Realiteter versus Idealisme

Virkelighed og illusioner 9. del:

 

________________________________

 

 

Ét-livs-hypotesen

og Martinus' kosmologi

En redegørelse

1. del

 

Indledning

Min interesse for og studium af Martinus' kosmologi begyndte i efteråret 1957, hvilket fra 1974 fik mig til efterhånden at skrive en del artikler om emnet, dels til tidsskriftet KOSMOS og dels til tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION, som senere skiftede navn til DEN NY VERDENSIMPULS. I 1996 udgav Forlaget Kosmologisk Information min lille 'afhandling' med titlen ”H. C. Andersen – hans forfatterskab og livsanskuelse i kosmologisk belysning”, som indeholdt 5 af de i alt 9 storartikler, jeg i 1992-93 havde skrevet til tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION. Året efter udgav samme forlag min bog ”H. C. Andersen, H. C. Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie”. Undertitlen skulle markere, at der fra min side var tale om netop et sammenlignende studie mellem især de to åndsgiganter H. C. Andersen og Martinus. I 2005 oprettede min webmaster Jakob Koch og jeg hjemmesiden LIVETS EVENTYR med det hovedformål at skildre H. C. Andersen, hans personlighed, liv og forfatterskab set og vurderet på baggrund af Martinus' kosmologi.

 

Som læseren sikkert allerede har forstået, så har jeg fra begyndelsen tilstræbt at forholde mig objektivt til begge de nævnte personligheder og ikke mindst til deres respektive forfatterskaber. Derfor forholder det, jeg her på nævnte hjemmeside har skrevet om Martinus' kosmiske analyser og facitter, sig loyalt til disse, ligesom tilfældet tilsvarende er med forholdet til Andersens livs- og verdensanskuelse og hans forfatterskab. Det betyder, at min skildring af dem og de nævnte værker stadigvæk vil være gyldigt, også selvom jeg i mine senere og seneste artikler har forholdt mig skeptisk og kritisk til nogle af præmisserne, argumenterne og konklusionerne hos begge, men især i Martinus' kosmologi.  

 

Hensigten med denne artikel her er derfor at fortælle læseren om, at mine efterhånden årelange studier af Martinus' kosmiske analyser og facitter, foreløbig har ført til, at jeg ikke er og i øvrigt aldrig har været en troende tilhænger af Martinus og hans livsværk, men derimod end så længe en tvivlende, skeptisk og sandhedssøgende tilhænger. Men dog en tilhænger, som nærer håbet om, at min personlige erkendelse med tiden vil kunne fortælle mig, at Martinus’ forunderlige og storslåede verdensbillede er et fuldgyldigt udtryk for virkeligheden eller sandheden om livet, verden og tilværelsen. Den dag, det sker, vil der blive stor og jublende glæde i det tvivlende og skeptiske sind.

 

Men den nævnte tvivl og skepsis har bevirket, at jeg i de senere år og i en efterhånden forholdsvis lang række artikler, har skrevet om de emner i Martinus' kosmologi, som jeg – berettiget eller uberettiget - forholder mig tvivlende og skeptisk til. Men eftersom ingen af de nævnte artikler har indeholdt en overordnet og systematisk gennemgang af de pågældende vigtige emner, synes jeg derfor at skylde mine læsere en mere konsekvent argumentation, analyse og beskrivelse af disse emner. Det er denne gennemgang, jeg vil forsøge mig med i det følgende, primært i et måske forfængeligt håb om, at i det mindste nogle af læserne bedre vil kunne forstå min holdning og situation. Hvis dette i øvrigt kan have nogen som helst interesse for andre end mig selv. Skulle det sidstnævnte være tilfældet, altså at det kun har interesse for mig selv, ja, så er der sådan set ikke noget at gøre ved det.

 

Lidt forhistorie

Men lad mig begynde med lidt nyere forhistorie: I 2001 udgav forfatteren og forlæggeren Per Bruus-Jensen bogen ”Sol & Måne. Glimt fra 10 år i lære hos en moderne mystiker og intuitionsbegavelse”. Udtrykket ”Solen” er en hentydning til vismanden og seeren Martinus og ”Månen” en hentydning til Bruus-Jensen selv. Titlen skulle naturligvis markere, at Martinus var og er mesteren, medens Bruus-Jensen var og forblev dennes elev. Udgivelsen af bogen var og er primært en tilkendegivelse af den store taknemmelighed, eleven følte overfor en læremester, som personligt havde indviet ham i sin inspirerede og storslåede lære om intet mindre end verdensaltet, således som dette tager sig ud, set fra den angiveligt højeste form for bevidsthed, den, Martinus betegner som ”kosmisk bevidsthed”. Denne form for bevidsthed er foreløbig en sjældenhed blandt menneskene, men Martinus hævder, at det kun er et spørgsmål  om tid, før stort set alle mennesker vil have fået udviklet denne højeste sanseevne. Det med den korte tid skal dog ses i et kosmisk perspektiv af cirka 3000 år!

 

Det er endvidere Martinus' påstand, at opnåelsen af kosmisk bevidsthed er et spørgsmål om udviklingen af en fuldkommen balance mellem individets følelse og intelligens, idet denne balance er en absolut forudsætning for intuitionsevnens forekomst i bevidstheden. Dér, hvor der hersker ubalance mellem følelse og intellekt, dér er individet subjektivt partisk i sin opfattelse af og i sit udtryk eller sine handlinger overfor. Og omvendt, dér, hvor der hersker højeste balance mellem følelse og intellekt, dér vil individet være objektivt upartisk i sin måde at opfatte problemerne, forholdene og situationerne, og dermed også omverdenen på, og ligeledes i sin måde at udtrykke sig og handle på overfor denne. 

 

Den mentale udvikling fra såkaldt ”kosmisk ubevidsthed” til modsætningen ”kosmisk bevidsthed” er i henhold til Martinus et spørgsmål om et etisk-moralsk sindelag, som det kan tage lang tid at opnå, helt op til flere reinkarnationer.  Begrebet og fænomenet reinkarnation indgår som et vigtigt og uundværligt led i det verdensbillede eller den kosmologi, som Martinus brugte over 40 år af sit 90-årige liv til at skabe og mere end 60 år til at fortælle sin omverden om.

 

Imidlertid var Per Bruus-Jensens oprindelige personlige opfattelse af Martinus ikke særlig positiv, noget, der dog fandt sted, før førstnævnte kendte sidstnævnte personligt og desuden kun kendte til dennes lære på baggrund af andres kendskab og holdning til denne og dens ophavsmand. Herom skriver Per Bruus-Jensen i ovennævnte bog under overskriften ”Hvordan det hele begyndte ...” s. 9ff, blandt andet følgende:

 

(Citat) Når jeg i dag ser tilbage på mit liv og herunder fokuserer på det præg, Martinus og hans arbejde har sat på det, er det svært at lukke øjnene for en følelse af højere bestemmelse. For faktisk er mit udgangspunkt ekstremt negativt i den forstand, at jeg oprindeligt på det nærmeste var Martinus-hader.

 

Dette havde to årsager, nemlig min fars patriotisme og min egen musikinteresse.

 

Min far var et yderst patriotisk sindet menneske, der havde vovet pelsen under den tyske besættelse, og for hvem den sydslesvigske sag var et helligt anliggende. Og med baggrund i en hård barndom samt en meget betydelig historisk viden hævdede  han gennem hele livet den grundsætning, at så længe, der havde været et menneske med en plov, der frembragte værdier af jorden, havde der også været et menneske med et sværd, der va parat til med magt at tage disse værdier fra ham.

 

Ved en lejlighed havde han ladet sig overtale til at høre et foredrag af Martinus, der bragte ham i det største sjælelige oprør, idet emnet var ”fred gennem pacifisme og militærnægtertjeneste”. Han drog på grundlag  heraf den enkle slutning, at Martinus slet og ret var et skadedyr i samfundet, og han lagde ikke skjul på denne opfattelse i sine omgivelser, der bl.a. omfattede min bror og mig.

 

Det gjorde dog ikke noget større indtryk på os, da vi begge havde meget andet i hovedet end at tage stilling til den slags ting. Men den dag skete der noget, som faktisk overbeviste mig om, at min far havde ret.

 

Jeg havde altid været meget glad for musik og dyrkede også selv violinspil med stort engagement. En dag hørte jeg et indslag i radioen, der handlede om et ægtepar Ankerbye på Bornholm, der længe havde været toneangivende i øens musikkredse og musikliv og selv aktivt tog del deri (fru Ankerbye havde i sine unge dage turnéret som koncert-violinistinde rundt om i verden). Men nu havde man helt lagt musikken og disse hverv på hylden for at få tid til at studere Martinus' arbejde.

 

Jeg var dybt rystet og drog hastigt den højst umodne slutning, at når nogen kunne få folk afledt fra at beskæftige sig med noget så ophøjet som musikken til fordel for en mere eller mindre tvivlsom filosofi, så måtte det nødvendigvis bekræfte min fars opfattelse: at Martinus som denne filosofis ophav var et skadedyr i samfundet. Og fra den dag var jeg til det yderste negativ overfor alt, hvad der havde bare det mindste med Martinus at gøre.

 

Når jeg i dag må vedgå mig den direkte modsatte holdning til dette spørgsmål, skyldes det i første omgang – ironisk nok – min store musikinteresse. (Citat slut).

 

Per Bruus-Jensen fortæller herefter om sit møde med nogle musikinteresserede mennesker, som  også viste sig at være stærkt engagerede og ivrige studerende af Martinus' kosmologi, men de havde ikke travlt med at ville 'omvende' deres unge ven. Som tiden gik blev han dog mere og mere interesseret i de farvestrålende symboltegninger, tegnet af Martinus, ægteparret havde hængende overalt på væggene i deres hyggelige hjem. Efter forskellige mellemliggende beskæftigelser som bl.a. soldat og senere skovfogedelev, hvorunder han kom ud for en arbejdsulykke, som afbrød hans uddannelse, var  det var faktisk den omstændighed, der indirekte vakte unge Bruus-Jensens interesse for at give sig seriøst i kast med studiet af Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter. 

 

Så vidt Per Bruus-Jensen, der altså begyndte sit forhold til Martinus og dennes lære med en midlertidig nærmest uforsonlig negativ interesse og holdning til samme. Men efter fra og med efteråret 1957 at have lært både Martinus og dennes kosmologiske lære at kende, skiftede Per Bruus-Jensen totalt opfattelse og blev ikke alene en flittig og trofast studerende af denne lære, men under Martinus' personlige vejledning også selv snart en meget kyndig og fremtrædende foredragsholder, studiekredsleder og i nok så høj grad forfatter af en række artikler og en hel del bøger med emner fra samme lære. For nærmere information herom kan læseren henvises til hjemmesiderne Nordisk Impuls  og http://www.martinusforum.dk/

 

I sin ovennævnte bog ”Sol & måne” kommer Per Bruus-Jensen i Tredie afsnit, s. 79, også ind på, at der i nogle Martinus-kredse har verseret en skelnen mellem vismanden Martinus og hverdagsmennesket Thomsen. Martinus' borgerlige navn var som bekendt Martinus Thomsen. Men den nævnte skelnen mener Bruus-Jensen ikke er relevant, skønt det faktisk er Martinus selv, der indirekte er årsag til denne. Den opfattelse, at der ikke kan eller bør skelnes mellem Martinus og Hr. Thomsen, må jeg desværre sige, at jeg ikke er enig i, hvilket blandt andet fremgår af min artikel 2.26. Sfinksen og Keops-pyramiden – symbol og mausoleer eller indvielsestempler? Derfra skal jeg citere følgende: 

 

(Citat) Martinus’ beskrivelse af Keopspyramidens oprindelige udseende og af dens omgivelser, der nu i århundreder har været et ørkenområde, passer derimod ganske godt med ægyptologen Mark Lehners beskrivelse af samme. På grundlag af det ovenfor fremførte [i den citerede artikel], er det min opfattelse at Martinus’ påstande om specielt Keopspyramiden, næppe kan være udtryk for den intuitive og i øvrigt logisk velunderbyggede kosmiske viden, som hans værk ellers er så fornemt et udtryk for. Men at Martinus ikke altid brugte sin kosmiske bevidsthed eller veludviklede og viljestyrede intuitionsevne, når han f.eks. udtalte sig om et eller andet emne eller spørgsmål, har nu afdøde lektor Benjamin Saxe givet et eksempel på i bogen ”Martinus – som vi husker ham” (s. 77). Det var en af Ben Saxes venner, der engang havde fortalt ham dette, og herom skriver han følgende:

 

(Citat) ”Den samme ven, i hvis hjem Martinus gennem en længere årrække ofte kom på besøg, fortæller, at de en dag sad og talte sammen om forskellige spørgsmål. I samtalens løb stillede min ven Martinus flere spørgsmål, som han ikke umiddelbart ønskede at svare på. Og da min ven gik ham på klingen og havde fastholdt, at Martinus da måtte kunne svare på hvad som helst, eftersom han havde kosmisk bevidsthed, havde Martinus forklaret ham, at han kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger min kosmiske bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og alle andre om mange ting!” (Citat slut)

 

En del tyder da også på, at Martinus, til trods for påstanden om sin kosmiske bevidsthed, ikke altid kom lige hurtigt eller nemt til sine ”kosmiske facitter”, herunder sine tegnede symboler og logiske analyser. Han måtte i hvert fald i en del tilfælde prøve sig frem, indtil han fandt frem til adækvate udtryk for sine intuitioner og visioner. Det kan man for symbolernes vedkommende se 10 eksempler på i den skitsebog, han tegnede i årene 1924-29, men som han bortset fra symbol nr. 1: den ligesidede trekant, senere erklærede for ugyldige. For hans skriftlige arbejdes vedkommende kan man læse herom i hans selvbiografi Martinus Erindringer”. Sidstnævnte sted skriver han bl.a. følgende om sin situation omkring 1921, det år, hvor han til sin egen store overraskelse kom ud for at opleve det, han selv betegner som sin fødsel til kosmisk bevidsthed:

 

      (Citat) Og så begyndte jeg at skrive.

     Men alt det, jeg skrev de første år, måtte jeg dog senere redigere om. Jeg var jo uden rutine, og jeg skrev sætninger så lange, at de fyldte halve sider. Jeg troede i begyndelsen, at det var nemmere for læserne at forstå analyserne, når man ikke afbrød tankerækken ved at anvende for mange punktumer.

     Der gik faktisk syv år, før jeg for alvor var moden til at påbegynde mit hovedværk ”Livets Bog”. (Citat slut)

 

(Se Martinus Erindringer (1987), s. 71. – Martinus’ skitsebog findes gengivet i Per Bruus-Jensens bog ”Sol & måne”, Forlaget Nordisk Impuls 2001). 

 

Dette bekræftes yderligere af forfatteren Lars Nibelvang i dennes artikel (uden titel) i bogen Martinus – som vi husker ham”:

 

     (Citat) Nu begyndte han så småt at skrive på sit hovedværk ”Livets Bog”. I begyndelsen var han jo uden rutine som forfatter, og det meste af det, han skrev i de første år, måtte han senere redigere om.  (Citat slut)

 

(Se erindringsbogen: Martinus – som vi husker ham (1989), s. 27.)

 

I nogle Martinus-kredse har der i tidens løb været entusiastiske tilhængere, som har ment, at efter at han i påsken 1921 havde gennemgået ”den hvide indvielse” og ”den gyldne ilddåb”, satte dette ham i stand til umiddelbart at kunne gennemskue ethvert problem og til straks at kunne svare på ethvert stillet spørgsmål, uanset dettes karakter eller emne. Men sådan forholdt det sig ifølge Martinus selv altså åbenbart ikke, i hvert fald ikke altid. Han måtte til at begynde med tværtimod anstrenge sine åndsevner til det yderste og benytte bøn til Gud som vejledende og rådgivende. Men rent personligt kan jeg ikke se, at det på nogen måde kan forklejne Martinus’ under alle omstændigheder og i god forstand enestående og fantastiske kosmiske analyser og facitter, hvis han til at begynde med har måttet bruge tid på at afklare og tydeliggøre sine kosmiske visioner, indtil de formede sig krystalklart for ham, så han derefter kunne give disse synlige udtryk i tegnede symboler og skrevne tekster. (Note 3)

 

(Vedr. den hvide og den gyldne ilddåb, se Martinus: Omkring min missions fødsel, 16.-18. kapitel.)

 

Den kosmiske bevidsthed synes også lejlighedsvis at have svigtet Martinus senerehen i livet, hvilket turde fremgå af hans udtalelse om, at forholdet var det, at han (Citat)  ”kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger min kosmiske bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og alle andre om mange ting!” Det vil næppe være for dristigt at gætte på, at Martinus ikke benyttede sig af sin kosmiske bevidsthed, når han gjorde sig tanker om og udtalte sig om f.eks. pyramidernes alder og byggeteknik. Men når det kommer til stykket, hører det jo trods alt heller ikke til et af de vigtigste problemer og spørgsmål at få afklaret her i livet. Personligt tror jeg, at Martinus, som altid var genstand for megen opmærksomhed fra sine tilhængeres side, ofte svarede de ikke altid lige seriøse spørgere, mest for at være venlig og imødekommende. (Citat slut)

 

Vigtigt! Der er både her og senere i denne artikel tale om et vist 'genbrug' af en del af de artikler, jeg i årenes løb har skrevet i relation til Martinus' kosmologi, og som for de flestes vedkommende er vedføjet notetal, der henviser til de kilder, som er relevante for den enkelte citerede artikel. Disse notetal – i ovenstående tilfælde (Note 3) i artiklen 2.26. Sfinksen og Keops-pyramiden  – henviser til noter i den originale artikel. Notetallene har jeg ladet stå, selvom der ikke er vedføjet et noteapparat til denne artikel om ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi. Men den eller de læsere, som måtte have behov for eller ønske om at læse, hvad noterne indeholder, må desværre ulejlige sig med selv at opsøge dette indhold i de respektive originale tekster her på hjemmesiden. Men i øvrigt kan man efter behag springe noterne over.

 

Min egen genfortælling af Martinus' kosmologi

For i al ubeskedenhed at drage min egen person og mit forfatterskab ind i sammenhængen, må det siges, at jeg har været og er en stor beundrer af Per Bruus-Jensen, hvis foredrag og kurser jeg har fulgt lige fra begyndelsen i de år, hvor han var tilknyttet Martinus  Institut og Martinus Center, og hvis relativt mange bøger jeg alle har læst og studeret grundigt. I min egen genfortælling af Martinus' kosmologi her på hjemmesiden, har jeg i vid udstrækning benyttet hans fremstilling som sekundær kilde til viden om Martinus' kosmologi, lige som jeg i mangfoldige år har haft hans uforbeholdne tilladelse til at benytte citater og diagrammer fra hans diverse bøger. Hvilket jeg har benyttet mig flittigt af.

 

Men nok så vigtigt var og er det, at mit udgangspunkt i forbindelse med Martinus og hans kosmologiske lære, var lige det omvendte af Per Bruus-Jensens. I mit tilfælde var situationen den, at jeg lige fra begyndelsen i 1957 havde en yderst positiv interesse og holdning til så vel Martinus som dennes kosmologiske lære. Men dog med et lille forbehold i form af tvivl og skepsis overfor en del af det, som den nævnte lære indeholder.

 

Om denne tvivl og skepsis skrev jeg så sent som i oktober 2012 et opslag, som det vil være relevant at citere her:

 

Tvivl og sandhed

(Citat) Tvivlen er sandhedssøgerens følgesvend i forsøget på at fatte, begribe og forstå livet, verden og tilværelsen. Videbegærlighed er ophav til alle spørgsmål, mens tvivlen sammen med skepsis er garantien for, at man ikke antager noget for givet eller sandt, før det er bevist. Bevist er noget, når det er blevet bekræftet af erfaringen eller virkeligheden. Her kommer tvivlen atter ind, for hvad er virkelighed?

 

Den helt grundlæggende tvivl må være, om det er mennesket givet, at besidde evne til at kunne fatte, begribe og forstå virkeligheden, hvad den så end måtte vise sig at være? – Man bør indledningsvis nok gøre sig klart, at intellektet, tanken, fungerer diskursivt, dvs. gennem logisk slutning fra led til led, og dualistisk, dvs. tænkning i tilsyneladende uforenelige modsætninger. Endelig kan tanken også fungere dialektisk, dvs. en tankegang som teoretisk og filosofisk set bevæger sig gennem tre led: Tese, antitese og syntese.

 

Efter mange års studium og bekendtskab med Martinus’ verdensbillede og med den bevægelse, der er opstået omkring dette, er det min erfaring, at ret så mange mennesker forholder sig troende og fundamentalistisk – og nogle ligefrem ”frelste” – til de kosmiske analyser og facitter, der danner grundlaget for samme verdensbillede. Tænk, hvis man overførte den samme holdning i forholdet til naturvidenskaben, hvor ville vi så ende henne? -

 

Det er i hvert fald efter min opfattelse vigtigt, at dyrke og bevare den frie tanke og meningsdannelse, og dermed også retten til både det frie studium og ytringsfriheden, uanset hvilket emne, det end drejer sig om, det være sig filosofisk, religiøst eller politisk. Dette indebærer i sin konsekvens, at man bliver nødt til principielt at modvirke de kræfter, der vil undertrykke åndsfriheden og dermed den frie tanke og ytring.

 

Selv er jeg lidt af en tvivler, ikke for tvivlens egen skyld, men fordi jeg lejlighedsvis føler mig usikker på, om det jeg mener at vide, nu også er i utvetydig og uimodsigelig overensstemmelse med det, der kan og skal forstås som sandhed eller virkelighed. Det kan vel i øvrigt uden videre begrundelse fastslås, at begreberne virkelighed og sandhed er identiske eller kongruente. Man kan i alt fald antage, at de er det – formentlig uden at komme i konflikt med sandheden eller virkeligheden.

 

Lejlighedsvis kan jeg eksempelvis godt komme i tvivl om, hvorvidt Martinus’ verdensbillede, hvor forunderligt og logisk opbygget det end forekommer at være, nu også er i utvetydig og uimodsigelig overensstemmelse med virkeligheden, altså om det er et sandt udtryk for denne. Selv postulerer Martinus jo, at hans universale eller såkaldte kosmiske analyser og disses samlede konklusion i form af et storslået verdensbillede, er i overensstemmelse med i hvert fald en væsentlig del af det, der kan og skal forstås som virkeligheden. Den virkelighed postulerer Martinus at have fået adgang til oplevelsen af via sin veludviklede intuition, en usædvanlig evne til umiddelbar oplevelse, anskuelse og erkendelse af en større helhed og dybere sammenhæng i tilværelsens brogede mangfoldighed.

 

Men det må jo være og forblive et postulat, dels at intuitionen giver adgang til den basale virkelighed, og dels, at Martinus’ kosmiske analyser er fuldgyldige udtryk for denne virkelighed, så længe man ikke selv besidder en duelig evne til – intuitivt og intellektuelt - utvetydigt at opleve og erkende den virkelighed, der angiveligt ligger til grund for det nævnte verdensbillede.

 

Min konklusion på de ovenfor fremførte betragtninger, må foreløbig blive, at jeg ikke er en troende tilhænger af Martinus og hans livsværk, men derimod end så længe en tvivlende, skeptisk og sandhedssøgende tilhænger. Men dog en tilhænger, som nærer håbet om, at min personlige erkendelse med tiden vil fortælle mig, at Martinus’ forunderlige og storslåede verdensbillede er et fuldgyldigt udtryk for virkeligheden eller sandheden om livet, verden og tilværelsen. Den dag, det sker, vil der blive stor og jublende glæde i det tvivlende og skeptiske sind.

 

© oktober 2012. Revideret september 2016.  Harry Rasmussen. (Citat slut)

 

Den ovenfor omtalte tvivl og skepsis har bevirket, at jeg i en årrække og i en efterhånden forholdsvis lang række artikler, har skrevet om de emner i Martinus' kosmologi, som jeg – berettiget eller uberettiget - forholder mig tvivlende og skeptisk til. Men eftersom ingen af de nævnte artikler har indeholdt en overordnet og systematisk gennemgang af de pågældende vigtige emner, synes jeg derfor at skylde mine læsere en mere konsekvent argumentation, analyse og beskrivelse af disse. Det er denne gennemgang, jeg vil forsøge mig med i det følgende.

 

Idet jeg går ud fra, at læserne selv er nogenlunde fortrolige med Martinus' analyser og facitter vedrørende hans verdensbillede, vil jeg i det følgende forsøge mig med en forenklet systematisk gennemgang af de emner i hans kosmologi, jeg stiller mig skeptisk og tvivlende overfor. Som en konsekvens af og konklusion på min tvivl og skepsis, nåede jeg med tiden frem til det, jeg betegner som ét-livs-hypotesen, hvorfor det er denne, der med udgangspunkt i de samme faktorers orden i Martinus' kosmologi, danner grundlaget for den herunder viste skematiske og 'hierarkiske' oversigt over de omhandlede emner og faktorer:

 

Forsøgsvis skematisk oversigt over individets instanser,

sådan som disse tager sig ud set fra ét-livs-hypotesen:

__________________________

GUDDOMMEN

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

JEGET

URBEGÆRET

OVERBEVIDSTHEDEN

(= Det højpsykiske kraftfelt med Moderenergien )

Skabeprincipperne

Organtalentkerner og erindringstalentkerner

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

UNDERBEVIDSTHEDEN

Grundenergierne

DET PSYKISKE KRAFTFELT

De universelle bevægelsesarter

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Koblingslegemet

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Det genetiske kompleks

Det fysiske legeme

Hjernen

Bevidstheden

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

OMVERDENEN

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

De ovennævnte emner og faktorer vil herefter blive omtalt og behandlet i den ovenfor opstillede 'hierarkiske' orden og rækkefølge, hvilket betyder, at vi skal begynde med at se nærmere på, hvordan begrebet GUDDOMMEN tager sig ud, dels på baggrund af Martinus' kosmiske analyser, og dels hvordan denne kan opfattes, når den ses på baggrund af ét-livs-hypotesens præmisser.

 

Men lad mig her indskyde, at det ikke på nogen måde er mine intentioner at ville genskrive og slet ikke omskrive Martinus' verdensbillede, dels, fordi dette er så unikt og storslået, at det ville være halsløs gerning at gøre forsøget, dels at det naturligvis er beskyttet af loven om ophavsret, og endelig dels, fordi jeg slet ikke ville være hverken kompetent eller kvalificeret til at vove forsøget. Min eneste intention er, at forsøge på at se, hvordan nævnte verdensbillede tager sig ud, når det ses på baggrund af ét-livs-hypotesen.

 

Guddommen

For Martinus er der ingen som helst tvivl om, at sandheden om virkeligheden er, at der eksisterer en evig Guddom, i hvis billede og i hvis psyko-fysiske organisme samtlige eksisterende levende væsener lever og udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. De levende væsener er i lighed med Guddommen selv udtryk for et basalt evigt treenigt princip i form af Jeget, bevidstheden og organismen, også udtrykt som jeget, skabe- og oplevelsesevnen og det skabte. Eller som Skaberen, skabe-oplevelsesevnen og det skabte-oplevede.

 

Derimod er jeg for det første ikke enig i opfattelsen af, at Guddommen nødvendigvis besidder de tre hovedattributter: Alkærlig, alvis og almægtig. Kun i, at samme Guddom er alvis og almægtig. De ovenfor fremførte påstande og argumenter forudsætter naturligvis, at man gør sig klart, hvad konsekvensen af disse er eller kan være. Den største konsekvens vil nok være, såfremt mine påstande er gyldige, at Guddommen ikke, som hævdet af blandt andre Martinus, besidder den attribut, der betegnes som alkærlighed. Hvilket vil sige: den højeste form for altruistisk kærlighed til – og dermed fuldkommen retfærdighed for - alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse, små som store, i de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.

 

Det skal her indføjes, at det naturligvis kræver noget særligt at kunne se, at Guddommen og dermed tilværelsen i virkeligheden er fuldkommen retfærdig, og at konklusionen på alt, hvad der er sket, alt, hvad der sker og alt, hvad vil ske, er, at ”alt er såre godt!” Men det 'syn' eller den opfattelse, vil individet i henhold til Martinus først kunne tilegne sig og få, når samme individ har opnået såkaldt kosmisk bevidsthed og kan se alt i evighedens perspektiv. Sådan forholder det sig indenfor rammerne af Martinus' kosmologi og dér er konklusionen fuldkommen logisk.  

 

(Se artiklen: 4: 4.114. Alt er såre godt!” - Det centrale udsagn i Martinus' livsværk)

 

Men i og med ét-livs-hypotesen befinder vi os nu udenfor rammene af den nævnte kosmologi, hvori situationen tager sig noget anderledes, ja, vel faktisk direkte modsat ud. Det vil mere eller mindre direkte og tydeligt fremgå af den følgende skildring.

 

For strengt nøgternt set, behøver Altets evige Guddom nødvendigvis kun at være i besiddelse af attributterne alvisdom og almægtighed. At Guddommen selvsagt er evig, i den forstand at Guddommen så at sige er forud for overhovedet alt andet, er indlysende i kraft af det simple logiske ræsonnement, at 'noget' ikke kan opstå af 'sig selv' eller af 'intet'. Altså må Guddommen simpelthen eksistere som et 'noget', der ER, det vil sige, som en første og i sig selv årsagsløs årsag, og som altså blandt andet udgør grundlaget for fænomenerne tid og rum, og dermed for alt andet eksisterende. Hvad angår alvisdommen, så træder denne jo tydeligt frem i forbindelse med den fuldkomne logik og plan- og hensigtsmæssighed, der kan iagttages i alle tilgængelige og kendte livsprocesser.

 

Almægtigheden eller almagten er synlig i kraft af, at Guddommen har evnet og formået at frembringe alt, hvad der eksisterer og forekommer i verdensaltet, og det må vel fra ethvert synspunkt siges at være ikke mindre end imponerende! Nemlig det verdensalt, der set i det større perspektiv i virkeligheden udgør Guddommens psyko-fysiske organisme. Det betyder i sin konsekvens, at den evige Guddom udgør det 'noget', hvoraf, hvori og hvorved alt og alle uden nogen som helst undtagelse eksisterer og udfolder sig. Nemlig som ovenfor nævnt, at alle levende væsener udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. Men vel at bemærke under de forhold og vilkår, som findes institueret i form af de grundlæggende kosmiske skabeprincipper, herunder det evigt uophørlige kosmiske spiralkredsløb, som man nødvendigvis må opfatte som udtryk for Guddommens vilje. Guddommen er med andre ord tilværelsens alfa og omega: det første og det sidste. De kosmiske skabeprincipper skal vi vende tilbage til.

 

Men foreløbig så langt er jeg til dels enig med Martinus' kosmologi, dog kun til dels, fordi det evige kun gælder Guddommen, og også enig i, at samme Guddoms redskaber og organer udgøres af de levende væsener, men ikke som de evigt levende væsener, men i den forstand, at disse er dødelige væsener i en uafbrudt og uophørlig fødsels-, formerings- og dødsproces, og som uophørligt udskiftes og erstattes af nye dødelige væsener og således fortsat. På den måde ser det fra ét-livs-hypotesens side ud til, at kontinuiteten i Guddommens psyko-fysiske organisme opretholdes.

 

Og forresten, så kender vi jo – i hvert fald foreløbig - kun levende væsener i form af den brogede mangfoldighed af liv, der findes og lever her på jordkloden, på land, til havs og i luften. I betragtning af det vældige univers, jordkloden befinder sig i, og hvor astronomer og astrofysikere endnu ikke har fundet liv eller tegn på liv andre steder, bortset fra nogle primitive mosser på Mars, må man nok sige, at forekomsten af liv synes stærkt begrænset. Og hvis vi tager Einstein på ordet, så udgør 'vores univers måske kun et atom i et stoleben, der står i et andet og større univers!

 

Imidlertid er det Martinus' påstand, at liv er udbredt i hele verdensaltet, ligesom han er af den opfattelse, at planeter, solsystemer og galakser kosmisk set også er udtryk for former for liv. Sådan opfatter han eksempelvis jordkloden, lige som det er hans opfattelse, at menneskeheden udgør klodens hjerne- og centralnervesystem, og at det enkelte menneske som følge heraf udgør en hjerne- og nervecelle i samme system, medens dyrene og planterne udgør andre dele af samme nervesystem. Verdensaltet som helhed med dettes ukendte antal af universer, udgør i henhold til Martinus Guddommens psyko-fysiske organisme.

 

(Vedr. livsenhedsprincippet og organismeprincippet, se f.eks. artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.)

 

Af hensyn til læserens orientering i forbindelse med det og de emner og faktorer i Martinus' kosmologi, der her er tale om, skal nedenstående diagram gengives. Diagrammet, som er fremstillet på foranledning af Per Bruus-Jensen i forbindelse med hans egne værker, relaterer sig til Martinus' hovedsymbol: Symbol nr. 11. Det evige verdensbillede, Det levende væsen 2, Den evige Guddom og de evige Gudesønner:

 

 http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11

 

De ovenfor nævnte og senere omtalte lovmæssigheder, forhold og omstændigheder gælder principielt også for de individer, der fremtræder som henholdsvis mineral-, plante- og dyrevæsener. Ifølge Martinus' kosmologi er disse tre kategorier af levende væsener genstand for henholdsvis evolutionær kosmisk indvikling og udvikling, og dermed også for diskarnation og reinkarnation.

 

 

Diagrammet viser den guddommelige bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast og kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets ’undfangelsestærskel’, dvs. det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk organismeprincip finder sted. Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det nye organismeprincip passerer igennem sine forskellige fosterstadier. Linien B markerer ”den store fødsel”, altså fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen indre erindringsverden, der repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord reinkarnationsprincippet i kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets manifestationer omfatter hele spiralafsnit. - / Diagram og tekst er gengivet efter: © 1989 Per Bruus-Jensen:”X”, bind 4, 41. kapitel, stk. 4. 295. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Supplerende kan tillægges, at diagrammet jo indirekte også viser spiralafsnittets seks kosmiske storriger (= tallene 1 – 6), fordelt på henholdsvis Guds primære bevidsthedszone (= Åndelig eller parafysisk virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone (= Fysisk virkelighed). Men diagrammet kan uden at øve vold på det også symbolisere det diskarnerede individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem de åndelige riger, = Guds primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige del af 3. det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og halvdelen af 6. salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, = Guds sekundære bevidsthed: = cirka halvdelen af 6. den fysiske del af salighedsriget = mineralriget, videre til 1. planteriget, og tilbage til 2. dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu tilhører. (Supplerende diagramforklaring ved Harry Rasmussen på basis af Per Bruus-Jensens beskrivelser).


I Martinus' kosmologi er Guddommens psyko-fysiske organisme, verdensaltet, som vist i ovenstående diagram, inddelt i seks områder eller riger, hvoraf de fire udgøres af såkaldt åndelige riger: det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, der i henhold til Martinus' kosmologi alle i lighed med de to fysiske riger, plante- og dyreriget, for evigt opretholdes af levende væseners udviklingsmæssige passage gennem disse. Når mineralriget ikke nævnes her, skyldes det, at dette ifølge Martinus er udtryk for en form for 'overskudsenergi' fra de levende væsener i det rige, han betegner som Salighedsriget, i hvilket hukommelsesenergien er den dominerende. Men eftersom de levende væsener i henhold til ét-livs-teorien kun har et enkelt fysisk jordisk liv, kan disse naturligvis ikke være med til at 'befolke' de nævnte åndelige eller overfysiske riger. Så derfor må konklusionen her lyde, at disse riger – vel at mærke set under ét-livs-opfattelsens synsvinkel - i virkeligheden ikke er nødvendige, vel at mærke som riger, de levende væsener, herunder naturligvis også mennesker, er med til at opretholde og forny, dels via et periodisk permanent ophold og en videre passage gennem hvert af disse bevidsthedszoner i den guddommelige bevidsthed. Derimod er de fire åndelige energier: følelse, intelligens, intuition og hukommelse repræsenteret i og med så vel Guddommens bevidsthed som de levende væseners bevidsthedsevner. Men se i øvrigt nærmere herom senere nedenfor, idet de nævnte fire riger også kan tolkes på en anden og mere positiv måde.

 

Retfærdighed og uretfærdighed

Men det er især når vi iagttager og oplever, hvor forskelligt f.eks. menneskenes tilværelse former sig for de enkelte individers vedkommende, at man måske kunne få en mistanke om, at Guddommen er partisk og dermed uretfærdig. Nemlig i og med, at nogle mennesker er født og opvokset under fordelagtige vilkår, med store evner og muligheder, som de forstår at bruge til egen fordel og i nogle tilfælde også til andres gavn, medens andre kun er født med ringe evner og er opvokset under fattige eller mindre gunstige forhold og vilkår. Det tyder jo umiddelbart på uretfærdighed i livsvilkårene. Men hvis ikke disse forhold og vilkår skyldes Guddommen, hvad kan så være forklaringen på de store forskelle, der kan bestå mellem mennesker? -

 

Forklaringen kunne måske nok tænkes at være den, at Guddommen hverken er retfærdig eller uretfærdig, men har givet de højest og mest udviklede af sine manifestationsredskaber og sanseorganer: menneskene, en relativt – eller tilsyneladende? - fri vilje, til at få det bedste og mest fordelagtige ud af egne evner, omstændigheder og vilkår. Erfaringen viser da også, at folk, der er født og opvokset under de gunstigste vilkår, evnemæssigt, socialt og økonomisk, ikke altid forstår at udnytte denne situation til eget bedste, men oplever i nogle tilfælde menneskelig og social deroute, medens omvendt, andre folk, som er født og opvokset under ugunstige forhold og vilkår, forstår og formår at bruge deres evner til eget bedste og i nogle tilfælde også til andres fordel.

 

(Se f.eks. artiklerne:  H1-21. Individets fri kontra ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer, og H1-22. Individets fri kontra ufri vilje (II)– om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer (fortsat). Se evt. også H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier  - sidstnævnte artikels hovedindhold findes dog gengivet her i denne artikel om ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. )

 

Hvis virkeligheden i øvrigt skulle gå hen og vise som en verificerbar kendsgerning, at forestillingen om reinkarnation er ren og skær ønsketænkning og dermed en illusion, ville den videre konsekvens heraf være, at fuldkommen retfærdighed ligeledes måtte anses for at være en illusorisk ønsketænkning, idet der i så fald ikke ville kunne kompenseres for den ulykke, de lidelser, smerter mm., som individerne kommer ud for at måtte opleve og gennemleve i løbet af det ene liv, der i henhold til ét-livs-hypotesen er individerne beskåret, måske tilmed med for tidlig dødelig udgang. Eller rettere sagt: Under alle omstændigheder og i alle tilfælde: med dødelig udgang.

 

Jeget

Selvom vi som her opererer med ét-livs-teorien eller ét-livs-opfattelsen, vil det levende væsens 1. hovedinstans stadigvæk være Jeget, og 2. hovedinstans vil fortsat være bevidstheden, stadig forstået som overbevidstheden, der er identisk med den 7. overordnede grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og funktionelle basis i de levende væseners tilfælde derimod ikke er evighedslegemet, for et sådant eksisterer selvsagt ikke i forbindelse med ét-livs-teoriens helt igennem fysiske legeme, der dog er associeret med et psykisk kraftfelt, som opretholdes og fungerer på basis af Guddommens evighedslegeme. Det psykiske kraftfelt opretholdes og fungerer på grænsen mellem individets psyke og  den fysiske verden, hvilket i begge tilfælde betyder, det psykiske kraftfelt  fungerer og udfolder sig i tid og rum, og som derfor er undergivet disses lovmæssigheder. Blandt de sidstnævnte er især begyndelse og ophør, fødsel og død.

 

Som nævnt definerer Martinus det levende væsens Jeg som værende evigt. Men hvad vil det i grunden sige, at Jeget eller Noget i det hele taget kan tillægges prædikatet evig eller evigt? – Filosofisk set defineres begrebet ”evig” eller ”evighed” som udtryk for ’Noget’, der er uden begyndelse og derfor også uden ende, mere specifikt, som ’Noget’, der er uskabt, men som alligevel må tilskrives eksistens og dermed også uophørlig – eller for at tale religiøst: udødelig - eksistens. Ikke i form af varighed, men i form af væren, som dermed er et karakteristika ved begrebet evighed.

 

Men hvordan kan man tankemæssigt komme på sporet af evigheden eller hvad der er evigt? – Det kan man faktisk via et ganske enkelt logisk ræsonnement, som tager sit udgangspunkt i den kendsgerning, at noget ikke kan opstå eller fremkomme af ingenting. Noget kan kun opstå eller fremkomme af noget. Men når noget kun kan opstå af noget betyder det, at der må være et oprindeligt noget, som ikke kan være opstået af noget andet. Det indebærer, at hvis man taler om årsager til noget, og det gør man jo, fordi årsagsvirkningslovens eksistens og funktion er evident, så må den oprindelige årsag karakteriseres som en årsagsløs årsag, det vil sige en årsag, hvortil der ikke findes nogen årsag. Det betyder endvidere, at alle årsager og virkninger kan føres tilbage til den første årsagsløse årsag, som dermed er evig, nemlig i den forstand, at den aldrig er begyndt og aldrig vil kunne ophøre med at være.

 

Den første årsagsløse årsag udgør desuden et ¨Noget’, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, og dermed udgør den i sig selv den evige og uendelige ’ursubstans’, som ligger til grund for forekomsten af fænomenerne rum og tid. Det betyder, at ’ursubstansen’ i en vis forstand eksisterer som umanifesteret grundform ’forud for’ sin manifestation i form af verden og livet. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at der med verden og livet ikke er tale om noget, der opstår og fungerer udenfor ursubstansen, men tværtimod sådan, at verden og livet eksisterer indenfor eller i selve den evige og uendelige ursubstans. Sidstnævnte bør dog ikke opfattes som en slags ’beholder’, der indeholder eller rummer alt, hvad der er til. Det, der er og bliver til, er derimod helt og holdent gjort af samme ’stof’, som ursubstansen, og er derfor i bund og grund identisk med denne.

 

På principielt samme måde kan man ræsonnere sig frem til, at Jeget må være evigt og uendeligt i sit væsen og sin egennatur. Det er nemlig en uimodsigelig kendsgerning, at Jeget til enhver tid vil være ’forud’ for enhver form for sansning, oplevelse og manifestation. Denne kendsgerning kan faktisk efterprøves eksperimentelt gennem analytisk meditation, hvorunder man søger at finde frem til, hvad Jeget er for en instans i individet. Herunder opdager man, at såvel kroppen som sindet med følelser og tankefunktion ’reduceres’ til Jegets ’undergivne’ redskaber. Men ligegyldigt, hvor dybt man borer i forsøget på at ’lokalisere’ og identificere den instans, vi almindeligvis betegner som Jeget, så vil dette hele tiden forblive ’skjult’ i ’baggrunden’. Hvorfor? – Jo, ganske enkelt, fordi det er denne instans, der foretager undersøgelsen! Under sin meditation bør man derfor erindre sig de vise ord fra Brihadaranyaka-Upanishad, som siger, at det som ser, kan ikke ses, det, som hører, kan ikke høres, det som tænker kan ikke tænkes, det som føler kan ikke føles, eller kort og godt: det, som oplever kan ikke selv opleves direkte, men kun indirekte og intuitivt, nemlig som lige præcis den instans i det levende væsen eller individet, der oplever, tænker, føler og handler. Vedr. analyse af, hvad Jeget er, se f.eks. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen.

 

At noget er evigt kan også defineres som noget, der har eksisteret altid og som altid vil eksistere. Med ordet ’altid’ har vi fået bragt tidsbegrebet ind i sammenhængen. Men tid er jo normalt karakteriseret ved begreberne ’begyndelse’, ’varighed’ og ’ophør’, altså lige præcis det modsatte af, hvad der kan og skal forstås ved begrebet ’evighed’ eller ’evig varighed’. Men i modsætning til evighed er tid noget, der er ’opstået’, ’frembragt’ eller – i religiøst sprogbrug - ’skabt’ og som hele tiden eller altid opstår, frembringes eller skabes. Nemlig i og med de gentagne begreber ’begyndelse’, ’varighed’ og ’afslutning’, og grundlæggende med, at noget i det hele taget eksisterer.

 

Af det netop anførte ser vi, at der i hvert fald findes to former, arter eller aspekter af begrebet evighed, nemlig et ikke-tidsdimentionelt og et tidsdimensionelt aspekt. Det nærmeste man måske kan komme på en karakteristik af det ikke-tidsdimensionelle aspekt af evighedsbegrebet vil formentlig være at sige, at noget er karakteriseret ved egenskaberne (attributterne) ikke-materielt, grænseløst, størrelsesblottet og absolut statisk tomheds-kontinuum. I modsætning hertil vil det forhold, at noget er tids-dimensionelt forenklet sagt sige, at noget har udstrækning i tid, altså at noget har en dimension og udfylder eller markerer et ’tidsrum’, det være sig stort eller lille, som f.eks. millioner af år, tusinder af år, hundreder af år, et år, en måned, en uge, et døgn, en time, et sekund eller et millisekund.

 

Det her ovenfor beskrevne er stort set, hvad Martinus mener om Jeget og dettes basale natur og funktioner. Og et langt stykke ad vejen passer dette i princippet med ét-livs-teoriens opfattelse af samme, idet individets jeg basalt er identisk med Guddommens jeg. Men dogmed den helt store og afgørende forskel, at medens sidstnævntes jeg er evigt, er individets jeg forgængeligt, idet det ophører med at eksistere i og med det fysiske legemes død.

 

URBEGÆRET

Martinus har givet femte bind af sit hovedværk, "Livets Bog", undertitlen "Den højeste ild", et begreb, han forenklet sagt definerer som en urdrift mod behagsoplevelser af enhver art. Denne definition kan minde om Sokrates' omtrent tilsvarende definition af begrebet "Eros", nemlig som den evigt stræbende, aldrig stillestående længsel, higen og trang efter at nå det fuldkomne skønne, sande og gode, som er identiske udtryk for det højeste behag. Eros er den drivende kraft i al skabende og fødende virksomhed og dermed i al kunst, videnskab, religion, politik, industri, håndværk, humanitær indsats etc. etc., og simpelthen i al stræben og udvikling trin for trin mod nye højder i fuldkommenhed.

 

(Vedr. Sokrates' tale om Eros: Se herom i H1-08. Introduktion til ”Det seksuelle polprincip” note 7 nævnte værk, s. 51-70.)

 

Som vi vil erindre os, kommer Jeget og dets urbegær ind som første hovedfaktor i det treenige princip. Urbegæret definerer Martinus som et neutralt og unuanceret begær efter oplevelse, slet og ret. Men 'oplevelse' er et fænomen, der må skabes, i den forstand, at Jeget udfordres i sin egenskab af 'skaber' til, gennem en kombineret udadrettet og indadrettet aktivitet, hvilket vil sige gennem afsendelse af energi (manifestation) og modtagelse af energi (sansning), at tilvejebringe den begærede oplevelse. Livsoplevelse bliver i en vis forstand derfor Jegets hovedformål og ledemotiv.

 

Gennem afsendelse af energi, altså gennem manifestative tiltag, bl.a. i form af handlinger, påvirker Jeget sine omgivelser i en eller anden retning, og gennem modtagelse af energi via sanseapparaturet modtager Jeget visse indtryk, herunder indtryk af de virkninger, det selv er årsag til, jævnfør med loven for aktion og reaktion, i dette tilfælde underforstået skæbne- eller karmaloven. Denne definerer Martinus kort og godt som oplevelsen af følgerne, virkningerne og eftervirkningerne til de årsager, det levende væsen selv i første instans har udløst gennem sin væremåde og sine handlinger.

 

Dobbeltfunktionen afsendelse og modtagelse af energi er i denne sammenhæng udtryk for et samvirke mellem Jeget og dets urbegær på den ene side, og et af de i moderenergien (overbevidstheden) virkende skabeprincipper, nemlig lige præcis "polprincippet", på den anden side. Jegets praktiske afsendelse og modtagelse af energi er derfor udtryk for, at polprincippet virker.

 

I betragtning af den centrale og faktisk altafgørende rolle, som dobbeltfunktionen afsendelse og modtagelse af energi betyder for det levende væsens tilværelse, er det forståeligt, at Martinus fremhæver netop det tilgrundliggende polprincip som det "overordnede" af samtlige kosmiske skabeprincipper, der jo altid i en eller anden grad er involveret i en hvilken som helst form for 'skabelse' og livsoplevelse. Han betegner det tilmed som dét "skabelsens rat", hvormed "det guddommelige skabeprincip (Gud som skaber) dirigerer og 'styrer' verdensaltet og sit vældige kosmiske evolutionsprojekt.

 

(Vedr. begreberne afsendelse af energi og modtagelse af energi: LB III, stk. 928, 931-5, 940. PB-J 4, 29. kap., s. 15. – Vedr. begrebet energi, se artiklen Jegets evige energikilder her på hjemmesiden. Artiklen er dog i store træk gengivet her i artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi. )


Her skal i øvrigt indskydes en vigtig pointe i forbindelse med begreberne ’skabelse’ og ’evolution’. Megen unødig diskussion kunne undgås, såfremt man gjorde sig klart, at det er en misforståelse, når begrebet og fænomenet ’skabelse’ betragtes som noget, der én gang for alle har fundet sted og at følgelig al såkaldt videre udvikling dermed er udelukket eller overflødiggjort. Denne opfattelse er udtryk for en tolkning af f.eks. den bibelske skabelsesmyte, som ikke har rod i virkeligheden. Forholdet er nemlig det, at Guddommen i henhold til Martinus’ opfattelse af samme, er permanent og uafbrudt aktivt skabende i form af evolutionære processer, det vil sige processer, der udvikler sig fra det enkle og mindre sammensatte til det mere komplekse og sammensatte, nemlig i medfør af sine iboende skabende evner, som er udmøntet i en serie såkaldte evige kosmiske skabeprincipper. Den indvending, at der består et uoverstigeligt modsætningsforhold mellem skabelse og evolution, er derfor komplet grundløs.

 

Kontrastprincippet: behag og ubehag

For at etablere den på basis af urbegæret eftertragtede eller begærede livsoplevelse, aktiverer Jeget i første række polprincippet, der i praksis viser sig som afsendelse og modtagelse af energi. Men for at livsoplevelsen kan få en bestemt retning eller karakter, må Jeget desuden involvere endnu et vigtigt skabeprincip i sine aktiviteter, nemlig kontrastprincippet. Kontrastprincippets funktion, i form af statiske så vel som dynamiske modsætningsforhold, er ganske simpelt en primær forudsætning for, at afsendelse og modtagelse af energi og dermed af manifestation og sansning - og deraf følgende livsoplevelse - overhovedet vil kunne finde sted.

 

Det af Jeget etablerede samspil mellem urbegæret og kontrastprincippet, giver sig i praksis udtryk i sult- og mættelsestilstandes opståen og indbyrdes vekselvirkning, idet de til stadighed afløser hinanden. Da sulttilstande normalt opleves som en form for ubehag og mættelsestilstande normalt som en form for behag, kan vi hermed konstatere at der i og med begreberne behag og ubehag optræder endnu et stort og grundlæggende generalprincip i Jegets tilværelse. Dette forhold beror grundlæggende på, at Jeget er i stand til at skelne mellem forskellige sansedata, frem for alt mellem sult og mættelse, og på, at det foretrækker behag frem for ubehag. Denne omstændighed bevirker principielt, at Jeget til enhver tid er motiveret for og ønsker sine sulttilstande afløst af mættelsestilstande.

 

Den kendsgerning, at også mættelsestilstande på et tidspunkt - jævnfør f.eks. med overmættelse - virker utilfredsstillende og derfor som en form for ubehag, rokker ikke ved det principielle i situationen: Jeget iværksætter på foranledning af urbegæret bevidst den aktivitet, der skal afløse sulttilstanden, hvorimod det på et tidspunkt utilfredsstillende ved mættelsestilstanden er en automatisk følge af især kontrastprincippets indvirken.

 

(Vedr. kontrastprincippet: Se under ”Skabeprincipperne” senere nedenfor.)

 
OVERBEVIDSTHEDEN

Overbevidstheden forekommer i form af den såkaldte Moderenergien, som Martinus betegner som grundenergi nr. 7, fordi denne så at sige 'indeholder' de seks øvrige grundenergier fra nr. 1.-6. Men i realiteten er Moderenergien underordnet i forhold til jeget, men overordnet i forhold til både urbegæret og de seks grundenergier: instinktenergien, tyngdeenergien, følelsesenergien, intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien. Helt overordnet set er Moderenergien først og fremmest det guddommelige Alvæsens skabe- og oplevelsesevne, hvilket vil sige, at det er de instanser, der primært karakteriserer Guddommen og dennes 'aflæggere': ”de levende væsener, også betegnet som ”gudesønnerne”. De sidstnævnte er derfor i deres grundstruktur lige så evige, som deres ophav. Men vel at bemærke kun, når disse anskues ud fra Martinus' kosmologi. 

 

Set ud fra ét-livs-hypotesens anskuelse, vil et levende væsen, som f.eks. mennesket, kun være eller eksistere så længe dette fysisk er i live, og præcis så længe vil dettes jeg have del i det guddommelige Jeg, og ligeledes have del i den guddommelige overbevidsthed og dermed også del i dennes skabe- og oplevelsesevne. Til at formidle denne skabe- og oplevelsesevne findes både den psykiske struktur i form af seks åndelige legemer og den fysiske struktur i form af det fysiske legeme og det dertil knyttede såkaldte ”koblingslegeme”.

 

Til læserens orientering om det levende væsens tre-enige grundstruktur og instanserne Jeget, Overbevidstheden og Underbevidstheden, skal herunder indsættes et par af Per Bruus-Jensens illustrative diagrammer. Det bør dog understreges, at disse diagrammer hovedsagelig tilgodeser Martinus' kosmologi, men med lidt god vilje kan de også anvendes i forbindelse med ét-livs-hypotesen:

 

 

Diagram over det levende væsens kosmiske grundstruktur, sådan som denne defineres og opfattes inden for Martinus' kosmologi. Som det ses er trekanten inddelt i tre vandrette felter og i seks lodrette felter. Det øverste felt symboliserer ego'et, som er en fremtrædelsesform for universaljeget, som alle levende væsener er fælles om. Det mellemste felt med tallet 7, symboliserer overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ). Tallet 7 refererer til den syvende kosmiske grundenergi: moderenergien. Det nederste felt, som er opdelt i seks lodrette felter, symboliserer underbevidstheden eller underbevidsthedszonen (UBZ). Tallene 1-6 refererer til de seks kosmiske grundenergier eller grundenergilegemer. Læseren bedes her erindre sig, at begrebet 'underbevidstheden' skal forstås som bevidstheden 'under' overbevidstheden, dvs. som en instans, der i funktionel henseende er underlagt de kræfter, som virker i overbevidstheden.(Diagrammet findes i bogen "X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi", bd. 1, side 307, og gengives her med velvillig tilladelse fra forlæggeren og forfatteren Per Bruus-Jensen. (Se endvidere diagrammet nedenfor).

 

Dette diagram kan passende suppleres med det følgende, som giver en god skematisk oversigt over forholdet mellem de tre hovedinstanser ved det levende væsen, forstået i begrebets videste forstand som overhovedet alle levende væsener i såvel mikrokosmos, som i mellemkosmos og makrokosmos. De tre instanser er: Jeget, overbevidstheden og underbevidstheden, samt disse instansers relation til det fysiske legeme:

 

 

 

Oversigt over det levende væsens totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den sjælelige struktur

og C ' til den fysiske organisme.

1) kombinationen A+B+C+C ' = det totale levende væsen i fysisk fremtræden

2) kombinationen A+B+C = det totale levende væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden

3) kombinationen B+C+C ' = det totale bevidsthedsapparatur eller det totale udtryk for princippet "organismen"

4) kombinationen A+B = overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)

5) kombinationen B+C = "psyken" eller det totale parafysiske apparat

6) kombinationen C+C ' = den komplette underbevidsthedszone (UBZ) alias den psyko-fysiske organisme

 

Mellem C og C ' må man i øvrigt tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur.

 

Diagrammet med tekst findes i bogen "X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi" , bd. 1, side 424, og gengives her med velvillig tilladelse af forlæggeren og forfatteren Per Bruus-Jensen.

 

Nok så vigtigt og væsentligt i relation til Overbevidstheden er det, at denne er identisk med skabe-oplevelsesevnen og dermed også rummer de universale lovmæssigheder, Martinus betegner som de kosmiske skabeprincipper. Disse skal vi derfor se nærmere på i det følgende:

 

SKABEPRINCIPPERNE

Nok så vigtigt i Martinus' kosmologi er eksistensen af de kosmiske lovmæssigheder, han generelt betegner som de kosmiske eller guddommelige skabeprincipper, og som i henhold til ham ligger til grund for al skabelse, manifestation og oplevelse. Vel at bemærke: både når det gælder Guddommens og de levende væseners skabelse, manifestation og oplevelse. Skabeprincipperne, hvoraf der ifølge Martinus er 8 hovedskabeprincipper og 7 variantprincipper, altså i alt 15 skabeprincipper, fungerer tilsammen som en kombineret enhed, idet samtlige skabeprincipper i større eller mindre grad altid vil være til stede i en hvilken som helst sammenhæng. Som for eksempel som i dette øjeblik, hvor jeg sidder bag skærmen og skriver disse linjer. Eller din aktivitet, kære læser, med at læse og tænke over det skrevne.

 

De kosmiske skabeprincipper

For læserens skyld skal her kort og skematisk vises, hvilke hovedskabeprincipper og variantprincipper, det er, at Martinus' kosmologi opererer med:

 

Skematisk opstillet ser hovedskabeprincipperne således ud:

1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip

2. Livsenhedsprincippet

3. Kontrastprincippet

4. Perspektivprincippet

5. Bevægelsesprincippet

6. Talentkerneprincippet

7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

8. Verdensgenløsningsprincippet.


Skematisk opstillet ser variantprincipperne sådan ud:

1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet

2.  Stofenhedsprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet

3.  Sult- og mættelsesprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet

4.  Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet

5.  Skæbne- eller karmaprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og

     hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet

6.  Reinkarnationsprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og

     hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

7.  Forældre- og beskyttelsesprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.

 

I henhold til ét-livs-opfattelsen, forholder det sig i denne sammenhæng stort set sådan, at de nævnte 8 skabeprincipper samt de 7 variantprincipper bevarer deres 'status' som gyldige, dog naturligvis sådan, at variantprincipperne nr. 5: Skæbne- eller karmaprincippet, og variantprincip nr. 6: Reinkarnationsprincippet, overhovedet ikke er i spil, al den stund, at de i denne forbindelse er uden mening og derfor udelukket. Men med lidt god vilje kunne man betegne variantprincipperne nr. 5. og 6. som henholdsvis tilfældighedsprincippet og fødselsprincippet. At gøre det, ville imidlertid være et utilbørligt indgreb i Martinus' kosmologi, rent bortset fra, at denne er beskyttet af ophavsretsloven. Jeg skal derfor her pointere, at det ikke er mit ærinde at ville lave om på Martinus' kosmiske analyser og facitter, det være langt fra, men kun i henhold til lovsikret ytringsfrihed, at forholde mig skeptisk-kritisk til emner som skæbne, retfærdighed, reinkarnation m.fl.

 

Men for at godtgøre, at de nævnte skabeprincipper fortsat vil være gyldige i relation til ét-livs-teorien, skal jeg her forsøge mig med en kortfattet forklaring af, hvorfor og hvordan hvert enkelt skabeprincip bevarer sin 'status' også i den sammenhæng:

 

Skabeprincipperne set i relation til ét-livs-teorien:

1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip

Det seksuelle polprincip ligger som bekendt primært til grund for de to køn, lige som for de afvigelser, der forekommer, f.eks. homoseksualitet, biseksualitet og lignende variationer. Men set på baggrund af ét-livs-teorien, forekommer den kosmiske udviklingsproces, Martinus betegner som ”den seksuelle polforvandling”, naturligvis ikke. Det forhindrer imidlertid ikke, at den nævnte forvandling kan forekomme genetisk fra individ til individ og fra slægt til slægt. Derfor er polprincippet alligevel gyldigt, men naturligvis på en lidt anden måde end hos Martinus.

 

2. Livsenhedsprincippet

Set i ét-livs-teoriens perspektiv forekommer dette princip i lige så stor og høj grad, som tilfældet er i Martinus' kosmologi. Princippet drejer sig jo om, at de levende organismer er opbygget efter princippet levende væsener indeni levende væsener, som tilfældet eksempelvis er med levende celler indeni organer og organismer. Derfor gyldigt.

 

3. Kontrastprincippet

Dette princip er vigtigt for alt liv og al livsoplevelse. Det viser sig f.eks. som kontrasterne liv og død, lys og mørke, varme og kulde, sommer og vinter, behag og ubehag, glæde og smerte, etc. etc. Derfor gyldigt.

 

4. Perspektivprincippet

Dette princip er under alle omstændigheder vigtigt og uundværligt for syns- og forståelsesevnen. Derfor gyldigt.

 

5. Bevægelsesprincippet

Det siger næsten sig selv, at dette princip har meget stor betydning, al den stund det ligger til grund for alt liv og alle former for bevægelse, lige fra elementarpartiklerne over organismerne, planeterne, solsystemerne og til de vældige galakser ude i himmelrummet. Derfor gyldigt.

 

6. Talentkerneprincippet

Også dette princip beholder sin status under ét-livs-teorien, idet det ligger til grund for enhver form for evne og talent, og i forbindelse med organismernes tilblivelse via generne. Derfor gyldigt.

 

7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

Her er jo tale om en udvidelse af bevægelsesprincippet, idet enhver form for bevægelse foregår i kredsløb. I og med, at kredsløbet gentager sig og derigennem udvider sig kvalitativt, f.eks. i form af større erfaringsdannelse, er der tale om et spiralkredsløb. Derfor gyldigt

 

8. Verdensgenløsningsprincippet.

Dette princip drejer sig i hovedsagen om den funktion og betydning, som især de store religiøse fornyere, eksempelvis Krishna, Buddha, Moses, Jesus og Muhammed, har haft og har for menneskesamfundenes kulturer og udvikling frem imod en ”genløsning” til en formodet ny ”paradisisk tilværelse”. Grundlæggende drejer det sig om menneskenes etisk-moralske opdragelse og udvikling. Derfor gyldigt.


Variantprincipperne:

1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.

Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet

Det siger næsten sig selv, at dette variantprincip gælder i forbindelse med de to køns gensidige tiltræning mod hinanden. Men princippet gælder også psykologisk i form af f.eks. sympati og antipati, og mere generelt som tiltrækning mod det, der er behageligt og frastødning af det, der er ubehageligt. Derfor gyldigt.

 

2.  Stofenhedsprincippet.

Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet

Stofenhedsprincippet ligger til grund for, at alt stof, levende såvel som såkaldt dødt stof, er opbygget af mindre enheder. F.eks. er organismer opbygget af organer, og disse af celler, disse igen af molekyler, som igen er opbygget af atomer, som er opbygget af elementarpartikler. Derfor gyldigt.

 

3. Sult- og mættelsesprincippet.

Variant af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet.

Dette princip gælder både i bogstavelig forstand som det, at være sulten og lade sig mætte. Men det gælder også i videre og overført forstand i form af længsel og længslens tilfredsstillelse. Derfor gyldigt.

 

4. Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.

Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet.

Ja, her kan man eksempelvis tænke på opbygningen af den fysiske organisme fra undfangelsen over fødslen, opvæksten til den modne alder og alderdommen, hvorefter en nedbrydende aldringsproces med følgende død og ligets opløsning. Derfor gyldigt.

 

5. Skæbne- eller karmaprincippet.

Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og

hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet.

Som nævnt i hovedteksten, vil dette princip ikke være gyldigt i forbindelse med ét-livs-teorien. Men med lidt god vilje kunne man betegne det som ”tilfældigheds-princippet”, idet begrebet og fænomenet skæbne i denne sammenhæng må karakteriseres som udtryk for tilfældigheder. Jvf. f.eks. med artiklen 4.118. Skæbne og retfærdighed - endnu engang! Derfor delvis gyldigt.

 

6. Reinkarnationsprincippet.

Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og

hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet.

Heller ikke dette princip har nogen mening i forbindelse med ét-livs-teorien. Men eftersom det i princippet handler om fødsel, kunne man med lidt god vilje kalde det for ”fødselsprincippet”. Derfor delvis gyldigt.

 

7.  Forældre- og beskyttelsesprincippet.

Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.

Dette princip er absolut også gyldigt i relation til ét-livs-teorien, hvilket enhver næsten kan sige sig selv.

 

Herefter skal vi se lidt nærmere på en anden af de geniale faktorer, som indeholdes i Martinus' beskrivelse af livet og tilværelsen, nemlig de såkaldte talentkerner, som findes i to hovedkategorier: Organtalentkerner og erindrings-talentkerner:

 

Organtalentkerner og erindringstalentkerner

Af hensyn til læseren vil jeg tillade mig at gå lidt mere i dybden og detaljen, primært fordi emnet er vigtigt for forståelsen af det levende væsens, subsidiært menneskets, personlighed, liv og skæbne. Som følge deraf, vil forståelsen af, hvad begrebet ”talentkerneprincippet” mere præcist står for, også være af stor betydning, når det gælder karakteriseringen og forståelsen af et menneske, som f.eks. H.C.Andersen. Nedenstående tekst er hovedsagelig udarbejdet på grundlag af Per Bruus-Jensens beskrivelse af emnet i hans kursus ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1, 7. kapitel. Men naturligvis med skyldig hensyntagen til Martinus’ egen originale og enestående fremstilling af emnet.

 

Talentkerner eller "skæbnefrø"

Begrebet talent gælder i denne sammenhæng enhver form for evnen eller kunnen, hvad enten det drejer sig om automatfunktioner eller mere bevidste og viljemæssige funktioner. Samtlige disse funktioner rangerer derfor under talentkerneprincippet.

 

Dette princip er ansvarligt for, at Jeget grundlæggende har evne til at akkumulere (opsamle) viden og erfaring samt praktiske skabende evner og færdigheder. Det hænger bl.a. sammen med, at der til hver af de tidligere omtalte grundenergier findes et center, et såkaldt "spiralcenter" i overbevidsthedsregionen, som er i stand til at 'opmagasinere' individets samlede sum af erfaring og viden, der her er omdannet til såkaldte "talentkerner" - også poetisk kaldet "skæbnefrø".

 

Ved begrebet en 'talentkerne' skal forstås et ultramikroskopisk kraftcenter, der rummer samtlige de oplevelser, det pågældende Jeg har erhvervet på et bestemt område i løbet af sin evige tilværelse. Disse oplevelser i form af erfaring og viden, er imidlertid omdannet til et kodificeret vibrationsmønster, der indeholder de 'data' eller det 'program', 'skema' eller den 'plan', som den enkelte talentkerne varetager 'administrationen' af. I princippet i lighed med, at et plantefrø i ultramikroskopisk form indeholder dataprogrammet eller det genetiske kodemønster til den plante eller det træ, som frøet stammer fra.

 

Der findes i henhold til Martinus to kategorier af talentkerner: erindringstalent-kerner og organ-talentkerner, der begge indgår i det samlede bevidsthedskartotek- også kaldet "skæbneelementet" - i overbevidsthedsregionen. Talentkernernes store betydning turde umiddelbart fremgå af, at det først og fremmest er de to kategorier af talentkerner, der udgør grundlaget for Jegets evne til at skabe og udfolde et mere eller mindre kvalitativt nuanceret bevidsthedsliv. Vi vil først se på, hvad begrebet 'en organtalentkerne' står for.

 

Med et vist forbehold, idet der jo er tale om spirituelt organiske forhold, kan moderne fjernsyns- og videoteknik måske bruges som sammenligningsgrundlag for organtalentkernernes opbygning, organisation og funktion. TV-skærmen kan i forbindelse med billedrøret opfattes som det psykiske kraftfelt, mens det deraf resulterede tv- eller videobillede kan sammenlignes med selve livsoplevelsen. Den elektriske strøm og højspænding, der er nødvendig for at tv-apparatet overhovedet kan fungere, kan opfattes som en analogi til det højpsykiske kraftfelt. Billedrøret og tv-apparatets øvrige komponenter udgør i den forbindelse de sjælelige lokalorganer, herunder hukommelseslegemet. Elektronmønstret på videobåndet indeholder de data og det vibrationsmønster, der hidrører fra elektronkameraet = sanserne og den fysiske og/eller psykiske hjerne, som har optaget eller optager den 'virkelighed', der ligger til grund for det pågældende 'mønster'. Dette vibrationsmønster kan i princippet sammenlignes med organ- og erindringstalentkernernes vibrationsmønstre. Videobåndets elektroniske vibrationsmønstre registreres og oplagres på videobåndet samt aktiveres af videomaskinen (= hukommelseslegemet), som igen formidler båndets vibrationsmønstre overført til billedrørets elektroniske svingninger, der projiceres på Tv-skærmen. Via denne tolker og oplever iagttageren (Jeget) de elektroniske svingningsmønstre som billede og lyd.


Organtalentkernerne

Organtalentkernerne er primært ansvarlige for organisationen og opretholdelsen af underbevidsthedsregionen med dennes seks spirituelle eller åndelige organsystemer. Organtalentkernen er kort defineret en af alle syv grundenergier bestående ultramikroskopisk ladning af organiseret energi. Som sådan fungerer talentkernen som lokalt forbindelsesled mellem det højpsykiske kraftfelt: overbevidsthedsregionen, og det psykiske feltområde: underbevidsthedsregionen. Gennem organtalentkernen virker moderenergien i form af de før nævnte skabeprincipper 'ind' på det lokalområde i underbevidsthedsregionen, som den pågældende organtalentkerne bærer og opretholder.

 

Dette foregår i praksis på den måde, at den højpsykiske kraft (moderenergien i form af den nævnte serie skabeprincipper) gennemstråler organtalentkernen og herunder differentieres og tilføres en ganske bestemt organisatorisk tendens, der er dikteret af det i talentkernens indre struktur 'indkodede' dataprogram eller vibrationsmønster. Derved 'projiceres' det pågældende vibrationsmønster eller dataprogram 'ind' i det dertil bestemte lokalområde i underbevidsthedsregionen i form af et sjæleligt lokalorgan, hvis opretholdelse og funktioner organtalentkernen varetager.

 

Organtalentkernen virker altså som et programmeret transformationscenter, der i forbindelse med den højpsykiske kraft bærer og opretholder et bestemt lokalorgan i den sjælelige struktur (underbevidsthedsregionen). Dette sjælelige lokalorgan udgør et parafysisk (åndeligt) sanse- og/eller manifestationsredskab, som gør Jeget sanse- og funktionsdygtigt i en til lokalorganets konstruktion og energisammensætning (jf. grundenergikombinationerne) svarende bestemt retning.

 

Organtalentkernernes organisation

De sjælelige lokalorganer fordeler sig som tidligere omtalt i i alt seks organkategorier, der svarer til de seks grundformer for grundenergiernes indbyrdes kombination. Disse organkategorier, organismer eller legemer udgøres af instinktlegemet, tyngdelegemet, følelseslegemet, intelligenslegemet, intuitionslegemet og hukommelseslegemet.

 

Det betyder, at der er en kategori af talentkerner, som er ansvarlige for at bære og opretholde de lokalorganer, der tilsammen udgør instinktlegemet, en anden kategori af talentkerner, som bærer og opretholder de lokalorganer, der tilsammen udgør tyngdelegemet, og en tredie kategori af talentkerner, der er ansvarlige for de lokalorganer, som tilsammen udgør følelseslegemet, og principielt tilsvarende for de tre følgende sjælelige legemers vedkommende.

 

Under læsningen af det ovenstående - det skal gerne indrømmes - ret vanskelige afsnit, vil det måske være faldet læseren ind, at der synes at være visse principielle lighedspunkter mellem organtalentkernernes og de fysiske geners funktioner. Det er i så fald ikke helt forkert gættet, idet det i henhold til kosmologien faktisk forholder sig sådan, at det fysiske kompleks af gener virker som et kombineret antenne og forstærkeranlæg for komplekset af psykiske organtalentkerner.

 

Organtalentkernekomplekset og gen-komplekset

Dette forhold gælder dog specielt for tyngdelegemets vedkommende, idet det især er dette, der er ansvarligt for organisationen, funktionen og opretholdelsen af det fysiske legeme. Dette og dets lokalorganer: hjerne, hjerte, lunger, lever, nyrer osv., bæres og opretholdes som følge deraf også af den særlige kategori af højpsykiske organtalentkerner, der grupperer sig omkring tyngdeenergiens spiralcenter. Men udstrålingen fra disse organtalentkerner virker imidlertid ikke direkte ind på de fysiske lokalorganer, idet de sidstnævnte er af en så tæt materie- eller energistruktur, og udstrålingen fra organtalentkernerne af så 'fin' en form for energi, at den kun kan indvirke på den førstnævnte ved hjælp af en vis forstærkning.

 

Et sådant forstærkeranlæg udgøres netop af den serie af artsbestemte mikroskopiske, kemisk aktive, elektrodynamiske centre i de fysiske organers cellers cellekerner, der har fået navnet gener, af græsk genes født, af en vis art, blive til, frembringes. Generne, der er 'sæde' for artens arveanlæg, dirigerer og kontrollerer den biokemiske virksomhed i den celle, til hvis cellekerne de er knyttet. Denne virksomhed er bestemmende for den pågældende celles særlige karakteristika, dvs. dens art, dens sundhed og dens rolle i det større cellesamfund, cellen i reglen tilhører.

 

Generne udgør med andre ord tilsammen de fysiske lokalorganers basale, dirigerende instanser på det fysiske plan, medens de dertil svarende organtalentkerner tilsammen udgør de basale, dirigerende instanser på det åndelige (parafysiske) plan. Dannelsen, organisationen, opretholdelsen og funktionen af de fysiske lokalorganer, subsidiært en komplet fysisk organisme, sker i kraft af en automatisk vekselvirkning mellem organtalentkernekomplekset og gen-komplekset.

 

Det indebærer både i første og sidste instans, at karakteren og især kvaliteten af en organtalentkerne er af fundamental betydning for karakteren og ligeledes især kvaliteten af det tilsvarende sjælelige så vel som fysiske lokalorgan. Dette forhold er i virkeligheden også baggrunden for, at den totale sum eller det totale forråd af talentkerner i overbevidsthedsarkivet betegnes som "skæbneelementet".

 

Bevidsthedsarkivet og "skæbneelementet"

Udtrykket "skæbneelementet" lyder jo umiddelbart en smule uheldsvangert. Men i den forbindelse bør man ikke overse eller glemme, at begrebet "skæbne" i lige høj grad refererer til 'god' så vel som til 'dårlig' skæbne. Om det er det ene eller det andet eller en blanding af begge dele, vil altså grundlæggende bero på karakteren og kvaliteten af talentkernerne.

 

Den i øvrigt variable sum eller det forråd af talentkerner, som et individ til enhver tid har til sin rådighed, vil altså i allerhøjeste grad være bestemmende for samme individs skæbne. Det hænger naturligvis sammen med, at talentkernerne tilsammen i alle tilfælde rummer koncentrationen af individets totale erfaring, viden og begavelse.

 

Det er på denne baggrund, at Martinus' definition af begrebet "skæbnedannelse"  skal ses. "Skæbnedannelse", altså dette at danne sin skæbne, definerer han som tilblivelsen af det levende væsens oplevelse af virkningerne af de årsager, det selv har udløst. Emnet ”skæbne” er i øvrigt et af de kosmologiske emner, som jeg især nærer tvivl og skepsis overfor, men mere herom senere.

 

Talentkernernes tilblivelse

Der er i henhold til Martinus tale om, at overbevidsthedsregionens dannelse, organisation og opretholdelse af underbevidsthedsregionens omfattende og uhyre sammensatte funktioner, herunder sjælelige eller bevidsthedsmæssige lokalorganer, er en automatisk proces, der foregår uden Jegets dagsbevidste medvirken og viljesindsats.

 

En hvilken som helst organtalentkerne må altså derfor opfattes som et redskab for Jegets ubevidste udløsning af en til den pågældende talentkerne svarende særlig organisk automatfunktion. Det er imidlertid Martinus' pointe, at enhver form for automatfunktion i tilværelsen må opbygges fra grunden, hvilket vil sige, at der forud for dannelsen af automatfunktionen går en mere eller mindre bevidst bestræbelse og energisk indsats for at opbygge den, eller mere specifikt: det organiske center i form af en organtalentkerne, som er ansvarlig for den pågældende automatfunktion.

 

I henhold til Martinus forløber dette opbygningsarbejde altid i tre hovedstadier, nemlig A. et undfangelsesstadium, som han også kalder begær-stadiet, B. et træningsstadium, og C. det færdige stadium, også kaldet "geni-stadiet". Disse tre stadier afløser successivt hinanden, indtil tredie og sidste hovedstadium, hvormed det færdigskabte organcenter og dermed den færdige organtalentkerne foreligger og udfører sin bestemte form for automatfunktion.

 

Organtalentkernens undfangelsesstadium

Første hovedstadium af en organtalentkernes tilblivelse, det såkaldte A- eller begær-stadium, markerer at interessen er vakt for en bestemt funktion eller måske et system af funktioner, som individet begærer eller ønsker at tilegne sig. Afhængigt af den pågældende interesses styrke eller ønskets intensitet, vil individet anstrenge sig for at sætte sin vilje ind på at kunne udføre den begærede funktion, enten fordi denne er blevet en livsbetingelse eller fordi det vil betyde behag og glæde - og måske prestige - at kunne udføre eller beherske den.

 

Hermed er organtalentkernen principielt undfanget, nemlig som et dagsbevidst og viljeført begær. Den erfaring, som individet i den anledning gør om de større eller mindre problemer og den modstand, der i reglen kan være i forbindelse med individets ønske og begær om at tilegne sig den nødvendige eller attråværdige funktion, betegner Martinus som  "A-viden".

 

(Vedr. begrebet A-viden: LB II, stk. 327, 454, 458, 480. LB III, stk. 737, 936. PB-J 1, s. 401. Vedr. de her anvendte forkortelser: LB = Livets Bog. PB-J = Per Bruus-Jensen)

 

Organtalentkernens træningsstadium

Under forudsætning af, at interessen for at opnå den ønskede færdighed, er tilstrækkelig stor og vedvarende nok, vil tilblivelsesprocessens A-stadium efterhånden blive afløst af B-stadiet eller træningsstadiet. Som ordet 'træning' angiver, er dette stadium karakteriseret ved en stadigt gentagen træning eller øvelse i den færdighed eller funktion, som det er individets mål at opnå beherskelse af.

 

Den gentagne træning eller øvelse vil normalt resultere i, at individet efterhånden og i stigende grad bliver bedre og dygtigere til at udføre funktionen. I takt hermed vil funktionens udførelse efterhånden kræve mindre og mindre opmærksomhed, vilje og koncentration fra individets side, og dermed nærmer organtalentkernens tilblivelse sig mere og mere tredie og sidste stadium i sin tilblivelse. Individets træningsstadium, der vil være karakteriseret ved individets stigende herredømme over den begærede funktion, kalder Martinus også for "B-viden". Organtalentkernernes tilblivelse på basis af individets vilje, ønske og begær (fri og bunden vilje, dvs. viljeledet begær eller begærledet vilje), og begge deles betydning og indvirkning på individets skæbne, skal vi senere høre mere om.

 

(Vedr. begrebet B-viden: LB II, stk. 459. LB III, stk. 737. PB-J 1, s. 402.)

 

Organtalentkernens færdige stadium

I henhold til Martinus er det gennem træningsstadiet, at opbygningen af organtalentkernernes grundenergistruktur sker, dvs. af dens grundenergikombination og sammensætning. Denne er jo altbestemmende for talentkernens samtlige fremtidige organisatoriske egenskaber, og dermed for samme talentkernes transformatoriske virksomhed.

 

Opbygningen af en talentkerne sker i praksis ved, at der på foranledning af den indflydelse moderenergien uafbrudt udøver, herunder især dennes iboende tilbøjelighed til dannelsen af talentkerner, i den region af det højpsykiske kraftfelt, hvor talentkernerne har 'sæde', begynder at opbygge sig en stabil energiladning, i hvilken de for funktionens udøvelse nødvendige transformationsanlæg automatisk og gradvis 'oplagrer' deres vibrationsmønster eller 'informationsdata'.

 

Imidlertid gør det nævnte transformationsanlæg sig allerede gældende straks fra begyndelsen af en organtalentkernes tilblivelse. Den transformationsvirksomhed, af hvad styrke og omfang den end er i begyndelsen, som det nydannede talentkerneanlæg formidler, medfører som uundgåelig konsekvens at der begynder at ske en vis organisation af det underbevidste psykiske kraftfelts kræfter, som automatisk tilsigter at danne et nyt sjæleligt lokalorgan. Nemlig et lokalorgan der er specielt indrettet til at kunne varetage administrationen af den funktion, som individet er i færd med at optræne sig til at beherske.

 

Her skal vi ikke gå yderligere ind på de mange aspekter, der er i forbindelse med tredie og sidste stadium af en organtalentkernes tilblivelse, men blot minde læseren om et blandt et utal af praktiske eksempler på forekomsten af de tre stadier i indøvelsen af en bestemt færdighed, nemlig i dette tilfælde den færdighed det er, at kunne gå, dvs. bevæge sig ved hjælp af benene.

 

For at kunne beherske den færdighed at kunne gå, må man først have et ønske om at lære færdigheden. Ønsket kan eventuelt i lige høj grad skyldes nødvendighed, altså et behov, så vel som udsigten til det behagelige ved at kunne bevæge sig hurtigere af sted i forhold til kun at kunne kravle. For barnet er det naturligvis primært et behov.

 

Næste stadium er den stadigt gentagne træning eller øvelse i at komme op at stå, holde balancen, styre skridtene og bevæge sig fremad. Efterhånden som disse basisfærdigheder bliver lært, kan man øve sig i beherskelsen at stadigt mere avancerede og raffinerede benbevægelser og færdigheder. Nogle mennesker driver det ligefrem til rent artisteri at kunne bevæge sig omkring ved hjælp af bentøjet, f.eks. i form af dansetrin, linedans, ballet og lignende.

 

Men i langt de fleste tilfælde vil det kunne konstateres, at efterhånden som træningen i at gå bliver mere og mere effektiv, kommer de enkelte funktioner, så som at holde balancen, styre lige ud, dreje eller vende sig etc., i stigende grad til at foregå automatisk, dvs. uden at den gåendes bevidste opmærksomhed omkring funktionerne vil være påkrævet.

 

Det er dette tredie og sidste stadium af indøvelsen af en færdighed, Martinus kalder for geni-stadiet" eller "C-viden". Dette stadium er altså karakteriseret ved, at den begærede funktion eller færdighed er indøvet til en sådan grad, at den er endt med at kunne foregå automatisk. Og automatisk funktion er netop en af organtalentkernernes hovedegenskaber.

 

Herefter turde det forhåbentlig stå klart for læseren, at organtalentkernernes nødvendige og uundgåelige indflydelse på og betydning for individets liv og skæbne, faktisk er endnu mere fundamental end tilfældet er med cellernes gener. Dette er da også en væsentlig grund til, at man kan karakterisere organtalentkernerne som primære årsager til individets fremtræden, evner, færdigheder og egenskaber, medens generne må 'nøjes' med karakteristikken sekundære årsager til samme individs egenskaber, færdigheder, evner og fremtræden. Organtalentkernernes betydning for individets totale liv og skæbne, vil derfor ikke kunne overvurderes. Det er da også baggrunden for, at vi her har ofret så forholdsmæssigt megen plads på omtalen af dem. De oplysninger om bl.a. organtalentkernerne, som vi har fået gennem det ovenstående, vil nemlig være en nødvendig forudsætning for den senere vurdering af H.C.Andersens personlighed, der jo er en af hovedopgaverne for afhandlingen om digterens personlighed, liv og forfatterskab.

 

(Vedr. begrebet C-viden: LB II, stk. 311, 320, 394, 413, 445-6, 448-51, 454-5, 458-9, 480, 510, 512, 528. LB III, stk. 689, 709, 737-8, 938-40, 959. LB IV, stk. 1143, 1145, 1156-7, 1183, 1378, 1423, 1433, 1545. Logik, kap. 94-5. PB-J 1, s. 409.)

 

Erindrings-talentkernerne

I det følgende skal vi gå over til en omtale af den anden store hovedkategori af talentkerner, erindringstalentkernerne. Som betegnelsen 'erindringstalentkerne' næsten selv siger, er denne hovedsageligt opbygget af hukommelses- eller erindringsenergi, men i medfør af grundenergiernes lovbundne indbyrdes kombinationsforhold består den dog samtidig af de fem øvrige grundenergier. Disse er i reduceret og potentiel form til stede som data i samme indbyrdes kombinationsforhold, som gjorde sig gældende i forbindelse med den oprindelige oplevelse, der ligger til grund for erindringstalentkernen.

 

Det betyder, at erindringstalentkernen indeholder et potentielt vibrationsmønster, der rummer alle de kvantitative så vel som kvalitative data, dvs. de fænomenologiske, emotionelle og intellektuelle momenter, der også var indeholdt i den oprindelige oplevelse, men altså omsat til ultramikroskopisk 'størrelse'.

 

Erindringstalentkernerne er i lighed med organtalentkernerne indlejret eller oplagret i evighedslegemet, der er et andet ord for overbevidstheden eller det højpsykiske kraftfelt. Her er erindringstalentkernerne særlig koncentreret omkring det 'spiralcenter', der specielt repræsenterer hukommelsesenergien. Denne er i det psykiske kraftfelt organisk repræsenteret ved det såkaldte hukommelseslegeme, hvis hovedfunktion det er, at optage og fastholde samtlige de vibrations- og spændingsmønstre, kort sagt data, som via den sansemæssige kontakt med bl.a. den fysiske omverden frembringes og opleves i dette kraftfelt, og hvori overhovedet al livsoplevelse og livsudfoldelse i realiteten foregår.

 

(Vedr. begrebet Erindrings-talentkerner:  LB III, stk. 642, 799, 943. PB-J 1, s. 233.)

 

Hukommelsesenergien som sanseevne

I lighed med de øvrige grundenergier, er hukommelsesevnen også samtidigt både sanseevne og manifestationsevne for Jeget. Som 'sanseevne' betragtet ytrer hukommelsesenergien sig grundlæggende som evnen til at etablere sansemæssig kontakt med det personlige erfaringsmateriale, der er 'oplagret' i evighedslegemet (overbevidstheden).

 

Den nævnte sansemæssige kontakt med det 'oplagrede' erfaringsmateriale, medfører normalt en form for 'indadrettet' oplevelse, der har karakter af et 'kig' tilbage i fortiden, som jo objektivt set netop også er repræsenteret ved det pågældende erfaringsmateriale. Begrebet"fortiden" er faktisk derfor et regulært bevidsthedsområde, der fundamentalt afhænger af hukommelsesenergiens eksistens og funktion.

 

Det er imidlertid ikke kun "fortiden" i såvel objektiv som subjektiv forstand, der er afhængig af hukommelsesenergien, men tidsbegrebet i det hele taget. For uden evnen til at kunne huske eller erindre ville begreber som før, nu og efter, og dermed begrebet "tid", aldrig have kunnet opstå i Jegets begrebs- og forestillingsverden. Jegets livsoplevelse ville da i bedste fald være reduceret til elementær anelse om "væren i Nu'et".

 

Såfremt Jeget ikke var i besiddelse af hukommelsesevnen, ville det altså være så godt som totalt uden livsoplevelse, for livsoplevelse uden tilknytning til tids- og rumdimensionel vibration eller bevægelse, altså kvantitativ bevægelse, er kosmisk set helt udelukket. Heraf ses det især, at hukommelsesenergien udgør en central og afgørende faktor i forbindelse med skabelsen af Jegets tankeliv, og ikke mindst for skabelsen af livsoplevelse i det hele taget.

 

(Vedr. hukommelsesenergien som sanseevne:  PB-J 1, s.229.)

 

Hukommelsesenergien som manifestationsevne

Det ovenfor nævnte 'oplagringsarbejde' foregår i praksis ved, at hukommelseslegemet under indflydelse af moderenergien og det med denne forbundne talentkerneprincip straks overfører de vibrations- og spændingsdata, der i et givet øjeblik findes i det psykiske kraftfelt, til evighedslegemet (overbevidsthedsregionen), hvor de oplagres eller opmagasineres i erindringskartoteket, dvs. den region i overbevidsthedsregionen, der særlig er forbeholdt erindringstalentkernerne.

 

De pågældende vibrations- og spændingsmønstre organiseres og opmagasineres på foranledning af hukommelseslegemet efter bestemte love og retningslinier, der skyldes perspektivprincippets indflydelse, og indgår derefter som stabile og uforgængelige 'dataprogrammer' i den i forvejen samlede mængde af sådanne programmer i erindringskartoteket.

 

Begrebet erindringskartoteket henviser til Jegets samlede erfaringsmateriale og forråd af viden, som hukommelsesenergien i sin egenskab af manifestationsevne har opmagasineret eller arkiveret i den del af bevidsthedsarkivet, hvor netop erindringskartoteket hører hjemme. Hukommelsesenergien udgør - gennem et vist samarbejde med de øvrige grundenergier - altså ikke kun Jegets evne til at genfremkalde og genopleve sit oplagrede erfaringsmateriale, men også dets evne til at akkumulere og oplagre dette materiale i form af et erindringskartotek, som under normale forhold altid står til Jegets bevidste og - især - ubevidste disposition.

 

(Vedr. hukommelsesenergien som manifestationsevne: PB-J 1, s. 231.)

 

"Guldkopi-erindringer"

Som vi har set af det foranstående, består en erindringstalentkerne hovedsageligt af hukommelsesenergi, der i kraft af sine principielle akkumulerende egenskaber danner basis for erindringstalentkernernes strukturelle stabilitet og uforgængelighed.

 

I henhold til Martinus gør der sig imidlertid et særligt forhold gældende i forbindelse med hukommelsesenergiens stabiliserende og bevarende indflydelse på erindringstalentkernernes vibrationsdata, der jo lige så vel omfatter ubehagelige, triste, smertefulde og ulykkelige sider, som de omfatter behagelige, lyse, glædelige og lykkelige sider. De førstnævnte vibrationsdata udgør i en vis forstand ’uædle’ islæt i talentkernestrukturen og de vil, i lighed med hvad der er tilfældet for uædle metaller, langsomt men sikkert nedbrydes og udskilles for til sidst at være helt udrensede, således at kun de ædle vibrationsdata bliver tilbage, hvilket vil sige de behagelige, lyse, glædelige og lykkelige sider af den oprindelige tilgrundliggende oplevelse.

 

Denne såkaldte kosmisk-kemiske udrensningsproces, som individets samtlige erindringstalentkerner ifølge evige, universelle lovmæssigheder er underkastet, bevirker altså at det kun er de vibrationsanlæg, der indeholder lyse og positive erfaringsprogrammer, som bliver tilbage, og som til sidst fremtræder som forædlede kopier af de oprindelige, tilgrundliggende oplevelser. Dette forhold gælder ifølge Martinus for selv de allermørkeste og mest uhyggelige og smertefulde oplevelser og erindringer.

 

Det betyder, at hukommelsesenergien løbende omdanner al livsoplevelse til erindringstalentkerner, der oplagres i bevidsthedsarkivet, hvor de under moderenergiens indflydelse gennemgår en kosmisk-kemisk udrensnings- og forædlingsproces, som især blotlægger talentkernernes indhold af intuitionsenergi, der til slut efterlader disse i form af det, Martinus betegner som ”guldkopier”, altså forædlede ’kopier’ af de oprindeligt tilgrundliggende oplevelser og erfaringer. Den samlede sum af verdensaltets guldkopier, dvs. guldkopierne fra samtlige eksisterende levende væsener, kendte som ukendte, danner det 'hav' af guldkopier eller visdomsfacitter, Martinus kalder for "visdomsoceanet".

 

Når Jeget sanser guldkopierne gennem hukommelsesenergien, giver det anledning til oplevelsen af mental salighed, i visse tilfælde grænsende til ekstatisk salighed. Når Jeget oplever de samme guldkopier gennem intuitionsenergien, giver det anledning til oplevelsen – Martinus taler direkte om ”synet” - af de kosmiske idé-facitter, der er en del af den fælles eller kollektive ’pulje’, han betegner som "visdomsoceanet".

 

Som vi allerede er blevet gjort bekendt med, repræsenterer "visdomsoceanet" den 'statiske' side af Guds kulminerende primære bevidsthed, den guddommelige verden, og det er derfor fra dette visdomsreservoir, at også Guddommen henter sin visdom, der dog i forhold til det enkelte levende væsens 'lokal-visdom', er en altomfattende, fuldkommen visdom, altså en alvisdom. Fuldkommen, fordi den guddommelige alkærlighed, der ikke favoriserer eller negligerer nogen eller noget, er totalt upartisk men samtidig indfølende, og er derfor i stand til at udøve absolut retfærdighed og kærlighed. Den guddommelige alkærlighed er dermed udtryk for den højeste visdom.

 

(Vedr. begrebet og fænomenet guldkopi-erindringer: LB I, stk. 211-20, 247. LB II, stk. 356, 359, 388, 391, 397, 403, 408, 422. LB III, stk. 642. LB IV, stk. 1109, 1111, 1180, 1191, 1276. LB V, stk. 1683-7, 1702, 1705, 1922. Det evige Verdensbillede = DeV I, stk. 13:9. DeV II, stk. 17:11. DeV III, stk. 33:6-8, 33:77. Logik, kap. 53. PB-J 1, s. 235. Det er vigtigt at holde sig klart, at hukommelsesenergien eller –evnen kun giver tilgang til det personlige lager’ af guldkopier i overbevidsthedsregionen, medens intuitionsenergien eller –evnen derimod giver tilgang til det universale arsenal af guldkopier i ”visdomsoceanet”, som er et dybereliggende ’lag’ i overbevidstheden, der er fælles for alle levende væsener. Jf. med artiklen Intuition og personlighed her på hjemmesiden.)

 

Kommentar: Her bliver jeg desværre nødt til at indskyde, at Guddommen efter min ét-livs-opfattelse netop ikke er absolut retfærdig og derfor heller ikke alkærlig. Hvis det modsatte havde været tilfældet, altså at Guddommen er alkærlig og dermed absolut retfærdig, ville verden formentlig have set ganske anderledes ud, end den har gjort siden tidernes morgen og gør endnu. Men når Martinus hævder, at Guddommen både er alkærlig, alvis og almægtig, sker det jo angiveligt på baggrund af hans overordnede kosmiske oversigt set i tilværelsens evigheds-perspektiv

 

Det skal her gentages, at ”visdomsoceanet” som nævnt er identisk med Guds visdom, der består af samtlige levende væseners såkaldte ”guldkopi-erindringer”. Martinus betegner ”visdomsoceanet” som  et holistisk, allestedsnærværende, universelt og uforgængeligt ’ocean’ eller ’fond’ af koncentrerede kosmiske idé-facitter, der tilsammen og i rent principiel form indeholder og er udtryk for samtlige kosmiske grundsandheder om tilværelsen, og som dermed er identisk med den evige, guddommelige visdom, det vil sige Guds egen viden og visdom.

 

Dette ocean eller denne overvældende mængde af visdom er det, at især intuitionsevnen giver individet adgang til, vel at bemærke: Når individet er modent til det.

 

Kommentar: Det kan konstateres, at den ovenfor fremførte beskrivelse af organ- og erindringstalentkernerne stort set også vil være gyldig i relation til ét-livs-hypotesen. Den eneste, men til gengæld afgørende forskel vil være, at individet ikke er evigt og derfor heller ikke udødeligt, sådan som Martinus' kosmologi postulerer og tager afsæt i. Det gør naturligvis en væsentlig forskel, men med al tvivl og skepsis taget i betragtning, må jeg fortsat henholde mig til ét-livs-hypotesen.

 

Drømmen om det tabte paradis

For at forstå, hvilken baggrund der ifølge Martinus' Kosmologi er for, at et menneske som f.eks. H.C.Andersen i det hele taget kunne skabe den perlerække af geniale eventyr og historier, der har gjort ham berømt på linie med verdenslitteraturens store navne som  William Shakespeare, Walter Scott og Wolfgang Goethe, må vi først se på, hvordan samme kosmologi opfatter begreber som individ, menneske og personlighed.

 

Som vi har set af indledningen til artiklen  H1-05. Intuition og personlighed  om forholdet mellem personlighed og intuition, er Martinus og H.C.Andersen principielt enige i, at individet engang i urtiden har forladt en lys- og kærlighedsverden, der har efterladt sig spor i dybet af væsenets bevidsthed i form af såkaldte "guldkopi-erindringer", som det senere i udviklingen har adgang til, dels via sin hukommelsesevne og dels via sin intuitionsevne. Det er utvivlsomt sådanne erindringer H.C.Andersen hentyder til, når han om sine inspirationer siger: "Tit synes jeg det er erindringer, vuggesange, fra en anden verden, der vågner i min sjæl, og som jeg må gentage."

 

"Guldkopi-erindringerne" er i kodificeret og latent form oplagrede, dels som personlige guldkopierindringer i individets erindringsarkiv i overbevidstheden, og dels som universale guldkopierindringer i det såkaldte "visdomsocean". Det sidstnævnte er et permanent, ikke-dynamisk aspekt af Guddommens højeste form for bevidsthed, som Martinus betegner som "den guddommelige verden". Det er herfra at individet – normalt uden selv at vide af det - i sine inspirerede øjeblikke kan hente idémateriale til bl.a. en højere erkendelse og til sin kunstneriske, videnskabelige, tekniske eller anden manifestative eller skabende udfoldelse.

 

Individet og "lysverdenen"

Men hvis det virkelig skulle være tilfældet, at der har eksisteret eller eksisterer en sådan "lys- og kærlighedsverden", som både Martinus og Andersen åbenbart mener, og som individet engang i urtiden har forladt eller eventuelt måttet forlade, må det jo dels betyde at der på en eller anden måde findes en verden 'ved siden af' eller eventuelt 'ovenover' den fysiske verden. Dels må det betyde at individet på en eller anden måde må være udødeligt, hvis det nemlig er sådan at det er selv samme individ, der lever nu og hvorom man kan sige, at det engang har forladt den nævnte lysverden.

 

Begge dele er tilfældet hævder Martinus, og indirekte giver Andersen ham medhold heri. Der eksisterer rent faktisk en sådan lys- eller kærlighedsverden side om side med den fysiske verden, hvoraf vort 'hjemsted', Jorden, som bekendt kun repræsenterer en mikroskopisk del. Lige som det forholder sig sådan, at det levende væsen eller individet grundlæggende er identisk med en sjælelig struktur, der forlener det med udødelighed.

 

Det skal dog allerede her indskydes og fremhæves, at den nævnte "lys- og kærlighedsverden" ikke kun findes "ved siden af" eller "ovenover" den fysiske, fire-dimensionelle årsagsvirkningsverden, men at den i virkeligheden eksisterer som en delvis integreret del af sidstnævnte eller rettere sagt omvendt. Hvilket vi naturligvis skal høre betydeligt mere om og få en forklaring på senere.

 

Efter denne foreløbige og relativt kortfattede gennemgang af nogle af kosmologiens væsentligste begreber, er vi hermed tilbage ved vort udgangspunkt, hvor det blev fremhævet at individet engang i urtiden har forladt en lys- og kærlighedsverden, der har efterladt sig spor i dybet af væsenets bevidsthed i form af såkaldte "guldkopi-erindringer", som individet senere i udviklingen får adgang til, dels via sin hukommelsesevne, og dels via sin intuitionsevne. En dybdepsykolog som C. G. Jung ville karakterisere denne form for erindringer som arketyper, hvilket vil sige grundtyper dels i det personligt ubevidste og dels i det kollektivt ubevidste. Det personligt ubevidste består af forestillinger, der engang har været bevidste, mens indholdet af det kollektivt ubevidste, hvilket vil sige menneskehedens samlede ubevidste erindringer, aldrig har været bevidst under individets livsforløb. Det kollektivt ubevidste er i henhold til Jung ikke desto mindre personlighedens grundlag, idet det indeholder nedarvede grundtyper eller mønstre, kaldet arketyper,  der fra tidernes begyndelse ved stadig gentagelse er overført til individet som en art disposition. Det kollektivt ubevidste indeholder mange arketyper, som f.eks. persona, animus, anima, skyggen , selvet etc. 

 

(Se f.eks. Calvin S. Hall og Vernon J. Nordby: Jungs psykologi- en grundbog. Oversat af Lone Spanheimer. Forord af Pia Skogemann. Hans Reitzels Forlag-København 1985. - For en historisk redegørelse for begrebet personligheden, se f.eks. artiklen  2.24. Personlighedsbegrebet- historisk, psykologisk og kosmologisk set.)

 

Det er formentlig sådanne ”Guldkopi-erindringer”, H.C.Andersen hentyder til, når han om sine inspirationer som tidligere citeret siger: " Tit synes jeg, det er erindringer, vuggesange fra en anden verden, der vågner i min sjæl, og som jeg må gentage."

 

Forhåbentlig vil læseren derfor nu være i stand til at se, at den ovennævnte lys- og kærlighedsverden er identisk med det tilværelsesplan, som Martinus betegner som "Guds primære bevidsthed", hvilket mere præcist vil sige "visdomsriget", "den guddommelige verden" og"salighedsriget". Ligesom de "spor i dybet af væsenets bevidsthed", som dette fortidige ophold i lysverdenen har efterladt sig, er "guldkopimaterialet i væsenets overbevidsthedsarkiv". Et materiale individet får mulighed for at komme i kontakt med, når dets hukommelses- og især dets intuitionsevne i løbet af den fortsatte evolutionsproces (igen) bliver så funktionsdygtig, at den giver individet til at begynde med glimtvis og senere permanent adgang til kontakt med netop guldkopimaterialet.

 

(Vedr. begrebet Guds primære bevidsthed = det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget: L B VI, stk. 2335-7, 2384, 2386-90, 2392, 2394. LB VII, stk. 2396, 2604-8, 2611-2, 2627, 2630, 2658:16, 2664. DeV I, stk. 11:31. DeV II, stk. 17:11, 20:2, 21:6, 22:2, 23:4-5, 26:27. DeV III, stk. 32:2, 33:73-4, 33:79. Logik, kap. 78, 89, 95. PB-J 4, s. 417.)

 

Kommentar: I Martinus' kosmologi er det det enkelte individs fortidige ophold i lysverdenen, der har efterladt sig et ”guldkopi-materiale”, som samme individ i senere inkarnationer kan drage fordel af. Men eftersom individet i henhold til ét-livs-teorien jo kun har ét liv at leve, kan det ikke så godt være nutids-individet, der har haft et tidligere liv langt tilbage i tiden. Derfor må vi her korrigere og i stedet henholde os til, at det er menneskeheden, der historisk og kulturelt set, har haft de nævnte oplevelser og gjort de nævnte erfaringer, som har efterladt sig spor i det kollektive ubevidste i form af arketyper. F.eks. i form af den bibelske myte om skabelsen og det første menneskepars liv i ”Paradisets have”.  Denne og lignende myter om en gylden og gloriøs fortid, en ’guldalder’, er af en elite fejlagtigt blevet opfattet som historisk virkelighed, som man har anset det for ønskværdigt at stræbe efter at etablere på ny. Af denne drøm er ønsket om et nyt paradis eller en ny og bedre verden  - et utopia - opstået og næret.

 

"Skabelsens rat"

Den særligt opmærksomme læser vil måske her indskyde, at vi indtil videre kun har omtalt 'faldet' fra den "lys- og kærlighedsverden", som individet engang i urtiden befandt sig i. Vi mangler endnu at se på, hvad det mere præcist er, der har forårsaget at individet i sin tid har måttet forlade sit "elysium", og hvad det er der er årsagen til, at samme individ oprindeligt befandt sig i en paradistilstand. Foreløbig har vi dog fået at vide, at det er individets urbegær i forbindelse med bl.a. kredsløbs- og kontrastprincippet, der ligger til grund for såvel indviklingen i som udviklingen fra den fysiske materies verden. Ligesom det er de samme faktorer, der i et evigt kredsløb eller spiralkredsløb successivt fører individet igennem de seks kosmiske tilværelseszoner og de syv organismeprincipper.

 

Når de ovennævnte spørgsmål ikke hidtil har været nærmere berørt her, skyldes det imidlertid hverken forglemmelse eller forsømmelse, men derimod den omstændighed, at der til grund for den nævnte "lys- og kærlighedsverden", alias de tre riger: "visdomsriget", "den guddommelige verden" og "salighedsriget" alias Guds primære bevidsthed, især ligger et af de måske allervigtigste skabeprincipper, som Martinus' kosmologi opererer med. Dette skabeprincip kalder Martinus for "det guddommelige skabeprincip” eller ”det seksuelle polprincip".

 

Det seksuelle polprincips overordnede rolle i den guddommelige verdensorden, ses af den omstændighed, at Martinus med velberåd hu nævner det i sammenhæng med selve det guddommelige skabeprincip (Gud som skaber). Han betegner tilmed det seksuelle polprincip som "skabelsens rat", altså som det styringsredskab, hvormed Guddommen dirigerer, leder og kontrollerer universets tilblivelse, opretholdelse, udvikling og interne funktioner. Et så vigtigt og betydningsfuldt skabeprincip fortjener og kræver en helt særlig interesse og opmærksomhed for sig.

 

(Vedr. begrebet "skabelsens rat" = det seksuelle polprincip og polforvandlingen: LB V, stk. 1858. Foruden udtrykket "skabelsens rat" bruger Martinus også udtrykket "skæbnens rat" - f.eks. i Logik, kap. 87 – men de to udtryk og begreber er dog ikke helt identiske. Jf. i øvrigt med artiklerne Introduktion til det seksuelle polprincip, Det seksuelle polprincip og Introduktion til den seksuelle polforvandling her på hjemmesiden. Men de nævnte artikler er dog også mere eller mindre citeret her i artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. )

 

Når vi dertil samtidigt lægger, at forståelsen af H.C.Andersens personlighed, liv og forfatterskab ifølge den opfattelse, der gøres gældende i denne afhandling, ikke mindst er beroende på et vist kendskab til netop det seksuelle polprincip, håber jeg at læseren vil indse ønskeligheden og nødvendigheden af at give en blot nogenlunde dækkende fremstilling af dette vigtige skabeprincip og dets omfattende konsekvenser for individets liv og skæbne. Derfor skal vi i et følgende afsnit gå videre med en omtale af den del af det seksuelle polprincip, der kan betegnes som  ” Emotionel og intellektuel seksualisme”.

 

UNDERBEVIDSTHEDEN

Som allerede nævnt, er det kosmologiske begreb  underbevidstheden identisk med det, vi almindeligvis forstår ved begrebet og fænomenet bevidstheden, som i henhold til Martinus' kosmologi igen kan inddeles i dagsbevidstheden og natbevidstheden (psykologisk set det underbevidste og det ubevidste), og som i form af et psykisk kraftfelt fungerer og virker på grundlag af de 6 grundenergier: 1. Instinktenergien, 2. Tyngdeenergien (dynamisk energi), 3. Følelsesenergien, 4. Intelligensenergien, 5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien.

 

I henhold til ét-livs-hypotesen, har disse energier vel at bemærke samme karakter, værdier og funktionelle kvaliteter, som beskrevet i Martinus' kosmologi. I forbindelse med grundenergierne bør man i øvrigt erindre sig, at de nævnte energier er måder, på hvilke individet sanser, manifesterer sig eller handler og oplever. Det vender vi tilbage til under omtalen af grundenergierne.

 

Når Martinus i øvrigt bruger udtrykket ”underbevidstheden” om det, der i almindelig psykologi betegnes som bevidstheden, hænger det sammen med det enkle forhold, at bevidstheden 'hierarkisk' og funktionelt set er underlagt eller undergivet overbevidstheden og fungerer på grundlag af denne. Sidstnævnte betegnes som sådan, fordi den 'hierarkisk' og funktionelt set ligger over eller er overordnet underbevidstheden. 

 

GRUNDENERGIERNE

Martinus' kosmologi opererer med, at det skabte, primært altså verden og livet, har to basale aspekter:  et bevægelsesaspekt og et energiaspekt. Ud fra den kendsgerning, at det kræver energi at frembringe bevægelse, vil vi derfor her først se på energiaspektet.

 

For god ordens skyld og for at orientere eller erindre læserne om basale emner i Martinus' kosmologi, skal følgende vigtige faktorer og kræfter, som Martinus' kosmologi desuden opererer med, også gentages her:

 

Det levende væsens 1. hovedinstans er som formentlig bekendt Jeget, og 2. hovedinstans er bevidstheden, men her forstået som overbevidstheden, der er identisk med den 7. kosmiske grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og funktionelle basis er evighedslegemet. Altså det legeme, som ligger til grund for individets struktur og hele tilværelse, men som i sig selv er uskabt og dermed eksisterer før tid og rum, og hvorom man med rette kun kan sige, at det ER.

Det korte af det lange er, at grundenergierne i henhold til Martinus' kosmologi så at sige er 'rodfæstede' i overbevidstheden, i og med at disse er undergivet de kosmiske lovmæssigheder, Martinus betegner som skabeprincipperne. 

 

Skematisk opstillet er de syv operationelle grundenergier i henhold til Martinus følgende:

 

1. Instinktenergien (rød symbolfarve)

2. Tyngdeenergien (orange symbolfarve)

3. Følelsesenergien (gul symbolfarve)

4. Intelligensenergien (grøn symbolfarve)

5. Intuitionsenergien (blå symbolfarve)

6. Hukommelsesenergien (indigo symbolfarve)

7. Moderenergien (violet symbolfarve)

 

Det skal også her nævnes, at i henhold til Martinus, er samtlige grundenergier repræsenteret ved hver sin funktionelle instans og basis i form af en organisme eller et legeme, som skematisk opstillet ser sådan ud:

 

1. Instinktlegemet = Instinktenergiens funktionelle basis (rød symbolfarve)

2. Tyngdelegemet = Tyngdeenergiens funktionelle basis (orange symbolfarve)

3. Følelseslegemet = Følelsesenergiens funktionelle basis (gul symbolfarve)

4. Intelligenslegemet = Intelligensenergiens funktionelle basis (grøn symbolfarve)

5. Intuitionslegemet = Intuitionsenergiens funktionelle basis (blå symbolfarve)

6. Hukommelseslegemet = Hukommelsesenergiens funktionelle basis (indigo

    symbolfarve)

7. Evighedslegemet = Moderenergiens funktionelle basis (violet symbolfarve)

 

Grundenergiernes karakteristika

Et vigtigt forhold at forstå i forbindelse med, hvad der i henhold til Martinus skal forstås ved begrebet grundenergierne er, at disse naturligvis ikke er ’frit i luften svævende’ fænomener, men at de altid hver især vil være knyttet til et organ eller legeme, som så at sige genererer og omsætter energien i praksis. I princippet på samme måde, som det forholder sig med vore sanser, der jo som bekendt ikke er i stand til at fungere uden et organ, som svarer til hver sans: Man kan ikke se uden øjne, ikke høre uden ører, ikke smage uden tunge, ikke lugte uden næse, ikke føle uden berøringsnerver i huden osv. Vi kan normalt heller ikke bevæge os uden muskler, ikke gå uden ben, ikke gribe uden hænder, lige som vores fysiske krops fysiologiske processer, som f.eks. blodkredsløb, åndedræt, fordøjelse, forplantning osv., ikke kan fungere uden henholdsvis hjerte og karsystem, lunger, mave-tarmsystem, seksualorganer osv. Det er derfor vigtigt, at gøre sig klart, at hver gang man inden for Martinus’ kosmologi taler om ’energi’, så taler man samtidig om ’evne’, og hver gang man taler om evne, så taler man samtidig om ’organ’ eller legeme’.

 

Når Martinus imidlertid taler om ’grundenergi-legemer’,hænger det sammen med, at det i hvert enkelt tilfælde ikke kun drejer sig om et ’organ’, men om flere organer, der indgår i indbyrdes og internt samarbejde, hvorfor begrebet ’organisme’ og dermed ’legeme’ er den relevante betegnelse for grundenergiernes omsætningsredskaber.

 

Grundenergilegemernes navne er vi allerede blevet gjort bekendt med, så derfor vil vi gå over til at orientere os om grundenergiernes karakteristika:

 

Grundenergiernes A- og B-gruppe

De seks grundenergier eller basale virkemåder, som Jeget på basis af moderenergien har til sin disposition, er i øvrigt opdelt i to hovedgrupper, A og B, med tre grundenergier i hver gruppe. Den første hovedgruppe, A, omfatter instinktenergien, tyngdeenergien og følelsesenergien, som tilsammen danner grundlag for Jegets følelsesliv, hvorfor de karakteriseres som de tre uintellektuelle og materiedannende grundenergier.

 

Den anden hovedgruppe, B, omfatter intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien, som tilsammen specielt udgør grundlaget for Jegets tankeliv, og derfor karakteriseres som de tre intellektuelle og bevidsthedsdannende grundenergier. Det skal dog understreges, at det kun er teoretisk-analytisk, at man kan tale om en opdeling af grundenergierne i to hovedgrupper, og følgelig livsoplevelsen i følelsesliv og tankeliv, som i praksis er en gensidigt integreret funktionel enhed.

 

1. Instinktenergien

Den første grundenergi i den seksleddede række af grundenergier, er i henhold til Martinus instinktenergien, som i sin neutrale, objektive og dermed principielle natur defineres som evnen til automatfunktion eller selvfunktion, idet dens centrale, funktionelle tendens er dannelsen af netop automatfunktioner. Herved forstås funktioner, der foregår uafhængigt af bevidst koordinering eller viljesindsats. I sin egenskab af specielt sanseevne for Jeget, viser instinktenergien sig primært som evnen til at ane, altså som anelsesevne, hvorved forstås formidlingen af anelsesoplevelser uden præcis forståelse og detaljeret, nuanceret erkendelse.

 

I sin helt elementære form indskrænker anelsesoplevelsen sig til kun at omfatte en uklar, drømmeagtig, fjern og uspecificeret fornemmelse af livsoplevelsens to mest grundlæggende generalkontraster, som kendes under begreberne behag og ubehag. Disse to grundformer for anelsesbevidsthed gør sig i øvrigt især gældende for plantevæsenernes vedkommende, der jo – som vi tidligere har berørt – er repræsentanter for levende væsener på principielt fuldstændig lige fod med alle de øvrige tilværelsesplaners eller naturrigers levende væsener. Alle er i henhold til Martinus i en vis forstand ’mennesker’ på forskellige udviklings- og oplevelsestrin og fremtræder derfor i de ofte vidt forskellige og rigt varierede og nuancerede former for bevidstheds- og organismestrukturer, som Martinus betegner som ”kosmiske håndværk”.  (Vedr. ”kosmiske håndværk”, se Martinus: Logik, 27. kap.).

 

Men instinktenergien har også en anden og nok så vigtig funktion at forvalte, idet den er bærer af og befordrer det levende væsens religiøse sans, som blandt andet giver sig udtryk i en (instinktiv) fornemmelse af og eventuelt overbevisning om en guddoms eller guders og andre åndelige væseners eksistens. Dette gælder især for det primitive, kosmisk bevidstløse og intellektuelt uformuende menneske, på hvis følelsesliv instinktenergien udøver en stor og afgørende indflydelse, specielt ved at formidle den religiøse anelsesbevidsthed. Dette gælder til en vis grad også for dyrets, og naturligvis især for de højerestående dyrs vedkommende, hvis religiøse instinkt i henhold til de kosmiske analyser giver sig udtryk specielt i dyrets dødsangstskrighvilket vi skal vende tilbage til i anden sammenhæng.

 

I sin egenskab af manifestationsevne for Jeget betragtet, ytrer instinktenergien sig som evne til at etablere, opretholde og befordre enhver form for automatfunktioner, psykiske som fysiske, af hvilken grund den også indgår som hovedbestanddel af de stabile kraftcentrer, Martinus betegner som ”talentkerner”, der, som det især vil være fremgået af afsnittet Talentkerneprincippet her på hjemmesiden, udgør overordentlig vigtige faktorer for det levende væsens psyko-fysiske organisme og hele livsudfoldelse. Instinktenergiens betydning turde i øvrigt fremgå af, at den blandt andet er ansvarlig for alt, hvad der kommer ind under automatiske organ- og organismefunktioner, lige som den stort set svarer for alt, hvad der kommer ind under begreberne reflekser, vækstbevægelser, vaner, rutiner, virtuositet, traditioner, ceremonier, flokmentalitet, nationalisme, autoritetstro – herunder ikke mindst troen på og tilliden til de religiøse autoriteter – og meget andet og mere.

 

Instinktenergiens kosmiske karakteristik er kortest sagt den, at den altid ytrer sig som det automatiske og dermed ureflekterede moment ved alle former for manifestationer, bevægelsesmanifestationer eller adfærdsmønstre, som enkeltvis eller tilsammen repræsenterer et eller flere individers handlingsliv.

 

Instinktenergiens eller –evnens indflydelse på og betydning for det af eller i naturen befordrede ’adfærdsmønster’, burde næsten være selvindlysende for ethvert nogenlunde velorienteret menneske. Men for fuldstændighedens skyld skal her kort nævnes nogle eksempler på automatisk regulerede naturprocesser, som f.eks. elementarpartiklernes og himmellegemernes henholdsvis mikrokosmiske og makrokosmiske automatbevægelser. Desuden planters, dyrs, herunder menneskers, fugles og insekters biologiske og fysiologiske processer, samt de pågældende arters og individers evne til at fungere og være i overensstemmelse med de særlige love, som gælder for deres respektive og kosmisk set midlertidige udviklingstrin.

 

2. Tyngdeenergien

Den anden kosmiske grundenergi, tyngdeenergien, kan hvad selve navnet angår, umiddelbart bidrage til at skabe lidt forvirring eller misforståelse, idet navnet forståeligt nok måske straks leder tanken hen på begrebet tyngdekraften. Til den sidstnævnte har begrebet tyngdeenergien som sådan dog kun indirekte relation, idet det nemlig specielt er denne grundenergi, der er ansvarlig for materieegenskaben ’masse’, som i praksis registreres som vægt eller tyngde, i al fald her på jorden. Men begrebet tyngdeenergien defineres i sin neutrale, objektive og principielle natur som evnen til ekspansion (udvidelse) og destruktion (nedbrydning), hvilke egenskaber især er baggrunden for, at Martinus – med et vist forbehold – karakteriserer den som udtryk for tilværelsens dræbende princip. Situationen er kort den, at overalt, hvor tyngdeenergien er dominerende i manifesterede grundenergikombinationer (stambevægelser), virker disse destruerende og dermed i princippet dræbende på alt, hvad de måtte komme i berøring med. I bevidsthedslivet tegner tyngdeenergien sig for alt, hvad der kommer ind under begreber som vrede, had, hævnfølelse, jalousi, hidsighed, intolerance mm. Forbeholdet gælder, at tyngdeenergien som nævnt også har ’positive’ egenskaber, idet den samtidig udgør den dynamiske kraft i enhver form for manifestation og præstation, og den er i begge tilfælde en absolut nødvendig og uundværlig faktor i livet.

 

3. Følelsesenergien

I direkte modsætning til tyngdeenergien må den tredie grundenergi, følelsesenergien, i sin neutrale, objektive og principielle natur defineres som evnen til kontraktion (sammentrækning) og konstruktion (opbygning), hvorfor Martinus – med et vist forbehold - også karakteriserer den som udtryk for det livgivende princip. Forholdet er nemlig det, at overalt, hvor følelsesenergien er dominerende i de manifesterede grundenergikombinationer, virker den tilbageholdende (hæmmende) og bindende på tyngdeenergiens destruerende og dræbende tendens, hvilket i bedste fald bevirker, at de pågældende grundenergikombinationer (stambevægelser) ikke indvirker direkte destruktivt eller dræbende på omgivelserne. Det kan de til gengæld mere eller mindre direkte gøre, hvor følelsesenergien ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at ’hæmme’ eller ’binde’ tyngdeenergien. Men desuden kan følelsesenergien være så dominerende i bevidstheden, at den så at sige lukker individet passivt inde i sig selv, f.eks. i selvmedlidenhed og selvopgivelse. Det er delvis baggrunden for, at Martinus med forbehold karakteriserer følelsesenergien som livgivende. Det samme er tilsvarende tilfældet med tyngdeenergien, der som nævnt også kun med forbehold kan karakteriseres som dræbende, specielt fordi den netop i kraft af sin særlige natur er tildelt rollen som den ene af de to kontraaktive hovedkomponenter, altså tyngdeenergien og følelsesenergien, i det levende væsens såkaldte psykiske kraftfelt. 

 

Tyngde- og følelsesenergien i naturen

Som antydet ovenfor giver tyngde- og følelsesenergien sig på hver sin måde naturligvis også til kende i naturprocesserne, hvad der for tyngdeenergiens vedkommende betyder, at den i pagt med sit ekspansive og dynamiske væsen viser sig som en bevægelsesfremmende faktor. Det vil i en vis forstand sige, at den viser sig i alt, hvad der har at gøre med varme, udvidelse, ekspansion, eksplosion, ild, fordøjelse, destruktion, dematerialisation og lignende, for blot at nævne nogle tilfældige eksempler på naturprocesser, hvori tyngdeenergien indgår som en dominerende faktor i de involverede grundenergikombinationer.

 

For følelsesenergiens vedkommende forholder det sig lige modsat, idet den i konsekvens af sit kontraktive og stabiliserende væsen primært viser sig som en bevægelseshæmmende faktor, hvilket indebærer at den viser sig i alt, hvad der har at gøre med sammentrækning, kulde, frost, afkøling, krystallisation og materialisation, for også her blot at nævne et tilfældigt udvalg af eksempler på naturprocesser, hvori følelsesenergien forekommer som dominerende faktor i de involverede grundenergikombinationer.

 

(Vedr. tyngde- og følelseslivets ’klimaer’: Se Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi.  Bind 1, stk. 1. 139.-1. 144.)

 

Grundenergiernes B-gruppe

Vi har hermed i grove træk omtalt grundenergiernes A-gruppe, de uintellektuelle eller materiedannende grundenergier, og skal herefter gå videre til en kortfattet omtale af B-gruppen. Denne omfatter de intellektuelle eller bevidsthedsdannende grundenergier: intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien. Disse tre grundenergier omtales også som tankelivets grundenergier, idet de primært er ansvarlige for det, der forstås som Jegets tankeliv. Med tankelivet menes dén mentale proces, som i praksis former sig som en mere eller mindre viljestyret bearbejdning af af et givet erfaringsmateriale, og som af Jeget registreres som ’tænkning’. Ved begrebet ’en tanke’ forstås der ganske enkelt et åndeligt objekt, som af Jeget opleves som en mere eller mindre abstrakt ’billeddannelse’, der dels kan have form af sproglige ’lydbilleder’ eller af sansningsbaserede ’forestillinger’ eller ’billeder’, som mere eller mindre refererer til syns-, lyd-, lugt-, og duft- samt smagsindtryk og til en vis grad også fornemmelsesindtryk, indtryk, der alle uden undtagelse indgår som bestanddele af Jeget erfaringsmateriale.

 

Ved begrebet ’tænkning’ forstås også den proces, der blandt andet består i at skrive disse linjer, og naturligvis også i at læse dem. Som eksempler på højere former for tænkning, kan nævnes aritmetik, geometri, matematik, filosofi og erkendelsesteori. En særlig sublim og abstrakt tænkning findes i form af den kosmiske tænkning, som opererer med ’objekter’, der hverken kvantitativt eller kvalitativt besidder form, konturer eller begrænsning, hvilket især medfører, at de pågældende ’objekter’ kun er tilgængelige for Jeget via intuitionsevnen. Disse ’objekter’ eller højintellektuelle kosmiske facitter, som vedrørende livet og virkeligheden (kosmos), er det netop, at Martinus’ kosmiske analyser i særlig grad beskæftiger sig med.

 

4. Intelligensevnen

I objektiv, substantiel henseende udgør de såkaldte ’tanker’ specielle, mere eller mindre komplicerede svingnings- eller vibrationskombinationer eller –systemer i det af instinkt-, tyngde- og følelsesenergien dannede og opretholdte P-kraftfelt, hvorfor tænkning principielt består i at frembringe mere eller mindre viljestyrede og velorganiserede svingninger og svingningskombinationer i P-kraftfeltet. Det er i den forbindelse, at intelligensenergien, grundenergiorganisationens fjerde kosmiske grundenergi, kommer ind i sammenhængen.

 

I sin neutrale, objektive og principielle natur defineres intelligensenergien som evnen til systematik og hensigtsmæssighed, hvorved blandt andet forstås en evne til at administrere og hensigtsmæssigt udnytte Jegets til rådighed værende erfaringsmateriale, et materiale, som Jeget vel at mærke normalt næsten kun har adgang til via hukommelsesenergien og –evnen. Af samme grund vil det derfor være hensigtsmæssigt og formålstjenligt, at omtale den sjette grundenergi, hukommelsesenergien, allerede her, idet vi dog lige først skal benytte lejligheden til at præcisere, hvad der i denne sammenhæng skal forstås ved begrebet ’hensigtsmæssighed’.

 

Indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi forstås ’hensigtsmæssighed’ i sin dynamiske betydning af begrebet, som en administration af et givet erfaringsmateriale ud fra et givet sæt valgmuligheder, som fører til en optimalt ideel udnyttelse af de givne betingelser for opfyldelsen af et ønsket, bestemt behov. I statisk betydning af begrebet ’hensigtsmæssighed’ forstås en færdig eller afsluttet manifestation, som implicit udtrykker en optimal opfyldelse af et givet formål, hvilket naturligvis ikke hverken i dette eller det foran nævnte tilfælde udelukker muligheden af, at der selvfølgelig forekommer manifestationer, som er udtryk for større eller mindre grader af hensigtsmæssighed, og dermed for en mere eller mindre optimalt ideel opfyldelse af det eller de ønskede formål.

 

Tænkningen og hukommelsesevnen

Uden rådighed over et vist erfaringsmateriale ville Jeget være totalt udelukket fra at kunne skabe sit tankeliv. Tænkning består jo netop i en mental bearbejdning af visse allerede gjorte erfaringer eller indhøstede oplevelser, som i øvrigt for en stor dels vedkommende har sin oprindelse i Jegets sansemæssige kontakt med det fysiske materieplans objekter samt i den på sprog grundede vekselvirkning med andre mennesker på samme materieplan, hvilket altså vil sige den fysiske verden. Heraf følger derfor, at jo større sum af oplevelser og erfaringer et Jeg råder over, des rigere tankeliv har det mulighed for selv at have, men samtidig også for at give udtryk for overfor omgivelserne. Denne evne til at danne erfaringsforråd og til i større eller mindre grad at tage ved lære af sine erfaringer og til at handle på grundlag heraf, er det som betegnes intelligens. Men denne som sagt i høj grad beroende på, afhængig og betinget af en evne til at akkumulere den strøm af oplevelser, som kontakten med omverdenen normalt medfører, og af en evne til at fastholde de derigennem indhøstede erfaringer. Denne evne besidder Jeget heldigvis og normalt i form af netop hukommelsesenergien eller –evnen.

 

Hukommelsesevnen og bevidsthedsarkivet

Det er en kendsgerning, at vi ikke har hele vort opsamlede erfaringsmateriale fremme i dagsbevidstheden på én gang, og at en større eller mindre del af det følgelig opbevares på en sådan måde, at det normalt og i bedste fald kun på ’opfordring’ gør sig gældende i livsoplevelsen. Hele Jegets fond af erfaringer, viden, evner og talenter, som dels bidrager til at sikre dets individualitet, og som dels er afgørende for dets bevidsthedsliv, der i form af reflektion, planlægning og lignende, beror på individets egne viljestyrede initiativer, kan med henvisning til dets rolle for det fungerende bevidsthedsliv sammenfattes under begrebet bevidsthedsarkivet.

 

Bag hver eneste af individets handlinger forekommer der normalt visse tanker og følelser, der motiverer dem, mere eller mindre naturligvis, men heraf ses det, at enhver handling på sin vis er en videreført bevidsthedsmanifestation, for hvilken den fysiske materie udgør materialet og den fysiske organisme redskabet. Det betyder, at det fysiske handlingsliv kan betragtes som en fysisk projektion af det fungerende bevidsthedsliv, hvilket vil sige, at der i en vis forstand er tale om en fysisk ’forlængelse’ af dette, ganske som det på sin vis er tilfældet med den tilgrundliggende fysiske organisme, der faktisk repræsenterer en fysisk forlængelse af den ’overordnede’ og på sin vis langt vigtigere åndelige eller parafysiske struktur, uden hvilken den fysiske organisme ganske enkelt ikke ville være i stand til at fungere som bevidstgjort redskab for Jeget.

 

Bevidsthedsarkivet

Det netop nævnte bevidsthedsarkiv har sit ’sæde’ i det såkaldte evighedslegeme, også betegnet som det højpsykiske kraftfelt, som sammen med Jeget udgør det levende væsens overbevidsthedsregion. Begrebet og udtrykket ”evighedslegeme” har hos Martinus sin forklaring i, at Jegets overbevidsthedsstruktur er fuldkommen urørligt hævet over enhver form for destruktive kræfter og energier, som måtte forekomme indenfor underbevidsthedsregionen, der er al skabelses og livsoplevelses skueplads. Det er netop i evighedslegemet, at jeget automatisk opbevarer sit gradvis erhvervede erfaringsmateriale, som altså udgør en væsentlig del af det totale bevidsthedsarkiv, der yderligere indeholder alle de organtalentkerner, på hvilke skabelsen eller opbygningen af Jegets fysiske så vel som psykiske organisme er beroende.

 

(Her kan henvises til afsnittet Talentkerneprincippet – om de livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’.)

 

Men for at kunne udnytte og ’genbruge’ sit arkiverede erfaringsmateriale, må Jeget have rådighed over en evne til at genaktivere og dermed genopleve arkiveret erfaringsmateriale, på hvilket alt bevidst tankeliv og al skabelse og manifestation er beroende og absolut afhængigt.

 

6. Hukommelsesevnen

Denne evne til så at sige at ’hente’ sit skjulte erfaringsmateriale ’ned’ i dagsbevidstheden og derigennem genbruge og genopleve det, er netop hukommelsen eller erindringsevnen, som i sin neutrale, objektive og principielle natur defineres som evnen til akkumulation (opsamling).

 

Som sanseevne for Jeget betragtet, viser hukommelsesenergien sig principielt som evnen til at fremdrage og genaktivere det personlige erfaringsmateriale, der findes arkiveret i evighedslegemet, også kaldet overbevidstheden. Betydningen for Jegets samlede livsoplevelse af denne evne til at genaktivere eller ’genoplive’ erfaringsmaterialet, vil formentlig være umiddelbart indlysende, ikke mindst i betragtning af, at forekomsten af det bevidsthedsområde, der kaldes ”fortiden”, helt og holdent er beroende på hukommelsesevnen. Men det er ikke kun begrebet ’fortiden’ i objektiv og subjektiv forstand, der er afhængig af hukommelsesevnens eksistens, det gælder også begrebet ’tiden’ i det hele taget. Uden evnen til at huske eller erindre og dermed ’genkende’, ville Jeget ikke have nogen som helst mulighed for at kunne opfatte og skelne mellem begreberne før, nu og efter, og ville dermed heller ikke have nogen mulighed for at kunne ’fastholde’ dén på basis af oplevelsen af stambevægelsen etablerede strøm af oplevelser, der ’flyder’ gennem ’Nuet.

I henhold til Martinus er al form for bevægelse underkastet kredsløbsprincippets lovmæssigheder, hvilket indebærer, at enhver udløst bevægelse, f.eks. i form af en handling, hvis konsekvenser, behagelige såvel som ubehagelige, i princippet og før eller siden vil vende tilbage til sit ophav (individet). Individet oplever imidlertid ikke kun de i fortiden, hvilket vil sige, alt fra for et øjeblik siden til flere liv tilbage, udløste bevægelsers (handlingers) tilbageslag eller virkninger, men udløser samtidig konstant nye bevægelser (handlinger), hvis konsekvenser først vil blive udløst før eller siden i fremtiden, hvilket vil sige, alt fra om et øjeblik til flere liv ude i fremtiden.

 

Her skal vi huske på, at Martinus' kosmologi opererer med flere-livs-hypotesen, men i og med ét-livs-hypotesen, tager situationen sig lidt anderledes ud, idet der af gode grunde er tale om, at individet kun har et enkelt liv til rådighed. Og eftersom der set i det perspektiv ikke findes et evighedslegeme, må bevidsthedsarkivet og dermed hukommelsesevnen være baseret på eller i, hvad man måske kunne tillade sig at kalde for det psyko-elektromagnetiske felt-fænomen: 'et-livs-overbevidstheden'. Sidstnævnte har i øvrigt 'rod' i Guds overbevidsthed, dog naturligvis kun i den tid eller de år, det levende væsen, bl.a. i form af mennesket, er i live.  

 

Stambevægelsen og hukommelsen

Det vil samtidig sige, at også selve oplevelsen af stambevægelsen er betinget af Jegets evne til at kunne fastholde og erindre, idet der jo for stambevægelsens vedkommende er tale om, at den objektivt set er identisk med en funktion ved et legeme eller en genstand, der består i, at dette eller denne skifter position i forhold til først og fremmest udgangspositionen. Men for at kunne opleve og registrere denne positionsændring, kræves der en evne til at ’fastholde’ og dermed (bevidst eller ubevidst) sammenligne udgangspositionen med den nye eller eventuelt flere nye positioner.

 

Når man yderligere tager i betragtning, at oplevelsen af stambevægelsen eller stambevægelserne betinger oplevelsen af de fire aflæggerbevægelser, rummet, tiden, forvandlingen og materien, og at de fem universelle bevægelsesarter tilsammen udgør grundlaget for hele den fænomenologiske side af livsoplevelsen, turde det stå klart for enhver, at Jeget i tilfælde af en delvis eller totalt manglende evne til at kunne erindre og genkende, ville være henvist til at opleve en tilsvarende mangelfuld eller slet ikke forekommende egentlig livsoplevelse. Situationen ville i bedste fald betyde, at livsoplevelsen i tilfælde af helt eller delvist hukommelsessvigt, reduceres til henholdsvis elementær anelse om ’væren i nuet’ eller en defekt langtids- eller korttidshukommelse, sådan som det f.eks. ses i forbindelse med visse hjernesygdomme, som f.eks. Alzheimers sygdom og ved amnesi som følge af blodpropper i hjernen eller hjerneblødninger.

 

En personlig kommentar: For mit eget vedkommende har jeg som følge af en blodprop i hjernen oplevet et heldigvis kun kortvarigt bortfald af korttidshukommelsen, som varede godt og vel et døgn. Langtidshukommelsen fungerede derimod udmærket, idet jeg sagtens kunne huske, hvad der var sket tilbage i tiden. Det mest bemærkelsesværdige ved hukommelsestabet var imidlertid, at jeg var ude af stand til at huske forløb, der var sket indenfor det nævnte tidsrum. Alt, hvad jeg havde set, oplevet, tænkt og sagt, eksisterede simpelthen ikke for mig. Det kunne altså sådan set have været ligegyldigt, om det overhovedet var sket eller ej. Men deraf lærte jeg især, hvor vigtig og absolut nødvendig hukommelsen er for os mennesker. Uden den ville vi ikke være i stand til at orientere os i hverdagen eller livet i det hele taget. I et lidt videre, erkendelsesmæssigt perspektiv betyder hukommelsessvigt eller –tab, at vi faktisk kun oplever og erkender verden i det omfang og den grad, som vores hukommelsesevne er i stand til at præstere. Hvad der ligger derudover har vi hverken viden eller anelse om.


Hukommelsesenergien som manifestationsevne

Betragtet som manifestationsevne viser hukommelsesenergien sig primært som evnen til at etablere og opretholde den del af Jegets samlede bevidsthedsarkiv, der specielt rummer dets lager af erfaringsmateriale og viden, og som kaldes erindringskartoteket. Dette lager eller fond forekommer og opretholdes ved hjælp af et organisk element, der optræder i P-kraftfeltet og som primært skylder hukommelsesenergien sin eksistens, hvorfor dette element følgelig betegnes som hukommelseslegemet. Dette legeme udgør den instans, som i praksis besidder evne til at opfange og fastholde de vibrations- og spændingsmønstre, der via Jegets sansemæssige berøring med blandt andet den fysiske omverden frembringes og opleves i P-kraftfeltet. Det hænger sammen med, at hukommelseslegemet under indflydelse af moderenergien øjeblikkeligt overfører de i samme kraftfelt etablerede vibrations- og spændingsdata til evighedslegemets erindringskartotek, hvor de i form af stabile og uforgængelige ’vibrationsprogrammer’ opmagasineres efter bestemte love og retningslinier. Det er sådan et ’vibrationsprogram’, Martinus betegner som en talentkerne, i dette tilfælde mere præcist som en erindrings-talentkerne, idet der her er tale om, at specielt hukommelsesenergien udgør dens hovedbestanddel.

 

Men det bør heller ikke i denne forbindelse overses eller glemmes, at de seks grundenergier altid kun kan optræde samtidigt, hvilket indebærer at en talentkerne, foruden af den ’bærende’ grundenergi, samtidig også består af de fem øvrige grundenergier, der i mere eller mindre potentiel og reduceret form er til stede som data i samme indbyrdes kombinationsforhold, som gjorde sig gældende i den tilgrundliggende oplevelse. Men primært organiseres, opretholdes og bæres den enkelte talentkerne af den syvende kosmiske grundenergi, moderenergien, hvilket indirekte blev tilkendegivet ovenfor i og med ordene ”efter bestemte love og retningslinier.”

 

Som vi allerede har været inde på under omtalen af organtalentkernerne, er baggrunden for Martinus’ brug af udtrykket ”talentkerne”, som han i anden sammenhæng også kalder for ”skæbnefrø”, den, at netop frugtkernen eller plantefrøet i mikroskopisk format indeholder det informationsprogram eller –mønster, på grundlag af hvilket eksempelvis et træ eller en plante under gunstige vilkår bliver til lige præcis dét træ eller dén plante, der i det pågældende tilfælde er tale om.

 

(Vedr. begrebet ’talentkerner’, se afsnittet Talentkerneprincippet – om de livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’. Disse er dog også omtalt her i artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi.) 

 

Begrebet ”erindringstalentkerne”

På baggrund af det ovenfor beskrevne, omfatter begrebet en erindringstalentkerne altså et mikroskopisk lille datacenter, som i koncentreret og ’kodificeret’ form rummer overhovedet alle de kvantitative og kvalitative vibrationsdata, der tilsammen udgjorde den oprindelige oplevelse. Begreber og forhold, som det forresten ikke burde være vanskeligt at forstå i vore dage, hvor kendskabet til og anvendelsen af elektronisk databehandling ved hjælp af de såkaldte computere jo efterhånden er så udbredt, at de fleste mennesker i industrilandene har forstand på det. For de elektroniske datas vedkommende er disse indlejret i computerens hukommelse (et elektronisk kredsløb), subsidiært på bånd, diskette, CD-rom eller DVD, hvorfra de ved hjælp af computerens tastatur og harddisk senere kan kaldes frem igen og bringes til at fremtræde på monitorens lysskærm. Til sammenligning er erindringstalentkernerne indlejret i overbevidsthedens eller evighedslegemets erindringskartotek, hvorfra de efter ønske og ved hjælp af hukommelseslegemet kan kaldes frem igen og bringes til at fremtræde i underbevidsthedens P-kraftfelt.

 

En kosmisk-kemisk rensningsproces

Der er imidlertid ét bestemt og meget vigtigt forhold, der gør sig gældende i forbindelse med erindringstalentkernerne, og det er den omstændighed, at hukommelsesenergiens stabiliserende og konserverende indflydelse på de til erindringstalentkernerne knyttede vibrations- og informationsdata, kun i en vis udstrækning omfatter sådanne data, der repræsenterer ubehagelige, smertefulde og triste sider af den oprindelige oplevelse. For en kosmisk betragtning, som den Martinus repræsenterer, udgør de nævnte ’data’ uædle islæt i talentkernestrukturen, islæt, som med tiden gradvis vil ’forvitre’, nedbrydes og efterhånden udskilles eller fjernes fra talentkernens øvrige indhold, som til sidst helt vil være renset og befriet for alle ’mørke’ og ’uædle’ bestanddele. Herefter vil talentkernestrukturen kun indeholde vibrations- og informationsdata, der repræsenterer de lyse, behagelige, lykkelige og glædelige sider af den oprindelige oplevelse, hvor ubehagelig og smertefuld denne så end har været.

 

Forholdet finder i øvrigt sin analogi i metallernes verden, hvor de uædle metaller, som f.eks. jern, kobber m.fl. med tiden ruster eller forvitrer og efterhånden går i opløsning, medens et ædelt metal, som især guld, har en mere bestandig holdbarhed. Det er den primære grund til, at guld vurderes så højt.

 

Erindringens ”guldkopier”

Den nævnte kosmisk-kemiske udrensnings- eller forvandlingsproces, som det levende væsens erindringstalentkerner ifølge evige, universelle love ufravigeligt altid vil være underkastet, bevirker således at de oprindelige og normalt ’grumsede’ eller uædle erfarings- og vibrationsdata eller –programmer i talentkernestrukturen i sidste instans vil komme til at fremtræde som  forædlede kopier af de oprindelige, tilgrundliggende oplevelser. Sådanne forædlede kopier har Martinus meget betegnende givet navnet ”guldkopier”. Disse knytter der sig i øvrigt den særlige omstændighed til, at de ved at blive fremdraget i dagsbevidstheden giver anledning til, at Jeget oplever en kortere eller længere varende tilstand af mental salighed, der i nogle tilfælde endog kan antage karakter af ren ekstaseoplevelse.

 

Det er forresten den samme psykologiske udrensningsproces, der betinger og ligger bag konstateringen af, at det der engang blev oplevet som ubehageligt eller endog smerteligt, senere hen i livet forekommer ubetydeligt eller ligegyldigt, eller måske endda nu fremtræder i et lysende og rosenrødt skær. Man behøver her blot at minde om ældre menneskers erindringer fra barndomstiden, der måske var knapt så behagelig og lykkelig, som den tager sig ud i retrospektiv genoplevelse via erindringen. På principielt samme måde med f.eks. soldatertiden, hvis strabadser næsten forekom uudholdelige, mens de stod på, men som allerede forholdsvis få år efter fremtræder i et så formildende eller forsonende lys i erindringen, at de implicerede parter ikke sjældent endog er i stand til at se de groteske og ofte ”ustyrligt morsomme” momenter ved rekruttiden. Martinus gør i øvrigt opmærksom på, at det er den samme kosmisk-kemiske rensningsproces, der ligger til grund for udsagnet om, at ”tiden læger alle sår”. Men i den forbindelse bør man huske på, at der med begrebet ”tiden” kan menes alt fra år til en menneskealder eller et århundrede, ja, flere århundreder.

 

Kritik af erindringens ’forgyldningsevne’

Her kan måske passende indskydes, at den omtalte kosmisk-kemiske rensningsproces, hvorunder tidligere mørke og uædle oplevelser og erfaringer så at sige ’forgyldes’ og derefter kommer til at fremtræde i ’guldmateriale’ i en persons erindring, ofte har givet kritikere anledning til at fremsætte nedladende eller ironisk kritik af det omtalte forhold. Som regel ud fra den holdning til sagen, at hukommelsen i sådanne tilfælde enten ’narrer’ den omhandlede person eller ’taler imod’ vedkommendes eget bedre vidende og i al fald imod vidners kendskab til sagen, og at den derfor er upålidelig og vildledende. Fra en almindelig synsvinkel betragtet kan dette naturligvis være helt ellers delvis rigtigt, men set fra Martinus’ kosmiske synsvinkel forholder det sig altså noget anderledes og ikke helt så enkelt og ligetil, som det umiddelbart kunne se ud til, hvilket turde være fremgået af den ovenfor givne forklaring på den proces, der ligger til grund for erindringens ’forgyldningsevne’.

 

Hukommelsesenergien i naturen

Det er normalt vanskeligt, at spore hukommelsesenergien i naturens bevægelsesmanifestationer og adfærdsmønstre, hvilket i henhold til Martinus primært skyldes, at den repræsenterer en form for kvalitativ vibration, som kun gør sig indirekte bemærket, og tilmed på en relativt beskeden måde. Af samme grund er den betydningsmæssigt set vanskelig at analysere og tyde. Den optræder dog i det samlede natursceneri i form af den saligheds- og ekstaseenergi, som er udløst på foranledning af de såkaldte ’guldkopier’. I sin specielle fremtræden som salighedsenergi, formår hukommelsesenergien under visse betingelser at påvirke de ’ydre’ energi- og bevægelsesmanifestationer, som den derved giver et karakteristisk præg.

 

Dette specielle præg er særlig tydeligt i form de i den såkaldte mineralske materie forekommende krystallisationsfænomener, der ofte udviser en overraskende og betagende skønhed både i form og struktur. Det kan vi ikke mindst se et fremragende eksempel på i de fantastiske snekrystaller, hvoraf man endnu aldrig har kunnet registrere to, der er fuldkommen ens, til trods for det faktum, at de ofte forekommer i milliardvis. De er dog alle uden undtagelse symmetrisk sekskantede (heksagonale), men kan have form af plader, prismer eller stjerner, hvilke former der i henhold til meteorologien hænger sammen med temperaturforholdene i atmosfæren i dannelsesøjeblikket. Men det er jo kun en konstatering og beskrivelse af, hvad der sker og hvordan det fysisk set foregår, men det forklarer ikke snekrystallernes individuelle former eller  hvorfor det rent faktisk forholder sig sådan. Det bidrager heller ikke til problemets løsning, at man eventuelt henviser til krystallernes atomer og den specielle måde, på hvilken disse i de enkelte tilfælde er ordnet og placeret i snekrystallernes atomare grundmønster. Det er kun at skubbe ’problemet’ en instans længere væk. For hvad er det i grunden, der ligger bagved og har bestemt de atomare grundmønstre, ja, og elementarpartiklernes og atomernes lovmæssigheder?

 

Hukommelsesenergien og mineralriget

I henhold til Martinus’ kosmiske analyser kan løsningen på spørgsmålet om årsagen til snekrystallernes fuldkomne og skønne konstruktion kun findes i det forhold, at hele den del af verden, der kaldes mineralriget, i sin kosmiske analyse fremtræder som en vældig og omfattende, kollektiv projektion af salighedsenergi og dermed som en samlet ytring af verdensaltets sjette grundenergi, hukommelsesenergien.

 

Det er i den forbindelse vigtigt, at at man gør sig klart, hvad Martinus mener der i virkeligheden her er tale om, nemlig at der befinder sig et utal af Jeger eller levende væsener på dét åndelige tilværelsesplan eller –niveau, som Martinus kalder salighedsriget. Situationen i dette rige er den specielle, at de pågældende Jeger udelukkende er meditativt koncentrerede om deres eget ’indre univers’, som helt og holdent udgøres af det guldkopimateriale, der er resultatet af de oplevelser og erfaringer, de samme Jeger har erhvervet sig tidligere i udviklingsspiralens forudgående tilværelsesplaner eller –riger.

 

Guldkopier og P-kraftfeltet

Salighedsvæsenernes permanent koncentrerede meditative beskæftigelse med guldkopierindringerne, afføder i henhold til Martinus automatisk en tilsvarende permanent oplevelse af saligheds- og ekstasevibrationer, som blandt andet indvirker på de materiedannende grundenergier: instinkt-, tyngde- og følelsesenergien, som i samspil med specielt erindringskartoteket i overbevidstheden, bringes til at etablere bestemte vibrationsmønstre og svingningssystemer, som i form af ultramikroskopiske stambevægelser i P-kraftfeltet er identiske med de kræfter og faktorer, der udgør grundlaget for dé projektioner i ’fysisk’ materie, vi kender som de såkaldte elementarpartikler, der igen danner atomer, som blandt andet indgår i dannelsen af mineralkrystaller og herunder de ovenfor omtalte snekrystaller. (Note 7)

 

Kommentar: Her skal indskydes, at selvom Martinus' opfattelse af salighedsriget og mineralriget lyder tiltrækkende og besnærende, så vil den ikke rigtig kunne stemme overens med ét-livs-hypotesens opfattelse. Ifølge denne kan der ikke findes de åndelige riger: visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, som Martinus opererer med i sin kosmologi, vel at bemærke på den måde, at disse riger opretholdes af de hærskarer af levende væsener, dels sådanne, som opholder sig der relativt permanent og dels sådanne, som passerer successivt igennem rigerne, på vej mod en ny reinkarnation. Hvad angår snekrystaller, så dannes disse i henhold til ét-livs-teorien derimod af de lovmæssigheder, der gælder for fysisk materie i form af elementarpartikler og atomer.  Hvilket i sig selv er forunderligt nok.

 

Men bemærk, dermed være ikke sagt og udelukket, at de former for bevidsthed, der karakteriserer visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, udmærket kan være 'afdelinger' eller 'sektorer' i Guds bevidsthed. Eller rettere sagt: De nævnte former for bevidsthed ER med al sandsynlighed 'afdelinger' eller 'sektorer' i Guds bevidsthed, sådan som så sandt og smukt beskrevet af Martinus.

 

5. Intuitionsenergien

Som den opmærksomme læser måske har noteret sig undervejs, så sprang vi fra omtalen af den 4. grundenergi direkte over til omtalen af den 6. grundenergi, idet vi uden videre udelod omtalen af den 5. grundenergi. Det skyldtes, at det var naturligt at omtale hukommelsesenergien i sammenhæng med intelligensenergien. Men vi skal nu vende os til den femte kosmiske grundenergi, intuitionsenergien, som om muligt spiller en helt særlig og overordentlig betydningsfuld rolle indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi. Ja, faktisk så stor en rolle, som overhovedet kan tænkes, idet den udgør intet mindre end selve grundlaget for skabelsen og eksistensen af Martinus’ kosmologi.

 

Det sidstnævnte hænger sammen med, at Martinus på et tidspunkt i sit liv, mere præcist i en alder af 30 år, ifølge hans eget både mundtlige og skriftlige udsagn kom ud for at opleve et ikke mindst for ham selv totalt overraskende åndeligt gennembrud, som efterlod ham med evnen til en viljestyret anvendelse af netop intuitionsenergien eller –evnen, hvilket kort sagt satte ham i stand til at gennemskue, forstå og dermed ’løse’ livsmysteriets utallige gåder og problemer. Disse ’løsninger’ manifesterede han efterfølgende og først og fremmest i form af en serie i og for sig enkle, men samtidig geniale symboltegninger, ved blandt andet hvis hjælp han foretog og nedskrev en lang række kosmiske analyser, således kaldet, fordi de angiveligt om- eller indbefatter alt, hvad der kan tænkes at være relevant og af betydning for en fuldstændig sammenfattende forståelse og beskrivelse af verdensaltets og tilværelsens indretning og funktionsmåde. Heraf betegnelsen ”kosmologi”, altså en lære om kosmos eller verdensaltet. (Note 8)

 

Intuition kontra intelligens

Som formentlig bekendt nyder intuition og dermed intuitionsevnen ikke nogen videre anseelse indenfor nutidens filosofi og erkendelsesteori og slet ikke indenfor naturvidenskaben, der i vid udtrækning og forståeligt nok er domineret af og baserer sig på analytisk, logisk og kritisk tænkning, som i hovedsagen anvendes på en erfaringsmæssig og eksperimentel udforskning af den såkaldte fysiske verdens fænomener. Det kunne dog se ud til, at visse nyere erkendelsesteoretiske og filosofiske skoler og retninger – i øvrigt i lighed med nogle ældre filosofier og tankesystemer – regner intuitionen som den centrale erkendelseskilde. Det er eksempelvis tilfældet med den filosofi, som franskmanden Henri Bergson (1859-1941) har lagt navn til. Men det er i nok så høj og konsekvent grad tilfældet med Martinus’ erkendelseslære, hvori intuitionsevnen har fået en motiveret, velbegrundet og stærkt påkrævet renæssance, både som sanse- og manifestationsevne betragtet, der placerer den som den af det levende væsens seks fundamentale kosmiske bevidsthedsevner, som har den størst mulige ’gennemtrængningskraft’ og dermed præstationseffekt.

 

De øvrige fundamentale bevidsthedsevner er som bekendt instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens- og hukommelsesevnen. Men intuitionsenergien eller –evnen omfatter samtidig det bredest tænkelige spektrum af livsoplevelsen. Martinus har utvivlsomt behandlet dette i en vis forstand komplicerede og omfattende spørgsmål om den intuitive erkendelses gyldighed og rækkevidde, så vel som den intuitive livsoplevelses omfang og betydning, i et perspektiv og med en indsigt og ekspertise, som kun synes at have haft få fortilfælde i den menneskelige tankes og erkendelses historie.

 

Intuitionen og ”visdomsoceanet”

Når netop intuitionsevnen indtager en så fremtrædende plads indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, beror det ikke mindst på, at intuitionsenergien, der i sin neutrale, objektive og principielle natur defineres som evnen til idé-dannelse og idé-funktion, i sin egenskab af sanseevne for Jeget, primært viser sig som evnen til uden forudgående reflektion eller overvejelse at erkende dét kompleks af evige fakta, der under ét repræsenterer, hvad Martinus dristigt nok betegner som intet mindre end livsmysteriets løsning. Ved sidstnævnte begreb skal forstås den ultimative, absolutte, utvetydige ’sandhed’ om livets, naturens og verdensaltets inderste idé, væsen og identitet.

 

Når det i henhold til Martinus rent faktisk kan lade sig gøre, at nå frem til den nævnte løsning på tilværelsesmysteriet, skyldes det ikke mindst den særlige omstændighed, at intuitionsenergien som sådan præstationsmæssigt er de øvrige underbevidsthedsgrundenergier suverænt overlegne. Især hvor det gælder om at etablere sansemæssig kontakt med det særlige vibrationsplan, der i sin statiske eller potentielle form fremtræder som det, Martinus betegner som ”visdomsoceanet”. Sidstnævnte udgør et holistisk, allestedsnærværende, universelt og uforgængeligt ’ocean’ eller ’fond’ af koncentrerede kosmiske idé-facitter, der tilsammen og i rent principiel form indeholder og er udtryk for samtlige kosmiske grundsandheder om tilværelsen, og som dermed er identisk med den evige, guddommelige visdom, det vil sige Guds egen viden og visdom.

 

Hver især nærer og vedligeholder verdensaltets utallige levende væsener via hukommelsesenergien et personligt bevidsthedsarkiv, der er sæde for en omdannelse af erindringstalentkerner til guldkopier. Og især med hensyn til sidstnævnte danner summen af bevidsthedsarkiver det såkaldte visdomsocean, der i praksis er der samme som de højeste zoner af Guds bevidsthedsarkiv. Medens det personlige guldkopi-forråd kan kontaktes via hukommelsesenergien, er visdomsoceanet tilgængeligt for intuition. I tråd hermed danner intuitionen grundlag for tilstanden ”kosmisk bevidsthed”.

 

”Visdomsoceanet” og ”den guddommelige verden”

Ifølge Martinus eksisterer der imidlertid samtidig en dynamisk version af det netop nævnte specielle vibrationsplan, visdomsoceanet, nemlig i form af det særlige tilværelsesplan, der kaldes ”intuitionsplanet” eller ”den guddommelige verden”, og som faktisk repræsenterer spiralkredsløbets og dermed tilværelsens allerhøjeste ’rige’ for de levende væseners livsudfoldelse. Dette rige eller tilværelsesplan er derfor – sammen med visdomsriget og salighedsriget - identisk med selveste Guddommens centrale bevidsthedsregion. Men eftersom denne region udgør en diametral, men samtidig komplementær modsætning til det tilværelsesplan, hvor det jordiske menneske befinder sig, nemlig i dyreriget, som kosmisk set er præget af dén specielle grundenergi-kombination, der domineres af tilværelsens sansemæssigt set ’næstsvageste’ energi, tyngdeenergien, som blandt andet danner basis for forekomsten af ”det dræbende princip”, er det derfor ikke så mærkeligt, hvis de allerfleste mennesker betragter ”den guddommelige verden” som utopi eller ren og skær fantasi.

 

I den forbindelse gør det sådan set ingen forskel, at intelligensevnen generelt og relativt set er stærkt fremtrædende i nutidsmenneskets bevidsthedsliv, eller at den som erkendelsesevne betragtet i bedste fald besidder en forholdsvis stor kapacitet, for i sin objektive og principielle natur er den neutral, og vil som sådan kunne anvendes lige så godt i ”det dræbende princips” tjeneste som i ”det livgivende princips” tjeneste. Situationen er da også den, at intelligensenergien i den sidste del af dyreriget, hvortil netop det jordiske menneske hører, udviklingsmæssigt stadig er underlagt tyngdeenergien, hvad der blandt andet giver anledning til, at intelligensevnen i meget høj grad tjener et bredt spektrum af egoistiske og selviske formål og hensigter. Det sidstnævnte afstedkommer ikke mindst utallige større og mindre konflikter og kriser mellem mennesker indbyrdes, ofte med vold, drab, krig, lemlæstelse, sult, nød og elendighed til følge.

 

Intuition og udviklingsniveau

Men når intuitionsevnen endnu er så forholdsvis ukendt for det jordiske menneske, skyldes det i henhold til Martinus først og fremmest den omstændighed, at dette endnu ikke har nået det niveau eller stadium i sin kosmiske udvikling (evolution), hvor intuitionsenergien er så fremtrædende, at den indgår som et naturligt led i individets totale daglige energiomsætning. På det jordiske menneskes udviklingsniveau er intuitionsevnen for langt de flestes vedkommende enten latent eller gør sig kun meget lidt gældende i bevidsthedslivet.

 

Imidlertid forekommer der dog trods alt hos en del mennesker, ja, måske hos langt de fleste, de såkaldte ”lyse øjeblikke” af inspirerede tilskyndelser til en eller anden form for kreativ eller human aktivitet, eller en pludselig opstået indsigt i eller forståelse af sammenhænge, f.eks. i form af de såkaldte ”aha-oplevelser”, sammenhænge, som intellektet ikke har kunnet magte at redegøre for, men som nu spontant præsenteres for det i reglen overraskede individ, der samtidig også føler en dyb glæde, som i nogle tilfælde ligefrem er ledsaget af en lykkefølelse og salighedsrus og trang til at omfavne alt og alle. (Note 9)

 

”Kosmiske glimt”

Sådanne særlige øjeblikke, som de ovenfor nævnte, hvori individet er så ’heldig’ ufrivilligt at kontakte og opleve intuitionsenergiens og –evnens vibrationer, betegner Martinus som ”kosmiske glimt”, idet disse i større eller mindre udstrækning repræsenterer det tidligere ovenfor omtalte ’fond’ af koncentrerede, kosmiske idé-facitter, der er identiske med den evige, guddommelige visdom. Når kontakten med og oplevelsen af dette visdomsfond i reglen er forbundet med en dyb glæde og salighedsfølelse, hænger det blandt andet sammen med, at en stor del af dette visdomsfond fremtræder i form af de tidligere omtalte forædlede erindringstalentkerner, hvis vibrationsmønstre og –data udgør de såkaldte guldkopier, altså kopier af de oprindelige tilgrundliggende oplevelser.

 

Der er imidlertid en vigtig og afgørende forskel mellem oplevelsen af guldkopier, der sanses henholdsvis via hukommelsesevnen og intuitionsevnen, idet der i førstnævnte tilfælde er tale om en forædlet genoplevelse af oprindelig personlige nyoplevelser, ledsaget af glæde eller salighedsfølelse, medens det i sidstnævnte tilfælde drejer sig om en ’ydre’ nyoplevelse af superabstrakte idékoncentrationer af pointemæssig karakter, hvorved blandt andet skal forstås, at denne nyoplevelse af guldkopierne principielt indebærer, at den kosmiske hensigt og mening i og med de tidligere ubehagelige eller ligefrem smertefulde oplevelser og erfaringer, der oprindelig ligger til grund for de pågældende guldkopier, nu står lysende klar i form af den enkelte guldkopis centrale idé eller pointe.

 

I de tilfælde, hvor guldkopierne opleves eller sanses via hukommelsesevnen, oplever individet i reglen en salighedsfølelse, som giver en stærk fornemmelse af Guds tilstedeværelse og nærhed, medens de samme guldkopier sanset via intuitionsenergien forsyner individet med idé-facitter, der alt efter kvaliteten af disse giver et indblik i eller overblik over f.eks. årsagssammenhænge. Ingen af delene er i og for sig så mærkværdige i betragtning af, at samtlige levende væsener i verdensaltet i henhold til livsenheds- og organismeprincippet i virkeligheden er individuelle sanseorganer og manifestationsredskaber for det eneste altomfattende og levende alvæsen, den evige Gud. Hvilket blandt andet indebærer, at samtlige levende væseners respektive livsoplevelser og erfaringssum tilsammen repræsenterer Guds livsoplevelse og erfaringsmateriale, hvoraf en del er omdannet til en permanent status som guldkopier, og som derfor udgør Guds forråd af guldkopier, der altså tilsammen danner en sublim vibrationssfære i form af det såkaldte ”visdomsocean”, som i kodificeret form indeholder koncentratet af verdensaltets og dermed Guds visdom.

 

Guds primære bevidsthed

Det er til dette visdomsforråd i form af samtlige levende væseners opmagasinerede guldkopier, at det enkelte individ under særlige forudsætninger og betingelser har adgang, nemlig når vedkommende personligt behersker intuitionsenergien og derigennem har fået evne til direkte og viljestyret at kontakte den del af Guds bevidsthed, som er repræsenteret ved det højpsykiske vibrationsplan, Martinus som omtalt betegner som ”visdomsoceanet”. Sidstnævnte er som ligeledes omtalt en lokalitet i den del af Guds primære bevidsthed, som kaldes ”den guddommelige verden”. Men en sådan beherskelse af intuitionsenergien er som sagt endnu sjælden hos vor tids menneskehed, hvilket først og fremmest hænger sammen med, at det endnu er de færreste mennesker, der er i besiddelse af en bevidsthed, hvori følelsesenergien og intelligensenergien permanent arbejder fuldkommen harmonisk sammen indbyrdes.

 

Pointet er her, at et sådant harmonisk samarbejde så at sige ’binder’ tyngdeenergien og dermed de sindskræfter, der står i vejen for en empatisk holdning og retfærdig bedømmelse af alt, hvad der sker i verden. Men en sådan højintellektuel og etisk bevidsthedsstandard er netop udtryk for dét specielle mentale ’klima’, som i henhold til Martinus er en forudsætning og betingelse for tilvejebringelse af intuitionsenergiens og dermed intuitionsevnens ultra-sublime vibrationer.

 

En af de forholdsvis få, som i nyere tid har været begavet med en så harmonisk og højintellektuel bevidsthedsstandard, er som nævnt netop Martinus, hvem vi andre derfor står i stor gæld til, ikke mindst med hensyn til den lange række kosmiske analyser og facitter, som han heldigvis følte sig forpligtet til og evnede at videregive både mundtligt og skriftligt, og uden hvilke mange af os fortsat ville have følt sig åndeligt og religiøst hjemløse. Men som også tidligere omtalt, understreger Martinus kraftigt, at han med hensyn til sin særlige sansebegavelse på intuitionens område, absolut ikke udgør nogen speciel undtagelse, men at tværtimod alle mennesker uundgåeligt vil opnå præcis samme sansebegavelse, som han, efterhånden som den enkeltes personlige mentale udvikling er nået frem til den tilstand, Martinus karakteriserer og betegner som ”intellektualiseret følelse, der i realiteten er det samme som næstekærlighed, som igen er den fornødne forudsætning og betingelse for, at intuitionsevnen vil kunne bringes til at fungere på viljens bud, i principiel lighed med, hvad der er tilfældet med intelligensevnen. (Note 10)

 

Kosmisk bevidsthed og Gud

Den specielle højintellektuelle bevidsthedstilstand, hvori individet har permanent viljestyret kontrol over intuitionsenergien og –evnen, og hvori individet samtidig føler sit bevidsthedsfællesskab med Gud, betegner Martinus med begrebet ”kosmisk bevidsthed”. Denne særlige og permanente bevidsthedstilstand giver altså via intuitionsenergien individet adgang til sansemæssig kontakt med den del af verdensaltets totale erfaringsmateriale, der er blevet omdannet til guldkopier, og det er netop denne omstændighed, der giver individet indtrykket af at have bevidsthed fælles med Gud, så vel den del af Gud, der viser sig som det ’nære’ mellemkosmos, som den del, der viser sig i form af ’fjerne’ mikrokosmiske dybder og i form af gigantiske makrokosmiske højder.

 

Imidlertid er det også en kendsgerning, at adskillige mennesker både i fortid og nutid har haft lejlighed til glimtvis at opleve intuitionsenergiens sublime vibrationer, nemlig i visse ”lyse øjeblikke” af inspirerende tilskyndelser til en eller anden form for kreativ, kunstnerisk aktivitet, eller pludseligt opståede øjeblikke, hvori ’løsningen’ på et eller andet problem, det være sig praktisk, teknisk, videnskabeligt, filosofisk og/eller erkendelsesteoretisk, har vist sig med lysende klarhed. Det er netop af disse grunde, at Martinus betegner de momentane ’glimt’ af tilskyndelser, inspirationer eller problemløsninger som ”kosmiske glimt”. Om disse oplyser han samtidigt, at de pågældende ’glimt’ må anses for at være ’forløbere’ for etableringen af det mere ’permanente lys’, han som nævnt kalder ”kosmisk bevidsthed”.

 

”Den store fødsel”

Men forud for den permanente kosmiske bevidstheds indtræden, må individet gennemgå en bevidsthedsproces, som har sin analoge parallel i den almindelige fødselsproces, af hvilken grund Martinus da også betegner den som ”den store fødsel”. Og hvor den ’lille’, almindelige fødsel befordrer barnets adgang til den store fysiske verden, dér befordrer ”den store fødsel” individets adgang til den kosmiske bevidstheds universelle, guddommelige verdensalt. På den baggrund karakteriserer Martinus derfor også den fysiske del af salighedsriget, det vil sige mineralriget, samt planteriget og dyreriget under ét, som den guddommelige ’livmoderzone’, hvori ’fostret’, i form af dé åndelige væsener, der kosmisk set atter har ladet sig ’undfange’ til en ny fysisk inkarnation eller tilværelse, kan ’vokse’ og udvikle sig frem til netop ”den store fødsel”. I den sammenhæng kan de ”kosmiske glimt” ses som forløbersymptomer på den relativt nært forestående ”store fødsel” til ”kosmisk bevidsthed”.

 

I henhold til Martinus’ kosmiske analyser forholder det sig sådan, at hos geniale forfattere, kunstnere og forskere kan intuitionsevnen træde i funktion i sådanne øjeblikke, hvor de pågældendes bevidsthed strejfer erindringer af ren kærlighedsmaterie eller -energi, hvilket vil sige de såkaldte guldkopier. Og da individet som følge heraf i de nævnte øjeblikke betages af ekstatisk salighedsfølelse, kan der i form af lynsnare glimt tilføres de pågældende nyt idémateriale til digte, romaner, skuespil, eventyr eller andre former for kunstneriske manifestationer. Men det kan også dreje sig om glimt, som afslører eller løser erkendelsesmæssige sammenhænge og videnskabelige eller tekniske problemer. (Note 11)

 

I øvrigt er det ikke sjældent, at det pågældende intuitive idémateriale fremtræder i bevidstheden i organiseret eller ligefrem færdig form, f.eks. hvad angår digte, eventyr eller synopsen til en roman eller et skuespil, eller librettoen til en opera. Men det normale i disse tilfælde er dog, at vedkommende forfatter eller digter ved hjælp af intelligens- og hukommelsesbefordret erfaringsbearbejdning må give de superabstrakte idéformationer en såvel kvalitativ som kvantitativ iklædning, således at disse får begrebsmæssig anskuelighed i form af de nævnte kunstneriske kategorier. Et godt eksempel på en kunstner, der ofte benyttede sig af den intuitive ’metode’, er netop digteren og forfatteren H.C.Andersen, for hvem ”kosmiske glimt” i høj grad havde betydning under skabelsen af hans omfattende forfatterskab. Men oftest måtte han dog bearbejde og forme sine tekster, så at disse på bedst mulig måde repræsenterede de idéer og intuitive indskydelser, han fik eller havde fået.

 

Intuition som sanse- og manifestationsevne

Med ovenstående omtale af intuitionsenergien, har vi foreløbig kunnet konstatere, at denne som grundevne for Jeget betragtet, dels viser sig som en særlig evne til at sanse livsmysteriets totale løsning, og dels som en evne til at ’undfange’ ideer og idémateriale til kreativ kunstnerisk aktivitet eller videnskabelig og/eller teknologisk opfindsomhed, af hvilke grunde intuitionsenergien kvalitativt og præstationsmæssigt er helt suveræn i forhold til de fem øvrige underbevidsthedsgrundenergier eller –evner. Dette forhold bliver ikke mindre synligt af, at intuitionsenergiens funktion tydeligt kan spores hos menneskehedens helt store førerskikkelser og velgørere gennem tiderne, de såkaldte ”verdensgenløsere” eller ”verdensfrelsere”, hvis værdi og betydning for den kosmisk set ’bevidstløse’ menneskehed frem for alt skyldes en fremragende beherskelse og benyttelse af verdensaltets altoverstrålende femte kosmiske grundenergi, intuitionsenergien eller intuitionsevnen. Det skyldes primært, at den sidstnævnte giver umiddelbar og permanent adgang til den lokalitet i Guds bevidsthed, der rummer al dennes visdom, nemlig i form af det såkaldte ”visdomsocean”.

 

(Vedr. Martinus’ omtale af ”visdomsoceanet”, se LB VII, stk. 2554. – Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 165.)

 

Kommentar: Det siger sig selv, at i henhold til ét-livs-hypotesen, kan ”den store fødsel” til permanent kosmisk bevidsthed ikke skyldes den mentale og moralske udvikling i individets kosmiske fortid, hvilket vil sige individets modningsproces i tidligere inkarnationer. Individet har jo kun haft dette ene aktuelle liv til sin rådighed, så derfor må ”den store fødsel” nødvendigvis også anskues i det aktuelle jordiske livs perspektiv. Imidlertid er det erfaringsmæssigt ikke alle mennesker, der samtidigt er aktuelle kandidater til at gennemgå den nævnte åndelige fødsel, hvilket må betyde, at der må være tale om helt specielle individuelle og personlige forudsætninger for, at en sådan ”fødsel” kan forekomme. Mig bekendt er Martinus' ”store fødsel” et exceptionelt tilfælde i nyere tid. Men hans personlige forudsætninger og intellektuelt set almindelige begavelse tydede ikke på, at han i 30-års alderen skulle komme ud for at opleve dén åndelige modningsproces, han selv betegner som ”indvielsen til kosmisk bevidsthed”. Se evt. nærmere herom, hvad han selv fortæller og skriver i bøgerne ”Omkring min missions fødsel” og ”Martinus Erindringer”.  

 

Interessant er det i sammenhæng med ”den store fødsel” omkring 30-års alderen, at vide, at psykoanalytikeren Sigmund Freud (1856-1939) via sine psykologiske studier fandt frem til kernepersonlighedens gennembrud, hvor der ved sidstnævnte forstås det stadie, hvor personlighedens væsentligste egenskaber og karaktertræk i det store og hele er fastlagt, hvilket almindeligvis er tilfældet ved afslutningen af ungdomstiden. Og afslutningen af sidstnævnte ligger vel generelt set fortsat omkring 29-30 år, i hvert fald for en del menneskers vedkommende.

 

Intuitionsenergien i naturprocesserne

I henhold til Martinus viser Intuitionsenergiens tilstedeværelse og fremtræden i naturens processer og adfærdsmønstre sig og kan stort set spores overalt og i alt, hvad der forstås ved naturens frembringelser, hvad enten disse forekommer i mikro-, mellem- eller makrokosmos. Det er i første række denne grundenergis tilstedeværelse i naturens skabelsesprocesser og –produkter, der medvirker til at disse kan inspirere ikke kun forfattere og kunstnere, men også videnskabsfolk, teknikere og opfindere etc., og netop fordi naturprocesserne og naturprodukterne er så umådeligt varierede, geniale, idérige og også ofte besidder en inspirerende skønhed og formålstjenlighed eller hensigtsmæssighed – det sidstnævnte i al fald ud fra en kosmisk synsvinkel betragtet. (Note 13)

 

Eksempler på skønhed i naturen finder man blandt andet og måske ikke mindst i mineralrigets krystaller og krystalformationer, og i blomsterverdenens liv, former, farver og dufte, så vel som i dyrerigets og insekternes mangfoldige arter og former. Eksempler på idérig hensigtsmæssighed og formålstjenlighed ser vi både i organismernes interne og eksterne anatomi, og i disses biologiske funktioner og fysiologiske processer, samt i organismernes indbyrdes samspil og modspil, dels i form af ”kampen for tilværelsen”, men dels også i form af den såkaldte symbiose, som består i et samliv mellem artsforskellige organismer til fælles gavn og bedste. Symbiose kan undertiden ligefrem være en livsbetingelse for den ene eller begge de implicerede parter.

 

Kendte eksempler på symbiose er f.eks. eremitkrebs’ samliv med søanemoner, hvor søanemonen med sine nældecellebesatte arme beskytter krebsen, der til gengæld indirekte fodrer sin ’partner’ med resterne fra sit måltid. Et andet eksempel er myrernes samliv med bladlus, hvor bladlusene forsyner myrerne med et sødt sekret og selv opnår en vis beskyttelse mod fjender, blandt hvilke f.eks. er mariehøns. Men der findes andre eksempler på symbiose mellem forskellige arter, både inden for plante- og dyreriget, herunder ikke mindst i insektverdenen. Udover symbiose mellem dyr indbyrdes og planter indbyrdes, eksisterer der i visse tilfælde også symbiose mellem dyr og plante. Et eksempel på det sidstnævnte forekommer i visse insekters tarmkanal, hvor der findes mikroorganismer, f.eks. bakterier, som synes at være uundværlige for insekternes udvikling og stofskifte.

 

Med denne kortfattede og bestemt ikke udtømmende beskrivelse og karakteristik af de syv kosmiske grundenergier, overbevidstheds-grundenergien, som Martinus kalder ”moderenergien”, og de seks underbevidsthedsgrundenergier, som ifølge ham er følgende: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien, er der gjort et forsøg på at give den ikke-forhåndskyndige læser en mulighed for at sætte sig ind i en del af den kosmisk-psykologiske baggrund for min bedømmelse af en personlighed, som i dette tilfælde digteren H.C.Andersen. (Note 14)

 

Den læser, som eventuelt skulle være interesseret i at stifte nærmere bekendtskab med Martinus’ højst interessante, dybt seriøse og fascinerende kosmiske analyser og facitter, kan det anbefales selv at læse Martinus’ egne værker. Desuden kan det anbefales, at læse Per Bruus-Jensens hovedværk: X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4, som efter min opfattelse er et rosværdigt og – set fra mit synspunkt – uundværligt supplement til Martinus’ egne værker.

 

Endvidere kan det anbefales den læser, som gerne vil have et ikke alt for omfattende, men alligevel kvalificeret og overskueligt overblik over det centrale indhold i Martinus’ kosmologi, at læse Svend Åge Rossens ”Martinus Verdensbillede – et idéhistorisk studie”, Forlaget Kosmologisk Information, Klint 2008.

 

Grundenergiernes indbyrdes kombinationer

Her skal citeres følgende fra artiklen H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer:

 

(Citat) I dette supplerende afsnit skal vi se nærmere på et andet og nok så vigtigt emne i forbindelse med de kosmiske grundenergier, nemlig disses indbyrdes kombinationer, som spiller en så afgørende rolle ikke alene indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, men ifølge denne i tilværelsen som helhed. Faktisk så stor en rolle, at uden eksistensen af grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer ville der ikke være noget, der hedder livet og verden, ejheller noget der hedder bevidsthed, ånd, sjæl eller psyke. Men lige præcis det modsatte er tilfældet, og det i en sådan grad, at Martinus har indført begrebet ”kosmisk kemi” som supplerende ’modstykke’ til ”fysisk kemi”. Førstnævnte, altså ”kosmisk kemi”, handler om det, der skal forstås som læren om psykiske stoffer eller energier og deres indbyrdes forbindelser, disses dannelse, opbygning, omdannelse, egenskaber og reaktioner, medens sidstnævnte handler om det, der forstås som fysiske stoffer eller energier og deres forbindelser, disses dannelse, opbygning, omdannelse, egenskaber og reaktioner.

 

”Kosmisk kemi”

Begreberne stof eller materie hentyder i både naturvidenskabelig og åndsvidenskabelig forstand til tilværelsens grundelement, mere specifikt forstået som ”energi”, idet alt stof i sin dybere analyse er udtryk for energi, mere præcist såkaldt atomenergi. Naturvidenskabeligt defineres begrebet energi mere specifikt som ”evnen til at udføre arbejde” eller kort og godt som ”arbejdsevne”, medens åndsvidenskaben i form af Martinus’ kosmologi definerer begrebet energi som ”evnen til at skabe” eller kort og godt som ”skabeevnen”. Men ved begrebet ”skabeevne” skal kosmologisk set også forstås evnen til at etablere livsoplevelse, herunder sansning. Skabeevnen skal derfor opfattes som en kombineret skabe- og oplevelsesevne. Begrebet ”kosmisk kemi” kan følgelig også forstås som ”kosmisk psykologi” og denne igen i videre forstand som ”skæbnevidenskab”.

 

Som det umiddelbart turde fremgå af ovenstående, skal begrebet ”kosmisk kemi” indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi forstås som en udvidet form for kemi, som især inddrager og omfatter læren om psykiske stoffer eller energier og disses egenskaber, reaktioner og blandinger. Martinus bruger hele to digre bind af sit syvbinds hovedværk til sine analyser af kosmisk kemi, nemlig Livets Bog II og III. Det skal dog nævnes, at emnet også er behandlet i de øvrige bind af Livets Bog, men ikke så koncentreret og omfattende, som tilfældet er i de to nævnte bind. Men alene denne omstændighed antyder, hvilken stor og afgørende betydning han tillægger emnet i sin kosmologi. Desuden har han behandlet emnet i adskillige foredrag og artikler i årenes løb, fordi det åbenbart har været ham magtpåliggende at få sine medmennesker til at forstå værdien af at have kendskab til loven for de psykiske stoffers eller energiers karakter og reaktioner. Eller kort og godt til, hvad der med rette kan betegnes som kosmisk psykologi eller kosmisk skæbnevidenskab.

 

I Livets Bog II behandler Martinus fire hovedemner: 1. ”Loven om stoffernes reaktion”, 2. ”Jeg’ets evige kraftkilder”, 3. ”Grundenergiernes kombination”, og 4. ”Tankeklimaer”. I Livets Bog III drejer det sig om følgende tre hovedemner: 1. ”Kredsløbsprincippet”, 2. ”Livsmysteriets løsning”, og 3. ”Livssubstanser”. (Note 1)

 

Her på hjemmesiden har alle fire temaer været berørt summarisk eller sporadisk i forskellige afsnit og sammenhænge, men tema nr. 2. ”Jeg’ets evige kraftkilder”, er dog blevet nogenlunde grundigt behandlet i artiklen Jegets evige energikilder.

 

”Moderenergien”, grundenergier og sjælelig struktur

På baggrund af vort foreløbige kendskab til Martinus’ kosmologi, forstår vi nu, at af de syv kosmiske grundenergier er nr. 1-6 knyttet til underbevidsthedsregionen – også kaldet den sjælelige struktur. Grundenergi nr. 7, kaldet ”moderenergien”, er som sådan den overordnede, fordi den er ’ophav’ til de seks øvrige grundenergier, og som sådan knyttet til, eller rettere sagt identisk med overbevidsthedsregionen, der også betegnes som det højpsykiske kraftfelt. I praksis er dette repræsenteret ved en serie fundamentale skabeprincipper, som er absolut nødvendige og uundværlige forudsætninger for det levende væsens tilværelse som oplevende og skabende individ. Samarbejdet mellem det højpsykiske kraftfelt og den sjælelige struktur viser sig i praksis i form af det såkaldte psykiske kraftfelt, for nemheds skyld også kaldet P-kraftfeltet, og dette samvirker igen med individets fysiske hjerne- og nervesystem i de tidsrum, hvor det er inkarneret i den fysiske verden. Men P-kraftfeltet består som sådan permanent, idet det er indenfor rammerne af dette, at al Jegets livsoplevelse, dvs. dets sansning og manifestation, det funktioner og kommunikation foregår, og det, hvad enten Jeget midlertidigt fremtræder som plante, dyr, menneske eller højere former for levende væsen.

 

 

Diagram af mekanismen bag P-kraftfeltets funktion. Trekanten refererer til det levende væsens treenige struktur. X 1 = jeget; fig. 7 = moderenergien; fig. 2 og 3 = tyngde- og følelsesenergien; fig. 1 = instinktenergien og 4, 5 og 6 henholdsvis intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. P-kraftfeltet udgøres mere præcist af grundenergierne 1, 2 og 3, som igen danner objektivt grundlag for jegets mentale livsrum. Diagram: © 1982 Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 257. Borgens Forlag, København, 1982.

 

Som tidligere omtalt er det ingen tilfældighed, at de syv kosmiske grundenergier nævnes i en bestemt rækkefølge, tværtimod skyldes det den omstændighed, at de under indflydelse af de kosmiske skabeprincipper eksisterer i en lovbundet organisation eller en bestemt indbyrdes, men kosmisk set variabel kombination eller konstellation. Denne kombination eller konstellation er primært bestemt af kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, ifølge hvilke den indbyrdes kombination udgør en integreret og ubrydelig helhed, således at det f.eks. i praksis er totalt udelukket at udskille eller isolere den enkelte grundenergi fra organisationens øvrige grundenergier.

 

Det vil altså ikke være muligt hverken ad fysisk eller psykisk vej at foretage objektive indgreb i grundenergi-organisationen, for på den måde eventuelt at undersøge de enkelte grundenergier hver for sig, hvilket må anses for en særdeles heldig omstændighed, især i betragtning af, at grundenergierne tilsammen blandt andet fungerer som materiale for Jegets samlede organiske struktur. Derimod er det muligt via viljemæssig beherskelse af intuitionsenergien som sanseevne betragtet, at gennemskue grundenergiorganisationens indre struktur. Det er baggrunden for, at Martinus med sin veludviklede intuitionsevne har følt sig kvalificeret og kompetent til at foretage en sådan undersøgelse, og til desuden at fremlægge dens overraskende og enestående resultat i form af sine dybdeborende analyser omkring grundenergiernes karakter og indbyrdes kombinationer. (Note 2)

 

 

Jegets bevidsthedsapparat (X2) fremstillet som en kombination af to zoner: en overbevidsthedszone (OBZ), der tjener som omsætningsredskab for moderenergien (7), samt en underbevidsthedszone (UBZ), der varetager omsætningen af de seks øvrige grundenergier (1-6). - (© 1986 Per Bruus-Jensen: "X" bd.1, stk. 1. 211. – Gengivet her med forfatterens tilladelse). – Her skal for en ordens skyld tilføjes, at den punkterede trekant foroven på diagrammet, skal udtrykke Jeget og dermed også egoet, hvor sidstnævnte er en underinstans af førstnævnte.

 

I henhold til Martinus er al form for energi i virkeligheden afarter, ’nuancer’ eller udtryk for den samme til grund liggende generalenergi, som han derfor kalder ”moderenergien”, nemlig dels i medfør af, at Jeget fungerer i rollen som ”fader-instansen”, og dels i medfør af, at moderenergien er ophav til alle andre former for energi, hvad enten det drejer sig om fysisk eller psykisk (åndelig) energi. Den såkaldte ’fysiske energi’ er nemlig i bund og grund af samme natur og oprindelse, som tilfældet er med den ”psykiske energi”, idet begge grundlæggende er afledt af Jegets element og vel at mærke – Jegets eget element eller substans. Begrundet med, at der reelt og kosmisk set ikke findes noget som helst andet grundlag. Jegets eget element, evigheden og uendeligheden, er som tidligere omtalt absolut tomhed og stilhed, hvilket dog ikke bør forlede én til at opfatte tomheden som et ”tomt rum”, og ejheller som det, vi normalt forbinder med begrebet ”stilhed”. Ved ”tomhed” skal forstås ’noget’, som ikke besidder rumlige størrelser eller dimensioner, og ved ”stilhed” skal forstås ’noget’, der ikke bevæger sig og som dermed ikke er undergivet fænomenet ’tid’. Men forunderligt nok, så er den nævnte ”tomhed” og ”stilhed” lige præcis grundlaget for forekomsten af fænomenet ”energi”, hvis fornemste kendetegn er bevægelse, mere præcist ”stambevægelse”, som igen er grundlaget for de fire subjektive og såkaldte ”aflæggerbevægelser”: rummet, tiden, forvandlingen og materien. (Note 3)

 

Grundenergiernes indbyrdes kombinationer

Det er overordentlig vigtigt at gøre sig klart, at de seks grundenergier altid optræder tilsammen og indgår i et lovbundet indbyrdes kombinations- eller konstellationsforhold. Dette er præget af, at den ene af energierne er dominant i kombinationsforholdet, medens dens modsætning samtidig er latent (midlertidigt ikke-virkende). Eftersom grundenergiernes indbyrdes kombinationsforhold og disses vækst og degeneration er lovbundet på basis af kredsløbs- og kontrastprincippet, betyder det desuden, at to af energierne principielt altid vil være i vækst på vej fra latent til dominant tilstand og indflydelse, medens disses to modsatte energier vil være i 'degeneration' fra dominant til latent tilstand og indflydelse. Se diagrammet nedenfor over grundenergiernes kombinationer .

 

I praksis giver de netop beskrevne forhold sig udslag i seks indbyrdes forskellige grundkombinationsforhold, dvs. et, hvori instinktenergien dominerer, et, hvori tyngdeenergien er dominant, et, hvori følelsesenergien dominerer, et, hvori intelligensenergien dominerer, et, hvori intuitionsenergien er den førende, og endelig et, hvori det er hukommelsesenergien, der har dominansen.

 

Her skal indskydes og gentages, at i Martinus' kosmologi defineres begrebet energi som evnen til at præstere skabelse, idet vi samtidigt husker på, at begrebet 'skabelse' i samme kosmologi betyder 'omskabelse' eller tilstands- eller situationsforandring. Det betyder endvidere, at de seks nævnte grundenergier repræsenterer seks grundforskellige måder, som individet evner at sanse og give sig til kende eller manifestere sig på. Det betyder følgelig, at man som tidligere omtalt vil kunne tale om de seks underbevidstheds-grundenergier som henholdsvis 1: instinktevnen, 2: tyngdeevnen, 3: følelsesevnen, 4: intelligensevnen, 5: intuitionsevnen og 6: hukommelsesevnen.

 

Med disse betegnelser på grundenergierne som udtryk for mere eller mindre kendte bevidsthedsevner, er vi ligesom kommet på 'hjemmebane'. Det er jo evner, vi alle kender til og mere eller mindre benytter os af i et vist individuelt omfang i vort daglige liv.

 

For imidlertid at give læseren en mulighed for nemmere og bedre at kunne forstå den lovmæssighed, der på basis af først og fremmest kredsløbsprincippet gør sig gældende i forbindelse med grundenergiernes seks standardkombinationer, skal her gengives et par andre af Per Bruus-Jensens diagrammer samt hans forklaringer dertil, som desuden forklarer diagrammernes symbolske brug af geometriske former og figurer:

 

Først en diagrammatisk forklaring af det kredsløb eller den vækst- og degenerationsproces, som grundenergierne hver især nødvendigvis må gennemgå, udtrykt som en lovmæssighed:

 

 

 

Som det vil kunne ses, har den sidste fremstillingsform den fordel frem for den første, at den direkte udtrykker, at den ene evolutionscyklus afløses af den næste gennem legemets indtræden i et nyt kredsløbs første stadium: fosterkernestadiet. (© 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1. 224. – Gengivet her med forfatterens tilladelse).

 

Med hensyn til sjælens seks kosmisk-kemiske grund-fremtrædelsesformer, har Per Bruus-Jensen bl.a. fremstillet det følgende diagram, hvorigennem man også vil kunne aflæse sjælens præstationskraft eller –evne på de forskellige udviklingsstadier:

 

 

Som det vil kunne ses, gør den foran beskrevne sjælelige forvandlingsmekanisme det aktuelt at tale om eksistensen af seks karakteristiske standard-legemskombinationer, der under moderenergiens indflydelse gradvis afløser hinanden og herunder giver anledning til en successiv forvandling af den sjælelige struktur som helhed. Tager vi i denne forbindelse sammenhængen mellem legemer og grundenergier i betragtning (stk. 1. 193.) er det endvidere nærliggende at karakterisere disse standardkombinationer som seks specifikke, kosmisk-kemiske grundfremtrædelsesformer, der cyklisk afløser hinanden i en bestemt orden. Og med henvisning til diagrammet ovenfor vil vi fremover omtale dem som henholdsvis A, B, C, D, E, og F-konstellationen.

 

Først og fremmest kan vi følge de seks åndelige legemer og deres respektive vækst- og degenerationsforløb, dersom vi aflæser diagrammet fra neden og opefter (romertallene nederst henfører til den grundenergi, det enkelte legeme er redskab for og bærer navn efter.). Og dernæst kan vi få indtryk af de førnævnte seks standard-legemskonstellationer ved, at vi aflæser diagrammet på tværs.

 

En nærmere ransagning af diagrammet vil bl.a. afsløre, at den første standard-konstellation (mærket A) udmærker sig ved, at instinktlegemet (første legeme fra venstre, mærket I) befinder sig i kulminationsstadiet, medens samtidigt tyngde- og følelseslegemet (andet og tredie legeme) befinder sig på henholdsvis andet og første vækststadium. Intelligenslegemet (fjerde legeme) er derimod latent og befinder sig således på fosterkernestadiet samtidigt med, at intuitions- og hukommelseslegemet (femte og sjette legeme) befinder sig på henholdsvis andet og første degenerationsstadium.

 

Betænker man nu, at disse seks åndelige legemer tilsammen konstituerer den sjælelige struktur, der foruden at befordre sansning også udgør Jegets redskab for skabelsen af parafysiske manifestationer, bliver det indlysende, at karakteren, arten og kvaliteten af disse manifestationer må blive præget af det udviklingsforhold, i hvilket de pågældende seks åndelige legemer indbyrdes befinder sig, idet dette udviklingsforhold jo udtrykker deres funktionelle kapacitet eller præstationskraft relativt til hinanden. (Uddrag fra Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk.1. 227. © 1986 Per Bruus-Jensen. – Gengivet her med forfatterens tilladelse. Diagrammet refererer indirekte til Martinus’ symbol nr. 12: Grundenergiernes kombinationer. DeV I, stk. 1.-3., og via dette link: H1-31. Grundenergiernes kombinationer )

 

Men det er altså den lovmæssige og dynamiske indbyrdes kombination eller konstellation mellem grundenergierne, som – sammen med især en anden uhyre vigtig hovedfaktor: det seksuelle polprincip – er af afgørende betydning for individets karakteregenskaber og personlighed, og for hele dets bevidstheds- og handlingsliv og dermed for dets forhold til sine medvæsener og sin omverden. Kort sagt er den til enhver tid rådende særlige grundenergikombination i individets samlede organiske struktur bestemmende for dets totale livsoplevelse, samtidig med at den er udtryk for dets aktuelle kosmiske udviklingstrin.

 

Den kosmiske ’udviklingstrappe’

Det er altså med andre ord netop den i hvert enkelt tilfælde særlige grundenergikombination i individets samlede organiske struktur, der karakteriserer og afgør individets tilhørsforhold til et nærmere bestemt udviklingstrin. Martinus’ kosmologi opererer med i alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, nemlig seks successive ’trin’ opad, der gentager sig i uendelighed, og hvor hvert ’trin’ er baseret på, hvilken grundenergi, der er førende og dominerende i hovedkombinationen. Betegnelsen ’hovedkombination’ skal forstås sådan, at der findes et antal ’mellemkombinationer’ i den udviklingsmæssige overgang fra den ene hovedkombination til den næste. (Note 4)

 

Kosmologien omfatter altså i alt seks fundamentale og principielle hovedformer for kombination eller konstellation mellem de seks underbevidsthedsgrundenergier indbyrdes. Disse seks hovedformer er primært bestemt af kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, således at der på hvert af de nævnte hovedtrin forekommer en situation, hvori en af grundenergierne i hovedkombinationen befinder sig i sit kulminationsstadium, mens dens komplementære modsætning samtidig befinder sig i sit latente stadium. To af kombinationens øvrige fire grundenergier befinder sig komplementært i henholdsvis første vækststadium og første degenerationsstadium. Endvidere befinder de to resterende grundenergier i kombinationen sig ligeledes komplementært i henholdsvis andet vækststadium og andet degenerationsstadium, hvilket læseren i øvrigt vil kunne orientere sig om ved hjælp af ovenstående diagram.

 

Som nævnt vil hver af de seks hovedformer for grundenergiernes indbyrdes kombinationer i det væsentligste være karakteriseret og bestemt af den grundenergi, som i sit kredsløb befinder sig på det udfoldelsesmæssige kulminationsstadium. Og eftersom de enkelte grundenergiers funktionelle dominans optræder i en lovmæssigt bestemt rækkefølge fra 1-6, nemlig som henholdsvis instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergi, så vil de seks hovedformer for kombination successivt afløse hinanden i den lovmæssigt forudbestemte rækkefølge.

 

De syv kosmiske grundenergiers navne, karakteristika og funktioner er som bekendt blevet omtalt i afsnittet ”Jegets evige energikilder” Men selv om de fleste måske nok umiddelbart kan forstå, hvad begrebet de kosmiske grundenergier refererer til, vil det derimod nok være nyt for nogle læsere, at det ovenfor nævnte indbyrdes kombinationsforhold mellem de seks underbevidstheds-grundenergier, der som påvist forekommer i seks indbyrdes grundforskellige hovedkombinationer, ifølge Martinus også danner basis for og giver sig til kende som seks grundforskellige tilværelseszoner i den guddommelige bevidsthed og organisme.

 

Det er derfor i denne forbindelse vigtigt at have klart for sig, at de forhold og lovmæssigheder, der gælder for grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer, naturligvis også gør sig principielt gældende for hver af den sjælelige strukturs respektive seks åndelige legemer. Disse varetager jo hver især specielt dén grundenergikombination, hvori den til det pågældende legeme svarende grundenergi befinder sig i sit kulminationsstadium, og som legemet samtidig er omsætningsredskab for.

 

Eftersom de seks hovedformer for indbyrdes kombination mellem grundenergierne samtidigt repræsenterer de ovenfor nævnte i alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, vil disse ’trin’ altså hver især kunne karakteriseres og betegnes i henhold til den kulminerende og bærende grundenergi i kombinationen. Det vil sige som henholdsvis instinkt-trinet eller -planet, tyngde-trinet eller –planet, følelses-trinet eller – planet, intelligens-trinet eller –planet, intuitions-trinet eller –planet, og hukommelses-trinet eller –planet. Da disse ’trin’ eller ’planer’ faktisk er identiske med de seks kosmiske tilværelsesplaner eller naturriger, vil vi herefter omtale disse i overensstemmelse med Martinus’ egne betegnelser på de pågældende riger. Hvilket henholdsvis vil sige planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.

 

De seks kosmiske tilværelseszoner eller riger

Disse seks 'tilværelseszoner' eller "riger", som Martinus også kalder tilværelseszonerne, er altså følgende:

1.     instinktzonen eller planteriget, 

  1. 2. tyngdezonen eller dyreriget, 
  2. 3. følelseszonen eller det rigtige menneskerige, 
  3. 4. intelligenszonen eller visdomsriget, 
  4. 5. intuitionszonen eller den guddommelige verden, og
  5. 6. hukommelseszonen eller salighedsriget. Mineralriget er i henhold til Martinus dannet af en slags 'overskudsenergi' fra "salighedsriget", hvilket især hænger sammen med at salighedsvæsenernes bevidsthed hovedsagelig er koncentreret omkring de såkaldte "guldkopi-erindringer", en situation som netop fylder de pågældende individers bevidsthed med salighedsoplevelser, der er så stærke, at de 'vibrerer' ind på det fysiske plan og giver anledning til dannelsen af fysisk materie. Dette forhold er blevet omtalt i afsnittet ”Jegets evige energikilder”.

 

Men heraf ser vi blandt andet, at de i alt seks tilværelseszoner eller riger følger evolutionsmæssigt og kronologisk successivt efter hinanden i en bestemt rækkefølge, idet de dog også eksisterer samtidigt side om side i den nævnte orden, og griber ind i hinanden, ligesom de gensidigt forudsætter og har deres oprindelse i hinanden. Almindeligvis kender det jordiske menneske kun tre af disse riger, nemlig de fysiske naturriger: mineral-, plante- og dyreriget, til hvilket sidste mennesket (endnu) hører. De åndelige naturriger er dog ikke helt ukendte, men kendes af det enkelte menneske kun i form af bevidsthedsenergierne følelse, intelligens, intuition og hukommelse.

 

Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at tilværelseszonernes eller -rigernes eksistens og karakter alene formes, opretholdes og fornys i kraft af de til hver zone eller hvert rige hørende levende væseners bevidsthed og aktiviteter. Tilværelseszonerne eller -rigerne er altså ikke i objektiv forstand noget i sig selv, men er helt og aldeles produkt eller resultat af et indbyrdes samvirke og med- og modspil, som skyldes de myriader af levende væsener, der kosmisk set på skift og i en evig strøm 'befolker' de forskellige riger. (Note 5)

 

 

Diagrammet viser den guddommelige bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast og kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets ’undfangelsestærskel’, dvs. det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk organismeprincip finder sted. Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det nye organismeprincip passerer igennem sine forskellige fosterstadier. Linien B markerer ”den store fødsel”, altså fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen indre erindringsverden, der repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord reinkarnationsprincippet i kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets manifestationer omfatter hele spiralafsnit. - (Diagram og tekst er gengivet efter: © 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 4, 41. kapitel, stk. 4. 295. – Gengivet med forfatterens tilladelse. Diagrammet refererer indirekte til Martinus’ symbol nr. 13: Den evige verdensplan. Symbolbogen DeV I, stk 1-9. og via dette link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-13

 

Supplerende kan tillægges, at diagrammet jo indirekte også viser spiralafsnittets seks kosmiske storriger (= tallene 1 – 6), fordelt på henholdsvis Guds primære bevidsthedszone (= Parafysisk virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone (= Fysisk virkelighed). Men diagrammet kan uden at øve vold på det også symbolisere det diskarnerede individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem de åndelige riger, = Guds primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige del af 3. det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og halvdelen af 6. salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, = Guds sekundære bevidsthed: = cirka halvdelen af 6. den fysiske del af salighedsriget = mineralriget, videre til 1. planteriget, og tilbage til 2. dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu tilhører. (Supplerende diagramforklaring ved Harry Rasmussen på basis af Per Bruus-Jensens beskrivelser. Ovenstående diagram refererer desuden til Martinus’ symbol nr. 11: Det evige verdensbillede, det levende væsen II, den evige guddom og de evige gudesønner. Symbolbogen DeV I, stk 1-34. og via dette link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11 )

 

Grundenergierne og individet

Imidlertid vil det være relevant her at se på, hvilken betydning en bestemt grundenergikombination mere præcist har i relation til en gruppe af individer. Her skal vi som udgangspunkt tage hovedkombination nr. 2, hvilket vil sig den grundenergikombination, der er karakteristisk specielt for situationen i dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu umiskendeligt tilhører.

 

Den kosmisk set udviklingsbestemte grundenergikombination, der karakteriserer det ’mellemtrin’, som nutidens menneskehed generelt set befinder sig på, er væsentligst præget af den udviklingsbetingede ’overgang’ fra dyreriget til det rigtige menneskerige. For at lette forståelsen af emnet, vedføjes her det tidligere ovenfor gengivne diagram over grundenergiernes hovedkombinationer, men i denne omgang vil vi koncentrere os om det udviklingsstadium, som befinder sig i området ved overgangen fra de to vandrette felter B og C.

 

 

(Diagram – her uden tekst – er gengivet fra Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1. 227. ©1986 Per Bruus-Jensen. – Gengivet her med forfatterens tilladelse.

Som tidligere nævnt refererer diagrammet indirekte til Martinus’ symbol nr. 12: Grundenergiernes kombinationer. DeV I, stk. 1.-3. Se link senere nedenfor).

 

Feltet B betegner ”dyreriget” og feltet C udtrykker situationen i ”det rigtige menneskerige”. Tallene I-VI refererer til de respektive grundenergier og desuden til den sjælelige strukturs seks åndelige legemer: I. Instinktenergien og -legemet, II. tyngdeenergien og -legemet, III. Følelsesenergien -legemet, IV. Intelligensenergien og -legemet, V. Intuitionsenergien og –legemet, og VI. hukommelsesenergien og -legemet.

 

Hver rombefigur er opdelt i seks vandrette felter, som er nummererede fra 1 til 6. Disse felter og numre gentager sig ligeledes opefter på diagrammet. Tallene angiver de seks faser hver grundenergi og hvert legeme gennemgår: Et latent stadium (1), to vækststadier (2 og 3), et kulminationsstadium (4) og to degenerationsstadier (5 og 6). Samtidig genkender vi rombefiguren som identisk med det tidligere ovenfor gengivne diagram over det enkelte sjælelige legemes vækst- og degenerationsforløb.

 

Som det fremgår af diagrammet er den dominerende og derfor førende grundenergi i ”dyreriget” nr. II: tyngdeenergien, som ved overgangen til feltet C allerede er kulmineret i sin udfoldelse og nu langsomt og gradvist er ved at aftage i dominans, idet den påbegynder 1. degenerationsstadium. Dens komplementære modsætning, grundenergi nr. V: intuitionsenergien, er lige akkurat begyndt at få ’glimtvis’ indpas i bevidsthedslivet hos relativt mere fremskredne kulturmennesker.

 

Grundenergi nr. III: følelsesenergien, er stærkt på vej i 2. vækststadium, mens dens komplementære modsætning, grundenergi nr. VI:hukommelsesenergien, til gengæld er lige så stærkt i færd med at overgå til sit latente stadium. Men den aftagende hukommelsesevne kompenseres i praksis af samarbejdet mellem instinkt- og følelsesenergien, samt af den voksende intuitionsevne.

 

Endelig befinder grundenergi nr. I: instinktenergien, sig ved overgangen til 2. degenerationsstadium, samtidig med at dens komplementære modsætning, grundenergi nr. IV: intelligensenergien, er godt i gang med at påbegynde sit 2. vækststadium.

 

Men hvilken lære kan vi så uddrage af denne særlige grundenergikombination, som specielt er gældende for det moderne kulturmenneske? – Jo, vi kan først og fremmest bringes til at indse, at et menneskes totale psykofysiske habitus for det første er udviklingsbetinget og for det andet er organisk funderet i og med, at grundenergierne i virkeligheden er baseret på disses respektive omsætningsredskaber, nemlig de såkaldte sjælelige eller åndelige legemer.

 

Egoisme kontra næstekærlighed

Særlig vigtigt i sammenhængen er den omstændighed, at den relativt markante vækst af grundenergi nr. III, følelsesenergien, og af grundenergi nr. IV, intelligensenergien, blandt andet bevirker, at disse to energier i deres indbyrdes forhold og samarbejde i stadig stigende grad sættes i stand til at ’binde’ eller ’hæmme’ grundenergi nr. II, tyngdeenergien.

 

Konsekvensen heraf er i praksis, at det enkelte menneskes tilbøjeligheder for aggressivitet, egoisme og intolerance efterhånden og gradvist vil afløses af medfølelse, forståelse og hensyntagen til medmennesket, så vel som til de øvrige medskabninger, man er eller kommer i berøring med. Denne nyorientering i sympatimæssig henseende kulminerer før eller siden i en bevidstheds- og handlingspraksis, der bedst betegnes med ordet næstekærlighed. Det vil sige en etisk-moralsk bevidsthedsstandard, som står i stærk kontrast til situationen på mere inhumane udviklingsstadier, som på diagrammet findes i området omtrent midt i felt B. Det vil samtidig sige, at det eller de pågældende mennesker, som er nået frem til et grundfæstet højt etisk sindelag, udviklingsmæssigt set er godt på vej til at overskride ’tærskelen’ til ”det rigtige menneskerige”, på diagrammet vist som felt C, hvor det som sagt er en helt anden grundenergikombination, og dermed også en helt anden og ny mennesketype, der gør sig gældende.

 

Som tidligere nævnt, er der imidlertid en nok så betydningsfuld konsekvens af den tiltagende harmonisering mellem følelse og intellekt på bekostning af tyngdeenergiens ’dræbende’ tendenser, og det er, at den specielle permanente bevidsthedskonstitution eller sindstilstand, som harmoniseringen medfører, åbner mulighed for, at intuitionsenergien og –evnen kan gøre sig stadig mere gældende i bevidsthedslivet, til fordel for erkendelse og kreativ kunstnerisk eller teknisk-videnskabelig aktivitet og lignende. (Citat slut)

 

De kosmiske grundenergier og det fysiske legeme

Her skal fremhæves, at det i forbindelse med omtalen af de kosmiske grundenergier og disses indbyrdes kombinationer er vigtigt at vide eller orientere sig om, at det fysiske legeme, altså vores fysiske krop, i henhold til Martinus' kosmiske analyser i det væsentlige består og udgøres af de tre 'fysiske' energier: 1. Instinktenergien, 2. Tyngdeenergien, og 3. Følelsesenergien. De tre åndelige eller psykiske energier, som i praksis kendes i form af vore åndsevner, er: 4. Intelligensenergien, 5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien. Alle 6 kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer og styrke, har Martinus påvist i sit symbol nr. 12., som på en forenklet og visuel måde netop viser grundenergiernes indbyrdes kombinationer, som læseren via det følgende link selv vil kunne orientere sig om:

 

 http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-12 

 

På symbolet er det især det næstnederste tværgående felt, der i begge ender er markeret med orange farve, som har særlig interesse i denne forbindelse og sammenhæng, idet dette felt netop repræsenterer dyreriget, hvortil det jordiske menneske stadigvæk hører, omend så småt er på vej mod det, Martinus betegner som ”det rigtige menneskerige”.

 

Min foreløbige pointe er her, at såfremt min hypotese eller påstand om, at vi levende væsener, der kalder os selv for mennesker, i øvrigt i lighed med alle andre levende væsener, kun har ét liv at leve, vil det kun være de tre nederste feltrækker, der kan have interesse, nemlig feltrækken med rød farve i hver ende, feltrækken med orange farve i hver ende, og delvis feltrækken med gul farve for hver ende. Hvorfor feltrækken med gul farve for hver ende kun kan have delvis interesse for os her, skyldes det forhold, at denne feltrække repræsenterer grundenergiernes kombination i det såkaldte ”rigtige menneskerige”, et rige, som med sit høje etiske og moralske niveau i henhold til Martinus' kosmiske analyser endnu ”ikke er af denne verden”. Derfor er det kun den allernederste del af samme feltrække, der i denne forbindelse har interesse, idet denne repræsenterer de højst udviklede jordiske mennesker.

 

Men det forhold, at hver af grundenergierne i henhold til Martinus er repræsenteret ved hver sit interaktive legeme eller redskab, der danner grundlag for hver enkelt grundenergis funktion, er naturligvis lidt problematisk set ud fra ét-livs-hypotesen. Men det synes logisk set at være klart, at der må findes en form for 'anlæg' eller 'center' i underbevidstheden, hvorfra hver af de 6 grundenergier udfolder sig.  Et 'anlæg' eller 'center', hvori energien for kortere eller længere intervaller så at sige 'hviler' eller er midlertidigt latent, når denne ikke er aktiv og i funktion.

 

Men set på baggrund af især Martinus' vældige og i god forstand forunderlige og eventyrlige verdensbillede, er det naturligvis en dristig påstand af lille mig, at mene, at vi mennesker – i lighed med alle andre levende væsener – kun har ét eneste liv at leve. Især i betragtning af, at jeg i en lang række tidligere artikler har forholdt mig loyalt og indforstået med Martinus' geniale kosmiske analyser og livsfacitter. Det står da også enhver frit for, at være uenig i de konklusioner og konsekvenser, jeg har draget som følge af mit eget mentale ståsted. Dette må jeg for at være ærlig naturligvis henholde mig til og forsvare så godt jeg kan. Om mit 'forsvar' så er godt nok og gyldigt, må det nok være op til hver enkelt læser selv at afgøre.

 

Artiklen fortsætter i 2. del:  Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi. En redegørelse. 2. del

 

 

© Oktober 2016. Revideret i Maj 2017. Harry Rasmussen.

 

__________________________

 

Artiklen fortsættes i artikelseriens 10. del.