blive formidlet gennem os, hvorfor vi desværre ikke denne gang vil få brug for Deres assistance.

                                Med højagtelse

                             A/S NORDISK TEGNEFILM

 

                            (signeret Jørgen Bagger)

                                 Jørgen Bagger"

 

 

Det brev af 20. maj 1952, som Jørgen Bagger refererer til, er desværre ikke længere i min besiddelse, og jeg erindrer heller ikke noget om brevets indhold. Men samme dag, som jeg havde modtaget det ovenfor citerede brev, ringede jeg til Børge Ring og spurgte ham, hvordan det kunne være, at den planlagte produktion var gået i vasken. Han forklarede, at UPA også havde søgt tilbud hos andre uden­landske firma­er, som producerede tegnefilm, og opgaven var gået til et firma i Sydamerika. Det pågældende firma blev forresten nogen tid efter overtaget som filial af UPA. Ring fortalte endvidere, at Nordisk Tegnefilm nu faktisk kun eksisterede på papiret, for firmaet havde i lang tid ikke fået nogen nye ordrer, og det så heller ikke ud til at skulle blive tilfældet inden for den nærmeste fremtid. Derfor havde han og Bjørn Frank tænkt sig at tage til Holland, hvor de var blevet tilbudt fast job som animatorer hos Marten Toonder Studios i Amster­dam. Børge Ring kendte tegneren og tegnefilm­producenten Marten Toonder fra sin tid som professionel musi­ker, da han lige efter krigen havde været på turné i Holland med Svend Asmussens orkester. Som ekstraordinært tegnefilmin­teresseret havde han dengang opsøgt Toonder, for at orientere sig om, hvad der blev lavet af tegnefilm på dennes Studio. Toonder, der som tegner var inspireret af amerikansk tegnefilm­stil fra 1930'erne, var på det tids­punkt herhjemme bedst kendt for sin tegne­serie "Tom Puss", hvis figurer virkede meget tegnefilmsagtige. Børge Ring fik da også at vide, at Toonder havde en drøm om at lave en længere tegne­film med katten Tom Puss og bjørnen Mr. Bumble i hovedrollerne. Denne film blev imidlertid først til noget i 1980'erne, men dog uden Børge Rings medvirken. Derimod var Bjørn Frank Jensen co-director på featuretegnefilmen ”You know what I mean?” (”Mr. Bumble”, som filmens titel lød. 

 

Mange år senere, da jeg i anden professionel sammenhæng traf Jørgen Bagger, som nu var direktør i sit eget firma, Jørgen Bagger Filmproduktion, fortalte han mig bl.a., at det var ham, der på Nordisk Tegnefilms vegne havde ført forhandlingerne om produktionen af "Kejserens nye Klæder". Ved den lejlighed havde han lært Stephen Bosustow, som var primus motor og produktions­leder i UPA, at kende, og de havde været personlige venner lige siden da. Bagger beklagede, at produktionen dengang ikke var blevet til noget, men for­klarede, at Nordisk Tegnefilm ikke havde været prismæssigt konkurrencedygtig. Det var ikke kvaliteten af de tegnefilm, som teamet bag Nordisk Tegnefilm kunne præstere, der var grunden, for disse var af international topkvalitet. Det behøver man kun at se ”Festen i Skoven”, for at kunne konstatere.

 

Det havde altså foreløbig lange udsigter med mine forhåb­ninger om at kunne vende tilbage til tegnefilmbranchen, hvilket jeg var rigtig godt ked af. For det betød, at jeg blev nødt til at fortsætte med mit job hos Mende, hvor jeg for øvrigt havde fået indtrykket af, at salget var for stærkt nedadgående, idet der ikke mere blev solgt så meget ølgær, skummetmælkspulver og hvedekim, som da jeg begyndte at arbejde for firmaet. Og hvis jeg eventuelt blev fyret, ville det sandsynligvis betyde, at jeg måtte finde mig et eller andet tilfældigt job som lagerarbejder eller lignende, som jeg kunne bestride, og så håbe på, at der før eller siden måske trods alt alligevel ville vise sig en chance for at få noget tegnefilmarbejde eller selv sætte noget i gang.

 

Skriftlig anklage

Den 9. juni 1952 om aftenen troppede en politibetjent op på min bopæl og overrakte mig en genpart af det anklageskrift, som politimyndigheden havde udfærdiget, og som samtidig tilsagde mig at møde i Københavns byrets 3. afdeling, Domhuset, Nytorv, tirsdag den 5. august 1952 kl. 13.

    Anklagen lød som følger:

 

    Herved rejser jeg tiltale ved Københavns byret til strafs lidelse for overtrædelse af lov 123 af 8/6 1912 §§ 7 og 13,1 og II jfr.

Dog midlertidig lov 284 af 16/6 1945 mod den i Tillitse d. 12/6 1929 fødte

     Herr Harry Rasmussen,

     Øster Farimagsgade 73, 1.,

     Ø.

I anledning af, at han, der er pligtig at melde sig til optagelse i lægdsrullen i efteråret 1948 uden lovligt forfald har undladt dette, hvorhos han,

der var mødepligtig for sessionen i foråret 1949 uden lovligt forfald er udeblevet fra denne og senere sessioner.

 

Jeg nedlægger påstand om frihedsstraf.

 

     Københavns politikammer, den 7. jun. 1952

                   

                                                           P. p. v.

                                                      Gundestrup

 

 

Det var naturligvis ikke nogen særlig rar eller behagelig meddelelse at få. Det bedste, man kan sige om den, var at den var ventet. Men der var ikke andet end at tage både den og situationen med oprejst pande, i håb om, at overbetjent Fagerhøj ville få ret i, at dommen højst sandsynligt ville blive gjort betinget, nemlig fordi jeg havde meldt mig selv og desuden kunne henvise til, at jeg i 1947 havde skrevet og meddelt lægdsrullen, at jeg ikke ville optages i denne, fordi jeg var modstander af militæret af etiske grunde.

  

Der gik cirka et par måneder fra den dag, jeg havde meldt mig selv til politiet og til, at jeg fik en indkaldelse til at give møde på sessionen. Den 4. juni modtog jeg et åbent brevkort fra 1. udskrivningskreds i Nyropsgade 17, som tilsagde mig til session den 12. juni 1952 kl. 9,30. Denne dag var tilfældigvis min 23. års fødselsdag. Her skulle jeg bl.a. medbringe det rulle-indtegnings­bevis, som var blevet udstedt 19. april 1952, og ifølge hvilket jeg tilhørte 1. Kreds, 1. Lægd, Z 5182. Og ligeledes ifølge indtegningsbe­viset, var jeg indstillet til civilt arbejde.

 

Men jeg var på forhånd naturligvis meget spændt på, hvordan en session spændte af, ikke mindst fordi jeg jo ville begære mig overført til civilt arbejde. I henhold til teksten på bagsiden af postkortet fra udskrivningskredsen, måtte de værnepligtige, der blev udskrevet til tjeneste, forvente at skulle møde ved hæren, søværnet eller flyvevåbnet i efteråret 52 eller engang i 53. Der stod derimod ikke et ord om såkaldt ”Civilt statsarbejde”, som var den officielle betegnelse for det, militærnægtere blev indkaldt til. I indtegningsbeviset stod der til gengæld følgende herom:

 

Civilt statsarbejde

Ifølge lov nr. 87 af 20. maj 1933 kan værnepligtige, for hvem militær tjeneste af enhver art må anses for at være uforenelig med deres samvittighed, fritages for militær tjeneste mod at anvendes til andet statsarbejde af civil karakter.

    Begæring om fritagelse, ledsaget af fornødne oplysninger og bevisligheder, indsendes til vedkommende udskrivningskreds i god tid forinden sessionen og senest 8 dage forinden mødedagen for sessionen.

 

Men det må vel siges, at jeg havde været i rigelig god tid med min indsendelse af de "oplysninger og bevisligheder", der godtgjorde, at jeg ikke så mig i stand til at aftjene den militære værnepligt. Et sådant brev havde jeg som tidligere nævnt indsendt til lægdsrullen allerede i 1948.

 

På session

Dagen oprandt, da jeg skulle møde på sessionen i Nyropsgade. Jeg cyklede dertil og ved ankomsten så jeg straks, at en del unge mænd, hvoraf de fleste tydeligvis var yngre end mig, også var på vej ind i den moderne bygning. Det gav en forsmag på, hvad det ville sige at være mange mænd samlet på ét sted, hvor kvinder normalt ikke havde nogen adgang.

 

Det var med en vis nervøsitet og spænding i sind og krop, at jeg den formiddag befandt mig det sted, hvor sessio­nen skulle foregå. Sessionslokalerne lå på første sal i en nyere ejendom, og fra entredøren kom man lige ind i et nogen­lunde stort og næsten tomt omklædningsværelse, hvor der i den ene side var en række knager, man kunne hænge sit tøj på, og i den anden side var der flere døre, som førte ind til det egentlige sessions­lokale. Man gik ind ad den ene dør og ud ad den anden.

 

Straks ved ankomsten blev vi anmodet om at tage alt tøjet af, med undtagelse af underbukserne, og derpå sætte os, hvis der ellers var en ledig bænk, og i øvrigt vente på, at det blev hver vores tur til at blive stillet for sessionsdommerne. Det føltes lidt sært at skulle klæde sig af for øjnene af en flok mænd, hvoraf mange også syntes at føle sig generte ved situationen. Men det hjalp noget, at snakken gik livligt mand og mand imellem. Nogle fyrede vittigheder af, mens andre grinede fjoget og højlydt. ”Dig ka’ de da ikke bruge, med det udstyr, du render rundt med!” var der en, der sagde til en anden. ”Du sku’ nødig snakke, med den slatne regnorm, du har mellem benene!”, svarede den anden. ”Det her må sgu’ være paradis for en bagbordsindianer!”, sagde en tredje. ”Ja, men så er du jo kommet det rette sted!”, var der en rapkæftet fyr, der svarede.    Mere alvorligt var der andre af de tilstedeværende, der talte om, at man jo kunne være så heldig at trække frinummer. Selv hørte jeg ikke til de heldige, for jeg trak nr. 4295, hvad det så end skulle betyde.

 

Vi var omkring 25-30 mand den morgen, da vi efter at have klædt os af stillede op i kø, ventende på at vi en efter en blev kaldt hen foran den lidt brøsige sessionslæge. Det var en ejen­dommelig og ydmygende oplevelse, at man som 23-årig skulle klæde sig helt nøgen sammen med så mange andre mænd og bagefter stå skoleret for en mili­tærlæge og et panel af mili­tærfolk. Lægen vejede og under­søgte én i alle ender og kanter, ja, bogstavelig talt i både hoved og røv, mens han dik­terede resultaterne af sine under­søgelser til den mili­tærmand, der sad nærmest ved ham, og som førte de sessions­pligtiges journaler.

 

Efter at læge­undersøgelsen af den enkelte var over­stået, skulle vedkommende træde hen foran det aflange bord, bag hvilket der sad et panel på 5-6 militærfolk. På grundlag af blandt andet den netop optagne lægerapport, afgjorde militær­folkene, hvilken militærgren, den enkelte værnepligtige egnede sig til, eller om der forelå grundlag for kassation. Plat­fodethed var f.eks. grund til, at enkelte blev kasseret.

 

Det var ikke så almindeligt på den tid, da jeg var på ses­sion, at værnepligtige nægtede at ville gøre militærtjeneste og derfor i stedet begærede sig overført enten til Civilforsvaret eller til Civilt Arbejde. Det førstnævnte havde jeg valgt fra, fordi det efter min opfattelse havde for meget "militær" over sig, med befalingsmænd og menige, mens det sidstnævnte var, hvad jeg som såkaldt militærnægter ville anmode om at blive indkaldt til.

 

En del af dem, der var mødt frem, blev kasseret, som det hed, dvs., de blev ikke udtaget til nogen form for militærtjeneste, og i mit stille sind håbede jeg på, selv at blive kasseret. Men det skete ikke, tværtimod. Da jeg splitternøgen og småfrysende stod foran den militærmand, der førte ordet, kunne jeg være krøbet i et musehul af bare forlegenhed og skam. Manden så end ikke på mig, men læste først i tavshed min journal, som han havde foran sig. Jeg lagde mærke til, at det brev, som jeg i 1947 havde sendt til sessionsmyndighederne, var vedlagt journa­len og at manden kiggede det hastigt igennem. Da han endelig efter en ulidelig lang pause sagde noget, var det med et lettere brysk tonefald: "Jeg ser, at De ikke ønsker at gøre militærtjeneste, men begærer Dem overført til civilt arbejde! Er De nu også sikker på, at det fortsat strider mod Deres samvittighed, at tjene Deres land som soldat? Og er De klar over, at aftjening af værnepligten ved civilt arbejde for tiden udgør 24 måneder mod militærtjenestens 11 måneder? De kan endnu nå at ændre Deres beslutning, hvis De ønsker det!"  Der var dog ingen som helst vaklen i min beslutning, så derfor svarede jeg ja til de første spørgsmål og nej til, at den længere tjene­stetid kunne få mig til at fortryde, at jeg af etiske grunde havde valgt at være militærnægter. Jeg kunne have tilføjet, at det heller ikke anfægtede mig, at i visse højreorienterede samfunds­kredse blev militærnægtere betragtet på linie med landsforrædere.

 

Militærmanden kradsede derefter et eller andet ned i min journal og rakte den videre til sin sidemand, som sad parat til med et stempel at bekræfte den afgørelse, at jeg senere skulle indkaldes til at aftjene min værnepligt ved civilt statsarbejde. Dermed fik jeg lov til at gå ud i omklædningsrummet og tage mit tøj på igen. Mange af de andre sessionspligtige var unge mænd, der tydeligvis var yngre end mig, og de fleste af dem tog det hele med et smil og nogle kvikke bemærkninger, som fik både dem selv og de andre til at grine højt.

 

Da jeg kort efter kom ned på gaden, for at hente min cykel, som stod parkeret nedenfor, følte jeg mig så lettet som vist nok aldrig før. Det skyldtes delvis, at jeg var sluppet for det "krydsforhør" om, hvorfor jeg var militærnægter, som jeg på forhånd havde frygtet at blive udsat for. Dengang var jeg ikke nær så godt skåret for tungebåndet, som tilfældet senere blev, og desuden nærede jeg en indgroet, angstfyldt respekt og nervøsitet for alt, hvad der havde med autoriteter at gøre. Det var for­mentlig noget, der var blevet indpodet i mig fra mine tidligste barneår af min frygtsomme og overnervøse moder.

 

Formildende omstændigheder

Den 5. august 1952 kl. 13 mødte jeg op til retsmødet i byretten, der havde og fortsat har til huse i det imponerende domhus på Nytorv. Huset var oprindelig bygget som rådhus og fungerede da også som sådan fra 1815 til 1912, da Københavns nye rådhus på Rådhuspladsen blev indviet og taget i brug. Det viste sig dog, at retsmødet kun var et forberedende møde, et såkaldt forundersøgelsesforhør, hvorunder jeg skulle afgive nærmere forklaring om mine grunde til at have overtrådt gældende love. Fra selve retsmødet husker jeg kun, at det blev holdt i et temmelig stort retslokale og at der foruden dommeren også var flere andre personer til stede. Jeg havde også fået beskikket en forsvarer, som allerede ude på gangen, hvor jeg sad og ventede på at det blev min tur til at komme ind, instruerede mig i, hvordan jeg skulle forholde mig. Det var vigtigt, sagde han, at jeg kun svarede enten ja eller nej til dommerens spørgsmål, medmindre denne udbad sig en nærmere forklaring.

 

Dommeren, hvis navn jeg ikke længere husker, viste sig at være flink nok, og derfor dristede jeg mig til at spørge, hvilken straf jeg ville kunne forvente at få. Dertil svarede han, at anklagemyndigheden jo havde nedlagt påstand om frihedsstraf, men under hensyntagen til de formildende omstændigheder, der var i sagen, ville jeg sandsynligvis slippe med en betinget frihedsstraf. Hermed bekræftede dommeren stort set, hvad overbetjent Fagerhøj havde fortalt mig. Endelig oplyste dommeren mig, at jeg senere ville blive indkaldt til domsafsigelsen.

 

Problemer med værtinden

Imidlertid var det spændte forhold mellem Else og værtinden ikke blevet bedre med tiden, snarere tværtimod, og det udviklede sig efterhånden til skænderier over småting og beskyldninger om snart det ene og snart det andet. "Deres kone er tyvagtig og fuld af løgn!" sagde værtinden en dag vredt til mig, da jeg kom hjem, og hun fortsatte i samme tone: "Hvis det bliver ved på denne måde ret meget længere, så bliver De nødt til at flytte!" Værtindens ord ramte mig som en piskesnert og jeg kom til at tænke på, hvordan vi tidligere var blevet bedt om at flytte fra vort forrige logis i Vendersgade.

 

Bedre blev Elses og min situation ikke, da jeg en dag i slutningen af juli blev kaldt op til Jørgen A. Petersen, som med dyb beklagelse meddelte mig, at salget hos Mende var for nedadgående og at hans virk­somhed derfor desværre ikke længere havde brug for min as­sistance. Han stillede mig dog i udsigt, at der lejlig­hedsvis ville kunne komme nogle tegneopgaver, hvis jeg ellers var interesseret, og det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg var ansat på ugeløn og kunne derfor opsiges med en uges varsel. Det var lidt af et chok for mig, at få den nedslående besked, at jeg efter en uges forløb ville stå uden arbejde og – hvad værre var - dermed også uden indtægt. Arbejdsløshedsunderstøttelse kunne jeg ikke få, af den simple grund, at jeg hverken var medlem af en fagforening eller af en arbejdsløshedskasse. Jeg så derfor for mig, at hvis ikke det i løbet af den næste uge lykkedes mig at skaffe andet arbejde, så ville jeg være henvist til at søge om hjælp på Socialkontoret, og det stod dengang for mig som noget, der var dybt degraderen­de og ydmygende.

 

Da jeg den aften kom hjem og fortalte Else den dårlige nyhed, trak hun bare på skuldrene, men sagde ingenting, og overlod det til mig at klare problemerne. Hver dag i den næste uges tid købte jeg Berlingske Tidende og kiggede i stillingsannoncerne, men enten krævedes der særlige kvalifikationer eller også var arbejdet af en art, som jeg ikke ville kunne påtage mig.

 

Ugen efter kom uundgåeligt den lørdag, hvor jeg for sidste gang skulle møde op på mit arbejde hos Mende. Der var intet usædvan­ligt at mærke på de andre, men jeg tror alligevel at enkelte af dem var lidt trykkede ved situationen, for vi havde efterhånden lært hinanden at kende som gode arbejdskammerater, og det føltes derfor ikke rigtigt, at vi nu skulle skilles for altid. Men lukketid kom kl.14 og efter at have ryddet op på mit arbejdssted, gik jeg rundt og gav hånden til afsked, først til butiks- og lagerpersonalet og siden til direktøren og kontorda­merne, som alle ønskede mig held og lykke i fremtiden. Ak, ja, de kunne jo ikke vide, hvilke vanskeligheder jeg stod over for.

 

Det var med stort vemod, jeg den eftermiddag cyklede hjem til Øster Farimagsgade. Da det ikke var lykkedes mig at finde an­det arbejde i løbet af den forgangne uge, vidste jeg, at der på kort sigt ikke var nogen anden udvej, end at jeg på mandag måtte gå den tunge gang til Socialkontoret, for at bede om hjælp til at klare dagen og vejen.  

 

Mine forældre så sig ikke i stand til at hjælpe os, og mor blev som sædvanlig tavs og indelukket og pillede sig i de røde knopper, der slog ud i hendes an­sigt, da hun hørte om vores situation. Så gik hun, lige­ledes som sædvanlig, ud i køkkenet for at lave den obligatori­ske kaffe. Far blev så vred over det, han hørte, at han straks efter gik ned i kæl­deren, hvor han havde sit værk­sted, der i reglen også rummede en kasse øl. Her drak han for­mentlig en bajer eller to, for at komme sig over tanken om sin ældste søns fortsatte dumhed og udu­elighed.

 

Min hjerterums-moster

På det tidspunkt i 1952, der her er tale om, var Else og jeg en dag på besøg hos min moster Ditte, som boede i en lille toværelsers lejlighed på tredie sal omme i bageste baggård til Ryesgade nr. 56, og vi kom uvægerligt til at snakke om vores, Elses og min, øjeblik­ke­lige og uholdbare situation. Dertil kom, at vi nu ventede barn, og at vi derfor blev nødt til at finde os et andet og større sted at bo. Men samtidig var vores økonomiske situation så anspændt, at vi ikke havde råd til at leje en lejlighed lige med det samme. Min søde, rare hjer­terums-moster sagde da: "Ja, men I kan da bo her hos mig for under det halve af, hvad I nu betaler i husle­je, så I kan spare sammen til at få jeres egen lejlig­hed!" "Tak, kære moster!" sagde jeg, "men du har kun to værelser at råde over, og I er jo tre perso­ner! Vil der så kunne blive plads til Else og mig!?" "Ja, sagtens!" svarede hun og til­føjede: "Judith kan sove inde i stuen hos mig og min ven, og så kan I ha' værelset for jer selv!"

 

Hvilken generøsitet udviste min kære moster ikke ved denne lejlighed! På trods af ringe plads i lejligheden, tilbød hun, at den da ca. 7-8 årige datter Judith kunne sove på en ud­træksseng inde i stuen, hvor hun selv og ofte også hendes daværende ven sov på divanen, der om dagen fungerede som siddeplads. Jeg ved faktisk ikke, hvad der gik af mig, da jeg sagde ja tak til tilbudet. Endnu engang tænkte jeg mig ikke ordentlig om, for havde jeg gjort det, ville jeg have indset, at det var at udnytte min mosters godhjertethed. Men udsigten til at kunne spare penge i den situation, Else og jeg befandt os i, gjorde desværre udslaget.

 

Min moster Ditte havde på det tidspunkt et job som servitrice på et eller andet værtshus i byen, og hendes arbejde begyndte normalt først om eftermiddagen, men varede til gengæld til over midnat. Hun tjente ifølge eget udsagn mange penge, især drikke­penge, men hendes arbejdstid gik desværre i høj grad ud over datteren Judith, som praktisk taget aldrig så sin mor. Om morgenen stod en tydeligvis meget søvnig Ditte op, for at sende datteren i skole, og efter skoletid, når pigen kom hjem fra skole omkring kl.14, skulle Ditte af sted på arbejde. Der var derfor truffet aftale med en anden af opgangens kvindelige beboere, som havde en datter, der var jævnaldrende med Judith, og som hun gik i klasse med, om at tage sig af pigen om efter­middagen, indtil en anden af mine mostre, Lilly, som boede i nr. 56 på femte sal, var kommet hjem fra sit fabriksarbejde og kunne sørge for, at Judith og hendes egen adoptivsøn, Tom, fik aftensmad og kom i seng i ordentlig tid. Tom var jo i øvrigt biologisk søn af Ditte, men var som mindreårig blevet adopteret af barnløse Lilly, som han derfor betragtede som sin mor. Men når Ditte så kom hjem, ofte først sent på natten, hentede hun Judith på vejen og tog hende med hjem og lagde hende i seng. Denne især for barnet ikke særlig heldige ordning skyldtes, at Lilly skulle møde meget tidligt om morgenen på sit arbejde, og hun turde derfor ikke lade den da 10-årige søn være alene om ansvaret for pigen.  Drengen var derimod vant til at klare sig selv, og han havde af sikkerhedshensyn desuden strenge retningslinjer at gå efter. 

 

Tvunget til at flytte

Imidlertid kom vi vores værtinde i forkøbet, idet vi selv sagde op til fraflytning næste første i måneden. Så snart jeg havde fået vished for, at vi havde et andet sted at bo, opsøgte jeg den ofte vrantne kvinde og meddelte hende, at vi ville flytte snarest muligt. "Det glæder mig!" sagde hun, "men Dem, Rasmussen, har jeg nu ikke noget imod, det er kun Deres kone, jeg ikke kommer godt ud af det med!"

 

Da dagen for flytningen kom, det var omkring den 1. august 1952, lejede jeg en budcykel med lad, og den læssede jeg med de få ejendele, vi havde, og kørte derefter via Sølvgade, Fredens Bro og Fredensgade over til Ryesgade. Det tog os kun et par timer at flytte vores habengut, der mest bestod af mit tøj og mine ting, deriblandt min uundværlige og afholdte Le Klint-lampe, som stadigvæk så ny ud. Else havde dengang ikke meget andet end det tøj, hun gik og stod i, så det var hurtigt overset. Møbler havde vi praktisk taget ingen af, for vi havde begge hidtil boet på lejede, møblerede værelser.

 

I det værelse hos min moster Ditte, som vi skulle bo i, var der kun en enkeltmandsseng, et lille bord og to stole, en kommode samt et mindre klædeskab. Kommoden og klædeskabet måtte vi dog dele med Ditte, hvilket også let lod sig gøre, idet Else kun havde nogle sæt undertøj, et par sweaters, en frakke og et par kjoler, mens jeg selv havde en del undertøj, et par swea­ters, en jakke, flere par benklæder og en frakke. Desuden havde vi, foruden de vintersko, vi gik med, hver et par sommersko og et par sandaler. Og nu skulle vi tilmed tænke på, at der om cirka 6 måneder ville komme en ny lille baby til verden, som krævede sit af tøj, barnevogn, seng og andet. Endelig havde vi også gjort os klart, at bofællesskabet med min moster kun skulle være af kortest mulige varighed, idet jeg håbede på snarest at skaffe mig et arbejde, som vi ville kunne leve anstændigt af. Det skulle desværre komme til at gå ander­ledes end ønsket og planlagt. 

 

En midlertidig social nedtur

Den dag kom uundgåeligt, da Else og jeg tvunget af omstændig­hederne desværre blev nødt til at gå den tunge gang til Social­kontoret i Ravns­borggade, som lå lige ved siden af Nørrebros Teater, og anmode om hjælp til både det ene og det andet. Det var et uhyggeligt sted med svagt okkergule vægge og gange med gråmalede døre ind til de mange kontorer, stedet rummede. Her tronede de magtfulde socialrådgivere, som ikke var blevet mildere af de mange og ofte meget ubehagelige, til tider ligefrem voldelige oplevel­ser, de havde haft med nogle af deres klienter, som for det meste kom fra de slumagtige kvarterer på indre Nørrebro. Men til min behagelige overraskelse blev vi venligt modtaget af en midaldrende kvindelig socialrådgiver, som diskret spurgte os ud om vores forhold og omstændigheder, og jeg tror, at hun straks fornemmede eller forstod, at ingen af os var alminde­lige eller med udsigt til at blive permanente socialklienter. I hvert fald fik vi, foruden en midlertidig ugentlig kontantydelse, også tildelt en bred dob­beltseng med tilbehør, samt en overfrakke og et par sko til hver af os.

 

Det var med betydelig lettelse, at Else og jeg den dag vendte tilbage til baggårdsværelset hos min moster i Ryesgade. Hun var lige stået op, da vi kom hjem omkring kl.11 om formiddagen, og hun blev tydeligvis glad på vores vegne over at høre de gode nyheder. Nu kunne vi med en vis sindsro se fremtiden i møde og håbe på, at der snart ville vise sig noget arbejde, som jeg ville kunne få og påtage mig. Hver morgen købte jeg Berlingeren og studerede stillingsannoncerne, men der var stadig ikke ledige stillinger, der egnede sig for mig eller som jeg egnede mig til.

 

Til trods for min mosters store imødekommenhed og gæstfrihed, gik afhængigheden af hende mig efterhånden mere og mere på, og jeg blev til sidst dybt deprimeret over tingenes tilstand, som jeg åbenbart ikke selv kunne gøre ret meget ved. Det bidrog heller ikke til at forbedre mit humør, at min moster af nødven­dighedsgrunde sov til langt op ad formiddagen, men værre forekom det mig, at Else også gjorde det, fordi hun ikke havde noget arbejde at skulle passe. Selv stod jeg forholdsvis tidligt op om morgenen, dels fordi jeg aldrig har hørt til syvsovernes kategori, og dels fordi jeg var nødt til det. Hver formiddag skulle jeg nemlig møde op på Socialkontoret for at få et stempel i en lille regnskabsbog. Det var betingelsen for, at man kunne få udbetalt den ugentlige kontantydelse om fredagen. Man fik kun udbetalt penge for de dage, man var mødt op og havde fået sit stempelmærke i bogen, så det gjaldt om at møde frem hver eneste dag, også de dage, hvor man måske var syg. Hvis man var rigtig syg og måtte ligge i sengen, kunne man dog få udbetalt sygedagpenge, dog under forudsætning af, at der forelå en gyldig lægeerklæring.

 

Min moster Ditte var en køn og velskabt lille dame på dengang 31 år, som havde været gift et par gange tidligere, men som nu var fraskilt og boede alene med det ene af sine to børn, datteren Judith, som så vidt jeg husker, gik i anden klasse på det tidspunkt. Moster Ditte var imidlertid glad for mænd og sex og ville nødigt undvære nogen af delene ret længe ad gangen, og hun havde da også en fast kæreste, som jævnligt overnattede hos hende. Manden var lidt yngre end hende, hvilket næppe har haft nogen betydning, men det havde det til gengæld, at han var gift og også havde børn. Forholdet mellem Ditte og ham var derfor i virkeligheden udsigtsløst, i den forstand, at hverken Ditte eller hendes kæreste havde tænkt sig andet end at have fornøjelig og åbenbart tiltrængt sex med hinanden.

 

Uden at være specielt nysgerrig, fandt jeg efterhånden ud af, hvordan de to kunne dyrke sex med hinanden, når datteren Judith også skulle sove i samme værelse som de selv. Men det klarede de åbenbart på den måde, at de først havde samleje, efter at datteren var gået af sted til skolen. Da kunne man til gengæld høre dobbeltsofaens tiltagende og taktfaste knagen, samtidigt med lange suk og støn fra de to ’duellanter’, indtil der brat faldt fuldkommen ro og stilhed over gemytterne og stedet. De to gjorde ikke noget specielt for at skjule for Else og mig, når de havde sex med hinanden, men min moster tilhørte en generation og en tid, hvor man ikke talte direkte om den slags for pæne og anstændige borgere højst upassende emner.  

   

Kønnets mysterium

En af de morgener, hvor jeg stod ved håndvasken i min mosters lille køkken, som havde et smalt etfags vindue ud mod ejen­domskompleksets mellemste baggård, fangedes mit blik af et overraskende syn. I mellembygningen lige over for vendte køkkenerne ud mod samme baggård, og i et af køkkenvinduerne, som dels var større og bredere end min mosters køkkenvindue, og som dels lå en etage lavere end dette, så jeg en smuk yngre og helt nøgen kvinde stå foran køkkenvasken og gøre sig i stand. Synet af nøgne kvinder havde ikke været nogen hverdagsbegivenhed i min hidtidige levetid, hvor forholdet mellem kønnene endnu var præget af moralske levn fra Victoria­tidens snerpede holdning til alt, hvad der hørte kønslivet til. Selv på stranden om sommeren, fik man så godt som aldrig lejlig­hed til at se andet og mere af det andet køn end et par bare lår og bare arme, resten af kroppen var dækket af den tids tækkelige form for badedragt. For de allerfleste mænd dengang, var den nøgne kvindekrop derfor ikke så lidt af et my­sterium, som der blev udfoldet mange forgæves anstrengelser for i det mindste af få bare et lille bitte glimt af, når en sjælden gang lejligheden bød sig.

 

Der udkom også dengang, da jeg var barn og ung mand, for­skellige illustrerede erotiske blade og magasiner, som solgtes i kioskerne. Et af de danske magasiner hed f.eks. "Varieté", men billedudvalget heri var dog ikke særlig dristigt eller pro­vokerende. Bladene stod i reglen på lidt afsides hylder i butikken, så man kunne snige sig til at få et glimt af for­siderne, der for det meste kun afbildede nøgne kvinder. Men til stor skuffelse for os drenge, var de såkaldt prekære dele af den nøgne kvinde­krop, dvs. bryster og kønsdele, dækket af et smalt, gult papirbånd. Nogle drenge pralede med, at de lejlig­hedsvis havde dristet sig til at kigge ind bag papirbåndet og set "det hele". Det var dog sådan, særlig i de såkaldte "fran­ske blade", at brystvorter og kønsbehåring var retoucheret væk, lige som enhver antydning af kønsrevnen var skjult bag ved en lidt for kluntet retouche, hvilket alt sammen så højst mærkværdigt og unaturligt ud. Det var derimod ikke tilfældet i nudist­bladet "Sol og Sundhed", som bag det obliga­toriske og påbudte gule papirbånd faktisk viste hele den usminkede sandhed, men da bladets formål var propaganda for nudismens påståede sundhed for krop så vel som for sjæl, var billederne i reglen noget af det mest kedsommeli­ge, man kunne se inden for nøgenfotografering. Billederne var med andre ord ikke seksuelt stimulerende eller ophidsende, sådan som tilfældet trods alt kunne være med de erotiske danske og franske blade. 

 

Få år efter krigen var der dog sket et lille fremskridt, hvis man ellers vil og kan kalde det sådan, i badedragtmoden. Den altid årvågne modebranche opkaldte af en eller anden grund dén todelte minibade­dragt, som man lancerede efter atombombeprøve­spræng­ningerne i 1947 på øen Bikini, for netop Bikinien. Denne diminutive form for badedragt blev siden da den foretrukne badedragt stort set i hele den vestlige verden, dog især for yngre kvinder. Men selv om den viste lidt mere af kvindekrop­pen, end man hidtil havde kunnet få at se på badestrandene eller i middags­aviser og visse billedblade, syntes mange mænd, at også bikinien dækkede for meget af de kvindelige ynder. Langt senere kom så den såkaldt topløse mode, dvs. bare bry­ster, medens trusserne skrumpede ind til en såkaldt G-streng, en diminutiv lille trekantet stykke tøj, der lige akkurat dækkede kønnet og kønsbehåringen, men som lod balderne til fuldt skue. Skridtet til den top- og bundløse mode var derfor ikke langt eller stort, men selv om en del yngre kvinder også smed ba­detrusserne i 1960'erne og 1970'erne, slog denne nøgen-mode dog aldrig rigtigt igennem hos den store del af befolkningen.      

 

En nøgen kvinde var dog ikke noget helt unikt for mig, idet jeg jo i min elevtid hos Akademiet for Fri og Merkantil Kunst havde deltaget i model- og croquis-tegning. Men selv om man da var kommet relativt tæt nok på modellen, til at se, hvordan denne var skabt og så ud mere intimt, så havde det overhovedet ikke virket seksuelt stimulerende, i hvert fald ikke på mig. 

 

Men denne morgen i 1952 stod jeg altså ved min mosters køkkenvindue og betragtede en smuk, yngre og helt nøgen kvinde, som ganske ugenert vaskede sine bare yndigheder, stående ved vasken bag sit køkken­vindue. Det efterlod mig i lettere op­hidset anspændthed, så meget mere, som Else og jeg på det tidspunkt rent faktisk ikke havde haft samleje, siden vores første barn blev undfanget, og som andre normale mænd havde også jeg et vist behov for at lette hormonpresset. Men tiden tillod mig ikke at henfalde til hverken erotiske eller selvmed­lidende tanker, for jeg skulle af sted til noget så nedslående og realistisk som Socialkontoret.

 

Men seancen med den badende nøgne unge kvinde gentog sig i den følgende tid så godt som dagligt hver morgen, og på et tidspunkt mener jeg, at hun blev opmærksom på, at nogen iagttog hende, for jeg gjorde intet for at skjule, at jeg stod bag køkkenvinduet og så til. Tværtimod forekom det mig, som om hun gjorde ekstra meget ud af at bade sine velformede, mellemstore bry­ster, som hun med en stor svamp masserede i bløde, langsomme cirkelbevægel­ser. Og netop den omstændighed, at hun ikke gjorde noget, for at skjule sin ligefremme og naturlige adfærd, som f.eks. at trække gardinerne for, overbeviste mig om, at hun intet havde imod, at jeg betragtede hende. Jeg kendte hende ikke og vidste ikke hvem hun var, men uanset det, er jeg hende taknemmelig for, at hun indirekte bidrog til at give mig et mere naturligt og frit syn på det dejlige, nøgne kvindelegeme, som er et af Vorherres vidundere i denne verden.

 

Hvad i øvrigt angår kvindekønnet, så havde jeg som ung og yngre nok en noget idealistisk og romantisk opfattelse af dettes fortræffeligheder, hvilket formentlig i hovedsagen skyldtes manglende erfaring og viden fra min side. Men jeg opfattede kvinder som kyske, uskyldige og næsten engleagtige væsener, der vakte og forventede en ridderlig mands omsorg og beskyttelse. Dette urealistiske kvindebillede så jeg personificeret i Snehvide i tegnefilmen ”Snehvide og de syv dværge”, og jeg så det også lyslevende for mig i hovedpersonen i H.C. Andersens dejlige eventyr ”Den lille Havfrue”.   

 

”Den lille Havfrue” som tegnefilm

På mine morgenture frem og tilbage mellem vores logis i Ryesgade og Socialkontoret i Ravnsborggade, lagde jeg tit vejen om ad Bleg­damsvej, og det hændte, at jeg gik en tur ind gennem Fælled­parken. På den tid af dagen lå det store parkterræn så godt som øde hen, og der var derfor rig lejlighed til at fordybe sig i sine egne tanker, uden at risikere at blive forstyrret af omgivelserne. Her modnedes efterhånden tanken om at lave en langtegnefilm over H.C. Ander­sens eventyr Den lille Havfrue. Da jeg kendte eventyret ud og ind, gik jeg og udformede filmens handling og scenerier i tankerne, og til sidst følte jeg mig så fortrolig med even­tyrets persongalleri, at jeg næsten kunne se dem frem for mig. Udover den i sig selv ydre og billedrige handling i eventyret, så rummer dette jo også et af de allervigtigste temaer i Andersens livs- og verdensanskuelse og i hans digtning, nemlig tanken om sjælens udødelighed. Det selv samme emne havde optaget mig lige siden jeg omkring 1946 for første gang stiftede bekendtskab med yoga-filosofien, i hvis tanke- og forestillingsverden sjælens udødelighed er et kardinalpunkt. Så også af den grund, eller ikke mindst derfor, kom eventyret ”Den lille Havfrue” til at betyde så meget for mig, at jeg stort set har beskæftiget mig med det det meste af mit liv.

 

 

Herover til venstre ses et af mine første blyantsudkast til hovedpersonen i langtegnefilms-projektet ”Den lille Havfrue”. Til højre ses hun på en farvelagt celluloid. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke navngivet hende ”Lara”, som hun mange år senere kom til at hedde i den drejebog, som jeg i 1986 skrev i forbindelse med en projektansøgning til Det Danske Filminstitut. – Tegninger: © 1952 og 1954 Harry Rasmussen.

 

 

Tegningen til venstre viser et udkast til den grumme figur, Havheksen, med sin yndlingstudse, kaldet ”Poppedreng”, på skulderen. – Tegningen til højre viser en af de små fisk, som er den lille Havfrues legekammerater. Fisken titter frem bag den statue, som efter et skibsforlis er sunket ned til havets bund. Den lille Havfrue synes, at statuen ligner prinsen, som hun er forelsket i. - Tegninger: © 1952 Harry Rasmussen.

 

 Siden tegnefilmens barndom havde det altid været et problem for animatorer, at tegne og især animere såkaldt seriøse, dvs. realistiske figurer, særlig mennesker. Indtil dato var det stort set faktisk ikke lykkedes at fremstille tegnede og animerede menneskefigurer på virkelig overbevisende måde.  Hidtil havde man grebet til den udvej og pseudoløsning, at optage de pågældende personer live-action, dvs. på realfilm, som så blev overført til tegnefilm via rotoscopering. For Disneys vedkommende gjaldt det især Snehvide, Prinsen, den onde Dronning og Heksen, og det gjaldt ligeledes Askepot, Prinsen, Den onde Stedmoder og de onde Stedsøstre. I Fleischers tilfælde gjaldt det Gulliver, Prins David og Prinsesse Glory, og denne fremgangsmåde be­nyttede Disney-studierne også i en del af deres følgende langtegnefilm.

 

 

 

Herover ses et par skitser til henholdsvis Havheksen og hofnarren Bajazzo. Sidstnævnte forekommer ikke i eventyret ”Den lille Havfrue”, men blev indført, for at skabe et modspil til prinsen, som senere fik navnet Antonio. – Tegninger: © 1952 Harry Rasmussen.

 

 

 

 

Et par udkast til filmens to konger. Tilvenstre er det den konge, som er far til prinsesse Santa, som prinsen bliver gift med til slut. Tilhøjre ses den konge, der er prinsens far. I den senere udgave af drejebogen til tegnefilmen ”Den lille Havfrue”, 1986, ændrede jeg de to kongers og ligeledes de øvrige figurers udseende. – Tegninger: © 1952 Harry Rasmussen.

 

Processen med at optage live-actionfilm af tegnefilmenes mere eller mindre seriøse personer, blev nærmest standard, især i amerikansk tegnefilmproduktion og først og fremmest hos Disney. Fra og med "Askepot" (1950) optog man her faktisk på forhånd så godt som hele filmens handling i live-action, således at anima­torerne i nogle tilfælde kunne rotoskopere bevægelserne og i andre tilfælde hente inspiration fra skuespillernes karakteri­sering af de tegnefilmsfigurer, de skulle fremstille og som de i reglen også lagde stemme til.

 

 

Efter at have gjort mig bekendt med den nye og relativt forenklede tegnestil, der var begyndt at blive anvendt i amerikansk tegnefilm, ikke mindst hos United Productions of America (UPA) og til en vis grad også hos Disney, tegnede jeg blandt andet ovenstående udkast til, hvordan jeg på det tidspunkt mente, at de to hovedfigurer i tegnefilmen ”Den lille Havfrue” eventuelt kunne se ud. – Tegning: © 1952 Harry Rasmussen.

 

Men når det gjaldt tegnefilmenes helte og heltinder, forfaldt man i 1950'-70'erne stadigvæk til den fade ugeblads- og glans­billedstil. Ingen kendte på det tidspunkt tilsyneladende løs­ningen på problemet med de seriøse tegnefilmsfigurer. Man havde nemlig endnu ikke forstået, at lige som de deciderede tegne­films­figurer så at sige per definition altid er og bør være mere eller mindre karikerede, så vel af udseende som i be­vægelser, således bør de såkaldt seriøse figurer eller personer også i en eller anden grad repræsentere karikaturen. Det kunne man se et par ud­mærkede eksempler på i Disneys langtegnefilm Pinocchio fra 1940, men som først havde Danmarkspremiere i Palads Teatret den 25. maj 1950. De to figurer, jeg her hen­tyder til, er træ­skæreren Gepetto og - især - marionetteater­direktøren Stromboli. Så vidt jeg ved, er Stromboli ikke rotoskoperet, men det er til gengæld Gepetto og Feen, sidstnævnte ligner nærmest en bleg afglans af Snehvi­de. Hvilket forresten ikke er så underligt, idet det var samme danserinde, nemlig Margie Bell alias Margaret Belcher alias den senere meget berømte solodanserinde Marge Champion, der i begge tilfælde agerede som live-action forbillede for de to figurer. Men bortset fra det, viste det sig, at Disney-folkene med tiden lærte den svære kunst, at tegne og animere "seriøse" karika­turer af menne­sker uden brug af rotoskopi, hvilket jeg senere skal vende tilbage til.  

 

Men her i lille Dannevang vidste vi tegnefilmfolk endnu ikke i 1950'erne, hvor løsningen på de seriøse tegnefilmfigurers udseende lå. Dog, uden at ville skamrose mig selv, var jeg faktisk inde på en mulig løsning, da jeg i foråret-sommeren 1952 lavede nogle skitsemæssige udkast til bl.a. den lille havfrue og prinsen. Ikke sådan forstået, at de figurudkast, jeg havde tegnet, var særlig fremragende, men blot, at de pegede i retning af den tendens til forenklet "seriøs" karikaturstil, når det drejer sig om menneske­lige figurer, der en del år senere i princippet slog igennem i international tegnefilmpro­duktion, herunder ikke mindst i Disneys lang­tegne­film.  

 

Det var naturligvis især inspirationen fra Disney-filmen "Alice i Eventyrland", der gjorde sig gældende hos mig, og det var mere selve stilen end figurerne som sådanne, der smittede af på min egen måde at tænke og tegne på. Alice og hendes storesøster var tydeligvis rotoskoperet, for Alice's vedkommen­de dog knapt så markant som i søsterens tilfælde. Dette syntes derimod ikke at have været tilfældet for filmens øvrige menneskefi­gurer: Den gale Hattemager, Hjerter Dame og Kongen, som forment­lig mere eller mindre var tegnet og animeret frit, på principielt samme måde som med filmens mere groteske og komiske figurer, men i nogle af tilfældene dog med reference til live-action optagelser. Situationen var jo den, at man af arbejdstidsbesparende og dermed økonomiske grunde i hvert fald fra og med ”Askepot” (1950) i stigende grad og mere konsekvent var begyndt at benytte sig af live-action optagelser som forlæg for tegnefilmene. I begge de nævnte tilfælde blev filmene faktisk først optaget som live-action med rigtige skuespillere i rollerne, men som dog optrådte i interimistiske dekorationer, sådan som man senere også gjorde i spillefilm, hvori personerne i den færdige film optræder i et landskab eller miljø, som ikke findes i virkeligheden.

 

Før den såkaldte ”blue-screen” teknik blev opfundet og var blevet standardprocedure, når det gjaldt live-action trickoptagelser, filmede man ganske enkelt situationerne i interimististiske dekorationer i det almindelige ateliermiljø. Det betød jo ingenting, så længe man bare tydeligt kunne skelne de optrædende personers omrids og bevægelser fra dekorationer og baggrund. Personerne og disses bevægelser skulle jo alligevel aftegnes på papir og siden rettes til efter de modelkort, som angav tegnefilmfigurernes udseende. Den teknik blev som nævnt eksempelvis brugt af Disney under produktionen af ”Snehvide og de syv dværge” (1937) og af Max Fleischer under produktionen af ”Gullivers rejse til Lilleputternes land” (1939).

 

 

Her ses en scene fra reklamefilmen for DÄNA Margarine (1963), som var en blanding af real- og tegnefilm. Som det ses, er ’baggrunden’ optaget som live action, medens pigen er tegnet og animeret på traditionel vis og sammenkopieret med realfilmen. Pigen er tegnet og animeret af Harry Rasmussen. – Foto fra filmen: © 1963 A/S Nordisk Tegnefilm.

 

Den teknik, hvor skuespillerne optræder foran en såkaldt ”blue screen”, blev især taget i anvendelse, når en skuespiller f.eks. skulle fremtræde på enten en speciel live-action baggrund eller på en tegnet eller malet baggrund. I de tilfælde sørgede man derefter for, at aktøren matchede med enten de reale filmoptagelser eller med de tegnede eller malede baggrunde, eller som tilfældet blev endnu senere, hvor det var blevet teknisk muligt at matche live-action-skuespillerne med f.eks. computergenererede dekorationer eller omvendt. Den sidstnævnte teknik anvendes i stor udstrækning i mange nyere spillefilm, dvs. film fra 2000-årene og fremefter.

 

I øvrigt anvendes den computergenererede animation og teknik i de seneste år også til at lave de stuntnumre i spillefilm, som tidligere blev udført af levende stunt-folk, mænd såvel som kvinder. For selv om der altid var og er blevet taget hensyn til sikkerheden i forbindelse med udførelsen af risikable eller ligefrem farlige stunts, så hændte det dog, at en stuntman eller stuntwoman kom til skade under optagelserne. 

 

Endelig i arbejde igen

Dagene sneglede sig af sted og den ene dag gled umærkeligt over i den næste, uden at der skete noget nævneværdigt i privatlivet. Som månederne gik, blev Else selvfølgelig rundere og trindere omkring maven, og vi glædede os naturligvis til barnets fødsel, som var blevet beregnet til at skulle ske primo eller medio januar 1953.

 

I mellemtiden reagerede jeg på flere stillingsannoncer og henvendte mig til de pågældende firmaer, kun for at få at vide, at jeg ikke havde de fornødne kvalifikationer eller at stil­lingen allerede var blevet besat. Men en skønne dag lykkedes det endelig, da jeg på grundlag af en avisannonce henvendte mig til elektrikerfirmaet J. Jørgensen & Søn i Langebrogade på det vestlige Christianshavn. Direktøren, der via sin kone var i familie med den magtfulde ejer og direk­tør for stenfiskerfirmaet Carl Nielsen A/S, og værk­føreren, der var gift med chefens datter, hørte venligt på, hvad jeg kunne fortælle dem om mig selv, og der­efter bad de mig om at vente ude i forkontoret. Cirka fem minutter senere blev jeg atter kaldt ind, og direktøren for­klarede mig, at selvom jeg måske ikke lige havde de kvalifika­tioner, stillingen som la­gerekspedient i et el-firma kræve­de, ville de alligevel gerne give mig en chance for at bevise, at jeg kunne bruges. Det var derfor med glæde og taknemmelig­hed, at jeg sagde ja tak til tilbuddet om en prøvetid på tre måneder. I den tid ville jeg dog få en lidt mindre løn, end tilfældet ville være efter endt prøvetid, men hvor meget det drejede sig om i kroner og øre, husker jeg ikke længere.

 

Det var en ovenud glad og lettet mig, der den dag kunne vende hjem til Else og fortælle, at jeg ikke alene havde fået arbej­de, men at jeg allerede skulle begynde næste morgen kl.8. og at arbejdstiden var til kl.17 og at lønnen ville blive udbetalt hver torsdag. Men jeg husker som nævnt ikke længer, hvor stor – eller lille - min ugeløn var. Men den var i hvert fald stor nok til, at vi ville kunne klare til dagen og vejen. Else blev naturlig­vis også lettet og glad, da hun hørte de gode nyheder, for nu havde vi i bedste fald udsigt til snart at kunne klare os selv og forsøge at finde en passen­de lejlighed, at bo i.

 

Allerede samme dag gik jeg hen på Socialkontoret og fortalte min socialrådgiver, hvad der var hændt, og hun udtrykte glæde og tilfredshed på mine vegne og sagde, at hun bestemt også havde regnet med, at jeg kun ville være en midlertidig og kortvarig klient. Desuden sagde hun, at vi ville få udbetalt kontanthjælp til jeg første gang fik udbetalt løn, så at vi kunne klare os økonomisk. Der­efter gav hun mig hånden og ønskede held og lykke i frem­tiden.

 

Lagerarbejder i et el-firma

Eftersom jeg syntes der ville være for langt at cykle, var det derfor en noget spændt mig, der næste morgen tog sporvognen ud til stoppestedet lige over for Kalvebod Bastion, hvor jeg stod af og spadserede om til Langebrogade, hvor firmaet lå. Efter at have fået anvist en aflåst høj og smal metalboks i lagerpersonalets garderobeskab, hvor jeg kunne hænge mit overtøj og anbringe min taske med mad­pakken, blev jeg præsenteret for den mand, som stod for ud­leveringen af værktøj og materialer til firmaets ansatte elektrikersvende. Hans navn husker jeg ikke. Lagerekspedienten forklarede mig lidt uvil­ligt og en smule bistert, at ingen skrue eller duppedit måtte udleveres uden rekvisi­tion og fornøden underskrift for modta­gelsen af materialet. Der var hver eneste dag stor travlhed i firmaet, hvis elek­trikere dels arbejdede med elektriske installationer eller reparationer på nybygninger, i forretninger eller private hjem, og dels på skibe i havnen. Det var særlig det tidligere nævnte stenfiskerfirma, Carl Nielsen A/S, der havde mange specialskibe og som var en af de største kunder hos J. Jørgensen & Søn.

 

Efter at jeg var blevet sat nogenlunde ind i, hvad de forskellige elektriske duppeditter og dingenoter hed eller blev kaldt, gik arbejdet let og blev i løbet af nogle uger nærmest rutine og derfor utroligt kedsommeligt. Jeg lærte, at der var dupsko og kabelsko, han- og hunstik og meget andet og mere, og at nogle af Danmarks største el-fabrikker hed LK (Laurits Knudsen) og NES (Nordsjællands Elektricitets Selskab). Disse to storfirmaer blev en del år senere slået sammen under navnet LK-NES, og her var min altid heldige og økonomisk bedrestillede fætter Dennis forresten i en lang årrække ansat som disponent.

 

Min overordnede på lageret var en midaldrende mand, som straks fra begyndelsen viste sig ikke at være noget behageligt eller rart menneske. Han var tit sur og gnaven, hvilket han med eller mod sin vilje ofte lod gå ud over mig, som han kritiserede for snart det ene og snart det andet. Men selvom jeg ind imellem lod mig gå på af det, valgte jeg dog at lade som ingenting, for det var altafgørende for mig, dels at jeg bestod prøvetiden og dels at jeg kunne beholde arbejdet, indtil noget andet og bedre forhåbentlig viste sig. Det var jo tvingende nødvendigt at tjene pengene, men inderst inde følte og vidste jeg med mig selv, at dette kedsommelige arbejde under alle omstændigheder kun skulle være midlertidigt. Det var stadigvæk mit håb og min drøm, at jeg en dag ville kunne vende tilbage til arbejdet med professionel tegnefilm, men lige for tiden var den danske tegnefilmbranche så godt som ikke-eksisterende.

 

Det var nu ved at blive vinter igen, men der var ikke nogen kakkelovn på det værelse, vi boede i. Derfor måtte vi i reglen have døren stående åben, for at varmen fra kakkelovnen i stuen kunne trænge ind og lune værelset nogenlunde op. Else sørgede daglig for at hente en rulle optændingsbrænde og en spand kul eller koks nede hos brændselshandleren, men efterhånden som månederne gik, og hun blev højgravid, magtede hun det ikke længere. Så var det min mosters mindreårige datter, Judith, der mere eller mindre velvilligt blev sendt ned efter brændsel, for min kære moster Ditte var ikke meget for at gøre det selv, og desuden sov hun i reglen til langt op ad for­middagen, fordi hun kom sent hjem fra sit arbejde som servitri­ce.

 

Appel til berømt dansk skuespiller

I de måneder, vi boede hos min moster, fik jeg kun tegnet de tidligere ovenfor nævnte figurskitser til "Den lille Havfru­e", hvilket bekymrede mig, for jeg ville gerne holde tegneriet ved lige. Men indtil videre måtte jeg nødtvungent lade det hvile. Det var dog konstant i min tanke, at jeg ville forsøge at gøre alvor af planen om at lave en langtegnefilm over eventyret "Den lille Havfrue", og i den forbindelse havde jeg naturligvis "Fyrtøjet"s producent, direktør Allan Johnsen i tankerne. Men jeg tænkte mig også muligheden af, at den meget berømte og folkekære teater- og filmskuespiller Ib Schønberg måske kunne bidrage til at få projektet op at stå. Han var nemlig alminde­lig kendt for sin store hjælpsomhed, ikke mindst når det gjaldt yngre folk, der gerne ville sætte noget i gang inden for teater og film. Jeg skrev derfor først til Ib Schøn­berg, som boede på Wodroffsvej lige ved siden af Kino-Palæet, og nogle dage efter fik jeg følgende korte, men venlige svar fra ham:

  (Brevet er udateret og af konvoluttens poststempel er kun datoen den 21. og årstallet 1952 læseligt)

 

  "Herr Harry Rasmussen,

                          Ryesgade 56 F.-3.th. - Ø.

 

  Tak for Deres venlige brev. Deres idé lyder meget interessant og jeg vil anbefale Dem at henvende Dem til

en af vore pro­ducenter og få ham interesseret i Sagen. Jeg håber det må lykkes for Dem.

                                Med venlig Hilsen

 

                                sign. Ib Schønberg   

                               

                                 (Ib Schønberg)."    

 

Med sådan et brev, hvor venligt det end var formuleret, kunne man jo ikke komme langt. På forhånd havde jeg ikke forventet mig noget fra en mand, som jeg vidste nærmest blev oversvømmet med både fanbreve og tiggerbreve. Derfor blev jeg egentlig ikke skuffet, og desuden var der jo det positive i Schønbergs brev, at han åbenbart fandt ideen med havfruen som tegnefilm god. I modsat fald ville han formentlig have formuleret sig mere forbeholdent. Hans anbefaling fulgte jeg dog alligevel, men herom lidt senere.

 

Det forholdt sig fortsat sådan, at jeg var den første, der stod op om morgenen, og derfor havde jeg køkkenet helt for mig selv til at gøre mig i stand i. Arbejdstiden begyndte jo kl. 8, så jeg skulle allerede hjemmefra kl. 7.15, for at nå at være på arbejdsstedet lidt før arbejdstiden begyndelse. Direktøren så helst, at de ansatte kom mindst ti minutter før tiden, så at arbejdet kunne påbegyndes præcist. Medens jeg stod og barberede mig foran vasken ved køkkenvinduet, spejdede jeg efter at få et glimt af den unge dame ovre i den anden bygning, men det var formentlig for tidligt på dagen for hendes vedkommende, for jeg fik hende ikke mere at se om hverdagen. Derimod hændte det, at hun var at se på søndage, og herunder gentog hun stort set den samme badeprocedure, som jeg tidligere havde været interesseret vidne til.

 

Den søde kløe og den sure svie

Selvom Elses og mit seksuelle samliv egentlig var gået i stå eller sat i bero, så at sige, så hændte det dog ved en enkelt lejlighed, at vi havde samleje, også til trods for, at hun på grund af graviditeten efterhånden var begyndt at blive lidt rund om maven. Det mente hun dog ikke var nogen hindring. Men mine undertrykte hormoner krævede simpelthen at få afløb for trykket, og ikke helt uvillig gik Else en lørdag aften med til den lille juleleg, som de to køn har leget med hinanden siden artens begyndelse, ja, endda før den tid, nemlig som pattedyr. Samlejet var dog ikke nogen succes for nogen af os, men trykket blev lettet for denne gang, i hvert fald hos mig, og udsigten til en gentagelse svævede hen i det uvisse.    

 

Imidlertid skete der det ubehagelige en uges tid efter, at jeg en morgen vågnede med en intens kløe i penis, og da jeg gik på toilettet for at tisse, føltes det nærmest som om jeg blev skåret med glasskår i urinrøret. Forhuden var ophovnet og pe­nishovedet ildrødt og meget ømt, og det var kun med største forsigtighed, at jeg kunne trække den indenfor i underbukserne. Jeg blev dog nødt til at gå på arbejde, men her bad jeg mig fritaget næste formiddag, så jeg kunne gå til lægen.

 

Mens jeg boede i Vendersgade havde jeg haft en læge, der hed Geert Jørgensen til efternavn. Ham glemmer jeg aldrig, for da jeg engang spurgte ham, om det nogensinde ville lykkes for videnskaben at udrydde bakterierne og bacillerne, svarede han, at det troede og håbede han bestemt ikke, for de pågældende mikroorganismer var livsvigtige og havde desuden lige så megen ret til at eksistere, som os mennesker. Han var for øvrigt broder til en meget kendt overlæge af samme efter­navn, som var specialist i psykiatri. Men nu, da vi boede i Ryesgade, havde vi fået tildelt en læge, som havde praksis i en etageejendom på Triang­len, og ham blev jeg derfor nødt til at opsøge. Han var en meget gammel og gammeldags klædt mand med skæg i hele hovedet, og både han selv, hans mørke konsultation og venteværelse med tunge mahognimøbler lignede mest af alt noget fra klunketiden.

 

Men han kiggede kun et ganske kort øjeblik på min ildrøde penis og skrev derefter en henvisning til Rudolf Bergs Hospi­tal, som var et specialbehandlingssted for hud- og kønssygdomme. "Hvad er der i vejen?" spurgte jeg tøvende. "Det ligner gonor­ré!" svarede han og tillagde: "Men det kan de bedre konstatere ude på Rudolf Bergs ambulatorium, så dér skal De tage ud snarest muligt og medbringe denne henvisning!" Hed om ørerne over den besked, skyndte jeg mig ned på gaden og over til kiosk "Bien", hvorfra jeg ringede ud til mit firma, for at bede om ekstra fri, for hurtigst muligt at kunne tage ind på hospitalet, som lå og stadigvæk ligger i Tietgensgade, selv om bygningerne nu bruges til andet formål. Derefter ilede jeg hjem til Ryesgade, hvor Else endnu ikke var stået op, men da jeg havde fået hende vækket, forklarede jeg, at lægen havde beordret mig ind til undersøgelse på Rudolf Bergs klinik for hud- og kønssygdomme, og der ville jeg tage ind med det samme.

 

På hospitalet måtte jeg sidde og vente en halv times tid, før jeg blev kaldt ind til et panel af læger og sygeplejersker, som sad bagved et aflangt, smalt bord og kiggede inkvisitorisk på mig. For øjnene af d'herrer og damer måtte jeg trække bukser og underbukser ned og hale penis frem, så alle kunne betragte den og afsige dommen. Af lutter ge­nerthed og nervøsitet var penis skrumpet ind til ubetydelig størrelse og jeg havde derfor det største besvær med at hive den frem fra sit skjul. "Kom nærmere!" befalede en ældre, bebrillet professortype, idet han rejste sig og bøjede sig frem over bordet og kiggede intenst på den sørge­lige tingest, jeg stod med mellem tre fingre. "Ja, det ser unægteligt ud som et angreb af gonokokker!" konstaterede han tørt og sagligt og fortsatte: "Hvad mener I andre om dette tilfælde?" Alle rejste sig, bøjede sig frem over bordet og betragtede "emnet", hvorefter de satte sig igen og nikkede til bekræftelse af, at de var enige med professoren. "Sig mig," sagde professoren alvorligt, "ved De noget om, hvem der kan have smittet Dem?" "Smittet mig?" sagde jeg overrasket, "Nej, det har jeg ingen anelse om, men jeg har aldrig været sammen med andre end min kone, så hvis der er tale om smitte, kan den kun være kommet fra hende!" "Så må De gøre Deres kone opmærksom på, at hun har pligt til at lade sig undersøge, og helst snarest muligt! Det er vigtigt at man finder smittekilden og smittevejen, for at undgå yderligere spredning af sygdommen!", sagde professoren. "Men i øvrigt skal den for Deres vedkommende behandles med penicil­lin og sterile våde om­slag!" tillagde han og fortsatte: "De får et skud penicillin med det samme og nogle sterile gazestyk­ker, som De skal lægge om penishove­det og ud­skifte flere gange om dagen! Men De må lige vente udenfor, indtil vi har gjort klar til at give Dem en indsprøjt­ning!", sagde han. Jeg gik derpå ud i venteværelset og satte mig, men det varede ikke mange minutter, før jeg blev kaldt ind i et tilstødende loka­le, tydeligvis et klinikværelse, hvor professoren og en af sygeple­jerskerne fra før, nu befandt sig.

 

Der var i mellemtiden blevet gjort klar til at give mig den første ind­sprøjt­ning, og lægen satte sig på en høj stol og bad mig trække bukser og under­bukser ned, så han kunne jage kanylen med penicillin ind lige over højre balde. Derefter viste han mig, hvordan jeg skulle lægge gazestykkerne rundt om penishovedet. Herunder tog jeg mod til mig og spurgte ham, om der ikke var mulighed for smitte ad andre veje end ved samleje. Dertil svarede han, at der forelå en minimal mulighed for, at man kunne smittes under et toilet­besøg, hvor WC-brættet kunne tænkes at have været inficeret af en person, der led af sygdommen i udbrud. Men sandsynligheden for smitte ad denne vej var meget ringe, tilføjede han.

 

Før jeg gik, gav sy­geplejerske­n mig en lille blikæske med sterile, våde ga­zestykker og besked på, hvornår jeg skulle komme igen og få næste ind­sprøjtning og nye gazestykker. Derefter forlod jeg hospitalet og tog på arbejde, men under­vejs kunne jeg ikke lade være med at speku­lere over, hvordan det kunne være, at jeg var blevet smittet med en kønssygdom. Ifølge lægen ville de første sympto­mer på sygdommen vise sig efter to til fire dage fra smitte­tidspunk­tet, men hos kvinden gik der ofte længere tid, før hun eller eventuelt hendes læge blev opmærksom på, at der var tale om gonoré. Der gik i almindelighed mange uger eller op til et par måneder mellem, at Else og jeg havde samleje, men jeg kunne huske, at vi netop havde haft det for cirka en uges tid siden. Kunne det virkelig tænkes, at Else igen havde været mig utro og havde pådraget sig en gonoré, som hun bare endnu ikke havde opdaget? Jeg nægtede at tro på det, men kendsger­ningerne talte desværre – eller måske for mig heldigvis - deres tydelige sprog, så at jeg var kommet i behandling i tide.

 

Da jeg den dag kom hjem fra arbejde, refererede jeg for Else, hvad professoren havde sagt. "Det kan ikke være af mig, du er blevet smittet, for jeg har ikke været sammen med andre end dig i det sidste halve år!" udbrød hun indigneret. Nå, tænkte jeg, der var der i det mindste en indirekte indrømmelse af, at hun havde været mig utro for et halvt års tid siden, formentlig med Gjeddes ven, den skæggede studerende omme på Sortedams Dosseringen. Da jeg foreholdt hende, at lægen havde sagt, at hun havde pligt til at lade sig undersøge, svarede hun vredt, at hun ikke fejlede noget og derfor heller ikke havde tænkt sig at følge lægens opfordring. "Tænk nu over det!" sagde jeg, "Du må tænke på barnet, som måske også kan blive smittet!" Om det sidste kunne lade sig gøre, vidste jeg ikke noget om, men det forekom mig at være et godt argument i den givne situation.

 

Resten af aftenen var Else sur, og de næste par dage med, men nogle dage senere fortalte hun mig, at hun for en sikkerheds skyld alligevel ville gå til lægen, for at lade sig undersøge. Resultatet af undersøgelsen viste, at hun var smittet med gonoré, og hun måtte derfor gennemgå den obligatoriske penicil­linkur. "Men," sagde hun, "jeg må være blevet smittet under et toiletbesøg, for anderledes kan jeg ikke være blevet smittet!" Ja, ja, tænkte jeg, men godt at du har ladet dig undersøge og behandle, så barnet ikke skal komme til at lide nogen skade. 

 

Min tillid til Else havde fået et yderligere knæk, for efter lægernes udsagn var muligheden for smitte under et toiletbesøg meget lille, grænsende til det usandsynlige, og især for kvinder. Så enten måtte Else være blevet smittet af den nævnte studerende eller af en anden, som hun måske kan have haft samleje med indenfor det seneste halve års tid. Men jeg besluttede mig for at gøre endnu et forsøg på at bevare vores forhold og ægteskab, ikke mindst af hensyn til det ventede barn, som jo under alle omstændigheder var uskyldig i de voksnes umodenhed og dumheder. Men mentalt søgte jeg som en slags kompensation eller trøst efter min barndoms og tidlige ungdoms tabte paradis, hvor jeg endnu havde sindets ro og fred og følte, at livet var et under, der var værd at leve og opleve.

 

Mine planer om tegnefilmproduktion

Mine tanker kredsede fortsat omkring de ideer, jeg havde tilegnet mig under studiet af yogafilosofien, lige som tanken om at lave en langtegnefilm over eventyret "Den lille Havfrue" også fortsat spøgte i mine tanker. Og en dag, mere præcist den 1. oktober 1952, satte jeg mig ned og skrev et brev til direktør Allan Johnsen, som jeg ikke havde haft kontakt med siden 1945. Men da jeg ikke opbevarer nogen kopi af mit brev, husker jeg ikke i detaljer, hvad det indeholdt, men af Allan Johnsens svarbrev af 1. november 1952, fremgår det indirekte og delvis, hvad mit brev til ham handlede om. Han skrev følgende:

 

"Kære Harry Rasmussen!

 

Tak for Deres venlige Brev, som jeg modtog d.1.10, og som jeg siden da gentagne gange har læst igennem, før jeg sendte Dem mit svar.

 

Jeg kan erindre, at da vi påbegyndte filmatiseringen af "Klods-Hans" søgte jeg hos Hamberg oplysninger om Deres virken, men fik den opfattelse, at De ikke kunne binde Dem til dette tegne­arbejde, da De havde fået andet engagement. Dette er også i overensstemmelse med de oplysninger De nu fremkommer med, og De blev altså ikke glemt. Det mest naturlige havde dog været, om De i lighed med andre, på daværende tidspunkt havde givet et livstegn fra Dem.

 

De har ret i Deres betragtninger vedrørende danske tegneres udgangspunkt, de amerikanske tegnefilm, men spørgsmålet er, om tegnefilm kan fremstilles på anden måde. Det har netop været et problem, som har været drøftet både i Frankrig, Rusland, England og Danmark, men ingen steder er man kommet frem til en tegnemetode, som ikke brugtes i U.S.A. Det er som tegnefilms­figurer, for at kunne bevæges over lærredet, skal indeholde visse normer. Husk på soldaten i "Fyrtøjet", med denne figur gjorde man forsøget, og jvf. denne figur med prinsen i "Snehvi­de".

 

Det må også være indlysende, at jo nærmere figuren nærmer sig det naturalistiske, desto mindre er der brug for tegnefilm. For få uger siden var jeg i Berlin, idet man her ønskede at pro­ducere en helaftens-børnefilm over et kendt emne, og gik her ind for spillefilm med levende personer. Overalt i verden viser tegnefilm en nedgang, ikke engang amerikanske tegnefilm har kunnet trække fuldt hus i Paris, men så meget mere grund er der til at tænke på, om der består den mulighed, at forny tegne­filmsstregen, og det er jo det som er hovedpunktet i Deres brev.

 

Den gang Walt Disney skabte "Snehvide" var det en sensation, og jeg tror ikke, at han har overgået sig selv siden, det var hans specielle stil, der fik publikum til at fylde biograferne, og hvis De mener, at De har en idé, en ny streg, som afviger fra det kendte, mener jeg ikke, at tegnefilmen ikke atter kunne få en renæssance, og der kunne sikkert også skaffes fornøden kapital til en sådan produktion.

 

Alt dette er dog betinget af, at De foreviser en prøve på det nye, som jeg jo ikke har nogen mulighed for at bedømme, før jeg har set det. Der er andre faktorer der spiller ind, end de her nævnte. F.eks. spilletiden. En film må ikke være under 100 minutter, den skal optages i farver, og emnet skal være fængs­lende, dialogerne fa af hensyn til synkronisation, og sidst men ikke mindst skal der af hensyn til de mindre børn undgås enhver form for blodsudgydelser og voldsomme optrin.

 

Jeg ville foreslå Dem, at De en dag, helst en lørdag efter­middag, kom op og talte med mig, idet jeg er ganske klar over, at vi kunne skrive digre værker til hinanden, før vi ad denne vej kunne komme frem til et resultat.

                                      Med venlig hilsen

                                     sign. Allan Johnsen"        

                                     

I sit brev opfordrede Allan Johnsen mig til at ringe og aftale en tid, så jeg kunne komme ind og snakke med ham på hans kontor. Det gjorde jeg, dog først efter at have sendt ham et svarbrev af 3.11.1952, og kort efter sad jeg en dag over for ham foran hans skrive­bord, som var det samme, som det han havde, da jeg arbejdede for ham i 1943-45. Det skete en lørdag efter arbejdstid, sådan som Johnsen selv havde foreslået, men præcis hvilken dato erindrer jeg ikke længere, men formentlig omkring en fjorten dages tid senere. Han var yderst venlig og imødekommen­de, og efter nogle indledende spørgsmål om, hvad jeg eller havde bedrevet i de mellemliggende år, fortalte han mig lidt om sig selv og sin egen karriere. På mit i og for sig dristige spørgsmål om, hvordan det forholdt sig med, at han midt under besættelsen havde turdet ringe direkte op til den højere Pancke, og bede denne om at frigive de tre-fire tegnere, som Gestapo havde taget i forvaring, svarede han noget i denne retning: "De må forstå, at jeg under besættelsen befandt mig i en dobbeltsitua­tion. På den ene side skulle jeg sørge for at holde gode miner til slet spil over for de tyske myndigheder, først og fremmest for at sikre produktionen af "Fyrtøjet", som jo betød arbejde for mange mennesker. Tyskerne kunne bremse eller stoppe pro­duktionen ved at nægte os råfilm eller adgang til fremkaldelse og kopiering på UFA's laboratorier i Berlin.

     For det andet skulle jeg forhindre, at tyske myndigheder fik mistanke til, at jeg, der som officer i den danske hær, under alle omstændigheder var forpligtet til at yde modstand mod besættelsesmagten. Men modstand gjorde jeg på flere måder. Dels som leder af Gentofte-gruppen, som var en sabotagegruppe bestående af militær- og politifolk, der var gået under jorden, og dels følte jeg mig forpligtet til at hjælpe nogle af disse folk og deres familier, som jo skulle have noget at leve af. Som De sikkert husker, så blev der kort efter den 19.september 1944, da politiet blev interneret af tyskerne, ansat flere ikke helt unge mænd på tegnestuen i nr. 28. Det var politibetjente, som på en eller anden måde var undsluppet tyskerne, og den ene havde haft en fortid i reklamebranchen og en anden havde en smule tegneta­lent, så de kunne bruges som mellemtegnere, mens de andre kunne bruges på forskellige andre områder af produktionen. N. O. ­Jensen, der dog var militærmand, blev som bekendt assistent for fotograf Holdt."

 

Tegnefilmprojektet ”Klods-Hans”

Derefter talte Johnsen og jeg om den mislykkede produktion af langtegne­filmen "Klods-Hans", som af mangel på finansierings­muligheder havde måttet opgives omkring 1950. Forsøget på at få produktio­nen i gang, varede i to år, og herunder havde man bl.a. lavet en 10 minutters såkaldt "pilot-film" for projektet, hvilket jeg alt sammen har omtalt tidligere. Men om "Klods-Hans"-filmen for­talte Johnsen mig noget, som jeg ikke tidligere havde vidst: "Det var uhyre vanskeligt at skaffe finansiering af filmen, som vi også prøvede at søge om støtte til hos Mini­steriernes Film Udvalg (MFU), men det mislykkedes. Forinden havde vi haft forhandlinger med Nordisk Film, men her søgte man at overtage produktionen, og det ville jeg ikke gå med til. Under for­handlingerne med Brøndum og Sevel kom det frem, at Bjørn Frank Jensen og Børge Ring i virkeligheden stod bag, og at det var dem, der ville lave filmen. De havde håbet på at kunne engagere amerikaneren David Hand som instruktør, og flere af de tegnere, der var med på "Fyrtøjet", skulle igen være hovedtegnere, så "Klods-Hans" kunne gennemføres. Men takket være den altid loyale og trofaste Børge Hamberg og folk som Simon og Chris, blev det muligt for mig selv at prøve på at få en produktion stablet på benene.

     Det lykkedes mig at skaffe kapital fra MFU til produktion af pilot-filmen, men da vi efter cirka et halvt års arbejde kunne præsentere den for et kulturudvalg under MFU, indstillede man, at der ikke burde gives stats­støtte til produktio­nen. Begrun­delsen var, at man fandt pilot-filmen atypisk for filmens handling, og des­uden, at animationen var stiv og stillestående. Efter flere forgæves forsøg på alligevel at få sat pro­duktio­nen i gang, måtte jeg meget mod min vilje til sidst give op og skrinlægge projektet."             

 

 

Direktør Allan Johnsen (1908-1983). – Foto: © ca. 1952 Ukendt kilde.

 

Derefter talte Johnsen og jeg om tegnefilmens situation i al almindelighed, som han forresten mente, var ret så alvorlig og kriseagtig. Der skulle efter hans opfattelse forskellige former for fornyelse til, for at tegnefilmproduktion kunne blive en rentabel virksomhed. Blandt andet mente han, at tegne- og animeringsstilen skulle forenkles kraftigt, så at en film ville kunne produceres på kortere tid, end de omkring godt og vel to år, som det i reglen tog at lave en traditionel tegnefilm. Heri kunne Johnsen for så vidt have ret, hvilket 1950'-70'ernes inter­nationale tegnefilmproduktion kan ses som bevis på. Men denne kendte jo hverken han eller jeg noget til i 1952. Det var især det amerikanske selskab United Productions of Amerca (UPA), der i en del år efter krigen og helt op i 1960’erne kom til at stå for den mest markante produktion af moderne underholdningstegnefilm.

 

Men jeg havde jo i nok så høj grad opsøgt Johnsen, for at drøfte mulig­hederne for en produktion af langtegnefilmen "Den lille Hav­frue". Til min store overraskelse gav han udtryk for, at han ville være inter­esseret i at starte en sådan produktion op, dog under den forudsætning, at jeg kunne få Børge Hamberg, Simon, Chris og flere andre animatorer, men ikke Bjørn Frank og Børge Ring, til at give tilsagn om at ville være med, hvis det lykkedes at få filmen finansieret. I min store begejstring og naivitet gav jeg udtryk for, at det nok kunne lade sig gøre at få i al fald Børge Hamberg og måske også nogle af de andre nævnte og flere andre med. Johnsen smilede, måske over min entusiasme eller over den naive tiltro til mine tidligere kolleger, og måske anede han, at det næppe ville være muligt at komme i gang med produktionen af endnu en lang dansk tegnefilm. Desuden var konkurrencen fra især Disney blevet større efter besættelsens ophør, både hvad angår omkostninger, kvalitet og distribution. Kursen på dollars var betydelig større end tilfældet var med den danske krone.

 

Skuffede forhåbninger

Ved flere tidligere lejligheder havde jeg omtalt Havfrue-projektet for Børge Hamberg, og han lod til at være inter­esseret i at være med, hvis produktionen ellers kunne komme i gang. Men da han hørte, at Johnsen nu var blevet involveret i sagen, sagde han fra, med den begrundelse, at han ikke havde lyst til endnu engang at gå holmgang med Johnsen og dennes lunefulde og iltre tem­perament. Desuden mente han i lighed med det tidligere nævnte kulturudvalg helt generelt og principielt, at Johnsen ikke var den rette mand til at lede et tegnefilmpro­jekt.

 

Naturligvis kendte jeg godt nok Johnsens svagheder, som jeg havde haft lejlighed til at iagttage i løbet af de to år, jeg havde arbejdet for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. Men rent personligt havde jeg ikke noget udestående med ham, tværtimod havde han altid behandlet mig med noget, der lignede faderlig stolt­hed og respekt. Jeg var jo kun lige fyldt 14 år, da jeg blev ansat i hans firma, og i løbet af de to år, jeg arbejdede her, viste jeg så stort talent for at tegne og animere, at jeg i en alder af 15 år avancerede til key animator, endda på centrale figurer som heksen, kragen og den mindste af de tre hunde. Men dengang kaldte man ikke en, der tegnede en eller eventuelt flere figurers hoved- eller grundbevægelser for key animator, men derimod for nøgletegner, mens selve professionen blev betegnet som enten ”filmtegner” eller med et lidt mere omstændeligt og sprogligt mærkværdigt udtryk, nemlig ”tegnefilmstegner”.  På det internationale tegnefilmsprog hedder det som formentlig bekendt animation og animator.

 

Men da Børge Hamberg - til min store skuffelse - sagde nej til mit tilbud, indså jeg, at det ville være omsonst at prøve på at få de andre animatorer med på galejen, og Bjørn Frank og Børge Ring var jo på forhånd udelukket, fordi Johnsen under ingen omstændigheder ville samarbejde med dem. Desuden havde Bjørn og Børge næppe megen tiltro til mig og mine evner dengang, og forståeligt nok ville de helt sikkert have betinget sig selv at stå som ansvarlige for den kunstneriske side af produktionen. Det var derfor med tungt hjerte, at jeg en uges tid senere ringede til Johnsen og meddelte ham, at Børge Hamberg desværre ikke kunne give noget tilsagn på forhånd, og da det ikke var tilfældet, så jeg ingen grund til at kontakte nogen af de andre. Johnsen var over­ordentlig venlig, trøstede mig og sagde: "Det var faktisk, hvad jeg havde ventet! Men opgiv ikke Deres forehavende af den grund! Se tiden an og vent på, at der byder sig en eller anden mulig­hed, så De en dag kan vende tilbage til tegnefilmbranchen, hvor De hører hjemme!"

 

"Tak, skal De have!" svarede jeg i en sindsstemning blandet af mismod og optimisme, og tilføjede: "Det vil jeg gøre! Endnu engang tak, fordi De gad høre på mig, direktør Johnsen, og lev vel!" Han svarede: "Tak også til Dem, Harry Rasmussen, fordi De viste mig den tillid at opsøge mig og delagtiggøre mig i Deres tanker! Og lev også selv vel!" - Dette var de sidste ord, jeg hørte af Allan Johnsens mund, og jeg fik ikke senere lejlighed til at træffe ham. Han fortsatte sin virksomhed som fabrikant og grosserer i tekstilvarer, men skiftede senere forretnings­adresse til Studiestræde, hvor han havde kontor i samme ejendom som restau­rant "Gold Digger", et betydeligt ydmygere sted, end den moderne funkisbygning i Frederiksberggade 10.

 

Men på kontoret i Studiestræde holdt Allan Johnsen til i de følgende år, og hvad der mere præcist foregik i og med ham og hans virksomhed i den periode, har jeg ingen eksakt viden om. Kun, at han afgik ved døden den 21. april 1983, 75 år gammel. Imidlertid fik jeg så sent som i 1998, da jeg lavede research omkring dansk tegnefilms historie, kontakt til Allan Johnsens enke, Gerda ”Tesse” Johnsen, som jeg og min kone Birgit efterfølgende blev gode venner med, og som kunne fortælle en hel del om sin mand og hans virksomhed, som jeg først da fik et nærmere kendskab til. Dette helt specielle venskab vil jeg dog først fortælle mere om i kronologisk sammenhæng.

 

Den barske virkelighed melder sig

Torsdag aften den 13. november ringede en retsbetjent på døren hos min moster og spurgte efter mig, og da jeg tilfældig­vis var hjemme, overrakte han mig følgende skrivelse:

 

"KØBENHAVNS BYRET                                 Genpart

                                                                                          

 Sag nr. 8673  1952

 

                        

Harry Rasmussen

boende Ryesgade 56 F III c/o Christiansen

tilsiges herved til at møde i

 

                                                   Københavns Byret, 3. afdeling,

                                                             domhuset, Nytorv,

 

                                                     Fredag, d.14 Nov 1952 Kl.13

 

i anledning af en sigtelse for overtrædelse af

I det af politiet udfærdigede anklageskrift er forseelsen betegnet således

undladelse af at melde sig til lægdsrullen i efteråret 1948.

 

Varslet er af retten bestemt til aftens varsel.

    Dersom tiltalte uden oplyst lovligt forfald ikke møder eller lade møde ved en person, der er forsynet med skriftlig fuldmagt

og er beredt på at meddele de fornødne oplysninger, kan tiltalte anses for at vedgå det i anklageskriftet angivne forhold og sagen

påkendes uden videre bevisførelse og afskærer sig fra anke.

               Københavns Byret, 3. afdeling.

                                     På dommerens vegne.

                                        F. Jørgensen"

 

Det var jo unægteligt med meget kort varsel, at jeg blev indkaldt til at give møde i Byretten til domsafsigelsen, men der var ikke andet at gøre, end at give møde, hvis man ville undgå yderligere ube­hageligheder. Desuden havde jeg ikke nogen interesse i at lægge mig ud med myndighederne, som jo kun udførte deres lovbefalede pligter, men mere eller mindre nidkært naturligvis.

 

Da jeg dagen efter kl. 13 mødte op i det imponerende domhus på Nytorv, som jeg kun kendte fra det første retsmøde, men som jeg alligevel følte at jeg kendte, ikke mindst fordi det var samme sted, at soldaten i langtegnefilmen "Fyrtøjet" blev sat i fængsel og senere dømt til døden ved hængning. Jeg følte mig dog ikke som én, der skulle dø og langt mindre hænges, da jeg trådte ind i det forholdsvis store retslokale og blev bedt om at tage plads over for det endnu tomme dommersæde. Foruden et par uniformerede retsbetjente, var der også nogle få civile personer til stede i lokalet, herunder en beskikket forsvarer, som kort fortalte mig, at der var tale om en til­ståelsessag og at retshandlingen derfor ville blive af meget kort varighed. Han indskærpede mig, at jeg skulle rejse mig, når dommeren kom ind i lokalet og indtog sin plads, og først derefter sætte mig igen. Han pålagde mig også, at jeg fortrins­vis skulle svare ja eller nej på dommerens spørgs­mål, eller i givet fald kortest muligt afgive en eventuelt ønsket for­klaring.

 

Selve retssagen erindrer jeg kun meget utydeligt, men husker dog, at dommeren indledningsvis spurgte mig om mit navn, fødselsdata og nuværende bopæl. Han udspurgte mig derefter om min begrundelse for at have undladt at melde mig til lægdsrullen i efteråret 1948. Da han havde hørt min forklaring, spurgte han mig, om jeg kunne erkende mig skyldig i anklagen, og da jeg af gode grunde måtte svare ja, sagde han derefter, at retsmødet var afsluttet og at ­dommen ville blive mig skriftligt forkyndt inden for nærmeste fremtid. Han beroligede mig dog med, at i betragtning af sagens ukomplicerede natur og den omstændighed, at der ikke forelå kriminelt forsæt fra min side, og at jeg desuden i mellemtiden havde været på session, ville dommen blive gjort betinget. Den kom til at lyde nogenlunde sådan:

 

        Thi kendes for ret: Tiltalte Harry Rasmussen, boende c/o Christiansen, Ryesgade 56 F, 3. sal, København Ø, idømmes 14 dages hæfte, der dog gøres betinget af, at overtrædelse af loven ikke finder sted indenfor de næste to år.  

   

Senere modtog jeg en udskrift af dommen, som jeg imidlertid ikke har kunnet finde mellem mine papirer.

 

Det er for resten nok karakteristisk, at jeg bag på tilsigelsen til at møde i Byretten, med blåt blæk har tegnet et par skitser af en af kongerne i min version af ”Den lille Havfrue”. Det er antagelig sket, mens jeg sad helt alene ude på gangen uden for retssalen og ventede på at komme ind. Det viser, at tanken om filmen var meget levende hos mig på det tidspunkt, fjorten dage efter at jeg havde modtaget Allan Johnsens brev og antagelig en uges tid efter, at jeg havde besøgt ham på hans kontor.

 

Vi søger ny og større bolig

I de forløbne måneder havde Else og jeg jævnligt kigget i avisen efter en passende og mindst toværelsers lejlighed, men enten var husle­jen for høj eller lejligheden lejet ud, når vi hen­vendte os til ejeren eller boligselskabet. Så indtil videre måtte vi blive boende i det trange værelse hos min moster, hvilket trods god vilje fra begge sider alligevel efterhånden gik os alle på. Vi nærmede os nu snart vinteren og julen og nytåret. Juleaf­ten tilbragte vi hos mine forældre, sammen med min søster og mine to yngre brødre. Benny kom på det tidspunkt sammen med sin senere kone Ruth, men hun holdt jul sammen med sin egen famili­e. Nytårsaften fejrede vi i al stilfærdighed hjemme hos os selv, for dels var min moster på arbejde den aften og Judith hos Lilly og Tom, og dels var der ikke længe til, at Else skulle nedkomme. Og endelig en nok så væsentlig grund, nemlig den, at vi ikke havde råd til at spendere penge på nytårshal­løj. Men jeg husker, at da vi var nede på gaden ved midnatstid, for at se på at nytårsfyrværkeriet blev skudt af, var der nogle kåde og halv­fulde unge mennesker, der smed noget fyrvær­keri ind mellem benene på Else, som meget forskrækket sprang op i luften, da det bragede løs omkring hende. Jeg blev vred og råbte til de to unge fyre, hvad de bildte sig ind, og om ikke de kunne se, at min kone var højgra­vid, men de grinede bare fjoget og mumlede noget om, at det jo bare var for sjov.

 

Else, som jævnligt havde gået til kontrol hos jordmoderen ovre på Rigs­hospitalet, på hvis fødeafdeling hun også skulle indlægges for at føde, når tiden var inde, gjorde mig den 11. januar om morgenen opmærksom på, at hun mente, at fødselen nok snart ville gå i gang. Vi skyndte os derfor over til hospitalet, som kun lå 5-10 minutters gang fra, hvor vi boede, og det viste sig da også, at hun straks blev indlagt. Jeg ringede derefter til mit arbejde og undskyldte, at jeg dels ikke var mødt op og dels ikke havde kunnet ringe før nu. "Det er i orden!" sagde chefen, som jeg talte person­ligt med. "Kom De, når De kan! Hospi­talet kan ringe hertil, hvis der skulle ske noget i løbet af dagen!" tilføjede han. Alle vidste på det tidspunkt, at vi stod umid­delbart over for, at min kone skulle nedkomme, og der var stor forståelse for situationen hos chefen, værk­føreren og mine arbejdskammerater. Da jeg var kommet ud på arbejdspladsen, og vi efterhånden nærmede os lukketid, kom chefen ind på lageret og sagde: "Det er vel bedst, at De holder fri i morgen, så De kan være i nærheden af Deres kone!" "Jo, tak!" svarede jeg, "det vil nok være det bedste og rigtigste, jeg kan gøre i den situation!"

 

”Tillykke med din søn!”

Om aftenen besøgte jeg Else i hospitalets besøgstid, men bortset fra, at hun havde veer, var der endnu ikke tegn til, at fødselen var umiddelbart forestående. Næste morgen tog jeg hjem til min mor – far var på arbejde - og fortalte alt om, hvad der var foregået i de sidste dage. Hen på formiddagen ringede jeg til Rigshospitalets fødeafdeling, og her fik jeg efter en kort ventetid telefonisk kontakt til Else, som med en træt men også glad stemme sagde: "Tillykke med din søn! Han blev født sent i nat og han ligner dig. Han er velskabt og vejer 3200 gram og har de samme trækninger over højre øjenbryn, som du har! Kom snart herud!" Dirrende af spænding lagde jeg røret og for­talte mor, at de nu havde fået deres første barnebarn og at det var en dreng. Derefter forlod jeg mor og skyndte jeg mig hen til Jagtvej, for at tage sporvog­nen ud til Tagensvej, hvor jeg skiftede til linje 10, med hvilken jeg kørte til Blegdamsvej. Her stod jeg af og ilede hen til Rigshospitalet og op på fødegangen og ind på stuen, hvor Else var indlagt. Men til min i første omgang ubehagelige over­raskelse, var der ikke nogen vugge og ikke noget barn ved siden af hendes seng. Else kunne dog straks berolige mig med, at barnet blot var inde i de nyfødtes fæl­lesstue, men snart ville blive bragt herind, så jeg kunne tage vidunderet i øjesyn. Det varede da heller ikke mange minutter, før en sygeplejerske kom trillende ind med vuggen, og da hun løftede dynen op, så jeg den kæreste lille dreng ligge der og sutte på tommelfingeren. Han lå på højre side, og da jeg talte sagte til ham, åbnede han netop det højre øje og kiggede skævt op til mig, idet han rynkede panden lige over højre øjenbryn. Der var slet ingen tvivl i mit sind, drengen var mit kødelige afkom, men selv om han eventuelt ikke havde været det, ville jeg nu nok være blevet lige så glad for ham alligevel. Men han lignede mig så grangiveligt i ansigtet, at kun en ukyndig ikke ville kunne se ligheden.

 

Om det nu var held eller skæbne, ved jeg ikke, men da jeg en aften en af de nærmeste dage efter besøgte Else og vores lille søn på hospitalet, fortalte hun mig, at barselskvinden i sengen ved siden af, gennem sin mand havde fået at vide, at der ville være en ledig 2-værelsers lejlighed til os, hvis jeg snarest muligt henvendte mig på Jagtvej nr. 52 hos en Hr. Berg, som var ejer af ejendommen. Men jeg skulle dog ringe til ham først og aftale en tid.

 

Det var jo en glædelig nyhed at få, selv om jeg dengang ikke var klar over, at den havde en bagside, idet nævnte kvindes mand, der var laborant på Løvens kemiske Fabrik, var brændt varm på Else. Men straks næste formiddag tidlig, ringede jeg til den pågældende husejer og præsenterede mig og fremførte mit ærinde. Han spurgte mig om, hvor gammel jeg var, og om jeg var villig til at påtage mig at feje og vaske fem hoved- og køkken­trapper en gang ugentlig. Da jeg svarede ja til det sidst­nævnte, sagde han, at jeg ikke ville få kontante penge for arbej­det, men at beløbet ville blive fratrukket den månedlige husleje. Til gengæld behøvede jeg ikke at betale depositum eller husleje forud, sådan som man almindeligvis gjorde. Han bad mig derefter om at aflægge ham et besøg, så jeg kunne se lejligheden og underskrive lejekontrakten, som han ville have parat i mellem­tiden.

 

Endelig egen lejlighed

Senere samme formiddag tog jeg sporvognen ud til Nørrebros Runddel og stod af ved legetøjs-, børnetøjs- og barnevognsfor­retningen Borrit, som i mange år lå på hjørnet af Nørrebrogade og Rundde­len på modsatte side af Assistents Kirkegård. Herfra var der kun få skridt hen til Jagtvej nr. 52A, hvor Hr. Berg boede på førstesalen lige oven over det cafeteria, der lå på hjørnet af Jagtvej og den passage, der gav adgang til ejendommens sideopgange, hvoraf der var i alt fire, nemlig B, C, D og E. Ejendommen var lidt lavere end de omliggende huse, idet den kun havde stueetage, første, anden og tredie etage samt kvist. Ud mod Jagtvej bestod stueetagen af det ovennævnte cafeteria, som lå til højre for Hr. Bergs opgang, og til venstre for denne lå der en Bog- og Papirhandel. Denne opgang havde desuden syv private lejemål, to på hver etage og det syvende på kvi­sten. For at komme ind i op­gangen, skulle man først ringe på ved at trykke på en af knapperne nede ved gadedøren, hvorefter der hørtes en brummende lyd som tegn til, at døren kunne åbnes.

 

Hr. Berg viste sig at være en distingveret, lidt korpulent herre, formentlig omkring de 60 år. Han var venlig, men ikke indladende, og efter at have fremsat nogle bemærkninger omkring renholdelsen af trapperne, som ikke måtte finde sted på søndage, bad han mig følge med sig hen og besigtige lejligheden, som stod tom. Det viste sig, at den lå henne i passagen i nr. 52D til højre i stueetagen. Der var en mindre entré, hvorfra der var adgang til toilet med træk og slip, til køkkenet, soveværelset og stuen. Køkkenet var aflangt med et smalt 2-fags vindue, der vendte ud mod bag­gården. Foruden et gasbord med to gasapparater, var der køkken­vask og aflangt køkkenbord med skuffer og skabe. Sove­værelset, der var et rektangulært rum på omkring 12-14 m2, havde et noget større tofags vindue, der lige­ledes vendte ud mod gårdsiden. Stuen var et omtrent kvadratisk rum på cirka 20-22 m2, og havde et stort trefags vindue, der vendte ud mod passagen. Det var dog kun de to sidefag og de to små vinduer over disse, der kunne åbnes, hvorimod det midterste og største vinduesfag var fast. Op ad stuens nordlige væg stod der en stor, sort, gammeldags kakkelovn, som var lejlig­hedens eneste varmekilde i vinterhalvåret.

 

Lejligheden var i det hele taget i pæn og ordentlig stand, og tapetet for­holds­vis nyt og af neutral, lys farve, så alt var sådan set godt nok. Til lejligheden hørte desuden et kælderrum, hvortil der var adgang ad bagtrappen, og her kunne man bl.a. opbevare sit brændsel. Vores kælderrum lå for resten lige under vores lejlig­hed, hvilket dog desværre bevirkede, at der var fodkoldt på gulvene. 

 

 

Herover ses ejendommen Jagtvej 52 A med tilhørende opgange B-E i smøgen til højre for hovedbygningen. Vi boede i opgang 52 D i stuen, i en toværelsers lejlighed med entre, pænt stor stue, soveværelse, køkken og toilet. Værten, Hr. Berg, boede i hjørnelejligheden lige oven over blomsterforretningen, som da vi boede der, var et Cafeteria.  – Opgang 52 D inde i smøgen til højre ses på fotoet herunder. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.

 

Efter at have set og gennemgået lejligheden, spurgte Hr. Berg mig, om jeg var tilfreds med, hvad jeg havde set, og da jeg svarede ja, forlod vi lejligheden, som han låste bag sig, og vi fulgtes ad tilbage til hans kontor. Her bad han mig om at gennemlæse lejekontrak­ten, før jeg skrev den under. Da jeg havde gjort det og skrevet under, spurgte han: "Hvor­når kan De flytte ind?" "Det kan vi faktisk den dag i morgen, idet jeg så kan gøre klar til, at min kone kommer hjem fra hospitalet med vores nyfødte baby om et par dage!" svarede jeg. "Ja, men så velkommen som beboer i min ejendom!" sagde Hr. Berg til afsked.

 

Det var med stor lettelse, jeg forlod kontoret og endnu engang gik hen for at se lejlighedens omgivelser. Ejendommens ydermure var ganske vist grå af tidens ælde og vind og vejr, men til gengæld var gården lysere og venligere og alting mere velholdt end i den ejendom i Ryesgade, hvor vi logerede hos min moster. Derefter spadserede jeg hen til Jægersborggade for at besøge min mor, som jeg vidste, var hjemme på denne tid af dagen. Hun blev godt nok overrasket over at se mig, men glædede sig naturligvis på vores vegne, da hun hørte, hvad der var sket af godt nyt. Hun mente også, at far ville hjælpe mig med at flytte de få ejendele Else og jeg havde, og at de kunne transporteres på en trehjulet budcykel med lad foran. Den kunne vi leje hos en budcykeludlejning omme i Bjelkes Allé, som jeg forresten kendte fra en del år tidligere, da jeg for researchens skyld en kort overgang legede såkaldt "klunser", sådan som tidligere omtalt.

 

 

På dette foto ses et udsnit af baghuset Jagtvej 52 med opgangene 52B til 52E. Selv boede jeg i 1953-54 i nr. 52D, stuen th. Som ’betaling’ for huslejen vaskede jeg 5 hovedtrapper og 5 køkkentrapper en gang ugentligt. Det skete i min fritid lørdag eftermiddage og aften, idet mit erhvervsarbejde lagde beslag på min tid og arbejdskraft fra kl. 8 til 14. Det skal bemærkes, at facaden så betydeligt renere og pænere ud, dengang jeg selv boede i huset, og det var strengt forbudt at henstille cykler langs husmuren. Cykler henvistes til cykelskure i gården. Bagbygningen 52 B-E er i øvrigt senere nedrevet i saneringens hellige navn. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.

 

Da jeg samme aften atter besøgte Else og barnet på fødeaf­delingen, kunne jeg fortælle, at min far og jeg næste aften, når han og jeg var kommet hjem fra arbejde, ville flytte vores habengut over i den ny lejlighed. Både Else og jeg var natur­ligvis glade for, at vi nu havde en slags hjem til vores nyfødte, som vi ikke kunne have boet med, i al fald ikke ret længe, i det lille værelse hos min moster. Da jeg næste dag – undtagelsesvis om morgenen - fortalte hende om vores nye lejlighed, glædede hun sig da også på vores vegne og var forståeligt nok ikke ked af, at vi flyttede, så hun igen kunne bruge værelset som soveværelse til sig selv og datteren.

 

Flyttedag

Straks efter hjemkomsten fra arbejdet næste dag pakkede jeg vores tøj, bøger og andre småting ned i nogle papkasser, og derefter tog jeg ud til budcykelcentralen i Bjelkes Allé, hvor jeg lejede en trehjulet budcykel, og der­efter kørte jeg om i Jægersborggade, for at afvente, at min far kom hjem fra arbejde. Mor var ikke hjemme på det tidspunkt, men det var Lizzie og drengene, så jeg sad oppe i lejligheden og snakkede med dem, mens jeg ventede. Da far kom, ville han lige vaske sig og skifte tøj, og derefter fulgtes vi ad ud til Ryesgade. Han kørte bud­cyklen og jeg sad imens oppe på ladet.

 

I Ryesgade kørte vi cyklen helt ind i bag­gården, så vi ikke skulle slæbe den tunge sofa særlig langt, når vi først havde fået den bakset ned fra 3. sal. Papkasserne, hvoraf der vel var omkring 4-5 stykker, tog det heller ikke lang tid at hente ned og få anbragt omkring sofaen, så der var balance på cyklen. Mørket var faldet på og trafikken i gaderne var aftaget efter myldretiden. Til budcyklen hørte fire Nefalygter, to med hvidt lys til foran på cyklen og to med rødt lys til bag på den. Derefter gik turen via Ryesgade og om ad Fredensgade, Blegdamsvej, Elmegade og Nørrebrogade til Jagtvej 52D. Der var ikke megen trafik på det tidspunkt, så det tog os kun godt og vel en halv time at køre strækningen.  Efter at have læsset papkasserne og sofaen af, kunne far køre over til Bjelkes Allé og aflevere bud­cyklen, mens jeg gjorde klar til at tage ud på Rigshospitalet, for at besøge Else og drengen.

 

Et sparsomt møblement

Det store problem for mig var imidlertid, hvor vi skulle få de nødvendige møbler fra, for min ugeløn rakte ikke til meget andet og mere end de daglige livsfornødenheder. I begyndelsen kunne Else og jeg sove på den dobbeltbrede sofa, men vi skulle både have en seng til drengen, bord og stole, køkkengrej og meget mere, herunder også en barnevogn. Derfor så jeg mig nødsaget til endnu engang at henvende mig på Socialkontoret med anmodning om hjælp, og en sådan fik vi heldigvis også bevilget, nemlig i form af en barneseng med tilbehør, et bord og fire stole samt en lettere brugt barnevogn. Betingelsen var dog, at jeg skulle tilbagebetale lånet med et passende à conto beløb af min ugeløn. Køkkengrejet i form af kopper, tallerkener, bestik, kedel, gryde, kasserolle, stegepande, vandfad, vaskebalje osv., fik vi for de fleste tings vedkommende foræret af mine forældre og morforældre. Det samme gjaldt babytøjet, bleer, bukser, trøjer og lignende, som var nyt og som vi hovedsageligt også fik foræret af familien. Men alt dette lykkedes det mig at anskaffe i løbet af de næste par dage, således at hjemmet, hvor beskedent det end var, stod nogenlunde klart til at modtage Else og barnet, når de blev udskrevet fra hospitalet. 

 

I dag så længe efter husker jeg ikke, hvordan Else reagerede på de nogenlunde ordentlige, men samtidig yderst beskedne forhold, vores sparsomt møblerede lejlighed var udtryk for. Men det var, hvad jeg og vi havde muligheder for at kunne klare rent økonomisk på det tidspunkt. Det viste sig da trods alt også at komme til at gå nogenlunde. Og selvom jeg følte det ydmygende i, at det endnu engang havde været nødvendigt at bede Socialkontoret om hjælp, så måtte jeg bide det i mig, men fast besluttet på at tilbagebetale de lånte penge snarest muligt. Senere, da der blev brug for det, fik vi anskaffet en kravlegård og en klapvogn, men heldigvis for vores egne penge.

 

Det hjalp unægtelig på økonomien, at vi, som før omtalt, kunne bo omtrent husfrit mod ugentligt at feje og vaske i alt fem hoved- og fem køkkentrapper, og selv om jeg til daglig gik på arbejde, blev det af gode grunde mig, der i praksis måtte udføre arbejdet på lørda­ge eftermiddage, når jeg var kommet hjem fra arbejde. Det havde jeg heller intet imod, selvom jeg fandt at det var en uhyre kedelig tjans. Alle hovedtrapper var belagt med brunt linoleum, mens køkkentrapper­ne var ferniserede trætrapper. Først fejede jeg hovedtrappen i ejerens opgang, fra tredie sal og ned til stuen, og derefter vaskede jeg den ved hjælp af gulvskrubbe og gulvklud med brunt sæbevand. Vandet skulle skiftes for hver opgang, for det blev i reglen fuldkommen sort af trappernes snavs. Det tog omkring en halv time at feje og vaske hver hovedtrappe, og omkring tyve minutter at gøre det samme med hver af køkkentrapperne. Det betød cirka 5 timers arbejde i alt, og eftersom jeg i reglen først kunne gå i gang med arbejdet omkring kl.15, var jeg ofte ikke færdig før ved syv-halvotte-tiden om aftenen. Så når jeg derefter vendte tilbage til Else og drengen, var jeg så udaset, at jeg næsten straks faldt i søvn på sofaen. 

 

En meget speciel logerende

Der var for resten det specielle ved den ejendom, hvori vi boede, at det var i nr. 52A i lejlig­heden på første sal tilvenstre hos en fru Hen­riksen, at Martinus logerede i 1921 og at det var her han i påskedagene det år gennemgik sin indvielse til såkaldt kosmisk bevidst­hed. Men at mystikeren og filosoffen Martinus, som jeg senere vil fortælle nærmere om, og hvis livsværk kom til at betyde meget for mig, engang havde boet i ejen­dommen, var dog noget, jeg først blev klar over mange år senere, mere præcist i 1987, da bogen "Martinus' Erindrin­ger" udkom. Men da jeg først havde fået det at vide, forekom det mig interessant, at det netop var her, hvor jeg hver uge havde fejet og vasket de trappetrin, som Martinus endnu før jeg selv var født daglig havde gået op og ned ad, og at det netop var her, på dette ydmyge sted, at han havde oplevet den åndelige åben­baring, der satte ham i stand til at påbegynde udarbejdel­sen af sit kæmpe­værk "Livets Bog 1-7" og symbolværket "Det Evige Verdensbillede 1-(forelø­big)5". Jeg skal senere vende tilbage til en omtale af Martinus og hans livsværk i kronolo­gisk sammen­hæng.

 

Ikke så længe efter at vi var flyttet til Jagtvej, så jeg en dag i et boghandlervindue en bog i folioformat med illu­stra­tioner fra Disneys langtegnefilm "Alice i Eventyrland", og den måtte jeg simpelthen eje. Da jeg hverken røg, drak eller spiste slik, mente jeg nok at kunne afse penge til at købe bogen for, særligt med henblik på, at den ville kunne have betydning for min forhåbentlig snarlige fremtid inden for tegnefilmbranchen. Bogens mange fascinerende illustrationer studere­de jeg meget nøje, for at gøre mig klart, hvori det nye i stilen bestod. Der var tale om strammere tegnet figurer end i de tidligere Disney-tegnefilm fra 1930’erne, jeg havde set, og om farver, som var domineret af den grønne, blå og violet­te skala i farve­spektret. Denne bog kom jeg næsten til at skatte lige så højt som bogen med ud­valget af H.C. An­dersens eventyr og hi­storier, der var illu­streret af Louis Moe. Uden sammenligning i øvrigt.

 

Barnedåb – og etiske skrupler!

Dagen for vores første barns dåb nærmede sig, og Else havde bestemt, at drengen skulle hedde Jan George, med mellemnavnet efter hendes stedfar. Men hvorfor lige præcis navnet Jan blev valgt, husker jeg ikke, kun at jeg ingen indvendinger havde imod nogen af delene, og det havde sikkert heller ikke hjulpet, om jeg havde haft det! En kort overgang overvejede jeg dog, om ikke drengen burde være opkaldt efter min fars første fornavn Peter, men det var ikke så vigtigt for mig, om det skete eller ej. Derimod ønskede og stod jeg i henhold til min religiøse overbe­visning - eller mangel på samme – fast på, at Jan kun skulle navngives af den stedlige verdslige myndighed. Men det ville Else overhovedet ikke høre tale om, hun holdt stædigt på, at drengen skulle døbes i kirken, sådan som det var skik og brug i alle ordentlige familier, som hun sagde.

 

Så vidt jeg erindrer, foregik dåben i den nærliggende St. Stefans Kirke henne på hjørnet af Nørrebrogade og Stefansgade. Men den mulighed består dog også, at det foregik i den endnu nærmere liggende Simeons Kirke i Sjællandsgade. Det af­gørende var imidlertid, at jeg be­tingede mig ikke at ville deltage i den kirkelige højtidelig­hed, idet ritualet og prædi­kenen dengang som senere forekom mig at være ude af pagt med det virkelige, levende dagligliv, som vi alle er en naturlig del af. Naturen forekom mig - dengang som nu – desuden at være den eneste rigtige "kirke" for oplyste nutids­mennesker. For mig at se, var et barn indviet til Gud i samme øjeblik, det blev undfanget, ja, endog før, for i min livsanskuelse er vi evige børn af Gud, hvilket synspunkt jeg senere skal komme nærmere ind på. Og sådan noget teologisk vrøvl, som at et barn, der ikke er blevet døbt, ville være dømt til evig fortabelse i Helvede, troede jeg ganske enkelt ikke på. Den opfattelse eller tro hørte efter min mening fortiden til.

 

Set i tilbageblik nu så mange år efter, kan jeg godt se, at min kompromisløse stillingtagen og vægring ved at deltage i mine børns dåb, må have forekommet andre og mere traditionelt tænkende mennesker uforståelig. Man kan måske endda mene, at jeg handlede ukærligt, ved ikke at ville deltage i dåbsbegivenheden, men selv mente og mener jeg at jeg var ærlig over for Gud, mig selv og andre. I forholdet til mit senere og tredje barn, Linda, som først blev døbt som 14-årig, og hendes tre børn, Camilla, Christian og Maria, der blev døbt som babyer, har jeg dog modereret min holdning og deltaget i deres dåb, men min personlige grundholdning til dåben som sådan er ikke ændret. Den er efter min opfattelse et symbolsk levn fra fortiden, hvor den religiøse livsanskuelse og moral var dominerende. Men sådanne rituelle levn kan det være nødvendigt, ja, nærmest livsvigtigt, at overholde og følge for mennesker, der endnu er præget af den flokbevidsthed, der engang var noget i retning af en livsbetingelse for at overleve, men som i vore dage reelt set ikke længere er nogen absolut nødvendighed, men snarere en traditionel hæmsko, i al fald for mennesker, der ikke ejer troens nådegave, sådan som tilfældet eksempelvis er og altid har været for mit eget vedkommende. 

 

Imidlertid oprandt dåbsdagen og min søster bar barnet som dets gudmoder, og mine forældre og min mormor var på min families vegne med i kirken, og naturligvis også til den lille festlighed i hjemmet bagefter. Mine brødre deltog af en eller anden grund ikke i højtideligheden, hverken i kirken eller i vores hjem. Min gamle, socialistiske morfar ville heller ikke med i kirken, for han var ikke nogen tilhænger af hverken kristendommen, folke­kirken eller præ­sterne, som han betragtede som svindlere og folkeforførere. Han og jeg sad hjemme i lejligheden på Jagtvej, medens resten af familien var i kirken, og her drak han en enkelt bajer og jeg en sodavand, mens vi talte om vind og vejr. Selv drak jeg hverken øl eller spiritus på det tidspunkt, og var vel i det hele taget en smule dydsiret kedelig, i al fald set med de gængse normers øjne.

 

Desværre må jeg sige at jeg ikke kan huske, hvor vidt Elses mor og stedfar, som boede i Køge, var med til deres foreløbig første og eneste barnebarns dåb. Men det mener jeg ikke at de var. Faktisk havde jeg på det tidspunkt endnu ikke mødt Elses forældre, og jeg mener ikke at de overhovedet besøgte os i den tid, Else og jeg var gift med hinanden. Else og hendes mor talte dog lejlighedsvis i telefon sammen, men forholdet mellem dem havde i al fald tidligere været noget anspændt. Grunden hertil kendte jeg ikke, men gættede på at det hovedsagelig skyldtes Elses selvrådighed og trang til at gøre, som det passede hende. Mit indtryk af hendes forældre var, at det var pæne, respektable og småborgerlige mennesker, der betalte enhver sit og levede stille og ubemærket, som den slags mennesker nu engang gør, og helst gør. Senere så jeg, at de boede i eget stort hus i et pænt villakvarter i Køge, hvor manden var skomager.

 

På besøg i Køge

Da jeg senere mødte Elses forældre under et besøg hos dem i Køge, konstaterede jeg at moderen var en omkring 40-årig, lidt buttet og ganske nydelig dame, som jeg dog af en eller anden uforklarlig grund ikke umiddelbart brød mig særlig meget om. Det skyldtes nok mest at hun virkede stærkt forbeholden og afvisende over for mig, samtidig med at hun var skarp og afgjort i de meninger og synspunkter, hun udtalte. Måske var hun forlegen over at skulle være sammen med mig, som hun jo overhovedet ikke kendte. Faderen eller rettere sagt stedfaderen var tydeligvis ældre end moderen, en mager og lidt krumbøjet mand, som til gengæld ikke sagde ret meget, men dog var høflig nok. Det var imidlertid ikke meget, vi havde at tale med hinanden om, og desuden fik jeg fra begyndelsen tydeligt indtrykket af, at hverken han eller hans kone brød sig om mig, og det må nok siges, at dette var gen­sidigt. Det blev da heller ikke meget, Elses forældre og jeg så til hinanden i resten af den tid, Else og jeg var gift. Bortset fra et enkelt eller måske to besøg hos dem i Køge, så jeg dem aldrig mere. Men jeg talte dog senere med Elses mor i telefonen, efter at Else og jeg var blevet skilt, og moderen var forståeligt nok på sin datters side. Mere herom i kronologisk rækkefølge. 

 

Når jeg nu tænker tilbage på den tid og på Elses forældre, må jeg sige, at jeg i dag godt kan forstå deres manglende sympati for og tiltro til mig. For hvad betød en på det tidspunkt forhenværende tegnefilmtegner, der senere var gået i lære som fotograf, men ikke fuldførte uddannelsen, og som havde forskellige tilfældige jobs og lidt tegnearbejde, som man ikke kunne leve af, i sammenligning med en god, solid uddannelse og varig beskæftigelse som f. eks. skomager eller anden form for gedigent og respekteret håndværk. Og hvilke forhåbninger om en tryg fremtid for deres datter og børnebørn kunne de gøre sig med en ca. 25-årig ung mand, der ikke havde drevet det videre end til at bo på lejede værelser og i en beskeden lejlighed på det berygtede Nørrebro i København, om end i den bedre ende og del af samme kvarter. En ung mand, som tilmed befattede sig med, hvad der i deres øjne måtte forekomme som nytteløst film- og teaterpjat. En ung far til et og senere to børn, som tilsyneladende ikke erkendte sit ansvar, men i stedet dagdrømte og filosoferede sig væk fra hverdagslivets krav og vilkår, og som foreløbig kun havde drevet det til at være lagerekspedient, og som havde været nødt til næsten det værst tænkelige af alt, nemlig at opsøge Socialkontoret og bede om hjælp i sin betrængte økonomiske situation! Som gode og solide borgere kunne man næppe tænke sig noget værre!  

 

 

 

På fotoet ses det glade forældrepar med deres første barn, som blev døbt Jan Georg Rasmussen. Det kære barn ser selv ud til at være vågen og interesseret i, hvad der foregik omkring ham. – Foto: © 1953 Kehlet Foto.

 

Efter at dåben havde fundet sted, mødtes jeg med familien uden for kirken, og vi fulgtes ad hen til fotograf Kehlet på Nørrebros Runddel, lige overfor, hvor vi boede, og her blev der bl.a. taget nogle fotos af Else og mig sammen med Jan, og af Jan og hans gudmoder Lizzie. Derefter gik vi de få skridt til vores lejlighed i passagen lige over for fotografforretningen, og her hyggede familien sig så efter bedste evne og formåen. Det var ikke noget stort og flot traktement, vi kunne byde på, for vi havde mildt sagt ikke overskud i pengekassen, men som sædvanlig havde min kære mor bidraget med, hvad hun selv kunne undvære af penge og naturalier. Alligevel blev det en nogenlunde festlig dag, især takket være min humørfyldte, bramfri og ikke sjældent kloge morfar, der var godt skåret for tungebåndet, og som desuden aldrig lod sig skræmme eller dupere af nye mennesker. Min egen fars humør og talegaver steg også hen på dagen, og især efter at indholdet af et par glas eller tre var blevet sat til livs. Mor og mormor fandt det derimod pinligt og forsøgte at dæmpe deres respektive mænd, men når de var i det glade hjørne, lod de som om de slet ikke bemærkede konernes velmente irettesættelser.

 

 

 

Min kære og altid trofaste lillesøster, Lizzie, var den stolte gudmoder til Jan, som hun holdt meget af og kom og besøgte ved enhver mulig og given lejlighed. Hun var altid til hans og senere hans lillesøster Annettes fødselsdage indtil omkring slutningen af 1950’erne, ligesom hun altid gav dem julegaver, også efter Elses og min skilsmisse, og ligeledes efter at hun som artist selv var rejst til udlandet. – Fotos: © 1953 Kehlet Foto.

 

Et uventet, nostalgisk og vemodigt møde

En dag i sommeren 1953, da jeg var på vej hjem fra arbejde og stod af spor­vog­nen ud for Borrit, løb jeg på Finn Rosenberg på Nørrebros Runddel. Vi var begge lige overraskede over det uventede møde, for vi havde ikke set hinanden siden 1945, og vi blev derfor enige om at drikke en fadøl sammen på Bodega Runddelens for­tovsrestaurant. Han spurgte til, hvordan det var gået mig, og jeg spurgte ham om, hvad han havde lavet siden "Fyrtøjet"-tiden. Han fortalte bl.a., at han nu var blevet tekstfor­fatter og layouter hos Harlang & Toksvigs Rekla­mebureau. Men tegnefilm havde han ikke haft med at gøre, siden produktionen af "Klods-Hans" for omkring tre år siden var blevet endeligt opgivet. Rosenberg fortalte også, at han stadig boede med sin gamle moder omme i Guld­bergsgade, sådan som han også havde gjort både før og under produktionen af "Fyrtøjet". Sin unge kæreste, Birthe Grove, var han for længst ophørt med at komme sammen med, for efter en kort og hektisk forelskelse, havde hun fundet ud af, at han dels var for gammel for hende - der var dog kun omkring 10 års forskel mellem dem - og dels kunne han ikke avle børn, og børn, det ville hun have. Siden forlovelsen med Birthe ophørte, havde han ikke kendt andre kvinder, og nu i 1953 var han 37 år og havde opgivet at få en kæreste, for slet ikke at tale om en kone.

 

 

Nørrebros Runddel i august 2008. Det er Nørrebrogade, som løber parallelt med billedets underkant, og Jagtvej, der krydser denne til venstre i billedet. Bag de grønne træer til højre lå dengang Bodega Runddelen, og Jagtvej nr. 52 A-E ligger bag ved den samme ejendom, som bl.a. rummede bodegaen. Ovre på den anden side på hjørnet lå Kehlets Fotoatelier i stueetagen, og ovenover på første sal havde Nørrebros Avis redaktionskontorer. Men meget er  jo forandret siden dengang i begyndelsen af 1950’erne, hvor sporvognene var dominerende i trafikken. Runddelen var markeret af en ringformet lav beplantning, som havde fire åbninger, en for hvert verdenshjørne, til sporene på Jagtvej og Nørrebrogade, som krydsede hinanden midt på runddelen, omtrent dér, hvor den grønne bil befinder sig her på billedet. – Foto: © 2008 Harry Rasmussen.

 

Da jeg spurgte, hvorfor han havde opgivet at få sig en kone, svarede han med et stærkt islæt af bitter ironi: "Kvinder vil ha' børn, og jeg kan ikke lave børn, fordi jeg kun har én testikel, der tilmed producerer for lidt og for dårlig sæd. Desuden ville jeg heller ikke egne mig i forældrerollen, det er jeg for gammel og for meget ungkarl til!"

 

I samtalens løb havde Rosenberg tømt sit glas, og formentlig derfor spurgte han, om jeg ville ha' et glas fadøl mere, men det sagde jeg nej tak til, dels fordi jeg ikke brød mig om øl, og dels, fordi jeg faktisk burde skynde mig hjem, for at Else ikke skulle blive urolig over, hvor jeg blev af. "Har du noget imod, at jeg drikker et glas fadøl for mig selv?" spurgte han. "Nej, selv­følgelig ikke!" svarede jeg. Denne gang bestilte han et stort glas fadøl og en bitter, og imens han stille sad og nød de våde varer, betragtede jeg ham lidt i smug. Han så træt, bleg og hærget ud til trods for sit velklædte og vel­plejede ydre. Hans tidligere så smukke sorte hår var allerede blevet lidt tyndt i toppen og gråsprængt i tindingerne. Mit indtryk var, at det var et dybt ensomt og desillu­sioneret menneske, jeg havde over for mig, og jeg følte med­lidenhed med ham og hans skæbne. Et kort øjeblik tænkte jeg på at invitere ham til at besøge mig i mit beskedne hjem, men jeg fornemmede, at han ikke ville være interesseret, dertil var han for meget lukket inde i sig selv. Til sidst blev jeg dog nødt til at tage mig sammen til at sige ham farvel: "Vi ses!" sagde jeg, idet jeg rejste mig for at gå. Han så sløvt op på mig og svarede med et blegt smil: "Ja, vi ses!"

 

Men vi sås aldrig mere, skønt vi i et par år kun boede nogle få hundrede meter fra hinanden, og få år efter hørte jeg af en fælles be­kendt, at Finn Rosenberg var afgået ved døden som følge af en eller anden ikke nærmere angivet form for sygdom. Et behageligt og kultiveret menneske og en dygtig tegner og habil jazzmusiker, som havde sat sig et forholdsvis varigt minde, dels som initiativtager til langtegnefilmen "Fyrtøjet", og dels for sine mange fine og stemningsfulde baggrunde til denne film, var nu borte, og jeg ved end ikke, hvor han eventuelt ligger begravet. Måske på Assistens Kirkegård eller på den jødiske kirkegård i Møllegade, for Rosenberg var af hel- eller halvjødisk herkomst. Sic transit gloria mundi.  (Således forgår verdens herlighed).

 

Dagliglivets glæder og genvordigheder

Så snart det blev sommer, døjede jeg med den evindeligt tilba­gevendende fodsvampagtige lidelse, der dog altid kun viste sig på min højre fod. Ved henvendelse til min læge fik jeg en henvisning til speciallæge i hudsyg­domme, professor dr. med Gunner Auken, far til senere arbejds­minister i Anker Jørgen­sens regering og endnu senere mil­jøminister i Poul Nyrup-regeringen, nu afdøde Svend Auken, samt bl.a. dennes søster, præst og folke­tings­medlem for SF, Margrethe Auken. Professor Auken havde dengang konsultation i den nyere byg­ning, der lå og stadigvæk ligger på venstre side af bane­graven foran Københavns Hoved­bane­gård.

 

Straks efter ringede jeg til professor Aukens klinik og fik en aftale et par dage efter, som imidlertid medførte, at jeg igen måtte bede mig fri fra arbejdet, hvilket jeg ikke var særligt glad for at gøre. Men dagen oprandt, da jeg indfandt mig på professor Aukens klinik, hvor jeg efter en kort ventetid blev budt indenfor i konsultationslokalet. Gunner Auken viste sig at være en temmelig høj, slank og nærmest mager person med et markeret, intellektuelt udseende og i øvrigt meget venligt ansigt. Som kyndig hudlæge, fandt professor Auken hurtigt ud af, at udslettet på min fod var en slags fodsvamp, som skulle behandles med et antisvampemiddel. Desuden frarådede han mig at bruge uldstrømper, fordi varmen fra disse gav en fugtighed, som var egnet til at give fodsvampen gode vækstmuligheder. Efter en kortvarig behandling med det pågældende medikament, varede det ikke længe, før min fodlidelse ophørte.

 

En dag, da jeg kom hjem fra mit arbejde hos J. Jørgen­sen & Co., fortalte Else mig, at min onkel Thorkild havde været på besøg om efter­middagen, for at forære mig et par nye sanda­ler. Han havde forklaret hende, at han gennem mor og mormor havde hørt, at jeg led meget af fodsved og tilmed havde en fodsvamp­agtig lidelse. Og da han samtidig vidste, at vi havde det småt med penge, ville han derfor gerne forære mig et par sandaler. Det lød jo umiddelbart meget godt og tilfor­ladeligt, men det undrede mig, at han ikke var kommet med sandalerne, når jeg selv var hjemme, men derimod mens jeg var på arbej­de. Med mit kendskab til hans endog store og samvittig­hedsløse svaghed for kvinder, mistænkte jeg ham med rette eller urette for, ikke at have haft helt reelle hensigter med sit besøg.  Men hvor om alting er, så kunne jeg dårligt afslå hans tilbud om at hjælpe os i den situation, hvori vi nu stod, og måske gjorde jeg ham også uret med min vage mistanke. Desuden havde jeg altid holdt meget af ham, og han af mig, og han havde ofte været hjælpsom mod mine forældre og mig i min barndom og tidlige ungdom. Men som jeg tidligere har fortalt om, så var han nærmest besat af trang til sex, hvor han end gik eller stod, og han benyttede enhver anledning og lejlighed til at komme i lag med en kvinde, ung eller ældre, køn eller mindre køn, det var ham lige meget, bare han kunne få tilfredsstillet sin åbenbart store og ustyrlige kønslige appetit.

 

Mine farforældres guldbryllup

Det var mens jeg boede på Jagtvej 52D, hvor min daværende kone, Else, og jeg fik vores to børn, Jan og Annette, at mine farforældre i Majbølle kunne fejre deres guldbryllup. En stor begivenhed i deres liv og tilværelse, men som jeg ifølge min erindring ikke var i stand til at deltage i på grund af mine personlige omstændigheder. Det var dog ikke kun mig, der ikke kunne være med til at fejre vores farmor og bedstefar, for Mor og Benny og Bent var heller ikke med til festen. Overfor mig har Bent forklaret det med, at både han og Benny var i lære, han som automekaniker og Benny som værktøjsmager, og det var ikke muligt for dem at få fri fra arbejdet. For mors vedkommende gætter vi på, at hun havde været nødt til at blive hjemme, fordi hun jo på den tid var danselærerinde hos Danseinstitut Ethel Lous på H.C. Ørstedsvej. Hun var forpligtet af sine ansættelsesvilkår. Men desuden følte mor sig ikke særlig knyttet til sine svigerforældre, specielt ikke til farmor, som på næsten enhver måde var min mors totale modsætning: Bramfri og ligefrem i sine synspunkter , meninger og udtalelser, og dertil optimistisk og til en vis grad også snobbet, hvilket sidste farmor ikke lagde skjul på.

 

 

Herover ses mine farforældre foran æresporten i indkørslen til deres hus i Majbølle. Det var deres guldbryllupsdag i 1953, og den skulle naturligvis fejres som sig hør og bør i anstændige familier.  Bag det festklædte par ses gårdspladsen med det til lejligheden opstillede ’telt’, hvor de mange gæster skulle bænkes til festmiddagen og formentlig til en lille svingom bagefter. – Foto. 1953. Fotograf ubekendt.

 

Men der er for mig ingen tvivl om, at guldbryllupsfesten forløb som den skulle og burde, for mine farforældre var meget gæstfrie og gavmilde, så de har sikkert beværtet deres gæster på bedste vis. I det daglige levede de en stille og rolig tilværelse og nød frugterne af et langt livs flid og arbejdsomhed, som betød, at de i hvert fald havde lidt mere end til dagen og vejen. Heldigt og lykkeligt for dem, så længe det varede, for som tidligere nævnt blev bedstefar få år efter ramt af forkalkning af hjertets kranspulsårer, hvilket som tidlige omtalt medførte store og stærke brystsmerter, betegnet som angina pectoris. Sygdommen førte til hans død som 76-årig..

.  

 

På dette gruppefoto fra mine farforældres guldbryllupsdag ses en stor del af familien og formentlig også nogle venner forsamlet foran æresporten til huset på Rudbjergvej nr. 6 i Majbølle. Det er dog langt fra alle på billedet, jeg selv kender eller er i stand til at genkende, men hvis vi begynder med første række fra venstre ses følgende genkendte personer: Nr 1 er ubekendt, nr. 2 er min kusine Rita, datter af Henry og Ebba, nr. 3. er ubekendt dame, nr. 4 er min kære tante Alma, nr. 5 er ubekendt dame, nr. 6 er min kære søster Lizzie, nr. 7. og 8. er guldbrudeparret, hhv. min farmor og bedstefar, nr. 9 er kusine Gerda, nr. 10 og 11 er en mig ubekendt dame og herre. - I anden række fra venstre ses som nr. 1. og 2. hhv. Edmond, og på højre side af damen foran, Dagmar, nr. 3. ubekendt herre, nr. 4. min far Aksel, nr. 5. ubekendt dame, nr. 6. Ebba, nr. 7. og 8. er ubekendt dame og herre, nr. 9. er kusine Tove, kaldet Søster. I tredie og sidste række ses fra venstre som nr. 1. (muligvis) min onkel Alfred, nr. 2. ubekendt herre, nr. 3. Johannes, nr. 4. Gudrun, Alfreds kone, nr. 5. Valborg, onkel Theodors enke, nr. 6. onkel Henry, nr. 7. en mig også ubekendt herre. – Foto ca. 1953-54. Fotograf ubekendt. Det er bemærkelsesværdigt så mange familiemedlemmer, der ikke er med på ovenstående foto. Det gælder mine fætre Børge, Henry og Jørn, min kusine Ingelise, kaldet Lillepigen, og desuden Gudruns og Alfreds børn: Flemming, Ingelise og Ole, samt min mor, Erna, mine brødre, Benny og Bent, for ikke at glemme at nævne mig selv.

 

Fyret – endnu engang!

Hen på forsommeren 1953 blev jeg uheldigvis fyret hos J. Jørgensen & Søn. Det foregik på den måde, at jeg en dag blev kaldt ind til værkføreren, som bl.a. sagde, at chefen og han var blevet enig om, at arbejdet hos dem nok ikke var det rigtige for mig, for jeg virkede uinteresseret og uengageret i det. Hvilket jeg tøvende måtte give ham medhold i. Derfor, sagde han, ville det nok være bedst for begge parter, hvis jeg blev afskediget. Dette kom dog trods alt som en bombe for mig, så jeg var ude af stand til at sige noget lige i det øjeblik. Men også her havde jeg en uges opsigelse, og reglerne var sådan, at man skulle have fri, hvis der viste sig en mulighed for, at man kunne søge nyt arbejde i mellemtiden.

 

Det var naturligvis ikke rart at skulle gå hjem og fortælle, at jeg endnu engang havde mistet et arbejde, og personligt set følte jeg det som et slags nederlag, at det skyldtes at man mente, jeg ikke duede. Men inderst inde vidste jeg med mig selv, at en arbejdsgiver naturligvis ikke kunne være tjent med et menneske, der viste så lidt interesse, evne for og glæde ved jobbet, som tilfældet var for mit vedkommende.

 

Afskedsdagen kom, men jeg har ikke nogen specielle erindrin­ger fra den, for ingen af de mennesker, der arbejdede i virk­som­heden, havde jeg fået noget nærmere personligt forhold til. De var alle mere eller mindre robuste håndvær­kertyper, som sikkert med rette har betragtet mig som en underlig, fremmed person i deres miljø. Og sådan følte jeg mig da også, og bortset fra, at jeg selvfølgelig var betænkelig ved at miste en fast indtægtskilde, så var jeg på ingen måde ked af at miste det trivielle og kedelige arbejde.

 

Bølgepap og 3-holdskift

Dengang var det imidlertid ikke nemt at skaffe sig et arbejde, for der var stor arbejdsløshed, især blandt ufaglærte. Og i sammenhæng med det almindelige arbejdsmarked, var jeg ufaglært. Men der var jo ingen anden udvej, end at gøre forsøg på at skaffe sig et nyt arbejde. Hver morgen tidligt købte jeg derfor Berlingeren og gennemgik annoncesiderne, og en dag faldt mine øjne på en stillingsannonce, hvori man søgte et antal lagermed­hjælpere hos Dansk Bølgepap Industri på Tagens­vej. Ulempen ved arbejdet var imidlertid, at man her arbejde­de døgnet rundt i tre­holds-skift. Morgenholdet var fra kl.6-15, eftermiddags­holdet fra kl.15-21 og natholdet fra kl.21-6. Der var en ugentlig turnus, således at man skulle arbejde fra kl.6-15 den ene uge, fra kl.15-21 den næste uge og fra kl.21-6 den på­følgende uge, hvorefter man begyndte forfra. Men da der ikke var så meget ufaglært arbejde at få på den tid, mødte jeg derfor en tidlig morgen op ude på fabrikken, hvor man skulle henvende sig ved bagindgangen. Da jeg ankom cirka kl. halv seks om morgenen, var der allerede forsamlet en del ældre og yngre mænd, alle forholdsvis høje og tilsyneladende stærke, som åbenbart også søgte en af de ledige stillinger. Derfor faldt den tanke mig straks ind, at jeg nok ikke ville have store chancer for at blive antaget.

 

Kort efter trådte der en midaldrende mand frem fra en dør oven over den rampe, der strakte sig langs hele bygningens længde. Han kastede et blik på de fremmødte og gav sig til at udpege forskellige af disse, og til min store overraskelse valgte han også mig. Så vidt jeg husker, skulle der kun bruges 6-8 mand ud af de godt 25-30 mand, som var mødt op den for­årsmorgen. De af os, der var blevet udvalgt, skulle give møde næste morgen og være klar til at gå i gang med arbejdet kl. 6.

 

Da jeg og de øvrige udvalgte mødte op foran fabrikken næste morgen, blev vi kl. 5.45 lukket ind af den mand, der dagen før havde udpeget os. Han viste os vej til en garderobe, hvor vi fik hver sit aflåselige garderobeskab af den slags, der var i almindelig brug på fabrikker og i virksomheder både dengang og senere. Hvert garderobeskab udgjorde en aflang og smal sektion af et større og i reglen mørkegråt eller mørkegrønt metalskab. Hvert skab havde en hylde foroven, hvor man kunne lægge sin kasket eller anden hovedbeklædning, hvis man ellers havde en sådan, og måske sin medbragte madkasse, og i selve skabet kunne man hænge sin jakke eller sit overtøj. Derefter fik vi udleveret en brun kit­tel, som var almindeligt brugt af fabrik­kens perso­nale, mest for at skåne deres eget tøj. Kitlen, fik vi at vide, skulle hænges i garderobeskabet efter dagens arbejde, og skiftes ud og lægges til vask hver 14. dag.

 

Det første, jeg noterede mig var, at temperaturen og støjen fra maskinerne var ulidelig. Selvom der, hvad temperaturen angik, var store og ligeledes larmende luftfornyelsesanlæg overalt på fabrikken, var varmen i nogle af fabrikshallerne oppe på 30-35 grader! Her arbejdede der både mænd og kvinder, dels ved de store maskiner, der fremstillede bølgepappet, og ved de prægemaskiner, hvor bølgepappet blev påtrykt de varemær­ker, som kunderne havde bestilt, og dels ved stanse­maski­nerne, hvor pappet blev falset og de riller og andre åbninger, den enkelte type bølgepapæske skulle have, blev udstanset. Det var derfor almin­deligt at se, at de stak­kels ansatte, som arbejdede her, altid havde så svedige an­sigter, at vandet konstant dryppede fra hår og pande, så der skulle passes på, at sveden ikke dryppede ned på æskerne og kasserne. Dette personale arbejdede på akkorder, som de selv bestemte og tilrettelagde i samarbejde med værkføreren og ledelsen. Derfor havde man tilrettelagt arbejdet sådan, at personalet her kunne holde jævnlige, kort­varige pauser, for at gå ud i garderoberne eller på toiletterne og svale sig af og for nogles ved­kommende tage et brusebad og skifte til tørt tøj. De pågældende pauser, som vel var på omkring 10-15 minutter hver, blev naturligvis også benyttet som kærkomne kaffe- og rygepauser. Den længste pause var frokost­pausen, som varede en halv times tid, og det uanset om man arbejdede på morgen-, dag- eller natholdet.

 

Arbejde i 30-35 graders varme!

Mit arbejde bestod fortrinsvis i at transportere pallerne med de opstablede, sammenfoldede papæsker og -kasser fra præge- og stansehallen til et af de mange lagre, der var på de øverste etager i den store fabriksbygning. Det skete ved hjælp af en håndtrukken, flad vogn på fire hjul, som kunne dirigeres ind under en palle og derefter ved en særlig anordning løfte denne nogle få centimeter over gulvplanet, således at pallen med stablen af papemballage kunne manøvreres gennem lokalet og hen til en af de store elevatorer. Via denne kom man op på de øvre etager, hvor det ofte var lidt af et kunststykke at få den ikke sjældent højtstablede palle manøvreret på plads på lageret på en sådan måde, at stablen ikke fyldte mere end højst nødvendigt.

 

Arbejdet var hårdt, ikke mindst på grund af den ekstreme varme og den konstant buldrende støj fra maskinerne, der kunne høres helt oppe på det øverste og fjerneste lager på loftet lige under bygningens tag. Men her var temperaturen og larmen dog trods alt så meget lavere, at den var til at holde ud. Alligevel led jeg meget under varmen og især fordi min gamle lidelse, fodsvampen, dukkede op igen, formentlig fordi mine fødder svedte i skoene, ja, selv i sandalerne, og det hjalp ikke meget, at jeg engang imellem svalede fødderne i koldt vand.

 

Arbejdet på morgen- og eftermiddagsholdene kunne gå an, for i det første tilfælde havde man både eftermiddagen og aftenen til sin egen rådighed, og i det sidste tilfælde havde man for­middagen og et par timer af eftermiddagen til disposition. Men det var ikke særlig rart at arbejde på nathol­det, for det betød, at man var nødt til at sove en del af dagen, hvilket jeg almindeligvis havde meget besvær med, ikke mindst fordi Else og Jan jo normalt stod op omkring det tids­punkt, hvor jeg kom hjem fra natarbejdet. Særlig Jan havde naturligvis svært ved at forstå, at hans far skulle i seng og sove, når han selv stod op og var parat til at lege. Else skulle jo ligeledes kunne færdes frit i lejligheden, og foretage de nødvendige, daglige gøremål. Det blev derfor ikke altid til den nødvendige søvn for mit eget vedkommende, når jeg havde arbejdet på natholdet, og det gjorde mig nok både irritabel og vredladen, i hvert fald ind imellem, hvilket naturligvis ikke var rart for nogen af os.   

 

Trappevask i ferien

Det var mens vi boede henne på Jagtvej, at det, jeg herefter vil fortælle, skete. Min far var som tidligere omtalt vicevært i den ejendom, hvor mine forældre boede, og til hans pligter hørte en ugentlig rengøring af ejendommens to hovedtrapper og køkkentrapper. Men på et tidspunkt var det begyndt at knibe for ham med at nå dette arbejde ved siden af gård- og gadefejning, før han skulle møde på sit egentlige arbejde som tagdækker. Mor nedlod sig aldrig til trappevask, men henviste til sit helbred og sit job som danselærerinde. Men min brave mormor, som var folkepensionist – eller aldersrentemodtager, som det hed på den tid – var ikke bleg for at give et par hænder med, og derfor trådte hun hjælpende til. I øvrigt uden at få andet for det, end en kop kaffe og et par rundtenommer sigtebrød, kun med bart smør, som hun især holdt meget af. Det tog hende i reglen nogle timer fra kl. 8 til 10 eller lidt mere, at feje og vaske trapperne, og i mellemtiden havde det behaget hendes datter, min fru moder, at stå op og iføre sig kimono, lave kaffe, smøre sigtebrød og dække køkkenbordet til to. Men det, der kun skulle have været en overgang, blev stiltiende permanent. Mormor mødte i årevis troligt op hver tirsdag morgen, for at vaske de to sæt trapper og få sin kaffe og sine sigtebrødsmadder og en sludder med mor.  

 

Imidlertid var mine morforældre som sædvanlig blevet inviteret på cirka 14 dages sommerferie hos deres gode venner, familien Bitsch, på Søgård i nærheden af Bursø på Lolland. I den tid ville mormor derfor ikke kunne passe at vaske trapperne for min far, som heller ikke selv kunne afse tid til at gøre dette arbejde. Da jeg på det tidspunkt selv havde 14 dages ferie, og vi i øvrigt skulle holde ferie hjemme, tilbød jeg at vi kunne feje og vaske ejendommens trapper i den tid. Det var kun en lille gentjeneste, for den hjælp mine kære forældre havde ydet Else og mig i den tid, vi indtil nu havde været gift. I øvrigt fejede og vaskede jeg fortsat trapperne i den ejendom, hvori vi boede, én gang ugentligt. 

 

Et held i uheld

Med lille kun et halvt år gamle Jan i barnevognen, mødte Else og jeg derfor op en tirsdag formiddag, for at feje og vaske de nævnte trapper. Den dag havde jeg som nævnt ferie fra bølgepapfabrikken, så derfor kunne det lade sig gøre for mig. Else og jeg fordelte arbejdet mellem os på den måde, at vi tog hver sin hoved- og køkkentrappe, og mens Jan stod omme i gården og sov i sin barnevogn, fejede og vaskede vi først de to hovedtrapper og begyndte derefter på de to køkkentrapper. Man fejer og vasker som formentlig bekendt normalt en trappe oppefra og ned, og idet jeg var gået op ad ”min” køkkentrappe og var begyndt at feje den og var nået cirka halvvejen ned, følte jeg med ét en stærk indre uro, som straks fik mig til at kigge ud ad det nærmeste trappevindue. Herfra var der tydelig udsigt til barnevognen nede i gården, og til min store forskrækkelse ser jeg, at Jan er vågnet og ligger og kæmper fortvivlet med dynen, som fuldstændig dækker hans hoved. I få spring var jeg nede ad trappen og henne ved barnevognen, hvor jeg fjernede dynen og så, at Jan var helt blå i hovedet af anstrengelse eller iltmangel. Mine ben nærmest rystede under mig af angst for, hvad der kunne være sket med min lille søn.

 

Straks efter kaldte jeg på Else og sagde, at hun hellere måtte tage sig af Jan, så skulle jeg nok selv gøre trapperne færdige. Jeg ved ikke, om hun syntes jeg overdrev situationen, men selv følte jeg, at Jan havde været i livsfare og at det var en højere magt (en skytsånd?), der havde givet mig den indskydelse at kigge ud ad vinduet i det rette øjeblik.

 

Krop og sjæl

Mens vi boede på Jagtvej havde jeg lejlighedsvis nogle af de samme og i bedste forstand mystiske oplevelser, som jeg også havde haft dengang, jeg boede hjemme hos mine forældre i Jægersborggade og endnu tidligere, da vi boede i Nakskov. For det første kunne jeg helt uventet og pludseligt og bedst som jeg gik på gaden, overrumples af en stærk og klar følelse af, at det ikke var mig som bevidsthed eller sjæl, men kun min krop, der bevægede sig omkring. Den tanke fæstnede sig hos mig, at hvor end min krop befandt sig i den firedimensionale verden, så var min sjæl forankret i evighedsdimensionen, som er lig med Guds højeste bevidsthed. Det hang sammen med den erken­delse af for­holdet mellem be­vidsthed (sjæl) og om­verden (krop), som jeg havde fået gennem studiet af indisk filosofi, og som nu viste sig i praksis.

 

En anden dag, da jeg kom træt hjem efter natarbejdet, havde lagt mig i min seng, med kære lille Jan ved min side, og var døset hen, men endnu befandt mig i tilstanden mellem vågen og søvn, oplevede jeg i et overvældende syn at se en smilende Jan liggende midt i et ovalt strålefelt, hvor hans lille krop strålede klart og stærkt, nærmest fosforescerende, i alle regnbuens farver. Synet overraskede mig så meget, at jeg vågnede og ville sikre mig, om der var tale om virkelighed eller en slags drøm, men Jan lå roligt og dybt sovende med sin normale lille krop ved siden af mig. Det var og er min opfattelse, at det, jeg oplevede og så ved den lejlig­hed, var Jans sjælelige legeme og aura, fænomener, som alle mennesker er udstyret med, men som åbenbart kun meget få får at se eller er i stand til at se. Lignende syn har jeg oplevet ved et par andre sjældne lejligheder i løbet af mit liv, hvilket jeg senere skal vende tilbage til.

 

Skift til nyt arbejde

Som dagene gik, fandt jeg efterhånden ud af, at arbejdet på bølge­papfabrikken var for ensformigt, fysisk krævende og for lidt udfordrende for sådan en som mig, så efter en måneds tid begyndte jeg på ny at kigge i Berlingeren efter et andet arbej­de, der for­håbentlig ville være bedre egnet for mig. En dag, da jeg først skulle møde på arbejde om eftermiddagen, så jeg da også en annonce, hvori man tilbød en stilling som lager­medhjælper hos sko­tøjs­fabrikken Brd. Damm på Renteme­ster­vej. Her blev bl.a. de meget oprekla­merede ADI-SKO fabrikeret.

 

Samme dags formiddag henvendte jeg mig på skotøjsfabrikkens kontor, hvor jeg blev vist ind på juniordirektør Henry Damms kontor. Efter cirka en halv times samtale, hvorunder han især spurgte om, hvad jeg havde lavet tidligere, og hvortil jeg i overensstemmelse med sandheden svarede, at omstændighederne havde ført mig ud i den situation, hvori jeg nu befandt mig, mente han ikke, at den stilling hans firma kunne tilbyde, ville være noget for mig. Men, tillagde han, måske kunne hans firma lejlighedsvis tilbyde mig nogle tegneopgaver i stedet for, hvilket jeg dog på forhånd vidste ikke ville kunne erstatte den nødvendige ind­tægt, jeg allerede havde. Imid­lertid fattede jeg så megen sympati for manden, at jeg tillod mig at bede ham om at give mig stillingen, idet jeg pointerede, at han så tilmed også fik en tegner i huset. Denne bemærkning fik ham til at smile, og efter at han havde konfereret med de to senior­direk­tører, Brd. Damm, fik jeg stillingen, som jeg kunne påbegynde ugen efter. Det skyldtes, at der var en uges op­sigelse på bølgepap­fabrikken, men det var en stor lettelse for mig, at kunne sige farvel til et arbejde og et fabriksmiljø, som jeg - uden at ville være morsom - bestemt ikke følte mig på bølge­længde med.

 

Men min nye stilling betød, at Else fortsat kunne blive hjemme, især for at tage sig af Jan, og det havde hun så vidt jeg forstod ikke noget imod. Hun var vist nok af den op­fattelse, at det egentlig var manden, der burde være famili­ens forsørger. Denne forventning så det nu ud til, at jeg i nogen grad stadig ville kunne opfylde. 

 

Den mandag kom, da jeg mødte op ude hos Brd. Damm, for at påbegynde arbejdet som lagermedhjælper der. Det viste sig, at jeg fortrinsvis skulle arbejde på skolageret, der lå i en bygning for sig inde over gården bag selve fabrikken, der lå ud mod og langs med Rentemestervej. Foruden mig arbejdede der en anden og noget ældre mand på lageret, og han oppebar titel af lagerfor­valter. Han var en lidt mager, benet, mavesur og humørforladt mand, hvis største fornøjelse blev, at genere og kritisere mig mest muligt. Der gik da heller ikke mange dage, før han antydede - formentlig med rette - at jeg ikke var tilstrækkeligt engageret i mit arbejde og desuden efter hans mening heller ikke egnede mig til det. Mit daglige arbejde bestod i at stable æskerne med skotøj op på lagerets hylder, som gik helt op under loftet, så der måtte bruges høje stiger for at komme op og ned derfra. Dernæst bestod arbejdet i, at konferere med de ordresedler, som lager­forval­teren daglig overrakte mig, og hente de skoæsker frem og eventu­elt ned fra hylderne, som de pågældende ordrer fra byens og landets skotøjshand­lere lød på. 

 

Det hændte ind imellem, at jeg havde et ærinde oppe på skotøjsfabrikken på første sal i hovedbygningen, hvor også kontorerne var beliggende, og her løb jeg i reglen på direktør Henry Damm, som spurgte mig, hvordan det gik med mit arbejde på lageret. Jeg svarede, som sandt var, at det formentlig gik nogenlunde, men at han havde haft ret i, at det nok ikke lige var et ønskejob for mig. "Det tænkte jeg nok!" sagde han og tilføjede: "Jeg har for resten en tegneopgave til Dem! Vi står nemlig over for at skulle lancere et nyt børneprodukt, som vi kalder for "ADI-kamikker". Vi skal derfor have tegnet et omslag til de æsker, som kamikkerne skal sælges i. Er det en opgave for Dem?"    "Jo tak!" svarede jeg lidt tøvende, "jeg vil gerne forsøge at lave et udkast, som vi så kan diskutere og eventuelt rette på efter behov og behag!" "Det ville være mægtig fint!" sagde han. "Hvornår regner De med at kunne have udkastet klar?" "Åh, jeg skal vel i det mindste bruge en lille uges tid til at pejle mig frem til et brugbart resultat!" svarede jeg. "Det er i orden! Lad os da tales ved om en uge!" sagde han afslutningsvis.

 

Fra det øjeblik ophørte mine tanker ikke med at beskæftige sig med projektet, til stor og tydelig ærgrelse for lagerforval­teren, men han kunne ikke så godt sige noget, for juniordirek­tøren havde givet ham besked på, at det ville være i orden, hvis jeg brugte noget af arbejdstiden, når der ikke var travlt, til at tænke over og eventuelt skitsere på det eller de udkast til skoæskeomslaget, som jeg havde fået til opgave at tegne. En kamik er som formentlig bekendt en eskimoisk eller grøn­landsk støvle med kort skaft, og den fandtes både som drenge- og pigestøvle. Hvad ville derfor være mere nærliggende, end at tegne en kæde af eskimoisk klædte drenge og piger, der med hinanden i hænderne og på en baggrund af isbjerge spadserede hele vejen rundt på siderne af skotøj­sæsken. Mit forslag og udkast vakte begejstring hos fabrikkens direktører, og ikke mindst hos juniordirektøren, som straks bad mig rentegne udkastet, så det snarest kunne blive sendt til den bogtrykker, der skulle trykke det store oplag af æskeomslag.

 

Så mange år efter, som der nu er gået, husker jeg ikke længere størrelsen af det honorar, jeg fik for tegningen, men derimod har jeg ikke glemt, at man nogen tid efter kunne gå ind i omtrent en hvilken som helst skobutik i København, der handlede med børnefodtøj, og se de mange festlige æsker med ADI-kamikker, der stod på for­retningens hylder og som for resten også var udstillet i dennes vindu­e eller vinduer. Det var et stort cadou til mit skoæskeomslag!

 

 

Herover ses den eneste eksisterende storyboard-tegning fra den reklametegnefilm for ADI Sko, som jeg, Harry Rasmussen, planlagde i 1953.  Resten af tegningerne brændte desværre sammen med en lang række andre af mine tegninger under en pyromanbrand i 1953. – Tegning: © 1952 Harry Rasmussen.

 

Medens jeg arbejdede på lageret hos Brd. Damm, foreslog jeg en dag juniordirektør Henry Damm, at fabrikken burde lave en ­reklametegnefilm for ADI-børnesko. Han var sådan set med på ideen, men sagde, at denne i så fald skulle produceres hos firmaets reklamebureau, nemlig Wahl Asmussens Reklamebureau. Det ville imidlertid betyde, at dette bureau også fik et ord at skulle have sagt i sagen, hvilket jeg ikke umiddelbart var begejstret for. Jeg kendte kun alt for godt reklamebureauernes forhåndsindstilling til reklametegnefilm, som de almindeligvis fandt for bekostelige og for lidt effektive i reklameøjemed. Begrebet tegnefilm forbandt man dengang almindeligvis med morsomme eller i hvert fald forsøgsvis morsomme sight gags, og det var ikke "in" på bjerget, at reklametegnefilm også skulle være til at grine af. Derfor gjorde jeg mig ikke særlig store forhåbninger, da jeg på opfordring af Henry Damm en dag ringede til Tove Hebo, under hvem bureauets reklamefilm­afdeling sor­terede, for at aftale en tid, hvor jeg kunne komme ind og præsentere det forslag til en reklametegnefilm for ADI-babysko, som jeg i mellemtiden havde udarbejdet.

 

Mit forslag eller synopsis gik ud på, at filmen skulle være formet som et lille eventyr om, hvordan storken henter de små børn i mosen og bringer dem til deres forældre inde i byen. Det overrasker slet ikke disse, at det er stork langeben med de røde hoser, der kommer med de kære små, og heller ikke, at samme stork anbe­faler de bløde, lækre babysko fra ADI som barnets første par sko.

 

Imidlertid ville fru Hebo formentlig ikke skuffe mig alt for meget, så derfor sagde hun, at min idé og oplægget og tegningerne til filmen i princippet var i orden, men at den nok bare ville blive for dyr at producere. ”Bliv nu ikke alt for skuffet, hvis det ikke bli’r til noget med filmen!” tilføjede hun trøstende, og fortsatte: ”Jeg vil nu finde ud af, hvordan Brd. Damm stiller sig til sagen. Det skal jeg bruge nogle dage til, så ring til mig om en uge og hør resultatet.” Det var med noget blandede følelser, at jeg forlod hendes kontor og gik hen til Nørreport, hvor jeg tog sporvognen hjem.

 

Ugen efter ringede jeg til fru Hebo, som med stor beklagelse fortalte at Brd. Damm ikke ønskede at investere så stor en sum penge, som det ville koste at lave og distribuere  en film af denne type. Der blev altså ikke for mit vedkommende noget ud af nogen reklametegnefilm for Brd. Damm, men sagen fik allige­vel et slags efterspil året efter, hvilket jeg senere skal vende tilbage til. 

 

Den dag i dag opbevarer jeg endnu en enkelt tegning af dem, jeg i sin tid lavede i forbindelse med min synopsis. Det er filmens slutscene, der forestiller et par ADI-babysko, som storken holder frem i nærbille­de. Skitsen ses ovenfor. Men der kunne sikkert være kommet en udmærket lille reklametegnefilm ud af mit projekt, men tiden var dengang ikke til reklametegnefilm af denne type. Film- og reklamebranchen var nemlig gået over til fortrinsvis at producere de såkaldte filmletter af 15, 20 eller max 30 sekunders spillelængde.

  

Det var også medens jeg arbejdede hos Brd. Damm, at jeg atter genoptog tanken om at lave en langtegnefilm over H.C. Andersens eventyr "Den lille Havfrue". Jeg syslede længe med ideen og tegnede også et par enkelte figurudkast, bl.a. til hovedperso­nen, og desuden en såkaldt scribble-board, som i mere eller mindre løse skitser viser handlingsforløbet scene for scene i en film, men længere kom jeg ikke med projektet på det tidspunkt.

 

Fyret – igen igen!

Omkring juli 1953 blev jeg fyret hos Brd. Damm, der som grund angav, at firmaets salg var for nedadgående, og at der derfor ikke længere var brug for min assistan­ce på lageret. Jeg havde for resten lagerforvalteren mistænkt for at have en finger med i spillet omkring min fyring, for han kunne bestemt ikke lide mig. Henry Damm, som jeg hele tiden havde haft et ret godt forhold til, havde i den sidste tid holdt sig reserveret i baggrunden og henvendte sig faktisk aldrig mere direkte til mig. Det kunne jeg på det tidspunkt ikke rigtig forstå, men et halvt års tid senere blev jeg klar over, hvad der formodentlig og antagelig kunne være grunden til hans pludselige reserverethed. Det skal jeg vende tilbage til.

 

Det var desværre ikke umiddelbart let for mig, at skaffe et nyt job, men det viste sig så heldigt, at Else på dette tids­punkt fik tilbudt arbejde på Løvens kemiske Fabrik ude på Frederiks­sundsvej. Det var atter ægtemanden til den dame, som Else havde ligget ved siden af på Rigshospitalet, da hun skulle føde Jan, der havde trukket i trådene. Han var som tidligere nævnt laborant på fabrikken. Jeg skal ærligt ind­rømme, at jeg ikke havde tillid til denne mands hensigter, og der skete da også kort efter noget, som skulle bekræfte min mistanke imod ham.

 

En aften afholdt Løvens kemiske Fabrik en fest for sit personale, som Else også deltog i. Hun kom først hjem hen på den lyse morgen, og af bare uro havde jeg flere gange været ude på Nørre­bros Rund­del, for at kigge efter hende. På et tidspunkt hen mod den lyse morgen så jeg hende komme gående hen ad den nordlige del af Nørre­brogade mod Runddelen, hånd i hånd med den pågældende mand, som om det var to elskende, der var tale om. Jeg kendte jo efterhånden Elses svaghed for mænd, men syntes alligevel at det var skrapt og uansvarligt af hende, at løbe den risiko at svigte mig og barnet. Men hun smilede blot og snoede sig endnu engang udenom, og det kom til en forsoning mellem os, hvilket endnu engang skulle vise sig at få utilsigtede følger.

 

Mens Else passede sit daglige arbejde på Løvens kemiske, passede jeg lille Jan derhjemme. Jeg havde dog ikke opgivet håbet om, at finde et nyt job, og helst et, som havde noget at gøre med den metier, jeg var uddannet i, nemlig tegne- eller tegnefilmbranchen. Men det lykkedes mig desværre ikke at finde et arbejde lige med det samme, og da Else fortsat ikke havde lyst til at opgive sit arbejde, hvilket hun nu kunne forklare med, at hun jo i hovedsagen skulle sørge for, at vi kunne klare os økonomisk så godt det var muligt, så måtte jeg indtil videre resignere. Det økonomiske lykkedes for os til dels i kraft af hjælp fra mine forældre, der dog ikke havde for meget til sig selv i forvejen, men mor insisterede på at hjælpe os igennem, så godt det under de givne omstændigheder lod sig gøre. Derfor gik jeg også selv hjemme en kort overgang og fik på den måde lejlighed til at få et tæt forhold til vores søn Jan, som var den allerkæreste lille dreng, man kan tænke sig, og som jeg holdt af at pusle om og lege med. Han var efterhånden blevet omkring 8 måneder og kunne så småt stavre omkring på sine små ben. Om dagen gik jeg ture med ham i klapvognen eller legede med ham ude i passagen, hvor vi bl.a. spillede bold. Det hændte også, at jeg kørte ham i klapvognen over i Nørrebroparken ved Stefansgade, hvor jeg selv havde leget som stor dreng, og hvor der var sandkasse, gynger, rutsjebane og et stort soppebassin. Her holdt Jan meget af at være og lege, og ville ikke så gerne hjem, når den tid kom, men hjem måtte og skulle vi jo naturligvis.

 

   

 

 

 

Den kære lille Jan var rigtig glad, når han og jeg gik over i Nørrebroparken, for at lege i sandkassen eller ved gyngerne. På fotoet foroven og forneden til venstre ses han det nævnte sted. På fotoet nederst til højre ses han i smøgen bag ejendommen Jagtvej 52, omtrent ud for opgang 52 D, hvor vi boede indtil eftersommeren 1954.. - © 1954 Privatfotos.

 

 

På dette desværre ikke helt skarpe foto, ses min søster Lizzie med lille Jan på skulderen. Fotoet, som må være taget af mig, er så vidt jeg husker fotograferet i Nørrebroparken i sommeren 1954. - © 1954. Privatfoto.

 

Min søster Lizzie var meget glad for Jan, og hun ville gerne passe ham, når lejlighed bød sig, hvilket der dog ikke blev megen anledning til, så længe enten Else eller jeg selv havde mulighed for det. Men Lizzie, som holdt meget af Jan og omvendt, plejede også at tage ham med over på legepladsen i Nørrebroparken ved Stefansgade, som jo lå lige for enden af Jægersborggades nordlige ende. Dér holdt han meget af at være og lege. Det hændte i øvrigt, at Lizzie og jeg og Jan fulgtes ad over i parken, som var en god legeplads, også for mindre børn.

 

Bijob som tegner

De timer om dagen, hvor Jan sov til middag, benyttede jeg til at tegne. Blandt andet fik jeg helt uventet et mid­lerti­digt hjemmejob som tegner af en helsides tegneserie, hvis titel, jeg ikke længere husker, men som handlede om en lille negerdreng og hans abe. Serien gik en overgang i ugebladet "Søndags B.T.". Jeg var dermed blevet såkaldt "neger" for en nogenlunde jævn­aldrende ung tegner, som havde startet serien, men han og hans kæreste havde netop været ude for en motorcykelulykke, hvor­under hun var blevet dræbt og han selv kommet slemt til skade. Det var dog mest chokket og skyld­følelsen over kære­stens død, der midlertidigt for­hindrede ham i at fortsætte arbejdet på tegne­serien. Hans far havde gennem en bekendt hørt, at der kunne være en mulighed for, at jeg måske ville hjælpe i den situa­tion, idet man anså det for vigtigt, at serien blev fortsat.

   

Men det, der gjorde, at jeg syntes det var interessant at overtage tegneserien, om end det kun var for en kortere periode, var den omstændighed, at jeg fik frie hænder til at "digte" videre på seriens fortsatte handlingsforløb, og så naturligvis, at jeg kunne tjene lidt penge ved det. Da jeg havde afleveret de første sider, var man så vidt jeg forstod på faderen, der kom for at hente de ark, jeg havde tegnet, til­fredse med det foreløbige resultat. Derfor kunne jeg fortsætte med at tegne serien i endnu et stykke tid, uden at jeg hu­sker, hvor længe det stod på, men formentlig har det drejet sig omkring 10-12 helsider, inden den pågældende tegner igen var klar til selv at fortsætte sin tegneserie. Men selv om jeg ikke erindrer, hvor længe og præcist hvor mange helsi­der til serien, det drejede sig om, at jeg forfattede og tegnede, så husker jeg i al fald tydeligt, at det var med et vist vemod, at jeg tog afsked med negerdren­gen og hans abe, som begge var blevet en del af min hverdag og som jeg faktisk var kommet til at holde af.

 

Håbefulde forsøg

I nogenlunde samme periode gjorde jeg imid­lertid forsøg på at vende tilbage til tegnefilm­bran­chen, idet jeg bl.a. planlagde flere reklametegnefilm, til dels i samarbejde med min ven og læreme­ster Børge Ham­berg. På det tidspunkt havde han også følt sig nødsa­get til at forlade tegnefilmbranchen og havde i mellemti­den fået ansættel­se som porcelænsmaler hos Bing & Grøndahl, blandt de ansatte meget morsomt kaldet "Bing & Bang". Det hændte jo jævnligt, at porcelænsting uforsætligt tabtes på gulvet og gik i stykker. Grunden til, at Børge ikke længere arbejdede indenfor tegnefilmbranchen skyldtes ganske enkelt, at Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ seneste projekt, langtegnefilmen ”Klods-Hans”, som tidligere omtalt ikke havde opnået økonomisk støtte fra Kulturministeriet. Direktør Allan Johnsen så sig derfor nødsaget til at afskedige de medarbejdere, der i omkring et års tid havde arbejdet på projektet, og blandt disse var altså cheftegner Børge Hamberg. Imid­lertid ønskede Børge nu også atter at vende tilbage til den branche, som for både ham og mig betød mere end blot og bar arbejde og levebrød. Vi enedes derfor om, at hvis det lykkedes for mig at stable en tegne­filmproduktion på benene, ville han overveje at gå med, hvis han ellers kunne se, at der var tilstrækkeligt økonomisk grundlag for det. At lave tegnefilm måtte nødvendigvis også være andet og mere, end bare en dejlig interesse og beskæftigelse. Man skulle jo også hels kunne leve af det.

 

 

Herover ses et design- og figurudkast til en reklametegnefilm for OTA SOLGRYN, som jeg havde planer om at lave i 1953, da jeg gerne ville vende tilbage til tegnefilmbranchen. Som det fremgår af udkastets tegnestil, havde jeg allerede på det tidspunkt lagt min tidligere tegnefilmstil fra mig og var blevet mere moderne og up to date. – Tegning: © 1953 Harry Rasmussen.

 

 

Herover ses endnu et design- og figurudkast til en reklametegnefilm for OTA SOLGRYN, som jeg som omtalt havde planer om at lave i 1952, da jeg gerne ville vende tilbage til tegnefilmbranchen. Som det også fremgår af dette udkasts’ tegnestil, havde jeg allerede på det tidspunkt lagt min tidligere tegnefilmstil fra mig og var blevet mere moderne og up to date. – Tegning: © 1953 Harry Rasmussen.

 

Så meget desto mere satte jeg min fritid og energi ind på at udarbejde nogle ideer og forslag til reklametegnefilm, bl.a. en for OTA Sol Gryn, samt noget senere også en reklametegnefilm for svenske Cederroth’s SAMARIN. Dengang var reklamefilmene - og herunder altså også reklametegnefilmene - i reglen af omkring 2 minut­ters spille­tid, hvilket måske ikke lyder af så meget. Men i betragtning af, at reklamefilmene eller de senere såkaldte reklamespots fra og med omkring slutningen af 1950’erne kun var af maksi­malt 30 sekunders spillelængde, og ofte kun af 15 sek­unders længde, var der tale om god tidsmæssig plads til at afvikle et lille handlingsfor­løb.

 

Problemet med reklametegnefilm var imidlertid, at produk­tionsprisen på en fuld-animation tegnefilm på den tid lå på 800 kr. per. meter sort-hvid film, dvs. for ialt 52 billeder eller godt og vel 2 sekunder. Til en tegnefilm på 120 sekunder ville der følgelig medgå ialt omkring 60 meter 35mm færdig film, hvilket betød en produk­tionspris på omkring 48.000 kr. Det blev dengang anset for at være en så høj pris, at der kun kunne påregnes at være et endog meget lille antal potentielle kunder til specielt reklame­tegnefilm. Hvilket da også var en af grundene til, at jeg valgte at lave ideer til reklametegnefilm for store firmaer som Cederroth (Samarin) og OTA, og til Brd. Damm, der bl.a. fabrikerede ADI-Sko, men som dog langt fra var af samme firmamæssige størrelses­orden, som de to først­nævnte.

 

Til reklametegnefilmen for Samarin tegnede jeg dels figurud­kast til filmens tre hovedpersoner: først en mand, der sad ved et veldækket spisebord og gjorde sig til gode med de lækre retter, dernæst "en frister" i skikkelse af en lille djævel og endelig "en sund fornuft" i form af en lille engel. Desuden tegnede jeg et storyboard over filmens handlingsforløb, som drejede sig om, at den lille djævel hele tiden fristede manden til at spise og fylde sig med den gode mad, medens den lille engel uafbrudt forsøgte at afværge, at manden forspiste sig og blev oppustet og fik ondt i maven. Den lille djævel kom dog hver gang den sunde fornuft i forkøbet, hvorfor det da også endte med, at manden fik ondt i maven. Men her kom den lille frelsende engel atter ind i billedet, hvor den satte djævlen ud af spillet ved at tildække denne med et glas, og tilbød manden et glas brusende, klar Samarin til at lette maven og fjerne ubehaget med. Voila! Den lille engel gik af med sejren og sikrede en Happy End.

 

 

Figurforslag til den lille djævlefigur, kaldet ”Fristeren”, som sammen med en engleagtig figur, kaldet ”Forløseren”, indgik i den planlagte reklametegnefilm for ”Samarin”. Figuren viser den mere stramme og lidt ’kantede’ stil, som jeg på den tid var begyndt at anvende til tegnefilm. – Tegning: © 1952 Harry Rasmussen.

 

De pågældende figurer tegnede jeg i en stærkt forenklet og lidt stram stil, med klare, overvejende rene farver, sådan som jeg havde fået inspiration til gennem Disneys langtegnefilm "Alice i Eventyrland", og gennem bogen af samme titel og med illustra­tioner, der lignede filmens tegnestil. Ikke videre originalt, men en stil, der skulle blive dominerende i den internationale kommercielle tegnefilmbranche i de følgende mange år. Dog ikke hos Disney, hvor man ganske vist strammede designet af såvel figurer som baggrunde op, men samtidig fastholdt man stort set måden at lave tegnefilm på fra 1930’-40’erne. Den ”moderne”, forenklede design- og animationsstil var dog endnu ikke blevet anvendt i danske tegnefilm, som i det omfang sådanne overhovedet blev produceret, fortsat forsøgte at fastholde den ”klassiske” tegnefilmtradition. Der var imidlertid kun et firma, der producerede tegnefilm eller mere specielt reklametegnefilm på den tid, og det var Nordisk Tegnefilm A/S i Vedbæk, som før havde heddet Ring & Rønde, og som jeg som tidligere omtalt havde været i kontakt med i 1950-51. Men hvis det var lykkedes mig at starte en tegnefilmproduktion op omkring begyndelsen af 1950’erne, ville jeg formentlig have været den første i Danmark, der havde brudt med den ”klassiske” stil og i stedet benyttet et moderne figur- og baggrundsdesign. Sådan skulle det dog desværre ikke komme til at gå, for min skæbne ville det åbenbart en hel del anderledes.

 

Hvad jeg imidlertid ikke vidste på det tidspunkt var, at en tegner ved navn Bent Barfod også var begyndt at lave tegnefilmarbejde, men helt i sin egen utraditionelle, stærkt forenklede tegne- og animationsstil, som lå langt fra både den gamle og nye Disney-stil. Barfod var uddannet tegner, men ikke animator, så derfor benyttede han sig lejlighedsvis af hjælp fra et par professionelle animatorer, når han skulle lave en opgave, der involverede tegnefilm. Det var særlig animatorerne Erik Christensen (Chris) og Ib Steinaa, Barfod fik hjælp af på den tid. Chris og Steinaa kendte jeg begge fra Fyrtøjet-tiden, men Barfods eksistens anede jeg endnu ikke noget om, idet han ikke havde nogen fortid i tegnefilmbranchen. Hans tilknytning til filmbranchen begyndte med, at han i 1947 var filmarkitekt på spillefilmen Penge som græs, der blev produceret hos Nordisk Film i Valby, og med garvede Svend Methling som instruktør.   

 

Ideen til reklametegnefilmen for OTA Sol Gryn var til dels inspireret af mine egne dagdrømme om at være en slags super­mand, der klarede alle uheldige situationer og som efter forskellige genvordigheder alligevel fik "heltin­den" til sidst. Filmens hovedpersoner var en lille, lidt sart og følsom dreng, og en lille køn pige, samt en noget større og brutalt udseende knægt, der også bejlede til pigens gunst og som ustandselig gjorde, hvad han kunne, for at forhindre den lille dreng i at komme pigen nær. Filmens handling foregik på den måde, at den lille dreng ligger og sover i sin seng, og her drømmer han om, hvordan den større dreng hele tiden forsøger at imponere pigen gennem at udføre forskellige dristige handlinger, som hver gang går ud over den lille dreng og gør ham til grin for pigen og de andre børn. Herunder vågner den lille dreng søvndrukken op og skynder sig ud i køkkenet, hvor han hælder en portion rå OTA Sol havregryn op i en tallerken, kommer mælk på og spiser den lækre ret i en fart. Derefter iler han tilbage til sin seng, hvor han straks falder i søvn igen, og snart dukker drømmen om ham selv, den kønne pige og den store dreng frem på ny, men nu er situationerne ændret så radikalt, at det i denne omgang er den lille dreng, der klarer alle de uheldige situationer, som tilfældet før var med den store dreng, til stor fornøjelse for pigen og de andre legekammerater.

 

Til denne reklametegnefilm tegnede jeg også nogle stilmæssigt set "moderne" figurudkast i klare, kulørte farver, med hoved­vægten lagt på blå og violette nuancer som kontrast til OTA-pakkens røde farve med den knaldgule sol. Desuden tegnede jeg nogle blyantsudkast til forskellige af filmens situationer, men nogen egentlig storyboard havde jeg endnu ikke nået at tegne til dette tegnefilmsprojekt. Det var min hensigt at rette henvendelse til det reklamefilm­firma, nemlig Gutenberghus Reklame Film, der dengang stod for de reklamefilm, som blev lavet for Ota Sol Gryn, men inden jeg nåede så langt, som til at gøre alvor af det, stod det klart for mig, at jeg blev nødt til igen at søge en nogenlunde fast beskæftigelse med en løbende indtægt, for at Else og jeg økonomisk set kunne klare dagen og vejen. 

 

Et nyt barn i vente!

En dag omkring august måned 1953 fortalte Else mig, at hun mente at være blevet gravid på ny, hvilket jeg ikke umiddelbart blev begejstret for at få at vide. Vores økonomi var til stadig­hed temmelig anstrengt og vi ejede kun de mest nødtørfti­ge møbler og klæder til os selv. Med et barn mere at forsørge, ville udsigterne til nyanskaffelser være nærmest håbløse, men det kunne det formentlig ventede barn selvfølgelig ikke gøre for.

 

Når jeg skal være helt ærlig, og det siges der jo at man skal, så må jeg tilstå, at det ærgrede mig, at af de relativt få gange om året, Else og jeg havde samleje, endte en af gangene med, at hun blev gravid. Det havde været tilfældet med Jans undfangelse og det var det også i tilfældet med det nye barn. Dette skal dog ikke opfattes som en bebrejdelse mod børnenes mor, men mere mod mig selv, som dels uansvarligt ikke havde brugt prævention og dels ikke havde evnet at til­rettelægge vores økonomiske situation bedre, end tilfældet desværre var. 

 

I et spagt forsøg på at bidrage til forbedring af vores økonomi, tog jeg i september 1953 imod et tilbud om arbejde som statist i forestil­lingen "Gønge­høvdingen" på det daværende Nørrebros Teater. Det var min gode ven, Pluto alias Erik Nielsen, som selv var statist samme sted, og som kendte vores anspændte økonomiske situation, der kom med tilbuddet. Han og jeg havde holdt forbindelsen ved lige med hinanden siden "Fyrtøjet"-tiden, og han var en trofast og altid hjælpsom kammerat, som desuden ikke boede så langt fra os, kun omkring 5 minutters gang fr os, nemlig i Julius Thomsens­gade, der var og er en sidegade til Jagtvej. Det var for resten hos nogle be­kendte til Pluto, som boede i samme opgang som ham og hans forældre, at vi endnu mens vi selv boede i Øster Fari­magsgade og ikke havde barn, for allerførste gang i vores liv havde lejlighed til at se det overraskende nye fænomen FJERNSYNET. Den pågældende familie, et yngre ægtepar, havde som nogle af de første i Danmark eller i hvert fald i København anskaffet sig et Tv-apparat, der ganske vist var et enormt stort skrummel af et møbel og med kun en 14 tommers billedskærm. Men fascina­tionen var til stede straks fra be­gyndelsen. Et Tv-apparat var imid­lertid dengang en så beko­stelig anskaffelse, at det i hvert fald ikke stod på vores budget. Det måtte vente på gunsti­gere tider.

 

Statist på Nørrebros Teater

Stykket "Gøngehøvdingen" blev iscenesat af den dengang meget unge Palle Kjær­ulff-Schmidt, en søn af den uhyre populære teater- og filmskue­spiller Helge Kjærulff-Schmidt. Det var formentlig den unge Kjærulff-Schmidts debut som professionel sceneinstruktør. Tidligere havde han dog iscenesat stykker for Studenterscenen. Carl Ottosen spillede rollen som Gøngehøvdin­gen, Børge Møller-Grim­strup var Ib, og Anne Grethe Hilding spillede drengen Palle, mens en endnu ukendt Elga Bassøe var Kulso­en. Rollen som den fordrukne tyske kaptajn Mannheimer blev meget morsomt udført af den herlige og finurlige skuespiller Ego Brønnum Jakobsen.

 

Det var udelukkende mænd, der var statister i "Gøngehøvdin­gen", idet de spillede de menige gønger, som alle var af mandkøn. Vi var vel en 12-14 stykker af slagsens, høje og lave, tykke og tynde. En af statisterne, hvis navn jeg ikke længere kan huske, blev en del år senere kustode på Statens Museum for Kunst. Men den statist, bortset fra Erik Pluto, som jeg fik en læn­gerevarende relation til, hed Eigil Hall. Han nærede en drøm om at blive skuespiller, og så vidt jeg husker læste han også en overgang hos en eller anden kendt skuespiller. Eigil fik senere en lille rolle i Cirkusrevyen, hvor han bl.a. kom til at kende den dengang endnu ukendte unge skuespiller Preben Ugle­bjerg, som nogle år senere blev et stort navn i dansk teater og især revy.

 

Eigil Hall, som var nogenlunde jævnaldrende med mig, var en lidt over middelhøj, pæn, mørkhåret mand med såkaldte "sovekam­merøjne". Han var altid bemærkelsesværdigt velklædt og førte sig i bogstave­lig forstand frem med høj cigarføring. Han nedlod sig aldrig til at ryge cigaret­ter, men elskede fine, dyre cigarer, cognac og - i særdeleshed - smukke, forførende kvin­der. Så vidt jeg forstod, mestrede han alle forførelseskunstens fines­ser, hvorfor en del yngre damer faldt for ham på stribe. Disse belejrede han hedt og inderligt, indtil han fik lagt dem ned, hvor­efter han totalt mistede interessen for dem hver især, eller var det måske pigerne, der mistede interessen for ham, især når de hurtigt fandt ud af, at den gode Eigil ikke havde "reelle hensigter", og måske heller ikke i øvrigt svarede til forventningerne?

 

 

Foto af den gruppe unge mænd, som 1953-54 var statister i rollen som gønger i Nørrebros Teaters forestilling ”Gøngehøvdingen”. Eigil Hall var ikke til stede ved denne lejlighed. Jeg husker desværre ikke navnene på de fleste af personerne på billedet, men dog at det er mig, der ses midt i billedet og som den eneste i lys skjorte. Til venstre for og bag mig ses min gode ven, den høje Erik Nielsen, kaldet ”Pluto”. Han fik sit tilnavn, da han i 1943-45 arbejdede som bud hos Dansk Farve- og Tegnefilm, hvor et vittigt hoved syntes, at han med sin magre skikkelse og lidt kluntede bevægelser lignede Walt Disneys berømte tegnefilms-hund. - © 1953 Privatfoto.

 

Skønt Eigil blev en jævnlig og i perioder næsten daglig gæst i vores beskedne hjem, havde jeg ikke på noget tidspunkt ind­trykket af, at han lagde an på Else, lige som jeg heller ikke fornemmede, at hun var specielt interesseret i ham. Derimod fortalte han ofte i detaljer om, hvordan han havde nedlagt snart den ene og snart den anden kvinde eller yngre, finere frue. Men om der var tale om rent pral fra hans side, var jeg ikke erfaren nok til at kunne gennemskue. Hans stil var dog ikke min stil, men der var noget forsonende og tiltalende ved ham, som gjorde, at vi var en slags venner i omkring et par år, og på et tidspunkt fungerede han også som sales promotion og public relation-mand for vores fælles forsøg på at få igangsat pro­duktionen af langtegnefilmen "Den lille Havfrue". Men herom lidt senere og i kronologisk sammenhæng.

 

Hver aften, når de skuespillere og vi statister, der ikke var på scenen, stod ude i kulissen og fulgte slagets gang inde på scenen, var det særlig Ego Brønnum-Jacob­sen i rollen som den tyske kaptajn Mannheimer, der tiltrak sig op­mærksomheden. Han var kendt for sin store lyst og evne til at improvisere, både nogle af sine replikker og i nogle tilfælde også sine handlinger. Det stillede store krav til hans medspillende, som da også ind imellem havde vanskeligt ved at skjule et smil eller som måske ikke havde helt samme fornemmelse for improvi­sation, som Brønnum-Jacobsen. Men da han var en stor spasmager, udnyttede han sin medspillers forvirring og overraskelse til at skabe en komisk situation, så publikum nede i salen vred sig af latter.  Men samtidig var han også en gentleman og god kollega, og derfor reddede han altid i sidste ende sin med­spiller, ved at hjælpe denne tilbage til de indstuderede replikker og den foreskrevne handling.   

 

Der var formentlig to hovedårsager til Brønnum-Jacobsens sceniske improvisationsevne og nonchalance, nemlig først og fremmest, at han havde en fortid som cirkusklovn, og dernæst, at han både før og under selve forestillingen i reglen havde sat et vist kvantum spirituosa til livs. Men man oplevede ham aldrig direkte beruset og ude af selvkontrol, heller ikke bag scenen. Det var imidlertid mit indtryk, at han til trods for sin hyppige optræden i Radio-teatret og sin medvirken i en del spillefilm, ikke var noget lykkeligt eller tilfreds menneske. Som skuespiller rangerede han på birolleplan, skønt han for­mentlig havde stof i sig til i al fald nogle hovedroller, og særlig til fremstilling af komiske eller sære eksistenser.

 

En ’våd’ udflugt til Faxe

Cirka 3 uger efter, at jeg var blevet statist i "Gøngehøvdin­gen" på Nørrebros Teater, havde teatrets inspektør, Henry Dahl, arrangeret en personaleudflugt til Faxe-bryg­geriet, som netop kort forinden havde lanceret den såkaldte Gønge-øl. Henry Dahl var forresten far til skuespillerinden Lisbeth Dahl, som de fleste kender fra Cirkusrevyen og fra TV. Hendes mor var skuespillerinden Tony Biering. Men meningen med udflugten til Faxe var først og fremmest at gøre reklame for forestillingen og for Gønge-øllet. Derfor var alle iført de kostumer, som der blev optrådt i på teatret. Vi blev kørt til og fra bryggeriet i en specialhyret turist­bus, der naturligvis havde plakater for både "Gøngehøvdingen" og "Gønge-øl". Foruden omtrent samtlige statister, var det kun nogle af de mandlige skuespillere, der deltog på turen. Først og fremmest den humørfyldte, brave og usnobbede Carl Ottosen, den lidt tungsindige Børge Møller-Grimstrup og den udenfor scenen stilfærdige Ove Brønnum Jacobsen.

 

Vel ankommet til bryggeriet i Fakse blev alle budt velkommen og der blev skålet i Gønge-øl, og anført af Gøngehøvdingen alias Carl Ottosens baryton og Ib alias Møller-Grimstrups bas, sang Gøngerne, dvs. os statister, deres berømte Gønge-sang, "Frejdig og uforsagt". Brønnum-Jacobsen afholdt sig som tysk-svensk kaptajn fra at synge med, da han jo tilhørte "fjenden". Efter sangen blev der skålet endnu engang, og der­efter var der rundvis­ning på bryggeri­et. Dette foregik dog ikke i ét stræk, men blev jævn­ligt afbrudt af nye skåler, hvorved ­adskillige fadøl i løbet af de 2-3 timer, vi tilbragte i selskab med bryggeriets topfolk og personale, blev skyllet ned. Alle uden undtagelse blev kanon­fulde, og det gjaldt ikke mindst Carl Ottosen, som ikke holdt sig tilbage, men hele tiden førte an, når der skulle udbringes skåler og drikkes øl. Til sidst blev han så beruset, at han grinede fjoget og nærmest lallede. Det var en ny situa­tion at se den mandige og myndige Svend Poulsen alias Gøngehøv­dingen i. Møller-Grimstrup og Brønnum-Jacobsen havde heller ikke holdt sig tilbage, men bevarede dog hver for sig fatningen, om end det kneb for dem begge med at gå lige på benene og at tale rent og ubesværet.

 

Det hele virkede grotesk og absurd på mig, som i lighed med Erik Pluto og Ejgil Hall nøjedes med kun at drikke et par glas øl og for resten sodavand. Der skulle gå endnu nogle år, før jeg selv begyndte at drikke øl og stærke drikke i lidt større kvanta. For det første stred det at drikke øl og spiritus imod min livsanskuelse og for det andet, var der ingen af delene, der smagte mig. Men tilværelsen kan som formentlig bekendt nogle gange blive for meget for hvem som helst.

 

På vejen hjem i bussen faldt de allerfleste af os i søvn, men ind imellem måtte chaufføren gøre holdt, fordi en eller flere af personalet enten skulle af for at tisse eller for at brække sig. Derfor tog hjemturen betydeligt længere tid, end tilfældet havde været med udturen. Men hjem til teatret i Ravnsborggade kom vi da, og efter at have hængt vores kostumer på plads i garderoben, sjoskede de fleste af os hjemad til hver sit. Carl Ottosen blev halvt bevidstløs sendt hjem i en taxa. Erik Pluto og jeg, der begge kun var lettere berusede, fulgtes ad til Nørrebros Runddel, hvor vi skiltes. Klokken var vel omkring 21.30, da jeg låste mig ind ad entrédøren. Else sad og hørte radio og læste i et blad, og hun grinede smørret, da hun så mig i en tilstand, som hun aldrig havde set mig i før, og heller ikke fik lejlighed til at se mig i siden, for til daglig drak jeg aldrig hverken øl eller spiritus. Desuden havde jeg heller ikke drukket særlig meget, for jeg tålte næsten ingen­ting, men blev som regel godt beruset af et par øl.

 

”A Doll’s House”

Medens jeg endnu var statist i "Gøngehøvdingen", skiftede stykket i december 1953 fra at være aftenforestilling til kun at blive vist som matiné­fore­stilling på lørdage kl.16. Det skyldtes, at et engelsk skuespillerteam var inviteret til at gæsteoptræde på Nørrebros Teater med Henrik Ibsens berømte skuespil "Et Dukke­hjem", på engelsk ”A Doll’s House”, og stykket skulle som noget forholdsvis nyt på de hjemlige teatre, opføres i den engelske version. Stykkets mandlige hovedrolle som ”Helmer” blev spillet af tidligere skuespiller ved det Det kgl. Teater i København, Mogens Wieth (1919-1962), en søn af det berømte danske skuespillerægtepar Agnes Thorborg Wieth (1886-1981) og Carlo Wieth (1885-1943). Mogens With blev landskendt som en af den tids store kongelige skuespillere og dannede i flere år triumvirat med Bodil Kjer og Ebbe Rode. 1950-54 forsøgte han at gøre karriere i England, men til trods for sit glimrende engelske sprog, opnåede han ikke at blive andet og mere end såkaldt accentskuespiller, i reglen i skurkeroller. Han optrådte både på engelsk teater, film, radio og TV, men indspillede dog kun få engelske film, bl. a. Hoffmanns eventyr (1951), Manden, der vidste for meget (1954), en genindspilning af en film med samme titel fra 1934, som i begge tilfælde blev instrueret af gyserfilmenes mester Alfred Hitchcock, men med nybesætning af rollerne. I 1962-udgaven havde James Stewart og Doris Day hovedrollerne. Mogens Wieth giftede sig sent med skuespillerinden Lily Weiding (f. 1924), og parret fik datteren Julie Wieth (f. 1960). Under et senere ophold i England indspillede Mogens Wieth Private Potter (1962). 1962 optrådte Wieth på det hæderkronede The Old Vic’s Theatre, hvor han indstuderede rollen som Antonio i Shakespeares ”Købmanden i Venedig”, men kort før premieren blev han fundet død på sit hotelværelse. En gloriøs dansk skuespillerkarriere, der var begyndt med elevtiden ved Det kgl. Teater i 1937-39, var dermed alt for tidligt afsluttet.   

 

Den kvindelige hovedrolle som "Nora" i ”Et Dukkehjem” blev udført af Joan Greenwood, der var velkendt i Danmark, eller i hvert fald i København, for sine roller i flere af de engelske spillefilm, der blev vist i danske biografer i årene efter krigen. En af disse var Kind Hearts and Coronets fra 1949, på dansk "Syv små synder", som havde den berømte ma­skerings- og forvandlingskunst­ner, Alec Guinness, i otte mand­lige hovedroller. Filmen gik i Grand Teatret og blev en kæmpe­succes. Sin største filmsucces havde Joan Greenwood i 1952 som Gwendo­len i Oscar Wildes Bunbury. Joan Greenwood, der er født 1921, voksede op i et kunstner­hjem i Chelsea, og med sit usædvanligt smukke ansigt og sin yderst velskabte skikkelse stod hun ofte model for malere og billedhuggere. Hun kom tidligt til scenen, hvor hun bl.a. spillede og havde stor succes som Wendy i "Peter Pan", Ofelia i "Hamlet" og Nora i "A Doll's House" ("Et dukkehjem"). Under krigen optrådte hun sammen med den ligeledes meget berømte og populære Robert Donat i værker af Shakespeare og Bernard Shaw. Det var særligt hendes udtryks­fulde øjne og dybe, sensuelle og ligesom lidt brudte stemme, der fascinerede og henrev hendes teater- og filmpublikum. Hun gav ofte sine roller et intelligensbetonet, dobbeltbundet, ironisk, men samtidig impulsivt tilsnit, som formentlig i særlig grad skyldtes den omstændighed, at hun erotisk i nok så høj grad også var til kvinder. Til trods for sit meget smukke og udpræget kvindelige ydre, havde Joan Greenwood tydeligvis en psyke, der var præget af maskuline karaktertræk, sådan som til­fældet i reglen eller i al fald ofte er med lesbiske eller i hendes tilfælde formentlig bifile kvinder.

 

Det skal her indskydes, at lige som det er den feminine psyke, der får homoseksuelle mænd til at foretrække andre og helst maskuline mænd som seksuelle partnere, således er det netop den maskuline psyke i dem selv, der be­virker, at udpræget lesbiske kvinder oftest foretrækker seksu­elt samkvem med udpræget feminine kvinder. Men da de sidst­nævnte i reglen ikke er lesbiske, men foretrækker seksuelt samkvem med mænd, må nogle lesbiske kvinder derfor spille rollen som udpræget feminine i det lesbiske forhold. Der fore­ligger dog også situationer, hvori en udpræget feminin kvinde af økonomi­ske eller andre grunde hengiver sig til en lesbisk kvinde, som måske direkte eller indirekte honorerer hende for ydelsen eller samværet. 

 

I henhold til den opfattelse, jeg gennem et livslangt studium af Martinus’ Kosmologi har erhvervet mig vedrørende seksualitet, så føler den normale mand trang og lyst til at forelske sig i og give en normal kvinde den seksuelle udløsning eller orgasme, der i bedste fald er det normale seksuelle samlivs højdepunkt. Efter som den homoseksuelle eller lesbiske kvinde psykisk set føler, tænker og reagerer principielt som en mand, føler en sådan kvinde sig derfor erotisk og seksuelt tiltrukket af en eller eventuelt flere feminine kvinder, som de i lighed med manden ønsker at opleve det seksuelle klimaks sammen med. Forskellen mellem den normale mand og den homoseksuelle eller lesbiske kvinde, er derfor ikke psykologisk, men derimod fysisk, anatomisk og fysiologisk.   

 

At det engelske skuespillerteams kvindelige hovedkraft også var til damer, fik personalet på Nørrebros Teater at mærke i den tid, hun opholdt sig i København, hvor teatrets kostumier, hvis navn jeg ikke længere husker, men som var udpræget og erklæret bøsse, fik til opgave at guide miss Greenwood omkring i det køben­havnske homoseksuel­le og herunder lesbiske miljø. Det tog ifølge forlydender fra personalet så meget overhånd, at et lille udsøgt selskab af skuespillere og personale, anført af kostumieren og miss Greenwood, hver eneste aften efter at forestillingen var sluttet ca. kl. 23, drog af sted til det indre København, for at opsøge de barer og natklubber, der var kendt for sit homosek­suelle og lesbiske klientel. Disse bakkanaler, hvorunder der blev drukket tæt, varede hele natten og til et godt stykke ud på morgenen, og det forlød, - måske kun som et lidt ondskabsfuldt rygte, - at miss Greenwood i reglen i et par timer hver nat trak sig tilbage til et diskret værelse sammen med en eller anden af de piger, hun tilfældigvis havde truffet på stedet.  

 

Hvad enten det sidstnævnte var sandt eller ej, så kunne det under alle omstændigheder heller ikke undgås, at de natlige udskejelser fik indflydelse på bl.a. miss Greenwoods spil under aftenens forestilling, og det gik så vidt, at hun virkede træt og uoplagt, når hun stod på scenen, og det kunne selvfølgelig ikke undgå at smitte af på hendes medspillende. End ikke Mogens Wieths rutinerede spil kunne rette op på mislighederne. Det mærkede publikum naturlig­vis altsammen, og det rygtedes derfor snart, at forestillingen var mat og uin­spire­ret. Resultatet blev, at publikum svigtede de senere forestil­linger i en sådan grad, at gæstespillet blev afbrudt før tiden, hvorefter de engelske skuespillere tydeligt skuffede rejste hjem til London.

 

For resten bidrog det heller ikke til publikumsbesøget, at stykket blev spillet på engelsk, for selv om det engelske sprog siden befrielsen i 1945 var ved at blive en integreret og væsentlig del af det danske sprog og den danske hverdag, var det dog fortsat sådan, at kun de færreste danskere forstod engelsk godt nok til at kunne følge ubesværet med i et engelsk­sproget teaterstykke, eller for den sags skyld i en engelsk­sproget, ikke tekstet, film. Og den slags veluddannede danskere var ikke vante til at komme i sådanne teatre som Nørrebros Teater, der var mest kendt for sine folkelige forestillinger og operetter, som selv de ukulti­verede og ofte teaterfremmede arbejderfamili­er fra det indre Nørrebro syntes om. Meget få arbejdere og deres børn kunne tale engelsk dengang, hvilket især skyldtes to forhold, dels at danske arbejdere ikke mente at have brug for andre sprog, end det danske, og dels, at den tyske besættelses­magt havde forbudt al under­visning i faget engelsk i årene 1940-45. Under besættelsen, da jeg gik i 4.-5. klasse og 1.-2. Fri Mellem, var tysk det eneste fremmedsprog, vi lærte, endda kun til husbehov.

 

Efter hjemkomsten fra Danmark fortsatte Joan Greenwood sin teater- og filmkarriere i hjemlandet, men sin bedste tid som skuespiller havde hun på det tidspunkt åbenbart lagt bag sig, i hvert fald så vidt jeg har kunnet konstatere. I løbet af 1980'erne fik hun imidlertid et comeback på TV i forskellige TV-skuespil og TV-film. I 1960 giftede Joan Greenwood sig med skuespilleren André Morell (1909–1978), selv døde hun af et hjerteslag i 1987, kun 65 år gammel. Det skal sluttelig understreges, at der ikke ligger nogen moralsk bedømmelse og slet ikke nogen fordømmelse i min ovenfor fremsatte opfattelse af Joan Greenwood, men blot en konstatering af, at hendes bifile eller homoseksuelle orientering ikke adskilte sig fra adskillige andres i teater- og filmbranchen.

 

Et teaters deroute

Men på det her omtalte tidspunkt gik det stærkt ned ad bakke med det gamle og hæderkronede Nørrebros Teater, der var blevet oprettet i 1886 som en folkelig scene med folkekomedier, farcer og revyer på repertoiret. Her havde så mange skuespillere fejret triumfer i tidens løb, men efter en brand i 1931 blev teatret ombygget og videreført som operettescene, hvor især Hans Kurt (1909-68) og Else Marie (1904-2003) i flere år før og under Besættelsen holdt teatret oppe med deres sang og spil i en række af de store operetter: Chardazfyrstinden, Den glade enke, Sommer i Tyrol, m. fl.. På dette teater debuterede dansk films senere store stjerne, Poul Reichhardt, i 1931, og her overtog han senere i nogle år Hans Kurts position som operettehelt. Selv havde jeg fornøjelsen af at se Reichhardt i rollen som styrmand Karlsen i Styrmand Karlsens Flammer i 1945 eller 1946, hvori den berømte revyskuespillerinde Liva Weel havde rollen som Dronningen på den lysegrønne ø, hvor hun sang den herlige ”På min lysegrønne ø, vil jeg leve, vil jeg dø”, så publikum var ved at lette fra stolene af bar begejstring. Det var glanstider på Nørrebros Teater.

 

Hen omkring slutningen af 1953 lakkede det imidlertid mod enden for det gamle og tidligere så populære og velbesøgte teater, men forinden gjorde man et sidste forsøg på at redde det med en kabaretagtig revyforestilling, og med en opsætning af Hostrups komedie Eventyr på fodrejsen. I den anledning havde man engageret den herlige lille trold af en nu tydeligvis ældre skuespiller, nemlig den gennem næsten en menneskealder højst populære Hans W. Petersen (1897-1974). Han var uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1916-18, hvor han debuterede 1917, men kom derefter til Aarhus Teater 1918-21, hvorefter han som ægte københavner vendte tilbage til hovedstadens teatre, hvor han bl.a. på Scala 1922-29 viste sit store talent for at spille revy. I 1930’erne var han engageret på Apolloteatret, som dengang lå lige overfor Scala, i en bygning til venstre for Tivolis hovedindgang. Senere havde han gæstespil på Aarhus Teater, Odense Teater samt Nørrebros Teater, hvor han i 1953 bl.a. spillede rollen som Skriverhans i Hostrups ”Eventyr på fodrejsen”. Hans W., som han kaldtes blandt kolleger, optrådte også på det senere ombyggede Nørrebros Teater, som skiftede navn til Det ny Scala (se nedenfor).

 

Hans W. Petersen begyndte at filme allerede i 1920, hvor han bl.a. medvirkede i Fy og Bi-filmene ”Kys klap og kommers” (1929) og ”Han, hun og Hamlet” (1932). Op gennem 1930’, 40’, 50’erne og 60’erne medvirkede han i en række populære danske lystspilfilm, og en af de mest bemærkelsesværdige af hans filmroller, var den i filmatiseringen af Ole Juuls roman Det tossede Paradis (1962), hvor han spillede satyren, der med sine langtrukne elskovshyl lokkede det lille øsamfunds seksuelt forsømte kvinder til sig.  I 1966 fik Hans W. en såkaldt seriøs rolle i Henning Carlsens fremragende filmatisering af den norske forfatter Knut Hamsuns roman Sult. 

 

Omkring 1953 var det som nævnt ved at være slut med Nørrebros Teater, i hvert fald i dets daværende skikkelse og et usikkert repertoire, som publikum svigtede, til dels til fordel for det omsiggribende fjernsyn, der holdt folk hjemme og lejlighedsvis lagde gaderne øde, når der sendtes en eller anden krimiserie. Nørrebros Teater blev købt af revydirektøren Aage Stentoft, som lod det ombygge og modernisere, og i 1954 genåbnedes det under navnet Det ny Scala, som han drev til 1959, hvor det blev overtaget af andre. Stentoft var velkendt for sit stærkt engagerede virke indenfor underholdningsbranchen, herunder som manuskriptforfatter, komponist og medproducent, bl.a. også af flere danske spillefilm.

 

Min gode ven Ejgil Hall havde en vis forbindelse med Stentoft, og kort før teatret skulle åbne foreslog han mig at tegne udkast til en plakat for teatret, hvilket jeg gjorde. Tegningen forestillede en barmfager operettesangerinde, men den blev ikke godkendt, for Stentoft mente – og vel med rette – at en figur som denne, forbandt man mere med opera end med operette. Imidlertid viste det sig til trods for alle initiativer fortsat vanskeligt at drive teatret med overskud, for publikum lod sig ikke lokke af repertoiret, men svigtede i stigende grad, så at den altid initiativrige Stentoft til sidst gav op og koncentrerede sine evner og kræfter om andre af sine mange og mere givtige projekter.

 

Et betydningsfuldt vendepunkt

I denne periode var jeg og min lille familie i væsentlig grad afhængig af Elses indtægt. Men det viste sig snart, at hun - i lighed med andre kvinder dengang - ikke kunne tjene tilstrækkeligt til at forsørge sin lille familie for, og det stod os derfor klart, at det ikke kunne blive ved at gå i længden, at jeg ikke havde et fast arbejde og en normal indtægt. I midten af oktober måned 1953 begyndte jeg derfor endnu engang at købe Berlin­geren, for at kigge efter et job, som forhåbentlig ville vise sig bedre og mere varigt, end de jobs, jeg havde haft inden for det seneste par år. En dag faldt mit blik da også på en annonce, der tilbød en stil­ling som special­arbejder i sort-hvid frem­kalder­af­de­lingen hos Nordisk Films Teknik A/S i Frihavnen.

 

Der var mindst et halvt hundrede mand, der søgte stillingen samme dag, som jeg, og det viste sig, at der dagen før havde været lige så mange. Fabrikken skulle imid­lertid kun bruge omkring 6-8 mand, så mange blev sorteret fra. Jeg hørte til en af de heldige, der fik et job. Jeg husker endnu tydeligt den morgen, da jeg sammen med de mange andre fremmødte mænd stod i en kø, der gik oppe fra trappeafsatsen på første sal og ned i stueetagen og ud på gaden. Selv stod jeg nogenlunde midtvejs i køen, da vi en og en ad gangen begyndte at blive lukket ind på kontoret på første sal, hvor personaledirektør Jørn Klintø og driftsleder og teknisk direktør Bernhard Peter­sen, forhørte sig om de frem­mødtes kvalifikationer. ­Situatio­nen forekom mig håbløs, men langt om længe blev det alligevel min tur til at komme ind på kontoret, hvor den daværende driftsle­der, Jørn Klintø, sad bag skrive­bordet, mens direktør Bernhard Petersen, i det daglige blot kaldet "BP", stod op ved siden af. Sidst­nævnte var gammel i gårde på Teknikken, idet han for mange år siden var begyndt som en slags altmuligmand, der lavede alt, lige fra at feje gulve og bære affald af vejen til at stå ved en af fremkalder­maski­nerne. I mellemtiden var han langsomt steget i graderne og fungerede nu som stedets tekniske direktør. Men selvom der foregik en skjult magtkamp mellem de to, var det dog tydeligt, hvem af dem, der var stedets ubestridte leder, nemlig BP, der ikke var særlig høj, men til gengæld holdt fast på sin autoritet, som han administrerede med en blanding af måske påtaget strenghed og en ikke særlig overbevisende jovialitet.  

 

De to herrer, Klintø og BP, supplerede i det her nævnte tilfælde hinanden i at udspørge mig om mine eventuelle kvalifikationer, og jeg fortalte da om min fortid som tegner og animator på "Fyrtøjet", og om min tid som fotografelev hos Rie Nissen, lige som jeg fortalte om, at jeg en overgang havde haft planer om at komme til at lave "rigtige" spillefilm, både før, under og efter min tid hos Rie Nissen. Jeg fortalte også, at jeg ved flere tidligere lejlig­heder havde haft min gang på Teknikken, idet jeg som assistent for Børge Hamberg i 1944 havde optaget nogle scener til "Fyrtø­jet" på fabrikkens gamle og forholdsvis primitive trickbord. Jeg fortalte endvidere, at jeg omkring 1945 havde optaget et par scener til min egen produktion af tegnefilmen "Hvordan elefan­ten fik sin snabel", men vel at mærke på Teknikkens dengang splinternye Krass-kamera og -trickbord. Klintø for­klarede på sin side, hvad arbejdet på virk­som­heden for mit vedkommende eventu­elt ville komme til at bestå i, nemlig at passe sort-hvid positivfrem­kaldermaskinen. Han nævnte derefter arbejdstiden, som mandag til fredag var fra kl.8-17 og på lørdage kl.8-14. Dertil kom, at der en gang månedlig var weekendarbejde fra lørdag kl.8-18, og søndag kl.9-15, dog afhængigt af, om arbejdet med at rense fremkalder­maskinerne m.m. var færdigt inden for det fastsatte tidsrum. Var det ikke det, måtte arbejdstiden forlæn­ges med det antal timer, der var nødvendige for at færdiggøre arbejdet. Maskinerne skulle nemlig under alle omstændigheder stå klar til brug mandag morgen. Dette weekendarbejde gav eks­trabetaling, nemlig 50 % for de første 2 timer og 100 % for de næste to timer om lørdagen og for alle seks timer om søndagen. Den ordinære ugeløns stør­relse fik jeg også oplyst, men kan ikke længere erindre, hvor meget det drejede sig om i kroner og øre. Men det var mere, end jeg havde fået i løn de andre steder, jeg havde arbejdet, bortset fra min tid hos Dansk Farve- og Tegne­film A/S.

 

Mange ansøgere – og mit held!

Mø­det med direktionen, som vel varede omkring et kvarters tid, sluttede med, at Klintø sagde: "Ja, som De kan se af de mange fremmødte, er der rift om de få ledige stillinger, vi har og kan tilbyde! Det vil derfor være rimeligt, at vi taler med alle, førend vi træffer nogen be­slutninger. Men ring til mig i morgen for­middag, så kan jeg fortælle, om De er antaget eller ikke!"

 

Da jeg forlod kontoret, var det kun med nød og næppe, at jeg kunne kante mig ned ad trappen og forbi de mange mænd, der endnu stod og ventede på at komme ind til "afhøring". Det var derfor ikke med de store forventninger, at jeg forlod stedet og vendte hjem igen. Men jeg, og Else med, var naturligvis meget spændt på, hvad beskeden ville være, når jeg næste formiddag skulle ringe til direktør Klintø.

 

Næste morgen stod jeg tidligere op end ellers, for af bar spænding kunne jeg næsten ikke vente på, at klokken blev 9, så jeg kunne tillade mig at ringe til Klintø. Men langt om længe nærmede klokken sig det anførte tidspunkt, og jeg skyndte mig derfor ud til den nærmeste telefonboks, som stod ovre på Rundde­len lige uden for Handelsbanken. Da jeg efter et par opringninger, hvorunder der blev meldt optaget, endelig fik forbindelse med Klintøs kontor, fortalte han mig nærmest til min henrykkelse, at jeg havde fået en af de ledige stillinger, og at jeg kunne begynde allerede næste dags morgen kl. 8.

 

Det nye arbejde begynder

Morgenen efter tog jeg linje 9, som havde holdeplads tæt ved den ejendom, vi boede i, ud til Aarhusgade, hvor jeg stod af og gik resten af vejen ud til Redhavnsvej i Frihavnen, hvor Nordisk Films Teknik var beliggende. For enden af Aarhus­gade måtte man passere forbi toldvagten, hvilket frit kunne gøres, når man gik eller kørte ind i det afspærrede Frihavns-område. Men når man senere skulle ud igen, måtte man stoppe op og vente på, at en af tolderne enten gav tegn til, at man frit kunne passere, eller om han ville kigge i ens medbragte taske eller andet, man eventuelt havde med sig ud. Det minder mig for resten om en herlig og typisk vittighed af min tidligere ven og kollega, tegneren Hans Qvist. På vitstegningen ser man to herrer, hver med sin mappe under armen, og som netop lige er kommet ud forbi toldvag­ten, foran hvilken der står en vred tolder og siger: "Vil den herre, der sagde: "Den gik!", være venlig at komme tilbage!"

 

Da jeg kom ind på fabrikken, som overalt havde tunge tykke jern­døre af hensyn til risikoen for ildebrand på grund af de gamle brandfarlige nitratfilm, som endnu opbevaredes på laboratoriet, blev jeg vist ned i sort-hvid kopierings- og fremkalderafdelingen, som stod under ledelse af en ældre mand ved navn Henning Pedersen, hvis stilling var afdelingsleder. Efter at have hilst på denne, der viste sig at være venlig nok, men som konstant havde et bekymret udtryk i ansigtet, som om alverdens byrder var lagt på hans skuldre, blev jeg præsen­teret for Tage Nielsen, der var en slags underafdelingsleder, som stod for sort-hvid kopieringsaf­delingen. Han viste sig at være en forholdsvis venlig og hjælpsom fyr, og det var ham, der fik til opgave at vise mig tilrette på virksomheden. Han var en ikke særlig høj, mager mand med i 30-35 års-alderen, med et ovalt, glatglinsende hoved, tyndhåret, og med et par mørke briller, der dominerede hans spidse næse og det lidt gavtyveagtige ansigt, som han dog forsøgte at lægge i alvorlige folder, for ikke at virke lettere komisk. Han viste sig i reglen at være i nogenlunde godt humør til daglig, men når der var travlhed, kunne han godt blive irritabel og skarp i tonen. Det første, han gjorde på min første arbejdsdag, var at vise mig, hvor garderoberne, toilet­terne og kantinen var beliggende, og efter at jeg havde anbragt mit tøj og min mappe med madpakken i en af de dengang alminde­lige, høje og smalle garderobeskabe, som hver mand fik stillet til sin personlige rådighed, gik vi ind i sort-hvid fremkalderafde­lingen. Det var et forholdsvis snævert, aflangt lokale, hvor der ved den ene langside, som også var vinduessiden, var opstillet to aflange fremkaldermaskiner, en i hver ende af lokalet, nemlig hen­holdsvis for sort-hvid negativ film og for sort-hvid positiv film.

 

På den modsatte side af fremkaldermaskinerne var der lige over for negativmaskinen opstillet en fremkaldermaskine for 16mm film, der både kunne fremkalde sort-hvid film og farve­film. Det sidstnævnte var dog endnu på et eksperimentelt stadium, idet fabrikken først for nylig var begyndt på at fremkalde og kopiere 16mm så vel som 35mm farvefilm. For 16mm fremkalderen stod en lille mand ved navn Ole Nielsen, som viste sig at være venligheden og hjælpsomheden selv. Jeg forstod, at han havde været ansat på laboratoriet i nogen tid.

 

Ved samme side som 16mm fremkaldermaskinen var der et forsænket indhug i lokalet, og her stod der i alt 4 kæmpestore, runde keramiske lerkar, som rummede de såkaldte stamopløsninger af fremkalder- og fikservæske til henholdsvis sort-hvid negativ fremkaldermaskinen og sort-hvid positiv fremkaldermaskinen. Fra disse stambe­holdere blev fremkaldermaskinerne hver morgen fyldt op med fremkalder- og fikservæske, og til disse tanke blev de pågælden­de væsker hver aften en halv times tid før arbejdstidens ophør pumpet tilbage i beholderne. De forskellige væsker, der blev brugt under det daglige arbejde, udsendte en gennemtrængende og i hovedsagen sur lugt overalt, men især i fremkalderafdelingen, til trods for, at der var et luftfornyelsesanlæg i gang dagen lang.

 

Fortsættes i artiklens 20. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer delvis fortsat fra og med 1953 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________