Ideale drømme, skepsis og tvivl 23. del

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

(Delvis fra og med 1956 og videre fortsat fra artiklens 22. del)

En ekstraordinært god ven

Efter at min gode ven og kontubernal, Søren, var blevet klar over, at jeg nu ikke havde andet og mere at komme hjem efter, end for at hente Jan og Annette med mig hjem til mine forældre hver anden lørdag – jeg havde dem kun den samme dag, fordi jeg endnu ikke rådede over overnatningsmuligheder for dem – sagde han helt uventet en dag, at hans kone, Inger, også meget gerne ville se mig som gæst hos dem privat. ”Du er velkommen til at tage med mig hjem på onsdag og overnatte hos os!” tilføjede han. Eftersom han og jeg kom virkelig godt ud af det med hinanden, ikke mindst takket være vores fælles interesser for især yogafilosofi og tegne- og malekunst – Søren var selv en fantastisk dygtig tegner og maler - sagde jeg med glæde og taknemmelighed ja tak til indbydelsen.

Onsdagen kom, hvor Søren og jeg ved hjælp af opsparede fritimer – man fik tildelt en fritime for hver udført arbejdsdag – kunne holde fri allerede ved middagstid, så vi kunne forlade lejren og skynde os til trinbrættet ved Storkevad, hvorfra vi kunne tage toget til Hillerød. Derfra skiftede vi over til regionaltoget til København og stod af på Hellerup Station og fortsatte med S-toget til Nordhavn Station, hvorfra vi spadserede hjem til Sørens og Ingers hjem i Nordre Frihavnsgade nr 81. Her blev jeg overstrømmende modtaget af den kønne, frodige og muntert smilende kvinde på et par og tredive år, som jeg godt nok havde hilst på, da hun besøgte Søren i lejren kort efter hans ankomst, men ellers ikke kendte særlig meget til. Men jeg syntes straks vældig godt om og fattede sympati for hende. Kvinden var Inger, og hun var på det tidspunkt allerede mor til fire herlige drenge: Peter på 11 år, Claus på 9 år, Jens på 4 år og lille Torben, som kun var omkring 1½ år.

Fælles interesser og åndeligt fællesskab

Det blev en hyggelig eftermiddag og aften, hvor der blev trakteret med kaffe og franskbrød med ost eller marmelade og senere aftensmad, og det var så heldigt, at familien også levede vegetarisk som jeg selv. Hen på aftenen, da børnene var lagt i seng, blev der serveret aftente, igen med ostemadder eller marmelademadder til. Og så gik snakken livligt og til tider hedt om de emner, der optog os alle tre, nemlig yogafilosofi og sex. Inger var på det tidspunkt især meget optaget af at læse de ret dristige og provokerende bøger af den amerikanske forfatter Henry Miller (1891-1980), der som en af de første skrev ligeud om sine egne saftige seksuelle oplevelser i Paris, dels med sin egen kone, June, og dels med mere eller mindre tilfældige kvinder, han mødte på barer og andre steder, hvor han havde sin gang. Miller brugte helt bevidst og uden mindste tøven det, der dengang og tidligere blev anset for at være sjofle og uanstændige ord, som f.eks. cunt (kusse) og dick (pik) om henholdsvis det kvindelige og det mandlige kønsorgan. Bornerte, sexforskrækkede og velmenende mennesker havde da også taget pornografilovgivningen i brug, især med henvisning til det skadelige for moralen, og Miller fik da også flere domme for overtrædelse af paragrafferne, og hans bøger blev forbudt udgivet både her og i udlandet. Imidlertid blev en del af hans bøger dog udgivet herhjemme, før pornografiloven for den skrevne pornografis vedkommende blev ophævet i 1967. Forbudet mod billedpornografi blev først ophævet i Danmark i 1969.

Få år tidligere, i 1954, var Millers roman Krebsens vendekreds fra 1934 netop udkommet i dansk oversættelse, og den vakte straks opsigt og forargelse i bornerte kredse. Året efter, 1955, udkom Stenbukkens vendekreds fra 1939 også på dansk. Begge bøger var da også for længst forbudt læsning i USA og Storbritannien. Men det blev særlig nogle af Millers senere bøger, og især Sexus, 1949, dansk 1957, Plexus, 1953, dansk 1958, og Nexus, 1960, dansk s. å., der kom til at spille en rolle for Søren og Inger Svendsens og mit vedkommende. Men hvad i al fald jeg selv overså i første omgang dengang, var nok, at Millers romaner faktisk er en skånselsløs afdækning af det fundamentalt dyriske i mennesket, samtidigt med at hans værker var visionære og konsekvente angreb på tomheden i den moderne civilisation. Og det var lige noget, der passede godt ind i tiden, som pegede i retning af 1960’-70’ernes ungdomsoprør og nymarxisme.

Civilisationens tomhed

Så vidt jeg erindrer, var Søren knapt så optaget af Henry Millers sex-evangelium, men så meget mere af hans påvisning af civilisationens tomhed og kapitalismens hensynsløshed. Dengang ’prædikede’ Søren ofte en tilbagevenden til naturen, borte fra racet og autoriteterne: kirke, konge og verdslige myndigheder, og selv ville han gerne bo og leve i en jordhytte, helst i de norske fjelde, hvor man kunne leve af fåremælk, gedeost og hjemmebagt brød, påstod han. Inger var dog ikke enig i dette ’naturevangelium’ og sagde derfor ofte Søren imod, hvilket kun provokerede ham til at fremsætte endnu stærkere synspunkter på tingene. Han gik endog så vidt, som til at sige, at han syntes Hitler havde været inde på noget af det rigtige, da han ville omforme det tyske samfund helt fra grunden og give livet en mening gennem den mytologisering og ritualisering, der var en del af den nazistiske ideologi. Når og hvis man tillod sig at foreholde Søren det uhyrlige i hans synspunkter på diktatoren Hitler, blev han om muligt endnu mere stædig og påstående. Personlig tror jeg, at Søren på det tidspunkt af sit liv havde behov for at komme af med nogle ellers undertrykte aggressioner

Men hvad angår sex for mit eget vedkommende, så var jeg på det tidspunkt egentlig ikke særlig interesseret i emnet, hverken teoretisk eller i praksis, for jeg kendte jo af personlig erfaring allerede bagsiden af ’medaljen’, og derfor var jeg mest indstillet på at leve i cølibat, både fysisk og psykisk, i al fald for en tid. Dette stemte desuden med yogafilosofiens opfordring til seksuel afholdenhed, motiveret med, at man skulle konvertere den seksuelle energi til åndelig energi. Nemlig af hensyn til arbejdet på at opnå højere erkendelse og selvrealisation. Det sidstnævnte i form af oplevelsen af den højeste form for ekstatisk bevidsthed, kaldet Nirvikalpa Samadhi, hvorunder man erfarer den rene bevidsthed og at enkeltsjælen (Atman) er ét med alsjælen (Brahman eller det Absolutte, som ikke bør forveksles med en skabende Gud, som så at sige er en ’underinstans’ under det Absolutte).

Men bevæger vi os nu fra de luftige overjordiske dimensioner ’ned på jorden’ igen og tager bestik af den menneskelige naturs måde at agere og opføre sig på, så må man konstatere, at ”mennesket spår, men Gud (naturen) rå’r”. Man kan have de mest ideelle og velmente ønsker og hensigter om f.eks. at afstå fra visse naturlige handlinger, men virkeligheden melder sig under alle omstændigheder og i ethvert tilfælde alligevel før eller siden.

Den 12. januar 1957 fyldte Jan 4 år, men jeg deltog ikke i hans fødselsdag, dels fordi Else og jeg jo var blevet skilt på det tidspunkt og dels fordi jeg havde tjeneste i Gribskovlejren. Men hvis jeg ikke husker meget fejl, så afhentede jeg Jan og Annette ved først givne lejlighed og tilbragte en dag sammen med dem hos mine forældre. De var jo – og mor især – dybt bedrøvede over den kedelige situation, som både børnene og jeg befandt os i, men som de følte sig magtesløse overfor. Ved den lejlighed har Jan med garanti fået fødselsdagsgaver af både mig og mine forældre og af min søster, og Annette fik selvfølgelig nogle trøstegaver, så hun også kunne glæde sig på dagen.

For øvrigt kunne jeg ikke mærke på Jan og Annette, at de syntes der var noget specielt eller underligt i, at deres mor ikke mere var med ved sådanne lejligheder, hvor de og jeg kun lejlighedsvis var sammen, foreløbig hos mine forældre. Jeg tror – og håber - at børn affinder sig med forholdene og omstændighederne, i hvert fald så længe deres far og mor trods alt kan tale sammen, også selv om der tydeligvis bestod et mere eller mindre skjult anspændt forhold mellem de fraskilte forældre, sådan som tilfældet jo desværre var mellem Else og mig.

Dobbeltfødselsdag på ny

De årlige fødselsdage var jo en af de begivenheder og anledninger, der var til at mødes med de nærmeste familiemedlemmer. Den 18. januar 1957 fyldte mor 49 år og Lizzie 16 år, hvilket dog så vidt jeg ved, blev fejret i al stilfærdighed med kun ganske få gæster, men hvem og hvor mange, har jeg desværre ingen tydelig erindring om.

Normalt blev mine forældres fødselsdage ikke fejret i den store stil, og far ville i reglen ikke have sin fødselsdag fejret. For mor betød det vistnok heller ikke så meget med fødselsdagen, så den blev mest fejret for Lizzies skyld, eftersom hun jo havde fødselsdag samme dato som mor. Nedenfor ses først to fotos fra mors og Lizzies fødselsdag i 1957. Her skal også bringes tre fotos fra påsken 1957, hvor jeg selv deltog i en påskefrokost hos mine forældre. Der blev som omtrent sædvanligt også taget fotos ved den lejlighed, men selv er jeg desværre kun i besiddelse af tre fotos fra den begivenhed:

På ovenstående foto ses fra venstre mor, Lizzie og far siddende ved bordet med den obligatoriske, men endnu uspiste fødselsdagslagkage. Den blev serveret ved mors og Lizzies fælles fødselsdag den 18. janurar 1957. – Foto: © 1957 Privatfotos.

På dette foto ses fra venstre siddende ved bordet Bent, Annelise og Yvonne, mens Lizzie står bagved og ser lidt betuttet ind i kameraet. Hun var ellers vant til at blive fotograferet og – feteret. – Foto: © 1957 Privatfotos.

På fotoet til vestre ses fra venstre siddende omkring bordet: Farmor, mormor og morfar, Ruth med Teddy på skødet, de næste to personer er mig ubekendte, men er så vidt jeg erindrer venner af min søster Lizzie, som formentlig er den, der har ageret fotograf ved denne lejlighed. Til højre for dem sidder min mor. Stående er fra venstre: Far, Sonja, gift med Thorkild, som ses til højre for hende, derefter Bents kone Annelise, Bent og Benny. Når hverken jeg eller min kone og børn har været med ved den lejlighed, skyldes det først og fremmest, at Else og jeg var skilt på dette tidspunkt, og dels at jeg ikke havde børnene hos mig den dag. – Fotos: © 1957 Privatfotos.

Herover ses de to svigerinder, Annelise og Ruth, siddende nok så fornøjede med hver deres påskeæg, som de selvfølgelig havde fået af mine forældre. På fotoet til højre ses fra venstre min kære morfar og min lige så kære morbror Thorkild, begge lige godt lakket til, som man siger. De har fået overtøjet på og er parate til den forholdsvis lange gåtur hjem til Baggesensgade, idet de ’kammeratligt’ støttes af min svigerinde, Bennys kone Ruth, som har en af lille Teddys gummidyr i sin venstre hånd. Det er såmænd mig, der ses til højre, slående ud med i hvert fald den ene hånd og tydeligvis ikke selv helt appelsinfri. Lokaliteten er mine forældres entré med døren ind til det værelse, der engang var mit, men nu tilhørte Lizzie, og til højre i baggrunden ses døren ud til toilettet og køkkenet. - © 1957 Privatfotos.

På grund af hele deres situation, havde Benny og Ruth – eller måske nok især Ruth – bestemt sig for, at ville emigrere til Perth i Australien, og den plan gjorde de allerede alvor af den 30. april 1957, da Teddy var knapt 2 år. Det blev en lang rejse, idet den foregik med skib, så vidt jeg husker fra Bremerhaven og syd om Kap Horn i Sydafrika, fordi Suez-kanalen på den tid var lukket, og via Java til Australiens vestkyst, hvortil de ankom efter omkring en måneds sørejse. Lidt af en tur må man sige, men de var naturligvis spændte, både på selve rejsen og på, hvordan det ville være at bo i det nye land, som de havde hørt en del godt om via Ruths søster, der var gift og boede i Perth. Undervejs på deres lange sejltur fik især mor og far ind imellem breve fra dem, så vi kunne følge med i, hvor de befandt sig på rejsen og hvordan de havde det. Alt gik godt, og efter ankomsten fik de travlt med at etablere sig i deres nye land, hvor de formentlig dengang tænkte på at slå sig ned for altid.

Et nyt og endnu større teaterprojekt

Imidlertid var vi på initiativ af Birger Guy i Dramatisk Studiekreds begyndt at drøfte mulighederne for at få ophavsretsmæssig tilladelse til at opføre dramatikeren John Patricks herlige skuespil, ”Det lille Thehus”, i første omgang ved en lukket forestilling i Mårum Forsamlingshus. Stykket havde tidligere været opført på Det Ny Teater i København, hvor det blev en stor succes. Vi blev enige om, at Guy skulle kontakte de forskellige instanser, der kunne tænkes at være part i sagen.

Vi vidste, at det var forfatteren og dramatikeren Mogens Lind, der havde oversat ”The Teahouse of the August Moon” til dansk og kaldt det ”Det lille Thehus”. Stykket var som nævnt John Patricks dramatisering af en roman af Vern Sneider, som i øvrigt blev oversat til dansk af Peter Toubro og udgivet af Vintens Forlag i 1955 og genudgivet i paperback 1970.

Mogens Lind (1898-1967) var uddannet journalist og fra 1925 film- og teateranmelder ved Berlingske Tidende. Derefter medarbejder ved Danmarks Radio og TV, hvor han især blev kendt som studievært i qviz’en ”20 spørgsmål til professoren”. Han har oversat en række engelske og amerikanske lystspil. Mogens Lind var i øvrigt gift med skuespillerinden Lillian Ellis (ca.1910-51), der var uddannet balletdanserinde hos Fokin og som før 2. verdenskrig havde arbejdet som danserinde, revyskuespillerinde og ved radio- og fjernsynsudsendelser og film i Tyskland. Ved krigsudbruddet vendte Lillian Ellis hjem til Danmark og debuterede i filmen ”Alle går rundt og forelsker sig” (1941), hvor hun havde den kvindelige hovedrolle. Hun medvirkede derefter kun i to danske spillefilm: ”Elly Petersen” (1944) og ”De kloge og vi gale” (1945). 1943 var hun med i den svenske film ”Hjertets refræn”.

Peter Toubro (1915-93?) var mag. art. og fik i 1942 til opgave at skrive drejebogen til den første danske langtegnefilm ”Fyrtøjet”, som havde premiere i maj 1946. Herom vil man kunne læse i forordet til denne selvbiografi, og i min version af dansk tegnefilms historie 1919-2000 på hjemmesiden http://www.tegnefilmhistorie.dk/ .

”Det lille Thehus”

Opførelsen af ”Det lille Thehus” var Dramatisk Studiekreds’ hidtil største arrangement og satsning, både økonomisk og kunstnerisk, og samtidig den største udfordring og opgave, jeg selv havde stået overfor. Men på trods af mine private sørgelige omstændigheder, gik jeg ufortrødent og med ildhu i gang med forberedelserne til stykkets opførelse i Mårum Forsamlingshus. Ja, faktisk må jeg vel sige, at arbejdet med stykket var med til at hjælpe mig gennem en personligt svær tid, hvor jeg ikke så ret meget til Jan og Annette, lige som forholdet til Gerda på det tidspunkt var ved at være forbi og kort efter helt ophørte. Vi skiltes på helt stille og fredelig vis, måske simpelthen fordi vi ikke længere følte, at vi havde noget at byde eller sige hinanden. Desuden havde hun nok større sociale ambitioner, end tilfældet var og er for mit vedkommende, så alt i alt var det sikkert en ganske god udgang på vort forhold.

Men hvad angår teaterstykket, begyndte det med, at studiekredsens sekretær, Birger Guy, efter først at have kontaktet og fået svar fra Det ny Teater, hvor stykket jo tidligere var blevet opført, den 29. januar 1957, skrev og sendte et brev til teaterforlaget Lars Schmidt i Stockholm, der havde de skandinaviske rettigheder til John Patricks skuespil ”Det lille Thehus”, som var oversat til dansk af forfatteren Mogens Lind. Brevet lød sådan:

Til underholdning for vore kammerater plejer vi hvert år at opføre et skuespil, og i år har vi tænkt på ”Det lille Thehus” af John Patrick i dansk oversættelse ved Mogens Lind. Inspektøren ved Det ny Teater i København Palle Fønss henviste os til Dem.

Vi vil gerne gøre opmærksom på, at skuespillet ikke skal opføres offentligt, men kun ved en lukket forestilling for de indkaldte civile værnepligtige med pårørende. Da stykket således ikke skal udnyttes kommercielt håber vi enten at kunne leje det for et mindre beløb eller eventuelt låne det. Da vi selv skal afholde alle udgifter, håber vi De vil stille Dem imødekommende.

Om det er muligt vil vi ligeledes leje (låne) nodematerialet.

Da vi kun har fritiden at prøve i, beder vi Dem venligst svare os så hurtigt det er Dem muligt.

Med venlig Hilsen

Birger Guy.

Civil Værnepligtig,

Gribskovlejren,

Pr. Maarum St.

Danmark.

Teaterforlaget ved Eva Tisell svarede allerede den 1. februar og meddelte:

Tack för Edert brev av den 29 januari.

Vi har inget emot att Ni opför DET LILLE THEHUS av John Patrick i Mogens Linds översättning vid den slutna föreställning Ni planerar för inkallade civile värnpliktiga. Vi har inte nogot exemplar av den danska översättningen utan får vi hänvisa Eder till översättaren vars med givande till användande av densamma Ni samtidigt torde inhämta.

Att ställa musiken till förfogande bereder vissa svårigheter men Ni kan säkert ersätta denna med lämpliga grammofonplattor i likhet med vad som skett vid flera framföranden.

Högaktningsfullt

TEATERFÖRLAG LARS SCHMIDT

Sign. Eva Tisell

Næste skridt var altså en henvendelse til Mogens Lind, og den 4. februar skrev og sendte Birger Guy derfor et brev til denne. Til vores store overraskelse fik vi svar fra Danske Dramatikeres Forbund, som på det tidspunkt havde adresse i Klosterstræde 24 i København. Brevet derfra er dateret den 8. februar og lyder i al korthed som følger:

Deres brev af 4. ds. til forfatteren Mogens Lind er oversendt os, der har opførelsesretten til hans værker, til besvarelse. Forinden vi kan give denne endeligt beder vi Dem oplyse os om, hvad der skal forstås ved ”lukkede” forestillinger samt om der vil blive ydet Dem tilskud til hjælp til opførelsen.

Med venlig hilsen

DANSKE DRAMATIKERES FORBUND

Sign. M. Munkholm

Dette brev blev straks besvaret af Birger Guy den 9. februar:

Til besvarelse af Deres spørgsmål kan jeg oplyse følgende: Ved lukkede forestillinger forstår vi forestillinger, hvortil der ikke er offentlig adgang, men kun adgang for militærnægtere med pårørende, og hvor der ikke er noget offentligt billetsalg. Billetprisen 5. Kr. går til dækning af det vi serverer i forbindelse med forestillingen og til betaling af et danseorkester.

Om det bliver muligt, har vi tænkt på en forestilling på Bornholm, hvor der kun bliver adgang for medlemmer af foreningen ”Aldrig mere Krig”, der meget naturligt har en nær tilknytning til lejren her. Adgangen til denne forestilling bliver gratis, da der ikke er nogen servering.

Der bliver ikke af Indenrigsministeriet, hvorunder vi sorterer, ydet noget tilskud til hjælp til opførelsen. Pengene hertil indsamles blandt os selv.

Vi håber meget, at disse oplysninger er tilstrækkelige, og ikke forhindrer Dem i at give os tilladelse til opførelsen af stykket.

Med venlig Hilsen

Birger Guy.

Vi fik tilladelsen til at opføre ”Det lille Thehus”, hvilket fremgår af følgende brev fra Danske Dramatikeres Forbund, dateret 13. februar 1957. Birger Guy havde i mellemtiden overladt den videre korrespondance i sagen til mig:

Hr. Harry Rasmussen,

Gribskov-Lejren,

Maarum.

I henhold til aftale følger manuskriptet til DET LILLE THEHUS. Honoraret for eventuelle opførelser udover den ene ved Deres hjemsendelsesfest vil være 65. kr. for hver gang plus 2 kr. i gebyr for tilladelsen og 1 kr. i kulturfondsafgift. Vedlagte erklæring bedes venligst returneret i underskreven stand.

Manuskriptet imødeser vi retur umiddelbart efter afbenyttelsen.

Med venlig hilsen

DANSKE DRAMATIKERES FORBUND

Sign. M. Munkholm

Den i korrespondancen omtalte opførelse på Bornholm af ”Det lille Thehus”, blev allerede planlagt og arrangeret i umiddelbar forlængelse af, at vi havde fået tilladelsen til opførelsen. Det fremgår af et brev af medio februar fra Erik Mathiasen, der aftjente sin civile værnepligt i Oksbøl-lejren. Hans brev lød sådan:

Pinsen fejrer nægtere ved Østersøens Perle!

Der er efterhånden skabt tradition for, at nægtere fra alle tre lejre mødes på Bornholm i Pinsen sammen med tidligere nægtere.

Traditionen skal fortsættes i år, og jeg opfordrer alle mine kammerater til allerede nu at reservere pinsen til bornholmsturen, der som sædvanligt går til ”Buddegården” ved Neksø, hvor et særdeles elskværdigt værtspar, Ankjær Sørensen og frue, med åbne arme tager imod os.

Programmet for turen i år er allerede nu ved at tage form. Vi ankommer til Rønne pinsedag d. 9. juni. Resten af dagen badning, småture osv. 10. juni er der tur til Paradisbakkerne med afslutning i Brændesgårdshaven og ???? (dette sidste punkt er af Ankjær sat på dagsordenen, så det skal nok være noget rart!). 11. juni tur til Almindingen. Om eftermiddagen samles alle på højskolehjemmet i Åkirkeby, og på programmet står drøftelse af problemer af almen interesse for nægtere, evt. vil vi kunne få et medlem af Aldrig mere Krigs hovedbestyrelse til at komme til stede. Om aftenen er bornholmerne indbudt til fest i Åkirkeby. Programmet byder på underholdning fra alle tre lejre! 12. juni er der lagt plan om en stor tur øen rundt. Ankjær skriver diplomatisk, ”at der måske på det tidspunkt er skabt mulighed for at få en del piger med!” – Afrejse om aftenen fra Rønne.

I betragtning af, at man kan få sin pinsebillet udstedt til Neksø, og at man kan spise og bo på Buddegården for et beløb, der kun ligger lidt over det, der udbetales i kostpenge i lejren, kan turen gøres særdeles billigt. Alle, der har været med til disse stævner, er enige om, at man oplever uforglemmelige dage på Bornholm, øen er smuk, dens beboere gæstfrie, vores værtspar og mange naboer særdeles gæstfrie.

Reserver allerede nu pinsedagene til Bornholmsturen. Indmeldelse kan ske til undertegnede. Udførligere program følger senere. Find ud af, hvilken underholdning I kan tilbyde til festen i Åkirkeby, hvor sidste år 200 af øens beboere mødte op for at være sammen med nægterne.

Nuværende og tidligere nægtere: Det er på Bornholm, det foregår!

Oksbøl Erik Mathiasen

-------------------------------

Militærnægterens redaktion!

Vil I optage dette i næste nummer af jeres blad????

Hilsen Erik Mathiasen

Bortset fra, at jeg på det tidspunkt ikke havde ret meget mere at gøre med nægterbladet, der var overtaget af andre og var blevet omdøbt til ”militærnægteren”, vil jeg tro, at Erik Mathiasens meddelelse blev optaget i bladet. Mit svarbrev til ham er dateret den 19. februar 1957 og lyder sådan:

Kære Erik Mathiasen.

Angående dit brev til os vedrørende Bornholm-turen kan vi meddele følgende:

Sidste år var det jo meningen, at vi her fra Gribskov skulle have mødt op med Hostrups syngespil ”GENBOERNE”, som vi bl. a. opførte med stor succes ved en storstilet fest i marts måned 56, men sømændenes strejke hindrede os som bekendt i at komme.

I år kan vi tilbyde at opføre skuespillet ”DET LILLE THEHUS” af amerikaneren John Patrick, som vi har fået speciel tilladelse til at spille, idet stykket ikke ellers vil blive tilladt for amatører foreløbig. Vi holder premiere på skuespillet lørdag d. 18. maj, så det vil være os i frisk erindring, dersom man vil have os til også at spille det på Bornholm i pinsen.

Imidlertid må vi gøre opmærksom på de betingelser som nødvendigvis må stilles i forbindelse med en sådan opførelse. Der vil blive tale om en betaling af et forfatterhonorar på 65 kr., 2. kr. i gebyr for tilladelsen til at opføre stykket og 1 kr. i kulturfondsafgift. Dernæst betaling af transport af 3 stk. kvinder fra København (retur) og af de nødvendigste kulisser (vil sandsynligvis komme til at omfatte i hvert fald et sammenrulleligt bagtæppe af ca. 5 meters længde, et ditto sivtæppe, der dog kan skilles i fire dele og evt. nogle enkelte sætstykker (flade).

Derudover får vi brug for forskellige remedier o. l., så som stole, småborde etc. Hvor meget ser vi os desværre ikke i stand til at oplyse på indeværende tidspunkt. Desuden skal vi bruge som statister et par små, mørkhårede kvinder, et par ditto børn og en ged! Men i givet fald vil alle nærmere oplysninger blive givet mere nøjagtigt og udførligt.

Endelig håber vi at der i tilfælde af at man accepterer vort tilbud, vil blive stillet gode spilleforhold til vores rådighed, der tænkes hermed på scene, belysning osv.

Sluttelig skal vi meddele, at der fra Danske Dramatikeres Forbund’s side er stillet som betingelse for ret til at opføre skuespillet, at der ikke er offentlig adgang. Der er altså kun adgang for medlemmer eller særlige indbudte.

Svar udbedes snarest, tak. Venlig hilsen

Sign. Harry Rasmussen

Et kæmpeprojekt

Efter at vi havde modtaget manuskriptet til ”Det lille Thehus” gjaldt det først om at få kopieret et vist antal rollehæfter, så at de enkelte roller kunne fordeles til først og fremmest de nægtere, der skulle spille med i stykket. Hovedrollerne som de amerikanske militærfolk, Oberst Purdy, Kaptajn Fishby, Sergent Gregovich og Kaptajn McLean, gik henholdsvis til Birger Guy, Jørn Krogh, Carlo Jørgensen og Ole Kauffeldt, der jo i al fald for de to førstnævnte og den sidstnævntes vedkommende efterhånden var erfarne amatørskuespillere.

Rollerne som de mandlige japanske indbyggere på øen Okinawa blev tildelt Arne Hansen (Mr. Oshira), Ralf Petersen (Mr. Seiko), Erik Pind (Mr. Sumata), André Mogensen (Mr. Hokaida), Ivar Foged (Mr. Keora), Bent Andersen (Mr. Omura). Rollerne som to japanske drenge tilfaldt den ny lejrchefs to sønner: Peter R. Funder og Jørgen R. Funder.

Rollen som den japanske tolk, Sakini, der på Det ny Teater i København var blevet spillet af ingen ringere end Helge Kjærulff-Schmidt, endte det med, at jeg selv måtte påtage mig, fordi rollen var så stor, at ingen af de andre nægtere i Dramatisk Studiekreds enten ikke turde påtage sig den, eller fordi de selv mente ikke at egne sig til rollen. Dette forøgede selvfølgelig kravene til mine evner, kræfter og tid, og viste sig efterhånden også at blive en både fysisk og psykisk spidsbelastning for mig.

Det skal her indskydes, at det på en og samme tid føltes både som en belastning og en lettelse for mig, at jeg ikke selv havde haft lejlighed til at se opførelsen af ”Det lille Thehus” på Det ny Teater. En belastning, fordi jeg ikke havde nogen som helst viden om, hvordan scenearrangementer, dekorationer og kostumer skulle eller kunne se ud, men udelukkende måtte holde mig til manuskriptets kostume- og regiangivelser. En lettelse, fordi jeg og mine gode medarbejdere stod helt frit og uafhængigt i valget af de nævnte ting. Det skal også tilføjes, at jeg på det tidspunkt heller ikke havde haft mulighed for at se ”Det lille Thehus”, hverken på teatret eller på film. Den amerikanske film fra 1956 havde titlen ”The Teahouse of the August Moon”, og var med Marlon Brando i rollen som Sakini, Glenn Ford som Kaptajn Fishby og japanskfødte Machiko Kyô som en meget skøn Lotusblomst.

Fordelingen af rollerne

I ”Det lille Thehus” medvirker der jo også nogle japanske damer, mere præcist i alt 5: Lotusblomst, Miss Higa Jiga, Gamle dame, Gamle dames datter og en indfødt kvinde. Vi indså straks, at det ville blive for ufrivilligt komisk, hvis disse roller blev spillet af nogle af nægterne, så derfor gjaldt det om at finde en anden løsning på det problem. Eftersom stykket skulle opføres i Maarum Forsamlingshus og altså udenfor lejren, var der ingen problemer i at have kvinder med i stykket. Til at begynde med var situationen den, at vi ikke vidste, hvem vi skulle få til at spille den store rolle som Lotusblomst. Men for de andre rollers vedkommende var heldet med os, idet nogle af de medvirkende nægteres koner, kærester eller søstre, gerne ville hjælpe os med disse roller. Bortset fra den endnu ubesatte rolle som Lotusblomst, blev de øvrige roller henholdsvis tildelt Lilli Krogh (Miss Higa Jiga), Vivian Munch (Gamle dame), Birthe Petersen (Gamle dames datter) og Birthe Simonsen (en indfødt kvinde).

En uheldig ”Lotusblomst”

Endnu engang kom min gode ven og ’kontubernal’, Søren Svendsen, indirekte til at spille en rolle i sammenhængen, bortset fra, at han også blev en af stykkets dekorationsmalere. Da han havde hørt om vores dilemma med hensyn til rollen som Lotusblomst, der på Det ny Teater var blevet spillet af den smukke og dygtige Lillian Tiljegren, kom han og sagde: ”Inger har en søster, Else, som engang har været revydanserinde sammen med Lilly Broberg i Helsingør-Revyen! Jeg har talt med hende om rollen som Lotusblomst, og hun sagde, at hun da gerne ville prøve, om hun kunne spille rollen tilfredsstillende!” – Det lød jo godt, og derfor bestemte Søren og jeg, at han skulle aftale med hende, at hun og jeg kunne mødes ude hos Inger og Søren en dag, hvor jeg var med ham hjemme på orlov.

Et møde mellem Else, som var gift og hed Larsen til efternavn, blev arrangeret og fandt sted hjemme hos Inger og Søren, formentlig engang i marts 1957. Else viste sig at være en dame først i trediverne, lille og slank af vækst, meget køn, og selvom hun var blond, faktisk med et lidt orientalsk udseende, ovalt ansigt med skrå øjne. I sine yngre dage havde Else som nævnt været professionel danserinde og havde bl.a. været korpige i Helsingør-Revyen, hvor dengang den senere så berømte skuespillerinde Lily Broberg (1923-89) i samme tidsrum også var korpige. Else var venlig og imødekommende af væsen, om end noget eksalteret, men meget ivrig efter at spille rollen som Lotusblomst. Vi prøvesagde nogle af replikkerne mellem Lotusblomst og Sakini, og resultatet lovede godt. Men lige pludselig blev hun træt af ”legen” og skiftede emne, idet hun med ét begyndte med messende stemme at citere fra Ofelias rolle i Shakespeares tragedie ”Hamlet”: ”En rose er en rose er en rose!”, sagde hun, idet hun, med en tyk bog balancerende ovenpå sit hoved, søvngængeragtigt, teatralsk skridtede stuen af. Søren, Inger og jeg så uforstående og lidt forlegent på hinanden, men uden at sige noget, for ikke at provokere den åbenbart lidt uligevægtige søster.

En anden dag, da Else og jeg prøvede at indstudere hendes rolle som Lotusblomst, virkede hun deprimeret og greb det eksemplar af ”Livets Bog 1” af Martinus, Søren havde stående i sin bogreol, slog straks op i bogen og begyndte at læse op af indholdet. Jeg erindrer ikke længere, hvad det var deri, hun læste op, kun at hun efter en kort stund holdt inde, smækkede bogen i og sagde: ”Det er det værste vrøvl, jeg har læst i mit liv!”. Søren, Inger og jeg sagde ikke noget, for dels indså vi, at Else ikke var helt ved sine fulde fem, og dels kendte ingen af os på det tidspunkt ret meget til indholdet af Martinus’ bog.

Det viste sig ikke længe efter, at stakkels Else var ude i store og meget alvorlige personlige vanskeligheder. Et mislykket og barnløst ægteskab fik hende til i stigende grad at trøste sig med nervepiller og alkohol, og det hjalp naturligvis ikke på hendes ægteskabelige situation. Manden, der var advokat, syntes for længst at have opgivet at ville redde deres ægteskab, måske især fordi han ifølge forlydender havde en elskerinde ved siden af. Men under alle omstændigheder havde Else det så dårligt, at vi definitivt desværre måtte opgive at tildele hende rollen som Lotusblomst, hvilket hun i øvrigt tog ganske pænt, måske fordi hun følte en slags lettelse ved ikke at skulle imødekomme de krav og pligter, der vitterligt følger med at spille en så stor rolle, som tilfældet er med geishaen Lotusblomst.

Igen fritaget for arbejdstjeneste

Vi var jo nu nået hen omkring marts måned, og det begyndte derfor at haste med at finde en, der kunne udføre rollen som Lotusblomst. I mellemtiden havde vi øvet på stykket i Gribskovlejren i fritiden, men havde også indset, at det i det hele taget ville komme til at knibe med at nå at få indstuderingen gjort ordentlig færdig inden premieren. Dette nævnte jeg en dag både for arbejdsleder Holm og lejrchefen, Reedts Funder, og de var enige om, at jeg måtte frigøres fra mine daglige pligter som messemand, så jeg kunne koncentrere mig helt om arrangementet og opsætningen af ”Det lille Thehus”. Samtidig blev det bestemt, at de nægtere, der var involveret direkte i projektet også skulle frigives i fornødent omfang, så at alt kunne nås til tiden. Desuden blev lejrens to lastbiler, herunder den mindre ”Anders And”, stillet til min og vores disposition i det omfang, der var brug for det og bilerne i øvrigt ikke skulle bruges i lejrens arbejde. Dette arrangement forløb helt tilfredsstillende for alle.

Funders vistnok noget utraditionelle beslutning om at frigøre en hel del militærnægtere til et arbejde, der ikke direkte vedrørte Gribskovlejren, behagede tydeligvis ikke ”Rotten”, som ved flere lejligheder lod det sive ud, at han var utilfreds med beslutningen og ikke mente, at den ville kunne godkendes af Indenrigsministeriet. Men da dette kom Funder for øre, skar han igennem ved at ringe og tale med en eller anden overordnet i ministeriet, der havde direkte med Gribskovlejren at gøre. Bagefter kunne Funder fortælle, at han havde fået en godkendelse af sin disposition fra højeste sted.

Et af de største problemer, vi havde med indstuderingen af rollerne, var, at det var meget vanskeligt at få arrangeret en samling af hele det medvirkende personale, således at man kunne øve sammen. Dels var det vanskeligt og i visse tilfælde umuligt for de piger, der medvirkede, at tage den lange vej til Gribskovlejren, og dels kunne vi på grund af pladsmangel og andre grunde ikke så godt øve i selve lejren. Og det ville blive for bekosteligt at leje Forsamlingshuset til formålet. Men igen fik vi stor hjælp af Søren og Inger, som ikke alene stillede deres store stue til rådighed som øvelokale i weekenderne, men også sørgede for et traktement til de medvirkende. Dramatisk Studiekreds’ kasse betalte dog rimeligt nok udgifterne til te, kaffe og brød.

Men det betød alt sammen, at samtlige medvirkende, både mandlige og kvindelige, kunne mødes nogle gange i løbet af april og i begyndelsen af maj måned og øve sammen, så der blev mulighed for at instruere dem i, hvordan de hver for sig og sammen skulle bevæge sig, gå og stå osv., hvilket jo i høj grad var af betydning for helhedsindtrykket af ”scenebilledet”. Det må siges, at alle uden undtagelse gik til opgaven med ildhu, og det var naturligvis medvirkende til det gode resultat, som alle forberedelserne og anstrengelserne trods alle odds imod endte med.

Rollen som ”Lotusblomst”

Imidlertid havde Inger – helt uden grund - følt sig lidt skyldig i, at hendes søster Else var blevet mig anbefalet til rollen som Lotusblomst, og en dag, da jeg var med Søren hjemme på orlov, sagde hun: ”Ja, det går jo ikke med Else, men måske kan jeg få min lillesøster, Karina, til at påtage sig rollen! Hun er lille, mørkhåret, ser godt ud og vil sagtens kunne illudere som japaner.” – ”Det lyder godt!”, svarede jeg, ”Vil du spørge hende, om hun vil? Men det begynder jo at haste!”. ”Vi kan da gå over i telefonboksen og ringe til hende med det samme!”, sagde Søren, som naturligvis havde hørt Ingers og min samtale.

Som sagt, så gjort. Søren og jeg gik over til den telefonboks på gaden, der stod lige over for, hvor de boede. Han ville gerne være morsom, så derfor sagde han: ”Vi skal bare ringe til Nora sur fisse tyve og spørge efter Karina, så ser vi, om hun vil!” – ”Sur fisse tyve” ville sige Nora 8720, som var moderens telefonnummer, forklarede han, og udtrykket var moderens eget. Karina, som på det tidspunkt var tæt på at fylde 18 år, boede endnu hjemme, fik jeg at vide. Hun var i lære som ekspeditrice i lingeribranchen og arbejdede i en butik i Rantzausgade.

Der havde været nogle problemer omkring Karina og hendes forhold til den noget ældre Max Grelsby, som var en forholdsvis kendt journalist ved Aftenbladet. Han var i hvert fald omkring 36-38 år, dvs. født ca. 1922-24, da den kun 14-15 årige Karina lærte ham at kende, men hvordan det var sket, melder historien ikke noget om. Om Max Grelsby findes ikke andet oplyst, end at han omkring 1958 blev gift med den da ca. 23-årige Elisabeth Grum-Schwensen, som døde 1979, og med hvem han fik to børn, begge piger. Selv døde Max angiveligt omkring 1975. Det var dengang forbudt at have et seksuelt forhold til personer under 18 år, så alene af den grund var situationen alvorlig og spændt. Karinas mor, Carla, som var alene med sine tre hjemmeværende børn, havde ifølge Søren mere eller mindre halvhjertet forsøgt at stoppe Karinas og Max’ ulovlige og vel egentlig også usunde forhold, men hidtil forgæves. Carla havde først henvendt sig til Inger og Søren, for at spørge dem til råds, og begge havde sagt, at hun blev nødt til at sætte en trumf på, for at få gjort en ende på tingene. Det fik Carla til at mande sig op, idet hun langt om længe havde sat sig for at gøre alvor af det, og havde ringet Grelsby op og truet med, at hvis han ikke ophørte med at komme sammen med hendes umyndige datter, ville hun melde ham til politiet. Mindre end en halv time efter stod han, der boede omme på Nørrebrogade 3, kun få minutters gang fra Skt. Hansgade, oppe hos Carla, vistnok med nogle flasker rødvin. Han kendte nemlig hendes svaghed for de våde varer, og efter at de havde diskuteret frem og tilbage i en times tid, og herunder sat adskillige genstande til livs, gav Carla sig og tillod, om end modstræbende, at Max fortsat måtte se Karina. Forholdet mellem dem var derfor fortsat som hidtil.

Uheldigvis var Karina ikke hjemme, da Søren og jeg ringede omkring kl. 19,30, men moderen, Carla Kjær, henviste til Max Grelsbys telefonnummer, idet hun mente, at Karina sandsynligvis opholdt sig der. Det gjorde hun, og jeg kunne tydeligt høre hendes kvikke, muntre stemme, da Søren talte med hende i telefonen, men ikke hvad hun sagde. Han fortalte hende kort, hvad sagen drejede sig om og hvad der var gået forud, og at Else ikke kunne klare at påtage sig rollen som Lotusblomst. ”Ville det ikke være noget for dig?”, fortsatte Søren. En høj latter hørtes i den anden ende af røret, og derpå sagde hun et eller andet med en lavere stemmeføring, som jeg ikke kunne opfatte.

Da Søren havde lagt røret på, sagde han: ”Hun vil gerne prøve, men er lidt usikker på, om hun har talent nok som skuespiller! Men det må du prøve at afgøre, for hun kommer et smut herud allerede i aften!”. ”Det var da allerede noget, at hun gerne vil prøve!”, svarede jeg. På det tidspunkt kendte jeg intet som helst til Ingers søster Karina, ja, jeg anede end ikke at hun eksisterede, men jeg skulle altså allerede møde hende samme aften og afgøre, om jeg syntes hun havde talent og udseende til at kunne spille den forholdsvis store rolle som Lotusblomst.

En rigtig ”Lotusblomst”

Straks, da Karina omkring en god halv time senere trådte ind i den store stue i Sørens og Ingers lejlighed, så jeg, at hun hvad udseendet angik sagtens kunne illudere som Lotusblomst, lige som jeg med det samme kunne konstatere, at hun talte et højt, klart og tydeligt dansk, der ikke bar særligt præg af at hun var vokset op i Skt. Hansgade på Nørrebro. Karina var forholdsvis lille af vækst, men velskabt og med en meget smuk hovedform og langt, opsat hår. Dertil kønne øjne og ører, en velformet, let buet næse og smukke læber, kort sagt, alt i alt et ansigt, der kunne have tilhørt geishaen Lotusblomst, hvilket også turde fremgå af de få scenebilleder, der er gengivet her.

Karinas fremtoning virkede til gengæld lidt eksalteret, hvilket fremgik af hendes høje stemmeføring og hurtige tale, og hun havde desuden tydeligvis en teenagers problemer med, hvor hun skulle gøre af sine i øvrigt ganske pæne, men meget urolige hænder. Det var formentlig en del af forklaringen på, at hun tændte og røg en cigaret, så ofte lejlighed bød sig, ikke som en egentlig bevidst handling, men snarere en vanemæssig automatik.

I mellemtiden havde Inger serveret te og franskbrødsmadder med ost og marmelade, og mens vi nød traktementet, talte vi om stykket og rollen som Lotusblomst. ”Jeg vil gerne prøve”, sagde Karina, ”men vil ikke love noget, før jeg ved, om jeg kan gøre det godt nok!”. Det var jo ligefrem og ærlig snak. Men jeg håbede inderligt på, at hun ville og kunne påtage sig rollen, for efter at have talt med hende i det par timers tid, hendes besøg varede, var jeg blevet overbevist om, at hun sagtens ville kunne spille rollen som Lotusblomst. Det blev aftalt, at vi skulle mødes hos Søren og Inger allerede førstkommende lørdag og begynde indstuderingen af Karinas rolle som Lotusblomst. Ved samme lejlighed ville hun få overladt et eksemplar af rollehæftet, således at hun kunne øve sig på sine replikker hjemme.

Da Karina og jeg mødtes den følgende lørdag eftermiddag hos Inger og Søren, begyndte vi så småt indstuderingen af hendes rolle, og hun gik op i den med liv og sjæl, hvilket selvfølgelig glædede mig og satte mit humør adskillige grader i vejret. De altid meget gæstfrie værter, Søren og Inger, bød på aftensmad, og selv om Karina var kødspiser, faldt hun hurtigt ind i rollen som vegetar. Men der var dog særlig én ting, som Karina ikke ville undvære, og det var cigaretrygning, ja, det viste sig faktisk at hun havde et ganske pænt dagligt forbrug af cigaretter. Det var tydeligt, at hun brugte cigaretrygningen til at dulme sin nervøsitet med, og desuden var den allerede blevet en nærmest ubrydelig vane. Hverken Søren, Inger eller jeg var rygere på det tidspunkt, men vi respekterede naturligvis andres frie ret til at ryge.

Det blev sent den aften, og derfor blev Karina inviteret til at overnatte på sofaen inde i den store stue, mens jeg sov på divanen inde i den anden stue. Søren var lidt af en natteravn, men han sov til gengæld helst og gerne længe om morgenen, når han havde mulighed for det. Inger, der jo havde nok at se til med hus og børn fra tidligt om morgenen, blev træt og søvnig allerede omkring kl. tyve og begyndte at sidde og nikke med hovedet. Det endte i reglen med, at hun var den første af os, der gik til sengs. Omkring kl. 2 nat gav Søren op, men Karina og jeg blev siddende og talte sammen i endnu et stykke tid, før vi også gjorde alvor af at komme til køjs. Under vores dæmpede samtale, ville Karina gerne vide lidt om, hvem og hvad jeg var, og jeg fortalte derfor beredvilligt om nogle af mit livs mere eller mindre sørgmuntre fataliteter. Jeg fortalte hende herunder naturligvis også om mine børn, Jan og Annette. Karina fortalte også lidt om sig selv og sin familie, og om, at hun havde en kæreste, der var noget ældre end hende. Men, sagde hun, forholdet til ham var ved at være forbi.

Imidlertid havde Inger lagt et lagen, et hovedpudebetræk og et tæppe, som Karina kunne rede op på sofaen med. Det samme havde hun gjort til mig, der som sædvanlig skulle sove på divanen inde i dagligstuen. Lyset blev slukket, men gadelamperne lyste så kraftigt ind ad de store vinduer, hvor der ikke var trukket for, at stuerne næsten lå fuldt oplyst i nattemørket. Der var relativt stille nede på gaden, fordi sporvognene for længst var ophørt med at køre. Men til gengæld rumsterede og skramlede tankerne og følelserne i mit sind, så jeg havde svært ved at falde i søvn. Til sidst overmandede trætheden mig dog. Der var kun få timer til det blev morgen, og da blev jeg vækket af lille Torben, som det åbenbart var lykkedes at komme ud af sin seng og kravle ind i dagligstuen, hvor han nu stod oprejst og holdt sig fast til kanten af den divan, jeg lå på. Lille Torben blev til daglig kaldt ”Gaggi”, fordi han ofte sagde en lyd, der mindede om dette ”ord”. Hvad det skulle betyde, vidste ingen, men efterhånden kom alle, også Torben selv, til at opfatte ordet som hans navn.

Det var søndag, og omkring kl. 11 formiddag blev der serveret kombineret morgenmad og frokost for de voksne. De større børn, Peter og Claus var for længst stået op og havde givet sig selv og Jens og lille Torben morgenmad. Denne bestod oftest af en svingende fuld tallerken rå havregryn med godt med sukker på og mælk til. Det elskede drengene simpelthen, og endnu bedre var det, syntes de, når der over havregrynene blev hældt en portion cornflakes. De to store drenge, Peter og Claus, blev opdraget til at der var pligter, som de dagligt skulle udføre. Til pligterne hørte opvask, tømme skraldespand, hente optændingsbrænde og kul eller koks i kælderen, ja, sågar at tænde op i den store kakkelovn, der stod i den pæne stue. I dagligstuen var der en mindre brændeovn, som også skulle tændes op og passes.

Efter frokosten fortsatte Karina og jeg med indstuderingen af hendes rolle, og det gik tiden med, indtil eftermiddagsteen. Men bagefter genoptog vi arbejdet og blev ved indtil der blev meldt, at aftensmaden var klar. Jeg forstod aldrig, hvordan Inger klarede altid at servere god og rigelig mad til så mange mennesker, og nu tilmed til et par munde mere. Men i den tid, hvor jeg kom i deres hjem, når jeg var på orlov, og hvor Karina i reglen også var på besøg og ofte overnattede, følte jeg aldrig, at jeg kom til ulejlighed eller var en belastning for deres i forvejen anstrengte økonomi. De to dejlige mennesker, Søren og Inger, havde godt nok husrum, men samtidig i usædvanlig grad også hjerterum.

Ved aftensmaden, der som sædvanlig blev indledt med aftenbøn, bemærkede jeg for første gang, at den ellers altid venlige og rare Søren godt kunne blive vred, endog meget vred. Det skete, når en af de store drenge foretog sig et eller andet, der åbenbart ikke behagede Søren, for i næste øjeblik dunkede han den arme synder hårdt oven i hovedet, samtidig med at han hævede sin vrede stemme til en vælde, som jeg ikke ville have tiltroet ham. Drengen fik tårer men også trods i øjnene, hvis det var Peter, og græd ulykkeligt, hvis det var Claus, der blev offer for Herrens vrede. Efter aftensmaden skulle de to ældste drenge tage af bordet, bære ud og vaske op. Først derefter havde de fri. Imens satte vi fire voksne os ind ved sofabordet i den store stue, hvor vi snart var dybt involveret og optaget af at samtale om alt mellem himmel og jord. Men snart var Søren og jeg dybt inde i filosofiske problemstillinger, særlig om indisk filosofi og Yoga. Inger havde også sin opfattelse af tingene og gav gerne sit besyv med, men det er klart, at en ung pige som Karina ikke rigtig kunne følge med i emner, som hun ikke kendte særlig meget til, og derfor faldt hun og Inger snart i snak om mere jordnære og menneskelige emner.

Amoriner i luften

Søren og jeg havde jo udvidet orlov, og skulle først møde i lejren mandag morgen kl. 9. Derfor blev vi også denne aften siddende og diskutere til det igen blev sent. Karina gjorde ingen tegn til at ville bryde op, hvilket egentlig undrede mig, men ikke Inger, der som kvinde sikkert har anet, at der var amoriner i luften mellem hendes lillesøster og mig. Søren derimod, lagde tilsyneladende ikke mærke til noget usædvanligt. Det gjorde han for resten aldrig, for dertil svævede hans sind og tanker for højt over dagligdagens fataliteter. Og han elskede simpelthen at sidde og samtale og hygge sig, og helst til langt ud på de små timer.

Inger var igen den, der først sagde godnat, idet hun mindede Søren om, at alle skulle tidligt op næste morgen. Han gik da også, om end tydeligt modstræbende, tidligere til ro end aftenen før. Karina og jeg sad nu atter alene tilbage og talte lidt sammen, indtil vi også gik hver til sit sovested. Forinden havde vi hver for sig været på badeværelset, jeg for at børste tænder og tisse af, og Karina for det samme og for at rense ansigt. Hun brugte imidlertid næsten ingen sminke, kun læbestift og lidt pudder. Desuden løsnede hun sit meget lange hår, der faktisk nåede hende ned til, hvor ryggen bliver uartig. Længden på hendes hår overraskede mig, for når hun havde sat håret op omkring en valk i nakken, skulle man ikke tro, at det var så langt, som tilfældet var.

Denne aften fortalte Karina mig nogenlunde fortroligt om sit forhold til Max Grelsby, og sagde bl. a., at hun flere gange havde forsøgt at gøre det forbi med ham, men han tiggede og bad hende hver gang om at blive. Hun havde hidtil altid endt med at føje ham, men nu havde hun besluttet at ville gøre alvor af at bryde forholdet til ham. Denne beslutning støttede jeg hende i, fordi jeg umiddelbart mente, at det sikkert ville være det bedste for hende selv. Underbevidst gjorde jeg det jo nok mindre af uselviske grunde, idet min sympati for Karina var begyndt at ligne noget i retning af forelskelse.

Karinas familie

Den aften eller nærmere nat, fortalte Karina mig også lidt om sin familie, og stykket sammen med, hvad jeg havde fået fortalt herom af Inger og Søren, vidste jeg, at moderen hed Carla Kjær, og hun for en del år siden havde været gift med Hans Christian Kjær, som hun imidlertid senere blev skilt fra, angiveligt på grund af hans utroskab. Han var møbelhandler og havde forretning på Skt. Hans Torv og senere i Skt. Hansgade, lige overfor hvor Carla nu boede. Han blev almindelig kendt i kvarteret under navnet ”Christian Pik”, idet det forlød, at han gjorde flittigt brug af sit dertil indrettede redskab, når han besøgte sine kvindelige kunder og bekendte. Allerede før krigen havde han imidlertid tjent så mange penge, at han havde råd til at holde en dyr personbil, og på et tidspunkt fik han også råd til at bygge sig en villa ude i en af forstæderne, hvor han og konen flyttede ud. Her fik de deres første tre børn, Inger, Erik og Paul. Senere begyndte det at gå økonomisk ned ad bakke for den brave møbelhandler, og det endte med, at han måtte sælge villaen, hvorefter han lejede en forholdsvis stor lejlighed i Skt. Hansgade 19, 3. sal., som familien flyttede ind i. Her fik de ikke længe efter yderligere tre børn i rap: Hans Christian, kaldet H. C., Mogens og Karina. Sidstnævnte blev født den 6. april 1939, altså tre dage før den tyske besættelse af Danmark året efter, 1940. Forholdet mellem Carla og Christian Kjær gik efterhånden dårligt, vistnok fordi hun især ikke længere kunne tolerere hans utroskab, og til sidst endte det da også med skilsmisse.

Christian Kjær, om hvem jeg fik at vide, at han tidligt i århundredet (det 20.) indvandrede fra Tyskland til Danmark, var tilsyneladende hård ved især sin ældste søn, Erik. Da denne under besættelsen havde lavet en eller anden alvorlig skarnsstreg, truede faderen sønnen med, at hvis det gentog sig, ville han sende ham til opdragelse i SS-korpset i Tyskland. Dette blev dog vistnok aldrig til noget, men sønnen Erik mistede al respekt og kærlighed til sin far, som han altid siden omtalte med stor bitterhed.

Efter skilsmissen gjorde Christian Kjær efter fleres udsagn ikke meget ud af at holde kontakten med sine børn. Det bevirkede, at det yngste barn, Karina, faktisk ikke kendte sin far, men nok vidste, hvem han var og hvordan han så ud. Hun havde tilmed arvet sine fornemme ansigtstræk fra ham, hvorom det med nogen usikkerhed og ubekræftet forlød, at han var af jødisk afstamning.

Måske skæbnens spil?

Men den omtalte nat, var jeg næsten faldet i søvn, da jeg mærkede den luftige berøring af et florlet stof, der kildede mit ansigt. Til min store overraskelse så jeg, at stoffet var identisk med Karinas næsten gennemsigtige natkjole og at hun var ved at krybe op og putte sig ned ved siden af mig. Jeg kom til at ryste over hele kroppen af nervøsitet og ophidselse, og den sidstnævnte blev ikke mindre af, at jeg uden videre fik lov til at røre ved hende. Hun blev åbenbart også selv ophidset, for snart efter lå vi i en hed omfavnelse, der naturligt nok endte i samleje. Det nye for mig var især, at jeg for allerførste gang i mit liv havde samleje med en kvinde, som dels var våd det rigtige sted og som dels fik en orgasme, som så vidt jeg kunne bedømme ikke var skuespil. Det med, at kvinder kunne og helst skulle blive våde i skeden, havde jeg ganske vist erfaret allerede dengang, jeg kom sammen med min barnekæreste Alice, men vi havde aldrig haft samleje med hinanden, kun dyrket, hvad amerikanerne kalder for ”petting”.

Forstå det, hvem der kan, men jeg følte mig som dagens - eller nattens – mand, og kunne have råbt min næsten grænseløse lykke og stolthed ud over byens i øvrigt nattestille gader, for jeg vidste nu, at jeg for anden gang i mit liv var rigtig forelsket, tilmed op over begge ører. Min første forelskelse havde været i Alice, som også var forelsket i mig. Men til min om muligt endnu større lykke følte jeg, at min forelskelse var gengældt af den unge, smukke pige, jeg havde delt seng med denne nat.

I den følgende tid blev Karinas og mit forhold fastere, og jeg var i al fald meget forelsket i hende og havde også indtrykket af, at hun var det i mig. Vi sov i reglen sammen hos Søren og Inger hver eneste weekend, dels for at øve på hendes rolle, og dels for bare at være sammen. De to syntes at bifalde udviklingen af Karinas og mit forhold til hinanden, og i hvert fald sagde Inger ikke noget, hverken for eller imod. Søren var dog mere skeptisk, og en dag, da han og jeg var alene, sagde han: ”Harry, kvinder er og bliver din skæbne!. Du får kam til dit hår med Karina!”. Jeg forstod dengang ikke rigtigt, hvad det var, han mente, men det skulle jeg senere komme til fuldt ud at forstå. Selv den mest skinnende ’medalje’ har jo som bekendt en bagside.

En drøm opfyldtes

Imidlertid nærmede tiden sig, hvor jeg og mit hold af nægtere skulle hjemsendes, nemlig den 7. Juni, så derfor gjaldt det nu om så vidt muligt at sikre sig et arbejde i det civile liv. Jeg bar jo til stadighed på håbet om at få mulighed for at vende tilbage til tegnefilmbranchen. Derfor ringede jeg en lørdag eftermiddag i begyndelsen af maj 1957 til Børge Hamberg, som jeg jævnligt havde været i telefonisk kontakt med under mit ophold i Gribskovlejren. Han og konen, Bodil, boede på det tidspunkt i noget nybyggeri i Brøndby Vænge i Brøndbyøster, og ved denne lejlighed fortalte jeg ham bl. a., at jeg skulle hjemsendes den 7. juni og giftes den 9, juni, og jeg ville derfor høre, om der eventuelt var brug for mig hos Barfod. Det var der, sagde han, men mente at det nok var bedst, at jeg selv kom ind en dag og aftalte det med bossen. Eftersom det var meget vigtigt for mig at få noget at bestille og tjene penge, så hurtigt det lod sig gøre, opsøgte jeg Barfod den førstkommende lørdag formiddag. Her var jo tilsyneladende tilmed min store chance for at realisere drømmen om at vende tilbage til tegnefilmbranchen.

Alt gik glat under samtalen med Barfod, som bortset fra hans medarbejdende kone, Birthe, var alene på tegnestuen. På mit undrende spørgsmål hvorfor, svarede han: ”Her har vi indført lørdagsfri. Det vil jo alligevel efterhånden blive mere og mere almindeligt, og vi vil gerne være på forkant med udviklingen!”. Han og jeg blev enige om, at jeg skulle have 1000 kr. i månedsløn til at begynde med, 14 dages sommerferie og 1 uges vinterferie. Arbejdstiden var mandag til fredag kl. 9 – 17, og lørdag som sagt fri. Det lød jo alt sammen som sød musik i mine ører, men jeg sagde dog til Barfod, at han nok ikke skulle forvente, at jeg ville være særlig hurtig, rutineret og effektiv som tegner og animator i starten. ”Hamberg har sagt god for dig, det er nok for mig!”, sagde han, og dermed var den side af sagen uddebatteret.

Det var naturligvis med den største glæde, at jeg kunne fortælle Karina og min nærmeste familie og mine venner, at jeg nu for første gang i mange år var sikret et tilmed relativt velbetalt arbejde, der havde med tegnefilm at gøre. Det var næsten ikke til at tro på dette fantastiske held, når jeg tænkte tilbage på alle de besværligheder og nederlag, der havde været undervejs, og som nogle havde anset for dagdrømme og utopi. Den aften, som var kort før premieren på ”Det lille Thehus”, havde Karina og jeg bestemt os til at vi ville gifte os, så snart jeg blev hjemsendt, mere bestemt to dage efter, nemlig den 9. juni 1957. Brylluppet skulle stå på Københavns Rådhus, og festmiddagen bagefter endte det med, at de hjertensgode folk, Søren og Inger, tilbød, kunne holdes hos dem.

På det tidspunkt, der her er tale om, dvs. i begyndelsen af maj 1957, havde Karina og mine forældre kun mødt hinanden en enkelt gang, en søndag eftermiddag, hvor vi var på besøg hos dem. Da far og mor hørte om mine nye giftermålsplaner, blev de ikke umiddelbart særligt begejstrede for det, hvilket jeg for resten heller ikke havde forventet eller kunne fortænke dem i, mit mislykkede ægteskab med Else taget i betragtning. Men dels kendte de endnu ikke Karina særlig godt, og dels vidste de jo mere end nok om, hvordan det hidtil var gået mig på den ægteskabelige front. Min mor blev som altid tavs og slog ud med nerveknopper og trak sig tilbage til sine gøremål i køkkenet. ”Små slag, små slag!”, sagde min far altid til mig, når han syntes jeg stod i færd med at foretage mig noget, som han mente jeg ikke kunne overskue. Men ”små slag” var det desværre ikke min natur eller mit temperament at slå. Dertil manglede jeg simpelthen livserfaring i almindelighed og erfaring med kvinder i særdeleshed.

”Den sidste tosse er ikke født”

Min skæbne ville, at jeg var forelsket til op over begge ører og forhippet på at gifte mig med Karina, så vi kunne skabe os et hjem, som også kunne blive en slags fristed for Jan og Annette, når de kom på besøg hos os. Derfor kunne giftermålet ikke ske hurtigt nok efter min mening. ”Men hvor vil I bo!?”, spurgte far inkvisitorisk. Det havde vi faktisk ikke rigtig tænkt over eller planlagt endnu, men inden jeg nåede at svare, udbrød mor til min store overraskelse: ”De ka’ da bo gratis her i lejligheden i den tid, vi selv bor ude i haven! Så kan de også nå at spare penge sammen til indskud på en lejlighed!”. ”Ja, selvfølgelig kan de det!”, sagde far, tilsyneladende noget formildet ved udsigten til, at der var en slags løsning på problemerne, når nu hans selvrådige søn ikke ville lytte til fornuftens stemme. Det lød jo umiddelbart også godt i mine ører, men hvad sagde Karina til tilbuddet. Hun tøvede med sit svar, men jo, det syntes hun da kunne lade sig gøre, selvom hun havde tænkt sig, at hun og jeg først skulle flytte sammen, når vi havde anskaffet os vores egen lejlighed. Hun kunne dog godt se fordelen ved indtil videre at bo gratis i mine forældres lejlighed.

Flere år senere måtte jeg sande min fars advarende ord om ”små slag”, som betød noget i retning af: Lad være med at flyve højere, end du magter, for det betyder dybt at falde. Og mon ikke han skulle få ret, for jeg kom få år senere til at falde så dybt ned i fortvivlelsens natsorte afgrund, at det blev svært for mig at komme op igen. Det tog mig faktisk omkring 10 år at kravle op, så jeg kunne se lyset, og sammenlagt 14 år, før jeg kom helt op til overfladen igen og blev menneske på ny. Men det er en anden og senere historie, som der først vil blive fortalt om i kronologisk rækkefølge.

Karinas mor, Carla, levede på det tidspunkt sammen med en mand, der hed Alfredo, men som hun for sjov – og absolut misvisende - ofte kaldte for ”Al-fred-og-ro”. Han var snedker af profession og arbejdede også som sådan. Han delte i rigeligt mål Carlas hang til de våde varer, og de tilbragte en del af fritiden sammen omme i et værtshus i Ravnsborggade, som blev kaldt ”Pisserenden”. Da vi fortalte dem, at vi ville gifte os, sagde den lettere beduggede og ligeledes evigt cigaretrygende Carla: ”Ja, velbekomme jer! Den sidste tosse er ikke født endnu!”, mens Al-fred-og-ro, hvis øjne svømmede i hans stærkt furede gummiansigt, nøjedes med at bevæge kroppen uroligt i stolen, skære en grimasse, hoste og harke en ekstra gang og suge kraftigt på den cigaret, der var en uundværlig del af hans væsen. Hans fingre på højre hånd var gulbrune af årelang flittig cigaretrygning. Da han langt om længe igen havde fået vejret efter det kraftige hosteanfald, mumlede han noget i denne retning: ”Ja, den er go’ med jer! Men det er da vel løgn!”.

Det var imidlertid ikke løgn, at Karina og jeg ville gifte os, men indtil videre havde vi nok at tænke på, især med at nå at få opsætningen af ”Det lille Thehus” færdig til premieredatoen den 18. maj. Det var dog naturligvis mig, som havde hovedansvaret for at det kunne og skulle lykkes og som det meste derfor hang på. I den sidste godt halvanden måned op til premieren, fik de involverede nægtere og jeg så travlt med at nå alt, hvad der skulle nås, at vi praktisk talt ikke havde hverken tid eller kræfter til at tænke på andet. Det var Ikke mindst i den henseende, at vores amatørforestilling tilnærmelsesvis kom til at ligne opsætningen af en professionel teaterforestilling.

Arbejdet med og på ”Det lille Thehus”

Forskellige smågrupper af involverede nægtere var i gang med fremstillingen af dekorationer, anskaffelse af rekvisitter og andet, der var nødvendigt til forestillingen. Jeg havde fået den idé, at vi skulle lade prosceniet indramme som en japansk himmelport og lave et ekstra fortæppe, vævet af siv. Det var Ole Bjørnild og Søren Svendsen, der bl. a. stod for opbygningen af himmelporten, mens ”Strammeren” havde påtaget sig opgaven med at flette sivtæppet. Han var allerede for længst gået i gang med forberedelserne til det, idet han og et par andre nægtere en dag var nede ved Esrum Sø og skære så mange siv, som man mente, der ville blive brug for. Siden var han begyndt at flette måtten eller tæppet, som af praktiske grunde måtte deles op i flere baner, så vidt jeg husker tre, nemlig en midterbane og to sidebaner. Arbejdet viste sig dog hurtigt at være for meget for en enkelt mand, og Børge Enrico, ”Strammeren”, fik derfor assistance af Jens Jacobsen, der også fungerede som kostumier. Det sidstnævnte arbejde bestod mest i at anskaffe, tilskære og sy de stoffer, hvoraf der skulle fremstilles tøj til de fattige japanske indbyggere i stykket. Til dette formål valgte vi finmasket sækkelærred, der illuderede ganske godt. Jeg erindrer ikke, om nogen af de medvirkende damer hjalp Jens med syarbejdet, men det tror jeg nok, idet der foresvæver mig noget om, at Jørn Kroghs kone, Lilli, og vistnok også en anden nægterkone, gav en hånd med.

Børge Enrico blev i øvrigt vistnok hjemsendt den 1. maj og altså inden premieren på ”Det lille Thehus”, men han gjorde sit arbejde med fortæppet færdigt forinden og deltog også i prøveophængningen af det oppe på scenen i Mårum Forsamlingshus. Det viste sig, at det ville være nødvendigt med endnu en bane sivmåtte, og så vidt jeg husker, var det André Mogensen, der overtog og gjorde flettearbejdet helt færdigt. Heldigvis fik Strammeren resultatet at se, for han deltog som gæst ved premieren. Men det er beklageligt og ren og skær forglemmelse under travlheden, at ingen af de to, men især Børge Enrico, ikke fik credit i forestillingens trykte program for deres store og beundringsværdige indsats.

Imens var der også stor travlhed blandt de involverede nægtere, der fungerede som dekorationsmalere: Ole Bjørnild, Søren Svendsen, Leif Jensen, Leif Andersen, Erik Jønsson, Ebbe Høj og – ikke mindst - Thomas Winding. Sidstnævnte blev år senere en fremtrædende og mangeårig medarbejder ved TV’s børne- og ungdomsafdeling (B&U). Men i forbindelse med opsætningen af ”Det lille Thehus”, kom han med en nærmest genial løsning på et kulisseproblem. Han foreslog nemlig, at kulisserne blev lavet som sammenfoldelige sætstykker, der hurtigt og nemt ville kunne sættes op og fjernes igen under forestillingen, således at der kunne foretages hurtige sceneskift. Så vidt jeg ved og husker, var Thomas Winding selv med til at male de nævnte sætstykker. I det civile liv var han tegner og havde arbejdet som sådan hos avisen Social-Demokraten, hvor hans læremester var tegneren Hans Lollesgaard.

Det var Ole Bjørnild, der var hovedansvarlig for dekorationerne til ”Det lille Thehus”, og det gjorde han med talent og ildhu. Det var ham, der stod for udførelsen af den japanske himmelport, som skulle danne stemningsfuld ramme om den ellers banale sceneåbning, også kaldet proscenium. Endvidere var det f. eks. ham og Søren Svendsen, der efter min idé og opfordring malede den meget store og romantisk smukke baggrundsdekoration, på hvilken man så den rødlige himmel og solen bag nogle store og nærmest silhuetagtige palmer i forgrunden. Dekorationsstilen var i det hele taget bevidst stiliseret i lighed med japanske træsnit og forenklet til det mindst mulige, for netop at nærme os de tendenser i kunst og grafik, der dengang var oppe i tiden.

En anden gruppe involverede nægtere gik i gang med at fremstille en formindsket udgave af den jeep, der var en nødvendig rekvisit i forestillingen. Formindskelsen var påkrævet af hensyn til scenens relativt lille størrelse i Mårum Forsamlingshus, og som udgangspunkt for konstruktionen valgte man at bruge gummihjul, der var beregnet til trillebøre. Hjulene var med forlov lånt fra nogle af lejrens trillebøre, hvilket for øvrigt og selvfølgelig ikke behagede ”Rotten”! Det færdige køretøj kom til forveksling til at ligne en rigtig jeep, bortset fra størrelsen, men den illuderede godt på scenen og kunne desuden bære 5-6 personer af gangen, sådan som den skulle i en af scenerne.

Imens alt dette mere praktiske forarbejde stod på, øvede vi aktører ved alle de lejligheder, vi kunne og havde mulighed for. Det foregik dels i lejren og dels hos Søren og Inger i København. Stykket begyndte derfor så småt at tage form, og efterhånden fik jeg så meget hold på det, så jeg faktisk kunne huske scenegangen og replikkerne udenad ned til de mindste detaljer. Men desuden måtte jeg samtidig stå for det praktiske arrangement omkring forestillingen, dvs. aftale leje af busser fra og retur til København, udarbejde køreplan og meget andet og mere. Heldigvis fik jeg i sidste ende stor hjælp til dette af min gode ven og tidligere medredaktør på nægterbladet, Ivar Nielsen, som også kom til at stå for den regnskabsmæssige side af sagen. Han havde for nylig taget eksamen i forbindelse med sin uddannelse som revisor – altså under opholdet i Gribskovlejren! – så hvem ville være bedre egnet som kassemester, end netop ham.

Det blev også min opgave, at vælge den musik, der skulle bruges under forestillingen. Som tidligere omtalt, kunne vi af ophavsretlige grunde ikke få udleveret nodematerialet til ”Det lille Thehus”, men den svenske forlægger havde anbefalet os, at anvende en grammofonmusik, vi selv fandt passende. I det øjemed tog jeg en dag ind til Concerno i Gl. Mønt i København, og her fandt jeg efter nogen tids søgen en grammofonplade med balinesiske rytmer. Vel var disse ikke japanske, men de lød næsten sådan, og derfor skønnede jeg, at de ville kunne bruges. Dette var både Birger Guy og Kurt Henning Pedersen enige med mig i. Sidstnævnte skulle i øvrigt stå for musikanlægget og afviklingen af musikken til stykket. Kurt Henning Petersen var som tidligere nævnt uddannet organist, og før han kom til Gribskovlejren, var han ansat som lærer i Åkirkeby på Bornholm, hvor han også var organist i kirken. Som det vil huskes, så havde Kurt Henning Petersen været pianoakkompagnatør under opførelsen af ”Genboerne” i Maarum Forsamlingshus i foråret 1956.

Alt tegnede derfor lyst og positivt, i al fald hvad arrangementet omkring og opførelsen af ”Det lille Thehus” angik. For mig personlig så fremtiden også ud til at skulle forme sig sådan, som jeg efter omstændighederne kunne ønske det, især fordi jeg jo havde fundet, hvad jeg dengang troede skulle blive min livsledsagerske. Derfor gled de triste og bekymrede tanker omkring Jan og Annettes videre liv og skæbne noget i baggrunden, så meget mere, som jeg mente, at det måtte være muligt for Karina og mig at give dem et slags reserve-hjem, hvor de kunne komme og være, når der var mulighed for det, og senere, når de selv havde lyst og behov for det.

Prøverne og arrangementet omkring opførelsen af ”Det lille Thehus” var efterhånden så meget på plads, at vi i april 1957 kunne sætte følgende opslag op på tavlen ovre i Fællessalen:

I N D B Y D E L S E

Vi har hermed fornøjelsen at indbyde til nægterfest i Mårum forsamlingshus, lørdag den 18. maj, kl. 19,30.

Dramatisk Kreds opfører skuespillet ”DET LILLE THEHUS”, af amerikaneren John Patrick.

Derefter er der bal til den lyse morgen til tonerne af Ib Olsens 6 mands orkester. I aftenens og nattens løb bydes på forskellige traktementer som kaffe med kage, natmad bestående af tre stykker

smørrebrød pro persona og noget til at skylle det ned med.

Adgangskort à kr. 6.00 fås ved henvendelse til Harry Rasmussen, Gribskovlejren, tlf. Esrom 88.

Ligesom tidligere vil befordringen kunne ske pr. bus. Der startes fra Rådhuspladsen kl. 17,30, og gøres holdt de steder, hvor der eventuelt er passagerer at medtage.

Returbilletter à kr. 10,00, enkeltbilletter à kr. 6,00.

Billetterne må reserveres senest den 1. maj. Adgangskort og busbilletter betales under kørslen.

OBS! INTET BILLETSALG VED INDGANGEN!

Venlig hilsen

på D. K.s’ og egne vegne

Harry Rasmussen.

Generalprøve og premiere

Imidlertid nærmede premieredatoen sig hastigt, men uden at den egentlig kom bag på nogen af os. Alligevel endte det med, at generalprøven først kunne afholdes samme dag, som selve premieren skulle finde sted. Dette skyldtes ikke mindst, at det var vanskeligt for de medvirkende piger, hvoraf de fleste kom langvejs fra, at afse tid på andre tidspunkter end lørdage, og at holde generalprøven lørdagen før premieren, syntes vi ville være for tidligt.

Lørdag den 16. maj ankom pigerne til Mårum forsamlingshus ved middagstid, og så vidt jeg erindrer, begyndte vi på generalprøven omkring kl. 14, og da forestillingen varede ca. 2½ time, skønnede vi, at der ville blive rigelig tid til både at foretage nogle eventuelle korrektioner og desuden til at deltage i middagen i forsamlingshusets store sal, som skulle begyndte kl. 18, og var planeret til at vare til omkring kl. 19.30.

Der var naturligvis mere eller mindre nerver på hos alle under generalprøven, som da heller ikke blev afviklet uden problemer og gnidninger. Der blev god brug for suffløren, Kurt Larsen, for stort set alle os hovedrolleindehavere fik selvfølgelig op til flere blackouts, hvor replikkerne pludselig var forsvundet ud i den blå luft. Både Birger Guy som Oberst Purdy, Jørn Krogh som Kaptajn Fishby og Ole Kauffeldt som Kaptajn McLean glemte ind imellem hele eller halve replikker, og det skabte lidt forvirring og forsinkelse, fordi suffløren måtte rette på dem. For mit eget vedkommende gik det sådan set nogenlunde med Sakinis lange indledningsmonolog, hvor publikum bydes velkommen og introduceres til stykkets handling, men ind imellem glemte jeg en linje eller to. Desuden var jeg så uheldig, mens jeg opholdt mig nede i sminkerummet, at der pludselig knækkede en flis af min venstre hjørnetand. Det gjorde ikke ondt, men satte mig i lidt dårligt humør, som bevirkede at jeg blev irritabel. Til denne irritabilitet bidrog i øvrigt en af de medvirkende nægtere, Ralf Petersen, der spillede en forholdsvis lille rolle som Mr. Seiko. Hans kone, Birthe, spillede for resten Gamle dames datter. Det gik særlig galt, da Ralf på et tidspunkt henne i generalprøven simpelthen nægtede at være med længere, angiveligt fordi han syntes, jeg var for grundig og nidkær i min instruktion, hvilket han dog var den eneste om at mene. Vi andre talte derfor om at udelade Ralfs rolle som Mr. Seiko, som sådan set var en birolle, om end af betydning for stykket, men den kunne strengt taget droppes om nødvendigt.

Midlertidig misstemning

Den gode Ralf havde i det hele taget været lidt modvillig under det meste af forløbet med at indstudere ”Det lille Thehus”, men hans manglende samarbejdsvilje blev forværret under generalprøven. Desuden lod han sin surhed gå ud over sin stakkels grædende, kønne kone, Birthe, så nogle af de andre piger måtte trøste hende. Det irriterede og gjorde mig vred, at denne ene mand gjorde forsøg på at ødelægge den gode stemning og spilleglæden for alle os andre, der var opsatte på at nå det bedst mulige resultat. Det var trods alt et lystspil, vi opførte, og det mente og følte vi andre os forpligtede til at formidle til det sandsynligvis glade og forventningsfulde publikum, der ville ankomme om få timer.

Til sidst kunne jeg ikke længere styre eller lægge en dæmper på min vrede, og på et tidspunkt, da jeg syntes Ralfs obstruktion havde varet længe nok, råbte jeg nede fra salen og op til scenen, at det nu kunne være nok med hans nykker, og at jeg derfor ville lade Mr. Seikos rolle udgå. Herunder opholdt Ralf sig nede i sminkerummet, idet han havde nægtet at gå på scenen, men der var så stille og lydt, at han nemt kunne høre, hvad jeg råbte. Jeg havde på forhånd overvejet risikoen for, at dette kunne medføre, at også Ralfs kone, Birthe, ville nægte at medvirke. Men hendes rolle kunne om nødvendigt strengt taget også undværes. Ralf viste sig overhovedet ikke på scenen under resten af generalprøven, heller ikke selvom hans kone og et par af de andre medvirkende gjorde forsøg på at formilde ham og få ham til at indse, at fejlen var hans.

Allerede under de senere og sidste prøver i Søren og Ingers lejlighed, havde jeg lagt mærke til, at charmøren Ralf ofte sværmede i nærheden af Karina, også selvom hans egen kone var til stede, og at han benyttede enhver lejlighed til at tale dæmpet med hende og rose hendes præstation som Lotusblomst. Karina følte sig tydeligt smigret over hans sværmeriske og tilbedende ord, selvom hun og jeg på det tidspunkt havde aftalt at gifte os netop den dag, da vi selv og alle aktørerne sent om aftenen skulle rejse med færgen til Bornholm. Men vi havde samtidig også aftalt, at hemmeligholde brylluppet for alle de øvrige medvirkende i ”Det lille Thehus”. Ingen vidste eller anede derfor noget om det forestående bryllup, heller ikke Don Ralf.

Et stykke tid forud for premieren på ”Det lille Thehus” havde jeg også måtte afse tid til at skrive teksten til en lille 4-siders program-brochure, som vi mente stykket og vores arbejde med det fortjente at få med på vejen. Jeg måtte tilmed fare til at tegne en lille forsidevignet, som skulle forestille den japanske tolk Sakini, men som altid, når jeg skulle tegne hastigt nedkradsede lejlighedstegninger, var jeg stærkt utilfreds med resultatet, da jeg så det på tryk. Men der var desværre ikke tid til at gøre det om.

Programmet til ”Det lille Thehus”, som blev trykt hos bogtrykker Helge Foghmar på Nakskovvej 62 B i Valby.

Tegning og tekst © 1956 Harry Rasmussen.

Jeg husker ikke længere, hvad trykningen af programmet kostede, men da vi senere skulle have trykt et program til opførelsen af ”Det lille Thehus” på Bornholm, fik vi bogtrykkeren til at trykke 200 programmer med ny tekst på forsiden og med udeladelse af annoncerne på bagsiden. Det kostede den nette sum af 45,50 kr. Som det fremgår af programmets forside, så var forestillingen her annonceret til at begynde kl. 20, men for alle tilfældes skyld havde vi sat tidspunktet til kl. 19,30. Men bortset fra det. så havde jeg skrevet en lille introduktion til stykket, som blev trykt på brochurens side 2 og som lød sådan:

Smukke damer – elskværdige herrer!

Har herved den ære at præsentere den tredje vellykkede fiasko i Dramatisk Kreds historie.

Trods det at vi har taget munden for fuld og valgt John Patricks morsomme og satiriske skuespil ”Det lille Thehus”, er det lykkedes at skabe en ufrivillig tragikomisk forestilling ved hjælp af en forbilledlig mangel på indsats af enhver art; dog undtages herfra samtlige aktører og øvrige medarbejdere, som ved en overmenneskelig præstation har gjort det muligt for Dramatisk Kreds at lade tæppet gå (forudsat at mekanismen ikke svigter!)

En speciel tak rettes til mig, der ved tilsidesættelse af alle personlige hensyn har gjort det muligt at skabe en tålelig stemning for publikum (nb – husk baren!)

Harry Rasmussen

Herefter indeholdt programmet en kortfattet skematisk oversigt over stykkets 3 akter med i alt 9 scener. På programmets side 3 var der en oversigt over samtlige rollehavende og øvrige medarbejdere under selve opførelsen af stykket, men de mange nægtere, som havde givet en hånd med under de store praktiske forberedelser, der var gået forud, er dog ikke nævnt. Dem sender jeg derimod en taknemmelig tanke her.

På programmets side 3 kunne man læse hvem, der medvirkede i hvilke roller,

samt om det kreative og ’tekniske personales forskellige funktioner.

For at få økonomi til trykningen af programmet i et antal eksemplarer, som jeg ikke længere husker, - det program jeg selv har, har nr. 207 - fik vi nogle af de mere formående nægtere til at annoncere på programmets bagside. De tre herrer, Erik Carlsen, Børge Enrico Johnsson og Robert Felby, fortjener derfor også at få deres navne nævnt her, selvom det jo er mange år siden, at det hele foregik. Jeg har ingen viden om, hvorvidt de pågældende stadig lever og ejheller om de fortsat driver den virksomhed, som står nævnt i deres respektive annonce, hvilket dog næppe er sandsynligt, da de alle tre må være højt oppe i alderen, hvis de fortsat lever.

Bagsiden af forestillingens program med annoncer for Carlsens kvalitetsmøbler. Strammeren, Børge Enrico Johnssons lidt småvittige overskrift ”Stol på Strammer”” – han polstrede jo bl.a. stole, og endelig Robert Felbys korte, men klare budskab: ”ESPERANTO? … så er det Felby”. - © 1957 Harry Rasmussen.

Generalprøven på ”Det lille Thehus” trak så længe ud, at det stod os klart, at i al fald hovedrolleindehaverne ikke ville kunne nå både at klæde om og sminke af, for at deltage i fællesspisningen i salen, og så klæde om og blive sminket igen, inden selve forestillingen skulle begynde kl. 20. De af os, der følte behov for det, valgte derfor at få lidt mad bragt ned i omklædningsrummet og spise der. Men birolleaktørerne mente, at de sagtens kunne nå det hele, og det blev derfor deres egen sag, hvad de ville, når blot de kunne være parate til tiden.

Mens Jørn Krogh, Birger Guy, Ole Kauffeldt, Karina og jeg sad nede under scenen og hørte den summende og skramlende lyd af de mange spisende mennesker i salen, talte vi om Ralf. Han deltog sammen med sin kone og de øvrige birolleaktører i fællesspisningen. Men de ovennævnte gav mig medhold i, at det havde været rigtigt af mig, at sætte Ralf stolen for døren, fordi han ikke skulle have lov til at bestemme, hvordan stykket og rollerne skulle spilles. Denne opgave og dette ansvar var alle enige om var pålagt mig og kun mig, der havde vist min næsten professionelle duelighed under opsætningen af ”Genboerne” og ”Blåmanne-Sjov”. Begge disse forestillinger var blevet afviklet og spillet med stor publikumssucces. Men i den situation, hvori vi nu stod, måtte vi drøfte, hvordan vi skulle forholde os, hvis det viste sig at Ralf og hans kone for alvor havde trukket sig ud af forestillingen. Vi var enige om, at det selvfølgelig ville være bedst, hvis Ralf og hans kone fortsat var med som aktører, men de kunne altså strengt taget også undværes. Det krævede blot en mindre og hurtig omrokering i scenearrangement og udeladelse af Ralfs relativt få replikker.

For resten havde vi måttet udelade en af de andre mandlige, japanske biroller, simpelthen fordi vi ikke havde nogen til at spille den, men også fordi den heller ikke var strengt nødvendig for handlingens afvikling. Den pågældende, Mr. Gushi, blev imidlertid nævnt i stykket, nemlig i den scene, hvor Kaptajn Fishby spørger Sakini, hvorfor de forskellige japanske indbyggere i landsbyen Tobiki, ikke som aftalt er mødt op til det arbejde, der er blevet dem pålagt og som de har indvilget i at udføre. På kaptajnens spørgsmål om, hvorfor den og den ikke er mødt op, svarer Sakini med at forsvare og undskylde hver enkelt af dem med, at der var noget andet og vigtigere, de hver især havde været nødt til at foretage sig, i stedet for at udføre et arbejde, som de mente godt kunne vente.

I henhold til min desværre ikke helt præcise hukommelse, lød replikskiftet mellem kaptajn Fishby og tolken Sakini nogenlunde, som herunder gengivet, og i hvert fald er pointen rigtig.

Kaptajn Fishby: Hvor er Mr. Oshira?

Sakini: Han er der eller der.

Kaptajn Fishby: Hvor er så Mr. Seiko?

Sakini: Han er der eller der.

Kaptajn Fishby: Hvor er Mr. Sumata?

Sakini: Han er der eller der.

Kaptajn Fishby (med stigende forundring): Men hvor er så Mr. Hokaida?

Sakini: Han er der eller der.

Kaptajn Fishby: Mr. Keora?

Sakini: Han er også optaget.

Kaptajn Fishby (med stigende irritation): Men Mr. Omura da?

Sakini: Det samme.

Kaptajn Fishby: Men hvor er så Mr. Gushi?

Sakini: Han er også optaget!

Men da vi som sagt ikke rådede over en aktør til Mr. Gushi’s rolle, tillod jeg mig uden videre at ændre Sakinis sidstnævnte replik til: Han er død! Dermed mente jeg – og de andre hovedaktører var enige heri – at den sag var afgjort på en nem og acceptabel måde. Senere under selve forestillingen, skulle det til min og medspillernes store overraskelse vise sig, at publikum slog en skraldlatter op lige præcis ved denne replik, at manden var død!

Da forestillingen gik i gang præcis kl. 20, havde Ralf og hans kone endnu ikke vist sig i sminkerummet, men vi var som nævnt forberedt på, at de to ikke ville være med på scenen, når forestillingen skulle afvikles, selvom vi havde ladet muligheden for deres medvirken stå åben. Det skal dog ikke nægtes, at måske især jeg var meget spændt på at se, om parret undervejs dukkede op i de scener, hvori især Ralf medvirkede og havde nogle få replikker. Men eftersom jeg selv stort set var på scenen under hele forestillingen, som varede omkring 3 timer inklusive cirka 20 minutters pause, kunne jeg derfor ikke også tage mig af den side af sagen. Men heldigvis blev jeg bakket godt op af de øvrige medvirkende, og især af Jørn Krogh og hans kone, Lilli, Ole Kauffeldt og Birger Guy, som alle gjorde, hvad de kunne for at formilde Ralf. Hans kone var der ingen problemer med, men hun stod naturligt nok solidarisk med sin ikke altid lige nemme mand, eller rettere sagt, hun turde næppe andet.

Som nævnt kunne de af os medvirkende, der nødvendigvis opholdt sig i sminkerummet nede under scenegulvet, tydeligt høre publikums ankomst. Blandt det forventningsfulde publikum var først og fremmest en del nægtere fra Gribskovlejren, og dernæst disses pårørende, venner og bekendte. Af Karinas og min familie var der Karinas mor, Carla, og bror, Hans Christian, kaldet H.C., min far og mor og min søster Lizzie, men ingen andre fra vores respektive familier. Min gode ven, Søren Svendsen, og hans kone, Inger, var selvskrevne til at være med, dels fordi Søren jo var en af scenograferne på stykket, og dels fordi han og konen havde stillet deres ene store stue hjemme i Ndr. Frihavnsgade til disposition for en del af vores mange og krævende prøver på stykket.

I lighed med, hvad tilfældet havde været under opførelsen af ”Blåmanne-Sjov”, var der arrangeret spisning i Maarum Forsamlingshus’ store sal. Middagen stod økonomaen, fru Bentsen, og hendes assistent, fru Jensen, for, men selvfølgelig hjulpet af et team af velvillige nægtere, anført af Ankjær, der alle til daglig var vant til at gøre køkkentjeneste.

Den store premiere

Alle mand var på plads, bortset fra Ralf og hans kone, da tæppet skulle gå, hvilket min gode kammerat, Henning Larsen, var mand for. Han stod desuden for gonggongen, medens Erik Jønsson sørgede for at belysningen var og blev den rette i de forskellige scener.

Selve prosceniet, hvilket vil sige fronten til scenerummet, var som tidligere nævnt udvendigt blevet dekoreret eller smykket med en til formålet fremstillet japansk såkaldt himmelport, som sammen med sivmåtte-fortæppet, gav hele sceneriet et strejf af orientalsk mystik.

Det var mig selv i rollen som den lidt miserabelt klædte japanske tolk Sakini, der skulle introducere forestillingen, så jeg var alene på scenen foran sivtæppet, da spotlightet ubarmhjertigt blev rettet imod mig. Hvorfor jeg havde ment, at Sakini skulle være fattigt klædt, husker jeg ikke tydeligt, men mener det skyldtes, at jeg opfattede Sakini som en fattig person. Det samme var tilfældet med de menige japanere i stykket, som - bortset fra geishaen Lotusblomst, der var klædt i silkekimono - for kvindernes vedkommende bar klæder, der til formålet var syet af sækkelærred.

Men stykket indledes altså med tolken Sakinis temmelig lange monolog, hvor alene det at huske teksten, var lidt af en udfordring for mig. Men heldigvis var suffløren Niels Jonassen på plads i sufflørkassen. Der blev dog ikke så meget brug for at lytte til ham, for mærkværdigvis kunne jeg huske det allermeste af teksten udenad.

Uden at blive misforstået har jeg vistnok lov til at sige, at vores opførelse af ”Det lille Thehus” blev en stor succes, for der var bragende bifald efter forestillingen og flere fremkaldelser af skuespillerne, som i øvrigt kom frem i den orden og rækkefølge, som vi havde aftalt og indstuderet på forhånd. Det var jo faktisk herunder, at Ralf Petersen havde vist sig så modvillig, at han nægtede at medvirke i denne indstudering, men heldigvis kom han til fornuft kort før selve premieren og udførte sin rolle som Mr. Seiko upåklageligt. Hans kone Birthe, som hele tiden havde været sød og samarbejdsvillig, udførte ligeledes sin ganske vist ikke særligt store rolle som Gamle Dames datter fuldt tilfredsstillende.

To scenebilleder fra Mårum Forsamlingshus, hvor Gribskovlejrens Dramatiske Kreds’ 18. maj 1957 opførte John Patricks skuespil "Det lille Thehus" i Harry Rasmussens iscenesættelse. På billedet til venstre ses Harry Rasmussen selv i rollen som den japanske tolk Sakini, der her introducerer forestillingen. På billedet til højre ses geishaen Lotusblomst (Karina Kjær). - Fotos: © 1957 Kent Ejner Jensen.

Disse ovenfor viste fotos, er sammen med fotoet nedenfor, de eneste, jeg selv har tilbage fra en større samling fotos fra forestillingen. Det meste af samlingen er på et tidspunkt desværre bortkommet. På fotoet øverst ses fra venstre Jørn Krogh i rollen som Kaptajn Fishby, Harry Rasmussen (mig) som den japanske tolk Sakini, og Erik Pind som Mr. Sumata og geishaen Lotusblomst i Karina Kjærs skikkelse. På fotoet derunder ses fra venstre Jørn Krogh, Harry Rasmussen og Karina Kjær henholdsvis i rollen som Kaptajn Fishby, Sakini og Lotusblomst. - På fotoet lige ovenover denne billedtekst ses fra venstre Sakini og siddende oppe på jeepen en indfødt kvinde, en lille rolle, der blev spillet af Birthe Simonsen, og til højre i billedet står sergent Gregovich i skikkelse af Carlo Jørgensen. På fotoet herunder skænker Lotusblomst (Karina Kjær) te til Kaptajn Fishby (Jørn Krogh). - Fotos: © 1957 Kent Ejner Jensen.

Festen efter forestillingen

Det er svært så længe efter, som nu i maj 2011, hvor disse linjer skrives, at huske alle detaljer fra dengang, men der er dog nogle ting, som har indprentet sig tydeligt i hukommelsen. For det første, at alle medvirkende uden undtagelse var godt trætte ovenpå en lang dag, som begyndte med diverse forberedelser, så som at iføre sig kostumer, sminke sig og lignende, og måske løbe sine replikker igennem en sidste gang, inden det for alvor gik løs. Og som tidligere omtalt, da vi endelig var klar til generalprøven og fik denne gennemspillet med de nødvendige småændringer og opstramninger, var tiden så fremskreden, at der ikke var tid for os medvirkende, at klæde om og deltage i fællesspisningen i den festligt pyntede sal. Nogle af os, som kunne overkomme at spise noget, fik maden bragt af vores flinke scenefolk. Jeg husker også at vi fik en hel del blomsterbuketter overrakt under fremkaldelserne. Buketterne kom hovedsagelig fra vores respektive familier, som på den måde gerne ville takke for forestillingen.

For det andet husker jeg, at efter forestillingen blev bordene i salen stillet ud til siderne, så der blev gjort plads til at danse på. Dansen gik da også snart livligt til tonerne af Ib Olsens 6 mands orkester, som spillede både traditionel dansemusik og mere moderne rytmer. Det gik alt sammen meget lystigt for sig, ikke mindst efter at gæsterne havde besøgt baren og fået et par genstande indenbords. Der var dog ikke på noget tidspunkt optræk til kontroverser af nogen art, i hvert fald ikke så vidt jeg ved og husker. Alt forløb festligt og fornøjeligt, som det skulle og burde.

Blandt gæsterne var for resten også forfatteren Tage Skou Hansen og teateranmelderen Finn Gerdes, og begge kom på samme tid hen til mig, idet jeg dansede med Karina, og begge sagde samstemmende, at kvaliteten af vores opførelse af ”Det lille Thehus” var i top. Finn Gerdes gik endog så vidt, at han sagde, at min udførelse af rollen som Sakini tålte sammenligning med Helge Kierulff-Schmidts udførelse af samme rolle på Det ny Teater. Det var jo som at få en blomst i knaphullet, men i stedet for at blive højrumpet, følte jeg stor ydmyghed og glæde over, at en professionel teateranmelder havde afgivet en så stor ros. Men inderst inde vidste jeg selvfølgelig godt, at mine evner som skuespiller ikke nåede Kierulff-Schmidt til sokkeholderne. Ligesom jeg som instruktør naturligvis heller ikke kunne tåle sammenligning med professionelle teaterinstruktører.

Men alt får jo som bekendt en ende, og det gjorde den vellykkede fest efter forestillingen i Mårum Forsamlingshus naturligvis også. Sent på aftenen ventede de hyrede busser på at de af vore mange gæster, deriblandt de optrædendes forældre og venner, hustruer og kærester, som skulle med på tilbageturen til København og omegn. Karina tog hjem sammen med sin mor og bror, H.C., og mine forældre og min bror Bent og hans kone Annelise var også blandt dem, der skulle med bussen hjem. Selv måtte jeg i lighed med de øvrige medvirkende nægtere blive i lejren, idet vi alle skulle deltage i oprydningen dagen efter, som var søndag.

Det skal siges, at de nægtere, som havde været med til det praktiske arbejde omkring opførelsen af ”Det lille Thehus”, beredvilligt mødte op i forsamlingshuset næste formiddag, for at hjælpe med det forholdsvis store oprydningsarbejde, dels på scenen og dels og især i salen. Kulisser og rekvisitter skulle pakkes forsvarligt sammen, idet disse jo skulle bruges igen, først og fremmest til den genopførelse af forestillingen, som skulle finde sted på Holms Hotel i Neksø på Bornholm i begyndelsen af juni, efter at mit hold og jeg selv var blevet hjemsendt fra Gribskovlejren.

Hjemsendelse

Dagen for mit holds hjemsendelse nærmede sig, men der var dog endnu en onsdag, hvor jeg kunne tage hjem på udvidet orlov, hvilket vil sige, at man først skulle møde i lejren kl. 9 næste morgen. Min arbejdstid sluttede kl. 13,30 og fordi jeg havde fået en anden nægter til – mod betaling af en fritime - at påtage sig mit job ved aftensmaden, kunne jeg sammen med Søren tage af sted og nå toget ved Storkevad ca. kl. 14,30. Det var meningen, at jeg skulle hente Karina i Magasin, hvor hun jo arbejdede på den tid, og derefter skulle vi begge komme ud til ham og Inger for at overnatte. I stedet for som Søren at stå af i Hellerup og skifte til S-toget til Nordhavn Station, fortsatte jeg derfor direkte til Østerport, hvorfra jeg tog sporvognen ind til Kgs. Nytorv.

Da Karina kom ud af personaleindgangen syntes jeg, at hun så lidt underlig ud i ansigtet. ”Er der noget galt?” spurgte jeg forsigtigt. ”Kom lad os gå!” svarede hun blot, idet hun tog mig under armen og med hastige skridt begyndte at gå i retning af Strøget. Idet vi passerede forbi Helligåndskirken brød hun pludselig ud i gråd, og da jeg ville trøste hende og spurgte, hvad der var i vejen, snøftede hun: ”Else er død!” Denne meddelelse kom som et chok for mig, for mindst af alt havde jeg dog forestillet mig, at Karinas og Ingers søster Else skulle være død i så forholdsvis ung en alder af omkring 34 år. Da jeg fornemmede på Karina, at hun helst ikke ville tale mere om det i øjeblikket, nøjedes jeg med at sige, at det selvfølgelig gjorde mig ked af at høre. ”Vi ta’r hjem til min mor!” sagde Karina, idet vi var nået hen til Gl. Torv, hvorfra vi tog linje 5 ud til Nørrebrogade, hvor vi stod af ved Ravnsborggade og spadserede om til Karinas mor i Skt. Hansgade. Her var en del af familien samlet omkring Carla, som naturligt nok var dybt rystet og tynget af sorg over sin næstældste datters uventede og pludselige død.

Efterhånden erfarede jeg, hvad der var årsagen til Elses pludselige død. Så vidt jeg forstod på det, der blev sagt, var hun dagen før kommet hjem til hendes og mandens fælles lejlighed på fjerde sal i en ejendom i Nordvestkvarteret. Her havde hun fyldt badekarret med vand, formentlig i den hensigt at ville tage et bad. Imidlertid havde manden kort tid forud meddelt hende, at han ville skilles, og det gjorde hende helt ude af sig selv. I fortvivlelse og desperation havde hun derefter drukket af en flaske, hvis indhold hun åbenbart troede var giftigt, men det viste sig at være en stærkt ætsende væske, som brændte i svælg, hals og spiserør. Panisk forsøgte hun derefter at drukne sig i badekarret, men det kunne sikkert ikke gå hurtigt nok, så derfor opgav hun det. Smerterne fra den ætsende væske må imidlertid have været så voldsomme, at den stakkels kvinde tilsyneladende ikke kunne se anden udvej, end at fare ud på altanen og kaste sig ud over gelænderet og lade sig falde fire etager ned til den visse død. Men om hun døde umiddelbart efter at have ramt asfalten, eller først senere i ambulancen eller på hospitalet, er jeg ikke klar over.

Forud for denne tragiske begivenhed var det blevet bestemt, at Karinas og mit bryllup skulle finde sted den 9. juni 1957, men det ville have været forståeligt, om familien havde ønsket at aflyse og udsætte det til efter Elses begravelse. Det var imidlertid ikke tilfældet, for Carla var af den opfattelse, at en udsættelse af brylluppet jo ikke ville bringe Else tilbage, og da der allerede var gjort forskellige forberedelser til bryllupsdagen, syntes hun ikke at der var nogen grund til at udsætte den. Desuden mente hun, at hvis Else havde kunnet bestemme, så ville hun have sagt: ”Pjat med jer! Bare se at få de to splejset sammen!” – Så derfor besluttede vi at gennemføre brylluppet som planlagt.

Bryllup og Bornholmsrejse

Eftersom jeg ikke var tilhænger af kirkelig vielse og Karina ikke havde nogen indvendinger imod en borgerlig vielse, troppede vi den 9. juni op på Københavns Rådhus, hvor vi blev vist ind på overborgmesterkontoret, men hvem der var overborgmester eller hvem der foretog selve vielsen, husker jeg ikke længere. Vi havde ingen kendte vidner til begivenheden, som var en helt stilfærdig og enkel begivenhed, som ingen af os vist fattede ret meget af, bortset fra, at vi fra nu af var blevet erklæret for rette ægtefolk at være.

Da Karina og jeg efter vielsen kom ud fra Rådhuset, stod der et par af Karinas veninder, som kastede risengryn over os, sådan som traditionen foreskrev. Efter kort at have hilst på dem, spadserede Karina og jeg direkte over i Tivoli, hvor vi spiste frokost ude i det fri ved de små borde med de rød- og hvidternede duge bag ved Det kinesiske Tårn. Det smagte jo lidt af orientalsk stemning, selvom det ikke var japansk.

Til venstre ses det bryllupsfoto, som Karina og jeg fik taget den 9. juni 1957. Til højre ses jeg samme dag stående i Tivoli foran springvandet. Der blev sikkert også taget et foto af Karina sammen sted, men i så fald må det være bortkommet, for ellers ville det være blevet gengivet her. – Fotos © 1957 Privatfoto.

Fra Tivoli tog vi en taxa ud til Inger og Søren i Ndr. Frihavnsgade, hvor foreløbig kun Inger, Søren og nogle af drengene var til stede. Det viste sig, at der var blevet sendt blomsterhilsener fra forskellige mennesker, familie og bekendte, som ikke var inviteret med til den relativt lille, beskedne middag senere på dagen. Blandt de ankomne blomsterbuketter var en med lutter røde roser. Da jeg efter Karinas og min ankomst, gik ud i køkkenet, for at hilse på Inger, som lige i det øjeblik var ved at sætte buketten i vand, kom hun i befippelse til at sætte den i Madam Blå (kaffekanden)! Grunden til, at hun blev befippet var den, at buketten var sendt af Karinas ex-kæreste, Max Grelsby, og det følte hun åbenbart som pinligt, især overfor mig. Hvorfra han vidste, at Karina skulle giftes denne dag, har jeg aldrig fundet ud af, men dengang følte jeg en snert af jalousi, da jeg så bogstavet M på det vedhæftede kort. Set i bakspejlet kan det imidlertid være fuldstændig ligegyldigt, både at rivalen vidste besked med brylluppet og at han sendte blomster til sin – forhåbentlig - forhenværende. kæreste.

I løbet af eftermiddagen var Karina og jeg hos en Kehlet-fotograf i nærheden, hvor vi fik taget et såkaldt bryllupsfoto og nogle særskilte portrætbilleder, hvoraf et par er gengivet her.

Det lille sluttede selskab af gæster ved bryllupsmiddagen, som begyndte omkring kl. 18, bestod først og fremmest af værtsfamilien: Inger og Søren Svendsen og deres fire drenge: Peter og Claus, Jens og Torben (”Gaggi”), derefter af Karinas mor, Carla, og dennes samlever, Al-fred-og-ro, samt Karinas brødre, Hans Christian, kaldet ”H.C.”, og Mogens, sidstnævnte med sin kone, Anna. Gæsterne fra min familie bestod først og fremmest af mine forældre og morforældre, samt min bror Bent og hans kone Annelise. Derudover var der en lidt ældre dame med, som jeg ikke kendte og hvis navn jeg heller ikke husker. Når min bror Benny og hans kone Ruth og søn Teddy ikke var med, skyldtes det ganske enkelt, at de på det tidspunkt var emigreret til Perth i Australien. Min søster deltog af gode grunde heller ikke, for hun var på turné med ”Les Romano” i Frankrig. At såvel Karinas som min øvrige familie ikke var med ved brylluppet, skyldtes ikke mindst, at vi ikke havde råd til at invitere alle.

Beklageligvis husker jeg ikke, hvad middagen bestod af, bortset fra at der var to retter og dessert, og altså også vegetarisk mad til de af os, der ”spiser kaninernes mad”, men at den i hvert fald i begge tilfælde var veltillavet og smagte, var den dygtige ”kokkekone” Inger garantien for. Karina og jeg havde selvfølgelig på forhånd sørget for, at Inger og Søren havde økonomi til, at kunne holde bryllupsfesten. Da man nåede til det tidspunkt, hvor der normalt blev holdt en tale for brudeparret, klinkede min morfar på sit glas og rejste sig, for at sige nogle få, men efter hans egen mening velvalgte ord. Jeg husker ikke længere talens indhold, men nogle få ord deraf har jeg aldrig kunnet glemme: ”Der findes mange slags straffe for mennesker. Den værste af dem alle er dog, at blive straffet med ægteskabet!” Ved disse ord protesterede min kære mormor højlydt forarget og sagde, at noget sådan kunne man da ikke være bekendt at sige til et nygift brudepar! Men resten af gæsterne, måske lige bortset fra de to mindste drenge, syntes at more sig, for de grinede højlydt. Blandt de, der morede sig over morfars lidt beske bemærkninger, var i hvert fald værtsparret og Carla og Alfred-og-ro. Sidstnævnte vred sig i stolen af latter og havde svært ved at falde til ro igen. Jeg ved ikke, hvordan Karina tog morfars ord, men hun havde trods alt en vis sans for humor, men jeg selv kendte jo morfar og hans ’satiriske’ taler ved familiemæssige festlige lejligheder, når han havde fået et par genstande indenfor vesten. Derfor vidste jeg også, at han ikke mente sine udtalelser helt så slemme, som de lød.

Min specielt gode ven, Søren Svendsen, var dengang meget avanceret og provokerende i sin opfattelse af alt, hvad der var traditionelt og institutionelt: Kirken, kongehuset, militæret, ægteskabet, etc., og det var derfor ikke så mærkværdigt, at han var enig med min kære og nu for længst afdøde morfars syn på ægteskabet som et slags ’fængsel’. Derfor følte han det som vand på sin mølle, da min morfar ’forkyndte’ sit i grunden nok ikke så alvorligt mente anti-ægteskabs-evangelium. Morfar og mormor havde på det tidspunkt jo trods alt været gift i 45 år, og mig bekendt havde han aldrig tænkt sig selv at bryde ud af ægteskabet. Søren havde da i øvrigt også selv været gift med Inger i de seneste 5-6 år, og mig bekendt havde han ikke tænkt sig at ændre på den situation.

Foto fra Karinas og mit bryllup den 9. juni 1957. Det nybagte brudepar ses siddende midt for det festligt dækkede bord, flankeret af til venstre mine forældre, og til højre af Karinas mor, Carla, og dennes samlever, Alfredo, af hende ironisk kaldet ”Al-fred-og-ro”. Til højre for ham en dame, som jeg ikke hverken kender eller husker. Bag de siddende ved bordet ses fra venstre Hans Christian Kjær, kaldet H.C., Inger Svendsen, f. Kjær, min mormor og morfar, min bror Bents kone Annelise, Ingers søn Peter, Søren Svendsen, Anna Kjær og hendes mand, Mogens Kjær, Ingers søn Claus og min bror Bent. – Foto © 1957 Dansk Billed Central.

For mit eget vedkommende vil jeg dog kun gå så langt, som til at karakterisere forelskelse som naturens psykobiologiske ’lokkemiddel’, der frister ’fuglen’ til at hoppe ind i det ’bur’, hvor lågen klapper i, når den først er derinde. Hos dyrene er drifterne styret af instinktet, men da dette efterhånden er blevet svækket så meget hos kulturmennesket, at det i reglen ikke er brugbart som ’styreanordning’, har naturen formentlig kompenseret ved at indføre fænomenet forelskelse. Denne er da også i bedste fald et forstadium for pardannelse og muligt senere ægteskab, hvilket vil sige et institutioneret fast forhold mellem to mennesker af normalt modsat køn, nemlig primært med henblik på formering, og dermed på slægtens videreførelse og overlevelse.

Efter desserten takkede jeg, som sig hør og bør, værtsfolkene og gæsterne på Karinas og egne vegne, men hvad vi eventuelt havde modtaget af gaver, husker jeg mærkværdigvis slet ikke det allermindste om. Og de gaver, det drejede sig om, måtte i hvert fald foreløbig blive hos Inger og Søren, for efter bryllupsmiddagen skulle Karina og jeg jo af sted til Bornholmerfærgen i Københavns Frihavn.

Efter middagen blev der serveret kaffe og te til de voksne, og sodavand til børnene. Snakken gik livligt og alle syntes glade og tilfredse. Imidlertid blev Karina og jeg nødt til at forlade det behagelige og glade selskab omkring kl. 21, fordi vi jo skulle ud til Københavns Frihavn, hvor Bornholmerfærgen lå til kaj. Derfor hyrede vi en taxa, som kørte os til havnen og færgen, og da vi gik ombord, blev vi hilst velkommen af nogle af de andre medvirkende i ”Det lille Thehus”. Så vidt jeg husker, skulle båden først afsejle kl. 22,30 med forventet ankomst til Rønne næste morgen kl. 8. Alle havde derfor fået sovekahyt, nogle en dobbeltkahyt og andre enkeltkahyt med kun to sovepladser, sådan som Karina og mig fik, idet det vel formodedes at vi skulle fejre bryllupsnatten ombord. Det blev der nu ikke noget af, for vi var simpelthen for trætte begge to til den slags narrestreger. Ingen af de medvirkende anede på forhånd noget om, at Karina og jeg var blevet gift, og slet ikke, at det var sket samme dag. Det opdagede et par af pigerne først, da de og vi var på vej ned ad en trappe til vores respektive kahytter et godt stykke nede i skibet. Det skete, fordi jeg uden at tænke nærmere over det, halede pyntelommetørklædet op af brystlommen, for at tørre sveden af ansigtet. I det samme faldt der en del riskorn fra lommetørklædet og ned på dørken, og det fik de to tydeligt overraskede piger til straks at vende sig om imod Karina og mig. ”Gu-u-u-d! I er blevet gift!” udbrød pigerne i kor. ”Tillykke, tillykke!” og snart samledes flere af kammeraterne sig om os, for at ønske tillykke, men det var for sent på aftenen til, at nogen havde lyst til at gå op i restauranten, for at skåle.

Den kahyt, Karina og jeg havde fået, var en tomands, og Karina fik underkøjen at sove i og jeg overkøjen. Men selvom vi var godt trætte og udmattede efter en lang dag, kunne i hvert fald jeg ikke falde i søvn, men lå og vendte og drejede mig, medens jeg lyttede til den fjerne og dunkende lyd fra færgens motorer. Det var heldigvis stille vejr, så søsyge kom slet ikke på tale, hverken under eller efter overfarten, og eftersom det var nat, var der ikke meget andet at se udenfor end hav, hav og atter hav.

Pensionat ”Buddegården”

Næste morgen omkring kl. 8 ankom vi til Rønne, og her ventede der en hestevogn på os, som skulle køre de fleste af os medvirkende til pensionatet ”Buddegården” lidt udenfor Neksø. Det var faktisk en bondegård med et meget venligt værtspar, Ankjær Sørensen, som i øvrigt også serverede vegetarisk mad for dem af os, der var vegetarer, og som havde været det i den tid, vi tilbragte i Gribskovlejren og måske før, sådan som tilfældet var for mit eget vedkommende. Deres søn, Poul, havde i øvrigt selv været militærnægter i Gribskovlejren, hvor han i den tid, jeg selv var der, var tilknyttet køkkentjenesten som en meget dygtig kok. Men han og hans hold var blevet hjemsendt kort før mit hold blev det, så han befandt sig allerede hjemme på forældrenes gård, da vi andre ankom. Opholdet var arrangeret af ægteparret Ankjær Sørensen og deres søn, som for resten selv var bornholmere, vegetarer og desuden medlemmer af Bornholmsafdelingen af foreningen ”Aldrig mere krig”.

Straks ved ankomsten til Rønne den 10. juni om morgenen cirka kl. 8, blev vi afhentet af en hestevogn, som kørte os tværs over øen til Bodilsker, hvor ”Buddegården” var beliggende. Her blev vi snart indkvarteret, hvorefter der var morgenmad til de af os, som havde valgt at bo der på stedet. Nogle enkelte af nægterne fandt indkvartering andre steder, det gjaldt bl.a. André Mogensen, som tog hjem til sin familie, hvor det var, husker jeg ikke. men han blev i hvert fald nødt til at møde op på Holms Hotel i Neksø, den dag, vi skulle opføre ”Det lille Thehus”, hvori han spillede rollen som Mr. Hokaida. På pensionat ”Buddegården” havde man i øvrigt den skik, at gæsterne skulle deltage i de daglige aktiviteter, såsom dækning og afdækning af borde, opvask og lettere oprydning. Det tog ’vores’ medbragte piger sig af. deriblandt Karina. Det var jo længe før ligestillings- og kønsrolledebat kom på dagsordenen.

Efter frokost blev der gjort klar til en udflugt til Dueodde, hvor de af os, der havde lyst til en dukkert i de blå bølger, kunne benytte sig af lejligheden. Dueodde bestod af enorme sandvidder, et helt lille Sahara, bortset fra havet i nærheden, men også fordi det var højt, flot sommervejr under hele turen. Selv afholdt jeg mig fra det, fordi jeg som nævnt var begyndt at få ondt i halsen, og jo skulle passe på stemmen. Imidlertid forværredes halsondet og jeg fik nogen feber, som blev slået noget ned med albyler. Jeg ville jo meget gerne benytte lejligheden, når nu jeg endelig var kommet til Østersøens Perle, Bornholm, til at få set noget af øens seværdigheder.

Risikoen var der for, at vi kunne blive nødt til at aflyse forestillingen, på grund af den kraftige halsbetændelse, jeg åbenbart havde pådraget mig, og som medførte feber på op til 40 grader, men som først viste sig samme dag, som vi skulle spille stykket. Da vi ikke havde haft mulighed for at dublere stykkets hovedroller, og heller ingen med så kort varsel ville kunne overtage så stor en rolle som Sakinis, stod og faldt stykkets opførelse med mig og min uheldige situation.

Som følge deraf blev mit halsonde på Birger Guys anbefaling forsøgt ’helbredt’ ved hjælp af romtoddyer, der om ikke andet gjorde mig lettere beruset, så jeg kunne holde til de strabadser, der fulgte med opholdet. Karina og jeg havde fået et pænt stort værelse stillet til vores rådighed for os selv, mens vi opholdt os på ”Buddegården”, og jeg tilbragte al den tid på langs, der kunne afses til det, i håbet om snarest muligt at få gjort has på halsondet. Strabadserne omfattede jo dels min gennemførelse af min rolle i teaterstykket og dels de i øvrigt herlige ture i de interessante og smukke egne af det sydlige Bornholm, som Ankjær Sørensen-familien havde arrangeret for os, og som foregik med hestevogn.

Særlig interessant var turen til den lokale forlystelsespark Brændesgårdshaven ved Svaneke, og ikke mindst til Paradisbakkerne, hvor Rokkestenen var et yndet turistmål. Men jeg syntes, at klippeplateauerne og de stejle klippesider var nok så interessante. Det hele virkede eksotisk fremmedartet i forhold til de omgivelser, vi var vant til på Sjælland.

”Det lille Thehus” og ”Aldrig mere krig”

Men hovedformålet med Bornholm-turen var jo opførelsen af ”Det lille Thehus” på Holms Hotel i Neksø. Hotellet var forholdsvis nyt og havde en helt moderne scene, som var betydeligt større, end scenen i Maarum Forsamlingshus, ja, faktisk mere end dobbelt så stor. Det betød, at jeg og mine gode medarbejdere skulle arrangere det sådan, at de nye og uvante lokaliteter ikke kom til at betyde en hæmsko eller forringelse af vores forestilling. Men såvel Poul Ankjær Sørensen som André Mogensen var os til stor hjælp i den henseende, og efter en ekstra generalprøve samme dag, som stykket skulle opføres, lykkedes det os at få alting til at falde i hak. Men desværre husker jeg ikke så mange detaljer fra dengang, for jeg gik rundt i en døs og med en lille bimmelim på. Det var prisen for, at det i det hele taget ville være muligt for mig overhovedet at gennemføre min rolle.

Det, jeg husker tydeligst, var, at forestillingen nær var blevet aflyst på grund af den kraftige halsbetændelse, som jeg åbenbart havde pådraget mig, og som medførte feber på 40 grader, men som først viste sig samme dag, som vi skulle spille stykket. Da vi ikke havde haft mulighed for at dublere stykkets hovedroller, og heller ingen med så kort varsel ville kunne overtage så stor en rolle som Sakinis, stod og faldt stykkets opførelse med mig og min uheldige situation. Men der skulle mere til end en halsbetændelse til, for at jeg ville give op, så til alles forundring erklærede jeg mig parat til at gennemføre forestillingen. Heldigvis havde jeg stemmen i behold, især efter at halsen var blevet skyllet med en gang romtoddy.

Men noget jeg i hvert fald også husker, er fra den lidt mærkelige dag, da ”Det lille Thehus” blev spillet for første og eneste gang – i hvert fald for vores vedkommende - på Holms Hotel i Neksø, nemlig at det var et talstærkt, men meget specielt publikum, der indfandt sig i teatersalen omkring en halv time før forestillingen skulle begynde. Der var både mænd og kvinder og børn i alle aldre, dog ikke helt små børn, men alle udmærkede sig ved en bemærkelsesværdig tavshed og alvor, noget vi i hvert fald ikke havde oplevet, da stykket blev opført i Maarum Forsamlingshus, hvor premiereaftenen summede af de mange glade gæsters spændte forventninger til, hvad de skulle se..

Da alle publikummer var på plads i salen og gongongen lød for tredje og sidste gang, som tegn på, at forestillingen skulle begynde, hørtes praktisk talt ikke en lyd fra de mange mennesker, som sad musestille på deres pladser. Alene det var en uvant situation for os skuespillere, som var vant til, at der altid plejede at være en summende lyd af forventning og spænding lige før tæppet skulle gå. Men det var altså ikke tilfældet her.

Absolut bemærkelsesværdigt var det også, at der ikke lød mange reaktioner fra publikum under forestillingens afvikling, så jeg tænkte, mens jeg stod på scenen i rollen som Sakini, måske synes disse alvorsfolk ikke om stykket og dets humor, eller måske er det bare os, der ikke er gode og dygtige nok. Vi aktører gjorde imidlertid, hvad vi kunne, for at holde modet og humøret oppe hos hinanden, for at spillet ikke skulle blive mat og kedeligt. Selv gav jeg min rolle en ekstra gang energi, skønt jeg som nævnt havde høj feber, men romtoddyen gav mig mod til at opildne både mig selv og mine medspillere.

Endelig efter cirka 2½ times spilletid og en pause på 20 minutter, var vi nået til forestillingens slut, men ikke en lyd hørtes nede fra salen, ikke et eneste klap hørtes, kun fuldkommen tavshed og stilhed, da folk rejste sig og langsomt forlod salen. Det samme havde også været tilfældet under pausen, hvor folk dog småsnakkede indbyrdes, men så vidt jeg ved ikke om stykket, men om de eller det emne, er optog disse medlemmer af Det Radikale Venstre og medlemmer af foreningen Aldrig mere Krig, nemlig freden i verden. Bornholm havde jo i nok så høj grad kendt til krigen omkring ophøret af den tyske besættelse af Danmark, hvor russerne kom for at bombe tyskerne ud og væk fra Neksø. En stor del af byens huse udbrændte og blev dermed gjort ubeboelige. Men selv om erindringen herom stadig fandtes hos mange, så var det dog trods alt en fortid, som prægede byen og dens borgere.

Da publikum mere eller mindre havde forladt teatersalen, kom Poul Ankjær Sørensen hen til mine medspillere og mig, og sagde, at der generelt var stor tilfredshed med vores opførelse af stykket, så det havde været en vellykket aften! På mit spørgsmål om, hvorfor publikum hverken havde leet eller klappet, svarede han, at bornholmere nok var nogle sære sild i den retning, lidt i retning af vestjyder, som er tungsindige alvorsfolk. Og når alt kom til alt, så var der sådan set heller ikke hverken noget at le ad eller klappe for. Verden var jo ikke just et muntert sted med de atomtrusler og krigstrusler, der stadig var rundt om på kloden. Det var en holdning, som man ikke så godt kunne bebrejde nogen, men det ville nu alligevel have glædet os skuespillere og medarbejdere, om der dog bare havde været en lille bitte hørlig reaktion fra publikums side. Vi havde dog trods alt brugt vores fritid og vores evner og kræfter, og tilmed tilsidesat egne interesser og gøremål, uden at få andet for det, end glæden ved at optræde og fornøje publikum.

Nå, men så var vi altså blevet så kloge og en erfaring rigere. Dagen efter blev der sørget for, at de rekvisitter og dekorationer og andet, som var blevet sendt fra Maarum til Neksø, blev returneret igen. Og på grund af min halsbetændelse afrejste Karina og jeg fra Bornholm før det øvrige hold. Det gjaldt for mig om at komme hjem og få fat i min læge, i håbet om at en penicillinkur kunne helbrede ondet.

Et foreløbigt logis

Men ”hjem” ville jo midlertidigt sige: i mine forældres lejlighed i Jægersborggade. Selv boede de jo i sommerperioden ude i et havehus på Præstemosen i Hvidovre, så vi havde hele lejligheden for os selv og sov i en seng i soveværelset. Efter hjemkomsten ringede vi til en vagtlæge, vi var jo i den heldige situation, at mine forældre havde telefon, så det var ikke noget problem at ringe. Vagtlægen kom da også omtrent omgående og gav mig straks en penicillinindsprøjtning, som slog feberen ned næsten med det samme, og som kurerede halsen i løbet af de næste par dage, så jeg kunne påbegynde mit nye arbejde som planlagt.

Lægens navn viste sig for resten at være J. Gregers Petersen, og han havde praksis omme i Søllerødgade og blev nogle år senere min mors faste læge. Situationen var jo den for Karinas vedkommende, at hun skulle genoptage sit arbejde i forretningen i Magasin allerede dagen efter hjemkomsten fra Bornholm, medens jeg nogle dage senere for allerførste gang skulle begynde som animator hos Bent Barfod på hans tegnestue i Dronningegården, der som tidligere nævnt, hvad boligkomplekset angår, lå og den dag i dag stadig ligger ved Dronningens Tværgade, mellem Adelgade og Borgergade.

På fotoet til venstre ses Jægersborggades udmunding i Jagtvej, som ligger i forgrunden. På fotoet til højre ses Jægersborggade fra Jagtvej og ned mod Stefansgade helt i baggrunden. Dengang jeg og senere Karina og jeg boede i gaden, var den farbar i begge retninger og der eksisterede desuden ikke nær så mange biler, som da disse fotos blev taget i 2008. På sidstnævnte tidspunkt var gadens ejendomme under en tiltrængt renovering og delvis modernisering, hvilket den blå skurvogn er et tegn på. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.

Herover ses på fotoet til venstre ’vores’ stuevindue midt i billedet. Til højre for det ses vinduerne til opgangen med indgangsdøren nederst til højre. Fotoet til højre viser bl.a.. vinduerne til ’vore’ lejlighed set fra gårdsiden. Det drejer sig om vinduerne øverst i billedet, med trefags køkkenvinduet til venstre, og til højre for det tofagsvinduet til værelset og trefagsvinduet til soveværelset. – Fotos: © 2008 Harry Rasmussen.

Det mest bemærkelsesværdige ved Bornholms-turen er, at jeg mærkværdigvis ikke ejer så meget som ét eneste foto fra den, hvilket føles som en mangel og et stort savn, rent bortset fra, at det naturligvis ville have pyntet på teksten med nogle billeder fra den i det store og hele vellykkede tur. Når altså lige bortses fra min halsbetændelse.

De fire fotos herover viser, hvor det var, dels at jeg boede i årene 1940-50 og dels, hvor Karina og jeg som nygifte boede i nogle måneder i sommeren og efteråret 1957. Den lille 2½-værelses lejlighed havde dannet den faste ramme om et begivenhedsrigt liv, både for mine forældre og tre søskende og ikke mindst for mig selv. Derfor er det interessant, at gaden og dens huse stort set stadig er bevaret i den oprindelige skikkelse, bortset fra den tiltrængte og ønskværdige renovering af ejendommene og lejlighederne, der har fundet sted siden andelsboligforeningen AB Jægersborggade har stået for ejerskabet og administrationen af gaden. Men en decideret arbejdergade, som Jægersborggade var dengang, min familie og jeg boede der, er det ikke mere. Nu er det hovedsagelig akademikere og studerende, som mere eller mindre tilhører den politiske venstrefløj, der bor i ejendommene.

Tilbage i tegnefilmbranchen

Efter aftale begyndte mit arbejde hos Bent Barfod i Dronningegården mandag den 20. juni 1957. På den tid var Karina ansat i damelingeriafdelingen hos Magasin du Nord på Kgs. Nytorv, og vi kunne derfor følges ad et stykke ad vejen til vores respektive arbejdspladser. Fra mine forældres hjem i Jægersborggade, spadserede vi hen til Nørrebrogade, hvorfra vi tog en sporvognlinje til Nørreport, og herfra fulgte Karina denne dag med mig om ad Gothersgade og via Adelgade til Dronningegården, hvor vi tog afsked med hinanden. Jeg havde imidlertid tilbudt først at følge hende til Magasin, før jeg selv gik om til Dronningegården, men det afslog hun på det bestemteste, så bestemt, at jeg faktisk fik en lille mistanke om, at der måtte være en eller anden særlig grund til, at hun ikke ville have det sådan, hvad der dog ellers ville have været det mest naturlige, i hvert fald set med mine øjne. Men jeg slog straks denne tanke ud af hovedet som værende ubegrundet og for langt ude.

Den første dag hos Barfod begyndte med, at Børge Hamberg introducerede mig til de andre medarbejdere på tegnestuen, som lå øverst oppe under taget i den toetagers lejlighed, som Bent og Birthe Barfod rådede over. Selv boede de privat på etagen nedenunder. De to etager var forbundet med hinanden via en vindeltrappe, men personalet havde normalt kun adgang til tegnestuen via en dør oppe på loftsetagen. Tegnestuens personale bestod på det tidspunkt af Bent Barfod som indehaver og kunstnerisk leder, hans kone, Birthe Barfod, som kontordame og optrækker og farvelægger, Børge Hamberg som førstemand, Walther Lehmann som tegner af tekster, logoer og andet reklamepræget arbejde, Franz Mikkelsen som elev, og endelig mig som animator. Desuden var Birthe Barfods mor, Aase Clausen, tilknyttet tegnestuen som freelance optrækker og farvelægger. I øvrigt fungerede både Børge Hamberg, Birthe Barfod og Franz Mikkelsen som trickfotografer, men da Barfod endnu ikke havde eget trickapparatur, blev filmene i reglen fotograferet ude hos A/S Nordisk Films Teknik i Frihavnen eller, når dette ikke var ledigt, da hos Bellevue Studiet ude i Klampenborg.

Det tegnebord med lyspult, jeg fik plads ved, stod placeret op mod væggen mellem de to store vinduer fra gulv til loft, der var i tegnestuen, og her sad jeg med ryggen til Børge Hamberg og Franz Mikkelsen, mens Lehmann og Barfod sad til højre for mig. Senere, da tegneren Per Lygum kom til, rykkede Barfod nedenunder og indrettede sig med sin egen tegnestue i et værelse dér. Det passede ham også bedst, for han var ikke et 9-17 menneske, men arbejdede flittigt omtrent døgnet rundt, hvilket for resten ind imellem sled temmelig meget på hans nerver og humør.

Men det stod straks fra starten klart, at jeg – heldigvis – skulle arbejde tæt sammen med min gode ven og tidligere læremester under produktionen af ”Fyrtøjet” 1943-45, Børge Hamberg. Han var inspirerende, nem, ukompliceret og altid positiv at arbejde sammen med, sådan som tilfældet også var dengang. For tiden var han i gang med en reklametegnefilm for DUMEX BABYFOOD, som han havde tilrettelagt sammen med Barfod, som desuden lavede design og baggrund til filmen, som havde en spilletid på et par minutter, noget, der især havde været almindeligt for reklamefilm før i tiden, men som af flere grunde var ved at ændre sig, idet man fra omkring 1955 efterhånden gik mere og mere over til udelukkende at lave reklamefilm af minimum 15 og maksimum 30 sekunders spillelængde. Reklamefilm var dengang udelukkende beregnet til biograferne, for der fandtes endnu ikke reklamer i dansk TV. Det kom der først, da TV2 blev oprettet i 1988, nemlig som den delvis public service kanal og delvis reklamefinansieret kanal..

Efter arbejdstidens ophør kl. 17 spadserede jeg efter aftale mellem Karina og mig, om til Magasin, for at afhente hende dér, når hun fik fri godt og vel 17.30, så vi kunne følges ad hjem, hvilket altså indtil videre ville sige til mine forældres lejlighed i Jægersborggade. Vi gik over til linje 7’s holdeplads på Kongens Nytorv og kørte med den til Nørrebros Runddel, hvor vi stod af og spadserede hen ad Jagtvej til Jægersborggade. Så vidt jeg husker, havde Karina gjort nogle indkøb af madvarer i Magasin, og dem tilberedte vi i fællesskab efter den forholdsvis sene hjemkomst omkring klokken syv om aftenen. Karina var i hovedsagen indstillet på at leve vegetarisk, fordi det var et ’must’ for mig. Så også i den sammenhæng tilpassede hun sig, men formentlig mest, fordi det ville være besværligt og tidkrævende, at lave to forskellige slags middagsmad.

Mine forældre havde endnu ikke anskaffet sig et fjernsynsapparat, så resten af aftenen tilbragte vi med at snakke sammen og høre lidt musik i radioen. Men i øvrigt skulle vi jo til at lære at tilpasse os til hinanden, og det er en svær kunst, selvom det egentlig syntes at gå nogenlunde glat mellem Karina og mig, i hvert fald foreløbig. Måske især, fordi hun som den noget yngre var indstillet på at tilpasse sig mig og mine interesser og behov. Heri lå i virkeligheden en mulig kilde til utilfredshed fra Karinas side, men det var vi begge eller måske kun jeg i forelskelsens rus totalt blind for, i alt fald på det tidspunkt.

Ubegrundet jalousi?

Næste morgen fulgtes Karina og jeg atter ad, præcis som dagen før, men under afskeden ved Dronningegården, virkede Karina synligt nervøs og eksalteret, hvilket forstærkede mit indtryk af, at hun måske skulle møde en eller anden undervejs til sit arbejdssted, og at det var derfor hun insisterede på at ville gå turen alene. Eftersom jeg havde tid nok, ville jeg gerne have fulgt hende til Magasins personaleindgang. Da Karins var gået, idet hun troede at jeg var på vej op til tegnestuen, gik jeg rundt om til hjørnet af Dr. Tværgade og Borgergade, som jeg vidste Karina var på vej ad, og her så jeg på afstand og til min store og ubehagelige overraskelse, at Karina fulgtes med en forholdsvis høj og slank, mørkhåret og mørkklædt mand, som jeg mente at kunne genkende som Max Grelsby. Ham havde jeg tidligere mødt en aften for nogen tid siden, da Karina og jeg sammen var oppe hos ham, for at hente nogle af Karinas ting. Han virkede da meget ældet, bedrøvet og lidt surmulende, men egentlig venlig nok. Under det kortvarige besøg, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at denne halvgamle mand havde været Karinas elsker gennem flere år, så vidt jeg havde forstået på Søren faktisk fra omkring hendes 14. år, hvilket i virkeligheden var dybt kriminelt, bortset fra, at det også var moralsk forkasteligt.

I lighed med Karina var Grelsby tydeligvis afhængig af cigaretrygning, men ifølge, hvad Karina fortalte, røg han dog betydeligt flere cigaretter pr. dag, end hun gjorde. Desuden var han noget, der lignede rødvinsdranker, hvad Karina bestemt ikke var, for hun var ikke til alkohol og da slet ikke til stærke sager overhovedet. Men manden var en forholdsvis kendt journalist ved Aftenbladet og anerkendt som en dygtig reporter, i lighed med hans kvindelige kollega Inge Dam, og derfor var der formentlig ingen i hans bekendtskabskreds eller nærmeste omgivelser, der mistænkte ham for at være Lolita-elsker. Og dog, for Karina fortalte mig senerehen, at hun lejlighedsvis havde besøgt sin ven på bladredaktionen i den nærliggende Blågårdsgade.

Hele dagen på jobbet vendte tankerne ustandselig og urovækkende tilbage til det syn jeg havde set om morgenen, hvorfor arbejdstiden ikke kunne gå hurtigt nok, så det blev fyraften og jeg kunne få mulighed for at tale med Karina om, hvad jeg mente at have set efter at vi havde sagt farvel til hinanden om morgenen. Det ærgrede mig, at jeg allerede igen skulle til at have problemer med en kvinde, og det så meget mere, som jeg havde håbet på at kunne gøre Sørens ord om, at også med Karina ville jeg få kam til mit hår, til skamme. Som allerede omtalt var Børge Hamberg og jeg på den tid i gang med at animere nogle scener til en reklametegnefilm for Dumex Babyfood. Min uvished i forholdet til Karina kunne ikke helt undgå at påvirke mig, men ved at samle tankerne omkring arbejdet, som i høj grad interesserede mig, lykkedes det at mane uvisheden ned i underbevidstheden. Arbejdsmæssigt gjaldt det for mig om at bevise, at jeg kunne leve op til de krav og forventninger, man stillede til mig som professionel tegner og animator, og det var ikke helt let.

Selvom jeg som tidligere fortalt, ind imellem havde syslet med at tegne og arbejde med selvstændige tegnefilmprojekter, så var det jo nu omkring 12 år siden, at jeg havde arbejdet professionelt med tegnefilm, nemlig på ”Fyrtøjet”. Men tiden var i mellemtiden blevet en anden, og de begreber og den tegnestil, der blev anvendt hos Barfod, var totalt ny og anderledes. Det skulle jeg først vænne mig til, men fik dog heldigvis stor og forstående hjælp af min ven og læremester Børge Hamberg. Uden hans tillid til mig og mine evner som tegner og animator, ville den trods alt svære start ikke være forløbet så forholdsvis smertefrit, som tilfældet var og blev.

Men i enhver ledig stund i arbejdsdagens løb, vendte følelsen af uvished og uro tilbage, og da det endelig blev fyraften, hastede jeg fjols om til Magasin, for at vente på at Karina skulle komme ud fra personaleindgangen. Mit sind var i oprør og mine følelser blandede, for jeg var naturligvis meget spændt på, at høre hendes forklaring på tingene. Langt om længe kom hun ud ad porten, idet hun i lighed med sine kolleger passerede portvagten, som blandt andet havde til opgave at sikre sig, at ingen af personalet havde stjålne ting i deres tasker.

Fra Magasin spadserede Karina og jeg den dag op gennem den travle Købmagergade til Nørreport, og herunder foreholdt jeg hende min mistanke. Hun blev synligt nervøs og forklarede, at det var tilfældigt at hun havde mødt sin tidligere elsker, idet det var ham, der opsøgte og tryglede hende om at komme tilbage til ham. Men hun forsikrede mig, at det havde hun selvfølgelig ingen tanker om, så meget mere som forholdet til ham var slut for nogen tid siden, og at hun jo nu desuden var gift med mig. Denne forklaring beroligede mig dog langt fra, men foreløbig lod jeg sagen hvile, for det var helt umuligt at snakke om disse ting på vej hjem i den overfyldte sporvogn.

Da vi den aften havde spist og sad i stuen, for at slappe af og hygge os, dristede jeg mig til atter at bringe min mistanke på bane. ”Svar mig ærligt, hvornår er du i grunden holdt op med at se Max?” spurgte jeg. ”Han må jo have vidst, at du nu arbejdede i Magasin, siden han kunne opsøge dig på vejen dertil! Nogen må jo have fortalt ham det!” Det sidstnævnte svarede Karina ikke på ”Det er noget siden!” sagde hun og tilføjede: ”Jeg har ikke set ham siden engang i maj, hvor jeg skulle hente nogle af mine ting hos ham!” ”Hvad skete der da? Var du måske også i seng med ham?” ville jeg vide. Karina tøvede med at svare, men sagde så spagfærdigt: ”Ja, han tryglede mig om det, men dengang vidste jeg jo heller ikke, at du og jeg ville blive kærester!” Ved denne ’oplysning’ kom jeg til at ryste, for så vidt jeg kunne regne ud, betød det at hun havde været i seng med Max på et tidspunkt, hvor hun og jeg også var begyndt at gå i seng med hinanden! ”Karina!” udbrød jeg forfærdet, ”hvad er det dog du fortæller mig! Tror du tilmed at jeg er dum nok til at tro på, at du ikke har besøgt ham flere gange siden!?” Til det sagde hun: ”Det har jeg virkelig ikke, og slet ikke efter at jeg vidste at du og jeg skulle giftes! Men du må selv om du vil tro det eller ej!” Desværre var det min klare fornemmelse, at hun ikke talte sandt. Men gør jeg hende uret, ja, så er fejlen min.

De følgende dage var det, som om forholdet mellem Karina og mig var kølnet lidt, men efterhånden som det skete kom på afstand, blev vi gode venner igen og elskede med hinanden lige så intenst og passioneret, som vi tidligere havde gjort. Men inderst inde i mit sind blev der siddende en lille gnavende orm af mistillid til Karina, som det tog lang tid at blive kvit, og helt aflivet blev den desværre aldrig. Det, der senere hen skete, bidrog heller ikke til at etablere min uforbeholdne tillid hende og hendes evne til at udvise troskab. Imidlertid måtte jeg undertrykke disse følelser og tanker, hvis ægteskabet mellem Karina og mig skulle kunne lykkes og forhåbentlig blive lykkeligt. Det var jo i alt fald, hvad jeg med mit første ægteskabs forlis i erindring selv helst ville skulle ske. Hvordan Karina inderst inde så på hendes og mit forhold, blev jeg faktisk aldrig rigtigt klar over, før det var for sent.

Dengang tænkte jeg i min uerfarenhed ikke så meget over, at Karina på trods af sin ’erfaring’ på det seksuelle område, dog kun var lige godt fyldt 18 år, mens jeg var 28 år, altså ti års forskel mellem os. Jeg var for naiv til at forstå, at denne aldersforskel, men især vores helt forskellige personligheder, skulle have nogen væsentlig betydning. Det gjorde det heller ikke nemmere for mig, at indse endsige forstå dette, fordi Karina i begyndelsen af vores bekendtskab og ægteskab gjorde alt, hvad hun evnede, for at behage og gøre mig tilpas. Hun tilsidesatte sin egen opfattelse og egne meninger, formentlig snarere instinktivt end bevidst, hvilket i alle tilfælde betød, at hun efterhånden akkumulerede en utilfredshed med sin situation, som ikke var holdbar i længden.

Men for mig personligt var det i øvrigt også særlig vigtigt at bevare sindets balance, således at jeg havde kræfter til at leve op til de forventninger, jeg følte og vidste der blev stillet til mig som tegner og især som animator. Dette var jo især vigtigt, for at jeg kunne gøre mig håb om at bevare jobbet i fremtiden, hvor Karina og jeg jo gerne snarest muligt skulle finde en selvstændig lejlighed at bo i. Men helt let forekom arbejdet mig trods alt ikke, for selvom jeg i de mellemliggende år havde holdt tegne-evnerne og til en vis grad også min evne som animator ved lige, så følte jeg mig alligevel lidt som en nybegynder, idet det jo var hele 12 år siden, at jeg havde arbejdet professionelt med tegnefilm. Men min interesse og mit engagement fejlede ikke noget, så det var bare om at holde hovedet køligt og højt og klø på.

”Memoire-rejse” 1957 (fortsat)

Efterhånden som jeg får skrevet mig igennem mit livs historie, kommer jeg ind imellem til ligefrem at misunde den titel, som den store danske skuespillerinde Johanne Luise Heiberg (1812-90) gav sine memoirer: Et liv genoplevet i erindringen. Det er jo nemlig lige præcis, hvad der er sagen, også i mit tilfælde, nemlig at man på en vis måde genoplever det lidt eller meget, man på godt og ondt har oplevet og været igennem i løbet af et efterhånden langt liv. Det giver desuden anledning til en undren over, dels hvor meget den menneskelige hukommelse kan rumme og gemme på, og dels, hvor vigtig hukommelsesevnen er for vores eksistens, og hvor afhængige vi er af, at den fungerer og helst optimalt. Imidlertid må man jo samtidig tage højde for de fejlmomenter, hukommelsen generelt set også kan give anledning til, som f.eks. erindringsforskydninger, forglemmelser, fejlagtige associationer etc. etc. Dertil kommer, at man i tilbageblikket over sit liv uundgåeligt bliver konfronteret med oplevelser, begivenheder og situationer, som mildt sagt forekommer ubehagelige eller ligefrem smertelige at tænke tilbage på. Men jeg har alligevel ikke villet undlade at omtale disse, i forsøget på at give et dækkende billede af mit liv og min tid. Med disse forbehold og i øvrigt med forbehold overfor svigtende hukommelse og hukommelsesforskydninger, vil jeg her fortsætte den lange og til dels knastede ”memoire-rejse”.

Men med min nuværende alder af 84 (i 2013), da jeg skriver og redigerer disse linjer, konstaterer jeg med større indsigt og forståelse, at de afdøde da heldigvis lever videre i vores erindring, sådan som jeg også på min måde oplever det via denne min selvbiografi. Det er jo ganske mange af familien, der i tidens løb er kommet til at leve i erindringens billedarkiv, hvorfra de lejlighedsvis kan hentes frem og igen blive levende for os. Det kan samtidigt konstateres, at det er udfordrende at skrive sin selvbiografi, for de mange afdøde personer står nærmest i kø og kigger med over skulderen, for at sikre sig, at jeg nu også husker og beskriver dem kærligt og retfærdigt. Det har jeg efter evne bestræbt mig på lige siden, jeg for nu omkring 20 år siden for alvor begyndte at nedskrive, hvad jeg mere eller mindre levende kan erindre af stort og småt fra et langt og begivenhedsrigt liv.

Et illegalt problem - igen!

En dag i begyndelsen af juli, bedst som jeg sad på Barfods tegnestue og var dybt optaget af tegne- og animationsarbejdet, råbte Birthe Barfod pludselig nede fra underetagen: ”Rasmussen, der er telefon til Dem!”. Dengang var det helt almindeligt, at man sagde ”De” til hinanden, og kun ”du”, hvis man kendte folk særlig godt. Vi andre på tegnestuen, inklusive Barfod, var dus, hvilket gjorde det daglige samarbejde enklere og nemmere for alle parter. Men Birthe Barfod kunne åbenbart ikke vænne sig til at sige ’du’ til folk, og hun sagde derfor stort set ’De’ til alle, og altså også til os på tegnestuen. Da jeg gik hen og tog telefonen, hørte jeg Gerdas stemme i den anden ende af røret: ”Ja,” sagde hun, ”Ole har fortalt mig, hvor du arbejder, og jeg ringer til dig for at fortælle, at du har gjort mig gravid, men at jeg har fået fosteret fjernet. Det var dyrt, og derfor syntes jeg, du burde betale halvdelen af udgiften!”. Jeg blev mildest talt målløs over det, jeg her hørte, for jeg havde hverken set eller hørt noget til Gerda i de sidste fem-seks måneder. Imidlertid var jeg i den situation, at jeg ikke kunne tale frit i telefonen, fordi jeg selvfølgelig mente, at sagen var af så privat og pinlig karakter, at den ikke vedkom de andre på tegnestuen. ”Det kan jeg ikke tage stilling til på stående fod, men kan du ikke ringe hjem til mig i aften omkring kl. 20!”, svarede jeg. Jo, det kunne hun godt og fik da også mit private telefonnummer.

Efter arbejdstid spadserede jeg som sædvanlig over til Magasin du Nord, hvor jeg mødtes med Karina udenfor Magasins personaleindgang, og herfra gik vi sammen over på Kgs. Nytorv og tog linje 7 til Nørrebros Runddel. Vi spadserede hjem til Jægersborggade resten af vejen, og undervejs fortalte jeg hende om Gerdas opringning. ”Jeg har svært ved at forstå, at det skulle være mig, der har gjort hende gravid, for jeg har jo ikke set eller hørt noget til hende siden januar, og nok så vigtigt, jeg husker i hvert fald ikke at have været i seng med hende siden november!”, sagde jeg forklarende, hvilket jo også var i overensstemmelse med sandheden. Karina var tavs, men virkede som om hun tænkte over sagen. Da vi var kommet hjem og ind ad døren, sagde Karina: ”Det har jo ikke noget med mig at gøre, men måske vil det være bedst, hvis du betaler hende pengene, så vi slipper for at have mere med hende at gøre. Desuden vil du ikke kunne modbevise, at det er dig, der har gjort hende gravid! Det bliver påstand mod påstand”. Det syntes jeg var en klog stillingtagen, som jeg var helt enig i, og besluttede derfor at sige til Gerda, når hun ringede, at jeg gerne ville betale og nok skulle sende pengene til hende snarest muligt, men ikke før efter den næste 1., hvilket ville sige august måned.

Lidt over kl. 20 ringede telefonen. Det var som ventet Gerda, og da hun hørte om min villighed til at betale, blev hun tilsyneladende glad og tilfreds. Imidlertid kunne jeg ikke dy mig for at sige til hende, at jeg havde mine tvivl med hensyn til, om det nu også var mig, der var skyld i hendes graviditet. Det bedyrede hun, at det var, for hun havde ikke været sammen med nogen anden mand på det tidspunkt, graviditeten indtrådte, sagde hun. ”Jamen, du og jeg har jo ikke været i seng med hinanden siden omkring november, så du må ha’ konstateret din graviditet for længe siden!” indvendte jeg” og tilføjede: ”Hvordan kan det hænge sammen, at du først henvender dig til mig nu! Du vidste jo, at jeg var i Gribskovlejren!” Der blev lang tavshed i røret, inden hun svarede: ”Jo, men da havde du jo ingen penge! – Jeg er sikker på, at det kun kan være dig, der har gjort mig gravid!” ”Ja, ja!”, svarede jeg, ”så siger vi det. Men jeg hjælper dig gerne, for der er jo ingen grund til, at vi skal være uvenner! Farvel, og ha’ det godt! Og hils Ole!”. ”Tak, det skal jeg nok!”, sagde hun og fortsatte: ”Så regner jeg med det, og ha’ det også selv godt. Farvel!”. Det var det sidste, jeg siden hørte fra Gerda, men når jeg som nu tænker tilbage på hende, føler jeg mig stadig overbevist om, at der var noget, der ikke stemte i hendes forklaring. Men derudover håber jeg, at hun har haft og har det godt og at det er gået hende godt i livet, for hun var en god og reel pige, som blot var kommet i det, man dengang kaldte for ’uheldige omstændigheder’. På det tidspunkt var p-pillen jo endnu ikke kommet på markedet, men den blev heldigvis unge og yngre kvinders ’redning’, idet mange af os mænd åbenbart er så egoistiske, at vi ikke udviser det fornødne hensyn og den moralske ansvarlighed over for de seksualpartnere, vi er sammen med.

Da det blev 1. august og jeg havde fået en fuld månedsløn udbetalt, sendte jeg det aftalte pengebeløb på en postanvisning til Gerda, og dermed betragtede jeg mit forhold til hende som værende ude af verden, hvilket det da også var og forblev. Men de vistnok 450 kr., jeg ved den lejlighed betalte hende, var ikke småpenge dengang, selvom jeg fik 1000 kr. om måneden i løn hos Barfod, som godt nok var en relativt høj løn på den tid. Men dels var det kun den anden fulde månedsløn, jeg havde fået udbetalt, og dels var der mange udgifter, ikke mindst skat og underholdsbidraget til Jan og Annette, og Karina, der dengang kun tjente omkring 600 kr. i månedsløn, og jeg skulle desuden spare sammen, for at få råd til at søge os en selvstændig lejebolig.

Vedrørende Gerda, så hørte jeg år senere gennem hendes broder, Ole, som da stadigvæk arbejdede på Nordisk Films Teknik, at hun var blevet gift igen, denne gang med en jævnaldrende mand, som drev en eller anden form for virksomhed eller forretning. Ole mente, at det gik både hende og hendes nye mand godt, og det var jo rart at vide. Endnu mange år senere erfarede jeg noget, som fik mig til at tænke, at der forelå en sandsynlig mulighed for, at Gerdas graviditet og abort var en slags sammensvoren hævnakt fra hendes og hendes venindes, min ex-kone Elses, side. Men om dette træske anslag, vil der først blive fortalt i kronologisk orden langt senere her i selvbiografien.

Episoden med Gerda fik, så vidt jeg selv kunne fornemme og bedømme, ingen direkte eller umiddelbar indflydelse på Karinas og mit forhold. Vi var stadig lige forelskede i hinanden, i hvert fald var jeg forelsket til op over begge ører i Karina og hun tilsyneladende også i mig, i hvert fald i den første tid af vores samliv.

På dette desværre ikke helt gode foto, som er optaget på Bent Barfods penthouse-tegnestue i Dronningegården ca. 1956-57, ses fra venstre i forgrunden Birthe Barfod og bag ved hende Børge Hamberg, Bent Barfod og Walther Lehmann. – Fotokopi fra afdøde Walther Lehmanns arkivalia, som i 2004 er stillet til rådighed for mig, Harry Rasmussen, til brug i forbindelse med Dansk Tegnefilms Historie.

Endnu et – desværre teknisk set dårligt - foto fra Bent Barfods tegnestue ca. 1956-57. I forgrunden ses fra venstre Birthe Barfod, Bent Barfod (stående) og Franz Mikkelsen. I baggrunden er det fra venstre Børge Hamberg og Walther Lehmann. Barfod selv havde sit arbejdsbord i forgrunden udenfor billedet. Ved min egen ansættelse hos Bent Barfod Film i juni 1957 fik jeg den plads, hvor Franz Mikkelsen sidder på dette foto. Han rykkede til gengæld over ved det bord, hvor Birthe Barfod sidder her på billedet. Birthe Barfod rykkede ned i underetagen. – Fotokopi fra afdøde Walther Lehmanns arkivalia, som i 2004 er stillet til rådighed for mig, Harry Rasmussen, til brug i forbindelse med Dansk Tegnefilms Historie.

Et interessant arbejde

Rent arbejdsmæssigt set fik jeg faktisk allerede fra begyndelsen nogle interessante animationsopgaver at lave hos Bent Barfod, som åbenbart ikke tøvede med at afprøve mine evner og kapacitet. En af opgaverne var en indledningsscene med nogle flyvende amoriner til spillefilmen Jeg elsker dig, med Annie Birgit Garde og Frits Helmuth i hovedrollerne og som fik premiere i Palads den 16. august 1957. Som ansat under Nordisk Film var det kutyme at personalet normalt fik udleveret hver 2 gratis billetter til premiererne på de film, der blev produceret hos Nordisk. Desuden blev man i reglen inviteret med til den festlighed, der normalt blev holdt bagefter, og som enten kunne foregå ude på Nordisk eller et andet sted, f.eks. i Josty’s i Pile Allé. Karina og jeg var da også med til premieren på ”Jeg elsker dig”, og jeg glædede mig til at høre hendes reaktion på den indledning til filmen, som jeg havde animeret på grundlag af Barfods fortegninger. Men det gjorde tilsyneladende ikke indtryk på hende, for hun havde ingen kommentarer til mit arbejde. Det var ellers det første animationsarbejde af mig, der kunne ses i biografen siden ”Fyrtøjet”.

Spillefilmen ”Jeg elsker dig” havde manuskript af den dengang kendte og anerkendte forfatter H.C. Branner, og blev instrueret af Torben Anton Svendsen, som havde et ganske pænt hold af skuespillere til sin rådighed. Foruden de to allerede nævnte var det Karin Nellemose, Ebbe Rode, Berthe Qvistgaard, Poul Reichhardt, Clara Pontoppidan, Else–Marie, Clara Østø, Poul Müller, Paul Hagen, Carl Ottosen, sangerinden Birthe Wilke og Jeanine Attila. Sidstnævnte var en ungarsk danserinde, som havde forladt hjemlandet efter krigen og som derefter optrådte i alle vesteuropæiske lande og i Tyrkiet. Optagelserne foregik selvfølgelig ude i de gamle atelierbygninger ude på Nordisk Film, et sted, som senere skulle få en helt særlig betydning for mig personlig. Men hvad angår filmen, så blev den af kritikken bedømt som en bleg ironisk kærlighedskomedie.

Tegnefilm og virkelighed

Det skal nok allerede her siges, at det var en stor skuffelse for mig, da jeg opdagede at Karina hverken var interesseret i eller forstod, hvad tegnefilm egentlig var for noget. Som så mange andre mennesker morede hun sig naturligvis over nogle af f.eks. Disneys tegnefilm, men hun forstod ikke, at det principielt var præcis samme slags arbejde, der var mit levebrød og som derfor var med til at give os mad på bordet, klæder på kroppen og møbler i lejligheden. Engang, da vi havde været inde i Palads og set en repremiere på Disneys herlige halvlange tegnefilm Dumbo (1941), snøftede Karina tårevædet i sit lommetørklæde, især på det sted i filmen, hvor Dumbos mor står lænket i en cirkusvogn og har strakt sin snabel ud mellem tremmerne i vognens eneste vindue, og her har løftet den lille Dumbo op og vugger ham frem og tilbage. Da vi var på vej hjem, talte vi naturligvis sammen om filmen, og til min store overraskelse spurgte Karina: ”Hvor har de Dumbo og alle de andre dyr i filmen henne?” ”Hvad mener du!?” sagde jeg lidt forvirret over spørgsmålet. ”Jo, har de nogen bestemte huse eller stalde til den slags dyr?” fortsatte hun. Nu gik det op for mig, at Karina troede, at Dumbo og de andre dyr i tegnefilmen var rigtig levende og ikke bare tegnede og animerede figurer. ”Tror du virkelig, at Dumbo og de andre dyr er levende?” spurgte jeg tvivlende. ”Ja, det da ved gud, jeg gør!” svarede hun nærmest lidt indigneret. ”Men Karina dog! Dumbo og hans mor og musen Tim er ikke mere virkelige eller levende, end de tegninger du ser, at jeg tegner derhjemme!” ”Nåh!” sagde hun med et lidt forlegent og samtidig skeptisk smil, ”Jeg har da altid troet, at det var rigtig levende personer, for hvordan kan man ellers få dem til at gøre de ting, de gør på filmene?” Mit svar lød: ”På nøjagtig samme måde, som når jeg får en af mine figurer til at bevæge sig, nemlig ved tegning for tegning at ændre på figuren, så den f.eks. flytter en arm eller et ben!”

Men ærlig talt, så tror jeg ikke Karina var helt overbevist, ligesom hun ikke troede at der var principiel lighed mellem Disneys tegnefilm og det arbejde, jeg lavede til daglig. Desuden interesserede det hende heller ikke så meget, at hun gad eller havde lyst til at sætte sig ind i, hvad det virkelig drejede sig om. Hendes verden var faktisk en helt anden end min, hvad hun naturligvis ikke kunne gøre for, idet hun, som tidligere omtalt, havde en helt anden opvækst og nogle helt andre forudsætninger end mig, som desuden var 10 år ældre end hende. Karina var jo vokset op sammen med to af sine søskende, de to lidt ældre brødre Hans Christian (HC) og Mogens, hos deres mor, Carla, på Nørrebro i Skt. Hansgade 19 på tredje sal til venstre. Her oplevede Karina og hendes to brødre at se deres kære mor i en mindre social og personlig deroute, som børnene naturligvis ikke var i stand til at forstå, og slet ikke årsagerne dertil, men måtte leve med dag ud og dag ind. Ejendommeligt nok, så hærder sådanne vilkår de stærke og nedbryder de svage. Men Karina og hendes her nævnte to brødre hørte og hører til de stærke, som hæver sig op over deres miljø og skaber sig selv en helt anden form for tilværelse.

Nye og lærerige oplevelser

Allerede i løbet af juli skulle Børge Hamberg og jeg forestå optagelserne af Dumex Babyfood ude på trickbordet hos Bellevue Studio i Klampenborg. Det var første gang, at jeg besøgte dette sted, som var indrettet i kælderetagen under Bellevue Teatret, der på den tid udelukkende fungerede som biograf. Bag ved den kæmpemæssige jernkonstruktion, der bar filmlærredet, hvis forside vendte ud mod tilskuerrummet, var der en drejescene, og den blev brugt til indendørsoptagelser til de reklamefilm, som blev produceret og distribueret af Gutenberghus Reklamefilm. Michael M. Jacobsen var ansvarlig for trickfilmafdelingen, og som sin assistent havde han filmfotograf Harry Mortensen, som vi for øvrigt vil komme til at høre mere om i løbet af denne selvbiografi.

Herover ses fra venstre mig, Harry Rasmussen, og Bent Barfod, stående til højre, og sagkyndige og erfarne Børge Hamberg siddende ved trickbordet hos Bellevue Studio i Klampenborg. Det er en cirkulær baggrund til reklametegnefilmen ”Dumex Babyfood”, der er under optagelse. Fotoet er fra juli 1957 og er optaget af lederen af trickfilmafdelingen, Michael M. Jacobsen.

I kælderetagen lå de oprindelige sminkerum for de skuespillere, der optrådte på teatret, men disse var nu indrettet som klipperum, lydrum og værksteder. Desuden var der en kantine, eller rettere en mindre spisestue for personalet og de eventuelle medvirkende i og ved reklamefilmoptagelserne. Noget af det, der for resten fangede min opmærksomhed i kantinen, var et stort skilt på væggen, hvor der med store bogstaver stod følgende memento:

HUSK!

- At glæden over den lave pris varer kortere,

end ærgrelsen over den dårlige kvalitet!

Det var et motto, som nok var værd at huske i reklamefilmbranchen, hvor man på grund af konkurrencen nemt kunne forfalde til at lave hurtigt og prisbilligt arbejde. Imidlertid gik Børge og jeg omtrent straks efter ankomsten i gang med at placere den temmelig store cirkulære baggrund, som Barfod havde malet til formålet, og som skulle bruges i tegnefilmen for Dumex Babyfood. Det var et krævende og minutiøst arbejde, for baggrunden skulle nødvendigvis placeres præcist og nøjagtigt, for at kunne fungere som tilsigtet.

Situationen mindede mig for resten til en vis grad om dengang, da Børge og jeg i 1944 lavede nogle meget svære optagelser af et par scener til ”Fyrtøjet”. Det foregik imidlertid på det betydeligt mere primitive og ældre trickbord ude hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen, hvilket tidligere er blevet beskrevet her i selvbiografien og desuden under omtalen af tilblivelsen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet” på www.tegnefilmhistorie.dk .

Frokost i det grønne – med havudsigt

Omkring middagstid holdt vi frokostpause, og eftersom det stadigvæk var lunt sommervejr med høj og næsten skyfri himmel og strålende sol, besluttede vi at gå over og lægge os i skyggen af et af de kæmpehøje træer ovre på den grønne plæne på den anden side af Strandvejen. Her var der udsigt til Øresund med de mange hvide sejl fra fritidsskibene derude på de blå bølger. I det fjerne kunne man tydeligt se Sveriges kyst. Selv følte jeg det særlig rart atter at være ude i det fri, med de grønne omgivelser, for det havde jeg jo temmelig ofte været og vænnet mig til i de 22 måneder, jeg tilbragte i Gribskovlejren.

Efter at havde spist hver sin medbragte madpakke, spurgte Børge mig om, hvad tiden ellers var gået med i lejren. Noget vidste han jo allerede i forvejen, for jeg havde jævnligt aflagt besøg hjemme hos ham og Bodil i Brøndbyøster, og desuden havde vi engang imellem talt i telefon sammen. Efter nogle minutter drejede Børge samtalen i en helt anden retning, idet han pludselig sagde: ”Hvordan går det med din interesse for yogafilosofien?” Det var jo et af mine yndlingsemner, han dermed berørte, og jeg svarede da også straks med at fortælle ham om de betænkeligheder, jeg havde fået i forbindelse med yogafilosofiens grundlæggende opfattelse af sjælens skæbne.

Tvivlstanke og held eller skæbne

Her skal jeg kort skitsere, hvad problemet gik ud på, men kan i øvrigt henvise til artiklen Min vej til Martinus i tidsskriftet ”Kosmos” nr. 12-2001, som i øvrigt også vil kunne læses på hjemmesiden Livets Eventyr (se nedenfor). Men i artiklen har jeg forholdsvis detaljeret redegjort for, hvori mine betænkeligheder bestod med hensyn til den idealistiske opfattelse af sjælen og dens skæbne i de indiske filosofiske systemer Sankhya, Yoga og Vedanta. Problemet var allerede dukket op, medens jeg endnu befandt mig i Gribskovlejren, hvor Søren Svendsen og jeg jævnligt havde gensidige tankeudvekslinger om filosofi i almindelighed og yogafilosofien i særdeleshed, og herunder stod det mig pludselig klart, at der efter min bedste overbevisning var noget, der ikke stemte i de nævnte filosofier. Det var selvfølgelig dristigt tænkt af lille hr. Rasmussen fra Danmark, og Søren var da også en del skeptisk i første omgang, da jeg forelagde ham dét, jeg mente var et filosofisk problem.

Den tvivlstanke havde imidlertid med stærk kraft meldt sig hos mig, at hvordan kunne man – filosofferne og vismændene – med sikkerhed vide, at den befrielse, de kaldte ’moksha’, ville betyde en befrielse for evigt? Det kunne man, lyder svaret, fordi sjælen jo i og med befrielsen havde opnået en erfaring, viden og kundskab, som sikrede, at tilknytningen til materiens verden alene af den grund ikke ville kunne gentage sig. - Ja, men, lød og lyder mit modargument, hvordan kunne det overhovedet gå til, at den ’uskyldige’ evige sjæl, som angiveligt ’hvilede’ i sin evige, harmoniske urtilstand, sådan lige med ét kunne lade sig friste til at engagere sig med materiens uharmoniske verden? – Det efter min mening lidt ejendommelige svar lyder: Det skete, fordi sjælen netop var ’uskyldig’ og derfor manglede den nødvendige erfaring og viden, til at kunne undgå at lade sig friste!

Min logiske sans og fornemmelse eller intuition om man vil, protesterede imod disse to påståede årsagsforklaringer, som forekom mig at være mildest talt ufyldestgørende og utilfredsstillende, for hvilket formål skulle det tjene, at sjælen erhvervede sig en erfaring, indsigt og erkendelse, der blot bragte den tilbage til sin urtilstand? – Da denne urtilstand er identisk med evigheden, må det altså samtidig betyde, at denne i sig også ’indeholdt’ muligheden af det tids- og rumdimensionelle kontinuum, der er den materielle verdens primære fremtrædelsesform, og som sjælen midt i sin umanifesterede evighed på et tidspunkt (!) angiveligt fristedes til at forbinde sig med. – Fristedes af hvad? – Formentlig af sit eget begær som skyldtes manglende erfaring og uvidenhed, for en form for begær må der trods alt være tale om! Og ikke mindst om bevidsthed, for hvordan skulle sjælen ellers kunne fornemme og lade sig drive af sit begær? Men i øvrigt, hvordan kan man begære eller blive fristet af noget, man angiveligt end ikke aner eller kender eksistensen af?

Som læseren sikkert kan forstå, så var der mange tvivlsspørgsmål omkring det nævnte problem, som jeg dog ikke selv umiddelbart kunne se noget tilfredsstillende svar eller nogen teoretisk løsning på. Imidlertid vidste jeg på forhånd, at Børge Hamberg var en engageret tilhænger og kyndig studerende af Martinus’ kosmiske analyser, som jeg på det tidspunkt intet som helst kendte til. Man kan derfor sikkert forstå min store og behagelige overraskelse, da Hamberg faktisk bragte mine tvivl til ophør i og med, at han fortalte indgående om indholdet af Martinus’ kosmologi. Problemerne omkring sjælens engagement med den fysiske verden syntes at kunne løses på tilfredsstillende og fyldestgørende måde, især gennem forståelsen af nogle af de faktorer, der indgår i Martinus’ kosmologi, nemlig det treenige princip, urbegæret og de universelle eller kosmiske skabeprincipper, som f.eks. livs- og stofenhedsprincippet, organismeprincippet og spiralkredsløbsprincippet. Læsere, som er specielt interesserede i de her nævnte emner, må jeg henvise til omtalen heraf i artiklen 2.01. Min vej til Martinus – om de oplevelser, der førte mig frem til studiet af Martinus’ kosmologi.

En ny og spændende tegnefilmopgave

Hen i august 1957 påbegyndte vi forberedelserne til en særligt spændende opgave, Barfod havde haft i tankerne i et stykke tid. Han ville nemlig gerne lave en poetisk tegnefilm over digteren Sigfred Pedersens herlige digt ”Forårs-Fred’rik”.

Sigfred Pedersen (1903-67), dansk digter og forfatter. Har skrevet digtsamlinger, som indeholder moderne skæmteviser og sømandssange, fyldt med barok humor og elegant leg med rim og rytmer. Blandt hans digtsamlinger kan eksempelvis nævnes Nye og sørgelige viser (1933) og Sørgmuntre sange (1936). Desuden foreligger digtsamlingen Jeg gi’r dig min sang (1963). Har også skrevet romaner, der foregår i vikingetiden: Drømmen om Vinland (1951), Vinland det gode (1952) og Thyra Danebod (1956). Modtog Aarestrup-medaljen i 1955.

Digteren Sigfred Pedersens forårskåde symbolfigur ”Forårs-Fredrik” ses her i tegneren og tegnefilmproducenten Bent Barfods streg. Her er figuren tegnet i forbindelse med Christtreus Bogtrykkeris interne udgivelse af digtsamlingen ”Forårs-Fredrik”. - Tegning: © 1957 Bent Barfod.

Sammen med Barfod gik Børge Hamberg og jeg da også i gang med at lave storyboard til den planlagte tegnefilm, som skulle blive Barfods anden korte tegnefilm. Hans første korte tegnefilm havde været ”Noget om Norden” (1956). Barfod, der stod sig godt med Statens Filmcentral og dennes kommende filmkonsulent og direktør, Werner Pedersen, særlig efter sin succes med tegnefilmen ”Noget om Norden” (1955), havde endnu engang været heldig at få produktionsstøtte til en kort tegnefilm. Og det gav jo samtidig arbejde og brød til Barfods medarbejdere, som på det tidspunkt var hans kone, Birthe, Børge Hamberg, Walther Lehmann, Per Lygum og mig, samt eleven Franz Mikkelsen og Birthe Barfods mor, Aase Clausen, som freelance.

Under udarbejdelsen af storyboardet blev det besluttet, at Børge skulle tegne og animere hovedfiguren, Forårs-Fred’rik, mens jeg stort set skulle tegne og animere alle de øvrige figurer, der forekom i filmen, bortset fra nogle scener med ”solens gule unger”, som Per Lygum skulle tage sig af. Lehmann skulle som sædvanligt tegne filmens for- og sluttekster. Undervejs bestemte Barfod dog, at Lehmann også skulle have en chance for at animere en enkelt scene, nemlig en, hvori der forekom en flok flyvende fugle. Animationen bestod kun af nogle ganske få tegninger, men resultatet blev ganske virkningsfuldt, og Barfod var overordentlig tilfreds med Lehmanns arbejde.

Noget anderledes forholdt det sig nok med min animation, for den syntes Barfod tenderede til at blive for blød i bevægelserne og efter hans mening derfor karakterløs. Særlig galt blev det, da jeg havde animeret en scene med nogle dådyr og harer, der hoppede glade omkring på en mark. Dels var der mange animationstegninger i scenen, og dels var især harernes bevægelser som sagt meget bløde og ”Disney-agtige”. Dådyrenes bevægelser kunne gå an, fordi de naturligt nok var lidt stive i benene. Men harernes bløde bevægelser kunne Barfod bestemt ikke lide, men han sagde ikke noget om det, i al fald ikke til mig selv. Derimod gjorde han en dag det, at han efter arbejdstid pillede alle tegningerne med harerne ud og nøjedes med at lade dådyrene gå videre til optræk. Men det erfarede jeg faktisk først, da jeg så den færdige film! Hvilket selvfølgelig gjorde mig både ked af det og vred, især da der rent teknisk og kunstnerisk ikke var noget i vejen med min animation af harerne. Det havde jeg jo kunnet konstatere på testfilmstadiet, idet vi til denne film var begyndt at benytte os af prøveoptagelser af de blyantstegnede animationstegninger. Dengang kaldte vi dog ikke prøveoptagelserne for testfilm, men for skitsefilm, en betegnelse, der hidrørte fra, at meningen var at man først skitserede animationen, og når så denne var blevet godkendt eller eventuelt rettet, blev skitserne rentegnet og ikke sjældent optaget på ny, for at se om alt fungerede, som det skulle. Først derefter gik animationstegningerne videre i processen frem mod den færdige film. Imidlertid skitsetegnede vi ikke som en selvstændig proces, men rentegnede straks selv vores i første omgang let skitserede animationstegninger.

Herover ses et par scener med ”Forårs-Fred’rik”, der med stor opfindsomhed har travlt med at etablere foråret både på land og i by. Originalerne er i farver. Design og baggrunde: Bent Barfod. Animation: Børge Hamberg. - Fotos fra filmen: © 1958 Barfod Film og Dansk Kulturfilm.

For resten havde Barfod på det tidspunkt ikke eget trickfilmkamera, hverken til 35mm eller 16mm film, så optagelsen af skitsefilm foregik ude hos Klinisk Film hos Bdr. Hjertholm på Alhambravej på Frederiksberg. Firmaet hed sådan, fordi Hjertholm’erne var læger og havde specialiseret sig i dokumentarfilm om medicinske og kirurgiske emner til undervisningsbrug for læger og sygeplejersker. I deres villa på Alhambravej var der indrettet et værelse som trickrum til optagelse af 16mm film. Hjertholms søn, Karsten, gjorde apparatet klar, og overlod det derefter til tegneren selv at optage sin skitsefilm. Den blev optaget på 16mm high contrast sort-hvid negativ film, således at de sorte blyantsstreger fremstod hvide på filmen, som derefter kunne vises i stedets klippebord.

Der knytter sig en særlig historie til Hjertholms Filmselskab, idet man på et tidspunkt havde ladet en tilbygning opføre i baghaven, og i denne var der dels indrettet en stor forevisningssal og dels var der klipperum mm. Men det var et problem, at man havde glemt at ansøge om byggetilladelse til byggeriet, og da tilsynsmyndigheden, herunder brandvæsenet, havde fået nys om sagen og kom for at syne bygningen, fandt de den fuldkommen ulovlig, og endnu værre: brandfarlig. Det viste sig at ville blive for dyrt at lovliggøre bygningen, og Hjertholm’erne havde derfor ingen anden udvej end at følge påbuddet om at rive bygningen ned igen. En dyrekøbt erfaring rigere, men desværre også mange spildte penge fattigere.

En blandt mange scener i kortfilmen Forårs Fredrik, som Harry Rasmussen har animeret i efteråret 1957. Her har han undtagelsesvis også fået lov til at animere hovedpersonen, Forårs-Fred’rik, som ellers var Børge Hambergs ansvarsområde. Originalen er i farver. Baggrund og figurdesign: Bent Barfod. - Foto fra filmen: © 1958 Barfod Film og Dansk Kulturfilm.

Forandringer i privatlivet

Efter at Karina og jeg havde boet i mine forældres lejlighed til hen i september 1957, syntes Karina, at vi burde flytte hjem til hendes mor, Carla, i Skt. Hansgade, hvilket vi også gjorde. Der var to væsentlige grunde til det, og den ene var, at mine forældre jo snart ville slutte sommeropholdet i haven og vende tilbage til lejligheden i Jægersborggade igen, og den anden grund var, at vi, men måske nok især Karina, syntes vi burde dele sol og vind lige, og ikke forfordele Karinas mor.

Imidlertid var jeg ikke uden videre indstillet på, at vi skulle flytte ind til Carla og Skt. Hansgade, for på den måde kom vi jo betydeligt nærmere til Nørrebrogade 3, hvor Max Grelsby boede, og jeg stolede ikke et øjeblik på Karinas mor, som tidligere havde været så eftergivende overfor Karinas elsker. Jeg vidste, at Carla aldrig nogensinde ville fortælle mig, hvis der foregik et eller andet skjult mellem hendes datter og den forhenværende elsker, medmindre hun kunne se sin fordel ved at afsløre det, og selvfølgelig forudsat, at det overhovedet foregik. Det kunne jeg naturligvis ikke vide, og det var netop den omstændighed, der gjorde mig urolig og usikker.

Men det endte selvfølgelig med, at vi flyttede os selv og vores smule personlige habengut ind hos Karinas mor, hvor vi fik et pænt stort, møbleret værelse til gaden, og det var i sig selv godt nok, syntes jeg, især da vi havde tænkt os snarest at finde noget selvstændigt at bo i. I den anledning havde vi på Børge og Bodil Hambergs anbefaling i første omgang henvendt os telefonisk til et almennyttigt boligselskab, der var ved at opføre nogle højhuse i Brøndbyøster. Imidlertid henviste boligselskabet os til Brøndby Kommunes boliganvisning, og der tog vi ud en dag i december, mens sneen lå højt overalt. Kommunekontoret lå dengang i Brøndbyvester og dertil kom vi med S-tog fra Nørreport Station og til Brøndbyøster Station og videre med en bus til Rådhuset i Brøndbyvester.

Hos boliganvisningen blev vi skrevet op til en 2½ værelsers lejlighed på sjette sal i det nye højhus, der dengang var under opførelse ved vejen Nørrekær i Brøndbyøster, ikke langt fra S-togsstationen, som kun lå ca. 5 minutters gang derfra. Imidlertid var det ikke muligt på det tidspunkt at få at vide, hvornår vores indflytning kunne finde sted. Men det viste sig senere, at lejerne faktisk fik lov til at flytte ind, efterhånden som de enkelte etager – huset skulle være på 16 etager plus en loftsetage med pulterrum – blev færdige.

”Al-fred-og-ro”

I mellemtiden passede Karina og jeg hver vores arbejde, hun i Magasin og jeg hos Bent Barfod. Men det hændte ofte om aftenen, når vi vendte hjem fra arbejde, at Carla ikke var hjemme, og når hun endelig var det, sås det tydeligt, at hun havde kigget dybt i flasken i løbet af dagen. Moderen var hjemmegående og kom dengang sammen med vennen Alfredo, som hun ironisk næsten altid omtalte som ”Al-fred-og-ro”. Ironien lå i, at fredelig og rolig var det sidste, man kunne beskylde ham for. Han arbejdede på det tidspunkt som snedker på Hotel Royal, også kaldet SAS-hotellet, som da var under opførelse. Bygningen, som også rummede SAS-terminalen, var tegnet af arkitekt Arne Jacobsen, og denne overvågede personligt, at arbejdet blev udført præcist efter hans forskrifter. Alfredo var ofte sur, når han kom hjem og kunne fortælle, at Arne Jacobsen den ene dag efter den anden havde kritiseret snart det ene og snart det andet, og forlangt, at f. eks. nogle træpaneler, som Alfredo var ved at sætte op, skulle rives ned igen, fordi de sad skævt og bulede.

Arkitekten har sikkert haft ret, for Alfredo forsmåede ikke de våde varer, heller ikke når han var på arbejde, og han var tit ret gesoffen, når han cyklede hjem om aftenen, og hans irritation og dårlige humør blev ikke bedre af, at han kom hjem til en tom og kold lejlighed. Men han vidste i reglen, hvor han kunne finde Carla, for hun tilbragte megen tid, især om dagen, omme på værtshuset ”Pisserenden” i Ravnsborggade. Derfor gik han også hen på værtshuset, hvor han fortsatte drikkeriet sammen med Carla og hendes ”venner”, og klokken blev ofte hen omkring midnat, før han og Carla vaklede hjem til Skt. Hansgade, hvor de fortsatte det skænderi, de formentlig allerede havde påbegyndt henne på værtshuset. Alfredo var nemlig sur over, at Carla tilbragte så megen tid med at drikke, samtidig med at han var jaloux over, at hun blev kurtiseret af nogle af de mandlige stamgæster. Carla var på sin side godt skåret for tungebåndet, og hun kunne bruge et sprog som den værste gadebisse, hvis det passede hende. Men da hun var en velbegavet kvinde, kunne hun også spille ’fin dame’, hvis det var det, der behøvedes. I det meste af den tid, Karina og jeg boede der, holdt Carla gode miner til slet spil, idet hun dels holdt igen med sit drikkeri og dels altid var overstrømmende venlig og imødekommende, især over for mig. Hvordan hun så på det med troskaben, ved jeg ikke, men efter hendes ofte bramfrie udtalelser at dømme, tog hun det nok ikke så nøje, så meget mindre, som hun ikke var gift med Al-fred-og-ro, men kun havde levet sammen med ham i nogle år.

Al-fred-og-ro’s exit

Forholdet mellem Carla og Al-fred-og–ro forværredes efterhånden, og det kulminerede, da hun en sen aften kom hjem fra ”Pisserenden” og så, at der blandt andet var spredt kaffegrums og andet ud over hele det store køkkengulv. Det var selvfølgelig ham, der havde gjort det i en blanding af vrede og fuldskab, og derefter var han gået i seng og var faldet i søvn. Karina og jeg havde været i byen den aften, vistnok i biografen, og da vi kom hjem, ventede en tydeligt indigneret og også noget beruset Carla på os, for at vise os det svineri, Alfredo havde lavet. ”Nu kan det være nok!”, sagde Carla opbragt, og fortsatte: ”Svinet ligger og sover og er ikke til at vække. Men i morgen må han flytte! Jeg kan ikke holde ham ud længere.”

Alfredo var altid gået på arbejde, når vi andre stod op om morgenen. Vi skulle jo først møde kl. 9, og det var grosserer-tid for arbejdere og håndværkere. Men fra den dag boede Alfredo ikke længere sammen med Carla. Derimod hændte det lejlighedsvis, at de mødte hinanden omme i ”Pisserenden” og at han blev inviteret med hjem på en kop kaffe eller en øl, eller snarere kaffe og øl. Carla havde som de fleste mennesker det ikke godt med at være alene, og derfor tilbragte hun mere og mere af sin tid i det dårlige selskab af mere eller mindre alkoholiserede mennesker af begge køn i ”Pisserenden”, hvorfra hun slæbte den ene brandert hjem efter den anden. Den gode kvinde havde det ikke godt med sin situation, som hun ikke evnede eller magtede at komme ud af eller forandre alene.

En pinlig episode

En aften, da Karina og jeg vendte hjem efter arbejdet, fandt vi Carla liggende fuldt påklædt ovenpå sin seng. Hun virkede nærmest livløs, og i vores store naivitet – eller i hvert fald i min - tilkaldte vi derfor vagtlægen, som viste sig at være den Gregers Petersen, der havde tilset mig, mens vi endnu boede i Jægersborggade, og som Carla for resten kendte fra andre gange, hvor hun i lignende eller anden anledning havde tilkaldt natlæge. Ved sin ankomst gav lægen sig straks til at undersøge hende, og efter en kort undersøgelse, sagde han: ”Så er det godt, Carla! Hold op med at spille komedie! Du er jo ikke bevidstløs og fejler ikke andet, end at du har fået for meget at drikke!”. Ved disse ligefremme ord sprang Carla op som trold af en æske og råbte hvæsende: ”Dit dumme svin! Skal du svine mig til i min datters og svigersøns øjne! Ka’ du så komme ud, og det i en vis fart!”. Og hun jog ham faktisk bogstavelig talt ud af værelset og ud gennem den lange korridor og smækkede entredøren efter ham. Derefter forsvandt hun igen ind i sit soveværelse og låste døren efter sig!

Personlig havde jeg aldrig oplevet noget lignende, og jeg følte mig dybt rystet over hele situationen. Det fremgik tydeligt, at Karina også var pinlig berørt og ked af den næsten brutale afsløring af hendes mors rette tilstand, for på trods af alt, holdt Karina jo alligevel af hende. ”Jeg går ind til mor, for at tale med hende!”, sagde Karina og tog i håndtaget på døren ind til moderens værelse. Den var låst, og da Karina fortsatte med at rykke i døren, råbte Carla indefra, at vi skulle skrubbe af, for hun gad ikke have os boende længere. ”Jeg vil ha’ lov til at gøre, som jeg vil, i mit eget hjem! Det skal I ikke blande jer i!”, råbte hun vredt.

Det var naturligvis også meget pinligt for Karinas mor at blive afsløret på den måde, det lige var sket, især fordi jeg tror, at hun troede at jeg ikke var klar over hendes trang til nemt og bekvemt at slukke sine sorger og bekymringer i alkoholens lokkende, men i virkeligheden illusoriske tåger. På forhånd vidste jeg, at hun ikke syntes særlig godt om mig, som hun opfattede som fisefin og indbildsk, blandt andet fordi jeg – i al fald på den tid - totalt forsagede alkohol og desuden var vegetar, og i øvrigt var en flipproletar – dog uden flip eller slips, for det var gået af mode som hverdagsbeklædning.

Overraskende og godt nyt!

Men hele situationen bevirkede, at vi allerede næste dag ringede til boliganvisningen i Brøndby, og her fik vi til vores store overraskelse og jublende glæde den besked, at vi kunne flytte ind i vores nye lejlighed allerede den 15. februar 1958. Huslejen var relativt stor, nemlig 350 kr. plus et a conto varmebidrag på 100 kr., altså i alt 450 kr. pr. måned, og de fleste i vores familie og bekendtskabskreds, som var vant til betydeligt lavere husleje i den ældre boligmasse i København, rystede bekymrede på hovedet og mente, at vi ikke i længden ville kunne klare at betale det dengang betydelige beløb. Man glemte imidlertid at tage i betragtning, at min løn på 1000 kr. pr. måned, dvs. omkring 700 kr. efter skat, var en relativt høj løn i datidens Danmark. Herfra skulle der dog desuden fratrækkes det faste månedlige beløb i børnepenge, hvilket androg godt og vel 300 kr., hvorfor der reelt set kun var 400 kr. tilbage til de øvrige månedlige udgifter.

Der var faktisk ingen i min familie eller nærmeste omgangskreds, bortset fra Børge Hamberg, der tjente så meget i månedsløn. Dertil kom Karinas månedsløn på omkring 600 kr. med ca. 450 kr. udbetalt efter skat, så tilsammen havde vi en månedlig indtægt på i alt 1150 kr. Herfra skulle der dog som nævnt trækkes 450 kr. i husleje og 2 x børnepenge på i alt 300 kr. Men til sammenligning tjente min gode ven, Karinas svoger Søren Svendsen, som var fritidslærer, kun omkring 600 kr. pr. måned, og for disse skulle han forsørge sin kone og dengang fire børn. Hans kone, Inger, tjente ingen penge på det tidspunkt, idet hun var hjemmegående på grund af de to mindreårige drenge, Jens og Torben. Det hjalp dog noget på Sørens og Ingers økonomi, at Ingers tidligere mand, Reinholdt Petersen, som var far til de to ældste af drengene, nemlig Peter og Claus, betalte underholdsbidrag til dem.

I de få måneder, vi boede hos Carla, ville jeg ikke have, at Jan og Annette skulle komme på besøg dér, så de gange, hvor børnene og jeg var sammen, skete det hos mine forældre i Jægersborggade. Der var de vant til at komme og følte sig nogenlunde hjemme og trygge. Og mine forældre var desuden meget glade for at se deres to ældste børnebørn. Ved disse lejligheder var Karina naturligvis også med.

Med børnene hos fotografen

For resten skete det engang hen mod julen 1957, da jeg efter en rar og fornøjelig dag sammen med Jan og Annette, afleverede dem hjemme hos deres mor, at hun var en smule venligere end ellers. Hun spurgte nemlig, om ikke jeg kunne tænke mig, at vi fik taget nogle portrætfotos af børnene. Else havde et ønske om, at det skulle foregå hos Kehlet Stella Nova inde på Strøget, så vidt jeg husker i Nygade. Naturligvis underforstået, at jeg skulle være med til at betale for billederne. Det kunne jeg jo ikke så godt sige nej til, så derfor aftalte vi at mødes det pågældende sted en lørdag formiddag, hvor jeg jo havde fri fra arbejde. Karina kunne af gode grunde ikke være med, for hun skulle passe sit arbejde i Magasin, men sagde, at hun da syntes det var i sin orden, at jeg deltog i børnenes fotografering.

Den aftalte lørdag formiddag mødtes jeg med Else og børnene det nævnte sted, og selvom Jan og Annette var lidt generte og trykkede ved at komme et helt fremmed sted og skulle være centrum, tøede de dog efterhånden op og syntes at det i grunden var ganske sjovt at blive fotograferet af en rigtig fotograf. Jeg skal dog gerne indrømme, at jeg havde lidt imod Kehlets standardfotografering, for jeg havde jo kendt til bedre dage med fotografering i min tid hos Rie Nissen på Østergade. Men det var slet ikke til at tænke på, at få lavet billeder hos hende, for hendes honorar og priser lå i en helt anden prisklasse end Kehlets. Derfor hellere billeder fra Stella Nova, end slet ingen billeder.

Så vidt jeg erindrer, betalte jeg – med glæde – for billederne, som var inkluderet i fotografens pris. Og nogle dage senere kunne Else og jeg uafhængigt af hinanden afhente hver et ark med 12 forskellige små fotos i forretningen. Det vil sige, jeg havde bestilt og betalt for 2 ark. Men på grundlag af arkets fotos kunne man så eventuelt bestille forstørrelser af de enkelte billeder, eller i hvert fald af det eller de billeder, man syntes var særligt gode. For mit vedkommende blev det dog kun til de to ark småfotos, idet min pengepung desværre ikke tillod at bestille og betale for forstørrelser. Af det ene ark blev de enkelte fotos klippet ud og nogle af disse blandt andet foræret til mine forældre og morforældre.

Men Stella Novabillederne har fulgt med mig lige siden og heldigvis er ingen af dem bortkommet, til trods for mine med tiden skiftende boliger og adresser. Med mellemrum har jeg taget billederne frem og kigget nøjere på dem, medens vemodige tanker og følelser over tabet af Jan og Annette har fyldt mit sind. Men samtidig har jeg med min fornuft tænkt, at sådan skulle skæbnen åbenbart forme sig for både Jan og Annette og mig, og at min frivillige given afkald på samkvemsretten med dem, under de givne omstændigheder først og fremmest var det bedste for dem. Det har jeg valgt, at se en mening med, hvor svært det end kan være og er at se meningen med så drastisk et valg. Men livet er bestemt ikke for tøsedrenge.

Men hvordan Jan og Annette, som ikke var vant til at blive fotograferet, tog situationen den formiddag i fotoatelieret, og hvordan de hver især og sammen så ud på det tidspunkt i deres liv, hvor Jan var tæt på fire år og Annette godt og vel tre år. Personligt var jeg i hvert fald stolt af de to kønne børn. Hvordan de i øvrigt havde det med hinanden, turde nok fremgå af den følgende serie billeder af dem:

Herover ses 12 fotos med dejlige Jan og Annette, hver for sig og sammen. Øverst tilvenstre ser Jan lidt betænkelig ud, ved at befinde sig i den situation, det er, at skulle fotograferes hos en professionel fotograf. Annette tog derimod det hele lidt mere afslappet og tøede hurtigt op, hvorfor Jan måtte overgive sig og le med, når Annette grinede af fotografens grimasser. – Fotos: © 1957 Kehlets Stella Nova.

”Forårs-Fred’rik”s færdiggørelse

Det var Birthe Barfod og hendes moder, fru Clausen, som stod for det store celarbejde, der var på ”Forårs-Fred’rik”. Desuden fungerede Birthe Barfod som trickfotograf under optagelserne på trickbordet hos Nordisk Films Teknik. Børge Hamberg og jeg fotograferede en del af scenerne på trickbordet hos Bellevue Studiet i Klampenborg, til dels assisteret af lederen af trickfilmafdelingen, Michael M. Jacobsen, og hans assistent, Harry Mortensen.

Michael M. Jakobsen var i slutningen af 1950’erne og senere filminstruktør på Bellevue Studiet i Klampenborg. Studiet hørte under Gutenberghus Reklame Film og producerede fortrinsvis reklamefilm for dette firma.

Harry Mortensen var instruktørassistent og trickfilmfotograf på Bellevue Studiet i en årrække, i hvert fald fra 1957 og helt frem til 1980’erne. Desværre har det ikke været muligt at komme i kontakt med Harry Mortensen, så derfor har jeg dels måttet henholde mig til mine egne erindringer om ham og dels til de få oplysninger om ham, der findes offentligt tilgængelige.

Musikken til ”Forårs-Fred’rik” blev komponeret af Svend Erik Tarp og indspillet med Hans Peder Åse som dirigent. Svend Erik Tarp (1908-94), uddannet på Det kgl. Musikkonservatorium, hvor han var lærer 1936-42, og ved operaskolen 1936-40, lærer ved Statens lærerhøjskole 1941-45 og undervisningsassistent ved Københavns Universitet 1939-47. Dernæst konsulent ved DR fra 1956 og administrator for KODA fra 1961-74. Har i årene 1935-61 komponeret opera- og balletmusik, symfonier, kammermusik, klaverstykker og sange, samt musik til en række danske kortfilm og nogle få danske spillefilm. Hans Peder Åse (1917-), dansk pianist og kapelmester. Uddannet ved Det jyske Musikkonservatorium og ved Musikkonservatorium i København, hvor han debuterede ved en koncert i 1943. Har optrådt som solist og akkompagnatør i Skandinavien, og virket som kapelmester ved talrige teaterforestillinger, samt i radio og tv og ved grammofonindspilninger.

Hen imod slutningen af 1957 blev produktionen af ”Forårs-Fred’rik” søgt fremskyndet, for at få den færdiggjort dette produktionsår. Det skyldtes hovedsagelig Bent Barfods ønske om at få filmen nævnt i Politikens Filmens hvem – er – hvem, 1957, som netop stod foran redaktionens slutning. Det lykkedes, skønt filmen først blev helt færdig til præsentation den 30. maj 1958. Desuden kostede det en del overarbejde for de ansatte, og ikke mindst for Bent og Birthe Barfod selv, og for Børge Hamberg og mig.

Herover ses Bent Barfods forsidetegning til Sigfred Pedersens digtsamling ”Forårs-Fredrik”, som Christtreus Bogtrykkeri udgav i anledning af julen 1957. Bogen, som blev trykt i 400 eksemplarer, var dog kun beregnet som gave til firmaets forretnings-forbindelser, og kom derfor ikke i handelen. – Tegning: © 1957 Bent Barfod.

Tegnefilmen ”Forårs-Fredrik” blev præsenteret ved en forestilling den 30. maj 1958. Den 20. juli blev bogen og filmen, sidstnævnte var i mellemtiden blevet vist på Berlinalen, omtalt i Politiken:

DIGTET der blev til en TEGNEFILM

Foraarsfredrik, Himmeldrengen

har saa travlt, naar det bliver vaar.

Han skal rede himmel-sengen,

han skal strigle solens haar.

Himmel-sengens hvide dyner

Lufter han, mens vinden slaar.

Hele himmelrummet svimler

fyldt med hvide dyne-vaar.

Sådan lyder den indledende strofe til en samling ældre digte og viser af SIGFRED PEDERSEN, som Christtreus Bogtrykkeri udsendte som julehilsen i 1957. Den unge tegner BENT BARFOD blev saa inspireret af digtet, ar han besluttede at lave en tegnefilm over Sigfred Pedersens foraarsglade himmeldreng. Dansk Kulturfilm stod som producent for den. I et halvt aar sled Barfod og hans medarbejdere, Børge Hamberg, Harry Rasmussen, Per Lygum og Walther Lehmann med opgaven. Komponisten Svend Erik Tarp skrev musiken, og nu har ”Foraars-Fredrik” haft sin verdenspremiere paa Berlinalen.

Med Johannes Allens og Gabriel Axels folkekomedie ”Guld og grønne Skove” vandt vi ved festspillene i Berlin en økonomisk sejr, som ogsaa rent prestigemæssigt i høj grad bidrog til at befæste dansk films gode position i et internationalt selskab, men kunstnerisk hævdede vi os stærkest med to kortfilm, Henning Carlsens ”Cyklisten” og Barfods ”Foraars-Fredrik”. – To henrivende hilsener af glade poeter fra H.C. Andersens Hus, fastslog de tyske kritikere.

Med særlig spænding har man imødeset Bent Barfods nye arbejde efter hans store gennembrud med den festlige tegnefilm om Norden. Barfod har ikke skuffet. Med ”Foraars-Fredrik” har han givet et nyt bevis paa sit lysende, personlige talent. Han har skabt en lyrisk tegnefilm, fuld af ynde og sprudlende humør, om den kaade foraarsbebuder, et lille, ukueligt optimistisk væsen, vores alles drøm om den lyse tid. Hans sprælske fantasi kender vi saa godt fra filmen om de nordiske lande, her er den paa den mest charmerende maade forbundet med en legende lyrisk yndefuldhed, der i farver og streg er saa typisk dansk. Den samme smilende, graciøse lethed, en klingende hjertevarm tone spiller i Tarps ganske fortræffelige musik til filmen. Et lykkeligt, fuldstændigt harmonisk samarbejde.

- En naiv barnlighed og fin lyrisk friskhed udmærker danskeren Bent Barfods tegnede farveleg, hed det meget rammende i anmeldelsen af ”Frühlings-Fritzel” i ”Die Welt” efter den vellykkede verdenspremiere i Zoo-Palast, hvor publikum gang paa gang brød ud i bifald. Man kan glæde sig til at møde ”Foraars-Fredrik” paa vore hjemlige lærreder. Hr. Bert. (© 1958 Dagbladet Politiken).

Den ovenfor citerede artikel, der som signaturen angiver, er skrevet af Hr. Bert (Herbert Steinthal), er illustreret med 5 sort-hvide billeder fra ”Forårs-Fredrik”, som dog desværre ikke yder de pågældende scener fra filmen retfærdighed, men trods alt er bedre end slet ingen billeder. Dengang ødslede man ikke med farvetryk.

Martinus og hans Institut

Det var sent på året 1957, mens vi endnu boede hos Karinas mor, at jeg – sammen med Karina – på Børge Hambergs anbefaling, for første gang nogensinde besøgte Martinus’ Institut på Mariendalsvej på Frederiksberg. Det var så vidt jeg erindrer den første mandag i december, hvor Martinus selv holdt foredrag, denne gang om emnerne materialisation og dematerialisation. Herunder benyttede han til min store overraskelse H. C. Andersens dejlige eventyr Den lille pige med svovlstikkerne som et godt eksempel på de nævnte begreber, nemlig fordi den afdøde bedstemor heri materialiserede sig for øjnene af sit døende barnebarn og tog hendes sjæl med sig til den åndelige verden. Med min i forvejen store interesse for H. C. Andersen og hans forfatterskab, skærpede det min appetit på at lære mere om, hvad Martinus’ Kosmologi egentlig gik ud på. Det har jeg så brugt omkring et halvt hundrede år på at finde ud af. Ikke fordi jeg er specielt tungnem, men fordi Martinus’ kosmiske analyser af tilværelsen ikke er noget man tilegner sig og forstår på et par dage. Men mere herom senere.

Derimod vil jeg gerne her beskrive, hvordan jeg for første gang oplevede Martinus som person. Som født 11. august 1890 var han i 1957 omkring 67 år og havde en lang karriere bag sig som foredragsholder, tegner af en lang række symboler og forfatter af en ligeledes lang række bøger, herunder især af hovedværket ”Livets Bog” på i alt 7 digre bind, hvoraf første bind var udkommet i 1932 og sjette og syvende bind først udkom i 1960. Det første jeg i øvrigt gjorde, var, at købe de fem bind, der var udkommet indtil det her omtalte tidspunkt. Bøgerne kostede næsten ingenting, men da vores budget i forvejen var presset, købte jeg bøgerne på afbetaling, som var 10 kr. om måneden. Man kunne altså ikke beskylde Martinus for økonomisk at ville udnytte folk, som var interesserede i hans kosmologi.

Men nu til det førstehåndsindtryk, som personen Martinus efterlod sig. Fra min beskæftigelse med indisk filosofi og yoga var jeg vænnet til at tænke på vismænd og såkaldte guruer som en slags adstadige, højtidelige og fuldkommen rolige og harmoniske mennesker. Dette stereotype billede svarede ikke på nogen måde til det indtryk, jeg fik af Martinus. Den pænt store foredragssal var fyldt til sidste plads, og efter at han havde besteget talerstolen, talte han med en stemmeføring, der svingede mellem bas og diskant, ligesom han uafbrudt rørte på sig og slog gestikulerende ud med armene, for at understrege og give sine ord eftertryk. Men til trods herfor, fik man samtidig en klar og stærk fornemmelse af, at denne mand talte som et menneske med stor indsigt i livets mysterium og med en myndighed, der lod forstå, at denne tilsyneladende beskedne mand ikke var en hr. hvem som helst. Han var helt unægtelig en åndelig kapacitet og autoritet, fordi han talte ud af selvoplevelse og ikke ud fra, hvad han havde læst sig til i bøger eller havde hørt fra andre.

Det var derfor med et opløftet sind, at i hvert fald jeg forlod foredragssalen og hvor jeg tilmed havde fornøjelsen af at trykke Martinus i hånden til farvel og tak, for han havde taget opstilling i døren ud til forhallen, netop for at hilse på tilhørerne, hvoraf mange var hans gamle venner og bekendte. Martinus virkede varmhjertet og udstrålede en venlighed og mildhed, men samtidig lyste hans mørke øjne intenst af en klogskab, som om han var i stand til at gennemskue, om man var en ægte eller en uægte tilhører. Dog, i hvert fald jeg gik bort med følelsen af, at besøget på Martinus institut var en god indledning til den kommende højtid, ikke mindst fordi Martinus havde talt om ”den lille pige med svovlstikkerne”.

Julen 1957

Så vidt jeg erindrer, holdt Karina og jeg juleaftenen 1957 hos mine forældre sammen med Bent og Annelise og deres lille dreng, Jonny. Benny og Ruth og deres dreng, Teddy, var jo for længst emigreret til Australien på det tidspunkt, nemlig den 30. april 1957. og kunne af samme grund derfor ikke være med. Første juledag var afsat til julefrokost hos Karinas mor, og det var og blev en fast tradition i de år, Karina og jeg var gift med hinanden. Den obligatoriske julefrokost var lidt af en prøvelse for ikke-kødspisere og ikke-drikkere som Søren og mig, for det øvrige selskab, på nær Inger og Karina, endte i reglen med at blive godt gesofne. Der var i reglen mange deltagere, nemlig foruden de nævnte, også Karinas bror Mogens og hans daværende kone, Anna, Hans Christian, kaldet H.C., og hans bøsseven, den midaldrende Erik Kjærsgaard, samt de forskellige børn, der var i familien på det tidspunkt. Flere år senere kom Karinas ældste bror, Erik, og hans kone Rosa også til, og det samme var senere også tilfældet med Paul og hans kone, Birthe. Og eftersom de fire nytilkomne godt kunne lide et lille glas – eller helst flere – og de desuden var fulde af krudt og humør, så udartede Carlas julefrokoster sig ofte til noget, der nok må betegnes som drukgilder med hvad dertil hører.

2. juledag 1957 fejrede Karina og jeg sammen med Jan og Annette hos mine forældre, og det forløb så vidt jeg erindrer nogenlunde hyggeligt, rart og godt, og børnene fik gode gaver, som de blev endog meget glade for. De var begge to glade for at komme hos deres farmor og farfar, som de jo havde kendt helt fra deres egen fødsel. Og glæden var gensidig, for mor og far var også meget glade for Jan og Annette. Men ellers husker jeg ikke noget specielt fra denne jul, bortset fra, at jeg naturligvis var glad for at være sammen med mine to kære børn. Afleveringen af dem senere på aftenen var imidlertid ikke særlig rar og virkede nærmest som et antiklimaks på samværet, en situation, som jeg faktisk aldrig var i stand til at vænne mig til. Else modtog børnene ved entrédøren og var, som altid ved både afhentning og aflevering af børnene, sur og vrissen, og lukkede skyndsomst entrédøren, efter at børnene lidt småtøvende var trådt ind over dørtærskelen. Derfor føltes det altid som en højst ubehagelig afslutning på en ellers rar og hyggelig dag med børnene, når de skulle afleveres.

Men hvor Karina og jeg fejrede nytårsaften det år, husker jeg ikke, men muligvis hos Inger og Søren, som vi jo besøgte ved enhver given lejlighed, og hvor vi vidste, at vi altid var velkomne. De foretrak selv en stille og rolig nytårsaften sammen med deres fire drenge, som selvfølgelig var til lidt fest og ballade med papirshatte, sjove næser og serpentinere og lignende gøgl. Pengene var små, så der blev kun købt sparsomt ind af den slags. Men middagsmaden skortede det aldrig på. Den var altid god og der var rigeligt af den. I øvrigt blev der til daglig altid kun drukket vand til maden, eller om sommeren hyldedrik, som Søren og Inger selv havde brygget.

Den store flyttedag!

Det var en stor dag, da vi den 15. februar 1958 kunne tage vores totalt nye og store 2½ værelsers lejlighed på Nørrekær 52, 6. tv., i Brøndbyøster, i besiddelse. Lejligheden havde to større værelser og et kammer, køkken og badeværelse, entré og altan. Der var bøgeparketgulve overalt i lejligheden, bortset fra badeværelset, som havde terrazzogulv. Fra entredøren, som lå ud til et lille rum foran elevatoren, som var den der normalt blev brugt for at komme til og fra lejligheden, kom man ind i en aflang, smal entré på 1, 5 x 3, 5 meter. For enden af denne lå døren ind til badeværelset, som målte omkring 1,5 x 1, 75 meter og indeholdt håndvask, toilet og siddebadekar.

Stuen var af anselig størrelse, idet den målte omkring 5 x 8 meter og med vinduer i hele den vestvendte ende. I den modsatte ende var der en dør ind til et relativt lille værelse eller kammer på omkring 2 x 3 meter. I samme ende af stuen var der en dør i den nordvendte sidevæg en dør ud til entréen, mens der i stuens sydvendte væg dels var en dør ind til soveværelset og dels en dør ud til den vestvendte indvendige altan, som lå i forlængelse af den vestvendte vinduesvæg. Soveværelset målte omkring 4 x 5 meter, sådan at den vestvendte væg udgjordes af 5 meter vinduer, der vendte ud mod altanen foran. I soveværelsets nordlige væg og op mod stuevæggen var der et mindre rum, beregnet som garderobeskab.

Men vi ejede stort set ingen møbler eller andet inventar, så i begyndelsen var lejligheden temmelig tom at se på og bo i. Karina havde fået fire hestehårsbetrukne mahognistole af sin mor og jeg et cirkelrundt mahognibord af mine forældre, og disse og dette tjente i starten som dagligstuemøblement. Til soveværelset havde vi selv købt et par sammenklappelige to-i-een-senge af den slags, der var blevet meget almindelige på den tid. Sengestellet var af jernrør og sengebunden af stålfjedrer, og den ene af sengene kunne om ønskeligt eller nødvendigt slås sammen og skubbes ind under den anden. Vi købte samtidig to madrasser, som var særligt tilbehør til sengene, samt et par dyner og hovedpuder. Lagener, dynevår og hovedpudebetræk fik vi i lettere brugt stand af både Karinas mor og min mor. Det samme var tilfældet med spisebestik og køkkengrej. Hjemme fra mine forældre havde jeg også fået den bogreol med tre hylder, som jeg havde anskaffet mig i 1946, lige som jeg hentede de af mine bøger, der havde været opmagasineret på mine forældres pulterkammer på loftet i den ejendom, hvor de fortsat boede. Resten af nødvendige møbler og andet udstyr måtte vente, til vi kunne få råd til anskaffelsen. Sagen var jo den, at der hver måned, foruden den faste husleje, skulle betales en sum penge til dækning af underholdsbidraget til Jan og Annette, og selv om dette langt fra var stort nok til at kunne forsørge børnene, var det stort nok til, at tynge på Karinas og min i forvejen anspændte økonomi.

Det varede dog ikke længe, før vi anskaffede os nogle endog forholdsvis dyre stuemøbler, som vi købte på afbetaling i Magasin du Nord, hvor Karina jo arbejdede på det tidspunkt, og hvor hun så vidt jeg husker fik 30 % i rabat på sine køb. Det blev til en Wegener-sofa, et ditto sofabord og to lænestole i palisandertræ, alt sammen i moderne design og af virkelig god kvalitet. Senere købte vi også en lang lav skænk i lyst nøddetræ til stuen og til soveværelset en høj kommode i teaktræ. Til vores sengetøj, håndklæder, viskestykker og lignende, havde vi i øvrigt et indbygget lille rum i soveværelsets ene side op mod stuevæggen, og sådan, at det lille rum i lighed med soveværelsets sydlige væg stødte op mod en anden lejlighed, som hørte til opgangen i nr. 50. I entréen havde vi også et indbygget skab til overtøjet, og ovenover dette et mindre skabsrum, som jeg i øvrigt benyttede til opbevaring af en del af mine personlige ting, så som fotografier og tegninger og lignende.

”Den røde røver”

Medens Barfod, Hamberg og jeg arbejdede på ”Forårs-Fred’rik”, havde Franz Mikkelsen, Lehmann og Per Lygum fået andre opgaver. Franz Mikkelsen arbejdede intenst med nogle tegnefilmindslag i kortfilmene Statisk elektricitet & Hvad er elektricitet. Lehmann tegnede for- og sluttekster til nogle film, og Per Lygum tegnede og animerede bl.a. nogle tegnefilmindslag i kortfilmen ”Den røde røver” (1958), der handlede om rust. Filmen produceredes af Minerva Film og blev instrueret af en dengang endnu ukendt instruktør, Knud Leif Thomsen, som desuden også havde skrevet manuskriptet.

Knud Leif Thomsen (1924-2003), uddannet som maler og som musiker med afgangseksamen fra Det kgl. Musikkonservatorium som pianist 1946. Begyndte 1952 at arbejde med film hos Teknisk Film Co., og fra 1954 blev han kortfilminstruktør og manuskriptforfatter hos Nordisk Film Junior, Minerva Film m.fl. Derefter nogle års studieophold i Paris. Efter sin hjemkomst blev han ansat som reklamefilminstruktør og manusforfatter hos Gutenberghus Reklamefilm. Hans ambitioner var imidlertid at lave spillefilm, og i 1962 debuterede han med filmen Duellen, som han både skrev manuskriptet til og instruerede. Derefter fulgte Selvmordsskolen (1964), som han også selv skrev manuskriptet til. I 1964 kunne han præsentere sin fremragende filmatisering af Herman Bangs roman Tine, som Thomsen selv havde skrevet drejebogen til. 1966 fulgte den pornokritiske Gift, som instruktøren også havde skrevet manuskriptet til. 1967 viste Thomsen sig som farceinstruktør med filmen Tre mand frem for en trold, som han både var medproducent, manusforfatter og instruktør af. Samme år var han supervisor på flere filmskolefilm, og i 1968-69 fulgte filmene Sådan er de alle og Midt i en jazztid. I 1970’erne blev Knud Leif Thomsen stadig mere frustreret over udviklingen i det danske samfund og i den danske filmbranche, og ikke mindst over de dispositioner, der blev truffet indenfor de statslige filminstitutioner. Det endte med at han forlod Danmark og slog sig ned i udlandet.

En markant tegner og designer

I begyndelsen af 1958 fik tegnestuen en dag besøg af den dengang velkendte plakattegner Ib Antoni, som Barfod kendte fra den tid, da de begge gik på Kunsthåndværkerskolen. Antoni havde i nogen tid opholdt sig i udlandet og var kun hjemme på besøg. Herunder boede han på hotel, hvor der ikke var plads til eller muligheder for at tegne nogle store reklameskilte, som Antoni havde fået til opgave at lave for SHELL PETROL. Derfor havde Barfod tilbudt, at vennen kunne benytte hans tegnestue til formålet.

Det var interessant at se Antoni arbejde, for han havde ikke på forhånd lavet skitser eller forlæg til sine plakater eller skilte. En lang bane fra en rulle maskinpapir blev udspændt mellem to lodrette fikspunkter, hvorefter Antoni dyppede en stor, bred pensel i plakatfarve og malede sine velkendte figurer på livet løs. Hvis han ikke var tilfreds med resultatet, kasserede han det simpelthen og begyndte forfra med at spænde en ny bane papir ud og male, og sådan blev han ved, indtil han syntes resultatet var tilfredsstillende. Personlig havde jeg aldrig før set en tegner arbejde på den måde, men jeg må indrømme, at det gav hans figurer en særlig stil og karakter, som lige præcis var det, han blev kendt for.

Senere – omkring 1969-70 – designede Ib Antoni 3 reklametegnefilm for det hollandske mælkeprodukt ”Driepinter”, som Flemming Jensen var animator på, medens han var ansat hos Spectrum Film. Yderligere 2 ”Driepinter”- reklametegnefilm blev i 1970-71 produceret hos Spectrum Film med Jakob Koch som animator. I 1971, da Flemming Jensen og jeg arbejdede sammen freelance, fik han til opgave at lave yderligere 3 reklametegnefilm for ”Driepinter”. Disse film blev jeg animator på. – Ib Antoni, hvis personlige data jeg ikke kender, boede i begyndelsen af 1970’erne en overgang i en lejlighed i opgangen ved siden af vores i et af højhusene i Nørrekær i Brøndbyøster, så vi hilste jævnligt på hinanden. Han aflagde i øvrigt Flemming og mig et besøg på tegnestuen i Ryesgade, kun for at orientere sig om, hvordan arbejdet på Driepinter-filmene skred fremad. Desværre fik Ib Antoni en tragisk skæbne, idet han i efteråret 1973 havde indlogeret sig på Hotel Hafnia i København.. Natten til den 1. september udbrød der brand i hotellet, hvorunder 35 mennesker omkom. Ib Antoni var en af dem. Det forlød dog, at de fleste af de omkomne var bevidstløse af kulilte, inden ilden nåede dem. Flemming og jeg var rystede, da vi dagen efter hørte om ulykken, han mest, fordi han få dage før havde truffet Antoni hos Spectrum Film.

Fra Dronningegård til Prinsessegård

Pladsen i den relativt lille penthouse-tegnestue i Dronningegården blev snart for trang, og tegnestuen blev derfor i begyndelsen af 1958 flyttet til nye og større lokaler i ”Prinsessegården”, et nybygget ejendomskompleks i grim beton i den østlige del af den ’pæne’ (og kedelige) ende af Adelgade, skråt over for Dronningegården.

Der var betydelig mere plads i lokalerne i Prinsessegården, end der havde været hos Barfod i Dronningegården, hvilket der også blev god brug for, idet der snart skete en forøgelse af personalet. De nytilkomne hos Barfod var Bente Petersen, Ulrik Schmedes, Sven Bülow og Vagn Benneballe. Bente Petersen var en middelhøj, slank og rødblond pige på omkring 25 år, fuld af krudt og humør, og det viste sig snart, at hun ud over at være en god arbejdskammerat også var en god tegner og animator. Kvindelige animatorer var dengang en stor sjældenhed indenfor tegnefilmbranchen, både herhjemme og i udlandet. Hun havde tidligere arbejdet på den tegnestue ovenover Metropol Teatret, hvor de hjemlige Disney-tegneserier enten blev tekstet eller tegnet helt, lige som man her tegnede alt det reklamemateriale og lignende, der blev brugt i forbindelse med Disneys merchandising i Danmark.

Bente Petersen blev fortrinsvis assistent for animatoren Per Lygum, og sammen lavede de så godt som egenhændigt kortfilmen ”Stridens æble” (1958), der var en slags pendant til den canadiske tegne- og trickfilmmand Norman McLarens pixilation-film Neighbors (1952: ”Naboer”), som allerede var blevet ’klassisk’ få år efter sin fremkomst. Vedrørende ”Stridens æble”, lå idé, handling og design af figurer og baggrunde naturligvis i hænderne på Barfod selv, men han gav de to medarbejdere relativt frie hænder i øvrigt. Lygum var en kompetent og erfaren animator, som havde lært metieren af kommerciel dansk tegnefilms pioner og nestor, Jørgen Müller. En af Per Lygums første selvstændige opgaver for Barfod var en reklametegnefilm for firmaet ”Nilfisk”, der producerede støvsugere både til privat og industrielt brug. Filmen var i det væsentlige designet af Barfod, men udmærkede sig især ved Lygums morsomme og kompetente animation af dens figurer, der bl.a. bestod af polstrede lænestole, som med ryglænet forrest forestillede heste, der galopperede rundt i en stue, mens den dengang meget kendte høje Nilfisk-støvsuger agerede hestedressør.

Ulrik Schmedes var uddannet som maler på Kunstakademiet, men kunne selvfølgelig ikke leve af sin kunst, skønt han var en dygtig maler og grafiker. Hos Barfod gik han derfor til hånde på forskellig måde, dels som fotografassistent og som idéudvikler og senere også som baggrundsmaler.

Walther Lehmann var i mellemtiden holdt op, fordi han var blevet indkaldt til aftjening af sin værnepligt i Civilforsvaret. Til delvis erstatning for ham blev tegneren Sven Bülow ansat hos Barfod. Sven Bülow var uddannet på Kunsthåndværkerskolen, hvor han havde tegneren og grafikeren Poul Høyrup som lærer. Han blev senere dennes tegnestueassistent, og overtog siden flere og flere af Høyrups tegneopgaver, efterhånden som denne blev mere og mere svagtseende som følge af en øjensygdom. Sven Bülow var dog kun ansat en kort tid hos Barfod, idet hans læremester anmodede ham om at vende tilbage til dennes tegnestue, for at hjælpe med nogle påtrængende opgaver. Fra omkring 1959 assisterede Sven Bülow sin lærermester med at illustrere bogen ”Min egen Danmarkshistorie”, skrevet af Børge Dybmose og Torben Gregersen og udgivet af Gyldendal. Heri var det faktisk ikke umiddelbart nemt at se forskel på de tegninger, der skyldtes Poul Høyrup og de tegninger, Sven Bülow havde tegnet.

Efter at Sven Bülow havde forladt Barfod, ansattes en tegner, hvis navn jeg ikke længere husker, men som havde arbejdet en tid som reklametegner på et reklamebureau i Kenyas hovedstad Nairobi i Afrika. Han var selv en lidt firskåren jyde på vel omkring 30 år, men hans tegnestil var overraskende elegant og stilistisk, og lå langt fra Barfods egen noget mere bastante tegnestil. Den pågældende reklametegner fik derfor fortrinsvis til opgave at tegne tekster og logoer og i nogle tilfælde lave baggrunde.

I storbyens ældede sidegade

Efter at Karina og jeg var flyttet til Brøndbyøster fulgtes Børge Hamberg og jeg i reglen altid til og fra arbejdet både morgen og aften, hvor vi – i øvrigt også i reglen sammen med Karina, der enten forlod eller stødte til os – tog S-toget fra Brøndbyøster Station og til Nørreport Station, hvorfra vi spadserede op gennem Gothersgade til Adelgade og via denne til arbejdsstedet. Karina og vi skiltes ved Adelgade, hvorefter hun fortsatte til Kgs. Nytorv og til sin daværende arbejdsplads Magasin du Nord.

Den del af Adelgade, der strakte sig fra Gothersgade til Dr. Tværgade, var stadigvæk bebygget med de ældgamle rønner fra 1700-1800 tallet, og her boede der fortsat en del ludere. En dag, da Børge og jeg efter fyraften var på vej hjemad gennem Adelgade, skete der det, at idet vi passerede forbi en portåbning, kom der pludselig en spinkel og opstadset kvinde farende baglæns ud og faldt om på fortovet. Vi tøvede lidt, og vendte os så om, for at se, hvad der foregik og om kvinden eventuelt havde brug for hjælp. Det syntes ikke umiddelbart at være tilfældet, for kvinden havde rejst sig og var igen gået ind ad porten, alt i mens hun råbte op og skældte ud på en person, åbenbart en mand, der stod længere inde i portåbningen, hvorfor vi ikke kunne se ham. Et øjeblik efter kom kvinden atter farende baglæns ud ad portåbningen og faldt under udstødelsen af en flom af eder og forbandelser igen om på fortovet. Det stod os nu klart, at det var manden, der stod skjult for os, som havde skubbet kvinden så kraftigt baglæns, at hun mistede balancen.

Børge, der var høj af vækst, men vistnok ikke specielt stærk, gik nu hen til kvinden for at hjælpe hende på benene, og herunder spurgte han, om der er noget, han kunne gøre for hende. Det var tydeligt, at hun var beruset, og i stedet for at vise taknemmelighed, som man skulle have forventet i den situation, svarede hun vredt og ophidset: ” Hva’, fanden bilder du dig ind? Pas du dig selv, din dumme stodder!”. Et øjeblik efter kom manden, en stor og sværlemmet bisse, ud til dem og greb Børge i kravetøjet, og hvæsede ham ind i ansigtet: ”Skrub af, dit svin, eller vil du ha’ en røvfuld!?”. Manden slap taget i Børge og vendte sig om mod kvinden, hvorefter parret fortsatte deres voldsomme og grove skænderi, idet de forsvandt ind gennem porten.

Dybt chokerede forlod Børge og jeg parret, som vi nu forstod, var en luder og hendes alfons, og at vi måske ikke burde have blandet os i et opgør mellem dem, som sikkert ofte eller jævnligt fandt sted. Men ingen af os havde tidligere kendt til den slags mennesker, der levede på samfundets absolutte skyggeside.

En selvstændig tegnefilmopgave

En af opgaver jeg selv fik efter at tegnestuen var flyttet til Prinsessegården, var bl.a. en opgave med nogle reklametegnefilm for Carlsberg Elefantøl, hvis etiketter formentlig var designet af et reklamebureau. Det var elefantfigurerne fra etiketterne, der blev forlæg for elefanterne i reklametegnefilmene, hvori de berømte Carlsberg-elefanter blandt andet spillede fodbold. De havde simpelthen en fodboldstøvle på snabelen og sparkede til bolden ved hjælp af denne. I en af filmene indgik også en tyr, som jeg selv fik lov til at designe, men dog i Barfod-stil. Desuden fik jeg opgaven med en reklametegnefilm for Handelsbanken, som jeg mærkværdigvis også selv fik lov til at stå for, både hvad design, storyboard, instruktion og animation angik. Ingen af filmene var dog på nogen måde bemærkelsesværdige.

Blandt de opgaver, jeg på den tid fik hos Barfod, var en lidt længere reklametegnefilm for ”TULIP”, som det helt blev overladt til mig både at tilrettelægge og designe, hvad der var noget helt nyt hos Barfod, som ellers gerne ville have hånd i hanke med alt, hvad der blev produceret hos ham. Men han må åbenbart have ment, at jeg ville være i stand til at klare opgaven. Som noget nyt hos Barfod Film lavede jeg først en såkaldt story reel, der bestod i en positiv kopi af storyboardets skitsetegninger. I denne kopi lavede jeg ved hjælp af et hulleapparat et rundt hul for hvert 8. billede, idet tempoet var i 8-takt. Det gjorde jeg af hensyn til dirigenten, som i dette tilfælde også var komponisten til filmens ledsagemusik, nemlig den allerede dengang meget benyttede Bent Fabricius-Bjerre (f. 1924).

Musikken til Tulip blev indspillet af et 6 mands orkester under ledelse af Fabricius-Bjerre på det daværende Arnø Studio i Vesterport, og tonemesteren hed Axel Pless og hans assistent Leif Beck (f. 1924), som senere tog navneforandring til Leif Beckendorff. Under indspilningen af musikken, blev min story reel vist på lærredet, så dirigenten kunne anslå takten i overensstemmelse med hullerne på filmbilledet. Til at begynde med, var Fabricius-Bjerre skeptisk overfor mit arrangement, idet han mente det ville være vanskeligt at dirigere i 8-takt, og det kneb da også lidt for ham i første omgang, men efter et par forsøg lykkedes det over al forventning.

Animationen til Tulip-filmen stod jeg selv for, og den blev nogenlunde vellykket, om end som næsten al animation hos Barfod, stærkt begrænset. Filmen var som helhed også rimeligt god, men jeg tror ikke, at Barfod var særlig tilfreds med resultatet. Han udtalte sig i al fald aldrig om det. Det var jo heller ikke en ’rigtig’ Barfod-film, det skal indrømmes, for han havde slet ikke sat sit eget præg på den, hvilket som sagt var noget helt usædvanligt.

Men indtil videre blev Barfods tegnefilm i alle tilfælde optaget på trickbordet enten ude hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen eller hos Bellevue Studio i Klampenborg. Det var ind imellem Birthe Barfod, der foretog fotograferingen, men assisteret og superviseret af de to nævnte steders tekniske personale

Diverse begivenheder

Her skal indskydes, at den 26. marts 1958 fejredes Poul Reumert i anledning af sin 75 års fødselsdag. Det skete bl. a. med opførelsen af Hostrups ”Genboerne” på Det kgl. Teater, og naturligvis med Poul Reumert selv i hans glansrolle som løjtnant von Buddinge. Begivenheden blev selvfølgelig omtalt i aviserne, og det bragte minderne frem om min egen opsætning af stykket i min tid i Gribskovlejren. Mange år senere har jeg haft lejlighed til at se Poul Reumert i rollen som von Buddinge i TV, men hans præstation var mesterlig, for ikke at sige uforlignelig. I filmen ”Genboerne” fra 1939, som jeg også først mange år senere så på video, blev rollen som von Buddinge udført af Carl Alstrup, der også gjorde det godt, men dog ikke var på højde med Reumert.

Den 15. april 1958 åbnedes Magasin Anva (forkortelse for Andels Varehuset), som ejedes af FDB (forkortelse for Forenede Danske Brugsforeninger), hvor Karina senere blev ansat i damelingeriafdelingen. Det moderne kunstmuseum Louisiana i Humlebæk indviedes den 14. august, og ”Tre Falke Bio” i Falkonercentret blev indviet den 23. oktober, og i denne kæmpebiograf fik Disneys langtegnefilm ”Tornerose”, 1958, Københavnspremiere den 29. marts 1960, året efter at have haft dansk premiere i provinsen. Tegnefilmen ”Tornerose” var derfor på det her omtalte tidspunkt endnu fremtid for mig.

Mine forældres haver

Selvom mor var født i København, som hun dog sammen med sin mor forlod som spæd, så voksede hun op på landet, nemlig i landsbyen Bursø ikke langt fra købstaden Maribo, hvor mine morforældre havde deres eget hus med tilhørende have. Men mor var fra barnsben vænnet til at hjælpe til i familiens køkken- og prydhave, så hun vidste en del om havebrug. Far var født i Aastrup på Falster og var fra barnsben vænnet til arbejde ved landbruget. I 1907, da han var omkring 3-4 år, flyttede han og hans forældre til Majbølle på Vestlolland. Som ung og voksen var han i sin fritid stærkt interesseret i havebrug, både af nødvendighed og af lyst, en interesse, der fulgte ham livet igennem. Far havde stort set altid en have til sin rådighed, lige fra den dejlige have i Tillitse, derefter den der hørte til vores lejlighed på Rosnæs i Nakskov og senere, år efter at mine forældre og vi børn var flyttet til Hovedstaden, successivt tre haver i omegnen af København, en i Brøndbyøster, en i Hvidovre og senest en i Taastrup.

Den første have, mine forældre havde efter at de var flyttet til København, lå på Præstemosen i Hvidovre, men den var de ikke ejer af, det var derimod Bents kones, Annelises, bedstemor, som på grund af alder ikke benyttede stedet så meget mere, som hun havde gjort før i tiden. Så vidt jeg husker, skulle mine forældre kun betale lidt for brugen af el, gas og vand, mod at far ordnede og holdt huset og haven i god stand, hvilket han ikke havde noget besvær med, selv om han også skulle passe sit daglige arbejde. Far var altid i aktivitet fra tidlig morgen til først på aftenen, og han holdt så godt som aldrig ferie, idet han mest arbejdede som såkaldt daglejer, hvilket vil sige, at han blev ansat til et job samme dag og var heldig, hvis han også kunne få det samme job næste dag eller flere dage efter. Den arbejdsform havde han som ufaglært arbejder været vant til, lige siden mine forældre var flyttet til København i april 1939. Og så vidt jeg kan erindre, har jeg aldrig hørt far beklage sig over sin arbejdsmæssige situation. For ham gjaldt livet altid om at tjene tilstrækkeligt med penge til at kunne sørge for sin egen lille families og sine egne daglige fornødenheder og – om muligt – også til lidt beskeden luksus. Men for sit personlige vedkommende var far ikke særligt krævende, og han brugte kun få penge til cigaretter og tobak.

Mine forældre havde på det tidspunkt Bents og Annelises lille søn, Jonny, født 2. december 1956, i en slags pleje. Drengen opholdt sig der i en periode både dag og nat, og han var meget glad for sine farforældre, der da også nærmest forgudede ham. Hvem skulle i øvrigt have troet, at denne lille knægt senere i sit voksenliv skulle blive far til 5 børn, to piger og tre drenge, hvoraf det ældste pigebarn, Sarah, under navnet Sarah West en dag skulle gå hen og blive internationalt berømt i musikverdenen som sanger, sangskriver og komponist. Søsteren Anne Mette Westen kom også til at virke i underholdningsbranchen, både som sanger og skuespiller, specielt i musicalgenren.

På fotoet til venstre ses mor sammen med sine tre børnebørn, Annette, Jonny og Jan, hvor Jan for sjovs skyld har sat sig op i Jonnys klapvogn. På fotoet til højre ses Jan i færd med at hjælpe sin farfar med havevandingen. Vandkanden er tydeligvis tung for den kun godt 4-årige dreng. - © 1958 Privatfotos.

En dejlig dag sammen med børnene

Efter at Karina og jeg var flyttet til Brøndbyøster, var det så heldigt, at min økonomisk formående søster, Lizzie, samme forår havde købt en kolonihave med hus til mor og far i ”Havekolonien Landlyst” ved Brøndbyøstervej, små 10-minutters gang fra Nørrekær, hvor Karina og jeg dengang boede. Derfor blev det lettere for os at besøge dem, hvilket vi da også jævnligt gjorde gennem flere af de følgende år, når de i sommersæsonen boede i huset i kolonihaven.

Det hændte jævnligt, at vi om søndagen spadserede over, for at besøge mine forældre i haven, som de snart havde fået sat god skik på. Det hændte også, at vi tog Jan og Annette med på besøg hos mine forældre i haven, når de to kære børn var på besøg hos os. En af de søndage, hvor vi alle fire besøgte far og mor i deres have, var Annelise og lille Jonny også på besøg, men eftersom Bent ikke er med på de nedenstående fotos, formoder jeg, at han heller ikke var med sin kone og søn ved den lejlighed. Han lå inde som soldat på den tid.

På fotoet til venstre, som er fra samme dag, som de to tidligere fotos ovenfor, ses Jan med Jonnys klapvogn, medens Annette er i færd med at sparke til en bold. På fotoet til højre ses jeg selv stående overskrævs på klapvognen, mens Annette ser til og Jonny formentlig sidder og venter på, at blive kørt omkring. - © 1958 Privatfotos.

Herover ses Karina sammen med børnene, tilvenstre Annette i færd med at skubbe klapvognen med Jonny, mens Jan formentlig forsøger at stoppe kørslen, ved at sætte sin fod foran et af hjulene. På fotoet til højre ses Jan siddende på klapvognen. Det er Bents daværende kone, Annelise, der står bagved. - © 1958 Privatfotos.

Jan og Annette så rigtig ud til at nyde dagen i omgivelser, som de ikke var vant til til daglig, hvor de jo boede hos deres mor på Mågevej i Københavns Nordvestkvarter. Og de syntes også at være glade for at være sammen deres lille fætter, som for sit vedkommende så ud til at have det rart og more sig.

For mig personligt var det glædeligt og herligt, at gense og være sammen med Jan og Annette under disse relativt frie, afslappede og problemløse omstændigheder og opleve dem det meste af en dag, som vi som nævnt tilbragte det meste af ovre i mine forældres have i kolonihaveforeningen ”Landlyst” ved Brøndbyøstervej. Foruden Karina, og Jan og Annette, var der også mine forældre og min bror Bents kone, Annelise, og deres lille søn, Jonny. Bent har formentlig ikke haft orlov, for det ser ikke ud til, at han har været med denne dejlige og fornøjelige dag, som jeg naturligvis ikke har glemt, og som jeg heldigvis har de her vedhæftede og uforglemmelige fotos fra til støtte for erindringen.

På fotoet til venstre står Annette ved klapvognen, medens Jan har lagt sig ned på græsset ved siden af denne og formentlig kigger interesseret op på, hvad Jonny og Karina foretager sig. Det ses på fotoet til højre, hvor Karina snakker med Jonny, som dog mest synes interesseret i hendes halskæde. - © 1958 Privatfotos.

Men desværre var og forblev forholdet til børnenes mor, Else, ikke det bedste, selv om det foreløbig fungerede uden de helt store vanskeligheder og problemer, hvilket først og fremmest var godt for Jan og Annette og desuden for mig og dermed også for Karina, som så ud til at være glad for begge børnene, også selv om det jo ikke var hendes egne.

Den 24. november 1958 blev på sin vis en markant politisk dato, for da stiftedes Socialistisk Folkeparti (SF) med Aksel Larsen som formand. Det var eftervirkningerne af, at Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) havde accepteret Sovjetunionens overgreb mod Ungarn i 1956, der hermed satte sig tydelige spor. Det splittede i hvert fald det danske kommunistparti op i to grupper: de doktrinære kommunister, som adlød og fulgte Moskvas paroler, og de uortodokse kommunister, der grupperede sig omkring det nye socialistiske parti. SF tog afstand fra diktaturet i Sovjetunionen, ud fra den opfattelse, at socialisme var en udvidelse af begrebet demokrati. Partiet kom dog ikke i Folketinget før ved valget i 1960, men da med hele 11 mandater, hvilket var ret overraskende, men selvfølgelig til glæde for partiet og dets stiftere.

Julen 1958

2. juledag 1958. Et par desværre ikke helt skarpe fotos, de eneste, jeg har fra denne dag. Tilvenstre ses min daværende kone, Karina, siddende på gulvet ved siden af træet med de tændte julelys, idet hun netop er ved at pakke en af sine julegaver ud. Tilhøjre sidder jeg selv med Jan og Annette, som også har fået et par af deres gaver. Lille Annette ser lidt beklemt ud ved situationen, hvilket naturligvis bedrøver mig at se, nu så mange år efter. Papirlampen i baggrunden er et minde om opførelsen af ”Det lille Thehus”. – Fotos: 1958 Privatfotos.

2. juledag 1958 holdt Karina og jeg ’juleaften’ for Jan og Annette, som med jævne mellemrum var kommet på endags besøg hos os lige siden, vi flyttede ind i vores nye lejlighed i Brøndbyøster. Begge børnene var glade for at komme hos os, men lille godt 4-årige Annette var lidt trykket ved situationen, men det hjalp, at hun havde den godt et år ældre Jan at støtte sig til.

Den kære lille Annette sagde i reglen ikke meget, måske fordi hun forståeligt nok var trykket af, at hendes far og mor boede hver for sig og i øvrigt ikke kom godt ud af det med hinanden. Men måske skete der også ting i hendes hjem, som hun dels ikke syntes om og dels ikke forstod, og som gjorde hende utryg. Det var formentlig noget med en ny ”far”, der var på vej ind i billedet. Jan var derimod gennemgående i nogenlunde humør, om end også han kunne virke alvorlig og lidt tungsindig. Han talte dengang ofte om Gud, og engang spurgte han mig om jeg vidste, hvem og hvor Gud var. Jeg svarede da, at Gud er overalt og i os alle og i alle ting. ”Er han i himlen og på jorden, i os mennesker og i stenene og blomsterne og alting?”, ville han vide. ”Ja!”, sagde jeg, ”Gud er i alle ting og alle steder på én gang, fordi alle ting og steder er i Gud!”. Det grundede han længe over, men sagde ikke mere om dette emne ved den lejlighed. Hvem der havde fortalt drengen om Gud, ved jeg ikke, kun at det i hvert fald ikke var mig, for dengang havde jeg egentlig ikke noget bevidst og fast personligt forhold til begrebet, og desuden mente jeg ikke, at børn i Jans alder behøvede at vide besked med emner af den nævnte karakter.

En mørk aften, da jeg hjemme fra Nørrekær var på vej til Stationen, for at følge børnene hjem til deres mor, sagde Jan lige pludselig og uventet: ”Far! Er det ikke rigtigt, at Gud er i os alle og i alle ting og at alting er i Gud!?”. Jeg måtte uvilkårligt trække på smilebåndet, idet jeg svarede: ”Jo, min dreng, det er helt rigtigt!”. ”Ja, det mente jeg nok!”, tilføjede han og puttede sin lille hånd i min. Annette havde jeg i den anden hånd. Det var et af de lykkeligste øjeblikke i mit liv, som for en kort stund overskyggede alle de problemer og vanskeligheder, som det dårlige forhold mellem børnenes mor og mig desværre havde ført med sig.

Det var ellers noget af en tur, når jeg eller vi – Karina fulgte nogen gange med - skulle hente og bringe børnene. Det foregik med S-toget til Valby Station og derfra skift over Vanløse til Fuglebakken, og herfra til fods til Mågevej, hvor Jan og Annette dengang boede med deres mor. Turen gik præcis den modsatte vej, når vi skulle hjem til os med børnene eller når vi selv skulle hjem, efter at have afleveret dem. Det tog i reglen alt i alt omkring halvanden time hver vej. Jeg erindrer ikke længere, hvorfor Jan og Annette ikke overnattede hos os og heller ikke holdt ferie hos os, men jeg mener det skyldtes, at deres mor ikke ville tillade det, og jeg havde ikke lyst til at rejse en samkvemsretssag på det grundlag, i al fald ikke så længe børnene overhovedet fik lov til at komme hos os en hel lørdag hver 14. dag og en dag i helligdagene. Der var heller ikke nedfældet nogen bestemmelse i hverken separations- eller skilsmissepapirerne om, hvor ofte og hvor længe ad gangen, Jan og Annette måtte besøge mig. Det beroede derfor først og fremmest på Elses velvillighed eller mangel på samme, hvor ofte børnene måtte komme på besøg hos os.

Men når jeg afhentede og afleverede børnene, var Karina i begyndelsen med, men efterhånden fandt vi ud af, at en del af Elses surhed og vrangvilje måske kunne skyldes Karinas tilstedeværelse. Vi var nok begge lidt naive, idet vi troede at det måske ville berolige børnenes mor, at jeg ikke længere var alene, men at der var kommet en kvinde ind i min tilværelse. Det kunne jo normalt kun være en fordel for alle, ikke mindst for Jan og Annette. Men sådan reagerede deres mor altså ikke, og derfor nøjedes Karina for fremtiden med kun at følge os hen til gadedøren, hvor hun blev stående udenfor, eller hun gik hen på den nærliggende Frederikssundsvej, hvor der var nogle forretninger at kigge på, mens jeg gik ind i opgangen for at hente eller aflevere børnene ved entrédøren. Jeg blev aldrig nogensinde budt indenfor, sandsynligvis fordi Elses nye kæreste befandt sig i lejligheden. Det var en speciel og underlig fornemmelse, at stå udenfor en dør, man nærmest som en selvfølge havde gået ind og ud ad flere gange dagligt i årene 1954 og til et stykke ind i 1956, men hvor man nu nærmest blev betragtet og behandlet som en uønsket fremmed.

Livet på tegnestuen

Imidlertid var der som nævnt kommet flere mennesker til på Barfods tegnestue, og da han desuden havde planer om at købe og få installeret sit eget trickapparatur, var pladsforholdene for små, og derfor lejede han sig ind i en villa i Skjoldsgade på Østerbro. Tidspunktet har været i efteråret 1958.

Det meste af villaens underetage blev benyttet af ingeniørfirmaet Cowi Consult, men et enkelt, stort rum med højt til loftet var ledigt, og det passede lige præcis til installering af trickapparaturet. Desuden rådede Barfod over hele den store førstesal, hvor der var en del værelser, og disse blev nu benyttet som tegnestuer af hans personale. Selv fik Barfod sin tegnestue i et pænt stort værelse, mens Børge Hamberg fik et rum ved siden af. Selv fik jeg tegnebord og siddeplads i et værelse, hvor der foruden mig også sad Per Lygum. I et tredje og noget større rum sad Bente Petersen og Ulrich Schmedes. Walther Lehmann var i mellemtiden holdt op, fordi han var blevet indkaldt til aftjening af sin værnepligt i Civilforsvaret.

Som nævnt var flytningen til de nye lokaler delvis begrundet i Barfods ønske om at få installeret sit eget trickapparatur, og det varede da heller ikke længe efter flytningen til Skjoldsgade, før det skete. Apparaturet var tysk af mærket Crass, i lighed med, hvad man havde både hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen og hos Bellevue Studio i Klampenborg. Da trickapparaturet efter nogen tid var næsten klart til at tage i brug, blev en af Lygums venner, Vagn Benneballe, på hans anbefaling ansat som trickfotograf. De teknikere, der installerede apparaturet, fik derfor lejlighed til samtidigt at instruere Benneballe i, hvordan dette fungerede og skulle betjenes.

Kort tid efter, at alt og alle var vel installeret i lokalerne i Skjoldsgade, blev der afholdt et housewarming party, hvortil mange af branchens folk og kunder var inviteret. Blandt de mange gæster var også direktøren for Minerva Film siden 1952, Torben Madsen, som onde tunger indenfor filmbranchen kaldte ”Tåben Madsen”. Han var på det tidspunkt en mand i begyndelsen af 50’erne, og havde haft administrative poster indenfor filmbranchen siden 1942. Men den eftermiddag og aften hos Barfod, kunne han bl.a. fortælle lidt om historien bag det hus, vi netop nu befandt os i. Så vidt jeg husker, så havde huset oprindelig tilhørt religionshistorikeren og pædagogen Edvard Lehmann (1862-1930), men var senere blevet købt af Torben Madsens far, og denne familie boede der i mange år.

Ungdomskåd kronprins

I sin ungdom lærte Torben Madsen den syv år ældre kronprins Frederik, den senere kong Frederik d. 9, at kende, idet kronprinsen var jævnlig gæst i huset, når der blev holdt ungdomsfester der. Kronprinsen gik ifølge Torben Madsen ikke af vejen for de våde varer, lige som han ikke forsmåede de yndige unge damer, der sværmede om ham. Hen på de små timer, når festen var på sit højeste, hændte det et par gange, at den fysisk veltrænede kronprins fik lyst til at trække frisk luft. Men i stedet for at gå ud ad hoveddøren og ud på den ellers stille og normalt mennesketomme gade, kravlede han ud af et tagvindue og satte sig op på tagryggen med et halvfyldt glas i hånden, alt imens han sang af sine lungers fulde kraft.

Det varede da heller ikke længe, før en tilkaldt politipatrulje ankom og spærrede gaden af, mens et par af de overordnede politifolk forsøgte at overtale kronprinsen til at komme ned fra taget. Omtrent samtidigt ankom redningskorpset, som skulle gøre sig parate med et springlagen, hvis uheldet skulle være ude og kronprinsen ikke havde mulighed for at komme ned den samme vej, som han var kommet op. Det kunne tage lang tid, at få overtalt kronprinsen til at komme ned, for han var på det tidspunkt i et overstadigt humør og syntes åbenbart det var herligt at sidde oppe på tagryggen og hygge sig. Men naturligvis endte det med, at han kravlede ned fra taget, mens nervøse venner, politi- og redningsfolk så til med bekymring for, at den temmelig beduggede, vordende konge skulle miste fodfæstet undervejs. Det skete heldigvis aldrig. Den brave kronprins Frederik levede som bekendt længe nok til efter sin faders, Christian X’s, død i 1947. at blive Danmarks afholdte konge i ca. 25 år. Kong Frederik døde den 14. januar 1972 i en alder af knapt 73 år.

Til stede ved housewarming partyet var også Barfods gamle far, en velstillet bonde fra Nordsjælland. Bent Barfod havde tydeligvis stor respekt for sin far, som han sikkert gerne har villet imponere og vise, at man altså også kunne ’blive til noget’ i et liberalt erhverv som tegner og tegnefilmproducent.

Der blev drukket tæt under Barfods housewarming party, men selv forholdt Barfod sig altid nøgtern og sober, så han aldrig blamerede sig. Men der var særlig en af hans medarbejdere, som den aften drak sig så fuld, at han til sidst nærmest blev bevidstløs og ikke kunne stå på benene. Det var stakkels Per Lygum, som ikke var vant til at drikke så meget, som tilfældet var blevet denne aften. Men det forlød, at han havde ægteskabelige problemer og at det var grunden til, at han gav los. Konen, som var sygeplejerske, blev tilkaldt for at ledsage ham hjem, men da han var sanseløs af sprut, kunne han ikke selv gå ned ad trappen fra første sal. Det blev Benneballe, Schmedes, Bente Petersen, mig og Lygums kone, der i fællesskab fik ham bakset ud af tegnestuen og ned ad den indvendige, høje trappe og ned i hallen og ud til en ventende taxa. Men da taxachaufføren så, hvor beruset manden var, ville han ikke køre for dem. Og slet ikke, da han hørte at de skulle helt til Virum. Det lykkedes dog til sidst konen at få overtalt chaufføren til at gøre det alligevel, mod at der blev holdt en plastpose foran munden på Lygum under hele køreturen, og mod, at Benneballe fulgte med, for at hjælpe med at få Lygum ud af bilen, når de nåede frem.

Jo, det var på flere måder et mindeværdigt housewarming party, Barfod holdt ved den lejlighed. Barfod selv hørte dog ikke til den kategori af folk, der ynder at drikke sig fulde. Han bevarede altid kontenancen og overblikket, og det gjorde hans kone, Birthe, om muligt i endnu højere grad. Selv var jeg i lighed med f.eks. Børge Hamberg, ganske nøgtern og sober, for dengang drak jeg overhovedet ikke hverken øl, vin eller spiritus, men holdt mig til sodavand. Det havde jeg det bedst med og det var også det bedste for mig og mit helbred.

”Från Fall till Fall”

Der var rigeligt at lave hos Barfod, sådan som der havde været det i den tid, jeg selv havde været ansat hos ham. Det var mest reklametegnefilm, der blev lavet, men ind imellem blev der også produceret korte tegnefilm, som jeg dog ikke fik med at gøre, bortset fra en enkelt scene i Från Fall till Fall, der blev lavet for de svenske elkraftsværker. Titlen hentydede til, at svenske elkraftværker især benyttede sig af den kraft, der lå i de mange store vandfald, som fandtes i det mellemste og nordlige Sverige. Ved hjælp af installationen af kæmpemæssige turbiner kunne man omdanne vandkraften til elektrisk kraft.

I ”Från Fall till Fall” fik jeg en scene at animere med Niels Holgersen, som sidder overskrævs på den flyvende vildgås, ”Akka”, der fører ham omkring i Sverige. I den forbindelse kunne jeg ikke undgå at mindes den scene i filmen ”Landevejskroen” (1939), hvori man ser krofatter komme flyvende på en vildgås, som styrer med ham lige ind gennem et åbentstående vindue i kroens tagetage, hvorefter man ser krofatter, i skikkelse af Edvard Persson, falde ud af sengen og ned på gulvet. I scenen med gåsen var den flyvende gås tegnet og animeret, mens den efterfølgende scene var live-action.

Men Barfod havde som reglen var, lavet en fortegning, jeg skulle gå ud fra, men animationen blev kun en repeat på omkring en halv snes tegninger og tog vel maksimalt omkring et par dages tid at tegne og animere. Men ellers syntes jeg, at tegnefilmopgaverne hos Barfod begyndte at kede mig temmelig meget, så beslutningen om at forlade firmaet var for alvor ved at modnes hos mig.

På hjemmelivets front var der i mellemtiden sket det, at Karina havde skiftet sin stilling i damelingeriafdelingen hos Magasin på Kgs. Nytorv ud med et tilsvarende job hos det omtrent nyåbnede Anva på Axeltorv lige over for Tivolis hovedindgang. Det førte til, at vi blandt andet kunne anskaffe os et sort-hvid fjernsynsapparat af mærket Finlux, om end på afbetaling. Senere købte vi også nogle såkaldte pindestole i Anva, men dog mod kontant betaling.

Stigende private problemer

Men mens det gik godt for mig på jobbet, forværredes forholdet til Jan og Annettes mor, Else, desværre efterhånden mere og mere, og i den følgende tid hændte det, at hun gjorde udleveringen af børnene til mig afhængig af, om jeg ville betale hendes elregning eller andre regninger, hvilket jeg faktisk ikke så mig i stand til, dertil havde vi selv for mange nødvendige udgifter. I mindst et tilfælde hev Else børnene, som stod lige indenfor døren og ventede på, at vi skulle tage af sted til Brøndbyøster, ind igen og smækkede entredøren efter sig. Jeg ringede på endnu engang, men der blev ikke lukket op. Med børnenes høje gråd i mine ører, forlod jeg sammen med Karina, som for ikke at provokere yderligere havde stået og ventet ude på fortovet, slukøret stedet og spadserede om til Fuglebakken Station, for at tage S-toget hjem.

Omtrent samme situation gentog sig, hver gang jeg i den følgende tid kom for at hente børnene hjem til os eller til et besøg hos mine forældre. Else virkede altid sur og vred, når hun åbnede døren for mig, og jeg måtte pænt stå udenfor og vente på, at børnene blev gjort klar til at følge med mig. Det skar mig i hjertet, at Else kunne opføre sig overfor børnene, som om jeg var en fremmed, og tilmed en højst uvelkommen fremmed. Både Jan og Annette virkede skræmte og stressede og livede først lidt op, når vi sad i S-toget på vej til Brøndbyøster, hvor Karina, hvis hun ikke havde været med til at hente børnene, altid tog vel imod både mig og ikke mindst Jan og Annette, som hun så ud til godt at kunne lide. Til gengæld tilbragte vi dagen sammen med leg oppe i lejligheden eller nede på legepladsen bag højhuset. Oppe læste vi også historier sammen og hyggede os i det hele taget sammen alle fire. Men vi eller jeg skulle allerede pakke sammen omkring kl. 16.30, for på det tidspunkt måtte vi tage af sted, så børnene kunne blive afleveret rettidigt, hvilket ville sige kl. 18.

Et nyt og drastisk vendepunkt

En dag i januar 1959 blev det imidlertid for meget for Karina med, hvor forsømte Jan og Annette efterhånden så ud, og hun skrev og sendte derfor et brev med børnene hjem, hvori hun på mine og egne vegne beklagede sig over den tilstand de i reglen blev afleveret i, når de skulle ud til os. De var snavsede både på kroppen og i håret, og tøjet så slidt og medtaget, at vi dårligt kunne være bekendt at tage dem med nogle steder, bortset fra til mine forældre. Det pinte os for børnenes skyld, men vi havde ikke på det tidspunkt selv råd til at købe ret meget nyt tøj til dem, og det frabad deres mor sig desuden. Derimod kunne vi give dem et godt og tiltrængt bad og vaske deres hår, og desuden al vores eller i hvert fald min oprigtige kærlighed og omsorg, så længe de var hos os, men det var kun en lille trøst i en situation, der ikke burde være forekommet.

Elses reaktion på Karinas velmente og – det må siges - af mig godkendte, men måske ikke velgennemtænkte og velbetænkte brev, kom prompte. Det skete, da jeg efter forudgående aftale næste gang kom for at hente børnene. Else lukkede simpelthen ikke op, da jeg ringede på døren, heller ikke selvom jeg kunne høre børnene råbe skrigende på mig inde fra stuen. Jeg ringede på et par gange, men der blev stadigvæk ikke lukket op, og til sidst måtte jeg forlade stedet uden at få børnene med mig. Det var en tung dag, ikke mindst at vide, at situationen gik ud over børnene, og heller ikke vide, hvornår jeg næste gang kunne få børnene at se. Jeg syntes deres mor handlede hjerteløst, ikke mindst fordi deres ulykkelige gråd kunne høres helt ud på gaden og blev ved at forfølge mig i tankerne på vejen hjem og senere.

Der var ikke så meget andet, jeg kunne gøre i denne fastlåste situation, hvorfor jeg foreløbig besluttede ikke at gøre forsøg på at afhente børnene, men afvente et eventuelt udspil fra Elses side, inden jeg foretog mig videre. Men eftersom jeg jo havde ret til såkaldt samkvem eller samvær med Jan og Annette, kunne jeg om nødvendigt henvende mig til statsamtet, for at få en skriftlig og fast ordning. Det var dog en fremgangsmåde, som jeg helst ville undgå, fordi jeg var sikker på, at den i sig selv ville provokere Else til at udvise yderligere modvilje. Så foreløbig forholdt jeg mig afventende, selvom det var svært. Det skal måske lige tilføjes, at Else ikke selv havde telefon, så derfor var det ikke muligt at ringe til hende, for evt. at lave aftaler vedr. børnene.

Jans nervesammenbrud

Omkring en uges tid senere modtog jeg da også en besked fra min mor om, at Else havde ringet til hende og fortalt, at Jan var blevet så nervesvækket på grund af hele situationen, og at det var min skyld, at han havde fået et regulært nervesammenbrud og derfor var blevet indlagt på børnehospitalet i Øster Farimagsgade. Allerede samme dag bad jeg mig fri fra arbejde og tog ud på hospitalet, for at besøge Jan, og her blev jeg vist ind på en stor sygestue, hvor der også lå en del andre syge børn. Den sygeplejerske, der viste mig ind til Jan, sagde på forhånd: ”Jan har det ikke godt i sine nerver. Bliv derfor ikke ked af det, hvis han reagerer stærkt, når han ser Dem!”. Denne velmente advarsel blev der også brug for, for idet jeg nærmede mig sengen, hvor Jan sad op og legede med et eller andet stykke legetøj, og han fik øje på mig, råbte han med høj og skinger stemme igen og igen: ”Jeg vil ikke se dig, far! Jeg vil ikke se dig, far!”. Sygeplejersken, der havde holdt sig lidt i baggrunden gik nu hen til Jan for at berolige ham, samtidig med at hun sagde, at det var nok bedst, hvis jeg forlod stuen, hvilket jeg straks gjorde. På gangen udenfor Jans sygeværelse satte jeg mig udmattet og chokeret på en stol og her kunne jeg ikke undgå at høre, at han blev ved med at råbe: ”Jeg vil ikke se ham! Jeg vil ikke se ham!”.

Langt om længe hørte Jan op med at råbe og der blev helt stille inde hos ham. Et øjeblik efter kom sygeplejersken ud og sagde: ”Han har fået en beroligende indsprøjtning og nu sover han. Men det er nok bedst, at De venter med at komme og besøge ham igen, til han har fået det bedre. De kan ringe til os og høre, hvordan han har det.”

Dybt, dybt ked af det og frustreret over lille Jans situation tog jeg tilbage til tegnestuen i Skjoldsgade, i håbet om at arbejdet ville kunne aflede mine tungsindige tanker og få mig i lidt bedre humør. Børge Hamberg, som jeg ofte betroede mig til, var som altid den gode ven og trøster, og uden ham havde jeg nok ikke klaret mig så godt, som tilfældet blev. Den aften måtte jeg jo fortælle Karina om, hvordan Jan havde det og hvad der var sket, og også hun udtrykte stor medfølelse med ham, den kære dreng.

I de følgende dage ringede jeg flere gange til hospitalet og forhørte mig om Jans tilstand, men man anså ham stadigvæk ikke for parat til at få besøg af mig. Den sørgelige og i virkeligheden tragiske situation endte med det værst tænkelige, nemlig at jeg aldrig mere fik Jan – og dermed heller ikke Annette – at se igen. Herom nedenfor.

Politiet indblandet

Kort tid efter at alt dette var sket, modtog jeg et brevkort fra politiet, hvori man i anledning af en samkvemsretssag med børnene Jan og Annette, som var rejst af deres mor, tilsagde mig til at give møde i Meldahlsgade den og den dag klokken det og det. Her blev jeg modtaget og nærmest forhørt af to kvindelige betjente, som fra starten tydeligvis var på Elses side. Man forelagde mig Elses krav om at få indskrænket min samkvemsret med Jan og Annette ganske betydeligt, og desuden havde hun anmodet om at få et højere børnebidrag, så hun angiveligt kunne klæde børnene ordentlig på, især når de skulle ud til mig og Karina! Den ledende kvindelige betjent gjorde mig opmærksom på, at min nuværende kones brev til min ex-kone var både groft og hensynsløst over for en enlig kvinde med to børn. Jeg forsøgte at fremstille sagen fra min side, men min redegørelse blev nærmest fejet til side, idet betjenten sagde, at det jeg fremførte, var uden betydning for sagens behandling, som jo blev foretaget og afgjort af de amtskommunale myndigheder. Politiets opgave var kun at foretage en forundersøgelse, sagde den ikke videre venlige dame. Hun sluttede sin ”afhøring” med at sige: ”Hvis børnenes tarv ligger Dem så meget på sinde, som jeg har fået indtrykket af, og De i øvrigt er utilfreds med de krav, børnenes mor stiller Dem overfor, har De jo endelig også den mulighed, at frasige Dem samkvemsretten med børnene!”.

Denne tanke havde jeg end ikke turdet tænke, for hvordan frasiger man sig sit eget kød og blod? Jan og Annette var en del af mig selv og jeg elskede dem af hele mit hjerte, uanset, hvad deres mor end havde fortalt dem og givet dem indtryk af om mig. Men det var, som om betjenten lagde ordene i munden på mig, og da jeg efterhånden følte mig trængt op i en krog, indså jeg, at jeg her og nu måtte træffe en af mit livs hidtil sværeste beslutninger. De mange problemer og bekymringer, jeg i tidens løb havde haft på grund af Else, passerede hastigt revy for mit indre blik, og derfor sagde jeg: ”Ja, De har sikkert ret, for jeg tror ikke, at børnenes mor vil ændre holdning! Derfor tror jeg, at det vil være det bedste for Jan og Annette, at jeg frivilligt giver afkald på samkvemsretten.”.

”Ja, det vil sikkert være det bedste for alle parter”, sagde betjenten, ”men tænk nu over det en dag eller to og ring så til mig!”. Hendes stemme lød pludselig lidt mere venlig og deltagende, så at hun næsten forekom mig sympatisk, da jeg tog afsked med hende. ”Jeg sender ikke sagen videre til de amtskommunale myndigheder, før jeg har hørt fra Dem!” tilføjede damen, idet jeg var ved at gå ud ad døren til kontoret.

Tung om hjertet og i sindet tog jeg tilbage til arbejdet i Skjoldsgade, også selv om jeg ikke havde ret megen lyst til det, for de opgaver jeg da arbejdede med, forekom mig kedsommelige og intetsigende, særlig på baggrund af den opståede situation på privatfronten. Men privatlivet kom jo ikke jobbet ved, og pengene skulle desuden tjenes, for at det hele kunne løbe rundt.

En alvorlig og tung beslutning

Hjemme drøftede Karina og jeg den opståede situation og vendte og drejede alt, hvad vi kunne finde på af både for og imod en eventuel definitiv beslutning om at opgive samkvemsretten og dermed opgive at se Jan og Annette mere. Karina sagde: ”Du skal vide, at det må blive din helt egen afgørelse, men jeg står ved din side, uanset hvad du beslutter dig til!”. På en måde følte jeg hendes ord som et svigt, men med min forstand kunne jeg godt forstå, at hun ikke ville risikere senere at blive bebrejdet for de følger, som opgivelsen af samkvemmet med børnene kunne få, specielt for mig personligt. Den nat sov jeg næsten ikke, men lå og vendte og drejede problemerne i tankerne. Følelsen af, at der kun var een løsning på problemerne, som jeg i betragtning af situationens alvor mente måtte være den bedst mulige for Jan og Annette, forstærkedes hos mig efterhånden som natten skred frem.

Næste morgen vågnede jeg med tungt hoved og endnu tungere hjerte, men på arbejde måtte og skulle jeg, for dels var arbejdet den bedste medicin for mig, og dels var der arbejdsmæssige opgaver, jeg var forpligtet til at tage mig af. I S-toget på vej ind til byen fortalte jeg Børge om min beslutning, og han nøjedes med at konstatere, at den beslutning trods alt nok ville være den bedste. ”Jeg ved det må være hårdt for dig”, sagde han, ”men det er måske den bedste løsning for alle parter!” ”Ja, måske har du ret!” svarede jeg og tilføjede: ”Det er også den beslutning, jeg efter en lang nats overvejelser har måttet tage!”

Op ad formiddagen ringede jeg til politiet, hvor jeg fik den kvindelige betjent i telefonen, og sagde: ”Ja, jeg har besluttet mig til, at det vil være bedst for alle parter, at jeg opgiver samkvemmet med børnene!”. Der blev et øjebliks tavshed i røret, hvorefter damen spurgte: ”Er De nu helt sikker på Dem selv og Deres beslutning?” ”Ja, jeg tror det vil være bedst sådan!”, svarede jeg uden tøven. ”De er en modig mand! Jeg har stor respekt for Deres afgørelse!”, sagde hun, og efter en kort pause tilføjede hun: ”Jeg vil nu lade sagen gå videre til amtsrådet, som bestemmer, hvad der videre skal ske!” Dermed var denne fatale samtale forbi.

Men det var jo mere end denne samtale, der var forbi. Forbi var og blev også mit forhold til mine to dejlige børn, som jeg naturligt nok holdt meget af, og som jeg allerhelst ville have bevaret forbindelsen med resten af livet. Men skæbnen ville det åbenbart anderledes, og om det var godt eller mindre godt, ja, det kunne jeg af gode grunde ikke vide, og det ved jeg heller ikke den dag i dag, for det må bero på, hvordan tilværelsen efterfølgende har formet sig for Jan og Annette. Men da jeg ikke har haft forbindelse med dem siden dengang, og i øvrigt kun har hørt meget lidt om dem senerehen, så kan jeg kun håbe på og bede om at det efter omstændighederne er gået dem godt. Se mere herom senere.

Men rent praktisk skete der ikke andet og mere, idet samkvemsretsagen åbenbart blev henlagt uden videre, fordi jeg – efter min egen opfattelse tvunget af omstændighederne og meget mod min vilje - havde måttet give ’frivilligt’ afkald på at have Jan og Annette på besøg hos mig for fremtiden.

Barfod Film flytter på ny

Men gik det ikke så godt for mig personligt dengang, hvad angår forholdet til børnene, som jeg herefter ikke mere så og foreløbig heller ikke hørte noget til og om, så gik det i hvert fald godt for Barfod Film, og det var jo på sin vis også godt for mig, for der var rigeligt med bestillingsopgaver at lave. Barfod var imidlertid blevet utilfreds med at have sin virksomhed og private bopæl adskilt, så derfor besluttede han og konen sig til at flytte endnu engang. I det øjemed købte de en stor herskabsvilla på Ehlersvej 11 i Hellerup, og hertil flyttede både han og virksomheden omkring 1. februar 1959. Ægteparret Barfod indrettede deres privatbolig i stueetagen, mens tegnefilmvirksomheden fik førstesalen som domæne. Trickapparaturet blev dog installeret i et særligt rum i stueetagen, hvor der blev gjort højt nok til loftet til, at kamerasøjlerne kunne være der. I mellemtiden var der kommet en ny fotograf til i stedet for Vagn Benneballe, som havde forladt Barfod. Fotografens navn var Ronny Schoemmel, og han viste sig at være temmelig opfindsom og eksperimenterende indenfor sit felt. Dele af kælderetagen blev også inddraget under virksomheden, idet der her dels blev indrettet et filmforevisningsrum og rum eller ’værksted’ til eksperimenter med bl.a. table top-optagelser. Det var Ulrich Schmedes, der stod for denne afdeling.

Børge Hamberg fik tegnestue på første sal til venstre, mens jeg fik det til højre, så vi let kunne kommunikere med hinanden, sådan som vi altid havde gjort. Ja, det var faktisk sådan, at al besked og alle meldinger til mig fra chefen, gik via Børge Hamberg. Barfod og jeg havde nemlig svært ved at tale med hinanden direkte. Det øvrige personale, Bente Petersen og nogle nytilkomne elever, deltes om de øvrige rum på førstesalen. Per Lygum var af en eller anden grund ikke længere fastansat hos Barfod, men arbejdede lejlighedsvis freelance for virksomheden, og bl.a. udarbejdede han en slags lærebog i animation til brug for Barfods elever. Til at begynde med var Barfod ikke særlig glad eller tilfreds med denne lærebog, for den gav anvisninger på klassisk animation, hvilket ikke lige var Barfods kop te, og slet ikke, da Lygum fortalte, at han havde udarbejdet lærebogen på grundlag af, hvad han selv havde lært hos Jørgen Müller. Men alligevel endte Barfod med at acceptere denne lærebog, som siden blev benyttet flittigt af nogle af hans senere elever, blandt disse Jannik Hastrup, som endnu senere selv brugte Lygums lærebog over for sine egne elever.

Ønske om luftforandring

Men selv om jeg havde rimeligt gode arbejdsforhold og også ind imellem fik interessante animationsopgaver hos Barfod, så havde jeg fortsat lidt svært ved at indpasse mig under hans dominans som kunstner og arbejdsgiver. Jeg anerkendte ham godt nok som en god og original designer, men syntes egentlig ikke at han var nogen god tegnefilmmand, især ikke, fordi animation – og da slet ikke klassisk animation – ikke interesserede ham særlig meget. For ham var designet og baggrundene det vigtigste ved hans film, mens figurerne og disses bevægelser var sekundære, hvilket formentlig skyldtes, at han overhovedet ikke havde ret meget begreb om animationsteknik og heller ikke selv gav sig af med at animere. Det havde han helt fra sin tegnefilmkarrieres begyndelse omkring 1948 fået andre til at lave for sig. Det skal tilføjes, at han heller aldrig gav sig ud for at være animator, men erkendte sine begrænsninger på det felt. Mens vi endnu var i Skjoldsgade begyndte han dog så småt at interessere sig for flytteanimation. Det kom sig af, at han havde fået en idé til en trickfilm, som han døbte ”To små hjerter”. Flytteobjekterne var to perlekæder, og disse havde han givet Lygum til opgave at animere under trickkameraet. Lygum var imidlertid af den klassiske animationstekniks skole, og resultatet af hans animation var derfor ikke lige præcis, hvad Barfod havde tænkt sig. Derfor forsøgte Barfod selv at overtage animationen, idet han dog først havde stået i nogen tid og set, hvordan Lygum bar sig ad med at flytte rundt på de to perlekæder billede for billede, dvs. med to eksponeringer af hvert billede, sådan som det dengang og senere almindeligvis var normalt indenfor al tegne- og trickfilmproduktion. Det var kun hvis en bevægelse skulle være hurtig, at man nøjedes med én eksponering af hvert billede.

Imidlertid viste det sig, at Barfods forsøg med animation heller ikke lykkedes til hans egen tilfredshed, men han gav dog ikke op af den grund. Forsøget blev gentaget flere gange og nu igen med assistance af Per Lygum, og til sidst blev resultatet af anstrengelserne så gode, at Barfod kunne godkende det. Den lille eksperimentalfilms produktionsår er angivet til 1958.

Nordisk Tegnefilm - igen

Men som sagt var jeg i stigende grad blevet utilfreds med forholdene hos Bent Barfod, og særlig med, at animationsopgaverne ikke bød på de udfordringer eller var af den karakter, som jeg havde lært under produktionen af ”Fyrtøjet”, og som jeg helst ville videreuddanne mig i og allerhelst også arbejde med. Da jeg imidlertid havde set nogle reklametegnefilm i biograferne, som jeg syntes virkelig godt om, både hvad design og animation angår, og jeg erfarede, at disse film var produceret af Nordisk Tegnefilm ude i Valby, stod det mig klart, at jeg ville forsøge at blive ansat i dette firma. Jeg vidste, at det blev ledet af Ib Steinaa, som jeg kendte perifert fra tiden med ”Fyrtøjet”, hvor han under fødenavnet Ib Jensen blandt andet havde været mellemtegner, tilmed på nogle af mine scener. Steinaa, der var født i 1927, var godt et par år ældre end mig.

En dag i februar 1959 tog jeg mod til mig og ringede til Nordisk Tegnefilm og fik Steinaa i telefonen og spurgte, om han kunne huske mig fra ”Fyrtøjet”-tiden. Det kunne han sagtens, sagde han, og tilføjede, at han ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke havde henvendt mig til ham noget før. Dertil svarede jeg, at jeg ikke anede at Nordisk Tegnefilm fandtes, da jeg i juni 1957 blev hjemsendt fra Gribskovlejren og stod over for at skulle finde et job. Det gjorde det heller ikke på det tidspunkt, sagde han og fortalte, at firmaet først var blevet oprettet i slutningen af 1957, men han og Kaj Pindal havde siden 1954 arbejdet for Nordisk Film Junior og lavet tegnefilmopgaver for dette firma. Steinaa og jeg aftalte, at jeg skulle komme ud på Mosedalvej og tale med ham den påfølgende lørdag, for man arbejdede også om lørdagen. Det passede mig fint, for hos Barfod havde vi netop fri om lørdagen.

Herover ses den bygning på Nordisk Films areal i Valby, hvor A/S Nordisk Tegnefilm havde til huse fra juli 1957 til slutningen af 1966. Firmaet havde domicil på hele førstesalen, til hvilken der førte to trætrapper op. Trappen, som ses forrest i billedet, og som fører op til en dør ind til tegnestuerne, blev i det daglige benyttet af personalet, mens trappen som skimtes i baggrunden til højre, førte op til direktionskontoret, hvor Kirsten Steinaa residerede. Bag vinduet til venstre i billedet lå først en tegnestue for Mogens Gylling og Ib Clausen, men efter at de to forlod firmaet, fungerede rummet som optræks- og farvelægningsafdeling, som Annalise Andersen var leder af. Det første vindue i facaden lige rundt om hjørnet var tegnestue for Anton Fredsøe, Antti Peränne og Kate Thygesen, fra 1. april 1959 for Anton Fredsøe, Antti Peränne og Harry Rasmussen. Det næste vindue i rækken gav dagslys til tegneren Helge Christiansen og senere til Elisabeth Halgreen, og endnu senere til Flemming Jensen. Bag det tredje vindue i rækken var der først optræks- og farvelægningsafdeling, men fra omkring 1962 blev den tegnestue for Walther Lehmann, Flemming Jensen og Jakob Koch. Fotoet er taget en snefyldt vinterdag i januar 2010. - © 2010 Hans Perk og Dansk Tegnefilm Historie.

Den følgende lørdag tog jeg med S-toget til Valby Station og spadserede hen til Mosedalvej, som kun lå og ligger ca. 8-10 minutters gang fra stationen. Ved porten ind til Nordisk Film lagde jeg straks mærke til et stort skilt, hvorpå der med store bogstaver stod ”Adgang forbudt for uvedkommende”. Man skulle henvende sig til portneren, for at få adgang til området. Portneren, som i dette tilfælde viste sig at være en dame i omkring 40-års alderen, som for øvrigt hed Sørensen til efternavn, sad inde bag et stort vindue i en lav bygning til højre lige inden for porten. Så snart jeg viste mig, blev skyderuden åbnet og damen så spørgende og en smule inkvisitorisk på én. Jeg fremførte mit ærinde, hvorpå hun svarede: ”Det ligger lige til højre rundt om hjørnet og op ad den udvendige trætrappe til første sal!” Jeg takkede og fulgte derefter portnerskens anvisninger og fandt straks den nævnte trappe, som hørte til en tydeligvis ældre, aflang bygning med gule mure og mørkerødt bindingsværk.

Det viste sig for øvrigt, at alle murstenshuse, der fandtes på Nordisk Films område, var af ældre dato og med gule mure og mørkerødt bindingsværk De store scenebygninger, hvoraf der i alt var fire, var derimod alle bygget af træ og malet mørkerøde. De benævntes henholdsvis Scene 1, 2, 3 og 4, og var alle blevet bygget før 1. verdenskrig og havde derfor været i brug allerede i stumfilmtiden. Den gule murstensbygning, hvor Nordisk Tegnefilm holdt til på førstesalen, som lå lige under det tagpapdækkede mansardtag, rummede foruden toiletter også den lydtekniske afdeling og et maskinværksted. Førstesalen var tidligere blevet brugt som systue og garderobe for de kostumer, der blev anvendt i de spillefilm, som Nordisk Film producerede. Men siden årsskiftet 1957/58 havde hele førstesalen været til disposition for Nordisk Tegnefilm, idet systuen og kostumeafdelingen var blevet rykket over under den gamle scene 1, som stammede helt tilbage fra stumfilmtiden, og som i en lang periode kun blev brugt som lagerrum.

Gensynet med Ib Jensen alias Ib Steinaa

Da jeg efter at være gået op ad den førnævnte trappe trådte direkte ind ad døren til Nordisk Tegnefilms kontor, blev jeg mødt af en lidt under middelhøjde, yngre, køn, mørkhåret dame på min egen alder. Hun tog venligt imod mig og præsenterede sig som Kirsten Steinaa. Kontoret var et omtrent kvadratisk rum på omkring 12 kvadratmeter, hvor et stort, lidt gammeldags skrivebord fyldte godt op. Det stod med front mod indgangsdøren, der var forsynet med glasrude i øverste halvdel. Bag ved og til venstre for skrivebordet var der en dør, også med glasrude foroven, og den viste sig at føre ind til Steinaas tegnestue. Til venstre for og vinkelret på denne dør, var der endnu en dør, som førte ud til tegnestuerne, hvor medarbejderne opholdt sig.

Alt dette var dog noget, jeg først blev klar over efter at have talt med Steinaa, som i øvrigt virkede glad for at se mig. Jeg huskede ham som en høj, slank og mørkhåret mand med lidt magre, blege ansigtstræk, men årene siden dengang, vi begge arbejdede på ”Fyrtøjet”, havde givet ham en vis pondus. Eller rettere sagt, han var blevet en smule fedladen, men lignede stort set sig selv fra tidligere. Til en begyndelse udvekslede vi fælles erindringer fra dengang. Det var som om vi begge som katten gik rundt om den varme grød, men endelig langt om længe kom vi til sagen.

- ”Nå”, sagde han, ”du kunne altså godt tænke dig at komme og arbejde hos os!? Jeg husker dig jo godt fra ”Fyrtøjet”-tiden, hvor du var en god animator. Men hvad har du lavet i mellemtiden?”

I korte træk fortalte jeg ham, hvad jeg havde bedrevet siden da, og også, at jeg ikke havde haft mere med tegnefilm at gøre, før jeg via mit bekendtskab med Børge Hamberg var blevet ansat hos Barfod fra 20. juni 1957.

- ”Ja”, sagde Steinaa, ”det er jo ikke lige der, man laver rigtig tegnefilm!”

- ”Nej”, svarede jeg, ”det har jeg jo også fundet ud af, og det er derfor jeg er kommet her i dag, i håb om at du måske kan bruge mig! Men måske stiller du nogle krav til en animator, som jeg ikke er rutineret nok til at kunne opfylde?”

- ”Det tror jeg nu nok, du vil kunne, og jeg kan også bruge dig, hvis vi ellers kan blive enige om vilkårene!” sagde han og tilføjede: ”Her arbejder vi mandag til fredag kl. 9-17 og lørdag kl. 9-14. Men hvad får du i løn hos Barfod?”

Den obligatoriske arbejdsuge var dengang på 45 timer, men flere og flere liberale virksomheder var gået over til 40 timers uge, nemlig ved at holde lukket om lørdagen. Det med eventuelt at skulle arbejde om lørdagen, var jeg faktisk ikke indstillet på, og jeg syntes heller ikke, at det var rigtigt af mig at fortælle størrelsen på den løn, jeg fik hos Barfod, for strengt taget kom det jo ikke andre ved. Derfor svarede jeg:

- ”Tror du ikke, at det ville være på tide, at I også indfører lørdagslukket, sådan som det efterhånden er blevet kutyme i de fleste liberale erhverv? Og hvad løn angår, vil jeg hellere spørge, hvad du har tænkt dig eventuelt at give mig?”

Steinaa så tvivlrådigt hen på Kirsten, som havde overværet samtalen, men mærkværdigvis uden at blande sig i den. Senere, da jeg lærte dem begge bedre at kende, forstod jeg, at hun faktisk havde et stort ord at skulle have sagt, både privat og i arbejdsmæssig sammenhæng. En ændring fra 45 til 40 timers arbejdsuge, ville jo betyde, at firmaet så at sige skulle forære medarbejderne 5 timer ugentlig, for man kunne ikke forestille sig, at der enten skulle skæres tilsvarende i lønnen eller arbejdes en time længere om dagen. Nu var det Kirstens tur til at sige noget:

- ”Jo, det var nok værd at overveje lørdagslukning også for vores vedkommende, men det skal vi først konferere med Sevel om, inden vi beslutter os. Det kan vi først gøre mandag, for han er her ikke om lørdagen”.

Jeg fornemmede i det hele taget en vis velvilje hos Ib og Kirsten Steinaa og tolkede det derhen, at de begge gerne ville ha’ mig som medarbejder. Desuden ville det næppe betyde firmaets fallit, hvis man skulle forære medarbejderne de fem ugentlige timer, for bortset fra Ib og Kirsten var det kun Helge Christiansen og Antti Peränne, der fik en løn, det er værd at tale om, nemlig hver især 1500 kr. om måneden, hvilket jeg dog først senere erfarede. Anna Lise Andersen fik en nogenlunde pæn løn på omkring 800 kr. månedlig, mens resten af personalet var elever, og de fik faktisk ingen løn, i hvert fald ikke det første af de tre år, læretiden var beregnet til at vare. Jeg formoder eller gætter på, at Ib Steinaa på den tid har fået en månedsløn på omkring 2500 kr., mens Kirsten antagelig har fået 1800-2000 kr. om måneden. Desuden fik de jo udbytte af deres aktier i firmaet og andel i dettes eventuelle overskud.

- ”Angående løn”, sagde Steinaa tøvende, ”så kan vi tilbyde dig 1500 kr. om måneden! Hvad siger du til det?”

Tilbuddet overraskede mig unægtelig, for hos Barfod fik jeg jo ’kun’ 1000 kr., hvilket dengang blev anset for en ganske god månedsløn.. Men af bar usikkerhed turde jeg ikke tinge yderligere om lønnen, så derfor svarede jeg efter en kort pause:

- ”Jo, det er i orden, hvis vi så også kan blive enige om lørdagslukning!”

- ”Ring til os i midten af næste uge”, sagde Kirsten, ”så vil vi i mellemtiden prøve at få afklaret spørgsmålet med Sevel.

- ”Men du vil vel gerne se, hvordan vi har indrettet os, og hilse på vores medarbejdere?”, sagde Steinaa, idet han rejste sig fra sin stol og gik hen og ud ad døren, der førte ind til de tilstødende lokaler.

Medarbejderne hos Nordisk Tegnefilm

Først kom vi ind i en lang, smal korridor med ovenlys, og bag den første dør til venstre var der et forholdsvis stort lokale, hvor firmaets optrækkere og farvelæggere havde tegnestue. Her sad først og fremmest en ung Anna Lise Andersen, som var afdelingsleder, og dernæst nogle ligeledes unge damer, som Elisabeth Halgreen, Jytte Larsen og Annette Lorentzen. Bag den første dør til højre var der et noget større rum, der hovedsagelig tjente som lager for de materialer, der blev brugt på tegnestuerne. Lige over for døren ind til lagerrummet, var der en åbentstående dør ind til en mindre tegnestue, og her sad Steinaas nevø, reklametegneren Helge Christiansen, som var den, der tegnede firmalogoer, for- og sluttekster og meget andet og mere til de film, der blev produceret her. Længere fremme ad korridoren og til venstre, var der endnu en dør ind til en tegnestue, som var noget større end den sidstnævnte. Herinde sad der tre tegnere, nemlig de to animationselever, Käte Thygesen og Anton Fredsøe, samt den finske reklametegner og art director Antti Peränne, som for tiden arbejdede hos Nordisk Tegnefilm, angiveligt for at lære at lave tegnefilm, men egentlig elev var han ikke.

Lige overfor den sidstnævnte dør, førte en anden dør ind til et noget større lokale, som på det tidspunkt tjente til tegnestue for tegneren og grafikeren Mogens Gylling og tegneren Finn Clausen. Med de to nævnte tegnestuer befandt vi os i den ende af den lange korridor, der lå længst borte fra direktionskontoret, og her var der en også en dør med vindue i foroven, og foran den var en repos, hvorfra en trætrappe førte ned til gårdspladsen foran bygningen.

Herover ses på en vinterklædt dag i januar 2010 den røde træbygning med en tårnagtig opsats, hvis nordre ende siden omkring 1954 og i hvert fald til ind i 1970’erne rummede det såkaldte trickrum, som fra juli 1957 kom til at tilhøre det genoplivede A/S Nordisk Tegnefilm. Det var her, at stort set alle de tegnefilm, der blev produceret af A/S Nordisk Film Junior og A/S Nordisk Reklamefilm, og altså fra foråret 1957 A/S Nordisk Tegnefilm, blev fotograferet, først af Ib Steinaa og Kaj Pindal og senere af Poul Dupont og Hasse Christensen. Træbygningen rummede i øvrigt også A/S Nordisk Reklamefilm. Den gule bygning til højre i billedet er marketenderiet eller kantinen. - © 2010 Hans Perk og Dansk Tegnefilm Historie.

Steinaa viste mig også firmaets trickrum med 35mm trickbordet, som var placeret i en tilbygning til den træbarak, hvori Nordisk Film Junior havde lokaler. Tilbygningen, som også var af træ, havde den ejendommelighed, at den omtrent ved gavlen var forsynet med en firkantet, tårnagtig overbygning. Den var lavet af hensyn til de to høje søjler, som kamera-elevatoren var monteret på, og som ellers ikke ville have kunnet få plads til at være der. Trickfotograf var Poul Dupont og hans assistent var belgieren René de Clerq.

Det var for resten det samme trickapparatur, som Børge Ring i sin tid havde købt af David Hand, da denne i 1950 ophørte med sin virksomhed i England. Apparaturet blev dengang fragtet til Danmark og stillet op i villaen i Vedbæk, hvor tegnefilmfirmaet Ring & Rønde havde til huse på det tidspunkt, og det blev siden købt af Nordisk Film, da dette firma i 1951 overtog foretagendet og omdøbte det til A/S Nordisk Tegnefilm.

Da jeg ugen efter ringede og talte med Kirsten Steinaa, som altid var den, der tog telefonen hos Nordisk Tegnefilm, sagde hun, at Sevel havde godkendt lørdagslukning, som allerede var tilfældet hos Nordisk Film og Nordisk Film Junior. Så derfor kunne jeg begynde hos dem, når opsigelsesfristen hos Barfod var udløbet.

Min opsigelse hos Barfod Film

Så vidt jeg er i stand til at erindre, sagde jeg op hos Barfod den 1. marts 1959, og kunne altså begynde hos Nordisk Tegnefilm måneden efter, altså 1. april. Forinden havde jeg dog konfereret med Børge Hamberg, som godt kunne forstå min beslutning og mente, at det nok ville være det bedste for mig at finde andre græsgange. Men det var ikke nogen behagelig situation, at skulle gå ind til Barfod på hans kontor og tegnestue og fortælle, at jeg ønskede at slutte hos ham. Han havde åbenbart ikke nogen mistanke på forhånd, for han begyndte straks at tale om nogle af sine filmplaner, som også ville involvere mig. Og da jeg fremførte min beslutning, skar han ansigt på en måde, som han altid plejede at gøre, når noget forvirrede eller bekymrede ham, så jeg næsten fik ondt af ham og selv var ved at fortryde.

- ”Er det, fordi du gerne vil ha’ mere i løn?”, spurgte han.

- ”Nej!”, svarede jeg i overensstemmelse med sandheden, "det er udelukkende fordi jeg gerne vil prøve noget andet!”

Det var nu ikke hele sandheden, for som tidligere nævnt havde jeg i almindelighed vanskeligt ved at omgås Barfod på en naturlig og ligefrem måde. Men hvorfor det forholdt sig sådan, var jeg ikke selv klar over dengang, og ved det faktisk heller ikke i dag. Der var tale om en eller anden psykisk barriere mellem Barfod og mig, som ingen af os evnede at overskride eller nedbryde. Men mit gæt er, at jeg i virkeligheden betragtede ham som en ’opkomling’ inden for dansk tegnefilm, der tilmed ikke kunne eller ville lave ’rigtig’ tegnefilm, og at han på sin side måske mente, at jeg var lidt vel højrøvet over min fortid som tegner og animator på ”Fyrtøjet”. På den tid var jeg jo blevet rigtig godt forkælet på grund af mine relativt usædvanlige evner og forståelse for tegnefilmens teknik og kunst.

Barfod, som sad ved sit tegnebord i sin kæmpestore tegnestue og tegnede på et eller andet projekt, blev herefter fuldstændig tavs, og jeg benyttede situationen til at liste ud ad døren og op til min plads på første sal.

Hen på aftenen, da Karina og jeg sad hjemme og så TV, ringede telefonen. Det var Barfod, som åbenbart gerne ville forsøge at tale mig fra min beslutning. ”Jeg er ked af, at du vil holde op!”, sagde han ligeud. ”Er der slet ikke noget, der kan få dig til at blive?”. ”Nej, jeg beklager!”, svarede jeg bestemt, idet jeg nærmest følte mig som en forbryder. Jeg havde slet ikke ventet denne reaktion fra Barfods side, men nærmest troet, at han ville være fuldstændig ligeglad med, om jeg var hans medarbejder eller ej. Mit indtryk havde jo været, at han ikke satte særlig stor pris på mig som tegner og animator.

Det blev rent psykisk en streng måned at komme igennem, indtil den dag oprandt, hvor jeg skulle slutte. Alle kollegerne var venlige og forekommende imod mig, men Barfod så jeg ikke ret meget til, og hans kone, Birthe, så lige igennem mig, når vi lejlighedsvis mødtes på trappen eller andre steder i huset, som om jeg var luft. Børge og jeg fulgtes som sædvanligt til og fra arbejde, og selvom han sagde, at han også var ked af, at jeg skulle holde op hos Barfod, kunne han godt forstå mine bevæggrunde til at ville skifte over til Nordisk Tegnefilm. Men han og jeg fortsatte naturligvis med at være venner og ses privat.

Nye, moderne møbler

Både Karina og jeg var selvfølgelig glade ved udsigten til, at jeg snart ville få mere i lønningsposen hver måned. Når skatten var trukket, drejede det sig vel om godt og vel 300 kr. mere om måneden, og det var mange penge i 1959. Så mange, at vi kunne begynde at tænke på at anskaffe os nogle flere og tiltrængte nye møbler. Det blev omkring et halvt år senere til en splinterny, moderne Wegner-sofa, to lænestole og et aflangt sofabord, alle i design af Børge Mogensen, og ligeledes en høj kommode i teaktræ, en dengang meget brugt træsort. Senere købte vi en aflang skænk i en lys træsort, vistnok kirsebærtræ, den havde skydedøre i midten og skuffer i begge sider.

Men inderst inde nærede jeg jo stadigvæk en drøm om at komme til at arbejde som selvstændig animator eller tegnefilmproducent, og derfor designede jeg selv et tegnebord, som var specielt beregnet til at tegne animation ved. Bordpladen havde en midtersektion, som kunne vippes op og indstilles i den vinkel, der var passende at arbejde ved. I midten af klappen var der en cirkelrund drejelig skive med en matteret, gennemskinnelig glasplade og en tapskinne til at fastholde animationstegningerne under arbejdet. Tegnebordet var beregnet til at arbejde ved, når og hvis jeg fik tegnefilmopgaver hjemme, og det viste sig senere, at det gjorde jeg i stort omfang. Det bord har jeg endnu, og det er faktisk det, jeg sidder og arbejder ved lige nu, idet jeg skriver disse linjer på computeren, og den er placeret på lige præcis dét bord. Samme tegnebord blev benyttet, da jeg 1986-87 arbejdede som animator på Jannik Hastrups langtegnefilm ”Strit og Stumme” og 1989-90 på hans langtegnefilm ”Fuglekrigen i kanøfleskoven”.

For resten blev der også råd til at købe nyt tøj af forskellig slags til både Karina og mig, samt forskelligt udstyr og grej, som vi havde brug for, men hidtil måttet klare os uden. Dog, inden det kom så langt, må vi hellere fortsætte, hvor vi slap:

Min nye arbejdsplads

Endelig oprandt dagen, den 1. april 1959, da jeg skulle begynde hos Nordisk Tegnefilm. Børge, Karina og jeg fulgtes som sædvanligt ad fra Brøndbyøster Station, men i modsætning til tidligere kørte jeg ikke med længere end til Valby, hvor jeg tog afsked med de to, som fortsatte ind mod byen. Karina for at stå af på Nørreport, og Børge for at fortsætte til Hellerup. Selv spadserede jeg en genvej til Nordisk Film, nemlig bagom ad Skolegade, over Valby Tingsted, krydsede Valby Langgade og fortsatte ned ad Mosedalvej til nr. 6, hvor Nordisk Film var beliggende og havde været det lige siden 1906. Den vej til og fra arbejdet skulle jeg komme til at gå mange gange i løbet af de kommende år. Undervejs passerede jeg Smedestræde, som var og er en lille sidegade til Mosedalvej. Smedestræde lød bekendt i mine ører, og jeg erindrede en af de få deciderede kriminalfilm, der var blevet lavet i Danmark. Den hed Smedestræde 4 og var produceret af Palladium i 1950 og havde en lang række kendte danske skuespillere i rollerne.

Da jeg ankom til Nordisk Tegnefilm omkring et kvarter før kl. 9, var der næsten ingen af personalet dukket op endnu, og Ib og Kirsten Steinaa var heller ikke mødt frem. Men Annelise Andersen var der, og da hun så mig, sagde hun: ”Gå du bare ned i kantinen og få dig en kop kaffe! Det er den måde, de fleste af os plejer at starte dagen på!” Det gjorde jeg så, og det blev siden en daglig rutine i de år, jeg var ansat hos Nordisk Tegnefilm.

Kantinen lå i forlængelse af den bygning, hvor Nordisk Tegnefilm holdt til, og var i lighed med denne også en bygning med okkergule mure og mørkerødt bindingsværk. I denne ældgamle bygning havde skuespillere og personale hos Nordisk Film omtrent siden firmaets begyndelse dagligt haft deres gang, for at få stillet sulten og tørsten. Der var adgang til kantinen ad to døre, en omtrent midtvejs i facaden, og en i den gavl, der var nærmest bygningen som husede Nordisk Tegnefilm. Det var i reglen den sidstnævnte dør, personalet hos Nordisk Tegnefilm benyttede sig af.

Selve kantinen rummede et stort lokale med borde og stole i den ene ende af bygningen, og et omtrent tilsvarende lokale i den anden ende af samme. I det førstnævnte lokale plejede skuespillere, direktører, instruktører og det tekniske personale at holde til, mens håndværkere og arbejdere var henvist til det sidstnævnte lokale, som også gik under betegnelsen ”Slyngelstuen”. Midt imellem de to nævnte lokaler var et forholdsvis stort køkken, der lå vinkelret på spiselokalerne. Kantinebestyreren hed Else Stæhr, som var en nydelig dame omkring de 50 år, venlig, humoristisk og yderst effektiv som madmor. Fru Stæhr, som altid kun blev kaldt Else, var meget afholdt af både personalet og af skuespillerne. Som medhjælpere havde hun et par damer, der var lidt yngre end hende selv. Den ene blev kaldt ”Guggi”, men hendes rigtige navn husker jeg ikke. Hun var en mørkhåret, trind dame, fuld af krudt og humør og ligefrem af væsen. Den anden medhjælper erindrer jeg slet ikke. Men livfulde Guggi blev mange år senere ansat hos DR TV i Gyngemosen, vistnok som sminkøse eller kostumier.

”Klasseskel”

Denne morgen var der kun nogle håndværkere, det vil hovedsagelig sige snedkere, tømrere og malere, og scenearbejdere i kantinen, idet de holdt deres daglige frokost på det tidspunkt. Desværre husker jeg ikke længere navnene på disse mænd, hvis alder strakte sig fra omkring 25-50, men én husker jeg, hans navn var Jørgen Kunz og han oppebar titel af belysningsmester. De fleste af mændene var ganske almindelige mennesker, uhøjtidelige, humoristiske og venlige, og det morsomme var, at de faktisk så lidt ned på det øvrige personale, som de betragtede som mere eller mindre naragtige flipproletarer. Men selv brystede de sig af, at de i perioder daglig omgikkes med kendte skuespillere, som f.eks. Poul, dvs. Poul Reichhardt, når denne var på optagelse på studierne. ”Ja, jeg sagde også til Poul …”, kunne en af dem finde på at sige højt, mens andre hørte på det. Eller: ”Poul er go’ for en snaps og en bajer eller to!” – Men dette snobberi var trods alt meget uskyldigt. Til daglig knoklede disse håndværkere og scenearbejdere fra kl. 7 morgen til kl. 16, og især scenearbejderne havde ofte overarbejde både morgen og aften, ja, enkelte gange endog om natten, lige som de ved spidsbelastninger også måtte arbejde i weekenderne.

Da jeg havde hentet mig en kop kaffe ude i køkkenet – der var selvbetjening – ville jeg sætte mig i slyngelstuen, men straks lød det lidt barskt fra Jørgen Kunz: ”Her må du ikke sidde! Du hører til inde i den anden stue!” Nå, da da, tænkte jeg, her er åbenbart skel mellem folk, men jeg sagde selvfølgelig ikke noget, for jeg blev ærlig talt paf og mundlam over Kunz’ bemærkning, og skyndte mig gennem køkkenet og ind i den anden frokoststue. Her var der til gengæld tomt for mennesker, så jeg satte mig ved et af bordene og drak min kaffe, mens jeg ventede på at Steinaa’erne eventuelt skulle dukke op. Det undrede mig godt nok, at ingen andre fra Nordisk Tegnefilm var her, men allerede i løbet af dagen fandt jeg ud af, at det var almindelig praksis blandt tegnerne og andet personale hos Nordisk Tegnefilm, at hver enkelt hentede sin kop kaffe i kantinen og tog den med sig op på tegnestuen, eller over i trickrummet eller eventuelt over i klipperummet, hvis man havde ærinde og arbejde der.

Chefens ankomst

Cirka klokken et kvarter til tyve minutter over 9 kom en tydeligvis forsovet Steinaa ind ad døren til kantinen, og efter at have hentet sig en kop kaffe og et glas bitter i køkkenet, satte han sig ved siden af mig. Efter en stunds tavshed, hvorunder han tømte glasset med bitter, sagde han: ”Nå, men velkommen til!” – ”Jo, tak!” svarede jeg, idet jeg afventede, hvad der videre skulle og ville ske. Men Steinaa så ikke ud til at have særlig travlt, for han sad sammensunket i stolen med begge arme tungt hvilende på bordet og nippede til sin varme kaffe. Imens stirrede han mat og træt ud i luften, som om han måske overvejede et eller andet at sige, men han forblev tavs. Siden lærte jeg, at Steinaa var en mand af få ord, og at han blandt andet af den grund kunne virke uvenlig og utilnærmelig. Jeg fandt også snart ud af, at han havde store problemer, hovedsagelig fordi han i sin selvforståelse opfattede sig som noget nær et geni til at lave tegnefilm. Den selvforståelse blev understøttet og forstærket af hans kone, Kirsten, der så det som sin primære opgave at beskytte ham mod, hvad hun betragtede som uvedkommende emner og problemer. Hun ønskede at medvirke til, at han brugte al sin energi på at skabe, dels ved at forfatte manuskripter, komponere musik og designe stil og figurer til de tegnefilm, hvad enten det var reklame- eller kortfilm, der blev produceret hos Nordisk Tegnefilm. Det skal da også siges, at han faktisk var god til alle de nævnte funktioner, hvilket jeg alt sammen snart skulle komme til at opleve og erkende.

Problemet i og omkring Steinaas selvforståelse som lidt i retning af et geni, bestod i, at han ikke mødte den anerkendelse, som han selv syntes at han havde fortjent, ja, som han vel nærmest forventede og indirekte krævede. Denne mangel på anerkendelse bragte tit Steinaa i nedtrykt sindsstemning, og for at dulme denne var han begyndt at drikke lidt for mange øl og lidt for mange glas whisky til daglig, og denne uheldige tilbøjelighed tog til i de år, jeg arbejdede sammen med ham og senere. Faktisk må man desværre nok konstatere, at den gode Ib Steinaa blev dranker, hvilket medførte den sukkersyge, der alt for tidligt lagde ham i graven. Steinaa døde i 1987, kun 60 år gammel.

Det må også siges, at miljøet ude på Nordisk Film i Valby nok ikke lige var stedet for folk, der havde alkoholproblemer, for det varede ikke længe, før jeg kunne konstatere, at der ofte blev drukket tæt både af håndværkerne og af det kreative personale, som f.eks. Erik Balling og Henning Bahs, og ikke mindst af en del af skuespillerne, som f.eks. Poul Reichhardt, Peter Malberg og Gunnar Lauring.

Men alt dette anede jeg selvfølgelig ikke noget om den morgen, jeg for første gang sad sammen med Steinaa i Nordisk Films kantine og drak en kop kaffe. Endelig langt om længe fik han drukket det meste af sin kaffe, hvorpå han rejste sig, idet han sagde: ”Nå, men vi må vel hellere se at komme i gang!”. Jeg fulgte med som en lille hund, da vi sammen gik ud af kantinedøren og hen mod bygningen, som bl.a. rummede Nordisk Tegnefilm, men vi benyttede ikke ”direktionstrappen”, men gik op ad personaletrappen, som lå og stadig ligger lige overfor kantinen. Her viste Steinaa mig ind i den tegnestue, hvor jeg under mit forrige besøg havde hilst på Käte Thygesen, Anton Fredsøe og Antti Peränne. ”Ja,” sagde Steinaa, ”jeg tænkte, at du kunne sidde herinde og holde Anton og Antti i ørerne! Käte er flyttet ind til pigerne henne i den anden ende af korridoren.”

’Min’ tegnestue

Den plads og det tegnebord, som Käte Thygesen havde haft og som jeg nu kom til at sidde ved, stod op mod væggen, der vendte ud mod korridoren. Anton Fredsøe havde plads ved et tegnebord, som stod op mod lokalets ydervæg, som havde et enkelt trefags vindue. Til højre for dette og op mod endevæggen ud mod personaletrappen, havde Antti Peränne sin faste plads i den relativt korte tid, han arbejdede på stedet efter at jeg var blevet ansat. Men han var der længe nok til, at vi lærte hinanden ret godt at kende, og til, at han i flere år efter benyttede mig som animator på en lang række af de reklametegnefilm, han producerede efter at være vendt hjem til Finland igen. Jeg erfarede også, at en væsentlig grund til, at han ikke ønskede at arbejde for Steinaa længere end højst nødvendigt, var den, at da Steinaa var blevet sikker på, at jeg ville komme og arbejde fast for Nordisk Tegnefilm, havde han en dag inviteret Antti til en spadseretur ovre i den bageste del af Nordisk Films område, hvor der kun var træer, buske og græs. Her var de gået frem og tilbage i en halv times tid, og herunder havde Steinaa fortalt Antti, at det var lykkedes at få en virkelig kapacitet indenfor tegnefilm til at komme og arbejde hos dem. Men da vedkommende, altså mig, var af en professionel kapacitet, som krævede højeste løn, og da firmaet ikke havde råd til at betale flere den højeste løn, så man sig desværre nødsaget til enten at opsige Antti, som jo trods alt ikke var animator, eller skære hans løn ned med 500 kr. om måneden!

Antti, der normalt var lige så fåmælt som Steinaa, og hvis mest brugte ord var ”Sjuh!”, sagt med en sugende lyd, som mest betød ”ja” eller ”javel”, blev rystet over Steinaas forslag. For en nedskæring af hans månedsløn med 500 kr. ville betyde, at han ikke kunne klare sig økonomisk i Danmark, men enten måtte have penge tilsendt hjemme fra Finland eller sige op hos Steinaa og vende tilbage til sit hjemland. I første omgang valgte Antti at afvente situationen og se, hvordan det hele udviklede sig, og derfor fik jeg fornøjelsen af at lære ham at kende i løbet af det omkring trekvarte års tid, han fortsatte i firmaet.

De tegneborde, vi sad ved, bestod af en lakeret spånplade med fire spinkle, men stærke stålben. Tegnepultene, som stod ovenpå bordet og som de fleste ansatte arbejdede ved, var af en ganske enkel konstruktion, men lige præcis den tegnepult, jeg fik overladt, var speciel både i konstruktion og ved, at den var lavet af træ, hvor de andre pulte var af finer. Denne tegne- eller lyspult fik jeg med mig hjem, da jeg et par år senere begyndte at arbejde freelance for Nordisk Tegnefilm, og jeg har denne lyspult i min besiddelse den dag i dag. Hverken Ib eller Kirsten Steinaa spurgte nogensinde efter den, så jeg har tilladt mig at gå ud fra, at den tilhørte mig. Stolene, vi sad på, var de berømte myrestole af Arne Jacobsen, og de kunne gå an, selvom de ikke var nær så behagelige at sidde på, som de mobile kontorstole, jeg senere altid har brugt, både hjemme privat og på mine senere arbejdspladser.

Det viste sig for øvrigt, at der var sket personalemæssige ændringer, siden jeg havde besøgt Nordisk Tegnefilm første gang en måneds tid tidligere. I mellemtiden var nemlig både Mogens Gylling og Finn Clausen holdt op i firmaet. Gylling havde vistnok fået ansættelse i DR TV’s grafiske afdeling, og Finn Clausen, som var reklametegner, og som ikke var specielt interesseret i tegnefilm, fik job på et reklamebureau.

En af de dengang uhyre populære avisannoncer for Bryggeriet Stjernens nye pilsnerøl, STAR.
- © 1959 A/S Nordisk Tegnefilm og Bryggeriet Stjernen.

Min første arbejdsopgave hos Nordisk Tegnefilm

Men efter at jeg havde fået sat mig ned ved mit arbejdsbord, gav jeg mig til at mønstre mine arbejdsredskaber: Diverse trykpencils til henholdsvis sorte, røde, blå og grønne blyantsstifter, viskelæder, blyantsspidser, og ikke mindst: animationspapir i lille og stort format. Snart havde jeg vænnet mig til de nye og uvante forhold, og nu ventede jeg bare spændt på Steinaas udspil. Det varede da heller ikke længe, førend han kom ind ad døren med nogle store plancher under armen og en aflang, gul fotoliste i hånden. ”Jeg ved ikke, om du i biograferne har set reklamefilmen ”Jeg vil hel’re ha’ en STAR!”?”, indledte han med at sige. Jeg nikkede bekræftende. ”Vi er i gang med den næste STAR-film, som vi dog ikke er kommet længere med, end til, at der foreligger et manuskript, et lydbånd og en fotoliste med opmåling af lyden, og så disse fire plancher.” Her lagde han plancherne foran mig, så jeg kunne se, hvad de forestillede. Det var fire af de situationer, der skulle indgå i filmene. ”I den første STAR-film”, fortsatte Steinaa, ”som jeg selv lavede animationen til, bortset fra ølglasset, der fyldes, og som Käte Thygesen har animeret, så mente vi, at en stærkt begrænset form for animation ville passe til filmen. Men i den nye film vil vi gerne ha’ lidt mere animation, som passer til de situationer, der er i filmen. Det skulle du vel nok være mand for at klare!” - Efter en pause tilføjede han: ”Men der mangler endnu en situation til filmen. Det må du snakke nærmere om med Dibbern, som er den, der har skrevet manuskripterne til begge STAR-film, og som også har valgt både komponist og sangkor. Men nu kan du jo foreløbig begynde med at se på plancherne og gå over i klipperummet og høre lydbåndet og sammenligne det med fotolistens opmålinger. Snak med Helge om det, for det er ham, der har opmålt og nedskrevet dialogen og sangen.”

Med disse ord forlod Steinaa lokalet og jeg var nu overladt til mig selv med de for mig næsten helt nye og uvante ting. For det første havde jeg aldrig før animeret læbesynkront, for det andet vidste jeg ikke, hvordan man opmålte lyd og dialog, og for det tredje var jeg uvant med at animere i større stil. Heldigvis for mig, viste Helge Christiansen sig at være det venligste og hjælpsommeste menneske, man kan tænke sig, og uden tøven lagde han straks pensel og skrivestok fra sig og fulgte mig over i klipperummet, som lå ovre i en af barakbygningerne ved Scene 1. Jeg havde selvfølgelig både set og i mindre omfang arbejdet ved et klippebord, både ude hos Nordisk films Teknik og hos Bellevue Studio, i min tid hos Barfod, men alligevel var situationen ny og ukomfortabel for mig. Det var derfor Helge, der klarede den tekniske og praktiske side af sagen, mens jeg kunne koncentrere mig om at lytte til lydbåndets indhold. Snart lød de muntre toner og ord, sunget af en operasanger og operasangerinde, mens jinglen var indsunget af et kor. Melodierne var komponeret af Ole Mortensen (f. 1924), som på det tidspunkt var programchef i Danmarks Radios Underholdningsafdelings Musikafdeling.

Det skal gerne indrømmes, at jeg var noget nervøs og betænkelig ved den nye situation, hvor jeg blev kastet hovedkulds ud i en efter min egen mening vanskelig og krævende opgave. Jeg havde jo i flere år kun været vant til at lave, hvad vi kaldte dikkedik-animation, det vil populært sige: tre tegninger i repeat. Og den mest avancerede animation, jeg havde lavet i min tid hos Barfod, den med de hoppende harer i ”Forårs-Fred’rik”, havde han kasseret. Da jeg umiddelbart følte fortrolighed til Helge, fremførte jeg mine betænkeligheder for ham, men han trøstede mig med at sige, at det bare var om at komme i gang og gøre det så godt, jeg kunne. ”Desuden kan du jo lave linetest, alt det du vil!”, sagde han opmuntrende. ”Linetest”, på dansk kaldt ”skitsefilm”, var fagudtrykket for prøveoptagelse af den blyantstegnede animation, eventuelt på skitsestadiet, og den teknik kendte jeg jo både fra ”Fyrtøjet”-tiden og fra tiden hos Barfod, selvom linetest ikke var standardprocedure nogen af stederne.

Nå, men der sad jeg så med håret ned ad nakken og vidste ikke rigtigt, hvor jeg skulle begynde og hvor jeg skulle ende. Men jeg måtte jo hellere se at komme i gang, jo før jo bedre. Mærkværdigvis forelå der ikke layouts til de scener, der foreløbig indgik i filmen, og da jeg spurgte Steinaa, om sådanne fandtes, svarede han, at jeg jo bare kunne bruge plancherne som layouts. Altså gav jeg mig til at aftegne figurerne og interiøret på plancherne og placere det hele i forhold til widescreen formatet, som dengang var blevet standard i filmbranchen.

"STAR 2" - med de 5 små episoder, som alle slutter med det populære slogan: "Jeg vil hel're ha' en STAR". Filmen er designet af Ib Steinaa og animeret af Harry Rasmussen – Billeder fra filmen. © 1959 A/S Nordisk Tegnefilm og Bryggeriet Stjernen.

I filmens første scene eller situation ses en dame og en herre på kunstudstilling. Parret står foran en abstrakt skulptur, og damen synger med operaparodisk stemmeføring: ”Oh, hvor er den der figur dog smuk! Hvad si’r du lille far?” – Hvortil manden svarer med lidt fortrydelig talestemme: ”Jeg vil hel’re ha’ en Star!” Idet situationen forvandles til et glas, som fyldes med skummende øl, høres koret synge: ”Han vil hel’re, han vil hel’re, han vil meget, meget hel’re ha’ en Star!”

Scenen forvandles igen til næste scene, som viser en mand med en stor vase under den ene arm, og som står foran en ældre herre. Idet manden med vasen hurtigt tager en seddel frem og ser på den, synger han: ”Denne vase - er en hyldest - til vor kære jubilar!”, hvorpå den ældre herre lidt gnavent siger: ”Jeg vil hel’re ha’ en Star!”

Koret gentager jinglen og scenen forvandles igen, denne gang til en situation på Dyrehavsbakken, hvor en udråber i høj hat står oppe på podiet foran en plakat med et billede af en letpåklædt dame. Nede foran står en piberygende mand. Udråberen synger: ”Kom og se Viola danse! Tænk Dem, hun er ganske bar!”. Manden tager piben ud af munden og siger: ”Jeg vil hel’re ha’ en Star!” Igen kor og forvandling af scenen, som nu viser en astronaut og en hvidkitlet videnskabsmand stående foran en startklar rumraket. Videnskabsmanden synger: ”Du bli’r første man på månen, se raketten, den er klar!”, hvortil astronauten siger med en hul lyd inde bag hjelmen: ”Jeg vil hel’re ha’ en Star!”

En dygtig reklamefilm-instruktør

Imidlertid manglede der jo en situation i filmen, for at denne kunne blive på de i alt 75 sekunder, dvs. 1 minut og 15 sekunder, som var meningen. Derfor opsøgte jeg Erik Dibbern (1922-96), som havde kontor i den barak, hvor også Nordisk Film Junior holdt til, og tilmed ved siden af det lokale, Nordisk Tegnefilm brugte som trickrum. Dibbern, som jeg her hilste på for første gang, virkede venlig, imødekommende og relativt afslappet, skønt der ikke var tvivl om, at han tog sit arbejde som reklamefilminstruktør seriøst. Det viste sig desuden, at han var uhyre flittig og dygtig, både som manuskriptforfatter, instruktør og kundeforhandler. I reglen skrev han selv manuskripterne til sine reklamefilm, og han havde desuden selv direkte kontakt med de kunder, for det meste reklamebureauer, som bestilte filmene hos ham. Dibbern havde allerede på det tidspunkt vundet adskillige førstepriser ved den årlige reklamefilmfestival i Cannes.

Nogle af de reklamefilmserier, som Dibbern vil være kendt for, var f.eks. Vitalius Sørensen med den dengang meget populære skuespiller Helge Kjærulff-Schmidt i hovedrollen. Filmene reklamerede for Bio Foska Havregryn. En anden serie var den om hårmidlet Brylcreme, der havde skuespilleren Preben Marth som gennemgående hovedfigur. En tredje serie var reklamefilmene med det berømte komikerpar Dirch & Kjeld hos Crome & Goldschmidt, og en fjerde serie, den for Snevit med en ung og dengang endnu ukendt Jytte Abildstrøm.

Da jeg indfandt mig på Dibberns kontor, sad han henslængt i stolen og med benene nonchalant placeret oppe på skrivebordet, som flød med papirer og meget andet. Han var nem at snakke med, det vil sige, det var ham der snakkede, så man kunne faktisk ikke få et ord indført. Da han i næsten en time havde underholdt mig med diverse mere eller mindre vittige og morsomme anekdoter om sin tid som reklamefilminstruktør, først hos Gutenberghus Reklamefilm 1948-56, og siden hos Nordisk Film Junior, sagde han pludselig: ”Hvad var egentlig dit ærinde?”.

Jeg forklarede ham, at det drejede sig om at få en situation og replik til den manglende scene i STAR-filmen. ”Nå, den!, sagde Dibbern tilsyneladende uinteresseret, og til min forbløffelse fortsatte han: ”Den situation og tekst kan du sgu’ selv finde på! Men la’ mig lige godkende den, inden du animerer den!”

Højst overrasket over at få overdraget opgaven af en garvet og berømt reklamefilmmand, gik jeg tilbage til tegnestuen, idet jeg tænkte over, hvilken situation, der ville være passende at tilføje til STAR-filmen. Men først gik jeg ind til Ib og fortalte ham, hvad Dibbern havde sagt og at han havde overladt det til mig at finde på en idé til den manglende scene. ”Ja,” sagde Steinaa, ”det må jo betyde, at han mener du vil være i stand til at klare opgaven! Det mener jeg også!” Dermed var kompetencen afgjort.

Mit bidrag til STAR 2

Den følgende dag sad jeg ved tegnebordet og tænkte over, hvad jeg dog skulle finde på, og pludselig slog det mig, jeg ved ikke hvordan og hvorfor, men at det måske kunne være morsomt med en officer og en modvillig rekrut. Officeren synger: ”Kom kun her! Vi gør dig nu til en rask og flot husar!”. Den forsagte rekrut svarer: ”Jeg vil hel’re ha’ en STAR!” Da jeg først havde teksten, gav jeg mig til at tegne layout og figurer til scenen. I baggrunden ser man en kasernebygning, og foran denne står officeren og rekrutten, som endnu er i civilt tøj. Både Steinaa og Dibbern godkendte tekst så vel som layout og figurudkast, der naturligvis var lavet i stil med filmens øvrige scener.

Mange år senere, i 1992, blev Dibbern interviewet i forbindelse med et TV-program med titlen Da reklamen var ung, og heri fortæller han anekdotisk om STAR I-filmens tilblivelse, men viser STAR II, dog i en udgave, hvor der er byttet om på scenernes rækkefølge. Men i sin iver for at berette om sine egne fortræffeligheder, ’glemmer’ Dibbern helt at nævne, at mens det var grafikeren Mogens Gylling, som havde designet Star-filmenes stil, var det især Ib Steinaa, der havde en stor del af æren for Star-filmenes succes, idet det jo var ham, der oprindelig havde designet filmenes figurer. En ikke uvæsentlig del af æren tilkom også komponisten Ole Mortensen for den muntre og slagkraftige musik, han havde komponeret til STAR-filmene, og som mange mennesker senere kunne synge med på. At Dibbern heller slet ikke nævner lille mig efter fortjeneste, fortæller blot, at Dibbern ikke opfattede sine medarbejdere som et team, hvilket han vel rettelig burde have gjort. Derfor vil jeg her posthumt korrigere den gode Erik Dibbern og sige, at de to STAR-film var et resultat af et særdeles vellykket teamwork.

- Kom kun her! Vi gør dig nu til en rask og flot husar!- Jeg vil hel’re ha’ en STAR!
Herover ses Harry Rasmussens layout, figurer og tekst til den ekstra scene, som kunden ønskede indsat i ”STAR 2”. Som det fremgår af billedserien ovenfor, kom scenen til at ligge i filmens start. - © 1959 A/S Nordisk Tegnefilm (Tegningen tilhører Harry Rasmussen).

Diverse reklametegnefilm

Hos Nordisk Tegnefilm blev der imidlertid også eksperimenteret med forskellige andre teknikker og stilarter til tegnefilm, end den efterhånden traditionelle UPA-stil. Et eksempel er en reklametegnefilm for ”SHELL MOTOR OIL”, hvortil der bl.a. blev brugt en miniaturemodel af en motorbåd, som man lod spejle sig i en bøjelig højglansplade. Animationen, der blev forestået af mig, skulle demonstrere energi og vitalitet, og den foregik på den måde, at pladen skiftevis enten blev bøjet eller vredet, mens der successivt blev optaget det ene stillbillede efter det andet af den afspejlede båd, som derved antog helt forskellige former.

Filmfotografen Henning Kristiansen var fotograf på den serie stillfotos med modelbåden, som blev koordineret og som jeg aftegnede i form af kontinuerlige animationstegninger, efter hvilke man kunne montere de udskårne eller udklippede fotos på cels. Men der blev dog først lavet en linetest af animationen, så man kunne forvisse sig om, at denne var i orden. Derefter blev cels’ene optaget på trickbordet, og som baggrund brugtes en forsænket, ensfarvet baggrund, der blev belyst med et spotlight. Resultatet af eksperimentet faldt nogenlunde heldigt ud. Det var i øvrigt principielt samme form for teknik, der blev brugt i forbindelse med reklametrickfilmene for Ekstra-Bladet, som senere blev produceret hos Nordisk Tegnefilm, for resten af mig i samarbejde med Steinaa.

Herover ses de tre sidste sider af storyboardet til reklametrickfilmen for SHELL MOTOR OIL (1959). Teknikken bag filmen er beskrevet i hovedteksten. Storyboardet er tegnet af Harry Rasmussen, som også stod for filmens trick-animation. – Storyboard: © 1959 A/S Nordisk Tegnefilm.

Layout til scene i reklametegnefilm for Arsenal Pibetobak (1959). Filmen blev tilrettelagt, designet, layoutet, animeret og instrueret af Harry Rasmussen. – Tegning: © 1959 Harry Rasmussen.

Figurudkast til reklametegnefilm for middagsavisen ”B.T.” (1959). Filmen blev imidlertid ikke til noget i den her påtænkte form og udgave, idet B.T.s redaktion i mellemtiden foretrak realfilm. Figurtegninger og storyboard nåede derfor kun til planlægningsstadiet. – Tegninger: © 1959 Harry Rasmussen.

To billeder fra storyboardet til reklametegnefilm for Pepsodent Tandpasta (1959). Figurdesign, storyboard, layout og animation af Harry Rasmussen. – Storyboard: © 1959 A/S Nordisk Tegnefilm. (Tegningerne herover tilhører Harry Rasmussen).

I den følgende tid fik jeg flere forskellige reklametegnefilmopgaver, f.eks. for pibetobakken Arsenal, en planlagt reklametegnefilm for middagsavisen B.T., og som omtalt for Shell Motorolie. Reklametegnefilmene fik jeg selv lov til at finde på ideer, historier og design til, og det gjorde jo ikke opgaverne mindre interessante. Det gav mig også lejlighed til at tilegne mig og udvikle den tegnestil, som egnede sig til den art og kvalitet af tegnefilm som skulle bære Nordisk Tegnefilms stempel

Efter at disse mere ubemærkede og traditionelle reklametegnefilm var blevet produceret, fik vi desuden en serie tegnefilm for ”Pepsodent Tandpasta”, som Steinaa og jeg i fællesskab tog os af. Men derefter blev der stort set tomgang i firmaet.

Nervøsiteten begyndte at brede sig hos personalet, og ikke mindst hos Anton, Antti og mig, som frygtede lidt for vores stillinger. For mit eget vedkommende var den månedlige indtægt som ansat hos Nordisk Tegnefilm livsnødvendig. Udsigten til eventuelt at skulle vende tilbage til Barfod Film, var ikke lige det jeg allermest ønskede, men endnu mindre ønskede jeg naturligvis at blive arbejdsløs. Det, der medvirkede til at øge den anspændte situation, var den omstændighed, at vi i en del dage ikke så det mindste til Steinaa, som meget imod sin sædvane ikke kom på sine omtrent daglige besøg på de enkelte tegnestuer.

Det viste sig dog efter omkring en uges tids forløb, at vi ikke havde behøvet at nære store bekymringer for vores udkomme hver især, for ingen af os kendte Ib Steinaa godt nok til at vide, at han meget nødigt ville afskedige folk, og da slet ikke erfarne folk, som han vidste at han ville kunne få brug for i en given situation. Det var noget andet med Kirsten, som var den af de to, der så mest nøgternt på situationen – og på pengekassen. Hvis jeg kendte hende ret, så har hun formentlig forsøgt at få sin mand til at forstå, at den øjeblikkelige situation var uholdbar i længden. Men Ib trak den i ørerne, så længe som muligt, i håbet om, at noget ville vise sig, eksempelvis i form af en reklametegnefilm eller lignende.

Men for imidlertid ikke at lade tiden gå til spilde, benyttede Ib Steinaa situationen til at genoptage sin dristige plan om en langtegnefilm med arbejdstitlen ”PING PONG”. Den havde han fået ideen til, engang da han spillede pingpong ude i sin have, og hvor bolden ved et uheld var havnet inde i et buskads. Ved at fantasere over, hvad der eventuelt videre kunne tænkes at være sket med bolden, hvis den var havnet i en fuglerede og en fuglemor forvekslede den med et æg, mente Steinaa at dette kunne bruges som emne for en tegnefilm, muligvis af en længde som Disneys lange tegnefilm.

Her ses to tegninger af hovedfiguren i den planlagte tegnefilm ”PING PONG”, som Ib Steinaa i 1959 havde planer om at producere som en langtegnefilm. Figuren er designet af Ib Steinaa, men er her tegnet af Harry Rasmussen. – Figuren ”Ping Pong”: © 1959 Ib Steinaa.

Steinaas idé: ”Ping-Pong”

Som nævnt begyndte det på et tidspunkt at knibe med nye ordrer på reklametegnefilm og andre tegnefilmopgaver. Det førte til at Steinaa genoptog sine foreløbig noget løse planer om en langtegnefilm med hovedfiguren Ping-Pong. Igennem længere tid havde han syslet med ideen om ”Ping Pong” og udtænkt en række situationer til filmen.

Efter omkring en uges pause i sine ellers daglige besøg på tegnestuerne, kom han pludselig og uventet en dag ind på den tegnestue, hvor Fredsøe, Peränne og jeg sad, og begyndte at udvikle idéen og plottet til filmen. Grundideen, som Steinaa havde fået for et stykke tid siden ved at tænke på en pingpong-bold, bestod i, at en pingpong-bold en dag ved en fejltagelse havner i en fuglerede. Fuglemoderen tror åbenbart, at det er et æg og giver sig til at ruge det ud. Herunder sker der dog kun det, at pingpong-bolden får øjne, næse og mund, samt arme og ben, og da fuglemoderen er fløjet ud efter føde til ’ungen’, hopper denne ud af reden, for at gå på opdagelse og eventyr i den omkringliggende skovverden.

Efter at have brugt omkring et par timer på at bearbejde os gennem sin monolog, hvorunder vi hver især holdt kæft, for vi vidste af erfaring, at hvis Steinaa først blev revet ud af sin tankegang, kunne vi risikere at han gik i stå og ville forlade lokalet i skuffet og fornærmet vrede. Men vi syntes alle tre, at hans idé med Ping-Pong var så interessant og spændende, at vi slugte hvert ord og hvert billede eller sceneri, Ib gennem sine ord fremmanede for vort indre syn. Endelig sluttede han sin enetale med at sige noget i denne retning: ”Harry, jeg overlader det til dig, at videreudvikle og tegne et storyboard til Ping-Pong! Du kan spille idé-ping-pong med Anton og Antti, som måske kan supplere og komme op med nogle gode ideer!” - Dermed forlod Steinaa lokalet lige så stille som han var kommet, og vi så ikke noget til ham, før et par dage senere.

Både Anton, Antti og jeg syntes Steinaas idé om ”Ping-Pong” var interessant at arbejde med og videreudvikle. Samtidig kunne vi jo fordrive ventetiden på nye kommercielle opgaver på en nyttig og fornuftig måde. Der var nemlig stadig tomgang på studiet, og derfor kunne vi i de følgende dage og uger koncentrere os om og vride hjernen, for at finde på alle de mulige og umulige oplevelser og overraskelser, som Ping-Pong kunne tænkes at komme ud for undervejs på sin færd ud i den store verden. Vi syntes jo nok, at figuren så lidt barhovedet eller skaldet ud, så derfor gav vi ham til at begynde med en lille trekantet hat på hovedet. Det havde han ikke haft i Steinaas oprindelige idé, hvor figuren udtrykkeligt skulle ligne en nøgen ping-pong-bold.

Her ses et par animationsudkast til figuren ”Ping Pong”, tegnet af Harry Rasmussen, som i 1959 arbejdede på et storyboard til den planlagte langtegnefilm. – Figuren ”Ping Pong”: © 1959 Ib Steinaa-

”Anthony Peacelake Mysteriet”

Ind imellem, når vi var kørt træt i forsøgene på at presse ideer og gags frem til Ping Pong, slappede vi af, blandt andet ved at lave hørespil med og for hinanden. På den tid havde Radioteatret netop haft stor succes og nærmest lagt byernes gader øde, når man opførte Gregory Mysteriet. Det var denne hørespilserie, der havde inspireret os, og til formålet brugte vi Anton Fredsøes medbragte båndoptager, og et af de hørespil, vi kreerede, var et krimispil, som vi gav titlen Anthony Peacelake Mysteriet. Navnet var en anglificering af Anton Fredsøe, og vi tilføjede spillet alle de uhyggelige lyde og lydeffekter, vi overhovedet kunne finde på at lave. Og med fordrejet stemmeføring afviklede vi replikkerne og handlingen, som vi improviserede og i et slags mentalt ’ping-pong’-spil mellem os fandt på undervejs.

Det kunne naturligvis ikke undgås, at vores højlydte eksperimenter kunne høres på de nærmestliggende tegnestuer, og snart strømmede kollegerne til og forlangte, at vi afspillede hele båndet for dem. Også Ib og Kirsten kom til, for at høre, hvad vores vilde fantasier og eksperimenter var resulteret i, og alle syntes at more sig kosteligt over vore påfund og den professionalisme, hvormed hørespillet blev indspillet. Sagt i al beskedenhed, var det mine erfaringer, både fra mine tidligere teateriscenesættelser og fra de lydindspilninger til film, jeg havde lavet eller været med til, der kom vores ’hørespil’ til gode.

Grisen ”Piggy”

Arbejdet på storyboardet til Ping- Pong fortsatte nogen tid endnu, men på et tidspunkt blev vi nødt til at lægge det til side, fordi jeg fik til opgave at lave en lidt længere reklamefilm for DAK dåseskinke. Det var jo ikke lige en ønskeopgave for mig, der var vegetar, at lave reklame for forbrug af et kødprodukt. Men bortset fra det, var opgaven som sådan interessant nok, også fordi jeg stort set skulle arbejde selvstændigt med den. Endnu engang måtte jeg selv forestå kundekontakt, idéudvikling, storyboard, design og filmens produktion, men naturligvis med Kirsten Steinaa som økonomisk ansvarlig. Ib blandede sig stort set ikke i projektet, i hvert fald ikke indtil videre.

Herover ses den lille gris, internt kaldet ”Piggy”, som var hovedfiguren i en reklametegnefilm for ”Danish Ham” (1959). Det var denne figur, om hvilken Walt Disney under et besøg hos A/S Nordisk Tegnefilm sagde: ”Funny little Fellow!” – Det var hensigten at tildele ”Piggy” hovedrollen i en serie TV-tegnefilm, men planen blev opgivet. – Figuren ”Piggy” er designet af Harry Rasmussen. – Tegning: © 1959 Harry Rasmussen.

Alligevel blev det arbejdet med DAK-filmen, der gav mig et af de første sammenstød med Steinaa, som der uundgåeligt kom flere af i årenes løb, men vi blev dog aldrig for alvor uvenner af den grund. Steinaa var jo som nævnt Nordisk Tegnefilms kunstneriske leder og som sådan bar han ansvaret for kvaliteten af de tegnefilm, der blev produceret af firmaet. Det var derfor naturligt, at han superviserede projekterne efterhånden som disse tog form, og han skulle naturligvis godkende de storyboards og det figurdesign, jeg lavede, hvilket han også gjorde, i reglen uden at have noget at kritisere eller tilføje.

I øvrigt gav arbejdet med ”Piggy”, et navn, som vi for sjovs skyld havde givet den lille gris, rigeligt at gøre først og fremmest for mig. Der blev som sædvanligt tegnet et storyboard til filmen, i dette tilfælde af mig, som også lavede arbejdskort, på grundlag af hvilke Ole Mortensen komponerede musikken. Derefter lavede jeg en story-reel, for at sikre mig at musik og lyd matchede hinanden. Først nu blev Steinaa koblet på i sin egenskab af supervisor, og han havde i første omgang ingen indvendinger, hvorfor jeg kunne gå videre og tegne layouts til de få baggrunde, der var i filmen. Derefter gik jeg i gang med animationen, som jeg både tegnede og mellemtegnede. Efter at linetests for diverse scener var lavet og godkendt af mig selv, gik animationstegningerne til optræk og farvelægning, og derfra videre til optagelse på trickbordet, som jeg i dette tilfælde også selv stod for.

I mellemtiden var musikken til filmen blevet indspillet og speakerkommentaren indtalt, og redigeringen af arbejdskopien kunne derpå foretages, hvilket jeg selv gjorde. Da jeg var nogenlunde tilfreds med resultatet, tilkaldte jeg Ib Steinaa, for at høre hans vurdering af filmen. Sammen så vi filmen igennem et par gange på klippebordet, og Steinaa syntes stort set at filmen var vellykket, men havde dog en enkelt indvending, nemlig den, at jeg i en af scenerne havde lavet et ’dobbelt take’ af overrasket glæde hos ”Piggy”, idet han har fået øje på noget, der foregår off screen. Derpå klippedes der til en scene, som viste, hvad det var, ”Piggy” reagerede på: det fyldte fodertrug. Klip tilbage til ”Piggy”, som i begejstring sætter af og skynder sig hen til truget, hvor han kaster sig grådigt over foderet.

Imod denne krydsklipning indvendte Steinaa, at publikum efter at have set ”Piggy” kigge hen mod truget (off screen), først burde se det fyldte trug, hvorefter man så kunne klippe tilbage til ”Piggy” og se hans reaktion i form af et dobbelt take. Steinaa mente, at jeg havde taget ’fusen’ af ”Piggy”s glædelige overraskelse ved ikke først at vise det fyldte trug. Men jeg holdt stædigt på mit og sagde, at der var tale om en nuanceforskel imellem hans og min opfattelse, og at jeg ikke kunne se nogen rimelig grund til at skulle ændre ved den scenegang, der var i filmen. Mit argument var, at man lige så godt først kunne lade publikum se ”Piggy” blive glad for et eller andet, og derefter, hvad det var, der gjorde ham glad. Dette tog Steinaa, der ikke var vant til at blive sagt imod, mig meget unådigt op, hvorfor han straks rejste sig og forlod klipperummet uden så meget som at sige et ord mere.

Steinaas surmulende fornærmelse bevirkede, at han lukkede sig inde på sin tegnestue, idet han dog ikke undlod undervejs at fortælle sin kone om min dumstædighed. Det fik jeg kort efter at høre, da Kirsten, som altid var ligefrem, kom ind til mig og spurgte, hvorfor jeg ikke ville rette mig efter Ib, som jo trods alt var firmaets kunstneriske leder. Men var Steinaa stædig og – efter min opfattelse – uretfærdig, så var jeg det om muligt endnu mere, så derfor svarede jeg, at min opfattelse var der ikke noget i vejen med. Filmens scenegang forblev derfor, som jeg havde tilrettelagt den, og som jeg vedblivende syntes den burde være. Men Steinaa var fortsat så sur på mig, at han på enhver måde søgte at undgå mig i hvert fald i den næste uges tid.

Det var første og også eneste gang i alle årene, at Steinaa og jeg var på kant med hinanden, for ellers havde vi et forbilledlig godt samarbejde og respekterede hinandens ekspertise. Men i flere dage derefter undgik han mig, alt imens den i og for sig ubetydelige episode sank ned i mindernes pulterkammer. Filmen var i mellemtiden blevet afleveret til kunden, som angiveligt var tilfreds med resultatet. Efter min egen vurdering var ”Piggy”-filmen hverken mere eller mindre end et pænt stykke håndværk, som egentlig ikke havde været en kontrovers værd.

Da Steinaas gemyt efter godt en uges tids forløb atter var faldet til ro og episoden nærmest glemt, skønt han for øvrigt i almindelighed havde svært ved at glemme og tilgive uoverensstemmelser eller hvad han opfattede som fornærmelser, kom han til min store overraskelse en dag ind til mig og forelagde den idé, at grisen fra DAK-filmen, eller en gris, som lignede den, måske kunne bruges som hovedfigur i en kort underholdningstegnefilm, måske endda i en serie sådanne til TV. Jeg blev mere end overrasket, ja, nærmest forbløffet, over Steinaas forslag, men lod naturligvis som ingenting, for ikke igen at give anledning til surmuleri fra hans side. Men forslaget måtte jo betyde en indirekte anerkendelse af mit arbejde med DAK-filmen, og at han syntes, at den gris, jeg havde kreeret til formålet, havde nogle kvaliteter i sig.

- ”Kunne du ikke tænke dig at gå i gang med at lave et storyboard til en sådan film!?” spurgte Steinaa udglattende og fristende.

- ”Jo vist!" svarede jeg lidt tøvende.

- ”Du må selv finde på, hvad filmen skal handle om, og brug Antti og Anton til at afprøve ideerne på, før du forelægger dem for mig.” Med disse ord forlod han lokalet lige så stille, som han var kommet ind. Der var fra Steinaas side utvivlsomt tale om et velment forsøg på forsoning mellem os, og det accepterede jeg selvfølgelig.

I delvist samarbejde med Anton og Antti gik jeg i gang med at planlægge og udtænke handling og gags til en mulig kortfilm med ”Piggy”, et navn, som vi syntes grisen skulle beholde. Undervejs tegnede jeg på små, rektangulære stykker papir og pinnede efterhånden disse op på tavlen, som var ophængt på væggen bag min tegnepult. Anton var den seriøse, velovervejede, som mest kom med indvendinger imod, hvad han syntes var lidt for fjollede påfund, mens Antti for det meste kun sagde sin bekendte sugende lyd ”Sjuh!” Når han syntes, at noget var virkelig morsomt eller godt, blev denne lyd mere langtrukket og endte i et smil: ”Sju-u-u-u-u-h!” Det var ellers ikke, fordi han ikke kunne gøre sig forståelig, for han talte et nogenlunde forståeligt svensk, om end med en kraftig finsk accent, men han var af natur meget indadvendt og samtidig genert.

Imidlertid var Anton, Antti og jeg usikre på, om Ib virkelig mente det seriøst med en kort underholdningstegnefilm med Piggy i hovedrollen. Steinaa var jo kendt for, at lige så begejstret han i øjeblikket kunne være for en idé eller et projekt, lige så pludseligt kunne han miste interessen og engagementet for sagen. Det viste sig, at det gjorde han også i dette tilfælde, idet hans interesse og tanker kredsede om et helt andet emne, som det vil fremgå nedenfor.

Udkast til figuren ”Fantasien” i Steinaas planlagte langtegnefilm ”Palle Ravns rejse i himmelrummet”, 1959, efter forfatteren Thit Jensens eneste børnebog. Figuren er designet af Harry Rasmussen. – Tegning: © 1959 Harry Rasmussen.

Imidlertid var Steinaa som nævnt kendt af sit personale for, at han pludselig kunne miste interessen for en idé eller for en igangværende produktion, simpelthen fordi han i sine kreative fantasier og drømmerier var nået et helt andet sted hen, end det, der aktuelt var i gang. Det skete da også i dette tilfælde, idet han en dag dukkede op i min tegnestue og begyndte at fortælle om en ny idé, han i mellemtiden havde fået. Det drejede sig om, at han nu kunne tænke sig at tegnefilmatisere forfatteren Thit Jensens eneste børnebog, ”Palle Ravns rejse i himmelrummet”, som han lige havde læst. Hans begejstring var forståeligt nok skyhøj, og i løbet af det næste par timer udviklede han sine ideer og tanker om, hvordan filmen kunne udformes som tegnefilm.

Foruden drengen, Palle Ravn, forekommer der to andre figurer i bogen, nemlig Fantasien og Forstanden. Steinaa tænkte sig den sidstnævnte personificeret som tegneredskabet passeren, mens han endnu ikke havde nogen klar forestilling om, hvordan figuren Fantasien kunne se ud grafisk. Den opgave overlod han det til mig at forsøge at finde frem til.

Der var noget vedrørende respekt for sine medarbejderes arbejde og indsats, som den indadvendte og på godt og ondt selvoptagne Ib Steinaa åbenbart havde vanskeligt ved at forstå, nemlig, at en opgave kunne fængsle en eller flere af hans medarbejdere så meget, at de nærmest levede og åndede med opgaven i den tid, arbejdet med den foregik. Det var f.eks. tilfældet med ”Ping-Pong”, der som figur var gået hen og blevet noget nær levende for mine to assistenter, Anton Fredsøe og Antti Peränne, og mig. Vi blev derfor alle tre dybt skuffede over, at Steinaa sådan lige pludselig ignorerede det relativt store arbejde, vi indtil da havde lagt i udarbejdelsen af storyboardet til ”Ping-Pong”. Men nu skulle jeg altså uden videre acceptere Steinaas afgørelse og give mig i kast med ”Palle Ravn”-projektet, medens mine to assistenter igen skulle vende tilbage til hver deres tidligere beskæftigelse.

I mellemtiden præsenterede Steinaa sin idé om ”Palle Ravns rejse i himmelrummet” for Ove Sevel, men denne var ikke begejstret for tanken om en langtegnefilm over bogen. Sevel, som af gode grunde tænkte realistisk og forretningsmæssigt, foreslog Steinaa, at man i stedet skulle genoptage Dansk Farve- og Tegnefilms afbrudte produktion af langtegnefilmen ”Klods-Hans”. Steinaas reaktion var forståelig, men også typisk for ham, idet han blev dybt skuffet over, at Sevel ikke forstod eller ville støtte ham i hans tegnefilmdrømme, og fornærmet over, at Sevel overhovedet kunne foreslå, at han, Ib Steinaa, skulle befatte sig med et arbejde, som andre havde påbegyndt. Som om han ikke selv var god og original nok, til at kunne forestå realiseringen af sine egne ideer og projekter. Følgelig kom der ikke noget ud af hverken ”Palle Ravns rejse” eller af ”Klods-Hans”.

Da Sevel en dag kom ind i trickrummet, hvor Poul Dupont og jeg, Harry Rasmussen, i det øjeblik opholdt os, spurgte vi ham om, hvorfor han havde afvist Steinaas idé om en langtegnefilm over ”Palle Ravns rejse”. Til det svarede Sevel åbenhjertigt, at han ikke troede, at Steinaa ville være i stand til at lede og gennemføre så stort et projekt. Desuden mente Sevel ikke, at Thit Jensens udmærkede børnebog havde de kvaliteter, der skulle til for at lave en lang tegnefilm, som der ville være publikum til.

På spørgsmålet om, hvorfor Sevel så havde foreslået Steinaa eventuelt at genoptage ”Klods-Hans”, svarede han, at for det første var H.C. Andersens eventyr verdensberømt, og for det andet forelå der jo allerede en professionel drejebog af dramatikeren Finn Methling, samt et betydeligt forarbejde og en pilotfilm på 10 minutter. Men, sagde han, han vidste også, at Steinaas stolthed forbød ham at genoptage andre tegnefilmfolks arbejde. Dermed var den sag afgjort, i hvert fald indtil videre.

I 1959 arbejdede jeg blandt andet også på et tegnefilmindslag i en kortfilm, som handlede om, hvordan indtagelse af alkohol påvirker den menneskelige organisme. Jeg stod selv for tilrettelæggelse, design, layout og animation, og til formålet designede jeg bl.a. nedenstående lille fyr, som skulle forestille at være en gærcelle. Det var denne, der var en slags pædagogisk ‘guide’ i tegnefilmafsnittet.

Ovenstående figur skal forestille en gærcelle, og i filmen fungerede denne som guide i de fysiologiske processer, der forekommer, når den menneskelige krop skal forbrænde alkohol. – Figurtegning: © 1959 Harry Rasmussen.

En begivenhed af de helt store

I begyndelsen af juli dette år, mere præcist 6. juli 1959, fandt der en begivenhed sted, som havde særlig betydning for os tegnefilmfolk, for da fik vi besøg af selveste Walt Disney. Grunden til, at han besøgte Nordisk Film var primært den, at man her havde versioneret Disneys film til dansk lige siden ”Snehvide og de syv dværge”, som havde dansk premiere i 1938. Grunden til Disneys besøg på Nordisk Film hang sammen med den omstændighed, at det var dette gamle og hæderkronede filmselskab, der havde eneretten til at forestå de danske versioneringer af Disneys langtegnefilm. På det her omhandlede tidspunkt havde ”The Sleeping Beauty” (1959; ”Tornerose”) endnu ikke haft dansk premiere, hvilket først skete i provinden 27. december 1959 og med Københavns-premiere i Tre Falke Bio den 29. marts 1960. Og man vidste, at Nordisk Film i løbet af foråret 1961 så småt skulle i gang med forberedelserne til versioneringen af Disneys nyeste langtegnefilm ”101 Dalmatians” (1961; ”Hund og hund imellem”).

I Danmark blev Disney repræsenteret af Jørgen Jørgensen, der var direktør for Gloria Film og for Metropol Teatret. Sidstnævnte sted havde man i hvert fald siden 1934 haft årlige visninger af ”Metropols Forårsshow” og Metropols Juleshow”, som i begge tilfælde indeholdt et program udelukkende bestående af 6 korte Disney-tegnefilm. Forårsshowet holdt dog op i 1939, men juleshowet fortsatte gennem alle årene, indtil Metropol som følge af konkurrencen fra især TV lukkede i 1982.

Til orientering skal her oplyses, at versioneringen af ”101 Dalmatians” til dansk blev forestået af Jørgen Sønderhousen (1931-). Han havde siden 1953 været toneassistent hos Nordisk Films Teknik, og fra 1959 tonemester samme sted.. ”Hund og hund imellem” var hans første selvstændige versionering af en Disney-tegnefilm. Interessant, især i betragtning af, at Jørgen Sønderhousen var en arg modstander af Disneys tegnefilm, hvilket dog ikke kunne mærkes på hans versionering af filmen. Et par år senere, da Nordisk Film Junior versionerede Disneys langtegnefilm ”The Sword in the Stone” (1963), var Jørgen Sønderhousen assistent for filminstruktøren Nicolai Lichtenberg (1918-), som var blevet betroet opgaven. Det var også ham, der gav filmen den finurlige danske titel ”Da kongen var knægt”. Ved den lejlighed mødtes Ib Steinaa og jeg, som var til stede i andet ærinde, med Sønderhousen, Lichtenberg og skuespilleren Ove Sprogøe i en af biograferne ude hos Nordisk Films Teknik. Steinaa og jeg blev inviteret til at se med på nogle afsnit fra filmen, hvori især uglen Arkimedes optræder. Sprogøe skulle nemlig indtale uglens danske stemme.

Som i reglen altid, når man versionerer en udenlandsk film, foregår optagelserne med skuespillerne enkeltvis, ofte også selvom to eller flere figurer taler sammen i filmen. Siden mixer man så de forskellige dialogbånd, så det lyder som om skuespillerne taler direkte til og med hinanden. Det var i øvrigt morsomt at se den sekvens, hvori uglen griner helt ustyrligt over troldmanden Merlins fremtidsvisioner. Men det var ved den lejlighed, at Jørgen Sønderhousen luftede sin stærke aversion imod Disney og dennes film. Det skete bl.a. med vredladne ord som: ”Disney og hans film – det er den rene gift!”. Vi andre var dog ikke enige med ham heri, men en del yngre danskere på den politiske venstrefløj bar allerede dengang på et had til stort set alt, hvad der var amerikansk. Det kom yderligere til udtryk i og med ungdomsoprøret i 1968, som skulle komme til at præge det næste årti, både politisk og kulturelt.

En stor dag: Walt Disney aflægger 6. juli 1959 besøg hos A/S Nordisk Tegnefilm på Mosedalvej i Valby. Her ses Disney med følge i den tegnestue, hvor Anton Fredsøe, Antti Peränne og jeg, Harry Rasmussen, sad og arbejdede til daglig. Det er naturligvis Disney i midten af billedet, Til venstre for Walt Disney i midten, ses Anton Fredsøe siddende ved sin tegnepult, medens hånden forneden til venstre tilhører mig, Harry Rasmussen, som deltager i samtalen med Disney. Til højre ses direktøren for Metropol Teatret og Mickey Mouse Corporation i Danmark, Jørgen Jørgensen, og direktøren for Nordisk Film Junior, Ove Sevel. Bag ved Jørgen Jørgensen anes (i mørk skjorte) Ib Steinaa. – Foto: © 1959 Poul Dupont.

Under sit besøg hos Nordisk Film, ville Disney naturligvis også gerne se, hvad Nordisk Tegnefilm var for noget, og anført af direktør Ove Sevel og ledsaget af Jørgen Jørgensen og dennes sekretær, steg den da 58-årige ”tegnefilmkonge” op ad den stejle trætrappe til vores beskedne domicil, hvor han først hilste på dybt benovede Ib og Kirsten Steinaa og derefter blev vist rundt på de forskellige tegnestuer.

Da Disney kom ind i vores trange tegnestue, gav han os hånden efter tur, og derefter spurgte han, hvad det var jeg var i gang med at tegne. På uvant engelsk søgte jeg så godt det lod sig gøre, at fortælle om vores planer med ”Piggy”, mens han så på storyboardet og de tegninger, jeg havde liggende på tegnepulten. ”Funny little Fellow!”, sagde han venligt om figuren, og rettede nu opmærksomheden mod den store storyboard, der hang for endevæggen og på hvilken vi havde pinnet story-tegningerne til Ping-Pong op. ”What’s all this about?”, spurgte Disney interesseret, ”Looks interresting!” Mere nåede Disney ikke at sige, før Sevel afbrød og sagde: ”Mr. Disney, if you want to see more of our studios, we have to leave this place now!” “Well!” sagde Disney, idet han ligesom lidt undskyldende trak på skulderen: ”Nice to have met you guys! Bye, bye!”, hvorefter han og resten af selskabet kantede sig ud ad døren og gik hen ad korridoren til kontoret.

Præcis samme situation som på ovenstående foto: Til venstre for Walt Disney ses (i forgrunden og med ryggen til) Kirsten Steinaa og (siddende) Anton Fredsøe. Til højre for Disney ses Ib Steinaa og direktør Jørgen Jørgensen. Som det fremgår af billedet, er Disney tydeligvis interesseret i storyboardet på væggen i baggrunden til venstre. Det er story-tegningerne til den planlagte langtegnefilm ”Ping Pong”, tegnet af mig, der er pinnet op på tavlen. – Foto: © 1959 Poul Dupont.

På ovenstående foto ses en tydeligt stolt og benovet Ib Steinaa, idet han overværer, at hans store idol Walt Disney skriver i gæstebogen. – Foto: © 1959 Poul Dupont.

Et historisk foto: Ved afslutningen af sit besøg hos A/S Nordisk Tegnefilm i juli 1959 ses her Walt Disney, idet han er i færd med at skrive i firmaets gæstebog – Foto: © 1959 Poul Dupont.

Det var ikke til at forstå, at den middelhøje, lidt sammensunkne mand med de trætte ansigtstræk og det tydeligt grånende hår, som tilmed skilte i striber, og den berømte og nu grå moustache, som stod der lige foran mig i mørkegråt, ikke just nypresset jakkesæt, og med hænderne dybt begravet i bukselommerne, var den berømte Walt Disney. Den mand, som jeg havde set op til og fantaseret om siden 1938, da jeg så hans første mesterværk, ”Snehvide og de syv dværge”. Men det var den virkelige, skinbarlige Disney med den fantastiske og foreløbige karriere bag sig, der stod lige over for mig og talte til i den sammenhæng lille ubetydelige mig! Og tænk, der havde i de mellemliggende år været tale om flere andre mesterværker fra hans og hans medarbejderes hænder, og der skulle endnu komme mesterværker som 101 Dalmatians (1961; ”Hund og hund imellem”), The Sword in the Stone (1963; ”Da kongen var knægt”) og – ikke mindst – Mary Poppins (1964; ”Mary Poppins”), fra hans berømte studier endnu mens han levede. Mesterværket The Jungle Book (1967; ”Junglebogen”) var i fuld produktion, da han døde den 15. december 1966.

Disney blev kun 65 år, og hans død var en følge af en lungekræft, som havde medført at han allerede et par år tidligere havde fået fjernet den ene lunge. Lige siden sin tidligste ungdom havde Disney været en passioneret storryger, og dette gav sig senere udtryk i den berømt-berygtede ”Disney-cough” (”Disney-hoste”), som i nogle tilfælde blev hilst velkommen, og som i andre – de fleste – tilfælde advarede hans medarbejdere om, at bossen var på vej gennem en eller anden korridor på studiet, og for måske lige præcis at tale med dem. Det gjaldt derfor om hurtigst muligt at fjerne eller gemme de ting eller tegninger af vejen, som man ikke ønskede, at han skulle se.

Senere kom Steinaa og viste os, at Disney havde skrevet sit navn og en hilsen til os alle i gæstebogen, før han forlod Nordisk Tegnefilm og blev vist videre omkring på Nordisk Films studier. Vi talte også om, hvorfor Sevel mon havde afbrudt Disneys besøg hos os, lige præcis da han begyndte at kigge nærmere på storyboardet til Ping-Pong. Steinaa mente, at det nok var fordi Disney var kendt for at være på udkig efter ideer og stof til sine kommende tegnefilm, og Sevel havde måske været urolig for, at Ping-Pong skulle vise sig at være et emne for den berømte tegnefilmkonge.

Endnu senere fik vi hver især nogle fotos fra Disneys besøg hos os. Billederne var taget af Poul Dupont, som heldigvis havde forstået besøgets historiske karakter. Det drejer sig bl.a. om de fotos, som er vist ovenfor.

Her skal lige fortælles en lille episode, som så vidt jeg erindrer, fandt sted hen på eftersommeren 1959. Steinaa havde fortalt, at der ville blive afbrændt noget nitratfilm ovre bag et af Nordisk Films atelierer. Og at det blandt andet drejede sig om noget linetestfilm fra versioneringen af Disneys "Alice i Eventyrland" (1951). Det var daværende scene- og belysningsmester Jørgen Kunz, der stod for afbrændingen, og da jeg spurgte ham, hvad det var, han var ved at skulle brænde af, fik jeg den besked, at det netop var noget gammelt filmmateriale, som han dog ikke havde nærmere kendskab til. Men før han antændte dyngen af filmruller, spurgte jeg, om ikke det kunne lade sig gøre at få nogle meter af en af filmrullerne. Det kunne det ikke, sagde han meget bestemt, for han havde fået strenge ordrer fra Sevel om, at det var hans ansvar, at sørge for at alt det gamle filmmateriale blev afbrændt. Det var noget, som Disney havde insisteret på, tilføjede han.

Den pågældende linetest fra langtegnefilmen ”Alice i Eventyrland” havde jeg ved skæbnens gunst haft lejlighed til at se under et besøg hos Børge Ring i Vedbæk 10 år tidligere, nemlig i eftersommeren 1951. Børge havde på det tidspunkt fået lov af Sevel til at låne nogle af de filmsløjfer med linetests fra Alice-filmen, som var blevet benyttet under eftersynkroniseringen til dansk, hvilket han dog ikke fortalte mig noget om ved den lejlighed. Fremvisningen foregik på den gamle, flerhovede Moviola, som ”Ring & Rønde” havde købt af David Hand i London. Man lå på den tid i forhandlinger med Sevel om Nordisk Films overtagelse af "Ring & Rønde”, hvilket også skete kort tid efter, dog uden Rønde, som Nordisk Film ikke ville have med i købet. Som omtalt i anden sammenhæng, blev det heller ikke til noget med, at David Hand skulle være supervising director på den planlagte langtegnefilm ”Klods-Hans”.

Disneys ”Alice i Eventyrland” havde endnu ikke haft dansk premiere på det tidspunkt - det fik den først ved juletid 1951, hvor den i øvrigt havde Danmarkspremiere 2. juledag i Metropol på Strøget - og derfor troede jeg i første omgang, at det var animationstests fra tegnefilm, Børge og Co., havde lavet. Jeg var dybt imponeret over den animation, jeg så. Men Børge havde undladt at fortælle mig, at linetesten var fra Alice-filmen. Stor var min overraskelse derfor, da jeg ved juletid det år så Alice-filmen i Metropol, for da kunne jeg genkende scenerne fra linetesten! Så da jeg i begyndelsen af 1952 atter kontaktede Børge Ring i Vedbæk og fortalte ham om min overraskelse og 'opdagelse', spurgte jeg, hvorfor han ikke havde fortalt mig, at det var linetests fra Alice-filmen, han havde vist mig ved mit forrige besøg. Med et polisk glimt i øjet svarede han noget i denne retning (frit citeret): "Du var så begejstret over, hvad du fik at se på linetesten, som du troede vi havde lavet, så jeg nænnede ikke at rive dig ud af illusionen!"

Sommerglæder

Sommeren 1959 var meget solrig og varm, og det var næsten ulideligt at bo på sjette sal i et betonhøjhus, hvor stue- og soveværelsesvinduerne vendte mod vest og derfor var beskinnet af solen fra omkring middagstid til solnedgang hen på aftenen. Ganske vist var der store grønne områder omkring højhusene, men beplantningen af træer og buske var endnu så ung, at de praktisk talt ikke gav skygge af betydning, og da slet ikke i sjette sals højde. Selvfølgelig havde vi siden 1. juli 1958 også Friluftsbadet ”Vestbadet” lidt længere henne ad Nørrekær, hvor vi kunne gå hen og svale os af, men det var i reglen propfyldt med børn og helt unge mennesker, så der var en støj og larm som i en skolegård.

Men vi havde desuden den mulighed at gå over og besøge mine forældre i deres have i havekolonien ”Landlyst” ved Brøndbyøstervej, kun cirka 10 minutters gang fra vores bopæl. Vi blev altid godt modtaget og beværtet med både kaffe og kage, og ofte blev vi også inviteret på aftensmad. Både mor og far var jo vant til havearbejde, og i de seneste år havde de hvert eneste sommerhalvår boet i kolonihave, først i den lånte kolonihave i Hvidovre, hvor de passede Jonny, født 1955, og siden i deres selvejede hus og have i Brøndbyøster.

”Kosmos Ferieby” og ”Cirkus Svendsen” 1959

Men uden bil eller eget køretøj syntes Karina og jeg begge, at der dels var for langt til de strande, vi hver især kendte fra vores ungdomstid, og også til strandene ved Greve og Ishøj, så derfor begyndte vi dette år at komme oppe i ”Kosmos Ferieby”, som hørte under Martinus Institut, hvilket stedet havde gjort lige siden 1934. Vi lejede os ind for 14 dage i en af de små lejligheder, der lå i det såkaldte ”Svenskehuset”, og herfra var der kun ca. 200 meter til åben strand ud mod Kattegat. Her var der tilmed en badebro, som feriebyens gæster såvel som dennes feriehusejere havde tilladelse til at benytte efter behag og behov.

Feriedagene i Kosmos Ferieby gik for vores vedkommende på den måde, at vi var til foredrag i Foredragssalen hver formiddag kl. 10-11, derefter hjemme og spise frokost og hvile, og om eftermiddagen nede ved stranden og bade. Aftnerne tilbragte vi i reglen sammen med Karinas søster, Inger, og hendes mand, Søren, som havde købt en grund i den forreste ende af Feriebyen, ved en vej eller nærmere sti, som hedder Lyngbakken. Da de endnu ikke havde haft råd til at sætte et beboeligt hus på grunden, men havde fået overladt et mindre kolonihavehus, som var blevet transporteret, vistnok fra Ballerup og til Klint. Men da huset ikke rummede sovepladser, indrettede familien sig med telte, således at Søren og Inger sov i det ene telt, de to største drenge, Peter og Claus, i et andet telt, og de to yngste drenge, Jens og Torben, i et tredje telt. Der var derfor et leben fra tidlig morgen til sen aften, og de omkringboende døbte derfor stedet ”Cirkus Svendsen”.

Til trods for deres relativt små kår, fattige på penge, men rige på børn, som de selv brugte at sige, var Inger og Søren usædvanligt gæstfrie, både i deres hjem i Ndr. Frihavnsgade på Østerbro i København, og ikke mindst oppe på Klint. Familien var derfor overordentligt vellidt af de allerfleste, der om sommeren boede i Kosmos Ferieby.

Foredragene, der blev holdt i den store foredragssal, som for ikke så mange år siden var blevet opført i en frugtplantage, der hørte til Feriebyen, var noget helt for sig. Vi kendte dog allerede foredragsholderne fra de foredragsaftener, vi havde deltaget i på Mariendalsvej i København. Der var først og fremmest Martinus selv, og derefter Erik Gerner Larsson, Mogens Møller og Svend Åge Rossen, og foredragene handlede naturligvis om en indføring i det verdens- eller virkelighedsbillede, som Martinus havde holdt foredrag og skrevet om lige siden slutningen af 1920’erne. Til foredragene var der dog ikke gratis adgang, idet prisen enten var indbefattet i lejen af et gæsteværelse eller en adgangsbillet på dengang 30 kr. pro persona, som kunne købes i forhallen til foredragssalen. Som tilfældet var på Instituttet, således var det også i foredragssalen i Kosmos Ferieby, at Martinus holdt ugens første foredrag på mandage, medens hans medarbejdere deltes om og skiftedes til at følge disse foredrag op med deres egne foredrag, som naturligvis på forhånd var blevet godkendt af Martinus. Disse foredrag fandt sted tirsdag til og med fredag. Visse dage forekom der desuden spørgetimer i det fri eller i den overdækkede pergola ikke langt fra foredragssalen. Lørdagsaftenerne var der i reglen gratis underholdning på restaurant ”Terrassen”, som mange af de fastboende og en del af gæsterne, der var vegetarer, ofte benyttede som spisested.

Til at begynde med foretog Karina og jeg rejsen frem og tilbage mellem Brøndbyøster og Klint, ved at vi kørte med S-toget til Valby Station, hvorfra vi tog Hurtigbussen til Nykøbing Sjælland. Fra busholdepladsen ved Nykøbing Station, gik der en lokal bus ud til Klint. Men rejsen var naturligvis en smule besværlig, når vi skulle have kufferter og andet med, som vi havde brug for i løbet af de indholdsrige 14 dage, opholdet i Kosmos Ferieby varede for vores vedkommende. Men det var dejlige og både fysisk og åndeligt berigende dage, dels med overværelsen af foredragene, dels med sammenkomsten med familien Svendsen samt de fælles spadsereture langs stranden og ud til Klintebjerg ved solnedgangstid. Interessant var det også undervejs at slå et smut ind omkring det lille fiskerleje med de mange små fiskerhytter, som lå ved havnebassinet ved Klint by.

”Sol og Sundhed” og ”Solbakken” 1959

Omkring denne tid havde jeg også fået den i grunden skøre idé, at det ville være den naturligste ting af verden, at bade nøgen, når man gik i vandet fra en badestrand, men eftersom nøgenbadning var forbudt ved offentlige danske badestrande, måtte man søge specielle steder hen. Karina var sådan set med på ideen, om end som kvinde nok lidt mere forbeholden ved udsigten til at skulle vise sig nøgen og færdes mellem andre nøgne mennesker af begge køn. Altså købte jeg et nummer af det dengang velkendte blad ”Sol og Sundhed”, der var organ for naturistbevægelsen i Danmark. Oprindelig havde naturisterne kaldt sig for nudister, af engelsk ’nude’ for nøgen, men ordet og begrebet var efterhånden blevet så belastet med misforståelser, at man i stedet valgte det mere omfattende ord og begreb naturist, som betød noget i retning af ”tilbage til naturen”.

Nøgenbillederne i ”Sol og Sundhed” viste sig at være så sobre og fri for den mindste antydning af sex, at de forekom kedsommelige, men til gengæld fandt vi adressen på Dansk Naturist Forening, hvoraf Sjællands-afdelingen viste sig at holde til på et sted, der kaldtes ”Solbakken”, og som var beliggende ved Isefjorden ud for Kyndeløse i nærheden af Kirke-Hyllinge. Jeg ringede til kassereren, Kaj Jensen, der boede i Vanløse, og han indbød os til at komme op og aflægge besøg på ”Solbakken”, så vi ved selvsyn kunne overbevise os om, hvor vidt naturistlivet var noget for os eller ej. Vi aftalte at mødes deroppe førstkommende weekend.

Dengang havde vi endnu ikke noget køretøj, så vi måtte tage med bussen fra Valby Station til Kirke Hyllinge og derfra med lokalbus ud til ”Solbakken”. Det var lidt besværligt, men opvejedes rigeligt af det gode sommervejr, som viste temperaturer helt op til 30 graders varme og mere, et ideelt vejr til at smide tøjet i. Vi fik nemlig at vide, at det var en af foreningens love, at man ikke måtte færdes på området med tøj på, så der var ikke andet for, hvis vi ville se lokaliteterne, end at lægge al tøjet og vise os i det bare ingenting. Tøjet deponerede vi hos Kaj Jensens splitternøgne kone, der bestyrede stedets kantine, som lå i tilslutning til baderummene og toiletterne. Men eftersom hun ikke var nogen skønhed i almindelig forstand, men derimod en halvkraftig midaldrende dame med hængemave og hængebryster, gik noget af vores debutnervøsitet over. Kaj Jensen var sin kones modsætning, hvad udseende angår, idet han var meget mager og senet, men i lighed med konen også meget solbrændt, hvilket var en formildende omstændighed, når man skulle vise sig nøgen. Han var heller ikke misundelsesværdig, hvad størrelsen af penis angik, for den var kun en smule større end min og hang slapt og uinteressant ned mellem hans hjulede ben. Men Kaj Jensen var i højt humør og priste naturismens glæder og lyksaligheder i høje toner og fortalte, at han og hans kone havde været naturister i mangfoldige år, og var oprindelig kommet på en mindre ø i Roskilde Fjord, hvor de første københavnske og sjællandske naturister holdt til, men dengang kaldte man sig nudister. Tider og udtryk skifter, som de altid har gjort.

Herover ses på de to desværre ikke helt gode fotos nudistkolonien ”Solbakken”s badebro ud mod Isefjorden. Af fotoet tilvenstre fremgår det tydeligt, at selve nudistlejren lå højt i terrænet, som skrånede ned mod vandet. På fotoet tilhøjre ses samme sted, men i en noget lavere vinkel. Den mørke stribe på den anden side af fjorden er øen ved navn Orø. – Fotos: © 1959 Privatfotos.

Efter at have vist os kantinebygningen, førte Kaj Jensen os rundt på foreningens område, som var et dejligt, højtbeliggende, ugenert naturområde med direkte adgang til Isefjorden. Her var der opført en badebro, som medlemmerne kunne benytte, når de ville i vandet og køle sig af i sommervarmen. Sommeren 1959 var i øvrigt usædvanligt varm, hvilket naturligvis blev anset for særlig heldigt for folk, der gerne ville færdes og bade nøgne. Enkelte medlemmer boede i campingvogne, det var således tilfældet med Kaj Jensen og hans kone, men de allerfleste sov i telte, som tilhørte de pågældende, men som i reglen blev opbevaret i et lokale i kantinebygningen, så folk var fri for at transportere teltet frem og tilbage mellem deres bopæl og ”Solbakken”.

Under rundvisningen kunne jeg naturligvis ikke lade være med at kigge på de nøgne mennesker af begge køn, mænd og kvinder, drenge og piger, som vi mødte ude i det fri. De fleste var solbrændte og virkede totalt afslappede og syntes ikke at tage notits af os to blege debutanter. Der var tykke og tynde og nogen midt imellem, og høje, middelhøje og lave af begge køn. Nogle var kønne, andre almindelige og enkelte ikke særlig kønne. Det gjaldt både kvinderne og mændene, pigerne og drengene. Men der var dog enkelte undtagelser, både hvad mænd og damer angik. Et par af kvinderne var endog ligefrem smukke, med velformede og velholdte kroppe, men selv lod de som ingenting og førte sig frem med naturlighed og alligevel en vis påpasselighed. Man lærte hurtigt den regel at kende, at ingen selvbevidst naturistkvinde bøjede sig fremover, så hendes ædlere dele tydeligt kunne ses af dem eller den, der stod bagved hende. Hvad man eventuelt kunne se foran på kvinden, hvis hendes kønsbehåring ellers tillod det, gjorde man bedst i at lade som om man ikke så. Alligevel kunne jeg ikke lade være med i det skjulte at konstatere, at de to nævnte smukke kvinder havde delikate, hvælvede kønslæber. Men synet medførte ikke synlig seksuel reaktion hos mig, hvilket var heldigt, for havde det været tilfældet, ville jeg ikke alene være blevet betragtet som et perverst svin, men bortvist øjeblikkeligt og forment adgang til stedet i al fremtid. Det ville trods alt have været for pinligt, både for Karina og selvfølgelig især for mig selv. Ingen kunne jo uden videre vide, at jeg havde en fortid som uskyldig tegner af nøgenmodeller og som fotograf af samme, i begge tilfælde modeller af begge køn, men dog hver for sig.

Herover ses vores beskedne 2-personers telt, som var placeret inde mellem frugttræerne i den plantage, der tilhørte naturistforeningen ”Solbakken” ved Kirke Hyllinge ved Isefjorden. Det er Karina, der henholdsvis sidder i og står foran teltåbningen. – Fotos: © 1959 Privatfotos.

Jeg formoder, at naturistmændene stort set havde samme fælles reaktion som mig ved synet af de kvindelige naturisters større eller mindre yndigheder. Hvordan kvinderne reagerede, ved jeg faktisk ikke, for Karina og jeg talte aldrig om det, og kvinder har jo for øvrigt det held, at man normalt ikke kan se ydre tegn på seksuel opstemthed hos dem. Men hvis jeg i lyset af, hvad der senere hændte, skal gætte, vil jeg tro, at Karina ikke var helt upåvirket af nogle af de mere kønne, solbrune og velskabte mænd og disses ’vedhæng’. Enkelte naturistmænd var godt udstyret, også hvad penis angår, og selvom kvinder ikke nødvendigvis ”tænder” på dette faktum alene, er det dog samtidig en konstateret kendsgerning, at størrelsen af penis trods alt også spiller en vis rolle, i al fald for nogle kvinder, hvad man som mand godt kan forstå.

Men indtil videre kunne man ikke hverken se eller høre på Karina, hvad hun rent faktisk tænkte eller følte, når vi opholdt os på ”Solbakken”, hvor vi jævnlig kom i tæt kontakt med nogle af de andre naturister af begge køn. Hun havde i reglen et ansigtsudtryk af vistnok påtaget tilknappethed og tre-skridts-afstand overfor de andre, noget, der sikkert dels skyldtes hendes ungdom – hun var kun 20 år på det tidspunkt – om end hun som tidligere nævnt langt fra var seksuelt uerfaren, og dels, at hun ikke ville vække min jalousi. Men i øvrigt drøftede sjældent indbyrdes, hvad vi hver især følte og tænkte om det, at færdes nøgne sammen med mange andre anonyme nøgne mennesker af begge køn. Mennesker, som vi heller ikke ville have været bekendte og slet ikke venner med, selv om de havde haft tøj på. Men indtil videre forsøgte Karina efter bedste evne og med et vist held at leve op til rollen som fru Rasmussen. Så end så længe havde jeg bestemt ikke noget at klage over.

Imidlertid viste det sig, ”Solbakken”s foreningsregler undtagelsesvis tillod, at der blev optaget et stærkt begrænset antal enlige af begge køn som medlemmer. En af disse undtagelser var en ungkarl ved Navn Vagn Valentin, der var taxavognmand, og som privat boede i Valby. Han camperede i et telt lige bag ved os, og ham blev vi hurtigt så gode venner med, at han kom og hentede os i Brøndbyøster fredag aften og tog os med til ”Solbakken”, og søndag aften tog han os med tilbage og satte os af, hvor vi boede. Han ville ikke have betaling for turen, for, som han sagde, han skulle alligevel selv frem og tilbage, og det var ingen ulejlighed for ham, at tage os med. Vagn var en mand på omkring 35 år, middelhøj og mørk af type, hvilket blev understreget af hans solbrunethed. Han lignede allermest en spanier af udseende, og dertil var han venlig og omgængelig og altid i godt humør og tog livet fra den optimistiske og humoristiske side.

På fotoet tilvenstre ses nabokonen Karla og Karina stående sammen foran førstnævnte families noget større telt. Vores telt ses tilhøjre i baggrunden. På fotoet tilhøjre går nøgne Karla, Karina og Karlas søn tur ved strandkanten med de mange store kampesten. – Fotos: © 1959 Privatfotos.

På fotoet tilvenstre ses vores gode nabokone Karla på vej ned ad skrænten mod badebroen, for at tage sig en svømmetur. Til højre står Karina og Karla sammen med Karlas søn på en stor sten i strandkanten. I baggrundens anes konturen af Orø. – Fotos: © 1959 Privatfotos.

Men vi kunne ikke rigtig greje, hvorfor han var single, men muligheden foreligger for, at han måske var homofil. Vi så ham dog aldrig gøre tilnærmelser til nogle af de unge mænd, der var på ”Solbakken”, men et par gange lagde jeg mærke til, at han kiggede intenst på især en af de kønneste og mest velskabte af de unge fyre. Dette giver dog ikke i sig selv belæg for den antagelse, at en mand er homoseksuel, og når alt kommer til alt, er det vel også fløjtende ligegyldigt om et menneske er til den ene eller den anden side eller til begge sider. Vagn var i hvert fald et venligt, behageligt og hjælpsomt menneske, og tilmed kristen, for han deltog jævnligt i gudstjenesterne på stedet.

Karina og jeg havde i mellemtiden været inde i Daells Varehus og købe os et godt tomandstelt, luftmadrasser, soveposer, sammenklappeligt bord, klapstole og andet udstyr, som vi skulle bruge som ’campere’. Vores fælles ven Vagn havde tilbudt os, at han kunne tage os og teltudstyret med i sin taxa på turen til ”Solbakken”, så derfor var transporten ikke noget problem. Vi fik anvist teltplads omtrent midt på ”Solbakken”s område, og vores nærmeste teltnaboer var et ægtepar i slutningen af 20-års alderen. De hed Svend og Karla og havde to børn, en pige på ca. 8 år og en dreng på ca. 6 år, men børnenes navne erindrer jeg ikke. Manden var værkfører på en maskinfabrik og hun var hjemmegående. Det var venlige, omgængelige og hæderlige mennesker, som ikke var ude på andet end at nyde teltlivet og naturen, og så naturligvis bade i al uskyldig nøgenhed.

Udmeldt af Folkekirken

Noget af det, der særlig undrede mig i forbindelse med naturister, var, at de på alle andre af livets områder end lige netop nøgenbadning, var ordinære og traditionsbundne i nøjagtig samme grad og omfang som alle andre almindelige gennemsnitsmennesker. En del af dem var tilmed bekendende kristne og deltog i de gudstjenester i det fri, som i sommertiden i reglen blev afholdt hver søndag formiddag på ”Solbakken”. Præsten var også naturist, og det virkede både ejendommeligt og lidt komisk på mig, at se ham stå splitternøgen og med Biblen i hånden foran sin menighed af nøgne mænd og kvinder og enkelte piger og drenge, som åbenbart ikke fandt situationen speciel. Men hverken Karina eller jeg deltog nogensinde i disse gudstjenester, så meget mindre, som vi begge havde meldt os ud af folkekirken. Jeg ved ikke, hvad der var Karinas egentlige motivation for at melde sig ud, men for mit eget vedkommende var det den omstændighed, at jeg ikke mente kirken, teologerne og præsterne repræsenterede Jesu lære, i al fald ikke sådan som jeg opfattede den. Dette resultat var jeg faktisk kommet til allerede omkring 1947, hvor jeg som 18-årig havde gennemlæst Det ny Testamente forholdsvis grundigt. Især Jesu bjergprædiken havde gjort stort og uudsletteligt indtryk på mig, og det var i øvrigt også baggrunden for, at jeg på den tid havde nægtet at ville gøre militærtjeneste og i stedet meldt mig til civil arbejdstjeneste, sådan som tidligere fortalt.

Det med, at melde sig ud af folkekirken, regnede vi nærmest som en formalitet og ekspeditionssag, hvad det da i virkeligheden også viste sig at være. Eftersom Karina havde bedre tid til det end mig, var det hende der en dag henvendte sig til præsten ved Brøndbyøster Kirke og forelagde vores ønske om udmeldelse. Bagefter fortalte hun, at præsten havde spurgt om, hvorfor vi ikke længere ville være medlemmer af folkekirken, og Karina, der normalt var godt skåret for tungebåndet, havde så opridset vores begrundelse, og da skal han have sagt, at han var ked af at netop sådan nogle som os, der åbenbart havde taget stilling til substansen i den kristne lære og tro, ville melde sig ud af kirken. Men derved blev det, i al fald indtil videre. I øvrigt kendte jeg ikke præcist til Karinas personlige begrundelse for ikke længere at ville være medlem af folkekirken, og det blev jo sådan set også hendes egen sag. Men selvom jeg ikke søgte at pådutte hende min egen livs- og verdensanskuelse, så kan det næppe udelukkes, at Karina med sin forholdsvis unge alder var under en vis påvirkning fra mig, som jo trods alt var ti år ældre, og som generelt set havde oplevet mere her i livet, end tilfældet indtil da havde været for hendes vedkommende. Det var kun naturligt.

Afhængigheden af nikotin

I det hele taget gjorde Karina i de første år af vores ægteskab oprigtige forsøg på at leve op til mine forventninger og var i høj grad lydhør for mine uudtalte krav, og derfor blev hun vegetar og lavede for resten altid god og velsmagende vegetarisk mad. Men på i hvert fald ét punkt afveg hun fra vores idealkurs, og det var med hensyn til cigaretrygning, som hun faktisk var afhængig af. Karina var begyndt at ryge allerede som 11-12 årig, og røg ifølge hendes egen oplysning normalt 10 cigaretter om dagen, og lidt mere, når hun var til selskab. Selv røg jeg overhovedet ikke på det tidspunkt, og det gjorde vores nærmeste venner, Søren og Inger, og Børge og Bodil Hamberg, heller ikke, og Karina havde derfor et ønske om selv at holde op med at ryge. Men det viste sig imidlertid meget vanskeligt og faktisk uladsiggørligt for hende. I hendes dilemma mellem at ryge eller ikke-ryge, forsøgte hun en overgang at bilde mig ind, at hun var holdt op med at ryge, men jeg havde en lille mistanke om, at hun røg i smug, og lidt mere åbenlyst, når jeg ikke var til stede. Det kom endog så vidt, at hun i sin nikotinhunger og under et eller andet påskud gik sig en tur alene, hvilket ellers sjældent havde været tilfældet, men altså kun for at kunne ryge sig en cigaret. Og hun røg i hvert fald, når hun lejlighedsvis opholdt sig i vaskekælderen.

Da jeg nævnte for Karina, at jeg godt vidste, hvad der foregik, følte hun sig skamfuld og flov, og det var jo ikke lige det, der var min hensigt at opnå, men kun at hun ville holde op med den bevisligt skadelige rygning. At rygning var endog meget skadelig og kunne føre til bl. a. lungekræft, vidste jeg fra den anti-ryger film, som jeg havde været med til at lave hos Bent Barfod i 1958. Filmen handlede netop om især cigaretrygningens skadelige effekt på lungerne, og dokumenterede, at over en periode på så vidt jeg husker 60 år, var antallet af lungekræfttilfælde steget proportionalt med faldet af lungetuberkulosetilfælde. Rygning var altså virkelig et alvorligt sundhedsmæssigt problem, som de fleste mennesker i 1950’-60’erne, ja, længere frem i tiden, ikke tog alvorligt, men gerne henviste til, at sagkundskaben både var usikker og indbyrdes uenig om faren ved især cigaretrygning. De senere mange års stigende antal tilfælde af forskellige former for kræft, ikke mindst lungekræft, har desværre vist, at sagkundskaben havde ret. Eller måske heldigvis, for ellers ville de senere forbud mod at ryge på restauranter, værtshuse, sygehuse og virksomheder og i busser og tog, næppe nogensinde være blevet indført.

Naturligvis følte jeg det lidt pinagtigt, på ’pædagogisk’ vis at skulle foreholde Karina det skadelige ved rygning, men jeg gjorde det i en god mening. Men en god mening er desværre ikke altid nok til at overbevise folk, der er afhængige af en daglig dosis nikotin og hvad det nu ellers er ved cigaretrygning, der afstedkommer den store og næsten ubrydelige afhængighed.

Imidlertid gik jeg selv idealistisk og med ildhu ind for selve sundhedstanken og herunder naturisttanken, som jeg dengang syntes var et godt og nødvendigt led i menneskets frigørelse fra gamle, stramme tabuer, fordomme, synspunkter og dobbeltmoral. Derfor begyndte jeg også at skrive i ”Sol og Sundhed”, som i reglen optog mine artikler og indlæg med glæde. Dette blad har jeg tidligere omtalt her i selvbiografien, men dengang, som helt ung, var det mere nogle pubertetstanker og -følelser, der lokkede mig til at købe og ’læse’ det. Mit senere indtryk af bladet i mit voksne liv afveg betydeligt fra dengang, jeg som 13–årig smugkiggede på bladets nøgne damer, for nu så og oplevede jeg, at de fleste af damerne og pigerne i bladet så helt almindelige og hverdagsagtige ud, ganske som dem, man kunne se under opholdene på ”Solbakken”.

Mr. Barry og Charlie Chaplin.

En solvarm dag, da vi igen holdt weekend på ”Solbakken” og havde et ærinde ovre i kiosken, traf vi en dag en ældre, formentlig omkring 70-årig herre, som til trods for sin nøgenhed virkede distingveret. Han var middelhøj, lettere korpulent og tyndhåret, og så bar han briller med guldstel, hvilket i høj grad bidrog til hans distingverede udseende. Hans hårvækst var overalt på kroppen gråhvid, så han nærmest lignede et ældre eksemplar af griseslægten. Noget, man som naturist og som tegner med blik for kropslige karakteristika, lagde mærke til, var, at hans penis lignede det, vi for sjov kaldte tre rynker og en Gajol. Men det var jo næsten selvfølgeligt, at penis i hans alder så at sige havde trukket sig tilbage og ligesom ham selv var blevet ’pensioneret’, hvor den måske før i tiden havde været ’passioneret’!

Da vi mødte ham, sad han på en stol ude under det lukkede halvtag udenfor kiosken og nød en danskvand. Men selvom han var den eneste på stedet lige i dette øjeblik, havde vi næppe skænket ham nogen opmærksomhed eller tanke, hvis ikke det var fordi han løftede den ene arm og vinkede os til sig. Høflige, som vi var, gik vi nærmere hen til ham, idet han rejste sig halvt op i stolen og præsenterede sig som en Mr. Barry – fornavnet husker jeg ikke – men vel at mærke uden at give hånd. Han talte altså engelsk – eller rettere sagt amerikansk, idet det viste sig, at han var en amerikansk enkemand, der var på rundtur i Europa, sådan som så mange andre mere eller mindre velhavende amerikanere var på den tid og i øvrigt også senere.

Mr. Barry satte sig igen lidt tungt i stolen, og jeg bemærkede, at han havde en spadserestok ved siden af sig, hvilket måske kunne tyde på lidt gangbesvær som følge af alder. Han var tydeligvis indstillet på at få sig en snak, men Karina havde mere travlt med sit ærinde, så hun undskyldte sig høfligt og forsvandt ind i kiosken, for at købe et eller andet nødvendigt.

Imidlertid satte jeg mig af venlig høflighed ned overfor Mr. Barry, lidt nysgerrig efter at få at vide, hvem han var og hvad der havde bragt ham til Danmark og specielt til ”Solbakken”. Nu fik jeg brug for de engelskkundskaber, jeg siden 1948 selv havde tilegnet mig, og det viste sig, at Mr. Barry udmærket forstod, hvad jeg sagde på mit ikke altid lige grammatikalsk og udtalemæssigt korrekte engelsk.

Men for nu at afkorte en længere historie, så kom det under den forholdsvis lange samtale frem, at Mr. Barry var rentier og enkemand. Men nok så vigtigt, i hvert fald for mig, var det, at vi kom ind på at tale om den verdensberømte filmkomiker Charlie Chaplin. Jeg husker ikke hvordan eller hvorfor det skete, men bare det, at Chaplins navn blev nævnt af mig, fik Mr. Barry til at rykke tilbage i stolen og med løftede øjenbryn udbryde: ”Oh, Mr. Chaplin! I agree with you, that he is a brilliant filmmaker, but in my opinion he is also a very bad person!” Dette udbrud overraskede mig umiddelbart, fordi jeg jo selv var og er en stor beundrer af Chaplin og hans filmkunst. Så i min lettere befippelse spurgte jeg: ”Why do you think so?” Mr. Barry lænede sig forover i stolen og sagde med fortroligt dæmpet stemme: ”You see, Harry – may I call you Harry?” Jeg nikkede og han fortsatte med eftertryk på ordene: “You and many others here in Europe see only Mr. Chaplin as the famous filmmaker, but I know more about him then that!” Han lænede sig atter tilbage i stolen og så op mod himlen, som var synlig gennem den store glasrude i soltaget. Det var tydeligt at se på hans minespil, at han følte sig højtideligt opbragt over det emne, samtalen var kommet ind på.

Der gik nogle minutter, hvorunder jeg forholdt mig tavs og spændt ventede på, hvad Mr. Barry formentlig brændte for at ville fortælle mig. Og ganske rigtigt, for idet han igen rettede sit blik imod mig, sagde han med en vis bitterhed og vrede i stemmen: ”Shame on him! He has seduced my niece Joan Barry! Didn’t you know that?” Jeg rystede på hovedet, for selvom jeg kendte temmelig meget til Chaplin og hans karriere, så vidste jeg kun, at de amerikanske myndigheder, med den magtfulde direktør for CIA, J. Edgar Hoover i spidsen, og særlig i den kommunistforskrækkede McCarthy-tid, med alle midler havde forsøgt at få den genstridige Chaplin til at makke ret, hvilket ikke var lykkedes, hvorfor det endte med, at man annullerede hans opholdstilladelse i Amerika. Sagen var jo den, at Chaplin ikke var amerikansk statsborger, men altid havde beholdt sit engelske statsborgerskab. Det betød især, at Chaplin måtte ansøge om en ny opholdstilladelse i Amerika eller forlade landet. Til trods for sine mange år i Guds eget land, hvor han havde skabt sin verdensberømte filmkarriere, valgte Chaplin at forlade Amerika. Det vil sige, valgte og valgte, for han havde reelt set ikke noget valg, idet de amerikanske skattemyndigheder – formentlig på foranledning af Hoover – fik det arrangeret sådan, at da Chaplin med sin kone, Oona, befandt sig ombord på så vidt jeg husker ”Queen Mary” på vej mod England, blev det ham telegrafisk meddelt, at han ikke længere var velkommen i Amerika.

Men lå der mon noget reelt til grund for den tydeligt opbragte og bekymrede Mr. Barrys alvorlige anklage mod Chaplin? Eller var han bare en ad disse velbjærgede, selvretfærdige og åh så moralske amerikanere, som så rødt, når det drejede sig om folk, der ikke delte deres moralske og politiske opfattelse, men havde andre værdinormer? – Jeg erindrede svagt, at der havde været nyfigne gossip-skriverier om Chaplin og hans privatliv fremme i medierne, som altid var oppe på mærkerne, når det drejede sig om noget med sex. Blandt anklagerne mod Chaplin, der jo det meste af sin tid i Amerika boede i staten Californien, var blandt meget andet en beskyldning for, at han havde kørt en ganske ung dame ind i en anden stat, hvor det ikke var strafbart at have samleje eller anden seksuel omgang med en person under 18 år. Jeg havde også læst navnet Joan Barry nævnt i forbindelse med Chaplin, men kendte ikke til de nærmere detaljer i denne åbenbart prekære sag.

Sagen vedrørende Joan Barry versus Charles Chaplin blev jeg først rigtig bekendt med via Chaplins selvbiografi, ”My Life”, som udkom i 1964 og i dansk oversættelse, ”Mit Liv”, i 1979. Heri kommer Chaplin nemlig selv ind på en omtale af Joan Barry, og selvom man skal tage med i betragtning, at Chaplins omtale af sagen naturligvis er subjektiv, så stemmer denne mildest talt ikke med Mr. Barrys opfattelse og fremstilling, som selvfølgelig også var subjektiv.

Her skal jeg igen forsøge at beskrive en længere historie kortfattet, men sådan som Chaplin selv fremstiller sagen vedrørende Joan Barry i sin selvbiografi, drejede det sig om at han havde mødt hende i sommeren 1942, da han selv var 53 år, og han beskriver hende på følgende måde:

”Miss Barry var en høj, smuk kvinde på toogtyve, velskabt og med overordentlig veludviklede kupler i de øvre regioner, der yderligere fremhævedes af en usædvanlig dybt nedringet sommerkjole, hvad der på hjemturen vakte min libidinøse nysgerrighed.” (side 370)

Der kom dog iht. Chaplin ikke noget ud af hans libidinøse nysgerrighed i denne omgang, men den unge Joan trængte sig på i tide og utide, hvilket førte til at de sås oftere. Chaplin skriver dog, at han følte sig ilde til mode over hendes påtrængenhed, men foreløbig affandt sig med den. Han gik endog så vidt, at han prøvefilmede hende til en rolle i en film, som han havde planer om at producere. Resultatet faldt ud til hans store tilfredshed og han sendte hende derfor til Max Reinhardts teaterskole, for at hun kunne lære den teknik, hun som amatør manglede. Derefter gav han hende en filmkontrakt på 250 dollars om ugen.

I den følgende tid var Chaplin i gang med at skrive drejebogen til den planlagte film, og herunder kom Joan Barry på uanmeldte og pludselige besøg på alle tider af natten, døddrukken og ude af stand til selv at køre, så Chaplin måtte lade sin chauffør køre hende hjem. På et tidspunkt blev Chaplin nervøs for, at hun skulle blive taget for spirituskørsel, hvorfor hun ikke blev lukket ind hos ham, og han tog heller ikke telefonen, når hun ringede. Så begyndte hun at knuse ruderne i hans store villa, hvilket efterhånden fik ham til at føle hendes bekendtskab som et mareridt. Imidlertid meddelte Joan Barry ham, at hun slet ikke ville være skuespiller, og at hvis han betalte hendes og hendes mors billet til New York og gav hende 5000 dollars, ville hun gå med til at annullere kontrakten. Han efterkom hendes forlangender i håbet om, at han på den måde kunne blive af med den besværlige unge dame. (side 371-72).

Det viste sig dog, at forløbet af hans forhold til Miss Barry skulle få et efterspil, for tre måneder senere forsøgte hun igen at komme i kontakt med ham. Herom skriver han bl.a. følgende i selvbiografien:

”De begivenheder, der nu fulgte, var ikke blot ækle, de var også uhyggelige. Da jeg ikke ville modtage hende, brød hun ind i huset, knuste vinduer, truede mig på livet og krævede penge af mig. Til sidst var jeg nødt til at sende bud efter politiet, noget jeg burde have gjort for længe siden, selv om det var at give pressen en alt for kærkommen historie. Men plitiet var særdeles forstående. De sagde, at de ville undlade at rejse anklage mod hende for løsgængeri, hvis jeg ville betale hendes rejse tilbage til New York. Atter betalte jeg billetten, og politiet påmindede hende om, at hvis hun nogensinde viste sig i nærheden af Beverly Hills igen, ville hun blive anklaget for løsgængeri.” (side 376)

Men hermed var Chaplin ikke blevet den smukke Joan Barry kvit, for to år senere opsøgte hun ham igen, og denne gang beskyldte hun ham for at svigte hende og det endnu ufødte barn, som hun påstod at han var far til. Hollywood-pressen fik fat i sagen og bakkede den stakkels kvinde op og beskyldte Chaplin for det værste. I mellemtiden var Chaplin blevet gift på ny, denne gang med den ganske unge Oona O’Neill, en datter af den berømte dramatiker Eugene O’Neill. Et forhold, som heller ikke huede den moralske boulevardpresse. Men ikke nok med det, visse politikere var også begyndt at interessere sig for den umoralske, fordærvede og uamerikanske filmkomiker, og det ragede dem en høstblomst, at han var verdensberømt som filmens største pantomimiker og komiker.

Det korte af det lange om denne pinagtige historie er, at Joan Barrys sagfører krævede 25.000 dollars mod, at hun ville lade sig og sit barn underkaste en blodprøve, så det kunne blive afgjort, om Chaplin var biologisk far til barnet eller ej. Hvis han ikke var det, ville hun opgive en faderskabssag, hun gennem sin sagfører havde rejst imod ham.

Efter at hun havde født sit barn indledte forbundsregeringen, anført af FBI-chefen Edgar Hoover og hans medarbejdere, en forundersøgelse for et nævningeting og forhørte Miss Barry i den hensigt, at kunne rejse anklage mod Chaplin for umoralsk adfærd og udstille ham til offentlig beskuelse og fordømmelse. Imidlertid var Joan Barrys barn blevet gammelt nok til at kunne få foretaget en blodprøve, og denne viste angiveligt og definitivt, at Chaplin ikke kunne være barnets biologiske ophav. Nyheden skabte sensation i de altid sensationshungrende medier, men denne gang til fordel for Chaplin. Jeg vil lade Chaplin få det sidste ord i denne på sin vis tragiske sag:

”Jeg fik også breve fra Barry, hvori hun undskyldte alt det besvær, hun voldte mig, og takkede mig for al venlighed og gavmildhed. Jeg ønskede at disse breve skulle fremlægges i retten, fordi de ville have gendrevet pressens ondsindede historier. Alene af den grund var jeg glad for, at sagen var blevet tilspidset, for nu ville pressen blive nødt til at trykke sandheden, og jeg ville blive renset i det mindste i den amerikanske offentligheds øjne – troede jeg.” (side 377-387)

Hvad der videre skete, handlede ikke så meget om Joan Barry-sagen, som om Chaplins moralske defekt og venstreorienterede politiske holdning, og om, at der var stærke kræfter i det amerikanske samfund, som gerne ville forhindre Chaplin i at have en fortsat tilværelse i Guds eget forjættende land. Det endte som tidligere nævnt med, at Chaplin, som på det tidspunkt opholdt sig i London, hvor han indspillede filmen ”Limelight”, blev forment adgang til USA for bestandig. Denne afgørelse blev dog mange år senere ændret og han modtog personligt en æres-Oscar for sine bidrag til filmkunsten af sine trofaste kolleger i Det amerikanske Filmakademi.

En lidt pinlig episode

En dag, da vi var nede på stranden foran ”Solbakken”, spadserede vi ad en sti, der løb på skrænten ned mod vandet, og pludselig stødte vi på Mr. Barry, som blev ligeså overraskede over at møde os, som vi ham. Jeg husker, at jeg undrede mig over, hvorfor han sad der helt alene og omtrent skjult i den høje græs- og plantebevoksning på stedet, men da jeg så mig omkring fik jeg øje på et par nøgne unge piger, der lå ikke så langt fra, hvor den gode amerikaner befandt sig. Vi gjorde naturligvis et kort ophold, for at hilse på Mr. Barry og høre, hvordan han havde det, men idet han, formentlig af høflighed, rejste sig op, for at tale med os, var det bemærkelsesværdigt, at han samtidig skyndte sig at dække sine nøgne nedre dele med et håndklæde. Men forinden det lykkedes, havde jeg bemærket, at der flød sæd fra hans lettere erigerede penis. Han virkede lettere konfus og forlegen, måske fordi han var blevet afsløret i at have onaneret. Men, herregud, det var en uskyldig fornøjelse for en enlig mand i hans alder, især da han ikke havde generet de to unge piger, som muligvis ikke engang havde bemærket hans tilstedeværelse. Vi skyndte os imidlertid at ønske ham en god dag og fortsatte ned mod badebroen, som vi havde til hensigt at bade fra.

Da vi noget senere kom op efter det forfriskende havbad, kiggede vi os omkring efter Mr. Barry, men han var ikke at se noget sted på skråningen eller ved strandkanten. Senere på dagen hørte vi, at Mr. Barry havde ringet efter en taxa og havde forladt ”Solbakken”. Lidt kedeligt for ham, for vi fortalte naturligvis ikke til nogen, hvad vi havde set, og fordømme ham for at have onaneret, formentlig ved synet og tanken om de to unge piger i nærheden, lå ikke til hverken Karina eller mig. Herregud, der var jo ikke sket nogen skade på nogen, men havde gruppen af moralsk snerpede madammer på stedet set eller hørt om Mr. Barrys adfærd, ville fanden have været løs på stedet, ligesom han ville være blevet bortvist øjeblikkeligt. Men nu havde han altså valgt at forlade naturistkolonien af egen fri vilje, inden andre, som havde set ham på bakkeskråningen, måske ville finde på at anmelde ham til stedets kvindelige ”ordensmagt”, som bestod af en lille gruppe sammensvorne, midaldrende, gifte kvinder, hvis korpus ikke hørte til de slanke af slagsen.

”Svenskehuset”

Denne sommer holdt vi ligeledes vores fjorten dages sommerferie i ”Svenskehuset” i Kosmos’ Ferieby i Klint. Det såkaldte ”Svenskehuset” bestod af én lang længe med en række værelser, kun indrettet og beregnet til overnatning, idet de øvrige faciliteter, såsom toilet og bad, fandtes i en tilstødende bygning, som værelsernes gæster var fælles om. Huset havde så vidt jeg ved fået sit navn, fordi opførelsen af det var betalt af svenskere, som var mindst lige så interesserede og entusiastiske med Martinus’ kosmologi, ja, måske tilmed nogle grader mere entusiastiske, end de danskere, der interesserede sig for denne.

Karina og jeg var efterhånden kommet til at kende flere af de mennesker, der i lighed med os var årligt tilbagevende gæster i Kosmos Ferieby. En af disse hed Bertil Ekström, der som offsettrykker arbejdede på Instituttet, hvor han stod for fremstillingen af diverse tryksager samt vistnok også af månedsbladet ”KOSMOS”, og han var derfor relativt tæt på Martinus til daglig. Bertil, som var svensker, var en mand omkring midten af fyrrerne, lille og spinkel af vækst og nærmest senet, idet han var ivrig vegetar, eller rettere veganer, dvs. én, der foruden kød og fisk heller ikke spiser æg, mælkeprodukter og lignende af animalsk oprindelse. Ved at kende ham, fandt man hurtigt ud af, at han havde tilbøjelighed til fanatisme, hvilket blandt andet ytrede sig ved, at han havde svært ved at tale om andet end Martinus’ kosmologi. Hans fanatiske sindelag havde tidligere givet sig udtryk i sympati for det ’idealistiske’ ved nazismen, og under Finlandskrigen i 1939 havde han meldt sig til tysk krigstjeneste og havde været ved fronten. ”Men når jeg skulle skyde på nogen, skød jeg op i luften, for jeg kunne ikke få mig selv til at lemlæste eller slå et andet menneske ihjel!” forklarede han. Senere, da han hørte om nazisternes grusomheder, konverterede han til at blive fredsaktivist, og som sådan var han kommet i forbindelse med Martinus’ kosmologi, som han betragtede som sin frelse og som sin mission at tjene og formidle til mindre kyndige udi kosmologien.

Bertil virkede i øvrigt noget eksalteret og affekteret, og umiddelbart skulle man derfor have troet, at han var homofil, men det var han ikke, påstod han, men nærmest bifil, fordi han mente det stemte bedre med kosmologiens moralkodeks, at man elskede alle mennesker uanset køn. Dog var det tydeligt for enhver, at han følte sig meget charmeret af kvinder, især af unge kvinder, som f.eks. Karina, som han da også gav sig til åbenlyst at kurtisere. Det generede ham ikke spor, at jeg stod lige ved siden af. Og Karina kunne naturligvis ikke stå for hans smiger, kæleri og forførende ord, som udtaltes på et ejendommeligt, men på sin vis charmerende dansk-svensk, og det er ikke godt at vide, hvad der kunne være sket, hvis de to var truffet sammen alene, eller rettere sagt, det tror jeg godt, jeg ved. Men nu forholdt det sig sådan, at Karina og jeg næsten altid var sammen fra morgen til aften, ja, og selvfølgelig om natten med, når vi var på Klint, så alene af den grund var det udelukket med eventuelle amourøse sidespring.

En fortryllende charmør

I Kosmos Ferieby traf vi også en anden charmør, tryllekunstneren Viggo Jahn, som i modsætning til Bertil var en veltrænet, solbrun, høj og slank mand af lidt sydlandsk udseende. Han boede også i Svenskeafdelingen, hvor han havde et fast værelse. Også han var charmeret af Karina og gjorde lidt mere skjult kur til hende, som på sin side tydeligvis var betaget af den kønne mand, der i modsætning til Bertil også var mandig i sin optræden. Jeg tror han mindede hende lidt om hendes gamle kæreste, Max Grelsby, som hun naturligvis ikke havde glemt. I de følgende dage var det påfaldende så mange ærinder Karina havde henne hos Viggo Jahn i hans værelse, hvor gardinerne var trukket for, hvilket dog ikke var noget usædvanligt, for det var de altid. På et tidspunkt, hvor jeg troede hun var gået hen i badeafdelingen og var lidt længe væk, undrede det mig, at hun endnu ikke var kommet tilbage. Da jeg derfor gik hen for at se, om hun stadigvæk var i bad, så jeg til min store overraskelse, at hun slet ikke var der. På det tidspunkt anende jeg intet om, at hun muligvis kunne være inde hos Jahn, så derfor gik jeg tilbage til vores værelse, lidt foruroliget over, hvor hun dog kunne være gået hen. Cirka en halv time efter gik jeg atter ud for at se, hvor hun dog blev af. I samme øjeblik kom hun ud ad døren til Jahns værelse, kun iført badekåbe og med et badehåndklæde over armen. ”Hvor har du dog været henne!?” spurgte jeg straks. ”Jeg har da bare været i bad! Og så mødte jeg Viggo og vi faldt i snak!” svarede hun ligesom lidt undvigende. ”Ja, men du har været væk i næsten en hel time!” kunne jeg ikke dy mig for at sige, og tilføjede: ”Jeg blev urolig over, hvor du var henne og om der måske var sket dig noget!” Som du ser, er det ikke tilfældet!” sagde hun og begyndte uanfægtet at tage sit tøj på.

Det skal ikke nægtes, at Karinas udebleven i så relativ lang tid, som tilfældet var, og den omstændighed at hun havde været inde hos charmøren Jahn, foruroligede mig, for inderst inde havde jeg hverken tillid til hende eller ham, og jeg kunne ikke sige mig fri for at mistænke dem for at have haft et eller andet upassende for med hinanden. Måske gjorde jeg enten den ene eller den anden eller måske dem begge uret, hvilket jeg i så fald dybt skal beklage. Men jeg var jo skadet på sjælen efter mit forliste første ægteskab med de fatale følger, det fik.

Den tabte uskyld

Se, min kære læser, det er sådanne situationer, som den netop beskrevne, der har været med til at gøre mig mistænksom overfor kvinder – og mænd med for den sags skyld – og dermed til at miste min barnlige uskyld. Tabet af den er ulykkeligt for et menneske, for det er barnesindet, der gør det muligt for os at opleve og opfatte livet som et eventyr og verden som Guds rige. Myten om Adams og Evas skabelse og deres tid i Paradiset med efterfølgende ”syndefald” er nærmest en genial symbolsk og psykologisk fortælling om menneskets situation. Og kombineret med Jesu forudsigelse af ”dommedag”, hvor den gamle ’himmel’ og ’jord’ skal forgå til fordel for en ny ’himmel’ og ’jord’, dvs. til fordel for en ny åndelig og fysisk verdensorden af retfærdighed, fred og fordragelighed. Ifølge profetierne eller forudsigelserne bliver alting altså til sidst godt for menneskene, - men der er bare så forbandet længe til tilsidst!

Det skulle vise sig, at også jeg måtte igennem endnu et ”syndefald” fra den relativt lykkelige barndomstid, hvor man levede en forholdsvis beskyttet tilværelse og ikke kendte til verdens fortrædeligheder, tragedier og ligefrem gru. Det forliste ægteskab med Else og tabet af børnene Jan og Annette, betød mit første ”fald” fra ”Paradisets Have”. Det følgende og nok så store og smertelige ”fald”, skal vi – desværre – men uundgåeligt høre om senere i denne lange selvskildring, og endnu senere heldigvis også om ”genkomsten” i form af et genfundet ”Paradisets Have”, hvilket dog først skete så sent som i 1979 og kort efter min 50-års fødselsdag. Men indtil videre befinder vi os her i året 1959.

Opereret for barnløshed

På privatlivets område var situationen den, at Karina, som fyldte 20 år den 6. april 1959, efterhånden længtes mere og mere efter at få et barn, men det så desværre ikke ud til, at hun kunne blive gravid. Selvom Karina egentlig gerne ville have haft, at jeg også lod mig undersøge, stod det dog rimelig klart, at barnløsheden ikke kunne skyldes mig, for jeg var jo helt utvivlsomt biologisk far til Jan og Annette, og havde højst sandsynligt også været det til det barn, Else aborterede, og måske endda også til det barn, Gerda havde ladet fjerne ved abort. Derfor lod Karina sig til sidst undersøge af den gynækologiske specialist, overlæge Valdemar Madsen, på Gentofte Amtssygehus. Her konstateredes det, at årsagen til den udeblivende graviditet var en sammenvoksning af æggelederne, - det var i hvert fald den forklaring, Karina gav mig - og operation blev foreslået som en mulighed, uden at overlægen dog ville garantere for resultatet. Karina accepterede og skulle nu blot afvente nærmere besked fra hospitalet om, hvornår operationen kunne finde sted. Så vidt jeg erindrer, var det i begyndelsen af august 1959, at Karina fik meddelelse om at lade sig indlægge til operation hos Valdemar Madsen på Gentofte Amtssygehus. Operationen gik for så vidt godt, og efter ca. 8 dages indlæggelse blev hun udskrevet, men med besked om at tage den med ro i den første tid.

I de dage, hvor Karina var indlagt til undersøgelse og operation på Amtssygehuset, besøgte jeg hende naturligvis hver aften efter arbejdstid, og i weekenden i besøgstiden om eftermiddagen. Eftersom jeg til daglig arbejdede relativt tæt på Valby Station, var der ikke langt at gå for at tage S-toget til Hellerup Station, og derfra var der kun afstanden til hospitalet, som lå nogle kilometer mod vest, at tilbagelægge, og det gjorde jeg i reglen til fods, fordi der var langt mellem busserne til hospitalet. Det var som nævnt i den tidlige eftersommer, at Karina var indlagt, og det hændte at solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, når jeg gik den lange strækning, enten fra Ehlersvej eller, når det var weekend, fra Hellerup Station til hospitalet. Et par gange oplevede jeg principielt det samme, som i sin tid på Rosnæs i Nakskov, at bedst som jeg gik og passerede en høj husgavl, som solen faldt på højt oppe, hvor man samtidigt havde fri udsigt til den høje blå himmelhvælving, at rummet ligesom udvidede sig i dybden for mig, og at jeg følte nærværelsen af en højere og hellig magt eller kraft. Sådanne øjeblikket var ledsaget af noget, der vel bedst vil kunne karakteriseres som ekstatisk fryd og glæde. Det var den evige, uendelige Gud, der atter føltes nærværende, fornemmede jeg, selvom Gud i realiteten altid er os nær, men det er i reglen kun sjældent at vi oplever den kendsgerning, i hvert fald i perioder af vort liv, hvor vi er optaget og har travlt med mange andre gøremål og formål.

Humor og smerte

Den dag, da Karina blev udskrevet fra hospitalet, hentede jeg hende, og vi tog en taxa til Hellerup Station, og derfra med S-toget ind til Nørreport og med linje 5 til Gl. Torv. Vi havde nemlig bestemt os for at fejre dagen med en biograftur i Nygade Teatret, hvor man spillede ”Ingen er fuldkommen”, originaltitel ”Some like it hot!” med Tony Curtis, Jack Lemmon, Marilyn Monroe og Joe E. Brown i hovedrollerne. Filmen var instrueret af Billy Wilder, som især var blevet kendt for flere meget morsomme og underholdende spillefilm.

Men ikke mindst til min egen store overraskelse, var reklametegnefilmen ”Jeg vil hel’re ha’ en Star!” med i reklameprogrammet, og det var lige præcis den film, jeg havde animeret i foråret. Men endnu mere overrasket og nærmest forbløffet blev jeg, da publikum klappede, fløjtede og råbte højt af begejstring efter at STAR-filmen var blevet vist. Det havde jeg aldrig nogensinde før oplevet med en reklamefilm og slet ikke en tegnet en af slagsen! Det var lige før, jeg ville ha’ rejst mig og bukket for publikum til tak. Hovedfilmen var i øvrigt fantastisk morsom, og Karina lo og klukkede, så det gjorde ondt i arret efter operationen, men hun holdt pinen ud, sej som hun var og altid har været. Bagefter gik vi på en kinesisk restaurant i nærheden og spiste aftensmad, og kunne derefter tage hjem til Brøndbyøster og more os over, hvad vi den dag havde set og oplevet.

Imidlertid blev Karina ikke gravid i den følgende tid, og en efterkontrol på hospitalet fastslog, at operationen ikke var lykkedes, og at en ny operation med al sandsynlighed ikke ville falde heldigere ud. Det var naturligvis en stor skuffelse, måske især for Karina, men det modnede beslutningen om at forsøge, om det kunne lade sig gøre for os at adoptere, og helst et spædbarn. I den anledning henvendte vi os til Mødrehjælpen i København, og her fik vi en sagsbehandler ved navn Birgit Heinel (1932-2011), som dengang var en yngre kvinde i sin bedste alder, venlig og imødekommende og - saglig.

Betingelserne for overhovedet at komme i betragtning, var bl.a. at adoptanterne – sikken et udtryk! – skulle være fyldt 25 år, være sunde og raske, fornuftige og velafbalancerede, bo under gode og sunde boligforhold og – ikke mindst - have en god og stabil økonomi. Jeg var jo selv 30 år på det tidspunkt, men Karina kun 20, så hun opfyldte ikke umiddelbart denne betingelse, men det forhindrede ikke, at man kunne blive registreret som adoptant på venteliste, hvis man ellers opfyldte de øvrige forudsætninger. Og det sidstnævnte mente vi selv, at vi gjorde.

Men i øvrigt undrede det mig, at Karina overhovedet ikke kunne blive gravid, for de kvinder, jeg ellers kendte, havde haft og havde det største besvær med at undgå at blive det. Dette talte jeg en dag med Karinas søster, Inger, om, og hun fortalte da til min overraskelse, at Karinas manglende evne til at blive gravid nok oprindelig skyldtes, at hun et par år, før jeg lærte hende at kende, havde fået en provokeret abort, som ikke var blevet efterbehandlet ordentligt, og det var resulteret i en alvorlig underlivsbetændelse, som med al sandsynlighed havde ødelagt begge hendes ægledere. Det var jo også disse, der i al fald ifølge hvad Karina fortalte, at Valdemar Madsen havde sagt, angiveligt ikke fungerede, fordi æglederkanalerne hver især var vokset sammen, så der ikke var passage mellem æggestokken og livmoderen.

Men hvorfor Karina ikke havde fortalt mig om sin tidligere abort, kunne jeg senere hen ikke forstå, for jeg havde jo talt frit og åbent til hende om den abort, jeg selv – ufrivilligt – havde haft tæt inde på livet sammen med Else i 1956. Og selv kendte Karina jo til den abort, som Gerda havde afkrævet mig penge for i sommeren 1957. Men hvis jeg skal gætte, skyldtes det muligvis, at Karina kun har været omkring 15-16 år på tidspunktet for den abort, som hendes søster Inger påstod, havde fundet sted. Den ville det måske derfor være lidt pinligt at fortælle om. Rent bortset fra, at Karina sådan set ikke skyldte mig nogen nærmere forklaring på, hvad der var sket i hendes tidligere liv.

Gensyn med Nakskov 1960

Så vidt jeg husker og har kunnet rekonstruere, var det i påsken 1960, at vi i familien havde fattet en plan om at tage en tur til gode, gamle Nakskov. I den anledning havde vi allieret os med mine forældre, mine morforældre og min bror Bent og hans daværende kone Annelise. Det blev besluttet, at vi skulle køre til Nakskov i bil, og til det formål lejede Bent, som havde stort kørekort, på alles vegne en større bil, som kunne rumme alle os 8 voksne personer og 1 barn, nemlig Bent og Annelises søn, den da knapt 4-årige Jonny. I forvejen var det blevet aftalt per telefon med tante Alma i Nakskov, at vi ville ankomme skærtorsdag ved middagstid, og hun sagde, at de glædede sig til at gense os. I de senere år havde det i hvert fald hørt til sjældenhederne, at vi så noget til familien på Lolland og de til os. Men nu skulle der altså så ske, hvad der var blevet forsømt.

Det blev på sin vis en oplevelsesrig tur, hvorfra der heldigvis er bevaret en serie fotografier eller snarere snapshots, som fastholder noget af stemningen og nogle af situationerne på turen. For mit vedkommende var der først og fremmest tale om et kært gensyn med den by, på hvis sygehus jeg var kommet til verden den 12. juni 1929, og med nogle af de steder jeg kendte i byen, dels fra dengang, vi boede i Tillitse og besøgte den ved forskellige lejligheder, og dels fra, da vi boede på Rosnæs og senere, da jeg som stor skoledreng var på sommerferieophold hos min onkel og tante på Tollesensvej. Alt i alt gode og behagelige erindringer, som naturligvis især dukkede op i bevidstheden ved denne lejlighed.

Køreturen til Nakskov foregik ad en rute, som de flere af os kendte særdeles godt, for den havde vi kørt før ved andre lejligheder. Det vil sige ud Gl. Køge Landevej og via Storstrømsbroen til Falster og videre over Guldborgsundbroen til Lolland, og tværs igennem denne ø til Nakskov helt mod vest. Undervejs gjorde vi ophold og så os omkring i en forårsagtig skov med nyudsprungne bøgegrene, men hvor præcis den lå og formentlig ligger endnu, husker jeg ikke. Og der blev naturligvis gjort det sædvanlige ophold ved Rønnede Kro, hvor vi benyttede tiden til at strække benene og for nogle af os til at drikke en øl eller sodavand.

Men alle var jo ivrige efter at komme frem til bestemmelsesstedet, jo før jo bedre, så derfor gik turen raskt videre og sluttede med, at vi kørte ind i Nakskov ad Maribovej og derfra om til farmor, der som tidligere omtalt var enke og nu boede i et hus på Tuxensvej, lige overfor sukkerfabrikken. Her var en del af den lollandske familie på forhånd samlet i anledning af vores besøg: Onkel Johannes og tante Alma og fætter Børge, onkel Alfred og hans kone, Gudrun, onkel Henry og tante Dagmar med ægtemand Edmond Jensen.

For ikke at være til ulejlighed og mere besvær end højst nødvendigt, havde vi på forhånd booket os ind til overnatning og morgenmad på et af byens hoteller, som så vidt jeg husker, lå i den gade, der hedder Kattesundet. Men i første omgang kørte vi som nævnt direkte til farmors adresse, for vi vidste, at hun efter aftale ventede os til middagsmad.

På diverse fotos herover og herunder ses en del af det lille rejseselskab skærtorsdag i påsken 1960. Især Bent og Annelise var forårskåde, hvilket ses af, at hun rider på ryggen af ham. Mor var mere interesseret i at plukke nogle friske bøgegrene til at tage med til farmor. Lille Jonny er mærkværdigvis ikke med alle disse billeder, hvilket skyldtes, at han løb omkring og legede for sig selv, og blandt andet gemte sig bag en træstamme og sagde ”Buh!”, når de voksne nærmede sig stedet, hvor han stod i skjul. – Fotos: © 1960 Privatfotos.

På de to fotos lige over disse linjer ses til venstre Karina og Jonny sammen inde i den lyse forårsskov. På fotoet til højre har nogle af rejseselskabet sat sig til hvile i skovbunden, mest for at nyde den herlige udsigt i den friske skov af ungbøge. Siddende forrest fra venstre: Morfar og Karina, og bag hende, Jonny og mormor med ryggen til. Mor ses stående bagved, idet hun kigger ned mod Jonny. – Fotos: © 1960 Privatfoto.

På de to fotos nederst på foregående side, har rejseselskabet gjort kortvarigt holdt ved Rønnede Kro. Det var nærmest en tradition for de af os, som før havde taget turen frem og tilbage mellem København og Nakskov eller omvendt. På fotoet til venstre ses fra venstre Annelise, Karina og lille Jonny. Fotoet til højre er et udsnit af fotoet til venstre. - Fotos: © 1960 Privatfoto.

Her er så en del af familien samlet til fotografering i farmors baggård, Det er fra venstre i forreste række: Onkel Henry med lille Jonny foran sig, Annelise, som delvis gemmer sig bagved mormor, derefter morfar, farmor og Bent. I bageste stående fra venstre ses tante Gudrun, tante Dagmar, mor, onkel Edmond, tante Alma, onkel Alfred, Karina, far og onkel Johannes. – Foto: © 1960 Privatfoto.

Det hørte som sagt til sjældenhederne, at den københavnske familie og den lollandske familie mødtes og så hinanden. Det var da også tydeligt, at alle var glade og fornøjede og farmor især, som uhyre sjældent havde lejlighed til at se alle sine ’børn’ på samme tid. Det var derfor en helt speciel dag for hende, som jo boede alene i det store hus, som Sukkerfabrikken efter sin mands, min farfars død, havde stillet til hendes rådighed resten af hendes liv. Grunden til, at hun, der jo ellers havde boet det meste af sit liv i Majbølle sydvest for Tillitse, havde ønsket sig til Nakskov, var fordi hun derved kom til at bo tæt ved sin ældste søn, Johannes, ja, faktisk så tæt ved, at der kun var få minutters gang væk og endnu kortere væk, når han brugte cyklen. For det var jo fortrinsvis ham, der besøgte farmor, tilmed dagligt, for at holde sig ajour med, hvordan hun klarede sig og havde det.

Farmor var jo 80 år på det her omtalte tidspunkt og lettere gangbesværet, men ellers rask og rørig. Det var alene hendes alder, der var begrundelse for, at der skulle holdes lidt øje med, hvad hun foretog sig i det daglige. Men det lod til, at hun faktisk klarede sig ret godt og ikke isolerede sig, for hun var udadvendt og aktiv af natur og normalt venlig og omgængelig i sit forhold til andre mennesker, overfor familie, venner så vel som overfor fremmede. For sin fornøjelses skyld deltog hun ivrigt i Banko-spil, som hun morede og hyggede sig meget med, og tilmed lejlighedsvis vandt forskellige naturalier, som f.eks. vin, kaffebønner eller, når det gik højt, en and, gås eller flæskesteg. Det var alt sammen noget farmor kunne bruge og som hun satte stor pris på.

Omtrent samme situation som på fotoet ovenfor, dog med den forskel, at Jonny ikke er med på billedet, hvilket jeg derimod er, idet jeg skyndsomst har sat mig ned på hug foran den øvrige gruppe, hvilket skyldtes, at billedet er taget med selvudløser. – Foto: © 1960 Privatfoto.

Herover ses Bent og jeg siddende sammen med vores gamle og rare morfar på bænken i farmors baghave. Det er Bent til højre og derfor mig til venstre, og jeg formoder, at også dette billede er taget med selvudløser. – Foto: © 1960 Privatfoto.

Det med at fotografere familien var et godt indfald, jeg fik på den tur, idet jeg dermed også så en lejlighed og anledning til at fotografere farmor sammen med hendes fem ’børn’. Man kunne jo ikke vide, hvor længe farmor ville være i live, så alene derfor var det heldigt med min fotografering, og især, da det viste sig, at det blev tilmed et rimelig godt gruppefoto, som ellers er noget af det vanskeligste at fotografere med et godt resultat.

Et ’historisk’ foto, i hvert fald for familien, idet ingen af personerne på billedet længere er i live. Fotoet viser farmor og hendes 5 ’børn’, som foruden Dagmar ved hendes side, fra venstre er Johannes, Alfred, Aksel (min far) og Henry. Som det umiddelbart fremgår af ansigtsudtrykkene, er alle fornøjede. – Foto: © 1960 Privatfoto.

Hen på eftermiddagen spadserede flere af os en tur om og hen i det nærliggende Inderfjordsanlægget, hvor der jo altid fandtes mange interessante og fremmedartede søfugle at kigge på. Selve det smukke anlæg var jo også noget at se, både for mormor og morfar, som så vidt jeg ved og husker kun havde besøgt os i Nakskov én gang og da sammen med fætter Dennis i løbet af de to år fra 1937-39, hvor vi boede ude på Rosnæs, men måske især for Karina og Annelise, som aldrig tidligere havde været i Nakskov. Fra denne tur til Inderfjordsanlægget har jeg dog kun kunnet finde et enkelt foto, idet mange af de fotos, jeg fotograferede ved den lejlighed og under Nakskov-turen i øvrigt, synes at være gået tabt.

Efter besøget i Inderfjordsanlægget fortsattes spadsereturen videre ind til byen, for selvom butikkerne var lukket i helligdagene, ville flere af familien alligevel gerne bese byen og kigge sig omkring. Det foregik gennem en rundtur i byens gader, og især i de små stræder, der førte ned til havnen, hvor der endnu dengang lå store skibe til kaj og ovre i værftets dokanlæg. Fra havnekajen ved Havnegade kunne man i øvrigt se over til Rosnæs og til det hus, hvor mine forældre og os dengang tre børn, Benny, Bent og mig, havde boet fra 1. april 1937 til 1, april 1939, et par uforglemmelige år for mig, som jeg da også har fortalt detaljeret om tidligere her i selvbiografien, men måske glemt og overset nogle enkelte detaljer fra dengang. Benny var jo 3 år og Bent kun knapt et par uger, da vi flyttede fra Tillitse til Nakskov, så deres erindringer derfra måtte naturligt nok være begrænsede, ja, for Bent ikke eksisterende.

På dette foto, taget et sted inde i Inderfjordsanlægget, ses fra venstre onkel Johannes, mormor, morfar, Alma, Karina, mor og far. Johannes står med sin uundværlige cigar i den ene hånd, medens far bagger på sin pibe, idet han læner sig op mod det trådhegn, der adskiller de græssende gæs fra spadserestierne. Forårssolen, som denne dag skinnede dagen lang, gjorde sollyset skarpt, hvilket gav store kontraster i billedet. – Foto: © 1960 Privatfoto.

Spadsereturen gik naturligvis også til byens centrum, Axeltorv, hvor Rådhuset var og er beliggende og hvor kong Christian den 10. rytterstatue står omtrent midt på pladsen. Den var først blevet opstillet i 1953, til minde om den konge, der var hele det danske folks samlingspunkt under den tyske besættelse af Danmark fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Undervejs kiggede vi også på den bygning på hjørnet af Badstuestræde og Søndergade, i hvis indre gård onkel Henry havde haft eget cykelværksted under Besættelsen. Henry, som siden dengang i mellemtiden var blevet skilt fra sin første kone, Ebba, var lige som flere andre af dagens gæster for resten ikke med på rundturen i byen, det var kun Alma og Johannes, mor og far, mormor og morfar, Annelise og Karina og mig. Men det var en stor fornøjelse for mig, at kunne være en slags rundviser ved denne lejlighed.

For resten var min kære morfar ikke den, der skjulte, hvad han tænkte, især ikke når noget mishagede ham. På vej tilbage fra havnen og op til Søndergade, byens hovedgade, passerede en meget velklædt og stærkt parfumeduftende yngre dame tæt forbi os på fortovet. Og da hun var nået nogle få skridt foran os, udbrød morfar så højt, at hun ikke kunne undgå at høre det: ”Føj, for Satan! At man skal finde sig i det på åben gade! Det stinker jo som kattepis i måneskin!” – Morfar vidste godt, at det hed, at kattelort skinner i måneskin, men han havde det med at forme sine egne udtryk, som han havde lyst og når det passede ham. Og som sædvanligt hyssede min velopdragne mormor på ham og sagde, at noget sådan måtte man ikke sige og genere andre folk med. Til det nøjedes morfar bare med at mumle et eller andet for sig selv, hvilket mormor fra sit mangeårige samliv med morfar sikkert vidste, betød, at han nok selv skulle bestemme, hvad han ville sige om og til folk. Men det lå i øvrigt aldrig til ham at bagtale folk, han fortalte dem hellere selv åbent, hvad han mente om dem.

Tre fotos fra spadsereturen rundt i den påskelukkede by. På fotoet til venstre ses Annelise og Karina, på fotoet i midten ses far og til højre lidt af morfar, mens det tredje og sidste foto viser Alma og mor. Alle ser velfornøjede ud, for det var en meget vellykket påskeudflugt, vi da havde til den kære by Nakskov. Kun beklageligt, at ikke alle fotos fra turen ser ud til at være blevet bevaret. – Fotos: © 1960 Privatfotos.

Efter rundturen i byen, spadserede vi igen hjem til farmor, som havde aftensmaden parat til os fodvandrere og de andre, der var blevet hjemme. Bent og Jonny var ikke med på fodturen, formentlig fordi Bent ikke ville overlade det til andre at se efter Jonny, som var blevet godt træt og derfor trængte til at sove sin middagssøvn, og onkel Henry og Dagmar og Edmond var også blevet hjemme hos farmor, hun for at hjælpe sin mor med tillavningen af aftensmaden, de to mænd for at slå mave og hyggesnakke lidt med hinanden. For øvrigt bør jeg tilføje, at farmor to det specielle hensyn til mig, som hun misbilligende vidste var vegetar, at der var rigeligt med grønsager til den øvrige mad.

Hen på aftenen var alle trætte. og da mormor og morfar skulle overnatte hos farmor, og mor og far hos Alma og Johannes, kørte vi unge, der var fra København, om til vores nattely på hotellet i Kattesundet, mens de øvrige gæster tog hjem til sig selv. Det var lidt underligt, at sove på hotel i den by, hvor jeg var blevet født og havde boet i et par år, og som jeg ellers kendte godt fra mine sommerferieophold hos Alma og Johannes, men man kan jo vænne sig til næsten alt. Søvn blev det dog ikke så meget til for mit vedkommende, men Karina sov som en sten.

Næste morgen stod vi forholdsvis tidligt op og benyttede lejligheden til at tage et brusebad, så vi kunne være friske resten af dagen. Efter at have spist morgenmad på hotellet sammen med Bent og Annelise, kørte vi unge atter om til Tuxensvej, hvor farmor selvfølgelig havde fået hjælp af sine svigerdøtre, mor og Alma, til at anrette frokosten, og far og morfar havde naturligvis fået sig hver en stille morgenbajer. Af gæster var der foruden os københavnere den dag, som var Langfredag, kun Alma og Johannes.

Efter en hyggelig frokost og en kop eftermiddagskaffe med brød og kager og alt, hvad der hører sig til, især hos gæstfrie farmor, var tiden inde til at påbegynde hjemturen, og eftersom alle gerne ville hjem, medens det endnu var lyst, startede vi op hen på eftermiddagen. Det blev en lidt bevæget afsked med farmor og Alma og Johannes, for ingen af os vidste, hvornår vi ville få hinanden at se igen.

Fars uheld og vores Fyns-rejse

Formentlig var det i sommeren 1960, at min far kom ud for et alvorligt uheld under sit arbejde som tagdækker. Han var da medarbejder i et firma, som kørte over det meste af Nordsjælland, for på bestilling at lægge tagpap og tjære det på blandt andet sommerhuse. En dag var han og en arbejdskammerat ved at udføre tjæring af et tag på et sommerhus et sted i det vestlige Nordsjælland. Arbejdet foregik på den måde, at far via en stige op til taget langede den fyldte spand med kogende tjære op til arbejdskammeraten på taget. Efter at spandens indhold var hældt ud på taget og glattet ud, gik far igen ned ad stigen og hentede en ny spandfuld kogende tjære fra en ovn, de havde medbragt og brugte til formålet.

Under en af opstigningerne med den fyldte spand, skete der det, at da far var kommet halvvejs op ad stigen, knækkede en af dennes trin, hvorfor far mistende balancen og faldt ned på jorden. Samtidig hermed forsøgte han at smide den kogende spand tjære fra sig, hvilket mislykkedes, så at han kom til at stikke sin nøgne venstre underarm ned i den boblende tjære. Far var alle dage en sej fyr, så han nøjedes med at bande af smerte, idet han trak den tjæreoversmurte arm og hånd op. Han fik fat i noget, hvormed han kunne skrabe en del af tjærelaget omkring armen og hånden af, inden det størknede. Arbejdskammeraten skyndte sig ned fra taget, for at hjælpe far, men der var ikke andet at gøre, end hurtigst muligt at køre til nærmeste skadestue, som i dette tilfælde var beliggende i Hillerød Sygehus, cirka 25 km fra det mennesketomme sted, hvor de opholdt sig.

På vejen mod Hillerød begyndte far at klage over tørst, hvorfor de gjorde holdt ved en købmandsbutik i en mindre landsby. Der gik arbejdskammeraten ind i butikken, for at købe en lidt halvstærk øl, som han mente måske kunne dulme smerterne noget, når far havde fået den tyllet i sig. Derefter fortsatte de køreturen i al hast, men pludselig begyndte far at få kramper, så at fråden stod ham om munden. Der var dog ikke andet at gøre, end at fortsætte kørslen, og langt om længe nåede de til Hillerød Sygehus, hvor far omgående kom under behandling på skadestuen.

Det viste sig, at man ikke ville give far en bedøvende indsprøjtning, fordi han jo havde alkohol i blodet. Medens han lå på operationsbordet med en brændende smerte i armen og hånden, hørte han i en halvdøs at læger og sygeplejersker diskuterede, hvordan man bedst kunne få fjernet det lag af størknet tjære, der lå omkring hans arm og hånd. Nu var far en gammel og erfaren arbejdsmand, så han kunne til de tilstedeværendes overraskelse fortælle, at de simpelthen skulle smøre tjæren over med et tykt lag margarine, fordi denne ville være i stand til at blødgøre tjærelaget, så det kunne skrabes og tørres af. Der blev gjort et ihærdigt forsøg, men tjærelaget var for tykt og blevet for hårdt til, at den fremskaffede margarine kunne virke effektivt. Da der tydeligvis var tale om, at fars arm og hånd måtte være blevet alvorlig forbrændt inde under tjærelaget, bestemte man sig for omgående at sende patienten til brandsårsafdelingen på Kommunehospitalet i København. Her kom far straks under behandling, og arbejdskammeraten, som sad på en bænk ude i hospitalsgangen og ventede, fik besked på, at far ville være nødt til at blive på hospitalet i hvert fald de næste par uger. Derefter kunne arbejdskammeraten tage hjem og ringe til mor og give hende besked om, hvad der var sket, og hvor far opholdt sig.

Mor ringede omgående til os, men det var kun mig, der var nået hjem efter arbejde, for Karina havde jo en længere arbejdstid end mig. Hun kom først hjem omkring kl. 18.30, så jeg blev enig med mor om, at vi først ville tage ind og besøge far efter vores arbejdstid den følgende dag. Det ville vi gøre på den måde, at Karina og jeg skulle mødes efter hendes arbejdstid udenfor Magasins personaleindgang. Derfra ville vi så spadsere om til Kommunehospitalet i Øster Farimagsgade, som jo kun lå omkring 20 minutter gang væk fra, hvor vi befandt os. På grund af hver vores arbejde, havde vi nemlig kun mulighed for at besøge far i den regulære aftenbesøgstid. Så derfor var det heldigt, at det var højsommer og derfor længe lyst. Besøget blev på flere måder en temmelig speciel oplevelse.

Som nævnt blev far indlagt på Kommunehospitalets brandsårsafdeling, som dengang blev anset for at være det mest kvalificerede sted til behandling af alvorlige brandsår, og til sådanne hørte fars forbrændte arm og hånd. Det var med en vis ængstelse, at vi gik ind på sygestuen, hvor far lå med flere andre alvorligt forbrændte mennesker, som alle var mænd. Øjnene søgte naturligt nok straks hen til fars seng, og det syn der mødte én, var at han lå i sengen med sin forbrændte højre arm hvilende i en slags gaffel, som var anbragt i kanten af sengen. Armen var nøgen og helt brun, hvilket far forklarede med, at det var resterne af tjærefarven, man kunne se. Han fortalte også, at armen ikke var forbundet, fordi den bedre ville kunne læges, når den lå frit og utildækket.

Far var naturligvis glad for at se os, og hans humør fejlede ikke noget, men han syntes dog det var tidsspilde at skulle ligge her og fjere sig uden at kunne lave noget af al det, han dels følte sig forpligtet til og dels havde lyst til. Far var i høj grad et pligtmenneske, for det havde han lært at være lige siden sin barndom, og det passede ham derfor meget dårligt, at han for første gang i sit liv skulle ligge i en hospitalsseng, og tilmed uden at kunne foretage sig ret meget andet, end at spise, læse avis og sove. Han havde det bestemt også dårligt med, at hans liv for en tid var lagt i andre og fremmede menneskers hænder, også selvom han fortalte, at både lægerne og sygeplejerskerne var vældig flinke. Men hvor længe, han skulle blive liggende der, vidste han ikke noget om på daværende tidspunkt.

Under besøget kunne jeg ikke undgå at bemærke, at patienten til venstre for fars seng, lå bag et forhæng, og at han havde besøg, for der blev talt sammen derinde bag forhænget. Det var en dame- og en mandsstemme, man hørte, og mandsstemme var dyb og fast, og lød meget smuk. Manden, der lå inde bag forhænget, var en ingeniør fra Sojakagefabrikken ude på Islands Brygge, og han havde været så uheldig at befinde sig foran en ovn eller lignende, idet den eksploderede og sendte brændbar væske ud i rummet. Manden var blevet alvorligt forbrændt på hele forsiden af kroppen fra hoved og bryst og ned til kønsdelene, fortalte far. Efter en times tid forlod Karina og jeg sygestuen og spadserede ind til Nørreport Station, hvorfra vi tog S-toget hjem til Brøndbyøster.

Da jeg et par dage senere næste gang besøgte far, var jeg alene, og han havde heldigvis fået det bedre, bortset fra, at den forbrændte hånd og del af armen nu var fuld af sårskorper. Disse, fortalte han, blev pillet af med pincet efterhånden som de dannedes, for at give plads til, at den nydannede hud kunne ånde og vokse frit. Det var smertefuldt, sagde han, men værst var det for ham, at skulle ligge ubeskæftiget, det passede ikke til hans tålmodighed og rastløshed.

Denne gang var der ikke noget forhæng omkring sengen med den forbrændte mand ved siden af far. Nu fik jeg syn for sagn, for den formentlig omkring 45-årige mands ansigt og hoved var så forbrændt, at hans ører ligefrem var smeltet ind i huden, og han havde hverken hår eller øjenbryn og øjenlågene var borte, så han måtte have øjnene dryppet med mellemrum, for at holde disse fugtige. Hans fingre var smeltet samme på begge hænder, hvorfor disse nærmest lignede luffer. Så når han ville have sig en cigaret – og det var åbenbart tilladt at ryge på stuen – tog han cigaretpakken op med begge hænder og rystede en cigaret så meget frem, at han kunne føre den til munden. Tænde cigaretten kunne han dog ikke selv, det måtte han enten have en sygeplejerske eller en af sine gæster til. Denne dag havde han dog også besøg af sin kone, så hun kunne hjælpe ham dermed. Og igen hørte jeg hans smukke gutturale stemme, idet han førte en lavmælt samtale med sin kone, som i øvrigt så meget trykket ud ved situationen.

En danserinde med alvorlige forbrændinger

Der var imidlertid kommet en ny patient til siden jeg sidst besøgte far. Det var en tydeligvis yngre dame, som var blevet så alvorlig forbrændt over hele kroppen, at hun lå i overdækket vandbad i en sideafdeling af den stue, hvor far lå. Man kunne tydeligt høre hende tale og at hun blandt andet sagde: ”Hvor længe skal jeg blive liggende her? Jeg har ikke tid til det, for jeg skal passe mit job!” Man kunne høre en sygeplejerske tale indtrængende og lavmælt til hende, men dog ikke, hvad denne sagde.

Far forklarede, at den unge kvindelige patient, var blevet indlagt på afdelingen dagen før, og at hun var meget utilfreds og utålmodig over sin situation. Far vidste ikke andet om hende, end at hun var danserinde på Dyrehavsbakken. Men det viste sig, at den unge dame og hendes uheld blev omtalt i dagspressen dagen efter, og det fortaltes, at hun optrådte som meget let påklædt danserinde i et af Dyrehavsbakkens forlystelsesetablissementer. Navnet fik mig til at huske, at jeg i et af bladene, vistnok Billedbladet, havde set en fotoserie med en smuk ung kvinde, der udførte en serie yogaøvelser, og hendes navn var netop identisk med den uheldige danserindes. Den dag, uheldet skete, var en kølig dag eller aften, og i en pause befandt hun sig i sin garderobe og havde tændt for en elektrisk varmeovn og sat sig i en stol tæt ved denne. Hun var da iført en kimono af Nylon, men må have sat sig for tæt ved varmeovnen, for efter nogen tid antændtes hendes kimono, som flammede op og ligefrem smeltede ind i huden på det meste af hendes krop. Tililende personale hjalp hende, så godt de kunne, men hurtigst muligt fik de tilkaldt en ambulance, som skulle køre hende den forholdsvis lange vej ind til Kommunehospitalet.

I aviserne fortaltes også, at flere af Bakkens kontrollører havde tilbudt at være donorer ved en eventuel hudtransplantation, men så vidt jeg forstod, kunne en sådan ikke foretages umiddelbart. Den unge danserindes udsigter var derfor ikke de lyseste, hvilket både far og de øvrige patienter på stuen vidste. Det gav naturligvis en noget trykket stemning på stuen.

Ved det sidste besøg ved middagstid hos far en uges tid senere, skulle Karina og jeg næste dag rejse med toget til Odense, for at holde vores sommerferie der. Far lå stadigvæk i sengen, men armen var heldigvis i bedring, så nu tænkte han kun på at komme op af sengen og hjem igen. Den forbrændte mand ved siden af far var nu oppegående, men temmelig deprimeret, for hans kone havde åbenbart forladt ham og søgte skilsmisse. Far fortalte dog, at det var manden selv, der havde opfordret sin kone til at søge skilsmisse, idet han mente, at han aldrig nogensinde ville blive til en normal mand igen. Det var naturligvis en sørgelig nyhed at få at vide for en mand i hans bedste alder.

Hvad angår den unge danserinde, så var hun angiveligt blevet flyttet til en anden stue, for hun lå ikke længere på fars stue, men han vidste ikke andet og mere om hende. Senere erfarede vi via avisen, at der var blevet forsøgt hudtransplantation på den unge danserinde, men at den transplanterede hud var blevet afstødt og hun derfor nu var afgået ved døden som følge af sine tredje grads forbrændinger. En lige så sørgelig nyhed at få for hendes familie og venner – og for os andre med, som følte med den ganske unge kvinde.

Ferie på Fyn

Tanken om at holde sommerferie på Fyn, mere præcist i Odense og omegn, skyldtes den omstændighed, at Karinas ældste bror, Erik, var samlever med en kvinde ved navn Grethe, som var bosiddende i Bolbro, en vestligt beliggende forstad til Odense. Denne fortræffelige lille og lettere buttede kvinde, der var noget ældre end Erik, var ægte fynbo og talte derfor fynsk, hvilket især morede Karinas mor, når hun og Grethe talte sammen i telefon sammen. Ærkekøbenhavnske Carla morede sig især med at genfortælle engang, da Grethe sagde til hende i telefonen: ”Kom herøver, så ska’ du få revs!” – Den udtalelse kunne Carla ikke lige tyde med det samme, hvorfor hun måtte spørge, hvad det betød, før hun forstod, at Grethe mente ”Kom herover, så skal du få ribs!”

Imidlertid havde Grethe tilbudt Karina og mig, at vi under opholdet i Odense kunne bo i hendes sommerhus ved Odense Kanal. Det takkede vi naturligvis ja til, så meget mere, som at det ikke kostede os en øre, bortset naturligvis fra de sædvanlige og nødvendige udgifter til mad og drikkevarer. Det sidstnævnte var dog i langt overvejende grad mælk.

Et nok så vægtigt motiv til at ville besøge Odense, var for mit eget vedkommende også at besøge museet H.C. Andersens Hus i Hans Jensens Stræde og samtidig eventuelt nogle af de steder, hvor digteren havde færdedes som barn. Selv havde jeg aldrig før været på Fyn og derfor heller ikke i Odense, hvilken forsømmelse jeg nu ville søge at råde bod på. Jeg vidste jo, at min farmor var født i Oure på Østfyn og at hun i sin ungdom havde været tjenestepige på en gård i Fruens Bøge sydvest for Odense, lige som flere andre af hendes familie havde været og nogle fortsat var bosiddende, dels i Odense og dels i Hesselbjerg på Østfyn. (Se evt. nærmere herom under omtalen af min farmor Signe Rasmussen, født Madsen, her i Mit liv og min tid i afsnit 02).

Rejsen til Odense foregik naturligvis med tog fra Københavns Hovedbanegård og dengang videre med togfærge fra Halskov ved Korsør over Storebælt til Nyborg og fortsat videre med toget til Odense. På den tid havde jeg lånt et Rolleiflex fotoapparat af Karinas bror, Paul, som ikke selv skulle bruge det. Rolleiflex kamera havde jeg i øvrigt haft lejlighed til at gøre mig fortrolig med i min tid som fotografelev hos Rie Nissen i årene 1948-50. Jeg vil dog ikke prale af, at de desværre alt for få og tilfældige billeder, jeg og vi optog under rejsen og opholdet i Odense og Bolbro, på nogen måde udmærker sig som fotos betragtet. Der var simpelthen bare tale om såkaldte snapshots, med det formål at fastholde et par erindringer fra rejsen og opholdet. Alt for få snapshots vil jeg i øvrigt mene nu.

På fotoet til venstre ses jeg ombord på Storebæltsfærgen på vej mod Nyborg- På fotoet til højre står jeg foran Odense Banegård. I begge tilfælde fotograferet af min daværende kone Karina, som normalt ellers aldrig plejede at fotografere. – Fotos: © 1960 Privatfotos.

Interiør fra gårdhaven i H.C. Andersens Hus i Hans Jensens Stræde i Odense. Det er Karina, der ses stående i baggrunden af billedet. Desværre optog vi kun dette ene billede fra besøget, men mange år senere, da min nuværende kone, Birgit og jeg, besøgte Odense og museet, optog vi en hel serie af fotos, som i øvrigt vil blive vist under omtalen af det pågældende besøg. – Foto: © 1960 Privatfoto.

Det kan godt nok undre mig nu, hvor disse linjer skrives, at jeg ikke optog flere fotos fra H.C. Andersens Hus og dets omegn, end tilfældet var og er, men det må der formentlig have været nogle grunde til, som jeg bare ikke husker længere. Da min nuværende kone Birgit og jeg i 1995 var i Odense, specielt for at besøge byen i forbindelse med min store interesse for og forskning i H.C. Andersens liv og forfatterskab, optog jeg heldigvis lidt flere fotos, dels inde i H.C. Andersens Hus – hvor man dog ikke måtte fotografere alle steder i huset – og dels fra de steder, Andersen kendte og færdedes som barn. Men disse fotos hører derfor til længere fremme her i selvbiografien.

Herover ses Karinas bror Erik og mig stående på hver side af Eriks daværende samlever, Grethe, hvis sommerhus det er, der ses bagved. De to rare mennesker havde ledsaget Karina og mig til stedet, som lå i et sommerhusområde ud mod Odense Kanal. Selv ligner jeg her en glad gris. Glad var jeg da også, men en gris? Det mener jeg ikke. Det er Karina, der har fotograferet billedet. – Foto: © 1960 Privatfoto.

Det blev nogle herlige dage i sommerhuset ved Odense Kanal. Vejret var solrigt og varmt, og vi bestilte stort set ikke andet end at spise og sove og slappe af fra vores ellers travle og krævende hverdag i storbyen. Vi sov længe om morgenen, og da vi endelig var kommet på benene, var jeg nogen gange stadig så træt, at jeg sad på terrassen og faldt i søvn. Det skyldtes den svaghed, som jeg altid har haft og stadig har, nemlig at jeg havde svært ved at sove alle andre steder end hjemme i min egen seng.

En af de stilfærdige afvekslinger fra daselivet udendørs og indendørs, når solen og varmen blev for meget, var den i reglen daglige tur til den stedlige købmandsbutik, for at gøre de nødvendige indkøb af forskellig art, herunder naturligvis madvarer og lidt guf, at hygge sig med – og for Karinas vedkommende de uundværlige osepinde, kaldet cigaretter. Rygetrangen var desværre for stærk for hende til, at hun kunne holde op med at ryge. Og det havde ikke fået hende til at holde op med at ryge, hvad jeg i forbindelse med mit arbejde på filmen ”Træk vejret”, havde kunnet fortælle om cigaretrygningens skadelige og mulige kræftfremkaldende virkninger. Karina troede tilsyneladende slet ikke på, hvad en specialist som overlæge Clemmensen havde at sige om rygning i almindelighed og cigaretrygning i særdeleshed. Men det var hun naturligvis ikke ene om, for de fleste praktiserende læger og almindelige mennesker troede dengang heller ikke på, rygning kunne være årsag til lungekræft og i øvrigt også til andre former for kræft, f.eks. brystkræft.

Til venstre et foto taget udefra gennem den åbentstående dør. Lige indenfor ses jeg siddende med et eller andet skrivearbejde. På fotoet til højre ses jeg siddende udenfor på den solbeskinnede terrasse, med hånden under kind og tydeligvis faldet i en blidelig søvn. De to fotos er optaget af Karina. – Fotos: © 1960 Privatfotos.

Ind imellem blev der også tid til at gå en tur ned til den nærliggende sandstrand og vove sig ud i kanalens bølger og fornøje sig med at spille med den oppustelige badebold. Vi var jo utroligt heldige med vejret i de få dage, vi tilbragte på stedet.

På fotoet til venstre ses badenymfen Karina stående i positur foran sommerhuset, og på fotoet til højre har Karina taget et billede af mig som ”strandløve”. Alt ånder fred og idyl, men unægtelig på en lidt mørk baggrund, især for mig, som året før havde måttet opgive samkvemmet med mine to børn, Jan og Annette. – Fotos. © 1960 Privatfotos.

Men alt får jo som bekendt en ende, og ”snart er dette forbi”, som det lød i en af 1940’ernes slagere. Efter omkring en uges tid gik turen hjemad igen, dog først til Bolbro, for at tage afsked med Erik og Grethe. Ved den lejlighed gjorde Grethe, som vidste at jeg interesserede mig meget for H.C. Andersen og dennes forfatterskab, mig den uventede og store glæde at forære mig et smukt indbundet eksemplar af ”Mit Livs Eventyr – Udgivet i 125 Aaret for Digterens Fødsel”, hvilket vil sige i 1930. Udgaven var en udgivelse i Gyldendals Klassikerserie. Bogen var altså 30 år gammel og derfor antikvarisk.

Turen gik atter hjemad til Brøndbyøster og til genoptagelse af det daglige arbejde, hvilket jeg for mit eget vedkommende slet ikke havde noget imod. For mig var arbejdet nemlig mere end en pligt, det var faktisk et kald at få lov til at beskæftige sig med at lave tegnefilm. Desuden var opgaverne i reglen meget interessante og ind imellem ligefrem spændende.

Jalousiens mareridt

I løbet af sommeren 1960 tilbragte vi nogle weekender hos en gruppe naturister, der kaldte sig for ”Solvennerne”, og som holdt til på et afskærmet naturområde i Ballerup. Vi parkerede kabinescooteren på parkeringspladsen og slog vores medbragte telt op et ledigt sted på en stor græsplæne og indrettede os til overnatning. Vejret var heldigvis med os, så vi kunne sidde udendørs ved vores lille campingbord og nyde frokosten og aftensmaden. Da der som bekendt ikke var badestrand i nærheden, havde man i stedet ladet opføre et forholdsvis stort svømmebassin, som lå skjult bag et buskhegn midt på området. Karina og jeg tilbragte desuden en del af tiden i svømmebassinet, hvor vi morede os sammen med de andre nøgenbadere af begge køn og alle aldre med at spille vandbold og lignende harmløse tidsfordriv.

Benny og Ruth og sønnen Teddy boede son nævnt i Perth i det vestlige Australien, og der blev deres anden søn, Steven, blev født der 24. august 1958. Men i september 1960 vendte de igen hjem til Danmark, hvor boligsituationen dog ikke var blevet bedre siden de rejste. Imidlertid var det så heldigt, at vores bror Bent og hans kone Annelise havde et sommerhus i en havekoloni på Hjortespringvej i Herlev. Her boede de hjemvendte ’dansk-australiere’ i ca. 8. måneder, før de fik egen lejlighed i Folehaven 102, st. tv., hvor Benny samtidig fik stillingen som ejendommens vicevært. Men medens de boede i Bents sommerhus, besøgte Karina og jeg dem flere gange. Vi havde naturligvis ikke kunnet undgå, at blandt andre min bror Benny og hans kone Ruth havde hørt om vores besøg på ”Solbakken” og hos ”Solvennerne”, og de ytrede ønske om, at besøge ”Solvennerne”s sted i Ballerup, som jo for deres vedkommende var relativt nemt at komme til, idet de havde egen bil. Benny og Ruth havde i nogen tid haft en del problemer i deres ægteskab, men ville ikke så gerne tale om det. Ruth mente – det sagde hun i hvert fald – at et besøg i en naturistkoloni måske kunne løsne op for deres egne hæmninger og gøre deres samliv bedre. Dengang anede jeg idiot endnu ikke, at Ruth generelt var sygeligt jaloux anlagt og det lod hun gå hæmningsløst ud over Benny. Hun kunne f.eks. finde på, at slå ham lige midt i ansigtet, mens han sad ved rattet og kørte bilen, vel at mærke medens deres dengang to små drenge så og hørte på fra bagsædet.

Det korte af den lidt længere historie er, at Benny og Ruth med deres to mindreårige sønner, efter aftale dukkede op en søndag på naturistpladsen i Ballerup, hvor Karina og jeg allerede befandt os og havde slået vores telt op. Tilsyneladende nød de prøvebesøget, men ville ikke lægge tøjet, hvilket deres to drenge hellere end gerne ville, men dog beholde badebukserne på, hvorefter de boltrede sig lystigt sammen med de andre børn i det store badebassin. Imens spiste vi voksne hver vores frokost i græsset foran vores telt, som gav lidt skygge på den solrige dag. Alt åndede tilsyneladende idyl, men jeg lagde dog mærke til, at Benny blev ved med at sidde og stirre ned i græsset. Senere fortale han mig, at det havde han gjort, for ikke at Ruth bagefter skulle kunne anklage og bebrejde ham, at han kiggede på de nøgne damer, som ganske ugenert passerede tæt forbi stedet, hvor vi sad. Men selvom han havde gjort, hvad han kunne, for ikke at provokere Ruths jalousi, så fik han alligevel en ordentligt omgang skældud på hjemvejen i bilen. Hun havde skummet af raseri og blandt andet kaldt ham for ”et liderligt møgsvin”, som ikke kunne styre sine perverse lyster. Og hun havde tilføjet, at han skulle skamme sig over at have en bror, der interesserede sig for den slags unaturlighed, hun syntes det var, at mange mennesker af begge køn færdedes nøgne sammen, og så tæt og ugenert på hinanden.

Det blev både første og eneste gang, at min bror Benny og hans følelsesmæssigt ustyrlige kone samt deres foreløbig to børn, besøgte ”Solvennerne” i Ballerup. Han fortalte senere, at hun havde truet med skilsmisse, for hun ønskede ikke at leve sammen med en mand, der var så umoralsk, som ham. Der blev dog ikke nogen separation eller skilsmisse ud af det i denne omgang. Det skete først nogle år efter. Men medens de boede på Folehaven, fik de deres tredje søn, Tommy, født den 28. oktober 1962.

Her vil jeg gerne tilføje, at havde jeg kendt Bennys kone Ruth bedre, end tilfældet var dengang, så havde jeg aldrig indladt mig på at invitere dem med til noget så provokerende for mennesker med let til jalousi, som tilfældet er med at færdes nøgen blandt nøgne mennesker af begge køn. Men det sete beror som bekendt på den, der ser. Så for mange lå der ingen provokation i at se og være sammen med nøgne mennesker, for ellers ville naturismen eller nudismens aldrig have haft en jordisk chance for at kunne bestå. Men på den anden side set, kan man også sige, at det nøgne fællesskab trods alt i nogle tilfælde kunne give anledning til. at nogle følte sig provokerede, hvilket vil fremgå af den efterfølgende tekst.

Sexfrygt og panik

Denne sommer kom vi kun nogle få gange i weekenderne på ”Solbakken”, hvor stemningen lejlighedsvis var noget anspændt, især på grund af de efterhånden forholdsvis mange enlige mænd, der havde fået adgang til stedet. Det var der en del af kvinderne, der forståeligt nok var meget utilfredse med, idet de gav udtryk for, at det nok ikke kun var for solbadningens og sundhedens skyld, at disse mænd så ofte og så ivrigt tilbragte deres weekender der.

En dag gik det rigtig galt, idet en af kvinderne havde antruffet en af ungkarlene inde på en overdækket terrasse, og her havde hun set, at en af disse ganske ugenert stod med sit rejste, stive lem strittende op i luften foran nogle ganske unge, nøgne piger. Damens forargelse kendte ingen grænser, og i løbet af kort tid var ’nyheden’ spredt fra telt til telt over hele Solbakken-området. Og som i historien om den lille fjer, der blev til fem høns, blev historien om manden med det rejste lem til en historie om, at der var mange sådanne ’unaturlige’ mænd indenfor Solbakkens grænser. Kvinderne gik ligefrem i procession til formandens hus og forlangte på stedet, at enlige mænd simpelthen skulle forbydes adgang. Formanden forsøgte at dæmpe kvindernes ophidselse og sagde, at det kunne man i henhold til foreningens statutter ikke sådan uden videre gøre. Han foreslog, at der i den anledning derfor blev nedsat et ’udvalg’, som skulle udarbejde et ændringsforslag til Solbakkens vedtægter, og Karina og jeg blev af ukendt grund medlemmer af udvalget.

En dag blev vi da også indkaldt til et udvalgsmøde, som skulle afholdes hos et ægtepar, der i lighed med os boede i Brøndbyøster, men ovre på den anden side af torvet i et rækkehus. Vi kendte i forvejen ikke ret meget til det pågældende ægtepar, og jeg har da også fuldstændig glemt deres navne, men ikke deres udseende. Manden var en lidt over middelhøj, atletisk type, solbrun og veltrænet, og så vidt jeg husker var han værkfører et eller andet sted i København. Han var en venlig, smilende og imødekommende, men meget stilfærdig mand, som ikke gjorde et stort nummer ud af sig selv. Det havde han ellers grund til, for han havde den kønneste og mest velskabte kone, jeg vist nogensinde har set, Hun var lidt under middelhøjde og med en veltrænet og solbrunet krop, hvor alting var og sad, som det skulle. Smalle skuldre, brede, afrundede hofter, velformede arme og ben, og brysterne var tilpas store og fyldige til, at man syntes at de var perfekte. Den kønne pige, som vel har været omkring 26 år, lod imidlertid som om hun ikke så, at man så på hende, og jeg konstaterede da heller aldrig, at hun optrådte udfordrende endsige flirtende. Senere hørte jeg af nogen, der kendte parret, at manden var endog meget jaloux og ved flere lejligheder havde optrådt voldeligt overfor hende. Det var måske grunden til eller forklaringen på, at hun ikke ville eller turde indlade sig på en samtale med andre mænd end sin mand, når hun færdedes alene på området.

Imidlertid kom der det ud af udvalgsmødet, at man enedes om at de enlige mænd, der havde udvist usømmelig eller mistænkelig adfærd rent administrativt skulle bortvises, samt at enlige mænd fra og med den nye vedtægts ikrafttræden, ikke længere skulle gives adgang til Solbakken. De enlige mænd, som f.eks. Vagn Valentin, der havde været medlemmer i flere år og aldrig havde givet anledning til påtale, var naturligvis undtaget fra den nye regel.

Autodidakt yogalærer

Kort tid efter, at Karina og jeg var flyttet ind i vores nye lejlighed på Nørrekær i Brøndbyøster, havde jeg genoptaget min yoga-træning, lige som jeg forøgede den sparsomme litteratur, jeg i forvejen havde om yoga, ved køb af nyudkomne bøger. Som såkaldt naturist var det naturligt for mig at træne i Adams-kostyme, dog kun, når vi var alene hjemme. Den stilling jeg ses i på fotoet herunder, hedder Sirsasana eller Hovedstand, og den hører til en af de sværere fysiske yoga-øvelser, og den er nybegyndere derfor i reglen ikke i stand til at udføre, hvorfor de heller ikke bliver opfordret til at benytte den, og den blev direkte forbudt at udføre for folk med svageligt helbred eller dårlig kondition.

På dette foto ses jeg i den yoga-øvelse, der hedder Sirsasana eller Hovedstand. Som såkaldt naturist var det naturligt for mig at træne i Adams-kostyme, dog kun, når vi var alene hjemme. Når jeg optrådte som yoga-lærer var jeg iført badebukser og badekåbe, den sidstnævnte lagde jeg fra mig, hvis og når jeg selv skulle demonstrere udførelsen af de forskellige yoga-øvelser. – Foto: © 1960 Privatfoto.

Efteråret 1960 påbegyndte jeg aftenundervisning i Hatha Yoga, som jeg som nævnt selv havde dyrket intenst i det sidste par års tid, men uden at tænke på at det skulle blive til andet og mere end det. Imidlertid var det min gode ven, Børge Hamberg, der opfordrede mig til at begynde at undervise andre, og han meldte sig selv som min første elev. Det var i sig selv noget nyt for mig, for i alle de år, han og jeg havde kendt hinanden, havde situationen været omvendt: Han var læreren og jeg eleven.

Den næste elev, der meldte sig, var vores gode ven Vagn Valentin, som også gerne ville gøre noget for sin krop, som var blevet lidt stiv og ubevægelig som følge af mange års kørsel bag rattet som taxavognmand, i hans tilfælde for Ring-Bilen. Vagn var som nævnt ugift og et meget beskedent og behageligt menneske, nem at omgås med og nem at have som yoga-elev, så derfor modtog han undervisning som en modydelse for hans store hjælpsomhed med vores transport frem og tilbage til ”Solbakken”. Børge Hamberg ville jeg selvfølgelig heller ikke modtage betaling af, for ham skyldte jeg det gode venskab, så min undervisning af ham betragtede jeg som en vennetjeneste. På det her nævnte tidspunkt deltog Karina ikke selv i yoga-træningen, det skete første senere.

For at kunne få plads til de foreløbig to yoga-elever og mig selv, måtte vi arrangere os sådan i vores lejlighed, at soveværelset blev ryddet for møbler, og vores senge blev flyttet ind i det lille værelse og mit tegnebord ind i den ende af stuen, der med sine store vinduer vendte mod vest. Der var jo plads nok i stuen, for vores møbler kunne slet ikke fylde denne ud. Tilsyneladende havde Karina ikke noget imod arrangementet, eller i det mindste protesterede hun ikke. Desuden var hun jo også selv gode venner med både Børge og Vagn, så hun har sikkert syntes, at alt foreløbig var som det skulle og burde være.

Men i øvrigt vil jeg først omtale min virksomhed som yoga-lærer eller yoga-instruktør nærmere under omtalen af året 1961, idet jeg dette år dels udvidede undervisningen og dels tog betaling for denne.

___________________

Plakat for showforestillingen Le Gala des Etoiles i Pathé Palace i Paris, hvor Les Romano optrådte og havde navn på plakaten på linje med verdensnavne som Fernandel, Mistinguett, Edith Piaff og Charles Trenet. Billedet er indsat på Facebook den 10. august 2013 af min nu afdøde søsters tidligere mand, Charley Romano, hvem jeg takker for ’lånet’ af billedet. Plakaten er desværre uden årstal, men jeg vil gætte på, at den må være fra omkring slutningen af 1950’erne eller begyndelsen af 1960’erne.

Den store lykke

Her skal jeg kort fortælle om min søster Lizzies kærlighedshistorie, som hang sammen med hendes møde med og forelskelse i franske Charles (Charley) Romano, en søn af den tidligere omtalte italienskfødte artist og kunstcyklist Tony Romano og dennes franske kone, hvis navn jeg ikke længere erindrer, men hvis efternavn ved fødslen vistnok var Besson. Charley havde og har desuden en broder ved navn Jean-Pierre Romano, som med speciale i kunst-motorcyling på isen i flere år turnerede med showet Ice Capade. Omkring 1985 slog han sig ned i Hollywood, hvor han blev kendt som cirkusklovn. Far Tony og hans franske kone var imidlertid for længst blevet skilt og Tony Romano delte derefter bord og seng med Helene Romano, hvis pigenavn jeg ikke kender, men sammen fik parret sønnen Patrick, som senere blev en kendt kunstcyklist og stuntman i Hollywood. Patrick er en lidt yngre fætter til Jimmy Romano, som er født 19. april 1961 som søn af Lizzie og Charley Romano.

Som tidligere omtalt var Lizzie allerede i en alder af 15 år herhjemme kommet i kontakt med Tony Romano og hans trup, som foruden af ham selv også bestod af hans kone Helene og en ung arabisk født artistpige ved navn Yvonne, som omkring 1956 optrådte i Cirkus Moreno, som da havde slået sit telt op på Borups Plads på Nørrebro. hvor Lizzie havde mødt dem for første gang. Hun, der altid var initiativrig og vovelysten, opsøgte truppen efter forestillingen og dette møde endte med, at Lizzie rejste til Frankrig sammen med dem. Det foregik dog ikke uden problemer, idet det viste sig, at Lizzie som kun 15-årig ikke kunne få rejsevisum til udlandet, medmindre hendes forældre skrev under på en ansøgning om visum. Til trods for fars modstand imod at lade sin datter rejse ud i det fremmede, tilmed sammen med folk, som han kun kendte ganske lidt til, endte det dog med, at han under mors pres gav efter og gav sin tilladelse til, at Lizzie kunne få det nødvendige rejsepas.

På et tidspunkt, da truppen, som optrådte overalt i Europa under navnet ”Les Romano”, opholdt sig i Charleys mors hjemby Marseilles, var det dér Lizzie traf sammen med ham for allerførste gang. Han aftjente på den tid sin værnepligt og var som soldat udstationeret i Algeriet, hvor de franske tropper søgte at bekæmpe det ulmende oprør mod det franske kolonistyre. Det var ifølge Charley selv en hård tid, for de algierske oprørere brugte blandt andet at snige sig lydløst ind på de franske soldater og myrde dem, ved at stramme en klaverstreng om deres hals. Charley var hunderæd for at komme til at dele denne skæbne med de af hans soldaterkammerater, der havde været udsat for sådanne snigmord.

Men det korte af det lange er, at den flotte, sorthårede unge franskmand forelskede sig dybt i min kønne rødhårede og kvikke søster, så dybt, at han ønskede at gøre hende til sin ægteviede. Det kom på tale i 1960, hvor parret i samme anledning opholdt sig i København og boede hos mine forældre, hvor de havde fået midlertidig rådighed over det værelse, som senest havde været Lizzies, men som siden mit tolvte år og indtil min fraflytning af hjemmet i 1950 havde været mit. Bryllupsdatoen husker og kender jeg ikke, men det må have været i foråret 1960, og vielsen fandt sted i Anna Kirken omme i Bjelkes Allé.

Efterhånden som mine forældre og vi andre lærte Charley, som egentlig hed Charles, at kende, jo bedre kom vi til at synes om ham, for han var en beleven, høflig og korrekt ung mand. Uden at overdrive, gjorde han meget for, at vi skulle komme til at holde af ham, og det var faktisk ikke svært. Dengang talte han stort set kun fransk og en smule engelsk, men endnu slet ikke dansk. Han ville dog gerne lære dette for udlændinge så svære og problematiske sprog med de ofte dobbelttydige ord, hvor f.eks. ordet ’hane’ dels kan betyde fuglen hane og dels vandhane eller en anden form for hane.

Men eftersom ingen af os i vores nærmeste familie kunne tale eller forstå fransk, forsøgte Charley sig med en blanding af fransk-engelsk-dansk, for at gøre sig forståelig, og vi lod os snart charmere af hans ufrivilligt morsomme udtale af det danske sprog. Som når han f.eks. sagde en solskinsmorgen, idet han pegede op mod himlen: ”Sole fine vejr!” Hvilket selvfølgelig skulle betyde: ”Fint solskinsvejr i dag!”

Ved Lizzies og Charleys bryllup blev der taget en serie fotos, så vidt jeg erindrer af mig. Vielsen foregik som nævnt i Anna Kirken i Bjelkes Allé, og på fotoet til venstre ses brud og brudgom foran kirken stå ved siden af brudens mor, som jo også var min mor. På fotoet til højre ses bruden sammen med sin mor og far, mine forældre. Damen i højre side af billedet har jeg ikke kunnet identificere. – Fotos: © 1960 Privatfotos.

På fotoet til venstre ses det glade brudepar stående for enden af det smukt og festligt dækkede og pyntede middagsbord, hvor de indbudte gæster kort efter skulle indtage deres pladser. Jeg husker ikke præcis, hvor mange gæster der var med, men det ser ud til at have været nogle stykker. På fotoet til højre ses to af de vigtigste gæster, vores mormor og morfar, som begge var meget glade for og stolte af deres kønne og dygtige barnebarn. – Fotos: © 1960 Privatfotos.

Det blev en hyggelig bryllupsmiddag med den allernærmeste familie, hvilket foruden brudeparret selv vil sige mor og far som værter og mormor, morfar og formentlig også Bent og Annelise med lille Jonny, samt i hvert fald Karina og mig. Men hvem ellers, der kan have været med, husker jeg desværre ikke, og det fremgår heller ikke af de fotos, som blev taget ved den lejlighed. Fotografen var som i reglen sædvanligt mig, assisteret af Karina, der havde rådighed over et lånt Roleiflex-kamera. Det var under alle omstændigheder en mindeværdig dag, som for brudeparret blev indledningen til mange interessante og begivenhedsrige år, dels på turneer i Frankrig og andre europæiske lande, og dels i Canada og især i USA, helt frem til 1970’erne, hvor parret desværre gik fra hinanden, men forblev venner lige til min søsters død i oktober 2001.

.

Efter middagen blev stuen ryddet, så der blev plads til at brudeparret kunne dase den traditionelle brudevals, her med far (helt til venstre) og morfar og mig som tilskuere. På fotoet til højre ses det glade brudepar flankeret af far til venstre og mor til højre. Desværre ejer jeg ikke fotos af de øvrige gæster, der deltog i bryllupsfesten. – Fotos: © 1960 Privatfotos.

I sommeren 1960 kom min søster, Lizzie, og svoger, Charley, igen på besøg i Danmark, og de boede da hos mine forældre i Jægersborggade, hvor de havde fået overladt det værelse, jeg i en del år betragtede som mit. Lizzie og Charley havde bil, og de kom flere gange ud til Karina og mig i Brøndbyøster og inviterede os med til Greve eller Solrød, hvor der var en dejlig sandstrand at bade fra. Men snart skulle de jo tilbage til Frankrig, hvor de på det tidspunkt boede og arbejdede som artister og som sådanne var ret benyttede og efterspurgte.

Herover ses Charley og Lizzie optræde på den stramme line, som de også havde øvet sig på i fars og mors have i Brøndbyøster, men på dette foto foregår det så vidt jeg ved og husker et sted på landet udenfor Marseilles i Frankrig, hvor Charleys mor dengang boede og i øvrigt var medejer af et stort cirkus., som vistnok hed Circus Besson. Sidstnævnte var moderens efternavn. – Foto: © 1961-62 Privatfoto.

Under opholdet herhjemme, boede Lizzie og Charley som nævnt i mine forældres lejlighed, der stod ubeboet i de sommermåneder, hvor mor og far boede ude i deres hus i havekolonien ”Landlyst” i Brøndbyøster.

Mens de var herhjemme, øvede både Lizzie og Charley sig på at gå på line. Han brugte armene som ”balancestang”, mens Lizzie brugte en lille parasol. Ovre i mine forældres have i Haveforeningen ”Landlyst” havde Charley lavet en interimistisk line, udspændt mellem to lange jernpløkke, som var slået ned i jorden. Linen var kun omkring en lille meter over jorden, hvilket var med hensigt, idet det nedsatte risikoen for at komme til skade ved fald. Senere øgede han højden, og på den måde trænede de sig til efterhånden at blive professionelle linedansere, som det kaldtes. Da de senere var kommet til Amerika og blandt andet optrådte i en Hollywood-film: ”STAR!” (1968) med Julie Andrews i hovedrollen som Gertrud Lawrence, havde Liza and Charley Charles et cirkusnummer i filmen, hvor man ser Charley som kunstcyklist og Lizzie som linedanserinde med parasol.

Krigsfrygt og atommarch

På den tid, i 1950’-60’erne, herskede der i den vestlige verden – og dermed også i Danmark - stor frygt for en ny storkrig mellem supermagterne, og især for, at der skulle blive brugt atomvåben. I den anledning var der nogle folk, som arrangerede protestoptog vendt imod brugen af atomvåben. Som militærnægter sympatiserede jeg med protesterne og gik da også så vidt, at Karina og jeg deltog i den march mod atomvåben, som blev afholdt den 23. oktober 1960 og som begyndte i Holbæk og fortsatte ad Roskildevej og helt ind til centrum af København.

Karina og jeg stødte dog først til kolonnen af omkring 700 deltagere, da denne nåede til Brøndbyøster, hvor vi jo boede tæt på Roskildevej. Men undervejs fik jeg betænkeligheder, for jeg fandt ud af, at der især var mange kommunister blandt deltagerne, og da vi havde passeret Valby Bakke og var på vej ad Vesterbrogade, opstod der tumulter, fordi en gruppe antikommunister i hvert fald helt uventet for mig, pludselig gik til korporligt angreb på marchkolonnen og råbte hånende ukvemsord ind i hovedet på de deltagere, der gik yderst i kolonnen. Det blev for meget for Karina og mig, som derfor omgående forlod kolonnen og hastede op til Valby Station, hvorfra vi tog S-toget hjem. Lidt flove og skuffede over den udvikling, marchen havde taget. Meningen havde jo været, mente vi, at det skulle have været en helt igennem fredelig demonstration

Senere fandt jeg ud af, at arrangementet af marchen imod atombomben faktisk var blevet til på noget, der kunne ligne et kommunistisk initiativ, mere præcist af forfatteren Carl Scharnberg (1930-95), der var erklæret tilhænger af bevægelsen Aldrig mere Krig, og som siden 1959 havde været aktiv indenfor bevægelsen ”Kampagnen mod Atomvåben” og ”Nej til atomvåben på dansk jord”, samt ”Stop for kerneforsøg og oprustning”, tiltag, som i høj grad gik Sovjetunionens ærinde, hvad enten det var bevidst eller ej. Han havde dog angiveligt studeret Karl Marx’ ”Das Kapital”, så han kendte til kommunistisk teori. Scharnberg deltog også selv i udenlandske protestmarcher, blandt andet i England, og baggrunden herfor var opstillingen af langtrækkende raketbatterier rundt om i Vesteuropa, som man med rette mente var vendt imod Sovjetunionen. Og Sovjetkommunismen var jeg bestemt ikke nogen tilhænger af, tværtimod. Det turde være fremgået under omtalen af min tid i Gribskovlejen og som redaktør af nægterbladet ”Samvittigheden”.

Under Den kolde krig i 1950'erne var Scharnberg pacifist og militærnægter og kom i fængsel for sin overbevisning, hvilket sidste kan undre, for der var jo hele tre arbejdslejre for militærnægtere i Danmark på den tid. Men måske har han også nægtet at ville aftjene såkaldt civil værnepligt. Senere var han også aktiv i modstanden mod EF (det senere EU), men samtidig var han højskolelærer, en ivrig foredragsholder, forfatter og digter, dog fortrinsvis af politisk motiverede digte, artikler og romaner. Målgruppen var arbejderklassen og Fagbevægelsen, sådan som tilfældet jo også var for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), men om Scharnberg var partimedlem, har jeg ingen viden om. Han døde ifølge foreliggende oplysninger som kun 65-årig ved et hjertestop den 2. oktober1995.

Den 16. december blev Mødrehjælpens kollektivhus ”Egmontgården” i Svendborggade på Østerbro i København indviet. Denne skulle få en vis betydning for Karina og mig, idet det var via Mødrehjælpen, at vi senere ansøgte om adoption af et spædbarn.

Det skal her også nævnes, at den 21. december kunne statsminister Viggo Kampmann fortælle offentligheden, at afdøde højesteretssagfører I.C. David havde skænket ejendommen Marienborg i Frederiksdal til staten som vederlagsfri sommerbolig til landets statsminister eller andre ministre, men ejendommen er dog lige siden fortrinsvis blevet brugt til repræsentative formål for den til enhver tid siddende regering.

Jul og nytår 1960/61

Juleaften 1960 tilbragte Karina og jeg hos mine forældre, hvor også Bent og Annelise og lille Jonny var med, formentlig sammen med mormor og morfar. Jeg savnede selvfølgelig Jan og Annette, men det savn måtte jeg gemme dybt inde i mig selv, for ingen forstod det helt rigtigt og ingen kunne hjælpe mig med det. I øvrigt har jeg ingen specielle erindringer fra aftenen og heller ikke fra den obligatoriske 1. juledagsfrokost hos Karinas mor, der som sædvanligt blev lidt fugtig for nogle af gæsterne. Inger og Søren og deres fire drenge, Peter, Claus, Jens og Torben, var naturligvis også med ved den lejlighed, uanset at jeg ved, at Søren ligefrem hadede disse sammenkomster. Men i øvrigt var Karina og jeg jævnligt kommet på besøg hos Inger og Søren i årets løb og de hos os, idet de lod de to store drenge, Peter og Claus, blive hjemme og passe de to små, Jens og Torben, de aftener, hvor de besøgte os.

Søren og Inger og Karina og jeg havde det virkelig godt sammen på enhver måde, hvilket blandt andet skyldtes, at vi havde en hel del interesser tilfælles. Det var dog nok mest Søren og mig, der delte interessen for yoga, indisk filosofi og Martinus’ kosmologi, men især Inger var dog også begyndt at blive sporet ind på disse emner, ikke mindst på Martinus’ kosmologi. Karina var jo den yngste i det lille fællesskab og hun søgte at følge med, så godt hun havde lyst til og kunne. Men det kunne ikke skjules, at hun ikke rigtig var moden og forholdt sig derfor tøvende overfor de synspunkter, som vi andre mere eller mindre var fælles om.

Nytårsaften fejredes hos os i Brøndbyøster, idet vi havde inviteret Karinas mor Carla og mine forældre til middag og hvad der ellers hører sig til på sådan en aften. Selv drak hverken Karina eller jeg spiritus eller øl, og det gjorde mor heller ikke, men Carla og far nægtede sig ikke noget i den retning. Så da de to muntre og kåde folk proportionalt med indtagelsen af antal genstande efterhånden blev, hvad man med et godt ord kalder for beduggede, så steg bramfriheden. Og især Carla var godt skåret for tungebåndet, så sproget blev snart præget af lidt for vulgære ord om emner under bæltestedet, og da hun havde udset sig far som mål for sine amourøse tilnærmelser, var det lige før det blev for meget, især for mor, som hvad sex angår, var meget puritansk og nærmest snerpet. Så hendes humør og sindstilstand dalede omvendt proportionalt med Carlas og fars stigende verbale og fysiske tilnærmelser til hinanden. Ingen af dem gik dog over stregen, som man siger, og slet ikke, da Karina tydeligt lod sin mor forstå, at nu kunne det være nok med udskejelserne.

Vores nytårsaften endte derfor i ro og fordragelighed med, at vi affyrede bordbomber og pustede kulørte serpentiner ud over hinanden og skålede i champagne, da klokken slog tolv midnat. Fjernsynet var tændt og til tonerne og ordene af ”Vær velkommen, Herrens år”, kunne vi vekselvis fra vores stuevinduer og køkkenvinduer se skuet af det farvestrålende og flotte fyrværkeri, henholdsvis ud mod Vestegnen og ind mod København.

Omkring en times tid efter midnat ville gæsterne gerne hjem til sig selv, så derfor ringede vi efter en taxa, som kunne køre mine forældre og Carla hjem til Nørrebro, henholdsvis til Jægersborggade og Skt. Hansgade. Godt trætte og udmattede efter en lang dag gik vi selv i seng til en hårdt tiltrængt søvn. Sådan sluttede nytårsaften 1960/61 for vores vedkommende.

__________________

Som den opmærksomme og tænksomme læser formentlig vil have bemærket sig, så er det københavnske biografrepertoire kun blevet sporadisk omtalt i de senere afsnit her i selvbiografien. Det skyldes ganske enkelt, at jeg lige siden mit ophold i Gribskovlejren faktisk sjældent gik i biografen, og ligeledes, at jeg ikke mere holdt mig ajour med biografrepertoiret. Det var egentlig ikke på grund af manglende interesse fra min side, men dels fordi familiemæssige og arbejdsmæssige forhold optog mig og mine kræfter og dels, at økonomien ikke rigtig mere var til den slags ’luksus’. Desuden havde jeg nok at gøre med film til daglig, idet filmbranchen og specielt tegnefilmbranchen udfyldte mit behov for den form for underholdning. Dertil kom, at Tv-programmerne hjemme i stuen til en vis grad erstattede biografbesøgene.

Dette år, 1961, fyldte min søn Jan 8 år den 12. januar, men eftersom forbindelsen med Annette og ham helt var blevet afbrudt, måtte jeg nøjes med at sætte et lille bordflag op som et tavst tillykke til ham, en skik, jeg har fulgt hvert eneste år lige siden. Dette gjaldt også, når Annette havde fødselsdag, men det var jo først den 15. april, hvor hun dette år fyldte 7 år.

Den 18. januar fyldte mor 53 år og Lizzie 20 år, men da hun på det tidspunkt opholdt sig i Frankrig, blev mors fødselsdag kun fejret meget beskedent sammen med mormor, morfar, Bent, Annelise, lille Jonny og Karina og mig. Mor havde fået en buket blomster af os og en lille gave, som jeg ikke længere husker, hvad var. Fars fødselsdag den 27. januar, hvor han fyldte 57 år, blev slet ikke fejret, for han ønskede det selv sådan og fik derfor heller ingen gaver.

Fortsættes i artiklens 24. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer fortsat fra og med 1961 og fremefter.

© April 2018. Harry Rasmussen.

___________________________________