Realiteter versus Idealisme

Virkelighed og illusioner 8. del:

 

________________________________

 

 

Myte og virkelighed

Eller sandhed contra usandhed?

 

 

FORORD

Som det vil være fremgået af min bog ”JESUS – Søn af mennesket” (2012) og af artiklen ”JESUS MENNESKESØNNEN” (2002), er begges emne et todelt forsøg på at finde frem til, hvem og hvad en af verdenshistoriens største skikkelser, Jesus fra Nazaret, egentlig var og er for et væsen. Var han et menneske, om end et usædvanligt menneske, eller var han en gud eller måske nærmest Gud selv?

 

I bogens første bind og ariklens første del bliver der forsøgsvis gjort rede for den formentlig historiske person, som under navnet Jesus, med tilnavnet Kristus, har øvet enorm indflydelse på især den vestlige kulturkreds. Bogens og artiklens anden del er forbeholdt en skildring af Jesu personlighed, liv og lære på baggrund af det omfattende livsværk Det Tredje Testamente, i form af hovedværket Livets Bog 1-7, symbolværket Det Evige Verdensbillede 1. - 6, samt en række småbøger, artikler og foredrag, som skyldes den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus (1890-1981), og hvis tilblivelse strakte sig over næsten en menneskealder.

 

Det skal nævnes, at jeg som forfatter af bogen og artiklen ikke er hverken akademiker eller specielt sagkyndig vedrørende kristendommen, men derimod nok relativt velbevandret i Martinus’ Kosmologi, som jeg har studeret i omkring 45 år. Fra 1973 blev dette studium specielt suppleret med en mindst lige så grundig interesse for vor store digter H.C. Andersens personlighed, liv og forfatterskab, og særlig af hans livs- og verdensanskuelse. Om dette emne skrev jeg i de følgende år flere artikler, samt en bog med titlen H.C. ANDERSEN, H.C. ØRSTED og MARTINUS – et sammenlignende studie, som udkom 1997. Heri omtales blandt andet også Jesus og hans liv og lære.

Jesu liv og lære begyndte for alvor at interessere mig, da jeg som 17-årig og før jeg stiftede bekendtskab med Martinus’ arbejder, læste og delvis genlæste Gamle og Ny Testamente, som især hvad det sidstnævnte angår faktisk blev lidt af en åbenbaring for mig. I årenes løb er jeg med mellemrum vendt tilbage til dette interessante studium, og tanken om at fæstne disse studier på print begyndte derfor naturligt nok at modnes. Der er ganske vist skrevet mange bøger om samme emne, men så vidt vides indtil nu ikke specielt om det, sådan som det tager sig ud på baggrund af Martinus’ Kosmologi.

 

Imidlertid er der sket det for mig, at jeg i årenes løb og spcielt fra omkring 2009 så småt begyndte at blive stadig mere skeptisk og kritisk overfor Martinus’ såkaldte kosmiske analyser og facitter – de sidstnævnte betegner han selv som livsfacitter. Det har i de seneste år udmøntede sig i form af min delvise forkastelse af Martinus’ verdensbillede med dettes fler-livs-teori og følgelige påstand om reinkarnation, samt om skæbnens lovmæssighed i form af fuldkommen retfærdighed i tilværelsen.

 

Min skepsis og kritik førte til antagelsen af den såkaldte ”ét-livs-hypotese”, i hvilken sammenhæng der kan henvises til artikelsamlingen http://www.livetseventyr.dk/A-S4-Et-livs-hypotesen.htm . Der kan det især anbefales at læse artiklen 4.139. Et stort paradoks - Om et skift i livs- og verdensanskuelse.

 

INDLEDNING

For at læseren ikke nødvendigvis behøver at læse min bog og / eller artikel om Jesus Kristus, skal jeg herefter momentvis tillade mig at citere fra de nævnte kilder, indledende med følgende længere citat:

 

(Citat) Den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus deler den opfattelse, at der med Jesus-skikkelsen er tale om en virkelig og dermed historisk person, selv om han samtidig mener, at denne kendsgerning egentlig ikke vedrører det centrale og væsentlige i den kristne lære. Imidlertid er beretningen om ophavsmanden til kristendommen så fascinerende og spændende, at vi vil begynde med at se nærmere på hans liv og lære, der jo kom til at danne de historiske forudsæt­ninger for en verdensomspændende religion.

 

I den vestlige verdens religions- og kulturhistorie er der vel næppe nogen anden enkeltperson, der har spillet større rolle, end Jesus fra Nazareth. Heller ikke selv om hans ek­sistens som historisk person er blevet betvivlet gennem tider­ne. Men ét er den historiske person Jesus, noget andet den religiøse myte Jesus Kristus, der som kristendommens ophav er tillagt gud­dommelig oprindelse og derfor nærmest er blevet tilbedt som en gud. Der kan dog næppe rejses begrundet tvivl om, at Jesus har eksisteret som historisk person i den for­stand, at han er født og har levet et vist antal år. Dette bekræftes til en vis grad af udsagn fra blandt andre den jødiske histori­ker Flavius Josefus (37 e.Kr. - omkr. 100 e.Kr.) og af den romerske histori­ker Cornelius Tacitus (ca.55 e.Kr. - omkr. 120 e.Kr.).

 

Vor viden om den historiske Jesus skyldes først og fremmest Ny Testamentes fire evangelier og Apostlenes Gerninger, som dog i alle tilfælde kun indeholder få faktiske oplysninger om ham og hans liv. Apostlenes Gerninger menes at have sin kilde i evangelisten og lægen Lukas, som ikke var jøde, men en helle­nistisk orienteret såkaldt hedningekristen. Forskerne mener desuden, at selvom der er visse divergen­ser mellem de fire evangelier, er der trods alt også så stor over­ens­stemmelse mellem disse, at de i alt væsent­ligt kan regnes for pålidelige kilder til vor viden om Jesu livsfor­løb. De ældste kendte skriftlige vidnes­byrd om Jesu eksistens, liv og lære skyldes imidlertid apostlen Saulus, eller som han kaldtes på græsk-romersk: Paulus (ca. år 3 - ca. 67 e.Kr.). Han var født i Tarsus i Kilikien (Lilleasi­en) af jødiske forældre, som havde er­hvervet romersk borgerret, der blev arvet af sønnen. Han var dobbeltsproget, idet han talte både aramæisk og græsk. Det aramæiske sprog var næsten hele Forasiens, og herunder Palæsti­nas, omgangssprog på den tid. Nogle forskere mener, at evange­lierne oprindeligt blev over­leveret mundtligt eller skriftligt på det vestaramæiske folkesprog, som jo desuden var Jesu og hans disciples tale­sprog. (1)

 

De fire evangelier

De fire evangelier, Mattæus-, Markus-, Lukas- og Johannes-e­vangeliet, er af noget yngre dato, end Paulus' breve. Ifølge en gammel overlevering skal Mattæus-e­vangeliet oprindeligt være blevet skrevet på aramæisk af apostlen Mattæus, der var jøde og tolder af profession, og som menes senere selv at have over­sat det til græsk. Nutidens forskere hælder til den opfattel­se, at Mattæus-evangeliet snarere stammer fra et jøde­kristent miljø, for­modentlig i Syrien, som var et af den ældste kristen­heds centre, og hvor der boede et stort antal jøder. Mattæus-e­vange­liets forfatter menes at have benyttet Markus­-e­vangeliet som kilde, og da dettes tilblivelse regnes fra omkr. år 70, må Mattæus-evangeliet rimeligvis være blevet til omkr. år 80. Muligheden for, at apostlen og tolderen Mattæus skulle være det direkte ophav til evangeliet af samme navn, er måske ikke sand­synlig, men skyldes snarere behovet for apo­stolsk troværdig­hed. 

 

Markus-evangeliet er traditionelt blevet tillagt apostlen Johannes Markus, i hvis moders hus i Jerusalem disciplene hemmeligt samledes i dagene efter Jesu død, ja, formentlig også ved flere tidligere lejligheder. Markus samarbejdede nært med Simon Peter, som nogle antager for at være kilden til Markus' beretning, og med sin onkel Barnabas og Paulus. Men uanset hvem der er evangeliets forfatter, anses det i alminde­lighed for at være den første skriftlige beretning, der samlede overleveringer om Jesus til en samlet fortælling. Men heller ikke i dette tilfælde menes evangeliet at være et resultat af en øjenvidneberetning, men snarere et bearbejdet produkt af urmenighedens erfaringer og behov.

 

Det tredje af evangelierne, Lukas-evangeliet, tillægges som nævnt traditionelt lægen og apostlen Lukas, der menes at være en fra Antiokia stammende hedningekristen, som desuden anses for at være forfatter af Apostlenes gerninger. Lukas var Paulus' medarbejder og rejsefælle både i Antiokia og på i al fald tre af de lange rejser, denne foretog, herunder på den fjerde og sidste rejse til Rom, som endte med Paulus' henrettelse. 

 

Lukas-evangeliet anses af de fleste forskere for at være det ældste skriftlige vidnes­byrd om Jesu liv og lære, og det menes at være blevet affattet i årene 63-64 e.Kr. Evangeliet er angiveligt tilegnet en højtstående personlighed fra den græsk-romerske verden ved navn Theofilus, hvorfor det må antages at have haft til formål, at medvirke til udbredelsen af budskabet til den ikke-jødiske verden.  

 

Det fjerde og sidste af evangelierne er Johannes-evangeliet, som tillægges den discipel, der i særlig grad havde Jesu fortrolighed, dvs. apostlen Johannes Zebedæussøn, som også regnes for at være forfatter af Johannes-brevene og Johannes' Åbenbaring. Evangeliet menes på grundlag af bestemte kriterier at være blevet til i årene 90-95, men ud fra andre kriterier regnes affattelsestidspunktet til omkr. 69 e.Kr. Såfremt den nævnte Johannes, eller på hebræ­isk Joha­nan, kan anses for dets ophav, består der den mulighed at han på tidspunktet for dets affattelse var for­stander for menig­heden i den græske by Efesus på Lilleasiens vestkyst, og her døde han i en høj alder. Evangeliet er af­fattet på græsk - nogle mener på grundlag af en aramæisk kilde, som kan være væsentligt ældre - og menes derfor at henvende sig til en hellenistisk læserkreds.     

 

Apostlen Paulus

Paulus eller Saulus, som han oprindeligt hed, fik sin ud­dannelse som skriftklog hos den fremtrædende rabbi Gamali­el den Ældre i Jerusalem, der desuden var tilhænger af farisæernes sekt og medlem af det øverste jødiske råd, Sanhedrin. Farisæer­ne (af hebraisk peruchim = de afsondrede) var en religiøs gruppe i det jødiske folk, som i århundrederne før og efter Kristus havde stor politisk og religiøs indflydelse. Karak­teristisk for Gamali­el var især kravet om, at man ikke burde leve af at være skrift­klog, hvorfor det var vigtigt med en håndværks­mæssig uddannelse ved siden af. Blandt medlemmerne af Sanhedrin i Jerusalem var den skriftkloge farisæer Nikode­mus og den rige Josef af Arimatæa, der også var medlemmer af rådet. Begge kendte Jesus personligt og var til­hængere af hans lære. (2)

 

Betegnelsen skrift­klog, som på én gang betyder jurist og teolog, blev anvendt om medlemmer af det jødiske samfunds akademiske stand. De fleste skriftkloge var samtidig farisæere, men det var dog ikke alle farisæere, der også var skrift­kloge. Ordet farisæere betyder som nævnt "de afsondrede eller de udskilte", hvilket peger tilbage på en tid, hvor disse kun var én blandt flere sekter i jødedommen. Sekten menes at være opstået omkring midten af det 2.årh.f.Kr., og som følge af en religiøst betinget opposition imod det hasmonæiske kongehus, hvis udenrigspolitik i stadig højere grad var magt­politisk bestemt.(3)

 

Farisæerne var lovkyndige, dvs. kyndige i toraen eller loven = de fem Mosebøger, og tillagde lovstudiet stor be­tydning, og de ville derfor underlægge hele tilværelsen Mose lov, som de nytolkede, så den kunne tilpasses til de aktuelle samfunds­for­hold. Hoved­kravet var ubetinget rituel renhed, som fulgte og strengt overholdt de kultiske forskrifter. I modsæt­ning til det for­nemme præsteparti, saddukæerne, som på Jesu tid var de her­skende i Sanhedrin (på græsk: Synedriet = øverste råd), troede farisæerne på en kommende verden og en individuel opstandelse til dom, ligesom forvent­ningen om Messias spillede en vis rolle for dem. Evange­lierne vidner om, at farisæerne havde forholds­vis stor ind­flydelse på Jesu tid. (4)

 

Som sit håndværksfag valgte Paulus teltmageriet, der siden gammel tid havde været og fortsat var højt værdsat i datidens mellemøstlige samfund, som alle mere eller mindre havde deres oprindelse i omvandrende hyrdefolk, de såkaldte nomader og beduiner, der i tørtiden søgte græsning for deres får og geder ved brønde og oaser, i regntiden på stepper­ne med det grønne græs. Disse steder opsatte man midlertidigt sine bosteder i form af telte, som var lavet af sammensyede fåre- og gedeskind eller af lærred og sejldug.

 

På Paulus' tid, hvor samfundet var blevet betydelig mere civiliseret, og hvor mange folk var fastboende og foruden småkvægavl, agerbrug og fiskeri også drev forskellige former for hånd­værk, har det dog nok især været materialer som lærred og sejldug, der blev anvendt til teltfremstilling.

 

Men Paulus var først og fremmest farisæer og skriftklog, og som sådan samtidig en ivrig forfølger af tilhængerne af den nyopdukkede kætterske jødiske trosretning, hvis ophav var en rabbi Jeschua (Jesus) Ben Josef, der tilmed af sine tilhængere blev betragtet som den forventede Messias. Paulus' lærer, Gamaliel, der som farisæer og lovkyndig var et højt respekteret medlem af San­hedrin, var også modstander af den ny lære og dennes til­hæn­gere, men han var samtidig klog og retfærdig. Da Jesu discipel Simon Peter og flere andre med ham på et tidspunkt blev arre­steret og stillet for rådet, hvor stemningen var for deres henrettelse, rejste Gamaliel sig og sagde advarende: "[...] hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!" (5)

 

De anholdte disciple blev derefter pisket og fik pålæg om, ikke oftere at "tale i Jesu navn", hvorefter man løslod dem. De rettede sig dog ikke efter forbudet, men fortsatte uanfægtet med rundt om i synagogerne og i hjemmene at fortælle deres tilhørere det gode og glade budskab om, at Jesus er Messias (Kristus), hvilket vil sige, "den af pro­feterne forjættede frelser".

 

Kort efter blev en af de syv fattigforstandere for menigheden i Jerusalem arresteret og stillet for rådet. Hans navn var Stefanus, og man anklagede ham for bespottelse mod Gud, Moses, templet og loven. Han søgte naturligvis at forsvare sig, blandt andet med henvisning til, at Guds nærværelse ikke er bundet til templet eller andre huse, men Gud er overalt og i alt. Desuden rejste han en modanklage mod sine anklagere og mindede dem om, at de rettroende gennem hele Israels historie altid nidkært havde forfulgt og dræbt profeterne og dermed gjort sig til mordere og forrædere mod retfærdigheden.

 

Denne anklage blev mange af rådets medlemmer så opbragte og for­bitrede over at høre, at de beordrede Stefanus ført uden for byen, hvor han blev henrettet ved stening, en på den tid ret almindeligt brugt afstraffelses- og henrettelsesmetode, hvis grusomhed ethvert nogenlunde humant indstillet menneske sikkert kan forestille sig. De af rådets medlemmer, der forestod steningen, afførte sig deres klæder og lagde disse ved fødderne af en ung mand, nemlig ingen anden end Gamaliels elev Saulus. (6)

 

De kristnes modstander

Denne Saulus var som sagt en arg og skånselsløs modstander af Jesu disciple og tilhængere, og han deltog aktivt og ivrigt i jagten og mordet på disse overalt, hvor han hørte om dem eller traf på dem. Det skete naturligvis ikke uden visse formalia, idet man ikke sådan uden videre kunne tillade sig at arrestere hvem som helst når som helst. Da Saulus en dag stod foran at skulle rejse til Damaskus, gik han derfor til ypperstepræsten og bad om at få nogle breve med til synagogerne dér, således at han kunne få frit lejde til at arrestere eventuelle tilhængere af den nye, kætterske lære, mænd såvel som kvinder, og føre disse med sig tilbage til Jerusalem, for at de kunne blive stillet for rådet, og, hvis de fandtes skyldige, dømt og henrettet. (7)

 

Da Saulus med sit rejsefølge befandt sig på vej til Dama­skus, som var den betydeligste handelsby i det sydsyriske rige, og hvor der på den tid fandtes en stærk jødisk koloni, skete det, at han fik et af sine vistnok hyppige krampetilfælde og faldt om på vejen. Da han atter kom til sig selv, kunne han fortælle om, at han havde følt sig omstrålet af et blændende lys, og at en stemme havde sagt til ham "Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?" Og på hans spørgsmål om, hvem der talte til ham, lød svaret: "Jeg er Jesus, som du forfølger. [...]"  

 

Saulus eller Paulus, som vi herefter vil benævne ham, var velorienteret om de menneskers tro, han så nidkært og skånsels­løst forfulgte, men oplevelsen på vejen til Damaskus betød en total omvendelse for Paulus, idet den førte til hans klippefa­ste overbevisning om, at Jeschua Ben Josef fra Na­zaret, den kors­fæstede og genopstandne, virkelig var Messias, Kristus, og Guds Søn. Paulus lod sig straks døbe og begyndte allerede efter få dage at fortælle om Jesus Kristus, Guds søn, i synagogerne i Damaskus, og det fortsatte han med, da han kort efter var vendt tilbage til Jerusalem. (8)

 

Det var dog ikke alle kristne, hverken i Damaskus eller Jerusalem, der følte sig overbeviste om ægtheden af Paulus' omvendelse, ligesom hans tidligere kolleger og tilhængere betragtede ham som en forræder mod den mosaiske tro. De sidst­nævnte havde derfor planlagt at tage ham til fange, for at han kunne blive dømt og henrettet som kætter. Imidlertid tog Josef Barnabas, som var et af de ledende medlemmer af nazaræermenig­heden i Jerusalem, sig af Paulus' sag og forsvarede ham overfor apost­lene, hvilket førte til, at Paulus blev accepteret og optaget i apostlenes kreds. Da Barnabas senere var blevet leder af den første såkaldte hedningekristne menighed i den nordsyri­ske oldtidsby, Antiokia, kaldte han Paulus til sig som sin nære medarbejder, og sammen foretog de den første missions­rejse. (9)

 

På denne første missionsrejse var Barnabas og Paulus ledsaget af Johannes Markus, som anses for at være Markus-evangeliets forfatter. Johannes Markus var en nevø til Barnabas. Den urkristne menighed samledes efter Jesu død i begyndel­sen hemmeligt i Johannes Markus' moders hus i Jerusa­lem. De tre apostles første udenlandske mis­sionsrejse gik via byen Seleuki­a, hvorfra de sejlede til øen Kypern, hvor de i byen Salamis aflagde besøg og forkyndte i de derværende jødiske synago­ger. Fra havnebyen Pafus i det syd­vestlige Kypern sejlede selskabet til havnebyen Attalia på Pamfyliens (Lillea­siens) sydøstlige kyst, og drog herfra til byen Perge, ca. 20 km fra kysten.

 

Under opholdet i Perge bestemte Markus sig til at forlade de to andre og rejse hjem til Jerusalem, hvilket især Paulus blev så skuffet og vred over, at de to i lang tid var uvenner. De blev dog senere forsonet igen. Paulus og Barnabas gennemførte missionsrejsen, som fra Perge fortsatte nordpå til byerne Antio­kia i Galatien, Ikonion, Lystra og Derbe og tilbage ad samme rute til Attalia, hvorfra de sejlede til Seleukia, hvor de gik i land og drog hjem til menigheden i Antiokia. (10)

 

Kætteren Paulus

Med Antiokia som base foretog Paulus og hans medarbejdere senere to noget større rejser til Lilleasien og Grækenland, og endelig en fjerde og sidste rejse, hvis største distan­cer blev tilbagelagt ad søvejen. Denne rejse gik via øerne Kreta og Malta til byen Syrakus på Siciliens sydøstkyst, og herfra til Regium i Syditalien, hvorfra den fortsatte, lige­ledes for det meste ad søvejen, til storbyen Rom, det romerske imperiums hovedstad.

 

Efter sin anden missionsrejse tog Paulus ophold i byen Efesus på Lilleasiens vestkyst, hvor det anses for sandsynligt, at apostlen Johannes Zebedæus var forstander for menigheden, og her forkyndte han i to år evange­liet for jøder og grækere. Med Efesus som base foretog Paulus sin tredje store rejse, som gik til Makedonien og Grækenland og tilbage til Efesus.

 

Efter afslutningen af denne tredje rejse, som hovedsagelig foregik ad landvejen og som via Lilleasien altså gik til Makedonien og Grækenland og tilbage til Efesus, rejste han og hans ledsagere til havneby­en Patara, hvorfra selskabet fik skibslejlig­hed til Syrien, med havnebyen Tyrus som første mål. Her blev Paulus og hans rejseledsagere i syv dage, hvorefter man sejlede til den lidt sydligere be­liggende havne­by Ptole­mais. Her overnattede man og drog næste dag over land til byen Cæsarea, hvor evange­listen Filip tog godt imod dem og lod dem blive hos sig i flere dage. Under opholdet her fik huset besøg af en profet ved navn Agabus fra Judæa, og han forudsag­de, at selv de jødekristne i Jerusalem ville anklage Paulus for ikke at overholde lovens rituelle forskrifter. De havde nemlig erfaret, at Paulus blandt andet lærte hedninge­kristne, at disse ikke var forpligtet til at lade sig omskære og heller ikke i et og alt behøvede at følge Moseloven. (11)

 

Paulus lod sig imidlertid ikke skræmme, men drog sammen med sine rejsefæller til Jerusalem, hvor alle gennemgik det fore­skrevne renselsesritual, før de gik ind i helligdommen og bekendtgjorde, at de var villige til at underkaste sig de gældende regler og ritualer og at bringe de nødvendige ofre.

 

Rygtet om, at kætteren Paulus opholdt sig i templet i Jerusa­lem spred­tes snart over store dele af byen, og ophidsede folk strømmede til i stort tal og greb den formastelige og slæbte ham uden for helligdommen, hvor man ville slå ham ihjel. Dette kom imidlertid byens romerske militærkommandant, Klaudius Lysias, for øre, og han stillede sig straks i spidsen for en afdeling soldater, som i stor hast løb hen til stedet, hvor en flok ophidsede jøder var i færd med at slå løs på den stakkels Paulus. Kommandanten gav sine soldater ordre til at arrestere Paulus og lade denne lægge i lænker og føre til byens borg, som var beliggende inden for den nordre bymur.

 

Imidlertid viste det sig, at kommandanten havde forvekslet Paulus med en ægypter, som var en af lederne for zeloternes parti, som blandt andet gik omkring på gaderne og snigmyrdede deres modstandere, romere så vel som jøder, som de anså for samarbejdsvenlige over for den romerske besættelsesmagt. For nogen tid siden havde denne ægypter og hans mænd gjort oprør og var derefter flygtet ud i ørkenen, hvor de skjulte sig. Paulus blev derefter løsladt og kommandanten gav ham lov til at tale til de mange fjendtligt stemte mennesker, der var fulgt med til borgen, hvor de havde taget opstilling, i forventning om, at gudsbespotteren ville blive straffet med døden.  

 

Paulus' forsvar formede sig som en detaljeret skildring af, hvordan han var kommet til troen på Jesus som Messias, Guds Søn, og herunder viser Paulus sig både som intellektualisten og mystikeren, der ser og hører, hvad almindelige dødelige ikke har øjne og ører for. Men da han fortæller om, hvordan han medvirkede til Stefanus' død, går mængden amok og forlanger at synderen skal idømmes lovens strengeste straf: døden. Kommandanten beordrede derfor, at Paulus skulle føres ind i borgen og lægges i lænker, og at han skal forhøres under pi­ske­slag, for at få ham til at for­tælle om den virkelige grund til, at menneskemængden var så rasende på ham. (12)

 

En trumf i baghånden

Men Paulus havde imidlertid en trumf i baghånden, idet han efter at være blevet lænket spurgte befalingsmanden, om det var tilladt at piske en romersk borger, og tilmed uden dom. Da kommandanten hørte om dette, skyndte han sig hen til Paulus, for at forhøre sig om det havde sin rigtighed med hans romerske borger­skab, hvilket Paulus i overensstemmelse med sandheden kunne bekræfte. Kommandanten var straks klar over sin fadæse, men for ikke at tabe ansigt lod han Paulus forblive lænket til næste dag, hvor det var hensigten at fremstille ham for ypperstepræ­sterne og hele rådet, for på den måde at få klarlagt, om der var hold i de anklager, jøderne rettede imod ham.

 

Til trods for at stemningen i rådet åbenlyst var imod Paulus, lod han sig dog ikke skræmme, men bestemte sig til at udnytte det faktum, at rådet bestod af de to indbyrdes striden­de parter, saddukæerne og farisæerne: "Brødre! jeg er farisæer og stammer fra farisæere, det er på grund af håb om de dødes opstandelse, at jeg anklages." Tumultagtige scener med voldsom råben og ophidset diskussion mellem de to opponerende partier fulgte, hvorunder nogle af de skriftkloge farisæere tog til orde til fordel for Paulus, hvad der imidlertid blot førte til endnu heftigere ordvekslinger og håndgemæng mellem parterne. Af frygt for, at Paulus skulle blive sønderrevet under tumulterne, befalede kommandanten, at soldaterne skulle rive ham løs fra de ophidsede folk og føre ham ind i borgen, hvor han var i sikker­hed og kunne overnatte uden at frygte for sit liv.

 

Paulus' modstandere var imidlertid fast besluttede på, at denne skulle slås ihjel for enhver pris, og de havde derfor lagt en plan for, hvordan de ville kunne få fat i ham. En gruppe på omkring fyrre mand havde under forbandelser for­pligtet sig til at faste, indtil det var lykkedes dem at straffe Paulus ved at slå ham ihjel. De opfordrede derfor ypperstepræsterne til i forening med rådet og under foregivende af, at Paulus' sag skulle undersøges nærmere, at henstille til kommandanten, at denne lod fangen føre frem for rådet endnu engang. Meningen var, at når Paulus blev ført hen til råds­bygningen, ville de fyrre mand ligge i baghold og tage ham til fange, inden han nåede frem, og de ville derefter sørge for, at han straks blev ryddet af vejen.

 

Dette onde anslag blev dog forpurret, idet Paulus' søstersøn, en yngre mand, havde fået nys om bagholdet, og han gik straks til borgen, hvor han fik tilladelse til at besøge sin onkel. Da Paulus hørte om anslaget, sendte han omgående bud efter den befalingshavende officer og bad denne om at føre den unge mand til kommandanten. Efter at have fortalt, hvad han havde hørt de sammensvorne tale om, forlod Paulus' nevø stedet med kommandan­tens formaning til ham, om ikke at røbe sin viden for nogen andre.

 

Kommandanten greb til den vistnok særlig for ham selv snedige udvej, at beordre sine befalingsmænd til at klargøre to hundre­de mand fodfolk, halvfjers ryttere og to hundrede spyd­kastere, samt ridedyr til Paulus, som i ly af nattens mørke skulle føres til byen Antipatris, hvorfra rytterne næste dag skulle ledsage ham videre til byen Cæsarea. Der skulle han overgives til lands­høvdingen Marcus Antonius Felix, som var højeste civile og militære myndighed i provinsen Judæa i årene 52-59 e.Kr. I et brev angav Klaudius Lysias som hovedbe­grundelse for at overgive Paulus i landshøvdingens varetægt, at manden var romersk stats­borger og havde lagt sig ud med de jødiske ypperstepræster og skriftkloge saddukæere og farisæere. Eftersom kommandanten ikke havde set sig i stand til at mægle mellem parterne, og slet ikke havde kunnet pacificere Paulus' fortørnede modstan­dere, fandt han derfor, at sagen burde afgøres på højeste sted.

 

Fem dage senere ankom ypperstepræsten Ananias i følgeskab med nogle ældste og en sagfører til Cæsarea, hvor de over for landshøvdingen fremlagde deres anklage mod Paulus. Denne mente de var en oprørsstifter blandt jøder verden over, idet han stod i spidsen for nazaræernes parti, som var en hån mod jødedommen. Paulus havde tilmed anstiftet optøjer, larm og uro i templet i Jerusalem og dermed forsøgt at vanhellige helligdommem, hvilket var det samme som at vanhellige Gud, Moses og loven (13).

 

Paulus’ selvforsvar

Landshøvdingen lod derefter Paulus komme til orde for at forsvare sig mod anklagen. Han redegjorde herunder for sagens forløb, sådan som han så den, og han mente ikke selv at have vanhelliget nogen eller noget, men følte sin samvittighed ren over for Gud og mennesker. Han indrømmede, at han efter bedste evne forsøgte at efterleve nazaræerens lære, og at han som denne troede på det, som også profeterne og loven forventede, nemlig at der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige. Paulus var derfor tilbøjelig til at tro, at hovedgrunden til anklagen mod ham lå i de ord, han tidligere havde udtalt over for rådet i Jerusalem: "Det er i anledning af de dødes opstandelse, at jeg i dag står som anklaget for jer."

 

Landshøvdingen, som udmærket vidste, hvad nazaræerens lære gik ud på, udsatte nu sagen og meddelte, at den ville blive genoptaget, når kommandant Lysias senere ankom til Cæsarea. Imens skulle Paulus holdes i varetægt, men under lempelige forhold, således at hans medarbejdere skulle have fri adgang til ham, lige som det blev ham tilladt at forkynde læren for dem, der gerne ville høre om den. En af dem, der var lydhøre for den ny lære, var Felix' hustru, Drusilla, som var jødinde og en datter af Herodes Agrippa, konge over de østlige dele af Palæstina år 37, fra år 41 også over Judæa og Samaria, død år 44. De første politiske kristenforfølgelser fandt sted på hans foranledning. (14)

 

Det fremgår ikke af Apostlenes Gerninger, om kommandant Lysias overhovedet ankom til Cæsarea i anledning af Paulus' sag. Derimod ses det, at Paulus blev holdt som fange i de to år, Felix havde tilbage som landshøvding. Han blev omkr. år 60 e.Kr. efterfulgt af Marcus Porcius Festus, som videreførte processen mod Paulus. Ypperstepræsterne og de fornemste af jøderne havde på ingen måde tænkt sig at lade Paulus slippe, men lurede fortsat på en lejlighed til at få ham slået ihjel. De ønskede derfor at Paulus skulle føres til Jerusalem, hvor deres magt og indflydelse var større, og hvor de derfor håbede det ville blive lettere at komme ham til livs.

 

Da landshøvding Festus åbenbart gerne ville stå sig godt med de toneangivende jøder, spurgte han derfor Paulus, om denne var villig til at lade sin sag pådømme i Jerusalem. Men Paulus gennemskuede taktikken og påberåbte sig sin uskyld og sit romerske statsborgerskab, hvorfor hans sag rettelig burde afgøres af kejseren, hvilket landshøvdingen indvilgede i.

 

I mellemtiden fik Festus besøg af kong Herodes Agrippa II, som var søn af Agrippa I, og broder til Felix' hustru, Drusil­la. Agrippa havde endnu en søster, Berenike, som var enke og levede sammen med sin broder i et ægteskabslignende forhold. Landshøvdingen forelagde nu Paulus' sag for Agrippa, som var villig til at høre på, hvad den anklagede havde at fremføre til sit forsvar. Paulus gentog da, hvad han hidtil havde fremført, og fortalte i detaljer om baggrunden for, at han fortsat var varetægtsfængslet som anklaget for noget, hvori han ikke havde gjort sig skyldig.

 

Da Paulus havde afsluttet sin forsvarstale, var kongen, Berenike og landshøvdingen enige i, at den mærkværdige fange ikke havde gjort noget, som fortjente fængsel eller død. Og Agrippa tilføjede: "Denne mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren."Formalia skulle altså over­holdes og fangen føres til Rom, for at hans sag kunne blive afgjort af selveste kejseren. (15)

 

Paulus forvises til Rom

Under befaling af den romerske høvedsmand, Julius, skulle en syrisk infanteriafdeling inden for den romerske hær, hoved­sagelig via søvejen føre Paulus og en del andre fanger til Rom. Året var ca. 60 e.Kr. og det blev en lang og farefuld rejse, som var nær ved at have kostet alle 276 ombordværende livet. Efter at have forladt øen Kreta kom skibet i Adriaterhavet ud for et flere dage langt stormvejr, hvorunder det kom ud af kurs og i mange dage drev hjælpeløst om på de oprørte bølger. Endelig efter fjorten nætter fik man en nat landkending, men da søfol­kene frygtede, at skibet skulle støde på et skær og for­lise, fik de travlt med at rigge en mindre båd til, som de i ly af mørket ville flygte i.

 

Paulus var imidlertid vidne til, hvad der foregik. Han havde forud i et syn oplevet en engel, som havde fortalt ham, at han og alle ombordværende ville blive reddet, men at skibet ville forlise, og han indså straks, at alles redning var be­roende på, at de søkyndi­ge mænd forblev ombord, og han henledte nu befa­lings­mandens opmærksomhed på, hvad de frygtsomme sømænd var i færd med. Denne gav derfor sine soldater ordre til at kappe bådens fortøjninger og lade den drive bort.     

 

Da dagen gryede, blev man klar over, at skibet befandt sig ud for en vig med en forstrand, hvor man besluttede at sætte skibet på grund, men inden man nåede at udføre beslutningen, stødte skibet på et rev med dybt vand på begge sider. For­stavnen borede sig urokkeligt fast i revet og bag­stavnen blev efter­hånden slået i stykker i den voldsomme brænding. For at forhindre fangerne i at flygte, bestemte soldaterne sig til at slå dem ihjel, men den befalingshavende, som havde ansvaret for at blandt andre Paulus blev ført uskadt til Rom, forbød sine mænd at gøre alvor af forehavendet. Han befalede derimod de, der kunne svømme, om at springe i havet og redde sig i land, og alle andre til at følge efter og søge at få fat i planker og vragstumper, og ved hjælp af disse at søge ind til stranden. På den måde blev alle ombordværende reddet.

 

Øen, de var strandet på, hed Malta, og dens befolkning viste sig at være venligtsindede mennesker, som på bedste måde hjalp og beværtede de nødstedte. Stedets øverste embedsmand hed Publius, og på hans fornemme landejendom fik Paulus og flere andre ophold i de følgende tre dage. De skibbrudne blev på øen i hen ved tre måneder, hvorefter de fik ordre til at gå ombord i et aleksandrinsk skib, der havde ligget i vinterkvarter på stedet, men som nu skulle afsejle til Italien med Rom som mål. Undervejs anløb skibet byen Syrakus på Siciliens sydvestkyst, hvor det lå i tre dage, derfra til Regium i Syditalien og videre til Puteo­li, hvor man blev i syv dage. Endelig anløb man Forum Appii og Tres-Tabernæ, hvor Paulus blev modtaget af romersk-jødiske trosfæller, som fulgte med til Rom. Her kom Paulus til at bo for sig selv, sammen med den soldat, der skulle bevogte ham. Selv om Paulus var i en slags husarrest, havde han i den følgende tid rig lejlighed til at mødes med trosfæller og andre, som han forkyndte og udlagde evangeli­et for, uden at nogen lagde direkte hindringer i vejen herfor. (16)

 

Paulus’ martyrdød

Her hører beretningen om Paulus og hans skæbne op i Apost­lenes Gerninger, og hvordan det videre gik for ham, råder der stor usikkerhed om blandt sagkyndige. Nogle mener, at han senere blev frigivet og at han derefter både nåede at foretage en rejse østpå, og en rejse vestpå til Spanien, men i så fald må der have været tale om et nyt fangenskab i Rom, som sluttede med Paulus' henrettelse under kejser Neros brutale og skånsels­løse kristenforfølgelse i året 64, hvor blandt andre også apost­len Simon Peter blev henrettet, efter sigende ved at blive korsfæstet med hovedet nedad, idet han ikke anså sig værdig til at dø på samme måde som Jesus. Andre forskere mener derimod, at Paulus' romerske fangenskab faldt så sent, at der ikke bliver plads til nogen frigivelse ind imellem.

 

Paulus er på flere måder en interessant skikkelse i kristen­dommens historie. Selv opfattede han sig som apostel, af græsk "apóstolos": "udsending", på lige fod med de øvrige apostle, men efter med begrænset held at have forsøgt sig med at udbrede evangeliet i jødiske kredse i og uden for Palæstina, koncen­trerede han sig om at sprede budskabet om Jesus Kristus og dennes lære i den hellenistiske, dvs. den græsk-orientalske verden. Dette stemmer da også med Apostlenes Gerninger 9,15-17, hvor Jesus kort efter Paulus' omvendelse viser sig i et syn for disciplen Ananias, som han vil have til at opsøge Paulus og bringe ham trøst og opmuntring, og ved den lejlighed blandt andet siger til den noget tvivlende og modvillige Ananias: "Gå, thi denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn; og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld." (17)

 

Såvel Paulus' som især Johannes-evangeliets forståelse og ud­lægning af Jesu liv og lære, skal ses i lyset af hellenismen, dvs. den blandingskultur af græske og orientalske elementer, som var et resultat af Aleksander den Stores erobringspolitik, der havde til formål at sammensmelte vestens og østens kul­turer. Alexander den Store (356-323 f.Kr.) var konge af Makedonien, Ægypten og Persien. Hans erobringstogter begyndte med, at han kuede et græsk oprør, fortsatte med overvindelsen af Perserri­get, hvorved Grækenlands samfærdsel og samhandel udvidedes østpå, idet hidtidige handelscentre som Athen, Korinth, Rhodos og Delos, blev udvidet med nye i Alexandria, Antiokia, Seleukia m.fl., hvilket alt sammen havde en udpræget kosmopolitisme til følge. Det medførte imidlertid, at verden blev uover­skuelig og at menne­skene kom til at føle sig som ube­tydelige brikker i et stort og uigennem­skue­ligt spil. Det havde åndeligt set til følge, at der i mange kredse opstod en stor inter­esse for Orien­tens mysterie­prægede religio­ner og filosofi­er, som især så et modsætnings­forhold eller en dualisme mellem sjæl og legeme, mellem det udødelige og det dødelige. 

 

En hovedfaktor i den vældige hellenistiske enhed, som geogra­fisk om­fattede Makedonien, Ægypten, Syrien, Persien, Baktrien, og helt til floden Indus og staten Punjab, var det overalt anvendte handelsmæssige, videnskabelige og diplomatiske sam­færdsels­sprog: Koine-græsk. Sproget brugtes ved siden af de indfødte eller nationale sprog, som f.eks. det aramæiske i Syrien, det koptiske i Ægypten, medens det latinske i Vesten forblev militærets og forvaltningens sprog. Det Ny Testamente er skrevet på Koine-græsk, men dog med en betydelig semitisk indflydelse, idet noget tyder på, at der til grund for blandt andet evangelierne muligvis har foreligget kildeskrifter, som var affattet på aramæisk. Det er en kends­ger­ning, at Koine-græsk i høj grad har været medvirkende til at fremme udbredel­sen af evangeliet, idet sproget netop blev talt og forstået i den store del af verden, som blandt andre apost­len Paulus mis­sionerede i.

 
1. DEN HISTORISKE JESUS

Hvem var Jesus?

Men hvem var så den åbenbart betydelige person, der havde givet anledning til alt det røre og postyr, vi har hørt en del om under omtalen af Paulus, og som engagerede nogle mennesker i så høj grad, at de var villige til at risikere deres liv for at udbrede troen på ham og hans lære?   

 

Som allerede nævnt var hans hebraiske navn Jeschua ben Josef, på dansk Jesus, søn af Josef eller Jesus Josefsøn eller Jesus Josefsen, men hans fød­selsår hersker der stor tvivl om. Faderen hed Josef ben Jakob og var af kong Davids slægt. Han ernærede sig som byg­nings­håndvær­ker og blev på et tidspunkt trolo­vet (forlo­vet) med Jesu moder Mirjam - på græsk "Miriam" eller "Maria" - som menes at være af Levi stamme. Hun vil herefter blive omtalt under navnet Maria.       

 

Det har i henhold til de gængse bibeloversættelser været en almindelig anskuelse, at Josef var tømrer, idet man har oversat det græske ord tektôn, som både kan betyde tømrer og bygnings­mester, jf. ordet arki­tekt, som oprindelig betyder overbygme­ster. I hvert fald én kilde mener derfor, at Josef i virkelig­heden har været en slags murer, en antagelse som begrundes med, at bygningsmaterialet i Palæstina særlig i Oldtiden og senere hovedsagelig var naturli­ge mere eller mindre tilhuggede sten. I et almindeligt palæsti­nensisk landsbyhus indgår træ normalt ikke som bygningsmateria­le, hvilket menes først og fremmest at hænge sammen med, at træ var en sjældenhed dengang i Palæstina. (1)

 

Som tilfældet var med andre håndværk, blev bygningshåndværket i reglen udøvet af bestemte familier, hvor håndværket gik i arv fra fader til søn. Jesus har derfor været bygningshåndværker som sin fader, hvilket altså snarere vil sige murer end tømrer, hvis vi skal tro den nævnte kilde. Bygningsfaget var udpræget sæsonarbejde, og dets udøvere drev derfor i reglen lidt landbrug ved siden af, hvilket vel til dels kan være en forklaring på, at den skriftlærde Jesus samtidig havde en godt kendskab til landmandens virksomhed, sådan som vi på så mange måder får kendskab til gennem hans udtalelser, og ikke mindst i nogle af hans lignelser. Ord som "liljerne på marken", "sædemanden, der gik ud at så", "klinten blandt hveden", "vingården og vingårdsmændene", "træet og dets frugter" osv., er eksempler herpå. (2)

 

Jesus’ familie

Josef og hans familie tilhørte den jævne landbefolkning i Galilæa, men hverken han, hans kone eller deres sønner og døtre var, hvad vi forstår ved proletarer, hvilket vil sige menne­sker, som slet intet ejer. Familien har i lighed med landbe­folkningen nu som før formentlig boet i et simpelt stenhus med lyshul i stedet for vinduer og med kun et eneste rum, hvor husdyrene i kolde nætter også holdt til. Derfor findes der i reglen også en krybbe, som ofte bliver benyttet til leje for småbørn, fordi barnet dér ligger lunt og godt i det varme hø. Krybben var i reglen en udhulet stenkrybbe, ikke en trækrybbe, sådan som man ser det på middelalderens og en senere tids tegninger og malerier. Senge fandtes i reglen ikke, hverken dengang eller senere, hvorfor voksne og større børn sov på en måtte eller et tæppe på lergulvet.

 

Når husets eneste lyskilde om aftenen, i reglen en olielampe, tændtes ved mørkets frembrud, gjaldt det derfor om at stille den et sted, hvor dens lys skinner for alle i huset. Af den grund sætter man ikke lyset under et skæppemål, som forhindrer lyset i at skinne. (Matt.5,15).

 

Josef og Maria havde foruden sønnen Jesus angiveligt også i hvert fald 6 andre børn, heraf 4 drenge og to piger, altså 7 børn i alt. Drengenes navne var Jakob, Josef (Joses), Simon og Judas, men søstrenes navne er ukendte. Det står ikke helt klart, om Jesus var den førstefødte blandt drengene, idet denne status kan skyldes den dogmatiske interesse i, at Jesus skulle være Marias første og eneste barn. Pigerne regnedes jo ikke i den sammenhæng. Men at Jesus havde søskende, fremgår bl.a. af Markus-evangeliet, 6. kapitel, vers 1-6:

 

(Citat) ”Så gik han bort derfra og kommer til sin fædreneby, og hans disciple følger ham. Og da det blev sabbat, begyndte han at lære i synagogen, og de mange, som hørte ham, blev slået af forundring og sagde: ”Hvorfra har han dog alt dette, og hvad er det dog for en visdom, han har fået? Og hvilke undergerninger, der sker ved hans hænder? Er han ikke tømmermanden, søn af Maria og broder til Jakob og Joses og Judas og Simon? Og bor ikke hans søstre her hos os?” Og de forargedes på ham [dvs. følte sig provokerede af ham]. Da sagde Jesus til dem: ”Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin fædreneby og blandt sine slægtninge og i sit hjem.” Og han kunne ikke gøre nogen undergerning dér; kun lagde han hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro. Så vandrede han omkring i de omliggende landsbyer og lærte.” (Citat slut)

 

Som det fremgår af citatet, så nævnes Jesu far, Josef, ikke af Markus, som betegner Jesus med ”tømmermanden”, men det gør han til gengæld af Mattæus (13, 55), hvor det hedder om Jesus: ”Er han ikke tømmermandens søn?” og hos Lukas (4, 23): ”Er det ikke Josefs søn?” Selv hos det mest Kristus-promoverende Johannes-evangeliet (6, 42-43) lyder det: ”Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan han da sige: ’jeg er kommen ned fra Himmelen?”    

 

Som søn af jøden Josef var Jesus fra fødslen fast forankret i den da­væren­de jødiske kultur og religion, som blev formidlet gennem de talrige synagoger, der var spredt over hele Palæsti­na. Synagogerne var opført med templet i Jerusalem som for­billede, om end man naturligvis ikke alle steder havde mulig­heder for at leve helt op til kravet. Men selv om synagogerne var meget mindre end forbilledet, skulle disse dog i princippet være indrettet i lighed med templet. Derfor findes der til højre over for indgangen nichen eller skrinet, hvori lovrullerne, toraen, opbevares. Helligdommen er skilt fra rummet ved et forhæng. Mellem skrin og menighed er podiet med et kateder, på hvilket skriften bliver læst og udlagt. Ligesom det var tilfældet i templet i Jerusalem, var kvinderne adskilt fra mændene og måtte sidde længere væk fra tora­skrinet end de førstnævnte. (3)

 

Der fandtes også en synagoge i Nazareth, hvor sammenkomsterne i reglen fandt sted i sabbatten, på hebraisk schabat, dvs. hvileda­gen, som henviser til Guds hvile efter de seks skabelsesdage. Sabbatten begynder fredag aften ved solned­gang og varer til lørdag aften. Oprindelig var dagen viet til hvile, glæde og den gudfrygtige besindelse, men i tidens løb blev vægten lagt mere og mere på undladelse af alt arbej­de. Særlig efter det babyloniske fangenskab blev forskrifterne for sabbat­ten fulgt med ængstelse og lovmæssig nøjagtighed, og blev således med tiden den bekendelse, ved hvilken Israel adskilte sig fra andre folkeslag.

 

Foruden på sabbatten, fandt sammenkomsterne senere også sted på ugens 2. og 5. dag. Man samledes til fælles bøn og til på­høring af de bibelske afsnit: loven, profeterne og nogle andre gammeltestamentlige bøger, som en af forsamlingen læste op, oversatte til det aramæiske landsmål og knyttede forskelli­ge frie bemærkninger og betragtninger til. Efter velsignelsen og amen blev forsamlingen hævet, og enhver gik til sit. Til synagogerne var knyttet forskellige embedsmænd, således synago­geforstanderen eller forstanderne, de ældste eller presbyterne og synagogetjeneren, som skulle hente rulleteksterne frem fra toraskrinet og lægge dem tilbage heri efter brugen. Tjeneren skulle formentlig også fuldbyrde straffe. Desuden var der almisseindsamleren og tolken, som, hvis det var nødvendigt, oversatte den hebraiske tekst til aramæisk. (Citat slut) 

 

Menneske, Gud eller myte?

Imidlertid er det helt centrale og vigtige spørgsmål eller problem her, om hvad en af verdenshistoriens største religiøse skikkelser, Jesus fra Nazaret, egentlig var og er for et væsen. Var han et menneske, om end et usædvanligt menneske, eller var han en gud eller måske nærmest Gud selv? Eller er der med beretningerne om Jesus-skikkelsen i virkeligheden tale om ren myte?

 

Begrebet myte betyder som formentlig bekendt en opdigtet fortælling eller et gude- og heltesagn, en fortælling eller et sagn, der modsat en registrerende skildring af historiske personer og hændelser, har belærende eller forsøgsvis opdragende karakter, i dette tilfælde religiøst belærende eller moralsk og ideologisk opdragende karakter. I så fald må al religion - og herunder ikke mindst kristendommen - karakteriseres og opfattes som religiøs myte, som oprindelig er skabt og igangsat af personer, der ønskede at udbrede deres egen magt og indflydelse i forhold til befolkningen eller befolkningerne.

 

Det skal her indskydes, at der naturligvis også findes politiske myter i form af ideologier, som f.eks. kommunisme, socialisme og nazisme, bevægelser, som i deres oprindelse er skabt af især ambitiøse mænd og sammenslutninger. Eksempler herpå er Karl Marx, Engels, Lenin, Stalin, Mao m.fl., og ikke mindst Adolf Hitler og hans håndgangne mænd, som under foregivende af at ville det bedste for deres medmennesker, men som i de nævnte tilfælde i virkeligheden skabte nogle politisk-autoritære samfundsstrukturer, der i længden medførte oprettelsen og væksten af diktatoriske stater.

 

Hvad angår kristendommen, først og fremmest i form af katolicismen, hvilket vil sige den romersk-katolske kirke, pavekirken, der helt fra begyndelsen opfattede og stadigvæk opfatter sig selv som garanten for og den autoriserede administrator af ‘den rette tro’, defineret og forsøgsvis praktiseret af kirken og dens trosopfattelse og forståelse af sig selv og dens egen verdens- og livsopfattelse. I den katolske tro spiller Jesu Kristi moder, madonna, dvs. jomfru Maria, en stor og vigtig rolle. Dette er derimod ikke tilfældet i den langt senere opståede protestantisme, der fra omkring året 1529 kan opfattes som en delvis puritansk, men splittet modbevægelse imod den stagnerende katolicismes rigide dogmer og patent på den rette kristne tro.

 

Den katolske tro baserer sig grundlæggende og primært på opfattelsen af, at Gud Fader – verdens skaber – i sin omsorg for sine skabninger i form af menneskene har sendt sin søn Jesus Kristus til verden for at forkynde Gudsrigets nærhed og kalde alle mennesker til at være Guds folk under Guds herredømme i hans rige. Jesus Kristus har gennem evangeliet om sit liv, sin død og opstandelse, og ikke mindst gennem sine ord eller læresætninger, bragt Guds Rige til verden. Desuden har han ved hjælp af Helligånden stiftet sin kirke, den katolske forstås, og betroet denne sin åbenbaring, videregivet i den hellige Skrift, Bibelen, pålagt sin kirke den opgave, at viderebringe evangeliet om Guds almægtige herredømme og formidle budskabet om syndernes forladelse og frelsen gennem at tro på Jesus Kristus som Guds udvalgte søn.

 

Den katolske kirkes overhøjhed administreredes og videreførtes i første instans af apostlene og siden af kirkens ledende og tilsynsførende præster i form af biskopper, med paven (af pappas = fader) som øverste biskop.

 

Syndernes forladelse

Man kan vist roligt sige, at begrebet synd, forstået som et religiøst begreb og fænomen, er udtryk for et brud på Gudsforholdet. Dette er symbolsk skildret i 1. Mosebog 3, hvor de første frie mennesker, Adam og Eva, i Edens Have begår den første synd ved at overtræde Guds bud om ikke at måtte spise af Kundskabens Træ. Denne synd nedarvedes på efterkommerne af Adam og Eva helt til nutiden. Overtrædelsen betegnes derfor som arvesynden. Synden er også en indikation på eksistensen af det onde, personificeret i skikkelse af Satan eller Djævelen, Guds modstander og modbillede. Opfattelsen af Gud og Satan – eller det gode og det onde - er udtryk for en dualistisk livs- og verdensopfattelse, som har præget og stadigvæk præger mange kulturer

 

Teologisk forklares synd som vantro og det at ville være sit eget livs herre, altså en form for ’selvcentrerethed’, også betegnet som egoisme. Denne sidstnævnte er grundlæggende et udtryk for menneskets fundamentale misforhold til Gud og tilværelsen, eller en mistillid til Guds eksistens. Den livsholdning eller livsindstilling har som sådan indflydelse på alle et menneskes handlinger og erfaringer.

 

Imidlertid blev syndefaldet og syndens djævelske konsekvenser forkyndt for både de katolske og protestantiske kirkegængere. Som hovmodig synder kunne man efter døden være sikker på et evigt ophold i Helvedes brændende svovlsøer, medens man som ikke-syndig eller frelst ville kunne påregne sig et foreløbigt ophold i den rensende Skærsild efterfuldt af et evigt ophold i Paradis eller det Edens Have, som Adam og Eva i urtiden blev forvist fra. Derfor ikke noget at sige til, at især Middelalderens Europas arme troende syndere havde travlt med at søge til kirkerne og præsterne og bede om disses forbøn om Guds hjælp. Det skete især i form af at købe sig til såkaldt aflad, det vil sige: syndsforladelse eller syndstilgivelse. En handel, der på et tidspunkt udartede sig til salg af såkaldte aflads-breve. Det sidstnævnte blev dog afskaffet efter at den tyske teolog og reformator Martin Luther i 1517 påbegyndte et seriøst angreb på den katolske kirkes praksis.

 

Lad os her foreløbig slå fast, at myten om Adam og Eva i Edens Have handler om det første menneskepars ufordærvede og evige liv, ikke kun for sjælen, men for det hele menneske med sjæl og fysisk krop. Syndefaldet består primært i, at menneskeparret overtrådte Guds bud om ikke at spise af Kundskabens træ og derved blive som Gud til at kende både godt og ondt. Overtrædelsen betød forvisning fra Edens Have og til den jordiske sfære, forandringernes verden, lidelsernes og smerternes zone, hvor døden er livets følgesvend.

 

Men takket være Guds alkærlighed, alvisdom og almægtighed vil de tilsyneladende fortabte mennesker kunne bede Gud eller Guds stedfortæder, Jesus Kristus og dennes betroede hjælpere i form af biskopper og præster om frelsen fra mørkets og dødens zone og genoptage det evige liv i Edens eller Paradisets Have. Den proces betegnes også som genløsningen, som kort vil sige: at genvinde og gøre sig fortjent til udødelighed gennem troen på og kærligheden til Gud

 

Menneskesønnen

Det vil herefter være og forblive denne artikels påstand, at Maria og Josefs søn, Jesus, var et højt begavet menneske, med fremhævelse af ordet menneske, dels med et stort kendskab til dagliglivet i sit hjemland og i sin hjemegn og hjemby, og dels et specielt stort kendskab til og indsigt i den religiøst prægede kultur, den monoteistiske mosaiske tro, han var født og opvokset i. I medfør af sin religiøse lovkyndighed og oprigtige tro blev han tidligt en såkaldt rabbi, hvilket vil sige en lærer og forkynder af den jødiske tro. Det hændte derfor ikke så sjældent, at han også forelæste og prædikede i sin bys synagoge og desuden også snart begyndte at vandre omkring og forelæse og prædike i andre af landets synagoger.

 

Det var under sine vandringer til og omkring Genezaret Sø i Galilæa, at Jesus mødte og hvervede sine første tilhængere eller disciple, hvoraf nogle senere blev hans apostle. Det gjaldt blandt andet fiskeren Simon Peter, som dengang boede i byen Kapernaum på den nordlige del af Genezareth Sø, hvor Jesus også aflagde besøg hos ham og hans hustru og familie. Dette har vi allerede hørt nærmere om i de tidligere ovenfor anførte citater fra min bog ”JESUS – Søn af mennesket”.

 

Men som en original og selvstændig tænker, der delvis opponerede imod de traditionsbundne tolkninger af læresætningerne i Moseloven, kom Jesus tidligt i sit liv til en erkendelse af, at jødedommen i praksis var stivnet i ortodokse opfattelser af læresætningerne og i stivnede traditionelle regler omkring tilværelsen i det daglige liv. Det bragte ham uundgåeligt i et tiltagende stærkt modsætningsforhold til de rettroende lærde og især til ypperstepræsterne ved templet i Jerusalem, samt til farisæerne og saddukæerne, hvilket med tiden fik drastiske følger for ham og hans liv og gerning.

 

Efterhånden som den omvandrende rabbi Jesus gjorde sig og sin lære og omfortolkning af Moselovens bud om at elske Gud over alt andet og sin næste som sig selv, kendt og udbredt i hans samtid, blev det snart for meget for de jødiske autoritære verdslige så velsom religiøse myndigheder. Disse kunne angiveligt ikke undgå at opfatte Jesus som en oprører, eller mere præcist en kætter, hvilket ydermere bragte ham i et modsætningsforhold til den romerske besættelsesmagt. Sidstnævnte frygtede for et folkeligt krav og oprør med det formål, at få den romerske landshøvding, Pontius Pilatus, til at kapitulere og trække sine tropper ud af Palæstina. Den situation var landshøvdingen imidlertid ikke sen til at benytte sig af til sit eget formål, idet han under et offentligt møde med en større forsamling af utilfredse jøder, deriblandt ypperstepræsterne og det jødiske råds ældste, fremstillede den fængslede og tornekronede Jesus med ordene:

 

(Citat) ”[…] Ved højtiden [påsken] plejede landshøvdingen at give mængden en fange fri, hvem de ønskede. Og man havde dengang en berygtet fange, der hed Barabbas. Da de nu var samlede, spurgte Pilatus dem: ”Hvem vil I, at jeg skal løslade jer: Barabbas eller Jesus, der kaldes Kristus?” Han vidste jo, at det var af misundelse, de havde bragt ham for retten. Og mens han sad på dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: ”Hold dig fra denne retfærdige mand; thi jeg har i nat lidt meget i en drøm for hans skyld.” Men ypperstepræsterne og de ældte overtalte skarerne til at forlange Barabbas løsladt, men Jesus henrettet. Og da landshøvdingen tog til orde og spurgte: ”Hvem af de to ønsker I, at jeg skal løslade jer?” svarede de: ”Barabbas”. Pilatus spørger dem så: ”Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus?” De svarede alle: ”Lad ham blive korsfæstet!” Han spurgte: ”Hvad ondt har han da gjort?” Men de skreg endnu højere: ”Lad ham blive korsfæstet!” Da Pilatus så, at han intet kunne udrette, men at der blot blev mere larm, tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: ”Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!” Men hele folket svarede og sagde: ”Hans blod komme over os og vore børn!” Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han piske og overgav ham til at korsfæstes. (Citat slut. Matt. 27, 15-26.)

 

For det jødiske råds selvretfærdige medlemmer, og for ypperstepræsterne, farisæ­erne, saddukæerne samt andre gejstlige folk, har det sikkert været en ganske særlig festlig påske, fordi det til sidst var lykke­des at pågribe, dømme og henrette en af de værste kættere og folkeforførere, man længe havde set i Israel. Kætterlovens § 100 tillod ligefrem, at "når henrettelsen er afsluttet, kan der bringes et særligt offermåltid på brændof­feralteret og et kultisk festmåltid fejres.

 

Interesserede læsere vil kunne læse meget mere om sagen mod Jesus, som uundgåeligt endte med hans korsfæstelse, død og begravelse. Den grusomme historie er grundigt beskrevet i min bog ”JESUS – Søn af mennesket”, 1. del, 8. – 10. kapitel. Men den vil også kunne læses her på hjemmesiden via følgende link: http://www.livetseventyr.dk/INDEX Bog 1.htm

 

Man vil efter behov eller behag kunne bebrejde og dømme Pilatus for fejhed og etisk svigten af sit overordnede politiske ansvar som landshøvding. Det billede man får af ham i evangelierne stemmer dog ikke særlig godt med, hvad f.eks. den jødiske historiker Filon tegner af ham. Ifølge denne var Pilatus ubøjelig, skånselsløs, bestikkelig, grusom og skyldig i stadige henrettelser uden domsafsigelser. Derfor kan man med rette pege på, at magtfulde mænd af hans slags og kaliber ikke er ukendte i verdenshistorien, hverken før eller efter ham. Det er netop magthavere, politikere og embedsmænd, der med høvdinge, konger, kejsere, statsministre og regeringer i spidsen, der gennem tiderne i basal grad har benyttet religion som et middel til forsøgsvis at holde befolkningerne i ave. Mere eller mindre fremtrædende og ledende personligheder og disses støtter i befolkningerne, har været forholdsvis nemme at påvirke med en promoveret, men i reglen påtaget eller falsk idealismes ofte romantiske idealer og utopier. Særligt i fredstider, har diktatorer haft et forholdsvis let spil. Religionen og myterne har de skrupelløst benyttet som en slags neddyssende opium til forsøgsvis at holde befolkningerne i ro og god orden. Men det spiller også ind, at mange mennesker, unge som ældre, har et nærmest religiøst behov for og trang til at se op til formodede helteskikkelser og instinktivt gøre disse til idoler. Det ser man også nærmest grelle eksempler på indenfor sportsverdenen, hvor publikums nærmest ekstatiske jubel, når deres tilbedte fodboldstjerner scorer sejrende mål.

 

Det er da også i princippet det nævnte religiøse behov for at tilbede idoler, der i høj grad præger religionshistorien. Dette behov har gjort sig gældende siden tidernes morgen i før-historisk tid, hvor folk tilbad stærke og mørke kræfter og personligheder som f.eks. Lucifer, Ahriman, Satan m. fl. og i historisk tid førerskikkelser som blandt andet Moses, Krishna, Buddha, Jesus og Mohammed. Disse religiøse personligheder er også i nutiden fortsat objekter for religiøs interesse og tilbedelse, henholdsvis i form af jødedommen, hinduismen, buddhismen, kristendommen og islam. Dertil kommer et ikke ringe antal religiøse sekter, der mere eller mindre er udsprunget af de nævnte religioner. I nutiden oplever vi således, at en del mere eller mindre seriøse spirituelle grupperinger er udgået fra klassiske religiøse indiske filosofier, som f.eks. Sankhya, Yoga og Vedanta. At der også er tale om et vist useriøst misbrug af disse, kan næppe undgås. Om de nævnte klassiske indiske filosofier vil man bl.a. kunne læse i artiklen 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen.

 

Det er i øvrigt nok så interessant, at kætteren Johannes Døberen har en på flere måder parallel livshistorie med Josua Ben Josef (Jesus Josefs søn). Derfor skal følgende citat fra min afhandling om Jesus bringes her:

 

(Citat) I Jesu barndom og ungdomstid var Herodes Antipas (død 39 e.Kr.), en søn af Herodes den Store, landsfyrste over Galilæa og Peræa, en stilling han besad fra faderens død år 4. f.Kr. og til sin egen død år 39 e.Kr. Denne Herodes var blevet gift med sin tidligere tante og svigerinde, Herodias, som sammen med sin datter af første ægteskab, Salome, kom til at spille en ikke særlig flatterende rolle i de begivenheder, der udspillede sig få år efter, at Jesus var trådt frem som lærer, forkynder og lægprædikant i Galilæa. Hermed forholdt det sig sådan, at Jesu fætter, Johan­nes, præsten Sakarias' og præstedatteren Elisabets søn, i årene 28-29 optrådte som religiøs forkynder og læg­prædikant i ørke­nen, hvilket vil sige steppen i den sydlige Jordandal. I lighed med Jesus samlede Johannes en skare dis­ciple omkring sig, hvoraf mange troede og mente, at Døberen var den ventede Messias, hvilket han dog hårdnakket benægtede, idet han efter at have døbt Jesus henviste til denne som den udvalgte. 

 

Det er ikke helt udelukket, eller rettere sagt: det er ret sandsynligt, at Johannes i lighed med Jesus kan have haft tilknytning til Qumran-sekten, måske endog på samme tid. Både Jesus og Johannes fik sandsynligvis allerede fra barnsben deres religiøse opdragelse og indvielse inden for Qumran-ordenens mure, men i modsætning til Jesus evnede Johan­nes ikke at nå op til den højeste mysteriegrad, og blev derfor kun en delvis indviet. En forsker som Ethel­bert Stauffer, er blandt andet på grund­lag ørken­teksterne ikke i tvivl om, "at tankever­denen hos ørkenemigran­terne ved Qumran er Johannes Døberens åndelige hjem" (4)    

 

Johannes Døberen

I evangelierne erfarer vi om Johannes, at han bar klæder af kamelhår og et læderbælte om livet, og at han levede i cølibat, lod hår og skæg gro, ikke drak vin og ernærede sig af græshop­per og vild honning. Ordensbrødrene i Qumran kaldte sig selv for "Is­raels bodfærdige", og for dem gjaldt det om at efterleve deres særlige traditioner, herunder alle slags rituelle renselser, og om at iagttage streng fromhed, alt sammen med henblik på den forventede dom og frelse. Men ved sin fremtræden har Johannes formentlig forladt ordenen i Qumran og har måske taget ophold i en klippehule i nærheden af Jordanfloden, hvor han samledes med sine disciple, og blandt disse måske i den første tid Jesus, som dog nok fortsat boede i klosteret i Qumran. Så vidt det kan læses ud af evangelierne, overnattede Jesus sjældent udendørs, dog i al fald med undtagelse af den nat, han senere sammen med sine nærmeste disciple tilbragte i Getsemane Have.

 

Når Johannes, som fik tilnavnet "Døberen" på grund af sin dåbspraksis, åbenbart ikke vovede at træde offentligt frem i Jerusalem, men i stedet valgte at få folk i tale på et ubeboet sted som Jordanørkenen, hang det sandsynligvis sammen med, at de politiske forhold var sådan, at det kunne være forbundet med livsfare at optræde som lægprædikant eller folkelærer. Det er Døberens, såvel som Jesu og andre profeters skæbne tydelige beviser på. Johannes var ingen apokalyptiker, men en bodsprædi­kant, der gennem sit eskatologiske alarmbudskab kaldte folket til de bodfærdiges dåb og omvendelse. Han var en profet fra Gud, som under påberåbelse af sit personlige kald og sin umiddelbare åbenbaring i ord fra Gud, trådte frygtløs frem for en samtid, hvor mange almindelige mennesker følte et stadig stigende behov for på ny at høre Guds levende røst og føle, at Han fortsat var med sit udvalgte Folk. Det levende ord i skikkelse af Johannes lød som en dommedagsbasun og vakte så enorm opsigt, at folk nærmest flokkedes om ham, og blandt disse også farisæere og saddukæere. (5)

 

Med ordene "Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær", trådte han frem ved Jordanflodens bred. Udtrykket "Himmeriget" er et andet ord for "Guds rige" eller Gudsnavnet "Herren" (hebr. Adonaj), idet rettroende jøder omkring 300 f.Kr. af ærefrygt afstod fra at benytte det oprindelige gudsnavn Jahve (hebr. JHVH = "Jeg er") som er Israels Guds egennavn.

 

Johannes Døberen og Jesus

I Markus-evangeliet, der af nogle forskere betragtes som det ældste af de fire evangelier, hører man ikke meget om Johannes Døberen, ud over tidspunktet for hans fremtræden, og at han døbte Jesus, som åbenbart fulgte ham som en af hans disciple i nogen tid, indtil Jesus tog ophold i en ørken­hule, formentlig i nærheden af Qumran, hvor han gennem­gik en form for indvielse, som jeg har betegnet som mysterieindvielsens anden grad, og som i evangelierne kaldes for hans fristelse af Satan eller Djævelen. I løbet af fyrre dages og nætters faste lykkedes det Jesus at betvinge og overvinde den sidste rest af jordisk-menneskelig eller selvisk natur, han havde i sig, og nå til en klar erkendelse af sin opgave som Guds udvalgte og salvede, Messias eller Kristus.

 

Evangelierne er ikke enige om, hvornår kong Herodes Antipas lod Johannes Døberen arrestere og sætte i fængsel. Hos Mattæus og Markus sker det omkring det tidspunkt, da Jesus opholder sig i ørkenen, men hos Lukas sker det før Jesu fri­stelse, og hos Johannes først nogen tid efter, at Jesus er vendt tilbage til sin hjemegn i Galilæa. Det er derfor rent gætteri, når jeg vil anse det for sandsynligst, at ordensmagtens arrestation af Døberen kunne tænkes at have været den ydre anledning til, at Jesus har søgt tilflugt i ørkenens isolation. Han må nemlig have vidst, at han, der jo allerede på dette tidspunkt åbenbart af Johannes’ disciple blev anset for at være den profeterede Messias, også ville kunne risikere at blive arresteret, idet myndighederne formentlig med rette kunne mistænke ham for at ville fortsætte Døberens forkyndelse af Gudsrigets nærvær og anbefale om­vendelse. En arrestation på dette tidlige tidspunkt i Jesu virke, ville derfor være kommet på tværs af den mission, han utvivlsomt følte, var hans. (6)

 

Hvis det havde været til­fældet, at også Jesus var blevet arresteret på dette tidspunkt, hvor han endnu ikke havde nået at udbrede sin lære og demon­strere, at han var Gudssønnen, Messias eller Kristus, ville han for eftertiden formentlig højst have indtaget en position i verdens­historien, som den, der blev Johannes til del, og der ville følgelig ikke have eksisteret noget, som hedder kristendom. Det kan man indirekte se af historikeren Josefus' omtale af Døberen og dennes fængsling og henrettelse, hvori der ikke er den mindste hentydning til Jesus. Havde dette været tilfældet, måtte karakteristikken som from og gudfrygtig omvendelses- og dåbsprædikant have været den samme, som Johan­nes', og beskrivelsen af livsforløbet nogenlunde den samme: et liv som religiøs forkynder og reformator, der satte sig op mod såvel de politiske som religiøse autoriteter, og en ussel død som i virkeligheden uskyldigt offer for et brutalt religiøst og politisk system.

 

Mange var som nævnt begyndt at se den forventede Messias i Johannes Døberen, men da han erfarede, at folk indbyrdes talte om, at han nok var den Kristus, der skulle træde frem i de sidste tider, tog han kraftig afstand fra en sådan tanke. Han op­fattede sig selv som en profet af den gamle slags og optrådte med stor og respekt­indgydende autoritet. Men da man direkte spurgte ham, om han var den ventede Messias, svarede han: "Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg; jeg er end ikke værdig til at bøje mig ned og løse remmen på hans sko. Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånd." (7)

 

Det er imidlertid et stort spørgsmål, om disse Johannes-ord er ægte og oprindelige, eller om de blot skal bekræfte profeten Esajas' forudsigelse af den Gudssøn eller Messias, som skulle fremstå i de sidste tider. Men hvis citatets ord virkelig er udtalt af Johannes Døberen, tyder Matt.11,2-15 og Luk.7,18-35 på, at denne ikke fra be­gyndel­sen har været klar over, at hans formentlige fætter, Jesus, var identisk med den så længe ventede Messias. Fra sit fængsel sender Johannes nemlig nogle af sine disciple til Jesus for at stille ham spørgsmålet: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Jesus besvarer ikke spørgsmålet direkte, men henviser til, hvad han har ladet dem blive vidner til: at blinde ser, lamme går, spedal­ske helbredes, døve hører, døde står op, og han tilføjer, at evangeliet for­kyndes for fattige, og salig er den, som ikke forarges på ham.

 

De tre første evangelister melder ikke noget om, hvordan Johannes reagerede på det, som hans udsendte disciple kom tilbage og fortalte ham, at Jesus havde sagt. Det er kun i Johannes-evangeliet, vi hører om, at Døberen ikke på noget tidspunkt synes at have været i tvivl om, at Jesus er Messias eller Kristus. Men her bør man huske på, at det fjerde evange­lium udelukkende ser det som sin opgave, at bekræfte Jesus som Guds levende ord, Messias eller Kristus, og at alle begiven­heder og udtalelser af Jesus såvel som af andre, alene er beregnet på at skulle understøtte udsagnet om Guds levende ord, Logos.

 

Var Døberen og Jesus fætre?

Såfremt der har bestået en familierelation mellem ægteparrene Zakarias og Elisabet og Josef og Maria, hvad Lukas-evangeliet tyder på, er det højst tænkeligt at de to familier har haft nogenlunde regelmæssig kontakt med hinanden og at man sandsynligvis og i al fald er mødtes i for­bindelse med de årligt tilbagevendende valfartsfester i Jerusa­lem, hvor Zakarias jo i øvrigt var præst ved templet. Der står dog ikke noget om, hvilken familiemæssig relation Elisabet og Maria havde til hinanden, men det er påfaldende, at Maria tilbragte hele tre måneder hos Elisabet, efter at denne var blevet gravid seks måneder tidligere. Der står dog heller ikke noget om, hvorvidt Maria blev der og overværede barnets fødsel og omskærelse. Men efter sin hjemkomst til Nazaret blev hun selv gravid med det barn, der ved fødslen fik navnet Jesus.

 

Selv om både Zakarias og hans kone, Elisabet, var "højt oppe i årene", da de fik deres formentlig eneste barn, Johannes, med det senere tilnavn Døberen, kan de dog udmærket tænkes at have været i live i drengens barndom og måske også i hans teenageår. Men hvor gammel han var, da enten faderen eller moderen eller måske begge døde, fortæller evangelierne ikke noget om.

 

Josef og Maria har efter alt at dømme været betydeligt yngre i forhold til Zakarias og Elisabet, da de fik deres formentlig første barn, Jesus. Og det vides, at moderen såvel som i al fald hans brødre overlevede Jesus, medens den omstændighed, at evangeli­erne forholdsvis hurtigt er tavse omkring, hvad der videre skete med faderen, Josef, kunne tyde på, at han kan være afgået ved døden, måske allerede i Jesu tidlige ungdom. Men i al fald levede faderen endnu på det tidspunkt, da Jesus var 12 år.

 

Men at Johannes og den et halvt år yngre fætter, Jesus, muligvis kan have været fætre og har kendt til og jævnligt set hinanden i barne­årene og senere, måske efter deres Bar Mitsva (konfirmation), da de formentlig begge blev optaget som novicer eller elever i essæerorde­nen i Chirbet Qumran, må nok anses for at være en til sandsynlighed grænsende mulig­hed. Begge har også hurtigt udvist specielle evner, både hvad angår den teoretiske tilegnelse af lovstoffet, af profeternes lære og Israels historie, og især hvad angår tilegnelsen af åndelige færdigheder, herunder bøn, meditation og kontempla­tion, og endnu mere specielt, hvad angår tilegnel­sen af ind­vielsesgraderne i livsmy­steriet.

 

Ifølge de fire evangelier kunne det se ud, som om Johannes gennem den eller de ind­vielsesprocesser, han som de fleste andre dertil egnede novicer i Qumran-klosteret har måttet gennemgå, er blevet klar over sin mission som den profet, der i de sidste tider skulle bane eller forbe­rede vejen for den ventede Messi­as. På formentlig tilsvarende måde er Jesus allerede i klo­steret i Qumran blevet klar over sin mission som en kongelig Messias af Davids hus og slægt, men måske endnu ikke, at det skulle blive en Messias af en noget anden slags, end den krigs-konge, som nationalistisk og funda­mentalistisk sindede jøder forventede, skulle komme og frelse folket og nationen Israel. Det er dog her vigtigt at være klar over, at Jesus aldrig på noget tidspunkt direkte betegnede sig selv som Messias (= Kristus), men altid undgik dette, for ikke at provokere de jødiske autoriteter og myndigheder unødigt. Han lod gennem hele sit virke altid andre om at kalde ham for Messias og brugte i stedet betegnelsen ”Menneskesønnen” om sig selv. (Citat slut)

 

Myte og virkelighed

På baggrund af alt det tidligere ovenfor skrevne, kan vi nu konkludere, at religiøse idoler, som f.eks. Moses, Krishna, Buddha, Jesus og Mohammed, faktisk er blevet gjort til overmenneskelige idoler eller en slags beskyttende og hjælpsomme ’faderskikkelser’ for usikre og søgende menneskers åndelige behov. Den status som idoler, er de nævnte personligheder blevet tildelt, først og fremmest af deres nærmeste tilhængere eller disciple. Det er derfor vigtigt at notere sig, at det er disse sidstnævntes åndelige længsler og utopiske behov, der udgør grundlaget for de nævnte religiøse personligheders respektive position i kulturhistorien.

 

Sagt med andre ord, ville eksempelvis mennesket Jesus fra Nazareth i Galilæa, manden, hvorom det hed sig: ”Er han ikke tømmermanden, søn af Maria og broder til Jakob og Joses og Judas og Simon? Og bor ikke hans søstre her hos os?” aldrig være blevet kendt som ophav til kristendommen, hvis ikke det var fordi en gruppe jødekristne i Jerusalem, der til at begynde med identificerede ham som den ’Messias’, jødiske profeter havde spået om længe før Jesus kom til verden. Der knyttede sig store forventninger og forhåbninger til den jødiske Messias, som i tidernes fylde skulle opstå og på dommedagen forestå en genoprettelse af den navnkundige kong Davids trone i Jerusalem og dermed frelse jødefolket fra de forsmædeligheder, dette folk havde måttet tåle i umindelige tider og ikke mindst under romernes besættelse af Judæa, hvor Jerusalem med Templet lå og hvor Jesus og hans disciple ofte færdedes.

 

Imidlertid stod det efter den ca. 36-årige Jesus’ død omkring år 30 klart for den kristne urmenighed i Jerusalem, at Messias-titlen havde et for begrænset jødisk perspektiv, hvorfor man i stedet foretrak titlen Kristus, som betyder ’den salvede’ eller ’den oplyste’. Det vil sige, at Jesus havde modtaget en helt speciel inspiration til sin efterfølgende livsgerning og sin spirituelle lærdom via en såkaldt guddommelig åbenbaring. Det var primært dette hans disciple og apostle i urmenigheden efter hans død brugte tid og kræfter på at formidle og udbrede til en omverdens mennekser, som for en dels vedkommende var modtagelige for budskabet, på græsk kaldet evangeliet. 

 

Martinus og Jesus Kristus

Indenfor Martinus’ verdensbillede spiller Jesus Kristus en overordnet og betydelig rolle, hvilket især fremgår af, at nævnte verdensbillede eller kosmologi i hovedsagen er baseret på en indforstået positiv opfattelse af Jesus Kristus’ personlighed, liv og lære, men vel at bemærke samtidig med indirekte at være en kritisk revision af den ortodokse opfattelse af og holdning til samme. Martinus tog oprindelig afsæt i en såkaldt åbenbaring eller indvielse i livsmysteriet, der fandt sted ved påsketid 1921, hvor han i nogle spirituelle syner oplevede, at Kristus-skikkelsen så at sige forenede sig med hans egen sjæl og legeme.

 

Man vil i denne forbindelse kunne læse nærmere om Martinus og hans opfattelse af Jesu personlighed, liv og lære i min bog ”JESUS – Søn af menneske” 2. del” og i artiklen ”JESUS MENNEKESØNNEN 2. del” her på hjemmesiden

 

Her på stedet skal der dog tilføjes nogle supplerende bemærkninger og kritiske kommentarer til, hvad der under alle omstændigheder må betegnes som Martinus’ storslåede, forunderlige og fascinerende verdensbillede. Først og fremmest kan det konstateres, at dette helt igennem er logisk opbygget og fremstillet, om end det i vid udstrækning er ’konstrueret’ ved hjælp af såkaldte cirkelbeviser, hvor man forudsætter de slutninger eller facitter, hvis gyldighed skal bevises. På den måde får man naturligvis sine analyser, argumenter og facitter til at gå op.

 

Men at Martinus knytter seriøst an til Jesus Kristus og dennes lære og livsværk, fremgår blandt andet af, at han selv betegner sit spirituelle livsværk som ”Det Tredje Testamente” med undertitlen ”den intellektualiserede kristendom”.

 

Se evt. artiklen 4.119. Spiritualismens nyere historie, hvori der redegøres for en del af baggrunden for netop Martinus’ spirituelle livsværk.

 

Her skal der sluttelig peges på og gentages, at Martinus i sit livsværk fuldkommen accepterer og benytter emner og begreber fra Jesus Kristus’ livsværk, sådan som skildret i ovennævnte bog og artikel. Det betyder, at Martinus blandt andet har ment, at den såkaldte ”Missionsbefaling” må være udtalt og indstiftet af Jesus selv, tilmed efter hans påståede opstandelse fra de døde.

 

Den universale ”Missionsbefalingen” fremgår af Matthæus Evangeliet, 28. kapitel, vers 18-20:

 

(Citat) ”[…] Mig er givet al magt i himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.” (Citat slut)

 

Denne angivelige udtalelse af Jesus stemmer imidlertid dårligt med Jesus’ ord i Matthæus 10. kapitel vers 5 ff.: 

 

(Citat) ”[…] Disse tolv [disciple] sendte Jesus ud og bød dem og sagde: ”Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritanernes byer! Gå hellere til de fortabte får af Israels hus! På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’ Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet! […]”

 

Dette citat betyder altså, at Jesus her forbeholder Gudsriget for sine egne landsmænd, den jødiske befolkning, og ikke for alverdens folkeslag, sådan som det fremgår af den ovenfor citerede missionsbefaling.

 

Det er da også moderne teologers opfattelse, at Missionsbefalingen er et udtryk for den kristne urmenigheds følelse af forpligtethed over for hedningeverdenen og ikke for, hvad den historske Jesus formentlig har udtalt. Et yderligere argument for denne opfattelse er det, at formlen ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” hører en senere tid til, end den, hvori Jesus levede.

 

Man må derfor konkludere, at det ikke er Jesus’ egne ord, Martinus her henholder sig til, men derimod urmenighedens sympatiske udstedelse af den universale missionsbefaling. Det er delvis i medfør heraf, at Martinus i sin kosmologi har opstillet 8 hovedskabeprincipper og 7 variantprincipper, hvoraf følgende to, der især er relevante i denne sammenhæng, skal citeres her:

 

Hovedskabeprincip nr.8.: Verdensgenløsningsprincippet.

Dette princip drejer sig i hovedsagen om den funktion og betydning, som især de store religiøse fornyere, eksempelvis Krishna, Buddha, Moses, Jesus og Muhammed, har haft og har for menneskesamfundenes kulturer og udvikling frem imod en ”genløsning” til en formodet ny ”paradisisk tilværelse”. Grundlæggende drejer det sig om menneskenes etisk-moralske opdragelse og udvikling. Derfor også gyldigt set i ét-livs-hypotesens persktiv.

 

Variantskabeprincip nr. 7.: Forældre- og beskyttelsesprincippet.

Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.

Dette princip er absolut også gyldigt i relation til ét-livs-teorien, hvilket enhver næsten kan sige sig selv.

 

På baggrund af den ovenfor anførte og omfattende argumentation for, at Martinus’ verdensbillede faktisk nok så meget er i overensstemmelse eller samklang med den ligeledes omtalte spiritualistiske tradition og bevægelse, må man nok have lov til at konkludere, at ét-livs-hypotesen ikke ser sig i stand til i et og alt at verificere det nævnte universalistiske verdensbillede eller generelt den kosmologi, Martinus med så stor inspiration, entusiasme og kyndighed brugte 60 år af sit liv til at manifestere og 40 år til at promovere til glæde og gavn for et stigende antal mennesker med spirituelle behov.

 

Hvordan med fremtiden på det lidt længere sigt?

Ja, se det er jo det store og afgørende spørgsmål! Er Martinus' mission eller ”sag” langtidsholdbar, eller vil det gå den, sådan som tilfældet har været med de ovenfor nævnte lidt ældre spiritualistiske livs- og verdensanskuelser? Og forresten også sådan, som det er gået med stort set alle betydelige filosoffer i historiens løb, lige fra oldtiden og til nyere tid. - Sådan som situationen aktuelt tegner sig for Martinus' ”sag” her i år 2016, ser denne ud til at trives nogenlunde godt. Martinus' bøger er efterhånden blevet oversat til en lang række fremmede sprog, men så vidt vides er antallet af tilhængere i flere af landene ret begrænset, selvom entusiasmen ikke fejler noget hos de pågældende. Hvert år afholdes der i vintersæsonen foredrag, kurser og studiekredse på Martinus Institut i København, og om sommeren og efteråret afholdes der i Martinus Center Klint foruden foredrag desuden kurser og studiekredse, både på dansk og flere udenlandske sprog, men hvor stort eller lille antallet af deltagere er, har jeg ingen eksakt viden om. Det er dog mit indtryk, at man fra ”sagen”s side ikke ville have noget imod, at deltagerantallet blev noget større. Der er dog også i tidens løb oprettet Martinus Centre rundt omkring i en del andre lande, som f.eks. i Sverige, hvor man har været ret så aktive allerede medens Martinus levede. (Vedr. Martinus-sagen, se http://www.martinus.dk/da/forside/ )

 

Men alt i alt må man sandsynligvis nok konstatere, at ”Martinus-sagen” foreløbig er i live, selvom dens administratorer, råd og foredragsholdere formentlig gerne havde set en større tilslutning end den, der er for tiden og har været indtil dato. På det grundlag er det imidlertid vanskeligt eller nærmest umuligt at forudsige ”sagen”s fremtid. Det er derfor kun tiden, der kan vise, om Martinus' store, dybsindige og kærlige tanker om en gloriøs fremtid for det etisk-moralsk udviklede menneske, vil gå i opfyldelse. Eller om der desværre kun er tale om en utopisk drøm om en ”paradisisk” verden og tilværelse i ånd og sandhed. En ”ønskedrøm” i lighed med den, som de indiske vismænd, som eksempelvis Ramakrishna og Vivekananda, og som desuden russiske Madame Blavatsky og hendes tilhængere og østrigske Rudolf Steiner og hans tilhængere, også så for sig og havde forhåbninger og ”drømte” store tanker om. (Se evt. artiklen 4.119. Spiritualismens nyere historie )

 

© August 2016 Harry Rasmussen.

 

Her skal jeg så afslutte med at citere følgende afsnit fra min artikel 4.139. Et stort paradoks - Om et skift i livs- og verdensanskuelse

 

Min holdning til Martinus’ kosmologi

For at læseren ikke skal være i tvivl om min egen personlige holdning til Martinus og hans lære, vil jeg afslutte denne artikel med at citere fra min artikel 4.129. Et livs status - revision af en personlig opgørelse:

 

(Citat) Konklusionen på alt det ovenfor sagte, må blive, at et relativt langt liv foreløbig har lært mig, at være videbegærlig, åben og upartisk, men samtidig tvivlende og skeptisk. Det har for mig altid været vigtigt, at holde sig grundlæggende spørgsmål for øje, som f.eks. hvad, hvordan og hvorfor. På den måde har man en mulighed for at tilegne sig upartisk og objektiv eller forsøgsvis sand viden om livet og verden. I forbindelse med tilegnelse af forhåbentlig sand viden, er en vis mental selvdisciplin derfor nødvendig, så man ikke fristes til at tolke verden i sit eget billede, sådan som man uvægerligt har tilbøjelighed til at gøre, når og hvis man er partisk og nærer sympati for det ene og antipati imod det andet. Dette indebærer desuden, at man må gøre op med sig selv, holde en slags personlig åndelig status over sin egen livs- og verdensanskuelse, og spørge: Hvor meget af det, jeg selv mener at vide, er i grunden baseret på egen oplevelse og erfaring, og hvor meget er tankegods fra andre, som jeg nærer tillid til og derfor i bedste fald tror på? – I den sammenhæng må jeg erkende, at et langt livs beskæftigelse med først klassisk idealistisk indisk filosofi og derefter med Martinus’ kosmologi, har påvirket mig i et omfang og i en grad, så at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg ville have betragtet og opfattet verden, hvis jeg udelukkende havde været henvist til mine egne oplevelser og erfaringer. Det skal lige tilføjes, at jeg ikke føler mig mere bundet eller forpligtet af Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter, end at jeg stadig lader muligheden stå åben for, at disse i værste tilfælde måske kunne vise sig at være i større eller mindre uoverensstemmelse med virkelighedens verden. Hvad denne så i realiteten end er eller måtte vise sig at være. På den baggrund vil jeg her sluttelig fremsætte min ”selvbekendelse”, som trods alt og i det væsentlige er i principiel overensstemmelse med hovedtrækkene i netop Martinus’ kosmologi:

 

Min personlige, åndelige status kan herefter opgøres i følgende trosbekendelse:

 

Jeg tror på Gud, den almægtige Fader-Moder, altings ophav og skaber, én sand Gud fra evighed til evighed, den universale Gud, i hvem vi alle eksisterer, oplever og manifesterer os i egenskab af Guds sanseorganer og manifestationsredskaber.

 

Jeg tror på Jesus Kristus, ikke som Guds enbårne søn, for vi er alle sønner af Guden, fra den mindste amøbe, over planterne, dyrene og menneskene til de højere og indtil videre ukendte verdeners formentlig etisk højtudviklede væsener, men som verdensgenløser og menneskehedens store lærer og forbillede, som ofrede sit liv på forsmædelsens kors, for at vise sin guddommelige sendelse og sin åndelige styrke, og jeg tror på, at hans genopstandelse i åndelig skikkelse skal ses som en fortrøstningsfuld myte for de troende om, at døden i realiteten er en illusion, men en illusion, der er en nødvendig modsætning til livet, for at man ikke skal slappe af i sin forpligtelse til at forbedre sin personlige moral.

 

Jeg tror på talsmanden, den hellige ånd, sandhedens og visdommens ånd, som især i skikkelse af Martinus’ Det Tredie Testamente er kommet for retfærdigt at dømme levende og døde, ikke for at fordømme nogen og slet ikke de midlertidigt vildfarne, men tværtimod for at vejlede disse og alle andre, og for at berette om Guds uudslukkelige og overordnede styrelse af alle sine skabninger. Den styrelse, som også manifesterer sig i og med selve ’sendelsen’ af ”talsmanden, den hellige ånd”.

 

Jeg tror på, at intet levende væsen er fordømt eller fortabt for evigt. Nemlig fordi Jeg ikke tror på det evige liv, hverken som et fremtidsperspektiv, eller som en her og nu realitet, men derimod på, at vi hver især lever lige midt i en et-livs-tilværelse, som i medfør af Guds vilje i form af evige love, er præget af, at tilværelsen veksler mellem kortere eller længere epoker med lysets livgivende princip og epoker med mørkets dræbende princip i forsædet. Det er det evige livs dage og nætter eller somre og vintre omsat i jordnær daglig praksis i form af lyst og smerte, glæde og sorg, optimisme og pessimisme etc. etc.

 

Jeg tror på, at vi mennesker udgør en skala af vidt forskellige udviklingstrin, som vi alle sammen, generation og slægt efter generation og slægt, i tidernes forløb bevæger os op ad, takket være de overordnede lovmæssigheder for indvikling og udvikling via de vekslende forhold og udfordringer, menneskeheden uafbrudt stilles overfor. Men jeg tror ikke på skæbnelovens uundgåelige og uundværlige ’pædagogiske’ virke som en del af det livsvilkår, der er en følge af Guds væsen og virke, men derimod på skæbnens luner og tilfældigheder, der dog til en vis grad er bestemt af naturlovene og herunder ikke mindst af loven for årsag og virkning efter devisen, at brændt barn skyer ilden.

 

Endelig tror jeg på den største gave, Gud har givet menneskeheden, nemlig muligheden for at udvikle og praktisere det måske sværeste af alt: næstekærligheden, hvilket vil sige den upartiske kærlighed til alt og alle, man er eller kommer i berøring med i sit liv, og hvis grundlov lyder: Vær imod andre, som du vil, at andre skal være imod dig. Sæt dig altid selv i næstens sted, og vurdér og disponér dine beslutninger og handlinger ud fra denne indsigt, indlevelse og medleven, for det er den absolutte forudsætning og betingelse for løsningen af menneskehedens årtusindgamle og stadigvæk nuværende krisetilstand og konfliktsituation.

 

Hvis det kan lykkedes, har menneskeheden medvirket til at udvikle den potentielle mulighed, som Gud i kraft af sine to hovedattributter: Alvisdom og almagt, har stillet til rådighed, nemlig alkærlighed, i hvert fald i forhold til menneskeheden. Men det store spørgsmål er og forbliver, om den i øvrigt langt fra homogene menneskehed overhovedet vil være i stand til at praktisere og højne en moral, som stort set ikke har ændret sig siden mennesket første gang optrådte på jorden. Det, der i tidernes løb er blevet ændret, er fortrinsvis livsvilkårene i form af dannelsen af mere eller mindre lovbundne samfund og sociale forhold, og især teknikken, som foreløbigt er kulmineret i og med med elektronikken. Sidstnævnte kan, som tilfældet i reglen altid har været og er med tekniske fremskridt, både anvendes positivt og negativt. Er man optimist, ser man lyst og positivt på fremtiden og forestiller sig, ja, profeterer ligefrem om et jordisk paradis forude. Men ser man derimod pessimistisk på samme fremtid, tegner denne sig desværre mørkt og negativt, for til trods for adskillige forsøg og tiltag i retning af at skabe en mere fredelig verden, så befinder menneskeheden sig i nutiden generelt set midt i et kaos af indbyrdes kontroverser og blodige oprør og krigslignende tilstande. (Se evt. artiklen 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger.)

 

Men ser man realistisk og neutralt på tilværelsen og dermed også på fremtiden, så kan man i bedste fald være tilfreds med, at der kun er stillet ét enkelt jordeliv til hver vores rådighed. Herom har jeg især skrevet artiklen 4.123. Det store hverdags-under. Inspirerende tanker. Den være hermed anbefalet. (Citat slut)

 

© September 2017 og februar 2018. Harry Rasmussen.

 

________________________

 

Noter og kilder:

 

Noter til INDLEDNING 

1. Foruden de fire evangelier og Apostlenes Gerninger udgør også Jakobs Brev, Peters Breve, Johannes’ Breve og især Paulus’ Breve væsentlige ”kilder” til især forståelsen af, hvordan apostlene opfattede Jesus og hans lære.

 

Det Nye Testamente er navnet på den samling skrifter, som i løbet af det 2.-3. århundrede e. Kr. blev kanoniseret som helligskrift ved siden af Det gamle Testamente. Ordet Testamente er den latinske oversættelse af det græske ”diateke”, der betyder pagt, og som betyder aftale, overenskomst, lov, religion. I religiøs betydning var pagten en overenskomst mellem Guddommen og menneskeheden, mere specifikt mellem Jahve og jødefolket. Jahve, af hebraisk JHVH, er Israels Guds egennavn, som fra 300 f. Kr. dog ikke måtte udtales, men læses og udtales som Adonaj, der betyder ”min Herre”. I henhold til gl.testamentelig overlevering lod Moses på Guds befaling og anvisning pagtens ark forarbejde umder opholdet på bjerget Sinaj. Den transportable helligdom arken bestod af en aflang kasse af akacietræ, hvori de to stentavler med De ti Bud blev opbevaret (2. Mos. 25. 10-22; 37, 1-9; 40, 2.21; 4. Mos. 10, 33 ff.) og førtes med fra sted til sted, når den tids omvandrende ørkennomader skiftede opholdssteder. Så vel i telthelligdommen, Tabernaklet, som tilfældet langt senere var i kong Salomons tempel i Jerusalem, var pagtens ark et tronsæde for Jahve, med sonedækket, dvs. et beskyttende dække over soningen (De ti Bud) mellem Guddommen og jødefolket, en plade lavet af drevet guld og udstyret med to keruber, som vogtede over arkens dyrebare indhold. Det mentes, at det var herfra, Jahve meddelte Israel sin vilje og bestemmelser, hvorfor det sagdes, at tavlerne med De ti Bud lå i ark-kassen. (2. Mos. 25, 17-22).

 

Det såkaldte Nye Testamente undergik flere forandringer, inden det omkr. 200 e. Kr. stort set fik sit nuværende indhold. Samtlige nytestamentlige skrifter er skrevet på koinegræsk, og består altså af fire evangelier, Apostlenes Gerninger, 21 breve samt Johannes’ Åbenbaring.

 

Ordet ’koine’ er græsk og betyder ’fælles’, og dermed altså ’fællessprog’, idet det var den hellenistiske verdens fællesgræske sprog, som fulgte med den græske kulturs udbredelse under Alexander den Store, Makedoniens konge 336-323 f. Kr., som herskede over det meste af den daværende verden. Det er da også tydeligt, at tankegange og forestillinger fra hellenistiske mysteriereligioner har haft en stor indflydelse på den ældste kristne menigheds måde at forkynde og udlægge evangeliet på, idet man ofte betjente sig af mysteriereligionernes terminologi og udtryksform, for at gøre sig forståelige for ikke-jødiske kristne menigheder. 

 

Sproget aramæisk eller aramaisk, som hører til den nordvestsemitiske sproggruppe, blev oprindelig kun talt af aramæerne, et folk, der både geografisk og etnologisk står israeliterne nær. Den aramæiske folkevandring skete i tiden fra 1300 til 1000 f. Kr., hvor nomader fra den syrisk-arabiske ørken trængte ind i kulturlandet, som udgjordes henholdsvis af de frugtbare områder langs floden Eufrats bredder samt Nordsyrien og egnene nordøst for Genezaret Sø. Den er domineret af semiter, der taler aramaisk og som kom fra Kir (Se Am. 9,7) og dannede en række af aramæerstater, som David, konge over Israel ca. 1005-965 f. Kr., senere kom i krig med og som han efter sine sejre lagde ind under sit rige som en provins med centru, i Damaskus (2. Sam.. 8,5 ff.). Men allerede under Davids søn med Batseba, Salomo, som var konge over Israel ca. 965-926 f. Kr., løsrev provinsen sig  (1. Kong. 15, 37; 16, 5 ff.), og i de følgende 150 år bliver det under navnetAram-Damaskus en betydelig stat, hvis relation til Nordriget (dvs. kongeriget, der ved rigsdelingen efter Salomos død 926 f. Kr. dannedes af de nordlige stammer) veksler mellem fjendskab og venskab (1. Kong. 15, 18 ff; 20, 22; 2. Kong. 8, 28 ff.; 9, 14; 13, 1 ff.. 24; 14, 25). Nordriget bestod til 722 f. Kr., hvor hovedstaden Samaria blev erobret af assyrerkongen Sargon 2. At israeliterne selv opfattede sig som etnisk beslægtede med aramæerne ses bl.a. af 5. Mos. 26, 5-9. (Kilder: Bibelens Hvem Hvad Hvor. Særudgave af Bibelens kulturhistorie (4). Af Lisbet og Mogens Müller. Politikens Forlag 1980. - Gyldendals Røde Opslagsbøger: Religion/Livsanskuelse. Redaktion: Finn Stefánsson, Asger Sørensen og Else Matthison-Hansen. Gyldendal 1979).

 

2. Gamaliel den Ældre var som nævnt en fremtrædende jødisk rabbiner, medlem af det øverste råd (Synedriet). Han tilhørte farisæernes parti, som var arge modstandere af den nuopdykkende, provokerende og kætterske religiøse bevægelse, som skyldtes en vis Jesus fra Nazaret i Galilæa. Gamaliel var Paulus’ lærer under dennes uddannelse til rabbiner, og iflg. Ap. G. 5, 33 ff. formanede han jøderne til selvbeherskelse i deres kamp mod den nye bevægelse, som på det tidspunkt foreløbig kun havde fundet et vist fodfæste i Palæstina, som i bibelsk tid kaldtes Kana’an. Navnet Palæstina er afledt af ”filistrene”, et ikke-semitisk og uomskåret folk, som menes at være indvandret fra Kreta og som beboede den sydlige del af kysten ved Middelhavet, det som i nutiden kaldes for Gaza-striben. Området havde tidligere tilhørt ægypterne, men disse ser ud til at have ladet filistrene overtage magten, når blot disse holdt sig dér og ikke bredte sig videre ind i selve Ægypten. Filistrene overtog i et vist omfang de kana’anæiske guder, især hovedguden Ba’al (2. Kong. 1, 2 ff.), men bekæmpede i de følgende århundreder de israelistiske stammer i det judæiske og efraimitiske bjergland. I 1948-49 blev statsdannelserne Israel og Jordan oprettet på FN’s foranledning, og nye iboende religiøse og især potitiske spændinger og modsætninger mellem de arabisk- palistinensiske indbyggere og de fastboende og tillige især indvandrede eksil-jøder kunne tage sin begyndelse og berede verden nye store og uoverskuelige problemer og vanskeligheder..

Det er i høj grad Palæstinas geografi og oprindelige placering mellem antikkens to stormagter, Ægypten mod sydvest og Mesopotamien mod nordøst, der gennem tiden har været bestemmende for landets skæbne. Situationen gjorde området til et støttepunkt for stormagternes kamp om herredømmet, hvilket betød en bestandig fare for overfald og fremmedherredømme, lige som naboskabet med de vældige arabiske ørkenstepper mod øst rummede fare for en indtrængen af disses besuinbefolkning i kulturlandet ude mod Middelhavskysten. Ordet semit stammer fra Noas ældste søn, Sem, – Noas to andre sønner hed Kam og Jafet – , og som er stamfader til semiterne, hebræerne og fader til Aram, og dermed til aramæerne. Man kan følge semiternes historie helt tilbage til ca. 3000 f. Kr. og der menes at være tale om arabiske beduiner, der som omvandrende ørkennomader til stadighed har søgt ind mod de mere frugtbare agerbrugsområder. I nogle tilfælde var der tale om regulære folkevandringer, men oftest drejede det sig om stilfærdig infiltrering i de bedrestillede samfund. Det særlig interessante i sammenhængen er imidlertid, at de egentlige semiter, jøderne, i virkeligheden også  opfattede den arabiske befolkning som semiter og derfor som beslægtede med det jødiske folk. Der er dog ikke tale om samme etniske eller racemæssige oprindelse, men derimod om et sprogligt og kulturelt fællesskab. Betegnelsen semit eller semitisk for disse folkeslag kendes dog først fra så sent som 1781.

 

3. Hasmonæerne er den jødiske historieskriver Josefus’ betegnelse for den magtfulde jødiske præsteslægt, hvis navn er afledt af Hasmon, der var bedstefader til præsten Mattatias, som i 167 f. Kr. førte an i oprøret mod den syriske kong Antiokus 4. Epifanes, der regerede Syrien 175-163 f. Kr. Det var dennes vanhelligelse af templet i Jerusalem i 168 f. Kr., der var årsagen til konflikten. Mattatias’ søn Judas Makkabæeren fortsatte sin fars og sit folks frihedskamp mod syrerne og denne lykkedes i 164 f. kr., for så vidt som målet blev nået med fordrivelsen af tempelskænderne fra templet, så at dette derefter kunne genindvies.

 

 4. Ved begrebet ”Loven” forstår religiøse jøder det hebraiske begreb ”Toraen”, som var og er en alm. betegnelse for de fem Mosebøger, der dog også indeholder meget andet end love, idet det kun er i 2. Mos. 13 til 5. Mos. 34, at lovstoffet dominerer. Jødedommens historie fra de ældste tider til nutiden er bundet til Loven, idet denne efter Mosebøgernes egen opfattelse er givet Israel af Gud gennem Moses, dels under opholdet på Sinaj bjerg (2. Mos. 19-4. Mos. 10, og dels på Moabs slette kort før Moses’ død og folkets indvandring i Kana’ans land (5. Mos.). Loven eller Toraren fik i særlig grad betydning under og efter Eksilet i Babylon, som fandt sted under kong Nebukadnezar i 598 og 587 f. Kr. Babylon og Assyrien udgør de to hovedlande i Mesopotamien, dvs. området mellem floderne Eufrat og Tigris, det land som i nyere tid kendes under navnet Irak. Assyriens centrum lå 300 km nord for Bagdad, og dets hovedbyer var Assur, Nimrud, Arbela og Ninive. Babylon omfattede det sydlige og mindre frugtbare landområde fra Bagdad og sydpå mod Den persiske Bugt Området kan igen opdeles i det nordlige Al sad med hovedbyerne Kisj, Borsippa, Babel, Akkad og Sippar, og i det sydlige Sumer med hovedbyerne  Ur, Larsa, UrukLagasj og Nippur.

 

Eksilet eller den tvungne landflygtighed gjaldt dog fortrinsvis den herskende klasse og andre, som kunne formodes at udbyde en fare for opstand mod besættelsesmagten, men forholdene i eksillandet var dog relativt frie, således at jøderne kunne danne deres egne selvforvaltende samfund, hvor man kunne egne bygge huse og dyrke sin egen jord, lige som man har kunnet drive handel. Noget af det, der gjorde eksilet ubærligt var meddelelsen om Jerusalems fald og templets ødelæggelse i 587 f. Kr. (SL. 137), hvorved den gamle kult var blevet umuliggjort. Alligevel evnede eksiljøderne at fastholde og dyrke den religiøse og kulturelle arv og undgå en egentlig assimilation under de fremmede forhold og omgivelser. På den måde styrkede eksilet de landflygtiges religiøse sammenhold og fællesskab og lagde grunden til den senere synagogeinstitution, som fik stor betydning for jødefolkets videre historie.

 

Ordet synagoge er græsk og betyder ”forsamling”, men i senjødedommen blev det tillige betegnelsen for jødernes gudstjenestehus, hvor der ikke foregik egentlige kultiske handlinger eller ofringer, men udelukkende skriftlæsning, bøn, studium og meditation. Ordet og begrebet synagoge er egentlig beslægtet med det ligeledes græske ord ”kyriakós”, som betyder ”det, der hører Herren til”. Ordene ”kirke” og ”menighed” er den autoriserede oversættelse af det græske ord ”ekklesia”, som betyder ”en samling af borgere, der er kaldt ud ved en herolds råb” (Ap. G. 19, 39. 40). I den ældste græske oversættelse af Gamle Tastamente, som på latin kaldes Septuaginta, forkortet LXX = ”70”, er ekklesia en oversættelse af det hebraiske ”kahal”, som betyder ”forsamling”, mere specifikt Israels folk som ”Herrens menighed” (4. Mos. 27, 17). Det er i forlængelse heraf, at den kristne menighed brugte ordet ”ekklesia” som selvbetegnelse, f.eks. som ”Guds kirke” (Ap. G. 20, 28; Gal.  1, 13) og ”Guds menighed” (1. Kor. 1, 2; 1. Tim. 3, 5).  

 

  5.    Ap. G. 5, 33-42.

  6    Ap. G. 6. 1-15; 7, 1-60.

  7    Ap. G. 8, 1-40.

  8    Ap. G. 9, 1-22.

  9    Ap. G. 9, 23-30.

10    Ap. G. 13, 1-52; 14, 1-28.

11    Ap. G. kap. 15-20.

12    Ap. G. 21, 1-40; 22, 1-30.

13    Ap. G. 23, 1-35.

14    Ap. G.  24, 1-27.

15    Ap. G. kap. 25-26.

16    Ap. G. 27-28.

 

17. Det vides, at Paulus stammede fra Tarsus i Kilikien, hvortil hans forældre iflg. kirkefaderen Hieronimus (ca. 350-450) var blevet bortført fra Gishala i Galilæa af den romerske besættelsesmagt. Paulus var israelit af Benjamins stamme, hebræer og dermed aramæisk-talende. Som formentlig født i Tarsus havde han romersk borgerret, hvilket kom ham til gode ved flere lejligheder, hvor han var trængt. Som det er fremgået af hovedteksten var han uddannet skriftklog, hvilket vil sige både jurist og teolog, og dermed lovtro, og det indtil en sådan grad, at han i sin nidkærhed blev en skånselsløs forfølger af kristne (Fil. 3, 4-6; Rom. 11, 1). Paulus var af samme stamme som kong Saul, Israels første konge omkr. 1025-1005 f. Kr. (1. Sam. 2, 7), hvilket formentlig har været medvirkende til, at han fik navnet Saulus. Det var almindeligt for en jøde i diasporaen, dvs. som boede udenfor Palæstina, at have både et hebraisk og et græsk-romersk navn..

 

Noter til 1. DEN HISTORISKE JESUS

 

 1. Navnet Jesus er den latinske form af det græske ”Jesous”, der i sin hebraiske form skrives ”Jeschua”, og som betyder ”Herren frelser”. I Gamle Testamente skrives navnet enten som ”Jesua” eller ”Josua”, der betyder ”Jahve er frelse”. 

 

Jesu far var søn af Jakob, som altså var Jesu farfar, der iflg. Matt. 1. 1-17 igen var søn af Mattan, som igen var søn af Eleazar osv. bagud indtil patriarken Abraham, det israelitisk-jødiske folks stamfar gennem sønnen Isak og sønnesønnen Jakob.

 

I 2. Mos. 3, 16-17 hedder det: ”Gå nu hen og kald Israels ældste sammen og sig til dem: HERREN, jeres fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for mig og sagt: Jeg har givet agt på jer og på, hvad man har gjort imod jer  i Ægypten, og jeg har sat mig for at føre jer ud af Ægyptens elendighed til Kana’anæernes, Hetitternes, Amoriternes, Perizziternes, Hivviternes og Jebusiternes land, til et land, der flyder med mælk og honning!”  Jvf. med Mark. 12, 26; Luk. 20, 37; Ap. G. 7, 32.

 

2.  Jesus betegnes ofte som ”tømmermandens søn”, men i sin efter min opfattelse sobre og pålidelige bog Den historiske Jesus, 1924, fremfører og begrunder forfatteren, daværende underbibliotekar ved Universitetsbiblioteket i København, Ditlef Nielsen, sin påstand om, at Jesu fader snarere var en slags murer end tømrer. Nemlig dels begrundet med, at træ var og er en sjælden vare i Palæstina, og dels med, at ordet tømrer er en urigtig oversættelse af det græske tektön, som betyder arkitekt i betydningen overbygmester. Anførte sted side 113. – Ditlef Nielsen: Den historiske Jesus. Forlaget H. Aschehoug & Co. København 1924.

 

3. Matt. 5,15. Templet i Jerusalem, også kaldet Salomos Tempel, blev opført af kong Davids søn med Batseba (2. Sam. 11-12) kong Salomo, som regerede over Israel i årene ca. 965-926 f. Kr. (1. Kong. 1-11). Templet blev formentlig opført på et gammelt kana’anæsik kultsted, hvor David havde ladet opføre et alter for Herren på det sted, der kaldtes Aravnas tærskeplads (2. Sam. 24, 18ff.). Man mener, at dette sted fandtes på den nøgne klippeflade under kuplen på den nuværende muslimske moske, Al Aqsa Moskeen.

 

Om templets opførelse berettes der i 1. Kong. 5-8, 2. Krøn. 3-4 og Ez. 40-42. Det fortælles, at Salomo fik kyndig assistance til templets indretning og opførelse af  Hiram, konge af  Tyrus  969-36 f. Kr.  (2. Sam.5, 11; 1Kong. 5, 1). Der bestod i almindelighed en livlig handelsforbindelse mellem Israel og Tyrus, hvor sidstnævnte leverede de byggematerialer til templet, som ikke fandtes i Israel. Det drejede sig f.eks. om ceder- og cyprestræ og guld, som blev betalt med olie og korn.  

 

Det oprindelige tempel har været en rektangulær bygning med målene 30 m i længden, 10 meter i bredden og 15 m i højden (1. Kong. 6, 2, hvis en alen er = med ½ m). Dertil kom en tilbygning med forskellige rum. Templets mure bestod af sten og indvendigt beklædt med træ, som var udsmykket med udskæringer belagt med guld. Det bestod af tre rum: Først en forhal, derefter ”det hellige” eller ”inderhallen”, som målte 20 m i længden, 10 m i bredden og 15 m i højden; her stod skuebrødsbordet (3. Mos. 24, 5-9; 1. Krøn. 9, 32; 23, 29), ti guldslysestager og et alter af guld. Templets sidste rum var ”det allerhelligste”, som målte 10 m på hver led, idet dets gulv formentlig har været hævet i forhold til det øvrige tempelniveau. Rummet henlå i mørke, idet der hverken var vinduer eller nogen form for kunstig belysning. Det var her, at israeliternes vigtigste kultgenstand, Pagten Ark, var anbragt, og hvor den stod mellem to 5 m høje ”vogtere”, keruberne, hvis vinger mødtes over den. Rummet var adskilt fra ”det hellige” rum ved dørfløje, hvorfor det forhæng, der omtales flere steder, som f.eks. i 2. Krøn. 2, 4; Matt. 27, 51 med par.; Hebr. 6, 19; 9, 3, anses for at høre en senere tid til.

 

Templet var som sådan omgivet af en forgård, som iflg. Ez. 40, 47 målte 50 m på hver led, og i denne var der ved indgangen til forhallen placeret to kobbersøjler, kaldet Jakin og Boaz (1. Kong. 7, 15ff.; 2. Kong. 25, 13ff; 2. Krøn. 3, 15ff. ; Jer. 52, 20ff.). I forgården stod der desuden kobberhavet, som var et stort vandbassin (1. Kong. 7, 23ff.; 1. Krøn. 18, 8), forarbejdet af kunsthåndværkere fra Tyrus. Det blev båret af tolv oksefigurer og var desuden prydet med agurkeagtige figurornamenter. Bassinet var bestemt til præsternes rituelle renselser (2. Krøn. 4, 6; 2. Mos. 30, 17ff.). I forgården stod der desuden ti vognstel og et brændofferalter.

 

Salomos tempel betegnes som det 1. tempel, men selvom der i tidens løb blev foretaget forskellige forandringer, bestod det i mere ned 300 år, og indtil babylonierne i 587 f. Kr. angreb Jerusalem og herunder ødelagde templet, lige som de tvang et stort antal jøder i eksisl til Babylon, en begidenhed, der derfor betegnes som jødernes babyloniske fangenskab. Det var altså ikke dette tempel, som Jesus og hans samtidige kendte, men derimod Jerusalems 2. tempel, som jøderne påbegyndte opførelsen af efter hjemkomsten i 539 f. Kr. fra landflygtigheden i Babylon (Ez. 1 og 3). Byggeriet blev dog ikke fuldført på grund af den politiske uro og fjendskabet fra de omkringboende folk, og templet lå derfor ufærdigt hen (Ez. 4).

 

Genopbygningen kom først i gang igen under profeterne Haggaj og Zakarias omkr. 520 f. Kr. (Hagg. 2, 20-23; Ez. 5, 1; 6, 14, Zak. 4, 6-10), og i 516 f. Kr. kunne det indviees. Dette tempel kunne dog ikke tåle sammenligning med Salomos pragttempel, men alligevel holdt jøderne meget af deres kære helligdom. Imidlertid blev templet vanhelliget af den syriske konge Antiokus 4. Epifanes, som var syrisk konge 175-163 f. Kr. Han lod sine soldater plyndre templet for værdier, lige som han i det hele taget forsøgte på at udrydde jødedommen totalt. Så vel tempelkulten som de jødiske love blev forbudt og der rejstes i stedet et alter for Zeus i templet, hvilket alt sammen forståeligt nok vakte jødernes harme og raseri, således at disse blot forstærkede deres frihedskamp, som for alvor var begyndt med makkabæeropstanden 165-61 f.Kr. (1. Makk. 1, 29-61; 2. Makk. 6, 1-11; Dan. 4, 16; 7, 24-26).

 

Det tempel, som Jesus og hans samtidige kendte og holdt af, var Jerusalems 3. tempel, som egentlig var en gennemgribende restaurering af det 2. tempel, et arbejde, der blev igansat af den ikke-jødiske romersk udnævnte statholder Herodes den Store, og som stod på fra 20 f. Kr. til 63 e. Kr. Herodes den Store døde imidlertid år 4 f. Kr. og opnåede derfor ikke at se sit værk fuldført. Arbejdet blev foreløbig videreført af sønnen, Herodes Antipas, som også var den, der sendte den arresterede kætter, Jesus fra Nazaret, videre til den romerske landshøvding Pilatus, og som vaskede sine hænder som tegn på sin uskyld i, at han i virkeligheden lod mængden dømme Jesus til døden.

 

Herodes den Store havde ladet tempelområdet fylde op, hvorved tempelpladsen blev dobbelt så stor som før, og omtrent lige så stor som den er i nutiden, nemlig ca. 500 m gange 300 m. Selve tempelbygningen forblev uændret, men der blev bygget en række forgårde med søjlegange, bl..a. ”hedningernes forgård”, hvor det var tilladt alle at færdes, og det var derfor også her, at de handlende og vekselererne havde deres stader (Matt. 21, 12 med par.). En af søjlegangene kaldtes for ”Salomons søjlegang” (Ap. G. 3, 11; 5, 13). Den næste forgård var forbeholdt jøder og kaldtes ”jødernes forgård”, og den lå hævet 3 m i forhold til den ydre forgård. En stenplade var opsat foran gitteret ind til forgården, og pladen bar indskriften: ”Ingen ikke-jøde må gå indenfor gitteret og muren omkring helligdommen, og enhver, som pågriber dér, kan takke sig selv for, at døden bliver følgen” (Ap. G. 21, 28). Ind til det egentlige tempelområde førte der en port, som kendtes under navnet ”den skønnne port” (Ap. G. 3, 10).

 

Jødernes forgård var i øvrigt ved en mur skilt i to dele med kvindernes forgård mod øst, endnu et tegn på kønsadskillelsen i jødisk religion. I den sidstnævnte forgård  stod der 13 tempelblokke, hvoraf de syv var forbeholdt gaver til templet og de seks forbeholdt gaver til de fattige. Fra kvindernes forgård  førte en port, kendt som Nikanorporten, ind til den inderste forgård, der ligeledes var opdelt i to afdelinger, hvoraf den yderste kaldtes iraeliternes forgård, og hvortil alle jødiske mænd havde adgang, og allerinderst lå ”præsternes forgård” med brændofferaltret og templet.

 

Imidlertid skete det, at den romerske kejser Flavius Vespasianus Titus, som 69 e. Kr. efterfulgte sin fader, Vespasian, på tronen, også fortsatte dennes krig mod Palæstina, og året efter vandt han den endelige sejr over jøderne og ødelagde Jeusalem, sådan som Jesus havde forudsagt i sin spådom om Jerusalems ødelæggelse (Matt. 24. 1-41; Mark. 13, 1-32; Luk. 21, 5-33). Dette gjaldt også templet, og blandt Titus’ krigsbytte var den syvarmede lysestage og skuebrødsbordet, som i øvrigt begge blev afbildet på Titusbuen på Forum Romanum. I den anden jødiske krig i 1832.35 e. Kr. ødelagde kejser Hadrian (117-138 e. Kr.) systematisk Jerusalem og lod opføre en rent hedensk by kaldet Ælia Capitolium med et tempel for Jupiter på tempelpladsen. 637 e. Kr. erobredes Jerusalem af de islamiske arabere, som gjorde den til en hellig by også for deres religion, men 1099 befriede korsfarerne under  ledelse af Godefroi de Bouillon byen og oprettede et kongerige med navnet Jerusalem. Imidlertid blev byen generobret 1187 af sultan Saladin I af Ægypten. På den tidligere tempelplads blev Omar Moskeen opført i ???? og ligeledes al Aksa Moskeen. 

 

Vedr. den syvarmede lysestage, så er denne et symbol på skabelsens 6 dage samt hviledagen. I det tempel som blev bygget efter landsflygtigheden og som stod færdigt i 515 f. Kr., havde den syvarmede lysestage i purt guld sin plads på skuebrødsbordet. Tallet syv var derfor helligt for jøderne. Ved Titus’ erobring af Jerusalem i 70 e. Kr. bragtes den sammen med skuebrødsbordet til Rom, og den ser derefter ud til at være gået tabt. Det er i øvrigt interessant, at tallet syv også har stor betydning indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, hvor tallet primært hentyder til de syv kosmiske grundenergier, som er al skabelses og livsoplevelses urgrundlag. 

 

Noter til 4. Menneskesønnen:

 

4. Stauffer, p. 245.

5. Matt. 4,23-25.

6.      Joh. 19,25-28.

7.      Ditlef Nielsen, p. 138.

 

 

******************

 

Supplerende bemærkninger og oplysninger (Specielt beregnet for et seriøst studium af denne artikel):

 

Det skal indledningsvis bemærkes, at den efterfølgende tekst er hentet fra noterne til Jesus-bogen og Jesus-artiklen. Da disse noter indeholder så mange oplysninger i forbindelse med emnet, syntes jeg det ville være på sin plads at meddele dem her, især af hensyn til den læser, som måske ønsker at gå i dybden med læsningen. Men man kan naturligvis springe dette afsnit over, hvis man synes det vil være for meget at bruge sin tid og interesse på.

 

4. 5. Mos. 6,4-9; Ap.G. 7,55ff. Filosofisk, kosmologisk og metafysisk set opereres der med tre grundformer for opfattelse af det guddommelige: monoteisme, polyteisme og ateisme. Monoteisme, af græsk ”monos theos” = ”én gud”, kan gennemføres i tre former: Teisme, deisme og panteisme. Teismen har to grundformer: den metafysiske og den religiøse teisme. Den metafysiske teisme mener at verden er skabt og hensigstsmæssigt indrettet af en evig og uforanderlig Gud, der selv står udenfor eller er hævet over verden, men som vilkårligt kan gribe ind i dens gang og dermed f.eks. også i menneskenes liv.

 

I den religiøse teisme, sådan som vi finder den i jødedommen, kristendommen og islam, er Gud godt nok et højere væsen, men samtidig en magt eller kraft, der styrer, vejleder og griber ind i verdens begivenheder og menneskenes liv efter behov. I såvel jødedommen som i islam er Gud en vred, hævngerrig og straffende Gud overfor mennesker, der overtræder eller ikke overholder hans love og befalinger, men samtidig også en mild og kærlig Gud overfor dem, der overholder hans bud og love. Det samme er til en vis grad også tilfældet i kristendommen, idet den himmelske Fader belønner de gode og straffer de onde, som ikke omvender sig til troen på ham og hans udvalgte.   

 

I den filosofiske deistiske gudsopfattelse forklares verdens sammenhæng og orden gennem antagelsen af en fra verden selv forskellig og ophøjet Gud, der engang har skabt verden og indrettet den hensigstmæssigt, men som ellers ikke griber ind i verdens gang. Denne form for opfattelse eller religion betegnes som ”den naturlige religion” i modsætning til ”den åbenbarede religion”, hvilket f.eks. vil sige jødedom, kristendom og islam.

 

Panteismen opfatter Gud som identisk med verdensaltet, således forstået, at Gud, verden og naturen er ét. Gud er dermed hverken hævet over, adskilt eller forskellig fra verden. Det er denne opfattelse af Gud, man finder i bl.a. det indiske filosofiske system Vedanta og i nyere og måske endnu mere gennemført version i Martinus’ kosmologi. Den panteistiske gudsopfattelse strider imidlertid kraftigt mod jødisk, kristen og islamisk opfattelse og betragtes som kættersk og syndig, og folk med panteistisk opfattelse er derfor i tidens løb også blevet forfulgt og straffet hårdt af de ”rettroende”.  

 

Polyteisme, af græsk ’poly’ = ’mange’, og ’theos’ = ’guder’, er en filosofisk og religiøs opfattelse, der mener at verden styres af mange guder, sådan som man eksempelvis kan se i antik ægypptisk, græsk, romersk og indisk religion. Men i alle tilfælde fandtes der dog en ’overgud’, som var ophav til de øvrige guder og gudinder. I ægyptisk religion var den øverste Gud Ra, i græsk og romersk religion var det Zeus, og i indisk religion er det Brahma, som igen er en ’udspaltning’ af det højeste væsen: Brahman.

 

Ateisme, af græsk ’a-theos’ = ’uden Gud’, dvs. den opfattelse, der benægter en Guds eksistens. Oprindelig var ateisme ikke et udtryk for egentlig fornægtelse af en guds eksistens, men blot for, at man forholder sig neutralt til spørgsmålet om Guds eksistens eller ikke-eksistens. Det er principielt denne holdning, man finder hos nutidens naturvidenskab, hvorimod både den ældre og den nyere filosofiske materialisme – og specielt den politisk motiverede materialisme – totalt nægter en Guds eksistens, i og med at man mener at kunne forklare verdens eksistens, indretning og funktion på grundlag af fysisk-kemiske årsager og lovmæssigheder. For mange nutidsmennesker er spørgsmålet om Guds eksistens blevet så ligegyldig, at man end ikke gør op med tanken.

 

5.  Betegnelsen senjødedommen anvendes om perioden ca. 200 f. Kr. – 200 e. Kr., hvilket vil sige fra makkabæernes første frihedskamp mod syrerne til tiden lige efter Den anden jødiske Krig. Den sidstnævnte krig var en opstand mod den romerske besættelsesmagt, som 132-35 e. Kr. blev ledet af Bar Kokba, der erklærede sig som den af jøderne ventede messias, og det lykkedes ham da også at fordrive romerne og gøre sig til herre over det meste af landet, men han magtede ikke i længden at hold stand mod den romerske overmagt. – Saddukæerne var et af senjødedommens partier, som havde sine tilhængere i præsteskabet, adelen og som derfor tilhørte overklassen. Saddukæerne mente selv at nedstamme fra den Zadok, som kong Salomo udnæcnte til ypperstepræst ved templet i Jerusalem og som slægtsmæssigt føres tilbage til Aron, Moses’ broder og Israels første ypperstepræst (2. Mos. 6, 20: 3 Mos. 8, 1 ff.; 1. Kong. 1, 32 ff.; 1. Krøn. 6, 4-8). 

 

Det saddukæiske præsteskab var et aristokratisk parti med stor indflydelse omkr. 200 f. Kr, men de manglede folkelig opbakning. Tempelkulten var midtpunktet i deres teologi og de anerkendte kun Mosebøgerne som helligskrift og troede derfor ikke på et liv efter døden, lige som de ikke gjorde sig eskatologiske tanker om fremtiden, en holdning som i øvrigt var kendetegnenede for den øvrige jødedom i tiden omkr. Jesu fødsel. (Matt. 22, 23-33 med par.; Ap. G. 4, 2; 23, 6ff.). Sammen med deres modstandere, farisæerne, udgjorde saddukæerne Jesu værste modstandere (Matt. 16, 1.6.12). 

 

6. Som nævnt er det et vigtigt og væsentligt budskab, når Jesus f.eks. siger: ”Sandelig siger jeg jer: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matt. 18,1-5; Mark. 9,33-37; Luk. 9,46-48). Det kan sammenholdes med Jesu ord til Nikodemus: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny” (de græske ord for ’født på ny’ kan også betyde: født ovenfra). Nikodemus forstod åbenbart ikke umiddelbart, hvad Jesus mente, og derfor spurgte han: ”Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?” Jesus svarede: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” (Joh. 3,1-21). Ja, for ånden er jo som sådan ’udenfor’ tid og rum, og derfor kan man ikke tale om, hvor den befinder sig rent stedligt. Den er i en vis forstand ingen steder og alle steder på én gang.

 

Af den umiddelbart efterfølgende tekst fremgår det, at Nikodemus ikke forstod, hvad Jesus mente, men hvis vi nu oversætter ”født på ny” til ”født ovenfra”, så må meningen være, at uden at man bliver ’overskygget’ af Helligånden eller Guds Ånd, hvilket vil sige: uden at man via intuitionen kommer på bølgelængde med Guds bevidsthed, vil man ikke kunne opleve og fatte, at tilværelsen er udtryk for et guddommeligt under og det største eventyr, der findes. Det er det, det meget lille barn med sin fysisk endnu uerfarne og i god forstand naive bevidsthed, uberørt som den er af viden om materielle lovmæssigheder, fordomme og gustne overlæg, umiddelbart er i stand til at opleve og fatte.

 

 7. 1. Mos. 1,26-27. Det gl.testamentlige officielle syn på kvinder kommer til udtryk i skabelsesberetningen, som tydeligvis står i det strengt patriarkalske samfunds tegn: Kvinden er skabt som mandens medhjælp (1. Mos.2, 18), og der er strenge regler for kvinders utroskab (4. Mos.5, 11ff.; 5. Mos. 22, 22ff.). Kvinder prises derfor som dygtige husmødre (Ordsp. 18, 22; Sir. 26), og som den skønne elskerinde (Højsangen), dog med en besk undtagelse i Prædikeren Bog, 7,26, hvor hun kaldes et fangegarn, der er beskere end døden. Denne opfattelse af kvinden tyder på, at der i gl.testamentelig tid fandtes kvinder med selvstændig personlighed og med egne meninger, både religiøst og samfundsmæssigt. Kvinder var qva deres natur som de, der føder liv, formentlig mere ’jordnære’ og knyttede til kræfter, der havde med undfangelse og fødsel at gøre. Det kan bl.a. ses af, at profeten Jeremias bebrejdede sine landsmænd, at de dyrkede gudinden ”Himmelens dronning” (Jer. 7,18), symboliseret med stjernen Venus, som i den sammenhæng repræsenterer den vestsemitiske frugtbarhedsgudinde Astarte. Denne frugtbarhedsgudinde blev dyrket i Syrien-Palæstina. Her blev hun opfattet både som krigs- og kærlighedsgudinde (Højs. 6, 10), hvilket måske er baggrunden for udsagnet: ”I krig og kærlighed gælder alle kneb.”

 

Profeten Jeremias kan endvidere fortælle om, at kvinderne bager offerkager til himmelgudinden (Jer. 7, 18), og om tempelprostitution (Jer. 5, 7). Men foruden skøger (læs: prostiturerede kvinder) fandtes der ogsp profetinder, der både spillede en religiøs og politisk rolle (2. Mos. 15, 20; Dom. 4; 2. Kong. 22, 14ff.). Men primært er kvindens betydning i Gamle Testamente hendes rolle for slægtens beståen (1. Mos. 18).

 

8.  I Ny Testamente fastholdes Gamle Testamentes patriarkalske opfattelse af kvinden, men i realiteten spiller kvinder en større rolle i f.eks. begivenhederne omkring Jesu liv og gerning, end den kanoniserede opfattelse vil indrømme. Kvindernes betydning I sammenhæng med Jeus liv og virke fremgår til dels af den efterfølgende hovedtekst.

 

9. Mark. 3,31-35. Ethelbert Stauffer: Jesus, hans liv og samtid I historisk belysning. Oversat fra tysk efter ”Jesus, Gestalt und Geschichte” og ”Jerusalem und Rom” af Haakon Falcke. Jespersen og Pios Forlag, København 1961. Se heri især Første Del, Andet Kapitel, ”2 Marias søn”, pp. 24-27, 279-80. 

 

10.  Luk. 2,4,44; 24,18 m.fl.; Matt. 22,37-40; jvf. 3. Mos, 19,18. Begrebet næste har flere betydninger i Gl. Testamente, som f.eks. ”ven”, ”fælle”, ”kammerat”, ”landsmand”, ”broder” eller ”slægtning”, hvilket betyder, at ens næste er den eller dem, som man har et fællesskab med. Hvordan man bør forholde sig overfor denne ”næste”, kan ses af de sidste seks af De ti bud. Men de mange bud i loven forsøgtes sammenfattet i budet om næstekærlighed, der ansås for kernen og summen af alle de andre bud. Se Rom. 13, 9; Gal. 5, 14; Jak. 2, 8. I nytestamentelig tid kunne evangeliernes Jesus gentage, skærpe og udvide næstekærlighedsbudet, som det sker i Matt. 19, 19 med par.; 22. 39 med par. Og Luk. 10, 27. Alle udgør uden undtagelse ens næste, også ens fjende, som man skylder ansvar og omsorg for, i praksis alle man møder og som omgiver os i hverdagen. 

 

Den idealistiske opfattelse, at ubegrænset næstekærlighed omfatter et ansvar for hele menneskeheden, finder man hverken hos evngelisterne eller de øvrige nytestamentelige forfattere. Dette næstekærlighedsbegreb må dog siges at ligge implicit i Jesu kernelære og forkyndelse.

 

11. Stauffer, II. kap. Ditlef Nielsen, pp. 104-112.

 

12. Stauffer, II. kap., pp. 37-38. Ditlef Nielsen, pp. 127-128.

 

13. Navnet Judas var almindeligt forekommende i både gammeltestamentelig og nytestamentelig tid, men den mest berømte person med dette fornavn er Judas Iskariot, som var en af de tolv apostle. Nogle har gættet på, at tilnavnet Iskariot kunne hænge sammen med, at Judas måske havde tilknytning til modstandsbevægelsen zeloterne, hvilket vel kan anses for en ikke usandsynlig mulighed. I henhold til Joh. 12, 6 var Judas apostlenes regnskabsfører og kasserer, og som sådan uhæderlig (Joh. 13, 29). Det er dog et spørgsmål, om ikke påstanden om Judas’ uhæderlighed er en senere tilføjelse, hvor det gjaldt om at miskreditere ham. Motivet til hans forræderi fremgår ikke åbenlyst af evangelierne, men han var næppe drevet af begærlighed, snarere af ivrighed efter at konstatere, om Jesus var den messias, som profeterne havde profeteret om og som jødefolket havde ventet på i århundreder. Det var skuffelsen over, at dette viste sig ikke at være tilfældet, og fortvivlelsen over sit forræderi, der drev ham til at begå selvmord ved at hænge sig (Matt. 27, 3-10 med par.). I Ap. G. 1, 15ff, siges det, at Judas’ rolle i Jesu liv var forudbestemt i Guds frelsesplan, en opfattelse, som Martinus stort set er enig i.    

 

14. Stauffer, II. kap., pp. 39-44.   

 

© Februar 2018. Harry Rasmussen.

 

******************

 

 

En menneskehed på afveje?

Eller måske på farlige vildveje!

 

 

Indledning

Man bliver uundgåeligt noget skeptisk, når man betænker, hvordan menneskeheden har teet sig siden dens opståen, i form af dispositioner og handlinger, der må karakteriseres som hensynsløse overfor hinanden og overfor den natur, som er og alle dage har været dens basale eksistensgrundlag. Man kan derfor med rette tale om, at jordkloden nu har været inficeret af livets bacille eller virus, dog især med mennesket indenfor de seneste 500.000 år, til gengæld som den foreløbig og formentlig mest smitsomme virus. Den stort set hensyns- og ansvarsløse og hovmodige menneskehed er i nutiden godt i gang med at undergrave sin egen eksistens. For at perspektivere, hvad det egentlig er der foregår, er der derfor ret gode grunde til at forsøge sig med så vidt muligt objektive overvejelser over både fortiden, nutiden og fremtiden.

 

Ved at kaste et blik udover klodens samlede menneskehed, må man konstatere, at der er tale om en højst broget forsamling af mennesker af alle mulige kategorier og afskygninger. Lige fra de små almindelige mennesker, som lever deres liv og hverdag som de bedst kan, til magtmenneskene med diktatorerne i spidsen og til det på  både det nationale og det internationale plan omfattende antal af kriminelle af alle mulige arter og afarter: tyve, røvere, mordere, bedragere etc. etc. Mere eller mindre helhjertede forsøg gennem tiderne - ikke mindst i nyere tid - på at ’genopdrage’ de kriminelle, er stort set mislykkedes. Faktisk ser det ud til, at de nævnte kategorier af kriminelle er steget betragteligt i nutiden. 

 

Indtil videre har menneskeheden i hvert fald lige siden 1700-tallet særlig været repræsenteret ved kapitalisme, liberalisme og imperialisme og den deraf følgende både rigdom og fattigdom, samt af den ulige fordeling af goderne mellem rige vestlige lande og fattige ulande. Godt og vel første halvdel af 1900-tallets forsøg på at realisere drømmen om afskaffelse af privatkapitalisme til fordel for social og økonomisk retfærdighed og ligestilling, druknede i autoritær diktatorisk nazisme, socialisme og kommunisme og selvtilstrækkelig borgerlig konservatisme. I stedet nødsagedes man til at affinde sig med usikre og svage demokratiske systemer med folkevalgte og i en del tilfælde mere eller mindre egoistiske og korrupte politikere. Men officielt hyldede man idealistiske forestillinger om en bedre, ja, nærmest ideal verdensorden med vægten lagt på menneskerettigheder af enhver slags, og – ikke mindst – med det hovedformål, at afskaffe enhver form for krig og ufred. Til det formål oprettede man efter Første Verdenskrig i 1919 Folkeforbundet og efter Anden Verdenskrig i 1945 Verdens Forenede Nationer, forkortet FN.

 

Desværre må man konstatere, at i virkelighedens verden har der aldrig været så mange krige og så mange oprør og ufred, som efter Anden Verdenskrig og indtil nu i 2018. 

 

Her kan det anbefales læseren at læse artiklen  4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger.

 

Klimaforandringer og science fiction

En del kloge og velmenende mennesker af begge køn taler for tiden blandt andet meget om menneskeskabte klimaforandringer og stigende overbefolkning, hvorfor nogle drager den slutning, at man f.eks. vil kunne forhindre klimaforandringerne ved helst at undgå fossile brændstoffer som olie og kul og i hvert fald spare på energiforbruget. Manglen på fødevarer vil efter nogle af de bedrevidendes mening kunne afhjælpes gennem produktion og udnyttelse af insekter som fødekilde. Andre kloge hoveder mener og foreslår, tilsyneladende i fuldt alvor, at menneskeheden for at overleve på sigt, vil kunne og burde kolonisere andre planeter i mælkevejen og solsystemet, herunder eventuelt bosætte sig  på planeten Mars! Ja, der er i henhold til medierne faktisk allerede nogle eventyrere, der er i gang med at planlægge og forberede en langtursrejse udenom månen og videre ud i himmelrummet. For uindviede og skeptiske folk, som f.eks. mig, lyder det som det rene science fiction.  Men må nok konstatere, at rumrejser teknisk set er en gennemførlig mulighed for mennesker og stater, der har økonomiske resourcer til at finansiere sådanne projekter. Dog vil jeg mene og tro, at kolonisering af en anden eller andre planeter med en natur i noget nær lighed med jordens, nok må anses for at være utopi og dermed heller ikke nogen brugbar løsning på jordens overbefolkningsproblem.

 

Bevidsthedens gåde

En anden mærkværdig tendens i nutiden er den opfattelse, særligt fremført af teknokrater, at man vil kunne konstruere menneskelignende robotter, der er i stand til at udføre mange af de daglige funktioner og opgaver, som rigtige biologiske mennesker uden videre foretager sig og varetager. Og selvom nogle forskere er nået imponerende langt med sådanne forsøg, så overser de så vidt jeg kan se, at de ikke vil kunne skabe naturlig menneskelig bevidsthed og personlighed, men kun kan imitere og simulere disse psykologiske faktorer. En absolut utrolig teknik, som dog kun er og forbliver en mekanisk og elektronisk teknik – og utopi.

 

Læseren kan her anbefales at læse artiklen 4.34. Bevidsthed og hjerneforskning - nogle tillægsbetragtninger.

 

Den videnskabelige reduktionisme er efter min personlige opfattelse foreløbig kulmineret med en eller flere hjerneforskere, som ganske forståeligt undrer sig over det faktum, at de nerveimpulser i form af neuroner, der fra øjets retina forplanter sig til synscentret i baghjernen, hvorfra impulserne simultant forplanter sig videre til forskellige relevante centrer i hjernen, giver anledning til de synsindtryk, vi kender i form af synsopfattelsen af omverdenen. Hvad der derimod ikke er forståeligt er, at de samme forskere i henhold til et seriøst TV-program om emnet, har etableret og anskaffet sig en mængde omkostningskrævende elektroniske apparaturer, hvormed de er i gang med via forsøg – med en musehjerne (!?) – at ville prøve at finde ud af at løse det unægtelig højst interessante problem. Forsøg med dyr, herunder bl.a. vivisektion, har videnskaben jo benyttet sig af i efterhånden mangfoldige år, uden at det tilsyneladende har vakt forskernes etiske samvittighed. Kølige overvejelser og forsøgsvis objektiv forstand har altid været i højsædet i videnskabelige kredse.

 

De nævnte forsøg på at løse bevidsthedens gåde ad den nævnte fysiske og teknologiske vej, tvivler jeg dog meget stærkt på vil lykkes. De nævnte forsøg, som er i tråd med videnskabens sædvanlige reduktionistiske tro på, at bevidsthed og psyke er et spørgsmål om fysiologi, er - så vidt jeg kan se – umulige omveje til at løse et problem, som primært er af psykologisk art og karakter. Som påpeget i flere af mine seneste artikler, kan man tale om to adskilte, men indbyrdes samarbejdende  energisystemer eller energifelter, nemlig dels den fysiske organisme eller krop, og dels det psykiske energifelt i form af bevidstheden, mere præcist i form af oplevelsen af omverdenen, herunder også af individets egen fysiske organisme. Men vigtigst at gøre sig klart er, at selve oplevelsen ikke er fysisk, men derimod åndelig eller psykisk, i principiel lighed med hvad tilfældet er med vore drømme.

 

Læseren kan her anbefales f. eks. at læse følgende artikler: 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske betragtninger, og 4.130. Personlighedsbegrebet - set i ét-livs-hypotesens perspektiv.

 

I det hele taget må man i højeste grad undre sig over menneskehedens mangfoldige, avancerede og imponerende intelligensskabte eller måske snarere snusfornuftige videnskabelige og teknologiske præstationer, men nok så forundringsværdigt er samme menneskeheds kulturelle udskejelser. For samtidig med de mere eller mindre nyttige videnskabelige opdagelser og praktiske teknologiske opfindelser, befinder menneskeheden sig følelses- og trosmæssigt generelt set på et fortidigt religiøst-kulturelt stadium, lidt i retning af, hvad situationen var på troens område i middelalderen. Den form for ortodoks og dogmatisk tro, kan der forunderligt nok her nævnes et nyere aktuelt eksempel på. 

 

Af jord er du kommet …

Eksemplet drejer sig om H.K.H. Prins Henriks død, bisættelse og begravelse. Den farverige og kontroversielle franskfødte kongelige gemal døde 83 år gammel den 13. februar 2018 på Fredensborg Slot som følge af sygdom. Bisættelsen fandt sted tirsdag den 20. samme måned og år i Christiansborg Slotskirke i det centrale København. Det blev lidt af et dybt rørende tilløbsstykke, idet tilstrømningen af publikum, der i dagene forud for selve bisættelsen gerne ville defilere forbi prinsens lit de parade i kirken,  var uforudset stor og overvældende. Få havde vistnok forestillet sig, at prinsen var så populær som situationen viste. Men æres- og hædersbevisningen var velfortjent for det sympatiske og multi-kunstnerisk anlagte menneske, prins Henrik.

 

Begivenhederne omkring prinsens sygdom, død og især bisættelse, blev ikke mindst tæt fulgt af TV-kanalerne DR1 og TV2. Under overværelse af en tydeligt bevæget kongelig familie med nu enkedronning Margrethe i spidsen, og et særligt indbudt hold af officielle gæster med statminister Løkke Rasmussen og Folketingets forkvinde, Pia Kjærsgaard, foretog fhv. hofkonfessionarius, biskop Erik Norman Svendsen, bisættelsen og herunder jordpåkastelsen. Denne ledsages jo af ordene ”Af jord er du kommet! Til jord skal du blive! Og af jord skal du igen opstå!”. Opstå til det evige liv, forstås. Bønnen Fadervor blev naturligvis også fremsagt, lige som diverse smukke salmer blev afsunget, blandt andet B. S. Ingemanns ”I Østen stiger solen op” og H. A. Brorsons  ”Op, al den ting, som Gud har gjort” (i øvrigt to af mine yndlingssalmer).

 

Men mit ærinde er her, at med al respekt for de religiøst troende, vil jeg tillade mig at fremføre som mit eget synspunkt, i øvrigt i medfør af min overbevisning om sandheden i ét-livs-hypotesen, at af ordene i forbindelse med jordpåkastelsen gælder kun ”Af jord er du kommet! Til jord skal du blive!”. Det med opstandelsen til det evige liv er, ja, undskyld mig, kun trøstens ord til uskyldigt naive følelsesmæssigt troende kristne. En sådan trøst er der – på trods af indflydelsen fra materialistisk og ateistisk videnskab lige siden renæssancen - åbenbart stadigvæk behov for her i 2000-årene, hvorfor man må skønne, at ritualerne fortsat giver mening. Men som ikke-troende må man beklageligvis fastholde, at der af gode grunde ikke findes en opstandelse og slet ikke til det evige liv, for det første, fordi mennesker ikke har en udødelig sjæl, men kun et dødeligt legeme og en ligeså dødelig psyke, og for det andet, hvis der forekommer et evigt liv, som troens tilhængere angiveligt mener, eller håber, må det for at begrebet evig og evighed skal give nogen mening, forholde sig sådan, at det evige liv eller den evige tilstand jo også må have været der, både før individets fysiske fødsel og sidenhen efter dødens indtræden.

 

Det kan i ovenstående forbindelse anbefales læseren at læse eller genlæse de her nævnte to artikler 4.145. Det overnaturlige - Virkelighed eller overtro? Og 4.147. Myte og virkelighed. Eller sandhed contra usandhed?

 

Vigtigt!  Endnu engang vil jeg tillade mig at minde mine læsere om et par centrale emner med relation til ét-livs-hypotesen: Nemlig for det første den situation, hvor mange af os i det daglige liv lever en ”puppe-tilværelse”. Og for det andet, hvordan verden tager sig ud, når man betragter denne ud fra et lidt højere virkeligheds-perspektiv. Hvad angår førstnævnte, vil jeg citere følgende afsnit fra artiklen 4.132. Livet som en ''puppe”-tilværelse:

 

(Citat) Det forekommer stort set at forholde sig  sådan, at de allerfleste mennesker lever deres relativt korte liv eller tilværelse i en ”forpuppet” tilstand, lukket inde i en mere eller mindre begrænset og snæver verden af behov, ønsker, vaner, sociale og kulturelle traditioner. En situation, man lidt negativt også kunne betegne som ”hverdagens trummerum”. Men det hænder lejlighedsvis, at der opstår en større eller mindre ”sprække” i ”puppen”, så at den, der befinder sig indeni ”puppen”, pludselig får et ”kig' ind i” eller et ”glimt af” den tydeligvis større verden udenfor ”puppen”. Et kig eller et glimt, som i nogle tilfælde kan medføre, at der opstår en længsel efter at få mere at se af den nævnte verden, men som i andre tilfælde kan medføre det modsatte, nemlig at individet inde i ”puppen”, vender ryggen til og afviser at ville have noget at gøre med den alt for store, uoverskuelige og ubegribelige verden udenfor ”puppen”.

 

Det sker da også ikke så sjældent, ja, vel nok i de fleste tilfælde, at ”sprækken” lukker sig tæt til igen, så at livet eller tilværelsen indenfor ”puppen”s rammer eller ”grænser” i reglen fortsætter med stort set de samme behov, ønsker, vaner, sociale og kulturelle traditioner, som hidtil: det vil sige i relativ tryghed, behagelighed og magelighed. Det befinder de fleste sig tilsyneladende bedst med. (Citat slut)

 

Men hvad er det blandt andet et menneske får at se, når det enten kigger ud ad sprækken i ”puppen” eller især når vedkommende har forladt den indsnævrende ”puppe”? Herom har jeg ikke mindst skrevet i artiklen 4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv, som jeg derfor afslutningsvis vil citere følgende fra:

 

(Citat) Erkendelsen af underet

For at give den forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative og ret beset illusoriske.

 

For os jordboere er jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem, der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed – overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog ikke skal komme yderligere ind på her.

 

Men tilbage til min ’himmelflugt’, først og fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’ galakse, Mælkevejen, må opleve i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele taget vil kunne opleve, idet dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om et levende væsen. Dette er imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine analyser af de 7 basale organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk sammenligning mellem Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses fra jorden, størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder ind til en diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede – og dog sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver disse linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner andre mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det samme som mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet.

 

Og hvad, hvis vi tænker os endnu længere ud blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at tale om det uendelige og evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne må forekomme som støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er mindre end det mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på den, eksisterer tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset er jo, at både det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet, planeterne og jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med den, eksisterer! (Citat slut)

 

Måske ligger der et lille håb  i hvert fald for dele af menneskeheden i en ’opvågnen’ til erkendelsen af underet!

 

© Februar2018. Harry Rasmussen.

 

******************

 

 

Faktorernes orden

Set i ét-livs-hypotesens perspektiv

 

Optakt

Det allerførste, jeg vil anmode og bede mine læsere om, er, at tænke selv og mobilisere sin kritiske sans, men samtidig være åbne og fordomsfrie i holdningen til de emner, begreber og faktorer, som denne artikel vil fremføre og omhandle. Nemlig primært ordenen eller den logiske rækkefølge af de faktorer, der er omtalt og analyseret i en del af de artikler, der er samlet under rubrikken  Artikler vedr. Èt-livs-hypotesen.

 

Som læseren måske allerede ved, er situationen den, at mit årelange studium af og engagement med Martinus’ forunderlige livs- og verdensanskuelse i form af hans kosmologi eller verdensbillede, i de seneste år har ført mig frem til at forkaste nogle af nævnte verdensbilledes primære påstande om f.eks. sjælens udødelighed og evige liv, dens gentagne reinkarnationer samt skæbnens strenge lovbundethed. Som en direkte og uundgåelig følge deraf, er jeg nået frem til i stedet at acceptere og antage, hvad jeg betegner som ét-livs-hypotesen.  Denne hypotese baserer sig på antagelsen af, at vi mennesker – og i øvrigt også alle andre levende væsener – ikke har nogen udødelig eller evig sjæl, hvorfor begreber og fænomener som reinkarnation er overflødige og ugyldige, idet vi jo alle hver især kun har ét liv at leve, nemlig det aktuelle liv her og nu.

 

Ifølge ét-livs-teorien forholder det sig desuden sådan, at der ikke findes en lovbundet skæbne, men derimod blind tilfældighed. Ganske vist findes årsags-virkningsloven eller kausalitetsloven, som gælder for alt og alle, men den er en naturlov, der intet har at gøre med, hvad der indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi – og for øvrigt også indenfor klassisk idealistisk indisk filosofi - kan og skal forstås ved begrebet og fænomenet skæbnelov.

 

Hvis læseren skulle have lyst til at læse lidt om, hvad det vil sige at skæbnen er i spil, altså vedrørende vores hver isærs livsforløb på godt og mindre godt, kan det anbefales at læse artiklen 4.122. Skæbnebestemt eller tilfældigheder?

 

Denne artikels hovedemne:

Omkring nytårstid 2017/18 havde jeg en dag en interessant samtale med min kone og vores næstældste barnebarn, en ung mand på 23 år. Begge er temmelig godt begavede og har hver især taget studentereksamen, min kone som nysproglig student og vores barnebarn som matematisk student. De har ud fra hver deres forudsætninger desuden gjort sig en hel del tanker om livet og verden og forsøgt at gøre sig begge dele begribelige. Hvilket for øvrigt er en nok så svær opgave.

 

Det med at gøre sig livet og verden forståelige, er der jo i øvrigt så mange andre der også har forsøgt sig med, både i fortiden og nutiden. Nogle af de mest begavede og fremtrædende tænkere og filosoffer har givet hver deres bud på, hvordan livet og verden eller tilværelsen kan og bør afkodes og tolkes. Her skal jeg dog ikke begive mig ind på, at nævne eller omtale eksempler på de verdensopfattelser eller verdensbilleder, der har været og fortsat er tale om. Derimod skal og vil jeg i det følgende forsøge mig med at give en kortfattet oversigt og omtale af de væsentligste faktorer, der forekommer i den livs- og verdensopfattelse, jeg i en del af mine seneste artikler her på hjemmesiden har omtalt under begrebet og betegnelsen ét-livs-hypotesen.

 

Det er til at begynde med vigtigt, at gøre sig klart, at ét-livs-hypotesen hverken er idealistisk eller materialistisk. Selv om det er en dristig antagelse, vil karakteristikken realistisk i betydningen i overensstemmelse med virkelighedens verden, formentlig være mere rigtig og passende. Så lad os med den antagelse her begynde med at se på faktorernes orden i ét-livs-hypotesens perspektiv:

 

Faktorernes orden og rækkefølge

Første faktor i ét-livs-hypotesens livs- og verdensoptattelse er erkendelsen af, at noget ikke kan skabes eller opstå af ingenting eller af intet.Noget kan altså kun skabes eller frembringes af et andet noget, som dermed udgør en første årsag til det, der skabes eller frembringes eller er skabt og frembragt. Det betyder i sin logiske konsekvens, at den første årsag selv er og må være årsagsløs, hvilket vil sige, at den må tilskrives evig eksistens.  Begrebet ’evig’ skal her forstås som en faktor, der ikke er underkastet det firedimensionale rum-tids kontinuum.

 

Hvis man her vil gøre indvending og sige, at den såkaldt første årsag da også selv må have en årsag, skubber man blot problematikken foran sig, for så må den årsag også have en årsag og således fortsat i – det uendelige. Men netop det uendelige er jo et andet udtryk for det, der er evigt eksisterende, altså som i sig selv er uskabt og dermed årsagsløst. Vi vil derfor her betegne den årsagsløse første årsag som Noget nr. 1.

 

Noget nr. 1.: Det skabende og oplevende ’noget’

Den logiske konsekvens er, at den første og årsagsløse årsag  i sig selv potentielt må rumme alle de kvaliteter og kvantiteter, herunder ikke mindst de energier og evner, der er nødvendige forudsætninger og betingelser for, at noget overhovedet kan skabes eller frembringes. Men for at det skal kunne ske, må dette ’noget’ samtidig også besidde en evne til at kunne opleve, nemlig lige præcis det, dette ’noget’ selv har skabt eller frembragt. Det betyder i sin yderligere konsekvens, at dette universale Noget nr. 1. må karakteriseres som det altomfattende, altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle levende væsener eller skabninger eksisterer, udfolder sig og oplever. Noget nr. 1. udgør følgelig den absolutte basis for både skabelsen eller frembringelsen og eksistensen af livet og verden og for oplevelsen af samme.

 

Religiøst set udgør Noget nr. 1. den basale faktor eller kraft, der kendes og tilbedes under navne som Brahman, Jahve, Gud Fader og Allah.Den side af emnet er dog kun aktuel og af betydning for mennesker, som er modtagelige for religiøs påvirkning og vejledning og som har et angiveligt nødvendigt behov for at se op til og tilbede eller bønfalde en højere magt. I den sammenhæng må man erkende, at et enormt antal mennesker i hele verden fortsat traditionelt har et stort behov for at have en højere ’faderlig’ magt at forholde sig til, i lighed med, at det er normalt at børn ser op til deres fader. Dog må man samtidigt erkende, at der også er en betragteligt antal mennesker verden over, som bekender sig til ateisme  og en materialistisk  livs- og verdensanskuelse.

 

Et tre-enigt princip = det levende væsen

Som det formentlig ikke har kunnet undgå læserens opmærksomhed, så udgør Noget nr. 1., Noget nr. 2. og Noget nr. 3. uadskillelige principper, idet de tre faktorer eller instanser er indbyrdes afhængige af og beroende på hinanden. Noget nr. 1. kan ikke skabe og opleve uden Noget nr. 2., medens Noget nr. 3. ikke vil kunne skabes og opleves uden de to førstnævnte faktorer eller principper. Når de nævnte tre faktorer lige præcis også betegnes som principper, skyldes det, at det fra latin afledte ord princip betyder det, der ligger til grund eller udgør basis for noget, i dette tilfælde altså for de tre Noget, som tilsammen udgør forudsætningerne og betingelserne for begrebet og fænomenet Individet eller et levende væsen. Hvilket igen vil sige udgør grundlaget for, at et levende væsen i det hele taget er i stand til at eksistere, manifestere sig og opleve. 

 

I menneskets tilfælde giver de tre universale Noget nr. 1., Noget nr. 2. og Noget nr. 3. sig også udtryk som henholdsvis 1. Jeg’et, 2. bevidstheden, og 3. organismen, den fysiske så vel som psykiske. Tilsammen danner disse tre faktorer eller instanser grundlaget for individet eller egoet, hvilket vil sige det personlige jeg. Samtlige instanser er imidlertid totalt beroende på og afhængige af de tre universale instanser Noget nr. 1., Noget nr. 2. og Noget nr. 3. Disse er som omtalt tidligere ovenfor udtryk for den faktor, som religiøse mennesker foretrækker at betegne og tilbede som det universale alvæsen, der til formålet er tildelt ’lokale’ navne som Brahman, Jahve, Gud Fader eller Allah, henholdsvis i hinduismen, jødedommen, kristendommen og islam.

 

En mere detaljeret beskrivelse af det levende væsen og det treenige princip findes i artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition. Deri findes også gengivet diagrammer til en muligvis lettere forståelse af, hvad begrebet og fænomenet det levende væsen og det treenige princip og de tre faktorer og instanser, dette indeholder. Læseren bør dog holde sig for øje, at nævnte artikel er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen, hvorfor følgende citat derfra vil blive redigeret og ændret her:

 

(Herefter citat med nødvendige ændringer:)

 

Det levende væsen

Det kan indledningsvis og kortfattet siges, at mennesket kan opfattes som en særlig fremtrædel­sesform af det grundlæggende og altbetydende begreb "det levende væsen", en betegnelse der i princippet dækker over samtlige levende væsener, kendte som ukendte, i verdensaltets mikrokosmos, mellemkosmos (vil blive forklaret senere) og makrokosmos.

 

Det betyder, at alle levende væsener er udtryk for samme væsensprincip, og at der grundlæggende set derfor ikke er nogen artsfor­skel mellem disse, men derimod en varia­tionsforskel i livsprincippets udbredelse.

 

De levende væsener udgør hver især et såkaldt individ, af latin individuum: udelt eller udelelig enhed, dvs. den mindste del eller enhed af en større helhed. Denne 'helhed' udgøres i både første og sidste instans af det guddommelige alvæsen, som er altings urgrund og universale organisme. Dette levende universalvæsen sanser, oplever og manifesterer sig gennem alle øvrige levende væsener, som derfor fungerer som dets sanse- og manifestationsorganer. 

 

Begrebet 'individ' betyder endvidere også enkelt­person, og begrebet 'person', af latin persona: (teater- eller danse-)maske, altså i en vis forstand 'fremtræ­delsesform' for noget bagvedværende. Dette 'bagvedværende' udgøres af det levende væsens grundstruktur.    

 

Denne grundstruktur er en realitet, men vel at mærke en uskabt realitet. Det vil sige, den 'befinder' sig 'udenfor' - og dermed 'forud for' - det firedimensionale rum-tid konti­nuum, som er den skabte verdens fremtrædelsesform. Eller rettere sagt, det levende væsens grundstruktur er iden­tisk med ’evigheds-dimensionen'. Begrebet 'dimension' er egentlig forkert anvendt i sidstnævnte forbindelse, idet det faktisk betyder det målelige, dvs. det som har udstrækning i tid og rum, eller som med andre ord har størrelse eller omfang.

 

Det karakteristiske ved dét, der skal forstås som 'evig­heden', er jo at det ikke er måleligt, idet det ifølge sagens natur må defineres som et immaterielt, grænseløst, størrelsesblottet og absolut statisk tomhedskontinuum (= sammenhængende eller vedvarende hele). I virkeligheden kommer tanken og sproget til kort, når det drejer sig om at fatte og definere begrebet 'evighed', som faktisk kun kan 'begribes' intuitivt,

 

Noget nr. 2.: Evnen til at skabe og opleve

Som nævnt er Noget nr. 1. alts urgrund, basis eller ’ophav’, som bl.a. besidder et begær og en vilje og er ladet med en evne til at skabe eller frembringe og opretholde et ’noget’, der er en kontrasterende del til det evige Noget i sig selv. Imidlertid indikerer begreber og fænomener som begær, vilje og skabeevne, at der er tale om et ’noget’ eller et ’væsen’ med bevidsthed. Altså med andre ord et levende væsen. Men begær, vilje og evne eller skabeevne kan kun manifestere sig i forbindelse med evne til også at opleve det skabte og oplevede. Dette kan kun ske ved hjælp af kraft eller energi. Energien er altså identisk med dobbeltevnen til at præstere skabelse og evnen til at opleve. Så meget mere, som at sidstnævnte også repræsenterer en form for skabelse, altså at oplevelse ikke er noget passivt, men derimod noget, der også må skabes. Hvilket kort og godt betyder, at kraften eller energien derfor må være identisk med Noget nr. 2.  

 

Noget nr. 3.: Det skabte og oplevede

Det skabte og oplevede er altså et produkt af samspillet mellem Noget nr. 1. og Noget nr. 2., hvorfor det vil være både rigtigt og konsekvent, at betegne det skabte og oplevede som Noget nr. 3. Dette noget kendes og opleves mere præcist i form af de faktorer og former for energi, som forekommer i forbindelse med de faktorer og fænomener, der filosofisk og erkendelsesmæssigt generelt betegnes som verden og livet. Dette bekræftes jo tilmed indirekte af det naturvidenskabelige faktum, at overhovedet alt eksisterende i rum og tid grundlæggende består af energi i form af elementarpartikler, atomer og molekyler.

 

Filosofisk og erkendelsesteoretisk set udgør begrebet og fænomenet Energi eller Bevægelseskraft altså på en måde det skabtes eller frembragtes alfa og omega, det første og det sidste.  Som det forlængst er fremgået af introduktionen til Martinus’ kosmologi, defineres begrebet og fænomenet energi indenfor naturvidenskaben netop som evnen til at præstere arbejde, idet der her er tale om fysisk energi. Men indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi defineres energi som evnen til at præstere skabelse, hvilket indebærer at det i dette tilfælde drejer sig om udpræget åndelig eller – for at være lidt mere neutrale - parafysisk energi. Begrebet parafysisk skal kort sagt forstås som noget, der ligger ved siden af eller udover, i dette tilfælde ved siden af eller udover den fysiske energi. Disse to definitioner på energiens natur synes umiddelbart og gensidigt at udelukke hinanden, hvorfor det indbyrdes forhold imellem dem kan betegnes som komplementært, idet de nemlig først tilsammen udtrykker de erfaringer og den viden, vi overhovedet er i stand til at få om den større helhed, som begge er en del af og repræsenterer på hver sin måde. Men i denne sammenhæng er det naturligvis især det parafysiske energibegreb, der interesserer og som vi skal se nærmere på.

 

Det skal her indskydes, at den efterfølgende beskrivelse af energien i dens fremtræden som fem universale bevægelsesarter, især står i gæld til Per Bruus-Jensens efter min mening fremragende fremstilling af disse i ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4, men i denne sammenhæng især bind 1. Uden denne ville jeg ikke have været i stand til at redegøre så kort og klart for faktorernes orden, som tilfældet forhåbentlig nu er.

 

Diagrammet udtrykker sammenhængen mellem faktorerne oplevelse, skabelse og bevægelse, som den gør sig gældende i princippet ”det skabte”. – Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4, her bind 1, stk. 1. 75. – Gengivet med forfatterens tilladelse. - Kommentar: Trekanten symboliserer som altid i Martinus’ kosmologi et levende væsen, her som ophavet til de tre faktorer skabelse, bevægelse og oplevelse. Som det indirekte fremgår af diagrammet, udtrykker det, at skabelse, bevægelse og oplevelse udgør en integreret og uadskillelig treenighed.

 

Energi og bevægelse

I henhold til Martinus’ kosmologi er energi altid knyttet til begrebet og fænomenet bevægelse, der som nævnt rent faktisk er energiens grundlæggende eksistensform. Det er derfor relevant at tale om både et energiaspekt og et bevægelsesaspekt for det skabtes og oplevedes vedkommende, til trods for den omstændighed, at energibegrebet i sig selv entydigt henhører under skabe- og oplevelsesevnens princip: Noget nr. 2., hvorimod virkningerne heraf, dvs. ’bevægelserne’, altså det skabte/oplevede, utvetydigt henhører under det skabtes princip: Noget nr. 3. Det vil med andre ord sige, at energi og bevægelse fundamentalt altid vil være knyttet til et levende væsen og derfor altid i sine grundformer vil have karakter af afsendelse og modtagelse af energi. 

 

Energi er ifølge den åndsvidenskabelige kosmologi en evig, uforgængelig ’størrelse’, som hverken kan skabes eller bringes til at ophøre eller forsvinde. Det, der er af skabt natur ved energifænomenet, er udelukkende kun de bevægelser, der er energiens givne eksistensform. Heraf turde det fremgå, at begrebet skabelse i virkeligheden drejer sig om og skal forstås som den proces eller virksomhed, der består i at omdanne bevægelse, og dermed i en vis forstand også energien, fra én form til en anden. Ved energi-former forstås de forskellige former, i hvilke energien tilsyneladende kan fremtræde, så som f.eks. for åndelig energis vedkommende som mental eller psykisk energi, hvilken sidste i henhold til Martinus er nært beslægtet med elektrisk energi. For fysisk energi kan der f.eks. være tale om kemisk energi, elektrisk energi, strålingsenergi og atomenergi mm., men dog sådan, at der i princippet kun findes én generalform for energi, nemlig bevægelse.

 

Det bør måske i den forbindelse fremhæves, at udtrykket ”energi” er en anden betegnelse for Jegets evne til at skabe og opretholde et illusionistisk alternativ til sig selv og sin egen elementære virkelighed, der som allerede nævnt er identisk med immateriel tomhed-stilhed. I øvrigt består der ifølge Martinus en nøje sammenhæng mellem fænomenerne oplevelse, skabelse og bevægelse, idet skabelse altid former sig som manifestation af bevægelse og at oplevelse altid former sig som registrering af bevægelse, hvoraf det turde fremgå, at fænomenet bevægelse udgør det basiselement, af hvilket det skabtes princip, så vel objektivt som subjektivt, er opbygget. Men da der dybest set ikke findes andet at ’bevæge’, end subjektets (Jegets) immaterielle element, som jo i henhold til de kosmiske analyser udgør intet mindre end verdensaltets fundament, følger heraf overraskende nok, at bevægelse ikke kan etableres eller forekomme i absolut forstand, men kun som et rent illusionistisk fænomen, et blændværk, der tilslører subjektets eller Jegets sande natur og identitet.

 

De fem universelle bevægelsesarter

Set under ’blændværket’s synsvinkel, hvorunder det skabte fremtræder som et illusorisk kompleks af bevægelser, er der mere specifikt tale om, at fem grundlæggende faktorer kan komme i betragtning, nemlig tilværelsens fem universelle bevægelsesarter. Men da disse med hensyn til deres eksistens og funktioner er helt afhængige af og beroende på eksistensen af seks kosmiske grundenergier, som igen er afhængige af og beroende på den syvende kosmiske grundenergi, moderenergien, der i sin egenskab af skabe- og oplevelsesevne blandt andet er repræsenteret ved en serie kosmiske skabeprincipper, skal vi begynde med at fremhæve dén kosmiske enkeltfaktor, som i første instans er ansvarlig for tilsløringen af sandheden om Jegets absolutte, immaterielle natur, nemlig skabeprincip nr. 5: bevægelsesprincippet. 

 

Det er netop lige præcis dette skabeprincip, som – i sit indbyrdes samspil med de øvrige skabeprincipper – ligger til grund for de ovenfor nævnte fem universelle bevægelsesarter, hvilke sidste i forening bibringer det skabte dets kvantitative, størrelsesmæssige egenskaber, så som mængde, størrelse, afstand, rum, tid, varighed, hastighed, vægt, konsistens, stof, masse eller materie.   

 

De universale skabe- og oplevelsesprincipper

Set i det perspektiv, der tegner sig inden for rammerne af Martinus’ kosmologi, er det levende væsens eksistens og evige liv behersket og styret af dets urbegær, der fungerer på basis af individets overbevidsthed, som grundlæggende er repræsenteret ved en række såkaldt kosmiske – eller ret beset guddommelige – principper for skabelse (manifestation) og livsoplevelse (sansning), nemlig 8 hovedskabeprincipper og 7 særligt vigtige variantprincipper.

 

Eftersom betegnelserne for disse ialt 15 skabeprincipper samlet eller hver for sig ofte er blevet og fortsat vil blive nævnt i forskellige sammenhænge her på siden, skal vi derfor af hensyn til læserens orientering foreløbig nævne skabeprincipperne i den rækkefølge, som de er opstillet indenfor Martinus’ kosmologi. For hovedskabeprincippernes vedkommende drejer det sig om følgende i alt 8 betegnelser:

 

1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip

2. Livsenhedsprincippet

3. Kontrastprincippet

4. Perspektivprincippet

5. Bevægelsesprincippet

6. Talentkerneprincippet

7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

8. Verdensgenløsningsprincippet.

 

Skabeprincippernes varianter

De herunder nævnte skabeprincipper udgør i realiteten ’kun’ varianter af hovedskabeprincipperne, og vil som sådanne omtrent umiddelbart kunne sammenholdes med disse. De 7 variantprincipper er følgende:

 

1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 1:

Polprincippet

2. Stofenhedsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet

3. Sult- og mættelsesprincippet. Variant af hovedskabeprncip nr. 3: Kontrastprincippet

4. Opbygnings- og nedbrydningsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet

5. Skæbne- eller karmaprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet

    6. Reinkarnationsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

7. Forældre- og beskyttelsesprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.

 

Skabeprincipperne og moderenergien

De ovenfor nævnte femten skabeprincipper eller universelle guddommelige lovmæssigheder for al sansning (livsoplevelse) og manifestation (skabelse), og for overhovedet al indvikling så vel som udvikling, kort sagt for tilværelsen i det hele taget, er tilsammen repræsenteret ved tilværelsens grundlæggende og overordnede, højpsykiske generalenergi: moderenergien. Det er i kraft af denne basale generalenergi, at Jeget er i stand til at udspalte, styre og regulere de seks kosmiske grundenergier eller grundformer for kvalitativ bevægelse.

 

Men det er ikke hensigten her, at komme mere specifikt ind på skabeprincippernes respektive karakter, funktion og betydning for individets sansning og manifestation. Vi må som hidindtil lade os nøje med at omtale dem hver især eller sammen, efterhånden som vi støder på dem i relevant forbindelse med de forskellige emner, der har interesse i sammenhængen. (Vedr. en nærmere redegørelse for skabeprincippernes karakter og virksomhed henvises læseren til Martinus’ egne værker og til Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4.)

 

Livsenhedsprincippet og organismeprincippet

Det forhold, at livs-enheden, det levende væsen, 'afspejler' livs-helheden, det universale al-væsen eller Guddommen, er udtryk for to af tilværelsens general­principper, Livsenhedsprincippet og organismeprincippet, som begge ligger til grund for den guddommelige organismes eller verdensaltets opbygning og struktur. Men eftersom denne orga­nis­me er identisk med evigheden og derfor i sig selv er uende­lig og grænseløs i enhver henseende, er den grundlæggende præget af et princip, der 'afgrænser' samme evighed.  

 

Dette 'afgrænsende' princip kaldes for perspektiv­princippet, der som ordet 'per­spektiv', af latin per: igennem, og specere: at se, angiver det forhold at størrelser synes at aftage med afstanden og at blive stadig mindre og mindre set fra iagttagerens udsigts­punkt. Dette princip kan derfor også kaldes relativi­tetsprincippet, og det er bl.a. ansvarligt for fore­komsten af tre principielle kosmiske sanseområder eller de tre fremtrædelsesformer for kosmos, som terminologisk kaldes for mikrokos­mos, mellemkosmos og makrokosmos. Begrebet "mellemkos­mos" henviser ganske enkelt til sanseområdet mellem mikrokosmos og makrokos­mos.

 

Det forhold, at perspektivprincippet eller relativi­tetsprin­cippet dybest set også er et illusionsprincip, skal vi vende tilbage til. De nævnte tre gensidigt integrerede 'kosmos' - der jo i virkeligheden kun udgør ét kosmos eller verdensalt - er faktisk et princip, der samtidigt repræ­senteres af ethvert levende væsen. Det vil sige, at ethvert væsen samtidig udgør mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos. Eksempelvis udgør jordkloden for et menneske en del af makro­kos­mos, andre mennesker, dyr, planter etc. udgør mellemkosmos, medens menne­skekroppens organer, celler etc. udgør mikro­kosmos. For menneskeorganismens celler udgør alle andre celler et mellemkosmos, medens kroppens organer mm. udgør et makro­kosmos, organerne udgør indbyrdes et mellemkosmos, lige som moleky­ler og atomer må udgøre mikrokos­mos for celler­ne. Disse er med andre ord makrokosmos for molekylerne og atomerne, som på deres side hver især repræsen­terer et mellemkosmos.

 

På tilsvarende måde udgør solsystemet et makrokos­mos for jord­kloden, og jordkloden og de andre planeter mv. et mikrokos­mos for solsystemet, der igen udgør et mikrokosmos for mælke­vejssystemet, som på sin side udgør makrokosmos for solsy­stemet. Planetsystemerne udgør tilsammen et mellemkosmos, det samme gør solsystemerne, ganske som tilfældet er med mælke­vejssystemerne eller galakserne indbyrdes. 

 

Som organisme betragtet, er verdensaltet altså grund­læggende præget af at være op­bygget af stadig mindre og mindre organis­mer, der gensidigt er inte­greret i og afhængige af hinanden. Fra de kolossale galaksehobe, som består af en mangfoldighed af enkeltgalakser (mælkeveje), der igen består af solsystemer, som atter består af sole og kloder, der for de sidstes ved­kommende igen består af levende organismer, der igen består af organsystemer og organer, som igen består af cellesystemer og celler, som atter består af molekyler, som består af atomer, der består af elementarpartikler.

 

Det rokker i øvrigt ikke ved princippet, at ikke alle planeter eller kloder rummer organisk, biologisk liv eller en såkaldt biosfære, men i de flest kendte tilfælde kun består af mi­neralsk materie. At sidstnævnte i henhold til Martinus' kosmi­ske analyser i virkeligheden indirekte også er udtryk for liv, er en anden sag, som senere vil fremgå af denne fremstilling.

 

Det treenige princip har vi jo allerede påbegyndt omtalen af ovenfor, hvorfor vi nu ved, at adjektivet 'treenig' betyder det, som udgør en enhed bestående af tre, som tilfældet f.eks. er i den kristne treenigheds­lære om Faderen, Sønnen og Helligånden. Ordet 'princip' defi­neres som det, der ligger til grund for noget, hvilket altså i dette tilfælde er det levende væsens grundstruktur. Det treeni­ge princip udgør derfor det levende væsens grundnatur.

 

Men hvad er det, der karakteriserer, at et 'noget' fremtræder som netop et levende væsen? Og hvad er det for tre faktorer, der indgår i begrebet "det treenige princip"?

 

Svaret på det første spørgsmål er i henhold til Martinus’ erkendelsesteori, at det levende væsen grundlæggende udgør "et Noget, der vil og kan opleve". Det vil sige "et Noget", der har vilje til, ønske om eller begær efter at opleve, og som samtidig er i besiddelse af evne eller evner til at kunne etablere op­levelse.

 

 

Diagram af det levende væsen konstitueret som et treenigt princip, repræsenteret ved jeget (X. 1), skabe/oplevelsesevnen (X. 2) og livsoplevelsen/det skabte (X. 3). Man bemærker på tegningen, at hver af de tre sektioner er forbundet med de to andre. Dette antyder det treenige princips pointe, nemlig at hver af det levende væsens tre hovedaspekter som repræsentanter for et fælles princip gensidigt er komplementært integreret i hinanden.

(Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed 1, side 207. Copyright © Per Bruus-Jensen og Borgens Forlag 1982. – Gengivet her med forfatterens og forlagets tilladelse)

 

Supplerende forklaring ved Harry Rasmussen: På ovenstående enkle og på sin vis samtidig geniale diagram ses på principiel og geometrisk måde, hvordan det levende væsens tre hovedinstanser X. 1 (Jeget), X. 2 (skabeevnen) og X. 3 (det skabte) er gensidigt komplementært integreret i hinanden: Som det fremgår, er X. 1 forbundet med både X. 2 og X. 3, ligesom X. 2 er forbundet med X. 1 og X. 3, og X. 3 ligeledes er forbundet med X. 1 og X. 2. Diagrammet indikerer desuden, at X. 1 er en overordnet instans i forhold til X. 2 og X. 3, men dog sådan, at X. 1 ikke ville være i stand til at fungere og markere sig uden de to andre hovedinstanser, og disse heller ikke uden i forening med X. 1. Det betyder, at de tre hovedinstanser er uadskilleligt integreret i hinanden, og derfor aldrig ville kunne fungere uafhængigt og hver for sig.

 

På diagrammet ses faktisk samtidig, hvorfor Martinus’ hovedsymbol for det levende væsen er den ligesidede geometriske trekant. Trekanten fremkommer ved, at hver af dens tre spidser berører midten (kulminationen) af hver af de tre perifere buefigurer: X. 1, X. 2 og X. 3. Samtidig markerer trekantens sider den indbyrdes forbundenhed mellem de tre hovedinstanser. Imidlertid kan diagrammet naturligvis ikke stå alene, men må kombineres med andre diagrammer og ikke mindst med Martinus’ egne grafiske symboler, for at man kan få den fulde forklaring og forståelse af den overordnede betydning det treenige princip har indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, som i øvrigt også i den sammenhæng synes at stemme med virkelighedens verden. Martinus’ egne symboler vil i øvrigt kunne ses med forklaringer på http://www.martinus.dk/ under rubrikken Symbolerne.

 

Faktisk forholder det sig sådan, at svaret på spørgsmål nr.1. indirekte indeholder svaret på spørgsmål nr.2.  De tre efter­spurgte faktorer udgøres nemlig henholdsvis af 1.: et Noget, der vil og kan opleve, herunder dets vilje, ønske og begær efter at opleve, 2.: dette Noget’s evne­mæssige formåen, og 3.: resultatet af punkt 1. og 2. tilsammen: den etab­lerede op­levelse. 

 

I henhold til Martinus' kosmiske analyser over "det treenige princip", kan man også rent logisk slutte sig til eksistensen og den indbyrdes uadskillelighed mellem de tre grundfaktorer eller hovedinstanser. Hvis man eksempelvis fastslår, at fænomenet oplevelse er en tilvejebragt eller med andre ord: skabt foreteelse, indebærer det logisk set, at der må være et 'Noget', som har tilvejebragt, etableret eller skabt denne fore­teelse. Men for at det skal kunne ske, må dette 'Noget' være i besiddelse af evne til at tilvejebringe, etab­lere eller skabe.

 

Det treenige princips hovedfaktorer kan herefter foreløbig betegnes som følger:

 

       1. Et 'Noget", der vil, ønsker eller begærer oplevelse.

       2. Dette 'Noget's evne til at tilvejebringe, etablere eller skabe oplevelse.

       3. Den tilvejebragte, etablerede eller skabte oplevelse, underforstået:

           oplevelsens 'indhold'.

 

Her vil den tænksomme og kritiske læser måske protestere imod, at oplevelse skulle være noget der i den forstand er 'skabt' eller må 'skabes'. Oplevelse er vel i grunden noget, man i princippet passivt modtager udefra gennem sanserne, og som man reagerer eller ikke reagerer på instinktivt eller  tanke- og følelsesmæssigt?  

 

Hertil svarer og indvender Martinus uden forbehold, at oplevelse eller mere generelt: at livsoplevelse, dvs. livets oplevelse, i allerhøjeste grad er en foreteelse, der aktivt må etableres eller til­vejebringes gennem en i overvejende grad ubevidst skabende indsats fra det oplevende 'Noget's side. Dette forhold skal vi se nærmere på lidt senere.

 

Idet vi indtil videre godtager Martinus' påstand om, at livsoplevelse er noget, der indeholder et betydeligt moment af 'skabelse', for at blive tilvejebragt, kan vi derfor også betegne det treenige princips tre hovedinstanser som henholds­vis 1. Skaberen/opleveren, 2. skabe-/oplevelsesevnen, og 3. det skabte/oplevede.

 

I øvrigt kan man også rent logisk slutte sig til det treenige princips evighedsnatur ud fra den meget enkle betragtning, at det ville være meningsløst at tale om, at princippet 'skaberen' eventuelt skulle have skabt sig selv, for en sådan 'skabelse' måtte jo nødvendigvis forudsætte 'skaberens' eksistens. Spørgs­målet ville derfor kun være rykket et trin længere ud, idet der så måtte have eksisteret et 'noget', der havde skabt 'ska­beren'! Dette 'noget' ville da være 'skaberen'! Som det ses, 'bider' argumentet sig selv i 'halen'. Man tvinges derfor rent logisk til at antage en første årsag, der i sig selv er årsagsløs - og dermed evig.

 

Tilsvarende med princippet 'skabeevnen', som i sig selv også må være evig og dermed uskabt, fordi den forudsætter sig selv. Der kan følgelig aldrig have været et tidspunkt, hvor 'skabe­evnen' ikke har eksisteret, for i så fald ville den aldrig have kunnet give sig til kende eller træde i funktion!

 

Den samme argumentation kan anvendes om princippet 'det skabte', der som princip betragtet også må være evigt. Det kan ifølge sagens natur ikke skabe eller frembringe sig selv, og det kan heller ikke frembringes af ingenting, altså af 'tomhed' eller 'intethed'. Det er simpelthen grundlæggende logik, at noget ikke kan skabes eller opstå af intet. 'Noget' kan kun blive til eller opstå af 'noget'. Omvendt er det en lige så logisk selvfølge, at 'Noget' heller ikke kan blive til 'intet'. Derfor må det 'noget' eller det 'materiale', der udgør det skabtes grundlag, altid have ek­sisteret, dvs. være evigt. Dette faktum er desuden grunden til, at skabelse ikke kan finde sted i dette ords absolutte forstand. I Martinus' kosmologi er der derimod tale om, at 'skabelse' er ensbetydende med 'omskabel­se', nemlig fra én tilstandsform til en anden. Billedligt talt på samme måde, som kunstneren principielt kan forme og omforme den samme lerklump til nærmest et utal af forskellige former.

 

Subjektet eller Jeget

Men for at vende tilbage til begreberne væsen og individ, så er disse beslægtede med det latinske ord sub­jektum, der betyder det underliggende, forstået som den under­liggende bærer, nemlig af alle egenskaber, forandringer og tilstande. Specifikt set er der i denne sammenhæng tale om sjælen eller be­vidstheden som bæreren af sine bevidsthedstilstande. Endvidere er det 'subjektet', der giver enheden i bevidstheden, og som derfor ligger til grund for al sansning, følelse, tænkning, forstand, fornuft, vilje, ønske og begær. Ordet 'subjektet' er rent faktisk synonymt med begrebet 'jeget' eller 'selvet'. Disse to begreber har overordentlig stor plads og betydning inden for rammerne af Martinus' Kosmologi, hvilket vil fremgå efterhånden som vi kredser os ind på denne.

 

Begrebet 'subjektet' forudsætter og indikerer umiddelbart eksistensen af sin komplementære modsætning: 'objektet', af det latinske objectum, der betyder den genstand, som subjektet er stillet overfor. Skellet mellem subjektet og objektet eller mellem det subjektive og det objektive, er således identisk med skellet mellem bevidstheden eller det bevidsthedsmæssige og genstanden eller det genstandsagtige. Filosofisk set udgør begreberne 'subjekt' og 'objekt' tilsammen et problemfelt, hvor ontologiske og erkendelsesteoretiske problemer er vævet ind i hinanden: Hvad er mere præcist 'subjekt' og 'objekt'? Hvad er forholdet mellem subjekt og objekt? Hvorledes opnår subjektets erkendelse objektiv gyldighed? etc. Der synes som nævnt at være tale om et udpræget komplementært forhold.

 

 

Diagram af det levende væsens komplementære natur:

                                                                                                                                  a = jeget

                                                                                                                                  b = skabe/oplevelsesevnen

 A = det levende væsens immaterielle natur

                                                                                                                                  B = det levende væsens materielle natur

(Eksistens og udødelighed 1, side 56. © Per Bruus-Jensen og Borgens Forlag 1982.

Gengivet her med forfatterens og forlagets tilladelse).

 

 

 

     Begreberne 'væsen', 'individ' og 'subjekt' er i en vis forstand også identiske med begrebet princip, af det latinske principium eller princeps,der som vi allerede har nævnt ovenfor, betyder det der ligger til grund for noget. I Marti­nus' Kosmologi bruges begrebet i mange sammenhænge, men dog først og fremmest i forbindelsen det treenige princip.

 

På baggrund af, hvad der er blevet fremført i det ovenfor stående, kan vi nu gå over til en mere specifik beskrivelse af, hvad Martinus særlig forstår ved 'det treenige princip’s tre hovedinstanser eller hovedfaktorer. Skematisk opstillet ser hovedinstanserne eller hovedfaktorerne sådan ud:

 

     1. Jeget eller Selvet (subjektet eller skaberen/opleveren)

     2. Bevidstheden (skabe-/oplevelsesevnen)

     3. Organismen (det skabte/oplevede)

 

I denne forbindelse er det imidlertid vigtigt at præcisere, at der ved hovedinstans nr. 2: bevidstheden, mere præcist vil være at forstå den 'overordnede' hovedfaktor overbevidstheden, mens der ved hoved­instans nr. 3: organismen, skal forstås den 'underordnede' hovedfaktor underbe­vidstheden.

 

Det sidstnævnte begreb kan umiddelbart forvirre, fordi man uvilkårligt kommer til at tænke på det almindelige psykologiske begreb af samme navn. Men med begrebet og fænomenet 'underbe­vidstheden' skal der faktisk 'kun' forstås bevidstheden 'under' overbevidst­heden. Underbevidstheden i kosmologisk forstand er igen 'op­delt' i dagsbevidstheden og natbevidstheden, hvoraf sidstnævnte begreb er identisk med det almindelige psykologiske begreb 'underbevidstheden' eller 'det ubevidste'.

 

For imidlertid at fastlægge, hvad der i henhold til Martinus mere præcist skal forstås ved de oven­nævnte tre hovedfaktorer og disses indbyrdes relationer, vil det nok være hensigts­mæssigt allerede her at give læseren en skematisk fremstilling og oversigt i form af det efterfølgende diagram. 

 

Til læserens orientering skal det her indskydes og tilføjes, at de begreber og fænomener, der betegnes som de personlige guldkopierindringer i individets erindringsarkiv i overbevidstheden, stort set svarer til dybdepsykologen C. G. Jungs det personlige ubevidste, mens de universale guldkopierindringer i det såkaldte "visdomsocean", hvorfra individet – normalt uden selv at vide det - i sine inspirerede øjeblikke kan hente idémateriale til bl.a. en højere erkendelse og til sin kunst­neriske, videnskabelige, tekniske eller anden mani­festative eller skabende ud­foldelse, stort set svarer til Jungs det kollektive ubevidste.

 

Her følger så det overordentligt vigtige diagram med oversigt over det levende væsens totale, kosmiske struktur, som læseren med fordel vil kunne have nytte og glæde af at gøre sig fortrolig med og ofte at vende tilbage til:

 

 

Oversigt over det levende væsens totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.

1) kombinationen A+B+C+C’     =  det totale levende væsen i fysisk fremtræden

2) kombinationen A+B+C          =  det totale levende væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden

3) kombinationen B+C+C’         =  det totale bevidsthedsapparat eller det totale udtryk for  princippet  ”organismen”

4) kombinationen A+B              =  overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)

5) kombinationen B+C              =  ”psyken” eller det totale parafysiske apparat

6) kombinationen C+C’             =  den komplette underbevidsthedszone (UBZ), alias den psyko-fysiske organisme

Mellem C og C’ må man i øvrigt tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur.

(© Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, 1, stk. 1.280. – Gengivet her med forfatterens tilladelse).            

 

Subjektet eller Jeget er identisk med evigheden

Det er i øvrigt vigtigt at have klart for sig, at 'subjektet' som sådan ikke direkte kan opleve sig selv, og heller ikke kan opleves i sig selv. Som selve begrebet 'subjekt' angiver, ligger det forud for selve oplevelsen, der som oplevelse betragtet er objekt (genstand) for 'opleveren' (subjektet). Hvis man derfor ville mene, at 'subjektet' godt kan gøres til genstand (objekt) for oplevelse, har man blot skudt 'opleveren' eller 'subjektet' et trin længere ud og erstattet det 'første' subjekt med et nyt.

 

Subjektet eller jeget tilkendegiver sig og bliver bevidst om sig selv som levende væsen gennem sin manifestation og op­levelse af sit eget 'spejlbillede' i form af den ydre verden, som hvad enten den er åndelig eller fysisk, oplevelsesmæssigt både i første og sidste instans er et illusionistisk fænomen. Men indenfor illusionens egne rammer, forekommer den virkelig nok, og det er netop en væsentlig del af illusionen! (Note 9)

 

Men som det hedder i en af de skønne indiske Upanishad'er: Det, der ser, kan ikke ses, det, der hører, kan ikke høres, det, der føler, kan ikke føles, det, der tænker, kan ikke tænkes. Bedre kan det ikke karakteriseres og udtrykkes, at sub­jektet eller jeget er identisk med evigheden, og dermed med Guds Jeg. Og det er i virkeligheden livets store under og mysterium, som vi aldrig vil kunne forelægge i tal og mål, men som vi på visse tidspunkter af eller i vores liv heldig­vis kan få lov til at opleve intuitivt. (Note 10)

 

Det er imidlertid absolut vigtigt at holde sig klart i tanken, at Jegets ’aflægger’: egoet eller det personlige jeg, ikke er identisk med eller har del i det universale jeg’s evighedsnatur. Egoet tilhører det skabtes område og opstår og ophører med at eksistere i og med henholdsvis individets fødsel og død. Hvilket mere præcist vil sige i og med det fysiske legemes fødsel og død.

 

Begrebet og fænomenet bevidsthed

I almindelig psykologisk forstand defineres bevidsthed som en samlebetegnelse for de forskellige former for oplevelse, opmærksomhed eller opfattelse, mere præcist som oplevelse og opfattelse af omverdenen i form af sanseindtryk, og af individets egen indre verden af forestillinger, tanker, følelser etc., hvilket kort og godt vil sige bevidsthedstilstande. Men begrebet og fænomenet bevidsthed omfatter også de meninger, teorier og synspunkter, der knytter sig til et bevidst væsen, og endelig også som selvbevidsthed, hvorved kort forstås individets bevidsthed om sig selv og sin egen og for resten ikke sjældent overdrevne betydning.

 

Indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi kan og skal fænomenet bevidsthed ses i relation til hans analyser af, hvad det er, der ikke kun konstituerer mennesket, men i videre forstand det levende væsen, hvilket i videste forstand vil sige alle levende væsener. Dette væsen udgør i henhold til Martinus et treenigt princip i form af et jeg, en bevidsthed og en organisme, men forstået sådan, at jeget udgør den overordnede instans i forholdet, medens bevidstheden forekommer i form af en overbevidsthed og en underbevidsthed, og organismen er det interaktive redskab, individet via sin bevidsthed betjener sig af. Den væsentlige karakteristik for et levnede væsen, mennesket inklusive, er, at det sanser, oplever og manifester sig i form af handlinger. Imidlertid fremhæver Martinus, at sansning ikke – som det er almindeligt at tro og mene - er en passivt receptiv proces, men tværtimod en proces, der forudsætter og kræver et betydeligt moment af skabende virksomhed, om end i hovedsagen en automatisk skabende virksomhed. Dette er en del af baggrunden for, at Martinus også betegner bevidstheden som det levende væsens skabeevne, men altså som en evne, der forudsætter og er betinget af et intimt samarbejde mellem de ovenfor nævnte tre instanser. Denne skabeevne ligger også til grund for sansning, som igen udgør grundlaget for fænomenet oplevelse, og herom skriver Martinus bl.a. følgende:

 

(Citat) 254. Da alt, hvad der kommer ind under begrebet ”oplevelse”, kun kan eksistere som identisk med vibration eller bevægelse, vil hele verdensaltet i sin detaljering være identisk med et uendeligt ocean af energi- eller bevægelseskombinationer, stråler og bølger, der hver især, efterhånden som de opleves af det levende væsen, kommer til at danne et nyt billede i det billedgalleri, der i den daglige tilværelse kendes som identisk med dets ”bevidsthed”. […] (Citat slut) 

 

Stærkt forenklet sagt, opfatter Martinus altså bevidsthed som et ”mentalt billedgalleri”, mere præcist i form af mentale forestillinger, som naturligvis i større eller mindre grad er forbundet med tanker og følelser. Men der hører selvfølgelig meget andet og mere til, for at kunne begribe og forstå, hvad bevidsthed er og omfatter. Dette emne er da i virkeligheden også så kompliceret og omfattende, at det ligger udenfor rammerne af en artikel som denne, at gøre forsøg på at give en bare nogenlunde dækkende beskrivelse af det. Dog skal her tilføjes, at følgende psykologiske energier eller –evner er mere eller mindre virksomme i individets bevidsthed, nemlig instinkt, tyngdeenergi (dynamisk energi), følelse, intelligens, intuition og hukommelse, og som drivkraften eller motivationsfaktoren bag disse evner eller energier ligger et fænomen eller en kraft, som Martinus betegner som urbegæret, der defineres som et uspecificeret grund-begær efter oplevelse eller mere præcist efter livsoplevelse. Dette urbegær udgør grundlaget for alle specifikke former for begær, vilje og ønsker, men vel at mærke styret af en serie såkaldte kosmiske (også kaldet guddommelige) skabeprincipper. Disse er automatisk virkende lovmæssigheder, som alle og alt er undergivet.

 

Underbevidstheden og grundenergierne

Forholdet mellem Jeget og overbevidstheden på den ene side og mellem overbevidsthedszonen og underbevidsthedszonen på den anden side, skal vi se nærmere på senere. Her vil vi beskæftige os med det begreb og fænomen, Martinus betegner som ’underbevidstheden’. I henhold til ham er det kosmologiske begreb 'underbevidstheden' for fysisk levende væseners, herunder menneskets, vedkommende i praksis repræsenteret ved to indbyrdes vekselvirkende, men samtidig i en vis forstand 'separate' organstrukturer: den psykiske organis­me og den fysiske organisme (jvf. med diagrammet ovenfor). Vekselvirkningen mellem disse to organstruk­turer varetages af en interaktiv 'mellem­struktur', som kaldes for koblingslegemet. Dette kob­lingslegeme er opbygget af både fysisk og åndelig (parafysisk) energi, men dets funktioner og 'skæbne' skal vi først se på i en senere sammenhæng.

 

Ifølge Martinus består den psykiske organisme i virkeligheden af ialt seks organsystemer eller 'legemer', et for hver af de seks underbevidstheds-grundenergier, som hans kosmologi opere­rer med. Disse seks grundenergier er følgende:

 

1.     instinktener­gien, 

2.     tyngdeenergien (dynamisk energi), 

3.     følelsesenergien, 

4.     intelligensenergien, 

5.     intuitionsenergien, og

6.     hukommel­sesenergien (se diagrammet nedenfor). Det fysiske legeme udgør en slags 'forlængelse' af den psykiske organisme i den forstand, at det består af en særlig blanding af alle seks grundenergier plus moderenergien, men dog med tyngdeenergien som dominerende energi.

 

Der er især to af de nævnte energier, tyngde- og følelses­energien, der indgår i et kon­traaktivt samspil, og som i samvirke med instinktenergien danner et særligt psykisk kraft- ­eller spændingsfelt, inden for hvis område de tre øvrige grundener­gier, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergi­en, objektivt set optræder i form af 'svingninger'. Det er ifølge Martinus inden for 'det psykiske kraftfelt', at in­dividet over­hovedet sanser, oplever og manifesterer sin vilje, sine ønsker og begær. Eller kort sagt: individets totale livsople­velse foregår inden for rammerne af det psykiske kraftfelt.  

 

Konsekvenserne af denne opfattelse er i virkeligheden mere banebrydende og vidtrækkende for den menneskelige erkendelse og livs- og verdensanskuelse, end det måske umiddelbart kunne lyde og se ud til. Men dette efter min mening særligt spændende emne skal vi dog først se nærmere på i forbindelse med den senere omtale af erkendelses­læren i Marti­nus' Kosmo­lo­gi, hvilket sker i Tillæg 1.-5.kapitel.

 

Den indbyrdes kommunikation mellem in­divi­derne, eller i praksis disses respektive psykiske kraftfelter, foregår i virkeligheden ved hjælp af resonansprincippet, som bevidst eller ube­vidst for individerne selv bevirker, at en vekselvirk­ning finder sted. Dette interessante og vidtrækkende forhold, skal vi se  lidt nærmere på i følgende citat fra artiklen H1-27. Tillæg. 3. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (II)

 

Bevægelsesprincippet og det skabtes energiaspekt

Interessant nok er det netop partikelfaktoren, der i denne sammenhæng bringer os i berøring med ét enkelt af de kosmiske skabe­principper, der er ansvarlige for frem­bringelsen af den materielle illusion. Dette elementære skabe­princip er bevægel­sesprin­cippet. Men som tidligere omtalt optræder skabeprincipperne altid og uden undtagelse tilsammen i et eller andet særligt ind­byrdes 'styrkefor­hold', idet snart det ene og snart det andet skabeprincip må karakteriseres som dominerende i den aktuelle sammenhæng. 

 

Bevægelsesprincippet har sin store betydning i og med, at det i praksis fremtræder eller giver sig til kende som det bærende grundlag i "det skabte­/oplevede" i form af to indirekte identi­ske aspekter: 1) energiaspektet, og 2) bevægelses­aspektet. 

 

Energiaspektet udgøres af et energifelt bestående af ialt syv kosmiske grundenergier i en bestemt organisation. Eftersom den syvende grundenergi er 'bærer' af de seks andre, betegnes den konsekvent som "moderenergien", og som sådan udtrykker den sig igennem komplekset af skabeprincipper, heriblandt bevægelses­princippet. Som vi forlængst er blevet bekendtgjort med, udgøres de seks andre grundenergier i en organiseret rækkefølge af 1) instinktenergien, 2) tyngdeenergien, 3) følelsesenergien, 4) intelligensenergien, 5) intuitionsenergien og 6) hukommelses­energien.

 

Den ovenfor nævnte indirekte identitet mellem det skabte/ople­vedes energiaspekt og bevægelsesaspekt fremgår af det faktum, at bevægelse repræsenterer energi, og at energi altid er knyttet til bevægelse, som er dens grundlæggende eksistens­form. Men såvel bevægelse som energi er altså i både første og sidste instans subjektets/Jegets illusionistiske fremtræden som det, Vedanta-filosofien betegner som "Maya's slør".

 

Det psykiske kraftfelt: P-kraftfeltet

Der er her grund til at gentage, at særlig to af grundenergier­ne, tyngdeenergien og følelsesenergien, i et kontra-aktivt samspil danner et spændingsfelt eller psykisk kraftfelt, kaldet P-kraftfeltet. Dette er det bærende substantielle grundlag for eksistensen af Jegets følelsesliv såvel som dets tankeliv, hvor det sidstnævnte, der består i et større eller mindre samspil mellem intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelses­energien, specielt ses som svingninger eller svingningstil­stande i P-kraft­feltet. 

 

 

Diagram af mekanismen bag planckafunktionen. X 1 = jeget; fig. 7 = moderenergien; fig. 2 og 3 = tyngde- og følelsesenergien; fig. 1 = instinktenergien og 4, 5 og 6 henholdsvis intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 257. Borgens Forlag, København, 1982. - Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.*

 

* Tilføjelse: P-kraftfeltet udgøres mere præcist af grundenergierne 1, 2 og 3, som igen danner objektivt grundlag for jegets mentale livsrum. – Planckafunktionen refererer til det universelle virkningskvantum h, kendt som den østrigske fysiker Max Plancks konstant.                    

 

 

Diagram af planckafunktionen opfattet som en stationær svingning (ob) i jegets tyngde-følelsesfelt. – Videreførelse af diagrammet ovenfor - - - se signaturforklaring der. © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 260. Borgens Forlag, København, 1982. - Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse. 

 

Supplerende forklaring af Harry Rasmussen: Som det fremgår af det psykiske kraftfelt (midterfeltet), giver tyngdeenergien (2) og følelsesenergien (3) sig modsatrettede objektive udslag i form af svingninger og spændinger. Subjektivt opleves disse henholdsvis som tanker og følelser. Som det i øvrigt fremgår af diagrammet, danner instinktenergien (1) den ’ramme’, på grundlag af hvilken planckafunktionen i kraft af  (4) intelligens-, (5) intuition- og (6) hukommelsesenergien foregår. NB! Det er kun for det grafiske indtryks skyld, at de angivne udslag i P-kraftfeltet er formet som en yin og yang figur, idet læseren samtidig må erindre sig, at der her kun er tale om en symbolsk fremstilling af forholdene.

 

P-kraftfeltet rummer altså noget, der kan tjene som afgørende forudsætning for fænomenet bevægelse, dvs. noget at bevæge. Dette 'noget' er spændingen mellem de nævnte to energier, og denne lader sig frembringe på utallige måder, i utallige rytmer, faser og styrkegrader internt i spændingsfeltet.

 

Desuden kan lokale spændings- eller kraftfelter i 'hoved­feltet' gøres til genstand for relativ positionsforflytning, altså flyttes fra en position til en anden, og derved gøres til genstand for bevægelse (stambevægelse), hvilket blandt andet bekræfter tyngde- og følelsesenergiens centrale rolle som materie-dannende grundenergier. Men også instinktenergien henregnes på grundlag af dens anlæg for automation til denne kategori.  

 

 

Diagrammet viser, hvorledes stambevægelsen i dens egenskab af en objektiv funktion og dermed som ensbetydende med en kombination af seks kosmiske grundenergier via en vekselvirkning med Jegets sansemekanisme (D) tilfører livsoplevelsen seks store, universelle grundkvaliteter. Af disse er samtlige dens kvalitative momenter bygget op, og de kan i overensstemmelse hermed karakteriseres som dens kvalitative urelementer. I nærværende tilfælde er den objektive stambevægelse altså repræsenteret ved figur ”A”, hvorimod oplevelsen og dermed erkendelsen af de seks kosmiske grundenergier eller grundbevægelser som sædvanligt er markeret ved figur ”C”. De øvrige figurer har også den sædvanlige betydning (se eventuelt forklaring til omtrent samme diagram i 2. kap.). -  ©  Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.123.  Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

Det skabtes/oplevedes bevægelsesaspekt

Det skabtes/oplevedes bevægelsesaspekt viser sig gennem et samspil mellem jegets sanseapparat med de heri virkende kosmi­ske skabeprincipper og bevægelsesprincippet først og fremmest i form af fem universelle bevægelsesarter. Af disse fem bevægel­sesarter er det kun den første, stambevægelsen, der har objek­tiv karakter. De fire andre bevægelsesarter har ude­lukkende subjektiv karakter, idet de i en vis forstand er 'afledt' af stambevægelsen, hvorfor de da også betegnes som "aflæggerbevægelser" af netop stambevægelsen.

 

Stambevægelsen, defineres og ytrer sig som den objektive funktion, der består i, at et legeme eller en genstand bevæger sig fra et sted til et andet, dvs. ændrer position i rummet. Stambevægelsen er som en objektiv funktion ved et legeme et resultat af Jegets udadret­tede aktivitet (manifestationen), medens den som subjektiv oplevelse er et produkt af Jegets indadrettede aktivitet (sansningen). Enhver oplevet stambe­vægelse har dermed både objektiv og subjektiv karakter.

 

Som subjektiv oplevelse giver den objektive stambevægelse umiddelbart an­ledning til frem­komsten af fire subjektive og derfor helt igennem illusionistiske bevægelsesarter eller aflæggerbevægelser: rummet, tiden, forvandlingen og materien. De fire aflæggerbevægelser bekræfter med andre ord sansningens eller livsoplevelsens illusionistiske karakter. Vi skal her give en ganske kort karakteristik af de nævnte fire aflæggerbe­vægelser:

 

Fire subjektive bevægelsesarter

Rummet udgør som nævnt den anden bevægelsesart eller af­lægger­bevægelse nr.1. Ved begrebet 'rummet' forstår vi alminde­lig­vis noget, som i sig selv ubevægeligt, statisk og tomt, en 'behol­der' så at sige, der i en vis forstand inde­holder eller om­slutter alt, hvad der eksisterer. Når rummet i nærværende sammen­hæng be­tegnes som en form for be­vægelse, hænger det sammen med, at der ifølge Martinus er tale om bevægelse i indirekte forstand, idet rummet ret beset er en konsekvens af bevægelses­princippet, men vel at mærke udelukkende en subjektiv konse­kvens, og altså dermed et rent bevidsthedsfænomen.

 

Denne påstand begrundes med, at Jegets erkendelse af rum helt og holdent grunder sig på dets oplevelse af den første bevægel­sesart, stambevægelsen. I kraft af sidstnævnte skabes fore­stillingen om afstande og derigennem om 'noget', der giver 'rum' eller plads for disse afstande. Men dybest set er de egenskaber vi tillægger rummet, dvs. verdensrummet, i form af det beholderagtige, dimensioner, proportioner m.v., udelukkende egenskaber ved vores subjektive opfattelse af det pågældende noget, der opfattes som det ydre rum.

 

I sin dybeste analyse udgør 'rummet' et evigt, ubegrænset stilhedens 'noget', som reelt set er identisk med det alle­stedsnærværende, immateriel­le, udødelige, guddommelige 'noget', dvs. den evige, univer­selle stilhed: subjektets/Jegets princip.

 

Tiden er den tredie bevægelsesart eller aflæggerbevægelse nr.2. Den ytrer sig som det fænomen, vi betegner som "tiden". At fænomenet tid opfattes som en art bevægelse, bekræftes umiddelbart gennem sproget: Tiden går, løber, rinder og iler. Undertiden taler vi endog om, at tiden står stille eller snegler sig af sted.

 

Imidlertid påviser Martinus - vistnok som den første i tænkningens historie - at tiden er en bevægelsesart i klasse med rummet, idet den dels er en konsekvens af bevægel­sens princip, og dels i lighed med rummet kun er bevægelse i in­direkte forstand. Han fremhæver i den sammenhæng, at det i virkeligheden er misvisende at forestille sig tiden, som noget der bevæger sig. Hvis dette nemlig var tilfældet, måtte tiden som sådan tilhøre genstandenes objektive verden og dermed selv besidde objektiv eksistens, hvilket påviseligt ikke er i overensstemmelse med de faktiske kosmiske kendsgerninger. Vores omtale af tiden som noget, der bevæger sig, er derimod en nødvendig og uundværlig forestilling i det praktiske hverdags­liv.

 

Som almindeligt bekendt deler vi tiden i f.eks. fortid, nutid og fremtid, hvor begrebet nutiden udgør den 'faktor', som begreberne fortid og fremtid har som forståelsesmæssig forud­sætning. Som lige så bekendt finder livsoplevelsen konstant sted i det, vi kalder "nuet", der dermed udgør et centralt 'tidsrum', inden for hvilket primært den dagsbevidste livsople­velses scenerier udspiller sig, veksler og ophører i forskel­ligt tempo. Fra "nuet" overgår disse scenerier automatisk til "fortiden", som alene er en tidsfaktor, der eksisterer i kraft af Jegets evne til at kunne huske. Det er desuden på grundlag af hukommelsen, at fortidens oplevelser og erfaringer i form af erindringer efterhånden omdannes og forædles til de såkaldte "guldkopi-erindringer".

  

 

Diagrammet fremstiller ”tidens gang” som et spørgsmål om subjektets evne til at fastholde indtrykket af den aktuelle livsoplevelse i Nuet (b) på en sådan måde, at den tager form af en dynamisk begivenhedskæde (med subjektiv status), der involverer forestillingen om såvel fortid (a) som fremtid (c). Grundelementet i denne begivenhedskæde er de stambevægelser, der konstituerer subjektets livsoplevelse i Nuet (B), og som alle er begyndelse og afslutning underkastet, men som også via deres betydning for hinanden alle er bundet sammen i det evige Nu, i hvilket de potentielt er til stede. A = fortidens og C = fremtidens stambevægelser. Trekanten med flammeglorie = subjektet og dets urbegær. – © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 1, stk.1. 96. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986. - Gengivet med forfatterens tilladelse.

 

I henhold til Martinus er Nuet dybest set identisk med Jegets 'syn' af sig selv som evig og uforanderlig modsætning til bevægelse, men samtidig som al bevægelses udgangspunkt og slutpunkt. Nuet må følgelig karak­teriseres som evigt i samme forstand, som jeget/subjektet karakteriseres som evigt. Nuet er dermed Jegets 'syn' af sin egen virkelighed sat i relation til begrebet tid, medens Jeget i sin rolle som be­vidsthedens uforanderlige centrum er Jegets 'syn' af denne virkelighed sat i relation til begrebet rum.

 

Forvandlingen er den fjerde bevægelsesart og aflæggerbevægel­se nr.3. Den viser sig i praksis som det fænomen, vi kalder "forvandling", hvilket vil sige den forvandling af situationen i Jegets mentale livsrum, der hænger sammen med stambevægelser­nes mangeartede aktiviteter.

Som tilfældet er med fænomenerne rummet og tiden, således er fænomenet­ forvand­lingen som bevægelsesart betragtet også kun indirekte identisk med den oplevede stambevægelse. Som de to førstnævnte aflæggerbevægelser er forvandlingen også en konse­kvens af bevægelsens princip og udgør derfor endnu en måde at opleve dette på.

 

Som et produkt af Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, har fænomenet forvandlingen udelukkende subjektiv eksistens, nemlig som en særlig proces, der udspiller sig i Jegets mentale livsrum (se herom nedenfor). Dét ved forvandlingen, der er af objektiv natur, er alene dén stambevægelse eller dé stambe­vægelser, den umiddel­bart er beroende på, og som udgør en direkte manifestation af bevægelsesprincippet.

 

Som eksempler på fænomenet forvandling kan nævnes fosterud­viklingen, udviklingen fra fødsel til død, eller kort sagt vækst og degeneration, opbygning og nedbrydning. Og det i en sådan grad og et omfang, at den fremadskridende og ofte næsten totale forvandling af situationen, som det f.eks. er tilfældet med den befrugtede ægcelle set i relation til det nyfødte indi­vid, bevirker at man umiddelbart har vanskeligt ved at tro, at de to fænomener har noget med hinanden at gøre. Om fænomenet forvandlingen, se evt. afsnittet H1-18. Repetitionsprincippet – om gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed.

 

Materien udgør den femte og sidste bevægelsesart, og dermed den fjerde og sidste aflæggerbevægelse, nr.4, som Martinus' Kosmologi opererer med. Det fænomen, vi kalder stoffet eller materien, er i lighed med rummet, tiden og forvandlingen en bevægelsesart, hvis eksistens helt og holdent skyldes stambe­vægelsen.

 

Ifølge Martinus er materien i sin objektive fremtræden en koncentration af stambevægelser, der af Jeget opleves under særlige perspektiviske betingelser, således at de kommer til at fremtræde med mikrokosmisk format. Ved hjælp af de pågældende stambevægelser frembringes der en særlig effekt i Jegets mentale livsrum, nemlig den specielle effekt, der betegnes som materien. Effekten kommer i stand ved, at oplevelsen af mikro­kosmiske stambevægelser uundgåeligt medfører oplevelse af til­svarende mikrokosmiske rummomenter, tidsmomenter og forvand­lingsmomenter, eller kort sagt oplevelse af mikrokosmiske af­læggerbevægelser.

 

Kosmologien definerer derfor materien som et felt af mikro­kosmiske stambevægelser, der gennem sansning resulterer i forestillingen om et tilsvarende felt af mikrokosmiske af­læggerbevægelser. Det er dette felt, der i praksis opleves som en speciel, lokal strukturformation, kaldet "materie". Rent objektivt er materien en koncentration af mikrokosmiske stambe­vægelser, medens fænomenet materien udgør et produkt – mere præcist et subjektivt produkt - af en vekselvirkning mellem stambevægelseskoncentratet på den ene side og Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, på den anden side.

 

Som objektivt fænomen danner materien, dvs. mikrokosmiske stambevægelser, grundlag for stambe­vægelser på et nyt og højere niveau, som f.eks. celle-niveau, organ-niveau, organisme-niveau osv. Det er derfor ikke vanskeligt at se, at materien udgør en betydelig og vigtig detalje i Jegets samlede livsoplevelse, og i lighed med forvandlingen, som materien er nært beslægtet med (Jf. stoffets aggregattilstande: stråleformig, luftformig, flydende og fast), bidrager den til at udfylde Jegets mentale livsrum og give det indhold.

 

Jegets mentale livsrum og P-kraftfeltet

De tre førstnævnte bevægelsesarter: stambevægelsen, rummet og tiden, som altså har deres fælles årsag i bevægelsesprincippet, er indbyrdes uløseligt forbundet og danner i forening en kombi­nation, der i enhver henseende udgør Jegets modsætning. Jeget er jo som ofte nævnt objektivt set en størrelses- og grænseløs, tidløs og absolut stillestående, ubevægelig realitet, medens modsat den nævnte kombination af stambevægelsen, rummet og tiden, subjektivt set fremtræder med egenskaberne størrelse, begrænsning, tid og bevægelse. 

 

 

Som en videreførelse af tegningen tidligere ovenfor viser diagrammet, at den ydre verden, som den er kendt af subjektet (E), er opbygget af fem universelle bevægelsesarter (C). Disse er i praksis repræsenteret ved: stambevægelsen (!), rummet (2), tiden (3), forvandlingen (4) og materien (5). Ud over at de alle fem har subjektiv status, har stambevægelsen også en objektiv status, hvorved den indtager en position som basiselement for det skabte, opfattet som objektiv virkelighed (= figur A). Det tilføjes for en ordens skyld, at de små pile, der forbinder figur A med figur D/E, skal udtrykke vekselvirkningen mellem på den ene side det skabte som objektiv virkelighed betragtet og på den anden side subjektet via dets oplevelsesevne. ©  Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.104.  Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986. - Gengivet med forfatterens tilladelse.

 

Betydningen heraf turde fremgå af, at den personlige Jeg-fornemmelse eller individualitetsfølelsen, netop beror på og har sine dybeste forudsætninger i kontrastforholdet mellem subjektets/Jeg-elementets navnløse natur på den ene side og den nævnte kosmiske kombination (stambevægelsen/rummet/tiden) på den anden side. Dette ses særlig bekræftet gennem det faktum, at to af kombinationens faktorer, rummet ogtiden, udelukkende udgør specifikke, subjektive forestillinger, der eksisterer i tilknytning til det Jeg, af hvis skabe-oplevelsesevne de er frembragt og opretholdes.

 

Eftersom rummet og tiden udelukkende har subjektiv eksistens og derfor kun er 'virkelige' for det Jeg, der er deres ophav, følger heraf, at dette Jeg har sit eget rum og sin egen tid. Sammen med stambevægelsen som oplevelse betragtet, er rum og tid konse­kvenser af én fælles årsag: bevægelsesprin­cippet, og de danner derfor i praksis en rum-tids-enhed, nemlig et sub­jek­tivt, dynamisk præget rum-tid-kontinuum. I dette er det personlige Jeg den suveræne hersker, ligesom det er inden for dette rum-tid-felt at de to sidste bevægelsesarter, forvand­lingen og materien, optræder og bidrager til at give livsud­foldelsen og livsoplevelsen kolorit.  

 

Det er dette subjektive rum-tid-felt, der betegnes som Jegets mentale livsrum, og inden for hvilket dets begær, vilje og øvrige skabende kræfter fungerer, og inden for hvilket dets livsoplevelse former sig. Det er dermed også inden for denne tids- og rumdimensionelle modsætning til Jegets objektive evigheds- og uendelighedsnatur, at Jegets nødvendige individua­lisering etableres og opretholdes. Det vil sige den illusion, der sikrer forestillingen om adskillelse og afsondrethed fra det universelle Jeg-element, Guds Jeg, og tillige en fore­stilling om, at enhver livsenhed har sit eget strengt person­lige Jeg, som er adskilt fra og intet har at gøre med de øvrige levende væseners Jeger. Dermed sikres det levende væsen den for livsoplevelsen nødvendige fore­stilling om en verden "uden for" det selv, altså illusionen om en ydre verden.  

 

 

 

To individer, V og Z, opfatter hver især den andens organisme (D) som en del af verden (ob), repræsenteret ved X (se i øvrigt diagramforklaringen side 5). -  © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 111.  Borgens Forlag, København,1982. - Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.

 

 

 

Et multiplum af levende væsener opfatter hver især de andres organismer (ob) som en del af verden (ob), repræsenteret ved X. - © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 111. Borgens Forlag, København, 1982. - Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.

 

Jegets mentale livsrum udgør som nævnt den subjektive sku­eplads for Jegets livsoplevelse, hvorimod P-kraft­feltet kan karakteri­seres som den objektive skueplads for samme Jegs livsop­levelse, dvs. som 'skelettet' i Jegets bevidstheds­apparat eller i dets samlede sanse- og manifestationsap­parat, der er det samme som dets organisme i ordets videste betydning. Jegets mentale livsrum er som subjektivt fænomen med andre ord inte­greret i det relativt set 'objektive' P-kraftfelt.

 

Den indbyrdes kommunikation mellem de levende væseners P-kraftfelter foregår via resonans subsidiært dissonans. Mani­festationerne (stambevægelserne) i de utallige andre væse­ners P-kraft­felter udgør den objektive 'omverden' for det enkelte Jeg, hvis egne manifestationer naturligvis på tilsvarende måde udgør en del af samme 'omverden'.

 

Jegets totale sanseapparat

I foregående kapitel fik vi blandt andet en relativt kort­fattet skildring af sansningens organiske funktionsgrundlag og dens tre kosmiske hovedfaser: den fysiske fase, den parafysi­ske/ån­delige fase og den højpsykiske fase. Desuden blev sans­ningens fysiske fase gennemgået forholdsvis detaljeret, og den parafy­siske fase i nogen grad omtalt, medens den højpsykiske fase stort set kun blev nævnt, hvilket vi skal søge at råde bod på i det følgende. 

 

For forhåbentlig at lette forståelsen af sansningens og sanseapparatets på sin vis komplekse natur og funktioner, særlig når det gælder den parafysiske fase og den højpsykiske fase, vil det for­mentlig være hensigtsmæssigt at støtte frem­stil­lingen med nedenstående diagram af Jegets totale sanseap­parat:

 

 

 

Diagram og forklaring af det totale sanseapparat. - © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2.84. - Gengivet med forfatterens tilladelse.

                    

Tegningen viser som sagt Jegets totale sanseapparat som først og fremmest bestående af to områder: Den fysiske verden (FY.V.) og den åndelige verden (ÅN.V.), der er adskilt ved den lodrette midterlinie, som er stiplet for at markere, at 'grænsen' mellem de to verdener ikke er absolut, men i en vis forstand '­flyden­de'.

 

I diagrammets venstre halvdel ses et øje (Ø) med nethinde (N), synsnerve (S) og synscenter i hjernen (H). Helt til­venstre er synsvinklen (SV) angivet med de to skråtliggende streger, der udefra er ført igennem pupillen, hvorefter de krydser hinanden og ender henholdsvis øverst og nederst på nethinden. Inden for synsvinklen eller synsfeltet og i nogen afstand fra øjet ses en lodret pil-figur (g), der skal sym­bolisere en synlig genstand, som for så vidt godt kunne være den lyseblå porcelænsvase, vi tidligere har omtalt i forbindel­se med beskrivelsen af sanseprocessens fysiske fase. Som det vil bemærkes peger pil-figuren både opad og nedad, hvilket skal indikere den kosmiske kendsgerning, at enhver genstand eller størrelse i virkeligheden repræsenterer uendeligheden og evigheden. Se herom senere.

 

I diagrammets højre halvdel ses nærmest den stiplede linie en figur (PS), som skal symbolisere den sjælelige sansestruktur. Figuren ligner delvis figuren H = hjernen i venstre halvdel, hvilket ikke er tilfældigt, da disse to strukturer har visse træk tilfælles og desuden interagerer med hinanden, hvilket er søgt vist med zigzag linierne mellem dem. At PS-figuren er vist som ialt fire 'sektioner', skal angive det forhold at den sjælelige struktur primært udgøres af instinkt-, følelses-, intelligens- og hukommelseslegemet.

 

Fra PS-figuren udgår der ialt seks omtrent vandrette pile, som peger hen mod det lodrette, punkterede felt (O), hvori ses en lodret pilefigur, hvis størrelse svarer til pilefiguren i øjets synsfelt. De seks pile skal henvise til de seks sanser eller sanseområder: instinktsansen, tyngdesansen, følelses­sansen, intelligenssansen, intuitionssansen og hukommelses­sansen. Feltet skal symbolisere oplevelsesfeltet og dermed selve oplevelsen, i dette tilfælde af genstanden 'g'.  

 

Til højre for oplevelsesfeltet ses igen seks omtrent vandrette pilefigurer, der peger fra højre og ind mod oplevelsesfeltet. De skal symbolisere højpsykiske sanseområder, der svarer til de sjælelige sanser og sanseområder. At det to sæt pilefigurer peger ind mod oplevelsesfeltet fra hver sin side skal angive, at der er tale om, at livsoplevelsen er et resultat af et samspil mellem den sjælelige struktur på den ene side og den højpsykiske struktur på den anden side. Den sidstnævnte ses symboliseret ved den vandretliggende kegleagtige figur (SG) til højre. (Note 7)

 

Den højpsykiske sansestruktur

I og med SG-figuren møder vi en struktur og et begreb, som tidligere i denne fremstilling kun har været nævnt periferisk, nemlig sanseregistret. Dette register, der henhører under den højpsykiske sansestruktur, består af et uendeligt antal sanse­horisonter, som udgøres af det uendeli­ge antal spira­lafsnit, individet har gennemlevet, og som nu i form af et omfattende og rigt erfarings- og erin­dringsmateria­le findes opmagasineret i bevidsthedsarkivet, hvorfra det står til Jegets bevidste og ikke mindst ubevidste rådighed.

 

Vigtigt: Her må det nødvendigvis indskydes, at talen om ”den højpsykiske sansestruktur”, ”sansehorisonter” og ”spiralafsnit” naturligvis ikke hører hjemme i relation til ét-livs-hypotesen. Individets oplevelses- og erfaringsmateriale og dermed dets erindringsmateriale, er af god grund kun indsamlet i løbet af det ene liv, individet har at leve i. Dertil kommer naturligvis det automatiske ubevidste instinktive ’erindringsmateriale’, som i større eller mindre grad også har indflydelse på individets bevidsthedsliv og handlinger.  

 

De nævnte sansehorisonter er angivet på keglefiguren i form af en række lodrette felter, som aftager i størrelse (højde), jo længere de befinder sig væk fra feltet med den sorte 'bjæl­ke' i keglens venstre side. Denne figur skal markere, at denne sansehorisont tilhører det indeværende spiralafsnit, der jo ifølge sagens natur er under opbygning. Det til dette spiral­afs­nit henhørende erfaringsmateriale er opmagasineret i erin­dringskartoteket, som er en 'afdeling' af det samlede bevidst­hedsarkiv. Vi skal senere se på, hvorfor en af keglefigurens felter er skraveret og at der udgår to pilefigurer herfra, en for oven og en for neden, som begge peger hen mod pilefiguren i oplevelsesfeltet.

 

Livsoplevelsen og genkendelsesevnen

Ifølge Martinus beror al sansning og dermed livsoplevelse på genkendelse, således forstået, at sansning og livsoplevelse i virkeligheden er slutprodukter af omfattende og komplicerede genkendelses­processer. Det gælder altså også for den for al livsoplevelse så afgørende sansevirksomhed, at den i sin inderste natur er en genkendelsesproces, idet denne overhovedet ikke ville kunne gennemføres uden en sanse- og genkendelses­evne.

 

Ved sanseevne forstås Jegets evne til at præstere sansning, der altså i sin kosmiske natur er identisk med en genkendelses­proces. Jeget vekselvirker ved hjælp af sit sanseapparat med en ikke-tids- og ikke-rumdimensionel, objektiv virkelighed på en måde, der resulterer i oplevelsen af en subjektiv, tid- og rumdimensionel virkelighed. Sidstnævnte er i modsætning til førstnævnte en illusion, som i øvrigt primært skyldes perspek­tivprincippet, hvilket vi skal vende tilbage til.

 

Ved genkendelsesevne forstås Jegets evne til at præstere genkendelse, en evne, der først og fremmest baserer sig på omsætning af intelligens- og hukommelsesenergi. Genkendelse er det, der foregår, når vi bevidst eller ubevidst erkender at noget, vi i øjeblikket oplever, både konkret og i princippet er en 'gentagelse' af noget, vi tidligere har oplevet. Genkendel­sesfunktionen stiller altså krav til og er afhængig af, at et vist mål af erfaringsmateriale på forhånd er til rådighed. Eksempelvis genkender man kun en sten, en plante eller et dyr som værende henholdsvis en sten, en plante eller et dyr, fordi man allerede i forvejen har et større eller mindre erfarings­materiale vedrørende de nævnte kategorier til disposition for genkendelsesevnens bevidste såvel som ubevidste, automatiske funktioner. 

 

Genkendelsesfunktioner indgår derfor som et vigtigt og absolut uundværligt led i etableringen af livsoplevelsen. Vores muligheder for at opfatte, forstå og erkende hvad det i det hele taget er, vi oplever, og hvad det i hvert enkelt tilfælde egentlig er, vi står over for i den ydre verden, beror ude­lukkende på vor evne til at genkende. Uden evnen til at gen­kende ville vi simpelthen være ude af stand til at identificere noget som helst, hvilket også vil sige, at vi heller ikke ville kunne opnå klar dagsbevidsthed om noget som helst.

 

Herefter skal citeres en tekst, som kun delvis har relation til de nævnte emner, sådan som disse opfattes i ét-livs-hypotesens perspektiv. Dette gælder specielt fænomenet ”de kosmiske sansehorisonter” og det dertil knyttede fænomen ”et kosmisk eller højpsykisk genkendelsesstadium”. Disse nævnte sansehorisonter og genkendelsesstadier har ingen relevans i sammenhæng med, at de levende væsener, herunder ikke mindst os mennesker, kun har et enkelt liv at leve til vores rådighed. De nævnte sansehorisonter og genkendelsesstadier kan kun have betydning i relation til den flere-livs-teori, som er et af de væsnetlige hovedtræk i Martinus’ kosmologi eller livs- og verdensopfattelse. Men eftersom det nævnte tekstafsnit indeholder interessante betragtninger, syntes jeg, at det alligevel burde medtages her.

 

Sanseregistret og de kosmiske sansehorisonter

Sansningen - og dermed livsoplevelsen - er i sin dybeste natur altså en genkendelsesproces, der spænder over tre faser eller stadier: et fysisk kontaktstadium, et sammenkoblet parafysisk­/åndeligt og et kosmisk eller højpsykisk genkendelses­stadium.

 

Martinus oplyser, at genkendelsesevnen er knyttet til et omfattende organisk apparat, hvoraf de fleste mennesker fore­løbig kun kender den del, der på grundlag af fysiske berøringer eller kontakter har til opgave at frembringe fysisk-elektriske sanseimpulser, der i kodet form rummer information om visse egenskaber, der knytter sig til det, som de fysiske sanseorga­ner med tilhørende nervesystem og hjernecentre er i kontakt med. Læseren vil her genkende sanseprocessens fysiske fase, sådan som denne tidligere ovenfor er blevet beskrevet, og sådan som den er søgt anskueliggjort på diagrammet ovenfor.

 

Genkendelsesapparatets parafysiske og kosmiske (højpsykiske) regioner er anskueliggjort i diagrammets højre halvdel. Den parafysiske region er i praksis repræsenteret ved den samlede sjælelige struktur, dog i første række af instinkt-, følelses-, intelligens- og hukommelseslegemet, medens den kosmiske eller højpsykiske region udgøres af evighedslegemet med de dertil knyttede kosmiske skabeprincipper, først og fremmest perspek­tivprincippet, samt det i samme legeme indbyggede bevidstheds­arkiv, også kaldet skæbneelementet.

 

Som nævnt fremstiller Martinus det levende væsens sanseevne som en genkendelsesevne, der som sådan forudsætter og er betinget af eksistensen af et indhentet erfaringsmateriale. Det nævnte erfaringsmateriale er lokaliseret eller ’oplagret’ i erindringskartoteket i overbevidstheden/evighedslegemet i form af en serie erin­dringstalentkerner, som tilsammen indeholder al den livsople­velse og dermed al den erfaring, som individet har tilegnet sig i løbet af sin evige fortid.

 

Erindringskartoteket med dets myriader af erindringstalent­kerner udgør et centralt organ i genkendelsesapparatet, hvis betydning for sansningens gennemførelse kun overgås af perspek­tivprincippets rolle i sammenhængen. Det er nemlig ikke kun den formåls- og begrebsmæssige side af livsoplevelsen, der er beroende på genkendelse, men det gælder også noget så elemen­tært som oplevelsen af sansedata samt størrelser eller for­mater.

 

Uden at være i besiddelse af størrelses- eller for­mat-er­farin­ger ville Jeget være ude af stand til at genkende og dermed identificere eller erkende nogen som helst størrelse. Jeget ville i det tilfælde også være afskåret fra at kunne registrere de faktorer, der danner grundlag for at kontrast­princippet kan virke.

 

Om tilvejebringelsen af disse størrelses- og formaterfaringer oplyser Martinus, at dette sker gennem en særlig kosmisk-organisk proces, hvori samtlige kosmiske skabeprincipper deltager, og som har til formål at præge og organisere Jegets i forvejen indhøstede totale erfaringsmateriale fra dets evige fortid på en helt særlig måde. Det er dog især tre af skabe­principperne, der gør sig gældende i den nævnte proces, nemlig følgende: perspektivprincippet, kontrastprincippet og kredsløbsprin­cippet.

 

Vigtigt: Vedr. sætningen ”Jegets i forvejen indhøstede totale erfaringsmateriale fra dets evige fortid”, bør læseren her erindre sig, at det kun er det universale eller guddommelige Jeg, der har en evig fortid, al den stund nævnte evige jeg eksisterer udenfor rum og tid. Men som sådan har nævnte Jeg et kæmpemæssigt lager af erfarings- og erindringsmateriale, nemlig i form af den instans, Martinus betegner som ”visdomsoceanet”. Vedr. dette, se f.eks. artiklen H1-30. Jegets evige energikilder.  - om de kosmiske grundenergier

 

Martinus’ opfattelse af hjernen og dens rolle

Som nævnt omtales hjerne- og nervesystemet følgende steder i Livets Bog I: stk. 51, 223-4, 227, men det er især i stk. 223-4, at Marinus analyserer den rolle, hjernen spiller i forhold til bevidstheden, men vel at mærke anskuet i det noget større kosmiske perspektiv, der jo er kendetegnet på hans kosmologi. I stk. 51 konstaterer Martinus, at de levende væseners hjerner kun er modtagelige for tankebilleder, ideer eller forestillinger af en bestemt styrke eller bølgelængde. Det betyder, at tankebilleder, der ligger over denne styrke, generelt set forekommer fantastiske eller helt utilgængelige for individet, medens tankebilleder, ideer og forestillinger, der ligger under den nævnte styrke eller bølgelængde, generelt set forekommer individet som værende primitive og naive.

 

Men det er særlig i Livets Bog I, stk. 223-4, at Martinus analyserer og karakteriserer hjernens rolle i forhold til det jordiske menneskes aktuelle kosmiske udviklingssituation. Herom skriver Martinus blandt andet, at den åndelige bevidsthedsfunktion hos mennesket må regnes for at være på et begyndelsesstadium, idet de åndelige legemer endnu ikke er bragt frem til deres respektive kulminationsudfoldelse på de åndelige tilværelsesplaner. Det er årsagen til, at de åndelige legemer ikke har styrke eller kapacitet til at bære bevidstheden, hvilket igen er årsagen til, at den fysiske bevidsthedsfunktion i hovedsagen bæres af det relativt veludviklede fysiske legeme. Dette forhold bevirker, at den fysiske tilværelse så at sige overdøver den spæde åndelige tilværelse, og dette kontrastforhold er atter årsagen til, at åndelige oplevelser kun bliver opfattet og oplevet som tanker eller tankebilleder, stik imod, at disse i henhold til Martinus i virkeligheden er lige så realistiske genstande som de fysisk oplevede genstande.

 

Det jordiske menneskes primære legeme udgøres altså af det fysiske legeme, men samtidig er individet gennem dettes hjerne- og nervesystem forbundet med de endnu spædt udviklede åndelige legemer, gennem hvilke dets åndelige funktioner befordres og udløses. Disse åndelige funktioner eller evner og legemer udgøres i hovedsagen af følelsesevnen og følelseslegemet, intelligensevnen og intelligenslegemet, intuitionsevnen og intuitionslegemet, og hukommelsesevnen og hukommelseslegemet. Men da disse åndelige funktioner, som Martinus betegner som værende af elektrisk beslægtet natur, kun kan blive fysisk udløste via et lednings- eller antennesystem, findes et sådant netop i form af individets hjerne- og nervesystem.


Dette system består altså dels af fysiske energier og dels af åndelige energier eller energibølger, hvorved individet sættes i stand til at komme i kontakt med reaktionen af den vekselvirkning, der foregår mellem dets fysiske legeme og grundenergierne, som jo er den virkelige basis for individets livsoplevelse og manifestation. Den nævnte reaktion har altså reelt set karakter af elektrisk beslægtede energibølger i hjernen og nervesystemet. I fysiologien betegnes disse energibølger som fysisk-kemisk-elektriske reaktioner i hjerne- og nervesystemet, en betegnelse, som stemmer godt overens med Martinus’ forklaringer på sanse- og oplevelsesprocessen. Men hermed hører overensstemmelsen også op, for hvor naturvidenskaben i almindelighed og hjernefysiologien i særdeleshed udelukkende opfatter fænomenerne og processerne som fysisk-kemiske, dér hævder Martinus, at der samtidigt også er tale om over-fysiske kemiske fænomener og processer. Dette pointerer han også i Livets Bog I, stk. 224, idet han fremfører det synspunkt, at når menneskene i almindelighed og videnskaben i særdeleshed ikke er i stand til at observere individets fornemmelser længere end ind i hjerne- og nervesystemet, skyldes det, at individets åndelige sanser og evner endnu kun befinder sig på det stadium, som det fysiske legeme befandt sig på, dengang det under evolutionen endnu ikke var i besiddelse af fysiske sanser, som f.eks. syn, hørelse etc.

 

Men situationen eller forholdet er det, hævder Martinus, at hjerne-nervesystemets fysisk-kemisk-elektriske bølger eller vibrationer fortsætter som ikke-fysiske ind i individets åndelige struktur, hvor de opleves i forhold til, hvor meget eller lidt den åndelige struktur eller de åndelige legemer og disses organer er udviklede til at kunne reagere overfor de nævnte bølger og vibrationer. Pointet er, at det er via disse åndelige legemer, at de elektriske bølger og vibrationer bliver oplevet som åndelige fornemmelser i form af tanker og følelser eller tankeklimaer, som tilsammen udgør det ”mentale billedgalleri”, der kaldes bevidsthed. Hjerne- og nervesystem udgør ifølge Martinus med andre ord individets ”port” ind til den åndelige verden. Herom skriver han blandt andet følgende, som jeg vil tillade mig at citere her:

 

(Citat) […] Alt eftersom jordmenneskets åndelige legemer endnu er uudviklede, vil det altså være offer for den overtro, at ”porten” eller hjerne- og nervesystemet er årsag til dets åndsfunktioner og er således endnu ubevidst i åndslegemerne eller de faktiske forhold. Nævnte overtro bliver yderligere stimuleret af den omstændighed, at der i ”porten” til den åndelige verden findes små særlige åbninger for de særlige arter af elektriske bølger, hvilket altså igen vil sige, at der i hjerne- og nervesystemet findes særlige centre eller komplekser for de forskellige åndsfunktioner. Det førstnævnte væsen vil altså være offer for den illusion at tro, at disse særlige centrer eller komplekser er selve årsagen til funktionerne, medens de i virkeligheden kun udgør særlige indstillingsorganer for fysisk afsendelse og modtagelse af de tilsvarende særlige åndelige energibølger eller vibrationer. Ligesom antennen ikke er årsag til den musik eller det foredrag, der gennem et til denne knyttet radioapparat modtages, men kun udgør et center, gennem hvilket musikkens eller foredragets elektriske form kan modtages og bringes videre til apparatets andre centrer og der blive omsat til sin oprindelige form, således er hjerne- og nervesystemet absolut heller ikke årsag til denne eller hin gennem samme system forekommende synlige manifestation, men kun udgørende et afsender- og modtagersystem for reaktionerne mellem individets legemskultur og grundenergierne i form af elektriske bølger. Ligesom modtagelsen eller afsendelsen gennem et radioapparat bliver disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de enkelte dele af dets tilbehør, således bliver reaktionsforplantningerne gennem hjerne- og nervesystemet naturligvis også disharmoniske, hvis der er noget i vejen med de særlige centrer eller komplekser i det nævnte system. Sådanne disharmonier i individets bevidsthed kendes i den daglige tilværelse under begreberne: Sindssyge, åndssvaghed og lammelse.(Citat slut) (Se Livets Bog 1, stk. 224: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php)

 

Det er altså i henhold til Martinus en overtro og illusion at mene, at det fysiske hjerne- og nervesystem skulle være generatoren af bevidstheden. Derfor kan man heller ikke tale om, som nogle gør, at ”hjernen er det endelige sæde for sansningen og bevidstheden”, for denne påstand er så langt fra virkeligheden, som man kan komme. Dette fremhæver Martinus yderligere i sin småbog nr. 1. ”Menneskehedens skæbne”, som oprindelig blev trykt i tidsskriftet ”Okkultisten” i 1933, men senere udkom i bogform. Det sker i bogens 19.-20. kapitel og efter min opfattelse i en noget mere afklaret form, end i det ovenfor gengivne citat. I nævnte bog er det dog især selve sanseprocessen fra start til slut, Martinus analyserer og omtaler, en analyse, som er i stor principiel overensstemmelse med den, man kan finde indenfor den filosofiske disciplin, der hedder sansefysiologisk kriticisme og desuden i den indiske filosof Shankar Acharyas tilsvarende analyser af sanseprocessen. Disse er især formidlet til den vestlige verden af den engelske forfatter og filosof Paul Brunton, i bøger, som f.eks. ”The Search of the Overself” og ”The Hidden Teaching Beyond Yoga”. (Se f.eks. artiklen 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen.

 

Herunder: Citat fra artiklen H1-26. Tillæg. 2. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (I)

 

Sanseprocessen

Den følgende fremstilling af, hvordan Jegets/subjektets ind­adrettede aktivitet, sansningen, mere præcist finder sted, vil i alt væsentligt henholde sig til Martinus’ oplysninger herom, men dog suppleret med oplysninger dels fra Per Bruus-Jensens værker og dels fra den engelske filosof Paul Bruntons værker, hvis erkendelsesteori i alt væsentligt baserer sig på Vedanta-filosofien. (Se også her artiklen 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen)

 

Sanseprocessen har ifølge Martinus tre hovedfaser: 1) den fysiske fase, 2) den parafysiske/åndelige fase, og 3) den højpsykiske fase, hvilket fremgår af vedføjede diagram over oplevelsesprocessen.

 

Til belysning af sanseprocessen vil vi i det følgende ind­skrænke os til beskrivelsen af synssansen, som nok er den, der er bedst egnet til at gøre det klart for os, hvad sansning og oplevelse i virkeligheden vil sige. Til dette formål vælger vi at hen­holde os til det vedføjede grafiske skema, som viser en person, der betragter en vase på et bord. Vasen angives at være en lyseblå porcelænsvase, men kunne for så vidt have været en hvilken som helst anden ting eller genstand.

 

Men vi tænker os altså en person, der betragter en genstand, som vedkommen­de oplever som en slank, lyseblå porcelænsvase. Spørgsmålet lyder nu, hvordan denne oplevelse kommer i stand? 

 

I overensstemmelse med den viden­skabelige sansefysiologi oplyser Martinus, at sanseprocessens fysiske fase består i, at de lysbølger eller lyskvanter der rammer gen­standen eller objektet, reflekteres fra dennes overflade og stråler ind i betragterens øjne, hvor de igangsætter visse foto-kemiske processer i øjnenes nethinder. Herved frembringes der elektriske impulser, som i form af data- og informations­bærende kraftfelter ledes via synsnerverne til synscentret bagtil i hjernen.

 

Så langt er sansefysiologien og Martinus enige. Men sansefy­siologien går implicit ud fra, at hjerne og be­vidsthed er et og det samme, idet man fra en objektiv syns­vin­kel ikke er i stand til at se, hvordan det ellers skulle hænge sammen. Man antager derfor, at de to billeder fra de to øjnes nethinder på en eller anden og indtil videre ukendt måde sammenarbejdes i hjernen, hvorved indtrykket eller oplevelsen af genstanden opstår.

 

Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan antagelse er holdbar, hvilket den altså i henhold til blandt andre Martinus ikke er. For hvad er det nemlig i virkeligheden, der foregår i hjernen? Ja, det ved hjerneforskerne efterhånden en hel del om, uden at de derfor har været i stand til at løse eller forklare sansningens og oplevelsens gåde. Til trods for, at man i dag ved adskilligt om hjernens funktioner, er man stadigvæk lige langt fra at kunne forklare, hvordan elektrokemiske nerveimpulser eller –processer er i stand til at omsætte sig til bevidste indtryk og oplevelser af en omverden fuld af lys, farver, former, lyde, toner, dufte og smag. Men det er jo en kendsgerning, at dette sker hvert eneste øjeblik vore sanser er rettet mod omverdenen.

 

Imidlertid skjuler der sig her en pointe, som det er vigtigt for læseren at få fat i, nemlig den, at de bevidste indtryk og oplevelser ikke kan finde sted, førend sanse- og nerveimpulser­ne i dette tilfælde er nået om til synscentret i baghjernen. Det ved man helt eksakt fra tilfælde, hvor synsnerverne af en eller anden grund ikke har været i stand til at overføre nethin­deinformationerne til synscentret. I sådanne tilfælde finder der ingen oplevelse af synsindtryk sted, uanset at lysindtryk­ket på øjnenes nethinder forefindes. Det er altså en nødvendig forudsætning og betingelse for at den bevidste synsople­velse kan opstå, at nethindernes synsindtryk via synsnerveimpulserne transporteres om til synscentret bagest i hjernen.

 

Til den ovenfor anførte pointe kan føjes, at det heller ikke er tilstrækkeligt for at etablere den bevidste synsoplevelse, at synsimpulserne når om til synscentret. Det turde fremgå blandt andet af den kendsgerning, at de to omtrent identiske billeder af den ydre genstand på de to nethinder i medfør af øjets konstruktion er vendt på hovedet! Desuden er der to nethinde­billeder som tilmed ikke er større end det areal, nethinderne dækker, hvilket maksimalt vil sige omkring 2 cm i diameter. Men det billede af genstanden, vi oplever, er hverken vendt på hovedet eller af en størrelse som en nutidig dansk tokrone!

 

Tre vigtige konklusioner

Der kan drages i al fald tre vigtige konklusioner af disse forholdsvis enkle kendsgerninger. For det første, at der skal andet og mere til, end øjne, synsnerver, synscenter, diverse associationscentre i hjernen samt elektro­kemiske nerveim­pulser, for at en bevidst synsoplevelse skal kunne etab­leres. For uanset, hvor mange andre, associerende hjernecentre man end vil inddrage i sanseprocessen, så er og bliver der dog fortsat kun tale om elektro-kemiske impulser eller processer. Og det er jo heller ikke disse i sig selv, vi oplever.

 

For det andet kan man drage den vigtige konklusion, at den eller de oplevelser, der forudsætter og delvis er betinget af det fysiske sanseapparat, i dette tilfælde altså øjne, synsner­ver, synscenter osv., er noget helt andet end sanseimpulserne, nemlig en stor­slået, rigt varieret og uendelig verden af lys, farver, former, lyde, toner, dufte, osv., her­under vor egen fysiske organisme. Men altså samtidig en verden, der helt igennem er af immateri­el, åndelig natur, og som tilmed i en vis forstand er rent illusio­nistisk.

 

For det tredie er det vigtigt at gøre sig klart, at den verden, der fremstår i vores oplevelse eller bevidsthed, er den eneste vi oplever og kender til! Den såkaldt ’ydre verden’ er derfor som sådan i virkeligheden fuldstændig ukendt for os, idet vi aldrig direkte har oplevet den! Og faktisk heller aldrig nogensinde vil komme til at opleve den, som den er i og for sig. Den såkaldt objektive verden eksisterer ganske vist, men som oplyst i virke­ligheden i en helt anden forstand, end vi alminde­ligvis tænker os.

 

Citatet herunder er fra artiklen 4.130. Personlighedsbegrebet - set i ét-livs-hypotesens perspektiv:

 

Foreløbig konklusion på grundlag af ét-livs-hypotesen

Her skal jeg imidlertid ikke gå yderligere eller nærmere ind på, hvad Martinus i sin i øvrigt højst interessante og værdifulde kosmologi har af opfattelse af forholdet mellem den fysiske hjerne og det bagved eksisterende åndelige eller parafysiske system, mere præcist bevidstheden, dels fordi dette forhold allerede er grundigt beskrevet i flere af de artikler om Martinus' kosmologi eller verdensbillede, der foreligger her på hjemmesiden, og dels fordi mit eget skifte til ét-livs-hypotesen på afgørende måde dels udelukker store dele af de emner, faktorer og kræfter, som Martinus' kosmologi hviler på og opererer med, og dels tildeler disse en anden rolle i sammenhæng med ét-livs-hypotesen. 

 

Det ligger dog fortsat fast, at det individuelle jeg er en del af det universale eller guddommelige jeg, så længe individet er fysisk i live, men også, at jeget – eller mere præcist det personlige jeg eller egoet – og dermed psyken eller bevidstheden genereres synkront i og med det fysiske legemes undfangelse, vækst og eksistens, lige som samme jeg og psyke synkront ophører med at eksistere i og med det fysiske legemes død og ophør. Alt sammen under forudsætning af, at der foreligger normale omstændigheder. Et menneske kan jo f.eks. dø på et hvilket som helst stadium af sit liv, som foster, barn, ung, voksen eller gammel.

 

Set i ét-livs-hypotesens perspektiv er det særligt vigtige derfor her, at psyken, så vel den bevidste som den ubevidste del af denne, udgør et energisystem for sig, der dog er intimt og interagerende forbundet med det fysiske legeme og dettes funktioner, specielt med hjernen og dennes funktioner, men som altså ikke er direkte identiske med disse. Det betyder som nævnt, at psyken normalt genereres samtidigt eller synkront med det fysiske legemes undfangelse og vækst, lige som psyken normalt degenererer og ophører samtidigt eller synkront med det fysiske legemes degeneration og ophør.

 

I denne sammenhæng kan der desuden peges på drømmetilstanden og hallucinationer, som eksempler på, at psyken udgør en slags selvstændigt energisystem i forholdet til den fysiske krop. Det samme gælder de såkaldt ud-af-kroppen-oplevelser, som nogle mennesker oplever og forestiller sig, og i nogle tilfælde fuldt og fast tror på, at disse er udtryk for realistiske fænomener. Det gælder endvidere for oplevelser af ånder, spøgelser og andre såkaldt spirituelle forestillinger og oplevelser. Der er i alle tilfælde reelt set kun belæg for at antage og mene, at der er tale om illusioner eller bedrag og selvbedrag. 

 

Men dette med, at psyken ikke er direkte identisk med hjernen og dennes anatomi og fysiologiske funktioner, fremgår særlig tydeligt af analysen af sanse- og synsprocessen, som er kortfattet beskrevet tidligere ovenfor. Den opfattelse, at vores sansemæssigt baserede opfattelse af verdenen er udtryk for ren illusionisme, idet det vi bl.a. ser og hører ikke er identisk med den virkelighed, som rent faktisk er noget helt andet end det indhold, denne efterlader i vores bevidsthed eller psyke. Derfor nødes vi til at erkende og acceptere, at psyken repræsenterer en anden form for energi end den energi, som det fysiske legeme betjener sig af. Som en følge heraf, må man skelne mellem fysisk og psykisk eller åndelig energi, også selvom disse to energisystemer interagerer med hinanden. Se bl.a. herom i artiklen 4.83.  Illusionernes narrespil – om falsk kontra ægte virkelighed .  Det skal dog pointeres, at den nævnte artikel er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen, men i det væsentlige er den fortsat gyldig også set i det perspektiv.   

 

Apropos den såkaldte fysiske energi og den såkaldte åndelige eller psykiske energi, er det vigtigt at gøre sig klart, at grænsen mellem, hvad der er fysisk og hvad der er psykisk, er hårfin eller flydende. Det vil man kunne forstå, hvis man orienterer sig om situationen indenfor kvantefysikken. Herom skriver forfatteren T. Bergstein bl.a. følgende:

 

(Citat) Betegnelsen ’elementarpartikler’ for de atomare individer, hvoraf atomerne er opbygget, karakteriserer, at man her er nået til et punkt, hvor det er uden mening at spørge om objektets rumlige struktur. En statistisk analyse af strålingen fra objektet er i denne forbindelse nytteløs, for når en elementarpartikel giver anledning til stråling, sker det altid ved, at partiklen ophører med at eksistere, idet den omdannes til andre elementarpartikler. Der er således ikke tale om, at den oprindelige partikel kan opfattes som sammensat af de dannede partikler. Disse skabes først i det øjeblik, den oprindelige partikel går til grunde. Det er derfor umuligt at meddele nogen anskuelig forestilling om en elementarpartikel. Den må ligesom ethvert andet atomart objekt repræsenteres ved en sandsynlighedsbølge, og partiklens art og egenskaber er givet med anførelsen af massetal og ladningstal samt visse talstørrelser, som dels refererer til bølgeformationens symmetriegenskaber, dels til de omdannelsesprocesser, som partiklen kan deltage i. Begreberne form og struktur er – selv fortolket statistisk – irrelevante ved beskrivelsen af disse opbjekter. […] (Citat slut) (T. Bergstein: Kvantefysik og dagligsprog – et betydningsfuldt indlæg i diskussionen om den moderne naturvidenskabs erkendelsesteoretiske aspekter. Munksgaardserien. Munksgaard , Copenhagen, 1966.)

 

Så vidt jeg selv kan forstå i henhold til ovenstående citat, så ligger problemets kerne atomart set i det forhold, at den virkelighed, der ligger til grund for at en elementarpartikel kan opfattes komplementært som enten en partikel eller en bølgeformation. Hvilket vil sige som fænomener, der gensidigt udelukker hinanden. Førstnævnte vil da kunne tolkes som udtryk for en fysisk virkelighed og sidstnævnte som udtryk for en åndelig eller psykisk virkelighed. Vi har hermed indirekte fået en slags videnskabelig bekræftelse på, at hvor den fysiske verden så at sige hører op, nemlig i og med ’den nedre grænse’ for elementarpartiklerne, derfra viser og fortsætter den åndelige eller psykiske verden sig. Elementarpartiklerne og elementarbølgerne markerer dermed ’overgangen’ mellem henholdsvis de fysiske og de psykiske energier. 

 

Dog, til trods for al teori og alle opfattelser, så bør man til stadighed erindre sig digteren H. C. Andersens vise ord om, at det er begrænset, hvad vi mennesker i det hele taget begriber: 

 

(Citat med nudansk retskrivning) Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever. (Citat slut) (H.C.Andersen: Kun en Spillemand, 1837. Trykt i H.C.Andersen. Romaner og Rejseskildringer, bind 3. Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 1944. Genoptrykt i Gyldendals Tranebøger 1970. - Se evt. også artiklen 3.12. Alt er et underværk – om livet selv som det største eventyr.) 

 

© Februar 2018. Harry Rasmussen.

 

******************

  Fortsættes i artikelseriens 9. del.