H.C.Andersens forfatterskab

set i lyset af Martinus’ kosmologi

 

 

 

INDLEDNING

 

I løbet af de fire foregående hovedafsnit skulle læseren forhåbentlig være blevet forsynet med den nødvendige referen­ceramme i form af Martinus' kosmiske analyser, og med de relevante oplysninger om H.C.Andersens personlige data og fatum, som skal danne baggrund for omtalen af hans livsanskuelse og forfatterskab. Det sidstnævnte er jo udsprunget af det førstnævnte, idet digterens personlighed, livsoplevelse og livserfaring i udpræget grad manifesterer sig i Andersens forfatterskab.

    Det er umiddelbart indlysende, at H.C.Andersens livsan­skuelse og forfatterskab selvfølgelig heller ikke svæver i et abstrakt 'ingenmandsland', men i lighed med andre forfatteres værker i betydeligt omfang har rødder i og hænger sammen med sin tids sociale og kulturelle forudsætninger og vilkår. Bortset fra det univer­selle eller almengyldige aspekt, er det en vigtig forud­sætning for at forstå Andersens livsanskuelse og for­fatterskab, at sætte sig ind i og kende til den tids kultur og samfunds­liv, han levede under. Han var i flere henseender naturligt nok et 'barn' af datidens åndelige strømninger og modstrømninger: af oplysnings­tidens forstands- og fornuft­dyrkelse, af dens tro på viden­skabelige og teknologiske frem­skridt, og af romantikkens forherligelse af følelse, fantasi, myte og livspoesi, og dens tanke om en levende organisk sammen­hæng mellem alt i kosmos. (1)

    Derimod reagerede og vendte han sig kraftigt imod den til­tagende reduktionisme, som var en følge af den materialistiske livs- og verdensansku­else, der for alvor begyndte at brede sig i samfunds- og kulturlivet fra omkring midten af 1800-tallet, dels inspireret af naturvidenskaben og dels af tyske radikale hegelianere og af filosoffer, som i hvert fald selv mente, at de grundlagde deres filosofi på naturvidenskabelig undersøgelses­metode og erfaring.

    Den klassiske naturvidenskabelige metode hviler i alt væsent­ligt på to aksiomer eller grundsætninger: 1. objektivitets­postulatet og 2. kausalitetspostulatet. Skellet mellem det subjektive og det objektive ses som skellet mellem bevidstheden (eller det bevidsthedsmæssige) og genstanden (eller det gen­stands­agtige). Naturvidenskaben kan som klassisk beskrivelse af makroskopiske, dvs. ikke-atomare, genstandes eller legemers bevægelser (funktioner) kun forholde sig til disse som objek­tivt iagttagelige og målbare fænomener, som vel at mærke må anses for at være uafhængige af bevidsthed og bevidst­heds­mæssige fænomener.

    Kausalitetsaksiomet eller årsagsvirkningssætningen postu­lerer, at et fænomen altid fremtræder som virkningen af et umiddelbart forudgående fænomen, årsagen, samt at en bestemt årsag altid medfører én og samme virkning. Sagt mere jævnt kan det udtrykkes sådan: Alting har en årsag, og ingenting kan derfor opstå af sig selv, og en virkning er altid principielt den samme og pro­portional med sin årsag, ligesom den selv udgør en ny årsag.

    Som en følge af disse to aksiomer, objektivitetsaksiomet og kausalitetsaksiomet, ser naturvidenskaben derfor en verden, som udelukkende består af objektive fænomener, der primært udgøres af atomare kræfter eller energier. Disse sidste udgør tilsammen den såkaldte materie eller stofmasse, hvoraf alt eksisterende består, også de såkaldte bevidsthedsmæssige fænomener, in­stinkt, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, som blot er ledsagefænomener (epifænomener) til de i materien virkende energier og kræfter. Den klassiske naturvidenskab tolker derfor i det væsentlige tilværelsen som bestående af kvantitative og dermed fysisk målbare fænomener.

    Nyere naturvidenskab har måttet erkende og konstatere, at de atomare fænomener, specielt elementarpartiklerne, hverken kan beskrives på grundlag af objektivitetspostulatet eller kausali­tetspostulatet. Men denne situation har stort set ikke ændret ved den klassiske opfattel­se af livets materielle grundlag. Den natur­videnskabelige livs- og verdensopfattelse er derfor i det væsentlige fortsat materialistisk, aspiritua­listisk og atei­stisk i sin grundholdning. (2) 

 

    Den filosofiske materialisme, som - i principiel lighed med naturvidenskaben - tilstræber en rent fysisk-kemisk forklaring af livsfænome­ner­ne, herunder også af de sjælelige og åndelige fænomener, var på Andersens tid ikke nogen ny filoso­fisk retning i Vestens historie. Den materialistiske tankegang har rødder helt tilbage i oldtidens Grækenland, hvor filosoffer som Leukippos og dennes elev og medarbejder Demokritos udfor­mede et afrundet materia­listisk system, ifølge hvilket alt, også bevidsthedslivet, kan tilba­geføres på uendeligt små bevægelige massedele, de såkaldte atomer, hvis indbyrdes kombinationer er ansvarlige for alt, hvad der overhovedet eksisterer og kan tænkes at eksi­stere. Ifølge denne teori er atomernes be­vægelser og kombinationer vel at mærke styret af blind nødven­dighed, dvs. af såkaldt naturlige årsager med følgevirk­ninger. Materia­lismen afviser med andre ord, at der kan være tale om en overordnet, gud­dommelig styring og hensigtsmæssighed, herunder om mål og midler, sådan som f.eks. idealistiske eller spiritualistiske filosoffer samt identitets­lærens filosoffer hævder. (3)

     

    Men udover filosofien og naturvidenskaben øvede datidens øvrige åndelige strømninger, særlig inden for teatrets og littera­turens verden, naturligvis også sin indflydelse på Ander­sens bevidsthed og var med til at forme hans livs- og verdens­op­fattelse, hvilket vi jo allerede har fået et vist indtryk af under gennemgangen af hans liv i perioden 1805-1835 og 1836-1875. Han var desuden påvirket af sin tids sociale og politiske forhold, hvor der endnu herskede store klasseforskel­le og hvor Danmark i første halvdel af århundredet blev regeret af det kongelige enevældes embeds­mandsstyre. Andersen var i sin barndom og ungdom personlig berørt af den udbredte fattigdom i datidens kongerige, og igennem sit forfatterskab viste han sin store sympati og medfølelse med samfundets økonomisk og socialt dårligst stille­de mennesker. Men socialistisk indstillet i egentlig og poli­tisk forstand var han ikke, dertil var han for individua­listisk og for åndsari­stokratisk og humanistisk i sin livs- og verdens­an­skuelse. Først og sidst bekendte Andersen sig dog til kri­stendommen, ikke til den dogmatiske kristne lære og de dermed forbundne ritualer, men til Kristi lære om Guds alkærlighed, alvisdom og almagt, om betingelsesløs kærlighed til næsten, og om sjælens udødelighed og det evige liv.   

 

     Enhver, der kender blot et minimum til Andersens liv, vil vide, at han helt fra sin barndom af var indstillet på at bane sig vej op til samfundets kulturelle elite, et livsforløb og en skæbne, som han dels har skildret i selvbiografierne og dels i nogle af sine romaner og eventyr. De fleste vil forment­lig vide, at eventyret Den grimme Ælling, 1843, er en symbolsk omskrivning af hans eget liv, som det havde formet sig fra 1805 til omkring det tidspunkt, hvor eventyret blev skre­vet. At samme eventyr også kan tolkes som udtryk for sjælens eller personlighedens inkarnation i den fysiske materies verden, hvor den i begyndelsen har mistet erindringen om sin egen guddomme­li­ge oprindelse og derfor i en periode tror sig identisk med det fysiske legeme og følgelig med den fysiske materie, indtil lidelses­erfaringer efterhånden vækker dens længsel efter at vende tilbage til sit oprindelige "hjem", er måske endnu knapt så velkendt for det almindelige læsepublikum. Men det er jo netop især dette aspekt ved Andersens digtning, som dette og de følgende afsnit på baggrund af Martinus' Kosmologi vil tage op til nærmere under­søgelse.

     Med denne foreløbige kortfattede omtale af det kosmiske aspekt af eventyret Den grimme Ælling, kan vi passende minde læseren om den himmelske lysverden eller det "Elysium", sjælen engang i urtiden har forladt, og som findes omtalt i hjemmesidens Indledning og i Intuition og personlighed. Det blev samtidig oplyst, at denne "lys- og kærlighedsverden" ikke kun fandtes engang i fortiden, men at den fortsat eksisterer i nutiden, men altså så at sige på et andet plan, niveau eller bølgelængde end den fysiske verden. Drager man en parallel eller analogi til det velkendte elektro­magnetiske spektrum, kan man sige, at "lys- og kærlig­heds­verdenen" fre­kvens- eller bølge­mæssigt set findes side om side med og til dels integreret i den fysiske fire-dimensionale årsags-virk­nings­verden, nemlig i form af de riger, vi igennem bekendt­skabet med Marti­nus' Kosmologi har lært at kende under fælles­betegnelsen "Guds primære bevidst­hed". Denne bevidsthed om­fatter, som nu lige­ledes bekendt, den åndelige del af "det rigtige menneskeri­ge", "vis­domsriget", "den guddommelige verden" og "saligheds­riget". Men eftersom Guds ånd gennemstrømmer hele verdensaltet, er denne naturligvis også permanent til stede eller nærværende i form af ”Guds sekundære bevidsthed”, hvilket vil sige i mineralriget (som er den fysiske del af ”salighedsriget”), planteriget, dyreriget og den fysiske del af ”det rigtige menneskerige”. De åndelige verdener er desuden nærværende i individets bevidsthed i form af instinkt, tyngdeenergi = dynamisk kraft, følelse, intellekt, intuition og hukommelse (salighedsriget).

    Det blev også gjort klart, at individets oplevelser og erfaringer fra sin fortidige tilværelse i de nævnte riger, har efterladt sig spor i dybet af dets bevidsthed, nemlig i form af en særlig kategori af talentkerner, de såkaldte guldkopierin­dringer. Disse kan mennesket på bag­grund af visse udvik­lingsbe­stemte be­tingel­ser blive i stand til at få glimtvis kontakt med, dels via sin hukom­mel­se, når det gælder de person­lige guldkopi-erindrin­ger, og dels via sin intuitionsevne, når det gælder de kollek­tive guld­kopierindrin­ger. De sidstnævnte hidrører fra samtlige levende væseners oplevelser og erfarin­ger, og findes oplagrede i den del af den guddommelige be­vidsthed, som Marti­nus betegner som "vis­doms­oceanet". (4)

    Langt senere i udviklingen, når polforvandlingen har medført en mere ligevægtig konstellation mellem individets maskuline pol og femini­ne pol og mellem de to dertil hørende polorganer, det emotionelle og det intellektuelle polorgan, vil individet efterhånden blive sat i stand til at få stadig større og længere­varende "glimt" af dén kosmiske idéverden, som guld­kopimateria­let repræsenterer. Disse "glimt", der i reglen er ledsaget af ren salighedsfølelse, vil til sidst "smelte sam­men", således at individet efterlades med den form for højere be­vidsthed, Martinus betegner som "kosmisk bevidsthed".

    Denne højintellektuelle form for bevidsthed, giver for det første in­dividet en klar og utvety­dig oplevelse af dets egen udødelighed og prin­cipielle identi­tet med det guddommelige Noget, samt dets funktion som et af dette Noget's kombinerede sanse- og mani­festa­tionsorganer. For det andet sætter kosmisk be­vidsthed individet i stand til ved selvsyn at se ver­densal­tets bærende faktorer, principper og lovmæssig­heder, og til at forstå og opleve, at verdensaltet i virkelig­heden er identisk med den evige, alkær­lige, alvise og almægtige Fader-Moder: Gud. Og for det tredie og sidste, så lader kosmisk bevidsthed individet forstå, at de glimtvise oplevelser, det tidligere havde af, at livet selv er det største eventyr, der eksisterer, det er nu blevet til permanent og urokkelig virkelighed. 

 

    Som også tidligere nævnt, er det utvivlsomt det, der svarer til de af Martinus definerede og beskrevne guldkopi-erin­dringer, H.C.Andersen principielt hentyder til, når han om sine inspiratio­ner f.eks. siger: "Tit synes jeg det er erin­dringer, vuggesan­ge, fra en anden verden, der vågner i min sjæl, og som jeg må genta­ge." (5)

     Det er også guldkopimaterialet, digteren indirekte henviser til, når han i Fodrejse f.eks. skriver:

 

     [...] Hvem ved om ikke alle de afdøde nu sidder og ser vort spil og når vore roller er ude, vi også kommer hen imellem tilskuerne og ser efter­kommerne spille det gamle drama i nye kostumer. Da vil vi vist betragte alt med ganske andre øjne, end nu, vi står på brædderne. Mange sorger og tårer bliver os da, hvad nu barnets gråd over det sønderbrudte legetøj er for den ældre. Da ville vi vist erindre jordelivets sorger, således, som vi nu husker vor barndoms; det smertelige er glemt; de enkelte sorte punkter tjener kun til at sætte baggrunden i et stærkere lys. (6)

 

    Det var principielt det samme, Andersen mente, da han mange år senere, mere præcist på sin 50 års fødselsdag den 2.april 1855, skrev følgende slutning på Mit Livs Eventyr, der samtidig også kan ses som udtryk for Andersens teodicé:

 

    Mit livs eventyr indtil denne time ligger således nu oprullet for mig så rigt, så smukt, så fortrøstende! - selv af ondt kom godt, af smerte kom glæde, en tankedyb digtning, jeg kunne ikke digte den så. Jeg føler mig at være et lykkens barn! så mange af min tids ædleste og bedste er komne mig kærligt og åbent imøde, sjælden er min tillid til menneskene bleven skuffet! de bitre, tunge dage havde også i sig spiren til vel­signelse! hvad uret jeg troede at lide, hver hånd, som greb tungt ind i min udvikling, bragte dog sit gode.

    I vor fremskriden mod Gud fordunster det bitre og smertelige, det skønne bliver tilbage, man ser det som regnbuen på den mørke sky. Menneskene dømme mig mildt, som jeg i mit hjerte dømmer dem, og de ville det! et livs bekendelser har for alle ædle og gode en magt af skriftemå­lets hellighed; trygt giver jeg mig hen. Åbent og tillidsfuldt, som sad jeg blandt kære venner, har jeg fortalt mit livs eventyr. (7)  

 

  Herefter skal vi gå over til at se nærmere på kilderne til Andersens forfatterskab.

 

 

Noter til: INDLEDNING

Vedr. H.C.Andersen-litteraturen: 3.00.  Forkortelser – om de i artiklerne anvendte forkortelser af titler, navne mm.

Vedr. Martinus-litteraturen: 1-01. Forkortelser – om de i artiklerne anvendte forkortelser af titler, navne mm.

 

 1  Vedr. de kulturelle og samfundsmæssige forhold på H.C.Andersens tid, se 6. Hovedafsnit.

2        Vedr. det forhold, at den natur­videnskabelige livs- og verdensopfattelse i det væsentlige fortsat er materialistisk, aspiritua­listisk og atei­stisk i sin grundholdning, se f.eks. Artikler med emner vedr. hjernedebat, evt. suppleret med artiklen Videnskab på omveje. Martinus udtrykker i øvrigt det materialistisk og ateistisk indstillede menneskes bevidsthed som præget af  ”kosmisk bevidstløshed”, hvilket forenklet sagt vil sige, præget af en situation, hvori individet kun er i stand til at sanse og opleve inden for en ”lavpsykisk sansehorisont”. Denne situation er på en måde principielt analog med barnets situation, idet dette jo ikke er i stand til at orientere sig i livet med det voksne menneskes erfaringer, hvorfor der er omtrent frit spillerum for fantasifulde og mere eller mindre illusoriske forestillinger om årsager og virkninger. Kosmisk set er det principielt den situation, nutidens naturvidenskab befinder sig i, nemlig primært i og med dens reduktionisme. Martinus betegner også denne situation i menneskehedens mentale udviklingshistorie som ”den kosmiske død” og ateistisk og materialistisk indstillede mennesker som ”kosmisk døde” eller ”kosmiske lig”. Heri ligger ingen nedvurdering eller degradering af de pågældende mennesker fra Martinus’ side, men blot en nøgtern konstatering af, hvordan situationen tager sig ud set fra den ”kosmiske bevidstheds” eller ”den højpsykiske sansehorisonts” stade. Se f.eks. artiklerne 3.30. ”Den kosmiske død” - eller ”kosmisk bevidstløshed” og 3.31. Det falske perspektiv - den fysiske organisme som falsk centrum.

3        Vedr. de filosofiske strømninger op gennem tiden, se f.eks. artiklen Spiritualismens historie – en gennemgang af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi.

4        Se evt. afsnittet Talentkerneprincippet.

5        R&R I, s. 253.

6        Fodreise, s. 20.

7        MLE II, s. 159-60.

 

© Harry Rasmussen.

 

 

 

 

Kilderne til

H.C.Andersens forfatterskab (1. del)

 

Som tilfældet er med andre originale forfattere, så er de direkte kilder til de pågældendes forfatterskaber i hovedsagen egne iagtta­gelser, oplevelser, erfaringer og erindringer. Men det er en forfatters udviklingsbestemte åndelige habitus, der i første instans afgør, om forfatterskabet overvejende bliver poetisk eller prosaisk i sin udtryksmåde – eller eventuelt en blanding af begge dele.

    H.C.Andersens forfatterskab er i vid udstrækning udtryk for en kombination af poesi og prosa, hvorfor det lidt selvmodsi­gende kan karakteriseres som "poetisk prosa". Begrebet poesi skal her forstås som lyrisk, det vil sige følelsesladet, opløftende og livsbe­kræftende, eller elegisk, hvilket vil sige klagende, sørgelig, rørende, blidt vemodig. Begge dele, det poetiske og det elegiske, finder man i adskillige af Andersens digte og i en del af hans eventyr og historier, i enkelte af hans tragedi­er, særlig i Agnete og Havmanden, 1833, og i romanen Kun en Spillemand, 1837. I nogle af hans tid­ligste ungdomsdigte findes der en elegisk klagende og selvmed­lidende tone, som han senere selv tog en vis afstand fra og ironiserede over, sådan som det sker i en del af hans prosadigte og i romanen Fodrej­se, 1829.

    Begrebet prosa skal her forstås som den opfattelse og be­skrivelse, der er seriøs, saglig, hverdagsagtig eller hu­mori­stisk, satirisk, en genre, som hvad det førstnævnte angår, det seriøse, saglige og det i en vis forstand hver­dagsagtige, især kan ses af hans rejsebe­skrivelser. Hvad det sidstnævnte angår, humoren og satiren, så mestrede Andersen i helt original og speciel grad denne genre. Det kan i særdeles­hed ses af mange af hans eventyr og histori­er, og til en vis grad også af hans romaner, vaude­viller og skuespil. 

    Men at Andersen også i et vist omfang havde adgang til kontakt med både sit personlige og det kollektive arsenal af guldkopierindringer, derom vidner dels hans egne udtalelser, jf. bl.a. med det i omstående indledning anførte citat, og dels med det fond af umiskendelige kosmiske ideer, tanker og fore­stil­linger, som hans forfatterskab er så rigt på. I henhold til Martinus' Kosmologi er intuitionsevnen den eneste af individets seks bevid­sthedsevner: instinkt, tyngdeenergi, følelse, intel­li­gens, intui­tion og hukommelse, der er i stand til at give individet en bevidst og viljestyret adgang til kontakt med de kollektive guldkopier, som findes oplagrede i den lokalitet af Guddommens bevidst­hed, der betegnes som "visdomsoceanet". Det indikerer derfor, at Ander­sen havde en veludviklet intui­tions­evne, som i hans bedste øjeblikke satte ham i stand til umid­delbar anskuen af den kosmiske virkelighed og af de deraf afledte ideer, tanker og forestillinger.

 

    Det kan i denne forbindelse være nyttigt at gøre sig bekendt med, hvad Martinus særlig har at sige om forfattere og kunst­nere i relation til intuitionsevnen. Han peger bl.a. på, at plantever­denen i særlig grad udgør en kilde til glæde og behagsfor­nemmelse, og det skyldes ikke mindst, at den udtrykker et genskær af atmosfæren fra lysere og renere regioner end den robuste og dødbringende materielle Verden. Med dette gennem planteri­get reflekterede salighedslys bliver en i individet eksisterende ubevidst eller døende tendens til erindring om en lysverden, det engang har forladt, atter vakt og givet fornyet kraft og styrke, som stimulerer individets længsel efter at vende tilbage til lysets riger. Og Martinus tillægger: " I enhver frisk blomst eksisterer kontrasten til vinterens kulde. Sålænge der findes en blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud." (1)   

   Dette citat kan suppleres med følgende lidt længere citat, idet det dog samtidig kraftigt skal pointeres, at citatet egent­lig bør læses i den større sammen­hæng, hvori det indgår i 6. kapitel af Livets Bog:

 

     199. Hos ethvert jordmenneske, der er så langt fremme i udviklingen, at det har enkelte øjeblikke, hvor det er udrenset for lavere energier, hvilket i dette tilfælde vil sige øjeblikke, hvor det gennemstrømmes af ren kærlighedsenergi, og det derved befinder sig i ren og høj åndelig ekstase, der igen er det samme som inspirationstilstand, kan intuitionsfunktionen finde sted. Individet oplever da uden nogen som helst bevidst forudgående analysering eller definition i sådanne øjeblikke en pludselig opståen eller fremkomst af nye åndsoplevelser eller tankebilleder i dets bevidst­hed. Sådanne pludseligt gennem glæde eller ekstase opståede nye og færdige tankebilleder kalder vi "intuitioner". Intuitioner er således identiske med symptomer på eller resultater af den i form af samarbejdet mellem følelses-, intelligens- og intuitionslegemsfosteret udløste ånds­funktion i individets underbevidsthed.

    200. Hos forfattere eller kunstnere, hvilket igen vil sige væsener, der arbejder meget med højere følelses- og intelligenserindringer, kan intui­tionsevnen komme til udløsning i sådanne øjeblikke, hvor deres bevidsthed strejfer erindringer af ren kærlighedsmaterie, og de samme væsener derved kommer i ekstase eller inspirationstilstand. Når intuitionsevnen således et øjeblik kommer til udbrud hos en forfatter eller kunstner, kommer der i form af lynsnare glimt nyt idémateriale til et digt, skuespil, eventyr eller andre former for kunstmanifestationer frem til hans bevidste tanke­verden i organiseret eller færdigbygget form. Et sådant væsen bliver derved i sin manifestation principielt forskelligt fra væsenet uden intui­tion, idet dette jo må opbygge sit materiale i kraft af intelligenslegemet alene.

    201. Da intuitionsfunktionen sætter individet i stand til at udnytte erindringsmateriale, der forlængst er udgået af dets dagsbevidsthed, hvilket vil sige forlængst glemt af samme individ, medens intelligens­funktionen kun sætter individet i stand til at udnytte det af sit eget erindringsmateriale, der endnu er fremme i dets dagsbevidsthed, bliver førstnævnte funktions resultater således udtryk for et langt større horisontområde end intelligensfunktionen og som før nævnt udgørende den absolutte basis for genialiteten i enhver form for højere åndsmanifesta­tion eller skabelse. (2)   

 

    Det er i denne sammenhæng især interessant at kunne konsta­tere, at H.C.Andersen også benytter naturen, og herunder især planteverdenen, i sin argumentation for en højere verdens eksistens. Det turde bl.a. fremgå af følgende citater fra essayet Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen), 1851, hvori han under stærk inspiration af sin faderlige ven, fysikeren og filosoffen H.C.Ørsted, søger at overbe­vise en op­rigtigt troende kristen om, at "Menne­skets herligste tanke: Udødelighed" ikke kun fremgår af Bibe­len, men også af naturens og verdensaltets vidnesbyrd. Den troende føler sig dog roligere og tryggere i sin barnetro, og indvender derfor:

 

      ”Denne forudvidenhed, denne forstandssammensætning i alt, det ene leds griben ind i det andet, fra evighed til evighed, river en støtte fra mig, min tillid til bønnen, den, som er vingerne til min Gud! løsnes de, da falder jeg afmægtig i støvet, uden trøst og håb. Vel bøjer jeg mig for kundskabens lys, stort og herligt, men jeg synes deri er en menneske-hovmod, at ville være kloge som Gud. "Det skulle I blive!" sagde Slangen til menneskene, da den ville forføre dem til at æde af Kundskabens Træ. Gennem min forstand må jeg erkende sandheden af, hvad astronomen lærer og beviser; jeg ser den forunderlige, uendelige Guds forstand i verdens hele bygning, i det små og i det store, hvor det slutter sig til hinanden, griber ind i hinan­den, til en uendelig harmonisk helhed, - og jeg skælver i min højeste nød og sorg, hvad kan min bøn forandre, der hvor alt er love fra evighed til evighed."

 

     Hertil svarer Andersen med overbevisningens kraft:

 

     Du skælver, idet du ser Almagten, der åbenbarer sig i alkærligheden, det væsen, hvor, efter menneske-udtryk - forstand og hjerte er eet; du skælver, idet du ved, at han har kåret dig til udødelighed.

 

     Den troende svarer med henvisning til sin tillid til den hellige bog:

 

     Jeg ved det i troen, i Bibelens hellige, evige ord. Viden­skaben lægger sig som en sten over min grav, men min tro er det, som sprænger den. 

 

     Til dette har Andersen bl.a. følgende at indvende:

 

     Det er ikke så! den mindste blomst prædiker fra sin grønne stilk, i videnskabens navn: Udødelighed, hør den! også det skønne fører beviset for udødelighed, og med den forvisning fra tro og videnskab vil den udøde­lige ikke skælve i sin højeste nød, bønnens vinger vil ikke løsnes, du vil tro, på kærlighedens evige love, som du tror  på forstandens love.

     Når barnet river blomster af marken og bringer os den hele håndfuld, hvor een sidder op, een ned, kastede mellem hverandre, da er det i hver enkelt vi ser skønheden, denne harmoni i farver og former, som gør vort øje så vel. Instinktmæssigt ordner vi, og hver enkelt blomst smelter sammen i en skønheds helhed, så at vi ikke ser på den, men på den hele buket. Opfattelsen af skønheds-harmonien er et instinkt i os, den ligger i vort øje og i vort øre, disse broer mellem vor sjæl og det skabte om os. I alle vore sanser er en sådan guddommelig gennemstrømning i vort hele væsen, en stræben efter det harmoniske, som det viser sig i alt det skabte, selv i luftens pulseslag, synliggjorte i klangfigurer.

 

     Herefter fortsætter Andersen sin argumentation med at frem­hæve, at Bibelens udtryk: "Gud i ånd og sandhed" er et andet udtryk for den erkendelse, vi kalder "følelsen af det skønne":

 

     - "og ligesom vor egen sjæl lyser ud af øjet og i den fine be­vægelse omkring vor mund, således lyser, i det skabte, bille­det frem af Gud i ånd og sandhed. Der er harmoni-skønhed fra det mindste blad og blomst, til den store, fyldige buket, fra vor Jord selv, til de talløse kloder i himmelrummet; så vidt som øjet ser, så langt videnskaben når, er alt - småt og stort - skønhed ved harmonien. 

 

     Imidlertid, siger han videre, kunne det for den umiddelbare og uindviede betragtning se ud, som om mennesket, hvorom det tilmed hedder "skabt i Guds billede", ikke er underlagt den lovmæssighed, der sikrer skønhedsharmonien i det skabte. Menneskene er således født med vidt forskellige evner, hvoraf nogle har store og nærmest geniale evner, mens andre kun har ringe eller næsten ingen specielle evner. Det samme gælder livsvilkår, hvor nogle fødes ind i socialt højtplacerede familier, hvorimod andre fødes under meget fattige og trange forhold. Nogle fødes til velskabthed og sundhed, andre til vanførhed og sygdom:

 

     Menneskelivet, det højeste her på Jorden, kom altså ikke under harmoni­ens skønhedslove! det er utænkeligt, det er en uret, og kan således ikke finde Sted.

     Livets disharmoni ligger i, at vi kun ser en lille del af vor tilværel­se, nemlig den her på Jorden; der må være et fortsat liv, en udødelighed.

     Det prædiker du for os, du mindste blomst, som alt hvad skabt er i skønhed og harmoni. Hørte vor tilværelse op i døden her, da var det fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud ikke retfærdighed og kærlighed, som alt i naturen og åbenbaringen besegler det; og peger man os hen på den hele menneskehed, som den, hvori harmonien vil åbenbare sig, da synker al vor stræben og virken hen til koraldyrets virksomhed; menneskeheden bliver da kun et storhedsmonument for Skaberen, han viser da kun sin herlighed, men ikke sin højeste kærlighed. Alkærlighed er ej selvkærlig­hed! - Udødelighed ejer vi! (3)   

 

    På denne baggrund skal vi se på kilderne til Andersens forfatter­skab, og jeg vil indlede omtalen heraf med at give en kort­fattet skematisk oversigt over hvilke kilder, det ifølge min opfattel­se kan dreje sig om for hans vedkommende: 

 

1. Den intuitive kilde:

    Det er også poesiens eller livspoesiens kilde (jf. Andersens mange digte om poesien).

    "Tit synes jeg, det er erindringer, vuggesange fra en anden verden, som vågner i min sjæl, og som jeg må gentage." (Improvisatoren).

    Eventyrene lå som frøkorn i dybet af hans sind. (Bemærkninger til ”Eventyr og Historier”,1862)

    Hver lille blomst, hvert plankeværk taler til ham og siger: "Se lidt på mig, så skal min historie gå op i dig!”, og vil jeg det, så har jeg historien!” (Brev af 20.11.1843 til B.S.Ingemann).

 

2. Den selvbiografiske kilde:

     Personlige oplevelser, erfaringer og erindringer fra hans eget liv, strækkende sig fra hans tidligste barndom til hans sene alder. Den selvbiografiske kilde udgør en stor og vigtig side af Andersens forfatter­skab.

 

3. Inspirationer og ideer fra andre forfatteres værker:

     Ideer, tanker, forestillinger og udtryk hentet hos andre forfattere, f.eks. Schiller, Goethe, Hoffman, Scott, Shakespeare, Ørsted, Oehlenschlæger, Ingemann, Heiberg og mange flere.

 

4. En særlig kilde: Bibelen:

     Bibelen, men måske især Ny Testamente, betød lige fra barnsben en "kilde", som Andersen øste af, både som menneske og digter. Dette skyldtes sandsynligvis især moderens, Anne Marie Ander­sens, indflydelse på ham, så vel som underskolens religionsundervisning. Men senere, da han var kommet i latinskolen, kom han i nogen grad til at dele sin faders rationalistiske opfattelse af religion i almindelighed og Bibelen og kristendommen i særde­les­hed. Det bestyrkede dog kun hans tro på sandheden af Biblens ord. Jf. særlig hans forfatterskab med sko­lestile­ne, og begge dele med Lære­bog i den christelige Religions- og Sæde­lære.

 

5. Videnskabelige og tekniske kilder:

     Sin interesse for disse emner fik Andersen særlig bestyrket gennem sit mangeårige venskab med fysikeren og filosoffen H.C.Ørsted. Han skrev og forsøgte at skrive flere ting med motiv eller udgangspunkt i videnskabelige opdagelser og tekniske opfindelser. F.eks. Vanddråben, Om årtusinder, Den store søslange, m.fl.

         Grundtanken bag denne del af forfatterskabet, har han givet udtryk for i bl.a. følgende essays: Billeder i det uendelige, "Tro og videnskab (Prædiken i naturen) og Poesiens Californi­en (1851). Men Andersen var dog ikke helt enig i Ørsteds krav om, at for at være sande eller i overensstemmelse med virkeligheden, må digteren sørge for, at indholdet af f.eks. et eventyr ikke er i modstrid med naturlovene, herunder årsagsvirkningsloven.     

         Ørsteds indflydelse betød for Andersen især en følelses- og intelligensmæssigt afbalanceret opfattelse af livet og verden.

 

 

6. Historiske kilder:

    H.C. Andersen var allerede som barn interesseret i historie, i dansk historie så vel som i verdenshistorie. I hans forfatterskab kom det til udtryk allerede i 1824, da han i sin latinskoletid i Slagelse fik ideen til en historisk roman fra Grevens Fejdes tid (1534-36), som han arbejdede videre på i 1831-32 under titlen ”Christian den Andens Dværg”. Romanen forblev af flere grunde ufærdig, men fulgtes senere op af en række eventyr og fortællinger med historiske temaer eller motiver. Her skal nævnes følgende: Lykkens Kalosker (1838), Metalsvinet, En Rose fra Homers Grav (1862), Holger Danske (1845), Et Billede fra Castelsvolden, Fra et Vindue i Vartou (1846), Om Aartusinder (1852), ”Ærens Tornevei” (1855), Taarnvægteren Ole, Et Stykke Perlesnor  (1859), Det nye Aarhundredes Musa, Bispen paa Børglum og hans Frænde (1861), Gjemt er ikke glemt (1866), Vænø og Glænø (1867), Gudfaders Billedbog, Dryaden (1868), Hønse-Grethes Familie (1869), Oldefader (1870).

     Der forekommer i øvrigt også historiske indslag i Andersens digte, skuespil, romaner og rejseskildringer.   

 

I det følgende skal gøres forsøg på at uddybe de ovennævnte seks kilder til Andersens forfatterskab:

 

 

1. Den intuitive kilde

Vi er i løbet af denne afhandling forlængst blevet fortrolige med, hvad der i henhold til Martinus' Kosmologi mere præcist skal forstås ved begreberne inspiration, intuition og intui­tions­legeme. Men selvom dette er tilfældet, kan det alligevel anbe­fales læseren at genop­friske bekendtskabet med hjemmesidens Indledning og Intuition og personlighed.

    Formentlig i foråret 1828 skrev Andersen bl.a. et digt, han kaldte De to søskende. (Fantasi og vanvid), og heri behandler han et emne, som også optog ham under hans omtrent samtidige arbejde på sin første roman, "Fodrejse". Andersen vidste nemlig via sit familieskab med den sindsforstyrrede farfader, Anders Hansen, at fantasien kunne udarte til vanvid, og han frygtede i mange år selv at have arvet en disposition for sindssyge, som før eller siden ville bryde ud. Jf. med brev til Ingemann. Digtet indledes således:

 

                                                         Der står en vandringsmand på fjeldets tind,

                                                         ved månelyset er så bleg hans kind! -

                                                         Nu stirrer han mod himlens hvalte blå

                                                         hvor evigklare lamper for ham stå.

                                                         En labyrint han ser hvor visdom bor,

                                                         en flamme-skrift, som siger: "Gud er stor".

                                                         Helt underligt det sig i sjælen rører,

                                                         en ukendt kraft hans tanke fremad fører.

                                                         "O hvo kan følge Herrens skjulte tråde?

                                                         Hvem løser livets underfulde gåde?"

                                                         [...] (4)               

  

    Vandringsmanden er utvivlsomt et billede på den da cirka 23-årige Andersen selv, som på det tidspunkt dels søgte at finde sin fremtidige vej som forfatter, og dels var optaget af det, han i digtet kalder for "livets underfulde gåde". Han befandt sig da på en slags åndelig skillevej, sådan som han også så effektfuldt har skildret det omkring et år senere i "Fodreise", hvor de to veje, der går i hver sin retning, er symboliseret i et par digtermuser i skikkelse af to tilsynela­dende almindelige kvinder. Den ene ligner en trivelig og rødmosset Amagerkone, og den anden en bleg og døende Heloi­se. Den førstnævnte repræsen­terer fornuftens rationalistiske og jordbundne livstolkning og den sidstnævnte føleriets eller sentimentalitetens og fanta­steriets dunkle rædselsromantik. 

    I digtet De to søskende, som ved sin offentliggørelse kun blev kaldt for Fantasi og Vanvid, og senere igen blot Fantasus, er fantasien repræsenteret ved en dejlig dreng med "flammeøje", som sidder på fjeldet og kigger op mod stjernehim­len, mens han med sin lyse barnestemme synger til alfernes harpespil. Vanviddet fremtræder i skikkelse af en bleg, drømme­agtig pige med valmue­krans på sit sorte hår, og som sidder på randen af den vilde klippe og stirrer med et for­vildet blik ned i dybets malstrøm. Vandrings­manden spør­ger, hvem de to børn er, og hvad de gør her på det øde sted så sent på aftenen. Det er dren­gen, der svarer og for­tæller om sig selv, at han, skønt barn, dog færdes overalt i verden, hos store og små, rige og fattige, i slot og i hytte, snart blandt himlens stjernehær og snart i dybe dale. Men allerhelst vil han lege med de små børn: "Min trylleverden de jo bedst kan fatte", ja, han for­tæller van­dringsmanden, at han også tit har leget med denne som lille, da "Hvert eventyr os sandheds præget bar / kun ene livet, eventyr os var. / Vi så ej blot kerubers [engles] stolte vrimmel, / Nej selv Gud Fader i sin høje himmel. - "" Drengen fortsæt­ter og slutter med følgende ord:

 

                                                         "Du vil udgrunde livets store gåde,

                                                         vil følge Herrens underfulde tråde

                                                         og fatte ham, din ånd, det heles liv.

                                                         Nu vel, så følg mig i min båd af siv.

                                                         Frygt ikke elvens skumbeklædte vande,

                                                         jeg bringer dig til mine tryllelande.

                                                         Men vogt dig vel for hine vilde kyster!

                                                         Den blege pige hist, det er min søster.

                                                         Jeg viser, opfyldt, dig hver barndomsdrøm,

                                                          hun styrter dig i dybets malestrøm." (5)

 

 

    Som det indirekte fremgår af digtet, vidste Andersen også, at fantasien eller indbildnings­kraften, mere præcist i form af intuitive indfald, kunne være en kilde til en særlig form for indsigt og erkendel­se, nemlig den, der drejer sig om "livets store gåde". Og ikke mindst vidste han, at fantasien eller intuitio­nen i høj grad var anvendelig til skabende digterisk virksom­hed. Fantasien eller ind­bildnings­kraften, imaginationen, kan kortest defineres som en billed­skabende evne, hvormed det fraværende ikke-san­seligt nærværende eller fore­liggende kan fremstilles i et indre (fantasi)billede. I æste­tikken er fantasien en evne til at 'digte', dvs. skabende at omforme et givet materiale, som f.eks. kan resultere i, at individet kan se og virkeliggøre andre muligheder end de umid­delbart fore­liggende og accepterede.

    På den ene side er fantasien bundet til et sanseligt givet materiale, som den arbejder med, og på den anden side er den ubundet af dette materiale, idet den frit omformer eller omdigter det og dermed går ud over det sanseligt givne. I kraft af denne dobbelte struktur (afhængighed - uafhængighed) kan fantasien have den funktion at formidle, nemlig som et mellem­led mellem de to adskilte grundkilder for den menneskelige erkendelse: sanseevne og forstand. Nærmere bestemt formidler fantasien ved at frembringe en syntese af det mangfoldige, som er san­seligt givet. Denne form for fantasi, også kaldet trans­cendental fantasi eller indbildningskraft, skal forstås ab­strakt som en mulighedsbetingelse for, at der overhovedet kan forekomme erfaringserkendelse.

    Fantasien kan imidlertid også optræde som formidler mellem det endelige og det uendelige, hvor det sidstnævnte skal forstås som det ideale, ideen. I denne egenskab har fantasien især betydning for kunsten, hvor denne er forsøg på at udtrykke det uendelige i endelig, sanselig skikkelse. Som det måske ses, er fantasi og intuition beslægtet med hinanden, et forhold, som også Andersen var opmærksom på og klar over. Det har han f.eks. givet udtryk for i en af sine skolestile fra 1825, nemlig Dansk stil af Hans Christian Andersen, og eftersom den rummer nogle væsentlige synspunkter til forståelsen af H.C.An­dersens begrebs- og forestillingsverden, skal stilen derfor gengives in extenso her:

 

     En af de høje, ædle egenskaber som hæver mennesket højt over dyret, er indbildningskraften, den evne at kunne fremstille en genstand for sig i tankerne som om den stod for de fysiske øjne; den kan skabe sig selv billeder og udmale dem på det skønneste; derfor har de gamle afbildet Fantasus [dvs.]: Indbildningskraften som en fyrig yngling med flammende øjne, han er den første engel som nærmer sig barnet, han ledsager ham tidligere end hans ældre alvorlige broder, "Fornuften", han viser ham den hele verden som et faderligt hus, stjernerne som en engleskare der i natten skuer ned til menneskene for at fortælle Faderen deroppe menneskenes dåd; Fantasus følger ynglingen over klipper og floder og antænder og styrker hans mod, det er ham der som håb viser sig for den ulykkelige der trøster dyden men maler truende billeder for lasten. - Den viser en dejlig broget verden for den blinde den giver os en anelse om evigheden. - Vor sjæl er ufattelig som den Gud der skabte den, den udgrunder ikke sig selv eller sit ophav og dog dvæler den helst ved tanken om disse; den føler sig selv at udvikles mere og mere og aner og håber en udødelighed; når vi ser, eller lærer at kende en mærkelig mand imellem os da ønske vi jo at kende hans oprindelse, at se hvorledes hans ånd mere og mere blev modnet, hvorledes han gennem kamp og møje hævede sig til det mål hvorfra han tiltrak sig opmærksomheden, når vi nu kunne føle såmegen interesse for en enkelt mand, hvor meget må vi da ikke føle for det hele, for menneskeheden; da er det vi søger efter dens første udspring. - Natur og historie bliver vore hjælpekilder; naturens store bog lærer os at kende den mægtige ånd som ordnede alt; i historien ser vi hvorledes han ved midler styrer alt, hvorledes hans herligste skabninger virker. Men den største del af historien taber sig i det dunkle, men hvor herlige er ikke de rester vi har; folkets poesi dette sjælens og hjertets sprog er alene de lysende punkter ved hvilke vi lærer at kende dettes kultur; digteren øser jo af naturen og af sin tidsalder, fra disse henter han sine billeder og disse giver os en idé om hin old; hvor inderlig dvæler derfor ikke indbildnings­kraften ved disse; - Vi ser den barnlige ånd som besjælede de første mennesker, den mægtige Gud som så underfuldt udviklede alt mere og mere. - Hvor barnlige er ikke ideerne om verdens skabelse, Moses har sikkert taget sit billede af den kommende dag, da mørket først adskilles, himlen og havet viser sig nu fuglene og til slutningen mennesket. - "Lader os skabe et menneske i vort billede!" tænkte de dem Gud at sige; og at han, da menne­skene blev fordærvede, steg ned til Abraham for at se om det var sandhed; - At Moses ved synet af Guldkalven tabte tavlerne og de gik itu er sikkert ene et stærkt billede på at når det tøjleløse folk erholder sin hele frihed, da må Lovens tavler blive knuste; - ved Jesu død brast templets forhæng - ja! ved læren som besegledes ved frelserens forsoningsdød brast det dække som var draget mellem det hellige, mellem Gud og hans herligste skabning. - Kærlighed ordnede kaos og skabte verden siger en græsk myte. - Mnemosyne var moder til muserne [dvs.]: Erindring fødte poesien og det skønne. - De kaldes søstre og er det jo også, hånd i hånd vandrer de igennem livet. Historie poesi musik dans og maleri er jo et hele i skuespillet. - I billederne fra oldtiden ser vi da tydeligt hin tids ånd; Nordens kraft og Sydens vellyst føler vi i de stærke billeder. Blodige og fæle billeder ser vi i det barske Nord da menneskeblod flød for de vrede guder men undertiden træder der et billede frem der røber anelse om den usynlige Gud. - Fantasien optager jo sine billeder af genstandene om sig, den indåndede disse i Bardernes sange og således bliver disse herlige minder om den svundne old; en barnlig ånd, ukendt til [dvs. med] verden, viser sig i billederne fra et nomadisk folk; den rå, blodige ånd hos Nordens barbarer; trubadurens sange viser os hin romantiske tidsalder og således søger indbildningskraften ved disse billeder at fremkalde det svundne. -

     I tidens strøm styrter alt middelmådigt kun det særdeles store kan bestå og derfor kan alene sande store billeder som taler til sjælen være fra hin tid, og derfor dvæler indbildningskraften så gerne ved disse som viser os en svunden olds følelser og ideer. (6)       

 

    I denne sammenhæng bør man måske især hæfte sig ved sæt­ningen: "Mnemosyne var moder til Muserne [dvs.]: Erindring fødte poesien og det skønne." Mnemosyne er den græske gudinde for hukommelsen, datter af Uranus, himlens gud, og ved den øverste gud, Zeus, Universets herre, moder til skytsgudinderne for kunst og videnskab, kaldet Muserne. Oprindelig kendte man kun en eneste Muse, men senere anførte man alminde­ligvis 9 Muser: Kleio (historieskrivning), Euterpe (musik og lyrik), Thalia (komedie), Melpomene (tragedie), Terpsichore (dans), Erato (erotisk poesi), Polyhym­nia (hymner, korsang), Urania (astro­nomi) og Kalliope (episk digtning)

    I lighed med, hvad der er tilfældet for andre folkeslags myter, har også den græske mytologis billeder og sprogbrug relation til faktisk fore­kommende realiteter. Det er jo kor­rekt, ikke mindst i henhold til Martinus' kosmiske analyser, når det f.eks. hævdes, at poesien og det skønne (æstetik­ken, kunsten) er "født" af erindringen eller hukommelsen. Thi uden evnen til at kunne huske, ville mennesket ikke være i stand til at genfremkalde sine oplevelser og erfaringer, og heller ikke være i stand til at bevidst eller ubevidst at associere mellem og bearbejde disse, f.eks. til de forestillinger, Martinus betegner som guldkopierindrin­ger.

 

    For at en oplevelse skal kunne betragtes som husket, må der være sket en indprentning, en opbevaring og en genfremkaldelse af den. Om det fysiologiske grundlag for disse tre faser vides endnu kun lidt, men man antager, at fiksationen afsætter spor i form af celler og nervetråde i storhjernens hjernebark, her­under de såkaldte associationsceller, hvori indtryk og på­virkninger udefra og indefra ifølge fysiologien samarbejdes og kommer til be­vidstheden. Imidlertid er moderne hjerneforskning og neuropsykologi ved hjælp de såkaldte avancerede MR-scannere godt på vej til at kortlægge, lokalisere og identificere de specifikke psykiske funktioners placering i hjernen. Problemet er indtil videre kun, at de pågældende forskere er tilbøjelige til at identificere de psykiske processer som udtryk for primære hjernefunktioner. Bevidstheden og personligheden er derfor i henhold til disse forskere identisk med hjernen. Derfor burde man efter de pågældende forskeres opfattelse egentlig ikke bruge udtrykket ”min hjerne”, men erstatte det med ”mig hjerne” eller ”hjernen er mig”.

 

    På grundlag af Martinus' kosmiske analyser ved vi imidlertid nu, at bevidstheden i sig selv, så lidt som hukom­melsen, ikke har sit endelige sæde i hjernen, men derimod i en over­fysisk eller såkaldt parafysisk organisk struktur. Denne organiske struktur udgøres af Jegets samlede bevidsthedsap­parat, som består af overbevidstheden med de deri indbyggede skabeprin­cipper, der udgør de basale, transcendenta­le forud­sætnin­ger for, at sansning og manifestation overhovedet kan finde sted, og af underbevidstheden med de deri indeholdte seks sanse- og manifestationslegemer, hvoraf det sjette udgøres af hukommel­seslegemet. De fem af disse legemer består af kræfter, der er beslægtet med elek­trisk energi, medens det sjette legeme, det fysiske legeme, består af et elektromagnetisk spændingsfelt. Den fysiske hjerne udgør derfor i virkeligheden "kun" en slags "transformator" for omskabelse af fysisk energi til åndelig eller elektrisk energi og omvendt. Denne transfor­mation sker via bestemte mikrocentre i hjernen. Fra sanseorga­nerne bliver de fysiske indtryk i form af elektriske bølger via de respektive nerver ført til hjernen og derfra via det psykofysi­ske "koblingslegeme" transfor­meret videre til de særlige åndeli­ge legemer, hvor­under de henhører. Her sker der ved hjælp af sanse- og gen­kendelsesapparatets kosmiske region, under ét kaldet "sansere­gistret", en bearbejd­nings- og for­tolkningspro­ces af de trans­formerede elektri­ske bølger, og først da bliver disse til bevidst oplevelse for individet.

    En hvilken som helst af individets oplevelser efterlader sig et særligt "præg", som er en fuldstændig "kopi" af den på­gælden­de oplevelse, stor eller lille, stærk eller svag. Det er sådanne "præg" eller "kopier", vi betegner som erindringer, og organisk og objektivt set har disse karakter af mikro­skopiske kraft- eller energicentre, som Martinus kalder for "erindrings­talentkerner". Erindringstalentkernerne grupperer sig omkring grundtalent­kernen for hukommelse, et særligt center, som har sæde i overbevidsthedsregionen. Dette center samvirker i særdeleshed med det parafysiske hukommelseslegeme, som igen samvirker med det særlige tilværelsesplan, som Martinus kalder for "salig­hedsriget", og hvor den sjette grundenergi, hukommel­sesenergi­en, udgør det bærende grundlag. Hukommelseslegemet er derfor det eneste organ eller legeme, der kan få adgang til eller kontakt med "saligheds­riget".

    Imidlertid er hukommelseslegemets sansedygtighed af kosmiske årsager så stærkt begrænset hos det jordiske menneske, at det ifølge Martinus må sidestilles med det fysiske legemes til­stand, da dette engang i årmillionernes fortid endnu ikke havde udviklet fysiske sanser. Det jordiske menneskes hukommel­sesevne rækker normalt ikke længere tilbage i tiden end til de første leveår, som derfor udgør individets yderste erindringshorisont eller erindringsperiferi. Af samme grund er det blevet en almindelig overtro blandt mennesker, at disse ikke har haft en eksistens, der rækker udover denne horisont eller periferi. Som en logisk følge heraf identifi­cerer individet sig derfor med sit fysiske legeme og dermed med den fysiske verden og mener derfor heller ikke, at det selv lever videre efter det fysiske legemes død. Men i henhold til Martinus' Kosmologi er lige præcis det modsatte i virkeligheden tilfældet.

    Det betyder følgelig, at det jordiske menneske i virkelig­heden har en vældig sum af erindringer i sin indre verden eller overbevidsthed, i hvilken individet i udstrakt grad endnu er ubevidst. Men i praksis er dette erindringsmateriale medvirken­de årsag til dets aktuelle skæbnedannelse, og da karakteren og naturen af det jordiske menne­skes erindringsmateriale i høj grad er præget af "det dræbende princip"s livsbe­tingelser, hvilket vil sige af mord-, drabs-, kamp- og lidel­seserindrin­ger, former dets skæbne sig derfor tilsvarende mørk og lidel­sesfuld. 

    I henhold til Martinus gør der sig imidlertid en særlig kosmisk-kemisk proces gældende for erindringernes og dermed erindringstalentkernernes vedkommende. Der sker ifølge ham det, at efter­hånden som de mørke erindringer har udløst deres opgave i forbindelse med individets karakterudvikling, gennemgår de en åndelig "rens­ningsproces", hvorunder de "mørke" og lidelses­fyldte dele af erindrin­gerne bliver fjernet, hvorved erindrin­gerne kommer til at fremtræde som forædlede kopier af deres oprindelige til­stand. Denne forædlingsproces sammenligner Martinus med ’uædle’ metallers omdannelse til den ædleste eller reneste form for metal, kaldet guld, og han betegner derfor de forædlede erindringskopier som "guldkopier". Disse "guldkopier" er det, som for en dels vedkommende findes oplagrede i det personlige bevidsthedsarkiv, nemlig dem, der hidrører fra det indeværende spiralafsnit, og som for de guld­kopiers vedkommende, der tilhører ældre "lag" i bevidst­heden, dvs. hidrører fra for­tidige udviklings­spiraler, er oplagrede i dét kollektive arkiv, Martinus kalder for "vis­doms­oceanet". (Det personlige erindringsarkiv og ”visdomsoceanet” svarer i princippet henholdsvis til dybdepsykologen C.G. Jungs det personlige ubevidste og det kollektive ubevidste).

    Til det personlige guldkopiarkiv har hukommelsesevnen adgang under visse gunstige betingelser, nemlig i de kortere eller længere øjeblikke, hvor følelse og intelligens er i indbyrdes harmoni, og hvor individet kommer i en slags inspirationstil­stand som følge af naturoplevelser eller lignende. Jævnfør med Martinus-citatet tidligere ovenfor. Intuitions­evnen, som kun kan optræde permanent når individets humane evne er tilstrække­lig udviklet, har derimod adgang til det kollekti­ve guld­kopiar­kiv, hvilket mere præcist vil sige til koncentratet af samtlige andre levende væseners guldkopier.

    Marti­nus påpeger, at der består den prin­cipielle forskel mellem op­levelsen af guld­kopierne gennem hukommelses­legemet og gennem intuitions­legemet, at disse i første tilfælde fornemmes og opleves som forædlede erindrin­ger om éns egne tidligere op­levelser, mens de i sidst­nævnte til­fælde opleves som et slags ydre syn, der har karakter af nyoplevelse. Det førstnævnte skyldes, at hukommelsesevnen kun har mulighed for at kontakte og føle individets eget guldkopimateriale, mens sidstnævnte beror på, at intuitionsevnen er individets højeste form for synsevne, og lige som man kan se andre fysiske gen­stande end sit eget fysiske legeme, således kan man også se andre guld­kopier end sine egne.    

    Det er det sidstnævnte forhold, der ligger til grund for individets oplevelse af evigheden i form af "syn" af dé bærende faktorer, principper og lovmæssigheder, som gør sig gældende i verdensaltet eller kosmos, hvilket vil sige i Guds bevidsthed og organisme. (Se LB I, 6.kap.)

 

Intuition, fantasi og poesi

Den stil af H.C.Andersen, som er gengivet umiddelbart før det ovenfor stående tekstafsnit, er i lighed med en række andre af Andersens sko­lestile fra hans tid i Slagelse lærde Skole, hvor han var elev i årene 1822-26. Sidstnævnte år blev Meisling rektor i Helsing­ør lærde Skole, og Andersen fulgte med rektor­familien og fortsatte sin skolegang dér, indtil han i april 1827 ikke længere kunne udholde, hvad han selv opfattede som sin lunefulde rektors person­lige chika­nerier. Men herom har vi jo allerede hørt forlængst, og det skal derfor ikke gentages her. Derimod skal det gen­tages, at der i begge skoler blev givet religionsundervisning på grundlag af Peter Krog Meyers rationalistiske Lærebog i den christelige Religions- og Sædelære, med Hensyn paa Disciplenes Tarv i de lærde Skolers øverste Classer.

    Det kan konstateres, at de fleste af de synspunkter, som Andersen giver udtryk for i ovennævnte stil, forresten i lighed med, hvad der er tilfældet i de fleste andre af hans skolesti­le, er direkte hentet i de lærebøger, der blev benyttet i hans latinskoletid. Det kan også konstateres, at Andersen i så høj grad tog lærebø­gernes ideer og synspunkter til sig, og det gælder især dem fra den religiøse lærebog, at han stort set beskæfti­ge­de sig med disse tanker resten af sit liv og i vid udstræk­ning be­nyttede dem i sit forfatterskab. Det gjorde han natur­ligvis, fordi han personligt følte sig i væsentlig over­ens­stemmelse med de fremførte synspunkter.

    Allerede i sin skoletid i Slagelse fik den Walter Scott-inspirerede Andersen flere ideer til romaner med historisk indhold, og han begyndte da også at skrive på et par af disse, men lagde dem siden fra sig. Sin interesse for Walter Scotts historiske romaner delte Andersen med sin faderlige ven og kollega, digteren B.S.Ingemann, som fra 1822 var lektor ved Sorø Akademi. Ingemann skrev selv en række historiske romaner med motiver fra Danmarkshistorien, og på det tidspunkt, der her er tale om, havde han foreløbig skrevet to sådanne romaner, nemlig Valdemar Sejr (1826) og Erik Menveds barndom (1828). (7) 

 

    I dagbogen for den 4.oktober 1825 noterer Ander­sen bl.a., at han tidligt om morgenen var taget afsted, dvs. var gået, til Sorø, for at besøge Ingemann og hans kone, Lucie Ingemann. Notatet slutter med følgende ord:

 

  [...] - Ingemann og fruen roste min fortælling og det lille digt til sjælen, det er hans tanke at jeg er skabt for romaner for at skildre den lavere klasse. læste hjemme for Hennebergs. (8)   

 

    Det, Andersen hentyder til med ordene "min fortælling", er den roman, som han påbegyndte omkring 1824 og arbejdede på i flere omgange. Romanens handling drejer sig om den danske borger- og religionskrig, som fandt sted i årene 1534-36. Den var en kamp om Christian II eller Christian III, en religions­krig mellem luthersk og katolsk tro og en handelskrig, hvor Lübeck ville slå Nederlandene ud. Grev Christoffer af Oldenburg kom til at spille en afgørende rolle i borgerkrigen, som dog for en stor del var borgernes og bøndernes krig mod adelen. Christian II sad siden 1532 i husarrest på Sønderborg Slot på Als. De borgerkrigsagtige begivenheder er af en senere tid blevet betegnet som Grevens Fejde, og det var altså denne, som den unge Andersen havde hørt om i skolens historietimer. Herom noterer han i dagbogen for den 17. november 1825 bl.a. følgende:

 

  [...] på skolen havde vi den franske revolutionshistorie, o hvor den interesserer mig, kraft og tøjlesløshed, frygtelige gæringer som disse rædselsscener var skønt i det mindre vor Grevefejde, jeg så ved lære­rens fortælling kun Grevefejden som jeg vil skildre, hvor usigelig inter­essant er det ikke at se hvorledes af denne vilde gæring de store ånder udvikler sig, se Menneskene i deres højde i alle retninger. Arme Ludvig du var ustadig, kraftig og svag, jeg tror jeg har din karakter, i dit sted havde jeg handlet som du, kun ej været flegmatisk, fiskerkællingerne det mest groteske indtager eller rettere spænder min sjæl, det var i denne kamp Napoleon dannedes og steg, O Gud din finger ser jeg, du styrer alt, hvorfor da fortvivle, nej jeg vil nå målet, jeg har længslen i mit bryst, og ingen længsel nedlægger du uden den har sin dybe grund, kun giv mig mod; - (9)  

 

    I første omgang arbejdede Andersen på sin på det tidspunkt formentlig endnu unavngivne roman fra engang i 1824 til omkring slutningen af 1825, hvor­efter den så vidt det kan skønnes blev henlagt til 1829. Der findes bevaret et relativt større frag­ment af roma­nen, som i 1935 blev trykt i Anderseniana, Vol. III, under overtitlen: H.C.Andersen / Tre Ufuldførte Historiske Digtninge. Udgivelsen blev indledt og kommenteret af Tage Høeg, som i 1934 havde skrevet og udgivet bogen H.C.Andersens Ungdom, hvori bl.a. de tre bevarede fragmenter af den historiske roman blev grundigt om­talt. (10)

    I 1829 og igen i 1830 samlede Andersen dokumentarisk stof til sin historiske roman. Den 1.august 1829 skriver han et brev til sin faderlige ven, sognepræst ved St. Peders Kirke i Slagelse Hans Bastholm, som en overgang også var redaktør af Den vest­sjællandske Avis, og i brevet giver Andersen en summarisk beskrivel­se af sin roman:

 

    Det bliver egentlig ikke en komisk roman, men snarere en skildring af den tids begivenheder, sæder og skikke, hvori især almuen, mange steder vil træde komisk op. Helten bliver den lille dværg, der var hos Christian II på Sønderborg, og romanen vil alt begynde under Kong Hans, og først ende ved slutningen af Grevens Fejde. Af historiske personer fremtræder især Christ. II, Elisabet, Biskop Jens Andersen Beldenak, Hans Tausen, Otte Porsfeldt på Næsbyhoved, Hr. Mikkel i Odense, Sigbrit, Dyveke, Johan Rantzau, Bombastus Theophrastus, skipper Clemen, grev Christoffer af Oldenburg, præsten Hans Madsen, Didrik Slaghæk, Torben Oxe, ærkebiskop Erik Valkendorf, Ambrosius Bogbinder, Frederik 1ste og Christ.III. - Før om 2 år bliver det hele næppe færdigt, og jeg er overbevist om, at bliver dette ikke godt, så vil jeg aldrig kunne levere noget." (11)

 

    Under sit sommerophold i Odense i 1829 skriver Andersen til vennen Edvard Collin i København i et brev dateret den 18.juli, bl.a. følgende:

 

     [...] Man viser mig megen opmærksomhed rundt om i byen; jeg har været inviteret i de fleste, bedste huse og da jeg forleden talte om at gøre oldgranskeren Vedel-Simonsen, som bor ved Bogense, en visit, kørte man mig ud og hjem igen; Simonsen tog særdeles vel imod mig, jeg var der i to dage, og fik her de herligste bidrag til min roman, som jeg gav ham planen af. Interesseret her for, lovede han mig, skriftligt at tilmelde mig engang hver måned, alt hvad han kunne finde angik denne periode, især med hensyn til sæder, skikke og sagn, så han vil spare mig en del ulejlighed. Et helt nyt lys gik op for mig; hvad jeg har skrevet af romanen skal kasseres; jeg føler levende, at dette værk vil give mig et navn, ellers får jeg det aldrig; med flid og iver vil jeg beskæftige mig dermed, og får jeg det kun således på papiret som det lever i mig, så er jeg tilfreds; men der må studeres meget, før om 3 år ser jeg nok, selv med anvendelse af min meste tid, bliver det hele næppe færdigt. [...] (12)

 

     Den 6.januar 1830 skriver Andersen i et andet brev til Bastholm: "Til min historiske Roman studerer jeg flittigt og vil i Sommer, for dennes Skyld, besøge Vesterhavet og det nordlige Jylland". (13) Og det var faktisk også, hvad han gjorde, idet hans rejse til Jylland og Fyn sammenlagt varede fra 31.maj til 29.august, og mens han opholdt sig i Viborg skrev han den 7.juni et brev til Edvard Collin og fik svar fra denne i et brev, dateret den 12,juni. Heri skriver den praktisk anlagte Edvard Collin bl.a. følgende:

 

     På denne rejse stifter De formodentlig en hel del bekendtskaber; De lader da vel imellem obiter et ord falde om, at De arbejder på en ny roman; dette er en meget delikat måde at samle subskribenter på (sin venia verbo) som kan komme Dem til nytte i tiden. I hver by vil De såle­des sagtens finde en, som De i tiden kan bede om at modtage subskriptions­planer. (14)

 

    Et godt og velment råd fra en ven, som i stadig større udstrækning blev økonomisk rådgiver og administrator samt litterær sekretær for den forresten økonomisk sparsommelige H.C.Andersen. Denne tog da også rådet til sig, selvom han næppe havde behøvet et sådant råd, for det var en fremgangsmåde, som Andersen allerede havde brugt ved flere tidligere lejligheder. Både da han i 1822 fik trykt sin første bog, Ungdoms-Forsøg, og da han den 2.januar 1829 udgav sin første roman, Fodrejse, lige som tilfældet var året efter, da han den 2.januar 1830 udgav Digte af H.C.Andersen 1830.

 

I et svarbrev af 15.juni 1830 til vennen i København, skriver Andersen bl.a.:

 

     [...] Jeg har stiftet mange nye, ret interessante bekendtskaber, og det var mig påfaldent hvor bekendt mine små sager, især Fodrejsen og Det døende barn, var jyderne; romanen vil de næsten alle subskribere på, og selv byens øvrighed i Lemvig, har lovet at tage en subskriptionsplan; [...] Denne jyske tur har ellers virket fortræffeligt på mig, jeg har herved fået et tydeligere begreb om de egne hvor mine helte skal tumle sig, [...] (15)

 

    Den noget mere nøgternt indstillede Edvard Collin forsøgte imidlertid at slå koldt vand i blodet hos vennen, og i et svarbrev af 19.juni skriver han bl.a. følgende:

 

     Det fornøjer mig grumme meget, hvad De fortæller om folks iver for at subskribere på romanen; når kun ikke heden vil gå over; jeg er bange for at De selv mere har virket som et fyrfad, der har holdt varmen vedlige; men forsvinder fyrfadet, taber varmen sig lidt efter lidt. Når tiden kommer må De sende dem nogle gløder, jeg mener nogle breve, som kan oplive varmen igen. (16)

 

    Sidst i juni opholdt Andersen sig i Odense, hvor han logerede hos enkefru Iversen på dennes landsted ”Marieshøj”. Herfra sender han et brev dateret den 29.juni til Edvard Collin, og heri skriver han bl.a. følgende:

 

  [...] skrevet fire nye digte; jeg ville gerne se at samle en hel cyklus, der kunne komme ud til nytår, og skønt forskellige i form og ånd, dog udgør billeder fra min sommerudflugt; et navn finder vi vel nok der til. Råd mig ellers hvad De synes, hvilket er bedst, enten at skrive på romanen (jeg har ikke rørt den her) eller tænke p denne poesi-samling? [...] (17)

 

    I sit svarbrev af den 2.juli råder Edvard Collin vennen til at koncentrere sig om den nævnte poesisamling, med den begrundel­se, at dispositionen til romanen jo allerede ligger fast og klar, og desuden mener han, at Andersen af hensyn til sit eget ry som forfatter for alvor bør tænke på at få skrevet "den akademiske afhand­ling". Det drejede sig om Universitets prisop­gave At udvikle de græske og nordiske myters forskellighed i lighederne og deres overenskomst i forskellighederne, som Andersen da også fik besvaret og indsendt, men ikke fik nogen pris for. (18)  

    Imidlertid er vi nået frem til slutningen af juli 1830. Andersen opholder sig da i Odense, og herfra sender han den 28.juli et brev til Edvard Collin, hvori han bl.a. meddeler denne følgende "nyhed" vedrørende romanen:

 

     [...] Ved at søge efter sagn fra Grevens Fejde, som jeg kun træffer få af, finder jeg her en hel guldgrube til en roman, der ligger vor tid ganske nær, og hvor begivenheden selv står som et underligt, broget drømmebillede fra min barndom, og hvor alle kilder er mig åbnede; nemlig spaniernes ophold i Fyn; over alt hører jeg små skildringer og har i en kort tid samlet en stor del optegnelser; hvem ved hvad der kan blive deraf; jeg vil dog overveje sagerne. [...] (19)    

 

    Andersen omtaler for sidste gang skriftligt romanen for vennen i et brev af 18.au­gust, men herefter er der tavshed om den. Imidlertid må han på et tidspunkt have arbejdet videre på romanen, hvilket indirekte fremgår af et dagbogsnotat for den 25.juni 1832. Andersen opholdt sig da i Sorø som gæst hos B.S.Ingemann, der på det tidspunkt åbenbart også arbejdede på en histo­risk roman. (20)

    Det fremgår desuden af det faktum, at der foreligger et større fragment af romanen med titlen Christian den Andens Dværg, hvis tilblivelse er dateret til 1831-32. Det, der er særlig interessant i denne sammenhæng er, at romanfragmen­tets personer og handling har umiskendelig relation til H.C.An­dersens eget liv, specielt hans barndomsliv. Det var dog ikke noget nyt for Andersen, at benytte selvbi­ografisk stof i sine litterære værker, for det havde han allerede gjort i sin første for­tælling, Gen­færdet ved Palna­tokes Grav, 1822, hvor det især drejede sig om hans mormoder, moder, moster og søster, og i Fodrejse, 1829, som i særlig grad vedrørte hans tidligste ungdomsliv med skole­gangen i Slagelse og Helsingør, og hans følgende to år i København.

    Det er desuden ikke mindre interessant, at Andersen i indled­ningen til Chri­stian den Andens Dværg, giver udtryk for nogenlunde samme synspunkter, som dem, han havde skrevet om i sin danske stil fra 1826. Indledningen følger her:

 

     Barndommen er dog vor erindrings paradis, der er alt betydningsfuldt og stort, og hjertet tror uden at kunne begribe; et dårligt træsnit, et plumpt udskåret billede, har os da tit en værd, som vi siden ikke skænker det langt fuldkomnere mesterværk; den snævre krog i stuen bliver os en stor, herlig selskabssal; fire nøgne, tørre pinde vi stikker ned i jorden er os den dejligste have med æbler og kirsebær. I hvor snurrige end enkelte ting da er, forekommer det os dog aldrig, som ældre, at denne barnealder er komisk, at det er så latterlig, denne uvidenhed, denne fromme følelse, at tro uden at begribe; derimod når vi i historien ser hen til middelal­derens skikke, faste og hele leven og virken, er os dette så naragtigt, så egnet for den komiske muse; og dog er de begge underligt beslægtede.

     Det poetiske afbillede af en svunden menneskealder, ligger os ikke således i hjertet, som erindringen om barndommen, hin er så fjern, denne så nær, vore følelser og tanker er så ganske udsprungne fra denne. Det er just det store herlige ved poesien at den gør vort hjerte til barnets hjerte for den hele verden, den skænker os i vor sjæl, en levealder der strækker sig fra de ældste kosmogoniske myter til nutidens vekslende begivenheder, den lader os se det store livets drama som var det erindrin­gen om vor egen svundne barndom.

    Meget af hvad der er sket med os medens vi vare små, har de ældre så levende, eller så tit fortalt os, at vi tror at erindre det selv, såle­des er det også at poesien moderligt fortæller os, så at vi, i det mindste under fortællingen, synes at opleve det hele. [...] (21)

 

    Ifølge H.C.Andersen gør poesien altså vort sind til barnets sind, og åbner det for hele verden, og derfor giver erindringen om vores egen barndom os adgang til at fatte menneske­hedens barndom, som i princippet er beslægtet med vor egen. Dette er jo en opfattel­se, som også Martinus gør sig til talsmand for, idet han påviser det fælles, principielle ud­viklings- og repeti­tions­forløb for både det enkelte menneskes og for menne­ske­hedens vedkommen­de.

    Derfor egentlig ikke så mærkværdigt, at Jesu ord om, at "uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige", nærmest blev en slags motto for H.C.Andersen, sådan som det især fremgår af et af de mest centrale eventyr i hans samlede forfatterskab, nemlig eventyret Snedronningen, påbegyndt 1843. At det lille barns åbne og modtagelige sind er beslægtet med intuitionen og via denne med poesien, den sidste forstået som en oplevelses­form, der primært fornemmer eller oplever, at alt er et under og livet selv det største eventyr, der eksisterer, turde vel være en acceptabel kendsgerning for enhver læser eller stu­derende af Andersens forfatterskab og af Martinus' Kosmologi.

 

    I 1833 udgav Andersen digtsamlingen Årets tolv måneder, hvori digtet for måneden marts fik titlen En Guddoms-tanke er du, poesi!, og eftersom digtets indhold kan have betydning for vores forståelse af Andersens opfattelse af begrebet poesi, skal dets indledning og slutning gengives her:

 

                                                         En Guddoms tanke er du, poesi,

                                                         udsprungen fra det store Fader-hjerte,

                                                         din sjæl er kraft, din tale melodi,

                                                         dit smil kan dulme selv et jordlivs smerte.

                                                         Dit klædebon er hver en skov, der gror,

                                                         den røde lava, bjerget svøbt i skyer,

                                                         det dybe hav, hvor leviaten bor,

                                                         selv verdens-vrimlen i de store byer.

                                                         For dig er ikke livets bibel lukt,

                                                         Dit hjem er alle jorderigets lande,

                                                         igennem universet går din flugt

                                                         med stjerne-diademet om din pande!

                                                         Sådan du står for hvert begejstret sind,

                                                         og sjæl og tanke klart din Guddom fatte,

                                                         du lukker barnet i din himmel ind,

                                                         og viser manden dine Guddoms-skatte. -

                                                         [...]

                                                         Nej, musen flyver stolt mod himlens sol,

                                                         hun ser til havets ørken som til bækken,

                                                         til digterhjertet i en martsviol,

                                                         og til hver fugl, der kvidrer mildt fra hækken.

                                                         Hun tier ved sin kære digters grav,

                                                         han lever jo der, hvor hun selv har hjemme;

                                                         men det, som han den hele verden gav,

                                                         det nævner ham, thi det ved ham fik stemme.

                                                         Og våren viser ved sin kamp og strid,

                                                         at liv må gennem dødens is fremspringe,

                                                         så var, så bliver det til evig tid,

                                                         den stærke ånd skal formerne betvinge.

                                                         Ej solens stråle i den frie Luft

                                                         formår at danne blomstens fine bæger,

                                                         det er ej den, der fylder den med duft,

                                                         nej, fra det indre kraften sig bevæger! (22)

 

     Som jeg tidligere har påpeget i artiklen Det poetiske univers / H.C.Andersen og kosmologien (1. del), så mener jeg at der på baggrund af Martinus' Kosmologi er belæg for at opfatte ud­trykket eller begrebet "det store Fader-hjerte" som et poetisk billede af dén organiske lokalitet i det evige verdensbillede, som kaldes "den guddommelige verden". Denne er jo ifølge Martinus hjemstedet for Guddommens centrale eller primære bevidsthed, og det er her alle manifestations- eller skabelses­ideer samles fra de underliggende tilværelsesplaner, ligesom de udgår herfra, for at blive bearbejdet og udformet i tankema­teri­en i visdomsriget, og herfra forplantes videre til den fysiske verden. I den guddommelige verden er intuitionsenergien og dermed intuitionslegemet bærende og dominerende, og det karak­teristiske for intuitionen er jo netop, at den repræsen­terer "facit-ideer", og herunder ikke mindst ideer, der er i principiel over­ensstemmelse med den kosmiske virkelighed.

    I den nævnte artikel har jeg sammenlignet situationen med ideerne, der strømmer ind og ud af den guddommelige verden, altså "det store Fader-hjerte", med organismens blodcirkula­tion: "Som blodet via hjertefunktionen cirkulerer i organismen og forsyner denne med livgivende ilt og næringsstoffer, således cirkulerer manifestations- og skabelsesideerne via den gud­dommelige verdens "hjerte-organ" eller "hjerte-celler", de levende væsener, i den vældige kosmiske organisme, og forsyner dennes øvrige "organer" og "celler" med inspiration og åndelig næ­ring." (23) 

 

    Af digtets sidste linje: "nej, fra det indre kraften sig bevæger!", fremgår det utvetydigt, at Andersen også er af den opfattelse, at det er den indre, overfysiske, sjælelige struk­tur, hvilket i Martinus' terminologi vil sige: overbevidstheden med modere­nergien og de heri indfældede kosmiske skabeprin­cipper samt "skæbneelementet", der er det altafgørende i enhver form for skabelse. Her vender Andersen sig indirekte igen mod den materialistiske livs- og verdensopfattelses "udvendige" og reduktionistiske tolkning af de levende væseners liv.

 

    Men at H.C.Andersen udmærket var klar over, hvordan det hang sammen med hans skabende digteriske evner, har han bl.a. givet klart udtryk for i den her i bogen flere gange citerede ud­talelse, som er lagt i munden på Andersens alter ego, Antonio, i romanen Improvisa­toren, 1835: "Tit synes jeg, det er erin­dringer, vuggesange fra en anden verden, der vågner i min sjæl og som jeg må gentage." Udtalelsen forekommer under en samtale med den lille abbedisse, Flami­nia, hvori hun og Antonio kommer ind på dig­terens opgave i forholdet til sine medmenne­sker, og herunder giver hun udtryk for sin undren over, at digterne i nyere tid så ofte synger om de jordiske, mørke og negative ting:

 

    [...] hun syntes, at den evige Guds profet, en sanger var, kun måtte synge om den evige Gud og om himlenes glæde.

    "Men digteren synger Gud i hans skabninger," svarede jeg, "forherliger ham i det, han frembragte til sin forherligelse!"

    "Jeg forstår det ikke!" sagde Flaminia, "jeg føler klart, hvad jeg ville sige, men jeg har ikke ord for det. Den evige Gud, det guddommelige i hans verden og i vort eget hjerte, skulle digteren udtale, lede os til hans hjerte og ikke ud i den vilde verden!" Og hun spurgte mig, hvorledes det var at være digter, hvorledes man følte sig, når man improviserede; og jeg forklarede hende denne åndelige sundhedstilstand så godt det var mig muligt.

    "Tanken, ideen," sagde hun, "ja, den forstår jeg nok! den fødes i sjælen, kommer fra Gud, det kender vi alle, men de smukke vers, måden hvorpå man udsiger denne bevidsthed, forstår jeg ikke!"

    "Har De ikke," spurgte jeg, "ofte i klosteret lært en eller anden smuk salme eller hellig legende, der var sat i vers; ofte, som De mindst tænkte derpå er ved et eller andet tilfælde en idé opstået hos Dem, hvorved erindringen er vakt om dette eller hint digt, De har da kunnet nedskrive det på papiret; verset, rimet selv, har ledet Dem til at erindre det følgende, i det tanken, indholdet stod Dem klart; således går det også improvisatoren og digteren, mig i det mindste! Tit synes jeg, det er erindringer, vuggesange fra en anden verden, som vågner i min sjæl og som jeg må gentage." (24)

 

    Da H.C.Andersen under sin store udenlandsrejse 1833-34 opholdt sig i Italien, eller mere præcist i Neapel (Napoli), brevveks­lede han flittigt med sine hjemlige venner og veninder. En af de sidstnævnte var Henriette Wulff, og i et brev af 23. februar 1834 til hende skriver han bl.a.:

 

   [...] Min Sjæl er så fuld af kærlighed, længe har jeg ikke været så lykkelig som i dette øjeblik! min smerte er knusende når jeg lider, men min glæde er også navnløs når jeg er glad. - Sydens varme ruller i mit blod og dog skal jeg - dø i Norden! - Der står i Bibelen, at den som har smagt det himmelske brød, kan aldrig vederkvæges ved det jordiske! så bliver jeg det da aldrig i det kolde land hvor jeg skal høre hjemme. Dog Gud være lovet, jeg har dog følt og set himmelen; om den vil jeg drømme, om den vil jeg synge. [...] (25)

 

    Da Andersen i 1836-37 arbejdede på sin tredie roman, Kun en Spillemand, skrev han et brev, dateret 11. februar 1837, til sin faderlige ven og kollega, B.S.Ingemann, og heri for­tæller han om sin nye roman:

 

    [...] Den er, som det meste jeg har skrevet, en afspejling af mig selv. I "O.T." havde jeg en bestemt plan, før jeg nedskrev et ord; denne gang derimod lader jeg Vorherre sørge for det hele. Jeg har to bestemte karak­terer; disses liv vil jeg give; men hvorledes de ender - ja, det betror jeg Dem - det ved jeg ikke selv endnu, uagtet anden del er mod slutningen. Folk siger, det er mind bedste roman; i grunden er det ingen stor kompliment mod mig; thi med den sidste tænkte jeg og spekulerede; denne gang skriver jeg ikke et ord, uden at det bliver mig givet, ligesom pånødt mig. Det er, som erindringen af et gammelt eventyr kom mig i tanke, og jeg måtte fortælle det. Dersom det ikke var altfor profant at sige, så sagde jeg, at jeg nu begreb Bibelstedet: "den ganske skrift er indblæst af Gud!" (26)

 

    I sine Bemærkninger til "Eventyr og Historier", 1862, skriver Andersen i forbindelse med eventyret Klokken, 1845, at de originale af hans eventyr "lå i tanken som et frøkorn, der behøvedes kun en strømning, en solstråle, en malurtdråbe, og de blev blomst." (27)

    Senere i Bemærkninger fortæller han om Historien om en moder, 1848, at det "sprang frem uden anledning; på gaden, som jeg gik, kom tanken, og udfoldede sig til nedskrivning." Saml.Skr.XV, s.302.

 

    Om eventyr som Det gamle egetræs sidste drøm, 1858 og A.B.C.-Bogen, 1858, siger Andersen, at de "er sprungne frem i øjeblikkets stemning." Saml. Skr.XV, s.306. Om eventyrene generelt, fortæller han samme sted: "Det egentlige indhold kom som alle eventyrene øjeblikkelig, således som en kendt melodi eller sang kan komme."

 

I sine Bemærkninger til "Eventyr og Historier", 1874 skriver Andersen til slut:

 

  "Eventyr og Historier" er blevne så godt som oversatte i alle europæi­ske sprog, de er i mit fædreland og langt uden for dets grænser i mange år en læsning for gamle og unge. Den højeste lykke er således blevet mig forundt at opleve en slig velsignelse, men er man imidlertid, som jeg, nået op i menneskenes sædvanlige, højeste levealder, Bibelens "syv gange ti", vil denne lykkelige virksomhed være nær sin afslutning. I det jeg da ved denne juletid bringer samlet resten af hele min rigdom: hundrede og halvtredsindstyve Eventyr og Historier, være violinspillerens ord i even­tyret "Pen og blækhus" mit slutningsord, har jeg virket noget godt, "Gud alene æren!" (28)

 

(Fortsættes)

 

 

Noter til: Kilderne til H.C.Andersens forfatterskab 

Vedr. H.C.Andersen-litteraturen: 3.00.  Forkortelser – om de i artiklerne anvendte forkortelser af titler, navne mm.

Vedr. Martinus-litteraturen: 1-01. Forkortelser – om de i artiklerne anvendte forkortelser af titler, navne mm.

 

 1    LB I, stk.183-84.

 2    LB I, stk.199-201.

3        H.C.Andersen: I Sverrig. R&R VII, s.89-92. Vedr. "Livets disharmoni": Se Andersens samtale med Oeh­lensch­læger, SS, bd. 15, s.307-08. Samtalen er i øvrigt også gengivet i artiklen ”Alt på sin rette plads!” og i bogen H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus, kapitel 11. - Jf. f.eks. med LB I, stk.260; LB III, stk.983-5; LB VI, stk.2242ff; Logik, 9. kap.

4        Anderseniana, 2.Række, Bind IV, 1961, s.43-  45. Til linien: "O hvo kan følge Herrens skjulte tråde?", ja, måske til hele digtet?, tror jeg, at Andersen har ladet sig inspirere af et af sine yndlingsværker, Adam Oehlenschlægers "Aladdin eller Den forunderlige Lampe". I den scene, hvori Aladdin er blevet lagt i lænker og anbragt i "Et mørkt fange­tårn" i sultanens palads, får han i månelyset øje på en stor hunedder­kop, som sidder i midten af sit spind. Edderkoppen giver sig til at trøste ham med følgende ord:

                                                        Betragt mit svage spind!

                                                         Hvor trådene sig flette!

                                                         Den allermindste vind

                                                         Kan alt i hast udslette.

                                                         Et ringe billed kun,

                                                         På Almagts vælde stor.

                                                         Hør, i din bitre stund,

                                                         Mit stille trøstens ord.

 

                                                         Giv på min gerning agt!

                                                         Så sidder hist den høje,

                                                         I centret af sin magt,

                                                         Med et opmærksomt øje,

                                                         Han drager, som han vil,

                                                         Snart tråden ud, snart ind,

                                                         Han lægger mærke til

                                                         Det allermindste spind.

 

 5   Billedet af den blege pige, som kan styrte et menneske ud i van­viddet, var et yndet litterært motiv i rædselsromantik­ken. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Ofelia i Shake­speares "Hamlet", som jo bliver vanvittig, da Hamlet på et tidspunkt afviser hende og hendes kærlighed. Se evt. "Ham­let", fjerde akt, syvende scene.                             

 6   H.C.Andersen. Brev­veks­ling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af Det Collinske Hus I-III. Udgivet af H.Top­søe-Jensen under medvirken af Kaj Bom og Knud Bøgh. Ejnar Munksgaards Forlag. København 1945. Se bd. I, s.40-42.   

 7  Senere skrev Ingemann også romanerne Kong Erik og de fred­løse (1833), Prins Otto af Danmark (1835) og den versifi­cerede roman Dronning Margrethe (1836). 

 8  H.C.Andersen: Dagbøger I, s.9. Digtet Siælen, som vi siden skal se betydeligt nærmere på, blev efter H.Topsøe-Jensens opfattelse skrevet i Andersens skoleferie i sommeren 1825. Se herom H.Topsøe-Jensen: H.C.An­dersen og andre Studier, s.63-67, 330-31. Digtet er også omtalt i min bog H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus, kapitel 8.

 9   H.C.Andersen: Dagbøger I, s. 19.

10  Tage Høeg: H.C.Andersens Ungdom, s.271-304.

11  Kjeld Galster: H.C.Andersen og hans Rektor, s.16.

12  H.C.Andersen: Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Bd. I, s.7. L.S. Vedel Simonsen (1780-1858), historiker og ejer af Elvedgaard

13  Samme sted som i note 10.

14  Det i note 12 nævnte værk og bind, s.19. Ordet ’obiter’ må i denne forbindelse kunne omskrives til: ’når De besøger folk’. Og ’sin venia verbo’ kan betyde ’lade et ord falde om’, dvs. ’gøre opmærksom på’.

15  Samme sted, s.22-23.

16  Samme sted, s.25.

17  Samme sted, s.29.

18  Jørgen Skjerk: Eventyr­digterens besvarelse af Universitetets prisopgave i æstetik 1830. 1978.

19  Det i note 12 nævnte værk, s.52-53. Andersen realiserede dog ikke sin plan om en nutidsroman, men benyttede derimod ideen, da han flere år senere skrev vaudevillen "Skilles og mødes, original dramatisk Digtning i to Afdelinger”, 1833, hvori første afdeling har overtitlen ”Spanierne i Odense” og Anden afdeling overtitlen ”Fem og tyve år derefter”. Stykket blev første gang opført på Det kgl. Teater den 1. april 1836, altså dagen før Andersens 31 års fødselsdag. I 1865 vendte Andersen tilbage til emnet i og med lystspil­let "Da Spanierne var her. Originalt romantisk Lystspil i tre Acter.". Opført første gang på Det kgl. Teater den 6. april 1865.

20  H.C.Andersen: Dagbøger I, s.118. Andersen opgav egentlig aldrig emnet omkring Grevens Fejde. Det var dog især Christian II.s bemærkelsesværdige skæbne, der optog ham, og endnu i 1835 havde han en novelleplan herom, som han kaldte for "Skif­tingen" (B&B I, s.297). En "skifting" er et troldebarn, der er for­byttet med et menneskebarn, et emne, som spillede en stor rolle i den folkelige overtro endnu på H.C.An­dersens tid. Andersen behandlede sidste gang emnet i "Kongen drømmer, originalt Drama i een Act", med musik af Henrik Rung. Heri er "skiftingen" eller dværgen imidlertid blevet til en gammel soldat, som er oppasser for den fængs­lede konge. Den gamle soldat møder man allerede i roman­fragmen­tet, hvor han utvivlsomt kan opfattes som et lit­terært og delvis fiktivt portræt af Andersens egen fader, Hans Andersen, der allerede var død som cirka 34-årig i 1816. Men for H.C. Andersen var faderen en "gammel" ken­ding, som forresten skulle komme til at følge ham gennem hele for­fatterskabet, fra "Genfærdet ved Palnatokes Grav", 1822, over "Dødningen", 1830, og især "Rejsekammeraten", 1835, i den ene ende, og til "Hvad gamle Johanne fortalte", 1872, i den anden ende af forfatterskabet.

21  Anderseniana, Vol. III, 1935, s.61-62.

22  Saml.Skr. XII, s.62. Se evt. H.C.Andersen / Digte / I udvalg ved H.Topsøe-Jensen, s.90-91. –

23  Harry Rasmussen: H.C.Andersen - hans forfatterskab og livsanskuelse i kosmologisk belysning. Temahæfte nr.6, udgivet af Kosmologisk Information 1996, s.25-26. Artiklen vil også kunne læses via dette link: Det poetiske univers / H.C.Andersen og kosmologien (1. del),

24  R&R I, s.252-53.

25  BHW I, s.161. Ifølge H.Topsøe-Jensens noter, BHW III, note 11, s. 54, har det Bibel-sted, hvortil Andersen henviser i teksten, ikke kunnet identificeres. HT-J mener, at der evt. kunne være tale om Hebræerbrevet 6, 4-6, eller mulig­vis Joh. 6.kap.

26  B&B I, s.367. Bibelstedet, Andersen henviser til, kan være 2 Tim.3,16. Andersens brev til Ingemann er også trykt i Kirsten Dreyer: H.C.Andersens brevveksling med Lucie & B.S. Ingemann. Bind I, brev nr.57, s. 126.

27   Saml.Skr.XV, s.300.

28  Saml.Skr.XV, s.318-19.

 

© Harry Rasmussen.