Et forsøg på at afklare en basalt set problematisk gåde
Indledning
Hermed vil jeg gøre et – måske forgæves – forsøg
på at afklare og forstå, hvad fænomenet bevidsthed i virkeligheden er
for noget. For hvad vil det i grunden sige, at vi normalt sanser og oplever os
selv og vores omverden eller verden i det hele taget? - Eller hvad er vi
såkaldt levende væsener og organismer, når vi betragtes i et generelt set
overordnet perspektiv?
Ja, ovenstående nævnte problemer og spørgsmål er det jo, at jeg i
nu efterhånden mange år har tænkt og overvejet og skrevet adskilligt mere eller
mindre kvalificeret og afklaret om.
Videnskabelig set, eksempelvis indenfor neurologien, forsøger man med et
vist forbehold, at søge forklaringer på hvad bevidsthed er ved at henvise til
eller henføre problemernes løsning på fysiske mekanismer i form af netværket af
neuroner. En neuron er en nervecelle med udløbere og neurologi er læren om
nervesystemet og de organiske nervesygdomme. Centralt i denne sammenhæng er den
komplicerede fysiske hjerne, hvori man anser det for primært, at det er i denne
det centrale fysiske grundlag for bevidsthed befinder sig og skal søges.
Bevidsthed omfatter jo som formentlig almindelig bekendt hele den fysiske
organisme. Lige som det overordnet principielt set forholder sig sådan, at
mikrokosmos ligger til grund for makrokosmos: Fysisk set er Alt opbygget og
bestående af elementarpartikler, atomer og molekyler.
Men i øvrigt inddeler læren om bevidsthed eller psyke, den såkaldte
psykologi, bevidstheden i overbevidsthed
og underbevidsthed. Den førstnævnte som den instans, der ligger til
grund for bevidsthedsfunktionerne og den sidstnævnte som den instans, hvor de
mere eller mindre bevidste eller ubevidste funktioner hovedsagelig finder sted.
Til de mest almindelige bevidsthedsfunktioner hører sanseindtryk, følelser,
tænkning, hukommelse, associationer.
Nok så interessant er det imidlertid, at bevidstheden eller
bevidsthedsfunktionerne i en vis forstand er subjektive. De er nemlig knyttet
til et subjekt, hvilket vil sige den person, der føler, tænker, sanser og
oplever. Dette punkt er uhyre vigtigt, for vedkommende oplever og opfatter jo
ikke sine bevidsthedsfunktioner i form af et netværk af aktive neuroner. Disse
fysiske funktioner især i hjernen registreres
og opleves tværtimod som følelser,
tanker, sansning, hukommelse og
associationer.
Ja, de fysiske funktioner især i hjernen registreres og opleves jo
ikke som sådanne, men tværtimod som følelser, tanker, hukommelse, sansninger og
associationer. Nej, for bag eller i processen er der den absolut nødvendige
og uundværlige instans, der filosofisk eller psykologisk betegnes som subjektet
eller den person, der generelt betegnes som Jeget, men som personen selv
opfatter og udtrykker som ”mig” eller ”mig selv”.
Hvad er konsekvensen af dette faktum?
Det er kortfattet sagt det forhold, at der i virkeligheden er tale
om to på sin vis helt forskellige, men interagerende energisystemer, nemlig
det fysiske energisystem og det psykiske eller mentale energisystem.
I filosofisk sammenhæng betegner man disse to forskellige energisystemer som
henholdsvis den fysiske materie og den psykiske eller åndelige
materie. Men det må samtidig konstateres, at det psykiske energisystem
har sin oprindelse i og opretholdes af det fysiske energisystem. Det
eksisterer derfor ikke som et selvstændigt eller uafhængigt fænomen i absolut
forstand, sådan som det eksempelvis anses for at være indenfor spiritualistiske
bevægelser og filosofier eller i en kosmologi som Martinus’ verdensbillede
udgør. Men det psykiske energisystem adskiller sig primært fra det fysiske
energisystem ved ikke at være materielt som dette, der jo beror på de
lovmæssigheder og kræfter, der er tilknyttet neuronerne.
At de to ovennævnte energisystemer, det fysiske og det psykiske, i
bedste fald interagerer eller samarbejder med hinanden, kan man bl.a. se af, at
disse også i særlige tilfælde direkte kan modarbejde hinanden. Det giver sig i
reglen udslag gennem flere forskellige former for fysiske og psykiske sygdomme,
eksempelvis som psykopati i form af unormalt sjæleliv med mangel på etiske og
moralske hæmninger, som bringer den sindslidende i mere eller mindre kraftige
modsætningsforhold til andre mennesker. Eller ved skizofreni i form af
kontaktvanskeligheder, afstumpet følelsesliv, splittet sind,
vrangforestillinger og hallucinationer.
Det skal indskudt også nævnes, at bevidsthedslivet, både det
fysiske og den psykiske del af denne,
reguleres og regenereres af især søvn og forskellige former for såkaldt
bevidstløshed. En situation og et forhold, som de fleste mennesker formentlig
umiddelbart kender til.
Bevidsthed set i Martinus-perspektiv
Det vil her være relevant at se lidt på, hvad en tænker og seer som
Martinus har at sige om begrebet og fænomenet bevidsthed, også selvom begreber
som evighed og udødelighed ikke findes i den sammenhæng, der her er tale om,
som underforstået faktisk er baseret på og henholder sig til det, jeg betegner
som ét-livs-hypotesen: Artikler vedr. Èt-livs-hypotesen
Men det kan alligevel have sin betydning og værdi, at se begrebet
og fænomenet bevidsthed i det perspektiv, der tegner sig inden for rammerne af
Martinus’ kosmologi, også selvom det levende væsens eksistens deri udfolder sig
kosmisk i form af et evigt liv, der er behersket og styret af individets
urbegær, der fungerer på basis af det, Martinus betegner som individets overbevidsthed, som grundlæggende er
repræsenteret ved en række såkaldt kosmiske – eller i Martinus’ perspektiv ses
som guddommelige – principper for skabelse (manifestation) og livsoplevelse
(sansning), nemlig 8 hovedskabeprincipper og 7 særligt vigtige
variantprincipper.
Eftersom betegnelserne for
disse i alt 15 skabeprincipper samlet eller hver for sig ofte er blevet og
fortsat vil blive nævnt i forskellige sammenhænge i mine artikler på
hjemmesiden LIVETS EVENTYR, skal vi derfor af hensyn til læserens orientering
foreløbig nævne skabeprincipperne i den rækkefølge, som de findes forelagt og
opstillet indenfor Martinus’ kosmologi. For hovedskabeprincippernes vedkommende
drejer det sig om følgende i alt 8 betegnelser:
1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip
2. Livsenhedsprincippet
3. Kontrastprincippet
4. Perspektivprincippet
5. Bevægelsesprincippet
6. Talentkerneprincippet
7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
8. Verdensgenløsningsprincippet.
De i det følgende nævnte og
omtalte skabeprincipper udgør i realiteten ’kun’ varianter af
hovedskabeprincipperne, og vil som sådan omtrent umiddelbart kunne sammenholdes
med disse. De 7 variantprincipper er følgende:
1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
2. Stofenhedsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
3. Sult- og mættelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprncip nr. 3: Kontrastprincippet
4. Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet
5. Skæbne- eller karmaprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet,
og hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet
6. Reinkarnationsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet,
og hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
7. Forældre- og beskyttelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
De ovenfor nævnte femten
skabeprincipper eller universelle guddommelige lovmæssigheder for al sansning
(livsoplevelse) og manifestation (skabelse), og for overhovedet al indvikling
så vel som udvikling, kort sagt for tilværelsen i det hele taget, er tilsammen
repræsenteret ved tilværelsens grundlæggende og overordnede, højpsykiske
generalenergi: moderenergien. Det
er i kraft af denne generalenergi, at Jeget er i stand til at udspalte, styre
og regulere de seks kosmiske grundenergier eller grundformer for kvalitativ
bevægelse.
Imidlertid er det ikke
hensigten her, at komme nærmere og mere specifikt ind på skabeprincippernes
respektive karakter, funktion og betydning for individets sansning og
manifestation. Det vil man kunne læse andetsteds, så derfor må vi som hidindtil
lade os nøje med at omtale dem hver især eller sammen, efterhånden som vi støder
på dem i relevant forbindelse med de forskellige emner, der har interesse i
sammenhængen. (Vedr. en nærmere redegørelse for skabeprincippernes karakter og
virksomhed henvises læseren primært til Martinus’ egne værker og til Per
Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4. Sekundært
kan den særligt interesserede læser her henvises til K1. Hovedafsnit: Kortfattet
indføring i Martinus’ kosmologi. Herunder også sektionen Kosmologiske lektioner)
Men lad os her give en
foreløbig orientering, som forhåbentlig vil kunne bidrage til at læseren kan få
et indblik i sanseprocessen, i dette tilfælde i forbindelse med der foregår,
når vi bruger synssansen:
Her skal gives en forsøgsvis
kortfattet beskrivelse af, hvad der i henhold til den videnskabelige anatomi og
fysiologi i normale tilfælde sker, når vi bruger synet. Anatomisk set er
synssansen baseret på øjets og hjernens indretning og på samspillet mellem de
to instanser. Fysiologisk baserer synssansen sig dels på lyset og dels på de
kemisk-elektriske processer, der foregår i øjet og i de to synsnerver samt i
synscentret bagest i den såkaldte nakkelap lige ovenover lillehjernen, hvilket
sidste i øvrigt fremgår af nedenstående illustration af hjernen.
Synsopfattelsen er ikke mindst beroende på øjets nethinde, som er placeret
bagtil i øjets indre hulrum, hvorfra synsnerven fra hvert øje udgår og ender i
synscentret i nakkelappen. De to øjne sikrer i hovedsagen den tredimensionale
synsopfattelse af omverdenen.
Selve synsprocessen begynder
med lyset, hvis stråler tilbagekastes fra genstande, de rammer. Det
tilbagekastede lys opfanges blandt andet af et menneskes øjne og disses normalt
lysfølsomme nethinder. Men i kraft af øjets optik vil genstande ses omvendt på
nethinden, således at hvad der er op og ned på en genstand er vendt på hovedet
på nethinden. Nethinden består af lysfølsomme tappe og stave og fra disse
sendes ved hjælp af nerveaktiviteter impulser via de to synsnerver til
synscentret, hvor disses impulser eller signaler samarbejdes til et enkelt
billede. Hvordan dette synsindtryk bliver transformeret til en bevidst
opfattelse af en genstands- og omverden, ved videnskaben ikke helt præcist,
hvorfor man drager en bagvendt slutning, som siger, at bevidsthedsindtrykket
opstår, når de omtrent identiske nerveimpulser fra de to øjne når frem til
synscentret, og der derfra udgår signaler til andre hjernecentre, herunder blandt
andet til hukommelsescentret, som normalt kan fortælle, om individet, som i det
aktuelle tilfælde ser og oplever sin genstands- og omverden, har set denne
eller en lignende før. Man taler da henholdsvis om genkendelse og associativ
genkendelse. Når dette sker, mener de videnskabelige forskere, at
der er tale om, at synsindtrykkene bliver bevidstgjorte.
Imidlertid er der her al
mulig grund til at stoppe op og tænke lidt over de ganske vist sparsomme
oplysninger om synssansen, som her foreløbig er fremført. For det første
fortæller den fysiske videnskab os, at genstandenes verden er farveløs, hvorfor
disses farver alene opstår i samspillet mellem det i sig selv farveløse lys,
øjnene og hjernen. For det andet fortæller den optiske videnskab os, at vi ikke
ser genstandenes verden direkte, men kun indirekte, nemlig i og med, at det
sete først opfattes, når impulserne fra øjets nethinde når frem til synscentret
i hjernens nakkelap. Men hovsa, det synsindtryk eller billede, der i hvert
givet tilfælde er dannet på øjets nethinde, kan af gode grunde kun have en
maksimal størrelse af cirka 2-3 centimeter i diameter, svarende til den
halvbuede, men flade nethindes dimensioner! Men det vides som nævnt, at hvis
billedet på nethinden af en eller anden årsag ikke når frem til synscentret, så
vil det ikke blive opfattet af den, der ser. Altså er synsopfattelsen totalt
afhængig af, at nerveimpulserne fra nethinden når frem til synscentret.
Men – og det er en vigtig
pointe i hele sammenhængen – det ovenfor beskrevne er ikke, hvad vi med vores bevidsthed rent faktisk oplever! Situationen
er jo den, at selvom nerveimpulserne er nået frem til synscentret, er der
stadigvæk kun tale om nerveimpulser, hverken mere eller mindre. Og ligeledes og
uanset hvor mange hjernecentrer, der end er eller bliver mere eller mindre
involveret i synsprocessen og synsoplevelsen, vil der dog stadigvæk kun være
tale om nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare mønstre, databærende
mønstre kunne man sige. Men hvordan forholder det sig med ’afkodningen’ eller
’tolkningen’ af disse mønstre? For afkodet eller tolket bliver disse, idet
synsopfattelsen jo vitterligt viser os en umådeligt stor synlig verden af
former og farver, af sten og planter, dyr og mennesker osv. Og ikke kun et
lille nethindebillede på cirka 2-3 centimeter i diameter, som ovenikøbet er
vendt på hovedet! – Denne store verden bliver tilmed bekræftet af vores fysiske
krops bevægelses- og følesans. Den krop, hvoraf vi ser og opfatter det meste,
bortset fra, at øjnene ikke direkte kan se sig selv og deres egen placering i
ansigtet. Det kan kun ske ved, at personen kigger i et spejl.
Hvilken konklusion vil der
så overordnet set kunne drages af de netop fremførte oplysninger og
betragtninger? – Jo, kort fortalt den hovedkonklusion, at vores opfattelse og
oplevelse af os selv i form af en fysisk krop og af dennes omverden, er af en anden natur og karakter end det, vi
almindeligvis forstår ved den fysiske sanseverden. Hvad er da denne anden
natur eller karakter? – Jo, det er individets, mere præcist jegets bevidsthed. Men om man vil kaldte
bevidsthedens verden for at være af åndelig
natur og karakter, eller man vil foretrække at kalde den for værende af en parafysisk natur og karakter, må blive
en smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her blot forstås som en natur ved
siden af eller over den fysiske natur. Hermed er vi kommet frem til en
hypotese, som vi skal se lidt nærmere på i det følgende.
Den hypotese, som der her
skal gøres rede for, forholder sig noget anderledes til individet end tilfældet
er for natur- og humanvidenskaben. Som allerede antydet i indledningen til
denne artikel, så anskuer de sidstnævnte individet udelukkende ud fra den
forhåndsantagelse, at dette helt igennem kun udgør en fysisk størrelse, idet
det menes kun at befinde og udfolde sig indenfor det såkaldte fysiske
rum-tid-kontinuum, hvilket især vil sige, at individet er undergivet den
fysiske materies kræfter, lovmæssigheder og vilkår, og at denne omstændighed er
det eneste reelle grundlag og den eneste faktiske årsag til individets
eksistens, herunder også til dettes bevidsthed og bevidsthedsliv.
Denne opfattelse af
individet og af de levende væsener i det hele taget er i henhold til den danske
tænker og intuitionsbegavelse Martinus, så langt fra den reelle virkelighed som
vel muligt. Det vil sige, når det levende væsen og herunder individet anskues
på baggrund af et såkaldt kosmisk perspektiv, ifølge hvilket verden ikke kun
udgør en fysisk realitet, men samtidig også en over-fysisk eller såkaldt
åndelig realitet. Ja, for at sige det ligeud, så er Martinus af den
veldefinerede og velbegrundede opfattelse, at den fysiske materies verden i
virkeligheden er afledt af tilværelsens åndelige eller psykiske faktorer,
kræfter og lovmæssigheder. Denne omstændighed udmønter sig i en opfattelse og
anskuelse af det levende væsen eller individet som et åndeligt væsen med både
en åndelig eller parafysisk og en fysisk organisme. Dette forhold viser sig
også, når det drejer sig om sanseoplevelser og sanseillusioner, som de ovenfor
omtalte og beskrevne.
Helt basalt og generelt er det nok ikke for meget at sige, at de
allerfleste mennesker har den opfattelse, at bevidsthed og hjerne stort set er
identiske begreber, for det har man lært i skolens timer med anatomi, fysiologi
og biologi. I en del ældre fagbøger kan man ligefrem læse udtryk, som f.eks. at
”hjernen er sæde for bevidstheden” eller ”Bevidstheden har sæde i hjernen”,
lidt upræcise udtryk, som skal indikere, at bevidsthed og hjerne er to sider af
samme sag. I nyere og især nyeste tid har opfattelsen indirekte fået støtte af
hjerneforskningen, som ved hjælp af neuropsykologiske tests og Magnetic
Response-scanning af hjernen, forkortet MR-hjernescanning, ser ud til at have
fastslået den nære forbindelse, der er mellem fysiologiske hjerneprocesser og
bevidsthedslivet. Ved sidstnævnte forstås især de sanseindtryk, forestillinger,
tanker, følelser, viljesudtryk og beslutninger mm., eller kort og godt de
mangeartede oplevelser, som optræder eller fremtræder indenfor rammerne af det,
man kunne kalde bevidsthedsfeltet.
Men at anatomiens,
fysiologiens, biologiens og specielt neuropsykologiens i hvert fald
tilsyneladende videnskabeligt funderede og verificerede opfattelse af forholdet
mellem hjerne og bevidsthed, nemlig at bevidsthedslivet basalt genereres i og
af hjernen, ikke kan stå for en nærmere og uvildig prøvelse, har jeg som
allround amatørforsker efter evne søgt at påvise i adskillige artikler her på
hjemmesiden. Til det formål har jeg i særlig grad henholdt mig til den
opfattelse af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, som forefindes i Martinus’
kosmologi, nemlig med den begrundelse, at sidstnævnte i højere grad inddrager
et større spekter af data, end tilfældet er med de nævnte videnskabelige
discipliner. Dette større spektrum involverer nemlig også erkendelsesmæssige
forhold, hvilke er uundgåelige og nødvendige aspekter af en fuldstændig og til
bunds gående undersøgelse af fænomenet livsoplevelse i almindelighed og
forholdet mellem sjæl og legeme problemet, subsidiært bevidsthed og hjerne
problemet, i særdeleshed.
Et stort paradoks:
Hjerneforskningens dilemma
Hjerneforskningens
reduktionisme fortsætter stadig og stort set uanfægtet med at promovere
opfattelsen af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, subsidiært mellem legeme
og sjæl. Denne promovering sker ikke mindst via medierne, herunder de
elektroniske medier. Senest har man her i Danmark i DR TV2 søndag den 22. april
2012 kunnet se et genudsendt to-delt program om det nævnte emne. Heri fremførte
en hjerneforsker sin paradoksale og skråsikre opfattelse af, at fænomener som
f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser blot skyldtes kemiske
påvirkninger, bl.a. i form af dopamin, i bestemte hjernecentre.
Såkaldt
para-normale oplevelser kan også fremkaldes ad anden kemisk vej, nemlig ved
indtagelse eller indgivelse af spiritus eller narkotiske stoffer af forskellig
slags, som f.eks. kokain, heroin, ecstasy, hash, m.fl. Disse stoffer doper
hjernen og giver i bedste fald nogle euforiske og ekstatiske oplevelser og i
værste fald fremkalder de angst, frygt eller aggressioner og forvrænger
generelt hjernens formidling af
virkeligheden.
Paradokset
består hovedsagelig i, at man i henhold til de nævnte hjerneforskeres
foreløbige forskningsresultater og udsagn må konstatere, at hjernen, som de
identificerer med bevidstheden, personligheden og jeget, åbenbart siger til sig
selv, at for eksempel nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser bare er nogle bevidsthedsforestillinger
om nogle illusoriske ledsagefænomener til de reale kemisk-elektriske processer,
som hjernen på grund af sin uvidenhed, det vil formentlig sige mangel på
synapser, fortolker og oplever, som om der er tale om oplevelser af objektive
og virkelige forhold.
Det
synes fortsat ikke et øjeblik at undre de samme hjerneforskere, at de
kemisk-elektriske processer i hjernen giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som vel at bemærke på ingen måde direkte
ville kunne udledes af de kemisk-elektriske processer i sig selv.
Neurovidenskaben i almindelighed og hjerneforskerne i særdeleshed ser stadig
ingen grund til at antage og betragte bevidstheden eller psyken som et
selvstændigt fænomen eller energisystem. Man føler sig angiveligt overbevist om
at vide, at hjernen repræsenterer bevidsthed og psyke, for andet har man i
hvert fald indtil videre ikke kunnet finde via sine strengt videnskabelige
undersøgelser og eksperimenter.
Men
her kunne man måske have lov til at indvende, at neuropsykologerne og
hjerneforskerne ikke har kunnet eller kan se skoven for bare træer. Eller sagt
mere konkret: Man kan ikke se psyken eller subjektet, fordi det er denne eller
dette, der via hjernen foretager undersøgelserne og eksperimenterne. Man kan
heller ikke se disse vigtige og nødvendige instanser, selvom de sproglige
udsagn: ”min hjerne” eller ”jeg har en hjerne” implicit antyder, at der må være
tale om et ’ejendomsforhold’, altså om et jeg, der har eller ejer en hjerne,
som er en overordnet instans i den fysiske organisme, som ligeledes tilhører
jeget.
Neuropsykologerne
og hjerneforskerne fokuserer og udadretter med andre ord – men vel at mærke af
historiske og traditionelle grunde - ensidigt deres egen bevidsthed eller psyke på
de fysisk-kemisk-elektriske processer, der foregår i hjernen hos
forsøgspersonerne, og tolker og identificerer disse processer som årsager i
stedet for som ledsagende virkninger. Når de gør det, skyldes det så vidt jeg
kan se, at de apriori går ud fra, at der ikke eksisterer andet eller mere, end
den fysiske materie, mere specifikt de fysiske sanser og de fysiske naturlove.
Åndsevnerne instinkt, følelse, intelligens, intuition og hukommelse betragtes
ikke som sanser, men ses blot som produkter af og ledsagefænomener til hjernens
fysiologiske processer. Men dette er og forbliver en apriori antagelse, som
viser sig ikke at kunne stå for en fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk
prøvelse. Sagen er i virkeligheden den, at bevidsthedens eller psykens problem
kun kan løses ad den introspektive erkendelses vej. Og det uanset om man er
videnskabelig forsker eller læg iagttager.
Det,
neuropsykologer og hjerneforskere blandt andet mangler at erkende og forstå,
er, at den i øvrigt helt fantastiske fysiske hjerne ’kun’ er et nødvendigt interaktivt mellemled mellem den fysiske
omverden og bevidstheden eller psyken. Desuden at sidstnævnte kan opfattes og
defineres som et energisystem, der kun delvis er afhængigt af den fysiske krop
og hjerne, men som er så relativt energisvagt på grund af karakteren eller
substansen af de åndelige eller psykiske energier, at det ikke kan kommunikere
eller interagere direkte med den fysiske omverden eller de fysiske energier.
Derfor er den fysiske hjerne og centralnervesystemet det redskab eller
instrument, der gør en sådan kommunikation og interaktion mulig.
Den
nævnte kommunikation og interaktion mellem psyken og den fysiske krop,
subsidiært hjernen, er kvalificeret påvist og grundigt gennemanalyseret af den
danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus, fulgt op af hans elev Per
Bruus-Jensen i dennes værker, som netop søger at bygge bro mellem
naturvidenskab og åndsvidenskab, sådan som læsere af min hjemmeside vil vide.
Men her skal i øvrigt efterfølgende argumenteres nærmere for gyldigheden af
Martinus’ såkaldt kosmiske analyser blandt andet vedrørende krop og psyke, som
det for resten også allerede er blevet gjort i form af en lang række artikler
her på hjemmesiden, som jeg derfor må henvise til.
Men
foreløbig må vi spiritualister altså affinde os med, at neuropsykologien og
hjerneforskningen ikke har fundet nogen grund til at inddrage opfattelsen af
psyken som et selvstændigt energisystem i sine grundige videnskabelige
undersøgelser og eksperimenter, og det til trods for, at en anerkendt
dybdepsykolog som C. G. Jung har påvist psyken som et sådant selvstændigt
energisystem. Vi må trøste os med, at den etablerede og kanoniserede videnskabs
opfattelse af og konsensus om den fysiske materies og den naturvidenskabelige
metodes overordnede værdi og betydning, er foreløbig, og at den på et tidspunkt
ude i fremtiden vil blive erstattet af et paradigmeskift med et større
helhedssyn.
Når forholdet mellem hjerne og bevidsthed overhovedet er blevet
problematiseret, skyldes det i hovedsagen på den ene side at der ikke er
overensstemmelse mellem naturvidenskabens, primært biologiens,
hjerneforskningens og neuropsykologiens, opfattelse af forholdet, og på den
anden side spiritualismens og okkultismens opfattelse af samme. For imidlertid
at vide, hvad det er, der tales om, når man taler om hjernen, vil det her være
formålstjenligt at give en kortfattet oversigt over, hvad der
naturvidenskabelig set skal forstås ved begrebet og fænomenet hjernen.
Ved begrebet og fænomenet
hjernen forstås den del af centralnervesystemet, som ligger i hovedets øverste
del, kraniet. Via hoved og hals går hjernen over i centralnervesystemets anden
del, rygmarven, som i det væsentlige indeholder nervecentrer for automatiske
funktioner. Hjernen er inddelt i storhjernen, mellemhjernen, midthjernen,
lillehjernen, hjernebroen og den forlængede marv. Storhjernen består af de to
halvdele, venstre og højre hjernehalvdel, som benævnes hemisfærer, som er
indbyrdes forbundne ved hjernebjælken. Hemisfærerne er på overfladen ujævne med
hjernefurer, imellem hvilke hjernevindingerne poser ud. Hver hemisfære inddeles
i pandelap, isselap, nakkelap og tindingelap. Hjernebarken, som er
hemisfærernes yderste lag, består af nerveceller, der danner centre for
bevidsthedslivet og talrige andre funktioner. De mange nerveceller gør
hjernebarken grå, følgelig kaldet den grå hjernesubstans, hvilket er baggrunden
for den jævnligt brugte populære betegnelse ”de små grå”.
I dybden ligger den hvide
hjernesubstans, som hovedsagelig består af nervetråde, der forbinder de
forskellige centre. Fra mellemhjernen udvikles thalamus og hypothalamus, som
indeholder centret for det såkaldt autonome eller selvstyrende nervesystem og
som har forbindelse til hypofysen, hvor produktionen af de overordnede hormoner
foregår. Lillehjernen har blandt andet betydning for bevægelsesfunktionerne og
ligevægtssansen. I væggene omkring hjernens hulrum, kaldet ventriklerne,
udskilles en klar, farveløs væske, kaldet cerebrospinalvæsken, der dels tjener
til beskyttelse af hjernen, ved at denne så at sige ”flyder” i en stødpude og
nærmest er ”vægtløs”, og dels vedligeholder en afstemt koncentration af
stoffer, som er vigtige for dens funktion. Cerebrospinalvæsken omgiver
ligeledes rygmarven i dens kanal i rygsøjlen. Fra hjernen udgår 12 par nerver,
kaldet hjernenerverne.
Det er et faktum, at hjernens
størrelse varierer fra individ til individ, og at størrelsen ikke står i et
ligefremt forhold til intelligensen. Det er f.eks. kendt, at en højt
intelligent mand som den teoretiske fysiker Albert Einstein havde, hvad man
karakteriserer som en forholdsvis lille hjerne. Som overordnet organ, er det
hjernens formål og opgave at styre og regulere legemets funktioner og
bevægelser, herunder blodkredsløb, åndedræt og hormonbalance mm. Dertil kommer,
at den bestemmer hele vor adfærd, idet den i henhold til videnskaben er sæde
for sanser, åndsevner, tanker og følelser. Men selvom man kender selve
opbygningen af centralnervesystemet og ved, at funktionerne beror på et
samarbejde mellem komplicerede strukturer, er man først i nyeste tid via bl.a.
hjernescanninger ved at fastlægge, hvordan hjernen mere præcist fungerer.
Overførslen af impulser gennem nervetrådene fra og til de milliarder af
hjerneceller sker i den såkaldte synapse, hvor to udløbere, neuritten og
dendritten, mødes. Impulserne er svage elektriske strømme, som ved deres
påvirkning bevirker at der i synapsen frigøres en kemisk substans,
transmittersubstansen kaldet dopamin, der viderepåvirker den næste celle og så
fremdeles. Eftersom der angiveligt i en cm3 hjernevæv kan findes 50.000
synapser, er kontaktmulighederne umådeligt og fantastisk mange.
I nyere hjerneforskning og neuropsykologi benytter man sig ofte af
betegnelsen amygdala, som oversat til
dansk betyder mandelkernen. Den er
lokaliseret til et lille område i hjernens tindingelap, hvor den er opdelt i to
dele, en del, der modtager impulser fra de autonome processer, specielt fra
thalamus, hypothalamus, lugtelap m.fl., og en del, som faktisk modtager al
sanseinformation. Amygdala er blandt andet ansvarlig for følelsen af frygt og
for forsvarsreaktioner. Den har desuden forbindelser til hypofysen, binyrerne,
lugtesansen og til indtagelse af føde og væske. Den kan endvidere udløse
forskellige autonome organiske reaktioner i respiration, kredsløb og
mave-tarmkanal, lige som den er involveret i posttraumatisk
belastningsreaktioner. Ifølge beregninger indeholder menneskets amygdala
omkring 12 millioner neuroner, så der er måske ikke noget at sige til, at
amygdala har fået så stor betydning i moderne hjerneforskning.
Bortset fra, hvad der end kan siges om hjernen og dens anatomi og
funktioner, så må man under alle omstændigheder forundres over dens sindrige
indretning med dens milliarder af nervetråde og synapser. Set fra det atomare
plan bliver hjernen et endnu større mirakel, ja, ordet mirakel er egentlig ikke
for meget eller forkert sagt, for hvordan forklare disse funktioners opståen og
hensigtsmæssige eller formålstjenlige funktioner og ikke mindst hjernens
relation til og samspil med bevidsthedslivet? – Dette forklaringsproblem
påhviler det endnu naturvidenskaben i form af biologien og neuropsykologien at
give et plausibelt svar på. Men der kan næppe være tvivl om, at forklaringen må
findes i flere forhold og primært må være beroende på de naturlove, der gælder
for molekylær kemi og biologi. Disse love, som man tager for givne, betinger jo
blandt andet det, der kunne kaldes livets byggeplan, som ligger indkodet i hver
eneste celle i form af det såkaldte DNA-molekyles kemiske indhold og
sammensætning. Men hvorfor lige præcis disse naturlove og denne kemiske
sammensætning ligger til grund for livets opståen og funktioner, kan
naturvidenskaben i form af atomfysikken og molekylærbiologien næppe heller give
en fyldestgørende forklaring på. Det skal der en anden forskningsmetode til, og
en sådan finder man snarere benyttet i eksempelvis Martinus’ kosmiske analyser
over livet og bevidstheden.
Begrebet
og fænomenet bevidsthed
I almindelig psykologisk
forstand defineres bevidsthed som en samlebetegnelse for de forskellige former
for oplevelse, opmærksomhed eller opfattelse, mere præcist som oplevelse og
opfattelse af omverdenen i form af sanseindtryk, og af individets egen indre
verden af forestillinger, tanker, følelser etc., hvilket kort og godt vil sige
bevidsthedstilstande. Men begrebet og fænomenet bevidsthed omfatter også de
meninger, teorier og synspunkter, der knytter sig til et bevidst væsen, og
endelig også som selvbevidsthed, hvorved kort forstås individets bevidsthed om
sig selv og sin egen og for resten ikke sjældent overdrevne betydning.
Indenfor rammerne af
Martinus’ kosmologi kan og skal fænomenet bevidsthed ses i relation til hans
analyser af, hvad det er, der ikke kun konstituerer mennesket, men i videre
forstand det levende væsen, hvilket i videste forstand vil sige alle levende
væsener. Dette væsen udgør i henhold til Martinus et treenigt princip i form af
et jeg, en bevidsthed og en organisme, men forstået sådan, at jeget udgør den
overordnede instans i forholdet, medens bevidstheden forekommer i form af en
overbevidsthed og en underbevidsthed, og organismen er det interaktive redskab,
individet via sin bevidsthed betjener sig af. Den væsentlige karakteristik for
et levende væsen, mennesket inklusive, er, at det sanser, oplever og manifester
sig i form af handlinger. Imidlertid fremhæver Martinus, at sansning ikke – som
det er almindeligt at tro og mene - er en passivt receptiv proces, men
tværtimod en proces, der forudsætter og kræver et betydeligt moment af skabende
virksomhed, om end i hovedsagen en automatisk skabende virksomhed. Dette er en
del af baggrunden for, at Martinus også betegner bevidstheden som det levende
væsens skabeevne, men vel at bemærke altså som en evne, der forudsætter og er
betinget af et intimt samarbejde mellem de ovenfor nævnte tre instanser. Denne
skabeevne ligger også til grund for sansning, som igen udgør grundlaget for
fænomenet oplevelse, og herom skriver Martinus bl.a. følgende:
(Citat) 254. Da alt, hvad der kommer ind under begrebet
”oplevelse”, kun kan eksistere som identisk med vibration eller bevægelse, vil
hele verdensaltet i sin detaljering være identisk med et uendeligt ocean af
energi- eller bevægelseskombinationer, stråler og bølger, der hver især,
efterhånden som de opleves af det levende væsen, kommer til at danne et nyt
billede i det billedgalleri, der i den daglige tilværelse kendes som identisk
med dets ”bevidsthed”. […] Citat slut. Citeret fra LIVETS BOG I, stk. 254.)
Stærkt forenklet sagt,
opfatter Martinus altså bevidsthed som et ”mentalt billedgalleri”, mere præcist
i form af mentale forestillinger, som naturligvis i større eller mindre grad er
forbundet med tanker og følelser. Men der hører selvfølgelig meget andet og
mere til, for at kunne begribe og forstå, hvad bevidsthed er og omfatter. Dette
emne er da i virkeligheden også så kompliceret og omfattende, at det ligger
udenfor rammerne af en artikel som denne, at gøre forsøg på at give en bare
nogenlunde dækkende beskrivelse af det. Dog skal her tilføjes, at følgende
psykologiske energier eller –evner er mere eller mindre virksomme i individets
bevidsthed, nemlig instinkt, tyngdeenergi (dynamisk energi), følelse,
intelligens, intuition og hukommelse, og som drivkraften eller
motivationsfaktoren bag disse evner eller energier ligger et fænomen eller en
kraft, som Martinus betegner som urbegæret, der defineres som et uspecificeret
grund-begær efter oplevelse eller mere præcist efter livsoplevelse. Dette
urbegær udgør grundlaget for alle specifikke former for begær, vilje og ønsker,
men vel at mærke styret af en serie såkaldte kosmiske (også kaldet
guddommelige) skabeprincipper. Disse er automatisk virkende lovmæssigheder, som
alle og alt er undergivet.
Som nævnt omtales hjerne- og
nervesystemet følgende steder i Livets Bog I: stk. 51, 223-4, 227, men det er
især i stk. 223-4, at Marinus analyserer den rolle, hjernen spiller i forhold
til bevidstheden, men vel at mærke anskuet i det noget større kosmiske
perspektiv, der jo er kendetegnet på hans kosmologi. I stk. 51 konstaterer
Martinus, at de levende væseners hjerner kun er modtagelige for tankebilleder,
ideer eller forestillinger af en bestemt styrke eller bølgelængde. Det betyder,
at tankebilleder, der ligger over denne styrke, generelt set forekommer
fantastiske eller helt utilgængelige for individet, medens tankebilleder, ideer
og forestillinger, der ligger under den nævnte styrke eller bølgelængde,
generelt set forekommer individet som værende primitive og naive.
Men det er særlig i Livets
Bog I, stk. 223-4, at Martinus analyserer og karakteriserer hjernens rolle i
forhold til det jordiske menneskes aktuelle kosmiske udviklingssituation. Herom
skriver Martinus blandt andet, at den åndelige bevidsthedsfunktion hos
mennesket må regnes for at være på et begyndelsesstadium, idet de åndelige legemer
endnu ikke er bragt frem til deres respektive kulminationsudfoldelse på de
åndelige tilværelsesplaner. Det er årsagen til, at de åndelige legemer ikke har
styrke eller kapacitet til at bære bevidstheden, hvilket igen er årsagen til,
at den fysiske bevidsthedsfunktion i hovedsagen bæres af det relativt
veludviklede fysiske legeme. Dette forhold bevirker, at den fysiske tilværelse
så at sige overdøver den spæde åndelige tilværelse, og dette kontrastforhold er
atter årsagen til, at åndelige oplevelser kun bliver opfattet og oplevet som
tanker eller tankebilleder, stik imod, at disse i henhold til Martinus i
virkeligheden er lige så realistiske genstande som de fysisk oplevede
genstande.
Det jordiske menneskes
primære legeme udgøres altså af det fysiske legeme, men samtidig er individet
gennem dettes hjerne- og nervesystem forbundet med de endnu spædt udviklede
åndelige legemer, gennem hvilke dets åndelige funktioner befordres og udløses.
Disse åndelige funktioner eller evner og legemer udgøres i hovedsagen af
følelsesevnen og følelseslegemet, intelligensevnen og intelligenslegemet,
intuitionsevnen og intuitionslegemet, og hukommelsesevnen og
hukommelseslegemet. Men da disse åndelige funktioner, som Martinus betegner som
værende af elektrisk beslægtet natur, kun kan blive fysisk udløste via et
lednings- eller antennesystem, findes et sådant netop i form af individets
hjerne- og nervesystem. Dette system består altså dels af fysiske energier og
dels af åndelige energier eller energibølger, hvorved individet sættes i stand
til at komme i kontakt med reaktionen af den vekselvirkning, der foregår mellem
dets fysiske legeme og grundenergierne, som jo er den virkelige basis for
individets livsoplevelse og manifestation. Den nævnte reaktion har altså reelt
set karakter af elektrisk beslægtede energibølger i hjernen og nervesystemet. I
fysiologien betegnes disse energibølger som fysisk-kemisk-elektriske reaktioner
i hjerne- og nervesystemet, en betegnelse, som stemmer godt overens med
Martinus’ forklaringer på sanse- og oplevelsesprocessen. Men hermed hører
overensstemmelsen også op, for hvor naturvidenskaben i almindelighed og
hjernefysiologien i særdeleshed udelukkende opfatter fænomenerne og processerne
som fysisk-kemiske, dér hævder Martinus, at der samtidigt også er tale om
over-fysiske kemiske fænomener og processer. Dette pointerer han også i Livets
Bog I, stk. 224, idet han fremfører det synspunkt, at når menneskene i
almindelighed og videnskaben i særdeleshed ikke er i stand til at observere
individets fornemmelser længere end ind i hjerne- og nervesystemet, skyldes
det, at individets åndelige sanser og evner endnu kun befinder sig på det
stadium, som det fysiske legeme befandt sig på, dengang det under evolutionen
endnu ikke var i besiddelse af fysiske sanser, som f.eks. syn, hørelse etc.
Men situationen eller
forholdet er det, hævder Martinus, at hjerne-nervesystemets
fysisk-kemisk-elektriske bølger eller vibrationer fortsætter som ikke-fysiske
ind i individets åndelige struktur, hvor de opleves i forhold til, hvor meget
eller lidt den åndelige struktur eller de åndelige legemer og disses organer er
udviklede til at kunne reagere overfor de nævnte bølger og vibrationer. Pointet
er, at det er via disse åndelige legemer, at de elektriske bølger og
vibrationer bliver oplevet som åndelige fornemmelser i form af tanker og
følelser eller tankeklimaer, som tilsammen udgør det ”mentale billedgalleri”,
der kaldes bevidsthed. Hjerne- og nervesystem udgør ifølge Martinus med andre
ord individets ”port” ind til den åndelige verden. Herom skriver han blandt
andet følgende, som jeg vil tillade mig at citere her:
(Citat) […] Alt eftersom jordmenneskets åndelige legemer endnu er uudviklede,
vil det altså være offer for den overtro, at ”porten” eller hjerne- og
nervesystemet er årsag til dets åndsfunktioner og er således endnu ubevidst i
åndslegemerne eller de faktiske forhold. Nævnte overtro bliver yderligere
stimuleret af den omstændighed, at der i ”porten”
til den åndelige verden findes små særlige åbninger for de særlige arter af
elektriske bølger, hvilket altså igen vil sige, at der i hjerne- og
nervesystemet findes særlige centre eller
komplekser for de forskellige åndsfunktioner. Det førstnævnte væsen vil altså
være offer for den illusion at tro, at disse særlige centrer eller komplekser
er selve årsagen til funktionerne, medens de i virkeligheden kun udgør særlige
indstillingsorganer for fysisk afsendelse og modtagelse af de tilsvarende
særlige åndelige energibølger eller vibrationer. Ligesom antennen ikke er årsag
til den musik eller det foredrag, der gennem et til denne knyttet radioapparat
modtages, men kun udgør et center, gennem hvilket musikkens eller foredragets
elektriske form kan modtages og bringes videre til apparatets andre centrer og
der blive omsat til sin oprindelige form, således er hjerne- og nervesystemet
absolut heller ikke årsag til denne eller hin gennem samme system forekommende
synlige manifestation, men kun udgørende et afsender- og modtagersystem for
reaktionerne mellem individets legemskultur og grundenergierne i form af
elektriske bølger. Ligesom modtagelsen eller afsendelsen gennem et
radioapparat bliver disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de enkelte dele
af dets tilbehør, således bliver
reaktionsforplantningerne gennem hjerne- og nervesystemet naturligvis også
disharmoniske, hvis der er noget i vejen med de særlige centrer eller
komplekser i det nævnte system. Sådanne disharmonier i individets
bevidsthed kendes i den daglige tilværelse under begreberne: Sindssyge, åndssvaghed og lammelse.(Citat slut. Citeret fra LIVETS BOG I, stk. 224.)
Det er altså i henhold til
Martinus en overtro og illusion at mene, at det fysiske hjerne- og nervesystem
skulle være generatoren af bevidstheden. Derfor kan man heller ikke tale om,
som nogle gør, at ”hjernen er det endelige sæde for sansningen og
bevidstheden”, for denne påstand er så langt fra virkeligheden, som man kan
komme. Dette fremhæver Martinus yderligere i sin småbog nr. 1. ”Menneskehedens
skæbne”, som oprindelig blev trykt i tidsskriftet ”Okkultisten” i 1933, men
senere udkom i bogform. Det sker i bogens 19.-20. kapitel og efter min
opfattelse i en noget mere afklaret form, end i det ovenfor gengivne citat. I
nævnte bog er det dog især selve sanseprocessen fra start til slut, Martinus
analyserer og omtaler, en analyse, som er i stor principiel overensstemmelse
med den, man kan finde indenfor den filosofiske disciplin, der hedder
sansefysiologisk kriticisme og desuden i den indiske filosof Shankar Acharyas
tilsvarende analyser af sanseprocessen. Disse er især formidlet til den
vestlige verden af den engelske forfatter og filosof Paul Brunton, i bøger, som
f.eks. ”The Search of the Overself” og ”The Hidden Teaching Beyond
Yoga”.
Men når jeg her i 2020, hvor
disse linjer skrives, for eksempel genlæser Martinus’ LIVETS BOG I, bliver jeg
uundgåeligt slået med en stor overraskelse, for ikke at sige beundring over,
hvor klogt, klart, sikkert og overbevist han selv var om de kosmologiske emner,
han beskrev allerede omkring 1930, to år efter sin indvielse til og oplevelse
af det, han selv betegner som ”den store fødsel til kosmisk bevidsthed”.
Ved den genlæsning kan jeg godt komme ret meget i tvivl om min egen tiltro til
det, jeg – måske lidt for selvsikkert? – betegner som ét-livs-hypotesen. Dog, i
min lidt mere nøgterne og normale sindstilstand er jeg fortsat tilbøjelig
til at nære tiltro til den opfattelse, at den sidstnævnte hypotese trods alt og
nok så sandsynligt er i overensstemmelse med virkelighedens verden. I denne
findes der så vidt jeg kan se med min lille menneskeforstand ikke
fænomener som evighed, udødelighed og reinkarnation, og slet ikke skæbnens
absolutte retfærdighed, men snarere det modsatte.
Et
afsluttende vigtigt spørgsmål
På baggrund af de ovenfor
fremførte betragtninger, kan jeg for det første tillade mig at konstatere, at
min hjemmeside LIVETS EVENTYR i det store og hele forholder sig loyalt til
Martinus’ geniale verdensbillede. Derimod vil det her være relevant at stille
spørgsmålet: Fik vi – mere præcist og konkret jeg - løst og afklaret
spørgsmålet om, hvad bevidsthed reelt set er for et fænomen? - Svaret må
umiddelbart blive både et ja og et nej. Et ja, fordi vi intellektuelt fik afklaret, hvad
bevidsthedsbegrebet omfatter og indbefatter. Et nej, fordi det ikke var eller
er muligt – i hvert fald ikke for mig - at fremføre og afklare, hvad bevidsthed
i grunden faktisk er. Men måske er forklaringen på den situation den, at bevidsthed
kun kan forstås eller opleves intuitivt af hvert enkelt individ selv. Altså
især via den evne, Martinus betegner som ”kosmisk bevidsthed”.
@
Juli 2020 Harry Rasmussen.
____________________________