Ideale drømme, skepsis og tvivl 21. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

 

(Delvis fra og med 1956 og videre fortsat fra artiklens 20. del)

 

Iscenesættelsen af ”Genboerne”

Det var ganske som forventet en hård opgave ikke alene at iscenesætte ”Genboerne”, dels fordi indstuderingen af stykket stort set kun kunne foregå i de undervisningstimer, der var afsat til det, og dels fordi jeg i øvrigt aldrig havde læst eller set stykket, hverken på teatret eller på film, men samtidig også at skulle spille rollen som Ahasverus, og desuden stå som ”primus motor” for hele arrangementet omkring forestillingen, der skulle finde sted lørdag den 10. marts 1956 kl. 20 i Mårum Forsamlingshus. Det skal dog fremhæves, at jeg fik god hjælp til iscenesættelsen af Birger Guy og Kurt Henning Petersen, og med det praktiske arrangement af især den altid beredvillige og hjælpsomme Ivar Nielsen, der også fungerede som økonomisk rådgiver og kassemester.

 

Men inden det kom så langt, som til, at forestillingen kunne løbe af stabelen, havde jeg måttet opmåle scenen i forsamlingshuset, som viste sig at være 4,23 meter foran og 4,85 meter bagude, samt 3, 56 meter i dybden. Desuden opmålte jeg, hvor de forskellige indgange til og udgange fra scenen nøjagtig befandt sig. Ud fra disse diverse mål tegnede jeg nogle detaljerede sceneanvisninger, og lavede en komplet rekvisitliste samt en belysningsanvisning og en anvisning til den, der skulle betjene tæppet og gonggongen. Denne tjans var oprindelig blevet tildelt Jens Jacobsen, men da Henning Larsen, hvis humør var noget svingende, på et tidspunkt frasagde sig sin rolle som Rikke, blev han i stedet for tæppepasser, mens Jens overtog rollen som Rikke.  

 

 

Her ses en hurtig blyantsskitse af dimensionerne på scenen og prosceniet i Maarum Forsamlingshus. Øverst ses scenen oppefra, og med de mål, der var nødvendige at kende af hensyn til dekorationer og placering af skuespillerne. Nederst til venstre ses målene på prosceniet ovenover scenegulvet, som er hævet over selve husets gulv. På skitsen til højre herfor ses en skitse af en af dørene ind til scenen. Skitsen har jeg kradset ned i februar 1956.

 

For resten var det en underlig fornemmelse for de få af os, der var til stede ved denne lejlighed, at befinde sig i det fuldstændig mennesketomme forsamlingshus. Selv i den efter forholdene store sal lugtede der en smule indeklemt og gammelgemt. Også den helt tomme scene uden dekorationer eller kulisser af nogen art, virkede lidt underlig, i hvert fald på mig. Men bortset fra det, vænnede man sig snart til stedet og kom i den følgende tid op til premieren på opførelsen af ”Genboerne” nærmest til at holde af lokaliteterne. 

 

 

Herover ses en hurtig skitse vedr. 3 akt 4. scene, som anviser placeringen af og bevægelserne hos de i scenen medvirkende skuespillere. I dette tilfælde drejer det sig om student Klint og Løjtnant von Buddinge samt smedesvenden Madsen.  Notaterne på skitsen viser, at instruktionen gjaldt helt ned til, hvordan skuespillerne skulle placere hænderne, for at udtrykke deres respektive sindsstemning.                                                                                                                                  Skitsen er tegnet af mig i februar 1956.

 

Kitnæse og hvid paryk

Syngespillet ”Genboerne” er i 3 akter med henholdsvis 11, 14 og 12 scener, så der var noget at gå i gang med og holde styr på som instruktør. Men som nævnt fik jeg assistance af Birger Guy og Kurt Henning Petersen, som stort set var lige så entusiastiske som tilfældet var for mig selv. Opsætningen og indstuderingen kom derfor til at fylde temmelig meget i mit daværende liv, især da arbejdet jo skulle udføres i fritiden, hvilket vil sige om aftenen og i weekenden. I sidstnævnte var det svært at samle alle de implicerede og medvirkende, for de fleste var i reglen taget på udvidet weekend-orlov.

 

 

Herover ses jeg med kitnæse, paryk, klædt ud og sminket som Jerusalems Skomager, den evige jøde Ahasverus. Det var en stor udfordring, men også en stor glæde for mig, at få lejlighed til at spille netop denne rolle, dels fordi den har en vis relation til min yndlingsforfatter H.C. Andersen, og dels fordi jeg under tyskernes besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig havde oplevet, den nådesløse orfølgelse                                                                                                                                    og grusomme behandling, som det nazistiske regime udsatte det jødiske folk for. - © 1956 Privatfoto.

 

Alle involverede og medvirkende lagde stor entusiasme over projektet for dagen, selvom det ind imellem kneb lidt med at møde rettidigt op til de mange prøver, som vi især holdt i den sidste halvanden måned, før stykket skulle have premiere. Men efterhånden faldt det hele nogenlunde på plads, således at vi kunne afholde kostume- og generalprøve om formiddagen på selve premieredagen. Det viste sig imidlertid, at omtrent alt gik galt, hvad der kunne gå galt. Tæppet ville ikke gå op og ned uden besvær, nogle af aktørerne kom ikke ind eller gik ikke ud af scenen på de rette tidspunkter. Desuden glemte de deres replikker og kunne ikke høre suffløren, Kurt Larsen, som heller ikke kunne høre aktørerne. Derfor måtte jeg herse med holdet i flere timer, end der egentlig var blevet afsat tid til det, og selv skulle jeg nå at sminke mig som Ahasverus, hvilket var en tidkrævende opgave. Det var især vanskeligt, at få den teaterkitnæse, jeg havde modelleret, til at sidde ordentlig fast på min egen næse, og da jeg for første gang stod sminket og i kostume på scenen, måtte jeg på et tidspunkt lægge mit hoved lidt bagover, fordi jeg følte, at kitnæsen ellers ville falde af. Det besværliggjorde jo min optræden og præstation i nogen grad, men de, der stod nede i salen og iagttog, hvad der foregik oppe på scenen, syntes, at det gav en særlig karakteristisk effekt, at hovedet på den krumbøjede skikkelse blev lagt lidt bagover. Det accepterede jeg, men vidste samtidig, at når jeg skulle sætte kitnæsen på til selve premieren, som der kun var nogle få timer til, skulle den limes ordentlig fast på min egen ikke særligt store næse.

 

Efter den sidste finpudsning af forestillingen, var der til sidst kun omkring et par timer til, at publikum ville begynde at ankomme til Forsamlingshuset, nemlig omkring kl. 19,30, så derfor måtte i hvert fald nogle af os på grund af tidspresset ikke kun droppe at tage hjem til lejren og deltage i fællesspisningen mellem nægterne og gæsterne, for det kunne vi simpelthen ikke nå under de omstændigheder, men måtte også beholde kostumer og sminke på. Det gjaldt jo især mig selv, fordi min maske som jøden Ahasverus ville tage for lang tid af afsminke og sminke igen. Derfor kunne vi heller ikke så godt vise os udenfor scenen, efter at publikum var begyndt at ankomme. Vi trøstede dog hinanden med, at gammel teaterovertro sagde, at hvis ikke generalprøven var mislykket, så ville premieren blive det. Så vidt jeg har forstået, er der i virkeligheden tale om en forståelig psykologisk effekt, for når generalprøven går galt, betyder det uundgåeligt, at alle strammer balderne og yder alt, hvad de har i sig af kræfter og talent.   

 

I Mårum Forsamlingshus var der omklædnings- og sminkerum nede under scenen, hvor der fandtes knager til kostumerne og spejle, borde og stole at sidde ved og på. Omkring tre kvarter før selve forestillingen gik aktørerne ned under scenen, for at sminke sig eller blive sminket af den professionelt dygtige sminkør, Svend Poulsen, som vi var så heldige at have til rådighed, og derefter klæde om til det kostume, den enkelte skulle have på. Det var både hyggeligt og spændende, men også anstrengende med disse forberedelser til optræden på scenen, og nerverne kom derfor nemt til at sidde uden på tøjet.

 

Men vi aktører og andre medvirkende, måtte altså pænt blive siddende, hvor vi var, og regne med, at de kammerater, der ikke skulle have kostumer på, ville hente lidt spiseligt til os. Det var der naturligvis, for både Henning Larsen, Ib Andersen og Svend Poulsen, som sammen med blandt andre Ole Bjørnild (Basalt) havde været hjemme i lejren og deltaget i fællesspisningen, sørgede for mad til de af os tilbageblevne, der havde appetit til at spise noget. Det havde jeg ikke selv, dertil var jeg alt for anspændt og nervøs. Og snart kunne vi høre, at publikum under indbyrdes samtale og skramlen med bænke, var begyndt at indtage deres pladser oppe i salen. Her var der opstillet flere rækker af lange borde med hvide duge og kaffekopper, alt sammen arrangeret efter bedste evne af de nægtere, der havde påtaget sig denne ikke mindst vigtige og krævende opgave, at sørge for borddækningen, kaffebrygningen og serveringen.

 

Gæsternes ankomst

Arrangementet omkring opførelsen af ”Genboerne” indledtes med, at nægternes koner, kærester, familie, venner og bekendte ankom til lejren med lejet bus fra København, som samlede de folk op undervejs, der havde tilmeldt sig og købt billetter. Vel ankomne til lejren, var der almindelig rundvisning og derpå stor middag i fællessalen. Lejrchefen udviste under hele forløbet stor forståelse og sympati for projektet og havde givet sit samtykke til et så usædvanligt arrangement, som det var, at invitere private gæster udefra til spisning i lejren.

 

Det faste køkkenpersonale, fru Bentsen og fru Jensen, samt de nægtere, der havde påtaget sig køkkentjeneste, var endog meget positive og velvilligt indstillet til det store ekstraarbejde, de i dette specielle tilfælde skulle udføre. Jeg erindrer ikke længere præcist, hvad der blev serveret ved den lejlighed, men har en formodning om, at hovedretten kan have været gullasch, med en frugtgrød til efterret. Det blev mig senere fortalt, for jeg var jo af gode grunde ikke selv til stede i spisesalen, at der havde været en rigtig god og forventningsfuld stemning blande de mange fremmødte gæster. Alle glædede sig til at skulle se forestillingen, som man åbenbart stillede store forhåbninger og forventninger til fremførelsen af. Hvilket alt sammen naturligvis bidrog til at forøge de medvirkendes og ikke mindst mit ønske om, at kunne levere en præstation og forestilling, som på trods af at vi alle var amatører i teatersammenhæng, ville blive en mindeværdig succes, både set med publikums øjne og ikke mindst med vore egne og for mit eget vedkommende meget kritiske øjne.  

 

 

Det bragende dygtige køkkenpersonale med de to fastansatte køkkendamer forrest: Til venstre køkkenassistent fru Jensen og til højre for hende økonoma fru Bentsen. I bageste række ses fra venstre nægterne Erik Fristrup, Hans Vogsen, Ankjær Sørensen, Knud Krøjer, Ebbe Høy, Børge Haakansen og derefter to ”køkken-skrivere”, hvoraf ham til højre for Børge Haakansen formentlig er en nægter, som jeg kun kendte under navnet Strong. Nægteren yderst til højre, som står med en stabel tallerkner, husker jeg ikke navnet på, men han er sikkert parat til at skulle ind og dække bordene i fællessalen. Den altid lidt reserverede og korrekte økonoma, Fru Bentsen, ser i modsætning til fru Jensen for resten ikke ud til at nyde situationen. - © 1956 Privatfoto.

 

 

I Gribskovlejrens Fællessal: Fælles spisning mellem de nægtere, der havde tid til det, og gæsterne til forestillingen ”Genboerne” i Maarum Forsamlingshus. I forgrunden ses fra venstre Mogens Jönsson, formentlig med sin kæreste. Bag ved og til højre for ham ses Ole Bjørnild, der for øvrigt havde rollen som student Basalt, og til højre for denne ses med front til og tydelig halskæde Lizzie Rasmussen, min kære søster. - © 1956 Privatfoto.

 

 

Den udmærkede, men trods alt noget primitive scene i Maarum Forsamlingshus, kom endnu engang til at danne ramme om en teaterforestilling, Hostrups studenterkomedie ”Genboerne”, opført af Gribskovlejrens Dramatiske Kreds den 10. marts 1956 kl. 20. Ovenstående foto er dog ikke fra denne begivenhed, men fra den senere forestilling, ”Blåmanne-Sjov”, opført i efteråret 1956. Men arrangementet med kaffebordene var stort set det samme ved begge forestillinger. - © 1956 Privatfoto.

 

Efter at spisningen af maden var vel overstået, gik de fleste af gæsterne som planlagt ud og op i de ventende busser, som kørte dem til Mårum Forsamlingshus. Andre gæster med egne biler kørte selv til stedet, hvor de allerfleste af de medvirkende aktører og scenefolk, samt serveringspersonalet, alle sammen nægtere, allerede befandt sig, parate til at forestillingen kunne begynde, så snart gæsterne var ankommet og bænket i salen. Denne var på forhånd pyntet og siddepladser i form af bænke var arrangeret ved opdækkede kaffeborde, som var opstillet parallelt med scenen, hvilket dog havde den ulempe, at den del af gæsterne, som kom til at sidde med ryggen vendt mod scenen, blev nødt til at vende sig om under forestillingen, for at kunne se, hvad der foregik oppe på denne. Men det lod heldigvis ikke til at genere nogen, dertil var forventningens spænding og glæde for stor. 

 

Endelig nåede vi frem til det, der var aftenens egentlige formål, nemlig Gribskovlejrens Dramatiske Kreds’ premiere på den vittige og herlige københavnske studenterkomedie, syngespillet ”Genboerne”, som beskrevet i kort karakteristik er en skarp satire over spidsborgerlighedens snobberi og omgangsformer, dels sat op mod jævne håndværkeres jordbundethed og dels mod drilagtige studenters kådhed og vid. Da tæppet går op første gang, befinder vi os i Traktørstedet Kristian Firtal, hvor to spidsborgere sidder og samtaler over hver en øl og en snaps. De to blev spillet af Birger Guy og Frede Jensen, og det gjorde de hver især ret godt. Men der var dog hverken rigtig øl eller snaps i glassene, men – til de to aktørers store fortrydelse - kun te og postevand.

 

De to gode borgere samtaler om en anden af traktørstedets faste kunder, en ligvognskusk ved navn Kristen Hansen, som i en snes år er kommet i beværtningen hver formiddag, men som nu ikke længere aflægger stedet sit daglige besøg. Det skyldes, siger den første bedsteborger, at Kristen pludselig er gået over til ”Mådeligheden”, hvilket vil sige til afholdsbevægelsen. De to drøfter nu, hvad grunden til denne forandring med manden kan skyldes, og første borger mener, at det må være Kristens kælling derhjemme, som er skyld i mandens pludselige afholdenhed. Anden borger nævner derefter, at hans egen kone også har puffet til ham, for at få ham til at afholde sig fra nydelse af spiritus, men det har han dog ikke tænkt sig at ’regredere’ på. Men sådan fortsætter de to spidsborgere samtalen resten af scenen ud, og herunder kommer de ind på forskellige emner, som ligger dem begge på sinde: Vintappernes situation, den italienske opera, som gæstede byen, Det kgl. Teaters forestillinger, alt imens de nyder hver deres drink. Scenen ender med, at første spidsborger bestiller en ny omgang øl og snaps. 

 

I Anden scene, som er en direkte fortsættelse af første, ankommer student Klint i skikkelse af Jørn Krogh til traktørstedet. De to spidsborgere blander ham ind i deres samtale, som efterhånden som øllet og snapsen er kommet indenbords er blevet mere livlig og aggressiv, og uenigheden bevirker, at Første spidsborger vil på et tidspunkt smide Anden spidsborger ud af værtshuset. Klint forsøger at dæmpe de to ophidsede gemytter, men forgæves.

 

I Tredje scene er student Klint alene i værtshuslokalet, idet han synger om, at han er jævnlig gæst i Kristian Firtal, hvor han spiser sin middagsmad og dertil dessert. I Fjerde og noget længere scene får værtshuset og dermed Klint besøg af smedesvend Madsen, spillet af Henrik Salling, og af den afdankede underofficer løjtnant von Buddinge, mesterligt spillet af Gregers Espersen. Samtalen mellem løjtnanten og smedesvenden foregår servilt, alt imens student Klint sidder ved et bord for sig og lytter interesseret til de to andres snak. Det ender da også med, at Klint blander sig i samtalen efter at løjtnanten har sagt: ”Jeg kan sgu inte gøre studenten mere latterlig, end som den slags folk gemenlig er.” Det udvikler sig til en syngende ordveksling, en duet, mellem Klint og løjtnanten. Det er Klint, der indleder sangduellen på melodien ”Og det var i året attenhundrede og syv” med følgende linjer:

 

Hvor første gang jeg sammen med Hr. Løjtnanten kom,

det lige på tungen mig brænder;

det – hvis jeg ikke fejler – var i et selskab, som

blev givet hos en – mand, som jeg kender.

 

 

 

Herover ses i stykkets Fjerde Scene et interiør fra traktørstedet ”Kristian Firtal”. Ved bordet tilvenstre sidder Henrik Salling i rollen som kobbersmedesvend Madsen, i samtale med Gregers Espersen i rollen som Løjtnant von Buddinge. Der serveres for dem af Henning Larsen i en lille rolle som stedets tjener, Lars. Ved bordet til højre sidder student Klint og nyder sin mad, idet han dog lytter interesseret og senere blander sig i de to andre gæsters samtale. - © 1956 Privatfoto.

 

Femte scene foregår i et værelse på Regensen, hvor en flok regensianere, deriblandt Basalt, som er student Klint kontubernal, er forsamlede. I sjette scene kommer sidstnævnte også til stede, men bortset fra Klint og Basalt forlader alle de andre lokalet i scenens slutning. I syvende scene er Klint og Basalt alene tilbage i lokalet, men Basalt forlader stedet til slut i scenen, sådan at Klint er alene tilbage dér i ottende scene, hvori han på melodien ”Der var engang en tapper mand” synger en herlig vise om Regensen. Scenen slutter med, at det banker på døren, og dermed er vi ved begyndelsen af Niende scene.

 

Min egen entré som Jerusalems Skomager fandt netop sted i 1. akt, 9. scene, hvor jeg aflægger besøg, eller rettere sagt søger tilflugt, hos student Klint på Regensen. Skomageren er nemlig på flugt fra digterne, i dette tilfælde for digteren Tuborg, der er ved at skrive om den jødiske skomager i Jerusalem, som Jesus mødte under sin tunge vandring til Golgata, men som nægtede denne en slurk vand. Derfor blev Ahasverus, dømt til evigt at vandre hvileløst omkring i verden. Siden da har en række digtere i tidens løb ladet sig inspirere af legenden og forsøgt at give den poetisk eller dramatisk form. Det er denne omstændighed, Hostrup så vittigt og morsomt satiriserer over i mødet mellem student Klint og Ahasverus.

 

Til orientering skal her nævnes, at Regensen, hvis latinske navn er Collegium Regium, det kongelige kollegium, dog oftest kaldet Collegium Domus Regiæ, det kongelige hus' kollegium, er et kollegium for studerende ved Københavns Universitet – i nyere tid også for studerende ved  Danmarks Tekniske Universitet. Regensen, som er opført i kong Christian d. Fjerdes tid, er beliggende ved Rundetårn i København, hvor kollegiet blev indviet 1. juli 1623. Under Københavns brand i 1728 blev Regensen delvist ødelagt, men blev genopført. De studerende ved Københavns Universitet, der var bosat på Regensen, betalte oprindelig ikke husleje, da kollegiet var oprettet for at støtte trængende studerende. Først i nyere tid, i 1983, indførtes der husleje. Regensen har lige siden sin oprettelse altid været beboet af 100 studerende samt en såkaldt provst. Sidstnævnte er en underviser ved et af Københavns Universitets Fakulteter. Regensens vartegn er for øvrigt det gamle lindetræ i gården, kaldet ”Frk. Lind”, plantet 1785, hvilket fejres ved tilbagevendende begivenheder, herunder specielt hendes fødselsdag, der ifølge traditionen fejres på eller omkring den 12. maj.

 

 

Student Klint i Jørn Kroghs skikkelse har fået uventet besøg af den flygtende Ahasverus i Harry Rasmussens godt forklædte personage. Der udspinder sig en længere samtale mellem de to, og ikke mindst har Ahasverus nogle lange, versificerede replikker. En stor udfordring til ’skuespillerens’ hukommelse, som dog til dels og om nødvendigt kunne støtte sig til sufflørens assistance. - © 1956 Privatfoto.

 

Under samtalen mellem Klint og Ahasverus, fortæller Ahasverus bl. a. også, at den blide, romantiske digter, B. S. Ingemann i Sorø, har været ude efter ham med sin bog ”Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog” (1833):

 

                  Men ach, hvad ventede mig der?

                  Først jeg standsede min flygtende gang,

                  under Sorøs venlige skove,

                  og med lyst på den bløde vang

                  ned jeg mig lagde for ret at sove.

                  Ach – mens jeg tog mig en lille lur,

                  havde min skæbne dolken hvæsset,

                  Ingemann gik sig en morgentur

                  og så mig ligge og sove i græsset.

                  Væk var min ro – han tog mig hjem,

                  jeg måtte nære hans drømmerier,

                  jeg måtte klynke min smerte frem

                  efter hans smægtende melodier.

                  Endelig lod han mig atter gå,

                  da hans Dagbog var færdig til trykken,

                  men så kom Andersen ovenpå,

                  og så begyndte en jammer, så

                  end det løber mig koldt over ryggen.

 

Klint: Men hvorfor løb De da ikke fra ham.

 

Skomager: Ach, jeg løb jo hvert øjeblik bort

                  styrted afsted i angst og pine,

                  men jeg gamle kom altid til kort,

                  for han kørte med dampmaskine.

                  Tværs gennem Tyskland mod syd jeg for,

                  Pusted en stund i Tiberstaden,

                  ach, han lugtede snart mit spor,

                  jeg måtte rende fra middagsmaden.

                  Over havet jeg gik til Athen,

                 dog han rejste bestandig efter,

                 det gjorde ondt i de gamle ben;

                 men jeg samled de sidste kræfter,

                 atter det gik, som det var smurt,

                 og jeg hvilte mig efter min flakken

                 bag den store tyrkiske port –

                 ach, det skulle jeg inte gjort,

                 for der kom han og tog mig i nakken.

 

Klint: Men hvorledes har da nu Tuborg fået fat på Dem?

 

Skomager: Jo, ser De! Andersen blev ked af al den besvær,

                  han havde med at holde mig fast, og så lod han mig løbe.

                  Men – ach Gott! Så kom det allergrusommeligste.

                  De store poeter, de kan så gå –

                  hvad man for resten på dem vil klage,

                  lidt humanitet har de dog tilbage –

                  men Gott bevare enhver for de små!

                  De føler ej mindste barmhjertighed,

                  de kender ej dyd, men kun dydens navne,

                  og straks de faldt som glubende ravne

                  over mig ulykkelige due ned.

                  Da Andersen slap mig – o, hvor det letted!

                  men Tuborg er værre, det kan De tro,

                  og alt hvad jeg stred, og alt hvad jeg sprætted,

                  så slap jeg dog ikke ud af hans klo.

                  Han passer immer på som en smed,

                  for ham må jeg altid stå på pinde,

                  når han går ud, så ta’r han mig med

                  eller lukker mig først forsigtig inde.

                  Der må jeg da sidde i fængselsnat,

                  mens højt efter frihed min længsel flyver:

                  men timen, jeg vented, er kommen brat,

                  nu ser jeg min frelse, nu har jeg den fat!

-         De må spytte mig i ansigtet, om jeg lyver.

 

Klint (afsides): Det var da noget forunderligt tøjeri! (Højt:) men hvor

                 skulle De da hen med Tuborg i aften?

 

Skomager: Han ville ud at spadsere med mig, for vi skulle lave på den fjerde

                  Akt af hans stykke. Og bagefter skulle han hjem og lukke mig inde,

                  For så skulle han i selskab og læse mig op.

 

Klint: Men hvad kan det hjælpe, De løber bort? Han får jo straks fat i Dem igen.

 

Skomager: Han får mig aldrig i sine dage. For De ved, at jeg er skomager af profession,

                  og mens jeg nu har måttet sidde alene hjemme, så har jeg syet disse her,

                  (tager en pakke frem) og de skal sgu nok hjælpe.

 

Klint: Hvad er det?

 

Skomager: Ikke andet Gud straffe mig, end et par kalosker, men det er kostbare sager,

                  grumme kostbare sager; det er dem, som man kalder Lykkens Kalosker.

 

Klint: Lykkens Kalosker? Dem synes mig, jeg har hørt tale om før.

 

Skomager: Ja, De har vist læst om dem hos Andersen, for jeg havde en gang selv et par,

                  som jeg lånte ham, for at han skulle give slip på mig; men så for han omkring i

                  dem, som han var gal, og videde dem sådan ud, at jeg slet ikke kunne bruge dem

                  mere. Men nu har jeg lavet et par ny, som er meget bedre end de forrige, og jeg

                  har hele dagen gået og ventet på det gunstige øjeblik for at tage dem i brug.

 

Klint: Hvordan bruger De dem da?

 

Skomager: Jeg tager dem ganske simpelthen ovenpå støvlerne, og når jeg så ønsker mig et

                  sted hen, vips – så står jeg i det samme øjeblik på det sted, som jeg ønsker. Og så

                  er jeg oven i købet usynlig, og ingen kan se mig, så længe jeg har dem på.

 

Klint: Er det virkelig sandt?

 

Skomager: Gud straffe mig! Så sandt jeg er en ærlig skomager.

 

Klint: Hm, hm! – Hør, tjen mig i at låne mig de kalosker i aften!

 

Skomager: Herren må undskylde mig – det kan jeg sgu ikke.

 

Klint: Hvorfor kan De ikke? Tuborg skal jo i selskab i aften og vil altså ikke søge Dem førend

          i morgen tidlig; derfor må det være tidsnok for Dem at rejse bort i aften sildig. Desuden

          har De jo – som De selv sagde – lånt det forrige par til Andersen, som er Deres fjende,

          som har pint og plaget Dem; hvor meget snarere må De da ikke vise den samme velvilje

          mod mig, som i dag har skænket Dem tilflugt i min stue, og hvem De dog egentlig

          skylder Deres frelse.

 

Skomager: Det gør mig ondt, men jeg kan Gud straffe mig ikke. Med Andersen var det en anden

                  sag, for han tvang mig dertil, fordi han er en digter.

 

Klint: Ja, men jeg er også digter.

 

Skomager: Gott im himmel! – Hvad siger De?

 

Klint: Ja, i det mindste har jeg gjort forsøg i digtekunsten, og i det øjeblik, De kom, stod jeg

          såmænd og sang på en vise, som jeg selv har lavet.

 

Skomager: Ach ve! Ach ve! Hvad har jeg gjort? Jeg har løbet lukt ind i løvens strube.

 

Klint: De ser, jeg har Dem i min magt. Det er mig en let sag at tage kaloskerne fra Dem og

          alligevel beholde Dem selv hos mig og plage Dem værre end nogen anden. Men hvis

          De godvillig vil låne mig disse fortræffelige tingester – blot i aften, så vil jeg give Dem

          mit ord på aldrig nogensinde i mit liv at forstyrre Deres ro.

 

Skomager: Hvad skal jeg sige? Hvad skal jeg gøre? De er en ærlig ung mand, De vil vise godhed

                  mod en gammel skomager, De vil ikke bedrage mig.

 

Klint: Nej, såmænd vil jeg ej.

 

Skomager: Nu vel – De må låne mine kalosker – hører De, jeg siger: l å n e ?

 

Klint: Ja, De skal få dem igen klokken tolv i aften.

 

Skomager: Klokken tolv – og De må ikke bruge dem mere end én gang.

 

Klint: En gang frem og tilbage.

 

Skomager: Når klokken slår tolv, så lover De mig at smide kaloskerne ud af vinduet.

 

Klint: Ud af vinduet?

 

Skomager: Ja, ud af dette vindue, så skal jeg nok passe på dem. Vil De så give mig hånden

                  Derpå? (Klint gør det) De har et ærligt ansigt, De vil ikke bedrage mig.

 

Klint: Nej, det kan De være rolig for.

 

Skomager: Jeg vil tro Dem. Altså klokken tolv.

                  Når klokken slår tolv på Regensens ur,

                  da flyver jeg ud fra min fængselsmur,

                  langt bort fra nordens kulde og nød

                  til Asiens frugtbare moderskød,

                  og hviler min krop og kvæger de arme

                  forfrosne lemmer i solens varme.

                  Tavs vandrer jeg om, og ingen mig ser,

                  og ingen mig piner og plager mer.

                  Lad digterne lede, til de bliver gale!

                  Jeg sidder så lunt i Libanons dale,

                  og glæder mig over min friheds skat,

                  og slipper den aldrig. – God rolig nat!   (Går)

 

I øvrigt optræder Ahasverus (Skomageren) kun i 1. akt, 9. scene, men høres i 2. akt, 14. scene. Forinden er student Klint dog allerede i 2. akt, Første scene ved hjælp af Ahasverus’ magiske støvler kommet usynligt til stede hos smedefamilien Smidt, som bor lige overfor Regensen og hvor der netop holdes et festligt selskab, hvori blandt andre løjtnant von Buddinge også deltager. Klint, som er blevet klar over, at løjtnanten er på frierfødder og at denne derfor gerne vil slippe af med sine to rivaler, smedesvend Madsen og student Basalt, idet løjtnanten selv bejler til smededatteren Rikke (men dog med medgiften i form af en del af smedemesterens formue i tankerne). For at forpurre løjtnantens planer og få denne til at opgive sit forehavende, har Klint, som i øvrigt er forelsket i smededatteren Amalie, fundet på at drille løjtnanten, ved gentagne gange at bevæge sig tæt på ham og sige: ”Vogt dig!” hvilket naturligt nok forskrækker den arme mand, som jo ikke kan se, hvorfra stemmen kommer.

 

Student Klint er usynligt til stede i 2. akts scene 1 til og med scene 14. Det er imidlertid i scene 11, at Klint så at sige får gjort løjtnanten så ør og mør ved sin usynlige tilstedeværelse, at det gør løjtnanten så forvirret, at han mister sin fornuft og sit beregnende overblik over situationen. Hans totale forvirring bliver publikum gjort bekendt med i scene 12, hvori smedemester Smidt har bedt ham om at deklamere et digt:

 

     Løjtnant (deklamerer). Rosen blusser alt i Danas have, liflig fløjter vist den sorte stær, drenge deres brune nektar lave, bier græsse stolt på fædres grave, hingsten plukker af – hingster deres brune nektar lave, drenge græsse stolt på fædres – fædre deres brune drenge lave, nektar – bier – drenge – hingster (standser åndeløs).

     Smidt. Hvad går der af løjtnanten? Han har jo rent glemt det.

     Løjtnant. Undskyld – jeg er noget forvirret – jeg vil forsøge på et andet vers. (Deklamerer) Fattig mand, som pløjer danske lande, ryster æbler af sit pæretræ – ryster pærer af sit æble – ryster æbler af sit egetræ, har en kløgtig arm, en kraftig pande, mælk på marken, korn i sine spande – korn på mælken, mark i – mark på kornet – mark på mælken, spand – spark på mælken. (synker om på en stol).

    I 12. scene forlader den tydeligt rystede løjtnant selskabet hos smedefamilien, og i 13. scene vil smedesvend Madsen følge efter løjtnanten og slå sin rival ihjel. I 14. scene har den usynligt tilstedeværende student Klint fået mere end nok:

 

     Klint. Nu har jeg nok, klokken er tolv, bring mig hjem! (Dekorationerne forandres til Regensværelset, som er mørkt) Jeg er tung i hovedet og konfus over alle disse optøjer, jeg vil gå i seng og sove på det. Men det er sandt, Jøden skulle først have sine kalosker. (åbner vinduet) Gamle ven! Tak for lån! Lykke på rejsen!

     Skomager (udenfor). God rolig nat!

 

Kaloskerne, eller som vi siger nu om dage: galocherne, spiller afgørende ind i handlingens videre forløb, ganske som tilfældet er i Andersens eventyr ”Lykkens Kalosker” (1838). I eventyret er der dog den finesse, at man overhovedet ikke hører et ord om galochernes egentlige ejermand, Ahasverus. Hos Andersen introduceres disse i eventyrets begyndelse i forbindelse med præsentationen af de to feer, Sorgen og Lykken. Sidstnævnte er dog ikke selv til stede, men det er derimod hendes ”kammerpige”, som siger:

 

     ”Jeg må da fortælle,” sagde hun, ”at det er min fødselsdag i dag, og til ære for denne er mig betroet et par kalosker, som jeg skal bringe menneskeheden. Disse kalosker har den egenskab, at enhver, som får dem på, øjeblikkelig er på det sted eller i den tid, hvor man helst vil være, ethvert ønske med hensyn til tid eller sted bliver straks opfyldt, og mennesket således endelig engang lykkelig hernede!”

 

I eventyret følger man derefter, hvordan det går de forskellige mennesker, der efter tur og nærmest ved en tilfældighed får galocherne på, men Andersens pointe er, at disses magiske egenskaber i sidste ende ikke bringer nogen lykke med sig, derimod kun sorg. Det sker, fordi de pågældende mennesker ikke på forhånd kan overskue konsekvenserne af deres egne og ofte selviske ønsker. Så galt går det dog ikke i Hostrups letbenede komedie, som i modsætning til eventyret om ”Lykkens kalosker”, kun har til formål at fornøje og underholde, men på en absolut sober og dramatisk kompetent måde. Smedemester Smidt har godt nok givet løjtnanten lov til at forlove sig med datteren Rikke, men i 3. akts slutscener får Klint smedemesteren til at trække sit løfte tilbage, hvorefter de i fællesskab narrer løjtnanten til selv at afstå fra sit frieri. Derfor ender alt i fryd og gammen og de rette elskende får hinanden i enden: Basalt får sin Rikke og man aner, at Klint vil få sin Amalie.

 

Navnet Ahasverus, også kaldet Jerusalems skomager, Den evige jøde, jøden, der ifølge sagnet blev dømt af Jesus til at vandre evigt på Jorden, fordi han nægtede Jesus hvile ved sit hus under vandringen til Golgata. Nogle bibelforskere mener, at der med Ahasverus-sagnet kan være tale om en misforståelse af Luk. 22, 63-4 og Joh. 21, 20-23. Ahasverus er i Gl. Testamente navnet på den persiske konge Xerxes (485-65 f. Kr.), som er omtalt i Ezra 4, 6 og i Esters Bog. I Dan. 9,1 og i Tob. 14,15 omtalte Ahasverus intet med den historiske Xerxes at gøre. Som allerede nævnt er Ahasverus-motivet blevet anvendt af romantiske digtere som B.S. Ingemann, H.C. Andersen og J. Chr. Hostrup, men også en digter som Paludan-Müller har behandlet motivet mere eller mindre seriøst i sin digtning. Foruden i eventyret ”Lykkens kalosker” (1838), har H.C. Andersen også brugt motivet i sit i øvrigt aldrig opførte dramatiske digt ”Ahasverus” (1847).

 

Komedieskriveren Jens Christian Hostrup (1818-92) var jo i øvrigt ikke en Hr. Hvem-som-helst i det københavnske kulturliv på den tid, men blev tværtimod 1856-81 præst og deltog som taler og digter i højskolebevægelsen. Men det var i sine yngre år, fra 1844-1854, at han skrev sine vittige og muntre sangspil, af nogle kaldt vaudeviller. I sine manddomsår skrev han dog også et par alvorlige skuespil, Tordenvejr (1851) og kvindeproblemdramaet Eva (1880), men disse blev kun opført i hans egen levetid, i modsætning til de muntre komedier: Intrigerne, En spurv i tranedans, Eventyr på fodrejsen, Soldaterløjer, Den tredje og Feriegæsterne, hvoraf flere er blevet opført utallige gange på Det kgl. Teater, og ”Genboerne” blev i 1939 filmatiseret af ASA Film, med Arne Weel som instruktør og med Carl Alstrup i den sørgmuntre rolle som Løjtnant von Buddinge.

                             

 

I komedien ”Genboerne”, Anden Akt, Ottende Scene, er studenterne Klint og Basalt på visit hos kobbersmedefamilien Smidt i deres bolig lige overfor Regensen. På fotoet ses fra venstre Jørn Krogh i rollen som student Klint, derefter Hans Vogsen i rollen som smedesvend Lars, Henrik Salling som smedesvend Madsen, Ib Andersen som tjener og Karl Nørmark (halvt skjult) som smedesvend Mikkel. Frede Jensen ses i rollen som Amalie og Ole Kauffeldt i rollen som kobbersmedemester Smidt, Birger Jarl Guy som Madam Smidt, Jens Jakobsen som smededatteren Rikke, delvis skjult af Ole Bjørnild i rollen som student Basalt. Helt til højre og halvt skjult af fortæppet, ses Gregers Espersen i sin mesterligt udførte rolle som den storskrydende Løjtnant von Buddinge. – Foto: © 1956 Privatfoto.

 

Forud for premieren på ”Genboerne”, var der blevet arrangeret kørsel mod betaling af et vist beløb med specialhyrede busser for militærnægternes familier og venner, som blev samlet op undervejs på turen fra København til Maarum Forsamlingshus. Det viste sig, at både mine forældre, og Lizzie, Bent og hans kone, Annelise, gerne ville med til premieren, og det samme ville Else og Gerda. Hvem der imens passede Jan og Annette ved den lejlighed, erindrer jeg ikke. Kun kan det konstateres, at hvad stykket og det øvrige arrangement angår, var det alt sammen gået glat og stykket havde fået stående applaus med mange fremkaldelser. Altså kort og godt en stor succes, som alle involverede og medvirkende kun havde grund til at være tilfredse med og glade over, også selv om alle direkte involverede og medvirkende ved stykkets opførelse var, hvad man kunne kalde rigtig godt trætte ovenpå den store og krævende indsats, som hver især havde ydet på sin post.

 

Et personligt nederlag

Men for resten skete der til alle gæsternes overraskelse det, midt under den efterfølgende fest, hvori alle deltog, både gæster og aktører og andet personale, at gong-gongen pludselig lød oppe fra scenen, og da alles øjne rettedes derop, så de en ganske ung danserinde, iført et flot kostume, fremføre en fejende cancan og ende med at gå i spagat flere gange. Det var min lillesøster, den ballet- og akrobatikuddannede og da kun 15-årige Lizzie, som havde tilbudt sig til denne muntre afbrydelse midt i festlighederne.

 

 

Herover ses min da 15-årige søster, Lizzie, danse en fejende cancan ved festen efter opførelsen af syngespillet ”Genboerne”. - Hun havde da danset ballet og dyrket akrobatik siden hun var omkring 3-4 år. Det skyldtes, at vores mor var danseentusiast og senere danselærerinde, og som sådan syntes hun også, at hendes eneste datter skulle lære dans, suppleret med akrobatik for smidighedens skyld.

– Foto: © 1956 Privatfoto.

 

Under festen, der fulgte efter forestillingen, var det tydeligt at min kone Else faktisk ignorerede mig og mest interesserede sig for Birger Guy og omvendt, og hun dansede med ham adskillige gange. Hun nåede ham kun til brystet, som hun imidlertid syntes at trykke sig tæt ind til. Sådan forekom det mig i hvert fald, men selv var jeg for træt og udkørt til rigtig at blive foruroliget over det, som – midt i teatersucces’en - i virkeligheden var et personligt nederlag for mig, så gjorde jeg dog en slags ”gengæld”, ved fortrinsvis at opvarte og danse med Gerda. Ind imellem smilede Guy forlegent, lige som undskyldende til mig, og jeg smilede igen, idet jeg selv krammede Gerda, dog mest ment som en form for provokation overfor Else, som imidlertid var fuldkommen ligeglad. Hun var ganske enkelt ikke jaloux af den simple grund, at hun ikke var forelsket i mig. Min egen jalousi skyldtes i virkeligheden heller ikke forelskelse, men en blanding af såret stolthed og forfængelighed, og – ikke mindst – min vemodige tanke på børnene. Hvordan skal det dog gå dem, mere følte end tænkte jeg, hvis Elses og mit ægteskab går i stykker? Men jeg skød sådanne negative tanker fra mig, for ikke at spolere den gode stemning, der i øvrigt var dominerende i det aktuelle øjeblik.

 

Medens Gerda og jeg dansede sammen, kom flere publikummer, som vidste at jeg var stykkets instruktør, hen til mig og spurgte, hvem det dog var, der havde spillet rollen som Ahasverus, for den pågældende person havde på grund af maskeringen ikke været umiddelbart til at genkende. ”Tja, det ved jeg faktisk ikke!” svarede jeg hemmelighedsfuldt, ”Men prøv at spørge en af de andre medvirkende!” Om de pågældende eventuelt fandt ud af, at det var mig, der havde spillet rollen som Jerusalems Skomager, ved jeg ikke, men syntes også det kunne være ligegyldigt, selvom jeg faktisk fandt det morsomt og spændende med det uskyldige lille hemmelighedskræmmeri.

 

Nyt hold nægtere ankommer

 

 

Herover ses det gamle nægter-hold, som i marts 1956 stod for at skulle hjemsendes. Bortset fra hunden, som er arbejdsleder Holms ”King”, og at den skæggede mand til højre for hunden er Ebbe Høj, så kendte jeg beklageligvis kun få af personerne på fotoet, og jeg husker desværre heller ingen navne, udover P. Saunte i forreste række og yderst til venstre. Præcis i midten af billedet og bagved første række ses Gregers Espersen, som kort forinden på så fortræffelig måde havde spillet rollen som Løjtnant von Buddinge i ”Genboerne”. Men her er alle de øvrige alligevel med, fordi de fortjener at blive set, som de tapre folk, der havde tilbragt 24 måneder - altså 2 år! - i lejren. Det var prisen for at nægte militærtjeneste dengang, de kom på session og senere blev indkaldt til civilt arbejde. - © 1956 Privatfoto.

 

 

Ivar Nielsen (i forgrunden) i færd med at smalfilme fra venstre ”overnægter” Mogens Jönsson i samtale med lejrchef Elbæk, som var indforstået med det obligatoriske modtagelses-ritual for nyankomne nægtere. Huset til højre er lejrchefens og hans families bolig. - © 1956 Privatfoto.

 

En dag i marts 1956 skulle et af de ”gamle” nægterhold hjemsendes og et nyt hold ankomme. Det var altid lidt af en begivenhed, når det skete, og de nyankomne blev udsat for nøjagtig samme ”behandling” ved ankomsten, som vi andre havde fået ved vores ankomst for cirka et halvt år siden. Det var endnu engang Hjeds og Jöns, der havde iført sig noget, der lignede ”nazi-uniformer” og fungerede som modtagelseskomite. Kort sagt en gentagelse af det, som mit hold og jeg havde oplevet, da vi året før ankom for første gang til Maarum Station og Gribskovlejren eller ”Gribbenwalde”, som nogle af de garvede nægtere kaldte lejren.

 

  

 

På det nyankomne nægterholds obligatoriske spadseretur fra Maarum Station til lejren, mødte der dem et makabert syn, nemlig en nægter, der var hængt op i et træ! Det syn bidrog jo ikke til at berolige de nervøse blandt de nyankomne, men de kunne jo ikke vide, at nægteren, de så hænge et stykke borte, bare var en udstoppet dukke i ”nægter-uniform”.  - © 1956 Privatfotos.

 

 

 

Selvom Birger Guy faktisk fungerede som en slags samaritter i lejren, så var der her tale om et ’rollespil’, for at dupere de nyankomne nægtere, som så, at ’lægen’ kontrollerede sundhedstilstanden hos nægterne. Navnet på ”overnægteren” på fotoet til venstre, husker jeg desværre ikke, men på fotoet til højre er det en nægter med navnet Kjeld Krøyer, der undersøges af ’lægen’. - © 1956 Privatfotos.

 

Efter at have været ovre i depotbarakken og hentet deres mundering i form af den blå marineuniform med bukser og jakke, og endvidere undertøj, støvler og træsko, samt et håndklæde og et uldent sengetæppe, måtte de arme nægtere stille op til sengerednings-prøven. Denne var stort set en udfordrende prøve for de fleste nyankomne, men den blev overværet af alvorligt udseende ’gamle’ nægtere, som i nogle tilfælde havde svært ved at holde smilet fra ansigtet. Det var virkelig en komisk forestilling at se, at de nyankomne nægte så godt som alle gjorde sig ihærdige anstrengelser, for at tilfredsstille de kontrollerende ”overnægtere”. En påmindelse om, hvordan mennesker i en underlegen social eller psykisk situation kan reagere på ’overmagten’ i form af autoriteter. 

 

Det var et syn, der var egnet til at gøre indtryk på nyankomne nægtere, når en eller flere ”overnægtere” kom ind på belægningsstuen, for at inspicere og kontrollere, om de nyankomne nægtere udførte deres sengeredning korrekt. Herover er det en ”overnægter”, hvis navn jeg desværre ikke husker, der kommer ind på stuen, medens diverse andre ’gamle’ nægtere ser til i dyb alvor. Stående i baggrunden ses fra venstre Svend Poulsen (halvt skjult), derefter to nægtere, jeg ikke husker navnene på, og umiddelbart og halvt skjult bag ”overnægteren”, er det Kjeld Krøyer og derefter Jens Andersen. Den siddende nægter til venstre i billedet, kunne muligvis være Ib Andersen, medens nægteren, der står med et udfoldet tæppe foran sig, må være en af de nyankomne nægtere. - © 1956 Privatfoto.

 

En af de ”tortur-procedurer”, som nyankomne militærnægtere måtte finde sig i at skulle gennemgå, var den såkaldte ”sengerednings-procedure”. Denne blev især en prøvelse for en af de nyankomne nægtere, som hed Søren Svendsen, og han fik nr. 19 og kom derfor til at bo på min stue, tilmed i køjen lige over for min. Sørens var en to-mandskøje, og Søren fik underkøjen, mens overkøjen var ubelagt og i øvrigt forblev det i resten af min tid i lejren. Søren var en høj, slank og mørkhåret mand med kruset hår og briller, og hans ansigtsudtryk var præget af stor alvor. Der var dybe, bekymrede rynker i hans pande, og da jeg spurgte ham hvorfor, svarede han, at han var blevet meget betænkelig ved den modtagelse, han og de andre nyankomne havde fået allerede på Maarum station. Bedre blev det ikke af, at Søren uheldigvis blev udset som en af dem, der måtte igennem sengeredningsproceduren.

 

Det var meget lidt morsomt at være vidne til og se den alvorlige Søren rede sin seng ”forskriftsmæssigt”, og naturligvis kneb det især for ham på grund af hans højde, at kante sig ned under tæppet, uden at komme til at lave uorden i sengetøjet. Imens stod den strengt udseende Jöns foran sengen og iagttog og kommenterede Sørens store anstrengelser: ”Ikke godt nok! Om igen!”. Og så måtte den arme mand stå ud af sengen, rette den til og forsøge igen. Det var næsten ikke til at bære at se Sørens ihærdighed for at gøre Jöns tilpas.

 

Man kan undre sig over, hvorfor denne intelligente og højt begavede mand ikke protesterede over den kadaverdisciplin, han – og så mange andre både nu og før ham – var blevet og blev udsat for? – Men han sagde bagefter, da vi talte fortroligt sammen, at han end ikke havde tænkt den tanke, at der måtte være noget forkert ved hele situationen. Som stort set alle andre nyankomne nægtere i Gribskovlejren – og det gjaldt formentlig også i de to andre lejre, Kompedal og Oksbøl i Jylland – så følte alle sig prisgivet omstændighederne og forholdene, og ville hver især helst være krøbet i et musehul, for ikke at vække unødig opmærksomhed hos ’autoriteterne’. For man kunne jo ikke på forhånd vide, hvilke sanktioner disse havde til deres rådighed og kunne straffe med. I princippet kendes situationen fra fangerne i de tyske koncentrationslejre. Skræmmende perspektiv. 

 

 

 

 

 

Herover ses fire sengerednings-situationer, hvorunder de to ”overnægtere” ser strengt til, at de helt umulige ”forskrifter” bliver udført og nøje overholdt. Det kneb gevaldigt for stort set alle de arme nyankomne nægtere, at udføre sengeredningen til ”overnægternes” tilfredshed. - © 1956 Privatfotos.

 

Men vi andre måtte jo være solidariske med ’overnægterne’ og holde masken, selv om det kunne være svært, især da Søren efter sengerednings-torturen sagde, at hvis det var sådanne forhold, der herskede her i lejren, så ville han desertere allerede samme dag. Både ”Strammeren” og jeg søgte at berolige Søren med, at det ikke var sikkert at forholdene var helt så slemme, som han havde fået indtrykket af, og at han burde afvente, hvad der videre ville ske. ”I aften kl. 9 er der samling i fællesstuen og her vil lejrchefen komme med en nærmere redegørelse for, hvad der er foregået i dagens løb og hvorfor!”, sagde vi. Men det syntes ikke at virke beroligende på Søren, som sent på eftermiddagen gjorde sig klar til at forlade stedet, sammen med en anden nyindkaldt nægter ved navn Werner Münchenberg, der også syntes det hele var for meget. ”Lad nu være med det!”, sagde vi til dem, ”I gør det bare værre for jer selv! Vent nu og se, hvordan her i virkeligheden er at være!”. Mere vovede vi ikke at sige, for ikke at afsløre at der var tale om et traditionelt ”indvielsesritual” for nyankomne nægtere. Når jeg iagttog, hvor fortvivlet Søren så ud ved situationen, skar det mig i hjertet, så at jeg var lige ved at ville betro ham, at det alt sammen bare var en traditionel spøg fra ’gamle’ nægteres side. Men jeg tav og nøjedes med at berolige ham ved at tale om helt andre ting. Det lykkedes da også at få ham til at opgive planen om flugt.

 

 

På dette foto ses det ny hold, som ankom til lejren i marts 1956, og som efter at have skiftet til nægter-uniformen, straks blev sat i ”arbejde”. Bortset fra ”overnægter” Mogens Jönsson helt til venstre, kender og husker jeg kun den dybt nedbøjede Søren Svendsen, som ses som den første til højre for ”overnægteren” i midten af billedet. Ved siden af og til højre for Søren står jeg selv, idet jeg fra begyndelsen af vort bekendtskab fattede en instinktiv sympati for ham. - © 1956 Privatfoto.

 

 

Det nyankomne hold nægtere blev straks efter at de havde afhentet og iført sig deres mundering, sat i arbejde, i dette tilfælde som brændesavere. På fotoet ses som nr. 2 fra venstre ”overnægter” Mogens Jönsson i sin ’uniform, foran ham ses lille Esben, søn af lejrchef Elbæk. Nr. 2 fra højre er den dybt deprimerede Søren Svendsen, som den anden overnægter er ved at vise, hvordan man skal save, for at arbejdet bliver mest effektivt og hurtigst udført. - © 1956 Privatfoto.

 

Det var da også en yderst lettet Søren og Verner og andre nyindkaldte, der den aften efter samlingen i fællesstuen kl. 21 gik tilbage til hver deres belægningsstue. Søren Svendsen grinede fjoget over at have ladet sig narre så forholdsvis let, som tilfældet havde været. Men det trøstede ham selvfølgelig at få at vide, at sådan havde de fleste af os andre i sin tid også reageret på den ’varme’ modtagelse i lejren.

 

 

 

Om aftenen i fællessalen: På fotoet til venstre ses de to ”overnægtere” med Mogens Jönsson i højre side. Nægteren, som sidder med ryggen til, husker jeg desværre ikke navnet på. Men begge er her trukket i civilt tøj. – På fotoet til højre kan jeg kun huske navnet på nr. tre fra venstre: Kjeld Krøyer, og som nr. fem: Ib Andersen. Helt til højre i billedet står lejrchefen Elbæk og venter på, at nægterne skal blive færdige med sangen fra højskolesangbogen. Han skulle jo kort efter fortælle de nyankomne nægtere, at modtagelsesceremoniellet med de strenge ”overnægtere” kun var en grov spøg. - © 1956 Privatfoto.

 

 

 

Aftenen i fællessalen fortsat: På fotoet til venstre bag ved bordet ses fra venstre tre af redaktørerne på bladet ”Samvittigheden”: Jørn Krogh, Ivar Nielsen og Kai F. Jensen. Bag ved sidstnævnte ses Børge Haakansen og til højre for denne Axel Ravnholdt. - På fotoet til højre kan jeg helt ude ved vinduesvæggen kun genkende fra venstre: Mogens Jönsson og den anden ”overnægter” og i hvid kittel Birger Jarl Guy. - © 1956 Privatfoto.

 

Private og personlige problemer

Forholdet mellem Else og mig var ikke blevet bedre af, at jeg nu ikke længere var hjemme til hverdag. Vi var næsten som to fremmede over for hinanden, men alligevel skete det af en eller anden uransagelig grund en dag, at vi pludselig kom hinanden nærmere og havde samleje sent på aftenen. Da det var en weekend med udvidet orlov, det vil sige med såkaldt nattegn, så jeg først skulle være tilbage i lejren mandag morgen kl. 9, behøvede jeg derfor ikke at tage af sted, før omkring kl. 6,30 om morgenen. Som altid var ’hyggestunden’ efter sengetid dog ikke noget at råbe hurra for, hverken for Else eller mig, for dels var vi afgjort ikke forelsket i hinanden, så følelser var der ikke tale om, og dels insisterede Else på, at det skulle foregå under dynen og med lyset slukket. Det måtte i dette tilfælde også foregå i total stilhed og mørke, fordi begge børnene jo også sov i værelset, de kære to.

 

Begge børnene, men især Jan, der jo var godt et år ældre end Annette, var lidt kede af det, når jeg skulle af sted, men jeg tror, at de trods alt efterhånden vænnede sig til situationen. I al fald så længe deres mor og jeg så ud til at komme nogenlunde godt ud af det med hinanden. Men set i bakspejlet er jeg klar over, at mit lange ophold i Gribskovlejren, som betød at jeg måtte være meget væk hjemmefra, ikke var godt for hverken Elses og mit forhold og slet heller ikke for børnene, som jo i en vis forstand var blevet ofre for omstændighederne og situationen. Denne lå det imidlertid ikke i min magt at ændre på, for at aftjene sin værnepligt, hvad enten det var ved militæret eller ved civil arbejdstjeneste, var noget, man normalt ikke kunne undgå, medmindre man var så heldig at trække frinummer på sessionen, men så heldig havde jeg altså ikke været. Desuden havde jeg jo allerede én gang fået udsættelse med indkaldelsen på grund af børnene. Men om Elses og mit forhold ville have formet sig anderledes og bedre, hvis jeg hele tiden havde været derhjemme og bare passet mit daglige arbejde hos Nordisk Films Teknik, er jeg ikke så sikker på. Jeg tror det bare ville have udskudt bruddet, for Else og jeg var faktisk for karaktermæssigt og interessemæssigt for forskellige til, at ægteskabet kunne holde i længden. For alles skyld burde det faktisk aldrig have været indgået, men det er som formentlig bekendt nemt at være bagklog.

 

Frossen jord og knæskade

Vinteren 1955/56 var som nævnt en periode med kulde og streng nattefrost, som varede til hen i marts måned. En dag hen i marts måned blev vi udkommanderet til at udgrave en sti omme bagved en af barakkerne, der siden skulle fyldes op med skærver og grus. Denne dag var arbejdsleder Holm af en eller anden grund ikke i lejren, og kommandoen over mit hold var derfor overladt til arbejdsleder Jensen, som var betydeligt mere nidkær i tjenesten end Holm. Da vi konstaterede, at jorden, som vi skulle grave i med vores spader, var frossen et godt stykke ned, sagde vi det til Jensen, som imidlertid bare grinede smørret og sagde, at det kunne sådan nogle kraftkarle som os da sagtens klare. Altså blev vi nødt til at udføre arbejdet, som viste sig at være ekstra hårdt, fordi jorden som sagt var frossen. For mit vedkommende holdt jeg spaden med højre hånd på grebet og venstre hånd om skaftet, mens jeg satte venstre fod op på overkanten af bladet, for at få ekstra kraft til at støde spaden ned i den frosne jord. Der var afsat en bestemt kvote, som holdet skulle nå at grave den dag, og da ingen af os ønskede at udnytte sine kammerater, og der desuden vinkede en fritime til opsparing for enden af arbejdsdagen, gjorde vi hver især vort bedste. Det viste sig imidlertid vanskeligt for nogle af os, at opfylde vores part af arbejdet, men også her trådte André til og udførte arbejdet for flere af sine kammerater, samtidig med at han mere end opfyldte sin egen kvote.

 

På et tidspunkt under gravearbejdet mærkede jeg pludselig et stik i venstre knæ, som jeg dog ignorerede og derfor uanfægtet fortsatte arbejdet. Men efter fyraften og hen på aftenen, hvor jeg sad ovre i fællesstuen og læste i en avis, begyndte det at gøre ondt i knæet, og det blev efterhånden så slemt, at jeg næsten ikke kunne holde smerten ud. Uvilkårligt rejste jeg mig og gik nogle skridt frem og tilbage på gulvet, og det hjalp lidt på det, idet smerten næsten forsvandt helt. Men når jeg satte mig, varede det ikke mange minutter, før smerten begyndte igen og jeg derfor måtte op at stå og gå på ny. Sådan gentog det sig resten af aftenen, idet jeg dog fik et par smertestillende piller af en af mine kammerater, så jeg kunne sove nogenlunde roligt om natten.

 

På læsestuen var der foruden aviser, blade og tidsskrifter også installeret et radioapparat, som man kunne lytte til, hvis man ellers havde tid og lyst. Selv har jeg aldrig været nogen god radiolytter, så jeg nøjedes med at kigge lidt i de forskellige aviser og tidsskrifter. Det var tydeligt, at udvalget specielt var præget af den kommunistiske gruppe, der var i Gribskovlejren på det tidspunkt. Det sås bl. a. af avisen ”Land og Folk” og af tidsskriftet ”Sovjetunionen i dag”, hvori man hyldede Stalinismen, som efter Stalins død den 5. marts 1953 var blevet fortsat af hans efterfølgere på posten. I tidsskriftet ”China today” var det især formand Mao, der blev hyldet som en afgud og den kinesiske form for kommunisme, der var forbilledet for folk, der tog den slags politisk propaganda alvorligt og for pålydende. 

 

Næste morgen var smerten der igen, og da jeg fortalte mine kammerater om det, sagde guttermanden André: ”Du skal ikke tænke på arbejdet i dag, for jeg skal nok grave dit stykke for dig! Bare lad som om du graver, hvis Jensen skulle vise sig!” Jensen var jo en af lejrens tre arbejdsledere, men ’mit’ hold af nægtere hørte ikke ind under ham. Når André alligevel nævnte Jensens navn, skyldtes det, at Jensen midlertidigt havde fået ’kommandoen’ over den del af holdet, som arbejdede hjemme på lejrområdet. Imidlertid indså jeg, at det blev nødvendigt at tale med lægen om smerten. Lægen kom normalt på visitation om tirsdagen, og da jeg henvendte mig til ham og fortalte om smerten i knæet, og hvad jeg mente var årsag til den, sagde han, at det ville være nødvendigt at behandle skaden, som ellers kunne gå hen og få alvorlige følger. Behandlingen skulle foreløbig foregå ambulant på Esbønderup Sygehus, og desuden fritog han mig indtil videre for alt arbejde.       

 

Men angående mit dårlige knæ, arrangerede Holm i samråd med lejrchefen det sådan, at jeg blev kørt til og fra sygehuset i lejrens lille lastbil, som kaldtes for ”Anders And”, fordi den havde umiskendelig lighed med en af de biler, den berømte and kørte i på nogle af sine mange tegnefilm. Røntgenbilledet viste, at der var tale om en ledbåndsskade i knæet, og lægen bestemte, at jeg daglig i et stykke tid skulle til ambulant behandling på sygehuset, hvor knæet blev bestrålet med kortbølger. Da dette efter en uges behandlinger ikke havde hjulpet væsentligt, indlagde lægen mig på lejrens infirmeri (sygestue) og ordinerede desuden, at knæet skulle holdes varmt ved hjælp af en elektrisk varmepude.

 

I den følgende tid blev jeg kørt til og fra Esbønderup Sygehus to gange om ugen til kortbølgebehandlinger, men da hverken disse eller varmepuden syntes at hjælpe på smerterne i knæet, sagde lægen en dag, at det måske kunne blive nødvendigt med operation. Der var dog den risiko ved det, at benet kunne risikere at blive stift, og det ville jeg selvfølgelig nødigt have skullet blive tilfældet. Alternativt valgte lægen at give mig et par indsprøjtninger i knæleddet. Dertil brugte han en injektionskanyle af tykkelse som en svær strikkepind, og at få den jaget ind i knæet gjorde mere ondt, end den smerte, der ellers var i det. Injektionen hjalp lige i øjeblikket og lindrede de konstante og uudholdelige smerter i knæet, men jeg skulle fortsat være indlagt på infirmeriet og behandles med elektrisk varmepude. Det var ikke særlig morsomt at ligge ene mand på sygestuen, hvor den eneste adspredelse var de daglige måltider, der blev bragt af stuevagten. Læsning var en anden mulig adspredelse, som jeg da også benyttede mig flittigt af, simpelthen for at få tiden til at gå behageligst muligt. Det var Birger Guy, som var lejrens bibliotekar, der sørgede for at skaffe de bøger, jeg gerne ville læse.

 

Fritaget for arbejdstjeneste

Som nævnt skulle smerten i mit knæ delvis behandles på Esbønderup Sygehus, og i den anledning arrangerede Holm i samråd med lejrchefen det sådan, at jeg blev kørt til og fra sygehuset i lejrens lille lastbil, som kaldtes for ”Anders And”, fordi den havde umiskendelig lighed med en af de biler, den berømte and kørte i på nogle af sine mange tegnefilm. Røntgenbilledet viste, at der var tale om en ledbåndsskade i knæet, og lægen bestemte, at jeg daglig i et stykke tid skulle til ambulant behandling på sygehuset, hvor knæet blev bestrålet med kortbølger. Da dette efter en uges behandlinger ikke havde hjulpet væsentligt, fritog lægen mig for arbejdstjeneste og indlagde mig på lejrens infirmeri (sygestue) og ordinerede desuden, at knæet skulle holdes varmt ved hjælp af en elektrisk varmepude.

 

Mellem behandlingerne på sygehuset havde lægen som omtalt beordret mig indlagt på lejrens infirmeri, som var i den barak, hvor min stue også var beliggende, så lokaliteterne var velkendte for mig. Jeg lå på infirmeriet i en hel måned og her skulle jeg ind imellem selv behandle knæet med elektrisk varmepude. Det var jo det rene slaraffenland, for jeg fik maden bragt på sengen, og ’bibliotekaren’, Birger Guy eller hans assistent, Kjeld Krøyer, kom med bøger og blade til mig.

 

Det var ellers lidt trivielt dagen lang at ligge til sengs, når man egentlig ikke selv syntes at fejle noget, bortset fra det skadede knæ. Men jeg gjorde det selvfølgelig i håbet om, at lægens anvisninger og behandling først og fremmest ville befri mig for smerterne og dernæst naturligvis, at knæleddet blev i orden igen. Så vel morgenmaden, frokosten som middagsmaden blev bragt over til mig fra køkkenet af den nægter, der havde tjeneste som såkaldt messemand, men i weekenderne hændte det, at det var en af køkken-nægterne, der måtte påtage sig jobbet. Jeg havde det med andre ord som Jeppe i baronens seng, med opvartning og tjenere på omtrent hver finger, men jeg måtte do trods alt selv sørge for min hygiejne, så som bad, toiletbesøg og tandbørstning. Så derfor måtte jeg ved sådanne lejligheder selv humpe ud i toilet- og vaskesektionen, hvilket dog forekom som en kærkommen afveksling i den daglige kedsomhed.

 

Et kærkomment besøg

En aften fik jeg helt uventet besøg af Søren Svendsen, som jeg på det tidspunkt ikke kendte særlig meget til, ud over at han var gift, havde fire børn, at han havde studeret teologi, men havde opgivet studiet til fordel for erhvervsarbejde som midlertidig arbejdsmand i Københavns Lufthavn, og desuden, at han havde studeret Yoga-filosofien. Det var særlig det sidstnævnte, der gjorde ham interessant for mig, rent bortset fra hans venlige og behagelige væsen, som naturligvis kun betød et yderligere plus. Søren indledte med at spørge, hvordan det gik og hvordan jeg havde det, og derefter spurgte han, hvordan jeg var kommet ind på at studere Yoga, og hvad jeg i øvrigt mente om indisk filosofi. Selv havde han jo som led i sit studium blandt andet læst vesterlandsk filosofi, og havde da også taget filosofikum. Men jeg kunne stort set kun fortælle ham, hvad jeg tidligere her i selvbiografien har skrevet om Yoga og indisk filosofi, og han lyttede med stor og intens opmærksomhed og kom lejlighedsvis med spørgsmål eller kommentarer. Det blev derfor nogle højst interessante timer den aften, hvor Søren først gik, da det var nødvendigt af hensyn til den påbudte sengetid kl. 22.

 

I den følgende tid fik jeg så godt som dagligt besøg af Søren efter arbejdstid, undtagen onsdag aftener og i weekenderne, hvor han var hjemme på orlov. Søren opholdt sig ofte på infirmeriet hos mig indtil den beordrede sengetid kl. 22, hvor lyset skulle være slukket på stuerne, men dog ikke på gangene. Men de mange dage og aftener, jeg nødtvunget lå på infirmeriet, fik Søren og jeg rig lejlighed til at tale om emner, der interesserede og optog os begge. Det var især yogafilosofien, der optog os på det tidspunkt, og – lidt i modsætning til yogaen – de tanker om seksuel frigørelse, der så småt var ved at dukke op i tiden. Dengang fandtes der en bog om det påståede friere liv på de polynesiske øer, og den lånte jeg, for at sætte mig lidt ind i, hvad det i det hele taget drejede sig om. Bogen var skrevet af en svensk forfatter med efternavnet Danielsson, og den fremstillede livet på de nævnte øer som rent paradisisk, ikke mindst hvad angik den frie omgang mellem kønnene, hvor unge piger og drenge blev påstået at have tilfældig sex og samleje med hinanden, når og hvor de mødtes ude i den fri natur. 

 

 Bortset fra, at bogen var interessant i sin beskrivelse af de polynesiske øer og disses befolkning, så fandt jeg senere ud af, at pioneren i spørgsmålene omkring køn, seksualitet og kultur var den amerikanske antropolog og psykolog, professor ved Columbia University 1954, Margaret Mead, født 1901. Denne dame, som i 1960’erne og 70’erne nærmest blev en slags guru for venstreintellektuelle i Amerika og Europa, herunder også i lille Danmark, havde rejst og opholdt sig en del på Bali, Ny Guinea og Admiralitetsøerne, for at forske i seksuelle omgangsformer i relativt primitive samfund. Margaret Mead var tilhænger af de tanker om samfundets repressive indflydelse på det naturgivne, frie menneske, som især blev fremført af den spirende nymarxisme.

 

En joke og det frie naturliv!

Mange år senere afslørede nogle af de unge piger fra en af de nævnte øer, men som i mellemtiden var blevet voksne kvinder, at de dengang i deres ungdom havde narret Margaret Mead og bildt hende ind, at man der på øerne dyrkede fri sex. De lo, mens de fortalte det og morede sig højlydt over den ’kloge’ dames åbenbare naivitet, når det gjaldt om at tro, hvad hun helst selv ville. Iagttagelserne skulle jo helst passes ind i hendes hypotese om fortidens lykkelige mennesker, upåvirkede og ufordærvede, som hun mente og antog, at de var af kapitalisme og kolonialisme. Ak ja, den marxistiske ideologi puttede dengang og senere idealistiske og naive, såkaldt intellektuelle folk blår i øjnene.

 

Men med hensyn til mit eget syn på og forhold til seksuallivet, så kom mine personlige oplevelser til dels ind i billedet, idet jeg jo mente at have erfaret, at et menneske, som f. eks. Else, tilsyneladende havde svært ved at holde sig til kun én mand ad gangen, dog ikke åbenlyst og formentlig heller ikke bevidst for hende selv. Derimod følte jeg selv, at jeg var monogam i den forstand, at jeg helst ville have levet sammen med den samme kvinde hele mit liv. Men nu gjorde jeg ubevidst en dyd af nødvendigheden og begyndte at dele den komplet urealistiske og tåbelige anskuelse, at mennesket nok ville være bedst tjent med at have frie og uafhængige seksuelle forhold. Denne anskuelse mente jeg at realisere i mit forhold til Gerda, som mig bekendt ikke var interesseret i ægteskab, i hvert fald ikke med mig, og jeg var det bestemt heller ikke med hende.

 

Da jeg forelagde disse anskuelser og synspunkter for Søren, var han tilsyneladende mere enig med mig, end jeg selv var. Mærkværdigt, især i betragtning af, at han selv var en godt gift og vist også strengt monogamt indstillet mand. Men det var og forblev dog fortrinsvis den fælles interesse for Yoga og indisk filosofi, og senere en fælles interesse for Martinus’ Kosmologi, der først og fremmest og efterhånden knyttede Søren og mig sammen i et mangeårigt venskab.

 

Hund og hund imellem

Der var dog ind imellem også højst overraskende oplevelser at få, selvom jeg for det meste lå til sengs. Men det hændte jo, at jeg steg ud af sengen og humpede hen til vinduet, for at se, hvad der skete derude, selvom der til den side vinduet vendte, kun var udsigt til en græsplæne og nogle buske og træer.

 

En dag, da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg et besynderligt syn: Holms kæmpestore schæferhanhund, King, var i gang med at bedække den lille, lavbenede tæve, Trille! Det foregik på den måde, at King, havde lagt sig ned på alle fire, for at kunne føre sin pik ind i tævens dertil indrettede organ. Det var en temmelig ejendommelig og munter situation, og begge hunde så ud til at nyde det så meget, at de overhovedet ikke ænsede mig i det åbentstående vindue. Gravhunden Trille blev i øvrigt gravid og nedkom senere med så vidt jeg husker fem hvalpe, som mest lignede schæferen, men hvis ben tydeligvis var arvet fra tæven. Hvalpene var meget livlige, søde og kære, som de fleste små hvalpe, men da jeg spurgte Holm, som jeg for øvrigt for længst havde fortalt om, hvad jeg havde set hans to hunde gøre sammen, svarede han ”Det er bastarder, og bastarder afliver man!” Kort og godt. Da jeg spurgte, om han virkelig nænnede at aflive hvalpene, som vi stod og betragtede imens, sagde han: ”Det er nødvendigt, for sådanne bastarder vil få det svært og dur ikke til noget!”

 

Dermed var den sag afgjort for jordnære Holms vedkommende. Som gammel jæger delte han den darwinistiske opfattelse af, at hvad der ikke kunne klare sig selv, det måtte gå til grunde, og, som i dette tilfælde, aflives. Dog erfarede eg senere af Søren, at Holm alligevel havde tøvet med at lade de små kræ aflive, men hvad der videre skete med dem, har jeg ingen viden om.    

 

Et jordisk ’sendebud’

Den sidste tid, jeg var indlagt på infirmeriet, var jeg begyndt på at stå ud af sengen og gå lidt omkring på stuen, lige som jeg efterhånden også vovede mig ud på gangen og sågar over på min stue. Under hele forløbet var jeg jo selv gået eller snarere humpet på toilettet og ud i vaskerummet, for at vaske mig og tage brusebad. Endelig langt om længe gav lægen mig besked på, at jeg ikke længere skulle ligge til sengs på infirmeriet, men herefter kunne sove i min egen seng. Samtidig anbefalede han lejrchefen, at jeg kun måtte sættes til at udføre lettere arbejde, som ikke ville belaste mit knæ. Det var grunden til, at jeg fik tjansen som såkaldt messemand.

 

Det mest kedelige ved min indlæggelse på infirmeriet var dog, at jeg i den tid ikke kunne komme hjem på orlov, og der gik derfor over en måned, førend jeg så min kone og mine børn igen. Til gengæld viste det sig, at den altid initiativrige Birger Guy tilbød at optræde som ”sendebud”. Det begyndte med, at han kom ind til mig på infirmeriet og sagde, at han da hjertens gerne ville overbringe en hilsen fra mig til Else og børnene, og samtidig forvisse sig om deres situation, så han kunne melde tilbage til mig, hvordan de havde det. Dette lød jo umiddelbart tilforladeligt og hjælpsomt, men senere erfarede jeg, at Birger Guy havde benyttet lejligheden og anledningen til at aflægge måske knapt så uskyldige visitter på Mågevej, når han var på orlov i København. Men mere herom senere.

 

Ændret arbejdssituation

Men i det hele taget fik jeg rigelig tid til at ligge og tænke over tingene, og mine tanker gik først og fremmest til Jan og Annette, som jeg jo ikke havde fået at se i lang tid. På det tidspunkt havde lægen langt om længe givet mig lov til at stå op af sengen og gå forsigtigt omkring. Det var en herlig fornemmelse, da jeg for allerførste gang i lang tid kunne gå udenfor sygeværelset og barakken og betræde perlegruset på stien udenfor. Aldrig før havde jeg troet, at en sådan hverdagsagtig handling ville kunne opleves som noget i retning af en nærmest ekstatisk åbenbaring. Jeg vil sent glemme den befriende og opløftende fornemmelse det var, efter det lange sygeleje, atter at træde ud i perlegruset foran mandskabsbygningen og indånde den friske luft, noget, som man i den daglige rutine aldrig ville lægge mærke til eller skænke en tanke. Nu føltes det nærmest, som om jeg var blevet genfødt og så og mærkede verden for allerførste gang: Stenene, buskene, blomsterne og træerne, græsset og jorden, insekterne, fuglene og dyrene, himlen, solen og skyerne. Oplevelsen mindede mig om dengang, da vi boede i Nakskov, og jeg en solskinssøndag gik tur i kvarteret sammen med min fætter Dennis. Det skal man vistnok selv have oplevet, for rigtigt at forstå, hvad jeg mener, og det har mange formentlig også, men måske ikke lagt helt den samme betydning i det, som tilfældet var for mit vedkommende.

 

Som en direkte følge af mit skadede knæ besluttede Elbæk og Holm, at jeg ikke mere skulle sættes til det lidt grovere fysiske arbejde i skoven, men overføres til køkkentjeneste, mere præcist til arbejdet som såkaldt messemand, et forholdsvis nemt og let job, der ikke er særlig fysisk krævende eller belastende. Arbejdet bestod dels i daglig levering af morgenmad, frokost og aftensmad til lejrchefen med familie, som spiste hjemme i deres hus, og til arbejdslederne, som spiste i et opholdsværelse ovre i depotbarakken. Og dels bestod jobbet i ugentlig rengøring hos lejrchefen og i arbejdsledernes kvarter. Men om dette job vil jeg fortælle lidt mere indgående senere. 

 

”Samvittigheden” nr. 4

Nægtervisen ”Samvittigheden”s fjerde nummer, der dog igen kun indeholdt 12 sider, var blevet forberedt i løbet af marts måned og udkom i april 1956 med nedenstående forside:

 

 

”Samvittigheden” nr. 4 fulgte i april 1956. Her har jeg atter tegnet forsiden, denne gang under mit ’kunstnernavn’ Ry -, et navn, min morfar altid havde kaldt mig lige siden jeg var dreng. Illustrationen handler endnu engang om krig og den gru, men her med den bitre kommentar: I n t e t kan anfægte en nægter. Mens andre lider og græder s o v e r  han! – Tegning: © 1956 Harry Rasmussen

 

Forsidetegningen var som det fremgår af den trykte kommentar en lidt bitter hentydning til den både interessemæssige, psykiske og fysiske passivitet og inaktivitet, der var karakteristisk for flertallet af nægterne i Gribskovlejren – og ifølge nægtere, som kendte til forholdene, kunne det tyde på, at det også gjaldt i de to jyske lejre. I 1956 befandt vi os jo i ”den kolde krig”s periode, med dens atombombetrusler og frygt for en ny storkrig. Men flertallet af nægterne brugte enhver mulighed og lejlighed til i fritiden at lægge sig apatiske på deres køjer og sove, lige som mange af dem ikke interesserede sig særligt for de seriøse kulturelle arrangementer, der foregik ovre i fællessalen. Undtagelsen var dog, når arrangementerne var af mere letbenet karakter, som når der f.eks. blev vist spillefilm, eller når der blev holdt mere alment tilgængelige og uhøjtidelige foredrag. Det sidstnævnte var eksempelvis tilfældet, da jeg holdt foredrag om tegnefilmhistorie og om Chaplin og hans film, for da var flertallet af nægterne mødt op. Til gengæld glimrede det seriøse kulturelle mindretal ved deres fraværelse ved sådanne lejligheder.

 

Bladets redaktion bestod i øvrigt fortsat af Robert Felby, Kai F. Jensen, Jørn Krogh og Ivar Nielsen. På bladets side 2 kunne man bl.a. læse følgende meddelelse:

 

NOTABENE:

Vi henleder opmærksomheden på radioudsendelsen tirsdag d. 10. ds. Med titlen ”Hvad skal vi sætte militærnægterne til?” Deltagerne i diskussionen er dr. phil. Hagbart Jonassen (AMK), Lejrleder Elbæk Petersen (Gribskovlejren) og Erik Mathiassen (civil værnepligtig i Oksbøl-lejren). Endvidere skulle ekspeditionssekretær Rossel (Indenrigsministeriet) have deltaget, men en ubekræftet meddelelse siger, at han har trukket sig tilbage fra udsendelsen.

 

17. APRIL. Denne dag kommer der nye nægtere til lejren. Redaktionen håber, at der blandt disse findes nogle sjæle, der besat af aktivitet og idealisme vil yde bidrag til dette lille blad, inden de, som nægtere plejer van, synker hen i den almindelige passivitet og lediggang, hvorfra det kun meget sjældent – ja, så godt som aldrig – lykkes at hive dem frem trods utallige opfordringer og henstillinger. RED.

 

På side 2 var der også et opslag om ”Mangel på frivillige i Vest-Tyskland”. Det var soldater, der mentes med frivillige, som i øvrigt blev lokket med gode gager og ekstraordinær og betalt uddannelse. Men ifølge notitsen havde tilgangen af frivillige åbenbart ikke været tilfredsstillende. Emnet har dog ikke interesse i denne sammenhæng, hvorfor jeg vil undlade at citere notitsens ordlyd.

 

Indskrænkning af fritidsundervisningen

Nok så interessant er redaktør Ivar Nielsens omtale af reglerne for de forskellige former for undervisning, der i henhold til loven kan og skal finde sted i militærnægterlejrene i Danmark. Af hensyn til forståelsen af nogle af de problemer, der kunne være forbundet med livet som militærnægter eller civil værnepligtig, som det officielt hed, skal her gengives Ivar Nielsens 3½ sider – side 3-4 og fortsat side 7 - grundige og kyndige kommentarer til de af indenrigsministeriet nyindførte regler og bestemmelser på det nævnte område: Under overskriften UNDERVISNINGSPROBLEMER skriver Ivar Nielsen følgende:

 

1. april trådte indenrigsministeriets nye regler for tjenestetidsundervisning, fritidsundervisning, underholdning i fritiden samt husflidsundervisning i indenrigsministeriets lejre for civile værnepligtige i kraft. Disse regler afviger i betydeligt omfang fra de hidtil gældende retningslinier, og dette i forbindelse med den i lejren til stadighed eksisterende modvilje mod reformer, der kan udlægges so, og i mange tilfælde også er, en stramning af forholdene for de civile værnepligtige har forårsaget en livlig debat, under hvilken bølgerne har gået temmelig højt, ja til tider så højt, at det synes, som om man har glemt at rådspørge fornuften, før man har givet sig følelserne i vold.

 

Især har tjenestetidsundervisningen givet næring til diskussionen, og dette er vel ganske naturligt, eftersom denne efter de nye bestemmelser er obligatorisk for alle værnepligtige i hele deres tjenestetid, hvorimod det står enhver frit for, om og i hvilke omfang han vil deltage i fritidsundervisning, underholdning i fritiden samt husflidsundervisning. Allerede i dette, at undervisningen er obligatorisk, ligger en tendens mod en strammere administration fra ministeriets side, idet den enkelte nægter hidtil frit har kunnet vælge, om han ville deltage i undervisning eller arbejde i det pågældende tidsrum, et valg som i så godt som alle tilfælde faldt ud til fordel for undervisningen, idet de fleste betragtede den som en behagelig afveksling i det daglige arbejde. Nu derimod, hvor der ingen mulighed er for at undlade at deltage i tjenestetidsundervisningen, må man forudse et langt større ønske om fritagelse, og da dette ønske ikke kan imødekommes, vil undervisningens effektivitet blive forringet.

 

Dette er imidlertid ikke det eneste indgreb, og heller ikke det alvorligste. Til ubodelig skade for lystfølelsen ved deltagelsen i tjenestetidsundervisningen er derimod opstillingen af kun 12 fag, hvoriblandt de værnepligtige kan vælge, og først og fremmest bestemmelsen om en minimumsgrænse for oprettelse af hold på 15 mand. I en så lille lejr som Gribskovlejren medfører dette krav, at man selv ved den mest ideelle fordeling mellem de forskellige fag højst vil være i stand til at oprette 8 hold, og enhver, der kender blot en smule til nægtere og deres individuelle interesser, vil kunne forstå, at dette langtfra dækker de områder, hvor der er et rimeligt behov for undervisning. Hvad bliver resultatet? At en stor del af de værnepligtige tvinges ind på hold, hvis emne ikke, eller i hvert fald ikke i tilstrækkelig grad, interesserer dem. Kan man da bebrejde dem hvis det kommer til at skorte på energi og arbejdslyst på de forskellige hold?

 

Men hvad er da grunden til det pludselige krav om mindst 15 mands deltagelse for oprettelsen af et undervisningsfag, når man hidtil har kunnet få godkendt oprettelse af hold på 4-5 mand? Herom kan kun gisnes, men end del af forklaringen skal sikkert søges i den bestemmelse i de nye regler, der i stedet for den hidtidige aflønning af lærere (som indtil 1. april udelukkende bestod af indkaldte nægtere) med to fritimer for hver undervisningstime, nu er ændret til en betaling på 8-9 kr. pr. time for indkaldte og 12-13 kr. pr. time for lærere udefra. For nægtere, der underviser, kan denne aflønning (under hensyn til den yderst ringe værnepligtsløn) synes et godt supplement, men i hvert fald her i lejren er interessen betydeligt større for bevarelsen af godtgørelsen i form af fritimer. Og hvorfor vil man i en situation, hvor der fra det offentliges side gang på gang manes til sparsommelighed og foretages nedskæringer på bevillinger til så at sige alle formål, anvende 30-40.000 kr. årligt på en omlægning af undervisningen i civilarbejdslejrene, når det tilmed fra alle sider fremhæves, at den hidtidige undervisning har virket tilfredsstillende, og i hvert fald har været fuld så effektiv som tjenestetidsundervisningen ved militæret og civilforsvare?

 

Når alt dette er sagt, vil jeg gerne vende tilbage til den diskussion, som de nye bestemmelser affødte her i lejren, og til hvilke følger denne diskussion vil få. På et ekstraordinært fællesmøde forelagde talsmændene et fra ministeriet modtaget brev, der afslog et forslag, som de tre nægterlejre havde udarbejdet i fællesskab, og som indeholdt ønske om forskellige ændringer og tilføjelser til den nye undervisningsplan. Dette afslag vakte selvsagt harme, og i en spontan, men efter min mening ikke særlig velovervejet resolution, opfordrede fællesmødet kulturudvalg og talsmænd til at undlade at deltage i planlægningen af undervisningen efter de nye bestemmelser, indtil en deputation havde haft foretræde for indenrigsminister Carl Petersen og over for ham havde protesteret mod den tendens til stramning, der ligger i de nye retningslinier.

 

Den naturlige konsekvens af denne beslutning måtte være, at heller ingen nægtere stillede sig til disposition som lærere. Denne konsekvens havde de fleste vist i skyndingen overset, og som tiden er gået, er usikkerheden blandt de på fællesmødet så enige blevet større og støre, og jeg er ikke utilbøjelig til at tro, at hovedparten af dem, der dengang stemte ja til resolutionen, som afskar os selv fra nogen indflydelse på den kommende tids undervisning, nu er klare over, at de har holdt på den gale hest. Thi hvad bliver da det øjeblikkelige resultat af denne afvisende holdning? For det første at lejrchefen helt på egen hånd kan vælge de fag, han ønsker oprettet undervisning i, uden at vi på nogen som helst måde kan gøre indvendinger. For det andet, at der i samtlige fag bliver hentet lærere udefra, hvilket vil medføre, at vi ikke engang indenfor det enkelte fags område kan lede undervisningen i den retning, som måtte interessere os mest. Og endelig vil et beløb på 6-8000 kr., der årligt ville kunne komme til udbetaling til nægterne som løn for undervisning forsvinde ud af lejren.

Hastværk kan være lastværk!!

 

Rent personligt skal jeg gerne indrømme, at jeg ikke har nogen klar erindring angående debatten om indenrigsministeriets nye regler for tjenestetidsundervisningen mm., og jeg har helt bestemt heller ikke deltaget i denne. På den tid var jeg dybt involveret og engageret i mulighederne for at stable ny gedigen underholdning for nægterne på benene, og så vidt jeg husker, mener jeg ikke, at jeg selv mærkede noget til den indskrænkning af undervisningen, der var blevet indført. Men måske har jeg på flere måder været privilegeret som nægter i min tid i Gribskovlejren, hvilket jeg ikke vil afvise kan have været tilfældet.

 

Apropos den daværende indenrigsminister Carl Petersen (1894-1984), så afløste han Johs. Kjærbøl (1885-1973) som indenrigsminister i H.C. Hansens socialdemokratisk ledede regering 1955-57. Carl Petersen var i øvrigt formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe 1960-66, og samtidigt for finansudvalget 1959-66.

 

Militærnægterhistorie i Danmark

På bladets side 5-6 og delvis 7 indledte den tidligere nægter Georg Jensen, far til medredaktør Kai F. Jensen, en fortsat beretning om dansk militærnægterhistorie. Beretningen er interessant og gengives derfor her i sin helhed:

 

DE FØRSTE MILITÆRNÆGTERE I DANMARK

Antimilitarismen i Danmark under første verdenskrig.

 

Grundene til at nægte soldatertjenesten kan være meget forskellige. De første socialistiske militærnægtere, der organiserede sig i Danmark i 1915, havde i deres ungdom været ude for arbejderbevægelsens antimilitaristiske propaganda, der gik ud på, at det var arbejderklassens historiske mål at bygge bro mellem arbejdere i alle lande og oparbejde tilstande på jorden, hvor den patriotiske nationalisme og de imperialistiske skadelige kræfter indenfor staterne blev trængt tilbage for et internationalt samarbejde mellem folkene.

 

Man sang i begejstring: ”Og internationale slår bro fra kyst til kyst”.

 

Da verdenskrigen i 1914 udbrød, sad der en radikal regering, et styre som netop i kraft af sit reformprogram og ikke mindst sit antimilitaristiske krav var bragt i ministerstolene. Socialdemokratiet, som støttede denne regering, var derfor allerede inde på en borgfredspolitik, der bevirkede, at militærbevillingerne til mobilisering her som i alle andre lande glat blev vedtaget.

 

Det blev en stor skuffelse for alle, der troede på arbejderbevægelsens moralske og ideologiske kraft, at de nationale kræfter sejrede over de socialistiske – der blev træffende sagt:

 

”Før krigen er de antimilitarister. Efter krigen er de også antimilitarister. Men under krigen, når det antimilitaristiske sindelag virkelig skulle prøves, så er de alle militarister.”

 

Denne inkonsekvens bevirkede, at fire unge arbejdere stiftede:

Foreningen af konsekvente antimilitarister.

De havde set, hvorledes krigen hærgede det ganske Europa, hvorledes arbejderklassen rundt om i landene blindt adlød den efter deres mening forbryderiske værnepligtslov.

 

De havde vel altid set, at militarismen var arbejderklassens farligste fjende, men først nu så de, hvor forfærdelig den i virkeligheden var.

De lovede hinanden at intet-intet-skulle få dem til at blive soldater, og at de ville forsøge ved deres egen personlige indsats i kampen at rejse den danske arbejderungdom til kamp mod den tvungne værnepligtslov ved konsekvent at nægte at adlyde loven, for på denne måde at tvinge landets lovgivende forsamling til at tage spørgsmålet op.

 

De gik åbent frem og indsendte en sålydende erklæring:

 

Til krigsministeriet!

Undertegnede tilstiller herved krigsministeriet mine militærpapirer

og erklærer ikke at have brug for disse, da jeg ikke agter at give

møde efter nogen som helst indkaldelse.

     Årsagen til denne beslutning er blandt andet følgende:

Jeg finder det ganske under min menneskeværdighed at lade

mig iklæde uniform og optræde som statens kommanderede morder.

     Jeg finder det i modstrid med mine interesser at tilhøre en institution,

der åbenlyst bekæmper min klasses, arbejderklassens, tunge kamp

for bedre livsvilkår.

     Jeg anerkender kun én værnepligt –

værnepligten mod arbejderklassens undertrykkelse og forkuelse.

     Jeg nægter at anerkende loven om tvungen værnepligt under

enhver form, og stempler denne, som en forbryderisk lov,

der har til formål at holde underklassen i ave, og at værne om

den regerende magt – kapitalismen.

     Jeg erklærer mig som revolutionær socialist og vil som sådan

aldrig iklæde mig den militære trøje eller optræde som

kapitalismens våbendrager.

 

FORENINGENS FREMGANG.

Det første år bragte antallet af militærnægtere op til 13. De første domme faldt og agitationen tog nu fart.

I det syndikalistiske blad ”Solidaritet” fik militærnægterne et fredorgan, som var af største betydning for bevægelsen. Allerede i det næste år havde antallet af militærnægtere nået tallet 71. Man begyndte at få kontakt med arbejderne.

 

I fagorganisationer blev der overalt indbragt forslag om støtte til militærnægterne. Tiden fra starten til 1919 ydede 60 fagforeninger tilskud til et beløb af 3.700 kr., foruden at et antimilitaristisk fond, hvis opgave var at understøtte de fængslede militærnægteres familier, i samme periode indsamlede  og udbetalte et lignende beløb. Uden denne støtte fra de fagorganiserede arbejdere ville organisationen ikke have fået det omfang, den fik.

 

Den fagorganiserede arbejder forstod at dette gjaldt hele klassens sag ----

 

Om sultestrejken og om foreningens videre fremgang berettes i en artikel i næste nummer.

Georg Jensen.

 

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

 

Min kommentar: Det fremgår helt tydeligt af Georg Jensens beretning, at de første danske militærnægtere var inspireret af de socialistiske og syndikalistiske ideer og tanker, der var fremme i tiden under og efter første verdenskrig. Efter den russiske kommunistiske revolution i 1917 knyttede en del danskere sig også til den kommunistiske internationale, forkortet Komintern. Men der var fra russiske kommunisters side reelt set tale om et bedrag, et forsøg på en lokkemad, som skulle pacificere især arbejderklassen i de vesteuropæiske lande, for russisk kommunisme tillod ikke militærnægtere i Sovjetunionen, tværtimod. Bag om de politiske fraser og omskrivninger tilsigtede Komintern-organisationen en international udbredelse af kommunismen, underforstået at sikre Sovjetunionen den faktiske verdensmagt, ved at støtte arbejderklassens formodede og forventede lokale revolutioner. Man benyttede sig derfor af mere eller mindre naive og godtroende vesterlændinge, sådanne som Lenin betegnede som ”nyttige idioter”, til at virke for fremme af hans og det sovjetiske kommunistpartis verdensomspændende planer og mål.

 

Men hverken Georg Jensen eller hans meningsfæller kunne dengang have den mindste anelse eller mistanke om, at kommunismen som ideologi og sovjetkommunismen som samfundssystem, kun havde godt tredive år tilbage at eksistere i. Sovjetkommunismen og dens undertrykkelse af Øst-Europa viste sig at være en kolos på lerfødder, en kolos, som i virkeligheden helt igennem var et umenneskeligt diktatur. Dette diktatur smuldrede indefra, fordi der var stærke kræfter indenfor kommunismens egne rækker og grænser, som ønskede og virkede for at nedbryde det, hvilket heldigvis stort set kom til at foregå ublodigt. Vi skal lidt senere i denne beretning komme til at omtale Ungarn-krisen, som var et af de første tegn på den nævnte nedbrydningsproces, som lige så heldigvis stort set også kom til at foregå uden blodsudgydelser.  

 

 

Den ubetydelige og amatøragtige vignet til anmeldelsen af opførelsen af syngespillet ”Genboerne”. Min dårlige undskyldning er, at jeg havde travlt med andre og vigtigere ting lige på det tidspunkt. – Vignet: © 1956 Harry Rasmussen.

 

Anmeldelse af ”Genboerne”

Redaktionen havde afsat en hel side, side 8, til en omtale af opførelsen af syngespillet ”Genboerne”, og man havde i den anledning bedt mig om at lave en lille vignet til anmeldelsen, der formentlig er skrevet af Ivar Nielsen, og som lyder sådan:

 

Lørdag den 10. marts kl. 20 opførte lejrens dramatiske studiekreds C. Hostrups ”Genboerne” i Mårum Forsamlingshus.

Koner, kærester og andre pårørende var hentet herop i store busser fra København. De spiste med os i lejren, vi var endog så mange, at vi fandt det påkrævet at spise i to hold.

 

Efter at gæsterne under Elbæks kyndige ledelse havde beset lejren kørte vi alle op til Mårum forsamlingshus, hvor vi blev underholdt i ca. tre timer.

 

Det er mig umuligt at fremhæve den ene skuespiller frem for den anden. Hver især ydede det bedste han formåede, og uden at overdrive tør jeg roligt sige, at vi, publikum, var glædeligt overraskede. Det var mere, end vi i vores vildeste forventninger havde turdet håbe, hvem havde vidst, at der her iblandt os i lejren gik så eminente folk omkring, og med så perfekt udviklede sceniske evner. Nok vidste vi, at man arbejdede hårdt i dramatisk studiekreds, men at man havde drevet det så vidt, som til på en så ophøjet manér at fremføre for os handlingen i ”Genboerne”, se det var os alle en behagelig overraskelse. Da stykket således alt var ført til sidste scene, havde bifaldet da også svært ved at lægge sig.

 

Efter denne forestilling gav vi os til at danse til tonerne af Erik Jønsson, André Mogensen og Kurt Henning Petersen’s lystige spil.

 

Senere, da vi alle trængte til lidt videre adspredelse, fik vi en liden opvisning i moderne ballet. Aktricen viste sig at være en habil scenekunstnerinde og modtog da også, efter at have vist os sin sidste gåen i spagat, en brusende applauderen. Derefter fik vi punch og sågar et par stykker flute.

 

Således festedes videre indtil kl. 4, hvorefter de fleste tog med busserne til København.

 

Man har vel lov til her at kvittere for de pæne ord om vores opførelse af ”Genboerne”, men syntes dog nok, at man måske burde have nævnt navnene på hovedpersonerne. Men selvfølgelig, ingen nævnt, ingen glemt eller forfordelt. Men arbejdet med indstuderingen og opsætningen af stykket, havde kostet hårdt arbejde fra os medvirkende. Man kan derfor synes, at det var en lidt vel stor indsats, blot for en enkelt opførelses skyld. Men her skal man huske pa, at undervisningstimerne i Dramatisk Studiekreds var afsat til indstuderingen af rollerne. For mit eget vedkommende brugte jeg dog adskillige fritimer til at sætte mig ind i stykket og gennemtænke, hvordan scenegangen og scenearrangementerne skulle være. Men jeg gjorde det primært af interesse og engagement og fordi det i øvrigt afledte mine tanker fra min egen private personlige situation, som mildt sagt bestemt ikke forekom lys og behagelig.

 

Kulturprogrammet Februar-Marts 56

Torsdag d. 16/2 causerede ”Lillebror” om jazz, og vi hørte en del indspilninger med kunstartens store.

 

D. 20/2 holdt forfatteren Broby-Johansen sit foredrag. ”Kunst og samfund”. Han begyndte ved istidens hulemalerier og påviste, hvorledes kunsten til forskellige tider va en genspejling af det daværende kulturtrin.

 

Torsdagene 23/2 og 1/3 viste Brogaard os en række kunstfilm, der på en meget interessant måde beskrev den nyere tids franske malerkunst, begyndende ved Seurat og foreløbig endende ved Picasso.

 

27/2. Den storslåede meksikanske film: Maria Candelaria med Dolores del Rio i titelrollen. Denne film, der i sin tid blev undgået af biografejerne og fristede en meget krank skæbne på de københavnske teatre, var en virkelig oplevelse. Filmen fortæller om den billedskønne Maria Candelaria, der på grund af sin moders synder lever isoleret fra det lille landsbysamfund, hvor præsten er den eneste støtte for hende og hendes tilkommende ægtemand. Og den fortæller om sladderen, der lyder fra mund til mund og som til sidst blivr Marias skæbne. Hvor er det sjældent man ser en sådan film!

Som forfilm vistes en ældre Chaplin-film: One A.M.

 

5/3. Kulturapostelen Poul Henningsen – PH – om: Himmel eller helvede – betragtninger over kulturen i atomalderen. – Det blev en livlig aften. Poul Henningsen havde meget interessant at fortælle, og deltagelse fra nægternes side manglede heller ikke.

 

8/3. To kinesiske film. Variety Show: En film, der viser en række fænomenale artistnumre. Det er som disse mennesker ikke er undergivet de naturens love, der gælder for os andre. En utrolig legemskontrol og muskelbeherskelse disse artister må være i besiddelse af. – Den anden film: ”Brylluppet” fik vi knap så meget ud af, da den ikke var forsynet med danske tekster, kun kinesisk tale.

 

15/3. René Clair-filmen: ”Spøgelset følger med”. En morsom komedie der ”slår” til teknikkens og fremskridtets USA, med dets lagkageslotte og rustninger med indbyggede radioer. Spøgelsets replik: ”Father, I do not like America!” giver udtryk for filmens hele indstilling. 

 

Min kommentar: Omtalen af ovennævnte kulturprogram er formentlig skrevet af Kai F. Jensen. Der indledes med at nævne ”Lillebror”, som var kælenavn for en nægter ved navn Erik Carlsen. Kælenavnet kom af, at der også var en anden nægter i lejren med navnet Erik Carlsen, men da han var større end ”Lillebror” blev han kaldt ”Storebror”.

 

Rudolf Broby-Johansen (1900–1987) var kunstpædagog, kommunist, trotskist, forfatter, engageret debattør og oprører. Det var særlig hans ungdomsoplevelser under og efter Første verdenskrig, hvor de borgerlige idealer og værdier var blevet udfordret, som vakte både hans medfølende og stridbare sind, for krigen havde jo om noget vist menneskers ondskab imod hinanden. På denne baggrund skrev han digte, der gav rystende skildringer af livet bag storbyens facader, som betød skildringer af elendighed og fattigdom. 1922 udgav han digtsamlingen ”Blod”, som chokerede så meget, at den blev beslaglagt af politiet.  Den kampberedte Broby reagerede med en stærk og chokerende forsvarstale om kunstens rolle i samfundet. Hans forbitrelse over den sociale nød og elendighed førte til et stærkt ønske om sociale forandringer, forandringer, som han mente kun ville kunne blive indført af kommunistpartiet. I de følgende mange år var han en provokerende debattør, som forstod at ruske op i samfunds- og kulturdebatterne. Det bevirkede, at han kom til at sætte sit meget stærke præg på venstrefløjens intellektuelle debatter, lige som han med sit stærke sociale engagement blev en af nøglepersonerne bag flere samfundskritiske tidsskrifter som Monde, Plan og Frem.

 

Broby-Johansen var selv en flittig skribent med et bredt fagligt spektrum med aktuelt engageret og kritisk kulturjournalistik. Hans mange bøger om kunst havde alle det tilfælles, at han ønskede at formidle det grundlæggende kunst-forklarende budskab, at alle kan se på billeder eller alle skal lære det, og alle kan lære det. Det sidstnævnte udsagn er dog nok tvivlsomt og derfor problematisk.

 

Knud Brogaard (1929-2013) uddannede sig som kunstmaler på Kunstakademiet i København i årene 1952-55, hvorefter han som militærnægter kom til Gribskovlejren i august 1955. Han var egentlig ikke politisk interesseret, men hældede dog til venstrefløjen og SF. Hans malerier er impressionistiske og har en diset, intim og mættet stemning over sig. Han blev senere medlem af Billedkunstnernes Forbund og Kunstnersamfundet. Desuden udstillede han bl.a. på Kunstnernes Efterårsudstilling og Charlottenborgs Forårsudstilling, lige som han også har haft separatudstillinger i Den fire Udstillingsbygning, Vejen Museum, Galleri 2B, Heimat Museum - Grabow og hos Henning Larsen i København, Skovhuset - Værløse og for Albertslund Kunstforening.


Knud Brogaard kendte jeg ret godt personligt i den tid, vi sammen tilbragte i Gribskovlejren. Han var en uhøjtidelig og lun jyde, som især var optaget af sin kunst og af nogle af de store malere i nyere fransk malerkunst, som f.eks. Georges Seurat (1859-1891) og Pablo Picasso (1881-1971). Kunstfilmene, Brogaard viste og kommenterede i sit foredrag, var så vidt jeg husker lånt hos Statens Film Central. 

 

Den meksikanske spillefilm ”Maria Candelaria” er fra 1943 og instrueret af Emilio Fernández (1904-1986) og med den talentfulde og meget smukke Dolores del Rio (1905-1983) i den kvindelige hovedrolle, sekunderet af Pedro Armendariz (1912-1963) i den mandlige og mandige hovedrolle. Denne meget specielle og gribende film havde jeg selv haft lejlighed til at se omkring 1946, da Odeon-biografen på Fælledvej på Nørrebro i København, som dengang havde skuespillerinden Bodil Ipsen som bevillingshaver, foreviste filmen ved en særforestilling. Det var derfor mig, der i dette tilfælde anbefalede Gribskovlejrens kulturudvalg at vise filmen.  

 

Filmens handling er kort fortalt, at en ung journalist presser en gammel kunstner (Alberto Galán) til at vise et portræt af en nøgen indfødt kvinde, han har i sit studie. Filmen er formet som et flashback til Xochimilco, Mexico, i 1909, og dens handling foregår lige før den mexicanske revolution. Xochimilco er et smukt landligt område og miljø, som primært er befolket af almuen.


Journalisten erfarer, at den smukke kvinde på maleriet hedder María Candelaria (Dolores del Río), en ung indisk kvinde, der konstant bliver afvist af sit eget folk, fordi hun er datter af en prostitueret. Hun og hendes elsker, Lorenzo Rafael (Pedro Armendáriz), må gennem hele filmen kæmpe for at opnå anerkendelse. Men selv om de er ærlige og hårdtarbejdende, lykkes det ikke rigtigt for dem. Don Damian (Miguel Inclán), en jaloux halvblods butiksejer, som gerne vil have María for sig selv, forhindrer parret i at blive gift med hinanden. Han dræber en pattegris, og beskylder María og Lorenzo for at have gjort det, med det formål, at sælge den for profit, og han nægter desuden at købe grøntsager af dem. Maria og Lorenzo er i det hele taget udstødte af lokalsamfundet. Da María på et tidspunkt bliver syg af malaria, nægter Don Damian at give parret den kinin, som er nødvendig for at bekæmpe sygdommen. I desperation bryder Lorenzo ind i hans butik for at stjæle medicinen, og i sin vrede tager han også en brudekjole med til Maria, som han gerne vil giftes med. Lorenzo idømmes fængselsstraf for tyveri, og for at kunne løskøbe ham vælger Maria at stå model for kunstmaleren, i forventningen om at tjene penge til at kunne betale kautionen, så at Lorenzo kan blive løsladt. Kunstneren påbegynder at male portrættet af María, men har tænkt sig mere med den smukke kvinde, hvorfor han beder hende om at posere nøgen. Det nægter hun at gå med til, hvilket betyder, at hun så ikke får et honorar, der er stort nok til at kunne betale løsesummen.


Imidlertid vælger kunstneren at gøre sit maleri af Maria færdigt, men ved at male hendes nøgne krop efter en anden kvindelig model. Da folkene i Xochimilco ser maleriet, antager de på grund af portrætligheden, at det er María Candelaria, de ser, og da nøgenhed anses for at være en synd, pågriber de hende derfor og stener hende til døde. Det lykkes den dybt ulykkelige men samtidigt stolte Lorenzo at undslippe fra fængslet, og filmen slutter med, at han i anklagende ensomhed bærer Marias livløse krop gennem landsbyen Xochimilco og ud til dennes gravsted for de døde.

 

Filmen om Maria Candelaria var, som de fleste film i 1940’erne, i sort-hvid, men meget smukt og stilfuldt fotograferet, nærmest i lighed med, hvad tilfældet eksempelvis var og er for danske Carl Th. Dreyers ”Vredens dag” fra samme år (1943). 

 

”Kulturapostelen” Poul Henningsen (1894-1967), offentlig kendt som PH, og især i sin egenskab af arkitekt med speciale i lys og lamper, revyforfatter af en lang række velkendte og fremragende revyviser, filminstruktør på Danmarksfilmen 1935 og nok så væsentligt: etableret skarp og underfundig kulturradikal samfundsrevser i en grad og et omfang, så at avisen Ekstra Bladet på et tidspunkt i 1960’erne betegnede ham som ”kulturpave”. Han var som formentlig almindelig kendt en søn af forfatteren Agnes Henningsen (1868-1962) og stedsøn af vicekonsul Mads Henningsen (data ukendte), men hans biologiske far var angiveligt forfatteren Carl Ewald (1856-1908).

 

 De to kinesiske film, der blev vist i Gribskovlejrens fællessal den 8. marts 1956, var prototypiske for den tids kinesiske film, nemlig primært propaganda for tilværelsen i det paradisiske Mao-Kina. Filmene var så vidt jeg husker udlånt af den kinesiske ambassade i København. 

 

”Spøgelset flytter med”, originaltitel ”The Ghost goes West” (1935) var som nævnt instrueret af den franske mesterinstruktør René Clair (1898-1981). Filmen, som er Clairs første engelsksprogede film, er en romantisk og lettere satirisk komedie med de dengang fremtrædende britiske skuespillere i hovedrollerne: Robert Donat (1905-1958), Jean Parker (1915-2005) og Eugene Pallette (1889-1954). Filmens handling drejer sig om, at Peggy Martin (Jean Parker), datter af en rig amerikansk forretningsmand (Eugene Pallette) overtaler sin far til at købe en skotsk slotsborg af dets ejer, Donald Glourie (Robert Donat), rive det ned i smådele og på en sådan måde, at det kunne fragtes til Florida, og hvor det blev genopført. Hvad ingen ved, er, at spøgelset Murdoch Glourie (også spillet af Robert Donat), flytter med sit gamle slot. Murdoch har spøgt i slottet efter at han i 1800-tallet var død en kujons usle død. For at finde ro og kunne ophøre med at spøge, må Murdoch overbevise en slægtning af sin fjende Clan MacClaggan og få denne til at indrømme, at en Glourie er lige så meget værd som halvtreds MacClaggans.

 

”Spøgelset flytter med” skildrer på spøgefuld måde kontrasten mellem den gamle europæiske kulturverden og smagløs amerikansk vulgaritet. Filmen blev i øvrigt den største kassesucces i England i 1936. – Filmen, der senere blev betragtet som en filmklassiker, havde jeg selv set ved en af de forestillinger, som omkring 1946-47 var arrangeret af Det Danske Filmmuseum. Derfor kunne jeg med største glæde anbefale filmen til visning i Gribskovlejren.

 

Hvad angår de viste film, så var der i alle tilfælde tale om 16mm filmkopier, som var lånt dels hos Statens Film Central og dels hos den kinesiske ambassade. Filmoperatøren, der i dette tilfælde betjente filmfremviseren, var såmænd lille mig, Harry Rasmussen, som jo tidligere havde taget certifikat som filmoperatør.

Men tilbage til indholdet af nægterbladet ”Samvittigheden”s nr. 4, april 1956:

 

PH’s klagesang

Under overskriften ”Poul Henningsens klagesang” anmeldte nægter Egon Bille PH’s foredrag i Gribskovlejrens fællessal den 5. marts 1956. På bladets side 10 skriver Egon Bille følgende:

 

PH gæstede lejren med sit foredrag fra radioen, som han havde kaldt: ”Himmel eller Helvede”, med undertitlen: ”Atomalderens Kultur”.

 

I sin indledning rejste PH to spørgsmål: ”Hvad kan vi håbe på i årene fremover?” og ”Hvad truer os?”

 

Nu kunne man jo skændes om skredet, om det ville gå opad eller nedad, men PH begyndte med at besvare det sidste spørgsmål. Han mente at det der truede os var ”Kedsomhedens helvede” og ”Omsætningens gud”. Hermed nævnte han de eneste ord som kunne have lidt forbindelse med titlen, og man blev herefter klar over at PH med titlen ”Himmel og Helvede” blot mente to yderpunkter. Efter med stor veltalenhed at have klaget over forholdene vi mennesker lever under, hvilke vi kun kender alt for godt, kom PH til vejen ud af disse, nemlig at tage aktivt del i kulturarbejde, hvormed menes at forandre sine livsvaner.

 

Som svar på det første spørgsmål fra indledningen, mente PH at vi kunne skabe et paradis, og vejen til dette skulle altså være at forandre livsvaner, men vi fik ikke at vide, til hvilke livsvaner. PH mente ikke at man blev forbryder af at læse kriminalromaner, men antydede dog i næste åndedrag at soldater blev bedre soldater af at se en ”øretævefilm”. Man kom herefter ind på censur af litteratur og film, for derved at lede kulturen (livsvanerne) mod de rette baner. Dette med censur kunne PH ikke støtte, da han tidligere havde sagt, at han var ligeglad med, hvad der blev gjort, bare der blev gjort noget og nu.

 

Man savnede til slut, besked på hvad der skal være bestemmende for de livsvaner, der indfører det ”paradis”, som PH lovede os, hvis vi forandrede livsvaner. Men har mennesket ikke netop forandret livsvaner, eller arbejdet kulturelt, i hundreder af år, og stadig uden det resultat som PH lovede?  Egon Bille

.

Min kommentar: Egon Bille har efter min mening en pointe i at spørge, om ikke mennesket netop har forandret livsvaner og arbejdet kulturelt i hundreder af år, ja, vel egentlig altid. ”Kulturapostle” eller ”Dommedagsprofeter”, religiøse så vel som politiske, har der til alle tider været, som gerne ville fortælle deres medmennesker, at man bare skulle forandre livsvaner – i vore dage hedder det livsstil – så ville man komme til at leve paradisisk. Selv husker jeg ikke specielt PH’s foredrag i Gribskovlejren, men Billes anmeldelse kunne tyde på, at den efterhånden aldrende ”kulturapostel” var blevet træt af at gentage sig selv igen og igen, som han havde gjort lige siden sine yngre år i kulturradikalismens kronede dage i 1930’erne.

 

Jørn Krogs naturside

I dette nummer kunne Jørn Krogh på side 11 fortælle om, hvad han vidste om et af de hjortedyr, som nægterne omtrent dagligt kunne møde under arbejdet i skoven:

 

DÅDYRET

Dådyret hører oprindeligt hjemme i middelhavslandene, men er indført til Danmark i en fjern fortid. Hvornår vides ikke bestemt, men det omtales første gang i litteraturen i den såkaldte Kong Valdemars jordebog fra 1231.

 

Dådyret er lavbenet og ret svær af krop i forhold til størrelsen. Dåhjorten kan, lige før brusten når den er fedest, veje helt op til 150 kg. Hunnen, dåen, derimod kun op til ca. det halve. Skulderhøjden er ca. 110 cm. Farven er om sommeren rødbrun med hvide pletter og hvid underside, om vinteren gråbrun uden aftegninger og med grå underside. Karakteristisk for dåhjorten er det skovlformede, noget udstående gevir. I modsætning til rådyret, der kun har en ganske kort og helt skjult hale, er dådyrets hale ca. 25 cm lang. Den er stærkt behåret og er i reglen i stadig bevægelse.

I sit fødevalg er dådyret vor nøjsomste hjort. Den kan græsse helt anderledes tæt end de andre hjorte, og selv hvor græsset er tørt og stift, kan den finde tilstrækkelig føde. Også kviste og bark indgår som bestanddele af dens foder. Den kan på samme måde som kronhjorten ”slå” kartofler og lignende frem på markerne, hvad rådyret ikke magter. Om vinteren, når der ligger sne, er den dygtig til at finde olden; men er det sløjt med olden, kan det knibe for dådyret at klare sig, og de er da meget taknemmelige at fodre, idet de kan nøjes med det groveste hø.    JK.

 

______________________________________

 

 

Blåmændenes fortsatte meriter

På bladets tolvte og sidste side kunne man genfinde Jöns og Münch’s fortsatte beretning om ”De satiristiske Blåmænd”:

 

Efter alt at dømme var den forborgne godt i gang med også at forvandle os til blåmænd, idet vi blev iført samme navngivende blå klædning. Herefter blev der tilstået os audiens hos selve Kong Blåkrone, rigets enevældige hersker, som beboede et pragtfuldt slot sammen med dronningen, som traditionen tro også i dette monarki spillede den rådgivende rolle. Vi udfyldte først omhyggeligt en optagelsesblanket, med alle vores fordele; så lagde vi vore ansigter i de mest intelligente folder vi disponerede over og besluttede at det nok var stærkest at sige så lidt som muligt og eventuelt tale lidt i gåder, en taktik vi var sikre på, ville overbevise selv en konge om dybden og mangfoldigheden i vort sind og ånd. Efter denne veltilrettelagte plan, blev vi enkeltvis ført i audiens. Kong Blåkrone tronede enormt og myndigt i det skinnende gemak, iført en hvid, hermelinlignende halvkåbe. Han viste os megen venlighed, og efter at han på majestætisk maner havde nedladt sig til at stille os et par familiære spørgsmål, gjorde han os bekendt med, at vi herefter var at betragte som indregistrerede blåmænd.

 

Vi havde ikke opholdt os længe i Blårige, før vi begyndte at forstå hvor vidunderligt det hele var indrettet; af indbyggere var der kun få og langt de fleste var os blåmænd, hvis eneste opgave bestod i at gøre Kongen og Dronningen tilpas. På samfundets nederste trin fandtes en skriver: den forborgne – og tre tjenere, hvis opgaver bestod i at stå blåmændene til rådighed, henholdsvis økonomisk og opvartende, og for at fuldende billedet bestod kongens rolle i at gøre skriveren og tjenerne tilpas – det hele var en herlig blå ring, der langsomt snurrede rundt. – Som det ses var det tjenerne, der trak det store læs; de undte sig aldrig hvil, men måtte når blåmændene fandt det for godt stå på spring, og var der en tjener der ikke dansede rask nok efter blåmændenes fløjte, risikerede han at blive deporteret til et afsides liggende blårige.

 

Efterhånden faldt vi ind i rytmen eller rettere den manglende rytme, vi erfarede, at som Sokrates var blevet berømt for sin ”ikke viden” var Kong Blåkrone det for sin ”ikke tagen stilling”. (fortsættes)

 

Min kommentar: Jöns og Münch’s herlige beretning kan efter min mening være lidt svær at forstå rigtigt. Men så meget tør jeg sige i et forsøg på en fortolkning, at Kong Blåkrone og Dronningen kun kan være lejrchef Elbæk og hans kone Karin, men det ”pragtfulde slot” var såmænd bare et lidt større, men velindrettet træhus med gårdsplads og egen have i yderkanten af selve lejren. Det var almindelig kendt, at ’dronning’ Karin blev taget med på råd af sin velmenende og retfærdighedssøgende, men noget tøvende politisk radikale mand. Dog havde nægterne af gode grunde ikke umiddelbart adgang til ’audiens’ hos ’kong’ Elbæk, men måtte anmode om en sådan hos ’skriveren’ eller ”den forborgne”, som repræsenterede indenrigsministeriet, en person, der må være identisk med kontorchefen, som blev kaldt ”Rotten”. Hans rigtige navn var så vidt jeg husker Clasen, men han holdt sig for det meste inde på sit eget kontor og kom sjældent udendørs, hvorfor han nærmest var og forblev en ukendt person. Hvilket måske kan være grunden til øgenavnet ”Rotten”. Som bekendt holder en rotte sig i reglen skjult i mørket. De tre tjenere kan formentlig kun være de tre arbejdsledere, Holm, Jensen og Madsen, som hver især var nidkære nok i deres tjeneste. De skulle jo stå til ansvar, både overfor lejrchefen og overfor ”Rotten”.

 

Lillesøster Lizzie 14 år

I april 1955 blev min da 14-årige søster Lizzie konfirmeret, men jeg har mærkværdigvis ingen som helst erindring fra denne begivenhed, formentlig fordi jeg på grund af min situation ikke selv deltog i den. Desværre har jeg heller ingen fotos fra konfirmationsfesten, hvilket også forekommer mærkværdigt. Der findes dog et foto af Lizzie, som er dateret den 22.7.1956, og på det foto har hun en kjole på, som måske godt kunne have været hendes konfirmationskjole.

 

 

 

På fotoet til venstre ses min 15-årige søster Lizzie den 22. juli 1956 i Nørrebroparken ved Stefansgade, hvor hun og især hendes veninde Judy så ofte havde leget sammen som børn. Kjolen, Lizzie har på, kunne muligvis være hendes konfirmationskjole fra året før, altså april 1955. – På fotoet til højre, som er fra en lille sammenkomst hos mine forældre, ses i forgrunden Lizzie siddende på gulvet. På stolen ved siden af hende sidder mor, og overfor på den anden side af det lille bord, sidder far og en for mig ukendt ung mand samt en yngre dame, som meget vel kunne være Lizzies nye veninde Yvonne. – Fotos: © 1956 Privatfotos.

 

Vedrørende Lizzies bekendtskab og senere langvarige venskab med den algiersk fødte artist Yvonne, som dog oprindelig hed noget andet, noget i retning af Bjoumilla, men kaldte sig ved det franske navn, til dels fordi en stor del af hendes liv var foregået i Frankrig, hvor hun havde mødt artisten og kunstcyklisten Tony Romano og dennes kæreste, Helene, og var blevet tredje medlem af truppen ”Les Romanos”.

 

Lizzies bekendtskab med Yvonne hang sammen med, at hun herhjemme var kommet i kontakt med Tony Romano og dennes artisttrup, som foruden af ham selv også bestod af hans kæreste, Helene, og en ung arabisk født artistpige ved navn Yvonne. Truppen kaldtes ”Les Romanos” og i sommeren 1956 optrådte den i Cirkus Moreno, som da havde slået teltet op på Borups Plads på Nørrebro, og det var som gæst ved en af cirkusforestillingerne her, at Lizzie havde mødt truppens medlemmer for første gang. Hun, der altid var initiativrig og vovelysten, opsøgte truppen efter forestillingen og dette møde endte med, at Lizzie især blev gode venner med den nogle år ældre Yvonne.

 

Såvel Yvonne som truppens leder, Tony Romano, blev stærkt interesserede i Lizzie, som jo kunne demonstrere sine evner som akrobat og balletdanser, og han har derfor sikkert set nogle muligheder i hende som artist. Efter engagementet hos Cirkus Moreno, fik Tony Romano soloengagement i en københavnsk varieté, vistnok Valencia, hvor han optrådte med sit fabelagtigt spændende og eminente artistnummer som tyrefægter, men hvor tyren var erstattet af hans cykel. Imidlertid var der vist nok opstået nogle interne stridigheder i den lille trup, som medførte, at Helene rejste hjem til Frankrig. Mens Yvonne blev her som Romanos assistent.  Det er formentlig grunden til, at Helene ikke var med, da Tony og Yvonne aflagde besøg ved en komsammen hos mine forældre. Men i øvrigt besøgte Yvonne ved flere lejligheder Lizzie og dermed også hendes forældre.

 

 

På dette foto, som formentlig er fra sommeren 1956, ses ved en familiesammenkomst hos mine forældre, siddende på gulvet fra venstre: Mor, Ruth, Benny og foran ham Lizzie, Yvonne, som kilder Bent på hagen, Bents kone Annelise og Tony Romano. Siddende fra venstre i bageste række: Far, mormor og morfar, og en mig ubekendt dame og herre, venner til Lizzie og Yvonne. – Foto: © 1956 Privatfoto.

 

 

 

 

På fotoet til venstre ses danseglade Lizzie, og på fotoet til højre sidder Yvonne sammen med den mig ubekendte herre, som også ses på det ovenfor stående foto. Den mig ubekendte mand var muligvis artistimpressario og formentlig også Yvonnes tilbeder på dette tidspunkt. – Fotos: © 1956 Privatfotos.

 

Cirkus Moreno eksisterede i øvrigt fra 1948 til 1967. Det var Danmarks største cirkus med sine 6 master. I 1965 turnerede verdensklovnen Charlie Rivel med Moreno. Yvonne var ven med Rivels akrobatiske artistsønner, som bl.a. optrådte i Cirkus Schumann, hvor deres søster, Pauline Schumann, født Rivel, jo var cirkusdronning.

 

Hjemsendelse og nægterbladet

Omkring maj 1956 nærmede det tidspunkt sig, hvor et af de ”gamle” hold nægtere skulle hjemsendes. På det tidspunkt var jeg ikke længere medlem af redaktionen, men som bladets initiativtager skrev jeg på opfordring af redaktionen i den nævnte anledning nedenstående indlæg på den redaktionelle side i nægterbladets nr. 5, udgivet maj 1956:

 

    Notabene: Det forekommer mig at være påkrævet, at det så kraftigt som muligt slås fast, at dette lille organ for frie tanker og meninger har – eller i hvert fald kan få – en betydning, som man måske ikke rigtigt gør sig klar, jeg tænker her især på de nægtere, som har overstået deres tjenestetid og igen vender tilbage til det civile liv, hvis krav og fordringer måske beslaglægger deres tid og kræfter så meget, at de ligesom kommer ud af kontakt med de mål og ideer, der tidligere kunne fylde dem med ildhu. Det nytter jo ikke at nægte, at jeg har d’ herrer alvorligt mistænkt for at have den opfattelse, at nu har de taget deres tørn. Det er nemlig en fuldstændig urigtig og katastrofal indstilling, og derfor er det, at jeg mener og håber, at ”Samvittigheden” kan blive en anledning for ”gamle” nægtere til at holde sig i levende kontakt, ikke blot med deres indkaldte kammerater, men også med de tanker og ideer og problemer og vanskeligheder, der vedrører os alle på så afgørende måde. Det nytter ikke, at vi sløjer af i vor aktivitet for frihedens og fredens sag, hvis vi vil nå vore mål, og vi bliver også nødt til at etablere et sammenhold og en energi, der tager sigte ud over selvbehagelighed og personlig fordel. ”I ER JORDENS SALT, MEN DERSOM SALTET MISTER SIN KRAFT, HVORMED SKAL DET DA SALTES?”

     Derfor opfordrer jeg på det kraftigste alle nægtere, som for øjeblikket opholder sig i nægterlejr til at tegne abonnement på bladet, når de står overfor hjemsendelse, og skulle der i bekendtskabskredsen evt. findes tidligere nægtere, som endnu ikke holder ”Samvittigheden” opfordrer jeg også til, at man vil gøre sit til at sikre disse som abonnenter.

 

Ovenstående var selvfølgelig ”einer grausamer salbe”, og bibelcitatet fik det forståeligt nok til at krympe sig i lejrens ’intellektuelle elite’, kommunisterne, og til åndelig talt at holde den røde fane med hammer og sejl besværgende frem foran sig. De fleste kommunister dengang, både dem indenfor militærnægterlejrene og dem udenfor, som svor til at være anti-religiøse, var næsten på et religiøst plan tilhængere, eller nærmest tilbedere, af Sovjetunionens forhenværende store leder Josef Stalin. På det tidspunkt havde den nye leder, Khrustjef, endnu ikke holdt sin ”afstalinifiseringstale”, der afslørede Stalin som den despot og terrorist, han hele tiden havde været, og Sovjetrussiske tropper var endnu ikke blevet sendt til Ungarn, for at nedkæmpe det antistalinistiske oprør i Budapest. Men herom senere.

 

 

Nægteravisen ”Samvittigheden” s logo for nummer 5., maj 1956. Det var på dette tidspunkt stadig mit layout og min tegning, der blev anvendt til formålet. Men det skulle dog ikke komme til at vare ved, hvilket vil fremgå senere her i selvbiografien.

 

  

 SKOVTROLDEN – har svært ved at tro, at nægterne skulle have den fornødne energi, til at omdanne Gribskovlejren til et spioncenter.

 

Denne bemærkning hang så vidt jeg husker sammen med, at et par af nægterne, der arbejdede i skoven i nærheden af flyvevåbnets radarstation ved Multebjerg, en dag blev arresteret, fordi de var kommet for nær ind på dennes område. En af nægterne havde tilmed et fotografiapparat på sig, og de MP’ere (militærpoliti), der anholdt dem, tog filmen ud for at lade den fremkalde og kopiere. Med besked på, at nægterne skulle høre nærmere, når filmen var blevet kontrolleret, løslod man de to lovovertrædere. Der blev sendt en klage over dem til Gribskovlejrens chef, men mere husker jeg ikke om den sag. Hvad der virkelig lå bag de to’s dristige indtrængen på militært område, kender jeg ikke personligt noget til.

 

Allerede i første nummer af ”Samvittigheden”, som udkom i januar 1956, havde vi fået to af Gribskovlejrens begavede spasmagere, Mogens Jönsson og Werner Münchenberg, til at skrive en fortsat artikelserie, som betegnende nok blev kaldt ”DE SATIRISTISKE BLÅMÆND”. Den handlede om ”Blåmændene”s liv og fataliteter, og herunder uddelte de to forfattere især kraftige hug mod de nægtere og tilstande i lejren, som de ikke sympatiserede med. Navnet ”Blåmænd” hentydede som tidligere omtalt til nægterne, der jo især i vintertiden var iført marinens aflagte mørkeblå uniformer. Jöns og Münch, som de to signerede sig, sympatiserede med den kommunistisk orienterede fraktion i lejren, og de brød sig bestemt ikke om den lettere religiøst betonede humanisme, vi andre havde anlagt fra bladets start. Da deres meningsfæller senere overtog redaktionen af bladet, omdøbte de det simpelthen til slet og ret ”MILITÆRNÆGTEREN”, som måske er inspireret af bladet med samme navn, som udkom lige omkring afslutningen af Første verdenskrig. Men i hvert fald skiftede indholdet af ’vores’ blad totalt karakter og blev politisk set mere venstreorienteret, - eller rettere sagt kommunistisk, - hvilket trods alt ikke er helt det samme. Mere herom senere.

 

Gradvis udskiftning af redaktionen

I de to første numre af ”Samvittigheden” bestod redaktionen af Kaj F. Jensen, Jørn Krogh, Ivar Nielsen og Harry Rasmussen, altså mig, Førstnævnte, Kaj F. Jensen, var for øvrigt i mellemtiden kommet til lejren, hvor han fik plads på ”min” stue og tilmed blev min sidekammerat til venstre hånd, idet han havde fået mandskabsnummer 20. Jeg havde selv nr. 22. Kai F. Jensen var under sin opvækst blevet stærkt påvirket af sin far, Georg Jensen, der også havde været militærnægter, idet han aktivt sympatiserede med kommunismen. I lighed med faderen, var sønnen optaget af politik, litteratur og kulturhistorie.  Men allerede efter to numre trak jeg mig og blev erstattet af Robert Felby som medredaktør, selvom jeg foreløbig fortsatte som tegner ved bladet. Siden var det Jørn Krogh, der trådte ud af redaktionen. Han blev erstattet af Leif Andersen. 

 

Grunden til, at først jeg og siden Jørn Krogh trak sig fra posten som medredaktører, skyldtes, at vi begge i stigende grad var blevet involveret i de aktiviteter, der blev udfoldet i regi af ”Gribskovlejrens Dramatiske Studiekreds”, senere forkortet til blot at blive omtalt som ”Dramatisk Kreds”. Om sidstnævnte dog først senere nedenfor.

 

Kritik af ”Samvittigheden”

Imidlertid fik bladet som omtalt snart kritik, dels for sit navn og dels for sit indhold, af en lille gruppe kulturradikale og kommunister, som i henhold til deres politiske overbevisning syntes, at den linje jeg og mine to medredaktører, Ivar Nielsen og Jørn Krogh, havde anlagt fra bladets start, var for humanistisk og blødsøden. Nej, der skulle en mere aktuel og samfundsrelevant og især samfundskritisk holdning til, og især skarp kritik af den lokale myndighed, lejrchef Elbæk, og dennes eftergivenhed overfor de krav og regler, der blev fremsat fra Indenrigsministeriets side og som de kritiske nægtere mente forringede nægternes situation.

 

Kritikken af lejrchef Elbæk har vi her allerede set en antydning af i Jöns og Münch’s fortsatte beretning om ”De satiristiske blåmænd”, særlig i bladets nr. 4, april 1956. Men kritikken, som især kom fra den aktive kommunistisk orienterede gruppe nægtere, skulle snart blive endnu skarpere og skrappere – og få ret så fatale følger for lejrchefen personligt og hans lille familie, klemt som han var og i stigende grad blev mellem nægterne på den ene side og Indenrigsministeriet og dettes stedlige repræsentant, ”Rotten”, på den anden side.

 

 

Herover ses en lidt kritisk – for ikke at sige ondskabsfuld – plakat, vendt mod ”Elecarl” alias lejrchef Elbæk, og den lille kreds af udvalgte nægtere, som han omgikkes med privat. Tegningen er så vidt jeg husker udført af tegneren Gerhard Eriksen. – © 1956 Privatfoto.

 

I bladets nr. 5., maj 1956, var forsiden prydet af en tegning af Werner Münchenberg, der i det civile liv var reklametegner. Tegningen forestillede en narreskikkelse med krone på hovedet og ridende på et kosteskaft med hestehoved, og teksten hertil lød:

 

                     Når solens første blik fanger

                     et herligt rige i blåt,

                     da rider stolt på sin ganger

                     Kong Blåkrone ud af sit slot.

                     Og mens blåmændene søvnigt bukker

                     han rider rundt og lukker

                     stadens døre op.

 

Teksten var i dette tilfælde en hentydning til lejrchefen, Elbæk, som mildt sagt havde det svært, ikke mindst fordi han skulle dele sol og vind lige mellem på den ene side de uvillige og modstræbende nægtere og på den anden side de folk i Indenrigsministeriet, som lejren sorterede under og som stillede krav, nægterne i almindelighed ikke brød sig om og derfor opponerede imod. Det gik især ud over Elbæk, faktisk så hårdt, at hans nerver efterhånden kom på højkant, og til sidst brød han sammen. En dag hen på efteråret 1956 kom der en ambulance og kørte den dybt deprimerede og grædende mand til indlæggelse på Hillerød Sygehus. Det betød, at ”Rotten” i sin egenskab af souschef indtil videre overtog det daglige ansvar og styre af lejren, hvilket i al fald ikke var nogen fordel for nægterne, hverken i lejren eller i forholdet til Indenrigsministeriet. Man kunne vanskeligt undgå at få det indtryk af ”Rotten”, at han foragtede militærnægtere. Retfærdigvis skal det dog siges, at der var nogle nægtere, der kom meget godt ud af det med souschefen, som jo bare passede sit job, om end lidt nidkært. Selv havde jeg ingen problemer med ham, idet han altid var høflig overfor mig og omvendt.

 

 

Nægteravisens nr. 5, maj 1956. Tegningen er så vidt jeg ved tegnet af Werner Münchenberg, som var reklametegner i sit civile liv. Tegningen refererer faktisk til bagside-føljetonen ”De Satiriske Blåmænd”, som ironiserede over lejrchef Elbæks stadige forsøg på at følge instrukserne fra Indenrigsministeriets embedsmænd. – Tegning og forsidetekst: © 1956 Werner Münchenberg.

 

Kort tid efter fik vi at vide, at Elbæk var for syg til at genoptage sit arbejde som lejrchef, hvorfor han ikke ville vende tilbage til lejren. Hans kone, Karin, og to mindreårige børn, Esben og Uffe, måtte derfor pakke deres habengut og flytte fra lejren, så vidt jeg kan rekonstruere skete det omkring medio oktober 1956, eller muligvis tidligere. Gribskovlejren skulle derfor have ny leder. Dertil valgtes Holger Reedts Funder, som imidlertid ikke straks kunne tiltræde posten, idet han af Dansk Røde Kors havde fået til opgave at lede nødhjælpskonvojen til Ungarn. I mellemtiden blev det så souschefen, ”Rotten”, der måtte bestyre lejren.

 

I øvrigt fik Elbæk efter sin restituering en stilling som lærer på Ry Højskole, hvor han var ansat indtil 1966. Derefter fik han stillingen som forstander på St. Restrup Højskole. Her var han ansat frem til 1970, hvor hele familien flyttede til Aalborg. I mellemtiden var der kommet to børn mere til, Morten og Lena. Mest kendt er Uffe Elbæk dog blevet, hvilket enhver vil kunne forvisse sig om, ved at klikke ind på hans navn på Internettet. Så sent som ved folketingsvalget den 15. september 2011, hvor der dannedes en ny og socialdemokratisk regering under ledelse af Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, blev han valgt ind i Folketinget for Det Radikale Venstre, og blev samtidig kulturminister i den ny regering!

 

Et fornuftigt formål

Hvad angår det øvrige indhold af ”Samvittigheden” nr. 5, så var der først en artikel med titlen ”Service Civil International”, skrevet af Robert Felby. Han indleder sin knapt to sider lange artikel på følgende måde:

 

I stedet for at forberede mord på vore medmennesker og naboer (af frygt for, at disse myrder os først), kunne vi planlægge at hjælpe dem, og straks ile til hjælp med redningstropper i tilfælde af ulykker og katastrofer, såsom jordskælv eller oversvømmelser. Mon de ville dræbe os, hvis vi hjalp dem? Mon de ville mistro os, hvis vi organiserede noget sådant? Se, sådan ræsonnerede den schweiziske ingeniør, Pierre Ceresole! Som i tiden straks efter første verdenskrig drog til det krigshærgede Verdun, for sammen med en kreds af venner at bygge op, hvad krigen havde brudt ned. Således opstod ”Service Civil International”, hvilket vi på dansk kalder ”International Civiltjeneste”, i den følgende tekst, for nemheds skyld, kaldet S.C.I.

 

Dersom det ikke falder militaristerne svært at vinde unge for krigens beskidte sag, turde man håbe, at et så fredeligt foretagende som S.C.I. i langt højere grad ville tiltale de unge. Her er endelig et sted, hvor de kan få afløb for deres energi og virkelyst uden at lave ulykker, et sted, hvor arbejdet tjener et fornuftigt formål; ikke mindre besværligt, heltemodigt eller prisværdigt er det at arbejde for menneskehedens velfærd, fremfor at følge militaristernes slette eksempel.

 

     Herefter fortæller Felby om, at han sammen med 15-20 andre frivillige selv har deltaget i en sådan hjælpeaktion her i Danmark, tilmed i Farum, hvor en ung husmandsenke behøvede hjælpende hænder til istandsættelse af bygninger med videre. Samarbejde betød for den idealistiske Felby andet og mere end bare at sidde og snakke og diskutere, nemlig ”at lide, slæbe og svede sammen.” Det var lige noget for, som satte stor pris på samarbejde og samvær med andre unge kammerater af principielt samme opfattelse som ham.  

     Det var dog ikke kun for at arbejde manuelt, at Felby havde meldt sig og deltaget i hjælpearbejdet, men angiveligt i nok så høj grad, ”for at beriges åndeligt, hvilket skete ved de aftenlige diskussioner.” Han slutter sin artikel med følgende opfordring:

 

Dersom der, - mod al forventning – skulle være nægtere iblandt, som har svært ved at indse S.C.I.’s berettigelse, vil jeg slutte med at berette, at der i lovene for ”Dansk Forening for International Civiltjeneste” står skrevet om foreningens mål, at det er ”at arbejde for international civiltjeneste til afløsning af militærtjeneste og dermed erstatte frygt med samarbejde og tillid”! Altså vil jeg sluttelig indtrængende opfordre enhver, som føler at opholdet i en militærnægterlejr ikke i tilstrækkelig høj grad tjener fredens sag, til nøjere at tænke over, hvad S.C.I. formår at gøre for fred, frihed og broderskab.                                                           Felby.

 

Hvis ikke man vidste bedre, skulle man næsten tro, at velmenende Felby var gået hen og blevet socialdemokrat og hyldede partiets gamle motto: Frihed, lighed og broderskab. Men det var han nu ikke, for han havde helt andre og mere internationale tanker om, hvordan man skulle kunne skabe fred i verden. Foruden sit medlemskab af S.C.I., var han som tidligere nævnt også en ivrig esperantist, som mente, at dette internationale kunstsprog ville være egnet til at skabe forståelse og fred mellem nationerne. Det skal vi høre lidt mere om i anden sammenhæng. 

 

Nedenunder Felbys artikel, var den tomme plads brugt til et citat af atomfysikeren Albert Einstein, som dybt havde fortrudt sin indirekte medvirken til fremstillingen af atombomben. Lidt sent, men bedre sent end aldrig, siger man. Citatet lyder sådan:

 

Alle folkeslag snakker om afrustning, men man må lære dem at gøre andet end at snakke.

Folkene må holde op med at overlade den sag til statsmænd og diplomater.

De må tage den i deres egne hænder før der kommer noget ud af det.

 

Hvad skal vi sætte militærnægterne til?

Under denne overskrift bragte ”Samvittigheden” nr. 5, maj 1956, på sin side 5 følgende indlæg under mærket h.-:

 

I relation til den radioudsendelse, som endnu, medens disse linier skrives, ikke har fundet sted, kunne det måske være på sin plads at fremføre et par betragtninger.

 

Det stillede spørgsmål er utvivlsomt egnet til at give anledning til en kraftig meningsudveksling.I den store avisomtale, der fulgte i ”Grise-affærens” kølvand, fremgik tydeligt hvilke forskellige arbejder, man fra forskellig side kunne tænke sig, at militærnægterne blev sat til. Og der sporedes klart i visse avisers behandling af sagen en direkte fjendtlig og provokerende indstilling overfor militærnægtere, der, for at bruge nogle af de groveste udtryk fra dengang, blev karakteriseret som mere eller mindre asociale individer, der holder ferie på statens regning.

 

Ligeledes så man udtrykt som en tilsyneladende almindelig opfattelse, at militærnægternes plads i øvrigt burde være at finde inden for civilforsvaret. Det er blevet fremhævet atter og atter, at civilforsvaret er et rent humanitært og sanitært organ, hvis opgaver ikke på nogen måde er af militær art.

 

Men hvad man end kan mene om dette, så står det i alt fald klart, at det ”man” ønsker af militærnægterne er, at disse gøre et effektivt, samfundsnyttigt arbejde under vilkår, der svarer til de øvrige værnepligtiges.

 

Men hvad mener militærnægterne selv om sagen?

 

For dem, der er militærnægtere af såkaldt pacifistiske grunde, er det i hvert fald sådan, at opholdet i en militærnægterlejr er ufrivilligt, fordi det er, og må være, en pacifists indstilling og mål at virke for ophævelsen af den tvungne værnepligt, som er en grov krænkelse af menneskets selvbestemmelses- og medbestemmelsesret. De 22 måneder i militærnægterlejr må derfor også få præg af en slags straf og indespærring, som praktiseres alene fordi samfundet ikke anerkender de menneskerettigheder, som det ellers så ofte påberåber sig, og uden at der derfor er tale om had eller hævnfølelse overfor samfundet, kan man da fortænke den unge pacifist i, at det arbejde, som man ønsker, at han skal udføre i den tid, han er indkaldt, er ham så uendelig ligegyldigt, om ikke direkte imod?

 

Med andre ord vil enhver anden løsning end fuldstændig ophævelse af den tvungne værnepligt være et kompromis for den overbeviste pacifist.   h.-

 

Min kommentar: Desværre erindrer eller ved jeg ikke, hvem der gemte sig under mærket h.-, og jeg kan heller ikke identificere det med navne på nægtere, jeg kendte, medmindre der kan have været tale om Bent Hjeds. Personligt er jeg ikke helt enig i skribentens synspunkter og argumenter. Derfor er det også interessant, at politikere (især på venstrefløjen) i nutiden (2012-13) er begyndt at tale om ophævelse af den tvungne værnepligt. Det hænger angiveligt i nogen grad sammen med, at i hvert fald det danske militær i overvejende grad bruges som fredsbevarende styrker i f.eks. Irak og Afghanistan. Og nogle mener, at man derfor lige så godt kunne bruge folk, der melder sig frivilligt, til sådanne og lignende operationer. Det samme kunne være tilfældet med tjenesten i civilforsvaret.

 

Imidlertid må man ikke lukke øjnene for den mulighed, at der kunne opstå en ny situation, som krævede, at der ville blive brug for en regulær hær, flåde og luftvåben. Verden er jo som bekendt ikke det ”paradis”, som bl.a. PH og ligesindede fablede om i kølvandet på Anden verdenskrigs ophør. Det er naivt at forestille sig, som h.- tilsyneladende gør, at al form for krig ville ophøre, hvis blot man afskaffede den tvungne værnepligt.  

 

De første militærnægtere i Danmark II

Under denne overskrift fortsatte Georg Jensen på side 6 og 7 sin fortsatte beretning om dansk militærnægterhistorie:

 

Da militærnægterbevægelsen, som nævnt i forrige artikel, havde fået en tilslutning af 71 nægtere og støtte fra mange fagforeninger, blev den en alvorlig trussel mod statens autoritet, og fra Socialdemokratiet og andre antimilitaristiske partiers side forsøgte man at fortie bevægelsen, og når man vat tvunget til at nævne den, talte man om ”blegsottige fanatikere”. Men de blegsottige fanatikere viste dog, at de havde blod nok i kroppen til ved hjælp af sultestrejke at tvinge sig ud til friheden.

 

Sultestrejken blev det våben, der stadig holdt stemningen og modet oppe hos militærnægterne og de sympatiserende arbejdere.

 

Dette faktum, at stat, militær og politi med alle deres magtmidler måtte opgive kampen mod den viljestærke, sultestrejkende militærnægter og løslade ham, blev årsag til, at nye kræfter stadig tilsluttede sig bevægelsen. Arbejderungdommen prøvede deres kræfter og viste, at der i den boede energi, vilje og udholdenhed. Man levede livet farligt, men i en god sags tjeneste, i kamp for at fravriste staten den magt, den havde tiltaget sig over mennesket. Kampen blev til noget, der gav livet det virkelige indhold, der savnes, når mennesket lader sig kue og bøjer nakken og bliver villige redskaber for magtsyge stræbere, love og fordomme.

 

Den grå hverdagståge, der sænker sig over samfundslivet i dag med dens uro, frygt og angst for fremtiden, vil lette, hvis menneskene bare turde bryde de love og fordomme, der binder dem, og modigt sige nej til det, der forringer deres menneskeværd.

 

Løsladelsen ved syltestrejken forløb på den måde, at de forskellige ansvarshavende fralagde sig ansvaret mere eller mindre hurtigt. 22 døgn er den længste tid, en militærnægter sultede.

 

Fangevogteren fralagde sig først sit ansvar for nægterens liv og sendte ham på sygehuset, hvor lægerne også snart fralagde sig ansvaret ved at overføre det på overlægen, der igen lagde det over på generallægen.

 

Generallægen, erindrer jeg, var meget ilde berørt af dette ansvar, og han anmodede ministeriet om at tage affære.

 

Ministeriet vovede ikke at lade nægterne dø og løslod efterhånden 44, der havde sultet fra 9 til 22 dage.

 

I tiden fra 1915 til 1919 noteredes der sammenlagt 900 sultedage fordelt på samtlige nægtere. De første sultestrejkende sad i Stokhuset, senere sad mange i Kastellet i de skumle militærnægterarrester og ligeledes på artillerikasernen. Bevogtningen i disse arrester var ikke altid lige effektiv, og det lykkedes ofte nogle særlig snedige kammerater at få kontakt med de indespærrede og bringe opmuntring og bringe hilsen fra de andre udenfor.

 

På Grødslottet i Rigensgade, hvor mange militærnægtere blev indlagt, fik de besøg af familie og kammerater, inden de igen blev overført til arresten; nogle spiste nemlig når de kom på hospitalet, men sultede atter, når de blev ført tilbage til arresten. – Dette gentog sig for nogles vedkommende op til fem gange. – I almindelighed nægtede man dog også at spise på hospitalerne.

 

Organisationsarbejdet blev i høj grad vanskeliggjort ved at styrelsens medlemmer stadig måtte fornyes efterhånden, som de blev fængslet, men trods disse vanskeligheder voksede bevægelsen, og i 1918 udvidede Organisationen sit program og optog passive medlemmer: folk af arbejderklassen, som ved deres økonomiske bidrag og ved agitation blev en støtte for bevægelsen.

 

Landsorganisationen blev dannet og talte 21 afdelinger landet over, med 203 aktive og 1400 passive medlemmer. Bladet ”Militærnægteren” blev udgivet og nåede et samlet oplag på 100.000 eksemplarer.

Et opråb til soldaterne, der skaffede underskriverne tre måneders fængsel, blev trykt i 10.000 eksemplarer og omdelt i mange militærlejre på Sjælland og i Jylland.

 

I samme år rettede myndighederne et hårdt slag mod organisationen, idet man fandt det hemmelige kontor og beslaglagde foreningens bøger og tryksager og anklagede styrelsens fem medlemmer for opfordring til desertation og lydighedsnægtelse (oprørsparagraffen). Disse domme faldt dog senere og blev kædet sammen med andre revolutionære domme.                                     Georg Jensen.

 

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

 

Min kommentar: Når Georg Jensen i sin tekst nævner, at de første sultestrejkende nægtere ”sad i Stokhuset”, som lå på Østervold lige overfor det senere Statens Museum for Kunst, må det bero på en misforståelse, idet Stokhuset kun var i brug indtil 1. april 1860, hvor det blev nedlagt ved en bekendtgørelse fra Justitsministeriet. Fangerne blev derefter overført til det nybyggede fængsel i Vridsløselille. - Militærhospitalet i Rigensgade i København blev i folkemunde kendt som ”Grødslottet”. Det fik øgenavnet, fordi hovedmenuen på de overbefolkede sygestuer bestod af grød, grød og atter grød, og fordi grødomslaget var lægekunstens universalmiddel mod mange former for sygdomme og dårligdomme.

 

Her følger lidt mere præcise facts om den danske militærnægterbevægelses historie:

 

Omkring 1914-15 knyttede initiativtagere til den danske militærnægterbevægelse forbindelser til det politiske miljø i København omkring bl.a. Fagoppositionens Sammenslutning (FS). I september 1915 stiftedes Foreningen for konsekvente Antimilitarister (FfkA), som dog aldrig blev særlig stor. Den krævede nemlig af sine aktive medlemmer, at de skulle nægte at gå på session og nægte at lade sig indkalde. Hvis de nægtende blev tvangsfremstillet på session og tvangsindkaldt, lød parolen, at de skulle sultestrejke, til de blev kasseret. Der stilledes store krav om konsekvens, og netop det personlige mod spillede en stor rolle i agitationen. Foreningens formål var ikke pacifistisk, men revolutionært - et opgør med den kapitalistiske stat, og krigen der rasede uden for Danmarks grænser. Justitsministeriet svarede med at stille en nægter ved navn Niels Johnsen for retten, og den 15. februar 1916 blev han idømt 2 måneders fængsel for overtrædelse af «straffelov for krigsmagten §98 og 112». Dommen blev appelleret, men den 11. maj s. å. stadfæstedes dommen af Højesteret.

 

FfkA opløstes i 1920, men spillede specielt under verdenskrigen en vigtig rolle. Det skyldtes især dens velbesøgte møder, det postyr de skabte og dens dygtige talere. I august 1916 begyndte foreningen at udgive bladet Militærnægteren, der over det følgende år udkom med 12 numre, der blev trykt i 64.500 eksemplarer, hvoraf over halvdelen blev uddelt gratis. Iflg. politiets arkiver overvejende på eller ved landets militærforlægninger. Under revolutionens udvikling i Tyskland besluttedes det i december 1918 at gøre foreningen til en landsorganisation. Den havde allerede da 21 provinsafdelinger, 203 aktive og 1400 passive medlemmer. Johnsens forbindelse med foreningen stoppede dog allerede i begyndelsen af 1918.

 

Vinteren 1917-18 var præget af arbejdsløsheden, af dyre varer og internationalt af revolutionen i Rusland i november 1917. De arbejdsløses organisation arrangerede flere møder og demonstrationer bakket op af FS. Det bekymrede Justitsministeriet og politiet, der ledte efter «bagmændene». Statens offensiv mod de revolutionære organisationer endte med, at hele dens kreds af ledere i efteråret 1918 var sat bag lås og slå. Første kulminationspunkt var Stormen på Børsen den 11. februar 1918. Politiet reagerede voldsomt på hændelsen og arresterede mange af de revolutionære. Hovedmændene bag ”stormen på Børsen” blev i maj 1918 anklaget for den nævnte deltagelse. Sagen kom for retten den 30. november og endte med hårde domme.

 

Når staten reagerede så voldsomt skyldtes det borgerskabets angst. Både FS og det nydannede Socialistisk Arbejderparti (SAP) var gået kraftigt frem i løbet af 1918. SAP begyndte den 1. oktober at udgive Klassekampen som dagblad, og FS begyndte 1. november at udgive Solidaritet som dagblad. I Tyskland var kejseren den 9. november blevet tvunget til at abdicere, hvilket blev startskuddet til den tyske revolution. Den 10. og 13. november blev der gennemført store protestmøder på Grønttorvet i København med krav om løsladelse af de politiske fanger. Ved det sidste af de 2 møder var det kommet til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter. Under Pariserkommunen i 1870-71 havde staten overreageret ved at arrestere de danske socialdemokratiske ledere. Nu skulle venstrefløjen atter engang undgælde for borgerskabets angst. Men samtidig var der kredse på venstrefløjen, der håbede på, at revolutionen var umiddelbart forestående. Men det var en revolutionær bevægelse, der var presset i defensiven.

 

Da Georg Jensen i 1956 skrev og leverede sine historiske artikler om den danske militærnægterbevægelse til bladet ”Samvittigheden”, var der åbenbart ingen af de ’gamle’ redaktører eller læsere af bladet, som fandt anledning til at påpege, at den danske militærnægterbevægelse også bestod af unge mænd, som nægtede militærtjeneste på grund af religiøs eller humanistisk holdning. Det var i hvert fald tilfældet med en del af de nægtere, som opholdt sig i Gribskovlejren. Men at det ikke skete, skyldtes formentlig, at en del af de toneangivende nægtere, både i Gribskovlejren og i de to andre lejre, selv hældede stærkt til den revolutionære kommunisme, som herhjemme havde medvind efter Anden verdenskrig og især fik det i 1960’-70’erne.

 

Den vigtigste begivenhed i et menneskes liv er det øjeblik, hvor det bliver sit eget jeg bevidst; følgerne af denne begivenhed kan enten være de mest velgørende eller de forfærdeligste.                                            Tolstoj.

 

Sløvsind og andet sind

Under denne tydeligvis ’litterære’ overskrift, har lejrens ubestridte intellektualist par excellence, Peter Schäffer, fundet grund til at gå i rette med Egon Billes anmeldelse af PH’s foredrag i forrige nummer af bladet. Peter Schäffer var som stud. mag. med stærk hældning til kommunistisk politisk livs- og verdensanskuelse en velformuleret skribent, som kendte sine sproglige virkemidler ganske godt. Denne gang har han følgende på hjerte:

 

De efterfølgende linier har jeg længe haft stor lyst til at skrive, og nu mener jeg, at ha fundet den ydre anledning dertil. Denne anledning er Egon Billes ”anmeldelse” af P.H. under overskriften ”Poul Henningsens klagesang!” Nu kan E.B. jo mene om P.H., hvad pokker han så vil, men en slet så naragtig person, som E.B. vil gøre ham til, er han nu ikke. Det kan skyldes en fundamental uvidenhed fra E.B.’s side om P.H.’s store og fortjenstfulde indsats i 20- og 30-ernes kulturelle og politiske debat, at han kan mene noget sådant. Og dette er vel nok en af grundene til, at E.B. har anlagt en noget hoven tone i sin artikel.

 

Men der er også en anden grund, og her er vi måske ved at nærme os sagens kærne, nemlig den passive eller rent negative holdning overfor forsøg på fra menneskers side at finde og skabe løsninger på menneskenes problemer. Dette vil i de fleste tilfælde sige politiske løsninger. Og det er dette, passiviteten og den afvisende holdning overfor politik, som jeg meget gerne vil til livs.

 

Der er alt for mange militærnægtere, som er inderligt tilfredse med blot at ha nægtet militærtjeneste. De mener simpelthen, at de dermed har gjort alt, hvad man med rimelighed kan forlange af dem. Men jeg må desværre skuffe dem, som går rundt med den opfattelse; det er ikke nok. De kan højst dermed nå til at dulme deres samvittighed lidt, og der skal nok være en og anden, som mere eller mindre bevidst går rundt og hvisker hen for sig: ”Jeg får da i hvert fald ikke snavsede hænder”. Og så er man tilfreds med det, - selvtilfreds. Hvis det var så vel, at man blot ved at forholde sig passiv kunne vende alt til det bedre – ja, så ville vi i dag befinde os i en paradisisk tilstand her på jorden. Faktum er desværre det modsatte. Jeg tror, at jeg nærmer mig stærkt til sandheden, når jeg hævder, at man også kan pådrage sig et medansvar ved ikke at handle. Et medansvar for de ulykker, som kan ramme ens medmennesker og en selv, et medansvar for samfundets udvikling, for staternes indbyrdes forhold, ja, for krig eller fred.

 

Lad dem bli så få som mulig, der har takket af; som nærmest jubler, når det er lige ved at gå helt ad helvede til, og som nu sidder og venter på Harmageddon. Vi andre må erkende, at vi ikke har tid til at vente – vente måske på et nyt Nagasaki eller Hiroshima.

 

I 30-erne formulerede Otto Gelsted sætningen ”Politik er anvendt etik!” Denne sætning har stadig gyldighed. Den eneste måde, hvorpå det enkelte menneske kan handle moralsk i videre betydning, er ved at gøre sig politisk gældende. Men det er en gængs opfattelse, at politik er en svinagtig affære, og at man derfor ikke skal ha noget med det at gøre. Ja, det er rigtigt, at politik alt for ofte er en svinagtig affære, er udtryk for en beskidt moral, men mon det ikke ligger i, at mennesker af høj moralsk standard i alt for mange tilfælde har afstået fra at blande sig i politik, og værst af alt har forholdt sig passive, og således på draget sig medskyld og medansvar for det, som de så farisæisk følte sig hævet over.

 

Derfor kan en militærnægter ikke tillade sig at være uinteresseret i politik, det være sig i stort eller småt, da han jo ynder at betragte sig selv, som et væsen af en endog usædvanlig høj moralsk standard.

 

Sandheden er, at den enkelte i dag ikke kan tegne en cirkel rundt om sig, og så sige, at indenfor den vil han være i fred. Vi har alle medskyld og medansvar. Og vi har pligt til at erkende det. Derfor kan ingen undskyldning godtages fra dem, som holder sig borte – det er kun slaphed, og det er så sandelig ingen undskyldning. Det er mennesker, som har lavet hele dette roderi, vi sidder så kønt i i dag, og kun mennesker kan rydde op og bringe orden i det, selv om der så aldrig har været det før – ingen andre, hverken oppefra eller fra det andet sted dernede, kan hjælpe os i de sager. Men der er brug for alle, og at en militærnægter interesserer sig evt. engagerer sig politisk burde være en selvfølge. Kun at være militærnægter og ellers ligeglad med resten, det er for ringe.                       Peter Schäffer.

 

Min kommentar: Ak ja, der er sådan set ikke noget nyt i Peter Schäffers selvtilfredse forsøg på at irettesætte den negative holdning til politisk motiveret antimilitarisme, som Schäffer anklager Egon Bille for at være repræsentant for. Men jeg må dog her straks indvende imod Schäffer, at den hovenhed, han tilskriver Bille, den udviser han selv i sit angreb på denne. Ja, i det hele taget var Peter Schäffer også i andre sammenhænge hoven og arrogant i sin holdning og optræden overfor mennesker, som han ikke var politisk enig med. Eksempelvis kan jeg også nævne, at bortset fra en helhjertet deltagelse i den muntre forestilling ”Nægter-Jaketten”, så man aldrig Peter Schäffer som gæst ved vores teaterforestillinger i Maarum Forsamlingshus. Den slags banale underholdning ville han formentlig ikke nedværdige sig til at befatte sig med.

 

Når Schäffer får flettet ordet ”Harmageddon” ind i sammenhængen, skyldes det formentlig, at han selvfølgelig har vidst, at Egon Bille tilhørte den gruppe af militærnægtere, der bekendte sig til Jehovas Vidner. Som om det havde noget med substansen i Billes anmeldelse at gøre. Begrebet Harmageddon står i øvrigt for den forestilling, at på det sted skal det endelige opgør mellem Gud og de gudsfjendske folkeslag finde sted ved den gamle verdensordens ende. En anden bemærkelsesværdig ting ved Schäffers tekst er, at han i stedet for at ’have’ og at ’blive’ skriver ’ha’ og ’bli’, præcis sådan som PH selv brugte i sit ønske om at være ’moderne’ før alle andre. Det må vist også siges at være karakteristisk, når Schäffer har fundet anledning til at nævne og citere den på den tid stærkt fremtrædende forfatter, digter og litteraturkritiker og især samfundskritiske Otto Gelsted (1888-1968), fordi denne siden 1929 havde haft og stadig havde et aktivt engagement som medlem af Danmarks kommunistiske Parti (DKP).

 

Når Schäffer hen mod slutningen skriver: ”kun mennesker kan rydde op og bringe orden i det, selv om der så aldrig har været det før – ingen andre, hverken oppefra eller fra det andet sted dernede, kan hjælpe os i de sager”, så er det jo en dels en hentydning til PH’s titel på sit foredrag ”Himmel eller Helvede”, og dels en afvisning af, at religiøse begreber er irrelevante i forhold til politik. Men jeg vil slutte med at citere Schäffer med en lettere omskrivning af følgende passus: ”Nu kan E.B. jo mene om P.H., hvad pokker han så vil, men en slet så naragtig person, som E.B. vil gøre ham til, er han nu ikke.” Min omskrivning lyder sådan: Nu kan Peter Schäffer (P.S) jo mene om Jesus Kristus, hvad pokker han vil, men en slet så naragtig person, som P.S. vil gøre ham til, er han nu ikke. Derfor gælder Jesu udsagn stadig: ”Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd.” (Matt. 26, 52-53). Det kan man da vist kalde en indirekte opfordring til at udvise en klog holdning og passiv modstand imod det onde. Men det ville Schäffer og hans kampberedte ligesindede næppe have forstået, for de accepterede med al sandsynlighed næppe heller udsagnet: ”thi hvad et menneske sår, det skal han også høste.” (Paulus’ brev til Galaterne 6,7-9)

 

Kulturprogrammet Marts/April 1956

Omtalen af Kulturprogrammet på side 10-11 er tilbageskuende over de to foregående måneders tilbud af foredrag og film, som var blevet holdt og vist i Gribskovlejren. Omtalen indeholder interessante og oplysende betragtninger, og skal her refereres i sin fulde ordlyd:

 

Torsdag d. 22. marts. Forfatteren Hans Kirk holdt sit foredrag med titlen: Folket og litteraturen. Hans Kirk fandt den tendens, at man fra visse sider søger at gøre litteraturen til en videnskab, der er forbeholdt de få og udvalgte, meget beklagelig. Litteraturen skal ud til folket. – Hvor er nutidens sidestykke til Pelle Erobreren? – Hans Kirk mente ikke at det skortede på forfattere til ”arbejderromaner”, men snarere at det skortede på købere, så forlagene ikke turde binde an med ”arten”. For det er ikke romaner om almindelige arbejderes liv ”man” ønsker. Det er romaner, der skildrer et for de fleste utopisk liv i velstand og lykke, der sælges.

 

Mandag d. 26. marts: Vi så den sovjetrussiske stumfilm: ”St. Petersborgs sidste dage”. Filmen viser tzar-tilhængernes og kapitalismens udnyttelse af storbyens arbejderbefolkning. Vi følger den unge bonde, der kommer ind til den store stad. Han står uforstående over for hvad der finder sted. Han kommer ind i strejkens uroligheder, og da han endnu ikke er blevet fuldstændig klar over sin egen mindreværd og autoriteternes ret, laver han så megen ravage, at man sætter ham i fængsel. – Krigen kommer, og redder i første omgang tsardømmet fra tilintetgørelse. Fængslet åbner sig atter for fangerne, thi ”fædrelandet er i nød”. – Mens krigen raser vokser kapitalismen. Kurserne stiger – medens arbejderne dør i elendighed i skyttegravenes helvede. – Krigen slutter – og med afslutningen følger dens tore revolution, der samler folket til kamp mod undertrykkerne og til den store sejr.

 

Mandag d, 9. april. Den tyske nazistiske propagandafilm: Verräter. Filmen var ”bestilt” af Goebbels og er instrueret af Karl Ritter. Det er en tilsyneladende almindelig spionhistorie, som der laves i dusinvis af, men samtidig med den tilsyneladende almindelige historie listes en tro på herrefolkets styrke og ret ind i den intetanende tilskuer. – Det er et meget uhyggeligt syn, der vises i filmens sidste billeder. En af Hitlerrigets panserdivisioner i allerhøjeste alarmberedskab. Og kampvognenes mandskab: Ja, det er ikke mennesker, der står der og venter på ordren til at stige ind- Det er de aller-uhyggeligste marionetter i en magtsyg statsmands hænder: Det er det tredje riges hær, der skal til at lægge Europa i ruiner.

 

Mandag d. 16. april: Filmen ”Mus og mænd”. Filmen er bygget over Steinbecks roman af samme navn. De to ledsagere på godt og ondt, den store imbecile, men hjertensgode fyr, der holder så meget af små, skindklædte væsener og andet blødt – og den anden, der trods alle besværligheder gang på gang hjælper og tager sig af ham, når han uforskyldt på grund af sin styrke og sin godhed er kommet i knibe. – Men det ender galt. Den store stærke mand dræber en kvinde i al sin uforstand,. Og nu kan vennen ikke længere klare tingene for ham. Kun eet kan han endnu gøre. – Han opsøger den anden i skjulestedet – fortæller den historie, den anden så gerne vil høre, om det lille hus de to engang skal have. Han får vennen til at se ind i det rosenrøde fremtidens land, de begge higer efter. Og med det drømmesyn for sine øjne dør den store mand, skudt af sin ven, der vil hjælpe ham, så han aldrig mere skal lide blandt mennesker. 

 

Mine kommentarer til Kulturprogrammet

Forfatteren og journalisten Hans Kirk (1898-1962) lagde aldrig skjul på sit politiske tilhørsforhold og ståsted i sovjetkommunismen, som han aldrig gennemskuede. Han var søn af en læge fra Harboøre, som kom fra en stor indremissionsk familie, og moderen, som kom fr a en grundtvigiansk bondefamilie, hvilket alt i alt gav ham en god baggrund for at skrive sit måske bedst kendte værk, debutromanen: ”Fiskerne” (1928), som mange år senere tilmed blev omsat og filmet til en på det tidspunkt enestående TV-serie.  1931 havde Kirk meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som han forblev tro hele livet. Til sin tankeverden havde Kirk hentet inspiration og synspunkter via studier i Karl Marx’ samfundsanalyser og i Sigmund Freuds psykoanalyse, samt i nyere religionssociologi. Kort og godt i en reduktionistisk-materialistisk og kollektivistisk grundopfattelse, som gav sig ud for at være videnskab. I 1932 korn Kirk på Finansloven og fra 1932 var han medarbejder ved dagbladet ”Arbejderbladet”.

 

Under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 – og efter at den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt 1939-41, var blevet annulleret ved Tysklands invasion af Sovjetunionen, - blev Kirk sammen med mange andre danske kommunister arresteret og indsat i Horserødlejren i Nordsjælland. Her var han blandt de 90 fanger, som det natten til den 29. august 1943 – den dag, hvor den danske samarbejdsregering opgav samarbejdet med besættelsesmagten og gik af – lykkedes at flygte og dermed undgå transport til tysk kz-lejr. Kirk gik derefter ind i ikke nærmere præciseret illegalt arbejde. Fra 1945 og til sin død i 1962 var han kulturredaktør ved den kommunistiske avis Land og Folk. Det var formentlig mere eller mindre i den anledning, at vores lokale ’kulturmedarbejder’, Peter Schäffer og hans meningsfæller, havde inviteret Kirk til at holde foredrag i Gribskovlejren.

 

Hvad angår den sovjetiske stumfilm ”Skt. Petersborgs sidste dage” (1927), så har jeg tidligere ovenfor allerede omtalt denne. ”Skt. Petersborgs sidste dage” var instrueret af en af Ruslands to store filminstruktører, Pudovkin, og produceret til minde om Oktoberrevolutionen 10 år tidligere. Filmisk set var eller er filmen fremragende, men dens indhold er en gang kommunistisk propaganda af værste skuffe. Første gang, jeg selv så filmen, var omkring 1946 til en af Det Danske Filmmuseums forevisningsserier. Dansk filmhistorisk interessant, fordi disse forevisninger foregik i et mindre biograflokale på første sal i Frederiksberggade 25 i København. Det var her, at den danske filmpioner. Kgl. hoffotograf Peter Elfelt (1866-1931) omkring 1901-02 lejede sig ind og foreviste film, han selv havde optaget. Biografen lukkede imidlertid efter et halvt års tid, men fire år senere blev han medejer af en nyåbnet biograf i stueetagen i ejendommen ved siden af, nemlig Frederiksberggade 25. Biografen fik navnet ”Kinografen” og den bestod til 1939, hvor den midlertidigt lukkede og blev ombygget. I sin nyåbnede tilstand havde biografen fået navnet ”Bristol” og det hed den, lige til den - i lighed med en del andre københavnske biografteatre - måtte lukke engang i 1960’erne som følge af konkurrencen fra TV. Men fordi jeg som nævnt havde set ”Skt. Petersborgs sidste dage”, kunne jeg uden tøven godkende min kommunistiske kulturudvalgsformands valg af filmen til forevisning i Gribskovlejren. 

 

Den nazistiske tyske spillefilm ”Verräter”, 1936, det år, hvor Adolf Hitler blærede sig med den store Olympiade i Berlin, kom på dansk til at hedde ”Den usynlige krig” eller ”Spionerne arbejder”. Filmens instruktør var Karl Ritter (1888-1977), der som uddannet kunstner fra omkring 1826 bl.a. tegnede filmplakater og det førte ham ind i filmbranchen, hvor han i første omgang blev pressechef. Efter Hitlers tilsyneladende ’demokratiske’ magtovertagelse i 1933 udnævntes han til produktionschef for filmselskabet Universum Film AG, forkortet UFA. Under sit arbejde med en tysk version af den franske René Clairs spillefilm ”Millionen” (1931; Der Million), fik han lyst til selv at forsøge sig med instruktion af spillefilm. Det viste sig hurtigt, at han havde et specielt talent for dette fag, og i de følgende mange år instruerede han en række spillefilm, hvoraf de bedste viste hans store talent for filmdramatik. Disse film blev forbilleder for andre af datidens store tyske filminstruktører. Imidlertid indgik hans film fra og med krigens begyndelse som led i den nazistiske propaganda, men det betød ikke altid, at regimet – læs: propagandaminister Joseph Goebbels – var begejstret for hans film, som man i flere tilfælde forbød opført, fordi de ikke udviste tilstrækkelig begejstring for Det Tredje Riges indtil videre sejrrige kampe mod en fjendtlig omverden.

 

Efter Tysklands nederlag i 1945 forlod Ritter – som så mange andre kompromitterede tyskere, der ville undgå retsforfølgelse – Tyskland og tog midlertidigt ophold i Argentina, hvor han arbejdede for Eros-Film Mendoza. Herfra vendte han tilbage til Tyskland i 1954, hvor han etablerede sit eget selskab: Karl Ritter-Filmproduktion og forsøgte sig med ny tysk spillefimsproduktion, men uden større held og succes. Han vendte derfor tilbage til Argentina, hvor han døde i 1977.

 

Filmen ”Verräter” – på dansk egentlig ”Forræder” – havde jeg også haft lejlighed til at se i en af Det Danske Filmmuseums forevisningsrækker i den ovenfor omtalte biograf i Frederiksberggade i København. Her så jeg bl.a. også den meget berygtede antisemitiske spillefilm ”Jøden Süss”, en forfærdende film, instrueret af nazistisk tysk films mest populære spillefilmsinstruktør, Veit Harlan (1899-1964), som tilmed var gift med den mindst lige så populære svenske skuespillerinde Kristina Söderbaum (1912-1001). Efter krigen blev parret dog frikendt ved afnazificeringsdomstolen, hvilket måske kan undre, især for Harlans vedkommende, manden, der havde iscenesat nazitidens stærkeste antisemitiske spillefilm: ”Jøden Süss” (1940).

 

Den fremragende amerikanske spillefilm ”Of Mice and Men”, 1939, på dansk ”Mus og mænd”, instrueret af Lewis Milestone (1895-1980), en af amerikansk spillefilms store instruktører, som også vil huskes fra filmene ”Intet nyt fra Vestfronten”, 1930, og ”De kom ikke tilbage”, 1944, samt ”Den blodige vej”, 1946. Filmen ”Mus og mænd” havde jeg også anbefalet, nemlig fordi jeg havde set den, ja, gæt engang, i en af Det danske Filmmuseums forevisningsrækker i slutningen af 1940’erne. Men desværre tvinges jeg til at sige, at ”Samvittigheden”s velmenende omtale af filmen efter min mening ikke yder hverken filmens handling eller dens to hovedskuespillere retfærdighed, de sidste ved ikke at nævne dem. Filmen er baseret på et teaterstykke fra 1937, som igen var baseret på John Steinbecks roman ”Of Mice and Men” fra samme år, 1937.

 

John Ernst Steinbeck, Jr. (1902–1968), amerikansk forfatter, bedst kendt for sin Pulitzer Pris-vindende roman The Grapes of Wrath (1939; Vredens Druer), East of Eden (1952; Øst for Paradis) og romanen Of Mice and Men (1937; Mus og Mænd). Som forfatter af 27 bøger, inklusive 16 romaner, seks non-fiction bøger, og fem samlinger af short stories, modtog Steinbeck Nobel Prisen i Litteratur i 1962.

 

Handlingen i romanen såvel som i teaterstykket og filmen udspiller sig i depressionens USA i 1930’erne, hvor de to kammerater drager af sted fra den ene farm til den anden, dels fordi de søger arbejde og dels fordi de må forlade stederne, enten fordi der ikke er mere arbejde til dem eller fordi den småtbegavede Lenny igen har gjort noget galt. Lenny, som er godheden selv, kender nemlig ikke sin egen fysiske styrke, og han kommer i reglen galt af sted, nemlig ved at forårsage et andet menneskes død. Dette sker også i den aktuelle situation, fordi ægtemanden, som også arbejder på farmen, forsømmer sin unge kone, som til gengæld kaster sin opmærksomhed på og flirter med den rare og barnlige Lenny. Denne misforstår situationen og vil i al uskyldighed kæle for den kønne kvindes lange smukke hår. Imidlertid bliver kvinden så forskrækket og bange, at hun skriger op, hvorfor Lenny for at få hende til at tie, utilsigtet kommer til at klemme livet ud af hende. Som en følge heraf, må George og Lenny endnu engang forlade arbejdsstedet, denne gang for at undgå ægtemanden og dennes hjælpere. Men inden disse når at opspore de to flygtende, er de to kammerater stoppet op ved et kønt sted, hvor Lenny har sat sig ned og kigger ud over en flod. Her beder han George om at fortælle om, hvordan det vil være, når de to sammen får deres egen farm. For ikke at Lenny skal blive fanget og lynchet af forfølgerne, vælger George selv at skyde og dræbe vennen. En helt igennem tragisk historie, så deprimerende som depressionen i 1930’erne. Men en fremragende historie og en om muligt lige så fremragende film.

 

Den store fyr, Lenny, blev i filmen spillet af Lon Chaney jr. (1906-1973) og hans gode ven og skytsengel, George, af Burgess Meredith (1907-1997).  Den unge kone spilles fremragende af smukke Betty Field (1913-1973).

 

En messemand gik sin enegang …

Herefter skal jeg give en beskrivelse af, hvad arbejdet som messemand indebar, nemlig primært, at man blev tilknyttet køkkenet og stod delvis under fru Bentsens kommando. Det betød for mit vedkommende, at arbejdstiden begyndte kl. 6,30 om sommeren og kl. 7,00 om vinteren, og på det tidspunkt skulle jeg møde op i køkkenet, hvor fru Bentsen eller en anden af køkkenpersonalet havde gjort en bakke med morgenmad klar til arbejdslederne, der spiste ovre i et lokale i depotbygningen, og en bakke til lejrchefen og hans familie, som spiste i deres egen villa. Morgenmaden bestod i reglen af blødkogte æg, rugbrød, franskbrød, smør og marmelade, og dertil en kande mælk, kaffe og te. Da der også var kopper og bestik på bakkerne, var disse ofte forholdsvis tunge at balancere af sted med på vejen til depotbygningen og til villaen, og det i al slags vejr. Men arbejdet tålte selvfølgelig ikke sammenligning med det ulige hårdere arbejde i skoven eller stenbruddene.

 

Som messemand lærte jeg, at de blødkogte æg skal pakkes ind i et rent klæde eller viskestykke, og at der skal lægges et rent klæde over maden, for at denne kan holde sig varm eller lun længst muligt. Det hændte jo jævnligt, at ikke alle tre arbejdsledere var mødt op til spisetiden, lige som lejrchefen og hans kone og børn heller ikke altid var parate til at spise, når jeg kom med maden til dem.

 

Omkring kl. 8 skulle jeg hente de tømte kopper, kander, glas og bestik ovre fra depotstuen og fra lejrchefens villa og bringe det hele tilbage til køkkenet, hvor tingene skulle vaskes af. Det hørte også til en af mine opgaver, men tit blev dette arbejde udført af det flinke køkkenpersonale. Foruden af fru Bentsen og den nogenlunde jævnaldrende fru Jensen, som begge kom udefra hver morgen, var der nægterne Ankjær Sørensen, til daglig kaldet Ankjær, som var fra Bornholm, Erik Fristrup, der var jyde, og efter disses hjemsendelse, Ebbe Høj, vistnok fra København, og Axel Ravnholdt Petersen, som kom fra Nakskov, hvilket sidste især var interessant for mig. Det skyldtes, at da han en dag hørte, at jeg var fra Tillitse og havde boet i det hus, der senere blev solgt til ejeren af ”Kløngegården”, kunne han fortælle, at han var gift med en datter af denne ejer, og at han og konen boede i en lejlighed et sted i Nakskov.

 

Om formiddagen havde jeg til opgave at gøre rent og støvsuge ovre i depotstuen og hos lejrchefen, samt på de to værelser, hvor henholdsvis Holm og Madsen hver for sig logerede og overnattede, når de havde aften- og morgenvagt. Det tog mig 2-3 timer at gøre dette arbejde, som ikke tog særligt på kræfterne, især ikke, da jeg nogle dage kunne tillade mig at springe en del af rengøringen over.

 

Ovre hos lejrchefen var man ikke kritiske med rengøringen, når blot den var nogenlunde rimelig udført. Man havde her den opfattelse af børn, at disse skulle have lov til at udfolde sig frit, og det medførte næsten automatisk, at der blev rodet, hvor de opholdt sig og legede. Rengøring var bestemt ikke Karin Elbæks force, forstået på den måde, at det var arbejde, hun ikke havde lyst til, og som hun heller ikke mente at kunne afse tid til med sine to mindreårige børn, Esben og Uffe. Doven var hun i hvert fald ikke, det meste af dagen var hun i reglen ivrigt og flittigt optaget af at væve på den store væv, der stod inde i familiens dagligstue. Så vidt jeg nu ved, var Karin Elbæk, født 1926, uddannet som professionel væverske i Stockholm, og hun havde derfor en stor væv stående i deres relativt store en-suite stue. Blandt hendes arbejder var blandt andet de mindre tæpper, som de selv havde liggende på gulvene, men derudover tror jeg, at hun formentlig også vævede, for at supplere familiens indtægter.

 

Ind imellem havde jeg det lidt svært med mig selv, når der skulle gøres rent ovre hos Holm. Det skyldtes den store schæferhund, kaldet King. Siden jeg som barn var blevet bidt i den ene balde af en ganske vist meget lille hund, var jeg bestemt ikke nogen hundeven. Jeg følte altid angst, så hårene rejste sig på mine arme og ben og løb mig koldt ned ad ryggen, når en hund nærmede sig, uanset om den var stor eller lille. Denne angstfølelse var det aldrig lykkedes mig at bekæmpe og den voldte mig derfor stadigvæk kvaler. Det hændte jævnligt, når jeg skulle gøre rent og støvsuge ovre på Holms værelse, at hans usædvanligt store schæferhund var alene og lå på gulvet og enten sov eller døsede. Den var sådan set venlig nok og nøjedes med en gang imellem at løfte sit store, tunge hoved og se på fredsforstyrreren. Jeg vovede ikke at genne den væk, men lod den ligge og nøjedes med at støvsuge et godt stykke uden omkring den. Tilsyneladende lagde Holm aldrig mærke til, at der måske ikke altid var blevet gjort lige meget rent på hans gulvtæppe, for han sagde aldrig noget herom. Det var desuden mit indtryk, at han ikke gik op i den slags petitesser.          

 

Det var i øvrigt sådan i den tid, hvor jeg var messemand, at når jeg skulle hjem på udvidet orlov onsdage eller i weekenden, kunne jeg mod betaling i fritimer ”hyre” en anden nægter til at påtage sig messemandsjobbet torsdag morgen og mandag morgen. Ellers havde den udvidede orlov ikke kunnet lade sig gøre for mit vedkommende. Men der var i reglen en venlig og hjælpsom nægter, der påtog sig jobbet, for det gav jo desuden vedkommende en ekstra fritime til opsparing.

 

Fortsættes i artiklens 22. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer delvis fortsat fra og med 1956 og fremefter.

 

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

 

___________________________________