Ideale drømme, skepsis og tvivl
Fra idealist til realist
Morale: Livet er kun til låns
(Special version)
Bemærk venligst: Med
særligt henblik på afsnitsoverskriften Tvivlstanke og held eller skæbne i 23. del,
skal allerede nu her indskydes en artikel, som er speciel derved, at den handler om mit eget personlige skift fra
en idealistisk og utopisk livs- og verdensopfattelse til en omtrent modsat
opfattelse af tilværelsen i form af, hvad der må karakteriseres som en i det
væsentlige realistisk og objektiv, men samtidig optimistisk livs- og
verdensopfattelse:
Om et skift i livs- og
verdensanskuelse
For læserens skyld og af hensyn til
forståelsen af, hvad der leksikalt kan og skal forstås ved begrebet paradoks,
skal her gives en kortfattet forklaring af ordet og begrebet. Det er af græsk
oprindelse i og med ordet paradoksos, idet para betyder
’ved siden af’ eller ’imod’, og doksos betyder ’mening’. Med
andre ord noget, der tilsyneladende er ved siden af eller strider imod, hvad
der almindeligvis anses for at være en fornuftsmæssig mening eller opfattelse.
I videre forstand udtrykker et paradoks også det, der må anses for at være
selvmodsigende. Sidstnævnte vil jo sige, når noget ikke stemmer med sig selv.
Eksempelvis kan man ikke på samme tid påstå, at jorden er rund eller flad.
Siger man, at den er flad, modsiger man den kendgerning, at den faktisk er rund
eller nærmest kugleformet.
Men hvad menes der mere præcist med et
stort paradoks i forbindelse med et skift i livs- og verdensopfattelsen? – Hvis
og hvilket skift og hvis og hvilken livs- og verdensopfattelse? -
Der er naturligvis her tale om mit eget
personlige skift fra den fler-livs-teori, der forefindes og fremføres af i
dette tilfælde især Martinus’ kosmologi, til den ét-livs-hypotese, som jeg med
tiden har fundet frem til og følt mig forpligtet på via min årelange teoretiske
beskæftigelse med og studium af netop eksistentielle filosofiske livs- og
verdensanskuelser. Det skal dog lige tilføjes, at de allerfleste almindelige
mennesker rent umiddelbart og i reglen ubevidst faktisk er indforståede med
ét-livs-teorien uden at tænke nærmere over det.
Men hvori består da paradokset i det
nævnte skift for mit vedkommende mere præcist? –
For at kunne besvare dette i og for sig
enkle spørgsmål, bliver jeg nødt til at fortælle lidt om min tidligere livs- og
verdensanskuelse. Med den forholder det sig sådan, at lige siden min trygge og
gode opvækst på landet i årene 1929 til 1939 havde jeg haft en overvejende
romantisk opfattelse af og følelse for naturen og livet i bred almindelighed.
April 1939 flyttede mine forældre og os dengang tre børn til København, mere
præcist til arbejderkvarteret Nørrebro. I sommeren 1943 blev jeg ansat som
animator-elev på den første danske lange tegnefilm FYRTØJET, som var baseret på
digteren H. C. Andersens eventyr af samme navn. På denne film var jeg
medarbejder indtil juni 1945, en månedstid efter Danmarks befrielse fra den
nazi-tyske besættelse af landet. (Note 1)
I det interegnum, der fulgte efter to
dejlige års arbejde som tegner og animator på den nævnte tegnefilm, oplevede
jeg en depression, som fik mig til at søge efter noget, der kunne bringe mit
før så lyse og optimistiske livssyn og humør tilbage. Hjælpen fandt jeg i form
af nogle bøger om de klassisk indiske filosofiske systemer Sankhya, Yoga og
Vedanta. Senere, i efteråret 1957, fandt jeg frem til, at de grundlæggende
tanker og ideer i disse indiske filosofier i nogen grad genfandtes i den danske
seer og forfatter Martinus’ dengang såkaldte åndsvidenskabelige livs- og
verdensanskuelse.
I de følgende mange år studerede jeg
Martinus’ såkaldte kosmiske analyser og livsfacitter og følte mig stort set i
pagt og overensstemmelse med disse. Min indsigt og forhåbentlige forståelse af
det livs- og verdensbillede, der tegnede og tegner sig indenfor rammerne af Martinus’
dengang endnu påbegyndte livsværk, især i form af hovedværket Livets Bog,
bevirkede, at jeg først og fremmest blev overbevist om, at der måtte være tale
om en sand og virkelighedsnær skildring af livet og verden, sådan som dette og
denne angiveligt tager sig ud set i et større og højere perspektiv, som det,
Martinus angiveligt var i stand til at benytte sig af.
Før mit bekendtskab med Martinus’
verdensbillede havde jeg i en del år forud læst og sat mig ind i digteren H. C.
Andersens livs- og verdensopfattelse, sådan som denne mere eller mindre direkte
fremgår af hans litterære livsværk. Da jeg så i 1958 for alvor begyndte at
studere Martinus’ forfatterskab og fulgte hans foredrag og deltog i nogle af de
studiekredse, der blev afholdt på Martinus Institut i København og på Martinus
Center i Klint, som dengang kaldtes Kosmos Feriekoloni, stod det mig hurtigt
klart, at der består en endog stor overensstemmelse mellem Andersens og
Martinus’ respektive livs- og verdensanskuelser.
Denne konstatering gav mig uundgåeligt
inspiration og mod til selv at begynde at skrive om de selvsamme grundlæggende
filosofiske emner. I første omgang primært for at pege på og belyse den store
principielle overensstemmelse, der efter min opfattelse og som nævnt består
mellem de to åndsgiganters respektive forestillinger om livet og verden. (Note
2)
En materialistisk
livs- og verdensopfattelse
Imidlertid var jeg også interesseret i
human- og naturvidenskab, men på basis af min mere eller mindre spirituelle
eller såkaldt åndelige tilgang til disse, dannede jeg mig den mening, at de
nævnte videnskaber havde den afgørende svaghed, at de reducerede åndelige eller
sjælelige fænomener til basalt at være produkter af den fysiske materie og
dennes kræfter og lovmæssigheder. Altså måtte konklusionen lyde, at videnskaben
kort sagt var og er reduktionistisk i både sin metode og praksis.
Men hvad angår en materialistisk
opfattelse af livet og verden, stod og står det nok så slemt til med genrer som
kultur og politik. Begge fulgte og følger stort set fortsat den trend i retning
af en materialistisk opfattelse og forståelse af tilværelsen, en holdning, der
i særlig grad forstærkedes i og med ungdomsoprøret i slutningen af 1960erne og
fortsattes op gennem 1970erne, hvorefter den mere rabiate og oprørsorienterede
forståelse af socialisme og kommunisme så småt begyndte at klinge ud. Men i den
periode kom store personligheder som teoretikeren Karl Marx (1818-1883) og praktikeren Vladimir
Uljanov, bedst kendt som Lenin (1870-1924) i kommunisters
og venstresocialisters højsæde. I de nævnte årtier blev der udgivet en mængde
bøger af såkaldt venstreorienteret observans, hvis hovedsigte var klassekampen
og dennes opgør med den borgerlige elitekultur og højreorienterede politik.
Bøger, som for øvrigt i dag stort set er glemte. For som bekendt er alt kun en
overgang og alting får en ende. For derefter handlede det mere om
menneskerettigheder og demokrati. Genrer indenfor hvilke, der også fandtes og
findes mere eller mindre rabiate opfattelser og holdninger, i nogle tilfælde
grænsende til fanatisme. (Note 3)
Indenfor kulturen var der i 1960-70erne
en særlig litterær genre, ideologikritikken, som forsøgte at gøre op med en
række fremragende litterære forfattere, nulevende så vel som afdøde, hvis
personligheder, liv og værker blev
kritiseret og nedgjort, især med henvisning til, at disse cementerede de
forhadte borgerlige opfattelser, dyder og værdier. Blandt de relativt mange
forfattere, der dengang blev udsat for den såkaldte ideologikritik, var eksempelvis
en ældre tids Søren Kierkegaard og H. C. Andersen og en nyere tids Johannes V.
Jensen. (Note 4)
Hvad angår religionen, er så vel
katolicismen som protestantismen og de fra disse opståede og udgående sekter, bundet
af fundamentalistiske dogmer, hvis basale problem objektivt set består i, at
disse dogmer ikke lader sig verificere af det virkelige livs forhold,
omstændigheder og vilkår. Om alt dette med både kulturen, politikken og
religionen vil man blandt andet kunne læse i følgende bøger, hvis titler er
nævnt i noten. (Note 5)
Som nævnt var og er jeg bestemt ikke
nogen tilhænger af den materialistiske livsopfattelse som sådan, men bilder mig
dog ind at jeg – ikke mindst på grundlag af mit kendskab til Martinus’ kosmiske
analyser og livsfacitter – forstår, at den materialistiske livs- og
verdensopfattelse har været og er et uundgåeligt, ja, ligefrem nødvendigt led i
menneskehedens åndelige og intellektuelle udviklingshistorie. Jeg er dog fortsat ikke tilhænger af
materialismen, primært fordi jeg anser denne for at være ude af pagt med
virkelighedens verden. Men til trods for det, er jeg igennem de seneste 15-20
år i stigende grad kommet til at se og forstå, at Marx og hans håndgangne mænd,
som især historiefilosoffen Friedrich Engels, religionsfilosoffen
Feuerbach og politikeren Lenin, har en pointe i og med den
materialistisk-dialektiske historieopfattelse, og ikke mindst i og med, at for
dem var og er den menneskelige bevidsthed og personlighed grundlæggende et
produkt af den fysiske naturs kræfter og lovmæssigheder. (Note 6)
Den teoretiske Marxismes livs- og
verdensopfattelse baserer sig på forestillingen om en basis og en
overbygning, som kan sammenfattes og fremstilles på den følgende
skematiske og triangulære måde:
Basis består af produktivkræfterne,
herunder redskaber, penge, arbejdserfaring mv. Disse kræfter vekselvirker med
produktionsrelationerne, herunder arbejdsfordeling og besiddelsesforhold, altså
det indbyrdes forhold og forskellen mellem arbejdere og kapitalejere.
Tredje og nok så vigtige del af teorien
omfatter overbygningen i form af de bevidsthedsmæssige fænomener, så som
ideologien, ret, moral, religion, kunst, litteratur, filosofi etc. Disse er
altså alle beroende på samspillet og vekselvirkningen med både
produktivkræfterne og produktionsforholdene.
Den dialektiske historieopfattelse
baserer sig på filosoffen Hegels teori om, at udvikling sker gennem
modsætninger frem mod en stadig forbedring af forholdene, hvorved især tænkes
på samfundsforholdene. Den teori er i kortform sammenfattet i begreberne tese,
antitese og syntese. Men i modsætning til sin lærer, Hegel, som troede
på en gud eller verdensånd, som stod bag verdensudviklingen, var Marx
overbevist om, at en sådan ’overnaturlig’ kraft ikke fandtes, men blot var et
produkt af fantasi og indbildning. For Marx var det udelukkende materien og
dennes iboende kræfter og lovmæssigheder, der siden tidernes morgen og fortsat
bestemte den dialektiske udvikling, altså en udvikling, der foregår via
modsætningernes indbyrdes samspil eller kamp. (Note 7)
Den russisk fødte socialistiske
teoretiker og politiker Lenin blev tidligt i sit liv inspireret og optaget af
Marx’ filosofiske og økonomiske teorier omkring samfundsudviklingen. Han
tilsluttede sig dialektikken i form af læren om kampen mellem modsætningerne,
lige som han uddybede materie-begrebet. For Lenin er begrebet og fænomenet materien
en filosofisk kategori, der er ensbetydende med den objektive virkelighed som i
og for sig eksisterer uafhængigt af mennesket, men som mennesket erkender på
sin relativiserede måde. For Lenin var materien evig i tid og uendelig i rum og
udgør i sig selv det princip, som skaber bevægelse, forandring og udvikling.
Begreber som Gud eller en Verdensånd, forekom ham derfor totalt overflødige.
Men nok så vigtigt i denne forbindelse,
så opfattede Lenin fænomenet bevidsthed som et ikke-materielt
produkt af materiens iboende kræfter og lovmæssigheder, altså i en vis forstand
som et parafysisk energisystem. Det vil sige et ikke-materielt
men åndeligt fænomen, en opfattelse, som principielt er i overensstemmelse med
f.eks. dybdepsykologen Jungs opfattelse af samme. Og endnu mere vigtigt, i
hvert fald for mig, i overensstemmelse med min nuværende opfattelse af
fænomenet bevidsthed. (Note 8)
Det store paradoks betyder derfor i mit
eget tilfælde skiftet fra en overvejende spiritualistisk opfattelse af
materiebegrebet og af fænomenet bevidsthed, til den omtrent modsatte opfattelse
af samme. Dog ikke nødvendigvis en reduktionistisk-materialistisk opfattelse,
men snarere en filosofisk set realistisk opfattelse af især fænomenet
bevidsthed.
Her skal jeg forsøgsvis give en
beskrivelse af min nuværende opfattelse af begrebet bevidsthed og personlighed,
sådan som denne fremgår af følgende citat fra artiklen 4.130. Personlighedsbegrebet - set i
ét-livs-hypotesens perspektiv :
(Citat) Set i ét-livs-hypotesens perspektiv er det
særligt vigtige derfor her, at psyken, så vel den bevidste som den ubevidste
del af denne, udgør et energisystem for sig, der dog er intimt og interagerende
forbundet med det fysiske legeme og dettes funktioner, specielt med hjernen og
dennes funktioner, men som altså ikke er direkte identiske med disse. Det
betyder som nævnt, at psyken normalt genereres samtidigt eller synkront
med det fysiske legemes undfangelse og vækst, lige som psyken normalt
degenererer og ophører samtidigt eller synkront med det
fysiske legemes degeneration og ophør.
I denne sammenhæng
kan der desuden peges på drømmetilstanden og hallucinationer, som eksempler på,
at psyken udgør et selvstændigt energisystem i forholdet til den fysiske krop.
Det samme gælder de såkaldt ud-af-kroppen-oplevelser, som nogle mennesker
oplever og forestiller sig , og i nogle tilfælde fuldt og fast tror på, at
disse er udtryk for realistiske fænomener.
Dette med, at psyken
ikke er direkte identisk med hjernen og dennes anatomi og fysiologiske
funktioner, fremgår særlig tydeligt af analysen af sanse- og synsprocessen, som
er kortfattet beskrevet tidligere ovenfor*. Den opfattelse, at vores
sansemæssigt baserede opfattelse af verdenen er udtryk for ren
illusionisme, idet det vi bl.a. ser og hører ikke er identisk med den
virkelighed, som rent faktisk er noget helt andet end det indhold, denne
efterlader i vores bevidsthed eller psyke. Derfor nødes vi til at erkende og
acceptere, at psyken repræsenterer en anden form for energi end den
energi, som det fysiske legeme betjener sig af. Som en følge heraf, må man
skelne mellem fysisk og psykisk eller åndelig energi, også selvom disse to
energisystemer interagerer med hinanden. Se bl.a. herom i artiklen 4.83. Illusionernes narrespil – om falsk kontra ægte virkelighed . Det
skal dog pointeres, at den nævnte artikel er skrevet før mit skift til
ét-livs-hypotesen, men i det væsentlige er den fortsat gyldig også set i det
perspektiv. (Citat slut).
*Vedr. analysen
af sanse- og synsprocessen, se f.eks. artiklen 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle
kritiske betragtninger. BEMÆRK! Den artikel er skrevet før jeg for alvor
skiftede over fra fler-livs-teorien til ét-livs-hypotesen, men i alt væsentligt
er den fortsat gyldig.
Begrebet og
fænomenet religion spiller som formentlig bekendt faktisk en nok så stor rolle i
Martinus’ verdensbillede eller kosmologi, om end det ikke sker på nogen
traditionel eller dogmatisk måde. Dette fremgår klart af, at Martinus dels
betegner sit livsværk som udtryk for den ”intellektualiserede kristendom”
og dels af, at han har valgt at betegne sit livsværk som ”Det Tredje
Testamente”.
I øvrigt skelner
Martinus mellem de gamle verdensreligioner, i form af Buddhisme,
Kristendom og Islam, og den ny tids verdensreligion i
form af Kristendommen og dennes fortsættelse i form af hans eget livsværk.
Dertil kommer, at han under sin beskrivelse af menneskehedens
bevidsthedskategorier opdeler samme i en A-gruppe og en B-gruppe,
hvoraf den førstnævnte består af mennesker, der er mere eller mindre
modtagelige for det, han betegner som ”den ny verdensimpuls” fra
det guddommelige skabeprincip, medens B-gruppen indeholder mennesker, der er
mere eller mindre modtagelige for og ført af ”den gamle verdensimpuls”
fra nævnte princip. (Note 9)
I forbindelse med
nævnte B-gruppe opererer Martinus med, at der forekommer et fænomen han betegne
som ”den guddommelig suggestion”, hvilket kort og billedligt talt
vil sige: ”Guds kærligt udstrakte og hjælpende hånd”, et fænomen, der via de
såkaldte ”verdensgenløsere”, som f.eks. Buddha, Jesus og Muhammed, og disses
disciple, præster mv. har til primært formål at støtte og vejlede
instinktprægede mennesker, som endnu har ”troens nådegave” i behold og som – i
modsætning til mange i B-gruppen - ikke selv er i stand til at få religiøs inspiration
fra naturen og hverdagslivet. (Note 10)
For mit eget
vedkommende er jeg for længst vokset ud over den traditionelle dogmatiske
kristendom, forstået sådan, at jeg ikke er i stand til at anerkende den
evangelisk-lutherske trosbekendelse som sådan, men dog nok som kirkens grundlag
og som et historisk dokument. Derimod går jeg naturligvis ind for
kerneprincipperne i Jesu lære, herunder især næstekærlighedsprincippet omsat i
daglig praksis.
Men også i
spørgsmålet om religionen har jeg delvis skiftet til en paradosal opfattelse,
idet jeg i nogen grad hælder til den beskrivelse og vurdering af samme, som
skyldes den tyske filosof Ludvig Feuerbach. I lighed med Marx
kritiserede han Hegels idealisme ud fra et materialistisk standpunkt. Dette bygger på to primære påstande, nemlig
at religion er antropologi – dvs. læren om mennesket - og at
antropologien er materialistisk. I lighed med Karl Marx og senere Sigmund
Freud anså han Gud som værende et udtryk for menneskets
samfundsbestemte psykologiske projektion. (Note 11)
Ifølge Feuerbach har
religiøse forestillinger ikke nogen sandhedsværdi. Desuden er mennesket ikke
skabt i Guds billede, sådan som det forlyder i Bibelens skabelsesberetning.
Mennesket har tværtimod skabt Gud i sit billede, forstået sådan, at mennesket
projicerer sit eget billede op i forstørret målestok på himlen, og tror at
dette billede er udtryk for et reelt eksisterende virkeligt overdimensioneret
væsen. Gud og guderne er reelt set udtryk for menneskets egne ønksker, behov og
forhåbninger. De egenskaber vi tillægger Gud og himmeriget er skabt af vores
egne længsler og higen efter en bedre og højere tilværelse. Når Gud derfor ses
som personlighed, skyldes det at det personlige liv forekommer os at være det
højeste i livet. Når Gud opfattes som identisk med kærlighed betyder det, at
der ikke findes noget højere i tilværelsen end kærligheden. Når lidelse for
andre er guddommelig, som i kristendommen, betyder det at Gud er nærværende
også i lidelsen.
De religiøse
forestillinger om fuldkommenhed er altså i henhold til Feurerbach primære
udtryk for menneskets eget ideale væsen. Denne menneskelighed er bestående,
også selvom den religiøse tro forsvinder. Det fremgår jo blandt andet af
humanismen og dennes idealer, som afstår fra at udlede sine grundsætninger fra
troen på en oversanselig, guddommelig virkelighed. Humanismen er således i
opposition til de absolutistiske og religiøst begrundede livs- og
verdensanskuelser, som almindeligvis kan og må karakteriseres som værende
dogmatiske, intolerante, autoritære og dermed fornuftstridige.
Feurerbach mente, at
i stedet for forestillingen om en absolut Gud burde man hellere indsætte menneskeheden
som sådan, idet alt sandt menneskeligt i sig selv er helligt eller i hvert fald
bør være det. Herom har Feurerbach blandt andet skrevet følgende:
(Citat) ”Lad de døde
hvile, og lad os bare bekymre os om de levende! Når vi ikke mere tror på
et bedre liv, men vil det, vil det, ikke enkeltvis, men med
forenende kræfter, so vil vi også skabe et bedre liv, så vil vi i
det mindste fjerne de krasse, himmelskrigende, hjerteskærende uretfærdigheder
og misligheder, som menneskeheden hidtil har lidt af. Men for at ville og
bevirke dette må vi istedenfor kærligheden til Gud sætte kærligheden til
mennesket som den eneste sande religion, istedenfor troen på Gud sætte
menneskets tro på sig selv, på sin kraft, den tro, at mennekehedens skæbne ikke
afhænger af et væsen udenfor eller over den, men af den selv, at menneskets
eneste djævel er mennesket, det rå, overtroiske, selviske, onde menneske, men
også at menneskets eneste Gud er mennesket selv.” (Citat slut) (Note 12)
Det skal her pointeres, at jeg i
princippet er delvis enig i Feurerbachs opfattelse af religionen eller
religionerne, og i, at menneskene har skabt Gud i deres eget billede, men dog ikke
i, at Guddommen ikke eksisterer og ikke har skabt og fortsat skaber verden og
livet. Men vel at bemærke Guddommen som det altibefattende,
allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og treenige
væsen, hvis fysiske organisme udgøres af verdensaltet. Dermed er jeg helt enig
i den universale guddom, som Martinus fremfører i og med sit livsværk, hvilket
blandt andet vil fremgå af det følgende citat fra artiklen 4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé:
Set i
ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen fortsat det
altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende
under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og lever. En
Guddom, som især kendetegnes ved
sin alvisdom og almagt, men ikke ved sin
alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville være
indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er nu,
hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i
alle sine afskygninger er dominant. Dertil kommer, at forventningen om
retfærdighed ikke altid synes at blive opfyldt, snarere tværtimod.
Det væsentligste, primære og afgørende hovedtræk
i ét-livs-hypotesen er, at de levende væsener, mennesket inklusive,
kun har ét liv til deres og sin rådighed, nemlig det til enhver tid og for
ethvert levende væsen aktuelle nutidige liv. Dette liv strækker sig
i normalt og bedste fald fra undfangelsen, over fødslen og videre over barne-
og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Døden, som alle levende væsener
er underkastet, kan i praksis indtræffe på et hvilket som
helst tidspunkt i livsforløbet, men det teoretisk normale er døden som følge af
alderdom. Men døden forekommer som bekendt mere eller mindre tilfældigt i alle
aldre, og af vidt forskellige årsager.
Lige præcis døden - eller mere
generelt forandringen og forgængeligheden i form af fødsel og
død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i grunden drejer sig om.
For døden er jo modsætningen til den
basale udødelighed, som det levende væsen ifølge Martinus' kosmologi
grundlæggende er forlenet med, nemlig i medfør af sin universale eller kosmiske
grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller
som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og
oplevede, sidstnævnte primært i form af det interaktive
kommunikationsorgan: det psykofysiske legeme. Kaldet
”psykofysisk”, fordi det fysiske legeme, mere præcist det fysiske legemes
hjerne, som bekendt også repræsenterer psyke eller bevidsthed.
Desuden vil det være sådan, at så længe individet er i live, hvad
enten det er som barn, ung, voksen eller gammel og indtil døden
indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en hvilken som helst alder, så længe
er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg, lige som
dets bevidsthed og fysiske legeme vil være forbundet med og
udgøre en lille del af henholdsvis Guddommens bevidsthed og
fysiske legeme eller organisme, det sidstnævnte i form
af verdensaltet.
Denne grundstruktur som jeget,
bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og
oplevelsesevne og det skabte og oplevede, er stadigvæk også gyldig set
under ét-livs-hypotesens synsvinkel. Men vel at bemærke kun så længe individet
eksisterer i sit ene liv. I og med ét-livs-hypotesen er alt, hvad der er skabt
eller blevet til, undergivet den irreversible forgængelighedens
definitive lovmæssigheder, nemlig som nævnt principielt og normalt i form
af undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til
voksentiden og alderdommen. Og eftersom der her ikke er tale om,
at individet har en basal overfysisk og over-psykisk struktur, forekommer
begreber som udødelighed og reinkarnation totalt uvedkommende og derfor helt
overflødige. Hver eneste af os, hvad enten vi er amøbe, plante, dyr eller
menneske, har kun fået dette ene liv, vi lever her og nu, skænket til vores
rådighed. I bedste fald lever man kun videre som en erindring hos sine
slægtninge og venner, for så vidt som man ikke overlever disse. (Citat slut)
Med bemærkningen, at individet ikke har en basal, dvs.
varig, overfysisk og over-psykisk struktur,
menes der her, at den overfysiske struktur i form af psyken, herunder
bevidstheden, kun eksisterer så længe individet fysisk set lever. At individet
heller ikke har en basal over-psykisk-struktur i form af
overbevidstheden med dennes iboende skabe- og oplevelsesprincipper, menes der,
at inidivdet ligeledes kun har denne, så længe dette er i live.
I den
idealistiske tradition kaldes verdensgenløsere som Moses, Buddha, Jesus,
Krishna og Muhammed for ”de store indviede”, eller som i
tilfældet med Jesus, et personnavn som på hebraisk hedder ”Jeschua”, på græsk
”Jesous” og på latin ”Jesus”. Senere fik Jesus tilnavnet den ”salvede”, som er
det danske ord for det hebraiske ”messias”, som på græsk oversattes ved ordet
”Christos”, på latin ”Kristus”. Som sådan har den kristne kirke lige siden
oldkirken prædiket og lært om ”det guddommelige sendebud”, hvis borgerlige navn
var Jesus Josefs Søn.
Imidlertid må man
konstatere, at nævnte person Jesus, i lighed med de øvrige ovenfor nævnte
”store indviede”, ”frelsere” eller ”verdensgenløsere”, som personer er blevet
borte i dogmatikkens og mytologiens tilslørende ideologi. Der er ganske enkelt
tale om, at der i overleveringen er sket en sammenblanding af historisk viden
og erindring og de troendes udlægning af begivenheder og udtalelser, der
tillægges i dette tilfælde Jesus.
Rent faktisk
forholder det sig sådan, at det snarere er urmenigheden i form af de mere eller
mindre kendte historiske – eller mytologiske? - personer, der i dette tilfælde
og fra begyndelsen har videreført fortællingerne om Jesus’ liv og lære. Jesus
har jo så vidt vides ikke selv nedskrevet så meget som en linje om sin egen
historie og lære. De ældst kendte skrifter i form af de såkaldte ”evangelier”,
dvs. ”gode budskaber”, er alle skrevet på grundlag af mundtlige overleveringer,
og vel at bemærke skrevet længe efter Jesus’ død. (Note 14)
Men det
forhold, at de nævnte ”verdensgenløsere” ikke selv personligt har nedskrevet
deres liv og lære, gælder også for de andre ovenfor nævnte personer. Det er i
første instans mundtlige traditioner, der ligger til grund for tilhængeres
eller menigheders skriftlige formidling af fortællingerne om deres respektive
”verdensgenløser”. Det er derfor udelukkende på disse tilhængeres eller
formidleres beretninger – og tolkninger – at vort kendskab til de nævntes liv
og lære hviler.
Imidlertid må det
konstateres, at eksistensen af de nævnte religioner igennem tiderne har været
til stor hjæp, trøst og opmuntring for utallige mennesker, de troende vel at
mærke, for var og er man ikke det, vil man jo i henhold til dogmatikken være en
”synder”, ateist eller frafalden og dermed ifølge mytologien dømt til evig
fortabelse. Det sidstnævnte kan karakteriseret som et ’pædagogisk’ middel til
at holde de vildfarne inde i ’flokken’ eller ’folden’ af frelste. Berømte er da
også Marx’ ord om, at ”Religion er folkets opium!”, et udsagn, som både er et
udtryk for og en protest mod den virkelige elendighed og som derfor fjerner
menneskers opmærksomhed fra virkeligheden. Den elendige virkelighed, som Marx
mente menneskene burde gøre oprør imod. (Note 15)
Er Martinus’
kosmologi udtryk for religion?
Herefter er kun tilbage at stille
ovennævnte og på sin vis kontroversielle spørgsmål, selvom det måske
umiddelbart lyder meningsløst. Men ved nærmere undersøgelse og omtanke er det
det nok alligevel ikke.
For til trods for, at
Martinus selv opfordrer den studerende af hans kosmologi til at tænke og
vurdere selv og ikke lade sig diktere af noget, man måske ikke umiddelbart kan
forstå eller være enig i, men som følelserne og dermed troen måske umiddelbart
siger ja til. Men Martinus' kosmologi drejer sig jo angiveligt ikke om tro, men
primært om spirituel viden. (Note 16)
Den nævnte opfordring
til studerende af sine åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har Martinus også
givet udtryk for på blandt andet følgende måde:
(Citat) ”Naturligvis
vil der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny
religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker
ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den
enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje
efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne
erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver
til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som
fører til indvielse i selve livets mysterium.” (Citat slut) (Note 17)
Man må indrømme
Martinus, at hans ovenstående udtalelse vidner om et nøgternt og klogt menneske
med overblik over den situation, som han selv og hans lære befandt sig i og
stort set har befundet sig i lige siden begyndelsen. Man kunne måske på den
baggrund spørge, om Martinus også selv opfattede sig som en ”verdensgenløser”?
–
For om
muligt at besvare spørgsmålet skal her refereres til artiklen 2.22. Om at finde sig i kritik – om en kritisk
anmeldelse, idet jeg gør opmærksom på at kritikken er fremsat i 1933, hvor
foreløbig kun 1. bind af LIVETS BOG var udkommet. Fra nævnte artikel skal her
citeres følgende tekst:
(Citat) Tredie
punkt i Hohlenbergs tilbagevisning af Martinus’ påstande, er den, at denne
benægter i sin selvopfattelse at være identisk med ”verdenslæreren”, der er
udset til at vejlede og belære menneskeheden om den rette vej og adfærd. Dette
punkt gør Hohlenberg specielt meget ud af, idet han bruger omkring to spalter
til at forklare sig. Herunder henviser han til Fortalen i ”Livets Bog”, hvori
Martinus bl.a. skriver, at han efter sin kosmiske indvielse var blevet sin egen
lyskilde, fordi ”den gyldne ilddåb” havde udløst helt nye sanseevner hos ham,
specielt intuitionsevnen, som han betegner som individets ”højeste synsevne”,
og som satte ham i stand til vågen dagsbevidst at anskue ”alle de bag den
fysiske Verden bærende aandelige Kræfter, usynlige Aarsager, evige Verdenslove,
Grundenergier og Grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var saaledes ikke noget
Mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i Verdensaltets Liv og indviet i ”Det
guddommelige Skabeprincip”. (Note
15) .
De
udtalelser, som Martinus i sit svar til ham har fremsat om, at han ikke er en
”Verdenslærer”, men i virkeligheden blot en forløber for, hvad alle andre
mennesker før eller siden skal blive, tolker Hohlenberg som en bekræftelse af
sin påstand om, at Martinus er i uoverensstemmelse med sig selv. Hohlenberg
henviser i den forbindelse dels til Martinus’ påstand om, at han selv har
gennemgået ”den store fødsel” til ”kosmisk bevidsthed”, hvilket kommenteres på
følgende måde:
”Naar
man ud fra saadanne forudsætninger skriver en bog på 338 store sider – som
endda kun skal være indledning – og oven i købet kalder den ”Livets Bog”, saa
forekommer betegnelsen verdenslærer mig at være et ringe og beskedent udtryk
for de pretentioner der her gøres gældende.
”Hr.
M. erklærer det for at være latterligt og naivt at udgive sig for at være bærer
af en verdensimpuls og benægter at have gjort det. Han har aabenbart glemt hvad
han har skrevet paa side 184 i Livets Bog: ”Da disse to
Bevidsthedsfaktorer samtidig er meget fremragende udviklet, udgør samme
Kategoris Væsener Jordens mest fremragende Repræsentanter i aandelig Udvikling
og danner tilsammen den Zone, vi her i Livets Bog udtrykker som ”Den store
Fødsels Forgaard”. Disse Væsener bliver de fundamentale Bærere af den nye
Aandskultur eller Verdensimpuls.”
Da
Hr. Martinus, som han fortæller os paa Side 21 i sin bog, selv har gennemgaaet
den ”store fødsel”, og følgelig må antages at være kommet videre end de der kun
er naaet til dens forgaard, maa han altsaa være noget endnu mere end en ”fundamental
Bærer” af denne verdensimpuls. Men hvorfor saa skjule det for Det Frie Blads
læsere under saa ydmyg maske? – [...]” (Note 16) (Citat slut)
Så vidt Hohlenbergs
lidt uskånsomme kritik af Martinus og dennes foreløbige værk i form af LIVETS
BOG 1. Man må dog nok erkende, at Hohlenberg havde delvis ret i sin kritik,
idet Martinus allerede kort efter sin indvielse til kosmisk bevidsthed i påsken
1921 åbenbart havde givet sin dengang nære ven Lars Nibelvang samme indtryk, om
end denne modtog dette på en betydeligt mere positiv måde, hvilket fremgår af
følgende citat fra samme nævnte artikel:
(Citat) Hvad angår
opfattelsen af Martinus som ”verdenslærer” eller ”bærer af en ny
verdenskultur”, nødes man nok til at give Hohlenberg delvis ret i, at dette
faktisk også var Martinus’ selvopfattelse helt fra begyndelsen af hans
karriere. Herom vidner en skriftlig udtalelse af hans nære ven, Lars Nibelvang,
som personligt var overbevist om, at Martinus var en ny åndelig mester eller
mahatma, dvs. stor vismand. Nibelvang har fortalt om en dag, da han som så ofte
før havde fået besøg af Martinus, og skildringen lyder nærmest som skrevet af
en, der er betaget eller ligefrem forelsket i den anden person:
”Jeg
greb en bog, som indeholdt okkultisten Percivals’ vidunderlige beskrivelser af
adepter, mestre og mahatmaer og slog op på det sted, der viser os en mahatma i
den åndelige verden hinsides tiden, rummet og formernes verden. Jeg læste op
for ham. Han bøjede sit hoved og smilte til mig.
”Ja,”
sagde han, ”det er rigtigt beskrevet, saadan er det. Jeg ser gennem formernes
forskellige verdener og opfatter alt som en helhed. Hvor som heslt jeg retter
min opmærksomhed hen, er jeg bevidst. Tingene ligesom passerer revy for mine
øjne efter ønske.
Men
mit centrum er overgivet til de guddommelige love, og jeg stiller mig
fuldstændig til tjeneste. Verden skal have lov til at drage alt det ud af mig,
som den måtte have brug for, og ikke hvad jeg selv personligt kunne ønske!”
”Du
er jo en mahatma, en verdensfrelser!” næsten råbte jeg i ivrighed.
”Tys!
Vi skal ikke tale om, hvem jeg er, eller gøre sammenligninger.. Jeg
er for hver især kun det lidet, meget eller intet, som vedkommende
selv kan føle og se. Du må absolut ikke omtale noget til dine venner og bekendte.
Min tid er endnu ikke kommet. Desuden er jeg ingen ynder af de mange
rangklasser; der er kun én klasse for mig – og det er sønner af guden.
Jeg
er den lærer, Gud har givet dig, og du skal blot lytte til, hvad jeg har at
sige dig, og efter evne søge at følge mit eksempel.
For
øvrigt er jeg alles ven og tjener for den mindste!” (Note 20)
Under
læsningen af ovenstående citat, klinger der uvilkårligt nogle udtalelser af en
anden og nok så berømt person for ens indre øre, nemlig Jesu ord til sine
disciple under sin første forudsigelse af den skæbne, han var udset til at
skulle gennemgå. Den principielle overensstemmese var nok ingen tilfældighed,
for Martinus havde faktisk et grundigt kendskab til Bibelen, og ikke mindst til
Det Nye Testamente:
”Da
Jesus var kommen til egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine disciple:
’Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” De svarede: ’Nogle siger: Johannes
Døber; andre: Elias; andre Jeremias eller en anden af profeterne.” Han spørger
dem: ’Men I, hvem siger I, at jeg er?’ Og Simon Peter svarede og sagde: ’Du er
Kristus, den levende Guds Søn.’ Da svarede Jesus og sagde til ham: ’Salig er
du, Simon Jonas’ søn! Thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min
Fader, som er i Himlene. Så siger jeg også til dig, at du er Petrus, og på den
klippe vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.
Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal
være bundet i Himelen, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i
Himlene.’ Da forbød han sine disciple strengt at sige til nogen, at han var
Kristus.” (Note 21)
Men
man kan naturligvis påstå, at der med ovenfor anførte citat af Lars Nibelvang
er tale om dennes personlige opfattelse af Martinus, og at citatet af, hvad han
har sagt ved den pågældende lejlighed, måske ikke er korrekt opfattet eller
gengivet. Men hvis det derimod står til troende, så må man nok indrømme, at
Hohlenbergs påstand om ”verdenslæreren” trods alt indeholder en vis grad af
sandhed. Desuden var det ikke kun Nibelvang, der opfattede Martinus som en
”verdenslærer”, eller for at bruge Martinus’ eget udtryk: en ”verdensgenløser”,
for det var der også mange andre af hans tilhængere, der gjorde og gør. Og det
rokker ikke ved denne kendsgerning, at Nibelvang flere år senere en overgang
delvis skiftede opfattelse af, hvem og hvad Martinus var. Det hang sammen med
skuffede forventninger fra Nibelvangs side, og med nogle interne kontroverser
mellem ham og Martinus’ første sekretær, Erik Gerner Larsson, som Nibelvang i
modsætning til Martinus fandt uegnet til denne opgave. Men Nibelvang bevarede
trods alt livet igennem en stor taknemmelighed og beundring for personen
Martinus og hans kosmologi, lige som Martinus aldrig glemte, hvad Nibelvang
havde betydet for ham i de første mange år af hans karriere. (Note
22)
Som
Hohlenberg faktisk skriver i sit gensvar til Martinus, så er der i og for sig
intet galt i at erklære sig som en ”verdenslærer”, men derimod i, at man ikke
vil stå ved det offentligt. Det er dog et spørgsmål, som kan betragtes fra
flere vinkler, bl.a. denne: Martinus’ mission og værk er af en så ekceptionel
karakter, og var det måske især ved sin fremkomst, at dette ligeud at erklære
sig som ”verdenslærer”, eller som Martinus foretrækker at kalde det:
”verdensgenløser”, på forhånd ville have lukket nogle døre i en verden, som den
vestlige, hvor den materialistiske livs- og verdensanskuelse foreløbig er i
højsædet.
Personlig
skal jeg gerne tilstå, at efter omkring et halvt hundrede års studium af
Martinus’ kosmologi, herunder overværelsen af adskillige af Martinus’ egne
foredrag i 1950’-70’erne, har jeg ingen problemer med at acceptere og anerkende
Martinus som ”verdensgenløser” i den forstand, hvori han selv definerer
begrebet. I øvrigt lagde han ikke selv så megen vægt på denne side af sit
virke, og førte sig i hvert fald i sine manddomsår og alderdom ikke frem som
sådan, men lagde mere hovedvægten på, at hans mission og værk var et udtryk for
den ”Talsmanden, den hellige Ånd”, som Jesus profeterede skulle fremstå i ”de
sidste tider”. (Note 23)
Her
vil jeg slutte med at sige, at det har været lidt af en svær opgave, at skulle
forholde sig til to forfattere, som i hvert fald for Martinus’ vedkommende ufrivilligt
er kommet på kollisionskurs, men hvis forfatterskaber jeg begge holder meget
af, herunder ikke mindst af Hohlenbergs bog om Yoga og hans interessante og
indlevende bøger om filosoffen Søren Kierkegaard. Derfor må jeg overlade det
til læseren selv at forholde sig til Hohlenbergs kritik og til mit velmente,
men utilstrækkelige forsøg på at dele sol og vind lige mellem ham og Martinus.
Sidstnævnte behøver intet forsvar fra hverken mig eller andre, idet hans eget
livsværk er hans bedste forsvar, hvis et sådant i det hele taget behøves.
(Citat slut)
Imidlertid nødes man nok til at måtte erkende, at der i praksis
rent faktisk er tale om at i hvert fald en del af de mennesker, der er
tilhængere af Martinus og hans lære, i større eller mindre grad opfatter ham
som en ophøjet ”verdensgenløser” og hans lære som en form for religion. Hvilket
man sådan set ikke kan fortænke de pågældende i, når man tager i betragtning,
at Martinus jo i sine senere år selv har drejet sin sag og lære i religiøs
retning, nemlig i og med at give sit livsværk samlebetegnelsen
”Det Tredje Testamente” med undertitlen ”Den intellektualiserede kristendom”.
Her skal jeg ikke udbrede mig yderligere om dette emne, men henvise
den specielt interesserede læser til de i den efterfølgende note anførte
artikler, som vedrører emnet. (Note 18)
Min holdning til
Martinus’ kosmologi
For at læseren ikke skal være i tvivl om
min egen personlige holdning til Martinus og hans lære, vil jeg afslutte denne
artikel med at citere fra min artikel 4.129. Et livs status - revision af en
personlig opgørelse:
Citat) Konklusionen
på alt det ovenfor sagte, må blive, at et relativt langt liv foreløbig har lært
mig, at være videbegærlig, åben og upartisk, men samtidig tvivlende og
skeptisk. Det har for mig altid været vigtigt, at holde sig grundlæggende
spørgsmål for øje, som f.eks. hvad, hvordan og hvorfor. På den måde har man en
mulighed for at tilegne sig upartisk og objektiv eller forsøgsvis sand viden om
livet og verden. I forbindelse med tilegnelse af forhåbentlig sand viden, er en
vis mental selvdisciplin derfor nødvendig, så man ikke fristes til at tolke
verden i sit eget billede, sådan som man uvægerligt har tilbøjelighed til at
gøre, når og hvis man er partisk og nærer sympati for det ene og antipati imod
det andet. Dette indebærer desuden, at man må gøre op med sig selv, holde en
slags personlig åndelig status over sin egen livs- og verdensanskuelse, og
spørge: Hvor meget af det, jeg selv mener at vide, er i grunden baseret på egen
oplevelse og erfaring, og hvor meget er tankegods fra andre, som jeg nærer
tillid til og derfor i bedste fald tror på? – I den sammenhæng må jeg
erkende, at et langt livs beskæftigelse med først klassisk idealistisk indisk
filosofi og derefter med Martinus’ kosmologi, har påvirket mig i et omfang og i
en grad, så at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg ville have betragtet og
opfattet verden, hvis jeg udelukkende havde været henvist til mine egne
oplevelser og erfaringer. Det skal lige tilføjes, at jeg ikke føler mig mere
bundet eller forpligtet af Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter, end at
jeg stadig lader muligheden stå åben for, at disse i værste tilfælde måske
kunne vise sig at være i større eller mindre uoverensstemmelse med
virkelighedens verden. Hvad denne så i realiteten end er eller måtte vise sig
at være. På den baggrund vil jeg her sluttelig fremsætte min ”selvbekendelse”,
som trods alt og i det væsentlige er i principiel overensstemmelse med hovedtrækkene
i netop Martinus’ kosmologi:
Min personlige, åndelige status kan herefter opgøres i følgende
trosbekendelse: Jeg tror på Gud, den almægtige Fader-Moder, altings ophav og
skaber, én sand Gud fra evighed til evighed, den universale Gud, i hvem vi alle
eksisterer, oplever og manifesterer os i egenskab af Guds sanseorganer og
manifestationsredskaber.
Jeg tror på Jesus Kristus, ikke som Guds enbårne søn, for vi er
alle sønner af Guden, fra den mindste amøbe, over planterne, dyrene og
menneskene til de højere og indtil videre ukendte verdeners formentlig etisk
højtudviklede væsener, men som verdensgenløser og menneskehedens store lærer og
forbillede, som ofrede sit liv på forsmædelsens kors, for at vise sin
guddommelige sendelse og sin åndelige styrke, og jeg tror på, at hans
genopstandelse i åndelig skikkelse skal ses som en fortrøstningsfuld myte for
de troende om, at døden i realiteten er en illusion, men en illusion, der er en
nødvendig modsætning til livet, for at man ikke skal slappe af i sin forpligtelse
til at forbedre sin personlige moral.
Jeg tror på talsmanden, den hellige ånd, sandhedens og visdommens
ånd, som især i skikkelse af Martinus’ Det Tredie Testamente er kommet for
retfærdigt at dømme levende og døde, ikke for at fordømme nogen og slet ikke de
midlertidigt vildfarne, men tværtimod for at vejlede disse og alle andre, og
for at berette om Guds uudslukkelige og overordnede styrelse af alle sine
skabninger. Den styrelse, som også manifesterer sig i og med selve ’sendelsen’
af ”talsmanden, den hellige ånd”.
Jeg tror på, at intet levende væsen er fordømt eller fortabt for
evigt. Nemlig fordi Jeg ikke tror på det evige liv, hverken som et
fremtidsperspektiv, eller som en her og nu realitet, men derimod på, at vi hver
især lever lige midt i en et-livs-tilværelse, som i medfør af Guds vilje i form
af evige love, er præget af, at tilværelsen veksler mellem kortere eller
længere epoker med lysets livgivende princip og epoker med mørkets dræbende
princip i forsædet. Det er det evige livs dage og nætter eller somre og vintre
omsat i jordnær daglig praksis i form af lyst og smerte, glæde og sorg,
optimisme og pessimisme etc. etc.
Jeg tror på, at vi mennesker udgør en skala af vidt forskellige
udviklingstrin, som vi alle sammen, generation og slægt efter generation og
slægt, i tidernes forløb bevæger os op ad, takket være de overordnede
lovmæssigheder for indvikling og udvikling via de vekslende forhold og
udfordringer, menneskeheden uafbrudt stilles overfor. Men jeg tror ikke på
skæbnelovens uundgåelige og uundværlige ’pædagogiske’ virke som en del af det
livsvilkår, der er en følge af Guds væsen og virke, men derimod på skæbnens
luner og tilfældigheder, der dog til en vis grad er bestemt af naturlovene og
herunder ikke mindst af loven for årsag og virkning efter devisen, at brændt
barn skyer ilden.
Endelig tror jeg på den største gave, Gud har givet menneskeheden,
nemlig muligheden for at udvikle og praktisere det måske sværeste af alt:
næstekærligheden, hvilket vil sige den upartiske kærlighed til alt og alle, man
er eller kommer i berøring med i sit liv, og hvis grundlov lyder: Vær imod
andre, som du vil, at andre skal være imod dig. Sæt dig altid selv i næstens
sted, og vurdér og disponér dine beslutninger og handlinger ud fra denne
indsigt, indlevelse og medleven, for det er den absolutte forudsætning og
betingelse for løsningen af menneskehedens årtusindgamle og stadigvæk nuværende
krisetilstand og konfliktsituation.
Hvis det kan lykkedes, har menneskeheden medvirket til at udvikle
den potentielle mulighed, som Gud i kraft af sine to hovedattributter: Alvisdom
og almagt, har stillet til rådighed, nemlig alkærlighed, i hvert fald i forhold
til menneskeheden. Men det store spørgsmål er og forbliver, om den i øvrigt
langt fra homogene menneskehed overhovedet vil være i stand til at praktisere
og højne en moral, som stort set ikke har ændret sig siden mennesket første
gang optrådte på jorden. Det, der i tidernes løb er blevet ændret,
er fortrinsvis livsvilkårene i form af dannelsen af mere eller mindre lovbundne
samfund og sociale forhold, og især teknikken, som foreløbigt er kulmineret i
og med med elektronikken. Sidstnævnte kan, som tilfældet i reglen altid har
været og er med tekniske fremskridt, både anvendes positivt og negativt. Er man
optimist, ser man lyst og positivt på fremtiden og forestiller sig, ja,
profeterer ligefrem om et jordisk paradis forude. Men ser man derimod
pessimistisk på samme fremtid, tegner denne sig desværre mørkt og negativt, for
til trods for adskillige forsøg og tiltag i retning af at skabe en mere
fredelig verden, så befinder menneskeheden sig i nutiden generelt set midt i et
kaos af indbyrdes kontroverser og blodige oprør og krigslignende tilstande.
(Note 19)
Men ser man realistisk og neutralt på tilværelsen og dermed også på
fremtiden, så kan man i bedste fald være tilfreds med, at der kun er stillet ét
enkelt jordeliv til hver vores rådighed. Herom har jeg især skrevet
artiklen 4.123. Det store hverdags-under. Inspirerende
tanker. Den være hermed anbefalet. (Citat slut)
© September
2017. Revideret maj 2018. Harry Rasmussen.
Bemærk: Herefter genoptages og
fortsættes artikelserien Ideale drømme, skepsis og tvivl med 24. del. Men læseren
bør have ovenfor gengivne artikel i erindring ved læsningen af de følgende
mange afsnit af artikelserien.
__________________
Note 1.: Særligt
interesserede kan her henvises til wevsitet Dansk Tegnefilms Historie 1919 – 2000.
Se under Biografier i Menuen og søg der på mit navn under 1940erne.
Note 2.: Se evt. herom i min bog ”H. C. Andersen, H. C. Ørsted og Martinus –
et sammenlignende studie”. Forlaget Kosmologisk Information 1997.
Note 3.: Vedr. Karl Marx’ økonomiske og historiske
filosofi, se f.eks. Peter Kemp: NYT LYS OVER MARX. Essaya af PeterKemp. – Evt.
suppleret med Henning Bregnsbo: Marxismens elendighed. En vurdering af en
alternativ videnskabs bestanddele. Berlingske Forlag. København 1980. -Vedr.
Lenin, se f.eks. David Favrholdt: LENIN – hans filosofi og verdensanskuelse.
Gads Forlag. København 1978. – Se endvidere Niels Erik Rosenfeldt: Lenin. En
revolutionær fundamentalist.
Note 4.: Om Marxismens og ideologikritikkens
indflydelse på især kulturlivet i Europa i 1960’-70erne har forfatteren og
politikeren dr. phil. Per Stig Møller skrevet en fortræffelig afhandling i form
af bogen ”På sporet af det forsvundne menneske. Om humanisme og antihumanisme i
vor tids politik, videnskab og etik. Gyldendals Forlag. København 1976. Bogen er absolut anbefalelsesværdig. I bogen
gennemgår han marxismens historie og indflydelse fra 1848 og helt op til
1970erne, men sat op imod humanismen med dennes fortrin og svagheder.
Note 5.: Helge Petersen: Hellighed og Autoritet i
Oldkirken. Gads Forlag. København 1968. – Den danske Folkekirkes
Bekendelsesskrifter ved Leif Grane. Det Danske Bibelselskab 1976. – Menneskeliv
og kristendom. Katekismus for voksne. Dansk udgave under redaktion af E.
Thestrup Pedersen. Nyt Nordisk Forlag
Arnold Busck. København 1981.
Note 6.: Friedrich Engel
(1820-1895). Se f.eks. hans ”Familiens, Privatejendommens og Statens
Oprindelse. Forlaget TIDEN. København 1948. – Jf. evt. med Joseph Davidsohn:
Økonomisk Historieopfattelse. En kritisk Fremstilling. Martins Forlag.
København 1931.
Note 7.: Vedr. G. W. Fr.
Hegel (1770-1831), se f.eks. Harald K. Schjelderup: Filosofiens Historie. Fra
Renaissancen til Nutiden. Gyldendal Norske Forlag. Oslo 1941. Vedr. den
skematiske opstilling af marxismens opfattelse af , hvad der udgør basis og
overbygning i menneskenes tilværelse, se f.eks. Religion/Livsanskuelse. Finn
Stefánson, Asger Sørensen og Else Matthison-Hansen. Gyldendals Røde
Opslagsbøger. Gyldendal. København 1979. Bogener dog udgivet i nyere udgave.
Note 8.: Vedr.
dybdepsykologen C. G. Jung (1875-1961), se f.eks. Det Ubedidste. På dansk ved
Mogens Boisen. Gyldendals Uglebøger 1962. Evt. ssuppleret med Jeg’et og det
Ubevidste. På dansk ved Mogens Boisen. Gyldendals Paperbacks 1987. – Vedr. en oversigt over Jungs Psykologi, se
f.eks. Calvin S. Hall og Vernon J. Nordby: JUNGs Psykologi. En Grundbog.
Oversat af Lone Spanheimer. Forord af Pia Skogemann. Hans Reitzels Forlag.
København 1985.
Note 9.: Vedr. De nævnte „verdensimpulser“, se
Martinus: LIVETS BOG 1, 2. kapitel: Det
guddommelige Skabeprincip. 3. kapitel: Den Ny Verdensimpuls. – Bogen vil også kunne læses på internettet via
følgende link:
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51
Note 10.: Vedr.
Menneskehedens bevidsthedskategorier, se LIVETS BOG 1, stk. 132-170. Brug link
i Note 9. – For nemheds skyld, se f.eks. min artikel H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier
Note 11.: Vedr. den tyske
filosof Ludvig Feuerbach (1804-72), se f.eks. Harald K.
Schjelderup: Filosofiens Historie. Fra Renaissancen til Nutiden. Pp. 111-113.
Gyldendal Norsk Forlag. Oslo 1941. – Vedr. psykoanalytikeren Sigmund
Freud (1859-1939), se f.eks. Erich Fromm: Freuds teorier. Deres storhed
og begrænsning. Hans Reitzels Forlag. København 1979.
Note 12: Se samme sted om
Feurerbach som nævnt i Note 11.
Note 14.: Se også herom i bogen JESUS – søn af mennesket, 1, Del,
Indledning. Samme tekst vil også kunne læses i JESUS menneskesønnen I
Note 15.: Begrebet ’fortabelse’, som er det modsatte af ’frelse’, er en
forestilling om en dom ved verdens ende, hvor den enkelte på baggrund af sine
gerninger dømmes enten til frelse eller fortabelse. Der findes også forestillinger
om en kosmisk begivenhed, hvorunder den gamle verden vil gå under for at give
plads til Guds eller Kristi Rige. – Se evt. artiklerne 2.09. ”Dommedag!” I – om forskellige dommedagsvisioner
gennem tiden, og 2.10. ”Dommedag!” II – om Martinus’
opfattelse af ”Dommedag”
Note 16.: 4.51. Er Martinus’ verdensbillede en kosmologi eller en ny
religion?
Note 17.: Martinus i artiklen: Besættelse,
sidst bragt i Kosmos Nr. 9 – 2009.
Note 18.:
Den interesserede og seriøse læser kan evt. supplere min tekst med at
læse nedenfor nævnte artikler:
2.05. Er Martinus’ kosmologi en videnskab? – om
forholdet mellem intuitiv åbenbaring og fysisk forskning
2.07. Guds vilje – tanker til overvejelse. Om
dogmatik og ortodoksi kontra fri tanke og forskning
2.22. Om at finde sig i kritik –
om en kritisk anmeldelse.
4.59. Om at spå eller forudsige -
kan mennesket forudsige kommende begivenheder?
4.86. Martinus’ kosmologi: Tro eller
videnskab? - basale og afgørende spørgsmål
4.81. Martinus’ verdensbillede – nogle betragtninger
4.138. Et kosmisk verdensbillede - om en
mand og hans visioner
Note 19.: Vedr. påstanden
om, at verden og menneskeheden på trods af jævnlige tilbageskridt alligevel
bevæger sig fremad mod ideale mål, se artiklen: 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle
betragtninger
© September 2017.
Revideret Maj 2018. Harry Rasmussen.
******************