Realiteter versus Idealisme
Virkelighed og Illusioner 15. del
____________________________________
Bemærk venligst, at denne 15. del som nævnt er en afsluttende
kommentar til ovennævnte artikelserie. Siden 14. del blev redigeret og skrevet,
nemlig 12. juni 2018, er der trods alt gået nogle måneder, og i den tid har jeg
haft rig lejlighed til at tænke nærmere over ét-livs-hypotesen og dennes
konsekvenser for livs- og verdensanskuelsen. Det skal dog straks nævnes, at den
forløbne tid ikke på nogen måde har svækket min overbevisning om hypotesens
gyldighed, snarere tværtimod og i hvert fald så langt menneskelig –
underforstået min - erkendelse og forståelse rækker. Men der findes naturligvis
– som forventet – de mennesker, der ikke er enige i min opfattelse, og til
disse hører formentlig primært oprigtige tilhængere af, hvad jeg tillader mig
at betegne som utopiske idealistiske forestillinger om livet og verden. Al
respekt for disse og lignende anskuelser.
Endnu engang må jeg minde mig selv og de
lydhøre blandt mine i øvrigt få læsere, om det faktum, at medens jeg sidder her
bag tastaturet og skriver disse linjer, og ind imellem kigger ud ad vinduet,
hvor alt i dette tilfælde ånder stilhed, fred og ro, så roterer jordkloden
uophørligt omkring sin egen akse, samtidigt med, at den med en fart af 30
kilometer i sekundet cirkulerer omkring solen som en af solystemets 9 planeter.
Men ikke nok med det, for solsystemet selv kredser med en vældig fart af 220
kilometer i sekundet omkring i yderkanten af den vældige galakse, som vi kender
under navn af Mælkevejen. Sidstnævnte kredser sammen med galaksen Andromeda
omkring et endnu større centrum i det vældige verdensrum, som endnu ingen
kender den fysiske størrelse af. Måske fordi det fysiske rum-tid-kontinuum ikke i den forstand er fysisk måleligt!? - Og slet ikke i objektiv forstand,
men i lighed med fænomenet bevægelse tværtimod er
relativt, nemlig i relation til iagttageren, sådan som den geniale teoretiske
fysiker Albert Einstein (1879-1955)
allerede i 1905 påviste i og med sine påbegyndte matematiske og logiske
relativitetsteorier.
I og med alt og alles relativitet, forbliver
livet og verdenen i bund og grund en form for illusion for os som oplevere og iagttagere, sådan som den vise digter og
dramatiker William Shakespeare (1564-1616)
fastslår med følgende ord i skuespillet ”Stormen” (frit citeret): "Alt og
alle er gjort af samme stof, som det drømme dannes af." Opfattelsen af livets og verdenens basale
illusoriske natur og karakter, er siden oldtiden blevet promoveret af den
hypotetiske utopiske idealismes tænkere og filosoffer. For den idealistiske
livs- og verdensanskuelse er bevidstheden og dennes kræfter og lovmæssigheder
det centrale. I direkte modsætning og opposition dertil, har andre hypotetiske
tænkere og filosoffer ligeldes siden oldtiden hævdet den modsatte opfattelse,
at livet og verdenen grundlæggende er af materiel natur og karakter. For den
materialistiske livs- og versendanskuelse er bevidstheden og dennes kræfter og
lovmæssigheder modsat baseret på de materielle kræfters og lovmæssigheders
natur og virke. Derfor mener og hævder man, at bevidsthed grundlæggende kan og
skal forklares og opfattes som et produkt af fysiologien, hvilket vil sige
læren om de fysisk-kemiske kræfters og lovmæssigheders virksomhed.
Den naturvidenskabelige og herunder ikke
mindst hjerneforskningens materialistiske opfattelse af livet og verdenen – og
særligt af fænomenet bevidsthed - har jeg for længst skrevet om og karakteriseret
som reduktionistisk, nemlig i og med,
at samme naturvidenskab grundlæggende reducerer bevidsthedslivet som
udelukkende værende et produkt af fysisk-kemiske eller fysiologiske kræfter og
lovmæssigheder, og dermed uden egentlig selvstændig status. Indenfor rammerne
af ét-livs-hypotesen, anses bevidsthed i
sin grundlæggende natur derimod ikke for at være fysisk-kemisk, men udgør som
supplement til det fysiske energisystem et selvstændigt energisystem med sine egne kræfter og lovmæssigheder, derunder blandt andet
sansningen, tænkningen, viljeslivet og fantasien. På den anden side set, tager jeg også afstand fra den utopiske
idealismes opfattelse af bevidsthedslivet og dettes kræfter og lovmæssigheder,
der grundlæggende anses for at være af evighedsnatur, idet de tre instanser: 1. Jeget, 2.
skabe- og oplevelsesevnen og 3. den psykofysiske organisme, anses for at opfylde kravene til denne status. Denne opfattelse af
individet og dets evige tilværelse forudsætter selvfølgelig antagelsen af det,
der kan betegnes som fler-livs-hypotesen, som
nødvendigvis må indeholde påstandene om reinkarnation og skæbnens ubrydelige lovbundethed, såkaldt karma. Den hypotese eller teori strider
naturligvis lodret imod ét-livs-hypotesen, ifølge hvilken ethvert
individ eller levende væsen kun har ét liv at leve og udfolde sig i, nemlig det
til enhver tid aktuelle liv.
Som påpeget og
begrundet i en hel del af mine tidligere artikler om ét-livs-hypotesen, tyder
mangt og meget på, at individet eller det levende væsen af hvad art dette
så end måtte være, kun har et enkelt liv at leve og udfolde sig i.
Dette liv udfolder og udvikler sig i form af kredsløb i principiel lighed med
de fire årstider: vinter, forår, sommer og efterår eller barndom, ungdom,
voksendom og alderdom, i alle tilfælde underkastet hovedbegreberne fødsel,
vækst, degeneration og død. Alle levende væsener, uanset livsform, er altså
født ind i verden, hvor de hver især lever en vis kortere eller længere
tilværelse, som i alle tilfælde uundgåeligt afbrydes af døden eller det totale
ophør af eksistens, bortset fra, at de fysiske materier eller stoffer, der var
og er absolut nødvendige for livets opståen, opretholdelse og vækst, i og med
at stofferne, der indgår i det lovbundne kredsløb, uvægerligt vender tilbage
til deres naturlige eksistensformer.
I modsætning til både den idealistiske og
materialistiske filosofis opfattelse af livet og verdenen, har den
naturvidenskabelige opfattelse, baseret som den primært er på en objektiv,
hvilket vil sige en fri og uafhængig, undersøgelse af naturen og dennes kræfter
og lovmæssigheder, gjort sig gældende lige siden renæssancen i 1500-tallets
Europa. Den var i en vis forstand en opposition imod katolicismens
autortært-religiøse opfattelse og forståelse af livet og verdenen, sådan som
begge dele fandtes og findes udtrykt i Bibelen. De autoritære religiøse
magthavere dømte og straffede til gengæld de dog ikke i alle tilfælde
irreligøse og ateistiske mænd og kvinder som kættere og hekse, som uden skånsel
blev forfulgt af den jesuitisk ledede inkvisition og lejlighedsvis efter grusom
tortur, angiveligt foretaget for at ofrene skulle bekende deres 'synd’ og
derigennem sikre deres egen frelse fra Guds vrede og Helvedes luer, hvorefter
de – besynderligt nok - i reglen blev brændt på bålet eller led druknedøden. Et
kendt og berømt eksempel på straffen på bålet, er den italienske munk og
panteistiske filosof Giordano Bruno (1548-1600), der
blev arresteret, dømt som kætter og i
året 1600 brændt på bålet på torvet Campo Di Fiori i Rom.
Vores oplevelse
af livet og verden er den store illusion
Vi skal herefter genoptage tanken og
forestillingen om, at den fire-dimensionale rum-tid-verden vi kender via vores
daglige tilværelse, oplevelse og erfaring, nemlig det faktum, at vores
oplevelse og forståelse af livet og verdenen i virkeligheden er udtryk for en
eneste stor illusion eller et eneste stort bedrag, for ikke at sige selvbedrag.
Det faktum bliver blandt andet påvist i og med en analyse af selve
sanseprocessen, men også i nok så høj og særlig grad bestyrket gennem vores
viden om den atomare verden med dens elementarpartikler, atomer og molekyler.
Disse udgør jo i henhold til atomfysikken, herunder ikke mindst kernefysikken,
de basale elementer, som virkeligheden og alle dennes fænomener består af,
inklusive os mennesker ikke mindst. Det, vi mennesker til daglig oplever i form
af en verden af sanseindtryk, såsom former, farver, lyde, smag og dufte, er vort sinds
eller bevidstheds automatiske ’tolkning’ af livet og
omverdenen, som basalt er opbygget af de atomare strukturer, der ikke i sig
selv har faste former, farver, lyde, smag og dufte. Vores oplevelse af livet og
verden er med andre ord helt igennem en eneste stor illusion, men vel at bemærke en illusion, der har karakter af virkelighed,
hvilket enhver vil mene og vide med sin egen bevidsthed, oplevelse og erfaring.
Endnu mere forunderligt og eventyrligt er det, hvis det viser sig at forskere
som f.eks. Max Planck (1858-1947) og langt senere Tommy.
Bergstein (1933-2018) hævder, at de atomare fænomener
og strukturer rent faktisk kun er konstruktioner af vores egen
bevidsthed! – Men hvad er det så, der i realiteten udgør
det vi opfatter og forstår som livet og verdenen? – Det nævnte betyder i sin
konsekvens, at livet og verdenen rent faktisk er identisk med de
forestillinger, der opstår, forekommer og bearbejdes i vores bevidsthed, den
bevidste så vel som ubevidste del af denne, hvilket mere præcist vil sige,
indenfor rammerne eller grænserne af individets psykiske kraft- eller
energifelt, der under indflydelse fra den del af det
overordnede universale psykiske kraft- eller energifelt – eller udtrykt med religionsfilosofiske ord: det
overordnede universale guddommelige psykiske kraft- eller energifelt - udgør og danner både en nødvendig, uundværlig og uundgåelig basis
for vores personlige bevidsthedsliv? -
Hvis disse tanker og forestillinger om
bevidstheden og bevidsthedslivet, der er fremført her ovenfor, skulle vise sig
at have sand gyldighed som en helt igennem psykisk eller åndelig virkelighed,
så er livet og verdenen helt bestemt ”gjort af samme stof, som det drømme
dannes af”. Men denne konstatering må og bør ikke forveksles med den utopiske
idealismes forestillinger vedrørende samme emne. Sidstnævnte er tanker og
forestillinger, der i det væsentlige knytter sig til fænomener som de levende
væseners basale udødelighed, reinkarnation og ufravigelige lovbundne skæbne. I
modsætning dertil udgør fænomenet døden et uundgåeligt centralt tema i
ét-livs-hypotesen, døden forstået som de levende væseners totale ophør som
udgangen på disses éngangs og ét-livs-eksistens. Tanken og forestillingen om
livet og verdenen som en virkelighed, der dybest set udelukkende består af
psykisk eller åndelig energi, tilhører derimod
alene ét-livs-hypotesens forestillingskompleks, som rent
logisk set udelukker fænomenerne udødelighed, reinkarnation og lovbundet
skæbne.
Apropos begreberne
og fænomenerne fysisk energi og psykisk
eller åndelig energi, er det meget vigtigt at gøre sig klart, at
begge dele som sådanne dybest set er ukendte og utilgængelige for sansning,
idet de i virkeligheden grundlæggende udgør det ikke-tids og ikke-rums
evige, uskabte og derfor uforgængelige NOGET, det almagtens,
alkraftens, alkærlighedens og
alvisdommens altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt
og alle eksisterer, manfesterer sig og oplever. Om dette NOGET kan man kun
sige, at det ER. Dette NOGET er på mesterlig vis i høj grad
defineret og behandlet af vismanden Martinus i og med hans
kosmologi, som der derfor her kan og skal henvises til. Dog ikke uden at nævne,
at hans kosmologi i øvrigt henhører
under fler-livs-hypotesen og dermed under den utopiske
idealismes livs- og verdensanskuelse. Men det skal alligevel endnu
engang pointeres, at til trods herfor er der væsentlige dele af Martinus’ livs-
og verdensanskuelse med dennes dybsindige livsfacitter, logiske analyser og
ikke mindst nærmest geniale tegnede symboler, der med visse modifikationer også
er gyldige set i 'et-livs-hypotesens perspektiv.
For dels at uddybe argumenterne for
antagelsen af ét-livs-hypotesen og dels for bedre at kunne forstå og overskue
emnerne og problemerne, kan det generelt set anbefales læseren at læse
artiklerne i gruppen Artikler vedr.
Èt-livs-hypotesen - deri
findes de ovenfor berørte emner og problemer mere eller mindre grundigt
behandlet, uddybet og forklaret. For nemheds skyld skal her lige ridses op,
hvad der kan og skal opfattes og forstås som Ét-livs-hypotesens hovedtræk:
Set i ét-livs-hypotesens noget snævrere
perspektiv er Guddommen fortsat det altibefattende, altomfattende,
allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen,
hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og lever. En Guddom, som især
kendetegnes ved sin alvisdom og almagt, men ikke ved
sin alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville
være indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er
nu, hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger
er dominant. Dertil kommer, at forventningen om retfærdighed ikke altid synes
at blive opfyldt, snarere tværtimod.
Det væsentligste, primære og afgørende
hovedtræk i ét-livs-hypotesen er, at de levende væsener,
mennesket inklusive, kun har ét liv til deres og sin rådighed, nemlig det til
enhver tid og for ethvert levende væsen aktuelle nutidige liv. Dette
liv strækker sig i normalt og bedste fald fra undfangelsen, over fødslen og
videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Døden, som
alle levende væsener er underkastet, kan i praksis indtræffe
på et hvilket som helst tidspunkt i livsforløbet, men det teoretisk normale er
døden som følge af alderdom. Men døden forekommer som bekendt mere eller mindre
tilfældigt i alle aldre, og af vidt forskellige årsager.
Lige præcis døden - eller
mere generelt forandringen og forgængeligheden
i form af fødsel og død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i
grunden drejer sig om. For døden er jo modsætningen til den
basale udødelighed, som det levende væsen ifølge Martinus'
kosmologi grundlæggende er forlenet med, nemlig i medfør af sin universale
eller kosmiske grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller
som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, sidstnævnte
primært i form af det interaktive kommunikationsorgan: det psykofysiske
legeme. Kaldet ”psykofysisk”, fordi det fysiske legeme, mere
præcist det fysiske legemes hjerne, som bekendt også repræsenterer psyke eller bevidsthed.
Desuden vil det være sådan, at så længe
individet er i live, hvad enten det er som barn, ung, voksen eller gammel og
indtil døden indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en hvilken som helst
alder, så længe er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg, lige
som dets bevidsthed og fysiske legeme vil
være forbundet med og udgøre en lille del af henholdsvis Guddommens
bevidsthed og fysiske legeme eller organisme, det sidstnævnte i form
af verdensaltet.
Denne grundstruktur som jeget,
bevidstheden og organismen, eller som et jeg,
en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, er stadigvæk
også gyldig set under ét-livs-hypotesens synsvinkel. Men vel at bemærke kun så
længe individet eksisterer i sit ene liv. I og med ét-livs-hypotesen er alt,
hvad der er skabt eller blevet til, undergivet den irreversible
forgængelighedens definitive lovmæssigheder, nemlig som nævnt principielt og
normalt i form af undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og
ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Og eftersom der her ikke er
tale om, at individet har en basal overfysisk og over-psykisk struktur,
forekommer begreber som udødelighed og reinkarnation totalt uvedkommende og
derfor helt overflødige. Hver eneste af os, hvad enten vi er amøbe, plante, dyr
eller menneske, har kun fået dette ene liv, vi lever her og nu, skænket til
vores rådighed. I bedste fald lever man kun videre som en erindring hos sine
slægtninge og venner, for så vidt som man ikke overlever disse.
Endelig skal det dog
lige nævnes her, at for de fleste menneskers vedkommende er de tanker og
forestillinger som dem, der her er nævnt og omtalt, normalt ukendte og helt
fremmede og uvedkommende. Majoriteten af mennesker lever jo i reglen det, jeg
har betegnet som en "puppe-tilværelse", hvilket vil
sige at de lever en tilværelse eller et liv, der har mere end nok i
hverdaglivets pligter, gøremål og udfordringer. Min opfattelse heraf vil man
især kunne læse i artiklen 4.132. Livet som en ''puppe”-tilværelse .
I min tidlige ungdom og voksenalder gjorde
jeg mig store anstrengelser for at tilegne mig og forstå den utopiske
idealistiske livs- og verdensanskuelse, først i form af klassisk
indisk idealistisk filosofi og livs- og verdensanskuelse, fra 1957 suppleret med Martinus’ på den tid såkaldte
åndsvidenskab, der dog senere skiftede til betegnelsen Martinus’
kosmologi og endnu senere til Martinus Det
Tredie Testamente. Men min medfødte skepsis og tvivl på
teoriers og hypotesers gyldighed og overensstemmelse med det virkelige liv, fik
med tiden en stadig større indflydelse på mit åbne, kritiske og videbegærlige
sind, hvilket fra omkring 1990’erne sporede mig ind på et personligt
opgør og en delvis forkastelse af alle former for utopiske idealistiske livs-
og verdensanskuelser, hvad enten disse var eller er religiøse, filosofiske
eller politiske.
Med denne relativt korte artikel og disse
forhåbentlig sammenfattende og konkluderende linjer, vil jeg hermed trække mig
tilbage til mit private liv og nyde mit opium, sådan som småvittige hoveder
udtrykker det. I og med mine mange artikler, mener jeg stort set at have fået
sagt og udtrykt de tanker og ideer, som har beskæftiget mig siden min tidligste
ungdom, men som dog først efterhånden er modnedes i løbet af det seneste årti.
Med kærlige hilsener og ikke mindst tak, især til de læsere, der
i lighed med mig har turdet vove sig ud i et amatør-filosofisk komplekst emne.
© August 2018
Harry Rasmussen.
******************