Film og mig

Om mit forhold til filmmediet

 

6. afsnit

 

Med til forlystelser regnedes biograferne, som jo spillede hele sæsonen, både vinter og sommer, men folk gik dog ikke så meget i biografen i sommerhalvåret. Derfor gjaldt det for biograferne om at sætte film på programmet, som man erfaringsmæssigt vidste, ville tiltrække flest mulige mennesker.

 

Filmtosset

Biografernes repertoire blev ved med at interessere mig, skønt jeg endnu ikke havde ret megen indsigt i den filmiske teknik og dramaturgi, så lidt som i dansk og udenlandsk filmhistorie. Den 9. juli 1943 kunne Aftenbladets biografannoncer fortælle hvilke film, der gik i de biografer, som denne dag annoncerede i avisen – det skal bemærkes, at filmenes årstal ikke forekommer i annoncerne, men her er hentet fra flere andre kilder. I øvrigt fortsatte biograferne foreløbig med deres normale spilletider:

 

Amager Bio: Tante Kramers Testamente (dansk; 1941)

Atlantic: Lærerinde paa Viften (svensk; 1941)

Bispebjeg Bio: Garnisonens glade Gut (fransk; 1937. Kun 3 dage!)

D.S.B.: Non Stop-program: Dansk Film Avis – Stillehavets Perler –Franske Børn -

Clyde mac Coy – Tegnefilm: Lygtetænderen (ikke identificeret)

Grand: Et Spil om en Vej (svensk; 1942. 4. Maaned!)

Merry: En ægte Skaaning (svensk; 1938)

Nora: Kommers i Kompagniet (svensk; 1941?)

Palads: Det brændende Spørgsmaal (dansk; 1943. 16. uge. Forb. f. Børn)

Palladium: Mine kære Koner (dansk; 1943)

Saga: Kardinalens Kurér (svensk; 1942?)

Valby Teater: Fy og Bi i Krudt med Knald (dansk; 1931)

Selv om ikke alle københavnske biografer er repræsenteret i ovennævnte oversigt, så fremgår det utvetydigt, at de amerikanske film og filmrepriser helt er ophørt med at blive vist i biograferne det her nævnte tidspunkt. Dette bekræftes ydermere af det københavnske biografrepertoire for mandag den 26. juli 1943, således som dette fremgår af B.T. for denne dato:

 

Alexandra: Erotik (ungarsk; 19??. 11. uge. Forb. f. Børn. Kun faa Dage!)

Allé Teatret: Volga i Flammer (fransk; 19??. For. f. Børn)

Bellevue: Revystjernen fra Follies Bergère (fransk; 1939?)

Bristol: Stormende Ungdom (fransk; 1939?. Forb. f. Børn)

Carlton: Levemand i Paris (fransk; 19??)

Grand: Et Spil om en Vej (svensk; 1942. 4. måned!)

Kino-Palæet: Hans Onsdags-Veninde (dansk; 1943. 14. uge!)

Metropol: Mordet paa Julemanden (fransk; 1941. 10. uge! Forb. f. Børn)

Nora: En eneste Nat (svensk; 1939. Forb. f. Børn)

Nørreport Bio: Jeg er skyldig (fransk; 1937)

Palads: Det brændende Spørgsmaal (dansk; 1943. 18. uge! Forb. f. Børn)

Palladium: Mine kære Koner (dansk; 1943. 10. uge)

Palæ Bio: Den Døde stikker a’ (fransk; 1936)

Park: Tag det som en Mand (dansk; 1941)

Platan: Gentlemantyven (fransk; 19??)

Rialto: Mandag: Køresvenden (fransk; 1939. Forb. f. Børn). Tirsdag: Postholderens Datter (fransk; 1936). Onsdag: Aftenrøde (fransk; 1938). Torsdag: U-Baads Katastrofen (fransk; 19??). Fredag: Det første Rendez-vous (fransk; 1941). Lørdag: Sorte Øjne (fransk; 1935). Søndag: Kronens Perler (fransk; 1937)

Roxy: Med dig i mine Arme (svensk; 1940)

Saga: Kvinder i Bur (fransk; 1938?. 1. Genopførelse. Forb. f. Børn)

Scala Bio: Juni-Natten (svensk; 1940. 3. uge! Forb. f. Børn. Næsts. Dag!)

Skovshoved: Moster fra Mols (dansk; 1943)

Strand Teatret: Værsgo’ – her er Lykken (fransk; 1940)

Triangel: Lærerinde paa Viften (svensk; 1941)

Windsor: Kun for en Nat (fransk; 1942?)

 

Som det fremgår af de to ovenfor anførte lister over københavnske biografer i juli 1943, spilledes der overvejende franske film i biograferne, og kun få svenske og endnu færre danske film, i al fald på dette tidspunkt. Særligt interessant er det, at en film som ”Erotik” spilles på 11. uge i samme biograf, nemlig Alexandra, som i øvrigt blev kendt for et nogenlunde seriøst repertoire. Det er dog ikke lykkedes mig at identificere filmen, bortset fra at den er ungarsk, men alene titlen har formentlig været nok til at lokke ’husarerne’ ind. Eller rettere sagt, det er jeg vis på.

 

Herefter nogle udsnit af biografannoncer i B.T. for 26. juli 1943. Som det fremgår af annoncerne, er der ikke en eneste amerikansk spillefilm på repertoiret, som udelukkende består af mere eller mindre markante franske, svenske og danske film. Desuden vil man bemærke, at en ellers så velrenommeret biograf som Alexandra, har en film med titlen ”EROTIK” på programmet, som var velegnet til at lokke ”husarerne” (mandepublikummet) til et besøg. Det samme har formentlig været tilfældet med det franske lystspil ”Levemand i Paris”, en titel, der jo smagte af erotik.

For resten er B.T. – og formentlig også de øvrige danske aviser – denne dag præget af meddelelsen om, at den italienske diktator Benito Mussolini (1883-1945) var trådt tilbage – eller rettere sagt: afsat fra posten som ”il Duce”, ”Føreren” eller diktatoren. Det er utroligt, så meget man gør ud af den begivenhed, som er illustreret med en række fotos af den afgåede diktator, som havde ført Italien ind i fascisme og ud i krig flere steder på kloden. Konge-kejseren Victor Emanuel 3 (1900-46) blev genindsat i sine gamle magtbeføjelser, og posterne som regeringschef og udenrigsminister blev overtaget af den da 72-årige Marskal Pietro Badoglio (1871-1956), der især blev kendt gennem sin ledelse af det italienske felttog i Afrika.

 

Sportens avis

Men B.T. var dengang som senere frem for nogen Sportens avis, hvilket turde fremgå af den relativt megen spalteplads, omtalen af sportsbegivenheder fik i bladet. Det gjaldt roning, svømning, løb, atletik, tennis, cyklesport, travløb, fodbold og flere andre sportsgrene. Det var også dengang sportsstjernerne, der tiltrak sig publikums og dermed også pressen opmærksomhed og interesse. I cyklesporten var det navne, som Willy Falck Hansen og Carl Koblauch, der var fremme i bevidstheden. På den stopfyldte Ordrupbane vandt førstnævnte for 18. gang Danmarksmesterskabet i Sprint for professionelle. Koblauch vandt Amatørernes Danmarksmesterskab og oplevede i lighed med de professionelle den ære, det var, at blive laurbærkranset af handelsminister Halfdan Hendriksen.

 

Svenskeren Gunder Hägg var dengang et fænomen indenfor løbesporten, som en af verdens hurtigste løbere. Han havde netop nogle dage tidligere deltaget i hurtigløb over 1 mils distance i Boston i USA, hvor han vandt med den fine tid 4,05,3. I 1500 meter-løbet vandt han med tiden 3,47,8, og begge tider var nye amerikanske rekorder på udendørsbane. Fænomenet Hägg blev naturligvis tiljublet som tidens store stjerne indenfor løbesporten, og berømte Hollywood-filmstjerner havde vistnok overværet hans løb i Los Angeles den 10. juli. Blandt de berømte var svenskfødte Ingrid Bergman, kendt i Danmark for sin medvirken i mange seriøse svenske spillefilm og senere for sin medvirken i amerikanske spillefilm. Men om ligeledes svenskfødte og nok så berømte filmstjerne Greta Garbo også var tilskuer, sådan som Hägg åbenbart havde håbet på, melder historien ikke noget om.

 

Skuespillerinden Ingrid Bergman (1915-1982) var født i Stockholm, hvor hun som ung gennemgik Kungliga Dramatens elevskole og spillede adskillige roller på teatret, inden hun i 1934 som 19-årig debuterede i filmen ”Munkbogreven”. I årene 1934-38 medvirkede hun i 11 svenske spillefilm med så stor succes, at amerikansk film havde bud efter hende. Hendes første amerikanske spillefilm var ”Intermezzo” fra 1939, en genindspilning af hendes svenske spillefilm fra 1936 med samme titel. I den amerikanske version af filmen spillede hun sammen med den dengang højt berømte engelskfødte skuespiller Leslie Howard (1893-1943).

 

De følgende mange år medvirkede Ingrid Bergman i en lang række amerikanske spillefilm, i reglen med stor succes som følge af hendes ægte og troværdige spil i de roller, hun enten selv havde valgt eller var blevet castet til, som det hedder i fagsproget. Størst succes fik hun nok i de film, der var iscenesat af mesterinstruktøren Alfred Hitchcock, og hvori hun spillede sammen med en af amerikansk films store skuespillere, Cary Grant (1904-1986).

 

Skuespillerinden Greta Garbo, født Gustafsson (1905-1990) var ligeledes født i Stockholm, hvor hun som 17-årig og uden nogen teatererfaring i 1922 fik sin første rolle i en svensk stumfilm. Men allerede et par år efter, 1924, fik hun stor succes i stumfilmen ”Gösta Berlings Saga”, instrueret af den berømte stumfilminstruktør Mauritz Stiller (1883-1928). Året efter, i 1925, medvirkede hun i den tyske stumfilm ”Bag Glædernes Maske”, instrueret af den ligeledes berømte tyske stumfilminstruktør G. W. Pabst (1885-1967). I denne film spillede hun i øvrigt sammen med den berømte danske stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972).

 

Sammen med Stiller drog Garbo til den amerikanske filmby Hollywood, hvor hun snart blev fastansat hos Metro-Goldwyn-Mayer (MGM) og fik stor succes, idet hun i løbet af kort tid kom til at fremstå som stumfilmtidens alt og alle dominerende filmstar. Stiller gik det knapt så godt for, idet han angiveligt ikke passede ind i Hollywood-stilen, hvor han da også kun instruerede nogle få spillefilm, inden han i 1927 måtte resignere og vende hjem til Sverige igen. Her døde han året efter.

 

Min første tegnefilm-opgave

I øvrigt var der temmelig varmt på tegnestuen i sommeren 1943. Alle tegnestuens vinduer var åbne i arbejdstiden, og varmen stod nærmest som en dyne over Strøget, hvor den gående trafik bevægede sig langsomt og dovent af sted. Det samme gjorde de hestetrukne køretøjer, og hestenes hovslag imod asfalten lød tungt og langsomt, selv i trav. Men arbejdet skulle jo udføres, og eftersom jeg faktisk var entusiastisk for hurtigst muligt at komme til at lære at lave, hvad jeg selv forstod som ”rigtig” tegnefilm, masede jeg på med alt, hvad jeg havde af energi og talent.

 

Men man skulle jo kravle, før man kunne gå og lære, før man kunne forstå, så jeg kastede mig med ildhu over den allerførste opgave, jeg fik af min læremester, Børge Hamberg. Den gik ud på at mellemtegne en scene med filmens konge og dennes tre lakajer, som skulle hjælpe ham af nattøjet og i regenttøjet. Børge havde siddet ovre på Johnsens kontor og tegnet alle nøgletegningerne til scenen, som han nu overlod det til mig at mellemtegne.

 

Scenen med de tre lakajer i færd med at hjælpe kongen af nattøjet og i stedet iføre majestæten regenttøjet, lige inden denne skal ”ned og regere”, som han selv udtrykker sig. Det er en af filmens længste scener – for lang, vil nogle sikkert mene – som nok kunne være blevet delt op i flere mindre underscener med halvnære og nære kameraindstillinger. Men Hamberg valgte altså at lave scenen, sådan som den fremstår i filmen.

 

Eftersom scenen havde en spillelængde på omkring 60 sekunder, altså et helt minut, betød det, at den bestod af over 1000 numre, hvoraf Børge havde tegnet cirka hver anden tegning, altså nr. 1, 3, 5, 7 osv. Og da der var fire figurer på hver eneste tegning, havde det taget omkring en måned for ham at lave de 500 tegninger, kaldet nøgletegninger. Min opgave bestod derefter i at mellemtegne scenen med tegningerne nr. 2, 4, 6, 8 osv., og altså ligeledes i alt 500 tegninger med fire figurer på hver eneste tegning, men eftersom jeg af gode grunde var uøvet i at mellemtegne, tog det mig omkring en måneds tid at tegne de mange tegninger. Men selvom jeg sad på en noget umagelig taburet, syntes jeg faktisk det var sjovt at gøre det, ikke mindst fordi jeg samtidig kunne aflure, hvordan og hvorfor figurerne ’bevægede’ sig fra tegning til tegning, som de gjorde.

 

Tegneren Mogens Mogensen har i 1943 tegnet en karikatur af den kun 14-årige mig, Harry Rasmussen, siddende bag en skranke, på en kontorstol uden ryglæn. Jeg var så lille af vækst, at det kun var med besvær jeg kunne nå op til lyspulten. Man skal tænke sig, at det var i denne stilling, at jeg sad i omkring en måned og mellemtegnede scenen med de tre lakajer og kongen.

 

Men som nævnt befandt jeg mig helt alene på tegnestuen i Frederiksberggade 28, 2. sal det meste af juli måned, og den første, jeg fik følgeskab af, var som også tidligere nævnt min læremester, Børge Hamberg. Der gik dog hen ved 14 dage, før han indtog stedet som sin faste daglige arbejdsplads. Men derefter begyndte der efterhånden at dukke flere tegnere og tegnepiger op, som ligeledes fik fast arbejdsplads på tegnestuen.

 

Efter frokost og hen på eftermiddagen, hvor varmen og luften på tegnestuen føltes noget nær uudholdelig, var det, at en af os gerne gik over til chokoladeforretningen på den anden side af Frederiksberggade, ved siden af Bristol-biografen, for at købe ispinde eller vaffelis. Disse kølede imidlertid kun midlertidigt, hvilket dog var bedre end ingenting, plus at det var et velkomment lille afbræk i arbejdet bag lyspulten, som også blev meget varm, når elpæren, der oplyste glaspladen nedefra, havde været tændt i nogen tid. Og tænk så på, at der på et tidspunkt var omkring en halv snes sådanne lyspulte, der var tændte på samme tid det meste af dagen. Men for mit eget vedkommende spillede varmen overhovedet ingen rolle, for jeg var så entusiastisk med mit arbejde bag lyspulten, at jeg totalt glemte tid og sted.

 

Biografernes repriser

Biografernes situation var fortsat meget usikker, selv om publikum efterhånden havde vænnet sig til, at der ikke længere var engelsksprogede film på markedet, bortset fra tegnefilmene, som den tyske censur mærkeligt nok lod passere. Men alligevel fortsatte publikum nærmest med at strømme til biografernes udbud af især danske, men også svenske og franske film, hvoraf en del var repriser. Ikke mindst nogle af de franske film havde appel til ’husarerne’, idet de ofte lokkede med pikante erotiske scener. Men der var stadigvæk ikke mange tyske film i biograferne. Det var i øvrigt som om der fandtes et stigende behov for at tilbringe i reglen en halvanden times tid i biografens halvmørke, hvor man kunne indbilde sig eller drømme, at den barske virkelighed udenfor, ikke eksisterede. Desuden var der ikke meget andet, det almindelige, jævne storbypublikum kunne bruge sin tid og penge på.

 

Den famøse søndag den 29. august 1943 så det københavnske biografrepertoire i henhold til Politiken for denne dato sådan ud:

 

Aladdin: En Pige uden Lige (dansk; 1943)

Allé Teatret: Tag dig af Ulla (????, 19??. Forb. f. Børn. Sidste dag!)

Alexandra: Prinsens Elskerinde Mam’zelle Bonaparte (fransk, 1943)

Amager Bio: Muntre Akrobater (svensk; 1940) Erotik (ungarsk. Forb. F. Børn. Sidste dag!) Kl. 2 og 4: Muntre Akrobater (svensk, 1940)

Atlantic: Juninatten (Forb. F. Børn, svensk; 1940) Fy og Bi ”Med fuld Musik” (dansk; 1938?)

Bella Bio: Præsten, der slog Knock-Out (svensk: 1943. Sidste dag!) Kl. 3: Tegne- og

Kortfilm-Show (?)

Bergthora: Stationsforstanderen i Lykkeaas (svensk; 1939? Sidste dag!) Kl. 4: Samme som Aftenprogrammet:

Bio-Lyngby: Lægen, der dræbte (tysk, 19??. Forb. F. Børn. Sidste dag!) Kl. 16: Dødstrommen og Europamesterskabet i Sværvægtsboksning (?)

Bispebjerg Bio: Et Spil om en Vej (svensk; 1942. Sidste dag!) Kl- 16: Tykke Thor i Trøjen (svensk; 1941?)

Boulevard Teatret: Præsten, der slog Knock-Out (svensk: 1943 Sidste dag!) KL. 3: Under falsk Flag (svensk; 19??)

Bristol: I Havnens Skygger (fransk; 1939)

Bellevue: Vi kunde ha’ det saa rart (dansk; 1942. Sidste dag!)

Carlton: En Pige uden Lige (dansk; 1943. 4. uge. Næsts. Dag!)

D.S.B.: Non Stop-program hver fulde Time Kl. 14-21: Dansk Film Avis – Paa Bølgen blaa – Slottet Escorial – Hist og her Nr. 5 – Krüger Nationalpark (Anden Del) - Anders And spiller Hockey (amrk.; 1939. Der måtte altså fortsat gerne spilles korte amerikanske tegnefilm i biograferne!)

Enghave Bio: Pas paa Pengene (tysk; 1941?) Kl. 16: Tror du, jeg er født i Gaar? (dansk; 1941)

Fasan Bio: I Nat Kl. 12 (fransk; 1939. Forb. F. Børn. Sidste dag!) Kl. 3: Ulvehundens Hævn (?) og Jens Langkniv (dansk; 1940)

Gentofte Kino: Det første Rendez-vous (fransk; 1941)

Grand: Quadrille (fransk; 1938)

Grøndals: Mordet paa Julemanden (fransk; 1941. Forb. f. Børn. Sidste dag!) Snushanerne (dansk; 1936)

Hvidovre Kino: Det første Rendez-vous (fransk; 1941) Kl. 4: Skipper Skræk (amrk.)

Kino-Lyngby: Tag det som en Mand (dansk; 1941) Kl. 4: Film-Show: Skipper Skræk, Betty Boop (amrk.)

Kino-Palæet: Hans Onsdags-Veninde (Sidste dag! dansk; 1943)

Lyngbyvejens Kino: En Herre i Kjole og Hvidt (dansk; 1942)

Merry: De glædesløses Gade (fransk; 1938) Kl. 3 og 5: Stort Kortfilm-Show

Metropol: Unge Piger forsvinder i Paris (fransk; 1938-39)

Nora: Ungdommens Længsler (tysk; 19??. Forb. f. Børn. Sidste Dag!) Kl. 4: Madam

Anderssons Kalle (svensk; 19??)

Nørrebros Biograf: Ungkarlesynder (fransk; 1941-42. Sidste dag!)

Nørreport Bio: Alle Mand paa Post! (svensk; 19??)

Odeon: Den gule Hævner (Glædernes Hus) (fransk; 19??. Forb. f. Børn) Kl. 3 og 5: Store Børneforestillinger: Flot Kortfilm-Show, morsomme Tegnefilm, Farcer m.m. (formentlig i hovedsagen amerikanske film og tegnefilm)

Palads: Katrina (svensk; 1943. 2. uge!)

Palladium: Ta’ og elsk mig! (tysk; 19??)

Palæ Bio: Lykken kommer (dansk; 1942. Sidste dag!) Kl. 5: Stort Kortfilm-Show

Park: Peter Andersen (dansk; 1941. Sidste dag!)

Platan: De glædesløses Gade (fransk; 1938. Forb. f. Børn)

Regina: Kanske en Gentleman (svensk; 1937?) og Gøg og Gokke i ”En Duel i Paris” (amrk.; 19??)

Rialto: Swedenhielms (svensk; 1935. 2. uge!)

Roxy: En Pige uden Lige (dansk; 1943. Sidste dag!)

Ry-Kino: Med slukkede Lanterner (fransk; 1936. Sidste dag!) Kl. 4: 5 raske Piger (dansk: 1933)

Toftegaard: Præsten, der slog Knock-Out (svensk, 1943. Sidste dag!) Kl. 4: 6te Trækning (dansk; 1936)

Saga: Elvira Madigan (svensk; 1943. 4. uge)

Scala-Bio: En Pige uden Lige (dansk, 1943. Sidste dag!)

Triangel: En Pige uden Lige (dansk, 1943. Sidste dag!)

Valby Teater: Brændinger (svensk; 1935) Kl. 3 og 5: Stort Kortfilm-Show (?)

Vanløse Bio: Bandlyst (fransk, 1940?. Sidste dag!) )Kl. 4: Panserbasse (dansk; 1936)

Vesterbro Teater: Besættelse (fransk; 1937. Sidste Dag!) Med Piber og Trommer (svensk, 1941?)

Windsor: Mordet paa Julemanden (fransk; 1941, 12 ugers succes på Metropol. Sidste dag!) Kl. 4: Folkeforestilling: Spøgelset paa Bragehus (svensk; 19??)

World Cinema spillede ikke film i sommerhalvåret, hvor Cirkusbygningen var i brug til sit oprindelige formål, nemlig cirkusforestillinger. Det var i mange år det meget populære og på sin vis fornemme Cirkus Schumann, der lagde beslag på huset.

 

”Der kom en soldat marcherende... ”

Lad os begynde dette afsnit med et lille resumé over, hvad der foreløbig er fremgået af denne beretning om mit liv og min tid: De ovenfor citerede indledningsord til H.C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet” skulle på flere måder få både gode og dårlige konsekvenser for verden, og ikke mindst for lille Danmark. Vintrene 1939, 1940, 1941 og ligeledes vinteren 1942 var de hidtil strengeste i århundredet, og under den sidstnævnte vinter blev der målt den laveste temperatur siden 1893.

 

Det store problem for befolkningen var brændslet i form af kul og koks, som var rationeret på grund af knaphed som følge af de indskrænkninger af importen, der var en konsekvens af krigssituationen. Kullene havde Danmark tidligere hovedsagelig importeret fra England, men nu var man afhængig af kulimporten fra Tyskland, hvor man selv havde brug for kullene, især i krigsindustrien. Desuden voldte vinterens store mængder af sne alvorlige trafikvanskeligheder, og hovedstadens mælkeforsyning måtte en overgang delvis foregå ved hjælp af slæde-transporter.

 

Men det var faktisk den strenge vinter 1941/42, der var en væsentlig årsag til, at Nazi-Tysklands angreb og forsøg på at erobre Rusland blev vendt til et lammende nederlag for tyskerne. Så i en vis forstand tjente de strenge vintre et godt formål, om end de var hårde at komme igennem for befolkningerne, ikke mindst i det tyskbesatte Danmark.

 

I øvrigt gik årene og dagene stort set sin rolige og vante gang i lille Danmark, optaget som de fleste var af dagligdagens små og store glæder og sorger. Og folk nød naturligvis sommermånedernes sol og varme som før. Forlystelseslivet nærmest blomstrede og biograferne havde også rimeligt gode kår i disse år og var endnu ikke blevet ramt af sådanne restriktioner, som snart skulle blive tilfældet. Men allerede kort før krigsudbruddet den 3. september 1939 blev der indført mærkbare samfundsmæssige restriktioner, blandt andet i form af udførselsforbud for en lang række varer, samt rationering af benzin, gas-, vand- og elektricitet. Desuden blev der indkaldt hjælpemandskab til civilbefolkningens beskyttelse mod følgerne af eventuelle luftangreb. Et velkendt fænomen i storbyerne blev de sandsække, der stabledes op foran kældervinduer og mange andre steder, særlig ved offentlige bygninger, ligesom offentlige statuer, som f.eks. rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads, blev beskyttet af en stabel sandsække skjult af en stor trækasse.

 

Den 9. april 1940 blev skæbnedagen for blandt andet Danmark, da tyske tropper tidligt om morgenen overlistede den endnu sovende befolkning og invaderede og besatte landet, først og fremmest hovedstaden og de større provinsbyer. Disse steder konfiskerede den tyske besættelsesmagt uden hensyn til ejere og brugere de bygninger og øvrige faciliteter, de fandt nødvendige. I København beslaglagde den tyske hærkommando Hotel d’Angleterre, marinen Hotel Phønix, og Waffen-SS Persil-Kompagniets ejendom i Jernbanegade. En del af Dagmarhus blev også taget i anvendelse, men biografen fik foreløbig lov til at fortsætte med at vise offentlige forestillinger. I den følgende tid beslaglagdes Shellhuset som hovedkvarter for det berygtede Geheime Staats Polizei, forkortet Gestapo. Vægtergården, Vesterport, Skt. Annæ Palæ tages også i brug til tyske formål, og Paladsteatret blev omdannet til forlystelsesstedet Deutsches Eck. I 1944 blev Dagmar Bio inddraget til værnemagtsbiograf, som danskere normalt ikke havde adgang til. Nogle af bygningens kontorer blev indrettet til forhørslokaler, hvor en del danske modstandsfolk blev udsat for grove forhørsmetoder og voldsom og blodig tortur. På taget af Dagmarhus lod tyskerne desuden opsætte svært antiluftskyts, som i øvrigt kom i brug, da engelske bombefly den 21. marts 1945 angreb og bombede Shellhuset.

 

Men forinden det var kommet så langt, havde der flere steder været kampe mellem de danske tropper og besættelsesmagtens tropper ved grænseovergangen i Sønderjylland, og i København mellem tyske tropper og dansk politi, som beskyttede Amalienborg, hvor kongefamilien boede og opholdt sig under angrebet. Her opgav tyskerne imidlertid kampen og trak sig tilbage og overlod stedet til det danske politi. Nogle få soldater på begge sider mistede livet, men det stod hurtigt klart, at det danske forsvar ikke kunne yde kvalificeret modstand imod den velorganiserede og stærke tyske krigsmaskine. Overmagten var simpelthen for overvældende, hvilket landets statsminister, Thorvald Stauning, og kong Christian X hurtigt indså, hvorfor man, angiveligt i protest, udstedte ordre om ophør af al militær modstand. I samme moment fremsattes en proklamation i form af plakater og oplæsning i radioen, hvori befolkningen opfordredes til uforbeholdent at iagttage god ro og orden, og i øvrigt ikke optræde udæskende og provokerende overfor besættelsesmagten.

 

Dermed indledtes det ganske vist nødtvungne samarbejde med tyskerne, som siden skulle give regeringen navn af samarbejdsregering. Dette samarbejde skulle komme til at vare til omkring slutningen af august 1943, da tyskerne ikke længere mente at den danske regering ville være i stand til at forhindre de overhåndtagende sabotageaktioner og strejker, som rent faktisk generede de tyske myndigheder og interesser mærkbart.

 

Den 3. maj 1942 var den populære ”landsfader” Thorvald Stauning afgået ved døden, og finansminister Vilhelm Buhl overtog derefter ledelsen af regeringen indtil den 9. november det år. Det var et tysk krav til regeringen om at indføre undtagelsestilstand, med forbud mod strejke, spærretid, tysk pressecensur, standretter, og indførelse af dødsstraf for sabotage, der blev vendepunktet for samarbejdet med de tyske myndigheder. Kravet blev afslået af regeringen den 28. august 1943, hvilket medførte, at den tyske øverstbefalende i Danmark, general Hermann von Hanneken, den 29. august proklamerede militær undtagelsestilstand i hele Danmark. Hærens og flådens mandskab og officerer blev interneret, men forinden nåede man dog at sænke de fleste af flådens skibe, blandt andet dem, der lå for anker eller ved kaj i Københavns havn. Enkelte af skibene undslap dog til Sverige.

 

Som modtræk og for at skabe frygt arresterede tyskerne et stort antal kendte danskere, hvoraf en del formentlig var modstandsfolk, medens andre var ganske almindelige lovlydige borgere. Dette fik regeringen til at straks at indgive sin demissionsbegæring til kongen, hvorefter den ophørte at fungere. Regeringen blev på det tidspunkt ledet af den tyskvenlige fhv. udenrigsminister Erik Scavenius, idet tyskerne den 9. november 1942 havde forlangt at han skulle afløse Vilhelm Buhl. Sidstnævnte vendte tilbage med Befrielsesregeringen den 5. maj 1945, som han en kort overgang blev leder af. Scavenius var da blevet så kompromitteret, at han fremover var færdig som politiker i dansk politik.

 

Tyskernes hårdhændede foranstaltninger bevirkede dog kun, at den danske modstand tog til, og at sabotageaktionernes og strejkernes antal øgedes og kulminerede med den såkaldte ”Folkestrejke” i juni-juli 1944. Stort set alt arbejde blev nedlagt, fabrikkerne holdt stille og butikkerne blev lukket. Og selvom tyskerne svarede igen med den såkaldte schalburgtage, afholdt det ikke den danske modstandsbevægelse fra at fortsætte modstanden imod tyskerne, især ikke da man efterhånden begyndte at kunne skimte et tysk nederlag på alle fronter.

 

Krigen, besættelsen og filmbranchen

Imidlertid skulle året 1943 blive det år for Danmark, hvor befolkningen for alvor begyndte at mærke, at krigen var rykket nærmere, især i form af øget sabotage mod fabrikker og virksomheder, der samarbejdede med tyskerne, og i form af øgede restriktioner og mangel på basale varer. 9. januar indførtes der således nye begrænsninger af elektricitetsforbruget i butikker og restaurationer, og f.eks. måtte butiksvinduer ikke oplyses. Forbuddet ramte også S-togene, som på grund af forbud mod el-opvarmning overhovedet ikke måtte opvarmes.

 

Besparelsesbestræbelserne fik fra 18. januar også indflydelse på teatre, biografer og ikke mindst radioen, som i vinterhalvåret alle skulle slutte kl. 22 og i sommerhalvåret kl. 22,30. Restauranter måtte ikke have åbent længere end til kl. 23, sporvognskørsel og S-togene skulle slutte kl. 23,30. Der var stadigvæk streng rationering af forskellige daglige forbrugsvarer, og i januar måtte mange slagterforretninger lukke midlertidigt på grund af kødmangel. Det skyldtes hovedsagelig, at tyskerne havde "opkøbt" et stort antal svin og slagtekvæg og transporteret det til Tyskland.

 

Den 27. januar skete der en begivenhed, som rystede københavnerne, men som samtidig også gav mange nyt mod og håb. Denne dag strøg seks engelske bombemaskiner ind over byen og kastede bomber over Burmeister & Wains værksteder mellem havnen og Strandgade. Christians Kirke blev beskadiget ved denne lejlighed, men endnu mere ulykkeligt var det, at ejendommene i Knippelsbrogade 2-6 og sukkerfabrikken ved Langebrogade også blev ramt, og der udbrød voldsomme brande. Der faldt også bomber i kvarteret omkring Islands Brygge, så at flere tusinde mennesker måtte evakueres på grund af tidsindstillede bomber og bomber, der ikke var eksploderet. Bombardementet krævede 7 menneskeliv og mange sårede.

 

Den 2. februar blev der påbudt den yderste sparsommelighed med anvendelsen af indpakningspapir. Det førte f.eks. til, at hvis man overhovedet fik pakket brødet ind, når man købte det, så var det i form af en smal strimmel papir omkring midten af franskbrødet eller rugbrødet. Det var formentlig ikke særlig hygiejnisk, men erfaringen viste, at folk hurtigt vænnede sig til de restriktioner, forbud og påbud, der ustandselig blev indført både før, under og endnu et stykke tid efter besættelsen. Men den efterhånden særdeles alvorlige råstofmangel medførte, at der i marts blev påbegyndt en landsomfattende kludeindsamling til fabrikation af nye råvarer.

 

Som nævnt var sabotagen taget til allerede i løbet af 1942, og den blev yderligere øget i 1943. I et forsøg på at komme sabotagen og sabotørerne til livs, dannede kaptajnløjtnant K.B. Martinsen (1905-49) den 1. april dette år et militært korps, som bestod af danske statsborgere. Korpset var inspireret af Himmlers idé om en fælles-germansk SS-organisation og hed oprindelig Germansk Korps, hvilket navn dog snart blev ændret til fordel for navnet Schalburgkorpset, til minde om C.F. von Schalburg (1906-42). Det var sidstnævnte, der i sommeren 1941 oprettede Frikorps Danmark, en militær enhed af danske frivillige under det tyske Waffen SS. Det var Tysklands angreb på Sovjetunionen, der gav anledning til korpsets oprettelse, og dets formål var at kæmpe på østfronten. Korpsets første chef var oberstløjtnant C.P. Kryssing (1891-1976), som senere blev efterfulgt af bl.a. C.F. von Schalburg. Korpset opløstes i 1943, fordi det på det tidspunkt havde udspillet sin rolle, og den resterende del af mandskabet blev overført til SS-afdelingen Panzergrenadier Regiment.

 

Det egentlige Schalburgkorps var militært, men rummede også en civil afdeling, kaldet Folkeværnet. Korpset bestod af i alt 500-600 mand, og dets hovedopgave var at bekæmpe modstandsbevægelsen, og korpsets medlemmer deltog i vid udstrækning i terror, clearingmord og stikkervirksomhed. Det var særlig Schalburgkorpsets civilklædte efterretningstjeneste, E.T., der var forhadt i den danske befolkning, især i storbyerne. Efter Schalburgkorpset opløsning i januar 1945 fortsatte E.T. som en selvstændig terror-gruppe, der foretog en række såkaldte Schalburgtager under resten af krigen. Schalburgkorpsets virksomhed blev dog stærkt reduceret i sommeren 1944, da Frihedsrådet under folkestrejken krævede korpset fjernet. Hovedparten af korpsets mandskab blev derefter overført til den såkaldte SS-uddannelsesbatallion, der havde kaserne i Ringsted. Medlemmerne af denne såkaldte SS-vagtbatallion Sjælland gjorde i krigens sidste måneder tjeneste som sabotagevagter.

 

Den såkaldte schalburgtage, ordet dannet som en allusion til ordet sabotage, satte især ind efter Hitlers dekret af 30. december 1943, og den var rettet mod forlystelsesetablissementer, avisredaktioner og virksomheder, der ikke leverede krigsvigtige varer. I nogle tilfælde ønskede man at opnå en forveksling med modstandsbevægelsens aktioner, bl.a. ved jernbane-schalburgtage. Hensigten var at gøre sabotagen upopulær i befolkningen, men man opnåede i  virkeligheden kun den modsatte virkning, idet væsentlige dele af befolkningen forholdsvis nemt kunne gennemskue, hvornår der var tale om sabotage og hvornår om schalburgtage. De illegale aviser bidrog også til at oplyse folk om, hvornår der var tale om hvad. Endnu mens samarbejdspolitikken var i højsædet, gjorde dansk politi, hvad man kunne for at pågribe, varetægtsfængsle og rejse tiltale mod sabotører og modstandsfolk, der officielt stadigvæk blev betragtet som samfundsskadelige og kriminelle elementer.

 

Den 24. februar 1943 blev det officielt meddelt, at byretten havde afsagt domme med fængselsstraffe op til 10 år over 12 personer, der havde hjulpet engelske faldskærmssoldater. Flere af de dømte blev tillige med 12 andre idømt langvarige fængselsstraffe for udgivelse og distribuering af det illegale blad "De frie Danske". Betegnelsen frie danske gjaldt danskere, som uden for de af aksemagterne besatte lande gjorde en indsats til fremme af De Allieredes krigsindsats. Som et enkelt eksempel på en fri dansk, kan nævnes J. Christmas Møller (1894-1948), der den 14. maj 1942 illegalt havde forladt Danmark og var rejst til London, hvor han blev leder af De Frie Danske, og hvorfra han resten af krigen blev en ildfuld taler i BBC's dansksprogede udsendelser, som vi kunne høre illegalt i Danmark.

 

Modstandsbevægelsens sabotageaktioner tiltog og blev mere og mere omfattende og effektive, hvilket fik Rigsdagens samarbejdsudvalg til den 3. april at rette en indtrængende appel til befolkningen, idet man påpegede, at handlingerne er i strid med kongens bud af 9.april 1940, og at det desuden kan medføre de alvorligste følger for landet og befolkningen.

 

Apropos kongen, Christian X, så overtog denne den 15. maj atter regeringens førelse efter den sygdom, der var en følge af majestætens rideuheld den 19. oktober 1942. Kongen markerede dagen ved at tale i radioen, og herunder mindede han om sin tidligere opfordring til alle i by og på land, til at vise "en fuldt ud korrekt og værdig optræden", underforstået for ikke at provokere tyskerne.

 

For de fleste rygere var krigs- og besættelsestidens varemangel og rationeringer en ren pestilens, særlig da tobaksfabrikkerne fra sommeren 1943 var nødt til at iblande tobakken til cigarer, cerutter og shag dansk tobak. Fra sommeren 1944 blev cigaretterne tillige iblandet dansk tobak, og i de første måneder af 1945 var der kun cigaretter af 100% dansk tobak at købe i butikkerne. Men det illegale marked eller "sortbørsen", som det kaldtes, der i nogle tilfælde oven i købet blev drevet fra tobaksforretninger, kunne stadigvæk levere udenlandske tobaksvarer og cigaretter, men til skyhøje priser, og ofte mod, at kunden købte f.eks. en pibe i tilgift. Storrygere af cigaretter var dengang derfor ofte i besiddelse af en samling piber, som ikke var til nogen nytte for vedkommende.

 

Et af de mere petitesseagtige momenter i 1943, var den mode, der i al fald havde vundet stor udbredelse i København, og det var en lille hæklet hue eller kalot i Royal Air Force-farverne, dvs. en rød ring omgivet af en hvid og en blå ring. Mens jeg gik i skole havde jeg selv og et par andre af mine kammerater sådan en kalot på hovedet næsten daglig, men hvor jeg havde fået min fra, kan jeg ikke huske. Den 9. juli 1943 blev der udstedt forbud imod at bære denne kalot, men det havde ingen praktisk betydning for mig, for jeg ophørte med at bruge kalotten i slutningen af maj d.å., da jeg gik ud af skolen og en kort overgang blev piccolo i et VVS-firma på Frederiksberg.

Det var på det tidspunkt, at jeg selv søgte ind som elev hos Reklamebureauet Sylvester Hvid i Frederiksberggade, og derved i virkeligheden kom nogle skridt nærmere mit egentlige mål, nemlig at komme til at lave tegnefilm.

 

På filmfronten fik krigen blandt andet den følge, at tyskerne straks efter besættelsens begyndelse nedlagde forbud mod visningen af engelske spillefilm i biograferne. Disse film havde ellers været populære hos mange biografgængere, men kunne dog trods alt ikke konkurrere med de amerikanske spillefilm, som desuden var i stort overtal i landets biografer, i hvert fald i storbyerne. Danske spillefilm var til gengæld uhyre afholdte de fleste steder i landet, men produktionen kunne ikke opfylde biografernes efterspørgsel og behov.

 

De tyske myndigheders pression på de danske myndigheder, for at øge import- og udlejningsvirksomheden omkring tyske spillefilm, som foregik via UFA’s danske afdeling i Nygade 3 i København, havde ikke den store succes. De danske biografejere gjorde sig stort set alle anstrengelser og krumspring, for at slippe for at vise tyske film, blandt andet ved at holde danske eller amerikanske film på repertoiret længere end normalt. Situationen var også gunstig for svenske film, og den dengang fantastisk populære svenske farce Landevejs-Kroen med Edvard Persson i hovedrollen, blev holdt på plakaten i Nørreport Bio i København fra den 29. januar 1940 til den 7. oktober 1941, altså i næsten 2 år! Det er vistnok rekorden for en spillefilm i Danmark. Den 24. april 1944 lukkede tyskerne samtlige biografer i Storkøbenhavn, fordi nogle sabotører, som modstandsfolkene nedsættende kaldtes, havde tvunget operatørerne i 15 biografer til at vise et lysbillede med en karikatur af Hitler samt spille en grammofonplade med antinazistisk tale. Biograferne var lukket i godt en måned og blev først genåbnet den 29. maj.

 

Det var i det ovenfor skitserede politiske og samfundsmæssige ’klima’, at danskerne levede deres dagligdag under Besættelsen, og det var i det samme klima, at langtegnefilmen ”Fyrtøjet” blev skabt. Derfor skal vi her atter vende tilbage til omtalen af filmens forhistorie og de vilkår og omstændigheder, der herskede omkring dens tilblivelse.

 

Filmen "Fyrtøjet"s forhistorie

Som allerede nævnt i selvbiografiens indledning, blev ideen til at lave en lang tegnefilm over H. C. Andersens eventyr "Fyrtøjet", undfanget af tegneren Finn Rosenberg Ammitsted. Men om han eventuelt havde kendskab til og havde ladet sig inspirere af tegneren Richard Møllers planer om en kortere tegnefilm over samme eventyr, har jeg ingen viden om. Helt udelukkes kan det dog ikke, selvom jeg aldrig har hørt Rosenberg nævne det. Det påstår den tidligere omtalte Helge Hau imidlertid, at han har hørt, men mag.art Henning Pade, der var med fra begyndelsen af filmens tilrettelæggelse, har skriftlig oplyst over for mig, at han ikke mener det har sandsynligheden for sig, at Dansk Farve- og Tegnefilm A/S's produktion af "Fyrtøjet" oprindelig skulle have været en kortfilm.

 

Min viden om Fyrtøjet-filmens forhistorie skyldes dels, hvad jeg har fået fortalt personligt af især Finn Rosenberg selv, og af andre involverede parter, herunder ikke mindst af Henning Pade, som også var med helt fra starten, men som den 3.september 1944 blev arresteret af Gestapo og fængslet og dømt for sin deltagelse i modstandskampen. Han sad fængslet lige indtil befrielsesdagen, den 4.maj 1945. Endelig er enkelte supplerende oplysninger om filmen og dens tilblivelse hentet i Niels Jørgen Dinnesen og Edvin Kau's "Filmen i Danmark", Akademisk Forlag 1983.

 

Men ifølge, hvad Finn Rosenberg personligt har fortalt mig, mens vi endnu arbejdede på "Fyrtøjet", var det ham, der fik ideen og tog initiativet til filmen. Hvordan han var kommet på den idé, nævnte han dog ikke noget om, men i praksis skete det på den måde, at da han omkring 1942 var ansat som reklametegner hos Monterossi Reklamebureau, fik han en dag til opgave at illustrere bogen "Fra Dyreskind til Celleuld", som var skrevet af fabrikant og tekstilgrosserer Allan Johnsen. På bogens bagside fandtes følgende tekst:

 

”Her er en Bog for den videbegærlige Læser, ikke alene den unge, der søger Oplysning om Dagen og Vejens praktiske Spørgsmaal, men enhver kan i denne interessante Skildring finde noget nyt og udbygge sin Viden. Det er første Gang en dansk Forfatter paa en populær Maade har skildret Spindestoffernes Historie, og det er gjort saa morsomt og let læseligt, at Bogen vil finde Vej til det største Publikum."

Bogen, som ifølge Henning Pade er skrevet i løbet af sommeren 1942, fortæller om de råvarer, der gennem tiderne er blevet brugt til at spinde tekstiler med: hør, uld, silke, kunstsilke, celleuld og mælkeuld. Skildringen af de forskellige stoffer er rigt illustreret med muntre tegninger og oplysende, skematiske tegninger af de processer, der ligger bag den tekniske fremstilling af stoffernes tilblivelse. Celleulden, i daglig tale blot kaldt "celuld", der i den sidste del af krigen kom til at spille en stor rolle i tekstilindustrien, blev fremstillet med grantræernes cellulose som råmateriale, og efter en mekanisk og kemisk proces forvandledes træmassen til fine tråde, som man kunne spinde og væve tekstilstof af. Det nye produkt blev oprindelig udviklet og fremstillet på to fabrikker i Tyskland: Köln-Rottweil A.G. og Dynamit A.G., og det nye produkt blev kaldt for "Vistra", et navn, som var sammensat af de to firmaers telegramadresser "Sivispacem", en forkortelse af "Si vis pacem para bellum" ("Hvis du vil vinde freden, så forbered krigen"), og "Astra", som betyder "stjerne". Side 231 konstaterer Johnsen bl.a.: "[...] Allerede i 1922 begyndte Klædefabrikkerne i Tyskland at interessere sig for Celleulden, som ogsaa fandt Vejen til flere af Europas Lande. Tyskland skabte Celleulden, og den fik en rivende Fremgang. Da Hitler i 1936 forkyndte det nationalsocialistiske Raastofsprogram, var det Celleulden, der skulde frigøre Tyskland fra England og Amerikas Monopol. Den engelske Blokades Kvælertag skulde ikke mere komme til at ramme Tysklands Industri. Træ havde Tyskland nok af, særlig efter at Østrig var kommet ind under det tyske Omraade."

 

Til den læser, der måske ved læsningen af det netop anførte citat, måske synes at det kunne lyde som om det rummer nogle pro-tyske undertoner, vil jeg skynde mig at indføje, at Allan Johnsen gennem hele besættelsestiden ganske vist havde et godt forhold til sine tyske handelskolleger så vel som til tyske myndigheder i København, men at han i sin egenskab af fhv. officer i den danske hær samtidig var aktiv modstandsmand. Men mere herom senere.

 

I bogen fortæller Johnsen videre, at celleuldsproduktionen dog snart bredte sig til andre lande, som England, Frankrig, Canada, U.S.A. og Japan, og at det samtidig blev et helt nyt spindestof, mælkeulden, der blev en hård konkurrent for naturulden. Mælkeulden blev gennem en mekanisk proces fremstillet af komælkens kaseinstof, som gennem en særlig filtrering og opløsning blev omdannet til tråde, som der maskinelt kunne spindes tekstilstof af. Det var især Italien, der var foregangsland på mælkeuldens område, og her blev produktet kaldt "Lanital", af "Lana", uld og "Ital", en forkortelse af Italiana. (Joknsen, s.233-39).

 

Men det var under samarbejdet om bogen, at Finn Rosenberg forelagde Allan Johnsen ideen om, at man burde lave en længere tegnefilm over H.C.Andersens eventyr "Fyrtøjet". Og Johnsen, om på det tidspunkt havde problemer med at skaffe tekstilstoffer til sin fabrikations- og grossistvirksomhed, var straks med på ideen. Han, der boede i Gentofte og var en ivrig sports-roer, havde i 1938 været medstifter af Skovshoved Roklub, og blandt dennes medlemmer taltes bl.a. mag.art. Peter Toubro og mag.art. Henning Pade. Disse to litterært kyndige mænd fik Johnsen nu gjort interesseret i filmprojektet, og sammen med Finn Rosenberg skrev de drejebogen til filmen. Ifølge Henning Pade var det dog Toubro, der var hovedansvarlig for udarbejdelsen af drejebogen. Ligeledes ifølge Henning Pade, indledtes der omkring samme tidspunkt nogle forhandlinger med direktør Holger Brøndum (1899-1970), Nordisk Films Kompagni. Forhandlingerne drejede sig om finansiering og selskabsdannelse, men Brøndum var en hård forhandler og det endte derfor med, at Allan Johnsen besluttede sig for at danne et selvstændigt og uafhængigt selskab.

 

Den 5. december 1942 stiftedes "Dansk Farve- og Tegnefilm A/S", med produktion af "Fyrtøjet" som umiddelbart formål. Hvis alt gik vel, ville man senere tage andre lignende projekter i produktion. Hvad Henning Pade ikke så sig i stand til at oplyse noget om, var, hvilke og hvor mange aktionærer, der havde skudt penge i firmaet, hvis aktiekapital jeg heller ikke kender. Men ifølge hvad jeg har hørt, var der flere jødiske grossister og lignende blandt aktionærerne, vistnok bl.a. en grosserer Melchior og en vekselerer Henriques. Eftersom tegnefilmproduktion i større stil var et hidtil uprøvet område i Danmark, i al fald hvad længere underholdningstegnefilm angik, og udsigterne til at få de investerede penge tjent hjem igen, var små, kan det tænkes at have været den omstændighed, at familierne Melchior og Henriques havde et vist personligt tilknytningsforhold til H.C.Andersen, der har bevirket eller måske medvirket til, at disse skød penge ind i filmforetagendet.

 

På et tidspunkt indrykkede Dansk Farve- og Tegnefilm A/S en eller flere annoncer i aviserne, hvori man søgte tegnere, der havde erfaring i at lave tegnefilm. Det var så vidt jeg ved på grundlag af avisannoncer, at flere af tegnerne henvendte sig til firmaet og ansøgte om jobbet. Det gjaldt i al fald Børge Hamberg og Otto Jacobsen og muligvis flere andre, herunder Bjørn Frank Jensen, som på det tidspunkt arbejdede for Müller og Dahl Mikkelsen på "Vepro". Dette sidste gjaldt antagelig også animatorer som Erik Christensen og Kjeld Simonsen. Sidstnævnte var dog ikke med fra begyndelsen, men kom først til senere.

 

Blandt de første tegnere og animatorer, der foruden Finn Rosenberg blev ansat i firmaet, var som tidligere omtalt Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen. Børge Hamberg begyndte med at designe de fleste af filmens figurer, og Bjørn Frank gik i gang med at lave de første baggrunde og den første animation, nemlig til scenerne med astrologen, der studerer stjernehimlen oppe fra kuplen oven på Rundetårn, og vægteren, der syngende kommer gående omkring et gadehjørne, stopper op, tager sig en slurk af lommelærken, og fortsætter sin gang og sang. Finn Rosenberg tilbragte en del af tiden med besøg på Københavns Bymuseum, hvor han fandt frem til gamle fotografier eller kobberstik, som han kunne bruge som forlæg for de ældre baggrundsmiljøer, der skulle være i filmen, hvis handling jo fra Andersens side er henlagt til København. Desuden tilbragte Rosenberg en del af tiden med at gå rundt til forskellige steder i byen, hvor han lavede skitser af huse og lignende, som han også kunne bruge, når han malede baggrunde til filmen.

 

Det var Børge Hamberg der fik den krævende opgave at tegne og animere soldaten, og for at lette ham opgaven, valgte man at optage nogle live-action scener, som f.eks. dem, hvor soldaten møder heksen og siden kravler op i hendes træ. Man vidste på det tidspunkt, at Walt Disney havde benyttet samme fremgangsmåde til animationen af Snehvide, prinsen, dronningen og heksen, så hvorfor ikke benytte sig af denne åbenbare genvej. Henning Pade fortæller, at nogle scener blev optaget i Ulvedalene i Dyrehaven, hvor der bl.a. fandtes et ældgammelt, kroget og hult egetræ, der kunne forestille heksens træ. Filmfotograf Poul Eibye (1885-1972) blev hyret til at forestå optagelserne, og hans broder, balletdanser Aage Eibye (1888-1957), agerede i heksens rolle, mens Henning Pade, der var en høj og flot mand, fik overdraget rollen som soldat. Visse scener blev optaget i Johnsens villa i Skovshoved, bl.a. en scene, hvor prinsessen besøger soldaten i dennes kammer. Prinsessens rolle blev udført af Edel Hansen, der vistnok var fotomodel og bl.a. havde optrådt i reklamefilm. Hun var en meget smuk pige, som på det tidspunkt var forlovet med Bjørn Frank Jensen.

 

Det var meningen med live-action optagelserne, at disse ved hjælp af et særligt projektionsapparat skulle lyses op bag på en specialkonstrueret tegnepults glasplade, så tegneren ved at lægge et stykke tyndt tegnepapir over denne, kunne se og aftegne personernes bevægelser, men dog med de afvigelser, der var bestemt af de tegnede figurers udseende. Imidlertid viste det sig, at resultatet af denne bagprojektions- eller rotoskopi-metode ikke var tilfredsstillende, og Børge Hamberg valgte derfor selv at tegne og animere soldaten og heksen uden andre hjælpemidler end sin fantasi og evne til at analysere bevægelser. På grundlag heraf tegnede han de såkaldte "nøgletegninger" eller "key-poses", som det hedder i fagsproget, dvs. yderpositionerne i figurens bevægelsesforløb. Det viste sig at give en mere livagtig og troværdig karakteristik og bevægelse af især soldaten, der jo er en seriøs figur. Men før det kom så langt, havde Børge Hamberg givet sig i kast med at tegne og animere en scene, hvori tre lakajer hjælper kongen af med nattøjet og giver ham kongekåben på og kronen på hovedet, og scepteret og guldæblet i hænderne. Om denne scene har jeg fortalt tidligere ovenfor.

 

Forresten havde det oprindelig været tanken at engagere Jørgen Müller og Henning Dahl-Mikkelsen (Mik) som såkaldte directing animators, dvs. som supervisorer af animationsarbejdet, men d'herrer kunne så vidt jeg har forstået ikke blive enige med Johnsen om arbejdsbetingelserne. Müller og Mik mente, at der burde laves en såkaldt storyboard, hvor man i mere eller mindre skitserede tegninger skildrede filmens forløb sekvens for sekvens og scene for scene. Denne arbejdsmetode, der bidrager til at give et visuelt overblik over filmens handlingsforløb, blev brugt med stor effektivitet hos bl.a. Disney, hvor metoden med storyboard da også var blevet opfundet og udviklet. Man kan sige, at en storyboard i princippet faktisk ligner den velkendte fortløbende tegneserie, men alligevel varede det en del år, førend metoden blev taget i brug i forbindelse med tegnefilm. I nutiden er det tilmed ikke ualmindeligt, at især amerikanske filminstruktører får lavet storyboards til deres spillefilm.

 

Johnsen var imidlertid af den - formentlig fejlagtige - opfattelse, at metoden ville forlænge og fordyre produktionen, og da Müller og Mik ikke kunne tænke sig at undvære en storyboard til styring af projektet, blev der derfor ikke noget ud af det påtænkte samarbejde. Spørgsmålet er da også, om filmen ville være blevet bedre, hvis de to erfarne animatorer havde fået mulighed for at forestå og supervisere animationen. Svaret må efter min mening blive, at det nok på flere måder ville have betydet en mere professionel og fejlfri animation, men samtidig tror jeg, at den originalitet, der på trods af tilnærmelserne til Disney-animationen alligevel er i filmen, ville være gået tabt i Müller og Miks "gummiagtige" animationsstil. Denne antagelse baserer jeg på, at da Mik et stykke hen i produktionsforløbet blev hidkaldt for at lave en testanimation af soldaten, nemlig i den scene, hvor han kommer til syne bag en bakke, som vejen løber henover, og bevæger sig frem mod forgrunden, hvor nogle sommerfugle flagrer omkring, var alle enige om, at Mik's udgave af soldaten var al for gummiagtig og karakterløs. Men Mik's animation ville der sådan set ikke have været noget i vejen med, hvis soldaten havde været en lidt mere grotesk og komisk figur.

 

Men bortset fra det, må det nok betragtes som en fatal fejl og mangel, at "Fyrtøjet" ikke blev lavet på grundlag af et visualiseret handlingsforløb, dvs. på basis af en storyboard. Det var dog ikke muligt for hverken Finn Rosenberg, Børge Hamberg eller Bjørn Frank Jensen at overbevise Johnsen og Toubro om, at en storyboard faktisk var et omtrent uundværligt værktøj, lidt i retning af, hvad en detaljeret budgetoversigt er for en finansiering af et tilsvarende stort projekt af en hvilken som helst art. De eneste, der fra starten havde et nogenlunde samlet overblik over Fyrtøjet-filmens handlingsgang, var Peter Toubro, som derfor i en vis forstand blev filmens faktiske instruktør. Han samarbejdede eller konfererede dog i den daglige praksis med Finn Rosenberg, Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen, idet han formentlig må have erkendt, at især de to sidstnævnte var erfarne animatorer, som vidste, hvordan man laver tegnefilm. Selv manglede Toubro, i lighed med Johnsen, stort set enhver forudsætning for at lave tegnefilm.

 

Noget andet er, at teater- og filminstruktøren Svend Methling (1891-1977) i løbet af 1944 blev engageret som ansvarlig instruktør på "Fyrtøjet". Noget bagvendt, må man sige, idet størstedelen af filmen på det tidspunkt var produceret, men Methling fik til opgave at "redde stumperne", så der kunne komme et brugbart og forhåbentlig nogenlunde professionelt resultat ud af det enorme arbejde, der siden begyndelsen af 1943 var lagt i projektet. Det var jo desuden ikke mindst et økonomisk spørgsmål, idet filmen jo gerne skulle spille sine omkostninger hjem igen, og helst lidt mere end det.

 

Engagementet af Svend Methling hang formentlig sammen med, at denne var tilknyttet filmselskabet Palladium, for hvilket selskab han netop havde indspillet filmen "Familien Gelinde", der havde premiere i Palladium biografen den 26.september 1944. I denne film havde Dahl Mikkelsen tegnet et lidt større og forresten godt animeret tegnefilmindslag med en gruppe rytterløse cykler, der optrådte som cirkusheste i en manege. Der var på det tidspunkt store økonomiske problemer hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, og desuden skulle man jo have et distributionsselskab til at udleje "Fyrtøjet". Forhandlinger med filmselskabet Palladium ved Tage Nielsen førte til, at dette blev co-producent på produktionen af "Fyrtøjet", og man har vel skønnet, at Svend Methling, skønt uerfaren på tegnefilmens gebet, måtte være den rette mand til at dirigere tegnefilmprojektet sikkert i land.

 

Som sin instruktørassistent fik Svend Methling den da kun 19-årige Henning Ørnbak (1925-2007), blandt venner senere kaldet "Pilatus", men hvorfor ved jeg ikke. Han var netop lige blevet student, og da Johnsen kendte familien, blev unge Ørnbak ansat hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvor han kom til at fungere som produktionsassistent. Henning Ørnbak har vi imidlertid allerede hørt om under omtalen af Dansk Farve- og Tegnefilm A/S's personale, så det skal ikke gentages her.

 

Så vidt jeg husker, fandtes der kun ganske få eksemplarer af drejebogen til "Fyrtøjet". Johnsen, Toubro, Rosenberg, Hamberg og Bjørn Frank havde hver et eksemplar, og flere tror jeg ikke, der var. Det vil sige, der var et ekstra eksemplar, som et stykke hen i produktionsforløbet blev overladt til den unge mand, hvis navn jeg desværre ikke længere husker, men som i øvrigt stod for arkiveringen og ekspeditionen af animationstegningerne til optræk, farvelægning og senere fotografering. Toubro gik i reglen rundt med sit eksemplar under armen, når han opholdt sig på tegnestuen og konfererede med en eller flere af de ovennævnte.

 

Allan Johnsen, som havde kontor på Frederiksberggade 10, 2. sal tilvenstre, havde før krigen og under de første år af denne, drevet sit tekstilagentur herfra. Fra 6. december 1942 blev kontoret hovedsagelig benyttet som administrationskontor for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, og her knyttedes trådene først til nogle lejede lokaler i Frederiksborggade 12?, hvor produktionen af "Fyrtøjet" blev startet op, og senere til tegnestuen i Frederiksberggade 28, som blev taget i brug i juli 1943. På grund af den efterhånden opstående pladsmangel rykkede en del af personalet senere ud i nogle lejede lokaler ovenover Nørrebros Messe på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade. For den sidstnævnte tegnestue blev Bjørn Frank Jensen chef.

 

Omtrent samtidig blev der lejet et meget specielt lokale i Stengade, hvilket jeg senere skal vende tilbage til, hvor også nye medarbejdere, især til optræk- og farvelægningsarbejde, kom til.

 

Forhistorien i mit eget tilfælde

Den følgende beretning vil primært komme til at handle om min tid som animator-elev, animator-assistent og om mine tidligste selvstændige opgaver som animator på den første danske langtegnefilm "Fyrtøjet". Filmen blev produceret i årene 1943-45, altså under den tyske besættelse af Danmark, men den fik først dansk urpremiere i København omtrent på etårsdagen for befrielsen, nemlig i storbiografen Palladium den 16.maj 1946.

 

De lige knapt to år, fra juli 1943 til en uges tid ind i juni 1945, som jeg havde ansættelse hos produktionsselskabet Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, var ikke alene meget interessante og uhyre spændende, men også virkelig lærerige, og de blev på flere måder afgørende og bestemmende for mit fremtidige liv og virke inden for tegnefilmbranchen.

 

Der knyttede sig imidlertid en særlig omstændighed til min start som animator – eller tegnefilmstegner, som det almindeligvis kaldtes dengang - nemlig den, at jeg kun lige var fyldt 14 år og netop kort forud havde forladt skolen efter afgangseksamen fra 2. Fri Mellem, i øvrigt med udmærkelse og - til min egen store overraskelse - flidspræmie i form af et armbåndsur. På urets bagside var mit navn og afgangsdatoen til min store stolthed indgraveret. Men jeg må med skam sige, at den flittigste lektielæsning præsterede jeg mest i frikvartererne.

 

I øvrigt var jeg var en absolut "Benjamin" blandt "Fyrtøjet"s hovedtegnere eller "nøgletegnere" (begrebet vil blive forklaret senere) - sådan kaldtes animatorer dengang herhjemme - hvis alder lå mellem 23 og 28 år, og blandt de såkaldte hoved- eller nøgletegnere blev jeg snart regnet, takket være mit relativt særlige talent for at tegne og - ikke mindst - animere, dvs. give de tegnede figurer liv eller få dem til at bevæge sig.

 

En passant kan det indskydes, at begreber som "animation" og ”animator” var så godt som ukendt for os danske tegnefilmstegnere dengang. Begreberne var derimod velkendte og dagligdags i Amerika, tegnefilmens Mekka, hvor det dengang som nu stod som det faglige indbegreb af tegnefilmmediets "sjæl".

 

Imidlertid var der også et par enkelte andre tegnere, der ikke var meget ældre end mig, men de to, jeg her tænker på, fik dog ikke selvstændige animationsopgaver, men arbejdede som såkaldte "mellemtegnere" for nogle af de andre animatorer. De to unge tegnere var Ib Steinaa (1927-87) og Kaj Pindal (1927-2019), der altså begge var omkring 16 år i 1943 og dermed omkring to år ældre end mig, og som både sammen og hver for sig senere skulle komme til at skabe sig en relativt betydelig karriere inden for tegnefilmbranchen.

 

Men den forholdsvis unge alder gjaldt dog nok også for en del af de såkaldte "optræks- og farvelægningspiger", der for de flestes vedkommende virkede meget unge og sikkert endnu kun har været i teenageårene. Dengang begyndte vel nok flertallet af både mænd og kvinder tidligt på arbejdslivet. Uddannelse i et håndværks-, butiks- eller kontorfag var ikke så almindeligt, som det senere blev, for slet ikke at tale om de videregående uddannelser, der krævede studentereksamen, som virkelig var en relativt stor sjældenhed i de dage og helt frem til omkring 1960'erne.

 

Men for at fortælle noget om, hvorfor og hvordan jeg i det hele taget kom til at beskæftige mig med tegnefilmmediet i almindelighed, og med langtegnefilmen "Fyrtøjet" i særdeleshed, vil jeg begynde med en slags forhistorie. Nemlig dels min egen og dels bemeldte films, sådan som jeg husker det og så langt min viden og indsigt rækker.

 

Det var som sagt i det ovenfor skitserede politiske og samfundsmæssige ’klima’, at danskerne levede deres dagligdag under Besættelsen, og det var i det samme klima, at langtegnefilmen ”Fyrtøjet” blev skabt. Derfor skal vi her atter vende tilbage til omtalen af filmens forhistorie og de vilkår og omstændigheder, der herskede omkring dens tilblivelse.

 

To af nøglepersonerne ved produktionen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, var som allerede omtalt tegneren Finn Rosenberg Ammitsted, idémanden til filmen, og til højre direktør Allan Johnsen, som ved skæbnens tilskikkelse blev filmens energiske promotor og producent.

 

Langtegnefilmen ”Fyrtøjet”: Sådan begyndte det

Som tidligere nævnt, blev ideen til at lave en lang tegnefilm over H.C. Andersens eventyr "Fyrtøjet", undfanget af tegneren Finn Rosenberg Ammitsted. Men om han eventuelt har haft kendskab til og havde ladet sig inspirere af tegneren Richard Møllers planer om en kortere tegnefilm over samme eventyr, er uvist. Helt udelukkes kan det dog ikke, selvom jeg aldrig har hørt Rosenberg nævne det. Han nævnte heller intet om, at man til at begynde med havde forestillet sig at tegnefilmen "Fyrtøjet" skulle produceres som en kortfilm. Det påstår tegneren, senere reklamechef hos medicinalfabrikken "Ferrosan", Helge Hau, imidlertid at han har hørt, men mag. art. Henning Pade, der var med fra begyndelsen af langtegnefilmens tilrettelæggelse, dvs. fra efteråret 1942, har skriftligt oplyst at han ikke mener det har sandsynligheden for sig, at Dansk Farve- og Tegnefilm A/S' produktion af "Fyrtøjet" oprindelig skulle have været en kortfilm. (Note 1)

 

Her skal indskydes, at note-tallene i parenteserne, som f.eks. (Note 1) er i dette tilfælde aktive links til noteforklaringer som findes på hjemmesiden www.tegnefilmhistorie.dk, i denne sammenhæng specielt under omtalen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet” og under overskriften Forhistorien. Noterne indeholder især oplysninger om kilderne til de i teksten omhandlede emner, som i mange tilfælde kun kan have interesse for læsere, der er specielt interesserede i tegnefilmhistorie. Ikke-interesserede kan derfor roligt springe noterne over.

 

I tiden efter premieren på ”Fyrtøjet” den 16. maj 1946 blev filmen fortsat omtalt i flere aviser og ugeblade, og heri gentog man påstanden om, at den oprindelig skulle have været en 10-minutters forfilm. Det var f. eks. tilfældet i bladet ”BM” (?), som i et udateret nummer bl.a. kunne fortælle, at Allan Johnsen og Co. dog hurtigt indså, at en sådan kortfilm ikke ville have muligheder for at spille sine omkostninger hjem.

 

Efter at disse linier var blevet skrevet, har tegneren og forfatteren Lars Jakobsen den 20. april 2001 udgivet bogen ”Mik – en biografi om tegneren Henning Dahl Mikkelsen”, og af denne fremgår det at Jørgen Myller og Dahl Mikkelsen i 1934 har lavet en engelsksproget 8 minutters tegnefilm, hvis handling er baseret på H. C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet”. Men denne tegnefilm, hvis den overhovedet er blevet lavet, menes kun at være blevet distribueret i England. Den har så vidt vides aldrig været omtalt herhjemme, hverken i bøger, aviser eller blade, bortset fra 1934, hvor den blev omtalt i DrengeBladet, og heller ikke mand og mand imellem indenfor tegnefilmbranchen. Kun meget få ud over Mik og Myller har herhjemme kendt til filmens eksistens. Derfor er det heller ikke sandsynligt, at den kan have spillet nogen rolle for Finn Rosenbergs og Allan Johnsens valg af samme eventyr som grundlag for langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. (Se nærmere om Myller og Miks ”Fyrtøjet” i afsnittet DANSK TEGNEFILM 1930 – 1942).

 

Tegneren Richard Møller var ca. 1939-40 på det tidspunkt, da han var godt i gang med produktionen af sin ambitiøse korte, 10-minutters tegnefilm baseret på H.C.Andersens eventyr ”Fyrtøjet”. Den da ca. 25-årige tegner havde på trods af sin entusiasme og sin flid desværre ikke heldet med sig under denne produktion, hvilket primært skyldtes hans manglende erfaring, især i animationens krævende kunstart. Da den senere internationalt anerkendte animator Børge Ring flere år senere fik lejlighed til at se nogle af animationstegningerne fra Richard Møllers film, var han i hvert fald ikke imponeret.

 

Derimod kan man nok ikke helt udelukke, at historien om tegneren Richard Møllers tegnefilmversion af ”Fyrtøjet” endnu kan have spøgt på det tidspunkt, da planerne om langtegnefilmen af samme titel begyndte at opstå. En kendsgerning er det i hvert fald, at Richard Møller havde fået sin uddannelse som tegnefilmmand hos Jørgen Müller, medens denne havde tegnefilmstudio i Vesterport i 1932-34. Og formentlig fik han igen ansættelse hos Myller og Mik, som fra April 1939 var blevet kunstneriske ledere af det danske, tyskejede tegnefilmselskab VEPRO.

 

Det er imidlertid dokumenteret, at Richard Møller fik inspirationen til at lave en kortfilm over eventyret ”Fyrtøjet”, dels ved at læse filminstruktøren Carl Th. Dreyers artikel "Nye veje for dansk Film - og H.C. Andersen" i tidsskriftet "Avertering" 2. januar 1939, og dels ved at tænke tilbage på Müllers og Miks muligvis urealiserede projekt fra 1934. Vedr. Richard Møller og hans karriere, kan Børge Ring fortælle følgende:

 

”Svar på spørgsmål om Richard Møller (RM):

RM var som ganske ungt menneske celluloid-tuscher hos Jørgen Müller på Vesterport studiet. Da Jørgen tog til England igen begyndte RM en virksomhed som cartoonist. Hans tegnestil lignede meget Jørgens fra den samme tid ..du ved: Columbus, Fyrtøjet og Carmen. Jeg kunne godt lide hans cartoons ... ALT var interessant den gang for en dreng fra Fyn: Disney, Fleischer, Skibstrup, Møller, Myller, Bramming, Engholm. MIK var nok ikke ”opfundet” endnu ... ikke hos mig i alt fald. Han kom først til Svendborg som Ferd’nand-strip i Svendborg Avis. - Flere år efter (1938?), da jeg var lærling hos Jørgen Myller på Gutenberghus, dukkede Richard Møller op i B.T. med en still af en cartoon soldat, der lignede en af Jørgens tegninger for Anson Dyers ”Sam, pick up tha’ musket” og meddelelsen at NU blev H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet sat på film (at I ved det) hos Teknisk Film Compagni. Avisen fik en skylle af breve ... blandt protestanterne var Arne Ungermann og Carl Th. Dreyer og flere Andersen-experter. De blev alle telefon-interviewet dagen efter. Dreyer efterlyste en fornyelse i tegnestilen. ”Hvorfor laves der aldrig en tegnefilm i en varm rødkridtstone?”

 

RM holdt lav profil i flere år. Bjørn og jeg var i mellemtiden blevet legekammerater og dagdrømmere og en skønne dag blev vi begge to kaldt ud til Teknisk Film Compagni, hvor RM og den rare direktør Hjortø rakte os blyantstegningerne til en scene af soldaten med et kæmpegebis som spadserer på en horisontal pan-baggrund. Det var ikke en cycle [repeat]. Der var nye tegninger for hvert skridt, men soldaten blev mindre og mindre uden at perspektiv var involveret (og grimmere og grimmere og mere og mere fortvivlende).

 

Man spurgte om vi kunne tænke os at overtage scenen, men vi undskyldte os. Siden har jeg ikke hørt om eller fra RM.

 

På en efterårsferie i 1936 eller 1937 så jeg en mængde cartoons af RM, idet Vibe Hastrups Skocreme på en udstilling om film havde indrettet en tegnefilms-stand, hvor RM sad ved en animations-pult og tegnede ”små mænd” i Myller-Iwerks-stil. På hvert blad skrev han til slut ”Vibe Hastrup Skocreme”. Der var fire vægge omkring ham fuld af cartoons i farver. En speciel frise viste, at ”der skal seks-og-tredive tegninger til at få ”Goofy” til at tage bare eet skridt”.

(Børge Ring i brev af 12.11.01. til Harry Rasmussen).

 

Imidlertid må man med Børge Ring konstatere, at Richard Møllers version af "Fyrtøjet" fra 1940 angiveligt ikke svarede til de kvalitetsmæssige forventninger, hvorfor producenten Knud Hjortø afbrød det til at begynde med så lovende samarbejde. Dette var altså foregået nogen tid, før Finn Rosenberg og Allan Johnsen omkring sommeren 1942 blev enige om at ville forsøge sig med at starte produktionen af et langtegnefilmprojekt baseret på samme eventyr.

 

Richard Møllers planer om en kortere tegnefilmversion af eventyret "Fyrtøjet", med Knud Hjortø, Teknisk Film Compagni, som startproducent, var imidlertid ikke beregnet til biografbrug, idet den blev optaget på 16mm smalfilm til brug for den private hjemmebiograf. Richard Møller havde imidlertid allerede luftet sine planer om at ville lave en kort tegnefilm over ”Fyrtøjet” til B.T. 3. januar 1939, angiveligt inspireret af filminstruktøren Carl Th. Dreyers artikel i januar-nummeret af månedsskriftet ”Avertering”, som var udkommet dagen før. Dagen efter, den 4. januar, bragte Politiken et interview med Richard Møller, som til den lejlighed havde lavet en hurtigt udført tegning til artiklen. Den faldt ikke i intellektuelle og kunstneriske læseres smag, og det fik dengang en del læsere til at protestere kraftigt imod Richard Møllers planer. Blandt de protesterende var kendte såvel som ukendte navne, samt flere litterære H.C.Andersen-eksperter. (Note 2)

 

Det kan som nævnt konstateres, at Richard Møllers tegnefilmprojekt i alt fald til dels var inspireret af Carl Th. Dreyers artikel, der som nævnt stod at læse i tidsskriftet ”Avertering” for 2. januar 1939. Denne artikel kan antagelig også have inspireret Finn Rosenberg, der som reklametegner utvivlsomt må have læst det nævnte blad. I artiklen, der har overskriften Nye veje for dansk film - og H.C. Andersen, konstaterer Dreyer bl.a.: "Der er enighed om, at Danmark er nærmere til at optage en H.C. Andersen-film end noget andet land. Der er også enighed om, at der må ydes en sådan indsats i penge og arbejde, at filmen bliver et værdigt udtryk for vor store, nationale digter og virker som propaganda for dansk kultur og kunst.

Det er et højt og berettiget mål at sætte sig, og man må håbe, at de, der har modet til at give sig i lag med denne store opgave, også er sig både vanskelighederne og ansvaret bevidst."

 

Herefter kommer Dreyer ind på, om filmen eventuelt skal være en biografisk skildring af H.C. Andersens liv, og efter at have gennemgået de forskellige muligheder for en sådan film, fortsætter han:

 

"Hvordan det nu går eller ikke går den biografiske H.C. Andersen-film, så er der en anden H.C. Andersen-film, som verden venter på og længes efter, en H.C.Andersen-film, som før eller senere vil blive lavet, og som vi bør gå i gang med jo før jo hellere, saa meget mere som dens økonomiske muligheder er langt gunstigere end for den biografiske film.

 

Den tanke er blevet fremsat, at der ikke kan gives nogen bedre karakteristik af digterens personlighed end ved i billeder at genfortælle et eller nogle af hans eventyr. Dette er selvfølgelig rigtigt, men ikke hvis man tænker sig eventyrene filmatiseret, spillet og fotograferet som en almindelig film. Den fotografiske linse er udmærket til at gengive den håndgribelige virkelighed, men er kun en fattig hjælp, når det gælder om at frembringe en illusion af det uvirkelige, og overfor eventyrenes spindelvævslette, duftige poesi vil den ganske svigte. For på lærredet at genskabe eventyrenes fortryllende ynde, må filmen ty til andre midler. Den rigtige H.C. Andersen-eventyr-film må laves af en dansk maler.

 

Da den første tegnefilm for mange år siden kom frem, kunne de mere forudseende spå, at der engang ville opstå en "malet" film i modsætning til den "spillede" film, et "levende maleri" svarende til den "levende tegning". Tvivlerne fra dengang vil næppe tvivle mere, og hvis de gør det, bør de gå ind og se Snehvidefilmen." (Note 3)

 

I sin artikel berører Dreyer herefter lidt af tegnefilmgenrens foreløbige historie og nævner navne som Oskar Fishinger, Willem Bon og Lotte Reiniger, hvorefter han kommer ind på, hvad han kalder "den underholdende tegnefilm". Som et på det tidspunkt foreløbigt højdepunkt inden for denne kategori, omtaler Dreyer atter Snehvide-filmen, som han dog ikke vurderer som et betydeligt kunstværk. Dette begrunder han på følgende måde:

 

"Målt med kunstens alen er den ikke noget betydeligt værk, og der kan - dens mange fornøjelige og indtagende egenskaber ufortalt - peges på ufuldkommenheder, især den for hovedpersonernes vedkommende noget glansbilledagtige psykologi samt de ofte skrattende og skurrende, ofte flade og ferske farvevirkninger. Walt Disney er en underholdende og opfindsom tegner og godt inde i tegnefilmens håndværk, men nogen stor kunstner er han visselig ikke."

 

Det er Dreyers opfattelse, at hvad angår det stilmæssige så vel som litterære indhold, behøver tegnefilmen ikke "at traske i hælene på ugebladenes noget barnlige tegneserier," men både kan og bør hæve sig op på et virkeligt kunstnerisk niveau. Det mener han, at man vil kunne gøre i Danmark, hvor der findes en række betydelige tegnende og malende kunstnere, og dette sammenholdt med, at vi i og med H. C. Andersens eventyr ejer et af de største litterære aktiver i verden, måtte kunne ende med et godt resultat.

 

Efter Dreyers mening ville tegnefilm over især H. C. Andersens lyriske eventyr blive af kunstnerisk kvalitet, hvis de blev lavet på grundlag af tegninger eller illustrationer af f.eks. Vilhelm Pedersen, Axel Nygaard, Mogens Zieler, Arne Ungermann, Hans Bendix eller Jensenius. Som eksempler på humoristiske eventyr, nævner Dreyer Lille Claus og store Claus og Fyrtøjet, som han formoder at især kunstnere som Arne Ungermann, Hans Bendix og Jensenius ville være selvskrevne til at designe. Og for de dramatiske eventyrs vedkommende, mener han at malere som Niels Larsen Stevns, Hans Scherfig eller Fritz Syberg ville være velegnede. Dreyer fremhæver desuden især Larsen Stevns som oplagt "designer" på en biografisk H. C. Andersen-film, hvilket han begrunder med den samling af farvelagte illustrationer (akvareller), som denne havde malet til en på det tidspunkt påtænkt billedudgave af "Mit Livs Eventyr". Akvarellerne blev udstillet på Den Frie i efteråret 1938(?). Billedudgaven med Larsen Stevns' illustrationer udkom i 1943. (Note 4)

 

I 1914 optog Dania Biofilm Kompagni en "spillefilm" over eventyret "Lille Claus og store Claus". Drejebogen hertil blev udformet af forfatter og daværende direktør for Gyldendals Forlag, Peter Nansen (1861-1918), som også sad i bestyrelsen for Dania Biofilm Kompagni. Han var en overgang gift med den berømte skuespillerinde Betty Nansen, f. Müller (1873-1943), som fra 1917 og til sin død var leder af Betty Nansen-teatret på Frederiksberg. Som instruktør på "Lille Claus og store Claus" valgte man skuespilleren og forfatteren Elith Reumert (1855-1934), der blev anset for at have et godt kendskab til H.C.Andersen og dennes forfatterskab. Han havde som dreng selv mødt den store digter i levende live, lige som han havde et personligt bekendtskab med nogle af de personer, der havde kendt H.C.Andersen på nærmeste hold. Det var dog først 10-11 år senere, at han skrev et par bøger om især mennesket H.C.Andersen. Den første, ”H.C.Andersen og Det Melchiorske Hjem”, udkom 1924, og den anden, ”H.C.Andersen som han var”, udkom 1925, begge på H. Hagerups Forlag, København. (Note 5)

 

Den ene hovedrolle som Store Claus blev spillet af daværende skuespiller Benjamin Christensen (1879-1959), som siden markerede sig som en af dansk stumfilms kunstnerisk set bedste instruktører. Efter mange års virksomhed som filminstruktør i Tyskland og siden i Hollywood, vendte han i 1939 tilbage til Danmark og instruerede spillefilmen "Skilsmissens Børn", som han desuden havde skrevet drejebogen til. I årene 1940-42 stod han for yderligere fire markante danske spillefilm. 1944 fik han bevilling til Rio Bio på Roskildevej 301 i København. Den anden hovedrolle som Lille Claus blev udført af skuespilleren Henrik Malberg (1873-1958), der havde haft sin film debut 1910 i Regia Kunstfilms Co.’s filmatisering af Oscar Wildes novelle "Dorian Grays Portræt", og som så sent som i 1955 fik en hovedrolle i Carl Th. Dreyers filmatisering af Kaj Munks skuespil "Ordet".

 

Robert Storm Petersen havde en mindre rolle som bondekarl i "Lille Claus og Store Claus". På et still-foto fra filmen ses han sammen med Benjamin Christensen ved siden af en hestevogn, på hvis buk, der sidder en hatteklædt mand og bag ved denne bøjer en skikkelse sig forover. De to sidstnævnte personer er ikke identificeret. Billedet er et af de få still-fotos, der er bevaret fra filmen. (Note 6)

 

Under titlen ”Store Klaus og Lille Klaus” blev eventyret "Lille Claus og Store Claus" i 1930 lavet som dukkefilm af fotografen Christian Maagaard Christensen hos det dengang nyoprettede Nordisk Tonefilm, der dog intet havde med Nordisk Films Kompagni at gøre. Filmen blev eftersynkroniseret af "Lange Lyd" alias tonemester Henning O. Petersen (1894-19??), som 1928-46 var tonemester på Nordisk Film i Valby og derefter værkstedschef ved Nordisk Films Teknik i Frihavnen. Filmen, der er på omkring 600 m = ca. 22 minutter, blev vist i Kinografen 24.8.-8.9.1930. (Note 7)

 

Det er dog næppe alle, der var eller vil være enige i Dreyers vurdering af Snehvide-filmen så vel som af Walt Disney, men hans opfattelse deltes dog stort set af det finkulturelle establishment, både dengang og senere. Spørgsmålet er imidlertid, om vurderingen kan karakteriseres som saglig, idet man må spørge sig selv, hvilke forudsætninger den i øvrigt velmeriterede og verdensberømte spillefilmsinstruktør Carl Th. Dreyer havde for at kunne vurdere tegnefilmmediet og dettes særlige historie, vilkår og muligheder.

 

Dreyer, som på det tidspunkt åbenbart nærede stor og optimistisk tiltro til danske filmproducenter, giver desuden udtryk for den mening, at opgaven med at fremstille en dansk H.C.Andersen-eventyr-tegnefilm må ligge snublende nær for en dansk filmproducent, og han fortsætter:

 

"[...] Om den interesserede producent derefter ville forsøge at realisere filmen her i landet ved tilkaldelse af udenlandske teknikere (hvis vi ikke allerede har dem gode nok, hvilket jeg er tilbøjelig til at tro) - eller skulle foretrække at alliere sig med en engelsk eller amerikansk partner er i første omgang et underordnet spørgsmål. Det vigtige er, at der er brug for den "tegnede" eller "malede" H.C.Andersen-eventyrfilm, og at dansk film ikke bør vente, til denne rige, nationale skat tages ud af hænderne på os, men ufortøvet skride til værket. Risikoen er ringe, for man ved på forhånd nøjagtigt, hvad man giver sig i lag med og kan følge virkeliggørelsen skridt for skridt. Videre har erfaringerne fra Snehvidefilmen vist, at en "tegnet" film uden større vanskelighed lader sig eftersynkronisere på andre sprog." (Note 8)

 

Apropos tegnefilm baseret på et af H.C. Andersens eventyr, så havde Storm P.’s fotograf Karl Wieghorst allerede i 1928 og 1930 forsøgt sig med at tegnefilmatisere nogle af Andersens eventyr (Se herom i note 7). Og i 1931 kunne Walt Disney præsentere sin tegnede kortfilmversion af The Ugly Duckling (”Den grimme ælling”). Den blev flere år senere tegnet om i en ny og moderniseret version, som havde premiere i 1939 og vandt en Oscar som bedste korte tegnefilm det år. I begge tilfælde var der dog tale om en endog meget fri gengivelse af handlingen i Andersens eventyr, og eventyrets morale eller sigte var banaliseret til ukendelighed. Det forhindrer dog ikke, at der for den sidstnævnte versions vedkommende er tale om en meget smuk, rørende og teknisk set god tegnefilm, som både børn og voksne har kunnet glæde sig over både dengang og ved de senere visninger i biografer verden over, og endnu senere i tv og i video-udgaver af filmen.

 

Når Dreyer mente eller formodede, at vi herhjemme rådede over folk, der teknisk set ville være i stand til at lave en sådan film, tænkte han formentlig på Jørgen Müller og Henning Dahl Mikkelsen og deres medarbejdere, som i slutningen af 1938 til hen på foråret 1939 arbejdede for Gutenberghus Reklame Film. I artiklen nøjes Dreyer dog ikke med at fremsætte luftige ideer, men kaster sig ud i et budgetmæssigt regnestykke over, hvad en såkaldt helaftens-tegnefilm ville koste at producere i 1939-priser. Han går ud fra, at "en teknisk upåklagelig tegnefilm i farver og med tone ligger herhjemme på cirka 60 kroner pr. meter. Lad os være large og regne med det dobbelte for eventyrfilmen. Vi vil da se, at en helaftens-tegnefilm på 2000-2400 meter vil koste mindre at fremstille end alene den danske version af den spillede H.C.Andersen-biografi. Men medens tegnefilmen let lader sig "oversætte" til andre sprog og altså vil kunne vises over hele verden, kan den danske version af spillefilmen kun opføres herhjemme." (Note 9)

 

Hvis man regner på Dreyers angivelse af prisen for en dansk tegnefilm på 2000-2400 meter, hvilket vil sige en spilletid på 72-86 minutter, kommer vi med en pris på 120 kr. pr. meter til et budget på 240.000-288.000 kr., vel at mærke i 1939-priser. Til sammenligning kostede det omkring 1.000.000 kr. at producere den 76 minutter lange "Fyrtøjet" i årene 1942-45, altså ca. fem-seks gange så meget som den af Dreyer anslåede pris! Til yderligere sammenligning kostede det 1,7 mill. dollars i 1937-priser at fremstille den 80 minutter lange Snehvide-film, som det også tog omkring 3 år at producere, men vel at mærke med en stab på 900-1000 mennesker. Sammenligningen halter dog, idet arbejdsproceduren på Disney-studierne var tilrettelagt og indøvet gennem årelange eksperimenter og praktiske erfaringer, opnået under produktionen af et stort antal korte tegnefilm, både i Mickey Mouse-serien, Donald Duck-serien m.fl., men måske særlig i den generelt set mere ’seriøse’ Silly Symphony-serie.

 

Dansk tegnefilmproduktion havde indtil 1939 været diskontinuerlig, og de få ledende tegnefilmfolk, der var på det tidspunkt, udgjordes faktisk kun af to personer, nemlig førnævnte Jørgen Müller og Dahl Mikkelsen, som begge havde lært metieren i England. En lidt yngre generation af danske tegnefilmfolk var dog så småt på vej med navne som Bjørn Frank Jensen, Børge Hamberg, Erik Rus, Kjeld Simonsen og Erik Christensen. De havde alle på det tidspunkt, da ”Fyrtøjet” blev sat i produktion, været ansat hos tegnefilmselskabet VEPRO.

 

Men at producere en tegnefilm uden en storyboard, var utænkeligt hos Disney, tværtimod var en sådan et selvfølgeligt og uundværligt led i produktionsprocessen. Dertil kommer, at hans medarbejdere, herunder især instruktører og animatorer, af de oven for anførte grunde var betydeligt mere veltrænede og erfarne end tilfældet var med de animatorer, der arbejdede på "Fyrtøjet". Og heller ikke, hvad økonomi og budgetter angår, tåler dansk tegnefilmproduktion sammenligning med amerikansk tegnefilmproduktion, som opererer med budgetter på millioner af dollars, når det drejer sig om langtegnefilm, hvor man herhjemme må nøjes med at kalkulere højst med millioner af kroner. En direkte sammenligning mellem vilkårene og forudsætningerne for Disneys tegnefilm og forudsætningerne og vilkårene for produktionen af "Fyrtøjet", er derfor ikke hverken mulig eller rimelig. Man bør dog undskylde Dreyer med, selvom han faktisk havde været journalist i mange år, at han var velmenende, men sagligt set uerfaren og ukyndig i tegnefilmproduktion.

 

Men meget apropos Dreyers ovenfor omtalte og delvist citerede artikel, så blev denne naturligvis læst med særlig interesse af den øvrige presses kultur- og filmjournalister. Det gav i al fald formiddagsavisen "B.T." anledning til et interview med dansk tegnefilms ubestridte førstemand, Jørgen Müller, som stod at læse i avisen for lørdag den 7. januar 1939. Under overskriften ”H.C.Andersen-Filmen: En dansk Tegnefilm er mulig”, bliver Jørgen Müller spurgt om, hvilke muligheder, der vil være i Danmark for at lave en helaftens-tegnefilm baseret på et eller eventuelt flere af H.C.Andersens eventyr. Müller anslår optimistisk, at 12-14 mennesker ville kunne fremstille en sådan film i løbet af et år, og at den vil koste ca. 250.000 kr. at producere. (Til sammenligning tog det omkring 200 mennesker hen ved 3 år at fremstille "Fyrtøjet", der som tidligere nævnt kom til at overstige det oprindelige budget med et beløb, der var ca. seks gange højere end forudset og planlagt). (Note 10)

 

I artiklen udtaler Jørgen Müller sig som fagmand sagligt om, hvilke udgiftsposter man måtte regne med. Han fastslår, at der skal bruges ca. 7000 meter råfilm, 3000 meter råfilm til lyd og en klippekopi af begge strimler, i alt ca. 4500 meter. Dertil kommer 10 kopier af den færdige film, hvilket alt sammen ville koste omkring 70.000 kr. Dertil skal også lægges honorarer til manuskriptforfatter(e), komponist, musikere og skuespillere, der for de sidstnævntes vedkommende skal indtale tegnefilmfigurernes replikker.

 

Dernæst kom gager til tegnerne, som Müller anslog til at omfatte 12-14 mennesker, nemlig en kunstnerisk designer og tre nøgletegnere, og nogle mellemtegnere, samt tre kvinder til med tuschpen at "kalkere" blyantstegningerne over på celluloidplader, og tre-fire unge damer til at farvelægge disse. Müller anslår endvidere, at det samlede antal celluloidplader vil koste ca. 7-8.000 kr. (Note 11)

 

Hverken Jørgen Müller eller journalisten, som underskriver sig Maurice, nævner direkte noget om, at den påtænkte langtegnefilm eventuelt kunne dreje sig om en tegnefilmatisering af eventyret "Fyrtøjet", men muligheden fremgår indirekte af artiklens indledning, hvori der står følgende:

 

"Carl Th. Dreyers forslag om at skabe en dansk H.C. Andersen-eventyr-tegnefilm drøftes nu ivrigt blandt tegnere og filmsfolk. Et af de vigtigste problemer er dette: Er det muligt rent teknisk at fremstille en sådan film herhjemme? For at få dette spørgsmål besvaret, har B.T. henvendt sig til Jørgen Müller, der i en halv snes år har beskæftiget sig med fremstilling af reklametegnefilm både her og i England, hvor han oprindelig lærte teknikken. Hr. Jørgen Müller, der venligst ikke bedes forvekslet med Richard Müller, som forleden bebudede sin private H.C. Andersen-Film, udtaler: osv. osv."

 

Bortset fra, at Richard Müller hed Møller til efternavn, så havde han som tidligere nævnt planer om at lave en kort tegnefilm over eventyret "Fyrtøjet", beregnet på et dengang stigende marked for 16mm film. Projektet var kort forinden blevet omtalt i pressen, lige som det senere atter blev omtalt i den københavnske avis B.T. I følge nævnte avis havde Møller indgået en aftale med Teknisk Film Compagni om produktion af en cirka 5-6 minutter lang tegnefilm, baseret på H.C.Andersens eventyr "Fyrtøjet". Det var direktør Knud Hjortø, stifteren af Teknisk Film Compagni, der var initiativtager til filmen, og firmaets medstifter, filmfotografen Fritz Jensen, der skulle fotografere filmen. Richard Møllers ”Fyrtøjet” blev imidlertid kasseret af producenten, angiveligt fordi den kvalitetsmæssigt ikke levede op til forventningerne.

 

Knud Hjortø opgav dog ikke ideen om at producere underholdningstegnefilm til 16mm-hjemmebiografen. Samme firma producerede derfor året efter, i 1940, tegnefilmen ”Peter Pep og Skomager Snørestøvle”, som tegneren Erik Rus (Christensen) (1920-87) dels var ophavsmand til, og som han dels også var hovedanimator på, med Børge Hamberg (1920-70) som assistent og mellemtegner. Fritz Jensen er krediteret som fotograf på denne tegnefilm. Året efter producerede samme firma og team en to'er med titlen Peter Peps Attentat. (Note 12)

 

Det var imidlertid langt fra nogen ny idé at lave en tegnefilm over H.C.Andersens eventyr i det hele taget, og heller ikke specielt over eventyret "Fyrtøjet". I bogen ”Filmen og H.C.Andersen”, fortæller forfatteren Arnold Hending bl.a., at Nordisk Films Kompagnis første filminstruktør, Viggo Larsen, i året 1907 instruerede i alt tre H.C.Andersen-eventyr-film, nemlig "Lykkens Kalosker", "Fyrtøjet" og "Ole Lukøje", hver af 8 minutters spilletid, hvilket blev anset for en anselig længde for film dengang. Men hverken direktør Ole Olsen, fotografen Axel Graatkjær eller Viggo Larsen selv var særligt tilfredse med resultatet, da filmene var færdige. Efter først at have omtalt "Verdens første H.C.Andersen-Film!", "Lykkens Kalosker", 1907, som det tog to arbejdsdage at optage, og som ikke vakte de impliceredes udprægede glæde eller begejstring, fortsætter Arnold Hending med at fortælle specielt om "Fyrtøjet":

 

Nordisk Films version af eventyret ”Fyrtøjet”. Filmen blev produceret i 1907 og havde en spilletid på 8 minutter, hvilket var normal længde for ”spillefilm” dengang. Til venstre ses instruktøren Viggo Larsen i rollen som soldaten, og tilhøjre Oda Alstrup i rollen som prinsessen. Hunden, som i dette tilfælde har bragt prinsessen fra slottet og hen til soldatens logi, er tydeligvis en sortklædt mand med papmachehoved. 

 

"Og heller ikke synderlig pietetsfuldt gik man i gang med "Fyrtøjet", i prisbillige omgivelser, tryllet frem af maleren Robert Krause og skænket vederlagsfrit på Roskilde Landevej af Vorherre. Med et minimum af tiltro til at "Fyrtøjet" skulle kunne betale sig gjorde man på Nordisk et nyt skrabud for smagen. Man tog nogle billeder på trægulvet og drog derpå, forsynet med et hult træ, til landevejen hvor, kuriøst nok, den store H.C.Andersen-kender Jean Hersholt året forud havde debuteret foran kameraet for 7 kroner. Instruktøren og førsteskuespilleren Viggo Larsen siger om denne optagelse: Når jeg (det må være i samråd med Ole Olsen) valgte "Fyrtøjet" var det ikke fordi Andersen var så berømt i udlandet – det vidste man slet ikke herhjemme. Danskerne har altid været længe om at opdage, at en landsmand var kendt i det fremmede. Nej, det muntre, naive Aladdintema tiltalte mig. Men der var jo det med hunden! Hvor får jeg en hund med øjne så store som Rundetårn, eller blot som thekopper? Min regissør klarede dette punkt ved hjælp af tre sæt sort tricot og tre mægtige hundehoveder af pap. Vi var på dette punkt blodige amatører, ja i dekorativ henseende nærmest analfabeter, men vi besad det mod som avles af ungdom og naivitet. Vi arbejdede efter løsenet: Det skal gå hurtigt, det må ikke koste noget, og filmen må ikke blive over 165 meter lang. Man tænke sig hele eventyret spillet på 8 minutter. Man kan end ikke læse det fra bladet på den tid.

 

Det var svært at finde et af civilisationen uberørt stykke landevej, fortsætter Larsen,  men det lykkedes jo. Petrine Sonne spillede heksen og jeg selv soldaten. Af de øvrige medspillende husker jeg i dag kun bugtaler Lund som kongen, den yndige Oda Alstrup som prinsessen og Storm P. som en af tjenerne i "lokalet", hvor soldaten morer sig med at ødsle penge på ubekendte mennesker. - Der havde naturligvis været anledning til at vise livlige gadeoptrin i gamle dragter mellem gamle huse, men sådanne luksusoptagelser ville kun forlænge og fordyre filmen. Slutscenen blev taget i Søndermarken, hvor vi havde bygget en trone op ved siden af træet, hvor mestermanden havde slynget rebet, som skulle lægges om min hals, om en tyk gren. Det var naturligvis kun et ekstrakt af eventyret vi fik lavet - og hvorfor jeg leverer dette minde fra 1907 og smiler vemodigt når jeg tænker tilbage ... ja, det skyldes mindet om de øjeblikke, da Oda Alstrup to gange kærligt slyngede sine dejlige arme om min hals!

 

Men jeg husker også, at Viggo Larsens manglende håb til et heldigt udfald af en eventyrfilm var dette, at det var hans mening (længe før tegnefilm var skabt) at kun i tegnefilm kunne det helt rigtige resultat opnås. Kameraet var ham, og her så han vel i grunden rigtigt, for realistisk!" (Note 13)

 

I Nordisk Films version af eventyret ”Fyrtøjet” spillede Gustav Lund rollen som kongen, Oda Alstrup som prinsessen og i Clara Nebelong rollen som dronningen, mens instruktøren Viggo Larsen ses i rollen som soldaten, der bliver holdt tilbage af et par lakajer.

 

Lyrikeren og forfatteren Arnold Hending, som siden midten af 1930'erne havde specialiseret sig i dansk films historie, kommer i bogen "Filmen og H.C.Andersen" også ind på langtegnefilmen "Fyrtøjet", hvorom han skriver følgende:

 

"Med usandsynligt mod og offervilje førtes dog tegnefilmen "Fyrtøjet" til dansk, europæisk og amerikansk premiere. Hidtil havde kun Walt Disney og Max Fleischer produceret de så kostbare helaftenstegnefilm, og at Danmark nu, som det første land i Europa, kunne være med i konkurrencen, havde næsten klang af fanfare.

 

At det tog en lille hærskare af medarbejdere små tre år at producere eventyret, lader én ane Sisyfos-kampen. Man var startet med nogle få tegnere, under produktionslederen Allan Johnsens chambriere, men efterhånden udviklede staben af tegnere sig til 200, og man erfarede at disse ialt fik udført halvanden million tegninger, der blev tilrettelagt af Svend Methling. Filmen blev den dyreste, der endnu var produceret i Ole Olsens fædreland.

 

Et par tal vil være en overraskende projektør på arbejdets omfang: Fremstillede blyantstegninger: 543.000 - Tegnet på celluloid: 433.500 - Farvelagte tegninger: 433.500. Der var seks hovedtegnere. Børge Hamberg skabte den raske soldat, som Poul Reichhardt lagde stemme til, Preben Dorst tegnede prinsessen, og Bjørn Frank Jensen sled med arbejdet med de humoristiske figurer, men alle anstrengelserne førte alligevel ikke til den store succes. Efter premieren i Palladium hed det: "Når man har valgt at bygge filmen over H.C.Andersens eventyr, er det antagelig, fordi man gerne har villet skabe noget, der ikke alene var kendt verden over, men også var specifik dansk. At Andersens geni ikke lader sig oversætte til film og det derfor kun er handlingen, der er tilbage, er en sag for sig. Men karakteristisk for hele foretagendet er det, at man forgæves leder efter det danske ved filmen. Alle landskaber og bybilleder - selv om de gengiver Rundetårn - er så åbenbart lavet med et ak, alt for skelende øje til den fantasi - eller pandekage-verden, som vi kender fra Technicolor-filmene fra den anden side Atlanten. Resultatet var med andre ord, som det var ventet - det vil sige ikke så godt."

 

Der kom dog en bemærkning om at filmen glimtvis bød på forsonende momenter, f. eks. på et morsomt fysiognomi eller en musikpassage, der hævede sig over det øjeblikkelige glemte - og så var filmen fri for platheder - hed det forsonende.

 

Publikum kunne lide filmen og måske ikke mindst musikken, der var komponeret for lejligheden af Vilfred Kjær og Eric Christiansen, men da "Dansk Farve og Tegnefilm A/S" næste gang drømte erobrerdrømme i farver, slukkedes alle stjerner. Det hed i bladene, i foråret 1949, at man, efter den så heldigt gennemførte opgave med "Fyrtøjet", nu havde besluttet at fremstille en helaftensfilm over "Klods-Hans", og at selskabet fra Undervisningsministeriet havde fået meddelelse om at staten ville støtte foretagendet. Det var ikke underligt, at man, efter den sol-bulletin, gik i gang. Svend Johansen lavede tegningerne til baggrundsskitserne, og Hans Schreiber var klar til at interviewe sin muse, drejebogen var af Johnsen og Henning Ørnbak, og forhandlingerne med de skuespillere, der skulde lægge stemmer til begivenheden, var begyndt.

 

Og medens det våndefuldt fødte barn "Fyrtøjet" endnu opføres i London, indtræffer katastrofen. Allan Johnsen, der er ostentativt sky for udtalelser af bastant karakter, siger blot til pressen, at han selvfølgelig ikke vil lægge skjul på, at han er skuffet - men, tilføjer han - nu vil han ikke mere have med tegnefilm at bestille. Et samarbejde, der var begyndt i de gladeste forhåbningers forår, er brudt sammen. Farvel da til nye fremstød på hjemlig grund i Technicolor. Med "Klods-Hans" collaberede en dansk indsats med mange muligheder. [...]"!!  Skrev Arnold Hending i bogen: ”Filmen og H.C. Andersen”, pp.30-32. - Citatet fra en af anmeldelserne af ”Fyrtøjet” er fra 17. maj 1946 og stod under overskriften ”Den danske Tegnefilm, der kostede en Million” at læse i Berlingske Tidende.

 

Arnold Hendings kortfattede beskrivelse af langtegnefilmen "Fyrtøjet"s tilblivelse og dens modtagelse i pressen er stort set i overensstemmelse med de faktiske forhold og begivenheder. Det var som tidligere nævnt mag.art. Peter Toubro, der - med litterær assistance af mag.art. Henning Pade - skrev drejebogen til "Fyrtøjet". Men det er ikke korrekt, når Hending skriver, at drejebogen til langtegnefilmen "Klods-Hans" var skrevet af Allan Johnsen og Henning Ørnbak. Den var derimod skrevet af dramatikeren Finn Methling og med mag.art. Henning Pade som litterær konsulent. Denne tegnefilm og dens kranke skæbne skal vi vende tilbage til i kronologisk sammenhæng.

 

Den viden om langtegnefilmen "Fyrtøjet"s forhistorie, der ligger til grund for nærværende skildring, skyldes dels, hvad jeg, Harry Rasmussen, har fået fortalt personligt af især Finn Rosenberg, og dels af andre involverede parter, herunder ikke mindst af Henning Pade, som også var med helt fra starten, men som 3. september 1944 arresteredes af Gestapo, mistænkt for deltagelse i modstandskampen. Han sad varetægtsfængslet lige indtil befrielsesdagen, den 4.maj 1945. Endelig er supplerende oplysninger om filmens forhistorie og tilblivelse hentet fra flere steder, bl.a. hos nogle endnu levede folk, der var medarbejdere på ”Fyrtøjet”.

 

I Niels Jørgen Dinnesen og Edvin Kau's "Filmen i Danmark", Akademisk Forlag 1983, nævnes "Fyrtøjet" i forbindelse med omtalen af Dansk Farve- og Tegnefilm A/S' næste langtegnefilmproduktion "Klods-Hans". Omtalen er ledsaget af et enkelt billede fra "Fyrtøjet", som stammer fra forsiden til det filmprogram, som Bjørn Frank Jensen specielt har lavet tegninger til.

 

Tegnefilmen "Fyrtøjet" er også nævnt i en billedtekst i Erik Nørgaards bog ”Levende billeder i Danmark”, side 179, hvor der under et close-up af heksen står følgende:

 

"Heksen i den første danske tegnefilm med spillefilmlængde, "Fyrtøjet" fra 1946, iscenesat og tilrettelagt af Svend Methling. Det var et mere dristigt end vellykket eksperiment."

 

Men i henhold til, hvad Finn Rosenberg personligt har fortalt mig, mens vi endnu arbejdede på "Fyrtøjet", var det altså ham, der fik ideen og tog initiativet til filmen. Hvilket dels også er fremgået af presseomtalen af filmen, og dels senere også er blevet skriftligt bekræftet af Henning Pade. Hvordan Finn Rosenberg var kommet på netop den idé, nævnte han dog ikke selv noget om, men tanken om en H.C. Andersen-eventyr-tegnefilm lå vel så at sige i "luften" på den tid, og særlig efter at Carl Th. Dreyer med sin artikel i "Avertering" havde givet næring til tanken, og efter at fagmanden Jørgen Müller havde udtalt sig om de praktiske muligheder for, at man i Danmark ville kunne gennemføre et sådant projekt. For Finn Rosenbergs vedkommende skete det i praksis på den måde, at da han omkring 1942 var ansat som reklametegner på Reklamebureauet Monterossi, fik han en dag til opgave at illustrere bogen "Fra Dyreskind til Celleuld", som var – som tidligere omtalt - skrevet af fabrikant og grosserer Allan Johnsen.

 

Det var angiveligt under samarbejdet om bogen, at Finn Rosenberg forelagde Allan Johnsen ideen om, at man burde lave en helst længere tegnefilm over H.C.Andersens eventyr "Fyrtøjet". Johnsen, der som følge af krigen og besættelsen på det tidspunkt, i øvrigt i lighed med andre tekstilfabrikanter, havde problemer med at skaffe tekstilstoffer til sin fabrikations- og grossistvirksomhed, var straks med på ideen. Han, der boede i Gentofte og var en ivrig sportsroer, havde i 1938 været medstifter af Skovshoved Roklub, og blandt dennes medlemmer taltes mag.art. Peter Toubro og mag.art. Henning Pade. Disse to litterært kyndige mænd fik Johnsen nu gjort interesseret i filmprojektet, og sammen med Finn Rosenberg skrev de i eftersommeren 1942 drejebogen til filmen. Ifølge Henning Pade var det dog Toubro, der var hovedansvarlig for udarbejdelsen af drejebogen.

 

Ligeledes ifølge Henning Pade, indledtes der omkring samme tidspunkt, dvs. eftersommeren 1942, nogle "høringer" og forhandlinger, blandt andet med direktør Holger Brøndum (1899-1970), Nordisk Films Kompagni. Forhandlingerne drejede sig om finansiering og selskabsdannelse, men Brøndum var en øvet og barsk forhandler, som naturligt nok så på sit eget firmas interesser i sammenhængen. Desuden var Brøndum medlem af tegnefilmfirmaet VEPRO’s bestyrelse, og som sådan vidste han naturligvis, hvem der var kunstneriske ledere hos dette firma. Ydermere var det ham, der i 1939 fik anbragt tegneren Kjeld Simonsen som animatorelev hos Jørgen Müller og Dahl Mikkelsen på VEPRO. Men Brøndum har åbenbart ikke haft tillid til, at Allan Johnsen og Co. ville kunne klare den dristige opgave med at producere en lang tegnefilm á la ”Snehvide”- eller ”Gulliver”-filmen, så derfor har det antagelig været hans opfattelse, at VEPRO ville være en betydeligt mere ansvarlig producent af en sådan tegnefilm. Det kan formentlig derfor anses for at have været Brøndum, der har sørget for at de relativt mere erfarne tegnefilmfolk Müller og Mik blev inddraget i forhandlingerne. Men Allan Johnsen var for sit vedkommende mindst lige så interesseret i, at projektet ikke gled ud af hans egne hænder, og det endte derfor med, at han afbrød forhandlingerne med Nordisk Film og i stedet besluttede sig for at danne et selvstændigt og uafhængigt selskab. Den 5. december 1942 stiftedes "Dansk Farve- og Tegnefilm A/S", med produktion af "Fyrtøjet" som umiddelbart formål. Hvis alt gik vel, ville man senere tage andre lignende projekter i produktion.

 

Firmaets kontoradresse var Frederiksberggade 10, 3. sal, telegram-adressen ”ALLANJO” og telefonnummeret Central 16432. Det var så vidt vides først og fremmest Allan Johnsen selv, der skød penge i aktieselskabet, men han fik samtidig gjort flere andre tekstilfabrikanter og tekstilgrossister interesseret i at være med. Men eftersom tegnefilmproduktion i større stil var et hidtil uprøvet område i Danmark, i al fald hvad angik underholdningstegnefilm, der var længere end 8-10 minutter, var udsigterne til at få de investerede penge tjent hjem igen, meget usikre. Det forhold at samhandelen med udlandet, bortset fra Nazi-Tyskland, stort set var ophørt på det tidspunkt, har sikkert i nok så høj grad spillet ind, idet det blandt andet medførte, at der blev en form for pengerigelighed, særlig hos velstillede folk. Desuden vovede investorerne at satse pengene på en så speciel filmproduktion, som en dansk langtegnefilm var på det tidspunkt, fordi den tyske besættelsesmagt straks fra starten havde forbudt biograferne at vise engelske film, og efter at Amerika var gået med i krigen i 1941 også lagde store hindringer i vejen for visningen af amerikanske film.

 

Det betød blandt andet, at Walt Disneys lange tegnefilm, både de nye og de lidt ældre, ikke kunne eller måtte vises i de danske biografer. Derimod tillod tyskerne indtil videre, at der godt måtte vises amerikanske korte tegnefilm i biograferne. Det betød, at det uhyre populære Metropols Juleshow fortsat kunne tages på programmet ved juletid, lige som korte Disney-tegnefilm – og for resten også Max Fleischers korte tegnefilm – stadig måtte vises som forfilm, så længe de forholdsvis få amerikanske reprisespillefilm endnu var tilladte. Det var dog kun de amerikanske tegnefilm, der var kommet her til landet, før den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940, som måtte – og kunne - vises. Derfor bestod Metropols Juleshow i årene 1940-44 kun af tegnefilm, der var fra 1939 og bagud. (Note 16)

 

Men selvom Dansk Farve- og Tegnefilms aktionærer og ledelse ikke kunne vide, hvor længe den tyske besættelse af Danmark ville komme til at vare, eller om Tyskland eventuelt ville vinde krigen, hvad kun få håbede på, regnede man med at kunne få filmen færdig så betids, at den under alle omstændigheder ville kunne undgå en eventuel konkurrence fra de absolut suveræne amerikanske tegnefilm. Europæisk tegnefilmproduktion var dengang yderst minimal, men fandtes dog, ikke mindst i Frankrig. Det gjaldt også den tyske tegnefilmproduktion, hvoraf der i 1944 blev vist et par korte tegnefilm i D.S.B.-Kino, som havde til huse på Københavns Hovedbanegård, dér, hvor trækplasteret normalt var Skipper Skræk-filmene. Men da man i 1942 gik i gang med planlægningen af ”Fyrtøjet”-filmen var det kun de færreste, der troede på at krigen snart ville være slut, vel at mærke til fordel for De Allierede, så derfor fortsatte man trøstigt og optimistisk med det meget ambitiøse tegnefilmprojekt.

 

Der foreligger ikke mig bekendt eksakte og verificerede oplysninger om, hvordan Nordisk Film og Holger Brøndum, og dermed VEPRO og Jørgen Müller og Henning Dahl Mikkelsen, kom ind i billedet i forbindelse med tegnefilmen ”Fyrtøjet”. Men ifølge Henning Pade var det Allan Johnsen, der henvendte sig til Brøndum i håbet om at få Nordisk Film som medproducent af ”Fyrtøjet”.

 

Det findes så vidt vides ikke dokumenteret, at der på dette tidspunkt er blevet ført nogen form for forhandlinger med VEPRO’s ledelse, men det er som nævnt ovenfor højst sandsynligt, at det er sket. I et avisinterview i B.T. for den 7. januar 1939 havde Jørgen Müller – han var formentlig da endnu ansat hos Gutenberghus Reklame Film - indirekte givet udtryk for, at han mente at en stab af omkring 17 medarbejdere ville kunne påtage sig at gennemføre et så storstilet projekt som en langtegnefilm, og det var netop en stab af godt og vel denne størrelsesorden, man senere kom til at råde over hos VEPRO.

 

Ifølge den tidligere citerede artikel fra Mandens Blad for februar 1941, havde man på VEPRO planer om at udvide produktionen til også at indbefatte tegnede spillefilm, men dog først efter krigen, som man dengang åbenbart regnede med, at tyskerne ville vinde. En eventuel produktion af lange tegnefilm blev dog ikke aktuel, for VEPRO lukkede som flere gange tidligere nævnt i  efteråret 1942, muligvis i indirekte forbindelse med det forværrede forhold mellem den danske civilbefolkning og regeringen på den ene side og de tyske besættelsesmyndigheder på den anden. Forholdet nåede et kritisk klimaks i august 1943 i og med den danske regerings tilbagetræden. Denne var en direkte følge af den tyske militære undtagelsestilstand, som i praksis gjorde det umuligt for den danske regering at fungere. (Note 17)

 

Forudsætningen for i det hele taget at gøre sig håb om finansiering af et filmprojekt af sådanne dimensioner, som tilfældet var med langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, måtte der allerførst foreligge et manuskript eller en drejebog. En sådan blev da også påbegyndt allerede i sommeren 1942, idet Finn Rosenberg, Peter Toubro og Henning Pade omtrent dagligt mødtes med Allan Johnsen, enten på dennes kontor, Frederiksberggade 10, eller hjemme i Johnsens private hjem i Klampenborg.

 

Af de nævnte personer fungerede Finn Rosenberg som kunstnerisk konsulent og supervisor, i moderne sprogbrug kaldet art director. Peter Toubro fik opgaven som hovedansvarlig for drejebogens udformning, i videst mulig overensstemmelse med H.C.Andersens intentioner. Henning Pade medvirkede som litterær konsulent, også med særligt kendskab til H.C.Andersens litteratur og tid, medens Allan Johnsen automatisk fik rollen som finansiel, økonomisk og administrativt ansvarlig for projektets praktiske gennemførelse. Han var desuden den eneste af teamet, der havde personlig myndighed og autoritet til at kunne fungere som projektets daglige leder. Herom kan Henning Pade fortælle så sent som i 1985:

 

”[...] Det var jo en – lidt for – spændende tid, dengang. Ingen dansk film har vel en mere broget (og speget) tilblivelseshistorie. Der var problemer og genvordigheder på alle ledder og kanter: med finansieringen, rekruttering af medarbejdere, fremskaffelse af arbejdsmateriale (råfilm, farver m.m. plus, naturligvis, noget brugbart grej). Jeg er glad for den korrektion du giver Jakob Stegelmann m.h.t. manuskriptarbejdet, for det blev der vitterligt lagt et stort arbejde i. [...]” (Henning Pade i brev dateret Nytår 1985 til Harry Rasmussen).

 

I et brev dateret 29. januar 1985 kunne Henning Pade bl.a. tillægge følgende:

”Tak for dit brev (af 10. jan.) med så righoldig en beskrivelse af hændelser og ting og sager i Frederiksberggade 10 (og 28) DENGANG med FYRTØJET. Det er bevægende at blive mindet om alt det, hvoraf en stor del erindres nøjagtigt som du beretter, mens andet står mindre klart for mig nu, så mange år senere. Jeg håber virkelig, at du hører fra Peter Toubro, han er jo hovedvidne. Vi var nært forbundne gennem hele perioden, men har desværre ikke haft megen kontakt med hinanden i de seneste årtier. [...]

 

Det begyndte vel alt sammen med, at vi var rokammerater, Allan, Peter Toubro og jeg, i Skovshoved Roklub, som Allan var medstifter af og i mange år formand for. I 1941 roede vi Sjælland rundt sammen. I sommeren 1942 skrev Allan ”Fra Dyreskind til Celleuld”, som jeg bl.a. læste korrektur på, og i den sammenhæng var jeg meget ofte sammen med illustratoren, Finn Rosenberg Ammitsted. Han smittede Allan med tegnefilmsbacillen (Allans aktiviteter var jo under krigen stærkt reduceret, og hans foretagsomhed måtte have afløb på anden vis), og således modnedes planen om ”Fyrtøjet” – som den første danske helaftensfarvetegnefilm. Rosenberg skulle naturligvis kreere det billedmæssige (han blev, som du ved, især ansvarlig for baggrundstegningerne), og hovedmand på manus og drejebog blev Toubro. En stribe spændingsfyldte ”høringer” og forhandlinger fulgte nu omkring finansiering og selskabsdannelse (jeg husker nogle barske møder med dir. Brøndum, Nordisk Film) ret så ufremkommeligt så det hele ud en tidlang. Men i begyndelsen af december (stadig 1942), vistnok helt præcis den 5., stiftedes DANSK FARVE- OG TEGNEFILM A/S – med produktion af ”Fyrtøjet” som umiddelbart formål. Ingen drømte vel dengang om, at realiseringen skulle tage så mange år. [...]”

 

I henhold til Henning Pade blev drejebogen til ”Fyrtøjet” skrevet færdig i løbet af efteråret 1942, således at man dels kunne begynde forhandlingerne om finansiering og dels tænke på at ansætte et kvalificeret personale til at forestå og udføre den kunstneriske og tekniske side af filmens produktion. Allervigtigst var det naturligvis og så vidt muligt at sikre sig medarbejdere, der på forhånd var fortrolige med tegnefilmens teknik.

 

Men hvorom alting end er, kan det på baggrund af Henning Pades oplysninger med sikkerhed fastslås, at Allan Johnsen i eftersommeren 1942 kontaktede direktør Holger Brøndum, Nordisk Films Kompagni A/S, som man håbede på at hverve som medproducent og distributør af ”Fyrtøjet”. Forhandlere var Allan Johnsen, Finn Rosenberg, Peter Toubro og Henning Pade på den ene side af bordet, og i al fald Holger Brøndum på den anden side af  dette, og muligvis også Olaf Dalsgaard-Olsen, som var direktør for Nordisk Films Filmdistribution.

 

Forhandlingerne drejede sig primært om finansiering af selskabsdannelse, og efter som den garvede ’tycoon’ i dansk filmproduktion, Holger Brøndum, fra starten stillede sig skeptisk an overfor de entusiastiske, men produktionsmæssigt set helt uerfarne mennesker, han havde foran sig, er det højst tænkeligt ham, der har bragt Myller og Mik ind i billedet. Det forholdt sig nemlig sådan, at Brøndum var medlem (vistnok formand?) af VEPRO’s bestyrelse, og i den egenskab kendte han antagelig til, hvem der var kunstnerisk og fagligt ansvarlige for firmaets tegnefilmproduktion. Set på denne baggrund er det ret sandsynligt, at Brøndum har villet sikre sig den sagkyndige ekspertise, som Myller og Mik som de eneste på det tidspunkt repræsenterede i Danmark.

 

Men efter nogen tids hårde og barske forhandlinger brød disse sammen, angiveligt fordi parterne ikke kunne blive enige om vilkårene for en ny selskabsdannelse. Man har vel lov til at formode, at Brøndum har ment at det ville være mest hensigtsmæssigt og naturligt, hvis filmen blev produceret enten i Nordisk Films eller VEPRO’s regi. Men dette var åbenbart ikke, hvad fighteren Allan Johnsen havde forestillet sig. Han kunne under ingen omstændigheder acceptere selv at blive kørt ud på et sidespor, og derfor satte han sig i sving for at skaffe aktionærer og dermed aktiekapital til at starte firmaet Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og dermed igangsætte produktionen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet”.

 

På tidspunktet for firmaets oprettelse indrykkede Dansk Farve- og Tegnefilm A/S flere annoncer i hovedstadsaviserne, hvori man søgte tegnere, der helst havde nogen erfaring i at lave tegnefilm. Det var der jo flere, der havde, nemlig de tidligere medarbejdere hos VEPRO, og det var da også fortrinsvis disse, der meldte sig til tjeneste. Det gjaldt tegneren Bjørn Frank Jensen, der havde været assistent på flere af de reklametegnefilm, som Dahl Mikkelsen i perioden 1935-37 havde lavet for Reklamebureauet Monterossi, lige som han i 1938 som Miks assistent lejlighedsvis også arbejdede for Jørgen Müller på dennes tegnefilmstudio hos Gutenberghus Reklame Film. I lighed med tegnere som Kjeld Simonsen, Børge Hamberg, Erik Rus og Erik Christensen, var Bjørn Frank i 1939 blevet ansat hos VEPRO, for hans vedkommende højst sandsynligt på foranledning af sin læremester Dahl Mikkelsen, som efter alt at dømme var kommet til at sætte pris på den normalt tavse og tilbageholdende, men også meget dygtige unge tegner. I sine bemærkninger har Bjørn Frank Jensen selv fortalt om sin ansættelse som nøgletegner (key animator) på ”Fyrtøjet”, og at han kom i forbindelse med Dansk Farve- og Tegnefilm A/S via en stillingsannonce i avisen.

 

Som omtalt var Peter Toubro hovedansvarlig for udformningen af drejebogen til langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. Han havde dog assistance af den litterære konsulent Henning Pade, som også var med helt fra begyndelsen af planlægningen af filmen og til 3. september 1944, hvor han pludselig blev arresteret af Gestapo og sat i Vester Fængsel indtil befrielsen i maj 1945. Pade var – iflg. ham selv med rette – anklaget for at være medlem af modstandsbevægelsen, hvilket tyskerne dog ikke kunne bevise.

 

Her vil vi nu midlertidig forlade omtalen af opstarten på produktionen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet” og i stedet se på, hvad der ellers foregik i Danmark eller mere specielt i København på den tid. Det sker i 7. afsnit.

 

Teksten fortsættes i 7. afsnit.