Om mit forhold til filmmediet
Med til forlystelser regnedes biograferne, som jo spillede
hele sæsonen, både vinter og sommer, men folk gik dog ikke så meget i biografen
i sommerhalvåret. Derfor gjaldt det for biograferne om at sætte film på
programmet, som man erfaringsmæssigt vidste, ville tiltrække flest mulige
mennesker.
Biografernes repertoire blev ved med at interessere
mig, skønt jeg endnu ikke havde ret megen indsigt i den filmiske teknik og
dramaturgi, så lidt som i dansk og udenlandsk filmhistorie. Den 9. juli 1943
kunne Aftenbladets biografannoncer fortælle hvilke film, der gik i de
biografer, som denne dag annoncerede i avisen – det skal bemærkes, at filmenes
årstal ikke forekommer i annoncerne, men her er hentet fra flere andre kilder.
I øvrigt fortsatte biograferne foreløbig med deres normale spilletider:
Amager Bio:
Tante Kramers Testamente (dansk; 1941)
Atlantic: Lærerinde
paa Viften (svensk; 1941)
Bispebjeg
Bio:
Garnisonens glade Gut (fransk; 1937. Kun
3 dage!)
D.S.B.: Non
Stop-program: Dansk Film Avis – Stillehavets Perler –Franske Børn -
Clyde mac Coy
– Tegnefilm: Lygtetænderen (ikke identificeret)
Grand:
Et Spil om en Vej (svensk; 1942. 4. Maaned!)
Merry:
En ægte Skaaning (svensk; 1938)
Nora:
Kommers i Kompagniet (svensk; 1941?)
Palads: Det
brændende Spørgsmaal (dansk; 1943. 16. uge. Forb. f. Børn)
Palladium:
Mine kære Koner (dansk; 1943)
Saga: Kardinalens
Kurér (svensk; 1942?)
Valby Teater:
Fy og Bi i Krudt med Knald (dansk; 1931)
Selv om ikke alle københavnske biografer er
repræsenteret i ovennævnte oversigt, så fremgår det utvetydigt, at de
amerikanske film og filmrepriser helt er ophørt med at blive vist i biograferne
på det her nævnte tidspunkt. Dette bekræftes ydermere
af det københavnske biografrepertoire for mandag den 26. juli 1943, således som
dette fremgår af B.T. for denne dato:
Alexandra:
Erotik (ungarsk; 19??. 11. uge. Forb.
f. Børn. Kun faa Dage!)
Allé Teatret: Volga
i Flammer (fransk; 19??. For. f. Børn)
Bellevue:
Revystjernen fra Follies Bergère (fransk; 1939?)
Bristol:
Stormende Ungdom (fransk; 1939?. Forb.
f. Børn)
Carlton:
Levemand i Paris (fransk; 19??)
Grand:
Et Spil om en Vej (svensk; 1942. 4. måned!)
Kino-Palæet:
Hans Onsdags-Veninde (dansk; 1943. 14. uge!)
Metropol: Mordet
paa Julemanden (fransk; 1941. 10. uge! Forb. f. Børn)
Nora: En
eneste Nat (svensk; 1939. Forb. f. Børn)
Nørreport Bio: Jeg
er skyldig (fransk; 1937)
Palads:
Det brændende Spørgsmaal (dansk; 1943. 18. uge! Forb. f. Børn)
Palladium: Mine
kære Koner (dansk; 1943. 10. uge)
Palæ Bio:
Den Døde stikker a’ (fransk; 1936)
Park: Tag
det som en Mand (dansk; 1941)
Platan: Gentlemantyven
(fransk; 19??)
Rialto: Mandag: Køresvenden (fransk; 1939. Forb.
f. Børn). Tirsdag: Postholderens Datter (fransk; 1936). Onsdag: Aftenrøde
(fransk; 1938). Torsdag: U-Baads Katastrofen (fransk; 19??). Fredag: Det første
Rendez-vous (fransk; 1941). Lørdag: Sorte Øjne
(fransk; 1935). Søndag: Kronens Perler (fransk; 1937)
Roxy: Med dig i
mine Arme (svensk; 1940)
Saga:
Kvinder i Bur (fransk; 1938?. 1. Genopførelse. Forb. f. Børn)
Scala Bio: Juni-Natten
(svensk; 1940. 3. uge! Forb.
f. Børn. Næsts. Dag!)
Skovshoved:
Moster fra Mols (dansk; 1943)
Strand Teatret:
Værsgo’ – her er Lykken (fransk; 1940)
Triangel:
Lærerinde paa Viften (svensk; 1941)
Windsor:
Kun for en Nat (fransk; 1942?)
Som det fremgår af de to ovenfor anførte lister over
københavnske biografer i juli 1943, spilledes der overvejende franske film i
biograferne, og kun få svenske og endnu færre danske film, i al fald på dette
tidspunkt. Særligt interessant er det, at en film som ”Erotik” spilles på 11.
uge i samme biograf, nemlig Alexandra, som i øvrigt blev kendt for et
nogenlunde seriøst repertoire. Det er dog ikke lykkedes mig at identificere
filmen, bortset fra at den er ungarsk, men alene titlen har formentlig været
nok til at lokke ’husarerne’ ind. Eller rettere sagt, det er jeg vis på.
Herefter nogle udsnit af biografannoncer i B.T. for 26.
juli 1943. Som det fremgår af annoncerne, er der ikke en eneste amerikansk
spillefilm på repertoiret, som udelukkende består af mere eller mindre markante
franske, svenske og danske film. Desuden vil man bemærke, at en ellers så
velrenommeret biograf som Alexandra, har en film med titlen ”EROTIK” på
programmet, som var velegnet til at lokke ”husarerne” (mandepublikummet) til et
besøg. Det samme har formentlig været tilfældet med det franske lystspil
”Levemand i Paris”, en titel, der jo smagte af erotik.
For resten er B.T. – og formentlig også de øvrige
danske aviser – denne dag præget af meddelelsen om, at den italienske diktator
Benito Mussolini (1883-1945) var trådt tilbage – eller rettere sagt: afsat fra
posten som ”il Duce”, ”Føreren” eller diktatoren. Det
er utroligt, så meget man gør ud af den begivenhed, som er illustreret med en
række fotos af den afgåede diktator, som havde ført Italien ind i fascisme og
ud i krig flere steder på kloden. Konge-kejseren Victor Emanuel 3 (1900-46)
blev genindsat i sine gamle magtbeføjelser, og posterne som regeringschef og
udenrigsminister blev overtaget af den da 72-årige Marskal Pietro Badoglio (1871-1956), der især blev kendt gennem sin
ledelse af det italienske felttog i Afrika.
Men B.T. var dengang som senere frem for nogen Sportens
avis, hvilket turde fremgå af den relativt megen spalteplads, omtalen af
sportsbegivenheder fik i bladet. Det gjaldt roning, svømning, løb, atletik,
tennis, cyklesport, travløb, fodbold og flere andre
sportsgrene. Det var også dengang sportsstjernerne, der tiltrak sig publikums
og dermed også pressen opmærksomhed og interesse. I cyklesporten
var det navne, som Willy Falck Hansen og Carl Koblauch, der var fremme i
bevidstheden. På den stopfyldte Ordrupbane vandt førstnævnte for 18. gang
Danmarksmesterskabet i Sprint for professionelle. Koblauch vandt Amatørernes
Danmarksmesterskab og oplevede i lighed med de professionelle den ære, det var, at blive laurbærkranset af
handelsminister Halfdan Hendriksen.
Svenskeren Gunder Hägg var dengang
et fænomen indenfor løbesporten, som en af verdens hurtigste løbere. Han havde
netop nogle dage tidligere deltaget i hurtigløb over 1 mils distance i Boston i
USA, hvor han vandt med den fine tid 4,05,3. I 1500 meter-løbet vandt han med
tiden 3,47,8, og begge tider var nye amerikanske rekorder på udendørsbane.
Fænomenet Hägg blev naturligvis tiljublet som tidens
store stjerne indenfor løbesporten, og berømte Hollywood-filmstjerner havde
vistnok overværet hans løb i Los Angeles den 10. juli. Blandt de berømte var
svenskfødte Ingrid Bergman, kendt i Danmark for sin medvirken i mange seriøse
svenske spillefilm og senere for sin medvirken i amerikanske spillefilm. Men om
ligeledes svenskfødte og nok så berømte filmstjerne Greta Garbo også var
tilskuer, sådan som Hägg åbenbart havde håbet på,
melder historien ikke noget om.
Skuespillerinden Ingrid Bergman (1915-1982) var født i
Stockholm, hvor hun som ung gennemgik Kungliga
Dramatens elevskole og spillede adskillige roller på teatret, inden hun i 1934
som 19-årig debuterede i filmen ”Munkbogreven”. I
årene 1934-38 medvirkede hun i 11 svenske spillefilm med så stor succes, at
amerikansk film havde bud efter hende. Hendes første amerikanske spillefilm var
”Intermezzo” fra 1939, en genindspilning af hendes svenske spillefilm fra 1936
med samme titel. I den amerikanske version af filmen spillede hun sammen med
den dengang højt berømte engelskfødte skuespiller Leslie Howard (1893-1943).
De følgende mange år medvirkede Ingrid Bergman i en
lang række amerikanske spillefilm, i reglen med stor succes som følge af hendes
ægte og troværdige spil i de roller, hun enten selv havde valgt eller var
blevet castet til, som det hedder i fagsproget. Størst succes fik hun nok i de
film, der var iscenesat af mesterinstruktøren Alfred Hitchcock, og hvori hun
spillede sammen med en af amerikansk films store skuespillere, Cary Grant (1904-1986).
Skuespillerinden Greta Garbo, født Gustafsson
(1905-1990) var ligeledes født i Stockholm, hvor hun som 17-årig og uden nogen
teatererfaring i 1922 fik sin første rolle i en svensk stumfilm. Men allerede
et par år efter, 1924, fik hun stor succes i stumfilmen ”Gösta Berlings Saga”,
instrueret af den berømte stumfilminstruktør Mauritz Stiller (1883-1928). Året
efter, i 1925, medvirkede hun i den tyske stumfilm ”Bag Glædernes Maske”,
instrueret af den ligeledes berømte tyske stumfilminstruktør G. W. Pabst
(1885-1967). I denne film spillede hun i øvrigt sammen med den berømte danske
stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972).
Sammen med Stiller drog Garbo til den amerikanske
filmby Hollywood, hvor hun snart blev fastansat hos Metro-Goldwyn-Mayer
(MGM) og fik stor succes, idet hun i løbet af kort tid kom til at fremstå som
stumfilmtidens alt og alle dominerende filmstar. Stiller gik det knapt så godt
for, idet han angiveligt ikke passede ind i Hollywood-stilen, hvor han da også
kun instruerede nogle få spillefilm, inden han i 1927 måtte resignere og vende
hjem til Sverige igen. Her døde han året efter.
I øvrigt var der temmelig varmt på tegnestuen i
sommeren 1943. Alle tegnestuens vinduer var åbne i arbejdstiden, og varmen stod
nærmest som en dyne over Strøget, hvor den gående trafik bevægede sig langsomt
og dovent af sted. Det samme gjorde de hestetrukne køretøjer, og hestenes
hovslag imod asfalten lød tungt og langsomt, selv i trav. Men arbejdet skulle
jo udføres, og eftersom jeg faktisk var entusiastisk for hurtigst muligt at
komme til at lære at lave, hvad jeg selv forstod som ”rigtig” tegnefilm, masede
jeg på med alt, hvad jeg havde af energi og talent.
Men man skulle jo kravle, før man kunne gå og lære, før
man kunne forstå, så jeg kastede mig med ildhu over den allerførste opgave, jeg
fik af min læremester, Børge Hamberg. Den gik ud på at mellemtegne
en scene med filmens konge og dennes tre lakajer, som skulle hjælpe ham af
nattøjet og i regenttøjet. Børge havde siddet ovre på Johnsens kontor og tegnet
alle nøgletegningerne til scenen, som han nu overlod det til mig at mellemtegne.
Scenen med de tre lakajer i færd med at hjælpe kongen
af nattøjet og i stedet iføre majestæten regenttøjet, lige inden denne skal
”ned og regere”, som han selv udtrykker sig. Det er en af filmens længste
scener – for lang, vil nogle sikkert mene – som nok kunne være blevet delt op i
flere mindre underscener med halvnære og nære kameraindstillinger. Men Hamberg
valgte altså at lave scenen, sådan som den fremstår i filmen.
Eftersom scenen havde en spillelængde på omkring 60
sekunder, altså et helt minut, betød det, at den bestod af over 1000 numre,
hvoraf Børge havde tegnet cirka hver anden tegning, altså nr. 1, 3, 5, 7 osv.
Og da der var fire figurer på hver eneste tegning, havde det taget omkring en
måned for ham at lave de 500 tegninger, kaldet nøgletegninger. Min opgave
bestod derefter i at mellemtegne scenen med
tegningerne nr. 2, 4, 6, 8 osv., og altså ligeledes i alt 500 tegninger med
fire figurer på hver eneste tegning, men eftersom jeg af gode grunde var uøvet
i at mellemtegne, tog det mig omkring en måneds tid
at tegne de mange tegninger. Men selvom jeg sad på en noget umagelig taburet,
syntes jeg faktisk det var sjovt at gøre det, ikke mindst fordi jeg samtidig
kunne aflure, hvordan og hvorfor figurerne ’bevægede’ sig fra tegning til
tegning, som de gjorde.
Tegneren Mogens Mogensen har i 1943 tegnet en karikatur
af den kun 14-årige mig, Harry Rasmussen, siddende bag en skranke, på en
kontorstol uden ryglæn. Jeg var så lille af vækst, at det kun var med besvær
jeg kunne nå op til lyspulten. Man skal tænke sig, at det var i denne stilling,
at jeg sad i omkring en måned og mellemtegnede scenen med de tre lakajer og
kongen.
Men som nævnt befandt jeg mig helt alene på tegnestuen
i Frederiksberggade 28, 2. sal det meste af juli måned, og den første, jeg fik
følgeskab af, var som også tidligere nævnt min læremester, Børge Hamberg. Der
gik dog hen ved 14 dage, før han indtog stedet som sin faste daglige
arbejdsplads. Men derefter begyndte der efterhånden at dukke flere tegnere og
tegnepiger op, som ligeledes fik fast arbejdsplads på tegnestuen.
Efter frokost og hen på eftermiddagen, hvor varmen og
luften på tegnestuen føltes noget nær uudholdelig, var det, at en af os gerne
gik over til chokoladeforretningen på den anden side af Frederiksberggade, ved
siden af Bristol-biografen, for at købe ispinde eller vaffelis. Disse kølede
imidlertid kun midlertidigt, hvilket dog var bedre end ingenting, plus at det
var et velkomment lille afbræk i arbejdet bag lyspulten, som også blev meget
varm, når elpæren, der oplyste glaspladen nedefra, havde været tændt i nogen
tid. Og tænk så på, at der på et tidspunkt var omkring en halv snes sådanne
lyspulte, der var tændte på samme tid det meste af dagen. Men for mit eget
vedkommende spillede varmen overhovedet ingen rolle, for jeg var så
entusiastisk med mit arbejde bag lyspulten, at jeg totalt glemte tid og sted.
Biografernes situation var fortsat meget usikker, selv
om publikum efterhånden havde vænnet sig til, at der ikke længere var
engelsksprogede film på markedet, bortset fra tegnefilmene, som den tyske
censur mærkeligt nok lod passere. Men alligevel fortsatte publikum nærmest med
at strømme til biografernes udbud af især danske, men også svenske og franske
film, hvoraf en del var repriser. Ikke mindst nogle af de franske film havde appel
til ’husarerne’, idet de ofte lokkede med pikante erotiske scener. Men der var
stadigvæk ikke mange tyske film i biograferne. Det var i øvrigt som om der
fandtes et stigende behov for at tilbringe i reglen en halvanden times tid i
biografens halvmørke, hvor man kunne indbilde sig eller drømme, at den barske
virkelighed udenfor, ikke eksisterede. Desuden var der ikke meget andet, det
almindelige, jævne storbypublikum kunne bruge sin tid og penge på.
Den famøse søndag den 29. august 1943 så det
københavnske biografrepertoire i henhold til Politiken for denne dato sådan ud:
Aladdin:
En Pige uden Lige (dansk; 1943)
Allé Teatret:
Tag dig af Ulla (????, 19??. Forb.
f. Børn. Sidste dag!)
Alexandra:
Prinsens Elskerinde Mam’zelle Bonaparte (fransk,
1943)
Amager Bio:
Muntre Akrobater (svensk; 1940) Erotik (ungarsk. Forb.
F. Børn. Sidste dag!) Kl. 2 og 4: Muntre Akrobater (svensk, 1940)
Atlantic: Juninatten (Forb.
F. Børn, svensk; 1940) Fy og Bi ”Med fuld Musik” (dansk; 1938?)
Bella Bio:
Præsten, der slog Knock-Out (svensk: 1943. Sidste
dag!) Kl. 3: Tegne- og
Kortfilm-Show (?)
Bergthora:
Stationsforstanderen i Lykkeaas (svensk; 1939? Sidste
dag!) Kl. 4: Samme som Aftenprogrammet:
Bio-Lyngby:
Lægen, der dræbte (tysk, 19??. Forb.
F. Børn. Sidste dag!) Kl. 16: Dødstrommen og Europamesterskabet i
Sværvægtsboksning (?)
Bispebjerg Bio:
Et Spil om en Vej (svensk; 1942. Sidste dag!) Kl- 16:
Tykke Thor i Trøjen (svensk; 1941?)
Boulevard Teatret: Præsten, der slog Knock-Out (svensk:
1943 Sidste dag!) KL. 3: Under falsk Flag (svensk; 19??)
Bristol: I
Havnens Skygger (fransk; 1939)
Bellevue:
Vi kunde ha’ det saa rart
(dansk; 1942. Sidste dag!)
Carlton:
En Pige uden Lige (dansk; 1943. 4. uge. Næsts. Dag!)
D.S.B.:
Non Stop-program hver fulde Time Kl. 14-21: Dansk Film Avis – Paa Bølgen blaa – Slottet
Escorial – Hist og her Nr. 5 – Krüger Nationalpark (Anden Del) - Anders And
spiller Hockey (amrk.; 1939. Der måtte altså fortsat
gerne spilles korte amerikanske tegnefilm i biograferne!)
Enghave Bio:
Pas paa Pengene (tysk; 1941?) Kl. 16: Tror du, jeg er
født i Gaar? (dansk; 1941)
Fasan Bio: I
Nat Kl. 12 (fransk; 1939. Forb. F. Børn. Sidste dag!)
Kl. 3: Ulvehundens Hævn (?) og Jens Langkniv (dansk; 1940)
Gentofte Kino:
Det første Rendez-vous (fransk; 1941)
Grand:
Quadrille (fransk; 1938)
Grøndals:
Mordet paa Julemanden (fransk; 1941. Forb. f. Børn. Sidste dag!) Snushanerne (dansk; 1936)
Hvidovre Kino: Det
første Rendez-vous (fransk; 1941) Kl. 4: Skipper
Skræk (amrk.)
Kino-Lyngby:
Tag det som en Mand (dansk; 1941) Kl. 4: Film-Show: Skipper Skræk, Betty Boop (amrk.)
Kino-Palæet:
Hans Onsdags-Veninde (Sidste dag! dansk; 1943)
Lyngbyvejens Kino: En Herre i Kjole og Hvidt (dansk; 1942)
Merry: De
glædesløses Gade (fransk; 1938) Kl. 3 og 5: Stort Kortfilm-Show
Metropol:
Unge Piger forsvinder i Paris (fransk; 1938-39)
Nora:
Ungdommens Længsler (tysk; 19??. Forb.
f. Børn. Sidste Dag!) Kl. 4: Madam
Anderssons Kalle (svensk; 19??)
Nørrebros Biograf: Ungkarlesynder (fransk; 1941-42. Sidste dag!)
Nørreport Bio:
Alle Mand paa Post! (svensk; 19??)
Odeon: Den gule
Hævner (Glædernes Hus) (fransk; 19??. Forb. f. Børn) Kl. 3 og 5: Store Børneforestillinger: Flot
Kortfilm-Show, morsomme Tegnefilm, Farcer m.m. (formentlig i hovedsagen
amerikanske film og tegnefilm)
Palads: Katrina
(svensk; 1943. 2. uge!)
Palladium:
Ta’ og elsk mig! (tysk; 19??)
Palæ Bio: Lykken
kommer (dansk; 1942. Sidste dag!) Kl. 5: Stort Kortfilm-Show
Park: Peter
Andersen (dansk; 1941. Sidste dag!)
Platan:
De glædesløses Gade (fransk; 1938. Forb. f. Børn)
Regina:
Kanske en Gentleman (svensk; 1937?) og Gøg og Gokke i ”En Duel i Paris” (amrk.; 19??)
Rialto: Swedenhielms (svensk; 1935. 2. uge!)
Roxy: En Pige uden
Lige (dansk; 1943. Sidste dag!)
Ry-Kino:
Med slukkede Lanterner (fransk; 1936. Sidste dag!) Kl. 4: 5 raske Piger (dansk:
1933)
Toftegaard:
Præsten, der slog Knock-Out (svensk, 1943. Sidste
dag!) Kl. 4: 6te Trækning (dansk; 1936)
Saga: Elvira Madigan (svensk; 1943. 4.
uge)
Scala-Bio: En
Pige uden Lige (dansk, 1943. Sidste dag!)
Triangel:
En Pige uden Lige (dansk, 1943. Sidste dag!)
Valby Teater:
Brændinger (svensk; 1935) Kl. 3 og 5: Stort Kortfilm-Show (?)
Vanløse Bio:
Bandlyst (fransk, 1940?. Sidste dag!) )Kl. 4: Panserbasse (dansk; 1936)
Vesterbro Teater: Besættelse (fransk; 1937. Sidste Dag!) Med Piber og Trommer (svensk,
1941?)
Windsor:
Mordet paa Julemanden (fransk; 1941, 12 ugers succes
på Metropol. Sidste dag!) Kl. 4: Folkeforestilling: Spøgelset paa Bragehus (svensk; 19??)
World Cinema
spillede ikke film i sommerhalvåret, hvor Cirkusbygningen var i brug til sit oprindelige
formål, nemlig cirkusforestillinger. Det var i mange år det meget populære og
på sin vis fornemme Cirkus Schumann, der lagde beslag på huset.
”Der kom en soldat marcherende... ”
Lad os begynde dette afsnit med et lille resumé over,
hvad der foreløbig er fremgået af denne beretning om mit liv og min tid: De
ovenfor citerede indledningsord til H.C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet” skulle på
flere måder få både gode og dårlige konsekvenser for verden, og ikke mindst for
lille Danmark. Vintrene 1939, 1940, 1941 og ligeledes vinteren 1942 var de
hidtil strengeste i århundredet, og under den sidstnævnte vinter blev der målt
den laveste temperatur siden 1893.
Det store problem for befolkningen var brændslet i form
af kul og koks, som var rationeret på grund af knaphed som følge af de
indskrænkninger af importen, der var en konsekvens af krigssituationen. Kullene
havde Danmark tidligere hovedsagelig importeret fra England, men nu var man
afhængig af kulimporten fra Tyskland, hvor man selv havde brug for kullene,
især i krigsindustrien. Desuden voldte vinterens store mængder af sne alvorlige
trafikvanskeligheder, og hovedstadens mælkeforsyning måtte en overgang delvis
foregå ved hjælp af slæde-transporter.
Men det var faktisk den strenge vinter 1941/42, der var
en væsentlig årsag til, at Nazi-Tysklands angreb og forsøg
på at erobre Rusland blev vendt til et lammende nederlag for tyskerne. Så i en
vis forstand tjente de strenge vintre et godt formål, om end de var hårde at
komme igennem for befolkningerne, ikke mindst i det tyskbesatte Danmark.
I øvrigt gik årene og dagene stort set sin rolige og
vante gang i lille Danmark, optaget som de fleste var af dagligdagens små og
store glæder og sorger. Og folk nød naturligvis sommermånedernes sol og varme
som før. Forlystelseslivet nærmest blomstrede og biograferne havde også
rimeligt gode kår i disse år og var endnu ikke blevet ramt af sådanne
restriktioner, som snart skulle blive tilfældet. Men allerede kort før
krigsudbruddet den 3. september 1939 blev der indført mærkbare samfundsmæssige
restriktioner, blandt andet i form af udførselsforbud for en lang række varer,
samt rationering af benzin, gas-, vand- og elektricitet. Desuden blev der
indkaldt hjælpemandskab til civilbefolkningens beskyttelse mod følgerne af
eventuelle luftangreb. Et velkendt fænomen i storbyerne blev de sandsække, der
stabledes op foran kældervinduer og mange andre steder, særlig ved offentlige
bygninger, ligesom offentlige statuer, som f.eks. rytterstatuen på Amalienborg
Slotsplads, blev beskyttet af en stabel sandsække skjult af en stor trækasse.
Den 9. april 1940 blev skæbnedagen for blandt andet
Danmark, da tyske tropper tidligt om morgenen overlistede den endnu sovende
befolkning og invaderede og besatte landet, først og fremmest hovedstaden og de
større provinsbyer. Disse steder konfiskerede den tyske besættelsesmagt uden
hensyn til ejere og brugere de bygninger og øvrige faciliteter, de fandt
nødvendige. I København beslaglagde den tyske hærkommando Hotel d’Angleterre,
marinen Hotel Phønix, og Waffen-SS Persil-Kompagniets ejendom i Jernbanegade. En del af
Dagmarhus blev også taget i anvendelse, men biografen fik foreløbig lov til at
fortsætte med at vise offentlige forestillinger. I den følgende tid
beslaglagdes Shellhuset som hovedkvarter for det
berygtede Geheime Staats Polizei, forkortet Gestapo. Vægtergården, Vesterport, Skt. Annæ
Palæ tages også i brug til tyske formål, og Paladsteatret blev omdannet til
forlystelsesstedet Deutsches Eck. I 1944 blev Dagmar Bio inddraget til
værnemagtsbiograf, som danskere normalt ikke havde adgang til. Nogle af
bygningens kontorer blev indrettet til forhørslokaler, hvor en del danske
modstandsfolk blev udsat for grove forhørsmetoder og voldsom og blodig tortur.
På taget af Dagmarhus lod tyskerne desuden opsætte svært antiluftskyts, som i
øvrigt kom i brug, da engelske bombefly den 21. marts 1945 angreb og bombede Shellhuset.
Men forinden det var kommet så langt, havde der flere
steder været kampe mellem de danske tropper og besættelsesmagtens tropper ved
grænseovergangen i Sønderjylland, og i København mellem tyske tropper og dansk
politi, som beskyttede Amalienborg, hvor kongefamilien boede og opholdt sig
under angrebet. Her opgav tyskerne imidlertid kampen og trak sig tilbage og
overlod stedet til det danske politi. Nogle få soldater på begge sider mistede
livet, men det stod hurtigt klart, at det danske forsvar ikke kunne yde
kvalificeret modstand imod den velorganiserede og stærke tyske krigsmaskine.
Overmagten var simpelthen for overvældende, hvilket landets statsminister,
Thorvald Stauning, og kong Christian X hurtigt indså, hvorfor man, angiveligt i
protest, udstedte ordre om ophør af al militær modstand. I samme moment
fremsattes en proklamation i form af plakater og oplæsning i radioen, hvori befolkningen
opfordredes til uforbeholdent at iagttage god ro og orden, og i øvrigt ikke
optræde udæskende og provokerende overfor besættelsesmagten.
Dermed indledtes det ganske vist nødtvungne samarbejde
med tyskerne, som siden skulle give regeringen navn af samarbejdsregering.
Dette samarbejde skulle komme til at vare til omkring slutningen af august
1943, da tyskerne ikke længere mente at den danske regering ville være i stand
til at forhindre de overhåndtagende sabotageaktioner og strejker, som rent
faktisk generede de tyske myndigheder og interesser mærkbart.
Den 3. maj 1942 var den populære ”landsfader” Thorvald
Stauning afgået ved døden, og finansminister Vilhelm Buhl overtog derefter
ledelsen af regeringen indtil den 9. november det år. Det var et tysk krav til
regeringen om at indføre undtagelsestilstand, med forbud mod strejke,
spærretid, tysk pressecensur, standretter, og indførelse af dødsstraf for
sabotage, der blev vendepunktet for samarbejdet med de tyske myndigheder.
Kravet blev afslået af regeringen den 28. august 1943, hvilket medførte, at den
tyske øverstbefalende i Danmark, general Hermann von Hanneken,
den 29. august proklamerede militær undtagelsestilstand i hele Danmark. Hærens
og flådens mandskab og officerer blev interneret, men forinden nåede man dog at
sænke de fleste af flådens skibe, blandt andet dem, der lå for anker eller ved
kaj i Københavns havn. Enkelte af skibene undslap dog til Sverige.
Som modtræk og for at skabe frygt arresterede tyskerne
et stort antal kendte danskere, hvoraf en del formentlig var modstandsfolk,
medens andre var ganske almindelige lovlydige borgere. Dette fik regeringen til
at straks at indgive sin demissionsbegæring til kongen, hvorefter den ophørte
at fungere. Regeringen blev på det tidspunkt ledet af den tyskvenlige fhv.
udenrigsminister Erik Scavenius, idet tyskerne den 9. november 1942 havde
forlangt at han skulle afløse Vilhelm Buhl. Sidstnævnte vendte tilbage med
Befrielsesregeringen den 5. maj 1945, som han en kort overgang blev leder af.
Scavenius var da blevet så kompromitteret, at han fremover var færdig som
politiker i dansk politik.
Tyskernes hårdhændede foranstaltninger bevirkede dog
kun, at den danske modstand tog til, og at sabotageaktionernes og strejkernes
antal øgedes og kulminerede med den såkaldte ”Folkestrejke” i juni-juli 1944.
Stort set alt arbejde blev nedlagt, fabrikkerne holdt stille og butikkerne blev
lukket. Og selvom tyskerne svarede igen med den såkaldte schalburgtage, afholdt
det ikke den danske modstandsbevægelse fra at fortsætte modstanden imod
tyskerne, især ikke da man efterhånden begyndte at kunne skimte et tysk
nederlag på alle fronter.
Krigen, besættelsen og filmbranchen
Imidlertid skulle året 1943 blive det år for Danmark,
hvor befolkningen for alvor begyndte at mærke, at krigen var rykket nærmere,
især i form af øget sabotage mod fabrikker og virksomheder, der samarbejdede
med tyskerne, og i form af øgede restriktioner og mangel på basale varer. 9.
januar indførtes der således nye begrænsninger af elektricitetsforbruget i
butikker og restaurationer, og f.eks. måtte butiksvinduer ikke oplyses.
Forbuddet ramte også S-togene, som på grund af forbud mod el-opvarmning
overhovedet ikke måtte opvarmes.
Besparelsesbestræbelserne fik fra 18. januar også
indflydelse på teatre, biografer og ikke mindst radioen, som i vinterhalvåret
alle skulle slutte kl. 22 og i sommerhalvåret kl. 22,30. Restauranter måtte
ikke have åbent længere end til kl. 23, sporvognskørsel og S-togene skulle
slutte kl. 23,30. Der var stadigvæk streng rationering af forskellige daglige
forbrugsvarer, og i januar måtte mange slagterforretninger lukke midlertidigt
på grund af kødmangel. Det skyldtes hovedsagelig, at tyskerne havde
"opkøbt" et stort antal svin og slagtekvæg og transporteret det til
Tyskland.
Den 27. januar skete der en begivenhed, som rystede
københavnerne, men som samtidig også gav mange nyt mod og håb. Denne dag strøg
seks engelske bombemaskiner ind over byen og kastede bomber over Burmeister
& Wains værksteder mellem havnen og Strandgade. Christians Kirke blev
beskadiget ved denne lejlighed, men endnu mere ulykkeligt var det, at
ejendommene i Knippelsbrogade 2-6 og sukkerfabrikken ved Langebrogade også blev
ramt, og der udbrød voldsomme brande. Der faldt også bomber i kvarteret omkring
Islands Brygge, så at flere tusinde mennesker måtte
evakueres på grund af tidsindstillede bomber og bomber, der ikke var
eksploderet. Bombardementet krævede 7 menneskeliv og mange sårede.
Den 2. februar blev der påbudt den yderste
sparsommelighed med anvendelsen af indpakningspapir. Det førte f.eks. til, at
hvis man overhovedet fik pakket brødet ind, når man købte det, så var det i
form af en smal strimmel papir omkring midten af franskbrødet eller rugbrødet.
Det var formentlig ikke særlig hygiejnisk, men erfaringen viste, at folk
hurtigt vænnede sig til de restriktioner, forbud og påbud, der ustandselig blev
indført både før, under og endnu et stykke tid efter besættelsen. Men den
efterhånden særdeles alvorlige råstofmangel medførte, at der i marts blev
påbegyndt en landsomfattende kludeindsamling til fabrikation af nye råvarer.
Som nævnt var sabotagen taget til allerede i løbet af
1942, og den blev yderligere øget i 1943. I et forsøg på at komme sabotagen og sabotørerne
til livs, dannede kaptajnløjtnant K.B. Martinsen (1905-49) den 1. april dette
år et militært korps, som bestod af danske statsborgere. Korpset var inspireret
af Himmlers idé om en fælles-germansk SS-organisation og hed oprindelig
Germansk Korps, hvilket navn dog snart blev ændret til fordel for navnet
Schalburgkorpset, til minde om C.F. von Schalburg (1906-42). Det var
sidstnævnte, der i sommeren 1941 oprettede Frikorps Danmark, en militær enhed
af danske frivillige under det tyske Waffen SS. Det
var Tysklands angreb på Sovjetunionen, der gav anledning til korpsets
oprettelse, og dets formål var at kæmpe på østfronten. Korpsets første chef var
oberstløjtnant C.P. Kryssing (1891-1976), som senere
blev efterfulgt af bl.a. C.F. von Schalburg. Korpset opløstes i 1943, fordi det
på det tidspunkt havde udspillet sin rolle, og den resterende del af mandskabet
blev overført til SS-afdelingen Panzergrenadier Regiment.
Det egentlige Schalburgkorps var militært, men rummede
også en civil afdeling, kaldet Folkeværnet. Korpset bestod af i alt 500-600
mand, og dets hovedopgave var at bekæmpe modstandsbevægelsen, og korpsets
medlemmer deltog i vid udstrækning i terror, clearingmord og stikkervirksomhed.
Det var særlig Schalburgkorpsets civilklædte efterretningstjeneste, E.T., der
var forhadt i den danske befolkning, især i storbyerne. Efter Schalburgkorpset
opløsning i januar 1945 fortsatte E.T. som en selvstændig terror-gruppe,
der foretog en række såkaldte Schalburgtager under resten af krigen.
Schalburgkorpsets virksomhed blev dog stærkt reduceret i sommeren 1944, da
Frihedsrådet under folkestrejken krævede korpset fjernet. Hovedparten af
korpsets mandskab blev derefter overført til den såkaldte SS-uddannelsesbatallion, der havde kaserne i Ringsted.
Medlemmerne af denne såkaldte SS-vagtbatallion
Sjælland gjorde i krigens sidste måneder tjeneste som sabotagevagter.
Den såkaldte schalburgtage, ordet dannet som en
allusion til ordet sabotage, satte især ind efter Hitlers dekret af 30.
december 1943, og den var rettet mod forlystelsesetablissementer,
avisredaktioner og virksomheder, der ikke leverede krigsvigtige varer. I nogle
tilfælde ønskede man at opnå en forveksling med modstandsbevægelsens aktioner,
bl.a. ved jernbane-schalburgtage. Hensigten var at gøre sabotagen upopulær i
befolkningen, men man opnåede i virkeligheden kun den modsatte
virkning, idet væsentlige dele af befolkningen forholdsvis nemt kunne
gennemskue, hvornår der var tale om sabotage og hvornår om schalburgtage. De
illegale aviser bidrog også til at oplyse folk om, hvornår der var tale om
hvad. Endnu mens samarbejdspolitikken var i højsædet, gjorde dansk politi, hvad
man kunne for at pågribe, varetægtsfængsle og rejse tiltale mod sabotører og
modstandsfolk, der officielt stadigvæk blev betragtet som samfundsskadelige og
kriminelle elementer.
Den 24. februar 1943 blev det officielt meddelt, at
byretten havde afsagt domme med fængselsstraffe op til 10 år over 12 personer,
der havde hjulpet engelske faldskærmssoldater. Flere af de dømte blev tillige
med 12 andre idømt langvarige fængselsstraffe for udgivelse og distribuering af
det illegale blad "De frie Danske". Betegnelsen frie danske gjaldt
danskere, som uden for de af aksemagterne besatte lande gjorde en indsats til
fremme af De Allieredes krigsindsats. Som et enkelt eksempel på en fri dansk,
kan nævnes J. Christmas Møller (1894-1948), der den 14. maj 1942 illegalt havde
forladt Danmark og var rejst til London, hvor han blev leder af De Frie Danske,
og hvorfra han resten af krigen blev en ildfuld taler i BBC's dansksprogede
udsendelser, som vi kunne høre illegalt i Danmark.
Modstandsbevægelsens sabotageaktioner tiltog og blev
mere og mere omfattende og effektive, hvilket fik Rigsdagens samarbejdsudvalg
til den 3. april at rette en indtrængende appel til befolkningen, idet man
påpegede, at handlingerne er i strid med kongens bud af 9.april 1940, og at det
desuden kan medføre de alvorligste følger for landet og befolkningen.
Apropos kongen, Christian X, så overtog denne den 15.
maj atter regeringens førelse efter den sygdom, der var en følge af majestætens
rideuheld den 19. oktober 1942. Kongen markerede dagen ved at tale i radioen,
og herunder mindede han om sin tidligere opfordring til alle i by og på land,
til at vise "en fuldt ud korrekt og værdig optræden", underforstået
for ikke at provokere tyskerne.
For de fleste rygere var krigs- og besættelsestidens
varemangel og rationeringer en ren pestilens, særlig da tobaksfabrikkerne fra
sommeren 1943 var nødt til at iblande tobakken til cigarer, cerutter og shag
dansk tobak. Fra sommeren 1944 blev cigaretterne tillige iblandet dansk tobak,
og i de første måneder af 1945 var der kun cigaretter af 100% dansk tobak at
købe i butikkerne. Men det illegale marked eller "sortbørsen", som
det kaldtes, der i nogle tilfælde oven i købet blev
drevet fra tobaksforretninger, kunne stadigvæk levere udenlandske tobaksvarer
og cigaretter, men til skyhøje priser, og ofte mod, at kunden købte f.eks. en
pibe i tilgift. Storrygere af cigaretter var dengang derfor ofte i besiddelse
af en samling piber, som ikke var til nogen nytte for vedkommende.
Et af de mere petitesseagtige momenter i 1943, var den
mode, der i al fald havde vundet stor udbredelse i København, og det var en
lille hæklet hue eller kalot i Royal Air Force-farverne, dvs. en rød ring
omgivet af en hvid og en blå ring. Mens jeg gik i skole
havde jeg selv og et par andre af mine kammerater sådan en kalot på hovedet
næsten daglig, men hvor jeg havde fået min fra, kan jeg ikke huske. Den 9. juli
1943 blev der udstedt forbud imod at bære denne kalot, men det havde ingen
praktisk betydning for mig, for jeg ophørte med at bruge kalotten i slutningen
af maj d.å., da jeg gik ud af skolen og en kort overgang blev piccolo i et
VVS-firma på Frederiksberg.
Det var på det tidspunkt, at jeg selv søgte ind som
elev hos Reklamebureauet Sylvester Hvid i Frederiksberggade, og derved i
virkeligheden kom nogle skridt nærmere mit egentlige mål, nemlig at komme til
at lave tegnefilm.
På filmfronten fik krigen blandt andet den følge, at
tyskerne straks efter besættelsens begyndelse nedlagde forbud mod visningen af
engelske spillefilm i biograferne. Disse film havde ellers været populære hos
mange biografgængere, men kunne dog trods alt ikke konkurrere med de
amerikanske spillefilm, som desuden var i stort overtal i landets biografer, i
hvert fald i storbyerne. Danske spillefilm var til gengæld uhyre afholdte de fleste steder i landet, men produktionen kunne
ikke opfylde biografernes efterspørgsel og behov.
De tyske myndigheders pression på de danske
myndigheder, for at øge import- og udlejningsvirksomheden omkring tyske
spillefilm, som foregik via UFA’s danske afdeling i
Nygade 3 i København, havde ikke den store succes. De danske biografejere
gjorde sig stort set alle anstrengelser og krumspring, for at slippe for at
vise tyske film, blandt andet ved at holde danske eller amerikanske film på
repertoiret længere end normalt. Situationen var også gunstig for svenske film,
og den dengang fantastisk populære svenske farce Landevejs-Kroen
med Edvard Persson i hovedrollen, blev holdt på plakaten i Nørreport Bio i
København fra den 29. januar 1940 til den 7. oktober 1941, altså i næsten 2 år!
Det er vistnok rekorden for en spillefilm i Danmark. Den 24. april 1944 lukkede
tyskerne samtlige biografer i Storkøbenhavn, fordi nogle sabotører, som
modstandsfolkene nedsættende kaldtes, havde tvunget operatørerne i 15 biografer
til at vise et lysbillede med en karikatur af Hitler samt spille en
grammofonplade med antinazistisk tale. Biograferne var lukket i godt en måned
og blev først genåbnet den 29. maj.
Det var i det ovenfor skitserede politiske og
samfundsmæssige ’klima’, at danskerne levede deres dagligdag under Besættelsen,
og det var i det samme klima, at langtegnefilmen ”Fyrtøjet” blev skabt. Derfor
skal vi her atter vende tilbage til omtalen af filmens forhistorie og de vilkår
og omstændigheder, der herskede omkring dens tilblivelse.
Filmen "Fyrtøjet"s forhistorie
Som allerede nævnt i selvbiografiens indledning, blev
ideen til at lave en lang tegnefilm over H. C. Andersens eventyr
"Fyrtøjet", undfanget af tegneren Finn Rosenberg Ammitsted.
Men om han eventuelt havde kendskab til og havde ladet sig inspirere af
tegneren Richard Møllers planer om en kortere tegnefilm over samme eventyr, har
jeg ingen viden om. Helt udelukkes kan det dog ikke, selvom jeg aldrig har hørt
Rosenberg nævne det. Det påstår den tidligere omtalte Helge Hau imidlertid, at
han har hørt, men mag.art Henning Pade, der var med
fra begyndelsen af filmens tilrettelæggelse, har skriftlig oplyst over for mig,
at han ikke mener det har sandsynligheden for sig, at Dansk Farve- og Tegnefilm
A/S's produktion af "Fyrtøjet" oprindelig
skulle have været en kortfilm.
Min viden om Fyrtøjet-filmens forhistorie skyldes dels,
hvad jeg har fået fortalt personligt af især Finn Rosenberg selv, og af andre
involverede parter, herunder ikke mindst af Henning Pade, som også var med helt
fra starten, men som den 3.september 1944 blev arresteret af Gestapo og
fængslet og dømt for sin deltagelse i modstandskampen. Han sad fængslet lige
indtil befrielsesdagen, den 4.maj 1945. Endelig er enkelte supplerende
oplysninger om filmen og dens tilblivelse hentet i Niels Jørgen Dinnesen og Edvin Kau's
"Filmen i Danmark", Akademisk Forlag 1983.
Men ifølge, hvad Finn Rosenberg personligt har fortalt
mig, mens vi endnu arbejdede på "Fyrtøjet", var det ham, der fik
ideen og tog initiativet til filmen. Hvordan han var kommet på den idé, nævnte
han dog ikke noget om, men i praksis skete det på den måde, at da han omkring
1942 var ansat som reklametegner hos Monterossi
Reklamebureau, fik han en dag til opgave at illustrere bogen "Fra
Dyreskind til Celleuld", som var skrevet af
fabrikant og tekstilgrosserer Allan Johnsen. På bogens bagside fandtes følgende
tekst:
”Her er en Bog for den videbegærlige Læser, ikke alene
den unge, der søger Oplysning om Dagen og Vejens praktiske Spørgsmaal,
men enhver kan i denne interessante Skildring finde noget nyt og udbygge sin
Viden. Det er første Gang en dansk Forfatter paa en
populær Maade har skildret Spindestoffernes Historie,
og det er gjort saa morsomt og let læseligt, at Bogen
vil finde Vej til det største Publikum."
Bogen, som ifølge Henning Pade er skrevet i løbet af
sommeren 1942, fortæller om de råvarer, der gennem tiderne er blevet brugt til
at spinde tekstiler med: hør, uld, silke, kunstsilke, celleuld
og mælkeuld. Skildringen af de forskellige stoffer er rigt illustreret med
muntre tegninger og oplysende, skematiske tegninger af de processer, der ligger
bag den tekniske fremstilling af stoffernes tilblivelse. Celleulden, i daglig
tale blot kaldt "celuld", der i den sidste
del af krigen kom til at spille en stor rolle i tekstilindustrien, blev
fremstillet med grantræernes cellulose som råmateriale, og efter en mekanisk og
kemisk proces forvandledes træmassen til fine tråde, som man kunne spinde og
væve tekstilstof af. Det nye produkt blev oprindelig udviklet og fremstillet på
to fabrikker i Tyskland: Köln-Rottweil A.G. og
Dynamit A.G., og det nye produkt blev kaldt for "Vistra",
et navn, som var sammensat af de to firmaers telegramadresser "Sivispacem", en forkortelse af "Si vis pacem para bellum"
("Hvis du vil vinde freden, så forbered krigen"), og
"Astra", som betyder "stjerne". Side 231 konstaterer
Johnsen bl.a.: "[...] Allerede i 1922 begyndte Klædefabrikkerne i Tyskland
at interessere sig for Celleulden, som ogsaa fandt
Vejen til flere af Europas Lande. Tyskland skabte Celleulden, og den fik en
rivende Fremgang. Da Hitler i 1936 forkyndte det nationalsocialistiske Raastofsprogram, var det Celleulden, der skulde
frigøre Tyskland fra England og Amerikas Monopol. Den engelske Blokades
Kvælertag skulde ikke mere komme til at ramme Tysklands Industri. Træ havde
Tyskland nok af, særlig efter at Østrig var kommet ind under det tyske Omraade."
Til den læser, der måske ved læsningen af det netop
anførte citat, måske synes at det kunne lyde som om det rummer nogle pro-tyske
undertoner, vil jeg skynde mig at indføje, at Allan Johnsen gennem hele
besættelsestiden ganske vist havde et godt forhold til sine tyske
handelskolleger så vel som til tyske myndigheder i København, men at han i sin
egenskab af fhv. officer i den danske hær samtidig var aktiv modstandsmand. Men
mere herom senere.
I bogen fortæller Johnsen videre, at
celleuldsproduktionen dog snart bredte sig til andre lande, som England,
Frankrig, Canada, U.S.A. og Japan, og at det samtidig blev et helt nyt
spindestof, mælkeulden, der blev en hård konkurrent for naturulden. Mælkeulden
blev gennem en mekanisk proces fremstillet af komælkens kaseinstof, som gennem
en særlig filtrering og opløsning blev omdannet til tråde, som der maskinelt
kunne spindes tekstilstof af. Det var især Italien, der var foregangsland på
mælkeuldens område, og her blev produktet kaldt "Lanital", af
"Lana", uld og "Ital", en
forkortelse af Italiana. (Joknsen,
s.233-39).
Men det var under samarbejdet om bogen, at Finn
Rosenberg forelagde Allan Johnsen ideen om, at man burde lave en længere
tegnefilm over H.C.Andersens eventyr
"Fyrtøjet". Og Johnsen, om på det tidspunkt havde problemer med at
skaffe tekstilstoffer til sin fabrikations- og grossistvirksomhed, var straks
med på ideen. Han, der boede i Gentofte og var en ivrig sports-roer, havde i
1938 været medstifter af Skovshoved Roklub, og blandt dennes medlemmer taltes
bl.a. mag.art. Peter Toubro og mag.art. Henning Pade. Disse to litterært
kyndige mænd fik Johnsen nu gjort interesseret i filmprojektet, og sammen med
Finn Rosenberg skrev de drejebogen til filmen. Ifølge Henning Pade var det dog
Toubro, der var hovedansvarlig for udarbejdelsen af drejebogen. Ligeledes
ifølge Henning Pade, indledtes der omkring samme tidspunkt nogle forhandlinger
med direktør Holger Brøndum (1899-1970), Nordisk Films Kompagni.
Forhandlingerne drejede sig om finansiering og selskabsdannelse, men Brøndum
var en hård forhandler og det endte derfor med, at Allan Johnsen besluttede sig
for at danne et selvstændigt og uafhængigt selskab.
Den 5. december 1942 stiftedes "Dansk Farve- og
Tegnefilm A/S", med produktion af "Fyrtøjet" som umiddelbart
formål. Hvis alt gik vel, ville man senere tage andre lignende projekter i
produktion. Hvad Henning Pade ikke så sig i stand til at oplyse noget om, var,
hvilke og hvor mange aktionærer, der havde skudt penge i firmaet, hvis
aktiekapital jeg heller ikke kender. Men ifølge hvad jeg har hørt, var der
flere jødiske grossister og lignende blandt aktionærerne, vistnok bl.a. en
grosserer Melchior og en vekselerer Henriques. Eftersom tegnefilmproduktion i
større stil var et hidtil uprøvet område i Danmark, i al fald hvad længere
underholdningstegnefilm angik, og udsigterne til at få de investerede penge
tjent hjem igen, var små, kan det tænkes at have været den omstændighed, at
familierne Melchior og Henriques havde et vist personligt tilknytningsforhold
til H.C.Andersen, der har bevirket eller måske
medvirket til, at disse skød penge ind i filmforetagendet.
På et tidspunkt indrykkede Dansk Farve- og Tegnefilm
A/S en eller flere annoncer i aviserne, hvori man søgte tegnere, der havde
erfaring i at lave tegnefilm. Det var så vidt jeg ved på grundlag af
avisannoncer, at flere af tegnerne henvendte sig til firmaet og ansøgte om
jobbet. Det gjaldt i al fald Børge Hamberg og Otto Jacobsen og muligvis flere
andre, herunder Bjørn Frank Jensen, som på det tidspunkt arbejdede for Müller
og Dahl Mikkelsen på "Vepro". Dette sidste
gjaldt antagelig også animatorer som Erik Christensen og Kjeld Simonsen.
Sidstnævnte var dog ikke med fra begyndelsen, men kom først til senere.
Blandt de første tegnere og animatorer, der foruden
Finn Rosenberg blev ansat i firmaet, var som tidligere omtalt Børge Hamberg og
Bjørn Frank Jensen. Børge Hamberg begyndte med at designe de fleste af filmens
figurer, og Bjørn Frank gik i gang med at lave de første baggrunde og den
første animation, nemlig til scenerne med astrologen, der studerer
stjernehimlen oppe fra kuplen oven på Rundetårn, og vægteren, der syngende
kommer gående omkring et gadehjørne, stopper op, tager sig en slurk af
lommelærken, og fortsætter sin gang og sang. Finn Rosenberg tilbragte en del af
tiden med besøg på Københavns Bymuseum, hvor han fandt frem til gamle
fotografier eller kobberstik, som han kunne bruge som forlæg for de ældre
baggrundsmiljøer, der skulle være i filmen, hvis handling jo fra Andersens side
er henlagt til København. Desuden tilbragte Rosenberg en del af tiden med at gå
rundt til forskellige steder i byen, hvor han lavede skitser af huse og
lignende, som han også kunne bruge, når han malede baggrunde til filmen.
Det var Børge Hamberg der fik den krævende opgave at
tegne og animere soldaten, og for at lette ham opgaven, valgte man at optage
nogle live-action scener, som f.eks. dem, hvor soldaten møder heksen og siden
kravler op i hendes træ. Man vidste på det tidspunkt, at Walt Disney havde
benyttet samme fremgangsmåde til animationen af Snehvide, prinsen, dronningen
og heksen, så hvorfor ikke benytte sig af denne åbenbare genvej. Henning Pade
fortæller, at nogle scener blev optaget i Ulvedalene i Dyrehaven, hvor der
bl.a. fandtes et ældgammelt, kroget og hult egetræ, der kunne forestille
heksens træ. Filmfotograf Poul Eibye (1885-1972) blev hyret til at forestå
optagelserne, og hans broder, balletdanser Aage Eibye (1888-1957), agerede i
heksens rolle, mens Henning Pade, der var en høj og flot mand, fik overdraget
rollen som soldat. Visse scener blev optaget i Johnsens villa i Skovshoved,
bl.a. en scene, hvor prinsessen besøger soldaten i dennes kammer. Prinsessens
rolle blev udført af Edel Hansen, der vistnok var fotomodel og bl.a. havde
optrådt i reklamefilm. Hun var en meget smuk pige, som på det tidspunkt var
forlovet med Bjørn Frank Jensen.
Det var meningen med live-action optagelserne, at disse
ved hjælp af et særligt projektionsapparat skulle lyses op bag på en
specialkonstrueret tegnepults glasplade, så tegneren ved at lægge et stykke
tyndt tegnepapir over denne, kunne se og aftegne personernes bevægelser, men
dog med de afvigelser, der var bestemt af de tegnede figurers udseende. Imidlertid
viste det sig, at resultatet af denne bagprojektions- eller rotoskopi-metode
ikke var tilfredsstillende, og Børge Hamberg valgte derfor selv at tegne og
animere soldaten og heksen uden andre hjælpemidler end sin fantasi og evne til
at analysere bevægelser. På grundlag heraf tegnede han de såkaldte
"nøgletegninger" eller "key-poses",
som det hedder i fagsproget, dvs. yderpositionerne i figurens bevægelsesforløb.
Det viste sig at give en mere livagtig og troværdig karakteristik og bevægelse
af især soldaten, der jo er en seriøs figur. Men før det kom så langt, havde
Børge Hamberg givet sig i kast med at tegne og animere en scene, hvori tre
lakajer hjælper kongen af med nattøjet og giver ham kongekåben på og kronen på
hovedet, og scepteret og guldæblet i hænderne. Om denne scene har jeg fortalt
tidligere ovenfor.
Forresten havde det oprindelig været tanken at engagere
Jørgen Müller og Henning Dahl-Mikkelsen (Mik) som såkaldte directing
animators, dvs. som supervisorer af animationsarbejdet, men d'herrer kunne så
vidt jeg har forstået ikke blive enige med Johnsen om arbejdsbetingelserne.
Müller og Mik mente, at der burde laves en såkaldt storyboard, hvor man i mere
eller mindre skitserede tegninger skildrede filmens forløb sekvens for sekvens
og scene for scene. Denne arbejdsmetode, der bidrager til at give et visuelt
overblik over filmens handlingsforløb, blev brugt med stor effektivitet hos
bl.a. Disney, hvor metoden med storyboard da også var blevet opfundet og
udviklet. Man kan sige, at en storyboard i princippet faktisk ligner den
velkendte fortløbende tegneserie, men alligevel varede det en del år, førend
metoden blev taget i brug i forbindelse med tegnefilm. I nutiden er det tilmed
ikke ualmindeligt, at især amerikanske filminstruktører får lavet storyboards
til deres spillefilm.
Johnsen var imidlertid af den - formentlig fejlagtige -
opfattelse, at metoden ville forlænge og fordyre produktionen, og da Müller og
Mik ikke kunne tænke sig at undvære en storyboard til styring af projektet,
blev der derfor ikke noget ud af det påtænkte samarbejde. Spørgsmålet er da
også, om filmen ville være blevet bedre, hvis de to erfarne animatorer havde
fået mulighed for at forestå og supervisere animationen. Svaret må efter min
mening blive, at det nok på flere måder ville have betydet en mere professionel
og fejlfri animation, men samtidig tror jeg, at den originalitet, der på trods
af tilnærmelserne til Disney-animationen alligevel er i filmen, ville være gået
tabt i Müller og Miks "gummiagtige" animationsstil. Denne antagelse
baserer jeg på, at da Mik et stykke hen i produktionsforløbet blev hidkaldt for
at lave en testanimation af soldaten, nemlig i den scene, hvor han kommer til
syne bag en bakke, som vejen løber henover, og bevæger sig frem mod forgrunden,
hvor nogle sommerfugle flagrer omkring, var alle enige om, at Mik's udgave af soldaten var al
for gummiagtig og karakterløs. Men Mik's
animation ville der sådan set ikke have været noget i vejen med, hvis soldaten
havde været en lidt mere grotesk og komisk figur.
Men bortset fra det, må det nok betragtes som en fatal
fejl og mangel, at "Fyrtøjet" ikke blev lavet på grundlag af et visualiseret
handlingsforløb, dvs. på basis af en storyboard. Det var dog ikke muligt for
hverken Finn Rosenberg, Børge Hamberg eller Bjørn Frank Jensen at overbevise
Johnsen og Toubro om, at en storyboard faktisk var et omtrent uundværligt
værktøj, lidt i retning af, hvad en detaljeret budgetoversigt er for en
finansiering af et tilsvarende stort projekt af en hvilken som helst art. De
eneste, der fra starten havde et nogenlunde samlet overblik over
Fyrtøjet-filmens handlingsgang, var Peter Toubro, som derfor i en vis forstand
blev filmens faktiske instruktør. Han samarbejdede eller konfererede dog i den
daglige praksis med Finn Rosenberg, Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen, idet
han formentlig må have erkendt, at især de to sidstnævnte var erfarne animatorer,
som vidste, hvordan man laver tegnefilm. Selv manglede Toubro, i lighed med
Johnsen, stort set enhver forudsætning for at lave tegnefilm.
Noget andet er, at teater- og filminstruktøren Svend
Methling (1891-1977) i løbet af 1944 blev engageret som ansvarlig instruktør på
"Fyrtøjet". Noget bagvendt, må man sige, idet størstedelen af filmen
på det tidspunkt var produceret, men Methling fik til opgave at "redde
stumperne", så der kunne komme et brugbart og forhåbentlig nogenlunde professionelt
resultat ud af det enorme arbejde, der siden begyndelsen af 1943 var lagt i
projektet. Det var jo desuden ikke mindst et økonomisk spørgsmål, idet filmen
jo gerne skulle spille sine omkostninger hjem igen, og helst lidt mere end det.
Engagementet af Svend Methling hang formentlig sammen
med, at denne var tilknyttet filmselskabet Palladium, for hvilket selskab han
netop havde indspillet filmen "Familien Gelinde", der havde premiere
i Palladium biografen den 26.september 1944. I denne film havde Dahl Mikkelsen
tegnet et lidt større og forresten godt animeret tegnefilmindslag med en gruppe
rytterløse cykler, der optrådte som cirkusheste i en manege. Der var på det
tidspunkt store økonomiske problemer hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, og
desuden skulle man jo have et distributionsselskab til at udleje
"Fyrtøjet". Forhandlinger med filmselskabet Palladium ved Tage
Nielsen førte til, at dette blev co-producent på
produktionen af "Fyrtøjet", og man har vel skønnet, at Svend
Methling, skønt uerfaren på tegnefilmens gebet, måtte være den rette mand til
at dirigere tegnefilmprojektet sikkert i land.
Som sin instruktørassistent fik Svend Methling den da
kun 19-årige Henning Ørnbak (1925-2007), blandt
venner senere kaldet "Pilatus", men hvorfor ved jeg ikke. Han var
netop lige blevet student, og da Johnsen kendte familien, blev unge Ørnbak ansat hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvor han
kom til at fungere som produktionsassistent. Henning Ørnbak
har vi imidlertid allerede hørt om under omtalen af Dansk Farve- og Tegnefilm
A/S's personale, så det skal ikke gentages her.
Så vidt jeg husker, fandtes der kun ganske få
eksemplarer af drejebogen til "Fyrtøjet". Johnsen, Toubro, Rosenberg,
Hamberg og Bjørn Frank havde hver et eksemplar, og flere tror jeg ikke, der
var. Det vil sige, der var et ekstra eksemplar, som et stykke hen i
produktionsforløbet blev overladt til den unge mand, hvis navn jeg desværre
ikke længere husker, men som i øvrigt stod for arkiveringen og ekspeditionen af
animationstegningerne til optræk, farvelægning og senere fotografering. Toubro
gik i reglen rundt med sit eksemplar under armen, når han opholdt sig på
tegnestuen og konfererede med en eller flere af de ovennævnte.
Allan Johnsen, som havde kontor på Frederiksberggade
10, 2. sal tilvenstre, havde før krigen og under de
første år af denne, drevet sit tekstilagentur herfra. Fra 6. december 1942 blev
kontoret hovedsagelig benyttet som administrationskontor for Dansk Farve- og
Tegnefilm A/S, og her knyttedes trådene først til nogle lejede lokaler i
Frederiksborggade 12?, hvor produktionen af
"Fyrtøjet" blev startet op, og senere til tegnestuen i
Frederiksberggade 28, som blev taget i brug i juli 1943. På grund af den
efterhånden opstående pladsmangel rykkede en del af personalet senere ud i
nogle lejede lokaler ovenover Nørrebros Messe på hjørnet af Nørrebrogade og
Blågårdsgade. For den sidstnævnte tegnestue blev Bjørn Frank Jensen chef.
Omtrent samtidig blev der lejet et meget specielt
lokale i Stengade, hvilket jeg senere skal vende tilbage til, hvor også nye medarbejdere,
især til optræk- og farvelægningsarbejde, kom til.
Forhistorien i mit eget tilfælde
Den følgende beretning vil primært komme til at handle
om min tid som animator-elev, animator-assistent og om mine tidligste
selvstændige opgaver som animator på den første danske langtegnefilm
"Fyrtøjet". Filmen blev produceret i årene 1943-45, altså under den
tyske besættelse af Danmark, men den fik først dansk urpremiere i København
omtrent på etårsdagen for befrielsen, nemlig i storbiografen Palladium den 16.maj
1946.
De lige knapt to år, fra juli 1943 til en uges tid ind
i juni 1945, som jeg havde ansættelse hos produktionsselskabet Dansk Farve- og
Tegnefilm A/S, var ikke alene meget interessante og uhyre spændende, men også
virkelig lærerige, og de blev på flere måder afgørende og bestemmende for mit
fremtidige liv og virke inden for tegnefilmbranchen.
Der knyttede sig imidlertid en særlig omstændighed til
min start som animator – eller tegnefilmstegner, som det almindeligvis kaldtes
dengang - nemlig den, at jeg kun lige var fyldt 14 år og netop kort forud havde
forladt skolen efter afgangseksamen fra 2. Fri Mellem, i øvrigt med udmærkelse
og - til min egen store overraskelse - flidspræmie i form af et armbåndsur. På
urets bagside var mit navn og afgangsdatoen til min store stolthed indgraveret.
Men jeg må med skam sige, at den flittigste lektielæsning præsterede jeg mest i
frikvartererne.
I øvrigt var jeg var en absolut "Benjamin"
blandt "Fyrtøjet"s hovedtegnere eller
"nøgletegnere" (begrebet vil blive forklaret senere) - sådan kaldtes
animatorer dengang herhjemme - hvis alder lå mellem 23 og 28 år, og blandt de
såkaldte hoved- eller nøgletegnere blev jeg snart regnet, takket være mit
relativt særlige talent for at tegne og - ikke mindst - animere, dvs. give de
tegnede figurer liv eller få dem til at bevæge sig.
En passant kan det indskydes, at begreber som
"animation" og ”animator” var så godt som ukendt for os danske
tegnefilmstegnere dengang. Begreberne var derimod velkendte og dagligdags i
Amerika, tegnefilmens Mekka, hvor det dengang som nu stod som det faglige
indbegreb af tegnefilmmediets "sjæl".
Imidlertid var der også et par enkelte andre tegnere,
der ikke var meget ældre end mig, men de to, jeg her tænker på, fik dog ikke
selvstændige animationsopgaver, men arbejdede som såkaldte
"mellemtegnere" for nogle af de andre animatorer. De to unge tegnere
var Ib Steinaa (1927-87) og Kaj Pindal
(1927-2019), der altså begge var omkring 16 år i 1943 og dermed omkring to år
ældre end mig, og som både sammen og hver for sig senere skulle komme til at
skabe sig en relativt betydelig karriere inden for tegnefilmbranchen.
Men den forholdsvis unge alder gjaldt dog nok også for
en del af de såkaldte "optræks- og farvelægningspiger", der for de
flestes vedkommende virkede meget unge og sikkert endnu kun har været i
teenageårene. Dengang begyndte vel nok flertallet af både mænd og kvinder
tidligt på arbejdslivet. Uddannelse i et håndværks-, butiks- eller kontorfag
var ikke så almindeligt, som det senere blev, for slet ikke at tale om de
videregående uddannelser, der krævede studentereksamen, som virkelig var en
relativt stor sjældenhed i de dage og helt frem til omkring 1960'erne.
Men for at fortælle noget om, hvorfor og hvordan jeg i
det hele taget kom til at beskæftige mig med tegnefilmmediet i almindelighed,
og med langtegnefilmen "Fyrtøjet" i særdeleshed, vil jeg begynde med
en slags forhistorie. Nemlig dels min egen og dels bemeldte
films, sådan som jeg husker det og så langt min viden og indsigt rækker.
Det var som sagt i det ovenfor skitserede politiske og
samfundsmæssige ’klima’, at danskerne levede deres dagligdag under Besættelsen,
og det var i det samme klima, at langtegnefilmen ”Fyrtøjet” blev skabt. Derfor
skal vi her atter vende tilbage til omtalen af filmens forhistorie og de vilkår
og omstændigheder, der herskede omkring dens tilblivelse.
To af nøglepersonerne ved produktionen af
langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, var som allerede omtalt tegneren Finn Rosenberg Ammitsted, idémanden til filmen, og til højre direktør
Allan Johnsen, som ved skæbnens tilskikkelse blev filmens energiske promotor og
producent.
Langtegnefilmen ”Fyrtøjet”: Sådan
begyndte det
Som tidligere nævnt, blev ideen til at lave en lang
tegnefilm over H.C. Andersens eventyr "Fyrtøjet", undfanget af
tegneren Finn Rosenberg Ammitsted. Men om han
eventuelt har haft kendskab til og havde ladet sig inspirere af tegneren
Richard Møllers planer om en kortere tegnefilm over samme eventyr, er uvist.
Helt udelukkes kan det dog ikke, selvom jeg aldrig har hørt Rosenberg nævne
det. Han nævnte heller intet om, at man til at begynde med havde forestillet
sig at tegnefilmen "Fyrtøjet" skulle produceres som en kortfilm. Det
påstår tegneren, senere reklamechef hos medicinalfabrikken
"Ferrosan", Helge Hau, imidlertid at han har hørt, men mag. art. Henning Pade, der var med fra begyndelsen af
langtegnefilmens tilrettelæggelse, dvs. fra efteråret 1942, har skriftligt
oplyst at han ikke mener det har sandsynligheden for sig, at Dansk Farve- og
Tegnefilm A/S' produktion af "Fyrtøjet" oprindelig skulle have været
en kortfilm. (Note 1)
Her skal indskydes, at note-tallene i parenteserne, som
f.eks. (Note 1) er i dette tilfælde aktive links til noteforklaringer som
findes på hjemmesiden www.tegnefilmhistorie.dk, i denne sammenhæng specielt
under omtalen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet” og under overskriften Forhistorien.
Noterne indeholder især oplysninger om kilderne til de i teksten omhandlede
emner, som i mange tilfælde kun kan have interesse for læsere, der er specielt
interesserede i tegnefilmhistorie. Ikke-interesserede kan derfor roligt springe
noterne over.
I tiden efter premieren på ”Fyrtøjet” den 16. maj 1946
blev filmen fortsat omtalt i flere aviser og ugeblade, og heri gentog man
påstanden om, at den oprindelig skulle have været en 10-minutters forfilm. Det
var f. eks. tilfældet i bladet ”BM” (?), som i et
udateret nummer bl.a. kunne fortælle, at Allan Johnsen og Co. dog hurtigt
indså, at en sådan kortfilm ikke ville have muligheder for at spille sine
omkostninger hjem.
Efter at disse linier var
blevet skrevet, har tegneren og forfatteren Lars Jakobsen den 20. april 2001
udgivet bogen ”Mik – en biografi om tegneren Henning Dahl Mikkelsen”, og af
denne fremgår det at Jørgen Myller og Dahl Mikkelsen
i 1934 har lavet en engelsksproget 8 minutters tegnefilm, hvis handling er
baseret på H. C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet”. Men denne tegnefilm, hvis den
overhovedet er blevet lavet, menes kun at være blevet distribueret i England.
Den har så vidt vides aldrig været omtalt herhjemme, hverken i bøger, aviser
eller blade, bortset fra 1934, hvor den blev omtalt i DrengeBladet,
og heller ikke mand og mand imellem indenfor tegnefilmbranchen. Kun meget få ud
over Mik og Myller har herhjemme kendt til filmens
eksistens. Derfor er det heller ikke sandsynligt, at den kan have spillet nogen
rolle for Finn Rosenbergs og Allan Johnsens valg af samme eventyr som grundlag
for langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. (Se nærmere om Myller
og Miks ”Fyrtøjet” i afsnittet DANSK TEGNEFILM 1930 – 1942).
Tegneren Richard Møller var ca. 1939-40 på det
tidspunkt, da han var godt i gang med produktionen af sin ambitiøse korte,
10-minutters tegnefilm baseret på H.C.Andersens
eventyr ”Fyrtøjet”. Den da ca. 25-årige tegner havde på trods af sin entusiasme
og sin flid desværre ikke heldet med sig under denne produktion, hvilket primært
skyldtes hans manglende erfaring, især i animationens krævende kunstart. Da den
senere internationalt anerkendte animator Børge Ring flere år senere fik
lejlighed til at se nogle af animationstegningerne fra Richard Møllers film,
var han i hvert fald ikke imponeret.
Derimod kan man nok ikke helt udelukke, at historien om
tegneren Richard Møllers tegnefilmversion af ”Fyrtøjet” endnu kan have spøgt på
det tidspunkt, da planerne om langtegnefilmen af samme titel begyndte at opstå.
En kendsgerning er det i hvert fald, at Richard Møller havde fået sin
uddannelse som tegnefilmmand hos Jørgen Müller, medens denne havde tegnefilmstudio
i Vesterport i 1932-34. Og formentlig fik han igen ansættelse hos Myller og Mik, som fra April 1939
var blevet kunstneriske ledere af det danske, tyskejede tegnefilmselskab VEPRO.
Det er imidlertid dokumenteret, at Richard Møller fik
inspirationen til at lave en kortfilm over eventyret ”Fyrtøjet”, dels ved at
læse filminstruktøren Carl Th. Dreyers artikel "Nye veje for dansk Film -
og H.C. Andersen" i tidsskriftet "Avertering" 2. januar 1939, og
dels ved at tænke tilbage på Müllers og Miks muligvis urealiserede
projekt fra 1934. Vedr. Richard Møller og hans karriere, kan Børge Ring
fortælle følgende:
”Svar på spørgsmål om Richard Møller (RM):
RM var som ganske ungt menneske celluloid-tuscher hos
Jørgen Müller på Vesterport studiet. Da Jørgen tog til England igen begyndte RM en virksomhed som cartoonist. Hans
tegnestil lignede meget Jørgens fra den samme tid ..du
ved: Columbus, Fyrtøjet og Carmen. Jeg kunne godt lide hans cartoons
... ALT var interessant den gang for en dreng fra Fyn: Disney, Fleischer,
Skibstrup, Møller, Myller, Bramming, Engholm. MIK var
nok ikke ”opfundet” endnu ... ikke hos mig i alt fald. Han kom først til
Svendborg som Ferd’nand-strip i Svendborg Avis. -
Flere år efter (1938?), da jeg var lærling hos Jørgen Myller
på Gutenberghus, dukkede Richard Møller op i B.T. med en still af en cartoon soldat, der lignede en af Jørgens tegninger for Anson Dyers ”Sam, pick up tha’ musket” og
meddelelsen at NU blev H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet sat på film (at I ved
det) hos Teknisk Film Compagni. Avisen fik en skylle
af breve ... blandt protestanterne var Arne Ungermann og Carl Th. Dreyer og
flere Andersen-experter. De blev alle telefon-interviewet dagen efter. Dreyer efterlyste en
fornyelse i tegnestilen. ”Hvorfor laves der aldrig en tegnefilm i en varm
rødkridtstone?”
RM holdt
lav profil i flere år. Bjørn og jeg var i mellemtiden
blevet legekammerater og dagdrømmere og en skønne dag blev vi begge to kaldt ud
til Teknisk Film Compagni, hvor RM og den rare
direktør Hjortø rakte os blyantstegningerne til en scene af soldaten med et
kæmpegebis som spadserer på en horisontal pan-baggrund.
Det var ikke en cycle [repeat].
Der var nye tegninger for hvert skridt, men soldaten blev mindre og mindre uden
at perspektiv var involveret (og grimmere og grimmere og mere og mere
fortvivlende).
Man spurgte om vi kunne tænke os at overtage scenen,
men vi undskyldte os. Siden har jeg ikke hørt om eller fra RM.
På en efterårsferie i 1936 eller 1937 så jeg en mængde cartoons af RM, idet Vibe Hastrups Skocreme på en
udstilling om film havde indrettet en tegnefilms-stand, hvor RM sad ved en
animations-pult og tegnede ”små mænd” i Myller-Iwerks-stil. På hvert blad skrev han til slut ”Vibe Hastrup
Skocreme”. Der var fire vægge omkring ham fuld af cartoons
i farver. En speciel frise viste, at ”der skal seks-og-tredive tegninger til at
få ”Goofy” til at tage bare eet
skridt”.
(Børge Ring i brev af 12.11.01. til Harry Rasmussen).
Imidlertid må man med Børge Ring konstatere, at Richard
Møllers version af "Fyrtøjet" fra 1940 angiveligt ikke svarede til de
kvalitetsmæssige forventninger, hvorfor producenten Knud Hjortø afbrød det til
at begynde med så lovende samarbejde. Dette var altså foregået nogen tid, før
Finn Rosenberg og Allan Johnsen omkring sommeren 1942 blev enige om at ville
forsøge sig med at starte produktionen af et langtegnefilmprojekt baseret på
samme eventyr.
Richard Møllers planer om en kortere tegnefilmversion
af eventyret "Fyrtøjet", med Knud Hjortø, Teknisk Film Compagni, som startproducent, var imidlertid ikke beregnet
til biografbrug, idet den blev optaget på 16mm smalfilm til brug for den
private hjemmebiograf. Richard Møller havde imidlertid allerede luftet sine
planer om at ville lave en kort tegnefilm over ”Fyrtøjet” til B.T. 3. januar
1939, angiveligt inspireret af filminstruktøren Carl Th. Dreyers artikel i
januar-nummeret af månedsskriftet ”Avertering”, som var udkommet dagen før.
Dagen efter, den 4. januar, bragte Politiken et interview med Richard Møller,
som til den lejlighed havde lavet en hurtigt udført tegning til artiklen. Den
faldt ikke i intellektuelle og kunstneriske læseres smag, og det fik dengang en
del læsere til at protestere kraftigt imod Richard Møllers planer. Blandt de
protesterende var kendte såvel som ukendte navne, samt flere litterære H.C.Andersen-eksperter. (Note 2)
Det kan som nævnt konstateres, at Richard Møllers
tegnefilmprojekt i alt fald til dels var inspireret af Carl Th. Dreyers
artikel, der som nævnt stod at læse i tidsskriftet ”Avertering” for 2. januar
1939. Denne artikel kan antagelig også have inspireret Finn Rosenberg, der som
reklametegner utvivlsomt må have læst det nævnte blad. I artiklen, der har
overskriften Nye veje for dansk film - og H.C. Andersen, konstaterer Dreyer
bl.a.: "Der er enighed om, at Danmark er nærmere til at optage en H.C.
Andersen-film end noget andet land. Der er også enighed om, at der må ydes en
sådan indsats i penge og arbejde, at filmen bliver et værdigt udtryk for vor store, nationale digter og virker som propaganda for
dansk kultur og kunst.
Det er et højt og berettiget mål at sætte sig, og man
må håbe, at de, der har modet til at give sig i lag med denne store opgave,
også er sig både vanskelighederne og ansvaret bevidst."
Herefter kommer Dreyer ind på, om filmen eventuelt skal
være en biografisk skildring af H.C. Andersens liv, og efter at have gennemgået
de forskellige muligheder for en sådan film, fortsætter han:
"Hvordan det nu går eller ikke går den biografiske
H.C. Andersen-film, så er der en anden H.C. Andersen-film, som verden venter på
og længes efter, en H.C.Andersen-film, som før eller
senere vil blive lavet, og som vi bør gå i gang med jo før jo hellere, saa meget mere som dens økonomiske muligheder er langt
gunstigere end for den biografiske film.
Den tanke er blevet fremsat, at der ikke kan gives
nogen bedre karakteristik af digterens personlighed end ved i billeder at
genfortælle et eller nogle af hans eventyr. Dette er selvfølgelig rigtigt, men
ikke hvis man tænker sig eventyrene filmatiseret, spillet og fotograferet som
en almindelig film. Den fotografiske linse er udmærket til at gengive den
håndgribelige virkelighed, men er kun en fattig hjælp, når det gælder om at
frembringe en illusion af det uvirkelige, og overfor eventyrenes spindelvævslette,
duftige poesi vil den ganske svigte. For på lærredet
at genskabe eventyrenes fortryllende ynde, må filmen ty til andre midler. Den
rigtige H.C. Andersen-eventyr-film må laves af en dansk maler.
Da den første tegnefilm for mange år siden kom frem,
kunne de mere forudseende spå, at der engang ville opstå en "malet"
film i modsætning til den "spillede" film, et "levende
maleri" svarende til den "levende tegning". Tvivlerne fra dengang
vil næppe tvivle mere, og hvis de gør det, bør de gå ind og se
Snehvidefilmen." (Note 3)
I sin artikel berører Dreyer herefter lidt af
tegnefilmgenrens foreløbige historie og nævner navne som Oskar Fishinger, Willem Bon og Lotte Reiniger,
hvorefter han kommer ind på, hvad han kalder "den underholdende
tegnefilm". Som et på det tidspunkt foreløbigt højdepunkt inden for denne
kategori, omtaler Dreyer atter Snehvide-filmen, som han dog ikke vurderer som
et betydeligt kunstværk. Dette begrunder han på følgende måde:
"Målt med kunstens alen er den ikke noget
betydeligt værk, og der kan - dens mange fornøjelige og indtagende egenskaber
ufortalt - peges på ufuldkommenheder, især den for hovedpersonernes vedkommende
noget glansbilledagtige psykologi samt de ofte skrattende og skurrende, ofte
flade og ferske farvevirkninger. Walt Disney er en underholdende og opfindsom
tegner og godt inde i tegnefilmens håndværk, men nogen stor kunstner er han
visselig ikke."
Det er Dreyers opfattelse, at hvad angår det stilmæssige
så vel som litterære indhold, behøver tegnefilmen ikke "at traske i hælene
på ugebladenes noget barnlige tegneserier," men både kan og bør hæve sig
op på et virkeligt kunstnerisk niveau. Det mener han, at man vil kunne gøre i
Danmark, hvor der findes en række betydelige tegnende og malende kunstnere, og
dette sammenholdt med, at vi i og med H. C. Andersens eventyr ejer et af de
største litterære aktiver i verden, måtte kunne ende med et godt resultat.
Efter Dreyers mening ville tegnefilm over især H. C.
Andersens lyriske eventyr blive af kunstnerisk kvalitet, hvis de blev lavet på
grundlag af tegninger eller illustrationer af f.eks. Vilhelm Pedersen, Axel
Nygaard, Mogens Zieler, Arne Ungermann, Hans Bendix eller Jensenius. Som
eksempler på humoristiske eventyr, nævner Dreyer Lille Claus og store Claus og
Fyrtøjet, som han formoder at især kunstnere som Arne Ungermann, Hans Bendix og
Jensenius ville være selvskrevne til at designe. Og for de dramatiske eventyrs
vedkommende, mener han at malere som Niels Larsen Stevns, Hans Scherfig eller
Fritz Syberg ville være velegnede. Dreyer fremhæver desuden især Larsen Stevns
som oplagt "designer" på en biografisk H. C. Andersen-film, hvilket
han begrunder med den samling af farvelagte illustrationer (akvareller), som
denne havde malet til en på det tidspunkt påtænkt billedudgave af "Mit
Livs Eventyr". Akvarellerne blev udstillet på Den Frie i efteråret
1938(?). Billedudgaven med Larsen Stevns' illustrationer udkom i 1943. (Note 4)
I 1914 optog Dania Biofilm Kompagni en
"spillefilm" over eventyret "Lille Claus og store Claus".
Drejebogen hertil blev udformet af forfatter og daværende direktør for
Gyldendals Forlag, Peter Nansen (1861-1918), som også sad i bestyrelsen for
Dania Biofilm Kompagni. Han var en overgang gift med den berømte
skuespillerinde Betty Nansen, f. Müller (1873-1943), som fra 1917 og til sin
død var leder af Betty Nansen-teatret på Frederiksberg. Som instruktør på
"Lille Claus og store Claus" valgte man skuespilleren og forfatteren
Elith Reumert (1855-1934), der blev anset for at have et godt kendskab til H.C.Andersen og dennes forfatterskab. Han havde som dreng
selv mødt den store digter i levende live, lige som han havde et personligt
bekendtskab med nogle af de personer, der havde kendt H.C.Andersen
på nærmeste hold. Det var dog først 10-11 år senere, at han skrev et par bøger
om især mennesket H.C.Andersen. Den første, ”H.C.Andersen og Det Melchiorske
Hjem”, udkom 1924, og den anden, ”H.C.Andersen som
han var”, udkom 1925, begge på H. Hagerups Forlag, København. (Note 5)
Den ene hovedrolle som Store Claus blev spillet af
daværende skuespiller Benjamin Christensen (1879-1959), som siden markerede sig
som en af dansk stumfilms kunstnerisk set bedste instruktører. Efter mange års
virksomhed som filminstruktør i Tyskland og siden i Hollywood, vendte han i
1939 tilbage til Danmark og instruerede spillefilmen "Skilsmissens
Børn", som han desuden havde skrevet drejebogen til. I årene 1940-42 stod
han for yderligere fire markante danske spillefilm. 1944 fik han bevilling til
Rio Bio på Roskildevej 301 i København. Den anden hovedrolle som Lille Claus
blev udført af skuespilleren Henrik Malberg (1873-1958), der havde haft sin film debut 1910 i Regia Kunstfilms
Co.’s filmatisering af Oscar Wildes novelle
"Dorian Grays Portræt", og som så sent som i 1955 fik en hovedrolle i
Carl Th. Dreyers filmatisering af Kaj Munks skuespil "Ordet".
Robert Storm Petersen havde en mindre rolle som
bondekarl i "Lille Claus og Store Claus". På et still-foto
fra filmen ses han sammen med Benjamin Christensen ved siden af en hestevogn,
på hvis buk, der sidder en hatteklædt mand og bag ved
denne bøjer en skikkelse sig forover. De to sidstnævnte personer er ikke
identificeret. Billedet er et af de få still-fotos,
der er bevaret fra filmen. (Note 6)
Under titlen ”Store Klaus og Lille Klaus” blev
eventyret "Lille Claus og Store Claus" i 1930 lavet som dukkefilm af
fotografen Christian Maagaard Christensen hos det dengang nyoprettede Nordisk
Tonefilm, der dog intet havde med Nordisk Films Kompagni at gøre. Filmen blev
eftersynkroniseret af "Lange Lyd" alias tonemester Henning O.
Petersen (1894-19??), som 1928-46 var tonemester på Nordisk Film i Valby og
derefter værkstedschef ved Nordisk Films Teknik i Frihavnen. Filmen, der er på
omkring 600 m = ca. 22 minutter, blev vist i Kinografen
24.8.-8.9.1930. (Note 7)
Det er dog næppe alle, der var eller vil være enige i
Dreyers vurdering af Snehvide-filmen så vel som af Walt Disney, men hans
opfattelse deltes dog stort set af det finkulturelle establishment, både
dengang og senere. Spørgsmålet er imidlertid, om vurderingen kan karakteriseres
som saglig, idet man må spørge sig selv, hvilke forudsætninger den i øvrigt
velmeriterede og verdensberømte spillefilmsinstruktør Carl Th. Dreyer havde for
at kunne vurdere tegnefilmmediet og dettes særlige historie, vilkår og
muligheder.
Dreyer, som på det tidspunkt åbenbart nærede stor og
optimistisk tiltro til danske filmproducenter, giver desuden udtryk for den
mening, at opgaven med at fremstille en dansk H.C.Andersen-eventyr-tegnefilm
må ligge snublende nær for en dansk filmproducent, og han fortsætter:
"[...] Om den interesserede producent derefter
ville forsøge at realisere filmen her i landet ved tilkaldelse af udenlandske
teknikere (hvis vi ikke allerede har dem gode nok, hvilket jeg er tilbøjelig
til at tro) - eller skulle foretrække at alliere sig med en engelsk eller
amerikansk partner er i første omgang et underordnet spørgsmål. Det vigtige er,
at der er brug for den "tegnede" eller
"malede" H.C.Andersen-eventyrfilm, og at
dansk film ikke bør vente, til denne rige, nationale skat tages ud af hænderne
på os, men ufortøvet skride til værket. Risikoen er ringe, for man ved på
forhånd nøjagtigt, hvad man giver sig i lag med og kan følge virkeliggørelsen
skridt for skridt. Videre har erfaringerne fra Snehvidefilmen vist, at en
"tegnet" film uden større vanskelighed lader sig eftersynkronisere på
andre sprog." (Note 8)
Apropos tegnefilm baseret på et af H.C. Andersens
eventyr, så havde Storm P.’s fotograf Karl Wieghorst allerede i 1928 og 1930 forsøgt sig med at tegnefilmatisere nogle af Andersens eventyr (Se herom i
note 7). Og i 1931 kunne Walt Disney præsentere sin tegnede kortfilmversion af
The Ugly Duckling (”Den
grimme ælling”). Den blev flere år senere tegnet om i en ny og moderniseret
version, som havde premiere i 1939 og vandt en Oscar som bedste korte tegnefilm
det år. I begge tilfælde var der dog tale om en endog meget fri gengivelse af
handlingen i Andersens eventyr, og eventyrets morale eller sigte var
banaliseret til ukendelighed. Det forhindrer dog ikke, at der for den
sidstnævnte versions vedkommende er tale om en meget smuk, rørende og teknisk
set god tegnefilm, som både børn og voksne har kunnet glæde sig over både
dengang og ved de senere visninger i biografer verden over, og endnu senere i
tv og i video-udgaver af filmen.
Når Dreyer mente eller formodede, at vi herhjemme
rådede over folk, der teknisk set ville være i stand til at lave en sådan film,
tænkte han formentlig på Jørgen Müller og Henning Dahl Mikkelsen og deres
medarbejdere, som i slutningen af 1938 til hen på foråret 1939 arbejdede for
Gutenberghus Reklame Film. I artiklen nøjes Dreyer dog ikke med at fremsætte
luftige ideer, men kaster sig ud i et budgetmæssigt regnestykke over, hvad en
såkaldt helaftens-tegnefilm ville koste at producere
i 1939-priser. Han går ud fra, at "en teknisk upåklagelig tegnefilm i
farver og med tone ligger herhjemme på cirka 60 kroner pr. meter. Lad os være
large og regne med det dobbelte for eventyrfilmen. Vi vil da se, at en helaftens-tegnefilm på 2000-2400 meter vil koste mindre at
fremstille end alene den danske version af den spillede H.C.Andersen-biografi.
Men medens tegnefilmen let lader sig "oversætte" til andre sprog og
altså vil kunne vises over hele verden, kan den danske version af spillefilmen
kun opføres herhjemme." (Note 9)
Hvis man regner på Dreyers angivelse af prisen for en
dansk tegnefilm på 2000-2400 meter, hvilket vil sige en spilletid på 72-86
minutter, kommer vi med en pris på 120 kr. pr. meter til et budget på
240.000-288.000 kr., vel at mærke i 1939-priser. Til sammenligning kostede det
omkring 1.000.000 kr. at producere den 76 minutter lange "Fyrtøjet" i
årene 1942-45, altså ca. fem-seks gange så meget som den af Dreyer anslåede
pris! Til yderligere sammenligning kostede det 1,7 mill.
dollars i 1937-priser at fremstille den 80 minutter lange Snehvide-film, som
det også tog omkring 3 år at producere, men vel at mærke med en stab på
900-1000 mennesker. Sammenligningen halter dog, idet arbejdsproceduren på
Disney-studierne var tilrettelagt og indøvet gennem årelange eksperimenter og
praktiske erfaringer, opnået under produktionen af et stort antal korte
tegnefilm, både i Mickey Mouse-serien, Donald Duck-serien
m.fl., men måske særlig i den generelt set mere ’seriøse’ Silly
Symphony-serie.
Dansk tegnefilmproduktion havde indtil 1939 været
diskontinuerlig, og de få ledende tegnefilmfolk, der var på det tidspunkt,
udgjordes faktisk kun af to personer, nemlig førnævnte Jørgen Müller og Dahl
Mikkelsen, som begge havde lært metieren i England. En lidt yngre generation af
danske tegnefilmfolk var dog så småt på vej med navne som Bjørn Frank Jensen,
Børge Hamberg, Erik Rus, Kjeld Simonsen og Erik Christensen. De havde alle på
det tidspunkt, da ”Fyrtøjet” blev sat i produktion, været ansat hos
tegnefilmselskabet VEPRO.
Men at producere en tegnefilm uden en storyboard, var
utænkeligt hos Disney, tværtimod var en sådan et selvfølgeligt og uundværligt
led i produktionsprocessen. Dertil kommer, at hans medarbejdere, herunder især
instruktører og animatorer, af de oven for anførte grunde var betydeligt mere
veltrænede og erfarne end tilfældet var med de animatorer, der arbejdede på "Fyrtøjet".
Og heller ikke, hvad økonomi og budgetter angår, tåler dansk
tegnefilmproduktion sammenligning med amerikansk tegnefilmproduktion, som
opererer med budgetter på millioner af dollars, når det drejer sig om
langtegnefilm, hvor man herhjemme må nøjes med at kalkulere højst med millioner
af kroner. En direkte sammenligning mellem vilkårene og forudsætningerne for
Disneys tegnefilm og forudsætningerne og vilkårene for produktionen af
"Fyrtøjet", er derfor ikke hverken mulig eller rimelig. Man bør dog
undskylde Dreyer med, selvom han faktisk havde været journalist i mange år, at
han var velmenende, men sagligt set uerfaren og ukyndig i tegnefilmproduktion.
Men meget apropos Dreyers ovenfor omtalte og delvist
citerede artikel, så blev denne naturligvis læst med særlig interesse af den
øvrige presses kultur- og filmjournalister. Det gav i al fald formiddagsavisen
"B.T." anledning til et interview med dansk tegnefilms ubestridte
førstemand, Jørgen Müller, som stod at læse i avisen for lørdag den 7. januar
1939. Under overskriften ”H.C.Andersen-Filmen: En
dansk Tegnefilm er mulig”, bliver Jørgen Müller spurgt om, hvilke muligheder,
der vil være i Danmark for at lave en helaftens-tegnefilm
baseret på et eller eventuelt flere af H.C.Andersens
eventyr. Müller anslår optimistisk, at 12-14 mennesker ville kunne fremstille
en sådan film i løbet af et år, og at den vil koste ca. 250.000 kr. at
producere. (Til sammenligning tog det omkring 200 mennesker hen ved 3 år at
fremstille "Fyrtøjet", der som tidligere nævnt kom til at overstige
det oprindelige budget med et beløb, der var ca. seks gange højere end forudset
og planlagt). (Note 10)
I artiklen udtaler Jørgen Müller sig som fagmand
sagligt om, hvilke udgiftsposter man måtte regne med. Han fastslår, at der skal
bruges ca. 7000 meter råfilm, 3000 meter råfilm til lyd og en klippekopi af
begge strimler, i alt ca. 4500 meter. Dertil kommer 10 kopier af den færdige
film, hvilket alt sammen ville koste omkring 70.000 kr. Dertil skal også lægges
honorarer til manuskriptforfatter(e), komponist, musikere og skuespillere, der
for de sidstnævntes vedkommende skal indtale tegnefilmfigurernes replikker.
Dernæst kom gager til tegnerne, som Müller anslog til
at omfatte 12-14 mennesker, nemlig en kunstnerisk designer og tre nøgletegnere,
og nogle mellemtegnere, samt tre kvinder til med tuschpen at
"kalkere" blyantstegningerne over på celluloidplader, og tre-fire
unge damer til at farvelægge disse. Müller anslår endvidere,
at det samlede antal celluloidplader vil koste ca. 7-8.000 kr. (Note 11)
Hverken Jørgen Müller eller journalisten, som
underskriver sig Maurice, nævner direkte noget om, at den påtænkte
langtegnefilm eventuelt kunne dreje sig om en tegnefilmatisering af eventyret
"Fyrtøjet", men muligheden fremgår indirekte af artiklens indledning,
hvori der står følgende:
"Carl Th. Dreyers forslag om at skabe en dansk
H.C. Andersen-eventyr-tegnefilm drøftes nu ivrigt blandt tegnere og filmsfolk. Et af de vigtigste problemer er dette: Er det
muligt rent teknisk at fremstille en sådan film herhjemme? For at få dette
spørgsmål besvaret, har B.T. henvendt sig til Jørgen Müller, der i en halv snes
år har beskæftiget sig med fremstilling af reklametegnefilm både her og i
England, hvor han oprindelig lærte teknikken. Hr. Jørgen Müller, der venligst
ikke bedes forvekslet med Richard Müller, som forleden bebudede sin private
H.C. Andersen-Film, udtaler: osv. osv."
Bortset fra, at Richard Müller hed Møller til
efternavn, så havde han som tidligere nævnt planer om at lave en kort tegnefilm
over eventyret "Fyrtøjet", beregnet på et dengang stigende marked for
16mm film. Projektet var kort forinden blevet omtalt i pressen, lige som det senere
atter blev omtalt i den københavnske avis B.T. I følge nævnte avis havde Møller
indgået en aftale med Teknisk Film Compagni om
produktion af en cirka 5-6 minutter lang tegnefilm, baseret på H.C.Andersens eventyr "Fyrtøjet". Det var
direktør Knud Hjortø, stifteren af Teknisk Film Compagni,
der var initiativtager til filmen, og firmaets medstifter, filmfotografen Fritz
Jensen, der skulle fotografere filmen. Richard Møllers ”Fyrtøjet” blev
imidlertid kasseret af producenten, angiveligt fordi den kvalitetsmæssigt ikke
levede op til forventningerne.
Knud Hjortø opgav dog ikke ideen om at producere
underholdningstegnefilm til 16mm-hjemmebiografen. Samme firma producerede
derfor året efter, i 1940, tegnefilmen ”Peter Pep og Skomager Snørestøvle”, som
tegneren Erik Rus (Christensen) (1920-87) dels var ophavsmand til, og som han
dels også var hovedanimator på, med Børge Hamberg (1920-70) som assistent og
mellemtegner. Fritz Jensen er krediteret som fotograf på denne tegnefilm. Året
efter producerede samme firma og team en to'er med
titlen Peter Peps Attentat. (Note 12)
Det var imidlertid langt fra nogen ny idé at lave en
tegnefilm over H.C.Andersens eventyr i det hele
taget, og heller ikke specielt over eventyret "Fyrtøjet". I bogen
”Filmen og H.C.Andersen”, fortæller forfatteren
Arnold Hending bl.a., at Nordisk Films Kompagnis
første filminstruktør, Viggo Larsen, i året 1907 instruerede i alt tre H.C.Andersen-eventyr-film, nemlig "Lykkens Kalosker", "Fyrtøjet" og "Ole
Lukøje", hver af 8 minutters spilletid, hvilket blev anset for en anselig
længde for film dengang. Men hverken direktør Ole Olsen, fotografen Axel Graatkjær eller Viggo Larsen selv var særligt tilfredse med
resultatet, da filmene var færdige. Efter først at have omtalt "Verdens
første H.C.Andersen-Film!", "Lykkens Kalosker", 1907, som det tog to arbejdsdage at optage,
og som ikke vakte de impliceredes udprægede glæde eller begejstring, fortsætter
Arnold Hending med at fortælle specielt om
"Fyrtøjet":
Nordisk Films version af eventyret ”Fyrtøjet”. Filmen
blev produceret i 1907 og havde en spilletid på 8 minutter, hvilket var normal
længde for ”spillefilm” dengang. Til venstre ses instruktøren Viggo Larsen i
rollen som soldaten, og tilhøjre Oda Alstrup i rollen
som prinsessen. Hunden, som i dette tilfælde har bragt prinsessen fra slottet
og hen til soldatens logi, er tydeligvis en sortklædt mand med
papmachehoved.
"Og heller ikke synderlig pietetsfuldt gik man i
gang med "Fyrtøjet", i prisbillige omgivelser, tryllet frem af
maleren Robert Krause og skænket vederlagsfrit på Roskilde Landevej af
Vorherre. Med et minimum af tiltro til at "Fyrtøjet" skulle kunne
betale sig gjorde man på Nordisk et nyt skrabud for smagen. Man tog nogle
billeder på trægulvet og drog derpå, forsynet med et hult træ, til landevejen
hvor, kuriøst nok, den store H.C.Andersen-kender Jean
Hersholt året forud havde debuteret foran kameraet
for 7 kroner. Instruktøren og førsteskuespilleren Viggo Larsen siger om denne
optagelse: Når jeg (det må være i samråd med Ole Olsen) valgte
"Fyrtøjet" var det ikke fordi Andersen var så berømt i udlandet – det
vidste man slet ikke herhjemme. Danskerne har altid været længe om at opdage,
at en landsmand var kendt i det fremmede. Nej, det muntre, naive Aladdintema
tiltalte mig. Men der var jo det med hunden! Hvor får jeg en hund med øjne så
store som Rundetårn, eller blot som thekopper? Min
regissør klarede dette punkt ved hjælp af tre sæt sort tricot
og tre mægtige hundehoveder af pap. Vi var på dette punkt blodige amatører, ja
i dekorativ henseende nærmest analfabeter, men vi besad det mod som avles af
ungdom og naivitet. Vi arbejdede efter løsenet: Det skal gå hurtigt, det må
ikke koste noget, og filmen må ikke blive over 165 meter lang. Man tænke sig hele eventyret spillet på 8 minutter. Man kan end
ikke læse det fra bladet på den tid.
Det var svært at finde et af civilisationen uberørt
stykke landevej, fortsætter Larsen, men det lykkedes jo. Petrine Sonne
spillede heksen og jeg selv soldaten. Af de øvrige medspillende husker jeg i
dag kun bugtaler Lund som kongen, den yndige Oda Alstrup som prinsessen og
Storm P. som en af tjenerne i "lokalet", hvor soldaten morer sig med
at ødsle penge på ubekendte mennesker. - Der havde naturligvis været anledning
til at vise livlige gadeoptrin i gamle dragter mellem gamle huse, men sådanne
luksusoptagelser ville kun forlænge og fordyre filmen. Slutscenen blev taget i
Søndermarken, hvor vi havde bygget en trone op ved siden af træet, hvor
mestermanden havde slynget rebet, som skulle lægges om min hals, om en tyk
gren. Det var naturligvis kun et ekstrakt af eventyret vi fik lavet - og
hvorfor jeg leverer dette minde fra 1907 og smiler vemodigt når jeg tænker
tilbage ... ja, det skyldes mindet om de øjeblikke, da Oda Alstrup to gange
kærligt slyngede sine dejlige arme om min hals!
Men jeg husker også, at Viggo Larsens manglende håb til
et heldigt udfald af en eventyrfilm var dette, at det var hans mening (længe
før tegnefilm var skabt) at kun i tegnefilm kunne det helt rigtige resultat
opnås. Kameraet var ham, og her så han vel i grunden rigtigt, for
realistisk!" (Note 13)
I Nordisk Films version af eventyret ”Fyrtøjet”
spillede Gustav Lund rollen som kongen, Oda Alstrup som prinsessen og i Clara
Nebelong rollen som dronningen, mens instruktøren Viggo Larsen ses i rollen som
soldaten, der bliver holdt tilbage af et par lakajer.
Lyrikeren og forfatteren Arnold Hending,
som siden midten af 1930'erne havde specialiseret sig i dansk films historie,
kommer i bogen "Filmen og H.C.Andersen"
også ind på langtegnefilmen "Fyrtøjet", hvorom han skriver følgende:
"Med usandsynligt mod og offervilje førtes dog
tegnefilmen "Fyrtøjet" til dansk, europæisk og amerikansk premiere.
Hidtil havde kun Walt Disney og Max Fleischer produceret de så kostbare
helaftenstegnefilm, og at Danmark nu, som det første land i Europa, kunne være
med i konkurrencen, havde næsten klang af fanfare.
At det tog en lille hærskare af medarbejdere små tre år
at producere eventyret, lader én ane Sisyfos-kampen. Man var startet med nogle
få tegnere, under produktionslederen Allan Johnsens chambriere, men efterhånden
udviklede staben af tegnere sig til 200, og man erfarede at disse ialt fik udført halvanden million tegninger, der blev
tilrettelagt af Svend Methling. Filmen blev den dyreste, der endnu var
produceret i Ole Olsens fædreland.
Et par tal vil være en overraskende projektør på
arbejdets omfang: Fremstillede blyantstegninger: 543.000 - Tegnet på celluloid:
433.500 - Farvelagte tegninger: 433.500. Der var seks hovedtegnere. Børge
Hamberg skabte den raske soldat, som Poul Reichhardt lagde stemme til, Preben
Dorst tegnede prinsessen, og Bjørn Frank Jensen sled med arbejdet med de humoristiske
figurer, men alle anstrengelserne førte alligevel ikke til den store succes.
Efter premieren i Palladium hed det: "Når man har valgt at bygge filmen
over H.C.Andersens eventyr, er det antagelig, fordi
man gerne har villet skabe noget, der ikke alene var kendt verden over, men
også var specifik dansk. At Andersens geni ikke lader
sig oversætte til film og det derfor kun er handlingen, der er tilbage, er en
sag for sig. Men karakteristisk for hele foretagendet er det, at man forgæves
leder efter det danske ved filmen. Alle landskaber og bybilleder - selv om de
gengiver Rundetårn - er så åbenbart lavet med et ak, alt for skelende øje til
den fantasi - eller pandekage-verden, som vi kender fra Technicolor-filmene
fra den anden side Atlanten. Resultatet var med andre ord, som det var ventet -
det vil sige ikke så godt."
Der kom dog en bemærkning om at filmen glimtvis bød på
forsonende momenter, f. eks. på et morsomt fysiognomi
eller en musikpassage, der hævede sig over det øjeblikkelige glemte - og så var
filmen fri for platheder - hed det forsonende.
Publikum kunne lide filmen og måske ikke mindst
musikken, der var komponeret for lejligheden af Vilfred Kjær og Eric
Christiansen, men da "Dansk Farve og Tegnefilm A/S" næste gang drømte
erobrerdrømme i farver, slukkedes alle stjerner. Det hed i bladene, i foråret
1949, at man, efter den så heldigt gennemførte opgave med "Fyrtøjet",
nu havde besluttet at fremstille en helaftensfilm over "Klods-Hans", og at selskabet fra
Undervisningsministeriet havde fået meddelelse om at staten ville støtte
foretagendet. Det var ikke underligt, at man, efter den sol-bulletin, gik i
gang. Svend Johansen lavede tegningerne til baggrundsskitserne, og Hans
Schreiber var klar til at interviewe sin muse, drejebogen var af Johnsen og
Henning Ørnbak, og forhandlingerne med de
skuespillere, der skulde lægge stemmer til
begivenheden, var begyndt.
Og medens det våndefuldt fødte barn
"Fyrtøjet" endnu opføres i London, indtræffer katastrofen. Allan
Johnsen, der er ostentativt sky for udtalelser af bastant karakter, siger blot
til pressen, at han selvfølgelig ikke vil lægge skjul på, at han er skuffet -
men, tilføjer han - nu vil han ikke mere have med tegnefilm at bestille. Et
samarbejde, der var begyndt i de gladeste forhåbningers forår, er brudt sammen.
Farvel da til nye fremstød på hjemlig grund i Technicolor.
Med "Klods-Hans" collaberede
en dansk indsats med mange muligheder. [...]"!! Skrev Arnold Hending
i bogen: ”Filmen og H.C. Andersen”, pp.30-32. - Citatet fra en af anmeldelserne
af ”Fyrtøjet” er fra 17. maj 1946 og stod under overskriften ”Den danske
Tegnefilm, der kostede en Million” at læse i Berlingske Tidende.
Arnold Hendings kortfattede
beskrivelse af langtegnefilmen "Fyrtøjet"s
tilblivelse og dens modtagelse i pressen er stort set i overensstemmelse med de
faktiske forhold og begivenheder. Det var som tidligere nævnt mag.art. Peter
Toubro, der - med litterær assistance af mag.art. Henning Pade - skrev
drejebogen til "Fyrtøjet". Men det er ikke korrekt, når Hending skriver, at drejebogen til langtegnefilmen "Klods-Hans" var skrevet af Allan Johnsen og Henning Ørnbak. Den var derimod skrevet af dramatikeren Finn
Methling og med mag.art. Henning Pade som litterær konsulent. Denne tegnefilm
og dens kranke skæbne skal vi vende tilbage til i kronologisk sammenhæng.
Den viden om langtegnefilmen "Fyrtøjet"s
forhistorie, der ligger til grund for nærværende skildring, skyldes dels, hvad
jeg, Harry Rasmussen, har fået fortalt personligt af især Finn Rosenberg, og
dels af andre involverede parter, herunder ikke mindst af Henning Pade, som
også var med helt fra starten, men som 3. september 1944 arresteredes af
Gestapo, mistænkt for deltagelse i modstandskampen. Han sad varetægtsfængslet
lige indtil befrielsesdagen, den 4.maj 1945. Endelig er supplerende oplysninger
om filmens forhistorie og tilblivelse hentet fra flere steder, bl.a. hos nogle
endnu levede folk, der var medarbejdere på ”Fyrtøjet”.
I Niels Jørgen Dinnesen og
Edvin Kau's "Filmen i Danmark", Akademisk
Forlag 1983, nævnes "Fyrtøjet" i forbindelse med omtalen af Dansk
Farve- og Tegnefilm A/S' næste langtegnefilmproduktion "Klods-Hans". Omtalen er ledsaget af et enkelt billede
fra "Fyrtøjet", som stammer fra forsiden til det filmprogram, som
Bjørn Frank Jensen specielt har lavet tegninger til.
Tegnefilmen "Fyrtøjet" er også nævnt i en
billedtekst i Erik Nørgaards bog ”Levende billeder i Danmark”, side 179, hvor
der under et close-up af heksen står følgende:
"Heksen i den første danske tegnefilm med
spillefilmlængde, "Fyrtøjet" fra 1946, iscenesat og tilrettelagt af
Svend Methling. Det var et mere dristigt end vellykket eksperiment."
Men i henhold til, hvad Finn Rosenberg personligt har
fortalt mig, mens vi endnu arbejdede på "Fyrtøjet", var det altså
ham, der fik ideen og tog initiativet til filmen. Hvilket dels også er fremgået
af presseomtalen af filmen, og dels senere også er blevet skriftligt bekræftet
af Henning Pade. Hvordan Finn Rosenberg var kommet på netop den idé, nævnte han
dog ikke selv noget om, men tanken om en H.C. Andersen-eventyr-tegnefilm lå vel
så at sige i "luften" på den tid, og særlig efter at Carl Th. Dreyer
med sin artikel i "Avertering" havde givet næring til tanken, og
efter at fagmanden Jørgen Müller havde udtalt sig om de praktiske muligheder
for, at man i Danmark ville kunne gennemføre et sådant projekt. For Finn
Rosenbergs vedkommende skete det i praksis på den måde, at da han omkring 1942
var ansat som reklametegner på Reklamebureauet Monterossi,
fik han en dag til opgave at illustrere bogen "Fra Dyreskind til Celleuld", som var – som tidligere omtalt - skrevet af
fabrikant og grosserer Allan Johnsen.
Det var angiveligt under samarbejdet om bogen, at Finn
Rosenberg forelagde Allan Johnsen ideen om, at man burde lave en helst længere
tegnefilm over H.C.Andersens eventyr
"Fyrtøjet". Johnsen, der som følge af krigen og besættelsen på det
tidspunkt, i øvrigt i lighed med andre tekstilfabrikanter, havde problemer med
at skaffe tekstilstoffer til sin fabrikations- og grossistvirksomhed, var
straks med på ideen. Han, der boede i Gentofte og var en ivrig sportsroer,
havde i 1938 været medstifter af Skovshoved Roklub, og blandt dennes medlemmer
taltes mag.art. Peter Toubro og mag.art. Henning Pade. Disse to litterært
kyndige mænd fik Johnsen nu gjort interesseret i filmprojektet, og sammen med
Finn Rosenberg skrev de i eftersommeren 1942 drejebogen til filmen. Ifølge
Henning Pade var det dog Toubro, der var hovedansvarlig for udarbejdelsen af
drejebogen.
Ligeledes ifølge Henning Pade, indledtes der omkring
samme tidspunkt, dvs. eftersommeren 1942, nogle "høringer" og
forhandlinger, blandt andet med direktør Holger Brøndum (1899-1970), Nordisk
Films Kompagni. Forhandlingerne drejede sig om finansiering og
selskabsdannelse, men Brøndum var en øvet og barsk forhandler, som naturligt
nok så på sit eget firmas interesser i sammenhængen. Desuden var Brøndum medlem
af tegnefilmfirmaet VEPRO’s bestyrelse, og som sådan
vidste han naturligvis, hvem der var kunstneriske ledere hos dette firma.
Ydermere var det ham, der i 1939 fik anbragt tegneren Kjeld Simonsen som
animatorelev hos Jørgen Müller og Dahl Mikkelsen på VEPRO. Men Brøndum har
åbenbart ikke haft tillid til, at Allan Johnsen og Co. ville kunne klare den
dristige opgave med at producere en lang tegnefilm á la ”Snehvide”- eller ”Gulliver”-filmen, så derfor har det antagelig været hans
opfattelse, at VEPRO ville være en betydeligt mere ansvarlig producent af en
sådan tegnefilm. Det kan formentlig derfor anses for at have været Brøndum, der
har sørget for at de relativt mere erfarne tegnefilmfolk Müller og Mik blev
inddraget i forhandlingerne. Men Allan Johnsen var for sit vedkommende mindst
lige så interesseret i, at projektet ikke gled ud af hans egne hænder, og det
endte derfor med, at han afbrød forhandlingerne med Nordisk Film og i stedet
besluttede sig for at danne et selvstændigt og uafhængigt selskab. Den 5.
december 1942 stiftedes "Dansk Farve- og Tegnefilm A/S", med
produktion af "Fyrtøjet" som umiddelbart formål. Hvis alt gik vel,
ville man senere tage andre lignende projekter i produktion.
Firmaets kontoradresse var Frederiksberggade 10, 3.
sal, telegram-adressen ”ALLANJO” og telefonnummeret
Central 16432. Det var så vidt vides først og fremmest Allan Johnsen selv, der
skød penge i aktieselskabet, men han fik samtidig gjort flere andre
tekstilfabrikanter og tekstilgrossister interesseret i at være med. Men
eftersom tegnefilmproduktion i større stil var et hidtil uprøvet område i
Danmark, i al fald hvad angik underholdningstegnefilm, der var længere end 8-10
minutter, var udsigterne til at få de investerede penge tjent hjem igen, meget
usikre. Det forhold at samhandelen med udlandet, bortset fra Nazi-Tyskland, stort set var ophørt på det tidspunkt, har
sikkert i nok så høj grad spillet ind, idet det blandt andet medførte, at der
blev en form for pengerigelighed, særlig hos velstillede folk. Desuden vovede
investorerne at satse pengene på en så speciel filmproduktion, som en dansk
langtegnefilm var på det tidspunkt, fordi den tyske besættelsesmagt straks fra
starten havde forbudt biograferne at vise engelske film, og efter at Amerika
var gået med i krigen i 1941 også lagde store hindringer i vejen for visningen
af amerikanske film.
Det betød blandt andet, at Walt Disneys lange
tegnefilm, både de nye og de lidt ældre, ikke kunne eller måtte vises i de
danske biografer. Derimod tillod tyskerne indtil videre, at der godt måtte
vises amerikanske korte tegnefilm i biograferne. Det betød, at det uhyre
populære Metropols Juleshow fortsat kunne tages på programmet ved juletid, lige
som korte Disney-tegnefilm – og for resten også Max Fleischers korte tegnefilm
– stadig måtte vises som forfilm, så længe de forholdsvis få amerikanske
reprisespillefilm endnu var tilladte. Det var dog kun de amerikanske tegnefilm,
der var kommet her til landet, før den tyske besættelse af Danmark den 9. april
1940, som måtte – og kunne - vises. Derfor bestod Metropols Juleshow i årene
1940-44 kun af tegnefilm, der var fra 1939 og bagud. (Note 16)
Men selvom Dansk Farve- og Tegnefilms aktionærer og
ledelse ikke kunne vide, hvor længe den tyske besættelse af Danmark ville komme
til at vare, eller om Tyskland eventuelt ville vinde krigen, hvad kun få håbede
på, regnede man med at kunne få filmen færdig så betids, at den under alle
omstændigheder ville kunne undgå en eventuel konkurrence fra de absolut
suveræne amerikanske tegnefilm. Europæisk tegnefilmproduktion var dengang
yderst minimal, men fandtes dog, ikke mindst i Frankrig. Det gjaldt også den
tyske tegnefilmproduktion, hvoraf der i 1944 blev vist et par korte tegnefilm i
D.S.B.-Kino, som havde til huse på Københavns
Hovedbanegård, dér, hvor trækplasteret normalt var Skipper Skræk-filmene.
Men da man i 1942 gik i gang med planlægningen af ”Fyrtøjet”-filmen var det kun de færreste, der troede på at
krigen snart ville være slut, vel at mærke til fordel for De Allierede, så
derfor fortsatte man trøstigt og optimistisk med det meget ambitiøse
tegnefilmprojekt.
Der foreligger ikke mig bekendt eksakte og verificerede
oplysninger om, hvordan Nordisk Film og Holger Brøndum, og dermed VEPRO og
Jørgen Müller og Henning Dahl Mikkelsen, kom ind i billedet i forbindelse med
tegnefilmen ”Fyrtøjet”. Men ifølge Henning Pade var det Allan Johnsen, der
henvendte sig til Brøndum i håbet om at få Nordisk Film som medproducent af
”Fyrtøjet”.
Det findes så vidt vides ikke dokumenteret, at der på
dette tidspunkt er blevet ført nogen form for forhandlinger med VEPRO’s ledelse, men det er som nævnt ovenfor højst
sandsynligt, at det er sket. I et avisinterview i B.T. for den 7. januar 1939
havde Jørgen Müller – han var formentlig da endnu ansat hos Gutenberghus
Reklame Film - indirekte givet udtryk for, at han mente at en stab af omkring
17 medarbejdere ville kunne påtage sig at gennemføre et så storstilet projekt
som en langtegnefilm, og det var netop en stab af godt og vel denne
størrelsesorden, man senere kom til at råde over hos VEPRO.
Ifølge den tidligere citerede artikel fra Mandens Blad
for februar 1941, havde man på VEPRO planer om at
udvide produktionen til også at indbefatte tegnede spillefilm, men dog først
efter krigen, som man dengang åbenbart regnede med, at tyskerne ville vinde. En
eventuel produktion af lange tegnefilm blev dog ikke aktuel, for VEPRO lukkede
som flere gange tidligere nævnt i efteråret 1942, muligvis i indirekte
forbindelse med det forværrede forhold mellem den danske civilbefolkning og
regeringen på den ene side og de tyske besættelsesmyndigheder på den anden.
Forholdet nåede et kritisk klimaks i august 1943 i og med den danske regerings
tilbagetræden. Denne var en direkte følge af den tyske militære
undtagelsestilstand, som i praksis gjorde det umuligt for den danske regering
at fungere. (Note 17)
Forudsætningen for i det hele taget at gøre sig håb om
finansiering af et filmprojekt af sådanne dimensioner, som tilfældet var med
langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, måtte der allerførst foreligge et manuskript eller
en drejebog. En sådan blev da også påbegyndt allerede i sommeren 1942, idet
Finn Rosenberg, Peter Toubro og Henning Pade omtrent dagligt mødtes med Allan
Johnsen, enten på dennes kontor, Frederiksberggade 10, eller hjemme i Johnsens
private hjem i Klampenborg.
Af de nævnte personer fungerede Finn Rosenberg som
kunstnerisk konsulent og supervisor, i moderne sprogbrug kaldet art director. Peter Toubro fik opgaven som hovedansvarlig for
drejebogens udformning, i videst mulig overensstemmelse med H.C.Andersens
intentioner. Henning Pade medvirkede som litterær konsulent, også med særligt
kendskab til H.C.Andersens litteratur og tid, medens
Allan Johnsen automatisk fik rollen som finansiel, økonomisk og administrativt
ansvarlig for projektets praktiske gennemførelse. Han var desuden den eneste af
teamet, der havde personlig myndighed og autoritet til at kunne fungere som
projektets daglige leder. Herom kan Henning Pade fortælle så sent som i 1985:
”[...] Det var jo en – lidt for – spændende tid,
dengang. Ingen dansk film har vel en mere broget (og speget)
tilblivelseshistorie. Der var problemer og genvordigheder på alle ledder og
kanter: med finansieringen, rekruttering af medarbejdere, fremskaffelse af
arbejdsmateriale (råfilm, farver m.m. plus, naturligvis, noget brugbart grej).
Jeg er glad for den korrektion du giver Jakob Stegelmann m.h.t.
manuskriptarbejdet, for det blev der vitterligt lagt et stort arbejde i. [...]”
(Henning Pade i brev dateret Nytår 1985 til Harry Rasmussen).
I et brev dateret 29. januar 1985 kunne Henning Pade
bl.a. tillægge følgende:
”Tak for dit brev (af 10. jan.) med så righoldig en
beskrivelse af hændelser og ting og sager i Frederiksberggade 10 (og 28)
DENGANG med FYRTØJET. Det er bevægende at blive mindet om alt det, hvoraf en
stor del erindres nøjagtigt som du beretter, mens andet står mindre klart for
mig nu, så mange år senere. Jeg håber virkelig, at du hører fra Peter Toubro,
han er jo hovedvidne. Vi var nært forbundne gennem hele perioden, men har desværre
ikke haft megen kontakt med hinanden i de seneste årtier. [...]
Det begyndte vel alt sammen med, at vi var rokammerater, Allan, Peter Toubro og jeg, i Skovshoved
Roklub, som Allan var medstifter af og i mange år formand for. I 1941 roede vi
Sjælland rundt sammen. I sommeren 1942 skrev Allan ”Fra Dyreskind til Celleuld”, som jeg bl.a. læste korrektur på, og i den
sammenhæng var jeg meget ofte sammen med illustratoren, Finn Rosenberg Ammitsted. Han smittede Allan med tegnefilmsbacillen
(Allans aktiviteter var jo under krigen stærkt reduceret, og hans foretagsomhed
måtte have afløb på anden vis), og således modnedes planen om ”Fyrtøjet” – som
den første danske helaftensfarvetegnefilm. Rosenberg skulle naturligvis kreere
det billedmæssige (han blev, som du ved, især ansvarlig for
baggrundstegningerne), og hovedmand på manus og drejebog blev Toubro. En stribe
spændingsfyldte ”høringer” og forhandlinger fulgte nu omkring finansiering og
selskabsdannelse (jeg husker nogle barske møder med dir. Brøndum, Nordisk Film)
ret så ufremkommeligt så det hele ud en tidlang. Men i begyndelsen af december
(stadig 1942), vistnok helt præcis den 5., stiftedes DANSK FARVE- OG TEGNEFILM
A/S – med produktion af ”Fyrtøjet” som umiddelbart formål. Ingen drømte vel
dengang om, at realiseringen skulle tage så mange år. [...]”
I henhold til Henning Pade blev drejebogen til
”Fyrtøjet” skrevet færdig i løbet af efteråret 1942, således
at man dels kunne begynde forhandlingerne om finansiering og dels tænke
på at ansætte et kvalificeret personale til at forestå og udføre den
kunstneriske og tekniske side af filmens produktion. Allervigtigst var det
naturligvis og så vidt muligt at sikre sig medarbejdere, der på forhånd var
fortrolige med tegnefilmens teknik.
Men hvorom alting end er, kan det på baggrund af
Henning Pades oplysninger med sikkerhed fastslås, at Allan Johnsen i
eftersommeren 1942 kontaktede direktør Holger Brøndum, Nordisk Films Kompagni
A/S, som man håbede på at hverve som medproducent og distributør af ”Fyrtøjet”.
Forhandlere var Allan Johnsen, Finn Rosenberg, Peter Toubro og Henning Pade på
den ene side af bordet, og i al fald Holger Brøndum på den anden side af dette, og muligvis
også Olaf Dalsgaard-Olsen, som var direktør for Nordisk Films Filmdistribution.
Forhandlingerne drejede sig primært om finansiering af
selskabsdannelse, og efter som den garvede ’tycoon’ i dansk filmproduktion, Holger Brøndum, fra starten
stillede sig skeptisk an overfor de entusiastiske, men produktionsmæssigt set
helt uerfarne mennesker, han havde foran sig, er det højst tænkeligt ham, der
har bragt Myller og Mik ind i billedet. Det forholdt
sig nemlig sådan, at Brøndum var medlem (vistnok formand?) af VEPRO’s bestyrelse, og i den egenskab kendte han antagelig
til, hvem der var kunstnerisk og fagligt ansvarlige for firmaets
tegnefilmproduktion. Set på denne baggrund er det ret sandsynligt, at Brøndum
har villet sikre sig den sagkyndige ekspertise, som Myller
og Mik som de eneste på det tidspunkt repræsenterede i Danmark.
Men efter nogen tids hårde og barske forhandlinger brød
disse sammen, angiveligt fordi parterne ikke kunne blive enige om vilkårene for
en ny selskabsdannelse. Man har vel lov til at formode, at Brøndum har ment at
det ville være mest hensigtsmæssigt og naturligt, hvis filmen blev produceret
enten i Nordisk Films eller VEPRO’s regi. Men dette
var åbenbart ikke, hvad fighteren Allan Johnsen havde forestillet sig. Han
kunne under ingen omstændigheder acceptere selv at blive kørt ud på et
sidespor, og derfor satte han sig i sving for at skaffe aktionærer og dermed
aktiekapital til at starte firmaet Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og dermed
igangsætte produktionen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet”.
På tidspunktet for firmaets oprettelse indrykkede Dansk
Farve- og Tegnefilm A/S flere annoncer i hovedstadsaviserne, hvori man søgte
tegnere, der helst havde nogen erfaring i at lave tegnefilm. Det var der jo
flere, der havde, nemlig de tidligere medarbejdere hos VEPRO, og det var da
også fortrinsvis disse, der meldte sig til tjeneste. Det gjaldt tegneren Bjørn
Frank Jensen, der havde været assistent på flere af de reklametegnefilm, som
Dahl Mikkelsen i perioden 1935-37 havde lavet for Reklamebureauet Monterossi, lige som han i 1938 som Miks assistent
lejlighedsvis også arbejdede for Jørgen Müller på dennes tegnefilmstudio hos
Gutenberghus Reklame Film. I lighed med tegnere som Kjeld Simonsen, Børge
Hamberg, Erik Rus og Erik Christensen, var Bjørn Frank i 1939 blevet ansat hos
VEPRO, for hans vedkommende højst sandsynligt på foranledning af sin læremester
Dahl Mikkelsen, som efter alt at dømme var kommet til at sætte pris på den
normalt tavse og tilbageholdende, men også meget dygtige unge tegner. I sine
bemærkninger har Bjørn Frank Jensen selv fortalt om sin ansættelse som
nøgletegner (key animator) på ”Fyrtøjet”, og at han
kom i forbindelse med Dansk Farve- og Tegnefilm A/S via en stillingsannonce i
avisen.
Som omtalt var Peter Toubro hovedansvarlig for
udformningen af drejebogen til langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. Han havde dog
assistance af den litterære konsulent Henning Pade, som også var med helt fra
begyndelsen af planlægningen af filmen og til 3. september 1944, hvor han
pludselig blev arresteret af Gestapo og sat i Vester Fængsel indtil befrielsen
i maj 1945. Pade var – iflg. ham selv med rette – anklaget for at være medlem
af modstandsbevægelsen, hvilket tyskerne dog ikke kunne bevise.
Her vil vi nu midlertidig forlade omtalen af opstarten
på produktionen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet” og i stedet se på, hvad der
ellers foregik i Danmark eller mere specielt i København på den tid. Det sker i
7. afsnit.
Teksten
fortsættes i 7. afsnit.