Om mit forhold til filmmediet

4. afsnit

Men her i denne beretning er vi foreløbig kun nået frem til de første måneder af 1943. I januar og februar 1943 var der en del københavnske biografer, som havde den danske film "Tyrannens Fald" (1942) på plakaten. Filmens titel var i sig selv en hentydning til det indædte ønske om Hitlers fald, som stadig flere danskere efterhånden var kommet til at nære, og som særlig fik et skub efter de konfrontationer med besættelsesmagten, som fandt sted i løbet af sommeren 1943.

"Tyrannens Fald" var et skuespil af Svend Rindom, som Carl Th. Dreyer havde filmatiseret i 1925 under titlen "Du skal ære din hustru". Drejebogen til sidstnævnte film, blev skrevet af Dreyer og Rindom, og den blev fotograferet af den senere filminstruktør George Schnéevoigt. Denne film havde følgende skuespillere i rollerne: Johannes Meyer, Astrid Holm, Karin Nellemose, Mathilde Nielsen, Clara Schønfeld, Johannes Nielsen, Petrine Sonne og Wilhelm Petersen. Filmen handler om, hvordan en hustyran efter mange genvordigheder bliver pacificeret.

Drejebogen til "Tyrannens Fald" var skrevet af Rindom og blev instrueret af Alice O'Fredericks og Jon Iversen, med Rudolf Frederiksen som fotograf. Følgende skuespillere sås i rollerne: Eyvind Johan-Svendsen, Karin Nellemose (var også med i den tidligere udgave), Birthe Scherf, Anker Ørskov, Ib Schønberg (naturligvis!), Lily Weiding, Mathilde Nielsen (var også med i den tidligere udgave), Carlo Wieth, Poul Reichhardt, Astrid Villaume, Nicolai Neiiendam, Erik Voigt, Petrine Sonne (var også med i den tidligere udgave), Randi Michelsen, Henry Nielsen, Lis Løwert, Else Petersen og Kathe Hollesen. Filmen havde urpremiere i Palads Teatret den 23. oktober 1942.

I biografannoncen for filmen ”Tyrannens Fald”, som blev spillet i københavnske biografer januar-februar 1943, var det ikke mindst den da 84-årige Mathilde Nielsen (1858-1945), der blev brugt i annonceringen for filmen: "HURRA for MATHILDE NIELSEN skrev Pressen og tilføjede: "… den 84-aarige gamle Dame gjorde os skrupkuldrede af Fornøjelse ...". Se TYRANNENS FALD i Aladdin - Bergthora - Bispebjerg - Enghave - Fasan - Valby - Vanløse. En Stjernefilm – med Stjernebesætning".

Mathilde Nielsen havde sin scenedebut 1884 på Casino, var skuespillerinde ved Dagmarteatret 1889-92, ved Folketeatret 1892-94, igen ved Dagmarteatret 1894-1914 og derefter ved Det ny Teater. Hun debuterede på film i 1916 med "Hævnens Nat", der var skrevet og instrueret af den danske filmpionér Benjamin Christensen (1879-1959), der også selv medvirkede i filmen. Det var også i denne film, at Osvald Helmuth og Elith Pio havde deres filmdebut.

"Tyrannens Fald" fra 1942 blev af gode grunde Mathilde Nielsens sidste film, hendes høje alder taget i betragtning, og desuden døde hun den 11. september 1945. I 1944 medvirkede hun dog "som sig selv" i "Vore skuespillere", der viste glimt af en række populære teater- og filmskuespillere i privatlivet. Men Ib Schønberg og Petrine Sonne var dog ikke med. "Klippene" i denne film stammede hovedsagelig fra 1940.

Den 1. februar 1943 havde "Kino Palæet" premiere på lystspillet "Alt for Karrieren", efter et hørespil, "En Weekend", af Holger Boëtus og Axel Østrup, og med instruktion af Emanuel Gregers. I hovedrollerne sås Sigfred Johansen (1908-1953) og Karen Lykkehus (1904-1992), to af dansk teaters og films fremtrædende skuespillere dengang.

Svenske film havde deres storhedstid i danske biografer under besættelsen, og især efter at amerikanske film helt var ophørt med at måtte vises, hvilket skete fra årsskiftet 1942/43. Fra 1. januar 1943 til 4. maj 1945 blev der ikke spillet amerikanske film i danske biografer.

Den 2. februar 1943 havde i alt 21 københavnske biografer danske film på programmet, hvoraf nogle dog var såkaldte repriser eller "gengangere", dvs., at flere biografer spillede den samme film på samme tid. 11 biografer spillede svenske film, heraf nogle gengangere, 9 biografer viste franske film, 6 biografer annoncerede med tyske film, og en enkelt biograf med en italiensk film. Herudover var der 4 biografer, der spillede film, som det ikke er lykkedes mig at identificere, men formentlig har filmene været tyske.

"D.S.B. Kino", som havde uafbrudte forestillinger fra kl.11-21, annoncerede med følgende program tirsdag den 2. februar 1943: "Dansk Films Avis - Kan De huske - Klovnen – Fiskefangst og Livredning - Tyren Ferdinand". Den sidstnævnte film var naturligvis Walt Disneys tegnefilm "Tyren Ferdinand" (1938), den første tegnefilm i serien "Walt Disney Specials". Som tidligere nævnt blev "Tyren Ferdinand" første gang vist i København ved Metropols Juleshow 1939, hvor jeg selv havde lejlighed til at se den.

Blandt de svenske film var eksempelvis kriminalfilmen ”Flammer i Mørket” fra 1942, som havde nogle af Sveriges store skuespillere i hovedrollerne: Edvin Adolphson (1893-1893-1979), Inga Tidblad (1901-1975), Stig Järrel (1910-1998) og Hasse Ekman (1915-2004). Desuden var der "Snaphaner" (1941), med den uhyre populære Edvard Persson (1888-1957) i hovedrollen. Begrebet "snaphane" henviser til en soldat, der er bevæbnet med et snaphanegevær. Mere specielt menes der med udtrykket, en væbnet person, der uden at høre til den regulære hær, deltager i en krig. Det er samtidig en folkelig betegnelse for danske enkeltpersoner eller smågrupper, som under Svenskekrigene i 1600-tallet kæmpede bag de svenske linjer. De skånske snaphaner blev især berømte under betegnelsen "gjönger", på dansk: "gønger".

Gøngerne blev herhjemme især kendt gennem romanerne "Gøngehøvdingen" (1853) og "Dronningens Vagtmester" (1855), begge skrevet af forfatteren Carit Etlar, et pseudonym for Carl Brosbøll (1816-1900). Romanernes hovedperson er Svend Poulsen Gjønge, og han og hans gønger, der jo var en slags frihedskæmpere, blev i en vis forstand aktuelle under den tyske besættelse af Danmark. Det så man bl.a. derigennem, at Det ny Teater den 27. januar kunne annoncere med "En festlig, farverig Pragtforestilling om alle Danskes Helt Gøngehøvdingen", som daglig vistes kl. 19,15-21,15, og lørdag og søndag tillige ved en ekstraforestilling kl. 15,30.

Hovedrollen i denne dramatiserede version af Etlars "Gøngehøvdingen", var naturligvis ingen anden end den danske teater- og filmhelt nr.1: Poul Reichhardt. I samspillet med Sigrid Horne-Rasmussen, Karl Jørgensen, Else Colber, Inger Stender, Lise Thomsen, Ellen Aggerholm, Sigurd Langberg og Paul Rohde, skabte han altså "en festlig, farverig pragtforestilling". Annoncen melder intet om, hvem der havde instrueret forestillingen.

Den 19. februar 1943 kunne Det ny Teater annoncere med følgende tekst: "Hvad "De tre Musketerer" er for Franskmændene og "Robin Hood" for Englænderne, er Gøngehøvdingen for os". Hvor længe stykket holdt sig på plakaten, har jeg ingen viden om, men endnu den 24. marts 1943 annonceres der fortsat med den populære forestilling, som jeg dog ikke selv fik lejlighed til at se.

Mange år senere, omkring 1952-53 blev "Gøngehøvdingen" opført på "Nørrebros Teater" i Ravnsborggade, denne gang med Carl Ottosen (1918-1972) i titelrollen og med instruktion af Palle Kjærulff-Schmidt (1931-). I denne forestilling medvirkede jeg i en kortere tid som statist i skikkelse af en af gøngerne.

Endnu senere, nemlig i 1961 blev "Gøngehøvdingen" filmatiseret af Flamingo Studio, med Johan Jacobsen (1912-1972) som produktionsleder, og med drejebog og instruktion af Annelise Hovmand (1926-), og med Jens Østerholm (1928-) i titelrollen og Dirch Passer (1926-1980) som "Ib", og Birgitte Federspiel (1925-2005) som "Kulsoen". Desuden medvirkede en lang række af mere eller mindre kendte danske skuespillere. Filmen havde premiere i "Imperial Bio" den 9.december 1961 og blev holdt på plakaten til den 20. februar 1962.

I 1963 fulgte Flamingo Studio og Annelise Hovmand successen op med at filmatisere "Gøngehøvdingen"s fortsættelse: "Dronningens Vagtmester", denne gang også med drejebog af Annelise Hovmand, men med instruktion af Johan Jacobsen. I denne film medvirkede Poul Reichhardt som Svend Gønge, Jens Østerholm som Ib, og Birgitte Federspiel som "Kulsoen". Filmen havde premiere den 29. marts 1963 i Casino, Nora, Merry og Nygade, og vistes til 16.april s.å. Derefter i Bispebjerg og Grøndahls til 18. april og i Triangel, Johan Jacobsens egen biograf, til 28.april 1963. Filmen "Dronningens Vagtmester" kunne altså ikke nå op til den popularitet, der blev forgængeren til del.

Tirsdag den 2. februar 1943 kunne "Nationaltidende" bringe følgende notitser om film:

"Merry Teatret spiller fra i Dag den svenske Soldaterfarce "Kommers i Kompagniet", der i Fredags havde Premiere i Carlton, hvor den fortsætter." Filmens hovedroller blev spillet af to, i Danmark ikke særligt kendte skuespillere: Nisse Ericson og Lillebil Kjellèn.

Nationaltidende noterede også: "Platan Biografen spiller fra i Dag paa 2. Uge den oplysende film "Kærlighedslivets Farer", hvortil Stabslæge M.Bruun-Pedersen har indtalt et Forord."

Biografannoncen meddelte: "En Film om Lægens Kunst og Videnskab", og tilføjede: "Kun for Voksne". Der var formentlig tale om enten en tysk eller svensk "oplysende" film af den slags, der gerne lokker "husarerne" ind, men som i grunden er en temmelig fantasiløs, "klinisk", ligegyldig og ineffektiv propaganda til bekæmpelse af kønssygdomme.

Men paa Teaterchefens indtrængende Opfordring paatog Marius Jacobsen sig at redde Teatret fra at skulle aflyse Forestillingen. Selv om det er 7 Aar, siden han sidst sang Rodolphes Parti, og trods det, at han aldrig har optraadt i Paul Kanneworffs Iscenesættelse, som nu benyttes, sprang han ind og vakte Begejstring blandt det fuldtallige Publikum baade ved sin raske Daad og sin Sang."

Læseren vil sikkert huske, at ovennævnte Marius Jacobsen tidligere er blevet omtalt her i denne beretning, nemlig under omtalen af den første danske versionering af Snehvide-filmen i 1938. Heri lagde han stemme og sang til prinsens rolle.

Den 15. februar 1943 havde Aladdin, Carlton, Colosseum og Triangel premiere på revy-filmen "Op med Humøret", produceret af Jens Dennow og Henning Karmark, og med instruktion af Ole Berggreen. Filmens sangtekster var skrevet af Mogens Dam, Aage Steffensen, Poul Pedersen, Victor Skaarup og Jens Dennow, og musikken af Amdi Riis, Sven Gyldmark, Svend Asmussen, Leo Mathiesen, Gerda og Ulrik Neumann og Aage Stentoft. Den allestedsnærværende Ib Schønberg havde en fremtrædende rolle i filmen og det velspillende og velsyngende søskendepar Gerda og Ulrik Neumann og Svend Asmussens kvintet stod for de helt up-to-date musikalske indslag.

De fleste af de ovennævnte navne var velkendte for mange københavnere, dels fra teater-, revy-, varieté- og restaurantbesøg, og dels fra læsningen af aviser og ugeblade, hvori de ofte blev nævnt eller omtalt. Svend Asmussens jazz-kvintet var på den tid ved at befæste sig i publikums bevidsthed, først og fremmest for sit virtuose violinspil, men også på grund af hans altid elegante og ofte humoristiske fremtræden som entertainer på scenen eller hvor han og hans orkester spillede.

På dette foto fra B.T. for fredag den 19. februar 1943 ses Svend Asmussens kvintet bestod dengang af Kjeld Bonfils (piano), Christian Jensen (bas), Erik Frederiksen kaldet ”Frederik” (trommer) og Svend Hauberg (guitar). Kvintetten spillede bl.a. i forbindelse med B.T.s store Swing-show søndag den 21. februar 1943.

Jazz er i forhold til klassisk musik og populærmusik en avanceret musikform, som dengang skurrede i mange menneskers ører, og den var bestemt ikke velset eller velhørt hos nazisterne, som var af den opfattelse, at der var tale om ”primitiv” niggermusik” eller ”urskovsmusik”. Det var derfor egentlig dristigt af avisen B.T. at arrangere en gentagelse af to store såkaldte ”Swing-shows” i K.B.-Hallen, som fandt sted søndag den 21. februar 1943, nemlig en koncert kl. 14 og en kl. 16,15. Eftersom alt var udsolgt meddelte avisen, at der ville blive arrangeret flere gentagelser af disse Swing-shows.

På programmet stod, foruden Svend Asmussens kvintet, først og fremmest Leo Mathiesens såkaldte grammofon-orkester, bestående af tretten mand, deriblandt nogle fremtrædende solister, som sammen ville spille seks Swing-numre. Også Børge Roger Henriksens Restaurant Skandia-Kvintet med kendte Palle Kjærulff-Schmidt (1931-). I denne forestilling medvirkede jeg i en kortere tid som statist, men herom i den relevante kronologiske sammenhæng.

Tirsdag den 2. februar 1943 kunne "Nationaltidende" bringe følgende notitser om film: "Merry Teatret spiller fra i Dag den svenske Soldaterfarce "Kommers i Kompagniet", der i Fredags havde Premiere i Carlton, hvor den fortsætter." Filmens hovedroller blev spillet af to, i Danmark ikke særligt kendte skuespillere: Nisse Ericson og Lillebil Kjellèn.

Nationaltidende noterede også: "Platan Biografen spiller fra i Dag paa 2. Uge den oplysende film "Kærlighedslivets Farer", hvortil Stabslæge M.Bruun-Pedersen har indtalt et Forord." Biografannoncen meddelte: "En Film om Lægens Kunst og Videnskab", og tilføjede: "Kun for Voksne". Der var formentlig tale om enten en tysk eller svensk "oplysende" film af den slags, der gerne lokker "husarerne" ind, men som i grunden er en temmelig fantasiløs, "klinisk", ligegyldig og ineffektiv propaganda til bekæmpelse af kønssygdomme.

Under rubrikken "Teater" kunne samme avis samme dag fortælle, at "Marius Jacobsen redder Bohème. Stefan Islandi maatte sent i Gaar Eftermiddags sende Sygemelding til Det kgl. Teater og var ved at vælte Aftenforestillingen "Bohème", hvori han skulde have sunget Rodolphes Parti. Men paa Teaterchefens indtrængende Opfordring paatog Marius Jacobsen sig at redde Teatret fra at skulle aflyse Forestillingen. Selv om det er 7 Aar, siden han sidst sang Rodolphes Parti, og trods det, at han aldrig har optraadt i Paul Kanneworffs Iscenesættelse, som nu benyttes, sprang han ind og vakte Begejstring blandt det fuldtallige Publikum baade ved sin raske Daad og sin Sang."

Læseren vil sikkert huske, at ovennævnte Marius Jacobsen tidligere er blevet omtalt her, nemlig under omtalen af den første danske versionering af Snehvide-filmen i 1938. Heri lagde han stemme og sang til prinsens rolle.

Biografrepertoiret i februar 1943 (fortsat)

Den 24. februar havde ASA-filmen "Moster fra Mols" premiere i "Saga Bio", hvor den blev en stor succes, der stod længe på plakaten. Filmen, der var skrevet af Axel Frische (1877-1956) som en variation over "Charleys Tante"-motivet, blev instrueret af et team på fire personer: Axel Frische, Grete Frische, Poul Bang og Carl Heger. Dens musik var komponeret af Victor Cornelius, og de medvirkende skuespillere var: Rasmus Christiansen, Marie Niedermann, Gerda Gilboe, Inger Stender, Agis Winding, Chr. Arhoff, Poul Reichhardt og Carl Fischer.

Den 23. marts 1943 kunne ASA lade en ret så seriøs og aktuel film få premiere i "Palads Teatret", nemlig "Det brændende Spørgsmål". For filmens drejebog stod Svend Rindom og Thit Jensen, og den var baseret på forfatterinden og kvindesagskvinden Thit Jensens skuespil "Storken". Filmen var instrueret af Alice O'Fredericks, og den havde følgende skuespillere i rollerne: Poul Reumert, Grethe Holmer, Maria Garland, Richard Christensen, Katy Valentin, Poul Reichhardt, Bodil Kjer, Sigrid Horne-Rasmussen, Carl Heger, Eyvind Johan-Svendsen, Peter Nielsen, Clara Schwartz og Asbjørn Andersen.

Det var en film om det emne, som Thit Jensen (1876-1957) i næsten en menneskealder havde stridt og kæmpet for på skrift og i tale, nemlig: frivilligt moderskab. Det vil sige: Kvindens ligestilling, frihed og især hendes ret til at vælge, hvornår hun ville være gravid og føde sit barn.

Thit Jensen mente, at dette sidste kunne opnås, ved at kvinden som betingelse for samleje krævede, at manden altid brugte kondom, undtagen når hun gerne ville blive gravid. "Det brændende spørgsmål" er faktisk først blevet løst i vor tid, med indførelsen af P-pillen, selvom mere rabiate kvindesagsforkæmpere kræver, at ansvaret også eller måske især bør lægges på mændene, enten ved brug af kondom eller - mere drastisk - ved sterilisation. Kendsgerningerne viser imidlertid, at antallet af kendte, legale aborter desværre ikke er faldet i ønskeligt omfang, hvilket kunne indikere, at abort til dels stadigvæk bruges som en metode til løsning af "det brændende spørgsmål".

Filmen "Det brændende Spørgsmål" var naturligvis forbudt for børn, og grænsen gik ved 16 år. Derfor kunne jeg ikke få den at se dengang, fordi jeg jo ikke engang var fyldt 14 år. I øvrigt følte jeg heller ikke filmens problem som noget, der direkte vedkom mig.

Den 21. april 1948 havde filmen "Hans Onsdagsveninde" premiere i "Kino Palæet". Filmen var instrueret af makkerparret Lau Lauritzen jun. og Alice O'Fredericks. Den mandlige hovedrolle blev spillet af Peter Malberg (1887-1965), som også havde spillet rollen som Balder Svanemose til succes på teatret, hvor stykket, der var skrevet af Paul Sarauw, kaldtes "Peter den Store". Peter Malberg spillede både teater og film, og han havde sin scenedebut i 1909 på Aarhus Teater, og begyndte at filme 1910, hvor han debuterede i Fotoramas "Ansigtstyven". Den første tonefilm, han medvirkede i, var så vidt vides kriminalfilmen "Lynet" (1934). Men bedst kendt blev han dog i 1930'erne for sin rolle som "Puttekræmmeren" i "Bolettes Brudefærd" (1938), hvori han havde et uforglemmeligt samspil med dansk teaters og films store stjerne, Bodil Ipsen, således som tidligere omtalt. Tre år senere øgede han sin personlige succes med sin rolle som "Thummelumsen" (1941) i filmen af samme navn, og denne gang i samspil med Anna Henriques-Nielsen (1881-1962) i rollen som hans moder.

Men ellers blev Peter Malberg mest kendt for sine roller i Morten Korch-filmene i årene 1950-57, og for sin rolle som Onkel Sofus i Far til Fire-filmene 1957-61. Sin sidste filmrolle havde han i "Halløj i himmelsengen" (1965), hvori han bl.a. spillede sammen med Gunner Lauring. På det tidspunkt, da filmen, der var instrueret af Erik Balling, blev indspillet på Nordisk Films Studier i Valby, var jeg selv ansat hos A/S Nordisk Tegnefilm. I de dage, hvor optagelserne fandt sted, opholdt bl.a. de to nævnte skuespillere sig i pauserne mellem optagelserne, i kantinen eller sad udenfor og nød det gode vejr. Begge var tydeligt mærket af alderen og årelangt forbrug af de våde varer, men de var ukrukkede og hyggelige at snakke med og skelnede ikke mellem, om den de talte med, "var noget" eller ej.

Men i filmen "Hans Onsdagsveninde", hvori Ib Schønberg selvfølgelig også var med, lagde man især mærke til den unge, meget rørende og velspillende Bodil Kjer (1917-2003), der mest var kendt for sine teaterroller på Det kgl. Teater, hvor hun var uddannet og debuterede i 1937. På film fik hun sin debut i 1938 med "Balletten danser", der var instrueret af Svend Gade (1879-1952), og heri spillede hun bl.a. sammen med Ebbe Rode, som hun et par år senere blev gift med. Desuden medvirkede den kgl. balletmester Harald Lander (1905-1971) og kongelige solodansere som Ulla Poulsen (1905-2001), Margot Lander (1910-1961), Gerda Karstens (1903-1988), Leif Ørnberg (1904-1977), Knud Henriksen og Børge Ralov (1908-1981). Filmen havde urpremiere i Palladium den 3. november 1938.

I de følgende år medvirkede Bodil Kjer i en række spillefilm, hvori hun dels spillede sammen med Ebbe Rode og dels med Poul Reichhardt. Men sit helt store filmgennembrud fik hun formentlig i 1951 med sin rolle som "muse" i musikfilmen "Mød mig på Cassiopeia", der var instrueret af Torben Anton Svendsen (1904-1980). Sidstnævnte var kgl. kapelmusikus (violoncel) 1926-49, derefter sceneinstruktør fra 1950 ved Det kgl. Teater, skuespilleder 1966, lærer ved operaakademiet, og desuden dramaturg ved Danmarks Radio, TV-teater- og litteraturafdelingen 1959-64.

Torben Anton Svendsen begyndte som filminstruktørassistent i 1939 hos Nordisk Film med den svensksprogede film "Roser hver aften", en operettekomedie, hvori den østrigsk-svensk-danske operette-skuespiller Max Hansen (1897-1961) havde den mandlige hovedrolle, og den svenske Siv Ericks (1918-2005) den kvindelige hovedrolle. Det var dog fortrinsvis dokumentarfilm, han lavede i årene 1940-49, men i 1950 fik han mulighed for at instruere en spillefilm, "Susanne", med Astrid Villaume (1923-1995) i titelrollen, og med en række kendte skuespillere i de øvrige roller. Og Ib Schønberg var selvfølgelig også med, skulle jeg hilse og sige.

I privatlivet var Torben Anton Svendsen gift med skuespillerinden Karin Nellemose, der på sine lidt ældre dage især blev berømt for sin rolle som Misse Møhge i TV-serien "Matador". Sammen har parret datteren Annemette Svendsen (1928-), der oprindelig blev uddannet som kgl. balletdanser, men som 1949-51 lod sig uddanne på elevskolen, hvorefter hun var engageret på Det kgl. Teater 1951-53. Derefter havde hun fortrinsvis roller på Radio- og TV-Teatret, men i de senere år har man intet hørt eller set til hende på teater og film.

Max Hansen var født i Mannheim, Tyskland, som søn af den danske sangerinde Eva Haller Hansen, men voksede op i München, hvor han siges at have debuteret som trettenårigt vidunderbarn. I 1914 optrådte han i "Cirkus Variété" i København, hvor han fik tilnavnet "den lille Caruso", og 1919 på Apolloteatret. 1920 engageret hos Franz Lehár (1870-1948) i Hamburg, og derefter ved Theater an der Wien, hvor han havde succes ved urpremieren på operetten "Grevinde Maritza". Senere engageret ved Grosses Schauspielhaus i Berlin hos den verdensberømte teater- og filminstruktør Max Reinhardt (1873-1943).

Max Hansens glansnummer som sanger og skuespiller blev i rollen som overtjeneren Leopold i "Sommer i Tyrol", som han siges at have spillet omkring fire tusinde gange! I 1944 indspillede han rollen i en svensk produceret film. 1930-ca. 1935 indspillede han flere film i Tyskland, men fra omkring 1935 opholdt han sig i Sverige, hvor han indspillede en del operettefilm til og med 1956. Efter krigen optrådte han hovedsagelig i København og Stockholm, og i 1956 indspillede han en dansk film, "Hvad vil De ha'", der blev produceret af Aage Stentoft hos ASA. En lang række populære danske skuespillere medvirkede i filmen, eksempelvis Dirch Passer, Kjeld Petersen og Ove Sprogøe. Desuden medvirkede Ivo Caprinos dukker, som jeg senere skal vende tilbage til. Filmen, der nærmest var et revyshow, havde premiere den 23. januar 1956 i Casino, Colosseum, Merry og Rialto, hvor den gik til den 5.februar, i Scala Bio til den 12. februar, samt i Park Teatret 27.januar-2.februar 1956.

I sine sidste år var Max Hansen bosat i Danmark. Han var gift med Inge Sylvester Hvid, datter af direktør Sylvester Hvid, på hvis reklamebureau jeg en kort overgang i juni 1943 – i alt i omkring 14 dage - var ansat som reklametegnerelev. Men herom senere. Så vidt jeg erindrer, fik parret tvillinger, nemlig Ann-Mari Max Hansen (f.1949) og Max Hansen Jr. (f. 1954).

Blandt de øvrige medvirkende i filmen "Roser hver Aften", var en håbefuld operette-skuespillerinde, Else-Marie (Hansen) (1904-2003), som især blev kendt og berømt for sine roller i en række klassiske operetter på Nørrebros Teater, i samspil og duet med Hans Kurt (1909-1968). Hun havde sin scenedebut 1927 på Fønix Teatret, kom derefter til Casino, Apollo Teatret og Nørrebros Teater. Senere ved Alléscenen og Det ny Scala (nyt navn for det fhv. Nørrebros Teater). Endnu senere roller i radio og TV, hvad det sidstnævnte angår især i Matador-serien.

Hans Kurt var elev af Eyvind Johan-Svendsen og fik sin debut på Folketeatret 1929. Her var han ansat 1929-33 og igen 1935-36. På Dagmarteatret 1933-34, Casino 1934-35, Nørrebros Teater 1938-44 og 1948-50. Det ny Teater 1944-45, og Frederiksberg Teater 1952-54. Gæstespil i Stockholm og Oslo og på Det kgl. Teater 1958-59 og 1960. Hans filmdebut fandt sted i 1932 i filmen "Skal vi vædde en million", og to år efter fik han stor succes i rollen som Nicolai i filmen "Nødebo Præstegård" (1934), en rolle han også spillede hver jul i de år, han var på Folketeatret.

På et tidspunkt i 1950'erne blev den fhv. operettestjerne kendt som en virkelig god visesanger, men han indspillede fortsat film og optrådte i radio- og tv-spil, og blev med årene en bedre og bedre karakterskuespiller.

Den 26. april 1943 havde endnu en dansk spillefilm premiere, nemlig "Erik Ejegods Pilgrimsfærd", som havde drejebog af Paul Sarauw, der igen havde bearbejdet skuespilleren Olaf Poulsens bearbejdelse af tyskeren P. von Schönthans' "Der Raub der Sabinerinnen" (1888). For instruktionen stod Svend Methling og som filmfotograf havde han den svensk-danske Karl Andersson (1899-1967), som begyndte sin karriere hos Svensk Film i Stockholm 1914, og her arbejdede han til 1930, da han rejste til København, hvor han fik ansættelse som filmfotograf hos Fotorama 1930-37. Fra 1937-40 var han ansat hos ASA Film, og på Palladium Film 1940-46, hos Dansk Film Co. 1946-50, på Politikens Filmjournal 1950-55. Han var freelance 1955-62 og sidstnævnte år blev han ansat som trickfilmfotograf på Nordisk Films Teknik, hvor han arbejdede til sin død i 1967. Her traf jeg ham netop i 1967, da jeg var på filmlaboratoriet i anledning af en tegnefilm, "Kruseduller", jeg havde animeret og som blev fremkaldt og kopieret på "Teknikken". Sådan som jeg oplevede ham, var Karl Andersson en høj, slank mand med et stilfærdigt væsen, som ikke virkede specielt professionel, hvad angår trick- og tegnefilm, hvilket han da heller ikke lagde skjul på. Men havde jeg dengang vidst, at Karl Andersson var en af dansk tonefilms veteraner, med mange danske spillefilm bag sig som filmfotograf, havde jeg måske set på ham med lidt andre øjne, end jeg gjorde på det tidspunkt. Han virkede en lille smule sølle, hvilket måske kan have hængt sammen med, at han ikke var rigtig rask. Han døde da også samme år den 4. juli 1967. Han efterlod sig bl.a. en datter, Laila Andersson (f. 1938), som var skuespillerinde ved Det kgl. Teater og som desuden medvirkede i al fald i een dansk spillefilm, "Gudrun" (1963). Laila Andersson var gift med chefen for DR TV's grafiske afdeling, Jørn Mathiesen.

Karl Andersson var filmfotograf på en af de tidligste danske tonefilm, "Paustians Uhr" (1932), og derefter fungerede han i samme egenskab på en lang række kendte og populære danske spillefilm. Til de mindre populære, men kunstnerisk set mere markante danske spillefilm, han var filmfotograf på, hører Carl Th. Dreyers "Vredens dag", der havde premiere i World Cinema den 13. november 1943, og som jeg skal vende tilbage til senere.

Karl Andersson var også filmfotograf på "Familien Gelinde" (1944), som vi også senere skal høre mere om. Med nogle lejlighedsvise afstikkere til dokumentar- og industrifilm sluttede Karl Andersson sin mere end 30 år lange karriere som filmfotograf med spillefilm som "Ullabella" (1961), "Lykkens musikanter" (1962), "Det stod i avisen" (1962) og "Sekstet" (1963). Sidstnævnte film, der altså blev Karl Anderssons sidste spillefilm, var produceret af Flamingo Film og Johan Jacobsen, og den havde manuskript af Annelise Hovmand og Poul Bach, samt instruktion af Annelise Hovmand. Den fortæller om 2 x 3 rodløse mennesker, og disse blev fremstillet af Ingrid Thulin, Ghita Nørby, John Kelland, Axel Strøbye, Ole Wegener og Hanne Ulrich. Filmen havde premiere i Imperial den 16. december 1963.

Den 24. maj 1943 havde filmen "Mine kære Koner" premiere i Palladium. Den var skrevet af Børge Müller og instrueret af Johan Jacobsen, som dengang blev regnet for en af de bedste og mest moderne danske filminstruktører. Den havde Gunner Lauring i den mandlige hovedrolle og Beatrice Bonnesen i den kvindelige ditto. Parret blev forsøgt lanceret i flere lystspilfilm som et sagførerægtepar og dettes professionelle og private genvordigheder, formentlig med forbilleder i tilsvarende amerikanske film med Spencer Tracy og Katherine Hepburn, og en anden og lignende filmserie med William Powell og Myrna Loy.

Fra den 2. august 1943 kunne Aladdin, Bella, Carlton, Roxy, Scala og Triangel annoncere med ASA-filmen "En Pige uden lige", som var en dansk udgave af den svenske folkekomedie "Brødrene Østermann's huskors". Jens Dennow var producer på filmen, og for instruktionen stod Jon Iversen og Ole Berggren. I denne film medvirkede både Petrine Sonne og Ib Schønberg.

Mange år senere, i 1967, genindspilledes en "frit efter-version" af samme idé, men denne gang blev instruktionen forestået af Lau junior, assisteret af Tom Hedegaard (1942-1999), der ellers var knyttet til Nordisk Film, og som bl.a. kendes for sin instruktion af en del af afsnittene i TV-serien "Huset på Christianshavn" (1970-77).

Karakteristisk for tiden under besættelsen var det, at så vel teatrene og biograferne som varietéerne og restauranterne, særlig dem, hvori der også var musikalsk underholdning, havde en slags kronede dage. Den almindelige dansker lukkede øjne og ører for de aktuelle begivenheder og søgte glemsel og opmuntring, ved at kaste sig ud i harmløse fornøjelser og uprovokerende underholdning. Derfor var det symptomatisk, når "Nationaltidende" bragte en annonce, hvis tekst lød sådan: "Odd Fellow Palæets store Sal. Paa utallige Opfordringer! Hakon Mielche Tropeforedraget med alle Tiders yndigste Farvefilm 3 smaa Øer - St.Thomas - St. Croix – St. Jan - Paradiset paa Jorden".

Hakon Mielche (1904-1979) var forfatter, journalist, tegner, globetrotter og foredragsholder, og han blev landskendt gennem sine mange oplysende og underholdende rejseartikler i ugebladet "Familie Journalen". Han efterfulgte forfatteren og globetrotteren Holger Rosenberg (1869-1960), der i mangfoldige år havde været rejsereporter for samme blad. Samme Holger Rosenberg havde i øvrigt haft en sommerbolig oppe på Klint i Odsherred, som blev kaldt "Villa Rosenberg". Den lod han i slutningen af 1930’erne på lempelige vilkår overdrage til den selvejende institution "Kosmos Ferieby", som hørte under Martinus' Institut. Men mere herom i kronologisk sammenhæng.

Tyske propagandafilm og filmlystspil

Under krigen gjorde tysk propaganda og herunder tysk film, alt for at give tyskerne og de besatte landes befolkninger indtrykket af, at krig var den rene svir. Goebbels' udspekulerede og demagogiske propaganda forsikrede, at den militært overlegne tyske hær, flåden og luftvåbnet nok skulle tage sig af fjenden, så befolkningerne kunne leve i fred for de slemme englændere, amerikanere og russere. I det øjemed, at underbygge den optimistiske og højtflyvende nazistiske propaganda, som havde til formål at tilsløre eller forvanske kendsgerningerne, havde Goebbels udstedt ordrer til den statsejede tyske filmindustri om, at man - bortset fra de deciderede propagandafilm – skulle producere lette og underholdende film. På denne - noget naive - måde, håbede Goebbels at kunne vinde de besatte landes befolkningers tillid og tro på den "retfærdige" tyske sag. Derfor blev der i løbet af krigsårene produceret et utal af letbenede tyske filmlystspil, i et forgæves forsøg på at erstatte de ofte elegante, charmerende og vittige amerikanske filmlystspil fra 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne. Det var jo de film, som de besatte landes biografgængere - og det var dengang en forholdsvis stor procentdel af befolkningen - måtte undvære, fordi tyskerne, som tilfældet var i Danmark, for det første i kraft af forbuddet mod import af nye eller nyere amerikanske film, og for det andet ved hjælp af den snedige gencensureringsordning, efterhånden tilbageholdt reprisefilmene i distributionsleddet.

Gencensureringsordningen havde vist sig at have effekt, for i hvert fald fra den 2. februar 1943 spilledes der ikke en eneste amerikansk film i de københavnske biografer, og det må formodes at det samme var tilfældet i de andre danske byer. Men samtidig kan det også konstateres, at det var begrænset, hvad biograferne viste af tyske film. Repertoiret var tydeligvis domineret af danske, svenske og franske spillefilm. Men flere københavnske centrumsbiografer havde åbenbart svært ved eller ikke mod til at afslå visningen af tyske film. Man frygtede naturligvis for repressalier fra tysk side.

Den nævnte dato, altså 2. februar 1943, kunne "Dagmar Bio" annoncere med: "Bel Ami - Willy Forst's store Succesfilm med den populære Melodi." - Willy Forst (1903-1980) var skuespiller, teater- og filminstruktør, der allerede fra 1922 medvirkede i tyske stumfilm. Han begyndte som filminstruktør i 1933 med "Den ufuldendte", som formentlig må være bygget over Schuberts symfoni af samme navn. "Bel Ami" med den berømte melodi: "Du er damernes ven, Bel Ami", er fra 1939, der blev en slager også i Danmark. Willi Forst var kendt og værdsat for sine filmoperetter og wienerlystspil, og stemningsfulde, ofte ironiske og vemodige men altid kunstnerisk raffinerede film. 1952 indspillede han f.eks. filmen "Sommer i Tyrol", baseret på operetten af Ralph Benatsky og Erich Charell efter komedie af Blumenthal og Kadelburg. Med Erik Balling som instruktør, blev der i 1964 også indspillet en dansk version af operetten, med Dirch Passer, Susse Wold, Ove Sprogøe og Lone Hertz i hovedrollerne, og med Peter Malberg i rollen som kejser Franz Joseph.

Den 19. februar kunne "Metropol" annoncere med premieren på musikfilmen "Saa Swinger vi" (1942), med Ilse Werner (1921-2005) og Viktor de Kowa (1904-1973) i hovedrollerne. Ilse Werner, som også medvirkede i "Bel Ami", var en af Tysklands førende teater- og filmskuespillere i 1930'-40'erne. Hun kom til filmen i 1938 og indspillede i årene 1938-45 en række film, der medvirkede til hendes store popularitet. Blandt hendes film er også "Den svenske Nattergal" (1941), en film om den svenske koncertsangerinde Jenny Lind (1820-1887), som i sine yngre dage blev udråbt til eventyrdigteren H.C.Andersens store, men ugengældte kærlighed. Denne myte har imidlertid ikke hold i virkeligheden, idet der for hans vedkommende kun var tale om et kortvarigt erotisk sværmeri, som snart gik over i gensidig beundring og et livsvarigt venskab mellem de to. Fra Jenny Linds side var der aldrig tale om andet end beundring og venskabelige følelser for den store digter. Ilse Werner indspillede også film efter krigen og helt op i 1950'erne, men hendes storhedstid var uigenkaldeligt forbi.

Viktor de Kowa var tysk teater- og filmskuespiller, som hurtigt blev udnævnt til statsskuespiller og intendant ved Staatstheater og Theater am Kurfürstendamm i Berlin. Under krigen instruerede han et par propagandafilm for Hitler-jugend, og efter krigen forlagde han residensen til Sydamerika, som tilfældet var for så mange andre tyskere, hvoraf i al fald nogle ikke havde helt rent mel i posen, da afnazificeringen satte ind. Senere vendte han dog tilbage til Tyskland, hvor han atter optrådte som teater- og filmskuespiller og desuden blev chef for forsøgsteatret "Tribune" i Berlin. I 1955 medvirkede han i rollen som SS-general i filmen "Djævelens General". Bag generalens overfladecharme anedes en lumsk farlighed, som kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på tilskuere, som endnu havde nazisternes ugerninger i frisk erindring.

Et særligt kapitel i tysk film er nazismens hetzinstruktør nr.1, Veit Harlan (1899-1964), som var uddannet skuespiller, men begyndte som filminstruktør i 1935. Han blev særlig kendt – eller berygtet - for den stærkt antisemitiske film "Jøden Süss" (1940), som han indspillede på foranledning af propagandaminister Goebbels. Den handlede om den indflydelse, som den jødiske Süss Oppenheimer havde på hertug Karl Alexander af Württemberg. En anden af Harlans pro-nazistiske og nationalistiske film var "Die goldene Stadt" (1942; dansk: "Den gyldne Stad"), som den 19. februar 1943 kunne ses i "World Cinema". Den kvindelige hovedrolle heri blev - som i mange af hans film - spillet af hans svensk-fødte hustru Kristina Söderbaum. Efter krigen blev Veit Harlan anklaget for forbrydelse mod menneskeheden, med særlig henvisning til filmen "Jøden Süss", men han klarede frisag. Der var dog store protestdemonstrationer imod ham, men alligevel lykkedes det ham at fortsætte sin filmkarriere, først og fremmest, fordi han var en teknisk virtuos instruktør, som samtidig forlenede sine film med artistiske raffinementer. Han trak sig tilbage fra filmarbejdet i 1962 og døde et par år efter.

Kristina Söderbaum (1912-2001) var som nævnt svensk født, men kom i 1928 til Tyskland for at læse til skuespillerinde. Her blev hun i 1937 opdaget af Veit Harlan, som gav hende hovedrollen i "Unge mennesker" (1938), men bedst kendt blev hun i Danmark i film som "Den gyldne Stad" (1942) og "Drømmesøen" (1943). Begge film blev publikumssucceser, sidstnævnte film måske især for mandepublikummet på grund af sine efter den tids målestok dristige scener med masser af nøgne damer, der badede i et stort svømmebassin.

Et navn, der under krigen fik en særlig klang, var Zarah Leander (1907-1981), der var født i Karlstadt, Sverige, hvor hun også opnåede at blive en landskendt og fejret revystjerne, inden hun i 1937 tog til Tyskland. Her var hun i årene 1937-44 primadonna i en række højtidelige tyske film-melodramaer. Hendes karakteristisk dybe, slørede sangstemme hørtes også ofte over radioen. Efter krigen vendte hun tilbage til sit hjemland, Sverige, hvor hun dels søgte at rehabilitere sig, og dels forsøgte at generobre sin før-krigs position som sanger og skuespiller, hvilket imidlertid viste sig forgæves. Hendes gode navn og rygte var og forblev spoleret på grund af hendes flirt med nazismen. Dybt skuffet vendte Zarah Leander ryggen til Sverige og returnerede omkring 1950 til Tyskland, hvor hun atter optrådte i film og på teatret, men uden den store succes. Her indspillede hun så vidt vides herefter kun tre film, nemlig "Gabrielle" (1950), "Cuba Cabana" (1952) og "Ave Maria" (1953).

Populære franske filmskuespillere

En af de franske skuespillerinder, der var bedst kendt og havde størst succes i Danmark, både før, under og efter besættelsen, var Danielle Darrieux (1917-2017). Hun, der var uddannet på musikkonservatorium i Paris, kom til filmen i 1931, hvor hun debuterede i "Le Bal". Hun indspillede derefter en række lystspil og romantiske dramaer, var en periode i USA, men vendte snart hjem til Paris, hvor hun befandt sig bedre. Danielle Darrieux var foruden at være smuk, også 1930'ernes mest charmerende filmkomedienne, og selv om hun endnu filmede langt op i 1960'erne, havde hun bevaret sin lystspilelegance og kvindelige sødme, der tog alle hjerter med storm.

Den 19. februar 1943 kunne Danielle Darrieux ses og opleves i hele to københavnske biografer, idet "Dagmar" spillede "Ikke helt almindelig" (1934) og "Nørreport Bio" hendes "Katia" (1938). Men særlig kendt blev hun nok for sin rolle i det romantiske "Mayerling Dramaet" (1935), som samme dato kunne ses i "Scala Bio", og i den bittertsøde og humørsprudlende "La Ronde" (1950; dansk: ”Kærlighedskarrusellen"), to film, der viste hendes talents rækkevidde. Begge disse film blev også begge store publikumssucceser i københavnske biografer. Selv havde jeg lejlighed til at se de to film dengang.

En anden kendt fransk skuespillerinde var Michèle Morgan, hvis egentlige navn er Simone Renée Roussel (1920-), som debuterede på film i 1937 og fik sit store gennembrud som pigen i "Taagernes Kaj", med Jean Gabin i den mandlige hovedrolle. Under krigen opholdt hun sig og filmede i Hollywood, men vendte efter krigen hjem til Frankrig, hvor hun snart blev fransk films førende og feterede stjerne. Michèle Morgan fortsatte med at filme til helt op i 1960'erne. Den 2. februar 1943 kunne hun ses i "Rialto" i filmen "Den farlige Leg", som det imidlertid ikke er lykkedes mig at identificere.

En tredie kendt fransk skuespillerinde var Viviane Romance, et pseudonym for Pauline Ortmans (1912-1991). Danserinde og teaterskuespiller med filmdebut i 1934. Denne eksotisk smukke kvinde spillede alternerende i lidenskabelige kærlighedsfilm og psykologiske melodramer. Herhjemme blev hun nok mest kendt i film som f.eks. "Ildkysset" (1938) og "Safia" (1938).

En fjerde af de især dengang kendte franske filmstjerner, var Gaby Morlay (1893-1964), som havde sin teaterdebut i 1912 og sin filmdebut i 1914. Hun, der kunne være vittig, pikant, hjertevarm og menneskelig på samme tid, blev hurtigt kendt for sine primadonnaroller og sine psykologiske karakterroller. Herhjemme blev hun nok bedst kendt for sine roller i film som f.eks.: Besættelse" (1937), "Bag Facaden" (1939) og "Kvinden fra Havet" (1939/40). Også hun fortsatte med at filme til langt op i 1950'erne.

En femte af de store franske filmstjerner, som bør nævnes, er Micheline Presle (1923-), som herhjemme nok blev bedst kendt for sin rolle i "Le Diable au Corps" (1947; dansk: "Djævelen i Kroppen"), hvor hun spillede den yngre lærerinde, der forfører sin unge mandlige elev, spillet med uforlignelig indlevelse af fransk films store talent Gérard Philipe. Micheline Presle spillede i komedier så vel som i psykologiske film, hvor hun det ene øjeblik kunne optræde koket og pikant og som et troskyldigt barn og i næste øjeblik fremtræde som en erfaren og demoraliseret kvinde. Også hun fortsatte med at filme til langt op i 1950'erne, men dog ikke med en så fremtrædende plads i fransk film, som i 1940'erne. I 1950-51 gæstespillede hun i Hollywood, men uden større succes.

Gérard Philipe (1922-1959) blev især kendt for sine blide, vemodige ynglingeroller og i psykologisk dybdeborende skildringer af drenges seksualitet. Hans drengeagtige ydre og drømmende personlighed dækkede dog over både lune, ironi og skarp intelligens. I Danmark blev han især kendt for sit fine spil i "Djævelen i Kroppen", men også for sin rolle i filmatiseringen af Dostojefskis "Idioten" (1945), og senere for sin muntre heltefremstilling i "Fanfan la Tulipe" (1951; dansk: "Fanfan, ridderen af Tulipanen"). I 1956 realiserede han en gammel drøm om at filmatisere sagnene om den nederlandske spilopmager, nar og frihedshelt Till Eulenspigel: "Les aventures de Till l'Espiègle" (1956). Philipe både instruerede og spillede selv hovedrollen i filmen. Hans sidste film blev "Les Liaisons Dangereuses" (1959; dansk: "Farlige forbindelser"). Han døde pludseligt af en kræftsygdom, kun 37 år gammel.

Endnu en fransk skuespillerinde bør nævnes her, og det er Simone Simon (1910-2005), som debuterede på film i 1932, men som herhjemme nok blev bedst kendt fra film som f.eks. "Kvindesøen" (1934), "La Bete Humaine" (1938; dansk: "Menneskedyret") og "Kvinder uden Navn" (1950). Simone Simon var i en årrække gift med den fremtrædende franske sanger og skuespiller Yves Montand (1921-1991), der debuterede på film i 1945. Herhjemme blev han dog nok mest kendt for sin rolle som lastbilchaufføren i "Frygtens Pris" (1953), der påtager sig transporten af en ladning sprængfarlig nitroglycerin, og som på vej hjem ad smalle bjergveje efter sin vellykkede tur, af bar glæde og befrielse kører bilen fra side til side, til tonerne af en wienervals. Turen ender brat, da han kommer for tæt på klippekanten og mister herredømmet over bilen, hvorved denne styrter i dybet og eksploderer og han omkommer i flammerne. Sent skal man også glemme ham i rollen som bonden i "Les Sorcières de Salem" (1957; dansk: "Heksejagt", efter Arthur Millers skuespil "The Witches of Salem"). Heri spillede Montand sammen med sin kone, Simone Simon.

Fra slutningen af 1950'erne filmede Yves Montand en del år i Hollywood, begyndende med Marilyn Monroe-filmen "Let's make Love" (1960). Under indspilningen af denne film blev de to skuespillere så betagede af og forelskede i hinanden, at Yves Montand lod sig separere og senere skille fra Simone Simon. Men forholdet mellem Montand og Marilyn blev kun af kortere varighed. Hun forelskede sig i reglen - men oftest kortvarigt - i sine mandlige medspillere, og de i hende.

Marilyn Monroe – et kapitel for sig

Selv om vi under omtalen af biografrepertoiret i københavnske biografer under besættelsen er kommet lidt vel langt frem i kronologien, skal filmskuespillerinden Marilyn Monroe, som endnu ikke var kendt af offentligheden, dog alligevel omtales her.

Marilyn Monroe (1926-1962) eller som hun egentlig hed: Norma Jean Baker, nogle kilder anfører, at hendes efternavn var Mortensen, og at hun havde danske aner i sin slægt. Men denne ret specielle pige gjorde efter en forholdsvis stilfærdig begyndelse kometagtig karriere i Hollywood og blev verdenskendt som 1950'ernes store sex-symbol. Hun debuterede på film i 1948, men det var først i sidste halvdel af 1950'erne og i begyndelsen af 1960'erne, at hun slog igennem som en stjerne af format, der mestrede både lystspillet og dramaet. Det skete især med film som "Gentlemen prefer Blondes" (1953; dansk: "Gentlemen foretrækker blondiner"), "How to marry a Millionaire" (!953; dansk: Tre Piger søger en Millionær"), "The Seven Year Itch" (1955; dansk: "Den søde kløe"). En af hendes bedste seriøse præstationer er i rollen som servitricen i "Bus Stop" (1956). Men den helt store verdensberømmelse fik hun i Billy Wilders "Some like it hot" (1959; dansk: "Ingen er fuldkommen"), hvori hun parodierede sig selv i et uforligneligt samspil med Tony Curtiz, Jack Lemmon og Joe E.Brown.

Men var Marilyn Monroes karriere fuld af succes, så var hendes privatliv til gengæld præget af personlige nederlag, som ikke mindst skyldtes hendes mangel på selvtillid, hendes frustrationer og lejlighedsvise depressioner. Hun var gift flere gange, og i årene før sin død, var hun ifølge mennesker, der kendte hende, præsident John F. Kennedys elskerinde. Det sidstnævnte er dog muligvis kun et rygte. Hun blev flere gange indlagt på psykiatriske klinikker, men desværre uden varigt positivt resultat, og det endte med, at hun tog en overdosis sovepiller og døde. En skæbne, der på flere måder kan minde om den, som også overgik den i sin tid mindst lige så populære Judy Garland.

Imidlertid opstod der som sædvanligt, når det gælder fremtrædende og offentlige personligheder, en konspirationsteori om, at det var præsidentens bror, justitsminister Robert Kennedy, der havde bestilt mordet på Marilyn. En teori, der som alle konspirationsteorier formentlig savner ethvert grundlag i virkeligheden. Efter mordet på John F. Kennedy, opstod der flere konspirationsteorier om, hvem der var morderen eller morderne og hvem der i øvrigt stod bag: Mafiaen, politiske modstandere eller olieselskaberne. - Hvis læseren eventuelt interesserer sig for konspirationsteorier, kan jeg anbefale at læse min artikel Konspirationsteorier - sandhed eller falsum? - en artikel om en del af de mange konspirationsteorier, der har været fremme i tidens løb. Artiklen vil kunne læses på www.livetseventyr.dk.

En stor Disney-fan

I betragtning af den næsten enerådende dominans, som det gennem målrettet, ihærdig indsats og dygtigt salgs- og distributionsarbejde efterhånden var lykkedes for Walt Disney Productions at opnå og bevare, blev begrebet tegnefilm for mange af os, der var børn i 1930'-40'erne, derfor synonymt med navnet Disney. For mig personlig havde det nærmest en lysende glorie af magi og trylleri omkring sig. Jeg beundrede simpelthen Disney og hans tegnefilm af et helt og fuldt hjerte, og ønskede og drømte i stigende grad om at få indpas i tegnefilmens magiske verden. Ikke hos Disney naturligvis, for det følte jeg allerede dengang, at det ville mine evner sikkert ikke være store nok til. Men mindre kunne også gøre det, syntes jeg.

Hjemme hos mine forældre i Jægersborggade, i det lille værelse, som jeg i kraft af min alder havde fået eneretten til fra omkring 12-13 års alderen, dvs. i 1941-42, fik drømmene frit løb. Næsten daglig, når jeg var kommet hjem fra skole og havde lavet de hjemmeopgaver, som jeg eventuelt havde fået for, øvede jeg mig i at lave animation ved at tegne sjove figurer - det syntes jeg i al fald selv - på tyndt karton og klippe dem ud, så at det på den måde lod sig gøre, at udskifte den ene tegnede bevægelsesfase med den næste i et bevægelsesforløb. Jeg håbede at det på et tidspunkt måtte lykkes mig at få fotograferet og lavet den lille film, hvis hovedfigurer var nogle hvide høns, som var tegnet i klassisk Disney-stil. Hvad handlingen gik ud på, har jeg glemt, men den har nu nok ikke været noget at råbe hurra for.

Hvordan en tegnet figur rent teknisk bringes til at bevæge sig på film, havde jeg jo som tidligere omtalt, for længst erfaret, og det gjaldt nu om at realisere sine drømme og sin viden. Men indtil videre gik jeg jo endnu i skole, på sidste skoleår for mit vedkommende, idet jeg i 1941 havde afslået at komme i mellemskolen. I stedet fortsatte jeg i 1. Fri Mellem, forkortet FM og gik nu i 2. FM, som var min afgangsklasse. Den afsluttende eksamen i maj 1943 nærmede sig, og dermed steg min utålmodighed og nervøsitet. Utålmodigheden skyldtes, at jeg ikke syntes det kunne gå hurtigt nok med at komme ud af skolen, og nervøsiteten hang sammen med det faktum, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave bagefter. Mor pressede på, for at få mig til at finde ud af, om der fandtes nogen muligheder for at jeg kunne komme til at lave tegnefilm, og hvis der ikke gjorde, sagde hun, så måtte jeg finde en anden form for beskæftigelse, i hvert fald midlertidigt.

Som tidligere fortalt ovenfor, havde jeg dels rettet henvendelse til Teknisk Film Compagni og dels til Gutenberghus Reklame Film, men ingen af disse to steder producerede man deciderede tegnefilm og knapt nok reklametegnefilm. Det første hang sammen med, at der formentlig overhovedet ikke blev produceret underholdningstegnefilm herhjemme dengang, og det sidste skyldtes primært, at tegnefilmproduktion i almindelighed er en temmelig kostbar affære, så der var langt mellem kunderne til denne specielle form for tegnefilm. Det var derfor en ejendommelig situation, jeg befandt mig i, hvor jeg hverken vidste ud eller ind, men mit ønske om at ville lave tegnefilm var stadigvæk stærkt, og jeg var tilsyneladende helt urealistisk overbevist om, at tegnefilm det ville og skulle jeg nok komme til at lave på et eller andet tidspunkt, men hvordan og hvornår, det havde jeg ikke den ringeste anelse om.

Imidlertid var jeg fortsat morgen- og eftermiddagsbud de seks af ugens dage, bortset fra søndag, hvor jeg ’kun’ var morgenbud hos fru Jensen i ismejeriforretningen omme i Kronborggade, og det beslaglagde en del af min fritid. Meningen var dog som nævnt, at jeg skulle holde op som bud, når jeg var færdig med skolen og havde fundet et arbejde eller en læreplads. Derfor havde jeg aftalt med fru Jensen, at min kammerat Jørgen skulle overtage jobbet efter mig. Han boede jo nu med sin familie i Kronborggade og havde en endnu kortere strækning at gå til ismejeriet end mig, og han kendte på forhånd, hvad arbejdet som bud gik ud på, for han havde ved flere tidligere lejligheder været min afløser, når jeg af en eller anden grund ikke selv kunne passe jobbet. Det var nemlig så heldigt, at Jørgen først skulle gå ud af skolen og konfirmeres året efter, og han vidste endnu ikke, hvad han ville eller skulle lave til den tid.

Oh, herlige fritid!

Weekenderne tilbragte jeg gerne på mit værelse med at drømme, tegne eller læse. Dengang havde jeg dog kun et par enkelte bøger, en dansk sangbog med bl.a. B.S.Ingemanns morgen- og aftensange, som jeg holdt meget af, og en bog med et udvalg af H.C.Andersens Eventyr og Historier, illustreret af Louis Moe (1857-1945), hvis herlige og fine tegninger, jeg allerede dengang holdt meget af. Men når jeg selv tegnede, var det gerne figurer a la Disney, som jeg fantaserede om skulle bruges i min kommende tegnefilmproduktion. Det var således allerede en drøm hos mig dengang, at lave tegnefilm over Andersen-eventyr som f.eks. "Tommelise", "Den grimme Ælling" og "Kejserens nye Klæder".

Men når jeg ikke var travlt optaget af de ovenfor nævnte interesser og beskæftigelser, tilbragte jeg gerne en del af weekenden med at være sammen med enten den ene eller begge mine to tidligere nævnte kammerater, Jørgen og Jørn. Vi gik som regel i biografen lørdag eller søndag aften til 7-forestillingen, eller søndag eftermiddag kl.16, hvor flere biografer havde tilbud om eventyrfilm eller tegnefilmshows.

Vores foretrukne biografer var dem, der lå i passende og ikke for lang afstand fra vores respektive domicils i henholdsvis Jægersborggade for mit vedkommende og Kronborggade for mine to kammeraters vedkommende. Disse biografer var "Colossen" (Colosseum) på Jagtvej, "Fasanen" (Fasan Bio) på Ndr. Fasanvej, "Nora Bio" på Nørrebrogade, "Roxy" på Godthåbsvej, "Standard" på Falkonér Allé, "Regina" på H.C.Ørstedsvej, og "Odeon" på Fælledvej. I en eller et par af disse biografer kom vi som regel vekselvis en gang om ugen, fortrinsvis i weekenden. Lidt sjældnere kom vi i "Ry Kino" i Ryesgade, og i "Bispen" (Bispebjerg Bio) på Frederiksborgvej, og "Porten" (Nørreport Bio) på Nørrevoldgade, fordi vi syntes, der var for langt at gå. Det var nemlig ikke almindeligt, at vi spenderede penge på sporvognsbilletter, vi ville hellere købe slik eller is for pengene.

Derimod kom vi praktisk talt aldrig i "Nørrebros Biograf" på Nørrebrogade, og en af hovedgrundene hertil var, at denne biograf ofte spillede danske folkekomediefilm eller udenlandske kærlighedsfilm, som ingen af os havde lyst til at se. Vi ville meget hellere se de langt mere spændende eller sjove amerikanske film, der i reglen gik i de andre biografer. Det hændte dog også, at der blev vist danske film i disse biografer, men det var trods alt sjældnere. Tyske film brød ingen af os sig om at se, primært fordi Danmark var besat af tyskerne og sekundært, fordi filmene forekom os uinteressante og dårlige.

Det var dog langt fra altid, at vi tre kammerater fulgtes ad i biografen. Lige så ofte - eller i perioder oftere - gik vi hver for sig eller kun to af os sammen. Det beroede dels på, om vi alle tre havde tid eller om der var uenighed om, hvilken film vi skulle se. Hverken Jørgen eller Jørn var specielt film- og tegnefilmsinteresserede, og jeg erindrer ikke, at nogen af dem nogensinde var med til det årlige Jule-Show i Metropol. Der gik jeg i reglen alene, for se tegnefilm, det skulle jeg, som den store tegnefilm- og Disney-fan jeg var.

Selv om det egentlig ikke interesserede mig særlig meget, hvad der foregik rundt omkring mig i form af samfundsmæssige begivenheder, så læste jeg dog lejlighedsvis avisen og hørte især radioavisen. Det, der særligt trængte sig på opmærksomheden, var naturligvis ikke mindst krigsbegivenhederne, hvis forløb man mere eller mindre konkret kunne følge med i via aviserne og radioavisen.

Et lille skridt nærmere det store mål

Det var fortsat især inspirationen fra Walt Disneys første lange tegnefilm, "Snehvide", og fra de årlige Disney Jule-Shows i Metropol og de af Disneys korte tegnefilm, man lejlighedsvis også kunne se i andre biografer, som jeg indtil sommeren 1943 havde haft mulighed for og lejlighed til at se, der var min store inspirationskilde til selv at ville lave tegnefilm. Dette mål rykkede faktisk et første lille skridt nærmere, da jeg en dag i begyndelsen af juni 1943 var i biografen og her bl.a. så en reklametegnefilm for Sylvester Hvids Reklamebureau.

Filmens design og handling var ganske enkel: Midt i det sort-hvide filmbillede så man i store bogstaver navnet "Sylvester Hvids Reklamebureau", og på hver side af dette logo var der en trappe med henholdsvis en dreng og en pige, som stod øverst oppe på hver sin trappeafsats. Efter et kort øjeblik glattedes trappen tilvenstre pludselig ud, så trinene forsvandt og drengen kurede ned og landede stående omtrent i bunden af billedet. Idet drengen landede der, kom tallet "7016" til syne under hans fødder, hvorefter han med høj stemme sagde: "Halvfjers-seksten". Straks efter glattede trinene ud på trappen tilhøjre, og pigen kurede ligeledes ned ad trappen og landede stående i højre side af billedet, samtidig med at tallet "7017" viste sig under hendes fødder, og man hørte hende sige: "Halvfjers-sytten". Hvorefter en mandlig speakerstemme sagde: "Sylvester Hvids Reklamebureau - halvfjers-seksten og halvfjers-sytten".

Denne lille reklametegnefilm betød for mig signalet til at gå i aktion, idet jeg straks mente, at det nævnte reklamebureau jo måtte lave tegnefilm, når man havde produceret den lille reklametegnefilm for firmaet. Jeg henvendte mig derfor straks til min altid interesserede morbror Thorkild, som da også var parat til at træde hjælpende til med det samme. Dagen efter ringede han til reklamebureauet og fortalte, at hans 14-årige nevø gerne ville lave reklametegnefilm, og der blev da også truffet en aftale om, at han og jeg skulle komme ind på bureauet til en samtale et par dage senere. Onkel Thorkild fik besked på, at jeg skulle medbringe nogle af mine tegninger, så de kunne se nærmere på disse.

Det var så heldigt, at jeg foruden mine mange tegninger med forsøgsvis barokke tegnefilmsagtige figurer, også havde en serie tegninger af såkaldt seriøs karakter. Engang i 1942 havde jeg nemlig ved mors mellemkomst meldt mig til et korrespondancekursus, ”Lær at tegne selv", og da jeg havde været forholdsvis flittig til at tegne de stillede opgaver, var jeg efterhånden kommet i besiddelse af et pænt antal tegninger. Disse tegninger demonstrerede bl.a., hvordan jeg udførte forskellige former for blyants-, tusch- og penselteknik samt hvordan jeg evnede at tegne direkte efter "naturen", dvs. tegne efter levende planter eller reale genstande.

Kurset foregik på den måde, at man fik tilsendt nogle tegneopgaver, som man så skulle udføre og indsende til kursets adresse, hvor en eller flere professionelle tegnere bedømte resultatet og rettede med rød blyant, hvis de syntes, der var noget at rette, dvs. noget, der kunne tegnes bedre eller anderledes. Mine tegninger blev da også jævnligt tilføjet smårettelser, men i det store og hele blev de i reglen godkendt, i enkelte tilfælde endda med et par anerkendende bemærkninger.

Men at tegne "seriøst" var dengang ikke det, jeg holdt allermest af, for det virkede lidt kedsommeligt på mig, der meget hellere ville lave sjove fantasifigurer. Så vidt jeg erindrer, var det en torsdag at mødet skulle finde sted, og dagen efter at jeg havde fået besked på det, bad jeg mig fri nogle timer fra kontoret den pågældende dag, med den sandfærdige begrundelse, at jeg skulle til samtale om en mulig elevplads på et reklamebureau.

Hr. Vrisse knurrede og så eddikesur ud, men chefen syntes det var helt i orden og gav mig fri. Vrisse mumlede derefter noget om, at arbejdet på kontoret måtte komme i første række, da jeg endnu var prøveansat i firmaet. Chefen glattede ud og sagde, at kontoret nok klarede sig i de par timer, jeg skulle være væk.

Fra det øjeblik tror jeg faktisk, at Hr. Vrisse ligefrem hadede mig, dels fordi han var blevet irettesat af sin chef og dels fordi han så den mulighed i øjnene, at han måske skulle miste den af alle, som han bedst og mest omkostningsfrit kunne lade sine frustrationer gå ud over. "Held og lykke!" sagde den vordende skuespiller helt spontant, da vi dagen før mødet med reklamebureauet, om aftenen sammen forlod kontoret efter lukketid. Alle på kontoret havde hørt om mødet, men ingen andre sagde det mindste i den anledning.

Sylvester Hvids Reklamebureau havde til huse i ejendommen på hjørnet af Frederiksberggade og Mikkel Bryggersgade. Hele førstesalen var i 1940’erne hjemstedet for, og skilte i vinduerne forkyndte, at her holdt dette velrenommerede firma til. Direktørkontoret lå bag de tre vinduer på hjørnet, mens tegnestuerne lå bag vinduerne ud mod Mikkel Bryggersgade.

Det var en noget spændt 14-årig - jeg fyldte 14 år den 12. juni 1943 - der i sit stiveste puds, og med en mappe med mine bedste tegninger under armen, begav sig af sted med sporvognen til Rådhuspladsen, hvorfra jeg med lidt tøvende skridt spadserede hen til Frederiksberggade 31, hvor min onkel ville støde til, så at vi sammen kunne gå op på reklamebureauet. Dettes domicil var som nævnt beliggende på førstesalen, der strakte sig fra Frederiksberggade og rundt om hjørnet og et stykke ned ad Mikkel Bryggersgade. Bydelen og Strøget kendte jeg jo allerede nogenlunde, for ikke langt fra reklamebureauet lå Disney-biografen par excellence, Metropol, og filmdistributionsselskabet Gloria Film A/S, som dengang havde eneret i Danmark på distributionen af Disney-selskabets film.

Min kære onkel var der allerede, da jeg ankom. Han stod og ventede på mig nedenfor den store, brede gadedør op til reklamebureauet og røg sig en af sine talrige daglige cigaretter, som han skaffede sig, på trods af, at der var tobaksrationering og praktisk talt ingen cigaretter at købe, hverken i tobaksforretningerne eller andet steds. Men det er en lidt anden historie, som jeg senere skal vende tilbage til.

Onkel og jeg gik op ad trappen til første sal og kom ind i et pænt stort forkontor, hvor der sad en receptions- og telefondame og tog imod. Thorkild fremførte, at vi havde en aftale om et møde med direktør Sylvester Hvid kl.9,30. Kontordamen bad os om at tage plads, hvorefter hun forsvandt ind ad en stor dør i baggrunden. Et øjeblik efter viste kontordamen sig i døren, som hun lod stå åben, og lod os forstå, at direktøren ventede os.

Da onkel og jeg var kommet ind på direktør Sylvester Hvids forholdsvis store hjørnekontor, hvorfra der var udsigt både til Frederiksberggade og Mikkel Bryggersgade, så vi en ret så imposant, midaldrende skikkelse sidde bag et stort, mørkt skrivebord. Det var selvfølgelig selveste direktøren, Sylvester Hvid, som forekom at være en stor og tung mand, hvis gråsprængte tindinger røbede, at han ikke længere hørte til de helt unge. Han så lidt blegansigtet ud og havde store, let mørkfarvede poser under øjnene. Håret var til dels sølvgråt, men øjenbrynenes noget mørkere farve vidnede om, at denne mand må have været mørkhåret i sine yngre dage. Men selvom direktøren ikke rejste sig for at give os hånden, så virkede han venlig og imødekommende, og bad os straks om at tage plads i hver sin stol foran skrivebordet.

Til stede på kontoret var også en anden midaldrende mand, der dog så ud til at være en smule yngre end direktøren, som præsenterede ham for os som tegnestuechefen Poul Petersen, som jeg snart efter fandt ud af var en dygtig plakattegner. Efter nogle indledende bemærkninger og en ikke særlig specificeret forklaring om, hvad elevtiden som reklametegner ville indebære, bortset fra, at der ikke var noget der hed løn i elevtiden, bad Sylvester Hvid om at måtte se mine medbragte tegninger. Jeg rakte ham mappen, som jeg havde siddet og knuget under armen, for selvom han virkede venlig, var jeg dog en del nervøs og anspændt over situationen, som jeg følte ville være afgørende for min fremtid.

Sylvester Hvid og Poul Petersen kiggede nu mine tegninger igennem, og disse må åbenbart have fundet nåde for deres vistnok kritiske øjne, for Sylvester Hvid spurgte om de måtte beholde mappen med mine tegninger indtil videre. Og idet han rakte hånden frem til farvel, sagde han, at vi kunne ringe næste dag og få besked på, om bureauet eventuelt kunne bruge mig som elev.

Efter at have taget afsked med Poul Petersen, forlod Thorkild og jeg kontoret og fulgtes ad til Rådhuspladsen, hvor han tog linje 16 hjemad mod Baggesensgade, og jeg en linje 2 til H.C.Ørstedsvej, og herfra med linje 3 til Niels Ebbesensvej.

Ingen sagde et ord til mig, da jeg omkring kl.11 kom tilbage til kontoret, alle sad bøjet over deres respektive arbejde. Kun kontordamen løftede blikket og sendte mig et blegt smil, da jeg trådte ind ad døren. Hr. Vrisse værdigede mig naturligvis ikke så meget som et blik eller kom kun med nogle sure eller vrisne bemærkninger den dag, men jeg frygtede for, at jeg kunne vente det værste fra hans side, især hvis det skulle vise sig, at min henvendelse til Sylvester Hvid var forgæves.

Situationen var altså ikke blevet mindre anspændt efter mit besøg hos Sylvester Hvid, og ventetiden forekom mig ulidelig og at vare en evighed. Imidlertid ringede Thorkild som aftalt næste dag til Sylvester Hvid og fik den besked, at bureauet gerne ville ansætte mig som elev. Vi skulle derfor allerede samme dag komme ind på hans kontor, for at underskrive elevkontrakten, og for at jeg kunne få nærmere besked om arbejdstider og -vilkår. Jeg var jo endnu umyndig og havde følgelig ikke lov til at underskrive papirer af den art. Det blev derfor min onkel, som havde fået fuldmagt af mine forældre, der på deres og mine vegne måtte underskrive kontrakten.

I telefonen forklarede min onkel Thorkild direktør Sylvester Hvid, at det nok ville blive vanskeligt for mig igen at få fri fra mit arbejde, hvortil direktøren svarede, at det vel egentlig heller ikke var strengt nødvendigt, at også jeg mødte op. Men den formiddag var det en meget spændt mig, der kørte på en af sine inkassoture. Det var en regnvejrsdag og selvom jeg havde fået udleveret et regnslag af firmaet, blev jeg alligevel plaskvåd i ansigtet og på benene og fødderne, og det huede mig ikke, for jeg har alle dage været uven med vådt vejr. Desuden blev regningerne og pengene lettere våde, når jeg åbnede den ligeledes udvendigt pjaskvåde taske. Det både ærgrede og gjorde mig ked af det, for dels var jeg også lidt af en perfektionist og dels vidste jeg at Hr. Vrisse ville blive ekstra gnaven, hvis jeg kom tilbage med ubetalte regninger, der havde fået nogle regndryp.

Da jeg vendte tilbage til firmaet fra den ovenfor beskrevne inkassotur og gik ind på kontoret, rejste Vrisse sig fra sin plads bag skranken og snerrede: "Gå om ad bagindgangen! Du gør jo alting vådt!". Jeg gjorde, som han sagde, og gik om og ind ad køkkendøren, idet jeg tog det våde overtøj af og tørrede mit hår med et håndklæde. Herunder kom kontordamen ud i køkkenet eller frokoststuen, som det blev kaldt, og hun sagde til mig, at min onkel havde været der, men at han ville komme tilbage senere på dagen. Hjertet hamrede i brystet på mig, da jeg hørte det og derfor spurgte hende: "Sagde han noget ellers?". "Nej, det gjorde han ikke!", svarede hun.

Jeg var naturligvis til det yderste spændt på, hvad der videre skulle ske for mit vedkommende, men foreløbig måtte jeg gå ind på kontoret ved min skrivepult og gøre regnskab. Mens jeg sad her, kom min onkel pludselig ind ad døren og gik direkte hen til mig, idet han rakte den underskrevne kontrakt frem mod mig og sagde: "Alt er ordnet! Du skal begynde på mandag!". "Ja, men så skal vi først lige ordne det med firmaet her!" svarede jeg. Onkel, som var fuldstændig uimponeret af hr. Vrisse og dennes sure miner, gik derefter hen foran skranken, bag hvilken hr. Vrisse sad og skulede, og fremførte, hvad sagen drejede sig om. Vrisse henviste imidlertid til, at det var chefen, han skulle tale med herom, og han var desværre ikke til stede lige i øjeblikket. Vrisse viste os dog utroligt nok den imødekommenhed, straks at ringe over til det andet firma, Grundejernes Forsikring, for at tale med chefen, som han kort satte ind i situationen.

Der gik ikke mere end omkring en halv snes minutter, før chefens tunge brede skikkelse trådte ind ad døren og bad min onkel og mig om at gå med ind på konferencekontoret. Hr. Vrisse fulgte som altid også med. Onkel forklarede chefen, hvad det hele gik ud på, og tænk, den venlige mand sagde, at de jo godt nok var kede af at skulle af med mig, men at han da meget vel kunne forstå, at jeg var nødt til at tænke på min fremtid. Han sagde også noget om, at jobbet hos ham ikke rigtig kunne være noget for mig, når jeg nu brændte så meget for at komme til at lave tegnefilm.

Til min store og behagelige overraskelse, gav selv Hr. Vrisse ham ret, og hans så godt som altid sure eller vrisne ansigtsudtryk mildnedes svagt af en lidt anstrengt grimasse, som vist skulle forestille et smil. Faktisk tror jeg, at han inderst inde glædede sig ved tanken om, endelig at skulle slippe af med en forkælet mors dreng, som han helt bestemt mente, at jeg var.

På det tidspunkt havde jeg været ansat i næsten tre uger i Husejernes Abonnement, hvilket omtrent svarede til den aftalte prøvetid. Det var normalt en kontraktlig forpligtelse, at den ansatte så vel som firmaet havde en uges opsigelsesfrist. Men selv om denne frist ikke gjaldt i prøvetiden, så forventedes det, at den prøveansatte gennemførte prøvetiden. Men i betragtning af den specielle situation, valgte chefen at se bort fra normal praksis, så at jeg faktisk kunne holde op allerede samme dag efter arbejdstids ophør.

Mit hjerte var ved at sprænges af lykke over mit store held, og især over, at jeg efter den aften kl. 18,15 for altid skulle være fri for at møde op på det triste kontor og agere prygelknabe for Hr. Vrisses lunefulde og sur-vrantne sind. I denne stemning af befrielse forløb resten af dagen derfor udmærket godt.

Før han sagde farvel og gik, overlod onkel Thorkild kontrakten med Sylvester Hvid til mig, og dette klenodie anbragte jeg i min taske, idet jeg omhyggeligt sørgede for, at det ikke skulle blive fedtet til af min madkasse. Sent på eftermiddagen blev lønningerne udbetalt, hvilket skete i små flade, brunlige lønningsposer. Uden på posen stod den ansattes navn, hvor mange timer den pågældende havde arbejdet i den forløbne uge, og hvor mange kroner og ører vedkommende skulle have udbetalt. Eftersom jeg ikke havde fået løn i de første to uger, var det min første løn og lønningspose nogensinde, og jeg var naturligvis en smule stolt, da jeg fik den og åbnede den og talte pengene efter. Imidlertid var der den hage ved min første løn, at den var beregnet fra mandag til og med lørdag, men jeg havde jo fået lov til at holde op allerede samme dag. Det sagde jeg til kassereren, som derefter henvendte sig til Hr. Vrisse, som igen henviste til chefen, der imidlertid opholdt sig på sit kontor i det andet firma. Kassereren ringede over til dette og fik chefen i tale og forelagde problemet for denne.

Efter et kort øjebliks samtale lagde kassereren telefonen og sagde henvendt til mig: "Chefen sagde, at der ikke skal trækkes for lørdagen i Deres løn!". Tænk, hvilken storslået gestus: en foræring på omkring et par kroner, som dengang var for penge at regne!

Da uret havde slået seks slag og yderdøren var blevet aflåst, begyndte jeg uden videre at sætte kassebøgerne på plads, og da det var gjort, gik jeg hen til min pult og hentede de ting, der skulle afleveres til Hr. Vrisse, inden jeg selv gik. De andre ansatte havde travlt med at rydde op på deres respektive pladser og efterhånden som de blev færdige, gik de ud i baglokalet for at hente deres overtøj. Da de forlod kontoret, sagde de hver især pænt "Farvel! og held og lykke!" til mig.

Den vordende skuespiller, som gerne ville gælde for lidt mere end de andre, sagde: "Goodbye, young mr. Disney!" og smilte skælmsk til mig, idet han strøg sit velkæmmede hår tilbage med en lidt koket bevægelse.

Efter at alle havde forladt kontoret, bortset fra Hr. Vrisse, blev der helt stille på kontoret, bortset fra vægurets tikkende lyd, som hakkede sekunderne ud. Hr. Vrisse sad som sædvanlig bøjet over sit skrivebord og ignorerede mig fuldstændig, da jeg kom ind ude fra baglokalet, hvor jeg havde hentet min taske og jakke. Han sagde ikke et ord, da jeg gik hen mod hoveddøren, idet jeg ganske lavmælt sagde: "Farvel!" og åbnede døren og gik ud i friheden. Selv solen var brudt igennem skyerne og regnen holdt op, hvilket satte humøret et par ekstra grader i vejret. Nu gjaldt det om at komme hjem og fortælle mine forældre og søskende og bagefter mine kammerater, om den store lykke, der i dag var overgået mig.

Chefen var ikke til stede denne sene eftermiddag, men var ude i byen i et eller andet ærinde, så han og jeg fik ikke sagt farvel til hinanden. Det ærgrede mig lidt, ligesom jeg følte det lidt irriterende, at Hr. Vrisse ikke havde fundet det på sin plads, at sige farvel til mig. Men den dårlige stemning vejredes bort som dug for solen, da jeg for altid lukkede døren ind til kontoret efter mig. Det føltes som at få en uventet gave.

Min cykel stod omme bag ved kontorbygningen, i hast fik jeg cykelspænderne på og satte mig op og svingede ud fra indkørslen og op ad Niels Ebbesensvej. En ubeskriveligt lyksalig følelse fyldte mit sind: Endelig fri og med udsigt til om få dage at skulle begynde det rigtige eventyr, som jeg havde drømt om siden jeg som 7-årig for allerførste gang i mit liv havde set en tegnefilm i provinsbyen Nykøbing Falster.

Min tegnerkarriere begynder

Men med hensyn til min debut som reklametegnerelev, så blev alle, jeg kendte, glade på mine vegne, over, at mit store mål nu syntes inden for rækkevidde. Dette gjaldt ikke mindst mor, men glæden havde dog et skår for hendes vedkommende, for hun var jo nødsaget til at tænke på pengene. Hos Husejernes Abonnement havde jeg kun fået løn for den sidste uge, jeg knapt var ansat i firmaet, og jeg skulle også være på prøve i de første tre uger hos Sylvester Hvid, men heller ikke derefter ville jeg få nogen løn i elevtiden. Så udsigterne til at få skrabet tilstrækkeligt med penge sammen til, at kunne holde en nogenlunde ordentlig konfirmationsfest, forekom indtil videre lidt usikre. Nogen gange havde jeg dårlig samvittighed over, at jeg brugte de drikkepenge, jeg havde fået på mine inkassoture, på mig selv og delvis også på mine to kammerater, som jeg i reglen spenderede is eller milkshakes på, når vi gik i biografen. Men i dag er det lidt af en trøst at tænke på, at det trods alt var begrænset, hvad jeg normalt fik af drikkepenge, højst 8-10 kr. om ugen.

Men weekenden gik med at dagdrømme og tale med mine to kammerater om, hvad der mon ventede mig, når jeg om mandagen mødte op på Sylvester Hviids Reklamebureau. Også min ’kæreste’ Alice glædede sig på mine vegne og ønskede mig held og lykke, da vi fredag aften mødtes oppe hos Jørgen og hans forældre, hvor vi i reglen blev budt på te og franskbrødsmadder. Hun og jeg var på det tidspunkt først så småt begyndt at sværme bevidst for hinanden, og det var en stiltiende aftale, at hun altid havde et ærinde oppe hos veninden Karen, når jeg var på besøg hos Jørgen.

Det hændte dog lejlighedsvis også, at hun ikke kom op, når jeg var der, og heller ikke gav nogen besked herom. Vi måtte jo gå stille med dørene, for det var ikke velset hos de voksne, at en ung mand på 14 år og en ung pige på 13 år var kærester. Man frygtede vel for, at de to unge skulle "lave ulykker", som det kaldtes, så pigen måske blev gravid. Men havde de voksne været lidt mere tolerante og åbensindede, ville de have kunnet se, at kæresteriet på det tidspunkt indskrænkede sig til et helt uskyldigt gensidigt sværmeri. For mit eget vedkommende kan jeg i al fald sige med sandhed, at jeg end ikke drømte om at have samleje med pigen, for dels var jeg bevidst om, at hun kun var tretten år, og dels satte jeg hende for højt til, at ville udsætte hende for noget, der lignede avancerede seksuelle tilnærmelser.

Det forekom mig dengang nærmest som helligbrøde at tænke på det, og egentligt samleje fandt som tidligere nævnt da heller aldrig sted mellem os i praksis. Og seksuelle tilnærmelser mellem os, forekom først omkring 1946, da hun var 16 og jeg selv 17 år, men altså kun i form af såkaldt "petting".

Om at tegne bogstaver

Så vidt jeg erindrer, begyndte jeg som elev hos Sylvester Hvid en mandag omkring den 22. juni 1943. Den første dag, jeg skulle møde på arbejdspladsen, cyklede jeg om ad Rantzausgade og via Gyldenløvesgade til Vester Voldgade og drejede af ned ad Frederiksberggade og hen til firmaets adresse. Cyklen stillede jeg omme i Mikkel Bryggersgade og nedenfor firmaets vinduer. Da jeg kom op på firmaets kontor, bød kontordamen mig velkommen og tilkaldte straks en yngre mand, der præsenterede sig som tegnestueassistent. Hverken Sylvester Hvid eller Poul Petersen var til stede ved den lejlighed. Den yngre mand, hvis navn jeg desværre ikke længere husker, tog mig med ind på den ene af de to tegnestuer, jeg snart fandt ud af at der var, og viste mig, hvor jeg skulle sidde. Min plads var bag ved det sidste af de fem-seks store vinduer, der vendte ud mod Mikkel Bryggersgade, og det, jeg kom til at sidde ved, var faktisk det, der lå længst væk fra Frederiksberggade.

Selve tegnebordet var faktisk et aflangt tegnebord bag de brede vindueskarme, så der var rigelig plads til et tegnebræt og tegneredskaberne, som indtil videre indskrænkede sig til et par blyanter og et viskelæder. Den yngre mand sad cirka et par meter fra mig ved det andet vindue, men ved det samme aflange bord, og her var han i gang med at tegne nogle bogstaver til en annoncetekst. I lokalet var der desuden et par borde og langs indervæggen og bagvæggen var der reoler med bøger og lignende. I den ende af lokalet, der lå nærmest Frederiksberggade, var der en rumadskillelse, lavet af træ, og med ruder i, som var immaterede halvvejs op. Bag ved denne væg havde tegnestuechefen sin tegnestue, der også tjente som kontor. Men når han tegnede og malede plakater, foregik det åbenbart i det lokale, hvor den yngre mand og jeg sad, for tæt op til rumadskillelsen stod der et stort staffeli, på hvilket der var anbragt en endnu ikke færdiggjort plakat. Tegningen på plakaten forestillede Absalons rytterstatue, den der står på Højbro Plads ud for Slotsbroen. Jeg blev straks meget imponeret af tegningen, som jeg syntes var flot og dygtigt lavet, og især var det inspirerende at se, at en del af figuren og dens omgivelser og teksten endnu kun stod med blyantsstreger.

Imidlertid kom den yngre mand hen til mig med et hæfte med skrifttyper, og sagde, at det første jeg skulle gøre, var at prøve på at tegne en bestemt skrifttype, en klassisk romersk skrift, som jeg ikke længere kan huske navnet på. Nå, tænkte jeg, sådan må man altså begynde, selvom man skal lave tegnefilm, og selvom det skuffede mig en smule, at det endnu ikke handlede om tegnefilm, mente jeg, at enhver rejse altid begynder med det første skridt. Og jeg var al for benovet og genert til, at ville spørge om, hvor på bureauet, der blev lavet tegnefilm. Følgelig gik jeg i gang med at tegne bogstaver, så godt jeg kunne, alt imens min "supervisor" af og til kiggede på, hvad jeg havde lavet, og roste eller rettede på det, efter som han nu syntes det var fortjent.

Arbejdstiden var den samme som hos Husejernes Abonnement, dvs. kl. 8-17, og selvom det var en lang arbejdsdag, ikke mindst for en ung fyr som mig, der havde været vant til en skoledag på seks timer, så var jeg så entusiastisk, at det ikke betød noget for mig. Desuden var det sommer, solen skinnede og for mig tegnede fremtiden sig lys og lovende, på trods af besættelsestidens trykkende forhold og frygten for, hvad tyskerne eventuelt kunne finde på i forhold til Danmark. Og forholdene var trykkende og truende nok i 1943, hvilket jeg skal vende tilbage til lidt senere.

Klokken 12-12,30 var der frokostpause, og jeg spiste min medbragte mad på tegnestuen. Der blev budt på kaffe eller te om formiddagen, til frokost og om eftermiddagen, men da jeg ikke var nogen stor ynder af nogen af delene dengang, nøjedes jeg med til frokost at spise mine fire halve, flade madder, som var blevet fugtige og bløde af tomatmaden og af den syltede rødbede eller agurkesalaten på leverpostejen, efter at have ligget i madkassen i min taske, siden de var blevet smurt om morgenen kl. 7. Imens benyttede jeg lejligheden til at kigge ud af vinduet og studere livet nede på den forholdsvis smalle Mikkel Bryggersgade. Skråt over for, hvor jeg sad ved vinduet, og til venstre lidt længere henne i gaden, så man de store plakater foran det gamle hæderkronede Grand Teatret. Denne ærværdige biograf havde jeg dog endnu ikke haft lejlighed til at aflægge et besøg, men i årene efter besættelsen kom jeg der jævnligt.

Da det endnu var sommer og varmt vejr, stod de store vinduer i tegnestuen halvt åbne, og man kunne derfor høre den summende lyd af mennesker, busser og hestevogne, som der dengang passerede forbi nede på den tæt trafikerede Frederiksberggade. Den var jo en del af Strøget, og her var der altid livligt og fyldt også med gående mennesker, der spadserede i begge retninger og kiggede på forretningsvinduer eller gik ind i butikkerne for at handle. Der var mange butikker i gaden og de lå tæt ved siden af hinanden, sådan som tilfældet stort set også var med resten af Strøget, dvs. Nygade, Vimmelskaftet og Østergade.

Efter frokost genoptog jeg det efter min opfattelse lidt kedsommelige arbejde med at forsøge at tegne bogstaver, som jeg mente at man jo bare kunne trykke. Jeg forstod endnu ikke, at der kan være en særlig charme, noget levende, over håndtegnede bogstaver, sådan som jeg år senere indså. Men da jeg dels var pligtopfyldende og dels en smule autoritetstro, idet jeg mente at bureaufolkene bedst måtte vide besked med, hvad man skulle lære, for at blive en god tegner, anstrengte jeg mig til det yderste med at eftertegne den bogstavtype, jeg havde fået som forlæg.

Sådan gik den første dag, og inden jeg tænkte nærmere over det, var klokken pludselig 17 og arbejdstiden forbi, uden at jeg den dag havde set noget til hverken Sylvester Hvid eller tegnestuechefen Poul Petersen.

På bureauet formede de følgende dage sig stort set, som tilfældet var den første arbejdsdag, og jeg så stadigvæk ikke noget til hverken tegnestuechefen eller direktøren. Den yngre tegner og jeg sad side om side dagen lang og tegnede på hver sine opgaver. Han på en annoncetegning og jeg på bogstavtegningens efter min mening svære, men også meget lidt interessante kunst. Sådan forløb min første uge i det dengang navnkundige reklamebureau Sylvester Hvid.

Dagene gled hen, den ene efter den anden, mens jeg fortsatte med at prøve på at interessere mig for og koncentrere mig om den i sig selv udmærkede kunst, at tegne bogstaver. Der var meget stille på tegnestuen, hvor kun den yngre tegner og jeg opholdt os, og vi vekslede ikke mange ord med hinanden i dagens løb. Den eneste støj, der hørtes, var den summende lyd fra gaden.

Tegnestuechefen stak lige hovedet ind ad døren om morgenen og sagde: "Go'morgen!", det var alt, hvad vi så og hørte til ham i den uge.

Men endelig blev det lørdag, hvor vi kun skulle arbejde til kl.14, og så var det weekend, og tid til at være lidt mere sammen med min familie og mine to kammerater, end ugens andre almindelige dage tillod.

Det må siges, at jeg følte mig naturligvis både glad og stolt over, at jeg nu var blevet elev på et reklamebureau, for der stod en vis air og respekt alene omkring ordet og begrebet. Det var desuden et første lille skridt udenfor det sociale miljø, hvori jeg var født og opvokset og hidtil havde befundet mig. Mine to kammerater var da også fulde af beundring for, at jeg var nået så vidt, men de var samtidig både noget skeptiske og måske også lidt misundelige på mig, i al fald ubevidst. Skeptiske, fordi ingen af dem selv nærede det mindste ønske om, at bevæge sig ud over det arbejder- og håndværkermiljø, hvori de også selv var født, opvokset og stadig befandt sig.

Uden at ville det, og uden at gøre sig det klart, foragtede de mig hver især en lille smule, for rent instinktivt følte de, at det næsten var det samme som en slags forræderi, at svigte den sociale klasse, man tilhørte gennem sin fødsel og opvækst, og som man derfor efter deres mening nærmest var forudbestemt til at tilhøre.

En stor skuffelse

Efter weekendens oplevelser og efter min mening alt for lange pause, blev det igen mandag, og en ny arbejdsuge begyndte. Jeg kunne ikke hurtigt nok komme i gang igen og jeg glædede mig meget til atter at komme ind på tegnestuen, selvom bogstavtegning ikke var det mest ophidsende, jeg kendte. Men jeg håbede stadig på, at hver dag ville bringe mig nærmere mit mål: at lave tegnefilm.

Det viste sig dog at jeg fortsat skulle tegne bogstaver, bogstaver og atter bogstaver, fra kl.8 morgen til kl.17 eftermiddag, kun afbrudt af en middagspause på en halv time. Det gjorde jeg så mandag og tirsdag, men onsdag formiddag havde jeg fået nok af det meget lidt morsomme det var, at tegne bogstaver dagen lang. Derfor dristede jeg mig til at spørge den yngre tegner, om hvor på bureauet, der blev lavet tegnefilm, idet jeg henviste til, at jeg i biografen havde set en reklametegnefilm, der reklamerede for bureauet.

Den yngre tegner så noget uforstående på mig og sagde, at han ikke kendte noget til, at bureauet overhovedet selv lavede tegnefilm, og det mente han faktisk, at man ikke gjorde. "Ja, men jeg har jo selv set den reklametegnefilm for Sylvester Hvid, der vises i biograferne!", sagde jeg tvivlende og tilføjede: "Det er derfor, jeg er søgt ind som elev her!"

Den stilfærdige men venlige yngre mand så desorienteret på mig og sagde: "Det var jo ikke så godt! Lad mig lige undersøge det nærmere!", hvorefter han rejste sig fra sin plads og forlod lokalet ad døren ind til Poul Petersens kontor. Nogle få minutter senere kom han tilbage, fulgt af tegnestuechefen, som straks spurgte mig: "Hvad er det, jeg hører, Rasmussen! Vil du lave tegnefilm?" - "Ja!", svarede jeg, "det er derfor, jeg er søgt ind her hos jer, for jeg troede I lavede tegnefilm, og der er ingen, der har sagt til mig, at I ikke gør det!" - "Nej, vi laver slet ikke tegnefilm her på bureauet!" sagde han og tilføjede: "Men dette her må vi hellere tale med direktør Sylvester Hvid om!".

Han gik derefter hen mod den dør i baggrunden, der førte ud til receptionen, hvorfra der var adgang til direktørens kontor. Undervejs sagde han: "Jeg vil lige se, om han er ledig med det samme!", hvorefter han forsvandt ud ad døren.

Der gik nu nogle minutter, hvori jeg spændt ventede på, hvad der videre ville ske. Da tegnestuechefen straks efter kom tilbage, sagde han henvendt til mig: "Sylvester Hvid vil gerne tale med dig straks!". Jeg rejste mig og fulgte efter ham ind på direktørens kontor, hvor jeg blev bedt om at tage plads. Den venlige direktør begyndte derefter at udspørge mig nærmere om, hvad det hele var for noget.

Da jeg i detaljer havde fortalt ham om min baggrund for og hensigt med at søge ind på hans reklamebureau, sagde han: "Det er jo en lidt kedelig misforståelse! Den reklametegnefilm for vores bureau, som du har set i biografen, er lavet udenfor bureauet af en tegner, der hedder Kjeld Simonsen!". Efter en lille pause spurgte han: "Er du nu helt sikker på, at det er tegnefilm, du gerne vil lave?" - "Ja, det er jeg!", svarede jeg med en bestemthed, der åbenbart overbeviste ham om, at jeg virkelig mente det alvorligt. "Ja vel, men så er det jo heldigt for dig, at der netop i øjeblikket er et tegnefilmforetagende, som er i gang med en større tegnefilm! Hvis de kan bruge dig dér, vil jeg gerne gå med til at annullere din kontrakt med os!", sagde han og tog straks telefonen, ringede op og talte med en eller anden i den anden ende af røret.

Jeg husker ikke længere, hvad der præcis blev sagt ved den lejlighed, kun at Sylvester Hvid, efter at have lagt røret på, sagde til mig: "Gå nu over i nr. 10 og op på 2.sal. Der vil de gerne se dine tegninger! Og kom så tilbage og fortæl mig resultatet!"

"Tak, Hr. direktør, men min mappe med tegninger ligger jo her hos Dem!", sagde jeg oprømt. "Nå, gør de det!" svarede han og vendte sig til tegnestuechefen og sagde: "Petersen, vil De finde Harry Rasmussens mappe med tegninger!". Tegnestuechefen nikkede og gik ind på sit kontor, hvorfra han et øjeblik efter kom tilbage med mine tegninger og rakte dem til mig.

Teksten fortsættes i 5. afsnit.