Realiteter versus Idealisme

Virkelighed og illusioner 13. del:

Tillæg til artikelserien

________________________________

 

 

Viden og undren

Tanker om livet og verden

 

 

Indledning

Det kan ind imellem være frugtbart og velgørende, at 'nulstille' sin formentlige viden og opfattelse af livet og verden, især når man som jeg har beskæftiget sig med filosofiske livs- og verdensanskuelsesspørgsmål og -problemer det meste af livet. Og måske i særdeleshed, når man – som i mit tilfælde – mere eller mindre har 'låst sig fast' på en bestemt livs- og verdensopfattelse.

 

For mit eget vedkommende drejer det sig mere præcist om den livs- og verdensanskuelse, der fremgår af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus' i god forstand fabelagtige og eventyrlige og såkaldte kosmiske analyser og facitter, i form af hans verdensbillede eller lære om tilværelsen og verdensaltet (kosmologi). (1)   

 

Dette bestemte verdensbillede eller denne kosmologi har jeg – som absolut lægmand – lige siden 1974 tilladt mig at skrive efterhånden mange entusiastiske artikler og nogle få bøger om. Men det har ikke kunnet undgås, at jeg lejlighedsvis er kommet noget i tvivl om gyldigheden, ikke så meget af Martinus' verdensbillede, som af min egen opfattelse og forståelse af dette verdensbillede og dets forhold til virkeligheden.

 

Sagen eller situationen er jo rent faktisk den, at jeg ikke med sikkerhed ved, hvad der kan og skal forstås ved ordet og begrebet 'virkeligheden'. Derfor er jeg fortsat et menneske, der søger at komme på sporet af sandheden om, hvad der er virkelighed, altså den helt basale og grundlæggende virkelighed, bag om alle de mere eller mindre fejlagtige eller illusoriske tanker og forestillinger om denne. 

 

I min søgen efter virkeligheden eller sandheden, er jeg kommet på sporet af især to helt grundlæggende opfattelser eller hypoteser eller sandheder om virkeligheden, nemlig modsætningerne en materialistisk og en spiritualistisk opfattelse af virkeligheden. Den materialistiske opfattelse deltes og deles som bekendt af mange filosoffer gennem tiderne, men især promoveres den af naturvidenskaben, der som grundvidenskab betragtet gør krav på størst mulig objektivitet. På dette absolut nødvendige vilkår og denne baggrund, har naturvidenskabelig grundforskning via sine mange fag, som f.eks. fysik, biologi, kemi, astronomi, teknologi m.m.fl., især primært bidraget uundværligt til vor efterhånden store viden om livet og verden, og sekundært til de mange lige så uundværlige forbedringer af vores liv og levevilkår.

 

Men tænk især i denne forbindelse eksempelvis på materiens, hvilket i realiteten vil sige basiskomponenternes, de såkaldte elementarpartiklers, atomers og molekylers forunderlige mikroskopiske verden, den, som ifølge atomfysikken er det absolutte fysiske grundlag for hele vores tilværelse, ja, for alle tings og levende væseners liv og eksistens, verdensaltets selvfølgelig ikke mindst.

 

Forenklet sagt, består alt og alle af og er opbygget af elementarpartikler, atomer og molekyler, dels for uorganiske stoffers vedkommende, og dels for organiske stoffers og for levende organismers vedkommende desuden af celler. Lige så forenklet sagt, danner og udgør elementarpartiklerne atomerne og disse molekylerne, som igen danner cellerne, der igen danner organerne, som danner organismerne. (2) 

 

Som det indirekte vil være fremgået af det umiddelbart foranstående, virker sammenhængen mellem elementarpartiklerne, atomerne, molekylerne, cellerne, organerne og organismerne, nærmest som en slags kinesisk æskesystem efter princippet: stadig mindre størrelser indeni større størrelser.

 

Indskudt kan her nævnes, at indenfor rammerne af Martinus' kosmologi, omfatter det 'kinesiske æskesystem' eller organismeprincippet i alt 7 grundprincipper, rækkende fra og med 1. elementarpartiklens princip, atomets princip, molekylets princip til 2. cellens princip, 3. organets princip, over 4. organismens princip til 5. klodens princip, 6. solsystemets princip og 7. galaksens princip. Af disse syv systemer repræsenterer nr. 1., 2. og 3. mikrokosmos, og nr. 4. et såkaldt 'mellemkosmos', medens nr. 5., 6. og 7. repræsenterer makrokosmos. (3) 

 

Man kan som lægmand herefter blandt andet undre sig over og spørge, hvad det er for lovmæssigheder og naturkræfter, der ligger bag og bestemmer de nævnte stofenheders tydeligvis organiserede eksistens, og disses samtidigt hensigtsmæssige processer? Disse emner og spørgsmål ved den fagligt saglige naturvidenskabelige atomforskning – jeg havde nær sagt naturligvis - ret så meget om. Men her skal vi nøjes med en omtale af, at de styrende elementer i cellerne er de såkaldte gener, et ord og begreb, der i kort begreb betyder de i kromosomerne forekommende cellers indhold af arveanlæg, i form af kemisk opbyggede DNA-strenge, som så at sige udgør eller indeholder en slags mini-plan eller grund-mønster for hvilken art, karakter, anlæg og evner, det enkelte levende væsen eller individ har og udvikler sig til og repræsenterer.

 

Helt basalt kan man undre sig og spørge om, hvad elementarpartiklerne substantielt set i grunden er for nogle 'størrelser'? Det vil sige, hvad består de i virkeligheden af og hvilken karakter har de? Er de materielle eller stoflige mindstedele i lighed med f.eks. findelte peberkorn, blot uendeligt meget mindre? - Men her må vi nok skære igennem og gøre os helt klart, at materien eller stoffet ifølge blandt andre Einstein er lig med energi. Men hvad er så energi? - Dertil skal lægges Plancks påvisning af, at energi er grundlæggende kvantiseret, i betydningen i form af mikrokosmiske energi-enheder. Energi-enhederne i lyset kaldes eksempelvis for fotoner. (4)

 

Nuvel, hvor er vi så henne i vort forsøg på at forstå, hvad der er virkelighed? I henhold til sagkundskaben består overhovedet alt stof i universet af mikroskopiske energiladninger med elektrisk og elektromagnetisk karakter, som kan udmåles i bølgelængder eller vibrationer, altså en form for bevægelser, således at man kan tale om et elektromagnetisk spektrum. I dette spektrum er det synlige lys placeret imellem ultraviolette stråler og infrarøde stråler.

 

Denne viden bliver vi ikke-sagkyndige nok ikke meget klogere af, men med indførelsen af begrebet 'bevægelse' er vi ligesom kommet i berøring med noget, som de fleste af os kender og mere eller mindre forstår. Indenfor Martinus' kosmologi opererer man netop med to basale og indbyrdes afhængige former eller aspekter for bevægelse, nemlig et bevægelsesaspekt og et energiaspekt. (5) 


Men bevægelse og energi svæver jo om man så må sige ikke frit i luften, medmindre man tænker på luftmolekylernes runddans omkring jordkloden. Og dog, også i det tilfælde er luftmolekylerne jo på en måde organisk bundet til jorden og dennes klima. Blandt andet derfor kan det konstateres, at bevægelse og energi vil i reglen altid være bundet til den eller det, der igangsætter bevægelsen og energien.

 

Men hvem eller hvad er det, der igangsætter bevægelsen og energien? -


Ja, se det er jo det helt store spørgsmål, for ikke at sige problem. Er der kun tale om 'blinde' naturlove og -kræfter? Hvis, hvor kommer så de fra? Eller er eller kan der mon være tale om en overordnet magt og kraft – jeg vover næsten ikke at bruge tillægsordet guddommelig? - Det spørgsmål er der stor uenighed om i videnskabelige kredse, hvor nogle mener, at spørgsmålet slet ikke er relevant, medens andre mener, at man ikke helt kan udelukke det. 

 

Fysikere mener, at alt kan forklares med Big Bang-teorien, hvor man jo senest har fået bekræftet eksistensen af det såkaldte Higgs Bozon, for morskabs skyld kaldet ”Gud-partiklet”. ”Seriøse” naturvidenskabelige fysikere mener ikke, at den slags spirituelle eller religiøse emner hører hjemme under begrebet videnskab. (6)  

 

Hvis man har tilbøjelighed til gerne at ville – ikke tro i religiøs forstand  – men mene frit og uafhængigt, at der findes og ligger en overordnet magt og kraft til grund for og bag livets og verdens eksistens, så må man gå andet sted hen end til naturvidenskaben. For eksempel til Martinus' åndsvidenskabelige kosmologi, ifølge hvilken der i allerhøjeste grad ligger en guddommelig magt  og kraft til grund for verdensaltets eksistens og udfoldelse. Men vel at mærke, ikke en magt og kraft 'udenfor' eller 'over' verdensaltet, men derimod et guddommeligt treenigt væsen med et Jeg, en Bevidsthed og en Organisme, for hvilket verdensaltet netop udgør organismen, og for hvilket, alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse udgør dets sanseorganer og manifestationsredskaber. (7)

 

Den store illusion  

Imidlertid skal vi vende tilbage til det faktum, at tilværelsen, det vil sige overhovedet alt og alle i livet og verden grundlæggende er opbygget og består af mini-mikrokosmiske bevægelses-enheder eller vibrations-mønstre, de såkaldte elementarpartikler, som videnskabeligt og komplementært set enten eller både/og kan opfattes som partikler og bølgeformationer.

 

MEN – og her kommer pointen og overraskelsen: Det må og kan konstateres som en kendsgerning, at sådan opfatter og oplever vi mennesker jo ikke livet og verden! - Tværtimod, vi opfatter og oplever hver især efter alder og evner   tilværelsen som basalt bestående af en hverdags-verden med jorden og himlen og solen og stjernerne, land og hav, bakker og dale, buske og træer, planter og blomster, og dyr, fugle og fisk, tamdyr og vilddyr, i alle arter og former, etc. etc.

 

Hvad er derfor konklusionen på den ovennævnte konstatering? -

 

Jo, ganske enkelt den, at der i og med vores opfattelse og oplevelse i virkeligheden er tale om intet mindre end en – ILLUSION !

 

Men – og det skal fremhæves – vel at bemærke en illusion eller i øvrigt et konsekvent sanse- og oplevelsesbedrag, som indenfor sine egne grænser og rammer besidder en form for virkelighed.

 

Men hvad er da 'virkeligheden' i den nævnte illusion?

 

Jo, det er helt enkelt, for eftersom illusionen vitterligt er udtryk for sansning og oplevelse, kan der kun være tale om et bevidsthedsprodukt.

     
I og med denne erkendelse og konstatering er vi kommet i den situation, som kløgtige lærde befandt sig i omkring 1500-tallet, da Kopernikus og Galilei forkastede det dengang hidtil herskende geocentriske verdensbillede og ombyttede det med det videnskabeligt set sandere og rigtigere heliocentriske verdensbillede. (8)   

                                  
Og hvem er så de kløgtige og i en vis forstand lærde i nutiden, som har formået at bytte om på det materialistiske verdensbillede og i stedet indsætte  det spiritualistiske verdensbillede som helt utvivlsomt er udtryk for en dybere og sandere virkelighedsopfattelse? Svaret er for så vidt enkelt: Det er primært den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus, som i og med skabelsen af sit verdensbillede eller sin kosmologi, har formået og evnet at foretage nogle dybdegående analyser af tilværelsens store emner, problemer og spørgsmål, og som – uden at ville forklejne andre kloge og vise mænds og kvinders tanker og forestillinger - i sin storslåede konsekvens og konklusion så afgjort er absolut enestående i verdens- og kulturhistorien. (9) 

Det bør dog straks tilføjes, at i henhold til Martinus' kosmiske analyser over verdenssituationen, skal skiftet mellem såvel det middelalderlige geocentriske og heliocentriske verdensbillede, såvel som skiftet mellem det nutidige materialistiske verdensbillede og det fremtidige spiritualistiske verdensbillede, ses i det større kosmologiske udviklingsperspektiv.

 

En nutids illusion?

Nu, da vi har berørt den basale illusion om livet og verden i forbindelse med omtalen af elementarpartikler, atomer og molekyler mm., skal vi afslutningsvis se på endnu en form for illusion, som stadig er udbredt i nyere og nyeste tid. Ét er, at almindelige og ikke-sagkyndige mennesker nærer illusionen, noget andet og helt specielt er det, at man, det vil især sige de videnskabelige forskere, mere præcist fysikere, hjerneforskere og neuropsykologer, i bedste mening kan fortsætte med at forestille sig og mene, at de fysiologisk-kemiske processer i hjernen i form af dennes fysiologiske processer, og desuden dennes anatomi, ikke alene kan udgøre grundlaget for bevidsthed, men tilmed faktisk kan være identisk med selve bevidstheden som sådan! Det er da i grunden dybt forunderligt!

 

Ja, godt nok er elementarpartiklernes, atomernes og molekylernes eksistens og funktioner et helt eventyr for sig selv, jo større og dybere kendskab, vi har fået og får til disse! Men også her er der tale om, at sagkundskaben i henhold til nævnte Martinus er på afveje eller måske snarere på omveje i spørgsmålet om bevidsthedens natur og anatomiske placering. (10) 

 

Men hvad er hjernen da set med Martinus' øjne? - Jo, det er, bortset fra dens centrale rolle som automatisk styringsorgan for kropslige funktioner - kort fortalt et overordnet interaktivt fysisk organ mellem individets psykiske organisme eller struktur og det fysiske legeme og dettes omverden. Det vil dog mere specielt sige, at interaktionen, altså den gensidige vekselvirkning mellem den fysiske krop og den psykiske struktur, ikke foregår direkte, men sker via et delvist  fysisk og delvis psykisk eller åndeligt såkaldt ”koblingslegeme”. Sidstnævnte er opbygget og ligner ifølge Martinus det fysiske legeme, som det da så at sige også 'gennemvæver', men fra hvilket det frigøres ved det fysiske legemes død. (11)   

 

Men hvad kan grunden være til, at seriøse videnskabelige fysikere, hjerneforskere og neuropsykologer mener at have belæg for at antage, at den fysiske hjerne og dennes fysiologiske processer er identiske med bevidstheden? - Hvorfor kan disse begavede og udmærkede mennesker ikke se, at hjernen ikke er generator af og det egentlige 'sæde' for bevidsthed?


Ifølge Martinus kan de det ikke, fordi de kosmiske lovmæssigheder for såvel fysisk som mental udvikling betinger, at menneskeheden aktuelt set  endnu befinder sig i den udviklingsface – eller rettere sagt indviklingsface – der med et bibelsk udtryk betinger, at Adam og Eva (menneskeheden) var og er dømt til at skulle ”dø døden”. Det betyder i henhold til Martinus, at menneskene skulle miste erindringen om ”det tabte paradis” og i og med dette tab involvere og engagere sig med en ateistisk og materialistisk livs- og verdensopfattelse, ifølge hvilken der ikke eksisterer nogen form for ånd og udødelighed. (12)


Dette tab af hukommelse gælder i øvrigt i samme grad og af samme grund og årsager også i forbindelse med reinkarnation. Dog er det en kendsgerning, at menneskeheden på tidligere stadier af sin kulturelle historie har dannet sig myter og sagn om det tabte paradis eller den tabte ”lysets verden”. Men, betoner Martinus, tabet af den nævnte erindring havde og har til hovedformål, at få menneskene til i størst mulig grad at fokusere på og engagere sig i tilstrækkeligt omfang og i nødvendig grad om den fysiske tilværelses grundlæggende og på mange måder barske livsvilkår.   

 

Men hvordan kan man egentlig påstå, sådan som blandt andre en del kloge hoveder i tidens løb har gjort og fortsat gør, herunder ikke mindst Martinus, at den fysiske hjerne hverken er generator af eller sæde for bevidstheden? -

 

For at besvare dette spørgsmål, vil jeg tillade mig at citere fra min egen artikel 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske betragtninger over den naturvidenskabelige opfattelse af de nævnte fænomener, som i sin helhed vil kunne læses via titlens link: 

 

(Citat): Synsprocessen

Her skal gives en forsøgsvis kortfattet beskrivelse af, hvad der i henhold til den videnskabelige anatomi og fysiologi i normale tilfælde sker, når vi bruger synet. Anatomisk set er synssansen baseret på øjets og hjernens indretning og på samspillet mellem de to instanser. Fysiologisk baserer synssansen sig dels på lyset og dels på de kemisk-elektriske processer, der foregår i øjet og i de to synsnerver samt i synscentret bagest i den såkaldte nakkelap lige ovenover lillehjernen, hvilket sidste i øvrigt fremgår af nedenstående illustration af hjernen. Synsopfattelsen er ikke mindst beroende på øjets nethinde, som er placeret bagtil i øjets indre hulrum, hvorfra synsnerven fra hvert øje udgår og ender i synscentret i nakkelappen. De to øjne sikrer i hovedsagen den tredimensionale synsopfattelse af omverdenen.

 

 

Længdesnit gennem midten af hjernen, hvor nakken ligger til venstre og panden til højre. Tallet 1 refererer til lillehjernen og tallet 2 til nakkelappen, mens tallet 28 henfører til rygmarvens udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver pandelappen og 21 hentyder til hypofysen. Betydningen af de øvrige tal skal dog ikke gennemgås her. Blot skal det nævnes, at synscentret ligger i nakkelappens bageste og mediale del (tallet 2). – Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.


Selve synsprocessen begynder med lyset, hvis stråler tilbagekastes fra genstande, de rammer. Det tilbagekastede lys opfanges blandt andet af et menneskes øjne og disses normalt lysfølsomme nethinder. Men i kraft af øjets optik vil genstande ses omvendt på nethinden, således at hvad der er op og ned på en genstand er vendt på hovedet på nethinden. Nethinden består af lysfølsomme tappe og stave og fra disse sendes ved hjælp af nerveaktiviteter impulser via de to synsnerver til synscentret, hvor disses impulser eller signaler samarbejdes til et enkelt billede. Hvordan dette synsindtryk bliver transformeret til en bevidst opfattelse af en genstands- og omverden, ved videnskaben ikke helt præcist, hvorfor man drager en bagvendt slutning, som siger, at bevidsthedsindtrykket opstår, når de omtrent identiske nerveimpulser fra de to øjne når frem til synscentret, og der derfra udgår signaler til andre hjernecentre, herunder blandt andet til hukommelsescentret, som normalt kan fortælle, om individet, som i det aktuelle tilfælde ser og oplever sin genstands- og omverden, har set denne eller en lignende før. Man taler da henholdsvis om genkendelse og associativ genkendelse. Når dette sker, mener de videnskabelige forskere, at der er tale om, at synsindtrykkene bliver bevidstgjorte.

 

Imidlertid er der her al mulig grund til at stoppe op og tænke lidt over de ganske vist sparsomme oplysninger om synssansen, som her foreløbig er fremført. For det første fortæller den fysiske videnskab os, at genstandenes verden er farveløs, hvorfor disses farver alene opstår i samspillet mellem det i sig selv farveløse lys, øjnene og hjernen. For det andet fortæller den optiske videnskab os, at vi ikke ser genstandenes verden direkte, men kun indirekte, nemlig i og med, at det sete først opfattes, når impulserne fra øjets nethinde når frem til synscentret i hjernens nakkelap. Men hovsa, det synsindtryk eller billede, der i hvert givet tilfælde er dannet på øjets nethinde, kan af gode grunde kun have en maksimal størrelse af cirka 2-3 centimeter i diameter, svarende til den halvbuede, men flade nethindes dimensioner! Men det vides som nævnt, at hvis billedet på nethinden af en eller anden årsag ikke når frem til synscentret, så vil det ikke blive opfattet af den, der ser. Altså er synsopfattelsen totalt afhængig af, at nerveimpulserne fra nethinden når frem til synscentret.

 

Men – og det er en vigtig pointe i hele sammenhængen – det ovenfor beskrevne er ikke, hvad vi med vores bevidsthed rent faktisk oplever! Situationen er jo den, at selvom nerveimpulserne er nået frem til synscentret, er der stadigvæk kun tale om nerveimpulser, hverken mere eller mindre. Og ligeledes og uanset hvor mange hjernecentrer, der end er eller bliver mere eller mindre involveret i synsprocessen og synsoplevelsen, vil der dog stadigvæk kun være tale om nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare mønstre, databærende mønstre kunne man sige. Men hvordan forholder det sig med ’afkodningen’ eller ’tolkningen’ af disse mønstre? For afkodet eller tolket bliver disse, idet synsopfattelsen jo vitterligt viser os en umådeligt stor synlig verden af former og farver, af sten og planter, dyr og mennesker osv. Og ikke kun et lille nethindebillede på cirka 2-3 centimeter i diameter, som ovenikøbet er vendt på hovedet! – Denne store verden bliver tilmed bekræftet af vores fysiske krops bevægelses- og følesans. Den krop, hvoraf vi ser og opfatter det meste, bortset fra, at øjnene ikke direkte kan se sig selv og deres egen placering i ansigtet. Det kan kun ske ved, at personen kigger i et spejl.

 

Hvilken konklusion vil der så overordnet set kunne drages af de netop fremførte oplysninger og betragtninger? – Jo, kort fortalt den hovedkonklusion, at vores opfattelse og oplevelse af os selv i form af en fysisk krop og af dennes omverden, er af en anden natur og karakter end det, vi almindeligvis forstår ved den fysiske sanseverden. Hvad er da denne anden natur eller karakter? – Jo, det er individets, mere præcist jegets bevidsthed. Men om man vil kaldte bevidsthedens verden for at være af åndelig natur og karakter, eller man vil foretrække at kalde den for værende af en parafysisk natur og karakter, må blive en smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her blot forstås som en natur ved siden af eller over den fysiske natur. Hermed er vi kommet frem til en hypotese, som vi skal se lidt nærmere på i det følgende. (Citat slut)

 

Fra det nævnte følgende afsnit af artiklen ”Øje, hjerne og bevidsthed” skal vedr. hjerneforskernes og neuropsykologernes forståelsesmæssige paradoks hermed citeres:

 

(Citat) Paradokset består hovedsagelig i, at man i henhold til de nævnte hjerneforskeres foreløbige forskningsresultater og udsagn må konstatere, at hjernen, som de identificerer med bevidstheden, personligheden og jeget, åbenbart siger til sig selv, at f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser bare er nogle bevidsthedsforestillinger om nogle illusoriske ledsagefænomener til de reale kemisk-elektriske processer, som hjernen på grund af sin uvidenhed, det vil formentlig sige mangel på synapser, fortolker og oplever, som om der er tale om oplevelser af objektive og virkelige forhold.

Det synes fortsat ikke et øjeblik at undre de samme hjerneforskere, at de kemisk-elektriske processer i hjernen i det hele taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som vel at bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de kemisk-elektriske processer i sig selv.

 

Neurovidenskaben i almindelighed og hjerneforskerne i særdeleshed ser stadig ingen grund til at antage og betragte bevidstheden eller psyken som et selvstændigt fænomen eller energisystem. Man føler sig angiveligt overbevist om at vide, at hjernen repræsenterer bevidsthed og psyke, for andet har man i hvert fald indtil videre ikke kunnet finde via sine strengt videnskabelige undersøgelser og eksperimenter.

 

Men her kunne man måske have lov til at indvende, at neuropsykologerne og hjerneforskerne ikke har kunnet eller kan se skoven for bare træer. Eller sagt mere konkret: Man kan ikke se psyken eller subjektet, fordi det er denne eller dette, der via hjernen foretager undersøgelserne og eksperimenterne. Man kan heller ikke se disse vigtige og nødvendige instanser, selvom de sproglige udsagn: ”min hjerne” eller ”jeg har en hjerne” implicit antyder, at der må være tale om et ’ejendomsforhold’, altså om et jeg, der har eller ejer en hjerne, som er en overordnet instans i den fysiske organisme, som ligeledes tilhører jeget.

 

Neuropsykologerne og hjerneforskerne fokuserer og udadretter med andre ord – men vel at mærke af historiske og traditionelle grunde - ensidigt deres egen bevidsthed eller psyke på de fysisk-kemisk-elektriske processer, der foregår i hjernen hos forsøgspersonerne, og tolker og identificerer disse processer som årsager i stedet for som ledsagende virkninger. Når de gør det, skyldes det så vidt jeg kan se, at de apriori går ud fra, at der ikke eksisterer andet eller mere, end den fysiske materie, mere specifikt de fysiske sanser og de fysiske naturlove. Åndsevnerne instinkt, følelse, intelligens, intuition og hukommelse betragtes ikke som sanser, men ses blot som produkter af og ledsagefænomener til hjernens fysiologiske processer. Men dette er og forbliver en apriori antagelse, som viser sig ikke at kunne stå for en fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk prøvelse. Sagen er i virkeligheden den, at bevidsthedens eller psykens problem kun kan løses ad den introspektive erkendelses vej. Og det uanset om man er videnskabelig forsker eller læg iagttager.

 

Det, neuropsykologer og hjerneforskere blandt andet mangler at erkende og forstå, er, at den i øvrigt helt fantastiske fysiske hjerne ’kun’ er et nødvendigt interaktivt mellemled mellem den fysiske omverden og bevidstheden eller psyken. Desuden at sidstnævnte kan opfattes og defineres som et energisystem, der kun delvis er afhængigt af den fysiske krop og hjerne, men som er så relativt energisvagt på grund af karakteren eller substansen af de åndelige eller psykiske energier, at det ikke kan kommunikere eller interagere direkte med den fysiske omverden eller de fysiske energier. Derfor er den fysiske hjerne og centralnervesystemet det redskab eller instrument, der gør en sådan kommunikation og interaktion mulig. (Citat slut)

 

Sluttelig skal det lige nævnes, at de ovenfor anførte betragtninger og konklusioner naturligvis skal og bør ses i en større sammenhæng og i et større perspektiv, nemlig i den kosmisk set organiske sammenhæng og dennes perspektiv. Se og læs om blandt andet dette via følgende link til først og fremmest Symbol nr. 7, som Martinus betegner som livsenhedsprincippet:

 

http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-7 

Dernæst Symbol nr. 11: Det evige verdensbillede, Det levende væsen 2, Den evige Guddom og de evige Gudesønner:

http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11

 

© Juni 2016 Harry Rasmussen.

 

=========================

 

Noter og kilder:

 

1.     For nærmere orientering om Martinus og hans store værk Det Tredie Testamente: Se websitet www.martinus.dk

 

2.     En bog, der har været til stor inspiration og glæde for mig gennem mange år, er Victor F. Weisskoph: Viden og undren. Naturen som Mennesket kender den. På dansk  ved Ellen Weisskoph. Gyldendals Kvantebøger 1964. Som det vil ses, har jeg givet min artikel samme titel: Viden og undren, som Weisskoph's bog.

3.     Symbol 14: Det kosmiske spiralkredsløb 1: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-14



4.      Se f.eks. T. Bergstein: kvantefysik og dagligsprog. Om komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for erkendelsesteorien. Munksgaard, Copenhagen 1966. Deri skriver Bergstein i Kapitel III Iagttagelsessituationen i atomfysikken bl.a. om elementarpartiklerne: (Citat) […] Der synes jo ikke at være noget i vejen for, at en elementarpartikel udelukkende kan betragtes som en begrebsdannelse, der sammenknytter visse numeriske fysiske størrelser på en praktisk måde, altså som en konstruktion af den menneskelige tanke. […] Det synes derfor uomgængeligt, at elementarpartiklerne og i almindelighed de atomare systemer må betragtes som begrebsdannelser, ved hjælp af hvilke man kan sammenfatte og klassificere de atomare fænomener. Men den tilsyneladende nødvendighed, hvormed denne klassificeringsmåde melder sig, gør naturligvis den opfattelse overordentlig plausibel, at disse begrebsdannelser på én eller anden måde må korrespondere med grundlæggende træk i den fysiske virkelighed. […] / Problemet synes således at være, hvad man skal forstå ved begrebet fysisk virkelighed. I betragtning af at hele vor materielle verden ifølge fysikeren er opbygget alene af atomer, da synes denne verdens fysiske realitet at stå og falde med den fysiske realitet af elementarpartiklerne og de atomare systemer. Der er altså tale om det grundlæggende metafysiske problem: Hvad er i egentligste forstand fysikkens undersøgelsesobjekt? (Citat slut).

Som kommentar til ovenstående skal her tilføjes, at det metafysiske og filosofiske spørgsmål om, hvad der er virkelighed, forekommer i tre former, nemlig 1. en materialistisk opfattelse, ifølge hvilken det helt og holdent er den fysiske materie og dennes lovmæssigheder, der konstituerer virkeligheden,  2. en spiritualistisk opfattelse, ifølge hvilken det helt og holdent er den spirituelle eller åndelige materie og dennes lovmæssigheder, der konstituerer virkeligheden, og 3. en opfattelse af forholdet mellem fysisk materie og åndelig materie som udtryk for to sider af samme virkelighed, der i sig selv er ukendt. Men ikke nødvendigvis uerkendelig. Det er den sidstnævnte opfattelse af ånd og materie, der promoveres indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi. 

  5.     Se artiklerne: H1-30. Jegets evige energikilder.  - om de kosmiske grundenergier. H1-31. Grundenergiernes kombinationer  - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer, og H1-32. De fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet oversigt.




6.      Vedr. bl.a. Higgs Bozon, se artiklen H1-29. Tillæg. 5. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (IV): http://www.livetseventyr.dk/1-29Frame.htm

 

7.      Se Martinus: Livets Bog 6: Det evige liv, 15. kapitel: Guds rige eller livets eventyr: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=56 – Heri giver Martinus en dybdegående og samtidigt detaljeret analyse og beskrivelse af, hvad der kan og skal forstås ved begrebet GUD eller GUDDOMMEN. Det vil dog kræve både tid, tålmodighed og omtanke at læse hele bogen. Man kan derfor kigge i kapiteloversigten og udvælge sig de steder, man har lyst til at læse.

 

8.      Se f.eks. artiklerne 4.49. Videnskabelig reduktionisme på retræte? og 4.50. Kommentar til artiklen ”Videnskabelig reduktionisme på retræte?” - Se evt. også artiklen 4.04. Fængslende illusioner – om illusioner, der fænger og illusioner, der fanger.

 

9.      De klassiske idealistiske indiske filosofier: Sankhya, Yoga og Vedanta har i deres livs- og verdensopfattelse principielle ligheder med Martinus' verdensopfattelse, omend der også består visse væsentlige forskelle mellem de førstnævnte og den sidstnævnte. Se evt. artiklen 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen.

 

10.  Se evt. artiklen 4.17. Videnskab på omveje - en historie om hjerne, køn og bevidsthed. - Se evt. også artiklen 4.69. Hjernen – den store gåde - naturvidenskabelige analyser af hjernen og Martinus’ kosmiske analyser af samme.

 

11.  Vedr. ”koblingslegemet”, se artiklen H1-17. Reinkarnationsprocessen – om dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller materialisation.

 

12.   Vedr. myten om Adam og Eva, se Martinus ”Logik”, 59–64. kapitel via dette link: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=70 - - Se f.eks. også bogen ”JESUS – søn af mennesket II”, 18. kapitel: Eva's skabelse. Vil også kunne læses på hjemmesiden LIVETS EVENTYR via dette link: http://www.livetseventyr.dk/INDEX Bog 2.htm Deri er det 3. kapitel det drejer sig om at læse.

 

© Juni 2016 Harry Rasmussen.

 

 

******************

 

 

Viden og undren 2

Tanker om materiens natur

 

 

Indledning

Denne 2. del af artiklen skrives, fordi der er nogle vigtige emner og spørgsmål, som efter min egen mening ikke fik den omtale i 1. del, som de kunne fortjene. Det drejer sig primært om den fysiske materies natur, kræfter og funktioner, et emne, som det forekommer mig, at mennesker med overvejdende spirituelle interesser ofte overser og ligefrem neglicerer til fordel for den såkaldte åndelige eller spirituelle materie og dennes natur, kræfter og funktioner. (Artiklens 1. del vil kunne læses via dette link: H1-45. Viden og undren. Tanker om livet og verden.)

 

Den såkaldte dualisme mellem ånd og materie, er forekommet lige siden mennesker begyndte at tænke og danne sig forestillinger om tilværelsen. Begrebet er afledt af det latinske dualis, som betyder todelt, hvilket mere præcist vil sige, en anskuelse, der er udledt af to klart adskilte og indbyrdes modstridende, men samtidigt ligeberettigede grundprincipper. Filosofi- og idéhistorien samt religionshistorien,  opviser adskillige eksempler på mange forskellige spekulative begrebspar, som f.eks. Gud contra Djævel, sjæl kontra legeme, ånd contra materie, ånd kontra natur, godt kontra ondt, forstand kontra følelse etc. etc.

 

Baggrunden for en dualistisk livs- og verdensopfattelse, er den ubehagelige og ligefrem smertelige oplevelse af, at tilværelsen som en enhed er opløst i modstridende erfaringer, som det normalt er umuligt for individet at finde en intellektuel eller følelsesmæssig fællesnævner for. En dualistisk anskuelse af tilværeksen giver mulighed for at forlige sig med negative oplevelser og erfaringer som ondskab, fjendskab, død, sygdom o. Lign., ved at henføre dem til at have en anden oprindelse, end den, hvorfra alt det gode stammer. Senere i idéhistorien fremførtes komplementaritetsteorien, ifølge hvilken begreberne altd optræder parvis og giver udtryk for et indbyrdes modsætningsforhold, der dog først tilsammen udsiger al den erfaring, vi kan opnå om dem. Ifølge teoriens ophavsmand, den teoretiske atomfysiker Niels Bohr, er den komplementaritet – partikel kontra bølge – man møder i atomfysikken , et grundvilkår for al erkendelse.

 

Materiens natur, kræfter og funktioner

En naturvidenskabelig forsker og tænker som f.eks. Victor F. Weisskopf (1908-2002) har i populærvidenskabelig form givet en beskrivelse af begreber som rum og tid og de to vigtigste naturkræfter: tyngdekraft og elektricitet samt af atomet, molekylet, cellen, organer og organismen. Overordnet har han beskrevet fænoment liv i forhold til begrebet den livløse materie. Herom har han blandt andet skrevet følgende i bogen ”Viden og Undren” (Gyldendal 1962):

 

(Citat) ”[...] Hvorhen vi end ser, finder vi tilkendegivelser af liv. Fænomnet liv synes overhovedet ikke at passe ind i rammen for, hvad vi hidtil har lært at vente os af materie, som er sammensat af atomer og molekyler. Levende materie er ikke passivt og trægt. Det vokser, formerer sig, bevæger sig på jorden, i vandet og i luften; dets aktivitet ser ud til at være bestemt af indre og ikke af ydre årsager. Levende ting udviser karakteristiske former, som står i stærk modsætning til alt, hvad der var dannet af uorganisk materie. Former og størrelser gentager sig og er for en stor del uafhængige af omgivelsernes tilfældige betingelser. Der eksisterer en umiskendelig enhed af levende materie – den individuelle organisme. Det har mening at tale om 1000 bakterier, 1000 roser eller 1000 løver; disse enheder er uhyre meget større end materiens naturlige enheder, molekylerne.

     Vi er i dag langt fra at have en fuldstændig forståelse af, hvordan vekselsvirkningen mellem disse molekyler kan forårsage fænomenet liv. I de sidste to årtier har den biologiske forskning imidlertid skaffet os så mange nye indblik i livets molekylære struktur, at vi allerede kan danne os et svagt begreb om, hvad der foregår i levende materie. De seneste fremskridt i vor forståelse af liv hører til de store vidensskabelige opdagelser, som kan sammenlignes med Newtons og Maxwells arbejder og med den indsigt, som kvantemekanikken har beriget os med. Vi har en særlig interesse i forståelsen af disse strukturer, eftersom ikke blot vore egne legemer er levende materie, men liv i en eller anden form udgør den vigtigste del af vore omgivelser.” (Citat slut)

 

I sin bog fortsætter Weisskopf med at beskrive Livsprocessernes molekyler, Livets kemiske proces, Livets byggeplan, virus og menneske, næringskilderne. Under sidstnævnte overskrift skriver han blandt andet følgende:

 

(Citat) ”Hvad er liv? Fra vort synspunkt er det en manifestation af nogle specielle molekylære strukturer, som til stadighed reproducerer sig selv og forårsager dannelsen af andre molekyler i henhold til en fastlagt plan, forskellig for hver art, men ens i princippet. Kun under yderst specielle betingelser kan atomer samle sig og skabe organisk materie. Temperaturen må være så lav, at varmebevægelsen ikke ødelægger makromolekylernes indviklede struktur. Det må heller ikke være for koldt, da liv kun er muligt, hvis proteiner og nucleinsyrer kan udføre deres kemiske syntese; hertil behøves der en vis varmebevægelse. Hvis cellematerialet fryser, går alt kemisk arbejde i stå. Sollys er nødvendigt for syntese af energirige molekyler, men ikke for meget – temperaturer må forblive moderate. Her på jorden er disse betingelser tydeligvis til stede; vor planets overflade myldrer af grønne planter og forskellige mærkelige kombinationer af atomer, som vi kalder levende organismer.

     Skønt mange spørgsmål angående menneskers og dyrs udvikling er ubesvarede, står følgende fast: hver art, med alle dens organer, nerver, knogler og hjerne, udvikles biologisk fra dens kimcelle, i henhold til den plan som er bygget ind i nucleinsyre-makromolekylet. Her er atomfysik og livet i dets højeste form nøje forbundet. Hver nucleotide i den lange kæde har sin nøjagtigt definerede kvantetilstand, som er grundlaget for dens specifikke karakter. De er knyttet sammen ved elektroner i typiske kvantemønstre, som er stabile nok til at opretholde ordenen i kæden, til trods for varmebevægelserne og andre forstyrrende virkninger i cellen. På denne orden  beror ikke blot udviklingen af det enkelte individ, men også arternes forplantning.

     Stabiliteten af DNA’ets kvantemønstre garanterer, at afkommet i det store og hele er mage til forældrene, altså at arterne opretholdes. De forskellige former for liv er en afspejling af de forskellige måder, hvorpå nucleotiderne kan forbindes i nucleinsyren. Stabiliteten af disse former, deres gentagelse i hver generation, er en afspejling af atomets stabilitet.” (Citat slut)

 

Det kan og må naturligvis erkendes og forstås, at fagmanden Weisskopfs beskrivelser af atomfysikkens forskningsemner, ikke er nemme at kapere for alle og enhver, mig selv inklusive. Men på trods af det bilder jeg mig ind, at jeg selv nogenlunde fatter og forstår det overordnede i beskrivelserne. Det er derfor jeg har tilladt mig at citere hans overordentlig interessante fremstilling af det omfattende og dybsindige emne om atomernes verden. Den verden og den materie eller det stof, vi selv er opbygget af og skylder hele vores liv og tilværelse. I hvert fald, når tilværelsen betragtes fra en naturvidenskabelig synsvinkel. (Se her evt. artiklen: 2.04. Materiens forunderlige verden – om materiens eller energiens forunderlige natur og struktur

 

Komplementaritet kontra dualisme

Først og fremmest må man kunne konstatere, at Weisskopf ikke ser nogen dualisme eller skelner mellem ånd og materie. Han er filosofisk set monist, af monisme = enhedslære, idet han er af den erfaringsbetingede opfattelse, at ånd og materie eller sjæl og legeme er to sider af den samme tilgrundliggende virkelighed, som er atomernes eksistens som altings og alles  primære årsag. Han skelner altså ikke mellem modsætningerne materialistisk og spiritualistisk, men ser snarere disse i lighed med den teoretiske atomfysiker Niels Bohr som komplemnetære fænomener. Herom skriver Weisskopf under overskriften Komplemnetariteten mellem partikel- og bølgebilleder blandt andet følgende:

 

(Citat) ”Kvantemekanikken har givet os et uventet, men vidunderligt svar på et stort dilemma. På den ene side er atomerne materiens mindste bestanddele; de antages at være udelelige og at besidde enhver detaljeret specifik egenskab af stoffet. På den anden side ved man, at atomerne har en indre struktur; de består af elektroner og kerner, som nødvendigvis må udføre mekaniske bevægelser, der ikke er ulig planeternes bevægelse omkring Solen, og atomerne kan derfor ikke tænkes at udvise de forlangte egenskaber.

     Svaret ligger i opdagelsen af kvantetilstandene, som til en vis grad opfylder den første betingelse. Deres bølgeagtige adfærd giver dem egenskaberne identitet, helhed og specificitet, men det område hvori de udviser denne adfærd, er begrænset.  Kun hvis de er udsat for forstyrrelser, der er mindre end den kaakteristiske tærskel, vil de beholde deres identitet og specifikke egenskaber. Hvis atomerne bliver udsat for større forstyrrelser, mister de deres typiske kvante-egenskaber og udviser den atypiske opførsel, som kan ventes ud fra deres indre opbygnings mekaniske egenskaber.

     Kvantetilstanden kan ikke beskrives ved hjælp af en mekanisk model. Den er en ny tilstand af stoffet, forskellig fra vore erfaringer med store genstande. Den har en særlig måde at undslippe almindelig iagttagelse, for sådanne iagttagelser vil nødvendigvis udslette betingelserne for dens eksistens. Den store danske fysiker, Niels Bohr,  som har bidraget mest til klargørelsen af disse ideer, brugte et særligt udtryk for denne bemærkelsesværdige situation; han kaldte den komplementaritet. De to beskribelser af atomet – den bølgeagtige kvantetilstand på den ene side og planetmodellen på den anden – er komplementære beskrivelser, hver især lige rigtige, men anvendelige i forskellige situationer.

     Kvantetilstandene kan kun udfolde sig, når atomet forbliver uforstyrret, eller når det er udsat for forstyrrelser med mindre energi end kvantetærsklen. Så finder vi atomet med dets karakteristiske symmetrier, og det opfører sig sim en udelelig enhed. Dette er tilfældet, når vi har at gøre med stoffer under normale betingelser. Men når vi prøver på at iagttage kvantetilstandens enkeltheder ved hjælp af et eller andet egnet instrument, tilfører vi nødvendigvis atomet en stor mængde energi. Under sådanne betingelser opfører atomet sig som det ville ved meget høje tekperaturer, dvs. Som et plasma.vi kan her iagttage elektronerne som alimindelige partikler, der bevæger sig i henhold til kernens tiltrækningskraft, uden nogen kvantefænomener, og nøjagtigt som man ville vente sig, hvis man havde at gøre med almindelige gammeldags partikler.

     Atomare fænomener stiller os over for en langt rigere virkelighed end vi er vant til at møde i klassisk, mikroskopisk fysisk. Kvantetilstandenes bølgeagtige egenskaber, udelelligheden af disse tilstande, umuligheden af at beskrive atomet fuldstændigt ved hjælp af tilvante begreber som partikler eller klassiske bølger, er træk som ikke forekommer hos objekter i vor makroskopiske erfaringsverden. Beskrivelsen af atomet kan derfor ikke være så ”løsrevet” fra iagttagelsesprocessen, som klassiske beskrivelser var. Vi kan kun beskrive den atomare virkelighed ved sandfærdigt at fortælle hvad der sker, når vi iagttager et fænomen på forskellige måder, skønt det kan forekomme den uindviede utroligt, at den samme elektron kan opføre sig så forskelligt, som vi iagttager det i de to komplementære  situationer. Disse egenskaber gør imidlertid ikke elektroner mindre virkelige end noget som helst andet, som vi iagttager i naturen. Tværtimod er kvantetilstandene af elektronen selve grundlaget for, hvad vi kalder virkeligheden omkring os.” (Citat slut)

 

Plan og orden?

Der er i forbindelse med, hvad der hidtil er blevet fremført ovenfor, god grund til især at hæfte sig ved indholdet af følgende tekstudpluk: (Citat) ”Skønt mange spørgsmål angående menneskers og dyrs udvikling er ubesvarede, står følgende fast: hver art, med alle dens organer, nerver, knogler og hjerne, udvikles biologisk fra dens kimcelle, i henhold til den plan som er bygget ind i nucleinsyre-makromolekylet. Her er atomfysik og livet i dets højeste form nøje forbundet. Hver nucleotide i den lange kæde har sin nøjagtigt definerede kvantetilstand, som er grundlaget for dens specifikke karakter. De er knyttet sammen ved elektroner i typiske kvantemønstre, som er stabile nok til at opretholde ordenen i kæden, til trods for varmebevægelserne og andre forstyrrende virkninger i cellen. På denne orden  beror ikke blot udviklingen af det enkelte individ, men også arternes forplantning.” (Citat slut)

 

Det særligt interessante ved det anførte citat, er, at Weisskopf taler om ”den plan som er bygget ind i nucleinsyre-makromolekylet”, og senere: ”På denne orden beror ikke blot udviklingen af det enkelte individ, men også arternes forplantning.” 

 

Man kan jo som almindeligt tænkende og videbegærlige person stille det spørgsmål: ”Hvor stammer atomernes egenskaber fra? Og hvorfra kommer den nævnte plan og orden? Jeg mener, begreber som plan og orden er jo normalt ikke et udtryk for blind tilfældighed, men derimod udtryk for en form for bevidsthed, vilje og skabende evne!”

 

Ord og begreber som f.eks. bevidsthed, vilje og skabende evne forekommer ikke direkte eller i den forstand i Weisskopfs vokabularium. Det vil sige, under omtalen af Næringskilderne nævner han følgende ”[...] På den anden side kan både vi og dyrene rose os af en meget højere udviklet organisation, enormt højere end i de andre former for liv. Vi kan navnlig være stolte af vort nervesystem, som giver os koordineret sanseopfattelse og bevægelse, og sidst, men ikke mindst, gør tænkning mulig- (Citat slut)

 

Men man må nok konstatere, at den meget erfarne, vidende og dybdeborende atomfysiker Weisskopf forståeligt nok helt igennem tildeler evolutionen og dennes fysisk-kemiske kræfter og de deri indbyggede lovmæssigheder hele æren – i nogle tilfælde skylden - for alt, hvad der findes og eksisterer i universet. Tanken om medvirken af en højere magt i form af en universal guddom ligger ham tilsyneladende meget fjernt, en overordnet magt, som må anses for at være ophav til og ansvarlig for netop eksistensen og karakteren af de fysisk-kemiske kræfter og lovmæssigheder.

 

Men når man tildeler atomerne og herunder også kvantefysikken en magt og status, som tilfældet er indenfor naturvidenskaben i almindelighed og atom- og kvantefysikken i særdeleshed, er det nok så interessant at læse forfatteren Tommy Bergsteins efter min opfattelse fremragent enkle og relativt let forståelige lille afhandling Kvantefysik og Dagligsprog. Om komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for erkendelsesteorien. Munksgaard, Copenhagen 1966. Deri skriver Bergstein i Kapitel III Iagttagelsessituationen i atomfysikken bl.a. om elementarpartiklerne:

 

(Citat) ”Det er nu meget vanskeligt at gendrive den opfattelse, at elementarpartiklerne og dermed de atomare systemer slet ikke besidder selvstændig fysisk realitet. Der synes jo ikke at være noget i vejen for, at en elementarpartikel udelukkende kan betragtes som en begrebsdannelse, der sammenknytter visse numeriske fysiske størrelser på en praktisk måde, altså som en konstruktion af den menneskelige tanke. […] [...] Det synes derfor uomgængeligt, at elementarpartiklerne og i almindelighed de atomare systemer må betragtes som begrebsdannelser, ved hjælp af hvilke man kan sammenfatte og klassificere de atomare fænomener. Men den tilsyneladende nødvendighed, hvormed denne klassificeringsmåde melder sig, gør naturligvis den opfattelse overordentlig plausibel, at disse begrebsdannelser på én eller anden måde må korrespondere med grundlæggende træk i den fysiske virkelighed. […]  Problemet synes således at være, hvad man skal forstå ved begrebet fysisk virkelighed. I betragtning af at hele vor materielle verden ifølge fysikeren er opbygget alene af atomer, da synes denne verdens fysiske realitet at stå og falde med den fysiske realitet af elementarpartiklerne og de atomare systemer. Der er altså tale om det grundlæggende metafysiske problem: Hvad er i egentligste forstand fysikkens undersøgelsesobjekt? (Citat slut).


Som kommentar til ovenstående skal her tilføjes, at det metafysiske og filosofiske spørgsmål om, hvad der er virkelighed, forekommer i tre hovedformer, nemlig 1. en materialistisk opfattelse, ifølge hvilken det helt og holdent er den fysiske materie og dennes lovmæssigheder, der konstituerer virkeligheden,  2. en spiritualistisk opfattelse, ifølge hvilken det helt og holdent er den spirituelle eller åndelige materie og dennes lovmæssigheder, der konstituerer virkeligheden, og 3. en opfattelse af forholdet mellem fysisk materie og åndelig materie som udtryk for to sider af samme virkelighed, der i sig selv er ukendt = X. Uerkendelig for intellektet, men ikke nødvendigvis for intuitionen. Det er den sidstnævnte opfattelse af ånd og materie, der promoveres indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi.  

 

Hvad angår den monistiske opfattelse, at ånd og materie eller sjæl og legeme er udtryk for to sider af samme virkelighed, så kan dette sandsynliggøres ved f.eks. at se på, hvad den intuitive tænker og vismand Martinus  har at sige om det emne. Herom har jeg bl.a. skrevet i artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition, hvorfra følgende lidt længere tekst skal citereres nedenfor.

 

Inden citatet bringes, skal det her indskydes og fremhæves, at den citerede artikel er skrevet længe før mit personlige skift til Ét-livs-hypotesen. Men selv om det er tilfældet, vil jeg dog mene, at store dele af Martinus’ såkaldt kosmiske analyser og livsfacitter fortsat også er gyldige i den her omhandlede sammenhæng. Det gælder også det følgende citat:

 

(Citat)

Naturvidenskaben, Martinus og det levende væsen

Inden vi går over til at gøre os fortrolige med, hvordan Martinus mere præcist definerer begrebet og fænomenet det levende væsen, skal vi ganske kort se på for­skellen mellem den naturvi­den­skabelige og den kosmologiske opfattelse af samme begreb og fænomen. Særlig i nyere vestlig kultur opfattes begrebet "det levende væsen" som identisk med en i bund og grund fysisk organisme, hvortil der for visse organismers vedkommende er knyttet nogle ledsage­fæ­nomener, der generelt betegnes som be­vidsthedslivet. Denne såkaldt psykiske eller mentale side ved organismen, har ifølge naturvi­denskaben efter­hånden udviklet sig i kraft af den modstand og til­pasning, som de ydre livsvil­kår dels var årsag til og dels stillede krav om, for at samme organisme kunne overleve og klare sig i konkurrencen med andre organis­mer.  

 

Efterhånden som livsvilkårene blev nogenlunde velordnede og stabiliserede, kunne den højere udviklede organisme, hvilket vil sige den organisme, for hvilken det var lykkedes at udvikle sin hjerne­kapacitet, omsætte den del af sin kraft og energi, der ikke længere blev brugt i den basale kamp for at overleve, til stadig mere forfinede bevidsthedsaktiviteter. Til sådanne må stort set regnes alt, hvad der kommer ind under begrebet kultur, herunder religion, filosofi, kunst og videnskab.

 

Som læseren nok allerede har forstået, er Martinus i prin­cippet stort set enig i den naturviden­skabelige opfattelse af, at den psykiske eller mentale side ved den fysiske organis­me, herunder hjernen, i tidens løb har udviklet sig under omgivel­sernes tryk og den indbyrdes konkur­rence og det øvrige samspil mellem de levende væsener eller in­dividerne. Han er i prin­cippet også enig i, at de mere for­finede bevidsthedsaktivite­ter, herunder religion, filosofi, kunst og videnskab, er resultater af en slags overskudsenergi fra den basale kamp for eksistensen.

 

Men her hører enigheden mellem Martinus og naturvidenskaben stort set også op, idet førstnævnte - som allerede be­kendt - ikke op­fatter det levende væsen som en udelukkende fysisk størrelse med nogle psykiske eller mentale træk ved sig, træk, som i bund og grund skulle være afledt af den fysiske materies egen­skaber. Desuden påpeger han og argumenterer for, at den såkald­te fysiske verden og dennes materie, i virkeligheden er af psykisk eller parafysisk oprindelse og natur, nemlig som et subjektivt produkt af psyken og derfor i en vis forstand et illusionistisk fænomen.

 

For Martinus er det levende væsen først og frem­mest et evigt væsen, som for nogle individers vedkommende i kraft af evige, kosmiske lovmæssigheder blot for tiden har engageret sig med den fysiske verdens eller til­standsforms materie, for der­igennem primært at skulle forny deres livsoplevelsesevne og dermed samtidig udvikle de mentale, etisk-moralske evner og færdigheder, som kvalificerer de samme individer til at manife­stere og opleve en helt ny form for tilværelse, nemlig den der er karakteristisk for det rigtige menneskerige. Dette rige er i henhold til Martinus en udviklingsmæssig konsekvens af det egentlige dyrerige, samtidigt med at det paradoksalt nok er sidstnævnte riges modsæt­ning i alle henseen­der.

 

Men efter at have tilegnet sig, opfyldt og med tiden udlevet de kvalifikationer, der er selvskrevne for individerne i det rigtige menneskerige, går den evige kosmiske 'udviklingsrejse' principielt på samme måde successivt videre til de følgende riger i det store kosmiske eventyrland: Guds rige. Og engang ud i fremtidens fremtid, vil de samme levende væsener eller individer igen befinde sig i den fysiske tilstandsform eller verden, sådan som denne til den tid har udviklet sig. Men hvad det mere præcist er, der driver og ligger bag denne evige kosmiske udvikling, vil blive oplyst i det følgende.

 

Det levende væsen

For Martinus' vedkommende kan det indledningsvis og kortfattet siges, at han opfatter mennesket som en særlig fremtrædel­sesform af det grundlæggende og altbetydende begreb i hans kosmologi: "det levende væsen", en betegnelse der i princippet dækker over samtlige levende væsener, kendte som ukendte, i verdensaltets mikrokosmos, mellemkosmos (vil blive forklaret senere) og makrokosmos.

 

Martinus hævder desuden, at alle levende væsener er udtryk for samme væsensprincip, og at der grundlæggende set derfor ikke er nogen artsfor­skel mellem disse, men derimod en varia­tionsforskel i livsprincippets udbredelse. Han siger ligefrem, at "alle levende væsener er "mennesker" på forskellige stadi­er" i den kosmiske evolu­tionsproces, som spiller en central rolle i hans kosmologi, og som bl.a. er medvirkende til, at det levende væsen på et tidspunkt måtte og senere hen igen og igen periodisk må forlade sin lysverden. (Note 3)

 

De levende væsener udgør hver især et såkaldt individ, af latin individuum: udelt eller udelelig enhed, dvs. den mindste del eller enhed af en større helhed. I Martinus' Kosmologi udgøres denne 'helhed' i både første og sidste instans af det guddommelige alvæsen, som er altings urgrund og universale organisme. Dette levende universalvæsen sanser, oplever og manifesterer sig gennem alle øvrige levende væsener, som derfor fungerer som dets sanse- og manifestationsorganer. 

 

Det særligt karakteristiske ved forholdet mellem det gud­dommelige alvæsen og det enkelte levende væsen er, at sidst­nævnte 'genspejler' førstnævntes hovedstruktur. Livs-enheden er derfor livs-helhedens (alvæsenets) udtrykte billede, hvilket ifølge Martinus da også er baggrunden for det bibelske udsagn: "Skabt i Guds billede efter hans lignelse."  (Note 4)

 

Begrebet 'individ' betyder også enkelt­person, og begrebet 'person', af latin persona: (teater- eller danse-)maske, altså i en vis forstand 'fremtræ­delsesform' for noget bagvedværende. Dette 'bagvedværende' udgøres i Martinus’ kosmologi af det levende væsens evige grundstruktur.    

 

Denne grundstruktur er ifølge Martinus en realitet, men vel at mærke en uskabt realitet. Det vil sige, den 'befinder' sig 'udenfor' - og dermed 'forud for' - det firedimensionale rum-tid konti­nuum, som er den skabte verdens fremtrædelsesform. Eller rettere sagt, det levende væsens grundstruktur er iden­tisk med ’evigheds-dimensionen'. Begrebet 'dimension' er egentlig forkert anvendt i sidstnævnte forbindelse, idet det faktisk betyder det målelige, dvs. det som har udstrækning i tid og rum, eller som med andre ord har størrelse eller omfang.

 

Det karakteristiske ved dét, der skal forstås som 'evig­heden', er jo bl.a. at det ikke er måleligt, idet det ifølge sagens natur må defineres som et immaterielt, grænseløst, størrelsesblottet og absolut statisk tomhedskontinuum (= sammenhængende eller vedvarende hele). I virkeligheden kommer tanken og sproget til kort, når det drejer sig om at fatte og definere begrebet 'evighed', som faktisk kun kan 'begribes' intuitivt

 

Livsenhedsprincippet og organismeprincippet

Det forhold, at livs-enheden, det levende væsen, 'afspejler' livs-helheden, det universale al-væsen eller Guddommen, er ifølge Martinus udtryk for to af tilværelsens store general­principper, Livsenhedsprincippet og organismeprincippet, som begge ligger til grund for den guddommelige organismes eller verdensaltets opbygning og struktur. Men eftersom denne orga­nis­me er identisk med evigheden og derfor i sig selv er uende­lig og grænseløs i enhver henseende, er den grundlæggende præget af et princip, der 'afgrænser' samme evighed. (Note 5) 

 

Dette 'afgrænsende' princip kalder Martinus for perspektiv­princippet, der som ordet 'per­spektiv', af latin per: igennem, og specere: se, angiver det forhold at størrelser synes at aftage med afstanden og at blive stadig mindre og mindre set fra iagttagerens udsigts­punkt. Dette princip kan derfor også kaldes relativi­tetsprincippet, og det er bl.a. ansvarligt for fore­komsten af tre principielle kosmiske sanseområder eller de tre fremtrædelsesformer for kosmos, som i Martinus' terminologi kaldes for mikrokos­mos, mellemkosmos og makrokosmos. Begrebet "mellemkos­mos" henviser ganske enkelt til sanseområdet mellem mikrokosmos og makrokos­mos.

 

Det forhold, at perspektivprincippet eller relativi­tetsprin­cippet dybest set også er et illusionsprincip, skal vi vende tilbage til i forbindelse med den senere omtale af kosmologi­ens erkendel­sesteori. (Note 6)

 

De nævnte tre gensidigt integrerede 'kosmos' - der jo i virkeligheden kun udgør ét kosmos eller verdensalt - er faktisk et princip, der samtidigt repræ­senteres af ethvert levende væsen. Det vil sige, at ethvert væsen samtidig udgør mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos. Eksempelvis udgør jordkloden for et menneske en del af makro­kos­mos, andre mennesker, dyr, planter etc. udgør mellemkosmos, medens menne­skekroppens organer, celler etc. udgør mikro­kosmos. For menneskeorganismens celler udgør alle andre celler et mellemkosmos, medens kroppens organer mm. udgør et makro­kosmos, organerne udgør indbyrdes et mellemkosmos, lige som moleky­ler og atomer må udgøre mikrokos­mos for celler­ne. Disse er med andre ord makrokosmos for molekylerne og atomerne, som på deres side hver især repræsen­terer et mellemkosmos.

 

På tilsvarende måde udgør solsystemet et makrokos­mos for jord­kloden, og jordkloden og de andre planeter mv. et mikrokos­mos for solsystemet, der igen udgør et mikrokosmos for mælke­vejssystemet, som på sin side udgør makrokosmos for solsy­stemet. Planetsystemerne udgør tilsammen et mellemkosmos, det samme gør solsystemerne, ganske som tilfældet er med mælke­vejssystemerne eller galakserne indbyrdes. 

 

Som organisme betragtet, er verdensaltet altså grund­læggende præget af at være op­bygget af stadig mindre og mindre organis­mer, der gensidigt er inte­greret i og afhængige af hinanden. Fra de kolossale galaksehobe, som består af en mangfoldighed af enkeltgalakser (mælkeveje), der igen består af solsystemer, som atter består af sole og kloder, der for de sidstes ved­kommende igen består af levende organismer, der igen består af organsystemer og organer, som igen består af cellesystemer og celler, som atter består af molekyler, som består af atomer, der består af elementarpartikler. (Note 7)

 

Det rokker i øvrigt ikke ved princippet, at ikke alle planeter eller kloder rummer organisk, biologisk liv eller en såkaldt biosfære, men i de flest kendte tilfælde kun består af mi­neralsk materie. At sidstnævnte i henhold til Martinus' kosmi­ske analyser i virkeligheden indirekte også er udtryk for liv, er en anden sag, som senere vil fremgå af denne fremstilling.” (Citat slut)

 

Men lad os lige rekapitulere, hvordan det syvleddede livsenheds- og organismeprincip skematisk opstillet ser ud:

 

1.     Elementarpartikel-, atom- og molekyle-princippet

2.     Celleprincippet

3.     Organprincippet

4.     Organismeprincippet

5.     Planetsystemprincippet

6.     Solsystemprincippet

7.     Galaksesystemprincippet

 

Som nævnt er disse syv organismeprincipper uadskilleligt forbundne med livsenhedsprincippet. I øvrigt er det nok så vigtigt at notere sig, at i henhold til Martinus gentager det syv-leddede organismeprincip sig både opad og nedad i uendelighed. Forstået på den måde, at galaksesystemprincippet udgør elementarpartikelsystemet i en overliggende udviklingsspiral, lige som sidstnævnte system udgjorde galaksesystemet i en underliggende udviklingsspiral. 

 

Det er nok så interessant i hele sammenhængen, at livsenhedsprincippet og organismeprincipperne så at sige har rod i og styres af det universale Jeg-element, der defineres og er karakteriseret ved egenskaberne (attributterne) ikke-materielt, grænseløst, størrelsesblottet og absolut statisk tomheds-kontinuum. Det er mere præcist nævnte universale Jeg’s overbevidsthed i form af såkaldte skabeprincipper, der i henhold til Martinus er årsag til og danner basis for 8 hovedskabeprincipper og 7 variantprincipper. Skematisk opstillet ser disse således ud:

 

Martinus: De kosmiske skabeprincipper

Set i det perspektiv, der tegner sig inden for rammerne af Martinus’ kosmologi, er det levende væsens eksistens og evige liv behersket og styret af dets urbegær, der fungerer på basis af individets overbevidsthed, som grundlæggende er repræsenteret ved en række såkaldt kosmiske – eller ret beset guddommelige – principper for skabelse (manifestation) og livsoplevelse (sansning), nemlig 8 hovedskabeprincipper og 7 særligt vigtige variantprincipper.

 

Eftersom betegnelserne for disse ialt 15 skabeprincipper samlet eller hver for sig ofte er blevet og fortsat vil blive nævnt i forskellige sammenhænge her på siden, skal vi derfor af hensyn til læserens orientering foreløbig nævne skabeprincipperne i den rækkefølge og nummerorden, hvori de er opstillet indenfor Martinus’ kosmologi. For hovedskabeprincippernes vedkommende drejer det sig om følgende i alt 8 betegnelser:

 

1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip

2. Livsenhedsprincippet

3. Kontrastprincippet

4. Perspektivprincippet

5. Bevægelsesprincippet

6. Talentkerneprincippet

7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

8. Verdensgenløsningsprincippet.

 

Skabeprincippernes varianter

De herefter følgende nævnte skabeprincipper udgør i realiteten ’kun’ varianter af hovedskabeprincipperne, og vil som sådan omtrent umiddelbart kunne sammenholdes med disse. De 7 variantprincipper er følgende:

 

1.      Tiltræknings- og frastødningsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet

2.      Stofenhedsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet

3.      Sult- og mættelsesprincippet. Variant af hovedskabeprncip nr. 3: Kontrastprincippet

4.      Opbygnings- og nedbrydningsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet

5.      Skæbne- eller karmaprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet

6.      Reinkarnationsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

7.      Forældre- og beskyttelsesprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.

 

Skabeprincipperne og moderenergien

De ovenfor nævnte femten skabeprincipper eller universelle guddommelige lovmæssigheder for al sansning (livsoplevelse) og manifestation (skabelse), og for overhovedet al indvikling så vel som udvikling, kort sagt for tilværelsen i det hele taget, er tilsammen repræsenteret ved tilværelsens grundlæggende og overordnede, højpsykiske generalenergi: moderenergien. Det er i kraft af denne generalenergi, at Jeget er i stand til at udspalte, styre og regulere de seks kosmiske grundenergier eller grundformer for kvalitativ bevægelse.

 

Men det er ikke hensigten her, at komme mere specifikt ind på skabeprincippernes respektive karakter, funktion og betydning for individets sansning og manifestation. Vi må som hidindtil her lade os nøje med at omtale dem hver især eller sammen, efterhånden som vi støder på dem i relevant forbindelse med de forskellige emner, der har interesse og er nødvendige at vide noget om i sammenhængen. (Vedr. en nærmere redegørelse for skabeprincippernes karakter og virksomhed henvises læseren til artiklen 4.125. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. 1. Del og desuden til Martinus’ egne værker, herunder især LIVETS BOG 3, 12. kapitel: Livssubstanser, og til Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4., med særlig henvisning til bind 2.)

 

Martinus om atomer og molekyler

I LIVETS BOG 3, stk. 1690.ff giver Martinus sit bud på, hvad der nærmere kan og skal forstås ved stoffets eller materiens mindstedele, atomerne. Her skal jeg tillade mig at citere specielt udvalgte uddrag af Martinus’ beskrivelser af nævnte emne, og vel at bemærke med moderne retskrivning.

 

I LIVETS BOG 3, stk.1690. berettes om den jordiske menneskeheds generelle udviklingssituation som det, Martinus betegner som en ”sovende tilstand” i forhold til, hvad der kosmisk set betegnes som en ”vågen tilstand”, mere præcist betegnet som ”kosmisk bevidsthed”, hvorimod den ”sovende tilstand” betegnes som ”kosmisk bevidstløshed”. Der er tale om en særlig livsoplevelsesepoke i menneskehedens bevidsthedsudvikling.

 

Så længe den ”sovende” eller ”kosmisk bevidstløse” tilstand varer, opfattes den fysiske tilværelse som ”livløs”, mere præcist forstået på den måde, at den fysiske materie, der jo som omtalt grundlæggende består af atomer, er en livløs og dermed også en bevidstløs verden, sådan som naturvidenskaben og atomfysikken på sit nuværende stadium jo stort set også opfatter materien og atomerne. Om denne situation fortæller Martinus i LIVETS BOG 3, stk. 1692. blandt andet følgende:

 

(Citat) ”Da materien her således ikke er sædet for vågne dagsbevidste Jeg’er, er livsfornemmelsen igennem denne materie meget latent. Der kan således igennem nævnte materie ikke føles smerte eller lidelse. I de dele af den vågne dagsbevidste organisme, hvor mineralmaterien har domæne, er den i sig selv #følelsesløs”. Vi kan derfor klippe i vore negle og hår uden at føle smerte, ligesom vore tænder er følelsesløse- den såkaldte ”tandpine” er ikke en pine i selve tanden, men en pine i den med tanden og tandmuskulaturen forbundne nervekombination. I selve tanden og for øvrigt i enhver form for mineralmaterie, eksisterer ikke nogen vågen dagsbevidst følelse. Men da følelsesløshed er det samme som bevidstløshed, er mineralmaterien således en slags ”bevidstløs” materie. Heraf udtrykket ”livløshed”. Den adskiller sig derved fra de øvrige materier: den ”vegetabilske” og den ”animalske”, der for længst er almenkendt somm udtryk for liv. Selv om den vegetabilske materie ikke i ret stort omfang kan soges at være udtryk for liv eller bevidsthed, kan den dog heller ikke anerkendes som ”bevidstløs”. Den er gennemsyret af så megen bevidsthed, at Jeg’et igennem den er i stand til at ”ane” behag og ubehag. Og med hensyn til den animalske materie, er Jeg’et jo i stand til at opleve smerte og lidelse såvel som velvære og livslyst som direkte vågen dagsbevidst realitet eller kendsgerning.  Hvad er det, der betinger denne stoffets fremtræden som udtryk for ”bevidsthed” og ”bevidstløshed”, som ”levende” og som ”livløst”? – Ja, ligger det ikke netop lige akkurat åbenbaret i selve odene? . Et stof, der er ”levende”, må jo være gennemsyret eller gennemtrængt af ”liv”, medens et stof, der er ”bevidstløst” eller ”livløst”, må være et stof, der ikke er gennemtrængt af ”bevidsthed” eller ”liv”. Da bevidsthed eller liv er det samme som tanker, vilje, viden og følelse, og dette igen er det samme som ”ånd”, vil en ”livløs” eller ”bevidstløs” materie være det samme som et stof. I hvilket der ikke er ”ånd”. For at en materie kan fremtræde som ”levende”, skal den altså være gennemtrængt af ”ånd”, hvilket som før nævnt vil sige: være gennemtrængt af tanker, vilje, viden og følelse. Men en materie, der således skal udgøre tanker, tanker, vilje, viden og følelse, kan ikke være en almindelig samling kemikalier eller stofmasse, ligesom den heller ikke kan bestå af en blot og bar samling kraftenehder eller energicentrer. Men når den ikke kan det, er der kun én mulighed, i kraft af hvilken ”levende” materie eksisterer, nemlig den, at den udgør en samling eller gruppe ”levende væsener”. (Citat slut)

 

Herefter springer vi videre til LIVETS BOG 3, stk. 1694., i hvilket tekststykke Martinus redegør for sin opfattelse af naturvidenskabens og specielt atomforskningens generelle  situation og opfattelse af livet og verden i nutiden:

 

(Citat) 1694. Og i den overtro, at man kan løse denne livets gåde i de ”døde materier”, altså i ”mineralmaterie”, jager man forbi ”de levende mikrovæsener” og borer sig med sin forskerevne dybt ned i den materie, hvor ”livet” slet ikke findes. At man herkun finder ”kraftenheder” eller energicentrer i det uendelige, giver jo intet andet facit end stadig nye og endnu mindre og for materiel forskerevne endnu mere utilgængelige ”døde” materiepartikler eller energicentrer. ”Livet” ser man her ikke noget til. Der, hvor dette ikke manifesterer sig som ”liv”, kan man naturligvis ikke se ”liv”. Her vil selvfølgelig kun en ”død” eller ”livløs” verden, en verden bestående af blot og bar ”bevægelse”, åbenbare sig for tilskueren. Og denne bliver da her ganske uungåeligt en tilbeder af ”døden” i stedet for af ”livet”. Således bliver mokroverdenen for ham hovedsagelig en ”død verden”, selv  om han her stadig ser ”bevægelse”, ”kraft” og ”energiudfoldelse”. Og på samme måde ser han over sit hoved og omkring sig og under sig ligeledes kun et ”livsøst” makrokosmos. Når han ikk forstår makrokosmos, kan han heller ikke se, at dette kun er et højere tilværelsesplan i forhold til mellemkosmos, ligesom mellemkosmos er et højere tilværelsesplan i forhold til mikrokosmos. Æigeledes vil det være uforståeligt for et sådant væsen, a et makrokosmos må bestå af organismer for jeg’er, ligesåvel som mellemkosmos består af organismer for jeg’er eller ”levende væsener”, og at han (forskeren) selv er et ”makrovæsen” for de mikrovæsener, der lever i hans organisme, ligesom han selv er stedet for et makrovæsen, hvis organisme består af hans egen verden, medvæsener, jord og himmel. Under de omstændigheder er det ikke så mærkeligt, at livsgådens løsning ikke kan findes ved blot at søge i den ”livløse” eller ”bevidstløse” materie. Livsgådens løsning er og kan kun være ”liv” eller ”Bevidsthed”. Og man må derfor søge efter den i de foreteelser, hvor ”liv” eller ”bevidsthed” i særlig grad er til stede eller tilkendegiver sig. Og det bliveraktså ikke i de ”døde”, men i de ”levende” materier, at vi må søge denne tilkendegivelse.” (Citat slut).

 

Uden at det dog gør nogen væsntlig forskel, bør vi her erindrer os, at LIVETS BOG 3 er skrevet og udgivet omkring 1939-40, og at Martinus derfor næppe har kendt til atomforskningens senere historie, med blandt andet fundet af Higgs Bozon, det såkaldte ”Gud-partiklet”. Se evt. herom i artiklen 2.21. Alts oprindelse – et essay om at forstå verden. Vi vil herefter bevæge os frem til LIVETS BOG 3, stk. 1698., hvorfra det for vores formål vil være passende og tilstrækkeligt at citere følgende uddrag:

 

(Citat) ”[…] Når vi nu forstår, at enhederne i det animalske stof i vor egen orgnisme er ”levende væsener”, og det samme delvis er tilfældet i det vegetabilske stof i vor egen sfære, er det ikke vanskeligt ar forstå, hvorfor disse to stoffer er blevet betegnet som ”levende”, medens det mineralske stof, hvis enheder ikke er ”levende væsener”, er betegnet som ”livløst”. Ved ”levende stof” vil altså her være at forstå ”stof”, hvis enheder består af ”levende, vågne, dagsbevidste væsener eller ”kraftenheder”. Herfra stammer som før nævnt blandt andet begreberne: Atomer, elektroner etc. At det animalske stof som modsætning til det mineralske, registrerer behag og ubehag, smerte og velvære, er ikke så mærkeligt, eftersom det er levende væseners mentale og fysiske reaktioner af oplevelserne på deres eget tilværelsesplan, der igennem nervekombinationen kan ledes videre til makrojeg’ets kundskab, ånd eller mentalitet. Disse reaktioner kan dog ikke af makrojeg’et opfattes som en intelligensmæssig udredning af det enkelte mikrovæsens oplevelse, men derimod som denne oplevelses sammensmeltning med tusinder, ja, millioner af andre medvæseners oplevelser. Først i denne mangfoldighed bliver de til en strøm af en sådan styrke, at den kan registreres af vore nerver og sanser som velvære eller smerte, alt eftersom de små væseners almenbefindende er velvære eller smerte. At mineralmaterien ikke kan sende nogen mental reaktion igennem nervekombinationen til makrojeg’ets kundskab bliver også selvfølgeligt, eftersom stoffet her ikke består af dagsbevidste levende væsener og følgelig ikke kan registrere velvære eller smerte eller udtrykke nogen som helst form for mantalitet. Heraf grunden til mineralstoffets ”bevidstløshed” eller ”livløshed”. (Citat slut)

 

Belært om, at det ikke vil være i den døde eller livløse materie, at vi først og fremmest skal søge efter livsgådens løsning, men derimod i den levende materie, vil vi her fortsætte denne artikel med en beskrivelse af den højeste instans i det fænomen, Martinus betegner som ”det treenige princip”. Dette består som formentlig bekendt af instanserne Jeget, bevidstheden og organismen, også betegnet som henholdsvis X 1, X 2 og X 3. Betegnelsen X står for ubekendt, forstået på den måde, at disse X’er dybest set ikke lader sig udforske, idet de grundlæggende er identiske med evigheden. Dette vil fremgå nærmere af den følgende tekst.

 

Den første og i sig selv årsagsløse årsag 

Den første årsagsløse årsag udgør desuden et ¨Noget’, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, og dermed udgør den i sig selv den evige og uendelige ’ursubstans’, som ligger til grund for forekomsten af fænomenerne rum og tid. Det betyder, at ’ursubstansen’ i en vis forstand eksisterer som umanifesteret grundform ’forud for’ sin manifestation i form af verden og livet. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at der med verden og livet ikke er tale om noget, der opstår og fungerer udenfor ursubstansen, men tværtimod sådan, at verden og livet eksisterer indenfor eller i selve den evige og uendelige ursubstans. Sidstnævnte bør dog ikke opfattes som en slags ’beholder’, der indeholder eller rummer alt, hvad der er til. Det, der er og bliver til, er derimod helt og holdent gjort af samme ’stof’, som ursubstansen, og er derfor i bund og grund identisk med denne. Men, og det er pointet her, hvad denne ursubstans i virkeligheden er, vil det være umuligt for den menneskelige forstand at udforste og fatte. 

 

På principielt samme måde kan man ræsonnere sig frem til, at Jeget må være evigt og uendeligt i sit væsen og sin egennatur. Det er nemlig en uimodsigelig kendsgerning, at Jeget til enhver tid vil være ’forud’ for enhver form for sansning, oplevelse og manifestation. Denne kendsgerning kan faktisk efterprøves eksperimentelt gennem analytisk meditation, hvorunder man søger at finde frem til, hvad Jeget er for en instans i individet. Herunder opdager man, at såvel kroppen som sindet med følelser og tankefunktion ’reduceres’ til Jegets ’undergivne’ redskaber. Men ligegyldigt, hvor dybt man borer i forsøget på at ’lokalisere’ og identificere den instans, vi almindeligvis betegner som Jeget, så vil dette hele tiden forblive ’skjult’ i ’baggrunden’. Hvorfor? – Jo, ganske enkelt, fordi det er denne instans, der foretager undersøgelsen! Under sin meditation bør man derfor erindre sig de vise ord fra Brihadaranyaka-Upanishad, som siger, at det som ser, kan ikke ses, det, som hører, kan ikke høres, det som tænker kan ikke tænkes, det som føler kan ikke føles, eller kort og godt: det, som oplever kan ikke selv opleves direkte, men kun indirekte og intuitivt, nemlig som lige præcis den instans i det levende væsen eller individet, der oplever, tænker, føler og handler. Vedr. analyse af, hvad Jeget er, se f.eks. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen

           

At noget er evigt kan også defineres som noget, der har eksisteret altid og som altid vil eksistere. Med ordet ’altid’ har vi fået bragt tidsbegrebet ind i sammenhængen. Men tid er jo normalt karakteriseret ved begreberne ’begyndelse’, ’varighed’ og ’ophør’, altså lige præcis det modsatte af, hvad der kan og skal forstås ved begrebet ’evighed’ eller ’evig varighed’. Men i modsætning til evighed er tid noget, der er ’opstået’, ’frembragt’ eller – i religiøst sprogbrug -  ’skabt’ og som hele tiden eller altid opstår, frembringes eller skabes. Nemlig i og med de gentagne begreber ’begyndelse’, ’varighed’ og ’afslutning’, og grundlæggende med, at noget i det hele taget eksisterer.

 

Af det netop anførte ser vi, at der i hvert fald findes to former, arter eller aspekter af begrebet evighed, nemlig et ikke-tidsdimentionelt og et tidsdimensionelt aspekt. Det nærmeste man måske kan komme på en karakteristik af det ikke-tidsdimensionelle aspekt af evighedsbegrebet vil formentlig være at sige, at noget er karakteriseret ved egenskaberne (attributterne) ikke-materielt, grænseløst, størrelsesblottet og absolut statisk tomheds-kontinuum. I modsætning hertil vil det forhold, at noget er tids-dimensionelt forenklet sagt sige, at noget har udstrækning i tid, altså at noget har en dimension og udfylder eller markerer et ’tidsrum’, det være sig stort eller lille, som f.eks. millioner af år, tusinder af år, hundreder af år, et år, en måned, en uge, et døgn, en time, et sekund eller et milisekund.

 

Det med evighedens karakteristik som ikke-materielt, grænseløst, størrelsesblottet og absolut statisk tomheds-kontinuum, kan det være vanskeligt for tanken at forestille sig. Tanken fungerer jo i bedste fald kinematografisk, hvilket vil sige analytisk og dermed brudstykkevist eller diskursivt, gennem logisk slutning fra led til led. Samtidig deler tænkningen virkeligheden op i modsætninger, og sætter tese kontra antitese, og er dermed såkaldt dualistisk i sin funktionsmåde. Det vil sige, at tanken opfatter modsætninger som indbyrdes absolut uforenelige. Dette er ikke tilfældet for helhedstænkningen eller den komplementære tænkning, som i erkendelse og forståelse af sammenhængen sætter tese kontra antitese, men som samtidig indfører begrebet syntese. Herved skal forstås, at modsætningerne godt nok er indbyrdes uforenelige, men at de gensidigt forudsætter og betinger hinanden, og således at de først tilsammen udsiger den viden eller opfattelse, det er muligt at opnå om fænomenerne.

 

Men der findes endnu en erkendelsesmetode, og det er den intuitive, hvor begrebet intuition skal forstås som umiddelbar anskuen uden forudgående logisk tænkning eller videnskabelig erfaring. Intuition kan have form af en pludselig opstået umiddelbar forståelse af en helhed og sammenhæng, som muligvis giver en dybere og rigtigere indsigt i tingenes væsen, f.eks. i form af den såkaldte aha-oplevelse, hvorunder der går et lys op for én. Heldigvis har vi mennesker i nogen grad intuitionen at støtte os til, når vi vil opleve og forstå verden og os selv, for med denne er det muligt at fornemme, hvad det er der menes med f.eks. evighedens attributter (egenskaber).

 

Læsere, som ønsker at vide lidt mere om fænomenet intuition, vel at bemærke i Martinus’ forstand af begrebet, kan det anbefales især at læse følgende to artikler:

 

H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition

H1-30. Jegets evige energikilder.  - om de kosmiske grundenergier.

 

Af hensyn til den læser, der gerne vil vide noget om indholdet og konsekvenserne af ét-livs-hypotesen, og ikke mindst om de to ’adskilte’, men samvirkende energisystemer: den fysiske krop og bevidstheden, skal her bringes et uddrag fra artiklen 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske betragtninger, dog med den tilføjelse, at artiklen her er korrigeret i overensstemmelse med ét-livs-hypotesens krav og indhold:

 

(Citat)

Et stort paradoks: Hjerneforskningens dilemma

Hjerneforskningens reduktionisme fortsætter stadig og stort set uanfægtet med at promovere opfattelsen af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, subsidiært mellem legeme og sjæl. Denne promovering sker ikke mindst via medierne, herunder de elektroniske medier. Senest har man her i Danmark i DR TV2 søndag den 22. april 2012 kunnet se et genudsendt to-delt program om det nævnte emne. Heri fremførte en hjerneforsker sin paradoksale og skråsikre opfattelse af, at fænomener som f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser blot skyldtes kemiske påvirkninger, bl.a. i form af dopamin, i bestemte hjernecentre.

 

Såkaldt para-normale oplevelser kan også fremkaldes ad anden kemisk vej, nemlig ved indtagelse eller indgivelse af spiritus eller narkotiske stoffer af forskellig slags, som f.eks. kokain, heroin, ecstasy, hash, m.fl. Disse stoffer doper hjernen og giver i bedste fald nogle euforiske og ekstatiske oplevelser og i værste fald fremkalder de angst, frygt eller aggressioner og forvrænger generelt hjernens formidling af virkeligheden.

 

Paradokset består hovedsagelig i, at man i henhold de nævnte hjerneforskeres foreløbige forskningsresultater og udsagn må konstatere, at hjernen, som de identificerer med bevidstheden, personligheden og jeget, åbenbart siger til sig selv, at eksempelvis såkaldte nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser bare er nogle bevidsthedsforestillinger om nogle illusoriske ledsagefænomener til de reale kemisk-elektriske processer, som hjernen på grund af sin uvidenhed, det vil formentlig sige mangel på synapser, fortolker og oplever, som om der er tale om oplevelser af objektive og virkelige forhold. Denne opfattelse har hjerneforskerne med al sandsynlighed ret i.

 

Som supplement til ovenstående kan det anbefales at læse artiklen 4.145. Det overnaturlige - Virkelighed eller overtro?

 

Men derimod synes det fortsat ikke et øjeblik at undre de samme hjerneforskere, at de kemisk-elektriske processer i hjernen giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som vel at bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de kemisk-elektriske processer i sig selv. Neurovidenskaben i almindelighed og hjerneforskerne i særdeleshed ser stadig ingen grund til at antage og betragte bevidstheden eller psyken som et selvstændigt fænomen eller energisystem. Man føler sig angiveligt overbevist om at vide, at hjernen repræsenterer bevidsthed og psyke, for andet har man i hvert fald indtil videre ikke kunnet finde via sine strengt videnskabelige undersøgelser og eksperimenter.

 

Men her kunne man måske have lov til at indvende, at neuropsykologerne og hjerneforskerne ikke har kunnet eller kan se skoven for bare træer. Eller sagt mere konkret: Man kan ikke se psyken eller subjektet, fordi det er denne eller dette, der via hjernen foretager undersøgelserne og eksperimenterne. Man kan heller ikke se disse vigtige og nødvendige instanser, selvom de sproglige udsagn: ”min hjerne” eller ”jeg har en hjerne” implicit antyder, at der må være tale om et ’ejendomsforhold’, altså om et jeg, der har eller ejer en hjerne, som er en overordnet instans i den fysiske organisme, som ligeledes tilhører jeget.

 

Neuropsykologerne og hjerneforskerne fokuserer og udadretter med andre ord – men vel at mærke af gode historiske og traditionelle grunde - ensidigt deres egen bevidsthed eller psyke på de fysisk-kemisk-elektriske processer, der foregår i hjernen hos forsøgspersonerne, og tolker og identificerer disse processer som årsager i stedet for som ledsagende virkninger. Når de gør det, skyldes det så vidt jeg kan se, at de apriori går ud fra, at der ikke eksisterer andet eller mere, end den fysiske materie, mere specifikt de fysiske sanser og de fysiske naturlove. Åndsevnerne instinkt, følelse, intelligens, intuition og hukommelse betragtes ikke som sanser, men ses blot som produkter af og ledsagefænomener til hjernens fysiologiske processer. Men dette er og forbliver en apriori antagelse, som viser sig ikke at kunne stå for en fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk prøvelse. Sagen er i virkeligheden den, at bevidsthedens eller psykens problem kun kan løses ad den introspektive erkendelses vej. Og det uanset om man er videnskabelig forsker eller læg iagttager.

 

Det, neuropsykologer og hjerneforskere blandt andet mangler at erkende og forstå, er, at den helt igennem afgjort fantastiske fysiske hjerne ’kun’ er et nødvendigt interaktivt mellemled mellem den fysiske omverden og bevidstheden eller psyken. Desuden at sidstnævnte kan opfattes og defineres som et energisystem, der kun delvis er afhængigt af den fysiske krop og hjerne, men som er så relativt energisvagt på grund af karakteren eller substansen af de åndelige eller psykiske energier, at det ikke kan kommunikere eller interagere direkte med den fysiske omverden eller de fysiske energier. Derfor er den fysiske hjerne og centralnervesystemet det redskab eller instrument, der gør en sådan kommunikation og interaktion mulig.

 

Den nævnte kommunikation og interaktion mellem psyken og den fysiske krop, subsidiært hjernen, er kvalificeret påvist og grundigt gennemanalyseret af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus, fulgt op af hans elev Per Bruus-Jensen i dennes værker, som netop søger at bygge bro mellem naturvidenskab og åndsvidenskab, sådan som læsere af min hjemmeside vil vide. Men her skal i øvrigt efterfølgende argumenteres nærmere for gyldigheden af Martinus’ såkaldt kosmiske analyser blandt andet vedrørende krop og psyke, som det for resten også allerede er blevet gjort i form af en lang række artikler her på hjemmesiden, som jeg derfor må henvise til.

 

Men foreløbig må vi semi-spiritualister altså affinde os med, at neuropsykologien og hjerneforskningen ikke har fundet nogen grund til at inddrage opfattelsen af psyken som et selvstændigt energisystem i sine grundige videnskabelige undersøgelser og eksperimenter, og det til trods for, at en anerkendt dybdepsykolog som C.G. Jung har påvist psyken som et sådant selvstændigt energisystem. Vi må trøste os med, at den etablerede og kanoniserede videnskabs opfattelse af og konsensus om den fysiske materies og den naturvidenskabelige metodes overordnede værdi og betydning, er foreløbig, og at den på et tidspunkt ude i fremtiden vil blive erstattet af et paradigmeskift med et større helhedssyn.” (Citat slut)

 

Epilog

Hermed er forsøget på en beskrivelse af at erkende og forstå, hvilken betydning fænomener som elementarpartikler, atomer og molekyler har for vores kendskab til og forståelse af primære begreber som liv og bevidsthed, i det mindste foreløbig afsluttet. Det skal gerne indrømmes, at det ikke har været let at researche omkring emnet og heller ikke at skrive artiklen, nok især fordi jeg ikke selv er hverken akademiker eller matematiker og ejheller professionel filosof. Men emnet har gennem efterhånden mange år spøgt i underbevidstheden og derfra lejlighedsvis prikket til min nysgerrighed og samvittighed, med forventning og krav om, at få gjort alvor af at gennemtænke emnet og få nedskrevet mine tanker om det.

 

I og under arbejdet med og på denne artikel, har jeg følt det nødvendigt, at konsultere og citere fra andre og mere sagkyndige folk end mig selv, og herunder har jeg ikke mindst set mig nødsaget til også at bringe mere eller mindre relevante citater fra Martinus’ fremragende beskrivelser af de berørte emner. Nogle læsere vil formentlig kunne undre sig over, at jeg i så stort omfang som tilfældet er, fortsat henholder mig til væsentlige dele af Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter, især i betragtning af, at jeg jo efterhånden for længst har distanceret mig fra nogle af de overordnede og vitale emner som udødelighed, reinkarnation og skæbnens lovbundne retfærdighed. Men dette har ikke været ensbetydende med, at jeg også har forkastet alt ved hans inspirerende, forunderlige og eventyrlige, ja, vel nærmest geniale verdensbillede. Snarere tværtimod. Se evt. nærmere herom i artiklen 4.129. Et livs status - revision af en personlig opgørelse. Eventuelt suppleret med artiklen  4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv

 

© februar 2018. Harry Rasmussen.

 

_______________________________

 

 

Ord- og emneliste:

Listen omfatter kun de ord og emner, der primært vedrører atomare begreber og fænomener:

 

Atom: af græsk atomos = udelelig. Mindste del af et grundstof som kan indgå i et molekyle. Består af isotoper som også er grundstoffer.

 

Atomkerne: den positivt ladede inderste del af et atom, består af protoner og neutroner.

 

Big Bang: Big bang teorien er den mest accepterede teori for, hvordan universet har udviklet sig, siden det blev dannet. Teorien fortæller ikke noget om, hvordan og hvorfor universet blev til, men kun om hvad der er sket efter Big Bang. Søg på nettet for uddybende forklaring.

 

Celle: mindste form-enhed i levende organismer.

 

DNA: en forkortelse af desoxyribonukleinsyre, kernesyre, der opbygger generne, hvortil arveanlæggene er knyttet.

 

Elektricitet: en af de vigtigste arter af energi.

 

Elektron: negativt ladet partikel der kredser om en positiv atomkerne.

 

Elementarpartikler: stoffets eller materiens mindste dele, som ikke kan deles yderligere: elektroner, positroner, mesoner, protoner, neutroner.

 

Energetik:  læren om energiformerne og herunder også læren om energien som grundlag for alle naturvidenskabelige fænomener.

 

Energi: arbejdsevne eller virkeevne.

 

Gen: et af de elementer i cellerne, hvortil arveanlæggene er knyttet, også betegnet som en arveenhed.

 

Higgs Boson: Higgs-partikel eller Higgs-Boson – for morskabs skyld kaldet ”Gud-partiklet” - er en elementarpartikel, der blev forudsagt af Peter Higgs, fra hvem partiklen har navn. Partiklen er en boson og skal være ansvarlig for Higgs-feltet, som er et felt, der strækker sig igennem hele Universet og giver andre partikler masse. Søg på nettet for nærmere  forklaring.

 

Komplementaritet: det forhold, at to sider af en sag, foruden at komplettere hinanden, også gensidigt udelukker hinanden. De to modsatrettede sider er begge nødvendige og lige sande.

 

Komplementaritetsteori: en lære, der under fortolkningen af den moderne atomfysiks resultater, anlægger den betragtning, at der på visse områder må regnes med synspunkter, som gensidigt supplerer og udelukker hinanden.

 

Kromosom: cellekernetråd, opstået ved opdeling af cellens kernesubstans og bærer af arveanlæggene.

 

Kvante: den mindste tænkelige mængde, hvori elektromagnetisk stråleenergi kan omsættes til stof.

 

Kvantekemi: en del af den teoretiske kemi, der udforsker molekylernes kemiske forbindelser, struktur og reaktionsmuligheder ved beregning ved hjælp af datamaskiner.

 

Kvanteteorien: almen fysisk teori for atomare partiklers opførsel. Kvanteteorien opfatter strålenergien  som bestående af  endelige størrelser, kvanter, og behandler vekselvirkningen mellem disse og materie.

 

Materie: af latin materia = stof, tilværelsens grundelement. Begrebet materialisme er en filosofisk hovedretning, der opfatter verdenens objektive eksistens som grundlaget for al erkendelse, modsat spiritualismen, en filosofisk hovedretning, der modsat opfatter tilværelsen som ærende udelukkende af åndelig eller spirituel art og det stoflige, materien, som kun en ytringsform af det åndelige.

 

Meson: atomar partikel, der er tungere end en elektron, men lettere end en proton.

 

Molekyle: af  nylatin molecula, mindste del  hvoraf et stof består og som kan eksistere i fri tilstand med bevarelse af alle stoffets karakteristiske egenskaber. Et molekyle består af to eller glere atomer.

 

Neutron: elektrisk neutral partikel, der sammen med protonen udgør atomkernen.

 

Positron: elektrisk ladet med positiv elektricitet.

 

Proton: brintatomkerne med positiv elektrisk ladning.

 

© februar 2018. Harry Rasmussen.

 

******************

 

 

Ét-livs-hypotesen

og Martinus' kosmologi

En redegørelse

Tillæg

 

 

Forord
Dette Tillæg står også at læse i denne artikelseries 6. del, men for at give en afslutning, der i bedste fald kan minde den interesserede læser om, hvad der er det centrale og vigtige tema eller emne i serien, nemlig ’et-livs-hypotesen,  skal Tillægget derfor gentages her.

 

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at skrive flere nye artikler vedrørende Martinus' kosmologi, for sådanne har jeg efterhånden skrevet adskillige af i årenes løb og siden jeg begyndte at skrive om emnet i 1974. Men under arbejdet med at oversætte artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi 3. Del til engelsk, fik jeg en følelse af, at det måske ville være godt med en supplerende artikel, som relativt kortfattet pointerede hovedtrækkene i min tvivl og skepsis og den deraf følgende kritik af visse emner i Martinus' kosmologi.  Disse overvejelser er så blevet til denne artikel.

 

Dette Tillæg skrives og publiceres i håbet om, at det vil kunne interessere den engagerede trofaste læser, som i lighed med mig formodentlig har gjort sig nogle kritiske og kontroversielle tanker omkring det helt igennem storslåede og eventyrlige verdensbillede, som skyldes den geniale danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus.  Han og hans verdensbillede er originalt, men knytter dog i hovedsagen – omend indirekte - an til den kulturretning, der kaldes den spirituelle idealisme, hvilket  blandt andet fremgår af min ganske vist kritiske artikel 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger.

 

Mit intellektuelle problem eller hovedbrud drejer sig her primært om, at i henhold til Martinus' kosmologi udgøres den evige – og i sig selv usynlige - Guddoms psyko-fysiske organisme af samtlige eksisterende levende væsener, som lever og udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. Martinus betegner disse levende væsener, som basale udtryk for det evige treenige princip: Jeget, bevidstheden og organismen. Dog sådan, at de levende væsener er undergivet de kosmiske lovmæssigheder i form af evige skabeprincipper, herunder ikke mindst kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet.

 

I henhold til den af mig indførte ét-livs-hypotese behøver det ovenfor nævnte imidlertid ikke nødvendigvis at indebærer, at de levende væsener i lighed med deres ophav, Guddommen, også er evige væsener. Hvis det sidstnævnte var og er tilfældet, kunne man spørge, hvorfor de samme levende væsener så er undergivet de tilværelsesvilkår i form af de lovmæssigheder for vækst og degeneration, der i praksis forekommer i form af fødsel, barndom, ungdom, alderdom og død. 

 

Min pointe er, at da det skabte – herunder især de levende væseners psykofysiske organismer (legemer) - er undergivet forandringernes og forgængelighedens lovmæssigheder, kunne dette meget vel indebære, at de levende væsener, der i henhold til Martinus' kosmologi befolker – eller reelt set danner og konstituerer - de åndelige riger: Det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden (og salighedsriget / mineralriget), ikke nødvendigvis behøver at være basalt evige væsener, men derimod væsener, som i lighed med alle fysiske væsener i plante- og dyreriget er dødelige 'engangs-væsener'. Altså, at de pågældende væsener hver især kun har ét liv at eksistere , udfolde sig og leve i.

 

Men det må samtidigt stå klart, at de basalt set dødelige levende væseners natur og struktur som treenige principper, kun varer, så længe de hver især lever, kortere eller længerevarende, og har del i Guddommens evige Jeg-substans eller Jeg-element, ligesom de naturligvis samtidigt udgør individuelle enheder i den universale helhed, der udgøres af Guddommen og dennes psykofysiske organisme: Verdensaltet.

 

På denne skitserede baggrund vil jeg  - primært for at erindre mig selv og læseren om emnerne - her tillade mig at citere og dermed gentage de følgende passager i artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi 1. Del”:

 

Guddommen

(Citat) For Martinus er der ingen som helst tvivl om, at sandheden om virkeligheden er, at der eksisterer en evig Guddom, i hvis billede og i hvis psyko-fysiske organisme samtlige eksisterende levende væsener lever og udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. De levende væsener er i lighed med Guddommen selv udtryk for et basalt evigt treenigt princip i form af Jeget, bevidstheden og organismen, også udtrykt som jeget, skabe- og oplevelsesevnen og det skabte. Eller som Skaberen, skabe-oplevelsesevnen og det skabte-oplevede.

 

Derimod er jeg for det første ikke enig i opfattelsen af, at Guddommen nødvendigvis besidder de tre hovedattributter: Alkærlig, alvis  og almægtig. Kun i, at samme Guddom er alvis og almægtig. De ovenfor fremførte påstande og argumenter forudsætter naturligvis, at man gør sig klart, hvad konsekvensen af disse er eller kan være. Den største konsekvens vil nok være, såfremt mine påstande er gyldige, at Guddommen ikke, som hævdet af blandt andre Martinus, besidder den attribut, der betegnes som alkærlighed. Hvilket vil sige: den højeste form for altruistisk kærlighed til – og dermed tilsikret en fuldkommen retfærdighed for - alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse, små som store, i de tre relative kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.

 

Det skal her indføjes, at det naturligvis kræver noget særligt at kunne se, at Guddommen og dermed tilværelsen i virkeligheden er fuldkommen retfærdig, og at konklusionen på alt, hvad der er sket, alt, hvad der sker og alt, hvad vil ske, er, at ”alt er såre godt!” Men det 'syn' eller den opfattelse, vil individet i henhold til Martinus først kunne tilegne sig og få, når samme individ har opnået såkaldt kosmisk bevidsthed og kan se alt i evighedens perspektiv. Sådan forholder det sig indenfor rammerne af Martinus' kosmologi og dér er konklusionen fuldkommen logisk.

 

(Se evt. artiklen: 4: 4.114. ”Alt er såre godt!” - Det centrale udsagn i Martinus' livsværk)

 

Men i og med ét-livs-hypotesen befinder vi os nu udenfor rammene af den nævnte kosmologi, hvor situationen tager sig noget anderledes, ja, vel faktisk direkte modsat ud. Det vil mere eller mindre direkte og tydeligt fremgå af den følgende skildring.

 

For strengt nøgternt set, behøver Altets evige Guddom nødvendigvis kun at være i besiddelse af attributterne alvisdom og almægtighed. At Guddommen selvsagt er evig, i den forstand at Guddommen så at sige er forud for overhovedet alt andet, er indlysende i kraft af det simple logiske ræsonnement, at 'noget' ikke kan opstå af 'sig selv' eller af 'intet'. Altså må Guddommen simpelthen eksistere som et 'noget', der ER, det vil sige, som en første og i sig selv årsagsløs årsag, og som altså blandt andet udgør grundlaget for fænomenerne tid og rum, og dermed for overhovedet alt andet eksisterende. Hvad angår alvisdommen, så træder denne jo tydeligt frem i forbindelse med den fuldkomne logik og plan- og hensigtsmæssighed, der kan iagttages i alle tilgængelige og kendte livsprocesser.

 

Almægtigheden eller almagten er synlig i kraft af, at Guddommen har evnet og formået at frembringe alt, hvad der eksisterer og forekommer i verdensaltet, og det må vel fra ethvert synspunkt siges at være ikke mindre end imponerende! Nemlig det verdensalt, der set i det større perspektiv i virkeligheden udgør Guddommens psyko-fysiske organisme. Det betyder i sin konsekvens, at den evige Guddom udgør det 'noget', hvoraf, hvori og hvorved alt og alle uden nogen som helst undtagelse eksisterer og udfolder sig. Nemlig som ovenfor nævnt, i og med at alle levende væsener udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. Men vel at bemærke under de forhold og vilkår, som findes institueret i form af de grundlæggende kosmiske skabeprincipper, herunder det evigt uophørlige kosmiske spiralkredsløb, som man nødvendigvis må opfatte som udtryk for Guddommens helt igennem bevidste vilje. Guddommen er med andre ord tilværelsens alfa og omega: det første og det sidste. De kosmiske skabeprincipper skal vi vende tilbage til.

 

Men foreløbig så langt er jeg til dels enig med Martinus' kosmologi, dog kun til dels, fordi det evige kun gælder Guddommen, og også enig i, at samme Guddoms redskaber og organer udgøres af de levende væsener, men ikke som de evigt levende væsener, men i den forstand, at disse er dødelige væsener i en uafbrudt og uophørlig fødsels-, formerings- og dødsproces, og som uophørligt udskiftes og erstattes af nye dødelige væsener og således fortsat. På den måde ser det fra ét-livs-hypotesens side ud til, at kontinuiteten i Guddommens psyko-fysiske organisme opretholdes.

 

Og forresten, så kender vi jo – i hvert fald foreløbig - kun levende væsener i form af den brogede mangfoldighed af liv, der findes og lever her på jordkloden, på land, til havs og i luften. I betragtning af det vældige univers, jordkloden befinder sig i, og hvor astronomer og astrofysikere endnu ikke har fundet liv eller tegn på liv andre steder, bortset fra nogle primitive mosser på Mars, må man nok sige, at forekomsten af liv synes stærkt begrænset. Og hvis vi tager Einstein på ordet, så udgør 'vores' univers måske kun et atom i et stoleben, der står i et andet og større univers!

 

Imidlertid er det Martinus' påstand, at liv er udbredt i hele verdensaltet, ligesom han er af den opfattelse, at planeter, solsystemer og galakser kosmisk set også er udtryk for former for liv. Sådan opfatter han eksempelvis jordkloden, lige som det er hans opfattelse, at menneskeheden udgør klodens hjerne- og centralnervesystem, og at det enkelte menneske som følge heraf udgør en hjerne- og nervecelle i samme system, medens dyrene og planterne udgør andre dele af samme nervesystem. Verdensaltet som helhed med dettes ukendte antal af universer, udgør i henhold til Martinus Guddommens psyko-fysiske organisme.

 

(Vedr. livsenhedsprincippet og organismeprincippet, se f.eks. artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.)

 

Af hensyn til læserens orientering i forbindelse med det og de emner og faktorer i Martinus' kosmologi, der her er tale om, skal nedenstående diagram gengives. Diagrammet, som er fremstillet på foranledning af Per Bruus-Jensen i forbindelse med hans egne værker, relaterer sig til Martinus' hovedsymbol: Symbol nr. 11. Det evige verdensbillede, Det levende væsen 2, Den evige Guddom og de evige Gudesønner:  http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11

 

De ovenfor nævnte og senere omtalte lovmæssigheder, forhold og omstændigheder gælder principielt også for de individer, der fremtræder som henholdsvis mineral-, plante- og dyrevæsener. Ifølge Martinus' kosmologi er disse tre kategorier af levende væsener genstand for henholdsvis evolutionær kosmisk indvikling og udvikling, og dermed også for diskarnation og reinkarnation.

 

 

Diagrammet viser den guddommelige bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast og kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets ’undfangelsestærskel’, dvs. det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk organismeprincip finder sted. Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det nye organismeprincip passerer igennem sine forskellige fosterstadier. Linien B markerer ”den store fødsel”, altså fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen indre erindringsverden, der repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord reinkarnationsprincippet i kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets manifestationer omfatter hele spiralafsnit. - / Diagram og tekst er gengivet efter: © 1989 Per Bruus-Jensen:”X”, bind 4, 41. kapitel, stk. 4. 295. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Supplerende kan tillægges, at diagrammet jo indirekte også viser spiralafsnittets seks kosmiske storriger (= tallene 1 – 6), fordelt på henholdsvis Guds primære bevidsthedszone (= Åndelig eller parafysisk virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone (= Fysisk virkelighed). Men diagrammet kan uden at øve vold på det også symbolisere det diskarnerede individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem de åndelige riger, = Guds primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige del af 3. det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og halvdelen af 6. salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, = Guds sekundære bevidsthed: = cirka halvdelen af 6. den fysiske del af salighedsriget = mineralriget, videre til 1. planteriget, og tilbage til 2. dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu tilhører. (Supplerende diagramforklaring ved Harry Rasmussen på basis af Per Bruus-Jensens beskrivelser).


I Martinus' kosmologi er Guddommens psyko-fysiske organisme, verdensaltet, som vist i ovenstående diagram, inddelt i seks områder eller riger, hvoraf de fire udgøres af såkaldt åndelige riger: Det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, der i henhold til Martinus' kosmologi alle i lighed med de to fysiske riger, plante- og dyreriget, for evigt opretholdes af levende væseners aktiviteter og udviklingsmæssige passage gennem disse. Når mineralriget ikke nævnes her, skyldes det, at dette ifølge Martinus er udtryk for en form for 'overskudsenergi' fra de levende væsener i det rige, han betegner som Salighedsriget, i hvilket hukommelsesenergien er den dominerende. Men eftersom de levende væsener i henhold til ét-livs-teorien kun har et enkelt fysisk jordisk liv, at leve i, kan disse naturligvis ikke være med til at 'befolke' de nævnte åndelige eller overfysiske riger. Så derfor må konklusionen her lyde, at disse riger – vel at mærke set under ét-livs-opfattelsens synsvinkel - i virkeligheden ikke er nødvendige, vel at mærke som riger, de levende væsener, herunder naturligvis også mennesker, er med til at opretholde og forny, dels via et periodisk permanent ophold og en videre passage gennem hvert af disse bevidsthedszoner i den guddommelige bevidsthed. Derimod er de fire åndelige energier: Følelse, intelligens, intuition og hukommelse repræsenteret i og med så vel Guddommens bevidsthed som de levende væseners bevidsthedsevner. Men se i øvrigt nærmere herom senere nedenfor, idet de nævnte fire riger også kan tolkes på en anden og mere positiv måde.

 

Retfærdighed og uretfærdighed

Det er især når vi iagttager og oplever, hvor forskelligt f.eks. menneskenes tilværelse former sig for de enkelte individers vedkommende, at man måske kunne få en mistanke om, at Guddommen er partisk og dermed uretfærdig. Nemlig i og med, at nogle mennesker er født og opvokset under fordelagtige vilkår, med store evner og muligheder, som de forstår at bruge til egen fordel og i nogle tilfælde også til andres gavn, medens andre kun er født med ringe evner og er opvokset under fattige eller mindre gunstige forhold og vilkår. Det tyder jo umiddelbart på uretfærdighed i livsvilkårene. Men hvis ikke disse forhold og vilkår skyldes Guddommen, hvad kan så være forklaringen på de store forskelle, der kan bestå mellem mennesker? -

 

Forklaringen kunne måske nok tænkes at være den, at Guddommen hverken er retfærdig eller uretfærdig, men har givet de højest og mest udviklede af sine manifestationsredskaber og sanseorganer: Menneskene, en relativt – eller tilsyneladende? - fri vilje, til at få det bedste og mest fordelagtige ud af egne evner, omstændigheder og vilkår. Erfaringen viser da også, at folk, der er født og opvokset under de gunstigste vilkår, evnemæssigt, socialt og økonomisk, ikke altid forstår at udnytte denne situation til eget bedste, men oplever i nogle tilfælde menneskelig og social deroute, medens omvendt, andre folk, som er født og opvokset under ugunstige forhold og vilkår, forstår og formår at bruge deres evner til eget bedste og i nogle tilfælde også til andres fordel.

 

(Se f.eks. artiklerne: H1-21. Individets fri kontra ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer, og H1-22. Individets fri kontra ufri vilje (II) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer (fortsat). Se evt. også H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier - sidstnævnte artikels hovedindhold findes dog gengivet her i denne artikel om ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. )

 

Hvis virkeligheden i øvrigt skulle gå hen og vise som en verificerbar kendsgerning, at forestillingen om reinkarnation er ren og skær ønsketænkning og dermed en illusion, ville den videre konsekvens heraf være, at fuldkommen retfærdighed ligeledes måtte anses for at være en illusorisk ønsketænkning, idet der i så fald ikke ville kunne kompenseres for den ulykke, de lidelser, smerter mm., som individerne kommer ud for at måtte opleve og gennemleve i løbet af det ene liv, der i henhold til ét-livs-hypotesen er individerne beskåret, måske tilmed med for tidlig dødelig udgang. Eller rettere sagt: Under alle omstændigheder og i alle tilfælde: med dødelig udgang. (Citat slut)

  

________________________________

 

 

Herefter skal anføres et citat fra nævnte artikels følgende afsnit:

 

Den kosmiske ’udviklingstrappe’

Det er altså med andre ord netop den i hvert enkelt tilfælde særlige grundenergikombination i individets samlede organiske struktur, der karakteriserer og afgør individets tilhørsforhold til et nærmere bestemt udviklingstrin. Martinus’ kosmologi opererer med i alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, nemlig seks successive ’trin’ opad, der gentager sig i uendelighed, og hvor hvert ’trin’ er baseret på, hvilken grundenergi, der er førende og dominerende i hovedkombinationen. Betegnelsen ’hovedkombination’ skal forstås sådan, at der findes et antal ’mellemkombinationer’ i den udviklingsmæssige overgang fra den ene hovedkombination til den næste.

 

Kosmologien omfatter altså i alt seks fundamentale og principielle hovedformer for kombination eller konstellation mellem de seks underbevidsthedsgrundenergier indbyrdes. Disse seks hovedformer er primært bestemt af kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, således at der på hvert af de nævnte hovedtrin forekommer en situation, hvori en af grundenergierne i hovedkombinationen befinder sig i sit kulminationsstadium, mens dens komplementære modsætning samtidig befinder sig i sit latente stadium. To af kombinationens øvrige fire grundenergier befinder sig komplementært i henholdsvis første vækststadium og første degenerationsstadium. Endvidere befinder de to resterende grundenergier i kombinationen sig ligeledes komplementært i henholdsvis andet vækststadium og andet degenerationsstadium, hvilket læseren i øvrigt vil kunne orientere sig om ved hjælp af ovenstående diagram.

 

Som nævnt vil hver af de seks hovedformer for grundenergiernes indbyrdes kombinationer i det væsentligste være karakteriseret og bestemt af den grundenergi, som i sit kredsløb befinder sig på det udfoldelsesmæssige kulminationsstadium. Og eftersom de enkelte grundenergiers funktionelle dominans optræder i en lovmæssigt bestemt rækkefølge fra 1-6, nemlig som henholdsvis instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergi, så vil de seks hovedformer for kombination successivt afløse hinanden i den lovmæssigt forudbestemte rækkefølge.

 

De syv kosmiske grundenergiers navne, karakteristika og funktioner er som bekendt blevet omtalt i afsnittet ”Jegets evige energikilder” Men selv om de fleste måske nok umiddelbart kan forstå, hvad begrebet de kosmiske grundenergier refererer til, vil det derimod nok være nyt for nogle læsere, at det ovenfor nævnte indbyrdes kombinationsforhold mellem de seks underbevidstheds-grundenergier, der som påvist forekommer i seks indbyrdes grundforskellige hovedkombinationer, ifølge Martinus også danner basis for og giver sig til kende som seks grundforskellige tilværelseszoner i den guddommelige bevidsthed og organisme.

 

(Se her evt. artiklerne H1-30. Jegets evige energikilder - om de kosmiske grundenergier, og H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer).

 

Det er derfor i denne forbindelse vigtigt at have klart for sig, at de forhold og lovmæssigheder, der gælder for grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer, naturligvis også gør sig principielt gældende for hver af den sjælelige strukturs respektive seks åndelige legemer. Disse varetager jo hver især specielt dén grundenergikombination, hvori den til det pågældende legeme svarende grundenergi befinder sig i sit kulminationsstadium, og som legemet samtidig er omsætningsredskab for.

 

Eftersom de seks hovedformer for indbyrdes kombination mellem grundenergierne samtidigt repræsenterer de ovenfor nævnte i alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, vil disse ’trin’ altså hver især kunne karakteriseres og betegnes i henhold til den kulminerende og bærende grundenergi i kombinationen. Det vil sige som henholdsvis instinkt-trinet eller -planet, tyngde-trinet eller –planet, følelses-trinet eller – planet, intelligens-trinet eller –planet, intuitions-trinet eller –planet, og hukommelses-trinet eller –planet. Da disse ’trin’ eller ’planer’ faktisk er identiske med de seks kosmiske tilværelsesplaner eller naturriger, vil vi herefter omtale disse i overensstemmelse med Martinus’ egne betegnelser på de pågældende riger. Hvilket henholdsvis vil sige planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.

 

De seks kosmiske tilværelseszoner eller riger

De seks 'tilværelseszoner' eller "riger", som Martinus også kalder dem, er følgende: instinktzonen eller planteriget, 2. tyngdezonen eller dyreriget, 3. følelseszonen eller det rigtige menneskerige, 4. intelligenszonen eller visdomsriget, 5. intuitionszonen eller den guddommelige verden, og 6. hukommelseszonen eller salighedsriget. Mineralriget er i henhold til Martinus dannet af en slags 'overskudsenergi' fra "salighedsriget", hvilket især hænger sammen med at salighedsvæsenernes bevidsthed hovedsagelig er koncentreret omkring de såkaldte "guldkopi-erindringer", en situation som netop fylder de pågældende individers bevidsthed med salighedsoplevelser, der er så stærke, at de 'vibrerer' ind på det fysiske plan og giver anledning til dannelsen af fysisk materie. Dette forhold er blevet omtalt i afsnittet ”Jegets evige energikilder”.

 

Men heraf ser vi blandt andet, at de i alt seks tilværelseszoner eller riger følger evolutionsmæssigt og kronologisk successivt efter hinanden i en bestemt rækkefølge, idet de dog også eksisterer samtidigt side om side i den nævnte orden, og griber ind i hinanden, ligesom de gensidigt forudsætter og har deres oprindelse i hinanden. Almindeligvis kender det jordiske menneske kun tre af disse riger, nemlig de fysiske naturriger: mineral-, plante- og dyreriget, til hvilket sidste mennesket (endnu) hører. De åndelige naturriger er dog ikke helt ukendte, men kendes af det enkelte menneske kun i form af bevidsthedsenergierne følelse, intelligens, intuition og hukommelse.

 

Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at tilværelseszonernes eller -rigernes eksistens og karakter i henhold til Martinus' kosmologi alene formes, opretholdes og fornys i kraft af de til hver zone eller hvert rige hørende levende væseners bevidsthed og aktiviteter. Tilværelseszonerne eller -rigerne er altså ikke i objektiv forstand noget i sig selv, men er helt og aldeles produkt eller resultat af et indbyrdes samvirke og med- og modspil, som skyldes de myriader af levende væsener, der kosmisk set på skift og i en evig strøm 'befolker' de forskellige riger. Citat slut.

 

Jævnfør i øvrigt med diagrammet tidligere ovenfor. Jævnfør i øvrigt også med, hvad der tidligere ovenfor er sagt og skrevet om de kosmiske storriger set og vurderet på basis af Ét-livs-hypotesen. Om sidstnævnte vil jeg afslutningsvis citere følgende fra artiklen  4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé:

 

Ét-livs-hypotesens hovedtræk

(Citat) Set i ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen fortsat det altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og lever. En Guddom, som især kendetegnes ved sin alvisdom og almagt, men ikke ved sin alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville være indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er nu, hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger er dominant. Dertil kommer, at forventningen om retfærdighed ikke altid synes at blive opfyldt, snarere tværtimod.

 

Det væsentligste, primære og afgørende hovedtræk i ét-livs-hypotesen er, at de levende væsener, mennesket inklusive, kun har ét liv til deres og sin rådighed, nemlig det til enhver tid og for ethvert levende væsen aktuelle nutidige liv. Dette liv strækker sig i normalt og bedste fald fra undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Døden, som alle levende væsener er underkastet, kan i praksis indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt i livsforløbet, men det teoretisk normale er døden som følge af alderdom. Men døden forekommer som bekendt mere eller mindre tilfældigt i alle aldre, og af vidt forskellige årsager.

 

Lige præcis døden - eller mere generelt forandringen og forgængeligheden i form af fødsel og død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i grunden drejer sig om. For døden er jo modsætningen til den basale udødelighed, som det levende væsen ifølge Martinus' kosmologi grundlæggende er forlenet med, nemlig i medfør af sin universale eller kosmiske grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, sidstnævnte primært i form af det interaktive kommunikationsorgan: det psykofysiske legeme. Kaldet ”psykofysisk”, fordi det fysiske legeme, mere præcist det fysiske legemes hjerne, som bekendt også repræsenterer psyke eller bevidsthed.

 

Desuden vil det være sådan, at så længe individet er i live, hvad enten det er som barn, ung, voksen eller gammel og indtil døden indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en hvilken som helst alder, så længe er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg, lige som dets bevidsthed og fysiske legeme vil være forbundet med og udgøre en lille del af henholdsvis Guddommens bevidsthed og fysiske legeme eller organisme, det sidstnævnte i form af verdensaltet.(Citat slut)

 

Slutbemærkning

Her er derefter kun at anbefale den engagerede læser at genlæse – eller måske rettere sagt: igen studere – den tredelte artikel ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. Om man vil være enig med mig i det hele taget eller måske kun delvis, er sådan set ikke så vigtigt. Derimod er det vigtigt for mig personligt, at fastslå med syvtommersøm, at bevidstheden om, at min kritiske og skeptiske opfattelse og holdning til de emner i Martinus' kosmologi og i det hele taget, min artikel handler om, ikke rokker afgørende ved min efterhånden livslange interesse for og studium af det overordnede i Martinus' geniale eventyrlige verdensbillede. Jeg ser dette som et af de største kunstværker, der nogensinde er blevet foræret verden. Derfor vil jeg opfordre læseren til selv at opsøge kilderne til mine egne forsøgsvise genfortællinger og fremstillinger af de såkaldt kosmiske faktorer, kræfter og lovmæssigheder, hvilket f.eks. kan ske via følgende links:

 

Vedr. Martinus og hans kosmologi: http://www.martinus.dk/da/forside/  - Vedr. Per Bruus-Jensens forfatterskab: nordiskimpuls.dk

 

Sidst, men ikke mindst: Man kommer ikke sovende til en opfattelse og forståelse af de emner og problemer, der er nævnt eller omtalt i denne artikel, og endnu mindre til en overordnet indsigt i Martinus' detaljerede kosmiske analyser og livsfacitter i form af hans forunderlige og eventyrlige verdensbillede. Så er det sagt.

 

PS. For den fulde forståelse af mit personlige forhold til ét-livs-hypotesen, kan det særligt anbefales den specielt interesserede læser, at læse eller genlæse artiklen 4.129. Et livs status - revision af en personlig opgørelse.  

 

 

© Juli 2017. Harry Rasmussen.

 

*******************

 

Bemærk, at artikelserien fortsættes og afsluttes i 14. del.