Ideale drømme, skepsis og tvivl 22. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

(Delvis fra og med 1956 og videre fortsat fra artiklens 21. del)

”Samvittigheden” nr. 6.

I og med nægteravisen nr. 6, udgivet i juni 1956, havde denne skiftet yderligere karakter, for det første fordi forsiden var tegnet af Gerhard Eriksen og for det andet, fordi bladet delvis havde fået nye skribenter. Fra og med dette nummer af bladet, nr. 6, var den lille muntre rubrik med ’bonmots’ af Skovtrolden blevet droppet, og et mere ’seriøst’ – læs: politisk – indhold, var for alvor begyndt at præge bladet. Men nr. 6 udmærker sig ved ikke at angive, hvem der sad i redaktionen og som dermed var ansvarlige for bladet og dets indhold. Denne udeladelse er i øvrigt direkte ulovlig og uhørt i henhold til god presseskik. Men eftersom en skribent med fornavnet Henrik har skrevet en af bladets ledende artikler, må man formode, at denne, hvis fulde navn i øvrigt viste sig at være Henrik S. Jensen, på det tidspunkt har været medbestemmende eller ligefrem toneangivende vedrørende valget af bladets indhold

Der var jo folk, som mente, at bladet burde have en ’mission’ – nej, undskyld – et politisk sigte eller en opgave, nemlig den, at medvirke til at omstyrte den gamle ’verdensorden’, mere specielt den formynderiske danske stats orden. Bladet var med andre ord blevet udpræget politisk i sit sigte, hvilket mere eller mindre vil komme til at fremgår af den følgende beskrivelse af bladets indhold. Det var dog ikke en ’udvikling’, jeg var enig i og syntes om, men jeg havde jo ikke længere nogen indflydelse på bladets redaktion, og desuden lå det så at sige i tiden med en tiltagende politisk motiveret opposition, og det skulle blive meget værre endnu i løbet af 1960’-70’erne, hvor den såkaldte venstreorientering og nymarxisme bredte sig stadig mere i oppositionelle intellektuelle og andre indflydelsesrige kredse i samfundet og især i kulturlivet.

Imidlertid havde man bevaret bladets ’gamle’ logo, og redaktionen var end så længe formentlig den samme, hvilket dog ikke fremgår af dette nummer af bladet, hvor man havde udeladt at trykke, hvem der nu sad i redaktionen. Men af bladets følgende nummer, nr. 7, juli 1956, fremgår det, at Leif Andersen står som ’første’ redaktør, men sammen med Robert Felby, Kai F. Jensen og Ivar Nielsen.

Forsiden på ”Samvittigheden” nr. 6, juni 1956. Den satiriske tegning af de to MP’er, der slæber af med, hvad der vel skal forestille en stakkels

militærnægter, refererer til den redaktionelle kommentar på bladets side 2. – Tegning: © 1956 Gerhard Eriksen.

For nu at følge den ovenfor viste forsidetegning op, skal den redaktionelle kommentar, den henviser til, omtales i det følgende. Kommentaren, hvis skribent kun angiver sig som ”red.”, er muligvis skrevet af Mogens Jönsson, idet den fortæller lettere ironisk om en begivenhed, der fandt sted flere måneder tidligere, nemlig ude i nærheden af den militære observationspost, som var placeret ved det sted i Gribskov, der hed Multebjerg. Herom fortælles bl.a. følgende i NOTABENE:

Det er, som jo alle ved, en stor hemmelighed, at der dybt inde i Gribskov ligger et stykke militært område. Nu ligger det sådan, at en af nægternes arbejdspladser er beliggende i umiddelbar nærhed af denne ”hemmelighed”. Hele vinteren igennem arbejdede man herude med stenslagning. Det var drøjt arbejde, og når man slappede af, tænkte man at det jo egentlig kunne være morsomt at have en erindring om dette liv, når man engang skulle fortælle børnebørnene, om dengang man arbejdede for staten i 22 måneder. Så tog man billeder af de gæve nægtere, der svingede hamrene; ja, man optog endog nogle meter smalfilm derude.

Så en skønne søndag begiver en nægter sig ud i skoven, for nu vil han også have et billede af de mange stendynger derude. – men det går ikke så godt; denne ene dag sover vagtposten ikke så meget, som han åbenbart har gjort det tidligere, og han indberetter: Mistænkelig person med fotografiapparat i nærheden! Politiet alarmeres og finder frem til synderen, der ligger og hviler ud oven på veludført dåd. – Nuvel, det bliver indskærpet, at der er absolut forbudt at fotografere i skoven i retning mod militære områder.

En varm og lummer forårsdag går to af dette blads medarbejdere en lille aftentur. Man havner oppe i nærheden af føromtalte område. De to gik på den offentlige skovvej, da pludselig en jeep med to ”overmænd” kommer kørende ned mod dem. Den kører forbi, standser, og vender om. Der siges intet, jeepen følger blot efter på 15-20 m.’s afstand. Hvergang nægterne standser, standser bilen også. Sluttelig bliver nægterne dog træt af den leg og forsvinder ned ad en skovsti, der leder bort fra området. Nå, det er jo meget betryggende at vide, at der bliver passet på, at ingen forvolder én fortræd i den mørke skov.

Året går sin gang. Det bliver lyst om aftenen og nægterne færdes overalt i den store skov. Og så en aften passerer et par stykker forbi vagten i Højborgen og ulykkeligvis har den ene et fotografiapparat med. Ikke sådan at forstå at han fotograferer med det. Nej, det hænger såmænd pænt i en taske om halsen. – Nu er der måske lovet vagtposterne en ekstra fridag, når de tilbageholder mistænkelige personer; i hvert fald får disse ikke lov at gå forbi upåagtet. De to føres indenfor de store porte. Sikken en masse, der er at se herinde. Der bliver noget at fortælle om. Efter nogen ventetid slipper de to dog ud. De må dog som betaling for deres ophold erlægge den film, de havde i apparatet. Og det er jo synd for billederne med ”Tante Karen i haven” og ”Onkel Peter ta’r solbad”. – For det nytter vel ikke at sige, at man gerne vil have et aftryk af hver, 6 x 9, højglans.

Det er jo godt, at man ikke er konsekvent indenfor det danske forsvar! Tænkt engang på Rosenborg! Hvornår begynder man at hive alle forbipasserende med fotografiapparat indenfor gitteret og fratage dem deres film? Og hvad vil turisterne ikke tænke? Det kunne jo være, at vi gik glip af nogle fede dollars på den måde. red.

Min kommentar: Den ovenfor omtalte episode vakte megen opsigt, forargelse og til dels munterhed blandt en del nægtere i lejren, men efter min opfattelse synes jeg skribenten tager lidt for let og overfladisk på situationen. Især er ’konklusionen’ med sammenligningen med slottet Rosenborg i København forfejlet, for Rosenborg er et helt uskyldigt museum, hvorimod radarstationen ved Multebjerg var et vigtigt og nødvendigt led i militærets hemmelige forsvarsmæssige overvågning af det danske luftrum. Danmark var jo dengang som nu medlem af NATO, hvilket selvfølgelig generede en del militærnægtere, og især de socialistisk og kommunistisk orienterede nægtere.

Diskussion i radioen om militærnægtere

En mig totalt ubekendt forfatter ved navn Henrik S. Jensen, formentlig nægter i Gribskovlejren, var også begyndt at skrive i bladet, denne gang om den tidligere omtalte diskussion i radioen vedr. spørgsmålet, hvad samfundet burde og skulle kunne sætte militærnægtere til. På bladets side 3 og fortsat side 6 skriver han følgende anmeldelse:

”Diskussionen i Radioen om militærnægterne, og specielt hvad de fornuftigvis kan beskæftiges med, var jo ganske god. Der blev sagt meget af det rigtige, og ganske særligt synes jeg, at Elbæk fik propaganderet godt for sagen. Hans bestræbelser gik vel heller ikke ud på at få lejrene til helt at udtørre i løbet af de kommende 22 måneder – selv om han til tider kan ønske sig tilbage ”normal” højskole-ungdom igen.

__________

Det at finde arbejde til nægterne, som de alle, og de fleste udenfor, kan være tilfredse med, er jo heller ikke så let endda.

Men en tanke - - - jeg ved ikke, om den duer.

Oksbøl-nægterne fortalte mig i efteråret, at nogle af dem i deres fritid hjalp til på et par små landbrug, - det ene sted som ejedes af en enke og som havde svært ved at holde en lønnet karl, og det andet sted, hvor manden var blevet syg. – Her er måske en idé, som kan føres videre, og udføres i arbejdstiden. – Hvis den slags skulle praktiseres, kunne læger, som er vidende om sådanne forhold gennem lejrlederne rekvirere nægtere, der er kendt med landbrugsarbejde.

__________

I byerne bor mange gamle mennesker, som nødig vil opgive deres hjem og flytte til ”De gamles Hjem”, fordi de har svært ved at klare sig selv, selv om de egentlig ikke er syge. – Tænk, hvor ville det være rart for sådanne gamle, om de hver dag fik besøg af en nægter en times tid eller to. Han kunne hente brændsel op for dem, besørge byærinder, måske skrive et brev, hvis det kniber for dem, evtl. Vaske gulvene, ja, måske også ordne lidt tøjvask, om det trænges. – For ensomme gamle ville sådanne besøg måske blive deres lyseste og muntreste stunder, og for det offentlige en betydelig besparelse, da aldersrenteudbetalingen er betydeligt mindre end det, det koster at have et menneske eller et ægtepar på ”De gamles Hjem”.

Der tales meget om, at militærnægterarbejdet ikke må være af en sådan karakter, at det vil friste for mange til at søge det i stedet for soldatertjenesten. Det tænkte arbejde ”hjælp til det grove i huset” (er det ikke sådan det hedder i annoncesproget?) vil så sandelig ikke blive spændende eller interessant (men nok en smule belærende). Med noget sådant arbejde ville der med god grund kunne fordres, at tjenestetiden ikke blev mere langvarig end for soldaterne. – Og at hjælpe de gamle – de som holdt samfundet i gang, da vi var små – det er i høj grad en statsopgave og må derfor kunne falde ind under begrebet Civilt statsarbejde, som det hedder på de ministerielle papirer.

- En sådan rekvireren af hjælp, hvor den trænges mest, vil lægerne antagelig også kunne gøre. – Lønnen skal selvfølgelig være den samme som soldaternes, og en passende godtgørelse for brug af egen cykel og beklædning må gives. Indkvarteringsproblemet i små forlægninger må nok kunne ordnes. I Norge arbejder mange af nægterne netop i små hold, 6-10 mand, såvel med skovarbejde som på offentlige kontorer i byerne. Henrik S. Jensen.

Min kommentar: Meget interessante og sympatiske forslag, Henrik S. Jensen fremsætter om, hvad militærnægtere evt. kunne sættes til af almennyttigt arbejde. Forslaget om hjælp til ældre i egne hjem er jo mange år senere delvis blevet realiseret i form af den kommunale og såkaldte hjemmehjælperordning, dog med et uddannet personale i form af social—og sundheds(Sosu)-assistenter. En ordning, som på trods af det gode initiativ og de velmente hensigter imidlertid gentagne gange har måttet indskrænkes som følge af nødvendige besparelser på de offentlige budgetter.

År senere end min egen tid i Gribskovlejren, blev det også sådan, at man ikke længere indkaldte militærnægtere til lejrene i Gribskov, Kompedal og Oksbøl, men i stedet satte nægtere til forskellige former for civilt arbejde, f.eks. som medhjælpere på museer og lignende. Gribskovlejren fungerede derefter en overgang som åbent fængsel og senere som asylcenter for Dansk Røde Kors. Den egentlige lejrtjeneste blev ophævet i 1984, da Gribskovlejren, som den sidste lejr, blev lukket den 31. marts 1984. Men personligt er jeg glad for, at min tid som indkaldt civil værnepligtig kom til at foregå et så naturskønt og fredeligt sted som Gribskovlejren.

Militærnægterhistorie fortsat

På siderne 5-7 fortsatte Georg Jensen sin beretning under overskriften:

ANTIMILITARISMEN I DANMARK UNDER FØRSTE VERDENSKRIG

III

I. Man ændrede først sessionsbestemmelserne. Da man ikke kunne tvinge militærnægterne til at møde på session fik udskrivningscheferne myndighed til uden lægeundersøgelse at udskrive de af politiet fremstillede militærnægtere til soldater. Det foregik i Holmensgade, hvor udskrivningen fandtes den gang.

II. Da militærnægterne begyndte sultestrejken sendte man de første til observation på kommunehospitalets sindsygeafdeling. Men dette middel forlod man dog snart, da sindsygelægerne jo intet åndeligt defekt fandt hos de indlagte. Enkelte steder fandt lægerne et kassationsgrundlag for at slippe for ansvaret; en militærnægter, der var indlagt til mental observation blev kasseret på g. af platfodethed. – I alt blev dog kun fire kasseret.

III. Dommenes karakter var således: 20 dages fængsel for to gange udeblivelse fra session blev fsonet i de civile fængsler. For lydighedsnægtelse mod de militære foresatte, hos de nægtere som var gået ind i tjenesten, men som nu nægtede, blev idømt 4 gange 5 dages vand og brød. Disse blev afsonet i de militære arrester, hvor militærnægterne ofte frøs, da sultestrejkende krævede megen ydre varme.

Der skete den afveksling i programmet, at en særlig nidkær fængselsledelse idømte ekstra bøjlestraf: lænket til gulvet uden sengetøj og uden at finde hvile noget sted måtte den sultende tilbringe 5 døgn her. 5 dages mørk arrest, uden bohave i cellen, blev også anvendt.

Spændetrøjen blev også anvendt overfor en militærnægter indenfor marinen; han kunne ikke finde sig i brutaliteten fra befalingsmændenes side og måtte da i to døgn være indespærret i dette torturredskab.

Men det mest rå og brutale, fysiske overgreb myndighederne anvendte var tvangsfodringen i de civile arrester. Denne fandt sted efter at loven om civilt arbejde var vedtaget. Med særlige tænger blev munden brækket op så tænderne blev ødelagt og blodet i flere timer efter flød fra munden. – De civile fængslers læger kunne mere ubemærket her foretage forsøg på tvangsfodring.

Indirekte blev en militærnægter årsag til at myndigheden faldt over den revolutionære Bevægelse, der da fandtes i Danmark, idet en militærnægter hængte sin uniform op på en lygtepæl, udenfor arbejdsmændenes kontrolsted på Åboulevarden i København. Dette udviklede sig il et brutalt og voldeligt overfald fra politiets side på de tilfældigt tilstedeværende arbejdere. Bladet ”Solidaritet” protesterede mod dette overgreb. Følgen blev at tre af fagoppositionens mænd arresteredes.

Som protest mod denne arrestation og for at få kammeraterne frigivet blev der arrangeret mange møder. Et af disse møder på Københavns grønttorv udviklede sig dertil, at forsamlingen drog til Børsen og jog børsherrerne ud, ligesom de stormede et hvervningsbureau.

Nye arrestationer blev foretaget og nye domme regnede ned, - sammenlagt blev disse domme til mere end 25 år. Politiet kædede disse domme sammen med sagsanlægget mod ”Landsorganisationen for konsekvente antimilitarister”. Formanden fik 8 mdrs fængsel. Den første dom blev afsonet i Odense arrest; de andre domme blev underlagt amnesti ved generalstrejken i 1920 hvor kravet om frigivelse af politiske fanger blev så stærkt, at amnesti blev udstedt.

Da loven om militærnægternes anvendelse til civilt arbejde blev vedtaget, stillede de socialistiske militærnægtere sig også imod denne lov, og i et manifest fastslog de, at denne lov var en udvidelse af den tvungne værnepligt; dette, at militærnægterne for en ringe løn skulle gribe ind i skovarbejdernes overenskomstsmæssige erhverv følte de måtte gå deres klasseinteresser for nær.

I de første år stod de barakker, der blev opført i afsides egne, tomme og på et tidspunkt var de kun tre militærnægtere i Gribskov. Disse kostede staten 14.000 kr. årlig pr. mand.

Når man senere fulgte det princip kun at lade militærnægterne udføre sådant arbejde, som ellers ikke ville blive udført, kan man måske ikke i dag sige, at der er sket indgreb på det overenskomstmæssige fagområde; men skal der være nogen retfærdighed i kravet om ungdommens pligt til enten at være soldat eller udføre civilt arbejde for staten, så skulle også alle de, der kasseres have denne pligt til at arbejde for staten. – Diskussionen om civilt arbejde er imidlertid et problem der ikke sådan lader sig løse. Som det er nævnt, gælder sagen den tvungne værnepligts afskaffelse, fordi den er et indgreb på individets menneskeret. Et indgreb, der hører fortiden til.

Man må erindre sig historiens forløb: Stammen førte krig mod andre stammer og tog fanger – disse fanger blev sat til arbejde og til at smede våben; så udviklede større samfund sig, hvor adelen havde sine lejetropper og krigere. Da nationalstaterne opstår og magten koncentrerer sig hos en lille overklasse, forbliver der stadig en ungdom, som må ofre blod og liv for at magtstaterne skal bestå. – Man siger at den tvungne værnepligt er demokratisk fordi også overklassens sønner indkaldes til tjeneste, men man ser ikke at magt og vold-princippet stadig har avlet mere og mere vold, og kulminationen har vi nået i dag, hvor vildmandens kølle, der kunne dræbe een fjende ad gangen, er blevet erstattet af brintbomben, hvis kraft er 100.000 gange så stor.

Men til at bruge brintbomberne skal der også bruges mennesker – og kun statens autoritet kan blænde sindet på umoden ungdom, så den lader sig lokke til en uddannelse som bombeflyvere - - - - Hvormange er ikke allerede knust mod den jorde de skulle forsvare? Og hvem har ansvaret for dette spild af ungdom?

Ingen tør stå frem og sige: Det er MIT ansvar, dette sker. Man skynder sig ind under loven og atlant-pagten, men de forudsætninger, hvorunder Danmark gik ind under A-pagten er bristede og staten holder ikke fodslag med udviklingen, men kommer bagefter, lige som moralen sakker bagud for de tekniske fremskridt. Georg Jensen.

Min kommentar: Det er stort set en ganske god og udmærket beskrivelse, Georg Jensen giver af militærnægternes historie og situation, men hans øvrige synspunkter er jeg ikke enig i. Disse er for letbenede og til dels uansvarlige. Og hvad angår magt og vold-princippet, burde Georg Jensen måske også have rettet blikket mod Sovjetunionen og Østblokken, i stedet for ensidigt kun at klandre Danmark og de vestlige lande og demokratier. Men den enøjede holdning og kritik skulle imidlertid bliver endnu mere udbredt og udtalt i de to følgende årtier.

Vedr. Militærnægteradministrationens historie, hvori bl.a. Gribskovlejrens historie kort nævnes, se f.eks. følgende link:

http://militaernaegter.dk/viden/MNAWIKI/Milit%C3%A6rn%C3%A6gteradministrationens historie.aspx

”traditionel uenighed”

Under overskriften ”Jeg gider sgu ikke mere” benytter den ene af bladets to ’satirikere’, Mogens Jönsson, side 7-9 til at råbe vagt – undskyld udtrykket – i gevær overfor den udbredte indbyrdes uenighed, der efter hans opfattelse nærmest er en ’tradition’ blandt nægterne i lejrene. Herom skriver Jöns følgende:

Ved sidste fællesmøde her i lejren, var jeg kommet til at sidde ved siden af en af ”de nye”, knap en måned gammel. Der blev i forsamlingen ivrigt diskuteret, hvilke forholdsregler vi burde sætte i kraft overfor et af ministeriets nyeste overgreb: Bestemmelsen om sammes utidige snagen i vore private ejendele. Jeg skal ikke på dette stedkomme ind på debattens forløb eller resultat; det centrale for mig er at fortælle om den ”nyes” reaktion, da jeg på et tidligt tidspunkt i diskussionen kunne profetere ham, at det eneste effektive våben, vi er i besiddelse af, ikke kunne komme i brug grundet traditionel uenighed.

En sådan negativ synskhed i den slags sager er de fleste gamle nægtere i besiddelse af, og den sår i os en gift, som sløver og giver sig udslag i gamle trænede kadres opgiven og laden stå til. ”Jeg gider sgu ikke mere”, hørte jeg for nylig en fortræffelig fællesmødekæmper sige. Jeg kan godt forstå ham; i 20 måneder har han fulgt det ene slag efter det andet på dets vej til nederlaget eller simpelthen vor stadige retræte uden kamp. Problemet er, hvordan vi kommer denne gift til livs, og hvor dens kilde skal søges. Jeg tror den har flere udspring, som måske dog er mere eller mindre forbundet. – I skoven findes et skadeligt væv, som kaldes rodfordærver. Navnet siger, at det angriber træerne på et ømfindtligt sted, og den eneste måde at komme det til livs på, er at fælde træerne, og så lade jorden ligge brak i en årrække, idet fordærveren så går til grunde.

Jeg fortæller alt dette, fordi jeg i artiklens begyndelse brugte ordet traditionel om vor uenighed, og nu ønsker at bruge Kompedallejren som eksempel på, at denne uenighed er mere end blot tradition; for skønt den har stået tom i mange år, blomstrer uenigheden vel nok stærkere der nu end nogensinde. Dette skal ikke opfattes som kritik af Kompedal, men være en hjælp til forståelsen af og jagten på denne friktionsvirus, som opstår hvor nægtere sammenstuves, og som angriber os alle uanset tro. Jeg mener, paradoksalt måske, at i det fakta, at trosenige kan være uenige om nægterspørgsmål, ligger vort håb om fuldstændig helbredelse, idet virussen tilsyneladende ikke angriber vort overbevisningsfundament. Det kræver imidlertid et offer af hver enkelt, et offer som fremtiden dog vil belønne rigeligt. Vi synes selv, at vi er så fornuftige, mens mange af de andre er nogle dumme svin, men denne bedømmelse falder tilbage på os selv. Vi må være store nok til at erkende hinandens mere eller mindre individuelt prægede daglige optræden, samtidig med at vi må åbne øjnene for vor samhørighed i helheden; dette er den eneste måde, hvorpå vi kan undgå at blive sorteper hver gang.

Vi sidder alle sammen i den sorte gryde, selv om uheldigvis nogle sidder øverst, men vort håb ligger i, at vi alle er tilstede, og alle er interesseret i, at der ikke skal fyres for kraftigt under den. Derfor har vi kun den ene mulighed, hver gang det bliver for varmt, at pisse på ilden i flok.

Endnu er der vel ikke fremkommet noget nyt i denne artikel, som ikke snart hver nægter til sløvhed har skreget utallige gange. Så sent som i sidste nummer af ”Sandpapir” kunne man læse om problemet. Det fastslår, at vi alle vil have problemet løst; og når jeg siger alle, betyder det alle uanset politisk eller religiøs indstilling o.s.v. Når først der bliver varmt i gryden, yder et manifest ikke større beskyttelse end en bibel eller omvendt. Det er den erkendelse, der skal smede os sammen. Vi må lade være med at sortere hinanden indbyrdes efter opfattelse, vort offer må til en vis grad være, at vi overvinder os selv og møder hinanden over strukturopfattelser og udseende, at vi i den givne situation pisser på bålet og ikke på hinanden, at vi respekterer vore to udvalg og giver dem den anerkendelse, som er nødvendig for deres arbejde. De forsøger altid med alle midler efter evne at gavne os alle. Vi må alle gøre vor pligt overfor fælleskassen; det har ikke alene overmåde stor materiel betydning, men viser også vore alles tilslutning og samhørighed, et sammenhold, hvoraf en ny sund ånd vil gro frem, og som må give sig udtryk på alle punkter for at virke effektivt.

Jeg omtalte bl.a. vore to udvalg, og kunne her ønske at fremføre mit syn på den måde, hvorpå vi nu vælger disse. Fremgangsmåden er som bekendt, at der bliver opslået en kandidatliste, som så indtil valget kan udfyldes med emner, og to til hvert udvalg bliver så valgt. Det er min opfattelse, at vi ikke er stærke nok endnu til at følge denne fremgangsmåde. Vi har ingen garanti for, at disse to, vi sammensplejser, kan samarbejde; det minder for meget om et gammelt kinesisk giftermål. Mit forslag går ud på, at to emner finder sammen inden valget, og at vi derefter vælger par, som er sikre på godt samarbejde. Vi opnår derved at få to homogent arbejdende udvalg til gavn for os alle, og undgår samtidig intriger og latterlig magtkamp. Det juridiske ved en sådan fremgangsmåde skal jeg ikke komme ind på; afgørende er det for mig, at den kan lade sig gennemføre.

Jeg vil slutte mit indlæg med en relation til dens begyndelse, med ønsket om at fremtiden vil fritage en ”gammel” for det triste hverv at kunne profetere en sådan nekrolog til en ny nægter, som møder op med samarbejdsvilje og kamplyst, endsige måtte opgive med ordene: ”Nu gider jeg sgu ikke mere”. Må alt dette ikke blive betragtet som en sidste krampetrækning, men vise at vi alle har viljen endnu til fjernelse af denne forblindelsens gift, sok skjuler os for hinanden, skønt vi alle går rundt med samme ønsker og mål: 22 måneder under de bedst tænkelige forhold. Mogens Jönsson.

Min kommentar: Det var og er en meget klog og velment opfordring til at udvise indbyrdes og gensidig tolerance og forståelse overfor hinanden, som ’overnægter’ Jöns her har fremsat. Men ét er som bekendt teori og noget andet praksis. En hel del af de militærnægtere, jeg kendte i Gribskovlejren, var individualister, som i principiel lighed med mig selv havde valgt at nægte militærtjeneste af personlige humanistiske eller religiøse samvittighedsgrunde. Vi var derfor generelt set ikke optændt af den kampiver, for at ændre samfundet, og da slet ikke ad revolutionær – læs voldelig – vej eller ved hjælp af voldelige metoder, sådan som tilfældet jo var med de militærnægtere, som især nægtede militærtjeneste af politiske bevæggrunde. De sidstnævnte nægtere opfattede ikke selv politisk revolution som overgreb, vold og blodsudgydelse, men mente, at proletariatets voldelige magtovertagelse og påfølgende diktatur, var en ’midlertidig’ nødvendighed i verdens og menneskehedens ’historiske’ udvikling. Hverken mere eller mindre.

Men eftertiden har som bekendt til fulde vist og bevist, hvad de revolutionære idéer omsat i praksis førte til af et horribelt kommunistisk diktatur, først og fremmest i Sovjetunionen og Østlandene, som undervejs mod propagandaens påståede ”kommunistiske paradis” berøvede millioner af mennesker deres frihed og ofte også deres helbred eller liv under kummerlige forhold og vilkår, eller i form af fængsel og tortur, for ikke at tale om fangelejr med hårdt slavearbejde uden nogen udsigt til frigivelse, undtagen i form af en nådefuld død.

Ifølge min egen erfaring forholdt det sig i praksis sådan i Gribskovlejren, at vi humanister eller religiøse så ned på socialisterne og kommunisterne som inhumane og hadske mennesker, medens de til gengæld foragtede os som nogle ynkelige idealister, der enten frivilligt eller af dumhed gik ’fjendens’, dvs. kapitalisternes og virksomhedsejernes, klassefjendske og smudsige ærinde.

Kulturprogrammet April-Maj

Omtalen af kulturprogrammet var denne gang ultra-kort, idet den kun omfatter fem aftener:

Torsdag d. 19. april: Musikalsk Hvem ved Hvad. En underholdende aften, arrangeret af lejrens egne indvånere.

Mandag d. 23. april: Forfatteren til bogen: Fred og Frihed uden våben, Henrik S. Jensen, holdt et foredrag med titlen; ENTEN – ELLER! – ENTEN samfundets gåen i opløsning ved krig og kaos, ELLER samfundets redning. Henrik S. Jensens synspunkter kunne ikke deles af alle nægtere og efter foredraget blev ført en interessant diskussion.

Mandag d. 30. april: Den meget hårde mexicanske film om ungdomskriminaliteten: Fortabt Ungdom. Instr. Louis Bunuel.

Mandag d. 7. maj: Den engelske film om sømændenes kår under den anden verdenskrig: Søens Helte. Denne film vakte en del diskussion, da mange mente, at den ikke havde nogen berettigelse.

Mandag d. 14. maj: Forfatteren Sigurd Waale om Martyrideologierne i den europæiske kristne krigskultur. Foredraget havde undertitlen: Er kristendom, nazisme og kommunisme ens?

Kort kommentar til Kulturprogrammet

Her skal jeg kun kommentere tre af de fem nævnte programpunkter. For det første filmen ”Fortabt Ungdom”, som er fra 1950-51, instrueret af den spanske filminstruktør Louis Bunuel (1900-1983). Selve filmen og dens handling husker jeg ikke, men til gengæld instruktøren, hvis virksomhed og i reglen provokerende film var meget fremme i bevidstheden hos filmkyndige på den tid. Deriblandt hos mig selv.

Vedr. Henrik S. Jensens foredrag ”Enten – Eller”, skal jeg dels henvise til hans indlæg eller artikler i ”Samvittigheden” nr. 6, og dels til omtalen af ham under gennemgangen af næste nummer af nægteravisen.

Den engelske film ”Søens Helte” husker jeg desværre ikke, i hvert fald ikke under den titel, medmindre den måske er identisk med ”Havet er vor skæbne” fra 1942, og er i så fald en efter min opfattelse fremragende film, som jeg sikkert selv har anbefalet at vise i Gribskovlejren. Filmen var skrevet og instrueret af teaterskuespilleren Noel Coward (1899-1973) og med assistance af den senere nok så berømte engelske filminstruktør David Lean (1808-1991). Filmen så vel som de to instruktører er blevet grundigt omtalt i tidligere afsnit af min selvbiografi.

Foredraget om Martyrideologierne i den europæiske kristne kultur af forfatteren Sigurd Waale (1917-67). Waale var romanforfatter og debuterede i 1952 med ”Pigen på drengehjemmet”, der gik som føljeton i Ugebladet Hjemmet, og som udkom i bogform i 1966. I øvrigt kender jeg ikke noget til denne forfatter og husker heller ikke hans foredrag i Gribskovlejren, men synes emnet, han talte om, lyder uhyre interessant. Den tanke, at der består en vis principiel og ideologisk overensstemmelse mellem kristendom – specielt katolicisme, nazisme og kommunisme, er nærliggende, måske særligt mellem katolicisme og kommunisme. Hvor katolicismen havde og fortsat har sin moderkirke i Rom, således havde kommunismen sit ideologiske centrum i Moskva. Katolicismens store folkelige optog med faner og helgenbilleder, har sine paralleller i kommunismens optog med faner og kæmpestore billeder af kommunismens fædre: Marx, Lenin, Engels og Stalin. I Kommunist-Kina var det dog billeder af Mao Zedong og Chou En-lai, der blev frembåret og hyldet, ekstatisk og nærmest religiøst.

Nye tider og socialdemokrati

Under overskriften ”Nye Tider, nye Sider” skriver forfatteren Henrik S. Jensen på bladet side 9-10 følgende betragtninger:

Min brave far va en god gammel socialdemokrat. Når han læste morgenbøn, læste han højt for os små rebelspirer, og han læste af dagens avis, men det var hver dag den samme lektie. – ”Social-Demokraten” havde nemlig hver dag sit program stående på forsidens to øverste hjørner. Det stod altså ude på siderne af det, typograferne kalder bladets hoved. Derved fangede bladet sine læsere og vælgere til partiet. Der stod:

”Arbejdet er kilden til al rigdom. Udbyttet bør tilfalde dem, der arbejder. Arbejdsmidlernes overgang til samfundsejendom. Almindelig lige og direkte valgret for mænd og kvinder fra 21 år. Eet-kammersystem. Kirkens adskillelse fra staten. Gratis og fælles skoleundervisning. Offentlige børneopdragelseshjem. Afskaffelse af den stående hær. International voldgift. – Gratis retshjælp, offentlig og mundtlig retspleje. Direkte skat med stigende skala. Stærk stigende arveafgift. Stat og kommuner overtager alle moopoler. Stat og kommuner giver landarbejdere adgang til jord. Statens humane omsorg for syge, gamle og arbejdsudygtige. Maksimalarbejdsdag på 8 timer. Forsikring mod arbejdsløshed.”

- Ja, det så jo meget pænt u, lidt af det blev også indført længe før socialdemokraterne kunne gøre sig gældende. Og en stor part af det øvrige blev kynisk droppet, da de havde magten.

I 1930 mente bladets ledere åbenbart, at have noget sådant stående, var uforsvarligt over for de af den grå arbejdermasse opstegne levebrødspolitikere, som nu sad godt indkapslet i partiets top, samtidig med at de var bestyrelsesmedlemmer og aktionærer i monopoliserede, faktisk statsfjendtlige, storindustrielle foretagender.

- Nå så langt var de vel ikke alle nået, men som trøstpræmier var der jo også lønnede sæder i forskellige kirkelige og militære udvalg og kommissioner. Man er jo ikke kostforagtere, når først sulten og især glubskheden tager magten. Den citerede, nu for længst glemte, partiparole blev strøget. Siderne på ”Social-Demokraten”s hoved var herefter lige så glatbarberede som den ny generation af partispidser, der allerede var godt indfiltret i de for ægte socialister og demokrater lidet tiltalende steder.

At der inden anledning ikke skete en mærkbar nedgang i bladets oplag, bekræfter, at størsteparten af arbejderne ikke tænker ret langt.

Under de store typer med ”SOCIAL-DEMOKRATEN” blev dog stående ”Frihed – Lighed – Broderskab.”

Men disse tre flimrende ord er nu også bortraget (måske med elektrisk shaver). Det skete få dage før typografstrejken her i foråret. Helt i orden, for der var ikke lighed eller broderskab i det forhold, at Social-Demokraten fortsat brillierede efter at de andre dollar-understøttede dagblade blev standset.

Men én ting fra Farimagsgades åndelige velmagtsdage mangler ”Socialen” dog at fjerne.

På muren over hovedindgangen (på indersiden) er en stor broncheplade, hvor der så smukt står: ”Du være de fattiges værner, du være de riges ris. Du får ej ordner og stjerner, men bævrende læbers pris.”

Den plade må hellere fjernes, og for at dække over den bare flade, som ellers kunne påkalde ubehagelige fortidsminder kan en ny plade (med kunstig patina) opsættes. Til teksten kan foreslås: ”Vi er de riges værner, - og arbejderne giver vi ris, Vi skåler i ”Hof”er og ”Stjerner” mens rugbrødet stiger i pris.” Henrik.

Min kommentar: Den gode Henrik S. Jensen var åbenbart blevet rigtig godt forarget og skuffet over, at arbejderavisen ”Social-Demokraten” i lighed med partiet ”var fulgt med tiden” og havde skiftet sin hidtidige politiske kurs. Han syntes angiveligt, at avisens og partiets ledere om jeg så må sige var krøbet til korset og var gået hen og blevet det, vi med et nutidsord betegner som ”pampere”. Det vil sige folk, der udnytter en position eller en situation til egen fordel. – I den forbindelse er det måske interessant at få at vide, at samme Henrik S. Jensen i nutiden, dvs. 2013, kan findes som professor MSO i Institut for Statsvidenskab ved Københavns Universitet, dvs. som professor Med Særlige Opgaver (MSO). Der er tale om en relativt ny titel, som indebærer en tidsbegrænset varetagelse af funktionsbestemte opgaver samt opgaver i øvrigt, som er knyttet til professorstillinger. De funktionsbestemte opgaver kan have en varighed på 3 til 5 år med mulighed for forlængelse til 8 år. Efter udløb af stillingen er vedkommende sikret fortsat ansættelse som lektor. Så man må vel ha’ lov til at sige, at den gode og fhv. militærnægter Henrik S. Jensen har sikret sig og sit levebrød, men naturligvis ved egen fortjeneste og dygtighed.

Det med at skåle i Hof ’er og Stjerner, hænger sammen med, at Arbejdernes Bryggeri ”Stjernen” i sin tid bryggede, markedsførte og solgte en pilsner under navnet ”STAR”. Denne øl blev dog knapt så populær, som den reklamekampagne, der under mottoet ”Jeg vil hel’re ha’ en STAR!” kørte massivt i slutningen af 1950’erne. I 1959 var jeg selv med til at lave den ene af to tegnede reklamefilm for STAR, hvilket dels findes omtalt på websiden Dansk Tegnefilms Historie 1919 – 2000, http://www.tegnefilmhistorie.dk/23/23-Frame.htm og dels i Biografi for Harry Rasmussen samme sted:

http://www.tegnefilmhistorie.dk/97 Biografier/Harry Rasmussen/Harry Frame.htm. - Filmen vil kunne ses på videoen Eventyret om Dansk tegnefilm ved Lars Jakobsen. Forlaget Fabel.

De uundgåelige Blåmænd

Den fortsatte beretning om de satiristiske Blåmænd måtte naturligvis ikke mangle på bladet bagside, så her følger, hvad Jöns og Münch havde at fortælle herom:

Vi kunne tænke os, at omtale den bratte overgang fra før til Blåmænd, og de uheldige følger den eventuelt kunne medføre; følger, der til tider ytrede sig på en højst besynderlig måde. F.eks. var det ikke sjældent, man så en fuld ligevægtig nyfødt Blåmand, midt på dagen foretage en højst mærkværdig manøvre, idet han i fuld ornat pludselig krøb til køjs, trak blonderne godt op om ørerne, og ellers blot lå og så eftertænksom ud. Trods grundige eftergranskninger er det endnu ikke lykkedes de lærde at opklare, hvad han tænkte på; yderliggående psykologer hælder til den anskuelse, at når det er umuligt at spore tankebanerne, må det være, fordi de simpelthen kun eksisterer ved deres fraværelse; en så nem konklusion finder vi nu lidt for simpel til at kunne overføres på Blåmænd; mon ikke mange af vore læsere vil give os ret heri?

Sent vil vi glemme den lune sommerdag, da det lykkedes to Blåmænd at rive Blårige ud af sin dvaletilstand, og få Blåmændene til at udvise en vitalitet og galopade, som få ville have dem tiltænkt. Som nævnt, det var en lun sommerdag, alt åndede fred og ro, da pludselig som et varsel fra det ukendte 2 gyldne hingste kom strintende; med gnister fra deres hove jog de gennem hovedgaden, mens de begge i takt vrinskede: ”Det halve land brænder, det halve land brænder”, og rigtig nu kunne man allerede iagttage det røde genskær i slottets vinduer; det var i en nærliggende provins at to blå fjerkræelskere havde forsøgt at plukke fjerene af den røde hane; der opstod panik i staden, men Kong Blåkrone besteg straks sin stålhest og myndigt dirigerede han den mandlige befolkning med korte ordrer, i lange kolonner, af sted til skuespladsen. Strategisk klogt holdt han en tilbørlig reserve med materiel til beskyttelse af slottet og hovedstaden; ganske vist bar vinden direkte fra, men den lumske ild kunne som Kong Blåkrone rigtig iagttog, blive ført rundt om Blåjorden af vinden og angribe staden i ryggen; man kan aldrig være for forsigtig, det er brandens opståen også et tydeligt bevis på. Som man kan tænke sig formåede Blåmændene ikke stort, de løb og skvattede mellem hinanden i udkanten af det stadigt voksende flammehav, og meget tydede på, at Kong Blåkrones profeti var ved at gå i opfyldelse, da et par Elitekorps fra et naboland dukkede op, og efter at have gennet Blåmændene, som løb i vejen, væk, lykkedes det dem ved intelligente manøvrer at få bekæmpet ilden. Æren alene tilfalde dem, der har magten, Elitekorpsene blev med megen ros omtalt i landets avis.

Bulder og brag, knitren og knas

Det er muligt, at Jöns og Münch med deres beretning om storbranden i nærheden af Blårige, har haft den skovbrand i tankerne, som en sommerdag udbrød i et skovområde cirka et par kilometer fra Gribskovlejren. En del af nægterne, deriblandt mig selv, blev beordret ud til det nævnte område, hvor vi under arbejdsleder Jensens ledelse dels gravede render, så at ilden, der bredte sig via det tørre græs, ikke kunne spredes yderligere, og dels fældede mindre birketræer med friskt løv, som vi brugte til at slå ilden ud med. Ilden havde fået fat i en større plantage med et par meterhøje grantræer og derfra havde den bredt sig til nogle mange meter høje fyrretræer, som brændte i toppen.

Selv både gravede jeg i lighed med mine kammerater en rende og slog ilden ud med toppen af et mindre birketræ, og det lykkedes også at standse ildens spredning i græsset og at slå den ud i nogle af grantræerne. Men pludselig oplevede vi, at en meterlang stikflamme stod vandret ud fra nogle af grantræerne, og arbejdsleder Jensen forklarede, at det skyldtes harpiksen i træerne. Vi måtte derfor ændre taktik og så at sige angribe ilden bagfra, for at kunne slukke den i træerne, hvilket også lykkedes til fulde, idet det efter en lille times tid kunne konstateres, at ilden i det brændende område faktisk var blevet slukket. Derimod kunne vi selvfølgelig ikke slukke ilden i de høje fyrretræer.

I mellemtiden var der blevet slået alarm til Civilforsvarets brandkorps i Hillerød, men da dette ankom, havde vi nægtere under arbejdsleder Jensens kyndige ledelse faktisk slukket ilden, så at brandstedet kun havde nogle enkelte træer og græspletter, hvor ilden endnu glødede og osede. Men disse steder fik CF-mandskabet hurtigt slukket, ligesom de – dog med noget besvær – fik slukket ilden i de høje fyrretræer. Bagefter takkede CF-chefen os for det gode og store slukningsarbejde, arbejdsleder Jensen og vi nægtere havde udført. CF-folkene fastslog i øvrigt, at brandårsagetn var et uslukket cigaretskod, som var blevet smidt i det knastørre græs. Men hvem, der havde smidt skoddet, kunne ingen vide, men mistanken faldt selvfølgelig straks på, at det kunne være en af nægterne. Dog, der færdedes også andre mennesker i den store smukke skov.

Dagen efter var der en artikel i Frederiksborg Amt Avis om branden og dens slukning, for hvilken man roste det dygtige og effektive CF-korps. Men ikke med et eneste ord blev det nævnt, at arbejdsleder Jensen assisteret af en halv snes nægtere, var den, der havde æren for, at branden ikke har bredt sig til et endnu større skovområde, end tilfældet var.

Samme sommer blev det en sen aften og nat et voldsomt tordenvejr, som længe kredsede over skoven. Kraftige lyn slog med jævne mellemrum ned i træerne ikke langt fra lejren, der dog ikke blev ramt. Dagen efter kunne vi se store fyrretræer, der var flækket på langs fra top til fod, og i nogle tilfælde var et træ blevet splintret, så at en kæmpestor splint sad urokkeligt fast dybt i jorden. Ved senere udgravning fandt man i hvert fald et enkelt eksempel på, at en sådan splint havde boret sig omkring 3 meter ned i jorden! Naturen indeholder unægtelig kræfter, der langt overgår, hvad mennesker kan præstere, selvom de er i stand til meget. Alt for meget, er der en del der mener.

Min orlov udsat på ubestemt tid

Som tidligere omtalt, havde jeg i reglen været hjemme på såkaldt udvidet orlov på onsdage og i weekenderne. Udvidet orlov betød, at man ikke skulle møde i lejren om aftenen senest kl. 22, men først næste morgen kl. 9. Det kostede ganske vist et par af de opsparede fritimer at få udvidet orlov, men dem spenderede man selvfølgelig gerne, naturligvis forudsat at man havde opsparet dem. Men den relativt hyppige orlov, som mange nægtere benyttede sig flittigt af, bevirkede at man kunne holde en nogenlunde god og kontinuerlig kontakt med sin nærmeste familie, specielt hvis man havde kæreste eller kone og børn, hvad der var en del, der i lighed med mig, havde.

Det havde bestemt været mit indtryk, at Jan og Annette altid så ud til at blive meget glade, når jeg kom hjem og kunne tage mig lidt af dem og lege med dem. Else syntes derimod ofte temmelig ligeglad og ind imellem lettere irriteret over min tilstedeværelse, nu, da hun formentlig havde indstillet sig på en tilværelse som enlig mor med to børn. Det kneb imidlertid stadigvæk for hende med at få pengene til at strække til, og det hændte derfor ikke så sjældent, at jeg gav hende 10 af de 12 og senere 20 kroner, der i 1956 udgjorde min ugeløn. Det gjorde jeg gerne, selv om det betød, at jeg selv måtte undvære penge til de små fornødenheder, som f. eks. en plade Pernille chokolade til 50 øre eller barberblade til 1 krone og en pakke tyggegummi til 25 øre, man som nægter kunne købe i ”Biksen”, og som bidrog til at forsøde tilværelsen en smule. Jeg havde i reglen en plade Pernille chokolade med til hvert af børnene, når jeg kom hjem på orlov.

Men under min langvarige indlæggelse på infirmeriet på grund af knæskaden, havde jeg i øvrigt ikke været hjemme på orlov i flere måneder. Heller ikke i den efterfølgende rekonvalecentsfase, hvorunder min gode nægterven, Søren Svendsen, havde overtaget jobbet som messemand. Et job han for resten også senere overtog, da jeg i foråret 1957 havde fået travlt med opsætningen af et nyt teaterstykke i Maarum Forsamlingshus, og hvortil den nye lejrchef, Holger Redtz Funder, havde bevilget mig tjenesteledighed, for at jeg kunne koncentrere mig fuldt og helt om at være instruktør på teaterstykket ”Det lille Thehus”.

Inger Svendsen – en usædvanlig kvinde

En dag i sommeren 1956 kom Sørens kone, Inger, og deres to yngste børn, Jens og Torben, på besøg i lejren. Jens var på det tidspunkt omkring 3 år, mens Torben var en lille baby. Da de kom ind på vores stue for at se, hvor og hvordan Søren boede, nikkede Inger blot venligt, men uinteresseret til mig, og efter cirka fem minutter gik de ud igen. Et øjeblik efter kom Jens pludselig og helt uventet farende tilbage og spurgte uforfærdet og henvendt til mig: ”Bor du her?”. ”Ja, det gør jeg!”, svarede jeg. ”Sover du dér?”, fortsatte han, idet han pegede på min seng, som jeg stod ved siden af. ”Ja!”, sagde jeg. ”Er det dit skab?”, blev han ved. ”Ja!”, svarede jeg tålmodigt. ”Hvorfor har du så meget i det!?”, ville han vide. Det var ganske rigtigt, at mit skab nærmest var overfyldt af alt muligt: tøj, sko, støvler, bøger, papirer osv. ”Skal du ikke rydde op i det?”, kom det inkvisitorisk fra drengen, som blev stående ufravendt på stedet under hele samtalen. ”Hvad synes du, jeg skal gøre ved det?”, spurgte jeg. ”Smide det ud!”, sagde han uden tøven, hvorefter han vendte sig om, gjorde nogle underlige hop og spurtede ud af stuen. Jeg kunne naturligvis ikke lade være at smile over drengens ligefremhed og hans i mine ører morsomme spørgsmål og bemærkninger.

Kort efter hilste jeg på moderen, Inger, som stod ude foran bygningen med sin baby i favnen. ”Davs!”, sagde hun muntert, ”Du må undskylde, men jeg vidste ikke at det var dig, der er Harry Motor!”. Dette tilnavn vidste jeg til gengæld godt, at jeg havde fået i lejren, fordi jeg blev betragtet som en, der altid var gang i. Vi sludrede derefter lidt om løst og fast, og herunder kom vi ind på, at der var problemer med mit ægteskab, og at jeg derfor for tiden ikke havde andre at komme hjem til, end mine forældre. Samtalen sluttede med, at Inger sagde: ”Kom med hjem og besøg os en dag! Vi er fattige på penge, men rige på børn!”. Det var en hentydning til, at parret som nævnt havde fire børn, alle drenge. De to ældste hed henholdsvis Peter og Claus. De var fra Ingers første ægteskab og var noget ældre end Jens og Torben.

Fritids-værelse i Maarum

Det var et stort savn for mig, at jeg ikke havde mulighed for at være sammen med Jan og Annette oftere og jævnligere. Savnet føltes særlig i fritiden, men jeg søgte at kompensere for det, ved at begrave mig i de aktiviteter, jeg på det tidspunkt var involveret i. Desuden havde Søren og jeg i nogen tid talt om, at vi begge følte behov for et sted, hvor vi kunne være alene, enten sammen eller hver for sig, og dyrke vores fælles interesse for Yoga. Her tænkte vi især på at praktisere de såkaldte yogaøvelser.

Tilfældet ville, at Børge Enrico en dag spurgte på stuen, om der var en af os, der ville være interesseret i at overtage det værelse, han i længere tid havde lejet i en villa oppe på Mårumvej. Han fortalte, at det gjaldt for ham om at spare flest mulige penge sammen, så han kunne etablere sig med sit eget værksted, når han blev hjemsendt. I forvejen var han begyndt at tage oftere på orlov til København, mere præcist til Søvangs Allé 5 i Kastrup, hvor han allerede var ved at oparbejde en kundekreds.

En vittig plakat for Børge Enrico Johnsson, som var møbelpolstrer – såkaldt strammer – i sit civile liv, hvor han efter sin overståede tjenestetid ville etablere sig med eget værksted. Udtrykket ”Stol på Strammer” har en sjov dobbeltbetydning. – Tegning: © 1956 Gerhard Eriksen.

Søren og jeg så ikke ret længe på hinanden, før vi slog til og sagde, at vi gerne ville overtage værelset, hvis husets ejer ellers kunne godkende os som lejere. Det viste der sig ikke at være problemer med, så det varede ikke længe, før vi fik installeret os på stedet. Det var et yngre ægtepar, der ejede og boede i huset, men som åbenbart havde økonomiske problemer, hvorfor de lejede de tre værelser ud, der var oppe på loftet. De to andre værelser var også lejet ud til nægtere.

Det værelse, Søren og jeg havde lejet, var såkaldt møbleret, idet der stod en seng, et par stole og en bogreol samt en lav kommode i rummet. Vi medbragte selv sengetøj, hvilket vil sige et tæppe og to lagner, som vi havde tigget os til hos depotbestyrer Vogsen. Desuden ”lånte” vi krus, kander og bestik ovre i lejrkøkkenet. Så længe det var nogenlunde godt vejr, kunne vi sagtens opholde os på værelset, der ikke havde nogen form for varmekilde. Men da det begyndte at blive koldt og derfor vanskeligere at holde varmen, kneb det for os at være der. Der var særlig problemer med at forrette sin nødtørft, idet der kun var adgang til et lokum i et udhus nede i gården. Her kunne der være så iskoldt, at det var meget ubehageligt at blotte sig. Derfor benyttede vi meget nødigt lokummet, når vi skulle tisse, men fandt i vores nød på at gøre det i nogle af de enormt mange flasker, der stod inde på loftet. Disse tømte vi derefter i tagrenden, når det var blevet mørkt, men når denne og afløbet var frosset til, måtte vi gå ned og tømme flaskerne på marken ved siden af huset. Det var selvfølgelig i høj grad uhygiejnisk, at tømme urinen ud i tagrenden, men forholdene og omstændighederne gjorde, at vi og de andre nægtere, der logerede på loftet, ikke havde tanke for at tage hensyn til det.

Ingers besøg i lejren blev i øvrigt indledningen til, at jeg hen på efteråret 1956 begyndte at komme i hendes og Sørens hjem i Ndr. Frihavnsgade 31, 1. sal th. på Østerbro i København. Det skete efter at jeg i nogen tid slet ikke havde holdt orlov, dels fordi jeg ikke vidste, hvornår jeg måtte se Jan og Annette, og dels fordi jeg ikke ville ligge mine forældre til byrde ved at overnatte der så ofte. Det var for resten overraskende, så få nægtere, der opholdt sig i lejren i weekenderne, hvor de fleste var på orlov. Om lørdagen var arbejdstiden kun til kl. 14, mens søndagen var fridag. Det gjaldt også for arbejdsledernes vedkommende, og de skiftedes til, at en af dem havde weekendvagt. Det samme var tilfældet for fru Bentsen og fru Jensen, og det var kun nødvendigt, at en af dem mødte op om lørdagen. Bortset fra lejrchefen og hans familie og den vagthavende arbejdsleder, var der i reglen kun meget få nægtere tilbage i lejren i weekenderne. Der var derfor ikke meget arbejde at lave for fru Bentsen eller fru Jensen og de nægtere, der i reglen frivilligt havde påtaget sig køkkenvagten i weekenden. Der skulle dog laves morgenmad, frokost og aftensmad, som skulle bringes over til lejrchefen og til den vagthavende arbejdsleder, der ved disse lejligheder fik sin mad bragt ind på sit værelse. Messemandens tilstedeværelse var derfor påkrævet, men jeg havde lov til at ”hyre” en anden til at gøre arbejdet og selv holde fri. Men det kostede fritimer, så når jeg alligevel opholdt mig i lejren, stod jeg naturligvis selv for jobbet.

Et glædeligt besøg

En dag i sommeren 1956 kom Else og børnene, ledsaget af Gerda, på besøg hos mig i Gribskovlejren, hvor vi bl. a. var ovre og hilse på Elbæk og hans kone og børn. De ankom med toget til Storkevad trinbræt, hvor jeg hentede og fulgte dem til lejren. Der blev under besøget taget et par fotos, hvoraf et viser os alle siddende i Elbæk-børnenes sandkasse ude i deres baghave. På det ene billede er Annette dog ikke med, men det er derimod lille Uffe, som står lige bag ved Jan, men på det andet billede ses hun stående lidt bag ved Jan og Esben, som begge sidder i forgrunden. I baggrunden ses veninden Gerda siddende i græsset. Billederne ånder tilsyneladende idyl, men det skal man ikke lade sig narre af, hvilket alene Gerdas tilstedeværelse vidner om.

Det forholdt sig nemlig sådan, at jeg havde en mistanke om at Else havde – måske ubevidst, eller muligvis for bare at afprøve mig – et ønske om at ville puffe mig i armene på Gerda, således at der kunne blive en anledning til at anklage mig for utroskab og på den måde blive fri for mig. Det var jo nemlig påfaldende, så ofte Gerda på det seneste var kommet i vores hjem, også når jeg var hjemme på orlov, og særlig i weekenderne. Men jeg havde ikke noget ønske om at svigte Else og da slet ikke børnene, og desuden opfattede jeg kun Gerda som en god veninde af familien. Der var ikke dengang tanke hos mig om eventuelt at indlede et forhold til hende, heller ikke selvom forholdet mellem Else og mig som sagt langt fra var det bedste. Jeg må indrømme, at jeg led under Elses afvisninger i det hele taget, også på det seksuelle område, men indtil videre havde jeg ikke foretaget mig noget, som jeg ikke ville stå ved eller kunne være bekendt.

Som tiden gik, blev situationen imidlertid mere og mere uudholdelig for mig, og en weekend, jeg var hjemme på orlov, fik vi lørdag aften som så ofte før besøg af Gerda. Else og Gerda kom tilsyneladende vældig fint ud af det med hinanden og talte og hyggede sig godt sammen. Gerda boede på det tidspunkt til leje på trediesalen i en beboelsesejendom længere ude ad Frederikssundsvej, ikke så langt fra Mågevej. Da klokken var blevet godt over midnat, overraskede Else os, ved at anmode mig om at følge Gerda hjem, hvilket hun forklarede med, at det dels var bælgmørkt og dels med at det kunne være risikabelt for især en yngre dame at færdes alene ude ved nattetid.

På ovenstående foto, som er fotograferet i lejrchef Elbæk baghave og mere præcist i Elbæk-børnenes sandkasse, ses fra venstre fru Karin Elbæk, manden med skægget, husker jeg ikke, derefter mig og Elbæks mindste søn Uffe og foran ham min kære søn, Jan. - Damen, som sidder til højre bag ham, husker jeg heller ikke navnet på. Endelig ses min daværende kone, Else (med foroverbøjet hoved), og ved siden af hende, veninden Gerda Christiansen. - © 1956 Privatfoto.

Herover ses min søn Jan, siddende ved siden af Esben Elbæk, bror til den mange år senere velkendte leder af de århusianske ”KaosPiloterne”, Uffe Elbæk, som en kort overgang i 2012 var kulturminister. Til højre for ham står min datter Annette og ser lidt undrende hen mod fotografen, hvis navn jeg ikke husker. I baggrunden til højre sidder Elses og min fælles veninde, Gerda Christiansen. - © 1956 Privatfoto.

Det skal og bør retfærdigvis dog også tilføjes, at selvom forholdet mellem Else og mig på det her omtalte tidspunkt var begyndt at gå rigtig dårligt, var hverken Gerda eller jeg indstillet på at der skulle ske noget seksuelt mellem hende og mig. Og dog ville skæbnen det åbenbart anderledes, hvilket jeg vil fortælle om i det følgende. Situationen var nemlig den, at Gerda for nylig var blevet separeret fra sin mand og havde valgt selv at flytte, mens han beholdt deres gode, moderne lejlighed på Brøndbyøster Torv i Brøndbyøster.

Et fatalt ”syndefald”

Men den sene aften, jeg fulgte Gerda hjem, nøjedes jeg ikke med at følge hende til gadedøren, men til entredøren og videre ind i lejligheden. Det skyldtes, at hun inviterede mig på en lille godnatdrink til at styrke mig på hjemturen. Vi satte os over for hinanden i hver sin lænestol, mens vi sludrede lidt sammen og nippede til glassene. Det var dog tydeligt, at der var spænding og magnetisme i luften mellem os, og pludselig rejste vi os begge og kyssede hinanden. Kort efter lå vi halvt afklædte i hendes seng og havde et samleje, hvis intensitet hidtil havde været ukendt, i hvert fald havde jeg ikke tidligere oplevet mage til. Mit sammenligningsgrundlag var dog spinkelt, for indtil da havde jeg kun haft samleje med Else, og det var stærkt begrænset, hvor mange gange det var sket i de år, vi havde boet sammen. Vi var faktisk ikke seksuelt tiltrukket af hinanden. Imidlertid følte Gerda åbenbart bondeanger, for bedst som vi bagefter sad i hver sin lænestol, udbrød hun ”Dette her burde ikke være sket!”, hvorefter hun tilføjede: ”Det kan vi ikke være bekendt, hverken over for Else eller os selv! Nu må du hellere skynde dig hjem, så Else ikke fatter mistanke!”.

Men jeg må sandfærdigvis indrømme, at jeg faktisk ikke følte nogen bondeanger over det skete, for jeg havde på det tidspunkt længe haft på fornemmelsen, hvor det bar hen med Elses og mit forhold. Men indtil videre lod jeg dog som ingenting, idet jeg trods alt stadig håbede på, at Elses og mit forhold ville forbedre sig, ikke mindst af hensyn til børnene, som jeg elskede højt. Men jeg tvivlede stærkt på, at det ville være muligt, hvilket da også snart skulle vise sig at være en forfængelig tanke, for kort efter begyndte tingene at udvikle sig til det værre. Eksempelvis erfarede jeg også, at Birger Guy, lejlighedsvis aflagde besøg hos Else og børnene, når han var på orlov i København. Han fortalte mig det selv, men sagde, at forholdet var helt platonisk, og at han kun var en god ven, der ville støtte hende i den vanskelige situation, hun stod i. Ja, ja, tænkte jeg, den er god med dig! Du er som de fleste kun ude på at indynde dig, i håb om lidt gengæld. Men af en eller anden grund kunne jeg ikke blive hverken jaloux eller vred på ham. Det forekom han mig for ynkelig til, men fra da af holdt jeg tre skridts åndelig afstand til ham, selvom jeg var nødt til at samarbejde ’professionelt’ med ham i forbindelse med især vores teaterprojekter.

Det desværre uundgåelige brud

En dag hen på sommeren 1956, ringede min søster Lizzie helt uventet en sen aften til mig i Gribskovlejren og fortalte, at hun og mor havde været på uanmeldt besøg hos Else og børnene samme eftermiddag, og da traf de en mand i lejligheden, som så ud til at befinde sig, som om han hørte hjemme der. Else havde forklaret dem, at manden var en, hun kendte fra før i tiden, og at han blot var kommet for at hilse på hende. Så vidt min mor og søster kunne konstatere, var manden enten politimand, vægter eller andet, hvor man bar sort uniform, for en sådan hængte sammen med en ligeledes sort kasket ude i entreen, så de. Det mindede mig uundgåeligt om den uniformsklædte mand, der havde besøgt Else, mens hun og jeg logerede hos fru Lorentzen i Østre Farimagsgade.

Men denne ”nyhed” foruroligede mig i en sådan grad, at jeg tidlig næste morgen gik til min arbejdsleder, Holm, og satte ham ind i situationen. Han var yderst forstående, da jeg bad om at få en ekstraordinær fridag, hvilket jeg fik, idet han samtidigt sagde, at han nok skulle sørge for en midlertidig afløser til messemandsjobbet. Derpå pakkede jeg min taske og skyndte mig til Storkevad trinbræt, hvortil toget mod Hillerød kort efter ankom. Jeg stod af på Hellerup Station og tog S-toget til Nørrebro Station, som var den, der lå nærmest på Mågevej. Herfra ilede jeg til fods til Mågevej 81, hvortil jeg ankom om formiddagen. men da jeg låste op med min nøgle og ville åbne døren, viste det sig, at sikkerhedskæden var sat på. Et øjeblik efter kom Else til døren, og idet hun så mig, udbrød hun: ”Hva’ vil du!”. Hun havde et fjoget smil om munden, og fortsatte: ”Her kan du ikke komme ind, når du kommer uanmeldt!”. Jeg stirrede målløs på hende, men idet hun ville smække døren i, satte jeg en fod imellem, så det ikke kunne lade sig gøre. ”Hvorfor må jeg lige pludselig ikke komme ind, hvor jeg bor!? Jeg har i det mindste krav på at komme ind og hilse på børnene!”, sagde jeg med en blanding af vrede og fortvivlelse. Langt om længe tog hun sikkerhedskæden af og åbnede tøvende døren, idet hun sagde: ”Ja, så må du selv om det, for jeg har en gæst!”.

Da jeg kom indenfor i entreen så jeg, at der hængte en sort uniform med tilhørende kasket på knagerækken. Men jeg nåede ikke at tænke nærmere over det, før begge børnene kom styrtende og faldt mig om halsen, men det var tydeligt for mig, at der var et eller andet usædvanligt på færde, og idet jeg kiggede ind i stuen, så jeg til min forbløffelse en mand iført skjorte og mørke bukser sidde nonchalant ved spisebordet med en kaffekop foran sig. Det kunne formentlig kun betyde, at han måtte have overnattet, for min søster og mor havde jo set ham på stedet aftenen før! Han kunne næppe være gået og kommet igen i mellemtiden.

Dette var dog det værste, Else endnu havde budt mig i den tid, vi havde kendt hinanden og boet sammen. ”Kan du ikke gå over til bageren og købe noget morgenbrød til os!?”, sagde Else indsmigrende og tilsyneladende uanfægtet og som om det var den naturligste ting af verden, at jeg var kommet ekstraordinært hjem, for at gå til bageren og købe brød. Efter at have givet børnene hver et stykke Pernille Chokolade, som jeg havde købt i ”Biksen” i lejren og bragt med mig, gik jeg dybt frustreret og nærmest som i trance over til bageren og købte et franskbrød og nogle stykker wienerbrød, og da jeg kom tilbage, var uniformen og kasketten borte og manden i mellemtiden forduftet.

I de følgende timer lod Else fuldstændig som om, der intet usædvanligt var sket. Men selvom jeg havde besvær med det, måtte jeg søge at skjule mine opbragte følelser for børnenes skyld, så derfor sagde jeg ikke ret meget. Men indvendig kogte jeg. På et tidspunkt gik naturen da også over optugtelsen, og det var, da jeg gik ind i soveværelset og tydeligt kunne se, at der havde sovet to personer i dobbeltsengen. Børnene legede inde i stuen, og da Else i det samme kom ind i soveværelset, greb jeg i min ophidsede tilstand hende nærmest i blinde om halsen og hvæsede: ”Og det vil du byde mig og børnene, din forbandede møgkælling!”. Hun så på mig med et hoverende grin og sagde: ”Slip mig, eller jeg anmelder dig til politiet!”. Denne situation er en af de mest ydmygende, jeg nogensinde har oplevet i mit liv, og den smule følelser, jeg havde for Else, forandrede sig i det øjeblik til foragt.

Resten af dagen gik som i en døs for mig. Ind imellem legede jeg lidt med børnene, men havde svært ved at samle mig på grund af de oprørte følelser og tanker, der fyldte mit sind. Hen på aftenen, da Jan og Annette var kommet i seng og sov, og Else og jeg opholdt os inde i stuen, kom vi op at skændes, fordi jeg bebrejdede hende hendes troløshed og uansvarlighed. Hun blev meget vred og sparkede mig over skinnebenet, med den virkning, at jeg til min egen overraskelse så let som ingenting faldt omkuld på gulvet. Men sparket oprørte mig kun endnu mere og mit hjerte hamrede i brystet og jeg lagde mig gispede efter vejret på sofaen. Det gjorde trods alt Else bange og hun skyndte sig over til telefonboksen og ringede til lægevagten, der ankom kort efter. Det var en yngre læge, som, efter at han havde undersøgt mig, sagde: ”Nu får De en beroligende indsprøjtning, så De kan sove i nat!”. Mens han gjorde injektionskanylen klar, spurgte han: ”Sig mig, fru Rasmussen, hvad er der sket med Deres mand, siden han har fået det sådan?”. Else lo hånligt og svarede: ”Han er bare et skvat, som hidser sig op over, at jeg har haft en ven på besøg!”. Hendes ord føltes mere smertefulde end stikket og indsprøjtningen med kanylen, som trods alt skulle hjælpe mig.

Den nat sov jeg på sofaen i stuen, men sove er så meget sagt, for jeg kunne ikke få fred for de voldsomme tanker og følelser, der regerede i mit plagede sind. Jeg tænkte på, hvad der skulle blive af børnene og mig efter dette, men kunne i øjeblikkets desperation ikke se nogen udvej. Hen på morgenen faldt jeg endelig i en urolig søvn, som dog trods alt hjalp en smule på mine oprørte nerver.

Den ny dag gryede og jeg blev vækket af børnene, som kom ind i stuen og hen til mig. ”Er du syg, far?”, spurgte Jan troskyldigt, da han så mig ligge klatøjet på sofaen. ”Ja, det er jeg, min dreng!”, svarede jeg, idet jeg trak dem begge ind til mig og gav dem et knus hver. ”Skal du snart af sted igen?”, ville Jan vide. ”Ja, det skal jeg, men vi ses snart igen!”, sagde jeg og tilføjede: ”Men først skal jeg lige ud på toilettet og vaske og barbere mig, og bagefter er jeg nødt til at gå!”.

”Vil du ikke ha’ morgenmad?” spurgte Else, da jeg kom ind efter at have gjort mig i stand og taget tøjet på. ”Nej!”, svarede jeg og tillagde: ”Efter det, der er sket, vil jeg skilles! Men jeg kommer og henter børnene, når der foreligger en aftale med myndighederne.” Else så nærmest ud, som om mine ord ikke anfægtede hende det mindste. Det, der skete, var sikkert, hvad hun ikke alene havde forventet, men i virkeligheden også ønsket.

Efter at have taget afsked med Jan og Annette, som græd hjerteskærende, da jeg selv grædende sagde ”Farvel! Vi ses snart igen!”, forlod jeg lejligheden. Børnenes høje gråd lød i mine ører, da jeg gik ned ad de få trappetrin og ud på gaden, hvor jeg fortsatte om ad Ørnevej og lagde vejen om til mine forældre i Jægersborggade. Det var dog kun mor, der var hjemme på denne tid af dagen, og hun blev naturligvis overrasket over at se mig uden for de vante tider og dage, men hun blev derimod ikke spor overrasket over at høre, hvad der var sket. Det havde hun ventet, sagde hun, for hun havde længe haft på fornemmelsen, at Else havde noget for, der ville ødelægge hendes og mit forhold og ægteskab. Meningen havde jo egentlig været, at jeg skulle have været tilbage til Gribskovlejren denne dags formiddag, men det kunne ikke lade sig gøre, sådan som tingene havde udviklet sig. Hjemme fra mor ringede jeg derfor til lejren, hvor jeg kom til at tale med arbejdsleder Holm, som jeg ganske kort satte ind i situationen. Den altid venlige, forstående og hjælpsomme Holm sagde blot: ”Tag det nu bare roligt, men sørg så vidt muligt for at være tilbage i lejren senest i aften kl. 22.”

En stakket trøst

Om eftermiddagen ved 17-tiden ringede jeg til Gerda og satte hende ind i situationen og sagde, at hvis hun ønskede det, ville jeg komme og besøge hende i den kommende weekend. Det var underforstået, at jeg gerne ville overnatte hos hende, hvad jeg også forstod at hun ville være indforstået med. Hun og jeg havde på det tidspunkt, sådan som tidligere omtalt, kun haft et enkeltstående seksuelt forhold til hinanden. For resten var hun i mellemtiden flyttet til et stille villakvarter i Glostrup, ikke så langt fra Amtssygehuset, og der boede hun til leje i et enkelt stort værelse på førstesalen af en villa.

Men den dag, jeg var gået fra Else og børnene og var søgt hjem til min mor, tog jeg om aftenen med sporvognen ind til Hovedbanegården, for at tage regionaltoget til Hillerød. Omkring kl. 21,30 ankom jeg dødtræt og udaset til Gribskovlejren, hvor jeg gik i seng og sov uroligt til næste morgen. Heldet ville, at netop den dag havde lægen konsultation i lejren, og da jeg havde forelagt ham min situation, gav han mig et glas med valiumtabletter, som jeg skulle tage 3 af tre gange om dagen, morgen middag og aften. Det skulle nok hjælpe på min sindstilstand, mente han.

Det viste sig efter et par dage, at valiumtabletterne desværre ikke var i stand til at dæmpe mine nerver og indre uro mærkbart, og jeg greb derfor hen på aftenen til den udvej, at supplere medicindosis med et par stærke øller, de såkaldte Dortmund’ere, som kunne købes ovre i Biksen. Sådanne var der mange nægtere, der lejlighedsvis konsumerede en del af. De to blev til tre, fire, fem og seks øller om dagen, for at kunne holde nerverne nogenlunde i ro. Jeg var jo herefter meget mere ophængt end tidligere, dels fordi vi var i gang med forberedelserne til en kabaret, og dels, fordi jeg nu havde fået nye og helt andre, mere ubehagelige og alvorlige ting at tænke på og skulle ordne, nemlig henvendelse til en advokat, der kunne råde, vejlede og ordne skilsmissen fra Else og samkvemmet med børnene. Da jeg ikke havde råd til at benytte en privat advokat, blev jeg anbefalet snarest muligt at henvende mig til Studentersamfundets Retshjælp foran på Gl. Kongevej i København. Det viste sig at være noget, der skulle komme til at trække i langdrag og belaste mit humør og velbefindende i meget lang tid efter.

Den følgende weekend besøgte jeg efter aftale Gerda og fandt med lidt besvær frem til hendes bopæl i et stille villakvarter i nærheden af Amtssygehuset i Glostrup. Jeg ankom fredag aften og Gerda syntes endog meget glad for at se mig igen. Hun kastede sig straks om halsen på mig, kyssede og krammede mig, så jeg blev helt ør ved det. Sådan en modtagelse havde jeg aldrig nogensinde oplevet før. Det virkede stærkt beroligende på mit plagede sind, hvor tankerne ustandselig kørte i ring, for om muligt at finde den bedste udvej på den sørgelige situation, jeg var havnet i. Det var trods alt heller ikke nogen særlig rar eller behagelig situation for Gerda, men hun var forstående og omsorgsfuld overfor mig. Hun forstod også, sagde hun, at vi bare skulle hygge os som gode venner og se tiden an.

Imidlertid skulle Gerda på arbejde om lørdagen, men heldigvis kun til kl. 14. Derfor måtte jeg være alene på hendes værelse, indtil hun kom hjem. Da det viste sig, at hun havde en båndoptager, hvilket var en stor sjældenhed dengang, benyttede jeg lejligheden til at eksperimentere med og indtale indledningen til eventyret ”Tommelise”. Jeg drømte jo stadigvæk om at komme til at lave tegnefilm igen, og derfor genoptog jeg så småt arbejdet med filmen, idet jeg ville lave lyd til den pilot-film, som var blevet optaget kort før jeg skulle møde i Gribskovlejren. Beskæftigelsen med dette projekt dulmede mine ødelagte nerver.

En anden weekend, hvor jeg besøgte Gerda, havde hun arrangeret det sådan, at vi skulle på besøg hos hendes forældre, et ældre ægtepar, der boede i landsbyen Brøndbyøster. Det viste sig, at der var en større familiekomsammen til frokost og senere kaffebord. Sagen var den, hvad jeg ikke vidste på forhånd, at Gerdas forældre og familie tilhørte Indre Mission, og det gav sig bl. a. udslag i, at der blev bedt bordbøn og ikke serveret hverken øl, vin eller spiritus ved deres sammenkomster. Gerda havde dog i forvejen kort forklaret, at hendes far ikke drak hverken øl eller brændevin, men at han i reglen havde en øl stående skjult nede ved siden af sin stol. Når han mente, at ingen lagde mærke til det, hældte han øl af denne flaske op i sit glas og lod, som om det var sodavand. Det var det første og eneste besøg, jeg aflagde hos Gerdas forældre og familie, for jeg befandt mig hos denne som en hund i et spil kegler. Og den ellers så moralsk strenge faders øldrikning i smug fandt jeg hyklerisk. Moderen var sådan set venlig nok, men hun havde tilsyneladende ikke noget at skulle have sagt i det hjem.

Et proforma ”Erklæret utroskab”

På et tidspunkt bad Gerda mig om ikke jeg ville tage med hende ud til Brøndbyøster, hvor hun skulle på et kort besøg hos sin fraseparerede mand. Han havde jo været min gode kollega ude på Nordisk Films Teknik, så derfor var jeg egentlig ikke meget for at tage med under de nye omstændigheder, hvor Gerda og jeg kom fast sammen. Men på den anden side set, så havde jeg jo intet at gøre med, at hun havde forladt sin mand, så Chresten kunne i hvert fald ikke så godt bebrejde mig noget i den sammenhæng. Grunden til, at Gerda opsøgte Chresten, var noget med skilsmissepapirerne, der skulle ordnes, og hun ville gerne have mig til at skrive under på, at hun havde været sin mand utro med mig. ”Ja, men jeg har jo ikke haft noget at gøre med, at I er gået fra hinanden!”, indvendte jeg. ”Men vil du ikke nok hjælpe mig?”, spurgte hun og tilføjede: ”Jeg vil gerne skilles hurtigst muligt, så jeg kan begynde på et nyt liv”. På det tidspunkt vidste jeg, at skilsmisseloven tillader relativt hurtig skilsmisse bl. a. i tilfælde af erklæret og dokumenteret utroskab. Nu ville Gerda altså have mig til at dokumentere hendes utroskab med mig, selvom hendes og mit forhold først var begyndt efter at hun var flyttet fra sin mand!

”Nå!”, tænkte jeg, ”ja, hvorfor ikke!” Det korte af det lange er altså, at jeg tog med Gerda ud til Chresten og skrev under på erklæringen, men havde det faktisk temmelig skidt med det. Da vi hen på aftenen ankom og blev lukket ind, satte den altid venlige og fredsommelige Chresten sig i en lænestol og fortsatte læsningen i bog, han havde liggende opslået på sofabordet foran sig. Her lå også de papirer, som Gerda og jeg skulle skrive under på. Der blev ikke vekslet mange bemærkninger i det cirka kvarters tid, det tog at ordne det, vi var kommet for. Men jeg syntes tydeligt at fornemme hans bitterhed, især mod Gerda. Han kunne jo ikke så godt rette sin vrede mod mig, eftersom jeg intet havde med hans og Gerdas ødelagte forhold at gøre. Men han kunne selvfølgelig nok være jaloux på mig over, at den kvinde, som han utvivlsomt elskede, nu åbenbart havde foretrukket mig.

Gratis juridisk rådgivning

Imidlertid mente jeg, at jeg lige så godt selv kunne se at få en skilsmisse bragt i stand snarest muligt, for jeg havde under ingen omstændigheder tænkt mig at ville genoptage samlivet med Else. Det var hun jo i øvrigt heller ikke interesseret i, for der var som omtalt allerede en anden mand i hendes liv. En onsdag, da jeg var på orlov i København, og hvor jeg overnattede hos mine forældre, tog jeg sent på eftermiddagen ud til Studentersamfundets Retshjælp, for at forhøre mig om, hvordan jeg skulle forholde mig i den triste situation, der var opstået efter bruddet med Else. Det var nogle unge mandlige og kvindelige jurastuderende, der stod for rådgivningen, og de virkede temmelig kølige og arrogante. Men jeg forstod dog så meget af det, de forklarede, at der ville kunne bevilges skilsmisse, såfremt en af parterne, Else eller mig, ville erklære og skrive under på, at der havde fundet utroskab sted.

Ved næste orlov opsøgte jeg Else, dels for at hilse på børnene og som sædvanligt give dem hver et stykke Pernille Chokolade, og dels for at spørge hende, om hun ville skrive under på en erklæring om, at hun havde været mig utro. ”Nej, det da ved Gud jeg ikke vil!”, udbrød hun indigneret og tilføjede: ”Så let slipper du ikke! Du er forpligtet til at sørge for mig og for børnene til de bliver voksne!”. Det med, at jeg skulle betale underholdsbidrag, vidste jeg naturligvis godt, men det var slet ikke det, sagen drejede sig om i øjeblikket. Til gengæld indså jeg, at det ville være umuligt at opnå skilsmisse ad den vej, hvorfor jeg opgav at komme videre med Else og tænkte, at jeg nok måtte finde en anden udvej til for bestandig at slippe af med hende og hendes dårlige indflydelse på mit liv. Men børnene havde jeg selvfølgelig ikke tænkt mig at svigte eller opgive, tværtimod mente jeg, at de og jeg godt kunne bevare det gode forhold til hinanden, også i fremtiden. Det håbede jeg i hvert fald på.

Nu var det derfor min tur til at anmode Gerda om hjælp, nemlig ved at anmode hende om at skrive under på, at hun og jeg havde været Else utro med hinanden. Derfor enedes vi om, en påfølgende onsdag eftermiddag, hvor jeg var hjemme på orlov, sammen at tage ind til Studentersamfundets Retshjælp på Gl. Kongevej, hvor vi underskrev den erklæring, der betød den juridiske afslutning på Elses og mit fra starten desværre meget mislykkede ægteskab. Det var en sørgelig situation, især med tanke på Jan og Annette, men det miserable forhold mellem Else og mig, skulle desværre vise sig ikke at være afsluttet med skilsmissen, men fortsatte i endnu nogle år og endte efter min egen opfattelse tragisk. Det var desuden en bagvendt situation, for det var faktisk Else, der først havde været mig utro, nemlig allerede mens vi boede i Vendersgade og senere i Øster Farimagsgade, men det ville hun naturligvis ikke indrømme eller kendes ved. Men mere herom senere.

Når jeg i dag, så mange år efter, tænker tilbage på, hvad det egentlig var, der dengang drev mig til at handle, som jeg gjorde i forhold til Else, altså at jeg overhovedet havde indladt mig med hende, må jeg nok konstatere, at jeg dels var totalt uerfaren med hensyn til forholdet til det andet køn, og dels var jeg i mine drifters vold. Det bevirkede blandt andet, at jeg tilsidesatte fornuft og omtanke, og det kom til at få de drastiske konsekvenser, der fulgte. Der var hverken for mit eller Elses vedkommende tale om forelskelse, idet det for hende dengang drejede sig om at etablere et forhold til en mand, som forhåbentlig kunne forsørge hende, i hvert fald midlertidigt, og sådan, at hun ikke behøvede at søge eller gå på arbejde. Det mislykkedes for hende med min logi-nabo Gjedde i Vendersgade, som hun legede kispus med og derefter svigtede, og derefter med fætteren, Arly, som gennemskuede hende og derfor ret hurtigt afviste hende. Dette var jeg desværre ikke erfaren og klog nok til også selv at gøre, idet min forfængelighed og seksuelle drift havde taget overmagten, noget, jeg til gengæld kom til at bøde meget og længe for. Når dette er sagt, vil jeg gerne tillægge, at der sikkert er en dybere forklaring på, at Else var og handlede, som hun gjorde, men jeg kendte bare ikke hende og hendes forhold og fortid godt nok til, at kunne forstå hendes psyke og udrede trådene. Det værste for mig var og er dog, at min handlemåde primært også kom til at gå ud over i den sammenhæng uskyldige, nemlig Jan og Annette, og det ved jeg ikke, om der findes nogen relevant undskyldning for, og måske heller ikke tilgivelse for. Med den ’viden’ i dybet af min bevidsthed, har jeg måttet leve mit liv lige siden, og det uanset, hvad der ellers er sket eller hændt for mig af både gode og mindre gode oplevelser og erfaringer.

Et nyt tilholdssted

Det med mine besøg hos Inger og Søren begyndte med, at Søren, der lige var kommet tilbage til lejren efter en weekend-orlov, sagde: ”Du sku’ ta’ og tage med mig hjem på orlov på onsdag! Du kan sagtens overnatte hos os! Inger vil blive glad for at lære dig at kende!”. Det var et fristende tilbud, og efter nogen betænkning takkede jeg ja til det. Den første onsdag, jeg fulgtes med Søren hjem, foregik det i princippet på samme måde, som når jeg selv tog hjem på orlov: Efter arbejdstid spadserede vi til Storkevad trinbræt, hvor vi steg på toget til Hillerød. Her skiftede vi til regionaltoget til København, men stod af på Hellerup Station og skiftede til et S-tog, der bl. a. gjorde holdt ved Nordhavn Station. Her stod vi af og spadserede op ad Ndr. Frihavnsgade til det sted, hvor Søren og Inger boede. Vi blev hjerteligt modtaget af Inger og de to store drenge, Peter og Claus, hvorimod Jens så lidt skeptisk ud og Torben var endnu så lille, at han ikke rigtig forstod, hvad der foregik.

Lejligheden, hvor familien Svendsen boede, viste sig at være temmelig stor, hvilket naturligvis var en fordel med så mange mennesker, som de var: To voksne og fire børn. Der var en forholdsvis stor entre, som havde det ejendommelige ved sig, at den slog et knæk og fortsatte i en anden retning længere ind i lejligheden. Umiddelbart efter entredøren var der en dør ind til et stort værelse, hvor Peter og Claus boede. Ved siden af førte endnu en dør ind til en meget stor hjørnestue, som havde dobbeltdør ind til en lidt mindre stue, der tjente som spisestue. Den sidstnævnte stue havde også dør ud til entreen og desuden ind til et stort og rummeligt soveværelse, som Søren lejlighedsvis også brugte som atelier, når han malede sine i reglen store oliebilleder. Men mere herom senere. Fra soveværelset førte en dør ud til toilettet og badeværelset, et forholdsvis stort, rektangulært rum, hvor der var både bruser og karbad. En dør på den modsatte side af entreen førte ud til et temmelig stort, omtrent kvadratisk køkken, mens en tredje dør førte ind til et mindre værelse, som var Jens’ og Torbens. Endelig var der en dør fra entreen og ud til det temmelig store badeværelse, som man altså kunne komme til ad to døre.

Lejligheden bar præg af, at den var beliggende i en ældre, men stort set velholdt ejendom, en af disse med højt til stukloftet, store rum og store vinduer. I de to ældste drenges værelse var der køjeseng, bord og skab til tøj. I den store stue, som man i ældre tid ville have betegnet som stadsstuen, var det mest iøjnefaldende en stor sofa, et sofabord og to store magelige lænestole samt et skab. På det ferniserede gulv var der lagt et stort og orientalsk udseende gulvtæppe, der ligesom ”samlede” den meget store, tomme gulvplads, der var udenom. Spisestuen var domineret af et stort, aflangt spisebord med 8 stole omkring. Her var desuden et dækketøjsskab ved den væg, der vendte ind mod soveværelset, og en divan ved den modsatte væg op mod vinduessiden. I rummets anden ende var der en lidt mindre sofa og vistnok også et sofabord. Det store og rummelige soveværelse var domineret af en kæmpemæssig dobbeltseng og et stort klædeskab. En anden bemærkelsesværdig ting ved dette værelse, var, at pladsen under det meget brede vindue tjente som bogreol. Det var bøger af forskellig slags, dog mest om kunst og filosofi. Søren havde jo bl.a. læst teologi og filosofi på Københavns Universitet, men opgivet på halvvejen.

I lighed med mig, var familien Svendsen vegetarer, og Inger lavede en enkel og velsmagende ret til aftensmad. De voksne drak vand til maden, medens børnene fik mælk. Men der var en ting, der overraskede og undrede mig, nemlig at Søren insisterede på, at der skulle bedes bordbøn. Det var tydeligt, at børnene ikke syntes om det, og selv havde jeg kun været ude for noget lignende to gange tidligere i mit liv. Den ene gang var, da jeg besøgte den tidligere omtalte Eva og hendes forældre i deres sommerhus i Hundested, og den anden gang, da jeg var til frokost hos Gerdas forældre i Brøndbyøster. Det er da også karakteristisk, at jeg overhovedet ikke kan komme i tanke om, hvordan bønnen hos Søren og hans familie lød. Men bortset fra det, så vidste jeg jo nok, at Søren dels havde studeret teologi, og dels, at hans forældre var stærkt indremissionske og som sådanne altid bad bordbøn før måltiderne. Egentlig havde jeg ikke noget imod, at der blev bedt ved bordet, men jeg fandt det ærlig talt lettere komisk. Hverken Søren eller Inger var særligt religiøse i traditionel forstand, men de havde tidligere opsøgt en spiritistisk loge og deltaget i nogle af dennes mediumistiske seancer. Det skyldtes vist nok mest, at det ægtepar, hos hvem Søren dengang var logerende, inden han og Inger flyttede sammen og giftede sig, var ivrige spiritister og medlemmer af en såkaldt spiritistisk loge. Det vil sige, først boede de sammen på ”polsk”, som det kaldtes, hvilket vil sige, uden at være gift. Men Sørens indremissionske forældre, hans far især, nægtede at besøge dem, før de var blevet mand og hustru for Vorherre. Søren og Inger valgte dog at gifte sig på rådhuset. Det huede ikke Sørens far, men han endte dog med, om end modvilligt, at acceptere situationen og aflægge sin søn og svigerdatter et besøg, lige som de blev inviteret til sammen at besøge hans forældre i Bjerringbro.

Teosofi og indisk filosofi

Men det var gennem sin forbindelse med spiritisme, at Søren var kommet ind på at studere teosofi og indisk filosofi, og herunder især Yoga-filosofien. Han var desuden kunstnerisk begavet, spillede klaver og tegnede og malede, hvilket sidste han gjorde med indlysende talent og stor professionalisme. Det viste sig da også, at han havde gået til tegne- og maleundervisning hos billedhuggeren Harald Isenstein (1898-1980), der dengang havde atelier på Wodroffsvej i København. Hos Isenstein havde Søren også hørt om den intuitive nutidsmystiker og tænker, Martinus (1890-1981), som havde udgivet flere bøger og som jævnligt holdt foredrag ude på sit institut på Mariendalsvej på Frederiksberg. Søren havde faktisk første bind af Martinus’ hovedværk, ”Livets Bog”, stående i sin bogreol, men da jeg spurgte ham, hvad han mente om bogens indhold, svarede han ærligt, at han ikke havde læst den, men kun kigget overfladisk i den et par enkelte gange. ”Martinus er vist nok ikke vellidt i spiritistiske og teosofiske kredse, men især hans sekretær, Gerner Larsson, anses for at være en ren svindler. Han har mere end én gang lokket penge fra ældre, velhavende damer!”. Det var jo en ordentlig svada og grov anklage, som i hvert fald ikke stemte med, hvad jeg havde hørt om Martinus og hans værk af Børge Hamberg. ”Men”, sagde jeg til Søren, ”det sete og hørte beror som bekendt på øjnene, der ser, og ørerne, der hører”, og det var han som dybttænkende menneske selvfølgelig enig i. Senere blev både han og hans kone mindst lige så ivrige studerende og tilhængere af Martinus’ livsfilosofi, som tilfældet var og er for mig selv.

Inger blev i sine yngre år uddannet som skønhedsekspert, et begreb, der omfatter både ansigtspleje, pedicure (fodpleje) og manicure (håndpleje), men efter at hun havde fået sit første barn, Peter, i sit ægteskab med Reinholdt Petersen, blev hun hjemmegående husmoder, og denne stilling havde hun indtaget efter sit andet barns, Claus’, fødsel. I sit ægteskab med Søren fik hun sidenhen Jens og Torben, og fortsatte derfor som hjemmegående, idet hun hele tiden havde haft mindreårige børn at passe. Og med årene skulle der oven i købet komme to børn mere til, en dreng, Kristian, og en pige, Christina. Men da børnene var blevet større, genoptog Inger sit job, og som stærkt interesseret i alternative behandlingsmetoder, denne gang suppleret med zoneterapi. Der var samtidig tale om selvstændig virksomhed, idet Inger drev sit hverv hjemme fra privaten. Det supplerede jo i øvrigt deres i forvejen ikke alt for gode økonomi og gav desuden Inger mulighed for at møde andre mennesker, for mennesker, det var virkelig, hvad den muntre og kloge kvinde var god til at have med at gøre. Den gode familie Svendsen skal vi i øvrigt komme til at høre meget mere om i løbet af de følgende mange afsnit, ikke mindst fordi familien af flere årsager og grunde kom til at spille en stor rolle i mit sørg-muntre livs ups and downs.

Familieliv hos mine forældre

Mine forældres beskedne hjem i Jægersborggade var og forblev den trygge havn, hvortil jeg altid kunne vende tilbage, når de personlige og private problemer blev for meget og for store. Ikke sådan at forstå, at hverken far eller mor var i stand til at afværge eller løse de problemer, som jeg som følge af mine dispositioner og handlinger selv havde skabt og rodet mig ud i. Men forstået på den måde, at her kunne jeg altid finde tryghed, trøst og opmuntring, især hos mor, som jo altid siden min barndom havde ladet mig føle, at hun elskede mig, ubetinget og grænseløst. Far, som jo i øvrigt havde nok andet at se til, end at lytte til sin forvovne søn, også i weekenderne, hvor han blandt andet fejede og vaskede trapper eller pudsede vinduerne i opgangene, eller hvad der nu end var af praktiske opgaver for ham at tage sig af som vicevært. Han syntes ikke om, hvis man var for dristig og vovelysten, især ikke i forholdet til det andet køn. Så hvis det endelig lykkedes for mig at beklage min situation overfor ham eller jeg luftede nogle af mine efter hans mening dumdristige initiativer eller planer, reagerede han altid med to gentagne ord: ”Små slag! Små slag!” Det forstod jeg godt hvad betød, nemlig: ”Tænk dig om! Tænk dig om!” Det var velment og enkelt sagt, men svært at følge, især når man lod følelserne og indskydelserne bestemme over sine tanker og handlinger.

Mine forældre fejrede i reglen en af påskedagene sammen med nogle af den nærmeste familie, foruden stadig hjemmeboende Lizzie også Ruth og Benny, Bent og hans kæreste Annelise, mormor og morfar, som de sædvanlige gæster på den tid. Mors søskende med påhæng og Fætter Dennis hørte ikke længere til de faste gæster, idet de og han havde deres eget liv at leve med egne familier og børn. Selv hørte jeg nu til de lidt sjældnere gæster ved mine forældres festlige lejligheder, fordi jeg jo for tiden stadig opholdt mig i Gribskovlejren.

Fra venstre og rundt om bordet ses (formentlig) Ruth og Benny, derefter Bents kone Annelise, mormor, Lizzie, Bent, morfar, mor og far. Det fremgår ikke af fotoet, hvem der har fotograferet det. Selv var jeg, der nu var separeret fra Else, åbenbart ikke med ved denne lejlighed. – Foto: © 1956 Privatfoto.

Familieforøgelse

Den 3. maj 1956 nedkom min bror Bennys kone, Ruth, med deres første barn, som i dåben fik navnet Teddy. Det var mors og fars tredje barnebarn, som især mor fik meget med at gøre, fordi hans forældre skulle passe hver deres arbejde, hvorfor den lille og meget stille og generte dreng blev passet af sin farmor. Barnedåben fandt sted i Skt. Anna Kirken omme i Bjelkes Allé, en sidegade til Jagtvej, beliggende som nabogade parallelt med Jægersborggade. Kronborggade var og er stadig en paralleltliggende nabogade på den vestlige side af Jægersborggade.

Herover ses til venstre den tydeligt stolte farmor, min mor, stående foran kirkens indgangsdør og bærende på det nydøbte barn, Teddy. På fotoet til højre ses den endnu mere stolte mor, Ruth, idet hun med sit barn på armen, følges med til venstre barnets farfar, min far, og barnets faster, min søster Lizzie, og yderst til højre barnets farmor, min mor forstås. Det lille følge er på vej hjem ad Jægersborggade med Jagtvej helt i baggrunden. – Fotos: © 1956 Privatfotos.

Min bror Benny og hans kone Ruth boede hos hendes fraskilte far, som havde en lille lejlighed i hukket skråt over for mine forældres lejlighed i Jægersborggade. Den situation var de imidlertid meget utilfredse med, Benny især forstås, lige som de var stærkt utilfredse med og skuffede over, at de som hårdtarbejdende mennesker ikke kunne opdrive en ordentlig og mere velegnet bolig. De havde ikke råd til eget hus, men var mere end villige og parate til at kunne betale en højere husleje, end de gjorde, hvor de boede. Dengang tænkte unge giftelystne par ikke så praktisk, i hvert fald gjorde ikke alle det, men lod sig for manges vedkommende lede af følelserne og vildlede af forelskelsen, som jo i reglen gav opfattelsen af, at nu havde man gjort den store lykke, så blæse være med, at man i farten overså at det ikke ville være muligt ar leve alene af kærlighed og kildevand. For resten dannede jeg ikke selv nogen undtagelse fra denne regel. Men situationen var derfor ofte den, at unge par giftede sig uden at have nogen selvstændig lejlighed til rådighed.

For øvrigt var boligsituationen og boligmangelen stor i København på den tid, hvor der desuden også blev revet en del af de gamle og udtjente boligblokke ned, for at give plads for mere moderne og tidssvarende udlejningsboliger. Til delvis erstatning og delvis genhusning, blev der opført nye store boligblokke i nogle af omegnskommunerne, men nye boligansøgere skulle være meget heldige, hvis de ville gøre sig håb om at erhverve en af de nye og i reglen større lejligheder. Og vel at mærke til en noget højere husleje, end tilfældet var i den gamle boligmasse. Denne situation var en medvirkende grund til, at min bror og svigerinde alvorligt tænkte på og planlagde at ville emigrere til Australien. At det lige skulle være dette land, de ville flytte til, skyldtes dog især, at Ruths ældre søster flere år tidligere havde bosat sig i dette forjættende land. Men inden det kom så langt som til, at de gjorde alvor af planen, blev der dog naturligvis tid til at deltage i familiekomsammener hos mine forældre.

Ruth og Benny med deres førstefødte, sønnen Teddy, formentlig omkring oktober 1956. Alt synes her at ånde idyl og glæde, men virkelighedens barske realiteter lurede i baggrunden. - Foto © 1956 Privatfoto.

På fotoet til venstre ses fra venstre siddende omkring bordet: Farmor, mormor og morfar, Ruth med Teddy på skødet, de næste to personer er mig ubekendte, men er så vidt jeg erindrer venner af min søster Lizzie, som formentlig er den, der har ageret fotograf ved denne lejlighed. Til højre for dem sidder min mor. Stående er fra venstre: Far, Sonja, gift med Thorkild, som ses til højre for hende, derefter Bents kone Annelise, Bent og Benny. Når hverken jeg eller min kone og børn ikke har været med ved den lejlighed, kan det dels skyldes, at jeg på den tid opholdt mig i Gribskovlejren og dels, at vi havde store problemer i ægteskabet. – På fotoet til højre, som vist må være fra en anden sammenkomst, ses til venstre mor med Teddy på skødet og til højre far og ved siden af ham Ruth. – Fotos: © 1956 Privatfotos.

Det var jo i øvrigt sådan, at vi børn, svigerbørn og børnebørn gerne var samlede hos mor og far, især omkring fødselsdage og højtider, som påske, pinse, jul og nytår. Da gik det ikke så sjældent livligt til, især hvis nogle af deltagerne fik lidt for meget indenbords af de fugtige varer. Foruden middagsmaden, hvortil der gerne blev drukket øl og/eller vin og sodavand for børnene, blev der i reglen serveret kaffe og kager og likør. Mændene gik dog ikke af vejen for nogle ekstra øl, lige som de yngre damer, ikke mindst Ruth og Annelise, tog for sig af vinen og likøren. Det hændte da også jævnligt, at de to unge damer senere på aftenen kom op at skændes, fordi de af forskellige grunde havde set sig gale på hinanden. Skænderierne kunne i nogle tilfælde udarte til korporlige angreb på hinanden, som først blev stoppet, da far i reglen med barsk stemme bad dem om at holde op. Så blev vreden vendt imod ham, men det tog han sig forholdsvis let, bortset fra, at han syntes, at det var skrapt at sådan et par ”tøser” tillod sig at sige ham imod og opføre sig som galninge.

På fotoet herover, som er et udsnit af et af billederne ovenfor, ses i baggrunden den TO-R-konsolradio, som jeg havde købt for mine egne penge i 1944, men som jeg lod mine forældre beholde, da jeg i 1950 flyttede hjemmefra. Konsollen havde foruden radio også indbygget automatisk pladespiller. Da den ikke blev benyttet til daglig, havde mor stillet fotos og nips ovenpå den. Som det også ses, havde mine forældre telefon, hvilket primært skyldtes min mors profession som danselærerinde. – Foto: © 1956 Privatfoto.

Mor var derimod meget pinligt berørt ved situationen og blev nervøs og skyndte sig ud i køkkenregionen, der ligesom var et slags fristed for hende. Men her fældede hun en tåre eller to, for det bedrøvede hende, at de unge damer ikke respekterede deres svigerforældre mere end tilfældet var og forblev.

Man kan måske undre sig over, at de to kvinders mænd ikke greb ind, men det gjorde de ikke, for begge havde stor respekt for hver deres og hinandens koner, som var godt skåret for tungeåndet og ikke gik af vejen for at bruge sprogets værste gloser. Den sammenkomst, der begyndte så festligt og fornøjeligt, endte ofte med uvenskab og skænderier, som kun tiden lagde en dæmpende glemsel over - indtil næste gang, hvor de pinlige optrin gentog sig. Disse blev da også en stående kilde til mors ængstelse og nervøsitet, hver gang hun stod overfor at skulle være værtinde ved lignende lejligheder. Det var i virkeligheden hensynsløst af Annelise og Ruth, så godt som hver eneste gang de var sammen hos mine forældre, at provokere hinanden, og ofte af grunde, som vi andre fandt bagatelagtige og latterlige.

Det mærkværdige var, at alle forsøg på at lægge sig imellem og dæmpe gemytterne, kun bevirkede, at de to brushoveder blev endnu mere vredt ophidsede og nu også skældte ud på den eller dem, der ville berolige dem.

Teaterinstruktør-assistent forsommeren 1956

I forsommeren 1956, omkring maj, spurgte lejrchefen, Elbæk, mig en dag, om ikke jeg kunne tænke mig at bistå instruktøren og nogle amatørskuespillere på Frederiksborg Højskole ved Hillerød. Her havde man tænkt sig at opføre Kaj Munks skuespil ”Egelykke” som friluftsforestilling i højskolens store baghave. Det var lidt tøvende, at jeg svarede ja til opfordringen, men da lejrchefen sagde, at det skulle foregå i arbejdstiden og at jeg ville blive kørt til og fra stedet i en af lejrens biler, accepterede jeg, om end en smule modvilligt. For dels kendte jeg på det tidspunkt overhovedet ikke skuespillet ”Egelykke”, og dels syntes jeg det var lidt vel meget at forvente sig af mig, at jeg tilmed skulle være kvalificeret til at optræde som rådgiver for stykkets instruktør.

Skuespillet ”Egelykke” er fra 1939 og handler om den da 22-årige N.F.S. Grundtvigs ansættelse 1805 på godset ”Egelykke” på Langeland og hans forelskelse i den da cirka 33-årige fru Constance Leth, f. Fabritius de Tengnagel (1777-1827), hvis mand var godsejeren, major Carl Frederik Steensen Leth (1774-1825). Forelskelsen eller sværmeriet, som muligvis var gensidig, medførte for Grundtvigs vedkommende en indre kamp om problemerne mellem driften og kaldet og mellem kødet og ånden, hvor ideen sejrer over alle personlige hensyn. Altså hvor Grundtvig opgav sin lyst til – den for øvrigt umulige - kødelige forening med Constance Leth og i stedet valgte det åndelige og ideelle kald som præst.

Dagen oprandt, da jeg sammen med Elbæk blev kørt til Hillerød, for at mødes med folkene bag den forestående friluftsforestilling på Frederiksborg Højskole. Men det viste sig hurtigt at være venlige og lydhøre mennesker, som jeg snart kom på god talefod med. Bag højskolens imponerende bygning og vendt ud mod dennes store baghave, var der rejst en kæmpemæssig tribune med en masse bænkerader foran. Man var dog endnu ikke nået så langt i indstuderingen af ”Egelykke”, at der var opstillet nogen kulisser på tribunen, bortset fra en lukket bagklædning og de stativer, der skulle støtte sætstykkerne.

Instruktøren, hvis navn jeg ikke længere husker, var til daglig lærer på højskolen, og han begyndte med at ridse stykkets handling op for mig, og spurgte mig derefter, om jeg ville være ham behjælpelig med at arrangere, hvordan skuespillerne skulle placeres og bevæge sig på scenen. Det tilbragte vi de næste par timer med, mens vi begge hersede med de stakkels aktører, som i dagens anledning var iført de kostumer, de skulle have på under selve forestillingen. Instruktøren, Elbæk og jeg og nogle af de aktører, der ikke lige i øjeblikket skulle på scenen, stod ude på en af de allerbageste bænkerader længst borte fra tribunen. Herfra dirigerede instruktøren ved hjælp af en megafon, hvad der skulle ske og eventuelt ændres oppe på scenen. Min indsats bestod i at give instruktøren anvisning på, hvordan jeg mente, han burde placere og omrokere de enkelte skuespillere i forhold til hinanden, og han og skuespillerne accepterede stort set alt, hvad jeg foreslog.

Efter den lidt krævende prøve, takkede instruktøren for hjælpen, og Elbæk og jeg blev budt på kaffe eller te og en hyggesnak sammen med de medvirkende. Da det var overstået, blev han og jeg kørt tilbage til lejren, hvor vi ankom kort før aftensmåltidet. Vi var begge enige om, at det i det store og hele havde været en ganske udmærket dag. Men til trods herfor, fyldtes jeg alligevel af en underlig følelse af, at min indsats som hjælpeinstruktør i bedste fald havde været uden betydning, og i værste fald havde bragt forvirring med sig, både hos den pågældende instruktør og hans aktører. Inderst inde kunne jeg derfor ikke lade være med at ærgre mig over, at jeg havde sagt ja til tjansen som ”hjælpe-instruktør”, som jeg faktisk kun havde indvilliget i, for at imødekomme Elbæks ønske.

Ikke så længe efter fik jeg imidlertid en indbydelse til at overvære premieren på ”Egelykke”, men var desværre forhindret i at deltage, fordi det foregik en lørdag, hvor jeg skulle på orlov i København. Orloven, hvorunder jeg i hvert fald nogle timer kunne være sammen med Annette og Jan, var vigtigere for mig, end at overvære opførelsen af et teaterstykke, som dengang ikke sagde mig så meget. Men Elbæk og hans kone, som også var blevet inviteret og havde set stykket, fortalte mig senere, at både instruktøren og de medvirkende havde givet udtryk for taknemmelighed over de råd og anvisninger, jeg havde givet dem. Høflighed koster jo som bekendt ingen penge.

Herover ses lille 2-årige Annette siddende og lege bag den bygning på Hvidovrevej, hvor Freddy Pedersens Danseskole havde til huse. Vi var dér, for at besøge min mor, som brugte danseskolens lokaler til at lære sig selv og sine kolleger de nye danse, som skulle introduceres, når undervisningen begyndte til september, for mors vedkommende på Ethel Lous’ Danseinstitut på H.C. Ørstedsvej. - © 1956 Privatfoto.

På en af søndagene i løbet af sommeren 1956, benyttede jeg en eftermiddag lejligheden til at tage Jan og Annette med og aflægge et besøg på Freddy Pedersens Danseskole i Hvidovre. Grunden til det var, at i de sommermåneder, hvor Ethel Lous’ Danseinstitut på H.C. Ørstedsvej havde lukket, gennemgik min mor – assisteret af min søster Lizzie - de nye danse, som skulle læres til dansesæsonen begyndte igen til september. Fra dette besøg findes et foto med lille Annette, men hvorfor Jan eller andre ikke er med på billedet, og hvorfor jeg ikke har andre fotos fra dengang, husker jeg ikke. Men fotoet af min kære lille pige skal med her alligevel, for det er desværre ikke mange fotos jeg har af hende og heller ikke af Jan.

Den situation, at hver gang jeg skulle være sammen med Jan og Annette, måtte jeg naturligvis afhente dem om formiddagen hjemme hos deres mor på Mågevej og bringe dem med mig hjem til mine forældre i Jægersborggade. Der tilbragte vi så en del timer sammen med leg og især at høre grammofonplader eller læse historier. Efter at vi sammen havde spist aftensmad omkring kl. 18, måtte jeg så bringe børnene tilbage til deres mor, så vi var der senest kl. 20, når det var sommer. Desværre havde jeg ingen muligheder for, at børnene sammen med mig kunne overnatte hos mine forældre, dels fordi der faktisk ikke var sengeplads til dem, og dels fordi deres mor på det tidspunkt endnu ikke ville gå med til en sådan ordning. Det havde jeg også forståelse for, så længe børnene var så små og situationen og forholdene i øvrigt var, som de nu var.

Men jeg så frem til, at når jeg næste år i juni ville blive færdig med den civile værnepligt, og forhåbentlig kunne genoptage et ordentligt og fast lønnet arbejde, at jeg så kunne få mig en lejlighed, hvor jeg kunne have børnene hos mig i weekender hver 14. dag. Fremtiden skulle vise sig at opfylde dette ønske, men unægtelig på en noget anden måde, end jeg havde tænkt og kunnet forestille mig på forhånd.

Nægteravisen ”Samvittigheden” nr. 7, juli 1956. Forsidetegningen er formentlig tegnet af Gerhard Eriksen, som her signerer sig med et krøllet ”E”. Tegningen refererer endnu engang til nægternes situation i den forgangne vinters kulde og sne, hvor et hold arbejdede i stenbruddet ved Multebjerg. – Tegning: © 1956 Gerhard Eriksen.

”Samvittigheden” nr. 7, juli 1956

Imidlertid udkom nægteravisen nr. 7 i juli 1956, og redaktionen bestod nu af Leif Andersen, Robert Felby, Kaj F. Jensen og Ivar Nielsen. Det vides dog ikke, om Leif Andersen var kommet til allerede i avisens nr. 6, juni 1956, for i det nummer står redaktionen ikke anført. Hvilket strengt taget i øvrigt er i strid med presseloven. Men redaktionen var angiveligt lidt bekymret for en svigtende interesse for bladet og dets indhold. Herom skriver man følgende under rubrikken NOTABENE!:

Når dette nummer af ”Samvittigheden” udkommer, er vi nået midt ind i juli måned, og bladet er således ca. 14 dage forsinket. Denne kendsgerning må imidlertid ikke opfattes som et udslag af sommerferiestemning hos redaktionen, men skyldes udelukkende manglende indgang af stof. Som det vil huskes fra bladets start var vor tanke med ”SAMVITTIGHEDEN” den, at vi ville skabe dels et organ for nuværende militærnægtere – et sted hvor de kunne læse om andres syn på spørgsmål vedrørende nægtersagen, og hvor de selv kunne komme til orde med indlæg – og dels et forum for andre interesserede, der her kunne fremsætte synspunkter og kommentarer til militærnægterbevægelsens udvikling. Redaktionen mener stadig, at disse to opgaver må være bladets fornemste, og det har derfor skuffet os, at interessen for i bladet at diskutere nægterproblemer, det være sig den rent principielle baggrund for vor stillingtagen til et af tidens vanskeligste og alvorligste spørgsmål såvel som spørgsmålet om nægterordningens praktiske udformning nu og i fremtiden, har været så ringe, som tilfældet er.

Vi håber dog stadig på, at forholdet vil ændre sig, således at ”Samvittigheden” fortsat vil kunne eksistere og vil kunne følge den linie som fra bladets start har været tilstræbt, nemlig oplysning om militærnægterbevægelsens baggrund, dens mål og dens praktiske gennemførelse. Red.

Næste nummer af ”Samvittigheden” udkommer omkring 1. september d.å.

For resten vil jeg her gerne indskyde, at jeg personligt synes, at bladets tekniske kvalitet helt fra starten var for ringe, særligt når der skulle duplikeres mange numre, for da gik det ofte ud over kvaliteten af trykningen. Men der var jo ikke økonomi til at lade bladet bogtrykke, så det var et valg mellem at lave et teknisk halvdårligt blad eller slet intet blad.

Ned med det hele!

Under denne retoriske overskrift har min kære fætter, Dennis Arendvald, som tidligere havde beæret bladet med sit digt ”Moderne krig!” (i nr. 2), skrevet en kritisk artikel, som specielt vendte sig imod tendensen i Henrik S. Jensens artikel ”Nye tider – nye sider”:

Må det være en udenforstående tilladt at fremkomme med et par bemærkninger, da indholdet af en af de artikler, som fremkom i sidste nr. af ”Samvittigheden” synes at besidde en farlig tendens.

Det drejer sig om artiklen ”Nye tider – nye sider”.

Den er skrevet som et angreb på Social-Demokraten og Socialdemokratiet; men er, hvad der vel også er tilsigtet, samtidig et angreb på det, vi kalder demokratiet eller flertalsstyret. – Og fordi det kun er et angreb, en ren nedbrydning, uden samtidig at rumme nye veje eller vise andre retningslinier, må de betragtes for at være af negativ art.

Og faren ligger i det negative! – i at bandlyse det bestående, uden at have noget at give.

Men jeg har forstået på forfatteren, at han føler sig svigtet af de politiske ledere (eller er det kun en vis del heraf), en følelse som han deler med mange, hvad der vel for en stor del ligger til grund for den stadig voksende ligegyldighed og ringeagt over for politik, og dem som beskæftiger sig hermed. Man føler, at de politiske ledere ikke har forstået at opfylde de forventninger, de løfter de gav, og som lå til grund for, at de blev betroet deres erhverv. Følgerne heraf bliver en stadig bredere mistro til den bestående regering for at munde ud i tvivlen om berettigelsen af den bestående regeringsform.

Man så det stærkt i årene omkr. 1930-40. Her var bitterheden blevet så stor, at den del af den borgerlige presse fulgte med. I mange tilfælde førte man åben kamp mod den værende styreform, og (vel nok med opblomstringen i Nazi-tyskland som forbillede) talte man for indførelsen af diktaturet. Ungdommen paraderede i gaderne i brune skjorter og ridestøvler. – Der kom en verdenskrig og ændrede dette billede; men demokratiet var i fare.

Det vil blive til skade for os alle, hvis de unge i harme over regeringsmagtens til tider svigtende evner og begåede fejl (f.eks. det meningsløse arb., hvortil man sætter militærnægtere), søger at modarbejde demokratiet, eller ganske simpelt mister interessen for politisk arbejde. Det vil skabe en splittelse fremover, hvis værste følger vil blive en udslettelse af alt hvad der forstås ved kultur og åndsliv.

Men når dette er sagt, skal jeg give Henrik ret i, at der findes ”brådne kar” inden for de politiske partier, men jeg tror de findes indenfor dem alle, og det skal ingen undskyldning være, at de findes inden for næsten alt, hvormed mennesker har at skaffe, for man må og bør forvente, at de mennesker, som befolkningen vælger som ledere, besidder en moralsk ansvarsfølelse.

Og det er her, vi skal sætte ind! Politik er ikke noget, som angår ”Per og Poul”, det angår i høj grad dig og mig. Det er vore sager, vort liv, det drejer sig om. Og føler eller ved vi, at der er råddenskab indenfor rækkerne, da må vi træde til, tage aktivt del i at få den udryddet. Det er her, det mærkelige begreb som kaldes samfundet har brug og behov for de unge, og i første (og eneste) række dem, der besidder det, som forstås ved samvittighed.

Her er ikke brug for en anden styreform; men lad os med alle til rådighed stående kræfter arbejde på at rense ud i og videreføre folkestyret. – Og lad os så frem for alt ikke rive ned med den ene hånd, hvis vi ikke kan eller vil bygge op med den anden.

Lad det ikke ske, at de, som er i nogenlunde besiddelse af sunde menneskelige egenskaber, ikke vil tage del i og gøre en indsats for sine medmennesker. – Da er vi ilde faren. Dennis Arendvald.

Min gode fætter Dennis, et år ældre end mig, som jeg lige siden barnsben altid havde set op til, var allerede fra sin tidlige ungdom en ivrig socialdemokrat. Kort efter Danmarks befrielse i maj 1945 sværmede Dennis en kort overgang for DKP, som var blevet meget populært på grund af kommunisternes indsats i modstandskampen imod den tyske besættelsesmagt. Men måske delvis under indflydelse fra hans plejefar og vores fælles morfar, skiftede Dennis politisk holdning og tilsluttede sig Socialdemokratiets demokratisk-parlamentariske og anti-revolutionære linje i form af den såkaldte udjævningspolitik. Vores morfar, Niels Peter Rasmussen, som oprindelig var syndikalist, men som i 1918, da syndikalistbevægelsen splittedes op i socialdemokrater og kommunister, havde tilsluttet sig Socialdemokratiet, netop fordi dets førte politik var anti-revolutionært. Morfar havde indset, at kommunisternes hastværk med at revoltere imod statsmagten og kapitalisterne, kun ville føre noget dårligt med sig, også for arbejderklassen. Derfor støttede han som politisk aktiv en fredelig og demokratisk udviklingspolitik, som den, Socialdemokratiet stod for i 1920’-30’erne.

Meddelelse fra Dramatisk Studiekreds

Der var som tidligere omtalt relativt stor aktivitet i Gribskovlejrens dramatiske studiekreds, som i dette tilfælde kunne meddele følgende:

”GRIBSKOVLEJRENS DRAMATISKE STUDIEKREDS” arrangerer lørdag den 11. august en fest i MÅRUM FORSAMLINGSHUS under titlen ”BLÅMANNE-SJOV”. Som ved nægterfesten i marts vil der blive tale om bustur fra København og derefter broget underholdning og bal plus forskellige traktementer. Derimod vil der ikke kunne arrangeres spisning i lejren denne gang.

Bussen starter fra Den lille Hornblæser (Rådhuspl.) ca. kl. 18,00 og vil stoppe flg. Steder, dersom der er passagerer: NØRREPORT ST., NØRREBROS RUNDDEL, VIBENHUS RUNDDEL, LYNGBY, HOLTE, AQLLERØD og HILLERØD. Busprisen bliver som sidst kr. 10,00 retur, kr. 5,00 for enkelt fra eller til København og gradvis reducering i prisen fra og med Lyngby.

Billetprisen for underholdning, bal, kaffe og kage og 3 stk. smørrebrød er kr. 5,00. (NB! Denne gang er der orkester).

Interesserede kan henvende sig skriftligt eller telefonisk til Harry Rasmussen, Gribskovlejren pr. Mårum St. – Tlf. Esrom 88.

Til kødspiserne!

På avisens side 5 kom der en opsang til kødspisere i almindelighed og til den store part af militærnægtere i Gribskovlejren, som var kødspisere, i særdeleshed. Bandbullen kom fra den konsekvente vegetar, opera-entusiasten Børge Enrico Johnson, og sin vane tro lagde han ikke fingrene imellem:

Jeg tror ikke vor tid adskiller sig væsentlig fra tider, der går forud; fra den dag den menneskelige race invaderede jorden, har den (jorden) måttet lægge øre til dens suk og klager. Menneskene klager over bl.a. de forfærdelige sygdomme, der raser i verden.

Ingen af os bryder sig om at lide. Men heller ingen af os bryder sig om at tage hensyn til sine medskabninger. Derfor, når vi stønner under vinterens hårde favntag, dræber vi rask væk vore medskabninger, for at hyle os i deres skind. Mange vil måske her undskylde sig med, at de fryser o.s.v., men ikke blot frosten, nej, også forfængeligheden er dårlige undskyldninger. – Forfængeligheden driver det såkaldte smukke køn til at dræbe. Se blot tilderes handsker, sko og håndtasker ( - og hvad med mændenes lædermapper?). Alt hvad forfængeligheden forlanger må dyrene betale! Kvindernes læbestift, som mange mænd ynder, er fremstillet af gåsefedt. Altså må gæssene lade livet til gunst for en menneskegås. Nu stiller jeg Deres samvittighed et par spørgsmål, kære læser: Er dette foreneligt med sand kristendom? Er det tilladt at myrde og ihjelslå, og mon der findes tilgivelse for sådanne synder?

Der hersker tradition for at kule de afsjælede legemer ned i jorden, idet man ikke er klar over, at straks ved dødens indtræden holder liggift og bylder sit indtog i kadaveret. Nedkuler vi nu disse dyr – vore brødre – efter at vi uden ret har ihjelslået og plyndret dem for hud og hår og fjer? Næ, vi æder ligene med gift og det hele, men naturligvis ikke i rå tilstand, (thi vi er ikke kannibaler!) næ, vi rører ligene ind i mel, mælk og løg, hvorefter vi steger dem; nu er det frikadeller, som vi efter en stille bordbøn, hvor vi takker Herren for dagligt (brød!!!), spiser.

Jeg er ikke profet, jeg tillader mig bare i al beskedenhed at antyde, at kimen til mange af vore sygdomme er at finde i de lig, som vi dagligen mæsker os med. Menneskets tarmsystem er indrettet på fordøjelse af frugter og ikke tung og ufordøjelig kødkost. Vi beklager os over vore sygdomme og skavanker; ind imellem får vi at vide, at nu er et nyt moderne hospital opført eller at videnskaben har opfundet en ny vaccine. Jeg stiller Dem et nyt spørgsmål: Glæder De Dem virkelig over det? Nej, De gør ikke, thi glæden skal De ikke opleve førend hospitalerne står næsten tomme. Lad os virke for paradisiske tilstande på jorden, lad os alle sammen i fred og harmoni leve af de frugter jorden selv byder os. Lad os holde os for gode til barbari og kannibalisme. Lad os lade Guds skabninger leve det liv Han har bestemt for dem. Børge Enrico Johnson. “Strammer”

Min kommentar: Ja, man kan næsten få ondt af velmenende Børge Enrico Johnson, for hans naive ønske om ”paradisiske tilstande på jorden” og tro på eller overbevisning om, at vi mennesker sådan uden videre vil kunne ”leve af de frugter jorden selv byder os”, hvormed han implicit især mener grøntsager. Eksempelvis er hans påstand om, at ”Menneskets tarmsystem er indrettet på fordøjelse af frugter og ikke tung og ufordøjelig kødkost”, ikke i overensstemmelse med ernæringseksperternes opfattelse. I det hele taget er tilværelsen trods alt ikke så enkel og ligetil, som den gode ”Strammer” gerne vil have os til at tro. Men det emne behøver jeg næppe at uddybe nærmere. Her skal lige tilføjes, at jeg selv har levet som vegetar siden mit 16. år, og nu er jeg foreløbig blevet 84 (i 2013).

AKTIV-GRUPPEN

Hele to sider, side 6-7, var forbeholdt en artikel om en gruppe nægtere, der kaldte sig ”AKTIV GRUPPEN”. Artiklen var skrevet under pseudonymet ”n-on”, som jeg ikke ved hvem var eller er:

Man gør sig nogle tanker om menneskenes forskellighed, når man ser, hvor lidt vi, der dog er enige om een afgørende ting, har fælles. Vi har alle sagt nej til at tjene i den danske hær på nuværende tidspunkt; men vore motiver er vidt forskellige. Vi er fælles om et stykke af vor ungdom og om den ubehagelige fornemmelse, at vi spilder vor tid her. Men derudover?

For en lille månedstid siden så Aktiv-gruppen dagens lys, og trods alt lykkedes det at samle 22, som lovede at gå ind for sagen. Ved redaktionens slutning var dette gruppens eneste resultat, men dog ingenlunde noget dårligt resultat, hvis der følger andre efter.

Det er ikke absolut enighed, der præger de 22 i spørgsmål om mål og midler; men det, man bedes lægge mærke til, er også mindre det højtidelige manifest, som det er den ærlige vilje til at gøre ”noget” og til at overvinde de vanskeligheder, som den omtalte forskellighed frembringer.

Når alting er så forbandet vanskeligt, og det hele tilsyneladende går ad helvede til, kan det være meget besnærende, at gå sine egne veje og undskylde sig med, at folk jo alligevel aldrig kan blive enige. Det er forklarligt, at der er mennesker, der gemmer sig for livet i en eller anden religion, som gør nu til noget underordnet; men det er ikke undskyldeligt, fordi det netop er i krisetider, passivitet kan være farligt.

Derfor er dannelsen af Aktiv-gruppen et skridt i den rigtige retning, og trods alle men’er, der kan sies i den anledning, er det dog et foretagende, man bør omfatte med al mulig sympati.

Et af de spørgsmål, som blandt de interesserede har vakt uenighed, og som endog direkte har holdt folk væk, er dette: ønsker vi overhovedet at få den tvungne værnepligt afskaffet, hvis man ikke samtidig afskaffer alt militær? Det skal være indrømmet, at en lønnet hær ikke er nogen ideel løsning. Det kan meget nemt betyde en fascistisk hær, og den frihed, vi vinder ved at blive løsladt, kan betales for dyrt.

Aktiv-gruppen tog standpunktet: vort hovedformål er at virke for afskaffelsen af tvungen værnepligt. Det må vel også være det, der har størst chance for at vinde gehør hos de mange, naturligt fordi dette samtidig betyder virke for antimilitarisme uden politisk bagtanke.

Alligevel faldt beskyldningen om pseudokommunistisk agitation ret prompte. Latterligt og ligegyldigt; men det måtte jo være sådan, da der blandt initiativtagerne var tre kommunister og kun én AMKmand. Sådan set var det også kun glædeligt at få det frem straks. De, der holder sig borte på grund af kommunistskræk, har alligevel ikke det moralske mod, som gruppen må kræve, og det motiv, de bruger til at undskylde deres passivitet, kendes og bruges af alle militarister blot i en anden udformning.

Lad os være glade for de 22 og for at de fleste idéer, man bygger på er realisable. Kun een står der spørgsmålstegn ved: Samvittigheden skulle ha en storebror; men tilsyneladende blir det en vanskelig fødsel. De strenge dommere har allerede meddelt, at det er, fordi de aktive er for inaktive i dette spørgsmål. Mon man har gennemtænkt, hvor stor opgaven er? I alle tilfælde vil det være en dumhed at presse sådan på, at barnet kommer for tidligt til verden. Den dag det skal præsenteres for folket, skal det være fuldbårent; i modsat fald bør man indrømme sin uformuenhed og hellige sig andre ting.

Dog – det ville ligne os alt for godt og klæ os alt for dårligt at gi op på forhånd. Hvis der er een eneste promille chance for, at vi kan gennemføre vort forehavende, skal forsøget gøres. Og det bliver gjort. Under devisen: ”bedre sent end aldrig” ganske vist, og dette sidste tjener absolut ikke nogen til ære, og det er et spørgsmål, hvor stor en margin, man skal gi til varmen og nægterfesten og Esbønderup sygehus. N-on.

Det fremgår direkte af artiklens indhold, at initiativtagerne til gruppen bestod af tre nægtere, der bekendte sig til kommunismen, og af en enkelt pacifistisk AMK-tilhænger. Den sidstnævnte formentlig en nægter, som politisk tilhørte Det Radikale Venstre. Hvordan den sidstnævnte har kunnet forene sin opfattelse med kommunismens erklærede ’moral’, at målet helliger midlet, også når det gælder brugen af våbenmagt, kan man undre sig over. Altså, pacifister var jo det sidste, kommunisterne var, tværtimod mente de, at væbnet kamp var en uundgåelig nødvendighed i arbejderklassens opgør med kapitalisterne og liberalisterne.

Gruppens målsætning var som det eksplicit fremgår af artiklen, at virke for afskaffelsen af den tvungne værnepligt – og på længere sigt af militæret. Men det er værd at bemærke, at artiklen giver udtryk for kommunistisk opfattelse af det at være militærnægter, fremgår utvetydigt af følgende passus: ”Vi har alle sagt nej til at tjene i den danske hær på nuværende tidspunkt;” - Her skal og bør man hæfte sig ved udtrykket: ”nej til at tjene i den danske hær på nuværende tidspunkt”, idet dette jo implicit indeholder den opfattelse, at man ikke ville sige nej til at gøre tjeneste i den danske hær på et andet og senere tidspunkt. Hvilket vil kunne forstås på den måde, at når kommunisterne har overtaget stats- og regeringsmagten, vil man som kommunist ikke have noget imod at melde sig som soldat i den til den tid værende danske hær. Den opfattelse var der forståeligt nok og bestemt ikke enighed om blandt nægterne i Gribskovlejren, hvoraf en del var humanistiske pacifister og andre religiøse pacifister. Derfor udgjorde de 22 medlemmer af gruppen kun et mindretal af lejrens omkring 60 militærnægtere.

Et af de udtryk, som kommunister brugte i forsøget på at affærdige og delvis latterliggøre modstandere, var, at kalde disse for ”kommunistforskrækkede”. Et mildt ord i betragtning af de uhyrligheder og forbrydelser – kommunisterne kaldte det i reglen ”fejltagelser” – som især sovjetkommunismen havde begået, men som rettroende kommunister overalt i verden, og ikke mindst her i lille Danmark, havde forsvaret og fortsat forsvarede med henvisning til, at man nødvendigvis måtte bruge skrappe midler overfor modstanderne af den højt lovpriste kommunisme. Ifølge kommunisterne selv, burde sovjetkommunismen jo være idealet og forbilledet for hele verdens arbejderbefolkning. Der skete dog et lille skred i denne opfattelse i forbindelse med den såkaldte ”Ungarn-krise”, men herom senere.

”Den fangne ørn”

På bladets side 8 kunne man læse en artikel under overskriften ”Intelligent oprør!”, som pegede på, at de fleste mennesker – underforstået i en vestlige verden - ligger under for en materialistisk livs- og verdensopfattelse, og derfor bruges der bomber i stedet for ”åndens våben”. Artiklen er skrevet af en forfatter, som underskriver sig G. J., som jeg vil tillade mig at identificere som nægterhistoriens skribent Georg Jensen:

Menneskerettighedserklæringen fastslår menneskenes frie ret til mange af de ting, der i dag baster og binder individet, og hvad værre er, det er tvunget til at udføre handlinger, der er i strid med menneskets sande natur. Mennesket har afgivet alt for meget af sin selvstændighed og menneskeret til staten, og skal mennesket redde sin værdighed som menneske i land, må det gøre oprør mod de fordomme og love, der fornedrer moralen og kæmpe for at tilbagevinde sin suverænitet, ikke at forstå, at individualismen i den gamle forstand vindes tilbage; vor tids adlede mennesker hører ikke den gamle tids adelsvælde til; der er ting, man må underkaste sig under den kollektive samfundshusholdning; det er de ting, der gavner helheden og har perspektiv ud i fremtiden og som udvikler menneskets skaberkræfter. Men de ting og love, der er af destruktiv natur og som hemmer livsudfoldelsen, selvom de gavner enkelte, mod dem må der gøres oprør; men oprør på en intelligent måde. Der er ingen større løgn end denne: Hensigten helliger midlet!, nej, midlerne må være værdige og ikke fornedrende for mennesket.

Aandens våben er stærkere end voldets metoder og flere åndens våben vender fjenderne til vennerne, medens voldets metoder skaber flere og flere fjender.

Mange står uforstående over for brugen af aandens våben, fordi de ikke er så synlige som tanks og brintbomber, men mere og mere forstår vi verdens dynamiske kræfter, også de kræfter, der bor i mennesket, i os alle, og som kan tages i brug i den tjeneste at forandre henimod de idealer alle drømmer om, men ikke for alvor tør gå ind for, fordi frygten og vanen behersker sindet. Vi er som den fangne ørn, der havde slidt sin lænke op i fangenskabet, men ikke vidste det, hvorfor den ikke søgte længere ud i rummet, end dertil, hvor lænken hele tiden havde nået, og hvortil det var blevet dens vane at flyve. Men en skønne dag opdagede den, at den var fri og den steg op i de højder, der tilhørte den. - - - Hvilke højder tilhører ikke menneskene, når de opdager deres frihed, frigjort fra materialismens lænker, hvor de synlige ting tillægges en alt for overdreven betydning, og de usynlige kræfter fornægtes? G. J.

Tja, hvad skal man mene om G. J.s opfattelse af menneskes aktuelle situation, som han i denne korte artikel ikke anskuer i militærnægterhistorisk perspektiv? Men han har dog ikke forladt udtrykkene ”oprør” og ”kamp”, men tolker disse i det, han betegner som et åndens intelligente perspektiv. Billedet af ørnen i fangenskab lyder som et litterært lån, men jeg har desværre ikke kunnet identificere hvorfra. Det kan minde lidt om den nyplatoniske myte om ørneungen, som fra sin rede oppe på den skyhøje klippetinde, faldt ud af reden og havnede dybt nede i dalen. Derfra gjorde den ustandselige forsøg på at flakse op til sin rede igen, men vingerne kunne foreløbig ikke bære den derop. Først med de fuldtudviklede og stærke vinger, formåede den efter lang tids forløb, at flyve op til sit rette hjem. Motivet er benyttet af både Johannes Ewald i dennes ”Til Sjælen. En Ode” (ca.1774) og af H.C. Andersen i dennes digt ”Sjælen” (1825), idet begge bruger ørnen som et symbol på sjælen og dennes fald fra sin høje åndelige himmel eller ’paradis’ til trældommen under den fysiske materies eller verdens åg. Under sidstnævnte får sjælen de evner og kræfter, som gør det muligt for den, at vende tilbage til sit tabte paradis.

Kulturprogrammet Maj-Juni-Juli 1956

Der var stadig gang i kulturlivet i Gribskovlejren, selvom aktiviteterne var gearet noget ned i sommermånederne. Derfor fyldte kulturprogrammet denne gang kun en enkelt side i nægteravisen:

Mandag den 28-5. så vi den italienske film: For to øre håb. Filmen skildrede livet i en lille italiensk landsby og to unges besvær med at få hinanden. En munter og let historie, glimrende og naturligt spillet af ”ikke”-skuespillere.

Mandag den 4.6: Den franske film; ”De syv der dømte” instrueret af André Cayette. Filmen der er et led i en trilogi, hvis andre film er: ”Vi er alle mordere” og ”Før syndfloden” giver et billede af nævningenes kendelse i en retssag. Den viser i tilbageblik de syv nævninges privatliv og de hændelser, der mere eller mindre ligger til grund for at de dømmer, netop som de gør. Og filmen fortæller om de tilfældigheder, der kan frikende eller dømme et menneske. En absolut fremragende film.

Mandag den 11-6. Foredrag af Elias Bredsdorff: Var modstandskampen nødvendig? Et interessant foredrag der oplyste om baggrunden for den danske modstandskamp. Der blev vist stor interesse for spørgsmålet, hvilket afstedkom en livlig diskussion efter Elias Bredsdorffs indlæg.

Den 18-6. Den amerikanske film; ”Helvede venter” med Claude Rains, Paul Muni og Anne Baxter. Filmen handler om Mefistofeles, der sender den dræbte gangster Eddie op til jorden igen for ved hans hjælp at sikre sig hans dobbeltgænger, en velanskreven sagfører. Men der kommer en kvinde ind i historien, og efter nogen forgæves kamp må Mefistofeles træde tilbagerejsen til Helvede sammen med Eddie, der denne gang ser mere optimistisk på tingene, for ovenpå den historie, hvor Mefistofeles måtte erkende sit nederlag - - - ”kunne der måske blive en plads som opsynsmand at få”.

Torsdag d. 28-6 spillede nægternes udvalgte fodboldhold mod Civilforsvaret, Hillerød. Kampen, der foregik på Gribskovlejrens bane og havde samlet mange tilskuere blandt nægterne og udefra, sluttede med det uventede resultat, at nægterne efter en velspillet kamp vandt med 6 mål mod 0.

Mandag d. 2.7: Den udmærkede danske film: ”Café Paradis”, filmen om alkoholikerproblemet. Filmen handler om den faldende direktør (Ib Schønberg), der bliver fuldstændig ødelagt af spiritus, og om arbejderen på hans fabrik (Poul Reichhardt), som det med antabus og ved en vens og hustruens hjælp lykkes at bringe på fode igen.

Kommentar til kulturprogrammet:

Den italienske film For to øre håb (Due soldi di speranza), 1951. Instrueret af Renato Castellani (1913-1985). Hovedroller: Maria Fiore (1935-2004) og Vincenzo Musolino (1930-1969). Begge disse skuespillere var professionelle, hvorfor det er noget vrøvl at omtale dem som ””ikke”-skuespillere”. Det var godt nok instruktøren Renato Castellanis debutfilm, men i årene 1951-64 indspillede han i alt 18 spillefilm.

_______________

André Cayette (1909-1989) var en fransk New Wave filmskaber og sagfører, som blev kendt for sine film, som drjede sig kriminalitet, retfædighed og moralsk ansvarlighed, emner, som han fortsatte med at udforske i løbet af sin filmkarriere. Filmtrilogien De syv der dømte (1950, original titel Justice est faite”), Vi er alle mordere (1952; original titel Nous Sommes Tout des Assassins) og Før syndfloden (1954, original titel Avant de Déluge).

_______________

Det var helt tydeligt kulturudvalgets litterære formand, Peter Schäffer, som havde inviteret forfatteren Elias Bredsdorff til at komme og holde foredrag i Gribskovlejren. Elias Bredsdorff (1912–2002), dansk forfatter, litteraturhistoriker og modstandsmand, student fra Roskilde Katedralskole 1930. Som ung gymnasieelev begyndte Bredsdorff at interessere sig for kulturradikalismen og socialismen. Han fortsatte sine studier på Københavns Universitet, hvor hans læste dansk og engelsk og interesserede sig især for litteratur. Han var opvokset i et grundtvigiansk miljø, men allerede i studietiden i 1930, hvor han var medlem af Studentersamfundet, var han blevet politisk interesseret. Gennem sit bekendtskab med den senere fremtrædende politiker Frode Jakobsen (1906-97), som dengang var revolutionær socialist, meldte han sig i 1932 ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

I november 1932 deltog Bredsdorff i et møde med den sovjetiske topkommunist, den højt begavede, men kontroversielle Lev Trotskij (1879-1940), som han også mødte ved en privat studentersammenkomst. Bredsdorff var også aktiv i Kommunistisk Studenterfraktion til 1935, hvor han derefter fra 1935-39 blev eneste kommunistiske medlem af bestyrelsen for Frisindet Kulturkamp. I 1934 opholdt Bredsdorff sig i England, hvor han fik kontakter dels til den engelske arbejderleder Tom Mann og til forfatteren og pacifisten Bertrand Russell (1872-1970), som inviteredes til at komme og holde foredrag i Danmark. Dette år var Bredsdorff også med til at danne Ungdomsfronten mod Krig og Fascisme, og året efter besøgte han Sovjetunionen, som han i lighed med så mange andre danske kulturradikale og kommunister nærmest beundrede grænseløst og overhovedet ikke kunne se noget negativt ved.

Bredsdorff var altid en flittig forfatter og skribent, som bl.a. skrev for DKP’s dagblad Arbejderbladet. I sommeren 1937 mødte og interviewede han den amerikanske forfatter John Steinbeck i København. Det førte til, at Bredsdorff i 1942 skrev den første større sammenhængende bog om Steinbecks forfatterskab. Bogen udkom i 1943. I 1948 blev Bredsdorff cand.mag. og året efter ansat som adjunkt ved Vordingborg Seminarium – foreløbig, for den aktive mand havde travlt med sin videre karriere. I mellemtiden var der sket det i august 1939, at Nazi-Tyskland havde indgået en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen, hvilket chokerede Bredsdorff så meget, at han overvejede at melde sig ud af DKP, men hans nære ven, kommunisten og forfatteren Peter P. Rohde ( 1902-1978), talte ham fra det. Bredsdorff havde dog fået nok af sovjet-kommunismen vinteren senere samme år, hvor han som følge af Sovjets angreb på Finland meldte sig ud af DKP, som støttede alt, hvad Sovjetunionen foretog sig.

Under tyskernes besættelse af Danmark var Bredsdorff aktiv i modstandsorganisationen Frit Danmark, og på opfordring af modstandsmanden, kommunisten Børge Houmann, rejste Bredsdorff i 1942 omkring i Danmark og oprettede lokale Frit Danmark-grupper, og han oprettede selv en gruppe i Vordingborg. Fra juni 1943 til oktober 1944 var Bredsdorff Frit Danmarks sekretær i Jylland med hovedsæde i Aarhus. Imidlertid var Gestapo kommet på sporet af Bredsdorffs illegale virksomhed, hvilket førte til at han i 1943 måtte gå under jorden, hvilket vil sige, at han forlagde residensen til København, hvor han fik til opgave at hjælpe Mogens Fog (1904-1990) i Frit Danmarks hovedledelse. Kort tid efter blev Fog arresteret af Gestapo, hvorefter Bredsdorff sammen med Kate Fleron (1909-2006: Kate Fleron findes grundigt omtalt senere her i min selvbiografi) blev udnævnt til redaktør for hovedudgaven af det illegale blad Frit Danmark. Ved siden af var Bredsdorff også midlertidig leder af modstandsorganisationen Frit Danmark, nemlig medens Mogens Fog sad arresteret, for resten i Shellhuset i Kampmannsgade i København, sådan som tidligere beskrevet under omtalen af englændernes bombeangreb på Gestapos højborg den 21. marts 1945. Frit Danmark fortsatte med at udkomme efter befrielsen med Kate Fleron og Bredsdorff som fastansatte redaktører. I de første år efter befrielsen havde bladet et imponerende oplag på 70-75.000 eksemplarer.

Mærkværdigvis meldte Bredsdorff sig atter om end kortvarigt ind i DKP efter Danmarks befrielse i 1945, men allerede i 1946 meldte han sig ud igen, hvorefter han rejste til England, hvor han blev ansat som Queen Alexandra Lecturer ved University of London, hvor han var til 1949. Derefter var han lecturer in Danish ved Cambridge University 1949-60 og sluttelig Reader in Scandinavian Studies and Head of Department samme sted 1960-79. Men Bredsdorff havde svært ved at slippe sin drøm om det kommunistiske samfund, men nu mente han, at drømmen blev realiseret i Maos Kina. I 1955 og 1956 besøgte han dette store land og skrev en bog herom med titlen Kinas vej (1957), hvori han giver udtryk for sin uforbeholdne begejstring over Maos værk. Bredsdorff opgav da heller ikke sit engagement på den politiske venstrefløj, hvor han var aktiv på flere måder, bl.a. i den engelske kampagne Campaign for Nuclear Disarmament. 1982-85 var han formand for Komiteen for Palistinensisk-Israelsk Sameksistens og for foreningen Dialog 1987. I 1983, 1984 og 2000 udgav Bredsdorff sin selvbiografi i tre dele, nemlig Min egen kurs, Mit engelske liv og Højskolebarnet.

Under sin tid i England udførte Bredsdorff et omfattende pædagogisk og litterært arbejde, bl.a. bidrog han med flere digre værker om H.C. Andersen og dennes forfatterskab. 1975 udgav han bogen Hans Christian Andersen – the story of his life and work 1805-75. 1987 fulgte bogen Hans Christian Andersen: an introduction to his life and works. Herhjemme havde Bredsdorff allerede i 1951 fået udgivet bogen H.C. Andersen og Charles Dickens – Et Venskab og dets Opløsning, og i 1954 udkom bogen H.C. Andersen og England, som er en grundig skildring af Andersen forhold til England og til engelske og skotske forfattere. Man må konstatere, at Elias Bredsdorff i og med sine bøger om H.C. Andersen har bidraget væsentligt til H.C. Andersen-forskningen.

Det var altså ikke en hr-hvem-som-helst, Gribskovlejren havde besøg af mandag den 11. juni 1956. Bredsdorff var i øvrigt blevet dr.phil. ved Københavns Universitet i 1964, medlem af Videnskabernes Selskab i 1975, og næstformand i Dansk Forfatterforening i 1983.

_____________

Den amerikanske film; Helvede venter (1946, original titel Angel on my Schoulder) med Claude Rains (1889-1967), Paul Muni (1895-1967) og Anne Baxter (1923-1985). En fantasi-film om en aftale mellem djævlen og en død mand, sådan som beskrevet i kulturprogrammet. Filmen var en uafhængig produktion af Charles R. Rogers og David W. Siegel og blev instrueret af Archie Mayo (1891-1968). Filmen hed oprindelig Me and Satan, men producenterne mente ikke, at publikum ville se en film om djævlen, hvorfor titlen blev ændret.

______________

Fodboldkampen torsdag d. 28. juni 1956 mellem nægternes udvalgte fodboldhold og et hold CF’ere fra Civilforsvaret, Hillerød, har jeg ingen specielle kommentarer til, idet fodboldspil ligger mig fjernt. Men interessant har kampen sikkert været for de tilstedeværende fodboldfans. Enhver sin interesse og gudskelov for det.

______________

Mandag d. 2. juli 1956 vistes den danske spillefilm ”Café Paradis” (1950), en film om det for mange mennesker alvorlige alkoholikerproblem. Filmens drejebog er skrevet af forfatteren Johannes Allen og instrueret af dansk films mest kunstneriske makkerpar, Bodil Ipsen som personinstruktør og den garvede filminstruktør Lau Lauritzen jun., som også mestrede den filmtekniske side af filmproduktion. I hovedrollerne ses to af dansk films mest berømte skuespillere: Poul Reichhardt (Carlo Jensen) og Ib Schønberg (Christian Birger), godt bakket op af følgende dygtige skuespillere: Ingeborg Brams Ester, Carlos kone), Else Højgaard (Agnes, søster til Ester), Karin Nellemose (Rita, Birgers kone), Agnes Thorberg-Wieth (Birgers mor), Johannes Meyer (Spritter-Mads), Søren Weis (”Lille Fyr”), Jørn Jeppesen, Inge Hvid-Møller (Nora), Asbjørn Andersen (Dr. Olaf Martin), Lau Lauritzen og Aage Fønss.

Filmen, som er meget mere end ”udmærket”, er en dybt tragisk film, som begynder med, at to unge piger finder en død mand på en bænk i en af byens parker. Liget bliver bragt ind på hospitalets lighus, og her kan politiet oplyse, at den døde mand er en gammel kending, som flere gange har været indsat i detentionen for beruselse. Politiet henvender sig til mandens stamværtshus, Café Paradis, hvor servitricen Nora fortæller, at manden var stamgæst og kom der så godt som hver eneste dag. Spritter Mads kan supplere med at fortælle, at Birger til at begynde med ”var meget stor i slaget overfor de andre stamgæster”. I et tilbageblik (flash back) beretter filmen derefter om den sørgelige skæbne, som er overgået den nu afdøde direktør, Christian Birger (Ib Schønberg), som havde været prokurist i skotøjsfabrikken ”Britka”, men tragtede efter den mere avancerede stilling som firmaets direktør. Imidlertid har mange repræsentationsfrokoster – sammen med presset fra hans ambitiøse kone, for at højne deres sociale niveau - gjort ham så afhængig af spiritus, at han drikker umådeholdent. Birger opsøger derfor sin gamle skolekammerat Dr. Olaf Martin, der råder ham til at stoppe drikkeriet, inden det går helt galt. Ved et påfølgende bestyrelsesmøde, hvor Birgers videre vej mod toppen som direktør skal afgøres, er hans nerver imidlertid blevet så tyndslidte, at han må have noget at drikke, for at kunne klare mødet med firmaets bestyrelse. Birger bliver temmelig beruset og under sin tale giver han bestyrelsesmedlemmerne det glatte lag, hvilket forståeligt nok gør disse opbragte og vrede, hvorfor han bliver bedt om at forlade middagen.

I den følgende tid turnerer Birger først gennem de finere barer, for til sidst at ende i "Café Paradis". Han er flyttet hjem til sin mor, hvor han får et sammenbrud og bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvis overlæge, Olaf Martin, imidlertid stiller sig tvivlende over for, om han vil kunne klare sig. Birger er nu så nedbrudt, at han må supplere sit daglige kvantum spiritus med sprit, hvilket medfører, at Nora smider ham ud af "Café Paradis" Birger vandrer trøstesløst gennem slud og sne til sin bænk i parken, hvor han lægger sig for at hvile, med det resultat, at hans forpinte krop i nattens løb giver op og Birger dør. Det er her, de to unge piger finder ham næste morgen.

Filmen har en sidehandling med den ligeledes alkoholiserede, men nu afvænnede Carlo Jensen, som efter et ophold på en afvænningsklinik, som har kostet ham hans ægteskab, er vendt tilbage til stamværtshuset, hvor han genoptager sit drikkeri. Han forsvarer den afdøde direktør med, at det var denne der gav ham hans gamle job tilbage.

Skuespillerpræstationerne i filmen var usædvanligt gode, nærmest mesterlige, især for Ib Schønbergs vedkommende, han, som hidtil mest havde været verdensberømt i Danmark som den trinde, glade, muntre og folkekære ”Ibbermand”.

____________

En russisk esperantist

Gribskovlejrens entusiastiske esperantist og medlem af redaktionen, Robert Felby, var på tasterne igen, denne gang med en fulde to siders artikel om den russiskfødte esperantist Leonid Vasiljef (1885-1957). Sidstnævnte havde torsdag den 24. maj besøgt Gribskovlejren, hvor han holdt et længere foredrag på dansk, dels om sig selv og sit liv og dels om sin store interesse for kunstsproget esperanto, som han mente skulle være med til at nedbryde de skranker, som nationalsprogene satte mellem mennesker. Det danske sprog havde Vasiljef lært for mange år siden, idet Røde Kors i 1917 havde anbragt ham og andre militære russiske krigsfanger i Horserødlejren i Nordsjælland. Vasiljef blev senere dansk statsborger, og det var som sådan, at han holdt sit foredrag i Gribskovlejren i 1956.

Men da Felbys artikel er så lang og emnet esperanto tidligere er beskrevet i bladet af ham, og da artiklen ikke bringer andet nyt, end at Felby roser nævnte og da 72-årige Vasiljef til højt op over skyerne, synes jeg ikke der er grund til at citere fra og slet ikke til at gengive hele artiklen her. Min selvbiografi er såmænd lang nok i forvejen.

De Satiristiske Blåmænds sidste fataliteter

Jönss’ og Münch’s fortsatte beretning om de satiristiske Blåmænd fortsatte og afsluttedes i dette nummer af ”Samvittigheden”, og det sker på følgende måde:

I hver måned har vi i den udstrækning det har været os muligt berettet om begivenheder af et vist format, men hele tiden har vi forudset den måneds fremkomst, da Blåmændenes sløvhed i sig selv måtte være en omtale værd. Kong Blåkrones fetich, den tidligere omtalte statsgud, havde siden vor sidste beretning strammet sit greb om blåmændene, så at det efterhånden begyndte at klemme selv de mest religiøse. En fast ugentlig husundersøgelse og alles indførelse i de hemmelige kartoteker med opgivelse af den enkelte Blåmands laden og færden, var blot et par af de nyeste bud Statsguden havde indført i sit evangelium, og den blåkronede discipel overvågede personligt effektueringen af samme.

Det hændte også at statsguden til informering og kontrol sendte en ypperstepræst til Blårige for at orientere sig om, at respekten for det trykte blev vedligeholdt, så bibelen kunne følges med den rette ydmyge ånd, at blåmændene viste den rette sagtmodighed og altid var parat med kind nr. 2, alt sammen, rigtigt erfaret af Guden, forudsætninger for et pacificeret, teokratisk samfund, forbilledligt opbygget efter de bedste middelalderlige frygtsystemeksempler; end ikke afladsbrevene manglede.

Som de trofasteste af vore læsere vil erindre fandtes der i Blårige, som i en myretue, ikke andre hunkønsvæsener end Dronningen, - nej, nej – stop dine fantasier, kære læser; blåmændene fik orgasme ved at sende dristige afladsbreve til Statsguden, som så igen fik orgasme ved at krølle dem sammen, en såre uskyldig og lidet effektiv måde at forplante sig på, hvis man ønsker resultater af anstrengelserne. Mest af alt mindede blåmændene om høns, der ligger på narreæg; det allerbedste resultat de kan vente sig er et velskabt blålys. Til forsvar for blåmændene skal dog mindes om, at ulken også bliver ved med at bide på krogen, og hvis man etisk skal forfægte dem, er der så noget, der i den grad formår at forene det livsbekræftende med en sødlig naivitet, som en skrukhøne? - - Jo, der åndede fred og idyl i Blårige, intet formåede at få en blåmand ud af balance, blot han får sit daglige foder og en pind at sidde på om natten; så kan man godt pille den ene fjer af efter den anden, han tænker ikke på, at når der ikke er flere fjer tilbage, sætter Guden sig til bords og æder ham – VELBEKOMME! SLUT.

For mit personlige vedkommende skal jeg gerne indrømme, at beretningen om de satiristiske Blåmænd forekommer mig temmelig kryptisk og dermed i nogen grad uforståelig, især i sin personskildring. Men nøglen til en forståelse af beretningen ligger formentlig i ministeriets nye bestemmelser og regler for opholdet og arbejdet i militærnægterlejrene. Disse bestemmelser måtte lejrchefen og arbejdsledere efter bedste evne søge at indskærpe og overholde overfor de ofte vrangvillige, men dog trods alt føjelige nægtere. Denne føjelighed stak den mindre gruppe af politisk motiverede nægtere i øjnene, som karakteriserede deres mednægtere som apatiske og sagtmodige, som ikke kunne tage sig sammen til at gøre modstand og oprør imod, hvad Aktiv-gruppen – og jeg mener at kunne huske, at Jönss og Münch var medlemmer af denne gruppe - opfattede som overgreb på nægternes menneskelige rettigheder. Dertil kom, at Kong Blåkrone alias lejrchef Elbæk naturligvis var tvunget til at rette sig efter ministeriets forordninger. Men han søgte efter evne at fare med lempe og kaldte nægternes talsmænd til sig, for – sammen med sin velmenende men måske nok lidt dominante og kontante kone – at forsvare og forklare, hvorfor det ville være nødvendigt ar rette sig efter og overholde de nye ministerielle regulativer.

De ugentlige ”husundersøgelser” og ”hemmelige kartoteker”, som omtales i artiklen, bestod så vidt jeg husker i, at man fra både ministeriets og lejrledelsens side ville sikre sig, at nægterne overholdt en vis orden og ryddelighed på stuerne og i deres skabe, idet nogle nægtere – unge mænd – ikke var vant til at rydde op efter sig, men lod tøj og sko og andre effekter ligge og flyde på gulvet. De nægtere dette gjaldt, blev af arbejdslederen noteret i en slags protokol, således at man uge for uge kunne kontrollere, at netop den eller de nægtere, som rent ud sagt var nogle store rodehoveder, efterkom påmindelserne om at rydde op efter sig. Denne orden og ordning kom i virkeligheden alle til gode.

Men sagen om de nye ministerielle forordninger for militærnægterlejrene bevirkede også, at der opstod en stigende spænding primært mellem aktiv-gruppen og lejrchef Elbæk, spændinger, som skulle få ubehagelige og til dels tragiske følger for lejrchefen personligt og som følge deraf også for hans lille familie. Men herom senere.

Revyen ”Blåmanne-Sjov”

Hen på eftersommeren 1956 havde jeg og en god del af mine nægterkammerater i Gribskovlejren travlt med at stable en slags revy på benene. Revyen skulle i lighed med, hvad tilfældet havde været med syngespillet ”Genboerne”, opføres på scenen i Mårum Forsamlingshus, som vi jo efterhånden kendte ret godt.

Revyen blev kaldt ”BLÅMANNE-SJOV” og var et større arrangement, omtrent i lighed med opførelsen af ”Genboerne”, især fordi der blev indbudt betalende gæster udefra, hvilket vil sige nægternes familie, venner og bekendte, som havde tilmeldt sig på forhånd. Desuden adskilte denne forestilling sig ved, at der for første gang i Dramatisk Studiekreds’ historie medvirkede en aktør udefra, tilmed en ung kvinde, nemlig min søster Lizzie, der var ivrig akrobat og balletdanserinde. Hun havde ganske vist givet et nummer som balletdanser under festen efter opførelsen af ”Genboerne”, men i ”Blåmanne-Sjov” medvirkede hun direkte og optrådte i et par af kabaretens numre. Også denne gang arrangerede og iscenesatte jeg forestillingen, men fik al nødvendig og beredvillig hjælp fra de af mine nægterkammerater, der på den ene eller anden måde var involveret i projektet. Foruden de tekster, der var skrevet af den musikalske lejrpoet, Mogens Jönsson, og hans omtrentlige navnefælle, Erik Jønsson, havde jeg også selv skrevet et par sketchses, ligesom jeg udførte et par af numrene i revyen.

Til forestillingen, som fik premiere lørdag den 11. august 1956, var der lavet en fast dekoration, som vistnok Ole Bjørnild var mester for, og desuden en større rekvisit i form af en let formindsket og stiliseret sporvogn, som transporterede nogle af de medvirkende ind og ud af scenen. Det var min idé, og den skyldtes så vidt jeg husker, at der var brug for den i et af indledningsnumrene, nemlig i Storm P.s dialog ”FART”, der blev fremsagt af Birger Guy og Hans Vogsen. Når det lige præcis var en sporvogn, der skulle bruges, havde det noget at gøre med musikken til de dansenumre, min søster Lizzie udførte i forestillingen. Dekorationen skulle nemlig forestille storbyen New York. Musikken var kendte amerikanske populærmelodier, som ”Good Night, Irene!”, ”It’s a Lovely Day today”. Til slut i forestillingen dansede Lizzie til titelmelodien til Chaplins film ”Limelight” (”Rampelys”).

De medvirkende nægtere var Erik Jønsson, Mogens Jönsson (”Jønss”), Birger Jarl Guy, Hans Vogsen, Andre Mogensen, Axel Ravnholdt Petersen (der som tidligere nævnt var fra Nakskov), Ole Kauffeldt, Børge Enrico Johnsson, Jens Jacobsen, Frede Jensen, Ib Andersen og Ole Bjørnild, samt mig selv. Og så min søster ikke at forglemme.

Den udmærkede, men trods alt noget primitive scene i Maarum Forsamlingshus, kom endnu engang til at danne ramme om en teaterforestilling, Denne gang for revyen ”Blåmanne-Sjov”, opført af Gribskovlejrens Dramatiske Kreds den 11. august 1956 kl. 20. Arrangementet med kaffebordene var stort set det samme, som ved opfrelsen af ”Genboerne”. - © 1956 Privatfoto.

Apropos min søsters medvirken i foreløbig to af Dramatisk Kreds’ forestillinger i Maarum Forsamlingshus, så hang dette dels sammen med, at hun vitterligt var en veluddannet danserinde, og dels med, at der jo ikke fandtes kvindelige militærnægtere, om end nok kvindelige soldater, dog ikke som værnepligtige, men som frivillige. Kvinder havde i øvrigt også vist sig at være gode frihedskæmpere herhjemme under besættelsen, og naturligvis også i andre besatte lande og i lande, som direkte var involveret i krigen, hvor kvinder desuden var i militæret, blandt andet i flyvevåbnet. Og i hvert fald var kvinderne på et tidspunkt i overtal på fabrikkerne, især på de fabrikker, som leverede til rustningsindustrien. Det sidstnævnte gjaldt både i Nazi-Tyskland og i England og USA.

Men at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet under krigen og fortsatte med det også efter krigen, havde dog intet med kvindernes ligestilling med mændene at gøre. Det skyldtes derimod flere andre og mere praktiske forhold, blandt andet, at familien havde svært ved at klare sig med kun én løn, især da ønsket om at få del i de nye forbrugsgoder steg kraftigt i løbet af 1960’-70’erne.

Salen i Maarum Forsamlingshus set fra scenen, hvor baren ses bagest tilvenstre. Bagtæppet fra ”Nægter-Sjaketten” er kun ophængt som pynt og for ligesom at skabe en art kontinuitet. Som det fremgår, fyldte rækkerne af dækkede kaffeborde hele den forholdsvise store sal. - © 1956 Privatfoto.

Selve revyen indledtes med, at Erik Jønsson – ikke at forveksle med lejrpoeten Mogens Jönsson - på klaveret spillede et potpourri over de melodier, der var indlagt i forestillingen, og som sluttede med den i al fald på det tidspunkt meget kendte og populære melodi til gøngemarchen i teaterstykket ”Gøngehøvdingen”. Til revyen var der blevet skrevet en gendigtning på samme melodi som teksten til ”Hvad en gønge er…”, der jo oprindelig stammede fra det nævnte teaterstykke. Det var mig selv, der skrev gendigtningen, idet jeg jo kendte både tekst og melodi fra min tid som statist i forestillingen på Nørrebros Teater i 1953. Desværre opbevarer jeg kun kladden til de to første vers, som imidlertid lyder sådan:

(Solo:) Hvad en nægter er

og hvor han kommer fra

skal vi melde jer

om I vor sang vil ha’.

For sin stand kæmper han

som en tapper mand.

(Kor:) Søvnig og uoplagt

en ærlig nægter går med glæde til sin vagt,

ta’r sin fordømte tørn,

nu gælder det at slide, lille børn.

Stormer op, når klokkerne kalder,

vågner eller knaldes.

Udkørt og overtræt,

det må det store folk forstå,

helst vi stadig lå.

(Solo:) Hvad en nægter gør

kan ej beskrives kort.

Vi forsøge bør

om end det synes hårdt.

Ud i skov vandrer han

som en blåklædt mand.

(Kor:) Søvnig og uoplagt

i mudret grøftevand,

han sviner til sin dragt,

arbejder ved sit skur,

mens Ellebæk ta’r sig en stille lur,

holder op, når mørket sig sænker,

fri for dagens lænker.

Udkørt og overtræt,

det må det store folk forstå,

helst vi osse lå.

Der var som sagt flere vers i Nægtersangen, men da manuskriptet desværre er gået tabt, ser jeg mig ikke i stand til at bringe hele sangen. Det ovenfor gengivne uddrag af teksten til ”Nægter-sangen” nr. 2, giver imidlertid et ganske godt indtryk af den selvironi og humor, der prægede og karakteriserede de fleste nægteres opfattelse af deres egen situation.

En af flere dekorationer, der var ophængt på væggene i Maarum Forsamlingshus i forbindelse med opførelsen af revyen ”Blåmanne-Sjov”. Den muntre tegning og tekst er af Ole Bjørnild.

- © 1956 Privatfoto.

En af flere dekorationer, der var ophængt på væggene i Maarum Forsamlingshus i forbindelse med opførelsen af revyen ”Blåmanne-Sjov”. Den muntre tegning og tekst er af Ole Bjørnild. - © 1956 Privatfoto.

Endnu en af de dekorationer, der var ophængt på væggene i Maarum Forsamlingshus i forbindelse med opførelsen af revyen ”Blåmanne-Sjov”. Den muntre tegning og tekst er igen af Ole Bjørnild.

- © 1956 Privatfoto.

Men som sagt, var det mig, der stod for arrangementet, opsætningen og iscenesættelsen af revyen ”Blåmanne-Sjov”, der ligeledes som nævnt indledtes med ”Nægter-sangen”, som blev sunget af 4 af de mandlige medvirkende, iført ”Blåmanne-dragt” og hver især ”bevæbnet” med henholdsvis skovl, spade, hakke og greb. Der var i det hele taget tale om et temmelig broget underholdningsprogram, men dog med både hoved og hale, alvor og – nok mest sjov. Selv havde jeg blandt andet også kreeret to klovner, Alfredo og Fernando, og skrevet teksten til nogle klovne-entréer, som henholdsvis havde titlerne ”Løvepulver”, ”Forårskåd” og ”Jeg fisker!”. Selv spillede jeg – jeg havde nær sagt selvfølgelig – klovnen ”Fernando”, som havde de fleste replikker. Alfredos rolle blev spillet af en nægter ved navn Hans Vogsen, og han gjorde det fortrinligt og fyldte sin rolle godt ud.

Programmet bestod af indledning og omkring en snes numre, samt en finale. Hvert nummer blev præsenteret og indledt af Mogens Jönsson, som klarede den krævende opgave med bravur. Afviklingen af de enkelte numre var arrangeret sådan, at det ene nummer gled næsten umærkeligt over i det næste, så der ikke opstod mere eller mindre ufrivillige og pinlige pauser. Det forhåbentlig sjove og morsomme, i bedste fald satiriske, viste sig allerede i dialogen ”Fart” af Storm P., som handler om to sporvejsarbejdere, der er ved at slibe skinner. De to blev spillet af Birger Guy og Hans Vogsen.

Herover ses Nægter-kvartetten, som synger den nægter-sang nr. 2: ”Hvad en nægter er, og hvor han komme fra”. Det er fra venstre Ole Bjørnild, Ole Kauffeldt, Ib Andersen og Henning Larsen.

- © 1956 Privatfoto.

Storm P.s dialog ”Fart på!” mellem to københavnske skinnearbejdere, der giver sig mere end god tid til arbejdet. Det er Hans Vogsen til venstre og Birger jarl Guy til højre, som begge var velegnede til rollerne, for de tog sig også i det virkelige liv god tid til at udføre det arbejde, de var eller blev sat til. - © 1956 Privatfoto.

Nummeret med de to københavnske skinnearbejdere, som bestemt ikke havde travlt med at ”skinne” sig, vakte stor jubel, og naturligvis ikke mindst på grund af Storm P.s meget morsomme, finurlige og lettere satiriske tekst. De bliver afbrudt af en sporvogn – naturligvis en attrap fremstillet til formålet – som kommer kørende ind på scenen fra højre og kører ud mod venstre, hvorefter de to arbejdere hanker op i slibeapparatet og går ud af scenen til højre.

Derefter fulgte et lidt specielt dansenummer, som indledtes med, at sporvognen atter kommer ind på scenen, denne gang fra venstre, og gør holdt. Tre sorte, elegant klædte mænd stiger ud og der ringes afgang, hvorefter sporvognen kører ud af scenen til højre. De tre mænd giver sig derefter til at synge til melodien ”Good Night, Irene!”, idet min akrobatik- og ballet-trænede lillesøster, som på det tidspunkt var bare 15 år, danser ind på scenen. Musikken slår derefter over i ”It’s a lovely Day today”, som samtidig også synges af de tre sorte mænd. Min søster gjorde senere karriere i udlandet, specielt i USA, hvilket vi skal høre om senere. Det var første gang i min tid som Gribskovlejrens Dramatiske Kreds’ forestillinger, at der forekom en kvindelig medvirkende, idet der som formentlig bekendt ikke var kvindelig værnepligt og derfor heller ikke kvindelige militærnægtere. Men min dygtige og ambitiøse søster lod sig overtale til at udgøre ”det skønnes element” midt i al mandehørmen, som de fleste af os fik nok af i hverdags-trummerummen i lejren.

På disse tre fotos ovenfor ses de tre elegante sorte mænd, som stiger ud af en lidt speciel sporvogn, hvorefter de giver sig til at synge og bevæge sig til den kendte musik til den amerikanske sang ”Good Night, Irene!”. På fotoet øverst ses Frede Jensen udenfor sporvognen, medens Ole Kauffeldt er på vej ud ad døren, og i vinduet til højre for ham ses Børge Haakansen. På de to nederste fotos ses fra højre venstre mod højre Børge Haakansen, Ole Kauffeldt og Frede Jensen. - © 1956 Privatfotos.

I revyen ”Blåmanne-Sjov” dansede den da 15-årige Lizzie Rasmussen blandt andet til sangen ”It’ a lovely Day today”. Hun havde da danset ballet og dyrket akrobatik siden hun var omkring 3-4 år. Det skyldtes, at vores mor var danseentusiast og senere danselærerinde, og som sådan syntes hun også, at hendes eneste datter skulle lære dans, suppleret med akrobatik for smidighedens skyld. Min kære søster gjorde senere professionel karriere i Europa, Canada og USA, sidstnævnte sted særligt i Hollywood og i endnu højere grad i Las Vegas.

Ovenstående foto til venstre er fra revyen ”Blåmanne-Sjov”, som opførtes i Mårum Forsamlingshus den 11. august 1956. Fotoet giver et godt indtryk af min søster og hendes elegante og dygtige dansekunnen til glæde for den nævnte revy og ikke mindst for et meget veloplagt publikum.

På fotoet til højre ses jeg selv i min grønne ungdom, midlertidigt uden hageskæg, men med vandkæmmet hår, hvid skjorte med slips, og mørke benklæder. Hvorfor jeg gestikulerede så voldsomt, skyldtes nok, at jeg gerne ville understrege og dramatisere indholdet af den skæmtsomme vise ”Eva var så vidt jeg ved, ret en listig taske”. Som det ses, står jeg tæt på sufflørkassen, hvorfra jeg kunne høre sufflørens stemme, formentlig for det tilfælde, at jeg skulle glemme teksten – hvad jeg nu ikke gjorde. © 1956 Privatfotos.

Så var det blevet min egen tur til at optræde solo, og dertil havde jeg valgt at fremsige et muntert og vel nærmest satirisk eller ironisk digt med titlen ”Eva var, så vidt jeg ved, ret en listig taske”. Mit oprindelige hageskæg havde jeg for længst barberet væk, så mit ansigt lignede en renvasket barnenumse, og slipset, som dengang endnu var obligatorisk, når man skulle og ville være velklædt, blev bundet så godt det lod sig gøre, men det var som sædvanligt lidt af et problem, at få slipseknuden til at blive lige og anbragt ordentligt. Desuden flagrede slipset under min gestikulerende optræden. Den vittige og finurlige tekst til det nævnte digt, hvis forfatter og komponist desværre er ukendte, lyder i sin fulde længde sådan:

Eva var, så vidt jeg ved,

ret en listig taske.

Det er hendes skyld,

vi må her i synden traske.

Skønt hun vidste, det var galt,

fik hun Adam overtalt

til at ta’ et ævle,

derfor blev vi dævle.

Slangen hang i træets top,

Tænkte på skandale.

Så den kvinde, ren og skær,

logred’ med sin hale.

Råbte efter hende: ”Pst! –

Eva! Ser du ævlet hist,

tør du pille ve’et.”

Eva svared’ flux på stand:

”Jeg er ikke bange.”

Rask hun rækker hånden frem

Ævelet at fange.

Rutsch, der rev hun ævlet a’.

Adam sagde: ”Nå-da-da,

put det i din lomme.

Jeg ser Vor Herre komme.

Eva svared’: ”Spis min ven.” –

Adam var beleven.

Han sa’: ”Après Vous, Madame,

De har ned det reven.”

Eva rask af ævlet bed,

resten ned i Adam gled,

og fra rene engle

bleve de til bengle.

Men se, sagen var nu den –

de fik mavepine.

Slangen, denne falske ven,

ga’ sig til at grine.

Ind i haven foer de flux,

blade rev de af en bux,

hvoraf hun bælter laver

til sin og Adams maver.

Herren henimod dem sprang:

”I har ondt i maven –

ævlet har I ådt, som hang

hist på træ’t i haven.

Jeg kan ikke ha’ jer mer,

I kan gå til Lucifer.

Jeg kan ej engle have,

som har dårlig mave.

Efter dette muntre intermezzo, som høstede et vist bifald, fulgte en dialog mellem Andre Mogensen og Axel Ravnholdt Petersen, men hvad den gik ud på, husker jeg ikke, og desværre har jeg ingen papirer, der kan fortælle, hvad det drejede sig om. Så kom Ole Kauffeldt ind og fremsagde digtet ”Jyderup”, som blev overlappet af Axels entre med et fløjte-nummer á la Roger Whitaker, en engelsk sanger, der på det her omhandlede tidspunkt især blev verdenskendt for sin virtuose evne til at fløjte på helt speciel og original måde til sit eget guitarakkompagnement. Axels fløjteri kunne selvfølgelig ikke måle sig med den professionelle Whitaker, men han kom dog tæt på og fik stor applaus af det veloplagte publikum, som hovedsagelig bestod af militærnægtere og disses familier, venner og bekendte.

På disse to fotos ses Børge Haakansen og Ole Kauffeldt, idet de synger ”Tossesangen”, men desværre husker jeg ikke, hvem der har skrevet den lettere satiriske tekst og komponeret melodien. Men morsom var sangen, ikke mindst i Ole og Børges fremførelse. - © 1956 Privatfoto.

Nu var tiden inde til den første klovne-entré, der dog kun drejede sig om, at de to klovner, Alfredo (Hans Vogsen) og Fernando (Harry Rasmussen), blandede sig i Jönss’ præsentation af det følgende nummer, som viste en kappeklædt poet i skikkelse af Birger Guy komme ridende ind på hesten Pegasus, som han bad Jönss om at holde i tømmen, mens han selv læste op af ”P. Sørensen Fugholm”s herlige vrøvlevers. Hvis jeg ikke husker galt, så var det digtet ”Det tusser”, Guy gav alle sine evner som oplæser. Her skal blot gengives de to første af 10 vers, for at læseren kan få et lille indtryk af digtets indhold og specielle karakter:

Henaf Aften, naar det tusser,

er det Digtningstimen slar.

Alle min Pegasusser

Poesiens Geniusser

ved min Side Sæde ta’r.

Naar det tusser, naar det tusser,

gaar min Fantasi paa Flugt

over Aandens Kaukasusser,

over Niler og Indusser,

ind i Himlen lige lugt.”

Når det ”tusser” betyder selvfølgelig, når tusmørket falder på. Men som det i øvrigt fremgår af dette og andre digte af Fugholm, så forholder han sig frit til korrekt stavning af ord, og skriver ofte disse, som de udtales i daglig tale. Det hedder jo f.eks. ikke ”Digtningstimen slar”, men ”Digtningstimen slår”, men han skriver slar, for at få det til at rime på ”ta’r”. Det hedder jo heller ikke ”ind i Himlen lige lugt”, for lugt har jo med dufte at gøre, hvorimod ”ind i Himlen lige lukt” betyder lige ind i himlen uden forhindringer. For resten er P. Sørensen Fugholm et pseudonym for daværende journalist ved Berlingske Tidende og B.T., forfatteren Per Barfoed (1890-1939), en broder til Viggo Barfoed (1895-1948). Sidstnævnte var ligeledes journalist ved Berlingske Tidende og leverede i mange år dagens kommentar på vers på avisens bagside under pseudonymet ”Ærbødigst”.

Efter oplæsningen besteg Guy med passende værdighed sin væle ganger Pegasus og red under stor applaus ud af scenen igen. Den ellers så ’distingverede’ og lidt reserverede Guy viste sig ved lejligheder som denne, at være i besiddelse af både humor og vid.

Dygtige Birger Jarl Guy med sin Pegasus, idet han med stort bravur fremfører og deklamerer et af P. Sørensen Fugholms vanvittigt morsomme og idérige vrøvledigte. - © 1956 Privatfoto.

Den nævnte Pegasus var, så vidt jeg husker, kreeret af Ole Bjørnild, og lavet sådan, at hesten vistnok kunne stå på egne stive ben. Denne Pegasus var helt speciel og så grotesk lavet, at publikum lo alene af den grund. Samtidig var Birger Guy en fortræffelig oplæser, dog knapt så god en rytter!

Umiddelbart efter fulgte et sangnummer med omkvædet ”Så hvorfor sku’ vi ikke være glade”, fremført af, ja, hvem? – Jo, ingen ringere end opera-elskeren Børge Enrico Johnsson himself. Han var en stor beundrer og ligefrem tilbeder af operastjernerne Maria Callas og Joan Sutherland, men havde også sans for mere jordnære viser, som eksempelvis den, han på overraskende god måde sang ved denne lejlighed.

Derefter fulgte revyens første egentlige klovne-entré, som havde titlen ”Løvepulver”, og tænk, jeg havde selv skrevet dialogen mellem Alfredo og Fernando, - for øvrigt også teksten til de andre klovne-entréer - men kan desværre ikke huske, hvad den her nævnte handlede om! Og uheldigvis har jeg ikke længere det manuskript, som jeg havde skrevet i den anledning. Men med en vis resignation skal det dog siges, at digtekunsten nok ikke er gået glip af noget mesterværk af den grund. Beskedenhed var og er jo som bekendt en dyd, i hvert fald i henhold til dydige og moralske mennesker.

Nu fulgte et absolut overraskede dygtigt udført tryllenummer, som Frede Jensen, der i sit civile liv var uddannet frisør og i sin fritid amatør-illusionist, tidligere havde optrådt med rundt omkring i Jylland, hvor han boede i Odder. Frede var et usædvanligt venligt og behageligt menneske, og dertil både vittig og humoristisk samt ikke mindst en virkelig god amatørskuespiller, som var med i alle de stykker, jeg satte op i vores fælles tid i Gribskovlejren. I et af sine tryllenumre blev Frede i øvrigt assisteret af Jönss og Lilli Krogh, gift med den ligeledes meget dygtige amatørskuespiller Jørn Krogh, som i sit private liv var tandtekniker, og da han kunne virke lidt forbeholdende og dydsiret, fik han derfor meget hurtigt efter sin ankomst til Gribskovlejren påhæftet øgenavnet ”Tante Knik”.

På disse to fotos ses den næsten professionelt dygtige tryllekunstner, Frede Jensen, idet han udfører et par af sine elegante og forbløffende illusionsnumre. På fotoet øverst ses han sammen med konferencieren Mogens Jönsson (til venstre) og Lilli Krogh, Jørn Kroghs kone. På fotoet nederst er Frede alene på scenen, idet han overrasker med sin store kunnen som elegant magiker. - © 1956 Privatfoto.

Herover ses Ib Andersen, som med stor indlevelse fremfører den satiriske ”Skærslibersangen”, som er nogle satiriske kommentarer til datidens aktuelle større og mindre begivenheder. De fem af sangens seks vers ender med omkvædet: ”for vinden blæser den forkerte vej”. Sjette og sidste vers ender med: ”så vinden vender måske en dag.” - © 1956 Privatfoto.

Derefter fulgte først en duo-dialog, ”Vi er et par store idioter”, mellem Ole Kauffeldt og Børge Haakansen, og derefter en kras monolog, ”Vinden blæser den forkerte vej”, fremført med den fornødne alvor og patos af Ib Andersen.

Nu fulgte nummeret ”Forårskåd” med klovne-duoen Alfredo og Fernando, der denne gang spillede op til Lizzie, som sad på en bænk på scenen og læste i et ugeblad, og i øvrigt ikke lod sig distrahere og forstyrre af de to klodsmajorers kluntede og indbyrdes konkurrerende og fjollede kurmageri til hende. Nummeret endte med, at de to spasmagere opgav og skuffede forlod scenen, idet den ene gik ud til venstre og den anden ud til højre.

Nu var tiden inde til den helt store og lidt onde satire. Lejrpoeten Mogens Jönsson havde skrevet en morsom sketch med titlen ”Lapper til gummistøvler”, der var en bidende satire over Indenrigsministeriets noget specielle forhold til militærnægterne. Sketchen indeholdt i alt 5 roller: Ministeren, hans sekretær, et ministerialbud og to militærnægtere. Rollerne blev henholdsvis udført af Jönss selv som ministeren, men hvem, der spillede de andre roller, husker jeg ikke længere, bortset fra at ministersekretærens rolle blev spillet af Ole Bjørnild og ministerialbudet af Børge Haakansen.

Efter denne krasse satire over nægternes situation, fulgte nu en gentagelse af sangen ”Med min hakke, min skovl og min spade”, som vi tidligere havde brugt i kabaretten ”Nægter-Sjaketten”. Den blev sunget af Ole Kauffeldt, Ib Andersen og Ole Bjørnild, som fik stort bifald. Ib Andersen var med denne gang, i stedet for mig, som jo havde været medsanger, da sangen blev sunget i ”Nægter-Sjaketten”- Det skyldtes simpelthen, at jeg havde for meget andet at se til i forestillingen og ganske enkelt ikke kunne overkomme mere. Ib Andersen var for øvrigt en ganske god sanger, faktisk bedre end mig.

Fotoet herover øverst er fra den satiriske sketch ”Lapper til gummistøvler”, en vittig og kras spøg over Indenrigsministeriets bureaukratiske forhold til militærnægterlejrene. På fotoet ses fra venstre Børge Haakansen og bag skrivebordet indenrigsministeren i Birger Jarl Guys skikkelse. Til højre for ham står hans underdanige sekretær, som blev spillet af Ole Bjørnild. – På fotoet nederst ses Ivar Nielsen stående oppe foran på scenen, idet han er ved at overrække en gave til en ung dame, hvis navn jeg ikke kender. Til højre for hende ses Werner Münchenberg, som var en af scenograferne på ”Blåmanne-Sjov”. Personerne i forgrunden er fra venstre Ole Bjørnild, Ebbe Høj og en ubekendt dame. - © - 1956 Privatfoto.

Så var det igen tid til en klovne-entré med Alfredo og Fernando. Den hed ”Jeg fisker!”. Herunder sad Fernando oppe på stoleryggen med fødderne solidt plantet på stolesædet, mens han havde linen fra en fiskestang sænket ned i en kande med vand. Fra denne entre husker jeg kun, at Alfredo interesseret spørger: ”Hva’ laver du?”. ”Jeg fisker!”, svarer Fernando. Alfredo: ”Fanger du no’et?”. ”Neiii!”, svarer Fernando. ”Hvorfor ik’?”, fortsætter Alfredo. ”Nej, for der er jo ik’ no’en fisk i vandfadet, din torsk!”, konstaterer Fernando triumferende. ”Hvorfor sidder du så å’ fisker?”, ville Alfredo vide. ”For at få tiden til at gå, indtil næste nummer er klar, kvajpande!” – Replikskiftet udløste forståeligt og forventeligt nok en ganske pæn applaus fra salens fuldtallige publikum.

Klovne-nummeret tjente som sagt af klovnen Fernando kun det formål, at få tiden til at gå, indtil der var blevet gjort klar bag fortæppet til næste nummer. For at skabe en glidende overgang til det følgende nummer endte klovne-entréen derfor med, at konferencier Jönss kom ind på scenen og jog de to dummernikker ud. Derefter gik han hen og stillede sig forrest på scenen ved sufflørkassen, hvorfra han gjorde sig klar til at præsentere næste nummer på programmet.

Herover ses de to gennemgående klovne i revyen ”Blåmanne-Sjov 1956”. Det er fra venstre Hans Vogsen som klovnen Alfredo, og siddende til højre med fiskestangen Harry Rasmussen, altså mig, som klovnen Fernando. Jeg har siden min tidligste barndom altid elsket klovne, for deres groteske mimik og falden-på-halen komik. De mindede mig om humoren og komikken i blandt andet Walt Disneys korte tegnefilm. - © 1956 Privatfoto.

Efter at de to klovner havde forladt scenen og publikum var faldet til ro efter applausen over den muntre klovne-entré, præsenterede Jönss nu med højtideligt dyster stemme aftenens mest alvorlige nummer. Idet han atter forlod scenen, slukkedes alt lys, også rampelyset. Det var forestillingens mest seriøse del, som publikum nu skulle overvære, nemlig monologen ”Jack O’Merry!”, som blev fremsagt af Karl Nørmark. Til denne dystre scene var der blevet lavet en speciel og meget dramatisk dekoration, som forestillede en stiliseret slagmark med en død soldat, der hænger i pigtrådsspærringen. Der indledtes med fuldstændigt mørke på scenen, idet der tonedes op for komponisten Saint-Saëns ”Dance Macabre” og samtidig tændtes for lyset fra et spotlight, der kastedes lige mod den døde soldat i scenens baggrund. Derefter rettedes lyset mod Nørmark, som stod i forgrunden, hvor han med indigneret og anklagende røst fremsagde digtet, vistnok af den norske digter Nordahl Grieg, der bl. a. indeholdt linjerne: ”Død på ærens vide marker – uden sans for kroppens krav, kulet ned med tyve andre – i en såkaldt fællesgrav.”

Det var stærke sager, som skabte fuldkommen stilhed i salen og fik det til at gyse i tilskuerne. Men stemningen blev straks efter mildnet, idet mellemtæppet blev trukket for og rampelyset atter tændt, samtidig med at min smukke søster, med sin helt professionelle balletdans, dansede ind på scenen til tonerne af den dejlige titelmelodi fra Chaplins ”Rampelys”. Hun afsluttede sin dans med at knæle i scenens forgrund, medens den propfyldte sporvogn endnu engang kørtes ind på scenen i dennes baggrund, og hvorefter alle øvrige medvirkende personale steg ud og tog opstilling i række foran sporvognen. Lizzie gjorde derefter nogle dansetrin tilbage og stillede sig foran de andre. Sluttelig kom Fernando og Alfredo ind fra hver sin side og tog Lizzie i hver sin hånd, idet de gik frem mod scenens forkant, fulgt af de bagved stående, hvorefter alle bukkede til publikums begejstrede klappen.

Apropos Chaplins ”Rampelys”, så havde denne herlige film haft Danmarks premiere få år tidligere, nemlig 2. oktober 1953 i den københavnske storbiograf ”World Cinema”, der i vinterhalvåret havde til huse i Cirkusbygningen.

Så længe efter erindrer jeg ikke, hvor lang pause, der var midt i forestillingen ”Blåmanne-Sjov”, for det fremgår ikke af den oversigt over numrene og disses rækkefølge, som jeg i sin tid selv udarbejdede som et led i iscenesættelsen. Men forestillingens omfang og længde taget i betragtning, må det vel have drejet om 25-30 minutter. Og der var i hvert fald arrangeret en form for udskænkning i den udmærkede bar i salens bageste del i den anledning. Det er der i hvert fald et par af de fotos, jeg har fået mulighed for og lov til at bruge her, som mere end antyder.

Disse to fotos er også fra den aften, hvor ”Blåmanne-Sjov 1956” blev opført. På fotoet øverst ses flere af de gæster, der er søgt hen til baren, over hvilken der hænger et skilt med teksten ”Besøg Blåmanne Bar”. Bag det hvide bord ses fra venstre Svend Poulsen, Knud Krøjer og helt til højre vistnok Aksel Petersen. Foran bordet kan jeg kun identificere Mogens Jönsson, som sidder og holder en bajer i venstre hånd, som han hviler på bordkanten. – På fotoet nederst, som er taget under oprydningsarbejdet dagen efter, ses en tydeligt træt og formentlig også lettere beruset nægter, Per Laursen, sidde bag et bord med tomme eller delvis tomme øl- og sodavandsflasker. - © 1956. Privatfoto.

Det er heller ikke meget, jeg husker fra festen i forsamlingshuset efter forestillingen, og jeg har desværre ikke længere nogen papirer, der kan hjælpe på min hukommelse. Dog erindrer jeg, at der var et stort publikum og at forestillingen og det øvrige arrangement blev en succes. Men det var unægtelig et stort skår i min glæde herover, at mit ægteskab var forlist og at børnene til en vis grad havde mistet deres biologiske far, som tilmed elskede dem af hele sit hjerte og sind. Det var derfor med en glæde iblandet sorg, der konstant hvilede over mit sind i de dage, at jeg kunne se tilbage på endnu en teatersucces.

Desværre ejer jeg selv kun ganske få af de fotos, der blev taget i forbindelse med opførelsen af ”Blåmanne-Sjov”, og heraf er de fleste gengivet her. Men oprindelig eksisterede der en større samling fotos fra denne forestilling så vel som fra ”Genboerne” og senere ”Det lille Thehus”, men det store album, hvori billederne var klæbet ind, er uheldigvis gået tabt. Til gengæld har min gamle nægterkollega, nu fhv. revisor Ivar Nielsen, været så uhyre hjælpsom at stille sin samling af fotos fra vores fælles tid i Gribskovlejren frit til min rådighed, hvilket er en gevinst for denne selvbiografi, og som jeg skylder ham stor tak for.

Ny familieforøgelse

Min yngste bror, Bent, var i lære som automekaniker hos Anneberg på Vesterbrogade, hvor han blev udlært i juni 1956. I januar samme år havde Bent lært en ung pige, Annelise, at kende. Hun boede hos sin bedstemor, som havde et bogbinderi i Absalonsgade. Det korte af det lange er, at de to forelskede sig i hinanden og giftede sig hen på efteråret 1956.

Bryllupsfotos af Bent og Annelise, som blev gift i september 1956 i Hellig Kors Kirke, få måneder før deres eneste barn sammen, Jonny, blev født den 2. december 1956.

Det ses tydeligt på fotoet til venstre, at bruden er gravid. – Fotos: © 1956 Privatfoto.

Kun få måneder efter brylluppet blev min brors og svigerindes eneste barn sammen, født. I dåben fik han navnet Jonny. Parret boede da i en stuelejlighed i Guldbergsgade på Nørrebro. Men eftersom jeg på det tidspunkt stadig opholdt mig i Gribskovlejren, og der i øvrigt var sket det, at min kone Else og jeg var blevet skilt, var ingen af os med til Jonnys dåb. Han blev i øvrigt også et barnebarn, som mine forældre tog sig meget af, hvilket vil fremgå senere af denne beretning.

Underholdning i Gribskovlejren

I den første del af min tid i Gribskovlejren virkede det, som om Kulturudvalget var lidt sløvt og at der ikke rigtig skete noget på det kulturelle område. Derfor tog jeg initiativet til selv at holde et par foredrag om emner, som jeg kendte til, både af interesse og personlig erfaring, nemlig film og specielt tegnefilm. Sidstnævnte emne valgte jeg først og forberedte derfor foredraget, dels ved at skrive et synopsis, og dels ved at bestille gratis udlånte tegnefilm hos Statens Filmcentral, og dels låne mod betaling hos det private filmudlejningsfirma PILOT FILM. Filmene måtte nødvendigvis være i 16mm, for der var ikke råd til at anskaffe et 35mm tonefilmapparat, og ejheller at leje 35mm spillefilm, som kun blev udlejet af professionelle filmudlejningsfirmaer. Det var i øvrigt Kulturudvalgs-kassen, der betalte for de lånte film fra det private udlejningsfirma.

Desværre opbevarer jeg ikke længere det synopsis, jeg dengang skrev til foredraget, men jeg husker, at der var tale om en kortfattet gennemgang af tegnefilmens historie. Denne blev blandt andet illustreret med den franske tegnefilm Joie de Vivre (1933; ”Livsglæde”), hvis ophavsmænd var Anthony Gross og Hector Hoppin. Og, efter min egen mening nok så væsentligt, blev foredraget også illustreret med flere af ex-Disney-medarbejderen Ub Iwerks’ tegnefilm. Han havde produceret en hel række korte underholdningstegnefilm i farver i midten af 1930’erne. Derimod viste det sig ikke muligt, at vise eksempler på Disneys tegnefilm, fordi disse ikke var til hverken udlejning eller salg på 16mm.

Men nok så heldigt var det muligt at vise nogle fremragende eksempler på canadieren Norman McLarens eksperimenterende film, tegnet på selve filmstrimlen, såsom Begone Dull Care, Fiddle-de-dee, Blinkety-Blank og ikke mindst Neighbors, Den sidstnævnte film var dog en realfilm, men optaget med den såkaldte pixilation-teknik, hvormed man optager filmen i enkeltbilleder, men som forvises kontinuerligt, hvorfor kontinuerlig bevægelse opstår.

Plakat for foredraget ”- Noget om TEGNEFILM m. demonstrationer og eksempler på forskellige former for tegnefilm v. HARRY ”MOTOR” RASMUSSEN”, som jeg holdt i Gribskovlejren mandag den 24. september 1956. Plakaten er designet og udført af nægter Henning Larsen, der var typograf i sit civile liv. – Plakat: © 1956 Henning Larsen og Harry Rasmussen.

Men naturligvis kan man ikke sige, at de viste film var specielt repræsentative for tegnefilmhistorien, som rummer helt andre og langt flere væsentlige eksempler på tegnefilm fra tegnefilmens barndom og ungdom. Men det havde simpelthen ikke været muligt at fremskaffe den kategori af tegnefilm, som jeg kunne have ønsket. Alligevel var mit lydhøre publikum stort set taknemmeligt, eftersom formentlig de færreste af dem vidste ret meget om tegnefilmhistorie, og som desuden i nok så høj grad var tilfredse med, at få nogle morsomme tegnefilm at se, som især Ub Iwerks’ amerikanske underholdningstegnefilm

Men som nævnt var nogle af Kulturudvalgsmedlemmerne seriøse folk, der tog begrebet kultur meget seriøst, om end der efter min personlige opfattelse var lidt slagside til socialistisk og kommunistisk politisk opfattelse af verden. Det vil jeg vende tilbage til om lidt.

Kulturudvalgsmedlem

Vistnok som en følge af mine aktiviteter med nægterbladet og nogle foredrag om film og tegnefilm, som jeg havde holdt hen på året 1955, blev jeg valgt som medlem af lejrens kulturudvalg. Det gav mig anledning til at arrangere nogle filmforevisninger af klassiske filmmesterværker, der var tilgængelige på 16mm film. Forevisningerne foregik ovre i fællessalen, i reglen mandag eller torsdag fra kl. 19 til ca. 21.

På fotoet til højre ses Peter Schäffer, som på det tidspunkt var formand for Gribskovlejrens Kulturudvalg, stående ved den ende af Fællessalen, hvor indgangsdøren var, og som ses til højre for ham. Bag ham hænger en opslagstavle, hvor der øverst oppe står navnene: Felby og Harry, som var på valg som nyt kulturudvalgsmedlem. Der blev som nævnt i hovedteksten mig, der blev valgt. Det takker jeg for på fotoet til venstre. - © 1956 Privatfoto.

I den forholdsvis korte tid, jeg selv var medlem af Kulturudvalget, havde jeg en del problemer med at trænge igennem hos de seriøse udvalgsmedlemmer med mine seriøst mente forslag til underholdningsprogrammer. Men alene ordet ”underholdning” var nok til, at der blev rynket på næsen med en mine, som bedre end ord sagde, at sådanne forslag kom fra en åndsamøbe. Heldigvis bakkede mange af de ’menige’ nægtere op om mine programforslag, hvorfor det derfor også i reglen lod sig gøre at gennemføre i hvert fald nogle af disse.

Men alt i alt betød det, at jeg naturligvis ikke var ene om at bestemme, hvilke film der skulle og burde vises for nægterne. Det var stort set lejrens intellektuelle kommunister, især med Peter Schäffer i spidsen, der i al fald en overgang dominerede kulturudvalget og dettes valg af programmer og film. Men al folket havde altså ment, at der skulle andre ’boller’ på suppen, og derfor havde et flertal stemt mig ind som kulturudvalgsmedlem. Birger Guy var – naturligvis – allerede et af kulturudvalgsmedlemmerne, men som i høj grad konfliktsky holdt han meget lav profil overfor kommunisterne. Det gjorde jeg sådan set også selv, idet jeg aldrig indlod mig i politisk diskussion med nogen af dem, og jeg fik da trods alt også mulighed for at vælge de film og tegnefilm, og de foredrag og anden form for oplysning og adspredelse, jeg selv syntes var relevante. Så jeg var egentlig godt tilfreds med situationen.

Kulturens blomstring i Gribskovlejren

Der blev virkelig gjort noget af Gribskovlejrens Kulturudvalg, for at fremme nægternes kulturelle opfattelse. Medlemmerne af Kulturudvalget var jo seriøse folk, der tog begrebet kultur alvorligt, om end der efter min personlige opfattelse var lidt slagside til kommunistisk opfattelse af verden. I den forholdsvis korte tid, jeg selv var medlem af Kulturudvalget, havde jeg da også en del problemer med at trænge igennem hos de seriøse udvalgsmedlemmer med mine seriøst mente forslag til underholdningsprogrammer. Men heldigvis bakkede mange af de ’menige’ nægtere op om mine programforslag, hvorfor det derfor også i reglen lod sig gøre at gennemføre disse.

Herover ses forsiden af Kulturprogrammet 1956-57, som blev udsendt i Gribskovlejren i september 1956. Den kubistisk inspirerede tegning på programmets forside, kunne forestille en bargæst og muligvis en guitarist. Hvem der har tegnet forsiden, har jeg hverken nogen viden eller erindring om, for på det tidspunkt havde jeg ingen indflydelse på den slags opgaver. Men derimod nok på det filmprogram, der var blevet valgt i sæsonen 1. oktober 1956 til og med marts 1957.

Et godt eksempel på, hvad de dominante seriøse Kulturudvalgsmedlemmer kunne blive enige med sig selv og for resten også med lejrchef Elbæk om, hvad de ”ganske almindelige” nægtere af slagsen, burde høre af foredrag og se af film, finder man i det ”kulturprogram”, som blev duplikeret i samme format som nægterbladet, og som blev omdelt i lejren i september 1956.

Lad mig begynde med at nævne navnene på de mere eller mindre markante og kendte folk, de seriøse Kulturudvalgsmedlemmer havde valgt skulle komme og holde foredrag i lejren i den nævnte periode. Nævnt i kronologisk rækkefølge drejede det sig fra 1. oktober til 20. december 1956 om følgende personer:

Programsekretær ved Statsradiofonien: Jørgen Vedel Petersen, lejrleder Elbæk Petersen, højskoleforstander ved Ubberup Højskole, Arne Frandsen, sceneinstruktør ved Det kgl. Teater, Sam Besekow, forfatteren Hans Scherfig, forbundssekretær ved Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), Poul Emanuel, og som repræsentant for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), Ejner Hovgård Christiansen, lyriker Ove Abildgård, redaktør ved ”Frit Danmark”, Kate Fleron, journalist og radiomedarbejder, Viggo Clausen, medarbejder ved ”Frit Danmark”, Preben Dollerup, filminstruktør Theodor Christensen, jazz-causeri ved Lillebror Carlsen, professor Mogens Fog, jazz-causeri ved Ole Aktiv Hansen, også kaldet ”Ole Trip”. Tilnavnet ”Aktiv” kom formentlig af, at den gode Ole var en ivrig agitator for kommunisme.

Mandag den 3. december 1956 causerede Erik ”Lillebror” Carlsen over emnet Negro Spirituals og Gospel Songs. Torsdag den 13. s.m. og år causerede Ole Aktiv Hansen, også kaldet ”Ole Trip”, om ”Tredivernes Jazz”. Der var stor interesse for de to nægteres respektive causerier. – Fotos: © 1956 Privatfotos.

For 7. januar til 28. marts 1957 udgjordes foredragsholderne af følgende personer:

Forfatterinden Elsa Gress, højskoleforstander ved Grundtvigs Højskole, Haugstrup Jensen, forfatteren Jørgen Lembourn, formand for Danmarks kommunistiske Parti, Aksel Larsen, dr. phil. Hagbart Jonassen, forfatteren Finn Gerdes, forfatterne Erik Knudsen og Jørgen Nash, forfatteren Halfdan Rasmussen, redaktør Thomas Christensen, skuespiller og forfatter Ebbe Rode, højskoleforstander ved Magleås Højskole, Johannes Novrup, forfatteren Poul Henningsen, og forfatteren Mogens Linck.

Af alle de ovenfor nævnte foredragsholdere vakte især følgende min interesse, nemlig Sam Besekow, Hans Scherfig, Kate Fleron, Theodor Christensen, Mogens Fog. Aksel Larsen, Erik Knudsen, Jørgen Nash, Halfdan Rasmussen, Ebbe Rode og Mogens Linck.

Sam Besekows første besøg og foredrag i lejren, hvor han var ledsaget af sin omsorgsfulde og kønne hustru, skuespillerinden Henny Krause, har jeg allerede omtalt tidligere, og indtrykket af ham som et sympatisk, poetisk og følsomt gemyt, der fremsagde sine replikker med dyb varme og patos, måske en anelse for svulstigt for en flok gemene militærnægtere, som ved den lejlighed hørte og så ham i Fællessalen i Gribskovlejren. Men til gengæld var han morsom og ironisk, når det gjaldt oplæsning af humoristisk litteratur. I alle tilfælde gestikulerede han med rolige, velovervejede bevægelser, der dog alligevel fik sveden til at hagle af ham, så at den opmærksomme hustru ind imellem måtte række ham det medbragte håndklæde til at tørre sig med.

Forfatteren og maleren Hans Scherfig (1905-1979) husker jeg ikke så meget om, fra da han holdt et foredrag om mysticismen i dansk kunst og kultur. Men jeg har helt sikkert været lodret uenig med ham i hans synspunkter og påstande, som jo formentlig var inspireret af hans kommunistiske livs- og verdensopfattelse. Den delte jeg ikke dengang og heller ikke senere. Men en interessant og spændende forfatter og en god og raffineret tegner og maler, det var han i hvert fald også, og derfor syntes jeg egentlig, at det snarere var synd for ham, at han næsten helt religiøst bekendte sig til den autoritære sovjetiske kommunisme og så op til dennes store idol, Stalin. Sidstnævnte var jo i virkeligheden en despot, en zar, af værste hensynsløse og brutale slags, værre end den kejserlige Romanov-familie, som Stalins forgænger, Lenin, på så grusom måde havde ladet myrde i 1918.

Redaktøren for ”Frit Danmark”, Kate Fleron, holdt den 24. november 1956 kl. 20 foredrag om ”Israel og det Nære Østen”. Den dengang kendte dame var veltalende og argumenterede godt for sig. Kate Fleron var på det tidspunkt blevet, hvad der senere blev betegnet som politisk venstreorienteret, og ifølge denne opfattelse, var staten Israel den store ”skurk” i Mellemøst-konflikten. Plakaten til højre er formentlig lavet af militærnægteren og min ven Henning Larsen. – Fotos: © 1956 Privatfotos.

Journalisten og forfatteren Kate Fleron (1909-2006) var en tiltalende og veltalende, usædvanlig og meget modig kvinde. Hendes motivation for at gå med i modstandskampen mod den tyske besættelse af Danmark 1940-45, var dikteret af de nationale værdier, som Det konservative Folkeparti stod for dengang, da Christmas Møller var i spidsen for partiet. Det fortsatte hun også med som redaktør af det tværpolitiske modstandsblad ”Frit Danmark”. Som en moderne og selvstændig kvinde, valgte Kate Fleron helt igennem at leve på sine egne præmisser, hvilket dog ikke var lige velset i alle kredse.

Som skrivende modstandskvinde kom hun i 1942 med i redaktionen af det antinazistiske ”Frit Danmark”, en stilling hun også beholdt efter Danmarks befrielse i maj 1945. Hendes national-konservative holdninger blev dog med tiden noget mere moderate, hvorfor hun, i modsætning til sine partifæller, valgte at gå imod den voldsomme antikommunisme, der herskede i mange kredse, og som splittede modstandsbevægelsen i de første befrielsesår. Under den kolde krig i 1950’-60’erne kovendte Kate Fleron helt og indtog en tydeligt venstreorienteret, men dog ikke dogmatisk marxistisk holdning til tidens begivenheder. Hun var en engageret og ivrig modstander af amerikanernes krig i Vietnam og satte sig for, at afsløre amerikanernes krigsforbrydelser i landet. Det fik hun PH-prisen for i 1972.

Det var formentlig Kate Flerons pro-kommunistiske sympatitilkendegivelser, der førte til, at de kommunistiske medlemmer af Gribskovlejrens Kulturudvalg, valgte at sætte hende på foredragsprogrammet. Og hendes foredrag om Israel, som jeg ikke husker, har sikkert været vendt imod det slemme land, som stjal palæstinensernes hjemland.

Theodor Christensen (1914-1967) var en af dansk dokumentarfilms store pionérskikkelser, som sammen med vennen, filmteoretikeren Karl Roos (1914-1951) allerede i 1930’erne, havde markeret sig som en avantgardistisk filmskaber. De tilhørte begge det såkaldte kulturradikale miljø, som hældede stærkt til kommunismens idealer, hvis falskhed de på trods af de berygtede Moskva-processer, åbenbart ikke var i stand til at gennemskue. Da det endelig stod klart, at sovjetkommunismen under Stalin var et diktatorisk og brutalt magtforetagende, skiftede Christensen over til troen på, at kommunismen blev forsøgt realiseret på Fidel Castros Cuba. Han rejste til landet, hvor han blev lærer på den cubanske filmskole. Efter sin hjemkomst fortsatte han med at lave dokumentarfilm, som kritiserede det hjemlige politiske og bureaukratiske magtapparat. Som ansat ved Ingolf Boisens filmselskab Minerva Film, lavede Christensen dog også politisk neutrale dokumentarfilm, som f.eks. ”Træk vejret”, 1958, som jeg på det tidspunkt som ansat hos Barfod Film, lavede nogle tegnefilmindslag til.

1965 var Theodor Christensen en af primus motorerne bag oprettelsen af Den danske Filmskole, hvor han selv virkede som lærer indtil sin død i 1967. Han var gift med Tove Hebo (1916-1966), som selv var leder af filmproduktionsafdelingen hos reklamebureauet Wahl Asmussen, og i sammenhæng med mine planer om en reklametegnefilm for ”ADI-Sko”, havde jeg en kortvarig forbindelse med hende i 1952. En del år senere var jeg dog også med til en festlig komsammen i hendes store lejlighed i Kronprinsessegade i København.

I sin egenskab af Kulturudvalgsformand har det sikkert været en stor glæde for Peter Schäffer at byde sin meningsfælle, den kendte kulturdebattør og modstandsmand Mogens Fog velkommen. Fog talte over emnet ”Er fredelig sameksistens mulig?”. Det var jo under den kolde krig og kort efter opstanden i Ungarn og Sovjethærens brutale fremfærd samme steds, hvilket gav anledning til eftertanke hos mange intellektuelle kommunister, som blandt andre Mogens Fog. – Fotos: © 1956 Privatfotos.

Lægen og senere professor i neurologi ved Københavns Universitet, Mogens Fog (1904-1990), var en fremtrædende kulturpersonlighed under og ikke mindst efter tyskernes besættelse af Danmark. Som antifascist var han en ivrig modstandsmand, som dels var med til at stifte ”Frit Danmark” og ”Danmarks Frihedsråd” og dels var med til at stifte Socialistisk Folkeparti. I 1944 blev Fog arresteret af Gestapo og sat i arrest i Shellhuset, øverst oppe under taget, hvor andre og kendte fanger befandt sig. Under det engelske bombeangreb på Shellhuset 21. marts 1945, lykkedes det Fog og nogle af hans medfanger at undslippe på dramatisk vis. 1966-1972 var Fog rektor for Københavns Universitet, og da han under ungdomsoprøret 1968 stod på Universitetets talerstol under årets studenter dimission, skubbede psykologistuderende Finn Ejner Madsen ham væk og tog selv ordet, idet han opfordrede sine kammerater til at besætte Universitetet og fremsætte krav om demokratisk medindflydelse på Universitetets ledelse. Det viste sig, at Fog støttede disse krav.

Det foredrag, Mogens Fog holdt i Gribskovlejren mandag den 10. december 1956, havde titlen ”Er fredelig sameksistens mulig?” Som idealistisk kommunist havde han også fået visse betænkeligheder efter Sovjethærens invasion i Ungarn i november måned samme år.

Selv har jeg aldrig haft fornøjelsen af at møde Mogens Fog personligt, udover ved hans foredrag i Gribskovlejren, men til gengæld hans søn, bioneurologen med speciale i psykiatri Rasmus Fog (f. 1936). Han forsvarede og fik i 1976 antaget sin doktordisputats om hjernens transmitterstof dopamin. Rasmus Fog var med i det team af psykiatriske forskere, der forsøgte at klarlægge årsagerne til skizofreni. I den anledning produceredes en dokumentarfilm, hvortil jeg lavede en række tegnefilmindslag. Rasmus Fog var i øvrigt af den efter hans egen mening dokumenterede opfattelse, at skizofreni havde rent fysiske, neurologiske årsager, snarere end f. eks. miljømæssige årsager.

Politikeren og formanden for Danmarks kommunistiske Parti (DKP), Aksel Larsen (1897-1972), var en helt speciel personlighed, begavet, vidende og en provokerende retorisk taler, med skarpe udfald mod holdninger og meninger, han ikke var enig i. Han havde en lang og bevæget fortid bag sig, først som socialdemokrat, siden syndikalist og international kommunist og senest som dansk kommunist. 5. november 1942 blev han imidlertid arresteret af dansk politi og sat i Vestre Fængsel, hvor han blev overgivet til tyskerne. Efter langvarige forhør blev han 28. august 1943 overført til den tyske koncentrationslejr Sachsenhausen, hvor han sad i skarpt bevogtet og isoleret enkeltcelle. Her opholdt han sig til i april 1945, hvor han blev frigivet og sendt med de Hvide Busser til Sverige. Derfra kunne han den 5. maj 1945, Danmarks befrielsesdag, atter vende hjem til København, hvor hans venner og tilhængere, ja, selv en del af hans politiske modstandere, nærmest modtog og hyldede ham som en frihedshelt.

Efter befrielsen oplevede DKP en hidtil ukendt succes og kommunisterne en uventet popularitet, som dels skyldtes indsatsen i modstandskampen og dels Sovjetunionens og Den Røde Hærs sejrrige deltagelse i bekæmpelsen af nazisterne. Kammerat Stalin blev regnet som en af ”de tre store” sammen med Churchill og Roosevelt. Populariteten førte til, at Aksel Larsen blev medlem af befrielsesregeringen, dog uden portefølje. Den af opholdet i kz-lejren tydeligt svækkede mand fik da heller ikke den store politiske indflydelse på regeringen, og ledelsen af DKP var overgivet til den noget mere robuste Richard Jensen.

Men at Aksel Larsen var blevet populær i store dele af befolkningen, kunne ses af folketingsvalget 30. oktober 1945, hvor han fik valgets største personlige stemmetal, nemlig 27.497. Ved samme lejlighed opnåede DKP sit bedste valg nogensinde med 255.236 stemmer, 12,5 % af de afgivne stemmer. Partiet fik dermed 18 mandater. Imidlertid kunne den historiske valgsejr ikke bruges til ret meget, for allerede inden valget havde Socialdemokratiet vendt ryggen til DKP og gjort følgeskab med Winston Churchills offensiv imod kommunismen. En offensiv, som blev intensiveret efter at Churchill i en tale i marts 1946 havde indført begrebet ”Jerntæppet”, der skilte de vestlige demokratier fra Sovjetunionen og Østeuropa. Dermed var de gamle frontlinjer fra før krigen atter begyndt at blive trukket op.

Under sit foredrag i Gribskovlejren, overraskede Aksel Larsen især ved sit lune og sin venlighed, selvom emnet: ”Findes der retfærdige krige?” ikke ligefrem indbød til humor. På det tidspunkt var Aksel Larsen stadig en tro tilhænger og forsvarer for Sovjetkommunismen og havde endnu ikke taget officiel afstand fra Sovjethærens invasion og blodige nedkæmpelse af oprøret i Ungarn 1956, som han i første omgang forsvarede. Men det endte dog med, at han tog afstand fra Sovjets brutale handling og meldte sig ud af DKP, samtidigt med at han sammen med nogle partikammerater stiftede Socialistisk Folkeparti (SF), nemlig i 1958, cirka et par år senere, end han havde holdt sit foredrag i Gribskovlejren.

Forfatteren Erik Knudsen (1922-2007) var en rabiat samfundskritiker, som 1950 blev redaktør af det venstreorienterede, for ikke at sige kommunistiske, kulturtidsskrift Dialog, der havde som formål at sætte kunsten og digtningen ind i en social sammenhæng. Han vendte sig samtidigt imod metafysiske og religiøst prægede emner og spørgsmål, og blev i stigende grad politisk bevidst. 1954 blev han lærer på Krogerup Højskole, hvor han selvfølgelig søgte at påvirke eleverne i retning af et aktuelt politisk engagement til fordel for en social, underforstået kommunistisk livs- og verdensopfattelse. 1962 forlod Knudsen tidsskriftet Dialog og fortsatte med at skrive i det mere rabiate Politisk Revy. Han skrev også samfundskritisk revydramatik og TV-spil, og vendte sig blandt andet imod det stygge kapitalistiske Amerikas krig i Vietnam. I 1970’-80’erne støttede han i ord og handling freds- og miljøbevægelserne. Så vidt jeg erindrer, virkede han en overgang som lærervikar ved Fritidsundervisningen i Gribskovlejren.

Sammen med forfatteren og provoen Jørgen Nash (1922-2004) havde Erik Knudsen valgt litteraturen som emne for foredraget ”Skriver I, karle”, som blev afholdt mandag den 11. februar 1957. I et vist modsætningsforhold til Knudsen, var Nash imod enhver form for samfundsmæssig kontrol og faste regler og rammer for noget som helst. Han tilsluttede sig bevægelsen Internationale Situationister, som han dog senere også vendte sig imod og blev ekskluderet fra. Sammen med sin yngre ven, forfatteren, maleren, jazzmusikeren og filminstruktøren Jens Jørgen Thorsen, som også var medlem af situationisterne, udgjorde han en væsentlig del af 1960’-70’ernes protestbevægelse. Sammen eller hver for sig foretog de to venner en række samfundskritiske aktioner og dristige happenings, som bragte megen omtale i de altid sensationshungrende medier, ikke mindst fjernsynet.

Jens Jørgen Thorsen (1932-2000) blev især kendt af offentligheden i 1970 i forbindelse med sin filmatisering af forfatteren Henry Millers roman ”Stille dage i Clichy”, som vakte opsigt på grund af sine nærmest pornografiske sexscener. Bedre blev det ikke, da han i 1975 udgav sit manuskript til sin længe planlagte og uhyre omtalte film om Jesu sexliv. Planerne blev bandlyst af selveste paven, men det lykkedes alligevel Thorsen at realisere sit Jesus-projekt en del år senere, nemlig i 1992 og da under titlen ”The Return”.

Jørgen Nash har jeg tidligere omtalt her i selvbiografien under omtalen af Esbønderup Sygehus, men jeg har aldrig mødt ham personligt, heller ikke under hans og Erik Knudsens foredrag i Gribskovlejren, for jeg havde ikke lyst til at høre om disse to forfatteres synspunkter på litteraturen. Derimod har jeg ved et par lejligheder mødt den på sin egen vis kontroversielle, men barnligt troskyldige Jens Jørgen Thorsen, hvilket jeg dog vil foretrække at fortælle om i kronologisk sammenhæng.

______________

Halfdan Rasmussen (1915-2002), født i et arbejderkvarter i København, hvor hans far var chauffør og hans mor havde en rulleforretning i det ene rum af en toværelses lejlighed. Han debuterede som digter i 1936 med et digt i ugebladet ”Arbejdet”, og i 1941 fik han udgivet sin første bog: ”Soldat eller menneske”. Hans tidligste digte blev skrevet under indtrykket af den store arbejdsløshed og depressionen i 1930’erne og tyskernes besættelse af Danmark i 1940’erne. Det bevirkede, at hans digte fra den tid er overvejende advarende og pessimistiske, men det hændte, at der ind imellem smuttede et satirisk digt med i samlingen. De tidlige digte til voksne havde en tendens til at være moraliserende og højstemte og med vægten lagt på en insisterende humanisme.

Politisk set bekendte Halfdan Rasmussen sig til den såkaldte anarkosyndikalisme, hvilket vil sige en syndikalisme med anarkistiske anskuelser, idet den heller ikke anerkender fagforeningerne. Han var derfor hverken kommunist eller socialdemokrat, men eftersom han i lighed med syndikalisterne var imod revolution kan man sikkert betegne ham som moderat venstreorienteret. Det kom til udtryk i, at han senere i livet blandt andet støttede Kampagnen mod Atomvåben, Folkebevægelsen mod EU og Amnesti International.

Dog, det væsentlige ved Halfdan Rasmussen og det, som gjorde ham verdensberømt i Danmark, er imidlertid hans store produktion af de sprogligt finurlige Tosserier, som er rim, der med humor behandler de mere alvorlige sider af tilværelsen, og de fabelagtigt morsomme Børnerim, som er rim der ligger et sted imellem nonsens rim og små, sjove historier. For at give min læser et lille indtryk af karakteren af hans børnerim, vil jeg tillade mig at citere et enkelt eksempel blandt de mange, som jeg personligt holder meget af:

Godmorgen sol, godmorgen morgensol,

som skinner ned på bellis og viol,

og ned på Jens og Karl, de frække fyre,

som står og tisser på en tissemyre.

Men myren skal, man ikke isse på,

så derfor siger jeg: ”Lad vær’ og stå

og tis på myren, men gå hjem

med jeres tissemyre-tissemænd!”

Men at Halfdan Rasmussen også kunne være ægte poetisk og se dybere i livet, fremgår af det citat af ham, der står på hans gravsten på Hellebæk Kirkegård:

”…Jeg tror, der ligger et barn dybt inde

i alle levende ting, der gror,

et barn, der er som en fuglevinge,

en lille gud, der er evigt stor….!”

Halfdan Rasmussen fik velfortjent flere udmærkelser, som De Gyldne Laurbær i 1958 for digtsamlingen Torso, 1973 PH-Prisen, 1983 LO Kulturprisen og i 1978 fik han Herman Bangs Mindelegat, og i 1988 Det Danske Akademis Store Litteraturpris. - Halfdan Rasmussen var i årene 1953-1973 gift med forfatterinden Ester Nagel (1918–2005), men parret blev skilt kort efter deres sølvbryllup. I den sidste del af sit liv var han gift med sin gode ven og kollega Benny Andersens første kone, Signe Plesner, som døde seks år før ham. Benny Andersen og Halfdan Rasmussen forblev dog venner gennem alle årende.

______________

Ebbe Rode (1910-1998), søn af berømthederne forfatteren Helge Rode (1870-1937) og dennes hustru, forfatterinden Edith Rode, f. Nebelong (1879-1956). Ebbe Rode var skuespiller, tegner, digter og forfatter, dog nok bedst kendt som skuespiller, dels på Det kgl. Teater og dels – og ikke mindst - på film. Han begyndte som bladtegner, men havde ambitioner om at blive skuespiller og som sådan debuterede han i 1931 på Dagmarteatret i lystspillet ”Étienne”, hvor han spillede sammen med ingen ringere end Poul Reumert og Bodil Ipsen. Fra 1932 til 1956 var han fast tilknyttet Det kgl. Teater, hvor han medvirkede i en lang række af den tids store skuespil, ofte sammen med Mogens Wieth og Bodil Kjer. Fra 1956 og til 1965 optrådte Ebbe Rode på andre københavnske teatre, bl.a. på Alléscenen, Folketeatret, Det Ny Teater og på landsdelsscenerne, indtil han i 1965 igen blev fast tilknyttet Det kgl. Teater. Her fik han i de følgende mange år adskillige store karakterroller.

På TV huskes han ikke mindst for sin rolle som ”Over-Clausen” i serien ”Livsens Ondskab” (1972), baseret på Gustav Wieds roman af samme navn. I 1975 spillede han sagfører i Leif Panduros tv-spil ”Anne og Paul”. Og senil overretssagfører i 1994 i tv-filmen ”Længe leve friheden”. Men nok så markant var Ebbe Rodes hovedroller i en lang række danske spillefilm, begyndende med ”Tango” i 1933 og efter mere eller mindre betydelige hovedroller i ca. 40 spillefilm at slutte med ”Høfeber” i 1991.

Ebbe Rode og hans karriere er tidligere blevet grundig omtalt her i min selvbiografi, men følgende skal gentages. Under tyskernes besættelse af Danmark 1940-45 var Ebbe Rode fast engageret på Det kgl. Teater, hvor han dannede en slags skuepiller-trio sammen med Mogens Wieth og Bodil Kjer. De tre var kendt som antinazister og det førte til, at de af frygt for repressalier i form af clearing-mord, måtte gå under jorden og flygte illegalt til Sverige. Under Sveriges-opholdet drog Mogens Wieth til England, hvor han tilknyttedes militæret som faldskærmssoldat, medens Ebbe Rode indtil videre forblev i Sverige og blev medlem af Den Danske Brigade, og Bodil Kjer vendte efter befrielsen hjem og genoptog sin karriere på Det kgl. Teater.

Senere i livet blev Ebbe Rode landskendt for sine fabelagtigt morsomme Storm P-oplæsninger, som udødeliggjorde Storm P-fortællinger som ”Sangforeningen Morgenrødens Pinsetur”, ”I Tonernes Verden” og ”Åkirkeby”. Desuden udødeliggjorde Ebbe Rode ved sin genfortælling også Mark Twains herlige fortælling ”Præsten i Nevada”. Alle disse fortællinger findes heldigvis på CD’er, så enhver interesseret stadig vil kunne nyde godt af Ebbe Rodes oplæsningskunst.

I sin egenskab af forfatter og som engageret i fredsarbejdet udgav han i 1957 pjecen ”Krigen på vandring” og bogen ”Åben dagbog”. I 1958 fulgte erindringsbogen ”Troldguld” og efter en del års pause ”Lysbadet i skygger”, 1984, ”Lykkelig latter”, 1985, og digtsamlingen ”På kryds og tværs”, 1987.

Ebbe Rode var gift tre gange: Første gang med Bodil Kjer fra 1939 til 1948, anden gang med Helle Virkner fra 1949 til 1958, og tredje gang med Nina Pens Rode fra 1959 til hendes død i 1992. I sine seneste år samlevede han med den svenske skuespillerinde Rut Hofsten. – Ebbe Rode havde sammen med Nina Pens en søn, Martin Rode, født 1961 og død 1989 som følge af en kræftsvulst i hjernen. Han fik en overgang behandling ved healing – formentlig fup - på Philipinerne, men uden varig virkning. Martin Rode, der medvirkede i en lang række film, som .eks. ”Højt at flyve”, 1983, og ”I hvilket vand”, 1984, samt spillede rollen som Frank Skov i tv-serien ”Een gang strømer” (1987), lige som han også nåede at debutere som kunstmaler med hele fire malerier på Charlottenborgs Forårsudstilling.

_____________

Mogens Linck (1912-1988), dansk journalist og forfatter af både romaner, kriminalromaner, hørespil og skuespil. Hen debuterede i 1934 med den psykologiske kriminalroman Pelshuen, som gav ham tilnavnet ”en dansk Dostojefski”. Mogens Linck var en af de første danske forfattere, som skrev psykologiske kriminalromaner. I sin egenskab af journalist ved forskellige aviser, som Berlingske Tidende, Nationaltidende og Socialdemokraten foretog Linck mange udenlandsrejser, som bl.a. gik til Frankrig, Tyskland, Belgien, Spanien, Italien, Sverige, Finland, Rusland, Polen og Østrig.

Mogens Linck var også en flittig og produktiv forfatter og udgav flere romaner, som f.eks. i 1940 den humoristiske kriminalroman Damen med den røde hat, illustreret af selveste Storm P. 1942 fulgte Mistænkt og 1945 den selvbiografiske roman Af mennesker er du kommet.

1943-44 var Linck medlem af Forfatterforbundet og sidstnævnte år blev han dettes kasserer, men måtte i november samme år flygte til Sverige på grund af sine illegale aktiviteter, og hvor han opholdt sig til Danmarks befrielse i maj 1945.

1950 udgav Mogens Linck romanen På vej og fik samme år antaget og opført skuespillet Giv Kejseren Støvet på Det kgl. Teater, som i 1952 blev opført på Det Ny Teater og Aarhus Teater i 1952. Lystspillet ”Det lille Hotel” blev antaget og opført på Det kgl. Teater og i Wien.

I 1937 fik Mogens Linck Carl Møllers Humorist-Legat, i 1938 Det Rongeske Legat og Emma Bærentzens Legat og i 1944 Forfatterforbundets Legat.

Mogens Linck var gift to gange, anden gang i 1962 med Connie Meiling, født 1930 og dermed 18 år yngre end sin mand. Bag hendes navn skjuler sig et af dansk films store barnestjerner, nemlig ”Lille Connie”, som begyndte at optræde på film allerede i en alder af 5 år, nemlig i filmen Kidnapped (Palladium 1935), hvor hun bl.a. spillede sammen med folkekære Ib Schønberg og sang sig ind i folks hjerter og erindring med ”Æh Bæh Buh – det er sjovt at være lille”. Hun medvirkede derefter i følgende danske spillefilm: Snushanerne (Palladium 1936), igen sammen med Ib Schønberg, Panserbasse (Palladium 1936), atter sammen med populære Ib Schønberg, Inkognito (Palladium 1937), endnu engang sammen med Ibbermand, Der var engang en Vicevært (ASA 1937), denne gang sammen med Osvald Helmuth, Den mandlige husassistent (ASA 1938), igen sammen med Osvald Helmuth, og Pas på svinget i Solby (ASA 1940), hvori Ib Schønberg også medvirkede.

Connie Meiling optrådte også en kort overgang på de skrå brædder, nemlig i Phønix-Teatrets Sommerrevy (det senere Frederiksberg Teater) på Frederiksberg Runddel, men der var åbenbart folk, der havde fået ondt af, at et barn under 12 år optrådte på teatret i erhvervsøjemed, hvorfor hun måtte holde op, skønt nogle mente, at hun havde skuespillertalent. Som voksen lod Connie Meiling sig uddanne som håndværksmaler og senere som grafisk tegner og fik ansættelse som undervisningsassistent ved Det kgl. Kunstakademi. Senere blev hun ansat som grafisk tegner ved DR TV’s grafiske tegnestue, en stilling som hun så vidt vides beholdt i mange år.

______________

Men nok så interessant, er de foredragsemner, der var blevet valgt, og det er for den nævnte periode 1. oktober til 20. december 1956 følgende:

Koloniproblemer, Ruslandsrejse, Albert Schweitzer, Mysticismen i dansk kunst og Litteratur, Er enhedsfront mulig?, Israel og Det Nære Østen, Bryllupstraditioner, Hovedlinjer i international politik efter Anden Verdenskrig, Filmkunst, Er fredelig sameksistens mulig? Tredivernes Jazz.

Foredragsemnerne i perioden 8. januar til 28. marts 1957 var følgende:

USA og os – strømninger, Nordahl Grieg, Frihedens Forrædere, Findes der retfærdige Krige? Træk af Pacifismens historie og idé, Rendez-vous med mig selv, Skriver I, karle, Danmarks forsvarspolitik – historisk og aktuelt, Hvordan var der i Kina? Teatret bag kulisserne.

Filmprogrammet

For mig personligt var det filmprogram, som Kulturudvalget havde valgt at ville vise nægterne i den her omhandlede periode, nok så interessant. Min specialinteresse hang til dels sammen med min interesse for film i almindelighed og dels med min funktion som filmoperatør. Som ikke-kommunist og ikke-socialist havde jeg kun minimal indflydelse på valget af film til filmprogrammet. Dog må jeg sige, at jeg på trods heraf havde anbefalet en del af de film, der blev vist i min tid i Gribskovlejren, og Kulturudvalget fulgte som oftest mine anbefalinger. Men derudover var filmvalget, specielt hvad angår russiske og kinesiske film, præget af de kommunistiske medlemmer af Kulturudvalget, hvilket formentlig indirekte vil fremgå af følgende repertoire:

Det begyndte med mandag den 8. oktober, hvortil der var valgt at vise amerikaneren Frank Capras socialromantiske komedie ”Vi behøver hinanden” (1939), originaltitel ”Made for Each Other”, med James Stewart og Carole Lombard i hovedrollerne.

Torsdag den 8. s.m. vistes den danske spillefilm ”Støt står den danske sømand” (1948), instrueret af det nye, men kortvarige makkerpar i dansk film: Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jun., og med Poul Reichhardt og Lisbeth Movin i hovedrollerne.

Mandag den 5. november vistes den tyske spillefilm ”Galskabens vej” (1946), instrueret af tysk films nye store håb Helmuth Käutner. En fremragende film, hvori man følger en folkevogn og de personer, der på skift benytter den, fra før krigen, gennem krigen og til lige efter Nazi-Tysklands totale nederlag.

Torsdag den 22. november var det tid til at vise engelske Noel Cowards rørende og dramatiske krigsfilm ”Havet er vor skæbne” (1942), originaltitel: ”In Which We Serve”, som den senere mesterinstruktør David Lean var medinstruktør af, og som havde en række dengang kendte engelske filmskuespillere i rollerne.

Torsdag den 29. november vistes den tyske stumfilm ”Faust” (1926), instrueret af en af tysk films store navne, F.W. Murnau.

Torsdag den 6. december stod den amerikanske spillefilm ”I djævelens sold - ”Daniel Webster” på programmet. Daniel Webster (1772-1852) var en ledende konservativ amerikansk politiker og senator.

Mandag den 17. december vistes den sidste film i 1956, nemlig den amerikanske ”Ham vil jeg ha’” (ikke identificeret)

Mandag den 7. januar 1957 stod den festlige fransk-italienske film ”Don Camillos lille verden” (1952) på programmet. Den komiske franske skuespiller Fernandel skabte med denne film en international succes af de helt store, hvilket naturligvis blev fulgt op af flere Don Camillo-film i de følgende år.

Torsdag den 24. januar var det tid til en af de store japanske spillefilm, Akira Kurosawas ”Dæmonernes port” (1950), originaltitel ”Rasho mon”, som blev en stor succes i danske biografer.

Mandag den 4. februar forevistes Renato Castellanis ”Under Roms sol” (1948)

Torsdag den 7. februar vistes Mikhail Romms sovjet-russiske film ”Lenin i Oktober” (1937).

Mandag den 18. februar forevistes Jean Renoirs film ”De ukuelige” (1945)

Torsdag den 28. februar var tiden inde til at vise René Clairs mesterværk ”Leve Friheden” (1932), en film, som siges at have inspireret Chaplin til ”Moderne tider” (1936).

Mandag den 4. marts: Den danske Hagen Hasselbalch-film ”Her ved den store sø”. (1953)

Torsdag den 14. marts vistes den franske spillefilm ”Livet begynder i morgen”.

Torsdag den 21. marts var Jacques Feyders franske spillefilm ”En kvinde forsvandt” (1942) på programmet.

Sidste film, der blev vist i marts 1957, var den kinesiske ”China Folk Dance and Folk Songs”, som jeg ikke har den mindste erindring om, udover at det var en traditionel glansbilled-fremstilling af de vitterligt dygtige kinesiske danseres og danserinders formåen.

Kommentarer til Kulturprogrammet

For at kunne forstå lidt af det mentale klima, der herskede i Gribskovlejren, i hvert fald i årene 1955-57, hvor jeg selv aftjente min civile værnepligt i lejren, skal jeg her dels gengive forordet og dels lejrchef Elbæks efterskrift til det nævnte kulturprogram:

TANKER EFTER ARBEJDET

Med uddelingen af dette lille hæfte slutter vi det væsentligste af vort arbejde i kulturudvalget for denne sæson, og præsenterer samtidig vinterprogrammet.

Naturligvis må vi tage et forbehold med hensyn til gennemførelsen. En foredragsholder kan melde fra eller en fil kan være optaget, men selvfølgelig vil vi bestræbe os at gennemføre det til alles tilfredshed.

En enkelt vil måske savne en bestemt foredragsholder eller en bestemt film, dette kan nok ikke undgås, men vor hensigt har været at gøre programmet så rigt og afvekslende som muligt, og det har vi bestræbt os på.

Da vi begyndte i sommer var vores problem, hvordan vi skulle gennemføre et blot nogenlunde program for det ringe beløb Indenrigsministeriet har stillet til vor rådighed. Denne hindring blev dog overvundet, for den velvilje og forståelse vi mødte hos samtlige foredragsholdere har simpelthen været enestående. Uden den havde vi ikke kunnet gennemføre programmet i den skikkelse det nu har.

Når I om et øjeblik slår op på programmet vil det måske falde jer i øjnene, at der er hele ti forfattere med i et seks måneders program. Nogle vil måske oven i købet finde at det er lidt rigeligt. Vi mener dog at have fundet de rette forfattere til mandags og torsdagsaftnerne i en militærnægterlejr. Alle ti forfattere vil uden tvivl kunne sætte gang i vores tankevirksomhed.

Desuden kommer der her tre højskoleforstandere, to radiomedarbejdere, to redaktører og mange flere, bl.a. de politiske ungdomsorganisationer KU, RU, DsU og DKU.

I øvrigt skal vi ikke trætte mere med blot og bar konstatering af hvem og hvad der kommer i vinterens løb, alt dette sår på de næste seks sider inde i hæftet. Vi har prøvet på at sammensætte et program, hvori etik og æstetik, politik og humanisme, film og teater, etc. er nogenlunde ligeligt fordelt. Vi får lejlighed til at høre om realiteter og okkulte ting, om Sovjet og USA, om Afrika og Danmark, om jordbundne ting og æteriske ting, digt og prosa, sjov og alvor, o.s.v.

Et kapitel for sig udgør de kommende film. Et sted måtte vi sætte grænsen for midlernes anvendelse, og vi valgte at skære ned på det filmiske område, da vi netop der har mulighed for at få noget gratis, og da vi samtidig omgås med planer om at arrangere teateraftner i vinterens løb, mente vi at en teateraften må være et klækkeligt plaster på et sår afstedkommet af en manglende film.

Vi har dog ikke suget marven fuldstændigt ud af forsvarets filmtjeneste, og derfra kan vi i vintrens løb vente at få film som ”Galskabens vej”, ”Dæmonernes port” og ”Under Roms sol”. Fra Statens filmcentral kommer René Clairs mesterværk fra trediverne ”Leve friheden”. Udover disse perler kommer en del film, hvis standard ikke er lavmålet, men hvor problemstillingen ikke antager så store dimensioner som i de ovennævnte.

Ved tilrettelæggelsen af vintrens program har vi i særlig grad bestræbt os på at trække sådanne emner frem, som rører ved de mest brændende forhold og problemer for det moderne menneske. Det er ud fra den betragtning en eventuel kritik må rejses, selvom vi også har forsøgt at gøre programmet underholdende og afvekslende, men først og fremmest er programmet en bestræbelse på at vække interesse for menneskets og et krav om engagement. Dette kan synes selvfølgeligt for nogle, men er det ikke for alle militærnægtere, dertil ligner de i for høj grad ”ganske almindelige mennesker”, men der er et håb, og på dette håb bygger vi vor optimisme om stor og varig tilslutning omkring vintrens arrangementer.

Til sidst vil vi rette en tak til lejrleder Elbæk Petersen, med hvem vi har haft det bedste samarbejde. Når man ved, hvordan tilrettelæggelsen af et kulturprogram kan gøres til et ækelt stykke arbejde, usmidigt og eventuelt diktatorisk dirigeret af en lejrleder, er det med så megen større glæde, man ser at det nødvendigvis ikke behøver at være sådan. Den imødekommenhed vi har mødt fra Elbæks side har lettet os arbejdet meget og gjort opgaven interessant, hvor en mindre smidig og forhandlingsvenlig lejrleder kunne gøre den gold og uinteressant.

Vi ønsker alle en god og udbytterig sæson. Schäffer og Calle.

Programmet for mandags- og torsdagsaftenerne i Gribskovlejren i vintersæsonen 1956-57 er blevet til gennem et samarbejde mellem kulturudvalget og mig. Jeg vil derfor gerne afrunde programmet ved at rette en tak til de to repræsentanter i udvalget, Peter Schäffer og Calle Aage Andreasen, for den dygtige og forstående måde, hvorpå de under samarbejdet har fremført militærnægternes synspunkter og ønsker, og for det store arbejde, som de har udført under tilrettelæggelsen af programmet.

Jeg mener, at der som resultat af samarbejdet er fremkommet et program af en sådan karakter, at enhver ung vil kunne få et rigt udbytte af at følge det vinteren igennem. Jeg kan derfor ikke indtrængende nok opfordre til, at alle i lejren møder op til mandags- og torsdagsarrangementerne og ved deres nærvær og deltagelse i samtaler og diskussioner yder deres til, at disse aftener får den ønskede karakter af samvær, hvorigennem hver enkelt yder sit bidrag til gavn for alle i lejren.

En række dygtige, selvstændigt og alvorligt tænkende mennesker har givet deres tilsagn om at komme. Mange af dem er travlt optagne mennesker, og de har givet deres tilsagn uden skelen til de minimale økonomiske honorarer, der kan ydes dem. De fortjener derfor at møde en talrig, interesseret og lydhør forsamling. Derigennem ydes der dem den bedste tak.

I programmet er oplyst emnerne for de enkelte aftener. Det største udbytte af aftenerne vil man få, hvis man forud søger at læse lidt om emnet og gennemtænke de spørgsmål, som kan tænkes at rejse sig i forbindelse med det. DET ER EN ABSOLUT FORDEL, HVIS MAN MEDBRINGER PAPIR OG BLYANT TIL FOREDRAGENE OG DISKUSSIONERNE, ja, det er ofte betingelsen for på den rigtige måde at kunne stille spørgsmål og deltage i diskussionerne.

Endelig vil jeg gerne rette en personlig tak til hver enkelt taler, som har givet deres tilsagn om at komme og yde deres bidrag til at skabe lidt liv og glæde i en tilværelse, som ellers gennem 22 måneders tjeneste nok kan blive præget af ensformighed og tristhed – og uforholdsmæssig optagethed af de små ting.

Mit ønske skal da være, at vinteren 1956-57 må blive præget af samtale og diskussion – ikke blot mandag aften, men dagene derefter og ikke blot torsdag aften men dagene derefter – ja, samtale og diskussion om det væsentlige og værdifulde.

Gribskovlejren

September 1956

Elbæk Petersen

Ja, så mange var ordene fra henholdsvis de to kulturudvalgsrepræsentanter, Peter Schäffer og Calle Aage Andreasen og lejrleder Elbæk Petersen. Og som det især fremgår af sidstnævntes epilog, så var nøgleordene ”samtale og diskussion om det væsentlige og værdifulde”. Spørgsmålet var og er så, hvad der skal forstås ved ”det væsentlige og værdifulde”. Det var man ikke nødvendigvis enige om. Hvad angik og angår ”samtale og diskussion”, så udviklede samtale sig oftest til diskussion, fordi foredragsholderne og nægterne og nægterne indbyrdes var rygende uenige om de berørte emner. Men intellektuelle som f.eks. Schäffer og Elbæk elskede samtale og debat og snakkede jævnligt med hinanden en hel aften igennem ovre i lejrchefens ’private’ domicil, medens tekanden blev holdt varm undervejs. Så vidt jeg forstod, så troede eller mente man, at det via diskussion og debat kunne lykkes at løse alverdens spørgsmål og problemer. Elbæk troede det måske især, fordi han var fhv. radikal højskolelærer – en stilling, som han i øvrigt også genoptog efter sin tid i Gribskovlejren, tilmed før han selv havde kalkuleret med det. Men herom senere.

Det skal for god ordens skyld nævnes her, at jeg så godt som aldrig selv deltog i de intellektuelle debatter og diskussioner, som fandt sted i min tid i Gribskovlejren. Hvilket dels skyldtes, at jeg ikke var særlig hurtig på aftrækkeren i diskussioner, og dels at jeg fandt den megen snak frem og tilbage temmelig uinteressant – og nyttesløs. I stedet koncentrerede jeg mig om det, som jeg havde lidt forstand på, nemlig at arrangere og iscenesætte teaterstykker og anden form for fornøjelig og - i de intellektuelles og kulturelles opfattelse – underlødig underholdning. Men disse underholdningsprogrammer var der i reglen stor tilslutning til blandt nægterne, hvilket ikke altid var tilfældet med de velmente og velmenende ’pædagogiske’ og kulturelle arrangementer.

Hjemme på orlov

Som tidligere omtalt, var der den ordning i lejren, at man oparbejdede fritimer, 1 time for hver arbejdsdag, som efter behov og behag kunne bruges i forbindelse med de faste orlovsdage, nemlig onsdage, weekender og helligdage. Eksempelvis kunne onsdagsorlov og weekendorlov udvides, så at man i stedet for at skulle møde i lejren senest klokken 22, kunne bruge nogle fritimer til at forlænge orloven til den følgende morgen kl. 9.

Selv havde jeg naturligvis benyttet enhver mulighed for at tage hjem til Else og børnene, og selvfølgelig helst på en udvidet orlov, som blandt andet gav mulighed for, at vi for eksempel kunne besøge mine forældre søndag eftermiddag og spise aftensmad hos dem, uden at jeg behøvede at tænke på tiden. Men sådan var det jo desværre ikke længere, selvom jeg fortsat tog til København, så ofte det lod sig gøre og helst i weekender, hvor der var større mulighed for at få og have Jan og Annette på besøg hos mine forældre. Ved disse lejligheder overnattede jeg hos dem, men sov på sofaen, fordi min kære søster jo nu for længst havde overtaget ’mit’ kære gamle værelse.

Jans 4 års fødselsdag

Det var virkelig sørgeligt og trist, at jeg ikke længere kunne være med til at fejre Jans og Annettes fødselsdage hjemme hos dem selv. Situationen var sådan fra og med Jans 4 års fødselsdag den 12. januar 1957. Men ved næstfølgende nærmeste weekend kunne jeg hente begge børnene med hjem til mine forældre, hvor vi så fejrede en ekstra omgang fødselsdag med chokolade, lagkage og gaver, det sidste ikke mindst.

Det var normalt gerne om søndagen, at jeg hentede Jan og Annette hjem til mine forældre, hvor vi hyggede os og legede, læste billedbøger og hørte børneplader på den grammofon, der var indbygget i den store TO-R-konsolradio, jeg omkring 1944 havde købt til mine forældre. Jeg husker specielt én plade, som især Jan var glad for, og det var ”Umba-folkets hemmelighed”, hvor hemmeligheden var, at Umba-folket slet ingen hemmelighed havde! Desuden havde vi plader med hørespil af H.C. Andersens eventyr, bl.a. ”Fyrtøjet” og ”Svinedrengen”, som begge børnene også godt kunne hygge sig med at lytte til og få det ud af, som man kan som hhv. 3- og 4-årig.

Men den hyggelige dag fik jo desværre en ende, hvor jeg måtte tage børnene med mig og i reglen traske over gennem Nørrebroparken og videre ad Ørnevej til den del af Maagevej, hvor børnene boede med deres mor. Det var nemmere at gå denne strækning, end at tage sporvognen, først fra Jagtvej til Nørrebros Runddel og derfra med line 16 ud ad Nørrebrogade til Frederikssundsvej, hvor vi skulle af ved Maagevej. Det var kun, hvis vejret var meget dårligt, at vi gjorde det. Else modtog os en smule køligt og forbeholdent overfor mig, og jeg blev aldrig inviteret indenfor, når jeg kom for at aflevere børnene. Jeg følte mig overbevist om, at det skyldtes, at hun ikke var alene, men havde en mand hos sig, hvad enten det nu var ham, der var der den dag, da jeg uventet kom hjem fra Gribskovlejren, eller det var en helt anden mand. Hvilket jo sådan set også måtte blive hendes egen sag. Men for Jan og Annette føltes situationen utvivlsomt forvirrende og anspændt, og derfor afkortede jeg også afleveringen mest muligt og gav dem et knus hver og sagde farvel og at vi snart sås igen.

I reglen spadserede jeg tilbage til mine forældre ad samme rute, som ovenfor nævnt, men selvfølgelig i omvendt orden. Det gav mig mulighed for at sunde mig ovenpå dagen og især på det ubehagelige om end korte møde med Else. Men løbet var kørt, hun og jeg var blevet som to fremmede overfor hinanden, selvom ordet ’fremmede’ måske er lige lovlig stærkt at bruge i den sammenhæng, især når man har to dejlige børn sammen. Men Else og jeg kunne i hvert fald ikke kommunikere fornuftigt med hinanden, og derfor måtte jeg indse, at det anspændte forhold mellem hende og mig ikke tegnede godt for fremtiden.

Om natten sov jeg hos mine forældre og stod tidligt op næste dag, for at tage sporvognen ind til Københavns Hovedbanegård, hvorfra jeg kørte med Gilleleje-toget tilbage til Mårum, det vil sige, jeg stod af på trinbrættet Storkevad, hvorfra jeg spadserede til lejren og ankom kl. 9, sådan som reglerne foreskrev, og sådan som det var mest hensigtsmæssigt, hvis man ville sikre sig en fritime for en hel arbejdsdag. En sådan regnedes jo fra kl. 9-17. Kom man for sent, vankede der ingen fritime.

”Genboerne” opføres på plejehjem

Det havde egentlig været meningen, at vi kort efter premieren også skulle have opført ”Genboerne” på Bornholm, men en omfattende strejke fra marts til slutningen af april, som blandt andet involverede sømænd, lagde sig i vejen for projektet. Der var desuden flere andre forespørgsler med ønsker om stykkets opførelse, men disse var det af forskellige grunde ikke muligt at imødekomme. Det blev det først, da Dramatisk Studiekreds i september 1956 fik henvendelse fra et plejehjem for sindslidende, der var beliggende i Nødebo i Nordsjælland. Man ville gerne have os til at opføre ”Genboerne” for stedets patienter, der alle var sindslidende i en eller anden grad, heraf var mange eller de fleste demente. Jeg skal aldrig glemme en af patienterne, en mand, formentlig i fyrrerne, som krøb sammen i en krog på gangen udenfor det store lokale, hvori vi spillede stykket. Han vedblev med i en uendelighed og med monoton og fortvivlet stemme at stønne: ”Jesus, kom og frels mig! Jesus, kom og frels mig! Jesus, kom og frels mig! osv. osv.” En anden og noget ældre mandlig patient sad ved et lavt bord i den samme gang, hvor han med mellemrum vædede sin pegefinger, dyppede den i et askebæger og slikkede derefter asken af sin finger, samtidig med, at han ustandselig hikkede.

Mens vi opholdt os på gangen og ventede på at gå ind i det store lokale, lagde jeg også mærke til, at et par plejere kom med hver sin ældre mand ved hånden og ledsagede de pågældende ind på toiletterne. Det var tydeligt, at den ene af de to patienter havde besørget i bukserne.

Inde i den store sal var der arrangeret et slags forhøjet scenegulv i den fjernere ende af salen, og her skulle vi uden egentlige kulisser forsøge at gennemspille ”Genboerne”. Idet oversygeplejersken før forestillingens begyndelse ledsagede os ind i den allerede fyldte sal, var det første, jeg lagde mærke til, at mange af patienterne, de fleste ældre og demente af begge køn, sad urolige og småsnakkende på deres pladser. En enkelt af dem, en høj, mager og distingveret udseende mand, havde begge hænder løftet i vejret og foretog uafbrudt nogle bevægelser, der kunne minde om, når man vasker hænder og arme op til albuerne. Da oversygeplejersken så den forundring, der tydeligt stod malet i mit ansigt, sagde hun: ”Den herre, der ser ud til hele tiden at ’vaske’ hænder, er en tidligere hospitalsoverlæge, der lider af rengøringsvanvid! Han tror hele tiden, at han skal ind til en operation.” ”Tror De”, svarede jeg, ”at disse stakkels mennesker vil have nogen glæde af at se ”Genboerne”?” – ”Ja, det tror jeg bestemt, for mange af dem har set stykket på teatret i deres yngre år, og de vil i glimt kunne huske og genopleve scener og episoder derfra!”, lød hendes kommentar.

En blandet oplevelse

Det krævede ikke så lidt tålmodighed og overbærenhed af os aktører at gennemføre forestillingen, som ustandselig blev forstyrret af det urolige publikum, vi havde foran os, og af, at snart den ene og snart den anden plejer ind imellem gik ind blandt patienterne og tog sig af særligt urolige og snakkende gemytter og forsøgte at berolige og dysse dem ned, så der blev ørenlyd for både de andre patienter og for os aktører.

Da den under disse omstændigheder ulideligt lange forestilling endelig var overstået, klappede både plejepersonalet og patienterne, som nu skulle følges tilbage til deres stuer. Mens dette foregik, var aktørerne blevet inviteret på kaffe og kage i kantinen sammen med oversygeplejersken og nogle plejere og plejersker, som åbenbart havde fri.

Som en slags hædersgæst kom jeg til at sidde ved siden af oversygeplejersken, og jeg benyttede derfor lejligheden til at stille spørgsmål om patienterne. Hvordan var deres situation og eventuelle mulighed for hel eller delvis helbredelse? ”Ingen af patienterne her på plejehjemmet har nogen mulighed for helbredelse for den eller de lidelser, de har! De fleste her er senil-demente og skizofrene, men vi kan i nogle tilfælde lindre deres situation gennem medicinsk og terapeutisk behandling. Vi har omkring et par hundrede patienter her, og situationen er den samme på lignende plejehjem andre steder i landet. Jeg plejer at sige, at det er penicillinets forbandelse, vi er vidne til!” – ”Hvad mener De med penicillinets forbandelse?”, spurgte jeg overrasket. ”Jo”, svarede hun, ”hvis ikke vi havde haft penicillinet og var nødt til at behandle risikofyldte sygdomme, som f. eks. lungebetændelse, så ville de fleste af disse patienter ikke have kunnet overleve så længe, som tilfældet nu er!”

”Det var pokkers!”, røg det ud af mig, ”vil det sige, at De mener, det ville have været bedst, om mange af disse stakkels mennesker allerede for længst var døde!?” – ”Døm selv!”, var hendes eneste svar. Ved nærmere eftertanke var jeg tilbøjelig til at give oversygeplejersken ret, for heller ikke jeg syntes, at det var et værdigt liv og en god tilværelse, disse øjensynlig meget medtagne mennesker levede til daglig. ”Men,” tænkte jeg også, ”mon der dog ikke kunne findes en eller anden form for alternativ end denne sammenstuvning og rutineprægede, ensartede behandling af disse meget forskellige mennesker, hvis personlighed og individualitet var så godt som borte eller forandret, og som engang havde været raske, normale og friske, som de fleste af os andre?”.

”Samvittigheden”s endeligt

I lejren gik livet og den daglige tilværelse videre omtrent som sædvanligt. Jeg passede mit job som messemand og var desuden optaget af Sørens og min fælles interesse for indisk filosofi og Yoga. Det var dog sjældent, at vi begge var til stede på samme tid på vores fælles værelse på Mårumvej, men når vi var det, gik snakken indgående omkring de emner, der interesserede os begge ud over det sædvanlige.

Hvad angår nægteravisen ”Samvittigheden”, så havde jeg praktisk taget ikke mere med denne at gøre, idet jeg også ophørte med at tegne til bladet fra og med nr. 5. Der var dog fortsat en vis interesse for bladet, men visse og mere politisk indstillede kræfter arbejdede på at få ændret bladets udseende og især dets indhold. Det lykkedes da også, hvilket vil fremgå af den følgende omtale af bladets nr. 10, som udkom oktober 1956.

Desværre er jeg ikke i besiddelse af ”Samvittigheden” nr. 8 og 9, så derfor ved jeg ikke, hvornår redaktionen af bladet dels blev overtaget af Leif Andersen og dels skiftede navn til ”militærnægteren” (med lille begyndelsesbogstav). Bladet fik samtidig også et mere ’moderne’ og i og for sig udmærket design, og man havde ved samme lejlighed droppet Skovtrolden. Man var – i lighed med f.eks. Poul Henningsen – i hvert fald fra og med nr. 10, desuden gået over til at stave visse ord, som disse udtales, dog ikke konsekvent. Af større betydning var det dog, at bladets indhold samtidig var blevet mere aktuelt politisk orienteret, idet Peter Schäffer åbenbart havde fået lidt større indflydelse på bladets indhold. Det samme havde en nægter ved navn Poul Breum, som formentlig fra og med i hvert fald ”militærnægteren” nr. 12 overtog posten som ansvarshavende redaktør.

Herover ses nægteravisen nr. 10, oktober 1956, som både havde fået delvis ny redaktion og skiftet design og især indhold. Bladet var kort og godt blevet mere aktuelt politisk med stillingtagen til øjeblikkets eller tidens emner og debat. Den ændrede forside skal have den ros, at den er mere ’saglig’, end tilfældet var med forgængeren, ”SAMVITTIGHEDEN”, men tegningen her og i de følgende numre af bladet, kunne i øvrigt godt have været bedre tegnet. - © 1956 militærnægteren.

Allerede på forsiden af ”militærnægteren” slår man de nye toner an, i og med digtet ”Den Gode Retfærdighed” af den franske digter Paul Éluard (1896-1952). Han var en af grundlæggerne af den surrealistiske bevægelse, som han imidlertid vendte ryggen, da han i 1942 meldte sig ind i Det franske Kommunistparti. I nogle af sine efterfølgende digte forherligede han sin beundrede Josef Stalin. Dette præger dog ikke direkte digtet på forsiden af nægteravisen, selvom man måske med lidt ond vilje kan ane den kommunistiske ideologi og Stalins 5-årplaner i baggrunden. Digtet lyder sådan:

Det er menneskers varme lov:

af drue skaber de vin,

af kul skaber de ild,

af kys skaber de mennesker

Det er menneskers hårde lov:

at bevare sig intakt trods alt,

trods krigene og elendigheden

og den overhængende dødsfare.

Det er menneskers hårde lov:

at omskabe vandfald til lys,

drøm til virkelighed

og fjender til brødre.

En lov, der er gammel og ny

og bestandig skrider fremad –

fra barnehjertets dyb

til den yderste fornuft!

Nok så interessant er det imidlertid, hvad redaktør Leif Andersen – eller måske hans stedfortræder: Poul Breum? - skriver under rubrikken NOTABENE:

Vor avis har skiftet navn. Fra ”Samvittigheden” til ”Militærnægteren”. Årsagerne til dette navneskift er to: vi har længe ment og mange af vore læsere med os, at det hidtidige navn var for rørstrømsk; desuden har vi med det nye navn ønsket at præcisere bladets formål, som stadig vil være at støtte militærnægterne samt udadtil at virke for antimilitarisme, indtil nedrustning og afrustning er kendsgerninger, og tvungen værnepligt er et historisk begreb.

Det kan af og til synes at være en håbløs sag at argumentere for disse ting. I årevis har antimilitarismen eksisteret og gentaget sig selv utallige gange uden at blive mindre sand af den grund og uden at have opnået noget dermed.

Om hver eneste krig har man sagt, at den vil blive den sidste. man har ikke kunnet forestille sig rædslerne gentaget, uden at det betød verdens undergang, og dog har menneskene hver gang rejst sig igen og levet videre. Og de krigsgale hoverer: ”der kan I selv se!”, som om både den foregående og den næste krig blev retfærdiggjort af den grund.

Men denne gang ved vi alligevel mere end nogensinde før. Vi ved, at man råder over våben, der kan udslette al liv på jorden, og vi ved, at de konventionelle våben alene kan skabe så megen fortræd, at størsteparten af verdens befolkning bliver ødelagt legemligt og/eller sjæleligt, hvis de kommer i brug. Er det muligt at leve videre med disse billeder på nethinden? Endnu må vi vel svare ja, vi lever jo; men gentar rædslerne sig, vokser spørgsmålet uhyrligt, og det er en tvivlsom ting at tro, at kulturen vil overleve. Og derfor skal vi genta vore argumenter, og hjælper det ikke, skal vi genta endnu engang. Vi har ikke så gode økonomiske vilkår som vore modstandere – til gengæld har vi retten på vor side.

En civil værnepligtig vil ikke delta i en evt- krig. Han vil ikke snavse sine hænder til. En militærnægter er en, der har udnævnt sig selv til at stå vagt for demokratiet. For man beskytter demokratiet ved altid at pege på de fejl, man ser i samfundet, og aldrig kræve disse fejl rettet med våbenmagt. Det er vor ret, at de penge, der i øjeblikket ødes bort på oprustningen, bliver anvendt til produktive formål, og det er vor ret, at en ny slægt engang skal bære kulturen videre.

Slut op om disse krav. I ord og handling! Red.

Så forenklet, som redaktøren af ”militærnægteren” forestillede sig problemerne og disses løsning, hørte hjemme i utopiernes verden. Årsagerne til ufred og krig er ikke så enkle, som hans bemærkninger fremstiller dem, og de er i højere grad af psykologisk og etisk art, end kommunismens og marxismens teori og påstand om rent materielle årsager, såsom økonomi, besiddelsesforhold og arbejdsfordeling. Desuden er marxismens påstand om, at menneskets bevidsthed har lighed med ”et tomt kar”, der fyldes af de ydre, materielle forhold, så langt fra virkeligheden, som tilfældet er med påstanden om, at ånd, sjæl og gud er illusoriske produkter af rent fysiske kræfter og lovmæssigheder. I øvrig synes Breum – i modsætning til Leif Andersen - ikke at have været renlivet kommunist, men snarere socialist og muligvis en tilhænger af det Socialistisk Folkeparti (SF), som Aksel Larsen og meningsfæller endnu ikke havde stiftet på det her omhandlede tidspunkt. Det var dog nært forestående.

Hvis man skal være kritisk – og det skal man jo i en debat – så forekommer tendensen i det ovenfor gengivne redaktionelle citat, at være den tone og det indhold, som i stigende grad blev dominerende i de følgende mange års politiserende argumentation fra den yderste venstrefløj i dansk politik og kultur, ja, også i europæisk politik og kultur. Gentaget igen og igen og igen indtil bevidstløshed, hamrede en relativt mindre elite af venstrefløjspolitikere og venstrefløjs intellektuelle de samme trivielle og uhyrlige marxistiske påstande via medierne og ind i hovederne på en sagesløs og til en vis grad forsvarsløs befolkning, hvoraf de fleste var upåvirkelige og derfor komplet ligeglade. Det kollektive begreb ’arbejderne’ kom i fokus og det samme gjorde klassekampen mod ’arvefjenden’: de hjerteløse og grumme blodsugere: kapitalisterne og kapitalistlakajerne. Her var ikke tale om at gøre ”fjender til brødre”, men om at dæmonisere den del af befolkningen eller menneskeheden, som af historiske grunde sad på pengemagten og magten i det hele taget. Det var samtidigt kampen mod individualisme til fordel for kollektivismen, der kom i højsædet i den intellektuelle debat, som havde sin inspirationskilde i franske universiteter, hvor marxistiske filosoffer sad og udtænkte teser, som de kaldte videnskabelige, og afprøvede disse på modtagelige oprørske studenter.

Nymarxismen fik sin storhedstid i Europa i årene fra ca. 1965 og til omkring 1980’erne, hvor den efterhånden ebbede ud, især efter sovjetkommunismens og Berlin-murens fald omkring 1989-90. Til gengæld har vi så fået liberalismen og konservatismen, men begge har i hvert fald den fordel, at de hylder den personlige frihed og dermed den individualisme, der gør det enkelte menneske ansvarligt for sig selv og sine egne handlinger. Men til at modvirke liberalismens og konservatismens excesser har vi bevaret vores demokratiske og parlamentariske samfundssystem, som især via Socialdemokratiet til dels er moderat garant for de svageste grupper i samfundet. Det er en forenklet, for ikke at sige primitiv tankegang, at individualismens promovering af den personlige frihed for den enkelte, per automatik udelukker, at individet skulle kunne føle og have et medansvar for sine medmennesker. Den anskuelse kan kun næres af mennesker, der gerne vil bestemme over, hvad andre bør mene, tro og tænke og gøre, det vil sige mennesker med en autoritær indstilling og tankegang, sådan som tilfældet har været og fortsat er på både den politiske højrefløj og venstrefløj. Den sidstnævnte ikke mindst med dens rabiate socialisme, marxisme og kommunisme.

Men for delvis at dokumentere mine synspunkter og påstande vedrørende det forandrede nægterblad, skal jeg i det følgende gengive dettes indhold:

Militarister og militærnægterlov

Under overskriften ”Militaristerne har gennemhullet militærnægterloven”, skriver bladets redaktør, Poul Breum, på siderne 3-4, og fortsat side 11 ordret følgende:

Da man i 1933 gennemførte loven om civilt statsarbejde, var hensigten, at personer for hvem militærtjeneste av enhver art var uforenelig med deres samvittighed, kunne komme i civilarbejdslejre og hær under helt civile forhold udføre arbejde, der ikke måtte tjene militære formål. Lejrenes civile karakter blev understreget ved, at de kom til at høre under indenrigsministeriet. (i Norge hører militærnægterne under justitsministeriet.)

For at der ikke skulle blive for mange unge, der ved hjælp av loven unddrog sig mordoplæringspligten, fik militærnægterne 6 måneders længere tjenestetid end militæret. Antallet av militærnægtere var da før krigen også temmelig ringe, vel også på grund av ukendskab til loven.

Efter 2. verdenskrig begyndte militærnægternes antal imidlertid at stige for at kulminere med ca. 1000 i 1951, efter Danmarks indtrædelse i Atlantpagten, og efter at det derved var blevet muligt, at danske soldater skulle forsvare granske og amerikanske interesser t.eks. i Indokina og Korea.

Så begyndte de militaristiske politikere at få travlt. Det var så sandelig ikke meningen, at militærnægterloven skulle bruges i det omfang. Man hade øjensynlig ikke forudset, at et større antal unge kunne få samvittighedskvaler ved oplæring til mord. Da loven altså i større omfang begyndte at virke efter sin hensigt, fik man kolde fødder. Den måtte laves om.

Først gennemførte man i 1949 loven om civilforsvaret, hvorved militærnægterloven tydeligt blev omgået, idet det ikke blev lovligt at nægte ”civil” forsvarstjeneste. Ministeren henviste til til C.F.s civile opgaver, som han ikke mente, man av samvittighedsgrunde kunne nægte at deltage i. Ja, tiden har sandelig afsløret det civile ved ”civil”forsvaret.

Ikke alene kan man til C.F. udskrive en person, der har søgt om at blive overflyttet til civilt statsarbejde, nej, man har mulighed for rent administrativt samlet at overføre militærnægterlejrene til C.F. Ministeren har ganske vist udtalt, at denne paragraf ikke vil blive benyttet, men hvorfor har man den så?

Det lovlige ved denne omgåelse av loven er dog i høj grad problematisk. I en konkret sag om nægtelse av ”civil”-forsvarstjeneste, faldt der ved landsretten en dom på 2 måneders fængsel, som omgående blev appelleret til højesteret. Inden sagen kom for hær, lykkedes det dog ministeriet, at få den dømte benådet, så man undgik højesterets kendelse, hvilken man tilsyneladende ikke har været så sikker på.

Også i visse av militærnægterlejrene bliver der gjort propaganda for C.F. Lokkemaden er den betydelig kortere tjenestetid. Militærnægterne kan de første 3 måneder av deres tjenestetid frivilligt lade sig overflytte til C.F. Det modsatte er derimod ikke tilfældet indenfor C.F. Er det strængt logisk hr. Carl Petersen?

Det næste middel man greb til for at holde antallet av militærnægtere nede, var en stramning av reglementet i lejrene, med det formål ved indførelse av halvmilitær disciplin at gøre opholdet uudholdeligt for militærnægterne. En sådan stramning gennemførtes i 1951. I Gribskovlejren ansattes en chef, der snart gjorde sig komplet umulig både overfor militærnægterne og disses arbejdsledere med krav om næsten militær disciplin, og ved at tilsidesætte de av nægterne valgte repræsentanter. Da han på grund av skandale blev forflyttet fra Gribskov, fik han imidlertid en ny chance i Kompedallejren. Inden denne blev åbnet, blev han avskediget af helt andre grunde. Den ny lejrchef i Kompedal, hr. Kold, har imidlertid bestræbt sig stærkt på at gennemføre den militaristiske linie, med det smukke resultat, at man i Kompedallejren siden åbningen i august 1955 har haft over 75 (!) politisager og et mangedobbelt antal disciplinærstraffe. Desuden er 2 ikke-jehovitter i protest mod forholdene gået i fængsel, og nervesammenbrud hører til dagens orden. Som eksempel på politisager kan nævnes, at flere i denne sommer har fået politisag for at gå med korte bukser eller stråhat under arbejdet.

I Oksbøllejren har man fået en lejrchef, K.E. Olsen, direkte fra ”civil”forsvaret, hvilket jo klart viser linjen. Denne hr. Olsen er meget interesseret i mentalhygiejne. Han mener t.eks., at det er mentalhygiejnisk usundt, at militærnægterne drikker kaffe på deres værelser, og at de har billeder af kæresten hængende på væggen. Jeg tror, at den litteratur om mentalhygiejne hr. Olsen har haft adgang til er meget snævert bestemt for militæret. Selv fangerne i Horsens tugthus har som bekendt lov til at holde kanariefugl og ha billeder i cellen.

Kun i Gribskov har militærnægterne haft en chef med forståelse for antimilitaristernes indstilling og psyke. Hær har tingene da også gået stille og roligt. Politisager er et ukendt begreb.

Kan indenrigsministeren ikke forstå, at forholdene i Kompedal og Oksbøl er uholdbare? Kan han ikke forstå, at mennesker, der kunne være kommet indenfor ”civil”forsvaret, ikke vælger en militærnægterlejr med 10 måneders længere tjenestetid, for hær at finde halvmilitær kadaverdisciplin og militaristiske ledere? 10 måneders længere tjenestetid end ”civil”forsvaret skulle vel borge for, at det kun er antimilitarister til den yderste konsekvens, der findes i militærnægterlejrene, og at de følgelig har krav på civile forhold.

Hvis ministeren ikke kan forstå disse fakta, eller hvis det er hans oprigtige ønske, at militærnægterlejrene skal være mellemstation til fængsel eller sindssygeanstalt, så må han ved det stigende antal militærnægtere i fængsel belæres om, at man ikke således i al stilhed kan forvanske og gennemhulle en lov som militærnægterloven av 1933. poul breum

En kendt tysk dramatikers død

Den dygtige Peter Schäffer var fortsat skribent ved nægterbladet, og med sin specielle interesse for litteratur, og især litteratur, som hørte hjemme på den politiske venstrefløj, har det sikkert været oplagt for ham, at skrive om den kendte forfatter og dramatiker Bertolt Brecht, også selvom der i dette tilfælde var tale om en slags nekrolog. Under overskriften ”Bert Brecht er død skriver Schäffer på bladets side 5-6 følgende:

Ved budskabet om Bert Brechts død må vi se i øjnene, at en af europæisk teaters og digtnings største skikkelser for stedse har forladt scenen. Samtidig har vi mistet en stærk og skarp bekæmper af militarismen og krigen. Et af hans sidste breve er rettet til Bonnregeringen ved Vesttysklands remilitarisering, hvori han opfordrer til besindelse – og besindelse på begge sider af sektorgrænsen; han bekender, at den største ulykke for ham og for alle tyskere må være at se eet folk iklædt uniform på ny og stillet op som to hære mod hinanden.

Bert Brecht var altid i krig mod krigen, overalt hvor han mødte den. Han blev selv et offer for krigen lige fra sin tidligste ungdom og måtte tage sin straf for den dødssynd han stadig begik, den synd at sige sandheden. Allerede under første verdenskrig var han hadet af militaristerne for sin ”ballade om den døde soldat”. Han var blandt de første på listen over dem, som skulle myrdes, når nazisterne kom til magten, og da det skete i 1933, måtte han flygte og kom til Danmark. Men krigen kom, og han måtte længere væk og endte i USA. Men heller ikke her kunne han blive; stadig drevet af krigen, denne gang den kolde krig, vendte han hjem til Tyskland – Østtyskland. Her levede og virkede han sine sidste år i Berlin, hvor han fik sit eget teater, anerkendt og værdsat som originalt nyskabende over hele Europa.

I sin digtning og teater er Bert Brecht direkte og pågående, ingen skal komme og sige, at de ikke forstår, hvad han mener. Han skrev for folket og brugte folkets sprog, praktisk og mundret, vulgært, plebejisk og ophøjet, alt det som sproget kan være i menigmands mund. Og man forstod ham, tusinder har han begejstret og revet med – de andre, hans modstandere, forstod ham også, derfor bekæmpede de ham af al magt.

Herhjemme har Bert Brecht ikke været meget spillet, ikke nok, men det har jo nok sine ”naturlige” forklaringer. Hans ”Dreigroschenoper”, lavet sammen med komponisten Kurt Weil, har under titlen ”Laser og pjalter”, en satirisk og bedsk operettekomedie, været opført herhjemme. I 1953 spillede ”Den nye Scene” hans skuespil ”Mutter Courage og hendes børn”. Det er en historie om krigen, en krønike fra 30-årskrigen, krigens inkarnation.

Mutter Courage er det fattige, nøgne menneske som kender krigen, som ved, hvad det er, ved det er forretning, hun er selv offer for den, men lever samtidig af den. Hun klarer sig igennem, mens hun fortæller os sandheden nøgternt og uden sentimentalitet, så kan vi, tilskuerne, selv drage de nødvendige slutninger. Mutter Courage er typen på det ukuelige livsmod, hendes navn siger det, og således fortolker hun det selv: ”Fattigfolk behøver mod. For de er jo fortabt. Bare det at stå op om morgenen, det skal der noget til i deres situation. Eller at pløje en ager, tilmed under krigen! Bare det at sætte børn i verden, det viser, at de har mod, for de har ingen udsigter. At de finder sig i en kejser og en pave, det er et bevis på et uhyggeligt mod, for det koster dem livet.”

Mod kræves der til at sætte Bert Brechts skuespil på scenen, og der er mange, f.eks. hans sidste drama ”Den kaukasiske kridtkreds”, men har dansk teater det mod i dag, hvor det nemt kunne se så uamerikansk ud!

Det politisk-pædagogiske teater, ”episk teater” kalder Bert Brecht det selv, er ikke i høj kurs i den vestlige kulturkreds, men det kan være et af de midler, som bringer os til at forstå, og således til at overleve. Derfor har vi nu så hårdt brug for mænd som Bert Brecht. Han er død nu, men hans stemme vil stadig høres. Peter Schäffer

_______________

Min kommentar til Peter Schäffers artikel om Bertolt Brecht:

Bertolt Brecht (1898-1956) var som allerede nævnt en tysk dramatiker, lyriker, prosaist, litteraturteoretiker og instruktør. Brecht gjorde sig elsket af den kulturelle og politiske venstrefløj og lige så hadet af den kulturelle og politiske højrefløj på grund af sin marxistiske livs- og samfundsopfattelse. Det førte for hans vedkommende til en politiseret æstetik i bevidstgørelsesprocessens tjeneste og opgør med det borgerlige samfunds værdinormer. Men til trods herfor fastholdt Brecht kunstens selvstændighed, hvad der især betød, at han ikke anerkendte kommunismens officielle kunstdoktrin, ifølge hvilken kunstens opgave og pligt var og er at skildre den socialistiske realisme. Brechts ikke-partibundne og kontroversielle holdning gjorde ham lige så omstridt i Østtyskland (DDR), som tilfældet var i Vesttyskland, hvor hans politiske overbevisning bragte ham i unåde hos den kulturelle og politiske elite. Men DDR så en fordel i og udnyttede Brechts popularitet i intellektuelle og kulturelle kredse i det vestlige Europa, som man håbede på kunne virke for og forberede den revolutionære magtovertagelse af samfundsapparatet i de respektive lande, Danmark inklusive, hvilket Peter Schäffer og hans senere karriere var et eksempel på.

__________________

FORKLARINGEN?

Der var en tid hvor Gabriel havde købt skibsaktier fordi skibe gik i vejret fordi krigen var uundgåelig, eller var krigen uundgåelig fordi skibe gik i vejret fordi Gabriel købte skibsaktier?

H.C. BRANNER: ”INGEN KENDER NATTEN”…..

De gode og de onde

Peter Schäffer viste endnu en penneprøve på bladets side 7, men denne gang ikke en af de litterære af slagsen, derimod en aktuel øvelse, som i øvrigt indirekte viste, hvor hans politiske ståsted og sympati lå. Under overskriften ”De retfærdige + vore allierede” fremsatte han de følgende synspunkter:

På Cypern kæmper et lille folk med alle midler for at opnå frihed og selvbestemmelsesret, prøver på at smide de engelske besættelsestropper i havet. Cyprioterne har prøvet med det gode, fortalt englænderne, at de var uønskede, og derfor burde fjerne sig. Men det blev krig i stedet for, eller rettere man bekæmper terroristerne, for englænderne anerkender ikke cyprioternes frihedskamp som krig, det er jo deres land, deres koloni, noget de har besat og derfor har ejendomsret til. Da Danmark var besat, opfordrede englænderne os til modstand, hvad tyskerne ikke fandt noget behag i, men det var i en retfærdig sags navn, det skete. Cyperns situation i dag ligner til forveksling Danmarks under besættelsen. Men Cyperns sag er blot ikke retfærdig, siger man da, hvem der så ellers kan se, hvad der sætter skel. Man fremhæver mere og mere, at Cypern er nødvendig som en af demokratiets forposter. Man er altså nået dertil, hvor man sætter lighedstegn mellem retfærdighed og nødvendighed, nøjagtig det samme som nazisterne, nøjagtig det samme som for tyskerne retfærdiggjorde de mest umenneskelige og bestialske overgreb. Englænderne har desårsag været såre praktiske, da de skulle ratificere menneskerettighedserklæringen, nemlig at undtage de koloniale områder, heriblandt Cypern, fra denne erklæring. Derfor er der på Cypern pryglestraf, endog for børnene, kollektive straffe, standretter, razziaer, konzentrationslejre, derfor han englænderne dømme cyprioter til døden og hænge den blot for våbenbesiddelse. Over tyve mennesker sidder i Nicosias fængsel og venter på døden. Ni unge mænd er allerede henrettet. Nazismens blodige spor gennem Europa har ikke været nok til at bringe England til fornuft.

Til at administrere dette mareridt er udnævnt en elskelig mand, Sir John Harding hedder han. Da de hidtil sidste tre henrettelser skulle finde sted, ansøgte de dødsdømtes forsvarere ham om benådning, da han alene kunne omstøde dødsdommene. Sir Harding svarede, at han så ingen grund til, at loven, ”retfærdigheden”, ikke skulle gå sin gang.

Hvor må han have været sikker i sin erkendelse af den hellige retfærdighed, da han stod med disse tre mænds liv i sin hånd. Jeg er blot ikke sikker på, at jeg ville trykke denne hånd.

peter schäffer.

Så mange var Peter Schäffers ord om englændernes og især sir Hardings ’besættelse’ af og handlinger på Cypern. Men Schäffer forudsætter, at bladets læsere kender til baggrunden for det, der aktuelt skete og foregik på den cypriotiske ø i Middelhavet syd for Grækenland. Derfor vil jeg her oplyse mine læsere om baggrunden for Schäffers anklager mod sir Harding:

Den 3. oktober 1955 blev sir John Harding (1896-1989) tildelt posten som guvernør i den britiske koloni Cypern, og som sådan søgte han at genoprette forbindelserne med Det Forenede Kongerige (The United Kingdom), ved at forhandle med både det græsk-cypriotiske og det tyrkisk-cypriotiske samfund på øen, mens den britiske regering forhandlede med de græske og tyrkiske regeringer. Herunder indførte Harding strenge foranstaltninger for at forbedre sikkerhedssituationen i Cypern, idet EOKA havde erklæret en væbnet kamp mod briterne den 1. april 1955. Til dette formål iværksatte Harding en række hidtil usete foranstaltninger, herunder udgangsforbud, lukning af skoler, åbningen af koncentrationslejre, tidsubegrænset tilbageholdelse af mistænkte uden rettergang og indførelse af dødsstraf for forbrydelser, såsom illegal transport af våben, antændelige indretninger eller andre materialer der kan anvendes i en bombe. En række af de nævnte henrettelser fandt ofte sted under kontroversielle omstændigheder, hvilket førte til vrede både hos den cypriotiske befolkning, og i Det Forenede Kongerige (The United Kingdom) og i andre lande.

EOKA var en nationalistisk organisation med det ultimative formål ”at befri Cypern fra det britiske åg”. Organisationen præsenterede sig selv som ”anti-kolonialistisk”, selvom det ikke er nævnt i dens oprindelige målsætning, som blev trykt og omdelt den 1. april 1955. EOKA havde også som sit mål at opnå Enosis (dvs. union mellem Cypern og Grækenland). På trods af denne ideologi, som deltes af mange af organisationens medlemmer – og især af dets militære leder George Grivas – var denne målsætning dog ikke accepteret af alle, som deltog i den væbnede kamp. Lederen af den politiske gren af EOKA, ærkebiskop Makarios, var mere indstillet på et kompromis, især i de senere faser af kampen.

I sidste ende var hensigten med frihedskampen rent politisk, ikke militært. EOKA ønskede at tiltrække sig verdensopinionens opmærksomhed gennem højtprofilerede operationer, som man vidste eller håbede på ville sætte overskrifter i verdenspressen.

Under gennemførelsen af den britiske regerings politik havde Harding også forsøgt at bruge forhandlinger, for at få en afslutning på Cypern-krisen. Men forhandlingerne med ærkebiskop Makarios III mislykkedes, og i sidste ende landsforviste Harding ærkebiskop Makarios til den britiske koloni Seychellerne. Den 21. marts 1956 forsøgte EOKA et attentat mod Harding, men det mislykkedes, fordi den bombe, som var blevet anbragt under hans seng, ikke virkede. Ikke længe efter dette, blev Harding tilbudt en erstatning på £ 10.000 af general George Grivas, lederen af EOKA.

Som en følge af den voksende kritik i Det Forenede Kongerige (The United Kingdom) af de metoder, Harding benyttede sig af, og især af deres mangel på effektivitet, fratrådte Sir John Harding som guvernør af Cypern den 22. oktober 1957 og blev erstattet af Sir Hugh Foot.

”Skabagtige unge mennesker”

På nægteravisens side 8-9 fik den anonyme nægter, som skrev under mærket ”n-on” endnu engang lejlighed til at lufte sine meninger om tidens popagtige kultur. Hans artikel skal gengives her, fordi den fortæller noget om, hvad der rørte sig i tiden, herunder den begyndende og såkaldte ungdomskultur. Under overskriften Rock –N Roll! (oversat: Rend og Hop!) skriver han følgende svada:

En splinterny bevægelse er kommet til landet. Det er en meget voldsom bevægelse, og det solide borgerskab hygger sig hver dag i lænestolen i frydefuld forargelse over den tossede ungdom. Skal man dømme efter visse avisers bagsidereportager, betyder Rock and roll noget helt revolutionerende for dansk åndsliv. Hver dag sin bulletin om epidemiens udbredelse med diverse billeder holder liv i forargelsen og, hvad der er værre, sørger for, at der stadig er grundlag for denne forargelse.

For sandheden er jo den, at det drejer sig om et par hundrede af de mest tomhjernede og skabagtige unge mennesker i kongeriget, og uden pressens hjælp havde det ikke drejet sig om fem. Hvortil da denne forargelse fra pressen? Man må tvivle på, at den mener det alvorligt, da det er den selv, der med megen ihærdighed har indført galskaben.

Søndag d 23. september var der fredsdemonstration på Rådhuspladsen, løseligt anslået deltog 1000 mennesker i mødet, selv om der ikke var propaganderet eller reklameret nævneværdigt i forvejen. Naturligvis kan man ikke forlange, at de militaristiske aviser skal ofre spalteplads på denne relativt lille begivenhed; men man noterede med beklagelse, at det frisindede, radikale, fredselskende organ ”Plitiken” også manglede plads i mandagsavisen. Der var ikke plads. En stor del af forsiden var nemlig optaget af en billedreportage fra Preben (pigen fra Fyn – bare det var mig) Uglebjergs bryllup. Ganske vist kunne billedteksten tyde på, at Politiken ser lidt hånligt på de hundreder, der var mødt op til globryllup. Måske har den i almindelig festrus glemt, at dens egen bagsideredaktør (mellem tre prikker etc.) i høj grad har været med til at jobbe den forrykte stemning op, og få folk til at tro, at en ligegyldig og underlødig skuespillers bryllup har almen interesse.

Rock and roll epidemien er langt fra noget isoleret fænomen, og aviserne er ikke eneskyldige. Radioen har ydet sit bidrag med diverse Mr. Cox- og Mr. Gregory-mysterier, bravt sekunderet af aviserne, der måneder før udsendelserne kunne forudsige, at disse undersøgelser ville ramme nationen som en svøbe. At de var i stand til dette, skyldes ikke profetiske evner, det er simpelthen en sikker viden om deres egen djævelske magt. Men skal man da tro aviser og radio, når de beklager, at folk ikke er politisk interesserede, kulturelt interesserede osv.? Specielt er den moderne ungdom afsporet, siger man, og man vedgår, at meget var vundet, hvis man gjorde noget effektivt for at vejlede de unge. Samtidig lyder reklamebrølet fra højttalere og avisbagsider, reklame for det underlødige, det forfladigende. Hvordan er det muligt for samfundet at spille dette dobbeltspil? Den ene dag et – den næste dag det modsatte. Hensynsløst og samvittighedsløst jonglerer man med begreberne. Er det underligt, hvis den ubefæstede ungdom forvirres?

Men der er vist intet grundlag for at tro, at de ansvarlige selv er så forvirrede, at de ikke ved, hvad de gør. Bagsideredaktøren kan man til dels forstå. Hans opgave er at skrive noget nonsens hver dag, og hvis han ikke selv sørger for at holde sine læsere ned på børnehavestadiet, ender det med, at han bliver arbejdsløs. Men den chefredaktør, der ansætter ham, skriver i den politiske leder, at han og hans blad går ind for folkeoplysning i videst mulig omfang. Det er jo en løgn, der er til at ta og føle på, for hvis han mente noget sådant, handlede han vel derefter. Han går også ind for demokrati, og det betyder vel, at der skal være noget for enhver smag, at alle skal være tilfredse. Det er fundamentalt forkert. Demokrati betyder, at alle tager del i samfundets spørgsmål, og lige så vigtigt: at alle har kendskab til dem. Med andre ord, det betyder folkeoplysning – uden den er demokrati illusorisk.

Der er ikke et hak demokratisk i at sende Sivaskrig og Lykkepose i radioen, derimod blev der i foråret under strejken gjort et godt og gedigent stykke aktuelt folkeoplysningsarbejde med udsendelserne ”partiernes kommentarer”. Disse fik uforudsete konsekvenser for de ”demokratiske” partier, og det er vist utænkeligt, at man inden for en overskuelig fremtid får noget tilsvarende.

Vi havde ytringsfrihed i Danmark i en måned. Det var på grund af en fejlregning af de borgerlige partier, at det kom i stand, og det viste sig ret hurtigt, at det ikke var i deres interesse, at folk begyndte at tænke. Og så er mistanken vakt. Mon ikke den ihærdige propaganda for det platte og det intetsigende, der trives i radio og aviser og i endnu højere grad i seriehæfter, ugeblade og film, skyldes, at der er stærke kræfter i vort såkaldte demokrati, der ikke ønsker at folk skal tænke? ”Vi ved, hvad vi har, og kan vi beholde det, må I for vor skyld skabe jer som I vil. Rend og hop!” Skal vi følge opfordringen, eller skal vi begynde at tænke selv? Der er næsten frit valg. n-on.

En enkelt kommentar til n-on’s artikel: Den strejke i foråret, som der nævnes i teksten, drejer sig om strejken i marts og april 1956, som omfattede arbejdsmænd og metalarbejdere, søfolk, typografer m.fl., i alt 50-60.000 mand. Arbejdet blev genoptaget i slutningen af april måned. Men som altid i forbindelse med strejker på arbejdsmarkedet, var det kommunisterne og de kommunistisk dominerede fagforeninger, der opfordrede til strejke, formentlig som altid i håbet om, at den ”revolutionære situation” ville opstå, hvorunder ”arbejderklassen” kunne få anledning og lejlighed til at overtage samfundsmagten og indføre det længselsfuldt ventede ”Proletariatets diktatur”. Det skete dog heller ikke denne gang.

Arbejderpartier får skæld ud

Den gode og velmenende skribent ”n-on” kunne åbenbart ikke nøjes med at bringe sin ovenfor gengivne og forholdsvis store artikel i det omtalte nummer af bladet, for på side 10 har han en helsides artikel med overskriften ”Har arbejderpartierne svigtet arbejderne? :

Splittelsen i vesteuropæisk arbejdskamp har været en permanent politisk faktor siden revolutionen i Rusland. Arbejderen har stået over for valget mellem kommunismen som den skønne, men uendeligt fjerne fremtidsmusik og den kompromisløsning, som socialdemokraterne anviser.

Det er en kendsgerning, at opportunisme og tilsyneladende utopisme ofte vil være de eneste muligheder at vælge mellem; men for hvert spørgsmål, der løses ved en opportunistisk holdning af oprørerne, skabes der præcedens for at handle opportunt. Det danske socialdemokrati er et glimrende eksempel på, hvordan en eftergivende politik i længden fører til en beskyttelse af de reaktionære kræfter. Partiet har helt glemt sine socialistiske mål, og til gengæld skabt tradition i arbejderklassen for beskyttelse af kapitalismens eksistens, og tendensen er, at udvide det til at beskytte kapitalismens interesser. Det kan være nødvendigt at føre yderligtgående politik, selv om man intet opnår i første omgang. Den gentagne kompromispolitik fører til, at man antager kompromis’et som mål.

Socialdemokratiet er gået et skridt videre. Så snart det bliver regeringsparti (endda i kraft af en koalition med det borgerlige radikale venstre), bruger det din presse til at forsvare den eksisterende fordeling af de økonomiske goder, selv om det fra et socialistisk synspunkt først kan blive godt, når der er skabt en gennemgribende socialisering. Opportunismen strækker sig ikke blot dertil, at man søger at redde, hvad man i øjeblikket kan for arbejderen. I den givne situation går man imod arbejdernes lønkrav for at redde de vellønnede stillinger for sig selv. Endelig er Socialdemokratiet blevet militaristisk, til trods for, at det er indlysende, at oprustning og stort militærbudget betyder gode dage for storkapitalen. Arbejderpartiet har allieret sig med den internationale højfinans. Den overenskomst er i hvert fald ikke til arbejderens fordel.

Men også for vestens kommunistpartier har det knebet at holde rene linjer. Foruden at føre den socialistiske arbejderpolitik i de forskellige lande, har de påtaget sig at repræsentere USSRs udenrigspolitik, selv da socialismen i Sovjet i høj grad var nationalt bestemt. Rusland var ikke noget gunstigt land for socialisme i 1914, og alle de fejl, man har begået her i tiden siden, har de vestlige kommunistpartier forsvaret og endda ofte optaget i deres eget program. n-on.

En kort kommentar: Som det indirekte fremgår af n-on’s artikel, så var han ikke selv såkaldt ”beton-kommunist”, men derimod socialist. Ændringen til en mere ’humanistisk’ kommunisme fandt sted hos de europæiske og herunder danske kommunister, efter at Sovjetunionens daværende leder, Nikita Krustjov, på den 20. partikongres i 1956 åbent havde kritiseret Stalins excesser og dermed banet vejen for en vis liberalisering af det sovjetiske styre.

Talen blev dels opfattet som udslag af et ægte ønske om politiske reformer, og dels som led i den interne magtkamp i partitoppen. Den blev oplæst i partiforeninger over hele Sovjetunionen og sendt til søsterpartierne i Østblokken, hvor den senere på året var medvirkende årsag til opstanden i Ungarn. Det amerikanske udenrigsministerium offentliggjorde Krustjovs tale i juni 1956, så den har n-on sikkert også haft lejlighed til at gøre sig bekendt med. - Herhjemme gav talen og opstanden i Ungarn direkte anledning til et vist frafald fra DKP og dannelsen af et nyt parti under navnet Socialistisk Folkeparti (SF).

Elastisk liberalt tilbagetog?

Det liberale parti Venstre var afgjort ikke velset af nægterbladets redaktion og skribenter, hvorfor det ikke kan overraske, at bladet under overskriften ”Venstre på elastisk tilbagetog. bringer følgende notits (side 11):

Den lange tjenestetid er utvivlsomt forsvarets svageste punkt. Den sløver. Der er for lidt at bestille. Der er grunde nok, der motiverer, at spørgsmålet tages op. Stærkest vejer det efter vores opfattelse, at de sidste måneder af tjenestetiden af mange indkaldte føles om unødvendige. Dette er til skade for forsvarsviljen.

Således skriver Hans Brix i Frederiksborg Amts Avis. Selv inden for partiet venstre indser man, at militæret koster landet for meget. Det er blot en underlig bagvendt måde, man indrømmer det på.

Demokrati og antimilitarisme

Sluttelig er vi nået til nægterbladets tolvte og sidste side, bagsiden, hvor medredaktøren skriver følgende under overskriften Stærk antimilitarisme i Vesttyskland:

Den forløbne måned har bragt flere symptomer på den udprægede antimilitaristiske stemning, der hersker i Vesttyskland, netop som Konrad Adenauers reaktionære regering står for at gennemføre den tvungne militære værnepligt.

Aviserne meddeler, at der i den senere tid har været mange episoder med skænderier og slagsmål mellem den tyske civilbefolkning og professionelle tyske soldater. I biograferne nægter civile tyskere at sidde ved siden av soldater, og ved talrige restauranter ses skilte med påskriften ”soldater uønskede”. På danserestauranter nægter de unge piger at danse med tyske soldater, der beskyldes for at lave kold krig og ofte benævnes ”Adenauer-knægte”.

I august måned er der forekommet ca. 50 sådanne episoder, hvilket er et tydeligt tegn på, at den før som helhed så militaristiske tyske befolkning har taget ved lære af den sidste verdenskrigs meningsløse umenneskelighed.

Samtidig meddeles det, at man i Vesttyskland regner med mindst 10.000 militærnægtere, når værnepligten bliver gennemført. Dette viser, at mange unge også vil tage konsekvensen av deres antimilitarisme.

Alle disse tegn på, at tyskerne er ved at forstå, hvad demokrati er, og at demokrati og militærvæsen er to uforenelige begreber, gør det så meget mere tragikomisk, at de såkaldte vestlige demokratier nu med vold og magt vil påtvinge Vesttyskland et militærvæsen. poul breum.

Kommentar: Mon ikke den begavede medredaktør her har vovet sig lidt langt ud på ønsketænkningens og gætteriernes overdrev? – I øvrigt måske symptomatisk, at han ikke med et ord nævner situationen i Østtyskland, eller Deutsche Demokratische Republik, DDR, som i 1949 efter aftale mellem Sovjetunionen og USA, Storbritannien og Frankrig blev oprettet i det af russerne østligt besatte Tyskland. Samme år oprettedes Forbundsrepublikken Tyskland eller Bundes Republil Deutschland, BDR, i de af de nævnte nationer besatte vestlige zoner.

DDR var officielt en demokratisk flerpartistat, men i praksis var det partiet Sozialistische Einheitspartei Deutschland, SED, og dettes partiorganisation, der havde regeringsmagten og bestemte. DDR påstod konsekvent, at være en demokratisk republik med frie og uafhængige valg. DDR var anerkendt af hele Østblokken, men blev først anerkendt af Vesttyskland og en række vestlige lande i 1973. Under den kolde krig var DDR medlem af Warszawa-pagten og som sådan hovedbase for en både politisk og militært planlagt storoffensiv mod Vesttyskland og de øvrige vestlige lande, Danmark inklusive.

På nægterbladets side 12, bagsiden, afsluttes dettes oktobernummer med følgende opfordring til læserne:

HJÆLP OS MED AT SKAFFE ABONNENTER!

Oplaget skal i vejret. Vore abonnenter uden for lejren får denne gang tilsendt to eksemplarer, og vi håber, at man vil gi det videre og anbefale det hos venner og bekendte. Vore læsere i lejren kan henvende sig til redaktionen og få udleveret gratis eksemplar. Det store oplag betyder bedre teknisk kvalitet til læsernes eget bedste.

MILITÆRNÆGTEREN udkommer en gang månedligt og koster 5 kr. pr. år for abonnenter uden for lejren. Abonn. i lejren: 3 kr. ansh. Leif Andersen.

Bortset fra, at abonnementsprisen på bladet var sat meget lavt, så er det tydeligt for mig som dets fhv. redaktør, at nægteravisen ideologisk og indholdsmæssigt som nævnt havde taget en drejning i retning af aktuel kommunistisk holdning og tankegang, noget, der i hvert fald lå milevidt fra det, jeg selv havde til hensigt med bladet, da vi et lille årstid tidligere startede det. Mit eget udgangspunkt var humanistisk og utraditionelt religiøst, med grundlag i kristen og hinduisk etik. En sådan indstilling eller holdning til tilværelsen var bandlyst af kommunismen og til dels også af socialismen, som i begge tilfælde fokuserede på de jordnære behov og de dagsaktuelle politiske problemer og spørgsmål. Den nye redaktion så – dog uden direkte sammenligning - formentlig et mediemæssigt forbillede i det daværende og faktisk ganske udmærkede kommunistiske dagblad ”Land og Folk”, hvis indhold omfattede andet og mere end dagsaktuel politik. Den decideret kommunistiske indstilling gjaldt dog ikke i Poul Breums tilfælde, idet han ser ud til at have hældet mere til den nyere version af kommunisme: Socialistisk Folkeparti (SF), som dog på dette tidspunkt endnu ikke var officielt dannet.

Men det var også tydeligt, at nægteravisen desværre havde problemer med at skaffe abonnenter til bladet, et problem, der skulle vise sig ikke at blive mindre fremover. Imidlertid var problemet ikke nyt, for det kendte vi jo allerede til fra bladets start, hvor der nok var interesse for bladet, men bestemt ikke stor nok til, at bladet ville kunne være blevet holdt i live, hvis ikke redaktionen havde haft den ildhu, der karakteriserede os, og desuden, at alt arbejde med bladet blev udført på absolut frivillig basis og uden nogen form for honorarer.

Ungarnskrisen

Som nævnt var den fhv. løjtnant og leder af Dansk Røde Kors’ Ungarnsmission, Holger Reedtz Funder (f. 1916), blevet valgt som ny lejrchef for Gribskovlejren, efter at Elbæk på grund af nervesammenbrud måtte lægge ansvaret fra sig. Desværre husker jeg ikke, hvornår Elbæk og familie forlod lejren for stedse, men ud fra forskellige sandsynlige kriterier, vil jeg mene, at det må være sket medio eller ultimo oktober 1956. Den nyvalgte lejrchef så sig imidlertid nødsaget til at udsætte sin tiltræden som lejrchef, fordi han som nævnt stod som leder af den humanitære hjælp, som Dansk Røde Kors stod for i forbindelse med det betrængte ungarske folk. Den situation skyldtes, at antistalinistiske demonstranter i Budapest havde gjort oprør imod sovjetiske troppers tilstedeværelse i landet.

Det var ungarske studenter og intellektuelle, som følte sig undertrykte af indtrængende sovjetiske militærstyrker, og man demonstrerede derfor med krav om indførelse af demokrati og ytringsfrihed. Især i Budapest kom det til voldelige sammenstød mellem befolkningen og sikkerhedspolitiet. Den 4. november 1956 besatte 2500 sovjetiske kampvogne Ungarn, særlig Budapest, hvor det kom til blodige kampe med oprørerne, som dog ikke i længden kunne klare sig imod overmagten. Oprøret og oprørerne blev kort sagt blodigt nedkæmpet. Landet regeredes derefter ved sovjettroppernes hjælp af den nyudnævnte ministerpræsident Janós Kadar.

Lejrchefens embedsbolig i Gribskovlejren i de 22 måneder, hvor jeg og mit hold af nægtere var indkaldt til civil arbejdstjeneste. I den periode beboedes huset først af Christian Elbæk Petersen og hans kone Karin og deres to børn, Esben og Uffe, og siden af Holger Reedtz Funder og dennes kone, Edith Amelie, og deres to børn, Peter og Jørgen. – Fotos: © 1956 Privatfotos.

Sovjets indgriben i Ungarn blev skarpt fordømt af FN og førte desuden til kritik og frafald indenfor de kommunistiske partier i en del lande, men i Danmark godkendte det danske kommunistparti, DKP, Sovjets militære intervention i Ungarn som man mente skete ”i fredens navn”. Det, sammen med de kommunistisk dirigerede strejker, som bl.a. bevirkede, at aviserne ikke kunne udkomme, førte imidlertid til, at DKP, som var repræsenteret i Folketinget med 8mandater, gik tilbage med 2 mandater til 6 Mandater. Ved valget i 1960 fik DKP 52.000 stemmer, hvilket ikke var nok til at blive repræsenteret i Folketinget.

Den ny lejrchef lod som sagt og af den anførte grund vente på sig, og i mellemtiden udkom ”militærnægteren” nr. 11, november 1956. Samtidig udgav bladets redaktion en 4-siders ”Ekstra Udgave” af avisen, hvori man beskæftigede sig med den aktuelle storpolitiske situation i Suez og Ungarn og indtog en holdning a la ”Land og Folk”. ”Vær med til at standse krigsophidserne” - ord som ”krigsophidserne” og ”krigshetzen” var typiske for kommunistisk terminologi og propaganda på den tid, og det er derfor også symptomatisk for den redaktionelle linje, der var blevet lagt ved redaktørskiftet. Desværre har forfatterne af teksten i ekstraudgaven valgt at være anonyme, men jeg vil tillade mig at gætte på, at pseudonymet ”l-n” er identisk med nægterbladets redaktør Leif Andersen, lige som pseudonymet ”oh” formentlig er identisk med Ole ”Aktiv” Hansen, som i hvert fald var kendt som rabiat og ivrig kommunist.. En enkelt Radikal stemme ses dog også i ekstraudgaven, men da vedkommende har valgt at skrive under pseudonymet ”s-d”, kan man ikke vide, hvem personen er eller var.

Det fremgår i øvrigt tydeligt af ekstraudgavens første artikel: ”Verdensfreden i Fare!”, at skribenten, som beskylder både politikere og presse for at være ensidige i bedømmelsen af begivenhederne rundt om i verden, og især i holdningen til begivenhederne i Ungarn, synes helt at være på Sovjets side, idet sovjethærens indgriben over for ”den ungarske ”frihedsbevægelse”, som påstås i dagene forud at have begået uhyrlige overgreb og myrderier mod ”kommunistiske og socialdemokratiske tillidsmænd og andre, som reaktionen havde grund til at frygte, og nu fandt en lejlighed til at blive kvit.” Ordet ”reaktionen” var for øvrigt også et begreb, der blev brugt hyppigt i den kommunistiske propaganda. Men måske for at glatte lidt ud på sine ensidige påstande, tilføjer skribenten følgende til sin artikel:

STOP KRIGSHETZEN NU

Danmarks rolle i disse alvorlige begivenheder må være mæglerens. Vi må kræve forhandlinger mellem stormagterne. Vi må kræve alle fremmede tropper hjemsendt, det gælder i lige så høj grad de engelske og franske i Ægypten, som de sovjetrussiske i Ungarn.

Ærlig talt, er der noget at sige til, at jeg, både som person og som fhv. medredaktør af nægteravisen, tager mig til hovedet over, at et lille ubetydeligt nægterblad med et oplag på max omkring 200 eksemplarer, fører sig frem på en så storskrydende måde!?

At bladet i øvrigt havde problemer med sit oplag, viser blandt andet følgende ’annonce’ i ekstraudgaven:

MILITÆRNÆGTEREN udgives af en kreds af nægtere i Gribskovlejren. Dets formål er at udbrede kendskabet til militærnægtningen samt at argumentere mod oprustning, krigshetz og uret.

MILITÆRNÆGTEREN er kun en lille stemme i koret, men det er det eneste blad i Danmark, der fører aggressiv politik efter linjen: Danmark ud ag NATO, afskaffelse af den tvungne værnepligt, systematisk nedrustning og det endelige mål: Fuldstændig afrustning.

MILITÆRNÆGTEREN er kun et duplikeret blad, men får vi kontakt med blot en lille del af vore meningsfæller, er det oplagstal, som betyder bogtrykt blad sikret.

Støt MILITÆRNÆGTEREN og du støtter freden. Tegn abonnement (1 årgang på 12 numre: 5 kr.) ved henvendelse til MILITÆRNÆGTEREN

GRIBSKOVLEJREN

MÅRUM

Nægteravisens ekstraudgave slutter med følgende opsats, som formentlig er skrevet af tidligere omtalte Ole Hansen, i daglig tale kaldet ”Ole Trip”:

PRESSEN?

Pressen har herhjemme såvel som i udlandet en enorm betydning i den nuværende situation. Fredens kræfter må være opmærksomme på dette og forhindre at aviser og blad hidser befolkningen op til helt sindssyge højder. Bladene B.T. og Ekstra-Bladet er specielt om sig i denne alvorlige tid. De bringer foruroligende meldinger i stort og flot opsatte artikler. Løbesedlen fra B.T. fredag den 10. stod der således: ”Sovjet vil ikke selv krig.” Den slags krigsophidsende overskrifter er ikke i fredens interesse. De sidste dages omtale af det danske folks ”retfærdige harme”, har ført til optøjer der ikke giver nazitidens terror noget efter i voldsomhed. Der deltog som bekendt også studenter i forskellige demonstrationer, der var arrangeret af Konservativ Ungdom, men dem vil vi ikke sige noget om for vi kender dem fra før i tiden med deres naziparader osv. oh

Her skal lige tilføjes, at ord som ”fredens kræfter” også indgik i kommunistisk propaganda, hvilket måske ikke burde undre, især da den såkaldte ”fredsbevægelse” herhjemme i overvejende grad var kommunistisk inspireret og domineret. Sovjets kommunistiske Parti brugte simpelthen fredsbevægelserne i de vesteuropæiske lande som stødpude for et kommunistisk magtpolitisk fremstød, formentlig med det formål at sikre sig en forøget støtte til de pågældende landes kommunistpartier, så disse i større grad kunne blive repræsenteret i landenes parlamenter. Alt sammen med henblik på en kommunistisk magtovertagelse og dermed en samtidig udvidelse af Sovjets indflydelsesområde. Dette rænkespil blev dog heldigvis forhindret af de vesteuropæiske landes demokratiske styreformer, beskyttet af forsvarsalliancen NATO. Men netop derfor ville de danske kommunister da også gerne have Danmark ud af NATO, og det samme ville kommunisterne i andre vesteuropæiske lande.

For øvrigt mener jeg nu som dengang, at en af grundene til nægterbladets ringe succes lige præcis kunne være den ny og mere ensidigt politiske linje, som dets nye redaktører havde anlagt og fulgte. De politisk interesserede og engagerede militærnægtere udgjorde et mindretal, i hvert fald i min tid i Gribskovlejren.

En digter af de få af slagsen

”militærnægteren” nr. 11, november 1956, bragte – måske til nogle læseres store overraskelse – et digt af Halfdan Rasmussen (1915-2002). Han vil være bedst kendt for sine humørfyldte tosserier og morsomme og sprogligt finurlige børnerim. Hans tidlige digte til voksne har derimod en tendens til at være moralistiske og højstemte, medens de senere var præget af en villet humanisme. Politisk set var han i sine yngre dage aktiv indenfor den såkaldte anarkosyndikalisme – et besynderligt ord og begreb! Senere blev hans politiske ståsted det sted på venstrefløjen, som stod for Kampagnen mod Atomvåben, Folkebevægelsen mod EU og Amnesty International.

Syndikalisme var en revolutionær bevægelse, som i modsætning til marxisme ikke mener, at revolutionen af samfundet skal foregå gennem ”proletariatets diktatur”, hvilket vil sige arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidlerne med det formål at skabe et kommunistisk samfund. Syndikalisterne mente derimod, at arbejderklassen måtte gennemtvinge sine rimelige krav overfor sine påståede modstandere og udbyttere, under eet betegnet som kapitalisterne eller kapitalejerne, ved at benytte sig af de midler, den fagligt organiserede arbejderbevægelse har til sin rådighed i form af strejke, generalstrejke, sabotage og lignende. Syndikalisterne afviste dermed at tiltvinge sig magt gennem benyttelsen af statsapparatet og partidannelse.

Anarkosyndikalisme er en speciel retning indenfor syndikalismen, som i modsætning til andre ideologier benytter sig af anarkistiske og radikalistiske ideer. Direkte aktioner anses for vejen og midlet til at opnå sine mål, hvilket den autonome bevægelse især i København er et eksempel på. Dette var altså den gode digter Halfdan Rasmussens baggrund, da han blandt andet skrev digtet ”Mennesketro”, som prydede forsiden af ”militærnægteren” nr. 11, 1956:

Bare min mennesketro

har jeg som værn

mod denne verden som lægger

min verden i jern.

Det har jeg lært af en ung

dødsdømt, at se

menneskets had som en frygt

dækket af sne.

Bare min mennesketro

har jeg tilbage.

Alt skal den bære igennem

de kommende dage.

Personligt synes jeg, at vi skal være glade for, at Halfdan slog sig på at skrive finurlige Tosserier og muntre og nærmest geniale børnerim.

Nægteravisen og den nye lejrchef

Under rubrikken NOTABENE! side 2, kunne avisen blandt andet meddele følgende:

Det er nu tiden lige før det sker. Tiden for den nye lejrchefs komme. Elbæk har allerede forladt Gribskov, og dermed er en epoke i lejrens historie, som såvel nægtere som især ministerium har grund til at se tilbage på med tilfredshed, muligvis afsluttet.

Det lød jo ikke umiddelbart som om, at avisens redaktion eller i hvert fald skribenten, stillede så store forventninger til Reedtz Funders ankomst og overtagelse af lejrens ledelse. Men vedkommende advarede dog om, at man ikke burde være forhåndsindtaget imod den nye lejrchef, som jo i hvert fald teoretisk kunne tænkes at være lige så ’medgørlig’ som Elbæk havde været i sin tid som lejrchef.

Men i øvrigt har jeg i det følgende kun til hensigt at referere hovedindholdet af ”militærnægteren” nr. 11, for at vise, at avisens indhold fortsat var dikteret af en rabiat kommunistisk politisk holdning. Side 3 var forbeholdt artiklen ”Danmark for Folket!”, som mest handlede om forholdet mellem nægterne i Gribskovlejren og Indenrigsministeriet. Artiklen var skrevet af Poul Breum, som fra og med nr. 12, 1956, overtog bladets redaktion.

Side 4-5 havde overskriften ”SUEZ-krise – Forretning eller ære?” og gjorde verbale udfald imod kapitalens England, formuleret og skrevet af rabiate Ole Hansen.

Side 5-7 var forbeholdt artiklen ”Desperationens kontinent”, der handlede om ”koloniernes verdensdel, Afrika”, og som især angreb de hvide sydafrikanere for med deres apartheid-system at udnytte den fattige etniske befolkning. Artiklen var skrevet under pseudonymet ”Sv. B.” Spørgsmålet om Apartheid blev et varmt emne i de følgende år og helt frem til dets absolut nødvendige ophævelse i 1994.

Side 8-10 boltrede Peter Schäffer sig under overskriften ”Uamerikansk opfordring til oprør.” Det var en anmeldelse af den amerikanske psykolog Robert Lindners bog ”Det blide tyranni”, som var blevet oversat fra ”Must you conform?” af Elsa Gress. I henhold til Schäffers udmærkede og grundige anmeldelse, ville psykologen og forfatteren Lindner angiveligt gerne ændre den uhyggelige puritanske moral, som visse dominerende kredse i USA, der blandt andet samlede sig omkring bevægelsen Moralsk Oprustning, forsøgte at pådutte resten af det amerikanske samfund. Moralsk Oprustning fik også en vis indflydelse i Europa, herunder også i Danmark, hvor eksempelvis den konservative politiker Ole Bjørn Kraft sluttede op om bevægelsen.

Poul Breum har brugt bladets side 10-12 til en meget grundig og sikkert rigtig omtale af ”den uanstændige boligsituation”, som herskede i Danmark i 1950’-60’erne, hvor det var uhyre vanskeligt – og dyrt - for især yngre mennesker, at skaffe sig en lejebolig.

”militærnægteren” nr. 12, 1956

I december 1956 udkom så, hvad der skulle vise sig at blive det næstsidste nummer af nægteravisen, i hvert fald i denne omgang. Redaktionen var fra da af overtaget af Poul Breum, en militærnægter, som i april samme år var blevet overflyttet fra lejren i Kompedal til Gribskovlejren. I førstnævnte lejr havde han overtrådt lejrreglementet, hvorfor han blev politianmeldt og måtte vente på, at retten skulle tage stilling til skyldspørgsmålet. Retssagen kom først for en dommer den 14. oktober 1956, og da i Helsinge, hvor Breum blev fundet skyldig i ”grov ulydighed” og idømt 10 dages hæfte til afsoning i Hillerød Arrest. Afsoningen skete derefter i løbet af oktober måned.

Breum har skrevet artiklen ”Fra Hillerød Arrest” i nægteravisens nr. 12, og han slutter med at sige, at ”selv om et fængselsophold ikke kan karakteriseres som en fornøjelse, så skal truslen om 20 eller 30 dages hæfte ikke for fremtiden hindre mig i alt handle, som jeg finder det rigtigt ud fra civile synspunkter, selvom jeg derved skulle komme i modsætning til ministeriets mere militærprægede synspunkter.”

På forsiden af ”militærnægteren” nr. 12, 1956, var der trykt et digt fra 1947 af forfatteren og visedigteren Poul Sørensen (1906-73), kaldet ”Poeten”, som helt utvivlsomt havde Anden Verdenskrigs rædsler i tankerne, da han skrev det:

Der vil gro græs igen

og vilde blomster,

der vil gro korn igen,

til sultne munde,

der vil gro smil igen

i unge øjne

og kærlighed i tunge

Moderbryster.

- Vil der gro had igen

i golde hjerter?

Til det smukke digts sidste to linjer, kunne man fristes til at svare med et stort JA! i overensstemmelse med den virkelighedens verden, som naturligvis ikke sådan lige pludselig lod sig forandre til det, som mange – ikke mindst en del militærnægtere - så ubestemt og tåget opfattede og udtrykte som ”en bedre verden”.

Skribenten ”n-on” har overtaget en del af spaltepladsen i det her omtalte nummer af nægteravisen, således også rubrikken NOTABENE! hvor han skriver følgende ’defensorat’ for avisens udgivelse af en ekstraudgave:

På grund af de alvorlige begivenheder i Ungarn og Ægypten i begyndelsen af sidste måned og den danske presses stilling til disse begivenheder, følte vi os foranlediget til at gyde olie på de oprørte vande. Vi udsendte en ekstraudgave af MILITÆRNÆGTEREN, hvori vi advarede mod den ensidige bedømmelse af situationen og den ensidige forsømmelse af Sovjet, især da to af vore allierede på samme tid gjorde sig skyld i en lignende forbrydelse.

Dette vort syn på sagen - en advarsel mod ensidighed – er blevet udlagt som ensidighed hos os. Ig man har bebrejdet os, at vi som fredelige mennesker har undladt at tage afstand fra den sovjetiske intervention i Ungarn. Vi har ikke fundet det formålstjenligt – i en tid, hvor man her og der og alle vegne hørte og læste om Sovjets forbrydelse – at udsende et relativt kostbart ekstranummer for at give disse udtalelser vor tilslutning. Og vi har fundet set så meget mere betænkeligt at give denne tilslutning, da vi så, at den almindelige opfattelse var: nu r tiden inde til det hellige korstog mod kommunismen.

Man har med større berettigelse bebrejdet os, at ekstranummeret var teknisk dårligt og fuld af fejl. Vor spagfærdige undskyldning er, at det var hastværksarbejde. Dette er ikke nogen undskyldning for indholdet. Vi står ved hvert ord, som er stavet rigtigt. Og – når verdensfreden er i fare, er det så ikke småligt at hænge sig i et par trykfejl?

Verdenskrigen blev afværget. Inden vi fik hele oplaget sendt ud. det er muligt, at også andre faktorer har spillet ind. Hvorom alting er, under disse omstændigheder mente vi ikke, vi havde råd til at udsende resten af oplaget. Derfor vil en stor del af vore abonnenter først få ekstranummeret nu, og en del af teksten vil derfor virke noget forvirrende. Men det skal altså ses på baggrund af den akutte situation i dagene 5—6. november.

Oprigtig sympati

Hvad skal man sige til sådan en omgang dårligt begrundet undskyldning for at udsende en stærkt og ensidigt politiserende ekstraudgave af en i forvejen temmelig ensidigt kommunistisk orienteret nægteravis? – Samme ”n-on” gør sig også store bestræbelser i sin artikel ”PRESSEN’s reaktion (Reaktionens presse)”, på at retfærdiggøre Sovjets intervention i Ungarn og dets jerngreb om det, n-on kalder ”folkedemokratierne” – et forvrøvlet udtryk alene af den grund, at demokrati jo betyder folkestyre. Men ordet blev ofte brugt om de Sovjetdirigerede østeuropæiske lande på den tid, så også af den grund var det vrøvl at tale om demokrati for disse landes vedkommende. Eller det var i hvert fald en forvrænget form for demokrati, som jo i øvrigt også fandtes i Sovjet, hvor der ikke alene var stemmeret, men også stemmepligt ved valgene til præsidentposten, hvortil der kun var én kandidat, nemlig i mangfoldige år: Stalin. Men n-on skøjter i sin enøjede artikel frit og frejdigt hen over de virkelige problemer, ikke mindst når han eksempelvis skriver følgende:

[…] De alvorlige følger, som en intensivering af den kolde krig uvægerligt vil få, har man åbenbart set stort på. fortiden burde dog have vist, at oprustning, blokade osv. er mindst lige så stor en belastning for vest som for øst. Og hvis man ser det med oprigtig sympati på de frigørelsesbestræbelser, som foregår i folkedemokratierne, så var der grund til at støtte dem. det er nok det, man mindst af alt gør ved at fremkalde en spændt verdenssituation. Eksemplet Polen giver dog et begrundet håb om, at Sovjet gerne ser en udvikling hen imod en ligeberettiget sameksistens med et socialistisk Østeuropa.

Det deprimerende ved situationens udvikling i Danmark er ikke den borgerlige presses holdning. Man havde jo ikke ventet, at den skulle lade nogen lejlighed gå fra sig til at angribe Sovjet. Det er heller ikke den kendsgerning, at den denne gang helt ansvarsløst har drevet propagandaen så vidt, at den var på nippet til at være medvirkende til en ny verdenskrig. Dette er ellers alvorligt nok, og da det er umuligt at gardere sig mod gentagelser, må vi i fremtiden ikke blot tag afstand fra NATO, men fra enhver form for dansk militarisme. Den vil altid være en trussel mod freden, fordi man ikke kan stole på de ansvarshavende ledere.

Det meget deprimerende er - - folkets reaktion.

[…]

Det ville efter min opfattelse have tjent nægteravisen bedre, hvis en skribent som n-on havde undladt at skrive sine artikler og lufte sine politiserende synspunkter på indenrigs- og udenrigspolitik. Det samme kan siges om Poul Breum, som side 6-7 udfolder hele sit socialistisk inspirerede vokabularium i artiklen ”Voldspolitikken har sejret”. Men han gør dog i det mindste forsøg på at dele sol og vind lige, og skælder lige så godt ud til venstre som til højre. Han kan lige godt se Sovjets fejl og svagheder, som han kan se USA’s. Han kan bestemt heller ikke lide ”det halvsocialistiske Israel” og heller ikke dagbladet ”Informations og Peter P. Rohdes stillingtagen til Israels angrebskrig.” Men Breum trøster sig til slut med de tegn på nye tider, han angiveligt ser i ”gigantstaterne”, hvorom han skriver følgende:

Den eneste trøst, man har i disse tider, er tanken om, at disse begivenheder dog er den europæiske imperialismes dødskamp. Når om et halvt århundrede de asiatiske gigantstater som Kina, Indien, Indonesien, Pakistan, Japan m.fl. er blevet tilstrækkeligt teknisk udviklet, da vil lande som Frankrig og England højst være tienderangs-magter og Sovjet og USA blot andenrangs-magter. Europa har spillet – Europa har tabt.

Man gemmer et lille håb om, at de asiatiske stater med deres rige kulturarv og store menneskelige egenskaber gennem en socialistisk udvikling kan skabe den bedre verden, som de europæiske barbarstater ikke evnede at skabe.

Ved i et så stort tilbageblik, sådan som jeg i 2011 læser sådanne dristige ord og den opfattelse, der ligger bag, kan man næsten få ondt af den stakkels velmenende militærnægter Poul Breum, som formentlig i fuldt alvor troede på, at han kunne forstå, hvad der foregik rundt om i verden, og hvordan denne ville udvikle sig i fremtiden. Udviklingen har dog i nogen grad imødekommet hans ’spådomme’, hvad angår de tekniske fremskridt i asiatiske lande som Kina, Indien og Japan, og desuden i svækkelsen af især Sovjet, men han kunne dog ikke forudse Sovjetkommunismens totale sammenbrud og Sovjetunionens ophør til fordel for et forsøgsvist demokratisk parlamentarisk styre. Men det var det vel i øvrigt heller ikke ret mange andre, der kunne? Breum kunne af gode grunde selvfølgelig heller ikke forudse eller vide, at ’fjendebilledet’ ville skifte totalt, fra modsætningsforholdet mellem Øst og Vest, til modsætningsforholdet mellem de vestlige demokratier og de militante nær- og fjernøstlige muslimske stater, som Afghanistan, Irak og Iran, og delvis Pakistan, Ægypten og Libyen. En situation, som her i sommeren 2011 stadig volder store problemer og som endnu langt fra er afklaret. Nej, verden og verdenssituationen er ikke så enkel og nem at forudse, og slet ikke for de af os, der ikke har det tilstrækkeligt store overblik over begivenhederne. Eller som vor gode humorist Storm P. udtrykte det: ”Det er svært at spå, især om fremtiden!”

Det er mig ikke muligt at huske, og det har heller ikke været muligt at fastslå ad anden vej, hvornår Reedtz Funder med sin kone og to drenge helt præcist ankom til lejren og tog den tomme embedsbolig i brug. Imidlertid fremgår det af lejravisens nr. 1., for februar 1957, at ”det i den sidste tid er kommet til uoverensstemmelser med den nye lejrchef Reedtz-Funder”. Eftersom avisens redaktion angiveligt er sluttet den 31. januar 1957, kunne det tyde på, at den nye lejrchef kan være ankommet til lejren enten i løbet af december 1956 eller i januar 1957.

Holger Reedtz Funder var ansat i Dansk Røde Kors, da han formentlig i december 1956 overtog posten som daglig leder af militærnægterlejren i Gribskov. Under besættelsen var Funder fængslet og indsat i Vestre Fængsel, og det var her at han kom i forbindelse med Dansk Røde Kors, som han efter sin løsladelse søgte og fik ansættelse hos. En af hans opgaver blev at organisere de såkaldte Dansk Røde Kors’ hjælpepakker til danske og norske krigsfanger i tyske kz-lejre. Dette arbejde udførte han til hen mod krigens slutning, hvor han sammen med den svenske greve Folke Bernadotte sørgede for hjemtransporten af 10.000 danske og norske krigsfanger, blandt disse også de danske politifolk, som var blevet interneret den 19. september 1944 og sendt til tyske kz-lejre. Blandt de internerede politifolk var min nuværende kones, Birgits far, hvad jeg tidligere har fortalt om under 1945.

Som her omtalt, kom Holger Reedtz Funder også til at lede Dansk Røde Kors’ nødhjælpstransporter til Ungarn, første gang i 1947 og senere igen i 1956. Sidstnævnte år blev han som omtalt leder af militærnægterlejren i Gribskov, en position, han havde til 1969, hvor han vendte tilbage til Dansk Røde Kors og blev udnævnt til vicegeneralsekretær. I den egenskab blev han i 1970 udsendt som delegat til Østpakistan, det nuværende Bangladesh, hvor han senere fik fast sæde på Dansk Røde Kors’ kontor i Calcutta. Holger Reedtz Funder forlod Dansk Røde Kors i 1983 og bosatte sig i Helsinge i Nordsjælland, hvor han døde den 8. november 2006 i en alder af 89 år.

Den beske private virkelighed

Den 6. december modtog jeg et brev, dateret den 5. december 1956, fra Frederiksborg Amt, Hillerød, hvori der fandtes en følgeskrivelse med følgende lakoniske ordlyd:

Hoslagt fremsendes en genpart af en af amtet i dag

udfærdiget skilsmissebevilling for Dem og Deres

Hustru.

J. Saurbrey.

Genparten af skilsmissebevillingen havde følgende tekst:

Vi Frederik den Niende af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,

Gør vitterligt:

Efter derom indgiven ansøgning bevilge Vi herved i overensstemmelse med § 59, jfr. § 65, i lov nr. 276 af 30. juni 1922, at ægteskabet mellem tegner Harry Rasmussen, Gribskovlejren, Frederiksborg amt, og Else Margrethe, født Andersen, København,

Må være fuldstændig ophævet på følgende af ægtefællerne vedtagne vilkår, der er stemplet til takst 2 kr.:

1. Forældremyndigheden over fællesbørnene Jan George, født 12. januar 1953, og Annette Pia, født 15. april 1954, skal tilkomme hustruen.

2. Manden svarer bidrag til børnenes underhold efter overøvrighedens bestemmelse, indtil videre med normalbidraget, at erlægge halvårsvis forud fra den 1. oktober 1956 at regne, for det første halvår straks.

3. Ingen af ægtefællerne svarer bidrag til den andens underhold.

4. Familieboet er delt.

5. Hustruen overtager retten til den fælles lejlighed, Maagevej 81, st. tv., København.

---------

Undlader manden at foretage de i loven påbudte anmeldelser til folkeregistrene, straffes han med bøde fra 5. kr. Undlades anmeldelse i den hensigt derved at unddrage sig bidragspligten, er straffen fængsel indtil 2 måneder.

----------

Manden har oplyst, at han er født den 12. juni 1929 i Nakskov. Hustruen har oplyst, at hun er født den 25. marts 1930 i Sct. Pauls sogn, Aarhus. Ægteskabet er indgået den 16. februar 1952 for Københavns magistrat.

---------

Givet i København, den 5. december 1956.

---------

Ja, den gode konge Frederik 9-tal måtte lægge navn til meget her i kongeriget, vel at mærke ’styret’ af embedsmændene og herunder ikke mindst af juristerne. Det var jo trods alt lidt af en harsk og besk mundfuld at sluge, at få sådan en skrivelse og besked, især i den situation, jeg stod i som militærnægter med en ugeløn, der fra først 12 kr., så 15 kr. og 20 kr., var steget til en slutløn på 25 kr. om ugen. Hvordan havde man dog tænkt sig, at jeg med den indtægt ville være i stand til at betale et halvt års underholdsbidrag forud, endda regnet fra 1. oktober 1956! Heldigvis forholdt det sig da også sådan, at de sociale myndigheder påtog sig betalingen, så længe jeg var indkaldt, og det var jeg jo i omkring et halvt år endnu.

Lyspunkter i ’mørket’

Heldigvis stillede Else sig til at begynde med ikke modvilligt til, at jeg kunne hente børnene, så ofte jeg havde mulighed for det, og tilbringe tiden med dem hos mine forældre, når jeg var på weekend-orlov. Men det blev jo kun til én dag ad gangen, for vi kunne ikke alle tre overnatte i mine forældres lejlighed, og desuden var Else heller ikke indstillet på, at børnene og jeg skulle være sammen mere end en dag ad gangen.

En af disse weekender kort før julen 1956 benyttede jeg til at tage Jan og Annette med til en eftermiddagsforestilling i biografen, mere præcist til Bella Bio, som lå ved Brønshøj Torv, og dertil kom vi nemt med sporvognslinje 16 henne fra Nørrebrogade. Det forholdt sig nemlig sådan, at nævnte biograf netop da spillede Walt Disneys ”Snehvide og de syv Dværge”, der jo havde spillet en særlig rolle i mit eget liv. Godt nok var jeg bevidst om, at det sikkert ville være begrænset, hvad da knapt 3-årige Jan og godt 2-årige Annette ville kunne få ud af, at se filmen, men jeg syntes det var et forsøg værd, at give dem den oplevelse. Så vidt jeg husker og ved, tror jeg ikke nogen af dem havde været i en biograf, før den dag. Men i øvrigt blev det dengang heller ikke til så mange biografture for mit eget vedkommende, for det strakte lommepengene ikke til.

Det var jo sådan dengang, at Walt Disneys lange tegnefilm kun sjældent blev vist i biograferne, og da fortrinsvis med Danmarkspremiere i Metropol Teatret i København, ligesom hans korte tegnefilm i reglen kun blev vist hvert år ved juletid, i København atter i Metropol Teatret. Jan og Annettes reaktioner på Snehvide-filmen var stort set positive, de morede sig over dværgene og dyrene, men blev selvfølgelig skræmte, da den onde dronning forvandlede sig til den hæslige heks. Men filmen endte jo lykkeligt, så alle var glade, da de forlod biografen, og det gjaldt da heldigvis også Jan og Annette.

Julen 1956

Så vidt jeg husker, tilbragte jeg juleaften og 1. juledag i lejren, men 2. juledag tog jeg af sted meget tidligt om morgenen og hjem til mine forældre i København. Senere på dagen hentede jeg Jan og Annette, for at vi sammen kunne fejre en slags ekstra juleaften for dem, sammen med mine forældre, og hvor Lizzie, Benny og Bent og Bents kone Annelise, samt mine morforældre også var med. Både Jan og Annette så ud til at have accepteret den nye situation, i hvert fald nogenlunde, og de var i al fald glade for at se både mig, mine forældre og søskende. Men børnene var i reglen lidt kede af det, når de skulle hjem til deres mor igen, sikkert ikke, fordi de havde noget imod det, men fordi de fortsat gerne ville være sammen med mig og min familie, der jo uden tvivl forkælede dem mindst lige så meget, som før i tiden.

I øvrigt vil jeg her indskyde, at der aldrig nogensinde blev talt negativt om børnenes mor, når de var til stede, men måske nok heller ikke positivt, for dertil følte jeg mig for dybt såret. Derfor blev der faktisk aldrig talt om Else i min familie på den tid, i hvert fald ikke, når jeg var på besøg. Men jeg ved, at især mine forældre og Lizzie ikke havde de bedste tanker og følelser omkring Jan og Annettes mor, som de syntes havde været illoyal overfor mig, også til skade for børnene.

Gerda så jeg ikke noget til i juledagene, som hun så vidt jeg husker tilbragte sammen med sin nærmeste familie. Forholdet mellem hende og mig kørte efterhånden på meget lavt blus, og jeg tror og mener, at vi begge var klar over, at det var ved at ebbe ud. Det var jeg i hvert fald selv, hvilket jeg fuldt ud accepterede.

Men nem og behagelig var situationen som helhed bestemt ikke, og udsigterne til, at den skulle blive bedre indenfor en overskuelig fremtid, var ikke lyse. Indtil videre var det derfor de kortvarige samvær med Jan og Annette og min familie, og mine kreative aktiviteter i lejren, der holdt modet oppe hos mig.

Ikke bestemt for hinanden

Årsskiftet 1956/57 husker jeg ikke som noget særligt, men Nytårsaftensdag havde jeg fået udvidet orlov til 2. nytårsdag kl. 9, hvorfor jeg var taget hjem på besøg hos mine forældre, hvor nytåret skulle fejres ved en familiesammenkomst. Jan og Annette skulle jeg ikke være sammen med ved denne lejlighed, og min veninde, Gerda, valgte at fejre aftenen sammen med sin egen familie.

Det blev et lille sluttet selskab hos mine kære forældre, men efter omstændighederne både hyggeligt og fornøjeligt, også for mig, selv om jeg bar på smerten over ikke at være sammen med mine to kære børn. Men sådan ville skæbnen det altså bare, så det måtte jeg lære at leve med, hvad enten jeg kunne eller ville det eller ej. Foruden far og mor og mig, var der mormor og morfar, Thorkild og Sonja, Benny og Ruth, Bent og Annelise, men om flere andre af familien var med, husker jeg ikke, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at andre af familien ikke var med. Der blev i reglen kun taget få fotos, og de få, der tilfældigvis blev taget, dækkede sjældent begivenheden tilfredsstillende.

Gerda og jeg fortsatte med at komme sammen, så vidt jeg erindrer til begyndelsen af februar måned. Jeg mener heller ikke, at vi gik i seng sammen i den seneste tid, men blot var sammen som en slags venner, de få gange, jeg besøgte hende. Efterhånden kunne jeg fornemme på hende, at hun for alvor var ved at miste interessen for mig. Det skal jeg ikke bebrejde hende, for hende og jeg havde stort set ingen fælles interesser at dyrke sammen, og desuden forstod hun ikke mine tilsyneladende utopiske ambitioner om en dag at kunne vende tilbage til tegnefilmbranchen, så lidt som hun forstod mine øvrige interesser. Dertil kom, at Gerda og jeg egentlig ikke på noget tidspunkt af vort bekendtskab havde været rigtig forelskede i hinanden. Det, der for en tid førte og holdt os sammen, var efter min opfattelse, at vi begge var et par forsømte og vildfarne ’fugle’, som på det tidspunkt ikke kunne finde melodien i den knubbede tilværelse.

Gerda var et godt og sødt menneske, med de ønsker og forhåbninger til livet, som de fleste kvinder i henhold til deres natur har. Men mine ambitioner rakte jo videre, og jeg tror, at vi begge vidste med os selv, at vores forhold en dag ville være forbi, og jeg tror også, at vi begge håbede for hinanden, at vi en skønne dag ville finde den partner, der var den helt rigtige for os hver især. Gerda og jeg var – lige så lidt som tilfældet så åbenbart var for Else og mig - i hvert fald ikke bestemt for hinanden. En sådan situation råder vi mennesker i virkeligheden heller ikke selv over, hvilket man efter behag og behov kan vælge at kalde skæbne eller livets vilkår.

Af ydre begivenheder, der kan have betydning i forbindelse med min selvbiografi, kan blandt andet nævnes, at det berømte forlystelsesetablissement National-Scala i København, lukkede den 15. januar 1957. Min mor havde ofte lyttet til stedets middagskoncerter over radioen i min tidlige barndom i Tillitse. Den meget specielle ejendom blev købt af Forenede Danske Brugsforeninger (FDB) og Hovedstadens Brugsforening, som ombyggede og indrettede bygningskomplekset til hjemsted for Magasin ANVA. AN(dels) VA(rehuset) åbnede den 15. april 1958 og blev i en årrække en værdig konkurrent til de andre stormagasiner i København.

Exit Nægteravisen?

Det skulle desværre vise sig, at problemerne omkring bladet ”militærnægteren” ikke kun var midlertidige, men tværtimod permanente, idet antallet af abonnenter og løssalg ikke i længden var tilstrækkeligt til, at kunne holde bladet i live. Aktuelt viste det sig ved, at der ikke blev udgivet et nummer for januar 1957, idet nr. 1 først udkom i februar. Men problemerne var desuden også af mere ideel art, fordi der bestod et vist politisk – og muligvis også personligt - modsætningsforhold mellem redaktøren, Poul Breum, og nogle af bladets – i øvrigt meget få – skribenter, hvilket vil fremgå af den følgende omtale af bladets indhold.

På ”militærnægteren”s forside er aftrykt et meget rammende, men samtidig også til dels pessimistisk digt med titlen ”Ved anden Verdenskrigs udbrud”. Det er skrevet af forfatteren, lyrikeren og kritikeren Tom Kristensen (1893-1974), som i øvrigt blev bedst kendt for sin nøgleroman ”Hærværk” (1930), der foregår i et københavnsk journalist– og værtshusmiljø. Romanen blev filmatiseret af Ole Roos i 1975 og havde Ole Ernst i hovedrollen som Jastrau, i virkeligheden en grel personificering af Tom Kristensen selv.

Men der er en fare ved tanken,

at ordet, dens troløse mage,

tit sendte den vildt ud i verden,

så den kom forvirret tilbage.

Og der er en fare ved ordet,

at handlingen, den libertiner,

forførte det ædelt

til blodige, mørke doktriner.

Fra tanke – til ord – og til handling:

to mellemrum fyldte med grumhed.

Forstår I da ikke, man gribes

fortvivlet af impotent stumhed?

Det ædleste ord har fordrevet

den ædleste tanke fra tronen.

Den ædleste tanke

har undfanget inkvisitionen.

Forsiden på nægteravisen ”militærnægteren” nr. 1, februar 1957. Udover indholdsfortegnelsen er der også aftrykt digtet ”Ved anden Verdenskrigs udbrud” af forfatteren Tom Kristensen. Den lidt ubehjælpsomt tegnede illustration forestiller en mand, der rækker armene op i begejstring foran og over en flok bevæbnede marionet-soldater. Over mandens hoved svæver en glorie, men det sorte kors på mandens ryg må formentlig antyde, at det er døden, han og man tilbeder. – Forside: © 1957 ”militærnægteren”, Gribskovlejren.

Den negative og opgivende stemning, der forståeligt nok havde grebet redaktøren, viser sig især også i den redaktionelle kommentar NOTABENE på side 2-3 (det skal bemærkes, at artiklen her er afskrevet præcis med den originale formulering, stavemåde og tegnsætning):

Med dette nummer går lejravisen ind i sin anden årgang. Bladet har i løbet av det første år skiftet både navn, redaktion og linie. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de folk, der overtog bladet engang i efteråret, hade store planer med det. Man troede, at der i større kredse var behov for et antimilitaristisk organ. Man forestillede sig en udvidelse av bladets læserkres og stofområde. Man drøftede at gå over til et bogtrykt blad på et senere tidspunkt.

De par måneder, vi har arbejdet med bladet, har vist oss i hvor høj grad, vi tog fejl. Vore bestræbelser på at udvide bladets formål er hverken blevet mødt med modstand eller interesse. Blot ligegyldighed.

Til eksempel fik vi fat i adresserne på ca. 100 gamle militærnægtere, der hade ligget i Gribskov. Vi sendte dem hver et eksemplar av bladet med en opfordring til at abonnere på det. Vi mente, at vi hær hade et oplagt publikum. Gamle militærnægtere måtte vel som ingen andre være interesserede i hvad militærnægterne av i dag mente og foretog sig. Men vi tog fejl. Ikke een av de 100 hørte vi noget fra. det vil sige, der var een, der velsagtens i misforstået antikommunisme, returnerede bladet og frabad sig all yderligere henvendelse. (Det var i de dage, en god dansker ikke kunne være i stue med en kommunist, med mindre det var for at prygle ham). Det viser noget om den interesse, der er for, hvad nogle kaldet ”militærnægtersagen”. (Hvad dette egentlig er, kunne det være interessant at komme ind på en anden gang).

Også salget i lejren har kølnet vor iver betydeligt. Ikke fordi – i lejren fik vi solgt en hel del. Blot hade vi i altfor mange tilfælde fornemmelsen av, at det mere var for at støtte oss end av interesse for, hvad vi hade at sige. Og støtte blot av hensyn til oss, hade vi ingen interesse av. Vi hade jo ingen materiel fordel av bladet. Tværtimod gav det de få stabile folk en masse arbejde.

Vi er dærfor kommet til det resultat, at der ingen interesse er for et blad, som vi ønsker at lave det. Vi har indset dette ganske uden bitterhed. Vi kunne – som man ser det andre steder –fortsætte med bladet og så som vederlag for den manglende interesse anskaffe oss en pæn lille martyrglorie, som vi så kunne ha fornøjelse av at pusl om. Vi kunne bibringe oss selv en viss tilfredsstillelse ved fra vort høje åndelige stade i åndshovmod at harcellere over de mennesker, for hvem en motorcykel eller et serieblad er av større vigtighed end Kafka, Karl Marx eller undertrykkelsen af Cypern. Vi gider bare ikke. Vi er fuldendte demokrater. Hvis flertallet ønsker at forråes, fordummes eller at avslutte jordens historie med en atombombeeksplosion, så bøjer vi oss for flertallet. Indtil da finder vi nok hver vor lille have at dyrke. Eller går måske ind i et kollektivt jordbrug.

Vi opfordrer derfor alle – med eller uden idealer – der mener at ha interesse i at drive bladet videre, at henvende sig på redaktionen. Vil vil så forsøge at få dannet en ny redaktion til fortsættelse av lejravisen. Hvis dette ikke lykkes, bliver dette nummer altså det sidste. red.

Man forstår til en vis grad redaktørens, Poul Breums, frustration over situationen. Men mon ikke det egentlig skyldtes, at han havde ambitioner og ville stile for højt med bladets formål og indhold? Ligesom han ser ud til at have stillet for store forventninger og forhåbninger til sine mednægtere? Kafka, Karl Marx og aktuel storpolitik, - forresten en særegen blanding! - det var nok ikke lige det, flertallet af nægterne i Gribskovlejren så som den vigtigste interesse i livet.

Og det var dog en værre omgang fatalisme, at redaktøren og hans medarbejdere, angiveligt som ”fuldendte demokrater”, ville bøje sig for flertallet, også selvom dette ønskede at forråes og fordummes, og måske udslette jorden og sig selv i en atomeksplosion! Det er efter min mening en alt for forenklet og passiv måde at anskue situationen og problemerne på. Men bortset fra, at både religiøse og sekulære dommedagsvisioner indgik i tidens måde at anskue og tænke på, så er demokrati som sådan jo ikke nødvendigvis kun et spørgsmål om flertallet. Det er også et spørgsmål om, hvorvidt kloge og fornuftige folk (politikere og kulturelle debattører) ikke alene er i stand til, men også har en menneskelig og samfundsmæssig pligt til, at søge at overbevise tvivlere, skeptikere og mindre oplyste folk om det hensigtsmæssige eller formålstjenlige i at fremme bestemte synspunkter eller sager, som vel at mærke tjener til alles bedste, i hvert fald på sigt. At anlægge et kort perspektiv, vil i reglen være for snævert.

I øvrigt er indholdet af Notabene også kommenteret af Ole Hansen senere i bladet, hvilket jeg skal vende tilbage til om lidt. Forinden skal vi blandt andet høre om, hvad en militærnægter ved navn Jonas, der vistnok var blevet overflyttet fra Oksbøllejren til Gribskovlejren, har at fortælle om den situation. Det sker i artiklen ”Indtryk fra lejren”, s. 3-4:

De sidste års røre om militærnægterlejrene startede som bekendt i lejrchef Jacobsens tid som ”regent”. Senere blev begivenhedernes midtpunkt rykket til de to jyske lejre, Oksbøl og Kompedal, hvor der stadig er røre. Hvorimod der er faldet ro over Gribskovlejren. – Jeg selv har været så heldig at flytte den modsatte vej.

Det var egentlig en mærkelig overgang. I Oksbøl var der et udpræget spændt forhold mellem nægtere og ledelse. Et forhold, som i løbet af ganske kort tid begyndte at gå en på nerverne, så man blev mere og mere mistænksom overfor alt, hvad ledelsen gjorde. Man blev behandlet som en flok umælende dyr, der ikke havde godt af alt for løse tøjler.

Da jeg efter denne omgang troppede op i Gribskovlejren, troede jeg det var løgn. På vejen ind i lejren mødte jeg en arbejdsleder, som straks sprang af cyklen og præsenterede sig. – I Oksbøl måtte vi sgu selv finde ud af, hvad arbejdslederne hed. Senere blev jeg af en anden arbejdsleder vist rundt i lejren, så jeg vidste lidt om lokaliteterne. – I det hele taget viste det sig, at forholdet mellem arbejdsledere og nægtere var præget af en naturlighed og ligefremhed, som jeg troede var umulig. –

Dette venskabelige forhold, om man så tør sige, satte naturligvis også sit præg på nægternes væremåde og ikke mindst på arbejdet. Der var ikke tale om nogen oprørsstemning af nogen som helst art. Alt forløb roligt og gnidningsløst, og det arbejde, man blev sat til, blev gjort. Ikke i noget rekordtempo naturligvis. Men det blev gjort så godt og så hurtigt, som man nu kunne være det bekendt. Vel at mærke uden at arbejdslederne gik og vågede over arbejdet hele dagen. - - - Naturligvis var det ikke lutter rosenrød idyl; det er velsagtens umuligt, når så mange mennesker er samlet, tilmed ufrivilligt. Men det gensidige tillidsforhold, der bestod i lejren, udjævnede naturligvis langt lettere eventuelle modsætninger end den autoritative tone, der prægede Oksbøllejren.

Medaljen har desværre også en bagside, som dog ikke er værre, end at nægterne selv kan sørge for at få den pudset. De omtalte ”idealtilstande” har nemlig øjensynlig ført til, at nægterne er blevet fuldstændig passive og uinteresserede i alt og alle. Sammenholdet, som har så stor betydning især i en nægterlejer, trives - - som altid - - dårligt i medgang. Men efter forholdene i Gribskov at dømme, er forholdene rent paradisiske. Man går og nusser hyggeligt omkring og lader sløvheden brede sig og al aktivitet fortone sig i fjerne tåger; ligesom adskillige forfalder til barnligheder, der rettelig hører hjemme i en underskole. - - Det bør dog i den forbindelse ikke glemmes, at lejren er præget af at ligge nær ved København, idet så mange som muligt er væk fra lejren så ofte, de er i stand dertil. - - Den naturligste løsning ville være, at talsmændene gik i gang med at bringe lidt samling på sagerne. Og det bliver måske også tilfældet, idet det i den sidste tid er kommet til uoverensstemmelser med den nye lejrchef, Reedtz-Funder. Men det ville unægtelig være kedeligt, hvis sammenholdet skulle opnås på bekostning af den menneskelige tone, der hidtil har præget forholdet mellem nægtere og ledelse.

Som forholdene er nu står Gribskovlejren imidlertid endnu som den absolut bedste af de tre lejre, idet nægterne her bliver behandlet som selvstændige individer og ikke som en flok gryntende grise med numre i ørerne. jonas.

Det sete beror som bekendt på øjnene, der ser, og jeg vil mene, at den ovenfor citerede Jonas, som jeg ikke kendte eller kender personligt, i det store og hele har ret i sin beskrivelse af forholdene og nægterne i Gribskovlejren. Og det tjener formentlig til hans undskyldning, at han som forholdsvis nyankommen, sikkert endnu ikke havde haft mulighed for at danne sig et mere nuanceret billede af, hvad der foregik i lejren, så at sige bag kulisserne. Det var godt nok også mit indtryk, at mange af nægterne sløvede hen i dagligdagens på sin vis meningsløse rutine, hvis eneste formål jo fra myndighedernes side var, at få tjenestetiden til at gå, og derfor også blev det for nægterne selv Det arbejde, nægterne blev sat til og udførte i skoven og udendørs, havde kun i mindre grad nogen praktisk betydning, hvilket ikke mindst skyldtes, at der ikke måtte udføres arbejde, som stred mod fagforeningernes monopol på området. Det indendørs arbejde, så som køkkentjeneste og rengøring, havde derimod det nødvendige formål, dels at forsyne alle med de daglige måltider, og dels, at sørge for, at det hele ikke endte som en svinesti. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at ikke alle nægtere var ordensmennesker eller interesserede i, at der var rent og ryddeligt på stuerne og i lejren i øvrigt.

Desuden, kan man forlange – endsige forvente – at eksempelvis en cand. mag., en stud. jur., en revisoraspirant, en tandtekniker og en tegner, skal kunne se nogen mening i at blive sat til former for fysisk arbejde, som dels ligger langt fra de pågældendes normale interesseområder, og dels kun har til formål, at holde de pågældende beskæftiget?

Men hvad Jonas ikke nævner eller omtaler, er det engagerede arbejde, der blev udført i forbindelse med f.eks. Dramatisk Studiekreds’ opførelse af de teater- og revyforestillinger, der fandt sted i de to år, hvor jeg selv opholdt mig i lejren, forestillinger som jeg selv og en dedikeret gruppe af nægtere havde ansvaret for. Her var der ikke tale om nogen form for sløvhed, tværtimod. Dernæst skal også nævnes aktiviteterne omkring fritidsundervisningen, og endelig ikke at forglemme, foredrags- og filmaftenerne, som i reglen havde stor deltagelse.

Der var da i øvrigt også andre begivenheder i lejren, som var egnede til at vække selv de sløveste nægtere af deres mentale og fysiske døs, og det var de forholdsvis mange fodboldkampe, der fandt sted, enten mellem forskellige hold af nægtere eller mellem nægtere og hold udefra, f.eks. Civilforsvaret. Men det var naturligvis ikke alle nægtere, der interesserede sig aktivt for fodbold og fodboldkampe, men man kunne i reglen alligevel godt deltage som tilskuer, om ikke andet for adspredelsens skyld.

Men for resten aner jeg ikke, hvad det er Jonas hentyder til med ordene om, ”at adskillige forfalder til barnligheder, der rettelig hører hjemme i en underskole.” Unge mennesker kan jo som bekendt være kåde og ustyrlige, men der er som oftest tale om uskyldige løjer, som man ikke bør tage højtideligt.

Er der retfærdighed til?

Redaktør Breum er i artiklen ”Retfærdighed – i teori og praksis”, side 5-6, optaget af, om der udøves retfærdighed ved de danske domstole, og herunder nævner han flere eksempler på i hvert fald tilsyneladende uretfærdige domsafgørelser. Han taler jo til en vis grad af egen erfaring, idet han som tidligere nævnt selv fik en dom på 10 dages hæfte for ”ulydighed mod tjenestemand”. Breum har generelt ikke megen tiltro til danske dommere, som han mener, er forudindtaget i sagerne, og han nævner blandt andet et særlig grelt eksempel på en dommer, som må siges at have været forudindtaget i sin indstilling til militærnægtere:

Som eksempel på hvor tydeligt dommerens personlige indstilling kan vise sig, skal det nævnes, at dommeren i Kjellerup – hvorunder Kompedallejren hører – et par gange har indledt retsforhandlingerne ved at sige til den fremmødte militærnægtet: ”Hvis jeg ser Dem her engang til, så skal jeg sørge for, at De kommer til at sidde resten af tjenestetiden i fængsel!” Ligeledes har den samme dommer prøvet at skræmme militærnægtere fra at appellere til Landsretten ved at henvise til de dermed forbundne omkostninger og, ”at han aldrig har fået en dom omstødt ved Landsretten”. Dette sidste er nu – i parentes bemærket – overgået ham fornylig, idet en militærnægter, der af ham var idømt 10 dages hæfte, ved landsretten blev frifundet.”

Det er da muligt, at der kan findes eksempler på danske dommere, som tolker loven strengt og derfor idømmer relativt hårde straffe. Men mon ikke et ellers lovlydigt menneske altid vil føle sig ilde til mode ved at blive konfronteret med politiet og retssystemet, og at en dømt i reglen vil føle sig uretfærdigt behandlet af samme system? Der vil derfor altid være et subjektivt moment ved bedømmelsen af en doms retfærdighed, også selvom det objektivt set forholder sig sådan, at den dømte vitterligt er skyldig i det, vedkommende anklages og dømmes for. Personligt har jeg kun været stillet for en dommer én gang i mit liv, og det var da jeg stod anklaget for ikke at have meldt mig til lægdsrullen. Men jeg fik en meget fair og venlig behandling af både politiet under forundersøgelsen og af dommeren ved Københavns Byret i Domhuset på Nytorv. Og dommen på 14 dages hæfte blev gjort betinget i 2 år, så den fik som sådan ingen betydning i mit liv, bortset fra, at jeg ikke kunne ansøge om en tjenestemandsstilling, som f.eks. postbud. Det var nu heller ikke lige den slags stillinger, jeg gik efter og havde tænkt mig at søge.

Opdragelse til terror?

På bladets side 6 – med fortsættelse side 9 – havde pseudonymet ”Sv. A.” skrevet en omtale af bogen ”Opdragelse til terror” af Tørk Haxthausen. Den handler om tegneseriernes indflydelse på mennesker, og indeholder blandt andet et kapitel om tegneserien i krigens tjeneste. Bogen er et eksempel på, at det før så ringeagtede og underlødige emne: tegneserier, pludselig kom på kulturelitens dagsorden. Tørk Haxthausen (f. 1924 i Norge), journalist, forfatter, film og tv-instruktør samt kulturel samfundsdebattør, var/især i 1960’erne en ivrig og fremtrædende socialist og kulturradikaler, som kastede sig over, hvad venstrefløjen dengang opfattede som relevante debatemner. Han er stadig aktiv, om end ikke i samme omfang som førhen, men han deler venstrefløjens opfattelse af, at dagens Danmark anno 2011 er et aggressivt højredrejet samfund.

Dengang i 1950’erne mente Haxthausen naturligvis, at især de amerikanske tegneserier – det var jo dem, der var flest af, som tilfældet stort set også er nu om dage – på demagogisk vis inspirerede og derfor opdrog ungdommen til at udøve vold og terror.

Vedrørende den udbredte og såkaldte he-man-dyrkelse, refererer Haxthausen i sin bog til den amerikanske antropolog, Margaret Mead, som jeg i anden anledning selv har omtalt tidligere her i selvbiografien. Mead mener, at den nævnte dyrkelse skyldes en dyb usikkerhed hos mandkønnet, fordi mændene livet igennem er domineret af kvinderne, først af mødrene, siden af kæresterne og hustruerne. Den deraf opståede dobbelthed: på den ene side mandens per patriarkalsk tradition dominans i hjemmet og forretningslivet, og på den anden side hans ’underlegenhed’ i private og personlige sammenhænge, gør mændene ængstelig for ikke at være og virke mandige. For at hævde sin mandighed, griber manden instinktivt til overdrevent praleri, både hvad angår erobring af kvinder og hvad angår succes i karrieren, og i værste fald og i de mest pressede og frustrerede situationer til vold og endog drab. Det mente i hvert fald den gode Margaret Mead, 1960’ernes guru på antropologiens område. Ikke noget at sige til, at hun med sine meninger og påståede forskningsresultater blev venstrefløjens kæledægge.

Frygten for uran- og brintvåben

Side 7-9 er den trofaste medarbejder ved nægteravisen, Peter Schäffer, atter på banen. Denne gang med artiklen ”Bekræftelse på en formodning”. Som så mange andre politisk engagerede mennesker, var han angiveligt blevet alvorligt rystet over ”de katastrofale begivenheder, Ungarn og Suez”, og udfordret på sine meninger og synspunkter. Som loyal, men ikke unuanceret kommunist, så han i og med FN lyspunkter i verdenssituationen, men mener, at militæralliancerne og forsvarspagterne i form af NATO, Warszawa-pagten, Seato, Bagdad-pagten m.fl., stik imod hensigten er med til at fastholde nationerne i den gamle position eller magtbalance overfor hinanden. Schäffer ønskede disse alliancer og pagter erstattet af FN-parlamentet, som han angiveligt har stor tiltro til som international organisation.

Men end så længe var Schäffer skeptisk overfor iværksættelsen af afmilitariseringen og opløsningen af de nævnte alliancer og pagter, og det baserede han angiveligt på nogle undervisningshæfter i udenrigspolitisk orientering, han nyligt havde læst, og hvorfra han citerer følgende:

”Det spørgsmål melder sig, om NATO kan reducere sine konventionelle styrker til fordel for større strategiske enheder. USA og navnlig England ha meddelt, at de agter at nedskære deres konventionelle styrker, men andre NATO-lande kan næppe gøre det samme, fordi disse to er de eneste, der har og kan bekoste det strategiske flyvevåben. Dette kan nok afgøre krigens udfald, men kun konventionelle tropper kan forsvare og erobre landområder. I tilfælde af opstande i folkedemokratierne vil kun konventionelle styrker kunne yde bistand. Derfor måtte Vesttysklands oprustning gennemføres, og derfor er det ikke muligt for NATO-landene at nedsætte tjenestetiden.”

Nu er det jo ikke alle som har troet på NATOs defensive karakter, og man må vel sige at en formodning bekræftes. Om forsvaret endelig erkender sandheden, eller det er et uheld, at det siges så direkte, eller det er af pædagogiske hensyn overfor de værnepligtige, for at de ikke skal blive forundrede, hvis de en skønne dag stilles overfor realiteterne, derom kan man kun gisne. Et eksempel på undervisningsmaterialets foregivne objektivitet: ”Sovjetunionens svar på Bagdad-pagten blev øget kommunistisk propaganda og opmuntring af nationalisme og fremmedhad blandt araberne, samt våbenleverancer.”

Det sidstnævnte, hvad angår kommunistisk propaganda og opmuntring af nationalisme, må Schäffer lidt modstræbende indrømme, men fremmedhadet blandt araberne til den hvide mand, mener han er en konsekvens af helt andre årsager og forklarlige faktorer. Nemlig den, at de asiatiske lande ikke har en forfatning, der hviler på et demokratisk fundament, men er beroende på traditionelle magtforhold, som har ignoreret de store økonomiske og sociale problemer for den mindrebemidlede del af befolkningerne.

Peter Schäffer var – i lighed med sine meningsfæller - også af den opfattelse, at NATO ikke som påstået har defensiv karakter, men nok så meget skal fungere aggressivt i en given situation. I den sammenhæng citerer Schäffer den berømte engelske feltmarskal Montgomery for en erklæring, fremsat i 1954:

”Efter min mening er frygten for uran- og brintvåben en mægtig faktor med hensyn til at forhindre krig, men hvis en varm krig bryder ud, vil begge sider benytte dem … … jeg vil gøre det utvetydigt klart, at vi i SHAPE baserer hele vor operative planlægning på anvendelsen af uran- og brintvåben i vort forsvar, Der er ikke længere tale om, at de måske kommer til anvendelse; det er fuldt ud sikkert at de vil blive anvendt, dersom vi angribes. Da den, der først angriber med disse vågen, vil kunne tiltvinge sig en afgørende overlegenhed ved at ødelægge modstanderens baser og lagre, må der regnes med, at storkrigen vil begynde med en eksplosionsagtig intensitet, hvor det gælder i størst mulig grad at hindre modstanderens gengældelsesaktioner.”

Sådan kommer sandheden for en dag, lidt efter lidt. Militarismen afslører sig selv med en fræk kynisme, der nok charmerer enkelte, så de siger: ”nå ja, sådan er det jo, hvorfor så stor ståhej om den ting?”

Men lad mig for min part ønske, at der stadig er andre, mange andre, som er utrættelige.

Peter Schäffer.

Jo, Peter Schäffer mente det godt, men glemte i sin selvretfærdige harme og forargelse, at se nærmere på, hvad den kommunistiske Warszawa-pagten, dvs. Sovjet og Østblokken med Øst-Tyskland i spidsen, stod for rent militært og militærstrategisk. Desuden må man vel sige, at nutiden – bortset fra venstrefløjen - har et noget andet syn på NATO, specielt som følge af organisationens militære operationer i Serbien, Kosovo, Afghanistan og senest i Libyen. NATO står i dag ikke kun som fredsbevarende og fredsskabende, men også som en organisation, der gennem militære aktioner er med til at skabe frihed.. Fred uden frihed er ikke mere værd, end frihed uden fred.

”Rotterne forlader skuden”

Endelig er vi nået frem til side 10-11, hvor Gribskovlejrens måske mest rabiate kommunist, Ole ”Trip” ”Aktiv” Hansen, i artiklen ”Tag standpunkt” skælder den siddende redaktion ud for at være doven og ikke tage aktiv stilling til de aktuelle større og mindre politiske forhold og begivenheder. Det fremgår indirekte, at Ole Trip har haft lejlighed til at læse bladets NOTABENE før trykningen, lige som man forstår, at han har diskuteret en eventuel lukning af bladet med redaktøren. Da artiklen i øvrigt er kommenteret af Poul Breum, som returnerer skældsordene, synes jeg den bør gengives her i sin helhed:

I dette nummer af militærnægteren vil man i bladets Notabene se at redaktionen forlader den synkende skude som rotter. Vi andre spørger, hvad er grunden. Der kan vel gives op til en milliard svar, som alle mere eller mindre indeholder et gran af sandhed, jeg vil også forsøge som analysør. Det var den nuværende redaktions mål at skabe et antimilitaristisk organ af betydning. Det skulle komme i så stort oplag, at det kunne lade sig gøre at bogtrykke det, der skulle være principielle artikler om antimilitarismen, i modsætning til det interne sladrenyt, der ellers verserer i disse lejrblade.

Man behøver vel ikke at fortælle, at det ikke lykkedes. Vanskelighederne tårnede sig op for de stakkels redaktionsmedlemmer. Først og fremmest var der en udbredt forvirring med hensyn til formålet. Nogle ville udbrede den mest afsporede og urealistiske pacifisme, andre ville slå et slag for den doktrinære kommunisme. Det kunne være interessant at se, hvem af disse to grupper, der sejrede i kraft af begivenheder, de for øvrigt ingen indflydelse havde på (Ungarn, Suez). At der desuden i den afgående redaktion herskede en udbredt dovenskab, (på grund af manglende overbevisning om, at den opgave, man havde sat sig, overhovedet kunne løses), gjorde ikke sagen lettere, resultatet ser vi nu, rotterne forlader skuden. Jeg vil vende tilbage til det egentlige, splittelsen mellem pacifister og kommunister. Man må forstå,, at der til at begynde med var store samarbejdsmuligheder, for dels var det pacifistiske indslag aldeles ikke reaktionært, og dels var de kommunistiske indslag så ganske afgjort de varmeste tilhængere af fred. Der var f.eks. den største enighed om, at man skulle tale mod Krupps oprustning, a-bomber etc. alt sammen lutter idyl indtil Ungarn kom. Udviklingen turde være alle bekendt, så det er ikke nødvendigt at komme nærmere ind på den her. men der rejste sig for vore venner i redaktionen et problem, nemlig problemet om magtens anvendelse. Var det fredspolitik at slå en opstand ned overhovedet, uanset om det drejede sig om retmæssige krav eller fascistisk kupforsøg. Pacifisterne mente selvfølgelig NEJ, og kommunisterne mente, at man måtte se på det rent matematisk. De vejede for og imod, hvis det nu var en fascistisk revolution, så måtte man slå til. for at forstå kommunisternes synspunkt, må man sætte sig nøje ind i fascismens historie. Og det må slås fast, at der kun er een ting, der kan fordrive fascismen fra et lille land eller en verdensdel, og det er magt. Hvor nødigt vi end vil, er vi nødt til at bruge denne magt, det kan ikke nytte noget at henstille eller bede, der må slås til. så mange erfaringer må vi da ha’ fået af sidste verdenskrig. Selvfølgelig er der kun een virkelig metode til at undgå fascismen, det er ved at fjerne bagmændene, de kapitalister, der står bag disse bevægelser med økonomisk og moralsk støtte. Jvr. Fritz Thyssens bog: Jeg betalte Hitler. Nu efter Ungarn er linjerne trukket klarere op, vi har fået en lille påmindelse om, at vi ikke kan bekæmpe krig følelsesmæssigt, vi må ramme krigsspekulanterne materielt, vi må sørge for, at den magt, de sidder inde med, i kraft af den private ejendomsret, bliver taget fra dem og overgår til organer, der står under menneskehedens kontrol. Nu da vi atter har set pacifismens utilstrækkelighed, må vi samle os om dem, der virkelig sætter ind, der hvor skoen trykke. Det er vel nødvendigt, at jeg præciserer, hvem disse kræfter er. Det er de kommunistiske partier jorden over. I vort ubetydelige geografiske område, Danmarks Kommunistiske Parti. Dem der ikke kan følge os så langt, vil vi ikke harmes over, kun skal der måske lyde et ”herregud”, det må åbenbart være skæbnebestemt, at der skal være idealister, der i kraft af deres egne idealer, svigter de af den selv højt lovpriste idealer. Det lyder måske indviklet for dig kære læser, men jeg kan trøste dig med, at dem, det har adresse til, sikkert forstår det. Måske de endda skammer sig. Ole Hansen.

Nej, heldigvis skammede redaktør Poul Breum sig ikke, tværtimod, hvilket tydeligt turde fremgå af hans skarpe svar på den omgang kommunistisk ideologi og taktik, som Ole Hansen serverer i sin artikel. Redaktøren lagde heller ikke fingrene imellem i sin ”Kommentar til artiklen ”Tag standpunkt!”:

Når ovenstående er blevet optaget i bladet, skyldes det ikke, at jeg mener, at artiklen er av et indhold, der kan avtvinge interesse hos nogen, men en intelligenskvotient over 70. optagelsen skyldes, at det avsnit, der behandler problemerne omkring Sovjets magtanvendelse i Ungarn, muligvis kan være av interesse for fremtidige psykologer. Disse kan hæri ha et vidnesbyrd om den psykologisk interessante måde, hvorpå DKPs totale svigten av socialistisk elementær-programpunkt blev modtaget av en stor del av dets medlemmer. Disse forsøger – til trods for bedre viden – at stemple opstanden i Ungarn som fascistisk for dærved at få en undskyldning for Sovjets indgreb. En fremtidig psykolog vil vel sagtens parallelisere dette fænomen med ludderens forhold til alfonsen: ”ganske vist er han en bisse, og ganske vist tæver han mig, men jeg elsker ham nu alligevel.”

Jeg skal ikke hær spilde papir på at tilbagevise Ole Hansens forløjede påstande m.h.t. revolutionen i Ungarn. Alle iagttagere, ”Land og Folk”s korrespondent iberegnet, fastslår, at opstanden i sin helhed hverken var fascistisk eller antisocialistisk. I øvrigt vil partiet måske engang med tiden gi Hr. Hansen lov til at indrømme dette. (jfr. Ponanopstanden, jødeforfølgelse i Sovjet, tortur under forhør, m.m.) Derimod kan der være grund til at tilbagevise nogle helt ubegrundede postulater ang. ”Militærnægterens” redaktionelle forhold. For det første må vi indrømme, at vi står helt uforstående overfor påstanden om en splittelse mellem ”avsporede og urealistiske” pacifister og dotrinære kommunister. Der har aldrig været en eneste pacifist i den forstand, som Ole Hansen mener, i bladets redaktion, - langt mindre nogen avsporet og urealistisk pacifist. Der har heller ikke været nogen diskussion i redaktionen om, hvorvidt en fascistisk opstand burde slås ned med magt. Det har vi alle været enige om. vi har også været enige om, at opstanden i Ungarn af karakter ikke var fascistisk. Som man ser, er Ole Hansens påstande grebet ud af den blå luft. til Ole Hansens slutfraser om DKP skal det siges, at DKP ikke har patent på socialismen. Netop i disse dage gøres der forsøg på at oprette et Dansk socialistisk parti. Forhåbentlig et parti, der ikke i kritiske situationer sætter store dele av sit program ud av kraft for at undgå at komme til at stå i modsætning til en stormagts imperialistiske interesser.

Hærmed overlader jeg hr. Hansens artikel til læsernes bedømmelse. Der er sikkert ikke så få av dem, der vil skamme sig, men vist mere på Ole Hansens end på egne vegne. Poul Breum.

Angående redaktør Breums oplysning om, at der var ved at blive dannet et nyt dansk socialistisk parti, så kom dette som sikkert bekendt til at hedde Socialistisk Folkeparti, forkortet SF. Som læseren formentlig også vil vide, så viste dette parti sig så levedygtigt, at det her i valgåret 2011 står stærkt i meningsmålingerne. Det var som tidligere nævnt bl.a. kommunisten Aksel Larsen, der tog initiativet til partiets oprettelse, og baggrunden var netop, at han og hans meningsfæller ikke kunne acceptere Sovjets militære og blodige intervention i Ungarn. Hvad rettroende kommunister som f.eks. Ole Hansen ikke kunne eller ville se, var, at Sovjetunionen faktisk var en mindst lige så magtsyg, imperialistisk og militaristisk stat, som de stater, kommunisterne beskyldte for at være det.

Men at der var mange kommunister af Ole Hansens slags, det vil man kunne overbevise sig om, ved f.eks. at læse ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”, af professor, dr. phil. Bent Jensen. Gyldendal 1983. Bogen dokumenterer en lang række danske politikeres, intellektuelles og kunstneres nærmest religiøse optagethed af og forsvar for sovjetisk, mere præcist Stalins kommunisme. Bent Jensen blev naturligvis efterfølgende chikaneret på forskellige og mere eller mindre ubehagelige måder af personer fra den politiske venstrefløj. Bent Jensens bog er skrevet efter Sovjetunionens ophør og Berlin-murens fald. En anden god bog at få forstand af vedr. kommunismens og marxismen, vil være Per Stig Møllers ”På sporet af det forsvundne menneske. Om humanisme og antihumanisme i vor tids politik, videnskab og etik.” Gyldendal 1976. Bogen er skrevet før Sovjetunionens ophør og Berlin-murens fald, og midt under nymarxisternes kulturelle herredømme i 1970’erne, der red det danske så vel som andre demokratiske vesteuropæiske samfund som en mare. Kommunismen og marxismen fik sit endelige dødsstød i og med Sovjetkommunismens fallit og Berlin-murens fald omkring 1989-90.

Men for mig personligt var bladet ”Samvittigheden”s navneskift til opkomlingen ”militærnægteren”, og dennes udvikling i slutningen af 1956 og begyndelsen af 1957 en kilde til både ærgrelse og sorg, for det betød afslutningen på et projekt, som jeg havde håbet på fortsat ville føre og bibeholde en humanistisk redaktionel linje. Det gjorde bladet desværre kun i nogle af sine første numre, men efter at jeg havde forladt redaktionen omkring februar 1956, havde jeg kun minimal indflydelse på bladets indhold. Ivar Nielsen, Kaj F. Jensen og Jørn Krogh søgte at videreføre den mere eller mindre fastlagte linje, men allerede, da socialisten Robert Felby indtrådte i redaktionen fra og med bladets nr. 3, skete der et skred i bladets indhold. Han var dog moderat i forhold til Leif Andersen, som muligvis tiltrådte fra og med nr. 6 eller nr. 7, og som sad i redaktørstolen til og med nr. 11, hvor den moderate socialist Poul Breum overtog posten. Jørn Krogh forlod redaktionen fra og med nr. 5, medens Robert Felby, Ivar Nielsen og Kaj F. Jensen havde forladt deres poster i hvert fald fra og med nr. 10, eller muligvis før.

Fortsættes i artiklens 23. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer delvis fortsat fra og med 1956 og fremefter.

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

___________________________________