Virkelighed og illusioner 11. del:
________________________________
og Martinus' kosmologi
En redegørelse
3. del
Lige så længe menneskene har
været at betragte som netop "mennesker", både i dette ords biologiske
og kosmologiske betydning, har disse været ført og vejledt af ældre brødre i
udviklingen, først af mørke og siden af lyse verdensgenløsere. Men grundet på
menneskenes endnu relativt primitive åndelige udviklingsstandard, har deres
opfattelse af disse verdensgenløsere undertiden antaget meget fantastiske
former. I reglen er verdensgenløserne blevet mødt med mistro og især
misforståelse af samtiden, men efterhånden som deres guddommelige mission slog
rod og blev etableret og institueret, slog opfattelsen af dem over i en så
urokkelig tro på og uforbeholden anerkendelse af dem, at de endte med ligefrem
at blive dyrket og tilbedt som rene guddomme.
Efterhånden som tiden gik opstod der
forskellige myter, sagn og legender omkring de pågældende personligheder, således
at troen på dem snart blev forvandlet til ren overtro. Denne
tilbedelse og dyrkelse af åndspersonligheder, der i virkeligheden blot var
ældre brødre i udviklingen, i stedet for af den virkelige Guddom, blev
efterhånden en af de pågældende samfunds største hindringer for videre ånds- og
kulturudvikling, et forhold, der til en vis grad også gør sig gældende inden
for verdensreligionerne i vore dage.
I henhold til Martinus er der imidlertid i
vor tid påbegyndt en ny lys udstråling fra det guddommelige skabeprincip, som
primært har til formål og opgave, på grundlag af kosmisk
viden, hvilket vil sige en indsigt i dé åndelige faktorer og
lovmæssigheder, der styrer de levende væsener og dermed livet, at
vejlede den del af menneskeheden, som er vokset ud over troens domæne og dermed
ikke længere kan modtage inspiration og vejledning gennem den
guddommelige suggestion, der i vid udstrækning hidtil har
ført menneskeheden i dens åndelige liv og udvikling. Den ny udstråling
tilsigter at åbne uhildede og fordomsfrie menneskers øjne for, at dagliglivet
her og nu i virkeligheden er Guddommens egen "tale" til de levende
væsener om, at tilværelsen i sig selv er det største eventyr, der eksisterer.
Den tilsigter med andre ord at fremme menneskers evne til at kunne få religiøs
inspiration og 'næring' gennem hverdagens små og store hændelser eller fra
virkeligheden selv, og ikke gennem andre menneskers formidling og omtale af
den. (Note 10)
Den ny lyse udstråling fra skabeprincippet
betegner Martinus som "den ny verdensimpuls, og
den er ifølge hans oplysninger begyndt at stråle ind over jordens åndelige
klima omkring vort århundredes begyndelse. Den ligger bl.a. til grund for de
store økonomiske, sociale, kulturelle, samfundsmæssige, politiske forandringer
og ikke mindst de ændrede indbyrdes menneskelige relationer, der har fundet
sted og fortsat finder sted her i det tyvende århundrede, og som ifølge til
Martinus i øvrigt vil fortsætte endnu et stykke ud i fremtiden. Der er dog ikke
kun tale om behagelige virkninger af den ny verdensimpuls' indflydelse, men i
en overgangsperiode i nok så høj grad om virkninger af endog særdeles
ubehagelig eller ligefrem smertelig karakter. Blandt disse sidste nævner
Martinus f.eks. vor tids store politiske omvæltninger eller revolutioner,
seksuelle abnormiteter, ulykkelige ægteskaber, forskellige former for misbrug,
f.eks. alkohol og narkotika, sindssygdomme mm. Foreteelser, som Martinus
betegner som naturlige og uundgåelige reaktioner, der nødvendigvis må forekomme,
hvor den ny verdensimpuls kolliderer med gamle holdninger og opfattelser af
tilværelsen.
Men specielt vigtigt er det nok, at den ny
verdensimpuls ifølge Martinus i særlig grad ligger til grund for hans eget
virke og livsværk, som han hævder udgør en direkte forlængelse af Jesu
genløservirksomhed og lære, af hvilken grund det derfor har fået
samlebetegnelsen "Det Tredie Testamente".
Det er i øvrigt Martinus' opfattelse, at
hans værk vil komme til at danne inspirationsgrundlag og åndelig vejledning for
stadig større dele af menneskeheden i løbet af de næste tre tusinde år. Til den
tid vil det rigtige menneskerige være så etableret her på jorden, at al videre
åndelig og religiøs vejledning af menneskene vil være totalt overflødiggjort,
idet disse hver især da har gennemgået den store fødsel og
er blevet kosmisk bevidste, hvilket vil sige, at de herefter
selv ejer erkendelsen af deres egen udødelighed og organiske samhørighed og
identitet med den guddommelige Fader-Moder. Som en følge heraf, vil væsenerne
derfor selv være i stand til at hente den fornødne religiøse inspiration og
næring gennem dagliglivets fænomener og små og store hændelser.
De dybere årsager til alt
dette, skal i henhold til Martinus i virkeligheden søges i den altdominerende polforvandlingsproces,
som vi allerede har fået et første indblik i via de foregående afsnit her i
afhandlingen. Det er polkonstellationen hos menneskene, der er hovedansvarlig
for disses forskellige former for bevidsthedskategorier, og følgelig for forholdet
til den guddommelige suggestion og dermed til den gamle verdensimpuls, lige som
de to seksuelle polers indbyrdes forhold ligger til grund for menneskehedens
modtagelighed - eller eventuelt ikke-modtagelighed - for den ny verdensimpuls.
Det er også forvandlingen eller ændringen af polforholdet, der er bestemmende
for det levende væsens udvikling fra dyr til menneske, og endelig er denne
forvandlingsproces i sine senere overgangsstadier ansvarlig for forekomsten af
normale så vel som unormale og afsporede seksuelle orienteringer og adfærd.
(Note 11)
Menneskeheden og den
ny verdensimpuls
Som vi ovenfor er blevet gjort bekendt med,
så manifesterer det guddommelige skabeprincip sig blandt andet i form af
religioner, kulturer og verdensopfattelser af enhver art, som ofte gennem
årtusinder inspirerer og besjæler de menneskesamfund, hvori de er opstået og
udviklet, og til de samfund, de er blevet viderebragt til. Først efter så langt
et tidsrum er behovet for en ny udstråling af skabeprincippet blevet aktuel og
påkrævet, for at Gud kan bringe menneskene og deres samfund videre i kulturel
henseende, hvorfor en sådan ny udløsning af skabeprincippet også finder sted.
Det betyder, at denne udløsning kun forekommer periodisk eller rytmisk, og af
samme grund betegnes hver sådan rytmisk udstråling som en impuls. Disse
impulser kalder Martinus for "kosmiske
verdensimpulser", og en sådan er som nævnt i vor tid på ny
ved at sende sine åndelige kræfter eller energier ind gennem jordklodens
bevidsthed, hvilket i praksis vil sige ind gennem menneskeheden.
Imidlertid gør den guddommelige suggestion
og den gamle verdensimpuls i form af hinduisme-buddhisme, jødedom-kristendom og
Islam sig fortsat så stærkt gældende hos store dele af menneskeheden, at det
langt fra er alle mennesker, der har behov for eller er i stand til at modtage
den ny verdensimpuls, hverken med hensyn til dens nye materielle ideer om
ændrede kapital-, ejendoms- og samfundsforhold, eller dens nye religiøse ideer
og forestillinger, sådan som disse især er manifesteret i form af Martinus'
livsværk, herunder især Livets Bog 1-7 og
symbolværket Det evige Verdensbillede 1-6.
I den sammenhæng pointerer Martinus, at et
individs modtagelighed eller ikke-modtagelighed for højere kræfter, ideer og
forestillinger om tilværelsen eller for en ny åndskultur, som der i
virkeligheden her er tale om, ikke er noget individet kan
afgøre eller bestemme med sin vilje. Det er de bag viljen eksisterende
bevidsthedskræfter og den åndelige kvalitet, dvs. dets samlede oplevelser, erfaringer,
anlæg, vaner og tilbøjeligheder, som netop er forskellige fra individ til
individ, der er de egentlige bestemmende kræfter bag viljen, og som derfor
afgør individets holdning og modtagelighed for eller imod en ny åndskultur.
Et individs holdning til åndelige og
moralsk-etiske emner og problemer, er ifølge Martinus altså et spørgsmål om
sjælelige anlæg, hvilket i virkeligheden vil sige om udvikling. Men da man
almindeligvis ofte tror og mener, at menneskers holdning til tilværelsen kun er
et spørgsmål om vilje, kommer man derfor ikke sjældent til at dømme om og føle
sympati for eller imod hinandens holdninger, meninger og livsanskuelser på et
fejlagtigt grundlag. Udviklingsbestemte lovmæssigheder betinger, at nogle
væsener er så meget forud for og andre så fjernt bagefter hinanden i
åndelig-moralsk henseende, at man ikke vil kunne have samme tro og
moralsk-etiske forskrifter for, hvordan tilværelsen er indrettet og bør leves.
(Note 12)
Kommentar: Så vidt jeg
kan bedømme, forekommer det mig, at fænomener som verdensgenløsningsprincippet
såvel i sit princip som i praksis i form af både ”den gamle verdensimpuls” og
”den ny verdensimpuls” – omend ikke i alle detaljer - også har gyldighed i
forbindelse med ét-livs-hypotesen.
For at hjælpe det søgende menneske til at
forstå og dermed bedre at kunne tolerere sine medmenneskers ofte vidt
forskellige åndelige udvikling og forudsætninger, har Martinus bl.a. fremlagt
nogle analyser, som han kalder "Jordmenneskehedens
modtagelighed for den ny verdensimpuls". Herunder
opdeler han menneskeheden i to store hovedgrupper, hvoraf den ene er den, der
mere eller mindre er vokset ud over og ikke længere er i stand til at modtage
religiøs inspiration og åndelig næring på grundlag af den gamle verdensimpuls,
dvs. fra de store verdensreligioner hinduisme-buddhisme, jødedom-kristendom og
Islam. Denne hovedgruppe betegner Martinus som "Gruppe A".
Den anden bevidsthedsmæssige hovedgruppe
betegner Martinus som "Gruppe B", og den
omfatter mennesker, for hvem de gamle religioners dogmer og ritualer endnu har
sin fulde inspirationskraft, og for hvem disse derfor endnu er et nødvendigt og
uundværligt religiøst og åndeligt livsgrundlag.
De nævnte to hovedgrupper inddeler Martinus yderligere
i hver tre kategorier, nemlig i forhold til tre grundlæggende
hovedkombinationer mellem følelse og intelligens, dvs. én kategori, hvor
følelse og intelligens fungerer nogenlunde jævnbyrdigt og harmonisk i
bevidstheden, en kombination af sjælekræfterne, som baserer sig på en relativt
høj moralsk-etisk standard, der i øvrigt kvalificerer individet til
modtagelighed for den ny verdensimpuls, og til at udgøre en "celle" i
det "fosterlegeme", der med tiden skal vokse frem til "Guds
rige" på jorden. Derefter nævner han en anden kategori, hvor
følelseskræfterne dominerer over intellektet, et forhold som viser sig i
forskellige nuancer og afskygninger, hvorfor Martinus da også har opdelt denne
kategori i seks afdelinger.
Det er i anden afdeling af anden kategori i
gruppe A, at man finder mennesker, som på grund af deres ortodokse og
dogmatiske tilhørsforhold til religiøse samfund eller sekter, er modstandere af
enhver form for åndelig fornyelse, herunder af ideer og foreteelser, der er en
direkte eller indirekte følge af indflydelsen fra den ny verdensimpuls.
Tredie kategori udgøres af
mennesker med for stærkt udviklet intelligens i forhold til følelseslivet.
Martinus oplyser for resten at det særlig er fra mennesker, som tilhører tredie
afdeling af tredie kategori i gruppe A, der vil blive gjort modstand mod det
rent religiøse og moralske i den ny verdensimpuls. Denne kategoris og afdelings
mennesker er i reglen direkte antireligiøse, men lader sig derimod ofte
inspirere af de materielle ideer, som skyldes indflydelsen fra den ny
verdensimpuls.
Martinus påpeger, at der med analyserne af
anden kategoris anden til femte afdeling i gruppe A er tale om mennesker, for
hvem følelseslivet i relativt høj grad omsættes til parringsdrift, som igen
giver sig udtryk i form af forelskelse, ægteskab, forældrekærlighed, familieliv
osv., med tilhørende lykkelige og ulykkelige virkninger. Det indebærer desuden,
at individet oftest er materielt orienteret og bundet, således at der kun i
ringere grad er plads til religiøse og åndelige interesser. Imidlertid er det
netop hos disse "afdelinger"s mennesker, at polforvandlingen i særlig
grad er accelererende, hvilket indebærer at den såkaldte naturlige seksualisme
er under stærk degeneration, og at parforholdet ofte er
overfladisk og ulykkeligt, og ægteskabet som institution reelt set på retur.
(Note 13)
"Dyrisk"
og "menneskelig" seksualisme
Denne zone i udviklingen benævner
Martinus "De ulykkelige ægteskabers zone", og
oplyser at den er forløber for en anden zone i tilværelsen, som han
kalder "ufrugtbarhedens zone", idet
ægteskabstalentets degeneration her har nået et stadium, hvor individerne i
stadig højere grad er uegnede som ægteskabelige partnere. Denne zone udgør i
henhold til de kosmiske analyser grænseområdet mellem den dyriske og den
menneskelige seksualisme, hvilket hænger sammen med, at
mennesket både legemligt og åndeligt set i vid udstrækning er et pattedyr og
derfor endnu henhører under dyreriget og dets livsvilkår og lovmæssigheder,
særlig hvad angår køn, befrugtning og forplantning.
Den dyriske form for seksualisme, som det
jordiske menneske jo endnu er henvist til at praktisere, har vi tidligere lært
at kende under begrebet"den emotionelle seksualisme", som
vi samtidigt erfarede hænger sammen med det emotionelle polorgans
tilhørsforhold til den emotionelle sansestruktur. Begrebet "den
menneskelige seksualisme" er blot et andet udtryk for det fænomen, vi nu
kender under betegnelsen "den intellektuelle seksualisme", og
som særlig er knyttet til det intellektuelle polorgan med tilhørende
intellektuel sansestruktur. Denne form for seksualisme er det kun muligt at
praktisere for det fuldkomne eller 'færdige' eller ’rigtige’ menneske, hvis
bevidsthed er fri for alle dyriske anlæg og tendenser, så som køn, ejendomsret
og skinsyge, men som i stedet føler og formidler Guds nærhed, alkærlighed og
alvisdom til alt og alle, det kommer i berøring med. Det er kun dette
højtudviklede individ eller "rigtige menneske", der er i stand til at
overholde og efterleve "loven for tilværelse", der
tilsiger det at elske Gud over alt andet og sin næste som sig selv.
Imidlertid mangler vi endnu at nævne sjette
og sidste afdeling af anden kategori i gruppe A. De individer, der tilhører
denne afdeling, er mennesker, hvis følelsesliv helt er opslugt af deres
interesse og afhængighed af seksualisme. Deres sextrang er så dominerende og
umættelig, at den er blevet en last, der har ført flere andre laster med sig,
så som alkoholisme og narkotikamisbrug, lige som der for begge køns vedkommende
kan være tale om prostitution og seksuelle udskejelser og perversiteter,
herunder sadomasochisme, der i nogle tilfælde fører til lemlæstelse og endog
drab, i forsøget på at opnå seksuel tilfredsstillelse.
Sådanne mennesker går ofte fra forelskelse
til forelskelse og fra ægteskab til ægteskab, ligesom de er stamgæster i
natklubber, værtshuse og dansesteder. Hvor der ikke er tale om velhavende og
depraverede lediggængere, men om såkaldt almindelige mennesker, er disse
samtidigt ofte arbejdssky og kriminelle, og undertiden subsistensløse,
vagabonderende og overfaldes undertiden af livslede og psykiske lidelser, som i
nogle tilfælde fører til selvmord. Disse stakkels mennesker er ifølge Martinus
prædestinerede til, alt efter sværhedsgraden i deres forskellige former for
misbrug, at blive genfødt i et eller flere kommende liv i et vanskabt og
kronisk sygt, nervesvækket legeme med svækket hjerne, og deraf følgende
sindssyge og åndssvaghed. Det er dog vigtigt at notere sig, at Martinus
samtidigt påpeger, at intet som helst individ er 'fortabt' for tid og evighed,
men at der altid er en vej tilbage til normaliteten og dermed til den rette
kurs mod den guddommelige tilværelse i selskab med den evige Fader-Moder. (Note
15)
Intelligenslivets
bevidsthedskategori
Tredie kategori i gruppe A udgøres
principielt af individer, hvis udvikling har formet sig sådan, at deres
bevidsthed også har en ubalance, idet følelseslivet er for lidt udviklet i
forhold til intellektet. Dette misforhold giver sig normalt udtryk i, at disse
individer grundlæggende er mere materielt end åndeligt indstillede, hvilket i
reglen bevirker, at det er materielle foreteelser, så som penge, stand og
stilling, ære og anerkendelse, der sidder i højsædet. Det vil kort sagt sige,
at disse væseners bevidsthedsindstilling i sin yderste konsekvens er
ensbetydende med antireligiøsitet, materialisme, kriminalitet m.m.
Martinus påpeger, at det især er indenfor
denne kategori, man finder repræsentanter for storkapitalen, rigdommen og den
såkaldte overklasse. Men selvom kategoriens individer er relativt mere
materialistisk orienterede i deres grundholdninger, og selvom man også her
finder den tidligere omtalte degeneration, så er denne dog normalt mindre end
hos følelseskategoriens individer. Derfor kan man også indenfor
intelligenskategorien møde mennesker, der er betydningsfulde redskaber i
kulturens og samfundets tjeneste, og som desuden kan være så udviklede kosmisk
set, at de har udprægede religiøse interesser. Ja, det viser sig endog i
kategoriens første af fem afdelinger, at nogle individer nærmer sig tærskelen
til det, Martinus kalder "den store fødsels forgård".
Det, der adskiller de her omtalte individer
fra følelseskategoriens mennesker, er den markante omstændighed, at deres
religiøsitet ikke er af ortodoks og dogmatisk karakter. De af dem, der har et
særlig stærkt behov for at beskæftige sig med åndelige og filosofiske
problemer, søger derfor at forbinde deres tro med viden. Sådanne mennesker
kender vi f.eks. i form af filosoffer, religionsforskere og åndsforskere, som
søger at forbinde deres tænkning og religiøse anskuelser med videnskabelige
erfaringer. Martinus betegner derfor denne afdelings individer som
repræsentanter for visdommen. (Note 16)
Bevidsthedstyper og
videnskabens repræsentanter
Individerne i tredie kategoris anden
afdeling repræsenterer et udviklingsområde, hvor disharmonien mellem
intelligens og følelse er større end i første afdeling. Her findes også
forskere, der beskæftiger sig med filosofi, religion og videnskab, men da deres
intelligens er langt større end deres følelse, anerkender og interesserer de
sig hovedsageligt kun for emner, der kan iagttages, efterprøves og verificeres
eller falsificeres gennem de fysiske sanser og tekniske hjælpemidler. Den
herigennem opnåede og overordentlig store og betydningsfulde materielle og
tekniske erfaring, viden og kunnen, betegner Martinus som videnskaben og
følgelig dens udøvere som videnskabsmænd og -kvinder. Men han fremhæver
samtidig, at videnskabens udøvere, på trods af deres fremragende intelligens,
ikke nødvendigvis også er fremragende i etisk-moralsk forstand. Der findes
derfor mange forskellige karaktertilstande blandt videnskabens udøvere, lige
fra idealistiske til forbryderiske karakterer.
Tredie afdelings individer udgøres af
mennesker, hvis hovedinteresse kredser om samfunds- og regeringsforhold, dvs.
om politik. Indenfor denne afdeling finder man også en stor skala af karakterer,
lige fra stærkt idealistiske, men antireligiøse og materielt orienterede til
dybt materialistiske, magtsyge og kriminelle karakterer. Den mere fremskredne
del af de førstnævnte er ifølge Martinus inspireret af de materielle ideer fra
den ny verdensimpuls, men vil, efterhånden som deres livserfaringer nærmest
påbyder det, også blive inspireret af de åndelige og religiøse ideer fra samme
impuls. De sidstnævnte karakterer går derimod mere eller mindre ind for
revolution, diktatur, enten elitens eller proletariatets, lige som de går ind
for voldspolitik, restriktiv retspleje, langvarige straffe og dødsstraf, især
når det gælder deres modstandere.
Fjerde afdeling består af mennesker, som
hovedsagelig i kraft af deres intelligens er blevet forretningsmænd eller
handelsfolk, hvis etisk-moralske standard ikke udgør nogen hindring for
eventuelt at berige sig på andre menneskers bekostning. Sådanne mennesker
repræsenterer et karakterniveau, hvor egoisme, griskhed, magtsyge, kynisme,
hensynsløshed, gerrighed, ærgerrighed og hykleri er fremherskende. Hykleriet
viser sig især som dén falske form for venlighed eller elskværdighed, der med
visse undtagelser kendes som reklamekunsten. Denne betegner Martinus
principielt ligeud som det "maskerede røveri", idet
han dog samtidigt fremhæver, at så vel forretningsverdenen som reklamebranchen
i medfør af kapitalismens særlige væsen og hidtidige dominans indtil videre må
betragtes som et nødvendigt onde. (Note 17)
Endelig findes der en femte afdeling i
tredie kategori i gruppe A, og den udgøres af individer, hvis følelsesliv er
endnu mere primitivt end hos fjerde afdeling. Det er derfor mennesker med
primitive bevidsthedstendenser i retning af egoisme, griskhed, hensynsløshed,
kynisme, voldsmentalitet, som kan vise sig i form af tyveri, røveri, overfald,
drab og mord. Sådanne individer befinder sig derfor mere eller mindre konstant
i konflikt med samfundets lov- og ordensregler, som de på grund af deres meget
primitive egoistiske moral ikke er i stand til at overholde. Der er altså med
andre ord her tale om mennesker, som vi almindeligvis plejer at betegne som
kriminelle eller forbrydere. Denne afdelings individer tilhører altså den
såkaldte forbryderverden.
Martinus advarer i den forbindelse imod, at
man henregner seksualforbrydere under den almindelige forbryderverden, idet han
fremhæver at mennesker, der forbryder sig seksuelt, i de fleste tilfælde
tilhører et langt højere bevidsthedsniveau end almindeligt kriminelle. Der er
derimod tale om syge og abnorme mennesker, som er blevet afsporet fra den
normale seksuelle polforvandling. (Se herom senere). Almindelige kriminelle er
derimod individer, der set ud fra deres eget udviklingstrin er fuldt normale,
men blot udgør yngre sjæle inden for civilisationen. Men i lighed med alle
andre individer, så vil også disse mennesker via deres livserfaringer og
skæbnedannelse før eller siden blive bragt frem til tærskelen til den store
fødsels forgård, for siden at gennemgå den store fødsel til kosmisk bevidsthed
og derigennem få adgang og part i den del af Guds evige rige, vi i denne
fremstilling har lært at kende under betegnelsen "det rigtige
menneskerige". (Note 18)
Følelsens og troens
bevidsthedskategorier
Hermed er vi nået frem til en kortfattet omtale
af de tre bevidsthedskategorier i gruppe B. Disse tre kategorier fremtræder i
princippet med præcis samme grundlæggende forhold mellem følelse og
intelligens, som tilfældet er med de tre kategorier i gruppe A. Men den
afgørende og karakteristiske forskel mellem A- og B-gruppens kategorier er den,
at der med B-gruppens kategorier er tale om mennesker, som i større eller
mindre udstrækning er under indflydelse af den betydelige faktor i
menneskehedens åndelige udvikling, som Martinus kalder "den
guddommelige suggestion". Denne suggestion, som
skyldes det guddommelige skabeprincip og som formidles via de såkaldte
verdensgenløsere og disses disciple og præster, består i følelsesmæssigt
påførte religiøse forestillinger, der har autoritet og virkelighedspræg og
dermed magt over sådanne individer, hvis sind ikke byder på modstand i form af
ønske eller krav om logisk, intelligensmæssig begrundelse og bevisførelse.
Martinus karakteriserer principielt troende
mennesker som individer, der endnu ikke magter ved egen hjælp at få religiøs
inspiration eller forståelse gennem det daglige, materielle livs fænomener,
hændelser og begivenheder, eller kort sagt gennem naturen, men som i det
væsentligste får deres religiøse behov dækket og tilfredsstillet gennem troen og
de udefra (af verdensgenløserne m.v.) påførte trosforestillinger. I modsætning
til, hvad tilfældet er for religiøst orienterede mennesker i gruppe A, er
naturen og det daglige livs materielle foreteelser for gruppe B ikke sjældent
identisk med noget, der henhører under begrebet "det onde". De
ortodokst og dogmatisk troende mennesker af enhver religiøs afskygning og
religion kan derfor ikke blive ført og vejledt af det, Martinus betegner
som "livets egen religion", der jo består i, at det
daglige livs materielle oplevelser og erfaringer afgiver en religiøs
inspiration, som på basis af viden om livets guddommelige faktorer, love og
kræfter udgør en stimulerende faktor i individets tilværelse.
Kategorierne i gruppe B udgøres altså af
individer med principielt samme tre grundlæggende kombinationsforhold mellem
følelse og intelligens som i gruppe A, men på et mindre fremskredent
bevidsthedsniveau end tilfældet er med kategorierne i gruppe A: 1.
omtrentlig ligevægt mellem følelse og intelligens, 2. for meget følelse i
forhold til intelligens, og 3. for meget intelligens i forhold til følelse.
Bestemmende for gruppe B er også, at dens individer ikke er nået ret langt ind
i det polforvandlingsområde, hvor den seksuelle og ægteskabelige degeneration
finder sted. I B-gruppens bevidsthedskategorier er der i øvrigt ingen
afdelinger.
I første kategori finder man de virkelig
troende mennesker, som i nogle tilfælde, hvor ortodoksien og dogmatikken ikke
står i vejen for det, er i stand til at udvise stor næstekærlighed, og desuden
en begyndende forståelse og tolerance overfor andre religioner og religiøse
retninger, lige som de ofte er nyttige og gode samfundsborgere. Det er derfor
også her man møder de gode, stabile og livslange parforhold og ægteskaber.
Skyggesiden ved deres tilværelse udgøres ifølge Martinus af deres ukritiske og
uafklarede forhold til det dræbende princips kræfter og foreteelser. De er
endnu i stand til eksempelvis at drive jagt og fiskeri, lige som de fortsat i
en vis udstrækning accepterer slagteri, dyreforsøg og krig og kapitalisme.
(Note 19)
Religiøs nidkærhed
og fanatisme
Anden kategori i gruppe B består af
mennesker, som på grund af deres begrænsede intelligens og fornuft generelt set
har for let ved at tro, og som derfor ofte viser sig som meget fanatiske
tilhængere af en af de under den gamle verdensimpuls henhørende religioner
eller sekter. Som en følge af deres fremtrædende fanatisme er sådanne mennesker
ofte meget intolerant indstillede overfor anderledes troende og tænkende, som
de mener tilhører syndens, mørkets, djævelens eller den ondes børn, og som de
følgelig opfatter som "vantroende" eller "evigt fortabte".
I egen opfattelse tilhører de naturligvis selv "de frelste" eller
"hellige", som skal "arve riget". Særlig i den europæiske
middelalder gik denne type mennesker så vidt i deres religiøse fanatisme og
selvretfærdighed, at de stemplede og dømte anderledes tænkende som kættere,
hekse og troldkarle, som skulle forfølges med band, tortur og henrettelse ved
drukning eller på bålet. Men sådanne mennesker findes endnu den dag i dag over
hele verden, selvom deres intolerance og magt i forholdet til andre, er blevet
betydelig stækket og nu i stedet ofte er omsat til større eller mindre
offentlig moralsk fordømmelse af personer og grupper, psykiske pressionsforsøg
og i nogle tilfælde direkte eller indirekte fysisk udstødelse af
lokalsamfundet.
Den religiøse nidkærhed, der udvises af
denne kategoris mennesker var efter Martinus' opfattelse på sin plads dengang
den gamle verdensimpuls skulle udbredes til barbarer, men overfor vor tids
fremskredne og oplyste demokratiske samfunds mennesker, er den dels forældet og
dels i stigende grad en gene, der i høj grad er med til at vende det moderne
kulturmenneskes interesse væk fra den gamle verdensimpuls og dens religiøse
ideer, forestillinger, sakramenter og ritualer. Den religiøse nidkærhed med sin
rettroenhed og dogmatisme, vil derfor med tiden undergrave sig selv, og dens
tilhængere og udøvere vil før eller siden blive modtagelige for de håb og
længsler og den åndelige inspirationskraft, der repræsenteres af den ny
verdensimpuls, hævder Martinus.
Forresten er det særlig fra denne kategori
af mennesker, uanset hvilken af verdensreligionerne, de bekender sig til, at
"den ny verdensimpuls", specielt i form af Martinus' "Det Tredie
Testamente", vil møde en betydelig modstand.
I det hele taget fremhæver Martinus, at
intolerance udgør den allerstørste hindring for individets overskridelse af
"Tærskelen til den store fødsels forgård", og intolerancens bekæmpelse
- ikke hos andre, men hos sig selv - er derfor den fornemste opgave for
nutidsmennesket. (Note 20)
Naturmennesker som
nutidige lovovertrædere
Tredie kategori i gruppe B udgøres af individer
med en lidt større intelligens i forhold til følelse, af hvilken grund disse
derfor kun har meget primitive moralbegreber og desuden ikke er særligt
religiøst anlagte. Der er derfor også her tale om en kategori af mennesker, som
i lighed med sjette afdelings individer i tredie kategori i gruppe A, er
forholdsvis nytilkomne sjæle inden for civilisationen, idet de i deres
tidligere tilværelser endnu fødtes (reinkarnerede) som naturmennesker. En
tilstand, hvis livsvilkår og eksistensbetingelser endnu i større eller mindre
grad præger deres nuværende liv indenfor civilisationen, afhængigt af hvor få
eller mange liv, der i det aktuelle tilfælde er tale om. Martinus pointerer
dog, at denne kategoris mennesker udviklingsmæssigt set er noget yngre end den tilsvarende
kategori i gruppe A.
Imidlertid vil tredie
kategoris individer per definition ofte komme i konflikt med kultursamfundets
love og forordninger, som de nødvendigvis må opleve og føle som snærende bånd
og restriktioner, som man kun behøver at følge, hvor der er mulighed eller
sandsynlighed for at 'overtrædelser' bliver opdaget og straffet. Men Martinus
fremhæver, at efterhånden som de pågældende individer vokser frem gennem
civilisationen og gennem svære lidelser af forskellig art får deres følelse og
intellekt udviklet, vil deres modtagelighed for "omvendelse" enten
til den gamle eller den ny verdensimpuls vokse, og de vil dermed blive ført
videre på samme vej mod "lyset", som alle individer før dem er
blevet, og som alle individer efter dem, også vil blive. (Note 21)
Den kosmiske
udvikling og repetitionsprocessen
Det er her vigtigt at gøre sig klart, at
Martinus er af den opfattelse, at det enkelte individs tilhørsforhold under den
ene eller den anden af de ovenfor omtalte grupper, kategorier og afdelinger,
først kan afgøres efter at samme individ har passeret sit tredivte år. Dette
markerer nemlig normalt det tidspunkt, hvor individet fremtræder som "sig
selv", dvs. med den åndsudvikling og karakterstandard, som vedkommende
individ repræsenterede ved sin død i forrige inkarnation, men vel at mærke,
hvis døden først var indtrådt efter det fyldte tredivte år.
Hvis døden er indtrådt tidligere end anført, vil det være den
personlighedsstandard, som individet havde i et endnu tidligere liv, der 'generobres'.
Det er ifølge Martinus nemlig en almengældende kosmisk lovmæssighed, at
individet i hver ny tilværelse automatisk må repetere artens
så vel som sin egen hidtidige biologiske, psykologiske og kulturelle udvikling.
Denne udvikling repeteres fra fostertilstand over barndom til ungdom. Det
betyder bl.a., at individet i en vis udstrækning må genopleve relativt lavere
udviklingstrin, som det allerede havde overvundet i tidligere liv, for at nå
frem til den kernepersonlighed eller udviklingsbestemte personlighed, som
individet kosmiske set aktuelt repræsenterer.
Disse repetitionsforhold indebærer bl.a., at
før et individ har nået den alder, hvor kernepersonligheden er fuldt udviklet,
kan det derfor undervejs godt repræsentere en eller successivt eventuelt flere
andre bevidsthedskategorier eller afdelinger, som det senere fuldstændig
forlader til fordel for den bevidsthedsgruppe, -kategori og -afdeling, der
repræsenterer dets virkelige udviklingsstandard. Ifølge Martinus vil den videre
udvikling af bevidsthedslivet og personligheden herefter foregå i et betydeligt
langsommere tempo end repetitionen, idet den virkelige udvikling kræver et
betydeligt større tidspanorama for at kunne realiseres. Repetitionsprocessen
skal vi i øvrigt komme nærmere ind på i senere afsnit. (Note 22) (Citat slut)
Kommentar: Så vidt jeg
kan bedømme med min forståelse af emnet, er Martinus’ analyser og karakteristik
af bevidsthedskategorierne og deres underafdelinger, en af de mest geniale
præstationer i hans kosmologi, fordi disse er udtryk for en avanceret
psykologisk indsigt og viden om det dybere menneskelige bevidsthedsliv. Dette
gælder også, selv om det overordnede kosmiske perspektiv, hvori Martinus ser på
emnet, af gode grunde ikke kan være gyldigt, når emnet ses og vurderes ud fra
det mere 'jordbundne' perspektiv i form af ét livs hypotesen.
Det skal her gentages og understreges, at
det sidstnævnte netop er tilfældet med denne artikel, at der naturligvis ikke
er tale om emner som skæbnens lovbundethed, reinkarnation og repetition af
tidligere liv eller inkarnationer. Ét-livs-hypotesen eliminerer simpelthen
disse muligheder, som vi i øvrigt skal vende tilbage til senere i denne
artikel.
For fuldstændighedens skyld skal her også
citeres fra den efterfølgende artikel: H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til
K-menneske:
(Citat)
Nogle
konsekvenser af den seksuelle polforvandling
I dette kapitel skal vi fortsætte den
relativt grundige, men trods alt kortfattede og skitsemæssige gennemgang af
nogle af Kosmologiens vigtigste begreber og forestillinger om individet, livet
og verden. Det drejer sig her om at give en ligeledes kortfattet eller nærmest
skematisk redegørelse for den del af den seksuelle polforvandlingsproces, der
giver sig udtryk i en række forskellige seksualtyper og former for
seksualpraksis. Som læseren sikkert for længst har fået opfattelsen af, udgør
polforvandlingen en proces, der har så stor og afgørende indflydelse på vort
liv som mennesker, at det ikke er for meget sagt, at den ligger til grund for
vores totale psykofysiske habitus, ligesom den i vid udstrækning bestemmer
eller dikterer vores holdninger så vel som vores handlinger.
Det, vi i det følgende skal se på, er en
række forskellige kategorier af seksualtyper, som ifølge Martinus opstår eller
udvikles under polforvandlingsprocessen og præger bestemte faser af denne,
nemlig de faser, som nutidsmennesket i særlig grad er udtryk for og
repræsenterer. Imidlertid ville det føre for vidt her, hvis der skulle gives en
fuldstændig og detaljeret omtale af de forskellige kategorier i den seksuelle
polforvandling, det drejer sig om, såvel af normale, ikke-afsporede tilstande,
som af unormale, afsporede tilstande, som nutidens menneskehed har mulighed
eller risiko for at komme til at opleve og gennemleve - eller som den faktisk i
praksis oplever og gennemlever. Vedrørende en fuldstændig og mere udførlig og
detaljeret redegørelse for hele dette emne, skal der derfor henvises til
Martinus' egne værker, specielt 5. bind af Livets Bog, og til Per
Bruus-Jensens ""X" - en komplet indføring i Martinus'
Kosmologi", bind 4, samt Mogens Møllers artikel "Skæbnen
og den seksuelle polforvandling" i tidsskriftet Kosmos 1962,
eller temahæfte nr.1, udgivet af Kosmologisk Information.
Martinus har opdelt de omtalte seksuelle
tilstande i i alt 11 kategorier, som for nemheds skyld betegnes alfabetisk fra
A til K. Heraf omfatter kategorierne A, C, E, H, I, den normale udvikling frem
mod det fuldt udviklede og psykisk færdige menneske, som er i
besiddelse af permanent kosmisk bevidsthed, kaldet J-mennesket, og videre til
det både psykisk og fysisk færdigt udviklede
menneske, K-mennesket, også betegnet som"Kristus-mennesket". (Note
1)
De afsporede
seksuelle kategorier
Den unormale og afsporede seksuelle
udvikling - for udvikling er der ifølge Martinus principielt også i dette
tilfælde tale om - indbefatter kategorierne B, D, F, G, hvoraf især
G-kategorien eller G-mennesket, er præget af en såkaldt "djævlepsyke"
eller "djævlebevidsthed", som i værste tilfælde betegner den
jordmenneskelige tilværelses yderste og dybeste mentale mørketilstande.
Lad os begynde med i al korthed at se på de
seksuelt afsporede polforvandlingstilstande, som Martinus altså har valgt at
beskrive under de ialt fire kategorier, der henholdsvis kaldes B-, D-, F-, og
G-kategorien, -området eller -mennesket. Det skal imidlertid endnu engang
understreges, at den følgende skitseagtige eller skematiske fremstilling af de
omhandlede kategorier, på ingen måde prætenderer at ville være hverken
udtømmende eller fyldestgørende. (Note 2)
B-kategorien eller
B-menneskene
Som nævnt betegner B-, D-, F- og G-områderne
de decideret seksuelt afsporede tilværelseszoner. Af disse fire områder er
B-området især karakteristisk ved, at dets mennesker udgør, hvad Martinus
kalder "kosmiske lig" eller "kosmisk
døde", dvs. individer, som repræsenterer den absolutte modsætning til begrebet
"kosmisk bevidsthed", der som tidligere nævnt udgør tilværelsens
allerhøjeste eller absolutte form for oplevelse og livsudfoldelse.
Hovedårsagen til, at B-området overhovedet
kan forekomme, skyldes primært de moralske brist hos de pågældende individer,
hvis seksuelle tilbøjeligheder er præget af alle slags unaturlige
pirringsmidler, lige som det er alment gældende indenfor området, at mændene
skrupelløst udnytter kvinderne, de har med at gøre. Det samme gælder de under
kategorien 'hjemmehørende' kvinder, som ligeledes udnytter mændene groft
hensynsløst. Begge parters forhold til hinanden indbyrdes og til det andet køn,
er præget af råhed, brutalitet, skinsyge og jalousi. (Note 3)
D-kategorien eller
D-menneskene
Medens B-områdets seksuelle afsporinger i
princippet er af heteroseksuel karakter, er de seksuelle afsporinger i D-, F-
og G-områderne hovedsagelig af homoseksuel karakter, og det skyldes specielt,
at den modsatte pol hos disse kategoriers individer er under stærk udvikling.
Hos D-områdets individer er den modsatte pol
altså i så stærk vækst, at den dominerer individets bevidsthed og seksuelle
liv. Da forelskelsesevnen, som kosmisk set primært tjener til at føre individet
ind i tilværelsens "mørkezone", udviklingsmæssigt stadig er fremtrædende,
betyder det derfor, at de pågældende individer forelsker sig i personer af
deres eget køn. Der er altså tale om de mennesker af begge køn, som
almindeligvis går under betegnelsen homoseksuelle, de såkaldte bøsser og
lesbiske, eller de 'feminine' mænd og de 'maskuline' kvinder.
Men det helt afgørende i sammenhængen er, at
Martinus betegner denne seksuelle situation som en midlertidig mental
'invaliditet', som individet før eller senere og mest sandsynligt i løbet af en
eller flere inkarnationer slipper ud af igen, blandt andet beroende på de
pågældendes udvikling af moralske kvaliteter. (Note 4)
F-kategorien eller
F-menneskene
F-området er karakteristisk ved, at det er
hos mennesker af denne kategori, der både omfatter heteroseksuelt og
homoseksuelt orienterede personer, at den seksuelle drift fuldstændig dominerer
over deres moral og religiøsitet. Det er i denne kategori, man finder de
såkaldte psykopater, notoriske løgnere, der ofte med held udgiver sig for at
være noget helt andet, end det de egentlig er. Det er også i denne kategori, at
de homoseksuelt prostituerede, som f.eks. de såkaldte
"trækkerdrenge", i reglen hører hjemme, ligesom det er her, at
pædofilien, dvs. den seksuelle forførelse og udnyttelse af mindreårige af
modsat så vel som af eget køn, finder sted. (Note 5)
G-kategorien eller
G-menneskene
Denne kategoris individer, der rekrutteres
fra F-området, betegner det absolut yderste mentale og moralske 'mørke', et
individ ifølge Martinus overhovedet kan komme til at opleve. G-mennesket er
karakteriseret ved, at dets psyke er præget af, at det fornemmer og opfatter
tortur, smerte og drab som tilværelsens højeste nydelse. Enten i form af, hvad
man selv bliver udsat for eller lader andre udsætte for. Dette er offerets
rolle, som i de tilfælde, hvor man underkaster sig denne rolle frivilligt,
kaldes for masochisme. Eller i form af den brutale behandling, man udsætter
andre for. Dette er bøddelens rolle, der betegnes som sadisme.
G-områdets mennesker hører til den slags
individer, for hvem såvel fysisk som psykisk tortur, lemlæstelse, skånselsløs
forfølgelse og nedværdigelse af svagere og forsvarsløse mennesker, hører til
'normal' adfærd, og som de i bedste fald ikke har nogen hæmninger overfor, og
som i værste fald er noget, der direkte opleves som fornøjelse, underholdning
og ligefrem nydelse. Drabet eller mordet på andre mennesker, er for disse
individer derfor noget, de ofte udfører lige så let og skrupelløst, som at slå
en flue eller myg ihjel.
Men selv sådanne stærkt afsporede individer,
vil ifølge Martinus før eller siden i kommende inkarnationer og på grundlag af
skæbneloven, som medfører at individet i kraft af egne lidelsesoplevelser og
smerteerfaringer, vil blive ledet tilbage til den normale udviklingslinies vej.
Det skyldes, at Guds alkærlighed blandt andet også sikrer individet den største
barmhjertighed, og dermed "syndernes forladelse". Men dette sker
reelt ikke ved anger og tro, selvom sådanne faktorer også kan spille en rolle,
men derimod dels ved at afbetale sin skæbnegæld og ved, at en med tiden tilpas
udviklet "human evne" i form af etisk-moralsk bevidsthed fungerer som
en art åndeligt immunforsvar imod tilbagevendende 'mørke' eller lidelses- og
smertefulde skæbnevirkninger. Det vigtigste er dog, at individet gennem de erfaringer
om godt og ondt, gavnligt eller skadeligt, som denne 'afbetaling' uvægerligt
medfører, lærer at styre sin livskurs og skæbne i retning af en stadig
forbedret overholdelse af loven for tilværelse. Det vil sige:
ved i stadig stigende grad at tænke og handle i overensstemmelse med det
livgivende princip, samtidig med at der i tilsvarende omfang afstås
fra, at lade sig dirigere af "det dræbende princip"s uhyggelige
moralkodeks. (Note 6)
De normale seksuelle
kategorier
Men i sammenhæng med denne bogs opgave og
formål, er det dog især de fire normale seksuelle kategorier, der har
interesse, og som derfor af hensyn til vort emne ganske kort skal skitseres i
det følgende. (Note 7)
A-kategorien eller
A-menneskene
A-menneskene er i almindelighed
følelsesmennesker, og ikke udpræget intelligente. De er karakteriseret ved at
være traditions- og vanebestemte i deres holdninger, og de ønsker sædvanligvis
ingen form for forandringer eller ændringer i deres tilværelse og omgivelser. I
religiøs henseende er de ofte ortodokse og dogmatiske i deres anskuelser, og
som samfundsmedlemmer er de småborgerlige og har nok i deres eget og i deres
egne. De er samtidig nationalt sindede og gribes let af patriotisme, men i
fredstider har de ofte svært ved at fordrage de enkelte individer, som de ikke
lige er på mental bølgelængde med. De ser ofte "fjendebilleder" i
deres nære, men måske især i deres fjernere omgivelser. Endelig må de
karakteriseres som selvretfærdige og fordømmende, og har altså kort sagt nok i
sig selv og deres eget.
I seksuel henseende er A-menneskene strengt
monogamt indstillede, og de lever for ægtefælle, afkom og nærmeste familie. De
udgør "ét kød" i den forstand, at de legemligt og sjæleligt har et
privat og personligt fællesskab, som danner hele deres verden. Kun det, der
tjener dette fællesskab, har betydning og værdi for dem.
Det skal for resten indskydes, at
A-kategoriens individtyper, af den gode grund, at de er - og ikke mindst i de borgerlige
århundreder antagelig har været - den mest almindeligt forekommende
mennesketype, forholdsvis ofte genfindes i H.C.Andersens forfatterskab, bl.a. i
en del af eventyrene, af hvilke tilfældigt kan nævnes Den lykkelige
Familie, 1848. Eventyret handler om en højst 'borgerlig' og 'snobbet'
sneglefamilie, der bor under skræpperne i herregårdshaven, og som har nok i sig
selv og sit eget, og hvis højeste mål i livet er, at blive kogt og lagt på
sølvfad, for på den måde at få adgang til herregården, der står for dem som
indbegrebet af selve paradis eller livets lyksalighed. (Note 8)
C-kategorien eller
C-menneskene
C-kategoriens mennesker er dem, der har
udlevet A-områdets ægteskabelige 'himmerige', hvor ægtefællerne har nok i
hinanden, i deres afkom og i den nære familie. Men at de har udlevet
ægteskabets 'paradis-tilstand' indebærer ikke, at de undgår at forelske og
eventuelt gifte sig. Tværtimod er de netop tilbøjelige til at gifte sig flere
eller endda mange gange, eftersom deres forelskelsesevne og seksualtrang ikke
er blevet mindre, men snarere er vokset.
Det er derfor i denne kategori, at jalousi
og ulykkelige parforhold og mislykkede ægteskaber i særlig grad gør sig
gældende, og specielt når C-mennesket eksempelvis danner par eller gifter sig
med et A-menneske. En sådan situation er vistnok ikke så usædvanlig, ligesom
det naturligvis også kan forekomme, at C-mennesket danner par eller gifter sig
med et menneske fra en af de andre kategorier, både de normale og de afsporede.
C-mennesket betegner imidlertid en kategori,
der så småt er begyndt at udvikle en moralsk og intellektuel stillingtagen til
samfundsspørgsmål, til kunst, videnskab, filosofi og religion, eller kort sagt
til kultur. Det skyldes primært den begyndende vækst af mandens feminine pol og
af kvindens maskuline pol, og i begge tilfælde af de to parters respektive
intellektuelle polorgan. I takt med at de to respektive seksuelle poler og
polorganer vokser, øges C-menneskets intellektuelle bevidsthed og dets humane
moral og skabende evner, og i løbet af nogle inkarnationer glider C-menneskene
stille og umærkeligt ind i E-kategoriens område. (Note 9)
E-kategorien eller
E-menneskene
E-kategoriens mennesker er individer, hvis
modsatte pol efterhånden er i relativt stærk vækst, men sådan at deres
intellektualitet, moral og gudsforhold er situationen overlegen. De har som
regel et stærkt engagement i kunst, videnskab, filosofi og religion, eller i
pædagogiske, sociale eller idealistiske politiske interesser.
På grund af den modsatte pols stærke
fremvækst, er E-mennesker ofte præget af en seksuel indstilling, som kan svinge
mellem interesse for og begær efter det modsatte køn og deres eget køn. De kan
således i en periode have den ene seksuelle indstilling og i en anden periode
den anden seksuelle indstilling. E-mennesker kan med andre ord karakteriseres
som biseksuelt orienterede. Men på grund af deres relativt
høje etisk-moralske standard eller habitus, medfører dette normalt ikke de helt
store lidelser eller ulemper for E-menneskene.
I reglen undlader E-mennesker at gifte sig,
men gør de det, vil ægteskabets heldige eller uheldige udfald være beroende på,
om det er et resultat af en midlertidig forelskelse, eller om der er tale om et
forhold, som mere er bestemt af menneskeligt betonede ønsker og behov. Den
nævnte forelskelse kan især finde sted i individets repetitionsperiode. Men i
begge tilfælde vil parforholdets eller ægteskabets lykke og succes, stå og
falde med polkonstellationen henholdsvis hos manden og kvinden. Det er således
ikke kun beroende på, hvordan de to parters henholdsvis maskuline pol og
feminine pol passer sammen, men også og måske især på, hvordan mandens feminine
pol og kvindens maskuline pol passer til hinanden. På den baggrund kan man
faktisk sige, at der reelt er ikke to, men fire 'personer' involveret i et
sådant parforhold eller ægteskab.
E-kategoriens
mennesker udgøres altså af individer, i hvis bevidsthed og organisme den
modsatte pol og det intellektuelle polorgan, der har sit udløsningscenter i
hjernen, er blevet så tilpas udviklet, at indflydelsen er ved at trænge ind i
individets vågne dagsbevidsthed. Men som nævnt, er E-menneskenes intellektuelle
og moralske standard af en karakter og styrke, og deres personlige gudsforhold
normalt så stærkt, at de vil være beskyttet imod seksuel afsporing. Men selvom
de i deres seksuelle indstilling periodisk eller lejlighedsvis svinger i
retning af homoseksuelle tilbøjeligheder, kan de alligevel ikke karakteriseres
som afsporede fra den normale polforvandling, idet de menneskelige egenskaber
hos dem er af en sådan karat, at de altid først tænker på andre og tager hensyn
til de pågældendes velbefindende og lykke.
Fra E-kategoriens område vil nogle mennesker
glide direkte ind i I-området, som er karakteristisk for homoseksuelle mennesker
af meget høj intellektuel og etisk standard, mens andre fortsætter i H-området,
der er præget af heteroseksuelle mennesker af samme høje
intellektuelle og etiske kvaliteter som I-menneskene. Der kunne nævnes ikke så helt
få og fremtrædende eksempler på begge disse kategorier, både fra fortiden og
nutiden, men det er ikke opgaven her, hvorfor jeg vil afstå fra det. (Note 10)
H-kategorien eller
H-menneskene
Om H-kategorien siger Martinus bl.a.: ”[…]
Da dets poludvikling ikke foregår i noget unaturligt hurtigt tempo, vokser
denne side af dets psyke kun ganske umærkeligt og gradvis frem og når derfor
først kontakten med væsenets vågne dagsbevidsthed i dets allersidste
inkarnationer før dets indvielse eller oplevelse af den store fødsel
[…]". (Note 11)
Dette udsagn indikerer, at den normale
udviklingslinie ikke nødvendigvis medfører, at alle skal blive homoseksuelle i
den sædvanlige betydning af begrebet, sådan som der hos nogle 'nybegyndere'
blandt Martinus-interesserede har været en tendens til at opfatte det.
Personligt har jeg mødt mennesker, som afviste Martinus' Kosmologi med netop
den begrundelse, at det var uhyggeligt at tænke på, at alle mennesker på et
eller andet tidspunkt under polforvandlingen skulle blive homoseksuelle. Men en
sådan opfattelse eller frygt røber umiskendeligt, at man desværre ikke har
forstået så meget af, hvad den seksuelle polforvandling egentlig går ud på.
(Note 12)
Lad mig derfor i den forbindelse indskudt
gentage, i håb om at gøre det helt klart, at ifølge almindelig erfaring og
logik, kan ingen evne eksistere eller fungere uden et organisk grundlag. En
evne vil derfor altid været baseret på organiske funktioner. Dette grundlag
udgøres ifølge Martinus primært af talentkernerne og de deraf skabte og
opretholdte åndelige eller parafysiske legemer, og sekundært af generne og de
fysiske organer. Således er synsevnen baseret på synsorganerne, høreevnen på
høreorganerne, smagen på smagsorganerne osv. I henhold til Martinus udgør
kærlighedsevnen ingen undtagelse fra denne regel. Kærlighed, sympati og
velvilje og modsætningerne: had, antipati og uvilje, er og vil uundgåeligt
altid og under alle omstændigheder primært være beroende på konstellationen
mellem de to hovedtalentkerner, den maskuline pol og den feminine pol, og de
dertil knyttede polorganers indbyrdes konstellation, og sekundært på den heraf
betingede psyko-fysiske organstruktur, herunder de fysiske kønsorganer.
De to overbevidsthedspoler og de dertil
knyttede to polorganer, har som overordnet funktion og målsætning, at være dé
primære styringsorganer, der fører og dirigerer individet gennem
spiralkredsløbenes skiftende lys- og mørkeperioder, de kosmiske dage og nætter,
eller gennem de ialt seks successive riger eller tilværelseszoner. Det er på
basis af pol- og polorgankonstellationen, at de seks kosmiske grundenergier
indbyrdes kombinerer sig på en sådan måde, at den enkelte energi og det derpå
baserede åndelige legeme kosmisk set successivt dominerer kombinationen, og
derigennem gør individet manifestations- og sansedygtigt i de respektive nævnte
riger, herunder den fysiske verden (subsidiært Jorden), som er den
tilværelseszone, vi i denne sammenhæng specielt har med at gøre og taler om.
(Note 13)
Imidlertid er H-mennesker sædvanligvis
intellektuelt, åndeligt og etisk-moralsk højt udviklede individer, som ofte kan
være fremtrædende inden for samfunds- og kulturlivets forskellige områder. Men
også H-mennesker gifter sig, og sker dette med et andet H-menneske af modsat
køn, eller et E-menneske med overvejende heteroseksuel orientering, kan der
godt være tale om et lykkeligt ægteskab udenfor de egentlige lykkelige
ægteskabers zone (A-området), hævder Martinus. Men det vil fortrinsvis være det
menneskelige element og de humane og kulturelle interesser, der præger et
sådant forhold eller ægteskab. Ifølge Martinus er H-mennesker dog endnu ret
sjældent forekommende på jorden. Men de vil blive mere almindelige i fremtiden,
hævder han, ikke mindst af den grund, at også fremtidens mere udviklede
mennesker nødvendigvis må have biologiske ophav eller forældre, som de
diskarnerede E-, H-, I- og J-mennesker kan tiltrækkes af og være i personlig og
skæbnemæssig 'resonans' med af hensyn til deres fysiske inkarnering. At de
biologiske forældre så måske i nogle tilfælde ikke har mulighed for eller er i
stand til selv at opfostre deres afkom, som derfor må bortadopteres, er en
anden sag, som ikke rokker ved princippet. Men de vil i alle tilfælde disponere
godt og kærligt for deres afkom. (Note 14)
I- og
J-kategoriernes mennesker
Efterhånden som de to seksuelle poler bliver
stadig mere jævnbyrdige i deres funktion, og det intellektuelle polorgan når op
omkring sin optimale udvikling, glider H-menneskene automatisk ind i I-området.
Dette område er karakteristisk ved, at det markerer den kosmiske
fødselsports normale åbning. Nemlig i modsætning til den kunstige og
alt for tidlige åbning af denne, som kan ske ved at et etisk-moralsk endnu
uudviklet menneske, f.eks. gennem Yoga-praksis tiltvinger sig adgang til et
højere udviklingstrin, end det i henhold til sin aktuelle udvikling egentlig
befinder sig på.
Efter det fornødne og udviklingsbetingede
ophold i I-området, fortsætter individets udvikling ind i J-området, som udelukkende
består af psykisk færdigudviklede mennesker, som Martinus har
valgt at betegne som Kristus-væsener, fordi disse har opnået
en intellektuel og etisk-moralsk standard og habitus, der er sammenlignelig med
den højintellektuelle standard, som Jesus Kristus var et levende eksempel og
forbillede på. (Note 15)
Polforvandlingens
mål: K-mennesket
Efterhånden som den fysiske organisme
omdannes til at kunne fungere i overensstemmelse med de høje etiske krav, der
på dette trin stilles til individet, glider J-mennesket næsten umærkeligt ind i
K-området. Dette område er polforvandlingens allerhøjeste trin og mål, som
består af individer, som både psykisk og fysisk er færdigudviklede
Kristus-mennesker, hvis åndelige, etisk-moralske bevidsthedsniveau er identisk
med den fuldkomne næstekærlighed. Den kærlighed, der hellere giver end tager,
og som uden vanskelighed praktiserer buddet om at gøre mod andre, hvad man vil
at de skal gøre mod én selv.
Der er naturligvis især for K-menneskenes
vedkommende tale om, at de i deres seksuelle orientering udelukkende er
indstillet på det guddommelige i deres medvæsener. En situation og tilstand,
som bekræfter Jesu-ordene: "de, som er agtet værdige til at få del
i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, tager hverken til ægte eller
bortgiftes: Thi de kan ikke mere dø; de er jo engles lige, og de er Guds børn,
da de er opstandelsens børn." (Luk.20,27-28; jvf. f.eks. med
Thomas-evangeliet, logion 22). Det vil sige, at K-menneskene er individer, der
ikke længere er underkastet reinkarnationsprocessen, men som behersker såvel de
åndelige som de fysiske energier i et omfang og en grad, at de i stedet er i
stand til at benytte sig af materialisationens og de-materialisationens teknik.
Denne teknik, som er tilgængelig for individet i det rigtige menneskerige, er
aktuel og påkrævet, når det f.eks. drejer sig om at danne sig en ny fysisk
organisme, eller om at opløse den igen, når individet ønsker eller har behov
for en hvilepause fra den fysiske tilværelse.
Selvom en sådan teknik og eksistensform
umiddelbart måske kan lyde lidt vel fantastisk og urealistisk, bør man dog nok
vare sig for at kalde den usandsynlig. Tænk blot på den nyere elektroniske
teknik, der har bidraget med opfindelser og tekniske nyskabelser, som ikke ret
mange af os for bare 30-40 år siden ville have troet mulige. Det samme gælder
også den såkaldte génteknologi, hvis rette brug rummer muligheder, som
formentlig på et senere tidspunkt vil vise sig at være et overgangsstadium til
den ovenfor nævnte materialisations- og dematerialisationsteknik. Men Martinus
understeger, at den sidstnævnte teknik ligger et godt langt stykke ud i
fremtiden, men han er ikke i tvivl om, at den en skønne dag vil være en lige så
almindelig 'fødsels- og døds-metode', som den biologiske fødsel og død er det i
vore dage. (Note 16)
Med den ovenstående højst skematiske og -
det må siges - utilstrækkelige fremstilling af de 11 seksuelle kategorier eller
mennesketyper, skal vi hermed afslutte den egentlige omtale af det seksuelle
polprincip og den seksuelle polforvandling. Men undervejs har vi blandt andet
kunnet konstatere, at selve polkonstellationen og polforvandlingsprocessen sker
på foranledning af de kosmiske skabeprincipper, specielt det guddommelige
skabeprincip og kredsløbs- og kontrastprincippet, subsidiært tiltræknings- og
frastødningsprincippet og sult- og mættelsesprincippet, som individets begær,
ønsker og vilje automatisk er undergivet og former sig efter.
Vi har desuden kunnet konstatere, at det organiske
grundlag for individets kønspræg og dets seksuelle og sympatiske - og
antipatiske - orientering, er de to seksuelle overbevidsthedspoler, den
maskuline pol og den feminine pol, og de to underbevidsthedspolorganer, nemlig
det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan, også kaldet det
psyko-sympatiske anlæg. Endelig har vi kunnet konstatere, at den organiske
basis for individets emotionelle, intellektuelle og åndelige begavelse samt
dets kreative evner, er de såkaldte talentkerner, specielt organtalentkernerne,
og de af disse organiserede og opretholdte seks åndelige legemer.
Men først og sidst har vi
kunnet konstatere, hvilken stor og afgørende rolle det seksuelle polprincip og
den seksuelle polforvandling spiller for individets til enhver tid aktuelle
udviklingstrin og -standard. Ligesom vi er blevet gjort bekendt med, at dette
forhold igen er bestemt af den ligeledes til enhver tid rådende, men kosmisk
set variable konstellation mellem de to seksuelle overbevidsthedspoler og det
på tilsvarende måde udviklingsbetingede forhold mellem de to seksuelle
polorganer i underbevidsthedsregionen. (Note 17)
Emnet er imidlertid langt fra udtømt med
denne afhandlings fremstilling af det, tværtimod. Den særligt interesserede
læser henvises derfor til selve kilden til de oplysninger, ideer, tanker og
forestillinger, som ligger til grund for min fremstilling, nemlig Martinus'
livsværk i form af symboler, bøger, artikler og foredrag., men specielt til
Livets Bog IV-VI. Desuden henvises sekundært til diverse bøger af Per
Bruus-Jensen, herunder især hans 4 binds værk ""X" - en komplet
indføring i Martinus' Kosmologi", men her specielt bind 4.
Kommentar: Også vedr.
seksualkategorierne står det soleklart, at Martinus' analyser og karakteristik
af disse også hører til noget af det mest geniale i hans kosmologi, for også i
denne sammenhæng er der tale om en avanceret psykologisk indsigt og viden om
menneskers seksualliv. Dette gælder også, selvom det overordnede kosmiske
perspektiv, hvori Martinus anskuer emnet, af gode grunde heller ikke kan være
gældende, når emnet ses og vurderes ud fra ét-livs-hypotesens aktuelle
'jordbundne' perspektiv. Men uanset dette, så gælder Martinus' karakteristisk
af seksualkategorierne stort set alligevel som en aktuel 'jordbunden'
vejledning for os, der interesserer sig for emnet.
Herefter skal gengives en efter min egen
opfattelse relevant artikel, hvori tallene, der henviser til noter og kilder,
og i nogle tilfælde også til bemærkninger og / eller kommentarer til
hovedteksten, følger med her, således at særligt interesserede læsere vil kunne
benytte sig deraf.
Parforholdets ’krig’
– og ’fred’
(Citat) Denne overskrift er titlen på en
artikel, der handler om en problematik, som er væsentlig indenfor Martinus’ kosmologi,
men som samtidigt også betragtes som kontroversiel af en del mennesker, der
studerer hans kosmiske analyser. Emnet kræver fordomsfrihed, åbenhed og
tolerance, hvis man vil gøre sig håb om at fatte, hvad sagen virkelig drejer
sig om. – Men om artiklens tanker eventuelt vil kunne være til trøst og
opmuntring for mennesker, som aktuelt befinder sig i en så ulykkelig situation
som et parforholds opbrud ofte betyder, er nok tvivlsomt. Det er ulige nemmere
og lettere at overveje sådanne tanker, som denne artikel giver udtryk for, når
man selv befinder sig i fred og harmoni med sig selv og sine medmennesker.
Næsten daglig kan man høre om eller læse i
medierne, at så er det ene og så det andet mere eller mindre kendte par blevet
skilt eller er gået fra hinanden, og hver for sig søger de to involverede og
ofte ’sårede’ parter i det mislykkede forhold at finde sine egne ben at stå på
igen. Ikke sjældent giver man hinanden skylden for det, der i reglen føles som
et nederlag, i det mindste for en af parterne. Måden, man søger at komme videre
på, er naturligvis individuel og kan være meget forskellig fra menneske til
menneske, men fælles for de fleste er det, at de før eller siden hver især
finder sammen med en ny partner, i håbet og forventningen om at finde ’lykken’
på ny. I nogle tilfælde lykkes det, i andre ikke, og der er ikke så helt få
eksempler på folk, der har været gift både tre eller fire gange, uden at det i
længden er lykkedes at få forholdet til at fungere tilfredsstillende for begge
parter.
Imidlertid findes der dog
også eksempler på både første-, anden- og tredjegangs-ægteskaber eller
parforhold, som er vellykkede og hvor begge parter i hovedsagen er tilfredse
med samlivet. Alligevel rokker dette ikke ved, at parforholdet og ægteskabet
som institution betragtet, nu i snart mange år har været og fortsat er i krise,
hvilket enhver vil kunne overbevise sig om, ved at læse tallene fra Danmarks
Statistik. Ifølge sidstnævnte blev hvert fjerde ægteskab opløst i 2004, men
tallene kan svinge i op- eller nedadgående retning fra år til år, men
hovedtendensen synes klar. Det er dog ikke kun i Danmark, at parforholdet og
ægteskabsinstitutionen befinder sig i permanent krise, tværtimod, så gælder det
stort set i hele den vestlige verdens kulturkreds.
Velmenende psykologer og socialpædagoger har
i tidens løb søgt efter årsagsforklaringer på de mislykkede parforhold og
ulykkelige ægteskaber, der jo ikke mindst er til skade for de involverede børn.
Fra samfundets side har man søgt at bøde på skaderne gennem forskellige tiltag,
men sjældent med særligt held. De terapier, der er udviklet på basis af de
årsagsforklaringer, man mener at have fundet frem til, viser sig ikke i alle
tilfælde at være tilstrækkelige til at hele parforholdet eller bringe de
’krigende’ parter sammen igen.
Der kan naturligvis være
mange forskellige direkte årsager til parforholds og ægteskabers ulykkelige
situation og eventuelle forlis. Der kan f.eks. være tale om gemytternes
uoverensstemmelse, dvs. uforligelige personligheds- og temperamentsforskelle,
lige som der ofte også kan være utroskab blandet ind, måske endda fra begge
parters side, men erfaringsmæssigt dog fortrinsvis fra den parts side, der er
mest tilbøjelig til at ville bryde med sin partner. Det er jo erfaringsmæssigt
langt fra tilfældet, at begge parter er enige om at gå fra hinanden.
Martinus’ opfattelse
af situationen
Set fra Martinus’ side er der imidlertid
ikke noget mærkværdigt eller uforståeligt ved parforholdets og ægteskabets
aktuelle situation, lige så lidt som ved, at almindelige psykologer, terapeuter
og socialpædagoger ikke har kunnet, og - så vidt det kan bedømmes - fortsat
heller ikke vil kunne løse parforholdets og ægteskabets samlivsproblemer, i al
fald ikke på sigt. De årsager til krisen, som de nævnte fagfolk indtil videre
har været i stand til at pege på, udgør nemlig, hvad man kunne betegne som
”sekundære årsager”, og sådanne er i henhold til Martinus ikke tilstrækkelige
til at forklare krisen, endsige løse de problemer, denne giver anledning til.
Ifølge Martinus skal de primære årsager til
den krisesituation eller krisetilstand, som parforholdet og ægteskabet har
været inde i gennem hele det tyvende og fortsat er det her i det ny århundrede,
søges dybt i menneskets psyke. Denne psyke har psykologiske forskere og fagfolk
endnu ikke kunnet beskrive i sin totalitet eller helhed, selvom nogle pionerer
er og har været på sporet af, hvad det mere præcist drejer sig om. Her tænkes
især på dybdepsykologen C. G. Jung, som blandt andet fandt frem til, at psyken
har to basale psykoseksuelle aspekter, nemlig et aspekt bestående af feminine
karaktertræk og et aspekt bestående af maskuline karaktertræk. Disse to
aspekter ved psyken kan være mere eller mindre i modstrid med hinanden, men kan
også bringes til at samvirke i løbet af det, Jung betegner som
individuationsprocessen, hvorunder selvet eller personligheden modnes og
differentieres med de karakteristika, der er gældende for det enkelte individ.
Men det gælder generelt, at en kvinde i overvejende grad normalt vil være
præget af sin psykes feminine aspekt , som ganske enkelt er udtryk for kønnet,
lige som en mand i overvejende grad normalt vil være præget af sin psykes
maskuline aspekt, som også i dette tilfælde er udtryk for kønnet. Men den
kvindelige psyke rummer som nævnt samtidigt et maskulint aspekt, arketypen
animus, mens den mandlige psyke samtidigt rummer et feminint aspekt, arketypen
anima. (1)
Den seksuelle
polforvandlingsproces
Som nævnt skal de primære årsager til det generelle
udviklingsstadium, Martinus betegner som ”de ulykkelige ægteskabers zone”,
grundlæggende søges i det forhold, at psyken hos et meget stort antal
mennesker, især i den vestlige verden, for tiden er inde i en accelererende
forvandlingsproces. Denne proces betegner Martinus også som polforvandlingen,
hvorved nærmere forstås en gradvis ændring af konstellationsforholdet mellem
menneskepsykens feminine aspekt og dens maskuline aspekt. Dette
konstellationsforhold er ifølge Martinus baseret på to overordnede
grundenergitalentkerner, som henholdsvis betegnes som ”den feminine pol” og
”den maskuline pol”. Under ét betegnes de to poler som et ’psykosympatisk
anlæg’, hvilket især hænger sammen med, at det er disse to poler, der dybest
set udgør det organiske grundlag for det levende væsens (individets) sympatier
og antipatier. (2)
Til disse to poler er
endvidere knyttet to polorganer: ”det emotionelle polorgan” og ”det
intellektuelle polorgan”. Forholdet mellem poler og polorganer er i henhold til
Martinus grundlæggende det, at det emotionelle polorgan altid vil være knyttet
til den såkaldt ordinære, dvs. den aktuelt fungerende psykoseksuelle pol,
medens det intellektuelle polorgan altid vil være tilknyttet den aktuelt
latente eller ’sovende’ psykoseksuelle pol og ’vågne op’ eller vokse frem
synkront med denne. Med begreberne ’den aktuelt fungerende pol’ og ’den aktuelt
latente pol’ er der her antydet en meget vigtig og afgørende proces i
sammenhængen, nemlig den såkaldte ’polforvandling’. Denne består kort fortalt i
en periodisk og gradvist forandret konstellation mellem de to poler indbyrdes
og disses tilknytning til de to polorganer. Fra en konstellation eller
tilstand, hvorunder de to poler og de to polorganer fungerer fuldkommen
jævnbyrdigt og optimalt, ændres situationen efterhånden radikalt til en
tilstand eller konstellation, hvori den ene pol og det intellektuelle polorgan
er latent eller ’sovende’, mens den anden pol, sammen med det emotionelle
polorgan, bevarer og opretholder en aktivt fungerende position. (3)
Hunkøn, hankøn og
dobbeltpolethed
Det er i henhold til Martinus den
sidstnævnte situation, som han også betegner som den ”enkeltpolede” tilstand,
der danner grundlaget for fremkomsten og eksistensen af de to køn: hunkøn og
hankøn. Det førstnævnte køn, hunkønnet, opstår, når det er den maskuline pol,
der sammen med det intellektuelle polorgan ’degenerer’ eller reduceres til
latent tilstand, mens det sidstnævnte køn, hankønnet, opstår, når det er den
feminine pol, der sammen med det intellektuelle polorgan ’degenererer’ eller
reduceres til latent tilstand.
Men polforvandlingsprocessen
er ikke fuldbyrdet hermed, for efter en tid i enkeltpolet tilstand som enten
hunkøn eller hankøn, fortsætter udviklingen, denne gang så at sige i omvendt
rækkefølge. Det vil sige en udvikling, hvorunder den latente eller ’sovende’
pol og det intellektuelle polorgan gradvist atter ’vågner’ op og efterhånden
igen bliver jævnbyrdige med den fungerende pol og det dertil knyttede
emotionelle polorgan. Denne udvikling forløber nogenlunde parallelt og synkront
for de to køn, hvis individer efterhånden bliver, hvad Martinus betegner som
”dobbeltpolede”, en tilstand og situation, der udgør det
psykoseksuelt-organiske grundlag for den såkaldte næstekærlighed, som i bund og
grund er uberoende af det tidligere køn eller af køn i det hele taget. (4)
Enkeltpolethed og
dobbeltpolethed
Som det indirekte vil være fremgået af det
ovenstående, er der i virkeligheden tale om det, vi almindeligvis betegner som
seksualisme, men dog i en noget dybere og videre forstand, end det, de fleste
mennesker forstår ved begrebet. Martinus betegner fænomenet seksualisme som det
redskab eller den kraft, hvormed Guddommen skaber, styrer og opretholder alt og
alle i sin universalorganisme, verdensaltet. Seksualisme er samtidig det
levende væsens egen inderste og dybeste oplevelsesevne og skaberkraft, som
takket være lovmæssighederne for de to polers og de to polorganers indbyrdes
samspil, og herunder ikke mindst polforvandlingen og dennes karakter og konsekvenser,
sikrer individets evige og periodisk livsfornyende eksistens som Guds sanse- og
manifestationsorgan. (5)
Men det er altså den ovenfor skitserede
polforvandlingsproces eller forvandlingen af polkonstellationsforholdet mellem de
to poler og polorganer fra enkeltpolethed til dobbeltpolethed, som dybest set
er årsagen til og forklaringen på parforholdets og ægteskabsinstitutionens
aktuelle krise. Denne i en større sammenhæng og i et større perspektiv
naturlige udviklingssituation, vil intet menneske eller nogen anden magt,
hverken på jorden eller i himlene, kunne ændre afgørende ved, endsige
forhindre. Så meget mindre, som at polforvandlingen i virkeligheden sker til
alles gavn og bedste.
Det, der ifølge Martinus ligger til grund
for mange af de problemer og kriser, der kan være i parforhold og ægteskaber,
er den omstændighed, at der i virkeligheden ikke kun er tale om to parter i
forholdet, men derimod om hele fire, og ikke sjældent fire forskellige parter.
Nemlig foruden ’manden’ i kvinden, også ’kvinden’ i manden, eller mere præcist:
Den kvindelige parts vågnende maskuline pol, og den mandlige parts vågnende
feminine pol, som i begge tilfælde er ledsaget af et vågnende intellektuelt
polorgan, som netop giver sig udtryk i alle de interesser hos individet, som
ligger ud over de basale ægteskabelige og familiemæssige interesser. Det gælder
stort set alle de interesser eller interesseområder, som ikke direkte tjener
til hjemmets og parforholdets eller ægteskabets etablering og opretholdelse,
lige fra interessen for sport, politik, kunst, litteratur etc. til interessen
for åndelige, spirituelle og filosofiske emner. (6)
Parforholdets ’krig’
og ’fred’
Men det skal dog siges, at en del mennesker
er i stand til at klare balancegangen mellem interesserne for hjemmet,
ægtefællen, afkommet og familien på den ene side og de mere personligt
orienterede og indadvendte eller udadvendte interesser på den anden side. Det
gælder især for par og ægtefæller, hvor der findes en grundlæggende forligelighed
mellem de involverede fire ’parters’ respektive interesser, både indenfor og
udenfor parforholdet eller ægteskabet. Dette gælder i henhold til Martinus ikke
mindst for de relativt højtudviklede mennesker, der henhører under den endnu
meget sjældne seksualkategori, han betegner som H-mennesket. Men mindst lige så
mange, eller måske snarere flere, kuldsejler i forsøget på at tilgodese begge
interesseområder. Erfaringsmæssigt forstår de to parter, kvinden og manden,
ikke altid hinandens personlige interesser ’udenfor’ parforholdet eller
ægteskabet, og hvis den gensidige seksuelle tiltrækning måske også er aftaget,
så kan der være optræk til alvorlig konflikt eller krise. Dette kan i en del
tilfælde føre til, at enten den ene af de to parter eller eventuelt begge,
foruden interesserne udenfor hjemmet, også søger og finder en ny partner, og så
har vi utroskaben inde i billedet, med den jalousi, desperation og aggression
eller den sorg, fortvivlelse og depression hos den part, som føler sig svigtet,
der oftest følger i kølvandet på utroskab, separation og skilsmisse.
Det er rent ud sagt utroligt,
hvor fjernt fra hinanden og gensidigt fjendtlige to tidligere elskende, som
tilmed måske har fået et eller flere børn sammen, kan stå eller blive overfor
hinanden både lige før og vistnok især lige efter et brud, ja, for nogles
vedkommende i årevis eller for altid. Det kunne parterapeuter, socialrådgivere,
statsamterne, skilsmissedomstolene og børnebidrags-kontorerne tale med om, hvis
ikke de havde tavshedspligt. (7)
Mediernes
romantisering af ægteskabet
Sådan
som situationen tegner sig set på baggrund af Martinus’ kosmiske analyser, er
medierne – måske oftest ubevidst - i nogen grad medvirkende til at viderebringe
og opretholde de ret beset falske forestillinger og ’drømme’, der hersker
omkring parforholdet og ægteskabet. Det gælder de mange bøger, film og
tv-serier, som mere eller mindre ensidigt romantiserer og forgylder
forelskelsen og ægteskabet, og som foregøgler unge ubefæstede og uerfarne
sjæle, at livet sammen med den udkårne ’eneste ene’ og afkommet er udtryk for
den højeste lykke i tilværelsen. Sandsynligvis er det en væsentlig grund til,
at forestillingerne om det fuldendte romantiske bryllup mellem den hvide,
’uskyldsrene’ brud og den charmerende, galante og beskyttende brudgom, som vil
gå gennem ild og vand, for til slut at vinde sin udvalgte elskedes gunst,
stadig er meget udbredte. TV-udsendelser fra kirkelige bryllupper mellem især
kendte og allerhelst royale personer hører til de fjernsynsprogrammer, der kan
påregne det største antal seere verden over. Men kvindelige seere synes at være
i overtal ved disse lejligheder, hvor der er anledning til at opleve et
følelseslift ved synet af det unge, smukke par, især over brudens kjole med
langt slæb, det kirkelige ceremoniel og ritual, og – ikke mindst – de
medrivende orgeltoner og salmesangen, der bruser ud i kirkerummet og i
tv-seernes stereohøjtalere. Ikke et øje er tørt, mens hjertet banker et par
takter hurtigere end normalt. (8)
Men situationen
tegner sig lidt anderledes for de af os, der ikke synes, at kirkelige
bryllupper eller ditto tv-transmitterede bryllupper lige er sagen, måske fordi
vi selv har oplevet og erfaret ’bagsiden af medaljen’, men måske også, fordi vi
mere eller mindre er vokset fra de romantiske forestillinger og gyldne drømme
om et ægteskabeligt paradis på jorden. Måske er vi endda alligevel så heldige
at have fundet en partner, hvis både ordinære og modsatte pol og polorganer
matcher med ens egen ordinære og modsatte pol og polorganer, så at samlivet i
bedste fald er med til at bekræfte det faktum, at tilværelsen i sig selv i
grunden er det største eventyr, der eksisterer. I dette eventyr er vi, takket
være Martinus, endda så heldige at have fået en god og grundig vejledning i
læsningen af den bog, ”Livets Bog”, der i bogstavelig forstand bekræfter, at
eventyret tilmed er fuldgyldigt udtryk for guddommelig korrespondance og tale.
(Citat slut)
For læsere, som
ønsker kildehenvisninger, kan det anbefales at læse ovenfor gengivne artikel
via dette link: 4.12. Parforholdets ”krig” og ”fred” – om moderne menneskers samlivsproblemer.
Imidlertid er der jo
også den side ved seksuallivet, der betegnes som afvigelser fra normen
mand-kvinde, nemlig den især tidligere provokerende og såkaldte
homoseksualitet. Derom har jeg skrevet et par artikler, hvoraf især artiklen
4.66. Kirke på afveje? – Tanker omkring det nye vielsesritual, skal gengives her
i sin fulde længde, primært for at stige ned fra de kosmologiske højder og
aktualisere emnet i jordhøjde.
Herefter skal
gengives endnu en relevant artikel, hvori tallene, der henviser til noter og
kilder, og i nogle tilfælde også til bemærkninger og / eller kommentarer til
hovedteksten, følger med her, således at særligt interesserede læsere vil kunne
benytte sig deraf og opsøge de anførte steder i de citerede artikler:
(Citat) Efter en
lidt længere og ophedet offentlig debat om et kirkeligt ritual for vielser af
homoseksuelle, opfyldtes ligestillings- og kirkeminister Manu Sareens løfte til
de homoseksuelle den 15. juni 2012, idet den første lovformelige kirkelige
vielse af homoseksuelle fandt sted denne dato. Det skete i gamle hæderkronede
Frederiksberg Kirke, og parret var STAR TOUR-ejer Stig Elling og hans
samlivspartner og bofælle gennem 24 år. Selvom jeg hører til blandt dem, der
mener, at vielse af homoseksuelle ikke burde finde sted i kirken, men på
rådhuset, valgte jeg dog alligevel at ønske brudeparret tillykke på Facebook og
udtrykke håbet om, at de måtte leve lykkeligt sammen til deres dages ende. Det
gjorde jeg, fordi jeg mener ganske godt at kunne forstå de homoseksuelle og
deres situation.
Men forud for
denne på sin vis lykkelige slutning – eller måske snarere begyndelse – var som
nævnt gået en længere og især ophedet debat i offentligheden om selve
vielsesritualets udformning. Til at begynde med drejede det sig om gætterier og
rygter, og især rygtet om et såkaldt kønsneutralt ritual vakte både bekymring
og harme. Et sådant ritual måtte jo betyde, at man fjernede begreberne mand og
kvinde og begrebet ægteskab i sammenhængen og erstattede disse ord og begreber
med den mere generelle betegnelse ægtefællesskab. Dette ville dog ikke ændre
væsentligt ved det heteroseksuelle vielsesritual, hvor det bl.a. stadig ville
lyde eksempelvis: ”Vil du, Søren, tage Jette til ægte?” og ”Vil du, Jette, tage
Søren til ægte?”. - For homoseksuelle par lyder det: ”Vil du, Erik, tage Peter
til ægte?” eller ”Vil du, Grethe, tage Lis til ægte?” – Især disse spørgsmål
lyder jo absurde i kristen teologisk sammenhæng og vel også i almindelig og traditionel
menneskelig sammenhæng. Det er da formentlig også derfor især for den
teologiske side af sagen, at de otte biskopper, som har udarbejdet det nye
ritual, har valgt at udelade begrebet og ordet ægteskab i det nye vielsesritual
for homoseksuelle. Det er det kompromis, som ligestillingsforkæmperne må finde
sig i og leve med, som vi andre, der både historisk og religiøst lægger vægt på
Biblens ord, må finde os i, at der overhovedet nu forekommer kirkelig vielse af
homoseksuelle. Hvilket med det nye vielsesritual jo trods alt er en form for
anerkendelse og til at leve med for os andre. Det er jo ikke de homoseksuelle,
vi har noget imod, men kun vielse af homoseksuelle i kirken, og det uanset om
vi er medlemmer af folkekirken eller ej. Selv er jeg ikke medlem.
Her skal
indskydes, at der ikke mindst indenfor Martinus-bevægelsen findes folk, som
gerne vil fremstå som forstående, tolerante og kærlige, og som for nogles vedkommende
formentlig også reelt set er det, men som i hvert fald for en dels vedkommende
lider af, hvad der kunne kaldes berøringsangst, i hvert fald overfor emner af
kontroversiel karakter. Som nu i dette tilfælde med vielse af homoseksuelle i
kirken. Der kan dog også være tale om, at man ikke mener emnet er så
betydningsfuldt, at det er værd at beskæftige sig med. Endelig er der også den
mulighed, at man mener, at kirkekristendommen i henhold til Martinus’ kosmiske
analyser er en døende institution, hvorfor dens interne forhold ikke er aktuelt
vedkommende. Martinus mener jo generelt, at de store gamle verdensreligioner
hører ind under det, han betegner som den gamle verdensimpuls fra det
guddommelige skabeprincip, altså fra Gud, er forældet i en moderne verden, hvor
intellektet er under stærk udvikling, og som derfor er degenererende, for til
sidst helt at forsvinde. Der er dog tale om en århundredelang proces, idet i
hvert fald millioner af mennesker verden over stadig er tilhængere af og har
brug for hver deres religion, som i dette tilfælde primært vil sige
traditionelle religioner som buddhismen, islam og kristendommen, og de under
disse hørende religiøse retninger og sekter. Imidlertid påbegyndtes i forrige
århundrede, mere præcist i 1921, en ny udstråling fra det guddommelige
skabeprincip, som viste sig at være en fornyelse af kristendommen, mere præcist
i form af en ny fortolkning af Jesu liv og lære. Denne nye verdensimpuls er i
særlig grad blevet påstået formidlet via den danske tænker og intuitionsbegavelse,
Martinus, som hævder, at hans lære er en opfyldelse af Jesu profeti om
”Talsmanden, den hellige Ånd”, og altså dermed en fortsættelse af Jesu lære og
gerning som såkaldt verdensgenløser, et ord og begreb, der skal erstatte ordet
og begrebet frelser, fordi dette ikke har relevans i det verdensbillede,
Martinus tegner i sin kosmologi eller åndsvidenskab, hvis man vil foretrække at
kaldet det det. (1)
Men blandt de
berøringsangste – eller hvad man nu skal kalde det – var der på Facebook netop
en skribent og foredragsholder, som er tilknyttet undervisningsarbejdet
indenfor Martinus Institut. I en kommentar til et af mine opslag dér, skrev han
bl.a., at kærlighed er kærlighed, hvad enten det drejer sig om hetero- eller
homoseksuelle, som elsker hinanden. Dertil tillod jeg mig at svare, at
vedkommende tilsyneladende havde overset, at der i henhold til Martinus
findes to slags kærlighed. Forstået sådan, at homoseksuel
kærlighed ikke i det væsentlige adskiller sig fra heteroseksuel kærlighed, men
begge adskiller sig fra det, som Martinus forstår ved næstekærlighed. Der
er derfor ikke tale om kønsbetinget kærlighed i begge de ovenfor nævnte
tilfælde, hvorfor det derfor er meget vigtigt, at man skelner mellem
kønsbestemt kærlighed og altruistisk kærlighed eller næstekærlighed. Det kan vi
få meget at vide om hos Martinus, lige som om hans opfattelse af
homoseksualitet, hvilket vi skal vende tilbage til senere nedenfor.
Blandt de meget
aktive folk, som i årevis har arbejdet på at fremme indførelsen af kirkelig
vielse af homoseksuelle, er den homoseksuelle præst i Stefanskirken på Nørrebro
i København, Ivan Larsen, der bl.a. sammen med f.eks. ovennævnte Stig Elling,
har været en af de mest ivrige forkæmpere for sagen. Til det formål må man nok
have lov til at sige, at han har læst og udlagt Biblen relativistisk, i lighed
med en vis anden herre. Hermed tænker jeg ikke kun på kirkeministeren [Manu
Sareen], som har været og er en ivrig fortaler for en moderne og
nutidsorienteret tolkning af Biblen og dermed også af kristendommen. Dette er
så nu til dels takket være samme radikale ligestillings- og kirkeminister altså
lykkedes, nemlig at få gennemtrumfet det nye vielsesritual, som dog må
betragtes som et kompromis eller modus vivendi. Biskopperne har nemlig trods alt
ikke villet imødekomme ligestillingskravet, hvorfor de har nøjedes med at
betegne parterne i den nye ægteskabsform som "ægtefæller" i stedet
for som ”ægtemand” og ægtehustru”. Dette udelukker jo desuden nærmest
automatisk sig selv i betragtning af, at der er tale om to mennesker af samme
køn. Den kendsgerning har biskopperne altså ikke villet tilsidesætte.
Vielsesritualer og
seksualitet
I det
traditionelle vielsesritual henholder man sig til, at mennesket kommer til at ligne
Gud gennem de to køns forening og samliv. Ikke kun på et sjæleligt plan, men
også på et kropsligt plan. Det hænger sammen med Skabelsesberetningens ord: ”Og
Gud skabte mennesket i sit billede; i sit billede skabte han det, som mand og
kvinde skabte han dem;” Samme vielsesritual henholder sig også til
Jesus-ordene, som siges til nogle farisæere, som forsøgte at lægge en fælde for
ham: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og
kvinde og sagde: ”Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig
til sin hustru, og de to skal blive ét kød?” Så er de da ikke længer to, men ét
kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” Da siger
de til ham: ”Hvorfor har Moses da befalet, at når man giver sin hustru et
skilsmissebrev, kan man skille sig fra hende?” Han siger til dem: ”Det var på
grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres
hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således. Og jeg siger jer, at
den der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med
en anden, han bedriver hor.” Her er altså utvetydigt tale om, at et
ægteskab i kristen forstand alene drejer sig om et forhold mellem en mand og en
kvinde. (2)
Jo, vil nogle
selvfølgelig her nok sige, men er der virkelig grund til at tage disse ældgamle
opfattelser bogstavelige og højtidelige? Desuden er vi jo i vor tid klar over,
at Gud ikke eksisterer og derfor heller ikke kan have skabt hverken verden
eller os. Ligesom vi fra videnskaben ved, at der ikke er tale om momentan og
bevidst, hensigtsmæssig skabelse, men om milliardårig evolution, som i det
væsentlige er foregået via naturlovene og herunder selektiv udvikling og
mutationer. Derfor må vi følge med tiden og indrette os på et andet grundlag,
sådan som vi jo da for resten også har gjort lige siden renæssancen og
oplysningstiden. Begge disse kulturperioder har dog udelukkende fundet sted i
den vestlige kulturkreds, medens den øvrige del af verden ikke i samme grad har
været berørt af tilsvarende fornyende processer. Det er derfor hovedsagelig i
den vestlige verden, at det ateistiske og materialistiske livssyn har haft
grobund og fået lov til at udvikle sig. (3)
Det kunne der
naturligvis siges meget andet og mere om, end det er muligt i en artikel som
denne. Men lad mig her nøjes med i noten at henvise til, hvad Martinus har at
sige om skabelse kontra evolution, og om verden og mennesket og alle andre
levende væsener. Martinus er i princippet enig med den bibelske
skabelsesberetning, også selvom han tolker denne på en ny måde, idet han
anskuer den mere som en mytisk fortælling end som en historisk beretning. Det
vil man i øvrigt også kunne læse om i min bog ”Jesus - søn af mennesket”. (4)
Apropos
ægteskab mellem mand og kvinde, så er det som bekendt noget, der lige siden
tidernes morgen er forekommet og stadig forekommer i alle kulturer og
religioner. Men forholdet mellem mand og kvinde er jo først og fremmest
biologisk, anatomisk og fysiologisk betinget og tjener som forudsætning for
forplantning eller slægtens beståen og videreførelse. Men i spirituelle
kultursamfund er seksualitet også blevet opfattet som et helligt sakramente,
der har værdi i sig selv og i sekulariserede kultursamfund som noget, der i
bedste fald betyder ekstraordinær glæde og fornøjelse. Homoseksualitet har i
samme tidsrum og i de fleste kulturer - bortset fra en periode i det gamle
Grækenland - været betragtet som en anormalitet, for ikke at sige abnormitet,
som der nogle steder tilmed har været dødsstraf for, endda helt op i nyere tid.
Sådan er det generelt set heldigvis ikke længere, i hvert fald ikke i den
vestlige kultur, hvor man efterhånden betragter homoseksualitet for blot at
være en anden form for seksualitet end heteroseksualitet. Men at gå så vidt,
som rabiate fortalere for homoseksualitet gør og har gjort, og erklære arten af
seksualitet for at være et spørgsmål om frit valg, er efter min mening at gå
for vidt. Det begrunder jeg dels med erfaring og dels med de analyser vedr.
seksualitet, som er fremsat af Martinus. Herom vil man i kortfattet form kunne
læse på min hjemmeside under 1. Hovedafsnit. (5)
Religiøs åbenbaring
og demokrati
Det er efterhånden
kommet til at stå klart for mig, at de Martinus-folk og Martinus-interesserede,
som debatterer og kommenterer på Facebook, og jeg, ikke er enige i synet på
homoseksuelle vielser i kirken. For de nævnte drejer det sig primært om at
promovere ligestilling mellem kønnene, for det er den eneste rigtige
indstilling at have, mener de angiveligt, når man vel at mærke er et tolerant,
forstående og kærligt menneske. Derfor skal ligestilling også gælde i kirkelig
sammenhæng, synes de. Det, at promovere ligestilling og ens behandling af alle
mennesker uanset køn, race, nationalitet og religion, er i øvrigt også det FN's
menneskerettighedserklæringer i princippet og i videre forstand går ud på.
Men for mig at se, drejer det sig imidlertid om andet og mere end et generelt
ligestillingsspørgsmål, for religiøs åbenbaring kan man ikke gøre til genstand
for en demokratisk afgørelse. Det er altså ikke noget, der kan afgøres ved
flertalsafstemning. Åbenbaret religion, som f.eks. kristendommen, må man enten
vælge til eller fra, og det samme gælder faktisk også for Martinus' kosmologi,
som baserer sig på de åbenbaringer, Martinus oplevede i påsken 1921. Uden de
sidstnævnte åbenbaringer ville der ikke have eksisteret noget, der hedder
Martinus' kosmologi eller hvad man nu vil foretrække at kalde hans kosmiske
analyser og facitter. En del af disse analyser og facitter handler om det seksuelle
polprincip og herunder også om bl.a. homoseksualitet, sådan som påpeget
tidligere ovenfor.
En væsensforskel
mellem kristendommen og Martinus' kosmologi er, at den førstnævnte i hovedsagen
appellerer til troen, mens den sidstnævnte appellerer til intuitionen og
intelligensen. Denne forskel er større, end man umiddelbart skulle tro. Dertil
kommer, at Martinus' kosmiske analyser over det seksuelle polprincip, stort set
er enestående i verdens kulturhistorie, og de har med al sandsynlighed
fremtiden for sig. Her vil jeg derfor gerne anmode seriøst interesserede, om
især at læse eller genlæse Livets Bog V, stk. 1854-1864, så vil man få at se,
hvorfor jeg ikke er tilhænger af kirkelig vielse og dermed følgende velsignelse
af homoseksuelle 'ægteskaber'. Og dette har vel at mærke intet som helst med
diskrimination af homoseksuelle at gøre, snarere tværtimod. (6)
Men
i øvrigt skal jeg gerne føre an og lede ind på det tankespor, som jeg mener, er
vigtig i sammenhæng med forståelsen af, hvorfor jeg synes, som jeg gør, og
specielt i dette tilfælde. I de afsnit af Livets Bog V, som der ovenfor
henvises til, behandler Martinus især seksuelle afvigelser fra normen og
herunder homoseksualitet. Den dybere liggende årsag til homoseksualitet er
ifølge Martinus, at den modsatte pol er blevet overdimensioneret og mere eller
mindre førende i dagsbevidstheden, hvilket for mandens vedkommende betyder, at
det er den feminine pol, der er blevet mere fremtrædende, end individets
kosmiske udviklingstrin berettiger til, lige som det samme er tilfældet for
kvindens vedkommende, hvor det dog er den maskuline pol, der er blevet forceret
frem. Martinus taler derfor ligefrem om henholdsvis ”den kvindelige mand” og
”den mandlige kvinde”, hvilke poltyper han ligeud karakteriserer som abnorme.
(Citat) 1856. For begge disse overdimensionerede
poltyper, ”den mandlige kvinde” og ”Den kvindelige mand”, gælder det, at det
nye væsen i deres bevidsthed ikke er nær så udviklet som deres mange
inkarnationer gamle normale pols væsen, der nu er trængt alt for meget tilbage
af den modsatte pols alt for stærkt fremtrædende overdimensionering og dens
heraf følgende føring af væsenets dagsbevidsthed. Denne overdimensionering er
altså ikke baseret på udvikling, så ville den netop ikke have været abnorm. Den
er derimod baseret på den omstændighed, at dens ophav på et eller andet
tidspunkt i tidligere liv har været genstand for en seksuel forføring eller et
andet abnormt forhold, der har været i stand til at sætte det pågældende væsens
seksuelle tankebane i en forceret aktivitet og flugt fra den normale
udviklingslinje. Denne heraf opståede særlige seksuelle indstilling er derved
efterhånden blevet til vanebevidsthed, ligesom f.eks. drik eller tobaksrygning
eller andre bevidsthedsmæssige abnormiteter kan blive til en vane, blive til et
overdrevent begær, der i vanskeligste tilfælde kun kan bekæmpes efter at de har
udløst sig i en katastrofe. Denne seksuelle forførelse eller anden årsag til
afsporingen kan f.eks. være foregået på den måde, at et voksent menneske, hvis
tilbøjelighed til at søge kønslig tilfredsstillelse hos sit eget køn, har
udartet sig til en sådan dimension, at det ikke har nok i samkvemmet med
voksne, men er så afsporet, at det begærer seksuelt samkvem med det umodne, med
mindreårige eller børn. Da jordmenneskeheden er langt fremme i dens seksuelle
forvandlingsproces, og den modsatte pol er mere eller mindre i udvikling og
fremme hos alle kulturmennesker, bor der allerede en tilsvarende om end
ubevidst tendens til at fornemme sympati for sit eget køn dybt i hvert eneste
menneske, men den kommer ikke og skal helst ikke komme frem til sit ophavs
kundskab eller vågne dagsbevidsthed på anden måde end som en af naturen selv
diskret og lempeligt eller umærkeligt befordret normal poludvikling. Da vil
den, som vi senere skal se, ikke forvolde alle disse kvaler og abnormiteter,
som den nu afstedkommer ved den af mennesker selv iværksatte alt for forcerede
udvikling. Citat slut) (7)
I det netop
anførte citat fortæller Martinus blandt andet, at homoseksualitet i mange eller
rettere sagt i de fleste tilfælde kan være forårsaget af en voksens forførelse
af en mindreårig eller et barn. Men i den sammenhæng inddrager han nødvendigvis
reinkarnationen, hvorfor den omtalte forførelse eller anden form for årsag, med
stor sandsynlighed kan være foretaget eller udløst for en eller eventuelt flere
inkarnationer siden i det forførte individs tilværelse. Forførelsen har som
omtalt sat sine spor i form af vane, det vil rent ’teknisk’ sige i form af erindringstalentkerner,
som bærer præg af behagsoplevelse, hvilket afføder en automatisk eller
instinktiv trang til eller et behov for genoplevelse i den nye inkarnation, ja,
i flere nye inkarnationer, hvis individet ellers fortsætter sin homoseksuelle
praksis. Individet, som af gode grunde ikke har kosmisk bevidsthed, tror
derfor, som tilfældet er for homoseksuelle i nutiden, at dets homoseksualitet
er medfødt, hvilket jo på sin vis også er rigtigt.
Men
nu er talen her især om homoseksuelt ægteskab, og det vil derfor være
interessant at konstatere, hvad Martinus eventuelt har at sige om dette. Herom
siger han blandt andet, at det afgørende i den forbindelse er forelskelse, for
evnen til at forelske sig deler den homoseksuelle i princippet med den
heteroseksuelle. Forskellen er kun, at medens det sidstnævnte individ normalt
kun forelsker sig i et individ af modsat køn, så forelsker den homoseksuelle
sig i et individ af samme køn, Det ligger i sagens natur, at den homoseksuelle
mand forelsker sig i og tiltrækkes af en anden mand, fordi det er vedkommendes
feminine pol, der bestemmer tiltrækningen. Omvendt hos den lesbiske kvinde,
hvor det er den maskuline pol, der bestemmer forelskelsen og tiltrækningen, hvorfor
hun forelsker sig i og føler sig seksuelt tiltrukket af en anden kvinde. Herom
skriver Martinus blandt andet følgende i stk. 1862:
(Citat) […] Dog kan man ikke helt udelukke, at der også
kan være tilfælde, hvor et sådant samliv en tid kan udvise en vis form for
behag. Det er i sådanne tilfælde, hvor objektet for forelskelsen ikke er alt
for seksuel kontrær eller er en udpræget repræsentant for sit eget køn, men
indtil en vis grad også kan føle tiltrækning til og behag i den andens
tilbedelse, med andre ord, er et væsen, der også, om end ubevidst, nu allerede
er et godt stykke inde i den modsatte pols udvikling. Vi ser da også her
samliv, en slags kunstigt ægteskab mellem sådanne væsener, men samlivet kan
aldrig blive udtryk for den fuldkomne naturlige lykke. Væsenerne er for meget
ens i struktur. Da det er deres modsatte pol, der er fundamentet for samlivet,
vil den fordre, at objektet for forelskelsestendensen eller den
overdimensionerede sympati er et væsen af sit ophavs eget køn. Men da dette køn
i sin fuldt normale tilstand mere eller mindre nærer antipati eller i værste
tilfælde er hader af sit eget køn og navnlig da, som tidligere nævnt, når det
fremtræder abnormt, har sit modsatte køns tendenser, er der ingen chancer for
f.eks. den kvindelige mand at opnå samliv med et sådant maskulint væsen, som
ellers er det fuldkomne objekt for hans forelskelse. Han må da resignere og
kaste sin sympati på de mænd, der nok er maskuline og ubevidste i deres
modsatte pol, men dog ikke anderledes end at de alligevel føler et vist behag i
at være genstand for en anden mands opmærksomhed og sympati og derfor ikke har
noget imod at knytte sig til denne mand i et intimt samliv, altså en slags
kunstigt ægteskab. […] (Citat slut) (8)
Herefter
fortsætter Martinus med at udrede de nærmere omstændigheder vedrørende den
homoseksuelle mands situation i forhold til sit eget køn, og herunder nævner
den antipati eller negative følelser, som den udpræget homoseksuelle mand ofte
kan have overfor kvinder, som tilmed lige så ofte opleves som konkurrenter. For
min egen part vil jeg tillægge, at der dog også er undtagelser, hvor
homoseksuelle mænd betragter især lidt modne kvinder som deres fortrolige
veninder. Herefter fortsætter Martinus i stk. 1863:
(Citat) Naturen har således her sat en bom for
ægteskabets videreførelse. Da den kvindelige mand kun kan blive virkeligt
forelsket i den maskuline eller mandlige mand, og denne på sin vis umuligt kan
blive forelsket i noget andet væsen end den normale kvinde, er der som nævnt
ingen mulighed for skabelse af lykke i det her omtalte kunstige ægteskab eller
seksuelle samliv. Det vil aldrig nogen sinde kunne baseres på andet end
ulykkebringende, forkvaklede forhold, der til sidst i værste tilfælde kan føre
til livslede og selvmord for den forelskede part, efter at denne har kulmineret
i skinsygens kvaler, andre menneskers bagtalelse, sladder, hån og spot rent
bortset fra den i mange tilfælde uhyggelige, ruinerende økonomiske pris et
sådant samliv har ført med sig eller har kostet den feminine part. Disse
samlivstilbøjeligheder stammer således fra de endnu uudlevede, men hæmmede
normale poltilstande og hører således normalt kun hjemme i samliv mellem de
fuldkomne hankøns- og hunkønsvæsener og ikke imellem to partnere, der umuligt
kan manifestere den totale gensidige opfyldelse eller lykkegivende
tilfredsstillelse af de kønslige krav, der er selve livets hovedhjørnesten
eller grundpille. Vi må naturligvis her tilføje, at den maskuline eller
mandlige kvinde har de samme samlivsubehageligheder. At samlivet mellem disse
væsener kun kan opretholdes i kraft af resignation eller given afkald plus en
særlig velvilje fra den ene eller fra begge parters side, gør jo ikke dette
forhold naturligt. Det bliver kun unaturligt og dermed i tilsvarende grad
utilstrækkeligt lykkeligt akkurat ligesom i de ulykkelige ægteskaber mellem de
degenererede, men endnu i overvejende grad som hankøns- og hunkønsvæsener
fremtrædende mennesker. Det er i virkeligheden kun en videreførelse af den i de
ulykkelige ægteskabers zone fremtrædende ægteskabelige samlivs degenererende
eller døende tilstand. […] (9)
I den umiddelbart
følgende tekst, fastslår Martinus, at de ovenfor beskrevne forhold og tilstande
kosmisk set er at betragte som led i den polforvandlingsproces, som har til
formål og skal sikre, at ethvert jordisk menneske med tiden bliver omdannet til
det rigtige menneske i Guds billede, og dermed bliver selvskreven borger i Guds
eller Himmeriges Rige. Men Martinus har selvfølgelig meget mere og andet at
sige om de herskende seksuelle forhold hos og blandt mennesker, - som det ikke
er opgaven at komme ind på her. Det skal dog her udtrykkeligt pointeres, at de
ovenfor gengivne citater af Martinus er løsrevet fra en større sammenhæng, og
de rummer derfor en vis risiko for at blive misforstået, især af mennesker, som
ikke på forhånd kender til Martinus’ analyser vedrørende de 11 seksuelle
hovedkategorier af mennesker, han så indgående og grundigt beskriver, især i 5.
bind af sit hovedværk, Livets Bog.
Så langt, så godt.
Men nu vil en og anden her nok indvende og sige, at Martinus jo ikke i de
anførte citater udtaler sig om homoseksuel vielse i kirken, hvilket er korrekt.
Men dertil må jeg svare, nej, det gør han naturligvis ikke, for emnet var ikke
aktuelt i hans levetid. Hvad hans opfattelse ville have været, hvis han havde
kunnet tage stilling til det, kan ingen af gode grunde vide. Men efter min
opfattelse indeholder hans analyser omkring det, han betegner som ”kunstigt
ægteskab” mellem homoseksuelle, underforstået at det kosmisk set er et
unaturligt fænomen, som ganske vist forekommer, men i grunden helst ikke burde
være forekommet, ikke mindst af hensyn til de homoseksuelle selv. Der ligger
altså ikke fra Martinus’ side nogen som helst form for diskrimination af
homoseksuelle i hans analyser, som er lige kærlige over for alle uden nogen som
helst undtagelse, og i øvrigt udgør ét eneste stort forsvar for overhovedet
alle levende væsener, forstået på den måde, at disse til enhver tid og på
ethvert sted ikke kan være og handle anderledes, end de netop gør. Hvilket dog
ikke er ensbetydende med, at der ikke er forskel på måden at være på og handle
på, for det er der naturligvis, nemlig i den forstand, at nogen måder at være
og handle på, er mere rigtige og hensigtsmæssige end andre. Eksempelvis
fastslår Martinus i de ovenfor anførte citater, at forførelse til
homoseksualitet og homoseksuelt ægteskab kosmisk set ikke er af det gode,
tværtimod. Når sådanne fænomener alligevel forekommer, skyldes det primært to
forhold, nemlig dels den mangel på erfaring, eller den uvidenhed, som er en
uundgåelig del af menneskets tilværelse, og dels den relativt frie vilje, som
mennesket er udstyret med. Der er derfor et relativt, men udviklingsbestemt
frit valg mellem at handle rigtigt eller forkert i forhold til livslovene. (10)
I
det følgende skal jeg forsøgsvis give et resumé af, hvad der i henholdt til
Martinus kan og skal forstås ved menneskehedens aktuelle seksuelle situation og
forhold. Som vi ovenfor har fået påvist og konstateret, vil såvel den
homoseksuelle mands som den homoseksuelle kvindes tilværelse i reglen være
præget af dén grundlæggende ulykkelige situation, at den eller de partnere, som
de hver især forståeligt nok allerhelst foretrækker i seksuel sammenhæng,
normalt selv foretrækker personer af modsat køn, samtidigt med at de oftest vil
føle sig frastødt af seksuelle tilnærmelser fra personer af deres eget køn. I
de situationer, hvor det lykkes for den homoseksuelle eller lesbiske at
etablere et kortere eller længere varende seksuelt forhold til en heteroseksuel
person, vil der i reglen være tale om en vis pekuniær udnyttelse eller anden
form for vinding eller fordel fra sidstnævntes side. Men det ulige forhold vil
på forhånd være dømt til at mislykkes, ikke sjældent med store psykiske
problemer til følge for den uheldigt stillede person, som i kraft af en for
tidligt vakt eller forceret vækst af sin modsatte seksuelle pol, er blevet
bragt i en situation, som bestemt ikke er misundelsesværdig. Ifølge Martinus
vil et sådant menneske kun kunne klare sig nogenlunde helskindet igennem
tilværelsen, psykisk set, hvis vedkommende samtidigt er i besiddelse af en høj
etisk-moralsk standard. I modsat og værste fald vil der som regel blive tale om
en psykisk – og måske også fysisk – nedtur og selvdestruktion via f.eks.
misbrug af alkohol og narkotika, og hvorfra der i henhold til de kosmiske
analyser i værste fald kun findes én udvej, nemlig at begå selvmord eller blive
myrdet, sådan som det erfaringsmæssigt sker for nogle. Til gengæld vil denne i
begge tilfælde yderste, fortvivlede og desperate tilstand og handling i en vis
udstrækning bidrage til at genoprette den balance mellem de to seksuelle poler,
som vil være normal for det udviklingsstadium i den seksuelle polforvandlingsproces,
som den pågældende person befandt sig på, før den for tidlige og forcerede
fatale vækst af den modsatte pol fandt sted.
I henhold til
Martinus’ kosmologi vil den væsentligste årsag til en forceret vækst af den
hidtil latente modsatte seksuelle pol i en grad, der bevirker, at den
pågældende bliver sig den bevidst og begynder at reagere seksuelt på
dens indflydelse, være den seksuelle forførelse som en i
reglen relativt ældre og mere erfaren person udsætter en relativt yngre og
uerfaren person for. Den typiske situation vil i øvrigt nok være den, at det er
en voksen mand eller voksen kvinde, der henholdsvis forfører en dreng eller en
pige, som måske tilmed har oplevet situationen som behagelig, spændende og
lystfyldt, og som derfor føler sig tilskyndet eller ligefrem har trang til
eller behov for at gentage og genopleve situationen og forholdet til en person
af samme køn. Men det er jo ikke den normale, maskuline pol i drengen eller den
normale, feminine pol i pigen, der reagerer på den seksuelle tilnærmelse i
disse situationer, men derimod den endnu svagt udviklede modsatte, henholdsvise
feminine og maskuline pol, som derved bringes frem i bevidsthedens periferi.
Den forførte dreng eller pige vil naturligvis ikke i alle tilfælde udvikle sig til
at blive egentlig homoseksuel, idet de pågældendes normale seksuelle pol kan
vise sig at være den overlegne og stærkeste, og derfor den, der bestemmer
vedkommendes videre seksuelle reaktioner og adfærd. Men i en del tilfælde vil
forførelsen have som konsekvens, at den forførte person i stigende grad kommer
til at reagere på og føle trang til homoseksuel stimulans og adfærd. Og dermed
er den pågældende kommet i samme situation, som beskrevet tidligere ovenfor.
Her må der
imidlertid nok indskydes den bemærkning, at nutidens bøsser og lesbiske
forkaster og nærmest ser med foragt på ”forførelsesteorien”, som man angiveligt
ikke mener lader sig bekræfte af det virkelige liv, hvilket på sin vis er
forståeligt ud fra de præmisser og betragtninger, der almindeligvis lægges til
grund for argumenterne og afvisningen af forførelsespostulatet. Fra homoseksuel
side hævder man, at ”ægte homoseksualitet” er en medfødt disposition,
som de pågældende reagerer på af egen fri tilskyndelse og lyst, måske allerede
som børn, og som forstærkes efterhånden som de vokser til. – Heri giver
Martinus’ kosmiske analyser faktisk de homoseksuelle medhold, idet det dog
samtidigt pointeres, at den fatale forførelse udmærket kan tænkes at have
fundet sted i den foregående inkarnation eller i en endnu tidligere
inkarnation. Jo flere inkarnationer tilbage forførelsen er sket, jo mere
fastgroet vil homoseksualiteten naturligvis være. Denne konstatering
forudsætter og fordrer som sagt selvfølgelig, at man inddrager reinkarnation i
sammenhængen. Men en direkte forførelse vil i henhold til kosmologien i de
fleste tilfælde altid være den egentlige og første årsag til en for tidligt
vakt og forceret udvikling eller fremvækst af den hidtil latente sekundære
modsatte pol. Og at der er tale om en for tidlig og dermed uheldig udvikling af
den modsatte pol, turde – med visse forbehold – tydeligt nok fremgå af den
ulykkelige og uheldsvangre tilstand og situation, som homoseksuelle ikke så
sjældent befinder sig i. Dette indebærer naturligvis alt sammen også, at en
homoseksuel forførelse kan finde sted i det nuværende og aktuelle liv. Lad så
de homoseksuelle og andre være enige heri eller ej.
Da Martinus i sin
tid udarbejdede sine kosmiske analyser over det seksuelle polprincip og polforvandlingen,
var den almindelige holdning til homoseksualitet angiveligt en noget anden, end
tilfældet er i nutiden. På Martinus’ tid herskede der en betydeligt mere
negativ og ligefrem fjendtlig holdning til og stemning imod de homoseksuelle,
som i grelle tilfælde endog var udsat for chikane og vold. Den situation ser ud
til at være ændret i nyere tid, idet det er en kendsgerning, at et flertal af
folketingspolitikere og et flertal af befolkningen ifølge meningsmålingerne var
positivt stemte for indførelse af vielse af homoseksuelle i kirken. Dette er jo
i sig selv overraskende og skyldes formentlig, at de adspurgte i hovedsagen har
haft ligestilling af homoseksuelle med heteroseksuelle i tankerne, altså har
opfattet og betragtet de homoseksuelles situation mere ud fra et
ligestillingssynspunkt, end ud fra et religiøst, for ikke at tale om
kosmologisk synspunkt. Problemet har så kun været og er, at regering og
folketing har så stor magt over folkekirken, at man indirekte kunne diktere
denne at indføre et vielsesritual for homoseksuelle. Men som vi har set af alt,
hvad der her er blevet sagt ovenfor, så betragter vismanden Martinus
homoseksuelle ægteskaber for at være unaturlige og kunstige, og han har også
begrundet hvorfor. Men præmisser og argumenter, som dem han fremfører, finder
nok ikke nogen særlig genklang, hverken hos politikere eller i befolkningen som
helhed, som i begge tilfælde enten er traditionelt kristne eller ateister med
en materialistisk livs- og verdensanskuelse.
Her
skal vi afslutte denne artikel med kort at se på, hvordan Martinus ud fra sit
kosmiske perspektiv opfatter den aktuelle situation. Hans kosmiske analysers
postulater og konklusioner i form af såkaldte livsfacitter, har under ingen
omstændigheder til hensigt at være hverken uforstående, intolerante eller
diskriminerende overfor nogen eller noget, og allermindst overfor mennesker,
for hvem tilværelsen i realiteten kan være nok så barsk og problemfyldt, sådan
som tilfældet ikke sjældent er for mennesker af homoseksuel observans.
Martinus’ kosmologi er tværtimod et eneste stort og stærkt forsvar for alt og
alle uden nogen som helst undtagelse. Men selvom alt på sin vis er tilladt, så
er dette ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alt også er gavnligt. Ganske
vist fører uhensigtsmæssige og endog skadelige ønsker, tanker og handlinger på
sigt og ofte ad omveje til det begærede ”mål”, men derfor ville det måske
alligevel have været bedre, om man havde lyttet til og rådført sig med
erfaringen og fornuften, således at vejen mod målet” kunne være blevet
tilbagelagt mere direkte og med færre omkostninger i form af ubehagelige og
eventuelt smertelige oplevelser og lidelsesfulde erfaringer. Denne erfaring og
fornuft – eller rettere sagt visdom – findes efter alt at dømme repræsenteret i
og med Martinus’ kosmologi eller åndsvidenskab, som primært er en klarlæggelse
af livets og tilværelsens åndelige love og principper, der som en frit
tilgængelig vejledning for alle, ikke mindst har til formål at inspirere til
udviklingen af den humanisme og næstekærlighed, som er den nødvendige
forudsætning og betingelse for løsningen af menneskehedens nuværende moralske
krisetilstand og konfliktsituation.
I forbindelse med
omtalen af homoseksualitet, skal der her til slut kun nævnes det forhold, at
mange homoseksuelle ofte synes at indrette sig med et modus vivendi
– altså efter , hvad der under de givne omstændigheder er muligt og
opnåeligt – således forstået, at man står i forhold til eller danner par med
andre homoseksuelle, skønt begge parter i grunden helst havde ønsket sig
henholdsvis en feminin kvinde for den lesbiske kvindes vedkommende, og en
maskulin mand for den homoseksuelle mands vedkommende. Og er de involverede
parter begge forstående og tolerante og af en vis etisk-moralsk habitus, kan et
sådant forhold udmærket tænkes at ville forme sig varigt og relativt lykkeligt.
Men en del tyder på, at sådanne forhold ikke er prototypiske for nutidens
homoseksuelle kredse, hvor det at holde sig til en fast partner eller leve i et
fast parforhold, snarere er undtagelsen end reglen. Det typiske synes at være,
at man har mange og ofte udskiftede seksualpartnere. Og dette kan i sig selv
kun bidrage til at øge de ubehagelige og lidelsesfyldte konsekvenser, herunder
også risikoen for smitte med kønssygdomme, som ikke kan undgå at blive
resultatet, både i de øjeblikkelige forhold og situationer og især på det lidt
længere sigt, hvilket i denne sammenhæng faktisk godt kan komme til at betyde i
op til flere inkarnationer. Men som sagt tjener disse situationer og tilstande
i henhold til de kosmiske analyser til at øge de for den igangværende humane
udvikling så nødvendige og uundværlige lidelseserfaringer, som samtidigt er
forudsætningen og betingelsen for etableringen af dén åndelige balance mellem
intelligensenergien og følelsesenergien i den enkeltes sind, som med tiden
blandt andet vil sikre, at intuitionsenergien eller –evnen kan blive underlagt
viljens kontrol, således at denne vil kunne benyttes lige så vilkårligt, som vi
i dag anvender intelligensevnen. Og i og med intuitionen følger adgangen til
det visdomsreservoir, Martinus betegner som ”Visdomsoceanet”, og hvorfra han
selv har hentet de mange visdomsfacitter, som tilsammen tegner hans i god
forstand fantastiske og fabelagtige verdensbillede. (11)
Det er som
allerede nævnt et faktum, at intellektuelle homoseksuelle selv afviser
påstanden om forførelse som en årsag til homoseksuel disposition og orientering.
Ligesom man vil påstå, at begrebet og fænomenet homoseksualitet kun forekommer
fra sidste halvdel af 1800-tallet. Man mener derfor ikke, at der er tale om
homoseksuel adfærd, når det i 3. Mosebog, 20. kap. vers 13., eksempelvis
hedder: ”Om nogen ligger hos en mand, på samme måde som man ligger hos en
kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed; de skal lide døden, der
hviler blodskyld på dem.” For mig at se, kan dette citat kun tolkes
som udtryk for en seksuel adfærd, der svarer til det, vi i nyere tid forstår
ved ordet og begrebet homoseksualitet. Om man så vil kalde denne umiskendelige
seksuelle adfærd det ene eller det andet, må blive en smagssag. Desuden mener
nogle intellektuelle homoseksuelle, at seksualitet i praksis udelukkende er et
spørgsmål om selvvalg. Man kan selv vælge, om man vil være heteroseksuel,
homoseksuel eller biseksuel, påstås det. Som påvist tidligere ovenfor, er der i
henhold til Martinus’ kosmiske analyser ikke belæg for at arten af seksuel
disposition frit kan vælges til eller fra. Naturligvis bortset fra, at man
f.eks. kan vælge at leve i cølibat, som nogen af flere forskellige grunde jo
gør. Tværtimod er seksuel disposition som sådan strengt lovbundet. Helt grassat
gik den feministiske rødstrømpebevægelse i 1970’erne med deres ø-lejre og
kvindekollektiver, paradoksalt nok stærkt inspireret af den nymarxistiske
politiske ideologi. Det vil man blandt andet kunne læse indforstået om i den
ret så lærde videnskabelige afhandling: Lyst eller Nød? Kvinders og
mænds homoseksualitet. Redegørelse for nogle synspunkter og resultater i
videnskabelig litteratur- Udarbejdet af Henning Bech og Karin Lützen -
Redegørelse fra kommissionen til belysning af homoseksuelles situation i
samfundet – 1986. Det var på den tid ’in’ i visse intellektuelle
kredse, at fremføre sådanne synspunkter på homoseksualitet, som den nævnte
redegørelse er udtryk for. Dens forfattere er hhv. cand. mag. og mag. art. og
begge er erklærede homoseksuelle, henholdsvis bøsse og lesbisk, hvilket efter
min opfattelse gør de to forfattere inhabile og desuden svækker undersøgelsen,
som ikke kan undgå at være ’farvet’ af deres personlige holdning til
homoseksualitet. Hvilket de formentlig selv vil benægte! (12)
For resten vil de
af kirkens folk, der går ind for det nye vielsesritual sikkert ikke mene, at
kirken er på afveje i den sag. Tiden vil vise, om de har ret i det synspunkt,
men foreløbig har spørgsmålet om homovielser i kirken i hvert fald splittet
kirkens folk, hvilket blandt andet kan ses af den uforsonlige debat, der
fortsat raser her i juni 2012.
© juni 2012 Harry
Rasmussen.
Som det så ofte
eller i reglen går med den slags ophedede debatter, som eksempelvis den om
vielser af homoseksuelle i kirken, så aftager interessen for emnet proportionalt
med afstanden i tid. Her i efteråret 2013 må man konstatere, at antallet af
kirkelig vielse af homoseksuelle foreløbig har været ret begrænset, hvorimod
antallet af udmeldelser af folkekirken siden vedtagelsen af det nye
vielsesritual for homoseksuelle har været stigende. I første halvdel af 2012
skete der næsten lige så mange udmeldelser som i hele 2011, nemlig iht.
Danmarks Statistik 12.306, og det anses for sandsynligt, at indførelsen af
vielsesritualet har været medvirkende dertil.
© september 2013.
Harry Rasmussen. (Citat slut)
Kommentar: Den ovenfor netop gengivne artikel, forholder sig loyalt
til Martinus' kosmologi, i den forstand, at den skildrer polprincippet og især
den seksuelle polforvandling med dennes normale og afsporede seksuelle kategorier.
Derfor må jeg som tilhænger af ét-livs-hypotesen nødvendigvis foretage en vis
'revision' af artiklens indhold. Det gælder især emnet reinkarnationer, som jo
selvsagt forudsætter flere-livs-hypotesen. Men denne gælder af de anførte
grunde jo ikke i ét-livs-hypotesens tilfælde. Hvordan kan og skal man da i den
situation forklare sig afvigelser fra normal seksualitet, som eksempelvis
homoseksualitet? - Det er jo et godt spørgsmål, som det dog er
forholdsvis let at forklare. Nemlig sådan, at en hel del homoseksuelle tilfælde
må anses for at være resultatet af forførelse. Men hvad med den
homoseksualitet, som hævdes at være medfødt? - Her melder sig umiddelbart en
forklaring, der henviser til genetiske årsager, sådan som tilfældet jo også må
anses for at være i forbindelse med den generelle forvandling hos
menneskeheden, eller foreløbig hos dele af denne, af forholdet eller
konstellationen mellem de to seksuelle poler hos de enkelte individer. Det er
jo i øvrigt en biologisk kendsgerning, at alle mennesker i fostertilstanden
besidder organiske anlæg for begge køn. Det er genetiske lovmæssigheder, der
afgør, om individet kommer til at tilhøre det ene eller det andet
køn.
Nu,
da vi netop har berørt emnet reinkarnation, lad os da se lidt nærmere på dette
specielle fænomen:
Men udrustet med
et relativt grundigt kendskab til væsentlige og i denne sammenhæng relevante
sider af Martinus' Kosmologi, skal vi gå videre til at se på to vigtige
kosmiske processer som mere eller mindre forudsætter og betinger hinanden. Det
drejer sig først om døden eller dødsprocessen, der
fysisk set begynder når organismens hjerte- og lungefunktion er ophørt, og
psykisk set når hjernen er død og bevidstheden dermed ikke længere kan fungere
og give sig til kende på det fysiske plan.
Dernæst drejer det
sig om reinkarnationen eller reinkarnationsprocessen, som
træder i funktion i samme øjeblik et diskarneret individ, efter et kortere eller
længere ophold i den åndelige eller parafysiske verden, bliver undfanget til et
nyt fysisk liv. Denne undfangelse sker, efter at individet har opholdt sig i en
vis periode i salighedsriget, og efter at det er blevet mættet af oplevelserne
her og derfor føler længsel efter en ny tilværelse under de fysiske
lovmæssigheder og vilkår, som nu står for det som højst attråværdige.
Processen, som foregår automatisk og ubevidst, sættes i gang af seksuelle
energier, specielt orgasmen, hos fysisk levende individer af samme art som
individet selv, og kendes under navn af forplantningsprocessen. De principper,
der væsentligst ligger til grund for denne proces, er dels reinkarnationsprincippet og
dels repetitionsprincippet. Men de øvrige
kosmiske skabeprincipper er naturligvis også samtidig involveret i den proces
eller det forløb, der skal bringe det diskarnerede individ i den åndelige
verdens salighedsrige tilbage til livet og tilværelsen under den fysiske
verdens i alle tilfælde betydeligt mere robuste og krævende livsvilkår. Det
gælder således ikke mindst skæbneprinippet,der er en variant
af talentkerneprincippet og kredsløbsprincippet i
forening. Skæbneprincippet skal vi i øvrigt se nærmere på i et senere afsnit.
Vedr. det i
ovennævnte tekststykke nævnte emne repetitionsprincippet, må
dette siges at være et i allerhøjeste grad interessant, også set i
ét-livs-hypotesens perspektiv. Her skal jeg dog nøjes med at henvise
interesserede læsere til følgende artikler: H1-18. Repetitionsprincippet– om gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed,
H1-19. Repetition, barndom og ungdom – om repetitionsprincippet i praksis, og H1-20. Repetition,
skæbne og beskyttelse –om
repetitionsprincippet i praksis (fortsat)
Kommentar til ovenstående tekst:
Som
det forhåbentlig nu står klart for mine kære læsere, vil det naturligvis kun
være Martinus' kyndige og fremragende 'jordnære' analyser af jordmenneskehedens
bevidsthedskategorier og seksuelle kategorier, der kan have gyldighed i
relation til ét-livs-hypotesen. Derfor håber jeg, at den enkelte læser selv – i
det mindste som et teoretisk eksperiment – har overskud til at ville og kunne
sortere de mere højtravende, omend højst interessante og løfterige idealistiske
forestillinger om tilværelsens åndelige riger og tilstande fra.
Men eftersom der
til slut i ovenstående citat er blevet nævnt emner
som reinkarnationsprincippet og ikke mindst skæbneprincippet, skal
jeg herefter citere fra en af mine artikler, som netop handler specielt om
disse emner. Det er jo lige præcis disse emner, der har givet mig anledning til
at forholde mig tvivlende og skeptisk overfor de dele af Martinus' kosmologi,
der drejer sig om emner som reinkarnationsprincippet og ikke mindst
skæbneprincippet. Det artikel, det drejer sig om er: 4.124. Hvor er
Gud henne? Et relevant og aktuelt
spørgsmål:
(Citat)
Hermed følger et
Post Scriptum til de relativt mange skeptiske og kritiske artikler, jeg på det
seneste har skrevet med relation til Martinus' i så godt som enhver henseende
fabelagtige og eventyrlige verdensbillede eller kosmologi. Læsere, der har læst
nogle af mine allerseneste artikler, vil vide, at min skepsis og kritik drejer
sig om det, der kunne kaldes de decideret idealistiske spirituelle emner og
faktorer i nævnte verdensbillede. Faktorer, som det levende væsens treenige
evighedsstruktur i form af 1. jeget, 2. skabe- og oplevelsesevnen og 3. det
skabte eller frembragte, blandt andet i form af den psykofysiske organisme.
Desuden forestillingen om udødelighed, evigt liv, reinkarnation og skæbnens
lovbundethed og dermed også skæbnens retfærdighed. Den foreløbige konsekvens og
konklusion på min tvivl og skepsis er, at alle vi levende væsener kun har ét
eneste liv at leve, nemlig det, vi lever og oplever her og nu, hvert sekund,
minut, hver time og hvert døgn, dag og nat, hver uge, måned og år, forår,
sommer, efterår og vinter. Alt er kredsløb indeni kredsløb, vort eget liv er
det ikke mindst, et kredsløb fra fødsel til død. Dermed er eventyret slut for
os som levende væsener og individer. Men vi efterfølges og erstattes af andre
og nye individer, på den måde fortsætter livet for arten og slægten.
Men bemærk, ét-livs-opfattelsen
behøver ikke nødvendigvis at forkaste alle Martinus' fremragende kosmiske
analyser og facitter. Eksempelvis vil det levende væsens (individets) treenige
grundstruktur: Jeget, bevidstheden og organismen, eller Jeget, skabe- og
oplevelsesevnen og den psykofysiske organisme, stadig være gyldig. Vort
inderste væsen, Jeget, er identisk med Guds Jeg, men kun så længe vi fysisk er
i live. Vi er også hver især med til at udgøre Guds skabe- og oplevelsesevner,
men naturligvis kun så længe vi fysisk set lever. Fornyelsen af disse evner
sker i medfør af ét-livs-opfattelsen i og med, at der hele tiden kommer nye
fysiske individer til og viderefører opgaven. Gyldigheden gælder også for de
allerfleste af de faktorer, som Martinus' kosmologi opererer med. Men herom vil
jeg dog henvise læseren til artiklen 4.121. Hjemmesiden LIVETS EVENTYR ANNO
2016. Deri vil man kunne orientere sig om, i
hvilken grad og udstrækning ét-livs-hypotesen – vel at mærke opfattet og tolket
på en åben og fordomsfri måde - stemmer overens med væsentlige dele af
Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter. Dette gælder faktisk også et så
vigtigt emne som udvikling (evolution) og i sammenhæng dermed et så specielt
emne, som det, Martinus kalder ”den seksuelle polforvandling”, og som i hans
fremstilling forekommer i et kosmisk evolutionært evighedsperspektiv. Men i
henhold til ét-livs-teorien, vil den nævnte polforvandling meget vel kunne
finde sted på principielt samme måde, som den, hvorpå biologien forklarer den
genetiske udvikling, hvorunder de arvelige anlæg og egenskaber mm. overføres
fra individ til individ og fra slægt til slægt.
Men nu til det,
der var og er hensigten med denne i hvert fald foreløbig afsluttende artikel i
serien af artikler med relation til Martinus' kosmologi, nemlig skæbnens ofte
tilfældige og uretfærdige forløb. Blandt de mange, ja, utallige
meningsløsheder, der set fra et såkaldt lavpsykisk udsigtspunkt, det vil sige,
der set fra et almindeligt menneskesynspunkt, forekommer i tilværelsen, skal
her nævnes nogle eksempler: Det virker totalt meningsløst, når f.eks. en
gazelle, som lever sit liv på den afrikanske savanne, bliver gjort drægtig og
fosteret derfor over en vis periode gennem den fantastiske proces, som strækker
sig fra en befrugtet ægcelle og videre over en række mellemstadier udvikler sig
til et fuldbårent og nyfødt gazellekid, som er bestemt til at skulle vokse og
ende som en af savannens mange andre gazeller. Alt sammen med den risiko, ofte
allerede som nyfødt, at ende sit liv som værgeløst offer for en løve eller en
gepard eller et andet rovdyr.
Der skal en god
portion forståelse af naturens orden til, for at kunne synes, at det nævnte
eksempel – sammen med utallige andre unævnte – skulle være et gode. Jo, for
rovdyret, men vel ikke for gazellen og dets kid? Dette er bare et enkelt og
tilfældigt valgt eksempel på den situation eller tilstand, der hersker i
vilddyrenes verden. For tamdyrenes – og især slagtedyrenes – vedkommende, er
situationen i princippet ikke meget anderledes. Måske lige bortset fra, at
slagtedyrene ikke har nogen chance for at undslippe og overleve. Deres
”rovdyr”, det intelligente dyr, mennesket, er almindeligvis totalt ufølsomt og
hjerteløst, når det gælder om at følge traditionerne og sikre sig det
eftertragtede og påstået uundværlige kød på middagsbordet.
Men ikke nok
hermed, menneskedyret var og er forblevet et rovvæsen, som ikke nøjede sig med
at nedlægge og æde byttedyrene, men som også ville tilegne sig artsfællernes
revirer eller ejendom, om nødvendigt ved hjælp af magt, brutalitet og/eller
snedighed. Derfor opstod krigen, først og fremmest erobringskrigen og følgelig
også forsvarskrigen, som i begge tilfælde har eksisteret lige så længe som
menneskeheden selv. Grusomhed og skånselsløshed har lige siden de ældste tider
været et gennemgående træk ved menneskedyrets eksistens og livsudfoldelse, og
det ses ikke mindst i nutiden, hvor politiske oprør og etniske konflikter søges
løst ved brug af våbenmagt, vold og terror. På et tidspunkt har man i medierne
kunnet høre og læse om, at militante oprørere i Afghanistan havde dræbt og
halshugget en del af deres modstandere, hvilket blev dokumenteret med
videooptagelser, som bl.a. viste 12 afhuggede mandehoveder på rad og række.
Noget lignende har man for længst også kunnet se under Vietnamkrigen, hvor
Vietcong-oprørere i nogle tilfælde behandlede deres fanger på tilsvarende
uhyrlige måde, men ikke nøjedes med at hugge hovedet af fangerne, idet de
tilmed også skar mændenes penis og testikler af og puttede disse i munden på de
afhuggede hoveder. Åbenbart tilfredse med og stolte af deres uhyrlige gerning,
så disse ”menneskedyr” til med bredt smilende grin.
Er der noget at
sige til, hvis mere fredsommelige mennesker stiller sig selv og andre det
spørgsmål: ”Hvor var Gud henne i sådanne situationer?” – For Gud, ophavet til
alt eksisterende, må da være god, ikke sandt, for ellers var eller er Gud vel
ikke Gud? – Men den opfattelse er en nyere tids synspunkt, for Gud opfattes
ikke som ubetinget god i alle religioner, men er det kun imod de mennesker, der
tror på Gud og adlyder Guds vilje. Selv i kristendommen stiller Gud som
betingelse for at vise sin godhed, at man elsker både Gud og sin næste. Og det
sidstnævnte er betinget af, at man overholder visse regler og udviser en god og
restriktiv moralsk adfærd. Kan eller gør man ikke det, er man en ”synder”, som
– medmindre man ”omvender” sig – vil være evigt fortabt! - Utroligt, at man med
sådanne ortodokse perspektiver i livsopfattelsen kan hævde, at kristendommen er
en næstekærlighedens religion!
Det ovenstående er
alt sammen set fra et såkaldt lavpsykisk udsigtspunkt, som det de fleste af os
befinder sig på. Men man kan også stille spørgsmålet om, hvordan de overfor
nævnte situationer tager sig ud set fra et højpsykisk udsigtspunkt, som det,
der er repræsenteret af en seer som f.eks. Martinus? - Set fra hans kosmiske
bevidstheds udsigtsniveau, tager ”verdensbilledet” sig anderledes positivt og
meningsfyldt ud, for i dette eksisterer der ingen tilfældigheder eller
meningsløsheder, alt har en hensigt og mening eller tjener bestemte formål. Det
vil man nemmest og hurtigst kunne læse om i Martinus’ egen introduktion til sit
verdensbillede, bogen ”Logik” (1938), som faktisk besvarer de spørgsmål og
problemer, der er rejst her i dette opslag. Men følgende artikler her på
hjemmesiden kan det også anbefales at læse som supplement: 4.29. Hvorfor?
– om skæbnens gru. 4.56. Tror du
på Gud? – En lidt svær dialog, og
4.57. Tror du på Gud? – En lidt svær
dialog (fortsat)
Den aktuelle
situation og revision
Det store,
påtrængende og aktuelle spørgsmål er imidlertid – i hvert fald set fra et
almindeligt menneskeligt synspunkt, det, Martinus betegner som en ”lavpsykisk
sansehorisont” - om alle hans præmisser, argumenter og konklusioner eller
facitter, kan anses for at være objektivt gyldige? - Det er det emne eller
problem, jeg efter evne har forsøgt at finde svar på i en del af mine
allerseneste artikler på hjemmesiden LIVETS EVENTYR: 4.118. Skæbne og
retfærdighed - endnu engang! - 4.120. Det store
spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl– 4.122. Skæbnebestemt eller
tilfældigheder? - 4.110. Et
u-kosmisk tilbageblik. Nogle personlige betragtninger og 4.123. Det store hverdags-under. Inspirerende tanker.
Som det især
fremgår af de artikler, der er links til ovenfor, så har mit årelange studium og
teoretiske engagement med Martinus' verdensbillede eller kosmologi ført til, at
jeg for mit eget vedkommende har måttet forholde mig tvivlende og skeptisk til
begreber som udødelighed, evigt liv, reinkarnation og skæbnens
lovbundethed og dermed også til skæbnens retfærdighed. I
stedet har jeg set mig nødsaget til logisk set at erkende, revidere og holde
fast i, at levende væsener, som i Martinus' kosmologi opfattes som evige
dele af den større helhed: Gud, hver især kun har ét liv at
leve og opleve i, nemlig det, vi alle hver især lige præcis lever lige
her og nu. Hovedargumentet for denne antagelse, er, at eftersom der ikke
foreligger objektivt gyldigt bevis for reinkarnation eller genfødsel, falder
begreber som udødelighed og evigt liv automatisk væk. Og i og med disse
begrebers bortfald, falder begreberne skæbnens lovbestemte funktion og
retfærdighed også bort helt af sig selv. Det underbygges især af, at med
bortfaldet af udødelighed og dermed af reinkarnation, vil der ikke eksistere
nogen mulighed for retfærdig kompensation for alle de principielle uligheder og
uretfærdigheder, som de levende væsener og herunder ikke mindst mennesker, er
eller har været udsat eller ofre for i løbet af deres respektive liv og
tilværelse.
Men når dette er
sagt, så må det også tilføjes, gentages og pointeres, at eksempelvis skæbne og
reinkarnation ikke nødvendigvis behøver at hænge sammen, lige som jeg
personligt heller ikke har noget problem med, at fænomenet skæbne – i hvert
fald tilsyneladende - ser ud til at være beroende på rene tilfældigheder. Og
ligeledes, at hvis vi eventuelt kun har ét liv til vores rådighed, hvad meget
tyder på, kan jeg ikke se at det ændrer ved, at livet grundlæggende er et
eneste stort guddommeligt under og eventyr. Også selvom vi blandt andet på
baggrund af de tidligere ovenfor fremførte eksempler på uretfærdig skæbne,
forlader opfattelsen af altets alvise og almægtige Gud som også værende en
alkærlig Guddom, for hvor har denne Gud været henne i de nævnte og mange andre
lignende og endnu værre situationer? Og at det ligeledes er relevant at anskue
fænomener som udødelighed, skæbnemæssig retfærdighed og reinkarnation som
værende udtryk for mere eller mindre romantisk ønsketænkning. Martinus’
forunderlige fortælling om verdensbilledet, vil stort set alligevel fortsat
være gyldigt i alt det andet væsentlige, dette handler om.
Imidlertid
vil vi her vende tilbage til et emne af nok så betydningsfuld karakter, nemlig
hjernen, mere specielt den menneskelige Hjerne:
Helt basalt og
generelt er det nok ikke for meget at sige, at de allerfleste mennesker har den
opfattelse, at bevidsthed og hjerne stort set er identiske begreber, for det
har man lært i skolens timer med anatomi, fysiologi og biologi. I en del ældre
fagbøger kan man ligefrem læse udtryk, som f.eks. at ”hjernen er sæde for
bevidstheden” eller ”Bevidstheden har sæde i hjernen”, lidt upræcise udtryk,
som skal indikere, at bevidsthed og hjerne er to sider af samme sag. I nyere og
især nyeste tid har opfattelsen indirekte fået støtte af hjerneforskningen, som
ved hjælp af neuropsykologiske tests og Magnetic Response-scanning af hjernen,
forkortet MR-hjernescanning, ser ud til at have fastslået den nære forbindelse,
der er mellem fysiologiske hjerneprocesser og bevidsthedslivet. Ved sidstnævnte
forstås især de sanseindtryk, forestillinger, tanker, følelser, viljesudtryk og
beslutninger mm., eller kort og godt de mangeartede oplevelser, som optræder
eller fremtræder indenfor rammerne af det, man kunne kalde bevidsthedsfeltet.
Men at anatomiens,
fysiologiens, biologiens og specielt neuropsykologiens tilsyneladende
videnskabeligt funderede og verificerede opfattelse af forholdet mellem hjerne
og bevidsthed, nemlig at bevidsthedslivet basalt genereres i og af hjernen,
ikke kan stå for en nærmere og uvildig prøvelse, har jeg som allround
amatørforsker efter evne søgt at påvise i adskillige artikler her på
hjemmesiden. Til det formål har jeg i særlig grad henholdt mig til den
opfattelse af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, som forefindes i Martinus’
kosmologi, nemlig med den begrundelse, at sidstnævnte i højere grad inddrager
et større spekter af data, end tilfældet er med de nævnte videnskabelige
discipliner. Dette større spektrum involverer nemlig også erkendelsesmæssige
forhold, hvilke er uundgåelige og nødvendige aspekter af en fuldstændig og til
bunds gående undersøgelse af fænomenet livsoplevelse i almindelighed og
forholdet mellem sjæl og legeme problemet, subsidiært bevidsthed og hjerne
problemet, i særdeleshed.
Et stort paradoks: Hjerneforskningens
dilemma
Hjerneforskningens
reduktionisme fortsætter stadig, men dog ikke uanfægtet, med at promovere
opfattelsen af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, subsidiært mellem legeme
og sjæl. Denne promovering sker ikke mindst via medierne, herunder de
elektroniske medier. Senest har man her i Danmark i DR TV2 søndag den 22. april
2012 kunnet se et genudsendt to-delt program om det nævnte emne. Heri fremførte
en hjerneforsker sin paradoksale og skråsikre opfattelse af, at fænomener som
f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser blot skyldtes kemiske
påvirkninger, bl.a. i form af dopamin, i bestemte hjernecentre.
At en del
hjerneforskere har haft lidt vel travlt med at promovere deres
forskningsresultater overfor offentligheden, blev for kort tid siden afsløret i
de selvsamme emsige medier, som har haft lige så travlt med at promovere
hjerneforskningens foreløbige resultater.
(Vedr. hjerne og
hjerneforskning, se f.eks. artiklen: 4.117. Hjerneforskning igen! - Om hjerneforskningens fejltagelser og udprægede
reduktionisme.)
Men det måtte vel
forventes, at det ville komme før eller siden, afsløringen af hjerneforskningens
svagheder! Disse har jeg som lægmand i al beskedenhed omtalt i flere af mine
artikler om naturvidenskabens og herunder også hjerneforskningens
reduktionisme. Medierne, de trykte så vel som elektroniske, har i hovedsagen
mest fokuseret på uheldige hjerneforskere, som eksempelvis en kvindelig
hjerneforsker, som angiveligt havde fusket med sine undersøgelser og fremlagde
nogle resultater, som viste sig ukvalificerede. Eller som den yngre og højt
begavede og en overgang stærkt selvpromoverende danske hjerneforsker, der
eksempelvis fik urimelig stor adgang i medierne til at fremføre egne og i hvert
fald i nogle tilfælde højst tvivlsomme opfattelser og meninger om hjernen og
dennes rolle. Vedkommende forsker brystede sig blandt andet af, at i og med den
moderne hjerneforskning havde man endelig afmonteret den gamle 'overtro' om
sjæl og legeme, for ifølge ham var og er sjælen legemet og legemet sjælen.
Eller rettere sagt: Der eksisterer kun det fysiske legeme med hjernen som
overordnet og styrende central, alt andet er fantasi og fiktion.
Men
det drejer sig jo i virkeligheden om noget langt mere alvorligt og
skelsættende, end uheldige og selvpromoverende personer. Det korte af det lange
er, at vi alle generelt set har alt for stor tiltro til videnskabelige
forskere. Disse er jo, når det kommer til stykket, kun mennesker, og kan som
sådanne være mere eller mindre behæftet med og belastet af de fejl og
svagheder, som alle vi andre også har.
Såkaldt
para-normale oplevelser kan også fremkaldes ad anden kemisk vej, nemlig ved
indtagelse eller indgivelse af spiritus eller narkotiske stoffer af forskellig
slags, som f.eks. kokain, heroin, ecstasy, hash, m.fl. Disse stoffer doper
hjernen og giver i bedste fald nogle euforiske og ekstatiske oplevelser og i
værste fald fremkalder de angst, frygt eller aggressioner og forvrænger
generelt hjernens formidling af virkeligheden.
Paradokset består
hovedsagelig i, at man i henhold til de nævnte hjerneforskeres foreløbige
forskningsresultater og udsagn må konstatere, at hjernen, som de identificerer
med bevidstheden, personligheden og jeget, åbenbart siger til sig selv, at
fænomener som f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser bare er
nogle bevidsthedsforestillinger om nogle illusoriske ledsagefænomener til de
reale kemisk-elektriske processer, som hjernen på grund af sin uvidenhed, det
vil formentlig sige mangel på synapser, fortolker og oplever, som om der er
tale om oplevelser af objektive og virkelige forhold.
Det synes fortsat
ikke et øjeblik at undre de samme hjerneforskere, at de kemisk-elektriske
processer i hjernen i det hele taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som
vel at bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de
kemisk-elektriske processer i sig selv. Neurovidenskaben i almindelighed og
hjerneforskerne i særdeleshed ser stadig ingen grund til at antage og betragte
bevidstheden eller psyken som et selvstændigt fænomen eller energisystem. Man
føler sig angiveligt overbevist om at vide, at hjernen repræsenterer bevidsthed
og psyke, for andet har man i hvert fald indtil videre ikke kunnet finde via
sine strengt videnskabelige undersøgelser og eksperimenter.
Men her kunne man
måske have lov til at indvende, at neuropsykologerne og hjerneforskerne ikke
har kunnet eller kan se skoven for bare træer. Eller sagt mere konkret: Man kan
ikke se psyken eller subjektet, fordi det er denne eller dette, der via hjernen
foretager undersøgelserne og eksperimenterne. Man kan heller ikke se disse
vigtige og nødvendige instanser, selvom de sproglige udsagn: ”min hjerne” eller
”jeg har en hjerne” implicit antyder, at der må være tale om et
’ejendomsforhold’, altså om et jeg, der har eller ejer en
hjerne, som er en overordnet instans i den fysiske organisme, som ligeledes
tilhører jeget.
Neuropsykologerne
og hjerneforskerne fokuserer og udadretter med andre ord – men vel at mærke af
historiske og traditionelle grunde - ensidigt deres egen bevidsthed eller psyke på
de fysisk-kemisk-elektriske processer, der foregår i hjernen hos forsøgspersonerne,
og tolker og identificerer disse processer som årsager i stedet for som
ledsagende virkninger. Når de gør det, skyldes det så vidt jeg kan se, at de
apriori går ud fra, at der ikke eksisterer andet eller mere, end den fysiske
materie, mere specifikt de fysiske sanser og de fysiske naturlove. Åndsevnerne
instinkt, følelse, intelligens, intuition og hukommelse betragtes ikke som
sanser, men ses blot som produkter af og ledsagefænomener til hjernens
fysiologiske processer. Men dette er og forbliver en apriori antagelse, som
viser sig ikke at kunne stå for en fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk
prøvelse. Sagen er i virkeligheden den, at bevidsthedens eller psykens problem
kun kan løses ad den introspektive erkendelses vej. Og det uanset om man er
videnskabelig forsker eller læg iagttager.
Det,
neuropsykologer og hjerneforskere blandt andet mangler at erkende og forstå,
er, at den i øvrigt helt igennem fantastiske fysiske hjerne ’kun’ er et
nødvendigt interaktivt mellemled mellem den fysiske omverden
og bevidstheden eller psyken. Desuden at sidstnævnte kan opfattes og defineres
som et energisystem, der kun delvis er afhængigt af den fysiske krop og hjerne,
men som er så relativt energisvagt på grund af karakteren eller substansen af
de åndelige eller psykiske energier, at det ikke kan kommunikere eller
interagere direkte med den fysiske omverden eller de fysiske energier. Derfor
er den fysiske hjerne og centralnervesystemet det redskab eller instrument, der
gør en sådan kommunikation og interaktion mulig.
Den nævnte
kommunikation og interaktion mellem psyken og den fysiske krop, subsidiært
hjernen, er kvalificeret påvist og grundigt gennemanalyseret af den danske
tænker og intuitionsbegavelse Martinus, fulgt op af hans elev Per Bruus-Jensen
i dennes værker, som netop søger at bygge bro mellem naturvidenskab og
åndsvidenskab, sådan som læsere af min hjemmeside vil vide. Men her skal i
øvrigt efterfølgende argumenteres nærmere for gyldigheden af Martinus’ såkaldt
kosmiske analyser blandt andet vedrørende krop og psyke, som det for resten
også allerede er blevet gjort i form af en lang række artikler her på
hjemmesiden, som jeg derfor må henvise til.
Men foreløbig må
vi spiritualister altså affinde os med, at neuropsykologien og
hjerneforskningen ikke har fundet nogen grund til at inddrage opfattelsen af
psyken som et selvstændigt energisystem i sine grundige videnskabelige
undersøgelser og eksperimenter, og det til trods for, at en anerkendt
dybdepsykolog som C.G. Jung har påvist psyken som et sådant selvstændigt
energisystem. Vi må trøste os med, at den etablerede og kanoniserede videnskabs
opfattelse af og konsensus om den fysiske materies og den naturvidenskabelige
metodes overordnede værdi og betydning, er foreløbig, og at den på et tidspunkt
ude i fremtiden vil blive erstattet af et paradigmeskift med et større
helhedssyn.
Når forholdet
mellem hjerne og bevidsthed overhovedet er blevet problematiseret, skyldes det i
hovedsagen på den ene side at der ikke er overensstemmelse mellem
naturvidenskabens, primært biologiens, hjerneforskningens og neuropsykologiens,
opfattelse af forholdet, og på den anden side spiritualismens og okkultismens
opfattelse af samme. For imidlertid at vide, hvad det er, der tales om, når man
taler om hjernen, vil det her være formålstjenligt at give en kortfattet
oversigt over, hvad der naturvidenskabelig set skal forstås ved begrebet og
fænomenet hjernen.
Ved begrebet og
fænomenet hjernen forstås den del af centralnervesystemet, som ligger i
hovedets øverste del, kraniet. Via hoved og hals går hjernen over i
centralnervesystemets anden del, rygmarven, som i det væsentlige indeholder
nervecentrer for automatiske funktioner. Hjernen er inddelt i storhjernen,
mellemhjernen, midthjernen, lillehjernen, hjernebroen og den forlængede marv.
Storhjernen består af de to halvdele, venstre og højre hjernehalvdel, som
benævnes hemisfærer, som er indbyrdes forbundne ved hjernebjælken. Hemisfærerne
er på overfladen ujævne med hjernefurer, imellem hvilke hjernevindingerne poser
ud. Hver hemisfære inddeles i pandelap, isselap, nakkelap og tindingelap.
Hjernebarken, som er hemisfærernes yderste lag, består af nerveceller, der
danner centre for bevidsthedslivet og talrige andre funktioner. De mange
nerveceller gør hjernebarken grå, følgelig kaldet den grå hjernesubstans,
hvilket er baggrunden for den jævnligt brugte populære betegnelse ”de små grå”.
I dybden ligger
den hvide hjernesubstans, som hovedsagelig består af nervetråde, der forbinder
de forskellige centre. Fra mellemhjernen udvikles thalamus og hypothalamus, som
indeholder centret for det såkaldt autonome eller selvstyrende nervesystem og
som har forbindelse til hypofysen, hvor produktionen af de overordnede hormoner
foregår. Lillehjernen har blandt andet betydning for bevægelsesfunktionerne og
ligevægtssansen. I væggene omkring hjernens hulrum, kaldet ventriklerne,
udskilles en klar, farveløs væske, kaldet cerebrospinalvæsken, der dels tjener
til beskyttelse af hjernen, ved at denne så at sige ”flyder” i en stødpude og
nærmest er ”vægtløs”, og dels vedligeholder en afstemt koncentration af
stoffer, som er vigtige for dens funktion. Cerebrospinalvæsken omgiver
ligeledes rygmarven i dens kanal i rygsøjlen. Fra hjernen udgår 12 par nerver,
kaldet hjernenerverne.
Den del af
hjernen, som kaldes thalamus, er et dobbeltområde i hjernen, der består af
nerveceller eller såkaldt grå substans, og de har til funktion at bearbejde
nerveimpulser fra meget store områder af centralnervesystemet, som f.eks. syns-
og høreimpulser samt impulser fra lillehjernen, ligesom området udveksler
impulser med hjernebarken. Hypothalamus udgør den nederste del af
mellemhjernen, hvor den danner forbindelse til hypofysen, og tilsammen danner
de hjernens overordnede hormoncentrum, hvorfra legemets indre miljø reguleres
gennem hormonproduktion og ved nerveimpulser. Hypofysen er en ærtestor kirtel
på hjernens underside. Den består af en forlap, en mellemlap og en baglap, hvis
hormonproduktion dirigeres af selvstyrende centre i hjernen, Hormonerne
regulerer produktionen i legemets indre (endokrine) kirtler, hvoraf nogle
indvirker direkte på stofskiftet og på den glatte muskulatur. Blandt de
hormonstyrede kirtler er f.eks. skjoldbruskkirtlen, kvindens brystkirtler,
bugspytkirtlen og kønskirtlerne. Hypofysen kan i øvrigt fjernes kirurgisk og
erstattes af indgivelse af kunstige hormonpræparater.
Det er et faktum, at hjernens størrelse varierer fra individ til individ, og at
størrelsen ikke står i et ligefremt forhold til intelligensen. Det er f.eks.
kendt, at en højt intelligent mand som den teoretiske fysiker Albert Einstein
havde, hvad man karakteriserer som en forholdsvis lille hjerne. Som overordnet
organ, er det hjernens formål og opgave at styre og regulere legemets
funktioner og bevægelser, herunder blodkredsløb, åndedræt og hormonbalance mm.
Dertil kommer, at den bestemmer hele vor adfærd, idet den i henhold til
videnskaben er sæde for sanser, åndsevner, tanker og følelser. Men selvom man kender
selve opbygningen af centralnervesystemet og ved, at funktionerne beror på et
samarbejde mellem komplicerede strukturer, er man først i nyeste tid via bl.a.
hjernescanninger ved at fastlægge, hvordan hjernen mere præcist fungerer.
Overførslen af impulser gennem nervetrådene fra og til de milliarder af
hjerneceller sker i den såkaldte synapse, hvor to udløbere, neuritten og
dendritten, mødes. Impulserne er svage elektriske strømme, som ved deres
påvirkning bevirker at der i synapsen frigøres en kemisk substans,
transmittersubstansen kaldet dopamin, der viderepåvirker den næste celle og så
fremdeles. Eftersom der angiveligt i en cm3 hjernevæv kan findes 50.000
synapser, er kontaktmulighederne umådeligt og fantastisk mange. (1)
I nyere
hjerneforskning og neuropsykologi benytter man sig ofte af betegnelsen amygdala, som
oversat til dansk betyder mandelkernen. Den er lokaliseret til
et lille område i hjernens tindingelap, hvor den er opdelt i to dele, en del,
der modtager impulser fra de autonome processer, specielt fra thalamus,
hypothalamus, lugtelap m.fl., og en del, som faktisk modtager al
sanseinformation. Amygdala er blandt andet ansvarlig for følelsen af frygt og
for forsvarsreaktioner. Den har desuden forbindelser til hypofysen, binyrerne,
lugtesansen og til indtagelse af føde og væske. Den kan endvidere udløse
forskellige autonome organiske reaktioner i respiration, kredsløb og
mave-tarmkanal, lige som den er involveret i posttraumatisk
belastningsreaktioner. Ifølge beregninger indeholder menneskets amygdala
omkring 12 millioner neuroner, så der er måske ikke noget at sige til, at
amygdala har fået så stor betydning i moderne hjerneforskning.
Bortset fra, hvad
der end kan siges om hjernen og dens anatomi og funktioner, så må man under
alle omstændigheder forundres over dens sindrige indretning med dens milliarder
af nervetråde og synapser. Set fra det atomare plan bliver hjernen et endnu
større mirakel, ja, ordet mirakel er egentlig ikke for meget eller forkert
sagt, for hvordan forklare disse funktioners opståen og hensigtsmæssige eller
formålstjenlige funktioner og ikke mindst hjernens relation til og samspil med
bevidsthedslivet? – Dette forklaringsproblem påhviler det endnu
naturvidenskaben i form af biologien og neuropsykologien at give et plausibelt
svar på. Men der kan næppe være tvivl om, at forklaringen må findes i flere
forhold og primært må være beroende på de naturlove, der gælder for molekylær
kemi og biologi. Disse love, som man tager for givne, betinger jo blandt andet
det, der kunne kaldes livets byggeplan, som ligger indkodet i hver eneste celle
i form af det såkaldte DNA-molekyles kemiske indhold og sammensætning. Men
hvorfor lige præcis disse naturlove og denne kemiske sammensætning ligger til
grund for livets opståen og funktioner, kan naturvidenskaben i form af
atomfysikken og molekylærbiologien næppe heller give en fyldestgørende
forklaring på. Det skal der en anden forskningsmetode til, og en sådan finder
man snarere benyttet i eksempelvis Martinus’ kosmiske analyser over livet og
bevidstheden. (2)
Martinus’ opfattelse
af hjerneproblemet
Helt fra
begyndelsen af sit forfatterskab, som indledtes med Livets Bog I, der udkom i
juli 1932, men som allerede var blevet skrevet færdig i 1930, var han
fuldstændig klar over, hvordan forholdet var mellem hjernen og bevidstheden. I
Livets Bog I omtales hjerne- og nervesystemet følgende steder: stk. 51, 223-4,
227, men det er især i stk. 223-4, at Marinus analyserer den rolle, hjernen
spiller i forhold til bevidstheden, som igen ses i den større sammenhæng, der
udgøres af ikke kun den biologiske evolution, men også af den kosmiske
evolution. Sidstnævnte betegner Martinus i henhold til sin kosmologi i øvrigt
som involution, et begreb, der også forekommer i biologien,
men i en noget andet betydning, end tilfældet er i Martinus’ kosmologi.
Martinus’ opfattelse af mennesket er generelt mere i overensstemmelse med
ideologier, som f.eks. nyplatonisme og nypythagoræisme. Ideologi, vel at
bemærke forstået som idealistisk ideologi, hvilket vil sige som et kompleks af
ideer, der tilsammen udgør en helhedsanskuelse af centrale livsfaktorer og
livsforhold, hvorfor ideologi ligger nær på begrebet livsanskuelse.
Nyplatonismen er
en hellenistisk skole, hvis mest markante tænker er grækeren Plotinos eller
Plotin (ca. 205-ca.270). Hans lære baserer sig på den filosofi, som skyldes
kollegaen Platon (427-347 f. Kr.), elev af den vise Sokrates (ca.470-399 f.
Kr.), Læren går ud på, at kosmos er opbygget som et hierarki af indbyrdes
forbundne højere (åndelige) og lavere (fysiske) væsensformer, hvor de
sidstnævnte fungerer som genstand for de fysisk og ’lavere’ levende individers
længsel efter udfrielse af fortabthedstilstanden i materiens verden. De
guddommelige og i virkeligheden udødelige sjæle er trin for trin sunket ned til
den fysiske verden, hvor de for en tid lever i glemsel om deres højere
tilhørsforhold, indtil erindringen om dette vækkes og længslen efter
genforening opstår.
Nyplatonimen er
dog ikke dualistisk, idet ånd og materie anskues som to sider af den samme
virkelighed, nemlig Gud selv. Og Gud opfattes som den absolutte, altomfattende,
forskelsløse, udelelige og uforanderlige virkelighed, hvis væsen og fylde
manifesterer sig i form sjælene og disses verdener. For resten en tankegang
eller livsanskuelse, der også kan genfindes i idealistisk hinduisk filosofi,
som f.eks. i de klassiske filosofiske systemer som Sankhya, Yoga og Vedanta,
der dog menes at være ældre end de nævnte græske filosofier, og som adskiller
sig fra disse ved læren om samsara, der betyder kredsløb, livscyklus og
genfødsel. Til grund herfor ligger forestillingen om alt liv som deltager i et
uendeligt kredsløb gennem fødsel og død til fortsat genfødsel, en proces, der
er forbundet med det meget vigtige gengældelsesprincip, kaldet karma, som
betyder handling og skæbne, sidstnævnte som en konsekvens af handlinger i
tidligere tilværelse. Læren om karma-samsara vandt indpas og anerkendelse dels
i kraft af sin værdi som forklaring på ulighed i evner, vilkår og skæbne, og
dels på grund af det perspektiv den åbner for stadigt nye muligheder for alle
og enhver. Læren om karma-samsara imødekom altså behovet for og ønsket om
fuldkommen lighed og retfærdighed for alle levende væsener. (3)
På denne
skitserede historiske baggrund, er det interessant at stifte bekendtskab med
ideerne i Martinus’ kosmologi, især fordi det må konstateres at disse på flere
måder er beslægtede med de overfor nævnte nyplatoniske og klassisk hinduiske
forestillinger om livet, verden og menneskets tilværelse. Begrebet udvikling
(evolution) – og for Martinus også begrebet indvikling (involution) – vel at
mærke både som et biologisk, psykologisk og ikke mindst kosmisk begreb og
fænomen, er et nøglebegreb til at forstå tilværelsen. Men samtidigt hermed
opererer Martinus i sin kosmologi med begreber og forestillinger, der har stor
principiel lighed med den hinduiske lære om karma-samsara. I Martinus’
vokabularium bruges ordet og begrebet karma også, men dog mest betegnet med
ordet ”skæbne”, mens ordet og begrebet samsara svarer til ordet og begrebet
”spiralkredsløb”. Disse begreber og faktorer er så grundigt beskrevet i
forskellige afsnit her på hjemmesiden, at jeg må nøjes med at henvise dertil:
Læs f.eks.
Artiklen 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen. Det drejer sig deri
især om de værker, der henvises til I følgende noter:
Note 3.: Collected Works of F. Max Müller. The Six Systems of Indian Philosophy.
Longmans, Green, And Co. London, New York, Bombay, and Calcutta 1912. Bogen omhandler primært en kildehistorisk gennemgang
af de seks klassiske indiske filosofisystemer: Vedanta eller Uttara-Mïmämsä,
Pürva-Mïmämsä, Sämkhya-Philosophy, Yoga-Philosophy, Nyäya-Philosophy , and
Vaiseshika Philosophy
Note 4.: Vedr. Kundalini-kraften: Se f.eks.
Swami Narayananda: Urkraften i mennesket eller Kundalini-kraften. På dansk ved
Anne Lise Dresler. Forlaget Advaita. I kommission: Borgens Forlag 1959.
Note 5.: Vedr. Kundalini-slangen er det for
øvrigt højst interessant, at denne – i lighed med Martinus’ seksuelle
polprincip og polforvandlingen - forekommer i symbolsk billedlig form i
fortællingen om Adam og Eva og Slangen i paradisets have. I sidstnævnte
tilfælde er slangen ’fristeren’ og ’forføreren’, mens den hos Martinus er
symbolsk udtryk for spiralkredsløbsprincippet og verdensgenløsningsprincippet,
hvilket faktisk kommer ud på et, idet disse to principper – i lighed og
samvirke med samtlige øvrige skabeprincipper – så at sige er spundet ind i
hinanden..
Vedr. begrebet
skæbne, se f.eks. H1-23. Individets skæbnedannelse – om skæbnedannelsens almindelige lovmæssigheder, og.
H1-17. Reinkarnationsprocessen – om dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller
materialisation. Vedr. begrebet spiralkredsløb, se f.eks. H1-12. Det
seksuelle dobbeltkredsløb – om de to
seksuelle polers evige vekselvirkning med hinanden.
Sluttelig skal vi
forbinde omtalen af hjernen med det under alle forhold og omstændigheder nok så
væsentlige emne og fænomen:Bevidstheden:
I almindelig
psykologisk forstand defineres bevidsthed som en samlebetegnelse for de
forskellige former for oplevelse, opmærksomhed eller opfattelse, mere præcist
som oplevelse og opfattelse af omverdenen i form af sanseindtryk, og af individets
egen indre verden af forestillinger, tanker, følelser etc., hvilket kort og
godt vil sige bevidsthedstilstande. Men begrebet og fænomenet bevidsthed
omfatter også de meninger, teorier og synspunkter, der knytter sig til et
bevidst væsen, og endelig også som selvbevidsthed, hvorved kort forstås
individets bevidsthed om sig selv og sin egen og for resten ikke sjældent
overdrevne betydning.
Indenfor
rammerne af Martinus’ kosmologi kan og skal fænomenet bevidsthed ses i relation
til hans analyser af, hvad det er, der ikke kun konstituerer mennesket, men i
videre forstand det levende væsen, hvilket i videste forstand vil sige alle
levende væsener. Dette væsen udgør i henhold til Martinus et treenigt princip i
form af et jeg, en bevidsthed og en organisme, men forstået sådan, at jeget
udgør den overordnede instans i forholdet, medens bevidstheden forekommer i
form af en overbevidsthed og en underbevidsthed, og organismen er det
interaktive redskab, individet via sin bevidsthed betjener sig af. Den væsentlige
karakteristik for et levnede væsen, mennesket inklusive, er, at det sanser,
oplever og manifester sig i form af handlinger. Imidlertid fremhæver Martinus,
at sansning ikke – som det er almindeligt at tro og mene - er en passivt
receptiv proces, men tværtimod en proces, der forudsætter og kræver et
betydeligt moment af skabende virksomhed, om end i hovedsagen en automatisk
skabende virksomhed. Dette er en del af baggrunden for, at Martinus også
betegner bevidstheden som det levende væsens skabeevne, men altså som en evne,
der forudsætter og er betinget af et intimt samarbejde mellem de ovenfor nævnte
tre instanser. Denne skabeevne ligger også til grund for sansning, som igen
udgør grundlaget for fænomenet oplevelse, og herom skriver Martinus bl.a.
følgende:
(Citat) 254. Da
alt, hvad der kommer ind under begrebet ”oplevelse”, kun kan eksistere som
identisk med vibration eller bevægelse, vil hele verdensaltet i sin detaljering
være identisk med et uendeligt ocean af energi- eller bevægelseskombinationer,
stråler og bølger, der hver især, efterhånden som de opleves af det levende
væsen, kommer til at danne et nyt billede i det billedgalleri, der i den
daglige tilværelse kendes som identisk med dets ”bevidsthed”. […] Citat
slut) (5)
Stærkt
forenklet sagt, opfatter Martinus altså bevidsthed som et ”mentalt
billedgalleri”, mere præcist i form af mentale forestillinger, som naturligvis
i større eller mindre grad er forbundet med tanker og følelser. Men der hører
selvfølgelig meget andet og mere til, for at kunne begribe og forstå, hvad
bevidsthed er og omfatter. Dette emne er da i virkeligheden også så kompliceret
og omfattende, at det ligger udenfor rammerne af en artikel som denne, at gøre
forsøg på at give en bare nogenlunde dækkende beskrivelse af det. Dog skal her
tilføjes, at følgende psykologiske energier eller –evner er mere eller mindre
virksomme i individets bevidsthed, nemlig instinkt, tyngdeenergi (dynamisk
energi), følelse, intelligens, intuition og hukommelse, og som drivkraften
eller motivationsfaktoren bag disse evner eller energier ligger et fænomen
eller en kraft, som Martinus betegner som urbegæret, der defineres som et
uspecificeret grund-begær efter oplevelse eller mere præcist efter
livsoplevelse. Dette urbegær udgør grundlaget for alle specifikke former for
begær, vilje og ønsker, men vel at mærke styret af en serie såkaldte kosmiske
(også kaldet guddommelige) skabeprincipper. Disse er automatisk virkende
lovmæssigheder, som alle og alt er undergivet. (6)
Martinus’ opfattelse
af hjernen og dens rolle
Som nævnt omtales
hjerne- og nervesystemet følgende steder i Livets Bog I: stk. 51, 223-4, 227,
men det er især i stk. 223-4, at Marinus analyserer den rolle, hjernen spiller
i forhold til bevidstheden, men vel at mærke anskuet i det noget større kosmiske
perspektiv, der jo er kendetegnet på hans kosmologi. I stk. 51 konstaterer
Martinus, at de levende væseners hjerner kun er modtagelige for tankebilleder,
ideer eller forestillinger af en bestemt styrke eller bølgelængde. Det betyder,
at tankebilleder, der ligger over denne styrke, generelt set forekommer
fantastiske eller helt utilgængelige for individet, medens tankebilleder, ideer
og forestillinger, der ligger under den nævnte styrke eller bølgelængde,
generelt set forekommer individet som værende primitive og naive.
Men det er særlig
i Livets Bog I, stk. 223-4, at Martinus analyserer og karakteriserer hjernens
rolle i forhold til det jordiske menneskes aktuelle kosmiske
udviklingssituation. Herom skriver han blandt andet, at den åndelige bevidsthedsfunktion
hos mennesket må regnes for at være på et begyndelsesstadium, idet de åndelige
legemer endnu ikke er bragt frem til deres respektive kulminationsudfoldelse på
de åndelige tilværelsesplaner. Det er årsagen til, at de åndelige legemer ikke
har styrke eller kapacitet til at bære bevidstheden, hvilket igen er årsagen
til, at den fysiske bevidsthedsfunktion i hovedsagen bæres af det relativt
veludviklede fysiske legeme. Dette forhold bevirker, at den fysiske tilværelse
så at sige overdøver den spæde åndelige tilværelse, og dette kontrastforhold er
atter årsagen til, at åndelige oplevelser kun bliver opfattet og oplevet som
tanker eller tankebilleder, stik imod, at disse i henhold til Martinus i
virkeligheden er lige så realistiske genstande som de fysisk oplevede
genstande.
Det jordiske
menneskes primære legeme udgøres altså af det fysiske legeme, men samtidig er
individet gennem dettes hjerne- og nervesystem forbundet med de endnu spædt
udviklede åndelige legemer, gennem hvilke dets åndelige funktioner befordres og
udløses. Disse åndelige funktioner eller evner og legemer udgøres i hovedsagen
af følelsesevnen og følelseslegemet, intelligensevnen og intelligenslegemet,
intuitionsevnen og intuitionslegemet, og hukommelsesevnen og
hukommelseslegemet. Men da disse åndelige funktioner, som Martinus betegner som
værende af elektrisk beslægtet natur, kun kan blive fysisk udløste via et
lednings- eller antennesystem, findes et sådant netop i form af individets
hjerne- og nervesystem. Dette system består altså dels af fysiske energier og
dels af åndelige energier eller energibølger, hvorved individet sættes i stand
til at komme i kontakt med reaktionen af den vekselvirkning, der foregår mellem
dets fysiske legeme og grundenergierne, som jo er den virkelige basis for
individets livsoplevelse og manifestation. Den nævnte reaktion har altså reelt
set karakter af elektrisk beslægtede energibølger i hjernen og nervesystemet. I
fysiologien betegnes disse energibølger som fysisk-kemisk-elektriske reaktioner
i hjerne- og nervesystemet, en betegnelse, som stemmer godt overens med
Martinus’ forklaringer på sanse- og oplevelsesprocessen.
Men hermed hører
overensstemmelsen også op, for hvor naturvidenskaben i almindelighed og
hjernefysiologien i særdeleshed udelukkende opfatter fænomenerne og processerne
som fysisk-kemiske, dér hævder Martinus, at der samtidigt også er tale om
over-fysiske kemiske fænomener og processer. Dette pointerer han også i Livets
Bog I, stk. 224, idet han fremfører det synspunkt, at når menneskene i
almindelighed og videnskaben i særdeleshed ikke er i stand til at observere
individets fornemmelser længere end ind i hjerne- og nervesystemet, skyldes
det, at individets åndelige sanser og evner endnu kun befinder sig på det
stadium, som det fysiske legeme befandt sig på, dengang det under evolutionen
endnu ikke var i besiddelse af fysiske sanser, som f.eks. syn, hørelse etc.
Men situationen
eller forholdet er det, hævder Martinus, at hjerne-nervesystemets
fysisk-kemisk-elektriske bølger eller vibrationer fortsætter som ikke-fysiske
ind i individets åndelige struktur, hvor de opleves i forhold til, hvor meget
eller lidt den åndelige struktur eller de åndelige legemer og disses organer er
udviklede til at kunne reagere overfor de nævnte bølger og vibrationer. Pointet
er, at det er via disse åndelige legemer, at de elektriske bølger og
vibrationer bliver oplevet som åndelige fornemmelser i form af tanker og
følelser eller tankeklimaer, som tilsammen udgør det ”mentale billedgalleri”,
der kaldes bevidsthed. Hjerne- og nervesystem udgør ifølge Martinus med andre
ord individets ”port” ind til den åndelige verden. Herom skriver han blandt
andet følgende, som jeg vil tillade mig at citere her:
(Citat) […] Alt eftersom jordmenneskets åndelige legemer
endnu er uudviklede, vil det altså være offer for den overtro, at ”porten”
eller hjerne- og nervesystemet er årsag til dets åndsfunktioner og er således
endnu ubevidst i åndslegemerne eller de faktiske forhold. Nævnte
overtro bliver yderligere stimuleret af den omstændighed, at der i ”porten” til
den åndelige verden findes små særlige åbninger for de særlige arter af
elektriske bølger, hvilket altså igen vil sige, at der i hjerne- og
nervesystemet findes særlige centre eller komplekser for de forskellige
åndsfunktioner. Det førstnævnte væsen vil altså være offer for den illusion at
tro, at disse særlige centrer eller komplekser er selve årsagen til
funktionerne, medens de i virkeligheden kun udgør særlige indstillingsorganer
for fysisk afsendelse og modtagelse af de tilsvarende særlige åndelige
energibølger eller vibrationer. Ligesom antennen ikke er årsag til den musik
eller det foredrag, der gennem et til denne knyttet radioapparat modtages, men
kun udgør et center, gennem hvilket musikkens eller foredragets elektriske form
kan modtages og bringes videre til apparatets andre centrer og der blive omsat
til sin oprindelige form, således er hjerne- og nervesystemet absolut heller
ikke årsag til denne eller hin gennem samme system forekommende synlige
manifestation, men kun udgørende et afsender- og modtagersystem for
reaktionerne mellem individets legemskultur og grundenergierne i form af
elektriske bølger. Ligesom modtagelsen eller afsendelsen gennem et
radioapparat bliver disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de enkelte dele
af dets tilbehør, således bliver reaktionsforplantningerne gennem
hjerne- og nervesystemet naturligvis også disharmoniske, hvis der er noget i
vejen med de særlige centrer eller komplekser i det nævnte system. Sådanne
disharmonier i individets bevidsthed kendes i den daglige tilværelse under
begreberne: Sindssyge, åndssvaghed og lammelse.(Citat
slut) (7)
Det er altså i
henhold til Martinus en overtro og illusion at mene, at det fysiske hjerne- og nervesystem
skulle være generatoren af bevidstheden. Derfor kan man heller ikke tale om,
som nogle gør, at ”hjernen er det endelige sæde for sansningen og
bevidstheden”, for denne påstand er så langt fra virkeligheden, som man kan
komme. Dette fremhæver Martinus yderligere i sin småbog nr. 1. ”Menneskehedens
skæbne”, som oprindelig blev trykt i tidsskriftet ”Okkultisten” i
1933, men senere udkom i bogform. Det sker i bogens 19.-20. kapitel og efter min
opfattelse i en noget mere afklaret form, end i det ovenfor gengivne citat. I
nævnte bog er det dog især selve sanseprocessen fra start til slut, Martinus
analyserer og omtaler, en analyse, som er i stor principiel overensstemmelse
med den, man kan finde indenfor den filosofiske disciplin, der hedder
sansefysiologisk kriticisme og desuden i den indiske filosof Shankar Acharyas
tilsvarende analyser af sanseprocessen. Disse er især formidlet til den
vestlige verden af den engelske forfatter og filosof Paul Brunton, i bøger, som
f.eks. ”The Search of the Overself” og ”The Hidden Teaching Beyond Yoga”. (8)
Det ovenfor
stående vedrørende både hjernen og bevidstheden er faktisk hentet fra artiklen
”Øje, hjerne og bevidsthed, som er skrevet i løbet af 2014, hvilket vil
sige før jeg for alvor indså og erkendte, at i
medfør af min store skepsis og tvivl omkring væsentlige emner i Martinus'
kosmologi, måtte ét-livs-hypotesen være den rigtige, gyldige og overordnede
løsning på tilværelsesproblemet.
Men
det forhindrer ikke, at Martinus' absolut væsentlige argumentation for hjernens
centrale og uhyre vigtige rolle i bevidsthedslivet stadigvæk er gyldig. Nemlig
fordi psyken eller bevidstheden fortsat kan og må betragtes som et energisystem
for sig, der på en speciel måde er associeret til det decideret fysiske legeme.
Dette understreger endvidere, at den dualistiske skelnen mellem fysisk og
psykisk, mellem krop og psyke er overflødig, primært fordi der overordnet og
grundlæggende er tale om et identitetsforhold mellem ånd og materie. Begge er
udtryk for den samme virkelighed, der ligger til grund for alt og alles
tilværelse, nemlig verdensaltets altibefattende, altomfattende,
allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende guddommelige
ophav. Guddommen udgør derfor både det fysiske og det psykiske, som i
virkelighedens praksis blandt andet viser sig i form af elementarpartikler,
atomer, molekyler etc. etc.
Og netop i og med
henvisningen til elementarpartikler, atomer, molekyler etc. etc., befinder
vi os lige midt i omverdenen, for vi opfatter jo af subjektivt perspektiviske
grunde os selv som omgivet af en verden, der i princippet adskiller sig fra
vores personlige indre psykiske verden. Som et personligt jeg befinder vi os i
det felt, hvor den ydre og den indre verden møder og så at sige 'krydser'
hinanden.
Her vil jeg endnu
engang citere fra en af mine egne artikler, nemlig 4.83. Illusionernes
narrespil – om falsk kontra ægte virkelighed :
(Citat) I
middelalderen blev jorden indtil midten af 1500-tallet anset for at være
verdens centrum, hvorom solen havde sit kredsløb. Men astronomen Nikolaus
Kopernikus (1473-1543) ændrede denne opfattelse totalt, idet han beviste, at
det forholdt sig lige omvendt, nemlig at det er jorden, der kredser omkring
solen. Men jorden var altså indtil da et falsk centrum i livs-
og verdensanskuelsen, hvilket på mange måder havde indflydelse ikke alene på de
lærdes og almindelige menneskers opfattelse, men også på kultur- og
samfundslivet i det hele taget.
Principielt på
samme måde opfattede så vel lærde som ulærde materien - og herunder den fysiske
krop - som et centrum for bevidstheden, en opfattelse som stort set har holdt sig
siden renæssancen, og som i vor tid har fået en slags bekræftelse i form af
hjerneforskeres og neuropsykologers opfattelse af forholdet mellem hjerne og
bevidsthed. Hjernen er simpelthen bevidstheden eller omvendt. Mennesket skal
derfor ikke tro for meget om sig selv og sit eget værd, for bevidstheden og
personligheden ophører ganske enkelt med at eksistere i og med hjernedød. (1)
Ifølge flere
filosoffer, både i fortiden og i nyere tid, er forholdet mellem hjerne og
bevidsthed den, at hjernen og dermed den fysiske krop faktisk udgør et falsk centrum
i forhold til bevidstheden, mere præcist i forhold til Jeget. Virkeligheden er
altså den, at lige som solen kan siges at være overordnet i forhold til jorden,
så er bevidstheden og Jeget overordnet i forhold til hjernen og den fysiske
krop. Det postulat kan udvides til, at den materialistiske livs- og
verdensanskuelse er falsk i forhold til den åndsvidenskabelige
livs- og verdensanskuelse, mere præcist i forhold til Martinus’ spiritualistiske
kosmologi. (2)
Det forholder sig
jo sådan, at troen på jorden som verdens centrum naturligvis hænger sammen med
menneskets fysiske kropslige position, hvilket vil sige, at det beror på
menneskets sanser og det perspektiv, som især synet repræsenterer. Vi ser jo
jorden som en stillestående og mere eller mindre flad skive, hvor over himlen
hvælver sig som en halvrund kuppel, der hviler på jordens horisont, som går
hele 360 grader rundt. Vi ser også, at solen står op i øst og
i dagtimerne bevæger sig kontinuerligt hen over himmelbuen, for efter et vist
antal timer at dale ned i vest og indlede natten. De ældre tiders mennesker
havde ikke den viden om de faktiske kosmiske forhold, som videnskaben og især
astronomien siden renæssancen har givet os, og som bevirker, at vi nu godt ved,
at synet bedrager og at det rent faktisk er en form for illusion,vi
dagligt vågner op til og ser med vore egne øjne. (3)
Men heldigvis kan
vores viden korrigere og kompensere for illusionen ved at
fortælle os, hvad det i virkeligheden er, der sker og foregår. Derfor er det
egentlig en sær oplevelse, at medens jeg sidder her og skriver på computerens
tastatur, kredser jorden – i lighed med de øvrige planeter i vores solsystem –
omkring solen, for jordens vedkommende med en utrolig hastighed af 30 km/sek.
Det svarer nogenlunde til at bevæge sig fra København til f.eks. Køge på 1
sekund. Nok så fantastisk er det, hvis vi f.eks. tænker os, at jorden i løbet
af 60 sekunder, altså 1 minut, har bevæget sig 1.800 km.! Og i løbet af 60
minutter, altså 1 time, har jorden bevæget sig hele 108.000 km!! Det betyder
f.eks. at det tager ca. 10 sekunder at ’rejse de ca. 300 km fra Danmarks
sydgrænse ved Kruså og til Skagen! Men samtidigt kredser solsystemet, som
befinder sig i yderkredsen af spiralgalaksen Mælkevejen, sig omkring dettes
centrum med en hastighed af 220 km/sek, og fuldender et kredsløb i løbet af 230
mill. år. Solen befinder sig 25.000 lysår fra Mælkevejssystemets midte. Et
lysår er den afstand lyset med en hastighed af 300.000 km/sek tilbagelægger på
et år, en ufattelig hastighed og en ufattelig afstand. Det giver et indtryk af
Mælkevejens størrelse. Og det vides, at Mælkevejssystemet kredser om et andet
og endnu større punkt i verdensaltet, og sådan kunne vi formentlig blive ved,
hvis vi ellers kendte til de forhold, der gør sig gældende ude i det vældige
verdensrum. (4)
Det
er jo alt sammen svimlende størrelser og tal for en lille menneskeforstand! Og
så er vores verden, altså jorden og himlen, ret så stor set i menneskeperspektiv,
men kun et lille bitte fnug set i Mælkevejens perspektiv!
Bag om disse
forhold er det et bestemt princip, der gør sig gældende, nemlig perspektivprincippet, som
samtidig er et relativitetsprincip – og endvidere et illusionsprincip. Hvad
angår de to førstnævnte principper, perspektivprincippet og
relativitetsprincippet, vil det i al korthed og generelt set sige, at ethvert
levende væsen oplever verden og tilværelsen ud fra sit eget perspektiviske
udsigtspunkt, hvorfor hver væsensgruppe og indenfor denne hvert individ oplever
livet og verden på sin relative måde, som afviger i større eller mindre grad
fra andre gruppers og individers måde at opfatte på. Det beror i henhold til
Martinus på, at ethvert individ har sit kosmiske udsigtspunkt, hvorfra
alt sanses, opleves og vurderes. Det hænger igen ifølge Martinus sammen med det
forhold, at de levende væsener er undergivet en kollektiv og individuel
udviklingsproces, mere præcist en universal eller kosmisk indviklingsproces og
en derpå følgende udviklingsproces. For menneskenes vedkommende kan
udviklingsprocessen dels aflæses i form af en række kategorier eller former for
bevidsthed og dels i en række seksuelle kategorier, det sidstnævnte, fordi
menneskene i særlig grad er undergivet den proces, Martinus betegner som den
seksuelle polforvandling. (5)
Illusionsprincippet
kommer ind i billedet i den forstand, at resultatet af den oplevelse og det
indtryk af verden og tilværelsen, som individerne har, i større eller mindre
grad er illusorisk, nemlig i den grad og det omfang oplevelsen og indtrykket
afviger fra den objektive og dermed reale verden og tilværelse. Størrelsen
eller omfanget af denne afvigelse kan naturligvis kun måles, for så vidt den
objektive og reale verden er kendt. I det ovenstående er blevet givet nogle
eksempler på, hvad der i forhold til den subjektive opfattelse må og kan
opfattes som den objektive og reale verden, specielt hvad angår det
astronomiske billede af verden. Imidlertid er verden og tilværelsen eller livet
også i en dybere, erkendelsesmæssig forstand en illusion, nemlig i og med, at
den brogede mangfoldighed af levende væsener og disses manifestationer og
oplevelser i virkeligheden dækker over eller skjuler den bagved liggende evige
universale enhed, der kendes og tilbedes under mange navne, som f.eks. Gud,
Brahman, Jahve og Allah. Dette ’dække’ over den absolutte virkelighed betegnes
i klassisk indisk filosofi, specielt i Vedanta-filosofien, med begrebet ”Maya’s
slør”, nemlig det slør, der skjuler det absolutte Brahman. Nok så interessant
er det, at begrebet mere præcist henviser til gudinden Maya, som er den magt
eller kraft, der fremtryller den illusoriske verden. Indenfor Martinus’
kosmologi opereres med begrebet ”moderenergien”, og denne er netop karakteriseret
som den skabende energi eller kraft, både hos Guddommen og hos de levende
væsener. (6)
Men selv om vi her
taler om, at vores subjektive opfattelse af verden og tilværelsen er illusorisk,
så er dette jo også relativt, for set fra det kosmiske udsigtspunkt, som
Martinus’ kosmologi gør, så er den illusoriske verden i dens fremtræden i form
af det rum-tids-dimensionale kontinuum, på sin vis virkelig nok, dels inden for
sine egne grænser og dels fordi den reelt set repræsenterer intet mindre end
– den åndelige verden. Der er jo tale om, at de indtryk vi får
gennem sanserne og danner os forestillinger om, eksisterer eller
forefindes i vores bevidsthed. Den kollektivt objektive verden eksisterer
derimod uden for vores bevidsthed, i den forstand, at den faktisk er et udtryk
for Guds bevidsthed. Men eftersom Guds bevidsthed samtidigt
udgør samtlige levende væseners, herunder ikke mindst menneskenes bevidsthed,
er der jo i alle tilfælde i bund og grund tale om bevidsthed som virkelighedens
basale element eller substans. (7)
På baggrund af de
ovenfor fremførte tanker og betragtninger, kan vi konkludere, at verden og
tilværelsen set fra et vist synspunkt, det Martinus betegner som ”en lavpsykisk
sansehorisont”, ”sansningen på tværs af materien” eller ”sansningen fra neden”,
har karakteren af virkelighed, medens denne set fra det, Martinus betegner som
”en højpsykisk sansehorisont”, ”sansningen på langs af materien” eller ”sansningen
fra oven”, afslører sig som et ”illusionernes narrespil”. Eller
måske bør vi her ændre det sidstnævnte negativt ladede udtryk til det mere
positive udtryk ”illusionernes tryllespil”, for
set fra Martinus’ universale synspunkt, er der tale om, at det rum-tids-dimensionale
kontinuum i virkeligheden er et resultat af og udtryk for Guddommens og de
evigt levende væseners indbyrdes samliv og samspil. Nemlig i form af det, der
med rette kan betegnes som Livets eget store Eventyr, et eventyr, som adskiller
sig fra alle de digtede eventyr ved at være identisk med den absolutte
virkelighed, sådan som denne på basis af Guds jegs urbegær og moderenergiens
skabeprincipper er konstitueret, manifesterer sig og fungerer. (8)
Men allervigtigst
er det ifølge Martinus at forstå, at begrebet ’Guddommen’ i realiteten dækker
over en levende og absolut overordnet faktor eller første instans i
tilværelsen, hvilket vil sige: den evige, altibefattende,
allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende realitet, som Martinus
i lighed med Kristus kalder for ”den evige Fader”. Men eftersom samme guddom
via sin skabende eller ’fødende’ energi eller kraft, moderenergien, foruden det
maskuline aspekt også repræsenterer det feminine aspekt, kan vi med rette
tillade os at betegne vores evige Fader som vores evige Fader-Moder. (9) (Citat
slut)
Det helt
vidunderlige og overordnede her er jo desuden at kunne konstatere, at ”illusionernes
tryllespil” også passer perfekt ind i sammenhæng med ét-livs-hypotesen. Det, at
vi hver især, du og jeg og alle os levende væsener, trods alt dog har fået
forærende ét liv til at opleve det store eventyr i, er jo ret beset en
nådegave. Men det er jo desværre ikke alle mennesker beskåret, at opfatte og
opleve dette ene liv som et forunderligt eventyr. Lad mig derfor afslutte denne
lange afhandling med at citere fra en af mine seneste artikler: 4.123. Det store hverdags-under.
Inspirerende tanker:
(Citat) Man må
erfaringsmæssigt konstatere, at det desværre langt fra er alle mennesker, der
er i stand til at opleve, føle og tænke over tilværelsen som et under, og
tilmed et guddommeligt under. En tanke eller forestilling, der tilsyneladende
forekommer mange nutidsmennesker som værende alt for romantisk, utopisk og
derfor urealistisk. Det er dog forståeligt, at mange eller snarere de fleste,
synes og tænker sådan, især i betragtning af de mange krav og pligter, der
stilles til de fleste mennesker i hverdagslivet, bare for at kunne opretholde
eksistensen, og for at kunne evne og magte at opnå alle de materielle ønsker,
mange mennesker har i håbet om, at kunne forsøde en ikke altid lige nem
tilværelse.
Det
forekommer som om de allerfleste mennesker lever deres relativt korte liv eller
tilværelse i en ”forpuppet” tilstand, lukket inde i en mere eller mindre
begrænset og snæver verden af behov, ønsker, vaner, sociale og kulturelle
traditioner. En situation, man lidt negativt også kunne betegne som ”hverdagens
trummerum”. Men det hænder lejlighedsvis, at der opstår en større eller mindre
”sprække” i ”puppen”, så at den, der befinder sig indeni ”puppen”, pludselig
får et ”kig' ind i” eller et ”glimt af” den tydeligvis større verden udenfor
”puppen”. Et kig eller et glimt, som i nogle tilfælde kan medføre, at der
opstår en længsel efter at få mere at se af den nævnte verden, men som i andre
tilfælde kan medføre det modsatte, nemlig at individet inde i ”puppen”, vender
ryggen til og afviser at ville have noget at gøre med den alt for store,
uoverskuelige og ubegribelige verden udenfor ”puppen”.
Det sker da også
ikke så sjældent, ja, vel nok i de fleste tilfælde, at ”sprækken” lukker sig
tæt til igen, så at livet eller tilværelsen indenfor ”puppen”s rammer eller ”grænser”
i reglen fortsætter med stort set de samme behov, ønsker, vaner, sociale og
kulturelle traditioner, som hidtil: det vil sige i relativ tryghed,
behagelighed og magelighed. Det befinder de fleste sig tilsyneladende bedst
med.
Imidlertid har der
i de seneste par hundrede år også eksisteret spirituelt idealistiske
bevægelser, der er opstået og som har forsøgt at modvirke og være et alternativ
til den ateistiske, materialistiske livs- og verdensanskuelse. Nogle af disse
alternative åndelige bevægelser er blevet omtalt i artiklen 4.119. Spiritualismens
nyere historie og skal derfor ikke gentages
her. Dog skal en enkelt af disse bevægelser nævnes og atter omtales, nemlig det
billede af livet og verden, som er blevet fremstillet af vismanden Martinus i
og med hans geniale kosmiske analyser og livsfacitter.
Når jeg her atter
vil berøre Martinus' verdensbillede eller kosmologi, skyldes det først og
fremmest, at min fascination af denne eller dette er temmelig stor. Det til
trods for min samtidige skepsis og tvivl omkring væsentlige emner i samme
verdensbillede. Emner, der som omtalt i artiklen 4.120. Det store
spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl , primært drejer sig om tvivl om udødelighed, evigt liv,
reinkarnation og skæbnens lovbestemthed og den deraf følgende retfærdighed.
Emnet følges i øvrigt op i artiklen 4.122. Skæbnebestemt eller
tilfældigheder?
Det er faldet i
min lod, efter knapt 60 års i hovedsagen intense studium af nævnte kosmologi,
at være kommet i så stærk tvivl om de emner i samme, som der er nævnt i det
foranstående, at jeg har måttet drage den konsekvens, at melde fra overfor
netop emnerne udødelighed, evigt liv, reinkarnation og – ikke mindst - skæbnens
lovbestemthed og den deraf følgende retfærdighed. Dette 'frafald' har jeg
forsøgt at begrunde i de ovenfor nævnte artikler.
En del – om ikke
alle af Martinus' trofaste og loyale tilhængere - vil nok karakterisere min nye
opfattelse og holdning som et ”syndefald”, men forhåbentlig ikke som et
”forræderi”, hvilket dog i så fald får være. Jeg er nødt til at være ærlig,
både overfor mig selv og overfor mine læsere. Det har ikke bare været så nemt
som at skifte sko, men tværtimod en langvarig proces, der for alvor begyndte
omkring årtusindeskiftet og som langsomt er modnet gennem de mange senere års
studium af de nævnte fascinerende og dybsindige analyser og livsfacitter.
Mit
eventuelle ”syndefald” består primært i, at jeg, efter grundig gennemtænkning
af spørgsmålene og problemerne, især vedrørende udødelighed, evigt liv,
reinkarnation og – ikke mindst - skæbnens lovbestemthed og den deraf følgende
retfærdighed, har måttet erkende og drage den i første omgang lidt barske
konklusion, at det for så vidt umiddelbart mest sandsynlige vedrørende alle
levende væsener, og herunder ikke mindst os mennesker, er, at vi alle hver især
rent faktisk kun har ét liv at leve, nemlig det, vi lever her og nu. Dette ene
liv varer i bedste og heldigste fald fra undfangelsen over fødslen, opvæksten i
barndommen og ungdommen, livet i voksenalderen og alderdommen, for at slutte
med dødsstunden, hvorefter det fysiske legeme opløses ad naturlig vej eller
brændes til aske, eller hvad man nu vælger.
Egoet, psyken og
bevidstheden, der, som beskrevet i artiklen 4.120. Det store
spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl , i en bestemt forstand er et slags energisystem eller
energifelt associeret til den fysiske krop, men som på naturlig måde automatisk
forsvinder i og med, at de fysiske kropslige funktioner ophører. Det må derfor
anses for at være – en forståelig - idealistisk og romantisk ønsketænkning at
mene og tro, at der er en sjæl eller en psyke, som fortsætter sin eksistens
efter det fysiske legemes død. Denne psyke og sjæl er i særlig grad indgående
beskrevet af både Martinus og af hans elev Per Bruus-Jensen, men deres
respektive analyser og konklusioner eller facitter, som ganske vist forudsætter
en udødelig basal evighedsstruktur, rokkes der faktisk ikke ved, selvom man
antager ét-livs-hypotesen. Der rokkes kun ved, at psyken og sjælen er evige,
hvorfor der i stedet sættes, at disse kun består, så længe individet fysisk set
er i live. Dette er jo også rent faktisk, hvad vi hver
især fysisk set umiddelbart oplever hos både os selv og andre.
Det er især det
sidstnævnte, nemlig at der ikke rokkes ved alt, hvad der er væsentligt, i den
vældige tankebygning i form af Martinus' verdensbillede, jeg har villet
fremhæve i og med en del af mine allerseneste artikler. Derfor har jeg
samtidigt også gerne villet pointere, at Martinus' psykologiske,
etisk-moralske, seksuelle, sociale og kulturelle analyser, tilmed i høj grad
stadigvæk vil være gyldige og værdifulde. Hvilket i øvrigt også fremgår af de
artikler om emnet, der findes links til ovenfor. Tesen om ét-livs-opfattelsen
betyder derfor ikke nødvendigvis et totalt brud med Martinus' kosmologi.
Men mit
”Syndefald” betyder selvfølgelig, at jeg ikke længere kan betragte Martinus'
kosmologi i det perspektiv, hvori han selv og hans trofaste og loyale
tilhængere ser denne. Det føles på samme tid både som et tab og en gevinst. Et
tab, fordi jeg desværre ikke længere vil kunne følge den spirituelle eller
åndelige del af Martinus' i en god forstand eventyrlige verdensbillede, og som
en gevinst, fordi jeg efter omkring 60 års mere eller mindre intense studium af
dette, endelig har fundet mit eget mentale ståsted. Et
ståsted, som jeg gerne vil og tør stå ved, og som jeg allerede anede, da jeg i
1998 skrev artiklen 4.44 ”Den, som synes at stå…” – et forsøg på en åndelig ’statusopgørelse’.
Om at spise af
”Kundskabens træ”
Så på en måde kan
man sige, at mit”Syndefald” har bestået eller består i, at jeg nu spiser af
”Kundskabens træ om godt og ondt”. Det betyder jo bibelsk set, at man forvises
fra ”Paradisets have” og derefter skal ”dø døden”. Men den kloge ”slange”
sagde, at dette ikke var sandt, og at det kun var blevet sagt, for at mennesket
ikke skulle spise af det nævnte træs ”frugter”, hvilket vil sige: at tilegne
sig en viden om både godt og ondt i virkelighedens verden. Der ligger
utvivlsomt en stor sandhed i den bibelske fortælling, som jeg dog ikke skal
komme nærmere ind på her. Eventuelle interesserede kan henvises til min bog ”Jesus,
søn af mennesket” 1. og 2. del, udgivet på Forlaget Scientia
Intuitiva, 2012. Myten om Adam og Eva beskrives og fortolkes i bogens 2. del,
17.-18. kapitel. (Samme steder vil også kunne læses i JESUS
MENNESKESØNNEN II , 2.-3. kapitel).
© Oktober 2016.
Revideret i Maj 2017 og i juni 2018. Harry Rasmussen.
******************
Fortsættes i artikelseriens 12. del.