Virkelighed og illusioner 9. del:
________________________________
og Martinus' kosmologi
En redegørelse
1. del
Min interesse for og studium af Martinus'
kosmologi begyndte i efteråret 1957, hvilket fra 1974 fik mig til efterhånden
at skrive en del artikler om emnet, dels til tidsskriftet KOSMOS og dels til
tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION, som senere skiftede navn til DEN NY
VERDENSIMPULS. I 1996 udgav Forlaget Kosmologisk Information min lille
'afhandling' med titlen ”H. C. Andersen – hans forfatterskab og
livsanskuelse i kosmologisk belysning”, som indeholdt 5 af de i alt
9 storartikler, jeg i 1992-93 havde skrevet til tidsskriftet KOSMOLOGISK
INFORMATION. Året efter udgav samme forlag min bog ”H. C. Andersen,
H. C. Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie”. Undertitlen
skulle markere, at der fra min side var tale om netop et sammenlignende
studie mellem især de to åndsgiganter H. C. Andersen og
Martinus. I 2005 oprettede min webmaster Jakob Koch og jeg hjemmesiden LIVETS
EVENTYR med det hovedformål at skildre H. C. Andersen, hans personlighed, liv
og forfatterskab set og vurderet på baggrund af Martinus' kosmologi.
Som læseren sikkert allerede har forstået,
så har jeg fra begyndelsen tilstræbt at forholde mig objektivt til begge de
nævnte personligheder og ikke mindst til deres respektive forfatterskaber.
Derfor forholder det, jeg her på nævnte hjemmeside har skrevet om Martinus'
kosmiske analyser og facitter, sig loyalt til disse, ligesom tilfældet
tilsvarende er med forholdet til Andersens livs- og verdensanskuelse og hans
forfatterskab. Det betyder, at min skildring af dem og de nævnte værker
stadigvæk vil være gyldigt, også selvom jeg i mine senere og seneste artikler
har forholdt mig skeptisk og kritisk til nogle af præmisserne, argumenterne og
konklusionerne hos begge, men især i Martinus' kosmologi.
Hensigten med denne artikel her er derfor at
fortælle læseren om, at mine efterhånden årelange studier af Martinus' kosmiske
analyser og facitter, foreløbig har ført til, at jeg ikke er og i øvrigt aldrig
har været en troende tilhænger af Martinus og hans livsværk, men derimod end så
længe en tvivlende, skeptisk og sandhedssøgende tilhænger. Men dog en
tilhænger, som nærer håbet om, at min personlige erkendelse med tiden vil kunne
fortælle mig, at Martinus’ forunderlige og storslåede verdensbillede er et fuldgyldigt
udtryk for virkeligheden eller sandheden om livet, verden og tilværelsen. Den
dag, det sker, vil der blive stor og jublende glæde i det tvivlende og
skeptiske sind.
Men den nævnte tvivl og
skepsis har bevirket, at jeg i de senere år og i en efterhånden forholdsvis
lang række artikler, har skrevet om de emner i Martinus' kosmologi, som jeg –
berettiget eller uberettiget - forholder mig tvivlende og skeptisk til. Men
eftersom ingen af de nævnte artikler har indeholdt en overordnet og systematisk
gennemgang af de pågældende vigtige emner, synes jeg derfor at skylde mine
læsere en mere konsekvent argumentation, analyse og beskrivelse af disse emner.
Det er denne gennemgang, jeg vil forsøge mig med i det følgende, primært i et
måske forfængeligt håb om, at i det mindste nogle af læserne bedre vil kunne
forstå min holdning og situation. Hvis dette i øvrigt kan have nogen som helst
interesse for andre end mig selv. Skulle det sidstnævnte være tilfældet, altså
at det kun har interesse for mig selv, ja, så er der sådan set ikke noget at
gøre ved det.
Men lad mig begynde med lidt nyere
forhistorie: I 2001 udgav forfatteren og forlæggeren Per Bruus-Jensen
bogen ”Sol & Måne. Glimt fra 10 år i lære hos en moderne
mystiker og intuitionsbegavelse”. Udtrykket ”Solen” er en
hentydning til vismanden og seeren Martinus og ”Månen” en hentydning til
Bruus-Jensen selv. Titlen skulle naturligvis markere, at Martinus var og er
mesteren, medens Bruus-Jensen var og forblev dennes elev. Udgivelsen af bogen
var og er primært en tilkendegivelse af den store taknemmelighed, eleven følte
overfor en læremester, som personligt havde indviet ham i sin inspirerede og
storslåede lære om intet mindre end verdensaltet, således som dette tager sig
ud, set fra den angiveligt højeste form for bevidsthed, den, Martinus betegner
som ”kosmisk bevidsthed”. Denne form for bevidsthed er foreløbig en sjældenhed
blandt menneskene, men Martinus hævder, at det kun er et
spørgsmål om tid, før stort set alle mennesker vil have fået udviklet
denne højeste sanseevne. Det med den korte tid skal dog ses i et kosmisk
perspektiv af cirka 3000 år!
Det er endvidere Martinus' påstand, at
opnåelsen af kosmisk bevidsthed er et spørgsmål om udviklingen af en fuldkommen
balance mellem individets følelse og intelligens, idet denne balance er en
absolut forudsætning for intuitionsevnens forekomst i bevidstheden. Dér, hvor
der hersker ubalance mellem følelse og intellekt, dér er individet subjektivt
partisk i sin opfattelse af og i sit udtryk eller sine handlinger overfor. Og
omvendt, dér, hvor der hersker højeste balance mellem følelse og intellekt, dér
vil individet være objektivt upartisk i sin måde at opfatte problemerne,
forholdene og situationerne, og dermed også omverdenen på, og ligeledes i sin måde
at udtrykke sig og handle på overfor denne.
Den mentale udvikling fra såkaldt ”kosmisk
ubevidsthed” til modsætningen ”kosmisk bevidsthed” er i henhold til Martinus et
spørgsmål om et etisk-moralsk sindelag, som det kan tage lang tid at opnå, helt
op til flere reinkarnationer. Begrebet og fænomenet reinkarnation
indgår som et vigtigt og uundværligt led i det verdensbillede eller den
kosmologi, som Martinus brugte over 40 år af sit 90-årige liv til at skabe og
mere end 60 år til at fortælle sin omverden om.
Imidlertid var Per Bruus-Jensens oprindelige
personlige opfattelse af Martinus ikke særlig positiv, noget, der dog fandt
sted, før førstnævnte kendte sidstnævnte personligt og desuden kun kendte til
dennes lære på baggrund af andres kendskab og holdning til denne og dens
ophavsmand. Herom skriver Per Bruus-Jensen i ovennævnte bog under
overskriften ”Hvordan det hele begyndte ...” s. 9ff, blandt
andet følgende:
(Citat) Når jeg i dag ser tilbage på mit liv og herunder
fokuserer på det præg, Martinus og hans arbejde har sat på det, er det svært at
lukke øjnene for en følelse af højere bestemmelse. For faktisk er mit
udgangspunkt ekstremt negativt i den forstand, at jeg oprindeligt på det
nærmeste var Martinus-hader.
Dette havde to årsager, nemlig min
fars patriotisme og min egen musikinteresse.
Min far var et yderst patriotisk
sindet menneske, der havde vovet pelsen under den tyske besættelse, og for hvem
den sydslesvigske sag var et helligt anliggende. Og med baggrund i en hård
barndom samt en meget betydelig historisk viden hævdede han gennem
hele livet den grundsætning, at så længe, der havde været et menneske med en
plov, der frembragte værdier af jorden, havde der også været et menneske med et
sværd, der va parat til med magt at tage disse værdier fra ham.
Ved en lejlighed havde han ladet sig
overtale til at høre et foredrag af Martinus, der bragte ham i det største
sjælelige oprør, idet emnet var ”fred gennem pacifisme og
militærnægtertjeneste”. Han drog på grundlag heraf den enkle
slutning, at Martinus slet og ret var et skadedyr i samfundet, og han lagde
ikke skjul på denne opfattelse i sine omgivelser, der bl.a. omfattede min bror
og mig.
Det gjorde dog ikke noget større
indtryk på os, da vi begge havde meget andet i hovedet end at tage stilling til
den slags ting. Men den dag skete der noget, som faktisk overbeviste mig om, at
min far havde ret.
Jeg havde altid været meget glad for
musik og dyrkede også selv violinspil med stort engagement. En dag hørte jeg et
indslag i radioen, der handlede om et ægtepar Ankerbye på Bornholm, der længe
havde været toneangivende i øens musikkredse og musikliv og selv aktivt tog del
deri (fru Ankerbye havde i sine unge dage turnéret som koncert-violinistinde
rundt om i verden). Men nu havde man helt lagt musikken og disse hverv på
hylden for at få tid til at studere Martinus' arbejde.
Jeg var dybt rystet og drog
hastigt den højst umodne slutning, at når nogen kunne få folk afledt fra at beskæftige
sig med noget så ophøjet som musikken til fordel for en mere eller mindre
tvivlsom filosofi, så måtte det nødvendigvis bekræfte min fars opfattelse: at
Martinus som denne filosofis ophav var et skadedyr i samfundet. Og fra den dag
var jeg til det yderste negativ overfor alt, hvad der havde bare det mindste
med Martinus at gøre.
Når jeg i dag må vedgå mig den
direkte modsatte holdning til dette spørgsmål, skyldes det i første omgang –
ironisk nok – min store musikinteresse. (Citat slut).
Per Bruus-Jensen fortæller herefter om sit
møde med nogle musikinteresserede mennesker, som også viste sig at
være stærkt engagerede og ivrige studerende af Martinus' kosmologi, men de
havde ikke travlt med at ville 'omvende' deres unge ven. Som tiden gik blev han
dog mere og mere interesseret i de farvestrålende symboltegninger, tegnet af
Martinus, ægteparret havde hængende overalt på væggene i deres hyggelige hjem.
Efter forskellige mellemliggende beskæftigelser som bl.a. soldat og senere
skovfogedelev, hvorunder han kom ud for en arbejdsulykke, som afbrød hans
uddannelse, var det var faktisk den omstændighed, der indirekte
vakte unge Bruus-Jensens interesse for at give sig seriøst i kast med studiet
af Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter.
Så vidt Per Bruus-Jensen, der altså begyndte
sit forhold til Martinus og dennes lære med en midlertidig nærmest uforsonlig
negativ interesse og holdning til samme. Men efter fra og med efteråret 1957 at
have lært både Martinus og dennes kosmologiske lære at kende, skiftede Per
Bruus-Jensen totalt opfattelse og blev ikke alene en flittig og trofast
studerende af denne lære, men under Martinus' personlige vejledning også selv
snart en meget kyndig og fremtrædende foredragsholder, studiekredsleder og i
nok så høj grad forfatter af en række artikler og en hel del bøger med emner
fra samme lære. For nærmere information herom kan læseren henvises til
hjemmesiderne Nordisk Impuls og http://www.martinusforum.dk/
I sin ovennævnte bog ”Sol & måne” kommer
Per Bruus-Jensen i Tredie afsnit, s. 79, også ind på, at der i nogle
Martinus-kredse har verseret en skelnen mellem vismanden Martinus og
hverdagsmennesket Thomsen. Martinus' borgerlige navn var som bekendt Martinus
Thomsen. Men den nævnte skelnen mener Bruus-Jensen ikke er relevant, skønt det
faktisk er Martinus selv, der indirekte er årsag til denne. Den opfattelse, at
der ikke kan eller bør skelnes mellem Martinus og Hr. Thomsen, må jeg desværre
sige, at jeg ikke er enig i, hvilket blandt andet fremgår af min artikel
2.26. Sfinksen og Keops-pyramiden – symbol og
mausoleer eller indvielsestempler? Derfra skal jeg citere følgende:
(Citat) Martinus’ beskrivelse af
Keopspyramidens oprindelige udseende og af dens omgivelser, der nu i
århundreder har været et ørkenområde, passer derimod ganske godt med
ægyptologen Mark Lehners beskrivelse af samme. På grundlag af det ovenfor
fremførte [i den citerede artikel], er det min opfattelse at Martinus’ påstande
om specielt Keopspyramiden, næppe kan være udtryk for den intuitive og i øvrigt
logisk velunderbyggede kosmiske viden, som hans værk ellers er
så fornemt et udtryk for. Men at Martinus ikke altid brugte sin kosmiske
bevidsthed eller veludviklede og viljestyrede intuitionsevne, når han f.eks.
udtalte sig om et eller andet emne eller spørgsmål, har nu afdøde lektor
Benjamin Saxe givet et eksempel på i bogen ”Martinus – som vi husker ham”
(s. 77). Det var en af Ben Saxes venner, der engang havde fortalt ham dette, og
herom skriver han følgende:
(Citat) ”Den samme ven, i hvis
hjem Martinus gennem en længere årrække ofte kom på besøg, fortæller, at de en
dag sad og talte sammen om forskellige spørgsmål. I samtalens løb stillede min
ven Martinus flere spørgsmål, som han ikke umiddelbart ønskede at svare på. Og
da min ven gik ham på klingen og havde fastholdt, at Martinus da måtte kunne
svare på hvad som helst, eftersom han havde kosmisk bevidsthed, havde Martinus
forklaret ham, at han kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin
skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger min kosmiske
bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og alle andre om
mange ting!” (Citat slut)
En del tyder da også på, at Martinus, til
trods for påstanden om sin kosmiske bevidsthed, ikke altid kom lige hurtigt
eller nemt til sine ”kosmiske facitter”, herunder sine tegnede symboler og
logiske analyser. Han måtte i hvert fald i en del tilfælde prøve sig frem,
indtil han fandt frem til adækvate udtryk for sine intuitioner og visioner. Det
kan man for symbolernes vedkommende se 10 eksempler på i den skitsebog, han
tegnede i årene 1924-29, men som han bortset fra symbol nr. 1: den ligesidede
trekant, senere erklærede for ugyldige. For hans skriftlige arbejdes
vedkommende kan man læse herom i hans selvbiografi ”Martinus
Erindringer”. Sidstnævnte sted skriver han bl.a. følgende
om sin situation omkring 1921, det år, hvor han til sin egen store overraskelse
kom ud for at opleve det, han selv betegner som sin fødsel til kosmisk
bevidsthed:
(Citat)
Og så begyndte jeg at skrive.
Men
alt det, jeg skrev de første år, måtte jeg dog senere redigere om. Jeg var jo
uden rutine, og jeg skrev sætninger så lange, at de fyldte halve sider. Jeg
troede i begyndelsen, at det var nemmere for læserne at forstå analyserne, når
man ikke afbrød tankerækken ved at anvende for mange punktumer.
Der
gik faktisk syv år, før jeg for alvor var moden til at påbegynde mit hovedværk
”Livets Bog”. (Citat slut)
(Se Martinus Erindringer
(1987), s. 71. – Martinus’ skitsebog findes gengivet i Per Bruus-Jensens bog ”Sol
& måne”, Forlaget Nordisk Impuls 2001).
Dette bekræftes yderligere af forfatteren
Lars Nibelvang i dennes artikel (uden titel) i bogen ”Martinus – som vi
husker ham”:
(Citat)
Nu begyndte han så småt at skrive på sit hovedværk ”Livets Bog”. I begyndelsen
var han jo uden rutine som forfatter, og det meste af det, han skrev i de
første år, måtte han senere redigere om. (Citat slut)
(Se erindringsbogen: Martinus – som vi
husker ham (1989), s. 27.)
I nogle Martinus-kredse har der
i tidens løb været entusiastiske tilhængere, som har ment, at efter at han i
påsken 1921 havde gennemgået ”den hvide indvielse” og ”den gyldne ilddåb”,
satte dette ham i stand til umiddelbart at kunne gennemskue ethvert problem og
til straks at kunne svare på ethvert stillet spørgsmål, uanset dettes karakter
eller emne. Men sådan forholdt det sig ifølge Martinus selv altså åbenbart
ikke, i hvert fald ikke altid. Han måtte til at begynde med tværtimod anstrenge
sine åndsevner til det yderste og benytte bøn til Gud som vejledende og
rådgivende. Men rent personligt kan jeg ikke se, at det på nogen måde kan
forklejne Martinus’ under alle omstændigheder og i god forstand enestående og
fantastiske kosmiske analyser og facitter, hvis han til at begynde med har måttet
bruge tid på at afklare og tydeliggøre sine kosmiske visioner, indtil de
formede sig krystalklart for ham, så han derefter kunne give disse synlige
udtryk i tegnede symboler og skrevne tekster. (Note 3)
(Vedr. den hvide og den gyldne ilddåb, se Martinus: Omkring
min missions fødsel, 16.-18. kapitel.)
Den kosmiske bevidsthed synes også
lejlighedsvis at have svigtet Martinus senerehen i livet, hvilket turde fremgå
af hans udtalelse om, at forholdet var det, at han (Citat) ”kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han
sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger min
kosmiske bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og alle
andre om mange ting!” Det vil næppe være for dristigt at gætte på, at Martinus ikke benyttede
sig af sin kosmiske bevidsthed, når han gjorde sig tanker om og udtalte sig om
f.eks. pyramidernes alder og byggeteknik. Men når det kommer til stykket, hører
det jo trods alt heller ikke til et af de vigtigste problemer og spørgsmål at
få afklaret her i livet. Personligt tror jeg, at Martinus, som altid var
genstand for megen opmærksomhed fra sine tilhængeres side, ofte svarede de ikke
altid lige seriøse spørgere, mest for at være venlig og imødekommende. (Citat
slut)
Vigtigt! Der er både her og senere i
denne artikel tale om et vist 'genbrug' af en del af de artikler, jeg i årenes
løb har skrevet i relation til Martinus' kosmologi, og som for de flestes
vedkommende er vedføjet notetal, der henviser til de kilder, som er relevante
for den enkelte citerede artikel. Disse notetal – i ovenstående tilfælde (Note
3) i artiklen 2.26. Sfinksen og
Keops-pyramiden – henviser til noter i den originale
artikel. Notetallene har jeg ladet stå, selvom der ikke er vedføjet et
noteapparat til denne artikel om ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi. Men
den eller de læsere, som måtte have behov for eller ønske om at læse, hvad
noterne indeholder, må desværre ulejlige sig med selv at opsøge dette indhold i
de respektive originale tekster her på hjemmesiden. Men i øvrigt kan man efter
behag springe noterne over.
Min egen
genfortælling af Martinus' kosmologi
For i al ubeskedenhed at drage min egen
person og mit forfatterskab ind i sammenhængen, må det siges, at jeg har været
og er en stor beundrer af Per Bruus-Jensen, hvis foredrag og kurser jeg har
fulgt lige fra begyndelsen i de år, hvor han var tilknyttet
Martinus Institut og Martinus Center, og hvis relativt mange bøger
jeg alle har læst og studeret grundigt. I min egen genfortælling af Martinus'
kosmologi her på hjemmesiden, har jeg i vid udstrækning benyttet hans
fremstilling som sekundær kilde til viden om Martinus' kosmologi, lige som jeg
i mangfoldige år har haft hans uforbeholdne tilladelse til at benytte citater
og diagrammer fra hans diverse bøger. Hvilket jeg har benyttet mig flittigt af.
Men nok så vigtigt var og er det, at mit
udgangspunkt i forbindelse med Martinus og hans kosmologiske lære, var lige det
omvendte af Per Bruus-Jensens. I mit tilfælde var situationen den, at jeg lige
fra begyndelsen i 1957 havde en yderst positiv interesse og holdning til så vel
Martinus som dennes kosmologiske lære. Men dog med et lille forbehold i form af
tvivl og skepsis overfor en del af det, som den nævnte lære indeholder.
Om denne tvivl og skepsis skrev jeg så sent
som i oktober 2012 et opslag, som det vil være relevant at citere her:
(Citat) Tvivlen er sandhedssøgerens
følgesvend i forsøget på at fatte, begribe og forstå livet, verden og
tilværelsen. Videbegærlighed er ophav til alle spørgsmål, mens tvivlen sammen
med skepsis er garantien for, at man ikke antager noget for givet eller sandt,
før det er bevist. Bevist er noget, når det er blevet bekræftet af erfaringen
eller virkeligheden. Her kommer tvivlen atter ind, for hvad er virkelighed?
Den helt grundlæggende tvivl må være, om det
er mennesket givet, at besidde evne til at kunne fatte, begribe og forstå
virkeligheden, hvad den så end måtte vise sig at være? – Man bør indledningsvis
nok gøre sig klart, at intellektet, tanken, fungerer diskursivt, dvs. gennem
logisk slutning fra led til led, og dualistisk, dvs. tænkning i tilsyneladende
uforenelige modsætninger. Endelig kan tanken også fungere dialektisk, dvs. en
tankegang som teoretisk og filosofisk set bevæger sig gennem tre led: Tese,
antitese og syntese.
Efter mange års studium og bekendtskab med
Martinus’ verdensbillede og med den bevægelse, der er opstået omkring dette, er
det min erfaring, at ret så mange mennesker forholder sig troende og
fundamentalistisk – og nogle ligefrem ”frelste” – til de kosmiske analyser og
facitter, der danner grundlaget for samme verdensbillede. Tænk, hvis man
overførte den samme holdning i forholdet til naturvidenskaben, hvor ville vi så
ende henne? -
Det er i hvert fald efter min opfattelse
vigtigt, at dyrke og bevare den frie tanke og meningsdannelse, og dermed også
retten til både det frie studium og ytringsfriheden, uanset hvilket emne, det
end drejer sig om, det være sig filosofisk, religiøst eller politisk. Dette
indebærer i sin konsekvens, at man bliver nødt til principielt at modvirke de
kræfter, der vil undertrykke åndsfriheden og dermed den frie tanke og ytring.
Selv er jeg lidt af en tvivler, ikke for tvivlens
egen skyld, men fordi jeg lejlighedsvis føler mig usikker på, om det jeg mener
at vide, nu også er i utvetydig og uimodsigelig overensstemmelse med det, der
kan og skal forstås som sandhed eller virkelighed. Det kan vel i øvrigt uden
videre begrundelse fastslås, at begreberne virkelighed og sandhed er identiske
eller kongruente. Man kan i alt fald antage, at de er det – formentlig uden at
komme i konflikt med sandheden eller virkeligheden.
Lejlighedsvis kan jeg eksempelvis godt komme
i tvivl om, hvorvidt Martinus’ verdensbillede, hvor forunderligt og logisk
opbygget det end forekommer at være, nu også er i utvetydig og uimodsigelig
overensstemmelse med virkeligheden, altså om det er et sandt udtryk for denne.
Selv postulerer Martinus jo, at hans universale eller såkaldte kosmiske
analyser og disses samlede konklusion i form af et storslået verdensbillede, er
i overensstemmelse med i hvert fald en væsentlig del af det, der kan og skal
forstås som virkeligheden. Den virkelighed postulerer Martinus at have fået
adgang til oplevelsen af via sin veludviklede intuition, en usædvanlig evne til
umiddelbar oplevelse, anskuelse og erkendelse af en større helhed og dybere
sammenhæng i tilværelsens brogede mangfoldighed.
Men det må jo være og forblive et postulat,
dels at intuitionen giver adgang til den basale virkelighed, og dels, at
Martinus’ kosmiske analyser er fuldgyldige udtryk for denne virkelighed, så
længe man ikke selv besidder en duelig evne til – intuitivt og intellektuelt -
utvetydigt at opleve og erkende den virkelighed, der angiveligt ligger til
grund for det nævnte verdensbillede.
Min konklusion på de ovenfor fremførte
betragtninger, må foreløbig blive, at jeg ikke er en troende tilhænger af
Martinus og hans livsværk, men derimod end så længe en tvivlende, skeptisk og
sandhedssøgende tilhænger. Men dog en tilhænger, som nærer håbet om, at min
personlige erkendelse med tiden vil fortælle mig, at Martinus’ forunderlige og
storslåede verdensbillede er et fuldgyldigt udtryk for virkeligheden eller
sandheden om livet, verden og tilværelsen. Den dag, det sker, vil der blive
stor og jublende glæde i det tvivlende og skeptiske sind.
© oktober 2012. Revideret september
2016. Harry Rasmussen. (Citat slut)
Den ovenfor omtalte tvivl og skepsis har
bevirket, at jeg i en årrække og i en efterhånden forholdsvis lang række
artikler, har skrevet om de emner i Martinus' kosmologi, som jeg – berettiget
eller uberettiget - forholder mig tvivlende og skeptisk til. Men eftersom ingen
af de nævnte artikler har indeholdt en overordnet og systematisk gennemgang af
de pågældende vigtige emner, synes jeg derfor at skylde mine læsere en mere
konsekvent argumentation, analyse og beskrivelse af disse. Det er denne
gennemgang, jeg vil forsøge mig med i det følgende.
Idet jeg går ud fra, at læserne selv er
nogenlunde fortrolige med Martinus' analyser og facitter vedrørende hans
verdensbillede, vil jeg i det følgende forsøge mig med en forenklet systematisk
gennemgang af de emner i hans kosmologi, jeg stiller mig skeptisk og tvivlende
overfor. Som en konsekvens af og konklusion på min tvivl og skepsis, nåede jeg
med tiden frem til det, jeg betegner som ét-livs-hypotesen, hvorfor det er
denne, der med udgangspunkt i de samme faktorers orden i Martinus' kosmologi,
danner grundlaget for den herunder viste skematiske og 'hierarkiske' oversigt
over de omhandlede emner og faktorer:
Forsøgsvis skematisk
oversigt over individets instanser,
sådan som disse
tager sig ud set fra ét-livs-hypotesen:
__________________________
GUDDOMMEN
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - -
JEGET
OVERBEVIDSTHEDEN
(= Det højpsykiske
kraftfelt med Moderenergien )
Skabeprincipperne
Organtalentkerner og
erindringstalentkerner
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - -
UNDERBEVIDSTHEDEN
Grundenergierne
DET PSYKISKE
KRAFTFELT
De universelle
bevægelsesarter
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - -
Koblingslegemet
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - -
Det genetiske
kompleks
Det fysiske legeme
Hjernen
Bevidstheden
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - -
OMVERDENEN
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - -
De ovennævnte emner og faktorer vil herefter
blive omtalt og behandlet i den ovenfor opstillede 'hierarkiske' orden og
rækkefølge, hvilket betyder, at vi skal begynde med at se nærmere på, hvordan
begrebet GUDDOMMEN tager sig ud, dels på baggrund af Martinus' kosmiske
analyser, og dels hvordan denne kan opfattes, når den ses på baggrund af
ét-livs-hypotesens præmisser.
Men lad mig her indskyde, at det ikke på
nogen måde er mine intentioner at ville genskrive og slet ikke omskrive
Martinus' verdensbillede, dels, fordi dette er så unikt og storslået, at det
ville være halsløs gerning at gøre forsøget, dels at det naturligvis er
beskyttet af loven om ophavsret, og endelig dels, fordi jeg slet ikke ville
være hverken kompetent eller kvalificeret til at vove forsøget. Min eneste
intention er, at forsøge på at se, hvordan nævnte verdensbillede tager sig ud,
når det ses på baggrund af ét-livs-hypotesen.
For Martinus er der ingen som
helst tvivl om, at sandheden om virkeligheden er, at der eksisterer en evig
Guddom, i hvis billede og i hvis psyko-fysiske organisme samtlige eksisterende
levende væsener lever og udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og
sanseorganer. De levende væsener er i lighed med Guddommen selv udtryk for et
basalt evigt treenigt princip i form af Jeget, bevidstheden og organismen, også
udtrykt som jeget, skabe- og oplevelsesevnen og det skabte. Eller som Skaberen,
skabe-oplevelsesevnen og det skabte-oplevede.
Derimod er jeg for det første ikke enig i
opfattelsen af, at Guddommen nødvendigvis besidder de tre
hovedattributter: Alkærlig, alvis og almægtig. Kun
i, at samme Guddom er alvis og almægtig. De ovenfor fremførte påstande og
argumenter forudsætter naturligvis, at man gør sig klart, hvad konsekvensen af
disse er eller kan være. Den største konsekvens vil nok være, såfremt mine
påstande er gyldige, at Guddommen ikke, som hævdet af blandt andre Martinus,
besidder den attribut, der betegnes som alkærlighed. Hvilket
vil sige: den højeste form for altruistisk kærlighed til – og dermed fuldkommen
retfærdighed for - alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse, små
som store, i de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.
Det skal her indføjes, at det naturligvis
kræver noget særligt at kunne se, at Guddommen og dermed tilværelsen i
virkeligheden er fuldkommen retfærdig, og at konklusionen på alt, hvad der er
sket, alt, hvad der sker og alt, hvad vil ske, er, at ”alt er såre godt!” Men
det 'syn' eller den opfattelse, vil individet i henhold til Martinus først
kunne tilegne sig og få, når samme individ har opnået såkaldt kosmisk
bevidsthed og kan se alt i evighedens perspektiv. Sådan forholder det sig
indenfor rammerne af Martinus' kosmologi og dér er konklusionen fuldkommen
logisk.
(Se artiklen: 4: 4.114. ”Alt er såre godt!” - Det centrale
udsagn i Martinus' livsværk)
Men i og med
ét-livs-hypotesen befinder vi os nu udenfor rammene af den nævnte kosmologi,
hvori situationen tager sig noget anderledes, ja, vel faktisk direkte modsat
ud. Det vil mere eller mindre direkte og tydeligt fremgå af den følgende
skildring.
For strengt nøgternt set, behøver Altets
evige Guddom nødvendigvis kun at være i besiddelse af attributterne alvisdom og almægtighed. At
Guddommen selvsagt er evig, i den forstand at Guddommen så at sige er forud for
overhovedet alt andet, er indlysende i kraft af det simple logiske ræsonnement,
at 'noget' ikke kan opstå af 'sig selv' eller af 'intet'. Altså må Guddommen
simpelthen eksistere som et 'noget', der ER, det vil sige, som en
første og i sig selv årsagsløs årsag, og som altså blandt andet
udgør grundlaget for fænomenerne tid og rum, og dermed for alt andet
eksisterende. Hvad angår alvisdommen, så træder denne jo tydeligt frem i
forbindelse med den fuldkomne logik og plan- og hensigtsmæssighed, der kan
iagttages i alle tilgængelige og kendte livsprocesser.
Almægtigheden eller almagten er synlig i
kraft af, at Guddommen har evnet og formået at frembringe alt, hvad der
eksisterer og forekommer i verdensaltet, og det må vel fra ethvert synspunkt
siges at være ikke mindre end imponerende! Nemlig det verdensalt, der set i det
større perspektiv i virkeligheden udgør Guddommens psyko-fysiske organisme. Det
betyder i sin konsekvens, at den evige Guddom udgør det 'noget', hvoraf, hvori
og hvorved alt og alle uden nogen som helst undtagelse eksisterer og udfolder
sig. Nemlig som ovenfor nævnt, at alle levende væsener udgør samme Guddoms
manifestationsredskaber og sanseorganer. Men vel at bemærke under de forhold og
vilkår, som findes institueret i form af de grundlæggende kosmiske
skabeprincipper, herunder det evigt uophørlige kosmiske spiralkredsløb, som man
nødvendigvis må opfatte som udtryk for Guddommens vilje. Guddommen er med andre
ord tilværelsens alfa og omega: det første og det sidste. De kosmiske
skabeprincipper skal vi vende tilbage til.
Men foreløbig så langt er jeg til dels enig
med Martinus' kosmologi, dog kun til dels, fordi det evige kun gælder
Guddommen, og også enig i, at samme Guddoms redskaber og organer udgøres af de
levende væsener, men ikke som de evigt levende væsener, men i den forstand, at
disse er dødelige væsener i en uafbrudt
og uophørlig fødsels-, formerings- og dødsproces, og som uophørligt
udskiftes og erstattes af nye dødelige væsener og således fortsat. På den måde
ser det fra ét-livs-hypotesens side ud til, at kontinuiteten i Guddommens
psyko-fysiske organisme opretholdes.
Og forresten, så kender vi jo – i hvert fald
foreløbig - kun levende væsener i form af den brogede mangfoldighed af liv, der
findes og lever her på jordkloden, på land, til havs og i luften. I betragtning
af det vældige univers, jordkloden befinder sig i, og hvor astronomer og
astrofysikere endnu ikke har fundet liv eller tegn på liv andre steder, bortset
fra nogle primitive mosser på Mars, må man nok sige, at forekomsten af liv
synes stærkt begrænset. Og hvis vi tager Einstein på ordet, så udgør 'vores
univers måske kun et atom i et stoleben, der står i et andet og større univers!
Imidlertid er det Martinus'
påstand, at liv er udbredt i hele verdensaltet, ligesom han er af den
opfattelse, at planeter, solsystemer og galakser kosmisk set også er udtryk for
former for liv. Sådan opfatter han eksempelvis jordkloden, lige som det er hans
opfattelse, at menneskeheden udgør klodens hjerne- og centralnervesystem, og at
det enkelte menneske som følge heraf udgør en hjerne- og nervecelle i samme
system, medens dyrene og planterne udgør andre dele af samme nervesystem.
Verdensaltet som helhed med dettes ukendte antal af universer, udgør i henhold
til Martinus Guddommens psyko-fysiske organisme.
(Vedr. livsenhedsprincippet og
organismeprincippet, se f.eks. artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet
mellem personlighed og intuition.)
Af hensyn til læserens orientering i
forbindelse med det og de emner og faktorer i Martinus' kosmologi, der her er
tale om, skal nedenstående diagram gengives. Diagrammet, som er fremstillet på
foranledning af Per Bruus-Jensen i forbindelse med hans egne værker, relaterer
sig til Martinus' hovedsymbol: Symbol nr. 11. Det evige verdensbillede, Det
levende væsen 2, Den evige Guddom og de evige Gudesønner:
http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11
De ovenfor nævnte og senere
omtalte lovmæssigheder, forhold og omstændigheder gælder principielt også for
de individer, der fremtræder som henholdsvis mineral-, plante- og dyrevæsener.
Ifølge Martinus' kosmologi er disse tre kategorier af levende væsener genstand
for henholdsvis evolutionær kosmisk indvikling og udvikling, og dermed også for
diskarnation og reinkarnation.
Diagrammet viser den guddommelige
bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast og
kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets ’undfangelsestærskel’, dvs.
det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk organismeprincip finder sted.
Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det
nye organismeprincip passerer igennem sine forskellige fosterstadier. Linien B
markerer ”den store fødsel”, altså fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære
bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det
punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen
indre erindringsverden, der repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i
kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord
reinkarnationsprincippet i kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets
manifestationer omfatter hele spiralafsnit. - / Diagram og tekst er gengivet
efter: © 1989 Per Bruus-Jensen:”X”, bind 4, 41. kapitel, stk. 4.
295. – Gengivet med forfatterens tilladelse).
Supplerende kan tillægges, at
diagrammet jo indirekte også viser spiralafsnittets seks kosmiske storriger (=
tallene 1 – 6), fordelt på henholdsvis Guds primære bevidsthedszone (= Åndelig
eller parafysisk virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone (= Fysisk
virkelighed). Men diagrammet kan uden at øve vold på det også symbolisere det
diskarnerede individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem de åndelige
riger, = Guds primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige del af 3.
det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og
halvdelen af 6. salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, = Guds
sekundære bevidsthed: = cirka halvdelen af 6. den fysiske del af salighedsriget
= mineralriget, videre til 1. planteriget, og tilbage til 2. dyreriget, som det
jordiske menneske jo endnu tilhører. (Supplerende diagramforklaring ved Harry
Rasmussen på basis af Per Bruus-Jensens beskrivelser).
I
Martinus' kosmologi er Guddommens psyko-fysiske organisme, verdensaltet, som
vist i ovenstående diagram, inddelt i seks områder eller riger, hvoraf de fire
udgøres af såkaldt åndelige riger: det rigtige menneskerige, visdomsriget, den
guddommelige verden og salighedsriget, der i henhold til Martinus' kosmologi
alle i lighed med de to fysiske riger, plante- og dyreriget, for evigt
opretholdes af levende væseners udviklingsmæssige passage gennem disse. Når
mineralriget ikke nævnes her, skyldes det, at dette ifølge Martinus er udtryk
for en form for 'overskudsenergi' fra de levende væsener i det rige, han
betegner som Salighedsriget, i hvilket hukommelsesenergien er den dominerende.
Men eftersom de levende væsener i henhold til ét-livs-teorien kun har et enkelt
fysisk jordisk liv, kan disse naturligvis ikke være med til at 'befolke' de
nævnte åndelige eller overfysiske riger. Så derfor må konklusionen her lyde, at
disse riger – vel at mærke set under ét-livs-opfattelsens synsvinkel - i
virkeligheden ikke er nødvendige, vel at mærke som riger, de levende
væsener, herunder naturligvis også mennesker, er med til at opretholde og
forny, dels via et periodisk permanent ophold og en videre passage gennem hvert
af disse bevidsthedszoner i den guddommelige bevidsthed. Derimod
er de fire åndelige energier: følelse, intelligens, intuition og hukommelse
repræsenteret i og med så vel Guddommens bevidsthed som de levende væseners
bevidsthedsevner. Men se i øvrigt nærmere herom senere nedenfor, idet de nævnte
fire riger også kan tolkes på en anden og mere positiv måde.
Men det er især når vi iagttager og oplever,
hvor forskelligt f.eks. menneskenes tilværelse former sig for de enkelte
individers vedkommende, at man måske kunne få en mistanke om, at Guddommen er
partisk og dermed uretfærdig. Nemlig i og med, at nogle mennesker er født og
opvokset under fordelagtige vilkår, med store evner og muligheder, som de forstår
at bruge til egen fordel og i nogle tilfælde også til andres gavn, medens andre
kun er født med ringe evner og er opvokset under fattige eller mindre gunstige
forhold og vilkår. Det tyder jo umiddelbart på uretfærdighed i livsvilkårene.
Men hvis ikke disse forhold og vilkår skyldes Guddommen, hvad kan så være
forklaringen på de store forskelle, der kan bestå mellem mennesker? -
Forklaringen kunne måske nok tænkes at være
den, at Guddommen hverken er retfærdig eller uretfærdig, men har givet de højest
og mest udviklede af sine manifestationsredskaber og sanseorganer: menneskene,
en relativt – eller tilsyneladende? - fri vilje, til at få det bedste og mest
fordelagtige ud af egne evner, omstændigheder og vilkår. Erfaringen viser da
også, at folk, der er født og opvokset under de gunstigste vilkår, evnemæssigt,
socialt og økonomisk, ikke altid forstår at udnytte denne situation til eget
bedste, men oplever i nogle tilfælde menneskelig og social deroute, medens
omvendt, andre folk, som er født og opvokset under ugunstige forhold og vilkår,
forstår og formår at bruge deres evner til eget bedste og i nogle tilfælde også
til andres fordel.
(Se f.eks.
artiklerne: H1-21. Individets fri kontra
ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer, og
H1-22. Individets fri kontra ufri vilje (II)– om viljen og de
viljeførende kræfter og faktorer (fortsat). Se evt. også H1-35. Den jordiske menneskeheds
bevidsthedskategorier - sidstnævnte artikels
hovedindhold findes dog gengivet her i denne artikel om Ӄt-livs-hypotesen og Martinus'
kosmologi”. )
Hvis virkeligheden i øvrigt skulle gå hen og
vise som en verificerbar kendsgerning, at forestillingen om reinkarnation er
ren og skær ønsketænkning og dermed en illusion, ville den videre konsekvens
heraf være, at fuldkommen retfærdighed ligeledes måtte anses for at være en
illusorisk ønsketænkning, idet der i så fald ikke ville kunne kompenseres for
den ulykke, de lidelser, smerter mm., som individerne kommer ud for at måtte
opleve og gennemleve i løbet af det ene liv, der i henhold til
ét-livs-hypotesen er individerne beskåret, måske tilmed med for tidlig dødelig
udgang. Eller rettere sagt: Under alle omstændigheder og i alle tilfælde: med
dødelig udgang.
Selvom vi som her opererer med ét-livs-teorien
eller ét-livs-opfattelsen, vil det levende væsens 1. hovedinstans stadigvæk
være Jeget, og 2. hovedinstans vil fortsat være bevidstheden, stadig
forstået som overbevidstheden, der er identisk med den
7. overordnede grundenergi, Moderenergien, hvis
substantielle og funktionelle basis i de levende væseners tilfælde
derimod ikke er evighedslegemet, for
et sådant eksisterer selvsagt ikke i forbindelse med ét-livs-teoriens helt
igennem fysiske legeme, der dog er associeret med et psykisk
kraftfelt, som opretholdes og fungerer på basis af Guddommens
evighedslegeme. Det psykiske kraftfelt opretholdes og fungerer på grænsen
mellem individets psyke og den fysiske verden, hvilket i begge
tilfælde betyder, det psykiske kraftfelt fungerer og udfolder sig i
tid og rum, og som derfor er undergivet disses lovmæssigheder. Blandt de
sidstnævnte er især begyndelse og ophør, fødsel og død.
Som nævnt definerer Martinus det levende
væsens Jeg som værende evigt. Men hvad vil det i grunden sige, at Jeget eller Noget
i det hele taget kan tillægges prædikatet evig eller evigt? –
Filosofisk set defineres begrebet ”evig” eller ”evighed” som udtryk for
’Noget’, der er uden begyndelse og derfor også uden ende, mere specifikt, som
’Noget’, der er uskabt, men som alligevel må tilskrives eksistens og dermed
også uophørlig – eller for at tale religiøst: udødelig - eksistens. Ikke i form
af varighed, men i form af væren, som dermed er et karakteristika ved begrebet
evighed.
Men hvordan kan man tankemæssigt komme på
sporet af evigheden eller hvad der er evigt? – Det kan man faktisk via et
ganske enkelt logisk ræsonnement, som tager sit udgangspunkt i den
kendsgerning, at noget ikke kan opstå eller fremkomme af ingenting. Noget kan
kun opstå eller fremkomme af noget. Men når noget kun kan opstå af noget
betyder det, at der må være et oprindeligt noget, som ikke kan være opstået af
noget andet. Det indebærer, at hvis man taler om årsager til noget, og det gør
man jo, fordi årsagsvirkningslovens eksistens og funktion er evident, så må den
oprindelige årsag karakteriseres som en årsagsløs årsag, det vil sige en årsag,
hvortil der ikke findes nogen årsag. Det betyder endvidere, at alle årsager og
virkninger kan føres tilbage til den første årsagsløse årsag, som
dermed er evig, nemlig i den forstand, at den aldrig er begyndt og aldrig vil
kunne ophøre med at være.
Den første årsagsløse årsag udgør desuden et
¨Noget’, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, og dermed udgør den i
sig selv den evige og uendelige ’ursubstans’, som ligger til grund for
forekomsten af fænomenerne rum og tid. Det betyder, at ’ursubstansen’ i en vis
forstand eksisterer som umanifesteret grundform ’forud for’ sin manifestation i
form af verden og livet. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at der med verden
og livet ikke er tale om noget, der opstår og fungerer udenfor ursubstansen,
men tværtimod sådan, at verden og livet eksisterer indenfor eller
i selve den evige og uendelige ursubstans. Sidstnævnte bør dog ikke opfattes
som en slags ’beholder’, der indeholder eller rummer alt, hvad der er til. Det,
der er og bliver til, er derimod helt og holdent gjort af samme ’stof’, som
ursubstansen, og er derfor i bund og grund identisk med denne.
På principielt samme måde kan man ræsonnere
sig frem til, at Jeget må være evigt og uendeligt i sit væsen og sin egennatur.
Det er nemlig en uimodsigelig kendsgerning, at Jeget til enhver tid vil være
’forud’ for enhver form for sansning, oplevelse og manifestation. Denne
kendsgerning kan faktisk efterprøves eksperimentelt gennem analytisk
meditation, hvorunder man søger at finde frem til, hvad Jeget er for en instans
i individet. Herunder opdager man, at såvel kroppen som sindet med følelser og
tankefunktion ’reduceres’ til Jegets ’undergivne’ redskaber. Men ligegyldigt,
hvor dybt man borer i forsøget på at ’lokalisere’ og identificere den instans,
vi almindeligvis betegner som Jeget, så vil dette hele tiden forblive ’skjult’
i ’baggrunden’. Hvorfor? – Jo, ganske enkelt, fordi det er denne instans, der
foretager undersøgelsen! Under sin meditation bør man derfor erindre sig de
vise ord fra Brihadaranyaka-Upanishad, som siger, at det som ser, kan ikke ses,
det, som hører, kan ikke høres, det som tænker kan ikke tænkes, det som føler
kan ikke føles, eller kort og godt: det, som oplever kan ikke selv opleves
direkte, men kun indirekte og intuitivt, nemlig som lige præcis den instans i
det levende væsen eller individet, der oplever, tænker, føler og handler. Vedr.
analyse af, hvad Jeget er, se f.eks. Den indre virkelighed – om
en metode til mental indadskuen.
At noget er evigt kan også defineres som
noget, der har eksisteret altid og som altid vil eksistere. Med ordet ’altid’ har
vi fået bragt tidsbegrebet ind i sammenhængen. Men tid er jo normalt
karakteriseret ved begreberne ’begyndelse’, ’varighed’ og ’ophør’, altså lige
præcis det modsatte af, hvad der kan og skal forstås ved begrebet ’evighed’
eller ’evig varighed’. Men i modsætning til evighed er tid noget, der er
’opstået’, ’frembragt’ eller – i religiøst sprogbrug - ’skabt’ og som hele
tiden eller altid opstår, frembringes eller skabes. Nemlig i og med de gentagne
begreber ’begyndelse’, ’varighed’ og ’afslutning’, og grundlæggende med, at
noget i det hele taget eksisterer.
Af det netop anførte ser vi, at der i hvert
fald findes to former, arter eller aspekter af begrebet evighed, nemlig
et ikke-tidsdimentionelt og et tidsdimensionelt aspekt.
Det nærmeste man måske kan komme på en karakteristik af det
ikke-tidsdimensionelle aspekt af evighedsbegrebet vil formentlig være at sige,
at noget er karakteriseret ved egenskaberne (attributterne) ikke-materielt,
grænseløst, størrelsesblottet og absolut statisk tomheds-kontinuum. I
modsætning hertil vil det forhold, at noget er tids-dimensionelt forenklet sagt
sige, at noget har udstrækning i tid, altså at noget har en dimension og
udfylder eller markerer et ’tidsrum’, det være sig stort eller lille, som
f.eks. millioner af år, tusinder af år, hundreder af år, et år, en måned, en
uge, et døgn, en time, et sekund eller et millisekund.
Det her ovenfor beskrevne er stort set, hvad
Martinus mener om Jeget og dettes basale natur og funktioner. Og et langt
stykke ad vejen passer dette i princippet med ét-livs-teoriens opfattelse af
samme, idet individets jeg basalt er identisk med Guddommens jeg. Men
dogmed den helt store og afgørende forskel, at medens sidstnævntes jeg er
evigt, er individets jeg forgængeligt, idet det ophører med at eksistere i og
med det fysiske legemes død.
Martinus har givet femte bind af sit
hovedværk, "Livets Bog", undertitlen "Den højeste ild", et
begreb, han forenklet sagt definerer som en urdrift mod behagsoplevelser af
enhver art. Denne definition kan minde om Sokrates' omtrent tilsvarende
definition af begrebet "Eros", nemlig som den evigt stræbende, aldrig
stillestående længsel, higen og trang efter at nå det fuldkomne skønne, sande
og gode, som er identiske udtryk for det højeste behag. Eros er den drivende
kraft i al skabende og fødende virksomhed og dermed i al kunst, videnskab,
religion, politik, industri, håndværk, humanitær indsats etc. etc., og
simpelthen i al stræben og udvikling trin for trin mod nye højder i
fuldkommenhed.
(Vedr. Sokrates' tale om Eros: Se herom i
H1-08. Introduktion til ”Det seksuelle
polprincip” note 7 nævnte værk, s. 51-70.)
Som vi vil erindre os, kommer Jeget og dets urbegær
ind som første hovedfaktor i det treenige princip. Urbegæret definerer Martinus
som et neutralt og unuanceret begær efter oplevelse, slet og ret. Men
'oplevelse' er et fænomen, der må skabes, i den forstand, at Jeget udfordres i
sin egenskab af 'skaber' til, gennem en kombineret udadrettet og indadrettet
aktivitet, hvilket vil sige gennem afsendelse af energi (manifestation) og
modtagelse af energi (sansning), at tilvejebringe den begærede oplevelse.
Livsoplevelse bliver i en vis forstand derfor Jegets hovedformål og ledemotiv.
Gennem afsendelse af energi, altså gennem
manifestative tiltag, bl.a. i form af handlinger, påvirker Jeget sine
omgivelser i en eller anden retning, og gennem modtagelse af energi via
sanseapparaturet modtager Jeget visse indtryk, herunder indtryk af de
virkninger, det selv er årsag til, jævnfør med loven for aktion og reaktion, i
dette tilfælde underforstået skæbne- eller karmaloven. Denne definerer Martinus
kort og godt som oplevelsen af følgerne, virkningerne og eftervirkningerne til
de årsager, det levende væsen selv i første instans har udløst gennem sin
væremåde og sine handlinger.
Dobbeltfunktionen afsendelse og modtagelse
af energi er i denne sammenhæng udtryk for et samvirke mellem Jeget og dets
urbegær på den ene side, og et af de i moderenergien (overbevidstheden)
virkende skabeprincipper, nemlig lige præcis "polprincippet", på den
anden side. Jegets praktiske afsendelse og modtagelse af energi er derfor
udtryk for, at polprincippet virker.
I betragtning af den centrale og faktisk
altafgørende rolle, som dobbeltfunktionen afsendelse og modtagelse af energi
betyder for det levende væsens tilværelse, er det forståeligt, at Martinus
fremhæver netop det tilgrundliggende polprincip som det "overordnede"
af samtlige kosmiske skabeprincipper, der jo altid i en eller anden grad er
involveret i en hvilken som helst form for 'skabelse' og livsoplevelse. Han
betegner det tilmed som dét "skabelsens rat", hvormed "det
guddommelige skabeprincip (Gud som skaber) dirigerer og 'styrer' verdensaltet
og sit vældige kosmiske evolutionsprojekt.
(Vedr. begreberne afsendelse af energi og
modtagelse af energi: LB III, stk. 928, 931-5, 940. PB-J 4, 29. kap., s. 15. –
Vedr. begrebet energi, se artiklen Jegets evige energikilder her på hjemmesiden.
Artiklen er dog i store træk gengivet her i artiklen ”Ét-livs-hypotesen og
Martinus' kosmologi. )
Her
skal i øvrigt indskydes en vigtig pointe i forbindelse med begreberne
’skabelse’ og ’evolution’. Megen unødig diskussion kunne undgås, såfremt man
gjorde sig klart, at det er en misforståelse, når begrebet og fænomenet
’skabelse’ betragtes som noget, der én gang for alle har fundet sted og at
følgelig al såkaldt videre udvikling dermed er udelukket eller overflødiggjort.
Denne opfattelse er udtryk for en tolkning af f.eks. den bibelske
skabelsesmyte, som ikke har rod i virkeligheden. Forholdet er nemlig det, at
Guddommen i henhold til Martinus’ opfattelse af samme, er permanent og
uafbrudt aktivt skabende i form af evolutionære processer, det vil
sige processer, der udvikler sig fra det enkle og mindre sammensatte til det
mere komplekse og sammensatte, nemlig i medfør af sine iboende skabende evner,
som er udmøntet i en serie såkaldte evige kosmiske skabeprincipper. Den
indvending, at der består et uoverstigeligt modsætningsforhold mellem skabelse
og evolution, er derfor komplet grundløs.
Kontrastprincippet:
behag og ubehag
For at etablere den på basis af urbegæret
eftertragtede eller begærede livsoplevelse, aktiverer Jeget i første række
polprincippet, der i praksis viser sig som afsendelse og modtagelse af energi.
Men for at livsoplevelsen kan få en bestemt retning eller karakter, må Jeget
desuden involvere endnu et vigtigt skabeprincip i sine aktiviteter, nemlig
kontrastprincippet. Kontrastprincippets funktion, i form af statiske så vel som
dynamiske modsætningsforhold, er ganske simpelt en primær forudsætning for, at
afsendelse og modtagelse af energi og dermed af manifestation og sansning - og
deraf følgende livsoplevelse - overhovedet vil kunne finde sted.
Det af Jeget etablerede samspil mellem urbegæret
og kontrastprincippet, giver sig i praksis udtryk i sult- og
mættelsestilstandes opståen og indbyrdes vekselvirkning, idet de til stadighed
afløser hinanden. Da sulttilstande normalt opleves som en form for ubehag og
mættelsestilstande normalt som en form for behag, kan vi hermed konstatere at
der i og med begreberne behag og ubehag optræder endnu et stort og
grundlæggende generalprincip i Jegets tilværelse. Dette forhold beror
grundlæggende på, at Jeget er i stand til at skelne mellem forskellige
sansedata, frem for alt mellem sult og mættelse, og på, at det foretrækker
behag frem for ubehag. Denne omstændighed bevirker principielt, at Jeget til
enhver tid er motiveret for og ønsker sine sulttilstande afløst af
mættelsestilstande.
Den kendsgerning, at også mættelsestilstande
på et tidspunkt - jævnfør f.eks. med overmættelse - virker utilfredsstillende
og derfor som en form for ubehag, rokker ikke ved det principielle i
situationen: Jeget iværksætter på foranledning af urbegæret bevidst den aktivitet,
der skal afløse sulttilstanden, hvorimod det på et tidspunkt utilfredsstillende
ved mættelsestilstanden er en automatisk følge af især kontrastprincippets
indvirken.
(Vedr. kontrastprincippet: Se under
”Skabeprincipperne” senere nedenfor.)
Overbevidstheden forekommer i form af den
såkaldte Moderenergien, som Martinus betegner som grundenergi nr. 7, fordi
denne så at sige 'indeholder' de seks øvrige grundenergier fra nr. 1.-6. Men i
realiteten er Moderenergien underordnet i forhold til jeget, men overordnet i
forhold til både urbegæret og de seks grundenergier: instinktenergien,
tyngdeenergien, følelsesenergien, intelligensenergien, intuitionsenergien og
hukommelsesenergien. Helt overordnet set er Moderenergien først og fremmest det
guddommelige Alvæsens skabe- og oplevelsesevne, hvilket vil sige, at det er de
instanser, der primært karakteriserer Guddommen og dennes 'aflæggere': ”de
levende væsener, også betegnet som ”gudesønnerne”. De sidstnævnte er derfor i
deres grundstruktur lige så evige, som deres ophav. Men vel at bemærke kun, når
disse anskues ud fra Martinus' kosmologi.
Set ud fra ét-livs-hypotesens anskuelse, vil
et levende væsen, som f.eks. mennesket, kun være eller eksistere så længe dette
fysisk er i live, og præcis så længe vil dettes jeg have del i det guddommelige
Jeg, og ligeledes have del i den guddommelige overbevidsthed og dermed også del
i dennes skabe- og oplevelsesevne. Til at formidle denne skabe- og
oplevelsesevne findes både den psykiske struktur i form af seks åndelige
legemer og den fysiske struktur i form af det fysiske legeme og det dertil
knyttede såkaldte ”koblingslegeme”.
Til læserens orientering om det levende
væsens tre-enige grundstruktur og instanserne Jeget, Overbevidstheden og
Underbevidstheden, skal herunder indsættes et par af Per Bruus-Jensens
illustrative diagrammer. Det bør dog understreges, at disse diagrammer
hovedsagelig tilgodeser Martinus' kosmologi, men med lidt god vilje kan de også
anvendes i forbindelse med ét-livs-hypotesen:
Diagram over det levende væsens
kosmiske grundstruktur, sådan som denne defineres og opfattes inden for
Martinus' kosmologi. Som det ses er trekanten inddelt i tre vandrette felter og
i seks lodrette felter. Det øverste felt symboliserer ego'et, som er en
fremtrædelsesform for universaljeget, som alle levende væsener er fælles om.
Det mellemste felt med tallet 7, symboliserer overbevidstheden eller
overbevidsthedszonen (OBZ). Tallet 7 refererer til den syvende kosmiske
grundenergi: moderenergien. Det nederste felt, som er opdelt i seks lodrette
felter, symboliserer underbevidstheden eller underbevidsthedszonen (UBZ).
Tallene 1-6 refererer til de seks kosmiske grundenergier eller
grundenergilegemer. Læseren bedes her erindre sig, at begrebet
'underbevidstheden' skal forstås som bevidstheden 'under' overbevidstheden,
dvs. som en instans, der i funktionel henseende er underlagt de kræfter, som
virker i overbevidstheden.(Diagrammet findes i bogen "X" - en komplet
indføring i Martinus' kosmologi", bd. 1, side 307, og gengives her med
velvillig tilladelse fra forlæggeren og forfatteren Per Bruus-Jensen. (Se
endvidere diagrammet nedenfor).
Dette diagram kan passende suppleres med det
følgende, som giver en god skematisk oversigt over forholdet mellem de tre
hovedinstanser ved det levende væsen, forstået i begrebets videste forstand som
overhovedet alle levende væsener i såvel mikrokosmos, som i mellemkosmos og
makrokosmos. De tre instanser er: Jeget, overbevidstheden og underbevidstheden,
samt disse instansers relation til det fysiske legeme:
Oversigt over det levende væsens totale,
kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den
sjælelige struktur
og C ' til den fysiske
organisme.
1) kombinationen A+B+C+C ' = det totale
levende væsen i fysisk fremtræden
2) kombinationen A+B+C = det totale levende
væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden
3) kombinationen B+C+C ' = det totale
bevidsthedsapparatur eller det totale udtryk for princippet
"organismen"
4) kombinationen A+B = overbevidstheden
eller overbevidsthedszonen (OBZ)
5) kombinationen B+C = "psyken"
eller det totale parafysiske apparat
6) kombinationen C+C ' = den komplette
underbevidsthedszone (UBZ) alias den psyko-fysiske organisme
Mellem C og C ' må man i øvrigt tænke sig koblingslegemet
indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager forbindelsen
mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur.
Diagrammet med tekst findes i bogen
"X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi" , bd. 1, side
424, og gengives her med velvillig tilladelse af forlæggeren og forfatteren Per
Bruus-Jensen.
Nok så vigtigt og væsentligt i relation til
Overbevidstheden er det, at denne er identisk med skabe-oplevelsesevnen og
dermed også rummer de universale lovmæssigheder, Martinus betegner som de
kosmiske skabeprincipper. Disse skal vi derfor se nærmere på i det følgende:
Nok så vigtigt i Martinus' kosmologi er
eksistensen af de kosmiske lovmæssigheder, han generelt betegner som de
kosmiske eller guddommelige skabeprincipper, og som i henhold til
ham ligger til grund for al skabelse, manifestation og oplevelse. Vel at
bemærke: både når det gælder Guddommens og de levende væseners skabelse,
manifestation og oplevelse. Skabeprincipperne, hvoraf der ifølge Martinus er 8
hovedskabeprincipper og 7 variantprincipper, altså i alt 15 skabeprincipper,
fungerer tilsammen som en kombineret enhed, idet samtlige skabeprincipper i
større eller mindre grad altid vil være til stede i en hvilken som helst
sammenhæng. Som for eksempel som i dette øjeblik, hvor jeg sidder bag skærmen
og skriver disse linjer. Eller din aktivitet, kære læser, med at læse og tænke
over det skrevne.
For læserens skyld skal her kort og
skematisk vises, hvilke hovedskabeprincipper og variantprincipper, det er, at
Martinus' kosmologi opererer med:
Skematisk opstillet ser
hovedskabeprincipperne således ud:
1. Polprincippet eller det guddommelige
skabeprincip
2. Livsenhedsprincippet
3. Kontrastprincippet
4. Perspektivprincippet
5. Bevægelsesprincippet
6. Talentkerneprincippet
7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
8. Verdensgenløsningsprincippet.
Skematisk
opstillet ser variantprincipperne sådan ud:
1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip
nr. 1: Polprincippet
2. Stofenhedsprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
3. Sult- og mættelsesprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet
4. Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet
5. Skæbne- eller karmaprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip
nr. 6: Talentkerneprincippet
6. Reinkarnationsprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og
hovedskabeprincip
nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
7. Forældre- og
beskyttelsesprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
I henhold til ét-livs-opfattelsen, forholder
det sig i denne sammenhæng stort set sådan, at de nævnte 8 skabeprincipper samt
de 7 variantprincipper bevarer deres 'status' som gyldige, dog naturligvis
sådan, at variantprincipperne nr. 5: Skæbne- eller karmaprincippet, og
variantprincip nr. 6: Reinkarnationsprincippet, overhovedet ikke er i spil, al
den stund, at de i denne forbindelse er uden mening og derfor udelukket. Men
med lidt god vilje kunne man betegne variantprincipperne nr. 5. og 6. som henholdsvis tilfældighedsprincippet og fødselsprincippet. At
gøre det, ville imidlertid være et utilbørligt indgreb i Martinus' kosmologi,
rent bortset fra, at denne er beskyttet af ophavsretsloven. Jeg skal derfor her
pointere, at det ikke er mit ærinde at ville lave om på Martinus' kosmiske
analyser og facitter, det være langt fra, men kun i henhold til lovsikret
ytringsfrihed, at forholde mig skeptisk-kritisk til emner som skæbne,
retfærdighed, reinkarnation m.fl.
Men for at godtgøre, at de nævnte skabeprincipper
fortsat vil være gyldige i relation til ét-livs-teorien, skal jeg her forsøge
mig med en kortfattet forklaring af, hvorfor og hvordan hvert enkelt
skabeprincip bevarer sin 'status' også i den sammenhæng:
Skabeprincipperne
set i relation til ét-livs-teorien:
1. Polprincippet eller det guddommelige
skabeprincip
Det seksuelle polprincip ligger som bekendt
primært til grund for de to køn, lige som for de afvigelser, der forekommer,
f.eks. homoseksualitet, biseksualitet og lignende variationer. Men set på
baggrund af ét-livs-teorien, forekommer den kosmiske udviklingsproces, Martinus
betegner som ”den seksuelle polforvandling”, naturligvis ikke. Det forhindrer
imidlertid ikke, at den nævnte forvandling kan forekomme genetisk fra individ
til individ og fra slægt til slægt. Derfor er polprincippet alligevel gyldigt,
men naturligvis på en lidt anden måde end hos Martinus.
2. Livsenhedsprincippet
Set i ét-livs-teoriens perspektiv forekommer
dette princip i lige så stor og høj grad, som tilfældet er i Martinus'
kosmologi. Princippet drejer sig jo om, at de levende organismer er opbygget
efter princippet levende væsener indeni levende væsener, som tilfældet
eksempelvis er med levende celler indeni organer og organismer. Derfor gyldigt.
3. Kontrastprincippet
Dette princip er vigtigt for alt liv og al
livsoplevelse. Det viser sig f.eks. som kontrasterne liv og død, lys og mørke,
varme og kulde, sommer og vinter, behag og ubehag, glæde og smerte, etc. etc.
Derfor gyldigt.
4. Perspektivprincippet
Dette princip er under alle omstændigheder
vigtigt og uundværligt for syns- og forståelsesevnen. Derfor gyldigt.
5. Bevægelsesprincippet
Det siger næsten sig selv, at dette princip
har meget stor betydning, al den stund det ligger til grund for alt liv og alle
former for bevægelse, lige fra elementarpartiklerne over organismerne,
planeterne, solsystemerne og til de vældige galakser ude i himmelrummet. Derfor
gyldigt.
6. Talentkerneprincippet
Også dette princip beholder sin status under
ét-livs-teorien, idet det ligger til grund for enhver form for evne og talent,
og i forbindelse med organismernes tilblivelse via generne. Derfor gyldigt.
7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
Her er jo tale om en udvidelse af
bevægelsesprincippet, idet enhver form for bevægelse foregår i kredsløb. I og
med, at kredsløbet gentager sig og derigennem udvider sig kvalitativt, f.eks. i
form af større erfaringsdannelse, er der tale om et spiralkredsløb. Derfor
gyldigt
8. Verdensgenløsningsprincippet.
Dette princip drejer sig i hovedsagen om den
funktion og betydning, som især de store religiøse fornyere, eksempelvis
Krishna, Buddha, Moses, Jesus og Muhammed, har haft og har for
menneskesamfundenes kulturer og udvikling frem imod en ”genløsning” til en
formodet ny ”paradisisk tilværelse”. Grundlæggende drejer det sig om
menneskenes etisk-moralske opdragelse og udvikling. Derfor gyldigt.
Variantprincipperne:
1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 1:
Polprincippet
Det siger næsten sig selv, at dette
variantprincip gælder i forbindelse med de to køns gensidige tiltræning mod
hinanden. Men princippet gælder også psykologisk i form af f.eks. sympati og
antipati, og mere generelt som tiltrækning mod det, der er behageligt og
frastødning af det, der er ubehageligt. Derfor gyldigt.
2. Stofenhedsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 2:
Livsenhedsprincippet
Stofenhedsprincippet ligger til grund for,
at alt stof, levende såvel som såkaldt dødt stof, er opbygget af mindre
enheder. F.eks. er organismer opbygget af organer, og disse af celler, disse
igen af molekyler, som igen er opbygget af atomer, som er opbygget af
elementarpartikler. Derfor gyldigt.
3. Sult- og mættelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 3:
Kontrastprincippet.
Dette princip gælder både i bogstavelig
forstand som det, at være sulten og lade sig mætte. Men det gælder også i
videre og overført forstand i form af længsel og længslens tilfredsstillelse.
Derfor gyldigt.
4. Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5:
Bevægelsesprincippet.
Ja, her kan man eksempelvis tænke på
opbygningen af den fysiske organisme fra undfangelsen over fødslen, opvæksten
til den modne alder og alderdommen, hvorefter en nedbrydende aldringsproces med
følgende død og ligets opløsning. Derfor gyldigt.
5. Skæbne- eller karmaprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5:
Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6:
Talentkerneprincippet.
Som nævnt i hovedteksten, vil dette princip
ikke være gyldigt i forbindelse med ét-livs-teorien. Men med lidt god vilje
kunne man betegne det som ”tilfældigheds-princippet”, idet
begrebet og fænomenet skæbne i denne sammenhæng må karakteriseres som udtryk
for tilfældigheder. Jvf. f.eks. med artiklen 4.118. Skæbne og retfærdighed - endnu
engang! Derfor delvis gyldigt.
6. Reinkarnationsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 6:
Talentkerneprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og
spiralkredsløbsprincippet.
Heller ikke dette princip har nogen mening i
forbindelse med ét-livs-teorien. Men eftersom det i princippet handler om
fødsel, kunne man med lidt god vilje kalde det for ”fødselsprincippet”. Derfor
delvis gyldigt.
7. Forældre- og
beskyttelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 8:
Verdensgenløsningsprincippet.
Dette princip er absolut også gyldigt i
relation til ét-livs-teorien, hvilket enhver næsten kan sige sig selv.
Herefter skal vi se lidt nærmere på en anden
af de geniale faktorer, som indeholdes i Martinus' beskrivelse af livet og
tilværelsen, nemlig de såkaldte talentkerner, som findes i to hovedkategorier:
Organtalentkerner og erindrings-talentkerner:
Organtalentkerner og
erindringstalentkerner
Af hensyn til læseren vil jeg tillade mig at
gå lidt mere i dybden og detaljen, primært fordi emnet er vigtigt for
forståelsen af det levende væsens, subsidiært menneskets, personlighed, liv og
skæbne. Som følge deraf, vil forståelsen af, hvad begrebet
”talentkerneprincippet” mere præcist står for, også være af stor betydning, når
det gælder karakteriseringen og forståelsen af et menneske, som f.eks.
H.C.Andersen. Nedenstående tekst er hovedsagelig udarbejdet på grundlag af Per
Bruus-Jensens beskrivelse af emnet i hans kursus ”X” – en komplet indføring
i Martinus’ kosmologi 1, 7. kapitel. Men naturligvis med skyldig
hensyntagen til Martinus’ egen originale og enestående fremstilling af emnet.
Talentkerner eller
"skæbnefrø"
Begrebet talent gælder i
denne sammenhæng enhver form for evnen eller kunnen, hvad
enten det drejer sig om automatfunktioner eller mere bevidste og viljemæssige
funktioner. Samtlige disse funktioner rangerer derfor under talentkerneprincippet.
Dette princip er ansvarligt for, at Jeget
grundlæggende har evne til at akkumulere (opsamle) viden og erfaring
samt praktiske skabende evner og færdigheder. Det hænger bl.a. sammen
med, at der til hver af de tidligere omtalte grundenergier findes et center, et
såkaldt "spiralcenter" i overbevidsthedsregionen,
som er i stand til at 'opmagasinere' individets samlede sum af erfaring og
viden, der her er omdannet til såkaldte "talentkerner" -
også poetisk kaldet "skæbnefrø".
Ved begrebet en 'talentkerne' skal
forstås et ultramikroskopisk kraftcenter, der rummer samtlige de
oplevelser, det pågældende Jeg har erhvervet på et bestemt område i løbet af
sin evige tilværelse. Disse oplevelser i form af erfaring og viden, er
imidlertid omdannet til et kodificeret vibrationsmønster, der
indeholder de 'data' eller det 'program', 'skema' eller den 'plan', som
den enkelte talentkerne varetager 'administrationen' af. I princippet
i lighed med, at et plantefrø i ultramikroskopisk form indeholder
dataprogrammet eller det genetiske kodemønster til den plante eller det træ,
som frøet stammer fra.
Der findes i henhold til Martinus to
kategorier af talentkerner: erindringstalent-kerner og organ-talentkerner, der
begge indgår i det samlede bevidsthedskartotek- også kaldet "skæbneelementet" -
i overbevidsthedsregionen. Talentkernernes store betydning turde umiddelbart
fremgå af, at det først og fremmest er de to kategorier af talentkerner, der
udgør grundlaget for Jegets evne til at skabe og udfolde et mere eller mindre
kvalitativt nuanceret bevidsthedsliv. Vi vil først se på, hvad begrebet 'en
organtalentkerne' står for.
Med et vist forbehold, idet der jo er tale
om spirituelt organiske forhold, kan moderne fjernsyns- og videoteknik måske
bruges som sammenligningsgrundlag for organtalentkernernes opbygning,
organisation og funktion. TV-skærmen kan i forbindelse med billedrøret opfattes
som det psykiske kraftfelt, mens det deraf resulterede tv- eller videobillede
kan sammenlignes med selve livsoplevelsen. Den elektriske strøm og højspænding,
der er nødvendig for at tv-apparatet overhovedet kan fungere, kan opfattes som
en analogi til det højpsykiske kraftfelt. Billedrøret og tv-apparatets øvrige
komponenter udgør i den forbindelse de sjælelige lokalorganer, herunder
hukommelseslegemet. Elektronmønstret på videobåndet indeholder de data og det
vibrationsmønster, der hidrører fra elektronkameraet = sanserne og den fysiske
og/eller psykiske hjerne, som har optaget eller optager den 'virkelighed', der
ligger til grund for det pågældende 'mønster'. Dette vibrationsmønster kan i
princippet sammenlignes med organ- og erindringstalentkernernes
vibrationsmønstre. Videobåndets elektroniske vibrationsmønstre registreres og
oplagres på videobåndet samt aktiveres af videomaskinen (= hukommelseslegemet),
som igen formidler båndets vibrationsmønstre overført til billedrørets
elektroniske svingninger, der projiceres på Tv-skærmen. Via denne tolker og
oplever iagttageren (Jeget) de elektroniske svingningsmønstre som billede og
lyd.
Organtalentkernerne er primært ansvarlige
for organisationen og opretholdelsen af underbevidsthedsregionen med dennes
seks spirituelle eller åndelige organsystemer. Organtalentkernen er
kort defineret en af alle syv grundenergier bestående ultramikroskopisk
ladning af organiseret energi. Som sådan fungerer talentkernen som
lokalt forbindelsesled mellem det højpsykiske kraftfelt:
overbevidsthedsregionen, og det psykiske feltområde: underbevidsthedsregionen.
Gennem organtalentkernen virker moderenergien i form af de før nævnte
skabeprincipper 'ind' på det lokalområde i underbevidsthedsregionen, som den
pågældende organtalentkerne bærer og opretholder.
Dette foregår i praksis på den måde, at den
højpsykiske kraft (moderenergien i form af den nævnte serie skabeprincipper)
gennemstråler organtalentkernen og herunder differentieres og tilføres en
ganske bestemt organisatorisk tendens, der er dikteret af det i talentkernens
indre struktur 'indkodede' dataprogram eller vibrationsmønster. Derved
'projiceres' det pågældende vibrationsmønster eller dataprogram 'ind' i det
dertil bestemte lokalområde i underbevidsthedsregionen i form af et
sjæleligt lokalorgan, hvis opretholdelse og funktioner
organtalentkernen varetager.
Organtalentkernen virker altså som et
programmeret transformationscenter, der i forbindelse med den højpsykiske kraft
bærer og opretholder et bestemt lokalorgan i den sjælelige struktur
(underbevidsthedsregionen). Dette sjælelige lokalorgan udgør et parafysisk
(åndeligt) sanse- og/eller manifestationsredskab, som gør Jeget sanse- og
funktionsdygtigt i en til lokalorganets konstruktion og energisammensætning
(jf. grundenergikombinationerne) svarende bestemt retning.
Organtalentkernernes
organisation
De sjælelige lokalorganer fordeler sig som
tidligere omtalt i i alt seks organkategorier, der svarer til de seks
grundformer for grundenergiernes indbyrdes kombination. Disse organkategorier,
organismer eller legemer udgøres af instinktlegemet, tyngdelegemet,
følelseslegemet, intelligenslegemet, intuitionslegemet og hukommelseslegemet.
Det betyder, at der er en kategori af
talentkerner, som er ansvarlige for at bære og opretholde de lokalorganer, der
tilsammen udgør instinktlegemet, en anden kategori af talentkerner, som bærer
og opretholder de lokalorganer, der tilsammen udgør tyngdelegemet, og en tredie
kategori af talentkerner, der er ansvarlige for de lokalorganer, som tilsammen
udgør følelseslegemet, og principielt tilsvarende for de tre følgende sjælelige
legemers vedkommende.
Under læsningen af det ovenstående - det
skal gerne indrømmes - ret vanskelige afsnit, vil det måske være faldet læseren
ind, at der synes at være visse principielle lighedspunkter mellem
organtalentkernernes og de fysiske geners funktioner. Det er i så fald ikke
helt forkert gættet, idet det i henhold til kosmologien faktisk forholder sig
sådan, at det fysiske kompleks af gener virker som et kombineret antenne og
forstærkeranlæg for komplekset af psykiske organtalentkerner.
Organtalentkernekomplekset
og gen-komplekset
Dette forhold gælder dog specielt for tyngdelegemets vedkommende,
idet det især er dette, der er ansvarligt for organisationen, funktionen og
opretholdelsen af det fysiske legeme. Dette og dets
lokalorganer: hjerne, hjerte, lunger, lever, nyrer osv., bæres og opretholdes
som følge deraf også af den særlige kategori af højpsykiske organtalentkerner,
der grupperer sig omkring tyngdeenergiens spiralcenter. Men udstrålingen fra
disse organtalentkerner virker imidlertid ikke direkte ind på
de fysiske lokalorganer, idet de sidstnævnte er af en så tæt materie- eller
energistruktur, og udstrålingen fra organtalentkernerne af så 'fin' en form for
energi, at den kun kan indvirke på den førstnævnte ved hjælp af en vis forstærkning.
Et sådant forstærkeranlæg udgøres netop af
den serie af artsbestemte mikroskopiske, kemisk aktive, elektrodynamiske centre
i de fysiske organers cellers cellekerner, der har fået navnet gener, af
græsk genes født, af en vis art, blive til, frembringes.
Generne, der er 'sæde' for artens arveanlæg, dirigerer og kontrollerer den
biokemiske virksomhed i den celle, til hvis cellekerne de er knyttet. Denne
virksomhed er bestemmende for den pågældende celles særlige karakteristika,
dvs. dens art, dens sundhed og dens rolle i det større cellesamfund, cellen i
reglen tilhører.
Generne udgør med andre ord
tilsammen de fysiske lokalorganers basale, dirigerende instanser på det
fysiske plan, medens de dertil svarende organtalentkerner tilsammen
udgør de basale, dirigerende instanser på det åndelige (parafysiske)
plan. Dannelsen, organisationen, opretholdelsen og funktionen af de
fysiske lokalorganer, subsidiært en komplet fysisk organisme, sker i kraft af
en automatisk vekselvirkning mellem organtalentkernekomplekset og
gen-komplekset.
Det indebærer både i første og sidste
instans, at karakteren og især kvaliteten af en organtalentkerne er af
fundamental betydning for karakteren og ligeledes især kvaliteten af det tilsvarende
sjælelige så vel som fysiske lokalorgan. Dette forhold er i virkeligheden også
baggrunden for, at den totale sum eller det totale forråd af talentkerner i
overbevidsthedsarkivet betegnes som "skæbneelementet".
Bevidsthedsarkivet
og "skæbneelementet"
Udtrykket "skæbneelementet" lyder
jo umiddelbart en smule uheldsvangert. Men i den forbindelse bør man ikke
overse eller glemme, at begrebet "skæbne" i lige høj grad refererer
til 'god' så vel som til 'dårlig' skæbne. Om det er det ene eller det andet
eller en blanding af begge dele, vil altså grundlæggende bero på karakteren og
kvaliteten af talentkernerne.
Den i øvrigt variable sum eller det forråd
af talentkerner, som et individ til enhver tid har til sin rådighed, vil altså
i allerhøjeste grad være bestemmende for samme individs skæbne. Det hænger
naturligvis sammen med, at talentkernerne tilsammen i alle tilfælde rummer
koncentrationen af individets totale erfaring, viden og begavelse.
Det er på denne baggrund, at Martinus' definition
af begrebet "skæbnedannelse" skal ses.
"Skæbnedannelse", altså dette at danne sin skæbne, definerer han
som tilblivelsen af det levende væsens oplevelse af virkningerne af de
årsager, det selv har udløst. Emnet ”skæbne” er i øvrigt et af de kosmologiske
emner, som jeg især nærer tvivl og skepsis overfor, men mere herom senere.
Der er i henhold til Martinus tale om, at
overbevidsthedsregionens dannelse, organisation og opretholdelse af
underbevidsthedsregionens omfattende og uhyre sammensatte funktioner, herunder
sjælelige eller bevidsthedsmæssige lokalorganer, er en automatisk
proces, der foregår uden Jegets dagsbevidste medvirken og
viljesindsats.
En hvilken som helst organtalentkerne må
altså derfor opfattes som et redskab for Jegets ubevidste udløsning
af en til den pågældende talentkerne svarende særlig organisk automatfunktion.
Det er imidlertid Martinus' pointe, at enhver form for automatfunktion i
tilværelsen må opbygges fra grunden, hvilket vil sige, at der forud for
dannelsen af automatfunktionen går en mere eller mindre bevidst bestræbelse og
energisk indsats for at opbygge den, eller mere specifikt: det organiske center
i form af en organtalentkerne, som er ansvarlig for den pågældende
automatfunktion.
I henhold til Martinus forløber dette
opbygningsarbejde altid i tre hovedstadier, nemlig A. et
undfangelsesstadium, som han også kalder begær-stadiet, B. et
træningsstadium, og C. det færdige stadium, også
kaldet "geni-stadiet". Disse tre stadier afløser successivt
hinanden, indtil tredie og sidste hovedstadium, hvormed det færdigskabte
organcenter og dermed den færdige organtalentkerne foreligger og udfører sin
bestemte form for automatfunktion.
Organtalentkernens
undfangelsesstadium
Første hovedstadium af en organtalentkernes
tilblivelse, det såkaldte A- eller begær-stadium, markerer at interessen er
vakt for en bestemt funktion eller måske et system af funktioner, som individet
begærer eller ønsker at tilegne sig. Afhængigt af den pågældende interesses styrke
eller ønskets intensitet, vil individet anstrenge sig for at sætte sin vilje ind
på at kunne udføre den begærede funktion, enten fordi denne er blevet en
livsbetingelse eller fordi det vil betyde behag og glæde - og måske prestige -
at kunne udføre eller beherske den.
Hermed er organtalentkernen principielt
undfanget, nemlig som et dagsbevidst og viljeført begær. Den
erfaring, som individet i den anledning gør om de større eller mindre problemer
og den modstand, der i reglen kan være i forbindelse med individets ønske og
begær om at tilegne sig den nødvendige eller attråværdige funktion, betegner
Martinus som "A-viden".
(Vedr. begrebet A-viden: LB
II, stk. 327, 454, 458, 480. LB III, stk. 737, 936. PB-J 1, s. 401. Vedr. de her
anvendte forkortelser: LB = Livets Bog. PB-J = Per Bruus-Jensen)
Organtalentkernens
træningsstadium
Under forudsætning af, at interessen for at
opnå den ønskede færdighed, er tilstrækkelig stor og vedvarende nok, vil
tilblivelsesprocessens A-stadium efterhånden blive afløst af B-stadiet
eller træningsstadiet. Som ordet 'træning' angiver, er dette
stadium karakteriseret ved en stadigt gentagen træning eller øvelse i
den færdighed eller funktion, som det er individets mål at opnå beherskelse af.
Den gentagne træning eller øvelse vil
normalt resultere i, at individet efterhånden og i stigende grad bliver bedre
og dygtigere til at udføre funktionen. I takt hermed vil funktionens udførelse
efterhånden kræve mindre og mindre opmærksomhed, vilje og koncentration fra
individets side, og dermed nærmer organtalentkernens tilblivelse sig mere og
mere tredie og sidste stadium i sin tilblivelse. Individets træningsstadium,
der vil være karakteriseret ved individets stigende herredømme over den
begærede funktion, kalder Martinus også for "B-viden". Organtalentkernernes
tilblivelse på basis af individets vilje, ønske og begær (fri og bunden vilje,
dvs. viljeledet begær eller begærledet vilje), og begge deles betydning og
indvirkning på individets skæbne, skal vi senere høre mere om.
(Vedr. begrebet B-viden: LB
II, stk. 459. LB
III, stk. 737. PB-J 1, s. 402.)
Organtalentkernens
færdige stadium
I henhold til Martinus er det gennem
træningsstadiet, at opbygningen af organtalentkernernes grundenergistruktur sker,
dvs. af dens grundenergikombination og sammensætning. Denne er jo
altbestemmende for talentkernens samtlige fremtidige organisatoriske
egenskaber, og dermed for samme talentkernes transformatoriske virksomhed.
Opbygningen af en talentkerne sker i praksis
ved, at der på foranledning af den indflydelse moderenergien uafbrudt udøver,
herunder især dennes iboende tilbøjelighed til dannelsen af talentkerner, i den
region af det højpsykiske kraftfelt, hvor talentkernerne har 'sæde', begynder
at opbygge sig en stabil energiladning, i hvilken de for funktionens udøvelse
nødvendige transformationsanlæg automatisk og gradvis 'oplagrer' deres
vibrationsmønster eller 'informationsdata'.
Imidlertid gør det nævnte
transformationsanlæg sig allerede gældende straks fra begyndelsen af en
organtalentkernes tilblivelse. Den transformationsvirksomhed, af hvad styrke og
omfang den end er i begyndelsen, som det nydannede talentkerneanlæg formidler,
medfører som uundgåelig konsekvens at der begynder at ske en vis organisation af
det underbevidste psykiske kraftfelts kræfter, som automatisk tilsigter at
danne et nyt sjæleligt lokalorgan. Nemlig et lokalorgan der er specielt
indrettet til at kunne varetage administrationen af den funktion, som individet
er i færd med at optræne sig til at beherske.
Her skal vi ikke gå yderligere ind på de
mange aspekter, der er i forbindelse med tredie og sidste stadium af en
organtalentkernes tilblivelse, men blot minde læseren om et blandt et utal af
praktiske eksempler på forekomsten af de tre stadier i indøvelsen af en bestemt
færdighed, nemlig i dette tilfælde den færdighed det er, at kunne gå, dvs.
bevæge sig ved hjælp af benene.
For at kunne beherske den færdighed at kunne
gå, må man først have et ønske om at lære færdigheden. Ønsket kan eventuelt i
lige høj grad skyldes nødvendighed, altså et behov, så vel som udsigten til det
behagelige ved at kunne bevæge sig hurtigere af sted i forhold til kun at kunne
kravle. For barnet er det naturligvis primært et behov.
Næste stadium er den stadigt gentagne
træning eller øvelse i at komme op at stå, holde balancen, styre skridtene og
bevæge sig fremad. Efterhånden som disse basisfærdigheder bliver lært, kan man
øve sig i beherskelsen at stadigt mere avancerede og raffinerede benbevægelser
og færdigheder. Nogle mennesker driver det ligefrem til rent artisteri at kunne
bevæge sig omkring ved hjælp af bentøjet, f.eks. i form af dansetrin, linedans,
ballet og lignende.
Men i langt de fleste tilfælde vil det kunne
konstateres, at efterhånden som træningen i at gå bliver mere og mere effektiv,
kommer de enkelte funktioner, så som at holde balancen, styre lige ud, dreje
eller vende sig etc., i stigende grad til at foregå automatisk, dvs. uden at
den gåendes bevidste opmærksomhed omkring funktionerne vil være
påkrævet.
Det er dette tredie og sidste stadium af
indøvelsen af en færdighed, Martinus kalder for geni-stadiet" eller "C-viden". Dette
stadium er altså karakteriseret ved, at den begærede funktion eller færdighed
er indøvet til en sådan grad, at den er endt med at kunne foregå automatisk. Og
automatisk funktion er netop en af organtalentkernernes hovedegenskaber.
Herefter turde det forhåbentlig stå klart
for læseren, at organtalentkernernes nødvendige og uundgåelige indflydelse på og
betydning for individets liv og skæbne, faktisk er endnu mere fundamental end
tilfældet er med cellernes gener. Dette er da også en væsentlig grund til, at
man kan karakterisere organtalentkernerne som primære årsager
til individets fremtræden, evner, færdigheder og egenskaber, medens generne må
'nøjes' med karakteristikken sekundære årsager til samme
individs egenskaber, færdigheder, evner og fremtræden. Organtalentkernernes
betydning for individets totale liv og skæbne, vil derfor ikke kunne overvurderes.
Det er da også baggrunden for, at vi her har ofret så forholdsmæssigt megen
plads på omtalen af dem. De oplysninger om bl.a. organtalentkernerne, som vi
har fået gennem det ovenstående, vil nemlig være en nødvendig forudsætning for
den senere vurdering af H.C.Andersens personlighed, der jo er en af
hovedopgaverne for afhandlingen om digterens personlighed, liv og
forfatterskab.
(Vedr.
begrebet C-viden: LB II, stk. 311, 320, 394, 413,
445-6, 448-51, 454-5, 458-9, 480, 510, 512, 528. LB III, stk. 689, 709, 737-8, 938-40, 959. LB IV, stk.
1143, 1145, 1156-7, 1183, 1378, 1423, 1433, 1545. Logik, kap.
94-5. PB-J 1, s. 409.)
I det følgende skal vi gå over til en omtale
af den anden store hovedkategori af talentkerner, erindringstalentkernerne. Som
betegnelsen 'erindringstalentkerne' næsten selv siger, er denne hovedsageligt
opbygget af hukommelses- eller erindringsenergi, men i medfør af
grundenergiernes lovbundne indbyrdes kombinationsforhold består den dog
samtidig af de fem øvrige grundenergier. Disse er i reduceret og potentiel form
til stede som data i samme indbyrdes kombinationsforhold, som gjorde sig
gældende i forbindelse med den oprindelige oplevelse, der ligger til grund for
erindringstalentkernen.
Det betyder, at erindringstalentkernen
indeholder et potentielt vibrationsmønster, der rummer alle de kvantitative så
vel som kvalitative data, dvs. de fænomenologiske, emotionelle og
intellektuelle momenter, der også var indeholdt i den oprindelige oplevelse,
men altså omsat til ultramikroskopisk 'størrelse'.
Erindringstalentkernerne er i lighed med
organtalentkernerne indlejret eller oplagret i evighedslegemet, der
er et andet ord for overbevidstheden eller det højpsykiske kraftfelt. Her er
erindringstalentkernerne særlig koncentreret omkring det 'spiralcenter', der
specielt repræsenterer hukommelsesenergien. Denne er i det
psykiske kraftfelt organisk repræsenteret ved det såkaldte hukommelseslegeme, hvis
hovedfunktion det er, at optage og fastholde samtlige de vibrations- og
spændingsmønstre, kort sagt data, som via den sansemæssige kontakt med bl.a.
den fysiske omverden frembringes og opleves i dette kraftfelt, og hvori
overhovedet al livsoplevelse og livsudfoldelse i realiteten foregår.
(Vedr. begrebet Erindrings-talentkerner: LB
III, stk. 642, 799, 943. PB-J 1, s. 233.)
Hukommelsesenergien
som sanseevne
I lighed med de øvrige grundenergier, er
hukommelsesevnen også samtidigt både sanseevne og manifestationsevne for
Jeget. Som 'sanseevne' betragtet ytrer hukommelsesenergien sig grundlæggende
som evnen til at etablere sansemæssig kontakt med det personlige
erfaringsmateriale, der er 'oplagret' i evighedslegemet (overbevidstheden).
Den nævnte sansemæssige kontakt med det
'oplagrede' erfaringsmateriale, medfører normalt en form for 'indadrettet'
oplevelse, der har karakter af et 'kig' tilbage i fortiden, som jo objektivt
set netop også er repræsenteret ved det pågældende erfaringsmateriale. Begrebet"fortiden" er
faktisk derfor et regulært bevidsthedsområde, der fundamentalt afhænger af
hukommelsesenergiens eksistens og funktion.
Det er imidlertid ikke kun
"fortiden" i såvel objektiv som subjektiv forstand, der er afhængig
af hukommelsesenergien, men tidsbegrebet i det hele taget. For uden evnen til
at kunne huske eller erindre ville begreber som før, nu og efter, og
dermed begrebet "tid", aldrig have kunnet opstå i Jegets begrebs- og
forestillingsverden. Jegets livsoplevelse ville da i bedste fald være reduceret
til elementær anelse om "væren i Nu'et".
Såfremt Jeget ikke var i besiddelse af
hukommelsesevnen, ville det altså være så godt som totalt uden livsoplevelse,
for livsoplevelse uden tilknytning til tids- og rumdimensionel
vibration eller bevægelse, altså kvantitativ bevægelse, er kosmisk set helt
udelukket. Heraf ses det især, at hukommelsesenergien udgør en central
og afgørende faktor i forbindelse med skabelsen af Jegets tankeliv, og ikke
mindst for skabelsen af livsoplevelse i det hele taget.
(Vedr. hukommelsesenergien som sanseevne: PB-J
1, s.229.)
Hukommelsesenergien
som manifestationsevne
Det ovenfor nævnte 'oplagringsarbejde'
foregår i praksis ved, at hukommelseslegemet under indflydelse af moderenergien
og det med denne forbundne talentkerneprincip straks overfører de vibrations-
og spændingsdata, der i et givet øjeblik findes i det psykiske kraftfelt, til
evighedslegemet (overbevidsthedsregionen), hvor de oplagres eller opmagasineres
i erindringskartoteket, dvs. den region i
overbevidsthedsregionen, der særlig er forbeholdt erindringstalentkernerne.
De pågældende vibrations- og
spændingsmønstre organiseres og opmagasineres på foranledning af
hukommelseslegemet efter bestemte love og retningslinier, der skyldes perspektivprincippets
indflydelse, og indgår derefter som stabile og uforgængelige 'dataprogrammer' i
den i forvejen samlede mængde af sådanne programmer i erindringskartoteket.
Begrebet erindringskartoteket henviser
til Jegets samlede erfaringsmateriale og forråd af viden, som
hukommelsesenergien i sin egenskab af manifestationsevne har
opmagasineret eller arkiveret i den del af bevidsthedsarkivet, hvor netop
erindringskartoteket hører hjemme. Hukommelsesenergien udgør - gennem et vist
samarbejde med de øvrige grundenergier - altså ikke kun Jegets evne til
at genfremkalde og genopleve sit oplagrede
erfaringsmateriale, men også dets evne til at akkumulere og oplagre dette
materiale i form af et erindringskartotek, som under normale forhold altid står
til Jegets bevidste og - især - ubevidste disposition.
(Vedr. hukommelsesenergien som
manifestationsevne: PB-J 1, s. 231.)
Som vi har set af det foranstående, består
en erindringstalentkerne hovedsageligt af hukommelsesenergi, der i kraft af
sine principielle akkumulerende egenskaber danner basis for
erindringstalentkernernes strukturelle stabilitet og uforgængelighed.
I henhold til Martinus gør der sig
imidlertid et særligt forhold gældende i forbindelse med hukommelsesenergiens
stabiliserende og bevarende indflydelse på erindringstalentkernernes
vibrationsdata, der jo lige så vel omfatter ubehagelige, triste, smertefulde og
ulykkelige sider, som de omfatter behagelige, lyse, glædelige og lykkelige
sider. De førstnævnte vibrationsdata udgør i en vis forstand ’uædle’ islæt i
talentkernestrukturen og de vil, i lighed med hvad der er tilfældet for uædle
metaller, langsomt men sikkert nedbrydes og udskilles for til sidst at være
helt udrensede, således at kun de ædle vibrationsdata bliver tilbage, hvilket
vil sige de behagelige, lyse, glædelige og lykkelige sider af den oprindelige
tilgrundliggende oplevelse.
Denne såkaldte kosmisk-kemiske
udrensningsproces, som individets samtlige erindringstalentkerner ifølge evige,
universelle lovmæssigheder er underkastet, bevirker altså at det kun er de
vibrationsanlæg, der indeholder lyse og positive erfaringsprogrammer, som
bliver tilbage, og som til sidst fremtræder som forædlede kopier af de
oprindelige, tilgrundliggende oplevelser. Dette forhold gælder ifølge
Martinus for selv de allermørkeste og mest uhyggelige og smertefulde oplevelser
og erindringer.
Det betyder, at hukommelsesenergien løbende
omdanner al livsoplevelse til erindringstalentkerner, der oplagres i bevidsthedsarkivet,
hvor de under moderenergiens indflydelse gennemgår en kosmisk-kemisk
udrensnings- og forædlingsproces, som især blotlægger talentkernernes indhold
af intuitionsenergi, der til slut efterlader disse i form af det, Martinus
betegner som ”guldkopier”, altså forædlede ’kopier’ af de oprindeligt
tilgrundliggende oplevelser og erfaringer. Den samlede sum af verdensaltets
guldkopier, dvs. guldkopierne fra samtlige eksisterende levende væsener, kendte
som ukendte, danner det 'hav' af guldkopier eller visdomsfacitter, Martinus
kalder for "visdomsoceanet".
Når Jeget sanser guldkopierne gennem
hukommelsesenergien, giver det anledning til oplevelsen af mental salighed, i
visse tilfælde grænsende til ekstatisk salighed. Når Jeget oplever de samme guldkopier
gennem intuitionsenergien, giver det anledning til oplevelsen – Martinus taler
direkte om ”synet” - af de kosmiske idé-facitter, der er en del af den fælles
eller kollektive ’pulje’, han betegner som "visdomsoceanet".
Som vi allerede er blevet gjort bekendt med,
repræsenterer "visdomsoceanet" den 'statiske' side af Guds
kulminerende primære bevidsthed, den guddommelige verden, og det er derfor fra
dette visdomsreservoir, at også Guddommen henter sin visdom, der dog i forhold
til det enkelte levende væsens 'lokal-visdom', er en altomfattende, fuldkommen
visdom, altså en alvisdom. Fuldkommen, fordi den guddommelige
alkærlighed, der ikke favoriserer eller negligerer nogen eller noget, er totalt
upartisk men samtidig indfølende, og er derfor i stand til at udøve absolut
retfærdighed og kærlighed. Den guddommelige alkærlighed er dermed udtryk for
den højeste visdom.
(Vedr.
begrebet og fænomenet guldkopi-erindringer: LB I, stk.
211-20, 247. LB
II, stk. 356, 359,
388, 391, 397, 403, 408, 422. LB III, stk. 642. LB
IV, stk. 1109, 1111, 1180, 1191, 1276. LB V, stk.
1683-7, 1702, 1705, 1922. Det evige
Verdensbillede = DeV I, stk. 13:9. DeV
II, stk. 17:11. DeV III, stk. 33:6-8, 33:77. Logik, kap.
53. PB-J 1, s. 235. Det er vigtigt at holde sig klart, at hukommelsesenergien
eller –evnen kun giver tilgang til det personlige ’lager’ af
guldkopier i overbevidsthedsregionen, medens intuitionsenergien eller –evnen
derimod giver tilgang til det universale arsenal af guldkopier
i ”visdomsoceanet”, som er et dybereliggende ’lag’ i overbevidstheden, der er
fælles for alle levende væsener. Jf. med artiklen Intuition og personlighed her
på hjemmesiden.)
Kommentar: Her bliver jeg desværre nødt
til at indskyde, at Guddommen efter min ét-livs-opfattelse netop ikke er
absolut retfærdig og derfor heller ikke alkærlig. Hvis det modsatte havde været
tilfældet, altså at Guddommen er alkærlig og dermed absolut retfærdig, ville
verden formentlig have set ganske anderledes ud, end den har gjort siden
tidernes morgen og gør endnu. Men når Martinus hævder, at Guddommen både er
alkærlig, alvis og almægtig, sker det jo angiveligt på baggrund af hans overordnede
kosmiske oversigt set i tilværelsens evigheds-perspektiv
Det skal her gentages, at ”visdomsoceanet”
som nævnt er identisk med Guds visdom, der består af samtlige levende væseners
såkaldte ”guldkopi-erindringer”. Martinus betegner ”visdomsoceanet” som et
holistisk, allestedsnærværende, universelt og uforgængeligt ’ocean’ eller
’fond’ af koncentrerede kosmiske idé-facitter, der tilsammen og i rent
principiel form indeholder og er udtryk for samtlige kosmiske grundsandheder om
tilværelsen, og som dermed er identisk med den evige, guddommelige visdom, det
vil sige Guds egen viden og visdom.
Dette ocean eller denne overvældende mængde
af visdom er det, at især intuitionsevnen giver individet adgang til, vel at
bemærke: Når individet er modent til det.
Kommentar: Det kan konstateres, at den
ovenfor fremførte beskrivelse af organ- og erindringstalentkernerne stort set
også vil være gyldig i relation til ét-livs-hypotesen. Den eneste, men til
gengæld afgørende forskel vil være, at individet ikke er evigt og derfor heller
ikke udødeligt, sådan som Martinus' kosmologi postulerer og tager afsæt i. Det
gør naturligvis en væsentlig forskel, men med al tvivl og skepsis taget i
betragtning, må jeg fortsat henholde mig til ét-livs-hypotesen.
For at forstå, hvilken baggrund der ifølge
Martinus' Kosmologi er for, at et menneske som f.eks. H.C.Andersen i det hele
taget kunne skabe den perlerække af geniale eventyr og historier, der har gjort
ham berømt på linie med verdenslitteraturens store navne som William
Shakespeare, Walter Scott og Wolfgang Goethe, må vi
først se på, hvordan samme kosmologi opfatter begreber som individ,
menneske og personlighed.
Som vi har set af indledningen til
artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet
mellem personlighed og intuition, er Martinus og H.C.Andersen principielt
enige i, at individet engang i urtiden har forladt en lys- og kærlighedsverden,
der har efterladt sig spor i dybet af væsenets bevidsthed i form af
såkaldte "guldkopi-erindringer", som det senere i
udviklingen har adgang til, dels via sin hukommelsesevne og
dels via sin intuitionsevne. Det er utvivlsomt sådanne
erindringer H.C.Andersen hentyder til, når han om sine inspirationer
siger: "Tit synes jeg det er erindringer, vuggesange, fra en anden
verden, der vågner i min sjæl, og som jeg må gentage."
"Guldkopi-erindringerne" er i
kodificeret og latent form oplagrede, dels som personlige guldkopierindringer i
individets erindringsarkiv i overbevidstheden, og dels som universale
guldkopierindringer i det såkaldte "visdomsocean". Det
sidstnævnte er et permanent, ikke-dynamisk aspekt af Guddommens højeste form
for bevidsthed, som Martinus betegner som "den guddommelige
verden". Det er herfra at individet – normalt uden selv at vide
af det - i sine inspirerede øjeblikke kan hente idémateriale til bl.a. en
højere erkendelse og til sin kunstneriske, videnskabelige, tekniske eller anden
manifestative eller skabende udfoldelse.
Men hvis det virkelig skulle være tilfældet,
at der har eksisteret eller eksisterer en sådan "lys- og
kærlighedsverden", som både Martinus og Andersen åbenbart mener, og som
individet engang i urtiden har forladt eller eventuelt måttet forlade, må det
jo dels betyde at der på en eller anden måde findes en verden 'ved
siden af' eller eventuelt 'ovenover' den fysiske
verden. Dels må det betyde at individet på en eller anden måde må være udødeligt, hvis
det nemlig er sådan at det er selv samme individ, der lever nu og hvorom man
kan sige, at det engang har forladt den nævnte lysverden.
Begge dele er tilfældet hævder Martinus, og
indirekte giver Andersen ham medhold heri. Der eksisterer rent faktisk en sådan
lys- eller kærlighedsverden side om side med den fysiske verden, hvoraf vort
'hjemsted', Jorden, som bekendt kun repræsenterer en mikroskopisk del. Lige som
det forholder sig sådan, at det levende væsen eller individet grundlæggende er
identisk med en sjælelig struktur, der forlener det med udødelighed.
Det skal dog allerede her indskydes og
fremhæves, at den nævnte "lys- og kærlighedsverden" ikke kun findes
"ved siden af" eller "ovenover" den fysiske, fire-dimensionelle
årsagsvirkningsverden, men at den i virkeligheden eksisterer som en delvis
integreret del af sidstnævnte eller rettere sagt omvendt. Hvilket vi
naturligvis skal høre betydeligt mere om og få en forklaring på senere.
Efter denne foreløbige og relativt
kortfattede gennemgang af nogle af kosmologiens væsentligste begreber, er vi
hermed tilbage ved vort udgangspunkt, hvor det blev fremhævet at individet
engang i urtiden har forladt en lys- og kærlighedsverden, der har efterladt sig
spor i dybet af væsenets bevidsthed i form af såkaldte
"guldkopi-erindringer", som individet senere i udviklingen får adgang
til, dels via sin hukommelsesevne, og dels via sin intuitionsevne. En
dybdepsykolog som C. G. Jung ville karakterisere denne form for erindringer som
arketyper, hvilket vil sige grundtyper dels i det personligt ubevidste og dels
i det kollektivt ubevidste. Det personligt ubevidste består
af forestillinger, der engang har været bevidste, mens indholdet af det
kollektivt ubevidste, hvilket vil sige menneskehedens samlede ubevidste
erindringer, aldrig har været bevidst under individets livsforløb. Det
kollektivt ubevidste er i henhold til Jung ikke desto mindre personlighedens
grundlag, idet det indeholder nedarvede grundtyper eller mønstre, kaldet
arketyper, der fra tidernes begyndelse ved stadig gentagelse er
overført til individet som en art disposition. Det kollektivt ubevidste
indeholder mange arketyper, som f.eks. persona, animus, anima, skyggen , selvet
etc.
(Se f.eks. Calvin S. Hall og Vernon J.
Nordby: Jungs psykologi- en grundbog. Oversat af Lone Spanheimer. Forord af Pia
Skogemann. Hans Reitzels Forlag-København 1985. - For en historisk redegørelse
for begrebet personligheden, se f.eks. artiklen 2.24. Personlighedsbegrebet-
historisk, psykologisk og kosmologisk set.)
Det er formentlig sådanne
”Guldkopi-erindringer”, H.C.Andersen hentyder til, når han om sine
inspirationer som tidligere citeret siger: " Tit synes jeg, det er
erindringer, vuggesange fra en anden verden, der vågner i min sjæl, og som jeg
må gentage."
Forhåbentlig vil læseren derfor nu være i
stand til at se, at den ovennævnte lys- og kærlighedsverden er identisk med det
tilværelsesplan, som Martinus betegner som "Guds primære
bevidsthed", hvilket mere præcist vil sige "visdomsriget",
"den guddommelige verden" og"salighedsriget". Ligesom
de "spor i dybet af væsenets bevidsthed", som dette
fortidige ophold i lysverdenen har efterladt sig, er "guldkopimaterialet
i væsenets overbevidsthedsarkiv". Et materiale individet får
mulighed for at komme i kontakt med, når dets hukommelses- og især dets
intuitionsevne i løbet af den fortsatte evolutionsproces (igen) bliver så
funktionsdygtig, at den giver individet til at begynde med glimtvis og senere
permanent adgang til kontakt med netop guldkopimaterialet.
(Vedr. begrebet Guds
primære bevidsthed = det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige
verden og salighedsriget: L B VI, stk. 2335-7, 2384,
2386-90, 2392, 2394. LB
VII, stk. 2396, 2604-8, 2611-2, 2627, 2630, 2658:16, 2664. DeV I, stk. 11:31. DeV
II, stk. 17:11, 20:2, 21:6, 22:2, 23:4-5, 26:27. DeV
III, stk. 32:2, 33:73-4, 33:79. Logik, kap. 78, 89,
95. PB-J 4, s. 417.)
Kommentar: I Martinus' kosmologi er det
det enkelte individs fortidige ophold i lysverdenen, der har efterladt sig et
”guldkopi-materiale”, som samme individ i senere inkarnationer kan drage fordel
af. Men eftersom individet i henhold til ét-livs-teorien jo kun har ét
liv at leve, kan det ikke så godt være nutids-individet, der har haft et
tidligere liv langt tilbage i tiden. Derfor må vi her korrigere og i stedet
henholde os til, at det er menneskeheden, der historisk og kulturelt set, har
haft de nævnte oplevelser og gjort de nævnte erfaringer, som har efterladt sig
spor i det kollektive ubevidste i form af arketyper. F.eks. i form af den
bibelske myte om skabelsen og det første menneskepars liv i ”Paradisets
have”. Denne og lignende myter om en gylden og gloriøs fortid, en
’guldalder’, er af en elite fejlagtigt blevet opfattet som historisk
virkelighed, som man har anset det for ønskværdigt at stræbe efter at etablere
på ny. Af denne drøm er ønsket om et nyt paradis eller en ny og bedre
verden - et utopia - opstået og næret.
Den særligt opmærksomme læser vil måske her
indskyde, at vi indtil videre kun har omtalt 'faldet' fra den "lys-
og kærlighedsverden", som individet engang i urtiden befandt sig
i. Vi mangler endnu at se på, hvad det mere præcist er, der
har forårsaget at individet i sin tid har måttet forlade sit
"elysium", og hvad det er der er årsagen til, at samme individ
oprindeligt befandt sig i en paradistilstand. Foreløbig har vi dog fået at
vide, at det er individets urbegær i forbindelse med bl.a. kredsløbs- og
kontrastprincippet, der ligger til grund for såvel indviklingen i som
udviklingen fra den fysiske materies verden. Ligesom det er de samme faktorer,
der i et evigt kredsløb eller spiralkredsløb successivt fører individet igennem
de seks kosmiske tilværelseszoner og de syv organismeprincipper.
Når de ovennævnte spørgsmål ikke hidtil har
været nærmere berørt her, skyldes det imidlertid hverken forglemmelse eller
forsømmelse, men derimod den omstændighed, at der til grund for den nævnte
"lys- og kærlighedsverden", alias de tre riger:
"visdomsriget", "den guddommelige verden" og
"salighedsriget" alias Guds primære bevidsthed, især ligger et af de
måske allervigtigste skabeprincipper, som Martinus' kosmologi opererer med. Dette
skabeprincip kalder Martinus for "det guddommelige
skabeprincip” eller ”det seksuelle polprincip".
Det seksuelle polprincips overordnede rolle
i den guddommelige verdensorden, ses af den omstændighed, at Martinus med
velberåd hu nævner det i sammenhæng med selve det guddommelige skabeprincip
(Gud som skaber). Han betegner tilmed det seksuelle polprincip som "skabelsens
rat", altså som det styringsredskab, hvormed Guddommen dirigerer,
leder og kontrollerer universets tilblivelse, opretholdelse, udvikling og
interne funktioner. Et så vigtigt og betydningsfuldt skabeprincip fortjener og
kræver en helt særlig interesse og opmærksomhed for sig.
(Vedr.
begrebet "skabelsens rat" = det seksuelle polprincip og
polforvandlingen: LB V, stk. 1858. Foruden udtrykket
"skabelsens rat" bruger Martinus også udtrykket "skæbnens
rat" - f.eks. i Logik, kap. 87 – men de to udtryk og begreber er dog ikke helt
identiske. Jf. i øvrigt med artiklerne Introduktion til
det seksuelle polprincip, Det seksuelle polprincip og Introduktion til
den seksuelle polforvandling her
på hjemmesiden. Men de nævnte artikler er dog også mere eller mindre citeret her
i artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. )
Når vi dertil samtidigt lægger, at
forståelsen af H.C.Andersens personlighed, liv og forfatterskab ifølge den
opfattelse, der gøres gældende i denne afhandling, ikke mindst er beroende på
et vist kendskab til netop det seksuelle polprincip, håber jeg at læseren vil
indse ønskeligheden og nødvendigheden af at give en blot nogenlunde dækkende
fremstilling af dette vigtige skabeprincip og dets omfattende konsekvenser for
individets liv og skæbne. Derfor skal vi i et følgende afsnit gå videre med en
omtale af den del af det seksuelle polprincip, der kan betegnes
som ” Emotionel og intellektuel seksualisme”.
Som allerede nævnt, er det kosmologiske
begreb underbevidstheden identisk med det, vi
almindeligvis forstår ved begrebet og fænomenet bevidstheden, som
i henhold til Martinus' kosmologi igen kan inddeles i dagsbevidstheden og natbevidstheden
(psykologisk set det underbevidste og det ubevidste), og som i
form af et psykisk kraftfelt fungerer og virker på grundlag af de 6
grundenergier: 1. Instinktenergien, 2. Tyngdeenergien (dynamisk energi), 3.
Følelsesenergien, 4. Intelligensenergien, 5. Intuitionsenergien, og 6.
Hukommelsesenergien.
I henhold til ét-livs-hypotesen, har disse
energier vel at bemærke samme karakter, værdier og funktionelle kvaliteter, som
beskrevet i Martinus' kosmologi. I forbindelse med grundenergierne bør man i
øvrigt erindre sig, at de nævnte energier er måder, på hvilke
individet sanser, manifesterer sig eller handler og oplever. Det vender vi
tilbage til under omtalen af grundenergierne.
Når Martinus i øvrigt bruger udtrykket
”underbevidstheden” om det, der i almindelig psykologi betegnes som bevidstheden,
hænger det sammen med det enkle forhold, at bevidstheden 'hierarkisk' og
funktionelt set er underlagt eller undergivet overbevidstheden og fungerer på
grundlag af denne. Sidstnævnte betegnes som sådan, fordi den 'hierarkisk' og
funktionelt set ligger over eller er overordnet underbevidstheden.
Martinus' kosmologi opererer med, at det
skabte, primært altså verden og livet, har to basale aspekter: et
bevægelsesaspekt og et energiaspekt. Ud
fra den kendsgerning, at det kræver energi at frembringe bevægelse, vil vi
derfor her først se på energiaspektet.
For god ordens skyld og for at orientere
eller erindre læserne om basale emner i Martinus' kosmologi, skal følgende
vigtige faktorer og kræfter, som Martinus' kosmologi desuden opererer med, også
gentages her:
Det levende væsens 1. hovedinstans er som
formentlig bekendt Jeget, og 2. hovedinstans er bevidstheden, men
her forstået som overbevidstheden, der er identisk med
den 7. kosmiske grundenergi, Moderenergien, hvis
substantielle og funktionelle basis er evighedslegemet. Altså det
legeme, som ligger til grund for individets struktur og hele tilværelse, men
som i sig selv er uskabt og dermed eksisterer før tid og rum, og hvorom man med
rette kun kan sige, at det ER.
Det korte af det lange er, at
grundenergierne i henhold til Martinus' kosmologi så at sige er 'rodfæstede' i
overbevidstheden, i og med at disse er undergivet de kosmiske lovmæssigheder,
Martinus betegner som skabeprincipperne.
Skematisk opstillet er de syv operationelle
grundenergier i henhold til Martinus følgende:
1. Instinktenergien (rød symbolfarve)
2. Tyngdeenergien (orange symbolfarve)
3. Følelsesenergien (gul symbolfarve)
4. Intelligensenergien (grøn symbolfarve)
5. Intuitionsenergien (blå symbolfarve)
6. Hukommelsesenergien (indigo symbolfarve)
7. Moderenergien (violet symbolfarve)
Det skal også her nævnes, at i henhold til
Martinus, er samtlige grundenergier repræsenteret ved hver sin funktionelle instans
og basis i form af en organisme eller et legeme, som skematisk opstillet ser
sådan ud:
1. Instinktlegemet = Instinktenergiens
funktionelle basis (rød symbolfarve)
2. Tyngdelegemet = Tyngdeenergiens
funktionelle basis (orange symbolfarve)
3. Følelseslegemet = Følelsesenergiens
funktionelle basis (gul symbolfarve)
4. Intelligenslegemet = Intelligensenergiens
funktionelle basis (grøn symbolfarve)
5. Intuitionslegemet = Intuitionsenergiens
funktionelle basis (blå symbolfarve)
6. Hukommelseslegemet = Hukommelsesenergiens
funktionelle basis (indigo
symbolfarve)
7. Evighedslegemet = Moderenergiens
funktionelle basis (violet symbolfarve)
Grundenergiernes
karakteristika
Et vigtigt forhold at forstå i forbindelse med,
hvad der i henhold til Martinus skal forstås ved begrebet grundenergierne er,
at disse naturligvis ikke er ’frit i luften svævende’ fænomener, men at de
altid hver især vil være knyttet til et organ eller legeme, som så at sige
genererer og omsætter energien i praksis. I princippet på samme måde, som det
forholder sig med vore sanser, der jo som bekendt ikke er i stand til at
fungere uden et organ, som svarer til hver sans: Man kan ikke se uden øjne,
ikke høre uden ører, ikke smage uden tunge, ikke lugte uden næse, ikke føle
uden berøringsnerver i huden osv. Vi kan normalt heller ikke bevæge os uden
muskler, ikke gå uden ben, ikke gribe uden hænder, lige som vores fysiske krops
fysiologiske processer, som f.eks. blodkredsløb, åndedræt, fordøjelse, forplantning
osv., ikke kan fungere uden henholdsvis hjerte og karsystem, lunger,
mave-tarmsystem, seksualorganer osv. Det er derfor vigtigt, at gøre sig klart,
at hver gang man inden for Martinus’ kosmologi taler om ’energi’, så taler man
samtidig om ’evne’, og hver gang man taler om evne, så taler man samtidig om
’organ’ eller legeme’.
Når Martinus imidlertid taler om
’grundenergi-legemer’,hænger det sammen med, at det i hvert enkelt
tilfælde ikke kun drejer sig om et ’organ’, men om flere organer, der indgår i
indbyrdes og internt samarbejde, hvorfor begrebet ’organisme’ og dermed
’legeme’ er den relevante betegnelse for grundenergiernes omsætningsredskaber.
Grundenergilegemernes navne er vi allerede
blevet gjort bekendt med, så derfor vil vi gå over til at orientere os om
grundenergiernes karakteristika:
Grundenergiernes A-
og B-gruppe
De seks grundenergier eller basale
virkemåder, som Jeget på basis af moderenergien har til sin disposition, er i
øvrigt opdelt i to hovedgrupper, A og B, med tre grundenergier i hver gruppe.
Den første hovedgruppe, A, omfatter instinktenergien, tyngdeenergien og
følelsesenergien, som tilsammen danner grundlag for Jegets
følelsesliv, hvorfor de karakteriseres som de tre uintellektuelle og materiedannende grundenergier.
Den anden hovedgruppe, B, omfatter
intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien, som tilsammen
specielt udgør grundlaget for Jegets tankeliv, og derfor
karakteriseres som de tre intellektuelle og bevidsthedsdannende grundenergier.
Det skal dog understreges, at det kun er teoretisk-analytisk, at man kan tale
om en opdeling af grundenergierne i to hovedgrupper, og følgelig livsoplevelsen
i følelsesliv og tankeliv, som i praksis er en gensidigt integreret funktionel
enhed.
Den første grundenergi i den seksleddede
række af grundenergier, er i henhold til Martinus instinktenergien, som
i sin neutrale, objektive og dermed principielle natur defineres som evnen
til automatfunktion eller selvfunktion, idet dens centrale, funktionelle
tendens er dannelsen af netop automatfunktioner. Herved
forstås funktioner, der foregår uafhængigt af bevidst koordinering eller
viljesindsats. I sin egenskab af specielt sanseevne for Jeget,
viser instinktenergien sig primært som evnen til at ane, altså
som anelsesevne, hvorved forstås formidlingen af anelsesoplevelser uden præcis
forståelse og detaljeret, nuanceret erkendelse.
I sin helt elementære form indskrænker
anelsesoplevelsen sig til kun at omfatte en uklar, drømmeagtig, fjern og
uspecificeret fornemmelse af livsoplevelsens to mest grundlæggende
generalkontraster, som kendes under begreberne behag og ubehag. Disse
to grundformer for anelsesbevidsthed gør sig i øvrigt især gældende for plantevæsenernes
vedkommende, der jo – som vi tidligere har berørt – er repræsentanter for
levende væsener på principielt fuldstændig lige fod med alle de øvrige
tilværelsesplaners eller naturrigers levende væsener. Alle er i henhold til
Martinus i en vis forstand ’mennesker’ på forskellige udviklings- og
oplevelsestrin og fremtræder derfor i de ofte vidt forskellige og rigt
varierede og nuancerede former for bevidstheds- og organismestrukturer, som
Martinus betegner som ”kosmiske håndværk”. (Vedr. ”kosmiske
håndværk”, se Martinus: Logik, 27. kap.).
Men instinktenergien har også en anden og
nok så vigtig funktion at forvalte, idet den er bærer af og befordrer det
levende væsens religiøse sans, som blandt andet giver sig
udtryk i en (instinktiv) fornemmelse af og eventuelt overbevisning om en
guddoms eller guders og andre åndelige væseners eksistens. Dette gælder især
for det primitive, kosmisk bevidstløse og intellektuelt uformuende menneske, på
hvis følelsesliv instinktenergien udøver en stor og afgørende indflydelse,
specielt ved at formidle den religiøse anelsesbevidsthed. Dette gælder til en
vis grad også for dyrets, og naturligvis især for de højerestående dyrs
vedkommende, hvis religiøse instinkt i henhold til de kosmiske analyser giver
sig udtryk specielt i dyrets dødsangstskrig, hvilket vi skal vende
tilbage til i anden sammenhæng.
I sin egenskab af manifestationsevne for
Jeget betragtet, ytrer instinktenergien sig som evne til at etablere,
opretholde og befordre enhver form for automatfunktioner, psykiske som fysiske,
af hvilken grund den også indgår som hovedbestanddel af de stabile
kraftcentrer, Martinus betegner som ”talentkerner”, der, som det
især vil være fremgået af afsnittet Talentkerneprincippet her på
hjemmesiden, udgør overordentlig vigtige faktorer for det levende væsens
psyko-fysiske organisme og hele livsudfoldelse. Instinktenergiens betydning
turde i øvrigt fremgå af, at den blandt andet er ansvarlig for alt, hvad der
kommer ind under automatiske organ- og organismefunktioner, lige som den stort
set svarer for alt, hvad der kommer ind under begreberne reflekser,
vækstbevægelser, vaner, rutiner, virtuositet, traditioner, ceremonier,
flokmentalitet, nationalisme, autoritetstro – herunder ikke mindst troen på og
tilliden til de religiøse autoriteter – og meget andet og mere.
Instinktenergiens kosmiske karakteristik er
kortest sagt den, at den altid ytrer sig som det automatiske og dermed
ureflekterede moment ved alle former for manifestationer,
bevægelsesmanifestationer eller adfærdsmønstre, som enkeltvis eller tilsammen
repræsenterer et eller flere individers handlingsliv.
Instinktenergiens eller –evnens indflydelse
på og betydning for det af eller i naturen befordrede ’adfærdsmønster’, burde
næsten være selvindlysende for ethvert nogenlunde velorienteret menneske. Men
for fuldstændighedens skyld skal her kort nævnes nogle eksempler på automatisk
regulerede naturprocesser, som f.eks. elementarpartiklernes og himmellegemernes
henholdsvis mikrokosmiske og makrokosmiske automatbevægelser. Desuden planters,
dyrs, herunder menneskers, fugles og insekters biologiske og fysiologiske
processer, samt de pågældende arters og individers evne til at fungere og være
i overensstemmelse med de særlige love, som gælder for deres respektive og
kosmisk set midlertidige udviklingstrin.
Den anden kosmiske grundenergi, tyngdeenergien, kan
hvad selve navnet angår, umiddelbart bidrage til at skabe lidt forvirring eller
misforståelse, idet navnet forståeligt nok måske straks leder tanken hen på
begrebet tyngdekraften. Til den sidstnævnte har begrebet tyngdeenergien som
sådan dog kun indirekte relation, idet det nemlig specielt er denne
grundenergi, der er ansvarlig for materieegenskaben ’masse’, som i praksis
registreres som vægt eller tyngde, i al fald her på jorden. Men begrebet
tyngdeenergien defineres i sin neutrale, objektive og principielle natur
som evnen til ekspansion (udvidelse) og destruktion (nedbrydning), hvilke
egenskaber især er baggrunden for, at Martinus – med et vist forbehold –
karakteriserer den som udtryk for tilværelsens dræbende princip. Situationen
er kort den, at overalt, hvor tyngdeenergien er dominerende i manifesterede
grundenergikombinationer (stambevægelser), virker disse destruerende og dermed
i princippet dræbende på alt, hvad de måtte komme i berøring med. I
bevidsthedslivet tegner tyngdeenergien sig for alt, hvad der kommer ind under
begreber som vrede, had, hævnfølelse, jalousi, hidsighed, intolerance mm.
Forbeholdet gælder, at tyngdeenergien som nævnt også har ’positive’ egenskaber,
idet den samtidig udgør den dynamiske kraft i enhver form for manifestation og
præstation, og den er i begge tilfælde en absolut nødvendig og uundværlig
faktor i livet.
I direkte modsætning til tyngdeenergien må
den tredie grundenergi, følelsesenergien, i sin neutrale,
objektive og principielle natur defineres som evnen til kontraktion
(sammentrækning) og konstruktion (opbygning), hvorfor Martinus – med
et vist forbehold - også karakteriserer den som udtryk for det
livgivende princip. Forholdet er nemlig det, at overalt, hvor
følelsesenergien er dominerende i de manifesterede grundenergikombinationer,
virker den tilbageholdende (hæmmende) og bindende på tyngdeenergiens
destruerende og dræbende tendens, hvilket i bedste fald bevirker, at de
pågældende grundenergikombinationer (stambevægelser) ikke indvirker direkte
destruktivt eller dræbende på omgivelserne. Det kan de til gengæld mere eller
mindre direkte gøre, hvor følelsesenergien ikke i tilstrækkelig grad er i stand
til at ’hæmme’ eller ’binde’ tyngdeenergien. Men desuden kan følelsesenergien
være så dominerende i bevidstheden, at den så at sige lukker individet passivt
inde i sig selv, f.eks. i selvmedlidenhed og selvopgivelse. Det er delvis
baggrunden for, at Martinus med forbehold karakteriserer følelsesenergien som
livgivende. Det samme er tilsvarende tilfældet med tyngdeenergien, der som
nævnt også kun med forbehold kan karakteriseres som dræbende, specielt fordi
den netop i kraft af sin særlige natur er tildelt rollen som den ene af de to
kontraaktive hovedkomponenter, altså tyngdeenergien og følelsesenergien, i det
levende væsens såkaldte psykiske kraftfelt.
Tyngde- og følelsesenergien
i naturen
Som antydet ovenfor giver tyngde- og
følelsesenergien sig på hver sin måde naturligvis også til kende i
naturprocesserne, hvad der for tyngdeenergiens vedkommende betyder, at den i
pagt med sit ekspansive og dynamiske væsen viser sig som en bevægelsesfremmende faktor.
Det vil i en vis forstand sige, at den viser sig i alt, hvad der har at gøre
med varme, udvidelse, ekspansion, eksplosion, ild, fordøjelse, destruktion,
dematerialisation og lignende, for blot at nævne nogle tilfældige eksempler på
naturprocesser, hvori tyngdeenergien indgår som en dominerende faktor i de
involverede grundenergikombinationer.
For følelsesenergiens vedkommende forholder
det sig lige modsat, idet den i konsekvens af sit kontraktive og stabiliserende
væsen primært viser sig som en bevægelseshæmmende faktor,
hvilket indebærer at den viser sig i alt, hvad der har at gøre med
sammentrækning, kulde, frost, afkøling, krystallisation og materialisation, for
også her blot at nævne et tilfældigt udvalg af eksempler på naturprocesser,
hvori følelsesenergien forekommer som dominerende faktor i de involverede
grundenergikombinationer.
(Vedr. tyngde- og følelseslivets ’klimaer’:
Se Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind
1, stk. 1. 139.-1. 144.)
Vi har hermed i grove træk omtalt
grundenergiernes A-gruppe, de uintellektuelle eller materiedannende
grundenergier, og skal herefter gå videre til en kortfattet omtale af
B-gruppen. Denne omfatter de intellektuelle eller bevidsthedsdannende
grundenergier: intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien.
Disse tre grundenergier omtales også som tankelivets grundenergier, idet de
primært er ansvarlige for det, der forstås som Jegets tankeliv. Med tankelivet
menes dén mentale proces, som i praksis former sig som en mere eller mindre
viljestyret bearbejdning af af et givet erfaringsmateriale, og som af Jeget
registreres som ’tænkning’. Ved begrebet ’en tanke’ forstås der ganske enkelt
et åndeligt objekt, som af Jeget opleves som en mere eller
mindre abstrakt ’billeddannelse’, der dels kan have form af sproglige
’lydbilleder’ eller af sansningsbaserede ’forestillinger’ eller ’billeder’, som
mere eller mindre refererer til syns-, lyd-, lugt-, og duft- samt smagsindtryk
og til en vis grad også fornemmelsesindtryk, indtryk, der alle uden undtagelse
indgår som bestanddele af Jeget erfaringsmateriale.
Ved begrebet ’tænkning’ forstås også den
proces, der blandt andet består i at skrive disse linjer, og naturligvis også i
at læse dem. Som eksempler på højere former for tænkning, kan nævnes aritmetik,
geometri, matematik, filosofi og erkendelsesteori. En særlig sublim og abstrakt
tænkning findes i form af den kosmiske tænkning, som opererer
med ’objekter’, der hverken kvantitativt eller kvalitativt besidder form,
konturer eller begrænsning, hvilket især medfører, at de pågældende ’objekter’
kun er tilgængelige for Jeget via intuitionsevnen. Disse ’objekter’ eller
højintellektuelle kosmiske facitter, som vedrørende livet og virkeligheden
(kosmos), er det netop, at Martinus’ kosmiske analyser i særlig grad
beskæftiger sig med.
I objektiv, substantiel henseende udgør de
såkaldte ’tanker’ specielle, mere eller mindre komplicerede svingnings- eller
vibrationskombinationer eller –systemer i det af instinkt-, tyngde- og
følelsesenergien dannede og opretholdte P-kraftfelt, hvorfor tænkning
principielt består i at frembringe mere eller mindre viljestyrede og
velorganiserede svingninger og svingningskombinationer i P-kraftfeltet. Det er
i den forbindelse, at intelligensenergien, grundenergiorganisationens
fjerde kosmiske grundenergi, kommer ind i sammenhængen.
I sin neutrale, objektive og principielle
natur defineres intelligensenergien som evnen til systematik og
hensigtsmæssighed, hvorved blandt andet forstås en evne til at
administrere og hensigtsmæssigt udnytte Jegets til rådighed værende
erfaringsmateriale, et materiale, som Jeget vel at mærke normalt næsten kun har
adgang til via hukommelsesenergien og –evnen. Af samme grund vil det derfor
være hensigtsmæssigt og formålstjenligt, at omtale den sjette grundenergi,
hukommelsesenergien, allerede her, idet vi dog lige først skal benytte
lejligheden til at præcisere, hvad der i denne sammenhæng skal forstås ved
begrebet ’hensigtsmæssighed’.
Indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi
forstås ’hensigtsmæssighed’ i sin dynamiske betydning af begrebet, som en
administration af et givet erfaringsmateriale ud fra et givet sæt
valgmuligheder, som fører til en optimalt ideel udnyttelse af de givne
betingelser for opfyldelsen af et ønsket, bestemt behov. I statisk betydning af
begrebet ’hensigtsmæssighed’ forstås en færdig eller afsluttet manifestation,
som implicit udtrykker en optimal opfyldelse af et givet formål, hvilket
naturligvis ikke hverken i dette eller det foran nævnte tilfælde udelukker
muligheden af, at der selvfølgelig forekommer manifestationer, som er udtryk
for større eller mindre grader af hensigtsmæssighed, og dermed for en mere
eller mindre optimalt ideel opfyldelse af det eller de ønskede formål.
Tænkningen og
hukommelsesevnen
Uden rådighed over et vist
erfaringsmateriale ville Jeget være totalt udelukket fra at kunne skabe sit
tankeliv. Tænkning består jo netop i en mental bearbejdning af visse allerede
gjorte erfaringer eller indhøstede oplevelser, som i øvrigt for en stor dels
vedkommende har sin oprindelse i Jegets sansemæssige kontakt med det fysiske
materieplans objekter samt i den på sprog grundede vekselvirkning med andre
mennesker på samme materieplan, hvilket altså vil sige den fysiske verden.
Heraf følger derfor, at jo større sum af oplevelser og erfaringer et Jeg råder
over, des rigere tankeliv har det mulighed for selv at have, men samtidig også
for at give udtryk for overfor omgivelserne. Denne evne til at danne
erfaringsforråd og til i større eller mindre grad at tage ved lære af sine
erfaringer og til at handle på grundlag heraf, er det som betegnes intelligens. Men
denne som sagt i høj grad beroende på, afhængig og betinget af en evne
til at akkumulere den strøm af oplevelser, som kontakten med
omverdenen normalt medfører, og af en evne til at fastholde de
derigennem indhøstede erfaringer. Denne evne besidder Jeget heldigvis og
normalt i form af netop hukommelsesenergien eller –evnen.
Hukommelsesevnen og
bevidsthedsarkivet
Det er en kendsgerning, at vi ikke har hele
vort opsamlede erfaringsmateriale fremme i dagsbevidstheden på én gang, og at
en større eller mindre del af det følgelig opbevares på en sådan måde, at det
normalt og i bedste fald kun på ’opfordring’ gør sig gældende i livsoplevelsen.
Hele Jegets fond af erfaringer, viden, evner og talenter, som dels bidrager til
at sikre dets individualitet, og som dels er afgørende for dets bevidsthedsliv,
der i form af reflektion, planlægning og lignende, beror på individets egne
viljestyrede initiativer, kan med henvisning til dets rolle for det fungerende
bevidsthedsliv sammenfattes under begrebet bevidsthedsarkivet.
Bag hver eneste af individets handlinger forekommer
der normalt visse tanker og følelser, der motiverer dem, mere eller mindre
naturligvis, men heraf ses det, at enhver handling på sin vis er en videreført
bevidsthedsmanifestation, for hvilken den fysiske materie udgør materialet og
den fysiske organisme redskabet. Det betyder, at det fysiske handlingsliv kan
betragtes som en fysisk projektion af det fungerende bevidsthedsliv, hvilket
vil sige, at der i en vis forstand er tale om en fysisk ’forlængelse’ af dette,
ganske som det på sin vis er tilfældet med den tilgrundliggende fysiske
organisme, der faktisk repræsenterer en fysisk forlængelse af den ’overordnede’
og på sin vis langt vigtigere åndelige eller parafysiske struktur, uden hvilken
den fysiske organisme ganske enkelt ikke ville være i stand til at fungere som
bevidstgjort redskab for Jeget.
Det netop nævnte bevidsthedsarkiv har sit
’sæde’ i det såkaldte evighedslegeme, også betegnet som det højpsykiske
kraftfelt, som sammen med Jeget udgør det levende væsens overbevidsthedsregion.
Begrebet og udtrykket ”evighedslegeme” har hos Martinus sin forklaring i, at
Jegets overbevidsthedsstruktur er fuldkommen urørligt hævet over enhver form
for destruktive kræfter og energier, som måtte forekomme indenfor
underbevidsthedsregionen, der er al skabelses og livsoplevelses skueplads. Det
er netop i evighedslegemet, at jeget automatisk opbevarer sit gradvis
erhvervede erfaringsmateriale, som altså udgør en væsentlig del af det totale
bevidsthedsarkiv, der yderligere indeholder alle de organtalentkerner, på
hvilke skabelsen eller opbygningen af Jegets fysiske så vel som psykiske
organisme er beroende.
(Her kan henvises til afsnittet Talentkerneprincippet – om de livsvigtige
’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’.)
Men for at kunne udnytte og ’genbruge’ sit
arkiverede erfaringsmateriale, må Jeget have rådighed over en evne til
at genaktivere og dermed genopleve arkiveret erfaringsmateriale, på
hvilket alt bevidst tankeliv og al skabelse og manifestation er beroende og
absolut afhængigt.
Denne evne til så at sige at ’hente’ sit
skjulte erfaringsmateriale ’ned’ i dagsbevidstheden og derigennem genbruge og
genopleve det, er netop hukommelsen eller erindringsevnen, som
i sin neutrale, objektive og principielle natur defineres som evnen til
akkumulation (opsamling).
Som sanseevne for Jeget
betragtet, viser hukommelsesenergien sig principielt som evnen til at
fremdrage og genaktivere det personlige erfaringsmateriale, der findes
arkiveret i evighedslegemet, også kaldet overbevidstheden. Betydningen for
Jegets samlede livsoplevelse af denne evne til at genaktivere eller ’genoplive’
erfaringsmaterialet, vil formentlig være umiddelbart indlysende, ikke mindst i betragtning
af, at forekomsten af det bevidsthedsområde, der kaldes ”fortiden”, helt
og holdent er beroende på hukommelsesevnen. Men det er ikke kun begrebet
’fortiden’ i objektiv og subjektiv forstand, der er afhængig af
hukommelsesevnens eksistens, det gælder også begrebet ’tiden’ i det hele taget.
Uden evnen til at huske eller erindre og dermed ’genkende’, ville Jeget ikke
have nogen som helst mulighed for at kunne opfatte og skelne mellem
begreberne før, nu og efter, og ville dermed heller ikke have nogen
mulighed for at kunne ’fastholde’ dén på basis af oplevelsen af stambevægelsen
etablerede strøm af oplevelser, der ’flyder’ gennem ’Nuet.
I henhold til Martinus er al form for
bevægelse underkastet kredsløbsprincippets lovmæssigheder, hvilket indebærer,
at enhver udløst bevægelse, f.eks. i form af en handling, hvis konsekvenser,
behagelige såvel som ubehagelige, i princippet og før eller siden vil vende
tilbage til sit ophav (individet). Individet oplever imidlertid ikke kun de i
fortiden, hvilket vil sige, alt fra for et øjeblik siden til flere liv tilbage,
udløste bevægelsers (handlingers) tilbageslag eller virkninger, men udløser
samtidig konstant nye bevægelser (handlinger), hvis konsekvenser først vil
blive udløst før eller siden i fremtiden, hvilket vil sige, alt fra om et
øjeblik til flere liv ude i fremtiden.
Her skal vi huske på, at Martinus' kosmologi
opererer med flere-livs-hypotesen, men i og med ét-livs-hypotesen, tager situationen
sig lidt anderledes ud, idet der af gode grunde er tale om, at individet kun
har et enkelt liv til rådighed. Og eftersom der set i det perspektiv ikke
findes et evighedslegeme, må bevidsthedsarkivet og dermed hukommelsesevnen være
baseret på eller i, hvad man måske kunne tillade sig at kalde for det
psyko-elektromagnetiske felt-fænomen: 'et-livs-overbevidstheden'. Sidstnævnte
har i øvrigt 'rod' i Guds overbevidsthed, dog naturligvis kun i den tid eller
de år, det levende væsen, bl.a. i form af mennesket, er i live.
Det vil samtidig sige, at også selve
oplevelsen af stambevægelsen er betinget af Jegets evne til at kunne fastholde
og erindre, idet der jo for stambevægelsens vedkommende er tale om, at den
objektivt set er identisk med en funktion ved et legeme eller en genstand, der
består i, at dette eller denne skifter position i forhold til først og fremmest
udgangspositionen. Men for at kunne opleve og registrere denne
positionsændring, kræves der en evne til at ’fastholde’ og dermed (bevidst
eller ubevidst) sammenligne udgangspositionen med den nye
eller eventuelt flere nye positioner.
Når man yderligere tager i betragtning, at
oplevelsen af stambevægelsen eller stambevægelserne betinger oplevelsen af de
fire aflæggerbevægelser, rummet, tiden, forvandlingen og materien, og at de fem
universelle bevægelsesarter tilsammen udgør grundlaget for hele den
fænomenologiske side af livsoplevelsen, turde det stå klart for enhver, at
Jeget i tilfælde af en delvis eller totalt manglende evne til at kunne erindre
og genkende, ville være henvist til at opleve en tilsvarende mangelfuld eller
slet ikke forekommende egentlig livsoplevelse. Situationen ville i bedste fald
betyde, at livsoplevelsen i tilfælde af helt eller delvist hukommelsessvigt,
reduceres til henholdsvis elementær anelse om ’væren i nuet’ eller en defekt
langtids- eller korttidshukommelse, sådan som det f.eks. ses i forbindelse med
visse hjernesygdomme, som f.eks. Alzheimers sygdom og ved amnesi som følge af
blodpropper i hjernen eller hjerneblødninger.
En personlig kommentar: For mit eget
vedkommende har jeg som følge af en blodprop i hjernen oplevet et heldigvis kun
kortvarigt bortfald af korttidshukommelsen, som varede godt og vel et døgn.
Langtidshukommelsen fungerede derimod udmærket, idet jeg sagtens kunne huske,
hvad der var sket tilbage i tiden. Det mest bemærkelsesværdige ved
hukommelsestabet var imidlertid, at jeg var ude af stand til at huske forløb,
der var sket indenfor det nævnte tidsrum. Alt, hvad jeg havde set, oplevet,
tænkt og sagt, eksisterede simpelthen ikke for mig. Det kunne altså sådan set
have været ligegyldigt, om det overhovedet var sket eller ej. Men deraf lærte
jeg især, hvor vigtig og absolut nødvendig hukommelsen er for os mennesker. Uden
den ville vi ikke være i stand til at orientere os i hverdagen eller livet i
det hele taget. I et lidt videre, erkendelsesmæssigt perspektiv betyder
hukommelsessvigt eller –tab, at vi faktisk kun oplever og erkender verden i det
omfang og den grad, som vores hukommelsesevne er i stand til at præstere. Hvad
der ligger derudover har vi hverken viden eller anelse om.
Hukommelsesenergien som manifestationsevne
Betragtet som manifestationsevne viser
hukommelsesenergien sig primært som evnen til at etablere og
opretholde den del af Jegets samlede bevidsthedsarkiv, der specielt
rummer dets lager af erfaringsmateriale og viden, og som kaldes erindringskartoteket. Dette
lager eller fond forekommer og opretholdes ved hjælp af et organisk element,
der optræder i P-kraftfeltet og som primært skylder hukommelsesenergien sin
eksistens, hvorfor dette element følgelig betegnes som hukommelseslegemet. Dette
legeme udgør den instans, som i praksis besidder evne til at opfange og
fastholde de vibrations- og spændingsmønstre, der via Jegets sansemæssige
berøring med blandt andet den fysiske omverden frembringes og opleves i
P-kraftfeltet. Det hænger sammen med, at hukommelseslegemet under indflydelse
af moderenergien øjeblikkeligt overfører de i samme kraftfelt etablerede vibrations-
og spændingsdata til evighedslegemets erindringskartotek, hvor de i form af
stabile og uforgængelige ’vibrationsprogrammer’ opmagasineres efter bestemte
love og retningslinier. Det er sådan et ’vibrationsprogram’, Martinus betegner
som en talentkerne, i dette tilfælde mere præcist som en erindrings-talentkerne, idet
der her er tale om, at specielt hukommelsesenergien udgør dens hovedbestanddel.
Men det bør heller ikke i denne forbindelse
overses eller glemmes, at de seks grundenergier altid kun kan optræde
samtidigt, hvilket indebærer at en talentkerne, foruden af den ’bærende’
grundenergi, samtidig også består af de fem øvrige grundenergier, der i mere
eller mindre potentiel og reduceret form er til stede som data i samme
indbyrdes kombinationsforhold, som gjorde sig gældende i den tilgrundliggende
oplevelse. Men primært organiseres, opretholdes og bæres den enkelte
talentkerne af den syvende kosmiske grundenergi, moderenergien, hvilket
indirekte blev tilkendegivet ovenfor i og med ordene ”efter bestemte love og
retningslinier.”
Som vi allerede har været inde på under
omtalen af organtalentkernerne, er baggrunden for Martinus’ brug af udtrykket
”talentkerne”, som han i anden sammenhæng også kalder for ”skæbnefrø”, den, at
netop frugtkernen eller plantefrøet i mikroskopisk format indeholder det
informationsprogram eller –mønster, på grundlag af hvilket eksempelvis et træ
eller en plante under gunstige vilkår bliver til lige præcis dét træ eller dén
plante, der i det pågældende tilfælde er tale om.
(Vedr. begrebet ’talentkerner’, se
afsnittet Talentkerneprincippet – om de
livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’. Disse er dog også omtalt her i artiklen
Ӄt-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi.)
Begrebet
”erindringstalentkerne”
På baggrund af det ovenfor beskrevne,
omfatter begrebet en erindringstalentkerne altså et
mikroskopisk lille datacenter, som i koncentreret og ’kodificeret’ form rummer
overhovedet alle de kvantitative og kvalitative vibrationsdata, der tilsammen
udgjorde den oprindelige oplevelse. Begreber og forhold, som det forresten ikke
burde være vanskeligt at forstå i vore dage, hvor kendskabet til og anvendelsen
af elektronisk databehandling ved hjælp af de såkaldte computere jo efterhånden
er så udbredt, at de fleste mennesker i industrilandene har forstand på det.
For de elektroniske datas vedkommende er disse indlejret i computerens
hukommelse (et elektronisk kredsløb), subsidiært på bånd, diskette, CD-rom
eller DVD, hvorfra de ved hjælp af computerens tastatur og harddisk senere kan
kaldes frem igen og bringes til at fremtræde på monitorens lysskærm. Til
sammenligning er erindringstalentkernerne indlejret i overbevidsthedens eller
evighedslegemets erindringskartotek, hvorfra de efter ønske og ved hjælp af
hukommelseslegemet kan kaldes frem igen og bringes til at fremtræde i
underbevidsthedens P-kraftfelt.
En kosmisk-kemisk
rensningsproces
Der er imidlertid ét bestemt og meget
vigtigt forhold, der gør sig gældende i forbindelse med
erindringstalentkernerne, og det er den omstændighed, at hukommelsesenergiens
stabiliserende og konserverende indflydelse på de til erindringstalentkernerne
knyttede vibrations- og informationsdata, kun i en vis udstrækning omfatter
sådanne data, der repræsenterer ubehagelige, smertefulde og triste sider af den
oprindelige oplevelse. For en kosmisk betragtning, som den Martinus
repræsenterer, udgør de nævnte ’data’ uædle islæt i
talentkernestrukturen, islæt, som med tiden gradvis vil ’forvitre’, nedbrydes
og efterhånden udskilles eller fjernes fra talentkernens øvrige indhold, som
til sidst helt vil være renset og befriet for alle ’mørke’ og ’uædle’
bestanddele. Herefter vil talentkernestrukturen kun indeholde vibrations- og
informationsdata, der repræsenterer de lyse, behagelige, lykkelige og glædelige
sider af den oprindelige oplevelse, hvor ubehagelig og smertefuld denne så end
har været.
Forholdet finder i øvrigt sin analogi i
metallernes verden, hvor de uædle metaller, som f.eks. jern, kobber m.fl. med
tiden ruster eller forvitrer og efterhånden går i opløsning, medens et ædelt
metal, som især guld, har en mere bestandig holdbarhed. Det er den primære
grund til, at guld vurderes så højt.
Den nævnte kosmisk-kemiske udrensnings-
eller forvandlingsproces, som det levende væsens erindringstalentkerner ifølge
evige, universelle love ufravigeligt altid vil være underkastet, bevirker
således at de oprindelige og normalt ’grumsede’ eller uædle erfarings- og
vibrationsdata eller –programmer i talentkernestrukturen i sidste instans vil
komme til at fremtræde som forædlede kopier af de oprindelige,
tilgrundliggende oplevelser. Sådanne forædlede kopier har Martinus
meget betegnende givet navnet ”guldkopier”. Disse knytter der sig i
øvrigt den særlige omstændighed til, at de ved at blive fremdraget i
dagsbevidstheden giver anledning til, at Jeget oplever en kortere eller længere
varende tilstand af mental salighed, der i nogle tilfælde endog kan antage
karakter af ren ekstaseoplevelse.
Det er forresten den samme psykologiske
udrensningsproces, der betinger og ligger bag konstateringen af, at det der
engang blev oplevet som ubehageligt eller endog smerteligt, senere hen i livet
forekommer ubetydeligt eller ligegyldigt, eller måske endda nu fremtræder i et
lysende og rosenrødt skær. Man behøver her blot at minde om ældre menneskers
erindringer fra barndomstiden, der måske var knapt så behagelig og lykkelig,
som den tager sig ud i retrospektiv genoplevelse via erindringen. På
principielt samme måde med f.eks. soldatertiden, hvis strabadser næsten forekom
uudholdelige, mens de stod på, men som allerede forholdsvis få år efter
fremtræder i et så formildende eller forsonende lys i erindringen, at de
implicerede parter ikke sjældent endog er i stand til at se de groteske og ofte
”ustyrligt morsomme” momenter ved rekruttiden. Martinus gør i øvrigt opmærksom
på, at det er den samme kosmisk-kemiske rensningsproces, der ligger til grund
for udsagnet om, at ”tiden læger alle sår”. Men i den forbindelse bør man huske
på, at der med begrebet ”tiden” kan menes alt fra år til en menneskealder eller
et århundrede, ja, flere århundreder.
Kritik af
erindringens ’forgyldningsevne’
Her kan måske passende indskydes, at den
omtalte kosmisk-kemiske rensningsproces, hvorunder tidligere mørke og uædle
oplevelser og erfaringer så at sige ’forgyldes’ og derefter kommer til at
fremtræde i ’guldmateriale’ i en persons erindring, ofte har givet kritikere
anledning til at fremsætte nedladende eller ironisk kritik af det omtalte
forhold. Som regel ud fra den holdning til sagen, at hukommelsen i sådanne
tilfælde enten ’narrer’ den omhandlede person eller ’taler imod’ vedkommendes
eget bedre vidende og i al fald imod vidners kendskab til sagen, og at den
derfor er upålidelig og vildledende. Fra en almindelig synsvinkel betragtet kan
dette naturligvis være helt ellers delvis rigtigt, men set fra Martinus’
kosmiske synsvinkel forholder det sig altså noget anderledes og ikke helt så
enkelt og ligetil, som det umiddelbart kunne se ud til, hvilket turde være
fremgået af den ovenfor givne forklaring på den proces, der ligger til grund
for erindringens ’forgyldningsevne’.
Det er normalt vanskeligt, at spore
hukommelsesenergien i naturens bevægelsesmanifestationer og adfærdsmønstre,
hvilket i henhold til Martinus primært skyldes, at den repræsenterer en form
for kvalitativ vibration, som kun gør sig indirekte bemærket, og tilmed på en
relativt beskeden måde. Af samme grund er den betydningsmæssigt set vanskelig
at analysere og tyde. Den optræder dog i det samlede natursceneri i form af den
saligheds- og ekstaseenergi, som er udløst på foranledning af de såkaldte
’guldkopier’. I sin specielle fremtræden som salighedsenergi, formår
hukommelsesenergien under visse betingelser at påvirke de ’ydre’ energi- og
bevægelsesmanifestationer, som den derved giver et karakteristisk præg.
Dette specielle præg er særlig tydeligt i
form de i den såkaldte mineralske materie forekommende
krystallisationsfænomener, der ofte udviser en overraskende og betagende
skønhed både i form og struktur. Det kan vi ikke mindst se et fremragende
eksempel på i de fantastiske snekrystaller, hvoraf man endnu aldrig har kunnet
registrere to, der er fuldkommen ens, til trods for det faktum, at de ofte
forekommer i milliardvis. De er dog alle uden undtagelse symmetrisk sekskantede
(heksagonale), men kan have form af plader, prismer eller stjerner, hvilke
former der i henhold til meteorologien hænger sammen med temperaturforholdene i
atmosfæren i dannelsesøjeblikket. Men det er jo kun en konstatering og
beskrivelse af, hvad der sker og hvordan det
fysisk set foregår, men det forklarer ikke snekrystallernes individuelle former
eller hvorfor det rent faktisk forholder sig sådan. Det
bidrager heller ikke til problemets løsning, at man eventuelt henviser til
krystallernes atomer og den specielle måde, på hvilken disse i de enkelte
tilfælde er ordnet og placeret i snekrystallernes atomare grundmønster. Det er
kun at skubbe ’problemet’ en instans længere væk. For hvad er det i grunden,
der ligger bagved og har bestemt de atomare grundmønstre, ja, og
elementarpartiklernes og atomernes lovmæssigheder?
Hukommelsesenergien
og mineralriget
I henhold til Martinus’ kosmiske analyser
kan løsningen på spørgsmålet om årsagen til snekrystallernes fuldkomne og
skønne konstruktion kun findes i det forhold, at hele den del af verden, der
kaldes mineralriget, i sin kosmiske analyse fremtræder som en vældig
og omfattende, kollektiv projektion af salighedsenergi og dermed som en samlet
ytring af verdensaltets sjette grundenergi, hukommelsesenergien.
Det er i den forbindelse vigtigt, at at man
gør sig klart, hvad Martinus mener der i virkeligheden her er tale om, nemlig
at der befinder sig et utal af Jeger eller levende væsener på dét åndelige
tilværelsesplan eller –niveau, som Martinus kalder salighedsriget. Situationen
i dette rige er den specielle, at de pågældende Jeger udelukkende er meditativt
koncentrerede om deres eget ’indre univers’, som helt og holdent udgøres af det
guldkopimateriale, der er resultatet af de oplevelser og erfaringer, de samme
Jeger har erhvervet sig tidligere i udviklingsspiralens forudgående
tilværelsesplaner eller –riger.
Salighedsvæsenernes permanent koncentrerede
meditative beskæftigelse med guldkopierindringerne, afføder i henhold til
Martinus automatisk en tilsvarende permanent oplevelse af saligheds- og ekstasevibrationer,
som blandt andet indvirker på de materiedannende grundenergier: instinkt-,
tyngde- og følelsesenergien, som i samspil med specielt erindringskartoteket i
overbevidstheden, bringes til at etablere bestemte vibrationsmønstre og
svingningssystemer, som i form af ultramikroskopiske stambevægelser i
P-kraftfeltet er identiske med de kræfter og faktorer, der udgør grundlaget for
dé projektioner i ’fysisk’ materie, vi kender som de såkaldte
elementarpartikler, der igen danner atomer, som blandt andet indgår i dannelsen
af mineralkrystaller og herunder de ovenfor omtalte snekrystaller. (Note 7)
Kommentar: Her skal indskydes, at selvom
Martinus' opfattelse af salighedsriget og mineralriget lyder tiltrækkende og
besnærende, så vil den ikke rigtig kunne stemme overens med ét-livs-hypotesens
opfattelse. Ifølge denne kan der ikke findes de åndelige riger: visdomsriget,
den guddommelige verden og salighedsriget, som Martinus opererer med i sin
kosmologi, vel at bemærke på den måde, at disse riger opretholdes af de
hærskarer af levende væsener, dels sådanne, som opholder sig der relativt
permanent og dels sådanne, som passerer successivt igennem rigerne, på vej mod
en ny reinkarnation. Hvad angår snekrystaller, så dannes disse i henhold til
ét-livs-teorien derimod af de lovmæssigheder, der gælder for fysisk materie i
form af elementarpartikler og atomer. Hvilket i sig selv er
forunderligt nok.
Men bemærk, dermed
være ikke sagt og udelukket, at de former for bevidsthed, der karakteriserer
visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, udmærket kan være
'afdelinger' eller 'sektorer' i Guds bevidsthed. Eller rettere sagt: De nævnte
former for bevidsthed ER med al sandsynlighed 'afdelinger' eller 'sektorer' i
Guds bevidsthed, sådan som så sandt og smukt beskrevet af Martinus.
Som den opmærksomme
læser måske har noteret sig undervejs, så sprang vi fra omtalen af den 4.
grundenergi direkte over til omtalen af den 6. grundenergi, idet vi uden videre
udelod omtalen af den 5. grundenergi. Det skyldtes, at det var naturligt at
omtale hukommelsesenergien i sammenhæng med intelligensenergien. Men vi skal nu
vende os til den femte kosmiske grundenergi, intuitionsenergien, som
om muligt spiller en helt særlig og overordentlig betydningsfuld rolle indenfor
rammerne af Martinus’ kosmologi. Ja, faktisk så stor en rolle, som overhovedet
kan tænkes, idet den udgør intet mindre end selve grundlaget for skabelsen og
eksistensen af Martinus’ kosmologi.
Det sidstnævnte
hænger sammen med, at Martinus på et tidspunkt i sit liv, mere præcist i en
alder af 30 år, ifølge hans eget både mundtlige og skriftlige udsagn kom ud for
at opleve et ikke mindst for ham selv totalt overraskende åndeligt gennembrud,
som efterlod ham med evnen til en viljestyret anvendelse af netop
intuitionsenergien eller –evnen, hvilket kort sagt satte ham i stand til at
gennemskue, forstå og dermed ’løse’ livsmysteriets utallige gåder og problemer.
Disse ’løsninger’ manifesterede han efterfølgende og først og fremmest i form af
en serie i og for sig enkle, men samtidig geniale symboltegninger, ved blandt
andet hvis hjælp han foretog og nedskrev en lang række kosmiske
analyser, således kaldet, fordi de angiveligt om- eller indbefatter
alt, hvad der kan tænkes at være relevant og af betydning for en fuldstændig
sammenfattende forståelse og beskrivelse af verdensaltets og tilværelsens
indretning og funktionsmåde. Heraf betegnelsen ”kosmologi”, altså en lære om
kosmos eller verdensaltet. (Note 8)
Som formentlig
bekendt nyder intuition og dermed intuitionsevnen ikke nogen videre anseelse
indenfor nutidens filosofi og erkendelsesteori og slet ikke indenfor
naturvidenskaben, der i vid udtrækning og forståeligt nok er domineret af og
baserer sig på analytisk, logisk og kritisk tænkning, som i hovedsagen anvendes
på en erfaringsmæssig og eksperimentel udforskning af den såkaldte fysiske
verdens fænomener. Det kunne dog se ud til, at visse nyere
erkendelsesteoretiske og filosofiske skoler og retninger – i øvrigt i lighed
med nogle ældre filosofier og tankesystemer – regner intuitionen som den
centrale erkendelseskilde. Det er eksempelvis tilfældet med den filosofi, som
franskmanden Henri Bergson (1859-1941) har lagt navn til. Men det er i nok så
høj og konsekvent grad tilfældet med Martinus’ erkendelseslære, hvori
intuitionsevnen har fået en motiveret, velbegrundet og stærkt påkrævet
renæssance, både som sanse- og manifestationsevne betragtet, der placerer den
som den af det levende væsens seks fundamentale kosmiske bevidsthedsevner, som
har den størst mulige ’gennemtrængningskraft’ og dermed præstationseffekt.
De øvrige
fundamentale bevidsthedsevner er som bekendt instinkt-, tyngde-, følelses-,
intelligens- og hukommelsesevnen. Men intuitionsenergien eller –evnen omfatter
samtidig det bredest tænkelige spektrum af livsoplevelsen. Martinus har
utvivlsomt behandlet dette i en vis forstand komplicerede og omfattende
spørgsmål om den intuitive erkendelses gyldighed og rækkevidde, så vel som den
intuitive livsoplevelses omfang og betydning, i et perspektiv og med en indsigt
og ekspertise, som kun synes at have haft få fortilfælde i den menneskelige
tankes og erkendelses historie.
Intuitionen
og ”visdomsoceanet”
Når netop
intuitionsevnen indtager en så fremtrædende plads indenfor rammerne af
Martinus’ kosmologi, beror det ikke mindst på, at intuitionsenergien, der i sin
neutrale, objektive og principielle natur defineres som evnen til
idé-dannelse og idé-funktion, i sin egenskab af sanseevne for
Jeget, primært viser sig som evnen til uden forudgående reflektion
eller overvejelse at erkende dét kompleks af evige fakta, der under ét
repræsenterer, hvad Martinus dristigt nok betegner som intet mindre end
livsmysteriets løsning. Ved sidstnævnte begreb skal forstås den ultimative,
absolutte, utvetydige ’sandhed’ om livets, naturens og verdensaltets inderste
idé, væsen og identitet.
Når det i henhold
til Martinus rent faktisk kan lade sig gøre, at nå frem til den nævnte løsning
på tilværelsesmysteriet, skyldes det ikke mindst den særlige omstændighed, at
intuitionsenergien som sådan præstationsmæssigt er de øvrige
underbevidsthedsgrundenergier suverænt overlegne. Især hvor det gælder om at
etablere sansemæssig kontakt med det særlige vibrationsplan, der i sin statiske
eller potentielle form fremtræder som det, Martinus betegner som ”visdomsoceanet”. Sidstnævnte
udgør et holistisk, allestedsnærværende, universelt og uforgængeligt ’ocean’
eller ’fond’ af koncentrerede kosmiske idé-facitter, der tilsammen og i rent
principiel form indeholder og er udtryk for samtlige kosmiske grundsandheder om
tilværelsen, og som dermed er identisk med den evige, guddommelige visdom, det
vil sige Guds egen viden og visdom.
Hver især nærer og vedligeholder
verdensaltets utallige levende væsener via hukommelsesenergien et personligt
bevidsthedsarkiv, der er sæde for en omdannelse af erindringstalentkerner til
guldkopier. Og især med hensyn til sidstnævnte danner summen af
bevidsthedsarkiver det såkaldte visdomsocean, der i praksis er der samme som de
højeste zoner af Guds bevidsthedsarkiv. Medens det personlige guldkopi-forråd
kan kontaktes via hukommelsesenergien, er visdomsoceanet tilgængeligt for
intuition. I tråd hermed danner intuitionen grundlag for tilstanden ”kosmisk
bevidsthed”.
”Visdomsoceanet”
og ”den guddommelige verden”
Ifølge Martinus
eksisterer der imidlertid samtidig en dynamisk version af det netop nævnte
specielle vibrationsplan, visdomsoceanet, nemlig i form af det særlige tilværelsesplan,
der kaldes ”intuitionsplanet” eller ”den guddommelige verden”, og som faktisk
repræsenterer spiralkredsløbets og dermed tilværelsens allerhøjeste ’rige’ for
de levende væseners livsudfoldelse. Dette rige eller tilværelsesplan er derfor
– sammen med visdomsriget og salighedsriget - identisk med selveste Guddommens
centrale bevidsthedsregion. Men eftersom denne region udgør en diametral, men
samtidig komplementær modsætning til det tilværelsesplan, hvor det jordiske
menneske befinder sig, nemlig i dyreriget, som kosmisk set er præget af dén
specielle grundenergi-kombination, der domineres af tilværelsens sansemæssigt
set ’næstsvageste’ energi, tyngdeenergien, som blandt andet danner basis for
forekomsten af ”det dræbende princip”, er det derfor ikke så mærkeligt, hvis de
allerfleste mennesker betragter ”den guddommelige verden” som utopi eller ren
og skær fantasi.
I den forbindelse
gør det sådan set ingen forskel, at intelligensevnen generelt og relativt set
er stærkt fremtrædende i nutidsmenneskets bevidsthedsliv, eller at den som
erkendelsesevne betragtet i bedste fald besidder en forholdsvis stor kapacitet,
for i sin objektive og principielle natur er den neutral, og vil som sådan
kunne anvendes lige så godt i ”det dræbende princips” tjeneste som i ”det
livgivende princips” tjeneste. Situationen er da også den, at
intelligensenergien i den sidste del af dyreriget, hvortil netop det jordiske
menneske hører, udviklingsmæssigt stadig er underlagt tyngdeenergien, hvad der
blandt andet giver anledning til, at intelligensevnen i meget høj grad tjener
et bredt spektrum af egoistiske og selviske formål og hensigter. Det
sidstnævnte afstedkommer ikke mindst utallige større og mindre konflikter og
kriser mellem mennesker indbyrdes, ofte med vold, drab, krig, lemlæstelse,
sult, nød og elendighed til følge.
Men når
intuitionsevnen endnu er så forholdsvis ukendt for det jordiske menneske,
skyldes det i henhold til Martinus først og fremmest den omstændighed, at dette
endnu ikke har nået det niveau eller stadium i sin kosmiske udvikling
(evolution), hvor intuitionsenergien er så fremtrædende, at den indgår som et
naturligt led i individets totale daglige energiomsætning. På det jordiske
menneskes udviklingsniveau er intuitionsevnen for langt de flestes vedkommende
enten latent eller gør sig kun meget lidt gældende i bevidsthedslivet.
Imidlertid
forekommer der dog trods alt hos en del mennesker, ja, måske hos langt de
fleste, de såkaldte ”lyse øjeblikke” af inspirerede tilskyndelser til en eller
anden form for kreativ eller human aktivitet, eller en pludselig opstået
indsigt i eller forståelse af sammenhænge, f.eks. i form af de såkaldte
”aha-oplevelser”, sammenhænge, som intellektet ikke har kunnet magte at
redegøre for, men som nu spontant præsenteres for det i reglen overraskede
individ, der samtidig også føler en dyb glæde, som i nogle tilfælde ligefrem er
ledsaget af en lykkefølelse og salighedsrus og trang til at omfavne alt og
alle. (Note 9)
Sådanne særlige
øjeblikke, som de ovenfor nævnte, hvori individet er så ’heldig’ ufrivilligt at
kontakte og opleve intuitionsenergiens og –evnens vibrationer, betegner
Martinus som ”kosmiske glimt”, idet disse i større eller mindre
udstrækning repræsenterer det tidligere ovenfor omtalte ’fond’ af
koncentrerede, kosmiske idé-facitter, der er identiske med den evige,
guddommelige visdom. Når kontakten med og oplevelsen af dette visdomsfond i
reglen er forbundet med en dyb glæde og salighedsfølelse, hænger det blandt
andet sammen med, at en stor del af dette visdomsfond fremtræder i form af de
tidligere omtalte forædlede erindringstalentkerner, hvis vibrationsmønstre og
–data udgør de såkaldte guldkopier, altså kopier af de oprindelige
tilgrundliggende oplevelser.
Der er imidlertid en
vigtig og afgørende forskel mellem oplevelsen af guldkopier, der sanses
henholdsvis via hukommelsesevnen og intuitionsevnen, idet der i førstnævnte
tilfælde er tale om en forædlet genoplevelse af
oprindelig personlige nyoplevelser, ledsaget af glæde eller
salighedsfølelse, medens det i sidstnævnte tilfælde drejer sig om en ’ydre’
nyoplevelse af superabstrakte idékoncentrationer af pointemæssig
karakter, hvorved blandt andet skal forstås, at denne nyoplevelse af
guldkopierne principielt indebærer, at den kosmiske hensigt og mening i og med
de tidligere ubehagelige eller ligefrem smertefulde oplevelser og erfaringer,
der oprindelig ligger til grund for de pågældende guldkopier, nu står lysende
klar i form af den enkelte guldkopis centrale idé eller pointe.
I de tilfælde, hvor
guldkopierne opleves eller sanses via hukommelsesevnen, oplever individet i
reglen en salighedsfølelse, som giver en stærk fornemmelse af Guds
tilstedeværelse og nærhed, medens de samme guldkopier sanset via intuitionsenergien
forsyner individet med idé-facitter, der alt efter kvaliteten af disse giver et
indblik i eller overblik over f.eks. årsagssammenhænge. Ingen af delene er i og
for sig så mærkværdige i betragtning af, at samtlige levende væsener i
verdensaltet i henhold til livsenheds- og organismeprincippet i virkeligheden
er individuelle sanseorganer og manifestationsredskaber for det eneste
altomfattende og levende alvæsen, den evige Gud. Hvilket blandt andet
indebærer, at samtlige levende væseners respektive livsoplevelser og
erfaringssum tilsammen repræsenterer Guds livsoplevelse og erfaringsmateriale,
hvoraf en del er omdannet til en permanent status som guldkopier, og som derfor
udgør Guds forråd af guldkopier, der altså tilsammen danner en sublim vibrationssfære
i form af det såkaldte ”visdomsocean”, som i kodificeret form indeholder
koncentratet af verdensaltets og dermed Guds visdom.
Det
er til dette visdomsforråd i form af samtlige levende væseners opmagasinerede
guldkopier, at det enkelte individ under særlige forudsætninger og betingelser
har adgang, nemlig når vedkommende personligt behersker intuitionsenergien og
derigennem har fået evne til direkte og viljestyret at kontakte den del af Guds
bevidsthed, som er repræsenteret ved det højpsykiske vibrationsplan, Martinus
som omtalt betegner som ”visdomsoceanet”. Sidstnævnte er som ligeledes omtalt
en lokalitet i den del af Guds primære bevidsthed, som kaldes ”den guddommelige
verden”. Men en sådan beherskelse af intuitionsenergien er som sagt endnu
sjælden hos vor tids menneskehed, hvilket først og fremmest hænger sammen med,
at det endnu er de færreste mennesker, der er i besiddelse af en bevidsthed,
hvori følelsesenergien og intelligensenergien permanent arbejder fuldkommen harmonisk
sammen indbyrdes.
Pointet er her, at
et sådant harmonisk samarbejde så at sige ’binder’ tyngdeenergien og dermed de
sindskræfter, der står i vejen for en empatisk holdning og retfærdig bedømmelse
af alt, hvad der sker i verden. Men en sådan højintellektuel og etisk
bevidsthedsstandard er netop udtryk for dét specielle mentale ’klima’, som i
henhold til Martinus er en forudsætning og betingelse for tilvejebringelse af
intuitionsenergiens og dermed intuitionsevnens ultra-sublime vibrationer.
En af de forholdsvis
få, som i nyere tid har været begavet med en så harmonisk og højintellektuel
bevidsthedsstandard, er som nævnt netop Martinus, hvem vi andre derfor står i
stor gæld til, ikke mindst med hensyn til den lange række kosmiske
analyser og facitter, som han heldigvis følte sig
forpligtet til og evnede at videregive både mundtligt og skriftligt, og uden
hvilke mange af os fortsat ville have følt sig åndeligt og religiøst hjemløse.
Men som også tidligere omtalt, understreger Martinus kraftigt, at han med
hensyn til sin særlige sansebegavelse på intuitionens område, absolut ikke
udgør nogen speciel undtagelse, men at tværtimod alle mennesker uundgåeligt vil
opnå præcis samme sansebegavelse, som han, efterhånden som den enkeltes
personlige mentale udvikling er nået frem til den tilstand, Martinus
karakteriserer og betegner som ”intellektualiseret følelse, der i
realiteten er det samme som næstekærlighed, som igen er den
fornødne forudsætning og betingelse for, at intuitionsevnen vil kunne bringes
til at fungere på viljens bud, i principiel lighed med, hvad der er tilfældet
med intelligensevnen. (Note 10)
Den specielle
højintellektuelle bevidsthedstilstand, hvori individet har permanent viljestyret
kontrol over intuitionsenergien og –evnen, og hvori individet samtidig føler
sit bevidsthedsfællesskab med Gud, betegner Martinus med begrebet ”kosmisk
bevidsthed”. Denne særlige og permanente bevidsthedstilstand giver
altså via intuitionsenergien individet adgang til sansemæssig kontakt med den
del af verdensaltets totale erfaringsmateriale, der er blevet omdannet til
guldkopier, og det er netop denne omstændighed, der giver individet indtrykket
af at have bevidsthed fælles med Gud, så vel den del af Gud, der viser sig som
det ’nære’ mellemkosmos, som den del, der viser sig i form af ’fjerne’
mikrokosmiske dybder og i form af gigantiske makrokosmiske højder.
Imidlertid er det
også en kendsgerning, at adskillige mennesker både i fortid og nutid har haft
lejlighed til glimtvis at opleve intuitionsenergiens sublime vibrationer,
nemlig i visse ”lyse øjeblikke” af inspirerende tilskyndelser til en eller
anden form for kreativ, kunstnerisk aktivitet, eller pludseligt opståede
øjeblikke, hvori ’løsningen’ på et eller andet problem, det være sig praktisk,
teknisk, videnskabeligt, filosofisk og/eller erkendelsesteoretisk, har vist sig
med lysende klarhed. Det er netop af disse grunde, at Martinus betegner de
momentane ’glimt’ af tilskyndelser, inspirationer eller problemløsninger som
”kosmiske glimt”. Om disse oplyser han samtidigt, at de pågældende ’glimt’ må
anses for at være ’forløbere’ for etableringen af det mere ’permanente lys’,
han som nævnt kalder ”kosmisk bevidsthed”.
Men forud for den
permanente kosmiske bevidstheds indtræden, må individet gennemgå en
bevidsthedsproces, som har sin analoge parallel i den almindelige
fødselsproces, af hvilken grund Martinus da også betegner den som ”den store
fødsel”. Og hvor den ’lille’, almindelige fødsel befordrer barnets
adgang til den store fysiske verden, dér befordrer ”den store fødsel”
individets adgang til den kosmiske bevidstheds universelle, guddommelige
verdensalt. På den baggrund karakteriserer Martinus derfor også den fysiske del
af salighedsriget, det vil sige mineralriget, samt planteriget og dyreriget
under ét, som den guddommelige ’livmoderzone’, hvori ’fostret’, i form af dé
åndelige væsener, der kosmisk set atter har ladet sig ’undfange’ til en ny
fysisk inkarnation eller tilværelse, kan ’vokse’ og udvikle sig frem til netop
”den store fødsel”. I den sammenhæng kan de ”kosmiske glimt” ses som
forløbersymptomer på den relativt nært forestående ”store fødsel” til ”kosmisk
bevidsthed”.
I henhold til Martinus’
kosmiske analyser forholder det sig sådan, at hos geniale forfattere, kunstnere
og forskere kan intuitionsevnen træde i funktion i sådanne øjeblikke, hvor de
pågældendes bevidsthed strejfer erindringer af ren kærlighedsmaterie eller
-energi, hvilket vil sige de såkaldte guldkopier. Og da individet som følge
heraf i de nævnte øjeblikke betages af ekstatisk salighedsfølelse, kan der i
form af lynsnare glimt tilføres de pågældende nyt idémateriale til digte,
romaner, skuespil, eventyr eller andre former for kunstneriske manifestationer.
Men det kan også dreje sig om glimt, som afslører eller løser
erkendelsesmæssige sammenhænge og videnskabelige eller tekniske problemer.
(Note 11)
I øvrigt er det ikke
sjældent, at det pågældende intuitive idémateriale fremtræder i bevidstheden i
organiseret eller ligefrem færdig form, f.eks. hvad angår digte, eventyr eller
synopsen til en roman eller et skuespil, eller librettoen til en opera. Men det
normale i disse tilfælde er dog, at vedkommende forfatter eller digter ved
hjælp af intelligens- og hukommelsesbefordret erfaringsbearbejdning må give de
superabstrakte idéformationer en såvel kvalitativ som kvantitativ iklædning,
således at disse får begrebsmæssig anskuelighed i form af de nævnte
kunstneriske kategorier. Et godt eksempel på en kunstner, der ofte benyttede
sig af den intuitive ’metode’, er netop digteren og forfatteren H.C.Andersen,
for hvem ”kosmiske glimt” i høj grad havde betydning under skabelsen af hans
omfattende forfatterskab. Men oftest måtte han dog bearbejde og forme sine
tekster, så at disse på bedst mulig måde repræsenterede de idéer og intuitive
indskydelser, han fik eller havde fået.
Intuition
som sanse- og manifestationsevne
Med ovenstående
omtale af intuitionsenergien, har vi foreløbig kunnet konstatere, at denne som
grundevne for Jeget betragtet, dels viser sig som en særlig evne til at
sanse livsmysteriets totale løsning, og dels som en evne til at ’undfange’
ideer og idémateriale til kreativ kunstnerisk aktivitet eller
videnskabelig og/eller teknologisk opfindsomhed, af hvilke grunde
intuitionsenergien kvalitativt og præstationsmæssigt er helt suveræn i forhold
til de fem øvrige underbevidsthedsgrundenergier eller –evner. Dette forhold
bliver ikke mindre synligt af, at intuitionsenergiens funktion tydeligt kan
spores hos menneskehedens helt store førerskikkelser og velgørere gennem
tiderne, de såkaldte ”verdensgenløsere” eller ”verdensfrelsere”, hvis værdi og
betydning for den kosmisk set ’bevidstløse’ menneskehed frem for alt skyldes en
fremragende beherskelse og benyttelse af verdensaltets altoverstrålende femte
kosmiske grundenergi, intuitionsenergien eller intuitionsevnen. Det skyldes
primært, at den sidstnævnte giver umiddelbar og permanent adgang til den
lokalitet i Guds bevidsthed, der rummer al dennes visdom, nemlig i form af det
såkaldte ”visdomsocean”.
(Vedr. Martinus’
omtale af ”visdomsoceanet”, se LB VII, stk. 2554. – Per
Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1.
165.)
Kommentar: Det siger sig
selv, at i henhold til ét-livs-hypotesen, kan ”den store fødsel” til permanent
kosmisk bevidsthed ikke skyldes den mentale og moralske udvikling i individets
kosmiske fortid, hvilket vil sige individets modningsproces i tidligere
inkarnationer. Individet har jo kun haft dette ene aktuelle liv til sin
rådighed, så derfor må ”den store fødsel” nødvendigvis også anskues i det
aktuelle jordiske livs perspektiv. Imidlertid er det erfaringsmæssigt ikke alle
mennesker, der samtidigt er aktuelle kandidater til at gennemgå den nævnte
åndelige fødsel, hvilket må betyde, at der må være tale om helt specielle
individuelle og personlige forudsætninger for, at en sådan ”fødsel” kan
forekomme. Mig bekendt er Martinus' ”store fødsel” et exceptionelt tilfælde i
nyere tid. Men hans personlige forudsætninger og intellektuelt set almindelige
begavelse tydede ikke på, at han i 30-års alderen skulle komme ud for at opleve
dén åndelige modningsproces, han selv betegner som ”indvielsen til kosmisk
bevidsthed”. Se evt. nærmere herom, hvad han selv fortæller og skriver i
bøgerne ”Omkring min missions fødsel” og ”Martinus Erindringer”.
Interessant er det i
sammenhæng med ”den store fødsel” omkring 30-års alderen, at vide, at
psykoanalytikeren Sigmund Freud (1856-1939) via sine psykologiske studier fandt
frem til kernepersonlighedens gennembrud, hvor der ved sidstnævnte forstås det
stadie, hvor personlighedens væsentligste egenskaber og karaktertræk i det
store og hele er fastlagt, hvilket almindeligvis er tilfældet ved afslutningen
af ungdomstiden. Og afslutningen af sidstnævnte ligger vel generelt set fortsat
omkring 29-30 år, i hvert fald for en del menneskers vedkommende.
Intuitionsenergien i
naturprocesserne
I henhold til
Martinus viser Intuitionsenergiens tilstedeværelse og fremtræden i naturens
processer og adfærdsmønstre sig og kan stort set spores overalt og i alt, hvad
der forstås ved naturens frembringelser, hvad enten disse forekommer i mikro-,
mellem- eller makrokosmos. Det er i første række denne grundenergis tilstedeværelse
i naturens skabelsesprocesser og –produkter, der medvirker til at disse kan
inspirere ikke kun forfattere og kunstnere, men også videnskabsfolk, teknikere
og opfindere etc., og netop fordi naturprocesserne og naturprodukterne er så
umådeligt varierede, geniale, idérige og også ofte besidder en inspirerende
skønhed og formålstjenlighed eller hensigtsmæssighed – det sidstnævnte i al
fald ud fra en kosmisk synsvinkel betragtet. (Note 13)
Eksempler
på skønhed i naturen finder man blandt andet og måske ikke mindst i
mineralrigets krystaller og krystalformationer, og i blomsterverdenens liv,
former, farver og dufte, så vel som i dyrerigets og insekternes mangfoldige
arter og former. Eksempler på idérig hensigtsmæssighed og formålstjenlighed ser
vi både i organismernes interne og eksterne anatomi, og i disses biologiske
funktioner og fysiologiske processer, samt i organismernes indbyrdes samspil og
modspil, dels i form af ”kampen for tilværelsen”, men dels også i form af den
såkaldte symbiose, som består i et samliv mellem artsforskellige organismer til
fælles gavn og bedste. Symbiose kan undertiden ligefrem være en livsbetingelse
for den ene eller begge de implicerede parter.
Kendte eksempler på symbiose
er f.eks. eremitkrebs’ samliv med søanemoner, hvor søanemonen med sine
nældecellebesatte arme beskytter krebsen, der til gengæld indirekte fodrer sin
’partner’ med resterne fra sit måltid. Et andet eksempel er myrernes samliv med
bladlus, hvor bladlusene forsyner myrerne med et sødt sekret og selv opnår en
vis beskyttelse mod fjender, blandt hvilke f.eks. er mariehøns. Men der findes
andre eksempler på symbiose mellem forskellige arter, både inden for plante- og
dyreriget, herunder ikke mindst i insektverdenen. Udover symbiose mellem dyr
indbyrdes og planter indbyrdes, eksisterer der i visse tilfælde også symbiose
mellem dyr og plante. Et eksempel på det sidstnævnte forekommer i visse
insekters tarmkanal, hvor der findes mikroorganismer, f.eks. bakterier, som
synes at være uundværlige for insekternes udvikling og stofskifte.
Med denne
kortfattede og bestemt ikke udtømmende beskrivelse og karakteristik af de syv
kosmiske grundenergier, overbevidstheds-grundenergien, som Martinus kalder
”moderenergien”, og de seks underbevidsthedsgrundenergier, som ifølge ham er
følgende: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og
hukommelsesenergien, er der gjort et forsøg på at give den ikke-forhåndskyndige
læser en mulighed for at sætte sig ind i en del af den kosmisk-psykologiske
baggrund for min bedømmelse af en personlighed, som i dette tilfælde digteren
H.C.Andersen. (Note 14)
Den læser, som
eventuelt skulle være interesseret i at stifte nærmere bekendtskab med
Martinus’ højst interessante, dybt seriøse og fascinerende kosmiske analyser og
facitter, kan det anbefales selv at læse Martinus’ egne værker. Desuden kan det
anbefales, at læse Per Bruus-Jensens hovedværk: ”X” – en komplet
indføring i Martinus’ kosmologi 1-4, som efter min
opfattelse er et rosværdigt og – set fra mit synspunkt – uundværligt supplement
til Martinus’ egne værker.
Endvidere kan det
anbefales den læser, som gerne vil have et ikke alt for omfattende, men
alligevel kvalificeret og overskueligt overblik over det centrale indhold i
Martinus’ kosmologi, at læse Svend Åge Rossens ”Martinus Verdensbillede – et
idéhistorisk studie”, Forlaget Kosmologisk Information, Klint 2008.
Grundenergiernes
indbyrdes kombinationer
Her skal citeres
følgende fra artiklen H1-31. Grundenergiernes
kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer:
(Citat) I dette
supplerende afsnit skal vi se nærmere på et andet og nok så vigtigt emne i forbindelse
med de kosmiske grundenergier, nemlig disses indbyrdes kombinationer, som
spiller en så afgørende rolle ikke alene indenfor rammerne af Martinus’
kosmologi, men ifølge denne i tilværelsen som helhed. Faktisk så stor en rolle,
at uden eksistensen af grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer ville
der ikke være noget, der hedder livet og verden, ejheller noget der hedder
bevidsthed, ånd, sjæl eller psyke. Men lige præcis det modsatte er tilfældet,
og det i en sådan grad, at Martinus har indført begrebet ”kosmisk kemi” som
supplerende ’modstykke’ til ”fysisk kemi”. Førstnævnte, altså ”kosmisk kemi”,
handler om det, der skal forstås som læren om psykiske stoffer eller
energier og deres indbyrdes forbindelser, disses dannelse, opbygning,
omdannelse, egenskaber og reaktioner, medens sidstnævnte handler om det, der
forstås som fysiske stoffer eller energier og deres forbindelser, disses
dannelse, opbygning, omdannelse, egenskaber og reaktioner.
Begreberne stof
eller materie hentyder i både naturvidenskabelig og åndsvidenskabelig forstand
til tilværelsens grundelement, mere specifikt forstået som ”energi”, idet alt
stof i sin dybere analyse er udtryk for energi, mere præcist såkaldt
atomenergi. Naturvidenskabeligt defineres begrebet energi mere specifikt som
”evnen til at udføre arbejde” eller kort og godt som ”arbejdsevne”, medens
åndsvidenskaben i form af Martinus’ kosmologi definerer begrebet energi som
”evnen til at skabe” eller kort og godt som ”skabeevnen”. Men ved begrebet ”skabeevne”
skal kosmologisk set også forstås evnen til at etablere livsoplevelse,
herunder sansning. Skabeevnen skal derfor opfattes som en kombineret
skabe- og oplevelsesevne. Begrebet ”kosmisk kemi” kan følgelig også forstås som
”kosmisk psykologi” og denne igen i videre forstand som ”skæbnevidenskab”.
Som det umiddelbart
turde fremgå af ovenstående, skal begrebet ”kosmisk kemi” indenfor rammerne af
Martinus’ kosmologi forstås som en udvidet form for kemi, som især inddrager og
omfatter læren om psykiske stoffer eller energier og disses
egenskaber, reaktioner og blandinger. Martinus bruger hele to digre bind af sit
syvbinds hovedværk til sine analyser af kosmisk kemi, nemlig Livets Bog II og
III. Det skal dog nævnes, at emnet også er behandlet i de øvrige bind af Livets
Bog, men ikke så koncentreret og omfattende, som tilfældet er i de to nævnte
bind. Men alene denne omstændighed antyder, hvilken stor og afgørende betydning
han tillægger emnet i sin kosmologi. Desuden har han behandlet emnet i
adskillige foredrag og artikler i årenes løb, fordi det åbenbart har været ham
magtpåliggende at få sine medmennesker til at forstå værdien af at have
kendskab til loven for de psykiske stoffers eller energiers karakter og
reaktioner. Eller kort og godt til, hvad der med rette kan betegnes som kosmisk
psykologi eller kosmisk skæbnevidenskab.
I Livets Bog II
behandler Martinus fire hovedemner: 1. ”Loven om stoffernes reaktion”, 2.
”Jeg’ets evige kraftkilder”, 3. ”Grundenergiernes kombination”, og 4.
”Tankeklimaer”. I Livets Bog III drejer det sig om følgende tre hovedemner: 1.
”Kredsløbsprincippet”, 2. ”Livsmysteriets løsning”, og 3. ”Livssubstanser”.
(Note 1)
Her på hjemmesiden
har alle fire temaer været berørt summarisk eller sporadisk i forskellige
afsnit og sammenhænge, men tema nr. 2. ”Jeg’ets evige kraftkilder”, er dog
blevet nogenlunde grundigt behandlet i artiklen Jegets evige
energikilder.
”Moderenergien”,
grundenergier og sjælelig struktur
På baggrund af vort
foreløbige kendskab til Martinus’ kosmologi, forstår vi nu, at af de syv
kosmiske grundenergier er nr. 1-6 knyttet til underbevidsthedsregionen – også
kaldet den sjælelige struktur. Grundenergi nr. 7, kaldet
”moderenergien”, er som sådan den overordnede, fordi den er ’ophav’ til de seks
øvrige grundenergier, og som sådan knyttet til, eller rettere sagt identisk med
overbevidsthedsregionen, der også betegnes som det højpsykiske
kraftfelt. I praksis er dette repræsenteret ved en serie fundamentale
skabeprincipper, som er absolut nødvendige og uundværlige forudsætninger for
det levende væsens tilværelse som oplevende og skabende individ. Samarbejdet
mellem det højpsykiske kraftfelt og den sjælelige struktur viser sig i praksis
i form af det såkaldte psykiske kraftfelt, for nemheds skyld
også kaldet P-kraftfeltet, og dette samvirker igen med
individets fysiske hjerne- og nervesystem i de tidsrum, hvor det er inkarneret
i den fysiske verden. Men P-kraftfeltet består som sådan permanent, idet det er
indenfor rammerne af dette, at al Jegets livsoplevelse, dvs. dets sansning og
manifestation, det funktioner og kommunikation foregår, og det, hvad enten
Jeget midlertidigt fremtræder som plante, dyr, menneske eller højere former for
levende væsen.
Diagram af mekanismen bag
P-kraftfeltets funktion. Trekanten refererer til det levende væsens treenige
struktur. X 1 = jeget; fig. 7 = moderenergien; fig. 2 og 3 = tyngde- og
følelsesenergien; fig. 1 = instinktenergien og 4, 5 og 6 henholdsvis
intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. P-kraftfeltet udgøres mere
præcist af grundenergierne 1, 2 og 3, som igen danner objektivt grundlag for
jegets mentale livsrum. Diagram: © 1982 Per Bruus-Jensen: Eksistens og
udødelighed, bind 1, s. 257. Borgens Forlag, København, 1982.
Som tidligere omtalt er det ingen
tilfældighed, at de syv kosmiske grundenergier nævnes i en bestemt rækkefølge, tværtimod
skyldes det den omstændighed, at de under indflydelse af de kosmiske
skabeprincipper eksisterer i en lovbundet organisation eller en bestemt
indbyrdes, men kosmisk set variabel kombination eller konstellation. Denne
kombination eller konstellation er primært bestemt af kredsløbs- og
kontrastprincippets lovmæssigheder, ifølge hvilke den indbyrdes kombination
udgør en integreret og ubrydelig helhed, således at det f.eks. i praksis er
totalt udelukket at udskille eller isolere den enkelte grundenergi fra
organisationens øvrige grundenergier.
Det vil altså ikke være muligt hverken ad
fysisk eller psykisk vej at foretage objektive indgreb i
grundenergi-organisationen, for på den måde eventuelt at undersøge de enkelte
grundenergier hver for sig, hvilket må anses for en særdeles heldig
omstændighed, især i betragtning af, at grundenergierne tilsammen blandt andet
fungerer som materiale for Jegets samlede organiske struktur. Derimod er det
muligt via viljemæssig beherskelse af intuitionsenergien som sanseevne
betragtet, at gennemskue grundenergiorganisationens indre
struktur. Det er baggrunden for, at Martinus med sin veludviklede
intuitionsevne har følt sig kvalificeret og kompetent til at foretage en sådan
undersøgelse, og til desuden at fremlægge dens overraskende og enestående
resultat i form af sine dybdeborende analyser omkring grundenergiernes karakter
og indbyrdes kombinationer. (Note 2)
Jegets
bevidsthedsapparat (X2) fremstillet som en kombination af to zoner: en
overbevidsthedszone (OBZ), der tjener som omsætningsredskab for moderenergien
(7), samt en underbevidsthedszone (UBZ), der varetager omsætningen af de seks
øvrige grundenergier (1-6). - (© 1986 Per Bruus-Jensen: "X" bd.1,
stk. 1. 211. – Gengivet her med forfatterens tilladelse). – Her skal for en
ordens skyld tilføjes, at den punkterede trekant foroven på diagrammet, skal
udtrykke Jeget og dermed også egoet, hvor sidstnævnte er en underinstans af
førstnævnte.
I henhold til Martinus er al form for energi
i virkeligheden afarter, ’nuancer’ eller udtryk for den samme til grund
liggende generalenergi, som han derfor kalder ”moderenergien”, nemlig dels i medfør
af, at Jeget fungerer i rollen som ”fader-instansen”, og dels i medfør af, at
moderenergien er ophav til alle andre former for energi, hvad enten det drejer
sig om fysisk eller psykisk (åndelig) energi. Den såkaldte ’fysiske energi’ er
nemlig i bund og grund af samme natur og oprindelse, som tilfældet er med den
”psykiske energi”, idet begge grundlæggende er afledt af Jegets element og vel
at mærke – i Jegets eget element eller substans. Begrundet
med, at der reelt og kosmisk set ikke findes noget som helst andet grundlag.
Jegets eget element, evigheden og uendeligheden, er som tidligere omtalt
absolut tomhed og stilhed, hvilket dog ikke bør forlede én til at opfatte
tomheden som et ”tomt rum”, og ejheller som det, vi normalt forbinder med
begrebet ”stilhed”. Ved ”tomhed” skal forstås ’noget’, som ikke besidder
rumlige størrelser eller dimensioner, og ved ”stilhed” skal forstås ’noget’,
der ikke bevæger sig og som dermed ikke er undergivet fænomenet ’tid’. Men
forunderligt nok, så er den nævnte ”tomhed” og ”stilhed” lige præcis grundlaget
for forekomsten af fænomenet ”energi”, hvis fornemste kendetegn er bevægelse,
mere præcist ”stambevægelse”, som igen er grundlaget for de fire subjektive og
såkaldte ”aflæggerbevægelser”: rummet, tiden, forvandlingen og materien. (Note
3)
Grundenergiernes
indbyrdes kombinationer
Det er overordentlig vigtigt at gøre sig
klart, at de seks grundenergier altid optræder tilsammen og
indgår i et lovbundet indbyrdes kombinations- eller
konstellationsforhold. Dette er præget af, at den ene af energierne er dominant i
kombinationsforholdet, medens dens modsætning samtidig er latent
(midlertidigt ikke-virkende). Eftersom grundenergiernes indbyrdes
kombinationsforhold og disses vækst og degeneration er lovbundet på basis
af kredsløbs- og kontrastprincippet, betyder det desuden, at
to af energierne principielt altid vil være i vækst på vej fra latent til
dominant tilstand og indflydelse, medens disses to modsatte energier vil være i
'degeneration' fra dominant til latent tilstand og indflydelse. Se diagrammet
nedenfor over grundenergiernes kombinationer .
I praksis giver de netop beskrevne forhold
sig udslag i seks indbyrdes forskellige grundkombinationsforhold, dvs. et,
hvori instinktenergien dominerer, et, hvori tyngdeenergien er dominant, et,
hvori følelsesenergien dominerer, et, hvori intelligensenergien dominerer, et,
hvori intuitionsenergien er den førende, og endelig et, hvori det er
hukommelsesenergien, der har dominansen.
Her skal indskydes og gentages, at i Martinus'
kosmologi defineres begrebet energi som evnen til at
præstere skabelse, idet vi samtidigt husker på, at begrebet 'skabelse'
i samme kosmologi betyder 'omskabelse' eller tilstands- eller
situationsforandring. Det betyder endvidere, at de seks nævnte grundenergier
repræsenterer seks grundforskellige måder, som individet evner at
sanse og give sig til kende eller manifestere sig på. Det betyder følgelig, at
man som tidligere omtalt vil kunne tale om de seks
underbevidstheds-grundenergier som henholdsvis 1: instinktevnen, 2: tyngdeevnen, 3: følelsesevnen, 4: intelligensevnen, 5: intuitionsevnen og
6: hukommelsesevnen.
Med disse betegnelser på grundenergierne som
udtryk for mere eller mindre kendte bevidsthedsevner, er vi ligesom
kommet på 'hjemmebane'. Det er jo evner, vi alle kender til og mere eller
mindre benytter os af i et vist individuelt omfang i vort daglige liv.
For imidlertid at give læseren en mulighed
for nemmere og bedre at kunne forstå den lovmæssighed, der på basis af først og
fremmest kredsløbsprincippet gør sig gældende i forbindelse med
grundenergiernes seks standardkombinationer, skal her gengives et par andre af
Per Bruus-Jensens diagrammer samt hans forklaringer dertil, som desuden
forklarer diagrammernes symbolske brug af geometriske former og figurer:
Først en diagrammatisk forklaring af det
kredsløb eller den vækst- og degenerationsproces, som grundenergierne hver især
nødvendigvis må gennemgå, udtrykt som en lovmæssighed:
Som det vil kunne ses, har den sidste
fremstillingsform den fordel frem for den første, at den direkte udtrykker, at
den ene evolutionscyklus afløses af den næste gennem legemets indtræden i et
nyt kredsløbs første stadium: fosterkernestadiet. (© 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”,
bd. 1, stk. 1. 224. – Gengivet her med forfatterens tilladelse).
Med hensyn til sjælens seks kosmisk-kemiske
grund-fremtrædelsesformer, har Per Bruus-Jensen bl.a. fremstillet det følgende
diagram, hvorigennem man også vil kunne aflæse sjælens præstationskraft eller
–evne på de forskellige udviklingsstadier:
Som det vil kunne ses, gør den foran
beskrevne sjælelige forvandlingsmekanisme det aktuelt at tale om eksistensen af
seks karakteristiske standard-legemskombinationer, der under moderenergiens
indflydelse gradvis afløser hinanden og herunder giver anledning til en
successiv forvandling af den sjælelige struktur som helhed. Tager vi i denne
forbindelse sammenhængen mellem legemer og grundenergier i betragtning (stk. 1.
193.) er det endvidere nærliggende at karakterisere disse standardkombinationer
som seks specifikke, kosmisk-kemiske grundfremtrædelsesformer, der
cyklisk afløser hinanden i en bestemt orden. Og med henvisning til diagrammet
ovenfor vil vi fremover omtale dem som henholdsvis A, B, C, D, E, og
F-konstellationen.
Først og fremmest kan vi følge de
seks åndelige legemer og deres respektive vækst- og degenerationsforløb, dersom
vi aflæser diagrammet fra neden og opefter (romertallene nederst henfører til
den grundenergi, det enkelte legeme er redskab for og bærer navn efter.). Og
dernæst kan vi få indtryk af de førnævnte seks standard-legemskonstellationer
ved, at vi aflæser diagrammet på tværs.
En nærmere ransagning af diagrammet
vil bl.a. afsløre, at den første standard-konstellation (mærket A) udmærker sig
ved, at instinktlegemet (første legeme fra venstre, mærket I) befinder sig i
kulminationsstadiet, medens samtidigt tyngde- og følelseslegemet (andet og
tredie legeme) befinder sig på henholdsvis andet og første vækststadium.
Intelligenslegemet (fjerde legeme) er derimod latent og befinder sig således på
fosterkernestadiet samtidigt med, at intuitions- og hukommelseslegemet (femte
og sjette legeme) befinder sig på henholdsvis andet og første
degenerationsstadium.
Betænker man nu, at disse seks
åndelige legemer tilsammen konstituerer den sjælelige struktur, der foruden at
befordre sansning også udgør Jegets redskab for skabelsen af parafysiske manifestationer, bliver
det indlysende, at karakteren, arten og kvaliteten af disse manifestationer må
blive præget af det udviklingsforhold, i hvilket de pågældende seks åndelige
legemer indbyrdes befinder sig, idet dette udviklingsforhold jo udtrykker deres
funktionelle kapacitet eller præstationskraft relativt til hinanden. (Uddrag
fra Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk.1. 227. © 1986 Per Bruus-Jensen. –
Gengivet her med forfatterens tilladelse. Diagrammet refererer indirekte til
Martinus’ symbol nr. 12: Grundenergiernes kombinationer. DeV I, stk.
1.-3., og via dette link: H1-31. Grundenergiernes kombinationer )
Men det er altså den lovmæssige og dynamiske
indbyrdes kombination eller konstellation mellem grundenergierne, som – sammen
med især en anden uhyre vigtig hovedfaktor: det seksuelle
polprincip – er af afgørende betydning for individets
karakteregenskaber og personlighed, og for hele dets bevidstheds- og
handlingsliv og dermed for dets forhold til sine medvæsener og sin omverden.
Kort sagt er den til enhver tid rådende særlige grundenergikombination i
individets samlede organiske struktur bestemmende for dets totale
livsoplevelse, samtidig med at den er udtryk for dets aktuelle kosmiske
udviklingstrin.
Den kosmiske
’udviklingstrappe’
Det er altså med andre ord netop den i hvert
enkelt tilfælde særlige grundenergikombination i individets samlede organiske
struktur, der karakteriserer og afgør individets tilhørsforhold til et nærmere
bestemt udviklingstrin. Martinus’ kosmologi opererer med i alt seks
’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, nemlig seks successive ’trin’
opad, der gentager sig i uendelighed, og hvor hvert ’trin’ er baseret på,
hvilken grundenergi, der er førende og dominerende i hovedkombinationen.
Betegnelsen ’hovedkombination’ skal forstås sådan, at der findes et antal
’mellemkombinationer’ i den udviklingsmæssige overgang fra den ene
hovedkombination til den næste. (Note 4)
Kosmologien omfatter altså i alt seks
fundamentale og principielle hovedformer for kombination eller konstellation
mellem de seks underbevidsthedsgrundenergier indbyrdes. Disse seks hovedformer
er primært bestemt af kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, således
at der på hvert af de nævnte hovedtrin forekommer en situation, hvori en af
grundenergierne i hovedkombinationen befinder sig i sit kulminationsstadium,
mens dens komplementære modsætning samtidig befinder sig i sit latente stadium.
To af kombinationens øvrige fire grundenergier befinder sig komplementært i
henholdsvis første vækststadium og første degenerationsstadium. Endvidere
befinder de to resterende grundenergier i kombinationen sig ligeledes
komplementært i henholdsvis andet vækststadium og andet degenerationsstadium,
hvilket læseren i øvrigt vil kunne orientere sig om ved hjælp af ovenstående
diagram.
Som nævnt vil hver af de seks hovedformer
for grundenergiernes indbyrdes kombinationer i det væsentligste være
karakteriseret og bestemt af den grundenergi, som i sit kredsløb
befinder sig på det udfoldelsesmæssige kulminationsstadium. Og eftersom de
enkelte grundenergiers funktionelle dominans optræder i en lovmæssigt bestemt
rækkefølge fra 1-6, nemlig som henholdsvis instinkt-, tyngde-, følelses-,
intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergi, så vil de seks hovedformer for
kombination successivt afløse hinanden i den lovmæssigt forudbestemte
rækkefølge.
De syv kosmiske grundenergiers navne,
karakteristika og funktioner er som bekendt blevet omtalt i afsnittet ”Jegets
evige energikilder” Men selv om de fleste måske nok umiddelbart kan forstå,
hvad begrebet de kosmiske grundenergier refererer til, vil det derimod nok være
nyt for nogle læsere, at det ovenfor nævnte indbyrdes kombinationsforhold
mellem de seks underbevidstheds-grundenergier, der som påvist forekommer i seks
indbyrdes grundforskellige hovedkombinationer, ifølge Martinus også danner
basis for og giver sig til kende som seks grundforskellige tilværelseszoner i
den guddommelige bevidsthed og organisme.
Det er derfor i denne
forbindelse vigtigt at have klart for sig, at de forhold og lovmæssigheder, der
gælder for grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer, naturligvis også
gør sig principielt gældende for hver af den sjælelige strukturs respektive
seks åndelige legemer. Disse varetager jo hver især specielt dén
grundenergikombination, hvori den til det pågældende legeme svarende
grundenergi befinder sig i sit kulminationsstadium, og som legemet samtidig er
omsætningsredskab for.
Eftersom de seks hovedformer for indbyrdes
kombination mellem grundenergierne samtidigt repræsenterer de ovenfor nævnte i
alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, vil disse ’trin’
altså hver især kunne karakteriseres og betegnes i henhold til den kulminerende
og bærende grundenergi i kombinationen. Det vil sige som henholdsvis
instinkt-trinet eller -planet, tyngde-trinet eller –planet, følelses-trinet
eller – planet, intelligens-trinet eller –planet, intuitions-trinet eller
–planet, og hukommelses-trinet eller –planet. Da disse ’trin’ eller ’planer’
faktisk er identiske med de seks kosmiske tilværelsesplaner eller naturriger,
vil vi herefter omtale disse i overensstemmelse med Martinus’ egne betegnelser
på de pågældende riger. Hvilket henholdsvis vil sige planteriget, dyreriget,
det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og
salighedsriget.
De seks kosmiske
tilværelseszoner eller riger
Disse seks 'tilværelseszoner' eller "riger", som
Martinus også kalder tilværelseszonerne, er altså følgende:
1. instinktzonen eller planteriget,
Men heraf ser vi blandt andet, at de i alt seks
tilværelseszoner eller riger følger evolutionsmæssigt og kronologisk successivt
efter hinanden i en bestemt rækkefølge, idet de dog også eksisterer
samtidigt side om side i den nævnte orden, og griber ind i hinanden,
ligesom de gensidigt forudsætter og har deres oprindelse i hinanden.
Almindeligvis kender det jordiske menneske kun tre af disse riger, nemlig de
fysiske naturriger: mineral-, plante- og dyreriget, til hvilket sidste
mennesket (endnu) hører. De åndelige naturriger er dog ikke helt ukendte, men
kendes af det enkelte menneske kun i form af bevidsthedsenergierne følelse,
intelligens, intuition og hukommelse.
Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart,
at tilværelseszonernes eller -rigernes eksistens og karakter alene
formes, opretholdes og fornys i kraft af de til hver zone eller hvert rige
hørende levende væseners bevidsthed og aktiviteter. Tilværelseszonerne
eller -rigerne er altså ikke i objektiv forstand noget i sig selv, men er helt og
aldeles produkt eller resultat af et indbyrdes samvirke og med- og modspil, som
skyldes de myriader af levende væsener, der kosmisk set på skift og i en evig
strøm 'befolker' de forskellige riger. (Note 5)
Diagrammet viser den guddommelige
bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast og
kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets ’undfangelsestærskel’, dvs.
det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk organismeprincip finder sted.
Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det
nye organismeprincip passerer igennem sine forskellige fosterstadier. Linien B
markerer ”den store fødsel”, altså fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære
bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det
punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen
indre erindringsverden, der repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i
kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord
reinkarnationsprincippet i kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets
manifestationer omfatter hele spiralafsnit. - (Diagram og tekst er gengivet
efter: © 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 4, 41. kapitel, stk. 4.
295. – Gengivet med forfatterens tilladelse. Diagrammet refererer indirekte til
Martinus’ symbol nr. 13: Den evige verdensplan. Symbolbogen DeV
I, stk 1-9. og via dette link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-13
Supplerende kan tillægges, at diagrammet jo
indirekte også viser spiralafsnittets seks kosmiske storriger (= tallene 1 –
6), fordelt på henholdsvis Guds primære bevidsthedszone (= Parafysisk
virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone (= Fysisk virkelighed). Men
diagrammet kan uden at øve vold på det også symbolisere det diskarnerede
individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem de åndelige riger, = Guds
primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige del af 3. det rigtige
menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og halvdelen af 6.
salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, = Guds sekundære bevidsthed: =
cirka halvdelen af 6. den fysiske del af salighedsriget = mineralriget, videre
til 1. planteriget, og tilbage til 2. dyreriget, som det jordiske menneske jo
endnu tilhører. (Supplerende diagramforklaring ved Harry Rasmussen på basis af
Per Bruus-Jensens beskrivelser. Ovenstående diagram refererer desuden til
Martinus’ symbol nr. 11: Det evige verdensbillede, det levende væsen
II, den evige guddom og de evige gudesønner. Symbolbogen DeV
I, stk 1-34. og via dette link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11 )
Imidlertid vil det være relevant her at se
på, hvilken betydning en bestemt grundenergikombination mere præcist har i
relation til en gruppe af individer. Her skal vi som udgangspunkt tage hovedkombination
nr. 2, hvilket vil sig den grundenergikombination, der er karakteristisk
specielt for situationen i dyreriget, som det jordiske
menneske jo endnu umiskendeligt tilhører.
Den kosmisk set
udviklingsbestemte grundenergikombination, der karakteriserer det ’mellemtrin’,
som nutidens menneskehed generelt set befinder sig på, er væsentligst præget af
den udviklingsbetingede ’overgang’ fra dyreriget til det rigtige menneskerige.
For at lette forståelsen af emnet, vedføjes her det tidligere ovenfor gengivne
diagram over grundenergiernes hovedkombinationer, men i denne omgang vil vi
koncentrere os om det udviklingsstadium, som befinder sig i området ved
overgangen fra de to vandrette felter B og C.
(Diagram –
her uden tekst – er gengivet fra Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1.
227. ©1986 Per Bruus-Jensen. – Gengivet her med forfatterens tilladelse.
Som
tidligere nævnt refererer diagrammet indirekte til Martinus’ symbol nr.
12: Grundenergiernes kombinationer. DeV I, stk. 1.-3. Se
link senere nedenfor).
Feltet B betegner ”dyreriget” og feltet C
udtrykker situationen i ”det rigtige menneskerige”. Tallene I-VI refererer til
de respektive grundenergier og desuden til den sjælelige strukturs seks
åndelige legemer: I. Instinktenergien og -legemet, II. tyngdeenergien og
-legemet, III. Følelsesenergien -legemet, IV. Intelligensenergien og -legemet,
V. Intuitionsenergien og –legemet, og VI. hukommelsesenergien og -legemet.
Hver rombefigur er opdelt i seks vandrette
felter, som er nummererede fra 1 til 6. Disse felter og numre gentager sig
ligeledes opefter på diagrammet. Tallene angiver de seks faser hver grundenergi
og hvert legeme gennemgår: Et latent stadium (1), to vækststadier (2 og 3), et
kulminationsstadium (4) og to degenerationsstadier (5 og 6). Samtidig genkender
vi rombefiguren som identisk med det tidligere ovenfor gengivne diagram over
det enkelte sjælelige legemes vækst- og degenerationsforløb.
Som det fremgår af diagrammet er den
dominerende og derfor førende grundenergi i ”dyreriget” nr. II: tyngdeenergien, som
ved overgangen til feltet C allerede er kulmineret i sin udfoldelse og nu
langsomt og gradvist er ved at aftage i dominans, idet den påbegynder 1.
degenerationsstadium. Dens komplementære modsætning, grundenergi nr.
V: intuitionsenergien, er lige akkurat begyndt at få
’glimtvis’ indpas i bevidsthedslivet hos relativt mere fremskredne
kulturmennesker.
Grundenergi nr. III: følelsesenergien, er
stærkt på vej i 2. vækststadium, mens dens komplementære
modsætning, grundenergi nr. VI:hukommelsesenergien, til gengæld er
lige så stærkt i færd med at overgå til sit latente stadium. Men
den aftagende hukommelsesevne kompenseres i praksis af samarbejdet mellem
instinkt- og følelsesenergien, samt af den voksende intuitionsevne.
Endelig befinder grundenergi nr. I: instinktenergien, sig
ved overgangen til 2. degenerationsstadium, samtidig med at dens
komplementære modsætning, grundenergi nr. IV: intelligensenergien, er
godt i gang med at påbegynde sit 2. vækststadium.
Men hvilken lære kan vi så uddrage af denne
særlige grundenergikombination, som specielt er gældende for det moderne
kulturmenneske? – Jo, vi kan først og fremmest bringes til at indse, at et
menneskes totale psykofysiske habitus for det første er udviklingsbetinget og
for det andet er organisk funderet i og med, at
grundenergierne i virkeligheden er baseret på disses respektive omsætningsredskaber,
nemlig de såkaldte sjælelige eller åndelige legemer.
Særlig vigtigt i sammenhængen er den
omstændighed, at den relativt markante vækst af grundenergi nr. III,
følelsesenergien, og af grundenergi nr. IV, intelligensenergien, blandt andet
bevirker, at disse to energier i deres indbyrdes forhold og samarbejde i stadig
stigende grad sættes i stand til at ’binde’ eller ’hæmme’ grundenergi nr. II,
tyngdeenergien.
Konsekvensen heraf er i praksis, at det
enkelte menneskes tilbøjeligheder for aggressivitet, egoisme og intolerance
efterhånden og gradvist vil afløses af medfølelse, forståelse og hensyntagen
til medmennesket, så vel som til de øvrige medskabninger, man er eller kommer i
berøring med. Denne nyorientering i sympatimæssig henseende kulminerer før
eller siden i en bevidstheds- og handlingspraksis, der bedst betegnes med
ordet næstekærlighed. Det vil sige en etisk-moralsk
bevidsthedsstandard, som står i stærk kontrast til situationen på mere inhumane
udviklingsstadier, som på diagrammet findes i området omtrent midt i felt B.
Det vil samtidig sige, at det eller de pågældende mennesker, som er nået frem
til et grundfæstet højt etisk sindelag, udviklingsmæssigt set er godt på vej
til at overskride ’tærskelen’ til ”det rigtige menneskerige”, på diagrammet
vist som felt C, hvor det som sagt er en helt anden grundenergikombination, og
dermed også en helt anden og ny mennesketype, der gør sig gældende.
Som tidligere nævnt, er der imidlertid en
nok så betydningsfuld konsekvens af den tiltagende harmonisering mellem følelse
og intellekt på bekostning af tyngdeenergiens ’dræbende’ tendenser, og det er,
at den specielle permanente bevidsthedskonstitution eller sindstilstand, som
harmoniseringen medfører, åbner mulighed for, at intuitionsenergien og –evnen
kan gøre sig stadig mere gældende i bevidsthedslivet, til fordel for erkendelse
og kreativ kunstnerisk eller teknisk-videnskabelig aktivitet og lignende.
(Citat slut)
De kosmiske
grundenergier og det fysiske legeme
Her skal fremhæves, at det i forbindelse med
omtalen af de kosmiske grundenergier og disses indbyrdes kombinationer er
vigtigt at vide eller orientere sig om, at det fysiske legeme, altså vores
fysiske krop, i henhold til Martinus' kosmiske analyser i det væsentlige består
og udgøres af de tre 'fysiske' energier: 1. Instinktenergien, 2.
Tyngdeenergien, og 3. Følelsesenergien. De tre åndelige eller psykiske
energier, som i praksis kendes i form af vore åndsevner, er: 4.
Intelligensenergien, 5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien. Alle 6
kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer og styrke, har Martinus påvist
i sit symbol nr. 12., som på en forenklet og visuel måde netop viser
grundenergiernes indbyrdes kombinationer, som læseren via det følgende link
selv vil kunne orientere sig om:
http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-12
På symbolet er det især det næstnederste
tværgående felt, der i begge ender er markeret med orange farve, som har særlig
interesse i denne forbindelse og sammenhæng, idet dette felt netop
repræsenterer dyreriget, hvortil det jordiske menneske stadigvæk hører, omend
så småt er på vej mod det, Martinus betegner som ”det rigtige menneskerige”.
Min foreløbige pointe er her, at såfremt min
hypotese eller påstand om, at vi levende væsener, der kalder os selv for
mennesker, i øvrigt i lighed med alle andre levende væsener, kun har ét liv at
leve, vil det kun være de tre nederste feltrækker, der kan have interesse,
nemlig feltrækken med rød farve i hver ende, feltrækken med orange farve i hver
ende, og delvis feltrækken med gul farve for hver ende. Hvorfor feltrækken med
gul farve for hver ende kun kan have delvis interesse for os her, skyldes det
forhold, at denne feltrække repræsenterer grundenergiernes kombination i det
såkaldte ”rigtige menneskerige”, et rige, som med sit høje etiske og moralske
niveau i henhold til Martinus' kosmiske analyser endnu ”ikke er af denne verden”.
Derfor er det kun den allernederste del af samme feltrække, der i denne
forbindelse har interesse, idet denne repræsenterer de højst udviklede jordiske
mennesker.
Men det forhold, at hver af grundenergierne
i henhold til Martinus er repræsenteret ved hver sit interaktive legeme eller
redskab, der danner grundlag for hver enkelt grundenergis funktion, er
naturligvis lidt problematisk set ud fra ét-livs-hypotesen. Men det synes
logisk set at være klart, at der må findes en form for 'anlæg' eller 'center' i
underbevidstheden, hvorfra hver af de 6 grundenergier udfolder
sig. Et 'anlæg' eller 'center', hvori energien for kortere eller
længere intervaller så at sige 'hviler' eller er midlertidigt latent, når denne
ikke er aktiv og i funktion.
Men set på baggrund af især Martinus'
vældige og i god forstand forunderlige og eventyrlige verdensbillede, er det
naturligvis en dristig påstand af lille mig, at mene, at vi mennesker – i
lighed med alle andre levende væsener – kun har ét eneste liv at leve. Især i
betragtning af, at jeg i en lang række tidligere artikler har forholdt mig
loyalt og indforstået med Martinus' geniale kosmiske analyser og livsfacitter.
Det står da også enhver frit for, at være uenig i de konklusioner og
konsekvenser, jeg har draget som følge af mit eget mentale ståsted. Dette må
jeg for at være ærlig naturligvis henholde mig til og forsvare så godt jeg kan.
Om mit 'forsvar' så er godt nok og gyldigt, må det nok være op til hver enkelt
læser selv at afgøre.
Artiklen fortsætter i 2. del: Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi. En
redegørelse. 2. del
© Oktober 2016. Revideret i Maj 2017. Harry
Rasmussen.
__________________________
Artiklen fortsættes
i artikelseriens 10. del.