Film og mig

Om mit forhold til filmmediet

2. afsnit

Danske film og danske skuespillere

Den 10. juni 1940 kunne man i Ekstrabladet læse følgende notits om den pressebevågne Ib Schønberg under overskriften "Rekorddag": "Der er ikke meget tilbage af Ib Schønberg i Dag, idet han i gaar havde en af de travleste Dage i sit Liv - og det siger ikke saa lidt! Han startede Kl. 7 i gaar Morges med S-Tog til Lyngby. Derfra til Fods til Asas Atelierer - et halvt Pund tabt paa Strækningen - og kl. 15 i gaar med S-Tog tilbage til København for at give stor Børneforestilling i Landsbyen. Kl. 20 spillede han sin Rolle som Christian den Anden i Sukcesforestillingen "Dyveke" i Arneweelteatret, og bagefter var han Konferencier med mere i Landsbyen. Er der noget at sige til, at der maatte rekvireres en Hestedroske til at køre Resterne af ham hjem - og i Morges kl.7 maatte han atter op for at tage S-Toget til Lyngby."

Ja, den altid travle og allestedsnærværende Ib Schønberg, var ikke sådan at komme udenom! Det sørgede han især selv for. Den nævnte forestilling, Dyveke, var en revy-komedie af Kjeld Abell (1901-1961), og den blev spillet på Riddersalen i Lorry, som i den anledning var omdøbt til "Arneweelteatret". Arne Weel (1891-1971) var formentlig stykkets instruktør, og rollen som Dyveke blev spillet af hans daværende kone, den i sin tid uhyre populære skuespillerinde og revykunstner, Liva Weel (1897-1952).

Samme dag, den 10. juni 1940, kunne Berlingske Aftenavis under overskriften "Herman Bangs "Sommerglæder", som Palladium optager paa Film, var en Nøgleroman", meddele sine læsere, at "Hotelejeren i Sæby og hans Kone følte sig udleverede" i Bangs roman. I avisens brødtekst fortaltes hvorfor. Artiklen var signeret "Henry H.", hvilket formentlig står for Henry Hellsen (1888-1957), der i mange år var journalist og redaktør ved de Berlingske Blade. Han er tidligere omtalt i min selvbiografi under omtalen af middagsavisen B.T. Men under alle omstændigheder var der faktisk tale om god forhåndsreklame for filmen, som var baseret på Herman Bangs bittersøde sommerpensionats-roman fra 1901. Filmen havde premiere i World Cinema den 26. september 1940. Blandt de mange medvirkende og dengang almindeligt kendte skuespillere, kan f.eks. nævnes Rasmus Christiansen (1885.1964), Ellen Gottschalk (1894-1981), Mathilde Nielsen (1858-1945), Elith Foss (1911-1972), Sigurd Langberg (1897-1954), Agnes Rehni (1887-1966), Inger Stender (1912-1989), Helge Kjærulff-Schmidt (1906-1982), Albert Luther (1888-1962), Augusta Blad (1871-1953), Inga Schultz (1907-1990), Karen Poulsen (1881-1953), Johannes Meyer (1884-1972), Karen Berg (1906-1995), Chr. Arhoff (1893-1973), Ellen Jansø (1906-1981), Henrik Bentzon (1895-1971), Karen Lykkehus (1904-1992), Petrine Sonne (1870-1946), Clara Østø (1911-1983), Carl Johan Hviid (1899-1964). Sidstnævnte var i årene 1938-63 Pjerrot på Pantomimeteatret i Tivoli.

Der var altså også fortsat en del danske film at se i biograferne, og jeg kan huske, at jeg var inde og se ”Pas på Svinget i Solby”, som havde premiere den 19. august 1940 i biograferne Aladdin, Colosseum, Dagmar og Triangel. Jeg så den i Colosseum", som vi kaldte ”Colossen”. Det var et ASA-lystspil efter et svensk forlæg, og filmen var som så ofte med danske film dengang, instrueret af makkerparret Alice O'Fredericks og Lau jr. I hovedrollerne sås Ludvig Brandstrup (1892-1949), Berthe Qvistgaard (1910-1999) og Sigfred Johansen (1908-1953), og Ib Schønberg var selvfølgelig også med. Og "Lille Connie (Meiling)", som dog nu var blevet hele 10 år, stod også på rollelisten.

Forresten kunne Ekstrabladet den 9. april 1940 meddele, at der nok ikke blev noget ud af den forhøjelse af biografbilletterne, som Biografteaterforeningen havde ønsket og foreslået Justitsministeriet, hvorunder biograferne af ’moralske’ grunde sorterede. Forstadsbiografernes og provinsbiografernes ejere ville ikke gå med til prisforhøjelser, af frygt for, at publikum skulle svigte biograferne.

Fra den 28. september 1940 kunne man se Nordisk Films store succes ”Sørensen og Rasmussen”, med ingen ringere end Bodil Ipsen (1889-1964) i rollen som Grevinde Danner, født Rasmussen, og den altid kvikke og muntre sanglærke Marguerite Viby (1909-2001) i rollen som en jovial stuepige med hjertet på det rette sted. Rollen som Kong Frederik VII blev spillet af Valdemar Møller (1885-1947), der forresten også var kendt som humoristisk bladtegner og desuden var broder til skuespillerinden Petrine Sonne (1870-1946), der dog ikke var med i denne film, og det var Ib Schønberg heller ikke. Men også denne film så jeg det år.

Den 8. november 1940 havde "World Cinema" (i Cirkusbygningen) premiere på Palladium-filmen ”Vagabonden”, instrueret af skuespilleren og sceneinstruktøren Arne Weel (1891-1975), og med Carl Alstrup (1877-1942) i hovedrollen som en skærsliber-original, der bliver indviklet i en drabssag. Carl Alstrup havde haft sin scenedebut i provinsen, men kom i 1904 til københavnske scener, var førende revyskuespiller ved Scala 1912-29, hvor han blev kendt som en fortræffelig visesanger. Fra 1930 var han freelance. Han begyndte at filme omkring 1908 og medvirkede i "Talende Film" 1908-09, og var indtil 1915 især hos Nordisk Film og Biorama, 1915-16 hos Dania Film, og fortsatte som filmskuespiller til sin død den 2. oktober 1942.

Den 30. august 1926 kunne middagsavisen B.T. kundgøre, at Carl Alstrup havde løst "Farvefotograferingens Gaade", idet han i samarbejde med en ingeniør, Viggo Jensen, havde opfundet et system, som bestod i, at man kunne optage en sort/hvid film gennem røde og grønne filtre, og når filmen senere blev forevist gennem tilsvarende filtre, ville den fremtræde som farvefilm på lærredet. De to optimistiske herrer havde i fællesskab konstrueret et "farvefilmapparat", der skulle monteres foran det almindelige forevisningsapparat. Det lykkedes at udtage patent på apparatet i 18 lande (!), men problemet var imidlertid, at systemet ikke var tilfredsstillende i praksis.

Carl Alstrup havde dog allerede haft en filmhovedrolle i 1937 i ASA-filmen ”Den kloge Mand”, som også var blevet instrueret af Arne Weel. Denne rørende folkekomedie om en såkaldt kvaksalver, blev i 1956 genindspillet af Palladium med Osvald Helmuth i Alstrups rolle og med Jon Iversen (1889-1964) i instruktørstolen. I 1939 havde Alstrup spillet Løjtnant von Buddinge i filmatiseringen af Hostrups "Genboerne", men selvom han udførte rollen ganske godt, var skikkelsen dog ikke så nuanceret og afslørende fremstillet, som tilfældet var med den von Buddinge, som Poul Reumert (1883-1968) fremstillede på Det kgl. Teater. I filmen blev den jødiske skomager, Ahasverus, spillet fremragende af Holger Gabrielsen (1896-1955), som vistnok også havde denne rolle i teateropførelsen af stykket.

Da jeg i 1955-57 aftjente min civile værnepligt som militærnægter i Gribskov-lejren ved Mårum, blev jeg på et tidspunkt instruktør for Dramatisk Kreds, og i den egenskab instruerede jeg bl.a. "Genboerne" og spillede selv rollen som Ahasverus. Dengang havde jeg ikke haft lejlighed til at se hverken teaterstykket eller filmen, så fremstillingen og instruktionen var helt efter mit eget hoved, men naturligvis på grundlag af stykkets regianvisninger. Men herom senere og i kronologisk orden.

Skole-Scenen og Skole-Bio

Det var vistnok i begyndelsen af juni, at vores klasselærer Hr. Holbro en dag meddelte at de af os der ville og kunne det, nu skulle reservere sig billetter til Skole Bio og til Skole Scenen, som begyndte i september. Så vidt jeg husker, var der to forestillinger hvert sted i den kommende sæson. Jeg var naturligvis meget opsat på at få adgang til at være med begge steder, og den eftermiddag skyndte jeg mig ekstra hurtigt hjem og forelagde tilbuddet for mor. Lige straks mente hun dog ikke, at der var råd til at jeg kunne få lov til at deltage i de pågældende arrangementer, men da hun så, hvor skuffet jeg blev over det, sagde hun, at det nok kunne lade sig gøre alligevel. Det var derfor en glad og stolt mig, der næste dag kunne indbetale det beløb, så vidt jeg husker 12 kr., det kostede at blive medlem af Skole Bio og Skole Scenen. Det eneste jeg vidste om disse institutioner var, at førstnævnte viste filmforestillinger i Amager Bio, og den sidstnævnte teaterforestillinger på Det Ny Teaters scene.

Teater kendte jeg ikke ret meget til på det tidspunkt, for det eneste teater, jeg nogensinde havde været i, var Nørrebros Teater, hvor jeg omkring sidste juletid havde set forestillingen "Snehvide og de syv dværge". Men jeg havde naturligvis læst og hørt en del om teater i aviser og ugeblade, og teater en miniature, dvs. dukke- og marionetteater, interesserede mig så meget, at jeg også selv forsøgte at lave dukketeater. Det første dukketeater, jeg havde, var hjemmelavet og meget primitivt. Det bestod kun af et proscenium med fortæppe og en kulisse, der forestillede en søbred. Stykket, jeg spillede, var ”Konen i muddergrøften”, og til dette havde jeg selv snedkereret tre temmelig primitive marionetdukker, nemlig fiskeren, hans kone og den gyldne fisk. Så vidt jeg husker, havde jeg købt stykkets tekst og fortegninger til, hvordan man kunne lave dukkerne, gennem Familie Journalen.

Allerede som 11-årig syntes jeg, at stykkets handling og morale var genial, og det morede mig meget at gennemspille stykket, både for mig selv, når jeg øvede mig, og for mit publikum, hvilket som sædvanlig ville sige mine forældre, søskende og morforældre, og vistnok også fætter Dennis. Særlig stykkets slutning frydede mig, for da den begærlige fiskerkone til sidst ønsker sig at blive som Gud selv og få magt som denne, ender hun i muddergrøften! Jeg forstod godt, at Gud er i det store så vel som i det små, og at hans almagt, alvisdom og alkærlighed omfatter det hele, lige fra det uendelige himmelrum til den lille og beskedne, mudrede grøft, hvor frøer og snoge har deres liv og tilværelse.

Omkring et par år senere, i 1942, erhvervede jeg det såkaldte "Pegasus Teater", også gennem Familie Journalen, men det vil jeg dog først berette om senere og i kronologisk orden. Med udsigt til at komme til at opleve noget nyt og spændende, glædede jeg mig naturligvis til efteråret, hvor jeg selv og en del af mine klassekammerater og børn fra skolens andre klasser og fra andre skoler skulle i Amager Bio og se nogle specielt udvalgte film, og i Det Ny Teater og se nogle klassiske danske teaterstykker. Jeg har allerede nævnt, at en af de film, som Skole Bio havde på programmet, var den amerikanske spillefilm om Louis Pasteur, spillet af den dengang meget berømte Paul Muni. Den første film, vi kom til at se, var imidlertid ”Toms Eventyr”, som formentlig er fra 1937-38, og som var baseret på en bog af samme navn fra 1876 af den store amerikanske forfatter og humorist Mark Twain (1835-1910), hvis egentlige navn var Samuel Langhorne Clemens. Den næste film, vi så i Skole Bio, var ”Captains Courageous” (1937; "Havets Helte" baseret på en roman af Rudyard Kipling (1865-1936) og med Spencer Tracy (1900-1967) i hovedrollen.

På Skole Scenen på Det Ny Teater så vi "Eventyr på fodrejsen" (1847) af J.Chr.Hostrup (1818-92), "Sparekassen" (1836) af Henrik Hertz (1798-1870) og "Jeppe på bjerget" (1722) af Ludvig Holberg (1684-1754). De enkelte film og skuespil vil jeg senere beskrive i den rækkefølge, hvori jeg så dem.

I biografen - igen

Engang i efteråret 1940 var mor, mormor og jeg i Nørreport Bio, for at se "Landevejs-Kroen", og vi stod da i den ene af tre enormt lange køer, hvoraf en strakte sig fra biografens indgang og rundt om hjørnet og et godt stykke ned ad Købmagergade, den anden i modsat retning helt hen til Fiolstræde, og den tredie krydsede Nørrevoldgade og gik over forbi Nørreport Station. Og hver gang, der kom en sporvogn, måtte denne kø sprede sig, så sporvognene kunne få plads til at passere. Jeg har aldrig hverken før eller siden set noget lignende foran en københavnsk biograf. Da vi endelig langt om længe nåede frem til billetlugen, var der kun pladser tilbage på de forreste rækker, og det passede jo mormor meget godt, mens mor og mig lod os nøje dermed for mormors skyld. Publikum asede og masede, så man dårligt nok kunne komme frem og tilbage, men ind i salen kom vi da til sidst, men reklamefilmene var allerede forbi på det tidspunkt, og forfilmen, som jeg ikke længere husker, var begyndt. Salen var fyldt til sidste plads, og da vi bagefter kom ud af biografen, kunne jeg konstatere, at der var udsolgt til alle forestillinger den dag, og sikkert allerede også til flere dage frem.

Filmen "Landevejs-Kroen" var en jævn svensk folkekomedie, hvis handling ikke adskilte sig væsentligt fra andre samtidige svenske og danske folkekomedier. Den handler om den åh så rare krofatter, der vil alle sine gæster det så godt, så godt, bortset fra "de onde", som det lykkes ham at få gjort til grin, så de foretrækker at forsvinde fra stedet.

Det var helt tydeligt, hvorfor filmen "Landevejs-Kroen" fik en så enorm publikumssucces, som tilfældet vitterligt var. Det gjorde den, dels fordi folk var frustrerede over den tyske besættelse af Danmark, og dels fordi den havde den trinde, tilsyneladende troskyldige og i særdeleshed velsyngende, men i grunden ikke særlig morsomme skuespiller Edvard Persson (1888-1957) i den altdominerende hovedrolle som krofatter, der har "boet ved en landevej hele sit liv", som han sang så inderligt på sin skånske dialekt, at ikke et øje var tørt. En anden af filmens slagere, som han foredrog med kraft og lune, var "Når man ser det hele sådan lidt fra oven", og den blev en påmindelse til danskerne om, at man burde kigge ud over hverdagen og nutidssituationen og se fremad, i håbet og måske også forvisningen om, at "det onde" ville få en ende en dag, og Danmark atter blive et frit land at leve i.

Dengang var jeg jo kun 11 år, og selvom jeg ganske godt forstod, hvilken alvorlig situation, Danmark befandt sig i efter tyskernes okkupation af landet, så var det ikke noget, jeg – og formentlig heller ikke andre københavnere – endnu mærkede til eller tænkte over til daglig. De tyske soldater så man ikke så meget til på det tidspunkt, i hvert fald ikke i Københavns yderkvarterer og forstæder. Tyskerne holdt sig for det meste til de steder og kvarterer, hvor de var indkvarteret, hvilket i København bl.a. vil sige Kastellet på Østerbro. Det var først senere, at det blev almindeligt at se tyske soldater i den indre by, hvor de da til gengæld ofte daglig færdedes og gjorde indkøb i butikkerne. Det hemmelige tyske politi Gestapo var der også, men indtil videre gjorde de alt for ikke at blive bemærket, hvilket dog ændrede sig senere.

Det, der særlig fangede min interesse ved filmen "Landevejs-Kroen", var den sekvens, hvori Edvard Persson synger den sidstnævnte sang, "Når man ser det hele sådan lidt fra oven", mens han kommer flyvende på en gås højt oppe over landskabet. På et tidspunkt flyver gåsen med Persson på ryggen hen over et åbentstående tagvindue på kroen, og vipper ham af, og i samme moment falder den sovende krofatter ud af sin seng og vågner. Flyveturen er noget, han har drømt. Men det, jeg særlig hæftede mig ved i sammenhængen, var den omstændighed, at gåsen, der med Persson flyver ind ad vinduet, var lavet som tegnefilm, mens kroen og landskabet omkring den, var realfilm. Denne kombination af tegnefilm og realfilm havde jeg dengang endnu ikke set andre eksempler på, så derfor imponerede det mig, at dette rent teknisk set kunne lade sig gøre.

Allerede kort efter besættelsen af Danmark, søgte tyskerne som nævnt at få indflydelse på biografrepertoiret. De tyske myndighedspersoner var af den opfattelse, at danske biografer spillede alt for få tyske film, og den situation ville de gerne ændre på, men af hensyn til samarbejdspolitikken i første omgang helst ad forhandlingens og frivillighedens vej. I løbet af efteråret 1940 og foråret 1941 tilspidsedes situationen, fordi biografejerne generelt set var utilbøjelige til at tage tyske film på repertoiret. Det skyldtes måske til dels en personlig modvilje hos biografejerne, men vel i nok så høj grad også frygten for, at publikum ville svigte biograferne, når der vistes tyske film. På den tid var dansksindetheden så småt begyndt at vokse hos befolkningen, og senere under besættelsen blev det nærmest betragtet som landsforræderisk, at gå i biografen og se en tysk film.

I Justitsministeriet, hvorunder biograferne mærkværdigvis og juridisk set sorterede, indså man snart det uholdbare i situationen, og ministeriet indkaldte derfor biografteaterforeningens repræsentanter til et møde den 27. juli 1941. På dette møde indgik biografteaterforeningen, på Justitsministeriets anbefaling, en frivillig overenskomst om, at premierebiograferne skulle spille hveranden film tysk. Denne regel trodsede direktøren for "Nørreport Bio", Knud Rassow (1882-1952), ved at holde "Landevejs-Kroen" på plakaten så ualmindeligt længe, at enhver måtte undre sig. Desuden valgte han umiddelbart efter "Landevejs-Kroen", at programsætte tre svenske film: "Fristelse", "Den blufærdige Anton" og "Juninatten", to amerikanske: "Han hun og leoparden" og "Under Brooklyn-Broen" og en ungarsk: "Kærligheds-Sonaten", og derefter igen en svensk: "Landstormens lille havgasse".

Dette åbenlyse brud på aftalen, faldt Justitsministeriets folk for brystet, idet de frygtede for, at tyskerne ville fremkomme med et diktat om, at danske biografer skulle spille tyske film i større omfang, end tilfældet var. Direktør Rassow blev derfor kaldt ind til en samtale, hvorunder man foreholdt ham situationens alvor, og ifølge referat lovede han at ville overholde den frivillige aftale på den måde, at han ville spille mindst 6 tyske film i kvartalet.

Imidlertid var Det tyske Gesandtskab, Reichsfilmkammer og filmselskabet UFA i stigende grad utilfredse med, at de københavnske biografejere viste så stor og tydelig uvillighed til at spille tyske film. Ved et møde i Udenrigsministeriet den 2. oktober 1941, krævede tyskerne derfor, at biografejernes frivillige beslutning af 24. juli s. å. skulle overholdes. Desuden krævede man, at premierebiograferne skulle vis tyske ugerevyer som forfilm til alle film. Kravene blev forelagt de implicerede grupper under et efterfølgende stormøde i Justitsministeriet den 7. oktober s. m. Biografejerne protesterede naturligt nok imod de fremsatte krav, idet de frygtede for, at publikum ville holde sig væk, når biograferne spillede tyske film, og desuden kunne kravet om, at der skulle spilles tyske ugerevyer foran alle film, volde problemer med at programsætte danske film, alene på grund af disses normale længde. Forestillingerne skulle jo helst holdes inden for den tidslængde, der hovedsagelig af praktiske årsager var blevet traditionen. Tyskerne gik dog ind på, at de tyske ugerevyer kunne forkortes noget, så der ikke opstod den slags problemer, og karakteristisk for bureaukrater, mente man i Justitsministeriet, at de danske spillefilm godt kunne tåle at forkortes, uden at filmene ville lide skade ved det! Fra producentside oplyste man, at tyskerne havde truet med at lukke af for leveringen af råfilm og forhindre salget af danske film til udlandet. Man blev dog enige om, ikke at blande problemerne sammen, men behandle dem hver for sig.

På et medlemsmøde den 15. oktober, besluttede de københavnske biografejere at gå ind på tyskernes krav, men på betingelse af, at der i fornødent omfang fortsat blev leveret råfilm og kemikalier til danske filmproducenter, idet opretholdelsen af den danske filmproduktion var af afgørende betydning for biografernes eksistens. Den råfilm og de kemikalier, der blev brugt i dansk filmproduktion, blev i besættelsestiden udelukkende leveret fra fabrikker i Tyskland.

Enden på det hele blev foreløbig, at så vel de københavnske som provinsens biografejere blev enige om at ville overholde de tyske krav, hvilket som nævnt betød, at de skulle spille 6 tyske film i kvartalet eller 34 tyske film på årsbasis. Og desuden skulle der vises tyske ugerevyer foran alle premierefilm. I samme moment forbød tyskerne alle engelske og sovjetiske film, og for amerikanske film blev der udstedt importforbud. De i landet allerede værende amerikanske film, måtte kun vises i et nærmere begrænset omfang, og desuden skulle film, der havde haft premiere i Danmark længere tilbage end 5 år, gencensureres under tysk overopsyn. Det betød, at der ikke kunne programsættes så mange repriser, som det hidtil havde været tilfældet. Tyskerne begrundede ønsket med, at markedet var overfyldt med repriser, og at biografejerne hellere ville spille disse end de tyske film. Hvilket i en vis forstand var rigtigt nok, men dog ikke med den konklusion, som tyskerne drog.

For tyskerne var der dog en anden og nok så væsentlig begrundelse for kravet om gencensurering, nemlig den, at man bl.a. ønskede at fjerne sådanne film fra det danske marked, hvori der medvirkede skuespillere, som af politiske eller racemæssige grunde var emigreret fra Tyskland. Indførelsen af (politisk) gencensurering af film, der var mere end fem år gamle, indebar naturligvis også, at tyskerne derigennem sikrede sig en nem mulighed for at tilbageholde de film, som de ikke ønskede vist i biograferne. Og dette gjaldt naturligvis først og fremmest de amerikanske film, der jo var i overtal på det danske biografmarked.

Det bekom naturligvis tyskerne godt, at de danske biografejere frivilligt - omend under en vis protest og med modvilje - gik ind på tyskernes ønsker med hensyn til forevisningen af tyske film i danske biografer. På den måde lykkedes det tyskerne at sikre sig en vis indirekte kontrol med det danske biografmarked, hvilket var vigtigt for dem, både af økonomiske og propagandamæssige hensyn, og fordi de via de tyske film førte en bevidst kulturpolitisk kamp.

Tyskerne var faktisk temmelig snedige og drevne, idet de også på dette område fik det til at se ud, som om de vedtagne ordninger var et resultat af forhandlinger mellem dem og deres danske "partnere". Desuden slørede de deres hensigter, ved at lade de tyske film distribuere på det danske marked gennem tilsyneladende uafhængige, private udlejningsselskaber, UFA og Tobis, som herhjemme tilmed havde en overvægt af dansk personale. Mere herom senere.

Tyskernes krav om "nedtrapning" af de amerikanske film i de danske biografer, blev forstærket efter at USA i december 1941 trådte ind i krigen. De amerikanske repriser udgjorde fortsat den procentvis største andel af film i de danske biografer, og det fik tyskerne til at skumle. Men de danske udlejere og biografejere havde dét stærke kort på hånden, at de - formentlig med rette - kunne hævde, at uden de amerikanske repriser, ville de danske biografer ikke kunne overleve. Dette argument måtte tyskerne nødtvungent bøje sig for og slække på kravene, idet de indså, at det var rigtigt, og at det ville være dårlig og uhensigtsmæssig politik, at tvinge kravet om en reduktion af de amerikanske repriser igennem. Tyskerne var under ingen omstændigheder interesseret i, at de danske biografer blev lukket, for det ville dels udelukke muligheden for at få vist de tyske film og ugerevyer, og dels bevirke, at tyskerne blev endnu mere upopulære end de allerede var.

Resultatet blev, at der i de følgende år blev vist stadig færre og færre amerikanske reprisefilm og flere og flere svenske, tyske og danske reprisefilm. De årlige premierer på nye danske spillefilm fortsatte stort set som hidtil, men disse film kunne ikke alene dække filmbehovet. Nye franske og italienske film og repriser var dog også en del af biografernes repertoire.

Mit tegnetalent

I løbet af året var det blevet klart for mine skolekammerater og nogle af lærerne, især klasselæreren, at jeg havde et særligt talent for at tegne. Vi havde en ugentlig tegnetime, og den foregik i et stort lokale oppe på skolens øverste etage, lige under taget. Her lå også skolekøkkenet, dog i et stort lokale for sig, hvor pigerne fik undervisning i madlavning og husgerning, som det kaldtes. Men pigerne opholdt sig her aldrig, når vi drenge havde tegnetime. Faktisk lærte jeg aldrig en eneste af pigerne at kende, dels fordi vi drenge ikke måtte kontakte pigerne på skolen, og dels fordi ingen af dem boede i mit kvarter.

I slutningen af november blev jeg blev udvalgt til at tegne et grønt juletræ med 24 utændte lys på tavlen. For at live tegningen lidt op, tegnede jeg månen og nogle stjerner oven over træet og nogle gavepakker og et par nisser under eller ved siden af det. Tegningen fyldte den ene tredjedel af den store tavle. Til formålet havde jeg fået udleveret forskelligt farvet skrivekridt. Foruden det hvide kridt, læreren brugte til daglig på tavlen, var der også grøn, gul, blå, lysegrå, brun og rød.

Det grønne kridt blev naturligvis brugt til at tegne juletræets grene med, og det var et stort og minutiøst arbejde at tegne de mange grene med de grønne nåle på. Det brune kridt blev brugt til træstammen og nissernes træsko, og det røde kridt til nissehuerne og nissetrøjerne. Det gule farve brugtes til den gule stjerne i toppen af træet, og til månen, stjernerne og til spændet på nissernes bælter. Den lysegrå farve blev benyttet til nissernes bukser, medens den blå farve blev brugt til himlen. Gavepakkerne fik forskellige farver og røde bånd. Til allersidst tegnede jeg med det hvide kridt 24 lys på træet. Meningen var, at en elev hver morgen efter morgensangen skulle "tænde" et lys, simpelthen ved med den gule farve at tegne en flamme ovenover lyset. Det var den tids form for julekalender, der altid blev brugt i min skoletid.

Men ved at tænke tilbage på den tid, genoplever jeg noget af den utilfredshedsfølelse, der kom over mig, når jeg havde tegnet juletræet og nisserne. Jeg følte nemlig, at tegningen ikke var god nok, i al fald ikke i mine egne og altid kritiske øjne. Men klasselæreren og de fleste af mine kammerater var fulde af beundring for tegningen, hvilket jeg syntes var ufortjent og overdrevet. Træet var til omtrent daglig ærgrelse for mig hver morgen, når det skulle "tændes", og alles opmærksomhed var rettet imod tavlen, for jeg så kun det ved tegningen, som jeg syntes var ufuldkomment eller fejlagtigt. Alligevel blev det min lod at tegne årets kalendertræ også i de følgende år.

Det bedste ved julemåneden i skolen var, at undervisningen forekom mere afslappet end ellers, og at klasselæreren, Hr. Holbro, oftere læste historier for os. Når det skete, og det var i reglen i sidste time, satte han sig op på katederet, med front mod klassen og benene dinglende ned foran. Jeg husker, at der særlig var én drengebogsserie, han læste højt for os, og det var "Peder Most" af Walther Christmas alias Walther Dirckinck-Holmfeld (1861-1924). Serien udkom fra 1901-21 og blev senere genudgivet. Men Holbro fortalte stille og roligt og med stor indlevelse om romanhelten Peder Mosts rejser og oplevelser. Den gæve sømand besøgte bl.a. Polynesien og de derboende Maorier, som var menneskeædere. Det gyste ordentligt i os 11-årige drenge, når vi hørte om de stærkt tatoverede, spydbevæbnede og næsten nøgne vilde, som Peder Most kun med nød og næppe slap fra med livet i behold. Men Hr. Holbros oplæsninger, der vel i reglen varede omkring tre kvarter hver gang, er noget af det mest positive og glædelige, jeg husker fra min skoletid.

Tegnefilmen ”Peter Pep”

Svend Holm og jeg var stadigvæk sidekammerater, og en dag i december kom han og præsenterede mig for en tegning af en tydeligvis ’tegnefilmsagtig’ figur, som han påstod selv at have tegnet, hvilket jeg betvivlede. Han var helt utvivlsomt lidt misundelig på mig, fordi jeg hurtigt var blevet kendt som en god tegner, og ville ikke stå tilbage for en nyankommen elev som mig. Da jeg foreholdt ham, at figuren jo nærmest var professionelt tegnet, og at jeg mente han havde kalkeret den af, fordi den samtidigt var tegnet på et gennemsigtigt pergamentpapir, blev han smækfornærmet og ville ikke tale mere med mig den dag. Men der var dog ’gods’ i Svend, for allerede den næste dag gik han til bekendelse og indrømmede, at han havde kalkeret figuren af efter et billede i ”Billed-Bladet”, som han havde bragt med sig og viste til mig. Billedet eller rettere sagt tegningen var en illustration til en artikel om en ny dansk tegnefilm med drengen ”Peter Pep” som hovedfigur.

Hovedfiguren i tegnefilmen ”Peter Pep og Skomager Snørestøvle”, som blev omtalt i ”Billed-Bladet” i december 1940. Det var denne tegning, som min sidekammerat i skolen, Svend Holm, havde kalkeret og i første omgang udgivet for at være en, han selv havde kreeret og tegnet. Figuren og filmen er skabt, tegnet og animeret af Erik Rus og med Børge Hamberg som assistent. Filmen havde haft premiere den 6. december 1940.

Et par år senere, mere præcist i juli 1943, skulle jeg selv komme til ikke alene at stifte bekendtskab med Børge Hamberg (1920-1970), men ovenikøbet få ham som læremester i animation. Året efter, i efteråret 1944, kom jeg også til at stifte bekendtskab med tegneren og animatoren Erik Rus, som var ophavsmand til ”Peter Pep”. Men den ’historie’ vender vi tilbage til under omtalen af årene 1943-45.

Biografer og film – igen!

Hen mod juletid 1940 gentog Nordisk Film sin tidligere succes, "Sørensen og Rasmussen", med endnu en "historisk" film, nemlig Weyse-filmen "Jeg har elsket og levet", som havde premiere i Palads Teatret den 17. december 1940. Filmen var skrevet af Flemming Lynge (1896-1970) og havde dansk films dengang store instruktør, George Schneevoigt (1893-1961), i instruktørstolen. Rollen som komponisten C.E.F.Weyse (1774-1842) blev spillet af Erling Schroeder (1903-1989) og havde en række kendte danske skuespillere og flere sangere i rollerne. Af sangere medvirkede især operasangerinden Edith Oldrup Pedersen (1912-1999) og operasangeren Aksel Schiøtz (1906-1975). Før krigen foretog Schiøtz koncertrejser og gav operagæstespil i udlandet, og han blev internationalt kendt som oratoriesanger. Men i Danmark blev han især kendt og uhyre populær for sine koncerter med danske sange og romancer, som også blev indspillet på grammofonplader, der ofte blev spillet i radioen. Han tolkede og gengav sangene og romancerne på en måde, der gjorde ham til nationalt samlingspunkt under den tyske besættelse af Danmark 1940-45.

Omkring 1947-48 var Aksels Schiøtz så uheldig at udvikle en hjernetumor, som lammede højre side af hans ansigt, hvilket bevirkede at han var ude af stand til at synge. Tumoren blev fjernet ved et operativt indgreb, men lammelsen fortog sig kun meget langsomt og vistnok aldrig helt. I kraft af en enorm viljestyrke - støttet af hans kærlige kone, Gerd Schiøtz (1908-2005) - og stor træningsindsats, lykkedes det Aksel Schiøtz at genvinde så meget kontrol over mund og stemmelæber, at han i en vis udstrækning kunne genoptage sin sangervirksomhed. I mellemtiden havde han, der var cand.mag. og adjunkt, ladet sig uddanne som sangpædagog, og 1956-68 fungerede han som sådan ved musikkonservatoriet i Toronto i Canada og ved universiteterne i Minnesota og Colorado i USA. 1968 blev han ekstraordinær professor i sang ved Danmarks Lærerhøjskole.

Mens jeg i 1947-50 var fotografelev hos Rie Nissen (1904-1988), kom der en dag en opringning fra Aksel Schiøtz' kone, Gerd Schiøtz, at hendes mand ønskede at blive portrætteret. Rie Nissen havde længe før min tid hos hende, taget nogle udmærkede portrætfotos af den berømte sanger, mens han var rask og på højden af sin karriere. Da han havde tillid til hende som menneske og fotograf, ville han, der i mellemtiden var blevet en del år ældre, nu have taget nogle portrætfotos, som dels kunne bruges privat og dels til pressen. Dette emne skal jeg vende tilbage til i den relevante sammenhæng.

Mere og flere tegnefilm

De ovenfor nævnte danske film havde jeg haft lejlighed til at se kort efter disses respektive premierer, enten alene eller sammen med mor, men ikke sammen med min kammerat, Jørgen, som ikke var den store biografgænger.

I 1940 bestod "Metropols Jule-Show" af følgende korte Disney-tegnefilm, dog ikke nødvendigvis i den anførte rækkefølge: 1. "Anders Ands Pingvin" ("Donald's Penguin", 1939), 2. "Fedtmules Fisketur" ("Goofy and Wilbur", 1939), 3. "Mickey paa Jagt" ("The Pointer", 1939), 4. "Fætter Guf" ("Donald's Cousin Gus", 1939), 5. "Badeliv" ("Beach Picnic", 1939), og 6. "Autografjægeren" ("The Autograph Hound", 1939).

Der var ingen af disse tegnefilm, jeg havde set før, så der var virkelig noget at gøre store øjne over. Nr.4, 5 og 6 var med Anders And. Hver af de seks tegnefilm var herlig på sin måde, men der var især to af filmene, som fængede min interesse, og det var "Fedtmules Fisketur" og "Fætter Guf". Den førstnævnte, fordi der var noget rørende og poetisk over samspillet mellem Fedtmule og den lille græshoppe Wilbur, der brugtes som madding, når den ikke alt for kloge fjumregøj til Fedtmule ville fange de store, lækre fisk i søen. Flere gange undslipper Wilbur de grådige fisks gab, men til sidst går det galt: Wilbur bliver slugt af fisken, som bliver slugt af en endnu større fisk, som bliver slugt af en stork. Fedtmule jagter storken, for at få Wilbur tilbage, men det eneste han får, er et nylagt æg. Fedtmule sidder tilsidst alene tilbage, bedrøvet over tabet af sin lille ven. Han holder ægget i sin ene hånd, og pludselig begynder det at røre på sig og revne, og ud springer - Wilbur! Filmen slutter med en glad og lykkelig genforening mellem de to venner.

"Fætter Guf" var den anden af de ovenfor nævnte tegnefilm, som jeg syntes særlig godt om, mest fordi gåsen Fætter Guf var tegnet og animeret så fremragende, at det gjorde stort indtryk på mig. Allerede dengang kunne jeg tydeligt se forskel på, om noget var godt tegnet og animeret eller ej. Det er det, man professionelt kalder for karakteranimering, hvilket vil sige, at en figur er animeret på en sådan måde, at den virker levende og selvstændigt tænkende og reagerende, hvorved dens karakter træder tydeligt frem. Fætter Guf er indbegrebet af en ædedolk og så grådig, at han spiser al den mad, han kan komme i nærheden af. Til Anders Ands store ærgrelse og frustration, og til sidst lykkes det ham da tilsyneladende også at få jaget fætteren ud ad døren, så han kan få sin mad for sig selv. Da Anders derefter åbner køleskabet, for at ville tage sig en bid mad, ser han til sin store overraskelse og forfærdelse, at Fætter Guf sidder inde i køleskabet og gør sig til gode med madvarerne!

Mange år senere erfarede jeg, at Fætter Guf-figuren var animeret af den endnu senere så berømte animator og tegnefilminstruktør Wolfgang "Woolie" Reitherman (1909-1985), som få år tidligere havde animeret spejlets ånd i Snehvide-filmen. En præstation, der aftvang respekt hos alle professionelle tegnefilmfolk. En anden af de figurer, som han havde stort held med, var Fedtmule (Goofy), som han var supervising animator på i en lang række kortfilm om forskellige sportsgrene.

Det var også Reithermann, der animerede den realistiske og dramatiske kamp mellem Tyrannosaurus Rex og en anden øgle i det afsnit af "Fantasia", 1940, der hedder "Le Sacre Du Printemps". Han animerede også hvalen i "Pinocchio", 1940. Omkring 10 år senere animerede han bl.a. den sekvens i "Askepot", hvori de to mus, Tim og Bom, lister sig til at få fat i nøglen til det loftsværelse, hvor stedmoderen har låst Askepot inde, og deres besvær med at transportere nøglen op ad husets indvendige marmortrappe. Men i de mellemliggende år havde Reitherman naturligvis animeret mange andre figurer, sekvenser og scener i andre af Disneys lange så vel som korte tegnefilm.

I årene 1948-55 blev de lange Disney-tegnefilm under produktionsledelse af Ben Sharpsteen (1896-1980) instrueret af instruktør-teamet Clyde Geronimi (1901-1989), Wilfred Jackson (1906-1987) og Hamilton Luske (1903-1968). Det gælder film som "Melody Time" (1948; dansk: "Melody Time"), "Cinderella" (1950; dansk: "Askepot"), "Alice in Wonderland" (1951; dansk: "Alice i Eventyrland"), "Peter Pan" (1952; dansk: "Peter Pan"), "Lady and The Tramp" (1955; dansk: "Lady og Vagabonden"). Men da man gik i gang med den følgende film, "The Sleeping Beauty" (1958; dansk: "Tornerose"), blev teamet skiftet ud med Les Clark (1907-1079), Eric Larson (1905-1988) og Wolfgang Reitherman.

Da man efter "Tornerose", som havde været omkring 6 år i produktion, gik i gang med "101 Dalmatians" (1961; dansk: "Hund og hund imellem", så instruktørteamet sådan ud: Wolfgang Reitherman, Hamilton Luske (1903-1968) og Clyde Geronimi. Men fra 1961 blev Reitherman eneinstruktør på følgende film: "The Sword in the Stone" (1961; dansk: "Da kongen var knægt"), Winnie the Pooh and the Honey Tree" (1965; dansk: "Peter Plys på honningjagt"), "The Jungle Book" (1967; dansk: "Junglebogen"), "The Aristocats" (1970; dansk: "Aristokattene"), "Robin Hood" (1973; dansk: "Robin Hood"), "The Resquers" (1977; dansk: "Musepatruljen Bernard og Bianca"). Efter denne film overgik Reitherman til produktionsledelse i og med filmen "The Fox and the Hound" (1980; dansk: "Mads og Mikkel").

Tegnefilm og besættelsestid

Også dette år var et af højdepunkterne for mit vedkommende Walt Disneys Jule Show i Metropol, ikke mindst, fordi der også denne gang blev vist tegnefilm, jeg ikke tidligere havde haft lejlighed til at se. Det cirka en time lange program bestod som sædvanligt af seks korte tegnefilm, nemlig følgende: Donald’s Penguin (1939; ”Anders Ands Pingvin), Goofy and Wilbur (1939; ”Fedtmules fisketur”), The Pointer (1939; ”Mickey på jagt”), Donald’s Cousin Gus (1939; ”Fætter Guf”), Beach Picnic (1939; ”Badeliv med Pluto”), og The Autograph Hound (1939; ”Autografjægeren”).

Det var som sædvanligt et højst morsom og underholdende række korte Disney-tegnefilm, der blev vist i Jule Showet 1940, og som i dag er klassikere. Personlig blev jeg dog især betaget af ”Fedtmules fisketur”, som for øvrigt var den første film i en serie, hvori Fedtmules spiller hovedrollen. Men Fedtmules samspil med græshoppen Wilbur, som han bruger som madding, var rørende og eminent skildret. En anden af programmets film, der gjorde særligt indtryk på mig dengang, var ”Fætter Guf”, om gasen Guf, der kommer på besøg hos sin fætter Anders And, og er så forslugen, at han bogstavelig talt er ved at æde sin vært ud af huset. Men de mange opfindsomme måder, som fætter Gufs umættelige appetit er skildret på, er simpelthen noget, der for altid har fæstnet sig i min hukommelse.

Men ellers tegnede situationen i det besatte Danmark sig hen mod året 1940’s slutning ikke lys og lovende, tværtimod. Dels var det meget streng vinter med kulde helt ned til minus 20-25 grader, og dels var der i stigende omfang rationering af dagligvarer og forbrugsvarer i det hele taget, og endelig var der påbudt mørkelægning overalt, hvor lys kunne røbe for ’fjenden’, dvs. englænderne, at her lå der en storby.

Biograferne som tilflugtssted

Selv om det kunne være koldt at gå i biografen på denne tid af året, afholdt det dog ikke det trofaste, lidt mere modne publikum fra den i reglen ugentlige biograftur. Man klædte sig simpelthen på efter forholdene og sad og krøb sammen og skuttede sig i mørket, hvis man småfrøs, hvad i reglen var tilfældet. Unge mennesker gik oftere i biografen, som var en del af tidens mere folkelige fornøjelser. Biografrepertoiret var nu i højere grad præget af, at engelske film var blevet forbudt og at amerikanske repriser efterhånden faldt for gencensureringen.

Onsdag den 29. januar 1941 var der kun i alt 9 amerikanske film i 32 af de københavnske biografer, som annoncerede, og alle filmene var repriser. En af de mest populære amerikanske film på det tidspunkt, var "Klokkeren fra Notre Dame" fra 1939 med Charles Laughton (1899-1962) i den altoverskyggende og uforglemmelige hovedrolle. Den gik på 4. uge i Metropol.

Herefter følger et udsnit af en del af de biografannoncer, som man kunne se i middagsavisen B.T. for onsdag den 29. januar 1941. Denne måde at annoncere på og det design eller den typografi, der blev benyttet, var så karakteristisk, at man uden mindste besvær stort set hurtigt kunne finde frem til den biograf og den film, man gerne ville se.

Grøndals Teatret havde Frank Capras "Tabte Horisonter" (1937) med Ronald Colman (1891-1958) på programmet. Merry spillede "Gunga Din" (1939) med Cary Grant, Victor McLaglen (1886-1959) og Douglas Fairbanks jr. (1909-2000), Odeon havde "Under Brooklyn Broen" (1938?; original titel ”Vinterset”) på plakaten. Palladium viste "Blondie i knibe" (193?), en film, der var baseret på den berømte tegneserie Blondie af tegneren Chic Young (1901-1973) fra 1930. Platan viste Cecil ih du Mille's "En Nations Helte" (1937) med Gary Cooper og Jean Arthur (1900-1991), og Rialto diverterede med samme instruktørs "Korsridderne" (1935). Windsor bød på det amerikanske lystspil "Maisie ta'r affære" (1939) med Ann Sothern (1909-2001) i hovedrollen, medens World Cinema viste "Balalaika" (1939) med den populære sanger Nelson Eddy (1901-1967), der dengang var noget nær et syngende idol for sentimentale sjæle.

Samme dato, altså 29. januar 1941, var der kun ialt 4 franske film i københavnske biografer, og det var repriser som "Angst" (ca.1934) med Gaby Morlay (1893-1964) og Charles Vanel (1892-1989), som gik i Dagmar, "Postbudet ringer altid to Gange" (1939) med bl.a. Michel Simon (1895-1975), der vistes i Grand, og endelig "Natherberget" (1936) med Jean Gabin, som stod på plakaten hos Palæ Bio, medens Scala Bio på 3. uge viste "De glædesløses Gade" (19??), en fransk film "om gadens løse fugle og deres udnyttere!", som der stod i annoncen for filmen, men ikke et ord om de medvirkende.

Af svenske film var der 4 film denne dato, nemlig "Lillebror og jeg" i Amager Bio, "Glade Gutter i Trøjen" (1940) i Carlton, "Landevejs-Kroen" (1939) på 51.uge i Nørreport Bio, og endelig "Et Døgn uden Løgn" (1939) med Sickan Carlsson (1915-) og Åke Söderblom (1910-1965) i Ry-Kino. Der var en enkelt finsk film på repertoiret i københavnske biografer denne dag, nemlig "Pigen Silja" (1937) i Bispebjerg Bio. I annoncen blev filmen betegnet som "Den finske "Ekstase"”. Det var Park Teatret, der forlystede sit publikum med den tjekkiske film "Ekstase" (1933), som blev berømt, fordi dens kvindelige hovedrolleindehaver, Hedna Kieslerova alias Hedy Kiesler alias Hedy Lamarr (1914-2000), i nogle af filmens scener viste sig nøgen i vandet, men i virkeligheden yderst diskret, således at man mere anede end egentlig så den nøgne kvinde. Men begge film var naturligvis forbudt for børn, og det havde vel været lige før, at den også ville være blevet det for voksne, for nøgenhed blev af moralens officielle vogtere, herunder filmcensuren, betragtet som lig med umoralskhed. Men det lokkede naturligvis "husarerne", dvs. fortrinsvis det yngre mandlige publikum, i biografen.

Tyske film i danske biografer

Der var 3 - siger og skriver tre - nyere danske film i københavnske biografer den nævnte dag: "Vagabonden" (1940) med Carl Alstrup, som til gengæld gik i Gentofte Kino, Vanløse Bio og Valby Teatret. "Sørensen og Rasmussen" på 18. uge i Kino-Palæet, og "Jeg har elsket og levet" (1940) på 7. uge i Palads. Men nu kommer vi til det afgørende, nemlig hvad der var af tyske film i københavnske biografer i slutningen af januar 1941. Der var ialt 8 tyske film, hvoraf en enkelt dog blev spillet i to biografer samtidig. Dette tal viser en markant fremgang for tysk film siden begyndelsen af besættelsen den 9. april 1940. Allé Teatret viste "Mit navn er Sebastian Ott" (1939) med Willy Forst (1914-2000), Bella Bio og Roxy havde "Postmesteren" (1940) med Heinrich George (1893-1946) og Hilde Krahl (1917-1999) på plakaten, Bellevue viste "Episode" (1935) med Paula Wessely, Bristol kørte "Skandale-journalisten" (1940?) med Otto Kruger (1885-1974), Enghave Bio viste "De 3 Codonas" (1940), Lyngbyvejens Kino lokkede med den amerikansk klingende titel "Kvinder til Golden Hill" (1938; original titel ”Frauen für Golden Hill” med ordene ”12 kvinder til 13 Mænd”), med norskfødte Kirsten Heiberg (1907-1976) og tyske Victor Staal (1909-1982).

Nørrebros Bio spillede "Hvide slaver fra Valencia" (1933), og Triangel bød på "Din for livet" (1940) med den populære Paula Wessely i hovedrollen. Fredag den 31. januar 1941 havde en ny dansk film premiere i Palladium, nemlig selskabets egen "En Forbryder", instruktion af Arne Weel og med flere populære danske skuespillere i hovedrollerne: Ellen Margrethe Stein (1893-1979), Beatrice Bonnesen (1906-1979), Pouel Kern (1908-1993), Lise Thomsen (1914-2003), Gunnar Lauring (1905-1968), Carl Alstrup, Gerda Madsen (1902-1986) og Helge Kjærulff-Schmidt.

Dengang i 1940’erne fandtes der den kommunistisk orienterede avis Arbejderbladet, hvori forfatteren Hans Kirk (1898-1962) gav sit besyv med. Men i denne forbindelse er det interessant at konstatere, at avisen, som den 14. februar 1941 kun havde 4 sider, formåede at have en halv spalte med annoncer for forlystelser i København. Heraf var der dog kun 2 biografannoncer, nemlig en for Bristol Teatret og en for Triangel Teatret. Bristol annoncerede med den senere så berygtede nazipropagandafilm ”Jøden Süss” (1940) med Werner Krauss og Heinrich George i hovedrollerne. Filmen, som naturligvis var Forbudt for Børn, spilledes kl. 2, 3,50, 5,40, 7,30 og 9,20. I annoncen stod ” OBS! OBS! Paa Grund af den store Tilstrømning – benyt Eftermiddagsforestillingerne.” Triangel reklamerede med ASA-filmen Niels Pind og hans Dreng (1941) efter forfatteren Johan Skjoldborgs roman ”Ideale Magter”. I hovedroller medvirkede Gerda Madsen og Gunnar Lauring.

I løbet af 1941 havde i alt 16 nye danske spillefilm premiere. Den 31. januar 1941 kunne Palladium vise sin egenproduktion En forbryder, som havde drejebog af Svend Rindom (1884-1960) efter et skuespil af Sven Lange (1868-1930). For instruktionen stod Arne Weel, og i hovedrollerne sås Ellen Margrethe Stein, Beatrice Bonnesen, Pouel Kern, Lise Thomsen, Gunnar Lauring, Carl Alstrup, Gerda Madsen og Helge Kjærulff-Schmidt. Filmen er en krimi om mordet på en ågerkarl.

Den 3. februar 1941 havde Aladdin, Carlton, Colosseum, Dagmar og Triangel premiere på ASA-filmen ”Niels Pind og hans dreng”. Den 10. marts kunne ASA holde premiere i de samme ovenfor nævnte biografer på ASA-lystspillet ”Tror du, jeg er født i gaar. Det var en ASA Film med manuskript og instruktion af makkerparret Alice O’Fredericks og Lau Jun., og med Max Hansen, Maria Garland, Bodil Steen, Tove Arni, Knud Heglund, Eigil Reimers, Victor Montell, Berthe Quistgaard, Mathilde Nielsen og Petrine Sonne. Filmen handlede om, at den dummeste skulle være universalarving. Titlen var en almindelig talemåde, når man ville markere, om nogen troede, at man var dum.

Nordisk Film kunne den 23. marts holde premiere i Kino-Palæet på det folkelige skuespil ”En Mand af Betydning”, produceret af Nordisk Film og instrueret af Emanuel Gregers og med Osvald Helmuth, Sigrid Horne-Rasmussen, Inger Stender, Poul Reichhardt og Helge Kjærulff-Schmidt i hovedrollerne.

Ingen af de ovennævnte danske film så jeg dog på det tidspunkt. Det var derimod tilfældet med de følgende fem film, hvoraf den første var en Palladium-produktion med titlen ”Tak fordi du kom, Nick”, og som havde premiere i Palladium den 7. april. Filmen var især markant derved, at den havde drejebog af forfatteren og dramatikeren Kjeld Abell (1901-1961), som på det tidspunkt kun havde skrevet drejebog til en enkelt film, nemlig ”Millionærdrengen” (1936). Abell var og blev især kendt for sine antinaturalistiske teaterstykker, hvoraf det første hed ”Melodien, der blev væk” (1935), og som handler om ”Hr. Larsen”s oprør mod borgerlig sløvhed og konvention. Efter Besættelsen skrev Abell en række skuespil, der blev opført på Det kgl. Teater og som havde tre markante skuespillere i hovedrollerne, nemlig Bodil Kjer, Ebbe Rode og Mogens Wieth. Filmen ”Tak fordi du kom, Nick” er en alvorlig komedie om to vidt forskellige slags arbejdsløse, der finder sammen for en tid. Den var instrueret af Svend Methling og havde Karin Nellemose (1905-1993), Sigfred Johansen (1875-1946) og Gunnar Lauring i hovedrollerne. Filmen fik så vidt jeg husker gode anmeldelser, men den var for det mere kræsne publikum og blev derfor ingen kassesucces. Flere danske spillefilm fra 1941 vil blive nævnt og omtalt senere.

Biografer og film - fortsat

Når jeg i min selvbiografi og her med mellemrum vender tilbage til det københavnske biografrepertoire, skyldes det den opfattelse, at repertoiret mere eller mindre direkte afspejler tidens smag og præferencer på filmunderholdningens områder. Der var dagligt forlystelses- og biografannoncer i de fleste københavnske aviser, men de store dagblade førte an ved normalt at have de fleste annoncer. Dette gjaldt ikke mindst den politisk set konservative Nationaltidende, som på trods af besættelsestidens mangelsituation daglig udkom med 20 sider i storformatet 40 x 58 cm. Avisen havde domicil Ved Standen 18 i den bygning, som i sin tid havde været hjemsted for Hotel Royal, hvor mange berømtheder i tidens løb havde været logigæster. Avisen klarede sig i øvrigt ikke i længden, men måtte på grund af økonomiske vanskeligheder lukke i 1961.

Søndag den 9. marts 1941 annoncerede avisen Nationaltidende med følgende biografrepertoire:

Aladdin Bio Kl. 2-4-5,50-7,40-9,30: ”Overfaldet paa Postvognen”. ”Den mest spændende Film i Hopalong Cassidy-Serien. Ekstra: Skipper Skræk spiller Gentleman. Rigtig et Program for hele Familien!”

Allé Teatret. Kl. 4-7,10-9,10: ”Sørensen og Rasmussen”. Sidste Dag!

Amager Bio. Kl. 5,40-7,40-9,30: ”Greven af Monte Christo”. Kl. 2 og 4: ”Week-End” med Ib Schønberg. Børn 0,35 og 0,70. Voksne 1,05.

Atlantic. Kl. 5,40-7,40-9,30: ”Hvad Fatter gør – ” Kl. 2-3,50: Familieforestilling ”Kaptajn Grants Børn”. Børn 70 Øre og Voksne 1,05 over hele Salen.

Bella Bio. Kl. 5-7,20-9,10. Sidste Dag! Den store franske Sucses ”De Glædeløses Gade. Kl. 3: Fy og Bi i ”Raske Detektiver”.

Bellevue. Kl. 2-4-7,40. Sidste Dag! Jeanette McDonald ”Pigen fra det gyldne Vesten”. Kl. 2 og 4: Voksne 1,05, Børn 0,70 over hele Teatret.

Bergthora. Stort Dobbeltprogram Kl. 4-7-9,10. Danielle Darrieaux i ”Ikke helt almindelig”. Spændende Kriminalfilm: ”Orientens Skygger”.

Bispebjerg Bio. Kl. 19,10 og 21,10. Sidste Dag! Adolf Jahr i ”Vi Baroner”. Kl. 16: ”Bolettes Brudefærd”. Voksne Kr. 1,05, Børn 0,70 over hele Salen.

Boulevard Teatret. Kl. 5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! ”Sørensen og Rasmussen”. Kl. 4: Smaa Priser ”Rasmines Bryllup”.

Bristol Teatret. Kl. 2 . 3,50 . 5,40 . 7,30 . 9,20. Forbudt for Børn. 5. Uge ”Jøden Süss”.

[Utroligt, at denne stærkt racistiske film kunne holde sig så længe på programmet! Mon ikke det har været, fordi et stort publikum har villet orientere sig om, hvad Goebbels’ stærkt antisemitiske propaganda har drejet sig om? Hvis ikke det var grunden til filmens ’succes’, så har datidens danske biografpublikum et problem].

Carlton. Kl. 4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! ”Den sidste Omgang”. Forsalg til Max Hansen-Filmen Mandag.”

Colosseum. Kl. 4-6-8-10. Sidste Dag! ”Den sidste Omgang”. Forsalg til Max Hansen-Filmen Mandag.

Dagmar. Kl. 2 . 4 . 6 . 8 . 9,50. Benjamin Christensens ”Heksen”. Forbudt for Børn. ”Grundet paa Kontrakt opføres ”Heksen” fra i Morgen kun om Eftermiddagen.

Den Vide Verden. Hver fulde Time fra Kl. 14-22. 70 Øre inkl. Skat. Dansk Film Revy –Musikfilm, Jimmy Dorsey og hans Orkester – UFA’s Film-Avis Nr. 495 – Laboratoriet ”Jungfraujoch”, Tobis Kulturfilm. – Tegnefilm: I Eventyrland.

Enghave Bio. Kl. 7,10 og 9,10. Sidste Dag! ”Sørensen og Rsmussen”. Kl. 4: ”Seks Dages-Løbet” med Joe E. Brown.

Fasan Bio. Kl. 5,45-7,30-9,15. Sidste Dag! Marlene Dietrich i ”Det stjaalne Paradis”. Kl. 4: Familie- og Børneforestilling. Dobbeltprogram: ”Den hvide Eskadron” og ”Paa 16 Favnes Dyb”.

Gentofte Kino. Kl. 4-7,10-9,10 ”Sørensen og Rasmussen”.

Grand. Kl. 2 . 3,50 . 5,40 . 7,30 . 9,20. 8. Uge James M. Cain: Postbudet ringer altid to Gange”. Dansk ved Tom Kristensen. Med Corinne Luchaire - Fernand Gravey – Michel Simon.

Grøndals-Teatret. Obs! Kl. 5-7,10-9,10. Sidste Dag! ”Sørensen og Rasmussen”. Kl. 3: Smaa Priser. ”Ole Opfinders Offer” med Fy og Bi.

Kino – Lyngby. Kl. 7,10 og 9,10. ”Sørensen og Rasmussen”. Kl. 4: ”Forbryderne afsløres”. 2. Del af ”Indianerne angriber”. Smaa Priser.

Kino – Palæet. Kl. 2 . 4 . 6 . 8 . 10. - 3. Uge Willy Forst’s ”Operette”.

Lyngby–Bio. Kl. 19.10 og 21.10. ”Den danske Kavalkade”. Fritaget for Skat. Billetpriser 0,75-1,00-1,25. Børn 0,50. Kl. 16: ”Raketskibet med Jens Lyn”. Smaa Priser.

Lyngbyvejens Kino. Kl. 4-5,50-7,40-9,30. Jules Vernes berømte Roman ”Kejserens Kurer. Den mest spændende Film, der endnu er set. Øjnene brændes ud paa Kureren.” (Jeg husker ikke, om filmen var tysk eller fransk, men jeg havde selv lejlighed til at se den, så vidt jeg husker i enten Fasan Bio, Regina eller Odeon. Filmen var højdramatisk.

Merry. Kl. 5,40-7,50-9,30. ”Kæmpe Succesen Tykke Thor i Trøjen”. Kl. 2-3,50 Voksne 1,05 – Børn 70 Øre over hele Salen. Dobbeltprogrammet ”Kadetten Dinky og ”3 raske Gutter” med James Cagney.

Metropol. Kl. 2 . 4 . 6 . 8 . 10. Forbudt for Børn. Charles Laughton ”Klokkeren fra Notre Dame”. Aarets store Begivenhed. 10. Uge.

Nora Bio. Kl. 5,50-7,40-9,50. Sidste Dag! ”De glædesløses Gade”. Kl. 4: Smaa Priser ”100 Mand og én Pige”.

Nørrebros Biograf. Kl. 4-5,55-7,50-9,45. Sidste Dag! ”Barken Margrethe af Danmark”.

Nørreport Bio. Obs! Kl. 14-16-17,50-19,40-21,30. 57. Uge! Edvard Persson ”Landevejs-Kroen”.

Odeon. Kl. 4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Forbudt for Børn. ”Katten og Kanariefuglen”.

Palads Teatret. Kl. 2 . 4 . 6 . 8 . 10. 12. Uge Weyse-Filmen ”Jeg har elsket og levet”.

Palladium. Kl. 2 . 4 . 6 . 8. 10. Sidste Dag! ”En Forbryder”.

Palæ Bio. Kl. 4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Sickan Carlsson ”Et Døgn uden Løgn”.

Park. Kl. 15,50-17,40-19,30-21,20. Sidste Dag! ”Det svenske Lystspil Glade Gutter i Trøjen. Ekstra: Danmarks Akvarium.

Platan: kl. 4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Corinne Luchaire i ”Kvinder i Bur”.

Regina. Kl. 41⁄2-7-91⁄2. Sensationsfilmen ”Hvem afslørede Forbryderne? Med Norman Foster. Lystspillet ”Paa Hjørnet af Ækvator”. (Norman Foster (1900-1945), amerikansk filminstruktør og skuespiller).

Rialto. Kl. 3-5-7,10-9,10. Thor Modéen og Elof Ahrle i ”Tykke Thor i Trøjen”.

Rio-Bio: kl. 4: Familieforestilling ”Indianernes Hævn”. Kl. 7 og 9,15: ”Den ensomme Ulvs Triumf”.

Roxy: kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. Axel Frische og Gunnar Lauring m. fl. ”Niels Pind og hans Dreng”.

Ry-Kino. Kl. 5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Forbudt for Børn. Viviane Romance ”Safia. En Gadepiges Historie”. Kl. 4: ”Jernmanden” og ”4 Tosser paa Turné”. Voksne 70 Øre – Børn 35 Øre.

Scala-Bio. Kl. 2 . 3,50 . 5,40 . 7,30 . 9,20. 3. Uge Heinz Rühmann og hans Moser i ”13 Stole”.

Skovshoved Bio. Kl. 4-7,10-9,10. Den store Flyverfilm ”Flaadens Vinger”. Kl. 4: Smaa Priser – Samme program.”

Strand Teatret. Kl. 7,10-9,10. Forbudt for Børn. Sidste Dag! Simone Simon i ”Sorte Øjne”. Kl. 4: Stort Børneprogram. Billige Priser.

Søborg Bio. Kl. 16-17,50-19,40-21,30. ”Sørensen og Rasmussen”.

Toftegaard Bio. Kl. 5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Zarah Leander i ”Dronningens Hjerte”. Kl. 3,30: ”Adolf i Trøjen” med Adolf Jahr. Voksne 70 Øre over hele Salen. Børn 35 Øre (10 første Rækker). (Man kan sige, at de populære svenske soldaterfarcer var en slags forløbere for den senere danske filmserie ”Soldaterkammerater”).

Triangel. Kl. 4-5,50-7,40-9,30. Edvard Persson i den svenske Latter Sukces ”Baldevins Bryllup”. Mandag Premiere: Max Hansen.

Valby Teatret. Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. ”Blondie i Knibe”. Ekstra: Danmarks Svømmepiger.

Vanløse Bio. Kl. 2-4-5,50-7,40-9,30. Sidste Dag! Den danske Lystspil Sukces ”Sørensen og Rasmussen” med Bodil Ipsen og Marguerite Viby. Kl 2: Familieforestilling – Smaa Priser.

Vesterbro Teater. Kl. 2-4,30-7-9,30. ”Russiske Sporhunde (Eskapade)”. Handlingen udspilles i Paris og St. Petersburg før Verdenskrigen. ”Lov mig intet” med Viktor de Kowa – Heinrich George – Luise Ullrich.

Winsor. Kl. 5-7,10-9,10. Sidste Dag! ”Sørensen og Rasmussen”. Kl 3: ”Cowboyens Hvilehjem” og ”Luftens Politi”.

World Cinema. Kl. 14-16-18-20-22. 7. Uge ”Balalaika”.

Med det forbehold, at det ikke er muligt at identificere nationaliteten på alle de herover nævnte film, som var på biografrepertoiret hos de ialt 50 københavnske biografer denne søndag i marts 1941, kan det statistisk opgøres, at der blev spillet tyske film i 10 af biograferne, amerikanske film i 17 af biograferne, franske film i 7, svenske film ligeledes i 7 og danske film i 9 af biograferne. Det fremgår desuden, at de amerikanske film – dog alle repriser – fortsat dominerede repertoiret. Der er derfor ingen tvivl om, at de danske biografdirektører – på nogle få undtagelser nær – gjorde, hvad de kunne, for at undgå at spille de af mange som regel forhadte tyske film.

Underholdning, der slører realiteterne

Den på mange måder forværrede situation i Danmark som følge af den tyske besættelse, kunne dog ikke afholde danskerne fra at foretage sig de ting, de var vante til fra det relativt friere liv i 1930’erne med stigende økonomisk velstand, i hvert fald for den bedre stillede del af familien Danmark. En af de ting, som den almindelige dansker ikke ville undvære, var forlystelserne af den ene og anden slags og herunder ikke mindst den i reglen ugentlige biograftur.

Tirsdag den 8. april 1941 kunne Ekstra-Bladet bringe følgende lille udvalg af biografannoncer:

Bellevue. Næstsidste Dag! Luise Rainer i ”Den store Vals”.

Bristol. Forbudt for Børn. ”Kora Terry Varieté-Stjernen Marika Rökk.

Carlton. 2. Uge. Forbudt for Børn. Den franske Storfilm ”Kaptajn Benoit”. Ekstra: Kongeparaden paa Rosenborg.

Colosseum. Næstsidste Dag! Kalle og Nisse i den svenske Kriminal-Farce ”Muntre Akrobater”. [Kalle er skuespilleren Åke Grönberg (1914-1969) og Nisse er Nils Poppe (1908-2000)}

Dagmar. ”Sejren i Vesten” Det angaar os alle. Se den og døm selv. – ”I Rytmens Hvirvler”. Amerikansk Musik Lystspil.

Grand. Ingen Reklamer. Kom præcis! En Film om Nordens Sønner ”Alting ta’r sin Tid” med Hasse Ekman, Åke Söderblom og Håkan Westergren.

Kino-Palæet. 3. Uge. Osvald Helmuth i ”En Mand af Betydning”.

Metropol. Heinz Rühmann Lystspillet ”Hvis vi alle var Engle”.

Nora Bio. Næstsidste Dag! Carl Alstrup og Gunnar Lauring i Den store Sukces ”En Forbryder”. Forsalg til Weysefilmen 2. Paaskedag.

Nørreport Bio. 61. Uge. Edvard Persson i ”Landevejs-Kroen”.

Palads. 2. Uge. Alice ’Babs’ Nilson og Adolf Jahr i ”Swing it Herr Lærer!”

Palladium. Næstsidste Dag! Ilse Werner i ”Hendes første oplevelse”.

Park. Magda Schneider i ”Hun ved, hvad hun vil”.

Rialto. 2. Uge. Jean Arthur og Ray Milland i ”Den løsslupne Farce ”Løs paa Traaden”.

Scala-Bio. 2. Uge. Forbudt for Børn. ”En farlig Kvinde” med Joan Bennett og Adolphe Menjou.

Triangel. Næstsidste Dag! 2. Uge. Forbudt for Børn. Det straalende franske Lystspil ”Formildende Omstændigheder” med Michel Simon og Arletty.

Winsor. ”Havets Helte” Efter Kiplings berømte Roman.

World Cinema. Kjeld Abell’s ”Tak, fordi du kom, Nick!” Iscenesat af Svend Methling.

Som det indirekte fremgår af ovenstående biografrepertoire, så var filmene langt fra præget af de aktuelle begivenheder i verden. Skulle man dømme efter filmenes titler og indhold, så var der hverken krig, besættelse, rationeringer, arbejdsløshed eller sortbørshandel, tyveri, mord og drab som følge af verdenssituationen. I ovenstående repertoire er der dog en enkelt undtagelse, nemlig filmen ”Sejren i Vesten”, hvorom jeg ikke ved andet, end at det var en tysk propagandafilm, som indirekte postulerede, at fascisterne og nazisterne i sidste ende ville besejre den demokratiske vestlige verden. Filmen blev spillet i Dagmar Bio, som jo dengang som nu havde til huse i Dagmarhus, der var delvis beslaglagt af tyskerne, men som dog først blev totalt beslaglagt efter 29. august 1943, hvorefter Dagmar Bio udelukkende blev værnemagtsbiograf.

Rullekonebladet og biograferne

Den kære avis AFTENBLADET, populært kaldet ”rullekonebladet”, som min mormor hver dag læste med stor interesse og fornøjelse, forresten til socialdemokratiske morfars lettere irritation, havde i hvert fald et stort fortrin, syntes jeg, nemlig den daglige tegneseriestribe ”Anders Ands Genvordigheder”. Men biografannoncer var det skralt med i den avis. Således havde den kun 6 sølle af slagsen at byde på onsdag den 21. maj 1941:

Atlantic. Forbudt for Børn. Marika Rökk i ”Kora Terry”. Musik: Peter Kreuder.

Den Vide Verden. Ugerevy – I Tango- og Rumbatakt – UFA Film Avis – Schorlheide –Tegnefilm: Spil op Mickey. (Der er her tale om Mickey Mouse-filmen ”The Band Concert” fra 1935).

Metropol. 5. Uge. Foraarets straalende Lystspil ”Med dig i mine Arme”. Ekstra: Den svenske Kongefilm.

Nora. ”Tak fordi du kom Nick!” Manuskript: Kjeld Abell. Iscenesat af Svend Methling.

Palads. ”Swing it, Hr. Lærer!” Alice ‘Babs’ Nilson og Adolf Jahr. I Aften Kl. 7,15. Æresforestilling: Alice “Babs” Nilson overværer personlig Forestillingen, hvis Indtægt gaar til “Saxoly”. (Sidstnævnte var en institution for socialt udsatte mennesker).

Palladium. Uden Stop fra Kl. 12. 70 Øre. Kino Orgel – Revyer – Kultur – Rejse- og Silhuetfilm. Kl. 7,15 og 9,15 Ilse Werner i ”Ønskekoncerten”.

Biografrepertoiret den 27. maj 1941

Blandt de københavnske aviser, der i reglen havde et anseligt antal biografannoncer, var eksempelvis Berlingske Aftenavis. Tirsdag den 27. maj 1941 spillede de københavnske biografer følgende repertoire:

Allé Teatret. Forbudt for Børn. Benjamin Christensens Storfilm ”Heksen”.

Bellevue. Aksel Schiøtz i Weyse-Filmen ”Jeg har elsket og levet”.

Bristol Teatret. Magda Schneider og Albert Matterstock i ”Hvem kysser Madelaine?”

Carlton. 2. Uge. Alle Tiders største Operette-Sukces ”Rose Marie” med Jeanette Mc Donald og Nelson Eddy.

Colosseum. Sæsonens svenske Solskinsfilm ”Gentleman til Leje” med Sickan Carlson og Åke Söderblom.

Den Vide Verden. Ugerevy – Cirkus kommer – Ufa Avis – Glaskunstens Mestre – Betty Boop er Hundeven.

Grand Teatret. Den nye franske Storfilm ”Blændværk” med Lucien Baroux.

Kino-Palæet. 3. Uge. ”Glæd dig i din Ungdom” Filmen om ung og stormende Kærlighed. Med Birgit Tengroth og Peter Höglund.

Metropol. 6. Uge. Foraarets straalende Lystspil ”Med dig i mine Arme” med svensk Films nye Elskerpar Karin Ekelund og Edvin Adolphson. Ekstra: Den svenske Kongefilm.

Nora. 2. Uge. ”Tak fordi du kom Nick!” Manuskript: Kjeld Abell.

Nørreport Bio. 68. Uge. Edvard Persson i ”Landevejs-Kroen”,

Palads. 9. Uge. Alice ”Babs” Nilson og Adolf Jahr i ”Swing it, Herr Lærer!”.

Palladium. Uden Stop fra Kl. 12. 70 Øre. Kino Orgel – Dansk Revy – UFA Avis – Langs Elben – Emil Coleman – Gode Spejdere – Tegnefilm. [med sidstnævnte er der tale om Anders And-filmen ”Good Scouts” fra 1938]. Premiere paa den finske Storfilm ”Runeberg, Finlands Digterkonge”. Kl. 7,15 Svend Methling fremsiger: ”Svend Due”. Mogens Kilde spiller: ”Finske Toner”.

Herover er blevet nævnt et udsnit af biografannoncer i Berlingske Aftenavis for tirsdag den 27. maj 1941. Bemærk, at amerikanske spillefilm fortsat er godt repræsenteret i repertoiret. Den svenske film ”Med dig i mine Arme” blev en stor sukces og etablerede Karin Ekelund og Edvin Adolpson som et elskerpar på linje med, hvad man tidligere kun havde set i amerikanske film. Og svenskfødte Greta Garbo kunne stadigvæk trække folk i biografen, ikke mindst i og med den fornøjelige Lubitch-film ”Ninotchka”.

I forlængelse af de ovenfor viste biografannoncer fra samme avis og dato kan her nævnes, at annoncesiden domineredes af annoncen for ”Hvide Slaver” med berømte Bette Davis i hovedrollen. Det har næppe været uden virkning – især på det mandlige publikum – at man i annoncen anfører filmen originaltitel: ”Naked Woman”. Den slags ’finesser’ er altid gode til at lokke ’husarerne’ ind i biografens mørke, hvor man ugenert har lov til at få styret sine voyeuriske lyster.

Park Teatret. 2. Uge. ”Tak, fordi du kom Nick!” med Karin Nellemose.

Platan Bio. Forbudt for Børn. Bette Davis i ”Hvide Slaver” (Naked Woman).

Rialto. Frank Lloyd’s ”Præsidentens Kurér” med Joel McCrea og Frances Dee

Roxy. 2. Uge. ”Tak fordi du kom Nick!” med Sigfred Johansen.

Scala Bio. Garbo ler, flirter, danser i Lystspillet ”Ninotchka”. Iscenesat af Ernst Lubitch. En Metro Film.

Strand Teatret. Forbudt for Børn. Benjamin Christensens Mesterværk ”Heksen”.

Triangel. Den svenske Storfilm ”Alting ta’r sin Tid”. En Film om Nordens Sønner.

Winsor. Forbudt for Børn. Den franske Spionfilm ”Kaptajn Benoit”.

Når blandt andet og især World Cinema ikke figurerer blandt de ovenfor anførte biografannoncer, skyldes det formentlig at Cirkussæsonen var startet i Cirkusbygningen på Axeltorv. Her annoncerede man med Cirkus Mikkenie-Strassburger, som hver aften kl. 20. fremførte sit store Cirkusprogram. Cirkusbygningen var jo oprindelig opført med henblik på deciderede cirkusforestillinger, men sådanne blev dengang sjældent forevist i vinterhalvåret. Derfor udnyttede man denne omstændighed og omdannede bygningen til biografen World Cinema, som altså kun fungerede som biograf i vintersæsonen.

Den lille biografdirektør

På min 12 års fødselsdag den 12. juni 1941 kom til min helt store overraskelse min rare onkel Thorkild og forærede mig en ’rigtig’ kinoprojektor til 35mm film. Og sammen med den fulgte nogle ruller film, som hver især indeholdt en såkaldt ’akt’, idet man af forevisningstekniske grunde opdelte spillefilmene i akter. En spillefilm bestod i reglen af 5-6 akter, hvilket altså vil sige 5-6 filmruller. Den ene af de nævnte filmruller, der fulgte med min kinomaskine, indeholdt en akt af ”Den sidste Mohikaner”, en amerikansk spillefilm fra 1930’erne. Den anden rulle indeholdt en akt af den svenske spillefilm fra stumfilmtiden ”Gösta Berlings Saga”, og den tredje og sidste filmrulle var fra en dokumentarfilm om det vilde Afrika, ”På safari i Afrika”, tilmed i farver, hvad der var ret usædvanligt og ualmindeligt på den tid.

Kino projektoren var af gedigent tysk fabrikat, og med hånddrevet fremføring af filmspolerne, og den havde med al sandsynlighed været brugt af en af 1930’ernes såkaldte rejsebiografer. Sådanne rejsebiografer var der en del af, som drog land og rige rundt og foreviste film fortrinsvis i landsbyerne eller på markedspladser. De to af mine filmruller var dog forsynet med optisk lyd, nemlig ”Den sidste Mohikaner” og rejsefilmen ”På safari i Afrika”, mens ”Gösta Berlings Saga” som nævnt var en stumfilm. Min kinomaskine havde dog ingen fotocelleanordning indbygget, og der hørte heller ikke højtaler til, så den kunne kun vise filmene stumme, hvilket dog betød mindre, i al fald i mine øjne, og for resten også i mit publikums øjne. De sidstnævnte var naturligvis mine søskende og forældre og lejlighedsvis også mine morforældre og fætter Dennis.

Til at sikre en jævn og konstant fremføring af filmene var der på et af projektorens tandhjul monteret en stroboskopskive, som angav, hvornår den hånddrevne fremføring skete i det rigtige tempo. Operatøren, i dette tilfælde altså mig, skulle hele tiden holde øje med stroboskopskiven, for at holde det rette fremføringstempo. Drejede man nemlig for langsom på håndsvinget, bevægede personerne på lærredet sig også langsomt, alt efter tempoet, og drejede man det for hurtigt, pilede personerne af sted eller bevægede sig på en måde, som den man kan se, når stumfilm bliver fremført med f.eks. lydfilmens hastighed. Det vil sige, hvis film, der er optaget med 16 billeder i sekundet, forevises med 24 billeder i sekundet.

I 1942, da jeg havde fået overladt værelset eller kammeret, som vi kaldte det dengang, og som jeg delte med Benny, helt for mig selv, arrangerede jeg nogen gange ’biografforestillinger’ for nogle af de børn, jeg eller mine to brødre, kendte fra gaden. Men herom senere.

Biografrepertoiret 23. juni 1941

Aladdin. Det populære svenske Komikerpar Kalle og Nisse i Latter-Orkanen ”Spøgelser til Salg”.

Allé Teatret. Kun i Dag! Harry Baur i ”Postholderens Datter”. [Efter denne dato begyndte Allé Teatrets sommercavalkade, hvor man skiftede film hver dag. Tirsdag bød på lystspillet ”Det begyndte i Paris” med Charles Laughton. Onsdag ”Engel” med Marlene Dietrich. Torsdag ”Generalen døde ved Daggry” [med Gary Cooper].

Amager Bio. Kun 2 Dage! Norma Shearer og Tyrone Power i ”Marie Antoinette”

Atlantic. Forbudt for Børn! Boris Karloff i den eventyrlig spændende Film ”Manden, de ikke kunde hænge”.

Bella Bio. Den store Musik- og Dansefilm ”Swingpigen” med Lana Turner og Richard Carlsson.

Bergthora. Pragtfuld Farvefilm. Errol Flynn i ”Robin Hood”. [Her skal man huske på, at de allerfleste spillefilm på den tid var sort-hvide. Farvefilm var et særsyn dengang].

Bispebjerg Bio. I Dag Mandag: Harry Baur og Simone Simon i ”Sorte Øjne”. Forbudt for Børn. – Tirsdag: ”Bohémeliv” med Jan Kiepura og Martha Eggert. – Onsdag: ”La Bandera” med Jean Gabin og Annabella. Forbudt for Børn. – Torsdag: ”Det var i Paris” med Annabella og Albert Préjean. Forbudt for Børn. – Fredag: ”Tarass Bulba” med Harry Baur og Danielle Darrieux. – Lørdag: ”Garnisonens glade Gut” med Fernandel. – Søndag: ”Knindeklubben”. Forbudt for Børn.

Bristol. 3. Uge. Det czekiske Mesterværk ”Ekstase” med den skønne Hedy Kiesler. Forbudt for Børn. OBS! Den eneste eksisterende Kopi af dette opsigtvækkende og omdiskuterede Mesterværk ...

Carlton. 6. Uge. ”Rose Marie”. Alle Tiders største Operette-Sukces! Med Jeanette McDonald, Nelson Eddy og James Stewart. Melodier: Indian Love Call og Rose Mari’ I love You.

Colosseum. Den spændende franske Kriminalfilm ”Paa falsk Pas”.

Den Vide Verden. Ugerevy – Edv. Persson: En lille hvid Kanin – Manhattan ved Nat – Ufa Film-Avis – Skatten i Skoven – Tegnefilm.

Enghave Bio. Forbudt for Børn. ”Cleopatra” med Claudette Colbert.

Fasan Bio. I dag og i Morgen Kl. 7,10 og 9,10 Wallace Berery i ”De syv Haves Havn”. Onsdag og Torsdag Kl. 7,10 0g 9,10: Robert Young og Ann Southern i ”Maisie ta’r Affære”.

Gentofte Kino. Forbudt for Børn ”En farlig Kvinde”.

Grand. En ny svensk Filmoplevelse ”Du skal ikke begære” med Lars Hansson, Karin Ekelund og Alfred Maurstad.

Grøndals. Maurice Chevalier i ”Den smilende Løjtnant”.

Kino-Lyngby. Adolf Jahr og Birgit Tengroth i ”Karl for sin Hat”.

Lyngbyvejens Kino. Det svenske Lystspil ”Et Døgn uden Løgn”. Manden, der absolut maatte stikke en ”lille Løgn” hver Dag. Man hviner af Grin.

Merry. Åke Söderblom og Sickan Carlsson i ”En Gentleman til Leje”.

Metropol. 9. Uge. Sommerens straalende Lystspil ”Med dig i mine Arme”. En stor Sejr for svensk Film.

Nora. Det svenske Lystspil ”Karl for sin Hat” med Adolf Jahr og Birgit Tengroth.

Nørrebros. Max Hansen i ”Tror du jeg er født i Gaar?”.[Max Hansen (1897-1961) var født i Mannheim i Tyskland og uddannet i sang og musik i Berlin. Indspillede tyske film 1930-33. Han boede ind imellem i Danmark (i København). Hans første danske film var ”Tror du, jeg er født i Gaar?” (1941) og nr. 2 var ”Wienerbarnet” (1941). Opholdt sig derefter under resten af besættelsen i Sverige, hvor han indspillede flere film. I 1956 var han direktør for Tivoliteatret og samme år medvirkede han i filmen ”Hvad vil De ha’?”]

Nørreport Bio. 72. Uge. Edvard Persson i ”Landevejs Kroen”

Odeon. Eneste Teater! Victor MacLaglen i ”En Mesterbokser Skæbne” Spændende Boksescener – dramatiske Konflikter – straalende og morsomme Episoder.

Palæ Bio. Forbudt for Børn. ”Jøden Süss” med Heinrich George og Werner Krauss.

Palladium. Non Stop fra Kl. 12. Kino Orgel – Dansk Revy – UFA Avis – De Blindes Ven – Ønskestenen – Musik- og Tegnefilm. – Premiere paa ”Butterfly” Ved Kino Orglet: Mogens Kilde spiller Puccini.

Park. Forbudt for Børn. 1. Genoptagelse. Uge ”Hjemve”. Den pragtfulde Storfilm, i hvilken den svenske Stjerne Zarah Leander tog København med Storm. Den mandlige Hovedrolle i denne Højsang til Kærlighed og Frihed spilles af Heinrich George.

Palads. 13. Uge. Hele Byen taler om Alice ”Babs” og den store Lystspil-Sukces ”Swing it, Herr Lærer!” [Filmens originaltitel er ”Swing it, Magistern!”]

Platan. ”Orkanen” med Dorothy Lamour og Jon Hall. Orkanen er over Byen. Alle Tiders største Filmsensation begejstrer atter Københavnerne, der strømmer til PLATAN for at se denne eventyrligt spændende Film. Den er en Oplevelse.

Regina. Forbudt for Børn. Dobbeltprogram: ”Jezebel” med Bette Davis og George Brent. – ”Med rygende Revolver” med Dick Foran og Ann Neagle.

Rialto. I Dag Mandag: Paul Muni i ”Louis Pasteur”. –Tirsdag: ”Valborgaften” med Ingrid Bergmann og Lars Hansson. – Onsdag: ”Den Døde stikker a’” med Michel Simon og Jules Berry. – Torsdag: ”Det var hende, der begyndte” med Errol Flynn og Joan Blondell. - Fredag: ”Kvindeklubben” med Danielle Darrieux. – Lørdag: ”Cirkus Barlay” med Francoise Rosay og Hans Albers. – Søndag: ”Himmelhunde” med Fred Mac Murray og Ray Milland.

Roxy. Kun faa Dage! Greta Garbo i ”Ninotchka”.

Ry-Kino. Spændende Film om Mestertyven Gjest Baardsen ”Landstrygernes Konge” med Alfred Maurstad.

Scala Bio. Forbudt for Børn. Jean Gabin, Michelle Morgan og Michel Simon i Marcel Carné’s Mesterværk ”Taagernes Kaj”. Et vidunderligt Mesterværk skrev B.T. om denne franske storfilm. Jean Gabin har næppe nogen Sinde været bedre, skrev Dr. phil. Fr. Schyberg, hvis Anmeldelse slutter saaledes: En meget stor Sukces!

Toftegaards Bio. Hans Moser og Theo Lingen i ”Hertugen morer sig”.

Triangel Teatret. Charles Boyer og Irene Dunne i ”Stormnatten”. En stor kunstnerisk Oplevelse.

Valby Teater. Forbudt for Børn. Edvard G. Robinson i ”Den sidste Gangster”

Vanløse. Det straalende amerikanske Lystspil ”Mit Liv er en Dans” med Eleanor Powell og James Stewart. Ekstra: København i Farver.

Vesterbro Teater. Dobbeltprogram. ”Manden, der saa for meget”. En spændingsdirrende Kriminalfilm om en Mand, der saa en Forbrydelse, som han helst ikke skulde have set. – ”Kaptajn Taylor” med Gary Cooper og Frances Dee.

Winsor. ”Hvem kysser Madeleine?” med Magda Schneider.

I Politiken for samme dato omtaltes biografrepertoiret under overskriften Biografernes Fornyelser på følgende måde:

”Aladdin indleder Ugen med den svenske Farce ”Spøgelser til Salg”. Amager Bio opfører ”Marie Antoinette” med Norma Shearer og Tyrone Power.

Apollo Biografen viser den tyske Kriminalfilm ”I hemmelig Mission” med Gustav Frölich.

Bella Bio ”Swingpigen” med Lana Turner og Artie Shaws Orkester.

Bellevue Teatret det amerikanske Lystspil ”Løs paa Traaden” med Jean Arthur og Ray Milland.

Boulevard Teatret Gigli-Filmen ”Mine Drømmes Musik”.

Colosseum den franske Underholdningsfilm ”Paa falsk Pas” med Edvige Feuillere.

Enghave Bio ”Cleopatra” med Claudette Colbert.

Grøndals Teatret den amerikanske Chevalier-Film “Den smilende Løjtnant”.

Hvidovre Kino, Rio Bio og Skovshoved Teater viser Helmuth-Filmen ”En mand af Betydning”.

Lyngby Kino og Nora Bio viser det svenske Lystspil ”Karl for sin Hat” med Adolf Jahr. Merry Teatret viser det svenske Lystspil ”En Gentleman til Leje” med Åke Söderblom og Sickan Carlsson.

Nørrebros Biografteater viser Max Hansen-Filmen ”Tror du, jeg er født i Gaar?” Odeon viser den amerikanske Bokserfilm ”En Mesterbokser Skæbne” med Victor McLaglen.

Palæ Biografen viser ”Jøden Süss”. Park Teatret Zarah Leander-Filmen ”Hjemve”.

Ry Kino den norske ”Landstrygernes Konge” med Alfred Maurstad. Scala Bio Marcel Carné-Filmen ”Taagernes Kaj” med Jean Gabin, Michelle Morgan og Michel Simon. Strand Teatret det amerikanske Lystspil ”Jeg traf ham i Paris” med Claudette Colbert og Melvyn Douglas.

Toftegaards Bio det tyske Lystspil ”Hertugen morer sig” med Marthe Harell og Hans Moser.

Triangel Teatret viser det amerikanske Drama ”Stormnatten” med Charles Boyer og Irene Dunne.

Som det vil være fremgået af ovenstående omtale af biografrepertoiret for mandag den 23. juni 1941, nævnes der flere biografer, som ikke er med på annoncesiden. Det gælder følgende biografer: Apollo Biografen, Dagmar Bio, Hvidovre Kino, Rio Bio, Skovshoved Teater og Strand Teatret. Der var dog en særlig grund til, at Dagmar Bio ikke findes blandt biografannoncerne ovenfor, idet biografen denne dag kunne bringe en annonce for ”Dagmar-Revyen”, hvoraf det fremgik, at revyen fra sin åbning den 3. maj nu blev spillet for 100. gang. Liva Weel og France Ellegaard var stadig trækplastre. Mærkværdigvis fik den ellers altid kraftigt promoverede Ib Schønberg kun credit blandt i øvrigt dengang velkendte og dygtige skuespillere, som Gerda Gilboe, Caja Heimann, Sigfred Johansen og Helge Kjærulff-Schmidt. Billetpriserne var fra kr. 1,45 til 3,85, hvilke beløb dog var højere end billetpriserne i biograferne.

Under rubrikken ”Teater, Film, Musik” kunne Politikens anmelder omtale og anbefale Dagmar-Revyen på følgende måde: ”HILMAR CLAUSEN har skam lært noget af at være Biografdirektør. Han er gaaet i Lære hos Hollywood, og fra de amerikanske Film har han medbragt en dejlig Portion Tempo, da han nu atter vendte tilbage til sin gamle Kærlighed, Teatret. Og det kan nok være, at Tempoet er kommet den prisværdig korte, elegante og pauseløse Dagmar-Revy til gode. Der er ikke blot Tempo over Forestillingen, men ogsaa over Jubilæerne. I Aften, godt halvanden Maaned efter Premièren, kan Revyen allerede fejre sin 100. Opførelse, og efter de røde Lygter at dømme, der i den sidste Tid har straalet uden for Teatret, kan man roligt regne med, at Revyen kommer til at gaa Sommeren over.

Men Hilmar Clausen har ogsaa til sine ”gratis Glæder” samlet netop de Hovedkræfter, som Publikum gerne vil se: den muntre Ib Schønberg, den elegante Sigfred Johansen, den grinagtige Kjærulff-Schmidt, den dejlige France Ellegaard og først og sidst Liva Weel, Revyens Klenodie, der fejrer nye Triumfer med sit blændende Viseforedrag.”

Til læserens orientering kan fortælles, at Hilmar Clausen (1888-1951) både var skuespiller, revydirektør, teaterdirektør og senere biografdirektør. Som skuespiller debuterede han i 1908 på Frederiksberg Morskabsteater, og som ung skuespiller optrådte han i 1909 i Emil Wulffs Sommerrevy i Glassalen i Tivoli og tog derefter på turné med Otto Jacobsen inden han blev ansat på Casino Teatret og senere på Nørrebros Teater og Bonbonnieren. Hilmar Clausen var en overgang kunstnerisk leder af Odense Folketeater, og i årene 1914-16 var han Holger Rasmussens meddirektør på Casino. Selvom han blev ramt af polio (børnelammelse) og herefter måtte køre i rullestol resten af livet, var han ukuelig. I 1917 indledte han som leder den store succes Tivoli Sommerrevy. Hilmar Clausen havde set, hvordan man skabte de store glamourøse forestillinger i Amerika og derfor ville han forsøge at indføre en tilsvarende dekorationspragt, musik, kvindelig skønhed, farver, fart og elegance på en dansk scene. Da Glassalen i Tivoli skulle omdannes til koncertlokale flyttede han året efter til etablissementet Arena Teatret, der blev omdøbt til Tivoli Sommerteater.

I første halvdel af 1920erne fortsatte Hilmar Clausen succesfuldt sine Tivoli-revyer på Arena Teatret, hvor der ikke blev sparet på udstyr og gager. Fra 1923 havde han legenden Carl Alstrup som hovedkraft. Men revy-æraen i Tivoli ophørte efter sæsonen i 1925. Hilmar Clausen fortsatte dog i Tivoli et stykke tid endnu. I 1927-28 var han den ledende kraft i kabaretteatret Gøglervognen, der dog kun fik en kort levetid. Hilmar Clausen forsøgte sig også som filmskuespiller og debuterede på film i 1911 hos Nordisk Film, indspillede film hos Dania Biofilm Kompagni og A/S Heimdal i 1913 og 1914, dog kun i biroller. I 1934 fik han bevilling til Rialto-biografen i Smallegade, og sluttelig i 1939, da Dagmarhus stod færdigt opført på den grund på hjørnet af daværende Vester Boulevard (nuværende H.C. Andersens Boulevard) og Jernbanegade, hvor Dagmar Teatret havde ligget, fik han bevilling til at drive Dagmar Bio.

En 12-årigs upolitiske interesser

Men som 12-årig dreng fæstnede jeg mig ikke så meget ved hverken de indenrigs- eller udenrigspolitiske kontroverser og problemer, som aviserne dagligt var fulde af. Derimod holdt jeg meget af at læse den eneste tegneserie, der dengang var i Social-Demokraten, nemlig ”Skipper Skræk”. Den havde jeg dog kun lejlighed til at læse, når jeg var på besøg hos mormor og morfar, som abonnerede på denne avis. Social-Demokraten havde almindeligvis ikke så mange biografannoncer som de øvrige københavnske aviser. Men nogle var der da, også denne tirsdag den 8. juli 1941:

Amager Bio. Sidste Dag! Marguerite Viby og ”Fy” og ”Bi” i ”Han - Hun og Hamlet”.

Bella Bio. ”Manden som vilde myrde”.

Bispebjerg Bio. Kun i Dag! ”En fuldendt Gentleman” med Osvald Helmuth.

Boulevard Teatret. Åke Söderblom og Thor Modéen i ”Flaadens glade Gutter”.

Den vide Verden. Ugerevy – Morgan Musikfilm – Film Avis – Landet og Folket – En værre Torsk.

Enghave Bio. Kun Kl. 8: ”Fem Millioner søger en Arving”

Kino-Palæet. 3. Uge. ”Drenge bliver Mænd” 13 Drenge paa en øde Ø.

Lyngbyvejens Kino. Forbudt for Børn. Elisabeth Wendt i ”Mordsagen Holm”. (Hvorfor var der en rød Bomuldstraad under hendes Negle?)

Merry. Forbudt for Børn. ”Orlov paa Æresord”.

Metropol. 12. Uge. ”Med dig i mine Arme” med svensk Films nye Elsker-Par Karin Ekelund og Edvin Adolpson, Ekstra: Den svenske Kongefilm.

Nora. Sidste Dag! Ny Kopi. Fy og Bi i ”Med fuld Musik”.

Nørrebros Biograf. Nelson Eddy i ”Balalaika”.

Nørreport Bio. 74. Uge. Edvard Persson. ”Landevejs-Kroen”.

Odeon. Dobbelt Program. Forbudt for Børn! ”Katastrofe i Sydhavet” og ”Paa Trods af Loven”.

Palads. 15. Uge. Alice ”Babs” Nilson og Adolf Jahr i ”Swing it, Herr Lærer!”

Palladium. Uden Stop fra Kl. 12. Kino Orgel – Revyer – Kultur – Musik og Tegnefilm. Kl. 7,15 og 9,15 Forbudt for Børn. Hilde Krahl i den spændende Storfilm ”Hvem var hun?”.

Rialto. Kun i Dag! Joe E. Brown i ”Den fødte Sælger”. I Morgen: ”T-Men – Politiets Detektiver”.

Toftegaard. Forbudt for Børn. Den svenske Film ”Glæd dig i din Ungdom”.

Valby Teater. Paula Wessely i ”Din for Livet”.

Vanløse. Forbudt for Børn. ”Kaptajn Benoit” Stærk og spændende Film om Kaptajnen fra Efterretningsvæsnet, der blev forelsket i den Kvinde, han skulde afsløre.

Fra biografernes verden kunne Social-Demokraten fortælle, at direktør Frede Skaarup (1881-1942) blandt 56 ansøgere havde fået bevillingen til at drive Regina-Teatret på H.C.Ørstedsvej. Han var i forvejen direktør og bevillingshaver af Standard-Bio på Falkonér Allé, som kun havde pladser til 200 tilskuere.

Den fhv. købmand Frede Skaarup begyndte som urtekræmmer i Ringkøbing i 1902, men havde ikke held med denne næringsvej. Det var først efter at være flyttet til Aarhus, at han fandt sin rette metier. Her fik han via sin forbindelse med filmpioneren, fotografen Th. Hermansen (1867-1930), interesse for den nye opfindelse: Filmen. Sammen oprettede de filmselskabet A/S Fotorama, hvor Skaarup stod for udlejningen af film til de mange biografteatre, der i de første to tiår af 1900-tallet var blevet etableret rundt om i Danmark. Firmaet producerede også selv film, som f.eks. den store sukces ”Den hvide Slavehandel” (1910), året efter fulgt af Asta Nielsen-filmen ”Den sorte Drøm” (1911). Sidstnævnte år blev Skaarup direktør hos Nordisk Film i Valby, men allerede i 1912 overtog han det stærkt forsømte forlystelsesetablissement Scala på Vesterbrogade. I løbet af kort tid forvandlede han stedet til et operette- og revyteater med forestillinger, der tålte sammenligning med de bedste tilsvarende shows i udlandet.

I 1926 oprettede Skaarup sit eget filmselskab, Frede Skaarup Film, men udgifterne stod ikke mål med indtægterne, hvorfor han var nødsaget til at trække sig ud i 1927, uheldigvis med tabet af sin formue. Den initiativrige mand opgav dog ikke sine forhåbninger af den grund, så i stedet blev han meddirektør for Nørrebros Teater i København i årene 1928-31, hvor han bl.a. satte den første PH-revy op (1929). PH var og er en forkortelse for den berømte arkitekt og viseforfatter Poul Henningsen (1894-1967), bl.a. kendt for PH-lampen og for en lang række nærmest geniale viser, som blev sunget af nogle af tidens store visesangere med Liva Weel i teten.

Imidlertid vendte Skaarup i 1930 for sidste gang tilbage til Scala med revyen Punktum-Finale, som kom til at betyde afslutningen på årene med de mange revysuccesser. Derefter blev han impresario hos Polyfoto, som havde kontorer i Frederiksberggade, og herfra blev der formidlet koncerter med kunstnere fra udlandet. Ved siden af impressarievirksomheden virkede Skaarup også som filmudlejer og biografdirektør. 1937-42 havde han biografbevilling til Standard Bio på Frederiksberg og fra 1941 endvidere bevilling til Regina-Teatret, ligeledes på Frederiksberg.

Frede Skaarup giftede sig den 27. december 1906 i Ringkøbing med Ingrid Marie Pedersen Noes (1885-1973). Parret blev skilt, hvorefter han giftede sig anden gang den 1. maj 1920 på Frederiksberg med skuespillerinden Hertha Antonia Elnen (1878 -1961), som under navnet Hertha Skaarup blev et mindst lige så kendt navn i den københavnske film- og teaterverden som sin mand. Frede Skaarup ligger begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård ved Frederiksberg Runddel.

Skolebio i Amager Bio

Dette efterår hændte det også, at vi skoleelever skulle i Skolebio, som foregik ude i Amager Bio på Amager. Men det var hele klassen og flere andre klasser, der skulle afsted, og det kostede så vidt jeg husker ingenting, idet skolen betalte. Vi kom dertil med sporvogn, så vidt jeg husker Linje 2, som faktisk kørte lige til døren. Besøget var ulejligheden værd, for arrangørerne af Skolebio så det som et formål at vise film baseret på lødige litterære forlæg. Den første Skolebio-film, jeg selv så, var den amerikanske ”Louis Pasteur” (1936) med den dengang fremtrædende skuespiller Paul Muni (1897-1967) i titelrollen.

Den franske kemiker og bakteriolog, professor Louis Pasteur (1822-1895), er som formentlig bekendt den videnskabsmand, der påviste, at alle gærings- og forrådnelsesprocesser forårsages af levende mikroorganismer, de såkaldte bakterier. Med baggrund i denne viden opfandt han en metode, der modvirker disse processer. Metoden er siden blevet kaldt pasteurisering, hvilket vil sige varmebehandling, og den anvendes i stor udstrækning også i nutiden, f.eks. på mælkeprodukter, øl og vin og en række andre produkter. Pasteur gjorde desuden en nok så epokegørende opdagelse, idet han registrerede en række sygdomsfremkaldende bakterier og fandt ud af, at disse i afsvækket form kunne anvendes som vaccine. En opdagelse, som siden da er kommet et utal af mennesker til gode over hele kloden.

Pasteur-filmen var derfor lige præcis en ’undervisnings-godte’ set med pædagogiske øjne, men knapt så spændende – for ikke at sige lidt kedsommelig – for os skoleelever, hvoraf nogle var ved at gabe kæberne af led. For mit eget vedkommende var jeg dog glad for den viden om bakteriernes verden, der i og med filmen trods alt blev tilegnet ved den lejlighed. Det var lidt mere interessant, end blot at få det at vide gennem lærerens endnu mere kedsommelige mundtlige fortælling.

Den næste film på programmet i Skolebio var betydeligt mere dramatisk og underholdende. Det drejede sig om den amerikanske ”Captain’s Courageous” (1937; på dansk: ”Havets Helte”), baseret på Rudyard Kiplings roman af samme navn fra 1897 og instrueret af Victor Fleming (1883-1949) med Spencer Tracy i hovedrollen som fiskeren Manuel, der tragisk omkommer i sit forsøg på at redde en kammerat, der er ved at drukne.

Den næste Skolebio-film, jeg og min klasse så, var ”The Adventures of Tom Sawyer” (1938; på dansk ”Toms Eventyr”), baseret på Mark Twains roman af samme navn fra 1876, som skildrer drengen Tom Sawyers opvækst i en af Sydstaterne ved Missisippifloden. En spændende film, hvis instruktør formentlig er Norman Taurog, men hvis rollehavende jeg ikke længere har nogen erindring om.

Endelig så vi en film med titlen ”Rikki-tikki-tavi”. Filmen var baseret på Kiplings fortælling af samme titel og var uhyre spændende og dramatisk. ”Rikki-tikki” er et desmerdyr, som godt hjulpet af sine venner, skrædderfuglen Darzee og moskusrotten Chushundra, som frelser den familie, som giver ham mad, fra den frygtindgydende sorte cobraslange, Nag. Under en fantastisk og uhyggelig kamp lykkes det til slut Rikki-tikki at dræbe slangen. Vi drenge – eller i hvert fald jeg – sad som naglet til stolesædet i biografen, mens kampen mellem Rikki-tikki og Nag foregik, en kamp, som uundgåeligt måtte ende med den enes død. En overgang så det ud til at blive Rikki-tikki, som ville falde for slangens giftige bid, men takket være sin lynsnare hurtighed, endte det med, at Rikki-tikki bed slangen så hårdt i nakken, at den døde. Beklageligvis er det ikke lykkedes mig at identificere filmen om ”Rikki-tikki-tavi”, men den var amerikansk og formentlig fra midten eller slutningen af 1930’erne.

Biografrepertoiret i november 1941

Den 24. november 1941 havde Berlingske Aftenavis følgende biografannoncer:

Allé-Teatret. Kun 4 Dage! ”En Søndag paa Amager” [Dansk film fra 1941 med manuskript af Arvid Müller frit efter vaudeville af Johanne Luise Heiberg. Instruktion Emanuel Gregers og med Valdemar Møller, Else Marie Hansen, Ingeborg Brams, Hans Kurt og Peter Malberg i hovedrollerne. Filmen er meget apropos til tiden en apoteose til den danske egenart].

Bellevue. Forbudt for Børn! Viviane Romance og Jean Gabin i ”Vi holder sammen”.

Bristol. Forbudt for Børn. Simone Simon og Michel Simon i den store franske Sukcesfilm, der gjorde dem verdensberømte ”Kvindesøen” efter Vicki Baums Roman ”Sommer ved Søen”. En straalende Skildring om moderne Ungdom. Benyt NU Lejligheden og se Bristol Teatrets Genopførelse af det franske Mesterværk. Dristigere og skønnere end nogen anden Film! Aktuel, betagende og spændende!

Carlton. Gustav Fröhlich og Jenny Jugo i ”Hans Højhed forelsker sig”. Pikant og indtagende Lystspilfilm. Et Kærlighedseventyr fra vore Dage, udspillet i et elegant Milieu ved Rivieraen og i en international Passagerflyver.

Colosseum. Paa Opfordring! Kun faa Dage! ”Landevejs-Kroen” med Edvard Persson.

Dagmar. 3. Uge. Sidste Opførelser! Ønskefilm Nr. 3 ”Storbyen” med Luise Rainer og Spencer Tracy. "Sidste Opførelser" betød, at filmen snart skulle til gencensur, hvorfor man ikke regnede med at den ville blive frigivet til distribution mere.]

Grand. ”Fredens Ø Bali” af Victor Baron von Plessen.

Kino-Palæet. Assia Noris ”Balnatten”. En Historie om ung Kærlighed.

Metropol. Kun 5 Dage! Fred Astaire og Ginger Rogers i ”Skal vi danse?” [1937; orig. Titel ”Shall We Dance?”]

Nora. Kun faa Dage! Emil Jannings i Mesterværket ”Før Solnedgang”. [1937].

Nørreport Bio. Forbudt for Børn. Ingrid Bergman i ”Juninatten”. [1940]

Palads. Benjamin Christensens Storfilm ”Gaa med mig Hjem” med Bodil Ipsen. [Filmen havde haft premiere i Palads få dage før, nemlig den 21. nov. 1941].

Palladium. Max Hansen i ”Wienerbarnet”. Ekstra: En Max Hansen Konkurrence-Spøg. [1941; dansk folkekomedie med instruktion af Arne Weel].

Palæ Bio. ”Seks Koner – og den Syvende” med Johannes Riemann og Carola Høhn.

Park. Jannings i det festlige Lystspil ”Dagen derpaa”. {1937; orig. titel ”Der zerbrochene Krug”]

Roxy. Faa Dage! Paa Opfordringer: Paula Wessely i den enestaaende Storfilm ”Livets Spejl” [1938].

Scala-Bio. 2. Uge. Hans Moser og Theo Lingen i ”Pas paa Spejlet!” UFA Film A/S. [1941].

Skovshoved. Den flotte spændende Junglefilm ”Junglens Dronning” med Isa Miranda. [1940]

Strand Teatret. Forbudt for Børn. Gary Cooper i ”Peter Ibebtson”. [Det er ikke lykkedes mig at identificere denne films amerikanske titel]

Triangel. Zarah Leander i ”Vejen er fri” [1941]

Vanløse. Hans Kurt, Ingeborg Brams og Peter Malberg i ”En Søndag paa Amager”. En dansk Film med Hygge og Humor. Ekstra: Christian den 4. som Bygherre.

Winsor. Det svenske Lystspil med Åke Söderblom ”Gentleman til Leje” [1940]

World Cinema. Forbudt for Børn. ”Alcazar”. World Cinema viser Sæsonens største

Filmbegivenhed. Den pragtfulde Storfilm om ”Alcazars Belejring”. ”Alcazar” er et Storværk, en betagende Film ... en glædelig og betagende Overraskelse ... fortjener at ses af alle ... hilstes med kraftigt Bifald. En gigantisk Film og en storslaaet Oplevelse! De skal se Filmen for Deres egen Skyld! Skrev Pressen. [Filmen, som jeg ikke selv har set eller kender nærmere til, handler formentlig om den borg i Toledo, hvor nationalister holdt stand mod regeringstropper i juli-september 1836 under den spanske borgerkrig. Hvis filmen er tysk, har den antagelig set situationen fra nationalisternes side, som jo var anført af general og senere diktator Franco].

Biograferne – publikums tilflugt

Men til trods for de alvorlige begivenheder ude omkring i verden, så fortsatte Københavnerne med at hygge og more sig i hverdagen, så godt det nu lod sig gøre for den enkelte. Biograferne var stadigvæk et tillokkende moment for mange i besættelsestidens ikke altid lige nemme og behagelige situation, som dog endnu ikke var så tilspidset, som tilfældet skulle blive i de nærmest følgende år.

B.T. for mandag den 8. december 1941 kunne bringe følgende biografannoncer:

Allé Teatret. Forbudt for Børn. ”Kammerathustru” med Edvin Adolphson og Aino Taube.

Bellevue. Forbudt for Børn. Heinz Rühmann i ”Den grønne Elevator”.

Bristol. 3. Uge. Forbudt for Børn. Simone Simon og Michel Simon i den store franske Sukcesfilm, der gjorde dem Verdensberømte ”Kvindesøen” efter Vicki Baums Roman ”Sommer ved Søen”. En straalende Skildring om moderne Ungdom. Succes’en er atter fastslaaet. Benyt NU Lejligheden og se Bristol Teatrets Genopførelse af det franske Mesterværk Kvindesøen med Michel Simon og Simone Simon. Dristigere og skønnere end nogen anden Film! . Aktuel, betagende og spændende!

Carlton. Danmarks-Premiere. Munter svensk Komedie præget af Lyssyn og Optimisme ”Det gaar fremad igen” med Elof Ahrle og Birgit Rosengren

Colosseum. Paa Grund af den store Tilstrømning fortsætter ”Indianernes Hævn” og ”6 Dages-Løbet” med Joe E. Brown. Rundskuehæfter gyldige kun Kl. 7,10.

Dagmar. Premiere Lystspillet ”Røre i Andedammen” med Paul Kemp og Georg Alexander. En UFA Film.

Grand. ”Fredens Ø Bali” af Victor Baron v. Plessen.

Kino-Palæet. ”Kurs stik Vest” med Ilse Werner. UFA Film.

Merry. ”Storm over Alaska” Spændende Storfilm med Richard Arlen. En rigtig Mandfolkefilm med Richard Arlen og Beverly Roberts.

Metropol. Kl. 2 . 3 . 4 . 5 . 6. Metropols Jule-Show: 1. Søspejdere. 2. Dyrene vaagner. 3. Taarnuret skal renses. 4. Tre smaa Grise. 5. Den tapre Skrædder. 6. Drømmeskibet. Børn 70 Øre. – Kl. 7,30 og 9,20 ”Snehvide og de syv Dværge”.

Nora. 2. Uge. Sidste Opførelser! Mathilde Nielsen i ”Tante Cramers Testamente”.

Nørreport Bio. 2. Uge Sickan Carlsson og George Fant i ”Landstormens lille Havgasse”.

Palads. 3. Uge. Benjamin Christensens Storfilm. Grethe Holmer i ”Gaa med mig hjem –”

Palladium. Sidste Dag! Max Hansen i ”Wienerbarnet”.

Palæ Bio. Forbudt for Børn. Sture Lagerwall og Gerd Hagman i ”Stærkere Magter”.

Park. 2. Uge. Mathilde Nielsen i ”Tante Cramers Testamente.

Rialto. Det vittige elegante Lystspil med straalende Humør, Sang og Musik ”Hvor er min Kjole?” med Elise Mayerhofer, Albert Matterstock og Georg Alexander.

Roxy. Den store Latter-Orkan ”Bryllupsrejse – men med hvem?” med Paul Hörbiger og Theo Lingen.

Scala-Bio. ”20 forelskede Drenge” med Jenny Jugo. UFA Film A/S.

Skovshoved. ”Far skal giftes” med Ellen Gottschalck og Ib Schønberg m.fl.

Strand Teatret. Mathilde Nielsen i ”Tante Cramers Testamente”.

Triangel. Danmarks-Premiere. Munter svensk Komedie præget af Lyssyn og Optimisme ”Det gaar fremad igen” med Elof Ahrle og Birgit Rosengren.

World Cinema. Carl Alstrup som ”Peter Andersen” Iscenesat af Svend Methling. En Palladium Produktion.

Bemærkninger til filmrepertoiret

I slutningen af 1941 var der kun ganske få amerikanske reprisefilm i de danske biografer, og denne situation holdt sig stort set i de følgende år. I november 1941 havde Dagmar Bio sin "ønskefilm nr. 3", reprisen Storbyen (1937), på plakaten i 3 uger, men den 24. november annoncerede man med "Sidste opførelser", hvilket betød, at filmen snart skulle til gencensur, hvorfor man ikke regnede med at den ville blive frigivet til distribution mere. Filmen, hvis amerikanske titel jeg ikke kender, havde Spencer Tracy (1900-1967) og den østrigsk-amerikanske skuespillerinde Louise Rainer i hovedrollerne.

Metropol Teatret havde den amerikanske reprise, "Shall We Dance?" (1937; dansk: "Skal vi danse?") på plakaten i 5 dage, fra mandag den 24. til fredag den 28. november 1941. Filmen var med det meget populære dansepar, Fred Astaire (1899-1987) og Ginger Rogers (1911-1995) i hovedrollerne. I annoncen bekendtgjorde man samtidig: "Premiere lørdag: JULE-SHOW". Det var naturligvis det årlige ”Metropols Jule-Show”, som sædvanligt bestående af i alt 6 korte Disney-tegnefilm, der hentydedes til. Se nedenfor.

Endelig havde Strand Teatret en amerikansk film med den mærkværdige titel: "Peter Ibebtson" på programmet. Hovedrollen spilledes angiveligt af Gary Cooper (1901-1961). Det er ikke lykkedes mig at identificere denne films amerikanske titel. –

Rialto kunne annoncere med "Den store swingfilm "Hollywood Hotel" med Benny Goodman og hans verdensberømte swingband".

Den 8. december 1941 kunne Colosseum annoncere følgende: "På grund af den store tilstrømning fortsætter ”Indianernes hævn” og ”6 Dages-løbet” med Joe E. Brown". Der var åbenbart tale om et dobbeltprogram, men det er ikke lykkedes mig at identificere de to film. Joe E. Brown (1892-1973) var en af Amerikas kendteste filmkomikere i 1930'erne. Han debuterede på film i 1928, og en af hans bedste og morsomste roller er som Thisbe i "A Midsummer Nights Dream" (1935; dansk: "En skærsommernatsdrøm"). Men han havde senere også en vellykket rolle som kaptajnen i filmen "Show Boat" (1951; dansk: "Teaterbåden").

Den eneste anden amerikanske film, der annonceredes den nævnte dato, altså den 8. december 1941, var "Storm over Alaska", med Richard Arlen (1898-1976) og Beverly Roberts (1913-2009), en film og skuespillere, der er mig fuldstændig ubekendte.

Af franske repriser var der følgende:

Bristol viste på 3. uge den franske reprisefilm "Kvindesøen" (1934), som formentlig snart ville falde for gencensurerings-grænsen. Filmen, der var baseret på en roman af Wicky Baum (1888-1960), "Sommer ved Søen", havde Simone Simon (1910-2005) og Michel Simon (1895-1975) i hovedrollerne. Begge var fremragende karakterskuespillere. Simone Simon debuterede på film i 1932, og "Kvindesøen" var hendes tredie spillefilm. Michel Simon indspillede film allerede i stumfilmtiden, men "Kvindesøen" var hans sjette talefilm.

Tyske film (nye og repriser):

Bellevue Teatret annoncerede mandag den 8. december '41 med den tyske reprise-film ”Den grønne elevator” (1937), med den også i Danmark temmelig populære Heinz Rühmann (1902-1994) i en dominerende hovedrolle. Dagmar Bio havde samme dag premiere på det tyske UFA-lystspil ”Røre i andedammen”, med Paul Kemp (1899-1953) og Georg Alexander (1859-1942) i hovedrollerne, navne som i dag er ukendte i Danmark.

Kino-Palæet annoncerede med UFA-filmen ”Kurs stik Vest” (1941), med Ilse Werner (1921-2005) i hovedrollen. Scala-Bio havde ”20 forelskede drenge” med den i dag helt ukendte Jenny Jugo (1904-2001) i hovedrollen. Rialto viste "Det vanvittige elegante lystspil med strålende humør, sang og musik Hvor er min kjole?" med de i Danmark ligeledes ukendte Elise Mayerhofer (data ukendte), Albert Matterstock (1911-1960) og (igen) Georg Alexander. Roxy havde "Den store latter-orkan Bryllupsrejse - men med hvem?" (1941) på plakaten, men her var det til gengæld to velkendte tyske skuespillere, der spillede hovedrollerne, nemlig Paul Hörbiger (1894-1981) og Theo Lingen (1903-1978).

B.T.s Filmomtaler

B.T. havde sin egen daglige rubrik ”B.T.s Film”, redigeret af den sagkyndige redaktør Kaj Berg Madsen. Under overskriften ”Dansk Premiere i Dag” skriver K.B.M.: ”I Dag: Det gaar fremad igen (Carlton og Triangel). Munter svensk Komedie med Elof Ahrle og Birgit Rosengren i Hovedrollerne. Røre i Andedammen (Dagmar). Ironisk tysk Lystspil, der udspilles i de glade Firsernes Dage og handler om en Digter, der forarger Borgerskabet. De store Roller har Paul Kemp, Georg Alexander, Edith Oss, Hilde Schneider og Hildebrand.

Peter Andersen (World Cinema) med Carl Alstrup. I Peter Andersen vil vi opleve forskellige Kunstnere i Roller, hvor vi ikke er vant til at mode dem. Jeg har tidligere fortalt om Edgar Hansen, der er Tryllekunstner. Endvidere faar vi Revyskuespillerinden Erica Voigt i en udpræget Karakterrolle og den unge Ingrid Mathiessen fra Det kgl. Teater (hvor hun næsten altid spiller ældre Dame) som en aandssvag Husassistent.

Erik Fiehn har skrevet Musikken til Filmen, og det fortælles, at han har komponeret en musikalsk Gengivelse af Ordet ”Peter Andersen”, saaledes at dette Navn hver Gang markeres paa samme Maade. Forfatterne hedder Holger Boëtius og Axel Østrup. Om dem kan jeg fortælle følgende: Boëtius er Journalist, Østrup Tegner. De traf hinanden paa det hedengangne Verden og Vi’s Redaktion og snakkede snart Teater. Det blev til et Samarbejde, der siden har resulteret i 12 Skuespil, af hvilke kun 1 ikke er kommet til Opførelse. [...]

Mine egne filmdrømme

Som bidt af filmmediet begyndte jeg som 12-årig at tænke på selv at lave spillefilm, og jeg havde udtænkt forskellige ideer, som jeg mente ville egne sig for spillefilm. Dels var der en idé om en drengs ankomst til og tilværelse i et af storbyens arbejderkvarterer. Ideen var selvfølgelig hentet fra mit eget liv, så jeg havde ikke vanskeligt ved at forestille mig filmens handling og scenerier. Begge dele var jo taget lige ud af virkeligheden, nemlig til dels fra da vi flyttede til København og boede i Baggesensgade 26 A, hvor der netop var sådanne velegnede lokaliteter. Men jeg dramatiserede handlingen, så den endte tragisk, idet drengen en dag ender sit liv ved, at han uden at se sig for løber fra baggården og ud gennem en port efter en bold, der er trillet ud på kørebanen, og her bliver han kørt over af en lastbil, hvis chauffør umuligt kunne nå at bremse. Drengen var død på stedet.

Jeg havde også en anden idé, som foregik nede omkring Peblingesøen, hvor nogle drenge lejer en robåd og ror ud på søen, og herunder blæser det op til storm, hvorved drengene mister kontrollen med båden, som springer læk og synker, med fare for at besætningen skal drukne. De bliver dog reddet i sidste øjeblik, inden båden synker til bunds.

Mens jeg gik og tumlede med og levede mig ind i de nævnte films handling, kom jeg en dag forbi den tidligere omtalte marskandiserbutik længere oppe i gaden, omtrent ved siden af bageren tæt ved Jagtvej. Butikkens indehaver reparerede for resten også ure af enhver slags, men foruden en masse forskellige ældre og nyere brugte ting, såsom porcelæn og nips, solgte han også brugte fotografiapparater. I vinduet ud til gaden var der netop udstillet nogle af disse apparater, nemlig et kamera med objektivet monteret på en forskydelig bælg, og et Kodak Bokskamera, et af de mest simple former for fotografiapparat, der vist nogen sinde er fremstillet. Apparatet brugte 6x9 cm fotospoler, og sådanne var ret almindelige på det tidspunkt, hvor man dog ikke længere kunne købe Kodak Film, men kun film af det tyske mærke Agfa Film.

I udstillingsvinduet stod der, at bælgkameraet kostede 125 kr., mens Kodak Bokskameraet kun kostede 25 kr. Det sidstnævnte beløb vidste jeg lå indenfor realiteternes verden i mit tilfælde, men jeg havde dog ikke pengene lige i dette øjeblik, hvor jeg så brændende ønskede at erhverve apparatet. Det gjorde jeg, fordi jeg mente, at jeg ville kunne optage nogle fotografier, der kunne vise hvilke lokaliteter og scenerier, jeg havde tænkt mig skulle med i mine to fantasi-film. Jeg skyndte mig derfor straks hjem, for at spørge mor, om hvordan det lå med kontanter til at opfylde mit hede ønske. Det lå selvfølgelig ikke særlig godt, for det gjorde det aldrig, eller næsten aldrig. Gode råd var derfor velkomne, og jeg tænkte på, om der måske var et eller andet, jeg kunne sælge til marskandiseren, eller om han og jeg måske kunne lave en byttehandel. Men da det kom til stykket, var der ikke nogen af mine ting, jeg ville af med, og mor havde heller ikke ting, hun ville undvære. Derfor måtte jeg væbne mig med tålmodighed og gøre, som mor meget fornuftigt sagde: Spare pengene sammen.

I flere tilfælde havde jeg benyttet mig af en ikke helt fair fremgangsmåde, når jeg stod og havde brug for penge, og det var at stjæle dem fra tallerkenrækken ude i køkkenet. Dengang blev der jo brugt gas til kogeapparaterne, og der var derfor installeret en såkaldt gasmåler i mange køkkener. For at kunne bruge gassen måtte man betale ved at komme en eller helst flere 25-ører ad gangen i målerens møntautomat, som så kontrollerede forbruget. Men for altid at have de fornødne 25-ører ved hånden, brugte mor at ’spare’ sådanne op, ved at stable dem i nederste hjørne af tallerkenrækken. Det kunne nogle gange betyde, at der var en stabel, som måske indeholdt mere end en snes 25-ører. Når der var så mange, tænkte jeg, at mor sikkert ikke ville kunne se, hvis jeg tillod mig at stjæle nogle stykker. Disse ’tyverier’ begyndte med penge til biografbilletten. Dengang kostede en biografbillet for børn til eftermiddagsforestillingen 35 øre, dvs. en 25-øre, en 10-øre og en 5-øre.

Men så skulle der jo i reglen også en is og lidt slik til, så det alt i alt blev nødvendigt at stjæle 50-75 øre fra tallerkenrækken, altså tre 25-ører, hvilket jeg også nogle gange gjorde, idet jeg samtidig mente at kunne konstatere, at ’svindet’ i pengestablen på tallerkenrækken næsten ikke kunne ses, og derfor nok heller ikke ville blive opdaget. Det hændte dog et par gange eller to, at mor inkvisitorisk spurgte Benny og mig: ”Hør, jeg synes, der mangler nogle 25-ører! Hvem af jer har taget dem?” Vi bedyrede naturligvis begge, at det var der da ingen af os, der havde gjort. Jeg ved for resten heller ikke, om Benny nogen sinde har stjålet fra tallerkenrækken, men det skulle ikke undre mig, om han så sig for god til at gøre den slags, for han har altid været et retlinet menneske. 4-årige Bent var vistnok endnu for lille til at tænke på den slags ’uartigheder’, og Lizzie var jo kun en baby, som vel endnu ikke anede, at der var noget der hed penge og da slet ikke, hvad de skulle bruges til.

Det tog sin tid at spare de 25 kr. sammen til at købe bokskameraet for, og jeg skal ærligt indrømme, at de sidste 5 kroner kunne jeg takke tallerkenrækken for. De 20 kr. af beløbet sparede jeg efterhånden sammen ved at gå byærinder for mor, som gerne betalte mig for det, især da hun vidste, hvad jeg havde tænkt mig at købe for pengene. Men min utålmodighed var så stor, at jeg til sidst ikke kunne vente på at få sparet de sidste fem kr. sammen, men min samvittighed overfor mor var selvfølgelig sort som kul, og jeg fortrød faktisk snart min usle handling. Det forhindrede mig dog ikke i også et par gange senere at benytte samme taktik, når ønsket om f.eks. at se en bestemt spillefilm var så stort, at jeg ikke kunne vente på, at pengene til biografturen var sparet sammen.

Men det var til gengæld i hovedsagen en stolt dag for mig, da jeg kunne gå hen i marskandiserforretningen og købe det nævnte bokskamera, som der dog ikke hørte en ueksponeret film til, så jeg måtte vente på at erhverve en sådan, ved at spare den 1. kr. og 25 øre sammen, som en rulle film til apparatet dengang kostede.

Da det endelig langt om længe var lykkedes mig at få skrabet 1 kr. og 25 øre sammen til at købe en rulle ueksponeret film for, gik det op for mig, at det ikke var gjort med det, for filmen skulle jo både fremkaldes og kopieres. Det ville koste endnu flere penge, for begge dele var ret bekostelige dengang. Derfor opgav jeg mine ’filmdrømme’ for denne gang og brugte i stedet for pengene til biografbilletter og slik. Meget typisk for mig.

Årets højdepunkt: Metropols Jule-Show

Det årlige Jule-Show i Metropol begyndte allerede i slutningen af november, og denne gang var programmet præget af, at der hovedsagelig blev vist reprisefilm (her markeret med et R), hvilket formentlig hang sammen med den generelt set vanskeliggjorte import af især amerikanske film og herunder også af Disney-tegnefilm.

Jule-Show’ets program så sådan ud i 1941: Sea Scouts (1939; ”Søspejdere” R), Farmyard Symphony (1938: ”Dyrene vågner”), Clock Cleaners (1937; ”Tårnuret skal renses” R), The Three Little Pigs (1933; ”De tre små grise” R), Brave Little Taylor (1938; ”Den tapre skrædder” R), Wynken, Blynken and Nod (1938; ”Drømmeskibet” R).

Selv om både ”De tre små grise”, ”Tårnuret skal renses” og ”Drømmeskibet” hørte blandt reprisefilmene, så var det dog første gang, jeg havde haft lejlighed til at se disse tre herlige tegnefilm. Ny – både for mig og det øvrige publikum - var derimod den helt vidunderlige ”Dyrene vågner”. Det var Disney i topklasse. Men rent personlig følte jeg mig nok især betaget af ”Drømmeskibet”, en dejlig tegnefilm om de tre drenge, Wynken, Blynken og Nod, som en nat drømmer, at de sejler omkring i himmelrummet i et skib i form af en forstørret træsko med sejl. Rørende og morsomt er det, at drengene forsøger at fange stjernefisk med stang og snøre, og dramatisk er uvejret med storm, lyn og torden, som kaster det lille himmelfartøj hid og did. Den helt igennem poetiske lille tegnefilm ender med, at de tre drenges ’sjælekroppe’ vender tilbage til deres fysiske kroppe, som ligger sovende i hver sin lille seng hjemme hos far og mor.

”Tårnuret skal renses” er gået hen og er blevet en tegnefilmklassiker med trioen Mickey, Fedtmule og Anders And, og hvad de tre kommer ud for af genvordigheder under det forgæves forsøg på at rense det store tårnur både indvendigt og udvendigt, er simpelthen utroligt opfindsomt og ubetaleligt morsomt fundet på af Disneys kreative stab.

”Dyrene vågner” er en poetisk og morsom lille perle af en tegnefilm, hvori dyrenes opvågnen på en bondegård er skildret med både poetisk indlevelse, fantasi og humor.

Men berømtest blandt programmets seks film er vel nok ”De tre små grise”, som ved sin premiere i 1933 blev opfattet som Disneys kommentar til børskrakket i New York i 1929. De tre små grise, Praktiske Gris og hans to legesyge brødre, blev opfattet som et billede på det amerikanske folk, mens ulven blev set som den slemme og umenneskelige storkapitalisme, der forfølger og udnytter almindelige mennesker. Og sangen: ”Hvem er bange for den store, stygge ulv” blev jo en schlager, der blev indspillet i mange versioner, og som gik verden over og hørtes på alverdens radiostationer. I det første Jule-Show, jeg så, nemlig det i 1939, var tegnefilmen ”De tre små grise på nye eventyr” blevet vist, og den var i virkeligheden en opfølgning af filmen fra 1933. Derfor var det ekstra interessant for mig at se netop ”De tre små grise”. At have været i Metropol og se årets Jule-Show var for mig – og formentlig også for mange andre børn i København – en dejlig optakt til julen, til trods for krig og besættelse, vareknaphed, rationeringer, vinter og kulde.

Bemærkninger til ”Jule-Showet”

Metropols "Jule-Show", som spilledes daglig Kl. 2, 3, 4, 5, 6, bestod dette år som nævnt af 1. Søspejdere ("Sea Scouts", 1939), 2. Dyrene vågner ("Farmyard Symphony", 1938), 3. Tårnuret skal renses ("Clock Cleaners", 1937), 4. De tre små grise ("The Three Little Pigs", 1933), 5. Den tapre skrædder ("Brave Little Taylor", 1938), 6. Drømmeskibet ("Wynken, Blynken and Nod", 1938). I annoncen stod der også: "Børn 70 Øre. Kl. 7,30 og 9,20 Snehvide og de 7 dværge". Dette var vistnok første gang, at Snehvide-filmen kunne ses som reprise i danske biografer. Men så vidt jeg husker, genså jeg ikke den dejlige film ved denne lejlighed, for penge havde jeg ikke mange af, heller ikke dengang. Lommepengene rakte kun til at se juleshowet.

Der var kun to af de nævnte korte tegnefilm, jeg havde set tidligere, nemlig i Metropols Jule-Show 1939, og det var "Søspejdere" og "Den tapre skrædder". Ny for mig var derimod "Dyrene vågner", som var og er en herlig tegnefilm med lutter bondegårdsdyr, og de var så charmerende og dygtigt tegnede og animerede, at man straks måtte elske dem. Ny for mig var også "Tårnuret skal renses", som er en Mickey Mouse-film med Fedtmule og Anders And, og den er fuld af idérige og morsomme påfund, de såkaldte "sight gags", at man næsten uafbrudt må le over de kåde og helt usandsynlige løjer. Ny for mig var desuden "De tre små grise", som er historien om ulven og de tre små grise, hvoraf kun den ene er praktisk, fornuftig og gør sig nyttig, mens de to andre helst vil bruge tiden til at lege og fornøje sig. Filmens morale er, ligesom i eventyret af samme navn, at letfærdighed og laden stå til, i sidste ende giver et dårligt og lidet ønskværdigt resultat. Man må være forberedt på at tage kampen op imod det, den eller dem, der truer ens liv og velfærd.

Tegnefilmen "Drømmeskibet" var og er i mine øjne en betagende film, en smuk og rørende poetisk lille beretning om tre smådrenge, der sejler gennem det store tyste himmelrum i en træsko og fisker efter stjernefisk. Snøren hager sig imidlertid fast i et meteor, som trækker dem og skibet med sig ind i et uvejr. Skibet støder på grund på en sky og kæntrer, og drengene glider ned på jorden ad en månestråle, og her smelter de sammen til én lille dreng, der ligger i sin vugge og sover. Det hele viser sig at være en drøm.

Det var især tegnefilm af denne specielle kategori, kaldet "Silly Symphonies", som jeg selv drømte om at ville lave, når jeg blev voksen. Tegnefilm med crazy humor, vanvittig fart over feltet og outrerede og helt usandsynlige udfoldelser, var og er egentlig ikke lige i min smag. Derfor er de bedste af Disneys "Silly Symphonies" og de såkaldte "Specials", i lighed med de klassiske lange Disney-tegnefilm, mine favorittegnefilm.

Teksten fortsættes i 3. afsnit.