Virkelighed og illusioner 2. del:
________________________________
Er Martinus' Kosmologi en videnskab?
Spørgsmålet om
Martinus’ kosmologi opfylder kravene til at kunne betegnes som videnskabelig,
er ofte blevet rejst i tidsskrifterne KOSMOS og DEN NY VERDENSIMPULS og lignende
steder. I denne artikel ridses baggrunden for spørgsmålet op, og der gives et
forsøgsvist svar, som dog næppe vil kunne betegnes som definitivt. En del af
artiklen blev oprindelig trykt i KOSMOS nr. 2-1999, men genoptrykkes her i
revideret og udvidet form, hvor der er tilføjet et afsnit, som omhandler
spørgsmålet om, hvor vidt Martinus’ verdensbillede bør betegnes som kosmologi
eller som åndsvidenskab.
Så vidt jeg har
kunnet konstatere, er spørgsmålet om, hvorvidt Martinus' kosmiske analyser med rette
kan betegnes som videnskab, blevet rejst med jævne mellemrum i løbet af de
mange år, Martinus' Kosmologi har eksisteret. Nogle har ment det ville være af
stor og afgørende betydning, at kunne påvise en principiel overensstemmelse
mellem de kosmiske analyser og naturvidenskabens forskningsresultater, dels i
et velment forsøg på at ville legitimere kosmologien, dels i håb om at kunne
bygge bro til videnskabens repræsentanter, og endelig for blandt andet at få
bedre argumenter til at udbrede kendskabet til og forståelsen af Martinus'
verdensbillede.
Imidlertid
forekommer det mig, at de pågældende ofte i iveren efter at påvise den nævnte
eventuelle overensstemmelse synes at have overset det faktum, at der ikke uden
videre kan bestå et direkte sammenfald mellem de kosmiske analyser og de naturvidenskabelige
data. Et forhold, som Martinus da også selv har været den første til at erkende
og give udtryk for, idet det er hans opfattelse, at åndsvidenskaben og
naturvidenskaben nødvendigvis må benytte sig af hver sin specielle og
kontrære iagttagelses- eller forskningsmetode, i hvert fald indtil videre.
Disse to metoder betegner han henholdsvis som "sansningen fra oven"
eller "sansningen på langs af materien" og "sansningen fra
neden" eller "sansningen på tværs af materien". Den førstnævnte
sansemetode udforsker begreber som mening, hensigt eller idé i eller bag de
materielle fænomener, eller kort sagt: bevidsthedsfænomener. Den sidstnævnte
sansemetode udforsker kvantificerbare fænomener i form af hastigheder, mål og
vægt, eller kort sagt: objektivt iagttagelige (sansede) fænomener. Men selv om
de to sansemetoder er indbyrdes modsætninger og derfor i en vis forstand står
i et gensidigt udelukkelsesforhold til hinanden, vil det dog nok være rigtigere
at karakterisere forholdet mellem dem som komplementært. (1)
Forholdet mellem
de to sansemetoder kan antagelig sammenlignes med en tilsvarende komplementær
iagttagelsessituation inden for kvantefysikken, hvor der både for lys og stof
gælder en dualitet mellem bølgebegrebet og partikelbegrebet. En fuldstændig
beskrivelse af f.eks. et lyskvantum eller en elektron kan ikke gives ved enten
kun at tale om en bølge eller kun om en partikel. De to egenskaber kan
principielt ikke iagttages samtidig, men begge hører dog med til en fuldstændig
beskrivelse af elektronen eller lyskvantet. Der er derfor tale om komplementære
egenskaber, idet der ved begrebet komplementaritet forstås det forhold,
at begreber og fænomener altid optræder parvis og udtrykker et indbyrdes
modsætnings- og udelukkelsesforhold, som imidlertid må karakteriseres som et
komplementært forhold, idet de gensidigt forudsætter og betinger hinanden og
derfor først tilsammen udtrykker de erfaringer, vi overhovedet kan få om
dem.
På principielt tilsvarende
måde er begreber som subjekt og objekt, bevidsthed og omverden, komplementære
begreber, ja, alle modsætningspar kan formentlig karakteriseres som komplementære,
idet de nok gensidigt udelukker hinanden, men samtidig også gensidigt
forudsætter og betinger hinanden. I daglig praksis har beskrivelsen af
omverdenens genstande og begivenheder i reglen en utvetydig karakter, idet
man normalt ikke er sig vekselvirkningen mellem subjekt og objekt bevidst. Det
er en almindelig opfattelse, at vi som iagttagere forholder os umiddelbart og
rent modtagende til omverdenens genstande og begivenheder, hvilket
psykologiske undersøgelser imidlertid har påvist ikke engang tilnærmelsesvist
svarer til det faktiske forhold. Det viser sig nemlig, at det ubevidste til
stadighed udøver en analytisk virksomhed overfor sansematerialet, en
virksomhed, hvori hukommelsen betragtet som 'lager' eller 'arkiv' i det
ubevidste for den hidtidige sum af erfaringer er af afgørende betydning. De
erkendelsesteoretiske problemer omkring forholdet mellem subjekt og objekt,
bevidsthed og omverden, er også grundigt behandlet og gennemanalyseret af
Martinus, men med betydeligt mere revolutionerende konsekvenser for den menneskelige
erkendelse, end tilfældet er inden for psykologien. (2)
I daglig praksis
skelner vi ikke skarpt mellem selve genstanden for vor iagttagelse og
sansebilledet af genstanden, skønt det forholder sig sådan, at sansebilledet i
virkeligheden viser sig at være af en helt anden natur og karakter end genstanden
i omverdenen. Vi skelner således ikke mellem f.eks. den smukke vase dér foran
os og synsopfattelsen af denne, idet vi jo siger: "jeg ser en smuk
vase", og ikke: "jeg ser mit sansebillede af vasen, som jeg finder
smuk".
I klassisk naturvidenskab ser
man helt bort fra samspillet mellem subjekt og objekt og fokuserer som nævnt så
godt som udelukkende på de såkaldte objektive og kvantificerbare fænomener,
hvorfor de subjektive og kvalitative sider af tilværelsen, så som etiske,
psykologiske og metafysiske problemstillinger, er blevet henvist til
obskuriteternes område, som ingen seriøs naturforsker med respekt for sig selv
og sit fag vil nedlade sig til at beskæftige sig med. I kvantefysikken
vedkender man sig dog i princippet samspillet mellem subjekt og objekt, og
dermed også komplementære egenskaber, men vel at mærke kun hos objektivt
iagttagelige fænomener, hvorimod man i reglen skarpt afviser subjektive og
såkaldt åndelige iagttagelser og forskningsresultater, som eksempelvis
Martinus' kosmiske analyser, og henviser i bedste fald disse til
epifænomenernes illusoriske verden, og i værste fald til overtroens
brokkasse.
Det skal for god
ordens skyld nævnes, at en banebrydende forsker som Niels Bohr betragtede den
komplementaritet, man møder i atomfysikken, som en manifestation af et
grundvilkår for al erkendelse. Tanken om komplementaritet var han blevet
bekendt med, ved at beskæftige sig med generelle erkendelsesteoretiske
spørgsmål allerede længe før han blev interesseret i atomfysikkens problemer.
Forståelsen af komplementaritetsbegrebet fik han gennem sine filosofistudier,
idet han herunder stødte på den ældgamle kinesiske
filosofi taoismen med dens lære om, at den altomfattende
kraft, tao, holdes i ligevægt af vekselvirkningen mellem
tilværelsens fundamentale modsætnings- og samspilsprincip yin og
yang. Yin er det kvindelige, mørke, fysiske, mens yang er det mandlige, lyse
og åndelige, som grafisk er illustreret i det almindeligt kendte symbol med den
mørke og den lyse halvfigur inden i en cirkel. (3)
I denne sammenhæng kan det
være interessant at konstatere, at Martinus selv har karakteriseret sit
hovedsymbol, symbol nr.11: Det evige verdensbillede, det levende væsen II,
den evige guddom og de evige gudesønner, som et røntgenbillede af yin og
yang-symbolet.
Svaret på spørgsmålet om den
videnskabelige gyldighed af Martinus' Kosmologi, må paradoksalt nok blive både
ja og nej. Et JA, hvis man ved videnskab forstår hypotese som indbefatter
subjektive og kvalitative fænomener, der kan efterprøves eksperimentelt, dog
med den afgørende forskel, at de basale kosmiske lovmæssigheder kun kan opleves
gennem en højtudviklet intuitionsevne, lige som de kosmiske analysers gyldighed
stort set kun kan prøves ved at blive efterlevet i praksis. Men et NEJ, hvis
man ved videnskab udelukkende forstår hypotese, baseret på objektivt
iagttagelige og kvantitative fænomener, hvilket vil sige fænomener, der kan
omsættes i tal og måles og vejes, og hvis gyldighed kan efterprøves gennem
praktiske fysiske og tekniske eksperimenter.
Set fra en
videnskabelig synsvinkel er det nok en af de største indvendinger, der kan
rettes mod videnskabeligheden af Martinus' Kosmologi, at 'facitterne' eller konklusionerne
har foreligget på forhånd, og ikke som et resultat af forudgående
videnskabeligt kontrollerbare undersøgelser og eksperimenter.
Martinus har i henhold til
sine egne oplysninger modtaget sit verdensbilledes såkaldte kosmiske facitter
via sin særligt udviklede intuitionsevne, der gav ham umiddelbar adgang til det
uhyre fond af samtlige eksisterende levende væseners erfaringer og visdom, som
han hævder findes oplagret i forædlet form i den lokalitet af den guddommelige
bevidsthed, han betegner som "visdomsoceanet". Denne
umiddelbare kosmiske indsigt omsatte Martinus dels til en serie tegnede
symboler, og dels til en lang række dybdeborende teoretiske og logiske
analyser, som omfatter så godt som alle principielle som specielle
tilværelsesproblemer, og som han brugte en længere årrække til at udarbejde og
formulere. (4)
Men set ud fra de
kriterier og præmisser, som Martinus har arbejdet på grundlag af, er der dog
intet i vejen for at den række facitter, der tilsammen tegner hans verdensbillede,
kan være udtryk for sand viden eller gyldig erkendelse, nemlig i det omfang
denne viden og erkendelse viser sig at være i overensstemmelse med
virkelighedens verden. Spørgsmålet er så blot, hvad der skal forstås ved
begrebet 'virkelighedens verden'. Men både i første og sidste instans må der
for Martinus' Kosmologi så vel som for naturvidenskaben være tale om, at det i
begge tilfælde er den samme virkelighed og verden, der ligger til grund for
iagttagelsen og udforskningen. Den fundamentalt forskellige tydning eller
fortolkning af en og samme virkelighed må derfor selvsagt bero på de to
diametralt modsatte iagttagelses- eller forskningsmetoder.
Principielt set
står åndsvidenskaben, herunder Martinus' Kosmologi, og naturvidenskaben altså
ikke kun i et gensidigt udelukkelsesforhold til hinanden, men de komplementerer
og kompletterer samtidig hinandens forskningsresultater. Dette giver sig
bl.a. udtryk i, at det kosmologiske energibegreb, der defineres som evnen
til at præstere skabelse, objektivt set resulterer i et ocean af
kvalitative bevægelser og energier, og subjektivt set i et mylder af vidt
forskellige livsytringer, hvilket vil sige: ytringer af levende væseners
eksistens. I praksis giver det åndsvidenskabelige energibegreb adgang til en
hidtil ukendt dybdepsykologisk indsigt i menneskets bevidsthedsliv. Det
naturvidenskabelige energibegreb, der defineres som evnen til at
præstere arbejde, resulterer objektivt set i et ocean af kvantitative
bevægelser i form af forskellige stoffer og energier, mens den subjektive side
af sagen som nævnt er tilkendt underordnet status som epifænomen (biprodukt).
I praksis har det naturvidenskabelige energibegreb foreløbig resulteret i al
den avancerede teknologi, der på godt og ondt i dag står til menneskets
rådighed. (5)
Sluttelig skal
fremhæves, at selv om Martinus i og med sin kosmologi har dementeret, at
"Guds veje er uransagelige", vil det dog være en misforståelse at
tro, at han dermed mente at have afdækket alt, hvad virkeligheden indeholder.
Tværtimod har han givet direkte udtryk for, at dette langt fra er tilfældet.
Men han var i al ydmyghed overbevist om, at de "afsløringer" af tilværelsen,
som hans kosmiske analyser og disses konklusioner eller facitter omfatter, er i
overensstemmelse med virkeligheden, og at de derfor er gyldige eller sande
udtryk for tilgrundliggende kendsgerninger. Virkeligheden identificerer han
som det evige Noget og de evige lovmæssigheder. De kosmiske analyser udgør
følgelig både en erkendelsesteoretisk og praktisk brugbar vejledning for
søgende, fordomsfrie mennesker, som ønsker at supplere naturvidenskabens
fremragende forskningsresultater med disses komplementære modstykke:
videnskaben om ånden eller bevidstheden. (6)
For år tilbage kaldtes
Martinus’ Verdensbillede for åndsvidenskab og Martinus Institut hed Martinus
Åndsvidenskabelige Institut. Men på et tidspunkt omkring slutningen af
1950’erne gik man væk fra ordet og begrebet åndsvidenskabelig og kaldte
herefter Martinus’ Verdensbillede for ”Martinus’ kosmologi”, og Instituttet for
”Martinus Institut”. Martinus kosmologi handler jo foruden om de levende
væsener på Jorden, herunder ikke mindst mennesket, også om kosmos eller
universet og verdensaltet. Sidstnævnte har i henhold til Martinus både en
fysisk og en åndelig sfære, som er integreret i hinanden. Imidlertid har der i
de senere år været begrundede indvendinger imod brugen af ordet og begrebet
kosmologi i forbindelse med Martinus’ Verdensbillede, og et ønske om så at sige
at ville vende tilbage til ’roden’ og igen kalde Martinus verdensbillede for en
åndsvidenskab, har trængt sig på.
Senest har
forfatteren, pensioneret lektor med speciale i plantefysiologi og biokemi, Kurt
Christiansen (KC), født 1932, fremført vægtige saglige argumenter for, at
begrebet kosmologi burde erstattes af begrebet åndsvidenskab i forbindelse med
Martinus’ livsværk. KC har på forlaget Kosmologisk Information i 2005 udgivet
2-bindsværket ”Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente – en biografi”,
som i hvert fald efter min mening er et uundværligt videnskabeligt værk, når
det drejer sig om Martinus’ liv og karriere. KC går heri bagom den
mytedannelse, der i tidens løb har dannet sig omkring personen Martinus. Men
det er specielt i artiklen Martinus litterære værk, kosmologi eller
åndsvidenskab? som står at læse i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr.
1-2010, side 14-21, at KC plæderer for at udskifte betegnelsen kosmologi med betegnelsen
åndsvidenskab, når det drejer sig om Martinus’ verdensbillede. KC er nemlig
kommet frem til den opfattelse, at Martinus kosmiske analyser, sådan som disse
fremtræder i hovedværket Livets Bog 1-7, opfylder kriterierne for med rette at
kunne karakteriseres og betegnes som en åndsvidenskab. Til dels i samme
forbindelse har KC i øvrigt taget initiativ og skaffet midler til at foretage
et genoptryk og udgivelse af originaludgaven af Livets Bog 1-7, og med et
udstyr og en indbinding, der svarer til den oprindelige førsteudgave. Det er
angiveligt sket, fordi de senere udgaver af Livets Bog, herunder især dem, der
er udkommet på Borgens Forlag, ikke i alle detaljer svarer til originaludgaven.
Der er blevet rettet og tilføjet hist og her i værket af Rådet for Martinus
Institut, men vel at bemærke i en ærlig, god og hensynsfuld mening, som i hvert
fald efter min opfattelse ikke kan betegnes som væsentlige indgreb i
originalværket. Der har nærmest været tale om en slags korrekturlæsning,
hvorunder man har rettet stave- og trykfejl. (7)
En mere markant
afvigelse fra Livets Bogs originaludgave er udgivelsen af værket på Borgens
Forlag siden 1981, en udgivelse som dog senere er overtaget af Martinus
Institut. Udgivelsen er karakteriseret dels ved, at der på denne udgivelses
omslag gengives to symboler: på forsiden symbol nr. 23. Det færdige
menneske i Guds billede efter hans lignelse, og på bagsiden symbol nr.
19. Gennem indvielsens mørke. (Helvede eller ragnarok), hvilket dog
angiveligt er sket med Martinus’ forhåndsgodkendelse, idet han selv allerede i
1978 havde givet et udkast til bogomslaget, som også var blevet prøvetrykt. Og
dels er indholdsfortegnelsen, som Martinus oprindelig satte foran hvert
kapitel, efter almindelig skik og brug anbragt samlet forrest i bøgerne. Hvad
omslag angår, gælder det samme genudgivelsen af mindre bøger, som f.eks.
”Logik” og ”Bisættelse”, samt den lange række af såkaldte småbøger, som alle
fremtræder i ny og ’moderne’ skikkelse, der i hvert fald ikke ligner
originaludgaverne fra 1940’erne og senere. Bøgernes indhold er dog det samme,
men dette har så at sige skiftet ’frakke’ efter ’modens’ krav om modernitet.
Hvilket der dog sådan set ikke i sig selv er noget galt med. Men det er
samtidig en kendsgerning, at der generelt set står større respekt om den
originale ’vare’, som ophavsmanden – i dette tilfælde Martinus – i en vis
forstand har haft i hånden. Antikke bøger er normalt i højere kurs end nyere
bøger. (8)
Men tilbage
til KC’s omfattende argumentation og begrundelse for genindførelse af ordet
åndsvidenskab som betegnelse for Martinus’ verdensbillede. Umiddelbart lyder
begge dele besnærende, ikke mindst fordi KC påpeger, at i Martinus’ to store
hovedværker ”Livets Bog” 1-7 og ”Det Evige Verdensbillede” 1-(foreløbig) 4,
forekommer ordet ”kosmologi” ikke en eneste gang, hvorimod ordet
”åndsvidenskab” er blevet brugt 50 gange. Og vel at mærke af Martinus selv. Men
samtidig må man dog konstatere, at KC synes at tage lidt let på den
kendsgerning, at det også er Martinus selv, som fra omkring 1959-60 og
fremefter benyttede og i hvert fald sanktionerede, at udtrykket ”kosmologi”
blev benyttet af hans nærmeste medarbejdere, herunder ikke mindst af Per
Bruus-Jensen, som ifølge ham selv i høj grad var enig i valget. Derfor må man
nok sige, at KC’s forslag om at genindføre ordet ”åndsvidenskab” for det første
er 'ahistorisk', i hvert fald set på baggrund af den fortræffelige
"Begivenhedsoversigt" (på Martinus Instituts hjemmeside, http://www.martinus.dk/)
over Martinus-sagens historiske forløb, hvoraf man kan få et indtryk af,
hvornår betegnelsen kosmologi blev indført, men dog ikke umiddelbart
hvorfor.
Imidlertid er det
så heldigt, at der i henhold til Ole Therkelsen i Kosmos 2004 – nr. 11-12
findes et kildemateriale, et brev dateret september 1959 og et brev fra januar
1960, hvor det af begge breve umiskendeligt fremgår, at det var Martinus selv,
der indførte ordet og begrebet kosmologi som betegnelse for sit verdensbillede
eller sine kosmiske analyser. I førstnævnte brev, som var stilet ”Til alle mit
arbejdes trofaste venner!” fortæller Martinus, at et af resultaterne af Erik
Gerner Larssons to rejser til Indien i 1957-58 og 1959-60 var oprettelsen af et
center for ”vor kosmologi eller åndsvidenskab”, nemlig ”den kosmologi eller
åndsvidenskab, det er blevet min mission at bringe menneskeheden.” (9)
I brevet fra
januar 1960 går Martinus ind for at benytte betegnelsen ”Martinus kosmologi” i
stedet for ”Martinus åndsvidenskab”, hvilket utvetydigt fremgår af et brev til
Gerner Larsson, som på det tidspunkt igen opholdt sig i Indien. I brevet står
der bl.a. følgende:
”Når du kommer hjem, tror jeg, vi skal snakke lidt sammen om
navnet på vor Sag. Jeg tror, det vil være mere rigtig og mere praktisk at kalde
vort arbejde ”Martinus Kosmologi” i stedet for ”Martinus
Åndsvidenskab”. I ordbøgerne udtrykkes ”kosmologi” som det samme
som ”Læren om verdensaltet, dets oprindelse, udvikling og indretning, ligesom
kosmologisk bevisførelse står opgivet som slutning fra verdensbygningens
eksistens til Gud som dens årsag.”
Det var efter min
opfattelse en klog disposition fra Martinus’ side, for på den tid var der
flere, som begyndte at mene, at betegnelsen ”åndsvidenskab” var for ambitiøs,
og måske ligefrem provokerende. Der fandtes jo folk dengang, og gør det vel
endnu, som var af den opfattelse, at en religiøs og/eller filosofisk lære,
især hvis og når denne gør krav på autoritativ gyldighed, ikke kan være
videnskab, omend den nok kan behandles videnskabeligt, hvilket primært vil sige
objektivt kritisk. (10)
I henhold til
”Begivenhedsoversigten” (# 361) anvendte Martinus som nævnt
angiveligt selv første gang betegnelsen kosmologi for sin
åndsvidenskab omkr. 1960, men ordet var allerede da blevet brugt i 1957 i
den engelske udgave af Erik Gerner Larssons "Kursus i Martinus
Åndsvidenskab" (1948), hvor ordet åndsvidenskab blev erstattet af ordet
Cosmology. I de følgende år ind i 1960’erne blev brugen af begrebet kosmologi
mere og mere brugt i Martinus-litteraturen, herunder konsekvent af Per
Bruus-Jensen, bl.a. i hans foredrag, brevkursus og bøger, og begrebet
åndsvidenskab blev efterhånden trængt i baggrunden, men var naturligvis mere
eller mindre underforstået.
Som tilfældigt
valgte eksempler på anvendelsen af ordet og begrebet ”kosmologi” i forbindelse
med Martinus’ verdensbillede i hans egen levetid, kan nævnes: 1966 ændredes
”Stiftelsen Martinus Institut i Sverige” til ”Stiftelsen Martinus Kosmologi”. 1969
ændredes hovedet på tidsskriftet KOSMOS og samtidigt fik bladet undertitlen
”Tidsskrift for Martinus Kosmologi”. 1971 ændredes undertitlen dog til
”Tidsskrift for Martinus Institut”. 1985 fik Tysk KOSMOS ny undertitel:
”Martinus Kosmologie”. 1987 fik Dansk KOSMOS undertitlen ”Martinus’ Kosmologi”.
1990 udgav Instituttet pjecen ”Martinus’ kosmologi. En introduktion”. Oversat
og trykt på flere sprog. Sådan kunne man blive ved. Ordet ”kosmologi” var
åbenbart kommet for at blive.
Man kan
måske tilmed sige, at indførelsen af begrebet kosmologi var nærliggende,
eftersom Martinus allerede fra 1933 udgav sit tidsskrift under navnet
"KOSMOS”, som efter forskellige ændringer i format og udstyr fik sin
foreløbige form i 1969, hvor det samtidig fik undertitlen ”Tidsskrift for
Martinus Institut", og undertitlen blev da også et par år senere, i 1971,
konsekvent ændret til "Tidsskrift for Martinus Kosmologi", i 1987
altså ændret til "Martinus Kosmologi", en undertitel bladet endnu har
i 2010, hvor disse linjer skrives.
Det er naturligvis rigtigt at ’kosmologi’, sådan som KC påpeger,
i dag hovedsageligt anvendes inden for den fysiske udforskning af verdensrummet
/ kosmos som helhed, dets struktur og udvikling. Men tidligere betød ordet
’kosmologi’ en metafysisk lære om verdensaltet, altså kort og godt læren om
altings sammenhæng i det store så vel som i det små, fysisk som psykisk og
åndeligt. Det er selvfølgelig i den sidstnævnte betydning af begrebet, at
Martinus’ kosmologi skal forstås. Når Martinus’ navn derfor sættes foran ordet
kosmologi, fremstår betegnelsen ”Martinus’ kosmologi”, og alene af den grund
burde ingen derfor være i tvivl om, at der hermed menes dén metafysiske
kosmologiske lære om verdensaltet i sin helhed og i sine detaljer, herunder
især de levende væseners betydning i sammenhængen, som Martinus brugte omkring
60 år af sit liv på at manifestere i form af en lang række enestående symboler,
foredrag, bøger og artikler.
Imidlertid har
Rådet for Martinus Institut klogelig valgt ”den gyldne middelvej” i
spørgsmålet: ”Kosmologi eller åndsvidenskab?”, idet Knud Højgaard fra Martinus
Instituts historiske arkiv, venligst har henledt min opmærksomhed på, at der i
Rådets julebrev 2004 bl.a. står følgende: ”I præsentationen af Martinus' arbejde
vil der i nogle tilfælde være særlig fokus på den overordnede titel på hans
værker "Det Tredie Testamente" og i andre tilfælde på de betegnelser,
han benyttede til at karakterisere indholdet af sine værker, dvs. betegnelser
som "Martinus Kosmologi", "Martinus Åndsvidenskab",
"Martinus Verdensbillede" og "Martinus kosmiske analyser".
Da interessen for analyserne opstår hos mennesker med meget forskellig
interessemæssig baggrund, ser vi det som positivt, at der arbejdes med
forskellige vinkler i præsentationen".
Der er dog
efter min opfattelse det problem med ovennævnte holdning, at et begreb som ”Det
Tredie Testamente” antyder eller indikerer, at Martinus’ verdensbillede har
religiøs karakter, og religion anses ikke som sådan for at have relevans til begrebet
videnskab, altså til fri forskning. Desuden vil det overfor offentligheden
sandsynligvis virke både forvirrende og selvmodsigende med de mange begreber og
betegnelser. Hvorfor så ikke vælge den udvej, som eksempelvis Sv. Åge Rossen, i
officiel sammenhæng slet og ret at betegne Martinus’ kosmiske analyser for
”Martinus’ Verdensbillede”, som jo rummer alle de nævnte betegnelser og
begreber? Det fratager jo ingen muligheden for internt og overfor
’indviede’, at benytte en anden betegnelse, som f.eks. Martinus’ kosmologi,
sådan som jeg ved at flere andre og ikke mindst jeg selv foretrækker. Det er et
spørgsmål om en vis mental fleksibilitet, som godt kan rumme flere relevante
udtryk på samme tid.
© 1999 Harry Rasmussen og
tidskskriftet KOSMOS.
___________________
1 Martinus: Bisættelse, 27.-43.kap.;
38.-40. kap. I artiklen Martinus' syn på naturvidenskaben, Kosmos
6-1998, redegør Jes Arbov på forbilledlig og saglig vis for forholdet mellem
Martinus’ Kosmologi og naturvidenskaben. Se desuden Søren Hahn: Hvad er
Martinus’ kosmologi? KOSMOS nr. 1-1999, side 14-5.
2 T. Bergstein: kvantefysik og
dagligsprog. Om komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for
erkendelsesteorien, Forlaget Munksgaard. København 1966. Se kap. III-V. -
Martinus: Livets Bog IV, stk.1053-1086.
3 Philip
Rawson and Laszlo Legeza: TAO. The Chinese philosophy of time
and change. Bounty Books. New York 1973. - Niels Bohr: Atomfysik
og menneskelig erkendelse II. Artikler fra årene 1958-1962. J.H.
Schultz Forlag. København
1964. Se heri særlig artiklen Kvantefysik og filosofi – Kausalitet og
komplementaritet.
4 Martinus: Livets Bog
VII, stk.2554.
5 Samme sted, stk.2462.
6 Martinus: Livets Bog
I, stk.13,15,19,252. – Om Martinus’ egen karakteristik af omfanget af det
virkelighedsbillede, han har tegnet i og med sit forfatterskab, se P. Reinholdt
Petersen: Betragtninger over et forfatterskab – interview med Per
Bruus-Jensen. Kosmologisk Information 93/1:30, spalte 1-2. – Se evt.
også Per Bruus-Jensen: Sol & Måne, især Andet afsnit. Forlaget
Nordisk Impuls 2001.
7 Kurt Christiansen har i 2009 på eget
forlag, Åndsvidenskabsforlaget, udgivet bogen ”Martinus ufuldendte manuskript
til bogen Det Tredje Testamente. Med en historisk redegørelse ved Kurt
Christiansen”. Fra 1971 til 1980 skrev den da 81-90 årige Martinus på en
bog, som han kaldte ”Det Tredje Testamente”, som skulle indeholde en nærmere
forklaring og begrundelse, dels for, hvorfor han opfattede sit livsværk som
værende en moderne fortsættelse af Jesu profeti om ”Talsmanden Den hellige
Ånd”, og dels for, hvorfor han betragtede sit livsværk som en direkte
forlængelse af Det Ny Testamente. Introduktionsbogen blev imidlertid ikke
færdiggjort af Martinus, men er i sin ufuldendte maskinskrevne form gengivet i
KC’s ovenfor nævnte bog.
8 Vedr. Martinus’ ufuldendte manuskript til
specialbogen ”Det Tredje Testamente” og dennes forside smudsomslag, se det i
note 7 nævnte værk af Kurt Christiansen, samt samme forfatters ”Martinus og
hans livsværk Det Tredje Testamente – en biografi”, se Appendiks F.
9 Kosmos 2004 nr. 11-12. – Vedr. Erik
Gerner Larssons to rejser til Indien, se Knud Højgaard: ”Martinus’ sags
historie i Indien. Et tilbageblik i anledning af 25-året for Erik Gerner
Larssons død.” Temahæfte nr. 7, udgivet af Kosmologisk Information 1998.
10 En konsistent kritisk afhandling, som har
til formål at efterprøve den åndsvidenskabelige gyldighed af Martinus’ kosmiske
analyser og disses såkaldte ”livsfacitter”, mangler stadig! Der har dog været
gjort flere tiltag i den retning, som f.eks. i og med John Engelbrechts
idéhistoriske ”Den intuitive tanke. Fra LaoTse til Martinus – en idéhistorisk
udviklingslinie 1-2” (1982), og Sven Åge Rossens ligeledes idéhistoriske
”Martinus’ Verdensbillede. Et idéhistorisk studie” (2008), men begge
afhandlinger har den ’svaghed’, at de på forhånd er indforståede med Martinus’
kosmologi, hvilket strengt taget er uvidenskabeligt. Derimod vovede i sin tid
den ellers estimerede og sagkyndige Johannes Hohlenberg at kritisere
indholdet i Martinus’ udgivelse i 1932 af ”Et internationalt verdensrige
under skabelse”. Se evt. herom i artiklen ”Om at finde sig
i kritik – om en kritisk anmeldelse” .
© 1999 Harry Rasmussen og tidskskriftet KOSMOS.
******************
I disse tider, hvor
den sekulariserede vestlige verden i stigende grad oplever mødet med og
udfordringen fra den islamiske religions og kulturs absolutisme og
fundamentalisme, vil der efter min opfattelse være grund til at se nærmere på
de risici, der kan være forbundne med at svække eller fravige den
århundredegamle humanistiske og demokratiske tradition, lande som f.eks.
Danmark tilmed har nedfældet i deres respektive grundlov. Den danske grundlov
erklærer eksempelvis, at den evangelisk-lutherske troslære er det danske folks
religion, men samtidig indrømmer samme grundlov såkaldt religionsfrihed i den
forstand, at andre trosretninger har lov til at eksistere og udfolde sig, dog
under forudsætning af at disse ikke er i strid med grundlovens øvrige
bestemmelser.
Imidlertid er ikke
alle enige i, hvordan man skal definere eller tolke begreber som demokrati og
religionsfrihed. Nogle tolker snævert førstnævnte begreb som individets ret til
frit at ytre sig og til frit at vælge, hvad man vil og ikke vil.
Religionsfrihed bliver som følge heraf tolket som alle religioners
ligestilling, hvad angår rettigheder, beføjelser og muligheder. Derfor hævder
nogle, at selvom det drejer sig om, at et individ vælger at tilslutte sig en
fundamentalistisk og absolutistisk religion og følge dennes påbud og
forskrifter, som må anses for direkte udemokratiske, så er der alligevel tale
om et frit valg. Og et frit valg er per definition et demokratisk
valg.
Som det fremgår,
så bider argumentet sig selv i halen: Demokrati lig frit valg lig demokrati. Det
er derfor interessant at kunne konstatere, at moderne venstrefløjspolitik, som
i hvert fald tidligere indbefattede en kompromisløs og uforsonlig ateistisk
religionskritik, synes nu at acceptere religiøst fundamentalistiske anskuelser
og adfærd. Før henholdt man sig til Karl Marx’ og Feuerbachs opfattelse af
religion som magthavernes middel til at holde de undertrykte klasser i ave og
på plads i det kapitalistiske og liberalistiske samfundssystem. Imidlertid må
man også konstatere, at demokratiets frihedsbegreb og grænseløse tolerance, som
især findes indenfor politisk venstreradikale og socialliberale kredse, er
blevet kraftigt udfordret i nyere tid, hvor politiske og religiøse ekstremister
har fået stadig større spillerum i store dele af verden.
Et fundamentalt
problem med religioner og livsanskuelser, der påberåber sig at være etableret
gennem såkaldt guddommelig åbenbaring er hovedsagelig, at disse
erfaringsmæssigt gør krav på absolut autoritet både for sig selv og for den vismand
eller profet, der har fungeret som ’medium’ for åbenbaringen.
Eftersom en
utvivlsom vismand som Martinus også henholder sig til, at der ligger
guddommelige åbenbaringer til grund for hans kosmologi, vil der efter min
opfattelse derfor være mindst tre principielle spørgsmål, som det vil være
fornuftigt og formålstjenligt at stille og tage under grundig og saglig
overvejelse i den sammenhæng. Disse spørgsmål gælder den institution, som i
praksis har til opgave og formål at administrere såvel den materielle som
åndelige arv efter Martinus. De tre spørgsmål, der her tænkes på, drejer sig
dog især om den åndelige arv i form af ”Det Tredje Testamente”, mere specifikt
den kosmologiske lære, som Martinus har skabt og lagt navn til. De tre
spørgsmål kunne f.eks. lyde som følger:
1. Er det trods
alt ikke udtryk for autoritær og absolutistisk indstilling og holdning, når man
henholder sig til, at alt, hvad f.eks. Martinus Institut står for, overordnet
set er bestemt og bestemmes af Guds vilje?
2. I konsekvens
heraf, bliver individet da andet, end en uselvstændig og i grunden viljeløs
marionet i skaberens hænder?
3. Er det ikke
betænkeligt, når en institution, den være sig åndelig eller religiøs, påberåber
sig guddommelig styrelse og dermed en vis (absolut) autoritet?
Baggrunden for at stille
disse tre spørgsmål, er den også indenfor Martinus-sagen dominerende
forestilling om Guds forsyn eller omsorg for mennesket (specielt forsyn) og for
den skabte verden (almindeligt forsyn), Guds opretholdelse og forudbestemmelse
af denne, Guds virken i naturen og historien, som leder dem mod de af ’ham’
fastlagte mål.
Problemet med at
opretholde forsyns-tanken er imidlertid det såkaldte ondes forekomst i verden,
som det dog er muligt at forklare og retfærdiggøre ved hjælp af teodicéen, som
hævder, at det onde indgår som en nødvendig del af Guds skaberværk og som sådan
derfor er godt. Det fuldkomne (det gode) udgør sammen med det ufuldkomne (det
onde) en helhed, som er mere omfattende og dermed bedre end én, hvor der kun
forekommer enten den ene eller den anden ting. Så meget desto mere som at det
såkaldte onde tjener som en nødvendig kontrast, der fremhæver det gode, hvilket
også kan udtrykkes sådan, at det gode og det onde udgør to sider af samme sag
(helhed), idet modsætningerne gensidigt forudsætter og betinger hinanden.
Modsætningerne kan med andre ord ikke undværes i tilværelsen.
Det gode og det
onde er altså i en vis forstand ’lige gode’, hvilket Martinus har udtrykt på
den måde, at mens det gode er ”det behagelige gode”, er det
onde ”det ubehagelige gode”. Men i øvrigt hævder han, at ”den form
for uvidenhed, der skaber intolerance, og dens følgesvende ”lidelserne””,
er ”den virkelige årsag til alt, hvad der hører ind under det, verden
kalder ”det onde”. Der hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte
”onde” med at eksistere.” (Livets Bog I, stk. 19).
En konsekvent
indstilling eller forestilling om Guds forsyn og vilje er udtryk for det, der
filosofihistorisk betegnes som metafysisk determinisme, af
latin determination: afgrænse, bestemme, mere specifikt den
opfattelse, at den menneskelige vilje er årsagsbestemt og altså ikke ’fri’.
Determinismen hævder, at virkeligheden er kendetegnet ved en altomfattende
årsagssammenhæng (kausalitet), forstået således, at enhver begivenhed er
årsagsbestemt på en sådan måde, at den indtræder som det uundgåelige udfald af
forudgående betingelser. Determinismen udlægger årsagssætningen ”enhver
begivenhed har sin årsag” sådan, at der ikke blot er
en forklaring, men netop en årsagsforklaring på hvad som
helst.
Konsekvensen af
determinismen er som nævnt benægtelsen af, at mennesket har en fri
vilje, forstået som en evne til at foretage et på forhånd uafgjort (frit)
valg mellem flere forskellige dispositioner og/eller handlemuligheder.
Filosofihistorisk
set er begrebet determinisme beslægtet med begrebet fatalisme, af
latinsk fatalis, ’bestemt af skæbnen’, som dækker den
verdensanskuelse, at alle hændelser i verden, såvel naturlige begivenheder som
menneskelige handlinger, er forudbestemte og underlagt deres blinde skæbne.
Denne grundopfattelse træffer man især eksemplificeret og udtrykt i de
klassiske græske dramaer.
Det skal dog her indskydes og
tilføjes, at i modsætning til determinismen og fatalismen, tillægger Martinus
indenfor konteksten af sin kosmologi individet en i kosmisk forstand
udviklingsbetinget og dermed ”relativt fri vilje”. (Se f.eks. Livets Bog II,
stk. 307-8, 310). Den ’relativt fri vilje’ kan også bestå i, at et individ kan
til- eller fravælge bestemte dispositioner og/eller handlinger. Det kunne
f.eks. være, at vedkommende uden nogen form for pres eller påvirkning udefra
bestemmer sig for at vælge eller tilslutte sig en bestemt religion eller
livsanskuelse, eller omvendt, fravælge sådanne.
Også H. C.
Andersen mente, at alt, hvad bl.a. mennesker foretager sig, er udtryk for Guds
bestemmelse og vilje. Blandt andet i medfør af den opfattelse, at Gud benytter
sig af eksempelvis mennesker til at udføre sin vilje og fremme sine formål i
netop forholdet til både enkeltmennesker og menneskeheden eller
menneskesamfundet. Mere præcist mente Andersen, at alt, hvad f.eks. hans
ungdomsværge, Jonas Collin, traf af dispositioner og bestemmelser om hans ve og
vel, overordnet set var udtryk for Guds eller Forsynets bestemmelse og vilje.
Som yngre indrettede digteren derfor sine dispositioner efter sin værges råd og
vejledning. Dog ikke altid med lige stor begejstring.
Men der er efter
min opfattelse den afgørende forskel på en institutions og et individs
henholden sig til, at dens og dettes handlinger og skæbne er udtryk for
guddommelig bestemmelse og vilje, at institutionen uvilkårligt ’træder i Guds
sted’ og kommer til at bestemme eller forvente, at individerne bør følge dens
forskrifter, retningslinier og afgørelser, mens det for individet kun drejer
sig om dette selv og dets eget selvvalgte personlige forhold til Gud
eller Forsynet.
Martinus Institut
adskiller sig derfor i princippet ikke fra autoritære religioner som ortodoks
jødedom og ortodoks islam, eller autoritært ledede religiøse institutioner, som
f.eks. Jehovas Vidner, Scientology m.fl. De nævnte religioner, trosretninger og
livs- og verdensanskuelser baserer sig på et fundamentalistisk, dogmatisk og
absolutistisk skriftsyn, idet al objektiv eller fri bibel- og koranforskning
forkastes. Man kan med et vist forbehold sige, at Martinus’ kosmologi også
baserer sig på et fundamentalistisk skriftsyn, ikke på de bibelske skrifter
ganske vist, tværtimod, men derimod på Martinus’ egne skrifter, som ligeledes
grundlæggende gør krav på at skulle opfattes som udtryk for autoritative
guddommelige åbenbaringer, der via Martinus og a la Moses og Muhammed er blevet
nedfældet i skriftsprog (bøger og artikler), tale (foredrag) og tegn
(symboler). Men i øvrigt er der kun få lighedspunkter mellem den lære, der
henholdsvis og respektive promoveres af jødedommen, islam, Jehovas Vidner og
Scientology m.fl., og den lære, der ’administreres’ af Martinus Institut. Som
lære betragtet står Martinus’ kosmologi desuden til fri og uafhængig
disposition for alle interesserede, både hvad angår studium af analyserne og
facitterne, og hvad angår fortolkningen eller udlægningen af disse.
Ligheden mellem
f.eks. Jehovas Vidner og Martinus’ Institut rækker dog videre, hvad
organisation angår, idet førstnævnte har et ”Rigsråd”, sidstnævnte et ”Råd”,
som i begge tilfælde afgør og bestemmer, hvad der er ret og rigtigt, og hvad
der er i overensstemmelse eller eventuelt i uoverensstemmelse med sektens eller
”sagens” grundlæggende lære, statutter og øvrige forhold. Ingen af de to
indbyrdes forskellige ”Råd” er i den forstand demokratiske, og kan af gode
grunde heller ikke være det, hverken hvad angår valg eller sammensætning, men
er derimod valgt på grundlag af teokratiske principper, idet man i begge
tilfælde påberåber sig overordnet, guddommelig styrelse.
For Martinus-sagens vedkommende er Rådets medlemmer oprindelig udpeget
af Martinus selv, og efter hans testamentariske bestemmelse derefter valgt ved
selvsupplering. Jehovas Vidners Rigsråd er dog tillagt større beføjelser og er
erfaringsmæssigt mere rigoristisk i sine dispositioner i forhold til
medlemsskaren, end tilfældet er med Martinus-sagens ”Råd”. Sidstnævnte har kun
interne beføjelser, men ingen magtbeføjelser overhovedet i forholdet til
”sagens” tilhængere, som ikke er eller vil kunne blive ”medlemmer”, simpelthen
fordi Martinus har valgt at friholde sin ”sag” eller ”mission” af risikoen for
sektdannelse. At der så i realiteten forekommer fraktionsdannelser indenfor
Martinus-bevægelsen, hvad angår opfattelsen og ’fortolkningen’ af Martinus’
kosmiske analyser, er selvfølgelig uundgåeligt i betragtning af menneskers
indbyrdes større eller mindre psykologiske forskelligheder.
Det forholder sig
imidlertid lidt anderledes med ”Sagens” talerør, tidsskriftet KOSMOS, hvad
angår ’eksterne’ beføjelser, idet andre skribenter end Martinus selv og de af
ham og senere, efter hans død, af redaktionen godkendte skribenter,
lejlighedsvis også har fået og fortsat får adgang til at skrive artikler til
bladet. Men artiklerne skal selvfølgelig bedømmes og godkendes af redaktionens
medlemmer, og i nogle tilfælde delvis ændres eller korrigeres, før en eventuel
publicering kan komme på tale. I princippet godkender man kun artikler, som
enten forholder sig positivt og loyalt, men ikke nødvendigvis bogstaveligt til
Martinus’ lære, eller som i hvert fald ikke i det væsentlige strider imod
denne. Alt dette er der i og for sig ikke noget usædvanligt ved, for sådan
foregår det i princippet på enhver anden bladredaktion i landet eller i verden.
Måske lige bortset fra, at almindelige blade og tidsskrifter i reglen gerne modtager
positiv kritik og svarer på denne, mens KOSMOS i henhold til Martinus’ eget
ønske og bestemmelse skal friholdes for enhver form for kritik pro et contra.
Bladets formål er bestemt og fastlagt af Martinus, og dets interne og
overordnede forhold afgøres efter hans død alene af det til enhver tid siddende
Råd.
Det usædvanlige og
måske betænkelige ved tidsskriftet KOSMOS består derimod i, at man fravælger
artikler og forfattere, som ikke i et og alt stemmer overens med, hvilken
opfattelse af Martinus’ kosmologi, den til enhver tid aktuelt siddende
redaktion på i alt tre, eller som nu fire medlemmer, der dog heller ikke altid
er indbyrdes enige, har og i bedste mening ønsker at promovere.
Imidlertid
’forsvarer’ man sig med, at Rådet såvel som Kosmos-redaktionen er oprettet og
institutioneret af Martinus selv, og hans bestemmelser og afgørelser betragtes
som ufejlbarlige og indiskutable, nemlig i medfør af, at de netop er udtryk for
Guds vilje.
Den i realiteten autoritative styreform ændres ikke af, at der eventuelt
forekommer uoverensstemmelser mellem Rådets medlemmer indbyrdes, og mellem
Kosmos-redaktionens medlemmer indbyrdes, eller mellem Rådets medlemmer og
Kosmos-redaktionens medlemmer. Eller af, at uoverensstemmelser afgøres ved
simpelt stemmeflertal gennem internt og i en vis forstand såkaldt ’demokratisk’
valg.
Generelt set er
det betænkeligt, når Guds vilje tolkes sådan, at der også er risiko for at de
fordomme og idiosynkrasier, som det til enhver tid siddende Råd og den til
enhver tid siddende Kosmos-redaktion eller øvrige medarbejdere på trods af al
god vilje måtte have, skulle være udtryk for den guddommelige vilje. Dermed har
man jo nemlig dels afskåret sig fra virkelig dialog og dels garderet sig imod
enhver form for kritik, også selvom denne fremføres med saglige argumenter.
Denne vil nemlig i bedste fald og til enhver tid blive afvist som ’opposition’
imod Guds vilje, og som sådan anses kritikken ikke alene for at være forfejlet
men også nyttesløs. Imidlertid er det, hvad Martinus selv mente om Guds vilje
og desuden også på forhånd godkendte og statuerede som retningslinjer for Rådet
såvel som for Kosmos-redaktionen og øvrige medarbejdere. (Dette fremgår
eksplicit af ”Samarbejds-strukturen for Martinus’ Institut”.) Konsekvensen af
denne indstilling er bl.a., at autoritære fænomener som f.eks. nazismen og
kommunismen med hovedskikkelser som Hitler og Stalin, faktisk også tolkes som
udtryk for Guds vilje. Kz-lejre og Gulag-arbejdslejre er dermed også et udtryk
for Guds vilje, som vi blot tolker negativt, fordi vi almindelige mennesker i
henhold til Martinus ikke er i stand til at overskue det helhedsperspektiv,
hvori fænomenerne indgår og rettelig bør ses, for at man kan gennemskue disses
rette karakter og status, nemlig som nødvendige og uundværlige led i Guds plan
med menneskeheden. (Se f.eks. Martinus-artiklen Den øverste
feltherre, Kosmos
5-1992)
Derfor egentlig
ikke så mærkværdigt, at en af Martinus’ moralske hovedregler og anbefalinger
er, at ”man skal finde sig i alting”, netop fordi ’alting’ i både første og
sidste instans er udtryk for Guds vilje, og denne er det når alt kommer til alt
reelt set ikke muligt for mennesket eller andre levende væsener at sætte sig op
imod, endsige ændre det mindste ved. (Se evt. artiklen Om at finde sig
i kritik her på hjemmesiden).
Det er en kendt
sag, at en sekt som f.eks. Jehovas Vidner siden sin start omkring 1879 har drevet
en omfattende og verdensomspændende missionsvirksomhed. Det, man ønsker, er
naturligvis at udbrede kendskabet til ”den gode sag”, nemlig med det formål at
”tjene” sine tilhængere og føre disse ”frelst” gennem den forudsagte og derfor
forventede, såkaldte ”dommedags” mareridtsagtige begivenheder. Og det så meget
mere, som at man betragter sin ”sag”, sin ”tro”, sin ”overbevisning” eller sin
”viden” som universalt gældende for alle mennesker på kloden. Alle er
uundgåeligt deltagere i det store drama på liv og død og opgøret om frelse
eller ikke-frelse. Frelsesforsøgene sker dog ikke i alle tilfælde af
næstekærlighed, men nok så meget, fordi egen frelse er gjort betinget af, hvor
mange proselytter den enkelte er i stand til at erhverve for ”den gode sag”.
Måske hovedsagelig derfor er der virkelig tale om en ’mission’ i at udbrede sit
’budskab’ og virke for, at så mange som muligt kan blive frelste. Det
forhindrer dog ikke, at de, der anser sig selv for ’frelste’ eller kandidater
til frelse, uden problemer sanktionerer og nærmest jubler over, at Gud straffer
de formastelige syndere, der ikke vil – eller kan? – lade sig omvende til ”den
rette tro”.
Det er ufatteligt
for et humant indstillet menneske, at de rettroende kan nære forestillinger om,
at forhærdede syndere vil være fordømte til et evigt, smerte- og lidelsesfuldt
ophold i helvedes brændende svovlsøer. Det skal da også straks tilføjes og
kraftigt fremhæves, at sådanne inhumane forestillinger slet ikke forekommer
indenfor Martinus’ kosmologi, som tværtimod konstaterer, at alle uden nogen som
helst undtagelse er kandidater til ’frelse’, nemlig i form af en moralsk
udvikling via et vist antal reinkarnationer, som på et eller andet tidspunkt
sikrer den enkelte ”den store fødsel” til kosmisk bevidsthed. Det vil sige en
bevidsthed eller bevidsthedstilstand, der betyder individets daglige samvær med
Gud, og som sætter samme individ i stand til at se og opleve den daglige
tilværelse som udtryk for Guds bevidsthed, vilje og
bestemmelse.
Indenfor Martinus’
”sag” bliver der da heller ikke missioneret i dette begrebs egentlige forstand,
idet Martinus grundlæggende havde den holdning til missionsvirksomhed, at det
(frit citeret) ikke er blomsten, der skal komme til bien, men omvendt bien, der
skal opsøge blomsten. Altså at det ikke er ”sagen”, der udadtil skal promovere
sig selv i forhold til mulige interesserede, men derimod mulige interesserede,
der på grundlag af et mere eller mindre påtrængende behov hos det enkelte
menneske, selv skal opsøge ”sagen” eller dennes ’tilbud’: Martinus’ kosmologi.
Denne indstilling er på Martinus’ foranledning nedfældet i det regelsæt i form
af Samarbejds-strukturens statutter, som Martinus’ Institut og Martinus Center
drives og arbejder på grundlag af.
Men til trods for regelsættet,
som påbyder, at der frem for egentlig missionsvirksomhed, i stedet skal drives
oplysnings- og undervisningsvirksomhed, er der i tidens løb alligevel fra visse
sider eller fra enkeltpersoner indenfor Martinus-sagen drevet en virksomhed,
som med nogen ret vil kunne betegnes som tangerende missionsvirksomhed. Men det
er altså sket uden Martinus’ – og efter hans død Rådets – sanktion. Men man har
bare ingen beføjelser eller magt til at forhindre misbruget, for eftersom
’sagen’ ikke er en forening med medlemmer, så kan man ikke ekskludere personer,
der må anses for at være i uoverensstemmelse med ’sagens’ etik og hovedformål.
Set fra et almindeligt menneskeligt logisk synspunkt kan det derfor forekomme
som om Gud her tilsyneladende er kommet i en vis modstrid med sin egen vilje,
bestemmelse og hensigt! Set fra Martinus’ synspunkt er tingene i henhold til
den evige verdensplan, han så for sig, derimod lige præcis sådan som de netop
kan og skal være, hverken mere eller mindre.
Det synspunkt kan
vi andre så forholde os til, positivt eller negativt, alt efter hvad vi hver
især evner og formår og føler behov for. Men som jeg ser det, må konklusionen
på de ovenfor fremførte betragtninger kort og godt blive, at Martinus’
storslåede og betagende verdensbillede er så suverænt og originalt, at det i
sig selv sprænger de snævre rammer, som en institutionaliseret administration
og formidling uvilkårligt – og utilsigtet – nemt kommer til at
repræsentere.
© 2007 &
revideret 2009 Harry Rasmussen.
******************
________________________________
Polprincip, polforvandling, kønsskifte
– og skæbnelov
I denne artikel
gøres der forsøg på at se, i hvilket omfang Martinus’ Kosmologi og
naturvidenskaben er i overensstemmelse eller eventuelt i uoverensstemmelse med
hinanden. Problemet er imidlertid, at Martinus’ kosmiske analyser og facitter
er fremsat en gang for alle og derfor enten står til troende eller til
forkastelse, mens den videnskabelige forskning qua sin natur hele tiden er
tvunget til at revidere og opdatere sin facitliste, således at det, der var
gyldigt i går ikke nødvendigvis også er det i morgen. Artiklen findes trykt i
tidsskriftet DEN NY VERDENSIMPULS nr. 3-2004.
Det er et stort
spørgsmål, hvordan man kan og bør forholde sig til de dele af Martinus’
Kosmologi, som vi rent faktisk ikke er i stand til at efterforske og forklare
med vores intelligens. Det står jo klart, at Martinus’ analyser omkring f.
eks. ”den kosmiske grundplan” eller ”det evige
verdensbillede”, rummer en genial og for så vidt enkel løsning eller
forklaring på enheden og sammenhængen i naturen, den synlige så vel som den
usynlige, men den eneste intellektuelle mulighed, der består for at forstå
disse højst abstrakte ’planer’, er, bortset fra Martinus’ egne forklaringer af
disse, at drage analogier til årskredsløbet, livskredsløbet og døgnkredsløbet,
som jo i en vis forstand er konkrete nok.
Det er imidlertid et problem,
at Martinus postulerer, at f.eks. ”det seksuelle polprincip” er et
universelt omfattende princip, og ligeledes ”polforvandlingen”, som
også postuleres at være en lige så universelt gældende proces. Det vil sige: et
princip og en proces, som gælder for overhovedet alle levende væsener uden
nogen som helst undtagelse. Problemet består primært deri, at naturvidenskabelige
kendsgerninger direkte synes at modsige universaliteten af polprincippet, idet
der forekommer indtil flere helt normale afvigelser herfra, mens
polforvandlingen i kraft af sin abstrakte natur slet ikke hører ind under de
områder, naturvidenskaben er i stand til at beskæftige sig med. (1)
I henhold til
Martinus’ verdensbillede, drejer det seksuelle polprincip sig primært om, at
ethvert levende væsen er udstyret med to kontrære seksuelle poler, nemlig den
feminine pol og den maskuline pol, og desuden to såkaldte
polorganer: det emotionelle polorgan og det intellektuelle
polorgan. De to polers og polorganers indbyrdes konstellation, virksomhed
og vekselvirkning, er imidlertid undergivet kredsløbs- og kontrastprincippets
lovmæssigheder, hvilket i praksis giver sig udslag i den såkaldte
polforvandlingsproces, som primært indebærer, at fra en periode med jævnbyrdig
og ligeværdig konstellation og vekselvirkning mellem de to poler og polorganer,
også kaldet ”dobbeltpolethed” – ikke at forveksle med
dobbeltkønnethed - aftager eller svækkes den ene af polerne og i alle tilfælde
det intellektuelle polorgan, over en periode i en sådan grad og udstrækning, at
denne og dette til sidst må betegnes som ude af funktion eller latent, en
tilstand eller situation, der også varer en vis periode. For nogle levende
væseners vedkommende er det den maskuline pol, der degenererer til fordel for
den feminine pol, og i sådanne tilfælde resulterer det i fremkomsten eller
udviklingen af hunkøn. For andre levende væseners vedkommende er det den
feminine pol, der degenererer, hvilket medfører fremkomsten eller væksten af
hankønnet. I alle tilfælde er det emotionelle polorgan tilknyttet den
fungerende pol, medens det intellektuelle polorgan altid vil være tilknyttet
den degenererende eller latente pol. Denne fuldbyrdede situation eller tilstand
betegner Martinus som ”enkeltpolethed”. (2)
Forvandlingen af
forholdet eller konstellationen mellem de to seksuelle overbevidsthedspoler og
polorganer fra dobbeltpolethed til enkeltpolethed, finder sted i første halvdel
af det, Martinus betegner som udviklingsspiralen, medens en umiddelbart
påfølgende forvandling fra enkeltpolethed til fornyet dobbeltpolethed, sker i
anden og sidste halvdel af udviklingsspiralen. Herunder vækkes og udvikles den
hidtil slumrende eller latente pol og det ligeledes slumrende intellektuelle
polorgan til gradvis fornyet og ligeværdig aktivitet og medindflydelse på det
levende væsens bevidstheds- og handlingsliv og legemsstruktur, indtil der til
sidst igen er tale om egentlig dobbeltpolethed.
I henhold til
Martinus’ kosmiske analyser over det seksuelle polprincip og polforvandlingen,
tager det et helt spiralkredsløb at skifte fra den ene pol til den anden,
herunder samtidig også fra det ene polorgan til det andet, hvilket vil sige, at
skifte fra den maskuline pol til den feminine pol og det emotionelle polorgans
omkobling fra den maskuline pol til den feminine pol, og det intellektuelle
polorgans omkobling fra den feminine pol til den maskuline pol. Lige som der
for andre individers vedkommende er tale om omkobling fra den feminine pol til
den maskuline pol og det emotionelle polorgans omkobling fra den feminine pol
til den maskuline pol, og det intellektuelle polorgans omkobling fra den
maskuline pol til den feminine pol, eller kort sagt: i begge tilfælde et skifte
fra hankøn til hunkøn eller fra hunkøn til hankøn. (Se evt. nærmere om dette
vanskelige emne i artiklen ”Det seksuelle dobbeltkredsløb” her på hjemmesiden, hvori
de to sekuelle polers og polorganers omkobling er nærmere omtalt og forklaret).
Dette indebærer
blandt andet den konsekvens, at et levende væsen vil tilhøre enten det ene
eller det andet køn gennem en hel udviklingsspiral, i en vis forstand altså
også i den periode, hvor individet er dobbeltpolet, for derefter at skifte over
til at repræsentere det modsatte køn i den følgende udviklingsspiral og således
fremdeles. Kønsskiftet sker ifølge Martinus i den tilværelseszone eller det
åndelige naturrige, han betegner som ”den guddommelige verden”. Han
er desuden af den opfattelse, at kønsskifte normalt ikke vil kunne
finde sted på noget andet tidspunkt i udviklingsspiralen, end det netop nævnte.
Ved ”normalt ikke” skal angiveligt forstås, at kønsskifte i disse tilfælde ikke
vil kunne ske uden en eller anden form for indvirken eller indgriben i den
normale proces, men en sådan indgriben er formentlig altså både tænkelig og i
visse tilfælde mulig, i hvert fald som en midlertidig foreteelse, forstået
sådan, at naturen før eller siden vil genoprette normaliteten.
Det er ligeledes
Martinus’ opfattelse, at kønsskifte normalt heller ikke vil kunne finde sted
fra inkarnation til inkarnation, således forstået, at uanset det antal
inkarnationer, der sker i løbet af et individs passage gennem plante- og
dyreriget frem til det rigtige menneskerige, vil det pågældende individ bevare
sin normale kønslige identitet liv efter liv. Men der kan som nævnt altså
åbenbart forekomme unormale tilfælde, hvor kønsskifte af den ene eller anden
årsag alligevel sker. (3)
Martinus’
begrundelser for, at et kønsskifte normalt ikke vil kunne ske, hverken under
individets indvikling i den fysiske verden eller under udviklingen herfra, er
især baseret på funktionen af den faktor i det levende væsens overbevidsthed,
han betegner som ”skæbneelementet”.Heri er samtlige et individs oplevelser
og erfaringer opsamlet og koncentreret i form af de såkaldte talentkerner, der
er ultramikroskopiske, automatiske åndelige anlæg, som i en vis forstand er
beslægtet med generne, som disse anlæg da også siges at samarbejde med fra
individets fysiske undfangelse til dets død, nemlig via det såkaldte
koblingslegeme eller transformationsfelt mellem åndelig og fysisk energi.
Martinus skelner mellem to grupper af talentkerner,
nemlig organtalentkerner og erindringstalentkerner, og
det er især de førstnævnte der – i samspil med bl.a. livs- og
stofenhedsprincippet og organismeprincippet - er ansvarlige for
opbygningen, opretholdelsen og funktionen af de seks åndelige legemer og dermed
af den såkaldte underbevidsthedsregion. De åndelige legemer repræsenterer som
bekendt de seks åndelige hovedkategorier af grundenergikombinationer, hvori
henholdsvis instinktenergien, tyngdeenergien, følelsesenergien,
intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien successivt er
dominerende. Det fysiske legeme er i henhold til Martinus især et produkt af
den grundenergikombination, hvori den såkaldte tyngdeenergi er dominant. (4)
Det fysiske legeme
ved biologerne, fysiologerne og hjerneforskerne temmelig meget om, herunder
hvordan undfangelse, fosterudvikling og øvrige udvikling fra fødsel til død
finder sted. Den viden kan man naturligvis ikke ignorere til fordel for nogle
uverificerede og uverificerbare abstrakte forestillinger om, hvordan tingene
hænger sammen. Specielt ikke, når og hvis der er direkte modstrid mellem de
dele af kosmologiens postulater og de naturvidenskabelige fakta,
som kan sammenholdes med hinanden. Det er f.eks. tilfældet omkring
den biologiske del af undfangelsen, som desværre også i et vist omfang og på
flere punkter modsiger Martinus’ beskrivelse af, hvilke betingelser der fordres
opfyldt, for at undfangelse kan finde sted.
I henhold til Martinus
forudsætter undfangelse udløsningen af seksuelt klimaks hos de to personer af
modsat køn, der har samleje med hinanden. Det er under den derved opstående
energiudladning, forstået som intensiverede saligheds-vibrationer i de
pågældende væseners åndelige aura, at et diskarneret væsen i salighedsriget
bringes i åndelig kontakt med et muligt fysisk forældrepar. Såfremt de optimale
betingelser for inkarnation er opfyldt, forbinder væsenets skæbneelement sig
automatisk med genkomplekset i den befrugtede ægcelle. (5)
På et tidligt
stadium i repetitionsprocessen ses det tydeligt, at fosteret fremviser træk fra
begge køn, men biologisk set er det kønskromosomerne, der under normale forhold
bestemmer, om afkommet udvikler sig som hankøn eller hunkøn. Forstyrrelser i
fosterudviklingen kan imidlertid i enkelte tilfælde føre til såkaldt
hermafrodisme eller andre former for anormaliteter eller misdannelser.
I henhold til
Martinus er det derimod konstellationen mellem de to seksuelle poler, den
feminine pol og den maskuline pol, der på forhånd og via kønskromosomerne
bestemmer individets køn. Et individ, hvis enkeltpolethed er domineret af den
feminine pol og som derfor er hunkøn, vil fortsætte med at være hunkøn i hver
eneste inkarnation indtil et stykke ind i det rigtige menneskerige. Modsat vil
et individ, hvis enkeltpolethed er domineret af den maskuline pol og som derfor
er hankøn, fortsætte lige så længe med at være hankøn, som for hunkønnets
vedkommende.
Der er imidlertid
også nogle problemer i forbindelse med Martinus’ analyser omkring undfangelse,
idet det må anses for et faktum, at i reglen kun den ene af parterne, oftest
hannen eller manden, opnår orgasme under samleje. Til trods for sin manglende
orgasme viser det sig, at hunnens eller kvindens ægcelle alligevel bliver
befrugtet og medfører graviditet. Dertil kommer de tilfælde, hvor der foretages
kunstig befrugtning af en ægcelle, enten i kvindens livmoder eller i en
laboratorieskål. Et stigende antal – og i hvert fald tilsyneladende - sunde og
velfungerende børn, deriblandt tvillinger, er i de senere år kommet til verden
ad denne vej. I disse tilfælde kan det i hvert fald kun have været manden, der
har oplevet orgasme under den onani, der krævedes for at tilvejebringe den nødvendige
sæd. Men i nyeste tid mener fertilitetseksperter endog, at den tid ikke er
fjern, hvor man kan udtage mandens sædceller ved et mindre operativt indgreb
under lokalbedøvelse. Det vil i påkommende tilfælde betyde, at heller ikke
manden oplever orgasme.
Hvis det skulle gå
hen og vise sig, at den sidstnævnte metode kan fungere med et tilfredsstillende
resultat til følge, vil det formentlig betyde yderligere et argument imod
Martinus’ påstand om, at orgasme – i det mindste for en af de involverede fysiske
partnere - er en nødvendig forudsætning og betingelse for, at undfangelse kan
ske. (6)
Med hensyn til
fænomenerne kønsbestemmelse og kønsskifte, forholder det sig i henhold til
biologien normalt sådan, at de fleste organismer med kønnet forplantning har
mulighed for udvikling af begge køn, og talrige planter og dyr bevarer denne
evne livet igennem. Man taler i den sammenhæng om tvekønnethed eller
hermafrodisme, og denne gælder for de fleste blomsterplanter, lungesnegle og mange
orme. De nævnte arter har særskilte kønskirtler til dannelse af henholdsvis æg-
og sædceller. Det betyder, at dispositionerne eller de genetiske anlæg for
begge køn er til stede fra individets begyndelse, og at fysiologiske og
miljømæssige forhold kan spille ind ved kønsbestemmelsen, eller med andre ord,
kan afgøre, om et individ bliver et hankøns- eller hunkønsvæsen med henholdsvis
hanlige eller hunlige kønsorganer.
Hos nogle
kolonidyr, f.eks. koraller, bestemmes individets køn af dets plads i kolonien,
i andre tilfælde beror kønsbestemmelsen på ernæringstilstanden, idet de bedst
ernærede udvikler sig til hunner, de dårligst ernærede til hanner. De fleste
dyr og mange højere planter er særkønnede eller enkeltkønnede, og
kønsbestemmelsen sker genetisk, og som regel er de to køn omtrent lige hyppige.
Den genetiske kønsbestemmelse beror grundlæggende på et særligt par kromosomer,
kønskromosomerne, hvoraf det ene køn har to såkaldte og ens X-kromosomer, mens
det andet køn har et X- og et Y-kromosom. Desuden findes normale parrede
kromosomer, der kaldes for autosomer, og den endelige kønsbestemmelse beror på
en balance mellem kønskromosomer og autosomer. X-kromosomer trækker
almindeligvis i hunlig retning, mens autosomerne trækker i hanlig retning. Hos
mennesket har kvinden 2 X-kromosomer og manden X- og Y-kromosom. Det er
sædcellens kønskromosom, der bestemmer, om det befrugtede æg udvikler sig til
en pige (XX-kromosombesætning) eller en dreng (XY-besætning). Hos de højere dyr
er det hormoner, der er ansvarlige for både primære kønskarakterer, dvs.,
kønsorganerne, og sekundære, dvs. de andre specielt hanlige og hunlige træk,
f.eks. behåring, bryster, stemmeleje og fordeling af underhudsfedt.
En særlig type
kønsbestemmelse findes hos bier, hvor befrugtede æg fører til normale individer
(med et dobbelt sæt kromosomer), der alle genetisk er hunner (arbejdere og
dronninger), mens ubefrugtede æg fører til hanner, der kun har ét sæt
kromosomer.
Mange svampe har ikke synlig,
men kun fysiologisk bestemt kønsforskel, og kønsbestemmelsen foregår på simpel
genetisk måde. Selvbefrugtning er et almindeligt forekommende fænomen i
planteriget, men er en undtagelse i dyreriget, hvor en krydsbefrugtning mellem
to tvekønnede individer forekommer, som f.eks. hos vinbjergsneglen.
Biologien
definerer kønsskifte som en evne hos visse lavere dyr til at skifte køn én
eller flere gange. Hos den almindelige akvariefisk, sværddrageren, kan en hun
efter at have født flere kuld unger udvikle sig til en han med funktionsdygtige
kønsorganer. Hos strandkrabben kan hanner, der angribes af den snyltende
rodkrebs, udvikle sig i hunlig retning. De velkendte østers begynder deres liv
som hanner, men bliver i løbet af nogen tid til hunner, som ved et skifte i
vandets temperatur kan fås til at skifte køn på ny. Østers kan faktisk skifte
køn flere gange i løbet af deres tilværelse.
Imidlertid må man
formentlig kunne konstatere, at selv i de tilfælde, hvor der forekommer
kønsskifte, hvad enten dette er genetisk bestemt eller situations- og/eller
miljøbestemt, er der set med kosmologiens øjne dog stadigvæk tale om
enkeltpolethed. Tvekønnethed er nemlig ikke det samme som dobbeltpolethed, men
kun udtryk for, at et individ eller en art på samme tid besidder to sæt
kønskarakterer, herunder f. eks. de to køns respektive kønsorganer, men hvor
almindeligvis kun det ene sæt fungerer af gangen. Den såkaldte
pseudo-hermafrodisme, hvor en persons ydre kønsorganer ligner det andet køns,
er en anormalitet, der anses for sygelig og uheldig og som derfor undertiden
kan afhjælpes ad operativ vej.
Martinus ses ikke
at have taget højde for og derfor heller ikke direkte stilling til de nævnte
”afvigende” tilfælde af kønsbestemmelse og kønsskifte, der dog ikke umiddelbart
synes at betyde noget afgørende brud på hans analyser af
de principielle love eller regler, der angår polprincippet og
polforvandlingen. Det forandrer derfor ikke Martinus’ påstand om, at
kønsbestemmelse og kønsskifte udelukkende er bestemt og styret af
polkonstellationen i forbindelse med skæbneelementets talentkernebeholdning,
underforstået dettes forudsætninger og evne til at opbygge et (nyt) fysisk
legeme.
Et lidt andet, men
nok så vigtigt problem i sammenhængen, er kønsskifte mellem inkarnationerne,
sådan som enkelte parapsykologiske forskere bl.a. ved hjælp af regressiv
hypnose har kunnet registrere skal være forekommet i nogle menneskers tilfælde.
Altså at en person, der i et eller eventuelt flere tidligere liv er fremtrådt
som f. eks. mand, i sin aktuelle inkarnation fremtræder som kvinde, eller
omvendt, at en person, der tidligere var kvinde, aktuelt fremtræder som mand.
Martinus er som
omtalt af den bestemte opfattelse, at egentligt og normalt eller ægte
kønsskifte ikke vil kunne ske fra den ene eller eventuelt flere
inkarnationer til den anden eller flere følgende. Ja, han hævder tilmed, at
egentligt kønsskifte overhovedet ikke kan forekomme i den tidsepoke, hvori
individet er undergivet reinkarnationens lovmæssigheder. Det vil mere præcist
sige, under individets udvikling gennem planteriget, dyreriget og delvis det
rigtige menneskerige, og i øvrigt heller ikke under passagen gennem
visdomsriget. Et ægte kønsskifte – eller måske rettere: polskifte - kan, sådan
som tidligere nævnt ovenfor, alene ske under individets passage gennem det
tilværelsesplan, der benævnes ”den guddommelige verden”.
En anden sag er,
at der under individets passage gennem dyreriget, særlig når dette indbefatter
det jordiske menneskes rige, kan forekomme forskellige former for seksuel
orientering og adfærd, der afviger fra det, Martinus betegner som den normale
polforvandling. Der tænkes her især på fænomener som homo- og biseksualitet, og
årsagerne til disse har han indenfor rammerne af sin kosmologi afgjort givet
troværdige og udtømmende forklaringer på. Men i begge tilfælde er der i
hovedsagen tale om psykologiske fænomener, også selvom specielt homoseksuelle,
mænd såvel som kvinder, i visse tilfælde ønsker at få og også får foretaget
operative indgreb, der vel i bedste fald kan karakteriseres som
pseudokønsskifte.
Der findes således
eksempler på, at forældre eller oftest en moder, har forsøgt at opdrage et
barn, der er født med begge køns genitalier (hermafrodisme), til f.eks. at
føle, tænke og opføre sig som en pige. Denne opdragelse blev i nogle tilfælde
fulgt op af en kønsskifteoperation, hvorunder i det nævnte tilfælde det
uudviklede mandlige kønsorgan var blevet fjernet til fordel for en vagina. I
det samme og højst ulykkelige tilfælde viste det sig, at ”pigen”, der ved hjælp
af hormonbehandling bl.a. havde udviklet bryster, som voksen stadigvæk følte,
tænkte og opførte sig som dreng eller mand, hvilket videnskabeligt og
psykologisk blev forklaret med, at det fortsat var den pågældende persons
kromosomsammensætning, der bestemte vedkommendes virkelige køn. (7)
I det hele taget
er spørgsmålet, om man vil lægge afgørende vægt på Martinus’ udsagn eller man
vil stole på de beretninger, der findes om kønsskifte mellem inkarnationerne.
For de førstnævntes vedkommende er forholdet det, at disse indtil videre ikke
kan verificeres, og da slet ikke ad sædvanlig intelligensmæssig vej, og for de
sidstnævntes vedkommende er sagen den, at de pågældende beretninger hidtil ikke
har kunnet efterprøves og efterforskes på objektivt gyldig, utvetydig og
modsigelsesfri måde. I objektivitetens og sandhedens interesse bør man derfor
nok indtil videre forholde sig kritisk og skeptisk til beretninger om
kønsskifte mellem inkarnationerne. Hermed være ikke sagt, at et sådant
kønsskifte ikke kan tænkes at ske, men kun, at dette i givet fald formentlig må
betegnes som en muligvis anormal afvigelse fra polforvandlingsprocessens
normale forløb. (8)
Et andet problem
er skæbneloven, som udgør et vigtigt led i Martinus’ kosmologi. I henhold
hertil er denne lovmæssighed også universelt gældende og i det væsentlige uden
nogen som helst afvigelse fra reglen. Begrebet skæbne er i henhold til Martinus
baseret på en lovmæssighed, der fungerer helt på årsagsvirkningslovens
præmisser, og som kortest og enklest er udtrykt i sætningen: ”Det et
menneske sår, det skal det også høste”. I analogi med sæd og høst betyder
det, at sår man byg får man byg, sår man hvede får man hvede, sår man havre får
man havre, etc. etc. Martinus definerer kort begrebet skæbne
som oplevelsen af virkningerne til de årsager, man, dvs. det levende
væsen, selv har udløst..
Problemet med
skæbneloven består imidlertid i, at Martinus også er af den opfattelse, at der
alene i kraft af livsvilkårenes kompleksitet kanforekomme tilfælde,
hvorunder individet ville kunne komme ud for at blive påført en skæbnevirkning,
som vedkommende ikke selv har ’sået’ årsagen til, hvis ikke individet konstant
blev overvåget af såkaldte skytsånder, der bl.a. har til opgave at afværge, at
individet bliver offer for en uretfærdig skæbnevirkning. Det betyder med andre
ord, at Martinus mener at skytsåndsprincippet kompenserer for de risici for
ufortjent ubehagelig eller ligefrem lidelsesfuld skæbne, som livets komplekse
natur indebærer. (9)
Martinus
postulerer i øvrigt, at f.eks. tamdyrenes lidelsesfyldte skæbne under opdræt og
ved slagtning, skyldes såkaldt restkarma fra en tidligere
udviklingsspirals dyrerige. Det samme må vel principielt gælde for alle et
økosystems eller en fødekædes vilde, men normalt fredelige, planteædende dyr,
der så at sige er forudbestemt til at blive rovdyrenes bytte. Man kan jo nemlig
ikke finde årsagen eller årsagerne til de nævnte dyrs barske skæbne i deres
aktuelle fysiske nutid, idet hverken tamdyrenes eller planteædernes livsvilkår
normalt indebærer drab af andre dyr, og i al fald ikke for at fortære disse.
Foreholdt disse kendsgerninger lyder Martinus’ svar, at der i de nævnte
tilfælde er tale om såkaldt restkarma.(10)
Martinus
postulerer også, at den megen sygdom af forskellig slags, der plager
størstedelen af menneskeheden, først og fremmest skyldes menneskenes
industrielle opdræt, slagtning (drab) og påfølgende fortæring af især tamdyr
som svin, smågrise køer, kalve, fjerkræ, især høns, kyllinger osv. Kødspisning,
især forenet med indtagelse af alkoholiske drikke, svækker ifølge Martinus
menneskets immunforsvar, i al fald hos det fremskredne kulturmenneske. Omvendt
skulle det, at undgå og undlade drab af dyr og i stedet leve vegetarisk, være
et mindre onde, som i al fald på sigt vil betyde større sundhed for de
mennesker, der vælger denne udvej. (11)
Imidlertid
foreligger der ikke nogen saglige undersøgelser, der tyder på at vegetarer er
mindre udsatte for angreb af sygdomme som f.eks. kræft eller hjerte- og
karlidelser, end mennesker, der er kødspisere. Og selvom det fortrinsvis er
rygere, der angribes af bl.a. lungekræft, så rammer denne og andre former for
kræft lige så vel ikke-rygere. Det samme er tilfældet med f.eks. hjerte- og
karlidelser. Men generelt set er menneskene i henhold til Martinus’ udlægning
af skæbneloven i stor risiko for at blive angrebet af sygdom og ramt af ulykke
som følge af årsager, der ligger indtil flere liv eller inkarnationer tilbage i
tiden. Så dermed har Martinus’ kosmologi i en vis forstand ’helgarderet’ sig
mod angreb for inkonsekvens. (12)
I henhold til sine
analyser postulerede Martinus, dog med stor ydmyghed og beskedenhed, at han var
en verdensgenløser, og en sådan skulle ifølge samme analyser være et menneske
af så højtudviklet åndelig og moralsk-etisk standard, at vedkommende praktisk
talt ikke havde nogen ubehagelig endsige lidelsesfuld skæbnegæld at skulle
betale af på. Det skulle ifølge påstanden indebære, at den pågældende var
beskyttet mod sygdom og ulykke. Det gav derfor anledning til en vis forvirring
i interne Martinus-kredse, da Martinus i 1956 blev angrebet af mavekræft. Selv
gav han som begrundelse for denne lidelse, at den var en fysisk ’arv’ fra hans
biologiske mor, som også havde haft denne sygdom. Men ifølge et ubekræftet
forlydende, hed det sig også, at Martinus, der ellers var vegetar og normalt
levede rimelig sundt, dog uden at være fanatisk, gav sit store daglige forbrug
af Nescafé skylden, som altså dermed var hans egen. Man kunne måske her undre
sig over, at et kosmisk bevidst menneske som Martinus, ikke på forhånd var klar
over, at en daglig indtagelse af større mængder kaffe, som der åbenbart var
tale om i hans tilfælde, i sig selv formentlig øger risikoen for visse
sygdomme. Men desuden forklarede han, at alene den omstændighed, at en
verdensgenløser i sagens natur var nødt til at inkarnere i en almindelig og
normal fysisk menneskekrop, omtrent automatisk indebærer en vis risiko for
angreb af almindeligt forekommende sygdomme. Den forklaring, i forbindelse med
Martinus’ kræftlidelse, som han heldigvis hurtigt blev helbredt for ved
operation, kunne flere ivrige Martinus-tilhængere ifølge forlydender ikke
godtage, hvorfor de valgte at vende Martinus og hans sag ryggen. (13)
Der skal her
tillægges, at Martinus’ påstand om, at han var en ny tids verdensgenløser på
linje med bl.a. Kristus, Buddha og Muhammed, også rejser nogle problemer
vedrørende f.eks. den skæbne, der blev Jesus til del. I Ny Testamente hører vi
ganske vist aldrig om, at Jesus nogensinde skulle have været syg, men til
gengæld fik han en forfærdelig skæbne i form af den smertefulde og dybt
nedværdigende korsfæstelse. Martinus er imidlertid af den opfattelse, at der
ikke var tale om afbetaling af skæbnegæld i dette tilfælde, men om, at Jesus
frivilligt valgte at handle på en sådan måde, at det måtte ende med hans
dødsdom. Det var dog nok ikke selvvalgt, at Buddha døde af dysenteri som
81-årig, men i begge tilfælde blev de to nævnte personer indhyllet i mytens og
legendens på samme tid idealiserende og tilslørende ’historiefortælling’.
Martinus, som på det tidspunkt var knapt 91 år, døde en ganske banal død efter
et fald hjemme i sit soveværelse, hvorunder han brækkede lårbenshalsen på det
ene ben. Hans høje fysiske alder og formentlig den smertestillende behandling,
han af gode grunde fik på hospitalet, bevirkede at hans tydeligt ældede krop
ikke kunne klare mere, og tre dage senere døde han stille og fredeligt på
Frederiksberg Hospital, hvor han var blevet indlagt. (14)
Personlig er jeg
af den opfattelse, at der er sandhed i det citat, som Ben Saxe fremfører i sin
mindeartikel om Martinus. Efter at have fortalt om en ven, der kendte Martinus
særlig godt, fortsætter Saxe: ”Den samme ven, i hvis hjem Martinus gennem en
længere årrække ofte kom på besøg, fortæller, at de en dag sad og talte sammen
om forskellige spørgsmål. I samtalens løb stillede min ven Martinus flere
spørgsmål, som han ikke umiddelbart ønskede at svare på. Og da min ven gik ham
på klingen og havde fastholdt, at Martinus da måtte kunne svare på hvad som
helst, eftersom han havde kosmisk bevidsthed, havde Martinus forklaret ham, at
han kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin skrivemaskine og
arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger min kosmiske bevidsthed”, havde
han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og alle andre om mange ting!” (15)
I sin hyldestbog til
Martinus’ minde, som vidner om stor kærlighed til og loyalitet mod mesteren,
kommer Per Bruus-Jensen til en vis grad ind på spørgsmålet om Martinus og hans
kosmiske bevidsthed. Jeg tænker her særlig på kapitlet Om Martinus kontra
Thomsen, der efter en længere samtale med Martinus og en vurdering af
dennes udtalelser, ender med at forfatteren fuldt ud ’godkender’ Martinus som
både at være i besiddelse af kosmisk bevidsthed og som verdensgenløser. Per
Bruus-Jensen kan derfor ikke tages til indtægt for de synspunkter, der er
fremsat i denne artikel. (16)
Sluttelig vil jeg
gerne så kraftigt, det er mig muligt, pointere, at denne artikel ikke er
skrevet i den hensigt, at forklejne Martinus’ store, fortjenstfulde og
formentlig epokegørende arbejde eller for at nedgøre hans minde, tværtimod. Den
er alene skrevet i sandhedens interesse og for at give et bidrag til en saglig
belysning af Martinus Kosmologi, og til at afsløre og helst fjerne den
uhensigtsmæssige mytedannelse, der er opstået omkring Martinus som menneske og
forfatter, ikke mindst mens han endnu levede. Skønt Martinus opfordrede
studerende af hans kosmologi – personlig har jeg indtil nu brugt 45 år af mit
liv på dette studium - til at forholde sig frit til hans kosmiske analyser og
tænke selv, jf. f.eks. Livets Bog 1, stk. 10, 16, 18-9, er jeg
udmærket bekendt med, at end ikke saglig kritik er velset i alle
Martinus-kredse. Det er derfor vel vidende, at jeg som ’kritiker’ løber den
risiko at blive betegnet som et offer for ”tærskelens vogtere”, og som følge
heraf måske blive betragtet som persona non grata indenfor sagen. Det får jeg
så nok desværre leve med. (17)
© 2004 Harry
Rasmussen og tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls.
________________________________
1 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet
indføring i Martinus’ kosmologi, bd. 4, s. 12-13. – Det skal dog
understreges, at Per Bruus-Jensens bemærkninger om kønsbestemmelse ikke kan
tages til indtægt for de synspunkter, der er fremsat i denne artikel. –
Martinus: Livets Bog V, stk. 1650, 1937. Det Evige
Verdensbillede, herefter forkortet DEV, her DEV
4, stk. 35.1-2, 35.8.
2 Livets Bog, bd. III-V. Per
Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’Kosmologi, bd. 4.
3 Vedr. begrebet naturlig
befrugtning: LB I, stk. 419, 422-3, 426-7. LB
III, stk. 825-6, 928-9, 931-2. LB IV, stk.
1136, 1190, 1192-3, 1199, 1225, 1227, 1229, 1457, 1480. LB V, stk.
1718-20, 1737-40. LB VII, stk. 2540, 2623-4, 2626, 2628,
2634-5. DEV
II, stk. 23:5. DEV III, stk. 33:12-3, 33:27-31, 33:41, 33:78,
33:81.
I forklaringen
til symbol nr. 34: Parringsakten eller Guds ånd i mørket, trykt
i DEV 4, stk. 34.1-34.22, beskriver Martinus, hvordan det
reinkarnationsmodne individ i salighedsriget undfanges og reinkarnerer.
Herunder fremhæver han samlejepartnernes fællesorgasme som den
ideelle forudsætning for salighedsvæsenets tiltrækning mod lige præcis dét
biologiske forældrepar, hvis fysiske og mentale karakter og livsvilkår er i
optimal skæbnemæssig overensstemmelse med det diskarnerede individs
skæbneelement. Denne opfattelse har Martinus bekræftet i de såkaldte
Kontaktbreve nr. 15, 1950, side 38-39 (genoptrykt i tidsskriftet Kosmos nr. 7,
1985, s. 148-9), hvori han svarer på to læserspørgsmål vedr. undfangelse.
4 Vedr. skæbneelementet og talentkernerne, se Livets
Bog II, stk. 326-7, 357, 373, 381, 413, 465, 528, 588, 591. Se evt. også
Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1.249.-61. ”X”,bd. 2, stk.
2.106. Samme forfatter: Eksistens og udødelighed, bd. 2, stk.
4.10.1-11.8. - Vedr. koblingslegemet, se Per
Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1.221.Vedr. de seks
grundenergikombinationer, se f.eks. Livets Bog II, stk. 331-2,
349, 359, 442, 533. Se evt. også Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk.
1.107.-1.176. Se også Talentkerneprincippether på hjemmesiden.
5 Martinus: Det Evige
Verdensbillede 4, stk. 34.15-21. Se evt. også artikel Kunstig
befrugtning, der er gengivet tidligere ovenfor.
6 Hans Wittendorff har fremført det synspunkt,
at den mulighed kunne tænkes, at alene udstrålingen fra den forenede
æg-sædcelle (zygote) kunne være nok til, at det diskarnerede væsens aura, og
dermed dets skæbneelement, er i stand til at forbinde sig med genkomplekset. Se
herom i note 3.
7 Vedr. de forskellige former for
seksualtyper og seksualisme, se f.eks. Livets Bog, bd. V, stk. 1831-1918. Se
også Polforvandlingens
seksuelle kategorier her på hjemmesiden.
8 Svend Åge Rossen: Mand eller
kvinde i tidligere liv?. Kosmos nr. 4-1992. Hans
Wittendorff: Kønsskifte mellem
inkarnationerne, Kosmos nr. 12-1996.
9 Per
Bruus-Jensen: ”X”, bd. 2, stk. 2.229.-2.232. - Det er i øvrigt
vigtigt at forstå, at ifølge Martinus er begrebet skæbne ikke et afgrænset
eller isoleret fænomen, men skal ses som et udtryk for den måde, det levende
væsens tilværelse fundamentalt former sig på. Se. f.eks. Livets Bog
II, stk. 348, 572, 587, 629. Men noget af det, der kan være vanskeligt at
forstå for en ikke-kosmisk bevidst, som f.eks. mig, er, at der forekommer mange
skæbnevirkninger, som set fra et lavpsykisk udsigtspunkt dels er uforståelige
og dels virker unødigt grusomme og uretfærdige. Her tænker jeg især på to
tilfældigt valgte eksempler: Forekomsten af siamesiske tvillinger, f.eks. to
engelske nu voksne tvillingesøstre, som fra fostertilstanden har været
sammenvoksede øverst i kranierne, men som man ikke har kunnet skille ved
operation. At se, hvordan de to i øvrigt velbegavede kvinder havde lært at leve
med deres voldsomme handicap, var både rørende og tragisk. Et andet eksempel er
terrorangrebet på bl.a. World Trade Center i New York 11. sept. 2001, hvorunder
flere tusinde mennesker, unge og lidt ældre, kvinder og mænd, omkom dels
direkte under flyangrebet og dels som følge af de to høje
tårnbygningers efterfølgende sammenstyrtning. Se evt. min artikel Skyldig
eller ikke-skyldig? og Per Bruus-Jensens svar herpå. Den Ny
Verdensimpuls nr. 1, 2002. Se også Gunder Frederiksens artikler Mod
en verdenskulturs undergang , samme sted, og hans artikel Efter 11.
september, DNV nr. 2, 2002. Evt. også Else Byskov: Det finder jeg
fantastisk. Kosmos nr. 4-2002.
10 Se
Hans Wittendorff: Er dyrs lidelser karma? Kosmos nr. 12, 1997.
11 Martinus: Den ideelle
føde, og DeV 4, Symbol nr.38, stk. 38.1-27.
12 Vedr. skæbnebuerne, se
f.eks. DeV, bd. 2, stk. 18:1-3. Se også afsnittet Individets
skæbnedannelse her på hjemmesiden.
13 Martinus Erindringer, s.
164-76. Se også note 15.
14 Livets Bog 1, stk. 10, 19-22, 39,
55-8. – Sam Zinglersen: Martinus – som vi husker ham, 11-33, 99-115.
Vedr. Martinus’ sygdom og død: Kosmos nr. 13/14, 1981, s.
155-82. Martinus Erindringer, s. 187-8. Martinus – som vi husker
ham, s. 282-4.
15 Martinus – som vi husker
ham, s. 77.
16 Per Bruus-Jensen: Sol &
måne, s. 71-97. Bemærk, at Martinus borgerlige efternavn var Thomsen,
deraf en skelnen mellem Martinus, ophavsmanden til den i god forstand
fantastiske kosmologi, som bærer hans navn, og Thomsen, Martinus’
hverdagsjeg, der lejlighedsvis fremsatte udtalelser, som i al fald nogle af
hans tilhængere undrede sig en del over. – Se endvidere Kurt
Christiansen: Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente / en
biografi. 1-2. Forlaget Kosmologisk Information 2005. Se specielt bind 1,
8.-9. Afsnit, og Bind 2, 20. Afsnit. Kurt Christiansens bog om Martinus er det
hidtil mest omfattende værk om Martinus og hans ’sag’. Til trods for en
forsøgvis kritisk tilgang til Martinus og hans kosmologi, ender Kurt
Christiansen dog op med at dele Per Bruus-Jensens opfattelse af, at Martinus
både var i besiddelse af ægte kosmisk bevidsthed og af de kvalifikationer, som
måtte forventes af en verdensgenløser.
17 Begrebet ”tærskelens vogtere” stammer fra 1.
Mosebog 3, 24. Martinus bruger udtrykket til at betegne de ufærdige sider ved
et menneskes mentalitet, som f.eks. ærgerrighed, egoisme og selviske
forhåbninger, der holder det ude fra at kunne få adgang til ”den store fødsels
forgård”. Denne adgang er betinget af et sind, der bl.a. er præget af bl.a.
uselviskhed, ydmyghed, næstekærlighed og upartiskhed. Om kritik af sin Sag
siger Martinus i Samarbejds-Strukturen, stk. 7b: ”Man må på forhånd
vide, at denne Sag er bygget op på kosmiske analyser, der er urokkelige, og ud
fra dem er Strukturen lavet. / Har man kritik, må man derfor vide, at man ikke
er i kontakt med Sagen. Så er man i konflikt med den, og det skyldes ens egen
manglende udvikling. / Strukturen må i sig selv være analyserne. Det er dem,
der dikterer. Og det må være den absolutte næstekærlighed. Det er noget, der
skal brede sig til hele menneskeheden, til hvert menneske.” - Se
f.eks. også Livets Bog 1, stk. 125, 135, 159, 208. Se evt. også Per
Bruus-Jensen: ”X”, bd. 3, stk. 3.97.-98.
© 2004 Harry Rasmussen og
tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls.
******************
Fortsættes i
artikelseriens 3. del.