Realiteter versus Idealisme

Virkelighed og illusioner 6. del:

________________________________

For læserens skyld og af hensyn til forståelsen af, hvad der leksikalt kan og skal forstås ved begrebet paradoks, skal her gives en kortfattet forklaring af ordet og begrebet. Det er af græsk oprindelse i og med ordet paradoksos, idet para betyder ’ved siden af’ eller ’imod’, og doksos betyder ’mening’. Med andre ord noget, der tilsyneladende er ved siden af eller strider imod, hvad der almindeligvis anses for at være en fornuftsmæssig mening eller opfattelse. I videre forstand udtrykker et paradoks også det, der må anses for at være selvmodsigende. Sidstnævnte vil jo sige, når noget ikke stemmer med sig selv. Eksempelvis kan man ikke på samme tid påstå, at jorden er rund eller flad. Siger man, at den er flad, modsiger man den kendgerning, at den faktisk er rund eller nærmest kugleformet.

Men hvad menes der mere præcist med et stort paradoks i forbindelse med et skift i livs- og verdensopfattelsen? – Hvis og hvilket skift og hvis og hvilken livs- og verdensopfattelse? -

Der er naturligvis her tale om mit eget personlige skift fra den fler-livs-teori, der forefindes og fremføres af i dette tilfælde især Martinus’ kosmologi, til den ét-livs-hypotese, som jeg med tiden har fundet frem til og følt mig forpligtet på via min årelange teoretiske beskæftigelse med og studium af netop eksistentielle filosofiske livs- og verdensanskuelser. Det skal dog lige tilføjes, at de allerfleste almindelige mennesker rent umiddelbart og i reglen ubevidst faktisk er indforståede med ét-livs-teorien uden at tænke nærmere over det.

Men hvori består da paradokset i det nævnte skift for mit vedkommende mere præcist? –

For at kunne besvare dette i og for sig enkle spørgsmål, bliver jeg nødt til at fortælle lidt om min tidligere livs- og verdensanskuelse. Med den forholder det sig sådan, at lige siden min trygge og gode opvækst på landet i årene 1929 til 1939 havde jeg haft en overvejende romantisk opfattelse af og følelse for naturen og livet i bred almindelighed. April 1939 flyttede mine forældre og os dengang tre børn til København, mere præcist til arbejderkvarteret Nørrebro. I sommeren 1943 blev jeg ansat som animator-elev på den første danske lange tegnefilm FYRTØJET, som var baseret på digteren H. C. Andersens eventyr af samme navn. På denne film var jeg medarbejder indtil juni 1945, en månedstid efter Danmarks befrielse fra den nazi-tyske besættelse af landet. (Note 1)

I det interegnum, der fulgte efter to dejlige års arbejde som tegner og animator på den nævnte tegnefilm, oplevede jeg en depression, som fik mig til at søge efter noget, der kunne bringe mit før så lyse og optimistiske livssyn og humør tilbage. Hjælpen fandt jeg i form af nogle bøger om de klassisk indiske filosofiske systemer Sankhya, Yoga og Vedanta. Senere, i efteråret 1957, fandt jeg frem til, at de grundlæggende tanker og ideer i disse indiske filosofier i nogen grad genfandtes i den danske seer og forfatter Martinus’ dengang såkaldte åndsvidenskabelige livs- og verdensanskuelse.

Et grundigt studium

I de følgende mange år studerede jeg Martinus’ såkaldte kosmiske analyser og livsfacitter og følte mig stort set i pagt og overensstemmelse med disse. Min indsigt og forhåbentlige forståelse af det livs- og verdensbillede, der tegnede og tegner sig indenfor rammerne af Martinus’ dengang endnu påbegyndte livsværk, især i form af hovedværket Livets Bog, bevirkede, at jeg først og fremmest blev overbevist om, at der måtte være tale om en sand og virkelighedsnær skildring af livet og verden, sådan som dette og denne angiveligt tager sig ud set i et større og højere perspektiv, som det, Martinus angiveligt var i stand til at benytte sig af.

Før mit bekendtskab med Martinus’ verdensbillede havde jeg i en del år forud læst og sat mig ind i digteren H. C. Andersens livs- og verdensopfattelse, sådan som denne mere eller mindre direkte fremgår af hans litterære livsværk. Da jeg så i 1958 for alvor begyndte at studere Martinus’ forfatterskab og fulgte hans foredrag og deltog i nogle af de studiekredse, der blev afholdt på Martinus Institut i København og på Martinus Center i Klint, som dengang kaldtes Kosmos Feriekoloni, stod det mig hurtigt klart, at der består en endog stor overensstemmelse mellem Andersens og Martinus’ respektive livs- og verdensanskuelser.

Denne konstatering gav mig uundgåeligt inspiration og mod til selv at begynde at skrive om de selvsamme grundlæggende filosofiske emner. I første omgang primært for at pege på og belyse den store principielle overensstemmelse, der efter min opfattelse og som nævnt består mellem de to åndsgiganters respektive forestillinger om livet og verden. (Note 2)

En materialistisk livs- og verdensopfattelse

Imidlertid var jeg også interesseret i human- og naturvidenskab, men på basis af min mere eller mindre spirituelle eller såkaldt åndelige tilgang til disse, dannede jeg mig den mening, at de nævnte videnskaber havde den afgørende svaghed, at de reducerede åndelige eller sjælelige fænomener til basalt at være produkter af den fysiske materie og dennes kræfter og lovmæssigheder. Altså måtte konklusionen lyde, at videnskaben kort sagt var og er reduktionistisk i både sin metode og praksis.

Men hvad angår en materialistisk opfattelse af livet og verden, stod og står det nok så slemt til med genrer som kultur og politik. Begge fulgte og følger stort set fortsat den trend i retning af en materialistisk opfattelse og forståelse af tilværelsen, en holdning, der i særlig grad forstærkedes i og med ungdomsoprøret i slutningen af 1960erne og fortsattes op gennem 1970erne, hvorefter den mere rabiate og oprørsorienterede forståelse af socialisme og kommunisme så småt begyndte at klinge ud. Men i den periode kom store personligheder som teoretikeren Karl Marx (1818-1883) og praktikeren Vladimir Uljanov, bedst kendt som Lenin (1870-1924) i kommunisters og venstresocialisters højsæde. I de nævnte årtier blev der udgivet en mængde bøger af såkaldt venstreorienteret observans, hvis hovedsigte var klassekampen og dennes opgør med den borgerlige elitekultur og højreorienterede politik. Bøger, som for øvrigt i dag stort set er glemte. For som bekendt er alt kun en overgang og alting får en ende. For derefter handlede det mere om menneskerettigheder og demokrati. Genrer indenfor hvilke, der også fandtes og findes mere eller mindre rabiate opfattelser og holdninger, i nogle tilfælde grænsende til fanatisme. (Note 3)

Indenfor kulturen var der i 1960-70erne en særlig litterær genre, ideologikritikken, som forsøgte at gøre op med en række fremragende litterære forfattere, nulevende så vel som afdøde, hvis personligheder, liv og værker blev kritiseret og nedgjort, især med henvisning til, at disse cementerede de forhadte borgerlige opfattelser, dyder og værdier. Blandt de relativt mange forfattere, der dengang blev udsat for den såkaldte ideologikritik, var eksempelvis en ældre tids Søren Kierkegaard og H. C. Andersen og en nyere tids Johannes V. Jensen. (Note 4)

Hvad angår religionen, er så vel katolicismen som protestantismen og de fra disse opståede og udgående sekter, bundet af fundamentalistiske dogmer, hvis basale problem objektivt set består i, at disse dogmer ikke lader sig verificere af det virkelige livs forhold, omstændigheder og vilkår. Om alt dette med både kulturen, politikken og religionen vil man blandt andet kunne læse i følgende bøger, hvis titler er nævnt i noten. (Note 5)

Mit eget paradoks

Som nævnt var og er jeg bestemt ikke nogen tilhænger af den materialistiske livsopfattelse som sådan, men bilder mig dog ind at jeg – ikke mindst på grundlag af mit kendskab til Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter – forstår, at den materialistiske livs- og verdensopfattelse har været og er et uundgåeligt, ja, ligefrem nødvendigt led i menneskehedens åndelige og intellektuelle udviklingshistorie. Jeg er dog fortsat ikke tilhænger af materialismen, primært fordi jeg anser denne for at være ude af pagt med virkelighedens verden. Men til trods for det, er jeg igennem de seneste 15-20 år i stigende grad kommet til at se og forstå, at Marx og hans håndgangne mænd, som især historiefilosoffen Friedrich Engels, religionsfilosoffen Feuerbach og politikeren Lenin, har en pointe i og med den materialistisk-dialektiske historieopfattelse, og ikke mindst i og med, at for dem var og er den menneskelige bevidsthed og personlighed grundlæggende et produkt af den fysiske naturs kræfter og lovmæssigheder. (Note 6)

Den teoretiske Marxismes livs- og verdensopfattelse baserer sig på forestillingen om en basis og en overbygning, som kan sammenfattes og fremstilles på den følgende skematiske og triangulære måde:

Basis består af produktivkræfterne, herunder redskaber, penge, arbejdserfaring mv. Disse kræfter vekselvirker med produktionsrelationerne, herunder arbejdsfordeling og besiddelsesforhold, altså det indbyrdes forhold og forskellen mellem arbejdere og kapitalejere.

Tredje og nok så vigtige del af teorien omfatter overbygningen i form af de bevidsthedsmæssige fænomener, så som ideologien, ret, moral, religion, kunst, litteratur, filosofi etc. Disse er altså alle beroende på samspillet og vekselvirkningen med både produktivkræfterne og produktionsforholdene.

Den dialektiske historieopfattelse baserer sig på filosoffen Hegels teori om, at udvikling sker gennem modsætninger frem mod en stadig forbedring af forholdene, hvorved især tænkes på samfundsforholdene. Den teori er i kortform sammenfattet i begreberne tese, antitese og syntese. Men i modsætning til sin lærer, Hegel, som troede på en gud eller verdensånd, som stod bag verdensudviklingen, var Marx overbevist om, at en sådan ’overnaturlig’ kraft ikke fandtes, men blot var et produkt af fantasi og indbildning. For Marx var det udelukkende materien og dennes iboende kræfter og lovmæssigheder, der siden tidernes morgen og fortsat bestemte den dialektiske udvikling, altså en udvikling, der foregår via modsætningernes indbyrdes samspil eller kamp. (Note 7)

Den russisk fødte socialistiske teoretiker og politiker Lenin blev tidligt i sit liv inspireret og optaget af Marx’ filosofiske og økonomiske teorier omkring samfundsudviklingen. Han tilsluttede sig dialektikken i form af læren om kampen mellem modsætningerne, lige som han uddybede materie-begrebet. For Lenin er begrebet og fænomenet materien en filosofisk kategori, der er ensbetydende med den objektive virkelighed som i og for sig eksisterer uafhængigt af mennesket, men som mennesket erkender på sin relativiserede måde. For Lenin var materien evig i tid og uendelig i rum og udgør i sig selv det princip, som skaber bevægelse, forandring og udvikling. Begreber som Gud eller en Verdensånd, forekom ham derfor totalt overflødige.

Men nok så vigtigt i denne forbindelse, så opfattede Lenin fænomenet bevidsthed som et ikke-materielt produkt af materiens iboende kræfter og lovmæssigheder, altså i en vis forstand som et parafysisk energisystem. Det vil sige et ikke-materielt men åndeligt fænomen, en opfattelse, som principielt er i overensstemmelse med f.eks. dybdepsykologen Jungs opfattelse af samme. Og endnu mere vigtigt, i hvert fald for mig, i overensstemmelse med min nuværende opfattelse af fænomenet bevidsthed. (Note 8)

Det store paradoks betyder derfor i mit eget tilfælde skiftet fra en overvejende spiritualistisk opfattelse af materiebegrebet og af fænomenet bevidsthed, til den omtrent modsatte opfattelse af samme. Dog ikke nødvendigvis en reduktionistisk-materialistisk opfattelse, men snarere en filosofisk set realistisk opfattelse af især fænomenet bevidsthed.

Her skal jeg forsøgsvis give en beskrivelse af min nuværende opfattelse af begrebet bevidsthed og personlighed, sådan som denne fremgår af følgende citat fra artiklen 4.130. Personlighedsbegrebet - set i ét-livs-hypotesens perspektiv :

(Citat) Set i ét-livs-hypotesens perspektiv er det særligt vigtige derfor her, at psyken, så vel den bevidste som den ubevidste del af denne, udgør et energisystem for sig, der dog er intimt og interagerende forbundet med det fysiske legeme og dettes funktioner, specielt med hjernen og dennes funktioner, men som altså ikke er direkte identiske med disse. Det betyder som nævnt, at psyken normalt genereres samtidigt eller synkront med det fysiske legemes undfangelse og vækst, lige som psyken normalt degenererer og ophører samtidigt eller synkront med det fysiske legemes degeneration og ophør.

I denne sammenhæng kan der desuden peges på drømmetilstanden og hallucinationer, som eksempler på, at psyken udgør et selvstændigt energisystem i forholdet til den fysiske krop. Det samme gælder de såkaldt ud-af-kroppen-oplevelser, som nogle mennesker oplever og forestiller sig , og i nogle tilfælde fuldt og fast tror på, at disse er udtryk for realistiske fænomener.

Dette med, at psyken ikke er direkte identisk med hjernen og dennes anatomi og fysiologiske funktioner, fremgår særlig tydeligt af analysen af sanse- og synsprocessen, som er kortfattet beskrevet tidligere ovenfor*. Den opfattelse, at vores sansemæssigt baserede opfattelse af verdenen er udtryk for ren illusionisme, idet det vi bl.a. ser og hører ikke er identisk med den virkelighed, som rent faktisk er noget helt andet end det indhold, denne efterlader i vores bevidsthed eller psyke. Derfor nødes vi til at erkende og acceptere, at psyken repræsenterer en anden form for energi end den energi, som det fysiske legeme betjener sig af. Som en følge heraf, må man skelne mellem fysisk og psykisk eller åndelig energi, også selvom disse to energisystemer interagerer med hinanden. Se bl.a. herom i artiklen 4.83. Illusionernes narrespil – om falsk kontra ægte virkelighed . Det skal dog pointeres, at den nævnte artikel er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen, men i det væsentlige er den fortsat gyldig også set i det perspektiv. (Citat slut).

*Vedr. analysen af sanse- og synsprocessen, se f.eks. artiklen 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske betragtninger. BEMÆRK! Den artikel er skrevet før jeg for alvor skiftede over fra fler-livs-teorien til ét-livs-hypotesen, men i alt væsentligt er den fortsat gyldig.

Om religion

Begrebet og fænomenet religion spiller som formentlig bekendt faktisk en nok så stor rolle i Martinus’ verdensbillede eller kosmologi, om end det ikke sker på nogen traditionel eller dogmatisk måde. Dette fremgår klart af, at Martinus dels betegner sit livsværk som udtryk for den ”intellektualiserede kristendom” og dels af, at han har valgt at betegne sit livsværk som ”Det Tredje Testamente”.

I øvrigt skelner Martinus mellem de gamle verdensreligioner, i form af Buddhisme, Kristendom og Islam, og den ny tids verdensreligion i form af Kristendommen og dennes fortsættelse i form af hans eget livsværk. Dertil kommer, at han under sin beskrivelse af menneskehedens bevidsthedskategorier opdeler samme i en A-gruppe og en B-gruppe, hvoraf den førstnævnte består af mennesker, der er mere eller mindre modtagelige for det, han betegner som ”den ny verdensimpuls” fra det guddommelige skabeprincip, medens B-gruppen indeholder mennesker, der er mere eller mindre modtagelige for og ført af ”den gamle verdensimpuls” fra nævnte princip. (Note 9)

I forbindelse med nævnte B-gruppe opererer Martinus med, at der forekommer et fænomen han betegne som ”den guddommelig suggestion”, hvilket kort og billedligt talt vil sige: ”Guds kærligt udstrakte og hjælpende hånd”, et fænomen, der via de såkaldte ”verdensgenløsere”, som f.eks. Buddha, Jesus og Muhammed, og disses disciple, præster mv. har til primært formål at støtte og vejlede instinktprægede mennesker, som endnu har ”troens nådegave” i behold og som – i modsætning til mange i B-gruppen - ikke selv er i stand til at få religiøs inspiration fra naturen og hverdagslivet. (Note 10)

For mit eget vedkommende er jeg for længst vokset ud over den traditionelle dogmatiske kristendom, forstået sådan, at jeg ikke er i stand til at anerkende den evangelisk-lutherske trosbekendelse som sådan, men dog nok som kirkens grundlag og som et historisk dokument. Derimod går jeg naturligvis ind for kerneprincipperne i Jesu lære, herunder især næstekærlighedsprincippet omsat i daglig praksis.

Men også i spørgsmålet om religionen har jeg delvis skiftet til en paradoksal opfattelse, idet jeg i nogen grad hælder til den beskrivelse og vurdering af samme, som skyldes den tyske filosof Ludvig Feuerbach. I lighed med Marx kritiserede han Hegels idealisme ud fra et materialistisk standpunkt. Dette bygger på to primære påstande, nemlig at religion er antropologi – dvs. læren om mennesket - og at antropologien er materialistisk. I lighed med Karl Marx og senere Sigmund Freud anså han Gud som værende et udtryk for menneskets samfundsbestemte psykologiske projektion. (Note 11)

Ifølge Feuerbach har religiøse forestillinger ikke nogen sandhedsværdi. Desuden er mennesket ikke skabt i Guds billede, sådan som det forlyder i Bibelens skabelsesberetning. Mennesket har tværtimod skabt Gud i sit billede, forstået sådan, at mennesket projicerer sit eget billede op i forstørret målestok på himlen, og tror at dette billede er udtryk for et reelt eksisterende virkeligt overdimensioneret væsen. Gud og guderne er reelt set udtryk for menneskets egne ønksker, behov og forhåbninger. De egenskaber vi tillægger Gud og himmeriget er skabt af vores egne længsler og higen efter en bedre og højere tilværelse. Når Gud derfor ses som personlighed, skyldes det at det personlige liv forekommer os at være det højeste i livet. Når Gud opfattes som identisk med kærlighed betyder det, at der ikke findes noget højere i tilværelsen end kærligheden. Når lidelse for andre er guddommelig, som i kristendommen, betyder det at Gud er nærværende også i lidelsen.

De religiøse forestillinger om fuldkommenhed er altså i henhold til Feurerbach primære udtryk for menneskets eget ideale væsen. Denne menneskelighed er bestående, også selvom den religiøse tro forsvinder. Det fremgår jo blandt andet af humanismen og dennes idealer, som afstår fra at udlede sine grundsætninger fra troen på en oversanselig, guddommelig virkelighed. Humanismen er således i opposition til de absolutistiske og religiøst begrundede livs- og verdensanskuelser, som almindeligvis kan og må karakteriseres som værende dogmatiske, intolerante, autoritære og dermed fornuftstridige.

Feurerbach mente, at i stedet for forestillingen om en absolut Gud burde man hellere indsætte menneskeheden som sådan, idet alt sandt menneskeligt i sig selv er helligt eller i hvert fald bør være det. Herom har Feurerbach blandt andet skrevet følgende:

(Citat) ”Lad de døde hvile, og lad os bare bekymre os om de levende! Når vi ikke mere tror på et bedre liv, men vil det, vil det, ikke enkeltvis, men med forenende kræfter, so vil vi også skabe et bedre liv, så vil vi i det mindste fjerne de krasse, himmelskrigende, hjerteskærende uretfærdigheder og misligheder, som menneskeheden hidtil har lidt af. Men for at ville og bevirke dette må vi istedenfor kærligheden til Gud sætte kærligheden til mennesket som den eneste sande religion, istedenfor troen på Gud sætte menneskets tro på sig selv, på sin kraft, den tro, at mennekehedens skæbne ikke afhænger af et væsen udenfor eller over den, men af den selv, at menneskets eneste djævel er mennesket, det rå, overtroiske, selviske, onde menneske, men også at menneskets eneste Gud er mennesket selv.” (Citat slut) (Note 12)

Det skal her pointeres, at jeg i princippet er delvis enig i Feurerbachs opfattelse af religionen eller religionerne, og i, at menneskene har skabt Gud i deres eget billede, men dog ikke i, at Guddommen ikke eksisterer og ikke har skabt og fortsat skaber og opretholder verden og livet. Men vel at bemærke Guddommen som det altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og treenige væsen, hvis fysiske organisme udgøres af verdensaltet. Dermed er jeg helt enig i den universale guddom, som Martinus fremfører i og med sit livsværk, hvilket blandt andet vil fremgå af det følgende citat fra artiklen 4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé:

(Citat) Ét-livs-hypotesens hovedtræk

Set i ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen fortsat det altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og lever. En Guddom, som især kendetegnes ved sin alvisdom og almagt, men ikke ved sin alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville være indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er nu, hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger er dominant. Dertil kommer, at forventningen om retfærdighed ikke altid synes at blive opfyldt, snarere tværtimod.

Det væsentligste, primære og afgørende hovedtræk i ét-livs-hypotesen er, at de levende væsener, mennesket inklusive, kun har ét liv til deres og sin rådighed, nemlig det til enhver tid og for ethvert levende væsen aktuelle nutidige liv. Dette liv strækker sig i normalt og bedste fald fra undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Døden, som alle levende væsener er underkastet, kan i praksis indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt i livsforløbet, men det teoretisk normale er døden som følge af alderdom. Men døden forekommer som bekendt mere eller mindre tilfældigt i alle aldre, og af vidt forskellige årsager.

Lige præcis døden - eller mere generelt forandringen og forgængeligheden i form af fødsel og død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i grunden drejer sig om. For døden er jo modsætningen til den basale udødelighed, som det levende væsen ifølge Martinus' kosmologi grundlæggende er forlenet med, nemlig i medfør af sin universale eller kosmiske grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, sidstnævnte primært i form af det interaktive kommunikationsorgan: det psykofysiske legeme. Kaldet ”psykofysisk”, fordi det fysiske legeme, mere præcist det fysiske legemes hjerne, som bekendt også repræsenterer psyke eller bevidsthed.

Desuden vil det være sådan, at så længe individet er i live, hvad enten det er som barn, ung, voksen eller gammel og indtil døden indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en hvilken som helst alder, så længe er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg, lige som dets bevidsthed og fysiske legeme vil være forbundet med og udgøre en lille del af henholdsvis Guddommens bevidsthed og fysiske legeme eller organisme, det sidstnævnte i form af verdensaltet.

Denne grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, er stadigvæk også gyldig set under ét-livs-hypotesens synsvinkel. Men vel at bemærke kun så længe individet eksisterer i sit ene liv. I og med ét-livs-hypotesen er alt, hvad der er skabt eller blevet til, undergivet den irreversible forgængelighedens definitive lovmæssigheder, nemlig som nævnt principielt og normalt i form af undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Og eftersom der her ikke er tale om, at individet har en basal overfysisk og over-psykisk struktur, forekommer begreber som udødelighed og reinkarnation totalt uvedkommende og derfor helt overflødige. Hver eneste af os, hvad enten vi er amøbe, plante, dyr eller menneske, har kun fået dette ene liv, vi lever her og nu, skænket til vores rådighed. I bedste fald lever man kun videre som en erindring hos sine slægtninge og venner, for så vidt som man ikke overlever disse. (Citat slut)

Med bemærkningen, at individet ikke har en basal, dvs. varig, overfysisk og over-psykisk struktur, menes der her, at den overfysiske struktur i form af psyken, herunder bevidstheden, kun eksisterer så længe individet fysisk set lever. At individet heller ikke har en basal over-psykisk-struktur i form af overbevidstheden med dennes iboende skabe- og oplevelsesprincipper, menes der, at inidivdet ligeledes kun har denne, så længe dette er i live.

”Verdensgenløserne”

Sluttelig skal her omtales det begreb og fænomen, som i traditionel religion betegnes som ”frelsere”, men som Martinus meget klogt har valgt at kalde ”verdensgenløsere”. Begrebet genløsning betyder kort fortalt, bestræbelsrne på at løse menneskene fra bundetheden i den fysiske verdens trældom og i princippet bringe disse tilbage til den oprindelige himmelske eller paradisiske tilstand, de befandt sig i før ”syndefaldet”. Sidstnævnte ord indikerer, at vi nu befinder os i den bibelske skabelsesberetnings forestillingsverden, mere præcist i fortællingen eller myten om Adam og Eva. (Note 13)

I den idealistiske tradition kaldes verdensgenløsere som Moses, Buddha, Jesus, Krishna og Muhammed for ”de store indviede”, eller som i tilfældet med Jesus, et personnavn som på hebraisk hedder ”Jeschua”, på græsk ”Jesous” og på latin ”Jesus”. Senere fik Jesus tilnavnet den ”salvede”, som er det danske ord for det hebraiske ”messias”, som på græsk oversattes ved ordet ”Christos”, på latin ”Kristus”. Som sådan har den kristne kirke lige siden oldkirken prædiket og lært om ”det guddommelige sendebud”, hvis borgerlige navn var Jesus Josefs Søn.

Imidlertid må man konstatere, at nævnte person Jesus, i lighed med de øvrige ovenfor nævnte ”store indviede”, ”frelsere” eller ”verdensgenløsere”, som personer er blevet borte i dogmatikkens og mytologiens tilslørende ideologi. Der er ganske enkelt tale om, at der i overleveringen er sket en sammenblanding af historisk viden og erindring og de troendes udlægning af begivenheder og udtalelser, der tillægges i dette tilfælde Jesus.

Rent faktisk forholder det sig sådan, at det snarere er urmenigheden i form af de mere eller mindre kendte historiske – eller mytologiske? - personer, der i dette tilfælde og fra begyndelsen har videreført fortællingerne om Jesus’ liv og lære. Jesus har jo så vidt vides ikke selv nedskrevet så meget som en linje om sin egen historie og lære. De ældst kendte skrifter i form af de såkaldte ”evangelier”, dvs. ”gode budskaber”, er alle skrevet på grundlag af mundtlige overleveringer, og vel at bemærke skrevet længe efter Jesus’ død. (Note 14)

Men det forhold, at de nævnte ”verdensgenløsere” ikke selv personligt har nedskrevet deres liv og lære, gælder også for de andre ovenfor nævnte personer. Det er i første instans mundtlige traditioner, der ligger til grund for tilhængeres eller menigheders skriftlige formidling af fortællingerne om deres respektive ”verdensgenløser”. Det er derfor udelukkende på disse tilhængeres eller formidleres beretninger – og tolkninger – at vort kendskab til de nævntes liv og lære hviler.

Imidlertid må det konstateres, at eksistensen af de nævnte religioner igennem tiderne har været til stor hjæp, trøst og opmuntring for utallige mennesker, de troende vel at mærke, for var og er man ikke det, vil man jo i henhold til dogmatikken være en ”synder”, ateist eller frafalden og dermed ifølge mytologien dømt til evig fortabelse. Det sidstnævnte kan karakteriseret som et ’pædagogisk’ middel til at holde de vildfarne inde i ’flokken’ eller ’folden’ af frelste. Berømte er da også Marx’ ord om, at ”Religion er folkets opium!”, et udsagn, som både er et udtryk for og en protest mod den virkelige elendighed og som derfor fjerner menneskers opmærksomhed fra virkeligheden. Den elendige virkelighed, som Marx mente menneskene burde gøre oprør imod. (Note 15)

Er Martinus’ kosmologi udtryk for religion?

Herefter er kun tilbage at stille ovennævnte og på sin vis kontroversielle spørgsmål, selvom det måske umiddelbart lyder meningsløst. Men ved nærmere undersøgelse og omtanke er det det nok alligevel ikke. For til trods for, at Martinus selv opfordrer den studerende af hans kosmologi til at tænke og vurdere selv og ikke lade sig diktere af noget, man måske ikke umiddelbart kan forstå eller være enig i, men som følelserne og dermed troen måske umiddelbart siger ja til. Men Martinus' kosmologi drejer sig jo angiveligt ikke om tro, men primært om spirituel viden. (Note 16)

Den nævnte opfordring til studerende af sine åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har Martinus også givet udtryk for på blandt andet følgende måde:

(Citat) ”Naturligvis vil der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som fører til indvielse i selve livets mysterium.” (Citat slut) (Note 17)

Man må indrømme Martinus, at hans ovenstående udtalelse vidner om et nøgternt og klogt menneske med overblik over den situation, som han selv og hans lære befandt sig i og stort set har befundet sig i lige siden begyndelsen. Man kunne måske på den baggrund spørge, om Martinus også selv opfattede sig som en ”verdensgenløser”? –

For om muligt at besvare spørgsmålet skal her refereres til artiklen 2.22. Om at finde sig i kritik – om en kritisk anmeldelse, idet jeg gør opmærksom på at kritikken er fremsat i 1933, hvor foreløbig kun 1. bind af LIVETS BOG var udkommet. Fra nævnte artikel skal her citeres følgende tekst:

(Citat) Tredie punkt i Hohlenbergs tilbagevisning af Martinus’ påstande, er den, at denne benægter i sin selvopfattelse at være identisk med ”verdenslæreren”, der er udset til at vejlede og belære menneskeheden om den rette vej og adfærd. Dette punkt gør Hohlenberg specielt meget ud af, idet han bruger omkring to spalter til at forklare sig. Herunder henviser han til Fortalen i ”Livets Bog”, hvori Martinus bl.a. skriver, at han efter sin kosmiske indvielse var blevet sin egen lyskilde, fordi ”den gyldne ilddåb” havde udløst helt nye sanseevner hos ham, specielt intuitionsevnen, som han betegner som individets ”højeste synsevne”, og som satte ham i stand til vågen dagsbevidst at anskue ”alle de bag den fysiske Verden bærende aandelige Kræfter, usynlige Aarsager, evige Verdenslove, Grundenergier og Grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var saaledes ikke noget Mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i Verdensaltets Liv og indviet i ”Det guddommelige Skabeprincip”. (Note 15) .

De udtalelser, som Martinus i sit svar til ham har fremsat om, at han ikke er en ”Verdenslærer”, men i virkeligheden blot en forløber for, hvad alle andre mennesker før eller siden skal blive, tolker Hohlenberg som en bekræftelse af sin påstand om, at Martinus er i uoverensstemmelse med sig selv. Hohlenberg henviser i den forbindelse dels til Martinus’ påstand om, at han selv har gennemgået ”den store fødsel” til ”kosmisk bevidsthed”, hvilket kommenteres på følgende måde:

”Naar man ud fra saadanne forudsætninger skriver en bog på 338 store sider – som endda kun skal være indledning – og oven i købet kalder den ”Livets Bog”, saa forekommer betegnelsen verdenslærer mig at være et ringe og beskedent udtryk for de pretentioner der her gøres gældende.

”Hr. M. erklærer det for at være latterligt og naivt at udgive sig for at være bærer af en verdensimpuls og benægter at have gjort det. Han har aabenbart glemt hvad han har skrevet paa side 184 i Livets Bog: ”Da disse to Bevidsthedsfaktorer samtidig er meget fremragende udviklet, udgør samme Kategoris Væsener Jordens mest fremragende Repræsentanter i aandelig Udvikling og danner tilsammen den Zone, vi her i Livets Bog udtrykker som ”Den store Fødsels Forgaard”. Disse Væsener bliver de fundamentale Bærere af den nye Aandskultur eller Verdensimpuls.”

Da Hr. Martinus, som han fortæller os paa Side 21 i sin bog, selv har gennemgaaet den ”store fødsel”, og følgelig må antages at være kommet videre end de der kun er naaet til dens forgaard, maa han altsaa være noget endnu mere end en ”fundamental Bærer” af denne verdensimpuls. Men hvorfor saa skjule det for Det Frie Blads læsere under saa ydmyg maske? – [...]” (Note 16) (Citat slut)

Så vidt Hohlenbergs lidt uskånsomme kritik af Martinus og dennes foreløbige værk i form af LIVETS BOG 1. Man må dog nok erkende, at Hohlenberg havde delvis ret i sin kritik, idet Martinus allerede kort efter sin indvielse til kosmisk bevidsthed i påsken 1921 åbenbart havde givet sin dengang nære ven Lars Nibelvang samme indtryk, om end denne modtog dette på en betydeligt mere positiv måde, hvilket fremgår af følgende citat fra samme nævnte artikel:

(Citat) Hvad angår opfattelsen af Martinus som ”verdenslærer” eller ”bærer af en ny verdenskultur”, nødes man nok til at give Hohlenberg delvis ret i, at dette faktisk også var Martinus’ selvopfattelse helt fra begyndelsen af hans karriere. Herom vidner en skriftlig udtalelse af hans nære ven, Lars Nibelvang, som personligt var overbevist om, at Martinus var en ny åndelig mester eller mahatma, dvs. stor vismand. Nibelvang har fortalt om en dag, da han som så ofte før havde fået besøg af Martinus, og skildringen lyder nærmest som skrevet af en, der er betaget eller ligefrem forelsket i den anden person:

”Jeg greb en bog, som indeholdt okkultisten Percivals’ vidunderlige beskrivelser af adepter, mestre og mahatmaer og slog op på det sted, der viser os en mahatma i den åndelige verden hinsides tiden, rummet og formernes verden. Jeg læste op for ham. Han bøjede sit hoved og smilte til mig.

”Ja,” sagde han, ”det er rigtigt beskrevet, saadan er det. Jeg ser gennem formernes forskellige verdener og opfatter alt som en helhed. Hvor som heslt jeg retter min opmærksomhed hen, er jeg bevidst. Tingene ligesom passerer revy for mine øjne efter ønske.

Men mit centrum er overgivet til de guddommelige love, og jeg stiller mig fuldstændig til tjeneste. Verden skal have lov til at drage alt det ud af mig, som den måtte have brug for, og ikke hvad jeg selv personligt kunne ønske!”

”Du er jo en mahatma, en verdensfrelser!” næsten råbte jeg i ivrighed.

”Tys! Vi skal ikke tale om, hvem jeg er, eller gøre sammenligninger.. Jeg er for hver især kun det lidet, meget eller intet, som vedkommende selv kan føle og se. Du må absolut ikke omtale noget til dine venner og bekendte. Min tid er endnu ikke kommet. Desuden er jeg ingen ynder af de mange rangklasser; der er kun én klasse for mig – og det er sønner af guden.

Jeg er den lærer, Gud har givet dig, og du skal blot lytte til, hvad jeg har at sige dig, og efter evne søge at følge mit eksempel.

For øvrigt er jeg alles ven og tjener for den mindste!” (Note 20)

Under læsningen af ovenstående citat, klinger der uvilkårligt nogle udtalelser af en anden og nok så berømt person for ens indre øre, nemlig Jesu ord til sine disciple under sin første forudsigelse af den skæbne, han var udset til at skulle gennemgå. Den principielle overensstemmese var nok ingen tilfældighed, for Martinus havde faktisk et grundigt kendskab til Bibelen, og ikke mindst til Det Nye Testamente:

”Da Jesus var kommen til egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: ’Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” De svarede: ’Nogle siger: Johannes Døber; andre: Elias; andre Jeremias eller en anden af profeterne.” Han spørger dem: ’Men I, hvem siger I, at jeg er?’ Og Simon Peter svarede og sagde: ’Du er Kristus, den levende Guds Søn.’ Da svarede Jesus og sagde til ham: ’Salig er du, Simon Jonas’ søn! Thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene. Så siger jeg også til dig, at du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himelen, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene.’ Da forbød han sine disciple strengt at sige til nogen, at han var Kristus.” (Note 21)

Men man kan naturligvis påstå, at der med ovenfor anførte citat af Lars Nibelvang er tale om dennes personlige opfattelse af Martinus, og at citatet af, hvad han har sagt ved den pågældende lejlighed, måske ikke er korrekt opfattet eller gengivet. Men hvis det derimod står til troende, så må man nok indrømme, at Hohlenbergs påstand om ”verdenslæreren” trods alt indeholder en vis grad af sandhed. Desuden var det ikke kun Nibelvang, der opfattede Martinus som en ”verdenslærer”, eller for at bruge Martinus’ eget udtryk: en ”verdensgenløser”, for det var der også mange andre af hans tilhængere, der gjorde og gør. Og det rokker ikke ved denne kendsgerning, at Nibelvang flere år senere en overgang delvis skiftede opfattelse af, hvem og hvad Martinus var. Det hang sammen med skuffede forventninger fra Nibelvangs side, og med nogle interne kontroverser mellem ham og Martinus’ første sekretær, Erik Gerner Larsson, som Nibelvang i modsætning til Martinus fandt uegnet til denne opgave. Men Nibelvang bevarede trods alt livet igennem en stor taknemmelighed og beundring for personen Martinus og hans kosmologi, lige som Martinus aldrig glemte, hvad Nibelvang havde betydet for ham i de første mange år af hans karriere. (Note 22)

Som Hohlenberg faktisk skriver i sit gensvar til Martinus, så er der i og for sig intet galt i at erklære sig som en ”verdenslærer”, men derimod i, at man ikke vil stå ved det offentligt. Det er dog et spørgsmål, som kan betragtes fra flere vinkler, bl.a. denne: Martinus’ mission og værk er af en så ekceptionel karakter, og var det måske især ved sin fremkomst, at dette ligeud at erklære sig som ”verdenslærer”, eller som Martinus foretrækker at kalde det: ”verdensgenløser”, på forhånd ville have lukket nogle døre i en verden, som den vestlige, hvor den materialistiske livs- og verdensanskuelse foreløbig er i højsædet.

Personlig skal jeg gerne tilstå, at efter omkring et halvt hundrede års studium af Martinus’ kosmologi, herunder overværelsen af adskillige af Martinus’ egne foredrag i 1950’-70’erne, har jeg ingen problemer med at acceptere og anerkende Martinus som ”verdensgenløser” i den forstand, hvori han selv definerer begrebet. I øvrigt lagde han ikke selv så megen vægt på denne side af sit virke, og førte sig i hvert fald i sine manddomsår og alderdom ikke frem som sådan, men lagde mere hovedvægten på, at hans mission og værk var et udtryk for den ”Talsmanden, den hellige Ånd”, som Jesus profeterede skulle fremstå i ”de sidste tider”. (Note 23)

Her vil jeg slutte med at sige, at det har været lidt af en svær opgave, at skulle forholde sig til to forfattere, som i hvert fald for Martinus’ vedkommende ufrivilligt er kommet på kollisionskurs, men hvis forfatterskaber jeg begge holder meget af, herunder ikke mindst af Hohlenbergs bog om Yoga og hans interessante og indlevende bøger om filosoffen Søren Kierkegaard. Derfor må jeg overlade det til læseren selv at forholde sig til Hohlenbergs kritik og til mit velmente, men utilstrækkelige forsøg på at dele sol og vind lige mellem ham og Martinus. Sidstnævnte behøver intet forsvar fra hverken mig eller andre, idet hans eget livsværk er hans bedste forsvar, hvis et sådant i det hele taget behøves. (Citat slut)

Imidlertid nødes man nok til at måtte erkende, at der i praksis rent faktisk er tale om at i hvert fald en del af de mennesker, der er tilhængere af Martinus og hans lære, i større eller mindre grad opfatter ham som en ophøjet ”verdensgenløser” og hans lære som en form for religion. Hvilket man sådan set ikke kan fortænke de pågældende i, når man tager i betragtning, at Martinus jo i sine senere år selv har drejet sin sag og lære i religiøs retning, nemlig i og med at give sit livsværk samlebetegnelsen ”Det Tredje Testamente” med undertitlen ”Den intellektualiserede kristendom”. Her skal jeg ikke udbrede mig yderligere om dette emne, men henvise den specielt interesserede læser til de i den efterfølgende note anførte artikler, som vedrører emnet. (Note 18)

Min holdning til Martinus’ kosmologi

For at læseren ikke skal være i tvivl om min egen personlige holdning til Martinus og hans lære, vil jeg afslutte denne artikel med at citere fra min artikel 4.129. Et livs status - revision af en personlig opgørelse:

(Citat) Konklusionen på alt det ovenfor sagte, må blive, at et relativt langt liv foreløbig har lært mig, at være videbegærlig, åben og upartisk, men samtidig tvivlende og skeptisk. Det har for mig altid været vigtigt, at holde sig grundlæggende spørgsmål for øje, som f.eks. hvad, hvordan og hvorfor. På den måde har man en mulighed for at tilegne sig upartisk og objektiv eller forsøgsvis sand viden om livet og verden. I forbindelse med tilegnelse af forhåbentlig sand viden, er en vis mental selvdisciplin derfor nødvendig, så man ikke fristes til at tolke verden i sit eget billede, sådan som man uvægerligt har tilbøjelighed til at gøre, når og hvis man er partisk og nærer sympati for det ene og antipati imod det andet. Dette indebærer desuden, at man må gøre op med sig selv, holde en slags personlig åndelig status over sin egen livs- og verdensanskuelse, og spørge: Hvor meget af det, jeg selv mener at vide, er i grunden baseret på egen oplevelse og erfaring, og hvor meget er tankegods fra andre, som jeg nærer tillid til og derfor i bedste fald tror på? – I den sammenhæng må jeg erkende, at et langt livs beskæftigelse med først klassisk idealistisk indisk filosofi og derefter med Martinus’ kosmologi, har påvirket mig i et omfang og i en grad, så at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg ville have betragtet og opfattet verden, hvis jeg udelukkende havde været henvist til mine egne oplevelser og erfaringer. Det skal lige tilføjes, at jeg ikke føler mig mere bundet eller forpligtet af Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter, end at jeg stadig lader muligheden stå åben for, at disse i værste tilfælde måske kunne vise sig at være i større eller mindre uoverensstemmelse med virkelighedens verden. Hvad denne så i realiteten end er eller måtte vise sig at være. På den baggrund vil jeg her sluttelig fremsætte min ”selvbekendelse”, som trods alt og i det væsentlige er i principiel overensstemmelse med hovedtrækkene i netop Martinus’ kosmologi:

Min personlige, åndelige status kan herefter opgøres i følgende trosbekendelse: Jeg tror på Gud, den almægtige Fader-Moder, altings ophav og skaber, én sand Gud fra evighed til evighed, den universale Gud, i hvem vi alle eksisterer, oplever og manifesterer os i egenskab af Guds sanseorganer og manifestationsredskaber.

Jeg tror på Jesus Kristus, ikke som Guds enbårne søn, for vi er alle sønner af Guden, fra den mindste amøbe, over planterne, dyrene og menneskene til de højere og indtil videre ukendte verdeners formentlig etisk højtudviklede væsener, men som verdensgenløser og menneskehedens store lærer og forbillede, som ofrede sit liv på forsmædelsens kors, for at vise sin guddommelige sendelse og sin åndelige styrke, og jeg tror på, at hans genopstandelse i åndelig skikkelse skal ses som en fortrøstningsfuld myte for de troende om, at døden i realiteten er en illusion, men en illusion, der er en nødvendig modsætning til livet, for at man ikke skal slappe af i sin forpligtelse til at forbedre sin personlige moral.

Jeg tror på talsmanden, den hellige ånd, sandhedens og visdommens ånd, som især i skikkelse af Martinus’ Det Tredie Testamente er kommet for retfærdigt at dømme levende og døde, ikke for at fordømme nogen og slet ikke de midlertidigt vildfarne, men tværtimod for at vejlede disse og alle andre, og for at berette om Guds uudslukkelige og overordnede styrelse af alle sine skabninger. Den styrelse, som også manifesterer sig i og med selve ’sendelsen’ af ”talsmanden, den hellige ånd”.

Jeg tror på, at intet levende væsen er fordømt eller fortabt for evigt. Nemlig fordi Jeg ikke tror på det evige liv, hverken som et fremtidsperspektiv, eller som en her og nu realitet, men derimod på, at vi hver især lever lige midt i en et-livs-tilværelse, som i medfør af Guds vilje i form af evige love, er præget af, at tilværelsen veksler mellem kortere eller længere epoker med lysets livgivende princip og epoker med mørkets dræbende princip i forsædet. Det er det evige livs dage og nætter eller somre og vintre omsat i jordnær daglig praksis i form af lyst og smerte, glæde og sorg, optimisme og pessimisme etc. etc.

Jeg tror på, at vi mennesker udgør en skala af vidt forskellige udviklingstrin, som vi alle sammen, generation og slægt efter generation og slægt, i tidernes forløb bevæger os op ad, takket være de overordnede lovmæssigheder for indvikling og udvikling via de vekslende forhold og udfordringer, menneskeheden uafbrudt stilles overfor. Men jeg tror ikke på skæbnelovens uundgåelige og uundværlige ’pædagogiske’ virke som en del af det livsvilkår, der er en følge af Guds væsen og virke, men derimod på skæbnens luner og tilfældigheder, der dog til en vis grad er bestemt af naturlovene og herunder ikke mindst af loven for årsag og virkning efter devisen, at brændt barn skyer ilden.

Endelig tror jeg på den største gave, Gud har givet menneskeheden, nemlig muligheden for at udvikle og praktisere det måske sværeste af alt: næstekærligheden, hvilket vil sige den upartiske kærlighed til alt og alle, man er eller kommer i berøring med i sit liv, og hvis grundlov lyder: Vær imod andre, som du vil, at andre skal være imod dig. Sæt dig altid selv i næstens sted, og vurdér og disponér dine beslutninger og handlinger ud fra denne indsigt, indlevelse og medleven, for det er den absolutte forudsætning og betingelse for løsningen af menneskehedens årtusindgamle og stadigvæk nuværende krisetilstand og konfliktsituation.

Hvis det kan lykkedes, har menneskeheden medvirket til at udvikle den potentielle mulighed, som Gud i kraft af sine to hovedattributter: Alvisdom og almagt, har stillet til rådighed, nemlig alkærlighed, i hvert fald i forhold til menneskeheden. Men det store spørgsmål er og forbliver, om den i øvrigt langt fra homogene menneskehed overhovedet vil være i stand til at praktisere og højne en moral, som stort set ikke har ændret sig siden mennesket første gang optrådte på jorden. Det, der i tidernes løb er blevet ændret, er fortrinsvis livsvilkårene i form af dannelsen af mere eller mindre lovbundne samfund og sociale forhold, og især teknikken, som foreløbigt er kulmineret i og med med elektronikken. Sidstnævnte kan, som tilfældet i reglen altid har været og er med tekniske fremskridt, både anvendes positivt og negativt. Er man optimist, ser man lyst og positivt på fremtiden og forestiller sig, ja, profeterer ligefrem om et jordisk paradis forude. Men ser man derimod pessimistisk på samme fremtid, tegner denne sig desværre mørkt og negativt, for til trods for adskillige forsøg og tiltag i retning af at skabe en mere fredelig verden, så befinder menneskeheden sig i nutiden generelt set midt i et kaos af indbyrdes kontroverser og blodige oprør og krigslignende tilstande. (Note 19)

Men ser man realistisk og neutralt på tilværelsen og dermed også på fremtiden, så kan man i bedste fald være tilfreds med, at der kun er stillet ét enkelt jordeliv til hver vores rådighed. Herom har jeg især skrevet artiklen 4.123. Det store hverdags-under. Inspirerende tanker. Den være hermed anbefalet. (Citat slut)

___________________________________

Noter og kilder:

Note 1.: Særligt interesserede kan her henvises til wevsitet Dansk Tegnefilms Historie 1919 – 2000. Se under Biografier i Menuen og søg der på mit navn under 1940erne.

Note 2.: Se evt. herom i min bog ”H. C. Andersen, H. C. Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie”. Forlaget Kosmologisk Information 1997.

Note 3.: Vedr. Karl Marx’ økonomiske og historiske filosofi, se f.eks. Peter Kemp: NYT LYS OVER MARX. Essaya af PeterKemp. – Evt. suppleret med Henning Bregnsbo: Marxismens elendighed. En vurdering af en alternativ videnskabs bestanddele. Berlingske Forlag. København 1980. -Vedr. Lenin, se f.eks. David Favrholdt: LENIN – hans filosofi og verdensanskuelse. Gads Forlag. København 1978. – Se endvidere Niels Erik Rosenfeldt: Lenin. En revolutionær fundamentalist.

Note 4.: Om Marxismens og ideologikritikkens indflydelse på især kulturlivet i Europa i 1960’-70erne har forfatteren og politikeren dr. phil. Per Stig Møller skrevet en fortræffelig afhandling i form af bogen ”På sporet af det forsvundne menneske. Om humanisme og antihumanisme i vor tids politik, videnskab og etik. Gyldendals Forlag. København 1976. Bogen er absolut anbefalelsesværdig. I bogen gennemgår han marxismens historie og indflydelse fra 1848 og helt op til 1970erne, men sat op imod humanismen med dennes fortrin og svagheder.

Note 5.: Helge Petersen: Hellighed og Autoritet i Oldkirken. Gads Forlag. København 1968. – Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter ved Leif Grane. Det Danske Bibelselskab 1976. – Menneskeliv og kristendom. Katekismus for voksne. Dansk udgave under redaktion af E. Thestrup Pedersen. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. København 1981.

Note 6.: Friedrich Engel (1820-1895). Se f.eks. hans ”Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse. Forlaget TIDEN. København 1948. – Jf. evt. med Joseph Davidsohn: Økonomisk Historieopfattelse. En kritisk Fremstilling. Martins Forlag. København 1931.

Note 7.: Vedr. G. W. Fr. Hegel (1770-1831), se f.eks. Harald K. Schjelderup: Filosofiens Historie. Fra Renaissancen til Nutiden. Gyldendal Norske Forlag. Oslo 1941. Vedr. den skematiske opstilling af marxismens opfattelse af , hvad der udgør basis og overbygning i menneskenes tilværelse, se f.eks. Religion/Livsanskuelse. Finn Stefánson, Asger Sørensen og Else Matthison-Hansen. Gyldendals Røde Opslagsbøger. Gyldendal. København 1979. Bogener dog udgivet i nyere udgave.

Note 8.: Vedr. dybdepsykologen C. G. Jung (1875-1961), se f.eks. Det Ubedidste. På dansk ved Mogens Boisen. Gyldendals Uglebøger 1962. Evt. ssuppleret med Jeg’et og det Ubevidste. På dansk ved Mogens Boisen. Gyldendals Paperbacks 1987. – Vedr. en oversigt over Jungs Psykologi, se f.eks. Calvin S. Hall og Vernon J. Nordby: JUNGs Psykologi. En Grundbog. Oversat af Lone Spanheimer. Forord af Pia Skogemann. Hans Reitzels Forlag. København 1985.

Note 9.: Vedr. De nævnte „verdensimpulser“, se Martinus: LIVETS BOG 1, 2. kapitel: Det guddommelige Skabeprincip. 3. kapitel: Den Ny Verdensimpuls. – Bogen vil også kunne læses på internettet via følgende link: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51

Note 10.: Vedr. Menneskehedens bevidsthedskategorier, se LIVETS BOG 1, stk. 132-170. Brug link i Note 9. – For nemheds skyld, se f.eks. min artikel H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier

Note 11.: Vedr. den tyske filosof Ludvig Feuerbach (1804-72), se f.eks. Harald K. Schjelderup: Filosofiens Historie. Fra Renaissancen til Nutiden. Pp. 111-113. Gyldendal Norsk Forlag. Oslo 1941. – Vedr. psykoanalytikeren Sigmund Freud (1859-1939), se f.eks. Erich Fromm: Freuds teorier. Deres storhed og begrænsning. Hans Reitzels Forlag. København 1979.

Note 12: Se samme sted om Feurerbach som nævnt i Note 11. Man kunne sikkert med rette også udtrykke Feurerbachs opfattelse af religionerne – og filosofierne med – på den måde, at disse i begge tilfælde er en måde, på hvilken fremtrædende personligheder i menneskehedens forskellige grupper til forskellige tider med tiden har dannet sig mere eller mindre fastlåste, ortodokse forestillinger om tilværelsens oprindelse, natur og formål. Med disse forestillinger, der i reglen er udmøntet og ledsaget af bestemte ritualer, har man kunnet og kan man fortsat i bedste fald forlige sig med samme tilværelses i grunden uforståelige og provokerende karakter. Det sidstnævnte ligger især i tilværelsens åbenbare og uimodsigeligt grusomme, dræbende og uretfærdige situationer og begivenheder.

Hvad angår troen eller overbevisningen om en skabende Guds eksistens som en aktiv kraft og intelligens i verdens og livets tilblivelse og funktioner, henholder Feurerbach sig i stedet til naturlovene for de fysisk-kemiske kræfter og energier. Hvad Feurerbach og mange andre materialister med ham har overset og overser, er, meget enkelt sagt, at han ikke ser ud til at have gjort sig dybere tanker om, hvor de fysisk-kemiske kræfter og energier og disses lovmæssigheder i form af naturlovene stammer eller kommer fra.

Men selvom Feurerbach grundlæggende var materialistisk indstillet og ikke troede på en Guds eksistens og et bedre liv hinsides døden, må man alligevel karakterisere ham og hans tanker som idealistiske. Nemlig, fordi han i stedet sætter bestræbelser for ”at skabe et bedre liv” her og nu på jorden. Imidlertid har kendsgerningerne demonstreret, at sådanne bestræbelser foreløbig har vist sig umulige at realisere, hvilket ikke mindst de kommunistiske og socialistiske så vel som liberalistiske som kapitalistiske forsøg i den retning for længst har påvist. Se evr. mere herom i den i Note 19. nævnte påstand om, at verden og menneskeheden på trods af jævnlige tilbageskridt alligevel bevæger sig fremad mod ideale mål, se artiklen: 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger

Note 13.: Se bogen JESUS – søn af mennesket. 2. Del, 17. og 18. kapitel. Bogen er i 2012 udgivet af Forlaget Scientia Intuitiva v/Jan Tarbensen. – Samme tekst vil også kunne læse her på hjemmesiden under JESUS menneskesønnen II, 2. og 3. kapitel.

Note 14.: Se også herom i bogen JESUS – søn af mennesket, 1, Del, Indledning. Samme tekst vil også kunne læses i JESUS menneskesønnen I

Note 15.: Begrebet ’fortabelse’, som er det modsatte af ’frelse’, er en forestilling om en dom ved verdens ende, hvor den enkelte på baggrund af sine gerninger dømmes enten til frelse eller fortabelse. Der findes også forestillinger om en kosmisk begivenhed, hvorunder den gamle verden vil gå under for at give plads til Guds eller Kristi Rige. – Se evt. artiklerne 2.09. ”Dommedag!” I – om forskellige dommedagsvisioner gennem tiden, og 2.10. ”Dommedag!” II – om Martinus’ opfattelse af ”Dommedag”

Note 16.: 4.51. Er Martinus’ verdensbillede en kosmologi eller en ny religion?

Note 17.: Martinus i artiklen: Besættelse, sidst bragt i Kosmos Nr. 9 – 2009.

Note 18.: Den interesserede og seriøse læser kan evt. supplere min tekst med at læse nedenfor nævnte artikler:

2.05. Er Martinus’ kosmologi en videnskab? – om forholdet mellem intuitiv åbenbaring og fysisk forskning

2.07. Guds vilje – tanker til overvejelse. Om dogmatik og ortodoksi kontra fri tanke og forskning

2.22. Om at finde sig i kritik – om en kritisk anmeldelse.

4.24. Den rette tro - om ortodoks og dogmatisk religiøs tro

4.59. Om at spå eller forudsige - kan mennesket forudsige kommende begivenheder?

4.86. Martinus’ kosmologi: Tro eller videnskab? - basale og afgørende spørgsmål

4.81. Martinus’ verdensbillede – nogle betragtninger

4.138. Et kosmisk verdensbillede - om en mand og hans visioner

Note 19.: Vedr. påstanden om, at verden og menneskeheden på trods af jævnlige tilbageskridt alligevel bevæger sig fremad mod ideale mål, se artiklen: 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger

******************

Ét-livs-hypotesen

og Martinus' kosmologi

En redegørelse

Tillæg

Forord

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at skrive flere nye artikler vedrørende Martinus' kosmologi, for sådanne har jeg efterhånden skrevet adskillige af i årenes løb og siden jeg begyndte at skrive om emnet i 1974. Men under arbejdet med at oversætte artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi 3. Del til engelsk, fik jeg en følelse af, at det måske ville være godt med en supplerende artikel, som relativt kortfattet pointerede hovedtrækkene i min tvivl og skepsis og den deraf følgende kritik af visse emner i Martinus' kosmologi. Disse overvejelser er så blevet til denne artikel.

Dette Tillæg skrives og publiceres i håbet om, at det vil kunne interessere den engagerede trofaste læser, som i lighed med mig formodentlig har gjort sig nogle kritiske og kontroversielle tanker omkring det helt igennem storslåede og eventyrlige verdensbillede, som skyldes den geniale danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus. Han og hans verdensbillede er originalt, men knytter dog i hovedsagen – omend indirekte - an til den kulturretning, der kaldes den spirituelle idealisme, hvilket blandt andet fremgår af min ganske vist kritiske artikel 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger.

Mit intellektuelle problem eller hovedbrud drejer sig her primært om, at i henhold til Martinus' kosmologi udgøres den evige – og i sig selv usynlige - Guddoms psyko-fysiske organisme af samtlige eksisterende levende væsener, som lever og udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. Martinus betegner disse levende væsener, som basale udtryk for det evige treenige princip: Jeget, bevidstheden og organismen. Dog sådan, at de levende væsener er undergivet de kosmiske lovmæssigheder i form af evige skabeprincipper, herunder ikke mindst kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet.

I henhold til den af mig indførte ét-livs-hypotese behøver det ovenfor nævnte imidlertid ikke nødvendigvis at indebærer, at de levende væsener i lighed med deres ophav, Guddommen, også er evige væsener. Hvis det sidstnævnte var og er tilfældet, kunne man spørge, hvorfor de samme levende væsener så er undergivet de tilværelsesvilkår i form af de lovmæssigheder for vækst og degeneration, der i praksis forekommer i form af fødsel, barndom, ungdom, alderdom og død.

Min pointe er, at da det skabte – herunder især de levende væseners psykofysiske organismer (legemer) - er undergivet forandringernes og forgængelighedens lovmæssigheder, kunne dette meget vel indebære, at de levende væsener, der i henhold til Martinus' kosmologi befolker – eller reelt set danner og konstituerer - de åndelige riger: Det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden (og salighedsriget / mineralriget), ikke nødvendigvis behøver at være basalt evige væsener, men derimod væsener, som i lighed med alle fysiske væsener i plante- og dyreriget er dødelige 'engangs-væsener'. Altså, at de pågældende væsener hver især kun har ét liv at eksistere , udfolde sig og leve i.

Men det må samtidigt stå klart, at de basalt set dødelige levende væseners natur og struktur som treenige principper, kun varer, så længe de hver især lever, kortere eller længerevarende, og har del i Guddommens evige Jeg-substans eller Jeg-element, ligesom de naturligvis samtidigt udgør individuelle enheder i den universale helhed, der udgøres af Guddommen og dennes psykofysiske organisme: Verdensaltet.

På denne skitserede baggrund vil jeg - primært for at erindre mig selv og læseren om emnerne - her tillade mig at citere og dermed gentage de følgende passager i artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi 1. Del”:

Guddommen

(Citat) For Martinus er der ingen som helst tvivl om, at sandheden om virkeligheden er, at der eksisterer en evig Guddom, i hvis billede og i hvis psyko-fysiske organisme samtlige eksisterende levende væsener lever og udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. De levende væsener er i lighed med Guddommen selv udtryk for et basalt evigt treenigt princip i form af Jeget, bevidstheden og organismen, også udtrykt som jeget, skabe- og oplevelsesevnen og det skabte. Eller som Skaberen, skabe-oplevelsesevnen og det skabte-oplevede.

Derimod er jeg for det første ikke enig i opfattelsen af, at Guddommen nødvendigvis besidder de tre hovedattributter: Alkærlig, alvis og almægtig. Kun i, at samme Guddom er alvis og almægtig. De ovenfor fremførte påstande og argumenter forudsætter naturligvis, at man gør sig klart, hvad konsekvensen af disse er eller kan være. Den største konsekvens vil nok være, såfremt mine påstande er gyldige, at Guddommen ikke, som hævdet af blandt andre Martinus, besidder den attribut, der betegnes som alkærlighed. Hvilket vil sige: den højeste form for altruistisk kærlighed til – og dermed tilsikret en fuldkommen retfærdighed for - alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse, små som store, i de tre relative kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.

Det skal her indføjes, at det naturligvis kræver noget særligt at kunne se, at Guddommen og dermed tilværelsen i virkeligheden er fuldkommen retfærdig, og at konklusionen på alt, hvad der er sket, alt, hvad der sker og alt, hvad vil ske, er, at ”alt er såre godt!” Men det 'syn' eller den opfattelse, vil individet i henhold til Martinus først kunne tilegne sig og få, når samme individ har opnået såkaldt kosmisk bevidsthed og kan se alt i evighedens perspektiv. Sådan forholder det sig indenfor rammerne af Martinus' kosmologi og dér er konklusionen fuldkommen logisk.

(Se evt. artiklen: 4: 4.114. ”Alt er såre godt!” - Det centrale udsagn i Martinus' livsværk)

Men i og med ét-livs-hypotesen befinder vi os nu udenfor rammene af den nævnte kosmologi, hvor situationen tager sig noget anderledes, ja, vel faktisk direkte modsat ud. Det vil mere eller mindre direkte og tydeligt fremgå af den følgende skildring.

For strengt nøgternt set, behøver Altets evige Guddom nødvendigvis kun at være i besiddelse af attributterne alvisdom og almægtighed. At Guddommen selvsagt er evig, i den forstand at Guddommen så at sige er forud for overhovedet alt andet, er indlysende i kraft af det simple logiske ræsonnement, at 'noget' ikke kan opstå af 'sig selv' eller af 'intet'. Altså må Guddommen simpelthen eksistere som et 'noget', der ER, det vil sige, som en første og i sig selv årsagsløs årsag, og som altså blandt andet udgør grundlaget for fænomenerne tid og rum, og dermed for overhovedet alt andet eksisterende. Hvad angår alvisdommen, så træder denne jo tydeligt frem i forbindelse med den fuldkomne logik og plan- og hensigtsmæssighed, der kan iagttages i alle tilgængelige og kendte livsprocesser.

Almægtigheden eller almagten er synlig i kraft af, at Guddommen har evnet og formået at frembringe alt, hvad der eksisterer og forekommer i verdensaltet, og det må vel fra ethvert synspunkt siges at være ikke mindre end imponerende! Nemlig det verdensalt, der set i det større perspektiv i virkeligheden udgør Guddommens psyko-fysiske organisme. Det betyder i sin konsekvens, at den evige Guddom udgør det 'noget', hvoraf, hvori og hvorved alt og alle uden nogen som helst undtagelse eksisterer og udfolder sig. Nemlig som ovenfor nævnt, i og med at alle levende væsener udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. Men vel at bemærke under de forhold og vilkår, som findes institueret i form af de grundlæggende kosmiske skabeprincipper, herunder det evigt uophørlige kosmiske spiralkredsløb, som man nødvendigvis må opfatte som udtryk for Guddommens helt igennem bevidste vilje. Guddommen er med andre ord tilværelsens alfa og omega: det første og det sidste. De kosmiske skabeprincipper skal vi vende tilbage til.

Men foreløbig så langt er jeg til dels enig med Martinus' kosmologi, dog kun til dels, fordi det evige kun gælder Guddommen, og også enig i, at samme Guddoms redskaber og organer udgøres af de levende væsener, men ikke som de evigt levende væsener, men i den forstand, at disse er dødelige væsener i en uafbrudt og uophørlig fødsels-, formerings- og dødsproces, og som uophørligt udskiftes og erstattes af nye dødelige væsener og således fortsat. På den måde ser det fra ét-livs-hypotesens side ud til, at kontinuiteten i Guddommens psyko-fysiske organisme opretholdes.

Og forresten, så kender vi jo – i hvert fald foreløbig - kun levende væsener i form af den brogede mangfoldighed af liv, der findes og lever her på jordkloden, på land, til havs og i luften. I betragtning af det vældige univers, jordkloden befinder sig i, og hvor astronomer og astrofysikere endnu ikke har fundet liv eller tegn på liv andre steder, bortset fra nogle primitive mosser på Mars, må man nok sige, at forekomsten af liv synes stærkt begrænset. Og hvis vi tager Einstein på ordet, så udgør 'vores' univers måske kun et atom i et stoleben, der står i et andet og større univers!

Imidlertid er det Martinus' påstand, at liv er udbredt i hele verdensaltet, ligesom han er af den opfattelse, at planeter, solsystemer og galakser kosmisk set også er udtryk for former for liv. Sådan opfatter han eksempelvis jordkloden, lige som det er hans opfattelse, at menneskeheden udgør klodens hjerne- og centralnervesystem, og at det enkelte menneske som følge heraf udgør en hjerne- og nervecelle i samme system, medens dyrene og planterne udgør andre dele af samme nervesystem. Verdensaltet som helhed med dettes ukendte antal af universer, udgør i henhold til Martinus Guddommens psyko-fysiske organisme.

(Vedr. livsenhedsprincippet og organismeprincippet, se f.eks. artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.)

Af hensyn til læserens orientering i forbindelse med det og de emner og faktorer i Martinus' kosmologi, der her er tale om, skal nedenstående diagram gengives. Diagrammet, som er fremstillet på foranledning af Per Bruus-Jensen i forbindelse med hans egne værker, relaterer sig til Martinus' hovedsymbol: Symbol nr. 11. Det evige verdensbillede, Det levende væsen 2, Den evige Guddom og de evige Gudesønner: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11

De ovenfor nævnte og senere omtalte lovmæssigheder, forhold og omstændigheder gælder principielt også for de individer, der fremtræder som henholdsvis mineral-, plante- og dyrevæsener. Ifølge Martinus' kosmologi er disse tre kategorier af levende væsener genstand for henholdsvis evolutionær kosmisk indvikling og udvikling, og dermed også for diskarnation og reinkarnation.

Diagrammet viser den guddommelige bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast og kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets ’undfangelsestærskel’, dvs. det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk organismeprincip finder sted. Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det nye organismeprincip passerer igennem sine forskellige fosterstadier. Linien B markerer ”den store fødsel”, altså fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen indre erindringsverden, der repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord reinkarnationsprincippet i kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets manifestationer omfatter hele spiralafsnit. - / Diagram og tekst er gengivet efter: © 1989 Per Bruus-Jensen:”X”, bind 4, 41. kapitel, stk. 4. 295. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

Supplerende kan tillægges, at diagrammet jo indirekte også viser spiralafsnittets seks kosmiske storriger (= tallene 1 – 6), fordelt på henholdsvis Guds primære bevidsthedszone (= Åndelig eller parafysisk virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone (= Fysisk virkelighed). Men diagrammet kan uden at øve vold på det også symbolisere det diskarnerede individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem de åndelige riger, = Guds primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige del af 3. det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og halvdelen af 6. salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, = Guds sekundære bevidsthed: = cirka halvdelen af 6. den fysiske del af salighedsriget = mineralriget, videre til 1. planteriget, og tilbage til 2. dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu tilhører. (Supplerende diagramforklaring ved Harry Rasmussen på basis af Per Bruus-Jensens beskrivelser).

I Martinus' kosmologi er Guddommens psyko-fysiske organisme, verdensaltet, som vist i ovenstående diagram, inddelt i seks områder eller riger, hvoraf de fire udgøres af såkaldt åndelige riger: Det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, der i henhold til Martinus' kosmologi alle i lighed med de to fysiske riger, plante- og dyreriget, for evigt opretholdes af levende væseners aktiviteter og udviklingsmæssige passage gennem disse. Når mineralriget ikke nævnes her, skyldes det, at dette ifølge Martinus er udtryk for en form for 'overskudsenergi' fra de levende væsener i det rige, han betegner som Salighedsriget, i hvilket hukommelsesenergien er den dominerende. Men eftersom de levende væsener i henhold til ét-livs-teorien kun har et enkelt fysisk jordisk liv, at leve i, kan disse naturligvis ikke være med til at 'befolke' de nævnte åndelige eller overfysiske riger. Så derfor må konklusionen her lyde, at disse riger – vel at mærke set under ét-livs-opfattelsens synsvinkel - i virkeligheden ikke er nødvendige, vel at mærke som riger, de levende væsener, herunder naturligvis også mennesker, er med til at opretholde og forny, dels via et periodisk permanent ophold og en videre passage gennem hvert af disse bevidsthedszoner i den guddommelige bevidsthed. Derimod er de fire åndelige energier: Følelse, intelligens, intuition og hukommelse repræsenteret i og med så vel Guddommens bevidsthed som de levende væseners bevidsthedsevner. Men se i øvrigt nærmere herom senere nedenfor, idet de nævnte fire riger også kan tolkes på en anden og mere positiv måde.

Retfærdighed og uretfærdighed

Det er især når vi iagttager og oplever, hvor forskelligt f.eks. menneskenes tilværelse former sig for de enkelte individers vedkommende, at man måske kunne få en mistanke om, at Guddommen er partisk og dermed uretfærdig. Nemlig i og med, at nogle mennesker er født og opvokset under fordelagtige vilkår, med store evner og muligheder, som de forstår at bruge til egen fordel og i nogle tilfælde også til andres gavn, medens andre kun er født med ringe evner og er opvokset under fattige eller mindre gunstige forhold og vilkår. Det tyder jo umiddelbart på uretfærdighed i livsvilkårene. Men hvis ikke disse forhold og vilkår skyldes Guddommen, hvad kan så være forklaringen på de store forskelle, der kan bestå mellem mennesker? -

Forklaringen kunne måske nok tænkes at være den, at Guddommen hverken er retfærdig eller uretfærdig, men har givet de højest og mest udviklede af sine manifestationsredskaber og sanseorganer: Menneskene, en relativt – eller tilsyneladende? - fri vilje, til at få det bedste og mest fordelagtige ud af egne evner, omstændigheder og vilkår. Erfaringen viser da også, at folk, der er født og opvokset under de gunstigste vilkår, evnemæssigt, socialt og økonomisk, ikke altid forstår at udnytte denne situation til eget bedste, men oplever i nogle tilfælde menneskelig og social deroute, medens omvendt, andre folk, som er født og opvokset under ugunstige forhold og vilkår, forstår og formår at bruge deres evner til eget bedste og i nogle tilfælde også til andres fordel.

(Se f.eks. artiklerne: H1-21. Individets fri kontra ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer, og H1-22. Individets fri kontra ufri vilje (II) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer (fortsat). Se evt. også H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier - sidstnævnte artikels hovedindhold findes dog gengivet her i denne artikel om ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. )

Hvis virkeligheden i øvrigt skulle gå hen og vise som en verificerbar kendsgerning, at forestillingen om reinkarnation er ren og skær ønsketænkning og dermed en illusion, ville den videre konsekvens heraf være, at fuldkommen retfærdighed ligeledes måtte anses for at være en illusorisk ønsketænkning, idet der i så fald ikke ville kunne kompenseres for den ulykke, de lidelser, smerter mm., som individerne kommer ud for at måtte opleve og gennemleve i løbet af det ene liv, der i henhold til ét-livs-hypotesen er individerne beskåret, måske tilmed med for tidlig dødelig udgang. Eller rettere sagt: Under alle omstændigheder og i alle tilfælde: med dødelig udgang. (Citat slut)

________________________________

Herefter skal anføres et citat fra nævnte artikels følgende afsnit:

Den kosmiske ’udviklingstrappe’

Det er altså med andre ord netop den i hvert enkelt tilfælde særlige grundenergikombination i individets samlede organiske struktur, der karakteriserer og afgør individets tilhørsforhold til et nærmere bestemt udviklingstrin. Martinus’ kosmologi opererer med i alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, nemlig seks successive ’trin’ opad, der gentager sig i uendelighed, og hvor hvert ’trin’ er baseret på, hvilken grundenergi, der er førende og dominerende i hovedkombinationen. Betegnelsen ’hovedkombination’ skal forstås sådan, at der findes et antal ’mellemkombinationer’ i den udviklingsmæssige overgang fra den ene hovedkombination til den næste.

Kosmologien omfatter altså i alt seks fundamentale og principielle hovedformer for kombination eller konstellation mellem de seks underbevidsthedsgrundenergier indbyrdes. Disse seks hovedformer er primært bestemt af kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, således at der på hvert af de nævnte hovedtrin forekommer en situation, hvori en af grundenergierne i hovedkombinationen befinder sig i sit kulminationsstadium, mens dens komplementære modsætning samtidig befinder sig i sit latente stadium. To af kombinationens øvrige fire grundenergier befinder sig komplementært i henholdsvis første vækststadium og første degenerationsstadium. Endvidere befinder de to resterende grundenergier i kombinationen sig ligeledes komplementært i henholdsvis andet vækststadium og andet degenerationsstadium, hvilket læseren i øvrigt vil kunne orientere sig om ved hjælp af ovenstående diagram.

Som nævnt vil hver af de seks hovedformer for grundenergiernes indbyrdes kombinationer i det væsentligste være karakteriseret og bestemt af den grundenergi, som i sit kredsløb befinder sig på det udfoldelsesmæssige kulminationsstadium. Og eftersom de enkelte grundenergiers funktionelle dominans optræder i en lovmæssigt bestemt rækkefølge fra 1-6, nemlig som henholdsvis instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergi, så vil de seks hovedformer for kombination successivt afløse hinanden i den lovmæssigt forudbestemte rækkefølge.

De syv kosmiske grundenergiers navne, karakteristika og funktioner er som bekendt blevet omtalt i afsnittet ”Jegets evige energikilder” Men selv om de fleste måske nok umiddelbart kan forstå, hvad begrebet de kosmiske grundenergier refererer til, vil det derimod nok være nyt for nogle læsere, at det ovenfor nævnte indbyrdes kombinationsforhold mellem de seks underbevidstheds-grundenergier, der som påvist forekommer i seks indbyrdes grundforskellige hovedkombinationer, ifølge Martinus også danner basis for og giver sig til kende som seks grundforskellige tilværelseszoner i den guddommelige bevidsthed og organisme.

(Se her evt. artiklerne H1-30. Jegets evige energikilder - om de kosmiske grundenergier, og H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer).

Det er derfor i denne forbindelse vigtigt at have klart for sig, at de forhold og lovmæssigheder, der gælder for grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer, naturligvis også gør sig principielt gældende for hver af den sjælelige strukturs respektive seks åndelige legemer. Disse varetager jo hver især specielt dén grundenergikombination, hvori den til det pågældende legeme svarende grundenergi befinder sig i sit kulminationsstadium, og som legemet samtidig er omsætningsredskab for.

Eftersom de seks hovedformer for indbyrdes kombination mellem grundenergierne samtidigt repræsenterer de ovenfor nævnte i alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, vil disse ’trin’ altså hver især kunne karakteriseres og betegnes i henhold til den kulminerende og bærende grundenergi i kombinationen. Det vil sige som henholdsvis instinkt-trinet eller -planet, tyngde-trinet eller –planet, følelses-trinet eller – planet, intelligens-trinet eller –planet, intuitions-trinet eller –planet, og hukommelses-trinet eller –planet. Da disse ’trin’ eller ’planer’ faktisk er identiske med de seks kosmiske tilværelsesplaner eller naturriger, vil vi herefter omtale disse i overensstemmelse med Martinus’ egne betegnelser på de pågældende riger. Hvilket henholdsvis vil sige planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.

De seks kosmiske tilværelseszoner eller riger

De seks 'tilværelseszoner' eller "riger", som Martinus også kalder dem, er følgende: 1. instinktzonen eller planteriget, 2. tyngdezonen eller dyreriget, 3. følelseszonen eller det rigtige menneskerige, 4. intelligenszonen eller visdomsriget, 5. intuitionszonen eller den guddommelige verden, og 6. hukommelseszonen eller salighedsriget. Mineralriget er i henhold til Martinus dannet af en slags 'overskudsenergi' fra "salighedsriget", hvilket især hænger sammen med at salighedsvæsenernes bevidsthed hovedsagelig er koncentreret omkring de såkaldte "guldkopi-erindringer", en situation som netop fylder de pågældende individers bevidsthed med salighedsoplevelser, der er så stærke, at de 'vibrerer' ind på det fysiske plan og giver anledning til dannelsen af fysisk materie. Dette forhold er blevet omtalt i afsnittet ”Jegets evige energikilder”.

Men heraf ser vi blandt andet, at de i alt seks tilværelseszoner eller riger følger evolutionsmæssigt og kronologisk successivt efter hinanden i en bestemt rækkefølge, idet de dog også eksisterer samtidigt side om side i den nævnte orden, og griber ind i hinanden, ligesom de gensidigt forudsætter og har deres oprindelse i hinanden. Almindeligvis kender det jordiske menneske kun tre af disse riger, nemlig de fysiske naturriger: mineral-, plante- og dyreriget, til hvilket sidste mennesket (endnu) hører. De åndelige naturriger er dog ikke helt ukendte, men kendes af det enkelte menneske kun i form af bevidsthedsenergierne følelse, intelligens, intuition og hukommelse.

Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at tilværelseszonernes eller -rigernes eksistens og karakter i henhold til Martinus' kosmologi alene formes, opretholdes og fornys i kraft af de til hver zone eller hvert rige hørende levende væseners bevidsthed og aktiviteter. Tilværelseszonerne eller -rigerne er altså ikke i objektiv forstand noget i sig selv, men er helt og aldeles produkt eller resultat af et indbyrdes samvirke og med- og modspil, som skyldes de myriader af levende væsener, der kosmisk set på skift og i en evig strøm 'befolker' de forskellige riger. Citat slut.

Jævnfør i øvrigt med diagrammet tidligere ovenfor. Jævnfør i øvrigt også med, hvad der tidligere ovenfor er sagt og skrevet om de kosmiske storriger set og vurderet på basis af Ét-livs-hypotesen. Om sidstnævnte vil jeg afslutningsvis citere følgende fra artiklen 4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé:

Ét-livs-hypotesens hovedtræk

(Citat) Set i ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen fortsat det altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og lever. En Guddom, som især kendetegnes ved sin alvisdom og almagt, men ikke ved sin alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville være indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er nu, hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger er dominant. Dertil kommer, at forventningen om retfærdighed ikke altid synes at blive opfyldt, snarere tværtimod.

Slutbemærkning

Her er derefter kun at anbefale den engagerede læser at genlæse – eller måske rettere sagt: igen studere – den tredelte artikel ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. Om man vil være enig med mig i det hele taget eller måske kun delvis, er sådan set ikke så vigtigt. Derimod er det vigtigt for mig personligt, at fastslå med syvtommersøm, at bevidstheden om, at min kritiske og skeptiske opfattelse og holdning til de emner i Martinus' kosmologi og i det hele taget, min artikel handler om, ikke rokker afgørende ved min efterhånden livslange interesse for og studium af det overordnede i Martinus' geniale eventyrlige verdensbillede. Jeg ser dette som et af de største kunstværker, der nogensinde er blevet foræret verden. Derfor vil jeg opfordre læseren til selv at opsøge kilderne til mine egne forsøgsvise genfortællinger og fremstillinger af de såkaldt kosmiske faktorer, kræfter og lovmæssigheder, hvilket f.eks. kan ske via følgende links:

Vedr. Martinus og hans kosmologi: http://www.martinus.dk/da/forside/ - Vedr. Per Bruus-Jensens forfatterskab: nordiskimpuls.dk

Sidst, men ikke mindst: Man kommer ikke sovende til en opfattelse og forståelse af de emner og problemer, der er nævnt eller omtalt i denne artikel, og endnu mindre til en overordnet indsigt i Martinus' detaljerede kosmiske analyser og livsfacitter i form af hans forunderlige og eventyrlige verdensbillede. Så er det sagt.

PS. For den fulde forståelse af mit personlige forhold til ét-livs-hypotesen, kan det særligt anbefales den specielt interesserede læser, at læse eller genlæse artiklen 4.129. Et livs status - revision af en personlig opgørelse.

*******************

Ideale drømme, skepsis og tvivl

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

Indledning

Denne artikel kan og skal ses som en slags status over min egen åndelige eller sprituelle udvikling fra idealistisk og optimistisk indstillet knægt i 1930’erne og ditto ungersvend i 1940’erne og frem til og med 2018, en periode, hvor der især siden 1990’erne foregik et gradvist skifte til realistisk pessimist-optimist, dog især siden begyndelsen af 2000-året.

Til det formål har jeg dels valgt at benytte relevant stof fra min selvbiografi ”Mit liv og min tid” og til dels også fra mine artikler her på hjemmesiden, som efter min egen opfattelse i alt væsentligt vil kunne bidrage til at belyse den nævnte personlige åndelige udvikling. Ikke kun for at være selvcentreret og lufte mine egne meninger og ideosynkrasier, men for at belyse den nævnte udvikling, som ret beset også indeholder objektive kendsgerninger, der kan være til både oplysning og måske også til opmuntring og gavn for de af mine læsere, det måtte interessere. For alle tilfældes skyld, vil jeg gerne tilføje, at jeg ikke er så naiv at tro, at min person og opfattelser og meninger har nogen særskilt betydning. Der er ikke tale om falsk beskedenhed, men ramme alvor, kære venner.

Her skal indskydes, at de i en del af artiklens tekster forekommende notetal, der normalt henviser til kilder og tilføjede tekstforklaringer, kun kan læses via de links der er anført til de pågældende artikler, men vil IKKE kunne læses her i artiklen, idet noteforklaringerne er udeladt, for ikke at gøre artiklen mere omfattende end højst nødvendigt.

Det skal også lige nævnes her, at da disse linjer skrives, er jeg godt på vej til at fylde 89 år, hvilket dog ikke skal tjene som undskyldning for det, jeg skriver! Fra min tidligste barndom i landsbyen Tillitse på det sydvestlige Lolland har jeg blandt andet erindringer, som kan anses for relevante i relation til den her valgte sammenhæng. Men lad os begynde ned et citat fra en digter, som har spillet og stadigvæk spiller en stor rolle i mit liv og forfatterskab, og som jeg desuden har skrevet en bog og mange artikler om. Digteren, det drejer sig om, er naturligvis H. C. Andersen, som i 1837 udgav sin tredje roman ”Kun en Spillemand”, hvori følgende citat forekommer, her gengivet med moderne retskrivning:

”Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte, som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed kun ved [årsags-virknings] kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større, guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.”

For god ordens skyld skal jeg her tillade mig at dissekere eller rettere sagt analysere citatets indhold, hvilket jeg dog gør nemmest ved at citere fra artiklen: 3.12. Alt er et underværk – om livet selv som det største eventyr:

”Analyserer vi nu Andersens tekst og udsagn, kan vi først og fremmest konstatere, at han i og med første sætning hentyder til det forhold, at lyset fysisk set er et bestemt energi- eller bølgelængdeområde af det elektromagnetiske spektrum, og at lyset som sådan er farveløst. Farver er med andre ord ikke en egenskab ved tingene, men derimod en egenskab ved vores sansning af disse. Det synlige lys udgøres af bølgelængder mellem ca. 4 000 og 7 000 ångstrøm (Å), og en blanding af disse opfattes som hvidt lys. De korteste synlige lysbølger opfattes sansemæssigt som violet, derefter med stigende bølgelængde som blåt, grønt, gult og rødt med jævne overgange. Ved brydning af lys forstås en retningsændring af en lysstråle. Ved at bryde det ufarvede, hvide lys f.eks. gennem et glasprisme, spaltes og differentieres dette i sine bestanddele, nemlig i syv forskellige bølgelængder, som sansemæssigt opfattes som syv spektralfarver, nemlig rød, orange, gul, grøn, blå, indigo og violet, idet rødt brydes mindst, violet mest. Dette fremgår også tydeligt af f.eks. en regnbues farvespektrum.

Når lyset rammer et legeme eller en genstand, kan der ske tilbagekastning fra overfladen, opsugning på overfladen, indtrængning i legemet eller gennemgang. Ved lysopsugning bliver lysenergien almindeligvis til varme, sjældnere omdannes den til lys med anden bølgelængde. Men ved tilbagekastningen fra overfladen af et legeme eller en genstand, f.eks. en blomst, brydes lysbølgerne på en sådan måde, at disse sanses og opfattes som farve på selve legemet eller genstanden. Pointet er, at det i sig selv hvide lys spaltes og fremtræder i syv forskelligt farvede grundformer, som i øvrigt i praksis giver anledning til et utal af farvenuancer, beroende på overfladen hos de legemer eller genstande, lysbølgerne tilbagekastes fra.

Martinus’ symboler

Drager vi nu en parallel til Martinus, oplever vi det i denne sammenhæng højst interessante, at han rent faktisk har anvendt sig af lysspektret og dets farver som symbolik i sin kosmologi. Det sker i forbindelse med hans overvejende geometriske symboler, hvor især cirklen og trekanten er markante figurer, nemlig som henholdsvis udtryk for Guddommen og dennes og det levende væsens Jeg. Cirklen symboliserer fuldkommenheden i det guddommelige verdensalt, mens trekanten symboliserer Guddommens så vel som det levende væsens treenige struktur, dvs. Jeget (= skaberen), bevidstheden (= skabeevnen) og organismen (= det skabte). Og Martinus benytter netop den hvide farve som symbol på Guddommens fuldkommenhed, mens han bruger violet farve til at symbolisere moderenergien, som er identisk med overbevidstheden eller det såkaldte højpsykiske kraftfelt. Farverne rød, orange, gul, grøn, blå og indigo symboliserer de seks kosmiske grundenergier, nemlig henholdsvis instinktenergien, tyngdeenergien (= dynamisk evne eller kraft), følelsesenergien, intelligensenergien og hukommelsesenergien. Disse energier er en konsekvens af Jeget og dets urbegær, i samspil med moderenergien, og ytrer sig i form af bl.a. psykiske legemer lokaliseret i det såkaldte underbevidsthedsområde eller psykiske kraftfelt.

De nævnte ialt syv kosmiske grundenergier er med andre ord en udspaltning af Jegets væsen, natur eller ’substans’, idet moderenergien virker som et slags ’glasprisme’, der ’bryder’ ’substansen’ i seks grundforskellige fremtrædelsesformer af den samme overordnede grundenergi, altså moderenergien, hvilket reelt vil sige Guds ånd. (Note 2)

Den næste sætning i Andersens tese om livet og kunsten lyder sådan: ”med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning.” Det er allerede blevet nævnt, at Guddommen qua sit væsen og sin natur er forlenet med fuldkommenhed, dvs. fuldkommenhed i alle tænkelige aspekter og henseender: den første, årsagsløse årsag, ubegrænset, evig, alkærlig, alvis og almægtig. Denne opfattelse af Gud, om end i en mere følelsesbetonet og naivrealistisk version, havde Andersen fået indpodet allerede fra sin tidligste barndom, hvor moderen fortalte ham om, hvad hun havde hørt i kirken, og hvor hun sang nogle af de salmer for ham, som blev sunget under gudstjenesten. Mange år senere, da Andersen var kommet i latinskole, gjorde han sig på grundlag af lærebogen i religion tanker om, hvori Guds fuldkommenhed nærmere består. Det sker bl.a. i og med nogle af hans skolestile, som f.eks. Beviserne for Guds tilværelse og Guds enhed (1827/28). I sidstnævnte lyder det bl.a.:

”[…] Ved siden af den fuldkomneste ånd, kunne vi intet lige fuldkomment væsen tænke os, thi da ophørte begrebet om den fuldkomneste, og at Guddommen er det, ser vi de tydeligste tegn på i den hele natur, selv i hele universet. – Kamp og gæring møder vel øjet, men elementernes kræfter, det levende og det livløse smelter dog sammen i eet harmonisk helt; […] Vi ser i den hele fysiske natur en orden, en styrelse, men tillige en enhed, der grundfæster troen og taler med åbenbaringen om en eneste Gud, i at sige Gud er én. – Hvor ophøjet er ikke dette begreb om Gud; […]” (Note 3)

Note 3: De to stile er trykt i H.C.Andersen. Eventyrdigterens hidtil utrykte danske stile, bind I-III. Et udvalg ved Jørgen Skjerk. Eget tryk. København 1999. Stilene findes i hhv. bind I, s.73-76 og III, s. 73-75. Disse kan f.eks. suppleres med stilen At slutte fra verdens tilværelse til Guds, samme sted, s. 90-92, hvori det bl.a. hedder: ”[…] Årsag og virkning er uadskillelige. Hvor den ene finder sted, kan den anden ikke være borte. – […] Men om jeg endogså så i den hele natur et mægtigt spil af underlige kræfter og et blindt tilfælde, da taler den levende stemme i mit indre – min mægtige sjæl med sine uendelige tanker – og siger: Der er en Gud! - / Et tilfælde har ikke formået at frembringe min sjæl. De fysiske dele kan opstå ved andre, men det moralske ligger så langt uden for disse grænser, at man må søge dets grundspire i guddommen. –” Andersens lærebog i religion var Peter Krog Meyer: Lærebog i den christelige Religions- og Sædelære med Hensyn paa Disciplenes Tarv i de lærde Skolers højeste Klasser. København 1818. Se evt. også side 56-60 i Harry Rasmussen: H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus - et sammenlignende studie. Forlaget Kosmologisk Information 1997. – Martinus’ opfattelse af Gud fremgår ikke mindst af Livets Bog, bind VI, stk. 2330-95. – Se evt. også artiklen H.C.Andersen og Gud her på hjemmesiden.

Måske ikke overraskende, falder Martinus’ opfattelse af Gud fuldstændig i tråd med Andersens opfattelse af samme. For begge er Guddommen det alvæsen, hvori alt og alle med et bibelsk udtryk ”lever, røres og er”. Guddommen er med andre ord tilværelsens højeste og øverste eller inderste ’substans’ og kraft, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, manifesterer sig og sanser og oplever. Dette har Andersen kortest og klarest udtrykt i eventyret ”Der er forskel” (1851), mens Martinus tilsvarende kort og klart har uddybet det i sit symbol nr. 7: Livsenhedsprincippet med tilhørende forklaring. Heraf fremgår det, at det levende væsen i princippet ligner eller udgør en holistisk miniudgave af sit guddommelige ophav, nemlig som et Jeg, en skabeevne og en organisme. Som sådan fungerer det levende væsen – altså alle levende væsener – som Guddommens sanseorganer og manifestationsredskaber, dvs., at Guddommen sanser, oplever, handler og manifesterer sig via de levende væsener. Det er i henhold til Martinus – og Andersen – så viseligt indrettet i praksis, at dette forhold former sig på den måde, at der i en vis forstand egentlig kun findes to væsener i tilværelsen: Gud og det levende væsen. For sidstnævnte udgør samtlige andre levende væsener nemlig Guddommen, uanset om det pågældende levende væsen er klar over dette forhold eller ej. (Note 4)

I henhold til både Andersen og Martinus, viser Guds skaberkraft sig i form af tilværelsens fuldkomne indretning og formålstjenlige hensigtsmæssighed, og ligeledes i de levende væseners differentierede mangfoldighed, evner og muligheder. Skabelsen vidner på den måde om sit guddommelige ophav.

Livet er et eventyrligt under

Den tredje sætning i Andersens ovenfor citerede tekst lyder sådan: ”Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt.” Udsagnet er højest interessant, idet det siger noget væsentligt og karakteristisk om den måde, vi mennesker opfatter tilværelsen eller virkeligheden på. (Note 5)

Men lad os først gøre os fortrolige med, hvad begrebet ’underværk’ mere præcist betyder. I henhold til ordbogen er ordet sammensat af to ord, nemlig ’under’ og ’værk’. Førstnævnte ord hentyder til begreber som undre og vidunder, hvilket vil sige undren eller det at undre eller forundre sig over noget. Ordet værk betyder bl.a. arbejde, virke eller virksomhed. Ordet vidunder hentyder til noget, man undres eller forbavses eller imponeres over. Begrebet underværk er i en vis forstand beslægtet med begrebet mirakel, hvilket vil sige noget, man ikke kender de naturlige årsager til.

I henhold til Andersens opfattelse, er tilværelsen eller livet og verden grundlæggende et under eller mirakel i den forstand, at alt har sin oprindelse i Guds væsen og natur, som vi mennesker dybest set ikke direkte kan begribe eller fatte. Samme opfattelse giver Martinus udtryk for ved blandt andet at fremhæve, at det treenige princips tre instanser: Jeget, bevidstheden og organismen, dybest set er ukendte og ubegribelige ’størrelser’. Af samme grund betegner han derfor også de tre instanser som henholdsvis X 1, X 2 og X 3, hvor X står som matematisk tegn for ubekendt størrelse. (Note 6)

Den omstændighed, at vi – som Andersen siger – vænnes til livets under eller forunderlighed, således at vi opfatter dette eller denne på en hverdagsagtig måde og derfor tager alting som nærmest en selvfølgelighed, giver sig grundlæggende til kende i form af den materialistiske livs- og verdensanskuelse. Ifølge denne ligger der kun naturlige lovmæssigheder og fysisk-kemiske årsager til grund for alt i verden, og dette gælder også for de såkaldte åndelige eller psykiske fænomener, såsom ånd, sjæl og bevidsthed. Dette emne om den materialistiske livs- og verdensanskuelse, var Andersen stort set optaget af hele livet, hvilket især fremgår af hans store forfatterskab, men han berørte også emnet i en del af sine breve til venner og bekendte. Det, der særlig berørte ham, var den omstændighed, at materialismen tilsidesatte for ham væsentlige begreber som Gud, udødelig sjæl og etiske og moralske normer og værdier, samtidigt med at man mente, at livet og verden er udtryk for fuldstændig planløshed og tilfældighed. Særlig markant behandler han emnet i romanen At være eller ikke være (1857), som på sin vis blev hans teodicé par excellence. (Note 7)”

Skepsis og tvivl

Men allerede her må jeg indskyde en skepsis og tvivl, idet både Andersen og Martinus i det anførte citat forudsætter sjælens eller åndens udødelighed og dermed den menneskelige personligheds evige eksistens. Det emne har jeg ikke mindst behandlet i bogen ”H. C. Andersen, H. C. Ørsted og Martinus”, men vel at bemærke behandlet indforstået, altså med en (foreløbig) accept af de præmisser, argumenter og konklusioner, begge er nået frem til i deres respektive værker. Det skal dog samtidig nævnes og pointeres, at medens Martinus grundlæggende var fuldkommen overbevist om individets udødelighed og evige eksistens under bestemte lovbundne vilkår, så var Andersen lige så grundlæggende skeptisk og i tvivl om samme emne. Dette fremgår i vid udstrækning af Andersens samlede forfatterskab, herunder ikke mindst som nævnt i romanen At være eller ikke være. Den titel har Andersen så at sige lånt fra Shakespeares skuespil Hamlet, hvor der er tale om Hamlets store monolog, hvis titel på originalsproget lyder sådan: ”To be or not to be, that is the question”.

Problematikken omkring individets udødelighed kontra dødelighed har Andersen indgående behandlet i den nævnte roman, hvilket jeg blandt andet har skrevet nærmere om i den artiklen 3.06. ”At være eller ikke være” – H.C.Andersens syn på materialismen. Fra denne skal her citeres følgende uddrag:

”I Anden Del, 7. kapitel af romanen At være eller ikke være lader han sit alter ego, Niels Bryde, opleve barndommens fromme, kristne tro på Gud, ånd, udødelig sjæl, en åndelig verden og engle, men i ungdommen kommer Niels under rationalismens og naturvidenskabens indflydelse, og det får ham til at tvivle på og næsten forkaste sin barnetro. Han vakler mellem en åndelig, guddommelig forklaring på livet og verden, og videnskabens postulater om materiens iboende blinde, fysisk-kemiske kræfter og tro på årsagsvirknings-loven som en endegyldig forklaring på alt i tilværelsen. Den åndelige og religiøse side af tilværelsen, herunder særlig sjælens udødelighed, er han tilbøjelig til at afvise som fantasi og overtro. (Note 8)

Niels Bryde er under Treårskrigen 1848-50 militærlæge ved fronten i Jylland, og her oplever han, hvor kort der kan være mellem liv og død for soldaterne:

”I morgen er måske for mange af os livstråden overskåret, det hele forbi!” den tanke havde han vel et øjeblik, men tog det lystig og let; det faldt ham ikke ind, at han selv måske stod nær til at indskrives på dødens sorte tavle.

For et par modtagelige der oprullede han sin viden, sin overbevisning: ”Mennesket såvelsom dyret er maskine, tænkningen er et resultat af organisationen, ligesom tonerne fra lirekassen er det af valser og tappe. Vi har en sjæl, siger vi; men hvad er den andet end kun fællesnavnet for de forskellige funktioner, der udelukkende tilhører centralnervesystemet, det vi kalder hjernen? Ligesom lyden fremkommer nu ved luftens rysten og bevægelse. Således fremkommer al tænkning, hver stemning eller følelse ved hjernens virken; ødelægges legemet, så hører funktionen, det vil sige sjælen, fuldkommen op at være. , Se, det er det hele, hvad vi kalder vor udødelige del! Tro mig, vi er ikke mere herrer over os selv og vor fornuft, end vi er herrer over de materielle dele, der afsondrer sig fra vort legeme. Vore stemninger kommer som vort blod cirkulerer, og derfor, jeg tør tro og sige det, har vi heller ikke mere tilregnelighed end dyret, der oplæres; også vi tilvænnes at lyde de af os – menneske med menneske, enheden af jeg og du, der er Gud – givne love for det rigtige, det nødvendige for samfundet; vi underordner os disse for at opnå det, vi tror at være endnu bedre!”

Al denne viden, endnu i går foredraget og i lang tid levende i ham, var hans tanke-sum, nu han lå henkastet, glemt, afmægtig [og alvorligt såret på slagmarken].

”Mennesket er en natur-fremtoning, et forsvindende produkt og moment af livets kredsløb”; dette var og havde længe været ham en bevidsthed, og i den havde han følt lysten til at løfte sig over mængdens trang og støtte, at der er en Gud, et evigt liv; begge havde han troet at kunne undvære. Hvorfra kom nu den frygtelige skræk for tilintetgørelse? Var den kun en ond feberdrøm, et resultat af legemets liden? Rundt om, spredte på marken, lå endnu døende, trøstet ved troen, styrket ved forvisning om Gud og sjælens udødelighed. Legemlig følte han tørst, tungen smægtede efter en dråbe vand; men den åndelige tørst var dog endnu mere brændende. En dråbe fra troens brønd ville have givet mest vederkvægelse og styrke. (Note 9)

Den hårdt sårede Niels Bryde findes imidlertid af sin trofaste hund, og i forvisning om sin snarlige redning, kan han derfor tillade sig at give efter for smerterne og bevidstløsheden:

Niels Bryde sank hen – men hans sidste tanke løftede sig op til: ”Lykkelig er den, som i sin død har barnets tro! – jeg har den ikke! – jeg ved! – jeg ved!” (Note 10)

Tro og tvivl

I romanens 3. del, 7. kapitel, er Niels Brydes sjæleveninde, den jødiske pige Esther, på grund af sygdom lige afgået ved døden, og det giver Andersen anledning til følgende betragtninger:

Det er ved vore nærmeste kæres bortgang i døden, Guds stemme lydeligst taler til os om et evigt liv og gensynet hist. Det fornam han. ”Dø, sove, muligt drømme” – således skød tanken fremad, udover – ”ikke at være”.

”Hun sover sødt!” sagde faderen, der ellers stod stum og stille, som Niels Bryde stod der.

”Sover!” gentog denne lydløst, og fortsatte i tanken: ”den døde sover ikke! – det ny Testamente selv kalder ikke de døde de sovende, men de hensovede. Hvor er nu denne sprudlende livlighed, dette tankevæld, denne renhed og stræben efter forståen af sandhed, hvor og hvorledes?” Det var tankens spørgen, men forstanden havde intet svar. ”Hvad havde de viseste i alle tider udfundet om tilstanden efter døden? Kun fantasier, gisninger, en af mennesker opdigtet mellemtilstand. Pindar i sin anden olympiske sejrshymne anviser de gode ophold i et skyggerige, før de kommer til de saliges øer; i Platons ”Fædon” tales om befrielsen fra de underjordiske steder, og at komme til renere våninger over jorden. Hvad lærer vi heraf? Kun det, at hedningen selv har fornummet trang og stræben efter at betegne dette for os ubestemmelige. ”Den døde sover!” gentog han, ”det synger endnu vor tids digtere! Hvor usandt! Nej, selv støvet, der hviler i graven, sover ikke, det går over i tingenes kredsløb, og sjælen – den rettroende kristen, som de kalder ham, siger: den er gået over i himlens stille salighed – Nej! Dertil er den ikke hos nogen udviklet nok; den svæver frem mod større fuldkommenhed, eller er slukket! – ”ikke være” – Nej, nej, det er en umulighed for den Gud, der er retfærdighed og kærlighed!” – Hans tanke svulmede til at sprænges! (Note 11)”

Ja, Andersens egen tanke og sind var ved at ’koge over’ af usikkerheden omkring hans livs største problem: udødelighed konta dødelighed. Han ville så inderligt gerne tro eller føle sig overbevist om sjælens udødelighed, men tvivleren i ham kunne ikke overvinde den negative og frygtelige tanke om dødelighed. Den dødelighed, der betød, at ”selv støvet [det fysiske legeme], der hviler i graven, sover ikke, det går over i tingenes kredsløb”.

For mit eget vedkommende nærede jeg i min barndom i 1930’erne og tidlige ungdom fra omkring 1946 ikke nogen som helst tvivl om den universale Guddoms eksistens, og fra min senere ungdom faktisk heller ikke om sjælens udødelighed. Især da det sidstnævnte blev bekræftet igennem studiet af klassiske indiske filosofier, som Sankhya og Raja-Yoga. Suppleret med studiet af ligeledes klassiske idealistiske indiske filosofier som Vedanta, samt læsningen af Vedaerne og Upanisha’erne. Om den lære, der kunne og kan uddrages af klassisk indisk filosofi, herunder ikke mindst forestillingen om reinkarnatio, skrev jeg mange år senere artiklen 2.01. Min vej til Martinus – om de oplevelser, der førte mig frem til studiet af Martinus’ kosmologi. Fra den artikel skal her citeres følgende:

”De få i mine omgivelser, som gad sætte sig lidt ind i, hvad reinkarnationstanken i henhold til indisk filosofi gik ud på, fik et meget godt modargument i hænderne, idet de kunne henvise til at indiske filosoffer, der baserede sig på Upanishaderne og som tilhørte Sankhya-Yoga- og Vedanta-skolerne, opfattede reinkarnationen (samsara) som et onde, der var forårsaget af uvidenhed (avidya) om livets illusoriske natur (Maya’s slør). Se evt. nærmere herom i artiklen H1-07. Spiritualismens historie – en gennemgang af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi.

Men omkring 1956, midt medens jeg aftjente 22 måneders civil værnepligt (militærnægter) i Gribskovlejren, begyndte jeg for alvor at tvivle på indisk filosofis forklaring om, at enkeltsjælen (atman) på et tidspunkt ”udskiller” sig fra alsjælen (Brahman) og grundet sin uvidenhed (avidya) føler sig tiltrukket af og involverer sig med materiens verden (Maya’s slør), og herunder mister enhver erindring om sit oprindelige tilhørsforhold. Men gennem de utallige og mangeartede lidelser, dette i forbindelse med reinkarnation (samsara) afstedkommer, vækkes sjælens længsel efter at blive genforenet med sit universelle ophav, og gennem bevidst arbejde på sin frelse eller befrielse fra materiens åg, vil dette – efter mange inkarnationer – til sidst lykkes. Dermed vil sjælen have fået en erfaring, der sikrer den imod at gentage ”fiaskoen” eller engagementet med materiens verden.

Denne sjælelære kunne jeg simpelthen ikke få til at stemme med, hvad jeg selv forstod ved logik og fornuft. For det første, hvorfor lod sjælen sig i sin fuldkomne urtilstand af væren og ikke-væren overhovedet friste til at forlade denne og indlede og gennemgå et engagement med materiens verden? – På grund af begær, som skyldtes uvidenhed og mangel på erfaring, lyder svaret. - For det andet, hvordan kan man være sikker på, at sjælen efter sin genforening med alsjælen ikke endnu engang eller eventuelt flere gange kan lade sig friste til at gentage engagementet? – Det kan man, fordi sjælen under sit lidelsesfulde engagement med materien har høstet så megen erfaring, at dens begær efter materiens verden er udslukt, og så megen viden, at den har gennemskuet illusionen, lyder svaret.

Tvivlen var virkelig et problem og dilemma for mig på det tidspunkt, for jeg kunne ikke selv umiddelbart se nogen løsning. Man kan derfor sikkert tænke sig til, hvilken befrielse det var for mig, da jeg i sommeren 1957 for alvor stiftede bekendtskab med Martinus’ Kosmologi, for heri blev stort set alle spørgsmålene besvaret og problemerne løst. Primært gennem forståelsen af ”det treenige princip” og sekundært gennem forståelsen af især ”spiralkredsløbsprincippet”. Desuden blev enhver fødsel opfattet som reinkarnation, og denne blev i øvrigt ikke betragtet som et onde, men tværtimod som et i høj grad positivt, selvfølgeligt, nødvendigt og uundværligt – men samtidig begrænset - led i individets evige liv og udvikling.”

Som skrevet står, lærte jeg i 1957 Martinus’ lære om kosmos at kende, og det blev optakten til et omtrent livslangt studium og engagement med hans geniale og såkaldte kosmiske analyser og livsfacitter, som tilsammen danner et forunderligt og nærmest eventyrligt verdensbillede. Sidstnævnte kan i absolut kortfattet – og utilstrækkelig – form, beskrives som følger:

Martinus’ verdensopfattelse i korthed

At Gud, forstået som det altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende evige væsen, eksisterer, er vi trods alt nogle stykker, der mener. Lige som vi mener, at Gud skaber ved hjælp af sine sanseorganer og manifestationsredskaber, de levende væsener på alle niveauer og planer i tilværelsen, fra det mindste bittelille kræ til de vældige galakser i universet. Disse er jo i henhold til Martinus’ kosmologi også udtryk for levende væsener, og alle levende væsener er udstyret med en skabe- og oplevelsesevne, til grund for hvilken der ligger livets højeste princip: det seksuelle polprincip. Størrelser er imidlertid et relativt begreb, primært i form af de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos, som ligger til grund for, at de levende væsener i det hele taget kan sanse og opleve. I sig selv, det vil sige i deres kosmiske natur og struktur, er alle levende væsener jo fuldkommen ens og ligestillede, men for at oplevelse overhovedet kan finde sted, må Gud via de levende væsener etablere modsætningernes verden af stort og småt, af behag og ubehag, glæde og sorg, liv og død, retfærdigt og uretfærdigt, nat og dag, sommer og vinter etc. etc., men vel vidende, at modsætningerne gensidigt forudsætter og betinger hinanden og at disse tilsammen udgør livets eller tilværelsens drivkraft. Og vel vidende, at begreber og fænomener som f.eks. døden og uretfærdigheden ikke eksisterer i virkelighedens verden, det vil sige i Guds verden. Tværtimod er virkeligheden den, at døden kun er en tænkt modsætning til livet, det vil sige det evige liv, i hvilket der samtidigt hersker fuldkommen retfærdighed og den mest fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed i alle livsprocesser.

Når livet og tilværelsen ikke ser ud for os mennesker, som beskrevet her, skyldes det primært, at vi ikke har det, Martinus betegner som kosmisk bevidsthed. En sammenligning med synsfeltet kan måske tjene til at illustrere og bidrage til en forståelse af forholdet mellem almindelig menneskelig bevidsthed og kosmisk bevidsthed. Almindelig menneskeligt synsfelt omfatter i bedste tilfælde 180 grader, hvorimod det kosmiske ’synsfelt’ omfatter 360 grader, altså hele horisonten rundt. Men kosmisk bevidsthed går ikke kun i bredden, men i nok så høj grad i dybden, nemlig den dybde, der er udtryk for evighedsperspektivet. Det er i høj grad det sidstnævnte, Martinus’ kosmiske analyser går ud på at forklare og begrunde for os kosmisk set ’snævert-seende’.

Livets egen tale

Men her i min efterhånden høje alderdom har jeg i stigende grad fået og haft behov for at følge Martinus’ gode råd om, at lytte til ”livets egen tale”, hvilket mere præcist vil sige, at jeg har ’lyttet’ til mine egne oplevelser og erfaringer, og – ikke mindst – til de tanker og konklusioner, det har ført med sig. Det har så udmøntet sig i en række artikler, der beskriver den skepsis og tvivl, som har ført til min overbevisning og antagelse af det, jeg betegner som ”Ét-livs-hypotesen”. Denne efter min egen opfattelse erfaringsbaserede hypotese eller teori går primært ud på, at vi mennesker og alle andre levende væsener med for den sags skyld, kun har et enkelt liv at leve til vores rådighed. Det indikerer, at der ikke er tale om sjælens udødelighed og evige liv og dermed heller ikke om reinkarnation samt alt, hvad dette indebærer. Samtidig indikerer nævnte hypotese, at der ikke er plads til begrebet og fænomenet skæbnens fuldkomne retfærdige lovmæssighed, men derimod til skæbnens absolutte tilfældighed og – om man vil – uretfærdighed. Det sidstnævnte for så vidt som man mener, som eksempelvis Andersen gør, at Guds fuldkommenhed og ikke mindst alkærlighed, skulle være en garanti for absolut retfærdighed. (Til nærmere orientering om mit mentale skifte fra idealistisk drømmer til realistisk forståelse af tilværelsen, kan det anbefales læseren at læse artiklen 4.139. Et stort paradoks - Om et skift i livs- og verdensanskuelse

Som et eksempel på min skepsis og tvivl overfor antagelsen af Guds alkærlighed og skæbnens påståede fuldkomne retfærdighed , skal her citeres følgende fra artiklen 4.122. Skæbnebestemt eller tilfældigheder?:

”Hver eneste dag præsenterer nyhedsmedierne, dels i form af aviser og dels i form af Nyheds-TV, den ene uhyggelige og dramatiske ulykke efter den anden. Den ene dag er det en kvindelig cyklist, som er blevet kørt ned og dræbt i en højresvingsulykke, den næste dag er det et yngre udenlandsk par og deres 5-årige søn, som i bil er på vej hjem mod Tyskland fra ferie i Danmark. Den tragiske ulykke skete på den fynske motorvej kl. 4 om morgenen. Idet bilen lige netop er nået til en bro over motorvejen, rammes den af en stor 30 kg tung betonflise, som med vilje er blevet kastet ned oppe fra broen. Klodsen rammer med stor kraft igennem bilens forrude, hvor den øjeblikkeligt dræber den unge mor på 33 år, medens hendes 36-årige mand kvæstes så alvorligt, at han hurtigst muligt måtte lægges i respirator på hospitalet. Drengen, som sad fastspændt på bagsædet, kom så vidt oplyst ikke noget til, bortset fra det chok, han selvfølgelig må have fået ved at se sine forældre i den nævnte grusomme situation og tilstand. Drengen blev senere på dagen afhentet af sin nærmeste familie i Tyskland.

Få dage efter melder de samme nyhedsmedier ud med de alvorlige jordskælv i det nordlige Italien, hvorunder mange huse er faldet sammen og er blevet til de rene ruiner. Men ikke nok med det, mange mennesker, mænd, kvinder og børn, kvæstes, nogle til døde, under de sammenfaldende mure, vægge, etageadskillelser og tage. En del af menneskerne ligger i skrivende stund stadigvæk skjult under kaosset af murbrokker, så at redningsmandskabet må arbejde og rydde op med den største forsigtighed. Håbet er naturligvis at finde overlevende skjult i ruindyngerne.

Disse eksempler på tragiske hændelser tager sig ud som nye, andre og endnu flere tilfælde af skæbnens, i hvert fald set med mine øjne, tilsyneladende ubarmhjertige tilfældighed.

Det er mig ligeledes simpelthen umuligt at begribe, at en tilfældig cyklist i en storby, i dette tilfælde i København, med masser af kørende trafik, ulykkeligvis dræbes, fordi både vedkommende selv og lastbilchaufføren er uopmærksomme i den givne situation. Her kan man selvfølgelig tale om årsag og virkning, så i den forstand er ulykken årsagsbestemt. Men det er efter min opfattelse ikke det samme som, at den også er skæbnebestemt.

Det er mig også helt umuligt at fatte, at en tilfældig bil med et yngre ægtepar og deres 5-årige søn, en tilfældig dag og på et tilfældigt tidspunkt, bliver udsat for så tragisk en hændelse, som beskrevet ovenfor. Men at der er tale om en umiddelbar årsagssammenhæng er selvfølgelig også klart i dette tilfælde. Gerningsmanden eller -mændene må have stået oppe på den nævnte bro, parate til at kaste den medbragte tunge betonklods ned mod vejbanen lige præcis på det tidspunkt eller det øjeblik, hvor de pågældende kunne regne med, at klodsen ville ramme en forbipasserende bil. Men at der også skulle kunne være tale om en skæbnebestemt lovmæssighed i dette tilfælde, kan jeg ikke med min bedste vilje indse eller fatte. Hvorfor skulle dog lige præcis det nævnte ægtepar og deres lille dreng, af alle bilende trafikanter, komme ud for denne grusomme tragedie!? - Min forstand nægter endnu engang simpelthen at tro på påstanden om skæbnens lovbundethed og dermed også dens fuldkomne retfærdighed.

Det samme gælder i nok så høj grad, hvad angår jordskælvene i det nordlige Italien og de tragiske og uhyggelige følger disse fik for de stakkels hjælpeløse beboere, der blev ofre for naturens lovbundne aktiviteter og processer. Jordskælv er jo forholdsvis almindelige mange steder på kloden, herunder også i Italien. Så derfor er de her nævnte begivenheder også beroende på loven for årsag og virkning. Men som altså ikke er det samme som, at disse jordskælv er skæbnebestemte for de mennesker, det går ud over.

Der er jo i øvrigt også psykologiske lovmæssigheder iblandet begivenheder, som de ovenfor nævnte. For ofrenes vedkommende frygt, skræk, rædsel og sorg, og – nok så vigtigt gerningsmandens eller -mændenes, ja, i nogle tilfælde er der tale om kvinders hensynsløshed, grusomhed eller ligefrem ondskab. Det er blevet så almindeligt i vores åh så humane og tolerante samfund, at man ikke mener, at f.eks. direkte ondskab findes, men at denne må skyldes religiøs eller politisk indoktrinering eller de ydre omstændigheder, herunder det sociale miljø. Men hvad med de folk, der, som vi har set i stigende grad indenfor de seneste mange år, i nogle tilfælde åbenlyst og i andre tilfælde skjult torturerer og for nogles vedkommende halshugger folk, eller utroligt fanatiske selvmordsbombere, der sprænger sig selv og den menneskemængde, de med vilje befinder sig i, i stumper og stykker eller sårer alvorligt og i nogle tilfælde invaliderer.”

Døden – en gåde?

Der er siden de ældste tider og i alle kulturer forekommet mange tanker og forestillinger omkring døden, den proces, som nøgternt naturvidenskabeligt set primært drejer sig om, at en levende organisme ophører med at fungere, enten på grund af sygdom, ulykke eller alderdom. Den begravede døde organisme gennemgår derefter normalt den naturlige proces, at den hurtigere eller langsommere opløses og dens bestanddele overgår og deltager i det naturlige fysiske kredsløb. I øvrigt sådan som tilfældet er med alle former for organisk liv. Situationen er dog som bekendt en lidt anden, når især et dødt menneske bliver kremeret og brændt til aske, som enten nedsættes i jorden i en urne eller asken efter afdødes egen bestemmelse bliver spredt ud et sted på jorden eller i havet. Det med døden er noget, der har fulgt mig lige siden min barndom, hvor jeg kom ud for en oplevelse, som kunne være endt med, at jeg havde stillet træskoene, som man siger, når man vil være lidt morsom.

For at imødekomme den interesserede læsers eventuelle videbegærlighed, skal jeg her gengive et citat fra artiklen 2.01. Min vej til Martinus – om de oplevelser, der førte mig frem til studiet af Martinus’ kosmologi, hvori der fortælles om den nævnte oplevelse:

(Citat) Som 13-årig var jeg ude for en oplevelse, der overbeviste mig om, at vi mennesker lever videre efter døden. Det skete en dag i det sene efterår i skolegården, hvor en af mine kammerater i kådhed strammede mit halstørklæde så voldsomt, at jeg mistede bevidstheden om omverdenen. Men til min egen store forundring var jeg stadigvæk bevidst om, hvad der foregik med mig selv. Først oplevede jeg en isnende rædsel, idet jeg ligesom følte at blive suget hastigt roterende gennem en lang, opadgående, rørformet og mørk tunnel, men idet jeg kom op til dennes åbning foroven fyldtes jeg af en usigelig fred og frydefuld salighed, som ikke heller kan beskrives med ord. Det føltes som ren, unuanceret væren. Straks efter befandt jeg mig på et højt klippeplateau, hvis ydre rand gik brat ned i en dyb, mørk slugt. Ovre på den anden side af slugten var der et tilsvarende klippeplateau, og her kom der nu en gruppe tavse, menneskelignende, men højtidelige og ranke skikkelser til syne. De var klædt i fodlange, hvide dragter og havde hætter på hovedet, som skjulte deres ansigter. En af skikkelserne, som stod forrest midt foran de andre, rakte armene ligesom indbydende over imod mig. Men idet jeg gik fremad mod klippekanten forekom det mig at jeg hørte en ringetone, som når skoleklokken meddelte at frikvarteret var forbi.

Herover ses tegneren Gustave Dorés tegning af Dante og Virgil for foden af Renselsens Bjerg, som de finder for stejlt til at turde bestige det. (Billedet,

Da jeg for første gang så billedet i 1974 slog det mig straks, at det havde en vis lighed med det, jeg havde oplevet som 13-årig i 1942,

og som – bortset fra at der er to personer forrest i billedet – er nærmere beskrevet i teksten

Straks efter blev jeg igen bevidst om mine fysiske omgivelser, og så at mine kammerater havde anbragt ”mig” på en bænk under et stort træ i midten af skolegården. Jeg havde ligesom en snurrende fornemmelse i hovedet. De kiggede forskræmte på mig, men da de så at jeg igen kom til bevidsthed, følte de naturligvis lettelse, ikke mindst den kammerat, der i kådhed havde strammet mit tørklæde om halsen på mig. Men det undrede mig, at de ikke havde mere travlt med at forlade stedet og tage opstilling i rækken, så derfor sagde jeg: ”Skynd jer! Skoleklokken har jo lige ringet!” – ”Den har ikke ringet endnu!” sagde de uforstående. I selv samme øjeblik ringede skoleklokken rent faktisk, og noget forvirret herover kom jeg på benene og tog opstilling i samme række som de andre i min klasse.

Det med, at jeg troede, at skoleklokken havde ringet, før den rent faktisk gjorde det, blev jeg snart efter klar over skyldtes, at blodet vendte tilbage til hovedet og hjernen. Subjektivt oplevedes det som en skoleklokkes intense ringen. Men efter denne oplevelse, som formentlig kunne være endt alvorligt, kom det til at stå klart og stærkt for mig, at mit inderste jeg ikke kunne dø. Og selve oplevelsen af, efter at have passeret igennem tunnelen, først ligesom at svæve i et varmt og dunkelt intet eller alt, som hverken var væren eller ikke-væren, var så vidunderlig, at jeg den dag i dag endnu kan fornemme det ved tanken herom. Bagefter kom så en ”opvågnen” på det omtalte klippeplateau, med den dybe, mørke kløft eller slugt foran, der dog egentlig ikke føltes truende. Og situationen mildnedes af de venlige men tavse menneskeskikkelser ovre på den anden side af kløften, der ligesom kom for at modtage mig og byde mig velkommen.

Dengang fortalte jeg ikke nogen om min specielle oplevelse, for jeg følte instinktivt at ingen i mine nærmeste omgivelser ville forstå, hvad jeg talte om. Tværtimod ville man afvise det som indbildning eller hallucination, hvor jeg selv følte at det var noget virkeligt, helligt og ophøjet, der var overgået mig. Men selv som 13-årig forstod jeg, at jeg ved den lejlighed havde været døden nær, og at den dybe kløft eller slugt betød døden, medens de hvidklædte, anonyme skikkelser ”ovre på den anden side”, var engle eller ånder, der skulle hjælpe mig, hvis jeg ikke havde været så heldig at vågne op i den fysiske verden igen.

På denne baggrund forekom tanken eller idéen om reinkarnation egentlig ikke fremmed, da jeg som 17-årig første gang stiftede bekendtskab med den. Det skete i og med læsningen af Ananda Acharyas ”Indledning til indisk filosofi”, et optryk af en foredragsrække, der var blevet holdt ved Kristiania Universitet i 1915, samme år som bogen også var udgivet. Tankerne heri virkede så velkendte og letfattelige, at de forekom mig som den største selvfølgelighed. Men denne opfattelse deltes ikke af folk i mine nærmeste omgivelser, som anså tankerne i bogen for verdensfjerne fantasier. Og reinkarnation var efter deres mening en uhyggelig tanke, for tænk hvis man skulle leve et tilsvarende liv, som nu, flere gange, eller eventuelt blive til et eller andet dyr i sit næste eller flere følgende liv! Nej, så hellere blive slettet totalt ud, når dette ikke altid lige nemme og behagelige liv engang var slut. (Citat slut)

Men som den opmærksomme læser sikkert allerede har gjort sig klart og forstået, så er der sket meget for mig siden dengang, jeg oplevede den ovenfor omtalte episode. Nemlig en antagelse af den mere sandsynlige ét-livs-hypotese og den deraf følgende forkastelse af fænomener som udødelighed og reinkarnation mm.

Spørgsmålet er derfor, hvordan denne ret specielle oplevelse kan og skal tolkes. I artiklen ”Min vej til Martinus” har jeg tolket den på den måde, at kløften eller afgrunden mellem skikkelserne ovre på den anden side af denne og det plateau, jeg selv sad på, var eller er et udtryk eller symbol på grænsen mellem liv og død. De kutteklædte skikkelser har jeg tolket som åndelige væsener eller skytsånder, som var kommet for at tage imod mig, og som var parate, hvis jeg havde overskredet grænsen, hvilket heldigvis ikke skete, for det ville formentlig have betydet min fysiske død. Men om skikkelserne var reelle åndelige væsener eller blot projektioner af min egen bevidsthed, er jeg ikke i stand til at afgøre med sikkerhed. Dengang som dreng var jeg ikke i stand til at tolke oplevelsen forstandsmæssigt, men den efterlod mig med visheden om, at jeg i mit inderste væsen var udødelig. Det så meget mere, som at oplevelsen ydermere bekræftede nogle stærke oplevelser af Guds nærværelse, som jeg havde haft flere gange tidligere og allerede som cirka 9-årig.

Men også her kan skeptikere eller hjerneforskere, neurologer og psykologer naturligvis komme og hævde, at min såkaldte nærdøds-oplevelse udmærket vil kunne forklares ud fra, hvad der er foregået i hjernen under forløbet af oplevelsen. Først at jeg mister bevidstheden som følge af en kvælning, der hæmmer blodtilførslen til hjernen, hvilket først fremkalder en panisk angst og rædsel hos mig, som desuden følges af en fornemmelse af at hvirvle gennem en lang lodret tunnel, som hurtigt afløses af en vidunderlig følelse af total fred, salighed og intethed. Dette kan med lidt god vilje tolkes som en følge af, at der i korte øjeblikke er stoppet for blodtilførslen til hjernen, og desuden forårsaget af hjernens produktion af dopingstoffet endorfin. Denne situation afløstes imidlertid snart efter af bevidsthedens langsomme tilbagevenden til hjernen, hvilket kan forklares som en følge af, at halstørklædet løsnes, så blodet atter kan få frit løb til hjernen. Under blodets langsomme, fornyede tilstrømning til hjernen, vågner den fysiske bevidsthed langsomt op igen, hvorved min i begyndelsen omtågede bevidsthed registrerer skolekammeraterne, som står tæt ved siden af hinanden et lille stykke fra mig, altså fra min fysiske krop, som er blevet anbragt på en bænk. Den afstand, omend den vel kun var omkring en halv meter, kan den sløvede hjerne så – stadig ifølge neuropsykologerne – have opfattet som den kløft, der adskilte mig og mine kammerater. Disse var i øvrigt efterårsklædte og havde anorakker eller frakker på, heraf nogle med hætter, og det har hjernen så formodentlig opfattet som de kutteklædte – omend voksne – skikkelser, der befandt sig ovre på den anden side af den kløft, der var imellem dem og mig.

Rent personlig er jeg naturligvis ikke i stand til sagligt at afvise den ovenfor beskrevne banale og jordbundne forklaring på min nærdøds-oplevelse, men det er til trods herfor min overbevisning, at en sådan årsagsforklaring ikke holder vand. Det mener jeg på grundlag af den kendsgerning, at hjerneforskerne eller neuropsykologerne normalt ikke befatter sig med erkendelsesteori, for i så fald ville de ikke, som det nu er tilfældet, overse eller ignorere den rolle, som selve oplevelsen spiller i sammenhængen. For selvom man går ind på hjerneforskernes præmisser om, at det er fysisk-kemiske hjerneprocesser, der reelt set har forårsaget i dette tilfælde min nærdøds.oplevelse, så var oplevelsen af disse processer jo tydeligvis noget helt andet, nemlig det forløb og de ’billeder’, jeg har beskrevet tidligere ovenfor. I selve oplevelsen var der ikke tale om en banal hverdagsagtig københavnsk skolegård, men derimod om et storslået klippeplateau, og heller ikke om nogle drenge i 12-13 års alderen, men om en flok kutteklædte, voksne mænd. Det er det, der er pointen her, nemlig bevidsthedens, sindets eller den sjælelige strukturs skabende evne.

Hver gang jeg nu tænker på døden, kommer jeg i reglen samtidig til at mindes den replik, Shakespeare i sit skuespil Stormen har lagt i munden på troldmanden Prospero, som i stykkets Fjerde akt, Første scene har fremmanet et illusionistisk syn af ånder, i den hensigt at advare sin kommende svigersøn, Ferdinand, imod at bryde datterens ”jomfrubånd før hver en helligvorden brug er fulgt alt efter kirkens skikke”, for i det fald vil alverdens ulykker ramme dem begge:

Prospero

Du ser urolig ud, min søn, som om

du var bekymret; vær kun frejdig, ven.

Vor Fest er sluttet. De, der trådte op,

var, som jeg forud sagde, alle ånder,

og løstes op i luft, i flygtig luft.

Og just som dette luftsyns løve svæv

skal skybelagte tårne, stolte slotte,

storladne templer, hele kloden selv

med dem, hvis arvelod den blev, forgå

og lig hint svundne tant end ikke lade

en sky tilbage. Vi er sådant stof,

som drømme dannes af; vor smule liv

omrammes af en søvn. – […]

Det er særligt linierne om, at ”hele kloden selv med dem, hvis arvelod den blev, [skal] forgå og lig hint svundne tant end ikke lade en sky tilbage”, der fæstnede sig i dybet af mit sind. Og at der ikke kun var tale om poetisk filosofisk tankespind, stod mig især klart, da jeg en dag i sommeren 1946 spadserede omkring på den nærliggende Assistens Kirkegård på Nørrebro i København, opfyldt af tanker og undren over livets forunderlighed og tilskikkelser. Lige siden sommeren 1943, og kort før jeg begyndte som animatorelev på tegnefilmen ”Fyrtøjet”, havde jeg ofte gået ensomme ture ovre på Assistens Kirkegård i København. På disse ture på den på sin vis idylliske og dengang absolut stille og fredelige dødens have, grundede jeg i reglen over livets mysterium og dødens uafvendelighed og gåde. Det med dødens uafvendelighed, altså uundgåelighed, nemlig som et livsvilkår, blev særligt nærværende, når et familiemedlem eller en bekendt afgik ved døden og efterlod sig et ubegribeligt og gabende ’tomrum’.

Som barn og ung oplevede jeg sjældent nogen, der døde i min familie-, venne- eller bekendtskabskreds. Døden var derfor mest noget, jeg læste om i aviserne, særlig i dødsannoncer og nekrologer. Men under arbejdet på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, som strakte sig fra juni 1943 til juni 1945, og som altså fandt sted under tyskernes besættelse af Danmark, hændte det at jeg et par gange blev vidne til mennesker, der blev skudt og døde på åben gade. Det var bestemt en meget rystende oplevelse, at se et menneske ligge på fortovet og bløde, indtil der langt om længe ankom en ambulance til stedet og bragte det stakkels menneske til hospitalet. For slet ikke at tale om min oplevelse af engelske bombemaskiners angreb i marts 1945 på Shellhuset i København og den frygtelige fejltagelse med bombningen af Den Franske Skole på Frederiskberg, der i begge tilfælde betød mange voksne og børns lemlæstelse og død. Og jeg så og fulgte vel at bemærke de nævnte begivenheder på nærmeste hold.

Men en dag, da jeg som nævnt spadserede omkring ovre på Assistens Kirkegård og ofte standsede op og læste indskrifterne på de mere eller mindre udviskede gamle gravsten, faldt jeg tilfældigvis over en ret speciel og usædvanlig mindetavle, for på denne stod med forholdsvis stor skrifttype følgende (frit citeret):

Vandrer, du som læser disse linjer!

Betænk, at lige som jeg, der nu ligger her,

således skal du også selv en dag ophøre med dit liv

og ligge under mulde, hvor ormene gnaver.

Med stor klarhed følte jeg det, som om teksten var specielt rettet mod ’mig’, og at denne ukendte og for længst afdøde mand talte direkte til mig, og det med en undertone af slet skjult skadefryd, eller måske nærmest triumf, som skulle minde mig om, at heller ikke jeg kunne føle mig udenfor dødens usvigeligt sikre komme på et eller andet tidspunkt i mit liv. Denne tanke har siden fulgt mig gennem livet, som jeg derfor aldrig har taget som den selvfølgelighed, som det er mit indtryk at mange mennesker, ja, måske de fleste, i hvert fald tilsyneladende gør.

Når jeg efter den tid derfor stod og læste inskriptionerne på gravsten fra f.eks. 1700-tallet, som der findes en del af på Assistens Kirkegård, så forestillede jeg mig klart og tydeligt, at de mennesker, i reglen mand, kone og enkelte af deres familiemedlemmer, der lå i den pågældende grav, og hvis jordiske rester for længst måtte være blevet opløst og var gået over i det naturlige kredsløb, at disse mennesker havde jo selv engang gået omkring her på jorden og i princippet levet et liv, præcis som mig selv og alle andre. De var blevet født, og var i bedste fald vokset op med en mor og far og måske søskende og familie, de havde leget med deres kammerater, havde gået i skole, og havde måske fået en eller anden erhvervsfaglig eller boglig uddannelse. Og de var blevet voksne og havde antagelig selv fået børn, og nogle havde fået og haft en faglig karriere, og de havde i det hele taget levet et liv med glæder og sorger, bekymringer og problemer, som de fleste andre mennesker, indtil en dag sygdom, ulykke eller alderdom satte punktum for deres jordiske liv.

Som voksen og især i min ældre alder, da jeg skriver disse linjer, har jeg oplevet, at mange familiemedlemmer, mine forældre, bedsteforældre på både mødrene og fædrene side, to af mine tre yngre søskende, mine mostre og fastre, mine onkler, mine fætre og kusiner, er afgået ved døden, nogle i en forholdsvis yngre alder. Det samme gælder mine venner og kollegaer, hvoraf en del også er døde, i reglen af sygdom. Hvis jeg skulle opregne navnene på alle ’mine’ døde, ville det fylde et helt A4-ark.

I nyeste tid er døden kommet lidt tæt på i min nærmeste familie, hvilket i hvert fald for mit eget vedkommende har fået mig til at tænke og føle, at med min nuværende alder af knapt 89 år, kan man kun vide, som H. C. Andersen har skrevet et sted, at man i hvert fald står ”opmarcheret til afgang”. Det er jo så sandt som det er sagt. Her følger et andet citat fra den ovenfor anførte artikel:

Hvad blev der af de afdøde?

For mit eget vedkommende, kan jeg ikke lade være med ofte at tænke på og synes det er mærkværdigt, at alle mine nu mange afdøde slægtninge og mine forholdsvis få nære venner, hvoraf nogle var lige så ivrige Martinus-studerende, som jeg selv er og har været i nu omkring 60 år, aldrig har givet så meget som bare det mindste lille bitte 'livstegn' fra sig fra det såkaldt hinsidige. Det vil man så kunne hævde kan skyldes min egen psykes manglende 'modtagelighed' eller de 'afdødes' manglende evne til at kommunikere med den fysiske verden og dermed med mig, eller det kunne måske tænkes at skyldes begge dele. Men jeg må desværre sige og indrømme, at jeg fortsat nærer stor tvivl og skepsis overfor påstanden om, at de fysisk afdøde stadig er i live i en såkaldt åndelig tilstandsform og afventer en ny reinkarnation. Der er efter min beskedne indsigt og opfattelse af det emne, tale om ønsketænkning i den forbindelse. Derfor hælder jeg end så længe til ét-livs-teorien, som jeg dagligt ser bekræftet af det, jeg forstår ved begrebet og fænomenet virkeligheden.

Det store spørgsmål: Hvorfor?

Men selvom begreber og fænomener som udødelighed, individets evige liv, den åndelige verden, reinkarnation, skæbnens lovbundethed og retfærdighed, ikke passer ind i ét-livs-opfattelsen, så er tilværelsen i bund og grund stadigvæk ét eneste stort under og eventyr. Det store spørgsmål om, hvorfor noget i det hele taget er til, og måden, det er til på, er også stadigvæk vigtigt og aktuelt. Det vil til stadighed være aktuelt at stille spørgsmål, som f.eks.: Hvorfor er verden indrettet og fungerer lige præcist, som den er og gør? - Hvorfor er vi her og hvad er meningen eller hensigten med det alt sammen? - Tanken svimler, når man gør sig klart, at grundlaget for vores psykofysiske eksistens, er det vældige verdensalt med sine galakser, solsystemer, sole, planeter og alle andre himmelfænomener. Tænk, at det alt sammen på et tidspunkt i – ja, i hvad? For tid og rum er jo i henhold til videnskaben fænomener, der via Big Bang har udviklet sig fra et såkaldt super-atom til det, verden er i nutiden! - Men tænk også på, at alt det er forudsætningen og baggrunden for, at eksempelvis lille mig kan sidde her bag computeren og tænke, formulere og taste disse ord! - Det er og må da alt sammen være et eneste stort eventyr for sig, ja, det største eventyr, der vel findes og vil kunne findes!? - Hver morgen, når jeg vågner og kigger ud ad vinduet og ser himlen, solen, skyerne og huse, sten, træer, buske, græs, planter, blomster og flyvende fugle og insekter, og – ikke mindst – mere eller mindre travle mennesker, som går tur med deres hunde nede på vejene, så undres jeg over at det alt sammen er der, dog vel vidende at der er tale om et forgængeligt ”øjebliksbillede”. For bortset fra, at dette ”billede” faktisk samtidig er en slags sansemæssig illusion, så er alt jo underkastet kredsløbets lovmæssigheder, og dermed også forgængeligheden. Om hundrede eller flere år vil det alt sammen være forandret om ikke ligefrem væk og glemt.

Poetisk betragtet kunne man udtrykke ét-livs-opfattelsen som en vågentilværelse, hvor søvnen hver eneste nat normalt venter os med sit ”Godnat og sov godt!” På principielt tilsvarende måde og når tiden er inde, venter døden på hver eneste af os med sit ”Godnat og sov evigt godt!” - Dog, selv om alt ved os levende væsener er forgængeligt, så forbliver og består dog fortsat de elementarpartikler og atomer, der var med til at danne og holde os i live. Nogle af disse elementarpartikler, atomer og molekyler har de fleste af os dog vist været med til at videregive til slægten. Men det legeme og den psyke, som andre elementarpartikler og atomer var med til at danne og opretholde, er, som de fleste af os ved og måske gør os tanker om, undergivet forgængelighedens lovmæssigheder.”

Livet som en drøm

Men netop dette, at vores objektive eksistens som en organisme betragtet, i virkeligheden består af elementarpartikler, atomer og molekyler, der er organiseret efter biologiske og fysisk-kemiske lovmæssigheder, gør det relevant at tale om en form for drøm eller illusion. Men i og med en illusion er der jo faktisk tale om en bevidsthedsforestilling. Det kan sandsynliggøres, at bevidsthed ikke er fysisk i den naturvidenskabelige forstand af begrebet. Der er ret beset tale om to former for energisystemer, den fysiske og den psykiske eller bevidsthedsmæssige. Overordnet set forholder det sig antagelig som Shakespeare udtrykker det i skuespillet ”Stormen”: ”Vi er sådant stof, som drømme dannes af; vor smule liv omrammes af en søvn.” Men for at sandsynliggøre påstanden om, at der med det fysiske legeme og bevidstheden er tale om to interaktive energisystemer, skal jeg her citere følgende fra artiklen 4.130. Personlighedsbegrebet - set i ét-livs-hypotesens perspektiv:

Synsprocessen (Citat fra artiklen Øje, hjerne og bevidsthed):

(Citat) Her skal gives en forsøgsvis kortfattet beskrivelse af, hvad der i henhold til den videnskabelige anatomi og fysiologi i normale tilfælde sker, når vi bruger synet. Anatomisk set er synssansen baseret på øjets og hjernens indretning og på samspillet mellem de to instanser. Fysiologisk baserer synssansen sig dels på lyset og dels på de kemisk-elektriske processer, der foregår i øjet og i de to synsnerver samt i synscentret bagest i den såkaldte nakkelap lige ovenover lillehjernen, hvilket sidste i øvrigt fremgår af nedenstående illustration af hjernen. Synsopfattelsen er ikke mindst beroende på øjets nethinde, som er placeret bagtil i øjets indre hulrum, hvorfra synsnerven fra hvert øje udgår og ender i synscentret i nakkelappen. De to øjne sikrer i hovedsagen den tredimensionale synsopfattelse af omverdenen.

Selve synsprocessen begynder med lyset, hvis stråler tilbagekastes fra genstande, de rammer. Det tilbagekastede lys opfanges blandt andet af et menneskes øjne og disses normalt lysfølsomme nethinder. Men i kraft af øjets optik vil genstande ses omvendt på nethinden, således at hvad der er op og ned på en genstand er vendt på hovedet på nethinden. Nethinden består af lysfølsomme tappe og stave og fra disse sendes ved hjælp af nerveaktiviteter impulser via de to synsnerver til synscentret, hvor disses impulser eller signaler samarbejdes til et enkelt billede. Hvordan dette synsindtryk bliver transformeret til en bevidst opfattelse af en genstands- og omverden, ved videnskaben ikke helt præcist, hvorfor man drager en bagvendt slutning, som siger, at bevidsthedsindtrykket opstår, når de omtrent identiske nerveimpulser fra de to øjne når frem til synscentret, og der derfra udgår signaler til andre hjernecentre, herunder blandt andet til hukommelsescentret, som normalt kan fortælle, om individet, som i det aktuelle tilfælde ser og oplever sin genstands- og omverden, har set denne eller en lignende før. Man taler da henholdsvis om genkendelse og associativ genkendelse. Når dette sker, mener de videnskabelige forskere, at der er tale om, at synsindtrykkene bliver bevidstgjorte.

Imidlertid er der her al mulig grund til at stoppe op og tænke lidt over de ganske vist sparsomme oplysninger om synssansen, som her foreløbig er fremført. For det første fortæller den fysiske videnskab os, at genstandenes verden er farveløs, hvorfor disses farver alene opstår i samspillet mellem det i sig selv farveløse lys, øjnene og hjernen. For det andet fortæller den optiske videnskab os, at vi ikke ser genstandenes verden direkte, men kun indirekte, nemlig i og med, at det sete først opfattes, når impulserne fra øjets nethinde når frem til synscentret i hjernens nakkelap. Men hovsa, det synsindtryk eller billede, der i hvert givet tilfælde er dannet på øjets nethinde, kan af gode grunde kun have en maksimal størrelse af cirka 2-3 centimeter i diameter, svarende til den halvbuede, men flade nethindes dimensioner! Men det vides som nævnt, at hvis billedet på nethinden af en eller anden årsag ikke når frem til synscentret, så vil det ikke blive opfattet af den, der ser. Altså er synsopfattelsen totalt afhængig af, at nerveimpulserne fra nethinden når frem til synscentret.

Men – og det er en vigtig pointe i hele sammenhængen – det ovenfor beskrevne er ikke, hvad vi med vores bevidsthed rent faktisk oplever.Situationen er jo den, at selvom nerveimpulserne er nået frem til synscentret, er der stadigvæk kun tale om nerveimpulser, hverken mere eller mindre. Og ligeledes og uanset hvor mange hjernecentrer, der end er eller bliver mere eller mindre involveret i synsprocessen og synsoplevelsen, vil der dog stadigvæk kun være tale om nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare mønstre, databærende mønstre kunne man sige. Men hvordan forholder det sig med ’afkodningen’ eller ’tolkningen’ af disse mønstre? For afkodet eller tolket bliver disse, idet synsopfattelsen jo vitterligt viser os en umådeligt stor synlig verden af former og farver, af sten og planter, dyr og mennesker osv. Og ikke kun et lille nethindebillede på cirka 2-3 centimeter i diameter, som ovenikøbet er vendt på hovedet! – Denne store verden bliver tilmed bekræftet af vores fysiske krops bevægelses- og følesans. Den krop, hvoraf vi ser og opfatter det meste, bortset fra, at øjnene ikke direkte kan se sig selv og deres egen placering i ansigtet. Det kan kun ske ved, at personen kigger i et spejl.

Hvilken konklusion vil der så overordnet set kunne drages af de netop fremførte oplysninger og betragtninger? – Jo, kort fortalt den hovedkonklusion, at vores opfattelse og oplevelse af os selv i form af en fysisk krop og af dennes omverden, er af en anden natur og karakter end det, vi almindeligvis forstår ved den fysiske sanseverden. Hvad er da denne anden natur eller karakter? – Jo, forenklet sagt er det individets, mere præcist jegets bevidsthed. Men om man vil kalde bevidsthedens verden for at være af åndelig natur og karakter, eller man vil foretrække at kalde den for værende af en parafysisk natur og karakter, må blive en smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her blot forstås som en natur ved siden af eller over den fysiske natur. Hermed er vi kommet frem til en hypotese, som vi skal se lidt nærmere på i det følgende.

En mere omfattende hypotese

Den hypotese, som der herefter skal gøres rede for, forholder sig noget anderledes til individet end tilfældet er for natur- og humanvidenskaben. Som allerede antydet i indledningen til denne artikel, så anskuer de sidstnævnte individet udelukkende ud fra den forhåndsantagelse, at dette helt igennem kun udgør en fysisk størrelse, idet det menes kun at befinde og udfolde sig indenfor det såkaldte fysiske rum-tid-kontinuum, hvilket især vil sige, at individet er undergivet den fysiske materies kræfter, lovmæssigheder og vilkår, og at denne omstændighed er det eneste reelle grundlag og den eneste faktiske årsag til individets eksistens, herunder også til dettes bevidsthed og bevidsthedsliv.

Denne opfattelse af individet og af de levende væsener i det hele taget, er i henhold til den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus, så langt fra den reelle virkelighed som vel muligt. Det vil sige, når det levende væsen og herunder individet anskues på baggrund af et såkaldt kosmisk perspektiv, ifølge hvilket verden ikke kun udgør en fysisk realitet, men samtidig også en over-fysisk eller såkaldt åndelig realitet. Ja, for at sige det ligeud, så er Martinus af den veldefinerede og velbegrundede opfattelse, at den fysiske materies verden i virkeligheden er afledt af tilværelsens åndelige eller psykiske faktorer, kræfter og lovmæssigheder. Denne omstændighed udmønter sig i en opfattelse og anskuelse af det levende væsen eller individet som et åndeligt væsen med både en åndelig eller parafysisk og en fysisk organisme. Dette forhold viser sig også, når det drejer sig om sanseoplevelser og sanseillusioner, som de ovenfor omtalte og beskrevne.

For ikke at gentage en beskrivelse af forholdet mellem øje, hjerne og bevidsthed, som jeg har beskrevet i tidligere artikler her på hjemmesiden, skal jeg tillade mig at citere følgende afsnit fra min artikel H1-40. Hjerne og bevidsthed – Om forholdet mellem de to instanser:

Længdesnit gennem midten af hjernen, hvor nakken ligger til venstre og panden til højre. Tallet 1 refererer til lillehjernen og tallet 2 til nakkelappen,

mens tallet 28 henfører til rygmarvens udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver pandelappen og 21 hentyder til hypofysen. Betydningen af de

øvrige tal skal dog ikke gennemgås her. Blot skal det nævnes, at synscentret ligger i nakkelappens bageste og mediale del (tallet 2).

– Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.

Helt basalt og generelt er det nok ikke for meget at sige, at de allerfleste mennesker har den opfattelse, at bevidsthed og hjerne stort set er identiske begreber, for det har man lært i skolens timer med anatomi, fysiologi og biologi. I en del ældre fagbøger kan man ligefrem læse udtryk, som f.eks. at ”hjernen er sæde for bevidstheden” eller ”Bevidstheden har sæde i hjernen”, lidt upræcise udtryk, som skal indikere, at bevidsthed og hjerne er to sider af samme sag. I nyere og især nyeste tid har opfattelsen indirekte fået støtte af hjerneforskningen, som ved hjælp af neuropsykologiske tests og Magnetic Response-scanning af hjernen, forkortet MR-hjernescanning, ser ud til at have fastslået den nære forbindelse, der er mellem fysiologiske hjerneprocesser og bevidsthedslivet. Ved sidstnævnte forstås især de sanseindtryk, forestillinger, tanker, følelser, viljesudtryk og beslutninger mm., eller kort og godt de mangeartede oplevelser, som optræder eller fremtræder indenfor rammerne af det, man kunne kalde bevidsthedsfeltet.

Men at anatomiens, fysiologiens, biologiens og specielt neuropsykologiens tilsyneladende videnskabeligt funderede og verificerede opfattelse af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, nemlig at bevidsthedslivet basalt genereres i og af hjernen, ikke kan stå for en nærmere og uvildig prøvelse, har jeg som allround amatørforsker efter evne søgt at påvise i adskillige artikler her på hjemmesiden. Til det formål har jeg i særlig grad henholdt mig til den opfattelse af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, som forefindes i Martinus’ kosmologi, nemlig med den begrundelse, at sidstnævnte i højere grad inddrager et større spekter af data, end tilfældet er med de nævnte videnskabelige discipliner. Dette større spektrum involverer nemlig også erkendelsesmæssige forhold, hvilke er uundgåelige og nødvendige aspekter af en fuldstændig og til bunds gående undersøgelse af fænomenet livsoplevelse i almindelighed og forholdet mellem sjæl og legeme problemet, subsidiært bevidsthed og hjerne problemet, i særdeleshed.

Et stort paradoks: Hjerneforskningens dilemma

Hjerneforskningens reduktionisme fortsætter stadig og stort set uanfægtet med at promovere opfattelsen af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, subsidiært mellem legeme og sjæl. Denne promovering sker ikke mindst via medierne, herunder de elektroniske medier. Senest har man her i Danmark i DR TV2 søndag den 22. april 2012 kunnet se et genudsendt to-delt program om det nævnte emne. Heri fremførte en hjerneforsker sin paradoksale og skråsikre opfattelse af, at fænomener som f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser blot skyldtes kemiske påvirkninger, bl.a. i form af dopamin, i bestemte hjernecentre.

Såkaldt para-normale oplevelser kan også fremkaldes ad anden kemisk vej, nemlig ved indtagelse eller indgivelse af spiritus eller narkotiske stoffer af forskellig slags, som f.eks. kokain, heroin, ecstasy, hash, m.fl. Disse stoffer doper hjernen og giver i bedste fald nogle euforiske og ekstatiske oplevelser og i værste fald fremkalder de angst, frygt eller aggressioner og forvrænger generelt hjernens formidling af virkeligheden.

Paradokset består hovedsagelig i, at man i henhold til de nævnte hjerneforskeres foreløbige forskningsresultater og udsagn må konstatere, at hjernen, som de identificerer med bevidstheden, personligheden og jeget, åbenbart siger til sig selv, at f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser bare er nogle bevidsthedsforestillinger om nogle illusoriske ledsagefænomener til de reale kemisk-elektriske processer, som hjernen på grund af sin uvidenhed, det vil formentlig sige mangel på synapser, fortolker og oplever, som om der er tale om oplevelser af objektive og virkelige forhold.

Det synes fortsat ikke at undre de samme hjerneforskere, at de kemisk-elektriske processer i hjernen i det hele taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som vel at bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de kemisk-elektriske processer i sig selv.Neurovidenskaben i almindelighed og hjerneforskerne i særdeleshed ser stadig ingen grund til at antage og betragte bevidstheden eller psyken som et selvstændigt fænomen eller energisystem. Man føler sig angiveligt overbevist om at vide, at hjernen repræsenterer bevidsthed og psyke, for andet har man i hvert fald indtil videre ikke kunnet finde via sine strengt videnskabelige undersøgelser og eksperimenter.

Men her kunne man måske have lov til at indvende, at neuropsykologerne og hjerneforskerne ikke har kunnet eller kan se skoven for bare træer. Eller sagt mere konkret: Man kan ikke se psyken eller subjektet, fordi det er denne eller dette, der via hjernen foretager undersøgelserne og eksperimenterne. Man kan heller ikke se disse vigtige og nødvendige instanser, selvom de sproglige udsagn: ”min hjerne” eller ”jeg har en hjerne” implicit antyder, at der må være tale om et ’ejendomsforhold’, altså om et jeg, der har eller ejer en hjerne, som er en overordnet instans i den fysiske organisme, som ligeledes tilhører jeget.

Neuropsykologerne og hjerneforskerne fokuserer og udadretter med andre ord – men vel at mærke af historiske og traditionelle grunde - ensidigt deres egen bevidsthed eller psyke på de fysisk-kemisk-elektriske processer, der foregår i hjernen hos forsøgspersonerne, og tolker og identificerer disse processer som årsager i stedet for som ledsagende virkninger. Når de gør det, skyldes det så vidt jeg kan se, at de apriori går ud fra, at der ikke eksisterer andet eller mere, end den fysiske materie, mere specifikt de fysiske sanser og de fysiske naturlove. Åndsevnerne instinkt, følelse, intelligens, intuition og hukommelse betragtes ikke som sanser, men ses blot som produkter af og ledsagefænomener til hjernens fysiologiske processer. Men dette er og forbliver en apriori antagelse, som viser sig ikke at kunne stå for en fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk prøvelse. Sagen er i virkeligheden den, at bevidsthedens eller psykens problem kun kan løses ad den introspektive erkendelses vej. Og det uanset om man er videnskabelig forsker eller læg iagttager. (Se i øvrigt artiklen 4.117. Hjerneforskning igen! - Om hjerneforskningens fejltagelser og udprægede reduktionisme i den naturvidenskabelige opfattelse af de nævnte fænomener.)

Det, som neuropsykologer og hjerneforskere blandt andet ser ud til at mangle at erkende og forstå, er, at den i øvrigt helt fantastiske fysiske hjerne ’kun’ er et nødvendigt interaktivt mellemled mellem den fysiske omverden og bevidstheden eller psyken. Desuden at sidstnævnte kan opfattes og defineres som et energisystem, der kun delvis er afhængigt af den fysiske krop og hjerne, men som er så relativt energisvagt på grund af karakteren eller substansen af de åndelige eller psykiske energier, at det ikke kan kommunikere eller interagere direkte med den fysiske omverden eller de fysiske energier. Derfor er den fysiske hjerne og centralnervesystemet det redskab eller instrument, der gør en sådan kommunikation og interaktion nødvendig og mulig.

Den nævnte kommunikation og interaktion mellem psyken og den fysiske krop, subsidiært hjernen, er kvalificeret påvist og grundigt gennemanalyseret af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus, fulgt op af hans elev Per Bruus-Jensen i dennes værker, som netop søger at bygge bro mellem naturvidenskab og åndsvidenskab, sådan som læsere af min hjemmeside vil vide. Men her skal i øvrigt ikke argumenteres nærmere for gyldigheden af Martinus’ såkaldt kosmiske analyser blandt andet vedrørende krop og psyke, som det for resten også allerede er blevet gjort i form af en lang række artikler her på hjemmesiden, som jeg derfor må henvise til.

Men foreløbig må vi spiritualister altså affinde os med, at neuropsykologien og hjerneforskningen ikke har fundet nogen grund til at inddrage opfattelsen af psyken som et selvstændigt energisystem i sine grundige videnskabelige undersøgelser og eksperimenter, og det til trods for, at en anerkendt dybdepsykolog som C. G. Jung har påvist psyken som et sådant selvstændigt energisystem. Vi må trøste os med, at den etablerede og kanoniserede videnskabs opfattelse af og konsensus om den fysiske materies og den naturvidenskabelige metodes overordnede værdi og betydning, er foreløbig, og at den på et tidspunkt ude i fremtiden vil blive erstattet af et paradigmeskift med et større helhedssyn. (Citat slut) (Note 5)

Evnen til at kunne huske

Et psykologisk emne af stor og nærmest livsvigtig betydning ikke mindst for os mennesker, er evnen til at kunne huske, eller kort og godt hukommelsen. Men spørger man psykologer og andre fagfolk, får man på sin vis et for lægfolk nærmest uforståeligt svar, som f.eks. noget lignende dette:

Det er ikke klarlagt hvordan hjernen gemmer informationer, men det sker øjensynligt ved ændringer omkring nervecellernes synapser. Et enzym kaldet PKM-zeta er af forskere blevet foreslået som et molekyle der vedligeholder hukommelsen. Polypeptidet ZIP kan blokere PKM-zeta, og et forsøg har vist at man derved kan slette dele af hukommelsen hos rotter. Et andet protein der er vigtig for hukommelsen er AKAP ("A-kinase ankeret protein"). I bananfluer kan en mutation i genet der koder proteinet ramme langtidshukommelsen.

Som det indirekte fremgår af ovenfor anførte svar, så er dette grundlæggende baseret på den naturvidenskabelige opfattelse af, at alting kan forklares – eller i det mindste søges forklaret – ved hjælp af fysiologiske og kemiske faktorer, lovmæssigheder og processer. Selv om det angiveligt endnu ikke (i 2016) er lykkedes forskere at klarlægge, hvordan hjernen gemmer informationer, mener man dog, at ”det sker øjensynligt ved ændringer omkring nervecellernes synapser.” Ved begrebet ”synapse” forstås ganske enkelt sammenknytningen eller berøringsstedet for to nervecellers udløbere. Nervecellerne og disses udløbere er dybere set bærere af data og information. Sådanne synapser findes der iht. fagfolk et ukendt antal af, lige som der dannes nye synapser, lige som der også degenererer allerede dannede synapser. Dannelsen af nye synapser betyder i praksis ny hukommelse, medens degenerationen og ophøret af synapser omvendt betyder tabet og dermed ophøret af hukommelse i de felter eller områder i hjernens hukommelsescenter, hvor degenerationen foregår.

Imidlertid vil der også i forbindelse med omtalen af hukommelsesevnen være al mulig grund til at stoppe op og tænke lidt over de ganske vist sparsomme oplysninger om denne højst vigtige evne, som her foreløbig er fremført. Men – og det er en vigtig pointe i hele sammenhængen – det ovenfor beskrevne er ikke, hvad vi med vores bevidsthed rent faktisk oplever. Situationen er jo den, at selvom nerveimpulserne er nået frem til hukommelsescentret, vil der stadigvæk kun være tale om fysisk-kemiske nerveimpulser, hverken mere eller mindre. Og ligeledes og uanset hvor mange hjernecentrer, der end er eller bliver mere eller mindre involveret i hukommelsesprocessen og hukommelsesoplevelsen, vil der dog stadigvæk kun være tale om nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare, databærende mønstre. Men hvordan forholder det sig med ’afkodningen’ eller ’tolkningen’ af disse mønstre? For afkodet eller tolket bliver disse, idet hukommelsesopfattelsen jo vitterligt indeholder data og informationer om en synlig verden af former og farver, af sten og planter, dyr og mennesker osv. Og ikke kun om et større eller mindre kompleks af nerveimpulser og nervesynapser! – Denne store verden bliver tilmed bekræftet af vores fysiske krops syns-, hørelses-, lugte-, bevægelses- og følesans.

Hvilken konklusion vil der så overordnet set kunne drages af de netop fremførte oplysninger og betragtninger? – Jo, kort fortalt og endnu engang den hovedkonklusion, at vores opfattelse og oplevelse af os selv i form af en fysisk krop og af dennes omverden, er af en anden natur og karakter end det, vi almindeligvis forstår ved den fysiske sanseverden. Hvad er da denne anden natur eller karakter? – Jo, forenklet sagt er det individets, mere præcist jegets bevidsthed. Men om man vil kaldte bevidsthedens verden for at være af åndelig natur og karakter, eller man vil foretrække at kalde den for værende af en parafysisk natur og karakter, må blive en smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her igen blot forstås som en natur eller mere præcist: et psykisk energisystem ved siden af eller over den fysiske natur. For en form for energi er der både i fysisk og psykisk forstand tale om. Denne opfattelse er i princippet i overensstemmelse med den opfattelse af hukommelsesevnen, der promoveres i og med Martinus’ kosmiske analyser af samme.

Foreløbig konklusion på grundlag af ét-livs-hypotesen

Her skal jeg imidlertid ikke gå yderligere eller nærmere ind på, hvad Martinus i sin i øvrigt højst interessante og værdifulde kosmologi har af opfattelse af forholdet mellem den fysiske hjerne og det bagved eksisterende åndelige eller parafysiske system, mere præcist bevidstheden, dels fordi dette forhold allerede er grundigt beskrevet i flere af de artikler om Martinus' kosmologi eller verdensbillede, der foreligger her på hjemmesiden, og dels fordi mit eget skifte til ét-livs-hypotesen på afgørende måde udelukker store dele af de emner, faktorer og kræfter, som Martinus' kosmologi hviler på og opererer med.

Det ligger dog fortsat fast, at det individuelle jeg er en del af det universale eller guddommelige jeg, så længe individet er fysisk i live, men også, at jeget og dermed psyken eller bevidstheden genereres synkront i og med det fysiske legemes undfangelse, vækst og eksistens , lige som samme jeg og psyke synkront ophører med at eksistere i og med det fysiske legemes død og ophør. Alt sammen under forudsætning af, at der foreligger normale omstændigheder. Et menneske kan jo f.eks. dø på et hvilket som helst stadium af sit liv, som foster, barn, ung, voksen eller gammel.

Set i ét-livs-hypotesens perspektiv er det særligt vigtige derfor her, at psyken, så vel den bevidste som den ubevidste del af denne, udgør et energisystem for sig, der dog er intimt og interagerende forbundet med det fysiske legeme og dettes funktioner, specielt med hjernen og dennes funktioner, men som altså ikke er direkte identiske med disse. Det betyder som nævnt, at psyken normalt genereres samtidigt eller synkront med det fysiske legemes undfangelse og vækst, lige som psyken normalt degenererer og ophører samtidigt eller synkront med det fysiske legemes degeneration og ophør.

I denne sammenhæng kan der desuden peges på drømmetilstanden og hallucinationer, som eksempler på, at psyken udgør en slags selvstændigt energisystem i forholdet til den fysiske krop. Det samme gælder de såkaldt ud-af-kroppen-oplevelser, som nogle mennesker oplever og forestiller sig , og i nogle tilfælde fuldt og fast tror på, at disse er udtryk for realistiske fænomener.

Dette med, at psyken ikke er direkte identisk med hjernen og dennes anatomi og fysiologiske funktioner, fremgår særlig tydeligt af analysen af sanse- og synsprocessen, som er kortfattet beskrevet tidligere ovenfor. Den opfattelse, at vores sansemæssigt baserede opfattelse af verdenen er udtryk for ren illusionisme, idet det vi bl.a. ser og hører ikke er identisk med den virkelighed, som rent faktisk er noget helt andet end det indhold, denne efterlader i vores bevidsthed eller psyke. Derfor nødes vi til at erkende og acceptere, at psyken repræsenterer en anden form for energi end den energi, som det fysiske legeme betjener sig af. Som en følge heraf, må man skelne mellem fysisk og psykisk eller åndelig energi, også selvom disse to energisystemer interagerer med hinanden. Se bl.a. herom i artiklen 4.83. Illusionernes narrespil – om falsk kontra ægte virkelighed . Det skal dog pointeres, at den nævnte artikel er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen, men i det væsentlige er den fortsat gyldig også set i det perspektiv.

Apropos den såkaldte fysiske energi og den såkaldte åndelige eller psykiske energi, er det vigtigt at gøre sig klart, at grænsen mellem, hvad der er fysisk og hvad der er psykisk, er hårfin eller flydende. Det vil man kunne forstå, hvis man orienterer sig om situationen indenfor kvantefysikken. Herom skriver forfatteren T. Bergstein bl.a. følgende:

(Citat) Betegnelsen ’elementarpartikler’ for de atomare individer, hvoraf atomerne er opbygget, karakteriserer, at man her er nået til et punkt, hvor det er uden mening at spørge om objektets rumlige struktur. En statistisk analyse af strålingen fra objektet er i denne forbindelse nytteløs, for når en elementarpartikel giver anledning til stråling, sker det altid ved, at partiklen ophører med at eksistere, idet den omdannes til andre elementarpartikler. Der er således ikke tale om, at den oprindelige partikel kan opfattes som sammensat af de dannede partikler. Disse skabes først i det øjeblik, den oprindelige partikel går til grunde. Det er derfor umuligt at meddele nogen anskuelig forestilling om en elementarpartikel. Den må ligesom ethvert andet atomart objekt repræsenteres ved en sandsynlighedsbølge, og partiklens art og egenskaber er givet med anførelsen af massetal og ladningstal samt visse talstørrelser, som dels refererer til bølgeformationens symmetriegenskaber, dels til de omdannelsesprocesser, som partiklen kan deltage i. Begreberne form og struktur er – selv fortolket statistisk – irrelevante ved beskrivelsen af disse opbjekter. […] (Citat slut) (Note 6.)

Så vidt jeg selv kan forstå i henhold til ovenstående citat, så ligger problemets kerne atomart set i det forhold, at den virkelighed, der ligger til grund for en elementarpartikel kan opfattes komplementært som enten en partikel eller en bølgeformation. Hvilket vil sige, fænomener, som gensidigt udelukker hinanden. Førstnævnte vil da kunne tolkes som udtryk for en fysisk virkelighed og sidstnævnte som udtryk for en åndelig eller psykisk virkelighed. Vi har hermed indirekte fået en slags videnskabelig bekræftelse på, at hvor den fysiske verden så at sige hører op, nemlig i og med ’den nedre grænse’ for elementarpartiklerne, derfra viser og fortsætter den åndelige eller psykiske verden sig. Elementarpartiklerne og elementarbølgerne markerer dermed ’overgangen’ mellem henholdsvis de fysiske og de psykiske energier. […] (Citat slut).

For endnu engang at præcisere, hvad antagelsen af ét-livs-hypotesen mere præcist betyder, skal her citeres følgende fra artiklen 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger:

(Citat) Foreløbig konklusion

Endnu engang må jeg konstatere, at alt eller i hvert fald meget tyder på, at ét-livs-teorien er i god og adækvat overensstemmelse med den virkelighed, som vi dagligt mere eller mindre deler med hinanden. Derfor må jeg for mit eget vedkommende hævde, at der reelt set ikke findes et fænomen, tilstand eller situation, som med rette kan karakteriseres som udødelighed og evigt liv for individet, lige som det må konstateres, at skæbne ikke er et naturligt lovmæssigt fastlagt og uundgåeligt fænomen, men derimod i hovedsagen beror på tilfældigheder.

Vil som en følge heraf gerne fremholde følgende citat fra artiklen "Skæbnebestemt eller tilfældigheder?", hvori den i nedenstående citat nævnte pointe er, at efter omkring 60 års beskæftigelse med en idealistisk livs- og verdensopfattelse som Martinus' eventyrlige verdensbillede eller kosmologi i form af en lang række såkaldte kosmiske analyser og livsfacitter, er ét-livs-hypotesen blevet mit nye livsgrundlag: Derfor kan jeg her endnu engang gentage følgende:

Min pointe med denne artikel er derfor endnu engang, at promovere den 'kætterske' opfattelse i form af ét-livs-teorien, så meget mere, som at der overhovedet ikke findes et objektivt videnskabeligt gyldigt bevis for eksistensen af fænomener som skæbnens lovbundethed og reinkarnationens nødvendighed. Begge dele er absolut afgørende for, at der overhovedet kan forekomme og effektueres en fuldkommen retfærdighed i tilværelsen. Men derimod tyder alt eller i hvert fald meget på, at ét-livs-teorien er i god og adækvat overensstemmelse med den virkelighed, som vi dagligt mere eller mindre deler med hinanden. Derfor må jeg for mit eget vedkommende hævde, at udødelighed og evigt liv er idealistiske illusioner eller selvbedrag, og at skæbnen i hovedsagen beror på tilfældigheder. (10)

For god ordens skyld skal det her præciseres, at ordet og begrbet utopi er af græsk oprindelse: u ikke + topos sted. Altså et sted, der ikke eksisterer, i overført betydning en uigennemførlig og uopnåelig tanke eller plan. Mere specielt stammer udtrykket fra den engelske forfatter Thomas More’s bog Utopia fra 1516, hvori der skildres en idealstat, en forestilling eller idealistisk drøm om et i enhver henseende fuldkommen humant og retfærdigt samfund for alle dets medlemmer uden nogen som helst undtagelse. Der er i tidens løb blevet gjort flere fejlslagne forsøg på at oprette sådanne samfund, som tilfældet har været i nyere tid f.eks. med autoritære samfundsformer som kommunismen og nazismen, der dog i begge tilfælde heldigvis kollapsede. Men også demokratiske lande har haft og har fortsat principielt samme idealistiske plan og forhåbning, der f.eks. efter 1. Verdenskrig lå bag oprettelsen af Folkeforbundet i 1919 og ligeledes ligger bag oprettelsen af De Forenede Nationer (FN) i 1945. Men som allerede omtalt, spillede Folkeforbundet fallit i forbindelse med udbruddet af 2. Verdenskrig. For FN’s vedkommende må det siges, at man er meget langt fra at kunne realisere, etablere og opretholde dén fredelige og i enhver henseende humane og retfærdige verdensorden, som fra organisationens start har været og fortsat er det absolutte hovedformål. Men til trods for alle de økonomiske, sociale og kulturelle uligheder, oprør, kriser og krige, der har været lige siden 2. Verdenskrigs aflutning 1945-46, er der fortsat utroligt mange velmenende og idealistisk indstillede mennesker, ikke mindst en del politikere og kulturpersonligheder, som stadigvæk tænker sig og drømmer om og støtter en etablering af et verdensomspændende Utopia. Det er imidlertid min overbeviste hovedpåstand, at et sådant Utopia med al sandsynlighed er og vil forblive en tanke og drøm, som desværre – eller måske heldigvis? - ikke lader sig realisere i virkelighedens verden. Ideale bestræbelser har det med at blive til rene mareridt, hvilket især Sovjetunionen, Mao-Kina og Nordkorea kan tjene som eksempler på.

Men for at læseren ikke skal tro, at der hermed er tale om en negativ og pessimistisk livs- og verdensanskuelse fra min side, vil jeg afslutte med følgende citat fra artiklen 4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv:

(Citat) Hvori består livets under?

Men hvori består da verdens og livets eller tilværelsens under eller mirakel mere præcist? – Jo, meget forenklet sagt, så består det først og fremmest i, at noget som helst overhovedet er til eller eksisterer. For det andet i den måde, hvorpå dette noget er indrettet, er til på og fungerer på. Det er jo tydeligt, at det nævnte ”noget” eksisterer på basis af en række generelle lovmæssigheder, herunder naturlovene, men nok så vigtigt også på basis af en række basale, principielle og universale lovmæssigheder. Disse sidstnævnte finder man især fremført og grundigt defineret og analyseret af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus i hans livsværk ”Det Tredje Testamente”. Her skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på de sidstnævnte lovmæssigheder, som i særligt medfør af karakteren af Martinus’ verdensbillede, har fået betegnelsen skabeprincipper, forstået som principper eller lovmæssigheder, der ligger til grund for overhovedet al form for skabelse og herunder også for al oplevelse, idet sidstnævnte iht. Martinus’ kosmiske analyser også er noget, der må skabes. Men så meget kan og skal siges her, nemlig at skabeprincipperne ligger til grund for den fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed, der ret beset er i alle livsprocesser. Og eftersom alt i verdensaltet er udtryk for ytringer af levende væsener og disses livsprocesser, er der derfor også plan- og hensigtsmæssighed i det fænomen, vi kender og kalder for netop verden eller verdensaltet. (11)

Men i øvrigt kunne man jo også stille det spørgsmål, hvorfor verden og livet lige præcis er til og indrettet, som tilfældet er? – Der kunne vel tænkes, at være andre muligheder og måder, end galakser, solsystemer, kloder og lignende? – Men dette er naturligvis spørgsmål, som man ikke vil kunne forvente at få svar på. Man må stille sig tilfreds med at vide, at noget er til og at dette noget er indrettet og fungerer som det netop gør, det vil sige, sådan som naturvidenskaben indtil videre mener at kunne føre bevis for, at tingene hænger sammen og fungerer. Dog med den tilføjelse, at i og med sine såkaldte kosmiske analyser mener Martinus at kunne påvise en noget andet forklaring, sammenhæng og funktion af og i verdensaltet, end den, som naturvidenskaben hidtil har kunnet byde på. (12)

Erkendelsen af underet

For at give den forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative og ret beset illusoriske. (13)

For os jordboere er jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem, der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed – overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog ikke skal komme yderligere ind på her. (Citat slut) (14)

Afsluttende bemærkninger

Det kan konstateres, at menneskene groft set er opdelt i to store kategorier: Optimister og pessimister. Optimister er karakteriseret ved, at de opfatter alt og alle begivenheder og hændelser positivt og håbefuldt, og modsat er pessimister karakteriseret ved, at de stort set opfatter alt og alle begivenheder og hændelser negativt og håbløst. Det er fortrinsvis optimisterne, der bekender sig til idealistiske ideer, tanker og opfattelser, i nogle tilfælde uanset hvor ideale og utopiske disse end tager sig ud. Mere eller mindre naive folk med trang og hang til utopier, har nemmest ved at blive ofre for idealismens mere eller mindre bedrageriske forestillinger om verden og tilværelsen. Men på den anden side set, så kan troen på en utopi eller ideologi, f.eks. i form af en religiøs tro eller politisk overbevisning, vise sig at være til stor trøst og støtte for de mennesker, der bekender sig til troen eller overbevisningen. Dette faktum betegner Martinus positivt som ”den guddommelige suggestion”, hvorved han forstår det forhold eller den situation, at en vis gruppe af mennesker er mere eller mindre modtagelige for den religiøse inspiration og kraft, der udgår fra de gamle verdensreligioners begreber, dogmer og forestillinger. Til de gamle verdensreligioner regner Martinus primært buddhismen, kristendommen og islam. (15)

Hvad angår politisk tro eller overbevisning, forekommer der både optimister og pessimister, blandt andet indenfor de politiske partier, hvor man dels taler om de gamle partier og de nye partier. Disse er traditionelt inddelt i højrefløjs-, venstrefløjs- og midterpartier. Til de førstnævnte hører i det danske samfund Det konservative Folkeparti og Partiet Venstre, medens venstrefløjspartierne udgøres af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, og midterpartierne repræsenteres af Det Radikale Venstre. Her ses bort fra de senere årtiers yderligere tilkomne partier på så vel højre- og midterfløjen som på venstrefløjen. Martinus opfatter også politik og politikere som delvis værende under indflydelse af ”den guddommelige suggestion”. (16)

En af de ting, der altid har undret mig ved såkaldte åndelige eller spirituelle bevægelser, er trangen eller hangen til det 'mystiske' eller 'mirakuløse'. Tilhængere af sådanne bevægelser er ikke sjældent ukritiske og godtroende, som derfor desværre nemt lader sig narre og i visse tilfælde udnytte af smarte, skrupelløse personer, i nogle tilfælde selvbedragere, som helt uden de nødvendige kvalifikationer udgiver sig for at være noget helt særligt. Det findes der adskillige eksempler på, både i fortiden og i nutiden. Vores nutid er ikke i alle tilfælde så oplyst og fri for overtro og falsk mystik, som mange gerne vil tro og mene. (Citat slut. Supplér her evt. med artiklen 4.145. Det overnaturlige - Virkelighed eller overtro?).

Vigtig konklusion!

Formålet med denne artikel har hovedsagelig og fortrinsvis været, at argumentere for og påpege det følgende udsagn: at de kemisk-elektriske processer i hjernen i det hele taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som vel at bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de kemisk-elektriske processer i sig selv. Disse er og forbliver fysisk-kemisk-elektriske impulser og processer, hverken mere eller mindre. Den verden eller virkelighed, der ligger til grund for bevidsthedsforestillingerne, nemlig basalt set de atomare systemer, er selvsagt af en helt anden karakter. Det er denne i og for sig enkle konstatering, der gør det muligt og berettiget at tale om fysisk energi og psykisk energi i form af to forskellige, men interaktive energisystemer: Det ’tunge’ fysiske energisystem og det ’lette’ psykiske energisystem, billedlig talt som henholdsvis jord og luft. At der så overordnet set i virkeligheden er tale om et identitetsforhold mellem fysisk energi og psykisk energi, kan kun bidrage til opfattelsen af, at tilværelsen udgør en centreret enhed og helhed. Denne centrerede enhed og helhed fremgår i øvrigt tydeligt af de to såkaldte skabeprincipper, Martinus betegner som livsenhedsprincippet og organismeprincippet. Det betyder henholdsvis livsenheder indeni livsenheder og organismer indeni organismer. Det kan anbefales eventuelt at læse mere herom i artiklen 4.148. Viden og undren 2. Tanker om materiens natur.

Dog, til trods for al teori og alle opfattelser, så bør man erindre sig digteren H. C. Andersens vise ord om, at det er begrænset, hvad vi mennesker i det hele taget begriber:

(Citat med nudansk retskrivning) Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever. (Citat slut) (Note 7)

******************

NOTABENE:

Det skal gerne indrømmes mine stakkels, men trofaste læsere, at der er ret så mange gentagelser af emnerne i denne specielle artikelserie. Det kan måske virke både trættende og irriterende, men jeg må forsvare det med, at gentagelserne dels skyldes, at der er tale om gengivelse af særskilte artikler, og dels at emnets karakter og sværhedsgrad kræver disse gentagelser. Nemlig ikke mindst af hensyn til de virkeligt seriøst interesserede og engagerende læsere.

Til gengæld kan jeg love seriøse læsere, at læsningen og forståelsen af emnerne efterhånden bliver lettere - netop takket være gentagelserne!

******************

Fortsættes i artikelseriens 7. del.