Som tidligere nævnt, bredte oplysningsbevægelsen sig over hele
Europa og herunder også til lille Danmark. Den personlighed, der i særlig grad
har æren af at have indført rationalismens tanker og ideer i dansk kulturliv,
er forfatteren, filosoffen og komedieskriveren Ludvig Holberg (1684-1754).
Efter et ophold i England 1706-08, hvor han blev inspireret af de fordomsfri
kritiske engelske oplysningsfilosoffer, og efter ophold i Holland, Frankrig og
Italien, som i alt strakte sig over en toårig periode 1714-16, begyndte han
efterhånden sit historiske, filosofiske, litterære og dramatiske forfatterskab.
I dette havde han frigjort sig fra den akademiske tradition og den teologiske
autoritet, og i stedet sat troen på og brugen af erfaringen og fornuften.
Ifølge Holbergs
opfattelse, har den menneskelige sjæl tog grundevner: forstand og vilje.
Forstanden har igen to evner: evnen til at forestille sig noget, altså
forestillingsevnen, og evnen til at overveje (tænke) og drage logiske
slutninger eller domme. Forstanden har mennesket fået af Gud, og hvis vi bruger
den rigtigt, det vil sige: tager hensyn til dens begrænsninger, kan vi også
fælde rigtige konklusioner eller domme. Holberg mente også, at mennesket har en
fri vilje, men den er udsat for andre pres end forstandens, idet stærke
lidenskaber, sympatier og antipatier og ideosynkrasier uafbrudt truer med at
drive mennesket til tåbelige eller ligefrem onde handlinger. Forstand og vilje
må derfor bringes til at samarbejde under den overordnede fornufts ’opsyn’, for
at tilvejebringe det mest hensigtsmæssige og derfor bedste resultat for
mennesket selv og dets omgivelser.
Holberg mente også, at der findes en grundlæggende naturretslig
lov, udtrykt i den såkaldte gyldne regel: man må ikke gøre mod andre, hvad man
ikke vil have, andre skal gøre mod en selv. Denne moralregel kan umiddelbart
minde om det kristne påbud: Som du vil, at andre skal være mod dig, skal du
være mod dem. (Matt. 7, 12). Ved nærmere analyse og sammenligning af de to
udsagn, ses det tydeligt, at det førstnævnte udsagn er udtryk for en passiv holdning, mens det sidstnævnte
udsagn er udtryk for aktiv handling. Dybest
set er der dog ikke nogen væsentlig uoverensstemmelse mellem dem.
Holberg var personlig
et tolerant menneske i den forstand, at han ikke dømte eller fordømte nogen eller
noget, uden først at have vejet for og imod og eventuelt fundet dette eller
hint uretfærdigt eller skadeligt, før han tog afstand fra det.
Holbergs syn på Gud har ligheder med deismens opfattelse af samme.
Dens grundsynspunkt bygger på det mekaniske naturbegreb: Gud har skabt verden
og indrettet den omtrent som et vældigt urværk, som holdes i gang af de
uforanderlige naturlove. Disse griber Gud ikke ind i, fordi det ville forstyrre
’mekanikken’ og harmonien.
Gud er altså skaberen,
og han bør dyrkes gennem et moralsk og fornuftpræget levned. Det er så meget
mere vigtigt, som at der efter alt at dømme findes et liv efter dette, hvori de
slette handlinger straffes og de gode handlinger belønnes. I lighed med
mennesket har Gud sit frie valg til at handle, men da Gud er alkærlig, alvis og
almægtig, handler han derfor moralsk, hvorimod mennesket i sin begrænsethed må
vælge mellem dyd og last. Lasten beror altså ikke på ”arvesynd”, men på
formørkelse af det ”indre, naturlige lys”, der er menneskenaturens moralske
kerne.
Holberg afviser ikke
åbenbaringens sandhed, men mener dog, at moralen bør udledes af den
menneskelige natur, hvor den før blev udledt af Moseloven. Derimod hævder han
bønnens nødvendighed som en vejviser for mennesket, og som en direkte kontakt
til Gud. Om mirakler og åbenbaringer mente han, at man så vidt muligt skal søge
en naturlig forklaring på, fremfor at nøje sig med dunkle følelsesmæssige og
ulogiske – og i visse tilfælde naturstridige – formodninger.
I sin optimistiske tro
på fremskridtet og på, at oplysning af folket er en af vejene fremad mod et
bedre liv for menneskene, er Holberg den typiske oplysningsmand. Selv bidrog
han til denne oplysningsvirksomhed med sin litteratur og – måske især – med den
perlerække af herlige, lettere satiriske komedier, som han skrev i årene
1722-28. Med disse ville han særlig have fat i et jævnt publikum, hvor man før
kun havde spillet teater for kongelige, adelige og det højere borgerskab. Han
ville på én gang more og opdrage, ved at lade almindelige mennesker ”se sig
selv i spejl”, og håbede på, at det ville kunne gøre en og anden mere klog på
sig selv og sine egne svagheder og skavanker, så man ikke længere så let
forfaldt til at dømme og fordømme andre.
På sine ældre dage var Holberg dog knapt så optimistisk på
menneskehedens og samfundets vegne, idet han syntes udviklingen på oplysningens
område gik noget trægt og i øvrigt mødte adskillig modstand fra både verdslig
og gejstlig side. Særlig i pietismen så han en religiøs bevægelse, der efter
hans opfattelse ville oplysningens principper og målsætninger til livs. Det
hang formentlig sammen med, at Christian VI (1723-1766), der var blevet konge
1746, havde indført den stive, pietistiske tone ved hoffet, lige som han havde
udstedt forbud mod enhver form for offentlige forlystelser i hele landet. Det
bevirkede blandt andet, at en almindelig kedsomhed og trist stemning bredte sig
overalt, i hvert fald officielt. Forbudet ramte desuden også teaterlivet og dermed
blandt andet opførelser af Holbergs komedier. For selv om der ikke var udstedt
direkte forbud mod teaterforestillinger på hverdage, undlod man dog at spille,
fordi man vidste, at det ville mishage kongen, hoffet og regeringen.
På trods af disse forhold,
skete der dog alligevel fremskridt af almen oplysningsmæssig betydning i
Christian VI’s regeringstid, for selv om kongefamilien levede i relativ luksus,
interesserede både kongen og dronningen sig for at forbedre fattigfolks
levevilkår.
Holbergs
oplysningsfilosofi var moderat, og han gik personligt ind for oplyst enevælde
som statslig styreform og mente, at forbedringer af levevilkårene og
samfundsforholdene skulle ske gennem lempelige reformer. Selv blev han med
tiden en velhavende mand. Han var blandt andet ejer af en del by- og
landejendomme, som f.eks. Tersløsegård ved Sorø. Men som ugift og barnløs havde
han ingen direkte arvinger, og derfor testamenterede han alle sine ejendomme og
hele sin formue til Sorø Akademi. Tersløsegård er senere blevet indrettet som
Holberg-museum.
Men Holberg var naturligvis ikke den eneste skikkelse, der indførte
og omplantede oplysningsfilosofien eller oplysningsbevægelsen i dansk kultur.
Vi skal dog ikke komme nærmere ind på, hvem disse folk var, men blot nævne, at
en række betydelige mænd og nogle forholdsvis få kvinder hver gav deres bidrag
til indførelsen af oplysningstidens tanker og ideer i dansk universitets- og
skolemiljø. Det skal også nævnes, at en af de få kvinder, der offentligt gav
udtryk for sin tilslutning til de nye tanker, især vedrørende kvindernes
stilling og rettigheder, var forfatterinden Charlotte Biehl (1731-88), som i
øvrigt er mest kendt for sin kulturhistorisk interessante selvbiografi ”Mit
ubetydelige Levnedsløb”.
Det var som tidligere
omtalt særlig den tyske filosof Christian Wolff, hvis sammenhængende
filosofiske lærebygning fik en betydelig indflydelse på dansk tænkning og
livsholdning på den tid. Wolff søgte at give rationelt og erfaringsbegrundet (empirisk)
svar på alle tænkelige teoretiske så vel som praktiske menneskelige spørgsmål
og problemer, og hans filosofi fik derfor stor betydning for mange mennesker,
som netop søgte efter sådanne svar i hverdagen.
Et af oplysningstidens
væsentligste religiøse spørgsmål, var problemet omkring den alkærlige, alvise
og almægtige Gud og det såkaldte ondes samtidige eksistens. Den rationalistiske
filosofis grundholdning og hovedargumentation vedrørende dette vigtige
spørgsmål, som også fik indflydelse på den teologiske tænkning, blev netop
formuleret af Christian Wolff. Hans argumentation lyder nogenlunde således:
Alle muligheder har deres grund i Guds mulighed, som atter har sin grund i sig
selv. Tingenes mulighed skyldes ikke Guds vilje, men ligger i hans evige tanke,
og kun overgang fra mulighed til virkelighed beror på Guds vilje. Eftersom Gud
er fuldkommen, må han også have for sig at realisere mulighederne på den mest
fuldkomne måde. Derfor kan det onde ikke have nogen selvstændig eksistens, men
må bero på en mangel, der dog kun er tilsyneladende, for hvis vi havde overblik
over Guds plan med tilværelsen som helhed, ville vi erkende, at det, vi anser
som det onde, er nødvendigt, for at helheden skal kunne blive så fuldkommen som
muligt. Når mennesker synder eller handler uetisk, beror det altså på manglende
erkendelse og ikke på arvesynd.
Det er fristende
allerede her at indskyde, at denne argumentation og bevisførelse er i
principiel overensstemmelse med Martinus’ argumentation omkring det såkaldte
ondes problem. Det vil læseren kunne overbevise sig om, ved f.eks. at læse
Livets Bog (LB) I, stk. 260, LB III, stk. 983-985, LB VI, stk. 2242ff., Logik,
9. kap. – Se evt. også Harry Rasmussen: H.C.Andersen, H.C.Ørsted & Martinus
– et sammenlignende studie. Forlaget Kosmologisk Information 1997. Se særlig
11. og 12. kapitel.
Også H.C.Andersen var
grundlæggende enig i denne ovenfor skitserede forklaring på det såkaldte ondes
problem. Det har han indirekte givet udtryk for blandt andet i sit fine lille
essay ”Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen)”, 1851, og af romanen ”Kun en
Spillemand”, 1837. Se f.eks. også artiklen ”H.C.Andersen og Gud” her på
hjemmesiden.
Et andet af de problemer, der særligt skærpedes i 1790’erne, var af
religionsfilosofisk art, nemlig problemet: Kristendom og fornuft. Der blev
nemlig rejst tvivl om de religiøse dogmers og trosforestillingers begrundelse
og overensstemmelse, subsidiært uoverensstemmelse, med så vel logik som med det
virkelige liv. Samtidigt blev der rettet stærke angreb på især den kirkelige
kristendom og på præstestanden, som kritikerne generelt set ikke mente
efterlevede eller i deres levevis var i overensstemmelse med Kristi lære.
En af de præster, der
derimod forsøgte at forene kristendom og fornuft, var kgl. konfessionarius
Christian Bastholm (1740-1819), som til dels gav kritikerne ret i deres
anklager mod kirken og dens lære, men som samtidig mente, at Kristus kunne
opfattes som fornuftens og naturens røst. Han mente også, at præsterne, som
oplysningstiden angreb for dumhed og bedrageri, kunne blive brugbare, hvis blot
de fik en mere nyttig uddannelse i praktiske fag, som f.eks. agerdyrkning,
havebrug og veterinærvidenskab. Men sådanne argumenter prellede af på de
radikale, kirkefjendtlige folk, som mente, at kirken og den gejstlige stand helt burde afskaffes.
Et særligt modtræk mod
den kristendomsfjendske oplysningsbevægelse, blev leveret af Sjællands biskop
Nicolai Edinger Balle (1744-1816, som holdt en række populære
bibelforelæsninger, der senere blev trykt og solgt i store oplag. Balle
indførte dog visse reformer i liturgien, men han lod sig ikke rokke i sin tro
på de ortodokse kristne dogmer. Mest kendt blev han for sin bog Luthers lille
Katechismus, der udkom 1786 og i talrige senere oplag. I daglig tale kaldtes
den almindeligvis for ”Balles lille Lærebog”. Den blev blandt andet brugt i
Odense Fattigskole på den tid, da H.C.Andersen var elev på skolen.
Men Balles
bibelforelæsninger, der var et stort tilløbsstykke, gav naturligvis anledning
til modsigelser fra fritænker-side, og talrige modskrifter udkom på det
tidspunkt. Eksempelvis udgav den teologiske litterat Otto Horrebow (1769-1823)
i 1796 en pjece, ”Harlekin Præst”, hvori han retter grove angreb mod biskoppen.
I årene 1707-1801 udgav Horrebow tidsskriftet ”Jesus og Fornuften”, som Balle
straks forsøgte at modgå med et andet tidsskrift: ”Christelig Religionsblad
under Opskrift: Bibelen forsvarer sig selv” (1797-1802). I øvrigt lærte
H.C.Andersen Horrebows tanker at kende i sin latinskoletid, og de fik en vis
indflydelse på hans egne religiøse anskuelser.
Professor i teologi ved Københavns Universitet, senere biskop over
Als og Ærø, Peder Krog Meyer (1779-1823), udgav i 1819 ”Lærebog i den
christelige Religions- og Sædelære, med Hensyn paa Disciplenes Tarv i de lærde
Skolers øverste Klasser”. Bogen var et renlivet lærestykke i rationalistisk
teologi, og den blev blandt andet brugt som grundlag for
religionsundervisningen i Slagelse lærde Skole, hvor H.C.Andersen var elev fra
1822 til 1826, og i Helsingør lærde Skole 1826-27. Bogens fornuftsbegrundede
argumentation for de kristne læresætninger, fik afgørende indflydelse på vor
digters religiøse tænkning og anskuelser.
Men som allerede nævnt
fik Kants filosofi og erkendelseslære også indflydelse på oplysningsfilosofien
i Danmark, hvor den blev protegéret af filosoffer som Christian Hornemann
(1759-93) og Børge Riisbrigh (1731-1808). Men den fik også sine modstandere, som
til eksempel embedsmanden Thyge Rothe (1731-95) og rektor Johannes Boye
(1756-1830). Rothe mente, at kristendommen i virkeligheden er et omfattende
rationelt udformet system, der passer til mennesker overalt og til alle tider.
Han kunne derfor ikke anerkende Kants grænser for vor erkendelses og videns
omfang.
Boye gik imod Kants
aprioriske principper for moralen og etikken. Han mente, at Kants etik, i
lighed med den kristne lære om arvesynden, var ”uhøfligheder mod den
menneskelige natur.” Boye karakteriserede endvidere religionen som udtryk for
angst overfor naturen, og den er derfor efter hans mening ikke resultat af
nogen erkendelse. Selv om Boye gik ind for en konsekvent empirisme, mente han
samtidig, at erfaringer kun giver os relativ og foreløbig erkendelse. Vi vil
derfor aldrig nå til endegyldige sandheder ad den vej.
Men til trods for den
mere eller mindre relevante og kvalificerede kritik, fik Kants filosofi også en
vis betydning for den unge Anders Sandøe Ørsted (1778-1860), som senere skulle
blive en fremtrædende politiker og en af de betydeligste retslærde i Danmarks
historie. Det var særlig i spørgsmålet om sammenhængen mellem dyds- og
retslærens princip, at Ørsted var påvirket af Kants filosofi. Men han
forkastede imidlertid dennes naturretslære, idet han mente, at det ikke lader
sig gøre, at opstille retsprincipper uafhængigt af virkelige samfund. Ørsted
måtte dog se sin holdning tilsidesat, da man i 1848 indførte grundloven, som på
flere afgørende måder stred mod den forfatning og de love, som efter hans
opfattelse var i overensstemmelse med de erfaringer om samfundet, man hidtil
havde gjort.
Imidlertid gav
oplysningstidens tanker og anskuelser sig ikke kun udtryk i filosofi, men i nok
så høj grad også på det politiske, erhvervsøkonomiske og pædagogiske område.
Den danske oplysningstids foregangsmænd opfattede det oplyste enevælde som den
bedste styreform til gennemførelse af fornuftige reformer. De opfattede ikke
oplyst enevælde som et despoti, men som en retsstat med en konge, der betragter
sig som sit folks tjener, og som omgiver sig med retsindige og kvalificerede
embedsmænd, hvis hovedbestræbelse går ud på, at finde midler og veje til fremme
af folkets åndelige, sociale og økonomiske situation og forhold.
I 1771 blev kong
Christian VII’s livlæge, tyskeren Johan Friedrich Struense (1737-72), udnævnt
til geheimekabinetsminister og gennemførte herefter uden den sindslidende
konges underskrift en del reformer i pagt med oplysningstidens ideer, blandt
andet trykkefrihed, forberedelse af bondereformerne, sanering af
statsadministrationen, fjernelse af merkantilistiske forbud, afskaffelse af
tortur og en hel del andet. På samme tid havde Struense indledt et
kærlighedsforhold til dronningen, Caroline Mathilde, hvilket foruden de overilede
reformer, medvirkede til hans upopularitet. Han fik endog et barn, Louise
Augusta, født 7. juli 1771, med dronningen, og udnævnte sig selv til greve i
forbindelse med barnets dåb. På foranledning af enkedronning Juliane Marie og
Ove Høegh-Guldberg, lod man efter et maskebal på Hofteatret på Christiansborg,
Struense arrestere natten mellem den 16. og 17. januar 1772, anklaget for
majestætsforbrydelse og for at have forbrudt sig imod Kongeloven. Dommen lød på
henrettelse ved halshugning, og den fandt sted på Københavns Østre Fælled den
28. april 1772. Det afhuggede hoved blev derefter sat på en stage og hans
sønderdelte krop og lemmer lagt på hjul og stejle, i øvrigt sammen med hans
samtidigt henrettede medsammesvorne, hofmand og greve Enevold Brandt
(1738-1872), til skræk og advarsel for alle. Den engelskfødte dronning Caroline
Mathilde (1751-75) , som var blevet fængslet sammen med Struense og sat i
husarrest på Kronborg, blev skilt fra kongen ved dom, og den 31. maj 1772
afrejste hun fra Danmark og tog fast ophold i Celle i Tyskland, hvor hun døde
den 10. maj 1775 som følge af kopper. I Danmark havde hun måttet efterlade sig
sønnen Frederik, den senere kong Frederik VI, og datteren Louise Augusta
(1771-1843).
I Struenses tid og
senere under Høegh Guldberg styrede man umiddelbart gennem det kongelige
kabinet uden om statsrådet. Men det gav ofte anledning til stor utilfredshed,
særlig hos statsrådet, som følte sig tilsidesat og overflødigt. Som vi
tidligere har hørt om, var det Guldberg, der i 1772 havde bistået enkedronning Juliane Marie i kuppet mod Struense.
Men også Guldbergs styre blev styrtet, nemlig ved et opgør i statsrådet i 1784,
der endte med, at kronprinsen, den senere kong Frederik VI, overtog magten og
gav statsrådet dets tidligere beføjelser tilbage. Den følgende tid var en
periode, hvori der blev gennemført betydelige reformer inden for erhvervs-,
rets- og kulturområderne.
Dansk
skolevæsen i Oplysningstiden
1 1785 stiftede en række fremtrædende københavnske borgere
”Selskabet for Borgerdyd”, med det formål at oprette skoler, hvor der
undervistes i praktiske fag, som eleverne kunne have brug for, når de forlod
skolen efter afsluttende eksamen. Udbrydere fra borgerdydselskabet dannede
”Selskabet for Efterslægten”, og oprettede Efterslægtens Skole, hvor enhver
form for terperi var forbudt, og hvor der ingen afstraffelse fandt sted, for
ikke at kunne sine lektier. Man tilstræbte at etablere et fortroligt forhold
mellem lærere og elever. Alt sammen noget, der stred mod de gamle latinskolers
ånd og metoder.
Landsbyskolerne søgte
man også at forbedre, særlig i forbindelse med de store landboreformer, som
blev påbegyndt i 1789. Formålet skulle ikke længere være, at give bønderbørnene
kundskab om den kristne religions sandheder, sådan som tilfældet særligt havde
været i pietismens tid. Derimod skulle man nu tilstræbe at give eleverne
kundskaber om ting, der kunne gøre dem til nyttige landbrugere og gode
samfundsborgere. I den forbindelse kom nogle af landets store reformivrige
godsejere til at spille en vigtig rolle. Det gjaldt folk, som f.eks. lensgreve
Christian Ditlev Reventlow (1748-1827), der 1797-1813 var medlem af
Geheimestatsrådet, og som gennemførte nye driftsmetoder og partiel
hoveriafløsning og arvefæste på sine godser. Det gjaldt ligeledes hans broder,
lensgreve Ludvig Reventlow (1751-1801), som afskaffede hoveri og indførte
arvefæste på sit gods Brahetrolleborg. Det gjaldt desuden ikke mindst greve
Ernst Schimmelmann (1747-1831), der fra 1784 var finansminister og chef for Kommercekollegiet
(Handelskollegiet), fra 1788 geheimestatsminister. 1797 gennemførte han en
liberal toldlov, der afgørende brød med merkantilismen. Han var også direktør i
Vestindisk Kompagni og ejer af store vestindiske plantager. Til trods herfor,
bidrog han i 1792 til et forbud mod slavehandel i de danske kolonier fra 1803.
Han var udenrigsminister 1824-31, og var sammen med sin 2. hustru, Charlotte
Schimmelmann (1757-1816), en ivrig støtte af dansk kulturliv, hvor især
digtning og videnskab havde hans og hendes interesse.
Reformivrigheden gjaldt
også Andreas Peter Bernstorff (1735-97), der var udenrigsminister 1773-80 og
igen 1784-97. Det var således ham, der ledede den principielle danske
neutralitetspolitik, som blev ført i de vanskelige år under revolutionskrigene
i Europa. Han var desuden en drivende kraft i bondereformerne, men styrtedes i
1772 af Guldberg, som han dog sammen med kronprinsen, den senere kong Frederik
VI, igen styrtede i 1784.
En onkel til Bernstorff
var godsejer Johan Hartvig Ernst Bernstorff (1712-72), der var dansk
udenrigsminister 1751-70. Han var franskvenlig, men holdt Danmark uden for
Syvårskrigen. Trods ivrig merkantilist, det vil sige tilhænger af en
handelspolitik, der vil fremme et lands industri og eksport og begrænse
importen, var han dog foregangsmand ved bondereformerne, idet han på Bernstorff
Slot nord for København lod jorderne udstykke og gårdene flytte ud.
Under indflydelse af Oplysningstidens naturretsteoretikere, som
mente, at retten til at kunne ytre sig frit, var en grundlæggende friheds- og
menneskeret, blev der også i Danmark gjort skridt til at legalisere denne
rettighed. Den betød, at enhver måtte have lov til at udgive skrifter på tryk
uden censur og uden risiko for repressalier fra samfundsmagtens side. Disse
krav stemte naturligvis dårligt med absolut enevælde og en statskirke, der er
religiøst ensrettet, hvilket da også snart efter viste sig i praksis.
I september 1770
udstedte Struense en forordning om trykkefrihed, som straks efter medførte en
sand strøm af fortrinsvis anonyme smædeskrifter, hvorfor han allerede året
efter så sig nødsaget til at indføje den begrænsning i
trykkefrihedsforordningen, at både forfatter og bogtrykker skulle stå til
ansvar for skrifternes indhold, og at opfordring til oprør fortsat var forbudt.
Efter at Guldberg kom til, blev trykkefriheden yderligere begrænset, men blev
dog atter lempet, da A.P.Bernstorff havde fået vippet sin rival af pinden.
Censuren blev
imidlertid genindført som følge af det åndelige røre, der også herhjemme rejste
sig efter den store franske revolution. Blandt dem, der sympatiserede med
revolutionen, var forfatteren Peter Andreas Heiberg (1758-1841), som 1787-93
blandt andet udgav en samfundskritisk roman: ”Rigsdalerseddelens Hændelser”,
der vakte stor opstandelse. Fra hans ”Indtogsvisen” (1792) stammer de velkendte
linjer: ”Ordener hænger man paa Idioter. Rigdomme vokser i Adelens Bleer”, som
naturligvis vakte indignation i de højere kredse. I sit tidsskrift ”For Sandhed”
rettede Heiberg skarpe angreb på især enevælden, censuren og de tyske kredse –
Struense var jo tysker og havde trukket mange af sine landsmænd til Danmark.
Det hele endte med, at der blev rejst tiltale mod P.A.Heiberg, og den 23.
december 1799 blev han dømt til landsforvisning. Han forlod kort efter Danmark
og rejste til Frankrig, hvor han bosatte sig i Paris, og her lykkedes det ham
at få ansættelse i det franske udenrigsministerium.
Hustruen, Thomasine
Heiberg, født Buntzen (1773-1856), fulgte ikke med sin mand, men lod sig kort
efter hans landsforvisning skille fra ham. Det skete meget mod hans vilje,
måske ikke mindst, fordi parret sammen havde den da kun 9-årige søn Johan
Ludvig Heiberg (1791-1860), som blev boende hos moderen. Den fraskilte hustru
giftede sig allerede året efter, i 1801, med en svensk adelsmand, og kom
derefter til at hedde Gyllembourg-Ehrensvärd til efternavn. Hun blev senere
kendt for sine velskrevne, borgerlige romaner og hverdagshistorier. Sønnen blev
som voksen en fremtrædende forfatter, dramatiker og litterat, som blandt andet
fik en vis betydning for H.C.Andersen, hvilket vi vil kunne læse meget mere om
i denne hjemmesides 2. Hovedafsnit.
Omtrent samme skæbne,
som den, der overgik P.A.Heiberg, kom året efter også til at overgå den unge
forfatter og senere geograf Matthe Conrad Bruun (1775-1826), som 1794 udgav et
radikalt tidsskrift, ”Vækkeren”, og 1796 ”Aristokraternes Catechismus” og andre
satiriske skrifter. Særlig i den sidstnævnte angreb han enevældestyret og hånede
statskirken. På grund af sine skrifters oprørske indhold, blev han arresteret
og den 19. december 1800 dømt til landsforvisning. I lighed med P.A.Heiberg
bosatte sig derefter i Paris i Frankrig, hvor han døde 1826 som en anset
geograf.
Angrebene på
statsmagten og kirken medførte, at der den 27. september 1799 blev udstedt en
forordning, som påbød at alle skrifter under 24 ark og alle aviser og
tidsskrifter efter trykning skulle forelægges politimesteren, inden de måtte
sælges. En forordning, der utvivlsomt medførte en betydelig selvcensur hos
forfattere, skribenter og redaktører.
En ny reaktion: Dansk
romantik
I medfør af ’omvekslingens lov’ fik man også i Danmark efterhånden
for meget af forstandens og fornuftens ’enevælde’, som lagde så stor vægt på
det praktiske og nyttige. Nyttemoralens og den rene fornufts tiltagende
karakter af snusfornuftig borgerlighed, som ind imellem gav sig groteske
udslag, var i længden utilfredsstillende for mennesker, for hvem følelseslivets
realiteter gjorde krav på at få lov til at udfolde sig og komme til orde. Den
mentale jordbund var dermed gødet for en åndsretning, der imødekom de længsler
og krav fra især følelseslivets side, som med tiden gjorde sig stadig stærkere
gældende. En sådan åndsretning var lige præcis repræsenteret af den romantiske
filosofi og livsanskuelse.
Den romantiske
åndsbevægelse holdt sit indtog i Danmark i 1802, og den blev i særlig grad
formidlet af den norsk-tysk-danske filosof Henrich Steffens (1773-1845). Han
var oprindelig mineralog, som i 1790’erne studerede i Tyskland, og her lærte
han nogle af de mest fremtrædende tyske romantikere personligt at kende, som
f.eks. Fichte, brødrene Schlegel, digterne Tieck og Novalis. Det var dog særlig
Schelling og dennes filosofiske tanker og system, samt Goethes forfatterskab,
der fængede og bjergtog ham, og som han bragte med sig til København. Her holdt
han i årene 1802-04 en række stærkt besøgte filosofiske forelæsninger på Elers
Kollegium i St. Kannikestræde.
Blandt de studerende på
Elers Kollegium, som i særlig grad var interesseret og lydhør for de nye tanker
og anskuelser, Steffens forelæste om, var den 23-årige Adam Gottlob
Oehlenschlæger (1779-1850). Han havde i et par år, 1797-99, forsøgt sig som
skuespiller, men uden rigtigt held, og han genoptog derfor sin skolegang og
sine juridiske studier, til dels hjulpet af to af sine gode venner, brødrene
Hans Christian og Anders Sandøe Ørsted. I 1800 bestod han latinsk-juridisk
forberedelseseksamen, og samme år besvarede han Københavns Universitets
prisopgave om mulighederne for at benytte nordisk mytologi i digtningen, i
stedet for den græske mytologi, som hidtil havde været det gængse.
Men efter at have hørt
Steffens’ forelæsninger og ført personlige samtaler med denne, oplevede Oehlenschlæger
i en alder af 23 år, et åndeligt gennembrud. Deres intense samtaler, som til
dels fandt sted på spadsereture i Søndermarken i Valby, inspirerede den unge og
kommende digter til at skrive det storslåede digt ”Guldhornene”, og dermed
indledtes den romantiske periode i dansk litteratur. Det skete i og med hans
litterære debut med ”Digte 1803”, der dog udkom i december 1802, og som foruden
det nævnte digt også indeholdt en række romancer og lyriske digte, samt
skuespillet ”Sanct Hansaften-Spil”, et helt igennem romantisk stykke, der kan
minde noget om Shakespeares ”En Skærsommernats Drøm”.
Inspirationen til
digtet ”Guldhornene” havde Oehlenschlæger i øvrigt hentet i en avisartikel om,
at de to velbevarede og kostbare guldhorn, som var blevet fundet i
Sønderjylland henholdsvis 1639 og 1734, og som opbevaredes på Kunstkammeret,
den 4. maj 1802 var blevet stjålet af en københavnsk guldsmed og omsmeltet,
inden tyven blev fundet og anholdt.
Tre år senere, i 1805, H.C.Andersens fødselsår, udgav
Oehlenschlæger sine Poetiske Skrifter 1-2, som blandt andet indeholdt
digtkredsen ”Jesu Christi gentagne Liv i den aarlige Natur”, der på baggrund af
naturfilosofien søger at påvise overensstemmelsen mellem Jesu liv og årstidernes
regelbundne skiften. Men som noget nok så vigtigt, indeholdt bogen også den da
26-årige Oehlenschlægers mesterværk, eventyrspillet ”Aladdin eller Den
forunderlige Lampe”, hvortil han havde hentet stof og inspiration i
fortællingen om Aladdin fra ”Tusind og een Nats Eventyr”. Dermed var
Aladdin-myten og Aladdin-skikkelsen indført eller måske snarere genoplivet i
dansk romantisk forestillingsverden, og det i en sådan grad, at den begavede
digter Oehlenschlæger snart efter selv blev opfattet som en Aladdin-skikkelse,
i hvis lod det var faldet, at hente den ene herlige litterære ”frugt” efter den
anden, op fra inspirationens dybe Aladdin-hule: Bevidstheden og måske især
underbevidstheden.
Men træerne vokser som
bekendt ikke ind i himlen, og det gjorde inspirationen og evnerne heller ikke
for Oehlenschlæger, der som ældre efterhånden udviklede sig i stadig mere
borgerlig sat retning, og det prægede hans forfatterskab i stigende grad med
årene. Ind imellem skrev han dog inspirerede og gode ting, særlig dramatiske
arbejder for nationalscenen, men vovemodet og det friske og kække Aladdin-sind
havde stort set forladt ham for stedse. Skæbnen ville, at Aladdin-betegnelsen
senere blev overført på den store digters yngre og mindst lige så begavede
kollega og ven, H.C.Andersen, der en tid blev kaldt ”den ny Aladdin”, hvilket
vi vil kunne læse adskilligt mere om andre steder på denne hjemmeside. Men en
kendsgerning er det, at Oehlenschlæger direkte og indirekte fik stor
indflydelse på især den unge Andersen, både som menneske og digter.
Det var med
Oehlenschlægers tidligste litterære værker, at den romantiske periode i dansk
kultur blev indledt og udfoldede sig i tidsrummet 1802-1830, en periode, der
også indvirkede på dansk kunst og kultur i det hele taget, hvorfor
litteraturhistorien siden hen betegnede perioden som ”dansk kulturs guldalder”.
Der er imidlertid især én person, som kom til at spille en særligt
fremtrædende rolle i den romantiske periode i dansk kulturliv, og det var
fysikeren og filosoffen Hans Christian Ørsted (1777-1851). Hos denne
højtbegavede mand fik den romantiske naturfilosofi sin specielle udformning,
som især hang sammen med hans egen personlighed, der var præget af indbyrdes
harmoni mellem forædlet følelse og stringent intellekt.
Under sine studier i
slutningen af 1700-tallet, havde Ørsted stiftet bekendtskab, først med Kants
filosofi og derefter med romantisk filosofi. Gennem sit personlige bekendtskab
med Steffens og gennem studierejser i Tyskland, fik han uddybet og gjort sig
fortrolig med den romantiske filosofis grundlæggende anskuelser. Med tiden blev
han dog skeptisk indstillet over for Schellings og Steffens’ naturfilosofi,
fordi disse ukritisk havde sammenblandet det aprioriske med det empiriske, og fordi
mange af deres enkelte synspunkter og konklusioner var tvivlsomme, og i nogle
tilfælde direkte forkerte efter Ørsteds mening.
Så vel sin kritik af
Steffens udlægning af naturfilosofien, som sin egen tænkning over samme emne,
har Ørsted tilkendegivet i bogen ”Aanden i Naturen” 1-2, der udkom 1849-50, men
som i det væsentlige er gengivelser af skrifter fra hans yngre år. Men heri
tilslutter han sig en panteistisk livsholdning, og hævder, at Gud og verden kun
er forskellige, når vi anskuer verden i sin endelighed, det vil sige i tid og
rum. Gud og verden er i virkeligheden ikke adskilte ’størrelser’, men udgør
anskuet i et større perspektiv en ubrydelig enhed eller helhed. De naturlove,
som er opdaget af den videnskabelige forskning, er led i en guddommelig
helhedsplan, som det er muligt for os mennesker at få øje på, når og hvis vi
hæver os op over sansernes enkelte vidensbyrd, så vi ser Guddommen som en
lovmæssig struktur, der virker efter uomgængelige naturlove. Man kan ifølge
Ørsted udtrykke det sådan, at naturlovene er Guds tanker og vilje og dermed
udtryk for Guds bevidsthed.
Det er tidligere blevet
nævnt, at Ørsted var en faderlig ven og intellektuel rådgiver for den yngre
H.C.Andersen, og hans personlighed og tænkning kom på afgørende måde til at
præge dennes livs- og verdensanskuelse. Ørsteds bog ”Aanden i Naturen 1-1-2”,
1849-50, blev faktisk en slags anden ’bibel’ for den da 45-årige digter.
Endelig skal nævnes endnu to af de mange fremtrædende personer, der
fik betydning for den romantiske bevægelses indførelse i Danmark. Først rektor
ved Helsingør Latinskole, nordmanden og filosofiprofessoren Niels Treschov
(1751-1833). Han gik, i lighed med Schelling, Steffens og Ørsted, ind for en
biologisk udviklingsteori, som han søgte at begrunde med argumenter hentet i
videnskaben og i tidligere tiders rationalistiske og empiriske filosofi.
Treschov påpegede, ligeledes i lighed med de nævnte filosoffer, at
naturudviklingens klare mål er, at bevidstgøre individualiteten.
Dette individualistiske
grundsyn finder man også hos senere danske filosoffer, som f.eks. Frederik
Christian Sibbern (1785-1872), der oprindelig var påvirket af Schellings
filosofi, men som antog udviklingsteorien både i sin verdensanskuelsesfilosofi
og i sin psykologi. Det sidste var faktisk noget helt nyt og epokegørende.
Men at udviklingstanken
eller evolutionsteorien, som ethvert større skolebarn i vore dage er fortrolig
med, var så revolutionerende på den tid, skyldtes opfattelsen af mennesket så vel
som af samfundet, der i begge tilfælde betragtedes som noget statisk, der kun i
begrænset omfang og inden for visse rammer kunne forbedres. Mange var fortsat
af den bevidste eller ubevidste opfattelse, at mennesket én gang for alle var
skabt af Gud, og som sådan kunne det ikke udvikle sig yderligere, om end det
nok havde mulighed for at forbedre sig i moralsk henseende. Hvilket man jo i
realiteten også godt kan kalde udvikling, men sådan havde man aldrig tænkt
tidligere.
Udviklings- eller
evolutionsteorien fik som nævnt først sin videnskabelige udformning i og med
Charles Darwins epokegørende iagttagelser og undersøgelser, som han fremlagde i
bøgerne ”On the Origin of Species by Means of Natural Selection” (1857; dansk
udgave ”Arternes oprindelse” 1871-73) og ”The Descent of Man” (1871). Den
tanke, at menneskene er beslægtet med dyrene, specielt med primaterne: de store
aber, vakte en furore i stort set alle kredse, men specielt i teologiske og
religiøse kredse, som det i dag er vanskeligt at sætte sig ind i og forstå.
Emnet skabelse kontra evolution diskuteres dog fortsat i visse kredse.
Det var heller ikke
mange, der for alvor mente, at man f.eks. kunne løse fattigdommens problem, som
jo var stort i den tids klassedelte og usolidariske samfund. Selv om både
kirke, stat og private gennem velgørenhedsforanstaltninger gjorde en del for at
afhjælpe problemet, betragtede man dog fattigdomsproblemerne som noget, der var
beroende på forholdenes givne natur, og derfor som noget, man i virkeligheden ikke
kunne ændre radikalt ved.
Denne tankegang prægede
særlig det statiske enevældestyre, som stort set ikke havde ændret sig
væsentligt siden 1760, da enevælden blev indført af Frederik III. Men her
skriver vi nu årstallet 1805, og befinder os da lige præcis på det tidspunkt i
historien, hvor H.C.Andersen blev født. Enevælden sad endnu ved magten i
Danmark og blev repræsenteret af den sindssyge Christian VII og dennes søn,
Frederik, der som kronprins var landets egentlige regent. Denne senere landsfaderlige
konge, Frederik VI, skulle med tiden få stor betydning for blandt andre
H.C.Andersen og hans livsforløb.
Tiden
omkring H.C.Andersens fødsel
Da H.C.Andersen blev født i 1805 var Danmark endnu et ”guddommeligt
enevælde”, som geografisk omfattede Norge, det egentlige Danmark og Slesvig og
Holsten. Kongen var øverste lovgivende, dømmende og udøvende magt, som kun
begrænsedes af hans pligt til at overholde Kongeloven og Guds bud. Kirke- og
kongemagt var forenet under enevælden og den patriarkalske lutherske kirke, som
var blevet indført med reformationen i Danmark.
Landets residensstad
var det København, der befandt sig bag de gamle forsvarsværker, voldene og
voldgravene, som strakte sig fra Kastellet i nordøst til Kalveboderne i
sydvest. Man kan endnu i vore dage se tydelige rester af de gamle voldanlæg i
form af Øster Anlæg, Botanisk Have, Ørstedsparken og Tivoli. Men særlig
tydeligt ser man det på Christianshavn, hvor Stadsgraven stadig er flankeret af
resterne af de fremskudte forsvarsbastioner.
Som residensstad var
København naturligvis også en garnisonsby og desuden flådestation. Kongens
Livregiment, som under kronprins Frederik fik navnet Kronprinsens Livregiment –
den senere Livgarde – lå i garnison ved Rosenborg Slot, hvor Livgarden den dag
i dag (2008) stadig har kvarter.
Kongen boede på
Christiansborg Slot på Slotsholmen, hvor i sin tid det gamle Københavns Slot
havde ligget, og hvor i endnu ældre tid biskop Absalon havde anlagt sin borg,
som det siges ved handelspladsen Havn, der var beliggende omtrent, hvor nu
Gammel Strand er beliggende. Murrester fra borgen kan stadig ses i kældrene
under Christiansborg Slot. Konge af navn var den skizofrene Christian VII, men
siden 1784 havde hans søn, den da kun 14-årige kronprins Frederik, overtaget
den reelle magt ved et stilfærdigt statskup, der særlig var rettet mod
enkedronning Juliane Marie, Frederik V’s anden hustru, og regeringslederen Ove
Høegh-Guldberg. Sidstnævnte havde i 1772 været fremtrædende deltager i
sammensværgelsen mod Struense, som 28. april s.å. blev henrettet offentligt
under udøvelsen af et brutalt og blodigt middelalderligt ritual, der vakte
væmmelse hos mange oplyste og humane mennesker.
Kronprins Frederik blev
først landets konge i 1808, efter at hans fader var død af chok ved at se de
spanske hjælpetropper marchere ind i Rendsborg i Sønderjylland, hvor han da
opholdt sig. Det var Englandskrigenes tid, og Danmark var på det tidspunkt i
forbund med Frankrigs Napoleon. Men den unge kronprins styrede landet i tæt
samarbejde med ministrene og kollegieformændene, som besad den virkelige
regeringsmagt. Der herskede derfor et udpræget og omfattende bureaukrati, men
efter statskuppet 1784 nedsattes samme år og igen i 1786 reformkommissioner
under ledelse af brødrene Christian Ditlev Reventlow og Ludvig Reventlow samt
af Christian Colbjørnsen, som skulle arbejde for ophævelsen af Stavnsbåndet,
der siden sin indførelse i 1733 havde redet de danske bønder som en mare.
Stavnsbåndet blev endelig ophævet i 1788, og lavsvæsenet blev mildnet ved samme
lejlighed, hvilket særlig kom byernes og landsbyernes mindre håndværkere til
gode.
Perioden 1750-1807 er
blevet kaldt ”den florisante tid”, fordi dansk storhandel indtjente store penge
på udenrigshandelen, delvis som følge af Den amerikanske Frihedskrig ca.
1776-83. Som neutralt land kunne Danmark fortsat drive sin handel til alle
sider. Det kunne mærkes både i hovedstaden og i købstæderne, men især i
København, hvor storkøbmændene lod opføre det ene pragtpalæ efter det andet.
Men enevældens svage punkt var netop finanserne, som blev undergravet af ødselt
slotsbyggeri, dyrt hof og de uundgåelige krige, der med mellemrum plagede
landet.
Udefra voksede
oppositionen mod enevældens religiøst-politiske patriarkat, og hen mod
1700-tallets slutning mildnedes ensretningen da også under indtryk af Den
franske Revolution. Slavehandelen blev – omend lidt tøvende – afskaffet og
jøderne fik borgerret, således at også de kunne drive håndværk og industri, og
ikke kun var henvist til handel og pengeudlåning. Der herskede desuden
trykkefrihed i årene 1770-99, men den blev derefter atter indskrænket fra
regeringsmagtens side under påberåbelse af ytringsfrihedens misbrug, sådan som
tidligere omtalt.
Landets hovedstad var på det her omtalte tidspunkt betydeligt
mindre og så noget anderledes ud, end i vore dage. Byen lå som nævnt indenfor
voldene, og indbyggerne levede af handel, håndværk og immaterielle erhverv.
Husene og handelsgårdene var almindeligvis i flere etager, men meget små, og
gaderne snævre og krogede, hvilket man den dag i dag kan se flere eksempler på
i den indre, gamle bydel. Indtil Københavns anden store ildebrand 5.-7. juni
1795, hvor 55 gader og 941 huse og gårde nedbrændte, lå byens rådhus omtrent
midt mellem Gammel- og Nytorv. I 1805 blev grundstenen til det nye rådhus,
kaldet Domhuset, nedlagt i den sydvestlige ende af Nytorv. Det nye Råd- og
Domhus samt arresthus blev indviet 2. juli 1815, og ligger der næsten uforandret
den dag i dag, men bruges nu kun som domhus for Københavns Byret.
Christiansborg Slot var
delvis brændt den 26. februar 1794, hvilket medførte, at kongefamilien måtte tage bolig på Amalienborg, idet staten
ejede det ene af de i alt fire palæer, der omkranser slotspladsen. Det var
Moltkes Palæ, og dette blev nu bolig for Christian VII og hans familie, hvorfor
palæet omdøbtes i Kongens navn: Christian VII’s Palæ. Kongefamilien købte
derefter de tre andre palæer, nemlig Levetzaus, Brockdorffs og Schacks Palæer,
og under fællesnavnet Amalienborg, er palæerne stadig i kongefamiliens
eje.
Restaureringen og den
delvise genopførelse af Christiansborg Slot blev påbegyndt i 1803 og indviet 1.
november 1828, men slottet fungerede herefter kun som regeringsbygning med
repræsentationslokaler for kongehuset, og sådan fungerer Christiansborg stadig
i nutiden.
Ved folketællingen i
februar 1801 udgjorde Københavns befolkning 100.975 personer. Frederiksberg
havde 1172 indbyggere og landliggerbyen Østerbro 659 beboere. Dette år blev
Københavns Borgervæbning reorganiseret, og frivillige forsvarskorps som
Studenterkorpset og Livjægerkorpset oprettedes. Det skyldtes, at der var optræk
til krig mod englænderne, som den 25. juli året før efter kamp havde opbragt en
dansk fregat i Kanalen. Det var Englands hensigt, at få Danmark til at bryde
forsvarsforbundet med Sverige, Rusland og Preussen, men indtil videre
forgæves.
Englænderne svarede
igen med den 30. marts 1801 at sende en flåde ned gennem Øresund mod København.
Det resulterede den 2. april i det, der siden er blevet kaldt ”Slaget på
Reden”, som fik fatale følger for Danmark. Den danske styrke fik ingen hjælp
fra svenskerne, fordi kronprinsen havde frabedt sig deres assistance. Den
engelske flåde blev kommanderet af viceadmiral Horatio Nelson (1758-1805) under
Sir Hyde Parker. Efter en mindre kanonade ved fæstningen Kronborg, som kostede
englænderne syv dræbte, sejlede den intakte engelske flåde uforstyrret til
København, hvor den dannede formation og ankrede op på Middelgrunden uden for
Københavns Havn. Københavns søforsvar var utilstrækkeligt til at tage kampen op
mod den langt bedre udrustede engelske flåde, selv om københavnernes
forsvarsvilje ikke manglede. Ja, hos nogle var der ligefrem tale om
begejstring. Det gjaldt eksempelvis den 22-årige Adam Oehlenschlæger, som
senere gav udtryk for, at han havde haft følelsen af, at ”den gamle helteære
til søs havde ganske grebet nationen og især hovedstaden.”
Men det blev en hård
kamp, som kostede mange danske mænds liv og førlighed, og desuden store
materielle tab. Der var dog lyspunkter, som f.eks. den tapre og strategisk
dygtige kun 18-årige løjtnant Peter Willemoes (1783-1808), som blev slagets
helt. Selv admiral Nelson var imponeret over den unge søofficers indsats, og
anbefalede kronprins Frederik at udnævne ham til admiral. Det kom der dog ikke
noget ud af, for det var noget, kronprinsen nok selv skulle bestemme. Willemoes
omkom under et andet søslag, nemlig i Slaget ved Sjællands Odde 22. marts 1808,
hvor modstanderen atter var de angribende englænderne. Under dette slag blev 64
danske dræbt og 84 såret, og blandt de dræbte var løjtnant Willemoes.
I øvrigt endte Slaget
på Reden med, at Nelson greb til en krigslist og skrev en note til den danske
flådes øverstkommanderende, hvori han truede med at sætte ild til de danske
skibe, hans flåde havde erobret. Listen lykkedes, idet kronprins Frederik
egenrådigt bestemte og gav ordre til, at skydningen skulle ophøre. Den seks
timer lange ildkamp var dermed forbi. Den havde kostet danskerne 2215 døde og
sårede, og englænderne 2237 døde og sårede. Der var tvivl om, hvem der egentlig
sejrede i Slaget på Reden, danskerne eller englænderne. Men englænderne havde i
alt fald opnået, hvad de ville, nemlig at tvinge Danmark-Norge ud af det
væbnede neutralitetsforbund med de øvrige Østersømagter.
Den aktuelt truende udenrigspolitiske situation forhindrede dog
ikke livet i at gå videre, og heller ikke kultur- og forlystelseslivet i at
blomstre. Det bedre borgerskab fortsatte jævnligt med at gå i teatret og til
koncerter. Det kgl. Teater var efter en ombygning og udvidelse blevet genåbnet
31. januar 1774. Hofteatret ovenover Christiansborgs sydlige staldbygning, som
var blevet åbnet 30. januar 1767, var på den tid hovedstadens andet teater. Her
havde selveste Christian VII debuteret 16. marts s.å. som Sultan på Orosman i
Voltaires ”Zaire”. Fra 1772 oprettedes der desuden en lang række dramatiske
selskaber, det, vi i vore dage ville kalde amatørteatre, hvor almindelige
borgere havde lejlighed til at vise deres større eller mindre talent som
skuespillere.
Også litteraturen og
dramatikken havde gode vilkår, særlig hvis man holdt sig inden for grænserne af
loven for trykke- og ytringsfrihed. Men det var fristende for oppositionelle
forfattere at bevæge sig på kanten af loven. Det var forfattere, der var af den
opfattelse, at ytringsfriheden måtte være en ukrænkelig menneskeret, som ingen
myndighed burde blande sig i. Men sådan så enevældens magthavere med
kronprinsen i spidsen ikke på det. Det fik som tidligere omtalt respektløse
forfattere som f.eks. Peter Andreas Heiberg og Malthe Conrad Bruun tydeligt at
mærke. De var begge grebet af frihedsideerne fra den franske revolution og rettede
derfor hver for sig skarpe litterære angreb mod enevældens samfundsorden og
særlig mod censuren. Som ligeledes tidligere omtalt blev de to oppositionelle
forfattere hver for sig dømt til landsforvisning, med den begrundelse, at de
havde brugt ”formastelige udtryk” i deres respektive skrifter. Heibergs dom
faldt lillejuleaften den 23. december 1799 og Mathe Bruuns den 19. december
året efter.
Men bag om de mere
alvorlige og kritisable sider ved enevældens samfundsorden, trivedes
forlystelseslivet som nævnt virkelig godt i hovedstaden. I 1771 var Kongens
Have foran Rosenborg Slot blevet tilgængelig for publikum, og der var i den
anledning indrettet restaurant og spillehal. Desuden afholdtes der
lejlighedsvis store folkefester med fyrværkeri og militærkoncerter. Det var
faktisk en slags forløber for Tivoli, som først blev oprettet i 1843.
I sommeren 1801
optrådte italieneren Guiseppe Casorti (1749-1826) og hans trup med
pantomimeforestillinger på Hofteatret. Den 25. april 1802 åbnede den fra England
indvandrede James Price (1761-1805) Det danske National Sommer-Teater på
Vesterbro, som dengang lå udenfor voldene. Her bød man på linedans, ballet,
pantomime, svinggynge, menageri, karrusel, marionetkomedie og fyrværkeri.
Teatret blev senere omdøbt til Morskabsteatret, som blev ledet af Prices
sønner, de to fremragende mimikere James Price(1801-65) og Johan Adolph Price
(1805-90). Det blev nedlagt i 1845, altså omkring et par år efter Tivolis
åbning. Adolph Price blev især kendt som Pjerrot, og for, at fire af hans børn
gik til balletten på det kgl. Teater. Blandt disse var især Juliette Price
(1831-1906) og broderen Waldemar Price (1836-93), som begge var fremragende
Bournonville-dansere.
Slægten Price blev en
levedygtig og indflydelsesrig teaterfamilie helt op til vore dage. Ellen Price
(1878-1968), solodanserinde ved Det kgl. Teater 1903-13, brillerede især i
Bournonville-repertoiret, og helt specielt i balletten ”Den lille Havfrue”
efter H.C.Andersens eventyr. Hun inspirerede billedhuggeren Edvard Eriksen
(1876-1959) og sad model til den nu verdensberømte statue, som i 1913 blev
opstillet ved kysten ud for Langelinie i København. I nyere tid kendes
Price-slægten især gennem den farverige skuespiller og sceneinstruktør John
Price (1913-1996), der som barn gennemgik Det kgl. Teaters balletskole og
senere blev uddannet som skuespiller ved teatret, med debut i skuespillet
”Forretning er forretning”, 1932. John Price blev senere også lærer ved Det
kgl. Teaters elevskole.
Københavns værtshusliv
havde også gode dage på den tid. I år 1800 opgjorde man, at der fandtes 316
brændevinsbrænderier i hovedstaden. Særlig fattige folk – og dem var der mange
af – trøstede sig jævnligt med de våde varer, for at få den ofte kummerlige
dagligdag på afstand. Kvindelig prostitution var en udbredt bibeskæftigelse i
byens fattigkvarterer, ofte i tilknytning til de snævre sidegaders eller
stræders mere lyssky værtshuse. Der blev dog også drevet mere eller mindre
åbenlys bordelvirksomhed, som der i reglen blev set igennem fingre med fra
ordensmagtens side. Omkring 1800-tallets begyndelse ændredes synet på
prostitutionen, som mere eller mindre blev legaliseret, således at ”damerne”
skulle lade sig underkaste politimæssig kontrol. Hertil blev 1800-07 føjet en
nødvendig lægelig kontrol, som jævnligt skulle undersøge de ”offentlige
fruentimmere”, for at undgå, at eventuel smitte med veneriske sygdomme skulle
brede sig. Ulkegade, senere kaldt Holmensgade, nu Bremerholm, var en af de mest
berygtede gader i byen, allerede før H.C.Andersens tid. Det kunne da heller
ikke helt undgå den unge og uerfarne digterspires opmærksomhed, da han i
september 1819 kom til hovedstaden og efter få dages forløb lejede sig ind hos
en enkefrue i Holmensgade 8, 1. sal. Her varede det ikke længe, før han blev
klar over at miljøet dannede ramme om ”Københavns mysterier”, som han kaldte
det.
Klasseskellene og den
sociale nød var stor dengang, og byens slumkvarterer frembød et trøstesløst
syn, både af elendige boliger og af et menneskeligt forfald, som der ikke blev
gjort noget radikalt ved fra myndighedernes side. Fattigdom og slum blev
nærmest betragtet som uundgåelige og nødvendige samfundsonder, som det
bedrestillede borgerskab mente, at den dovne og uduelige underklasse selv bar
skylden for.
Provinsbyen Odense var i lange tider landets næststørste by, en
status den bevarede helt op til omkring 1860’erne, hvor den blev ’overhalet’ af
Aarhus. Den smukke gamle købstad Odense ligger ved Odense Å, ca. 3. km. syd for
Odense Fjord. I 1780 havde byen over 5000 indbyggere (mod i nutiden ca.
165.000), heraf en del militærfolk, eftersom Odense også var garnisonsby. Men
ellers var den mest en håndværkerby, idet en række håndværk betjente militæret.
Det gjaldt skomagere, handske- og hattemagere, skræddere samt smede m.fl.
Byen havde dog også en
betydelig embedsstand, som knyttede sig til administrationen, herunder Fyns
guvernør, der residerede på Odense Slot ved Vindegade. Eftersom konger ofte tog
ophold i Odense, blev det også almindeligt, at adelen havde gårde og huse i
byen. Odense var desuden bispesæde. En af de mere berømte og markante af byens
biskopper, var Jens Andersen Beldenak (død 1537), som i modsætning til sine
kolleger ikke var af adelig slægt. Grunden til, at han havde efternavnet
”Beldenak”, skyldtes, at han var ”bald”, hvilket vil sige skaldet. Det hed sig
i øvrigt, at han var ”en simpel skomagersøn fra Børglum ved Aalborg!” Han boede
da i den nyopførte bispegård ved Albani Torv, som dog er blevet ombygget i
flere omgange. Den kendes i dag under navnet Odense Adelige Jomfrukloster.
På grund af sit
udbredte klub- og selskabsliv og sine kulturelle aktiviteter i form af
teaterforestillinger, koncerter og lignende, kaldtes Odense dengang for ”Det
lille København”. Byens bedre borgerskab var velorienteret om, hvad der foregik
i den store verden udenom købstadsidyllen. Man læste bøger og aviser, og hørte
om de større eller mindre begivenheder i verden gennem tilrejsende folk fra
andre egne af landet eller udlandet. På trods af de relativt primitive
transportmidler, man rådede over på det tidspunkt, foregik der også dengang en
livlig både indenlandsk og udenlandsk rejseaktivitet. Man kunne derfor også
ofte erfare nyt fra slægtninge, venner eller bekendte, der havde været på
sådanne rejser. Desuden skrev man lange breve til hinanden, hvad enten man
befandt sig indenlands eller udenlands. Både det at rejse og korrespondere, er
H.C.Andersen og hans nærmeste omgangskreds gode eksempler på.
Odense by var oprindelig opstået omkring det nuværende Albani Torv,
hvor folk fra landsbyerne i hedensk tid samledes og afholdt offerfester til ære
for deres øverste gud, Odin. I forbindelse hermed opstod der retterting og
marked, og efterhånden også en bebyggelse. Stedet kaldtes ”Odsvi”, det vil sige
”Odins vi” eller ”ve”. Ordet ”vi” betyder ”helligt sted”, altså et sted, hvor
man ofrede og bad til guden.
Betragter man lidt
ældre geografiske kort over Odense, ses det tydeligt at byen grupperer sig omkring
en gennemfartsvej, som strækker sig fra Middelfartsvej i vest via Vestergade,
Overgade og Nedergade til Nyborgvej i øst. Det kunne derfor tyde på, at man i
særlig grad er valfartet til helligstedet ad disse veje, rent bortset fra, at
man naturligvis også benyttede samme vejstrækning på rejser til og fra
henholdsvis Sjælland og Jylland.
Omkring år 1000, da
kristendommen kom til Danmark, opførtes Odenses første kirke, træbygningen Skt.
Albans Kirke, på stedet, hvis torv derefter kaldtes Albani Torv. Kirken var
opkaldt efter den engelske helgen Sankt Alban, som var en brite, der havde lidt
martyrdøden omkring år 303-04, og som siden blev en af Englands betydeligste
helgener. Odense var allerede dengang en garnisonsby, idet der syd for åen blev
anlagt en ringborg med kasernehuse. ”Odsvi” eller Odense blev bispesæde i år
1020.
I år 1080 døde den
barnløse kong Harald III Hén (1041-1080), og den ældste af hans mange
brødre og halvbrødre, Knud (1042-1086),
søn af Svend II Estridsøn (ca. 1019-1074), blev nu landets konge. Men han blev
ikke nogen populær regent, særlig ikke hos de danske storbønder, som skulle
stille med skibe og mandskab, når kongen drog på sine mange vikingetogter. Da
han i foråret 1086 opholdt sig i Vendsyssel, blev han mødt med vrede og
modstand og måtte flygte for sine rasende forfølgere. Efter et heftigt ridt ned
gennem Jylland og over til Fyn, søgte han og hans følge, deriblandt hans to
yngre brødre, Erik I Ejegod (1056-1103) og Benedikt (død 1086), tilflugt i
Odense Skt. Albans trækirke. Her blev kong Knud indhentet af sine modstandere,
som uden skånsel dræbte ham, hans broder Benedikt og 17 trofaste hirdmænd. Det
lykkedes derimod for prins Erik at flygte og undslippe til Sverige. I
mellemtiden blev en anden broder, Oluf I Hunger (ca. 1052-1095) Danmarks konge.
Sit tilnavn ”Hunger” fik han, fordi landet plagedes af misvækst i hans 9-årige
regeringstid.
Imidlertid kaldtes Erik
I Ejegod hjem fra Sverige og blev tildelt kongemagten. Han var en troende og
from mand, og fik sit tilnavn ”Ejegod”, fordi han var venlig og omgængelig. I
1098 drog han på pilgrimsfærd til Rom, hvor han overfor pave Urban II (ca.
1040-99) gjorde sit til, at broderen Knud endte med at blive helligkåret i året
1101. I 1103 drog kong Erik og hans hustru, dronning Bodil, på pilgrimsfærd til
Det hellige Land. Men begge omkom på rejsen, han på Kypern og hun i Palæstina,
hvor hun døde på Oliebjerget og blev gravsat i Josafats Dal.
Kong Knud II den
Hellige og hans broder Benedikt blev gravsat i Skt. Albans Kirke, og snart
berettedes der om mirakler ved kongegraven, hvilket førte til at kongen, som
allerede nævnt, i året 1101 blev helgenkåret under navnet Skt. Knud eller Knud
den Hellige. Denne helgenkåring, som i højere grad skyldtes kirke- og
magtpolitiske interesser, fik ikke nogen stor folkelig opbakning, særlig ikke
af bønderne, som nærmest hadede kongen og alt, hvad han stod for. Men Hellig
Knud trak dog snart mange pilgrimme til stedet, hvilket byens købmænd,
håndværkere og værtshusholdere nød økonomisk godt af, for de tilrejsende skulle
jo både købe souvenirs, have repareret støvler eller sko, eller måske have
repareret tøj, købe nye handsker og hatte, lige som de naturligvis skulle have
noget at spise og drikke.
I 1095 blev der opført
en ny, stor og imponerende domkirke på stedet, og i tilslutning hertil et
benediktinerkloster, og et nonnekloster af samme orden blev anlagt ved den
gamle ringborg ved åen syd for kirken. Stedet fik senere navnet Nonnebakken. De
jordiske rester af kong Knud og hans broder Benedikt blev overflyttet og
gravlagt i den nye kirke, som kaldtes Skt. Knuds Kirke.
I midten af 1980’erne
foretog Nationalmuseet en undersøgelse af de to store helgenskrin i kirkens
krypt, og det blev derved fastslået, at det ene skrin indeholder det
forholdsvis velbevarede skelet af kong Knud, hvis hoved hviler på en gul
silkepude med indvævet mønster med blå fugle. Det andet skrin formodes at rumme
de jordiske rester af kongens broder, prins Bendikt.
Netop i H.C.Andersens
fødselsår, 1805, blev de jordiske rester af kong Hans (1455-1513) og hans
dronning, Christine af Sachsen (1461-1521), samt af deres to sønner, Christian
(1481-1559), den i sin levetid og eftertid berømt-berygtede kong Christian II,
og Frants (1497-1511), gravsatte i den østlige ende af nordre sideskib. Deres
jordiske rester lå oprindelig i Gråbrødre Kirke, men flyttedes, da
klosterkirken blev nedlagt i 1805. Klosteret blev derefter indrettet som
hospital eller plejehjem for ældre Odenseborgere.
Det var i øvrigt i Gråbrødre
Hospital ved Gråbrødre Torv, at H.C.Andersens farmoder, Anne Cathrine Nommesen,
en overgang havde beskæftigelse i hospitalets have, lige som det var i
hospitalets specialafdeling for sindslidende, ”Dårekisten”, at Andersens
farfader, Anders Hansen, blev optager som såkaldt ”lem” i 1823 og opholdt sig
til sin død i 1827. Det var også i den afdeling af Hospitalet, som kaldtes
”Doctors Boder”, at H.C.Andersens egen moder, Anne Marie Andersdatter, fik
plejehjemsplads fra 1825 til sin død i 1833.
Odense Slot i Kongens Have ved Vindegade og Nørregade, var
oprindelig et johanniterkloster fra 1200-tallet. Kronen overtog klosteret i
1536 og lod det ombygge i renæssancestil, og kaldte bygningskomplekset for Odense
Gård. Det brugtes af og til af konger, men stod ofte tomt i lange perioder,
hvorfor det efterhånden forfaldt og blev ubrugeligt. Omkring 1720 blev det
imidlertid påny ombygget og omdannet til det nuværende og meget smukke
barokslot.
I 1789 blev slottets
interiører ændret og hovedfløjen blev bolig for stiftamtmanden. 1808-48 var
slottet fyrstebolig, først for prins Christian af Hessen-Kassel i årene
1808-14, derefter for prins Christian Frederik, den senere kong Christian VIII,
som var Fyns guvernør 1815-22. og sidst for hans søn, prins Frederik, den
senere kong Frederik VII, der var Fyns guvernør 1841-48.
I 1907 overtog Odense
kommune slottet og lod det indrette til administrationskontorer, og sådan, at
amtmanden også fik embedsbolig på slottet, så en gammel tradition er derved blevet
holdt i hævd.
Sankt Hans Kirke i
Nørregade, hvor H.C.Andersens halvsøster, Karen Marie, blev døbt 27. november
1799, og hvor hans egen dåbsbekræftelse fandt sted 15. april 1805, var
oprindelig klosterkirke til det johanniterkloster, der sidenhen blev til Odense
Slot. Dette ses også af, at kirken ligger ganske tæt ved slottet. Skt. Hans
Kirkes bygningshistorie er ret kompliceret med en række om. og tilbygninger i
århundredernes forløb. En mærkværdighed ved kirken er en udvendig prædikestol,
angiveligt Danmarks eneste, som har været brugt af munke ved prædikener for
større folkemængder og til fremvisning af relikvier. Den benyttes endnu
lejlighedsvis. Kirkens interiør er dog noget forandret siden H.C.Andersens tid,
men i det store og hele er den dog den samme som dengang.
Det ældste Odense Teater blev opført i 1795 og lå oprindelig på
Sortebrødre Torv. Omrejsende danske og udenlandske – særlig tyske –
teaterselskaber af vekslende kvalitet, spillede med større eller mindre succes
komedie for Odenseborgerne i vintermånederne. I årene 1809-14 ejedes teatret af
tyskeren Görbing Franck. Den 5. og 24. januar 1810, og 23. februar 1811 og igen
3. marts 1812 opførtes en operaversion af Holbergs ”Den politiske Kandestøber”,
som i øvrigt var det første teaterstykke, den da 7-årige Hans Christian så
sammen med sine teaterglade forældre. Den 30. december 1812 opførte teatret
første gang ”Das Donauweibchen”, en romantisk trylleopera af Ferdinand Knauer.
December 1814-februar
1815 opførte italieneren Guiseppe Casorti og hans trup pantomimer på Odense
Teater, blandt hvilke den da 9-10 årige dreng så ”Harlequin Formand for
Tærskerne”. Sidstnævnte år opførte turnerende skuespillere fra Det kgl. Teater
nogle forestillinger i sommertiden. 1816 gentog de successen og spillede blandt
andet Holbergs ”Henrik og Pernille” og ”Den Stundesløse”.
I dagene 7.-23. juni 1818 var de kongelige skuespillere igen
på gæstespil og opførte ”Cendrillon”, lyrisk trylleopera af C.G.Etienne,
”Apothekeren og Doctoren”, syngestykke i 2 akter af Gottlieb Stephanie d.Y.,
”Zemire og Azor”, syngestykke i 4 akter af Marmontel, samt Oehleschlægers
tragedier ”Hagvarth og Signe”, 4 akter, og ”Axel og Valborg”, 5 akter.
Endelig i august 1819
opførte skuespillerinden, jomfru Helene Hammer, som 1804-06 havde været en af
de bærende kræfter på Odense Teater, ”Den pantsatte Bondedreng” af Holberg,
”Skriftemålet” af Kotzebue og ”Skuespilleren paa Prøve” af Potratz. I ”Den
pantsatte Bondedreng” fik den da 14-årige Andersen rollen som Postkarlen, og
desuden besørgede han ”en Mængde Liebes Breve” for ’jomfruen’, som til gengæld
lovede ham fri rejse med sig til København, når hun efter gæstespillet vendte
tilbage dertil. Af bar taknemmelighed vaskede hans moder tøjet gratis for
jomfru Hammer i en hel måned! Men sit løfte til den ambitiøse og håbefulde
dreng viste det sig, at den gode jomfru ikke kunne overholde, for under sit
ophold i Odense havde hun sat sig i gæld, og politimyndigheden tillod hende
ikke at rejse derfra, førend gælden var blevet afviklet. Afsted kom Andersen
dog en måneds tid senere, men det er en anden historie, som læseren vil kunne
orientere sig om, ved f.eks. at læse 2. Hovedafsnit her på hjemmesiden.
I 1905 blev Odense
Teater overtaget af Odense kommune, og i 1914 afløstes den oprindelige bygning
af det nuværende Teater, som blev opført i den sydvestlige ende af Kongens
Have, tæt ved Slottet. Teatret blev ved samme lejlighed gjort til en selvejende
institution. Året 1905 – ethundredeåret for Andersens fødsel – erhvervede
Odense kommune også det relativt beskedne hus på hjørnet af Hans Jensensstræde
og Bangs Boder, som siden 1867 med rette eller urette er blevet betragtet som
digterens fødested. Dette hus havde dog ingen speciel betydning for ham,
hvilket derimod var tilfældet med huset i Munkemøllestræde, hvis ene lille
trange og lavloftede lejlighed i nr. 5, til højre, for altid kom til at stå for
ham som ”Mit Barndoms-Hjem”. Det var herfra hans verden gik, det var her, han
hørte sin moders bløde stemme, og det var her, han fik sine første begreber om
tilværelsen.
Med disse oplysninger
om Danmark og specielt om byerne København og Odense omkring H.C.Andersens
fødselsår 1805, som den historieinteresserede digter i øvrigt selv vidste god besked
med, er der gjort et forsøg på at give læseren et første indtryk af de ydre
rammer og forhold, hvorunder Danmarks store eventyrdigter kom til verden og
voksede op. Yderligere oplysninger om hans liv og karriere vil kunne hentes i
2. og 4. Hovedafsnit her på hjemmesiden.
Som kilder til den
ovenstående gennemgang af europæisk og dansk historie og personalhistorie er i
større eller mindre grad benyttet de i den nedenfor anførte
Litteraturfortegnelse nævnte bøger.
© 2008 Harry Rasmussen.