Ideale drømme, skepsis og tvivl 20. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(Delvis fra og med 1953 og videre fortsat fra artiklens 19. del)

 

Tvungent medlem af fagforening

Idet Tage Nielsen og jeg var kommet ind i sort-hvid frem­kalderafdelingen, mødte vi først den ovenfor nævnte Ole Niel­sen, som jeg hilste på. Men straks efter kom der en høj, mager, krølhåret, midaldrende mand ind ad branddøren i den anden ende af lokalet. Hans aflange ansigt var karakteriseret af et vist underbid. Tage Nielsen præsenterede den pågældende som af­delingens før­ste­mand, Georg Larsen, der sådan set også var venligheden selv, men som var præget af, at han havde ansvaret for fremkalderma­skinen for sort-hvid negativ film. Men mere herom lidt senere.

 

 

Sort-hvid fremkalderafdelingen hos A/S Nordisk Films Teknik i Københavns Frihavn i 1954-55. Fra venstre ses Tage Nielsen, Kjeld Tørnquist og mig, Harry Rasmussen. Det var den fremkaldermaskine, Tørnquist står ved, som var ’min’ arbejdsplads i den tid, jeg var ansat i firmaet. Maskinen i forgrunden til venstre er den fremkaldermaskine, som kunne fremkalde sort-hvid 16mm film og senere farvefilm. (Privatfoto.)

 

Noget af det første Georg Larsen opfordrede mig til, var at jeg skulle henvende mig til virksomhedens tillidsmand, Willy, som repræ­senterede Køben­havnsafdelingen af fagfor­eningen Specialarbej­derforbundet i Danmark, som senere hen fortrinsvis blot bliver kaldt SID. Det var nemlig sådan, at, i lighed med så mange andre danske industrivirksomheder, havde Nordisk Films Teknik også indgået overenskomst med SID, hvilket betød, at man simpelthen ikke måtte arbejde på virksomheden, uden at være medlem af fag­foreningen. Ved et par senere lejligheder deltog jeg da også pligtskyldigst i en generalforsamling og et par andre møder, som foregik i afdelingens lokaler i Rømersgade, eller rettere sagt i den store festsal på stedet. Men på grund af sin jordbundethed og åndløshed, forekom fagfor­eningspolitik mig komplet uinteressant, så derfor deltog jeg ikke hver gang, der blev indkaldt til møde. I øvrigt blev bygningen i Rømersgade mange år senere indret­tet til et højst tiltrængt og i øvrigt interessant arbej­dermu­seum, som i hvert fald til enhver tid er et besøg værd. 

 

På Nordisk Films Tekniks laboratorier i Frihavnen blev alle Nordisk Films spillefilm, alle Nordisk Film Juniors kortfilm og alle Nordisk Reklame Films reklamefilm fremkaldt og kopieret til brug i biograferne og andet steds. Selv arbejdede jeg i sort-hvid fremkalderafdelingen, hvor jeg passede den maskine, som filmkopierne blev fremkaldt på. I den anden ende af lokale­t stod fremkaldermaskinen for fremkaldning af negativer. Det var et yderst krævende og betroet job at passe denne maskine, der på det tidspunkt var lagt i hænderne på den meget samvittig­heds­fulde og ansvarsbevidste Georg Larsen. På den tid hændte det også jævnligt, at ASA Film, som ellers normalt benyttede Johan An­kerstjer­nes Filmlaboratorium, lod negativerne til nogle af sine spille­film fremkalde hos Nordisk Films Teknik. Det gik helt pro­blemløst i lang tid, bortset fra, at Georg Larsen var ved at få dårlige nerver og mavesår af bar frygt for, at der skulle ske uheld undervejs, når specielt ASA Films negativer var under frem­kaldelse, fiksering og tørring i hans maskine. På trods af alle sikkerhedsforanstaltninger eksi­sterede der nemlig adskil­lige muligheder for uheld på grund af tekniske eller menneske­lige fejl, som det imidlertid vil føre for vidt at omtale nærmere her.

 

Et sort uheld

Selv om den følgende episode ligger længere fremme i tiden, end vi er nået til her i min forsøgsvis kronologiske selvbiografi, skal den alligevel fortælles her. Nemlig som et eksempel på et fatalt sort uheld i fremkalderafdelingen: En dag i efteråret 1954, da Georg var i færd med at fremkalde ASA-negativet fra gårsdagens optagelser, som så vidt jeg erindrer hidrørte fra spillefil­men Arvingen, var det værst tænkelige uheld ude. Filmen gik simpelt­hen itu eller knækkede, da en stor del af den befandt sig i maskinens fremkaldersektion. Kun de dele af filmen, der endnu befandt sig i den lystætte "fødekassette" og i fikser-, skylle- og tørrings­sektioner­ne, stod til at redde, de sidstnævnte under forudsætning af, at der blev handlet nogen­lunde hurtigt. Fremkaldermaskinerne var konstrueret sådan, at de automatisk ville gå i stå, og en alarmklokke lyde, hvis filmen knækkede eller blev afsporet i en af sektionerne. Georg stod et øjeblik som lammet, kridhvid i ansigtet, men i næste øjeblik sprang han til og orienterede sig om, hvor uheldet var sket, og da han konsta­terede, at det måtte være sket i frem­kaldersektionen, åbnede han straks for hanerne, så fremkalder­væsken kunne pumpes tilbage i stambeholderne, hvor den normalt altid blev opbevaret efter arbejds­tid.

 

Så snart det meste af fremkaldervæsken var væk fra frem­kaldersektionen, åbnede Georg dørene til denne, og med sit øvede blik fandt han straks det sted, hvor filmen var knækket. Lynhurtigt samlede han de to løse ender ved hjælp af den obligatoriske hæftetang, lukkede dørene og fyldte igen fremkaldervæske på sektionen. Maskinen kunne ikke sættes i gang igen, førend filmstrimlen hang sammen hele vejen fra fødekassettens spole til opsamlingskassettens spole. Georg vidste dog til sin store ærgrelse, at de mange meter, der befandt sig i frem­kalder­sektio­nen, da uheldet skete, og som nu havde stået stille i al for lang tid, ville være uhjælpeligt ødelagte. Denne del af negativfilmen ville nemlig simpelthen være blevet overfremkaldt, så billederne blev alt for mørke og dermed stort set uanvendelige.

 

I mellemtiden var afdelingsleder Henning Pedersen blevet tilkaldt, og nok var Georg Larsen nervøs, men det var ingenting mod, hvad tilfældet var for Pedersen. Han gik helt fra kon­cepterne og for fe­brilsk omkring og klagede over uheldet, som han vidste, kunne risikere at koste Nordisk Films Teknik både en betydelig økonomisk erstatning og tabet af en for­holdsvis stor kunde. Dette var da også, hvad der blev resultatet. ASA Film holdt sig fremover til Anker­stjernes Filmlaboratorium.

 

Fra den dag skrantede Georg Larsen mere og mere, og det var tydeligt for enhver, at han ikke var rask. Denne ansvarsbevidste og pligtopfyldende mand, der aldrig tidligere havde fejlet noget, begyndte at få sygedage, hvor han var fraværende fra arbejdet. Så vidt jeg husker havde han udviklet et mavesår, som han på et tidspunkt da også blev hospitalsindlagt for.

 

”Kongeligt besøg”

En af de spille­film, jeg husker som den første, jeg selv frem­kaldte først arbejdskopi og senere færdige kopier til, var Nordisk Films Kongeligt besøg. Filmen havde manuskript af Erik Balling og Palle Lauring, og den blev instrueret af Erik Balling, som mange år senere især blev verdensberømt i Danmark og Østtyskland for Olsen Banden-filmene. Den saftige folkekome­dies handling fra gamle dage, havde en lang række især dengang velkendte danske skuespillere som medvirkende, der bidrog til afviklingen af de festlige løjer. Det var navne som Ib Schøn­berg, Grethe Thor­dahl, Bent Christensen, Gabriel Axel, Johannes Meyer, Kai Holm, Frits Helmuth, Preben Lerdorff Rye, Henry Lohmann, Karl Steg­ger, Kate Mundt, Betty Helsengreen, Victor Montell, Bjørn Watt Boolsen, Caja Heimann, Edith Hermansen, Anne Grethe Hilding, Aage Winther-Jørgensen, Emil Hallberg, Bjørn Puggaard-Müller, Carl Ottosen, Miskow Makwarth, Bjørn Spiro m.fl. Filmen havde premiere den 1.marts 1954 i flere københavnske biografer og blev vistnok en ganske pæn publikums­succes.

 

Af de nævnte skuespillere havde jeg på det tidspunkt person­lig truffet Carl Ottosen og Anne Grethe Hilding på Nørrebros Teater, hvor de to henholdsvis spillede Gøngehøvdingen Svend Poulsen og drengen Palle. Omkring en uge før den officielle premiere blev ”Kongeligt besøg” vist i Palads Teatret for pressen og Nordisk Films samlede personale, sådan som tilfældet var med alle premierer på filmselskabets spillefilm. Ved den lejlighed var min mor barnepige for lille Jan i de par timer, hvor Else og jeg var i biografen.

 

En ’moderne’ dansk spillefilm

Kort efter, mere præcist den 22. marts 1954, fulgte premieren på en spillefilm, som jeg også havde fremkaldt både arbejdskopi og de færdige sort-hvide kopier til, og derfor havde jeg kunnet følge tilblivelsen af filmen gennem fremkaldermaskinens kontroløje. Det drejede sig om in­struktøren Svend Aage Lorentz' meget moderne og specielle spillefilm, Himlen er blå, som adskilte sig fra stort set alle andre danske spille­film på den tid, ved ikke at have brugt dekorationer og ateli­er, men udelukkende optagelser on loca­tion. Manuskriptet var skrevet af Finn Methling og Svend Aage Lorentz, og filmen blev instrueret af sidstnævnte. "Himlen er blå" blev fotograferet af en af dansk films mesterfotografer, Henning Bendtsen, og dens musik var kompo­neret af jazzpianist og kapelmester Børge Roger-Henrichsen. Den lyriske handling var episodisk og skildrede en halv time af mange menneskers liv. Blandt filmens bedst kendte skuespillere var Ebba With, Henry Nielsen, Grethe Holmer, Henning Mouritzen, Ebba Amfeldt, Sigurd Langberg, Knud Hallest, Caja Heimann, Louis Miehe-Renard, Lise Ringheim, Hans Henrik Krause, Valdemar Skjerning, Inge Ketti, Aase Ziegler, Hans Kurt, Helle Virkner, Holger Juul Hansen, Peter Kitter, Gabriel Axel, Carl Johan Hviid, Jacob Nielsen, Anna Henriques-Nielsen, Else Marie, Tove Maës, Poul Müller, Henny Lindorff, Louis Brinkfort, Olaf Ussing, Lily Broberg, Jørn Jeppesen, Anne Grethe Hilding.

 

15. april 1954: Min datter Annettes fødsel

Endelig kom den dag, da Else skulle nedkomme med vores andet barn. Hun havde valgt at ville føde hjemme denne gang, og fødslen fandt så vidt jeg erindrer sted tidligt på formiddagen den 15. april 1954. Det blev et lille og forholdsvis roligt pigebarn, der den dag kom til verden. Hun havde det sødeste og rareste væsen, og senere hen, da hun blev bevidst om sin omverden, smilede hun altid ligesom lidt koket-genert til mig, når jeg så på hende, og det gjorde jeg tit.

 

Den dag, vores lille pige kom til verden, blev jeg natur­ligvis hjemme fra arbejde for at hjælpe til med, hvad jeg nu kunne. For det første puttede jeg Jan i barnevognen og skyndte mig over til telefonboksen på Runddelen, dels for at ringe efter jordmoderen og dels for at ringe til min mor, som havde lovet at passe Jan under fød­selen. Derefter ilede jeg af sted med ham til Jægersborggade, som jo heldigvis ikke lå så langt fra, hvor vi selv boede. Det accep­terede han uden videre, for han var glad for sin farmor. Så skyndte jeg mig tilbage til Else, som tydeligvis var præget af vold­somme veer. Kort efter ankom jordmoderen og hun beordrede mig straks til at koge masser af vand, og finde frem, hvad vi havde af rene lagener, hånd­klæder, bleer m.m. Desuden skoldede jeg vandfadet og en vandkande, som jeg siden fyldte med varmt vand og bar ind i soveværelset til jordmoderen. Det fyldte, rustfrie stålbækken måtte jeg bære ud og tømme på toilet­tet og bagefter skolde det i kogende vand. Det skal ærligt indrømmes, at jeg var lige ved at brække mig over den fæle stank fra bække­nets indhold. Men jeg ville gerne vise mig situationen voksen, selv om det kneb, og derfor holdt jeg tappert stand.

 

Da selve fødselsøjeblikket nærmere sig, beordrede jordmoderen mig ud i køkkenet, idet hun sagde: "Kom ikke herind, førend jeg kalder på Dem!" Ståede ude i køkkenet, rystende nervøs og anspændt, hørte jeg Else vånde sig af smerte og til sidst give et halvkvalt skrig fra sig, som jeg tolkede som, at nu havde barnet forladt hendes krop. Det bekræftedes et lille øjeblik efter, da lyden af et pigespædbarns lille fine, men gennem­trængende gråd hørtes i hele lejligheden.

 

Da det hele var overstået og jordmoderen og Else havde fået en kop stærk, varm kaffe, som jeg lige havde lavet, instruerede jordmoderen mig om, at jeg skulle koge al det tøj, der havde været brugt i forbindelse med fødselen. Til det formål havde vi allerede anskaffet os en mindre zinkbalje, som jeg proppede tøjet ned i og fyldte med vand og satte over gasblusset. Mens det kogte, gik jeg over til telefonboksen på Runddelen og ringede til mor, som ønskede os til­lykke med den glædelige nyhed og sagde, at hun ville komme hen til os efter middag og tage Jan med i barne­vognen, hvilket jeg var glad for. Jeg glædede mig til at vise min mor den lille nyfødte pige, som jeg naturlig­vis var stolt af og ikke et øjeblik tvivlede på, at jeg var biologisk ophav til. For resten ringede jeg også til Elses forældre og talte med moderen, som også ønskede tillykke, men hun sagde ikke noget om, at de ville komme ind og besøge os.

 

Den næste dag blev jeg også hjemme fra arbejde, for at gå til hånde med, hvad jeg nu kunne klare og gøre. Og snart skulle der koges, vaskes og skylles bleer og babyundertøj, så jeg fik travlt. Der skulle ligeledes købes ind og laves mad til Jan og os selv, og meget andet og mere af daglige gøremål. Heldigvis kom Else sig hurtigt efter fødselen, og allerede dagen efter denne kunne hun selv stå op og gå på toilettet. Den tredie dag kom min moder og søster over og hjalp Else med det, der var behov for, bl.a. passe Jan og give Else og ham mad, mens jeg var nødt til at passe mit arbejde. Min søster kunne dog først komme efter skoletid, for hun gik endnu i skole på det tidspunkt. Men hun var flink til at tage sig af Jan, og køre ture med ham i enten barnevognen eller klapvognen, og desuden lege med ham, hvilket han især var glad for.

 

Det varede da heller ikke mere end en lille uges tid, så var Else på benene igen og tog sig af de daglige gøremål i hjemmet. Men skylning af bleer og babytøj i ofte iskoldt vand måtte hun ikke påtage sig, så det var hun nødt til at overlade til mig. Vi havde af bekvemmelighedsgrunde efterhånden fået samlet så mange bleer, at der hver gang var en større portion til kogning, og i et par tilfælde blev baljen med det kogte tøj stillet til side under gasbordet. En dag, da jeg skulle til at skylle et par dage gammelt vasketøj, syntes jeg, at der rørte sig nogle underlige små, hvide væsener nede mellem bleerne. Ved nærmere eftersyn så jeg, at det var en slags orm eller maddiker, der åbenbart havde haft gode vækstbetingelser i det kogte, men efterhånden afkølede og et par dage gamle vasketøj. Det virkede uhyggelig ulækkert. Else havde åbenbart ikke lagt mærke til de små ukræ, efter som det heller ikke var hende, der skulle skylle tøjet, men da hun så det, blev vi enige om, at al tøjet måtte kasseres, hvilket det da også straks blev, simpelt­hen ved at det blev droppet ud i en af de store metalskralde­spande, der stod ude i gården. Jeg skal ærligt vedgå, at fejlen var min og min alene. Men forklaringen - ikke undskyldningen - er, at jeg havde så meget andet at se til på det tidspunkt. Dels skulle jeg passe mit daglige arbej­de, se lidt efter og lege med Jan, når jeg kom hjem, og dels skulle jeg vaske trapper fem timer hver lørdag efter arbejdstid.  

 

 

 

Et par desværre ikke helt skarpe fotos fra A/S Nordisk Films Tekniks skovtur i 1954. Vejret var køligt og det småregnede, men humøret fejlede trods dette ikke noget hos deltagerne. På fotoet tilvenstre ses fra venstre Chresten Christiansen, Rasbøll og mig (med den ene hånd i frakkelommen), bag os i lys Cotton Coat ses tillidsmanden Willy Nielsen. På fotoet til højre kan jeg kun huske og genkende manden tilvenstre med alpehue, nemlig Chresten Christiansen, foran ham Tage Nielsen og helt til højre i billedet tillidsmand Willy Nielsen, som med cigaret i munden kigger opad. Selv står jeg bag i båden med ryggen til og kigger mod højre. – Privatfotos 1954.

 

 Tiden nærmede sig til den årlige og såkaldte skovtur for Nordisk Films Tekniks personale, og dette år gik den til Fiskebæk Kro, som jeg for resten kendte fra en lignende udflugt, som personalet hos Dansk Farve- og Tegnefilm havde gjort i sommeren 1944. Som tilfældet var dengang, blev der også nu arrangeret en sejltur på Furesøen. Desværre var det en kølig og blæsende dag med jævnlige regnbyger, og alle måtte have regnfrakke på eller paraply med sig. Der var ingen ægtefæller eller andre ledsagere med på firmaskovturen, som i øvrigt foregik stille og roligt og uden at nogen fik for meget at drikke eller blev uvenner. Det sidstnævnte var ellers ikke så usædvanligt ved firmafester og lignende sammenkomster, at der altid var nogle få, der fik mere at drikke, end de kunne tåle, og så kom frustrationerne, skuffelserne og i nogle tilfælde jalousien op til overfladen og fik afløb i skældsord og i enkelte tilfælde i korporlige angreb på en eller flere af de kollegaer, som vedkommende havde et horn i siden på.

 

Tiden og dagene gik ellers som sædvanligt med arbejde og privatlivets små og store problemer og naturligvis også glæder, for børn er en glæde, om end de også kan være krævende og ligefrem besværlige. Men jeg syntes egentlig ikke, der var nogen særlige problemer med hverken Jan eller Annette. De var sunde, raske og normale børn, som bare var glade for at være til og lege, sådan som de fleste andre børn gør og har gjort i umindelige tider. Men for de fleste forældre er deres børn de allerdejligste og bedste i verden, og sådan har det sikkert også været i hvert fald i det seneste århundrede, om end det ikke altid har været tilfældet. I 1900-tallet fik børn lov til at være børn og det hastede ikke med, at de skulle blive voksne, sådan som tidligere tider mente og anså for rigtigst.

 

Julen nærmere sig, og selv om vi ikke havde mange penge at gøre godt med, så blev der naturligvis råd til at købe julegaver, især til børnene. Elses og min første juleaften med Jan, dvs. julen 1953, havde vi holdt hos mine forældre, hvor også mine søskende var med. Men mine erindringer herom er vage og ubestemte, så derfor har jeg ikke meget at fortælle om den. Kun, at mor altid var meget hjælpsom og at hun i ny og næs stak mig en tier i hånden, når ingen så det. En tikroneseddel var dengang for noget at regne. Men som sagt, nu, i slutningen af 1954, stundede julen atter til, og også da var vi inviteret til juleaften hos mine forældre. Denne gang var vi jo fire, nemlig Else, Jan, Annette og mig. Det var altså godt et halvt år gamle Annettes første juleaften. Den forløb stort set som forrige jul, men meget mere husker jeg desværre ikke om den, kun at børnene fik nogle gode julegaver, som de som altid blev glade for.

 

I den tid Else og jeg var gift, besøgte vi jævnligt mine forældre og i reglen om søndagen, der jo dengang var eneste hele fridag. Besøgene skete sjældnere på lørdage, hvor jeg jo normalt arbejdede til kl. 14, men ofte havde overarbejde og desuden skulle passe trappevaskningen. Men overarbejdet betød i øvrigt flere velkomne penge i lønningsposen. Vi var også på besøg hos mine forældre i påsken og ved andre særlige lejligheder, som f. eks. ved mors og Lizzies fødselsdage, der faldt samtidigt, idet begge var født på datoen den 18. januar. Far ønskede aldrig at fejre sin fødselsdag, og den blev derfor ikke holdt så langt tilbage, jeg kan huske. Han syntes i almindelighed ikke der var nogen særlig grund til, at han skulle fejres. Denne holdning ændrede sig dog til en vis grad på hans ældre dage, hvor hans seneste fødselsdage blev fejret ved en mindre familiesammenkomst i hjemmet. Men den historie vil jeg fortælle mere om i kronologisk sammenhæng.

 

En lidt ubehagelig overraskelse

En dag, da jeg stod og kiggede i fremkaldermaskinens kontroløje, så jeg til min store overraskelse pludselig en reklamefilm for ADI Sko. I filmen optrådte en tegnefilmfigur, en dreng, der ganske vist ikke bevægede sig ret meget, men som ikke des mindre rørte på sig. Denne figur kunne man også se i avis- og bladannoncerne for ADI Sko, og den var tegnet af den berømte vitstegner Cosper, hvis tegninger især var kendt fra vittighedsbladet ”Hudibras”. Jeg blev hed om ørerne, for mig bekendt havde Brd. Damm ikke tidligere tænkt på at få lavet reklamefilm – og da slet ikke reklametegnefilm – for deres produkter. Min første tanke var, at det måtte være Tove Hebo og Wahl Asmussens reklamebureau, der havde snuppet ’min’ idé og alligevel fået overtalt Henry Damm til at betale for en ganske vist meget forenklet form for reklametegnefilm, hvis produktionsomkostninger var overkommelige.

 

Straks ved middagspausens begyndelse gik jeg ud til personaletelefonen og ringede fru Hebo op. Forelagt, hvad jeg lige havde set, svarede hun at det var rigtigt nok, at jeg så at sige havde ”gødet” jorden for den pågældende lille tegnefilm, men at de jo ikke så godt havde kunnet lade mig lave den, da jeg ikke beskæftigede mig professionelt med tegnefilmproduktion. I stedet for havde de ladet en professionel tegner ved navn Bent Barfod, som bureauet i øvrigt havde et vist samarbejde med, lave filmen. Han havde tidligere vist sig at kunne løse den slags opgaver på tilfredsstillende måde.    

 

Jeg blev ærlig talt godt gal i hovedet over den besked, og sagde, at jeg ville ringe til Barfod og fortælle ham, hvordan det efter min opfattelse hang sammen med den pågældende reklametegnefilm. ”Ja, det er De velkommen til,” svarede fru Hebo, ”men vær forberedt på at han intet kender til sagens forhistorie! Her er hans telefonnummer!”  I min forurettethed indså jeg ikke, at Barfod selvfølgelig var sagesløs i sammenhængen, så derfor ringede jeg til ham og forelagde ham situationen. Han viste sig at være meget venlig og forstående og spurgte, hvad jeg ellers gik og lavede. Jeg fortalte ham om min tid med ”Fyrtøjet” og hos Rie Nissen, og at jeg nu i nogen tid havde været ansat i sort-hvid-fremkalderafdelingen hos Nordisk Films Teknik. Stedet kendte han udmærket, sagde han, for han kom der jævnligt i forbindelse med de film, han lavede. Dels optog han sine små tegnefilm på Teknikkens trickbord, og dels blev filmene fremkaldt og kopieret på Teknikkens laboratorium, sådan som jeg jo selv havde haft lejlighed til at konstatere.

 

Barfod beklagede situationen, men sagde at han jo ikke kendte til de nærmere omstændigheder, der var gået forud. ”Men måske kan jeg få brug for dig som animator en anden gang!” sagde han og tilføjede: ”Vil du eventuelt være interesseret, hvis jeg en dag henvendte mig til dig i den anledning?”  ”Ja, måske,” svarede jeg, ”men jeg er nødt til at også tænke på pengene, for jeg har kone og to børn at sørge for.”  Da jeg lagde røret tænkte jeg, at det sikkert kun var af høflighed, at Barfod havde sagt som han gjorde, og derfor glemte jeg det snart. Men min skuffelse og bitterhed over i hvert fald tilsyneladende at være blevet ’vraget’ af Henry Damm og Tove Hebo, kunne jeg derimod ikke så let glemme. Berettiget eller ej.

 

Et stort og glædeligt held

En lille måneds tid efter, at jeg var blevet ansat hos Nordisk Films Teknik, var der en kollega, den tidligere omtalte Ole Niel­sen, der en dag anbefalede mig at søge på en stor, moderne toværelsers lejlig­hed på cirka 78 m2 på Mågevej nr.81, stuen til venstre, ude i Nordvestkvarteret. Hvor han vidste fra, at den var ledig, fik jeg først senere at vide, nemlig at det var hans søster Gerda, som var ansat som kontorda­me i det advokatfirma, der administrerede den pågældende ejendom, og som via sin bror havde hørt om vores bolig­situation­. Men Ole for­talte i al fald, at ejen­dommen, lejlig­heden var be­liggende i, blev admini­streret af et advokat­firma, der bl.a. ejedes af en høje­sterets­sagfører Høgsbro. Ole gav mig tilmed dennes tele­fonnummer og allerede samme dag ringede jeg til advokatkontoret og fik lovning på lejlig­heden. Efter at vi havde været ude og se på den, var der ingen tvivl om, at vi skulle acceptere tilbuddet og hurtigst muligt underskrive lejekontrak­ten. For det første var lejlig­heden centralopvarmet og med varmt vand i køkken og badeværelse, og det syntes vi var en behagelig fordel, som vi ikke havde opleve­t siden jeg logerede hos søskendeparret Bodenhoff i Vendersgade. Og for det andet var lejlig­heden, på trods af sine kun to værelser, stor og lys, højt til loftet og med bøgeparket på gulvene.

 

Lejligheden var, så vidt jeg husker og som nævnt, på omkring 78 m2, og den indeholdt en relativt stor stue på omkring 40 m2, dog kun med ét, men til gengæld temmelig stort trefags vindue, som vendte ud til gadesi­den, et noget mindre soveværelse på omkring 26 m2, med et tofags vindue, der vendte ud mod gårdspladsen, og et pænt stort køkken med et noget mindre tofags vindue, der ligeledes vendte ud mod gården. Som noget nyt for os, var der både koldt og varmt vand i køkkenet. Stuen og værelset blev opvarmet af centralvarme­anlæggets radiatorer, hvilket var en stor og bekvem behagelighed, frem for opvarm­ning ved hjælp af kul- eller koksfyret kakkelovn. Desuden var der en pænt stor entré og et nogen­lunde accep­ta­belt toilet­rum med bruser, træk og slip og porcelænshånd­vask med varmt og koldt vand.

 

Det var derfor en betydelig forbedring af vores daværende boligfor­hold, med lyse og rare værelser og luftige og venlige omgivel­ser, det sidste særlig i form af den store, åbne og delvis beplantede gårdsplads, der lå bagved ejendommen, og som var omkranset af i alt fire store boligblokke. Nemlig dels den, vi selv boede i, og dels den, der vendte ud mod Frederikssunds­vej, den, der vendte ud mod Sneppevej og endelig den, der vendte ud mod Ørnevej. Men selvom Maagevej var en forholdsvis bred gennemkørselsvej, der fra Hillerødgade og over Borups Allé skar sig gennem "pipkvarteret", og via Glasvej førte ud til Frederiksborggade, var den dog dengang i almindelighed ikke særlig trafikeret. Det var jo i midten af 1950'erne og endnu før, at mennesker med almindelige lønindtægter fik råd til at købe og holde bil. Cyklen og sporvognen var endnu i de år de foretrukne persontransportmidler til og fra arbejde så vel som i fritiden.

 

Til daglig kørte jeg selv for det meste på cykel, men lejlig­hedsvis tog jeg sporvognen, når jeg skulle på arbejde og hjem igen. Cyklen var det billigste persontransportmiddel, der fandtes dengang, sådan som det vel også er tilfældet nu om dage. Så vidt jeg husker, kostede en enkeltbillet til sporvog­nen dengang 20 øre, medens en omstigningsbillet kostede 25 eller 30 øre. På den først­nævnte billet kunne man kun køre fra et sted til et andet, dog uanset vejstrækningens længde, hvorimod man på den sidst­nævnte billet kunne stige af og på og eventuelt skifte til en hvilken som helst anden spor­vognslinje i det Storkøben­havnske område inden for 1 time og 15 minut­ter.  

 

Nu, da jeg havde fast og forhåbentlig varigt arbejde og en nogenlunde pæn ugeløn, turde vi nok binde an med den udgift og forpligtelse, som den noget højere husleje, end vi hidtil havde betalt, betød for vores trods alt lidt anstrengte økonomi. Jeg husker ikke, hvor meget jeg fik i ugeløn på Nordisk Films Teknik, men da der ofte var tale om overarbejde og lejligheds­vis også om weekendarbejde, hvor fremkaldermaskinerne og -beholderne skulle gøres hoved­rent, blev det til en ganske pæn sum penge, jeg fik udbetalt hver uge. Som såkaldt special­arbejder fik man ikke løn for søn- og helligdage, medmindre der var tale om weekendarbejde, og heller ikke i ferier. Men i følge ferieloven tilkom man ferie og feriepen­ge, der for de sidstnævntes vedkommende blev "udbe­talt" i form af ferie­mærker, som efterhånden skulle klæbes ind i en såkaldt ferie­mærke­bog. Når så sommerferien, som dengang kun var på 14 dage for speci­al­arbej­dere, nærmede sig, skulle man have ar­bejds­giveren til at notere, stemple og underskrive, ­hvor mange feriedage den ansatte var berettiget til at holde. Derefter kunne pengene hæves på posthuset. Men i reglen var feriepenge­beløbet mindre, end den arbejdsløn, man ville have fået udbe­talt for de fjorten dage, man ikke alene havde ret til, men også var forpligtet til at holde sommerferie. Og værre var det, hvis man ikke havde været i uafbrudt arbejde, for i det til­fælde kunne man ikke tilkomme flere feriepenge, end det antal feriedage, man havde optjent. Lad os eksempelvis sige, at man kun havde optjent retten til at holde 8 feriedage, men var for­pligtet til at holde 14 feriedage. Det betød, at man kun fik feriepenge for otte dage, medens man selv måtte betale de resterende seks feriedage. I praksis betød det, at feriepengene for de otte dage skulle strække til udgifterne i samtlige de fjorten dage, ferien varede.

 

Det sidste var omtrent, hvad vi kom til at opleve, da jeg skulle holde min første sommerferie, medens jeg var ansat hos Nordisk Films Teknik. Situationen var nemlig den, at jeg ikke havde haft konstant og uafbrudt arbejde året forud, og det medførte, at jeg kun havde optjent feriepenge for 8-10 dage. Men heldigvis var jeg klar over misforholdet på forhånd, hvorfor jeg tog al det overarbejde, der bød sig, og på den måde mindskede jeg generne af de manglende feriepenge.

 

Vi flytter til ny og bedre lejlighed

Flytningen til lejligheden på Maagevej var unægtelig lidt mere krævende, end tilfældet havde været med vores tre tidlige­re flytninger. Men som sædvanligt trådte min altid beredvilli­ge fader til og hjalp os. En tidlig lørdag morgen ankom han på en lejet budcykel af samme slags, som vi havde brugt ved vores tidligere flytninger, men da vi nu havde flere møbler, senge­tøj, klæder og meget andet, blev vi nødt til at køre flere gange frem og tilbage mellem Jagtvej og Maagevej. Min fader havde gode fysiske kræfter og var faktisk i stand til at bære de tungeste af møbler­ne egenhændigt, og han sparede ikke sig selv. Alt var stort set pakket og gjort klar på forhånd, så i løbet af 4-6 timer var flytningen over­stået og den fraflyttede lejlighed gjort ren af min moder, mens Else tog sig af babyen og min søster af Jan.

 

 

 

Herover ses de to tidligste og desværre ikke helt skarpe fotos, jeg har af min dejlige datter Annette, fotograferet efter at vi var flyttet fra Jagtvej 52 D på Nørrebro til Mågevej 81 i Nordvestkvarteret. –Privatfotos © 1954.

 

Noget af det første, der skulle ske efter vores flytning til Maagevej, var at få vores lille pige døbt og navngivet. Heller ikke denne gang havde jeg nogen indflydelse på, hvad barnet skulle hedde, men navnet kom altså til at lyde på Annette Pia, og det syntes jeg sådan set var godt nok. Derimod erindrer jeg ikke i hvilken kirke dåben fandt sted, for heller ikke denne gang var jeg med ved selve den kirkelige ceremoni. Dels havde jeg ikke ændret indstilling og dels ville jeg ikke gøre forskel på børnene. Men mon ikke dåben fandt sted i den nærliggende Kapernaums Kirke på Frederikssundsvej. Desværre har jeg ingen fotos fra Annettes dåb, og jeg husker heller ikke, om der blev taget nogen. Derimod tog jeg et billede af hende, hvor hun sidder i sofaen og smiler, den kære lille pige. En ting ved jeg dog, og det er at Elses forældre heller ikke denne gang var til stede ved dåben eller festligheden bagefter. Jeg husker desværre heller ikke meget om denne lille familiekomsammen, hvori mine forældre, min søster og mine morforældre uden tvivl har deltaget. Det eneste jeg husker er, at Annette var det sødeste lille pigebarn, man kunne tænke sig, og uanset hvad deres moder senere eventuelt har fortalt dem, så elskede jeg begge børnene med al den kærlighed, jeg havde i mig. Men tilfældet eller skæbnen om man vil, ville det desværre meget anderledes end jeg havde tænkt og forestillet mig.

 

Alt var dog desværre langt fra nogen idyl i det lille hjem. Else havde som tidligere nævnt et relativt stort dagligt cigaretforbrug, og det var der dårligt råd til med vores anstrengte økonomi. Hun var derfor begyndt at købe på klods, som det hedder, og især hos en tobakshandler henne på Frederikssundsvej. Efterhånden var hun kommet til at skylde en del penge dér, og da hun ikke så sig i stand til at betale indenfor den frist, tobakshandleren havde givet hende, forsøgte hun åbenbart at tiltuske sig en længere frist med betalingen, ved at foreslå ham at hendes mand, der jo var tegner af uddannelse, altså mig, som delvis betaling kunne tegne nogle udstillingsskilte til hans forretningsvindue. Dette meddelte hun mig til min store og ubehagelige overraskelse en dag, da jeg kom hjem fra arbejde.

 

Elses løfte til tobakshandleren kom fuldstændig bag på mig. Jeg har altid haft det sådan med den slags lejligheds-tegneri, at det voldte mig store kvaler, især fordi jeg aldrig mente, at jeg var i stand til at gøre det godt nok, eller i al fald sjældent til min egen tilfredshed. I dette tilfælde var jeg særligt imod, fordi der skulle tegnes et skilt med bogstaver eller rettere sagt et logo for cigaretmærket Prince, som dengang omtrent lige var kommet på det danske marked. Men mine protester imod at skulle lave et skilt af denne type prellede fuldstændig af på Else, som mente, at det måtte være en let sag for mig at tegne det pågældende skilt, og at jeg vel nok kunne gøre hende den tjeneste at tegne det, så hun blev hjulpet ud af den knibe, hun angiveligt på grund af vores halvdårlige økonomi havde bragt sig i.

 

I den følgende uge mindede Else mig omtrent dagligt om skiltet, og meget modvilligt og utilpas ved det, følte jeg mig til sidst så presset, at jeg i en weekend gik i gang med at tegne og male skiltet. Det var i plakatstørrelse og skulle foruden logoet også have teksten: ”Vi er også gået over til Prince”. Jeg hadede faktisk at håndtegne bogstaver, der skulle se ud, som om de var trykte, og det voldte mig store kvaler at male disse fuldkommen lige og skarpe. Søndag aften var skiltet dog trods alt blevet færdigt, så Else kunne aflevere det om mandagen. Men jeg var selv stærkt utilfreds med resultatet og svor ved mig selv, at jeg aldrig mere ville påtage mig en lignende opgave, hvilket jeg heller ikke gjorde eller senere har gjort. Hvordan Else afklarede det med tobakshandleren, ved jeg ikke, men senere stiftede hun desværre gæld hos andre forretninger i kvarteret, primært på grund af sit store daglige cigaretforbrug. Det skal jeg vende tilbage til i kronologisk sammenhæng, idet det nævnte forhold fik en ikke ubetydelig indflydelse på de få penge, jeg senere tjente efter at jeg som militærnægter var blevet indkaldt til aftjening af værnepligten i Gribskovlejren i Maarum i Nordsjælland.  

  

Fælles firmafest

Omkring juni måned blev der en lørdag efter arbejdstid afholdt en fælles fest for personalet hos Nordisk Films Teknik og personalet hos Johan Ankerstjerne A/S i nogle selskabslokaler i nærheden af Ankerstjerne, som havde adresse i Lygten 47-49 i Københavns Nordvestkvarter. Kærester eller ægtefæller var også blevet indbudt, og derfor kunne både Else og jeg deltage i festen, som begyndte kl. 18. Vi havde fået min moder og søster til at passe børnene, give dem mad og lægge dem i seng.

 

Der var mange gæster forsamlet den aften, hvor der først blev budt på middag og rigeligt at drikke, og bagefter var der dans til musik af et lille orkester. Selv var jeg ikke så meget for at danse, men Else, som jo vitterligt ikke havde mange fornøjelser i hverdagen, ville naturligvis gerne ud og svinge benene på dansegulvet. Imens sad jeg sammen med Ole og Chresten og et par andre og fik et par genstande, hvilket jeg i øvrigt ikke var vant til. Faktisk så jeg ikke ret meget mere til Else den næste times tid, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at hun gentagne gange dansede med den samme fyr. Jeg kendte ikke manden, men fik at vide at han var ansat hos Ankerstjerne. Han var godt et hoved højere end Else, slank, brun i løden og sportstrænet, og det var tydeligvis noget, der tiltrak sig hendes opmærksomhed og interesse. Da Else endelig en enkelt gang kom hen til vores bord, for at tage en slurk af sit glas, bebrejdede jeg hende, at hun så tydeligt lod sig kurtisere af den pågældende mand. Hun smilede syrligt og så nærmest lidt foragteligt på mig. I samme øjeblik kom den omtalte mand hen til vores bord og bød endnu engang Else op. Det fik temperamentet til at koge over hos mig, der som følge af situationen havde fået et par genstande for meget og derfor ikke kunne skjule min følelse af ydmygelse og jalousi. I vrede og raseri rejste jeg mig og greb fat i kraven på den på­gældende mand, der var meget højere end mig, og truede ham med tæv. Men mine gode kollegaer, Ole, Chresten og Rasbøl, lagde sig heldigvis imellem og fik mig beroliget og talt fra det. Og godt det samme, for ellers tror jeg nok, at det var mig selv, der ville have fået nogle tæv. Det føltes imidlertid i sig selv som en stor og dyb ydmygelse. Bagefter skammede jeg mig over min egen ubehøvlede og ubeherskede opførsel.

 

Da Else og jeg sent på aftenen spadserede hjem – vi boede jo ikke så langt fra Lygten – var vi ikke særlig gode venner, men den situation havde vi jo prøvet nogle gange før. Vi skjulte selvfølgelig for mor og Lizzie, hvad der var foregået, og efter lidt almindelig snak frem og tilbage, takkede vi for hjælpen med børnene og sagde ”farvel og godnat!”. Efter at de var gået, gjorde vi os straks klar til at gå i seng, men weekenden blev naturligvis præget af det, der var sket. Måske var jeg lidt for jaloux anlagt, men dels syntes jeg, at der havde været grund til det, og dels mente jeg samtidigt, at Else endnu engang havde vist sig illoyal overfor mig. Jeg følte mig svigtet og alene, men måtte jo i al fald indtil videre lade som ingenting. Det var og forblev indtil videre mit håb og min intention, at vores ægteskab skulle bevares for næsten enhver pris, og det både af hensyn til børnene og os selv, mig ikke mindst, for jeg var af natur og opdragelse indstillet på, at når man først havde giftet sig og desuden stiftet familie, som det hedder, når man får barn eller børn, så var det for livet. Men der skal som bekendt to til pardans, og hvis ikke begge parter er indstillet 100 % på det, vil ’dansen’ mislykkes. 

 

1955:

”Den lille Havfrue” og Gribskovlejren

Den ene dag gik omtrent som den anden, mest med det daglige arbejde og dernæst med den smule familieliv, der er mulig i aftentimerne og i weekenderne. Jan og Annette trivedes godt, og Else så også ud til at befinde sig nogenlunde vel med at gå hjemme og passe børnene og hvad der ellers hørte sig til i en lille familie på to voksne og to små børn. Selv havde jeg det imidlertid ikke allerbedst psykisk set, for jeg syntes ikke arbejdet som specialarbejder, om end det havde lidt med film at gøre, var det helt rigtige for mig. Jeg havde stadigvæk ambitioner og drømte om en dag at vende tilbage til tegnefilmbranchen, som jeg følte og mente var min ”rette hylde” i tilværelsen. For Else betød mine ambitioner ikke det mindste, hun så forståeligt nok mest på, at vi kunne klare økonomien og problemerne i hverdagen. Ja, faktisk syntes hun, at mine ambitioner var nytteløse, overflødige og – ikke mindst – egoistiske.

 

Når ophold eller pauser i det daglige arbejde hos Nordisk Films Teknik tillod det, stillede jeg mig om ved råglasvinduet bag ved fremkaldermaskinen, og her tegnede jeg små blyantsskitser på nogle blålige A4 ark, som jeg tillod mig at rive ud af den arbejds-rapportbog, vi dagligt skulle udfylde, og som jeg havde adgang til at benytte mig af. Tankerne kredsede da omkring mulighederne for at vende tilbage til tegnefilmbranchen, selv om dette indtil videre klart nok syntes at have lange udsigter.  Det var på denne baggrund, at jeg en dag i 1955 genoptog arbejdet på den gamle drøm om at lave en langtegnefilm over H. C. Andersens dejlige eventyr ”Den lille Havfrue”. Noget af fritiden brugte jeg derfor til at tegne nogle figurudkast og påbegyndte også en storyboard til filmen. På dette tidspunkt havde jeg fået Eigil Hall gjort interesseret i projektet, idet jeg mente, at han med sine talegaver og sit præsentable udseende måske kunne skabe kontakter til folk, der ville være interesserede i at finansiere foretagendet. Det lykkedes ham da også at gøre i hvert fald en enkelt journalist interesseret i at omtale projektet, men dennes navn erindrer jeg ikke længere, kun at der en dag kom en journalist og pressefotograf fra avisen Aftenbladet. Efter at journalisten ganske kort havde interviewet mig, begyndte fotografen at tage nogle billeder. Et par dage efter bragte avisen et pænt stort foto af Eigil og mig, siddende på gulvet med tegninger til filmen spredt omkring os. 

 

 

”DEN LILLE HAVFRUE”-TEGNEFILMEN er godt på vej. De to tegnere Harry Rasmussen og Eigil Hall, der ses over disse linier, er færdige med de mange tusinde tegninger, der skal til for at blive Danmarks anden store helaftens-tegnefilm. Tegnerne ligger mellem et lille udvalg af tegningerne. Harry Rasmussen var med til ”Fyrtøjet” og har de nødvendige erfaringer m.h.t. teknikken, og nu venter han spændt på, at optagelserne kan komme i gang.” – Foto og billedtekst: © 1955 AFTENBLADET

 

Så mange eller få var ordene, der som omtrent sædvanligt med journalister vidnede om, at intervieweren var løbet med en halv vind. For det første var Eigil ikke tegner, og for det andet var der ikke lavet ”de mange tusinde tegninger”, som billedteksten nævner, men rent faktisk indtil videre kun omkring en halv snes figurtegninger og sceneskitser. For det tredje ventede jeg ikke ”spændt på, at optagelserne kan komme i gang”, men derimod på, om det overhovedet lod sig gøre at skaffe kapital til at finansiere filmens produktion. Hvad selve avisfotoet angår, er det karakteristisk, at Eigil sidder med sin uundværlige cigar i hånden, medens jeg nøjes med en blyant. Else kom delvis med på dette billede, idet hun stod lidt bag Eigil og derfor kun ses fra nederdelen og forklædet og ned.

 

 

En koloreret celluloid med Den lille Havfrue, idet hun er søgt op til havets overflade, for at kigge på verdenen ovenfor og på den dybe blå aftenhimmel, hvor en enkelt klart lysende stjerne blinker ned til hende, for ligesom at byde hende velkommen. Stjernen bliver for hende symbolet på tilværelsen efter livet i havet. Eller sagt på en anden måde, den lysende stjerne i det fjerne var for eventyret om ”Den lille Havfrue”s alter ego, digteren H.C. Andersen, symbolet eller tegnet på livet efter døden. – Tegning © 1955 Harry Rasmussen.

 

Men man kan næsten sige sig selv, at tegnefilmprojektet ”Den lille Havfrue”, som i givet fald ville have kommet til at koste flere eller rettere sagt mange millioner kroner at gennemføre, på forhånd var dødsdømt.  Personlig havde jeg jo kun min erfaring fra tiden med ”Fyrtøjet” at trække på, og selv om jeg mente at mit tegne- og instruktørtalent var stort nok til at forestå et sådant tegnefilmprojekt, manglede der jo et firma og en stab af mennesker, som teknisk og kunstnerisk var kvalificerede og kompetente til at realisere planen. Børge Hamberg var ganske vist interesseret, men med rette samtidig meget skeptisk over for muligheden for, at jeg/vi ville kunne realisere filmen. Dette blev jeg da også snart nødt til selv at indse umuligheden af.

 

Som det er fremgået, blev Eigil ved med at komme på jævnlige besøg hos os, også efter at vi var flyttet til Mågevej. På det tidspunkt var han meget optaget eller nærmest besat af en yngre sygeplejerske af jødisk herkomst, som han havde mødt på Bispebjerg Hospital. Her havde han været til undersøgelse for gonoré, men der var heldigvis for ham tale om falsk alarm. Men det var overraskende ting, han kunne berette om den pågældende sygeplejerskes sexliv, bl. a. at hun havde en større samling af dildoer i alle størrelser og farver, og disse brugte hun selv flittigt for at mætte sit angiveligt store sexbehov. Et særligt raffinement var en kæmpestor sort dildo. Det fremgik tydeligt af, hvad Eigil fortalte, at han var misundelig på pigens dildoer, som han følte ikke at kunne konkurrere med, når det gjaldt om at tilfredsstille den særprægede unge dames seksuelle lyster. Til sidst gled hendes og Eigils forhold da også ud, og efterlod i hvert fald ham i et midlertidigt modfaldent lune.

 

Men den pæne, velklædte og velsoignerede Eigil med den store og vistnok dyre cigar, som han sjældent havde i munden, men for det meste holdt mellem den ene hånds pege- og langfinger, som også var prydet af en formentlig kostbar diamantguldring, fortsatte snart efter sin utrættelige jagt på de yngre damer, han mødte på sin vej inden for forlystelseslivet eller andre steder. Det var usædvanligt at se en så ung mand ryge cigar og ikke cigaretter, men Eigil var af den opfattelse, at cigaretrygning kun var for ”pøbelen”. Hvad angår hans evige jagt på villige damer, tror jeg, at hans ego havde et utilfredsstillet behov for ustandseligt at blive bekræftet i sin maskuline uimodståelighed. Jeg fandt i øvrigt aldrig ud af, hvad han egentlig levede af, bortset fra de småjobs, han som ung statist og uuddannet skuespiller havde ved forskellige københavnske teatre og bl. a. ved Cirkusrevyen, og som det lejlighedsvis lykkedes ham at skaffe sig. Faktisk vidste jeg heller ikke præcis, hvor han boede dengang, men mener at kunne huske, at han logerede hjemme hos sin enlige mor, vistnok på H. C. Ørstedsvej

 

Som tidligere sagt, havde jeg ikke indtryk af, at Eigil nogensinde lagde an på Else, lige så lidt som hun syntes at være interesseret i ham som sexpartner. Men jeg ved, at hun rådførte sig med ham om hendes og mit dårlige – eller rettere sagt stort set ikke-eksisterende - sexliv. Sex var et emne, der optog Eigil en del, især i praksis, men han kunne også nyde at se nøgne piger i de blade og bøger, hvor sådanne billeder fandtes. En dag kom han og forærede mig en lille tyk, indbundet bog fuld af ældre pornografiske fotos. Så dristige fotos havde jeg faktisk aldrig før set i mit liv, selv om jeg dog i tidens løb havde set en del af den slags. Men måske var bogen et led i Eigils og Elses velmente forsøg på at få sat gang i hendes og mit mere intime samliv, for hun kiggede interesseret med og var tilsyneladende ikke spor forarget. Men for ikke at børnene skulle kunne få fat i bogen, lagde jeg den i en papkasse sammen med en del andre og mere uskyldige ting og stillede den op på vores pulterkammer på ejendommens loft. En sjælden gang imellem, når jeg havde et ærinde på loftet, kiggede jeg i bogen og blev naturligvis seksuelt opstemt af det, jeg så. Men Elses og mit seksuelle samliv var stort set gået i stå, opslugt som vi begge var af hverdagens pligter og gøremål. Desuden vanskeliggjordes samlivet af, at begge børnene også var nødt til at sove i vores soveværelse, og forresten var Else meget genert og ville kun indlade sig på sex, når lyset var slukket og dynen trukket godt op. Til daglig forsøgte jeg derfor at glemme alt om sex og kompensere, ved i stedet at koncentrere mine kreative kræfter i forsøget på at vende tilbage til den på det tidspunkt stort set ikke-eksisterende tegnefilmbranche.  

 

Sexlivet var dog for resten heller ikke uden problemer for Eigil, for det hændte jævnligt, at hans humør var på nulpunktet over, at en og anden af de damer, han kurtiserede, havde svigtet ham, og svigtet blev han jævnligt, muligvis fordi de unge damer snart fandt ud af, at den aggressive charmør ikke havde planer om et fastere forhold, for slet ikke at tale om ægteskab, som på den tid nærmest var et fyord for Eigil. En dag, da han besøgte os, var han mere deprimeret, end jeg tidligere havde set ham, og da jeg spurgte om grunden, svarede han med en blanding af irritation og fortvivlelse: ”Der er en dame, der hævder at jeg har gjort hende gravid! Gummiet må sgu’ desværre være sprunget! Nu vil hun ha’, at jeg skal betale for en abort, men jeg ejer ikke en krone! Så jeg aner ikke, hvad jeg ska’ gøre!” Det var nye toner at høre fra en mand, der ellers plejede at gi’ indtrykket af, at han havde styr på tingene, og især på damerne. Og os spurgte han taktfuldt nok ikke om et eventuelt lån, for han vidste godt, at vi selv havde nok at se til med to børn og kun én indtægt. Det var til gengæld den eneste gang den i reglen optimistiske Eigil beklagede sig til mig, og emnet blev ikke senere omtalt, bortset fra en enkelt gang, hvor jeg spurgte ham, hvordan det gik med ”sagen”. Det eneste han svarede, var: ”Det er gået i orden!” 

 

Mange år senere, da jeg var blevet skilt for anden gang, og var flyttet til Kingosvej i Taastrup, mødte jeg en dag tilfældigvis Eigil oppe foran den gamle Taastrup Station. Det var ham, der først fik øje på mig. Han var i bil og standsede ud for mig, der var ved at skrå over gaden, og efter at have rullet sideruden i fordøren ned nærmest råbte han: ”Harry, gamle swinger! Er det virkelig dig?!” Det kunne jeg jo dårligt benægte. Han lignede fuldstændig sig selv fra gamle dage, lige så velklædt og velsoigneret, som dengang, og han havde stadig en tændt havannacigar i den ene hånd, som han også plejede. ”Hvad laver du her?” var alt, hvad jeg i overraskelsesøjeblikket kunne finde på at sige. ”Jeg bor her!” svarede han og fortsatte: ”Ude på Røjlevangen. Der har jeg to huse, et jeg bor i sammen med min kone, og et, hvor jeg arbejder!” ”Hvad laver du da?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Det blev sgu’ aldrig til noget rigtigt med skuespilleriet for mit vedkommende, så nu er jeg pornofabrikant og –grossist!” svarede han lavmælt og med et skævt smil, som om det var noget fordægtigt, han ikke ville tale højt om. ”Og du?” sagde han, ”Du laver vel tegnefilm, kan jeg tænke mig!” ”Ja!” svarede jeg, ”Ude hos Nordisk Tegnefilm i Valby!”. ”Det lyder sgu’ interessant! Det må vi snakke nærmere om en dag ved lejlighed. Ring til mig og aftal en dag, hvor du kan komme ud og besøge min kone og mig!” sagde han, idet han rakte mig sit visitkort. ”Men du må undskylde, for jeg har lidt småtravlt lige i øjeblikket” Men ring til mig!” sagde han, idet han slap koblingen og satte bilen i gang og kørte videre. Gode, gamle Eigil lignede i det stykke sig selv, bortset fra at han ikke havde bil i ”gamle” dage, men han havde af en eller anden ikke nærmere angivet grund altid småtravlt, måske fordi han i virkeligheden havde svært ved at finde ’sig selv’, og altid troede, at det ville være at finde et eller andet sted udenfor ham selv.

 

Selvom jeg egentlig var syv sind og ikke rigtigt havde lyst til at genoptage den gamle forbindelse med Eigil, så ringede jeg alligevel en dag til ham, mest for høflighedens skyld, og blev da også inviteret til at komme derud allerede samme dag. Jeg husker ikke, hvad det var for en dag, men jeg må åbenbart have haft fri fra jobbet, for jeg besøgte Eigil først på eftermiddagen. ”Nå, er det dig! Velkommen!” sagde han lettere forvirret, da han selv lukkede op efter at jeg havde ringet på døren. ”Ja, her bor vi så!” fortsatte han, idet han viste mig ind i en forholdsvis stor, rummelig og moderne møbleret stue. ”Du må for resten undskylde, men min kone er ikke hjemme i øjeblikket, så vi må klare os selv!” sagde han med et halvforlegent smil, som om jeg kunne have forventet, at hans kone ville have stået parat til at modtage mig med åbne arme. Faktisk var jeg lidt lettet over, at hun ikke var hjemme, for jeg havde ikke lyst til at blive præsenteret for hende, måske fordi jeg frygtede lidt for, at hun ville udspørge mig om fortiden.

 

Imidlertid følte jeg, at stemningen mellem Eigil og mig var noget trykket lige fra starten af besøget, og desuden virkede han uoplagt og adspredt, så jeg lurede derfor på en mulighed for hurtigt at takke af og sige farvel. Han lignede godt nok sig selv, men der var noget ladt og forsorent over hans væsen, og først nu lagde jeg mærke til, at han var blevet lidt fedladen og havde mørke rande under øjnene. Det gættede jeg på kunne være en følge af det særlige liv, han levede. Han fortalte mig nemlig, at han i reglen arbejdede til langt ud på natten, men til gengæld stod han også sent op, ja, først hen på formiddagen. ”Det er jo bedst at filme sent om aftenen, for så er der fred og ro til det! Og de piger og mænd, vi filmer og fotograferer, kan bedst om aftenen!” sagde han forklarende, idet han tog nogle pornohæfter frem og viste mig. Jeg bladede lidt i et af dem og så de sædvanlige fotos som fandtes i de fleste pornoblade på den tid, fotos af trivielle samlejestillinger og af piger, der suttede den af på manden, eller manden, der slikkede pigen mellem benene. ”Ja,” sagde Eigil lidt spagfærdigt, ”der er sgu’ ikke noget nyt eller særligt ved det, og det keder mig i grunden også at lave det! Men det gi’r gode penge! Ellers ku’ jeg sgu’ ikke have købt de to huse her!”  

 

Det blev både første og sidste gang, jeg så og talte med Eigil denne gang, og jeg tror, at vi begge fornemmede eller følte, at vi ikke længere havde noget tilfælles. Han kontaktede mig da heller ikke igen, og jeg heller ikke ham. Dog lige bortset fra, at han en dag ringede til mig og sagde, at nu var han gået konkurs og måtte sælge husene og flytte. Siden har jeg hverken hørt eller set noget til ham personligt, og aner ikke, hvad der kan være blevet af ham, bortset fra, at man via en hjemmeside på Internettet kan se, at han har slået sig op som forfatter af humoristiske bøger. Men i grunden syntes jeg, han var en rar fyr og tilmed godt begavet, men som i sine bestræbelser på at finde ’lykken’ måske blot søgte at springe over, hvor gærdet var lavest. Dog, det tilkommer ikke mig at dømme et andet menneske. 

 

Indkaldt til civilt arbejde

Den 15. marts 1954, mens vi endnu boede på Jagtvej, havde jeg som nævnt fået en ”Indkaldelsesordre til civilt statsarbejde”, ifølge hvilken jeg skulle give møde i Lejren i Gribskov den 18. maj s. å. til aftjening af 24 måneders tjeneste. Dette tidspunkt passede imidlertid meget dårligt for mig, så derfor kontaktede jeg udskrivningsmyndigheden, hvor jeg med henvisning til min og min lille families øjeblikkelige situation – Else stod jo overfor at skulle føde når som helst – og bad om et års udsættelse med indkaldelsen. Dette blev bevilget med besked om, at jeg ville få en ny indkaldelsesordre, når tiden var inde. Som tidligere omtalt fødte Else vores andet barn, Annette, den 15. maj 1954, altså tre dage før det oprindelig var meningen, at jeg skulle være mødt i Gribskovlejren.

 

Den sommer arrangerede personalet hos Nordisk Films Teknik en skovtur, hvor kærester og ægtefæller gerne måtte komme med. Det ville Else da også gerne, men desværre erindrer jeg intet som helst fra turen, bortset fra, at den vistnok gik til Fiskebæk Kro. Det slutter jeg af, at der findes et par enkelte fotos fra turen i min besiddelse, og som er gengivet i afsnit 20. De er taget ved Furesøen. Hvem der fotograferede os, husker jeg heller ikke, men muligvis var det min kollega Rasbøl, der var en ivrig og habil amatørfotograf.

 

 

Fotoet af Else og mig på Nørrebros Station, hvor vi ses stående på perronen og åbenbart afventer togets ankomst, er jeg ikke sikker på, ved hvilken lejlighed, det er taget, men fotoet er i hvert fald fra den her i hovedteksten omtalte tid  - © 1954-55 Privatfoto.

 

I det hele taget er det overordentlig vanskeligt – og i nogle tilfælde umuligt – at huske, hvad der skete for nu snart mange år siden. Lige præcis disse linier er skrevet januar-februar 2002 og er redigeret første gang i august 2004 og anden gang i april 2005 og tredje gang i 2014, og selv om jeg efter yderste evne bestræber mig på at skildre, både hvad der skete dengang og før og senere, så meget i overensstemmelse med de virkelige begivenheder som muligt, lader det sig desværre ikke altid gøre. Men heldigvis har jeg i en del tilfælde nogle fotos og andet materiale til at genopfriske min desværre ikke altid lige gode hukommelse.

 

Omkring oktober 1954 var vi som omtalt flyttet til Mågevej 81, stuen tilvenstre. Vores tidligere husvært, Hr. Berg, blev ikke begejstret, da jeg kom og sagde lejligheden og stillingen som ”trappevasker” op. Han forsøgte først venligt at overtale mig til at blive, men da det gik op for ham, at jeg mente det alvorligt, blev han kort for hovedet, og idet han lukkede mig ud ad sin entrédør, sagde han vrissent: ”Ja, det må De så selv om! Farvel!” For mit eget vedkommende var jeg mest lettet over at slippe for den trivielle fritidsbeskæftigelse med at skulle feje og vaske de mange hoved- og køkkentrapper henholdsvis hver og hver anden uge. Desuden glædede jeg mig sammen med Else til, at vi skulle flytte ind i den nye og moderne lejlighed med centralvarme og koldt og varmt vand i både køkken og badeværelse, for det ville formentlig ikke mindst være bedst for børnene at komme til at bo under mere lyse og rummelige forhold, og med mere menneskelige omgivelser og lidt længere borte fra trafikken end før. Trafikken på Frederikssundsvej var ganske vist mindst lige så stor som på Jagtvej, men den lå som nævnt lidt længere væk og hørtes derfor knapt nok fra vores nye lejlighed. Til gengæld var der en stor, åben og lys gårdsplads med beplantede grønne anlæg, og her var der stille og fredeligt dagen lang. 

 

Indkaldelsesordren

Tanken om den forestående indkaldelse var i mellemtiden blevet skubbet helt i baggrunden. Men alligevel kom jo den dag i foråret 1955, hvor den fornyede indkaldelsesordre dumpede ind ad brevsprækken. Naturligvis ikke helt uventet, men alligevel overraskende. Indkaldelsesordren tilsagde mig til aftjening af civil værnepligt i Gribskovlejren ved Mårum i Nordsjælland. Her skulle jeg møde op den 16. august 1955. Else og jeg havde altså et par måneder at forberede os i, og herunder henvendte vi os bl. a. til socialkontoret, sådan som vi havde fået besked på. Det forholdt sig jo i henhold til den sociale lovgivning sådan, at hustruer – især med børn – til indkaldte værnepligtige, militære så vel som civile, havde krav på økonomisk hjælp og anden form for bistand og støtte, så længe manden aftjente sin værnepligt. Kontanthjælpen var ikke stor, men dog til at klare sig nogenlunde for, hvis man var lidt økonomisk og sparsommeligt anlagt.

 

Kort efter modtagelsen af den nye indkaldelsesordre ville skæbnen, at Bent Barfod, som jeg jo tidligere havde mødt, da jeg opsøgte ham på hans tegnestue i Dronningegården, en dag henvendte sig til mig i fremkalderafdelingen hos Nordisk Films Teknik. Han havde sin jævnlige gang på laboratoriet, hvor han fik optaget, fremkaldt og kopieret de små tegnefilm og tegnefilmindslag, han lavede på det tidspunkt. Han bad mig gå med ud i kantinen, hvor vi kunne tale i fred og ro, og her tilbød han mig, at jeg kunne komme og arbejde for ham som tegner og især animator, hvis jeg kunne og ville. Han fortalte, at han netop havde fået ordre på en tegnet kortfilm, som han var nødt til at have hjælp til at lave. Dertil svarede jeg to ting, dels at det var en del år siden at jeg havde beskæftiget mig professionelt med tegnefilm, og dels, at jeg netop havde fået en indkaldelse til aftjening af min civile værnepligt, og at det derfor nok ikke kunne svare sig for ham at hyre mig. ”Men jeg kender en tegner og animator, Børge Hamberg, der heller ikke arbejder professionelt med tegnefilm for tiden, men som er ansat som porcelænsmaler hos Bing & Grøndahl,” sagde jeg og tilføjede. ”Måske kan du bruge ham, hvis han ellers kan og vil?”. ”Kan du ikke ringe til Hamberg og spørge, om han vil være interesseret!?”, spurgte Barfod. ”Jo, det skal jeg gerne gøre!”, svarede jeg.

 

Samme aften ringede jeg til Børge Hamberg fra en telefonboks i nærheden af, hvor vi boede. Det var hans altid lidt forbeholdne kone, Bodil, der tog telefonen, og jeg satte hende kort ind i situationen. Børge og Bodil boede dengang i Brøndbyvænge i de nyopførte toetagers ejendomme i Brøndbyparken i Brøndbyøster. Da Else og jeg første gang besøgte dem omkring 1952, før vi fik Jan, var der en kæmpestor kornmark, hvor senere Brøndbyøster Torv kom til at ligge. Vi kom til Brøndbyøster med toget og måtte vade ad nogle stier, der førte ned til den dengang afsides beliggende Brøndbyparken. Vi logerede dengang hos min moster Ditte i anden baggård i Ryesgade 56 F, 3. med udsigt til en høj gråsort gavlmur, som hørte til genboejendommen, og det var derfor ikke så lidt overvældende for os at komme ud og se det helt moderne byggeri i Brøndbyparken. Ganske vist havde Børge og Bodil kun en toethalvt værelsers lejlighed, men den var til gengæld indrettet med alle moderne faciliteter, så som elkomfur, køleskab, karbad og moderne toilet og håndvask med varmt og koldt vand. Desuden hørte der en altan til lejligheden, som lå på 2. sal, hvilket var det pågældende byggeris øverste etage.

 

Siden mit 16. år havde jeg været vegetar, og jeg stræbte altid efter i videst muligt omfang at leve som sådan, ikke kun af sundhedshensyn, men af etiske grunde, fordi jeg anså drab af dyr for at være lige så uetisk, som drab af mennesker, og uforenelig med min egen dybeste følelse og indstilling. Jeg vidste, at Børge Hamberg også var vegetar, og af principielt samme grunde som jeg, men også at hans kone Bodil ikke var det. Det samme gjaldt Else, men i det daglige havde både de og vi hver især fundet ud af at indgå nogle kompromisser, der lettede hverdagen og familiesammenkomsterne. Det viste sig, at Bodil denne dag havde lavet en af sine yderst velsmagende specialiteter: Ostefrikadeller. Disse var lavet af en fars af kogt spagetti, rygeost, rasp, mel og æg, og de smagte efter min mening himmelsk. Jeg husker ikke længere, hvad vi fik til dessert, men det har sikkert været noget lækkert, for Bodil, der til daglig var fuldmægtig i et forsikringsselskab, var god til at lave mad og være værtinde.   

 

Men den dag et par år senere, mere præcist omkring maj-juni måned 1955, da jeg som nævnt ovenfor ringede til Børge Hamberg, for at spørge ham om han eventuelt ville være interesseret i Barfods tilbud, kunne jeg ikke komme til at tale med ham, fordi han simpelthen ikke var hjemme på det tidspunkt af aftenen, hvor jeg ringede. Men Bodil lovede at give ham besked om, at jeg ville ringe senere på aftenen, hvilket jeg også gjorde. Børge var imidlertid tøvende, idet han jo havde en god, fast og nogenlunde vellønnet stilling som værdsat porcelænsmaler hos Bing & Bang, som han havde fortalt, at Bing & Grøndahl til daglig blev kaldt blandt de ansatte. Han sagde dog, at han ville overveje sin situation og drøfte den med Bodil, for senere at ringe besked til Barfod. Enden på den historie blev, at Børge Hamberg takkede ja til Barfods tilbud, sagde sin stilling hos Bing & Bang op og vendte dermed tilbage til den tegnefilmbranche, som også han følte på godt og ondt at høre hjemme i. Hans beslutning og ansættelse hos Barfod skulle et par år senere få betydning for min egen tilbagevenden til tegnefilmbranchen. 

 

Imidlertid var der sket det, at nogen tid efter at vi var flyttet til Mågevej, blev vi en dag overraskende opsøgt af min kollega Ole Nielsens søster, Gerda Christiansen, som var en yngre og godt udseende dame på omkring et par og tyve år. Hun ville gerne høre, hvad vi syntes om vores nye lejlighed, som hun så vidt vi havde forstået jo indirekte havde skaffet os. På det tidspunkt var hun gift med Chresten Christiansen, som i øvrigt i mellemtiden var blevet ansat hos Nordisk Films Teknik, hvor han assisterede sin svoger, Ole Nielsen, ved 16mm farvefremkaldermaskinen, der netop på det tidspunkt var på forsøgsstadiet i firmaet. På samme tid eksperimenterede firmaet med at fremkalde og kopiere 35mm Eastmann Color Film, hvilket efterhånden lykkedes, så at Nordisk Film i maj 1956 kunne præsentere den første danske spillefilm i farver, nemlig ”Kispus”, instrueret af Erik Balling.

 

Både Else og jeg syntes godt om Gerda Christiansen, og hun kom derfor jævnligt på besøg hos os, så meget mere som hun var glad for børnene og de for hende. Hun var i reglen glad og munter, men lod alligevel skinne igennem, at der var noget, som trykkede hende. En dag kom det frem, at forholdet mellem hende og manden ikke var videre lykkeligt, og hun var særlig ked af, at de åbenbart ikke kunne få børn. Hun havde egentlig ikke noget at udsætte på sin mand, som hun syntes var både rar og hjælpsom, men når han kom hjem om aftenen til deres store moderne lejlighed på Brøndbyøster Torv i Brøndbyøster, satte han sig foran fjernsynet, spiste sin mad, og blev siddende til udsendelserne var slut. Derefter gik han i gang med at læse en bog. Han foretrak vistnok i reglen populærvidenskabelige bøger og kriminalromaner. Det var meget lidt de to talte sammen om, og hun gik ofte i seng noget før ham. Selv gjorde han det først hen mod midnat og sov til næste morgen tidlig, hvor de spiste morgenmad sammen, før han tog af sted med S-toget omkring kl. 7, for at kunne nå ud til sin arbejdsplads hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen, hvor arbejdet begyndte kl. 8. Selv skulle hun først møde på sit arbejde i advokatfirmaet Høgsbro inde i København kl. 9.

 

I denne daglige og rutineprægede ”trædemølle” blev der sjældent tid til kærtegn, endsige sex. Men denne lod delte Gerda og Chresten vist med adskillige andre par og ægtepar i den moderne, travle og forjagede hverdag, hvor jagten på forbrugsgoder og statussymboler var – og fortsat er – i højsædet. Desuden indgås nogle ægteskaber ikke sjældent på et forkert og alt for løst grundlag, idet parterne dårligt nok kender hinandens personligheder, før de gifter sig, hvad enten det sker i kirken eller på borgmesterkontoret. Pigen eller kvinden gifter sig måske fordi hun har travlt med at ville sætte bo og få børn, eller fordi hun måske gerne vil flytte hjemmefra, for at slippe for forældrenes eller for enten en dominerende mors eller fars indflydelse. For mandens vedkommende kan grundene til, at han har travlt med at ville gifte sig, være flere, men en af de i reglen uudtalte grunde er ofte et ønske om primært at sikre sig en seksualpartner og sekundært at få sig en ’opvarterske’, der kan erstatte hans mor, skønt erfaringen har vist, at kvinden sjældent eller måske aldrig vil være i stand til at leve op til dette ’ideal’. 

 

Så vidt jeg forstod, var Gerdas problem todelt, nemlig for det første, at hun ikke længere var forelsket i sin mand, og for det andet, at han ikke havde nogen ambitioner ud over at passe sit arbejde samvittighedsfuldt, så han kunne beholde det i en tid, hvor der var stor arbejdsløshed. Han var i lighed med sin svoger, Ole, uddannet mejerist, og begge havde arbejdet i samme mejeri et sted på Sjælland, men var vistnok blevet arbejdsløse og havde derfor søgt til hovedstaden. Sådan som så mange andre faglærte så vel som ufaglærte både før og efter dem havde gjort og fortsat gjorde.

 

Både Ole og Chresten var flittige arbejdere og gode arbejdskolleger, som var rare og hyggelige at snakke med, men personlig delte jeg ikke deres store begejstring for fodboldkampe, og især landskampe, som så vidt jeg vidste, var det eneste, der kunne få Chresten ud af huset i fritiden. Ole var en omsorgsfuld og kærlig familiefar, som så vidt jeg husker, havde tre børn på det tidspunkt. Men om Chresten, som vistnok havde været gift før, og som også var en hel del år ældre end sin nye kone, Gerda, havde børn fra sit tidligere ægteskab, ved jeg ikke noget om. Han havde det som nævnt ikke sammen med Gerda.

 

Når Else, børnene og jeg skulle besøge mine forældre i Jægersborggade, efter at vi var flyttet til Mågevej, foregik turen altid til fods. Jan gik en del af vejen selv, men som regel med mig ved hånden, og når han blev træt i benene, bar jeg ham. Annette sad enten i barnevognen eller klapvognen, som Else kørte. Vi lagde vejen om ad Ørnevej og via Hillerødgade gennem Nørrebro Parken til Stefansgade, hvor Jægersborggades nordlige ende munder ud. Mine forældre var meget glade for deres børnebørn, og det gjaldt også mine tre søskende, Benny, Bent og Lizzie, hvoraf sidstnævnte stadig boede hjemme på det tidspunkt, der her er tale om. Særlig Lizzie var glad for Jan og Annette, og hun tog sig ofte meget af dem og legede med dem, lige som hun jævnligt besøgte dem hos os. Min moder var desuden meget hjælpsom overfor os, dels med naturalier og dels lejlighedsvis med lidt kontanter, som faldt på et tørt sted. Else var ofte i bekneb for penge til cigaretter, og når hun tog pengene fra husholdningsbudgettet, måtte der spares på andre daglige fornødenheder. Det gik i længden mest ud over nyanskaffelser af tøj og fodtøj til børnene og hende selv, mens jeg foreløbig klarede mig med det tøj, jeg havde i forvejen.

 

Det hændte ofte, når vi på den tid besøgte mine forældre, at jeg efter et par timer faldt i en dyb søvn i en lænestol eller siddende på sofaen. Det bekymrede især min mor, som en dag, da hun og jeg var alene, spurgte, om jeg havde problemer at slås med, hvilket jeg naturligvis benægtede, for jeg ville ikke blande mine forældre ind i Elses og mine mere personlige forhold. Dengang forstod jeg ikke, at min daværende sovetrang hang sammen med en følelse af, at jeg ikke slog til, hverken i mit privatliv eller i mit arbejde. Inderst inde vidste jeg med mig selv, at jeg ikke var i stand til at give Else og især børnene de økonomiske og sociale vilkår, som de fortjente og havde krav på, og samtidig var jeg dybt frustreret over, at jeg af omstændighederne var henvist til at arbejde med noget, der bestemt ikke førte mig videre frem ad den bane, som jeg følte og vidste med mig selv, at jeg før eller siden måtte ind på igen, hvis jeg skulle have en chance for at overleve som et anstændigt og respektabelt menneske, der dagligt kunne se sig selv i spejlet uden at græmmes. Men så længe situationen var, som den var, gjorde jeg min pligt, og vi havde mad på bordet hver dag, og børnene især tøj på kroppen, og der var også råd til et stykke legetøj i ny og næ. Derimod havde vi endnu ikke haft økonomisk overskud til at købe nye og flere møbler, og måtte derfor nøjes med det skrabsammen, vi foreløbig havde. Men jeg trøstede mig med, at kom tid, så kom der nok også råd.   

    

Men også efter julen og nytåret 1954/55 gik livet og dagligdagen videre i sin vante gænge og trummerum, og med de relativt få højdepunkter, der trods alt var. Den 12. januar 1955 fyldte lille Jan 2 år, og det blev naturligvis fejret efter bedste evne og formåen. Det var som sædvanlig kun min familie, der var gæster: Mor, far, Lizzie, mormor og morfar. Drengene, Benny og Bent, var derimod nu begyndt at gå deres egne veje. Begge var kommet i lære, Benny som værktøjsmager og Bent som automekaniker, og begge var blevet gift, Benny med barndomsveninden Ruth, og Bent med en nydelig ung pige, Annelise, som han havde lært at kende i forbindelse med sit arbejde hos autoværkstedet Anneberg på Vesterbrogade. Det føltes ejendommeligt, at Elses forældre, dvs. hendes mor og stedfar, så godt som aldrig deltog i vores familiesammenkomster og heller aldrig besøgte os ved andre lejligheder. Faktisk var det lidt af en gåde for mig, som jeg dog skød i baggrunden, idet jeg med rette eller urette antog, at de var dybt skuffede og forurettede over, at deres datter havde valgt en ”social taber” som mig. Der var dog en enkelt undtagelse, idet vi i påsken 1953, efter invitation rejste en tur til Køge og besøgte Elses forældre. De var tydeligvis glade for at se lille Jan, som nu var blevet nogle måneder gammel.

 

I min sommerferie 1954 havde jeg fået den idé, at jeg ville tjene lidt ekstra ved at arbejde som såkaldt klunser. Til det formål lejede jeg omme i Bjelkes Allé en trehjulet budcykel med stort lad, og med den kørte jeg rundt i kvarteret og rodede i skraldebøtterne med det såkaldte 7-tal, som var en jernstang, der var bukket i cirka en halvfems graders vinkel i den ene ende. Skraldebøtterne var dengang lavet af galvaniserede zinkplader og tunge som bare fanden, selvfølgelig især når de var fyldte med skrald. Men hver eneste tidlig morgen kom skraldemændene og bar dem på skulderen fra gårdene og ud og tømte dem op i den hestetrukne skraldevogn, der holdt ude på gaden. Bagefter stillede de skraldebøtterne på plads igen. At være skraldemand er hårdt arbejde, men det var særlig hårdt dengang og tidligere, hvor alt måtte gøres med håndkraft.

 

Både mor og Else syntes det var noget underligt og forargeligt noget af mig, sådan lige pludselig at ville beskæftige mig med noget så socialt degraderende, som det dengang var at være skraldemand. Far var derimod knapt så uforstående og slet ikke forarget, for hvad havde han ikke selv i sin egen tid måttet befatte sig med af socialt nedvurderet arbejde, uanset om han brød sig om det eller ej. Mit indtryk var, at han nærmest var imponeret over, at hans ellers så sarte og forfinede tegner-søn tilsyneladende ikke havde noget imod at udføre et arbejde, som lå på seniors eget niveau. I løbet af de små fjorten dage, hvor jeg samlede forskelligt skrald, eksempelvis metaller som kobber, tin og messing, og hele og rene klude, hændte det et par gange, at jeg også fandt en smuk messingskål og nogle messingfigurer, som jeg ikke nænnede at sælge til produkthandleren. Derimod solgte jeg gerne alt andet, jeg havde samlet, og for det fik jeg da også et par gange lidt mere end en klatskilling. Denne ekstraindtægt var mere end nødvendig for vores husholdning, for mange penge gik op i røg på grund af Elses store daglige forbrug af cigaretter.

 

Men jeg havde faktisk også en anden bagtanke med klunserarbejdet end den, at tjene lidt ekstra penge, nemlig at lære klunsermiljøet og dets folk at kende indefra. Det skyldtes, at jeg allerede omkring 1948-49 havde undfanget en idé om at ville skrive en drejebog til en spillefilm, der skulle handle om klunsere og klunsermiljøet. Også dengang havde jeg i en sommerferie forsøgt mig med at arbejde som klunser. Men nu, i 1954, blev ideen modnet så meget, at jeg i mit stille sind kunne udarbejde drejebogens handling mere detaljeret og fuldstændigere end tidligere. Jeg begyndte på et tidspunkt også at nedskrive handlingen, men opgav det undervejs, primært fordi jeg fik travlt med andre ting. Men den dag i dag står handlingen klart og lyslevende i min bevidsthed. Tiden er imidlertid løbet fra projektet og – fra mig. Set i bakspejlet ser det for øvrigt ud, som om min skæbne har villet, at jeg ofte var på forkant med tidens tendenser, hvad angår bestemte ideer og planer til filmprojekter, men jeg er også altid kommet for sent med at få dem realiseret. Det skyldes nok fortrinsvis at jeg er en introvert drømmer, som elsker at fordybe sig i ideer og planer, men ikke har hverken viljen, modet eller evnen til at udføre dem i praksis, når det kommer til stykket.  

 

Foråret og forsommeren 1955 gik omtrent som sædvanligt, men med det højdepunkt, at lille Annette fyldte 1 år den 15. april, og hvor vi holdt en lille festlighed med de samme gæster, som altid. Men året var også præget af, at jeg i maj fik min indkaldelse til aftjening af civilt arbejde i Gribskovlejren, hvor jeg som allerede sagt skulle møde op den 16. august. På en af søndagene i sommeren 1955, benyttede jeg en eftermiddag lejligheden til at tage Jan og Annette med og aflægge et besøg på Freddy Pedersens Danseskole i Hvidovre. Grunden til det var, at i de sommermåneder, hvor Ethel Lous’ Danseinstitut på H.C. Ørstedsvej havde lukket, gennemgik min mor – assisteret af min søster Lizzie - de nye danse, som skulle læres til dansesæsonen begyndte igen til september. Fra dette besøg findes et foto med lille Annette, men hvorfor Jan eller andre ikke er med på billedet, og hvorfor jeg ikke har andre fotos fra dengang, husker jeg ikke.

 

 

Herover ses lille 2-årige Annette siddende og lege bag den bygning på Hvidovrevej, hvor Freddy Pedersens Danseskole havde til huse. Vi var dér, for at besøge min mor, som brugte danseskolens lokaler til at lære sig selv og sine kolleger de nye danse, som skulle introduceres, når undervisningen begyndte til september, for mors vedkommende på Ethel Lous’ Danseinstitut på H.C. Ørstedsvej.  - © 1955 Privatfoto.

 

Som gentagne gange nævnt, så havde jeg ikke tænkt mig at ville opgive håbet om atter at komme til at lave tegnefilm, og derfor genoptog jeg arbejdet på den lille tegnefilm om ”Tommelise”, som jeg havde planlagt allerede i 1948, men som i lighed med andre og lignende af mine tegnefilmprojekter dengang havde måttet lægges til side. På Nordisk Films Teknik var der en kollega, en yngre mand, som også var specielt interesseret i tegnefilm, og da han havde hørt, at jeg var i gang med at lave en tegnefilm, henvendte han sig en dag til mig og sagde, at han gerne ville forsøge sig som animator på min ”Tommelise”-film. Han viste mig en lille film, han selv havde tegnet, animeret og fotograferet, og det var tydeligt, at han havde et vist talent som animator. Desværre er det mig ikke muligt at huske hans navn, det har han ellers fortjent, men det korte af det lange er i al fald, at jeg gav ham til opgave at animere den scene, hvori heksens frø vokser op af urtepotten og folder sig ud som en smuk tulipan. Selv tegnede og animerede jeg Tommelise, der ligger sovende inde i tulipanen, men som vågner og ser sig omkring, idet tulipanen breder sine kronblade ud.

 

 

 

Tilvenstre ses et close up af heksens hånd med det frøkorn, som den længselsfulde unge kone fik og gik hjem og plantede i en urtepotte. Frøet spirede straks og voksede op som en rød-gul tulipan, hvis kronblade åbnede sig, da konen kyssede den smukke blomst. På ’stolen’ midt i blomsten sad der på magisk vis en sovende lillebitte fin pige, ikke mere end en tomme lang, og som konen derfor gav navnet ”Tommelise”. – Tegninger: © 1955 Harry Rasmussen.

 

 

Den lille Tommelise, idet hun har rejst sig fra sit sæde og er parat til at se og opleve, hvad der videre vil ske for og med hende. -  Tegning: © 1955 Harry Rasmussen. 

 

Ud over den nævnte scene, tegnede og animerede jeg også en indledningsscene, hvori man ser et beskrevet manuskriptark ligge på et bord, hvor der står et blækhus med en pennefjer og et brændende stearinlys i en stage. Desuden animerede jeg et nærbillede af heksens hånd med det magiske frø, som placeres i hånden på den unge kvinde, der så brændende ønsker sig et barn. Og ydermere den scene, hvor man ser den unge kvindes hænder lægge frøet i en urtepottes jord. Disse scener blev af mig trukket op på celluloid og farvelagt, dog kun i sort, hvidt og gråtoner, idet farvefilm endnu ikke var blevet almindelig i Danmark på den tid, og desuden var mere end dobbelt så dyrt at bruge. Dette arbejde udførte jeg i løbet af de to ugers ferie, jeg skulle afvikle i begyndelsen af august, og under et stort arbejdsmæssigt pres, fordi jeg havde sat mig for at ville nå at optage de få færdige scener til ”Tommelise”-filmen, inden jeg den 16. august skulle af sted til Gribskovlejren ved Maarum. Jeg havde nemlig gjort mig klart, at det sandsynligvis ville blive umuligt at arbejde videre på filmen i den tid, jeg skulle tilbringe i Gribskovlejren, tilmed under forhold og vilkår som endnu var ukendte for mig. Min tanke var derfor at bruge de optagne scener som en såkaldt pilot-film, som jeg ville præsentere for Statens Filmcentral, når jeg om cirka et par år havde afsluttet min civile værnepligt, og i håbet om at man ville sponsorere filmens produktion, så at jeg til den tid ville kunne vende tilbage til tegnefilmbranchen.

 

Desværre kom presset for at nå at få scenerne til ”Tommelise”-filmen færdig i tide, i nogen grad til at gå ud over Jan og Annette, som jo ikke kunne forstå, at deres far slet ikke havde ret meget tid til dem i de dage, hvor arbejdet stod på. De fik også besked på, at de ikke måtte komme i nærheden af spisebordet, som var fyldt med nymalede celluloider, der lå til tørre. Celluloider var sarte, især overfor fedtfingre og støv, som meget nemt ville kunne ses, når de blev kraftigt belyst under optagelsen på trickbordet. Og støv og fedtpletter kunne give uheldige reflekser på filmen, som gjorde den professionelt ubrugelig og dermed kassabel. Men det gjorde mig ondt for børnene med de restriktioner, der i den sammenhæng blev pålagt dem, samtidigt med at jeg mente, det var nødvendigt at gøre arbejdet færdigt, fordi det ville kunne få betydning for både dem og mig, når jeg vendte tilbage fra Gribskov og skulle begynde på et arbejde igen. Jeg ville jo stadigvæk helst vende tilbage til arbejdet med professionel tegnefilm, og eftersom den danske tegnefilmbranche på den tid faktisk var ikke-eksisterende, mente jeg, det ville være nødvendigt selv at tage et initiativ.     

 

Så vidt jeg har forstået på nogle oplysninger, som jeg en del år efter fik gennem min moster Gudrun, som en overgang havde arbejdet på en elektronikfabrik sammen med Jan og Annettes mor, skulle Else senere have udlagt den ovenfor nævnte situation på den måde, at jeg slet ikke var interesseret i mine børn, men langt hellere foretrak min efter hendes mening egoistiske og formålsløse interesse for at lave tegnefilm. Hvis det var hendes opfattelse, må jeg desværre sige, at hun nok ikke forstod så meget af, hvad der foregik indeni mig og hvad mine ambitioner egentlig drejede sig om. For det første havde jeg ikke til hensigt at svigte mine børn, og for det andet havde jeg heller ikke tænkt mig, at forblive ufaglært og lavtlønnet arbejder, og sådan kom det da heldigvis heller ikke til at gå, hvilket min senere og livslange karriere inden for tegnefilmbranchen forhåbentlig tydeligt vidner om. Kun trist at tænke på, at Jan og Annette på grund af omstændighederne ikke i længden fik mulighed for at komme til at opleve deres far i sit rette element, som jeg tror og håber, ville have gjort dem stolte af mig. Men de var endnu for små til at fatte, hvad der dengang foregik, selvom de faktisk kom til at opleve mine første år i tegnefilmbranchen, efter at jeg for altid var vendt tilbage fra Gribskovlejren, nemlig årene 1957-59, hvor jeg arbejdede for Bent Barfod Film. Men herom senere i kronologisk rækkefølge.     

 

Imidlertid indtraf der en mindeværdig episode en af de dage i min 14 dages ferie i begyndelsen af august, da jeg efter aftale med kontoret og trickfotograf Clausen mødte op hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen, for at påbegynde optagelserne til ”Tommelise”-filmen. Det viste sig nemlig, at trickbordet var optaget af Bent Barfod og Børge Hamberg, som var i gang med at fotografere nogle vanskelige scener til kortfilmen ”Noget om Norden”. Disse optagelser var trukket længer ud end forventet, hvilket d’herrer meget beklagede. Jeg blev til min store skuffelse og ærgrelse nødt til at udskyde mine egne optagelser til næste dag, men det var begyndt at haste, for om få dage måtte jeg give møde i Gribskovlejren, hvor jeg skulle tilbringe 22 måneder som civil værnepligtig. Siden min første indkaldelse var tjenestetiden for civile værnepligtige heldigvis blevet nedsat med to måneder, fra 24 til 22 måneder. Det sidste kunne være længe nok.

 

Scenerne til min lille pilot-film optog jeg på 35mm film på Nordisk Films Tekniks forholdsvis nye trickbord, hvorefter filmstrimlen blev fremkaldt og nedkopieret på 16mm film. Resultatet viste sig nogenlunde tilfredsstillende, især i betragtning af, at der ikke på forhånd var optaget nogen linetest af animationen. Derefter blev alle tegninger og celluloider sammen med filmstrimlen lagt i en papæske og opmagasineret i vores pulterkammer på loftet, og der kom det til at ligge og samle støv i de næste to år. Men da var Else og jeg blevet separeret og hun havde i mellemtiden fået sat ny hængelås på døren til pulterkammeret, som jeg ikke havde nøgle til og som hun nægtede mig adgang til.    

   

På et senere tidspunkt gav Else mig dog adgang til pulterkammeret, og ved den lejlighed hentede jeg nogle af mine bøger og grammofonplader, samt filmstrimlen og en del skitser og tegninger til ”Tommelise”-filmen, men animationstegningerne og de malede celluloider blev tilbage i papkassen, simpelthen fordi den var for tung til, at jeg selv kunne bære den og tage den med mig. Men det jeg fik med mig, blev alt sammen opmagasineret i mine forældres pulterkammer på loftet i den ejendom i Jægersborggade, hvor de boede. Mere herom senere. 

 

Men med de sidstnævnte bemærkninger er vi dog kommet et par år længere frem i tiden, end vi er nået til i denne beretning. Kronologisk set er vi nået til den dato, da jeg måtte forlade min kone og mine børn, for i konsekvens af lovbefalede grunde at tage til Maarum, hvor jeg skulle give møde i Gribskovlejren. Nogen tid forinden havde jeg modtaget et brev med en fornyet indkaldelsesordre og en togbillet til turen til Maarum, som i mit tilfælde skulle foregå med tog, hvis jeg ville rejse gratis, og det ville jeg naturligvis, for det gjaldt jo om at spare penge.

 

Det store vendepunkt

Dagen oprandt uundgåeligt, hvor jeg skulle af sted til Gribskovlejren, for at aftjene min lovbefalede civile værnepligt. Else havde bestemt, at hun og børnene ville følge mig til Hovedbanegården, hvorfra afrejsen skulle foregå. Selv kørte jeg derind på cykel og havde Jan siddende foran på en sadel på stangen, mens Else tog sporvognen sammen med lille etårige Annette. Cyklen parkerede jeg omme i Reventlowsgade ud for banegården, hvor jeg havde tænkt mig at hente den og cykle hjem på den, når jeg første gang fik orlov. Jan var godt 2½ år på det tidspunkt og han var tydeligvis ked af, at jeg skulle af sted, selvom han naturligvis ikke forstod det fulde omfang af, hvad det ville sige at hans far skulle være væk fra hjemmet i de næste 22 måneder. Annette var for lille til rigtig at fatte, hvad der var på færde, og Else var selvfølgelig trykket ved situationen, nu da hun måtte stå alene med ansvaret for de to småbørn. Økonomisk set ville hun også blive dårligere stillet med den såkaldte soldaterhjælp til værnepligtiges hustruer, end hun og vi havde været vant til, mens jeg endnu var i arbejde. Hun beklagede sig ikke, men tog tilsyneladende situationen med stoisk ro. Det var dog ikke til at vide, hvad der foregik i hendes indre, for det kendte jeg hende faktisk ikke godt nok til at vide eller fornemme, og hun gav aldrig direkte udtryk for, hvad der mere præcist havde hendes interesse. Selv var jeg som sagt meget trykket ved afrejsen, som foregik med regionaltoget til Hillerød. Else og børnene stod på perronen og vinkede farvel, da toget satte i gang og tøffede mod Vesterport Station, og snart var mine tre kære ude af syne. Tårerne stod mig i øjnene, men det var en formildende tanke at vide, at jeg ville få orlov allerede førstkommende onsdag.

 

Det var med sindet fuld af tanker og blandede følelser, at jeg sad ved kupevinduet og fulgte med i, hvilke stationer, vi passerede undervejs. Følelsen af dyb ensomhed sneg sig ind over mig og lagde sig som en tung dyne over mit sind. Men samtidig indså jeg, at det, der nu skete, var konsekvensen af mit hidtidige liv, og især af min ufravigelige beslutning i 1948 om at ville nægte militærtjeneste, og min deraf følgende undladelse af at melde mig til lægdsrullen, hvilket sidste, i sammenhæng med et års udsættelse af aftjeningen, bevirkede, at jeg først blev indkaldt i en alder af 26 år. Dog, som soldat skulle man på den tid aftjene 12 måneders værnepligt, der ganske vist var en kortere tid end for militærnægtere, men det sidstnævnte skulle jo have karakter af en form for straf. Udefra set kunne mit liv nok se ud, som om det i hvert fald tilsyneladende var foregået mere eller mindre tilfældigt, til trods for mine standhaftige planer om at ville gøre, hvad jeg kunne, for igen at komme til at lave tegnefilm. I virkeligheden var der altså faktisk tale om en konsekvens i de tilsyneladende tilfældigheder, men heldigvis – eller måske uheldigvis? - anede jeg ikke på det tidspunkt noget om, hvad skæbnen havde i baghånden til mig.  

 

I Hillerød skulle der skiftes til Gribskovbanen, som jeg aldrig tidligere havde kørt med. Spændingen steg efterhånden som toget arbejdede sig gennem den vældige Gribskov og gjorde holdt ved nogle småstationer undervejs: Gadevang, Kagerup, Storkevad, sidstnævnte var kun et såkaldt trinbræt, og endelig Mårum Station, hvor jeg og for resten også andre nyindkaldte skulle af. Noget forlegen og samtidig lidt nysgerrig kiggede jeg på de andre fremmødte, som sikkert havde det lige som mig. Alle var usikre på, hvad der videre skulle ske, men en af de tilstedeværende sagde, at vi skulle blive ved stationen og afvente, hvad der videre skulle ske. I mellemtiden ankom der flere unge mænd på motorcykel, som også viste sig at være nyindkaldte.                    

 

 

 

Gribskovlejren henlå som en idyl i den nordlige udkant af Grib Skov, kun få kilometer fra landsbyen Maarum og dennes station. Midt i fotoet ses den murstensbygning, der rummede lejrens køkken, og i tilslutning hertil og bagved ses den tilbyggede træbygning, kaldet fællessalen, som dannede rammen om de daglige måltider og som desuden tjente som lokale for kulturelle arrangementer, herunder foredrag, filmforevisninger og fællesmøder. På den modsatte side af fællessalen var der en del belægningsstuer. Til højre ses gavlen af den murstensbygning, som rummede en række belægningsstuer, toiletter og bad, bibliotek, infirmeri og opholdsstue, samt lejrens kontor, hvor en ikke særligt populær person med øgenavnet ”Rotten” residerede til daglig. - © 1955 Privatfoto.

 

Efterhånden var der vel forsamlet en 12-14 unge mænd foran stationen, hvoraf de fleste viste sig at være i alderen 19-26 år. Heraf viste det sig at de fleste var 24-26 år, idet de i lighed med mig, havde fået udsættelse med deres indkaldelse på grund af uddannelse eller særlige familieforhold. Selv var jeg jo 26 år på det tidspunkt, og grunden til min sene indkaldelse var dels den, at jeg som tidligere omtalt først sent var blevet optaget i lægdsrullen og dels en udsættelse, fordi jeg for nylig havde stiftet familie og gerne ville forsøge at sikre den inden indkaldelsen. Dette var dog desværre ikke lykkedes godt nok, primært fordi det havde knebet med at tjene nok til at kunne spare penge op. Alt, hvad jeg tjente, gik til de daglige fornødenheder, herunder ikke mindst Elses forholdsvis store cigaretforbrug. Selv røg jeg ikke cigaretter, men højst en pibe tobak en sjælden gang imellem, noget jeg på et tidspunkt i øvrigt skippede helt.

 

En af de fremmødte hed André Mogensen, og han var kommet helt fra Bornholm, hvor han var født, opvokset og boede. Han var en stor og sværlemmet fyr, uddannet grovsmed af profession, men havde sine egne og oppositionelle meninger om tingene. Som helt ung havde han tilsluttet sig foreningen ”Aldrig mere krig” og partiet Det Radikale Venstre, og det var som følge af sin pacifistiske holdning, at han nu befandt sig her.   En anden af de fremmødte hed Ivar Nielsen, og han viste sig at være under uddannelse til revisor i det civile liv. En tredje hed Jørn Krogh, der var tandtekniker af profession, og en fjerde, en af de ældste af de fremmødte, hed Kurt Henning Petersen. Han var 28 år og organist ved Åkirkeby Kirke på Bornholm, hvor han dog hverken var født eller opvokset, men boede, fordi han var gift med en bornholmsk pige. En femte fremmødt hed Birger Jarl Guy, og han var hele 29 år og i øvrigt mindst et hoved højere end alle andre af de indkaldte. Han havde en akademisk uddannelse, vistnok som teolog, og hans studium havde krævet flere udsættelser, og det var grunden til, at han blev indkaldt i så sen en alder.

 

Efter at vi nyankomne havde ventet omkring tre kvarter ved Mårum Station, dukkede der pludselig to motorcykler op, som kom fra den retning, hvor et skilt fortalte at Gribskovlejren var beliggende. Motorcyklerne havde hver en passager, som blev sat af ved stationen, hvorefter motorcyklisterne forsvandt i samme retning, som de var kommet fra. De to passagerer var klædt i stramtsiddende sort tøj og havde foruden sorte ridestøvler også sorte militærkasketter med blanke emblemer foran. Og begge bar hver en ridepisk, som de hyppigt slog mod støvlerne med raske slag. De to skikkelser var en gysende uhyggelig påmindelse om de barske SS-soldater fra nazismens og Anden Verdenskrigs tid. Tavsheden bredte sig, mens de to ”nazier” med brysk kommandostemme beordrede de fremmødte til at gå ind i stationens ventesal. Her holdt den ene af de to barsk udseende mænd, hvis stenansigter ikke røbede den mindste forståelse endsige sympati for de usikre fremmødtes situation, en tale, hvori han med høj og lidt skinger stemme advarede imod de rygter, der var i omløb og som sagde, at der ventede de indkaldte en behagelig og fornøjelig tid i selskab med ligesindede. Tværtimod, sagde han, måtte de indkaldte forberede sig på, at der herskede militær orden og disciplin i lejren, og at man ville blive straffet hårdt for selv de mindste forseelser.

 

Stemningen sank til nulpunktet hos de nyindkaldte, ikke mindst da ”nazi-officeren” kommanderede dem til at stille op i to rækker foran stationsbygningen ved vejen til lejren. Da dem, der var ankommet til stationen på motorcykel, gjorde anstalter til at ville sætte sig op og køre til stedet, beordrede han dem til at stå af og trække deres motorcykler uden at komme ud af geleddet. Der var cirka et par kilometer grusvej til lejren, og med den ene ”nazi-officer” foran og den anden bag ved, travede vi i kolonne fremad mod bestemmelsesstedet. Idet vi nærmede os lejren, kunne vi se, at en hel del militærnægtere, de fleste i sortblå marineuniformer, var travlt i gang med forskelligt arbejde på et stort areal foran lejrbygningerne. Arbejdet bestod i at bære træstammer, save eller kløve brænde, hakke og grave i jorden og lignende. De to nazier forlod nu os og gik med raske skridt hen til de arbejdende, og her udstedte de straks høje kommandoråb og knaldede truende med pisken. Tak skæbne, tænkte jeg, og det samme gjorde sikkert også flere af de andre nyankomne, er det sådan noget, der venter os! Det var ikke lige, hvad vi havde forventet os af en lejr for militærnægtere, især ikke, da forholdene syntes at stride mod FN’s menneskerettighedskonventioner. Vel vidste jeg intet præcist om, hvordan forholdene var eller skulle være i en militærnægterlejr, og vel havde mine forventninger til en sådan ikke været særlig positive, idet jeg vidste, at selv gamle eller forhenværende pacifister som f. eks. daværende indenrigsminister Johannes Kjærbøl, under hvem militærnægterlejrene sorterede, et par år tidligere havde udtalt, at han syntes man burde nedlægge disse og i stedet sende militærnægterne til Grønland, hvor de kunne gøre nytte, ved at hukke indlandsis til brug for fiskeindustrien! Men at forholdene skulle være så slemme, som det første møde med Gribskovlejren tydede på, overgik dog min værste fantasi.

 

 

 

Herover ses nogle af de ’overnægtere’, der agerede i lighed med, hvad jeg husker, var tilfældet med de såkaldte ”Hipo-betjente” under Danmarks besættelse. Senere lærte jeg de tre herrer at kende som fra venstre på det første foto er Bent Hjeds, Mogens Jønsson og Gregers Espersen. På fotoet til højre ses de samme tre mænd i samtale med den protesterende og seje bornholmersmed André Mogensen i forgrunden tilvenstre. - © 1943 Privatfotos.

 

Det interessante ved Kjærbøl, som var socialdemokrat, var nok så meget, at han i sine yngre dage havde været medlem af foreningen Aldrig mere Krig. Han bar tilmed foreningens symbol, et emblem med et knækket gevær, synligt i knaphullet. Det blev han dog ikke ved med, og da en journalist en dag spurgte ham om, hvorfor han ikke længere bar emblemet, svarede han, at det havde han da stadig på sig, hvorefter han vendte jakkereversen og viste, at emblemet sad skjult bag denne! Kjærbøl gik altså stadig ind for ”Aldrig mere Krig!”

 

Efter at vi i samlet flok var ankommet til lejren, blev vi modtaget af nogle andre og tilsyneladende mere venligtsindede nægtere, som sagde, at vi skulle henvende os på kontoret, hvilket vi gjorde efter tur. Her ville vi blive fordelt på de forskellige mandskabsstuer, hvor der var ledige pladser. Inde på kontoret sad der en ca. 40-45 årig lidt fedladen og tyndhåret mand, iført lysegråt jakkesæt, hvid skjorte og slips. Han så sur og tvær ud, nærmest som om det at have med folk som os at gøre, bød ham inderligt imod. Men han nedlod sig dog til at tildele hver af os et mandskabsnummer, som anviste os den seng, kaldet køje, og det garderobeskab, der skulle være vores i den tid, vi var indkaldt. Selv fik jeg nummer 22 på stue 2 og var tilfældigvis så heldig at få en enkeltmandskøje. Der var i alt 8 køjer på denne stue, fordelt i to rækker med fire køjer på hver side, men af mangel på pladser havde tre af sengene fået overkøjer. Det betød, at 11 mand logerede i en stue på omkring 40 m2. Der var dog nogenlunde plads og afstand mellem køjerne, lige som der var en forholdsvis bred midtergang mellem de to køjerækker.

 

 

 

På fotoet tilvenstre ses en del nægtere, som tilhørte ’mit’ nyankomne hold. Desværre husker jeg ikke navnene på alle personerne på billedet, men fra venstre og bag det åbentstående vindue i depotbarakken, ses Jørn Krogh og derefter som den første i rækken, Henning Larsen. Navnene på nr. 3 og 4 husker jeg ikke, men nr. 5 er André Mogensen, nr. 6 er Per Laursen, nr. 7 Kaj Frank Jensen, nr. 8 Birger Jarl Guy, som står i samtale med en nægter, jeg ikke husker navnet på, og det er også tilfældet med rækkens sidste nægter ude til højre. På fotoet til højre ses de to uniformerede og ”hipoagtige” mænd, der omtales i hovedteksten. - © 1955 Privatfoto.

 

På kontoret havde vi fået besked på at hente sengetøj og den såkaldte mundering ovre i tøjdepotet, hvilket var det allerførste vi foretog os efter ankomsten og efter at vi havde anbragt vores respektive kufferter eller tasker i hver vort garderobeskab. Munderingen bestod af et sæt kortærmet undertøj, et sæt langærmet undertøj, en blå kedeldragt til sommerbrug, og til vinterbrug en jakke og et par bukser, begge dele i sortblåt, svært uniformstøj, som man sagde, var marinens aflagte uniformer. Dertil et par lærredssko, et par træsko og træskostøvler, som der senere på året viste sig at blive særdeles god brug for. Desuden fik vi udleveret hver en lærredstaske og en feltflaske. Undertøjet, fik vi at vide, kunne og skulle udskiftes på depotet en gang om ugen. Sengetøjet bestod af to lagener, et gråt uldtæppe, en flad hovedpude og et pudevår. Sidstnævnte og lagnerne kunne og skulle også udskiftes en gang hver fjortende dag.

 

 

Herover ses nogle af de nyankomne nægtere fra ’mit’ hold, som slapper af foran gavlen til den murstensbygning, som bl.a. rummede deres belægningsstuer. Det er siddende fra venstre Ivar Nielsen, Jørn Krogh og Kjeld Krøyer med pibe i munden, og bag den stående mand i mørkt tøj sidder Jens Jacobsen. Af de tre stående personer husker jeg ikke navnene på de to, nemlig manden med hvid skjorte i døråbningen og manden i midten, hvorimod jeg naturligvis udmærket kender den person, der står helt til højre, nemlig mig selv. Bag vinduet til højre i billedet var lejrens kontor beliggende. - © 1955 Privatfoto.

 

Vi havde også fået besked på, at de to ”nazier” ville gå stuegang og sikre sig, at de nyankomne var i stand til at rede deres seng på forskriftmæssig vis. Det var den strengest udseende af de to sortklædte, der kom ind på den stue, hvor jeg og et par andre nyankomne hørte til. En af de nyankomne hed Henning Larsen, og i det civile liv var han typograf og havde som sådan arbejdet på Berlingske Tidende. Han var i lighed med mange andre typografer kommunist af politisk overbevisning, men ikke særlig partitro eller fanatisk i sin holdning. Dertil kom, at han var et venligt og hjælpsomt menneske, selvom han snart efter sin indkaldelse fik store personlige og private problemer at slås med. Den pige, han havde kendt og boet sammen med i flere år, gjorde det forbi med ham, og det slog ham ud for en tid. En anden af mine nyankomne stuekammerater hed Ralf, og han var mekaniker af profession og havde indtil sin indkaldelse arbejdet på et autoværksted i Hillerød, hvor han for øvrigt fortsatte med at arbejde, når han havde orlov. Han var desuden gift og boede normalt med sin kone i Hillerød. Men når jeg her især har nævnt disse to nyankomne, skyldes det, at de begge satte sig til modværge, da de to ”nazi-fyre” dukkede op på stuen for at kontrollere, hvordan sengene blev redt. På trods af trusler om disciplinære straffe for lydighedsnægtelse afviste både Henning og Ralf hårdnakket at efterkomme kravet om, at de skulle rede deres senge under kontrol. Efter en del parlamenteren frem og tilbage, hvorunder Henning Larsen truede med at klage til bl. a. Indenrigsministeriet, endte situationen mærkværdigt nok med, at de to ”nazier” opgav og forlod stuen, vel at mærke uden at have kontrolleret hverken min eller en anden nyankommen nægters sengeredning.

 

Snart forlød det fra stue til stue, at de nyankomne kunne forvente sig en stor overraskelse, når de sammen med de øvrige militærnægtere mødte op i fællessalen kl. 21. Her ville der i dagens anledning blive serveret te og kage, og desuden ville man blive præsenteret for lejrchefen, som for øvrigt hed Christian Elbæk Petersen, men som i daglig om- og tiltale kun hed Elbæk. Han, der var født den 7. maj 1916, var tiltrådt som lejrchef i oktober-november 1954.

   

Resten af eftermiddagen gik uhyre langsomt, men herunder gjorde jeg mig især bekendt med den stuekammerat, hvis køje stod nærmest og til højre for min og langs med vinduessiden. Han viste sig at hedde Børge Enrico Johnsen, var 24 år og møbelpolstrer eller såkaldt ”strammer” af profession. Han blev da heller aldrig kaldt andet end ”Strammeren” i omtale og Enrico i tiltale. Han var en stor opera-fan, angiveligt lige som sine forældre, og det var grunden til, at disse havde givet deres søn mellemnavnet Enrico efter den berømte italienske tenor Enrico Caruso (1873-1921). Det mest bemærkelsesværdige ved Børge Enrico var hans store pladesamling af berømte operaer, og han holdt især meget af at høre Maria Callas og Joan Sutherland synge de store partier. Det viste sig senere, at ”Strammeren” havde fået tildelt et værksted ovre i depotbygningen, og her havde han fået tilladelse til at medbringe sin pladespiller. På dette ydmyge sted sad han dag efter dag i arbejdstiden og reparerede uniformer og andet tøj, medens han lyttede til sine mange yndlingsplader, hvis højstemte toner let kunne høres udendørs, når og hvis man passerede forbi stedet i et eller andet ærinde.  

 

Endelig oprandt tidspunktet for fremmødet i fællessalen, der som nævnt fandtes i en stor, aflang, rødmalet træbarak, der lå i forlængelse af en murstensbygning, hvori køkkenregionerne var beliggende. Disse to-i-en-bygninger lå omtrent ved siden af og parallelt med den gule etplans murstensbygning, hvori bl. a. ”min” og flere andre mandskabsstuer var beliggende. Salen blev hurtigt fyldt med de fleste af de omkring 60 militærnægtere, der på det tidspunkt aftjente deres civile værnepligt i Gribskovlejren. Senere fandt jeg ud af, at af de 60 mand var cirka en tredjedel kommunister, en anden tredjedel tilhørte sekten Jehovas Vidner, mens resten tilhørte en broget forsamling af nogle, som sluttede op om bevægelsen Aldrig mere Krig og Det Radikale Venstre, og andre, der af såkaldt fritænkeriske og humanistisk-etiske grunde ikke ville oplæres i soldaterhåndværket. Af de to førstnævnte grupper, kommunisterne og Jehovas Vidner, holdt de førstnævnte sig for gode til at mænge sig med de gemene militærnægtere, som de betragtede som en slags kapitalistlakajer. Medlemmerne af Jehovas Vidner mængede sig heller ikke, men holdt sig for sig selv, fordi de angiveligt mente, at alle andre, der i modsætning til dem selv var uomvendte, ville være redningsløst fortabte på Dommens Dag.

 

Omkring kl. 21 blev der uro ved indgangen til fællessalen, og snart efter viste en midaldrende, middelhøj, mager og senet mand sig i døråbningen, fulgt af et par af sine tro følgesvende, samt en yngre mand og to lidt ældre mænd, alle i civilt tøj. Det var lejrchefen Elbæk og hans tro væbnere, Bent Hjeds, i det civile liv advokatfuldmægtig, og Peter Schäffer, som i det civile liv var stud.mag. Politisk var Elbæk radikal og højskolemand, mens de to sidstnævnte var intellektuelle og partitro kommunister. De tre øvrige mænd var henholdsvis Madsen, Holm og Jensen, der var såkaldte arbejdsledere. De satte sig ved nogle ledige pladser ved et af bordene og skænkede selv te af en af de mange stålkander, der var stillet ind til formålet. Atmosfæren i det forholdsvis store lokale føltes ladet med spænding, og efterhånden bredte tavsheden sig fra bord til bord. Da der var blevet nogenlunde ro rundt om, rejste lejrchefen sig og begyndte med at præsentere sig selv og lejren nogenlunde sådan:

 

    ”Ja, jeg er altså lejrchef her på stedet og hedder Christian Elbæk, men er også militærnægter, om end af en ældre årgang. Min næstkommanderende hedder Clasen og han sidder til daglig ovre på det lille kontor for enden af den gule bygning. Her fører han regnskaberne, herunder lønregnskabet, idet en militærnægter til at begynde med får 10 kr. om ugen, og da der er cirka 60 nægtere, foruden mig og tre arbejdsledere, har han nok at se til. Han holder også regnskab med antallet af opsparede fritimer, idet det er sådan, at man for hver fuldført arbejdsdag får tildelt en fritime, som man kan spare op og eventuelt bruge i forbindelse med en orlov eller til at holde en fridag, når og hvis det skulle blive nødvendigt. (Hvad Elbæk derimod ikke oplyste, var, at Clasen havde fået øgenavnet ”Rotten”, muligvis på grund af sine noget store fortænder, men formentlig også, fordi han fungerede som meddeler – nogle nægtere mente ”angiver” - i forhold til Indenrigsministeriet.) Endvidere er der her på stedet som nævnt ansat tre arbejdsledere, Madsen, Holm og Jensen, som hver især har til opgave at lede og fordele det daglige arbejde, som I er pligtige til at udføre. Madsen er militærmand, men har orlov og arbejder for øjeblikket på deltid som arbejdsleder, fordi han skriver på en filosofisk afhandling om Einsteins Relativitetsteori. Holm er forhenværende skovfoged på Ledreborg Gods, og Jensen er forhenværende skovfoged her på egnen. Begge vil tage sig godt af jer allerede fra i morgen tidlig.

    Til at sørge for madlavningen er der her i lejren en fastansat økonoma og en assistent. Resten af personalet i køkkenet består af civile værnepligtige, som står under økonomaens overopsyn. Disse værnepligtige har det særlige privilegium, at de har tidligere fri fra arbejdet end andre nægtere, fordi de møder en halv time før alle andre, nemlig klokken halv seks i sommerhalvåret og halv syv i vinterhalvåret. Den strenge men retfærdige økonoma hedder for resten fru Bentsen, og hendes assistent hedder fru Jensen.

    Til jer nyankomne vil jeg sige, at det I har været udsat for i dag af de to herrer Jönsson og Hjeds, og som I sikkert mere eller mindre har følt som et overgreb, heldigvis ikke er praksis her i lejren og heller ikke i de to andre militærnægterlejre, der er i Danmark. Men den grove og provokerende behandling, I har fået, er en tradition, som nogle ikke så gerne vil undvære.”

 

Ved disse ord gik der nærmest et sus af lettelse gennem salen, men også en bølge af fnis og latter. Det første skyldtes de nyankomne, mig selv inklusive, og det sidste ”de gamle”, som havde måttet holde masken og ikke røbe, hvad der i virkeligheden var foregået i dagens løb. Elbæk smilede også, men lige som lidt forlegent og undskyldende, og så fortsatte han:

 

    ”Min kone, Karin, og vores to drenge, Esben og Uffe, bor ovre i den trævilla, der ligger tæt herved, og jeg vil gerne sige til hver enkelt af jer, at I er velkomne til at komme til os med jeres problemer, hvad enten disse er forbundet med stedet her eller er af mere privat karakter. Vi vil bestræbe os på at hjælpe jer bedst muligt, og håber i øvrigt på, at I snart vil finde jer tilpas her i jeres nye tilværelse. Men for at dette kan og skal lykkes, kræver det at et minimum af orden og disciplin bliver overholdt, herunder ikke mindst selvdisciplin.

    Hermed vil jeg gerne byde jer nyankomne velkommen og velbekomme.”

 

Idet Elbæk satte sig, lød der en højt bankende, metallisk hul lyd, som når nogen vil påkalde sig opmærksomheden ved et selskab. Det var en af de tomme stålkander, der blev slået på. Alles øjne rettedes mod to ”gamle” nægtere, der begge havde rejst sig op ved bordet, de sad ved. Det var de to ”nazi-fyre”, Mogens Jønsson, til daglig kaldet ”Jønss”, og Bent Hjeds, til daglig kaldet ”Hjeds”, som nu meget vittigt supplerede hinanden i at forklare og undskylde den behandling, de havde udsat de nyankomne for i løbet af dagen. Men de havde nu alligevel været forundret over, sagde de, at mennesker, der havde truffet den trods alt vanskelige og upopulære beslutning at sige nej til militærtjeneste, i så høj grad havde ladet sig underkue af kadaverdisciplin. Det var tankevækkende, mente de, og med rette, syntes jeg.

 

Den første nat hjemmefra

Men den anstrengende og spændingsfyldte dag endte altså på bedste vis og alt opløstes i lettelse og latter. Nogle af os – eller måske alle os nyankomne – følte sig godt flove og forlegne over, at vi havde været så nemme at narre, selv om enkelte af os, sådan som tilfældet var for mit eget vedkommende, nok havde haft en lille mistanke om, at der måtte være tale om et ”skuespil”. Men trods alt kunne især vi nyankomne med nogenlunde fred og ro i sindet forlade fællessalen cirka kl. 21,30 og gå over på vores respektive forlægningsstuer, skifte til nattøj, hvis vi ellers havde sådan noget med, tage tandbørsten og tandpastaen og gå over i baderummet, for at gøre klar til natten. Kl. 22 skulle alle være til sengs, lyset slukkes og roen brede sig. Det sikrede den vagthavende arbejdsleder sig, som gik stuegang gennem barakkerne, blev overholdt.   

 

Det var en underlig fornemmelse, første gang i sit liv at sove sammen med en gruppe helt fremmede mænd, som der her var tale om. Jeg havde ikke prøvet at sove på den måde, siden dengang i skolen, hvor vi elever fra så vidt jeg husker 5. klasse var på nogle dages udflugt til Bøndernes Hegn i Hareskoven. Det var ikke udelt behageligt.    Desuden savnede jeg min kone og børnene, de sidste måske mest fordi jeg altid har holdt af børn, og også fordi jeg var vant til at lægge dem i seng om aftenen. Jeg kunne jo ikke ringe hjem, for vi havde ikke telefon, og det var vanskeligt for Else at komme til at ringe til mig fra en telefonboks, der dog fandtes henne på hjørnet af Mågevej og Frederikssundsvej. Men det var vanskeligt, når hun havde de to børn med sig, og det var hun jo for det meste nødt til. Det hændte dog en sjælden gang, at Gerda kom og så efter børnene, mens Else gik over til telefonboksen og ringede til mig omkring kl. 21. Samtalen drejede sig mest om børnene og om praktiske problemer for Else, som altid klagede over, at hun ikke kunne få pengene til at slå til. Men jeg vidste det ville være nytteløst af mig, at bede hende om at skære ned på sit cigaretforbrug, for det tror jeg simpelthen ikke hun ville have været i stand til, og sådan har mange andre rygere det jo også. Dengang kunne man tale i mønttelefon i tre minutter for 25 øre, men for ikke at det skulle blive for dyrt, afkortede vi med vilje samtalens længde til maksimalt seks minutter.

 

Sagen var jo i øvrigt den, at bortset fra de praktiske og jordnære problemer, så havde Else og jeg ikke ret meget andet at tale med hinanden om, og den indbyrdes kærlighed havde det længe været så som så med, ja, faktisk havde vi aldrig elsket hinanden, lige så lidt som vi på noget tidspunkt havde været forelsket i hinanden. Det var omstændighederne, der havde ført os sammen, sådan som tidligere beskrevet, men jeg mener dog nok, at vi ville have kunnet klare os igennem alle problemerne, hvis Else ellers havde haft tålmodighed og udholdenhed nok til at stå solidarisk med mig og mine bestræbelser på at vende tilbage til mit fag: tegnefilm, når jeg efter de 22 måneders forløb i Gribskov atter vendte tilbage til det civile liv. Men hverken i 1955 eller 1956 kunne hun, så lidt som jeg selv, vide, at det rent faktisk lykkedes mig at vende tilbage til tegnefilmbranchen efter min hjemsendelse i juni 1957, tilmed til en vellønnet stilling som animator hos datidens mest markante tegnefilmproducent, Bent Barfod, og siden da har jeg aldrig været arbejdsløs. 

 

Det grundlæggende problem mellem Else og mig lå nok i, at vi havde helt forskellige ambitioner og målsætninger i livet. Desuden var jeg næppe i hendes øjne tiltrækkende som mand, for hverken med min psyke eller fysiske udstråling var jeg i stand til at bringe hendes hormoner og følelser i de for et vellykket parforhold rette svingninger. Dertil havde og har jeg simpelthen for meget ’anima’ i min personlighed og udstråling. Målt med Elses alen og kvindelige instinkt var mine højtflyvende drømme og visioner om livet og verden helt enkelt uforståelige, værdiløse og nyttesløse. Og at hun reagerede på sit medfødte og naturlige kvindelige instinkt, kan man sidst af alt bebrejde hende.

 

Dagligt liv i lejren

Næste morgen kl. 6 lød alarmklokken som signal til, at nu skulle man stå op, rede sin seng og gøre sig klar til morgenmaden, der blev serveret kl. 6,30 ovre i fællessalen. Det vil sige, de nægtere, der havde såkaldt stuevagt, hjalp køkkenpersonalet og stillede kander fyldte med enten kaffe eller te ind på bordene, og ligeledes afskåret rugbrød og franskbrød, samt ost og marmelade. Der var i reglen to stuevagter for hver belægningsstue, og de havde til opgave at holde orden og gøre rent på den stue, de havde ansvaret for. Stuevagten som sådan gik på omgang og efter tur, også når det gjaldt fællessalen, hvor der var fire stuevagter om at dække og bagefter rydde bordene. Denne ordning fungerede tilsyneladende uden problemer, ikke mindst fordi det var tilladt at købe sig fra tjansen, ved at betale en anden nægter med en af sine fritimer, for at overtage arbejdet for en selv. Ordningen gjaldt vistnok de allerfleste funktioner i selve lejren, men man kunne ikke købe sig fra pligtigt arbejde, hverken i lejren eller ude omkring i skoven.

 

Personlig var jeg naturligvis især interesseret i at få at vide, om man kunne få vegetarisk mad i lejren. Det havde jeg allerede spurgt Børge Enrico om, da han og jeg talte sammen kort efter min ankomst dagen før. Til min store og behagelige overraskelse ikke alene bekræftede han, at det kunne man, men han tilføjede, at han dels selv var vegetar og dels var der faktisk allerede en halv snes andre vegetarer i lejren, som hver dag fik serveret gode og veltillavede vegetariske retter. Af praktiske og nemheds grunde spiste vegetarerne ved det allerbageste af langbordene i fællesstuen. Altså en slags ”Fukse”, i lighed med, da jeg gik i skole, hvor de dygtigste og flinkeste elever sad på de forreste rækker, medens de dumme og dovne, ”Fuksene”, sad allerbagest i klasseværelset. Vegetarer havde jo generelt set ikke nogen stor status, heller ikke dengang, og hverken i lejren eller ude i det civile liv. Vegetarerne gav naturligvis ufrivillig anledning til mere eller mindre grove bemærkninger og vittigheder fra de ”normales” side. Den mest brugte vending om vegetarer var, at vi tog maden fra kaninerne. Men især Børge Enrico gav svar på tiltale og kaldte kødspisere for ”ligædere”. Han gjorde det dog almindeligvis på en så afvæbnende, charmerende og humoristisk måde, at faktisk ingen følte sig gået for nær. De af os, der skulle på skovarbejde, måtte selv smøre sig hver en madpakke og fylde feltflasken enten med vand eller saftevand. Madpakken medbragtes i lærredstasken, som blev hængt over skulderen, og feltflasken hængte man på siden af tasken.

 

Dagen tegnede til at blive lun og solrig, da de ”gamle” og vi nye nægtere den morgen kl. 7, den 17. august 1955, samledes til såkaldt appel på pladsen foran den gule murstensbygning. Snart efter dukkede de tre arbejdsledere, Madsen, Holm og Jensen også op og begyndte at vælge hver deres hold. Det vil sige, Madsen og Jensen havde allerede hver deres faste hold af ”gamle” nægtere, hvorimod Holm var den, under hvilken så godt som alle de nyankomne kom til at sortere. Det viste sig, at Madsens hold arbejdede i den nordligere del af Gribskov, i egnen oppe mellem Mårum og Esbønderup, mens Holms nye hold skulle arbejde i den del af denne, der lå og ligger i egnen omkring Storkevad. En del af Jensens hold arbejdede ved Esrum Sø, samtidig med at han havde ansvaret for de fleste af de nægtere, der arbejdede i selve lejren. Så vidt jeg erindrer kom alle nægtere på Holms hold til at arbejde i skoven, i al fald til at begynde med. Vi fik besked på, at vi skulle hente hver sit redskab ovre i redskabsdepotet og derefter begive os ud til trinbrættet ved Storkevad. Her ville Holm møde os om en god halv times tid, sagde han.

 

Vi var en 12-14 mand, der stavrede over til depotet og fik udleveret hver sit arbejdsredskab. Det var en af de ”gamle” nægtere, der ved den lejlighed var ”depotbestyrer”. Han var fynbo og hed Vogsen til efternavn, men blev til daglig kaldt ”Vovsen”, en tydelig allusion til hans efternavn og måske til, at hans stemmeføring kunne lyde som en lille arrig hund, der bjæffer. Det viste sig senere, da vi lærte ham bedre at kende, at han især interesserede sig for lokalhistorie og samtidig var ivrig amatørarkæolog. ”Nå”, sagde han, da turen til at få et redskab kom til mig, ”hva’ ve’ du så ha’!” – ”Ha’?!” svarede jeg, ”kan man da selv vælge?” – ”Ja, værs’arti’!”, sagde han. ”Nå”, fortsatte jeg,” så gi’ mig en rive!”. Det fik jeg så, mens nogle af mine kammerater også valgte lignende redskaber. Vi vidste jo ikke bedre på det tidspunkt.

 

Med redskaberne på nakken sjoskede vi derefter ad stien ud mod Storkevad. Undervejs kom vi gennem et område, hvor der kun voksede lavere fyr og grantræer, så der var god og fri udsigt over terrænet. Det var et betagende natursyn, der mødte os, for sollyset glimtede i tusindtallige edderkoppespind, der i morgenduggen især var synlige på et stort område med mindre gran- og fyrretræer. Luften var ren og frisk og duftede stærkt og krydret af nåleskov. Længere fremme blev graner og fyr højere og tættere, stedvis blandet med birketræer i forskellige størrelser. Til sidst lukkede række efter række af høje nåletræer os inde i et blødt, dunkelt mørke, der hist og her lod en solstribe skinne igennem og ned på den bløde mos og de millionvis visne og rødbrune grannåle i skovbunden.

 

Udvalgte københavnere

Endelig nåede vi efter cirka et kvarters gang ud til Storkevad, hvor vi satte os på et græsbevokset lavt gærde, ovenover hvilket der var et indhegnet område fuld af ganske små graner og fyr. Samtalen gik livligt mand og mand imellem, mens vi spændt ventede på, hvad der videre skulle ske, og hvornår arbejdsleder Holm ville dukke op. Vi kom da heller ikke til at vente længe, førend Holm dukkede op på cykel, som han stillede fra sig ved gærdet. Herefter trådte han op på gærdets forhøjning og sagde: ”Ja, så begynder alvoren jo for jer! Er der nogen københavnere iblandt jer?”, spurgte han. Vi var en fire stykker, der nikkede. ”Vil d’herrer være så venlige at træde frem!” fortsatte Holm. Vi trådte lidt småtøvende frem. Arbejdslederen så tilfreds smilende og lidt polisk, syntes jeg, på os, og tilføjede: ”Vent her, mens jeg tager med resten ud til det sted, hvor de skal arbejde!”.

 

Holm satte sig op på sin cykel og kørte langsomt foran de mange nægtere, der måtte bruge apostlenes heste til transporten, og snart forsvandt de ud af syne længere inde i skoven. Stilheden bredte sig, dog svagt afbrudt af den summende lyd af et og andet insekt, der satte sig på et græsstrå eller blad eller passerede forbi os. Samtalen mellem os drejede sig snart om, hvorfor mon vi ”københavnere” var blevet specielt valgt ud og skilt fra de andre. ”Det er nok, fordi Holm mener, at vi ikke er så vante til hårdt fysisk arbejde som andre!”, mente Jørn Krogh. Vi andre nikkede samtykkende, idet vi var enige om, at det nok måtte være grunden. Vi var for øvrigt kun fire mand, der hørte til ”de udvalgte”, nemlig nævnte Jørn Krogh, Ivar Nielsen, Kurt Henning Pedersen og mig. Men faktisk ophørte Kurt Henning efter en dag eller to at være medlem af vores lille team, idet han blev overført til andet arbejde i selve lejren. Han havde nemlig klaget til både Holm og lejrchefen over, at arbejdet med hakke eller forhammer ville kunne skade hans hænder og arme, og da han jo var organist og pianist i det civile liv, var dette sikkert rigtigt nok.

 

Cirka tyve minutter efter vendte Holm tilbage, men denne gang blev han siddende på cyklen, idet han sagde: ”Gå nu tilbage til lejren og skift jeres redskaber ud med hver en hakke eller en forhammer, for det er det, I får brug for! Vi mødes her igen om en halv times tid”. Vi så tavse og spørgende og vistnok også lidt skuffede på hinanden, men sagde ingenting. Holm smilede sit poliske smil og kørte mod lejren. ”Nå,” sagde ”Vovsen” med et grin, da vi kom tilbage til depotet og fortalte, at vi skulle skifte vores redskaber ud med hakker og forhamre, ”ska’ I nu til at prøve at arbejde! Det er sundt, kan jeg betro jer, så vær’ ik’ ke’ a’ et’!”. Vi fik skiftet redskab, og jeg selv tog en forhammer, som godt nok virkede tung, men dog ikke mere, end at det lod sig gøre at bære den over skulderen.

 

Efter at vi alle havde byttet om til de redskaber, Holm havde påbudt os, vendte vi tilbage til Storkevad, hvor Holm allerede befandt sig. ”Nu skal I se, hvad det er for arbejde, jeg har til jer!”, begyndte Holm, idet han gik hen mod en opgravet sti, der strakte sig langt ind i skovdybet nord for Storkevad trinbræt. Ved hver side af stien lå der adskillige bunker af mindre sten og murbrokker. Holm fortsatte: ”Denne sti er omkring 2 km lang og strækker sig herfra og ud til landevejen ved Mårum. I skal knuse stenene til skærver og slå murbrokkerne i mindre stykker og fordele det hele i et nogenlunde tykt lag på stien. Det vil være jeres opgave i den næste måneds tid, men kan I gøre det hurtigere, vanker der ekstra fritimer!”

 

Vi fire gloede på hinanden og så forlegne på Holm. Jørn Krogh, som stammede, når han blev opbragt eller nervøs, dristede sig til at sige: ”Ja, jeg er jo kun vant til at håndtere små tandteknik-redskaber, så jeg ved ikke rigtigt!” - Holm så venligt på Jørn Krogh og sagde: ”Det er slet ikke så svært, som I måske tror! Se nu her!” Derpå greb han en forhammer og begyndte at slå på nogle af de halvstore sten. ”Brug ikke jeres kræfter til ingen nytte, ved at slå på stenen. Det gælder kun om at lade hammeren falde på den, og når man rammer flækfladen, går stenen i stykker af sig selv!”, sagde han beroligende. Det så faktisk let ud, i al fald når han gjorde det. ”Prøv selv engang, Krogh!” tilføjede han, idet han rakte forhammeren til denne. Jørn Krogh, som for øvrigt ikke længe efter fik øgenavnet ”Tante Knik”, formentlig fordi han ind imellem kunne virke lidt snerpet og ”tantet”, og så selvfølgelig fordi han var tandteknikker af fag, greb forhammeren med et forlegent smil. Dette afløstes dog snart af tilfredse udråb, da det viste sig, at han ikke havde større besvær med at flække de sten, han lod hammeren falde på. ”Der kan De selv se!”, sagde Holm glad og tilfreds og tilføjede: ”Nu ka’ I jo øve jer, indtil det bliver frokost! Selv spiser jeg hjemme i lejren sammen med de andre arbejdsledere, men jeg kommer tilbage til jer i løbet af eftermiddagen, for at se, hvordan det går.”

 

Arbejdsleder Holm, der dengang vel var omkring de 60 år, var en lidt over middelhøj, ikke tyk, men svær og solbrændt mand. Hans daglige påklædning var khakifarvet kasket og jakke, vest, skjorte og slips, kakifarvede ridebukser og mørkebrune ridestøvler. Han havde næsten altid en pibe i munden, som han dog tog ud, når han talte med folk. Der var noget i god forstand bedstefaderligt over ham og hans væsen. Han var gift, havde flere voksne børn og boede i Lejre, ikke langt fra godset Ledreborg, hvor han i en årrække havde været skovfoged under den gamle greve, som imidlertid nu var død. Den nye og yngre greve, der overtog godset, kunne Holm ikke rigtig komme ud af det med, og derfor havde han selv sagt op. Det var baggrunden for, at han havde søgt og fået stillingen som arbejdsleder i Gribskovlejren. Til daglig kørte Holm i sin bil frem og tilbage mellem sit hjem i Lejre og Gribskovlejren, men når han havde nattevagten i lejren, overnattede han her. Til formålet havde han et møbleret værelse på ca. 16 m2, som lå i den modsatte ende af den barak, hvori også køkkenet var beliggende, til sin rådighed, og her havde han i reglen selskab af sin store schæferhund, hvis navn var King. Den var i almindelighed meget fredelig, men kunne gø vildt og voldsomt, når noget ikke passede den.

 

Arbejdet i skoven 

I den næste måneds tid arbejdede Jørn Krogh, Ivar Nielsen og jeg støt og roligt med at slå skærver og knuse murbrokker til den vej eller sti, som vi var blevet sat til at fylde op. Det var et herligt eftersommervejr, og så vidt jeg erindrer skinnede solen det meste af tiden. Ind imellem holdt vi hvilepauser og satte os eller lå i græsset ved vejsiden. Det vil sige, Jørn Krogh gik da i reglen på jagt efter insekter, som skovbunden nærmest vrimlede med. Hans store interesse var nemlig at indsamle og studere insekter, og til det formål havde han medbragt et stort syltetøjsglas og en lille flaske æter til at bedøve de arme kræ med. Når de var døde, præparerede han dem og satte de ofte meget smukke og betagende små dyr på nåle i sin samling, som efterhånden var blevet af en anseelig størrelse. Mens vi arbejdede på stedet, fandt og fangede han en dag en eghjort, et stort og flot eksemplar, som han tydeligvis var meget stolt af. Det rørte ham tilsyneladende ikke det mindste, at aflive kræet og sætte det på en nål, ikke mere end hvis det havde drejet sig om et frimærke. Det undrede og bød mig meget imod, for jeg syntes dels, at insekterne var mest interessante i deres frie og naturlige miljø, og dels, at man i videst muligt omfang burde undlade at slå levende væsener ihjel.

 

Ivar Nielsen, som i det civile liv var ansat som medarbejder hos en statsautoriseret revisor, fortsatte sin revisoruddannelse i den tid, han opholdt sig i Gribskovlejren. Han var en rolig og afbalanceret personlighed med sans for humor. Hans venlige og altid imødekommende væsen, gjorde ham afholdt af stort set alle. Han var til enhver tid villig til at række en hjælpende hånd, hvor der var brug for og ønske om det. Selv skulle jeg få rigelig brug for hans administrative evner og regnskabsmæssige kunnen i den tid, vi begge var i lejren, og især i forbindelse med etableringen af en nægter-avis og i særdeleshed med to store teaterprojekter: ”Genboerne” og ”Det lille Thehus”. Ivar kunne man regne med og stole på i enhver henseende.

 

Da vi endelig langt om længe var blevet færdige med vejarbejdet, satte Holm os til at arbejde i en såkaldt planteskole, som også lå i nærheden af Storkevad. En planteskole er et areal af skoven, hvor der er plantet små graner eller fyrretræer. Området er indhegnet, mest for at hjorte ikke skal få mulighed for at spise træernes friske, delikate topskud, for det betyder at træerne visner og dør.

 

Vores arbejde bestod i at skuffe, luge og rive mellem de små træer, så ukrudtet ikke slugte næringen fra jorden, men blev fjernet og lagt i en bunke, der siden kunne blive til kompost. Det var fortsat dejligt, sommeragtigt vejr, som vi især kunne nyde i frokostpausen. En dag, da jeg sad med ryggen op mod en af hegnspælene, lagde jeg mærke til et flyvende insekt med et helt specielt udseende. Det karakteristiske ved den, var, foruden dens smukke farver, især en meget lang og lige brod, der var indkapslet i en tvedelt skede. Sådan et insekt havde jeg faktisk aldrig før set i mit liv. Mens jeg sad og iagttog insektet, som jeg ikke husker navnet på, men det var muligvis en vandnymfe, så jeg, at den borede sin brod ind i den frønnede hegnspæl. Den sagkyndige Jørn Krogh forklarede, at insektets brod var en æglægningsbrod, som den brugte til at bore bittesmå huller i træet med og lægge sine æg der.

 

Mens vi arbejdede i planteskolen, hørte vi en dag, at en nægter fra et andet arbejdshold, Jens Jacobsen, der arbejdede i en planteskole et andet i skoven, var kommet til at skuffe i et hvepsebo i jorden. De arrige kræ var gået til angreb på fredsforstyrreren, der var blevet stukket eller bidt overalt på kroppen, hvor hvepsehæren havde kunnet komme til. Den arme fyr blev så medtaget og dårlig af det, at han måtte indlægges og behandles på hospitalet, hvor han lå nogle dage.

 

Andre hold af nægtere arbejdede andre steder i den kæmpemæssige skov, og nogle af disse var beskæftiget med at rense grøfter og vandløb. Det forholdt sig generelt sådan med det arbejde, som nægterne havde lov til at udføre, at det i henhold til de faglige aftaler og overenskomster ikke måtte omfatte det arbejde, der var forbeholdt de fastansatte skovarbejdere. Derfor fik nægterarbejdet nærmest karakter af en slags beskæftigelsesterapi, og forekom ofte meningsløst og overflødigt. Det bevirkede blandt andet, at nægterne ikke betragtede arbejdet med særlig respekt, men benyttede enhver anledning og lejlighed til at tage sig et hvil eller gå på opdagelse i skoven. I det hele taget var trætheden et udbredt fænomen hos de fleste nægtere i Gribskovlejren, men årsagen hertil var ikke af fysisk art, for der var ingen, der behøvede at overanstrenge sig. Trætheden var derimod af psykisk art, og den medførte blandt andet, at mange nægtere straks lagde sig i deres køje, såsnart de var kommet hjem fra arbejdet i skoven, og mere vågne nægtere måtte i reglen vække de sovende, når det var spisetid. På ’min’ stue var der især to nægtere, som sov sig fra problemerne, så snart de havde mulighed for det. Det var Henning Larsen og Kaj F. Jensen..

 

”Lange Jensen”

På det tidspunkt var der i Gribskov en skovrider ved navn Jensen, som på grund af sin høje, magre skikkelse blev kaldt ”Lange Jensen”, og som tog sin stilling meget alvorlig og udførte sine daglige pligter med nidkærhed. Han var som sagt en høj, mager mand med et skarptskåret ansigt, og han var altid iført stramtsiddende, vissengrøn uniform og en imponerende, militæragtig kasket, når han færdedes i skoven. Han var formentlig den typiske embedsmand, som satte en ære i at arbejde for staten. Han havde ikke direkte noget med nægterne at gøre, men eftersom han var øverste ansvarlige myndighed på stedet, benyttede han enhver lejlighed til surt og vrissent at irettesætte disse, når han under sine cykelture rundt i skoven stødte på dem. Det var tydeligt for enhver, at han foragtede militærnægtere og kun med opbydelsen af al sin tolerance fandt sig i at have sin skov befængt med sådant ukræ.

 

Skovrideren, som altid bar en stor kikkert i en rem om halsen, havde det med ofte at snige sig lydløst ind på et hold nægtere, der arbejdede et eller andet sted i skoven, eller som havde lagt sig til hvile i græsset. Pludselig rejste han sig i sin fulde højde lige bag dem og brølede: ”Har I ikke andet at bestille end at ligge og dovne!? Det skal blive indberettet!”. Senere erfarede de pågældende nægtere, at skovrideren virkelig havde indberettet nogle af dem til Indenrigsministeriet, som på sin side havde ladet en reprimande gå via ”Rotten” til lejrchefen. Denne lod en bemærkning herom tilfalde den arbejdsleder, der havde ansvaret for holdet. Når klagen vedrørte de hold, der stod under Holms opsyn, skete der i reglen ikke andet, end at han stille og roligt og med et lunt glimt i øjet kom og sagde: ”Der er blevet klaget over jer! Tag lige at passe på, når skovrideren er i nærheden!”. Derimod var reprimanderne lidt alvorligere for især de hold, der havde Jensen som arbejdsleder, for han ville gerne stå sig godt med sine overordnede, og uddelte gerne straffe i form af fratagelse af fritimer. Madsen var lidt mere forstående og nøjedes i reglen med at viderebringe klagen til sine hold, idet han formanede dem at passe deres arbejde og pligter.   

 

For lejrchef Elbæk var skovriderens – og for resten også ”Rottens” - nidkærhed ret så alvorlig, for den truede ham på hans stilling, der i forvejen var udsat, fordi Elbæk på den ene side var forpligtet overfor sine overordnede, men på den anden side også gjorde, hvad han kunne, for at tilgodese og imødekomme nægternes interesser og ve og vel. Det bragte ham ofte i et dilemma, som han havde vanskeligt ved at tackle. I sådanne situationer konfererede han med nogle af de nægtere, han havde udvalgt som en slags ’venner’. Det var f.eks. Peter Schäffer, Bent Hjeds og Gregers Espersen fra et ’ældre’ hold, og senere også Birger Jarl Guy fra ’vores’ hold af indkaldte nægtere.

 

La mour og la bæ

Der er på den baggrund ikke noget at sige til, at nægterne efterhånden kom til nærmest at hade og foragte den nidkære skovridder, som voldte dem så mange ubehageligheder. Men samtidig fandt nægterne skovridderen ynkelig og latterlig, fordi han sneg sig omkring i skoven og legede statslig overopsynsmand. Det gjorde ham ikke mindre latterlig, at nogle af de nægtere, der havde fået deres jævnlige gang på Esbønderup sygehus, hvor der var en del yngre og åbenbart villige sygeplejeelever, havde kunnet konstatere, at skovrideren også havde sin jævnlige gang der på stedet. Rygtet ville vide, at oversygeplejersken var hans elskerinde.

 

Anekdoten vidste også at fortælle, at skovrideren, der i reglen cyklede til stedet, lejlighedsvis kom med en æske stor, fin og fyldt chokolade til sin veninde. En dag skete det, at han af en eller anden grund lod æsken med chokoladen ligge i cykelkurven, da han gik ind i bygningen. Dette benyttede et par nægtere sig af, idet de fik åbnet æsken og fjernet chokoladen, som de senere spiste. Derefter fyldte de æsken med en stor, frisk hundelort, de havde været så heldige at finde i nærheden, lukkede æsken og papiret omkring den. De to nægtere skjulte sig i nærheden, for at se, hvad der ville ske, når skovrideren kom tilbage for at hente chokoladeæsken, som han formentlig havde glemt i første omgang.  Kort tid efter kom skovridderen da også som forventet ud fra hospitalets personalebygning og gik hen til cyklen, hvor han hentede æsken med chokolade og vendte tilbage til bygningen. Men hvad der videre skete på stedet, melder historien ikke noget om, for efter at skovrideren var gået ind i personalebygningen igen, fandt de to nægtere det betimeligt at forføje sig bort fra stedet, for ikke at blive opdaget og mistænkt for udåden.

 

Der var selvfølgelig tale om en ulækker og meget usmagelig hævnakt, men måske forståelig og tilgivelig, når man betænker de problemer, som skovridderen påførte både nægterne, deres arbejdsledere og ikke mindst deres populære lejrchef. Imidlertid fik episoden et alvorligt efterspil, idet det viste sig, at skovridderen var gået klagevejen, hvilket førte til et strengt forbud, som sagde, at nægtere ikke uden acceptabel grund måtte befinde sig på hospitalet og dets område.

 

Esbønderup ”whorehouse”

Blandt nægterne i lejren havde Esbønderup Sygehus nærmest status af et horehus, hvilket dog sikkert var stærkt overdrevet, og måske et rygte, der var sat i omløb af misundelige nægtere, som ikke hørte til blandt dem, der var eftertragtede af de unge sygeplejerskeelever. Men en kendsgerning er det i hvert fald, at grupper af nægtere ofte valfartede til stedet, hvor de blev hilst velkomne af de unge sygeplejeelever. Det var ganske vist forbudt disse at have mandlige gæster på værelserne, men forbud er som bekendt ofte til for at blive overtrådt, og der udfoldes i reglen store anstrengelser og hittepåsomhed, når det gælder sex og samvær mellem de to køn.

 

En af nægterne, den muntre og altid optimistiske Børge Enrico, havde på et tidspunkt fået sig en lille sygeplejeveninde ved navn Karen Bak, og det gav ham anledning til ofte at citere et vers af Johan Herman Wessel, der også handlede om den vævre Karen Bak. Imidlertid viste det sig, at førstnævnte frk. Bak ikke hørte til de trofastes skare, og hun valgte sig derfor en anden nægter til kæreste, ja, så vidt det forlød, havde hun op til flere kærester ad gangen, men de aflagde hende dog besøg hver for sig. Da den romantiske Børge Enrico blev klar over frk. Baks upålidelighed, græmmedes han og var i mindre godt humør i en uges tid efter. Men som den optimistiske og i grunden glade natur, han også var, kunne man høre ham synge og nynne nogle linjer fra en dengang kendt slager: ”Alting for jo en ende, snart er dette forbi!”

 

På det tidspunkt var det også almindelig kendt, at maleren og forfatteren Jørgen Nash, der var broder til den verdensberømte kunstmaler Asger Jorn, havde sin omtrent daglige gang på Esbønderup Sygehus, hvor hans daværende kæreste eller kone var ansat og arbejdede. Den måde, hvorpå man kunne se, at Jørgen Nash var på besøg hos sin kæreste på sygehuset, var, at hans 2 CV diskret holdt i den fjerneste ende af parkeringspladsen.

 

Kabaret ”Nægter-Sjaketten”

Tidligere nævnte Birger Jarl Guy var altid aktiv og emsig, når det gjaldt om at påtage sig en tjans, der ikke krævede for meget fysisk arbejde af ham. Han var simpelthen mentalt allergisk overfor det fysisk betonede arbejde, der dagligt blev pålagt nægterne at udføre, og kort efter sin ankomst til lejren lykkedes det ham at fedte sig ind hos lejrchefen, så at han udelukkende fik til opgave at arbejde indendørs i selve lejren, og tilmed i den bygning, hvor mit hold og jeg havde belægningsstuer. Snart optrådte Guy derfor som en slags kontorassistent for ”Rotten”, og desuden som bibliotekar og sågar som samaritter, som nægterne kunne henvende sig til i tilfælde af mindre legemlige skader, såsom rifter, småsår og lignende. Nægterne kunne også henvende sig til Birger Guy med anmodning om at stille op i ’køen’ til lægebehandling, når lejrlægen en gang ugentlig havde konsultation på stedet. Birger Guy kom endog til at stå for nogle af de vaccinationer, der blev foretaget i lejren.

 

Hen på efteråret 1955 fik Birger Guy den udmærkede idé, at for at forsøde tilværelsen, burde der laves et underholdningsprogram for de hårdt plagede og prøvede nægtere. Guy forelagde ideen for en lille gruppe af interesserede nægtere, blandt andre Bent Hjeds, Peter Schäffer, Gregers Espersen, Mogens Jönsson, Hans Vogsen, Ole Kauffeldt og så mig selv, og man enedes om at sammensætte et broget program. De fire førstnævnte hørte i øvrigt til lejrens intellektuelle elite, hvilket betød, at de jævnligt deltog i te-komsammen ovre hos lejrchefen og dennes kone.  

 

 

Bagtæppe-dekoration til kabaret ”Nægter-Sjaketten”, som blev opført den 6. oktober 1955 kl. 19 i Gribskovlejrens Fællessal. Dekorationen, som er indgående beskrevet i hovedteksten, var designet af Harry Rasmussen og i fællesskab malt af Ole Bjørnild og Harry Rasmussen, og vil kunne ses på flere af de følgende billeder. Originalen er naturligvis i farver. - © 1955 Ole Bjørnild & Harry Rasmussen.

 

Selv blev jeg inddraget i projektet, dels i min egenskab af tegner og dels som hjælpeinstruktør og dels som medvirkende i forestillingen. Det var nemlig rygtedes, at jeg havde snuset lidt til teater, idet jeg som tidligere nævnt havde været statist i ”Gøngehøvdingen” på Nørrebros Teater 1953-54. Som tegner lavede jeg et udkast til en stor dekoration, der skulle ophænges som baggrund for forestillingen. Udkastet forestillede et skovparti, hvor man til venstre i forgrunden ser et stort egetræ, hvor der på den ene gren sidder en ugle, og på samme gren hænger der en jaket nydeligt på bøjle. Ved træets fod ligger der en nægter, som tydeligvis er ved at tage sig et formentlig tiltrængt hvil. Til højre på dekorationen ser man nogle høje fyrretræer og nogle buske, og ud af buskadset stikker skovrideren, kaldet ”Lange-Jensen” på grund af sin høje og slanke skikkelse, hovedet frem og stirrer på den sovende og derfor intetanende nægter. I hånden holder skovrideren en kikkert. Situationen skal forestille, at han i lighed med Gribskovlejrens daværende skovrider er på en nidkær jagt, for at sikre sig, at nægterne overholder deres arbejdspligt.

 

Kabaretten, der udelukkende opførtes for Gribskovlejrens nægtere og personale, blev kaldt ”Nægter-jaketten” og var en broget underholdning bestående af sange og sketches, sunget og spillet af nogle af medlemmerne af Dramatisk Studiekreds. Erik Jønsson skrev nogle af teksterne, men til bekendte melodier, bl. a. ”Med min hakke, min skovl og min spade”, der jo passede fortrinligt til nægternes situation som skovarbejdere. Ole Bjørnild og jeg malede som nævnt den eneste dekoration, der skulle bruges i kabaretten, og hvordan den så ud, vil kunne ses af billedet ovenfor. Efter fælles overenskomst blev det mig, der stod for arrangementet og iscenesættelsen, men med stor og nødvendig assistance, denne gang især af den musikalske Erik Jønsson, som var den, der havde påtaget sig at indstudere og akkompagnere sangene. Hen i slutningen af september kunne man lade opsætte en plakat ovre i Fællessalen. Plakatens tekst lød sådan:

 

                               Torsdag den 6. Okt. kl. 19.30

 

                             KABARET NÆGTER SJAKETTEN

 

                  Broget og artistisk underholdning af kendte kunstnere, bl.a.

 

                                     Bent Folkekær

                                     Salmehøkeren

                                     Jones Brothers

                                     De Flotte Sav-Guys

 

                    En morsom og spændende konkurrence o.m.a.

 

                                                 På

 

                                     HOTEL GRIBSKOV 

 

                                         I den store sal

 

Som det ses af plakaten nedenfor har tegneren stavet Jaketten som ’Sjaketten’, men om det skete bevidst for at være lidt morsom eller det var, fordi vedkommende har ment, at sådan skulle ordet staves, ved jeg ikke. Det førstnævnte er dog det mest sandsynlige. Bent Folkekær var Bent Hjeds, Salmehøkeren var Birger Guy, der havde en fortid som stud. theol., og Jones Brothers, De flotte Sav-Guys, var Birger Guy, Peter Schäffer og Lejf ”Ici” Sønderhousen. ’Husorkestret’ havde seks medlemmer: Børge Haakansen, Lejf ”Ici” Sønderhousen, Aksel Ravnholdt, Jens Andersen, Ib Andersen og – ja, gæt engang, - Birger Jarl Guy! Dirigent var ved den lejlighed den populære arbejdsleder Holm, der altid var med på en god spøg, både i og udenfor arbejdstiden. Men i det store og hele havde nægterne for resten et godt forhold til deres respektive arbejdsledere.

 

 

Plakat for kabaret ”Nægter-Sjaketten” 1955. Designet og malt af enten Werner Münchenberg eller Gerhard Eriksen, dog mest sandsynligt af førstnævnte. Plakaten og dens tekst er nærmere beskrevet nedenfor.

 

 

Populære og uhøjtidelig arbejdsleder Holm dirigerer for en gangs skyld ”Husorkestret”, bestående af fra venstre Børge Haakansen, Jens Andersen, Ici Sønderhousen, Aksel Ravnholdt, Ib Andersen og Birger Jarl Guy. Bemærk dekorationen i baggrunden. - © 1955 Privatfoto.

 

Kabaretten indledtes af Bent ‘Folkekær’ Hjeds iført jaket og høj hat, og derefter fulgte et broget program, begyndende med at trioen Henning Larsen, Ole Kauffeldt og jeg fremførte nægtersangen: ”Med min hakke, min skovl og min spade”, som så vidt jeg husker, var en til formålet lettere omdigtning af en i forvejen kendt sang, nemlig Johan Skjoldborgs ”Når vinteren rinder i grøft og i grav”, hvor sangens fire vers har omkvædet ”Med min hakke, min skovl og min spade”..

 

Hans Vogsen og Birger Guy underholdt hver med sin oplæsning af, hvad jeg ikke længere husker præcist, men Vogsen sandsynligvis med sin hjemstavns lokalstof, fremsagt med ægte fynsk lokaldialekt. Det sidstnævnte forekom især os fra København som temmelig morsomt, men det var ikke tilsigtet fra Vogsens side, selvom han også selv havde udpræget sans for humor. Birger Guy har sikkert underholdt med oplæsning af Mark Twains meget morsomme novelle ”Præsten i Nevada”, hvori udtrykket ”Salmehøkeren” jo forekommer.

 

 

 

På fotoet tilvenstre ses en veloplagt og jaketklædt Bent Hjeds underholde med sit eget digt ”Gribskov”, som var en poetisk hyldest til den smukke og vældige skov gennem alle årstider. På fotoet til højre ses fra venstre Harry Rasmussen, Henning Larsen og Ole Kauffeldt, som støtter sig til henholdsvis en spade, en skovl og en hakke, imens de synger ”Nægtersangen”: ”Med min hakke, min skovl og min spade!” - © 1955 Privatfotos.

 

  

 

På fotoet til venstre ses den ægte fynbo og radikaler, Hans Vogsen, som underholdt med oplæsning på syngende fynsk lokaldialekt. På fotoet til højre er det den fhv. stud. theol. Birger Jarl Guy, kaldet ”Salmehøkeren”, som læser op af Mark Twains utroligt morsomme novelle ”Præsten i Nevada”. - © 1955 Privatfotos.

 

I forestillingen forekom også en parodisk ”dame-trio”, som af gode grunde kun bestod af mænd, i dette tilfælde af den høje Birger Jarl Guy, som med sin lidt fedladne skikkelse og sine lidt feminine ansigtstræk godt kunne illudere som ”dame”. De to andre i trioen var Ici Sønderhousen og Peter Schäffer. Birger Guy medvirkede også i en ’stærk mand-konkurrence’ eller ligefrem en Tarzan-parodi, fremført af fire nægtere med Guy i spidsen, dog ikke som Tarzan, for det var nok det sidste, han kunne illudere som, men navnene på de to andre og på den fjerde mand, som skulle illudere som ”Tarzan”, husker jeg desværre ikke. Det var naturligvis den sidstnævnte, en nægter, der var kendt for sine atletiske evner, som vandt stort over de andre, og som da også blev kåret som sejrherre og fik en stor sejrskrans hængt over skulderen. Alt sammen til stor moro og jubel for det ’menige’ nægterfolk!  

 

   

 

På fotoet tilvenstre ses fra venstre Ici Sønderhousen, Birger Jarl Guy og Peter Schäffer, som morer sig selv og publikum med en munter ”dame-trio”. På fotoet til højre underholder fire nægtere, igen med Birger Guy i spidsen, sig og formentlig også et taknemmeligt publikum med en konkurrence om, hvem af dem, der var den stærkeste mand, kaldet ”Tarzan”. Det blev den adrætte nægter i forgrunden hvis navn er Peter Saunte, som gik af med sejren. - © 1955 Privatfotos.

 

Men i øvrigt fortjener Bent Hjeds’ smukke hyldestdigt til Gribskov, hvor han selv havde tilbragt de seneste 24 måneder, at gengives her:

 

Uberørt og pigeskøn,

møder du mig forårsgrøn,

tyst som om du sov.

Smilende og vårberuset,

nynner stille bladesuset.

Gribskov – lyse skov.

 

I din lange, lyse nat

leger kærlighed tagfat,

ingen spø’r om lov.

Syg af sol jeg søger lise

under dine træ’rs markise.

Gribskov – grønne skov.

 

Luegul og flammerød,

festklædt møder du din død,

følger livets lov.

Lær mig farveglad at brænde,

når engang mit liv skal ende.

Gribskov – gyldne skov.

 

Hvid og værdig – uden krav

har du ved din vintergrav,

stillet hvert behov.

Brændende i middagsgløden

lever du trods vinterdøden.

Gribskov – hvide skov.

 
Men alt var naturligvis ikke lutter sjov og ballade i Gribskovlejren, selvom de fleste af nægterne gjorde deres til, at det lange ophold ikke blev alt for kedsomt og belastende for den enkelte. Som nævnt var der i alt 60 mands belægning i lejren på det tidspunkt, da jeg var indkaldt, men det var naturligvis ikke muligt at lære dem alle at kende. Indtrykket var dog, at de alle hver især var ordentlige og begavede unge fyre, som af forskellige grunde havde fravalgt militærtjeneste og i stedet valgt at lade sig indkalde til civil arbejdstjeneste. Nogle havde valgt det af religiøse grunde, sådan som tilfældet var med medlemmer af Jehovas Vidner, som angiveligt kun måtte og ville lyde Guds bud, sådan som disse fremgår af Bibelen. De ville dog gerne bruge våbenmagt i forbindelse med det store dommedagsopgør med Satan og hans yngel. Andre var militærnægtere af politiske grunde, sådan som det var tilfældet med kommunisterne, som ikke ville adlyde borgerskabets og storkapitalens bud, men som gerne ville gribe til våben under en kommunistisk ledet revolution. Atter andre havde forskellige individuelle og personlige motiver til ikke at ville bruge våben, hvorfor de havde valgt at blive militærnægtere. Til den sidstnævnte gruppe af individualister hørte jeg selv.

 

Julen 1955

Da julen nærmede sig, var det åbenbart sædvane i lejren, at der blev arrangeret en jule-fest for nægterne. I dette tilfælde var det så vidt jeg ved og husker igen Birger Jarl Guy, der sammen med blandt andre Gregers Espersen og lejrchef Elbæk, arrangerede julefesten. Som nævnt, var Birger Guy ikke sen til at påtage sig rollen som arrangør og aktør ved festlige lejligheder, og en sådan oprandt netop hen mod julen 1955. Omkring 1. december det år kunne Guy, vistnok bl.a. i samarbejde med lejrchef Elbæk og Gregers Espersen, sidstnævnte var skolelærer af profession og i lighed med Elbæk normalt meget seriøs, lade opsætte en plakat i Fællessalen, som forkyndte, at der mandag den 19. december kl. 19.30 ville blive afholdt en ”Jule-Fest” med følgende programpunkter:

 

1.     Frede tryller.

2.     Kaj Munk: Før Cannae (Hannibal: Elbæk. Fabius: Espersen).

3.     Jul hos Harald Blåtand. (Oplæsning ved Guy).

4.     W. Shakespeare: Pyramus og Thisbe (Drama i en akt).

 

Men inden stykkets opførelse var der indbudt til julemiddag i Fællesstuen, dog, hvad middagen mere præcist bestod i for hovedparten af nægterne, husker jeg ikke, men for os cirka en halv snes vegetarer blev der naturligvis serveret en gang ekstra lækker middagsret. Køkkenpersonalet med økonomaen og fru Jensen i spidsen var faktisk eksperter i at lave vegetariske retter, hvilket blandt andre Børge Enrico og jeg satte meget stor pris på og glædede os over. I dagens højtidelige anledning deltog lejrchefen selv ved middagen, hvor han i øvrigt holdt en velment og sikkert meget optimistisk juletale, som jeg dog desværre ikke husker et eneste ord af nu så længe efter. Men som ægte Grundtvigianer har han sikkert fundet anledning til at tale om kulturelt fællesskab og sammenhold. Elbæk var en god taler, især når det netop gjaldt seriøse og specielt kulturelle emner, hvor han rigtigt kunne udfolde hele sit radikale væsen, men humor var afgjort ikke hans stærke side.

 

 

Et vue over Fællessalen, hvor julemiddagen blev serveret kl. 18 mandag den 19. december 1955, og hvor så godt som alle nægtere i Gribskovlejren var forsamlede. På det desværre partielt noget mørke foto herover, ses et udpluk af de tilstedeværende nægtere siddende ved de dækkede borde og ventende på, at lejrchefen, Elbæk, skulle afslutte sin juletale, så man kunne få fyldt noget i slughalsen. Lejrchefen ses stående i baggrunden helt tilvenstre i billedet, i færd med at holde sin tale. Desværre har det kun været mig muligt at huske og identificere følgende nægtere, nemlig Peter Schäffer, der sidder med briller og bøjet hoved på den modsatte side af bordet i forgrunden. Dernæst Jørn Krogh, som er let genkendelig på sit hageskæg og sin islandske sweater, og tilvenstre for ham Erik Carlsen og tilhøjre Erik Pind. - © 1955 Privatfoto.

 

Det efterfølgende underholdningsprogram bestod som nævnt af følgende fire punkter Frede tryller, Kaj Munks: Før Cannae (Hannibal: Elbæk. Fabius: Espersen), Jul hos Harald Blåtand. (Oplæsning ved Guy) og W. Shakespeare: Pyramus og Thisbe (Drama i en akt).

 

Frede var Frede Jensen, af profession frisør, men med stor interesse for magi og trylleri, og han var så dygtig en tryllekunstner, at han i sit civile liv tilmed optrådte med sine numre rundt omkring i foreninger og lignende steder. Kaj Munk er som sikkert bekendt præsten, digteren og dramatikeren fra Vedersø, som under besættelsen blev likvideret af Gestapo. Hans et-akts drama ”Før Cannae” fra 1943 udgøres af en samtale mellem de to feltherrer, den handlekraftige Hannibal og den tøvende Fabius, som var et militært geni, men samtidig også en koldsindig politiker. Stykket var i virkeligheden et angreb på den tyske besættelsesmagt og dennes danske håndlangere, hvilket førte til, at Kaj Munk som tidligere omtalt i januar 1944 blev bortført af en lille gruppe Gestapo-folk, som myrdede ham og smed hans lig på en øde landevej ved Silkeborg.

 

Derimod husker jeg ikke, hvad ”Jul hos Harald Blåtand” gik ud på, men interessant – og måske også morsomt – har det sikkert været, og det skal siges, at Guy var en god oplæser. Men W. Shakespeare er jo den verdensberømte engelske digter og dramatiker, hvis komedie ”En Skærsommernatsdrøm” bl.a. indeholder en episode, som digterisk kaldes balladen om ”Pyramus og Thisbe”.

 

I forbindelse med det sidstnævnte teaterstykke, ”Pyramus og Thisbe”, blev der for anden gang i lejren brug for min assistance, nemlig dels i min egenskab af tegner og dels som en slags hjælpeinstruktør af forestillingen. Det var nemlig rygtedes, at jeg havde snuset lidt til teater, idet jeg som tidligere nævnt havde været statist i ”Gøngehøvdingen” på Nørrebros Teater 1953-54. Og i øvrigt havde teater – i lighed med film og tegnefilm – interesseret mig siden min tidligste barndom. Så derfor havde jeg på forhånd visse ideer og forestillinger om, hvordan den slags skulle arrangeres og spilles.

 

 

Plakat for Gribskovlejrens Jule-Fest 1955. Tegningen er formentlig udført af Ole Bjørnild. - © 1955 Privatfoto.

 

 

Bagtæppekulisse med kulørte fantasifigurer i et skovmiljø, efter fortegning af Harry Rasmussen og malt af denne og Ole Bjørnild i fællesskab. Desværre mangler farverne på fotoet, så man ikke får det rigtige indtryk af kulissen. - © 1955 Privatfoto.

 

Til julefesten i Gribskovlejren 1955 tegnede jeg en fortegning bestående af lutter komiske fantasifigurer i et skovmiljø. Til formålet blev tegningen forstørret op til omkring 2x2½ meter, så den kunne bruges som et bagtæppe under hele forestillingen. Til dette malearbejde fik jeg så vidt jeg husker assistance af den altid beredvillige og dygtige Ole Bjørnild, som i privatlivet var kunstmaler. Den færdige baggrund ses herover, desværre kun i sort-hvid gengivelse, hvorfor der naturligvis her mangler de farver, der gjorde den rigtig festlig at se på.    

 

  

 

På fotoet tilvenstre demonstrerer Frede Jensen sine store og overraskende evner som tryllekunstner. I privatlivet var han herrefrisør. - © 1955 Privatfotos.

 

Efter at Frede Jensen havde underholdt det overraskede og fascinerede publikum med sine professionelt udførte tryllenumre, blev det tid til en lidt mere seriøs form for underholdning. Det gjaldt opførelsen af en scene fra digterpræsten Kaj Munks skuespil ”Før Cannae” fra 1943, som på sin vis var højaktuelt, ikke mindst for militærnægtere, idet stykket handler om, hvorvidt man bør sætte sig militært til modværge imod en despotisk diktator og dennes hensynsløse fremfærd imod de mere demokratiske kræfter. 

 

 

Kaj Munks seriøse drama ”Før Cannae” blev med stor autoritet fremført af civil værnepligtig Gregers Espersen (tilvenstre), som i sit private liv var folkeskolelærer, og lejrchef Elbæk (til højre). Førstnævnte havde rollen som Fabius og sidstnævnte rollen som den romerske hærfører Hannibal. - © 1955 Privatfoto.

 

Efter det alvorlige og ikke mindst for militærnægtere højaktuelle drama, var det igen blevet tid til den mere muntre side af juleunderholdningen. Det drejede sig om Første Scene fra Tredje Akt af William Shakespeares berømte komedie ”En Skærsommernatsdrøm”. Heri opfører en gruppe håndværkere et spil i spillet, som handler om den tapre soldat Pyramus, der gør kur til sin elskede Thisbe, som han ikke må få og derfor kun får i tale gennem sprækken i en mur. 

 

 

 

 

På fotoet tilvenstre ses Birger Jarl Guy, formentlig i rollen som væveren Rending, der igangsætter det komiske skuespil om Pyramus og Thisbe. På fotoet til højre udfolder Jørn Krogh sit store skuespillertalent i rollen som den tapre Pyramus. - © 1955 Privatfotos.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herover ses fire episoder fra det uhyre komiske intermezzo om Pyramus og Thisbe. På fotoet øverst tilvenstre ses fra venstre Birger Guy, formentlig som Rending, derefter Jørn Krogh som Pyramus, Frede Jensen som Thisbe, Ole Kauffeldt som Mur og Henning Larsen som Måneskinnet. På fotoet øverst til højre ses fra venstre Jørn Krogh, Frede Jensen, Ole Kauffeldt, Henning Larsen og Ib Andersen, sidstnævnte i rollen som Løve. På fotoet nederst tilvenstre ses Thisbe og Pyramus, der taler til hinanden gennem en sprække i muren, og på fotoet til højre deklamerer Pyramus i måneskinnet. - © 1955 Privatfotos.

 

Men det er de fuldstændig groteske og komiske replikker i episoden, der gør dette så ustyrlig morsomt, selv i vore dage, til trods for, at den naturromantiske komedie ”En Skærsommernatsdrøm”, er skrevet i 1500-tallet.     De medvirkende aktører i det uhyre komiske drama, som blev indledt af Birger Guy, formentlig i rollen som væveren Rending, var Jørn Krogh som Pyramus, Frede Jensen som Thisbe, Ole Kauffeldt som Mur, Henning Larsen som Måneskinnet, og Ib Andersen som Løve. De medvirkende optrådte da også med den overdrevne patos og ironi, som stykket kræver for at lykkes.  

 

 

 

 

Herover ses situationen med de fire nægtere, der stillede op i konkurrencen om, hvem af dem, der kunne spise flest flødeboller på den hurtigste tid. Det er lidt vanskeligt nu så længe efter, at identificere nægterne på billedet, så meget mere, som at de alle har bind for øjnene. Men på fotoet tilvenstre kunne det fra venstre godt se ud til at være Mogens Jønsson og Ib Andersen og Jens Andersen og en nægter, som jeg ikke er i stand til at genkende. - © 1955 Privatfotos.

 

Efter den i højeste grad underholdende juleforestilling, blev der afholdt en fornøjelig konkurrence om, hvem af deltagerne, der kunne spise flest flødeboller på kortest mulige tid. Det foregik på den måde, at to par nægtere, alle med bind for øjnene, sad overfor hinanden, mens den ene fodrede den anden med flødeboller, som selvfølgelig til stor morskab for især tilskuerne snart blev tværet ud i ansigtet på de to ’ædedolke’.  Efter vel overstået flødebolle-kamp måtte deltagerne gå over i vaskerummet og vaske hænder og ikke mindst ansigter, som var smurt ind i en blanding af klæbrig æggehvide og chokoladeovertræk.

 

 

* * * * * * * * * * * * * *

 

 

 

Nægteravisen ”Samvittigheden”

Hen mod oktober 1955 havde jeg fået den idé, at der manglede et trykt organ for militærnægtere, og i den anledning allierede jeg mig med Jørgen Krogh og Ivar Nielsen, der begge var meget opsatte på at gøre alvor af tanken. Vi gik straks i gang med at planlægge bladets indhold og budget, lige som vi drøftede, hvad det skulle hedde. Ivar Nielsen, som i det civile liv var revisor, tog sig af budgettet, mens vi sammen bestemte bladets sideantal og indhold. Bladet fik efter mit forslag navnet ”Samvittigheden”, som forekom os at sige noget væsentligt om det, at vælge at blive og være militærnægter. Bladet fik desuden 12 sider i formatet 16,8 x 22 cm.

 

 

Det allerførste nummer af nægteravisen ”Samvittigheden”, som udkom i januar 1956. Forsiden prydes af Bent Hjeds’ apoteose til ”Gribskov”, ”Uberørt og pigeskøn”, som jeg efter beskeden evne har søgt at illustrere i den vedføjede tegning. Bent Hjeds havde også optrådt med oplæsning af digtet i Kabaret ”Nægter-Sjaketten” og under omtalen af denne tidligere ovenfor, er digtet citeret. - © 1956 Harry Rasmussen.

 

Det var så heldigt, at vi fik lov til at låne og benytte lejrbibliotekets skrivemaskine og duplikator til formålet. Men først måtte vi jo have at vide, om bladet ville få opbakning hos nægterne, både dem der opholdt sig i Gribskov, og dem i Kompedal og Oksbøl. Derfor skrev jeg den 11. november 1955 en opsats, som i første omgang blev sat op på den opslagstavle, der fandtes ovre i fællesstuen. Teksten lød som følger:

 

     Af hensyn til fastsættelsen af oplagets størrelse for 1. nr. af nægterbladet ”SAMVITTIGHEDEN”, der vil udkomme omkring 1. december, bedes man notere navn og adresse (nr.) på denne liste.

     Påtegningen er, for så vidt man ønsker at købe bladet i løssalg, kun bindende for 1. nr., og for så vidt det angår abonnementer gældende for 12 måneder.

     Bladet vil udkomme en gang månedlig og vil indeholde dels stof af lokal art og interesse, dels artikler etc. af mere almen karakter, idet bladet foruden at være et lejrblad tænkes udsendt til såvel andre nægterlejre som til ”gamle” nægtere.

     Naturligvis er enhver velkommen til at sikre bladet købere eller abonnenter blandt venner og bekendte. Man kan da notere de pågældendes navne og adresser på listen eller såfremt man selv vil fordele bladene, blot opføre det ønskede antal udfor sit eget navn.

     ABONNEMENTSPRISEN vil andrage kr. 3,00 helårlig for nægtere her i lejren, kr. 5,00 for abonnenter udenfor lejren der ønsker bladet tilsendt. LØSSALGSPRISEN bliver 25 ØRE!

 

Som sædvanlig, når jeg påtog mig et eller andet, udførte jeg en stor del af arbejdet selv. I dette tilfælde lavede jeg både logo, layout og tekst, som jeg tegnede og skrev på såkaldte stencils. Det var ark i folioformat og med en række styringshuller i begge sider. Øverste lag var et beskyttelsespapir, mens arket underneden var belagt med en vokshinde. Men det var på det øverste lag, at man skrev teksten med skrivemaskine, og det var også på det lag, der blev tegnet med en særlig slags ”pen”, når det drejede sig om tegninger. Stencilene blev siden monteret på duplikatortromlen, der i reglen blev drejet med et håndsving, og ved hjælp af stencilsværte kunne man duplikere tekstsiderne i det ønskede antal eksemplarer.

 

Det skal dog her tilføjes, at Ivar Nielsen var en engageret og god medredaktør af nægteravisen, og foruden at være finansiel rådgiver og kassemester, påtog han sig også en stor del af det rent praktiske arbejde med at fremstille bladet. Kaj F. Jensen leverede også artikler til bladet, medens Jørn Krogh virkede som rådgiver og praktisk hjælper og lejlighedsvis også som leverandør af artikler.

 

Til bladets logo tegnede jeg en trold, kaldet Skovtrolden, hvis lange hale dannede S’et i navnet ”Samvittigheden”, som jeg også tegnede. Skovtrolden fik i de følgende numre af bladet sin egen lille rubrik, der gerne indeholdt et eller andet fyndord eller visdomsord. I bladets nr. 1., januar 1956, side 10, stod der under denne rubrik følgende:

 

 SKOVTROLDEN – har hørt, at lejrens 3 nye transportable – og meget omdiskuterede – skure snart kan ventes udstationerede i skoven og foreslår i den anledning, at de i stedet anbringes i henholdsvis Hornbæk, Gilleleje og Tisvildeleje – som badehuse!

 

Umiddelbart under den lidt ironiske kommentar til de nye arbejdsskure på hjul, har et af redaktionens tænksomme hoveder anbragt et citat af den berømte tyske digter Goethe:

Kvinden er skænket manden som erstatning for tabet af paradiset.

 

Det må vel siges at være en sandhed, dog med visse modifikationer, vil mange nok mene. Måske især dem, der har erfaring med kvindekønnet! Undskyld, skønne kvinder!

 

Lejravisens indhold

Nægteravisen var som nævnt på 12 sider inklusive for- og bagside. Side 2 indledtes med et

 

 NOTABENE!

Hermed foreligger første nummer af ”SAMVITTIGHEDEN”, der vil blive udsendt en gang om måneden med artikler af lokal art og stof af mere alment indhold. Bladets formål er at stille problemer, der vedrører nægternes forhold, under debat, ligesom bladet vil fremdrage andre aktuelle emner af interesse for den læserkreds, som bladet formodes at nå ud til.

Bladets sider er naturligvis åbne for indlæg, der opfylder det ovenfor nævnte formål og det er redaktionens hensigt, at skabe et frit og uafhængigt forum for meningsudveksling.

Opmærksomheden må dog henledes på, at enhver er ansvarlig for sine indlæg, artikler etc., dog forbeholder redaktionen sig ret til udeladelse af underlødigt stof, hvortil regnes anonym kritik samt unfair fornærmelser af enkeltpersoner.

Redaktionen gør ligeledes opmærksom på, at kritik af bladet kun kan fremsættes i bladet og således ikke på f.eks. fællesmødet, idet bladet står helt uafhængigt af såvel dette som af andre organer.

Inden bladet overhovedet er gået i trykken, har redaktionen allerede modtaget kritik af bladets navn, men på trods af opfordringer, er ingen kommet med bedre forslag. Vi har derfor bibeholdt navnet ”SAMVITTIGHEDEN”, som vi synes indeholder, og udmærket dækker, noget temmelig væsentligt for os mennesker og især for os nægtere.

 

Abonnement på ”SAMVITTIGHEDEN”, bindende for 12 måneder, koster kr. 3,00 for nægtere i Gribskovlejren og kr. 5,00 for abonnementer, hvor bladet ønskes tilsendt gennem postvæsenet. For nægtere i andre lejre kan en særordning træffes.

 

I REDAKTIONEN: Kaj F. Jensen, Jørn Krogh, Ivar Nielsen og Harry Rasmussen-

ADRESSE: Gribskovlejren pr. Mårum St. – Tlf. Esrom 88.

 

 

Skovtrolden føler sig forfulgt af lovens lange arme, så derfor har han travlt med at komme af vejen. – Vignet: © 1956 Harry Rasmussen.

 

Under ovenstående vignet på bladets side 3-4, har nægter Olaf Deigård skrevet en artikel med titlen SAMVITTIGHEDSSORTERING. Artiklen behandler spørgsmålet om lovgivningens og myndighedernes administration af lov nr. 187 af 20. maj 1933, som omhandler motiverne til, at nægte militærtjeneste. Deigård mener, at de nævnte instanser går kaprustningens ærinde, hvorfor man ønsker at begrænse antallet af militærnægtere mest muligt. I den sammenhæng kommer Deigård meget apropos også ind på begrebet samvittighed, og herom skriver han bl.a.:

 

”For det første er det vist ikke hidtil lykkedes at fremstille en klar og udtømmende forklaring af, hvad ”samvittighed” er. Moderne psykologer henregner da også begrebet til vulgærpsykologiens brogede udtryksverden. De fleste har en vag fornemmelse af, hvad det er, enten de kalder det den indre stemme, ideal, moral eller samvittighed. Det er i alt fald et grundlag for menneskelig handlen, der kan virke både fremmende og hæmmende. Samvittigheden er som oftest et produkt af både følelsesmæssige påvirkninger (miljø, religion) og fornuftmæssige overvejelser (humanistiske, mere eller mindre politiske). Hos de forskellige kategorier af nægtere optræder de to ingredienser i vidt forskellige blandingsforhold. Men det er vist kun meget få, der alene lader sig lede af deres følelser i dette spørgsmål. Det forekommer derfor ganske meningsløst, at sessionsmyndighederne, i al fald officielt, kun godtager følelsesmæssige vægringer i en tid, der ellers mere end nogen anden har sat fornuften i højsædet. Der er i alt fald næppe tvivl om, at de ”samvittighedskvaler”, er overvejende fornuftsgrundede, er mindst lige så alvorlige som de følelsesbetonede, samtidig med at fornuftmæssig vægring absolut ikke skulle være af ringere konstans end den følelsesmæssige – tværtimod. Det er almindeligt over en kam at kalde fornuftsmæssige vægringer for politiske. Der ligger vist ikke tanker bagved, men snarere en ret primitiv udnyttelse af de muligheder for mistænkeliggørelse, der i dag ligger i ordet politisk.

     Kort sagt – det forekommer mig, at de vidtløftige diskussioner på sessionerne er rene marionetkomedier. Der er i virkeligheden ikke tale om alvorlige overvejelser af samvittighedsmæssige forhold – kun om spidsfindige, sjældent dybsindige argumenterier med det ene formål, at begrænse militærnægternes antal som led i oprustningen under Atlantpagten.”

 

Så vidt den velmenende Olaf Deigård, som jeg bedst kendte som køkkenassistent. Hans lidt usikre definition på begrebet ”samvittighed”, kan nok diskuteres, og i hvert fald opfattes i et lidt videre perspektiv, end det Deigaard sætter det ind i her. Det skinner i øvrigt tydeligt igennem artiklen, at hans egen begrundelse for at nægte militærtjeneste, var af såkaldt ”fornuftsmæssig” art. Det skyldtes formentlig, at han selv tilhørte den politiske venstrefløj eller måske Det Radikale Venstre og dermed formentlig også bevægelsen ”Aldrig mere krig”. I sin artikel henviser Deigaard til lov nr. 187 af 20. maj 1933, men denne er senere blevet revideret, senest den 5. juni 1953 (junigrundloven). Imidlertid står Grundlovens § 81 fortsat ved magt, idet den fastslår følgende om værnepligt i Danmark:

 

     ”Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.”

 

I Danmark har der siden 1917 været en civilværnepligtslovgivning, der har indeholdt de ”nærmere bestemmelser” om militærnægtertjenesten. Baggrunden for militærnægtertjeneste er lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde § 1:

 

     ”Værnepligtige, for hvem militærtjeneste af enhver art efter foreliggende oplysninger må anses for at være uforenelig med deres samvittighed, kan af forsvarsministeren fritages for militærtjeneste mod at anvendes til andet statsarbejde, der dog ikke må tjene militære formål.”

 

Lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde (lov nr. 169 af 5. juni 1953) er den væsentligste del af det lovgrundlag, der ligger bag den værnepligtstjeneste, der betegnes som civil arbejdstjeneste.

 

Til slut i sin artikel nævner Olaf Deigård Atlantpagten, som han tydeligvis ikke kan lide. Det var jo i den kolde krigs dage, hvor modsætningsforholdet mellem Vestmagterne på den ene side og Sovjetunionen og Østblokken på den anden, var på sit højeste. Atlantpagten hedder egentlig Den Nordatlantiske Traktat, som blev underskrevet den 4. april 1949 af 12 lande, hvoraf de 5 var landene fra Bruxelles-traktaten. NATO, egentlig The North Atlantic Treaty Organization, blev etableret som medlemslandenes kollektive forsvarsorganisation. Ved underskrivelse af Atlantpagten forpligtede landene sig til at overholde formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers Pagt, hvis hovedformål var og er, ”at leve i fred med alle nationer og regeringer.”

 

Atlantpagtens formål var dog også, at sikre medlemslandenes frihed, fælles arv og civilisation, baseret på principperne om demokrati, individuel frihed og lovens herredømme. Man var desuden fast besluttede på at fremme stabilitet og velfærd i det Nordatlantiske område, som omfatter linien fra USA’s sydgrænse (ved Florida) til Nordafrika. Men som forventeligt var Atlantpagten og NATO en torn i øjet på Sovjetunionen, som med den begrundelse, at man også var opsat på at bevare freden i Europa, i 1954 foreslog sig selv som nyt medlem af NATO-alliancen. Det modsatte NATO-landene sig, idet man anså Sovjetunionens forslag som et østligt forsøg på at splitte og opløse alliancen indefra.  Derimod tilsluttede Vesttyskland sig NATO den 9. maj 1955, hvilket betød et afgørende vendepunkt i Europas historie. De Østeuropæiske landes reaktion herpå kom prompte, idet man den 14. maj s.å. oprettede Warszawa-pagten. Koldkrigs-fronterne blev dermed trukket skarpt og hårdt op.

 

Men også herhjemme gik kommunisterne og deres sympatisører stort set helhjertet ind for Sovjetunionen og Warszawa-pagten. Til de nævnte to kategorier hørte cirka en tredjedel af militærnægterne i Gribskovlejren, som end så længe førte sig modigt frem, som om den kommunistiske og socialistiske revolution stod lige for døren. På det her omtalte tidspunkt, januar 1956, kunne ingen ane, at situationen skulle ændre sig drastisk senere på året, nemlig i og med Sovjethærens invasion og knægtelse af oprøret i det kommunistiske Ungarn. Men mere herom senere.

 

I Nægteravisens første nummer fandtes også en artikel, eller rettere sagt en anmeldelse, af teaterinstruktøren Sam Besekows oplæsningsaften i fællessalen, mandag den 7. november 1955. Anmeldelsen er skrevet af daværende stud. mag. Peter Schäffer, en af de fremtrædende intellektuelle kommunister i Gribskovlejren på det tidspunkt. Anmeldelsen, som velfortjent roser Sam Besekow stort, er dog – næsten - helt upolitisk og bare begejstret over de litterære værker, Besekow havde på programmet. Karen Blixens erindringsbog ”Min Afrikanske Farm”, en humoreske af Soya, Tjekows barokke novelle ”Roman med kontrabas”, en Storm P.-historie om hunden Grock, og som rosinen i pølseenden: to af H.C. Andersens eventyr, hvorom Peter Schäffer skriver følgende:

 

     ”Og som ekstranummer fik vi to eventyr af H.C. Andersen. Og det var måske dette som vakte størst undren hos os. Her gik vi og troede, at vi kendte H.C. Andersen, vi har jo læst ham i skolen og nå ja - .

     Der var først ”Kærestefolkene” med bolden, en spids og sippet frøken, og snurretoppen, som ikke ta’r det så nøje med den sociale rangforordning; et frieri, som i Besekows mund fik en lykkelig drejning, så det til sidst kom som en eksplosion, og så tragedien, som følger derpå. Så kom til sidst ”Det er ganske vist!” med kaglende høns, ugler og duer, en sladderagtighed der blev illustreret i en helt enestående grad.

     Besekow gav eventyrene netop den sociale indignation som jo ligger i dem, det som bevirker, at de stadig er aktuelle, ja, eviggyldige. Vi troede, at vi kendte H.C. Andersen, og så var han helt anderledes, han blev til et levende menneske af kød og blod, til SAM BESEKOW. En forvandling var sket for vore øjne, og vi undredes og var meget lykkelige. Sam Besekow røbede fortællekunstens og oplæsningskunstens hemmeligheder for os.” 

 

     ”Den sociale indignation”, tja, det element findes ganske vist også hos Andersen og i nogle af hans eventyr, men det er næppe det element, der gør hans eventyr aktuelle og slet ikke eviggyldige. Det aktuelle ligger nok i, at Besekow og Schäffer lagde den sociale indignation ind i de to oplæste eventyr. Det sete, hørte og læste beror som bekendt i nok så høj grad på den, der ser, hører og læser.

 

  

 Skovtrolden klapper begejstret over, hvad Kulturprogrammet har at byde på af kultur og – især – underholdning. - © 1956 Harry Rasmussen.

 

Nægteravisens side 6 var forbeholdt en oversigtsmæssig omtale af GRIBSKOVLEJRENS KULTURPROGRAM, som dog fortsattes på halvdelen af side 10. Programmets indhold er interessant som eksempel på, hvad Kulturudvalget havde valgt at oplyse og underholde nægterkammeraterne med. Derfor skal det gengives her:

 

     Af hensyn til udenforstående kan vi oplyse, at der i militærnægterlejrene i vintersæsonen arrangeres et blandet kultur- og underholdningsprogram tilrettelagt af et kulturudvalg bestående af nægtere. Dette udvalgs program skal godkendes af Indenrigsministeriet, som også bevilger pengene til programmets gennemførelse.

     Her i Gribskovlejren ligger det sådan, at der på mandagsaftnerne forevises film, afholdes foredrag eller oplæsninger, fortrinsvis af folk uden for lejren, mens torsdagsaftnerne fortrinsvis er forbeholdt nægternes egne arrangementer.

     November måneds program startede torsdag den 3. [nov. 1955] med udskrivningschef E. Sand fra 1. udskrivningskreds, der talte om ”samvittighedsfrihed – samvittighedsproblemer og militærnægtelse” (jvf. Deigårds indlæg s. 3).

     Mandag den 7. læste sceneinstruktør Sam Besekow forskellige noveller, historier og eventyr (vi henviser til Schäffers artikel side 4.).

     Torsdag den 10. vistes der på lejrens nye 16m/m KZ-tonefilmapparat nogle forskellige oplysende film fra Statens Filmcentral. Af disse udmærkede film må især fremhæves ”Avisen”, iscenesat af Jørgen Roos, en film om det vældige arbejde der går forud for at læserne nemt og bekvemt får bladet ind af døren.

     Mandag den 14. fortalte forfatteren til det meget omtalte skuespil ”Giv kejseren støvet”, Mogens Linck, om ”Hvorfor jeg blev forfatter og hvordan det er!” På sin egen tørre, ironiske og vittige måde fremkaldte Mogens Linck latteren atter og atter, mens han indviede sine tilhørere i en ganske vist pacifistisk, men alligevel kampberedt forfatter og dramatikers problemer og genvordigheder. Det var artige ting man fik at høre om korruption og bureaukrati! Vi skal i et senere nummer vende tilbage til, hvad Mogens Linck havde at sige i den forbindelse.

     Torsdag den 17. afholdt Kurt Henning [Petersen] (Gribskovlejren) et causeri over humor og humorister” ”Er der noget at le ad?” under medvirken af nægterne Vogsen, Guy og Hjeds.

     Mandag den 21. forevistes den fortræffelige franske film ”Djævlen i kroppen” med Gerard Philippe og Micheline Presle i hovedrollerne.

(forts. S. 10)

     Torsdag den 24. spillede Børge Johnsson (Gribskov) et udvalg af sine opera- og orkesterplader.

     Mandag den 28. lagde op til drøftelse af de helt store problemer. På dagsordenen stod ”Skabelse contra evolution?” Der indledtes af cand. polit. Poul Reinseth, som talte om skabelsen, sådan som Jehovas Vidner ser på dette spørgsmål. Professor dr. phil. H.V. Brøndsted talte om evolutionen ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt. Med stor ildhu og megen indsigt forsøgte Poul Reinseth at påvise naturvidenskabens dateringsmetoders upålidelighed, deriblandt kulstof 14-metoden. Ligeledes påpegede han forskellige naturvidenskabelige forfalskninger, bl.a.. Piltdown-manden, men trods alt mærkede man dog mere agitatoren end den ærlige forsker bag hr. Reinseths sympatiske fremtoning og eminente talegaver. H.V. Brøndsted, den stilfærdige, næsten typiske professor, komplimenterede hr. Reinseth for dennes loyale fremstilling af naturvidenskabens synspunkter, men kunne naturligvis ikke dele alle hans meninger. Professor Brøndsted indrømmede dog dateringsmetodernes upålidelighed, men mente at videnskaben havde andre og sikre grunde til at antage, at der har fundet en udvikling sted. Det vil imidlertid føre for vidt at komme nærmere ind på sagen her, men problemerne vil blive behandlet i en artikel i et senere nummer.   h-

 

Det lille h- til slut kunne tyde på, at det er mig selv, der har skrevet om kulturprogrammet. Men i hvert fald vil jeg gerne kommentere det her, dels som jeg selv husker det og dels med supplerende oplysninger, især om foredragsholderne. Så vidt jeg husker, var jeg endnu ikke blevet medlem af Kulturudvalget på det her omtalte tidspunkt, men mener først det skete senere. Imidlertid tyder især filmen ”Djævlen i kroppen” på, at jeg har haft medindflydelse på valget af denne film, idet det var en af min tidlige ungdoms yndlingsfilm med to dengang meget populære franske skuespillere, Gérard Philipe og Micheline Presle, i hovedrollerne. Mere herom lidt senere nedenfor.

 

Hvad angår udskrivningschef for 1. udskrivningskreds, E. Sand, så kendte jeg navnet fra ”Indkaldelsesordre til civilt statsarbejde”, som han var underskriver af og som jeg havde modtaget den 15. marts 1954, hvor indkaldelsen gjaldt et fremmøde i Gribskovlejren den 18. maj s.å. og da til 24 måneders tjeneste. Imidlertid fik jeg på grund af mine personlige forhold udsættelse til 16. august 1955.  

 

Min erindring om Sam Besekows besøg og foredrag i lejren, hvor han var ledsaget af sin omsorgsfulde hustru, skuespillerinden Henny Krause (1905-1980), er, at han var et meget sympatisk, poetisk og følsomt gemyt, som fremsagde sine replikker med dyb varme og patos, måske en anelse for svulstigt for en flok gemene militærnægtere, som ved den lejlighed hørte og så ham i Fællessalen i Gribskovlejren. Han gestikulerede ivrigt, men med rolige, velovervejede bevægelser, der dog alligevel fik sveden til at hagle af ham, så at den opmærksomme hustru ind imellem måtte række ham det medbragte håndklæde til at tørre sig med.

 

Filmforevisningerne i Gribskovlejren var hidtil sket ved, at en såkaldt rejsebiograf kom med både sit 35mm kinoapparat med tilhørende højtaler og foreviste de film, Kulturudvalget havde valgt. Forevisningerne foregik ovre i fællessalen, i reglen mandag eller torsdag fra kl. 19 til ca. 21. Men for i fremtiden at være uafhængig af en tilkaldt operatør, som ofte var optaget, blev det bestemt, at jeg, der jo havde en ’fortid’ i filmbranchen, skulle tage certifikat som operatør af et 16mm tonefilmsapparat. I det øjemed fik jeg nogle instruktionstimer i at betjene et sådant apparat, og de foregik af en mig ukendt grund på Civilforsvarets Kaserne i Hillerød.

 

Vedrørende en af dansk dokumentarfilms store skikkelser, manuskriptforfatteren fotografen og instruktøren Jørgen Roos (1922-98), som begyndte indenfor filmbranchen allerede i 1939, og instruerede sin første dokumentarfilm, ”Flugten”, i 1942. I de mange år, der forløb senere, nåede Jørgen Roos at lave et uhyre stort antal dokumentarfilm og en enkelt spillefilm, ”Seksdagesløbet”, 1958, en enlig svale i hans store produktion af kvalitativt fremragende dokumentarfilm, bortset fra, at han var medforfatter af drejebogen til spillefilmen ”Den sidste vinter”, 1960.  Han var og forblev dokumentarist af første klasse. Dokumentarfilmen ”Avisen”, var ret ny dengang, idet den er produceret i 1955, men desværre husker jeg den ikke og har heller ikke senere haft lejlighed til at se den. Derimod mødte jeg efter min hjemsendelse og ansættelse hos Barfod Film i juni 1957 jævnligt Jørgen Roos, som fik lavet en hel del tegnefilmindslag til sine dokumentarfilm hos Bent Barfod. 

 

Forfatteren og dramatikeren Mogens Linck (1912-88), var uddannet og vidt berejst journalist, men kastede sig senere over at skrive romaner, kriminalromaner samt hørespil og skuespil. Han var en af de første danske forfattere, der lancerede den psykologiske kriminalfortælling. Han skrev dog også humoristiske kriminalromaner, bl.a. ”Damen med den røde hat”, 1940, med illustrationer af ingen ringere end Robert Storm Petersen. Linck skrev også den selvbiografiske roman ”Af mennesker er du kommet”, 1945. Skuespillet ”Giv kejseren støvet”, 1950, blev antaget og opført på Det kgl. Teater.  Under besættelsen blev Linck på grund af sine aktiviteter i 1942 nødt til at flygte i sikkerhed for Gestapo i Sverige. 

 

Men efter min mening er det nok så interessant ved Mogens Linck, at han nogle år senere, mere præcist i 1962, blev gift med dansk spillefilms engang enestående barnefilmstjerne, Connie Meiling (f. 1930), kaldet ”Lille Connie”, idet hun i en alder af 5 år debuterede i spillefilmen, folkekomedien ”Kidnapped”, 1935, instrueret af Alice O’Fredericks og Lau Lauritzen junior, med Ib Schønberg i den alt og alle dominerende hovedrolle. Lille Connie sang sig i og med denne film ind i alles hjerter med sangen ”Æh Bæh Buh – det er sjovt at være lille”. Connie Meiling optrådte derefter i de nærmest følgende år ved mange forskellige lejligheder og i flere sammenhænge. I årene 1935-38 medvirkede hun i 6 danske spillefilm, alle produceret af filmselskabet ASA, og i en enkelt svensk film. Men i 1938 indså hun, at skuespillerfaget ikke var hendes egentlige metier, hvorfor hun besluttede sig for at stoppe og i stedet lod sig uddanne som bygningsmaler og senere grafisk tegner, med ansættelse på DR TV’s grafiske tegnestue, og senere som undervisningsassistent ved Det kgl. Kunstakademi. 

 

Kurt Henning Petersen var uddannet lærer og organist, og virkede på tidspunktet for sin indkaldelse til Gribskovlejren som sådan i Aakirkeby på Bornholm. Kurt Henning var en beskeden og lidt reserveret person, men altid velvilligt indstillet, når det gjaldt om at give en hånd med ved vores diverse underholdningsprogrammer og teaterforestillinger. Hvilket i øvrigt også vil fremgå af omtalen af de nævnte aktiviteter. Men højst interessant, at netop han havde valgt at underholde med det humoristiske emne ”Er der noget at le ad?”

 

Filminstruktøren Claude Autant –Lara’s rørende ”Le diable au corps”, 1947, på dansk ”Djævlen i kroppen”, var som nævnt en af min tidlige ungdoms yndlingsfilm med to dengang meget populære franske skuespillere, Gérard Philipe (1922-59) og Micheline Presle (1922-2014), i hovedrollerne. Gérard Philipe havde indspillet film lige siden 1943 og blev snart en verdensstjerne, og var på højden af sin karriere, da han i 1959 – få dage før sin 37-års fødselsdag - døde af leverkræft. Micheline Presle indspillede film fra 1938 og fortsatte dermed op i en høj alder. I ”Djævlen i kroppen” spiller hun en Røde Kors sygeplejerske, som har en uægteskabelig affære med en ung mand (Gérard Philipe), under Første Verdenskrig, hvor hendes mand er indkaldt som soldat og derfor er væk hjemmefra.

 

Børge Johnsson er identisk med operaelskeren, som så vidt jeg vidste, var døbt Børge Enrico Johnsson, fordi hans forældre var store fans af den verdensberømte italienske tenor Enrico Caruso (1873-1921). Børge Enrico Johnsson gik til daglig under navnet ”Strammeren”, fordi han var møbelpolstrer af profession. Selv var han, udover af Caruso, også stor fan af den amerikanskfødte græske sopran Maria Callas (1923-77) og den australske koleratursopran Joan Sutherland (1926-2010). Det var bl.a. plader med disse sangere, han underholdt med og fortalte en hel del om.

 

Endelig kommer vi til sidste punkt på det ovenfor omtalte Kulturprogram, nemlig diskussionen vedrørende ”Skabelse contra evolution?”. Temaet var opstillet som et spørgsmål, idet man i almindelighed både dengang og senere er gået ud fra, at der består et indbyrdes uoverstigeligt modsætnings forhold mellem de to begreber. Forstået på den måde, at begrebet skabelse i bibelsk forstand udelukker det naturvidenskabelige begreb evolution og omvendt. Dette var da også det udgangspunkt, som de to debattører implicit gik ud fra. Dette implicitte modsætningsforhold fik et ekstra skub i og med Jehova Vidnet Poul Reinseths ordrige og agitatoriske argumenter til støtte for skabelsesteorien, men nok så meget via hans angreb på naturvidenskabens holdning og metoder. For Reinseth, en mand i slutningen af 30’-begyndelsen af 40’erne, var det groft sagt et spørgsmål om naturvidenskabsfolkenes snæversyn og uvilje imod den tusindårige og autoritative bibelske skabelsesberetning, som man fik det klare indtryk af, at Reinseth nærmest opfattede som den absolutte sandhed, angiveligt fordi den – ifølge hans opfattelse og tro - var Guds ord!

 

Den knapt så veltalende, men nok så stilfærdige og sympatiske ældre og da 62-årige zoolog, dr. phil. og professor ved Københavns Universitet, Holger Valdemar Brøndsted (1893-1977), havde ikke så afgjorte meninger om tilværelsen, som tilfældet var med hr. Reinseth. Brøndsted havde netop omkring det tidspunkt udgivet den stærkt aktuelle bog ”Atomalderen og menneskets biologiske fremtid” (1956). Som afslutning på sit foredrag nævnte Brøndsted, at han selv var et kristent troende menneske.

 

Efter at de to debattører havde fremført argumenter for hver deres opfattelse af aftenens tema, var det blevet tid til en spørgerunde, og selvom jeg ikke hørte til den kategori af folk, der elsker at debattere, så tillod jeg mig at stille følgende spørgsmål til professoren: ”Hvordan er De i stand til at forene de videnskabelige forskningsresultater, herunder evolutionen, med den kristne tro, som jeg formoder indebærer en tro på en skabende Gud?” – Svaret lød helt stilfærdigt, ja, nærmest spagfærdigt: ”Det er jeg skam heller ikke i stand til, og jeg kan heller ikke forklare, hvordan det er muligt! Men der er lige som to lag i min bevidsthed, som arbejder hver for sig! Som forsker er jeg nødt til at udelukke skabelsen, og som troende håber jeg på, at der vil kunne findes en overensstemmelse mellem skabelse og evolution. Men jeg kan bare ikke forklare hvordan!”

 

Se, det var jo ord, jeg kunne forstå, for jeg gik faktisk selv omkring og baksede med de samme problemer, som jeg i øvrigt først fandt en plausibel og tilfredsstillende løsning på flere år senere, da jeg efter min hjemsendelse blev bekendt med Martinus’ kosmologi. I denne blev det grundigt analyseret, begrundet og forklaret, at der dybest set ikke består noget egentligt modsætningsforhold mellem begreberne skabelse og evolution. For Martinus er skabelse evolution og evolution er skabelse. Det vil den interesserede læser kunne forvisse sig om, ved f.eks. at læse min hjemmeside http://www.livetseventyr.dk/

 

 

Skovtrolden snøfter, fordi han må tage afsked med en højt værdsat nægter, nemlig stud. jur. Bent Hjeds, som stod foran hjemsendelse. - Vignet: © 1956 Harry Rasmussen.

 

På bladets side 7-9 kunne man under den lidt mistrøstige overskrift ”Afsked” læse om en uhyre positiv med-nægter Bent Hjeds, som stod overfor en snarlig hjemsendelse. Hjeds hørte til en af ”overnægterne”, der var med til at modtage ’mit’ hold ved ankomsten. I det civile liv var han så vidt jeg ved på det tidspunkt stud. jur. og havde før sin indkaldelse arbejdet på et advokatkontor i København. Bent Hjeds havde sin soveplads på ’min’ stue, med sin køje placeret tilvenstre for indgangsdøren. hvor han havde Henning Larsens køje på sin ene side og Søren Svendsens køje på sin anden side. På den anden side af stuens midtergang, regnet fra døren, lå nr. 18, en automekaniker fra Hillerød, hvis fornavn så vidt jeg husker vat Lejf. Men hver eneste aften før sovetid, skiftedes den afklædte Hjeds og den ligeledes afklædte automekaniker til at gå over til den andens seng og ønske godnat. Det foregik på den måde, at de greb om hinandens pikke og rystede disse op og ned, som man normalt gør, når man tager afsked ved at give hinanden hånden. Kort efter kom den arbejdsleder, der havde stuevagt, ind på stuen, for at se om alle lå i deres seng, og hvis en eller evt. flere manglede, formentlig pga. udvidet orlov, blev det noteret i en medbragt regnskabsbog. Ordnung mus sein. 

 

Det skal udtrykkelig siges, at ingen af de to unge mænd udviste mindste tegn på homoseksuelle tilbøjeligheder eller adfærd, men tværtimod var begge, hvad man vil kalde maskuline unge fyre, som i øvrigt begge var forlovet med hver deres pige. Men vi på stuen havde til at begynde med megen morskab af det nævnte godnat-ritual, selvom det dog blev lidt trivielt i længden, at opleve det hver eneste aften.

 

Men ifølge artiklen ”Afsked”, som var skrevet under pseudonymet NK, havde Bent Hjeds været en engageret og dedikeret – og ikke mindst højt respekteret - talsmand, forhandler og mægler mellem nægterne på den ene side og lejrledelsen og Indenrigsministeriet på den anden side. Hjeds var også bestyrer af den lokale kiosk, ”Biksen”, som han gjorde sit til kunne drives med et beskedent overskud, som hele tiden blev brugt til at fylde varelageret op, så at man altid var velforsynet med de kategorier af varer, som nægterne oftest købte. Ved siden heraf var Hjeds også en dreven debattør, vittig, humoristisk, ironisk og skarp i replikken. Men han havde også en mere følsom og poetisk side, hvilket blandt andet turde fremgå af hans digt ”Gribskov”, som findes trykt på forsiden af første nummer af nægterbladet ”Samvittigheden”.

     Hjeds var første gang blevet valgt til talsmand for nægterne i Gribskovlejren på et fællesmøde i fællessalen den 1. august 1954, og igen året efter ved valget den 16. februar 1955, altså længe før ’mit’ hold ankom til lejren. Artiklen slutter således:

 

”Det eneste, man ikke kan sige om Hjeds, er, at han var p a s s i v.

Som forfatter, komponist, oplæser og humørspreder blev han stor-bidragyder til underholdningsaftenerne, der blev foranstaltet i lejren. Hvor mange gange har vi ikke lyttet til hans små velskrevne digte, reciteret med stor indlevelsesevne, eller påhørt hans storslåede oplæsning af udvalgte digte i andagtsfuld tavshed, eller jublende leet ad hans sviende, vittige sange. –

Kære Hjeds, vi siger dig tak for din lange og tro tjeneste i Gribskovlejren, lange og tro i ordenes egentlige betydning. Vi vil komme til at savne dig som den idealistiske og utrættelige forkæmper for fredssagen og dermed for nægternes tarv.  NK.” 

 

En velfortjent ros til Bent Hjeds, som formentlig blev hjemsendt sammen med sit hold omkring marts-april 1956, men en eksakt dato er det ikke lykkedes mig at finde frem til.

 

”På opdagelse i naturen!”.

Den resterende plads på side 9 blev brugt af medredaktør Jørn Krogh til under overskriften ”På opdagelse i naturen!”, at skrive om sit yndlingsemne: Dyrene, store som små. Han havde en særlig forkærlighed for at studere insekter. Medens han og Ivar Nielsen og jeg i vores første tid sammen i Gribskovlejren, havde fået til opgave at knuse de mursten til skærver, der skulle lægges ud på en nyanlagt sti, der strakte sig fra omkring Storkevad og ud til Hovedvejen, brugte Jørn hver eneste hvilepause til at kravle omkring med sit forstørrelsesglas og søge efter i hans øjne særligt interessante biller. På et tidspunkt fandt han et flot eksemplar af Egeblads-billen, som i lighed med hans øvrige insektfund, midlertidigt kom i et glas med skruelåg. Nede i glasset lå der noget vat, som var vædet med æter, beregnet til at bedøve og tage livet af det arme kræ, som siden blev sat på nål i Jørns med tiden store samling af insekter. Han opfattede sin insekt-samling helt nøgternt og som et videnskabeligt studieobjekt. Det havde jeg personligt lidt vanskeligt ved at forstå og acceptere, men det er jo bl.a. sådan videnskaben arbejder: Den slår livet ihjel, for at studere det!  Men i sin meget korte artikel, nærmest en notits, skriver han følgende:

 

     ”Når man færdes i Gribskov, kommer man naturen og mange af dens skabninger på nært hold og spørgsmålet dukker op, hvad var det for et dyr? Ser man en hjort er der jo ingen tvivl, men da vi har fire hjortearter her i landet, ville det sikkert være af interesse for nogle, at vide lidt om hvert arts udseende og levevis.

     Kronhjorten som den største af vore hjorte kan man ikke få at se i Gribskov, på øerne findes den kun i et antal af ca. 200 i Jægersborg Dyrehave. I Jylland er den visse steder ret almindelig, men de tre andre arter: Rådyr, Dådyr og Sikahjort, skulle der være ret stor chance for at træffe og med lidt held og forsigtighed komme tæt ind på livet af.

     Vi vil i de følgende numre af bladet give et lille billede af disse tre dyr, og begynder med rådyret, som er vor mindste hjort.   JK.”

 

Det var et glimrende tiltag fra både Jørn Kroghs og redaktionens side, med nærmere oplysninger om de vildtlevende dyr, som nægterne kunne være så heldige at få et glimt af under det daglige arbejde i skoven. Som i flere andre tilfælde, holdt de gode intentioner om en fortsat artikelserie heldigvis også i dette tilfælde stik. Men ingen artikelserie fik så lang en levetid, som tilfældet var med Mogens Jönssons og Werner Münchenbergs ”De satiristiske Blåmænd”. Se senere nedenfor.

 

 

 

Gribskovlejrens lille lastbil kaldet ”Anders And”. - © Vignet 1956, tegnet af Harry Rasmussen.

 

     Under vignetten herover, som skal forestille Skovtrolden siddende i en stærkt forenklet ’karikatur’ af Gribskovlejrens mindste arbejdsbil, Ford 29-lastbilen, der gik under navnet ”Anders And”, underholdt den vaskeægte fynbo, Hans Vogsen, på side 11 læserne med ”En tur med ”Anders And””. Artiklen indledes med følgende ord:

 

     ”Fra vor fynske medarbejder har vi modtaget nedenstående skildring, hvori han beretter om sine erfaringer med ”Anders And”, en gammel Ford, der tidligere har været anvendt i lejren i Oksbøl, men som nu er overgået til Gribskovlejren.”

 

Og jeg skal love for, at ”Vovsen”, som vi kaldte ham, skriver på ægte fynsk dialekt, hvilket fremgår af følgende citat fra artiklen:

 

     ”Det va man’t auten. Je sku ne te slauter Persen me et brev, de regn lit, så tov je ”Anders And”, en gammel Ford 29, vi lie ha fåt. Putte tov me, han har engang hav en 29 Ford, je har nemlig kun prøvt aa kørt 29 Ford en gang før, så je kente et møj te så’en et dyr.”

 

Jeg vil tillade mig at overlade til læseren selv at tyde ”Vovsen”s tekst.

 

Satiristiske Blåmænd

På bladets 12. og sidste side var der blevet gjort plads til en fortsat humoristisk-ironisk beretning under overskriften ”Satiristiske Blåmænd”, forfattet af Jöns og Münch, alias Mogens Jönsson og Werner Münchenberg. Serien løb til og med bladets nr.7, juli 1956, hvorefter bladet formentlig både skiftede redaktion og navn fra ”Samvittigheden” til det mere jordnære og saglige – eller måske mere politiske? - ”Militærnægteren”.

 

”Blåmændene” er militærnægterne, hvis daglige tøj bestod af Flådens aflagte og mørkeblå marineuniformer, samt blå skråhuer. Det var tilladt at bære sit eget civile tøj, men mange foretrak at benytte sig af tilbudet og spare på civiltøjet, som man så kunne tage på udenfor arbejdstiden eller når man skulle på orlov. Men d’herrer Jöns og Münch indleder deres sørgmuntre beretninger om Blåmændenes dagligliv og trængsler med følgende linjer:

 

     Efter at vi fra adskillige sider er blevet opfordret til at fortælle offentligheden om de hændelser, som skæbnen i sin underfundighed har været så spidsfindig at lade os opleve, vil vi nu efter moden overvejelse følge opfordringerne og berette af bedste evne. Det være sagt straks at vi ikke på noget punkt forlader os på at omgå sandheden. Hvorfor, vil I forstå, når I har læst de første beretninger om Blåmændene, og I vil da give os ret i, at virkeligheden på dette specielle og lidet udforskede felt ganske overgår menneskets vildeste fantasi.

 

     Det var i august og dagen begyndte tilsyneladende som den lange række af dage vi har lagt bag os var begyndt, men det var kun tilsyneladende, for allerede da vi kom ud på lejrgaden følte vi en særlig atmosfære hvile over alt. Det var som om vi så alting mere klart og alt virkede nyt og fremmed for os; selv vejen til arbejdspladsen vi havde gået utallige gange føltes forandret. Vi hørte naturens lyde forbavsende tydeligt og det forunderlige ved det hele var, at vi var i stand til at forstå dem. Nu må man ikke tage forstå i bogstavelig forstand, men naturens lyde fik mening for os. Vi hørte bækkens klukkende pralerier af hvor gammel og lang den var, og vi erkendte hvor lidt der skal til at gøre ”Klukkehoveder” salige og vi forstod straks bedre flere af vore kollegaer. Vi hørte fuglene kvidre, nogle om deres ungdom, andre om deres ælde, nogle om deres yndige børn, andre om deres frihed, og vi tænkte at det var godt indrettet at alle var glade for netop det de havde. Men vi så også utilfredshed i naturen, vi hørte tudsens klage over at den ikke havde fået hjortens stolthed og vi hørte hjorten klage over at den ikke havde fået tudsens dybsindige og rolige væsen, og vi kunne ikke lade være med at drage paralleller mellem det vi nu så og hørte og det liv, som vi kendte så godt. 

 

Den redaktionelle kommentar til føljetonen lyder som følger:

 

     ”Ja, sådan lyder begyndelsen på d’herrer Jöns & Münch’s beretning om de ”satiristiske Blåmænd”, og vi tør godt love læserne en både morsom og tankevækkende fortsættelse i næste nummer af bladet.

 

Men hvem er de satiristiske Blåmænd?” 

 

 

Skovtrolden viser sin bare ende, hvilket sammen med halen også kan tolkes som et ?-tegn, nemlig et spørgsmål om, hvad der vil ske i den fortsatte beretning om de ”satiristiske” Blåmænd og i bladet i det hele taget. – Vignet: © 1955 Harry Rasmussen.

 

 

* * * * * * * * * * * * *

 

Familiebegivenheder

Det er heldigvis lykkedes mig via min bror Bent at få fastslået, hvornår min bror Benny og hans kæreste. Ruth, giftede sig, nemlig 30. april 1955, og dermed altså før jeg selv var blevet indkaldt til civiltjeneste i Gribskovlejren. Benny var på tidspunktet for indgåelse af ægteskab ved militæret som MP’er, dvs. som Militær Politi, efter at han i nogen tid havde været sergent i hæren. Han var jo i forvejen fysisk veltrænet, stærk og af et roligt og afbalanceret gemyt. Faktisk i direkte modsætning til sin kone, som havde et særdeles heftigt temperament, der dog kun kom til udtryk i pressede situationer og ved lejligheder, hvor hun mente at have anledning til jalousi. Derudover var hun en dygtig, flittig, viljefast og pligtopfyldende kvinde, for hvem hendes børn og hjem var og forblev det vigtigste i livet.

 

 

 

Herover ses min bror Benny og hans kone Ruth på et af deres bryllupsfotos fra 30. april 1955. Som det ses er Benny i militær uniform med tre striber på ærmet som tegn på hans rang som befalingsmand. Til højre ses han også iført sin kasket. – Fotos: © 1955 Privatfotos.

 

Det har under hele skrivearbejdet på denne selvbiografi været min intension, at skildre begivenheder, store som små, i så korrekt kronologisk orden, som overhovedet muligt. Men det forhindrer desværre ikke, at der ind imellem kan forekomme forskellige former for unøjagtigheder. Det er blandt andet tilfældet i beskrivelserne vedrørende min familie, hvor jeg generelt set har været i den situation, at min viden og erindring om familiebegivenheder, som vedrørte andre end mig selv, desværre har været og er upræcis. Forsøg på at efterforske data og oplysninger angående personer i min familiekreds, som eksempelvis mine to brødres og min søsters liv og skæbne, har af flere grunde været vanskelige. De fotos af de pågældende, der har været og er til min rådighed, er ofte uden både dato og årstal, så at jeg i mange tilfælde har måttet rekonstruere disse data på grundlag af andre og ikke altid lige pålidelige kilder.

 

Udvidet orlov og hjemmebesøg

Som regel var jeg hjemme på såkaldt udvidet orlov på onsdage og i weekenderne. Udvidet orlov betød, at man ikke skulle møde i lejren om aftenen senest kl. 22, men først næste morgen kl. 9. Det kostede ganske vist et par af de opsparede fritimer at få udvidet orlov, men dem spenderede man selvfølgelig gerne. Den relativt hyppige orlov, som mange nægtere benyttede sig flittigt af, bevirkede at man kunne holde en nogenlunde god og kontinuerlig kontakt med sin nærmeste familie, specielt hvis man havde kæreste eller kone og børn, hvad der var en del, der i lighed med mig, havde.

 

Rejsen fra Gribskovlejren og til København foregik i reglen med Gribskovbanen til Hillerød og derfra med regionaltoget til København. Men man kunne også vælge, at tage et af de tog fra Gilleleje, som gjorde holdt ved Maarum Station og som kørte helt til Københavns Hovedbanegård. For det meste valgte jeg toget, der kun kørte til Hillerød, fordi det undervejs fra Gilleleje gjorde holdt ved trinbrættet Storkevad, hvortil der ikke var så langt at gå fra lejren, som tilfældet var til Maarum Station. Selv kørte jeg helt til Hovedbanegården, hvor jeg havde min cykel stående, så jeg derfra kunne cykle den forholdsvis lange vej hjem til Mågevej. Det gjaldt jo om at spare pengene til sporvognen. Turen tilbage til Gribskovlejren foregik ad samme rute, men blot den modsatte vej.

 

Men Jan og Annette så i hvert fald ud til at blive meget glade, når jeg kom hjem og kunne tage mig lidt af dem og lege med dem. Else syntes derimod ofte temmelig ligeglad og ind imellem lettere irriteret over min tilstedeværelse, nu, da hun formentlig havde indstillet sig på en tilværelse som enlig mor med to børn. Det kneb stadigvæk for hende med at få pengene til at strække til, og det hændte derfor ikke så sjældent, at jeg gav hende 10 af de 12 kroner, der hen mod slutningen af 1955 udgjorde min ugeløn. Det gjorde jeg gerne, selv om det betød, at jeg selv måtte undvære penge til de små fornødenheder, som f. eks. en plade Pernille flødechokolade eller en pakke tyggegummi, man som nægter kunne købe i ”Biksen”, og som bidrog til at forsøde tilværelsen en smule. Jeg havde i reglen en plade Pernille chokolade med til hvert af børnene, når jeg kom hjem på orlov. ”Biksen” var et andelsforetagende, oprettet af nægtere for nægtere, og bestyret af nægtere. Mens jeg opholdt mig i Gribskovlejren, blev ”Biksen” bestyret af Bent Hjeds og Mogens Jönsson, og med især Erik Fristrup og Hans Vogsen som afløsere. Det var dem, der havde penge nok til at investere i et varelager.

 

”Gummi-grossist”

I øvrigt var jeg blevet belært af erfaringen og var begyndt at bruge kondom, når Else og jeg en sjælden gang havde samleje efter at jeg var ’forflyttet’ til Gribskovlejren. Men så vidt jeg husker, havde vi faktisk kun samleje en eneste gang i den periode, der fulgte fra min indkaldelse og til bruddet mellem Else og mig, som fandt sted i løbet af efteråret 1956. Kondomerne havde jeg købt i København, dels i forretningen Maximo i gaden Dyrkøb ved siden af Frue Kirke, og dels i en anden forretning, der handlede med de såkaldte hygiejniske artikler. Den lå i Sværtegade over for Berlingske Tidendes bygning, og for resten ikke langt fra antikvariatet Concerno på hjørnet af Sværtegade og Gl. Mønt. Her kunne man fortrinsvis købe brugte blade og grammofonplader. Blandt bladene drejede det sig bl. a. om nogle af de store amerikanske uge- og månedsblade: Life, The Saturday Evening Post, Esquire, m.fl.

 

Men det rygtedes snart i lejren, at jeg var i besiddelse af kondomer, og det hændte derfor i stigende omfang, at så den ene og så den anden nægter kom og spurgte, om han ikke kunne købe et par kondomer af mig. Jeg tog kun den pris for et kondom, som jeg selv havde givet, men efterhånden som ”forretningen” blev udvidet, købte jeg et større antal kondomer ad gangen. Det gav en vis rabat, således at jeg fik et lille overskud ved salget, der efterhånden steg ganske betragteligt. Der var også et par nægtere, som syntes at man burde reklamere for brugen af kondom, og i det øjemed ville de demonstrere kondomers styrke og holdbarhed. Derfor fyldte de et kondom med omkring 10 liter vand, tror jeg det var, og hængte ”ballonen” op i et træ bagved den gule lejrbygning. Her hængte det i dagevis som eksempel på ”mine” kondomers kvalitet. Det var et almindeligt og muntert samtaleemne i lejren i den følgende tid. Kondomerne var for øvrigt af mærket Durex.    

 

Forholdet mellem Else og mig var beklageligvis ikke blevet bedre af, at jeg nu ikke længere var hjemme til hverdag. Vi var næsten som to fremmede over for hinanden, men alligevel skete det af en eller anden grund en dag, at vi pludselig kom hinanden nærmere og havde samleje sent på aftenen. Det måtte foregå i total stilhed, for begge børnene sov jo også i værelset. Det var en weekend med udvidet orlov, så jeg skulle først være tilbage i lejren mandag morgen kl. 9.

 

Begge børnene, men især Jan, der jo var godt et år ældre end Annette, var lidt kede af det, hver gang jeg skulle af sted igen, men jeg tror, at de trods alt efterhånden vænnede sig til situationen. I al fald så længe deres mor og jeg så ud til at have det bare nogenlunde godt med hinanden. Men var der ikke tid eller plads til kærtegn mellem hende og mig, så var der det til gengæld mellem børnene og mig. De to kære små var dog, som normalt for småbørn, naturligvis mest optaget af deres egne interesser og gøremål, så de kunne selvfølgelig heller ikke – og skulle heller ikke – føle, endsige forstå, en voksens behov for nærhed.

    

Uønsket graviditet og ulovlig abort

En af de gange, hvor jeg var hjemme på orlov, fortalte Else mig at hun var blevet gravid igen og at det måtte være sket, da vi sidst havde samleje for en god måneds tid siden. Det var mildest talt en chokerende nyhed at få, især da vores økonomi var mere anstrengt end nogensinde før, og vi derfor kun med stort besvær og afsavn ville kunne forsørge et barn mere end de to, vi allerede havde. Det var også uforståeligt, hvordan Else var blevet gravid denne gang, for jeg havde brugt kondom. Men muligheden for, at dette kunne være bristet eller muligvis gledet af under samlejet, eller på anden måde havde været ineffektivt, forelå. 

 

”Jeg vil ha’ det fjernet!”, sagde Else modigt og beslutsomt, mens jeg tøvede, fordi jeg helt grundlæggende syntes at abort var i strid med, hvad jeg troede på, og desuden ikke var uden en vis risiko for kvindens liv og helbred. Dengang var der jo ingen praktiserende læger, der ville foretage et abortindgreb, og hospitalslægerne krævede bestemte og meget strenge indikationer og vilkår opfyldt, for at gøre det. Den eneste mulighed var derfor en såkaldt kvaksalver, som der i øvrigt fandtes en del af på den tid, og de foretog adskillige illegale aborter, der i flere tilfælde desværre kostede kvinden livet. Rent bortset fra, at både kvaksalveren og kvinden risikerede straf, hvis det blev opdaget.

 

Et andet problem var i den sammenhæng betalingen for at få foretaget indgrebet. I avisernes retsreferater havde man lejlighedsvis kunnet læse om de store honorarer, kvaksalvere gerne beregnede sig. Imidlertid vidste Else og jeg, at min mor kendte adressen på en kvindelig kvaksalver, hvis navn var Grethe Hartvig, og som boede i Baggesensgade 24, 3. sal, altså i samme ejendom som min mormor og morfar. Hun var da også gode venner med både mine morforældre og med min mors tre søstre, Lilly, Gudrun og Edith. Desuden vidste jeg, at min egen moder selv – i lighed med i al fald Edith - havde fået foretaget en provokeret abort af samme dame engang under eller lige efter besættelsen. Grethe Hartvig var dengang en dame i fyrrerne, og selvom hun i nogle tilfælde tog penge for indgrebet, mener jeg også at hun gjorde det, for at hjælpe medsøstre i en alvorlig nødsituation. Dertil kom, at hendes indgreb kun i et par enkelte tilfælde fik alvorligere følger for de pågældende kvinder. Det var jo sådan, at kvinderne efter at det illegale indgreb var foretaget, fik kraftig blødning og derfor ikke sjældent måtte indlægges på hospitalet, for at få foretaget en såkaldt udskrabning, og alene det betød en stor psykisk belastning for de pågældende. Noget tyder dog på, at det ikke var alle læger, der politianmeldte de af deres patienter, der tydeligvis havde fået foretaget en illegal provokeret abort.

 

Når jeg for øvrigt har tilladt mig at nævne alle de ovenstående, som på den ene eller anden måde var involveret i illegal fosterfordrivelse, skyldes det, at alle de nævnte for længst er afgået ved døden.

 

Et uforglemmeligt syn

Det var i det hele taget ikke for morskabs skyld, når en kvinde dengang fik foretaget en illegal abort. De fleste tøvede og tænkte sig længe om, inden det skete. For Elses vedkommende gik det sådan for sig, at min moder kontaktede mormor og Ditte, og de aftalte dag og tid med Grethe Hartvig. Så vidt jeg ved og husker, forlangte denne i dette tilfælde ikke betaling for at foretage indgrebet, men gjorde det som en vennetjeneste. Indgrebet blev først foretaget omkring tredje fostermåned, og netop den dag, det foregik, var jeg hjemme på orlov. Else havde været hos Grethe Hartvig om formiddagen og klarede det forbavsende godt og holdt humøret højt, selvom hun fik smerter. Hen under aften, da børnene var kommet i seng og sov, fik Else kraftige veer og gik ud på toilettet, hvor hun kort efter fødte barnet og selv klippede navlestrengen over. En på sin vis beundringsværdig og utrolig bedrift, som trods alt må have kostet hende både fysiske og ikke mindst psykiske anstrengelser. Straks efter kaldte Else på mig, og lidt tøvende gik jeg ud til hende og så hende stå med et lille bitte velskabt drengebarn i hænderne. Barnet var kun omkring 12 cm i højden og ville naturligvis ikke kunne overleve. Dets øjne var lukkede og de små arme og ben trukket ind til den fine lille krop.

 

Aldrig siden har jeg kunnet glemme denne situation og dette ”billede”, som tilmed forværredes ved, at vi i vores nødsituation måtte lade barnet skylle ud i toiletkummen. Jeg skæmmes og græmmes ved at fortælle det, men synes sandheden skal frem. Dengang følte jeg mig som en medskyldig morder, der frygtede for at blive grebet på fersk gerning, og som derfor havde travlt med at slette sporene efter sin ugerning. Den aften havde jeg svært ved at falde i søvn, for hver gang jeg lukkede øjnene og var ved at falde væk, så jeg for mig, hvad der sandsynligvis skete med den lille uskyldige barnekrop nede i kloaksystemet, hvor der blandt andet fandtes rotter. For mit indre blik kan jeg den dag i dag stadig se den lille og nærmest voksagtige menneskekrop sidde nede i toiletkummen, inden der blev trukket ud. Grusomt. 

 

Det er ligegyldigt, hvem af os, Else eller mig, der skyllede barnet ud i toilettet, for vi var enige om at gøre det. Vores eneste undskyldning for den forfærdelige og forfærdende handling, var og er, at vi befandt os i en desperat menneskelig og social nødsituation, hvori vi og vores få rådgivere og hjælpere ikke kunne se anden udvej end illegal abort og det, der fulgte deraf. Og ingen undskyldning, at sådan havde mange før os båret sig ad. Dette skal heller ikke forstås som om jeg vil undskylde mig selv, for der findes nok ikke nogen undskyldning for den handling, jeg dengang var medskyldig i. Til gengæld mener jeg, set i et tilbageblik over mit liv, at skæbnen har straffet mig, men om straffen har været hård nok, eller jeg har mere i vente, kan jeg ikke vide. Men mere om dette aspekt i mit liv senere.

 

Inden jeg forlader dette prekære emne, føler jeg i øvrigt trang til at udtrykke min store beundring for kvinderne gennem tiderne. Det er ikke så lidt, de har måttet tåle og gennemgå, mens manden på mange måder har været og vel også fortsat er privilegeret, ikke mindst på det seksuelle område. Her er det jo fortsat generelt kvinderne, der påtager sig det største besvær og ansvar, dels for at undgå at blive gravide og dels for at tage sig af børnene. Derfor må p-pillen trods alt betegnes som et fremskridt specielt for kvinderne, som jo stort set dermed selv kan bestemme, hvornår de vil have børn eller ikke.  Derimod kan man måske ikke betegne p-pillen som et ubetinget fremskridt for mændenes vedkommende, selvom den for dem betyder en stor behagelighed og ansvarsfrihed, som de tidligere ikke havde. Da måtte de, hvis de ellers var ansvarsbevidste, enten bruge kondom eller risikere at gøre kvinden uønsket gravid, med de forskellige følger, der fulgte deraf, bl. a. i form af børn før eller udenfor ægteskab, børnebidrag osv. osv.

 

Kulde, sne og stenknusning vinteren 1955/56

Det blev et forholdsvis køligt sent efterår, og hen mod årsskiftet 1955/56 blev det rigtig koldt og sneen faldt i store mængder, så at alt blev dækket i skoven, der kom til at ligne et eventyrrige. Rimfrosten og sneen havde ændret alle vante konturer og former til ukendelighed og gav fantasien frit spillerum. Men det ændrede vejr betød også skovarbejde af en anden art, end det deciderede skovarbejde. Mit hold blev sendt ud til Multebjerg, hvor der lå nogle enorme dynger af store kampesten, og da vi havde fået besked på at medbringe hver sin forhammer, vidste vi jo nok, hvad klokken var slået. Og ganske rigtigt var hensigten, at vi skulle knuse en mængde store kampesten til skærver, og det virkede jo helt umuligt for sådan nogle indendørs vante, som i hvert fald mig og også flere andre af mine nægterkammerater. Den eneste af holdet, der havde fysiske kræfter, var André, som var grovsmed af profession.

 

Imidlertid havde vi jo allerede lært, at det at knuse sten, ikke så meget handler om fysisk kraftanstrengelse, som om kløgtig snilde med at finde stenenes flækflader. ”Det er vigtigt, at I får gjort noget ved sagen!”, sagde Holm og tillagde: ”Hver af jer skal slå en passende mængde per dag, for ellers vanker der ingen fritimer!”. Det var jo barske ord i vinterkulden, men vi vidste, at Holm var blevet irettesat af lejrchefen, som igen var blevet irettesat af ”Rotten”, for at vise for stor tålmodighed og overbærenhed med sine hold. Derfor ville vi gerne gøre vores bedste, både for vores egen og for hans skyld. Det var formentlig den nidkære arbejdsleder Jensen, der havde ladet et ord falde om, at Holm var alt for venlig overfor nægterne.

 

Men det var vitterligt hårdt arbejde at slå sten, ikke mindst i vinterkulden, der bed i ansigtet og gjorde det ildrødt. Vi var dog heldigvis iført tykke bukser og jakker, uldtørklæder, tykke vanter og havde en hue med øreklapper på hovedet og svære træskostøvler på benene.

 

I nærheden af stenbruddet var der opstillet en skurvogn med petroleumsovn til opvarmning, og herinde spiste vi vores medbragte madpakker, som vi selv havde smurt ved morgenbordet i fællessalen, og her opholdt vi os, når vejret ikke var til at arbejde i. Det var tilladt at søge ly i skuret, når det regnede eller var meget koldt og snevejr, men hvis arbejdsleder Holm kom og så, at folk opholdt sig inde i skuret uden anden grund end at de skulkede fra arbejdet, truede han i al venlighed med, at der så ikke vankede nogen betaling i form af en fritime den dag. Det var noget, der kunne få selv den mest dovne nægter op af starthullerne, eller rettere sagt: ud af skuret.

 

En solidarisk kammerat

Men til trods for, at vi gerne ville imødekomme Holm, og selvfølgelig også for at få den daglige ”betaling” i form af en fritime, var arbejdet med at slå sten virkelig hårdt for de allerfleste af os. I begyndelsen udviste Holm dog sin sædvanlige overbærenhed, når han i løbet af dagen kom for at kontrollere os. Men nogle af os vidste, at det ville være umuligt for os at overholde kvoten af sten, der skulle flækkes og slås til skærver. Imidlertid lærte vi her en nægterkammerat at kende, som viste sin store forståelse, hjælpsomhed og solidaritet, idet han simpelthen uden videre påtog sig at slå hver vores dagsration, vel at mærke samtidig med at han opfyldte sin egen kvote. Det var den store, stærke og i reglen tavse bornholmer og smed, André Mogensen, der blev vores ”frelsende engel”.  

 

Vi var selvfølgelig lidt forlegne og flove over, at det var nødvendigt at skulle have hjælp til arbejdet, tilmed af en mand, der ikke forlangte noget som helst til gengæld for det enorme arbejde, han i dagens løb udførte på vores vegne. Men naturligvis forsøgte han samtidig at belære os om, hvordan vi bedst og nemmest selv kunne blive habile stenslagere og skærveknusere. Men selv om nogle af os gjorde vores bedste, lykkedes det os ikke at blive særlig gode til det i den tid vi arbejdede i stenbruddet ved Multebjerg.

 

Til gengæld lærte vi den gode André nærmere at kende. Som tilhænger af bevægelsen Aldrig mere Krig havde han valgt at blive militærnægter, men han var samtidig rabiat ”nationalist”, idet han sammen med nogle andre bornholmere havde stiftet en forening, der havde til formål at løsrive Bornholm og gøre øen til en selvstændig stat. Foreningen havde tilmed kreeret et bornholmsk flag, hvis udseende jeg dog ikke længere husker. Vi andre kiggede jo lidt undrende og spørgende på hinanden, da vi hørte om Andrés og hans venners fremtidsplaner for Bornholm, og betragtede vel nærmest disse som udslag af en slags lettere vanvid. Hvordan kunne nogen dog forestille sig, at en forholdsvis lille ø som det dejlige Bornholm, skulle kunne klare at have sit eget styre og sin egen økonomi. ”Ja, men det havde vi under den tyske og senere den russiske besættelse af Bornholm!”, indvendte den velmenende André, og tilføjede: ”Så hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det igen!?”. Vi blev ham naturligvis et relevant svar skyldig, for dels kendte vi ikke til de nærmere omstændigheder, og dels var der vist ingen af os, der troede på muligheden endsige sandsynligheden af Bornholm som en selvstændig stat.

 

Juleaften 1955

I den følgende tid forværredes forholdet mellem Else og mig, men vi holdt dog så vidt jeg erindrer igen juleaften hos mine forældre, hvor også mine søskende og morforældre var til stede. Jeg husker ellers intet fra denne jul, måske fordi jeg inderst inde var dybt foruroliget over den måde, forholdet mellem Else og mig havde udviklet sig på. Hun var kølig og nærmest foragtende ironisk, når hun så på og talte til mig, og det kunne børnene naturligvis ikke helt undgå at bemærke. Det gjorde mig ondt for dem, at det ikke var lykkedes deres mor og mig at finde sammen for alvor og holde ud, til tingenes tilstand forhåbentlig og med sandsynlighed ville ændre sig, når jeg var færdig med tjenesten og kunne vende hjem og forsøge at få foden indenfor i filmbranchen igen. Jeg vidste, at der ville være en ny stilling til mig hos Nordisk Films Teknik, men jeg ville jo allerhelst forsøge igen at få noget arbejde, der havde med tegnefilm at gøre. Det havde jeg - desværre forgæves - gjort ihærdige forsøg på i årene både før mit ægteskab med Else og før min indkaldelse til aftjening af civil værnepligt, hvilket tidligere er blevet beskrevet her i selvbiografien. Men set i bakspejlet lykkedes det for alvor for mig at vende tilbage til tegnefilmbranchen, efter at jeg i juni 1957 var blevet ”løsladt” fra Gribskovlejren. Da var det imidlertid og af flere grunde for længst for sent til, at Elses og mit forhold kunne have været reddet, hvilket vil fremgå senere af denne beretning.

 

I skovens dybe mørke

I vintertiden, når nogle af os nægtere havde været på almindelig onsdags-orlov og derfor skulle være tilbage i lejren senest kl. 22, stod vi ikke af ved Storkevad trinbræt, men kørte i reglen til Mårum Station, selvom der var længere at gå herfra. Men det skyldtes mørket og at mærkværdigvis ingen af os havde været så forsynlig at medbringe en lommelygte. Hvis man først én gang havde prøvet at skulle finde vej fra Storkevad til lejren i buldrende mørke, så var det ikke en oplevelse, man ønskede at gentage. Derimod var det nemmere at finde vej fra Mårum Station til lejren, simpelthen fordi man kunne følge vejen ved at gå med det ene ben på denne og det andet ben inde på græsrabatten, og på den måde føle sig frem. Det var totalt umuligt at se noget som helst undervejs, eller før man kom helt frem til selve lejren, hvor nogle få, søvnige lamper lyste op foran hver sin barak.

 

Grusvejen fra Mårum Station og til lejren, der i dagslys så fredelig og venlig nok ud, var på højre side kantet af et tæt skovområde, på den anden side af lavere graner og fyrretræer. Men når man gik der i mørket og følte sig frem med fødderne, og når vinden susede gennem skoven, kunne det hænde at man hørte underlige og umiddelbart uidentificerbare lyde inde fra det natsorte skovdyb. Det lød nogle gange, som om nogen klagede sig langsomt og inderligt, ja, i visse tilfælde var der tale om et helt klagekor, som lejlighedsvis var iblandet høje, skarpe ugleskrig. Selv om man forsøgte at sige til sig selv, at det var naturlige lyde, man hørte, så føltes disse ofte så uhyggelige, at det nogle gange løb én koldt ned ad ryggen. Det kunne også hænde, når man passerede vejen i tusmørket, at man mente at kunne se en eller anden grotesk skikkelse inde mellem træerne, der syntes at lure på én, så at man satte farten op og ikke kunne komme hurtigt nok videre.

 

Senere fandt jeg ud af, at de klagende lyde kom fra store grene, der gned langsomt og knagende mod hinanden, når blæsten tog i dem. Og de truende skikkelser inde mellem træerne, var simpelthen et produkt af ens egen frygt og fantasi. Jeg kan huske, at jeg engang gik på denne tur og tænkte på, at der måtte være tale om, at frygten og farefantasien var et atavistisk levn fra dengang, vi mennesker var omstrejfende jægere og huleboere. Principielt på samme måde er forestillingerne om nisser og trolde og lignende væsener formentlig opstået og senere næret af eventyr og illustrationerne til disse. En nisse kan formentlig defineres som et væsen, der er opfundet og har fundet udbredelse i uoplyste samfund som forklaring på tilsyneladende uforklarlige hændelser, der nøgternt set i virkeligheden har en naturlig og ikke spor mystisk forklaring. I ældre tid kendte den almindelige befolkning jo ikke til bakterier og virus og smitte. Et godt eksempel på overtro er landbonissen, der i tidligere tider fik skylden for al ulykke og sygdom, der ramte en bonde, hans familie og dyr. F. eks. koen, der ikke ville give mælk, hesten, der var blevet halt, hønen, der ikke ville lægge æg, osv., osv. 

 

Et moderne og mest morsomt ment eksempel på en nisse, er den såkaldte ”sætternisse”, som er et typografisk udtryk for, at der er opstået en fejl i en tekst, som sætteren, dvs. den mand, der har sat bogstaverne og tegnene, og eventuelt også korrekturlæseren, havde overset i farten og som derfor uforvarende kom med på trykket. Man sagde derfor i spøg, at ”sætternissen havde været på spil” og enten fjernet et bogstav eller et ord eller lavet en ”tyrkfejl” (trykfejl).

 

Nytårsaften og 1. nytårsdag var jeg også hjemme på udvidet orlov, men da børnene var så små og bange for det knaldende og ildsprudende fyrværkeri, blev vi hjemme og fejrede aftenen i al stilfærdighed.

 

Familien i København

Den 12. januar 1956 fyldte Jan 3 år, men om jeg var hjemme på orlov den dag eller først senere, erindrer jeg ikke mere noget om. Det ville dog ligne mig dårligt, hvis ikke jeg så vidt overhovedet muligt var hjemme, for at fejre min kære lille drengs fødselsdag, og jeg har med al sandsynlighed også været det til Annettes 2 års fødselsdag den 15. april 1956. Jeg erindrer det desværre ikke, men den mulighed, at min arbejdsskade i marts 1956 kan have forhindret det, består imidlertid.

 

 

På dette ene af kun to desværre lidt uskarpe fotos fra et af min kones, Elses, og mine to børns og mit besøg hos mine forældre, ses fra venstre siddende bag bordet: min søn Jan på skødet af sin mor, Bents kone Annelise, min datter Annette, morfar og mormor. Stående bag disse ses fra venstre mig selv, min bror Bennys kone, Ruth, far, Lizzie og mor. På vinduesvæggen til venstre ses det stueur, som siden mors død i 1975 har hængt på min egen stuevæg. – Foto fotograferet af Benny: © 1956 Privatfoto.

 

En af de weekender, hvor jeg var hjemme på orlov, hændte det at vi skulle aflægge besøg hos mine forældre, som havde inviteret os sammen med andre af familien. Jeg erindrer ikke længere, om et af disse besøg eventuelt var i forbindelse med mors og Lizzies fødselsdag, som var den 18. januar, men det er en mulighed. Fra et af de nævnte besøg findes to små fotos, som formentlig er taget af min bror Bent, som ikke er med på alle billederne, og jeg husker heller ikke, om der var andre med ved den lejlighed, for de er i så fald ikke med på fotoet. Selv er jeg også kun med på dette ene foto. Men Bennys kone Ruth er med på begge billeder, mens han kun er med på det ene af disse. Bennys og Ruths første barn, sønnen Teddy, var endnu ikke født på dette tidspunkt. Han blev først født den 3. maj 1956.

 

 

Herover ses det andet af de to nævnte fotos fra den omtalte lejlighed. Personerne er alle de samme som på ovenstående foto, men med den undtagelse, at Benny er med på dette, idet han og jeg har skiftet plads. Der består stadig den mulighed, at det var Bent, der agerede fotograf. – Foto: © 1956 Privatfoto.

 

Fritidsundervisning

I Gribskovlejren var der i lighed med, hvad der var tilfældet i de to andre militærnægterlejre, Kompedal og Oksbøl, en ordning, som kaldtes fritidsundervisningen. Denne blev betragtet som et led i arbejdet og foregik derfor i arbejdstiden. Der var undervisning i forskellige fag, som f. eks. dansk, litteraturhistorie, kulturhistorie, musik, dramatik, engelsk, fransk, tysk og esperanto. Der var tre professionelle lærere udefra, nemlig forfatteren Tage Schou-Hansen, som stod for undervisning i dansk litteratur, forfatteren Finn Gerdes, der underviste i teaterhistorie og dramaturgi, og forfatteren og dramatikeren Erik Knudsen, som tog sig af undervisning i samtidslitteratur. Desuden var der nægtere med særlig uddannelse i det civile liv, som fungerede som lærere for de andre nægtere. Kurt Henning Pedersen stod for musikundervisning, Gregers Espersen vistnok for undervisning i historie, Birger Jarl Guy for undervisning i engelsk, fransk og tysk, ”Vovsen” stod for undervisning i arkæologi og lokalhistorie, Robert Felby for undervisning i esperanto. I modsætning til de eksterne lærere, fik de nægtere, der underviste, ikke honorarer, men derimod fritimer for deres undervisning.  

 

Den eneste undervisning, jeg selv deltog i, var i sproget esperanto. Den dengang 24-årige Robert Felby var autoriseret esperantolærer og god til at undervise. Grunden til, at jeg deltog i denne undervisning, var primært den, at jeg troede at esperanto havde en fremtid for sig, især i kraft af sin relativt enkle sproglige konstruktion og internationale eller overnationale målsætning. Det var jo i midten af 1950’erne, hvor nogle af os blåøjede idealister endnu troede på en lys og lykkelig fremtid for verden og menneskeheden, uden den nød og elendighed, politiske og religiøse spændinger og de krige, der siden har plaget verden.

 

Robert Felby, som i det civile liv var jord- og betonarbejder, var dog ikke idealist, men derimod socialist, med en lille hældning til kommunisme, og han gjorde i al godmodighed nar af os andre, som han kaldte ”blåøjede idealister”. ”Verden forandrer sig ikke af sig selv!”, sagde han docerende, og fortsatte: ”Det er os klassebevidste arbejdere, der skal forandre den, ved at udnytte en revolutionær situation, hvor vi kan afsætte kapitalisterne og fjerne de liberalistiske markedsvilkår!”.

 

Der var dog det meget forsonende ved Robert Felby, at han havde udpræget humoristisk sans. Ofte kunne han umotiveret og pludseligt finde på at citere et par linjer, der vistnok stammede fra en eller anden sang: ”Hvis jeg var en lille fugl, så ville jeg flyve op til himlen og føle mig fri”. Herunder stillede han sig på tæerne, baskede med armene og så med himmelvendt blik ud af vinduet. Det hændte også, når han i sin undervisning lejlighedsvis stødte på ordet spejder eller spejderdreng, at han f. eks. kunne finde på at sige: ”Ak ja, en sød lille spejderdreng i korte bukser! Så! Læg sig, læg sig!”, idet han foregav at slå på sin penis udenpå bukserne. Der var dog ikke noget, der tydede på, at den høje og velvoksne unge mand var homoseksuel eller nærede pædofile tilbøjeligheder. Det var simpelthen bare af kådhed og munterhed, at han fandt på at komme med sådanne provokerende, men i og for sig uskyldige udtalelser, om end det måske kan siges, at de faldt i forkert sammenhæng.  

 

Hostrups ”Genboerne”

Birger Guy og Gregers Espersen var blevet enige med lejrchef Elbæk om at danne, hvad de kaldte ”Gribskovlejrens Dramatiske Studiekreds”. Projektet skulle dog først godkendes af Indenrigsministeriet, som jo skulle yde et vist, i reglen minimalt, økonomisk tilskud til etablering og drift. Det blev godkendt og projektet gik i gang med Guy og Espersen som studievejledere. Det viste sig dog snart, at bagtanken med studiekredsen havde været med henblik på indstuderingen og opførelsen af et eller flere af de teaterstykker, man var stødt på i undervisningen i teaterhistorie. De to fandt, at C. Hostrups ”Genboerne”, syngespil i 3 akter, ville egne sig fortrinligt til opførelse, idet stykket oprindelig var blevet spillet af mandlige studenter, som også udførte de kvindelige roller. Stykket var fra 1844 og blev oprindelig spillet på Studenterscenen, der dengang udelukkende havde mandlige aktører, idet kvinder på det tidspunkt endnu ikke havde adgang til at tage studentereksamen, og derfor heller ikke kunne blive medlemmer af Studentersamfundet og altså heller ikke blive aktører på den lærde scene.

 

Imidlertid befandt Dramatisk Studiekreds sig på et tidspunkt i den situation, at hverken Birger Guy eller Gregers Espersen følte sig kvalificerede til at være instruktører eller iscenesættere, og da man vidste, at jeg havde en fortid som filmmand og også havde snuset lidt til teater, og jeg desuden havde spillet en vis rolle i forbindelse med instruktionen af Nægter-Sjaketten og Jule-forestillingen 1955, anmodede man mig om at træde til. Jeg havde ikke selv deltaget i studiekredsen i historisk dramatik, selvom jeg godt nok var interesseret i teaterhistorie, men den foretrak jeg at studere på egen hånd. Efter en kort tøven og overvejelse påtog jeg mig opgaven, vel vidende at den ville stille store krav til mine evner, kræfter og – især – mangel på erfaring. Allerførst gjaldt det om at anskaffe en trykt og fuldstændig udgave af teksten til ”Genboerne”, og en sådan fandt jeg på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde i København. Dernæst påtog Birger Guy sig at afskrive og duplikere teksten i det antal eksemplarer, der svarede til antallet af roller.

 

Ved næste undervisningstime i Dramatisk Studiekreds skulle rollerne fordeles, og det var ikke umiddelbart nogen let eller nem opgave. Dels fordi nægtere i lighed med andre mennesker, og skuespillere måske især, er nærtagende og forfængelige. Alle vil i reglen gerne have en hovedrolle, mens ingen eller kun ganske få ønsker at blive tildelt en birolle. Kun få synes at være i stand til at se eller indrømme egen begrænsning.

 

Fordeling af roller

Men udvælgelsen blandt deltagerne i Dramatisk Studiekreds måtte jo ske, hvis det skulle blive til noget med at indstudere og opføre stykket. Guy, Espersen og jeg havde drøftet mulighederne, og Jørn Krogh var et indlysende valg til at spille rollen som student Klint, mens Ole Bjørnild fik rollen som student Basalt. Ole Kauffeldt blev i kraft af sin pondus tildelt rollen som kobbersmed Smidt, mens rollen som madam Smidt gik til Birger Guy, som godt nok var temmelig høj, den højeste mand i lejren, men han havde samtidig noget ret feminint over sig. Desuden var han god til at udtrykke sig sprogligt og af de nævnte grunde ville han derfor være velegnet til rollen som madammen. Rollen som deres datter Rikke gik til Henning Larsen, der dog efter hans eget ønske senere blev udskiftet med Jens Jacobsen. Frede Jensen var nærmest selvskreven som smedens søsterdatter Amalie, mens den herlige og dominerende rolle som Løjtnant von Buddinge blev overladt til Gregers Espersen, som viste sig nærmest at være et fund til rollen. Rollerne som smedesvendene Madsen, Mikkel og Lars gik henholdsvis til Henrik Salling, Karl Nørmark og Hans Vogsen. Rollen som Ahasverus, Jerusalems Skomager, som havde alenlange replikker, påtog jeg mig selv at udføre, vel vidende, at det ville kræve en endog særdeles grundig maskering for bl. a. at skjule min ikke særlig store tud. Desuden ville det kræve et hestearbejde at lære Ahasverus’ replikker udenad.

 

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at Birger Guy og Frede Jensen samtidig påtog sig rollerne som henholdsvis første og anden spidsborger. Kurt Henning Pedersen, som var lærer og organist i det civile liv, stod for indstuderingen af sangene i stykket, som han selv akkompagnerede på klaver. Regissører var Ivar Nielsen, Ib Andersen og Jens Jacobsen, idet sidstnævnte dog undervejs blev ombyttet med Henning Larsen, som ellers havde fået rollen som Rikke. Kostumier var Børge Enrico Johnsson, mens André Mogensen stod for parykkerne, især til ”damerne”, lidt besynderligt i betragtning af, at han var grovsmed af profession! Sminkør og frisør var Svend Poulsen, der også var frisør i det civile liv. Dekorationerne blev malt af Harry Rasmussen, altså mig, og Ole Bjørnild. Sidstnævnte var maler og kunstmaler i det civile liv. Men inden jeg går over til en nærmere beskrivelse af stykket og dets opførelse, er der en anden betydningsfuld begivenhed i min tid i Gribskov, og som jeg derfor vil fortælle først, nemlig at nægteravisen udkom med sit andet nummer.

 

”Samvittigheden”, nr. 2

Imidlertid var redaktionen af nægteravisen i løbet af januar 1956 gået i gang med at forberede udgivelsen af nægteravisens næste nummer, nemlig nr. 2, som skulle udkomme i februar. Jeg var stadigvæk med i redaktionen på det tidspunkt og skrev da også en enkelt artikel til bladets nummer 2, februar 1956. I artiklen gav jeg udtryk for de synspunkter på den øjeblikkelige livs- og verdenssituation, sådan som jeg dengang – måske lidt vel forenklet - så denne i relation til det enkelte menneske og dermed mig selv. Men vi valgte ikke at trykke artiklen, fordi vi havde fået et indtryk af, at der fra visse magtfulde og politisk venstreorienterede nægteres side var rejst skarp kritik af bladets påståede religiøst betonede titel. Men det var jeg ikke enig i og synes derfor, at artiklen fortjener at gengives her:

 

SAMVITTIGHEDS-PERSONLIGHEDEN

 

     Det fornemste mål et menneske kan sætte sig, er at virkeliggøre det, som den norske forfatter og dramatiker Henrik Ibsen kalder SAMVITTIGHEDS-PERSONLIGHEDEN eller den personlighed, som vi bærer i vores samvittighed. Ibsen mener dermed, at et menneskes bedste egenskaber findes skjult i det, der kaldes samvittigheden, og ligesom f.eks. en blomst udvikler sig af blomsterfrøet, hvori den ligger gemt i latent tilstand, sådan ligger også SAMVITIGHEDS-PERSONLIGHEDEN gemt i samvittigheden, hvorfra den kan drages frem. Men med samvittighed tænker Ibsen her ikke på et produkt af race, nationalitet, kultur og / eller social stilling, han tænker snarere på en ”fornufts-samvittighed”, der er i stand til at hæve sig op over de øjeblikkelige herskende omstændigheder og ydre forhold.

     Det anfægtede således formodentlig ikke Hitlers eller hans håndlangeres samvittighed at myrde jøder i tusindtal, og det var formentlig med god samvittighed, at amerikanerne dræbte i massevis af japanske soldater i sidste verdenskrig, og japanerne havde næppe heller kvaler med deres samvittighed, fordi de måtte ihjelslå amerikanske soldater. De store penge- og forretningsfolk føler sikkert ikke samvittighedsnag over deres ublu metoder eller ved deres udnyttelse af samfundets mindrebemidlede. Men set fra et fornuftsmæssigt standpunkt, gives der ingen undskyldning for f.eks. mord, selvom dette er begået i racens eller nationalismens navn, ligesom der heller ikke findes nogen undskyldning for ”hårdkogte” forretningsmetoder eller for udnyttelse af de dårligst stillede i samfundet.

     Egoismen og selviskheden sidder i højsædet hos politikerne, hos forretningsmændene, hos kunstnerne, hos arbejderne, ja, hos os alle, og netop deri ligger årsagen til uoverensstemmelserne og konflikterne mellem såvel nationerne som mellem de enkelte mennesker.

     Vi lever i en modsætningernes verden. Begreberne optræder altid parvis og giver udtryk for et modsætningsforhold dem selv imellem. Lys er uadskilleligt fra mørke, liv er uadskilleligt fra død, godt er uadskilleligt fra ondt. Således findes de opbyggende og de nedbrydende kræfter side om side i hele universets liv og derfor også i menneskelivet, og man kan i virkeligheden kun sige, at livsudfoldelse er mulig, hvor disse modsatte kræfter brydes med hinanden.

     Set i relation til menneskelivet har denne modsætningernes kamp i tidens løb vist, at snart den ene, snart den anden af disse to kræfter har haft overtaget, og flere og flere har efterhånden indset, at disse magters kamp synes at foregå om selve mennesket. Således var den Anden Verdenskrig egentlig ikke en strid om materielle fordele og besiddelser, ej heller en kamp folk imod folk, men et forsøg fra de nedbrydende kræfter på at udslette al sand menneskelighed og derigennem selve mennesket, og den tekniske udvikling efter krigen har i høj grad bidraget til at lette disse kræfter deres spil.

     Men intet ville dog være mere meningsløst og tåbeligt, end hvis mennesket blev udslettet på et tidspunkt, hvor det først skulle til at vise de gode resultater af en årtusindlang udvikling. Mennesket har endnu langt fra udnyttet den forhåndenværende teknik, mennesket mangler endnu meget i åndelig og moralsk henseende. Vi, der lever nu, har ingen ret til at ødelægge de allerede opnåede resultater og værdier, vi har tværtimod en pligt overfor vore forgængere i den årtusindgamle frihedskamp og et ansvar overfor vore børn og de kommende slægter til at efterlade dem det bedste, vi har mulighed for at kunne give, hvis vi vil, nemlig en bedre verden, en verden af frihed og fred, eller i det mindste at lægge grunden til en menneskehed og et samfund, der bygger på et solidere og bedre fundament, end det nu døende er rejst på.                                                                              Harry Rasmussen.

 

Så mange var ordene, som uden direkte at nævne truslen fra den aktuelle kolde krig og atomvåbnene, dog efter min egen mening siger noget væsentligt om efterkrigstiden. Men krigen og besættelsen var allerede ved at være glemt til fordel for et påbegyndt økonomisk og materielt velfærdsræs, som endnu i begyndelsen af 2000-årene, da disse linjer skrives, ikke har set sin kulmination. Men hvorfor artiklen ikke blev trykt, ved jeg som sagt ikke, eller husker det ikke, men den ville måske have kunnet forklare lidt af baggrunden for mit valg – for mit valg var det – af bladets titel blev ”Samvittigheden”. Denne var jo samtidig en hentydning til militærnægterlovens ord om, at samvittighedsgrunde var de eneste vægtige og gyldige grunde til, at myndighederne kunne godkende militærnægtelse.

 

At det ville have været på sin plads at trykke min ovenfor gengivne artikel, viser allerede Olaf Deigårds kritik af begrebet samvittighed i første nummer af bladet. Det samme gør til en vis grad også fhv. nægter Georg Jensen i sin artikel ”Apropos Samvittighedssortering!” i bladets nr. 2., hvilket jeg vil vende tilbage til. Her skal man dog huske på, at det modsætningsforhold, der bestod mellem min afgjort idealistiske livs- og verdensanskuelse og den materialistiske, kommunistiske og især den frembrydende ideologikritiske nymarxistiske livs- og verdensopfattelse, som en del af lejrens nægtere mere eller mindre bekendte sig til, også spillede en rolle i sammenhængen.    

 

 

Herover ses forsiden på nægteravisen ”Samvittigheden” nr. 2, februar 1956. Figuren vil forhåbentlig være genkendelig som en karikatur af den store filmkomiker Charlie Chaplin i sit vagabondkostume. Ganske vist var hans karriere toppet på det tidspunkt, men hans film rangerer som noget enestående i filmhistorien. – Tegning: © 1956 Harry Rasmussen.

 

På ovenstående forside af nægteravisen henvises der til side 2, hvor følgende citat af Chaplin findes trykt:

 

     ”Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at dele folk i kategorier efter deres meninger. Det fører til fascisme. For mit vedkommende tilhører jeg ikke noget politisk parti. Tilværelsen er ved at blive lidt for kompliceret, og man burde egentlig ikke røre sig ud af stedet uden at have en håndbog i takt og tone med sig. Det er efterhånden sådan, at man kun behøver at sætte den venstre fod forrest, når man går ud på fortovet, for at blive beskyldt for at være kommunist.”

 

Så vidt jeg erindrer, stammer citatet fra George Sadoul’s bog ”Chaplin”, Forlaget Tiden, København 1954. Den bog benyttede jeg som en af kilderne til den foredragsserie om Chaplin, som jeg på et tidspunkt holdt i Gribskovlejren, hvor også flere af hans film blev forevist. George Sadoul (1904-1967) var for øvrigt en tydeligvis kommunistisk orienteret fransk filmhistoriker, men hans indsigt i og viden om Chaplin og dennes film og karriere, var sådan set saglig og seriøs nok, også selvom han tolkede Chaplins filmproduktion som udtryk for en vekselvis protest mod de uretfærdige kapitalistiske samfundsforhold og harmløs underholdning. Sadoul syntes naturligvis bedst om Chaplins ’protestfilm’. 

 

Charles Chaplin (1889-1977), hvis 81 film store produktion stort set var foregået i Amerika, mere præcist i Hollywood, bortset fra filmen ”Limelight” (1952; ”Rampelys”), som blev indspillet i London i 1952. Chaplin havde beholdt sit engelske statsborgerskab og blev derfor ikke betragtet som amerikansk statsborger. Det benyttede den daværende chef for FBI, kommunisthaderen J. Edgar Hoover sig af, hvilket førte til, at Chaplin blev frataget sin opholds- og arbejdstilladelse af de amerikanske integrationsmyndigheder. Han skulle derfor ansøge om at få begge dele fornyet, hvis han ville vende tilbage til USA. Chaplin valgte indtil videre at forblive i England, medens han lod sin kone, amerikanskfødte Oona O’Neill (1925-1991), sælge hans filmstudier og det herskabelige hus i Hollywood, hvorefter parret, sammen med deres voksende børneflok, slog sig ned i Vevey i Schweiz, hvor han boede til sin død i 1977. Oona, der som 18-årig var blevet gift med den da 54-årige Chaplin, bestyrede hans store formue og administrerede rettighederne til hans mange film, overlevede sin 36 år ældre mand med 14 år. Hun døde i 1991 og efterlod sig i alt 8 voksne børn, hvoraf den bedst kendte vil være Geraldine Chaplin (f. 1944), der som voksen blev en kendt filmskuespillerinde.

 

Røre omkring nægteravisen

Men i øvrigt havde det vist sig, at udgivelsen af Gribskovlejrens nægteravis havde vakt furore i militærnægterlejren i Oksbøl, som var den anden af de tre nægterlejre, der fandtes i Danmark dengang. Den tredje lejr var lejren i Kompedal, som i lighed med Oksbøl var beliggende i Jylland. Oksbøllejren havde navn efter den nærliggende by Oksbøl i Vestjylland, hvor den var blevet åbnet i 1949. Her var nægterne beskæftiget med at rydde de befæstningsværker, som den tyske besættelsesmagt havde anlagt under krigen. Oksbøllejren blev lukket i 1959. Kompedallejren havde i lighed med Oksbøllejren, fra 1945 tjent som opholdssted for tyske flygtninge, der imidlertid forlod lejrene i 1947. I 1950’erne genindrettedes Kompedallejren til militærnægterne, som dog langt fra var tilfredse med forholdene, hvilket primært skyldtes, at nægterne betragtede opholdet i lejrene som tidsspilde. De mere rabiate og aggressive af nægterne gik så vidt, at de flere gange satte ild på bygningerne. Ved en større brand i 1972 nedbrændte en af Kompedallejrens fire store 700 kvadratmeter store barakker, og man besluttede derfor ikke at genopføre denne, men lukkede og nedlagde lejren. Det voksende antal militærnægtere i 1970’erne betød en ændring af vilkårene, således at man ikke nødvendigvis skulle aftjene sin civile værnepligt i en lejr, men kunne vælge en form for samfundstjeneste i stedet for, på et offentligt kontor, i en børnehave eller på et museum.

 

Den omstændighed, at vi i Gribskovlejren var begyndt at udgive ”Samvittigheden”, fik i øvrigt nægtere fra Oksbøllejren til at reagere. Det fremgår af redaktionens ”Notabene!” i bladets nr. 2, side 2:

 

Der har fra forskellig side, bl.a. fra nogle nægtere i Oksbøllejren, været fremsat ønske om et fællesblad for alle tre lejre. ”Samvittigheden”s redaktion må tage stærk afstand fra denne tanke. Et fællesblad vil kræve en fælles redaktion; dette vil kræve skriftlige konferencer. De vanskeligheder, der vil opstå, vil kunne føre til forsinkelser af det aktuelle stof. Nej, det er vor mening, at det må være de enkelte lejres opgave at udgive deres eget blad. At så lejrenes organ kan have en vis interesse for nægtere andetsteds, er en sag for sig.

 

På samme side 2 skriver redaktionen – tilsyneladende lidt opbragt og forarget - også følgende vedrørende Kompedal:

 

 Redaktionen har fået fat i et eksemplar af Kompedals lejravis for januar måned 1956. Hvad er det for en linie, man følger derovre! Eller er der overhovedet en linie? Bladet er fyldt med stof, der burde være forbeholdt fællesmøderne. Man skælder hinanden ud og forsøger med ”billige” propagandamidler at vinde masserne i stedet for ved saglig argumentation at få alle til at indse, hvad der er det rette. FOR ØVRIGT MENER VI AT ASKEBY-kampagnen er en militærnægteravis uværdig. Det er nok muligt, at pågældende er absolut uegnet og bør fjernes, men disse ”romerske” citatomskrivninger på hver side er en ufin måde at gøre det på. En kampagne, der spiller på massepsykose; den stadige indhamren af sentensen til den til sidst lyder i hovedet på alle; også de der i begyndelsen tænkte: ”Hvad er nu dette for noget?”

 

Det skal straks siges her, at jeg ikke har haft noget med de to ovenfor gengivne citater fra ”Samvittigheden” at gøre, alene af den grund, at ordvalget og udtryksmåden er mig fremmed. Jeg vil tillade mig at formode, at det er redaktionsmedlemmet Kaj F. Jensen, der har skrevet i hvert fald den sidste af de to redaktionelle bemærkninger. Han var en begavet fyr, som mente det godt, men som efter min mening i dette tilfælde har udtrykt sig uheldigt om Kompedal-avisens indhold. Uheldigt, fordi der mangler begrundelser for, hvad kritikken egentlig drejede sig om. I øvrigt erindrer jeg ikke nogensinde selv at have set Kompedals lejravis, så lidt som jeg ved, hvem den nævnte læge Askeby var og heller ikke hvad kampagnen imod ham gik ud på, bortset fra, at man åbenbart ønskede vedkommende fjernet. Derimod skal det også siges, at Kaj F. Jensen i det her omtalte nummer af ”Samvittigheden” har skrevet en udmærket og oplysende artikel om forholdene i Oksbøllejren, som Kaj F. Jensen så vidt jeg ved, selv havde opholdt sig i, inden han efter egen begæring eller af anden grund blev overflyttet til Gribskovlejren. Det vender vi tilbage til om lidt.

 

Om faren ved passivitet

Her skal først refereres fra ”Samvittigheden” nr. 2. side 3-4, hvor omtalte Bent Hjeds har skrevet en artikel med titlen ”Passivitetens fare”. Artiklen er et opgør med den omsiggribende politikerlede, som Hjeds mener, afholder befolkningen fra at interessere sig for politik. Hjeds har også et horn i siden på folketingets medlemmer, som han synes ikke i alle tilfælde røgter deres hverv ordentligt, ja, i nogle tilfælde ligefrem forsømmer, ved aldrig at gå på tingets talerstol og giver deres meninger og opfattelse til kende. Hjeds mente endvidere, at partipolitikken spærrer for fornuftig lovgivning. Herom skriver han f.eks.:

 

Det er interessant at notere sig, at der i grundloven står, at en folketingsmand alene er bundet af sin samvittighed, men dette samvittighedsproblem har man tilsyneladende let ved at løse. En politiker udtalte således fornylig, at man ikke uden at gå på akkord med sin samvittighed kunne svigte partiet. Så ved vi jo, hvor vi er henne – Recht oder Unrecht – die Partei!

 

På sin vis fatter man jo godt, at de enkelte tingsmedlemmer ikke gerne alt for tydeligt siger deres mening – enkelte eksempler fra de senere år må jo virke stærkt afskrækkende – Knud Kristensen, Christmas Møller og Elin Appel – i øvrigt uden sammenligning. At Thorkild Kristensen trods sine afvigende meninger stadig sidder i tinget, er vist desværre den enlige svale, som ingen sommer gir.

 

Ja, det står sandelig ringe til, men hvad værre er, det bliver ikke bedre, før vælgerne selv politisk aktiviserer sig og kræver politikerne til ansvar for deres ord og handlinger. Den sløvhed, som er skabt af partidiktaturet, er samtidig medvirkende til at holde det i live, og her ligger den største og egentlige fare.

 

Imidlertid så Bent Hjeds også tegn på, at befolkningen - eller i hvert falde dele af denne – var ved at vågne op, selvom Socialdemokraterne og fagforeningerne efter hans mening er udemokratiske, især på grund af deres militærpolitik, som støttede vesttysk genoprustning og Vesttysklands optagelse i NATO. Hjeds slutter sin artikel med følgende bravade:

 

Mere afgørende for den fremtidige politiske udvikling bliver måske det røre, man i den allerseneste tid har kunnet iagttage på arbejdspladserne. – Flere arbejdspladser har holdt møde til drøftelse af den fortvivlede økonomiske situation – på tværs af både fagforeninger og Socialdemokratiet - , og resolutioner og protester er herfra tilsendt regeringen. En sådan direkte mistillidserklæring til et parti – oven i købet et regeringsparti – fra selve partiets vælgermæssige kerne er noget ganske enestående, og gir trods alt grund til en vis optimisme. Det er os – de almindelige vælgere -, der ved vores ligegyldighed eller aktivitet afgør, om partidiktaturet skal leve eller dø.                 Bent Hjeds.

 

Tja, hvad skal man i grunden mene om fornuftige Bent Hjeds’ argumenter? – Hvor står eller stod han selv politisk set, da han skrev sin artikel? – I hvert fald ikke i Socialdemokratiet, men snarere i Det Radikale Venstre, som jo især dengang førte sig frem som et fredsparti, eksemplificeret i den aktive støtte til fredsbevægelsen ”Aldrig mere Krig”. Men i lejren omgikkes han især med den intellektuelle del af den kommunistiske gruppe nægtere, hvis opfattelse han formentlig sympatiserede med. Og det er naturligvis en ærlig sag.

 

Det er i øvrigt interessant, at Hjeds nævner folketingspolitikerne Thorkild Kristensen (Venstre), J. Christmas Møller (Det Konservative Folkeparti), og Elin Appel (Venstre, senere løsgænger). Førstnævnte blev især kendt under navnet ”Thorkild Livrem”, fordi han i sin tid som finansminister i 1946 havde indført stramme spareforanstaltninger i dansk økonomi. Det førte dog faktisk til en forbedring af dansk økonomi, men efter at socialdemokraterne havde overtaget regeringsmagten i 1950’erne, indtog han særstandpunkter i forhold til sit parti, hvilket medførte et vist modsætningsforhold til partifællerne. I februar 1960 forlod han Venstres gruppe og opstillede ikke ved det næste valg. Hans økonomiske ekspertise førte dog til, at han blev valgt til posten som generalsekretær for OECD i perioden 1960-69.

 

En brav modstandsmand

John Christmas Møller (1894-1948), cand. jur. fra Københavns Universitet 1922. Han blev tidligt aktiv i Højres Ungdom, og var på flere måder en oppositionel skikkelse i dansk politik. I direkte modsætning til sit parti arbejdede han for indførelse af almindelig valgret i forbindelse med en grundlovsændring i 1915, ligesom han agiterede for Flensborgs tilknytning til Danmark. Det danske forsvar optog ham også stærkt, og han var selv medlem af Akademisk Skyttekorps. Samme år blev han valgt ind i Folketinget som repræsentant for Det Konservative Folkeparti, og i 1928 blev han partiets formand. Som sådan virkede han for sit partis frigørelse af Venstres dominans, og var ikke afvisende for et samarbejde med Stauning-regeringen, selvom han ikke kom med i Kanslergadeforliget i 1933.

 

Som udpræget demokrat vendte Christmas Møller sig skarpt imod de kræfter i Konservativ Ungdom, som i 1930’erne gav udtryk for sympati med nazismen i Tyskland og fascismen i Italien. Det lykkedes ham da også stort set at holde både sit parti og ungdomsorganisationen fast på en demokratisk og parlamentarisk linie. Det havde bl.a. til følge, at den unge cand. polit. Aksel Møller i 1936 overtog formandsposten i KU. På trods af sit eget partis modstand, talte Christmas Møller ivrigt for en grundlovsændring, og det var en stor skuffelse for ham, at forslaget faldt ved folkeafstemningen i 1939.

 

Christmas Møller blev handelsminister i den nye samlingsregering, der blev dannet efter den tyske besættelse i april 1940, og han indtog og fastholdt en skarp holdning til besættelsesmagten, og lagde ikke skjul på det i sine polemiske taler. Efter tysk pres måtte han derfor forlade regeringen allerede i oktober 1940, og tre måneder senere også Folketinget. Han kunne derfor nu virke mere for modstandsbevægelsen, og sammen med DKP’s formand Aksel Larsen og Frode Jakobsen, stiftede han det illegale modstandsblad ”Frit Danmark”. I 1942 så han sig til sammen med sin kone og søn nødsaget til via Sverige at flygte til England, hvor han i London blev en kendt stemme i BBC’s danske udsendelser, hvilket gjorde ham uhyre populær i vide kredse i Danmark. Hans brandtaler imod tyskerne og især imod den danske samarbejdspolitik, anses for at have været medvirkende til danskernes store pres på samarbejdsregeringen, som måtte afbryde samarbejdet med tyskerne og gå af i august 1943.

 

Christmas Møller vendte tilbage til Danmark ved befrielsen 1945 og blev udenrigsminister i Befrielsesregeringen, som 1945-47 blev ledet af statsminister Knud Kristensen, Venstre. Christmas Møller så sig dog ikke i stand til at acceptere statsministerens aktivistiske Sydslesvig-politik, og var derfor med til at fælde ham. Men derved kom han i et modsætningsforhold til sit eget parti, Det konservative Folkeparti, hvorfor han meldte sig ud. Ved folketingsvalget i 1947 forsøgte han at opnå valg i Sønderjylland, men forgæves. Året efter, i 1948, døde han, kun 54 år gammel.

 

En brav kvindesagskvinde

Elin Høgsbro Appel (1913-80), student fra Tønder Statsskole 1930, læste dansk og historie på Københavns Universitet og flyttede som den første studerende ind på Kvinderegensen, da kollegiet blev oprettet i 1932. Efter embedseksamen i 1937 giftede hun sig med teologen Erik Dahlerup (1909-2002), begge blev højskolelærere, han senere højskoleforstander. Ægteskabet blev opløst 1949. I ægteskabet er der 3 børn: Pil (f. 1939), Ulla (f. 1942), Drude (f. 1945), alle med efternavnet Dahlerup, og som senere blev velkendte i den politiske, og især i den kønspolitiske debat, i 1970’erne. Elin Appel blev medlem af Folketinget for Venstre i 1945,

 

Men årene i Folketinget 1945-50 vendte op og ned på hendes tilværelse og politiske synspunkter. Hun oplevede her en kønspolitisk vækkelse, som bragte hende i opposition til hele hendes hidtidige livsgrundlag. For hende stod Folketingsvalget efter Befrielsen i 1945 både i krigens og i kønnets tegn. Ved det forudgående valg havde kvinderepræsentationen nået sit hidtidige lavpunkt med to mandater. Det bragte kvindeorganisationerne på banen med den første af den siden velkendte kampagne ”Stem på en kvinde”. Resultatet blev otte kvinder i Folketinget, tre kommunister, heriblandt Inger Merete Nordentoft, tre konservative, den radikale formand for Danske Kvinders Nationalråd Kirsten Gloerfelt-Tarp og Elin Appel.

 

De tre kvinder var alle nyvalgte og kom ind i kraft af store personlige stemmetal. Den 32-årige Elin Appel var den yngste og Rigsdagens første småbørnsmoder. Efter sigende havde hun imidlertid håbet på, ikke at blive valgt, idet hun var sig fuldt bevidst at mangle politisk erfaring. Det kan desuden være en del af forklaringen på, at hun reagerede voldsomt på de kvindepolitiske debatter, hun mere eller mindre frivilligt blev deltager i. Denne ophedede debat begyndte allerede i 1946 med spørgsmålet om, hvorvidt Inger Merethe Nordentoft, der også var skoleinspektør, som ugift enlig mor kunne beholde sit embede. Sagen kom op i Folketinget, hvor kun kommunisterne og socialdemokraterne støttede Nordentoft. Elin Appel stemte i dyb anfægtelse imod, fordi hun mente, at bevarelse af ægteskabet som samfundets grundpille var vigtigere end kvinders selvbestemmelsesret.

 

Imidlertid havde partiet Venstre indtaget det politisk korrekte standpunkt i de kønspolitiske diskussioner, hvilket for Elin Appel havde sat en proces i gang, som stred imod partiets afstemningsresultater i kvindespørgsmålet. Hun følte sig dybt krænket i sin kønsværdighed, når modstanderne kørte op med Paulus og hele den kendte historie. Som en konsekvens af sin ændrede holdning, søgte hun derefter et ståsted, hvorfra det var muligt for hende at begribe sammenhængen mellem historie, magt og køn i en anden kontekst end den grundtvigianske, som hun hidtil havde fulgt. Det førte til, at hun i årene omkring 1950 lod hun sig skille, i øvrigt under stor mediebevågenhed, ligesom hun vendte ryggen til højskolen, kirken, partiet og Folketinget, og indtil videre virkede som enlig mor og desuden som seminarielærer i hovedstadsområdet.

 

Kvindepolitikken havde hun dog ikke opgivet, idet hun på Danske Kvinders Nationalråds landsmøde i 1964 genfremsatte Gyrithe Lemches idé om et specielt politisk kvindeparti. Landsmødet forkastede imidlertid hendes forslag og opfordring til, at Danske Kvinders Nationalråd skulle tage initiativet til oprettelse af det nye parti. Partiet skulle i øvrigt hedde Parallel Kvindepolitik og det skulle have som hovedformål, at arbejde for forbud mod kønsdiskrimination og lovbefalet positiv kønskvotering. Det blev udtrykt i et centralt programpunkt: “Kommune og stat grundes på hjemmets princip: samarbejde mellem kvinde og mand. Magten skal derfor fastlåses i lige fordeling mellem mænd og kvinder i alle offentlige institutioner. Den ledes af to statsministre, en kvinde og en mand.”

 

Kvindens genmæle

Men så radikalt anderledes tanker, var tiden ikke politisk moden til, og det lykkedes da heller ikke at samle nok underskrifter til, at få Parallel Kvindepolitik valgt ind i folketinget, ligesom Elin Appels opstilling som løsgænger heller ikke gav resultat. Partiopbygningen fortsatte efter valget, bl.a. gennem månedsskriftet Parallel Kvindepolitik, men blev i 1965 opgivet på grund af manglende tilslutning.

 

Elin Appels grundtanke med Parallel Kvindepolitik var en nytolkning af historien ud fra et kvindeperspektiv, en tankegang Elin Appel fulgte helt frem til 1966, hvor hun søgte professoratet i historie ved det nyoprettede Syddansk Universitet i Odense. Hun mente, at kvindehistorie kunne blive en del af universitetets profilering, men det synspunkt fandt hun ikke lydhørhed for. Sit historiesyn formulerede Elin Appel i bogen Kvindens genmæle, der udkom i 1978, to år før hendes død. Bogen er på én gang hendes opgør med sin personlige baggrund, som jo var grundtvigianismen, hvorfor allusionen til N.F.S. Grundtvigs kampskrift Kirkens Genmæle, 1825, var tilsigtet. Elin Appel gik efterfølgende ind for en radikal omfortolkning af det historiske forløb, bl.a. inspireret af 1800-tallets matriarkatsteorier. Med en karakteristisk drejning af den i tiden fremherskende marxistiske historiefilosofi om klassekampen, hævdede hun, at kønskampen er drivkraften i udviklingen, og dermed den væsentligste faktor for det skabende menneske, nemlig med den opgave, at skabe nye mennesker.

 

Værdige arvtagere

Man kan vel sige, at Elin Appel fik nogle værdige politiske arvtagere i sine tre døtre, hvoraf Pil Dahlerup (f. 1939) er dr. phil. og docent i litteraturhistorie og samtidig kritisk samfundsdebattør. – Søsteren, Ulla Dahlerup (f. 1942), forfatter og journalist og især aktiv samfundskritisk debattør i 1960’erne, med særlig interesse for kvinders ret til at bestemme over egen seksualitet. Fra at være ret så venstreorienteret er hun i 2010 foreløbig dog endt op med at være medlem af Dansk Folkeparti, venstrefløjens foretrukne hadeparti. – Drude Dahlerup (f. 1945), cand. scient. fra Aarhus Universitet 1974, ansat som kandidatstipendiat og adjunkt ved samme 1974-83. Studier ved Harvard University i USA og derefter i 1987 atter ansat ved Aarhus Universitet frem til 1998 som lektor i samfundsvidenskabelig kvindeforskning ved Institut for Statskundskab og Center for Kvinde- og kønsforskning, som hun var leder af 1991-92. Siden 1998 har hun været professor i statskundskab ved Stockholms Universitet. I 1992 var hun medstifter af Danmark ’92 og senere JuniBevægelsen, som arbejder for Danmarks udtræden af EU. Drude Dahlerup var en aktiv og skarp debattør og fortaler for JuniBevægelsen 1992, 1993 og 1998, samt ved euro-afstemningen i 2000, og frem til 2005 var hun medlem af bevægelsens ledelse. 

 

For fuldstændighedens skyld bør det nok nævnes og tilføjes, at Pil Dahlerup faktisk blev bedst kendt for afhandlingen ”Det moderne gennembruds kvinder”, der udkom 1983, og som hun 1984 forsvarede for den filosofiske doktorgrad. Disputatsforsvaret blev et af de største tilløbsstykker i universitetets historie. Med udgangspunkt i en på samme tid både varm og kølig, men primært kritisk karakteristik af litteraturhistorikeren Georg Brandes, gennemgik hun samtlige de ca. 70 danske kvindelige forfatterskaber, som kom til i naturalismens tyve år fra 1871 til 1891. Det skete med den hensigt, som titlen antyder, nemlig at opstille et modbillede til Brandes’ ”Det moderne Gjennembruds Mænd”, 1883, og for at vise, at han havde udeladt og fortrængt de kvindelige forfattere i dansk litteratur. Pil Dahlerups afhandling satte en norm for grundighed og systematik og indførte kategorier til rubricering af de kvindelige forfatteres bevidsthedsmæssige positioner. I 1984 blev afhandlingen fulgt op af ”Gennembrudsnoveller”, men alt i alt kom det ikke til at rokke varigt ved naturalismens digteriske kanon, som Brandes havde opstillet. Eller sagt på en anden måde: det moderne gennembruds kvindelige forfattere havde ikke samme styrke og gennemslagskraft, som tilfældet var for gennembruddets mandlige forfattere.

 

Samvittighedssortering

På ”Samvittigheden”s side 5-6 har Kaj F. Jensens far, fhv. militærnægter af en ældre årgang, Georg Jensen, skrevet en ganske udmærket og interessant artikel med titlen ”Apropos Samvittighedssortering!”  Artiklen omhandlede netop lige præcis den problematik, som det var min mening, at bladet skulle tage sig af og promovere. Georg Jensen indleder sin artikel med lidt ros til bladet:

 

Ved et tilfælde har jeg fået ”Samvittigheden” i hænde, og som tidligere sekretær for de militærnægtere, der under første verdenskrig ved sultestrejke fik loven om civilt arbejde gennemført, har jeg læst jeres blad med stor interesse; den friske og forstandige måde I tager sagerne på, er det en stor glæde at gøre bekendtskab med.

 

      Ikke desto mindre er Georg Jensen enig med Olaf Deigård i dennes kritik af samvittigheds-kriteriet for godkendelse af militærnægtelse (se ”Samvittigheden”, nr. 1., januar 1956, side 3.4). Herom skriver Georg Jensen:

 

Jeg vil gerne have lov til at fremføre noget til Olaf Deigårds artikel om myndighedernes besvær med at sortere militærnægterne efter det udefinerlige begreb samvittigheden; ja, det er rigtig, Deigård, man er i virkeligheden helt ude på mosebund, men grunden hertil, tror jeg, er denne, at indrømmer man det logiske og fornuftige i menneskets modstand mod staternes militarisme, så får den falske dobbeltmoral, der hersker i samfundslivet, en så stor svækkelse, at man ikke kan begrunde det logiske i statens ret til at opretholde den tvungne værnepligtslov; dengang presset mod denne lov omkring 1917-18 ved mange militærnægteres sultestrejke blev så stærkt, at ingen af ministrene turde tage den risiko at lade dem dø af sult i fængslerne, da søgte man at klare situationen med at løslade dem, men statens autoritet blev herved rokket; man udspekulerede da loven om civilt arbejde. Med den begrundelse, at der ikke var så meget klang i at nægte at hugge brænde som at nægte at være soldat; man tog faktisk brodden af vor kamp mod den tvungne værnepligt.

 

Man kunne jo ikke indrømme, at staten med alt sit politi og militærvæsen og fængsel stod magtesløse overfor de enkelte individer, der satte viljen ind på at bryde igennem; så opstod begrebet samvittighedsgrunde, som det ubestemmelige, der kan sige alt og ingenting, man gjorde nægtelsen til noget følelsesmæssigt, noget ringere end statslig fornuft, men det er jo rigtigt, Deigård, fornuft og følelse blandes og bliver noget særegent og specielt hos ethvert menneske, og engang, når menneskerettighedernes erklæring virkelig skal realiseres, og den moderne psykologis erfaringer tages i brug i statens forhold til individet, må staterne slippe deres uindskrænkede magt over individet; men hvem kan i dag beskytte os mod statens større og større indgreb og pres mod personlighed og menneskefrihed til skade for vore kulturfremskridt?

 

Vi står ved atomalderens begyndelse, og de nationale skranker folkeslagene imellem må falde for den globale indstilling, at alle mennesker på jorden er skæbneforbundne. Militærnægterne bidrager til at vise verden, at vi ikke holder så fast ved vort eget, men også tror på andre nationers vilje til at indgå i et verdenssamfund, så vi kan slippe de kaprustninger, der forarmer og fornedrer nationernes liv.

 

Danmark kan vise verden vej, ikke ved våben, men ved sin holdning og sin psykologiske indsigt og viden om de kræfter, der bevæger mennesket og menneskemasserne. ”Samvittigheden” kan vække den sociale og den globale samvittighed henimod verdensbevidsthed.

 

Tanker har en større kraft, end vi ofte aner!   Georg Jensen.

 

PS. Om de første militærnægteres begrundelse for nægtelsen og om hele den periodes militærnægteres kamp kan man læse i arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, Hjalmar Brantings Plads 5, som jeg har overgivet vore sager fra den gang.

 

For mit vedkommende har jeg ved genlæsningen af Georg Jensens artikel, tænkt en del over dens indhold og tankegang, som er ret karakteristisk for den tids venstreorienterede og til dels idealistiske tankegang. Georg Jensen ser ud til at mene, at samvittighed som noget udelukkende følelsesmæssigt, er fuldkommen værdiløs. Altså, at den følelsesbetonede modvilje imod at slå et andet menneske ihjel, ikke skulle være en fuldgyldig grund til ikke at ville være soldat og bære dræbende våben. Nej, der skal ifølge Georg Jensen logik og fornuftgrunde til, suppleret med ”moderne psykologis erfaringer”. Jeg ved ikke, hvad han mener med det sidstnævnte udtryk, medmindre det drejer sig om Freuds fysiologisk funderede psykologi, som ikke mindst kommunister og venstrefløjen foretrak i 1950’erne og fremefter.

 

Imidlertid har jeg også hæftet mig ved, at Georg Jensen nævner, at mange militærnægtere i 1917-18 sultestrejkede i fængslerne, angiveligt med det formål at få lovliggjort militærnægtelse. 1917-18 var jo under Første Verdenskrig, hvor der endnu ikke fandtes specielle arbejdslejre for militærnægtere. 1917 var også året, hvor bolschevikkerne (kommunisterne) gjorde oprør og under Lenins og Trotskis ledelse fik fjernet Kerenskijs parlamentariske styre. Det var samtidig på det tidspunkt, da syndikalistbevægelsen splittedes op i kommunister, der dannede Danmarks Kommunistiske Parti, som ville efterligne den bolschevikiske revolution, og socialdemokrater, som fortsatte den mere moderate, parlamentariske linje. Fra det tidspunkt stammer den strid eller indbyrdes konkurrence, der har bestået mellem DKP og Socialdemokratiet, faktisk lige indtil dato, hvor DKP dog ikke længere har nogen betydning.

 

Men i Georg Jensens artikel savner jeg, at det nævnes, at der foruden de politisk motiverede militærnægtere, formentlig i hovedsagen folk, der gik ind for socialisme eller kommunisme, også fandtes kristne pacifister. De sidstnævntes motivation var en overbevisning om, at Jesu påbud om ikke at slå ihjel, var en moralsk rettesnor for etiske mennesker, som havde gjort drab til et spørgsmål om samvittighed, altså om man kunne nænne at medvirke til – ikke mindst militært og på statens bud - at dræbe mennesker. Selvom jeg personligt ikke er kristen i traditionel forstand, så var dette min egen motivation for at nægte at gøre militærtjeneste. I 1926 stiftedes foreningen Aldrig mere Krig, som var en dansk afdeling, Krigsmodstandernes Internationale Forbund, af den engelske War Resisters International. Foreningens formål var og er, at søge fredelige og ikke-voldelige løsninger på konflikter, et formål, som ved FN’s oprettelse i 1945 blev indskrevet i organisationens chartrer. Efterfølgende viste det sig, at det især var folk, der politisk var tilknyttet det grundtvigianske højskoleparti Det Radikale Venstre, som samlede sig omkring foreningen og dens formål. Situationen var da også den, at der i hvert fald i Gribskovlejren var en del nægtere med denne baggrund. Desuden tilhørte lejrchefen Elbæk samme parti.

 

Den politisk begrundede motivation for at nægte militærtjeneste, blev først accepteret af myndighederne og indført i Danmark omkring Ungdomsoprøret i 1968. Den begrundelses gyldighed kan man så være enig eller uenig i. Personligt er jeg uenig i den, idet jeg anser (parti)politisk motivation for at nægte at gøre militærtjeneste, for i reglen at være motiveret af mere eller mindre revolutionære forestillinger om en grundlæggende ændring af det bestående (læs: borgerlige, kapitalistiske) samfund. Den form for militærnægtelse handler derfor ikke om ikke at ville slå ihjel, men om kun at ville det, for at tjene f.eks. klassekampen.  

 

Et langt stykke er jeg dog enig i Georg Jensens opfattelse af, at ”de nationale skranker folkeslagene imellem må falde for den globale indstilling, at alle mennesker på jorden er skæbneforbundne”. Jeg er også enig i, at Samvittigheden, ikke bladet, men den etiske samvittighed, som menneskene bærer i deres indre, på sigt vil kunne bidrage til at vække den individuelle humane bevidsthed henimod global bevidsthed eller verdensbevidsthed. Men der er end så længe tale om idealistiske fremtidsforhåbninger for menneskeheden, konkretiseret i FN’s menneskerettighedserklæringer. Udviklingen, eller hvad man nu vil kalde det, siden midten af 1950’erne og frem til i dag, giver desværre ikke specielt grund til optimisme på menneskehedens vegne. Georg Jensens trods alt optimistiske opfattelse af militærnægternes betydning for verdensfreden, forekommer mig heller ikke at have relevans for nutiden, hvor endog FN i samarbejde med NATO søger ved blandt andet militære midler at skabe betingelser for fred og demokrati rundt om på kloden. Der behøves derfor bevæbnede soldater, dels til fredsmissioner og dels til de desværre uundgåelige kamphandlinger. Det er i bedste fald en langsigtet og – viser erfaringen – en blodig proces med tab og invalidering af mange menneskeliv, militære så vel som civile, og ødelæggelse af materielle værdier til følge.

 

Moderne krig!

I midten af 1950’erne befandt vi os under truslen om en atomkrig mellem stormagterne i Øst og Vest, hvilket Georg Jensen jo også peger på i sin artikel. Der var nærmest tale om en art massesuggestion, og særligt amerikanerne gik nærmest amok af frygt. En frygt, som desuden forstærkedes af frygten for kommunismens uhyre, som især red det amerikanske samfund i årevis. Frygten for atomkrigen havde åbenbart også grebet min kære og godt et år ældre fætter, Dennis Arendvald, som er og altid har været aktiv socialdemokrat, men som faktisk også troede på Gud. Krigsfrygten fik ham imidlertid til at skrive følgende pessimistiske lille digt, som vi fik lov til at trykke i bladet:

 

MODERNE KRIG!

Verden i flammer,

byerne brænder,

flygtende skarer ad vejene ud.

Kvinder og børn

i endeløs jammer,

knæler og be’r til en ukendt gud.

 

Maskiner der summer,

bønnen forstummer,

bomberne brager, det knitrer af skud.

Kvinder og børn

i endeløs jammer,

rejser sig aldrig fra bønnen til gud.

 

Griseaffæren i Oksbøl

Herefter blader vi om på nægteravisens side 7-8, hvor medredaktør Kaj F. Jensen under overskriften ”Griseaffæren i Oksbøl” giver en interessant skildring af situationen i nægterlejren i Oksbøl i juli måned 1955. Det drejede sig om, at fire lokale nægtere havde lukket et slagtesvin ind i lejrchefen Knud E. Olsens kontor. Hensigten med ”svineriet” var angiveligt, at protestere imod lejrchefens bureaukratiske ledelse af lejren. Det medførte en ravage og opstandelse, som på foranledning af lejrchefens henvendelse til avisen ”Jyllands-Posten”, fik stor mediemæssig bevågenhed, hvorunder især de jyske aviser benyttede lejligheden til at lufte deres store antipati imod ”Militærnægternes slaraffenliv”. De involverede nægtere blev desuden betegnet som ”Militærnægterbøllerne”.

 

I den hensigt, at få de skyldige til at melde sig eller blive meldt af deres kammerater, blev Oksbøllejren lukket i tre uger, hvor der til straf ikke blev givet nogen orlov eller noget nattegn. Nægterne blev i den tid underkastet forhør, dels af lejrledelsen og dels af nægterne indbyrdes, indtil man fandt frem til, hvem der var de skyldige. Da det endelig langt om længe lykkedes, viste det sig at være nægterne Gerhard Eriksen, Bent Kloth, Willi Kappel og Gunnar Jeppesen, som ved den efterfølgende retssag blev idømt 3 måneders fængsel for hovedmanden, reklametegneren Gerhard Eriksens vedkommende, og to måneders fængsel for hver af de tre ”følgesvende”. Dommene blev imidlertid anket til Landsretten, hvilket førte til, at den initiativrige reklamemand fik nedsat straffen til 60 dages fængsel og de to andre fik hver 30 dages fængsel, medens Gunnar Jeppesen kunne nøjes med 30 dages hæfte.

 

Lige som tilfældet var med den – i den sammenhæng - helt uskyldige Kaj F. Jensen, således blev i hvert fald også Gerhard Eriksen senere overført til fortsat tjeneste i Gribskovlejren, hvor sidstnævnte af nogle af sine nægterkammerater nærmest blev betragtet som den store helt. I sin tid i Gribskovlejren bidrog Gerhard i øvrigt med en række morsomme og til dels satiriske plakater, og desuden med satiriske tegninger til nægteravisen. 

 

En anke har jeg dog mod Kaj F. Jensens ovenfor refererede artikel, nemlig at den tydeligvis ikke er objektiv i sin bedømmelse af sagen, men udelukkende ser denne fra et subjektivt synspunkt, hvilket efter min opfattelse svækker artiklens kommentarer og argumenter. Men naturligvis forståeligt, at Kaj F. Jensen stillede sig solidarisk med sine uheldige nægterkammerater. Og i ”Samvittigheden”s redaktion udøvede vi selvfølgelig ikke i den forstand censur på indkomne seriøse artikler.

 

Kulturprogrammet igen

På ”Samvittigheden”s side 9-10 kunne man læse, hvad kulturprogrammet lød på for december 1955 og for begyndelsen af januar 1956. Jeg erindrer ikke, om det var mig selv, der anmeldte det nævnte kulturprogram, men mener dog nok, at det enten kunne være Kaj F. Jensen eller Ivar Nielsen, der gjorde det. Jeg er mest tilbøjelig til at tro, at det var skrevet af den sidstnævnte. Men eftersom programmet indeholder interessante ting til forståelse af nægtertilværelsen i Gribskovlejren, skal det derfor gengives i sin helhed her:

 

Torsdag de, 1. dec. [1955] vistes den russiske film ”Landsbylærerinden”, en på mange måder udmærket film med glimrende skuespillerpræstationer og fortrinligt fotograferet. Blot var filmen skæmmet af en ret voldsom propaganda for og forherligelse af ”partiet”, noget der på adskillige af os virkede tankevækkende, men også noget det til tider gav selv alvorlige scener et komisk skær. 

 

Mandag d. 5. dec. havde lejren besøg af en vældig hyggelig og morsom gammel skuespiller, Einar Rosenbaum, der ud fra sit mangeårige bekendtskab med vor store humorist, Storm P., gav os et godt indblik i dennes interessante personlighed og forfatterskab.

 

Torsdag d. 8. dec. Politisk diskussion mellem Socialdemokratisk Ungdom og Kommunistisk Ungdom om socialismens teorier og fremtidsmuligheder.

 

Mandag d. 12. dec. Den pragtfulde engelske farvefilm ”En sag om liv eller død”, en film, som de fleste af os kendte på forhånd, men som måske netop derfor beredte ikke alene oplevelsens, men samtidig genoplevelsens, glæde.

 

Torsdag d. 15. dec. indledte arbejdsleder Madsen en med stor interesse og spænding imødeset diskussion over emnet ”Disciplin contra selvdisciplin.” Aftenen var præget af en meget livlig meningsudveksling om dette for ledelse og nægtere så vitale spørgsmål. Arbejdsleder Madsen redegjorde for, hvorledes man indenfor hæren spiller på sports- og konkurrencemomentet, og han mente, at soldaten i de fleste tilfælde kan se formålet med tjenesten, hvorimod nægteren mangler disse sporer. Han kan kun præstere en rimelig arbejdsindsats gennem opøvelse af selvdisciplinen. I en militærnægterlejr, såvel som andre steder, gælder det, at tryk avler modtryk. Indlederen opstillede 3 muligheder for fjernelsen af det modtryk, som uvægerligt må forekomme fra nægternes side:

1)      Tvang (også kaldet den jacobsenske metode)

2)      Frivillighedens metode (med fuld frihed til nægterne)

3)      Pligtfølelsens eller samarbejdets metode (også kaldet den elbækske metode)

Der var enighed mellem indlederen og nægterne om, at den under punkt 2 nævnte metode ikke med de retningslinier, der er givet fra ministeriets side, var realisabel, og debatten førtes herefter om mulighederne for fortsat at bevare en rimelig arbejdspræstation ved et fornuftigt samarbejde mellem ledelse og nægtere (metode 3), således at en tilbagevenden til tvangsmetoden, der blot for 1½ år siden praktiseredes her i lejren, skulle kunne undgås.

 

Mandag d. 19. december havde nægterne arrangeret en festlig, folkelig og fornøjelig juleafslutning med oplæsning, optræden og konkurrence.

 

Som optakt til julefestlighederne afholdtes five a side-turnering på ”Gribbenwalde stadion”. I et dejligt efterårsvejr med høj blå himmel udkæmpedes en række spændende og dramatiske kampe, som trods heltemodig indsats fra stue 2, blev vundet af stue 5. Takket være stue 5’s ædelmodighed fik stue 2 del i den ultrasuperstore lagkage, som udgjorde den fabelagtige kamps pris.

 

Mandag d. 9. januar fandt en diskussion sted mellem Socialdemokratiet og Venstre, emnet var: Velstandstal og pristal.

 

§ § § § § § § § § § § § §

 

 

Nedenunder omtalen af det nævnte kulturprogram, kunne man endnu engang se Skovtrolden og en af dennes mere eller mindre aktuelle kommentarer eller ”visdomsord”:

 

 SKOVTROLDEN – påpeger, at enhver korporlig samt anden lighed med fhv. indenrigsminister, nuværende boligminister, Kjærbøl, er rent tilfældig.

 

 

På opdagelse i naturen – fortsat

På nægterbladets side 11 indfriede Jørn Krogh sit løfte om at bringe et fortsat beskrivelse af de vildtlevende dyr, som nægterne under deres daglige arbejde i Gribskov kom ud for at møde. Denne gang fortæller han detaljeret om rådyrets udseende, levevis og færden i de mere stille og fredelige dele af den store skov. Rådyrene kunne også gøre skade på skovens træer, eksempelvis på en nyplantning af egetræer, hvor en del af disse ved en fejl kom til at stå udenfor den indhegning, der skulle beskytte mod netop hjortevildtet. Det gjorde, at rådyret kunne afgnave træernes saftige topskud, hvilket bevirkede at disse træer kun voksede til en højde af ¾ meter og en tykkelse af 1½ cm i løbet af 25 år, hvorimod træerne indenfor indhegningen i samme periode, var vokset til en højde af 14 meter og en tykkelse af 18 cm. Jørn Krogh slutter sin én side lange artikel med følgende interessante betragtninger og spændende oplysninger:

 

Bliver et rådyr bange og stikker af, foretager det nogle ejendommelige høje hop i vejret. F.W. Bræstrup giver i sin bog ”Hjortebogen” en morsom forklaring på denne handling. I Øst- og Sydafrika lever nogle hjortelignende impalla-antiloper, der på samme måde som vore rådyr foretager sådanne spring, når de bliver skræmt. Han fortæller videre om et tilfælde, hvor en løve sprang midt ind i en flok overraskede impallaer. Rovdyret slog vildt om sig, men det var ikke i stand til at ramme en eneste af de vævre antiloper, der hoppede og sprang i vejret til alle sider. I oldtiden fandtes løven i Sydøsteuropa sammen med rådyret, og knoglefund viser at der endnu tidligere, imellem istiderne, har levet løver i hele Europa. Det er således højst sandsynligt, at de elegante ”rejehop” har frelst mangt et rådyr fra løvens klo i en mere dramatisk fortid.

 

En fortsat beretning

De to lune spasmagere, nægterne Mogens Jönsson og Verner Münchenberg, havde under forfatterpseudonymerne Jöns & Münch fået adgang til at levere en fortsat beretning til bladets bagside, og den fortsattes naturligvis i bladets nr. 2. Beretningen handlede om nægternes daglige små og store oplevelser og fataliteter under arbejdet i skoven. Eftersom nægternes arbejdstøj bestod af marinens aflagte mørkeblå uniformer, fik artikelserien som tidligere nævnt titlen ”Satiristiske Blåmænd”, og fortsættelsen indledtes som følger:

 

På arbejdspladsen så alt uforandret ud. Vi var nået til en stenkiste, som vor udmærkede og retsindige arbejdsleder Jensen havde bedt os rense, men vi må med nægtersind indrømme, at vi sprang den over efter dog først at have skrabet den lidt på kanterne, så den så nyrenset ud. Under dette arbejde trak et uvejr op, himlen blev mørk, dag forvandledes på et øjeblik til om ikke nat så aften, naturens lyse vi før havde hørt så tydeligt, forstummede. I tusmørket, der nu omgav os, følte vi den på en gang storslåede og melankolske stemning, man bliver betaget af i det ene minut før regnen, når mørket en lys dag sænker sig lydløst og hurtigt, som sindet kan skifte i os selv. I mørket stod vi rådvilde, for hvor skulle vi gå i læ for den varslede regn? Da så vi inde fra stenkisten et svagt lysskær, og vi tog med vore skovle og brækkede et par af de største sten ud, for at få undersøgt årsagen til fænomenet; stor var vor forbavselse, da det viste sig, at stenkisten på det nærmeste var hul. Regnen begyndte i det samme at strømme ned, vi havde intet valg, vi måtte krybe i læ inde i stenkisten, vi blev ligefrem pisket ind i hullet af regnens til tider vandretgående arme. Jeg ved ikke, om der er nogle af vore læsere, der har prøvet at sidde sammenkrøbet i en stenkiste af allerældste model? Næ, vel! Hør så. Det er ikke rart, det er væmmeligt, det drypper ned i nakken, dråberne har en forunderlig evne til, selv i mørke, at finde det lille sårbare gnistgab mellem skråhue og krave, stenene er slimede; så slimede, at der må kunne fremstilles historier til lejrens forbrug i mange år, og dem sad vi på, luften var septik, ja, så septik, at en smuldret mumie, i sammenligning, må være at betragte som røgelse. Stenene blev efterhånden ubehagelige at sidde på, og efter lig så velovervejede overvejelser, som dem der fik os til at begynde disse beretninger, besluttede vi at forlade vore slimede siddepladser og modigt trænge frem mod lysskæret, som stadig havde optaget os. Når vi bagefter tænker på disse hændelser, beundrer vi gang på gang al det heltemod, vi udfoldede; men vor dristighed, og det er vi opmærksom på, må også ses i relation til den tilværelse, vi frister til daglig, og måske har underbevidstheden forhandlet med fornuften om, at det jo aldrig kunne blive værre – (alt dette kun, fordi vi af beskedenhed, ikke ville gøre os mere heltemodige end vi er.) – fortsættes - 

 

”Samvittigheden” nr. 3

Fra og med ”Samvittigheden” nr. 3, marts 1956, var jeg efter eget ønske og på grund af travlhed med bl.a. arbejdet med iscenesættelsen af ”Genboerne”, udtrådt af redaktionen og blevet erstattet af Robert Felby, men jeg leverede fortsat tegninger til bladet. Dette var for øvrigt ved samme lejlighed blevet forøget med hele fire sider, hvilket gav mulighed for længere eller eventuelt flere artikler. Det førstnævnte var tilfældet med det her nævnte nummer af bladet, som tydeligvis var præget af den ivrige og overbeviste esperantist og socialist Robert Felbys tilkomst i redaktionen. Men herom lidt senere nedenfor.

 

Redaktionen som sådan ytrede sig igen under overskriften ”NOTABENE!”, og eftersom det i hele sammenhængen kan have en vis interesse, at vide, hvad der skete i, med og omkring nægteravisen, skal redaktionens bemærkninger derfor gengives her:

 

Det er jo en sædvane, at man, når et nyt foretagende er startet – det være sig en forretning, en forening eller som i dette tilfælde et nægterblad – og har eksisteret i et stykke tid, retter blikket tilbage, for at se om man af de indhøstede erfaringer og på grundlag af den omtale, som det pågældende foretagende har fået, kan udlede noget om dettes levedygtighed og fremtidsmuligheder.

 

Nu er en alder på to måneder ikke meget, men skal man alligevel på denne baggrund vurdere ”Samvittigheden”s muligheder, så må det siges, at dette korte tidsrum har gjort i hvert fald redaktionen optimistisk. Da vi startede bladet, var det først og fremmest tænkt som et lejrblad her i Gribskovlejren, og vi anså et månedligt oplag på ca. 100 eksemplarer for at være et tilfredsstillende resultat. Dette antal af bladets første nummer blev revet bort, og allerede februarnummerets oplag blev forøget til 130 stk., uden at man dog af den grund kunne tilfredsstille efterspørgslen fuldt ud. Nærværende nummer af bladet er trykt i 175 eksemplarer, som omtrent alle er afsat på forhånd.

 

Denne – i hvert fald salgsmæssige – succes skyldes i første række, at nægterne i de to andre lejre, Kompedallejren og Oksbøllejren, har vist en ganske uforudset interesse for dette lille blad. Det er så meget mere glædeligt, som man til tider har haft indtryk af, at de tre lejre var små afsondrede samfund, som egentlig ikke interesserede sig meget for hverandres problemer eller for forholdene i de andre lejre. Flere ting tyder imidlertid på, at den indstilling er ved at undergå en ændring. Kunne man nå så vidt, at enhver nægter føler sig solidarisk ikke alene med sine kammerater i den lejr, hvor han tilfældigvis er havnet, men også med nægterne i de andre lejre og med tidligere og kommende militærnægtere, ville hele militærnægterbevægelsen – hvis man kan tale om en sådan – stå meget stærkere, og man ville i højere grad fra myndighedernes side være nødt til at tage hensyn til det mindretal, som vi udgør. –

 

Et lille stænk af malurt har redaktionen dog allerede fået i sit bæger. Vi havde tænkt os, at bladet ved siden af at være af et vist oplysende tilsnit skulle være et forum for meningsudvekslinger, et blad hvor nægterne diskuterede de problemer af almen interesse, der lå dem på sinde. Det lader imidlertid til at lysten til at give sine meninger til kende på prent er betydelig ringere end lysten til mundtligt at give udtryk for dem. Bortset fra nogle enkelte indlæg, der er fremkommet uopfordret, har vi hver gang måttet kæmpe en hård kamp for at få stof af en vis interesse frem, og vi har måttet udnytte de samme ”ofre” adskillige gange. For at undgå at bladets medarbejdere skal blive ”Tordenskjolds soldater” om igen og for at gøre dets indhold så alsidigt som muligt, vil vi gerne så kraftigt og indtrængende, som det er os muligt, opfordre vore læsere til aktivt at præge bladet. Denne opfordring gælder ikke mindst vore kammerater i Oksbøllejren, som jo ikke selv har noget lejrblad. Har I noget på sinde af interesse for en større kreds, så send os et indlæg. Og er der ting i bladet, I ikke er enige i, så lad os høre jeres syn på spørgsmålene. Diskussion for diskussionens skyld er godt papir- og tidsspilde, men en fornuftig meningsudveksling er vejen mod en bedre forståelse mennesker imellem.    RED.

 

 

Forsiden af ”Samvittigheden” nr. 3, marts 1956. Forsideteksten er et citat fra Jakob Paludans roman ”Jørgen Stein”, 1932. – Illustrationen skal forestille den fjendtlige våbenkaprustning mellem Sovjetunionen og USA, baggrunden for den såkaldte ”kolde krig”. – Tegning: © 1956 Harry Rasmussen.

 

”Hvad har vi ansvar for?”

Side 3-4 og fortsat og afsluttet side 15, har stud. mag. Peter Schäffer, lejrens ubestridt mest intellektuelle nægter, kommunist og debattør, skrevet en artikel med titlen ”Hvad har vi ansvar for?” Som sædvanligt, når Schäffer gav sine meninger til kende, fik man en grundig – og lettere kritisk – gennemgang af i dette tilfælde kulturprogrammet for mandag den 16. januar 1956. Debatindledere var forfatteren Erik Knudsen og tidsskriftsredaktøren Tage Skov-Hansen, som egentlig skulle have talt om ”Heretica-bevægelsen”, men som i stedet havde valgt at tale om begrebet ”ansvar”. Det kom der efter Schäffers opfattelse en nogenlunde duelig og acceptabel, om end lidt tam diskussion ud af. Herom skriver han følgende i sin anmeldelse:

 

Mandag d. 16. januar var der berammet en diskussion mellem forfatteren Erik Knudsen og redaktør Tage Skov-Hansen om ”Heretica-bevægelsen”. Forud for diskussionen havde der været en del ståhej mellem nægterne om selve emnevalget, dog, jeg skal ikke puste til de hendøende gløder. Da diskussionen skulle begynde, viste det sig, at deltagerne havde opgivet det oprindelige emne, til glæde for nogle og til sorg for andre, og i stedet valgt emnet: ”Hvad har vi ansvar for?”, bl.a. af hensyn til den standende ansvarsdebat, en debat, som i lighed med andre har lidt den kranke skæbne at løbe ud i sandet, at dø bort. Sådan ser det da ud i øjeblikket, hvis man følger dagspressen og tidsskriftlitteraturen. Vi kan så glæde os over her i Gribskov, at vi har fået nogle af de sidste åndepust. Det blev da også alt i alt en god aften. Dog viste det sig, efter at Erik Knudsen og Tage Skov-Hansen havde haft deres første indlæg, at de ikke var så forfærdelig uenige om ret meget, da ikke angående emnet ”ansvar”, det gav vel dem lejlighed til at hygge sig i hinandens selskab, men det var på mange måder katastrofalt for diskussionens udvikling.

 

Erik Knudsen gav et kort rids af ansvarsfølelsens psykologi, påpegede vanskelighederne ved at udstrække ansvarsfølelsen udover den nærmeste kreds, de mennesker og ting, som man er i mere umiddelbar kontakt med, men påviste derefter på en meget indtrængende og overbevisende måde nødvendigheden af at udstrække ansvarsfølelsen til større områder, til hele menneskeheden, med et modeudtryk, vi skal have en global bevidsthed. Tage Skov-Hansen var af temperament og hele indstilling tilbøjelig til at indsnævre ansvarsbegrebet, men lod sig dog overbevise af den overbevise af den overvældende bevisførelse for en global indstilling, alt imens han understregede de større vækstbetingelser for ansvarsfølelsen i de nært-menneskelige relationer.

 

Da det var en digter og en litteraturtidsskriftsredaktør, som var til stede, så lå det lige for at spørge om kunstnerens ansvar. Men her fik man kun undvigende svar, Erik Knudsen sagde bl.a. at kun det personligt gennemlevede kunne kunstneren bringe videre, hvilket er så sandt som det ikke er noget nyt. Senere ytrede han det lidt lovligt flotte, at lyrikerens fornemste opgave i dag var ”at holde følelserne isfri –”. Disse og andre ting blev sagt, de er meget rigtige, og alligevel er der noget forkert. En kunstner kan ikke være, må ikke være spaltet op i to bevidstheder, en som er mennesket med den globale indstilling og en, som digter på sine personligt gennemlevede oplevelser, der måske mest er fantasilege, lige ved de isfri følelsers farvand.

 

Et menneske er først stort i det øjeblik, der er enighed mellem dets tanker, ytringer og handlinger, således også med digteren. Når digteren rummer mere end sig selv, rummer en menneskehed, selvom den er lidende, hvad der ikke gør det lettere, og meddeler sig til os, og derigennem forvandler os, tilskynder os til andre tanker og gir os handlekraft, ja, da er det en stor kunstner. I dag har vi få sådanne kunstnere, vi har flere som sidder i deres personlige elfenbenstårn. Når en digter som Nis Petersen virker gribende, så er det vel fordi han gør noget mere end det rent personlige, noget som dog var gennemlevet både på legem og sjæl, en udvidet følelse, følelsen for medmennesket. Poul La Cour siger i et digt ”Jeg bærer hele verden på min skulder”, hvem vover vel at mistro ham? Hvem har på mere indtrængende måde talt om fællesskabsfølelsen, ansvarsfølelsen som digter end Halfdan Rasmusssen i digtet ”Ingen er helt alene”. Det er en erkendelse hos kunstneren som ikke er i høj kurs hos de borgerlige skønånder og moralister, hvad der tydeligt viste sig da H. C. Branner udsendte sin nyeste bog ”Ingen kender natten”. Ingen har vel i nyere dansk litteratur givet et mere storslået og gribende udtryk for menneskelig afmagt og storhed, følt det, tænkt det som sin og vor skæbne, levet med sit ansvar.

 

Det som her er anført, kan kun blive antydninger, ufuldstændigheder. Mange faktorer spiller ind, en mængde ting må tages i betragtning, når man vil antyde en vej for kunstneren, stille krav om mål og midler. For stille krav både kan og må man. Det er en sørgelig og vel fremherskende illusion, at kunstneren er fri, svæver højt over os andre skrøbelige. Det er ikke rigtigt, han er en del af samfundet, af menneskeheden, han adskiller sig kun fra os andre ved sin skarpere iagttagelsesevne, sin udvidede og mere følsomme bevidsthed og frem for alt ved sin evne til at meddele sig. Med den rigere udrustning følger vel også en større forpligtelse, et større ansvar. Erik Knudsen og andre med ham tænker virkelig for dårlig om kunstens muligheder, ved at indskrænke den til ”at holde følelserne isfri”. Og man gør skad ved at hævde det som noget næsten absolut, for hvem passer det vel ikke bedre end de nuværende samfundsmagter. Man har fået en tandløs løve, man glæder sig, man har, uden selv at gøre noget, fået uskadeliggjort et af menneskenes farligste våben mod vold og reaktion.

 

Kravet til kunstneren må være det samme som til det almindelige menneske: enhed mellem tanke og handling. Når kunstneren virkeliggør i sin kunst, hvad han tænker og kan sige f.eks. i et foredrag, ja, så har han i højere grad erkendt sit ansvar og løven har fået sine tænder. P. Schäffer.

 

En lille kommentar til Peter Schäffers efter hans alder, evner og forudsætninger veltænkt og velskrevet anmeldelse. Det, som han på en tilsyneladende uskyldig måde efterlyser hos kunstneren, er i korthed, at kunstneren bør og skal stille sit engagement, sine evner og sin digtning eller sit forfatterskab i det globale samfunds tjeneste. Men Schäffer undlader – bevidst eller ubevidst? – at nævne, at han ved begrebet ”en global bevidsthed”, – han kalder det for et modeudtryk - ifølge sin kommunistiske indstilling i virkeligheden mener ”en kommunistisk bevidsthed”. Efter ungdomsoprøret i 1968 blev dette udtryk synonymt med begrebet ”klassebevidsthed”, underforstået, at kunstneren i lighed med rettroende og loyale kommunister i erkendelse af sit ansvars- og tilhørsforhold til arbejderklassen ikke alene burde, men skulle stille sine evner, kræfter og kunst i ”klassekampens” tjeneste, for at medvirke til de fæle liberalisters og kapitalisters undergang og indførelse af ”proletariatets diktatur”. Det ville i realiteten sige, indførelsen af en ensrettet, intellektuel kommunistisk elites magtovertagelse af samfundet. Jeg havde Schäffer stærkt mistænkt for, at aspirere til selv at blive medlem af denne elite. Hans senere karriere gjorde min mistanke delvis berettiget. Men herom senere.    

 

”Sandpapir” – et polemisk indlæg

Efter Peter Schäffers artikel fulgte side 5-6 et indlæg med overskriften ”Sandpapir”, skrevet og sendt fra en militærnægter i Kompedallejren, en nægter ved navn Preben Wilhjelm, et dengang ukendt navn, der ikke sagde os og i hvert fald slet ikke mig noget specielt. Indlægget er en protest og lidt polemisk korrektion af redaktionens bemærkninger under rubrikken NOTABENE! i ”Samvittigheden”s nr. 2. februar 1956. Eftersom det er den endnu ukendte, men år senere meget fremtrædende intellektuelle politiker Preben Wilhjelm, der har beæret bladet med sin opmærksomhed, synes jeg det vil være relevant at gengive hele hans artikel her:

 

Vi har fra Kompedal modtaget nedenstående skrivelse med anmodning om optagelse, hvilket herved sker:

 

Kompedal-avisen Sandpapir blev beæret med næsten en halv sides omtale i dette blads februar-nummer. Følgende oplysninger synes dog påkrævet:

 

Hvis Askeby-kampagnen spillede på massepsykose (som bladet her hævdede) ville vi også finde den forkastelig. Men her ikke tale om ”billige propagandamidler”, som tager sigte på at ”vinde masserne”, idet nemlig over 80 % af nægterne her på forhånd havde den indstilling til lægespørgsmålet, som avisen gav udtryk for. Kampagnen tog sigte på at gøre ledelsen og lægen (som er en af vore abonnenter) bekendt med nægterflertallets mening.

 

”Bladet er fyldt med stof, som burde være forbeholdt fællesmøderne”. – En grundig gennemgang af de 12 sider viser, at ikke den mindste smule er fællesmødestof. Højst to sider kan umiddelbart synes galt placeret; men ved nøjere undersøgelse finder man, at det er velbegrundet, hvorfor det oven i købet ”desværre” – er fundet nødvendigt at bruge bladets plads. Det drejer sig om siderne 8 og 9.

 

”Hvad er det for en linie, man følger derovre….” – ”man skælder hinanden ud…”

Nej, vi skælder hinandens forkerte handlinger ud, og vi får bedre og bedre resultater på den måde. Lad så være, at det udefra ser ud, som om vi ingen ”linie” har; her er vi ikke bange for at offentliggøre uenighed; hellere det end at standse alt arbejde, der findes forskellige meninger om.

     Vi hører ikke meget om aktivitet i Gribskovlejren. Det er naturligvis muligt, at I er meget vågne og at der er god gang i studiekredse o.l. Vi ved det ikke; men her har I et sammenligningsgrundlag (vi er ca. 80 md.):

 

     I Kompedallejren har vi en studiekreds i politisk grundviden. Den afholdes i fritiden, én eller to aftener om ugen – alt efter de øvrige arrangementer; den har gået stabilt et par måneder med en halv snes deltagere.

     En større studiekreds (ca. 20 deltagere, stedse voksende) er netop i sin vorden. Emnerne her er vidt forskellige, - alt efter hvad vi har indledere til: psykologi, astronomi, kernefysik, logik, litteratur, filmkunst m.m.m.

     Selve det faktum, at lejravisen påbegyndtes 6 uger efter lejrens åbning og går ret stabilt på sjette måned, tyder vel også på en vis aktivitet…..

Vi deltog med 10-12 mand i fredskonferencen. Det var for lidt – men hvor var I?

 

     Vi har påbegyndt en – forhåbentlig og sandsynligvis – lang, lang række af antimilitaristiske møder i omegnen. Henved 25 mand er impliceret i arrangementet, og det bliver stadig flere. Som initiativtagere til disse møder stod først og fremmest AMK-folk og kommunister. Før møderne blev en realitet gik bølgerne undertiden højt, når opfattelserne stødte sammen (det er den slags, jeres redaktion kalder ”at skælde hinanden ud”). Nu er det indlysende for os, at uden denne forudgående ærlighed, som blotlagde uoverensstemmelserne, og som var en betingelse for at finde frem til retningslinier for et samarbejde, ville samarbejdet sprænges efter et par møder, og mindst to grupper ville derefter forsøge at afholde deres egne – vidt forskellige – fredsmøder. – Kald det ”Skælden ud” eller hvad I vil…. det har sikret samarbejdet.

 

     Vi påbegynder nu en række diskussionsaftener med fastlagte emner fra dagens politik. Det gøres for at råde bod på politisk uvidenhed og snæversyn, og vi finder, at det er mere positivt end at brug to sider af lejravisen til at fastslå, at ”forhandlingerne i folketinget er rene paradeforestillinger”. Som optakt til diskussionerne afholdes den 22, feb. et prøvevalg. Som ophavsmænd står her atter folk, som efter jeres mening ”skælder hinanden ud” – i eller udenfor avisen.

 

Kunne der blot i hele samfundet blive skænderier magen til vore; - det var da en begyndelse!

 

Kompedallejren, d. 18-2. [1956]       Preben Wilhjelm.

 

Redaktionen overlader til læserne at tage stilling til ovenstående, da vi ikke mener, at yderligere kommentarer vil ændre nogens stilling til sagen.  Red.

 

Det var efter min mening klogt af redaktionen, ikke at kommentere Wilhjelms selvbevidste og bedrevidende kommentarer og oplysninger. Det er desuden tydeligt, at han tilhørte Kompedallejrens gruppe af kommunister, som på den tid – og ikke mindst senere – stort set var i opposition til alle ikke-kommunister, som de på enhver måde og med en særlig terminologi og vedholdende argumentation søgte at overbevise om, at det kun var den kommunistiske livs- og verdensopfattelse, der duede og var noget værd. Dette fremgår jo desuden af Wilhjelms indlæg, om end indirekte og med andre ord. Han var en af forløberne for den politiske del af ungdomsoprøret i 1970’erne, hvis frontkæmpere i form af de såkaldte nymarxister søgte at politisere tilværelsen totalt. Den anklage, at vi måske ikke var så politisk modne og aktive, som han selv og hans lige, antyder han faktisk, at vi nægtere i Gribskovlejren ikke syntes at være. Jo, vist var vi kulturelt aktive, men til gengæld ikke politisk ensporede, måske lige bortset fra en gruppe af nægtere, som mere eller mindre direkte og åbenlyst bekendte sig til kommunismens eller marxismen-leninismens ’dogmatik’. Disse og denne udelukkede totalt følelsesmæssigt moralsk-etisk begrundelse for militærnægtelse. I den totalt ensporede tiltro til intellektet, søgte de at bevise og påberåbe sig marxismens videnskabelige gyldighed. I virkeligheden et kæmpe selvbedrag, som fik sit endelige grundstød med Sovjetunionens sammenbrud og i og med Berlin-murens fald i slutningen af 1980’erne. Drømmen om en international kommunistisk verdensorden (læs: kommunismens autoritære herredømme), var dermed bristet, forhåbentlig forever.

 

Men som allerede nævnt, var Preben Wilhjelm (f. 1935), ikke en hvilken som helst almindelig militærnægter. Erhvervsmæssigt blev han fysiker og lic. jur., og studerede atomfysik på Niels Bohr Instituttet, hvor han i 1964 blev ansat i en forskerstilling. Politisk var han medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) fra 1958, men fulgte samme år med Aksel Larsen og flere andre fremtrædende kommunister over i det nystiftede Socialistisk Folkeparti (SF). Samme år blev han ansat som indenrigsredaktør på det kommunistiske tidsskrift ”Politisk Revy”, med bolig- og landbrugspolitik som emneområde. 1966 fik han et forskningsstipendiat til Duke University i North Carolina, USA, og efter hjemkomsten opstod der en splittelse mellem en højrefløj og en venstrefløj i SF, hvorefter venstrefløjen i 1967 dannede et nyt parti, Venstresocialisterne (VS), som ved folketingsvalget i januar 1968 fik 4 mandater. Men ved valget i 1971 mistede VS sine fire mandater, hvorefter det ikke lykkedes for partiet at komme i folketinget igen før ved valget i 1975, hvor partiet lige præcis nåede op over spærregrænsen. Til gengæld øgedes VS’ mandattal med ét mandat i 1977 og i 1979 med yderligere et mandat til i alt 6 mandater. Som fremtrædende og toneangivende medlem af VS sad Preben Wilhjelm i folketinget i fire valgperioder i årene 1975-84, men faldt for partiets kvotesystem, ifølge hvilket en VS-politiker ikke måtte sidde i folketinget mere end sammenlagt 7 år.

 

Den nævnte kvoteordning og i øvrigt også en politik, som blev overtaget og videreført af partiet Enhedslisten, da dette i 1989 blev dannet som et samarbejde mellem VS, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). 1991 blev Enhedslisten (Ø) omdannet til et egentligt parti med kollektiv ledelse i den hensigt at indføre et socialistisk demokrati i Danmark og den øvrige verden og at sikre samarbejde på venstrefløjen. Partiets politiske målsætning er en afskaffelse af den private ejendomsret og et klasseløst samfund baseret på demokratisk socialisme, solidaritet og økologi. Enhedslisten er repræsenteret i Folketinget, men mere herom i kronologisk rækkefølge senere i denne lange beretning.

 

Som politiker var en af Preben Wilhelms mærkesager Nordsøolien, som han og VS mente udelukkende burde tilhøre den danske stat og ikke kun firmaet A.P. Møller, som havde fået koncession på udvindingen af olien.     Preben Wilhjelm var en ivrig debattør, og i 1982 fik han PH-prisen med den begrundelse, at han var en ivrig bekæmper af enhver form for dogmatik og dermed samtidig en forsvarer for ytringsfriheden. Efter at være udtrådt af VS’ folketingsgruppe i 1984 genoptog han sit akademiske arbejde, men nu som seniorstipendiat i retsvidenskab ved Københavns Universitet, hvor han i øvrigt i 1988 tog lic. jur.-graden, dvs. et licentiat i retsvidenskab. I årene 1991-95 var han ansat ved Danmarks Radio (DR) som chef for Dokumentargruppen, men valgte derefter at arbejde freelance, indtil han i 1997 blev ansat ved Roskilde Universitets Center (RUC), med speciale i kommunikation. Her var han med til at oprette en ny – og mere politisk og samfundsorienteret – journalistuddannelse. I denne stilling virkede han, indtil han i 2002 gik på pension.

 

En af de journalistiske sager, som Wilhjelm gjorde sig bemærket med, var specielt journalisten Lars Villemoes’ afsløringer af den såkaldte Blekingegadebande. Sammen med juristerne Jørn Vestergaard og Flemming Balvig, skrev han en kontroversiel kronik i Dagbladet Information i 1989, hvori han og de beskyldte Villemoes’ artikler for at være ”fiktion” og ”kreativ journalistisk”. De senere retslige afsløringer af Blekingegadebandens meriter, med støtte til især den palæstinensiske terrororganisation PFLP, viste, at Wilhjelm og hans to medsammensvorne havde taget grundigt fejl i deres venstrefløjspolitiske partsindlæg. Men som bekendt, kan man end ikke med saglige kendsgerninger overbevise ”frelste folk”, hvad enten deres tro er religiøs eller politisk, om at de tager fejl. Efter min personlige opfattelse tilhører den intellektuelt højt begavede Preben Wilhjelm gruppen af politisk ”frelste” venstrefløjsfolk. (Se evt. nærmere om Lars Villemoes og hans artikler på Internettet, hvor han bl.a. fortæller, at han en overgang blev forfulgt og chikaneret af autonome grupper fra Ungdomshuset i København).

 

For Fred og Forståelse!

Under denne overskrift har den unge og højt begavede militærnægter Robert Felby skrevet en længere artikel – bladets længste – hvori han på en vidende og charmerende måde argumenterer for indførelsen og brugen af kunstsproget esperanto. Den gode Felby, som på et tidspunkt under opholdet i Gribskovlejren blev min og nogle få andre nægteres lærer i esperanto, var socialist af politisk overbevisning og gjorde en del ud af at betegne sig selv som ”arbejder”. Her skal jeg ikke vove mig ud i at citere hele hans lange og indholdsrige artikel, men nøjes med at gengive dennes slutning:

 

Esperantisternes endelige mål må være ”fred på jorden”. Vort første mål er tvesprogetheden. Denne tilstand er ikke noget mystisk eller hypotetisk. Den eksisterer virkelig flere steder i verden, f.eks. flere steder i Schweitz og Belgien, her tænkes især på Bruxelles, i Katalonien og på Færøerne, ligesom den eksisterede i Gallien de føste århundreder f. Kr., da keltisk var meget udbredt blandt den jævne befolkning, der dog også forstod latin. Ja, på en vis måde kan man endog sige at tvesprogetheden træffes flere steder i Jylland, hvor nogle folk med lige lethed taler fejlfrit rigsmål og uforfalsket stedmål. Således kan vi nå frem til en tilstand, hvor alle med lige lethed taler og skriver esperanto og deres modersmål.

 

Menneskene er, uanset race, hudfarve, religion eller modersmål una granda rondo familia, som Zamenhof udtrykker det i esperantisternes hymne ”La Espero”. Alle bør vi leve i fred og harmoni med hinanden, og takket være d-ro Zamenhof er dette muligt ved hjælp af det genialt udtænkte sprog, esperanto. Det sprog som ikke er mindre smukt end det smukkeste nationalsprog.

Lad mig da slutte med Harald Bergsteds ord:

 

                                                         Ja, ve de stormænd i kul og stål:

                                                         der folkenes fred vil forbitre.

                                                         Og ve for de grænser og kragemål

                                                         Råb ud: Om sprog de var så tæt som sand …

                                                         Den hele verden er vort fædreland!

                                                                                                                            R. Felby.

 

Min kommentar: Ja, gid det var så enkelt, at skabe ”fred på jorden”, ved blot at indføre et internationalt fællessprog, for læg mærke til, at selvom Felby skriver: ”Vort første mål er tvesprogetheden.” Den næste og egentlige målsætning for den lærde jødiske d-ro (= doktoro) Lazarus Ludwig Zamenhof (1859-1917) og derfor også for esperantisterne, var nemlig, at gøre nationalsprogene overflødige og indføre esperanto som alle nationers hovedsprog. Men tiden har foreløbig vist, dels, at det selvfølgelig ikke lader sig gøre at skabe fred og harmoni i verden alene gennem et sprogfællesskab, og dels, at det foreløbig kun er lykkedes for esperantisterne at få indført esperanto som et internationalt hjælpesprog. Esperanto er som sådan et udmærket kunstsprog, men engelsk er formentlig det mest udbredte internationale sprog i nutiden.   

 

I 11. time……

Overskriften lyder umiddelbart lidt ildevarslende, men er slet ikke ment sådan fra nægter P. Sauntes side, for hans indlæg er en halvvejs munter og halvvejs alvorlig afskedshilsen, idet han stod umiddelbart overfor at skulle hjemsendes. Det, han skriver, er så væsentligt i forbindelse med nægternes situation i Gribskovlejren, at jeg har valgt at gengive hele hans indlæg her:

 

     Der kommer ikke flere udgaver af dette blad, førend ”17. maj-holdet” alt har pakket mester-jakelteateret og er draget ud på livets knudrede keglebane. Hvad fremtiden vil bringe er uvist. Fortiden derimod har nok bragt et og andet, som var nævneværdigt i denne afskedsepistel.

     Dette har d’herrer redaktører i hvert fald ment, idet de ikke alene har ofret mig spalteplads, - de har nemlig ligefrem puffet mig ind i dette fortrinlige organ. Lad mig derfor i denne alvorsfulde stund forsøge at fremdrage, hvad opholdet i Gribskov-lejren har betydet for mig.

     Den første og største oplevelse var, da jeg opdagede, at nægtere også er mennesker, - på godt og ondt! Jeg havde ellers i min naivitet ventet at finde en flok idealister, som aldrig slap målet af syne. Målet var en fredelig verden. Imidlertid fik jeg temmelig hurtigt revideret mit syn på denne sag. Det viste sig, at nægterne udmærket kan lade idealet hvile, især når sagen drejer sig om mad. Arbejde og frihed. Jeg mødte også en mere broget samling mennesker, end jeg havde forestillet mig. Jeg så, at det eneste nægterne havde til fælles, var selve trangen til at nægte militærtjenesten, I stedet for eet fælles ideal var der fire forskellige idealer, nemlig: Jehovas Vidner, marxister, opportunister samt pacifister.

     Om det betimelige i, at disse fire grupper hver især skal have adgang til en nægterlejr, kan der meget vel diskuteres. Men personlig har jeg lært at synes om dem alle, - først og fremmest, fordi ingen enkeltperson har været rendyrket tilhænger af de tene eller det andet. Jeg gad i hvert fald se den, der kunne sige sig helt fri for opportunisme.

     I forholdet til lejr- og arbejdsledere har jeg set fordele og ulemper ved to systemer. Jeg har oplevet ledere, der selv lod sig lede af et reglement og aldrig fandt det fornødent at motivere en ordre. Jeg har oplevet ledere, der lod sig lede af deres egen fornuft, og som altid har kunnet motivere deres henstillinger.

     Det første system er passé. Ved det sidste og nuværende er der en ulempe, som intet demokrati kan undgå: Der kan ofte opstå megen palaver om tingene. Derfor vil jeg sige til jer, som bliver tilbage: for at bevare det gode forhold i lejren, må I betragte jeres ledere som man betragter sportsdommere: ”en dommer kan tage fejl, men for at spillet skal kunne fortsætte, indordner man sig under hans afgørelse, - forudsat at han ikke er partisk”.

     Endelig vil jeg nævne kammeratskabets betydning. Hvor stor eller lille, den har været, er ikke til at afgøre på stående fod. Men I har alle, store som små, givet jeres bidrag til min åndelige udvikling, - (Den fysiske har fru Bentsen så smukt taget sig af). – Modtag herfor min ærlige og oprigtige tak samt mit: FAR VEL!                                                                                     P. Saunte.  

 

Så vidt P. Saunte, som jeg i øvrigt ikke kendte særlig godt personligt, men jeg deler hans opfattelse af eller tvivl, om de fire grupper, han nævner, alle burde have adgang til at komme i en nægterlejr. Jeg ved ikke, hvad han præcist mener med opportunister eller opportunisme, medmindre det drejer sig om, hvad selve ordet begrebsmæssigt indeholder, nemlig en handlemåde eller en politik, som udnytter eller tilpasser sig de øjeblikkelige forhold og muligheder, uden hensyn til principper og idealer. I så fald vil jeg gerne tro, at der var nogle nægtere, som af ren og skær ulyst til at gøre militærtjeneste, i stedet foretrak at vælge civil arbejdstjeneste, også uanset, at det indebar en længere tjenestetid.

 

Derimod vil jeg mene, at så vel Jehovas Vidner som kommunister, der i ingen af tilfældene var eller er egentlige pacifister, idet de angiveligt ikke har noget imod at bære og benytte dræbende våben i bestemte situationer, strengt taget ikke hører hjemme i en pacifistisk nægterlejr. Jehovas Vidner forkynder jo, at de gerne vil kæmpe for Kristus i det forventet kommende verdensopgør med de gudsfjendtlige folkeslag, og kommunisterne vil tilsvarende gerne gribe til våben i forbindelse med et forventet revolutionært opgør med kapitalismen og dens lakajer. Efter sovjetisk forbillede, forstås.

 

Men tilbage af fire-gruppen er så pacifisterne, som stort set kan deles i to kategorier, nemlig dels dem, der forkaster enhver form for krig og krigsforberedelse og dermed også brugen af våben, og dels dem, der af religiøst eller humant etiske grunde nægter at medvirke til at dræbe andre mennesker. Det er i virkeligheden disse to kategorier, som i hvert fald den danske militærnægterlovgivning grundlæggende tager sigte på.    

 

 SKOVTROLDEN – forstår ikke rigtigt forundringen over, at Ole Bjørn Kraft nu går så kraft-igt ind for Moralsk Oprustning – det har han da trængt til længe!

 

Kulturprogrammet Januar-februar ’56

Torsdagene 12-19-26/1. I anledning af 200-året for W.A. Mozart’s fødsel, havde kulturudvalget inviteret den unge komponist, Thorkild Knudsen, til at holde en række foredrag med grammofondemonstrationer over emnet ”Mozart og vor tid”. I sine foredrag påviste Thorkild Knudsen, hvorledes netop Mozart blev manden, der skabte en musik for og om det moderne menneske. Medens tidligere tiders komponister udelukkende – eller dog i alt væsentligt – havde arbejdet med kirkemusik, eller havde været ansat ved fyrsters eller højtstående gejstliges hoffer og disse steder havde skrevet musik beregnet til fornøjelse og underholdning af en ganske lille kreds, skabte Mozart en helt ny musik. Den havde på mange områder lighedspunkter med den tids folkemusik. Den var verdslig i sit præg, den handlede om ganske almindelige mennesker, og den blev forstået af almindelige mennesker. – Alt i alt var det tre interessante aftener, måske især fordi de ikke alene bragte os kendskab til Mozart og hans værker, men samtidig gav en redegørelse for baggrunden for hans virksomhed og trak paralleller helt frem til vor tids musik.

 

Mandag d. 23. januar vistes den russiske eventyrfarvefilm ”Stenblomsten”. Den danske tekst, der var lavet i lyserøde bogstaver mod den farvede baggrund trådte imidlertid meget dårligt frem, og man gik glip af en del af handlingen derved.

 

Mandag d. 30. januar havde vi besøg af skoleinspektør C.C. Kragh Müller, der holdt et foredrag om pædagogik og børneopdragelse, som den praktiseres på Bernadotteskolen, hvor han er leder.

 

Torsdag d. 2. februar hentede vi aftenens taler fra vor egen midte. Det var Harry Rasmussen, der holdt et foredrag om ”Tegnefilmens teknik”. Vi blev på en interessant måde gjort bekendt med de mange processer der går forud for den færdige tegnefilm og vi lærte os at se på filmen med helt nye øjne. Foredraget var ledsaget af filmdemonstrationer. Vi så nogle ældre Mickey Mouse-film, hvor Disney’s figurer fremtrådte i en noget anden skikkelse end vi kender i dag. Disse film var udmærkede og vi genkendte nogle af de føromtalte processer i dem. Som afslutning vistes en tone-farve-tegnefilm Aladdins Lampe. Et eksempel på hvorledes en tegnefilm ikke bør være (hvilket ikke var tilsigtet).

 

Mandag d. 6. februar havde vi besøg af direktør Halfdan Kristiansen, som talte om J.A.K.’s historie og praktiske arbejde i dag. Kristiansen begyndte med at fortælle om sin fader, K.E. Kristiansen, som fødte disse nye tanker. J.A.K., eller Jord, Arbejde Kapital, landsforeningen for økonomisk frigørelse, som blev stiftet i 1931. Forud var gået flere års forskningsarbejde, dels for at klarlægge de elementære love for økonomien, og dels for at finde de love, det gældende pengesystem virkede under. Ved J:A:K. forstår man, Jorden med alle dens rigdomskilder, den menneskelige Arbejdskraft samt den af menneskene skabte teknik, der er den ægte kapital. Disse tre ting er de tre grundfaktorer for samfundets materielle tilværelse. Pengesystemet, der er skabt af menneskene, må organiseres sådan, at det bliver de tre elementære faktorers naturlige tjener og hjælper.

 

9. februar så vi den russiske dyrefilm ”Storskovens dyr”. Det var en storslået naturfilm i farver, om end kopien var noget slidt. Vi så årets gang i den store skov, ulven der jager om vinteren, foråret der bryder frem, og vi følger en bæverfamilies liv, ser dens imponerende færdighed i træfældning og de genvordigheder der rammer den lille familie året igennem og som kulminerer i den store skovbrand, der jager de mange dyr på flugt. Det var en stor film, glimrende fotograferet. Som forfilm havde vi ”Pamirs bjerge”. En let propaganderende film, der fortalte om udviklingen i bjerglandet. Også denne film var i farver og man hæftede sig ved de skønne folkedragter indbyggerne bar. Det var farvesammensætninger, der nok kunne live op i hverdagen.

 

Mandag d. 13. februar var der sprængstof i luften. Konservativ Ungdom og Radikal Ungdom diskuterede: Dansk militærpolitik. At K.U. ventede stærk modstand mod sine synspunkter kunne alene ase af deres repræsentation: 6 mand (hvoraf 3 ”bevæbnede”). Det slog heller ikke meget fejl. Efter at de to organisationer havde trukket hovedlinjerne for deres synspunkter op (hvilke synspunkter jeg anser for kendte for dette forum), udviklede der sig en livlig diskussion, i hvilken mange nægtere deltog. Særlig bemærkede man indlæg fra Schäffer, Lundkvist, Lerche og Jönss. Også Elbæk deltog i diskussionen og høstede aftenens største bifald på imødegåelse af en af de konservative deltageres indlæg gående ud på, at dansk militærpolitik først og fremmest måtte tilrettelægges med det formål for øje at undgå en ny ”9. april”.

 

Mine bemærkninger til kulturprogrammet:

Angående filmforevisning i Gribskovlejren, forholdt det sig til at begynde med sådan i min tid, at det havde været nødvendigt at tilkalde en uddannet filmoperatør til at vise filmene, som vedkommende rejsebiograf efter bestilling selv kom med. Men for i fremtiden at være uafhængig af en tilkaldt operatør, som ofte var optaget, blev det bestemt, at jeg skulle tage certifikat som operatør af et 16mm tonefilmsapparat. I det øjemed havde jeg i efteråret 1955 fået nogle instruktionstimer i at betjene et sådant apparat, og de foregik af en mig ukendt grund på Civilforsvarets Kaserne i Hillerød. De film, vi derefter valgte, blev enten lejet eller lånt hos f. eks. Statens Filmcentral, og hos hhv. den russiske og kinesiske ambassade i København.

 

Lad det være sagt straks: Jeg erindrer ikke den omtalte serie programmer om Mozarts musik, så den har jeg ingen kommentarer til. Det har jeg faktisk heller ikke til den russiske film ”Stenblomsten”, som jeg heller ikke husker. Dog kan jeg generelt sige, at bortset fra nogle lidt ældre russiske dokumentar- og spillefilm, husker jeg tydeligt, at de sovjetrussiske film, vi så i løbet af den tid, hvor jeg opholdt mig i Gribskovlejren, var sødladne og svulstige propagandafilm for livet og tilværelsen i Rusland under Sovjetstyret. Det samme gjaldt i øvrigt også de kinesiske film, som i stor stil hyldede Formand Maos kommunistiske Kina. Filmene var henholdsvis lånt fra den russiske og den kinesiske ambassade i København, som hellere end gerne stillede filmene til rådighed. Det var de kommunistiske medlemmer af Kulturudvalget, der valgte disse film til visning for nægterkammeraterne, som man måske håbede på ville blive inspireret af de kommunist-russiske og kommunist-kinesiske filmidyller til at konvertere til kommunismen. 

 

Bernadotteskolen og dens inspektør C.C. Kragh Müller (1914-1976) var på den tid stærkt aktuelle med nye og avantgardistiske veje og toner indenfor pædagogikken. Han havde taget lærereksamen i 1936, og havde forskellige lærerstillinger i årene efter og frem til 1951, hvor han blev udnævnt til leder af Bernadotteskolen, som var blevet oprettet tre år tidligere, i 1948. I mellemtiden havde Kragh Müller i 1947 taget eksamen som cand. psych. Som noget helt nyt indenfor skolevæsenet, oprettede han i 1953 elevråd på skolen, hvorved Bernadotteskolen blev forbillede på dette område. På denne skole lagde man desuden stor vægt på musiske og kreative aktiviteter, hvilket ikke mindst fik stor betydning for flere af skolens elever, som senere skabte sig en karriere indenfor musik og bildende kunst. Ingen nævnt, ingen glemt. Kragh Müller forlod Bernadotteskolen i 1972 for at overtage et professorat i anvendt pædagogik på Roskilde Universitetscenter (RUC), men allerede fire år senere døde han i en alder af kun 62 år.

 

Hvad angår mit eget filmforedrag den 2. februar 1956, så kan jeg desværre ikke erindre, at det havde titlen ”Tegnefilmens teknik”, men det passer sikkert, når det nævnes så tæt på, at foredraget var blevet holdt. Men i øvrigt må jeg senere, nemlig den 24. november s.å., have holdt endnu et foredrag om tegnefilm, som hed ”- Noget om tegnefilm”. Og sådan som jeg husker det, var det sidstnævnte mere omfattende og nuanceret, end det foredrag, anmelderen af Kulturprogrammet åbenbart refererer til. Anmelderen – formentlig Kaj F. Jensen eller muligvis Peter Schäffer – syntes godt nok om de ældre sort-hvide Mickey Mouse-film i det førstnævnte foredrag, men farvefilmen ”Aladdins Lampe” mener han var et utilsigtet eksempel på, ”hvorledes en tegnefilm ikke bør være.” Så vidt jeg erindrer, var filmen produceret af Disneys forhenværende nære medarbejder Ub Iwerks, som for resten forlod Disney-studierne i 1930 og derefter oprettede sit eget selskab for produktion af korte underholdningstegnefilm, det vil sige: underholdningstegnefilm af ca. 10-minutters spilletid. Det var ingen succes i længden, så Iwerks vendte tilbage til Disney i 1940 og blev der til nogle få år før sin død i 1971.  Det er naturligvis en smagssag, om man vil synes om en tegnefilm som den nævnte, men det er samtidig også en mangel på forståelse, hvis man ikke kan acceptere filmen som en del af amerikansk tegnefilmhistorie og af tegnefilmhistorie i det hele taget. Men selvom Iwerks’ tegnefilm ikke kunne komme på højde med Disneys tegnefilm, så var den nævnte film i hvert fald ikke efter min mening direkte dårlig. Se i øvrigt min egen omtale af foredraget ”Noget om Tegnefilm” i Mit liv og min tid, afsnit 29.

 

Landsforeningen for økonomisk frigørelse fra det kapitalistiske system, Jord, Arbejde og Kapital (J.A.K.), har jeg ikke noget kvalificeret kendskab til, og skal derfor ikke give mig i kast med at udtale mig nærmere om det emne. Det eneste, jeg ved, er om JAK-banken, som ikke gav renter af indestående, men heller ikke krævede renter af udlån. Derudover ved jeg kun, at mine gode venner, ægteparret Søren og Inger Svendsen, en del år senere benyttede sig af JAK-banken, hvor de lånte penge til at købe hus og sommerhus for. Det vovestykke turde jeg forsigtigper ikke indlade mig på, men for Søren og Inger var det vellykket, og godt det samme for dem, især med deres efterhånden 6 børn.

 

Om den russiske dyrefilm ”Storskovens dyr” gælder det samme, som jeg tidligere ovenfor har skrevet om sovjetrussiske film generelt, så det skal jeg ikke gentage her. Men det skal dog ikke forstås sådan, at jeg ikke syntes der blev produceret kunstnerisk og dokumentarisk værdifulde film i Rusland under sovjetherredømmet, for det gjorde der rent faktisk. Sergei Eisenstein (1898-1948) og hans forholdsvis få spillefilm er et godt eksempel på en russisk filminstruktør, der til trods for politisk kritik og censur overlevede i det sovjetiske system og skabte flere fremragende spillefilm, som f.eks. den filmisk helt eminente stumfilm ”Panserkrydseren Potemkin” (1925), den med den efterhånden berømte trappesekvens, hvori en barnevogn med barnet i glider ud af hænderne på moderen, som er blevet ramt af skud. Det gælder også tonefilmen ”Alexander Nevsky”, (1938), med musik af Prokofiev, og ”Ivan den grusomme” I-III (1943-5), også med musik af Prokofiev. Det tredie afsnit af den sidstnævnte film blev midlertidigt stoppet af censuren, fordi man mente, at Eisenstein havde identificeret generalsekretær Josef Stalin (1878-1953) med zar Ivan den grusomme. En anden fremragende russisk filminstruktør var Vsevolod Pudovkin (1893-1953), med film som ”Moderen” (1926), frit efter Maxim Gorkis novelle, og ”Skt. Petersborgs sidste dage” (1927), en film til minde om Oktoberrevolutionen 10 år tidligere. Pudovkins første tonefilm var ”Desertør” (1931-33), hvori han eksperimenterede med relationen mellem billede og lyd. Men selvom filmen handlede om Hamburgs havnearbejderes kamp for bedre vilkår, blev den stemplet som ”kunstnerisk formalisme” og kritiseret for ikke at følge Stalins påbud om, at kunsten skulle være ”social-realistisk”. Det sidstnævnte begreb skulle i øvrigt også komme til at dominere den statsstøttede danske filmproduktion i 1970’erne, og desuden DR-TV’s børneprogrammer i den samme periode.

 

Diskussionen mellem Konservativ Ungdom, KU, og Radikal Ungdom, RU, om dansk militærpolitik i 1950’erne, var som at sætte hund og kat sammen i samme bur. Der var klart tale om absolut modsatrettede meninger og synspunkter mellem de to parter. I øvrigt syntes jeg ikke, at KU’erne blev taget alvorligt, hvilket man vel kunne sige sig selv på forhånd, især når det var drevne kommunistiske debattører som Schäffer, Lundkvist, Lerche og Mogens Jönsson. Og at lejrchef Elbæk høstede aftenens største bifald, fordi han imødegik KU’ernes indlæg om, at ”dansk militærpolitik først og fremmest måtte tilrettelægges med det formål for øje, at undgå en ny ”9. april””, kan ikke overraske. Hvad kunne man dog forvente andet af den politisk super-radikale AMK-mand, end at han med sin pacifistiske holdning skulle mene andet, end den radikale udenrigsminister Peter Munch (1870-1948) i Stauning-regeringen før og efter 9. april 1940. Sidstnævnte var en af hovedkræfterne bag den danske neutralitetspolitik i årene fra Første Verdenskrig og frem til den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. ”Hvad kan det nytte-politikken” sad i højsædet på det tidspunkt, angiveligt med den begrundelse, at Danmark jo i alle henseender, også militært, er et yndigt lille land, hvor enhver har nok i og passer sit eget. Neutralitetspolitikken brød man – nødtvungent – først med i august 1943, da befolkningen, belært af situationen og opfordret af modstandsbevægelsen og anført af fagforeningerne, pressede regeringen til at bryde samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt.

 

Som man formentlig vil kunne forstå på baggrund af, hvad jeg ovenfor har skrevet, er min indstilling til pacifisme og militærvæsen blevet en del modereret i årenes løb, Det er naturligvis let sagt, nu da jeg her i 2011 nærmer mig de 82 år og ikke længere risikerer at blive indkaldt, men hvis jeg i dag skulle vælge, om jeg ville nægte militærtjeneste eller f.eks. gå ind i civilforsvaret, tror jeg nok at jeg ville vælge det sidstnævnte. Det er desuden FN’s fredsbevarende missioner rundt om i verden, der har overbevist mig om, at militære operationer kan være en uundgåelig og absolut nødvendighed i visse konfliktsituationer. Det så man fuldt bekræftet under Anden Verdenskrig, som jeg gad se hvordan ville være endt, hvis ikke De Allierede havde sat sig militært til modværge imod Nazi-Tyskland, Fascist-Italien og Boshido-Japan. Det så man også under Iraks invasion af Kuwait i 1990-91, kaldet Golf-krigen, og i Balkan-krigen i 1991-95, ligesom i interventionen i Afghanistan i oktober 2001, der blev iværksat som en følge af terrorangrebet på World Trade Center i New York den 9. september s.å., en krig, som endnu ikke er afsluttet. At FN’s sikkerhedsråd ikke støttede koalitionens indgriben imod Saddam Husseins styre i Irak, kan man efter min mening kun beklage. Allersenest har FN sanktioneret angrebene på Libyen med det formål at fjerne Muammar Muhammad al-Gaddafis diktatoriske styre. Pacifisme er ikke i sig selv vejen til at løse kriser og konflikter og skabe fred i verden, for hvordan skabe fred og fordragelighed mellem ufredelige mennesker, som pukker på egen ret og magt? Det lader sig simpelthen ikke gøre. Der skal noget helt andet og mere til, for at opnå de ideale mål, - hvis de da i det hele taget er opnåelige? Hvad det andet og mere er, som jeg mener, tror og håber, der skal til, skal jeg ikke udbrede mig om her, men det vil formentlig fremgå senere af min selvbiografi. 

 

De satiristiske Blåmænd fortsat

Ja, de satiristiske Blåmænd fortsatte naturligvis deres beretning, hvormed de også denne gang udfyldte hele bladets bagside:

 

Lysskæret viste sig at være længere væk end vi med nøgterne beregninger havde kalkuleret, vi gik og snublede i den mørke gang, og stadig havde vi lysskæret som ledestjerne, som vismændene i Jødeland. Vi var just begyndt at fortryde, at vi ikke havde fået proviant med, da vor gang og gangen endte ved en stor sten; vi fik den lempet til side – og korsets tegn – bag stenen sad, på en smudsig klubstol, en gammel heks med vor ledestjerne foran sig i form af et blafrende stearinlys på et frønnet bord. Uden konference havde vi begge, i godt og vel nægtertempo, vendt os for at flygte, da vi erfarede, at stenen var klappet på plads. Så var der ikke andet at gøre end frejdigt at stikke labben frem til hilsen, og det gav os straks sympati for hende, at hun misforstod os og troede, vi ville slå; en sympati, der dog forsvandt, da hun med sprød stemme begyndte at prologere følgende vers:

 

                                            Fra armod I kom, til armod I atter gå,

                                            blot må I vide den ny er blå,

                                            den vil med sit billede hårdt jer slå,

                                            men lykkes det jer sandheden fuldt at forstå,

                                            da vil I atter livet på jorden opnå.

 

Vi stod stumme og hørte på hendes dybsindige dom, og håbede, at vi hurtigt ville finde den mystiske sandhed, for blå armod lød virkelig ikke godt. – Drag os ikke til last, hvis vi i svage ånders fantasi har sået tvivlens usikkerhed, ved beretningen om vort møde med heksen, men kræng smålighedens ham af, så ikke blåmændene bliver kvalt i den ringe fantasi’s mørkesæk – Stenkisteheksen lod sin lange ranglede arm svinge frem og tilbage foran os, med sin jordslåede knoglehånd knyttet som et brilleslangehoved; så huggede hun pludselig hårdt ned i stearinlyset. Vi fik ikke tid til at undres over uortodokse handlemåde, ganggulvet havde givet efter, og vi befandt os på et under det liggende slidsk, glidende rask nedad mod det profeterede blårige. Vi endte i et trangt værelse, beboet af en forborgent udseende person, og af samme blev vi på dobbelt kardus ført til protokols. Vi opdagede snart, at det var noget af det mest forunderlige, vi var havnet i, Blåmænd vimsede rundt foretagende sig de mest besynderlige ting. Vi var ikke noget øjeblik i tvivl om, at det var blåmændene vi var havnet hos, sådan kunne kun blåmænd se ud. (fortsættes)

 

Jöns’ & Münch’s fantasifulde og lidt dunkle beretning om de ”satiristiske” blåmænd var altså endnu ikke slut, så derfor måtte læserne i spændt forventning tålmodigt vente på konklusionen på deres lidt mystiske rejse ind i blåmændenes rige i storskovens dyb.

 

Fortsættes i artiklens 21. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer delvis fortsat fra og med 1956 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________