Film og mig

Om mit forhold til filmmediet

1. afsnit

Optakt
Da jeg fik ideen til at ville skrive denne artikel, var jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt titlen i stedet for ”Film og mig” skulle være ”Mig og film”. Underforstået ”Mig og mit forhold til filmmediet”. Efter en del overvejelser, valgte jeg så titlen ”Film og mig”. Mest fordi jeg syntes og mener, at filmmediet alene i kraft af sin højere alder, selvfølgelig har en større proveniens, end min i den og forresten flere andre sammenhænge inferiøre person. Desuden vil man kunne henvise til, at jeg jo dels har skrevet en længere afhandling om ”Dansk Tegnefilms Historie 1919-2000” og herunder også en biografi om min egen rolle i den sammenhæng.

http://www.tegnefilmhistorie.dk/97%20Biografier/Harry%20Rasmussen/Harry%20Frame.htm

Imidlertid vil jeg forsvare mig selv og denne artikel med, at den anskuer emnet ud fra et videre eller større perspektiv end det, hvori jeg tidligere har skrevet artikler om film og mere specielt om tegnefilm. Så derfor, kære læser, læs videre, hvis du har lyst og tid, ikke mindst fordi artiklen i nok så høj grad handler om realfilm eller såkaldte spillefilm. Sådanne film har gennem tiden haft relativ stor appel og tiltrækningskraft på den kategori af mennesker, som før i tiden var mere eller mindre ivrige biografgængere.

Den lille store filmfan

Min interesse for filmmediet begyndte faktisk meget tidligt i mit liv, nemlig i 1935, da jeg kun var omkring 6 år. Dengang boede jeg med mine forældre og ældste 1-årige lillebror i Landsbyen Tillitse på Lollands sydvestkyst. Til daglig gik jeg altid omkring med en stump blyant og en lille notesblok og tegnede deri ved enhver given lejlighed. At tegne var min store hovedinteresse. Jeg gik i 1. klasse i Tillitse Skole og om efteråret det nævnte år foretog min klasse en udflugt til Nykøbing Falster, hvor vi blandt andre seværdigheder også fik lejlighed til en tur i byens biograf. Her så vi forskellige korte underholdningsfilm, herunder i hvert fald én tegnefilm med en komisk tegnet abe, der kravlede omkring, som især var en stor og uforglemmelig oplevelse, der betog mig i så høj grad, at jeg på stedet bestemte, at sådan en slags tegnefilm ville jeg også lave, når jeg blev voksen.

Mine forældre eller især min mor kunne ikke undgå at vide, at film og især tegnefilm hørte til en af mine største interesser, så ved juletid det år fik jeg til min store overraskelse og endnu større glæde et legetøjs-filmapparat i julegave. Der fulgte flere 35mm filmsløjfer med og disse studerede jeg nøje, især en filmsløjfe med en tegnefilm, hvor jeg f.eks. kunne se på filmstrimlen, hvordan en figur billede for billede var gengivet i forskellige successive stillinger eller positioner. Desuden bemærkede jeg, at filmsløjfen via den mekanisme, der kaldes Malteserhjul blev fremført i små ryk billede for billede foran projektorens lyskilde og objektiv. Deraf kunne jeg regne ud, at det var en del af metoden eller teknikken bag illusionen om levende billeder. Filmapparatet havde mor bestilt hjem via det julekatalog fra Dahls Varehus i København, som alle familier modtog med posten hvert år ved juletid.

På det tidspunkt var det begrænset, hvor mange tilskuere jeg kunne vise mine film for. I almindelighed var det for mine forældre og den kun cirka 2-årige lillebror Benny. Ved særlige lejligheder også især mine morforældre og min ét år ældre fætter Dennis, når han og de gerne ved højtiderne kom på besøg hos os. De boede jo i Bursø i nærheden af Maribo, hvilket primært skyldtes, at morfar var ansat på Maribo Sukkerfabrik, hvor han havde en fast stilling som lokofører af såkaldte roetog, der transporterede roer og andet til og fra sukkerfabrikken. Interessant nok, så var min farfar også ansat som lokofører af roetog, der i hans tilfælde kørte i rutefart mellem Nakskov Sukkerfabrik og Majbølle Saftstation omkring 9 km fra Nakskov. Selv boede han og farmor i et hus på Rudbjerggaards vej, kun omkring 1 km fra saftstationen.

Imidlertid fortsatte jeg i min uophørlige entusiasme hjemme ufortrødent med mine funktioner både som ’direktør’, ’billetsælger’ og ’operatør’. Det gav mig en følelse af ophøjet betydningsfuldhed. Men efter flere forevisninger af præcis det ovenfor nævnte samme ’filmprogram’ var det tydeligt, at det gentagende kedede mine kære familiemedlemmer, der dog trods alt – om end ufrivilligt og lidt modvilligt – hver gang indtog rollen som ’biografpublikum’. Formentlig mest for ikke at skuffe mig.

På den tid havde min far, der oprindelig var landarbejder, ansættelse som værftsarbejder på Nakskov Skibsværft. Firmaet tilhørte ØK (Østasiatisk Kompagni) og da arbejdstiden var fra kl. 7 morgen til kl. 17, måtte han stå op omkring kl. 5½ for at cykle de cirka 8-9 km til Nakskov. I sin fritid var far meget optaget af gøremål, der havde med vores hus og have at gøre. Eksempelvis lavede han et helt sæt hvidmalede havemøbler, lige som han også selv havde lavet det hvidmalede stakit, der afgrænsede forhaven ud mod den offentlige vej. Naboer og folk, der kom på besøg eller gik forbi, roste både hans flid og hans dygtighed.

Der blev dog også lidt tid og kræfter til at passe og pleje privatlivet. Den 24. marts 1937 blev vores lille familie forøget med en kær lille rødhåret dreng, der blev døbt med navnet Bent Orla Rasmussen. Sin hårfarve havde han arvet efter vores mor. I øvrigt viste han sig at være en kvik og glad lille fyr, som vi alle var meget glade for.

Imidlertid var far blevet godt træt af hver eneste dag at skulle cykle frem og tilbage til sin arbejdsplads i Nakskov. Som en direkte følge deraf besluttede mine forældre at sælge huset og flytte til Nakskov. Situationen var den, at på Rosnæs lidt udenfor byen havde ØK for år siden ladet opføre en hel lille by med stort set omtrent ens familiehuse, beregnet for folk, der arbejdede på værftet. Vi fik en rimelig stor lejlighed på første sal i et hus, der lå – og stadigvæk ligger – på hjørnet af Strandpromenaden og Riddersborg Allé, med udsigt ud over havnen med byen i baggrunden til venstre og Skibsværftet til højre.

Vi flytter til Nakskov

Vi flyttede til Nakskov den 1. april 1937 og der kom jeg til at gå i Tårsvejens Skole, som lå og formentlig stadigvæk ligger lidt nordvest for selve byen. Der var godt og vel en kilometer for mig at gå hjemmefra til og fra skolen, men den tur regnede jeg ikke for noget.

Efter at vi havde boet en kort tid på vores nye adresse, begyndte jeg at blive fortrolig med stedet og lokaliteterne, samt med nogle af de andre jævnaldrende børn, drenge så vel som piger. En indre trang og lyst fik mig især til at udfolde nogle af mine kreative talenter og blandt disse var interessen for cirkus og cirkuslivet. Inspirationen til det kom sig af, at hver dag, når jeg gik til og fra skole måtte jeg passere en kæmpestor ubebygget plads, hvor der i sommerhalvåret jævnligt kom omrejsende cirkus på besøg og slog sine telte op og i reglen parkerede deres hestetrukne vogne. I denne korte periode blev cirkus godt besøgt af omegnens og byens voksne og børn, til stor glæde og fornøjelse for publikum og til gavn for cirkusfolkene.

Det var helt utvivlsomt det ovenfor nævnte cirkusliv, der inspirerede mig til selv at lave cirkus. Det foregik på den lukkede gårdsplads, som lå nedenfor vores lejlighed. Som omklædningsrum benyttede jeg fars værksted, der var beliggende i udhuset, der hørte til stedet. Dette rummede også henholdsvis toilettet og vaskehuset.

Min rolle som akrobat, cirkusklovn og tryllekunstner

I sommeren 1938 lykkedes det mig at få gjort et meget ungt ’publikum’, flest drenge, interesseret nok til, at de kunne og ville betale 10 øre for en ståplads – ingen ville eller kunne give 25 øre for en siddeplads. Men efter min bedste evner og formåen optrådte jeg som både billetsælger, sprechstallmeister, akrobat, tryllekunstner og – ikke mindst – klovn. Min optræden som tryllekunstner hang sammen med, at jeg allerede mens vi boede i Tillitse havde jeg til min 7-års fødselsdag fået et tryllesæt, som jeg havde ønsket mig. Ved den aktuelle cirkusforestilling på vores gårdsplads på Rosnæs havde jeg altså derfor også et tryllenummer på programmet. Billetsalget så vel som bifaldet var dog beskedent og moderat, idet mit publikum åbenbart ikke syntes at mine præstationer var gode og imponerende nok til klapsalver. Men selv var jeg stort set ligeglad, for det at optræde i mit eget ”cirkus” var mig mere end nok.

En af de hovedinteresser jeg delte med min kære mor, var interessen for film, mere specielt danske spillefilm, der blev opført i byens få biografer: BIO på hovedgaden, ROXY på torvet og KINO på Jernbanegade. I BIO så mor og jeg f.eks. ”Livet på Hegnsgård” og i ROXY så vi ”Blåvand melder storm”, begge film produceret af ASA FILM i 1938.

Men månederne gik, sådan som begge dele plejede at gøre. Vi var nu i december måned og nærmede os julen. En dag, hvor jeg havde et ærinde inde i byen, så jeg til min store og begejstrede glæde, at biografen KINO reklamerede med, at de for tiden spillede Walt Disney’s senere så berømte lange tegnefilm ”Snehvide og de syv Dværge”. Jeg blev helt vildt fascineret og betaget af at se billeder fra filmen bag udhængsskabene på hver side af indgangen. Det vil sige, jeg kunne kun se disse på lidt afstand, idet et jerngitter spærrede indgangen udenfor biograftiden. Men hver dag efter skoletid gik jeg ind til KINO, bare for at få et glimt af billederne i udhængsskabene.

Det skal lige indskydes her, at jeg ikke kendte navnet Walt Disney på daværende tidspunkt, det blev mig først bekendt efter at jeg sammen med min kære mor havde set filmen med den smukke Snehvide og de herlige og morsomme syv dværge, hvis engelske så vel som danske navne har indprentet sig i min hukommelse lige siden: Doc = Brille, Happy = Lystig, Sleepy = Søvnig, Sneezy = Prosit, Bashful = Flovmand, Grumpy = Gnavpot, og Dopey = Dumpe.

Lykkeligvis var mor med på, at vi to skulle se Snehvide-filmen snarest muligt og det skete et par dage før juleaften. Opfyldt af forventningens glæde travede mor og jeg en tidlig aften den forholdsvis lange strækning fra Strandpromenaden og ind til KINO i Jernbanegade. Far, som i øvrigt ikke var til biografer og film, blev trofast hjemme og passede mine to småbrødre.

Ved synet af det fantastiske skue af tegnede figurer, der bevægede sig helt livagtigt og med en handling, der kaldte både på smil, latter og vemod og tårer, genopvaktes min tidligere beslutning om, at sådan en slags film, altså tegnet film eller tegnefilm, ville jeg også være med til at lave, når jeg blev voksen. Den beslutning skulle vise sig at blive til realitet nogle få år senere, mere præcist i sommeren 1943. Men mere herom senere.

Vi flytter til København

Mere eller mindre på baggrund af, at mors forældre, min mormor og morfar, i april 1937 havde forladt deres mangeårige hjem i Bursø i nærheden af Maribo på Lolland, var det blevet lidt af en påtrængende længsel og stort ønske for mor selv at komme tættere på sine forældre. Det endte da også i første omgang med, at far sagde sin stilling som værftsarbejder op og rejste til København, dels for at finde sig et nyt job der og dels for at finde et egnet sted vores lille familie på to voksne og tre børn, mig inklusive, kunne bo. I mellemtiden kunne far logere hos sine svigerforældre, mine morforældre, som da boede i korridorejendommen Baggesensgade 24, 4. sal tilhøjre.

Derfra var der en god udsigt og lejlighedsvis solskin ind ad vinduerne. Skønt de havde været vant til at bo i eget hus i relativt frie landlige omgivelser, var begge mine morforældre ganske godt tilfredse med deres fjerde-sals 2-værelsers bolig med lokum i gården!

Efter forløbet af en lille uges tid lykkedes det for far, som ikke var faglært og derfor ikke havde muligheder for at få sig et fast job, at finde et løst arbejde som havnearbejder, mere præcist som kullemper. Det var godt nok et beskidt arbejde, men far var ikke sart, så han fandt sig i de forhold og vilkår, som jobbet indebar. Den beboelseslejlighed far havde fundet og lejet til os, lå også i Baggesensgade, faktisk i ejendommen lige ved siden af den, hvor mine morforældre boede. Vores ’nye’ lejlighed lå nemlig i Baggesensgade nr. 26, men vel at bemærke inde over første baggård i opgang 26C, stuen tilhøjre. En af fordelene ved denne beboelseslejlighed var, at den indeholdt et træk-og-slip toilet, så at man i modsætning til beboerne i nr. 24 ikke måtte nøjes med uhumske gammeldags lokummer i gården. Utroligt i nutiden, at beboerne dengang måtte affinde sig med så dårlige boligforhold.

Den 1. april 1939 om morgenen ankom mors bror, min altid hjælpsomme onkel Thorkild, i en lastbil med åbent lad og i løbet af formiddagen var alle vores møbler og ting anbragt oppe på ladet, klar til afgang. Mor sad med 4-årige Benny og lille 2-årige Bent inde på bilens førersæde sammen med chauffør Thorkild, mens far og jeg havde fået os anbragt ovenpå flyttelæsset bag på bilen. Dermed forlod vi for stedse vores i øvrigt udmærkede lejlighed på Strandpromenaden i Nakskov, godt nysgerrige og forventningsfulde efter at se, hvor i København vi herefter skulle bo.

Her skal lige indskydes, at jeg jo på forhånd kendte lidt til det Nørrebro-kvarter i København, hvor mine morforældre boede, idet jeg i 1938 efter invitation tilbragte en del af min skolesommerferie hos dem. De havde i øvrigt min forældreløse fætter Dennis boende som plejebarn og han betragtede dem da også som sine forældre. Han var en ivrig FDF-spejder og havde base i menighedshuset omme på Blågårds Plads. Her hændte det jævnligt, at der som trækplaster blev vist film, blandt andet film med Laurel og Hardy (Gøg og Gokke) og med den noget specielle filmkomiker Harold Lloyd. Dennis inviterede mig med til et par af disse forestillinger, men mærkværdigvis syntes jeg dengang ikke, at Gøg og Gokkes film var særligt morsomme. Den opfattelse ændrede sig, da jeg blev voksen og bedre forstod deres specielle form for humor.

Gensynet med København

Efterhånden som den lille flyttefamilie med højt flyttelæs på lastbilens lad nærmede sig hovedstaden, steg nervøsiteten især hos mor, som dog i forvejen altid var nervøs og ude af flippen, når der skete noget nyt for hende. Mor glædede sig først og fremmest til at gense sine forældre og var også glad for, at vi kom til at bo i nærheden af dem. Sine forældre havde mor ikke set siden omkring 1937, da hun og vi besøgte dem i Bursø i anledning af deres guldbryllup. Men mor og mormor havde i mellemtiden brevvekslet flittigt med hinanden.

Men da vi på køreturen kørte ind i byens udprægede arbejderkvarter, Nørrebro, forsvandt mors glæde som dug for solen. Endnu værre blev det for mor, da vi kørte ind i Baggesensgade og ind i den mørke baggård til nr. 26C. Da faldt mors humør til nulpunktet og fik hende til at græde hjerteskærende. Hun har senere fortalt, at hun på baggrund af de gode og friere forhold og vilkår, hvorunder hun selv og vi hidtil havde boet, først i Tillitse og siden i Nakskov, følte det degraderende, at hun selv og hendes lille familie skulle bo så usselt fremover. Mor var især skuffet og nærmest vred over, at far ikke havde kunnet skaffe et bedre og lysere sted at bo. Men hun måtte jo affinde sig med stedet og vilkårene og herunder ikke mindst til bidrage til økonomien. Det sidstnævnte skete ved, at hun havde set i avisen, at en tøjfabrikant omme på Nørrebrogade søgte en freelance syerske til at sy skjorter og pyjamas. Mor ansøgte og fik stillingen, hvorefter fabrikanten leverede en forholdsvis stor professionel trædesymaskine. Ved denne arbejdede mor alle de timer hun kunne afse til formålet. Det var mig, der i min fritid afhentede det ufærdigt tøj hos fabrikanten og mig, der afleverede tøjet igen, når det var blevet syet.

Personlig var jeg godt nok også lidt skuffet over den mørke stuelejlighed, far i sine sikkert vanskelige og fortvivlede forsøg på at skaffe sig og sin lille familie en rimelig god bolig, som hans beskedne indtægt som havnearbejder kunne betale huslejen til. Det gik da heller ikke hverken værre eller bedre, end at vi alle, mor inklusive, affandt os med forholdene og situationen, i hvert fald midlertidigt. I den følgende tid pressede mor i stadig højere grad far til, at han snarest skulle finde en bedre bolig til os. Julen 1939 nærmede sig og juleaften fejrede vi hos mine morforældre, også selvom pladsen i deres lille lejlighed ikke var stor, men hvor der er hjerterum er der også husrum. 1. juledags traditionelle frokostkomsammen foregik også hos mine kære morforældre, hvor den snævre plads i deres lille stue virkede endnu mindre, fordi alle medlemmer af familien, omkring 20 personer, var samlet. Man sad skulder ved skulder omkring det festligt dækkede bord.

Jul og teaternykker

Det væsentligste ved julen var for mig, at jeg af mine forældre fik en gaveæske, der indeholdt papdekorationer og papfigurer af Snehvide, prinsen, dronningen og heksen, samt af de syv dværge og en del dyr, alt sammen så at jeg kunne begynde at vise teaterforestillinger for familien, hvilket jeg da også straks gjorde. Vel at bemærke samtidig med at jeg nynnede nogle af de kendte melodier og sange fra Walt Disney’s tegnefilm. Det var simpelthen lykken for mig, også selvom min kære ældste lillebror, 5-årige Benny, meget gerne ville være med i spillet, hvilket dog mest virkede forstyrrende for mig.

Nytårsaften 1939 fejrede vi igen hos og sammen med mine morforældre og fætter Dennis. Men denne gang havde far en ekstra overraskelse til os, nemlig at han havde søgt og fået stillingen som vicevært for ejendommen Jægersborggade 25 og 27 på det ydre Nørrebro. Med stillingen som vicevært fulgte der en 2½ værelsers lejlighed beliggende i opgang nr. 25 på 1. sal tilvenstre. Det var jo en kæmpe nyhed, som vi alle blev meget glade for at få og høre. Indflytningen kunne ske i løbet af marts 1940.

For resten havde min kære fætter Dennis gjort mig opmærksom på, hvad der var særlig vigtigt for mig, at der lå to biografteatre i nærheden, nemlig Nørrebros Biografteater på Nørrebrogade og Odeon på Fælledvej. Førstnævnte biograf spillede hovedsagelig danske romantiske spillefilm, mens Odeon havde et mere broget repertoire af udenlandske, især amerikanske, spillefilm i den lettere genre. Stort trækplaster for børn og unge var især matinéforestillingerne lørdag og søndag kl. 16, hvor der vistes cowboyfilm og komiske film, som f.eks. film med Gøg og Gokke. Dennis og jeg fulgtes jævnligt ad til nogle af matinéforestillingerne i Odeon.

Nævnes bør det her, at den helt store begivenhed i 1939 var for mig personlig, at jeg for allerførste gang i mit liv fik mulighed for at se Metropol Teatrets Juleshov, der lige siden 1935 traditionelt bestod af 6 af Walt Disney’s korte tegnefilm. Disse film betog mig i så høj en grad, at min glæde nærmede sig ekstase. Det var netop lige præcis den slags tegnefilm, jeg lige siden biografturen til Nykøbing Falster i 1935 havde drømt om selv at komme til at lave, når jeg engang blev voksen. Den drøm skulle delvis blive til virkelighed før jeg havde tænkt og forestillet mig. Men herom lidt senere.

Glæden over juleaften og nytårsaften 1939 blev som sædvanlig fejret sammen med mine morforældre og fætter Dennis. Men lidet vidste eller anede vi, at 1940 skulle blive et skæbnesvangert år for Danmark og dermed også for min familie og mig. Mine forældre hørte naturligvis radioavisen og dermed nyhederne, lige som de læste den daglige avis, i dette tilfælde Berlingske Tidende. Det var i øvrigt igennem en stillingsannonce i denne avis, at min far havde set den ledige stilling som vicevært. Det skal tilføjes, at der ikke fandtes Fjernsyn hos almindelige mennesker dengang.

Vi flytter til Jægersborggade

I begyndelsen af marts måned 1940 flyttede vi til den ovenfor omtalte lejlighed i Jægersborggade 25, 1. tv. Det var endnu engang morbror Thorkild, der hjalp os, primært fordi mine forældre ikke havde råd til at benytte et professionelt flyttefirma, sekundært fordi han havde stort kørekort til bil og desuden var arbejdsløs.

Den nye lejlighed og dens beliggenhed i nærheden af den meget store og smukke Assistens Kirkegård bekom os alle betydeligt bedre end den lidt mørke og uhumske stuelejlighed i Baggesensgade. Vi faldt hurtigt til i lejligheden og på stedet, hvilket nok især havde betydning for mor, som i øvrigt bedre kunne bruge sine evner som syerske og dermed fortsat bidrage til vores økonomi.

For mig personlig betød flytningen fra Baggesensgade til Jægersborggade, at jeg skulle skifte skole, nemlig fra Kapelvejens Skole og til ’naboen’ Hellig Kors Skolen. Navnet på sidstnævnte skole kom sig af, at den lå lige overfor Hellig Kors Kirke, hvor jeg for øvrigt blev konfirmeret 2. oktober 1943.

Det viste sig faktisk at være et godt skoleskift, for det betød for mig især, at der på denne skole var en tegnelærer, som havde et klart blik for mine usædvanlige evner som tegner. Det betød, at han opmuntrede mig til at blive stadig dygtigere i tegnefaget, måske med henblik på en mulig fremtidig karriere som fagligt set professionel tegner.

Men foreløbig tilbage til det skæbnesvangre år 1940. Da jeg den 9. april om morgenen kom ned på gaden, for at gå til skolen, lød der en høj tungt brummende lyd af mange propeldrevne flyvemaskiner, som fløj lavt henover hustagene og kastede små grønne sedler ned på gaderne. Det viste sig at være et såkaldt ”Opråb!” om, at Tyskland havde set sig nødsaget til at besætte Danmark for at forsvare befolkningen imod de træske og ondsindede englændere, som havde tænkt sig at okkupere det fredelige lille land. De tyske nazister var eksperter i de såkaldte eufemismer, dvs. omskrivninger af kendsgerninger eller fakta. Virkeligheden eller situationen var jo i virkeligheden den, at det tyskbesatte Danmark ikke selv ville være i stand til at befri sig for de i høj grad uønskede ”gæster”, men måtte tro og håbe på, at De Allierede i form af England og Amerika helst på et snarligt tidspunkt ville komme lille Danmark til hjælp, hvilket jo også skete, men først i maj 1945.

Enkelte gange kom min fætter og jeg også i Ry-Kino i Ryesgade, og her gjaldt det oftest også lørdag-søndags matinéerne kl.16. Det hændte lejlighedsvis, at biografturen gik til Regina på H.C.Ørstedsvej, hvor der som regel vistes et dobbeltprogram, der ofte bestod af en gangsterfilm og en westernfilm, begge amerikanske naturligvis. For de fleste biografers vedkommende gjaldt det dengang, at der gerne vistes en eller anden kortfilm som såkaldt forfilm til hovedfilmen eller hovedfilmene, og de ovenfor nævnte biografer var ingen undtagelse i den henseende. Forfilmene var uhyre populære og et velkomment indslag hos både børne- og voksenpublikummet, og de bestod i nogle tilfælde af filmfarcer med f.eks. Chaplin, Gøg og Gokke eller Harold Lloyd. Men oftere drejede det sig om korte tegnefilm, som f.eks. "Knold og Tot" ("The Katzenjammer Kids"), "Skipper Skræk" ("Popeye") eller "Betty Boop".- sådanne tegnefilm har jeg selv set blandt andet i Odeon og Nora Bio -

Men tilbage til min fætters og mine fælles biografbesøg: Mærkværdigt nok, kom vi på det tidspunkt, der her er tale om, nemlig efteråret/vinteren 1939, aldrig i Nørrebros Biografteater, kaldet Nørrebros Bio, på Nørrebrogade. Bortset fra Odeon, var det den biograf, der lå nærmest vores bopæl i Baggesensgade. Men i Nørrebros Bio, som den kaldtes i daglig tale, spilledes der for det meste danske og svenske film, og dem brød vi os dengang ikke nær så meget om at se, som de efter vores opfattelse betydeligt mere interessante og spændende udenlandske film, hvilket så godt som altid var ensbetydende med amerikanske film. Det generede os overhovedet ikke, at vi ikke forstod, hvad personerne på filmlærredet sagde, for vi var kvikke nok til at kunne læse og følge med i filmenes undertekster, de såkaldte subtitles. Desuden var det mere filmens handling, som ofte fremgik direkte af billedsiden, vi havde opmærksomheden rettet imod og som fængede os. Man behøvede ikke at læse undertekster, for at kunne følge med i cowboy'dernes og indianernes vilde ridt hen over prærien, eller for at se politiet i skudduel med gangstere. Vi forstod også umiddelbart, når helt og heltinde blev forelskede og efter diverse misforståelser fik hinanden i enden.

Kærlighedsfilm var forresten ikke noget for drengepublikummet, som på det tidspunkt i filmen, hvor helten og heltinden kyssede hinanden, gentagne gange råbte: "Ismand! Ismand!" Det hang sammen med, at biograferne på den tid i reglen havde en sliksælger, som både før og under forestillingerne gik rundt i biografsalen og solgte sine varer. - De romantiske idyl- og tåreperser-film var mere for piger og damer, og derfor var min rare, kære mormor fast ugentlig gæst i Nørrebros Bio, hvor der i reglen spilledes den slags film. Det var faktisk den eneste biograf, hun kom i, efter at hun var begyndt at gå regelmæssigt i biografen. Fra omkring 1938, da hun fik sit første par briller, var hun i mange år efter en fast ugentlig gæst i Nørrebros Bio, for programmet skiftede i reglen hver mandag, og så kunne man finde hende siddende på første række midt for til første aftenforestilling. Morfar fandt til stadighed, at det ikke var ulejligheden værd at gå i biografen, og som tidligere nævnt var han fuld af ironi og sarkasme over, at mormor eller nogen anden for den sags skyld, ville spilde tid og penge på det i bedste fald ligegyldige og værdiløse bras, han i almindelighed betragtede film for at være. Men hans mening anfægtede ikke mormor, som troligt hver mandag et kvarter før klokken 19 mødte op til ugens og aftenens første forestilling. Og dette "ritual" fulgte hun faktisk til omkring 1959-60, hvor en dødelig sygdom forhindrede hende deri.

Men som sagt, Metropols årligt tilbagevendende juleshow overstrålede for mig og – efter publikumstilstrømningen at dømme - mange andre børn, alt andet, hvad biograferne havde at byde på dengang. At stå i kø, for at købe billet, og bagefter, fuld af spænding og forventning, at storme ind i salen og finde sin plads - dengang var der altid nummererede pladser, bortset fra de tre første rækker - og dér vente på det magiske øjeblik, hvor tæppet gik fra, mens lyset dæmpedes i salen, og de første lystige toner og farvestrålende billeder viste sig deroppe på den store hvide skærm, det hørte til et af livets højdepunkter. Og hvad enten det var hovedet af Mickey, Anders And eller Pluto og senere Fedtmule, der stirrede ned på det veloplagte og hujende børnepublikum, iblandet et vist antal voksne ledsagere, så overskygger disse begejstrede og betagende øjeblikke og disse herlige tegnefilm, alt andet i erindringen fra dengang.

I dag er alt dette jo forlængst blevet historie, dels fordi man selv er blevet voksen, om end stadig begejstret tegnefilm-fan, og dels fordi biografer og biografbesøg ikke længere er helt den samme oplevelse, som tidligere. Og det er det bl.a. ikke, fordi biograferne - på få undtagelser nær - er omdannet til såkaldte multi-biografer med en enkelt eller to større sale og et vist antal mindre sale, afhængigt af biografens oprindelige størrelse. Dertil kommer, at mange af de gode gamle biografer forlængst er blevet lukket og omdannet til supermarkeder eller andet lignende brug.

I forjulen 1939 havde jeg for øvrigt også haft en anden speciel oplevelse, og det var en juleforestilling på Nørrebros Teater, hvor man spillede "Snehvide og de syv dværge" med "rigtige" mennesker, hvilket vil sige voksne i Snehvides, dronningens, heksens, jægerens og prinsens roller, og børn i dværgerollerne og som skovens dyr. Jeg erindrer ikke, om mor og Benny eller mormor og Dennis var med mig ved den lejlighed, men kun, at forestillingen trods alt var lidt af en skuffelse. Mest fordi de medvirkende børn havde svært ved at illudere som voksne dværge, og også fordi kostumer og kulisser ikke helt svarede til mine forventninger, som naturligvis var præget af Disneys flotte version af eventyret om Snehvide.

Men interessen for forestillingen var stor, for salen var propfyldt og der var udsolgt til alle forestillinger i de følgende dage. Desværre har jeg ingen erindring eller viden om, hvem af tidens voksne skuespillere, der udførte rollerne som hhv. Snehvide, prinsen, dronningen/heksen og jægeren, men der har formentlig været tale om nogle fra teatrets faste stab. Det er dog ikke usandsynligt, at det har været Annie Jessen, som havde indsunget Snehvides stemme i den danske udgave af Disneys tegnefilm, der udførte samme rolle i teaterstykket. Annie Jessen var nemlig på det tidspunkt knyttet til Nørrebros Teater.

Film, film og atter film

Det var også hundekoldt at gå i biografen i den periode, for salen måtte kun opvarmes til maksimum 10 grader. Derfor gjaldt det om at klæde sig varmt på, hvis man ikke ville fryse eller undvære den regelmæssige ugentlige biograftur. Og det kunne eller ville de færreste. Biograferne var en uundværlig, fast og højt værdsat del af befolkningens tilværelse. Her blev man underholdt med alvor og morskab, og her hørte man om de seneste nyheder og begivenheder herhjemme og ude omkring i verden i de dengang almindelige og såkaldte film-ugerevyer, som f.eks. Politikens Filmjournal, samt forskellige udenlandske filmjournaler, hvoraf især de amerikanske var populære. Et berygtet eksempel på en nyhedsrevy, der i virkeligheden var renlivet politisk propaganda, fandtes i form af den tysk-nazistiske UFA Wochenschau, som det efter 9. april 1940 mere eller mindre blev påtvunget biografejerne at forevise i deres respektive filmteatre.

I Kino Palæet kunne man fra 3. februar 1940, altså før den tyske besættelse havde fundet sted, se et nyt dansk filmlystspil: ”En Pige med Pep”, hvori den meget benyttede og populære skuespiller- og sangerinde Marguerite Viby (1909-2001) havde den kvindelige hovedrolle. Et par dage senere fik den dramatiske og meget ambitiøse spillefilm, "Jens Langkniv", premiere i en række københavnske biografer. Den blev sablet ned af filmkritikken, som dengang mest bestod af avisernes litteratur- og teateranmeldere, cand.mag.er, der i reglen aldrig kunne få "kuldur" og alvor nok, og som forresten for de flestes vedkommende ikke havde meget forstand på filmens særlige og i hovedsagen visuelle "sprog". Men hvad værre var, så blev filmen totalt svigtet af publikum, som bl.a. havde svært ved at godtage den måde, som denne film var "fortalt" på.

Filmen var baseret på Jeppe Aakjærs roman af samme navn, og det var godt nok en revolutionær røverhistorie, men manuskriptet eller rettere drejebogen til filmen blev skrevet af to avantgardistisk indstillede filmkunstnere og filmteoretikere som Karl Roos (1914-1951) og Theodor Christensen (1914-1967), der så deres filmiske forbillede i den i filmhistorien og filmkredse berømte russiske filminstruktør Sergei Eisenstein (1898-1948) og dennes lige så berømte sovjetiske spillefilm, som f.eks. ”Panserkrydseren Potemkin”, 1926, en film, som i øvrigt har haft stor indflydelse både på samtidige og senere tiders internationale filmfolk. Så sent som i den amerikanske The Untouchables ("De uovervindelige") fra 1987, som var instrueret af Brian de Palma og havde Robert de Niro, Sean Connery og Kevin Costner i hovedrollerne, kunne man opleve et "filmcitat", der refererede til den meget dygtigt fortalte og herostratisk berømte trappesekvens i "Panserkrydseren Potemkin", hvis mesterligt klippede scener tilsammen skabte en uhyggelig og hjerteskærende tragedie, som man sent vil glemme.

Men på trods af det store forbillede og de mindst lige så store aspirationer hos skaberne og producenten af filmen "Jens Langkniv", blev den altså både en kritiker- og publikumsfiasko. Også selvom dansk films meget populære og afholdte førsteelsker og helt, Poul Reichhardt, spillede den mandlige hovedrolle i filmen. Det gamle, hæderkronede århusianske filmselskab, Fotorama, der havde produceret filmen, måtte som følge af fiaskoen træde i likvidation.

Desværre har jeg aldrig selv haft lejlighed til at se "Jens Langkniv", så mine udtalelser om filmen er alene baseret på, hvad jeg har læst om den. Det skal tilføjes, at filmen blev instrueret af sceneinstruktør Per Knutzon (1897-1948) og Peter Lind, med Søren Melson (1916-84), der fungerede som instruktørassistent. Per Knutzon var gift med kabaretsangerinden Lulu Ziegler (1903-73), og parret hørte til en københavnsk kreds af fremtrædende kunstnere og intellektuelle, der almindeligvis blev betegnet som salon-kommunister.

Dagligdagens store og små genvordigheder

Men nok så ked af skoleskiftet var jeg, fordi jeg så ikke længere daglig fik lejlighed til at se og snakke med min kære fætter Dennis, som jeg holdt meget af, fordi han simpelthen var alle tiders kammerat, samtidig med, at han for mig repræsenterede det velkendte og trygge, som også trådte til som min beskytter, når dette viste sig nødvendigt. Og det gjorde det ikke sjældent i starten af min københavnske skolegang, hvor jeg som allerede nævnt bl.a. blev drillet en del med min tydelige lollandske dialekt, som især visse af kammeraterne fandt umådelig komisk og lattervækkende. Desuden var jeg forholdsvis lille af vækst efter min alder, noget kalveknæet og havde rundt hoved med flyveører og opstoppernæse. Det var simpelthen bare for meget for klassens "anfører" og hans fire-fem "stik-i-rend-drenge", som åbenbart derfor følte en uimodståelig trang til at forfølge og chikanere mig, så ofte de fandt anledning dertil.

Hellig Kors Skolen var og er en fire etager høj, rød murstensbygning, som lå og ligger vinkelret på Hans Tavsensgade, lige skråt over for Hellig Kors Kirke. Fra vinduerne i skolens sydside kunne man se over til Kapelvejens Skole og dennes skolegård, som kun var adskilt fra Hellig Kors Skolen af det nord-sydgående "knæk", som der her er på Struensegade. I modsætning til Kapelvejens Skole, var Hellig Kors Skole også en pigeskole, idet den vestlige halvdel af skolebygningen og skolegården var forbeholdt pigeeleverne, mens den østlige halvdel af skolebygningen og skolegården var forbeholdt drengeeleverne. Skolegården var til det formål adskilt ved et højt ståltrådshegn, som det var strengt forbudt elever af begge køn at opholde sig tæt ved, endsige kravle op i, og naturligvis slet ikke over.

I det hele taget søgte man at holde de to køn adskilt fra hinanden så meget som muligt, hvilket naturligvis havde den stik modsatte virkning, idet det kun gjorde dét endnu mere interessant, som man forbød. Baggrunden for den strengt overholdte adskillelse mellem kønnene var tidens, hvilket vil sige de toneangivende kredses, herunder præsters, pædagogers, psykologers og lægers udpræget snerpede seksualmoral. Det var karakteristisk for tiden, at man altid fortrinsvis fremhævede de negative sider ved seksuallivet, så som kønssygdomme og illegale aborter, hvortil det skæbnesvangre ord "kvaksalver" altid var knyttet, der i begge tilfælde blev brugt som skræmmebilleder. Det skete i håbet om, at de mennesker, der havde løse seksuelle forhold, ville komme på bedre tanker og afholde sig fra at føre et udsvævende liv, og forstå, at seksuelt samliv kun burde finde sted inden for ægteskabet.

Denne situation hang formentlig sammen med det forhold, at skolerne på den tid ikke kun gav undervisning i religionshistorie, hvilket for underskolens vedkommende udelukkende ville sige Bibelhistorie, men også underviste i og forkyndte kristendom. Det sidste skete ved hjælp af den såkaldte katekismus, der består af en kortfattet fremstilling af hovedindholdet i den kristne troslære, formet som spørgsmål og svar. Og det var naturligvis især de ti bud, og ikke mindst det sjette bud om ikke at bedrive hor, det var vigtigt for religionslærerne at indprente deres sagesløse elever. Og så naturligvis trosbekendelsens afsværgning af Djævelen og alle hans gerninger.

Da jeg var godt og vel 10-11 år fik vi skoleelever et tilbud om at blive medlemmer af Skolescenen og Skolebio. Det var lige noget for en teater- og filminteresseret ungersvend som mig. Medlemskabet kostede ganske vist 12 kr., hvilket var relativt mange penge dengang, men min altid interesserede og forstående mor gav mig gerne de penge til at betale med. Det nævnte medlemskab af skolescenen betød, at man fik adgang til at se nogle teaterstykker på Det Ny Teater på Gammel Kongevej i København. Se herom senere her i teksten.

For mig personlig betød flytningen til Jægersborggade, at nogle andre biografer kom ind i min interessesfære. Først og fremmest ”Colosseum”, som populært blev kaldt ”Colossen”, henne på Jagtvej. Næstnærmest lå ”Nora Bio” omme på Nørrebrogade, lige som ”Standard Bio” på Falkoner Allé. Lidt længere væk lå ”ROXY” på Godthåbsvej, i lighed med ”Rialto” i Smallegade. Det hændte dog også at min vej – ofte på gå-ben – gik til ”Regina” på H. C. Ørstedsvej, mest fordi denne biograf var kendt for til matinéforestillinger at spille såkaldte ”dobbeltprogrammer”, der bestod af to spillefilm, hvoraf den ene var lidt kortere end de ’rigtige’ spillefilm. Filmene var i reglen cowboy-film eller komiske film. Besøgene i ”Rialto” foregik dog enten med sporvogn eller på cykel, afhængig af vejret.

Der var dog også endnu en biograf, som i weekenden spillede dobbeltprogrammer og det var ”Fasan Bio”, populært kaldet ”Fasanen”, der lå på Nordre Fasanvej. Den gik jeg og i reglen en kammerat, der hed Jørgen, til, men altid kun om søndagen, for på den tid gik vi jo også i skole om lørdagen. Filmene i ”Fasan Bio” var oftest amerikanske cowboy-film og lystspil eller komedier. Cowboyfilmene havde stort set alle den berømte superhelt John Wayne i hovedrollen, medens den kvindelige hovedrolle i reglen blev spillet af forskellige af den tids kvindelige amerikanske skuespillere.

Forresten erindrer jeg tydeligt, at Ugebladet Hjemmet engang i 1940 bragte en to-siders illustreret artikel med foromtale af Disneys "Fantasia". Der var bl.a. et billede af Mickey Mouse i rollen som "Troldmandens Lærling", og det fascinerede mig meget, idet jeg vidste, at Mickey ikke tidligere havde optrådt i en lang tegnefilm, men kun i de korte tegnefilm. I øvrigt bragte ugeblade og aviser kun ved sjældne lejligheder omtale og billeder fra tegnefilm, hvilket formentlig først og fremmest skyldtes, at tegnefilm - i lighed med tegneserier - dengang udelukkende blev betragtet som noget for børn og barnlige sjæle.

Ugentlige biografture

Der blev også snart skabt nærmest en tradition for, at Jørgen, Jørn og jeg fulgtes ad i biografen til eftermiddagsforestillingerne om søndagen. Så gik turen enten til Colosseum, almindeligvis kaldet ”Colossen”, på Jagtvej, Standard Bio på Falkonér Allé, Nora Bio på Nørrebrogade, Roxy på Godthåbsvej, Regina på H.C.Ørstedsvej, Odeon på Fælledvej, Ry Kino i Ryesgade, eller sjældnere: Bispebjerg Bio på Frederiksborgvej. Men vores foretrukne biograf i de år, var Fasan Bio på Nordre Fasanvej. Det var især i den sidstnævnte biograf, som vi altid omtalte som "Fasanen", at vi drenge stiftede bekendtskab med de store filmcowboyhelte Tom Mix (1880-1940) og John Wayne (1907-1979).

Tom Mix blev internationalt berømt som sin tids mest populære cowboyhelt, og til denne berømmelse bidrog hans toptrænede og veldresserede hest, Tony. Alle hans film handlede om, at det gode og den gode (Mix selv) efter forskellige forviklinger sejrer til sidst. Tom Mix, der oprindelig havde været medlem af de såkaldte Texas Rangers, Texas' beredne politi, begyndte sin filmkarriere i 1910 og indspillede adskillige film, også tonefilm, indtil han i 1936 etablerede sit eget cirkus, hvor han selv og hans hest var hovedattraktionen. Det var nogle af Tom Mix' tonefilm, der blev vist ved eftermiddagsforestillinger i Fasan Bio. Cowboyhelten John Wayne, som egentlig hed Marion Michael Morrison, begyndte som filmstatist i Hollywood, men fik i 1929 chancen for en hovedrolle i The Big Trail (dansk: "Mod Lykkens Land"), instrueret af en af den tids store amerikanske instruktører af Westernfilm, Raoul Walsh (1887-1980). Men hverken filmen eller John Wayne slog rigtig an, og derfor fortsatte han i årene 1930-38 som cowboyhelt i en lang række ikke særlig betydelige cowboyfilm, og det var disse film, der bl.a. blev vist i biografer som f.eks. Fasan Bio. Sit store skuespillertalent viste han for første gang som Ringo i John Ford-filmen Stage Coach (1939; "Diligencen"). 1940 kom han kunstnerisk set markant igen med film som The Long Voyage Home ("Den lange rejse hjem"), She Wore a Yellow Ribbon (1949; "Kavaleriets gule bånd"), begge med Ford som instruktør, The Alamo (1960; "Fort Alamo"), som han både producerede, instruerede og spillede hovedrollen i. Med sit spil som lovens håndhæver i True Grit (1969; "De frygtløse"), vandt han sin første Oscar. Senere blev han tildelt en Æres-Oscar for sin indsats i amerikansk film. I filmen The Man who Shot Liberty Valance (1962; "Manden, der skød Liberty Valance") spillede han sammen med James Stewart (1908-98) i rollen som den unge sagfører, og med Lee Marvin (1924-1987) i rollen som skurken Liberty Valance.

Sit egentlige gennembrud som filmskuespiller, fik John Wayne med rollen som "Ringo" i ”Stage Coach” (1939; "Diligencen"). Filmen var instrueret af amerikansk films måske bedste instruktør af Westernfilm, John Ford (1895-1973), hvis egentlige navn er Seam O'Feeney, idet han er af irsk afstamning. Selvom Ford var amerikaner helt igennem, havde han dog en vis kærlighed til gamle Irland, hvorfra hans fader emigrerede i slutningen af 1800-tallet. Sin forkærlighed for Irland viste Ford i og med filmen ”The Quiet Man” (1952; "Den tavse Mand"), hvori tre af hans foretrukne skuespillere, John Wayne, Victor McLaglen og Maureen O'Hara havde hovedrollerne.

Besættelsestidens biografrepertoire

Når vi tre drenge, Jørgen, Jørn og mig, skulle over i "Fasanen", for at se en cowboyfilm, gik vi om ad Stefansgade og over Borups Plads, hvor der dengang om vinteren var oplagsplads for den sne, der var skovlet sammen i de omliggende gader og bragt hertil med hestetrukne lastvogne. Sneen, som der var meget af disse krigsvintre, var sort og grå af gadesnavs og hård på grund af kulden, og lå i kæmpemæssige bunker på pladsen og lignede bjerge. Når vi drenge så skulle hjem igen efter biografturen, var vi så opfyldte af, hvad vi havde set, at vi i vores egen fantasi blev til cowboys og indianere, og så snart vi nåede hen til snebjergene på Borups Plads, "red" vi på vores stolte fantasiheste ind mellem og op over bjergene, hvor vi jagtede og "skød" på hinanden med vores "fingerpistoler". Legen varede dog sjældent mere end en halv times tid, før "krudtet" og fantasien var blevet udtømt, og virkeligheden atter meldte sig i form af klokkeslættet. Så traskede vi mere eller mindre modvilligt hjemad til aftensmaden, for den måtte man ikke komme for sent til. "Min mor og far bli'r gale i skralden, hvis jeg ikke kommer hjem til tiden!" sagde Jørgen, mens han trippede nervøst foran os andre. "Mine de gamle er s'gu ligeglade!" konstaterede Jørn lidenskabsløst. "Hvis ikke jeg er hjemme til tiden, så må jeg selv smøre mig nogen madder, når jeg kommer hjem!" Mine egne forældre så helst, at jeg og mine brødre var hjemme til måltiderne, så man var sikre på, at vi fik noget at spise. Men det gjorde ikke noget, at vi ikke kom hjem til tiden, hvis bare vi havde givet besked herom på forhånd. Men problemet var ofte, at vi ikke forudså, at vi ville komme for sent. Så vankede der bebrejdelser og skæld ud, og i værste fald fik man ikke noget at spise til det måltid. Nu var det jo sådan dengang, at man spiste kold mad til aftens om søndagen, for den varme mad havde man almindeligvis fået ved middagstid. Derfor lod det sig gøre at være lidt large med spisetiden om aftenen.

Engelske spillefilm var blevet forbudt i danske biografer allerede fra Besættelsens start. Til gengæld viste biograferne på det tidspunkt stadigvæk hovedsagelig amerikanske film, og mange af disse var "Forbudt for børn", i biografannoncerne ofte forkortet til "Forb. f. Børn", så dem kunne vi altså ikke få at se. Men eftermiddagsprogrammerne om søndagen var specielt beregnet på børn, og filmene var derfor i et vist omfang valgt derefter. Mange af disse film var dog voksenfilm, men blot ikke forbudt for børn, hvorfor biograferne udmærket kunne vise dem ved børneforestillingerne. Dette hang formentlig sammen med, at der dengang ikke blev produceret specielle børnefilm, først og fremmest af rentable grunde, fordi en film ikke kunne svare sig økonomisk, ved kun at være beregnet på børn. I 1940 kostede en biografbillet for børn 35 øre til eftermiddagsforestillingerne, og det siger næsten sig selv, at der skulle sælges rigtig mange billetter, for at man kunne udrede samtlige omkostninger ved filmens produktion, distribution og fremvisning. Det var sandsynligvis en af grundene til, at der hovedsagelig blev vist amerikanske lavbudget-film, de såkaldte B-film, oftest i såkaldt reprise, ved biografernes eftermiddagsforestillinger. Der blev også vist enkelte danske, svenske og franske spillefilm dengang, men kun meget få tyske, et biografrepertoire, der imidlertid skulle komme til at ændre sig noget i løbet af besættelsesårene.

Herefter skal gengives et udsnit af københavnske biografers repertoire, bragt i Dagbladet Politiken i november 1941. Som det umiddelbart fremgår, gør det tyske filmselskab UFA FILM AG sig store anstrengelser for at markere sig og sine spillefilm, som størstedelen af det danske biografpublikum ikke havde lyst til at se under de givne omstændigheder. Der var dog en del biografdirektører, som ikke kunne undslå sig for at vise de tyske film, som de i reglen blev prakket på. Det gjaldt eksempelvis Palads Teatret, som spillede ”Vejen er fri” med den tids markante svenskfødte stjerne Zarah Leander. Men også Grand, Scala-Bio, Bristol, Palladium, Platan, Odeon, Rialto med et par stykker flere, spillede tyske film. Colosseum var derimod en af undtagelserne, idet den amerikanske film ”Pigen fra det gyldne Vesten” med sangstjernerne Jeanette Mac Donald og Nelson Eddy, stod på plakaten. Nørreport Bio søgte i videst muligt omfang at blive fri for at vise tyske film, bl.a. ved at holde den svenske farce ”Landevejs-Kroen” på programmet i omkring 17 måneder, som vist nok var rekord for nogen spillefilm i danske biografer.

Som ovenfor nævnt, var svensk film også begyndt at gøre sig gældende i danske biografer, og på et tidspunkt spilledes der faktisk flere svenske end danske film. Det hang formentlig sammen med, at dansk spillefilmproduktion generelt set ikke var særlig stor, idet der i 1930'-40'erne og senere kun blev indspillet 12-14 danske spillefilm om året. Men for de svenske films vedkommende, drejede det sig hovedsagelig om lystspil, filmfarcer og lejlighedsvis nogle meget tungsindige, socialrealistiske film, oftest om kriminalitet i form af mord, drab og prostitution.

På dagen for den tyske besættelse af Danmark, den 9. april 1940, var der siger og skriver kun een dansk film på københavnske biografers repertoire, og det var den satiriske folkekomedie ”Familien Olsen”, som havde haft premiere den 18. marts s. å. i biograferne Aladdin, Carlton, Colosseum, Roxy og Triangel. Det var en ASA-produktion med drejebog af Flemming Lynge (1896-1970), Svend Rindom (1884-1960) og Paul Sarauw (1883-1959), og instruktion af makkerparret Alice O'Fredericks (1899-1968) og Lau Lauritzen jr. (1910-1977). I hovedrollerne kunne man se Osvald Helmuth (1894-1966), Maria Garland (1889-1967) og Berthe Qvistgaard (1911-1999) Og Ib Schønberg (1902-55) var naturligvis også med. Af svenske film var der på besættelsesdagen kun ”Bastard", 1940, med den smukke Signe Hasso (1915-2002), på programmet i københavnske biografer.

En filmrekord: ”Landevejs-Kroen”

Der var også kun en enkelt engelsk film på biografernes repertoire på besættelsesdagen, nemlig i Nørreport Bio, hvor man spillede den engelske kæmpesucces It's in the Air (1939; dansk: "Det ligger i Luften") med den vanvittige og skøre, mandolinspillende revykomiker George Formby (1904-1961) i den altoverskyggende hovedrolle. Biografen annoncerede med, at filmen spilledes på 12. uge, hvilket må betyde, at den har haft premiere omkring midten af december 1939.

Filmen var endnu på plakaten dagen efter, den 10. april, hvor Nørreport Bio annoncerede med, at "110.000 har jublet over soldaterfarcen, latterorkanen, der nu på 12. uge bliver stormet af publikum".

Jeg ved ikke, hvor længe filmen stod på plakaten, men en måned senere, den 10. juni, annoncerede Nørreport Bio med Landevejs-Kroen (på svensk: "Kalle på Spången") og kaldte den "Latterorkanen med Edvard Persson", og fortæller endvidere, at filmen går på 18. uge i København. Det må betyde, at filmen har haft premiere i begyndelsen af februar samme år, altså før besættelsens begyndelse. En enkelt kilde nævner den 29. januar 1940 som dato for filmens premiere, som i så fald næppe kan have fundet sted i Nørreport Bio, for her havde man den 9. april 1940 som nævnt "Det ligger i luften" på plakaten på 12. uge. Samme dato havde Allé Teatret på Jægersborg Allé i Ordrup "Landevejs-Kroen" på plakaten. Efter tyskernes besættelse af Danmark blev "Landevejs-Kroen" et så stort tilløbsstykke, især i Nørreport Bio, at filmen gik uafbrudt til den 7. oktober 1941. Den havde da spillet i i alt 87 uger i København! Heraf de allerfleste uger på Nørreport Bio.

De københavnske biografer havde i årevis jævnligt haft franske film på repertoiret, og dette var også tilfældet den 9. april, hvor Bella Bio på Brønshøj Torv havde ”Pour le mérite” ("For Mod og Tapperhed") på programmet, men ikke et ord om medvirkende skuespillere. Dette var til gengæld tilfældet med Grand Teatret, som vistnok var den eneste københavnerbiograf, der annoncerede med "Ingen reklamer". Denne dag kunne Grand annoncere med "syvstjernefilmen Bag facaden", 1939, med stjerner som Betty Stockleid (ukendt i Danmark), Gaby Morley (1893-1964), Michel Simon (1895-1975), Jules Berry (1883-1951, Erich von Stroheim (1885-1957) og Lucien Baroux (1888-1968).

Om filmen "Bag Facaden" kunne Ekstrabladet den 9. april 1940 skrive følgende notits: "Den franske film "Bag Facaden" bestaar af en Række Sketches, som viser et Par konkurrerende Opdageres Ransagning af et stort Hus i Paris for at finde Gerningsmanden til et Mord. Husets Værtinde er myrdet, men før Gerningsmanden findes, har man lært alle de lyssky Mennesker at kende, som bor i de forskellige Lejligheder: Man ser kort sagt "Bag Facaden", og Menneskene viser sig helt anderledes end de ser ud til."

I 1948 udsendte Saga Studio filmen ”Mens Porten var lukket”, baseret på Hasse Ekmans manus til den svenske film "Medan porten var stängd". Den danske udgave var instrueret af Asbjørn Andersen (1903-1978) og havde en række velkendte skuespillere i rollerne, herunder også Ib Schønberg. Denne films handling, og forresten også dens scenerier, kan minde en hel del om den franske film "Bag facaden". Gaby Morlay og Michel Simon var populære franske filmstjerner i 1930'-40'erne, ikke mindst i Danmark. Navnet Erich von Stroheim var dengang som senere kun kendt af særligt filminteresserede, som vil vide, at han var østriger af fødsel, men kom til Amerika ca. 1909, hvor han gjorde tre års tjeneste i kavaleriet. Omkring 1914-15 kom han til Hollywood, på det tidspunkt, da D.W.Griffith var i gang med optagelserne til storfilmen ”Birth of A Nation” (1915; "En Nations Fødsel"). Stroheim blev instruktørassistent på filmen, hvori han også havde forskellige småroller. 1919 iscenesatte han sin første selvstændige spillefilm, ”Blind Husbands” ("Blinde ægtemænd"). Hans store kunstneriske gennembrud som filminstruktør kom med ”Greed” (1924; "Guld"). I de følgende år frem til og med 1929 rejste han omkring mellem Amerika og Europa og fik kun lejlighedsvis opgaver som filminstruktør, og efter det sidstnævnte år slet ingen instruktøropgaver. Derimod blev han med sit hårde prøjseransigt og sin firskårne, tætte skikkelse en ofte benyttet skuespiller i germanske officersroller og i skurkeroller i gyserfilm. Siden 1945 boede han i Frankrig, hvor han mest virkede som filmskuespiller.

Amerikanske film dominerende

Men de københavnske biografer havde i årevis haft en voldsom overvægt af amerikanske spillefilm på repertoiret, hvilket også var tilfældet i 1940. På dagen for den tyske besættelse af Danmark, altså den 9. april 1940, spillede Alexandra Teatret lystspillet ”Den forbløffende Mr. Williams”, 1939, med det uhyre populære par, Melwyn Douglas (1901-1981) og Joan Blondell (1909-1979) i hovedrollerne. Hver for sig fortsatte de to skuespillere med at indspille film til højt op i alderen.

Boulevard Teatret på Sønder Boulevard spillede ”Destry Rides Again” (1939; "Vestens Dronning"), instrueret af George Marchall (1891-1959), og med Marlene Dietrich (1902-1992) og James Stewart (1908-1997) i hovedrollerne.

Bristol Teatret på Frederiksberggade havde "En Film om international Spionage" på programmet, nemlig ”Spionage”, 1940, som formentlig er identisk med Alfred Hitchcock's ”Foreign Correspondent” ("Udenrigskorrespondenten"). Den havde den uhyre sympatiske Joel McCrea (1905-1990) i hovedrollen. Han blev ellers bedst kendt som cowboyhelt i en række udmærkede westernfilm.

På Frederiksberggade 25-27, hvor biografen Bristol i mange år havde til huse. Biografen hed indtil 1939 Kinografen, men efter en kort lukning og ombygning åbnedes den igen under navnet Bristol Teatret. Her spilledes fortrinsvis moderne amerikanske lystspilfilm og hårdkogte kriminalfilm. Biografen måtte i lighed med så mange andre københavnske biografer give op over for konkurrencen med Fjernsynet og lukke. I nutiden tjener den i lighed med flere andre tidligere biografer som hjemsted for dagligvarebutikker, nu for burgerkæden McDonald’s.

Men allerede dagen efter, den 10. april 1940, havde Bristol skiftet program til "Swing-pigen", 1939, med Lana Turner (1920-1994) og Richard Carlson (1912-1977), og med Artie Shaw (1910-2004) og hans orkester.

Dagmar Bio i Jernbanegade annoncerede med to film, hvoraf den ene blev spillet til eftermiddagsforestillingerne. Dens titel er ”The Wizard of Oz” (1939; dansk: "Troldmanden fra Oz") og blev siden en af de store filmklassikere. Den kvindelige hovedrolle blev spillet af den da kun 16-årige Judy Garland (1923-1969), som sang sig ind i alles hjerter over hele kloden med "Somewhere over the Rainbow". Til aftenforestillingerne spillede Dagmar på 2. uge "Laante Dage", 1939, med Lionel Barrymore (1878-1954). Det er imidlertid ikke lykkedes mig at identificere filmens originaltitel, og heller ikke dens instruktør.

Den Vide Verden, D.S.B.s Kino på Hovedbanegården annoncerede med "3 Ugerevyer.

Ørkenens Vovehalse. Et Hawaii-Eventyr. Voksne og Børn 70 Øre inkl. Skat". Ekstrabladet havde samme dag en notits under overskriften "Filmens Verden" følgende at fortælle: "Den vide Verden bringer i denne Uges Program Ufas Ugerevy fra de sidste Begivenheder ude i Verden. Dansk Films Revy fortsætter med Billeder fra Finland. Hovednummeret paa Programmet er en Sportsfilm, der viser et Par fænomenalt arbejdende Bueskytter; til sidst vises en Tegnefilm, en Slags Mickey Mouse, der er meget morsom."

Udtrykket "en slags Mickey Mouse" skal måske forstås sådan, at det ikke var en Mickey Mouse-tegnefilm, der vistes, men én, der bare lignede. Men hvis det har drejet sig om en Mickey Mouse film, kan talen formentlig kun være om ”Hawaiian Hollyday” (1937; dansk: "Glade dage på Hawaii"), hvori det faktisk er Fedtmule der har hovedrollen. Dette kan måske også være forklaringen på forbeholdet "en Slags". Denne film blev første gang vist i København i Metropols Forårsshow 1938.

Enghave Bio på Enghavevej havde kriminalfilmen Afsporet på programmet, med Chester Morris (1901-1970) og Ralph Bellamy (1904-1991).

Grøndals Teatret på Godthåbsvej havde The Women (1939; dansk: "Kvinder"), på plakaten, med Norma Shearer (1900-1983) og Joan Crawford (1906-1977) i hovedrollerne.

Kino Lyngby på Lyngby Torv havde Andy Hardy faar Forårsfornemmelser", 1939, en film i en serie med de to meget populære skuespillere Mickey Rooney (1922-2014) og Judy Garland (1923-1969) i hovedrollerne.

Kino-Palæet på Gammel Kongevej annoncerede med De, der kom tilbage, en film, som det heller ikke er lykkedes mig at identificere. Men den var naturligvis amerikansk og havde James Cagney (1899-1986) i den dominerende hovedrolle. Siden hans filmdebut i ”Public Enemy” (1931; dansk: "Samfundets Fjende"), blev han verdensberømt som hårdkogt og hårdtslående gangster. Men som uddannet revy- og varietéstjerne, kunne han også synge, steppe og charmere sig til publikums gunst, som f.eks. i den patriotiske musical ”Yankee Doodle Dandy”, 1943. I denne film spillede han den amerikanske showman George M. Cohan (1878-1904), og for denne rolle fik han en Oscar. I begyndelsen af 1960'erne trak Cagney sig tilbage til privatlivet, men vendte omkring 1981 tilbage til Hollywood, hvor han indspillede i al fald to film, bl.a. ”Ragtime”. Heri havde han rollen som en aldrende politiinspektør, der sætter sig som opgave at fange nogle durkdrevne bankrøvere.

Lyngby Bio på Jernbanevej i Lyngby havde Luftens Amazoner på plakaten, med Alice Faye (1915-1998) som eneste nævnte rollehavende. Det er ikke lykkedes mig at identificere filmen.

Lyngbyvejens Kino annoncerede med "Busser, Dengse og Vovse" i "Blondie møder Chefen", der var "endnu morsommere end den første." Filmen var naturligvis baseret på Chic Youngs verdensberømte tegneserie "Blondie", der havde gået i "B.T." som hverdagsstribe fra 18. april 1934. Biografannoncen nævner dog ikke navnene på de medvirkende skuespillere, men jeg kan godt huske, at jeg i begyndelsen af 1940'erne så et par film med "Blondie og Busser". Filmene virkede kedsommelige og kunne efter min mening slet ikke leve op til tegneserien.

Merry Bio på Amagerbrogade annoncerede den 12. april 1940 med "Basil Rathbone i Conan Doyles Sherlock Holmes, 1939, den anden film i serien om den verdensberømte engelske detektiv. Den første Sherlock Holmes/Rathbone-film var ”The Hound of Baskervilles” (1939; dansk: "Baskervilles Hund"). Som medspiller havde Rathbone den lige så fremragende skuespiller Nigel Bruce (1895-1953), i rollen som en bulderbasseagtig og velmenende, men ikke særlig kløgtig Dr. Watson. Parret indspillede i årene 1939-46 ialt 14 Sherlock Holmes-film. I 1952 spillede Nigel Bruce teaterdirektøren Mr. Postant i Chaplins film ”Limelight” ("Rampelys"). Nigel Bruce’s sidste film er fra hans dødsår 1953 og hedder på dansk "Afrikas Djævle".

Metropol på Strøget annoncerede med ”Hollywood Cavalcade”, "En brølende Latter-Sukces", men nævner ingen skuespillernavne.

Odeon på Fælledvej spillede "Fjernsyns Gaaden", med William Henry (1914-1982) og Judith Barrett (1914-2000), som var og er ukendte i Danmark. Odeon kunne også lokke med "Ekstra: Ugejournal og Skipper Skræk". Men apropos filmens titel, så var begrebet "fjernsyn" fuldstændig ukendt for den almindelige dansker dengang, inklusive mig selv. Fjernsynet blev først introduceret på det danske marked i begyndelsen af 1950'erne, og dengang var det meget få mennesker, der havde råd og lyst til at anskaffe sig et sådant monstrum.

Palads Teatret reklamerede med "Rudyard Kiplings The Light that failed" (1940; dansk: "Lyset der sluktes"), med Ronald Colman (1891-1958), Walter Huston (1884-1950), Ida Lupino (1918-1995) og Muriel Angelus (1909-2004). Walter Huston er far til den nok så berømte skuespiller og filminstruktør John Huston.

Filmlegenden Paul Muni

Palladium på Vesterbrogade annoncerede med ”We are not Alone” (1939; dansk: "Vi er ikke de eneste"), med den dengang legendariske skuespiller Paul Muni (1897-1967) i en dominerende hovedrolle. Annoncen for filmen tilføjede: "Pragtfuld Skuespilpræstation - genial Iscenesættelse". Filmen blev dog kun spillet til aftenforestillingerne. Om eftermiddagen havde man et Non-Stop program, hvorom Ekstrabladet skrev: ”Paramount bringer de forskellige Ugerevyer, bl.a. Ufa-Journalen. - En Kulturfilm viser nogle mærkelige amerikanske Dyr, og endelig er der en morsom Tegnefilm, "Den gamle Væddeløbshest". Den nævnte tegnefilm har antagelig været en Max og David Fleischer-film, idet Fleischer-brødrene på det tidspunkt var knyttet til Paramount.

Paul Muni, hvis egentlige navn er Muni Weisenfreund, var født i Østrig (en anden kilde mener dog Polen), men kom sammen med sine skuespillerforældre til USA i 1901. Fra 1908-26 var han skuespiller ved Jiddisch Theater og kom derefter til Broadway. Han debuterede på film i 1929, nemlig i ”The Valiant”. Det var dog først med ”Scarface”, 1932, at der for alvor blev lagt mærke til ham som filmskuespiller. Allerede som teaterskuespiller var han blevet kendt for sin maskeringskunst, og han spillede ofte mennesker, der var meget ældre end ham selv. Bedst kendt er han for sin udførelse af rollen som lægen Louis Pasteur (1822-1895) i filmen ”The Story of Louis Pasteur” (1935; dansk: "Louis Pasteur"), for hvilken han fik en Oscar. Denne film så jeg forresten omkring 1940-41, da jeg var medlem af Skole Bio, som dengang holdt til i Amager Bio på Amagerbrogade. Filmen gjorde et stort indtryk på mig, kan jeg tydeligt huske.

Mest berømt blev Paul Muni dog nok for sin maskering og sit spil som kineseren i ”The Good Earth” (1937; dansk: "Den gode Jord"). Heri spillede han sammen med den østrigsk-amerikanske skuespillerinde Luise Rainer (1910-2014), der begyndte sin filmkarriere i Østrig, men som i 1935 kom til USA, hvor hun fortsatte sit filmarbejde. Sit store gennembrud fik hun netop i filmen "Den gode jord", hvori hun spillede kineserhustruen så fremragende, at hun modtog en Oscar for sin fremstilling. Hun var endnu i live i 2008, men beklagede sig i et tilbageblik over, at hendes filmkarriere nærmest var stoppet, efter at hun havde modtaget 2 Oscars.

Samme år indspillede Paul Muni ”The Life of Émile Zola” (1937; dansk: "Émile Zola's Liv"), hvori han på træffende måde var maskeret som den store franske forfatter Émile Zola (1840-1902). Zola lagde grunden til den naturalistiske roman, der detaljeret ville beskrive de bestemmende kræfter i menneskets karakter: arv og miljø, men dog "set gennem et temperament", nemlig forfatterens eget. Zola indså altså, at man ikke helt kunne udelukke subjektiviteten. I Danmark er han især kendt for romanerne ”Thérèse Raquin” (1867; dansk 1901), ”Faldgruben” (1876; dansk: 1882), ”Nana” (1880; dansk: 1882), ”Germinal” (1885; dansk: 1931) og ”La Béte Humaine” (1890; på dansk "Menneskedyret" 1890). Flere af romanerne er i tidens løb blevet filmatiseret, bl.a. "Menneskedyret", 1938, med den fine franske skuespiller Jean Gabin i den mandlige hovedrolle.

Palæ Bio i Klerkegade havde den danske melodramafilm Hotel Paradis, 1931, på plakaten. Annoncen nævnte to navne: Eyvind Johan Svendsen (1896-1946) og Karen Caspersen (1890-1941), og de to var da også kendte teater- og filmskuespillere på den tid, men spillede dog fortrinsvis i et seriøst repertoire.

Platan Bio på Platanvej annoncerede med "Det stjaalne Paradis" (1936) med Marlene Dietrich og Gary Cooper (1901-1961). Det er ikke lykkedes mig at identificere filmens originaltitel eller produktionsår.

Rialto Teatret i Smallegade havde den tidligere omtalte ”The Private Lives of Elizabeth and Essex” (1939; "Dronningens Elsker") på plakaten, med Bette Davis og Errol Flynn i hovedrollerne.

Fransk films store helt: Jean Gabin

Rio Bio på Roskildevej annoncerede med "Den store Illusion", men nævner intet om dens handling eller medvirkende skuespillere. Men filmens originaltitel er ”La Grande Illusion”, 1937, og den er altså fransk og var instrueret af Jean Renoir (1894-1979), med Jean Gabin og Erich von Stroheim i de mandlige hovedroller. Jean Renoir er en søn af den verdensberømte impressionistiske franske maler Auguste Renoir (1841-1919). Jean Renoir var en eksperimenterende filmkunstner, og blandt hans eksperimenterende spillefilm kan ikke mindst nævnes ”The River” (1951; dansk: "Floden"), hvis handling konsekvent overholder tidens og stedets enhed, hvilket vil sige, at filmens handling udspiller sig i løbet af de ca. 3 timer, filmen varer. "Floden" er indspillet i Bengalen, Indien, og her havde Renoir en yngre filmentusiastisk instruktørassistent ved navn Satyajit Ray (1921-1992), som få år senere blev verdensberømt på Apu-trilogien ”Pather Panchali” (dansk: "Sangen om Vejen"), ”The Unvanquished” (dansk: "Aparajito - Den Ubesejrede"), The World of Apu (dansk: "Apus Verden"), indspillet i årene 1955-58.

Jean Gabin (1904-1976) var oprindelig varietékunstner, men kom i 1930 til filmen, hvor han efterhånden sikrede sig en fremtrædende position gennem en række tragiske melodramaer. Blandt disse var "Natherberget", 1936, "La Bête Humaine" (1938; dansk: "Menneskedyret"), begge instrueret af Jean Renoir. ”Quai des Brumes” (1938; dansk: "Tågernes kaj"), ”Le Jour se Lève” (1939; dansk: "- og ved Daggry"), ”La Marie du Port” (1950; dansk: "Marie fra Havnen"), alle tre instrueret af Marcel Carné (1906-1996). Jean Gabin medvirkede også i film, instrueret af Julien Duvivier (1896-1967), som ”La Bandéra”, 1935, og ”Pépé le Moko”, 1936. Under 2. verdenskrig opholdt han sig i Hollywood, hvor han genindspillede nogle af sine tidligere film på engelsk. 1945 vendte han tilbage til Frankrig, hvor han snart fik et gennembrud i et ældre rollefag, som passede til hans alder og temperament. En af hans mange senere og nok så markante film er ”Les Misérables” (1957; "De elendige"), hvori han på mesterlig måde spillede den frigivne galejslave Jean Valjean. Han indlagde sig også stor fortjeneste i rollen som mesterdetektiven Maigret, i film som ”Maigret un piége” (1957) og ”Maigret Voit Rouge” (1963).

Scala-Bio på Vesterbrogade havde "Til sidste Mand", med Gary Cooper i hovedrollen, på plakaten. Det er desværre ikke lykkedes mig at identificere filmens originaltitel eller produktionsår.

Strand Teatret på Strandvejen havde "Vestens Dronning" (1939) på programmet. Se under Boulevard Teatret.

Toftegårds Bio på Toftegårds Plads annoncerede med "Havets Beherskere" (1939), med Douglas Fairbanks jr. (1909-2000) og George Bancroft (1882 -1956) i hovedrollerne. Her er det heller ikke lykkedes mig at identificere filmens originaltitel.

Valby Teater på Valby Langgade reklamerede med "Hvide Heltinder", men ikke med, hvem der medvirker eller antydning af, hvad filmen handler om. Filmen kan derfor udmærket tænkes at have været tysk. Tre dage senere, den 12. april 1940, havde biografen kriminalfilmen "Afsporet" på plakaten. Se under Enghave Bio.

Vanløse Bio på Jernbane Allé annoncerede med Tarzan Finds a Son (1939; ”Tarzans søn"), med Johnny Weissmuller (1904-1984), Johnny Sheffield (1931-2010) og Maureen O’Sullivan (1911-1998) i hovedrollerne. Det kan tilføjes, at Maureen O’Sullivan også og måske især gjorde sig gældende i filmlystspil med Marx Brothers og seriøse film, som f.eks. ”Anna Karenina” (1935) med Greta Garbo, og hvori hun spillede rollen som Kitty.

Windsor på Peter Bangsvej havde "Stjerneskud" (1939) med Fred Astaire (1899-1987) og Ginger Rogers (1911-1995) i hovedrollerne. Annoncen meddeler, at filmen har været "Palads Teatrets Sukces".

Den store filmdiva: Greta Garbo

World Cinema på Axeltorv annoncerede med ”Ninotchka”, 1939, med den verdensberømte Greta Garbo (1905-1990) i den altdominerende titelrolle. Hendes medspiller var Melvyn Douglas (1901-1981). Filmen var instrueret af datidens store lystspilinstruktør Ernst Lubitsch (1892-1947).

Greta Garbo er et kapitel for sig i filmens historie. Hendes filmkarriere strakte sig fra 1922 til 1941, og i løbet af den tid nåede hun at indspille en række stumfilm, som skabte hendes ry som stumfilmens store og altfordunklende stjerne. Sit filmgennembrud fik hun i rollen som Elisabeth Dohna i ”Gösta Berlings Saga”, 1924. Filmen var baseret på en roman af Selma Lagerlöf (1858-1940) og instrueret af Mauritz Stiller (1883-1928). I 1925 indspillede hun i Tyskland filmen "Bag glædernes maske", hvori hendes kvindelige medspiller var den internationalt kendte danske stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972). Filmen var instrueret af den store tyske filminstruktør Georg Wilhelm Pabst (1885-1967).

I mellemtiden havde MGM's leder, Louis B. Mayer (1885-1957), set "Gösta Berlings Saga", og filmen gjorde så stærkt indtryk på ham, at han gerne ville engagere Stiller til at lave film for MGM. Stiller betingede sig, at Garbo skulle følge med i "købet", hvilket Mayer ikke umiddelbart var begejstret for. Men sådan blev det. Amerika-tiden blev en skuffelse og fiasko for Stiller, til trods for at han indspillede en enkelt publikumssucces, ”Hotel Imperial”, 1927, som dog ikke havde Garbo men Pola Negri (1897-1987) i den kvindelige hovedrolle. Efter denne film vendte Stiller tilbage til Sverige, hvor han døde i 1928.

Garbos stjernestatus steg hurtigt til store højder, hvilket skyldtes hendes sjælfulde og

blufærdige spil i en række film, hvori hun spillede sammen med den romantiske elsker, John Gilbert (1895-1936). Romancen mellem de to udstrakte sig også til privatlivet, og på et tidspunkt var det meningen, at de skulle giftes, men selvom bryllupsdagen var blevet bestemt, havde Garbo i mellemtiden fortrudt og udeblev derfor fra vielseshøjtideligheden.

Med talefilmens indførelse blev John Gilberts filmkarriere brat afbrudt, idet publikum ikke kunne forbinde hans talestemme med hans mandige udseende. Man lo simpelthen ad hans talefilmstemme, hvilket objektivt set er uforståeligt, idet den ikke adskilte sig væsentligt fra andre mandlige skuespilleres talestemme på den tid. Lydteknikken var på eksperimentstadiet, og den dårlige gengivelse af tale, blev mange skuespilleres og skuespillerinders tragedie. Men biografpublikummet var nådesløst og ubønhørligt, og det samme gjaldt filmmogulerne i Hollywood, som afgjorde en skuespillers værdi på grundlag af de indtægter vedkommendes film indtjente.

Men Greta Garbos talestemme gjorde hende om muligt kun endnu mere berømt og tilbedt, da den for allerførste gang kunne høres i ”Anna Christie”, 1930. Denne berømmelse og tilbedelse holdt sig op gennem 1930'erne, hvor hun bl.a. indspillede ”Marie Walewska”, og hvori hun havde den ligeledes berømte filmelsker, Charles Boyer (1899-1978) som medspiller i rollen som Napoleon.

Efter en række romantiske og tragiske film, herunder ”Anna Karenina”, 1934, ”Camille” (1936; "Kameliadamen", som vittige hoveder kaldte ”Kameldamen”) havde Garbo formentlig lyst til at prøve kræfter med lystspilfaget, men det blev faktisk kun til to lystspilfilm, nemlig den allerede nævnte "Ninotschka" og ”Two-Faced Woman” (1941; dansk: "Tvillinger"). Især i den sidstnævnte film havde publikum svært ved at forlige sig med, at den før så romantiske og mystiske Garbo nu optrådte overgivent leende og morsom. Filmen blev ganske enkelt en publikumsfiasko, og i skuffelse herover, trak Garbo sig tilbage til privatlivet og indspillede aldrig mere film. Hendes privatliv var i de følgende år præget af stadige forsøg på at undgå nysgerrige journalister og fotografer, og hun levede blandt andet af den grund sine senere år i tilbagetrukket og selvvalgt ensomhed. Hun blev aldrig gift, men nægtede sig ikke livets goder, herunder heller ikke kærligheden, som hun lige så godt dyrkede med mænd som med kvinder. Sine androgyne træk havde Garbo forresten haft lejlighed til at demonstrere i ”Queen Christina” (1933; dansk: "Dronning Christina"), hvori hun havde titelrollen som den svenske dronning Kristina (1626-89). Denne var ugift og stærkt interesseret i filosofi, kunst og videnskab, og skabte et festligt kulturcentrum ved hoffet. Hun var desuden en målbevidst og handlekraftig politiker, der fremskyndede Westphalske fred og sikrede tronen for Karl X Gustav og spillede de tre lavere stænder ud mod højadelen, det sidste i lighed med, hvad den danske kong Christian II havde gjort i midten af 1500-tallet. Hun frasagde sig tronen i 1654 og gik officielt over til katolicismen og bosatte sig i Rom, hvor hun døde, og hvor hun er begravet i Peterskirken.

Det er blevet sagt om Dronning Kristina, at hun havde stærke androgyne, dvs. mandlige træk, og at hun foretrak kvinder som seksuelle partnere. Det samme kan som nævnt til en vis grad siges om Greta Garbo, som da også privat vedkendte sig sin biseksualitet, således som det er fremgået af biografier om hende. Men Greta Garbo var og forblev primært en legende, ikke mindst i levende live, hvilket formentlig skyldtes, at hun efter at have afsluttet sin filmkarriere, af al magt søgte at undgå pressefolk. I dag kan hendes skuespilkunst dog heldigvis stadig genses og nydes, takket være den omstændighed, at hendes film er blevet genudsendt på TV og video.

Alle raske drenges helt: Erroll Flynn

Alle raske drenges helt eller idol, var i 1930'-40'erne den australsk fødte amerikanske filmskuespiller Erroll Flynn (1909-59). Efter et omflakkende liv, kom Flynn til Hollywood i 1935, hvor han i begyndelsen optrådte som statist i forskellige spillefilm, bl.a. i ”Mutiny on the Bounty” (1935; dansk: "Mytteriet på Bounty"), med den allerede da verdensberømte Charles Laughton (1889-1963) i hovedrollen som kaptajn Bligh.

Efter at have haft den mandlige hovedrolle i et par spillefilm, fik Flynn et gennembrud som indbegrebet af en romantisk helt i ”The Adventures of Robin Hood” (1937; dansk: "Robin Hood"), med den smukke og udmærkede Olivia de Havilland (1916-2020) i den romantiske kvindelige hovedrolle som Lady Marian. Hendes store gennembrud som filmskuespillerinde skete dog først med rollen som Melanie i ”Gone with the Wind” (1939; dansk: "Borte med Blæsten"). Robin Hood-filmens skurk var den sydafrikansk fødte skuespiller Basil Rathbone (1892-1967), som senere især skulle komme til at brillere som Sherlock Holmes i en serie film om denne fabelagtige mesterdetektivs meriter.

Olivia de Havilland var også med i flere af Flynns følgende film. Således i ”Dodge City” (1939), som handler om en ærlig kvæghandler, der tager kampen op mod ulovlighederne i den berygtede by Dodge City. Men hun var derimod ikke med i Flynns følgende film, den, som jeg allerførste gang så ham i, nemlig ”The Sea Hawk” (1940; dansk: "Havørnen"), som jeg så til en eftermiddagsforestilling i "Ry-Kino" i Ryesgade, formentlig i for- eller eftersommeren 1940.

Der er for mig også det interessante ved filmen "Havørnen", at man i billedarkivet på Københavns Bymuseum opbevarer et foto af Ry-Kinos facade, hvis reklameskilte tydeligt viser, at på det tidspunkt, hvor billedet er taget, var den nævnte film på plakaten. Det specielt interessante er imidlertid, at der står en lille gruppe børn på trinene foran biografens indgang, og selvom en af drengene på billedet vender ryggen til, er jeg ikke i tvivl om, at drengen er identisk med mig! Jeg kan dog ikke erindre, at der var en fotograf til stede ved den lejlighed, men måske har jeg bare ikke set vedkommende, fordi jeg stod med ryggen til, da billedet blev taget. Bag på fotoet har museet noteret, at billedet er fra 1939? Spørgsmålstegnet betyder, at man ikke er helt sikker på årstallet, og det er forståeligt, eftersom det tidligst kan have været fra det år, 1940, hvor filmen "Havørnen" fik dansk premiere. Ifølge filmens fortekster er dens produktionsår da også 1940, hvilket formentlig betyder, at den er indspillet i slutningen af 1939/begyndelsen af 1940. Den må dog have haft Danmarkspremiere i en anden biograf end Ry-Kino, som kun var reprisebiograf, men i hvilken ved jeg ikke.

Filmen, hvis handling foregår i 1585, hvor Spanien drømte om verdensherredømmet og herunder også planlagde at ville erobre England, rummede alle de ingredienser, som man kan forvente og forlange af en romantisk og heroisk eventyrfilm, var instrueret af den ungarsk-amerikanske instruktør Mihály Kertész, bedre kendt under navnet Michael Curtiz (1888-1962). Han begyndte at lave film allerede i stumfilmtiden, og var i 1913 i Danmark, hvor han ifølge nogle kilder var instruktørassistent og havde en birolle i Nordisk Films Kompagnis film ”Atlantis”.

I 1941 gav Errol Flynn en sympatisk fremstilling af den berømt-berygtede amerikanske general Custer i dennes sidste kamp mod indianerne ved Little Big Horn. En kamp, hvorunder han og hans soldater blev dræbt. Filmens titel er ”They died with their Boots on” (dansk: "De døde med Støvlerne på"), og her havde han atter den sympatiske Olivia de Havilland som sin medspillerske i rollen som Mrs. Custer. Olivia de Havilland var for resten søster til en nok så kendt filmskuespillerinde som Joan Fontaine (1917-2013).

Flynns karriere fortsatte med en række mere eller mindre betydelige krigs- og cowboy-film, og ind imellem nogle eventyrfilm, som f.eks. ”The New Adventures of Don Juan” (1948; dansk: "Don Juan paa nye Eventyr"), og ”Kim” (1951), efter Kiplings fortælling. 1949 spillede han Soames i ”The Forsythe Saga” ("Familien Forsythe"), og skal i denne rolle have ydet en betydelig indsats som karakterskuespiller. Han afsluttede sin karriere med ”The Sun Also Rises” (1957; dansk: "Og solen gaar sin Gang"), baseret på en roman af Ernest Hemingway, og ”Night in Havanna" (1957), som vistnok blev Flynns sidste film.

Mange af Errol Flynns film viser, at han var en temmelig lun og humoristisk skuespiller, der tilsyneladende ikke tog sig selv al for højtideligt. Det viser han ikke mindst i episodefilmen ”Thank your Lucky Stars!” (1943; dansk "Lykkestjernen"), hvori han fremfører et højst komisk sang- og dansenummer. Flynn skrev også et par romaner, ”Beam Ends” (1934) og ”Showdown” (1946), samt selvbiografien “My Wicked, Wicked Ways” (1959). Flynn kæmpede i mange år med en overhåndtagende alkoholisme, og hans store spiritusforbrug forandrede med tiden hans flotte, slanke og charmerende mandige ydre til et fedladent og lettere forsumpet udseende. Han blev da også kun 50 år.

Ifølge vedholdende rygter i den "moralske" amerikanske presse, havde Errol Flynn, hvad man kalder for et Lolita-kompleks, idet han foretrak helt unge piger som sine seksuelle partnere, og der var vistnok også noget om et par retssager i den anledning. Men om det blot er ondsindede rygter eller hvad, har jeg ingen begrundet viden om. I mine øjne vil skuespilleren Errol Flynn imidlertid altid stå som min barndoms filmhelt, ja, som selve indbegrebet af den kække og mandige Robin Hood fra Sherwood-skovene.

I 1954 var Errol Flynn i København, hvor han bl.a. aflagde besøg på bryggeriet Carlsberg. Her blev han vist rundt af en af dansk tegnefilms pionerer, Anker Roepstorff (1910-92), som på det tidspunkt var inspektør på bryggeriet. I sin egenskab af tegner tegnede Roepstorff en karikatur af den celebre gæst. Flynns for publikum overraskende besøg i København har formentlig fundet sted i forbindelse med Danmarkspremieren på en af hans film, enten ”Junkeren fra Ballantrae" (1953) eller ”Lilacs in the Spring” (1954, hvis danske titel jeg ikke kender).

Olivia De Havilland gjorde sig i løbet af 1940'erne verdensberømt som en stor karakterskuespillerinde. Det skete i og med film som ”The Snake Pit” (1949; dansk: "Ormegården"), ”The Heiress” (1949; dansk: "Arvingen"), som hun fik en Oscar for. Hun fortsatte med at filme til højt op i alderen. I 1977 var hun således med i ”Airport '77”, sammen med James Stewart, og i 1986 medvirkede hun i 10. afsnit af TV-serien ”North and South” (dansk: "Nord og Syd"), hvori Stewart forresten også medvirkede i en mindre rolle. I 1988 medvirkede den stadigvæk smukke, men efterhånden noget fruede Olivia de Havilland i dokumentarfilmen ”The Making of A Legend” (dansk: "En myte bliver til"), og heri fortalte den da 72-årige skuespillerinde om sin egen rolle som Melanie i kæmpesuccesen "Gone With the Wind" (1939).

Som allerede nævnt havde Olivia De Havilland en søster, Joan Fontaine (1917-2013), der oprindelig var teaterskuespiller, men som i 1937 debuterede på film. I 1939 spillede hun sammen med Cary Grant (1904-1986), hvis egentlige navn var Archibald Alexander Leach, i filmen ”Gunga Din”, baseret på en fortælling af Kipling. Hendes gennembrud som filmskuespiller kom med titelrollen i” Rebecca” (1940), instrueret af Alfred Hitchcock (1899-1980) og med Laurence Olivier (1907-1989) i den mandlige hovedrolle. 1952 spillede hun rollen som Lady Marian i ”Ivanhoe”, instrueret af Richard Thorpe (1896-1991), og med Robert Taylor (1911-1969) i titelrollen. Rollen som den meget smukke jødiske pige, Rebecca, blev spillet af en ganske ung Elizabeth Taylor (1932-2011), som senere udviklede sig til at blive en aldeles fremragende karakterskuespillerinde.

En markant filminstruktør: Michael Curtiz

Michael Curtiz begyndte sin filmkarriere i Ungarn, men indspillede senere også film i Sverige, hvor han assisterede filminstruktører som Mauritz Stiller (1883-1928) og Viktor Sjöström (1879-1960). Derefter arbejdede han i Tyskland, Frankrig og Østrig, og sidstnævnte sted instruerede han filmen ”Moon of Israel” (1924), som bevirkede, at Hollywood fik øjnene op for ham. Og til filmbyen kom han i 1926, hvor han i årene 1926-29 lavede ialt ni stumme spillefilm, idet den sidste, ”Noah's Ark” (1929), dog var forsynet med eftersynkroniseret lyd.

Curtiz var ansat på kontrakt hos Warner Brothers, og alene i årene 1930-39 instruerede han 44 film for dette selskab, bl.a. flere spillefilm med Bette Davis (1908-1989) i hovedrollen. Omkring 1934 blev en af hans ledende mandlige skuespillere den tidligere ovenfor nævnte Errol Flynn, og deres mangeårige samarbejde begyndte så vidt vides med ”Captain Blood” (1935; dansk: "Kaptajn Blod"), med Olivia de Havilland, som også er med i Curtiz/Flynns ”The Charge of the Light Brigade” (1936; dansk: "For Englands Ære"). Af Curtiz/Flynn-film fulgte derefter “The Private Lives of Elizabeth and Essex” (1939; dansk: "Dronningens Elsker", med Bette Davis som Dronning Elizabeth I), og de tidligere nævnte "Robin Hood" (1938), "Dodge City" (1939), "Havørnen" (1940), "Vejen til Santa Fé" (1940), alle med Olivia de Havilland i den kvindelige hovedrolle. Curtiz', Flynns og Olivia de Havillands veje ser derefter ud til at have skiltes, idet de fortsatte deres respektive karrierer ad hver sine veje.

Curtiz brillerede i 1943 med filmen ”Casablanca”, som han fik en Oscar for. Som ledende skuespillere havde han Humphrey Bogart (1899-1957) og Ingrid Bergman (1915-1982), og i væsentlige biroller Claude Rains (1889-1967), Peter Lorre (1904-1964) og Conrad Veidt (1892-1943). Blandt Curtiz’ mange senere film kan nævnes “Mildred Pierce” (1945), “White Christmas” (1954), “The Adventures of Huckleberry Finn” (1960; dansk: "Huckleberry Finn paa Eventyr"), baseret på den berømte fortælling af den amerikanske forfatter og humorist Mark Twain (1835-1910). og ”Commancheros” (1961). I den sidstnævnte film har John Wayne hovedrollen. Denne film blev formentlig Curtiz’ sidste film.

Den 9. april 1940 var der kun en eller højst to tyske spillefilm i københavnske biografer. Nora Bio på Nørrebrogade reklamerede med "Den store Læge", 1939, med den dengang berømte tyske skuespiller Emil Jannings (1886-1950) i titelrollen. Jannings var oprindelig teaterskuespiller, men kom på foranledning af Ernst Lubitsch i 1915 til filmen. Sit store gennembrud som filmskuespiller fik han i ”Der letzte Mann”, 1925, instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau (1888-1931). Gennembruddet konsoliderede han med sit spil i "Den blaa Engel", 1930, hvori han spillede uforglemmeligt sammen med Marlene Dietrich (1902-1992). Filmen var instrueret af Josef von Sternberg (1894-1969), som kom til amerikansk film i 1914, i Hollywood fra 1924. Men 1929-30 vendte han tilbage til Tyskland for at indspille "Den blaa Engel" med sin foretrukne kvindelige stjerne, Marlene Dietrich, hvorom det hed sig, at hun i mange år havde været Sternbergs elskerinde.

Ifølge en enkelt kilde har Sternberg i 1926 indspillet en film for Chaplin, nemlig ”The Seagull”, som angiveligt skulle være et forsøg på at promovere Edna Purviance som selvstændig filmskuespillerinde, men filmen ses ikke bevaret. Chaplin har heller ikke med et eneste ord nævnt denne film i sin selvbiografi, "Mit Liv". Ja, han nævner end ikke Josef von Sternberg deri, så mon ikke der snarere er tale om et rygte? Men som sagt, havde Chaplin allerede nogle år tidligere selv søgt at promovere sin tidligere ledende kvindelige stjerne som seriøs skuespillerinde i filmen "A Woman of Paris" (1923; dansk: "Kvinden fra Paris").

Så sent som i 1952 instruerede Sternberg filmen ”Jet Pilot” (udsendt 1957), med John Wayne og Janet Leigh i hovedrollerne, en ubetydelig koldkrigs-film, der hverken gør instruktøren eller de medvirkende nogen speciel ære. Filmen var omkring seks år undervejs, hvilket til dels skyldtes, at man angiveligt genindspillede en del scener, som åbenbart var blevet anset for utilfredsstillende. Det kan måske også hænge sammen med, at denne type film nok ikke var den helt rigtige for en instruktør som von Sternberg.

Park Teatret på Østerbrogade spillede også "Den store Læge" med Emil Jannings. Denne fremragende karakterskuespiller fortsatte sin karriere under Nazi-styret og udnævntes tilmed til "Staatsschauspieler" og spillede med usvækket kunstnerisk kraft roller i de pågående anti-britiske propagandafilm, der blev ham tildelt. Efter krigens afslutning med Tysklands kapitulation, henvistes han i de følgende år til et liv i lediggang og døde den 2. januar 1950 som en nedbrudt mand.

1930’ernes store barnestjerne

Den 17. april 1940 så biografrepertoiret således ud:

Aladdin havde nu "Den store Læge" på programmet.

Allé Teatret havde skiftet til "Dronningens Elsker".

Bella Bio havde skiftet til "Susannah, Gyldne Høg" (1939; originaltitel uidentificeret), med den verdensberømte barnestjerne Shirley Temple (1928-) i hovedrollen. Hun begyndte sin filmkarriere allerede som 3-årig og var med i en serie kaldet ”Baby Burlesque”. Som lidt større blev hun stjerne i rørende og muntre folkekomedier, og med sit runde ansigt, sine kvikke øjne, der slog smut, og sin slangekrøllefrisure, blev hun den tids store idol for alle småpiger verden over, eller måske snarere for disses mødre, som gerne så, at deres egen lille tuttenut lignede den feterede stjerne. Shirley Temple opnåede en berømmelse, som overgår alle andre barnestjerners, og hun indspillede i tidens løb et utal af film. I 1937 fik hun til opgave at overrække Walt Disney en speciel Oscar for "Snehvide og de syv dværge". Den bestod af én stor Oscar og syv mindre Oscars!

Det var formentlig omkring 1942, at den da 13-årige Shirley Temple for pladeselskabet RCA Victor Records indtalte "Walt Disney's Bambi as told by SHIRLEY TEMPLE with cast. Orchestra and Chorus conducted by PAUL SMITH (Adapted from the WALT DISNEY production by LARRY MOREY)". Denne grammofonplade er angiveligt den første, Shirley Temple nogensinde har indspillet. Hun fortsatte med at filme helt frem til 1950, hvor hun var omkring 21 år. I 1948 medvirkede hun f.eks. i John Fords ”Fort Apache”, som havde John Wayne i hovedrollen, og selvom hun ydede en sympatisk og udmærket indsats i denne film, var det tydeligt, at hun ikke følte sig helt vel tilpas i ungpigerollen. Men hvad enten hun selv har følt, at hendes skuespillertalent måske ikke rakte til voksne karakterroller, eller der har foreligget andre og mere private grunde, så trak hun sig i al fald i 1950 tilbage til privatlivet. Shirley Temple dukkede først op for offentligheden igen i slutningen af 1960'erne, hvor hun søgte at skabe sig en politisk karriere i Californien. Som en følge af sit politiske engagement, blev Shirley Temple i 1969 valgt som FN-delegeret for USA.

Boulevard Teatret havde "Sherlock Holmes" på plakaten, dog på sidste dag.

Colosseum havde nu "Vestens Dronning" at byde på.

Dagmar Bio havde skiftet til "Felttoget i Polen", som var en tysk propagandafilm.

Enghave Bio havde skiftet til "Ungdommens Melodi", men bortset fra, at den betegnes som "Forårets skønneste film", får man intet at vide om filmens oprindelse eller medvirkende. Se under Grøndals Teatret.

Gentofte Kino havde nu Paul Muni-filmen "Vi er ikke de eneste" på programmet.

Grøndals Teatret havde "Ungdommens Melodi" på plakaten, og annoncen nævner i den forbindelse violinisten Jascha Heifetz (1901-1987) som medvirkende. Heifetz var russisk-amerikansk jødisk violinvirtuos, der debuterede som 7-årig. Han var på Europa-turné i 1912, og kom til Amerika i 1917, formentlig som følge af revolutionen i Rusland. Han blev amerikansk statsborger i 1925. Senere fulgte flere verdensturnéer, og herunder har han flere gange været i København. Han har desuden indspillet adskillige grammofonplader og også medvirket i flere film.

Kino Lyngby havde nu "Kvinder" på plakaten.

Kino Palæet havde skiftet til den østrigske "En Nat i Wien", med Paul Hörbiger (1894-1894-1981) og Hans Moser (1880-1964). Førstnævnte blev anset for at være en fin og kultiveret kunstner med udpræget wienercharme. Men især sidstnævnte var på film indbegrebet af en ægte "wiener": geskæftig, mundrap, kværulantisk og selvhævdende.

Lyngby Bio havde skiftet til "Spøgelseshuset", men bortset fra, at filmen er med Joe. E. Brown (1915-1976), har det ikke været muligt for mig at identificere den.

Lyngbyvejens Kino annoncerede med "Kaptajn Stål - Anfører for en Bande undvegne Forbrydere", men heller ikke denne film er det lykkedes mig at identificere.

Metropol havde nu sat ”The Invisible Man Returns” (1940; "Den usynlige Mand vender tilbage") på programmet. Filmen, som var en af en serie, der begyndte i 1932, havde den fine karakterskuespiller Claude Rains (1889-1967) i titelrollen. Han medvirkede desuden i en lang række berømte amerikanske film op gennem 1930'-40'erne, herunder i ”The Adventures of Robin Hood” (1938; "Robin Hood"), ”Mr. Smith goes to Washington” (1939; "Mr. Smith kommer til Washington") “The Sea Hawk” (1940; "Havørnen") ”Casablanca”, 1943, ”Phantom of the Opera” (1943; "Spøgelset i Operaen"), Hitchcock-filmen ”Notorious” (1946; "Berygtet"), storfilmen "Lawrence of Arabia", 1962, med Peter O'Toole (1932-2013) i titelrollen, og “Twilight of Honour” (1963). Så vidt vides var hans sidste filmrolle i ”The Greatest Story ever Told” (1965), hvori svenske Max von Sydow ( 1929-2020) spillede hovedrollen som Jesus fra Nazaret.

Nora Bio havde skiftet "Den store Læge" ud med First Love (1939; "Det første Kys"), med den velsyngende Deanna Durbin (1921-2013). Sin filmdebut fik hun i 1936 som 15-årig med ”Three Smart Girls” ("Tre smarte Piger") og vandt øjeblikkelig biografpublikummets bevågenhed. Sit store internationale filmgennembrud fik hun året efter med filmen ”One Hundred Men and a Girl” (1937; "Hundrede Mand og een Pige"), og med denne og sine senere film henrykkede hun med sin klare, lyse og virtuose sangstemme millioner af biografgængere i 1930'-40'erne. I 1948 trak hun sig imidlertid nervenedbrudt tilbage til privatlivet og har ikke optrådt på film siden. Men efter forlydende blev hun umådelig velhavende og lagde i sine senere år afstand til sin efter hendes egen opfattelse inferiøre filmiske fortid.

Tegnefilmpioneren Walt Disney

Omkring det tidspunkt, da "Three Smart Girls" blev indspillet, formentlig i 1935, var Walt Disney og hans medarbejdere i fuld gang med at planlægge Snehvide-filmen, og da man i den anledning ledte efter en sangerinde, der kunne indsynge Snehvides sange, kom Deanna Durbin en overgang på tale som et muligt emne. Men efter at have hørt hende synge, erklærede Disney, at hendes stemme lød for voksen til, at han kunne identificere den med sine forestillinger om Snehvide. Det blev i stedet den 18-årige italiensk-amerikanske sopran Adriana Caselotti (1916-1997), der fik til opgave at indsynge Snehvides sange til filmen.

Men i den ovenfor sidstnævnte film, sang Deanna Durbin til et hundrede mands orkester, dirigeret af den polsk-amerikanske Leopold Stokowski (1882-1977), der 1912-36 havde været chef for Philadelphia Symphony Orchestra, som han gjorde verdensberømt. Senere var han leder af andre amerikanske orkestre, bl.a. af New York Symphony Orchestra, som han ledede indtil 1972. Stokowski rejste også på flere verdensturnéer og kom til Danmark i 1939 og 1967. Ifølge forlydender var Deanna Durbin en overgang gift med den betydeligt ældre Stokowski, men ægteskabet var stormfuldt og endte med skilsmisse.

Omkring 1938 havde Stokowski henvendt sig til Walt Disney med en opfordring til denne, om at omsætte Paul Dukas musikstykke, ”The Sorcerer’s Apprentice” ("Troldmandens Lærling"), til tegnefilm. Det førte til et - ikke altid problemløst - samarbejde, som efterhånden endte op med at blive til den imponerende koncertfilm "Fantasia", 1940.

Store filmskuespillere

Nørrebros Biograf havde skiftet program til "Tarzans Søn".

Odeon havde skiftet til "Dr. X vender tilbage", men annoncen meddeler ikke et ord om filmen eller dens medvirkende.

Palads Teatret havde nu fået en tysk film på programmet: Maria Ilona, 1939, med Paula Wessely (1907-2000) og Willy Birgel (1891-1973), som begge var nogle af tysk films største aktiver, der også i Danmark var værdsatte som fine karakterskuespillere. Paula Wessely var svigerinde til Paul Hörbiger.

Palladium havde nu skiftet Paul Muni-filmen ud med "Din for evigt", 1939, med Loretta Young (1913-2000) og David Niven (1910-1983).

Palæ Bio kunne brillere og annoncere med den franske filmfarce "Formildende Omstændigheder", 1939-40, med Michel Simon.

Park Teatret havde igen en tysk film på programmet, denne gang lystspillet "Ungkarlenes Paradis”, 1939, med den uhyre populære lystspilskuespiller Heinz Rühmann (1902-1994).

Platan Bio kunne vigte sig af den herlige Gøg og Gokke-film ”Swiss Miss” (1938; "To

Tyrolere"), men filmen blev dog kun spillet på dette teater i 2 dage. Gøg og Gokke var og forblev bedst i deres korte og kortere film.

Rialto havde nu fået kæmpesuccesen "Landevejs-Kroen" på plakaten.

Roxy annoncerede med Deanna Durbin-filmen "Det første kys". Se under Nora Bio.

Ry-Kino havde skiftet til den danske ”Mille, Marie og mig”, 1937, med den vitale, sprudlende og humørfyldte sanglærke Marguerite Viby (1909-2001) i en tredobbelt komedierolle. Filmen blev også indspillet på svensk med titlen: "Milly, Maria och jag", med de samme skuespillere og i begge tilfælde med Emanuel Gregers (1881-1972) som instruktør.

En særligt markant filmskuespiller

Scala-Bio annoncerede med John Ford-filmen “Drums Along the Mohawk” (1939; "Flammer over Mohawk"), med Henry Fonda (1906-1982) og Claudette Colbert (1905-1996).

Henry Fonda hører til generationen af store mandlige filmstjerner i amerikansk film. Han begyndte som teaterskuespiller, for øvrigt sammen med James Stewart, men kom i 1935 til filmen, hvor han debuterede i ”Farmer takes a Wife”. Det er karakteristisk for Fonda, at han altid udstråler ro og selvsikkerhed, hvad enten han spiller helte- eller skurkeroller. Selv så jeg ham allerførste gang i filmen "Jesse James den lovløse", 1939, i Fasan Bio forstås, og formentlig i 1940. Heri spillede han sammen med Tyrone Power, og det var jo rigtig noget for os knægte.

Henry Fonda foretrak - eller hans filmselskab foretrak? - at han fortrinsvis spillede i alvorlige roller og film med menneskeligt og socialt perspektiv. Hans filmkarriere er da også rig på film i denne genre, som f.eks. ”Grapes of Wrath” (1940; "Vredens Druer") efter John Steinbecks roman af samme navn, ”The Ox-Bow Incident” (1943; "De døde ved Daggry"), My Darling Clementine, 1946, og Fort Apache, 1948.

Efter endnu en film i 1948, afbrød Fonda midlertidigt sin filmkarriere og helligede sig teaterarbejdet, indtil han i 1955 vendte tilbage i og med John Ford-filmen ”Mister Roberts”, og herefter fortsatte han sin filmkarriere med film, som f.eks. ”The Wrong Man” (1957; "Den forkerte mand"), ”Twelve Angry Men” (1957; "Tolv vrede Mænd"), ”The Tin Star” (1957; "Sheriffens Stjerne"), ”The Longest Day” (1962; "Den længste Dag"), ”Battle of the Bulge” (1966; "Panserslaget ved Ardennerne"), “The Boston Strangler”, (1968; "Boston-kvæleren"), ”Once Upon a Time in the West” (1969; "Der var engang i det vilde Vesten"), hvori han spillede den kyniske bandeleder. Derefter fulgte lystspillet ”The Cheyenne Social Club” (1970; "Præriens Lysthus”), hvori han spillede sammen med sin gode, livslange ven og kollega, James Stewart, og ”Midway” (1976; "Slaget om Midway").

Fondas sidste film blev vistnok ”On Golden Pond” (1981; dansk: "Deres sensommer") med Katharine Hepburn (1907-2003) og Fondas datter Jane Fonda (1937-). I lighed med James Stewart fortsatte Henry Fonda med at indspille film til højt op i alderen, men blev i den henseende slået af den aldrende og efterhånden næsten mumieagtige Katharine Hepburn, som på trods af, at hun gennem tiltagende ufrivillige hovedrystelser viste, at hun led af Parkinsons Disease, åbenbart ikke selv kunne sætte et nådigt stop for sin skuespillerkarriere.

Claudette Colbert (1903-1996), født i Paris som Lily Chauchion, kom til USA i 1913, hvor hun kom på kunstakademi og teaterskole. Fik sin scenedebut i 1924 og sin filmdebut i 1927 i ”For the Love o' Mike”. Hun spillede både i komedier og alvorlige skuespil, men i begge tilfælde evnede hun at udtrykke noget menneskeligt i sine roller. I lighed med sin mandlige medspiller, Clark Gable (1901-1960), brød hun i 1934 igennem med "Det hændte en Nat", og i lighed med ham fik hun en Oscar for sit spil. Så sent som i 1961 indspillede hun filmen ”Parrish”, men om hun har indspillet film senere end dette årstal, har jeg ingen viden om. Hun døde som nævnt i 1996.

Skovshoved Bio reklamerede med ”The Rains Came” (1939; dansk: "Og Regnen kom"), med Myrna Loy (1905-1993) og Tyrone Power (1913-1958). Myrna Loy blev kaldt "Hollywoods Dronning", idet hun begyndte sin filmkarriere i 1925, altså i stumfilmtiden, og fortsatte med at indspille film og optræde på Broadway og i TV til højt op i alderen. Under Anden Verdenskrig arbejdede hun for Røde Kors og har haft flere vigtige poster som konsulent for USA i FN. Hun blev især kendt for sit vittige, elegante og præcise samspil med William Powell (1892-1984) i serien om "Den tynde Mand".

Tyrone Power (1914-1958) begyndte at filme omkring 1929-30, hvor han som 16-årig bl.a. medvirkede i ”The Big Trail” (1930; dansk: "Mod Lykkens Land"), der havde en debuterende John Wayne i hovedrollen. Indtil omkring 1942 indspillede Tyrone Power hovedsagelig røverromantiske melodramer, halvpsykologiske film og historiske kærlighedsfilm. 1942 gik han ind i US Navy, og selvom han også efter krigen til dels fortsatte i sit gamle rollefag, kunne man spore en ændring i hans rollevalg, som lejlighedsvis gav ham bedre muligheder for karakterfuldt spil, senest i film som ”Witness for the Prosecution” (1957; dansk: "Anklagerens Vidne") og ”The Sun Also Rises” (1957; dansk: "Solen gaar sin Gang"), baseret på Hemingways roman. I den sidstnævnte film havde Errol Flynn som tidligere omtalt en karakterrolle, lige som Ava Gardner (1922-1990) ydede glimrende spil i filmen. Så vidt jeg erindrer og ved, døde Tyrone Power af et hjerteslag under indspilningen af en film i Spanien, men hvilken husker jeg ikke. Det kan dog have drejet sig om sidstnævnte film.

William Powell begyndte som teaterskuespiller, men kom i 1920 til filmen, hvor han samme år debuterede i "Sherlock Holmes". Mellem 1920 og 1934 spillede han skurk i cowboyfilm, roller, som ingen lagde specielt mærke til. Det var først i 1934, at han i lighed med Myrna Loy fik sit filmgennembrud med filmserien om "Den tynde Mand". Men han spillede dog også en lang række andre roller, som f.eks. i ”My Man Godfrey” (1936; dansk: "Godfrey ordner alt"), hvori han har rollen som en excentrisk millionær, der giver sig ud for at være vagabond. Heri var hans kvindelige medspillende den dengang verdensberømte filmkomedienne Carole Lombard (1909-1942).

I 1955 kunne man opleve William Powell i John Ford-filmen ”Mister Roberts”, i samspil med Henry Fonda og James Cagney. Carole Lombard begyndte sin filmkarriere som barnestjerne, men kom derefter til den berømte producent og instruktør af stumfilmfarcer, Mack Sennett (1880-1960), hos hvem hun hørte til hans filmharem af badeskønheder. Men den ambitiøse unge dame ville videre, og det kom hun i 1928, da hun fik en rolle som femme fatale i ”The Perfect Crime”. Flere film i samme rollefag fulgte, men i midten af 1930'erne skiftede hun type og spillede herefter især livlige og lystige piger med smittende lune og højt humør. I sine sidste leveår udviklede hun en raffineret og sofistikeret komediestil, der dels viste hende som den store lystspilskuespillerinde, og dels som en underfundig parodist af kendte kolleger, som f.eks. Marlene Dietrich i Ernst Lubitschs ”To be or not to be” (1942; dansk: "At være eller ikke være"), der blev hendes sidste film. Carole Lombard omkom ved en flyveulykke den 17. juli 1942. Carole Lombard var på det tidspunkt gift med Hollywoods stjernehelt nr.1: Clark Gable (1901-1960), som tog sig hendes død meget nær.

Filmhelten Clark Gable

Clark Gable begyndte som teaterskuespiller, men optrådte samtidig som statist på film. Han fik sin første rolle i filmen ”The Painted Desert”, 1930, men det var først med ”It Happened One Night” (1934; dansk: "Det hændte en Nat"), at han for alvor brød igennem som filmskuespiller, især da han også fik en Oscar for sin rolle i filmen. Han gjorde sig dog også udmærket gældende i den højdramatiske ”San Francisco”, 1936, hvori han bl.a. spillede sammen med Spencer Tracy (1900-1967). Filmen handler om det uhyggelige jordskælv, der i 1905 ramte og ødelagde store dele af storbyen. Gables helt store filmgennembrud kom dog i rollen som Rhett Butler i ”Gone with the Wind” (1939; dansk: "Borte med Blæsten"), hvor han især spillede sammen med Vivien Leigh (1913-67), der havde den altdominerende rolle som Scarlett O'Hara.

Clark Gable spillede i løbet af sin filmkarriere sammen med mange forskellige kvindelige stjerner, som f.eks. Myrna Loy, Grace Kelly, Ava Gardner, Sophia Loren og Marilyn Monroe (1926-1962). 1938 spillede han således sammen med Myrna Loy i ”Test Pilot” (1938; "Vor Tids Helte"). Omkring 1951 skiftede Gable rollefag og spillede sammen med Ava Gardner i western-filmen “The lone Star” (1951; "Oprør i Texas"). Parret spillede også sammen i John Ford-filmen ”Mogambo” (1953: "Mogambo"), hvori Grace Kelly også medvirkede. 1959 spillede den tydeligt ældre og lidt satte, men stadigvæk charmerende Clark Gable sammen med den betydeligt yngre italienske skuespillerinde Sophia Loren (1934-) i ”It started in Naples” (1959; "Det begyndte i Napoli").

Clark Gables sidste rolle var i filmen ”The Misfits” (1960), hvori han spillede sammen med en efterhånden nervenedbrudt Marilyn Monroe. Manuskriptet til "The Misfits" var skrevet af Marilyn Monroes tredje mand, dramatikeren Arthur Miller (1895-2005), og det menes, at han har benyttet sin kone som model til filmens kvindelige hovedrolle. Marilyn Monroe døde som et ulykkeligt menneske i sit hjem i 1962, angiveligt som en følge af, at hun havde indtaget en overdosis sovepiller. Konspirationsteoretikerne, som altid er i spil med deres mere eller mindre vanvittige påstande og teorier, ville dog gerne fremstille hendes død som nærmest et mord begået af daværende justitsminister Robert Kennedy (1925-1968) på vegne af præsident John F. Kennedy (1917-1963).

Toftegaards Bio havde nu fået Jannings-filmen "Den store Læge" på plakaten.

Triangel Teatret annoncerede med "Hollywood Cavalcade".

Valby Teater diverterede med alle raske drenges helt, Johnny Weissmuller, i "Tarzans Søn". Sønnen blev spillet af den da 9-årige Johnny Sheffield.

Vanløse Bio, som kort forud havde spillet "Tarzans Søn", kunne nu byde på "For fuldt Drøn" med Pat O'Brien (1899-1983). Filmen blev karakteriseret som "En sensationel Væddeløbsfilm".

Windsor bød på ”The Cat and the Canary” (1939; dansk: "Katten og kanariefuglen"), med Paulette Goddard, som tidligere er blevet omtalt her under omtalen af Charlie Chaplin.

World Cinema annoncerede med den tyske film "Kongo-Ekspressen", 1939, med Marianne Hoppe (1911-2002), Willy Birgel (1891-1973) og Rene Deltgen (1909-1979 ) i hovedrollerne.

Teksten fortsættes i 2. afsnit.